Europa-Parlamentets beslutning af 13. juni 2013 om EU's rolle i fremme af et bredere transatlantisk partnerskab (2012/2287(INI))

P7_TA(2013)0280 A7-0173/2013

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om transatlantiske forbindelser, særlig sin beslutning af 1. juni 2006 om Europa-Parlamentets beslutning om forbedring af forbindelserne mellem EU og USA inden for rammerne af en transatlantisk partnerskabsaftale(1), sin beslutning af 26. marts 2009 om de transatlantiske forbindelser efter valget i USA(2) og sin beslutning af 17. november 2011 om topmødet mellem EU og USA den 28. november 2011(3),

–  der henviser til resultaterne af topmødet mellem EU og USA i Washington D.C. den 28. november 2011,

–  der henviser til de fælles erklæringer fra den 71. transatlantiske dialog mellem de lovgivende forsamlinger (TLD) i Jacksonville i december 2011, den 72. TLD i København og Strasbourg i juni 2012 og den 73. TLD i Washington D.C. i november 2012,

–  der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2012 om økonomiske og handelsmæssige forbindelser med USA(4), som støttede idéen om at indlede forhandlinger om en omfattende økonomisk aftale, og sin beslutning af 23. maj 2013(5) om forhandlingsmandatet,

–  der henviser til erklæring af 13. februar 2013 fra USA's præsident, Barack Obama, Det Europæiske Råds formand, Herman Van Rompuy og Europa-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, hvori de tilkendegav, at både USA og Den Europæiske Union vil påbegynde de fornødne interne procedurer med henblik på at indlede forhandlinger om et transatlantisk handels- og investeringspartnerskab,

–  der henviser til erklæringen fra topmødet i Det Nordatlantiske Råd i Chicago den 20. maj 2012,

–  der henviser til sin beslutning af 12. september 2012 om årsrapporten fra Rådet til Europa-Parlamentet om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik(6), sin beslutning af 22. november 2012 om gennemførelse af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik(7) og sin beslutning af 22. november 2012 om cybersikkerhed og -forsvar(8),

–  der henviser til fælles erklæring af 12. juli 2012 fra Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om Asien-Stillehavsområdet,

–  der henviser til dokumentet fra USA's forsvarsministerium januar 2012 fra med titlen »Sustaining US Global Leadership: Priorities for 21st century Defense«, som skitserer ændringerne i USA's militære strategi,

–  der henviser til USA's præsident, Barack Obamas anden indsættelsestale den 21. januar 2013, hans tale om unionens tilstand den 12. februar 2013 og til de bemærkninger, som USA's vicepræsident, Joseph Biden, fremsatte ved sikkerhedskonferencen i München den 2. februar 2013,

–  der henviser til EU's strategiske partnerskaber med Brasilien (2007) og Mexico (2008), EU's associeringsaftaler med Mexico, Chile og Mellemamerika, handelsaftalerne med Colombia og Peru, de igangværende forhandlinger med Canada om en strategisk partnerskabsaftale og en omfattende økonomi- og handelsaftale og de aktuelle forhandlinger med Mercosur,

–  der henviser til sin beslutning af 12. juni 2012 om fastlæggelse af et nyt udviklingssamarbejde med Latinamerika(9), som understreger Den Europæiske Unions støtte til den regionale integrationsproces i Latinamerika, således som den kommer til udtryk i CELAC, UNASUR, Mercosur, Det Andinske Fællesskab, SICA, Caricom og Stillehavsalliancen,

–  der henviser til de regelmæssige topmøder, som EU og USA holder med de latinamerikanske lande, det halvårlige WU-CELAC-topmøde og det interamerikanske topmøde, som begge forventes afholdt i 2015,

–  der henviser til EU's forbindelser med afrikanske regionale og subregionale organisationer inden for den atlantiske sfære, særlig Den Afrikanske Union (AU), Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater (ECOWAS), Det Centralafrikanske Økonomiske Fællesskab (ECCAS) og Det Sydlige Afrikas Udviklingsfællesskab (SADC),

–  der henviser til G20-ledernes erklæringer, slutdokumentet fra FN's gruppe for udviklingsdagsordenen for perioden efter 2015 (»Realizing the Future We Want for All«) og slutdokumentet fra FN-konferencen om bæredygtig udvikling (»The future we want«),

–  der henviser til sine beslutninger om bl.a. det arabiske forår, Mali, Mellemøsten, Syrien, Iran, Afghanistan, det østlige partnerskab, Rusland og Kina,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A7-0173/2013),

A.  der henviser til, at de vigtigste politiske og økonomiske forbindelser i hele Atlanterhavsområdet er dem, der forbinder EU og USA; der henviser til, at indledningen af Barack Obamas anden præsidentperiode bør udnyttes til at styrke disse forbindelser gennem en ambitiøs ny dagsorden;

B.  der henviser til, at det transatlantiske partnerskab bygger på stærke politiske, kulturelle, økonomiske og historiske bånd, på fælles værdier som frihed, demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincippet og på fælles mål som velstand, åbne og integrerede økonomier, sociale fremskridt og social inddragelse, bæredygtig udvikling og fredelig konfliktløsning;

C.  der henviser til, at den verdensomspændende økonomiske nedgang har ført til betydelige nedskæringer i forsvarsudgifterne i både EU og USA;

D.  der henviser til, at EU og USA i en global, kompleks og stadigt mere multipolær verden til trods for den økonomiske krise fortsat bør spille centrale og konstruktive roller i international politik og økonomi og i udformningen af det internationale miljø og sammen reagere på regionale konflikter og globale udfordringer på et multilateralt grundlag, især inden for rammerne af internationale organisationer; der henviser til, at de med henblik herpå også bør sikre, at nye centrale magter – herunder EU's to latinamerikanske strategiske partnere, Brasilien og Mexico – og Canada, bliver inddraget;

E.  der henviser til, at tænketanke, internationale organisationer og nogle regeringer, parallelt med de ændringer i det globale landskab, som fremkomsten af Asiens vækstøkonomier har udløst, på det seneste er begyndt at betone den stigende betydning af Atlanterhavsområdet som helhed, herunder dets sydlige dimension, samt nødvendigheden af samarbejde mellem de lande, det består af, således at de alle kan beskæftige sig med de problemer, der er fælles for hele regionen;

F.  der henviser til, at Latinamerika er en region, som deler mange værdier, interesser, historie og i stigende grad økonomiske bånd med EU og USA; der henviser til, at de latinamerikanske lande har oprettet et stort antal regionale og subregionale organisationer; der henviser til, at det er nyttigt at undersøge mulige områder, hvor der vil kunne udvikles flere former for trepartssamarbejde; der henviser til, at samarbejdet kan udvides til at omfatte afrikanske lande, der hører til Atlanterhavsområdet; der henviser til, at det er vigtigt at basere samarbejde i det transatlantiske rum på kompromiser mellem de fælles interesser, og til, at alle parter bør bevare retten til at følge deres egne nationale prioriteringer og udviklingstilgange;

G.  der henviser til, at nogle lande, navnlig Kina og også andre såsom Indien, i stigende grad er aktive i Atlanterhavsområdet, særlig i den sydlige del af Atlanterhavsområdet, hvor deres handlinger er præget af deres behov for at skaffe råvarer og fødevarer;

H.  der henviser til, at det bredere transatlantiske partnerskab skal tackle spørgsmål som udvikling, sikkerhed, energi og indvandring og samtidig arbejde for gradvis økonomisk og politisk konvergens;

I.  der henviser til, at der ud over det brede atlantiske perspektiv også er andre aktuelle emner og konflikter, hvor en koordineret aktion fra EU's og USA's side er afgørende;

J.  der henviser til, at det stigende antal af og videreudviklingen af højprofilerede cyberangreb har ført til en revision af den relevante lovgivning, hvor USA har indført frivillige indberetningsmekanismer, mens EU agter at indføre strammere obligatoriske foranstaltninger;

Bilaterale forbindelser

1.  lykønsker Barack Obama med genvalget til USA's præsident; indbyder ham til at tale i Europa-Parlamentet på dets plenarmøde i Strasbourg i forbindelse med hans næste besøg i Europa;

2.  opfordrer til, at der afholdes et EU-USA-topmøde snarest muligt med henblik på at opstille en fælles dagsorden for kort- og langsigtede mål med hensyn til både bilaterale anliggender og globale og regionale spørgsmål;

3.  erkender, at ændringen i USA's geopolitiske balance i retning mod Asien har omfattende langsigtet indvirkning på det transatlantiske partnerskab; fremhæver, at der er behov for en konstruktiv, sammenhængende og strategisk reaktion fra EU's side; mener, at dette også giver EU mulighed for at engagere sig mere aktivt i Asien og Stillehavsområdet som selvstændig global aktør, men i tæt samarbejde med USA, hvilket vil styrke den strategiske dimension af det transatlantiske partnerskab;

4.  glæder sig over den officielle erklæring om indledningen af forhandlinger om et transatlantisk handels- og investeringspartnerskab (TTIP); understreger, at denne aftale vil give et betydeligt skub til EU's og USA's økonomier og vil tilføre forbindelserne mellem EU og USA ny fremdrift; bemærker, at dens globale betydning vil række ud over dens bilaterale virkning ved at tilvejebringe fælles tilgange til regler og standarder for global handel, investeringer og handelsrelaterede områder; understreger, at det er nødvendigt at udvise stærk politisk vilje og en konstruktiv indstilling for at videreføre forhandlingerne på en effektiv måde; forventer, at TTIP-processen vil skabe fornyet politisk fremdrift i de transatlantiske forbindelser, som kan og bør udnyttes til at fremme et tættere samarbejde på andre områder, herunder udenrigspolitik;

5.  opfordrer Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformanden i Kommissionen, Rådet, Kommissionen og EU's medlemsstater til at forstærke deres samordning af EU's politik over for USA's regering for at sende et overbevisende budskab om, at EU er en konsekvent og effektiv international aktør; understreger betydningen af også at styrke den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik i betragtning af de forskellige kriser, der kan opstå i EU's naboregioner, og USA's »leading from behind«-doktrin;

6.  gentager sit forslag om at oprette et transatlantisk politisk råd (TPC), der skal fungere som et organ for systematisk konsultation og koordination vedrørende udenrigs- og sikkerhedspolitik under ledelse af EU's højtstående repræsentant og USA's udenrigsminister;

7.  fremhæver TLD's bidrag til som et indholdsbaseret, konstruktivt organ at styrke forbindelserne mellem EU og USA ved at tilvejebringe et forum for parlamentarisk dialog, identificere mål og samordne spørgsmål af fælles interesse; glæder sig over åbningen af Europa-Parlamentets forbindelseskontor i Washington og opfordrer USA's Kongres til at gøre noget tilsvarende i Bruxelles; opfordrer til at fortsætte udvekslingen af personale mellem de to institutioner;

8.  fordømmer kraftigt terrorangrebene i Boston den 15. april 2013; tilskynder begge partnere til at fortsætte bekæmpelsen af terrorisme og organiseret kriminalitet og samtidig respektere og værne om menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder; er dybt bekymret over de seneste afsløringer vedrørende USA's overvågnings- og dataindsamlingsaktiviteter under PRISM-programmet, og disse aktiviteters konsekvenser for beskyttelsen af EU-borgeres borgerlige rettigheder; opfordrer Kommissionen og Rådet til at tage spørgsmålet op på det kommende EU-USA ministermøde i RIA regi den 14. juni 2013, bemærker at aftalen om overførsel af passagerlisteoplysninger og aftalen om programmet til sporing af finansiering af terrorisme (SWIFT-aftalen), som Europa-Parlamentet har godkendt, allerede er trådt i kraft; opfordrer parterne til at intensivere deres samarbejde om aftalen om databeskyttelse med henblik på at afslutte forhandlingerne på en sådan måde, at der sikres ordentlig gennemsigtighed i databehandlingen og tilstrækkelig beskyttelse af personoplysninger;

9.  bemærker den stigende betydning af anvendelsen af droner; understreger, at der er behov for en indgående debat om bevæbnede droner og deres begrænsninger, gennemsigtighed og kontrol; glæder sig over den aktuelle debat i USA og forventer, at der snart kan etableres en lovgivningsmæssig ramme, hvori alt er indbefattet; glæder sig i denne forbindelse over beslutningerne, som præsident Obama annoncerede i sin tale af 23. maj 2013, om at formalisere nye begrænsninger på anvendelsen af droner som dødbringende våben og om at gå i dialog med Kongressen for at undersøge mulighederne for øget kontrol med denne form for anvendelse; anmoder begge parter om at indgå i tætte drøftelser om bevæbnede droner og understreger, at det er nødvendigt at tage skridt i retning af en fremtidig international lovgivning i betragtning af de globale virkninger;

10.  gentager sit synspunkt om, at EU på såvel politisk plan som på embedsmandsplan skal fortsætte med at gøre USA opmærksom på det langvarige problem med det visumkrav, der pålægges borgerne i fire EU-medlemsstater;

11.  gentager, at cyberforsvar bliver stadigt vigtigere, og bifalder oprettelsen på topmødet i 2010 af arbejdsgruppen om internetsikkerhed og internetkriminalitet; mener, at EU og USA i særlig grad bør prioritere deres samarbejde om internetsikkerhed med særligt henblik på bekæmpelse af cyberangreb, og i fællesskab fremme indsatsen for på internationalt plan at udvikle en sammenhængende og gennemsigtig international ramme, der fastsætter minimumsstandarder for internetsikkerhedspolitikker, samtidig med at der værnes om de grundlæggende frihedsrettigheder;

12.  beklager, at EU og USA har planer om at indføre forskellige overvågningsniveauer for internetsikkerhed, på et tidspunkt hvor NATO presser på for at sikre intensiveret samarbejde; understreger, at sådanne uoverensstemmelser ikke blot udgør en trussel for cyberforsvar, men også kan skabe handelsrelaterede problemer for virksomheder, hvis aktiviteter omfatter begge jurisdiktioner;

13.  glæder sig over, at præsident Obama har fornyet sit løfte om at lukke Guantánamo, som det kom til udtryk i hans tale af 23. maj 2013; gentager sin opfordring om at lade alle tilbageholdte, som ikke er blevet sigtet, vende tilbage til deres hjemland eller et andet sikkert land så hurtigt som muligt, samt at sikre, at alle tilbageholdte, mod hvem USA har tilstrækkelige gyldige beviser, hurtigt gives en retfærdig og offentlig rettergang ved en kompetent, uafhængig og upartisk domstol, og til at sikre, at de fængsles i USA, hvis de findes skyldige i overensstemmelse med gældende internationale standarder og principper;

14.  understreger NATO's fortsatte betydning som hjørnestenen i den transatlantiske sikkerhed; opfordrer på ny til en styrkelse af det strategiske partnerskab mellem EU og NATO;

Atlantisk og global dagsorden

15.  opfordrer begge parter til at undersøge områder og rammer for en mere pragmatisk gennemførelse af et bredere transatlantisk samarbejde og til sammen med andre atlantiske lande at udforske fordelene ved dette udvidede samarbejde; fremhæver, at mulige områder fra EU's synspunkt bl.a. er økonomiske og sociale spørgsmål, global styring, demokratiseringsprocessen, menneskerettigheder, udviklingssamarbejde, klimaforandringer, sikkerhed og energi; opfordrer parterne til at undersøge muligheden for med henblik på disse trepartsdialoger at gøre brug af de regionale og subregionale strukturer, der er skabt i Latinamerika, og som EU traditionelt har støttet;

16.  foreslår, at partnerne afholder regelmæssige drøftelser om deres respektive topmøder med latinamerikanske lande inden for en regional ramme, dvs. det halvårlige EU-CELAC-topmøde og det interamerikanske topmøde, som afholdes af Organisationen af Amerikanske Stater;

17.  fremhæver, at der allerede findes forskellige multilaterale rammer for særlige emner, som har en stærk trepartskomponent, såsom det mellemamerikanske sikkerhedsinitiativ;

18.  minder om den positive rolle, som Canada – hvormed begge partnere har stærke forbindelser – kan spille i et bredere transatlantisk samarbejde;

19.  opfordrer begge parter til også at undersøge muligheden for et bredere samarbejde, som også omfatter den afrikanske side af Atlanterhavsområdet, og til desuden at indkredse relevante områder og rammer under hensyntagen til de relevante afrikanske organisationer;

20.  opfordrer EU og USA til at koordinere deres indsat for at bidrage til en stabil international freds- og samarbejdsorden, der bygger på effektiv multilateralisme med nye aktører, herunder dem i det sydatlantiske område; opfordrer indtrængende parterne til at fortsætte med at arbejde på FN-reformprogrammet og samtidig inddrage de andre Atlanterhavslande og tage hensyn til deres interesser; understreger, at der er behov for en styrkelse af samarbejdet mellem EU og de amerikanske lande i FN;

21.  minder om, at Den Internationale Straffedomstol er et stadigt mere uundværligt internationalt retsinstrument og et grundlæggende element i EU's udenrigspolitik i forhold til målet om at sætte en stopper for straffrihed; roser Den Internationale Straffedomstols arbejde i forbindelse med dens 10-års-jubilæum; bifalder Obama-regeringens tiltag til genoprette en fungerende forbindelse med ICC og forventer yderligere tiltag til at sikre, at USA på ny undertegner og ratificerer Romstatutten;

22.  opfordrer EU og USA til i fællesskab at arbejde for en styrkelse af de regionale og subregionale organisationer i Atlanterhavsområdet i betragtning af den rolle, de spiller med hensyn til at fremme økonomisk og politisk integration;

23.  opfordrer partnerne til at give G20 ny fremdrift, bl.a. ved samtidigt at inddrage de andre atlantiske magter, der deltager i dette forum, på lige fod; understreger, at det – i lyset af Obamas genvalg og det store antal nye ledere i centrale G20-lande – er det rette tidspunkt til at gøre det næste G20-møde mere ambitiøst og operationelt, og forventer, at dette spørgsmål vil blive taget op i forbindelse med det næste bilaterale topmøde;

24.  understreger, at der med den eventuelle indgåelse af TTIP vil blive skabt udsigt til et større økonomisk område, som vil omfatte Nordamerika, EU og de mange latinamerikanske lande, som partnerne har indgået økonomiske aftaler med;

25.  fremhæver, at integrationen af to af de største markedsøkonomier kan fungere som en geopolitisk model for fremme af liberale og demokratiske værdier;

26.  understreger, at demokratiet, retsstaten og respekten for menneskerettighederne skal være centrale for Atlanterhavslandene: tilskynder til yderligere samarbejde mellem EU's og USA's programmer for fremme af demokrati, frie og retfærdige valg og overholdelse af menneskerettighederne;

27.  understreger betydningen af koordinering for at kunne bekæmpe trusler mod den globale sikkerhed, såsom terrorisme, sammenbrudte stater, menneskehandel, våben og narkotika, organiseret kriminalitet, pirateri og internetsikkerhed, som alle er aktuelle trusler i Atlanterhavsområdet; understreger behovet for et dybere og mere omfattende samarbejde mellem landene i hele Atlanterhavsområdet om bekæmpelse af narkotikahandel – et fænomen, som er i stigning i hele Vestafrika og Sahelområdet; glæder sig over partnernes støtte til Ecowas' regionale narkotikahandlingsplan;

28.  gør opmærksom på den særligt vigtige rolle, som sikkerhed til søs må spille i Atlanterhavsområdet; bifalder den indsats, som partnerne har ydet i tæt samarbejde med Ecowas og Det Centralafrikanske Økonomiske Fællesskab for at bekæmpe pirateri og fremme sikkerheden til søs i Guinea-bugten;

29.  fremhæver betydningen af diversificering af energileverandører, energikilder og transportruter; fremhæver Atlanterhavslandenes stigende betydning med hensyn til energiproduktion og -reserver og råvarer, som alt sammen giver betydelige muligheder for diversificering; foreslår, at EU-USA-Energirådet sammen med de andre lande i Atlanterhavsområdet undersøger muligheden af at arbejde sammen om energisikkerheds- og bæredygtighedsspørgsmål, herunder teknologier til vedvarende energi; foreslår ligeledes, at muligheden for et tættere samarbejde om råstofeffektivitet og -genanvendelse undersøges;

30.  glæder sig over den vægt, præsident Obama i sin indsættelsestale lagde på fornyelse af USA's kapacitet til at håndtere kriser i udlandet, og håber, at det samarbejde, som EU og USA allerede har indledt om krisehåndtering og i stigende grad om kriseforebyggelse i Østafrika, kan udvides til Atlanterhavsområdet; opfordrer i denne sammenhæng begge partnere til at gøre fuld og konstruktiv brug af rammeaftalen fra 2011 om USA's deltagelse i den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik; opfordrer EU-medlemsstaterne til at indgå i seriøse sammenlægnings- og delingsprojekter for selvstændigt at kunne udføre de opgaver, der er beskrevet i Lissabontraktatens artikel 43;

31.  opfordrer EU og USA til fortsat at styrke deres dialog og samarbejde på udviklingsområdet med henblik på at forbedre kvaliteten og effektiviteten af deres udviklingsbistand; opfordrer indtrængende begge partnere til fortsat at fremme målsætningen om opfyldelse af 2015-målene; påskønner, at partnerne har nedsat en reflektionsgruppe, der skal arbejde på en post-2015-dagsorden for 2015-målene; opfordrer indtrængende partnerne til at indgå i tæt samordning med landene i Atlanterhavsområdet om disse mål i betragtning af deres særlige betydning for denne gruppe lande; opfordrer EU og USA til i denne refleksionsproces at overveje spørgsmålet om, hvordan udviklingsmålene efter 2015 og målene for bæredygtig udvikling kan kædes sammen;

32.  glæder sig over præsident Obamas fornyede tilsagn om at bekæmpe klimaforandringer; opfordrer partnerne til så tidligt som muligt og senest i 2015 at indgå aftale om bindende mål for reduktion af drivhusgasemissioner i tråd med målet om at holde den globale opvarmning på under 2 °C; forventer, at dette spørgsmål bliver behandlet på det næste bilaterale topmøde; understreger nødvendigheden af at inddrage de atlantiske lande i denne indsats, særlig på grund af klimaforandringernes skadelige indvirkning i disse lande og over hele kloden på fødevareproduktion, biodiversitet, ørkendannelse og ekstreme vejrhændelser; mener, at det er afgørende, at EU og USA fører an i bestræbelserne på at opnå en global aftale om regulering af emissionerne i luftfartssektoren i forbindelse med ICAO's generalforsamling; gentager, at der er behov for et tæt transatlantisk samarbejde inden for skifergasudvinding;

33.  opfordrer EU og USA til at anlægge en fælles strategi i internationale fora, navnlig i FN, om nedbringelse af lagrene af masseødelæggelsesvåben og konventionelle våben og til at inddrage Atlanterhavslandene i disse bestræbelser; forventer, at USA og Rusland gør yderligere fremskridt inden for nuklear nedrustning; ser med stor tilfredshed på FN's Generalforsamlings nylige godkendelse af traktaten om våbenhandel og opfordrer indtrængende EU's medlemsstater og USA til hurtigt at undertegne den;

34.  opfordrer tænketanke og forskere til at fortsætte deres undersøgelser af et bredere transatlantisk samarbejde, som også kan bidrage til at fremme idéen om et mere omfattende atlantisk fællesskab;

35.  understreger, at kulturel udveksling gennem uddannelsesprogrammer er afgørende for at opbygge fælles værdier og dermed bygge bro mellem partnerne i Atlanterhavsområdet;

Aktuelle emner og konflikter

36.  opfordrer partnerne til at prioritere en tæt samordning af deres støtte til den demokratiske omstilling i Nordafrika og Mellemøsten på grundlag af en sammenhængende bistandsstrategi, med indbyggede konditionaliteter, og incitamenter knyttet til demokratiske reformer; opfordrer partnerne til at arbejde så tæt sammen som muligt om støtte til oppositionen i Syrien og til at fastholde presset på Rusland og Kina med henblik på en snarlig politisk løsning på den tragiske krise i landet; støtter opfordringen om, at der afholdes en fredskonference om Syrien i Génève; understreger behovet for en fælles reaktion på den manglende politiske stabilitet og truende økonomiske krise i Egypten; tilskynder til samarbejde med henblik på at støtte demokratiseringsprogrammerne i området;

37.  understreger, at der er behov for koordination mellem EU og medlemsstaterne, USA, AU, Ecowas, FN og andre aktører af støtten til gennemførelse af køreplanen for omstilling i Mali samt for finansiel og logistisk bistand til den afrikansk ledede internationale støttemission i Mali (AFISMA), som er klar til at overføre sin myndighed til FN's integrerede flerdimensionale stabiliseringsmission i Mali (MINUSMA) i overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds resolution 2100, som blev vedtaget den 25. april 2013;

38.  beklager den fastlåste fredsproces i Mellemøsten; glæder sig over, at præsident Obama besøgte Israel, Den Palæstinensiske Myndighed og Jordan i forbindelse med sin første udenlandsrejse efter genvalget, og glæder sig over, at fredsprocessen i Mellemøsten igen er blevet en topprioritet, hvilket fremgår af udenrigsminister John Kerrys aktuelle indsats; glæder sig over, at præsident Obama går ind for en tostatsløsning; opfordrer USA til at presse på for at få indstillet bosættelserne og arbejde sammen med EU om at få genoptaget de direkte forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne; deler præsident Obamas syn på Israels igangværende opførelse af bosættelser og på betydningen af at garantere Israels sikkerhed;

39.  opfordrer indtrængende de to partnere til fortsat at arbejde hen imod en diplomatisk løsning på spørgsmålet om Irans atomprogram med henblik på hurtigt at opnå en bred og forhandlet varig løsning, der kan skabe international tillid til, at det iranske atomprogram udelukkende har fredelige formål, samtidig med at den respekterer Irans legitime ret til fredelig udnyttelse af atomkraft i overensstemmelse med ikkespredningstraktaten; opfordrer EU og USA til i forbindelse med EU 3+3 (P5 +1)-forhandlingerne med Iran at overveje en koordineret og betinget ophævelse af sanktionerne til gengæld for gensidigt vedtagne og kontrollerbare foranstaltninger fra den iranske regerings side til at løse alle udestående spørgsmål om landets atomprogram i fuld overensstemmelse med bestemmelserne i ikkespredningstraktaten og de krav, Den Internationale Atomenergiorganisation (IAEA) har stillet; opfordrer begge partnere til at vælge en mere omfattende tilgang til forbindelserne med Iran, som omfatter menneskerettighedssituationen og den mere overordnede regionale sikkerhedsmæssige situation, og til at inddrage det iranske civilsamfund og ngo'erne, i det omfang det er muligt;

40.  opfordrer indtrængende partnerne til i fællesskab at udvikle en sammenhængende tilgang til Afghanistan for perioden efter 2014 i samråd med den afghanske regering; understreger, at afghanske militær- og politistyrker med tilstrækkelig uddannelse og udstyr i kombination med politikker for menneskelig og socioøkonomisk udvikling, god regeringsførelse og retsstatsforhold vil være afgørende for fred, stabilitet og sikkerhed i landet, men at der også er behov for et langt større engagement i disse mål fra Afghanistans nabolandes side; understreger endvidere behovet for en demokratisk og inklusiv politisk proces i landet; anerkender, at NATO har spillet en afgørende rolle i samordningen af den sikkerhedsmæssige reaktion på terrortruslen i Afghanistan, herunder genopbygning og rehabilitering, og erkender, at NATO fortsat kan spille en rolle i perioden efter 2014;

41.  understreger betydningen af det østlige partnerskab for EU; understreger nødvendigheden af, at landene i denne naboregion politisk og økonomisk bringes tættere på EU og på de transatlantiske partneres fælles værdier; opfordrer EU og USA til aktiv koordinering i dette øjemed og understreger behovet for en fælles indsats for at fremme demokratiske reformer, konsolidere demokratiske institutioner og fremme fredelig konfliktløsning; bifalder USA's fortsatte støtte til udvidelsesprocessen for de vestlige Balkanlande og tilskynder begge partnere til at opretholde en koordineret tilgang til landene i regionen;

42.  opfordrer indtrængende de to partnere til i højere grad at koordinere deres politikker for en kritisk dialog med Rusland; understreger betydningen af samarbejde med Rusland om globale udfordringer, herunder nedrustning og ikkespredning; opfordrer EU og USA til at bidrage til Ruslands moderniseringsproces med særlig fokus på konsolidering af demokrati, menneskerettigheder, retsstatsprincippet og fremme af diversificeret og socialt retfærdig økonomisk vækst; fremhæver betydningen af at fremme mellemfolkelige kontakter; beklager i denne henseende de nye restriktive love om ngo'er og det stigende pres, de russiske myndigheder lægger på ngo'er, som har kontorer i Rusland; understreger, at gennemførelse af de forpligtelser, som Rusland indgik, da landet tilsluttede sig WTO, er en vigtig del af landets moderniseringsdagsorden; opfordrer begge partnere til at indlede en konstruktive drøftelse med Rusland om fastfrosne konflikter; glæder sig over den amerikanske kongres' vedtagelse af Magnitskylisten og minder om sin egen beslutning fra oktober 2012;

43.  konstaterer, at den internationale opmærksomhed er flyttet til Østasien på grund af den politiske og økonomiske vækst i Asien-Stillehavsområdet; glæder sig over, at der for nylig er etableret en tættere konsultation mellem EU og USA om denne region, og tror, at dette kan føre til et tættere samarbejde mellem EU og USA vedrørende Asien; bemærker især, at der er behov for en samordnet reaktion på problemstillinger, der potentielt kan true freden i regionen, navnlig konflikten i området omkring Det Sydøstkinesiske Hav, som giver næring til aggressiv nationalisme i visse asiatiske lande og udgør en trussel for den maritime sikkerhed;

44.  fordømmer kraftigt den eskalerende krigsretorik fra Nordkoreas side og landets nylige direkte trusler mod USA som reaktion på FN's Sikkerhedsråds nylige resolution 2087, som indfører strengere sanktioner; opfordrer Pyongyang til at efterleve de relevante resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd, hvori det kræves, at landets programmer for atomvåben og ballistiske missiler bringes til ophør; opfordrer indtrængende begge sider til at bevare roen og arbejde hen imod fred via diplomatiske kanaler; opfordrer indtrængende EU, USA og Sydkorea til at opretholde en tæt dialog med Kina med henblik på at tøjle Pyongyang-regimet;

45.  opfordrer EU og USA til at gøre en samordnet indsats for at forpligte den nye kinesiske ledelse til at beskæftige sig mere aktivt med emner og konflikter på den globale dagsorden; glæder sig over, at EU og Kina er nået til enighed om en løbende dialog om forsvars- og sikkerhedspolitik samt om løbende kontakt mellem særlige repræsentanter og særlige udsendinge; minder om betydningen af at opretholde en åben dialog med Kina om god regeringsførelse og respekt for menneskerettighederne;

o
o   o

46.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt USA's regering og Kongres.

(1) EUT C 298 E af 8.12.2006, s. 226. (2) EUT C 117 E af 6.5.2010, s. 198. (3) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0510. (4) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0388. (5) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0227. (6) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0334. (7) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0455. (8) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0457. (9) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0235.

Europa-Parlamentets beslutning af 13. juni 2013 om genopbygning og demokratisering af Mali (2013/2587(RSP))

P7_TA(2013)0281 B7-0254/2013

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin beslutning af 20. april 2012 om situationen i Mali(1) og af 14. juni 2012 om menneskerettigheder og sikkerhedssituationen i Sahelregionen(2),

–  der henviser til EU’s strategi for sikkerhed og udvikling i Sahelregionen, der blev vedtaget i marts 2011,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolutioner 2056 (2012) og 2071 (2012) om situationen i Mali,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 2085 (2012), der giver mandat til deployering af den afrikansk-ledede internationale støttemission i Mali (MISMA),

–  der henviser til erklæringerne fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 22. marts, af 26. marts, af 7. april, af 21. og 23. december 2012 samt af 11. januar, 7. marts og 7. juni 2013 om situationen i Mali,

–  der henviser til Rådets konklusioner om Sahel af 23. marts 2012, der godkender krisestyringskonceptet for en civil rådgivnings-, bistands- og uddannelsesmission i Sahel inden for FSFP,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 31. januar 2013, 18. februar, 23. april og 27. maj 2013 om Mali,

–  der henviser til skrivelse af 25. marts 2013 fra overgangsmyndighederne i Mali til FN's generalsekretær med anmodning om indsættelse af en FN-styrke for at stabilisere og genoprette den maliske stats myndighed og overhøjhed over hele det nationale territorium;

–  der henviser til skrivelse af 26. marts 2013 fra formanden for ECOWACS-Kommissionen til FN's generalsekretær med anmodning om ændring af AFISMA-missionen til en FN-stabiliseringsmission;

–  der henviser til FN-resolution 2100 (2013), som Sikkerhedsrådet vedtog på sin 6952. samling den 25. april 2013 om oprettelse af en fredsbevarende styrke;

–  der henviser til den maliske køreplan for overgangsprocessen, der blev enstemmigt vedtaget af landets nationalforsamling den 29. januar 2013,

–  der henviser til det afrikanske charter om demokrati, valg og regeringsførelse,

–  der henviser til alle afrikanske og internationale menneskerettighedskonventioner, som Mali har underskrevet,

–  der henviser til forespørgsel til mundtlig besvarelse O-000040 - B7-0205/2013 og O-000041 - B7-0206/2013 til Rådet og Kommissionen om genopbygning og demokratisering af Mali,

–  der henviser til donorudviklingskonferencen »Together for a New Mali« i Bruxelles den 15. maj 2013;

–  der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 2,

A.  der henviser til, at konsekvenserne af militærkuppet i Mali i marts 2012, væbnede jihadistiske oprørsgruppers besættelse af landets nordlige del og den følgende væbnede konflikt i den nordlige del, mærkes langt ud over Mali og Sahelregionen med følgevirkninger i Afrika og Europa;

B.  der henviser til, at Mali er et af de ti fattigste lande i verden og rangerer som nr. 182 blandt de 187 lande i De Forenede Nationers Udviklingsprograms indeks for menneskelig udvikling for 2013; der henviser til, at Mali også inden den nuværende krise led under socioøkonomiske skævheder mellem nord og syd og under svage demokratiske institutioner, dårlig regeringsførelse, korruption og organiseret kriminalitet;

C.  der henviser til, at kaptajn Amadou Haya Sanogo, der blev udpeget til leder af militærkomittéen for reformen af de væbnede styrker og sikkerhedsstyrkerne, stadig er en farlig person, der bevarer sin evne til at forvolde skade, ikke mindst i lyset af dennes nye funktioner, der giver ham direkte kontakt med militæret;

D.  der henviser til, at køreplanen for overgangsprocessen er blevet godkendt af Malis myndigheder, og at der er oprettet en kommission for dialog og forsoning; der henviser til at EU, sammen med Malis overgangsregering og andre regionale og internationale organisationer har påbegyndt arbejdet med gennemførelsen af køreplanen for at skabe varig fred;

E.  der henviser til, at politisk dialog og forsoning mellem de to etniske grupper med henblik på at bevare freden og skabe vilje blandt landets forskellige etniske grupper til at leve sammen er en udfordring for genopbyggelsen af Mali; der henviser til, at situationen i Kibal-regionen, som stadig kontrolleres af tuareger fra Den Nationale Befrielsesbevægelse Azawad (MNLA), meget vel kan true udsoningsprocessen; der henviser til, at kun de grupper, der respekterer Malis forfatning og integriteten af landet territorium, vil kunne deltage i kommissionen for dialog og forsoning;

F.  der henviser til, at donorerne gav tilsagn om 337,2 mio. EUR på den donorkonference, som Den Afrikanske Union (AU) afholdt den 29. januar 2013 i Addis Abeba, herunder 50 mio. EUR fra EU til MISMA og yderligere 20 mio. EUR under stabilitetsinstrumentet for at yde øjeblikkelig støtte til Malis retshåndhævende myndigheder og retsvæsen, lokale myndigheder, dialog og forsoning og den første fase af den kommende valgproces;

G.  der henviser til, at Kommissionen har meddelt, at udviklingsbistanden vil blive genoptaget gradvist med et beløb på 250 mio. EUR for at støtte områder som forsoning og konfliktforebyggelse, støtte til valgprocessen, ydelse af grundlæggende tjenester, bl.a. helbred og adgang til vand og sanitet samt styrkelse af fødevaresikkerhed og genopretning af økonomien;

H.  der henviser til, at mange internationale organisationer og ngo'er arbejder i Mali for at bistå med at yde grundlæggende tjenester til lokalsamfundene, herunder fødevarehjælp og adgang til vand og sundhedspleje;

I.  der henviser ti, at det internationale samfund og Mali er enige om, at den bæredygtige genopretningsplan for Mali (PRED) udgør et fornuftigt grundlag for gensidige tilsagn; der henviser til, at gennemførelsen af PRED nødvendiggør tilsyn og evaluering af de planlagte programmer og udgifter; der henviser til, at giverlandenes støtte til PRED afhænger af, at Mali opfylder sine tilsagn og navnlig gennemfører de nødvendige reformer med hensyn til demokratisk styre;

J.  der henviser til, at det er lykkedes for den franske militæroperation »Serval«, der blev indledt for at støtte den maliske hær den 11. januar 2013 som reaktion på radikale islamistiske gruppers offensiv, at generobre nordlige byer og områder, der var indtaget af oprørere, og der henviser til, at de franske tropper ifølge den franske regering begyndte deres gradvise tilbagetrækning fra Mali i april 2013;

K.  der henviser til, at den EU-støttede afrikansk-ledede internationale støttemission i Mali (MISMA) allerede har 6 500 soldater i landet; der henviser til, at FN's generalsekretær Ban Ki-moon har fremført, at FN's fredbevarende styrke skal deployeres i Mali med henblik på at stabilisere landet;

L.  der henviser til, at FN's sikkerhedsråd den 25. april 2013 i overensstemmelse med kapitel VII i FN-pagten vedtog resolution 2100(2013) om etablering af en integreret FN-stabiliseringsmission; der henviser til af MINUSMA-styrken på 12 600 mand vil erstatte AFISMA fra den 1. juli 2013, mens de franske tropper har ret til efter anmodning fra FN's generalsekretær at gribe ind for at støtte dele af MINUSMA, hvis de er i umiddelbar og alvorlige fare;

M.  der henviser til, at selv om sikkerhedssituationen i det nordlige Mali er blevet bedre siden den franske intervention, fortsætter kampen mod radikale islamistiske grupper; der henviser til, at det er nødvendigt at fortsætte modstanden mod isolerede terrortrusler i visse nordlige områder, som f.eks. de nylige trusler mod Timbuktu and Gao, der kræver en stabiliseringsstyrke og kapaciteter til hurtig reaktion; der henviser til, at væbnede ekstremister i stigende grad griber til asymmetriske taktikker, såsom guerillabaghold, selvmordsangreb, bilbomber og anvendelse af personnellandminer; der henviser til, at bevarelsen af fred og sikkerhed på mellemlang og lang sigt udgør særlige udfordringer;

N.  der henviser til, at situationen i Mali udgør en trussel mod freden og sikkerheden i verden og nødvendiggør kræver en reaktion, der går ud over at håndtere sikkerhedstrusler, herunder en langsigtet indsats fra det internationale samfund og en energisk indsats for at håndtere dybt forankrede politiske regeringsmæssige udviklingsmæssige og humanitære udfordringer;

O.  der henviser til, at der har været afholdt valg med regelmæssige mellemrum i Mali i de sidste to årtier, og at landet forud for statskuppet blev betragtet som en demokratisk succeshistorie i Afrika, selv om landets økonomi aldrig udviklede sig tilstrækkeligt til at skabe en bedre fremtid for landets unge (hvoraf mange var tvunget til at udvandre) og til at forbedre leveforholdene for befolkningen i almindelighed;

P.  der henviser til, at genopretning af Malis økonomiske udvikling kræver målrettet støtte med fokus på landets reelle behov;

Q.  der henviser til, at krisen i Mali har mange årsager og er meget kompliceret og ikke blot kan reduceres til en etnisk konflikt; der henviser til, at løsningen på situationen derfor skal være omfattende og konsekvent og omfatte økonomiske, sociale og miljømæssige politikker, som tilstræber at forbedre befolkningens levestandard; der henviser til, at det med henblik herpå er nødvendigt at forstå fortidens fejltagelser ved at analysere de interne og eksterne faktorer, som har været årsagen til den fejlslagne økonomiske udvikling i Mali;

R.  der henviser til, at forfatningsstridige regeringsændringer er en væsentlig hindring for fred, sikkerhed og udvikling; der henviser til, at artikel 25 i det afrikanske charter om demokrati, valg og regeringsførelse fastsætter, at det ikke tillades individuelle lovovertrædere at deltage i valg, der afholdes for at genoprette den demokratiske orden eller bestride en ansvarshavende post i de politiske institutioner i deres stat;

S.  der henviser til, at menneskerettighedssituationen i Mali blev stærkt forværret efter oprørets begyndelse i den nordlige del af landet og militærkuppet den 22. marts 2012;

T.  der henviser til, at behovet for humanitær hjælp er enormt i Mali, hvor op mod 1 million mennesker er afhængige af fødevarehjælp, herunder 174 129 flygtninge i nabolande og 300 783 internt fordrevne mennesker; der henviser til, at en integreret strategi for tilbagevenden er nødvendig, når forholdene i den nordlige del af landet er gunstige for sikker, frivillig og værdig tilbagevenden;

U.  der henviser til, at 750 000 mennesker har akut behov for fødevarehjælp og 660 000 børn risikerer underernæring, herunder risikerer 210 000 alvorlig underernæring; der henviser til, at adgang til grundlæggende sociale ydelser forbliver begrænset, især i den nordlige del af landet;

V.  der henviser til, at der blev vedtaget en handlingsplan for genskabelse af kulturarv og bevaring af historiske skrifter i Mali på et internationalt ekspertmøde, organiseret af Unesco i februar 2013;

W.  der henviser til, at Den Europæiske Union tillægger respekten for menneskerettighederne stor betydning; der henviser til, at befolkningen i det nordlige Mali lever i en atmosfære af frygt, og at radikale islamistiske grupper systematisk krænker deres menneskerettigheder;

X.  der henviser til, at der den 15. maj 2013 fandt en donorkonference på højt niveau sted i Bruxelles med titlen »Together for a New Mali«, der samlede delegationer fra 108 lande, herunder 13 stats- og regeringschefer, et stort antal udenrigsministre og ledende repræsentanter for regionale og internationale institutioner sammen med repræsentanter for lokale myndigheder og civilsamfundet; der henviser til, at donorerne har givet tilsagn om at give 3,25 mia. EUR til Mali i de kommende to år med EU i spidsen med tilsagn om 520 mia. EUR;

Y.  der henviser til, at EU tilsammen vil afsætte EUR 1,35 mio. i støtte til den bæredygtige genopretningsplan for Mali (PRED), hvoraf Kommissionen vil tegne sig for EUR 523,9 mio., herunder EUR 12 mio. i humanitær bistand til at dække de mest presserende behov;

Z.  der henviser til, at situationen i Kibal-regionen stadig er usikker og truer med at forstyrre det kommende præsidentvalg på trods af Burkina Fasos mæglingsbestræbelser;

1.  understreger sit engagement i Malis suverænitet, enhed og territoriale integritet; glæder sig over Frankrigs intervention til støtte af disse principper som et første skridt mod genopbygning og demokratisering af Mali; opfordrer til et stærkt EU-engagement i denne proces;

2.  støtter en malisk-ledet politisk proces, der sætter landet i stand til at opnå langsigtet politisk stabilitet og økonomisk velstand; understreger vigtigheden af inklusiv national dialog og af forsoningsprocessen i bestræbelserne på at opnå en brugbar og demokratisk løsning på landets tilbagevendende krise; glæder sig i denne forbindelse over oprettelsen af kommissionen for national dialog og forsoning den 6. marts 2013 og udtrykker håb om, at den hurtigt vil være operationel; glæder sig over udnævnelsen af en kvinde og en tuareg til næstformand for denne kommission som et tegn på engagement i inklusion og pluralisme i den politiske proces;

3.  er dybt bekymret over situationen i Kibal-regionen, hvor tuareger fra MNLA stadig nægter at overdrage kontrollen til Malis hær og derfor alvorligt hindrer genopretningsprocessen; opfordrer regeringen og MNLA til at afholde en indledende drøftelse om MNLA's deltagelse i kommissionen for national dialog og forsoning;

4.  opfordrer til hurtig gennemførelse af køreplanen med henblik på at støtte overgangen indtil den forfatningsmæssige orden og retsstaten er blevet genoprettet i hele landet gennem afholdelse af demokratiske, frie, retfærdige og gennemsigtige valg i 2013; glæder sig over, at de maliske myndigheders tilsagn om at afholde valg den 28. juli og den 11. august 2013 og erklæringerne fra lederne af overgangsregeringen om, at de ikke stiller op til valget; anerkender, at afholdelsen af valg udgør en stor udfordring, herunder opgaverne i forbindelse med sikring af sikkerheden i de nordlige områder, udstedelse af biometriske valgkort og registrering af flygtninge på valglisterne, og opfordrer EU og dettes internationale partnere til at øge deres støtte til den kommende valgproces; glæder sig i den forbindelse over intentionerne om at sende en EU-valgobservationsmission, som den maliske regering har anmodet om;

5.  bekræfter at præsidentvalget og parlamentsvalget ses som første skridt mod en tilbagevenden til demokratiet, og at afholdelse af valgene er en væsentligt betingelse for fremtidige regeringers troværdighed og legitimitet;

6.  giver udtryk for sin anerkendelse af de mæglingsbestræbelser, som Burkina Fasos præsident udfører under de igangværende forhandlinger i Ouagadougou mellem Malis regering og tuareg-oprørerne; opfordrer til en hurtig afslutning på forhandlingerne og bekræfter sin vilje til at støtte genetableringen af den statslige forvaltning på hele Malis territorium og afholdelsen af de kommende valg, herunder i Kidal-regionen og i flygtningelejrene;

7.  insisterer på, at enhver politisk løsning til genopbygning af Mali skal ledsages af en klar og bæredygtig, økonomisk udviklingsstrategi, der behandler problemet med arbejdsløshed med henblik på at forbedre befolkningens eksistensgrundlag, og understreger, at ydelsen af grundlæggende tjenesteydelser såsom sundhed, uddannelse, vand og sanitet skal genoptages, idet de er afgørende for stabiliteten i landet; mener, at institutionelle reformer er nødvendige for at sikre politisk stabilitet og tillade det maliske samfund som helhed at deltage i opbygningen af landets fremtid; understreger ligeledes behovet for at styrke demokratiske processer og ansvarlighed i hele landet, hvis der skal opnås bedre resultater;

8.  glæder sig over den bæredygtige genopretningsplan for 2013-2014, der udgør en del af overgangskøreplanen af 29. januar 2013 og den strategiske ramme for vækst og fattigdomsbekæmpelse for 2012-2017 fra december 2011 (CSCRP 2012-2017);

9.  er overbevist om, at det er nødvendigt at tage hensyn til de regionale og subregionale aspekter, hvis den bæredygtige genopretningsplan skal blive en succes, navnlig gennem konsolidering af god regeringsførelse og en højere grad af økonomisk integration, udvikling af den økonomiske infrastruktur, udvikling af de menneskelige ressourcer inden for sundhedsvæsenet og uddannelsessystemet og etablering af et partnerskab for at mobilisere ressourcer og føre tilsyn med evalueringen;

10.  opfordrer den maliske regering til at samarbejde med relevante internationale organisationer og ngo'er med henblik på at yde den maliske befolkning tilstrækkelig og koordineret støtte;

11.  er af den opfattelse, at det kræver tilstrækkelig finansiering og forbedret koordinering at imødekomme Malis udviklingsmæssige udfordringer, både på EU-plan og med andre internationale donorer; støtter kraftigt skræddersyede strategier, der fokuserer på landets behov, og som afspejler de fremskridt, der er gjort, mod gennemførelse af køreplanen og genoprettelse af retsstaten;

12.  opfordrer EU og dets internationale partnere til at hjælpe de vestafrikanske regeringer med at bekæmpe handel med narkotika og udbredelse af våben; opfordrer landene i regionen til at gøre en afbalanceret og bæredygtig udviklingsstrategi til kernen i deres udviklingspolitik og sørge for grundlæggende offentlige tjenesteydelser til befolkningen i almindelighed og beskæftigelsesmuligheder for unge i særdeleshed;

13.  opfordrer EU, FN og de enkelte stater til at yde logistisk og teknisk støtte for at hjælpe malierne i kampen mod narkotikahandel og våbenudbredelse; opfordrer alle lande i Sahelregionen til at samordne deres sikkerhedspolitikker med henblik på at udarbejde en stærk reaktion på narkotikahandel;

14.  understreger, at sikkerhed og udvikling i Sahel styrker hinanden gensidigt; bifalder Frankrigs indledende intervention, der blev styrket af MISMA (og fra 1. juli 2013 MINUSMA), for at sætte en stopper for yderligere destabilisering og bekæmpe ekstremistiske kræfter; understreger vigtigheden af den supplerende rolle, som EU's uddannelsesmission (EUTM Mali) har for ydelse af afgørende støtte i opbygningen af den maliske hærs kapacitet på langt sigt; minder om, at langvarig stabilitet, sikkerhed og territorial integritet i landet ikke blot kræver bekæmpelse af voldelige, radikale ekstremister og de, der handler med våben, narkotika og mennesker, men også fremme af alternativer til forarmede menneskers og arbejdsløse unges ulovlige aktiviteter;

15.  understreger behovet for at finde en regional løsning, baseret på en regional aftale og støttet af en konference med deltagelse af landene i underregionen, især Algeriet og Mauretanien;

16.  opfordrer til en styrkelse af reformen af Malis væbnede styrker og de bredere sikkerhedstjenester under demokratisk og civil kontrol med henblik på at sikre stabilitet og opbygge tilliden til den rolle, som sikkerhedsapparatet spiller i arbejdet med at opnå varig fred og demokrati i landet;

17.  opfordrer den maliske regering til at være særligt opmærksom på at fremme menneskerettighederne i hele Mali og til at retsforfølge alle dem, som har gjort sig skyldige i alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, uanset om de tilhører radikale islamistgrupper eller Malis hær;

18.  glæder sig over de afrikanske landes bidrag til AFISMA og over indsættelsen af den i Mali; glæder sig ligeledes over vedtagelsen af FN's Sikkerhedsråds resolution 2100 (2013) om etablering af De Forende Nationers flersidede integrerede stabiliseringsmission i Mali (MINUSMA)med et omfattende mandat til at stabilisere landet, støtte gennemførelsen af overgangskøreplanen, beskytte civilbefolkningen, fremme og beskytte menneskerettighederne og understøtte den humanitære indsats, bevarelsen af kulturarven og sikringen af national og international retshåndhævelse; giver udtryk for håb om, at MINUSMA bliver fuldt operationelt hurtigst muligt, og at sikkerhedssituationen udvikler sig på en sådan måde, at styrken kan indsættes den 1. juli 2013;

19.  glæder sig over iværksættelsen af EUTM Mali den 18. februar 2013 og dens mandat til at støtte reformen af Malis væbnede styrker under demokratisk og civil kontrol; minder om, at det er bydende nødvendigt at støtte Malis regering og sikre, at den kan bevare sin territoriale integritet på længere sigt, bl.a. ved at råde over de midler, der er nødvendige for at håndtere de asymmetriske trusler, som de radikale islamistgrupper og menneske-, vare- og våbenhandlere udgør; er af den opfattelse, at EU bør overveje at medtage moduler om god praksis, menneskerettigheder og bekæmpelse af korruption i uddannelsesprogrammerne for de maliske væbnede styrker;

20.  noterer sig det supplerede arbejde, som EUCAP Sahel Niger udfører ved at yde uddannelse for at styrke sikkerhedssektoren i nabolandene og ved at koordinere med EUTM Mali gennem en forbindelsesofficer i Bamako; opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant til at opstille modeller for ydelse af lignende støtte til reformen af den bredere sikkerhedssektor i Mali (herunder politi, nationalgarde, gendarmeri og retsvæsen), bl.a. ved at vurdere om dette kunne gøres gennem en udvidelse af mandatet for EUTM Mali eller EUCAP Sahel Niger, eller gennem oprettelse af en ny FSFP-mission med ansvar for den bredere reform af den civile sikkerhedssektor;

21.  fordømmer krænkelserne af menneskerettighederne og kræver, at gerningsmændene straffes glæder sig over, at Den Internationale Straffedomstol (ICC) har besluttet at indlede en undersøgelse og opfordrer de maliske myndigheder til at samarbejde med ICC; glæder sig over deployeringen af de første menneskerettighedsobservatører i Mali i overensstemmelse med beslutningerne fra Den Afrikanske Unions freds- og sikkerhedsråd og ECOWACS; understreger, at den politiske genopbygning og troværdigheden af denne ligeledes afhænger af etableringen af overgangsretsmekanismer;

22.  opfordrer til fortsat ydelse af humanitær bistand til befolkninger i nød, og til at der træffes foranstaltninger med henblik på flygtningenes frie og frivillige tilbagevenden; understreger nødvendigheden af at bevare en klar skelnen mellem humanitære og politiske/sikkerhedsmæssige dagsordener med henblik på at sikre den humanitære indsats' upartiskhed, humanitære hjælpearbejderes sikkerhed og adgang til at hjælpe de, der har brug for hjælp;

23.  opfordrer alle sikkerhedsstyrker i Mali til at sikre landet med henblik på at gøre det muligt for nødhjælpsarbejderne at nå hele befolkningen;

24.  gentager sin fordømmelse af plyndringen og ødelæggelsen af kulturarvssteder; bifalder Unesco's nylige foranstaltninger til genetablering af Malis kulturav;

25.  er af den opfattelse, at EU i betragtning af krisen i Mali burde foretage de nødvendige tilpasninger af den europæiske strategi for sikkerhed og udvikling i Sahel; understreger behovet for bedre integrering mellem strategiens udviklings- og sikkerhedssøjler og for bedre koordinering af dennes politiske instrumenter; understreger nødvendigheden af at forbedre EU's systemer for tidlig varsling på en sådan måde, at de kan virkeliggøre strategiens forebyggende dimension;

26.  glæder sig over de positive resultater af donorkonferencen på højt niveau med titlen »Together for a new Mali«, som EU og Frankrig arrangerede sammen med Mali den 15. maj 2013 i Bruxelles for at støtte den bæredygtige genopretningsplan for Mali; opfordrer EU og dens internationale partnere til at opfylde deres gensige tilsagn som led i en effektiv og samordnet opfølgning af konferencen; understreger i den forbindelse betydningen af en indlede en samlet forvaltningsreform i Mali, af at gennemføre en ny form for decentralisering og af at skabe vilkårene for en bæredygtig økonomisk og samfundsmæssig udvikling i Mali;

27.  understreger behovet for tættere regionalt samarbejde og er af den opfattelse, at EU bør anvende sin politiske indflydelse og finansielle løftestangseffekt for at tilskynde sine partnere i regionen til at harmonisere deres ofte opdelte politiske, diplomatiske og militære initiativer med henblik på at håndtere de mangesidede udfordringer, som Sahel står over for, på mere effektiv vis;

28.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, EU 's særlige repræsentant for menneskerettigheder, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, regeringen og nationalforsamlingen i Mali, Den Afrikanske Union, Ecowas, De Forenede Nationers generalsekretær og De Forenede Nationers Menneskerettighedsråd og De Forenede Nationers Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0141. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0263.

Europa-Parlamentets beslutning af 13. juni 2013 om forhandlingerne vedrørende en samarbejdsaftale mellem EU og Afghanistan om partnerskab og udvikling (2013/2665(RSP))

P7_TA(2013)0282 RC-B7-0274/2013

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere betænkninger og beslutninger om Afghanistan, navnlig beslutning af 16. december 2010 om en ny strategi for Afghanistan(1), beslutning af 15. december 2011 om budgetkontrol med EU's finansielle bistand til Afghanistan(2) og beslutning af 15. december 2011 om kvinders situation i Afghanistan og Pakistan(3),

–  der henviser til De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolutioner om Afghanistan, herunder resolution nr. 2096 fra marts 2013,

–  der henviser til konklusionerne fra de internationale Afghanistan-konferencer i 2011 og 2012, herunder dem, der blev afholdt i Bonn i december 2011, i Chicago i maj 2012, i Kabul i juni 2012 og i Tokyo i juli 2012,

–  der henviser til erklæring af 19. november 2012 fra EU-delegationen i Afghanistan i samråd med cheferne for EU's missioner i Afghanistan om henrettelsen af mennesker, der har fået en dødsdom,

–  der henviser til EU's udenrigsministres afgørelse af 27. maj 2013 om forlængelse af EU's politimission i Afghanistan (EUPOL) indtil den 31. december 2014,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at EU har støttet genopbygning og udvikling i Afghanistan siden 2002 og fortsat er engageret i en fredelig overgangsproces i Afghanistan, en inklusiv og bæredygtig udvikling af landet samt stabilitet og sikkerhed i hele regionen;

B.  der henviser til, at ydelsen af EU-bistand fra 2011 til 2013 har fokuseret på centrale sektorer inden for offentlig forvaltning (herunder politiet), landbrug, udvikling af landdistrikterne, sundhed og social sikring;

C.  der henviser til, at EU og Afghanistan er tæt på at afslutte forhandlingerne om en samarbejdsaftale om partnerskab og udvikling, som vil bringe samarbejdet mellem EU og Afghanistan op på et nyt og mere omfattende niveau med nye retlige rammer for samarbejdet;

D.  der henviser til, at Parlamentet har anmodet om en femårig handlingsplan for ophør med dyrkning af opiumsvalmuer gennem alternativ udvikling i Afghanistan;

E.  der henviser til, at EU støtter uddannelse af politistyrkerne og kapacitetsopbygning i Afghanistan, og til, at EUPOL- missionen siden 2007 har støttet en bæredygtig og effektiv civil politistyrke, hvilket vil bidrage til at få skabt et strafferetligt system under afghansk ejerskab;

F.  der henviser til, at antallet af afghanske borgere, der er afhængige af narkotika, ifølge FN's Kontor for Narkotikakontrol og Kriminalitetsbekæmpelse fortsat stiger med alvorlige sociale konsekvenser for befolkningen;

G.  der henviser til, at til trods for EU's aktive rolle i forbindelse med støtte til narkotikabekæmpelsesforanstaltninger, er de væsentlige resultater meget begrænsede;

H.  der henviser til, at den manglende koordination mellem donorer til Afghanistan og den afghanske regering undergraver effektiviteten af EU's bistand til Afghanistan;

I.  der henviser til, at Europa-Parlamentet siden Lissabontraktaten har spillet en central rolle forbindelse med det samtykke, der kræves ved nye samarbejdsaftaler;

1.  bekræfter på ny sin fortsatte støtte til opbygningen af en afghansk stat med stærkere demokratiske institutioner, som er i stand til at sikre national suverænitet, statens enhed, territorial integritet og velstand for befolkningen i Afghanistan; bekræfter på ny, at en fredelig fremtid i Afghanistan afhænger af, at der opbygges en stabil, sikker og økonomisk bæredygtig stat, som er fri for terrorisme og narkotika, og som er baseret på retsstatsprincippet, styrkede demokratiske institutioner, respekt for magtens tredeling, et stærkt parlament og sikring af grundlæggende rettigheder; påskønner i denne forbindelse de vigtige bidrag fra EU's udviklingssamarbejde og EUPOL's Afghanistanmission, hvis forlængelse hilses velkommen;

2.  glæder sig over de sidste ti års indsats og fremskridt; gentager imidlertid sin bekymring over sikkerhedssituationen og den vedvarende vold i Afghanistan, som giver sig udslag i trusler mod lokalbefolkningen, herunder kvinder og børn, nationale sikkerhedsstyrker og internationalt militært og civilt personel;

3.  opfordrer indtrængende den afghanske regering til at forberede overtagelsen af det fulde ansvar for landets sikkerhed efter tilbagetrækningen af de internationale styrker; opfordrer EU og dets medlemsstater til at optrappe deres bestræbelser på at støtte den militære og civile kapacitetsopbygning af den afghanske regering og dens nationale sikkerhedsstyrker med henblik på at skabe stabilitet og sikkerhed, som er et afgørende grundlag for socioøkonomisk udvikling, og undgå, at der skabes et vakuum, når landet overtager det fulde ansvar for sin egen sikkerhed efter 2014; understreger faren for, at tilbagetrækningen af de internationale styrker i 2014 kan skabe et økonomisk vakuum;

4.  støtter forhandlingerne om en samarbejdsaftale om partnerskab og udvikling og understreger, at den bør føre frem til en mere strategisk tilgang og til støtte til de afghanske myndigheder under og efter tilbagetrækningen af de internationale styrker;

5.  understreger betydningen af, at denne nye aftale omfatter en sammenhængende og bæredygtig tilgang til håndteringen af udfordringerne vedrørende sikkerhed, økonomi, regeringsførelse og udvikling i Afghanistan, som hænger indbyrdes sammen;

6.  opfordrer de afghanske myndigheder til at ændre alle dødsdomme og genindføre et moratorium for henrettelser med henblik på en permanent afskaffelse af dødsstraffen;

7.  anser det for beklageligt, at der mangler politisk momentum med henblik på afslutning af forhandlingerne om en samarbejdsaftale om partnerskab og udvikling; opfordrer derfor EU's Udenrigstjeneste og den afghanske regering til at afslutte forhandlingerne snarest muligt;

8.  opfordrer EU til inden for rammerne af den nye aftale at fortsætte sin indsats for at støtte demokratiske værdier, retsstatsprincippet, et pålideligt forvaltningssystem (herunder bekæmpelsen af korruption), et uafhængigt domstolssystem, menneskerettighederne og skabelsen af et ægte civilsamfund;

9.  beklager, at Parlamentet på trods af EU-Udenrigstjenestens forpligtelse om at underrette det om alle stadier af forhandlingerne ikke er blevet ordentligt informeret; minder om sine nye beføjelser inden for udenrigsanliggender som fastsat i Lissabontraktaten og kræver fuldt samarbejde fra EU-Udenrigstjenesten og Rådet om et anliggende af så stor betydning;

10.  påpeger behovet for yderligere socioøkonomisk udvikling og økonomisk diversificering; understreger i denne forbindelse muligheden for at sætte skub i væksten ved at udnytte energiressourcerne og sætte større fokus på udvindingsindustrien; understreger imidlertid, at udvindingsindustrien skal drives på en gennemsigtig måde, og at det er nødvendigt at anvende de standarder, der er fastsat af »the International Extractive Transparency Initiative«;

11.  konstaterer, at selv om der i løbet af de sidste ti år har været visse fremskridt inden for ligestilling mellem kønnene og grundlæggende rettigheder, udgør kvinderne i Afghanistan fortsat den meste sårbare gruppe i samfundet og udsættes stadig for trusler, intimidering og vold og lider under diskriminerende lovgivning; fremhæver, at det er nødvendigt – både ud fra en retlig og en praktisk synsvinkel – at integrere kvinderne fuldt ud i samfundet og sikre sig, at de deltager fuldt ud, og opnå en reel forbedring af kvinders status; fordømmer kraftigt den omstændighed, at mange kvinder er ofre for vedvarende trusler og vold, og at kvinder, der har været fremtrædende i den afghanske offentlighed, i de seneste år er blevet myrdet eller udsat for attentater, mens gerningsmændene ikke er blevet retsforfulgt;

12.  understreger, at det er nødvendigt fortsat at støtte udvikling af infrastrukturen i mange sektorer, herunder skoler, hospitaler, transport, energinet, landbrug og styrkelse af kvinders indflydelse og status i Afghanistan i overensstemmelse med EU's udviklingsbistand før interventionen i 2001;

13.  beklager, at EU's antinarkotikainitiativ hidtil ikke har opnået tilfredsstillende resultater; påpeger, at narkotikafremstilling og -smugling holder liv i »oprørsgrupper« og giver næring til korruption på forskellige niveauer; understreger, at det primære fokus i en sådan aktion bør være at støtte alternative indkomstmuligheder for landbrugerne; fremhæver i denne forbindelse behovet for en bredere strategi i forbindelse med bæredygtig udvikling af landdistrikter og forvaltning af vand;

14.  minder om, at mere end 90 % af heroinen i Europa stammer fra Afghanistan, og at omkostningerne for den offentlige sundhed i de europæiske lande beløber sig til milliarder af dollars; bemærker imidlertid, at opiumproduktionen er et centralt socialt, økonomisk og sikkerhedsmæssigt spørgsmål; beklager, at opiumproduktionen i 2011 steg med 61 % i forhold til 2010 og tegnede sig for 9 % af Afghanistans BNP i 2011;

15.  bemærker, at USA og det internationale samfund i perioden 2009-2011 brugte 1,1 mia. USD på narkotikabekæmpelsesforanstaltninger uden at opnå nogen mærkbar indvirkning på produktionen og handlen; minder om, at Parlamentet flere gange har opfordret til, at der udarbejdes en femårig plan for afskaffelse af opium med præcise tidsfrister og benchmarks, hvor et særligt kontor med eget budget og personale skal stå for gennemførelsen på grundlag af et samarbejde mellem EU, USA og Den Russiske Føderation, hvor sidstnævnte er hårdest ramt samt verdens største opiummarked;

16.  minder om, EU mellem 2002 og udgangen af 2011 gav tilsagn om i alt omtrent 2,5 mia. EUR i bistand til Afghanistan, herunder 493 EUR i humanitærbistand; beklager, at virkningerne på trods af enorme bistandsbeløb fra udlandet har været begrænsede; anmoder Revisionsretten om at udarbejde en særberetning om effektiviteten af EU's bistand til Afghanistan i de seneste ti år, svarende til den der er udarbejdet om EULEX-missionen i Kosovo;

17.  er yderst foruroliget over den internationale finansielle støttes manglende effektivitet og de afghanske forvaltningsstrukturer samt over den manglende gennemsigtighed og de begrænsede mekanismer for donoransvarlighed;

18.  beklager, at en stor del af europæiske og andre internationale bistandsmidler er forsvundet i distributionskæden, og gør opmærksom på, at det især skyldes spild, for store formidlings- og sikkerhedsudgifter, overfakturering og korruption;

19.  gentager, at det er afgørende at koordinere EU's bistand på grundlag af en fælles tilgang med internationale aktører i henhold til en fælles strategi; glæder sig over den strategiske konsensus mellem Afghanistans regering og det internationale samfund om et fornyet og varigt partnerskab i de næste ti år, som det fremgår af konklusionerne fra Tokyo-konferencen om Afghanistan og i Tokyo-rammen for gensidig ansvarlighed (Tokyo Mutual Accountability Framework);

20.  understreger betydningen af en omfattende og inklusiv afghansk ledet og -ejet tilgang til forsoning i Afghanistan for alle, der tager afstand fra vold, respekterer forfatningen – inklusive dens bestemmelser om menneskerettigheder, i særdeleshed kvinders rettigheder – og ønsker at deltage i opbygningen af et fredeligt Afghanistan; understreger, at fredsprocessen bør inddrage den politiske opposition, civilsamfundet som helhed og kvinder i særdeleshed og bør være så inklusiv som muligt; opfordrer til, at Det Høje Fredsråds rolle på dette område styrkes og fokuseres mere direkte på selve fredsprocessen;

21.  minder om den afghanske regerings tilsagn under de internationale Afghanistan-konferencer i Kabul og Tokyo om at styrke og forbedre Afghanistans valgprocedurer, inklusive gennem en langsigtet valgreform, med henblik på at sikre, at fremtidige valg lever op til internationale standarder; glæder sig over, at der er offentliggjort en dato for præsident- og provinsrådsvalget i 2014, og over Afghanistans forberedelse af dette valg; understreger, at det er nødvendigt at mobilisere folk til at deltage, hvilket kan afhænge af sikkerhedssituationen, navnlig i de sydlige og østlige provinser; minder de afghanske myndigheder om behovet for nationale og internationale observatørers kontrol af de nationale valglister og med organiseringen og overvågningen af valgproceduren under det kommende valg; opfordrer EU til på anmodning af de afghanske myndigheder at yde støtte til organiseringen af det kommende valg;

22.  understreger, at der er behov for regionalt samarbejde med sigte på at fremme stabilitet og sikkerhed i regionen som helhed; fremhæver, at der er behov for øget samarbejde med Rusland, Pakistan, Centralasien, Indien og Iran som en del af en regional ramme med henblik på at imødegå udfordringerne i forbindelse med sikkerhedsspørgsmål, grænseoverskridende smugling af mennesker og varer samt bekæmpelse af ulovlig fremstilling og smugling af narkotika;

23.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at forbedre sit samarbejde med Parlamentet om EU's bistand til Afghanistan, herunder forhandlingsprocessen; forventer at blive holdt fuldt orienteret om forhandlingsvilkårene samt regelmæssig rapportering, når aftalen er indgået;

24.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Afghanistans regering og parlament, Europarådet samt Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa.

(1) EUT C 169 E af 15.6.2012, s. 108. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0578. (3) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0591.

Europa-Parlamentets beslutning af 13. juni 2013 om årtusindudviklingsmålene – fastlæggelse af rammen for tiden efter 2015 (2012/2289(INI))

P7_TA(2013)0283 A7-0165/2013

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til FN's millenniumerklæring af 8. september 2000,

–  der henviser til resolutionen »Keeping the promise: United to achieve the Millennium Development Goals«, som blev vedtaget af FN's Generalforsamling på mødet på højt plan om årtusindudviklingsmålene under generalforsamlingens 65. samling i 2010,

–  der henviser til den fjerde verdenskonference om kvinder, der blev afholdt i Beijing i september 1995, til erklæringen og handlingsplatformen fra Beijing og til de efterfølgende slutdokumenter, der blev vedtaget på FN's særlige samlinger Beijing +5, Beijing+10 og Beijing+15 vedrørende yderligere tiltag og initiativer til gennemførelse af Beijing-erklæringen og handlingsplatformen, som blev vedtaget henholdsvis den 9. juni 2000, 11. marts 2005 og 2. marts 2010, hvori medlemsstaterne forpligtede sig til at gøre en indsats for at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder på 12 forskellige områder,

–  der henviser til Istanbulhandlingsprogrammet for de mindst udviklede lande for årtiet 2011-2020,

–  der henviser til gennemførelsen af handlingsplanen fra den internationale konference om befolkning og udvikling (ICPD), som blev fastlagt i Kairo i 1994 i anerkendelse af, at seksuel og reproduktiv sundhed og reproduktive rettigheder er grundlæggende for at opnå en bæredygtig udvikling,

–  der henviser til rapporten fra FN's udviklingsprogram (UNDP) med titlen »Beyond the Midpoint: – achieving the Millenium Development Goals, der blev udgivet i januar 2010,

–  der henviser til UNDP’s »Human Development Report« fra 2010 med titlen »The Real Wealth of Nations: Pathways to Human Development«,

–  der henviser til FN’s »Gender Chart 2012«, som måler forbedringer i ligestillingsaspektet inden for de otte udviklingsmål,

–  der henviser til UNDP's »Human Development Report« for 2011,

–  der henviser til sluterklæringen, der blev vedtaget ved FN-konferencen om bæredygtig udvikling (Rio+20) i Rio de Janeiro, Brasilien, den 20.-22. juni 2012,

–  der henviser til konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW), vedtaget i 1979 af FN's Generalforsamling, som indeholder en definition af, hvad der udgør diskrimination mod kvinder, og en dagsorden for de nationale foranstaltninger, der skal træffes for at sætte en stopper for denne slags diskrimination,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne og de retlige rammer for menneskerettighederne,

–  der henviser til arbejdet i FN's gruppe for udviklingsdagsordenen for perioden efter 2015, der ledes i fællesskab af FN's Afdeling for Økonomiske og Sociale Anliggender og UNDP med støtte fra alle FN-organer og i samråd med relevante interessenter,

–  der henviser til FN's rapport fra juni 2012 til FN's generalsekretær »Realizing the future we want for all«,

–  der henviser til arbejdet i FN's generalsekretærs Panel på Højt Plan vedrørende udviklingsdagsordenen for perioden efter 2015 og resultatet af Rio +20-konferencen,

–  der henviser til »Monterreykonsensussen«, som blev vedtaget på den internationale konference om udviklingsfinansiering i Monterrey, Mexico, den 18.-22. marts 2002,

–  der henviser til erklæringen og handlingsplanen vedtaget på mødet på højt plan om bistandseffektivitet, der blev afholdt i Busan i december 2011,

–  der henviser til Pariserklæringen om bistandseffektivitet og Accrahandlingsplanen,

–  der henviser til den europæiske konsensus om udvikling(1) og EU's adfærdskodeks for komplementaritet og arbejdsdeling i udviklingspolitik(2),

–  der henviser til artikel 7 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), hvori det bekræftes, at EU skal sikre sammenhæng mellem sine politikker og aktiviteter, samtidig med at der tages højde for alle Unionens mål,

–  der henviser til artikel 208, stk. 1, i TEUF, hvori det fastsættes, at »Unionen tager hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i forbindelse med iværksættelse af politikker, der kan påvirke udviklingslandene«,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 12. april 2005 om sammenhæng i udviklingspolitikken (COM(2005)0134) og Rådets konklusioner med titlen »Udviklingsvenlig politikkohærens«, 3166. samling i Rådet (udenrigsanliggender) den 14. maj 2012,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 med titlen »EU-rammepolitik for bistand til løsning af udviklingslandenes fødevaresikkerhedsproblemer« (COM(2010)0127),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 31. marts 2010 med titlen »Humanitær fødevarebistand« (COM(2010)0126),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. oktober 2012 med titlen »EU's strategi til styrkelse af resiliens: Anvendelse af erfaringer fra fødevaresikkerhedskriser« (COM(2012)0586),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 12. marts 2013 med titlen »Forbedring af mødres og børns ernæring i udviklingsbistand til tredjelande: En EU-rammepolitik« (COM(2013)0141),

–  der henviser til den europæiske rapport om udvikling af 19. september 2008 med titlen »Millennium Development Goals at Midpoint: Where do we stand and where do we need to go?«,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. februar 2013 »Et værdigt liv for alle: udrydde fattigdom og give verden en bæredygtig fremtid« (COM(2013)0092),

–  der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et partnerskabsinstrument for samarbejde med tredjelande (COM(2011)0843, SEC(2011)1475, SEC(2011)1476),

–  der henviser til Kommissionens forslag af 7. december 2011 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (COM(2011)0840),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 29. juni 2011 om et budget for Europa 2020 (COM(2011)0500) og Kommissionens arbejdsdokument af samme dato med titlen »Et budget for Europa 2020: det nuværende finansieringssystem, de udfordringer, vi står over for, resultaterne af høringen af interessenterne samt de forskellige valgmuligheder inden for de vigtigste horisontale og sektorspecifikke problemstillinger« (SEC(2011)0868),

–  der henviser til Kommissionens fælles meddelelse af 7. december 2011 til Europa-Parlamentet og Rådet med titlen »Det globale Europa: en ny strategi for finansieringen af EU's optræden udadtil« (COM(2011)0865),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 7. december 2011 med titlen »Fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for finansiering af EU-samarbejdet med staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet og de oversøiske lande og territorier for perioden 2014-2020« (COM(2011)0837),

–  der henviser til Rådets konklusioner om EU-støtte til bæredygtig forandring i overgangssamfund, som blev vedtaget på den 3218. samling i Rådet (udenrigsanliggender) den 31. januar 2013,

–  der henviser til Rådets konklusioner med titlen »Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik: En dagsorden for forandring«, som blev vedtaget på den 3166. samling i Rådet (udenrigsanliggender) den 14. maj 2012,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 12. september 2012 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen »Demokratiets rødder og bæredygtig udvikling: EU's engagement i civilsamfundet på området eksterne forbindelser« (COM(2012)0492),

–  der henviser til Kommissionens offentlige høringer i forbindelse med forberedelsen af en EU-holdning med titlen »Towards a Post-2015 Development Framework«(3), der løb fra den 15. juni 2012 til den 15. september 2012 og var tilgængelig for alle interessenter, privatpersoner, organisationer (statslige og ikke-statslige, parlamentariske, akademiske, fra den private sektor, osv.) og lande,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. april 2010 »En EU-handlingsplan i tolv punkter til støtte af Millenniumudviklingsmålene« (COM(2010)0159),

–  der henviser til sin betænkning af 15. juni 2010 om de fremskridt, der gøres med hensyn til opfyldelse af millenniumudviklingsmålene: midtvejsevaluering som forberedelse til FN's møde på højt plan i september 2010(4),

–  der henviser til undersøgelsen fra januar 2013 med titlen »Millennium Development Goals and beyond 2015 – a strong EU engagement«,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0165/2013),

A.  der henviser til, at årtusindudviklingsmålene (MDG) har skabt opmærksomhed om, at udryddelse af global fattigdom er en presserende udfordring og en prioritet, der kræver en global indsats, takket være deres begrænsede række af konkrete og tidsbundne mål; der henviser til, at der to år før tidsfristen for årtusindudviklingsmålene i 2015 er sket betydelige fremskridt: målet om at nedbringe ekstrem fattigdom med 50 % er nået i lighed med målet om at halvere andelen af mennesker, der ikke har pålidelig adgang til rent drikkevand, livsbetingelserne for mere end 200 millioner mennesker, der lever i slumområder, er blevet forbedret, optagelsen af piger i grundskolen svarer nu til optagelsen af drenge, og der ses voksende fremskridt i nedgangen i børne- og mødredødeligheden; der imidlertid henviser til, at de nuværende årtusindudviklingsmål ikke i tilstrækkelig grad tackler de grundlæggende årsager til fattigdom, såsom uligheder i og mellem lande, social udstødelse, biodiversitet og regeringsførelse;

B.  der henviser til, at den europæiske konsensus om udvikling, som Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet har undertegnet, er gældende EU-ret; minder om betydningen og rækkevidden af dette dokument, som sikrer den europæiske køreplan for udvikling samt de resultater og retningslinjer, der følger heraf;

C.  der henviser til, at årtusindudviklingsmålene har bidraget til at definere fattigdom som flerdimensionale afsavn i menneskers liv, der omfatter uddannelse, sundhed, miljø, fødevarer, beskæftigelse, boligforhold og ligestilling mellem kønnene;

D.  der henviser til, at der stadig er globale udfordringer, og at de forventes at vokse – fattigdom, sult og underernæring, manglende adgang til sundhedspleje af høj kvalitet for alle, begrænset adgang til medicin, mangel på ordentlig, sikker sanitet og hygiejne, utilstrækkelige niveauer af kvalitetspræget primær og sekundær uddannelse, høj arbejdsløshed, især ungdomsarbejdsløshed, manglende socialsikring og respekt for menneskerettighederne, ulighed, herunder mellem kønnene, samt nedbrydelse af miljøet og klimaforandringer – som gør det nødvendigt at finde nye udviklingsveje, der kan føre til inklusiv og bæredygtig udvikling for alle;

E.  der henviser til, at næsten en milliard mennesker i verden er underernærede, og over 200 millioner er arbejdsløse; der henviser til, at kun 28 % af verdens befolkning er dækket af omfattende socialsikringssystemer, hvilket afspejler en høj grad af uformel arbejdsløshed, og som henviser til, at ca. 1,4 milliarder mennesker mangler adgang til tilstrækkelige energitjenester, hvorved deres mulighed for at bekæmpe fattigdom begrænses;

F.  der henviser til, at problemet med fejlernæring i udviklingslandene dræber ca. 2,6 millioner børn hvert år, og at antallet af underernærede mennesker som følge af klimaforandringerne forventes at stige;

G.  der henviser til, at ca. 140 millioner piger vil blive barnebrude inden udgangen af 2020, hvis den nuværende andel af tidlige giftermål fortsætter;

H.  der henviser til, at tre fjerdedele af verdens fattige bor i mellemindkomstlande, og at ulighederne med hensyn til indkomst og velstand inden for landene ifølge Verdensbankens World Development Indicators 2008 er steget siden de tidlige 1980'ere, også i højindkomstlande; der henviser til, at usikkerheden med hensyn til indkomster og job også er steget på grund af globaliseringsmønstre baseret på outsourcing og ringere arbejdsmiljøbeskyttelse;

I.  der henviser til, at det forventes, at der i 2015 fortsat vil være mere end 600 millioner mennesker, der stadig benytter usikre vandkilder, som udgør en sundhedsrisiko, og at en milliard mennesker, hvoraf 70 % er kvinder, vil leve for mindre end 1,25 USD per dag, især i en række afrikanske lande, men også i de nye vækstlande, samt til, at årtusindudviklingsmålet om at halvere andelen af mennesker uden basale sanitetstjenester ikke vil blive opfyldt før 2049, hvis den nuværende tendens fortsætter; der henviser til, at næsten 200 millioner mennesker er arbejdsløse på nuværende tidspunkt – hvoraf ca. 74 millioner er i aldersgruppen 15-24 år, og at kun 20 % af verdens befolkning har tilstrækkelig sygeforsikring, mens over halvdelen overhovedet ingen dækning har; der henviser til, at udråbelse af 2015 som det europæiske år for udvikling derfor vil gøre det muligt at øge EU-borgernes opmærksomhed på vigtigheden af de nye udviklingsmål;

J.  der henviser til, at den globale fødevare-, energi- og finanskrise i 2007-2010 i kombination med den globale økonomiske tilbagegang og klimaforandringerne har fremhævet, hvor skrøbelige de globale fødevareforsyningssystemer er, og afdækket manglerne ved finans- og råvaremarkederne og de globale styringsmekanismer;

K.  der henviser til, at bæredygtighedsproblemer, herunder det presserende behov for at nedbringe drivhusgasemissionerne globalt og opnå en mere rimelig og bæredygtig forvaltning og styring af naturressourcer, udgør den største udfordring for en transformativ dagsorden;

L.  der henviser til, at udvikling som en grundlæggende menneskerettighed bekræftes i erklæringen om retten til udvikling fra 1986; der henviser til, at erklæringen giver tilsagn om en »menneskerettighedsbaseret« tilgang, der er karakteriseret ved overholdelse af alle menneskerettigheder (økonomiske, sociale, kulturelle, borgerlige og politiske), og til, at erklæringen ligeledes giver tilsagn om styrkelse af de internationale samarbejde;

M.  der henviser til, at opfyldelsen af årtusindudviklingsmålene inden fristens udløb i høj grad vil afhænge af virkeliggørelsen af det globale partnerskab for udvikling, og til, at EU og dets medlemsstater bør opfylde deres forpligtelser og ikke lade den nuværende økonomiske og finansielle krise standse de fremskridt, der er gjort;

N.  der henviser til, at artikel 208 i TEUF fastslår, at nedbringelse og på sigt udryddelse af fattigdom er det primære mål for EU 's udviklingspolitik;

O.  der henviser til, at 50 års donordrevet udviklingspolitik har skabt overdreven afhængighed(5);

P.  der henviser til, at FN arbejder tæt sammen med alle interessenter på en inklusiv måde for at bygge videre på det momentum, der blev skabt af årtusindudviklingsmålene, og for at fortsætte med en ambitiøs udviklingsdagsorden efter 2015, som bør baseres på at øge kvaliteten af støtte og sikre bedre samordning og respekt for princippet om politikkohærens;

Q.  der henviser til, at EU's tilsagn om at sikre udviklingsvenlig politikkohærens i overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i 2005 blev bekræftet i konklusionerne af 14. maj 2012(6);

R.  der henviser til, at EU som verdens største donor er fast besluttet på at nå årtusindudviklingsmålene rettidigt og er dybt engageret i forhandlingerne om udviklingsdagsordenen efter 2015;

S.  der henviser til, at Parlamentet lægger særlig vægt på denne proces og mener, at EU skal fungere som en drivkraft for rammen efter 2015;

T.  der henviser til, at et betydeligt antal ustabile eller konfliktramte stater ikke har opfyldt et eneste af årtusindudviklingsmålene(7);

U.  der henviser til, at manglende fred, sikkerhed, demokrati, respekt for menneskerettigheder og politisk stabilitet kombineret med korruption og menneskerettighedskrænkelser ofte hindrer fattige lande i at nå deres fulde udviklingspotentiale;

V.  der henviser til, at 75 % af verdens fattige bor i mellemindkomstlande trods deres økonomiske vækst, og til, at den særlige situation i mellemindkomstlandene derfor ikke bør overses, når årtusindudviklingsmålene evalueres, samtidig med at der bør tages hensyn til princippet om differentiering som vedtaget i forbindelse med den nye udviklingsdagsorden;

I.Årtusindudviklingsmålene og nye udfordringer

1.  bekræfter, at årtusindudviklingsmålene som defineret i 2000 figurerer blandt mange vellykkede tiltag i mellemindkomstlande og udviklingslande, og at disse resultater skal analyseres korrekt med henblik på den fremtidige ramme for at opnå mere globale og bæredygtige resultater;

2.  understreger, at den globale situation har ændret sig radikalt over de sidste ti år, og det samme gælder fattigdommens karakter, idet en stigende forskel og ulighed mellem og inden for landene er ved at blive et stort problem i forbindelse med fattigdomsbekæmpelsen;

3.  påpeger, at selv om nogle udviklingslande er blevet donorlande, står de stadig selv med høje og voksende niveauer af ulighed, som er sammenlignelige med uligheden i andre udviklingslande; påpeger, at blandt andet klimaforandringer, fødevareusikkerhed, migration, arbejdsløshed, demografiske ændringer, korruption, ressourcemæssige begrænsninger, ikke-bæredygtig vækst, finansielle og økonomiske kriser og krænkelser af menneskerettighederne udgør komplekse og indbyrdes forbundne udfordringer;

4.  minder om, at nedbrydelse af miljøet bringer opfyldelsen af årtusindudviklingsmålene, herunder målet om at udrydde den ekstreme fattigdom og sult, i fare; minder navnlig om, at vedvarende uligheder og kampe om knappe ressourcer er blandt de vigtigste drivkræfter for konflikter, sult, usikkerhed og vold, som til gengæld er vigtige faktorer, der bremser den menneskelige udvikling og bestræbelserne på at opnå bæredygtig udvikling; opfordrer til, at der indføres en mere holistisk tilgang, som afspejler resultatet og opfølgningen af Rio +20-konferencen om bæredygtig udvikling;

5.  minder om behovet for sammenhæng mellem EU's handels- og udviklingspolitik, navnlig hvad angår regionerne i den yderste periferi;

6.  opfordrer indtrængende EU til at stille sig i spidsen med én stærk stemme under drøftelserne af rammen for perioden efter 2015 og helt frem til FN-topmødet og til at vedtage en fælles, effektiv og ambitiøs holdning om de principper og mål, der bør indgå i den nye udviklingsramme for perioden efter 2015; påpeger samtidig, at der skal være en fælles, sammenhængende og integreret ramme med klare benchmarks, som inkorporerer de vigtigste spørgsmål vedrørende udvikling og bæredygtighed, og at denne ramme skal være af universel og global karakter, fremme velstand, menneskerettigheder og velfærd for alle og direkte og aktivt inddrage alle lande i sin udformning og gennemførelse, og agte på de rigere landes rolle i og ansvar – ud over finansiering – for at den får succes;

7.  påpeger, at det globale partnerskab for udvikling bør reorganiseres for at tage højde for den ændrede kontekst og bør være tæt forbundet med de nye dimensioner af dagsordenen for tiden efter 2015; understreger, at et reorganiseret og styrket globalt partnerskab for udvikling vil være af afgørende betydning for gennemførelsen af dagsordenen for tiden efter 2015 og for sikring af effektive ansvarliggørelsesmekanismer på alle niveauer;

8.  mener, at denne fælles tilgang kræver hensigtsmæssig samordning mellem EU og medlemsstaterne, inden den fremlægges på efterårets topmøde i New York, og stor synlighed i forhandlingsprocessen under ledelse af den europæiske udviklingskommissær; opfordrer EU, som er den største donor i verden, til fuldt ud at påtage sig sin rolle som den centrale aktør vedrørende dagsordenen for tiden efter 2015;

9.  opfordrer til, at udviklingsrammen for tiden efter 2015 indbefatter årtusindudviklingsmålene og målene om bæredygtig udvikling og fremmer velstand og velfærd for alle, herunder ugunstigt stillede grupper som kvinder, børn, ældre og personer med handicap; understreger, at der skal være reel fleksibilitet alt efter kapaciteten til at opstille nationale mål under direkte og aktiv inddragelse af udviklingslandene og udviklingspartnerne, navnlig civilsamfundet; påpeger, at rige lande skal afgive solide løfter, både hvad angår deres egen udvikling og hvad angår de af deres politikker, som har indvirkning på andre lande;

10.  understreger, at de manglende fremskridt inden for de udviklingsmål, der vedrører kvinders stilling, ikke kun skyldes finansielle eller tekniske hindringer, men især skyldes manglende politisk vilje;

II.Fattigdomsbekæmpelse

11.  opfordrer indtrængende til, at udryddelse af fattigdom, som er den primære målsætning i EU's udviklingssamarbejde, og opnåelse af en bæredygtig udvikling bliver de vigtigste globale prioriteringer for udviklingsdagsordenen efter 2015;

12.  understreger, at ulighed er en hindring for bestræbelserne på at opnå økonomisk udvikling og mindske fattigdommen; minder navnlig om, at stor ulighed gør det vanskeligt at etablere bredt funderede, omfordelende og finansielt bæredygtige sociale velfærdssystemer, der er baseret på principper om social solidaritet, samtidig med at stor ulighed kan forårsage øget kriminalitet eller voldelige konflikter, navnlig i multietniske samfund; mener, at det er nødvendigt at tackle de strukturelle årsager til fattigdom for at skabe virkelige samfundsmæssige ændringer;

13.  erkender, hvorledes udvikling og fattigdomsbekæmpelse hænger uløseligt sammen med udfordringerne i forbindelse med fred og sikkerhed, miljø, menneskerettighederne, ligestilling mellem kønnene, demokrati og god regeringsførelse; opfordrer derfor til en fornyet tilgang til fattigdomsbekæmpelse, som tager hensyn til betydningen af inklusiv økonomisk udvikling og vækst, omfordeling af velstand gennem budgettiltag, anstændigt arbejde, erhvervsmæssig uddannelse, miljømæssig bæredygtighed, menneskerettighederne og god regeringsførelse;

14.  opfordrer til, at »dagsordenen efter årtusindudviklingsmålene« forankres i erklæringen om retten til udvikling fra 1986, der ikke blot bekræfter udvikling som en grundlæggende menneskerettighed, men også ser på udvikling som en proces;

15.  opfordrer til, at kønsmainstreaming integreres i en vækstorienteret tilgang til udryddelse af fattigdom, og til, at ligestilling mellem kønnene inkluderes i alle EU-programmer, -politikker og -strategier;

16.  understreger, at »inklusivitet« er et dynamisk koncept, der er mere vidtrækkende end en »profattig« strategi og indebærer, at der også sættes fokus på udsatte befolkningsgrupper med usikre levebrød, hvilket gør det påkrævet, at udviklingsstrategien forankres i den makroøkonomiske ramme; mener, at det er afgørende at definere kvalitative indikatorer for at kunne overvåge, i hvor høj grad udviklingen er inklusiv og bæredygtig, og i hvilket omfang behovene hos de mest ugunstigt stillede og udsatte grupper imødekommes;

17.  opfordrer i denne forbindelse til, at der fastlægges en bredere definition af fattigdom end en, der udelukkende er baseret på bruttonationalproduktet (BNP); understreger, at store dele af verdens fattige ikke er medregnet i de globale og nationale gennemsnit;

Sundhed, ernæring, uddannelse og social beskyttelse

18.  anerkender, at tackling af fejlernæring hos børn og mødre kræver langsigtede udviklingsstrategier, der fokuserer på sektorer, som har indflydelse på fejlernæring, f.eks. sundhed, uddannelse, vand og sanitet samt landbrug;

19.  minder om, at det flerdimensionale aspekt af menneskelig velfærd skal anerkendes fuldt ud; minder i denne sammenhæng om, at sundhed, ernæring, social beskyttelse og uddannelse er centrale drivkræfter for fattigdomsbekæmpelse og inklusiv økonomisk udvikling;

20.  understreger betydningen af at mindske uligheder mellem kønnene, først og fremmest inden for uddannelse med henblik på at hæve humankapitalens gennemsnitlige kvalitet, og dernæst inden for sundhed med henblik på at opnå større fremskridt med hensyn til at forbedre mødrenes sundhed og reducere børnedødeligheden;

21.  anmoder EU om at yde en stor indsats for at forsvare retten til den højeste opnåelige standard for sundhed, herunder seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder i denne sammenhæng og integration af hiv/aids, bl.a. i leveringen af frivillig familieplanlægning, sikker abort og svangerskabsforebyggelse;

22.  understreger, at rammen for årtusindudviklingsmålene efter 2015 skal omfatte et specifikt mål om afskaffelse af alle former for vold mod kvinder;

23.  understreger, at adgang til sygesikring for alle, som kombinerer både behandling og forebyggelse, adgang til tilstrækkeligt nærende fødevarer for alle samt adgang til uddannelse af høj kvalitet for alle og på alle niveauer, som fremmer beskæftigelse, bør betragtes som vigtige mål for dagsordenen efter 2015;

24.  insisterer på, at udviklingsrammen efter 2015 for det første skal indeholde mål for adgang til prismæssigt overkommelig sundhedspleje af høj kvalitet med fokus på sundhedsfremme, forebyggelse og helbredende indgreb, herunder som centrale elementer seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder og hiv/aids, og for det andet praktiske skridt til oprettelse af grundlæggende sundhedssystemer, der sikrer forebyggelse, behandling, pleje og støtte til alle, inklusive de mest marginaliserede og ringest stillede grupper såsom minoriteter, fængslede, migranter, uregistrerede personer, sexarbejdere og narkotikamisbrugere;

25.  opfordrer til en øget global indsats for at nedbringe dødeligheden blandt mødre, nyfødte og børn og bekræfter den centrale betydning af universel adgang til reproduktiv sundhedspleje;

26.  opfordrer til fortsat støtte til forskning i mere effektive og bæredygtige forebyggelses- og behandlingsprogrammer, herunder forskning i og udvikling af effektive former for medicinske indgreb såsom vacciner, lægemidler og diagnosticeringsværktøjer;

27.  understreger, at kvinder spiller en afgørende rolle i forbindelse med ernæring og fødevaresikkerhed, da de er ansvarlige for 80 % af landbruget i Afrika, selv om det stadig næsten aldrig er muligt for dem at eje den jord, de dyrker; understreger, at udryddelsen af sult som følge heraf afhænger af den støtte, der gives til smålandbrugerne, så de kan producere tilstrækkeligt med fødevarer til sig selv og deres familier; minder om, at de fleste smålandbrugere er kvinder; kræver en strategi, der tager hensyn til kønsaspektet, og som er integreret i alle elementer af fødevaresikkerhedsprogrammeringen; understreger, at det er nødvendigt at forebygge og behandle fejlernæring ved hjælp af evidensbaserede indgreb, der prioriterer gravide kvinder og børn;

28.  understreger, at det er nødvendigt at udarbejde og gennemføre sundhedsprogrammer for at styrke sundhedssystemerne, i betragtning af at den globale finansielle krise har undermineret fremskridtene i forbindelse med hiv/aids, tuberkulose, malaria og oversete tropiske sygdomme;

29.  understreger betydningen af målet om forbedring af gravide og fødende kvinders sundhed for at reducere mødredødeligheden og opnå universel adgang til seksuelle og reproduktive sundhedstjenester og familieplanlægning; understreger betydningen af uddannelse i og bevidstgørelse om seksuel og reproduktiv og sundhed som en integreret del af dagsordenen for kvinders sundhed;

30.  anfører, at der skal lægges særlig vægt på at lære begge køn om kønsspørgsmål, helt fra de begynder i skolen, så holdninger og sociale stereotyper gradvist ændrer sig, og ligestilling bliver et grundlæggende samfundsprincip i alle verdens lande;

31.  opfordrer indtrængende til, at leveringen af EU's humanitære bistand bidrager til gennemførelsen af årtusindudviklingsmålene og reelt fritages fra de restriktioner, USA eller andre donorer pålægger humanitær bistand, navnlig ved at sikre kvinder og piger, der er blevet voldtaget i væbnede konflikter, adgang til abort;

32.  anerkender, at anstændige beskæftigelsesmuligheder giver fattige husstande mulighed for at bringe sig ud af fattigdommen og er vigtige midler for enkeltpersoner og familier til at opnå selvværd, tilhørsforhold til et samfund og en måde, hvorpå de kan yde et produktivt bidrag; opfordrer til, at fuld og produktiv beskæftigelse og anstændigt arbejde gøres til et centralt mål i udviklingsdagsordenen efter 2015 og opfordrer til, at dette mål støttes ved gennemførelse af hensigtsmæssige nationale rammer for social beskyttelse med henblik på fattigdomsbekæmpelse og resiliens;

33.  understreger, at sundhedsrelateret oplysning og uddannelse er vigtige elementer i en forbedret folkesundhed;

34.  opfordrer indtrængende til, at der endvidere lægges særlig vægt på at tackle ikkeoverførbare sygdomme, som f.eks. kræft;

35.  opfordrer til, at rammen for tiden efter 2015 fremmer kvinders status og ligestilling mellem kønnene ved at mindske ulighederne mellem kønnene på alle uddannelsesplaner med specifikke mål, herunder universel adgang til og fuldførelse af uddannelse (primær, sekundær og videregående uddannelse) og erhvervsuddannelse med en ungdomsvenlig jobskabelsespolitik, udryddelse af analfabetisme blandt kvinder samt adgang til omfattende seksualundervisning i og uden for skolesystemet;

III.God forvaltningsskik

36.  understreger, at rammen for bæredygtig udvikling efter 2015 kræver respekt for princippet om demokratisk regeringsførelse og menneskerettighederne, effektive, gennemsigtige og ansvarlige institutioner og partnere på alle niveauer og et stærkt civilsamfund, der systematisk inddrages i den demokratiske proces; insisterer på, at rammen skal drives af de centrale idéer om deltagelsesdemokrati og effektivt medborgerskab gennem fuldstændig og voksende udøvelse af de borgerlige og politiske rettigheder;

37.  opfordrer EU til at dele sine erfaringer og sin ekspertise med udviklingslandene og give adgang til viden inden for områder af relevans for bæredygtig udvikling, så de navnlig kan drage nytte af EU-medlemsstaternes erfaringer med overgangsprocesser;

38.  mener, at de løbende forhandlinger og drøftelser skal være struktureret således, at den nye udviklingsramme afspejler og forfølger en klar forpligtelse til en demokratisk styreform;

39.  understreger, at klimaforandringerne, den nylige fødevarepriskrise og den globale finansielle krise alle hænger sammen med manglen på tilstrækkelig global styring; understreger derfor, at global styring bør udgøre en central del af udviklingsdagsordenen for tiden efter 2015;

40.  beklager dybt den manglende sammenhæng mellem institutionerne for global styring, navnlig inden for multilateral handel, finansiering og miljøstrukturer; mener, at omend den mangelfulde globale styring har ført til, at landene har søgt regionale løsninger for at opfylde regionsspecifikke udviklingsbehov, er det nødvendigt at samordne sådanne ordninger for at undgå opsplitning af politikkerne og manglende sammenhæng med multilaterale ordninger og internationale standarder; mener mere generelt, at der er behov for tiltag på globalt plan som supplement til de nationale foranstaltninger;

41.  bemærker, at der, selv om formatet for rammerne for årtusindudviklingsmålene har gjort det muligt at etablere konkrete og tidsbundne mål, som kan overvåges ved hjælp af statistisk solide indikatorer, mangler ejerskab af disse mål; advarer i denne sammenhæng imod, at der indføres en universel tilgang og mener, at globale mål skal skræddersys og tilpasses de nationale og regionale sammenhænge og udgangsbetingelserne;

42.  påpeger, at myndigheder på alle niveauer spiller en afgørende rolle i en bæredygtig udviklingsdagsorden ved at deltage i den politiske debat, omsætte forpligtelser til lovgivning, holde regeringer ansvarlige for deres politikker på det sociale, miljømæssige og retlige område og bygge på princippet om ejerskab;

43.  opfordrer indtrængende det internationale samfund til at være særligt opmærksomt på at skabe et gunstigt og deltagelsesfremmende miljø, som gør det muligt for civilsamfundsorganisationer (CSO'er), den private sektor, velgørenhedsfonde og andre uafhængige udviklingspartnere samt for nationale parlamenter og lokale myndigheder på lokalt, nationalt og regionalt plan at påtage sig deres ansvar for udarbejdelsen af politikker og overvågningen af, hvordan de gennemføres, og dermed at spille en rolle i udviklingsrammen for tiden efter 2015;

44.  opfordrer desuden indtrængende til, at unge, navnlig piger og unge kvinder, gives mulighed for at spille en vigtig rolle i rammen for tiden efter 2015, i lyset af at unges deltagelse i regeringsførelse kan have store fordele, herunder etablering af demokratiske beslutningsstrukturer og -processer og forbedring af situationen for unge og deres samfund;

En menneskerettighedsbaseret tilgang

45.  kræver, at rammen for tiden efter 2015 understøttes af menneskerettighedsprincipperne, og at den i særdeleshed tackler problemer med ulighed, skadelig traditionel praksis, forskelsbehandling, kønsbaseret vold, inddragelse og styrkelse af marginaliserede og ugunstigt stillede personer i samfundet - med særlig vægt på rettigheder for unge, kvinder, migranter, personer, der lever med hiv, lesbiske, bøsser, bi- og transseksuelle samt personer med handicap;

46.  opfordrer i denne sammenhæng til, at der fastsættes et selvstændigt mål med sigte på at tackle de vedvarende uligheder for kvinder og piger og skabe den nødvendige politiske vilje, de nødvendige ressourcer og det nødvendige ejerskab med henblik på at træffe bæredygtige og effektive foranstaltninger;

47.  understreger, at FN's udviklingsdagsorden for tiden efter 2015 skal være orienteret mod en menneskerettighedsbaseret tilgang, som omfatter sociale og økonomiske rettigheder samt borgerlige og politiske rettigheder i forhold til fred og sikkerhed samt retten til udvikling;

48.  henstiller, at der skabes et overordnet mål om lighed;

49.  opfordrer EU til at støtte udviklingslandene i at opbygge politisk vilje og øge deres indsats for at forbedre ratificerings- og gennemførelsesniveauet for retlige instrumenter på menneskerettighedsområdet med henblik på at forbyde forskelsbehandling eller eventuelle retlige, politiske og lovgivningsmæssige hindringer og strafferetlige bestemmelser baseret på alder, køn, race, etnicitet, kaste, kultur, religion, tro, ægteskabelig status, handicap, hivstatus, national oprindelse, indvandrerstatus, sprogkundskaber, seksuel orientering, kønsidentitet eller andre faktorer eller anden status; opfordrer endvidere EU til at støtte udviklingslandene i at indføre tilstrækkelig social mindstebeskyttelse;

50.  opfordrer indtrængende til, at alle lande ratificerer FN's konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder med henblik på at fremme ligestilling mellem kønnene;

Fred, sikkerhed og udvikling

51.  understreger, at væbnede konflikter og postkonfliktsituationer udgør nogle af de største hindringer for udvikling og er en trussel mod demokratiet; understreger ligeledes, at fred og sikkerhed, udvikling og menneskerettighederne er indbyrdes forbundet og gensidigt styrker hinanden; tilskynder derfor Unionen til at gøre brug af alle relevante instrumenter, som f.eks. verdenserklæringen om menneskerettigheder, eller dem der er fastsat inden for rammerne af Cotonouaftalen, for at styrke konfliktforebyggelse;

52.  opfordrer i denne forbindelse til, at kapacitetsopbygning i konfliktramte og ustabile stater prioriteres; mener, at effektive internationale partnerskaber, videndelings- og kapacitetsudviklingsmetoder baseret på EU-medlemsstaternes erfaringer med samfundsmæssige omstillinger, som bygger på modellen i den nye aftale om engagement i ustabile stater, der blev lanceret under det fjerde forum på højt plan for bistandseffektivitet i Busan, er nødvendige for stabiliseringen og udviklingen af disse stater;

53.  opfordrer EU til fortsat at være dybt involveret i ustabile stater og tilvejebringe integrerede indsatser, som er knyttet til udviklingspolitikker, levering af humanitær bistand, bidrag til reduktion af risikoen for katastrofer, konfliktforebyggelse og statsopbygning;

54.  vurderer, at rammen for tiden efter 2015 skal afspejle målene om fredsskabelse og statsopbygning, der blev fastsat i Busan;

55.  understreger, at forebyggelse af vold og forskelsbehandling, navnlig seksuel vold mod piger og kvinder, skal indgå i rammen for tiden efter 2015, og at det er nødvendigt at etablere og fremme omfattende beskyttelsessystemer, som er tilgængelige for alle;

IV.Bæredygtighed

56.  opfordrer EU til på en inklusiv og gennemsigtig måde at bidrage til at styrke sammenhængen mellem målene for bæredygtig udvikling (SDG) på det sociale og miljømæssige område og udviklingsmålene efter 2015;

57.  understreger, at det endelige resultat bør være »én udviklingsdagsorden«, så man undgår dobbeltarbejde og anvendelse af dobbelte ressourcer; understreger, at EU, eftersom miljø- og udviklingsspørgsmål ofte behandles separat på globalt plan, bør søge efter nye måder at komme ud over denne opdeling og bygge broer mellem disse tæt forbundne områder, herunder ud fra et institutionelt synspunkt;

58.  understreger, at bæredygtighed er en overordnet udfordring, og at manglende opnåelse heraf sandsynligvis vil true alle aspekter af menneskelig udvikling; erkender navnlig den uadskillelige forbindelse mellem fødevarer, bæredygtig og sikker adgang til energi, vand, bæredygtig udnyttelse af jorden, effektiv anvendelse af naturressourcer, beskyttelse af havmiljøet og andre økosystemer og biodiversitet, skovrydning og afbødning af klimaforandringer, tilpasning til og nedbringelse af katastroferisici, bæredygtig produktion og bæredygtigt forbrug, social inklusion og anstændigt arbejde inden for rammerne af fattigdomsbekæmpelse;

59.  påpeger, at universel adgang til sikkert drikkevand og sanitet som en horisontal grundlæggende social tjeneste for at opnå alle mål såvel som moderne, pålidelige, økonomisk overkommelige, klimavenlige og bæredygtige energitjenester er en vigtig drivkraft for fattigdomsbekæmpelse og inklusiv, bæredygtig vækst;

60.  understreger, at energisikkerhed kræver, at der gennemføres strategier baseret på en diversificering af energikilder, herunder solenergi, beskyttelse af økosystemer og naturressourcer, nedbringelse af katastroferisici, integreret forvaltning af vandressourcer, forbedring af markeder, infrastruktur og reguleringsforanstaltninger;

61.  opfordrer endvidere til konkret handling i forbindelse med fremme og udvikling af sunde marine økosystemer, bæredygtigt fiskeri og bæredygtig akvakultur, som kan spille en vigtig rolle for fødevaresikkerhed og ernæring og bæredygtigt landbrug;

62.  understreger imidlertid, hvor vigtigt det er, at differentieringsprincippet i den nye udviklingsdagsorden gennemføres ordentligt; opfordrer indtrængende de nye vækstlande til at påtage sig ansvaret for at omfordele indtægter blandt deres borgere via det statslige budget med henblik på at få lukket fattigdomskløften;

V.Mod en EU-holdning til udviklingsrammen efter 2015
Finansiering af udviklingsmålene efter 2015

63.  minder om de tilsagn, der er afgivet om at yde 0,7 % af bruttonationalindkomsten til offentlig udviklingsbistand (ODA) inden 2015; understreger, at dette niveau som et minimum skal fastholdes i en fremtidig ramme og opfordrer alle medlemsstater til at indføre dette gennem bindende lovgivning og vedtage flerårige budgetmæssige tidsplaner med henblik på at opfylde denne forpligtelse;

64.  fremhæver betydningen af at have et EU-budget, der er i stand til at imødekomme de udfordringer, som EU står over for, navnlig i krisetider og især i forbindelse med finansiering af udvikling; opfordrer i denne sammenhæng – og for at budgettet ikke længere skal være gidsel i forhold til det ene spørgsmål om niveauet af betalingsbevillinger – til, at der genereres egne indtægter, f.eks. i form af en afgift på finansielle transaktioner, hvoraf en andel skal gå til EU-budgettets udgiftsområde IV;

65.  fastholder, at støtte til bekæmpelsen af og tilpasningen til virkningerne af klimaforandringerne skal være et decideret supplement til de eksisterende forpligtelser; opfordrer derfor EU til at foreslå, at finansieringskilder ud over ODA stilles til rådighed til klimafinansiering, og at man under drøftelserne af tiden efter 2015 klarlægger rollerne for ODA og tilpasningsfinansiering i forbindelse med bæredygtig fattigdomsbekæmpelse;

66.  opfordrer Kommissionen til at fremskynde drøftelserne med alle interessenter om finansieringsmekanismer med henblik på at opfylde de finansielle behov til udviklingsindsatsen efter 2015;

67.  minder om, at behovet for øget samordning frem for konkurrence mellem de forskellige bistandsmekanismer og -donorer tydeligt blev fremhævet under FN's forum for udviklingssamarbejde i 2012; opfordrer EU til at fremme en dagsorden for bistandseffektivitet, eftersom EU og dets medlemsstater har et fælles ansvar for at mindske opsplitningen af bistanden;

Innovative finansieringsmekanismer

68.  opfordrer Kommissionen til fortsat at samarbejde med andre donorer på globalt plan om udviklingen af yderligere innovative finansieringsmekanismer til udvikling, da de sammen med nye partnerskaber vil spille en afgørende rolle i en ny udviklingsramme og supplere andre kilder og kompromiser om finansiering af bæredygtig udvikling; minder de EU-medlemsstater, der er blevet enige om at indføre afgift på finansielle transaktioner, om, at de bør afsætte en del af disse midler til bæredygtig udvikling og bekæmpelsen af klimaforandringer;

69.  påpeger, at EU bør fremme en integreret og komplementær tilgang til finansiering, herunder gennem offentlig-private partnerskaber;

70.  opfordrer EU til at fremme sociale, etiske og miljøvenlige offentlige indkøb på internationalt plan som et redskab til gennemførelse af rammen for tiden efter 2015;

71.  opfordrer EU til at evaluere mekanismen til kombination af lån og tilskud – navnlig hvad angår udvikling og yderligere midler (additionalitet), gennemsigtighed og ansvarlighed, lokalt ejerskab og gældsrisiko – inden kombinationer af lån og tilskud videreudvikles, med henblik på at øge de finansielle ressourcer til udvikling og fremme mikrokredit; opfordrer Kommissionen til at offentliggøre retningslinjer og præcise kriterier, som er baseret på harmoniserede fattigdomsbekæmpelsesstrategier, og som har en tydelig indvirkning på bæredygtig udvikling, når disse nye ordninger gennemføres;

Styrkelse af indenlandske indtægter gennem effektiv beskatning og bekæmpelse af korruption

72.  gentager sin opfordring til at gøre bekæmpelse af korruption, hvidvaskning af penge, skattely, ulovlige kapitalstrømme og skadelige skattestrukturer til en overordnet prioritering på EU's dagsorden for internationale finans- og udviklingsinstitutioner for at gøre det muligt for udviklingslandene at øge deres nationale indtægter;

73.  fremhæver det presserende behov for en øget mobilisering af nationale midler og opfordrer derfor EU og det internationale samfund til at øge bistanden til udviklingslandene, når det handler om at fastlægge en effektiv skattepolitik og et bæredygtigt skattegrundlag og styrke kapaciteten, færdighederne og kvalifikationerne inden for deres forvaltninger med henblik på at tackle ulovlige pengestrømme, skatteundgåelse, skatteunddragelse og svig og forbedre skatteopkrævningen;

74.  minder om, at kvaliteten af den økonomiske indberetning er afgørende for en effektiv bekæmpelse af skatteunddragelse; understreger derfor betydningen af fuld gennemsigtighed i virksomhedernes indberetning af overskud og betalt skat, især for så vidt angår - men ikke begrænset til - virksomheder, der udnytter naturressourcerne; opfordrer derfor Kommissionen til at fremme indføjelsen af et krav i IASB's internationale regnskabsstandard om, at alle multinationale selskaber skal indberette deres indkomst og skat for hvert land for sig; understreger, at dette krav er i tråd med behovet for at forbedre de multinationale selskabers sociale ansvar;

Overvågningsmekanismer og indikatorer

75.  understreger, at der er et presserende behov for at bevæge sig hen imod en passende blanding af kvantitative og kvalitative målinger af udvikling;

76.  påpeger, at det for at opnå velstand og udvikling og overvinde nye sociale og miljømæssige udfordringer er nødvendigt med et nyt sæt indikatorer udover BNP, der bør omfatte indikatorer såsom indekset for menneskelig udvikling, andelen af fattige, indekset for fattigdomskløften og Gini-koefficienten for indkomst;

77.  påpeger, at klare og målbare indikatorer, herunder output og resultater, er afgørende for overvågningen af og rapporteringen om de fremskridt, der opnås på områder såsom fattigdomsbekæmpelse og økonomisk og social udvikling og bør omfatte ligestilling, beskæftigelse, social beskyttelse (f.eks. adgang til sundhedspleje og pension, beskyttelse mod risikoen for arbejdsløshed og beskyttelse mod særlige underholdsafsavn for kvinder, børn og ældre), handicap, migration og minoritetsstatus;

78.  opfordrer EU til at udvikle relevante basisscenarier, indikatorer og målsætninger for måling af virkningen af udviklingsvenlig politikkohærens;

Den private sektor

79.  understreger, at det er nødvendigt at implementere FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne; opfordrer på denne baggrund alle lande til at etablere et egentligt regelsæt for erhvervslivet, fremme af fuld og produktiv beskæftigelse og anstændigt arbejde, respekt for menneskerettighederne, herunder ILO's standarder, gennemsigtighed samt sociale og miljømæssige standarder;

80.  mener, at det vigtigste mål med støtte til den private sektor bør være at hjælpe borgerne i udviklingslandene ud af fattigdommen og styrke den private sektor i udviklingslandene, idet man i modsat fald skaber uafbalanceret udvikling og vækst;

81.  opfordrer indtrængende EU-baserede virksomheder med produktionsfaciliteter i udviklingslande til at overholde deres forpligtelser til at respektere menneske- og frihedsrettighederne, sociale og miljømæssige standarder, ligestilling mellem kønnene, grundlæggende arbejdstagerrettigheder, internationale aftaler og betaling af passende skatter på en gennemsigtig måde;

82.  påpeger betydningen af at beskytte privat ejendom for at fremme investeringsmiljøet og retsstatsprincippet;

83.  understreger, at selv om den private sektor spiller en afgørende rolle i økonomien, så er det statens overordnede ansvar at levere grundlæggende serviceydelser af høj kvalitet til borgerne og dermed bidrage til bekæmpelse af fattigdom;

84.  understreger, at aktørerne i den offentlige og private sektor er nødt til at finde nye måder at kombinere deres interesser, kapacitet og indsats med henblik på at bidrage til virkeliggørelsen af dagsordenen efter 2015;

85.  understreger, at økonomisk vækst og udvikling bør være bæredygtig og inklusiv og bidrage til at styrke produktionskapaciteten, skabe anstændige job og social inklusion for alle, således at udviklingslandene får mulighed for at omlægge deres økonomier; opfordrer til, at der etableres social mindstebeskyttelse i udviklingslandene, og at der sættes en stopper for alle former for børnearbejde;

86.  påpeger, at fair trade er et handelspartnerskab baseret på dialog, gennemsigtighed og respekt, der tilstræber større lighed i international handel(8); er af den opfattelse, at fair trade er et eksempel på et succesrigt partnerskab, der involverer mange interessenter i hele verden og på forskellige stadier i en forsyningskæde, som sikrer markedsadgang til ugunstigt stillede producenter, garanterer bæredygtigt underhold, respekterer arbejdstagerrettighederne, udfaser børnearbejde og tilskynder til miljøvenlige landbrugs- og produktionspraksisser;

Udviklingsvenlig politikkohærens og samordning mellem donorerne

87.  opfordrer EU til – samtidig med at det sikres, at udviklingsvenlig politikkohærens inkorporeres markant i rammen for tiden efter 2015 – fortsat at være særligt opmærksomt på følgende prioriterede områder: handel og finansiering, sundhed og uddannelse, klimaforandringer, naturressourcer, landbrug, fiskeri, sundhedspleje, ernæring og fødevaresikkerhed, migration, energi, freds- og sikkerhedspolitik samt menneskerettigheder;

88.  påpeger, at handel kan være en grundlæggende drivkraft for fattigdomsbekæmpelse, som kan føre til større lighed og gennemsigtighed og fremme bæredygtig menneskelig udvikling og økonomisk vækst; opfordrer i denne forbindelse indtrængende EU til at sikre, at dets handelspolitik er i overensstemmelse med EU's udviklingsmål;

89.  er af den opfattelse, at skønt årtusindudviklingsmålene afgjort har været en succes med hensyn til at sætte større fokus på udviklingsbistand, er fokus på bistand alene ikke tilstrækkeligt; mener, at der er behov for en ny tilgang, som fremmer global styring, med stærkt fokus på udviklingsvenlig politikkohærens og tilvejebringelse af globale offentlige goder;

90.  mener, at en udviklingsdagsorden for tiden efter 2015 skal indeholde en identifikation af grundlæggende globale offentlige goder, fastlægge finansieringen heraf og udpege de globale institutioner, der skal have ansvaret for, at de bliver tilvejebragt;

91.  er af den opfattelse, at udviklingsvenlig politikkohærens, både i og uden for Europa, bør gå længere end et perspektiv om »ikke at gøre skade« i retning af en mere integreret tilgang, hvor international handel, miljø og internationale finansielle strukturer opfattes som globale offentlige politikker, der medvirker til at fremme de globale udviklingsmål; støtter i denne sammenhæng idéen om at etablere et globalt økonomisk råd inden for rammerne af FN-systemet;

92.  påpeger, at udviklingsvenlig politikkohærens kun kan skabe reelle og effektive resultater gennem en kollektiv indsats og aktiv inddragelse af udviklede lande og udviklingslande, nye vækstøkonomier og internationale organisationer;

93.  understreger, at den fremtidige udviklingsramme bør indeholde en henvisning til bistand og til begrebet »udviklingseffektivitet«; mener navnlig, at omdannelse af »bistandseffektivitet« til en dagsorden om »udviklingseffektivitet« indebærer en kombination af udviklingsbistand, støtte til tilvejebringelse af globale offentlige goder og tilpasning af de eksisterende strukturer for global styring med henblik på at øge deres kapacitet til at tackle globale udfordringer;

94.  opfordrer indtrængende EU til at fungere som en drivkraft, der sikrer komplementaritet og arbejdsdeling i udviklingsprocessen på en inklusiv og gennemsigtig måde, bl.a. gennem øget anvendelse af fælles programmering;

Omfattende vejledning til en udviklingsramme efter 2015

95.  bifalder Kommissionens ambitiøse og engagerende meddelelse af 27. februar 2013 med titlen »Et værdigt liv for alle«;

96.  understreger, at følgende principper bør tages i betragtning ved fastlæggelse af en sammenhængende EU-holdning med henblik på forhandling af en ny udviklingsramme:

97.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt FN's generalsekretær.

(1) EUT C 46 af 24.2.2006, s. 1. (2) Rådets konklusioner 9558/07 af 15.5.2007. (3) http://ec.europa.eu/europeaid/what/millenium-development-goals/index_en.htm. (4) EUT C 236 E af 12.8.2011, s. 48. (5) http://www.ecdpm-talkingpoints.org/african-consultations-post2015-development-agenda. (6) Dok. 9317/12. (7) OECD og al, 2011, »Conflict, fragility and armed violence are major factors preventing the achievement of the MDGs«. (8) Som fastsat i Verdenshandelsorganisationens charter om fair trade-principper.

Europa-Parlamentets beslutning af 13. juni 2013 om retsstatsforholdene i Rusland (2013/2667(RSP))

P7_TA(2013)0284 RC-B7-0269/2013

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere betænkninger og beslutninger om Rusland, navnlig beslutningen af 17. februar 2011 om retsstatsprincippet i Rusland(1), beslutningen af 13. september 2012 om den politiske anvendelse af retsvæsenet i Rusland(2) og betænkningen med Europa-Parlamentets henstillinger til Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten af 13. december 2012 om forhandlingerne om en ny aftale mellem EU og Rusland(3),

–  der henviser til den nuværende partnerskabs- og samarbejdsaftale mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Russiske Føderation på den anden side og de igangværende forhandlinger om en ny aftale mellem EU og Rusland,

–  der henviser til aftalen om »partnerskab for modernisering«, som blev lanceret i 2010 i Rostov ved Don, og til tilsagnet fra Ruslands ledelse om at anvende retsstatsprincippet som grundlag for moderniseringen af Rusland,

–  der henviser til Ruslands forfatning, navnlig artikel 118, ifølge hvilken retsplejen i Den Russiske Føderation alene varetages af domstolene, og artikel 120, der fastslår, at dommerne er uafhængige og kun underlagt forfatningen og de føderale love,

–  der henviser til EU's årsberetning om menneskerettigheder og demokrati i verden,

–  der henviser til resultaterne af EU-Rusland-topmødet den 3.-4. juni 2013 og konsultationerne om menneskerettigheder den 19. maj 2013,

–  der henviser til erklæringerne fra Unionens højtstående repræsentant om udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om Golos-sammenslutningen, om situationen for ngo'er i Rusland og om Magnitskij-sagen,

–  der henviser til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, FN's erklæring om menneskerettighedsforkæmpere og FN's erklæring om individers og samfundsgruppers ret og pligt til at fremme og beskytte universelt anerkendte menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,

–  der henviser til, at det i 2009 tildelte Sakharov-prisen for tankefrihed til Memorial, en russisk ikke-statslig organisation, der bl.a. kæmper for politiske fangers rettigheder i Rusland, og at der i Europa Parlamentet er voksende støtte til tanken om at indstille »Memorial« til Nobels fredspris,

–  der henviser til Venedigkommissionens udtalelser om den russiske føderale lov nr. 65 af 8. juni 2012 om forsamlinger, møder, demonstrationer, marcher og strejkeblokader og loven om administrative forseelser, den russiske føderale lov om bekæmpelse af ekstremistiske aktiviteter og den russiske føderale lov om den føderale sikkerhedstjeneste (FSB),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5, og artikel 110, stk. 4,

A.  der henviser til, at Den Europæiske Union fortsat er fast besluttet på at uddybe og videreudvikle forbindelserne mellem EU og Rusland i overensstemmelse med de principper, der er nedfældet i partnerskabet for modernisering, og som er baseret på et dybt gensidigt engagement i de demokratiske principper, respekten for grundlæggende rettigheder og menneskerettigheder, retsstatsprincippet, tale- og ytringsfriheden, forsamlingsfriheden og respekten for den menneskelige værdighed og lighed;

B.  der henviser til, at Rusland som medlem af Europarådet og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og medunderskriver af FN-erklæringerne har forpligtet sig til at fremme og beskytte menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder og retsstatsprincippet;

C.  der henviser til, at udviklingen i Den Russiske Føderation fortsat vækker alvorlig bekymring hvad angår respekten for og beskyttelsen af menneskerettigheder og overholdelsen af almindeligt vedtagne demokratiske principper, regler og procedurer;

D.  der henviser til, at presse- og mediefriheden, såvel online som offline, er et afgørende aspekt i et demokratisk og åbent samfund, ligesom den er af grundlæggende betydning for bekæmpelsen af korruption og beskyttelsen af menneskerettighederne og retsstatsprincippet; der henviser til, at den uafhængige presse som et kollektivt udtryk for ytringsfrihed er en af de centrale aktører i medieverdenen og har rollen som demokratiets vagthund;

E.   der henviser til, at en række retssager og processer, heriblandt sagerne mod Magnitskij, Khodorkovskij og Politkovskaja, i de seneste år har skabt tvivl om domstolenes uafhængighed og upartiskhed i Den Russiske Føderation; der henviser til, at de ovennævnte højtprofilerede sager, som er dem, der er bedst kendt uden for Rusland, blot er enkelte eksempler på den russiske stats systematiske undladelse af at opretholde retsstaten og sikre borgerne retfærdighed;

F.  der henviser til, at en fremtrædende advokat, korruptionsbekæmper og samfundsaktivist, Aleksej Navalnij, i øjeblikket er på anklagebænken i Rusland på grund af anklager, som han hævder repræsenterer et politisk motiveret forsøg på at straffe ham som en af de mest fremtrædende modstandere af regeringen, der henviser til, at Navalnij konsekvent har afsløret massiv korruption på de højeste niveauer af det russiske statsapparat;

G.  der henviser til, at de oppositionsaktivister, der deltog i »millionmarchen« den 6. maj 2012, dagen før indsættelsen af præsident Putin, fortsat retsforfølges; der henviser til, at demonstrationen ifølge pålidelige uafhængige kilder blev opløst med magt på Bolotnaja-Pladsen af uropoliti, der udsatte deltagerne for overdreven magtanvendelse og vilkårlig vold; der henviser til, at rapporter fra præsidentens menneskerettighedsråd, menneskerettighedsombudsmanden og en uafhængig undersøgelseskommission sammensat af fremtrædende offentlige personligheder placerede ansvaret for volden hos såvel de russiske myndigheder som politiet;

H.  der henviser til, at der i de seneste måneder er vedtaget love om registrering af politiske partier, finansiering af ngo'er, forsamlingsfrihed, ekstremisme, æreskrænkelse og restriktioner i form af internetfiltrering, som har bidraget væsentligt til forværringen af klimaet for udvikling af et reelt civilsamfund i Rusland;

I.   der henviser til, at det russiske parlament i juli 2012 vedtog en lov, som giver russiske ikke-kommercielle organisationer, der er politisk aktive og finansieres fra udlandet, status af »udenlandske agenter«; der henviser til, at den nye lovgivning om ngo'er og om retten til forsamlingsfrihed inden for det seneste år er blevet brugt til at undertrykke civilsamfundet, kvæle afvigende politiske synspunkter og chikanere ngo'er, den demokratiske opposition og medierne;

J.   der henviser til, at de føderale myndigheder intet har gjort for at forhindre den diskriminerende lovgivning, der forbyder »homoseksuel propaganda« i at træde i kraft i ni regioner i Rusland, der henviser til, at Dumaen for nylig vedtog en lignende lov på nationalt plan;

K.   der henviser til medlemmer af præsidentens menneskerettighedsråd har klaget over at være blevet udsat for chikane, intimidering, forhør, ransagning af deres kontorer og ejendom og andre tiltag fra russisk politis side;

L.  der henviser til, at den fremtidige udvikling af forbindelserne mellem EU og Rusland fortsat hæmmes af Ruslands undladelse af at engagere sig fuldt ud i de demokratiske værdier og styrke retsstaten;

1.  erindrer Rusland om vigtigheden af, at det fuldt ud overholder sine internationale retlige forpligtelser som medlem af Europarådet og de grundlæggende menneskerettigheder og retsstatsprincipper, der er nedfældet i den europæiske menneskerettighedskonvention og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder;

2.  tilkendegiver alvorlige betænkeligheder ved de seneste undertrykkende love og den vilkårlige håndhævelse heraf fra de russiske myndigheders side, ofte i form af chikane af ngo'er, civilsamfundsaktivister, menneskerettighedsforkæmpere og minoriteter;

3.  er stærkt foruroliget over Ruslands manglende overholdelse af sin internationale retlige forpligtelse til at beskytte forenings-, ytrings- og forsamlingsfriheden, der udgør en trussel mod såvel Ruslands pulserende civilsamfund som dets samarbejde med EU;

4.  gentager sin skuffelse over den lov, som giver russiske ikke-kommercielle organisationer, der er politisk aktive og finansieres fra udlandet, status af »udenlandske agenter«; opfordrer indtrængende de russiske myndigheder til at ophøre med at registrere ngo'er som »udenlandske agenter« på grundlag af loven om udvidet statslig kontrol med ngo'erne og den heri indeholdte vage definition af »politisk aktivitet«, idet dette stigmatiserer ngo'er og skaber et fjendtligt klima for civilsamfundet;

5.  anser den udbredte anvendelse af målrettede og påtrængende inspektioner, konfiskation af ejendom og administrative bøder over for russiske ngo'er og deres aktivister, der angiveligt modtager udenlandsk finansiering, for at være uacceptabel og et indgreb i retten til foreningsfrihed; kritiserer endvidere de razziaer og den pression, internationale politiske fonde udsættes for; finder det dybt beklageligt, at nogle ngo'er allerede er stillet for retten, såsom Memorial i Sankt Petersborg, eller allerede er dømt, såsom Golos og Levada-centret; er foruroliget over den efterforskning, der er indledt mod internationale ikke-statslige organisationer, der arbejder for opbygningen af demokrati i Rusland, herunder international institutter;

6.  opfordrer de russiske myndigheder til at imødekomme denne bekymring ved at bringe ovennævnte love i overensstemmelse med internationale standarder og Ruslands internationale og forfatningsmæssige forpligtelser vedrørende menneskerettigheder, herunder i henhold til sin egen forfatning, navnlig ved at fjerne uberettigede juridiske, administrative og andre restriktioner for ngo'ers arbejde;

7.  opfordrer indtrængende den højtstående repræsentant/næstformanden, EU-Udenrigstjenesten og Europa-Kommissionen til i forbindelse med de igangværende forhandlinger om den næste flerårige finansielle ramme og i programmeringsfasen at tage hensyn til den forværrede situation for civilsamfundet, den tvungne tilbagetrækning af andre internationale donorer og stigende efterspørgsel efter EU-støtte og at sikre en væsentlig forøgelse af Unionens finansielle støtte til ngo'er og civilsamfundet i overensstemmelse hermed;

8.  er dybt bekymret over de negative konsekvenser af vedtagelsen af en føderal lov om »homoseksuel propaganda«, som kan forværre diskriminationen af og volden mod LGBTI-personer;

9.  opfordrer de russiske myndigheder til at sikre politisk pluralisme, mediefrihed, retsstatsforhold, domstolenes uafhængighed og upartiskhed, ytrings- og forsamlingsfrihed, herunder på internettet, effektive og uafhængige fagforeninger og ikke-diskrimination som en nødvendig forudsætning for Ruslands videreudvikling og modernisering på en måde, der anerkender og beskytter de individuelle og kollektive rettigheder for alle landets borgere; erindrer om, at stater i henhold til folkeretten har pligt til, direkte eller indirekte, at støtte finansiering af civilsamfundets aktiviteter, navnlig ved at skabe et gunstigt miljø og uden at gribe ind i deres uafhængighed;

10.  udtrykker dyb bekymring over forlydender om politisk motiverede retssager, uretfærdige procedurer og undladelse af at efterforske alvorlige forbrydelser såsom drab, chikane og andre voldshandlinger, som det er fremgået af sagerne om Magnitskij, Khodorkovskij og Politkovskaja m.fl.; opfordrer indtrængende de russiske retslige og retshåndhævende myndigheder til at udføre deres opgaver effektivt, upartisk og uafhængigt for at bringe gerningsmændene for retten;

11.  erindrer om sin henstilling vedrørende fælles visumrestriktioner for russiske embedsmænd, der er involveret i Sergej Magnitskij-sagen, og anmoder Rådet og Kommissionen om at implementere et EU-dækkende visumforbud og indefryse finansielle aktiver i EU for alle de embedsmænd, der var involveret i Magnitskijs død, som retsforfølges posthumt, og for andre gerningsmænd til alvorlige menneskerettighedskrænkelser i Rusland; understreger, at disse personer ikke må drage fordel af en eventuel EU-Rusland-aftale om visumlempelse;

12.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at lette og godkende visumansøgninger fra forfulgte politiske aktivister fra Rusland;

13.  hilser den nylige genåbning af retssagen om mordet på Anna Politkovskaja, mere end 6 år efter hun blev skudt, velkommen, men deler bekymringen om, at spørgsmålet om, hvem der beordrede mordet, næppe vil blive opklaret under sagen;

14.  udtrykker sin dybeste bekymring over sagen med Aleksej Navalnij og beklager den angiveligt politisk motiverede karakter af hans retsforfølgelse; opfordrer indtrængende de russiske myndigheder til at sikre, at han nyder sine fulde rettigheder, og at hans retssag lever op til de internationalt accepterede normer for retfærdig rettergang; opfordrer i den forbindelse EU's delegation og medlemsstaternes missioner i Rusland til at følge retssagerne mod alle menneskerettighedsforkæmpere, herunder Navalnij og andre, navnlig på regionalt plan;

15.  opfordrer Rusland til med hensyn til »millionmarchen« at bestille en uafhængig undersøgelse af volden på Bolotnajaya-pladsen og især at undersøge påstandene om overdreven magtanvendelse mod demonstranterne; udtrykker bekymring over den angiveligt politisk motiverede karakter af retsforfølgningen i forbindelse med voldshandlingerne på Bolotnaja-pladsen;

16.  opfordrer de russiske myndigheder til at sikre presse- og mediefriheden, både online og offline, fremme et pluralistisk medielandskab og give medieplatforme, journalister og bloggere lov til uafhængigt at udfylde deres centrale rolle i det russiske samfund med henblik på at beskytte den frie informationsstrøm og sikre ytringsfriheden; understreger vigtigheden af love om informationsfrihed, der er en afgørende forudsætning for, at journalister og civilsamfundet kan gøre deres arbejde som vagthunde;

17.  opfordrer Rusland til at samarbejde fuldt ud med de uafhængige menneskerettighedseksperter (special procedures) under FN Menneskerettighedsråd, herunder ved at udstede en stående invitation til besøg i landet og reagere positivt på allerede afgivne ansøgninger om indrejsetilladelse fra FN's særlige rapportører om beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere, om forenings- og forsamlingsfrihed samt om ytringsfrihed; opfordrer Rusland til også acceptere de henstillinger, der er fremsat i forbindelse med Menneskerettighedsrådets universelle regelmæssige gennemgang af Rusland, ophæve eller revidere lovgivningen vedrørende ngo'ers arbejde og ophøre med at obstruere menneskerettighedsarbejde;

18.  opfordrer indtrængende Rådet til at vedtage Udenrigsrådets konklusioner om menneskerettighederne i Rusland, hvilket ville tjene til at give kritisk støtte til alle dem i Rusland, der arbejder for at beskytte menneskerettighederne, og til at binde de 27 EU-medlemsstater og EU-institutionerne til et fælles budskab og en fælles strategi med hensyn til menneskerettighederne i Rusland;

19.  opfordrer Rusland til at træffe enhver mulig foranstaltning for at sikre, at alle medlemmer af præsidentens Menneskerettighedsråd, og mere generelt alle, der arbejder for forsvaret af menneskerettighederne i Rusland, ydes beskyttelse mod chikane og intimidering;

20.  opfordrer formændene for Rådet og Kommissionen samt den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformanden i Kommissionen til fortsat at følge disse sager nøje og at rejse disse spørgsmål på forskellige planer og møder med Rusland og til at rapportere tilbage til Parlamentet om drøftelserne med de russiske myndigheder;

21.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionens næstformand/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Den Russiske Føderations præsident, regering og parlament, Europarådet samt Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa.

(1) EUT C 188 E af 28.6.2012, s. 37. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0352. (3) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0505.

Europa-Parlamentets beslutning af 13. juni 2013 om Aserbajdsjan: sagen om Ilgar Mammadov (2013/2668(RSP))

P7_TA(2013)0285 RC-B7-0289/2013

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen i Aserbajdsjan, især vedrørende menneskerettighederne og retsstatsprincipperne,

–  der henviser til den fælles erklæring af 9. februar 2013 fra næstformand i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton, og kommissær Štefan Füle om fængslingen af Tofiq Yaqublu, avisskribent og næstformand i oppositionspartiet Musavat, og Ilgar Mammadov, leder af og præsidentkandidat for det republikanske alternative parti REAL,

–  der henviser til den fælles erklæring af 7. juni 2013 fra de respektive talsmænd for Catherine Ashton og kommissær Füle om hindringer for ytringsfriheden i Aserbajdsjan,

–  der henviser til erklæring af 3. maj 2013 fra Europarådets generalsekretær, Thorbjørn Jagland, vedrørende nye anklager mod Ilgar Mammadov,

–  der henviser til erklæring af 18. marts 2013 fra Europarådets kongres af lokale og regionale myndigheder,

–  der henviser til erklæring fra 52 aserbajdsjanske civilsamfundsorganisationer, der anmoder om løsladelse af Ilgar Mammadov og Tofiq Yaqublu,

–  der henviser til de etablerede forbindelser mellem EU og Aserbajdsjan, der startede i 1999 og udmønter sig via gennemførelsen af den europæiske naboskabspolitiks (ENP) handlingsplan, etableringen af det østlige partnerskab, forhandlingerne om en associeringsaftale mellem EU og Aserbajdsjan og Aserbajdsjans deltagelse i Den Parlamentariske Forsamling Euronest,

–  der henviser til de igangværende forhandlinger mellem EU og Aserbajdsjan om indgåelse af en associeringsaftale,

–  der henviser til sin beslutning af 11. december 2012 om en strategi for digital frihed i EU's udenrigspolitik(1),

–  der henviser til ENP-statusrapporten 2012 for Aserbajdsjan af 20. marts 2013,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5, og artikel 110, stk. 4,

A.  der henviser til, at Ilgar Mammadov, leder af oppositionspartiet REAL og direktør for Europarådets Baku School of Political Studies, og Tofiq Yaqublu, næstformand i oppositionspartiet Musavat, blev arresteret af de aserbajdsjanske myndigheder den 4. februar 2013 og siden har været ulovligt tilbageholdt; der henviser til, at Ilgar Mammadov beskyldes for at have opildnet til optøjer i byen Ismaili efter at have besøgt byen;

B.  der henviser til, at hans oprindelige varetægtsfængsling er blevet forlænget to gange i et åbenlyst forsøg på at holde ham bag tremmer i afventning af det kommende valg; der henviser til, at Ilgar Mammadov ifølge de seneste rapporter er blevet placeret i en straffecelle, og at det frygtes, at han bliver brugt til at statuere et eksempel;

C.  der henviser til, at den generelle menneskerettighedssituation i Aserbajdsjan løbende er blevet forværret over de sidste par år trods vedtagelsen af ENP-handlingsplanen, med stigende pres på og intimidering af ngo'er og uafhængige medier, hvilket medfører en udbredt frygt i oppositionen og blandt menneskerettighedsforkæmpere og ungdomsaktivister og sociale netværksaktivister og fører til selvcensur blandt journalister;

D.  der henviser til, at Ilgar Mammadov inden sin anholdelse var blevet bekræftet som oppositionspartiet REAL's kandidat til det aserbajdsjanske præsidentvalg, der efter planen skal finde sted i oktober 2013;

E.  der henviser til, at menneskerettighedsforkæmpere og repræsentanter for civilsamfundet betragter Ilgar Mammadovs anholdelse som ulovlig og politisk begrundet og som et forsøg på at intimidere oppositionen;

F.  der henviser til, at Kommissionen, Europarådets Parlamentariske Forsamling og medlemsstaternes regeringer har udtrykt alvorlig bekymring over denne sag;

G.  der henviser til, at EU har givet udtryk for sin alvorlige bekymring over anvendelsen af selektiv retfærdighed til politiske formål;

H.  der henviser til, at Europarådets repræsentant i Baku var blevet forment adgang til det indledende retsmøde i februar 2013, og der endvidere henviser til, at en gruppe af Europarådets ambassadører, som for nylig besøgte Aserbajdsjan, ikke fik lov til at se Ilgar Mammadov;

I.  der henviser til, at presse- og mediefrihed, både online og offline, er et afgørende aspekt i et demokratisk og åbent samfund og af grundlæggende betydning for beskyttelsen af menneskerettighederne og retsstatsprincippet;

J.  der henviser til, at journalister, bloggere, aktivister og andre uafhængige tænkere fortsat oplever alvorlige begrænsninger af deres ytringsfrihed i Aserbajdsjan og står over for retsforfølgning på grundlag af falske anklager, chikane, intimidering og fysiske overgreb;

K.  der henviser til, at demonstrationer i praksis har været forbudt i det centrale Baku siden 2006, og der henviser til, at der for nyligt er indført nye overdrevent store bøder og længere perioder med administrativ tilbageholdelse for personer, der organiserer eller deltager i uautoriserede offentlige samlinger;

L.  der henviser til, at de aserbajdsjanske myndigheder for nylig har anmodet om en nedklassificering af Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europas (OSCE's) mission i Baku, så det får status af projektkoordineringskontor, hvilket ses som et forsøg på at begrænse OSCE's forventede kritik af præsidentvalget, der efter planen afholdes i oktober 2013;

M.  der henviser til, at Aserbajdsjans parlament, Milli Mejlis, i modstrid med indgåede forpligtelser har vedtaget ændringer i straffeloven, der giver op til tre års fængsel for onlineinjurier, en lov, der lægger yderligere hindringer i vejen for opfyldelse af de nødvendige betingelser for uafhængige og upartiske medier i Aserbajdsjan;

N.  der henviser til, at Aserbajdsjan i øjeblikket er involveret i høringer med Europarådets Venedig-kommission om reformen af landets injurielovgivning, som skal gennemføres med henblik på at fuldbyrde to domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol mod Aserbajdsjan; der dog henviser til, at det aserbajdsjanske parlament har vedtaget nye ændringer med henblik på at lette anvendelsen af bestemmelsen om ærekrænkelse på ytringer online;

O.  der henviser til, at Aserbajdsjan er medlem af Europarådet og skal overtage det roterende formandskab i 2014, samt at landet er part i den europæiske menneskerettighedskonvention;

P.  der henviser til, at Aserbajdsjan aktivt deltager i den europæiske naboskabspolitik og det østlige partnerskab, er engageret i forhandlinger om en associeringsaftale og om fremme af samarbejdsinitiativer inden for rammerne af det østlige partnerskab, at landet er stiftende medlem af Euronest og er forpligtet til at respektere demokrati, menneskerettigheder og retsstaten, som er centrale værdier i disse initiativer;

Q.  der henviser til, at Aserbajdsjan har vedtaget nye love, der udvider definitionen af kriminelle injurier, strammer reglerne for finansiering af ikke-statslige organisationer (ngo'er) og indfører meget strengere straffe for lovovertrædelser vedrørende offentlige forsamlinger;

R.  der henviser til, at Aserbajdsjan har indtaget et ikke-permanent sæde i FN's Sikkerhedsråd for perioden 2012-2013 og har forpligtet sig til at værne om værdierne i De Forenede Nationers pagt og verdenserklæringen om menneskerettigheder;

S.  der henviser til, at 2013 er et vigtigt valgår for Aserbajdsjan, der har forpligtet sig til at forbedre det generelle miljø for demokratiske valg;

1.  understreger, at samarbejdsrammen for det østlige partnerskab og de tilsagn, Aserbajdsjan har givet i Europarådet og OSCE, bygger på fuld respekt for menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder og retsstatsprincipperne;

2.  fordømmer kraftigt tilbageholdelsen af Ilgar Mammadov, kræver, at han løslades øjeblikkeligt og betingelsesløst, og at retsforfølgningen af ham bringes til ophør; opfordrer indtrængende de aserbajdsjanske myndigheder til at gennemføre en hurtig, retfærdig, gennemsigtig og uafhængig undersøgelse af anklagerne imod ham;

3.  opfordrer EU til at bistå og yderligere støtte Republikken Aserbajdsjan i bestræbelserne på at konsolidere demokratiet og retsstaten og reformere retsvæsenet og retshåndhævelsessystemerne med særlig fokus på beskyttelse af menneskerettighederne;

4.  udtrykker alvorlig bekymring over rapporter fra menneskerettighedsforkæmpere og indenlandske og internationale ngo'er om påstået brug af falske anklager mod politikere, aktivister og journalister;

5.  fordømmer enhver intimidering, anholdelse, tilbageholdelse eller retsforfølgning af ledere eller medlemmer af oppositionspartier, aktivister, journalister eller bloggere, udelukkende fordi de har udtrykt deres synspunkter og udøvet deres grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder i overensstemmelse med internationale standarder;

6.  opfordrer de aserbajdsjanske myndigheder til utvetydigt at respektere presse- og mediefriheden, såvel online som offline, og til at beskytte ytringsfriheden;

7.  opfordrer de aserbajdsjanske myndigheder til at ændre landets injurielovgivning, således at injurier straffes med rimelige bøder i stedet for med fængselsstraf;

8.  opfordrer de aserbajdsjanske myndigheder til fuldt ud at respektere den aserbajdsjanske befolknings forsamlingsfrihed;

9.  støtter de igangværende forhandlinger om en associeringsaftale mellem EU og Aserbajdsjan og minder på ny om sin holdning, som er, at en sådan aftale skal indeholde klausuler og benchmarks vedrørende beskyttelse og fremme af menneskerettighederne, særlig hvad angår pressefriheden, ytringsfriheden og forenings-og forsamlingsfriheden, hvilket afspejler de principper og rettigheder, der er nedfældet i den aserbajdsjanske forfatning, og de tilsagn, som Aserbajdsjan har indgået inden for Europarådets og OSCE's rammer;

10.  opfordrer de aserbajdsjanske myndigheder til at bringe lovgivningen om valg, forsamlingsfrihed, foreningsfrihed og pressefrihed i overensstemmelse med internationale standarder og sikre en fuldstændig gennemførelse heraf;

11.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten til strengt at anvende princippet om, »at flere reformer giver flere midler«, med særligt fokus på frie, retfærdige og inklusive valg, uafhængige domstole, demokratiske reformer og grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, og til klart at fastlægge konsekvenserne af forsinkelser med hensyn til reformer;

12.  opfordrer indtrængende de aserbajdsjanske myndigheder til at intensivere deres bestræbelser på at reformere alle aspekter af retssystemet: rejsning af tiltale, retssag, domsafsigelse, tilbageholdelse og appelmuligheder;

13.  opfordrer kommissionsformand José Manuel Barroso til under præsident Ilham Aliyevs planlagte besøg i Bruxelles at give udtryk for EU's bekymringer vedrørende menneskerettighedssituationen i Aserbajdsjan, jf. den seneste statusrapport for ENP;

14.  støtter EU-Udenrigstjenestens arbejde og opfordrer EU-delegationen i Baku til fortsat at følge menneskerettighedssituationen nøje under den forestående valgcyklus og til at støtte menneskerettighedsforkæmpere ved at overvære arrangementer, der er tilrettelagt af civilsamfundet, og udtale sig på deres vegne, nøje følge med i retssager og støtte pressefriheden, bl.a. ved at kræve, at der reelt er mulighed for at følge valgkampagnen på uafhængige radio- og tv-kanaler;

15.  opfordrer indtrængende de aserbajdsjanske myndigheder til at give Det Aserbajdsjanske Menneskerettighedshus betingelsesløs tilladelse til at åbne igen og til at registrere Centret for Valgovervågning og Demokratistudier og Menneskerettighedsklubben uden yderligere forsinkelser eller bureaukrati;

16.  opfordrer de aserbajdsjanske myndigheder til at efterleve alle domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrørende Aserbajdsjan;

17.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til EU-Udenrigstjenesten, Det Europæiske Råd, Kommissionen, Republikken Aserbajdsjans regering og parlament, Europarådet, OSCE og FN's Menneskerettighedsråd.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0470.

Europa-Parlamentets beslutning af 13. juni 2013 om rohingya-muslimernes situation (2013/2669(RSP))

P7_TA(2013)0286 RC-B7-0295/2013

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Burma/Myanmar, særlig beslutning af 20. april 2012(1), 13. september 2012(2) og 22. november 2012(3),

–  der henviser til sin beslutning af 23. maj 2013 om genindførelse af Myanmars/Burmas adgang til generelle toldpræferencer(4),

-  - der henviser til konklusionerne fra Rådet (udenrigsanliggender) den 22. april 2013 om Myanmar/Burma,

–  der henviser til erklæring af 27. november 2012 fra EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender, Cathrine Ashton, FN's Generalforsamlings resolution om menneskerettighedssituationen i Myanmar,

–  der henviser til erklæring af 1. juni 2013 fra talsmanden for den højtstående repræsentant, Catherine Ashton, om den indgåede aftale mellem Myanmars/Burmas regering og frihedsbevægelsen Kachin Independence Organisation,

–  der henviser til udtalelse af 9. august 2012 fra Kommissæren for internationalt samarbejde, humanitær bistand og krisestyring, Kristalina Georgieva om rohingya-muslimernes situation,

–  der henviser til den endelige rapport fra Underudvalget om Menneskerettigheders delegation til Burma/Myanmar den 3.-5. april 2013,

–  der henviser til EU's restriktive foranstaltninger som fastsat i Rådets afgørelse 2010/232/FUSP af 26. april 2010, senest ændret ved Rådets forordning (EU) nr. 1083/2011 af 27. oktober 2011,

–  der henviser til erklæring af 23 marts 2013 fra talsmanden for den højtstående repræsentant, Catherine Ashton, om de voldsomme sammenstød i byen Meiktila i Burma/Myanmar,

–  der henviser til erklæring af 2. april 2013 fra talsmanden for den højtstående repræsentant, Catherine Ashton, om rapporterne om 13 børns død på grund af en brand i en muslimsk skole i Burma,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne af 10. december 1948,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR) fra 1966,

–  der henviser til konventionen om flygtninges retsstilling fra 1951 og protokollen hertil fra 1967,

–  der henviser til FN's Generalforsamlings resolution 67/233 af 24. december 2012 om menneskerettighedssituationen i Myanmar,

–  der henviser til UNHCR's opfordring af 13. november 2012 til regeringerne i Sydøstasien om at holde deres grænser åbne for personer, der flygter fra Burma ad søvejen,

–  der henviser til rapport af 6. marts 2013 fra FN's særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i Burma/Myanmar samt til dennes erklæring af 11. juni 2013 om, at menneskerettighedskrænkelserne mod rohingyaerne i staten Rakhine er udbredte og systematiske,

–  der henviser til erklæring af 27. maj 2013 fra Aun San Suu Kyi om »tobarnspolitikken« for rohingya-muslimer,

–  der henviser til beslutningen fra ASEAN-topmødet i november 2011 om at overdrage formandskabet for ASEAN til Burma/Myanmar i 2014,

–  der henviser til Human Rights Watch's rapport af 22. april 2013 »All You Can Do is Pray« om forbrydelser mod menneskeheden og etnisk udrensning af rohingya-muslimer staten Rakhine i Burma,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5, og artikel 110, stk. 4,

A.  der henviser til, at forfølgelsen af og volden mod rohingya-mindretallet fortsat intensiveres, navnlig gennem ødelæggelse af ejendom og bedesteder, massearrestationer, vilkårlige fængslinger, tortur, voldtægt, og begrænsninger af retten til at færdes frit, retten til ægteskab og adgangen til uddannelse;

B.  der henviser til, at den religiøse vold, der startede i staten Rakhine, har bredt sig til hele landet, der henviser til, at der i perioden mellem marts og maj 2013 blev rapporteret om en række antimuslimske overgreb i Rangoon Division, Mandalay og Pegu, samt i staterne Kachin og Shan, hvilket resulterede i 46 døde og fordrivelse af over 14 000 personer;

C.  der henviser til, at den sekteriske vold nu har bredt sig til et nyt område i Burma, idet en række butikker byen Lashio i staten Shan blev brændt ned af en flok mennesker den 28. maj 2013 og tre rohingya-kvinder blev dræbt af politiet i landsbyen Parein under et sammenstød om boliger til de fordrevne mindretal den 4. juni 2013;

D.  der henviser til, at over 130 000 fordrevne rohingyaer forbliver i lejre og andre områder, og at regeringen i Burma/Myanmar har kun tilladt begrænset og utilstrækkelig humanitær adgang til de udsatte rohingya-befolkningsgrupper, der henviser til, at mange rohingyaer er tvunget til at opholde sig i områder med hyppige oversvømmelser, hvor de er udsatte for monsunregnen og cykloner; der henviser til, at de ikke kan vende tilbage til deres hjem på grund af den fortsatte vold, eller fordi deres hjem er blevet ødelagt, eller fordi sikkerhedsstyrkerne forhindrer dem i at forlade de lejre, hvor de bliver tilbageholdt;

E.  der henviser til, at titusindvis af rohingyaer er flygtet ad søvejen for at undslippe forfølgelse, og at hundredvis har mistet livet i forliste både eller ved at blive jaget tilbage på havet; der henviser til, at knap 1700 rohingyaer, der er flygtet fra Burma angivelig tilbageholdes under forfærdelige forhold i thailandske interneringscentre for indvandrere;

F.  der henviser til, at den 23. april 2013 offentliggjorde den uafhængige undersøgelseskommission, nedsat i august 2012 for at undersøge sekteriske vold i staten Rakhine, en rapport med anbefalinger, der havde til formål at mindske spændingerne, idet den dog afviste at anerkende rohingyaernes identitet, undlod at holde nogen ansvarlige for de krænkelser af menneskerettighederne, der blev begået under urolighederne, begunstigede en »midlertidig adskillelse« af de muslimske og buddhistiske samfund og anbefalede gennemførelsen af uacceptable fødselsprogrammer for muslimer;

G.  der henviser til, at selv om den burmesiske præsident, U Thein Sein, i en tale den 6. maj 2013 lovede, at hans regering vil sikre de grundlæggende rettigheder for muslimer i staten Rakhine, og selv om han har taget nogle skridt til at udvide borgerrettighederne i landet, risikerer rohingyaernes dramatiske situation og forholdet mellem etniske grupper generelt at undergrave hele reformprocessen i Burma/Myanmar; der henviser til, at troværdige uafhængige rapporter peger på de burmesiske myndigheders medvirken til forbrydelser mod menneskeheden rettet mod rohingya-befolkningen, der har resulteret i, at staten Rakhine i vid udstrækning er opdelt efter religiøse skillelinjer;

H.  der henviser til, at regeringen i Burma/Myanmar for nylig har meddelt, at den vil genindføre en to-barns-politik; der henviser til, at dette er blevet fordømt af FN 's særlige rapportør om menneskerettigheder i Burma/Myanmar, Tomás Ojea Quintana, som en diskriminerende og undertrykkende foranstaltning mod rohingyaerne i staten Rakhine, der krænker rohingyaernes grundlæggende menneskerettigheder og er i modstrid med Burmas internationale forpligtelser og tilsagn vedrørende respekten for menneskerettighederne;

I.  der henviser til, at det internationale samfund indtrængende har opfordret den burmesiske regering til at revidere landets borgerskabslov fra 1982 i den hensigt at sikre, at rohingyaerne ikke længere er statsløse, og for at fjerne grundlaget for den langvarige forskelsbehandling, som rohingyaerne er udsat for;

J.  der henviser til, at Tun Aung, en 65-årig læge og respekteret samfundsleder fra staten Rakhine, blev anholdt i juni 2012 og idømt 17 år i fængsel på grundlag af det, mange menneskerettighedsgrupper, herunder Amnesty International, har betegnet som politisk motiverede anklager;

K.  der henviser til, at ifølge Human Rights Watch's rapport »All You Can Do is Pray«: om forbrydelser mod menneskeheden og etnisk udrensning af rohingya-muslimer i staten Rakhine i Burma, der blev offentliggjort den 22. april 2013, udgør de overgreb, der blev begået mod rohingyaer sidste år, og som angiveligt involverede statslige organer, forbrydelser mod menneskeheden og etnisk udrensning; i denne rapport fremlægges der også beviser på fire massegravpladser fra 2012 i staten Rakhine;

L.  der henviser til, at presse- og mediefrihed, både online og offline, spiller en afgørende rolle i at afsløre og dokumentere krænkelser af menneskerettighederne og holde regeringerne ansvarlige;

M.  der henviser til, at i henhold til verdenserklæringen om menneskerettighederne har enhver ret til at søge asyl mod forfølgelse;

1.  fordømmer de alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og volden mod rohingya-muslimer i Burma/Myanmar og opfordrer alle parter til at afstå fra brugen af vold;

2.  udtrykker sin medfølelse med ofrene for vold og ulovlig forfølgelse i Burma/Myanmar;

3.  anerkender de skridt, som præsident U Thein Sein og andre reformatorer i Burma/Myanmar har taget for at indføre demokratiske reformer i det forløbne år; beklager imidlertid regeringens manglende evne eller vilje til at beskytte rohingyanerne mod organiseret vold og opfordrer regeringen og hele det burmesiske/myanmarske samfund til at handle omgående for at standse krænkelserne af menneskerettighederne og retsforfølge de ansvarlige for de voldelige angreb og andre relaterede overgreb;

4.  opfordrer indtrængende regeringen i Burma/Myanmar til at sikre, at dens sikkerhedsstyrker gør alt i deres magt for at beskytte rohingya-muslimerne mod voldelige handlinger; udtrykker sin dybe bekymring over påstande om, at medlemmer af Burmas sikkerhedsstyrker har deltaget i volden, og gentager sine indtrængende opfordrer til en fuldstændig og uafhængig undersøgelse af disse påstande med hjælp fra FN;

5.  understreger behovet for en hurtig indsats for at imødegå de humanitære risici, som alle fordrevne, og især rohingya-folket, står over for i Burma/Myanmar; gentager sin opfordring til regeringen i Burma/Myanmar om at give FN-agenturer og humanitære ngo'er, samt journalister og diplomater, uhindret adgang til alle områder af landet, herunder staten Rakhine, og til at give ubegrænset og fuld adgang for humanitær bistand til alle samfund, der er berørt af konflikt og sekterisk vold; opfordrer de burmesiske myndigheder til som højeste prioritet at forbedre forholdene i rohingya-flygtningelejrene;

6.  opfordrer indtrængende alle lande i regionen til at overholde deres internationale forpligtelser med hensyn til flygtninges rettigheder, til at åbne grænserne for rohingya-asylansøgere og i det mindste tilbyde dem midlertidig beskyttelse og samtidig støtte den burmesiske regering i at finde langsigtede retfærdige løsninger på de underliggende problemer;

7.  opfordrer regeringen i Thailand til omgående at bringe den umenneskelige tilbageholdelse af mindst 1 700 rohingya-asylansøgere til ophør og give dem adgang til FN's flygtningeagenturer; beklager, at regeringen i Thailand indtil videre har undladt at give UNHCR tilladelse til at screene rohingya-asylansøgerne for at fastslå deres flygtningestatus;

8.  opfordrer indtrængende den burmesiske regering til at tillade etableringen af ​​et OHCHR-kontor i landet, med afdelingskontorer i provinserne, for at give mulighed for passende overvågning af menneskerettighedssituationen i landet;

9.  bifalder præsident U Thein Seins løfte om, at alle voldsmænd vil blive retsforfulgt, såvel som hans engagement i et multikulturelt, multietnisk og multireligiøst samfund; opfordrer præsidenten til at træffe yderligere foranstaltninger for at håndhæve retsstaten og at tackle de grundlæggende årsager til vold;

10.  glæder sig over meddelelsen fra præsident U Thein Sein den 4. juni 2013 om, at alle politiske fanger i Burma/Myanmar vil blive løsladt; gentager sin holdning om, at øjeblikkelig og ubetinget løsladelse af alle politiske fanger, herunder Dr. Tun Aung, bør finde sted med fuldstændig genetablering af deres rettigheder og frihedsrettigheder;

11.  opfordrer indtrængende regeringen til fortsat at forsøge at finde og gennemføre bæredygtige løsninger på de grundlæggende årsager til spændingerne, herunder at drøfte rohingyaernes status; gentager sine tidligere opfordringer til en ændring eller ophævelse af loven fra 1982 om statsborgerskab, således at rohingyaerne får lige adgang til burmesisk statsborgerskab, hvilket indebærer både rettigheder og pligter, og at bringe den ændrede eller udskiftede lovgivning i overensstemmelse med internationale menneskerettighedsstandarder og med landets forpligtelser i henhold til artikel 7 i FN-konventionen om barnets rettigheder;

12.  kritiserer den burmesiske immigrationsminister Khin Yis udtalelse ​​af 11. juni 2013, hvori han gav udtryk for sin støtte til genindførelse af tobarnspolitikken;

13.  bifalder oppositionslederen Aung San Suu Kyis nylige erklæring i protest mod genindførelse af tobarnspolitikken for rohingyaer og opfordrer indtrængende den burmesiske regering til straks at ophæve denne bestemmelse sammen med andre tvangsmidler eller diskriminerende politikker, regler eller love;

14.  understreger vigtigheden af ​​at gennemføre de lovgivningsmæssige og administrative ændringer, der er nødvendige for at sikre den størst mulige deltagelse af den burmesiske befolkning, herunder mindretallene, i 2014-valget;

15.  opfordrer næstformanden/den højtstående repræsentant til at tage dette spørgsmål op på det højest mulige politiske niveau i sine kontakter med Burma/Myanmar og med andre ASEAN-medlemslande;

16.  minder om, at Den Europæiske Union for nylig har genindført sin generelle toldpræferenceordning (GSP) over for Burma/Myanmar; gentager, at betingelsen for denne præferenceordning er overholdelse af de grundlæggende frihedsrettigheder og menneskerettighederne; opfordrer indtrængende Kommissionen til nøje at overvåge de burmesiske myndigheders fremskridt, hvad angår overholdelse af disse betingelser;

17.  opfordrer Kommissionen til, når den forelægger Parlamentet og Rådet en delegeret retsakt om videreførelse af GSP-ordningen for Burma/Myanmar efter den 31.12.2013, at lade denne ledsage af en rapport, der påviser, at der ikke forekommer alvorlige og systematiske krænkelser af principperne i de konventioner, der er opført i GSP-forordning, med særlig fokus på rohingyaerne;

18.  opfordrer Kommissionen til på effektiv og sammenhængende vis at vurdere den forudsete bilaterale investeringsaftales indvirkning på menneskerettighederne, inden den udarbejder sit forslag til forhandlingsdirektiver, og til at rådføre sig omhyggeligt med Parlamentet og civilsamfundet i denne proces;

19.  forventer, at EU-Udenrigstjenesten hører og informerer Parlamentet regelmæssigt om processen med at få etableret en menneskerettighedsdialog med Burma/Myanmar; anmoder EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne om at opstille en liste over konkrete menneskerettighedsbenchmarks, der skal danne grundlag for vurderingen af de burmesiske myndigheders fremskridt med reformen; understreger, at en udbygning af forbindelserne mellem EU og den burmesiske ledelse bør være betinget af konkrete fremskridt, især med hensyn til rohingyaernes situation;

20.  opfordrer til, at der medtages en stærk og synlig civilsamfundskomponent, hvori rohingyaerne er repræsenteret, i den EU-Burma-taskforce, der skal etableres senere i år, og at denne indsats tager udgangspunkt i erfaringerne fra EU-Egypten-taskforcen;

21.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Burma/Myanmars regering og parlament, ASEAN’s generalsekretær, ASEAN's mellemstatslige menneskerettighedskommission, FN's særlige repræsentant for menneskerettigheder i Myanmar, FN's højkommissær for flygtninge, FN's Menneskerettighedsråd samt regeringer og parlamenter i andre stater i regionen.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0142. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0355. (3) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0464. (4) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0218.