Europa-Parlamentets afgørelse af 3. juli 2013 om valg af Den Europæiske Ombudsmand

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 24 og artikel 228,

–  der henviser til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, særlig artikel 106a,

–  der henviser til sin afgørelse 94/262/EKSF, EF, Euratom af 9. marts 1994 vedrørende Ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv(1),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 204,

–  der henviser til indkaldelsen af ansøgninger(2),

–  der henviser til afstemningen under mødet den 3. juli 2013,

1.  vælger Emily O'Reilly til at udøve hvervet som europæisk ombudsmand fra den 1. oktober 2013 indtil udløbet af valgperioden;

2.  opfordrer Emily O'Reilly til at aflægge ed ved Domstolen;

3.  pålægger sin formand at sørge for, at den vedlagte afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende,

4.  pålægger sin formand at sende denne afgørelse til Rådet, Kommissionen og Domstolen.

BILAG

EUROPA-PARLAMENTETS AFGØRELSE

af 3. juli 2013

om valg af Den Europæiske Ombudsmand

(Teksten i bilaget gengives ikke her, eftersom det svarer til den endelige retsakt, afgørelse 2013/377/EU, Euratom).

(1) EFT L 113 af 4.5.1994, s. 15. (2) EUT C 96 af 4.4.2013, s. 24.

Europa-Parlamentets beslutning af 3. juli 2013 om den politiske aftale om den flerårige finansielle ramme for 2014-2020 (2012/2799(RSP))

P7_TA(2013)0304 RC-B7-0334/2013

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 310, 311, 312 og 323 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2012 med henblik på at opnå et positivt resultat af proceduren for godkendelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020(1),

–  der henviser til sin beslutning af 13. marts 2013 om Det Europæiske Råds konklusioner af 7.-8. februar 2013 om den flerårige finansielle ramme(2),

–  der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 8. februar 2013,

–  der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 28. juni 2013,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

1.  glæder sig over den politiske aftale, der blev indgået den 27. juni 2013 på højeste politiske plan mellem Parlamentet, Rådets formandskab og Kommissionen om den flerårige finansielle ramme (FFR) 2014-2020 efter lange og anstrengende forhandlinger; anerkender det irske formandskabs betydelige indsats for nå frem til denne aftale;

2.  understreger, at der - takket være Parlamentets vedholdenhed i forhandlingerne - for første gang er blevet vedtaget en række bestemmelser, som vil være medvirkende til at gøre den nye finansielle ramme operationel, ensartet, gennemsigtig og mere lydhør over for EU-borgernes behov; fremhæver navnlig de nye ordninger for revision af FFR, fleksibilitet, egne indtægter og enhed og gennemsigtighed i budgettet, som var de vigtigste prioriteter for Europa-Parlamentet i forhandlingerne;

3.  er klar til at sætte FFR og den nye interinstitutionelle aftale til afstemning i det tidlige efterår, så snart de nødvendige tekniske og juridiske betingelser for den endelige udformning af de relevante tekster er opfyldt, således at sidstnævnte afspejler den overordnede aftale, der er indgået mellem Rådet og Parlamentet;

4.  gentager dog sin holdning, som anført i sin ovennævnte beslutning af 13. marts 2013 om den flerårige finansielle ramme, at FFR-forordningen ikke kan godkendes, medmindre der gives absolut garanti for, at de udestående betalingsanmodninger for 2013 vil blive dækket fuldt ud; forventer derfor, at Rådet træffer en formel beslutning om forslag til ændringsbudget 2/2013 for et beløb på 7,3 mia. EUR senest ved Økofinrådets møde den 9. juli 2013; kræver, at Rådet overholder sit politiske tilsagn om omgående at vedtage endnu et ændringsbudget for at undgå en eventuel mangel på betalingsbevillinger, der kunne føre til et strukturelt underskud på EU-budgettet ved udgangen af 2013; fastslår, at Parlamentet ikke vil give sit samtykke til FFR-forordningen eller ikke vil vedtage budgettet for 2014, før det nye ændringsbudget, der dækker det resterende underskud som identificeret af Kommissionen, er blevet vedtaget af Rådet;

5.  understreger desuden, at FFR-forordningen ikke lovligt kan vedtages, medmindre der foreligger en politisk aftale om de relevante retsgrundlag, især på punkter der også er afspejlet i FFR-forordningen; giver udtryk for sin vilje til at afslutte forhandlingerne om retsgrundlaget for alle flerårige programmer så hurtigt som muligt og bekræfter sin tilslutning til princippet om, at »intet er aftalt, før alt er aftalt«; insisterer på, at der udvises fuld respekt for Parlamentets lovgivningsmæssige beføjelser, der er overdraget Parlamentet ved Lissabontraktaten, og opfordrer Rådet til at indgå reelle forhandlinger om alle såkaldte »FFR-relaterede« dele af retsgrundlagene; glæder sig over de politiske aftaler, der indtil videre er indgået om en række nye flerårige EU-programmer;

6.  anerkender den finanspolitiske konsolidering, som medlemsstaterne står over for; mener dog, at det samlede niveau for den næste FFR, som vedtaget af Det Europæiske Råd, ikke lever op til EU 's politiske mål og behovet for at sikre en vellykket gennemførelse af Europa 2020-strategien; er bekymret for, at dette niveau af ressourcer måske ikke vil være tilstrækkeligt til at udstyre EU med de nødvendige midler til, på en koordineret måde, at komme ud af den nuværende krise - og komme styrket ud; beklager, at medlemsstaterne fortsat undervurderer betydningen af EU-budgettet med hensyn til, og dets bidrag til, at styrke den økonomiske styring og den finanspolitiske samordning på tværs af EU; frygter desuden, at sådanne lave FFR-lofter i betydelig grad vil reducere ethvert råderum for Parlamentet i forbindelse med de årlige budgetprocedurer;

7.  understreger betydningen af en obligatorisk gennemgang og efterfølgende revision af den næste FFR ved udgangen af 2016, således at den næste Kommission og det næste Parlament får mulighed for at revurdere EU's politiske prioriteringer, tilpasse FFR til nye udfordringer og behov og til at tage fuldt hensyn af de seneste makroøkonomiske prognoser; insisterer på, at den obligatoriske revision, som Kommissionen gennemfører for både udgifts- og indtægtssiden af EU-budgettet, ledsages af et lovgivningsmæssigt forslag til en revision af FFR-forordningen, som anført i Kommissionens erklæring knyttet til denne forordning; har til hensigt at gøre denne obligatoriske FFR-revision til et centralt krav i forbindelse med indsættelsen af den nye formand for Kommissionen;

8.  gentager, at den øgede fleksibilitet i FFR 2014-2020 er af afgørende betydning for at kunne gøre fuld brug af de respektive FFR-lofter for forpligtelser (960 mia. EUR) og betalinger (908,4 mia. EUR), som Det Europæiske Råd har pålagt; glæder sig derfor over Rådets godkendelse af to centrale forslag fremsat af Europa-Parlamentet, nemlig etableringen af en samlet margen for betalinger og en samlet margen for forpligtelser, hvilket vil gøre det muligt automatisk at fremføre uudnyttede bevillinger fra et regnskabsår til det næste; beklager imidlertid de begrænsninger, som Rådet har pålagt (med hensyn til tid eller beløb), der kan hindre den fulde udnyttelse af disse instrumenter; mener, at en forbedring af disse mekanismer bør være en integreret del af den revision af FFR, der på grundlag af forslag fra Kommissionen skal gennemføres efter valget;

9.  understreger, at de nye fleksibilitetsregler vedrørende forpligtelserne i løbet af FFR 2014-2020 bør medføre supplerende bevillinger til programmer, der er knyttet til vækst og beskæftigelse, og især ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, for at sikre en kontinuerlig finansiering og gøre bedst og mest effektiv brug af de vedtagne lofter;

10.  glæder sig over fremrykningen af bevillingerne for 2014 og 2015 til ungdomsbeskæftigelsesinitiativet og fastholder, at der fra 2016 vil være behov for ekstra bevillinger for at sikre dette programs bæredygtighed og effektivitet;

11.  understreger, at finansieringen af Horisont 2020, Erasmus og Cosme som et resultat af Parlamentets vedholdenhed også vil blive fremrykket til 2014 og 2015 med henblik på at mindske finansieringskløften mellem de relevante bevillinger i budgetterne for 2013 og 2014; insisterer desuden på, at det er vigtigt, at der også stilles yderligere finansiering til rådighed for den digitale dagsorden;

12.  glæder sig over, at der er truffet foranstaltninger til yderligere at forhøje bevillingerne til ordningen for uddeling af fødevarer med op til 1 mia. EUR i de medlemsstater, der ønsker at anvende denne forhøjelse til at hjælpe de socialt dårligst stillede personer i Unionen; forventer, at Rådet og Parlamentet hurtigst muligt når til enighed om, hvordan denne forpligtelse kan gennemføres konkret i forbindelse med de igangværende forhandlinger om det juridiske grundlag for den pågældende ordning;

13.  beklager, at Rådet ikke har været i stand til at gøre fremskridt med hensyn til reformen af ordningen for egne indtægter på grundlag af de af Kommissionen fremsatte lovforslag; understreger, at EU-budgettet bør finansieres af egentlige egne indtægter, som fastsat i traktaten, og giver udtryk for sin vilje til en reform, der reducerer andelen af BNI-baserede bidrag til EU-budgettet til et maksimum på 40 %; forventer derfor, at den fælles erklæring om egne indtægter, der er opnået enighed om mellem de tre EU-institutioner, vil muliggøre mærkbare fremskridt, især i lyset af midtvejsevalueringen/revisionen af FFR; opfordrer derfor til, at den højtstående gruppe om egne indtægter indkaldes i forbindelse med den formelle vedtagelse af FFR-forordningen og gives mandat til at undersøge alle aspekter af reformen af egne indtægter;

14.  glæder sig over resultatet af forhandlingerne om enhed og gennemsigtighed i EU-budgettet; mener, at et eventuelt »euroområdebudget«, som kan overvejes i fremtiden, enten bør integreres i eller vedføjes EU-budgettet;

15.  beklager dybt den procedure, der har ført til denne aftale om FFR 2014-2020, som i virkeligheden har haft den virkning at fratage Parlamentet sine sande budgetbeføjelser som fastsat i TEUF; mener, at de mange møder i løbet af de sidste par år mellem dets delegation og de på hinanden følgende formandskaber om rammerne for møderne i Rådet (Almindelige Anliggender) samt dets deltagelse i uformelle rådsmøder, der vedrørte den flerårige finansielle ramme, ikke tjente noget klart formål, da de ikke havde nogen indflydelse på ånden i, tidsplanen for eller indholdet af forhandlingerne eller på Rådets holdning, herunder behovet for at skelne mellem de lovgivningsmæssige og de budgetmæssige aspekter af aftalen om FFR;

16.  opfordrer derfor Budgetudvalget til i samarbejde med Udvalget om Konstitutionelle Anliggender at drage de nødvendige konklusioner og til at fremsætte nye forslag om de nærmere regler for sådanne forhandlinger for at sikre hele budgetprocedurens demokratiske og gennemsigtige karakter;

17.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd, Rådet og Kommissionen, til medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt til de øvrige berørte institutioner og organer.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0360. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0078.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 3. juli 2013 om udkast til Rådets afgørelse om ændring af afgørelse 97/836/EF om Det Europæiske Fællesskabs tiltrædelse af overenskomsten under FN's Økonomiske Kommission for Europa om indførelse af ensartede tekniske forskrifter for hjulkøretøjer samt udstyr og dele, som kan monteres og/eller benyttes på hjulkøretøjer, samt vilkårene for gensidig anerkendelse af godkendelser, der er meddelt på grundlag af sådanne forskrifter (»overenskomst af 1958 som revideret«) (05978/2013 – C7-0069/2013 – 2012/0099(NLE))

P7_TA(2013)0305 A7-0192/2013

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Rådets afgørelse (05978/2013),

–  der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 207, stk. 4, og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C7-0069/2013),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 81 og artikel 90, stk. 7,

–  der henviser til henstilling fra Udvalget om International Handel (A7-0192/2013),

1.  godkender udkastet til Rådets afgørelse;

2.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 3. juli 2013 om udkast til Rådets afgørelse om ændring af afgørelse 2000/125/EF af 31. januar 2000 om indgåelse af aftalen om etablering af globale tekniske forskrifter for hjulkøretøjer samt udstyr og dele, der kan monteres og/eller anvendes på hjulkøretøjer (»parallelaftalen«) (05975/2013 – C7-0071/2013 – 2012/0098(NLE))

P7_TA(2013)0306 A7-0194/2013

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Rådets afgørelse (05975/2013),

–  der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 207, stk. 4, og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C7-0071/2013),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 81 og artikel 90, stk. 7,

–  der henviser til henstilling fra Udvalget om International Handel (A7-0194/2013),

1.  godkender udkastet til Rådets afgørelse;

2.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

Europa-Parlamentets beslutning af 3. juli 2013 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen i henhold til punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (ansøgning EGF/2013/000 TA 2013 – teknisk bistand på Kommissionens initiativ) (COM(2013)0291 – C7-0126/2013 – 2013/2087(BUD))

P7_TA(2013)0307 A7-0243/2013

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2013)0291 – C7-0126/2013),

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (IIA af 17. maj 2006)(1), særlig punkt 28,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1927/2006 af 20. december 2006 om oprettelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen(2),

–  der henviser til trepartsproceduren, jvf. punkt 28 i IIA af 17. maj 2006,

–  der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner om en vækst- og beskæftigelsespagt af 28.-29. juni 2012,

–  der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 7.-8. februar 2013,

–  der henviser til skrivelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender,

–  der henviser til betænkning fra Budgetudvalget (A7-0243/2013),

A.  der henviser til, at Den Europæiske Union med den Europæiske Fond for Tilpasning til globaliseringen (EGF) har oprettet lovgivnings- og budgetmæssige instrumenter, der skal yde supplerende støtte til arbejdstagere, som er ramt af konsekvenserne af de store strukturændringer i verdenshandelen, der er forværret af den økonomiske, finansielle og sociale krise, og som skal hjælpe dem til atter at finde fodfæste på arbejdsmarkedet;

B.  der henviser til, at Kommissionen gennemfører EGF i overensstemmelse med de generelle bestemmelser fastsat i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget(3) og gennemførelsesbestemmelser hertil, der gælder for denne form for gennemførelse af budgettet;

C.  der henviser til, at Unionens økonomiske støtte til afskedigede arbejdstagere bør være tilstrækkelig og stilles til rådighed så hurtigt og effektivt som muligt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens fælles erklæring, vedtaget på samrådsmødet den 17. juli 2008, og under behørig hensyntagen til den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 i forbindelse med vedtagelsen af afgørelser om anvendelse af EGF;

D.  der henviser til, at maksimalt 0,35 % af det årlige beløb fra EGF kan anvendes til teknisk bistand på Kommissionens initiativ til finansiering af de aktiviteter i forbindelse med tilsyn, oplysning, administrativ og teknisk bistand samt revision, kontrol og evaluering, der er nødvendige for at gennemføre EGF-forordningen, jf. artikel 8, stk. 1, herunder udbredelse af information og vejledning til medlemsstaterne om anvendelse, tilsyn og evaluering af EGF og oplysninger til de europæiske og nationale arbejdsmarkedsparter om anvendelsen af EGF (EGF-forordningens artikel 8, stk. 4);

E.  der henviser til, at Kommissionen i overensstemmelse med EGF-forordningens artikel 9, stk. 2, skal oprette en hjemmeside på alle EU-sprog for at tilvejebringe og udbrede oplysninger om ansøgninger og for at fremhæve budgetmyndighedens rolle;

F.  der henviser til, at Kommissionen på grundlag af disse artikler har anmodet om, at EGF anvendes til at dække omkostninger til teknisk assistance med henblik på at kontrollere de ansøgninger, der er modtaget og betalt, og de foranstaltninger, der er foreslået og gennemført, til at udvide hjemmesiden, udarbejde publikationer og audiovisuelle værktøjer, at etablere en videnbase, at yde administrativ og teknisk bistand til medlemsstaterne og forberede den endelige evaluering af EGF (2007-2013);

G.  der henviser til, at ansøgningen opfylder de kriterier for støtteberettigelse, der er fastsat i EGF-forordningen;

1.  støtter de foranstaltninger, som Kommissionen har foreslået finansieret som teknisk bistand i overensstemmelse med artikel 8, stk. 1 og 4, og artikel 9, stk. 2, i EGF-forordningen;

2.  beklager dybt, at resultaterne af den endelige efterfølgende evaluering af EGF vil foreligge for sent til at kunne indgå i drøftelserne om den nye forordning for EGF for 2014-2020, navnlig med hensyn til effektiviteten af anvendelsen af kriseundtagelseskriteriet, idet de berørte EGF-sager ikke blev analyseret i EGF's midtvejsevalueringsrapport;

3.  bemærker, at Kommissionen allerede i 2011 påbegyndte sit arbejde med en elektronisk ansøgningsformular og med at udarbejde standardprocedurer for forenklede ansøgninger, hurtigere behandling af ansøgningerne og bedre rapportering; anmoder Kommissionen om at redegør for de opnåede fremskridt efter anvendelsen af den tekniske bistand i 2011 og 2012;

4.  understreger betydningen af netværksarbejde og udveksling af oplysninger om EGF; støtter derfor finansieringen af EGF's ekspertgruppe af kontaktpersoner samt andre netværkssamarbejdsaktiviteter medlemsstaterne imellem, herunder dette års seminar for personer med kendskab til praksis om gennemførelsen af EGF; understreger behovet for yderligere at forbedre kontakten mellem alle, der er involveret i EGF-ansøgninger, herunder navnlig arbejdsmarkedets parter, for at skabe så mange synergier som muligt;

5.  opfordrer Kommissionen til at indbyde Parlamentet til seminarer og møder i ekspertgruppen af kontaktpersoner organiseret ved brug af teknisk bistand ved anvendelse af de relevante bestemmelser i rammeaftalen om forbindelserne mellem Parlamentet og Kommissionen(4);

6.  tilskynder medlemsstaterne til at udnytte udvekslingen af bedste praksis og til at tage ved lære af især de medlemsstater, der allerede har indført nationale EGF-informationsnet med deltagelse af arbejdsmarkedets parter og interessenter på lokalt plan, med henblik på at have en god bistandsstruktur på plads, når en situation, der falder ind under EGF's anvendelsesområde, opstår;

7.  opfordrer Kommissionen til at indbyde arbejdsmarkedets parter til seminarerne for personer med kendskab til praksis organiseret ved brug af teknisk bistand;

8.  anmoder medlemsstaterne og de involverede institutioner om at tage de nødvendige skridt til at forbedre de procedure- og budgetmæssige bestemmelser for at fremskynde mobiliseringen af EGF; bemærker i denne sammenhæng den forbedrede procedure, som Kommissionen har indført efter Parlamentets krav om en fremskyndelse af støttefrigivelsen, som har til formål at sikre, at Kommissionens vurdering af, hvorvidt ansøgningen opfylder kriterierne for støtteberettigelse, forelægges budgetmyndigheden sammen med forslaget om at anvende EGF; forventer, at der vil ske yderligere forbedringer i proceduren i forbindelse med den kommende revision af EGF, og at EGF vil blive gjort mere effektiv, gennemsigtig, ansvarlig og synlig;

9.  er bekymret over de mulige negative konsekvenser, som en nedskæring af personalet kan få for en hurtig, regelmæssig og effektiv evaluering af indkomne ansøgninger og gennemførelse af EGF's tekniske bistand; mener, at enhver kortsigtet eller langsigtet nedskæring af personalet bør være baseret på en forudgående konsekvensanalyse og blandt andet tage fuldt hensyn til Unionens juridiske forpligtelser og institutionernes nye beføjelser og øgede opgaver, som følger af traktaterne;

10.  beklager, at Kommissionen ikke har planlagt særlige oplysningsaktiviteter for 2013, eftersom nogle medlemsstater, herunder brugere af EGF, sætter spørgsmålstegn ved nytteværdien af og fordelene ved EGF;

11.  bemærker, at budgettet for 2013 efter gentagne anmodninger fra Parlamentet indeholder betalingsbevillinger på 50 millioner EUR på budgetpost 04 05 01 vedrørende EGF; minder om, at EGF blev oprettet som et separat, specifikt instrument med egne målsætninger og frister, og at den derfor fortjener en særskilt tildeling, hvorved unødvendige forsinkelser kunne undgås, idet finansieringen på nuværende tidspunkt sker ved hjælp af overførsler fra andre budgetposter, hvilket kan være til skade for gennemførelsen af EGF's sociale, økonomiske og politiske målsætninger;

12.  håber, at de foranstaltninger, som Kommissionen har iværksat på området for teknisk bistand, vil bidrage til at øge merværdien af EGF og føre til mere målrettet og langsigtet støtte og reintegration til afskedigede arbejdstagere;

13.  beklager dybt Rådets beslutning om at blokere for en forlængelse af den »kriseundtagelse«, der har gjort det muligt også at yde økonomisk støtte til arbejdstagere, der er blevet arbejdsløse som følge af den nuværende sociale, finansielle og økonomiske krise, ud over dem, som har mistet deres arbejde som følge af ændringer i verdenshandelsmønstrene, og som har gjort det muligt at øge Unionens medfinansieringssats til 65 % af programmets udgifter for ansøgninger indsendt efter udløbet af fristen den 31. december 2011; opfordrer Rådet til omgående at genindføre denne foranstaltning, især i lyset af den hastigt forværrede sociale situation i flere medlemsstater, efter at recessionen er blevet endnu mere udbredt og mere alvorlig;

14.  godkender den afgørelse, der er vedføjet denne beslutning;

15.  pålægger sin formand at undertegne denne afgørelse sammen med Rådets formand og drage omsorg for, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende;

16.  pålægger sin formand at sende denne beslutning sammen med bilaget til Rådet og Kommissionen.

BILAG

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE

om anvendelsen af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen i henhold til punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (EGF/2013/000 TA 2013 – teknisk bistand på Kommissionens initiativ)

(Teksten i bilaget gengives ikke her, eftersom det svarer til den endelige retsakt, afgørelse 2013/420/EU).

(1) EUT C 139 af 14.6.2006, s. 1. (2) EUT L 406 af 30.12.2006, s. 1. (3) EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1. (4) EUT L 304 af 20.11.2010, s. 47.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 3. juli 2013 om Rådets førstebehandlingsholdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 og Rådets forordning (Euratom) nr. 1074/1999 (17427/1/2012 – C7-0051/2013 – 2006/0084(COD))

P7_TA(2013)0308 A7-0225/2013

(Almindelig lovgivningsprocedure: andenbehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Rådets førstebehandlingsholdning (17427/1/2012 – C7-0051/2013),

–  der henviser til udtalelse fra Revisionsretten af 12. juli 2011(1),

–  der henviser til sin holdning ved førstebehandling(2) til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2006)0244),

–  der henviser til Kommissionens ændrede forslag (COM(2011)0135),

–  der henviser til artikel 294, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 72,

–  der henviser til indstilling ved andenbehandling fra Budgetkontroludvalget (A7-0225/2013),

1.  godkender Rådets førstebehandlingsholdning;

2.  godkender Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens fælles erklæring, der er vedføjet som bilag til denne beslutning;

3.  tager Kommissionens erklæringer, der er vedføjet som bilag til denne beslutning, til efterretning;

4.  konstaterer, at retsakten er vedtaget i overensstemmelse med Rådets holdning;

5.  pålægger sin formand sammen med Rådets formand at undertegne retsakten, jf. artikel 297, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

6.  pålægger sin generalsekretær at undertegne retsakten, efter at det er kontrolleret, at alle procedurer er behørigt overholdt, og efter aftale med Rådets generalsekretær at foranledige, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende;

7.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

BILAG TIL DEN LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING

Erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen

»Hver gang Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen udnævner nye medlemmer af det nye Overvågningsudvalg, bør de også udnævne de medlemmer, der skal tiltræde ved den næste delvise udskiftning.«

Erklæring fra Kommissionen

»Kommissionen bekræfter, at Kontoret har erklæret, at det til enhver tid vil handle i overensstemmelse med protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter samt statutten for Europa-Parlamentets medlemmer, og at medlemmernes frihed og uafhængighed som fastsat i statuttens artikel 2 respekteres fuldt ud.«

Erklæring fra Kommissionen

»Det er Kommissionens hensigt, at generaldirektøren for Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig fortsat skal have beføjelse til at fastlægge vilkårene og de nærmere ordninger for ansættelse i Kontoret, navnlig hvad angår kontrakternes varighed og fornyelsen heraf.«

(1) EUT C 254 af 30.8.2011, s. 1. (2) EUT C 16 E af 22.1.2010, s. 201.

Europa-Parlamentets ændringer af 3. juli 2013 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2009/65/EF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) for så vidt angår depositarer, aflønningspolitik og sanktioner (COM(2012)0350 – C7-0178/2012 – 2012/0168(COD))(1)

P7_TA(2013)0309 A7-0125/2013

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

[Ændring 1, medmindre andet er angivet]

EUROPA-PARLAMENTETS ÆNDRINGSFORSLAG(2)

P7_TA(2013)0309 A7-0125/2013

til Kommissionens forslag

P7_TA(2013)0309 A7-0125/2013

_________________________________________

P7_TA(2013)0309 A7-0125/2013

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV
om ændring af direktiv 2009/65/EF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) for så vidt angår depositarer, aflønningspolitik og sanktioner
(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 53, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank(3),

▌

efter den almindelige lovgivningsprocedure, og,

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF(4) bør ændres for at tage hensyn til udviklingen på markedet og de hidtil indhøstede erfaringer blandt markedsdeltagere og tilsynsmyndigheder og navnlig for at tage højde for forskelle i de nationale bestemmelser om depositarers opgaver og ansvar, aflønningspolitik og sanktioner.

(2)  For at tage højde for den potentielt skadelige effekt, som dårligt udformede aflønningsstrukturer kan have på sund styring af risici og kontrol med enkeltpersoners risikovillige adfærd, bør administrationsselskaber for institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) pålægges en udtrykkelig forpligtelse til at etablere og opretholde aflønningspolitikker og -praksisser, som er i overensstemmelse med sund og effektiv risikostyring for de personalekategorier, hvis professionelle aktiviteter har væsentlig indflydelse på risikoprofilen i de investeringsinstitutter, de forvalter. Disse personalekategorier bør omfatte enhver medarbejder og enhver ansat på fonds- eller delfondsplan, som er beslutningstagere, fondsforvaltere og personer, der træffer reelle investeringsbeslutninger, personer, som har beføjelse til at udøve indflydelse på investeringspolitiske rådgivere og analytikere, ledelsen samt alle medarbejdere, hvis samlede løn ligger inden for samme lønramme som ledelse og beslutningstagere. Disse bestemmelser bør også finde anvendelse på investeringsinstitutters investeringsselskaber, der ikke udpeger et administrationsselskab.

(3)  Det bør i principperne for aflønningspolitikker anerkendes, at investeringsinstitutters administrationsselskaber kan anvende disse politikker på forskellige måder, alt efter deres størrelse og størrelsen af de investeringsinstitutter, de forvalter, deres interne organisation og deres aktiviteters art, formål og kompleksitet. Investeringsinstitutters administrationsselskaber bør imidlertid under alle omstændigheder sikre, at de anvender alle disse principper samtidigt.

(4)  De principper for en forsvarlig aflønningspolitik, som fastsættes i dette direktiv, bør være i overensstemmelse med og suppleres af de principper, der fremgår af Kommissionens henstilling 2009/384/EF af 30. april 2009 om aflønningspolitik i finanssektoren(5) og Rådet for Finansiel Stabilitets (FSB) arbejde og G20-forpligtelserne om at mindske risikoen i sektoren for finansielle tjenesteydelser.

(4a)   Garanteret variabel aflønning bør være en undtagelse, idet det ikke er i overensstemmelse med sund risikostyring eller princippet om, at aflønningen skal være afstemt efter resultaterne, og bør ikke være en del af fremtidige aflønningsordninger.

(4b)   Aflønning, der betales fra fonden til administrationsselskaber, bør i lighed med den aflønning, der betales af administrationsselskaber til deres medarbejdere, være i overensstemmelse med sund og effektiv risikostyring og investorernes interesser.

(4c)   Ud over prorataaflønningen bør administrationsselskabet have mulighed for at debitere fonden for udgifter og omkostninger, som direkte er forbundet med bevarelse og sikring af investeringer, f.eks. udgifter til retssager, beskyttelse og håndhævelse af deltagernes rettigheder, eller konsulent- og revisionsydelser eller til generhvervelse eller erstatning af aktiver, der er gået tabt. Kommissionen bør vurdere, hvilke produktrelaterede udgifter og omkostninger der er almindelige i medlemsstaterne for investeringsprodukter til private. Kommissionen bør gennemføre en høring og foretage en konsekvensanalyse og bør fremsætte et lovgivningsmæssigt forslag, hvis der er behov for yderligere harmonisering.

(5)  Med henblik på at harmonisere tilsynsmetoderne ved vurderingen af aflønningspolitikker og -praksisser bør Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010(6), sikre, at der findes retningslinjer for forsvarlige aflønningspolitikker i sektoren for porteføljeforvaltning. Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010(7), bør bistå ESMA ved udarbejdelsen af sådanne retningslinjer. Disse retningslinjer bør navnlig indeholde yderligere instrukser om delvis neutralisering af aflønningsprincipper, der er forenelige med risikoprofilen, risikovilligheden og strategien i administrationsselskabet og det investeringsinstitut, det administrerer. ESMA's retningslinier om aflønningspolitikker, bør, når det er hensigtsmæssigt, i videst muligt omfang bringes på linje med retningslinjerne for fonde, som reguleres efter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde(8). Endvidere bør ESMA føre tilsyn med de nationale myndigheders tilstrækkelige håndhævelse af disse retningslinjer. Mangler bør straks behandles med tilsynsforanstaltninger for at sikre lige vilkår i hele det indre marked.

(6)  Bestemmelserne om aflønning berører ikke den uforbeholdne udøvelse af de grundlæggende rettigheder i overensstemmelse med traktaterne, de generelle principper i den nationale aftaleret og arbejdsmarkedsret, den gældende lovgivning om aktionærers rettigheder og deltagelse, de generelle ansvarsområder for den pågældende virksomheds administrative organer og tilsynsorganer og heller ikke arbejdsmarkedets parters ret til at indgå og håndhæve kollektive overenskomster i overensstemmelse med nationale love og national praksis.

(7)  For at sikre, at de relevante lovgivningsmæssige krav i de forskellige medlemsstater er harmoniseret i nødvendigt omfang, bør der indføres supplerende bestemmelser om depositarers opgaver og pligter, om, hvilke juridiske enheder der kan udpeges som depositarer, og til præcisering af depositarers ansvar i tilfælde, hvor investeringsinstitutters aktiver går tabt under opbevaringen i depot, eller hvor depositarerne ikke har udført deres tilsynsopgaver på tilfredsstillende vis. Hvis opgaverne ikke udføres på tilfredsstillende vis, kan det medføre tab af aktiverne og også tab af værdierne af aktiverne, hvis f.eks. en depositar har accepteret investeringer, der ikke er i overensstemmelse med fondsbestemmelserne, og som udsætter investoren for uventet eller forventet risiko. Der bør også indføres yderligere regler for at fastlægge, på hvilke betingelser depositarers opgaver kan delegeres.

(8)  Det er nødvendigt at præcisere, at et investeringsinstitut bør udpege en enkelt depositar, der har overordnet tilsyn med investeringsinstituttets aktiver. Et krav om, at der er en enkelt depositar, bør sikre, at depositaren har et overblik over alle investeringsinstituttets aktiver, og at både fondsforvalterne og investorerne har et enkelt sted at henvende sig, hvis der opstår problemer i tilknytning til opbevaringen af aktiverne eller udøvelsen af tilsynsforpligtelserne. Opbevaring af aktiver indbefatter opbevaring i depot og, hvis aktiverne er af en sådan art, at de ikke kan opbevares i depot, kontrol af ejendomsretten til disse aktiver samt registrering af dem.

(9)  Ved udøvelsen af sine opgaver bør en depositar handle ærligt, retfærdigt, professionelt og uafhængigt og i investeringsinstituttets eller investeringsinstituttets investorers interesse.

(10)  For at sikre en harmoniseret tilgang til depositarers udøvelse af deres opgaver i alle medlemsstater, uanset hvilken juridisk form investeringsinstituttet har, er det nødvendigt at indføre en fælles liste over overvågningsopgaver, som skal varetages både af investeringsinstitutter i selskabsform (investeringsselskaber) og investeringsinstitutter i form af aftalebaserede fonde.

(11)  Depositaren bør have ansvaret for behørig overvågning af investeringsinstituttets pengestrømme og navnlig for at sikre, at investorkapital og kontanter tilhørende investeringsinstituttet bogføres korrekt på konti, der er åbnet i investeringsinstituttets navn eller i det administrationsselskabs navn, der handler på vegne af investeringsinstituttet, eller i den depositars navn, der handler på vegne af investeringsinstituttet. Der bør derfor vedtages detaljerede bestemmelser om overvågning af pengestrømme for at sikre, at investorbeskyttelsen er effektiv og konsistent. Når det sikres, at investorkapital bogføres på kontantkonti, bør depositaren tage højde for principperne i artikel 16 i Kommissionens direktiv 2006/73/EF af 10. august 2006 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF for så vidt angår de organisatoriske krav til og betingelserne for drift af investeringsselskaber samt definitioner af begreber med henblik på nævnte direktiv(9).

(12)  For at forebygge svigagtige pengeoverførsler bør det kræves, at der ikke kan åbnes en kontantkonto i tilknytning til fondenes transaktioner uden depositarens vidende.

(13)  Finansielle instrumenter, der opbevares i depot for et investeringsinstitut, bør holdes adskilt fra depositarens egne aktiver og til enhver tid være identificeret som tilhørende det pågældende investeringsinstitut; et sådant krav bør give investorerne et ekstra beskyttelseselement, hvis depositaren kommer ud for en kredithændelse.

(14)  Ud over den eksisterende forpligtelse til at opbevare aktiver, der tilhører et investeringsinstitut, sikkert, bør der sondres mellem aktiver, der kan opbevares i depot, og aktiver, der ikke kan, og for hvilke der i stedet gælder et krav om registrering og kontrol af ejendomsret. Den gruppe aktiver, der kan opbevares i depot, bør udskilles klart, da forpligtelsen til at erstatte aktiver, der er gået tabt, kun gælder for denne specifikke kategori af finansielle aktiver.

(14a)  De finansielle instrumenter, der opbevares i depot af depositaren, bør ikke genanvendes af depositaren eller af en tredjemand, som har fået delegeret depotfunktionen for egen regning.

(15)  Det er nødvendigt at definere, på hvilke betingelser depositarens opbevaringsopgaver kan delegeres til tredjemand. Såvel delegering som videredelegering bør være objektivt begrundet og underlagt strenge egnethedskrav til den tredjemand, der betros denne delegerede funktion, og til den passende dygtighed, omhu og grundighed, hvormed depositaren bør udvælge, udpege og undersøge denne tredjemand. Med henblik på at opnå ensartede markedsvilkår og et ensartet højt investorbeskyttelsesniveau bør sådanne krav være i overensstemmelse med dem, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1060/2009 af 16. september 2009 om kreditvurderingsbureauer(10) og forordning (EU) nr. 1095/2010. Der bør indføres bestemmelser for at sikre, at tredjeparter har de fornødne midler til at udføre deres opgaver, at de afgrænser investeringsinstituttets aktiver.

(16)  Det bør ikke anses for at være delegering af opbevaringsfunktioner at overdrage opbevaringen af aktiver til udbyderen af et værdipapirafviklingssystem, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer(11), eller at overdrage levering af tilsvarende ydelser til tredjelandsværdipapirafviklingssystemer.

(17)  En tredjemand, til hvem opbevaring af aktiver delegeres, bør være i stand til at føre en samlekonto i form af en fælles, separat konto for flere investeringsinstitutter.

(18)  Hvis opbevaringen i depot delegeres til tredjemand, er det også nødvendigt at sikre, at tredjemanden er omfattet af særlige krav vedrørende effektive tilsynsregler og løbende tilsyn. Desuden bør der for at sikre, at de finansielle instrumenter er i den tredjemands besiddelse, til hvem opbevaringen er delegeret, gennemføres periodiske eksterne revisioner.

(19)  For at sikre konsekvent høj investorbeskyttelse bør der indføres bestemmelser om adfærd og om forvaltning af interessekonflikter, og de bør gælde i alle situationer, herunder i tilfælde, hvor opbevaringsopgaverne er blevet delegeret. Disse bestemmelser bør navnlig sikre, at der er en klar adskillelse af opgaver og funktioner mellem depositaren, investeringsinstituttet og administrationsselskabet.

(20)  For at sikre et højt investorbeskyttelsesniveau samt tilsynsregler og løbende kontrol på tilstrækkeligt højt niveau er det nødvendigt at udarbejde en udtømmende liste over enheder, der kan fungere som depositarer, således at det kun tillades kreditinstitutter og investeringsselskaber at fungere som depositarer for investeringsinstitutter. For at give andre enheder, der tidligere kunne fungere som depositarer for investeringsinstitutter, mulighed for at omdanne sig til enheder, der kan udøve denne funktion, bør der indføres overgangsbestemmelser for sådanne enheder.

(21)  Det er nødvendigt at definere og præcisere det ansvar, der påhviler depositaren for investeringsinstituttet i tilfælde af, at et finansielt instrument, som opbevares af denne, går tabt. Hvis et finansielt instrument, som opbevares i depot, går tabt, bør depositaren være pligtig til at yde en erstatning til investeringsinstituttet i form af et finansielt instrument af samme type eller det tilsvarende beløb. Der bør ikke findes nogen yderligere fritagelse for ansvar i tilfælde af, at aktiver går tabt, undtagen hvis depositaren kan godtgøre, at tabet skyldes en "ekstern hændelse, som depositaren ikke med rimelighed kunne forventes at have kontrol over". I den forbindelse bør depositaren ikke kunne påberåbe sig interne hændelser, såsom en medarbejders svigagtige handling, for at frigøre sig fra sit ansvar.

(22)  Når depositaren delegerer opbevaringsopgaver, og de finansielle instrumenter, der opbevares i depot af tredjemand, går tabt, bør depositaren være ansvarlig. Det bør også fastsættes, at hvis et instrument, der opbevares depot, går tabt, så er en depositar forpligtet til at yde en erstatning i form af et finansielt instrument af samme type eller det tilsvarende beløb, selv om tabet er sket hos en underdepositar. Depositaren kan kun frigøre sig for ansvaret, hvis det kan godtgøres, at tabet skyldes eksterne hændelser, som depositaren ikke med rimelighed kan forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåelige, også selv om depositaren har truffet alle rimelige forholdsregler. I den forbindelse bør depositaren ikke kunne påberåbe sig interne hændelser, såsom en medarbejders svigagtige handling, for at frigøre sig fra sit ansvar. Der bør ikke være mulighed for fritagelse for ansvar, hverken på grundlag af lovgivning eller aftaler, i tilfælde af at aktiver går tabt hos en underdepositar.

(23)  Alle investorer i investeringsinstitutter bør kunne gøre krav gældende vedrørende depositarers ansvar, enten direkte eller indirekte, gennem administrationsselskabet. Muligheden for at gøre krav gældende mod depositaren bør ikke afhænge af, hvilken retlig form et investeringsinstitut har (aftalebaseret eller i selskabsform) eller af arten af det retlige forhold mellem depositaren, administrationsselskabet og deltagerne.

(24)  Den 12. juli 2010 fremlagde Kommissionen forslag til ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/9/EF af 3. marts 1997 om investorgarantiordninger(12). Det er nødvendigt, at forslaget af 12. juli 2010 suppleres med en præcisering af de forpligtelser og det ansvar, der påhviler depositaren og underdepositarerne for investeringsinstitutter, med henblik på at give et højt beskyttelsesniveau for investorer i investeringsinstitutter, hvis en depositar ikke kan opfylde sine forpligtelser som fastsat i dette direktiv.

(24a)  På baggrund af bestemmelserne i dette direktiv, der fastsætter omfanget af depositarers funktioner og ansvar, bør Kommissionen undersøge i hvilke situationer en misligholdelse hos et investeringsinstituts depositar eller en underdepositar kunne føre til tab for deltageren i investeringsinstituttet, enten via faldet i nettoværdien af deres andele eller af andre årsager, som ikke kan dækkes i henhold til disse bestemmelser, og som derfor kunne kræve en udvidelse af eksisterende investorgarantiordninger til at omfatte en forsikring eller en form for garanti, som dækker depositaren mod en underdepositars misligholdelse. Analysen bør endvidere undersøge, hvordan det kan sikres, at investorbeskyttelsen eller gennemsigtigheden i disse situationer er ens, uanset formidlingskæden mellem investoren og værdipapirerne, der er berørt af misligholdelsen. Denne analyse bør om nødvendigt forelægges Europa-Parlamentet og Rådet sammen med eventuelle forslag til retsakter.

(25)  Det er nødvendigt at sikre, at det er de samme krav, der gælder depositarer, uanset hvilken retlig form et investeringsinstitut har. Ensartede krav bør fremme retssikkerheden, højne investorbeskyttelsen og bidrage til at skabe ensartede markedsvilkår. Kommissionen har ikke modtaget meddelelse om, at noget investeringsselskab har gjort brug af undtagelsen fra den generelle pligt til at lade en depositar opbevare aktiver. Kravene i direktiv 2009/65/EF om depositaren for et investeringsselskab bør derfor anses for at være overflødige.

(26)  I overensstemmelse med Kommissionens meddelelse af 8. december 2010 om udvidelse af sanktionsordningerne i sektoren for finansielle tjenesteydelser bør de kompetente myndigheder have bemyndigelse til at pålægge bøder, som er tilstrækkeligt store til at være effektive, have afskrækkende virkning og være forholdsmæssige med henblik på at modsvare det forventede udbytte af adfærd, som udgør brud på kravene.

(27)  For at sikre konsekvent anvendelse i alle medlemsstater bør medlemsstaterne sikre, at deres kompetente myndigheder ved valget af arten af administrative sanktioner eller foranstaltninger og fastsættelse af størrelsen af de administrative bøder tager højde for alle relevante omstændigheder.

(28)  For at styrke den afskrækkende virkning over for offentligheden og for at oplyse denne om overtrædelser af reglerne, som kan være skadelige for investorbeskyttelsen, bør sanktionerne offentliggøres, bortset fra i særlige veldefinerede tilfælde. For at sikre, at proportionalitetsprincippet overholdes, bør sanktionerne offentliggøres i anonymiseret form, hvis offentliggørelse ville forvolde de involverede parter uforholdsmæssig stor skade.

(29)  For at kunne afdække potentielle overtrædelser bør de kompetente myndigheder tillægges de nødvendige undersøgelsesbeføjelser, og disse bør fastlægge effektive mekanismer, der tilskynder til at indberette potentielle eller faktiske overtrædelser.

(30)  Dette direktiv bør ikke berøre andre bestemmelser i medlemsstaternes lovgivning vedrørende straffelovsovertrædelser og sanktioner.

(31)  Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder som fastsat i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

(32)  For at sikre, at målene med dette direktiv nås, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Navnlig bør Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter for så vidt angår de oplysninger, der skal indgå i standardaftalen mellem depositaren og administrationsselskabet eller investeringsselskabet, betingelserne for at udføre depositarfunktionerne, herunder typen af finansielle instrumenter, som bør indgå i depositarens opbevaringsopgaver, betingelserne, hvorpå depositaren kan udføre sine opbevaringsopgaver med hensyn til finansielle instrumenter, som er registreret hos en central depositar, og betingelserne, hvorpå depositaren bør opbevare de finansielle instrumenter, som er udstedt personligt og registreret hos en udsteder eller en registrator, depositarernes forpligtelse til at udvise rettidig omhu, forpligtelsen til adskillelse, betingelserne hvorpå og de omstændigheder hvorunder finansielle instrumenter, der opbevares i depot, bør anses for tabt, hvad der skal forstås ved eksterne hændelser, som depositaren ikke med rimelighed kan forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåelige, også selv om depositaren har truffet alle rimelige forholdsregler. Detniveauet af investorbeskyttelse der gives i henhold til disse delegerede retsakter, bør være mindst ligeså højt som det, der gives i henhold til delegerede retsakter, der er vedtaget i henhold til direktiv 2011/61/EU. Det er særlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører hensigtsmæssige høringer under sit forberedende arbejde, herunder også på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(33)  I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter(13) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

(34)  Målene for dette direktiv, nemlig at forbedre investorernes tillid til investeringsinstitutter ved at skærpe kravene vedrørende depositarernes opgaver og ansvar og administrationsselskabers og investeringsselskabers aflønningspolitik og ved at indføre fælles standarder for sanktioner for de vigtigste overtrædelser af direktivets bestemmelser, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, hvis de handler uafhængigt af hinanden , og kan derfor bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(34a)  Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger.

(35)  Direktiv 2009/65/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

I direktiv 2009/65/EF foretages følgende ændringer:

1)  Følgende artikler indsættes:"

"Artikel 14a

1.  Medlemsstaterne pålægger administrationsselskaber at fastlægge og anvende aflønningspolitikker og -praksisser, der er forenelige med og fremmer en sund og effektiv risikostyring og ikke tilskynder til at løbe risici, som er uforenelige med risikoprofilerne, reglerne eller vedtægterne for de investeringsinstitutter, som de administrerer.

2.  Aflønningspolitikker og -praksisser skal omfatte faste og variable komponenter af løn og skønsmæssige pensioner.

3.  Aflønningspolitikker og -praksisser finder anvendelse på de medarbejderkategorier herunder medarbejdere og enhver anden ansat som f.eks., men ikke begrænset til, midlertidigt ansatte eller kontraktansatte medarbejdere på fonds- eller delfondsplan, der er:

a)  fondsforvaltere

b)  personer, der ikke er fondsforvaltere, og som træffer investeringsbeslutninger, som har indflydelse på fondens risikoposition

c)  personer, der ikke er fondsforvaltere, og som har beføjelse til at udøve indflydelse på investeringspolitiske rådgivere og analytikere

d)   ledelsen, risikotagere, ansatte i kontrolfunktioner eller

e)  enhver anden medarbejder eller en ansat som f.eks., men ikke begrænset til, midlertidigt ansat eller kontraktansat medarbejder, hvis samlede løn ligger inden for samme lønramme som ledelsens, samt beslutningstagernes, hvis arbejde har væsentlig indflydelse på administrationsselskabernes risikoprofil eller de administrerede investeringsinstitutters risikoprofiler.

4.  I overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1095/2010 udsteder ESMA retningslinjer til kompetente myndigheder, der er omfattet af artikel 14b. I retningslinjerne tages der hensyn til de principper for forsvarlige aflønningspolitikker, som fremgår af henstilling 2009/384/EF, administrationsselskabets størrelse og de administrerede investeringsinstitutters størrelse samt deres interne organisation og arten, omfanget og kompleksiteten af deres aktiviteter. Ved udarbejdelsen af retningslinjerne arbejder ESMA snævert sammen med EBA for at sikre overensstemmelse med de krav, der er udarbejdet for andre sektorer inden for finansielle tjenesteydelser, navnlig kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Artikel 14b

1.  Når administrationsselskaber udformer og anvender politikker som omhandlet i artikel 14a, skal de overholde følgende principper på en måde og i et omfang, som svarer til deres størrelse og interne organisation og til arten, omfanget og kompleksiteten af deres aktiviteter:

a)  Aflønningspolitikken er forenelig med og fremmer en sund og effektiv risikostyring og tilskynder ikke til at løbe risici, som er uforenelige med risikoprofilerne, reglerne eller vedtægterne for de investeringsinstitutter, som de administrerer.

b)  Aflønningspolitikken er i overensstemmelse med forretningsstrategien, målsætningerne, værdierne og interesserne hos administrationsselskabet og de investeringsinstitutter, det administrerer, og investorerne i disse investeringsinstitutter og indeholder foranstaltninger til undgåelse af interessekonflikter.

c)  Administrationsselskabets ledelsesorgan fastlægger og reviderer jævnligt i sin egenskab af tilsynsførende de generelle principper for aflønningspolitikken og er ansvarligt for og overvåger dens gennemførelse. Aflønningssystemet kontrolleres ikke primært af den administrerende direktør og ledelsesgruppen. Relevante medlemmer af ledelsesorganer og medarbejdere, der deltager i fastsættelsen af aflønningspolitikken og dens gennemførelse, skal være uafhængige og have ekspertise i risikostyring og aflønning. Detaljerne i disse aflønningspolitikker og grundlaget for deres vedtagelse skal medtages i dokumentet med central investorinformation, herunder dokumentation for overholdelse af principperne i artikel 14a.

d)  Mindst en gang om året underkastes gennemførelsen af aflønningspolitikken en central og uafhængig intern kontrol for at fastslå, om den aflønningspolitik, ledelsesorganet i sin egenskab af tilsynsførende har fastlagt, og procedurerne i tilknytning hertil er blevet overholdt.

da)   Der gives omfattende og rettidige oplysninger om aflønningspraksis til alle interessenter på et varigt medium eller et websted, og en trykt udgave leveres gratis efter anmodning.

e)  Medarbejdere med kontrolfunktioner aflønnes efter, i hvor høj grad de når målene for deres funktioner, uafhængigt af de forretningsmæssige resultater på de områder, som de kontrollerer.

f)  Aflønningen af ledende medarbejdere med risikostyrings- og compliancefunktioner overvåges direkte af løn- og vederlagsudvalget.

g)  Når aflønningen er resultatafhængig, fastsættes den samlede aflønning på grundlag af en kombineret vurdering af den enkelte medarbejders og den pågældende afdelings eller det pågældende investeringsinstituts risikojusterede resultater og af administrationsselskabets samlede risikojusterede resultater, og ved vurderingen af den enkelte medarbejders resultater tages der hensyn til såvel finansielle som ikke-finansielle kriterier.

h)  Vurderingen af resultater sker inden for en flerårig ramme, der passer til livscyklussen for de investeringsinstitutter, som administrationsselskabet administrerer, for at sikre, at vurderingen kommer til at gå på resultaterne set over en længere periode, og at udbetalingen af resultatdelen af aflønningen spredes over en periode, der tager hensyn til indløsningspolitikken i de administrerede investeringsinstitutter, investeringsinstitutternes resultater på langt sigt og til deres investeringsrisici.

i)  Garanteret variabel aflønning er en undtagelse og forekommer kun i forbindelse med ansættelse af nye medarbejdere og er begrænset til det første år.

j)  Der er en passende balance mellem faste og variable aflønningskomponenter, og den faste aflønningskomponent udgør en andel af den samlede aflønning, der er tilstrækkelig høj til at gøre det muligt at føre en helt igennem fleksibel politik for variable aflønningskomponenter, herunder eventuelt helt at undlade at udbetale variable aflønningskomponenter.

ja)   Den variable aflønningskomponent er genstand for betingelserne, der er fastsat i litra o), der foreskriver, at den variable aflønning reduceres betydeligt, når der er tale om beskedne eller negative økonomiske resultater for det pågældende administrationsselskab eller de pågældende investeringsinstitutter med hensyn til såvel den aktuelle aflønning som nedskæringer i udbetalingen af tidligere indtjente beløb, herunder i form af fradrags- eller tilbagebetalingsordninger. Ved "fradrag" og "tilbagebetaling" forstås fradrag og tilbagebetaling som defineret i ESMA's retningslinjer 2013/201.

k)  Udbetaling i forbindelse med kontraktophør i utide afspejler resultaterne over tid og er udformet på en sådan måde, at fiasko ikke belønnes.

l)  Målingen af de resultater, der danner grundlag for beregningen af de variable aflønningskomponenter eller puljer af variable aflønningskomponenter, indeholder en omfattende justeringsmekanisme, der tager hensyn til alle relevante typer af nuværende og fremtidige risici.

m)  Med forbehold af investeringsinstituttets retlige struktur og dets fondsregler eller vedtægter består en væsentlig del og under alle omstændigheder mindst 50 %, af enhver variabel aflønningskomponent bestå af andele i det pågældende investeringsinstitut eller lignende ejerskabsinteresser, eller instrumenter knyttet til kapitalandele eller tilsvarende ikke-kontante instrumenter, medmindre administrationen af investeringsinstitutkonti tegner sig for mindre end 50 % af den samlede portefølje, som administrationsselskabet administrerer, i hvilket fald minimumskravet på 50 % ikke finder anvendelse.

De i dette litra omhandlede instrumenter er underlagt en passende tilbageholdelsespolitik, der sigter på at afstemme incitamenterne med interesserne for administrationsselskabet, de investeringsinstitutter, det administrerer, og disse investeringsinstitutters investorer. Medlemsstaterne eller deres kompetente myndigheder kan pålægge begrænsninger med hensyn til arten og udformningen af sådanne instrumenter eller om nødvendigt helt forbyde visse af dem. Dette litra gælder både for den del af den variable aflønningskomponent, der udskydes i henhold til litra n), og den del af den variable aflønningskomponent, der ikke udskydes.

n)  En væsentlig del og under alle omstændigheder mindst 25 % af den variable aflønningskomponent, udskydes i en passende periode under hensyntagen til de pågældende investeringsinstitutters livscyklus og indløsningspolitik og tilpasses korrekt efter arten af de risici, der er forbundet med de pågældende investeringsinstitutter.

Den i dette litra omhandlede periode skal være på mindst tre til fem år, medmindre de pågældende investeringsinstitutters livscyklus er kortere; aflønning, der skal udbetales i henhold til en udskydelsesordning, kan ikke forfalde hurtigere end på proratabasis; såfremt den variable aflønningskomponent udgør et meget stort beløb, udskydes mindst 60 % af beløbet.

o)  Den variable del af aflønningen, herunder den andel, der udskydes, udbetales eller forfalder kun, hvis den er bæredygtig i lyset af den økonomiske situation for administrationsselskabet som helhed og er begrundet i afdelingens, de pågældende investeringsinstitutters og den pågældende medarbejders resultater.

Den samlede variable aflønning bliver normalt betydeligt mindre, når der er tale om vigende eller negative økonomiske resultater for det pågældende administrationsselskab eller de pågældende investeringsinstitutter med hensyn til såvel den aktuelle aflønning som nedskæringer i udbetalingen af tidligere indtjente beløb, herunder i form af bonustab- eller tilbagebetalingsordninger.

p)  Pensionspolitikken er i overensstemmelse med forretningsstrategien, målsætningerne, værdierne og de langsigtede interesser for administrationsselskabet og de investeringsinstitutter, det administrerer.

Hvis medarbejderen forlader administrationsselskabet før pensionsalderen, tilbageholder administrationsselskabet de skønsmæssigt fastsatte pensionsbidrag i en periode på fem år i form af instrumenter som omhandlet i litra m). Når en medarbejder når pensionsalderen, udbetales de skønsmæssigt fastsatte pensionsbidrag til vedkommende i form af instrumenter som omhandlet i litra m), efter en femårig tilbageholdelsesperiode.

q)  Medarbejderne er forpligtede til ikke at benytte personlige afdækningsstrategier eller løn- og ansvarsrelaterede forsikringer til at underminere de risikotilpasningsvirkninger, der er indbygget i deres aflønningsvilkår

r)  Variabel løn udbetales ikke gennem instrumenter eller metoder, der fremmer omgåelse af kravene i dette direktiv.

1a.  ESMA overvåger i samarbejde med de kompetente myndigheder aflønningspolitikkerne som omhandlet i artikel 14a. I tilfælde af en overtrædelse af artikel 14a og nærværende artikel kan ESMA handle i overensstemmelse med sine beføjelser i henhold til artikel 17 i forordning (EU) nr. 1095/2010, navnlig ved at rette henstillinger til de kompetente myndigheder med henblik på midlertidigt at forbyde eller begrænse anvendelsen af særlige aflønningspolitikker.

1b.   [Investeringsinstituttet/administra­tionsselskabet/løn- og vederlagsudvalget] giver investorerne oplysninger årligt på et varigt medium, som beskriver investeringsinstituttets aflønningspolitik for medarbejdere inden for rammerne af artikel 14a og beskriver, hvordan aflønningen er blevet beregnet.

1c.  Uanset stk. 1, sikrer medlemsstaterne, at den kompetente myndighed kan kræve, at [investeringsinstituttet/administrations­selskabet/løn- og vederlagsudvalget] skriftligt redegør for, hvordan en variabel lønpakke er forenelig med dets forpligtelse til at vedtage en aflønningspolitik, der

a)  fremmer en sund og effektiv risikostyring

b)  ikke tilskynder til risikotagning, som er uforenelig med reglerne eller vedtægterne for de investeringsinstitutter, de administrerer, og/eller risikoprofilen for ethvert sådant investeringsinstitut.

ESMA, som arbejder tæt sammen med EBA, redegør i sin vejledning om aflønningspolitikker for, hvordan forskellige sektorielle aflønningsprincipper, som f.eks. dem i direktiv 2011/61/EU og direktiv 2013/36/EU, skal anvendes, når medarbejdere og andre kategorier af ansatte leverer ydelser i henhold til forskellige sektorielle aflønningsprincipper.

2.  Principperne i stk. 1 finder anvendelse på alle former for aflønning, der udbetales af administrationsselskaberne, og på alle overførsler af andele eller aktier i investeringsinstitutterne til de kategorier af medarbejdere — herunder ledelse, risikotagere, medarbejdere med kontrolfunktioner og enhver medarbejder med en samlet løn, der ligger inden for samme lønramme som for ledelse og risikotagere — hvis arbejde har væsentlig indflydelse på deres risikoprofil eller risikoprofilen for de investeringsinstitutter, de administrerer.

3.  Administrationsselskaber, der er betydelige i kraft af deres størrelse og størrelsen af de investeringsinstitutter, de administrerer, deres interne organisation og deres aktiviteters art, formål og kompleksitet, nedsætter et løn- og vederlagsudvalg. Løn- og vederlagsudvalget sammensættes på en sådan måde, at det bliver i stand til kompetent og uafhængigt at træffe afgørelse i sager om aflønningspolitikker og -praksisser og de tilskyndelser, der skabes med henblik på risikostyring.

Løn- og vederlagsudvalget, der er oprettet i overensstemmelse med ESMA's retningslinjer, har ansvaret for at forberede afgørelser vedrørende aflønning, der skal træffes af ledelsesorganet i sin egenskab af tilsynsførende instans, herunder afgørelser, der har konsekvenser for det pågældende administrationsselskabs eller de pågældende investeringsinstitutters risici og risikostyring. Løn- og vederlagsudvalgets formand er et medlem af ledelsesorganet, som ikke udøver nogen ledelsesfunktion i det pågældende administrationsselskab. Løn- og vederlagsudvalgets medlemmer er medlemmer af ledelsesorganet, som ikke udøver nogen ledelsesfunktion i det pågældende administrationsselskab. I løn- og vederlagsudvalget deltager repræsentanter for medarbejdere, og udvalget sikrer, at dets regler giver aktionærerne mulighed for at handle i fællesskab. Når dets afgørelser forberedes, tager vederlagsudvalget højde for interessenters, investorernes og offentlighedens langsigtede interesser. "

2)  Artikel 20 stk. 1, litra a), affattes således:"

"a) den skriftlige aftale med depositaren, der er nævnt i artikel 22, stk. 2 "

3)  Artikel 22 affattes således:"

"Artikel 22

1.  Et investeringsselskab og – for hver af de fonde, det administrerer – et administrationsselskab sikrer, at der udpeges en enkelt depositar i henhold til bestemmelserne i dette kapitel.

2.  Udpegelsen af depositaren godtgøres ved en skriftlig aftale.

Aftalen skal bl.a. regulere den informationsudveksling, der er nødvendig, for at depositaren kan udføre sine opgaver for det investeringsinstitut, vedkommende er udpeget som depositar for, i overensstemmelse med dette direktiv og med andre love, regler eller administrative bestemmelser, der er relevante for depositarer i investeringsinstituttets hjemland.

3.  Depositaren:

a)  sikrer, at salg, udstedelse, tilbagekøb, indløsning og mortifikation af andele i investeringsinstituttet finder sted i overensstemmelse med gældende national ret og investeringsinstituttets regler eller vedtægter

b)  sikrer, at værdien af andelene i investeringsinstituttet beregnes i overensstemmelse med gældende national ret og investeringsinstituttets regler eller vedtægter

c)  udfører administrationsselskabets eller et investeringsselskabs instrukser, medmindre disse strider mod gældende national ret eller investeringsinstituttets regler eller vedtægter

d)  sikrer, at modydelsen i forbindelse med transaktioner, der berører investeringsinstituttets aktiver, tilsendes investeringsinstituttet inden for sædvanlige frister

e)  sikrer, at investeringsinstituttets udbytte anvendes i overensstemmelse med gældende national ret og investeringsinstituttets regler eller vedtægter.

4.  Depositaren sikrer, at investeringsinstituttets pengestrømme overvåges behørigt, og sikrer i særdeleshed, at alle betalinger foretaget af eller på vegne af investorer i forbindelse med tegning af andele i investeringsinstituttet er modtaget, og at alle kontanter i investeringsinstituttet er bogført på kontantkonti, der opfylder følgende betingelser:

a)  De er oprettet i investeringsinstituttets navn eller det administrationsselskabs navn, der handler på vegne af investeringsinstituttet, eller i den depositars navn, der handler på vegne af investeringsinstituttet.

b)  De er oprettet hos en af de enheder, som er omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra a), b) og c), i Kommissionens direktiv 2006/73/EF.

c)  De føres i overensstemmelse med principperne i artikel 16 i direktiv 2006/73/EF.

Er kontantkontiene oprettet i den depositars navn, der handler på investeringsinstituttets vegne, må ingen kontanter fra den enhed, der er nævnt i første afsnit, litra b), og ingen af depositarens egne kontanter bogføres på sådanne konti.

5.  Investeringsinstituttets aktiver overdrages til depositaren til opbevaring i henhold til følgende:

a)  For så vidt angår finansielle instrumenter som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. .../2013 af ... [om markeder for finansielle instrumenter (MiFIR)], som kan opbevares i depot, skal depositaren:

i)  opbevare alle finansielle instrumenter, der kan registreres på en konto for finansielle instrumenter, som er oprettet i depositarens regnskabsbøger, og alle finansielle instrumenter, der fysisk kan leveres til depositaren

ii)  sikre, at alle de finansielle instrumenter, der kan registreres på en konto for finansielle instrumenter, som er oprettet i depositarens regnskabsbøger, er registreret i depositarens regnskabsbøger på separate konti i overensstemmelse med principperne fastlagt i artikel 16 i direktiv 2006/73/EF, og at kontiene er oprettet i investeringsinstituttets navn eller i det administrationsselskabs navn, der handler på investeringsinstituttets vegne, således at de til enhver tid tydeligt kan identificeres som tilhørende investeringsinstituttet i overensstemmelse med gældende ret.

b)  For så vidt angår andre aktiver skal depositaren:

i)  kontrollere, om investeringsinstituttet eller det administrationsselskab, der handler på investeringsinstituttets vegne, ejer disse aktiver, ved på grundlag af oplysninger eller dokumenter, der stilles til rådighed af investeringsinstituttet eller administrationsselskabet, og på grundlag af ekstern dokumentation, hvis en sådan findes, at vurdere, hvorvidt investeringsinstituttet eller administrationsselskabet på vegne af investeringsinstituttet eller administrationsselskabet har ejendomsretten

ii)  føre register over de aktiver, for hvilke det er godtgjort, at investeringsinstituttet eller administrationsselskabet på vegne af investeringsinstituttet har ejendomsretten, og holde registeret ajourført.

5a.  Depositaren forelægger regelmæssigt administrationsselskabet en omfattende oversigt over alle de aktiver, som opbevares på vegne af investeringsinstituttet.

5b.  De finansielle instrumenter, som opbevares i depot af depositaren, genanvendes ikke af depositaren eller af en tredjemand, som har fået delegeret depotfunktionen for egen regning.

Med henblik på denne artikel forstås der ved genanvendelse enhver anvendelse af finansielle instrumenter, der leveres i en transaktion som sikkerhedsstillelse for en anden transaktion herunder, men ikke begrænset til, overførsel, pantsætning, salg og lån.

6.  Medlemsstaterne sikrer, at de finansielle instrumenter, som tilhører et investeringsinstitut, og som opbevares i depot ▌, i tilfælde af depositarens eller en reguleret enheds insolvens ikke kan udloddes til eller realiseres til fordel for depositarens eller den regulerede enheds kreditorer.

7.  Depositaren må ikke delegere sine funktioner som omhandlet i stk. 3 og 4 til tredjemand.

Depositaren kan delegere de funktioner, der er omtalt i stk. 5, til tredjemand, hvis:

a)  opgaverne ikke delegeres i den hensigt at unddrage sig kravene i dette direktiv

b)  depositaren kan påvise, at der foreligger en objektiv begrundelse for delegeringen

c)  depositaren har udvist passende dygtighed, omhu og grundighed i forbindelse med udvælgelsen og udpegelsen af enhver tredjemand, til hvem visse af depositarens opgaver ønskes delegeret, og udviser fortsat passende dygtighed, omhu og grundighed ved den regelmæssige kontrol med og løbende overvågning af enhver tredjemand, til hvem den har delegeret visse af sine opgaver, og af de arrangementer, som tredjemand har foretaget med hensyn til de delegerede opgaver.

Depositaren må kun delegere de i stk. 5 omhandlede funktioner til tredjemand, der til enhver tid i forbindelse med udførelsen af de delegerede opgaver:

a)  har strukturer og ekspertise, der er tilstrækkelige og står i et passende forhold til arten og kompleksiteten af de aktiver, som investeringsinstituttet eller administrationsselskabet på vegne af investeringsinstituttet har overdraget til vedkommende

b)  for så vidt angår de i stk. 5, litra a), omhandlede opbevaringsopgaver er underlagt effektive tilsynsregler, herunder minimumskapitalkrav, og tilsyn i den pågældende jurisdiktion

c)  for så vidt angår de i stk. 5, ▌omhandlede opbevaringsopgaver er underlagt en ekstern periodisk revision for at sikre, at de finansielle instrumenter er i vedkommendes besiddelse

d)  holder depositarens kunders aktiver adskilt fra sine egne aktiver og fra depositarens aktiver på en sådan måde, at de til enhver tid klart kan identificeres som tilhørende en given depositars kunder

e)   træffer passende foranstaltninger baseret på ESMA's retningslinjer til at sikre, at et investeringsinstituts aktiver, der opbevares i depot hos tredjemanden, i tilfælde af tredjemandens insolvens ikke kan udloddes til eller realiseres til fordel for tredjemandens kreditorer

f)  overholder de generelle forpligtelser og forbud, der er fastsat i stk. 5 og artikel 25.

Med henblik på litra e) udsteder ESMA retningslinjer til de kompetente myndigheder i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1095/2010 vedrørende passende foranstaltninger i tilfælde af tredjemandens insolvens.

Uanset tredje afsnit, litra b), kan depositaren, når lovgivningen i et tredjeland kræver, at visse finansielle instrumenter opbevares i depot hos en lokal enhed, og der ikke er nogen lokale enheder, der opfylder delegeringskravene i tredje afsnit, litra a)-f),, kun delegere sine funktioner til en sådan lokal enhed i det omfang, tredjelandets lovgivning kræver det, og kun så længe der ikke er nogen lokale enheder, der opfylder delegeringskravene, og kun hvis:

i)  investorerne i det relevante investeringsinstitut forud for deres investering behørigt underrettes om, at denne delegering er påkrævet på grund af juridiske begrænsninger i tredjelandets lovgivning, og om de omstændigheder, der retfærdiggør delegeringen og de risici, der er forbundet med en sådan delegering

ii)  investeringsinstituttet eller administrationsselskabet på vegne af investeringsinstituttet har pålagt depositaren at delegere opbevaringen af sådanne finansielle instrumenter til en sådan lokal enhed.

Tredjemanden kan for sin del videredelegere disse funktioner, under forudsætning af at de samme krav er opfyldt. I så fald finder artikel 24, stk. 2, tilsvarende anvendelse på de relevante parter.

Med henblik på nærværende stykke betragtes leveringen af ydelser via værdipapirafviklingssystemer som defineret i direktiv 98/26/EF ▌ eller leveringen af tilsvarende ydelser via tredjelandsværdipapirafviklingssystemer ikke som delegering af opbevaringsfunktioner."

4)  Artikel 23 ændres således:

a)  Stk. 2 og 3 affattes således:"

"2. Depositaren skal være:

a)  et kreditinstitut, som har tilladelse i henhold til direktiv 2006/48/EF

b)  et investeringsselskab, som er undergivet krav om tilstrækkeligt kapitalgrundlag i henhold til artikel 20, stk. 1, i direktiv 2006/49/EF, herunder kapitalkrav vedrørende operationelle risici, som har opnået tilladelse i henhold til direktiv 2004/39/EF, og som også leverer accessoriske tjenesteydelser i form af opbevaring og forvaltning af finansielle instrumenter for kunders regning, jf. afsnit B, punkt 1, i bilag I til direktiv 2004/39/EF; sådanne investeringsselskabers egenkapital må under ingen omstændigheder være mindre end den startkapital, der er omhandlet i artikel 9 i direktiv 2006/49/EF

ba)   nationale centralbanker og enhver anden kategori af foretagende, der er underkastet tilsynsregler og løbende tilsyn, forudsat at det er underlagt kapitalkrav såvel som tilsynskrav og organisatoriske krav med samme virkning som enheder under litra a) og b).

Investeringsselskaber eller administrationsselskaber, der handler på vegne af det investeringsinstitut, de administrerer, som inden [dato: gennemførelsesfrist fastsat i artikel 2, stk. 1, første afsnit] som depositar har udpeget et institut, der ikke opfylder kravene i dette stykke, skal udpege en depositar, der opfylder kravene, inden [dato: 1 år efter en frist fastsat i artikel 2, stk. 1, første afsnit].

3.  Medlemsstaterne fastlægger, hvilke kategorier af de litra ba) i stk. 2 omhandlede foretagender der kan vælges som depositar."

b)   Stk. ▌4, 5 og 6 udgår.

5)  Artikel 24 affattes således:"

"Artikel 24

1.  Medlemsstaterne sikrer at depositaren over for investeringsinstituttet og deltagerne i investeringsinstituttet er ansvarlig for tab af finansielle instrumenter opbevaret i depot i henhold til artikel 22, stk. 5, ▌som er forårsaget af depositaren eller af en tredjemand, som opbevaring af finansielle instrumenter er delegeret til.

I tilfælde af tab af finansielle instrumenter opbevaret i depot sikrer medlemsstaterne, at depositaren uden unødig forsinkelse yder en erstatning til investeringsinstituttet eller det administrationsselskab, der handler på vegne af investeringsinstituttet, i form af et finansielt instrument af samme type eller det tilsvarende beløb. Depositaren er ikke ansvarlig, såfremt vedkommende kan bevise, at tabet skyldes en ekstern hændelse, som depositaren ikke med rimelighed kan forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåelige, også selv om depositaren har truffet alle rimelige forholdsregler.

Medlemsstaterne sikrer, at depositaren også er ansvarlig over for investeringsinstituttet eller investeringsinstituttets investorer for ethvert andet tab, disse måtte lide som følge af, at depositaren har udvist forsømmelighed eller forsætligt har misligholdt sine forpligtelser i henhold til dette direktiv.

2.  Depositarens ansvar berøres ikke af en eventuel delegering som omhandlet i artikel 22, stk. 7.

3.  Depositarens ansvar som omhandlet i stk. 1 kan ikke udelukkes eller begrænses ved aftale.

4.  Aftaler i strid med stk. 3 er ugyldige.

5.  Deltagere i investeringsinstituttet kan gøre krav gældende over for depositaren enten direkte eller indirekte gennem administrationsselskabet.

5a.  Intet i denne artikel er til hinder for, at depositar kan træffe foranstaltninger med henblik på at opfylde sit ansvar i henhold til stk. 1, forudsat at disse foranstaltninger ikke begrænser eller indskrænker dette ansvar eller fører til en forsinkelse af opfyldelsen af depositarens forpligtelser."

6)  Artikel 25, stk. 2, affattes således:"

"2. Administrationsselskabet og depositaren skal under udførelsen af deres respektive opgaver handle ærligt, retfærdigt, professionelt, uafhængigt og i investeringsinstituttets og investeringsinstituttets investorers interesse.

Hverken depositaren eller nogle af dens aftaleparter må ▌udføre aktiviteter med hensyn til investeringsinstituttet eller administrationsselskabet på vegne af investeringsinstituttet, der kan skabe interessekonflikter mellem investeringsinstituttet, investorerne i investeringsinstituttet, administrationsselskabet og depositaren selv, medmindre depositaren funktionelt og hierarkisk har adskilt udførelsen af sine depositaropgaver fra de af sine øvrige opgaver, der potentielt kunne komme i konflikt hermed, og de potentielle interessekonflikter er fyldestgørende påvist, styret, overvåget og oplyst til investeringsinstituttets investorer."

7)  Artikel 26 affattes således:"

"Artikel 26

1.  Det skal ved lov eller i investeringsfondsbestemmelserne fastsættes, på hvilke betingelser udskiftning af administrationsselskabet og af depositaren kan finde sted, og hvorledes deltagerne skal beskyttes ved en sådan udskiftning.

2.  Det skal ved lov eller i investeringsselskabets vedtægter fastsættes, på hvilke betingelser udskiftning af administrationsselskabet kan finde sted, og hvorledes deltagerne skal beskyttes ved en sådan udskiftning."

8)  Følgende artikler indsættes:"

"Artikel 26a

Depositaren stiller efter anmodning alle oplysninger til rådighed for sine kompetente myndigheder, som den har indhentet under udførelsen af sine opgaver, og som kan være nødvendige for investeringsinstituttets eller investeringsinstituttets administrationsselskabs kompetente myndigheder. Hvis investeringsinstituttets eller investeringsinstituttets administrationsselskabs kompetente myndigheder er forskellige fra depositarens, udveksler depositarens kompetente myndigheder straks de modtagne oplysninger med investeringsinstituttets og administrationsselskabets kompetente myndigheder.

Artikel 26b

1.  Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage ▌ delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 112 ▌ vedrørende:

a)  de oplysninger i forbindelse med dette direktiv, der skal indgå i den i artikel 22, stk. 2, omhandlede skriftlige aftale

b)  betingelserne for at udføre depositarfunktionerne i medfør af artikel 22, stk. 3, 4 og 5, herunder:

i)  arten af finansielle instrumenter, der skal indgå i anvendelsesområdet for depositarens opbevaringsopgaver i overensstemmelse med artikel 22, stk. 5, litra a)

ii)  betingelserne, hvorpå depositaren udøver sine opbevaringsopgaver med hensyn til finansielle instrumenter, som er registreret hos en central depositar

iii)  betingelserne, hvorpå depositaren i overensstemmelse med artikel 22, stk. 5, litra b), skal opbevare de finansielle instrumenter, som er udstedt på navn og registreret hos en udsteder eller en registrator

c)  depositarernes forpligtelse til rettidig omhu i medfør af artikel 22, stk. 7, andet afsnit, litra c)

d)  forpligtelsen til adskillelse i medfør af artikel 22, stk. 7, tredje afsnit, litra d)

e)  de betingelser hvorpå og omstændigheder hvorunder finansielle instrumenter, der opbevares i depot, skal anses for at være tabt, jf. artikel 24

f)  hvad der skal forstås ved eksterne hændelser, som depositaren ikke med rimelighed kan forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåelige, også selv om depositaren har truffet alle rimelige forholdsregler, jf. artikel 24, stk. 1, første afsnit.

fa)  betingelserne for opfyldelse af kravet om uafhængighed."

9)  Artikel 30, stk. 1, affattes således:"

"Artikel 13, 14, 14a og 14b gælder med tilsvarende virkning for investeringsselskaber, der ikke har udpeget et administrationsselskab i henhold til dette direktiv."

10)  Kapitel V, afdeling 3, udgår.

11)  I artikel 69, stk. 3, indsættes følgende afsnit:"

"Årsberetningen skal også indeholde:

a)   den samlede lønsum i regnskabsåret, fordelt på fast og variabel løn, der udbetales af administrationsselskabet og af investeringsselskabet til arbejdstagerne, samt antal modtagere og, hvor det er relevant, carried interest, der udbetales af investeringsinstituttet

b)   den samlede lønsum fordelt på den finansielle koncerns, administrationsselskabets eller, hvis det er relevant, investeringsselskabets medarbejderkategorier eller enhver anden ansat, der er nævnt i artikel 14a, stk. 3, hvis handlinger har væsentlig indflydelse på investeringsinstituttets risikoprofil."

11a)  Artikel 78, stk. 3, litra a), affattes således:"

"a) identifikation af investeringsinstituttet og den kompetente myndighed"

12)  Artikel 98 ændres således:

a)  Stk. 2, litra d), affattes således:"

"d) at kræve foreliggende oplysninger om telefonsamtaler og trafikdata som defineret i artikel 2, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor*, som investeringsinstitutter, administrationsselskaber, investeringsselskaber eller depositarer er i besiddelse af, hvis der foreligger alvorlig mistanke om, at sådanne oplysninger i relation kontrolundersøgelsens genstand kan være relevante for påvisning af misligholdelse fra investeringsinstitutters, administrationsselskabers, investeringsselskabers eller depositarers side af deres forpligtelser i henhold til dette direktiv; disse oplysninger må dog ikke vedrøre indholdet af den kommunikation, som de vedrører

___________________

* EFT L 201 af 31.7.2002, s. 37."

b)  Følgende stykke indsættes:"

"3. Hvis et krav om oplysninger om telefonsamtaler eller datatrafik som omhandlet i stk. 2, litra d), ifølge nationale bestemmelser kræver en dommerkendelse, skal der anmodes om en sådan. Der kan også anmodes om en sådan kendelse som en sikkerhedsforanstaltning."

13)  Artikel 99 affattes således:"

"Artikel 99

1.  Med forbehold af de kompetente myndigheders beføjelser, jf. artikel 98, og med forbehold af medlemsstaternes ret til at indføre strafferetlige sanktioner, fastsætter medlemsstaterne bestemmelser om ▌administrative sanktioner og andre foranstaltninger, hvis de nationale bestemmelser til gennemførelse af dette direktiv ikke er overholdt, og sikrer, at disse foranstaltninger finder anvendelse. Sanktionerne og foranstaltningerne skal være effektive, forholdsmæssige og have afskrækkende virkning.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at der i tilfælde af overtrædelse af bestemmelser vedrørende investeringsinstitutter, administrationsselskaber, investeringsselskaber eller depositarer kan indføres sanktioner eller foranstaltninger over for medlemmerne af ledelsesorganet og over for enhver anden person, som i henhold til national lovgivning er ansvarlig for overtrædelsen.

3.  De kompetente myndigheder tillægges alle de undersøgelsesbeføjelser, der er nødvendige for, at de kan udføre deres opgaver. De kompetente myndigheder iværksætter et tæt samarbejde ved udøvelsen af deres beføjelser for at sikre, at sanktionerne eller foranstaltningerne får de ønskede virkninger, ligesom de koordinerer deres indsats i forbindelse med sager på tværs af grænserne."

14)  Følgende artikler ▌ indsættes:"

"Artikel 99a

1.  Medlemsstaterne sikrer, at deres love eller administrative bestemmelser giver mulighed for sanktioner når:

a)  der drives virksomhed som investeringsinstitut uden godkendelse i strid med artikel 5

b)  der drives virksomhed som administrationsselskab uden forudgående godkendelse i strid med artikel 6

c)  der drives virksomhed som investeringsselskab uden forudgående godkendelse i strid med artikel 27

d)  en kvalificeret deltagelse i et administrationsselskab eller en forøgelse erhverves, direkte eller indirekte, eller en sådan kvalificeret deltagelse i et administrationsselskab forøges, således at den pågældendes andel af stemmerettigheder eller kapitalandele derved når op på eller overstiger 20 %, 30 % eller 50 %, eller at administrationsselskabet derved bliver den pågældendes datterselskab, (i det følgende benævnt "den påtænkte erhvervelse"), uden skriftlig underretning af de kompetente myndigheder for det administrationsselskab, hvori erhververen søger at erhverve eller forøge en kvalificeret andel, jf. artikel 11, stk. 1

e)  en kvalificeret deltagelse i et administrationsselskab afhændes, direkte eller indirekte, eller reduceres, således at den pågældendes andel af stemmerettigheder eller kapitalandele derved falder til under 20 %, 30 % eller 50 %, eller således at administrationsselskabet ophører med at være et datterselskab, uden skriftlig underretning af de kompetente myndigheder, jf. artikel 11, stk. 1

f)  et administrationsselskab har opnået godkendelse ved brug af urigtige erklæringer eller på anden ulovlig vis, jf. artikel 7, stk. 5, litra b)

g)  et investeringsselskab har opnået godkendelse ved brug af urigtige erklæringer eller på anden ulovlig vis, jf. artikel 29, stk. 4, litra b)

h)  et administrationsselskab ikke, så snart det har fået kendskab til erhvervelser eller afhændelser af besiddelser af kapital i selskabet, som bevirker, at deltagelsen overskrider eller falder til under en af de tærskler, som er omhandlet i artikel 11, stk. 10, i direktiv 2004/39/EF, underretter de kompetente myndigheder om disse erhvervelser eller afhændelser, jf. artikel 11, stk. 1

i)  et administrationsselskab ikke mindst en gang om året meddeler den kompetente myndighed navnene på de aktionærer eller selskabsdeltagere, som besidder en kvalificeret andel samt dennes størrelse, jf. artikel 11, stk. 1

j)  et administrationsselskab ikke overholder de procedurer og ordninger, der er fastsat i de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 12, stk. 1, litra a)

k)  et administrationsselskab ikke overholder strukturelle og organisatoriske krav, der er fastsat i de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 12, stk. 1, litra b)

l)  et investeringsselskab ikke overholder de procedurer og ordninger, der er fastsat i de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 31

m)  et administrationsselskab eller et investeringsselskab ikke opfylder krav vedrørende delegering af dets opgaver til tredjemand, der er fastsat i de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 13 og 30

n)  et administrationsselskab ikke overholder de procedurer og ordninger, der er fastsat i de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 14 og 30

o)  en depositar ikke udfører sine opgaver i henhold til de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 22, stk. 3 til 7

p)  et investeringsselskab og, for hver af de investeringsfonde, det administrerer, et administrationsselskab gentagne gange undlader at opfylde forpligtelser vedrørende investeringsinstitutters investeringspolitikker fastsat i nationale bestemmelser til gennemførelse af kapitel VII

q)  et administrationsselskab eller et investeringsselskab undlader at anvende en risikostyringsproces og en proces for nøjagtig og uafhængig vurdering af værdien af OTC-derivaterne fastsat i nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 51, stk. 1

r)  et investeringsselskab og, for hver af de investeringsfonde, det administrerer, et administrationsselskab gentagne gange undlader at opfylde forpligtelser vedrørende forpligtelser med hensyn til oplysninger til investorer fastsat i nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 68 til 82

s)  et administrationsselskab eller et investeringsselskab, der markedsfører andele i investeringsinstitutter, det administrerer i en anden medlemsstat end investeringsinstituttets hjemland, undlader at opfylde anmeldelseskravet i artikel 93, stk. 1.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at de administrative sanktioner og foranstaltninger, som kan anvendes i alle de i stk. 1 nævnte tilfælde, mindst omfatter følgende:

a)  en offentlig advarsel eller meddelelse, hvori nævnes den fysiske eller juridiske person og overtrædelsens art

b)  udstedelse af en retsafgørelse, hvorefter det pålægges den fysiske eller juridiske person at bringe den udviste handlemåde til ophør og at afholde sig fra at gentage en sådan handlemåde

c)  hvis der er tale om et administrationsselskab eller et investeringsinstitut, tilbagekaldelse af godkendelsen af administrationsselskabet eller investeringsinstituttet

d)  pålæggelse af et midlertidigt eller permanent forbud mod varetagelse af hverv i administrationsselskabet eller investeringsselskab over for et hvilket som helst medlem af disse selskabers ledelsesorgan eller en hvilken som helst anden fysisk person, der anses for at være ansvarlig

e)  hvis der er tale om en juridisk person, pålæggelse af effektive, forholdsmæssige og afskrækkende administrative bøder ▌

f)  hvis der er tale om en fysisk person, pålæggelse af effektive, forholdsmæssige og afskrækkende administrative bøder ▌

g)  pålæggelse af administrative bøder på op til ti gange den fortjeneste, der er opnået, eller af det tab, der er undgået som følge af overtrædelsen, såfremt fortjenesten kan beregnes.

Artikel 99b

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder hurtigst muligt offentliggør sanktioner eller foranstaltninger, som pålægges for overtrædelse af de nationale bestemmelser til gennemførelse af dette direktiv, herunder også oplysninger om overtrædelsens art og identiteten på de personer, som er ansvarlige for overtrædelsen, medmindre offentliggørelsen vil være en alvorlig trussel mod de finansielle markeders stabilitet. Såfremt offentliggørelse ville forvolde de involverede parter uforholdsmæssig stor skade, offentliggør de kompetente myndigheder sanktionen eller foranstaltningen anonymt.

Artikel 99c

1.  Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder ved valget af arten af administrative sanktioner eller foranstaltninger og fastsættelse af størrelsen af de administrative bøder sikrer, at de er effektive, forholdsmæssige og har en afskrækkende virkning og tager højde for alle relevante omstændigheder, herunder:

a)  overtrædelsens grovhed og varighed

b)  den ansvarlige fysiske eller juridiske persons grad af ansvar

c)  den ansvarlige fysiske eller juridiske persons finansielle styrke med udgangspunkt i den ansvarlige juridiske persons samlede omsætning eller den ansvarlige fysiske persons årsindkomst

d)  den ansvarlige fysiske eller juridiske persons fortjeneste eller undgåede tab, skaden for andre personer og i givet fald skaden for markeders funktion og økonomien som helhed, såfremt disse beløb kan beregnes

e)  den ansvarlige fysiske eller juridiske persons vilje til at samarbejde med den kompetente myndighed

f)  overtrædelser, som den ansvarlige fysiske eller juridiske person tidligere har begået.

2.  ESMA udsteder i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 retningslinjer til de kompetente myndigheder om arten af administrative sanktioner og foranstaltninger og størrelsen af de administrative bøder.

Artikel 99d

1.  Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder indfører effektive ordninger til at fremme indberetning af overtrædelser af de nationale bestemmelser til gennemførelse af dette direktiv til de kompetente myndigheder, og at de kompetente myndigheder etablerer en eller flere sikre kommunikationskanaler til personer for at anmelde sådanne overtrædelser. Medlemsstaterne sikrer, at identiteten af de personer, som foretager sådanne anmeldelser via disse kanaler, kun er kendt for den kompetente myndighed.

2.  De ordninger, som er omhandlet i stk. 1, skal som minimum omfatte:

a)  særlige procedurer for modtagelse af indberetninger om overtrædelser og opfølgningen heraf

b)  hensigtsmæssig beskyttelse af ansatte i investeringsselskaber og administrationsselskaber, der indberetter overtrædelser begået inden for selskabet

c)  beskyttelse af personoplysninger vedrørende både den person, som indberetter overtrædelserne, og den fysiske person, som påstås at være ansvarlig for en overtrædelse, jf. principperne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger*.

2a.  ESMA etablerer en eller flere sikre kommunikationskanaler til anmeldelse af overtrædelser af de nationale bestemmelser om gennemførelse af dette direktiv. Medlemsstaterne sikrer, at identiteten af de personer, som foretager sådanne anmeldelser via disse kanaler, kun er kendt for ESMA.

2b.  Anmeldelsen i god tro til ESMA eller den kompetente myndighed af en overtrædelse af de nationale bestemmelser om gennemførelse af dette direktiv i henhold til stk. 2a betragtes ikke som brud på den tavshedspligt, som gælder i henhold til kontrakt eller love eller administrative bestemmelser, og påfører ikke de pågældende personer nogen form for ansvar i forbindelse med denne anmeldelse.

3.  Medlemsstaterne stiller krav om, at institutterne har passende procedurer for deres ansatte, således at de kan indberette overtrædelser internt via en særlig kanal.

Artikel 99e

1.  Medlemsstaterne giver årligt ESMA sammenfattede oplysninger vedrørende alle foranstaltninger eller sanktioner, der er pålagt i henhold til artikel 99. ESMA offentliggør disse oplysninger i en årlig rapport.

2.  Har den kompetente myndighed offentliggjort en foranstaltning eller sanktion, underretter den desuden ESMA om foranstaltningerne eller sanktionerne. Vedrører en offentliggjort foranstaltning eller sanktion et administrationsselskab, tilføjer ESMA en henvisning til den offentliggjorte foranstaltning eller sanktion i den fortegnelse over administrationsselskaber, der offentliggøres i henhold til artikel 6, stk. 1.

3.  ESMA udarbejder udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for procedurer for og formularer til fremsendelse af oplysninger som omhandlet i denne artikel.

ESMA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den ...

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1095/2010.

_________________________

* EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31."

15)  Som artikel 104a indsættes:"

"Artikel 104a

1.  Medlemsstaterne anvender direktiv 95/46/EF på behandling af personoplysninger, der foretages i medlemsstaterne i medfør af dette direktiv.

2.  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger* finder anvendelse på behandling af personoplysninger, der foretages af ESMA i medfør af dette direktiv.

_________________________

* EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1"

16)  Artikel 112, stk. 2, affattes således:"

"2. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

De delegerede beføjelser i artikel 12, 14, 43, 51, 60, 61, 62, 64, 75, 78, 81, 90, 95 og 111 tillægges Kommissionen for en periode på fire år fra den 4. januar 2011.

Beføjelsen i artikel 50a tillægges Kommissionen for en periode på fire år fra den 21. juli 2011.

Beføjelsen i artikel 22 og 24 tillægges Kommissionen for en periode på fire år fra den […]. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest seks måneder inden udløbet af fireårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet tilbagekalder delegationen i henhold til artikel 112a."

17)  Artikel 112a, stk. 1, affattes således:"

"1. Den i artikel 12, 14, 22, 24, 43, 50a, 51, 60, 61, 62, 64, 75, 78, 81, 90, 95 og 111 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet."

18)  Bilag I ændres som anført i bilaget til dette direktiv.

Artikel 2

1.  Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den […]. De tilsender straks Kommissionen disse love og bestemmelser.

De anvender disse love og administrative bestemmelser som omhandlet i stk. 1 fra den […].

Lovene og bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.  Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Hvis de dokumenter, der ledsager medlemsstaternes underretning om gennemførelsesforanstaltninger, ikke er tilstrækkelige til fuldt ud at vurdere disse foranstaltningers overholdelse af visse bestemmelser i nærværende direktiv, kan Kommissionen efter anmodning fra ESMA med henblik på at udføre sine opgaver efter forordning (EU) nr. 1095/2010 eller på eget initiativ pålægge medlemsstaterne at fremlægge mere detaljerede oplysninger om gennemførelsen af nærværende direktiv og gennemførelsen af disse foranstaltninger.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den .

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

BILAG

Skema A, punkt 2, i bilag I affattes som følger:

"2. Oplysninger om depositaren:

2.1.  Angivelse af investeringsinstituttets depositar og en beskrivelse af vedkommendes opgaver.

2.2.  En beskrivelse af eventuelle opbevaringsopgaver, som depositaren har delegeret,▌ samt interessekonflikter, som måtte opstå som følge af delegeringen."

Oplysninger om alle enheder, der er involveret i at tilbyde depotfunktioner til fondens aktiver, samt interessekonflikter, som måtte opstå, stilles efter anmodning til rådighed fra depositaren."

(1) Efter vedtagelsen af ændringerne blev sagen henvist til fornyet udvalgsbehandling, jf. forretningsordenens artikel 57, stk. 2, andet afsnit (A7-0125/2013). (2) * Ændringer: Den nye eller ændrede tekst markeres med fede typer og kursiv; udgået tekst markeres med symbolet ▌. (3) EUT C 96 af 4.4.2013, s. 18. (4) EUT L 302 af 17.11.2009, s. 32. (5) EUT L 120 af 15.5.2009, s. 22. (6) EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84. (7) EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12. (8) EUT L 174 af 1.7.2011, s. 1. (9) EUT L 241 af 2.9.2006, s. 26. (10) EUT L 302 af 17.11.2009, s. 1. (11) EFT L 166 af 11.6.1998, s. 45. (12) EFT L 84 af 26.3.1997, s. 22. (13) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.

Europa-Parlamentets ændringer af 3. juli 2013 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om ændring af direktiv 2003/87/EF med henblik på præcisering af bestemmelserne om det tidsmæssige forløb for auktioner med kvoter for drivhusgasemissioner (COM(2012)0416 – C7-0203/2012 – 2012/0202(COD))(1)

P7_TA(2013)0310 A7-0046/2013

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Kommissionens forslag   Ændring Ændring 21 Forslag til afgørelse Artikel 1 Direktiv 2003/87/EF Artikel 10 – stk. 4 – afsnit 1 – sidste punktum "Kommissionen justerer om nødvendigt tidsplanen for hver periode for at sikre et velfungerende marked". "Hvis en vurdering for de enkelte industrisektorers vedkommende viser, at der ikke kan forventes nogen betydelig indvirkning på sektorer eller delsektorer, der er udsat for en betydelig risiko af kulstoflækage, kan Kommissionen under ganske særlige omstændigheder justere tidsplanen for den i artikel 13, stk. 1, omtalte periode, der begynder den 1. januar 2013 for at sikre et velfungerende marked. Kommissionen foretager ikke flere end én sådan justering for et antal på maksimalt 900 millioner kvoter."

(1) Efter vedtagelsen af ændringerne blev sagen henvist til fornyet udvalgsbehandling, jf. forretningsordenens artikel 57, stk. 2, andet afsnit (A7-0046/2013).

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 3. juli 2013 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler (COM(2011)0866 – C7-0488/2011 – 2011/0421(COD))

P7_TA(2013)0311 A7-0337/2012

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2011)0866),

—  der henviser til artikel 294, stk. 2, artikel 168, stk. 4, litra c), og stk. 5, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget (C7-0488/2011),

—  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—  der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 28. marts 2012(1),

—  efter høring af Regionsudvalget,

—  der henviser til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af 28. maj 2013 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—  der henviser til forretningsordenens artikel 55,

—  der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A7-0337/2012),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre dette forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 3. juli 2013 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) nr. .../2013 om alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler og ophævelse af afgørelse nr. 2119/98/EF

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, afgørelse nr. 1082/2013/EU).

(1) EUT C 181 af 21.6.2012, s. 160.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 3. juli 2013 om forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af forstærket samarbejde på området for afgift på finansielle transaktioner (COM(2013)0071 – C7-0049/2013 – 2013/0045(CNS))

P7_TA(2013)0312 A7-0230/2013

(Særlig lovgivningsprocedure – høring)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (COM(2013)0071),

–  der henviser til artikel 113 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C7-0049/2013),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 55,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelse fra Budgetudvalget (A7-0230/2013),

1.  godkender Kommissionens forslag som ændret;

2.  opfordrer Kommissionen til i en omfattende konsekvensvurdering og omkostningsanalyse at påvise, at et forstærket samarbejde vil respektere ikke-deltagende medlemsstaters beføjelser, rettigheder og forpligtelser;

3.  opfordrer Kommissionen til at ændre sit forslag i overensstemmelse hermed, jf. EUF-traktatens artikel 293, stk. 2;

4.  opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

5.  anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre Kommissionens forslag i væsentlig grad;

6.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Kommissionens forslag   Ændring Ændring 1 Forslag til direktiv Betragtning 1 (1)  I 2011 noterede Kommissionen sig en vedvarende debat på alle niveauer vedrørende yderligere beskatning af den finansielle sektor. Denne debat udspringer af ønsket om at sikre, at den finansielle sektor yder et rimeligt og væsentligt bidrag til dækning af omkostningerne i forbindelse med krisen og fremover beskatningsmæssigt behandles på en rimelig måde i forhold til andre sektorer, at fjerne de finansielle institutioners incitament til at løbe for store risici, at supplere de lovgivningsmæssige foranstaltninger, der skal forhindre kriser i fremtiden, og at generere supplerende indtægter til de offentlige budgetter eller til bestemte politiske tiltag. (1)  I 2011 noterede Kommissionen sig en vedvarende debat på alle niveauer vedrørende yderligere beskatning af den finansielle sektor. Denne debat udspringer af ønsket om at sikre, at den finansielle sektor yder et rimeligt og væsentligt bidrag til dækning af omkostningerne i forbindelse med krisen og fremover beskatningsmæssigt behandles på en rimelig måde i forhold til andre sektorer, at fjerne de finansielle institutioners incitament til at løbe for store risici, at supplere de lovgivningsmæssige foranstaltninger, der skal forhindre kriser i fremtiden og begrænse spekulation, og at generere supplerende indtægter til de offentlige budgetter, bl.a. som et bidrag til den finanspolitiske konsolidering eller til bestemte politiske tiltag til fordel for bæredygtighed og fremme af vækst, uddannelse og beskæftigelse med særligt fokus på ungdomsarbejdsløshed. Indførelsen af en afgift på finansielle transaktioner (AFT) vidner således om en positiv fordelings- og styringskapacitet, idet der ydes et hensigtsmæssigt supplement til de eksisterende lovgivningsmæssige reforminitiativer. Ændring 2 Forslag til direktiv Betragtning 1 a (ny) (1a)  Ifølge konklusionerne fra Det Europæiske Råd af 8. februar 2013 om den næste flerårige finansielle ramme 2014-2020 bør en del af indtægterne fra AFT tildeles Unionens budget som egentlige egne indtægter. Anvendelsen af AFT-indtægter som Unionens egne indtægter er kun mulig under proceduren for forstærket samarbejde, hvis de deltagende medlemsstaters nationale bidrag til Unionens budget nedsættes med det tilsvarende beløb, og hvis det sikres, at de deltagende landes bidrag ikke bliver uforholdsmæssige i forhold til de ikke-deltagende landes. Når AFT er gennemført på EU-plan, bør den del af de egne indtægter, der stammer fra AFT, helt eller delvist lægges til medlemsstaternes nationale bidrag med henblik på at samle nye finansieringskilder til europæiske investeringer, uden at de deltagende medlemsstaters nationale bidrag til Unionens budget nedsættes. Ændring 3 Forslag til direktiv Betragtning 1 b (ny) (1b)  Kommissionen bør forud for indførelsen af AFT påvise, at et forstærket samarbejde ikke vil undergrave det indre marked eller den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed. Kommissionen bør også påvise, at det hverken udgør en hindring for eller en forskelsbehandling i forbindelse med samhandelen mellem medlemsstaterne eller fordrejer konkurrencen mellem dem. Kommissionen bør forelægge en ny omfattende undersøgelse og konsekvensanalyse af virkningerne af et forslag om en fælles AFT for deltagende og ikke-deltagende lande samt for det indre marked som helhed. Ændring 4 Forslag til direktiv Betragtning 2 a (ny) (2a)  Målsætningen med AFT vil kun blive opfyldt, hvis den indføres på globalt plan. Det forstærkede samarbejde mellem 11 medlemsstater udgør derfor et første skridt hen imod en AFT på EU-plan og i sidste ende på globalt plan. Unionen vil fortsat arbejde på, at AFT indføres globalt, og vil indtrængende opfordre til, at AFT sættes på dagsordenen for G20- og G8-topmøderne. Ændring 5 Forslag til direktiv Betragtning 3 (3)  For at forhindre, at de deltagende medlemsstater ensidigt træffer foranstaltninger, der fordrejer markedsvilkårene, og med henvisning til, at de fleste af de pågældende finansielle transaktioner er særdeles mobile, er det således vigtigt for et mere velfungerende indre marked, at de grundlæggende kendetegn ved en afgift på finansielle transaktioner i de deltagende medlemsstater harmoniseres på EU-plan. Derved bør det være muligt at undgå incitamenter til skattearbitrage mellem de deltagende medlemsstater og allokeringsforvridninger mellem deres finansielle markeder samt muligheder for dobbeltbeskatning eller nulbeskatning. (3)   Flere af de 11 deltagende medlemsstater har allerede indført eller er i færd med at indføre en form for AFT. For at forhindre, at de deltagende medlemsstater ensidigt træffer foranstaltninger, der fordrejer markedsvilkårene, og med henvisning til, at de fleste af de pågældende finansielle transaktioner er særdeles mobile, er det således vigtigt for et mere velfungerende indre marked, at de grundlæggende kendetegn ved en afgift på finansielle transaktioner i de deltagende medlemsstater harmoniseres på EU-plan. Derved bør det være muligt at undgå incitamenter til skattearbitrage mellem de deltagende medlemsstater og allokeringsforvridninger mellem deres finansielle markeder samt muligheder for dobbeltbeskatning eller nulbeskatning. Ændring 6 Forslag til direktiv Betragtning 3 a (ny) (3a)  Som følge af de væsentlige fremskridt i reguleringen af de europæiske finansielle markeder såsom Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og ophævelse af forordning (EU) nr. 648/20121, direktiv 2013/36/EU og nærværende direktiv bør deltagende medlemsstater, der har indført bankafgifter i lyset af den nylige finanskrise, overveje nødvendigheden af disse afgifter og deres forenelighed med reglerne i og målene med EU-lovgivningen og det indre marked. 1 EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1. Ændring 7 Forslag til direktiv Betragtning 3 b (ny) (3b)  Enhver harmonisering af AFT blandt deltagende lande bør ikke resultere i ekstra-territorial beskatning, der er i strid med det potentielle beskatningsgrundlag for ikke-deltagende EU-medlemsstater. Ændring 8 Forslag til direktiv Betragtning 4 (4)  For at det indre marked kan blive mere velfungerende, og navnlig for at undgå forvridninger mellem de deltagende medlemsstater, bør en AFT finde anvendelse på et bredt udvalg af finansielle institutioner og transaktioner og på handel med en bred vifte af finansielle instrumenter, herunder strukturerede produkter, både på organiserede markeder og OTC markeder, samt på alle derivataftaler og væsentlige ændringer af de pågældende operationer. (4)  For at det indre marked kan blive mere velfungerende, og navnlig for at undgå forvridninger mellem de deltagende medlemsstater, for at begrænse muligheden for skattesvig, skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning samt udflytningsrisikoen og tilsynsarbitrage bør en AFT finde anvendelse på et bredt udvalg af finansielle institutioner og transaktioner og på handel med en bred vifte af finansielle instrumenter, herunder strukturerede produkter, både på organiserede markeder og OTC-markeder, samt på alle derivataftaler, herunder differencekontrakter og transaktioner i konvertible valutaer (currency spots) på valutamarkedet og spekulative terminsforretninger, og på væsentlige ændringer af de pågældende operationer. Ændring 9 Forslag til direktiv Betragtning 8 (8)  Med undtagelse af indgåelse eller væsentlige ændringer af derivataftaler bør den handel, der finder sted på primærmarkederne, og transaktioner, der er relevante for borgere og virksomheder, f.eks. indgåelse af forsikringsaftaler, optagelse af realkreditlån, forbrugerkreditter eller betalingstjenester, ikke være omfattet af en AFT, således at virksomhederne og regeringerne ikke hindres i at rejse kapital, og husholdningerne ikke berøres. (8)  Med undtagelse af indgåelse eller væsentlige ændringer af derivataftaler bør den handel, der finder sted på primærmarkederne, og transaktioner, der er relevante for borgere og virksomheder, f.eks. indgåelse af forsikringsaftaler, optagelse af realkreditlån, forbrugerkreditter eller betalingstjenester, ikke være omfattet af en AFT, således at virksomhederne og regeringerne ikke hindres i at rejse kapital, og husholdningerne og realøkonomien ikke berøres negativt. Ændring 10 Forslag til direktiv Betragtning 13 a (ny) (13a)  Medlemsstaterne bør indføre højere afgifter på OTC-transaktioner med henblik på at styrke de regulerede markeders position og navnlig en børshandel, der er strengt reguleret, kontrolleret og gennemsigtig, i modsætning til en ureguleret, mindre kontrolleret og mindre gennemsigtig over the counter (OTC)-handel. Hermed vil det blive muligt at gennemføre et skifte i handlen fra markeder med ringe eller ingen regulering til fordel for regulerede markeder. De højere afgifter bør ikke finde anvendelse på finansielle transaktioner med OTC-derivater, hvor de objektivt set mindsker risici og derfor tjener realøkonomien. Ændring 11 Forslag til direktiv Betragtning 15 a (ny) (15a)  Ikke-finansielle virksomheder foretager betydelige transaktioner på finansmarkederne for at begrænse risici, der er direkte forbundet med deres erhvervsaktiviteter. AFT bør ikke finde anvendelse på disse aktører, når de foretager sådanne transaktioner. Hvis ikke-finansielle virksomheder imidlertid foretager spekulative transaktioner, som ikke er forbundet med risikobegrænsning for deres erhvervsaktiviteter, bør de betragtes som finansielle institutioner, og AFT bør finde anvendelse på dem. Ændring 12 Forslag til direktiv Betragtning 15 b (ny) (15b)  For at gøre skatteunddragelse til en dyr satsning med ringe fortjeneste og sikre bedre håndhævelse bør princippet om hjemsted og udstedelse suppleres med princippet om overførsel af ejendomsretten. Ændring 13 Forslag til direktiv Betragtning 15 c (ny) (15c)  Når det er relevant, bør Kommissionen indlede forhandlinger med tredjelande for at lette inddrivelsen af AFT. Kommissionen bør endvidere revidere sin definition af ikke-samarbejdsvillige jurisdiktioner og ajourføre sin handlingsplan til bekæmpelse af skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning i overensstemmelse hermed. Ændring 14 Forslag til direktiv Betragtning 16 (16)  Afgiftens mindstesatser bør være tilstrækkeligt høje til at opfylde harmoniseringsmålsætningen for en fælles AFT. Samtidig bør de være tilstrækkeligt lave til at minimere risikoen for udflytning. udgår Ændring 15 Forslag til direktiv Betragtning 19 (19)  De deltagende medlemsstater bør træffe passende foranstaltninger for at forhindre skattesvig og skatteunddragelse. (19)  De deltagende medlemsstater bør træffe passende foranstaltninger for at forhindre skattesvig, skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning, f.eks. substitution. Ændring 16 Forslag til direktiv Betragtning 19 a (ny) (19a)  Kommissionen bør nedsætte en ekspertarbejdsgruppe (et AFT-udvalg) bestående af repræsentanter fra alle medlemsstater, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) (ESMA) til at vurdere den reelle gennemførelse af dette direktiv og forebygge skattesvig, skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning og bevare det indre markeds integritet. AFT-udvalget bør overvåge de finansielle transaktioner med henblik på at afdække misbrugsarrangementer som defineret i artikel 14, foreslå modforanstaltninger på passende vis og om nødvendigt koordinere gennemførelsen heraf på nationalt plan. Det bør gøre fuld brug af EU-retten inden for områderne beskatning og regulering af finansielle tjenester såvel som af de instrumenter til samarbejde om skattespørgsmål, der er indført af internationale organisationer, herunder OECD og Europarådet. Hvis det er relevant, bør repræsentanter for de deltagende lande kunne oprette en undergruppe for at behandle emner med hensyn til gennemførelse af AFT, som ikke angår ikke-deltagende medlemsstater. Ændring 17 Forslag til direktiv Betragtning 19 b (ny) (19b)  Medlemsstaterne har en forpligtelse til at samarbejde på administrativt plan på skatteområdet i medfør af direktiv 2011/16/EU samt til at yde hinanden gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med visse afgifter, skatter og andre foranstaltninger i medfør af direktiv 2010/24/EU. Ændring 18 Forslag til direktiv Betragtning 21 (21)  For at gøre det muligt at fastsætte nærmere regler på visse tekniske områder vedrørende forpligtelser til registrering, bogføring og indberetning og andre forpligtelser, der skal sikre, at den skyldige AFT reelt betales til skattemyndighederne, og for at sikre at disse regler tilpasses rettidigt efter behov, bør Kommissionen i medfør af artikel 290 i traktaten og Den Europæiske Unions funktionsmåde tillægges beføjelse til at vedtage retsakter med henblik på at specificere de nødvendige foranstaltninger i den forbindelse. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under det forberedende arbejde, bl.a. på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Rådet. (21)  For at gøre det muligt at fastsætte nærmere regler på visse tekniske områder vedrørende forpligtelser til registrering, bogføring og indberetning og andre forpligtelser, der skal sikre, at den skyldige AFT reelt betales til skattemyndighederne, og for at sikre at disse regler tilpasses rettidigt efter behov, bør Kommissionen i medfør af artikel 290 i traktaten og Den Europæiske Unions funktionsmåde tillægges beføjelse til at vedtage retsakter med henblik på at specificere de nødvendige foranstaltninger i den forbindelse. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under det forberedende arbejde, bl.a. på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet. Ændring 19 Forslag til direktiv Artikel 2 – stk. 1 – nr. 2 – litra c c) indgåelse af derivataftaler før netting og afregning c) indgåelse af derivataftaler, herunder differencekontrakter og spekulative terminsforretninger, før netting og afregning Ændring 20 Forslag til direktiv Artikel 2 – stk. 1 – nr. 2 – litra c a (nyt) ca) transaktioner i konvertible valutaer (currency spots) på valutamarkedet Ændring 21 Forslag til direktiv Artikel 2 – stk. 1 – nr. 2 – litra e e) genkøbsaftaler, omvendte genkøbsaftaler, aftaler om udlån og indlån af værdipapirer e) genkøbsaftaler, omvendte genkøbsaftaler, aftaler om udlån og indlån af værdipapirer, herunder annullerede ordrer i forbindelse med højfrekvenshandel Ændring 22 Forslag til direktiv Artikel 2 – stk. 1 – nr. 3 a (nyt) 3a) »statslig udsteder«: statlig udsteder som defineret i artikel 2, stk. 1, litra d), i forordning (EU) nr. 236/2012 Ændring 23 Forslag til direktiv Artikel 2 – stk. 1 – nr. 3 b (nyt) 3b) »statsobligation«: statsobligation som defineret i artikel 2, stk. 1, litra f), i forordning (EU) nr. 236/2012 Ændring 24 Forslag til direktiv Artikel 2 – stk. 1 – nr. 7 a (nyt) 7a) »SMV-vækstmarked«: en multihandelsfacilitet, der er registreret som et SMV-vækstmarked i overensstemmelse med artikel 35 i direktiv nr. .../...[ MiFID]. Ændring 25 Forslag til direktiv Artikel 2 – stk. 1 – nr. 12 a (nyt) 12a) »højfrekvenshandel«: algoritmisk handel med finansielle instrumenter ved hastigheder, hvor den fysiske latens i den mekanisme, som fremsender, annullerer eller ændrer ordrer, bliver den afgørende faktor med hensyn til den tid, det tager at formidle instruksen til en markedsplads eller udføre en transaktion Ændring 26 Forslag til direktiv Artikel 2 – stk. 1 – nr. 12 b (nyt) 12b) »højfrekvenshandelsstrategi«: en strategi for handel for egen regning med et finansielt instrument, der indebærer højfrekvenshandel, og som har mindst to af følgende kendetegn: i) den anvender samhusningsfaciliteter, direkte markedsadgang eller proximity hosting ii) den er knyttet til en daglig porteføljeomsætning på mindst 50 % iii) andelen af annullerede ordrer (herunder delvis annullering) overstiger 20 % iv) hovedparten af positioner, der tages i besiddelse, afvikles inden for samme dag v) over 50 % af ordrerne eller transaktionerne udføres på markedspladser, der tilbyder prisnedslag eller rabatter på ordrer, der tilvejebringer likviditet og er berettigede til sådanne rabatter. Ændring 27 Forslag til direktiv Artikel 2 – stk. 2 2.  Hver af de operationer, der er omhandlet i stk. 1, nr. 2), litra a), b), c) og e), anses for at give anledning til én enkelt finansiel transaktion. Hver udveksling som omhandlet i stk. 1, nr. 2), litra d), anses for at give anledning til to finansielle transaktioner. Hver væsentlig ændring af en operation som omhandlet i stk. 1, nr. 2), litra a) til e), anses som en ny operation af samme art som den oprindelige operation. En ændring betragtes navnlig som væsentlig, hvis den indebærer en udskiftning af mindst én part, hvis operationens genstand eller omfang, herunder dens tidsmæssige omfang, eller den aftalte modydelse ændres, eller hvis den oprindelige operation ville have givet anledning til en højere afgift, såfremt den oprindeligt var blevet gennemført i sin ændrede form. 2.  Hver af de operationer, der er omhandlet i stk. 1, nr. 2), litra a), b), c) og e), anses for at give anledning til én enkelt finansiel transaktion. Hver udveksling som omhandlet i stk. 1, nr. 2), litra d), anses for at give anledning til to finansielle transaktioner. Hver væsentlig ændring af en operation som omhandlet i stk. 1, nr. 2), litra a) til e), anses som en ny operation af samme art som den oprindelige operation. En ændring betragtes navnlig som væsentlig, hvis den indebærer en udskiftning af mindst én part, hvis operationens genstand eller omfang, herunder dens tidsmæssige omfang, eller den aftalte modydelse ændres, eller hvis den oprindelige operation ville have givet anledning til en højere afgift, såfremt den oprindeligt var blevet gennemført i sin ændrede form. En eventuel novation af transaktioner, der gennemføres med henblik på clearing eller afvikling af en central modpart eller en anden clearingcentral eller operatøren af et værdipapirafviklingssystem eller af interoperable systemer som defineret i direktiv 98/26/EF, udgør ikke en væsentlig ændring i henhold til dette stykke. Ændring 28 Forslag til direktiv Artikel 2 – stk. 3 – litra d d) hvis de finansielle transaktioners gennemsnitlige årlige værdi i to på hinanden følgende kalenderår ikke overstiger 50 % af den samlede gennemsnitlige årlige nettoomsætning som defineret i artikel 28 i direktiv 78/660/EØF, har den pågældende virksomhed, institution, organ eller person ret til efter anmodning ikke at blive betragtet eller ikke længere at blive betragtet som en finansiel institution. d) hvis de finansielle transaktioners gennemsnitlige årlige værdi i to på hinanden følgende kalenderår ikke overstiger 20 % af den samlede gennemsnitlige årlige nettoomsætning som defineret i artikel 28 i direktiv 78/660/EØF, har den pågældende virksomhed, institution, organ eller person ret til efter anmodning ikke at blive betragtet eller ikke længere at blive betragtet som en finansiel institution. Ændring 29 Forslag til direktiv Artikel 2 – stk. 3 – litra d a (nyt) da) beregningen af den gennemsnitlige årlige værdi af de finansielle transaktioner, der omhandles i nævnte litra, tager ikke højde for finansielle transaktioner vedrørende ikke-OTC-derivataftaler, der opfylder kriterierne i artikel 10 i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 149/2013 af 19. december 2012 om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for indirekte clearingordninger, clearingforpligtelsen, det offentlige register, adgang til en handelsplads, ikke-finansielle modparter og risikoreduktionsteknikker for OTC-derivataftaler, der ikke cleares af en CCP1. 1EUT L 52 af 23.2.2013, s. 11. Ændring 30 Forslag til direktiv Artikel 3 – stk. 1 a (nyt) 1a.  Hvis AFT gennemføres i andre medlemsstater end de 11 deltagende medlemsstater, skal det ske på samme vilkår i disse andre medlemsstater, Ændring 31 Forslag til direktiv Artikel 3 – stk. 2 – litra a a) centrale modparter (CCP), når disse udøver funktion som en CCP a) centrale modparter (CCP), når disse udøver funktion som en CCP, eller andre clearinginstitutter, afregningsfirmaer eller systemer som defineret i direktiv 98/26/EF, når disse udøver deres funktion med clearing, herunder eventuel novation, eller afvikling Ændring 32 Forslag til direktiv Artikel 3 – stk. 2 – litra c a (nyt) ca)  SMV-vækstmarkeder Ændring 33 Forslag til direktiv Artikel 3 – stk. 2 – litra c b (nyt) cb) en person, der på de finansielle markeder på et kontinuerligt grundlag fremstiller sig som værende villig til at handle for egen regning ved at købe og sælge finansielle instrumenter over egenbeholdningen (prisstiller), når den pågældende varetager en væsentlig funktion med hensyn til illikvide obligationer og aktier gennem sin rolle som likviditetsstiller som fastsat i en aftale mellem prisstilleren og den organiserede handelsplads, hvor den finansielle transaktion udføres, og hvor transaktionen ikke er led i en »højfrekvenshandelsstrategi«. Ændring 34 Forslag til direktiv Artikel 3 – stk. 2 – afsnit 1 a (nyt) Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 16 delegerede retsakter, der præciserer, på hvilke betingelser et finansielt instrument skal betragtes som illikvidt i forbindelse med dette direktiv. Ændring 35 Forslag til direktiv Artikel 3 – stk. 4 – litra g a (nyt) ga) overførsel af retten til at afhænde et finansielt instrument som ejer og enhver tilsvarende handling med overførsel af den risiko, der er forbundet med det finansielle instrument, mellem enheder i en koncern eller mellem enheder i et netværk af decentraliserede banker, hvor disse transaktioner foretages for at opfylde et retligt eller sikkerhedsmæssigt krav fastsat i national ret eller EU-ret. Ændring 36 Forslag til direktiv Artikel 4 – stk. 1 – litra e a (nyt) ea) det er en filial af en finansiel institution, der er etableret i en deltagende medlemsstat i medfør af litra c) Ændring 37 Forslag til direktiv Artikel 4 – stk. 1 – litra g g) den er, enten for egen regning eller for en anden persons regning, part i en finansiel transaktion med et struktureret produkt eller et af de finansielle instrumenter, som er omhandlet i afsnit C i bilag I til direktiv 2004/39/EF, der er udstedt i den pågældende medlemsstats område, med undtagelse af de instrumenter, der er omhandlet i punkt 4) til 10) i nævnte afsnit, som ikke handles på en organiseret platform, eller den handler på vegne af en part i en sådan transaktion. g) den er, enten for egen regning eller for en anden persons regning, part i en finansiel transaktion med et struktureret produkt eller et af de finansielle instrumenter, som er omhandlet i afsnit C i bilag I til direktiv 2004/39/EF, der er udstedt i den pågældende medlemsstats område. Ændring 38 Forslag til direktiv Artikel 4 – stk. 2 a (nyt) 2a.  Med henblik på dette direktiv anses et finansielt instrument for at være udstedt på en medlemsstats område, når en af følgende betingelser er opfyldt: a) det er et værdipapir eller et derivat i forbindelse med et sådant værdipapir b) det er et andet derivat end det, der er omhandlet i litra a), og optages til handel på en organiseret platform, og den offentlige lovgivning, som regulerer den handel, der gennemføres i henhold til platformens systemer, er den pågældende medlemsstats lovgivning c) det er et andet finansielt instrument end dem, der er omhandlet i litra a) eller b), som cleares af en CCP eller gennem et andet clearinginstitut eller afregningsfirma eller system som defineret i direktiv 98/26/EF, når den lovgivning, der regulerer CCP'en eller det pågældende system, er den pågældende medlemsstats lovgivning d) det er et andet finansielt instrument end dem, der er omhandlet i litra a), b), eller c), og den gældende lovgivning i relation til den aftale, hvorunder transaktionen i det berørte finansielle instrument er blevet gennemført, er den pågældende medlemsstats lovgivning e) det er et struktureret instrument, og mindst 50 % af værdien af de aktiver, der ligger til grund for det strukturerede instrument, refererer til finansielle instrumenter, som er udstedt af en juridisk person, der er registreret i en deltagende medlemsstat. Ændring 39 Forslag til direktiv Artikel 4 a (ny) Artikel 4a Overførsel af ejendomsret 1.  En finansiel transaktion, som ikke er blevet pålagt en AFT, betragtes ikke som juridisk bindende og medfører ikke overførsel af ejendomsretten til det underliggende instrument. 2.  En finansiel transaktion som omhandlet i stk. 1 anses for ikke at opfylde kravene om central clearing i henhold til bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre1 eller kapitalkravene i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 27. juni 2013 om tilsynskrav for kreditinstitutter og investeringsselskaber]. 3.  For så vidt angår automatiske elektroniske betalingsordninger med eller uden et betalingsafregningsfirmas medvirken, kan afgiftsmyndighederne i en medlemsstat oprette et system til automatisk elektronisk opkrævning af AFT'en og udstedelse af certifikater om overførsel af ejendomsret. 1 EUT L 201 af 27.7.2012, s. 1. Ændring 40 Forslag til direktiv Artikel 9 – stk. 2 – afsnit 2 Disse satser skal mindst udgøre: Disse satser skal udgøre: a) 0,1 % for så vidt angår de finansielle transaktioner, der er omhandlet i artikel 6 a) 0,1 % for så vidt angår de finansielle transaktioner, der er omhandlet i artikel 6, med undtagelse af dem, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1, nr. 5), med en løbetid på op til tre måneder b) 0,01 % for så vidt angår de finansielle transaktioner, der er omhandlet i artikel 7. b) 0,01 % for så vidt angår de finansielle transaktioner, der er omhandlet i artikel 7 ba) 0,01 % for så vidt angår de finansielle transaktioner, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1, nr. 5), med en løbetid på op til tre måneder. Ændring 41 Forslag til direktiv Artikel 9 – stk. 3 a (nyt) 3a. Uanset stk. 3 skal deltagende medlemsstater fastsætte en højere sats end de satser, der er specificeret i stk. 2 for finansielle OTC-transaktioner, jf. artikel 6 og 7. Finansielle OTC-derivater, der objektivt kan måles til at reducere risici som defineret i artikel 10 i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 149/2013, bør ikke være underlagt den højere sats. Ændring 42 Forslag til direktiv Artikel 11 – stk. 2 2.  Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 16 vedtage delegerede retsakter om de foranstaltninger, de deltagende medlemsstater skal træffe i medfør af stk. 1. 2.  Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 16 delegerede retsakter om de foranstaltninger, de deltagende medlemsstater skal træffe i medfør af stk. 1. Ændring 43 Forslag til direktiv Artikel 11 – stk. 5 – afsnit 2 Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter om ensartede metoder til opkrævning af skyldig AFT. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 18, stk. 2. Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter om ensartede metoder til opkrævning af skyldig AFT og forebyggelse af skattesvig, skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning. Medlemsstaterne kan vedtage supplerende foranstaltninger. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 18, stk. 2. Ændring 44 Forslag til direktiv Artikel 11 – stk. 6 a (nyt) 6a.  Den administrative byrde, der pålægges skattemyndighederne ved indførelsen af AFT, skal holdes på et minimum. Med henblik herpå skal Kommissionen tilskynde til samarbejde mellem de nationale skattemyndigheder. Ændring 45 Forslag til direktiv Artikel 11 – stk. 6 b (nyt) 6b.  Medlemsstaterne skal årligt oplyse Kommissionen og Eurostat om antallet af transaktioner, på grundlag af hvilke der er indsamlet indtægter, opdelt efter institutionernes type. De skal desuden gøre disse oplysninger offentligt tilgængelige. Ændring 46 Forslag til direktiv Artikel 12 De deltagende medlemsstater træffer foranstaltninger til at forebygge skattesvig og skatteunddragelse. De deltagende medlemsstater træffer foranstaltninger til at forebygge skattesvig, skatteundgåelse og aggressiv skatteplanlægning. Ændring 47 Forslag til direktiv Artikel 15 a (ny) 1.  Kommissionen nedsætter en ekspertarbejdsgruppe (AFT-udvalget) bestående af repræsentanter for samtlige EU-medlemsstater, Kommissionen, ECB og ESMA til at bistå de deltagende medlemsstater med den faktiske gennemførelse af dette direktiv og forebygge skattesvig, skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning samt bevare det indre markeds integritet. 2.  AFT-udvalget vurderer den effektive gennemførelse af dette direktiv og dens virkninger på det indre marked og opsporer unddragelsesplaner, herunder misbrugsarrangementer som defineret i artikel 14, med henblik på at foreslå modforanstaltninger, hvor det er relevant, og gør fuld brug af EU-retten inden for områderne beskatning og regulering af finansielle tjenesteydelser såvel som af de instrumenter til samarbejde om skattespørgsmål, der er oprettet af internationale organisationer. 3.  Til vurdering af emner, der vedrører den faktiske gennemførelse af AFT, kan de deltagende medlemsstater nedsætte et underudvalg under AFT-udvalget bestående af repræsentanter for de deltagende medlemsstater. Underudvalget skal kun beskæftige sig med emner vedrørende den faktiske gennemførelse af AFT, som ikke angår de ikke-deltagende medlemsstater. Ændring 48 Forslag til direktiv Artikel 16 – stk. 2 2.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 11, stk. 2, tillægges Kommissionen for en ubegrænset periode fra den dato, der er omhandlet i artikel 19. 2.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 11, stk. 2, tillægges Kommissionen for en ubegrænset periode fra den dato, der er omhandlet i artikel 21. Ændring 49 Forslag til direktiv Artikel 16 – stk. 3 3.  Den i artikel 11, stk. 2, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af de delegerede retsakter, der allerede er i kraft. 3.  Den i artikel 11, stk. 2, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft. Ændring 50 Forslag til direktiv Artikel 16 – stk. 4 4.  Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den Rådet meddelelse herom. 4.  Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den Europa-Parlamentet og Rådet samtidig meddelelse herom. Ændring 51 Forslag til direktiv Artikel 16 – stk. 5 5.  En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 11, stk. 2, træder kun i kraft, hvis Rådet ikke har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Rådet, eller hvis Rådet inden udløbet af denne frist har informeret Kommissionen om, at det ikke agter at gøre indsigelse. Fristen kan forlænges med to måneder på Rådets initiativ. 5.  En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 11, stk. 2, træder kun i kraft, hvis enten Europa-Parlamentet eller Rådet ikke har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen kan forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ. Ændring 52 Forslag til direktiv Artikel 19 – stk. 1 1.  Kommissionen forelægger hvert femte år og for første gang senest den 31. december 2016 Rådet en rapport om anvendelsen af dette direktiv og, hvis det findes nødvendigt, et forslag. 1.  Kommissionen forelægger hvert tredje år og for første gang senest den 31. december 2016 Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om anvendelsen af dette direktiv og, hvis det findes nødvendigt, et forslag. Ændring 53 Forslag til direktiv Artikel 19 – stk. 2 I denne rapport foretager Kommissionen mindst en undersøgelse af AFT'ens indflydelse på det indre markeds, de finansielle markeders og realøkonomiens funktionsmåde, og den tager hensyn til udviklingen på den internationale scene med hensyn til beskatning af finanssektoren. I denne rapport foretager Kommissionen mindst en undersøgelse af AFT'ens indflydelse på det indre markeds, de finansielle markeders og realøkonomiens funktionsmåde, og den tager hensyn til udviklingen på den internationale scene med hensyn til beskatning af finanssektoren. Nødvendige justeringer foretages på grundlag af resultaterne af denne undersøgelse. Ændring 54 Forslag til direktiv Artikel 19 – stk. 2 a (nyt) Kommissionen vurderer desuden indvirkningen af visse bestemmelser, f.eks. det rette anvendelsesområde for AFT og afgiftssatsen i forhold til pensionsfonde, og tager behørigt hensyn til forskellige risikoprofiler og forretningsmodeller. Ændring 55 Forslag til direktiv Artikel 20 – stk. 1 – afsnit 2 a (nyt) For de i artikel 2, stk. 1, nr. 3a), omhandlede instrumenter er den i artikel 9, stk. 2, litra a), omhandlede sats 0,05 % til den 1. januar 2017. For de i artikel 2, stk. 1, nr. 8), litra f), omhandlede institutioner er den i artikel 9, stk. 2, litra a), omhandlede sats 0,05 %, og satsen i artikel 9, stk. 2, litra b), er 0,005 % til den 1. januar 2017.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 3. juli 2013 om udkast til Rådets afgørelse om Letlands indførelse af euroen den 1. januar 2014 (COM(2013)0345 – C7-0183/2013 – 2013/0190(NLE))

P7_TA(2013)0313 A7-0237/2013

(Høring)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (COM(2013)0345),

–  der henviser til Kommissionens konvergensrapport fra 2013 (COM(2013)0341) og Den Europæiske Centralbanks konvergensrapport fra juni 2013 om Letland,

–  der henviser til arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene, der ledsager Kommissionens konvergensrapport om Letland fra 2013 (SWD(2013)0196),

–  der henviser til sin beslutning af 1. juni 2006 om udvidelse af euroområdet(1),

–  der henviser til sin beslutning af 20. juni 2007 om forbedring af metoden for høring af Europa-Parlamentet i procedurer vedrørende udvidelse af euroområdet(2),

–  der henviser til artikel 140, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C7-0183/2013),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 83,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A7-0237/2013),

A.  der henviser til, at artikel 140 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) omhandler opnåelsen af en høj grad af vedvarende konvergens gennem undersøgelse af, hvorvidt de enkelte medlemsstater har opfyldt følgende kriterier: en høj grad af prisstabilitet, holdbare offentlige finanser, overholdelse af de normale udsvingsmargener fastsat i valutakursmekanismen og den varige karakter af den konvergens, medlemsstaten har opnået, samt af dens deltagelse i Det Europæiske Monetære Systems valutakursmekanisme, som afspejlet i de langfristede rentesatser (Maastrichtkriterierne);

B.  der henviser til, at Letland har opfyldt Maastrichtkriterierne i overensstemmelse med artikel 140 i TEUF og protokol nr. 13 om konvergenskriterierne, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til TEUF;

C.  der henviser til, at ordføreren har besøgt Letland for at vurdere, om landet er rede til at tiltræde euroområdet;

D.  der henviser til, at Letlands befolkning har truffet ekstraordinære foranstaltninger for at overvinde finanskrisen og er tilbage på sporet i forhold til konkurrenceevne og vækst;

1.  godkender Kommissionens forslag;

2.  går ind for indførelse af euroen i Letland den 1. januar 2014;

3.  bemærker, at Kommissionen og Den Europæiske Centralbank (ECB) har foretaget vurderingen på baggrund af den globale finansielle krise, som har påvirket udsigterne til nominel konvergens for mange andre medlemsstater og navnlig har udløst en betydelig konjunkturnedgang i inflationsraterne;

4.  bemærker navnlig, at den globale finansielle krise har ramt Letland hårdt, hvad angår fattigdom, arbejdsløshed og demografisk udvikling; opfordrer indtrængende Letland og dets partnere i Unionen til at indføre strenge makroprudentielle standarder, der sigter mod at undgå de uholdbare kapitalstrømme og tendenser til stigende kredit, som sås forud for krisen;

5.  bemærker, at Letland opfylder kriterierne som et resultat af den beslutsomme, troværdige og holdbare indsats, som den lettiske regering og den lettiske befolkning har ydet; påpeger, at den makroøkonomiske og finansielle situations generelle holdbarhed afhænger af gennemførelsen af afbalancerede og vidtrækkende reformer, som har til formål at kombinere disciplin og solidaritet og bæredygtige investeringer på lang sigt, ikke kun i Letland, men også i den økonomiske og monetære union som helhed;

6.  bemærker, at ECB i sin konvergensrapport fra 2013 gav udtryk for visse bekymringer vedrørende den langsigtede holdbarhed af Letlands økonomiske konvergens; fremhæver navnlig følgende erklæringer og henstillinger, som indgik i beretningen:

7.  opfordrer den lettiske regering til at fastholde sin forsigtige finanspolitiske linje såvel som landets generelle stabilitetsorienterede politikker til foregribelse af eventuelle fremtidige makroøkonomiske ubalancer og trusler mod prisstabiliteten samt til at rette op på de ubalancer, Kommissionen har påpeget inden for rammerne af rapporten om varslingsmekanismen; bemærker, at prisstabiliteten i Letland er stærkt afhængig af dynamikken i råvarepriserne grundet den ringe energieffektivitet og det store omfang af energiimport fra en enkelt kilde i sammensætningen af landets »consumer basket«; opfordrer den lettiske regering til at foretage forbedringer i denne henseende og øge sine generelle bestræbelser på at nå alle de nationale mål i Europa 2020;

8.  er bekymret over den ringe støtte, der i øjeblikket er blandt de lettiske borgere, til indførelsen af euroen; opfordrer den lettiske regering og myndighederne til at være mere aktive i kommunikationen med de lettiske borgere for at sikre øget folkelig opbakning til indførelsen af euroen; opfordrer den lettiske regering og myndighederne til at videreføre deres oplysnings- og formidlingskampagne for at nå ud til alle lettiske borgere;

9.  opfordrer den lettiske regering til at tackle de strukturelle ubalancer på arbejdsmarkedet ved hjælp af hensigtsmæssige struktur- og uddannelsesreformer; opfordrer navnlig den lettiske regering til at sætte ind over for graden af fattigdom og de voksende indkomstforskelle;

10.  anerkender den lettiske banksektors stabilitet igennem de seneste tre år; påpeger dog, at bankernes virksomhedsmodel blev draget alvorligt i tvivl under første fase af den globale finansielle krise; understreger, at en nedsmeltning af det lettiske finansielle system dengang kun blev undgået ved hjælp af en redningspakke fra EU og IMF; ser med tilfredshed på de nylige reformer med sigte på at regulere lettiske banker, som gør forretninger med valutaudlændingeindskud; opfordrer de lettiske myndigheder til at sikre, at der opretholdes et strengt tilsyn med disse banker, og at der gennemføres tilstrækkelige ekstra risikostyringsforanstaltninger; opfordrer endvidere de lettiske myndigheder til fortsat at være forsigtige med hensyn til eventuelle uoverensstemmelser mellem bankernes forfaldsstrukturer for aktiver og passiver, som kan anses for at være til fare for den finansielle stabilitet;

11.  opfordrer de lettiske myndigheder til at fastholde den nuværende kurs med praktiske forberedelser til fremme af en gnidningsløs overgangsproces; opfordrer den lettiske regering til at oprette passende kontrolmekanismer til at sikre, at indførelsen af euroen ikke udnyttes til skjulte prisstigninger;

12.  opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

13.  tager stærkt afstand fra, at Parlamentet har fået en så ekstremt snæver tidsfrist til at fremsætte sin udtalelse i overensstemmelse med artikel 140 i TEUF; anmoder Kommissionen og de medlemsstater, der planlægger at indføre euroen, om at fastlægge en passende tidsplan, som giver Parlamentet mulighed for at fremsætte en udtalelse på grundlag af en mere omfattende og inklusiv drøftelse;

14.  anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre Kommissionens forslag i væsentlig grad;

15.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank, Eurogruppen og medlemsstaternes regeringer.

(1) EUT C 298 E af 8.12.2006, s. 249. (2) EUT C 146 E af 12.6.2008, s. 251.

Europa-Parlamentets beslutning af 3. juli 2013 om trafiksikkerhed 2011–2020 – den første milepæl på vej mod en strategi for at undgå kvæstelser (2013/2670(RSP))

P7_TA(2013)0314 B7-0318/2013

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin beslutning af 27. september 2011 om europæisk trafiksikkerhed(1),

–  der henviser til sin beslutning af 15. december 2011 om en køreplan for et fælles europæisk transportområde - mod et konkurrencedygtigt og ressourceeffektivt transportsystem(2),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse »På vej mod et europæisk trafiksikkerhedsområde: politiske retningslinjer for trafiksikkerheden for 2011-2020« (COM(2010)0389),

–  der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene »On the Implementation of objective 6 of the European Commission’s policy orientations on road safety 2011-2020 – First milestone towards an injury strategy« (SWD(2013)0094,

–  der henviser til udtalelse fra Regionsudvalget om emnet »Politiske retningslinjer for trafiksikkerheden for 2011-2020«(3),

–  der henviser til verdensrapporten om forebyggelse af trafikulykker, som blev udgivet af Verdensbanken og Verdenssundhedsorganisationen i 2004,

–  der henviser til sin beslutning af 3. juli 2012 om eCall: en ny 112-tjeneste for borgerne(4),

–  der henviser til forespørgsel til Kommissionen om: Trafiksikkerhed 2011-2020 - den første milepæl på vej mod en kvæstelsesstrategi (O-000061/2013 – B7-0211/2013),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 2,

A.  der henviser til, at mere end 30 000 mennesker blev dræbt og næsten 1 500 000 blev rapporteret kvæstet (mere end 250 000 af dem alvorligt kvæstet) i færdselsulykker i Den Europæiske Union i 2011;

B.  der henviser til, at for hver ulykke med dødelig udgang medfører yderligere fire ulykker permanent invaliditet, 40 medfører lettere kvæstelser og 10 medfører alvorlige kvæstelser;

C.  der henviser til, at mere en halvdelen af alle alvorlige kvæstelser forekommer i byområder og især rammer fodgængere, motorcyklister, cyklister (herunder brugere af pedalcykler med elektrisk motor) og andre sårbare trafikanter;

D.  der henviser til, at den væsentligste årsag til trafikdødsfald og alvorlige kvæstelser er udstyrssvigt, vejudformning, dårlig vejvedligeholdelse og trafikanternes adfærd og evne til at holde den rette hastighed; der henviser til, at hastighed er direkte forbundet med kvæstelsernes alvorlighed, og der henviser til, at visse medlemsstater overvejer at hæve hastighedsbegrænsningerne på deres motorveje;

E.  der henviser til, at involvering i trafikuheld er en af de væsentligste årsager til hospitalsindlæggelse for EU-borgere under 45 år, og at mange alvorlige kvæstelser resulterer i livslang lidelse eller permanent invaliditet;

F.  der henviser til, at beredskabstjenesternes reaktionstid (princippet om »den gyldne time«), herunder livreddende førstehjælp og behandlingskvalitet, er af stor betydning for at overleve ulykker;

G.  der henviser til, at de socioøkonomiske omkostninger i forbindelse med kvæstelser i færdselsulykker anslås til at udgøre 2 % af BNP eller ca. 250 mia. EUR i 2012(5);

H.  der henviser til, at den europæiske indsats i denne henseende viser positive resultater;

1.  støtter Kommissionens initiativ til at prioritere alvorlige kvæstelser i arbejdet med trafiksikkerhed;

2.  glæder sig over, at Kommissionen har vedtaget en fælles definition af alvorlige kvæstelser, der er baseret på MAIS-skalaen, som er den globalt accepterede traumeskala (»Maximum Abbreviated Injury Scale«);

3.  opfordrer medlemsstaterne til hurtigt at gennemføre den fælles EU-definition på alvorlige kvæstelser i forbindelse med færdselsuheld, og på basis af dette at indsamle og indberette statistikker efter transportmåde, herunder sårbare trafikanter, samt efter vejinfrastrukturtypen for 2014;

4.  opfordrer Kommissionen til på baggrund af de indsamlede data, at fastsætte et ambitiøst mål om at reducere af antallet af tilskadekomne i trafikken med 40 % i perioden 2014-2020 og at bibeholde den globale idé om »nul-vision« som langsigtet mål;

5.  mener, at udviklingen af en fælles mekanisme for dataindsamling og indberetning ikke bør forhindre, at der træffes hasteforanstaltninger på EU-plan for at reducere antallet af mennesker, der kvæstes alvorligt på vejene;

6.  bifalder Kommissionens prioriteter for udvikling af sin globale strategi, dvs. foranstaltninger vedrørende konsekvenserne ved kollision, en ulykkeshåndteringsstrategi, førstehjælp og beredskabstjeneste, og opfordrer til hurtig gennemførelse af disse prioriteter;

Omgående nedbringelse af antallet af alvorligt kvæstede på de europæiske veje

7.  understreger, at en lang række eksisterende lovgivninger og foranstaltninger straks skal gennemføres bedre med henblik på at nedbringe påkørselsindvirkningerne, øge sikkerheden for trafikanter og nedbringe antallet af alvorligt kvæstede;

8.  anmoder Kommissionen om at gennemgå sin lovgivning om passiv og aktiv sikkerhed i forbindelse med køretøjer med henblik på at tilpasse den til de seneste tekniske fremskridt og at støtte gennemførelsen af indbyggede teknologier i køretøjer til håndhævelse af reglerne;

9.  opfordrer Kommissionen til at støtte udvikling af sikker og intelligent infrastruktur;

10.  opfordrer Kommissionen til at yde detaljerede oplysninger om, hvordan medlemsstaterne gennemfører direktiv 2011/82/EU om fremme af grænseoverskridende udveksling af oplysninger om trafiksikkerhedsrelaterede færdselslovsovertrædelser;

11.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at fortsætte deres bestræbelser på at bekæmpe kørsel under påvirkning af spiritus og narkotika og udveksle bedste praksis for vurdering og rehabilitering af personer, der overtræder færdselsloven;

Beskyttelse af de mest udsatte trafikanter

12.  noterer sig, at fodgængere og cyklister sammen tegner sig for 50 % af alle færdselsulykker med dødelig udgang i byerne og en stor del af de alvorlige kvæstelser;

13.  støtter overvågning og yderligere udvikling af tekniske standarder og politikker til beskyttelse af de mest sårbare trafikanter - de ældre, små børn, handicappede personer og cyklister, som en del af en samordnet indsats for at fremme de mest sårbare trafikanters rettigheder i EU's lovgivning og transportpolitik;

14.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde en oversigt over byområder med en hastighedsbegrænsning på 30 km/t, og den indvirkning hastighedsbegrænsningen har på nedbringelsen af antallet af ulykker og alvorlige kvæstelser;

15.  opfordrer medlemsstaterne til at understrege vigtigheden af oplysnings- og uddannelseskampagner vedrørende sikker cykling og gang og af politikker med sigte på at fremme cykling og gang, idet cyklisternes og fodgængernes sikkerhed i byområderne i høj grad hænger sammen med forekomsten af cykling og gang som transportformer, i givet fald sammen med offentlig og kollektiv mobilitet;

16.  opfordrer Kommissionen til at udvikle retningslinjer for trafiksikkerheden i byområderne, der kunne indgå i planer for bæredygtig bytrafik og overveje at sammenkæde EU-medfinansiering af bytransportprojekter med planer for bæredygtig bytrafik, der omfatter EU's mål om nedbringelse af antallet af færdselsulykker og alvorligt kvæstede;

Forbedring af førstehjælp og beredskabstjenester

17.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at støtte det europæiske alarmnummer 112 og overholde kravene om at gøre alarmcentrene fuldstændig operationelle inden 2015 og så hurtigt som muligt at gennemføre en oplysningskampagne i forbindelse med indførelsen af disse;

18.  glæder sig over Kommissionens forslag om at sikre den obligatoriske gennemførelse i alle medlemsstater af et offentlig 112-baseret eCall-system inden 2015 i alle nye typegodkendte køretøjer under overholdelse af kravene om databeskyttelse;

19.  opfordrer Kommission til, under hensyntagen til bedste praksis i medlemsstaterne, at overveje indførelse af »kørsel med ledsager« for ældre mindreårige;

20.  opfordrer medlemsstaterne til systematisk at fremme uddannelse i førstehjælp for på den måde sikre, at personer, der er vidne til en ulykke, kan gribe ind og hjælpe ofrene, før beredskabstjenesten ankommer;

21.  opfordrer alle medlemsstater til at støtte samarbejde mellem beredskabstjenester og køretøjsdesignere og - fabrikanter for at sikre effektiv intervention og sikkerhed for redderen og den kvæstede;

22.  opfordrer medlemsstaterne til at støtte gennemførelsen af e-sundhedssystemerne og navnlig beredskabsgruppers brug af intelligente transportkommunikationssystemer, herunder i redningskøretøjerne;

Behandling efter ulykker og langsigtet rehabilitering

23.  opfordrer medlemsstaterne til at fremhæve betydningen af behandling efter ulykker i deres sundhedssektorpolitikker og til yderligere at forbedre langsigtet hospitalsbehandling, efterbehandling og rehabilitering, herunder traumebehandling og psykologisk behandling af overlevende og vidner til færdselsuheld f.eks. ved oprettelse af kontaktpunkter for at hjælpe dem med at forbedre deres livskvalitet;

24.  opfordrer medlemsstaterne til at fremme bevidstheden om de alvorlige kvæstelsers indvirkning ved at udvikle tættere forbindelser med andre foranstaltninger, der har en social indvirkning, såsom skadesgrad, invaliditet og funktionel lidelse og at udvikle udannelsesprogrammer og færdselssikkerhed;

o
o   o

25.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT C 56 E af 26.2.2013, s. 54. (2) EUT C 168 E af 14.6.2013, s. 72. (3) EUT C 166 af 7.6.2011, s. 30. (4) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0274. (5) Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene »On the Implementation of objective 6 of the European Commission’s policy orientations on road safety 2011-2020 – First milestone towards an injury strategy«.

Europa-Parlamentets beslutning af 3. juli 2013 om situationen for grundlæggende rettigheder: standarder og praksis i Ungarn (jf. Europa-Parlamentets beslutning af 16. februar 2012) (2012/2130(INI))

P7_TA(2013)0315 A7-0229/2013

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), der fastsætter de værdier, som Unionen bygger på,

–  der henviser til artikel 3, 4, 6 og 7 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), artikel 49, 56, 114, 167 og 258 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention (EMK),

–  der henviser til sin beslutning af 16. februar 2012 om den seneste politiske udvikling i Ungarn(1), der pålægger Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender i samarbejde med Europa-Kommissionen, Europarådet og Venedigkommissionen at følge op på spørgsmålet om, hvorvidt og hvordan henstillingerne i denne beslutning er blevet implementeret, og at fremlægge sine konklusioner i en betænkning,

–  der henviser til sin beslutning af 10. marts 2011 om medieloven i Ungarn(2) og af 5. juli 2011 om den ændrede ungarske grundlov(3),

–  der henviser til sin beslutning af 15. december 2010 om grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union (2009) – effektiv gennemførelse efter Lissabon-traktatens ikrafttrædelse(4),

–  der henviser til sin beslutning af 12. december 2012 om situationen for grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union (2010-2011)(5),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse om artikel 7 i traktaten om Den Europæiske Union »Respekt for og fremme af de værdier, som EU bygger på« (COM(2003)0606),

–  der henviser til Rådets og Kommissionens redegørelser, der blev forelagt på plenarmødet, som blev afholdt i Europa-Parlamentet den 18. januar 2012 om den seneste politiske udvikling i Ungarn,

–  der henviser til redegørelserne fra den ungarske premierminister Viktor Orbán, der talte til Europa-Parlamentet den 18. januar 2012 ved plenarmødet om den seneste politiske udvikling i Ungarn,

–  der henviser til høringen, som den 9. februar 2012 blev afholdt af Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender,

–  der henviser til betænkningen fra en delegation af medlemmer af Europa-Parlamentet om deres besøg i Budapest i perioden 24.-26. september 2012,

–  der henviser til arbejdsdokumenterne om situationen for grundlæggende rettigheder: standarder og praksis i Ungarn (jf. Europa-Parlamentets beslutning af 16. februar 2012), der omfatter arbejdsdokument nr. 1 – domstolenes uafhængighed, nr. 2 – grundlæggende principper og grundlæggende rettigheder, nr. 3 – medielovgivning, nr. 4 – demokrati- og retsstatsprincippet og nr. 5 – ordførerens afsluttende bemærkninger, der blev drøftet i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender henholdsvis den 10. juli 2012, den 20. september 2012, den 22. januar 2013, den 7. marts 2013 og den 8. april 2013, samt den ungarske regerings bemærkninger derom,

–  der henviser til den ungarske grundlov, der blev vedtaget af Den Ungarske Republiks Nationalforsamling den 18. april 2011, og som trådte i kraft den 1. januar 2012 (herefter benævnt »grundloven«), og den ungarske grundlovs overgangsbestemmelser, der blev vedtaget af Nationalforsamlingen den 30. december 2011, og som også trådte i kraft den 1. januar 2012 (herefter benævnt »overgangsbestemmelserne«),

–  der henviser til den første ændring af grundloven, fremsat af ministeren for nationaløkonomi den 17. april 2012 og vedtaget af det ungarske parlament den 4. juni 2012, som fastsætter, at overgangsbestemmelserne er en del af grundloven,

–  der henviser til den anden ændring af grundloven, fremsat den 18. september 2012 i form af et enkeltmedlems lovforslag og vedtaget af det ungarske parlament den 29. oktober 2012, hvor kravet om vælgerregistrering indføres i grundloven,

–  der henviser til den tredje ændring af grundloven, fremsat den 7. december 2012, vedtaget af det ungarske parlament den 21. december 2012, som fastsætter, at grænserne og betingelserne for erhvervelse af landbrugs. og skovbrugsarealer og reglerne for den integrerede organisation af landbrugsproduktion fastsættes ved forfatningslov,

–  der henviser til den fjerde ændring af grundloven, fremsat den 8. februar 2013 i form af et enkeltmedlems lovforslag og vedtaget af det ungarske parlament den 11. marts 2013, som, blandt andre bestemmelser, integrerer overgangsbestemmelserne i teksten til grundloven (med visse undtagelser, herunder bestemmelsen om vælgerregistrering), hvilke blev ophævet af den ungarske forfatningsdomstol den 28. december 2012 af proceduremæssige grunde (afgørelse nr. 45/2012), og de resterende bestemmelser med reel karakter af overgangsbestemmelser i dette dokument,

–  der henviser til lov CXI af 2012 om ændring af lov CLXI af 2011 om domstoles opbygning og forvaltning og lov CLXII af 2011 om ungarske dommeres retsstilling og aflønning,

–  der henviser til lov nr. XX af 2013 om lovgivningsmæssige ændringer vedrørende de øvre aldersgrænser, der skal finde anvendelse i visse retlige juridiske forbindelser,

–  der henviser til lov CCVI af 2011 om retten til tanke- og religionsfrihed og ungarske kirkers, trosretningers og religiøse samfunds juridiske status (kirkeloven), der blev vedtaget den 30. december 2011 og trådte i kraft den 1. januar 2012,

–  der henviser til Europa-Kommissionens udtalelser nr. CDL(2011)016, CDL(2011)001, CDL-AD(2012)001, CDL-AD(2012)009, CDL-AD(2012)020 og CDL-AD(2012)004 for Demokrati gennem Ret (Venedigkommissionen) om Ungarns nye forfatning, om tre retlige spørgsmål, der opstod under udarbejdelsen af Ungarns nye forfatning, om lov CLXII af 2011 om ungarske dommeres retsstilling og aflønning og lov CLXI af 2011 om de ungarske domstoles opbygning og forvaltning, om lov CLI af 2011 om den ungarske forfatningsdomstol, om forfatningslovene om domstolene, der blev ændret efter vedtagelsen af udtalelse CDL-AD(2012)001 om Ungarn, og om loven om retten til tanke- og religionsfrihed og ungarske kirkers, trosretningers og religiøse samfunds juridiske status,

–  der henviser til den fælles udtalelse nr. CDL-AD(2012)012 fra Venedigkommissionen og OSCE/ODIHR om loven om valg af medlemmer til det ungarske parlament,

–  der henviser til den ungarske regerings bemærkninger nr. CDL(2012)072, CDL(2012)046 og CDL(2012)045 om Venedigkommissionens udkast til udtalelse om forfatningslovene om domstolene, der blev ændret efter vedtagelsen af udtalelse CDL-AD(2012)001 om udkastet til fælles udtalelse om loven om valg af medlemmer til det ungarske parlament og om udkastet til udtalelse om lov CLI af 2011 om den ungarske forfatningsdomstol,

–  der henviser til initiativerne gennemført af Europarådets generalsekretær, Thorbjørn Jagland, inklusive anbefalingerne om domstolene i hans skrivelse af 24. april 2012 til den ungarske vicepremierminister, Tibor Navracsics,

–  der henviser til svarskrivelserne af 10. maj 2012 og af 7. juni 2012 fra Tibor Navracsics, som erklærer de ungarske myndigheders hensigt om at imødekomme anbefalingerne fra Thorbjørn Jagland,

–  der henviser til skrivelsen af 6. marts 2013, der blev sendt af Europarådets generalsekretær, Thorbjørn Jagland, til Tibor Navracsics, og som udtrykte førstnævntes bekymringer over forslaget til den fjerde ændring af grundloven og opfordrede til udsættelse af den endelige afstemning, og svarskrivelsen af 7. marts 2013 fra Tibor Navracsics,

–  der henviser til skrivelsen af 6. marts 2013, der blev sendt af udenrigsministrene i Tyskland, Nederlandene, Danmark og Finland til Kommissionens formand, José Manuel Barroso, og som opfordrede til en mekanisme til fremme af overholdelsen af de grundlæggende værdier i medlemsstaterne,

–  der henviser til skrivelsen af 8. marts 2013, der blev sendt af den ungarske udenrigsminister, János Martonyi, til alle hans modparter i EU's medlemsstater, og som redegør for formålet med den fjerde ændring,

–  der henviser til skrivelsen af 8. marts 2013, der blev sendt af José Manuel Barroso til Viktor Orbán om Kommissionens bekymringer med hensyn til den fjerde ændring af grundloven, og svarskrivelsen fra Viktor Orbán til formanden for Kommissionen, hvoraf der blev sendt kopier til både formanden for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, og til formanden for Europa-Parlamentet, Martin Schulz,

–  der henviser til fælleserklæringen af 11. marts 2013 fra kommissionsformand Barroso og generalsekretær Jagland, som erindrer om deres bekymringer vedrørende den fjerde ændring af grundloven med hensyn til retsstatsprincippet; der henviser til premierminister Orbáns bekræftelse i brevet til kommissionsformand Barroso af 8. marts 2013 af, at den ungarske regering og det ungarske parlament fuldt ud vil overholde de europæiske standarder og værdier,

–  der henviser til Venedig-kommissionens anmodning om en udtalelse om den fjerde ændring af Ungarns grundlov, som blev sendt den 13. marts 2013 af János Martonyi til Thorbjørn Jagland,

–  der henviser til Rådets og Kommissionens redegørelser om den grundlovsmæssige situation i Ungarn, der blev forelagt på plenarmødet, som blev afholdt i Europa-Parlamentet den 17. april 2013,

–  der henviser til skrivelsen af 16. december 2011 fra Europarådets menneskerettighedskommissær, Thomas Hammarberg, til János Martonyi, som udtrykker bekymring om den nye ungarske lov om tanke- og religionsfrihed og om kirkers, religiøse trosretningers og religiøse samfunds juridiske status, og henviser til János Martonyis svar af 12. januar 2012,

–  der henviser til menneskerettighedskommissærens udtalelse nr. CommDH(2011)10 af 25. februar 2011 om Ungarns medielovgivning i lyset af Europarådets standarder for mediefrihed, samt til kommentarer af 30. maj 2011 til denne udtalelse fra den ungarske minister for regeringskommunikation,

–  der henviser til erklæringerne fra FN's højkommissær for menneskerettigheder (OHCHR) af 15. februar 2012 og af 11. december 2012, hvor Ungarn opfordres til henholdsvis at genoverveje lovgivning, der giver lokale myndigheder mulighed for at straffe hjemløshed, og at håndhæve forfatningsdomstolens afgørelse om at afkriminalisere hjemløshed,

–  der henviser til erklæringerne fra OHCHR af 15. marts 2013, som udtrykker bekymring over vedtagelsen af den fjerde ændring af grundloven,

–  der henviser til de igangværende overtrædelsesprocedurer i sag C-288/12, som Kommissionen har indledt mod Ungarn vedrørende lovligheden af opsigelsen af mandatet for den tidligere databeskyttelseskommissær, som stadig behandles ved EU-Domstolen,

–  der henviser til EU-Domstolens kendelse af 6. november 2012 om den radikale nedsættelse af pensionsalderen for dommere i Ungarn og til den efterfølgende vedtagelse af lov nr. XX af 2013, som ændrer lov CLXII af 2011 – som det ungarske parlament vedtog den 11. marts 2013 – for at overholde EU-Domstolens afgørelse,

–  der henviser til den ungarske forfatningsdomstols afgørelser af 16. juli 2012 (nr. 33/2012) om nedsættelsen af ungarske dommeres pensionsalder, af 28. december 2012 (nr. 45/2012) om grundlovens overgangsbestemmelser, af 4. januar 2013 (nr. 1/2013) om loven om valgprocedure og af 26. februar 2013 (nr. 6/2013) om loven om religionsfrihed og kirkers juridiske status,

–  der henviser til rapporten fra overvågningsudvalget under Europarådets parlamentariske forsamling,

–  der henviser til lov nr. LXXII fra 2013 om indførelse af nye regler og bestemmelser om tilsyn med den nationale sikkerhed; Der henviser til skrivelse af 27. maj 2013 fra dr. András Zs. Varga til dr. András Cser-Palkovics, formand for det ungarske parlaments Udvalg om Forfatningsmæssige, Retlige og Proceduremæssige Anliggender, hvori han gav udtryk for bekymring over den nyligt vedtagne lov om indførelse af nye regler og bestemmelser om tilsyn med den nationale sikkerhed;

–  der henviser til Kommissionens kommende vurdering af den fjerde ændring af grundloven,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A7-0229/2013),

I- Baggrund og centrale spørgsmål
Fælles europæiske værdier

A.  der henviser til, at Den Europæiske Union er baseret på værdierne respekt for menneskelig værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal, og på den fuldstændige respekt for de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, som er nedfældet i chartret om grundlæggende rettigheder og i den europæiske menneskerettighedskonvention, og på anerkendelsen af den juridiske værdi af sådanne rettigheder, frihedsrettigheder og principper, som yderligere bekræftes gennem EU's forestående tiltrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention i henhold til artikel 6, stk. 2, i TEU;

B.  der henviser til, at de fælles værdier, som er nedfældet i artikel 2 i TEU, udgør det centrale punkt i de rettigheder, der er tilknyttet personer, som lever på EU's område, herunder unionsborgere, uanset nationalitet eller kulturelt eller religiøst tilhørsforhold, og til at de kun fuldt ud kan udnytte disse rettigheder, hvis EU's fundamentale værdier og principper opretholdes;

C.  der henviser til, at den politiske og retlige håndtering af de værdier, som er nedfældet i artikel 2 i TEU, er et afgørende grundlag for vores demokratiske samfund, som alle EU-institutioner og også medlemsstaterne derfor klart og umisforståeligt skal bekende sig til;

D.  der henviser til, at overholdelse og fremme af sådanne fælles værdier ikke blot er et afgørende element i EU's identitet, men også er en udtrykkelig forpligtelse med grundlag i artikel 3, stk. 1 og 5, i TEU, og derfor er en forudsætning for at blive en EU-medlemsstat, samt for fuldt ud at kunne bevare de rettigheder, der følger af EU-medlemskab;

E.  der henviser til, at de forpligtelser, der er pålagt ansøgerlande i henhold til Københavnskriterierne, fortsat gælder for medlemsstater efter optagelse i EU i kraft af artikel 2 i TEU og princippet om et åbent samarbejde, og at alle medlemsstater derfor regelmæssigt bør vurderes for at verificere den fortsatte overholdelse af EU's fælles værdier;

F.  der henviser til, at artikel 6, stk. 3, i TEU understreger, at de grundlæggende rettigheder, som er garanteret ved menneskerettighedskonventionen, og som følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, udgør generelle principper i EU-retten, og at sådanne rettigheder er en fælles arv og styrke for de demokratiske europæiske lande;

G.  der henviser til, at med Lissabontraktatens ikrafttræden og i henhold til artikel 6 i TEU har chartret samme juridiske værdi som traktaterne og omdanner således værdier og principper til konkrete rettigheder, der kan håndhæves;

H.  der henviser til, at artikel 7, stk. 1, i TEU giver EU-institutionerne beføjelse til efter en præcis procedure at vurdere, om der er en klar risiko for, at en medlemsstat groft overtræder de fælles værdier, der er nævnt i artikel 2, og til at indlede politiske forhandlinger med det pågældende land for at forhindre og rette op på disse overtrædelser der henviser til, at Rådet, inden det fastslår dette, i overensstemmelse med samme procedure hører den berørte medlemsstat;

I.  der henviser til, at anvendelsesområdet for artikel 2 i TEU ikke er begrænset af begrænsningerne i chartrets artikel 51, stk. 1, at anvendelsesområdet for artikel 7 i TEU ikke er begrænset til de politikområder, der dækkes af EU-lovgivningen, og at EU som følge heraf også kan handle i tilfælde af en overtrædelse af eller en klar fare for et brud på de fælles værdier på områder, der henhører under medlemsstaternes beføjelser;

J.  der henviser til, at i henhold til princippet om loyalt samarbejde som fastsat i artikel 4, stk. 3, skal medlemsstaterne lette gennemførelsen af Unionens opgaver og afholde sig fra at træffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggørelsen af Unionens mål i fare, herunder målet om at respektere og fremme Unionens fælles værdier;

K.  der henviser til, at respekten for Unionens fælles værdier går hånd i hånd med EU's forpligtelse til mangfoldighed, dvs. Unionens forpligtelse i medfør af artikel 4, stk. 2, i EU-traktaten til at respektere »medlemsstaternes lighed over for traktaterne samt deres nationale identitet, som den kommer til udtryk i deres grundlæggende politiske og forfatningsmæssige strukturer«; der henviser til, at de grundlæggende europæiske værdier, som er fastsat i artikel 2 i EU-traktaten, udspringer af den fælles forfatningstradition i medlemsstaterne og derfor ikke kan sættes op mod forpligtelsen i artikel 4 i TEU, og til, at de snarere udgør det fundament, som medlemsstaterne kan varetage og videreudvikle deres egen nationale identitet på;

L.  der henviser til, at inden for rammerne af traktaterne er respekten for den »nationale identitet« (artikel 4, stk. 2, i TEU) og for »medlemsstaternes forskellige retssystemer og traditioner« (artikel 67 TEUF) nært forbundet med principperne om loyalt samarbejde (artikel 4, stk. 3, i TEU), gensidig anerkendelse (artikel 81 og 82 i TEUF) og dermed gensidig tillid samt respekt for kulturel og sproglig mangfoldighed (EU-traktatens artikel 3, stk. 3);

M.  der henviser til, at en medlemsstats krænkelse af Unionens principper og fælles værdier ikke kan begrundes med nationale traditioner og heller ikke med et udtryk for national identitet, når en sådan krænkelse resulterer i en forringelse af de principper og værdier, der er centrale i den europæiske integrationsproces, som f.eks. de demokratiske værdier, retsstatsprincippet eller princippet om gensidig anerkendelse, og at det deraf følger, at en henvisning til artikel 4, stk. 2, i TEU kun kan gøres gældende, så længe en medlemsstat respekterer de værdier, der er fastsat i artikel 2 i TEU;

N.  der henviser til, at Unionens mål om at forsvare og fremme sine værdier i forbindelserne med den øvrige verden som fastsat i artikel 3, stk. 4, i TEU styrkes yderligere af den specifikke forpligtelse om, at Unionens optræden på den internationale scene skal bygge på de principper, der har ligget til grund for dens egen oprettelse, udvikling og udvidelse: demokrati, retsstatsprincippet og menneskerettighedernes og de grundlæggende frihedsrettigheders universalitet og udelelighed (artikel 21, stk. 1, i TEU);

O.  der således henviser til, at ikke blot medlemsstaternes og EU's troværdighed på den internationale scene vil blive undergravet, men også Unionens mål i dens indsats udadtil, hvis medlemsstaterne ikke er i stand til eller villige til at leve op til de standarder, som de har aftalt og bundet sig til gennem underskrivelsen af traktaten;

P.  der henviser til, at medlemsstaternes respekt for de samme grundlæggende værdier er en nødvendig forudsætning for at sikre gensidig tillid og følgelig korrekt funktion af gensidig anerkendelse, som er central for oprettelsen og udviklingen af det indre marked samt for det europæiske område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, og at ethvert forsøg på at udvise manglende respekt for eller svække de fælles værdier derfor vil påvirke hele opbygningen af den europæiske proces for økonomisk, social og politisk integration negativt;

Q.  der henviser til, at de fælles værdier, som er fastsat i artikel 2 i TEU, knæsat i traktaternes præambler og chartret om grundlæggende rettigheder og omhandlet i præamblen til EMRK og i artikel 3 i statutten for Europarådet, kræver en magtadskillelse mellem uafhængige institutioner baseret på et korrekt fungerende system med kontrol og tilsyn, og at det centrale i disse principper omfatter: overholdelse af legalitetsprincippet, herunder en gennemsigtig, ansvarlig og demokratisk lovvedtagelsesproces, retssikkerhed, et stærkt system med repræsentativt demokrati baseret på frie valg og med respekt for oppositionens rettigheder, effektiv kontrol af lovgivningens overensstemmelse med forfatningen, en effektiv, åben, deltagelsesorienteret og ansvarlig regering og administration, uafhængige og upartiske domstole, uafhængige medier samt overholdelse af de grundlæggende rettigheder;

R.  der henviser til, at Kommissionen i henhold til artikel 17 i traktaten om Den Europæiske Union »drager omsorg for gennemførelsen af traktaterne og fører tilsyn med gennemførelsen af EU-retten under Den Europæiske Unions Domstols kontrol«;

Reformer i Ungarn

S.  der henviser til, at Ungarn var det første tidligere kommunistiske land, der tiltrådte EMRK, og at landet som EU-medlemsstat var det første til at ratificere Lissabontraktaten den 17. december 2007, og der henviser til, at Ungarn deltog aktivt i arbejdet i konventet og regeringskonferencen i 2003 og 2004, bl.a. med hensyn til udarbejdelsen af artikel 2 i TEU, og tog det initiativ, der udmøntede sig i indlemmelsen af rettigheder for personer, der tilhører mindretal;

T.  der henviser til, at i Ungarns århundredlange historie har fredelig sameksistens mellem forskellige nationaliteter og befolkningsgrupper haft positiv betydning for landets kulturelle rigdom og velstand, og Ungarn opfordres derfor til at fortsætte denne tradition og energisk modvirke alle bestræbelser, som kan diskriminere enkelte grupper;

U.  der henviser til, at Ungarn ligeledes har undertegnet den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og andre internationale retlige instrumenter, der forpligter landet til at respektere og gennemføre internationale demokratiske principper;

V.  der henviser til, at det regerende flertal efter valget i Ungarn i 2010 fik over to tredjedele af pladserne i parlamentet, hvorved det hurtigt kunne indlede en intens lovgivningsindsats for fuldstændig at omforme landets forfatningsmæssige rammer (den tidligere forfatning er blevet ændret 12 gange og grundloven fire gange indtil videre) og dermed i vid udstrækning ændre de institutionelle og juridiske rammer samt en række grundlæggende aspekter af ikke bare det offentlige, men også det private liv;

W.  der henviser til, at det står alle EU-medlemsstater helt frit for at revidere deres forfatning, og der henviser til, at selve meningen med et demokratisk skift er, at det giver en ny regering mulighed for at vedtage lovgivning, der afspejler befolkningens vilje, dens værdier og politiske løfter, for så vidt som de demokratiske værdier og principper og retsstatsprincippet, der råder i Unionen, overholdes der henviser til, at særlige forfatningsprocedurer i alle medlemsstaterne gør det vanskeligere at ændre forfatningen end at ændre den almindelige lovgivning, navnlig med brug af kvalificeret flertal, supplerende beslutningsprocesser, tidsfrister og folkeafstemninger;

X.  der henviser til, at de demokratiske traditioners fortid i Europa vidner om, at en forfatningsreform kræver størst mulig forsigtighed og behørig hensyntagen til procedurer og garantier, som har til formål bl.a. at bevare retsstaten, magtadskillelsen og hierarkiet af retsnormer – idet forfatningen er landets øverste lov;

Y.  der henviser til, at omfanget af de omfattende og systematiske forfatningsmæssige og institutionelle reformer, som den nye ungarske regering og det nye ungarske parlament har gennemført inden for et ekstremt kort tidsrum, er uden sidestykke og grunden til, at så mange europæiske institutioner og organisationer (EU, Europarådet, OSCE) har fundet det nødvendigt at vurdere konsekvenserne af visse af reformerne; der henviser til, at der ikke bør forekomme dobbelte standarder i behandlingen af medlemsstaterne, hvorfor situationen i andre medlemsstater også bør overvåges for at sikre lighed for traktaterne blandt medlemsstaterne;

Z.  der henviser til, at en dialog baseret på åbenhed, rummelighed, solidaritet og gensidig respekt mellem de europæiske institutioner og de ungarske myndigheder er nødvendig inden for rammerne af ovennævnte demokratiske værdifællesskab;

AA.  der henviser til, at Kommissionen under varetagelsen af sit ansvar for at føre tilsyn med gennemførelsen af EU-retten skal handle med størst mulig beføjelse samt respekt for uafhængigheden og handle omgående og med rettidig omhu især ved undersøgelse af potentielle grove krænkelser af Unionens værdier fra en medlemsstats side;

Grundloven og dens overgangsbestemmelser

AB.  der henviser til, at den ungarske grundlov – som blev vedtaget den 18. april 2011, udelukkende med stemmerne fra den regerende koalition og med udgangspunkt i et udkast udarbejdet af repræsentanter fra den regerende koalition – blev vedtaget inden for et ekstremt kort tidsrum på bare 35 kalenderdage regnet fra fremsættelsen af forslag (T/2627) over for parlamentet, hvilket indskrænkede mulighederne for en gennemgribende og indgående debat om udkastet med oppositionspartierne og civilsamfundet;

AC.  der henviser til, at forfatningsudkastet, som blev forelagt det ungarske parlament den 14. marts 2011, var udarbejdet af repræsentanter fra den regerende FIDESZ-KDNP-koalition og ikke et arbejdsdokument fremkommet på baggrund af overvejelser i parlamentets ad hoc-udvalg, som netop var nedsat udtrykkeligt med henblik på at udarbejde den nye grundlov, hvilket forværrer den manglende høring af oppositionen yderligere;

AD.  der henviser til, at den »nationale høring« om forfatningsgivningen bestod af en liste med 12 spørgsmål om meget specifikke emner, som var udarbejdet af regeringspartiet på en måde, der kunne have afstedkommet selvindlysende svar, og til, at den ikke omfattede teksten til grundlovsudkastet;

AE.  der henviser til, at den ungarske forfatningsdomstol i forlængelse af et andragende vedrørende forfatningen indgivet af den ungarske kommissær for grundlæggende rettigheder den 28. december 2012 ophævede over to tredjedele af overgangsbestemmelserne (afgørelse nr. 45/2012) med den begrundelse, at de ikke var midlertidige;

AF.  der henviser til, at den fjerde ændring af grundloven, som blev vedtaget den 11. marts 2013, integrerer de fleste af de overgangsbestemmelser, som forfatningsdomstolen ophævede, i grundloven sammen med andre bestemmelser, som tidligere er kendt forfatningsstridige;

Omfattende brug af forfatningslove

AG.  der henviser til, at den ungarske grundlov henviser til 26 emner, der skal defineres ved forfatningslove (dvs. love, der skal vedtages med et flertal på to tredjedele), og som dækker en bred vifte af emner vedrørende Ungarns institutionelle system, udøvelsen af grundlæggende rettigheder og vigtige samfundsmæssige ordninger;

AH.  der henviser til, at parlamentet siden grundlovens vedtagelse har udstedt 49 forfatningslove(6) (på halvandet år);

AI.  der henviser til, at en række emner, såsom specifikke aspekter af familieretten og skatte- og pensionssystemerne, som normalt hører ind under lovgiverens almindelige beslutningsbeføjelser, reguleres ved forfatningslove;

Hasteprocedurer, praksis i forbindelse med lovforslag fra enkeltmedlemmer og parlamentsdebatter

AJ.  der henviser til, at vigtig lovgivning, herunder grundloven, den anden og fjerde ændring af grundloven, grundlovens overgangsbestemmelser og en række forfatningslove, blev vedtaget på baggrund af lovforslag fra enkeltmedlemmer, for hvilke reglerne i lov CXXXI fra 2010 om det civile samfunds deltagelse i udarbejdelsen af lovgivning og i dekret 24/2011 fra ministeren for offentlig administration og retlige anliggender om forudgående og efterfølgende konsekvensanalyse ikke finder anvendelse, hvilket betyder, at lovgivning, som vedtages via denne forenklede procedure, er genstand for begrænset offentlig debat;

AK.  der henviser til, at vedtagelsen af et stort antal forfatningslove inden for et meget kort tidsrum, herunder lovene om ungarske dommeres retsstilling og aflønning og om ungarske domstoles opbygning og forvaltning, samt lovene om religionsfrihed og om Ungarns nationalbank, uvægerligt begrænsede mulighederne for tilstrækkelig høring af oppositionspartierne og civilsamfundet, herunder, hvor det var relevant, arbejdsgiverforeningerne, fagbevægelsen og interessegrupper;

AL.  der henviser til, at lov XXXVI af 2012 om nationalforsamlingen giver parlamentets formand omfattende beføjelser til at begrænse medlemmernes ytringsfrihed i parlamentet;

Skævvridning af styrkeforholdet mellem institutionerne: Forfatningsdomstolen, parlamentet og databeskyttelsesmyndigheden

AM.  der henviser til, at i henhold til grundloven har man indført to nye forfatningsmæssige klagemuligheder over for forfatningsdomstolen, mens popularklager med krav om efterfølgende gennemgang er blevet afskaffet;

AN.  der henviser til, at lov nr. LXXII fra 2013 om indførelse af nye regler og bestemmelser om tilsyn med den nationale sikkerhed blev offentliggjort den 3. juni 2013; Der henviser til, at denne lov har givet anledning til bekymring, som navnlig er blevet fremført af vice-statsadvokaten, under henvisning til respekten for princippet om magtens adskillelse, retsvæsenets uafhængighed, beskyttelsen af privatlivets of familiens fred og retten til effektive retsmidler;

AO.  der henviser til, at forfatningsdomstolens beføjelser vedrørende efterfølgende gennemgang af, hvorvidt indholdet i budgetrelaterede love overholder forfatningen, til at gennemgå budgetrelaterede love i henhold til grundloven er blevet væsentligt begrænset til overtrædelser af en udtømmende liste over rettigheder, hvilket forhindrer, at den undersøger, hvorvidt sager vedrørende overtrædelser af andre grundlæggende rettigheder, herunder ejendomsretten, retten til en retfærdig rettergang og retten til ikke at blive forskelsbehandlet, er i overensstemmelse med forfatningen;

AP.  der henviser til, at den fjerde ændring af grundloven lod forfatningsdomstolens allerede eksisterende ret til at undersøge grundlovsændringer på et proceduremæssigt grundlag stå uændret, og der henviser til, at den for fremtiden forhindrer domstolen i at undersøge ændringer af grundloven på et substantielt grundlag;

AQ.  der henviser til, at forfatningsdomstolen i sin ovennævnte afgørelse 45/2012 fastslog, at »Forfatningsmæssig legalitet indebærer ikke blot gyldighedskrav af proceduremæssig, formel og offentligretlig karakter, men også substantielle bestemmelser. De forfatningsmæssige kriterier i en demokratisk stat med retsstatsforhold er samtidig forfatningsmæssige værdier, principper og grundlæggende demokratiske frihedsrettigheder forankret i internationale traktater og accepteret og anerkendt af samfund af demokratiske stater med retsstatsforhold samt ius cogens, der til dels er det samme som det foregående. Forfatningsdomstolen kan, såfremt det er relevant, endog undersøge den frie håndhævelse og konstitutionaliseringen af de substantielle krav, garantier og værdier i demokratiske stater med retsstatsforhold«; (punkt IV.7 i afgørelsen);

AR.  der henviser til, at det i den fjerde ændring af grundloven yderligere fastsættes, at forfatningsdomstolens kendelser afsagt før grundlovens ikrafttræden ophæves, og at man ved at gøre dette går direkte imod forfatningsdomstolens afgørelse nr. 22/2012, hvori domstolen fastslog, at dens erklæringer vedrørende grundlæggende værdier, menneskerettigheder og frihedsrettigheder samt om de forfatningsmæssige institutioner, som ikke er ændret grundlæggende gennem grundloven, fortsat gælder; der henviser til, at den fjerde ændring betød, at en række bestemmelser, som forfatningsdomstolen tidligere havde erklæret forfatningsstridige, blev genindført i grundloven;

AS.  der henviser til, at det ikkeparlamentariske organ, budgetrådet, som har begrænset demokratisk legitimitet, har fået beføjelse til at nedlægge veto mod finansloven og dermed indskrænker den demokratisk valgte lovgivers mulighed for at handle og give republikkens præsident mulighed for at opløse parlamentet;

AT.  der henviser til, at den nye lov om informationsfrihed, som blev vedtaget i juli 2011, ophævede institutionen ombudsmand for databeskyttelse og informationsfrihed og dermed bragte ombudsmandens seks år lange embedsperiode til ophør i utide og overførte institutionens beføjelser til den nyoprettede nationale myndighed for databeskyttelse; der henviser til, at disse ændringer for øjeblikket undersøges af Den Europæiske Unions Domstol;

AU.  der henviser til, at Kommissionen indledte en overtrædelsesprocedure mod Ungarn den 8. juni 2012 med den begrundelse, at Ungarn har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktiv 95/46/EF, idet landet har fjernet den tilsynsførende for databeskyttelse fra sit embede inden embedsperiodens udløb og dermed har bragt embedets uafhængighed i fare;

Domstolenes uafhængighed

AV.  der henviser til, at i henhold til grundloven og overgangsbestemmelserne blev den seksårige embedsperiode for den tidligere højesteretspræsident (omdøbt til »Kúria«) afsluttet i utide efter to år;

AW.  der henviser til, at Ungarn den 2. juli 2012 ændrede forfatningslovene om domstolene (lov CLXI af 2011 om domstolenes opbygning og forvaltning og lov CLXII af 2011 om dommernes retsstilling og aflønning) og delvis gennemførte Venedigkommissionens anbefalinger;

AX.  der henviser til, at centrale foranstaltninger, der sikrer dommernes uafhængighed, som f.eks. uafsættelighed, en garanteret embedsperiode samt strukturen og sammensætningen af de styrende organer, ikke er reguleret i selve grundloven, men stadig er – sammen med detaljerede regler om domstolenes opbygning og administration – fastsat i de ændrede forfatningslove;

AY.  der henviser til, at forfatningsdomstolens uafhængighed ikke sikres gennem den ungarske forfatning, og at det samme gælder retsvæsenets administration;

AZ.  der henviser til, at ændringen af forfatningslovene om domstolene med hensyn til den nationale domstolsmyndigheds præsidenten beføjelser til at overføre en sag til en anden domstol end den domstol, som sagen oprindeligt var indbragt for, med henblik på at pådømme sager inden for rimelig tid ikke indeholder objektive normative kriterier for udvælgelsen af de sager, der skal overføres;

BA.  der henviser til, at efter grundlovens ikrafttræden med tilhørende overgangsbestemmelser og forfatningslov nr. CLXII af 2011 om dommernes retsstilling og aflønning, blev den obligatoriske pensionsalder for dommere sænket fra 70 til 62 år;

BB.  der henviser til at EU-Domstolen i sin afgørelse af 6. november 2012 fastslår, at en radikal nedsættelse af pensionsalderen for dommere, anklagere og notarer i Ungarn fra 70 til 62 år udgør uberettiget forskelsbehandling på grund af alder, og at to grupper af ungarske dommere fremsendte klager til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 20. juni 2012, hvori de bad om at få fastslået, at den ungarske nedsættelse af pensionsalderen for dommere strider mod EMRK;

BC.  der henviser til, at det ungarske parlament den 11. marts 2013 vedtog lov nr. XX af 2013 om ændring af den øvre aldersgrænse med henblik på delvis at overholde afgørelserne fra den ungarske forfatningsdomstol af 16. juli 2012 og EU-Domstolen af 6. november 2012;

Valgreform

BD.  der henviser til, at det regerende flertal i parlamentet har reformeret valgsystemet på en ensidig måde uden at søge at opnå konsensus med oppositionen;

BE.  der henviser til, at det ungarske parlament som led i den seneste valgreform den 26. november 2012 vedtog loven om valgproceduren på grundlag af et enkeltmedlems lovforslag, der havde til formål at erstatte den tidligere automatiske vælgerregistrering af alle borgere med bopæl i Ungarn med et system med frivillig registrering som en forudsætning for, at den enkelte kan udøve sin stemmeret;

BF.  der henviser til, at den anden ændring af grundloven med kravet om vælgerregistrering blev fremsat i form af et enkeltmedlems lovforslag samme dag som lovforslaget om valgproceduren, nemlig den 18. september 2012, og blev vedtaget den 29. oktober 2012;

BG.  der henviser til, at Venedigkommissionen og OSCE/ODIHR den 15.-16. juni 2012 vedtog en fælles udtalelse om loven om valg af medlemmer til det ungarske parlament,

BH.  der henviser til, at forfatningsdomstolen i forlængelse af andragendet fra republikkens præsident af 6. december 2012 fastslog, at registreringskravet udgør en uberettiget begrænsning af stemmeretten for ungarske statsborgere og derfor er forfatningsstridigt;

BI.  der henviser til, at forfatningsdomstolen fastslog, at vælgerregistrering for borgere, der er bosiddende i udlandet, kan betragtes som berettiget, fastslog endvidere i sin afgørelse af 4. januar 2013, at en udelukkelse af muligheden for, at vælgere uden adresse i Ungarn kan registrere sig personligt, udgør forskelsbehandling, og at bestemmelserne om, at politiske reklamer kun må offentliggøres i de offentlige medier under valgkampen, samt reglerne om forbud mod offentliggørelse af offentlige opinionsundersøgelser fra og med seks dage før valget, udgør en uforholdsmæssig indskrænkning af ytringsfriheden og pressefriheden;

Medielovgivning

BJ.  der henviser til, at Den Europæiske Union er baseret på de demokratiske værdier og retsstatsprincippet og derfor garanterer og fremmer ytrings- og informationsfrihed, som er fastlagt i artikel 11 i chartret og artikel 10 i den europæiske menneskerettighedskonvention, og at disse rettigheder omfatter retten til at udtrykke sin holdning og friheden til at modtage og formidle information uden kontrol, indblanding eller pres fra de offentlige myndigheder;

BK.  der henviser til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fastslået, at medlemsstaterne har en positiv forpligtelse til at sikre mediepluralisme i henhold til artikel 10 i EMRK, og at konventionens bestemmelser svarer til bestemmelserne i artikel 11 i chartret om grundlæggende rettigheder som led i Fællesskabets regelværk;

BL.  der henviser til, at en selvstændig og stærk offentlig sfære baseret på uafhængige og pluralistiske medier udgør en nødvendig ramme, hvor de kollektive frihedsrettigheder i civilsamfundet – som forsamlings- og foreningsfrihed – samt individuelle frihedsrettigheder – som ytringsfrihed og informationsfrihed – kan trives, og at journalister ikke bør udsættes for pres fra ejere, direktører og regeringer eller for økonomiske trusler;

BM.  der henviser til, at Europarådet og OSCE gennem erklæringer, resolutioner, henstillinger, udtalelser og rapporter om mediefrihed, pluralisme og koncentration har skabt et betydeligt korpus af fælles europæiske minimumsstandarder på dette område;

BN.  der henviser til, at medlemsstaterne har en pligt til at fremme og beskytte menings-, ytrings- og informations- og mediefrihed, og at EU, hvis disse frihedsrettigheder udsættes for en alvorlig trussel eller krænkes i en medlemsstat, er forpligtet til at gribe ind rettidigt og effektivt på grundlag af sine beføjelser i henhold til traktaterne og chartret for at beskytte den europæiske demokratiske og pluralistiske orden og de grundlæggende rettigheder;

BO.  der henviser til, at Parlamentet gentagne gange har givet udtryk for bekymring over mediefriheden samt mediernes pluralisme og koncentration i EU og EU's medlemsstater;

BP.  der henviser til, at Parlamentet, Kommissionen, OSCE-repræsentanten for frie medier og Europarådets menneskerettighedskommissær samt Europarådets generalsekretær, FN's særlige rapportør for fremme af retten til menings- og ytringsfrihed og en lang række internationale og nationale journalistorganisationer, redaktører og forlæggere, ngo'er, der er aktive inden for menneskerettigheder og borgerlige frihedsrettigheder, samt medlemsstaterne har udtrykt kritik af flere af bestemmelserne i den ungarske medielovgivning;

BQ.  der henviser til, at der hovedsageligt er rejst kritik af vedtagelsen af lovgivning under den parlamentariske procedure for enkeltmedlemmers fremsættelse af lovforslag, medietilsynets meget hierarkiske struktur, de ledelsesmæssige beføjelser hos formanden for tilsynsmyndigheden, manglen på bestemmelser til sikring af myndighedens uafhængighed, myndighedens omfattende magt for så vidt angår tilsyn og sanktioner, de betydelige følger af visse bestemmelser for programindholdet, manglen på mediespecifik regulering, manglen på gennemsigtighed i proceduren for afgivelse af bud på licenser, normer, som er vage og derfor kan bidrage til vilkårlig anvendelse og håndhævelse;

BR.  der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 10. marts 2011 om medieloven i Ungarn understregede, at den ungarske medielov hurtigst muligt burde suspenderes og revideres på grundlag af bemærkninger og forslag fra Kommissionen, OSCE og Europarådet, og at Parlamentet opfordrede Kommissionen til fortsat nøje at overvåge og evaluere, om den ændrede ungarske medielov overholder EU-lovgivningen og særlig chartret om grundlæggende rettigheder;

BS.  der henviser til, at Europarådets menneskerettighedskommissær har understreget behovet for at ændre lovgivningen for at afhjælpe krænkelser af mediefriheden, f.eks. krav om, hvilke oplysninger og hvilken dækning der skal komme fra alle medieudbydere, sanktioner over for medierne, forebyggende restriktioner af pressefriheden i form af registreringskrav og undtagelser fra beskyttelsen af journalisters kilder, og at han i forbindelse med mediernes uafhængighed og frihed har givet udtryk for, at der er behov for at rette op på problemer som de svækkede forfatningsmæssige garantier for pluralisme, manglende uafhængighed for tilsynsorganer på medieområdet, manglende sikkerhed for public service-radio- og tv-foretagenders uafhængighed og mangel på en effektiv national klagemulighed for medieaktører, der berøres af Medierådets afgørelser;

BT.  der henviser til, at Kommissionen har givet udtryk for betænkeligheder ved den ungarske medielovs overensstemmelse med direktivet om audiovisuelle medier og EU's regelsæt generelt, navnlig hvad angår kravet om, at alle udbydere af audiovisuelle medietjenester skal sikre en afbalanceret dækning, og også har sat spørgsmålstegn ved lovens overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og respekt for den grundlæggende ret til ytrings- og informationsfrihed, der er fastsat i artikel 11 i chartret om grundlæggende rettigheder, oprindelseslandsprincippet og registreringskravene, og at det ungarske parlament i marts 2011 efter forhandlinger med Kommissionen ændrede reglerne i henhold til forhandlingerne mellem parterne;

BU.  der henviser til, at OSCE har udtrykt alvorlige, i visse tilfælde faktisk fejlagtige, forbehold vedrørende den ungarske lovgivnings materielle og geografiske dækning, den politisk homogene sammensætning af Mediemyndigheden og Medierådet, de uforholdsmæssige sanktioner, manglen på en automatisk procedure for suspendering af sanktioner, når en afgørelse fra Mediemyndigheden appelleres til domstolene, krænkelsen af journalisters kildebeskyttelse og beskyttelsen af familieværdier;

BV.  der henviser til, at OSCE-henstillingerne(7) omfattede fjernelse fra lovene af de lovmæssige krav om afbalanceret dækning og af andre forskrifter for indholdet, sikring af redaktionel uafhængighed, sikring af, at der gælder forskellige regler for forskellige former for medier – trykte medier, radio og tv samt onlinemedier – præcisering af de vage formuleringer i lovgivningen, fjernelse af registreringskravene, som blev anset for alt for vidtgående, sikring af, at tilsynsorganet er uafhængigt og kompetent, sikring af objektivitet og pluralisme i proceduren for udnævnelse af organer, der styrer mediesektoren, undladelse af at anbringe trykte medier under tilsynsorganets jurisdiktion og effektiv tilskyndelse til selvregulering;

BW.  der henviser til, at selv om lovene blev ændret i 2011 efter forhandlinger med Europa-Kommissionen og i maj 2012 efter forfatningsdomstolens afgørelse af december 2011, som forkastede flere bestemmelser som værende i strid med forfatningen med hensyn til indholdsreguleringen af den trykte presse, journalisters kildebeskyttelse, kravet om levering af data samt medie- og udpegelsen af telekommunikationskommissæren, har OSCE-repræsentanten for frie medier beklaget, at der var blevet fremsat og vedtaget en række ændringsforslag med kort varsel og uden høring af aktører, og at der ikke var sket nogen forbedring af grundlæggende elementer i lovgivningen, herunder især udnævnelsen af formanden for og medlemmerne af Mediemyndigheden og Medierådet, deres magt over indholdet i radio- og tv-medier, idømmelse af store bøder og manglen på garantier for offentlige radio- og tv-stationers finansielle og redaktionelle uafhængighed;

BX.  der henviser til, at selv om FN's særlige rapportør for fremme og beskyttelse af retten til menings- og ytringsfrihed hilste ændringerne af medielovgivningen, der blev vedtaget i marts 2011, velkommen, har denne også fremhævet behovet for at afhjælpe de resterende problemer vedrørende regulering af medieindhold, utilstrækkelige garantier til at sikre mediemyndighedens uafhængighed og upartiskhed, uforholdsmæssigt store bøder og andre administrative sanktioner, medielovgivningens anvendelighed på alle former for medier, herunder pressen og internettet, registreringskrav og manglede beskyttelse af journalisters kilder;

BY.  der henviser til, at man i en analyse fra Europarådets eksperter(8) (som vurderede, hvorvidt medielovene, der blev foreslået ændret i 2012, overholdt Europarådets standardsættende tekster inden for medie- og ytringsfrihed) anbefalede, at specifikke bestemmelser vedrørende registrering og gennemsigtighed, indholdsregulering, forpligtelser vedrørende nyhedsdækning, kildebeskyttelse, public service-medier og tilsynsorganer revideres grundigt, præciseres eller i visse tilfælde ophæves;

BZ.  der henviser til, at der efter dialogen med EU og Europarådets generalsekretær i form af en brevveksling og ekspertmøder blev fremsat forslag til yderligere ændringer af lovgivningen i februar 2013 med henblik på at styrke og garantere sikkerheden for medietilsynsorganernes uafhængighed, navnlig med hensyn til reglerne om udnævnelse og valg af formand for Den Nationale Medie-, Informations- og Kommunikationsmyndighed og Medierådet samt vedrørende henholdsvis udnævnelsesproceduren, personen, der foretager udnævnelsen, og forlængelser af embedsperioden;

CA.  der henviser til, at de ungarske myndigheder har erklæret, at de har til hensigt at revidere bestemmelserne om begrænsninger i politiske reklamer under valgkampe; der henviser til, at den ungarske regering ligger i forhandlinger med Kommissionen om spørgsmålet om politiske reklamer; der henviser til, at den fjerde ændring af grundloven indfører et bredt og potentielt vagt forbud mod ytringer, der krænker bestemte grupper, herunder den ungarske nation, og som kan anvendes til vilkårlige angreb på ytringsfriheden og virke hæmmende journalister, kunstnere og andre;

CB.  der henviser til, at Den Nationale Medie-, Informations- og Kommunikationsmyndighed og Medierådet ikke har foretaget vurderinger af lovgivningens indvirkning på journalistikkens kvalitet, graderne af redaktionel frihed og kvaliteten af journalisternes arbejdsbetingelser;

Respekt for rettighederne for personer, der tilhører minoriteter

CC.  der henviser til, at respekten for rettighederne for personer, der tilhører mindretal, udtrykkeligt anerkendes som en af de værdier, der henvises til i artikel 2 i TEU, og Unionen lægger vægt på at fremme disse værdier og bekæmpe social udstødelse, racisme, antisemitisme og diskrimination;

CD.  der henviser til, at ikke-forskelsbehandling er en grundlæggende rettighed, jf. chartrets artikel 21;

CE.  der henviser til, at medlemsstaternes ansvar for at sikre, at alles grundlæggende rettigheder overholdes uanset deres etniske oprindelse eller tro, omfatter alle niveauer af den offentlige forvaltning og alle retshåndhævende myndigheder, og den indebærer ligeledes aktiv fremme af tolerance og kraftig fordømmelse af fænomener som f.eks. racebetinget vold, antisemitisk og romafjendsk hadefuld tale, især når den udtrykkes i officiel eller offentlig form, herunder i det ungarske parlament;

CF.  der henviser til, at de retshåndhævende myndigheders manglende reaktion i sager om racistisk motiveret kriminalitet(9) har ført til mistillid til politiet;

CG.  der henviser til, at det er bemærkelsesværdigt, at det ungarske parlament har vedtaget lovgivning på det straffe- og civilretlige område for at bekæmpe racehad og hadefulde udtalelser;

CH.  der henviser til, at selv om intolerance over for medlemmerne af romasamfundet og det jødiske samfund ikke er et problem, der udelukkende forbindes med Ungarn, og at andre medlemsstater står med de samme problemer, har de seneste begivenheder skabt bekymring over den romafjendske og antisemitiske hadefulde tale i Ungarn;

CI.  der henviser til, at gennemførelsen af lovgivning med tilbagevirkende kraft på skatteområdet og pensionsområdet har medført en massivt øget social usikkerhed og fattigdom, hvilket ikke kun har bevirket stor usikkerhed i befolkningen, men også krænker den private ejendomsret og undergraver grundlæggende borgerlige frihedsrettigheder;

Religions- eller trosfrihed og anerkendelse af kirker

CJ.  der henviser til, at retten til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed i henhold til artikel 9 i EMRK og artikel 10 i chartret er en af grundpillerne i et demokratisk samfund, og at statens rolle i denne henseende bør være som en neutral og upartisk garant for retten til at praktisere forskellige former for religion, tro og overbevisning;

CK.  der henviser til, at kirkeloven betød en ny juridisk ordning for regulering af religiøse sammenslutninger og kirker i Ungarn, der indebar en række krav om anerkendelse af kirker og gjorde denne anerkendelse betinget af en forudgående godkendelse med to tredjedeles flertal i parlamentet;

CL.  der henviser til, at Venedig-kommissionen(10) vurderede, at kravet i kirkeloven om parlamentets anerkendelse som en betingelse for at måtte oprette en kirke, udgjorde en begrænsning af religionsfriheden;

CM.  der henviser til, at som følge af indførelsen af bestemmelser i kirkeloven med tilbagevirkende kraft, mistede mere end 300 registrerede kirker deres juridiske status som kirke;

CN.  der henviser til, at efter anmodning fra adskillige trossamfund og den ungarske kommissær for grundlæggende rettigheder undersøgte forfatningsdomstolen, hvorvidt bestemmelserne i kirkeloven var i overensstemmelse med forfatningen, og erklærede nogle af dem for forfatningsstridige og ophævede dem med tilbagevirkende kraft i sin afgørelse 6/2013 af 26. februar 2013;

CO.  der henviser til, at forfatningsdomstolen i denne afgørelse ikke stiller spørgsmålstegn ved parlamentets ret til at opstille de materielle betingelser for anerkendelse af en kirke, men alligevel gav udtryk for, at anerkendelse af status som kirke gennem en afstemning i parlamentet kan føre til politisk prægede beslutninger, og at forfatningsdomstolen erklærede, at loven ikke indeholdt nogen forpligtelse til at fremlægge detaljerede begrundelser for en beslutning om at afvise en anerkendelse af en kirke, at ingen tidsfrister for parlamentets behandling blev fastsat, og at loven ikke sikrede mulighed for effektiv klageadgang i tilfælde af afvisning eller manglende beslutning;

CP.  der henviser til, at den fjerde ændring af grundloven, som blev vedtaget to uger efter forfatningsdomstolens afgørelse, ændrede artikel VII i forfatningen og indskrev parlamentets beføjelser til at vedtage forfatningslove om anerkendelse af visse organisationer, som er engageret i religiøse aktiviteter som kirker, i forfatningen og dermed tilsidesatte forfatningsdomstolens afgørelse;

II- VURDERING
Den ungarske grundlov og dens gennemførelse

1.  minder om, at overholdelse af legalitetsprincippet, herunder en gennemsigtig, pålidelig og demokratisk vedtagelsesproces for lovgivning og for en grundlov, og et stærkt system med et repræsentativt demokrati baseret på frie valg og respekt for oppositionens rettigheder er de vigtigste bestanddele i demokratiet og retsstatsprincippet, som er fastlagt i artikel 2 i TEU ifølge hvilken »Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd« og endvidere indeholdt i præamblen til både EU-traktaten og chartret; beklager, at EU-institutionerne ikke altid tidligere har kunnet leve op til sine egne krav vedrørende beskyttelsen af EU's grundlæggende værdier; understreger derfor EU-institutionernes særlige ansvar for at kæmpe for, at de europæiske grundlæggende rettigheder i henhold til artikel 2 i TEU respekteres på EU-plan og i medlemsstaterne;

2.  gentager, at selv om udarbejdelsen og vedtagelsen af den nye forfatning hører under medlemsstaternes kompetencer, er medlemsstaterne og EU ansvarlige for at sikre, at forfatningsprocessen og indholdet af forfatningerne stemmer overens med medlemsstatens forpligtelser i traktaten om dens tiltrædelse af Den Europæiske Union, dvs. Unionens, charterets og den europæiske menneskerettighedskonventions fælles værdier;

3.  beklager, at processen med at udarbejde og vedtage den ungarske grundlov ikke var så gennemsigtig, åben og rummelig og ikke havde det konsensuelle grundlag, som kunne forventes i en moderne demokratisk forfatningsproces, så selve grundlovens legitimitet blev svækket;

4.  henviser til ovennævnte afgørelse af 28. december 2012, hvor forfatningsdomstolen erklærede, at det ungarske parlament overskred sin lovgivningsbeføjelse, da det vedtog en række permanente og generelle overgangsbestemmelser i grundloven bl.a. bestemmelser om, at »det er den forfatningsmæssige myndigheds ansvar at løse problemerne i forbindelse med en delvis annullering«; Parlamentet skal skabe en indlysende og klar situation, idet det tilføjes, at dette ikke betyder en automatisk og umiddelbar indføjelse af de annullerede bestemmelser i grundloven, da Parlamentet skal undersøge den regulerede genstand af de annullerede ikke-midlertidige bestemmelser, og det skal træffe afgørelse om, hvilke bestemmelser der skal gøres til genstand for varig regulering og på hvilket niveau i lovhierarkiet; der er også Parlamentets opgave at udvælge de bestemmelser – der skal gøres til genstand for varig regulering – som skal indføjes i grundloven, og dem, som skal reguleres gennem love vedtaget af parlamentet;

5.  kritiserer i stærke vendinger bestemmelserne i den fjerde ændring af grundloven, som undergraver grundlovens overlegenhed ved i sin tekst at indføre en række bestemmelser, som tidligere er kendt forfatningsstridige – dvs. er proceduremæssigt eller substantielt inkompatible med grundloven – af forfatningsdomstolen;

6.  minder om, at forfatningsdomstolen i ovennævnte afgørelse af 28. december 2012 kom med en klar afgørelse om proceduremæssige forfatningsstandarder ved at erklære følgende: »I demokratiske stater med retsstatsforhold indeholder forfatningerne konstante substantielle og proceduremæssige standarder og bestemmelser; De forfatningsmæssige bestemmelser af substantiel og proceduremæssig karakter skal ikke være lavere i grundloven, end de var i forfatningen (lov). En retsstats bestemmelser fortsætter med at være bestemmelser, der håndhæves konstant på nuværende tidspunkt, og de er programmer for fremtiden; Retsstaten har et system af konstante værdier, principper og garantier«; mener, at en så tydelig og værdig erklæring gælder for EU og alle dens medlemsstater

7.  minder om, at Unionens fælles værdier om demokratiet og retsstatsprincippet kræver et stærkt system med et repræsentativt demokrati baseret på frie valg og respekt for oppositionens rettigheder, og at valg ifølge artikel 3 i protokol nr. 1 i den europæiske menneskerettighedskonvention bør garantere »folkets frie meningstilkendegivelse ved valget af medlemmer til den lovgivende forsamling«;

8.  henviser til, at anvendelsen af love, som kræver to tredjedels flertal, er normalt i andre medlemsstater og har været en del af de ungarske forfatnings- og retssystem siden 1989, men at den omfattende brug af forfatningslove til at fastsætte meget specifikke og detaljerede bestemmelser undergraver de demokratiske principper og retsstatsprincipperne, da det har gjort det muligt for den nuværende regering, der har et kvalificeret flertal, at cementere politiske valg med det resultat, at det bliver vanskeligere for enhver ny regering, som kun råder over et simpelt flertal i parlamentet, at reagere på samfundsændringer, hvilket potentielt mindsker betydningen af nye valg; mener, at en sådan anvendelse bør tages op til fornyet behandling for a sikre, at kommende regeringer og parlamentsflertal får mulighed for at lovgive på en fornuftig og sammenhængende måde;

9.  mener, at brug af individuelle medlemmers lovgivningsprocedurer til at gennemføre forfatningen (gennem forfatningslovgivning) ikke er en gennemsigtig, pålidelig og demokratisk lovgivningsproces, eftersom dette ikke garanterer en meningsfuld social debat og høring og kan være i strid med selve forfatningen, hvilket forpligter regeringen (og ikke de enkelte medlemmer) til at fremlægge de nødvendige lovforslag for parlamentet for gennemførelsen af grundloven;

10.  understreger Venedig-kommissionens udtalelse (nr. CDL-AD(2011)016), som »glæder sig over, at den nye forfatning etablerer et konstitutionelt system, der bygger på grundlæggende principper som demokrati, retsstatsprincippet og beskyttelse af de grundlæggende rettigheder; er enig i Venedig-kommissionens udtalelse (nr. CDL-AD(2012)001), ifølge hvilken vedtagelsen af en stor mængde lovgivning på meget kort tid kan forklare, hvorfor nogle af de nye bestemmelser ikke lever op til europæiske standarder; henviser endvidere til Venedig-kommissionens udtalelse om den fjerde ændring af den ungarske grundlov (Nr. CDL-AD(2013)012), hvori det fremføres, at «den fjerde ændring skaber og viderefører i sig selv mangler i Ungarns forfatningssystem»;

11.  glæder sig over, at Ungarns grundlov gentager og bekræfter artiklerne i EU's charter om grundlæggende rettigheder, og at Ungarn som det fjerde land i EU anerkender det ungarske tegnsprog som et fuldgyldigt sprog og forsvarer tegnsproget som en del af den ungarske kultur i artikel H;

12.  glæder sig over, at Ungarns grundlov i artikel XV specifikt forbyder enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, handicap, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller andre, samt at Ungarn skal vedtage særlige foranstaltninger for at beskytte børn, kvinder, ældre og handicappede i henhold til artikel 20-26 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder;

Demokratisk system med kontrol og tilsyn

13.  minder om, at demokrati og retsstatsprincippet kræver, at magten deles mellem uafhængige institutioner baseret på et korrekt fungerende system med kontrol og tilsyn og en effektiv kontrol med lovgivningens overensstemmelse med forfatningen;

14.  minder om, at forfatningsflertallet øgede antallet af forfatningsdommere fra 11 til 15 og afskaffede kravet om at nå til enighed med oppositionen om valget af forfatningsdommere; er bekymret over, at 8 af de 15 nuværende forfatningsdommere på grund af disse foranstaltninger er valgt udelukkende med to tredjedeles flertal (med en undtagelse), herunder to nye medlemmer, som er udpeget direkte fra deres positioner som medlemmer af parlamentet;

15.  glæder sig over indførelsen af muligheden for to nye typer forfatningsklage til forfatningsdomstolen og forstår, at et demokratisk system, som bygger på retsstatens principper, ikke nødvendigvis behøver have en forfatningsdomstol for at fungere korrekt; minder dog om Venedig-kommissionens udtalelse nr. CDL-AD(2011)016, som siger, at en forfatningsdomstol i de lande, som har valgt en sådan skal have ret til at vurdere, hvorvidt alle love overholder de menneskerettigheder, som er garanteret i forfatningen; mener derfor, at begrænsningerne i forfatningsdomstolen kompetence over finansloven og skattelovgivningen svækker de institutionelle og proceduremæssige garantier for beskyttelse af en række forfatningsmæssige rettigheder, for parlamentets kontrolmuligheder og for regeringens finanspolitiske beføjelser;

16.  minder om, at forfatningsdomstolen i sin afgørelse nr. 45/2012 erklærede følgende: »Forfatningsmæssig legalitet indebærer ikke blot gyldighedskrav af proceduremæssig, formel og offentligretlig karakter, men også substantielle bestemmelser […]. Forfatningsdomstolen kan, såfremt det er relevant, endog undersøge den frie håndhævelse og konstitutionaliseringen af de substantielle krav, garantier og værdier i demokratiske stater med retsstatsforhold«;

17.  mener, at forfatningsdomstolen i lyset af de systematiske ændringer af grundloven ud fra politisk vilje ikke længere kan opfylde sin rolle som det øverste organ til beskyttelse af forfatningen, især da den fjerde ændring udtrykkeligt forbyder domstolen at vurdere, om forfatningsændringerne er i strid med andre forfatningsmæssige krav og principper;

18.  henviser til, at et demokratisk valgt parlament har ret at vedtage love i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, med respekt for politiske mindretal og efter en demokratisk og gennemskuelig procedure og at domstolene, både de ordinære domstole og forfatningsdomstolen, har pligt til at sikre, at lovene er i overensstemmelse med grundloven; understreger betydningen af princippet om magtens deling og et velfungerende indbydes kontrolsystem; er i den forbindelse bekymret over denne ændring af beføjelserne i forfatningsspørgsmål til fordel for parlamentet og på bekostning af forfatningsdomstolen, som undergraver princippet om magtens deling og et korrekt fungerende system med kontrol og tilsyn, som er de centrale resultater af retsstaten; glæder sig i den forbindelse over, at formændene for den ungarske og den rumænske forfatningsdomstol, Péter Paczolay og Augustin Zegrean den 16. maj 2013 i Eger i en fælles erklæring understregede, at forfatningsdomstolene har et særligt ansvar i lande, der regeres af to tredjedeles flertal;

19.  er ligeledes yderst bekymret over bestemmelserne i den fjerde ændring af grundloven, som ophæver 20 års forfatningsmæssig retspraksis, og som indeholder et helt system med grundlæggende principper og forfatningsmæssige krav, herunder eventuel retspraksis, der berører anvendelsen af EU-lovgivningen og den europæiske menneskerettighedslovgivning; henviser til, at domstolen allerede har anvendt tidligere kendelser som inspirationskilde for fortolkninger; er imidlertid bekymret over, at andre domstole ikke vil have mulighed for at bygger deres kendelse af retspraksis fra forfatningsdomstolen;

20.  er ligeledes bekymret over, hvorvidt den fjerde ændring af grundloven stemmer overens med EU's lovgivning, idet den giver den ungarske regering mulighed for at indføre en særlig skat for at gennemføre afgørelser fra EU-Domstolen om betalingsforpligtelser, når der ikke er tilstrækkelige midler i statsbudgettet, og når den offentlige gæld overstiger halvdelen af bruttonationalproduktet; henviser til den løbende dialog mellem den ungarske regering og Kommissionen om dette spørgsmål;

21.  kritiserer den fremskyndede proces med at gennemføre vigtig lovgivning, eftersom den undergraver oppositionspartiernes ret til at tage del i lovgivningsprocessen, hvorved deres kontrol med flertallets og regeringens handlinger begrænses, og systemet med kontrol og tilsyn i sidste ende påvirkes negativt;

22.  er bekymret over en række bestemmelser i lov nr. LXXII fra 2013 om indførelse af nye regler og bestemmelser om tilsyn med den nationale sikkerhed, da der er risiko for, at de eventuelt kan få negative konsekvenser for magtens adskillelse, retsvæsenets uafhængighed, respekten for privatlivets og familiens fred og retten til effektive retsmidler;

23.  minder om, at databeskyttelsesmyndighedernes uafhængighed er garanteret af artikel 16 i TEUF og artikel 8 i EU's charter om grundlæggende rettigheder;

24.  understreger, at beskyttelse mod at blive fjernet fra embedet i embedsperioden er en vigtig del af kravet om de nationale databeskyttelsesmyndigheders uafhængighed i henhold til EU's lovgivning;

25.  bemærker, at Kommissionen har indledt en overtrædelsesprocedure mod Ungarn vedrørende lovligheden af afskedigelsen af den tidligere kommissær for databeskyttelse på baggrund af institutionens uafhængighed, og at sagen i øjeblikket verserer ved EU-Domstolen

26.  beklager, at ovennævnte institutionelle ændringer medførte en tydelig svækkelse af systemet med kontrol og tilsyn som krævet af retsstatsprincippet og det demokratiske princip vedrørende magtens deling;

Domstolenes uafhængighed

27.  minder om, at domstolenes uafhængighed er et krav i henhold til artikel 47 i charteret om grundlæggende rettigheder og artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og ligeledes er et vigtigt krav i det demokratiske princip om magtens deling som følge af artikel 2 i TEU;

28.  minder om, at forfatningsdomstolen i ovennævnte afgørelse 33/2012 beskrev domstolenes og dommernes uafhængighed som et resultat af den historiske forfatning i Ungarn, da den erklærede, at: »princippet om domstolenes uafhængighed er med alle sine elementer uden tvivl en bedrift. Forfatningsdomstolen fastslår således, at domstolenes uafhængighed og det deraf følgende princip om uafsættelighed ikke blot er en normativ regel i grundloven, men også en bedrift som følge af den historiske forfatning. Det er derfor et fortolkningsprincip, som er obligatorisk for alle, baseret på bestemmelserne i grundloven, og som ligeledes skal anvendes, når grundlovens øvrige potentielle indhold udforskes«(11);

29.  understreger, at en effektiv sikring af domstolenes uafhængighed danner grundlag for demokratiet i Europa og er en forudsætning for at konsolidere den gensidige tillid mellem de forskellige medlemsstaters retslige myndigheder og dermed et smidigt samarbejde på tværs af grænserne inden for det fælles område med retfærdighed, som finder sted på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse som fastslået i artikel 81 (civilretlige spørgsmål) og artikel 82 (straffesager) i TEUF;

30.  beklager, at de utallige vedtagne foranstaltninger – samt visse igangværende reformer – ikke i tilstrækkelig grad kan garantere den forfatningsmæssige sikkerhed med hensyn til domstolenes uafhængighed og den ungarske forfatningsdomstols uafhængighed;

31.  mener, at en for tidlig afslutning af præsidenten for højesterets embedsperiode er i strid med garantien for sikkerhed i ansættelsen, hvilket er en vigtig del af domstolenes uafhængighed;

32.  glæder sig over ovennævnte afgørelse 33/2012, hvori forfatningsdomstolen erklærer, at tvungen afslutning af dommernes embedsperiode i en alder af 62 er i strid med forfatningen, samt ovennævnte afgørelse af 6. november 2012, hvori EU-Domstolen fastslog, at en radikal nedsættelse af pensionsalderen for dommere i Ungarn udgør uberettiget forskelsbehandling på grund af alder og derfor er i strid med Rådets direktiv 2000/78/EF;

33.  glæder sig over ændringerne til lov CLXI af 2011 om de ungarske domstoles opbygning og forvaltning og lov CLXII af 2011 om ungarske dommeres retsstilling og aflønning, som blev vedtaget af det ungarske parlament den 2. juli 2012, og som omhandler mange af de bekymringer, som Europa-Parlamentet tidligere har givet udtryk for i beslutningen af 16. februar 2012 og som fremgår af Venedig-kommissionens udtalelse;

34.  beklager imidlertid, at ikke alle Venedigkommissionens henstillinger er blevet gennemført, navnlig med gensyn til behovet for at begrænse den nationale domstolsmyndigheds præsidents skønsmæssige beføjelser i forbindelse med overdragelse af sager, som potentielt påvirker retten til en retfærdig rettergang og retten til en lovlig dommer; tager til efterretning, at den ungarske regering har givet udtryk for, at den agter at revidere ordningen med overførsler af sager; mener, at Venedig-kommissionens henstillinger i den forbindelse bør gennemføres;

35.  glæder sig over vedtagelsen af lov XX af 2013 om de lovgivningsmæssige ændringer vedrørende den øvre aldersgrænse, der skal finde anvendelse i visse retlige juridiske forbindelser, som fastsætter dommeres pensionsalder til 65 år efter en overgangsperiode på 10 år, og som sørger for, at ulovligt afskedigede dommere genindsættes;

36.  beklager imidlertid, at siddende dommere i henhold til lov XX af 2013 kun kan blive genindsat i deres oprindelige ledende stillinger, hvis disse retlige stillinger stadig er ledige, hvilket betyder, at kun få ulovligt afskedigede dommere kan garanteres genindsættelse i præcis den samme stilling med de samme opgaver og ansvarsområder, som de havde inden afskedigelsen;

37.  glæder sig over Kommissionens forslag om en resultattavle for retsvæsenet i alle 27 EU-medlemsstater som fremlagt af næstformand Reding, som viser, at det er hele EU's opgave at sikre domstolenes uafhængighed; understreger, at der meget vel kan blive rejst alvorlige indvendinger mod dette i visse medlemsstater opfordrer som ønsket til en udvidelse ordningen med en resultattavle for retsvæsenet til også at omfatte strafferet, grundlæggende rettigheder, retsstatsprincippet og demokrati;

38.  anerkender den professionalisme og det engagement, som det ungarske retsvæsen har lagt for dagen, samt dets engagement i forhold til retsstatsprincippet og minder om, at forfatningsdomstolen lige siden starten af den demokratiske proces i Ungarn er blevet anerkendt som et fremragende forfatningsmæssigt organ i hele Europa og verden;

Valgreform

39.  minder om, at ændringen af valgdistrikter og vedtagelsen af loven om valg af medlemmer til det ungarske parlament samt valgloven helt har ændret de retlige og institutionelle rammer for de kommende valg i 2014; beklager imidlertid, at disse love er vedtaget ensidigt af de regerende partier, og at der ikke er gennemført en bred høring af oppositionspartierne;

40.  er bekymret over, at det nuværende politiske klima og de gældende bestemmelser om udnævnelse af medlemmer til den nationale valgkommission ikke i tilstrækkelig grad sikrer en afbalanceret og uafhængig repræsentation;

41.  glæder sig over, at de ungarske myndigheder den 20. januar 2012 anmodede om en udtalelse fra Venedigkommissionen om loven om valg af medlemmer til det ungarske parlament; mener imidlertid, at der er behov for en omfattende analyse og vurdering af de grundlæggende ændringer af det valgmæssige landskab;

42.  glæder sig over, at lov XXXVI af 2013 om valgproceduren i Ungarn, navnlig artikel 42, fastsætter, at handicappede efter anmodning skal gives informationer i blindskrift, relevante oplysninger i letlæselig form, stemmesedler i blindskrift på stemmestederne samt fuld adgang til stemmestederne, herunder med særlig opmærksomhed på kørestolsbrugeres behov bemærker desuden, at handicappede vælgere i henhold til artikel 50 i den nævnte lov kan anmode om at blive registreret på et andet, lettere tilgængeligt stemmested for at afgive deres stemme i den pågældende valgkreds i overensstemmelse med pligten til at oprette mindst et fuldt tilgængeligt stemmested i hver valgkreds i artikel 81;

Mediepluralisme

43.  anerkender de ungarske myndigheders arbejde med at gennemføre lovgivningsmæssige ændringer med det formål at tage hånd om en række af de identificerede mangler og forbedre medielovgivningen og bringe den i overensstemmelse med EU's og Europarådets standarder;

44.  glæder sig over den fortsatte konstruktive dialog med internationale aktører og understreger, at det frugtbare samarbejde mellem Europarådet og den ungarske regering udmøntede sig i håndgribelige resultater, jf. lov XXXIII af 2013, som tager hånd om nogle af de bekymringer, som tidligere er blevet fremhævet i juridiske vurderinger af medielovgivning, navnlig i forbindelse med udpegelses- og valgproceduren for formændene for Mediemyndigheden og Medierådet; minder imidlertid om, at der fortsat hersker tvivl om mediemyndighedens uafhængighed;

45.  udtrykker bekymring over virkningen af bestemmelsen i den fjerde ændring af grundloven, der forbyder politisk annoncering i de kommercielle medier, da hensigten med denne bestemmelse tilsyneladende er at reducere omkostningerne i forbindelse med politiske kampagner og skabe lige muligheder for parterne, men da den alligevel sætter bestemmelsen om afbalanceret information på spil; der henviser til, at den ungarske regering ligger i forhandlinger med Kommissionen om spørgsmålet om politiske reklamer; henviser ti, at der også findes sådanne begrænsninger i andre europæiske lande; henviser til udtalelsen fra Venedig-kommissionen om den fjerde ændring af den ungarske grundlov (Nr. CDL-AD(2013) 012), hvoraf det fremgår, at begrænsningerne i politisk reklamevirksomhed sal ses på baggrund af retssystemet i den pågældende medlemsstat» og at «forbuddet mod politiske reklamer i kommercielle medier, som i Ungarn er mere udbredt end i de offentlige medier vil fratage oppositionen en vigtig mulighed for på en effektiv måde at gøre opmærksom på deres synspunkter og dermed fungere som modvægt til regeringens dominerende stilling i mediedækningen;»

46.  gentager sin opfordring til de ungarske myndigheder om at træffe foranstaltninger og gennemføre eller foranledige løbende proaktive vurderinger om lovgivningens indvirkning på mediemiljøet (reduceret journalistisk kvalitet, tilfælde af selvcensur, begrænsning af den redaktionelle frihed og udhuling af arbejdsbetingelsernes kvalitet og journalisters jobsikkerhed);

47.  tager stærkt afstand fra, at oprettelsen af det statsejede ungarske nyhedsagentur (MTI) som den eneste nyhedsformidler til offentlige radio- og tv-stationer, mens alle større private radio- og tv-stationer forventes at have deres egen nyhedstjeneste, har betydet et reelt monopol på markedet, eftersom de fleste af nyhederne er frit tilgængelige; minder om Europarådets henstilling om at fjerne offentlige radio- og tv-stationers pligt til at benytte det nationale nyhedsagentur, eftersom den udgør en uretfærdig begrænsning i nyhedsformidlingens pluralisme;

48.  bemærker, at de nationale konkurrencemyndigheder skal foretage løbende vurderinger af mediemiljøet og -markederne og fremhæve potentielle trusler mod pluralisme;

49.  understreger, at foranstaltninger til regulering af mediers adgang til markedet gennem procedurer for licenser til og godkendelse af radio- og tv-spredning, regler om beskyttelse af statens, den nationale eller militære sikkerhed og den offentlige orden samt regler om offentlig moral ikke bør misbruges til at indføre politisk eller partisk kontrol eller censur i medierne og understreger, at der skal sikres en reel balance i denne henseende;

50.  er bekymret over, at offentlig radio- og tv-spredning kontrolleres af et ekstremt centraliseret institutionelt system, som træffer de reelle driftsmæssige beslutninger uden offentlig kontrol; understreger, at den forudindtagede og ugennemsigtige udbudsprocedure og de forudindtagede oplysninger, der udsendes af de offentlige medier, forvrider mediemarkedet; understreger at medlemsstaternes radio- og tv-virksomhed i overensstemmelse med protokol nr. 29 til Lissabon-traktaten (om offentlig radio- og tv-virksomhed i medlemsstaterne), har direkte tilknytning til de demokratiske, sociale og kulturelle behov i de enkelte samfund og til nødvendigheden af at bevare mediepluralisme;

51.  minder om, at indholdsbestemmelser bør være tydelige og give borgere og medievirksomheder mulighed for at forudse, hvornår de overtræder loven, og for at klarlægge de retlige konsekvenser af eventuelle overtrædelser; bemærker med bekymring, at den seneste offentlige romafjendske holdning trods sådanne detaljerede indholdsbestemmelser ikke blev straffet af Ungarns Mediemyndighed, og opfordrer til en afbalanceret anvendelse af lovgivningen;

Rettigheder for personer, der tilhører mindretal

52.  bemærker, at det ungarske parlament har vedtaget lovgivning på det straffe- og civilretlige område for at bekæmpe racehad og hadefulde udtalelser; mener, at lovgivningsmæssige foranstaltninger udgør et vigtigt udgangspunkt for at realisere målet om at skabe et samfund uden intolerance og forskelsbehandling i hele Europa, eftersom konkrete foranstaltninger kun kan bygges på en klar lovgivning påpeger imidlertid, at lovgivningen skal gennemføres aktivt;

53.  understreger, at myndighederne i alle medlemsstater har en positiv forpligtelse til at handle for at undgå overtrædelse af rettigheder for personer, der tilhører mindretal, og ikke kan forholde sig neutrale, og at de bør træffe de nødvendige lovgivningsmæssige, uddannelsesmæssige og politiske foranstaltninger, når de står over for sådanne overtrædelser; glæder sig derfor over ændringen af straffeloven, der blev indført i 2011 for at forhindre højreekstremistiske gruppers trusler mod romasamfund, idet »provokerende asocial adfærd«, som skaber frygt blandt medlemmer af et nationalt, etnisk, racemæssigt eller religiøst samfund, kan give op til tre års fængsel; anerkender den ungarske regerings rolle i forbindelse med lanceringen af en EU-ramme for de nationale strategier for romaernes integration under EU-formandskabet i 2011;

54.  bemærker med bekymring de gentagne ændringer til den retsorden, der begrænser rettighederne for lesbiske, bøsser, bi- og transseksuelle (LGBT), og som blandt andet forsøger at udelukke par af samme køn og deres børn samt andre utraditionelle familieformer fra grundlovens definition af en »familie«; understreger, at sådanne bestemmelser er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols seneste retspraksis, idet de fremmer et klima med intolerance over for LGBT-personer;

55.  glæder sig over indførelsen af bestemmelser i den ungarske grundlov gennem den fjerde ændring, hvoraf det fremgår, at »Ungarn skal tilstræbe at sikre alle personer en ordentlig bolig og adgang til offentlig service« og at »staten og de lokale myndigheder ligeledes skal bidrage til at skabe forudsætningerne for ordentlige boligforhold ved at tilstræbe at tilvejebringe boliger for alle hjemløse«; giver udtryk for bekymring over, at det ’for at beskytte den offentlige orden, den offentlige sikkerhed, borgernes sundhed og kulturelle værdier gennem en lov eller lokaldekret kan erklæres ulovligt at anvende et offentligt område eller en bestemt del af et offentlig område som fast bopæl», hvilket vil kunne føre til, at hjemløshed behandles gennem straffelovgivningen; erindrer om, at Ungarns forfatningsdomstol har statueret, at en lignende bestemmelse i loven om småforbrydelser var forfatningsstridige og krænkede den menneskelige værdighed;

Religions- eller trosfrihed og anerkendelse af kirker

56.  bemærker med bekymring, at ændringerne af grundloven i den fjerde ændring af grundloven giver parlamentet beføjelse til ved hjælp af forfatningslove og uden forfatningsmæssig pligt til at begrunde afvisninger at anerkende visse organisationer, som er engageret i religiøse aktiviteter som kirker, som kan have en negativ indvirkning på statens pligt til at forholde sig neutralt og upartisk i sit forhold til forskellige religioner og trosretninger;

Konklusion

57.  bekræfter, at det tillægger lighedsprincippet mellem samtlige medlemsstater den allerstørste betydning og afviser anvendelsen af dobbeltstandarder i forbindelse med behandlingen af medlemsstaterne; understreger, at tilsvarende situationen eller lovrammer og –bestemmelser bør vurderes på samme måde; mener, at en simpel ændring eller vedtagelse af love ikke kan betragtes som værende i modstrid med traktatens værdigrundlag; opfordrer Kommissionen til at påpege eksempler på uoverensstemmelse med EU-retten, så EU-Domstolen kan træffe afgørelse i sådanne sager;

58.  konkluderer af ovennævnte grunde, at den systemiske, generelle og gentagne ændring af den forfatnings- og lovgivningsmæssige ramme i løbet af meget kort tid og indholdet af disse ændringer er uforenelige med værdierne i artikel 2 TEU, artikel 3, stk. 1, og artikel 6 TEU og fraviger principperne i artikel 4, stk. 3, TEU; mener, at denne udviklingstendens, medmindre den standses rettidigt og på en hensigtsmæssig måde, vil indebære en tydelig risiko for en alvorlig overtrædelse af værdierne i artikel 2 i TEU;

III - Henstillinger
Forord

59.  bekræfter, at den aktuelle beslutning ikke kun handler om Ungarn, men uvægerligt om EU som helhed, og EU's demokratiske genopbygning og udvikling efter det 20. århundredes totalitære regimers fald. Den handler om den europæiske familie, dens fælles værdier og standarder, dens rummelighed og kapacitet til at indgå i dialog. Den handler om behovet for at gennemføre de traktater, som alle medlemsstater frivilligt har tiltrådt. Den handler om den gensidige bistand og gensidige tillid, der er nødvendig for Unionen, dens borgere og medlemsstater, hvis disse traktater skal være mere end blot ord på et stykke papir, men retsgrundlaget for et ægte retfærdigt og åbent Europa, der respekterer de grundlæggende rettigheder;

60.  er enig i idéen om en Union, som ikke blot er en »union af demokratier«, men også en »demokratiets union« baseret på pluralistiske samfund, hvor respekt for menneskerettigheder og retsstatsforhold er fremherskende

61.  bekræfter, at man i økonomiske og sociale krisetider kan være fristet til at se bort fra forfatningsmæssige principper, men at de forfatningsmæssige institutioners troværdighed og robusthed spiller en central rolle i forhold til at understøtte økonomiske, skattemæssige og sociale politikker;

Appel til alle medlemsstater

62.  opfordrer medlemsstaterne til at overholde deres forpligtelser i henhold til traktaten til at respektere, garantere, beskytte og fremme Unionens fælles værdier, hvilket er en nødvendig forudsætning for overholdelse af demokratiet og dermed kerneindholdet i EU-medborgerskabet og for opbygningen af en kultur af gensidig tillid, som muliggør samarbejde på tværs af grænserne og et reelt område med frihed, sikkerhed og retfærdighed;

63.  mener, at alle medlemsstater og Unionens institutioner er moralsk og juridisk forpligtet til at forsvare de europæiske værdier, som er fastsat i traktaterne, charteret om grundlæggende rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention, som den enkelte medlemsstat har undertegnet, og som EU snart tiltræder;

64.  opfordrer de nationale parlamenter til at styrke deres rolle ved at overvåge overholdelsen af de grundlæggende værdier og påpege eventuelle risici for krænkelse af disse værdier inden for EU's grænser med henblik på at bevare Unionens troværdighed over for tredjelande, som er baseret på den alvor, hvormed Unionen og medlemsstaterne betragter de værdier, de har valgt som grundlag;

65.  forventer, at alle medlemsstater tager de nødvendige skridt, navnlig i Rådet for Den Europæiske Union, til at bidrage loyalt til at fremme Unionens værdier og samarbejde med Parlamentet og Kommissionen om at overvåge, at de overholdes, navnlig inden for rammerne af »artikel 2-trilogen«, som der henvises til i punkt 85;

Appel til Det Europæiske Råd

66.  minder Det Europæiske Råd om dets ansvar inden for rammerne af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed;

67.  bemærker med skuffelse, at Det Europæiske Råd er den eneste af EU's politiske institutioner, som har forholdt sig tavs, mens Kommissionen, Parlamentet, Europarådet, OSCE og selv den amerikanske regering har udtrykt bekymring over situationen i Ungarn;

68.  mener, at Det Europæiske Råd ikke kan forholde sig passivt, såfremt en af medlemsstaterne overtræder de grundlæggende rettigheder eller gennemfører ændringer, som kan få negative konsekvenser for retsstatsprincippet i det pågældende land og derfor for retsstatsprincippet i hele EU, navnlig i de tilfælde, hvor den gensidige tillid til retssystemerne og det retlige samarbejde bringes i fare, da dette vil berøre EU som helhed negativt

69.  opfordrer formanden for Det Europæiske Råd til at underrette Parlamentet om sin vurdering af situationen ;

Henstillinger til Kommissionen

70.  opfordrer Kommissionen som traktaternes vogter og tilsynsførende med anvendelsen af EU-retten under EU-Domstolens kontrol til:

71.  minder Kommissionen om, at Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt EU's kommende tiltrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention stadfæster en ny struktur i EU-retten og mere end nogensinde giver menneskerettigheder en central plads i EU's opbygning, hvilket giver Kommissionen, som er traktaternes vogter, et øget ansvar på dette område;

Henstillinger til de ungarske myndigheder

72.  opfordrer de ungarske myndigheder til så hurtigt som muligt at gennemføre alle de foranstaltninger, som Kommissionen som traktatens vogter anses for at være nødvendige, for i fuld udstrækning at overholde EU-retten, for i fuld udstrækning af efterleve den ungarske forfatningsdomstols kendelser og til så hurtigt som muligt at gennemføre nedenstående henstillinger i overensstemmelse med henstillingerne fra Venedig-kommissionen, Europarådet og andre internationale organer, som beskæftiger sig over respekten for retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder for i fuld udstrækning at respektere retsstatsprincippet og hovedelementerne i det som de forfatningsmæssige rammer, kontrol- og tilsynsordningerne, og retsvæsenets uafhængighed sammen med stærke garantier for de grundlæggende rettigheder, herunder udtryksfriheden, mediefriheden og religions- og trosfrihed, beskyttelse af mindretal, en indsats for at bekæmpe forskelsbehandling og sikre ejendomsrettigheder;

Henstillinger til EU-institutioner til oprettelse af en ny mekanisme for effektiv håndhævelse af artikel 2 i TEU

73.  gentager det presserende behov for at tackle det såkaldte »Københavnsdilemma«, hvor EU fortsat står fast med hensyn til kandidatlandenes overholdelse af de fælles værdier og standarder, men mangler effektive overvågnings- og sanktioneringsredskaber, når landene har tiltrådt EU;

74.  kræver, at medlemsstaterne vurderes regelmæssigt for deres fortsatte overholdelse af Unionens grundlæggende værdier og kravene til demokrati og retsstatslige forhold for at undgå enhver form for dobbelte standarder, og at en sådan vurdering skal ske på grundlag af en fælles europæiske opfattelse af forfatningsmæssige og retlige standarder; kræver endvidere, at tilsvarende situationen i medlemsstaterne skal overvåges efter samme mønster, da princippet om lighed mellem medlemsstaterne i forhold til traktaten eller ikke bliver respekteret;

75.  opfordrer til et tættere samarbejde mellem EU-institutionerne og de øvrige internationale organer, navnlig med Europarådet og Venedig-kommissionen, og til at gøre brug af deres ekspertise inden for opretholdelse af principperne om demokrati og menneskerettigheder og retsstatsprincippet;

76.  anerkender og bifalder de initiativer, der er taget, den gennemførte analyse og de henstillinger, som Europarådet, navnlig Generalsekretæren, Den Parlamentariske Forsamling og kommissæren for menneskerettigheder og Venedigkommissionen har udstedt;

77.  opfordrer alle EU-institutioner til i fællesskab at overveje og drøfte – som udenrigsministrene fra Tyskland, Nederlandene, Danmark og Finland også anmodede om i deres ovennævnte skrivelse til Kommissionens formand – hvordan man kan udstyre EU med de nødvendige redskaber for at opfylde EU's traktatforpligtelser om demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder og samtidig undgå risikoen for dobbelte standarder mellem medlemsstaterne;

78.  mener, at en fremtidig revision af traktaterne bør føre til en klarere skelnen mellem en indledende fase, der har til formål at vurdere eventuelle risici for en alvorlig overtrædelse af de værdier, der er nævnt i artikel 2, i TEU, og en mere effektiv procedure i en efterfølgende fase, hvor det er nødvendigt at træffe foranstaltninger for at tackle aktuelle alvorlige og vedvarende overtrædelser af de pågældende værdier;

79.  gentager i lyset af den nuværende forfatningsmæssige mekanisme i artikel 7 i TEU opfordringerne i sin beslutning af 12. december 2012 om de grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union (2010-2011) til oprettelse af en ny mekanisme til sikre af, at samtlige medlemsstater overholder de fælles værdier, der er nedfældet i artikel 2 i EU-traktaten og fortsættelse af Københavns-kriterierne; denne mekanisme bør have form af en »Københavns-komité«», en «vismandsgruppe på højt plan» eller en vurdering i henhold til artikel 70 i TEUF og indebære en reform og styrkelse af mandatet for Det Europæiske Agentur for Grundlæggende Rettigheder og en styrket dialog mellem Kommissionen, Rådet, Europa-Parlamentet og medlemsstaterne, hvad angår de foranstaltninger, der skal træffes;

80.  gentager, at oprettelsen af en sådan mekanisme kan omfatte revurdering af mandatet for Det Europæiske Agentur for Grundlæggende Rettigheder, der bør udvides til også at omfatte en regelmæssig overvågning af medlemsstaternes overholdelse af artikel 2 i TEU; henstiller, at en sådan Københavnskomité p højt plan eller en sådan mekanisme bør bygge på og samarbejde med de eksisterende mekanismer og strukturer; minder om Det Europæiske Agentur for Grundlæggende Rettigheders rolle, idet det kunne samle det værdifulde arbejde i de forskellige tilsynsorganer under Europarådet og agenturets egne data og analyser med henblik på at foretage uafhængige sammenlignende og regelmæssige undersøgelser af alle medlemsstaters overholdelse af artikel 2 i EU-traktaten;

81.  henstiller, a mekanismen skal

82.  anmoder det udvalg, der er ansvarligt for beskyttelse af borgernes rettigheder, menneskerettigheder og grundlæggende rettigheder inden for EU og for fastlæggelse af klare risici for medlemsstaters eventuelle alvorlige overtrædelser af de fælles principper, om at fremlægge et detaljeret forslag i form af en betænkning til Formandskonferencen og plenarforsamlingen;

83.  opfordrer det udvalg, der er ansvarligt for beskyttelse af borgernes rettigheder, menneskerettigheder og grundlæggende rettigheder inden for EU, og for fastlæggelse af klare risici for medlemsstaters eventuelle alvorlige overtrædelser af de fælles principper samt for fastlæggelse af, at en medlemsstat groft og vedvarende overtræder principper, som medlemsstaterne har til fælles, til at følge op på udviklingen af situationen i Ungarn;

84.  har til hensigt at afholde en konference om dette spørgsmål inden udgangen af 2013, som skal samle repræsentanter fra medlemsstaterne, EU-institutionerne, Europarådet, nationale forfatningsdomstole og højesteretter, EU-Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol;

IV - Opfølgning

85.  opfordrer de ungarske myndigheder til at orientere Parlamentet, Kommissionen, Rådets formandskab og Europarådet om gennemførelsen af de foranstaltninger, der opfordres til i punkt 72;

86.  opfordrer Kommissionen og Rådet til hver især at udpege en repræsentant, der sammen med Parlamentets ordfører og skyggeordførere (»Artikel 2-trilogen«) kan foretage en vurdering af oplysningerne fra de ungarske myndigheder om gennemførelsen af henstillingerne i punkt 72 og som kan følge op på mulige fremtidige ændringer og sikre deres overensstemmelse med artikel 2;

87.  anmoder Formandskonferencen om at overveje, om det vil være hensigtsmæssigt at anvende den mekanisme, der er beskrevet traktaten, bl.a. i artikel 7, stk. 1, i tilfælde af, at de ungarske myndigheders svar på ovennævnte henstillinger ikke opfylder kravene i artikel 2 i TEU;

o
o   o

88.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Ungarns parlament, præsident og regering, formanden for forfatningsdomstolen og formanden for Curiaen (den ungarske højesteret), Rådet og Kommissionen, medlemsstaternes og kandidatlandenes regeringer og parlamenter, Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder, Europarådet og OSCE.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0053. (2) EUT C 199 E af 7.7.2012, s. 154. (3) EUT C 33 E af 5.2.2013, s. 17. (4) EUT C 169 E af 15.6.2012, s. 49. (5) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0500. (6) Disse love omfatter forfatningslove, som i to tredjedeles flertal for vedtagelse, forfatningslove, hvor nogle bestemmelser skal kan vedtages med simpelt flertal, og love, som kræver et flertal på to tredjedele af de tilstedeværende parlamentsmedlemmer for at blive vedtaget. (7) Juridisk analyse fremsendt til den ungarske regering den 28. februar 2011 http://www.osce.org/fom/75990 Se endvidere analysen og vurderingen fra september 2010 på http://www.osce.org/fom/71218 (8) HVOR FINDER VI DENNE FODNOTE, GLEMT AF OVERSÆTTELSEN ? (9) Rapport fra FN's særlige rapportør om moderne former for racisme, racediskrimination, fremmedhad og tilhørende intolerance (A/HRC/20/33/Add. (10) OG DENNE HER ? (11) Punkt 80 i afgørelsen. (12) Se arbejdsdokument nr. 5.

Europa-Parlamentets beslutning af 3. juli 2013 om oversvømmelserne i Europa (2013/2683(RSP))

P7_TA(2013)0316 RC-B7-0319/2013

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til EU-traktatens artikel 3 og til EUF-traktatens artikel 191 og artikel 196, stk. 1,

–  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 2012/2002 af 11. november 2002 om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond, til Kommissionens meddelelse om fremtiden for Den Europæiske Unions Solidaritetsfond (COM(2011)0613) og til sin beslutning af 15. januar 2013 om Den Europæiske Solidaritetsfond, gennemførelse og anvendelse(1),

–  der henviser til sine beslutninger af 5. september 2002 om oversvømmelseskatastrofer i Europa(2), af 8. september 2005 om naturkatastrofer (brande og oversvømmelser) i Europa(3), af 18. maj 2006 om naturkatastrofer (skovbrande, tørker og oversvømmelser) – landbrugsmæssige(4), regionaludviklingsmæssige(5) og miljømæssige aspekter(6), af 7. september 2006 om skovbrande og oversvømmelser i Europa(7), af 17. juni 2010 om oversvømmelser i centraleuropæiske lande, især Polen, Den Tjekkiske Republik, Slovakiet, Ungarn og Rumænien samt i Frankrig(8), samt af 11. marts 2010 om de alvorlige naturkatastrofer i den autonome region Madeira og virkningerne af stormen Xynthia i Europa(9),

–  der henviser til Kommissionens hvidbog »Tilpasning til klimaændringer: et europæisk handlingsgrundlag« (COM(2009)0147), til Kommissionens meddelelse »En fællesskabsstrategi til forebyggelse af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer« (COM(2009)0082) samt til Kommissionens meddelelse »Hen imod et styrket EU-katastrofeberedskab: civilbeskyttelsens og den humanitære bistands rolle« (COM(2010)0600),

–  der henviser til Kommissionens arbejdsdokument »Regioner 2020 - en vurdering af fremtidige udfordringer for EU's regioner« (SEC(2008)2868),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2, og stk. 4,

A.  der henviser til, at der for nylig har været en større naturkatastrofe i form af oversvømmelser i mange europæiske lande, herunder Østrig, Den Tjekkiske Republik, Tyskland, Ungarn, Polen, Slovakiet, Frankrig og Spanien;

B.  der henviser til, at hyppigheden, omfanget, kompleksiteten og virkningerne af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer overalt i Europa er taget voldsomt til i de senere år;

C.  der henviser til, at oversvømmelserne har forårsaget alvorlige skader på byer og kommuner, infrastruktur, virksomheder, landbruget og landdistrikterne, og der henviser til, at de har ødelagt dele af natur- og kulturarven og har forårsaget dødsfald og legemsbeskadigelse og har tvunget tusindvis af mennesker til at forlade deres hjem;

D.  der henviser til, at Den Europæiske Unions Solidaritetsfond (EUSF) blev oprettet med henblik på at afhjælpe alvorlige naturkatastrofer og yde finansiel støtte til katastroferamte stater;

E.  der henviser til, at det er nødvendigt at foretage en bæredygtig genopbygning af de områder, der er blevet ødelagt eller beskadiget af katastroferne, for at rette op på deres økonomiske, sociale og miljømæssige tab;

F.  der henviser til, at Den Europæiske Unions katastrofeforebyggelseskapacitet til at håndtere alle typer af naturkatastrofer skal styrkes, og der henviser til, at de mange fællesskabsinstrumenters funktionsevne og koordinationen af dem skal forbedres med henblik på at opnå en holdbar katastrofeforebyggelse;

G.  der henviser til, at visse bjergområder og områder langs floder og dale har mistet dele af deres vandoptagelseskapacitet som et resultat af ikke-bæredygtig afskovning, intensivt landbrug, store infrastrukturprojekter, urbanisering og arealbefæstelse langs med disse floder og dale;

1.  udtrykker sin dybeste medfølelse og solidaritet med indbyggerne i de medlemsstater, regioner og kommuner, som er berørt af katastrofen; henviser til de alvorlige økonomiske følger og udtrykker medfølelse og deltagelse over for ofrenes familier;

2.  anerkender den utrættelige indsats, som sikkerheds- og civilbeskyttelsesstyrker samt redningshold og frivillige har gjort for at redde liv og begrænse skaderne i de berørte områder;

3.  roser den indsats, der er blevet gjort af de medlemsstater, som har ydet assistance til de berørte områder, idet europæisk solidaritet kommer til udtryk ved gensidig bistand i alvorlige situationer;

4.  understreger, at jordbundsforringelse, der forårsages eller forværres af menneskelig aktivitet såsom uhensigtsmæssige landbrugs- og skovbrugsmetoder, skader jordens evne til fortsat at kunne varetage sin centrale funktion i forebyggelsen af naturkatastrofer fuldt ud;

5.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at være særligt opmærksom på planlægning og revision af politikker for bæredygtig arealudnyttelse, økosystemets absorptionsevne og bedste praksis samt på at øge oversvømmelseskontrollens og kloakinfrastrukturens kapacitet;

6.  understreger, at spørgsmålet om effektiv forebyggelse af oversvømmelser skal behandles i interregionale og grænseoverskridende risikostyringsstrategier, hvor der findes et stort potentiale for koordination og gennemførelse af en omfattende fælles katastrofeindsats;

7.  anerkender, at Den Europæiske Unions civilbeskyttelsesordning hjalp medlemsstaterne med at samarbejde og minimere virkningerne af katastrofen; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forenkle reglerne og procedurerne for aktivering af ordningen;

8.  understreger den mulighed i forbindelse med målet for europæisk territorialt samarbejde, som medlemsstaterne og de berørte regioner har for at gøre risikostyring til en prioriteret investeringsopgave for den næste programmeringsperiode, som der i øjeblikket forhandles om, og opfordrer dem til at gøre det;

9.  understreger, at programmer til forebyggelse af oversvømmelser skal gennemføres af medlemsstaterne ved hjælp af omfattende og forebyggende strategier; understreger, at nødhjælpspolitik, herunder katastrofeforebyggelse og -beredskab, kræver en større inddragelse af regioner, byer og lokalsamfund, som bør tilskyndes til at medtage nødhjælpspolitik i deres strategier;

10.  opfordrer Rådet og Kommissionen til - så snart de modtager alle de nødvendige ansøgninger fra medlemsstaterne - at tage de nødvendige skridt til at sikre, at der hurtigt ydes en passende finansiel bistand fra EUSF; understreger, hvor meget det haster med at frigive økonomisk bistand via Den Europæiske Unions Solidaritetsfond til de lande, der er ramt af denne naturkatastrofe;

11.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde en ny forenklet forordning for Den Europæiske Unions Solidaritetsfond, der bl.a. vil gøre det muligt for Kommissionen at foretage forudbetalinger, så snart de berørte medlemsstater har ansøgt om bistand;

12.  understreger, at investeringer i forebyggelse af oversvømmelser under de relevante programmer kræver tilstrækkelige økonomiske ressourcer, da det er et vigtigt redskab til at give medlemsstaternes regeringer mulighed for at udvikle og gennemføre politikker til forebyggelse af oversvømmelser; understreger, at investeringer i støtte til katastrofeforebyggelse bør følge en økosystembaseret fremgangsmåde;

13.  giver udtryk for den opfattelse, at følgerne af katastrofer har en negativ indvirkning på mulighederne for at trække på EU-midlerne; opfordrer til, at der udvises den nødvendige fleksibilitet med hensyn til en omprogrammering i medlemsstaterne til støtte for genopbygningen af ugunstigt stillede områder og udvælgelsen af de bedst egnede projekter;

14.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer samt til regionale og lokale myndigheder i de berørte områder.

(1) Vedtagne tekster P7_TA(2013)003. (2) EFT C 272E af 13.11.2003, s. 471. (3) EUT C 193 E af 17.8.2006, s. 322. (4) EUT C 297 E af 7.12.2006, s. 363. (5) EUT C 297 E af 7.12.2006, s. 369. (6) EUT C 297 E af 7.12.2006, s. 375. (7) EUT C 305 E af 14.12.2006, s. 240. (8) EUT C 236 E af 12.08.11, s. 128. (9) EUT C 349 E af 22.12.2010, s. 88.

Europa-Parlamentets beslutning af 3. juli 2013 om reform af banksektorens struktur i EU (2013/2021(INI))

P7_TA(2013)0317 A7-0231/2013

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 120,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/76/EU af 24. november 2010 om ændring af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF for så vidt angår kapitalkrav vedrørende handelsbeholdningen og gensecuritisationer og tilsyn med aflønningspolitikker,

–  der henviser til rapporten af 2. oktober 2012 fra ekspertgruppen på højt plan (HLEG) om reformering af strukturen inden for EU's banksektor(1),

–  der henviser til konklusionerne fra G20-møderne, der blev holdt i London i 2009, i Cannes i 2011 og i Moskva i 2013,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/111/EF af 16. september 2009 om ændring af direktiv 2006/48/EF, 2006/49/EF og 2007/64/EF for så vidt angår banker tilsluttet centralorganer, visse komponenter i egenkapitalen, store engagementer, tilsynsordninger og krisestyring, og til henholdsvis forslag af 20.juli 2011til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber (COM(2011)0453) og forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om reguleringskrav for kreditinstitutter og investeringsselskaber (COM(2011)0452),

–  der henviser til forslag af 6. juni 2012 til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 77/91/EØF og 82/891/EØF, direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF og 2011/35/EU og af forordning (EU) nr. 1093/2010 (COM(2012)0280),

–  der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 13.-14. december 2012,

–  der henviser til henstillingerne fra oktober 2011 fra Financial Stability Board om »Key Attributes of Effective Resolution Regimes for Financial Institutions« (hovedkendetegn ved effektive ordninger for afvikling af finansielle institutioner) og fra november 2010 om »Intensity and Effectiveness of SIFI Supervision« (intensitet og effektivitet i overvågningen af systemisk vigtige finansielle institutioner (SIFI’er)),

–  der henviser til høringsdokumentet fra november 2011 med titlen »Global systemically important Banks: assessment methodology and the additional loss absorbency requirement« (globalt systemisk vigtige banker: vurderingsmetoder og yderligere tabsabsorptionskrav) fra Baselkomitéen for Banktilsyn,

–  der henviser til medlemsstaternes og de internationale initiativer til strukturreform af banksektoren, herunder den franske Loi de séparation et de régulation des activités bancaires, den tyske Trennbankengesetz, rapporten fra Independent Commission on Banking og Vickers reforms i Det Forenede Kongerige samt Volcker rules i USA,

–  der henviser til rapporten fra 2012 fra Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) med titlen »Implicit Guarantees for Bank Debt: Where Do We Stand?«(2) (om implicitte garantier for bankgæld) og til OECD's rapport fra 2009 med titlen »The Elephant in the Room: The Need to Deal with What Banks Do«(3);

–  der henviser til sin beslutning af 20. november 2012 om skyggebanker(4),

–  der henviser til Eurogruppens erklæring af 25. marts 2013 om krisen i Cypern(5),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A7-0231/2013),

A.  der henviser til, at der inklusive rekapitaliseringen af Northern Rock i 2007 siden krisens begyndelse i perioden fra 2008 til udgangen af 2011 er blevet givet statsstøtte på over 1,6 billioner EUR (12,8 % af EU's BNP) til finanssektoren, og at der heraf er gået ca. 1 080 mia. EUR til garantier, 320 mia. EUR til rekapitaliseringsforanstaltninger, 120 mia. EUR til kompensation for værdiforringede aktiver og 90 mia. EUR til likviditetsforanstaltninger(6); der henviser til, at Kommissionen har krævet en betydelig omstrukturering af de banker, der modtager støtte, herunder ophør med visse aktiviteter, for at sikre deres fremtidige overlevelse uden yderligere offentlig støtte og for at kompensere for konkurrenceforvridninger som følge af den modtagne støtte;

B.  der henviser til, at statsfinansierede redningsforanstaltninger har ført til en massiv stigning i den offentlige gældsætning i EU-medlemsstaterne;

C.  der henviser til, at EU's økonomi i de fem år, der er gået efter den globale økonomiske krise og finanskrisen i 2008, fortsat befinder sig i en lavkonjunktur, hvor medlemsstaterne yder tilskud og implicitte garantier til banker, bl.a. på grund af den uhensigtsmæssige gennemførelse af den økonomiske og finanspolitiske ramme

D.  der henviser til, at OECD i sin rapport fra 2012 anslår værdien af implicitte statsgarantier med deraf følgende omkostningsbesparelser for EU's banker til ca. 100 mia. USD i 2012, idet der dog er store forskelle mellem banker og medlemsstater på den måde, at de største fordele tilflyder de største banker, navnlig hvis de anses for at være svage, og banker beliggende i medlemsstater med den højeste kreditvurdering for offentlig gæld; der henviser til, at sådanne garantier i henhold til rapporten desuden er ydet til andre banker end dem, der er klassificeret som SIFI'er i henhold til den metodologi, som anvendes af Rådet for Finansiel Stabilitet (FSB);

E.  der henviser til, at en svag europæisk rammelovgivning sammen med overdreven risikotagen, overdreven anvendelse af fremmedkapital, utilstrækkelige egenkapital- og likviditetskrav, hele banksystemets overdrevne kompleksitet, for store banksektorer i små samfundsøkonomier, manglende kontrol og tilsyn, overdreven ekspansion i handelen med derivater, fejlagtige ratings og overdrevne bonussystemer og utilstrækkelig risikoforvaltning var årsagen til finanskrisen, der i vid udstrækning grad blev næret af en uforholdsmæssigt stor eksponering over for lån i fast ejendom i forhold til kapitalmarkedsaktiviteter samt af utilstrækkeligt tilsyn;

F.  der henviser til, at forsigtighedsprincippets forsvinden fra regnskabsstandarderne som følge af vedtagelsen af internationale finansielle rapporteringsstandarder spillede og fortsat spiller en væsentlig rolle, idet de giver bankerne mulighed for at præsentere deres regnskab på en måde, der ikke altid var og ikke altid er retvisende, med særlig henvisning til IAS 39 om hensættelser til dækning af tab på udlån;

G.  der henviser til, at forretningsbanker også ophobede risici i Europa ved at udstede realkreditlån på grundlag af en kortsigtet og fejlagtig risikostyring;

H.  der henviser til, at der, som HLEG's analyse viser, ikke var en bestemt forretningsmodel, der klarede sig specielt godt eller specielt dårligt under finanskrisen;

I.  der henviser til, at overskud i finanssektoren ofte blev privatiseret, mens risiko og tab blev nationaliseret; der henviser til, at risiko og ansvar må gå hånd i hånd i en social markedsøkonomi;

J.  der henviser til, at den nuværende svaghed i det europæiske banksystem efter krisen viser, at der er behov for at styrke strukturen bag EU's finansielle tilsyn og krisestyring, herunder strukturreformer af visse banker med henblik på at tilgodese økonomiens behov i bred forstand;

K.  der henviser til, at banker ikke bør sættes højere end almenhedens interesse;

L.  der henviser til, at indførelsen i USA i 1933 af Glass-Steagall-loven om bankadskillelse bidrog til overvindelsen af den værste globale finansielle finanskrise før den nuværende, og at bankernes spekulationsinvesteringer og uroen på finansmarkederne voksede betragteligt, efter at denne lov blev ophævet i 1999;

M.  der henviser til, at der er iværksat en række vigtige EU-initiativer med henblik på at forebygge en ny bankkrise, øge beskyttelsen af skatteydere og detailkunder og skabe robuste og bæredygtige betalingssystemer;

N.  der henviser til, at den ottende udgave (december 2012) af Kommissionens resultattavle for forbrugermarkederne klart viser, at forbrugernes tillid til banktjenester i EU er faldet til et hidtil uhørt lavt niveau

O.  der henviser til, at den redningspakken for Cypern, der blev vedtaget for nyligt, oprindeligt indeholdt en skat på alle bankindeståender, hvilket ville undergrave tilliden til landets indskudsgarantiordning;

P.  der henviser til, at en undersøgelse foretaget af Den Internationale Betalingsbank tyder på, at en for stor finansiel sektor i et land har negative konsekvenser for væksten i produktiviteten, hvis omfanget af private lån som mål for finanssektorens størrelse overstiger BNP, og den relative beskæftigelse i finanssektoren stiger hastigt, da menneskelige og finansielle ressourcer ledes bort fra andre økonomiske aktivitetsområder(7);

Q.  der henviser til, at Eurogruppen i forbindelse med krisen på Cypern har bekræftet princippet om, at banksektorens størrelse i forhold til en medlemsstats BNP bør begrænses med henblik på at håndtere manglende balance inden for banksektoren og fremme finansiel stabilitet, hvoraf det kan udledes, at det i mangel af væsentlige afviklingsfonde på EU-plan vil være gavnligt for den systemiske stabilitet med begrænsninger af bankernes størrelse, kompleksitet og indbyrdes afhængighed;

R.  der henviser til, at den blotte opsplitning af finansielle institutioner i investerings- og detailgrene ikke løser problemet med SIFI'er og med forholdet mellem genopretnings- og afviklingsfondens volumen på den ene side og på balancen i de institutioner, der systemisk er relevante for så vidt angår lån, betalinger og indskud, den anden side;

S.  der henviser til, at omstillingsprocessen hen imod en mere bæredygtig, mindre systemisk og mere levedygtig banksektor tilsyneladende er forskellig i de forskellige medlemsstater;

T.  der henviser til, at HLEG konkluderer, at finanskrisen har tydeliggjort, at der ikke var en bestemt forretningsmodel, der klarede sig specielt godt eller specielt dårligt i den europæiske banksektor; der henviser til, at HLEG's analyse afslørede overdreven risikotagen, ofte i forbindelse med handel med særdeles komplekse instrumenter eller lån til fast ejendom, der ikke blev matchet med tilstrækkelig kapitalbeskyttelse, overdreven tiltro til kortfristet finansiering og stærke bånd mellem de finansielle institutioner, hvilket medførte en høj grad af systemisk risiko i tiden op til finanskrisen;

U.  der henviser til, at HLEG understreger, at simple betegnelser, såsom detailbanker og investeringsbanker, ikke beskriver en banks forretningsmodel, dens præstation eller risikovillighed på passende vis; der henviser til, at forretningsmodeller er forskellige med hensyn til en række nøgledimensioner, såsom størrelse, aktiviteter, indkomstmodel, kapital- og finansieringsstruktur, ejerskab, virksomhedsstruktur og geografisk udbredelse, og har udviklet sig betydeligt i tidens løb;

V.  der henviser til, at det er blevet klart, at risici kan opstå i såvel bankens detaildel som investeringsdel;

W.  der henviser til, at Kommissionens forslag bør sikre en principbaseret tilgang til strukturreformer af den europæiske banksektor, som er i overensstemmelse med og supplerer den eksisterende og kommende EU-lovgivning om finansielle tjenesteydelser; der henviser til, at Den Europæiske Bankmyndighed (EBA) bør spille en central rolle i udviklingen af relevante tekniske standarder, som skal sikre en konsekvent gennemførelse og håndhævelse i EU på vegne af de kompetente myndigheder, herunder ECB;

X.  der henviser til, at det inden for banksektorerne i medlemsstaterne har vist sig, at lokalt og regionalt orienterede, decentrale institutter er stabile og gavnlige for finansieringen af realøkonomien;

Y.  der henviser til, at det er nødvendigt, at bankerne har højere kapitalniveauer, der skal være af bedre kvalitet; henviser endvidere til, at de skal have større likviditetsbuffere og en mere langsigtet finansiering;

Z.  der henviser til, at det – siden det hverken er muligt eller ønskeligt at iværksætte en bankadskillelse efter en fallit – er nødvendigt med en effektiv genopretnings- og afviklingsordning for at give myndighederne med et troværdigt sæt værktøjer, herunder en brobank, så de tilstrækkelig tidligt og hurtigt kan gribe ind over for en skrantende eller fallitramt bank for at sikre, at dens væsentlige finansielle og økonomiske aktiviteter kan fortsætte, samtidig med at konsekvenserne for den finansielle stabilitet minimeres, og det sikres, at de aktionærer og investorer, der har løbet den risiko at investere i det pågældende pengeinstitut – og ikke skatteyderne eller indskyderne – kommer til at bære en passende andel af tabene; der henviser til, at sådanne genopretnings- og afviklingsplaner ikke er nødvendige for andre slags private virksomheder, idet der er tale om et specifikt problem med markedet for finansielle tjenesteydelser; der henviser til, at finansielle institutioner ville kunne gå fallit uden at have behov for en genopretnings- og afviklingsplan, hvis markedet fungerede ordentligt; der henviser til, at problemet skyldes strukturerne og den indbyrdes afhængighed mellem de finansielle institutioner;

AA.  der henviser til, at tilsyns- og afviklingsmyndighederne skal have de nødvendige beføjelser til effektivt at kunne fjerne hindringer for kreditinstitutters afviklingsevne; der henviser til, at bankerne selv skal pålægges opgaven med at dokumentere deres afviklingsevne; der henviser til, at indførelse af obligatoriske sanerings- og afviklingsplaner giver mulighed for at påvirke bankstrukturen, mindske institutters kompleksitet og begrænse eller forhindre visse forretningsområder og produkter;

AB.  der henviser til, at, når det drejer sig om at bringe de implicitte garantier, som mange banker har fået, til ophør, er et af de vigtigste værktøjer i den genopretnings- og afviklingsordning, som Kommissionen har foreslået, myndighedernes beføjelse til at gribe tidligt ind, længe før bankerne når det punkt, hvor de ikke kan overleve, og kræve, at bankerne ændrer deres forretningsstrategi, størrelse eller risikoprofil, så de kan afvikles uden behov for ekstraordinær finansiel statsstøtte;

AC.  der henviser til, at banker aldrig mere må få lov til at blive så store, at et krak udgør en systemisk risiko for hele økonomien, der tvinger regeringen og skatteyderne til at redde dem, og til, at der skal sættes en stopper for problemet med banker, der er for store til at gå fallit;

AD.  der henviser til, at banker ikke må blive så store, heller ikke i en enkelt medlemsstat, at de bliver til en systemisk risiko i en nationalstat, og skatteyderne må betale for tabene;

AE.  der henviser til, at EU's banksektor stadig er stærkt koncentreret: 14 europæiske bankgrupper er globalt systemisk vigtige finansielle institutioner, og 15 europæiske banker sidder på 43 % af markedet (målt efter størrelsen af aktiverne) og udgør 150 % af EU-27's BNP, idet disse tal er endnu højere i enkelte medlemsstater; der henviser til, at bankernes størrelse i forhold til BNP er tredobledes siden 2000; der henviser til, at bankernes størrelse i forhold til BNP er firdoblet i Luxembourg, Irland, Cypern, Malta og Storbritannien; der henviser til, at der er store forskelle inden for den europæiske banksektor, både med hensyn til størrelse og forretningsmodel;

AF.  der henviser til, at der ikke tidligere er fremlagt bevis for, at en adskillelsesmodel kan bidrage positivt til at undgå en fremtidig finanskrise eller mindske risikoen herfor;

AG.  der henviser til, at staten i dag garanterer og implicit støtter hele det finansielle system ved hjælp af likviditetsstøtte, indskudsgarantiordninger og nationaliseringsprogrammer; der henviser til, at staten kun bør garantere væsentlige tjenesteydelser, der sikrer, at realøkonomien fungerer gnidningsløst, såsom betalingssystemer og overtræksfaciliteter; der henviser til, at strukturreformen blot drejer sig om at sikre, at staten kun garanterer væsentlige tjenesteydelser, mens ikke-væsentlige tjenesteydelser prissættes af markedet;

AH.  der henviser til, at kapitalmarkederne skal opfylde de europæiske finansielle behov på et tidspunkt med meget begrænsede bankudlån; mener, at der i Europa er behov for at øge adgangen til alternative finansieringskilder, navnlig ved at udvikle alternative kapitalmarkeder og ved at reducere afhængigheden af bankfinansiering som beskrevet i Kommissionens grønbog om langsigtet finansiering af den europæiske økonomi;

AI.  der henviser til, at bankernes finansiering af realøkonomien er betydeligt højere i de fleste medlemsstater end i Det Forenede Kongerige eller USA;

AJ.  der henviser til, at øget konkurrence i den europæiske banksektor er yderst ønskelig; der henviser til, at de mange lovgivnings- og forskriftsmæssige krav til bankerne, som dog er berettiget af flere grunde, risikerer at skabe adgangsbarrierer, hvormed de bidrager til at fastholde bankkoncernernes nuværende dominerende stilling;

AK.  der henviser til, at EU's banksektor står over for dybtgående strukturelle ændringer, som skyldes en ændret markedssituation og omfattende reguleringsreformer, f.eks. gennemførelsen af Basel-III-reglerne;

AL.  der henviser til, at rapporten fra Independent Commission on Banking og Vickers reforms i Det Forenede Kongerige gentagne gange fastslår, at henstillingerne udgør en politisk tilgang til de britiske banker;

1.  glæder sig over HLEG's analyse og anbefalinger vedrørende reform af bankvæsenet og anser dem for at være et solidt grundlag for indledning af reformer;

2.  glæder sig over Kommissionens høring om strukturreformer inden for banksektoren af 16. maj 2013;

3.  mener, at nationale initiativer med henblik på at gennemføre strukturreformer skal ske inden for en EU-ramme for at bevare EU’s indre marked og forhindre en opsplitning af det samtidig med, at de forskellige bankmodeller i medlemsstaterne respekteres;

4.  mener, at de foreliggende reformer af EU's banksektor (herunder kapitalkravsdirektivet og -forordningen, direktivet om genopretning og afvikling, den fælles tilsynsmekanisme, direktivet om indskudsgarantiordninger, direktivet og forordningen om markedet for finansielle instrumenter samt skyggebankinitiativerne) er meget vigtige; glæder sig over, at Kommissionen har til hensigt at fremsætte forslag til direktiv om en strukturreform af den europæiske banksektor for at løse problemet med banker, der er for store til at gå fallit, og understreger, at dette direktiv skal supplere ovennævnte reformer;

5.  fastholder, at Kommissionens konsekvensanalyse skal indeholde vurderinger af forslagene om en strukturreform fra henholdsvis HLRG, Volker, Vickers, Frankrig og Tyskland, opregne omkostningerne for både de offentlige budgetter og i form af risikoen for manglende økonomisk stabilitet i tilfælde af, at en EU-baseret bank går fallit under den nuværende krise, samt de potentielle omkostninger for banksektoren i EU og de mulige positive og negative konsekvenser for realøkonomien, samt omfatte oplysninger om udformningen af EU's nuværende universelle bankmodel, herunder størrelsen af og regnskaberne for både detailbankvirksomheden og investeringsbankvirksomheden i alle universelle banker, der er aktive i EU, og om eventuelle implicitte statsgarantier fra medlemsstaterne til bankerne; kræver, at Kommissionen, hvor det er muligt, skal supplere sin vurdering med en kvantitativ analyse under hensyntagen til de forskellige banksystemer i medlemsstaterne;

6.  minder Kommissionen om den advarsel, der blev udsendt af Den Europæiske Banktilsynsmyndighed og Den Europæiske Centralbank (ECB), om, at finansielle innovationer kan undergrave strukturreformernes mål, og fastholder, at strukturelle reformer bør gøres til genstand for regelmæssig revision(8);

7.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremsætte et lovforslag om regulering af skyggebanker, som tager hensyn til principperne bag den igangværende reform af banksektoren;

8.  mener, at hovedsigtet med enhver reform af strukturen af banksektoren skal være at etablere et sikkert, stabilt og effektivt banksystem, som fungerer inden for en konkurrencebaseret markedsøkonomi og tjener realøkonomiens, kundernes og forbrugerne behov under hele konjunkturcyklussen; er af den opfattelse, at en strukturreform skal stimulere den økonomiske vækst ved at fremme tilførsel af kredit til økonomien, især til SMV'er og nystartede virksomheder, skabe større modstandsdygtighed over for potentielle finanskriser, genoprette tilliden og tiltroen til bankerne, fjerne risici for de offentlige finanser og ændre bankkulturen;

Principperne for strukturreformen

9.  mener, at strukturreformen skal bygge på følgende principper:

10.  opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til ECB’s forslag om at oprette klare adskillelseskriterier, som det er muligt at håndhæve; understreger, at adskillelsen skal sikre EU’s indre marked og ikke opsplittet det samtidig med, at de forskellige bankmodeller i medlemsstaterne respekteres(9);

11.  understreger nødvendigheden af at vurdere de systemiske risici, som både de særskilte enheder og grupperne som helhed indebærer, idet der i fuld udstrækning tages hensyn til ikke-balanceførte engagementer;

12.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at direktivet om genopretning og afvikling gennemføres i fuld udstrækning; opfordrer Kommissionen, EBA og medlemsstaterne til at sikre, at bankerne råder over klare og troværdige kriseforvaltningsrammer, som omfatter tilstrækkelig kapital til indlåns-, udlåns og betalingsaktiviteter, passiver, der kan »bailes-in«, og likvide aktiver til i tilfælde af fallit at sikre, at kunderne stadig har adgang til deres midler, at væsentlige aktiviteter – navnlig indlåns-, udlåns- og betalingsaktiviteter - beskyttes mod risikoen for en betalingsstandsning, at kunderne får deres indeståender udbetalt rettidigt, og at negative konsekvenser for den økonomiske stabilitet undgås;

13.  opfordrer Kommissionen, EBA og de kompetente myndigheder til på grundlag af lovbestemmelserne om kapitalkrav og genopretning og afvikling at sikre tilstrækkelig differentiering med hensyn til kapital, gearing, likviditet, passiver, der kan »bailes-in«, tilstrækkelige kapitalbuffere og likviditetskrav mellem de særskilte enheder med særlig vægt på højere kapitalkrav til ikke-væsentlige risikobetonede aktiviteter;

Selskabsstyring

14.  opfordrer Kommissionen til at undersøge de forslag, der er beskrevet i HLEG's rapport på området for selskabsstyring, med henblik på en grundig konsekvensanalyse af en eventuel adskillelse og af alternativer, herunder a) styrings- og kontrolmekanismer, b) risikostyring, c) incitamenter, d) risikooplysninger og e) sanktioner;

15.  opfordrer Kommissionen til at gennemføre de forslag og henstillinger, der er indeholdt i Parlamentets beslutning af 11. maj 2011 om corporate governance i finansielle institutioner(10);

16.  er af den opfattelse, at direktivet om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, der blev vedtaget for nylig, indeholder en passende ramme for krav til styringen af banker, herunder bankernes bestyrelsesmedlemmer med og uden ledende beføjelser;

17.  opfordrer Kommissionen til at hjælpe med til at nå frem til en aftale om det foreslåede direktiv om en indlånsgarantiordning og at øge forbrugerbeskyttelsen ved at indføre forrang for indskydere;

18.  opfordrer Kommissionen til at indføje bestemmelser om, at alle administrerende bestyrelsesmedlemmer i en banks enhed udelukkende har ansvar som administrerende bestyrelsesmedlemmer i denne enhed i banken;

19.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at skærpe bestemmelserne om personlig ansvarlighed og ansvar for bestyrelsesmedlemmer; foreslår, at Kommissionen i denne sammenhæng undersøger, hvorledes man kan tilskynde til en tilbagevenden til partnerskabsmodellen for virksomhedsledelse, navnlig i forbindelse med drift af investeringsbanker;

20.  opfordrer Kommissionen og EBA til at sikre, at lovbestemmelserne om kapitalkrav gennemføres i fuld udstrækning, navnlig bestemmelserne om aflønning og vederlag; opfordrer EBA og Kommissionen til at forelægge en årsberetning for Parlamentet og Rådet om gennemførelsen og håndhævelsen af de relevante bestemmelser i medlemsstaterne; opfordrer Kommissionen med at fortsætte reformen af bankernes aflønnings- og vederlagskultur ved at prioritere langsigtede incitamenter med variabel aflønning, der udskydes helt til pensionsalderen, og ved at fremme åbenhed omkring aflønningspolitikken herunder men ikke udelukkende begrundelse for og vurdering af interne lønforskelle, relevante ændringer og forholdsmæssige afvigelser inden for sektoren;

21.  opfordrer indtrængende Kommissionen, EBA og de kompetente myndigheder til at sikre, at aflønningssystemerne prioriterer brugen af instrumenter såsom obligationer, der er underlagt bail-in, og aktier i stedet for kontanter provisioner eller værdibaserede komponenter i overensstemmelse med kapitalkravsdirektivets bestemmelser

22.  opfordrer indtrængende Kommissionen, EBA og de kompetente myndigheder til at sikre, at kompensations- og aflønningssystemer på alle niveauer i en bank afspejler dens generelle resultater og er koncentreret om kvalitetsservice for kunderne og langsigtet finansiel stabilitet i stedet for kortsigtet udbytte i overensstemmelse med lovbestemmelserne om kapitalkrav;

23.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre effektive og afskrækkende sanktionssystemer, der står i et rimeligt forhold til overtrædelserne, for juridiske og fysiske personer samt offentliggørelse af sanktionsniveauer og oplysninger om dem, der har overtrådt reglerne;

24.  opfordrer Kommissionen til at sørge for, at de kompetente myndigheder, og i givet fald den fælles tilsynsmekanisme overholder principperne i strukturreformen;

25.  opfordrer Kommissionen til at foreslå, at de kompetente tilsynsmyndigheder, herunder den fælles tilsynsmekanisme, tildeles passende midler og beføjelser

26.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at foretage en undersøgelse for at sikre, at de regnskabsstandarder, som anvendes af de finansielle institutioner, giver et ægte og fair billede af bankernes finansielle sundhed; påpeger, at regnskabet er en investors hovedkilde til information med henblik på at fastslå, om et selskab er en going concern eller ej; bemærker, at revisorer kun kan underskrive et regnskab, hvis dette er sandt og fair, uafhængigt af de finansielle standarder, som er blevet benyttet af de personer, der har udarbejdet regnskabet; mener, at revisorerne, hvis de er usikre på, om en virksomhed er en going concern, ikke bør underskrive virksomhedens regnskab, selv om dette er udarbejdet i overensstemmelse med regnskabsstandarderne; henviser til, at dette imidlertid burde være et incitament til bedre styring af det pågældende selskab; gør opmærksom på, at de internationale standarder for regnskabsaflæggelse ikke nødvendigvis giver et sandt og fair billede af regnskaberne, således som det fremgår af talrige eksempler på banker, der går fallit, til trods for at deres regnskab er underskrevet af revisorer;

Styrkelse af en fair og bæredygtig konkurrence

27.  understreger, at effektiv, fair og bæredygtig konkurrence er nødvendig for at opretholde en velfungerende og effektiv banksektor, der bidrager til finansieringen af realøkonomien ved at sikre almenheden afgang til og nedbringe omkostningerne ved banktjenester; understreger i den forbindelse, at tilsynsreglerne sammen med andre bestemmelser bør tage hensyn til de respektive institutioners risikoprofil, regionale indsatsområde og forretningsmodel;

28.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at samarbejde om fremme af større diversificering af EU's banksektor ved at tilskynde til og lette mere forbrugerorienteret bankvirksomhed, for eksempel gennem kooperativbanker, byggesparekasser, peer-to-peer-långivning, crowdfunding og sparekasser, idet de forskellige risikoniveauer, som forbrugeren er udsat for, offentliggøres på gennemsigtig vis;

29.  bemærker, at der med henblik på at øge konkurrenceevnen og stabiliteten af ​​det europæiske banksystem er behov for en effektiv håndtering af spørgsmålet om SIFI’er, dvs. banker, der er for store til at krakke (too big to fail), hvis problemer har ført til en optrapning af de negative konsekvenser af den finansielle krise, og dette skal ske ved at rationalisere omfanget af bankkoncernernes forretninger samt ved at reducere afhængigheden internt i koncernerne;

30.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at finde måder, hvorpå udlån til virksomheder, som banken følger og støtter (relationship lending) eller til vidensbaserede virksomheder (knowledge based lending) kan fremmes i lovgivningsinitiativer; henviser til, at dette bør tjene til at undgå en »fluebenstilgang« og i stedet rette fokus mod fremme af erhvervsfaglig og etisk uddannelse for dem, der formidler lån og udlåner til virksomheder;

31.  opfordrer medlemsstaterne, Kommissionen og de kompetente myndigheder til at sætte sig som et klart mål at fremme og sikre en effektiv konkurrence og til at tilskynde til mere forskelligartethed og mere kundeorientering inden for banksektoren i EU;

32.  opfordrer Kommissionen til at forelægge foranstaltninger til indførelse af portabilitet for konti og til fremme af brugervenlige websteder, der gør det muligt for forbrugerne at sammenligne både priser og finansiel styrke hos bankerne, og dermed styrke disciplinen gennem et informeret forbrugerskifte mellem banker, og til at forbedre forbrugernes valgmuligheder inden for banksektoren ved at nedbringe hindringerne for at vinde indpas på eller forlade markedet og fastlægge forholdsmæssigt passende regler for nye markedsaktører;

33.  opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag til de nødvendige strukturreformer, som er beskrevet i denne betænkning, idet den bevarer det indre markeds integritet, respekterer de nationale banksystemers diversitet og sikrer EBA en stærk rolle, der kan garantere en korrekt anvendelse i hele EU;

o
o   o

34.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) http://ec.europa.eu/internal_market/bank/docs/high-level_expert_group/report_en.pdf (2) http://www.oecd.org/finance/financial-markets/Implicit-Guarantees-for-bank-debt.pdf (3) http://www.oecd.org/daf/fin/financial-markets/44357464.pdf (4) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0427. (5) http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/en/ecofin/136487.pdf (6) COM(2012)0778. (7) »Reassessing the impact of finance on growth«, af Stephen G. Cecchetti og Enisse Kharroubi, Monetary and Economic Department of the Bank of International Settlements, juli 2012: http://www.bis.org/publ/work381.pdf (8) http://www.eba.europa.eu/cebs/media/Publications/Other%20Publications/Opinions/EBA-BS-2012-219--opinion-on-HLG-Liikanen-report---2-.pdf og http://www.ecb.int/pub/pdf/other/120128_eurosystem_contributionen.pdf (9) http://www.ecb.int/pub/pdf/other/120128_eurosystem_contributionen.pdf (10) EUT C 377 E , 7.12.2012, s. 7.

Europa-Parlamentets beslutning af 3. juli 2013 om årsrapport 2011 om beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser – Bekæmpelse af svig (2012/2285(INI))

P7_TA(2013)0318 A7-0197/2013

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine beslutninger om tidligere årsrapporter fra Kommissionen og Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF),

–  der henviser til rapporten fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet med titlen »Beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser – Bekæmpelse af svig – Årsrapport 2011« (COM(2012)0408) og ledsagende dokumenter (SWD(2012)0227, SWD(2012)0228, SWD(2012)0229 og SWD(2012)0230)(1),

–  der henviser til OLAF's årsrapport 2011(2),

–  der henviser til Revisionsrettens årsberetning om gennemførelsen af budgettet for regnskabsåret 2011 med de kontrollerede institutioners svar(3),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget og Revisionsretten om Kommissionens strategi til bekæmpelse af svig (COM(2011)0376),

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om strafferetlig bekæmpelse af svig rettet mod Den Europæiske Unions finansielle interesser (COM(2012)0363),

–  der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Hercule III-programmet til fremme af aktioner til beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser (COM(2011)0914),

–  der henviser til artikel 325, stk. 5, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget(4),

–  der henviser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser(5),

–  der henviser til sin beslutning af 10. maj 2012 om beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser – Bekæmpelse af svig – Årsrapport 2010(6),

–  der henviser til sin beslutning af 15. september 2011 om EU's bestræbelser med hensyn til bekæmpelse af korruption(7), sin skriftlige erklæring af 18. maj 2010 om Unionens bestræbelser for at bekæmpe korruption(8) og meddelelsen fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg: Bekæmpelse af korruption i EU (COM(2011)0308);

–  der henviser til OLAF’s årsberetning for 2012 og til rapporten fra OLAF’s Overvågningsudvalg for samme år,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget og udtalelser fra Udenrigsudvalget og Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A7-0197/2013),

A.  der henviser til, at EU og medlemsstaterne deler ansvaret for at beskytte EU's finansielle interesser og bekæmpe svig, og henviser til, at et tæt samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne er af afgørende betydning;

B.  der henviser til, at medlemsstaterne har det primære ansvar for gennemførelsen af ca. 80 % af EU's budget samt for opkrævning af egne indtægter, bl.a. i form af moms og told;

C.  der henviser til, at Kommissionen for nylig har iværksat en række vigtige initiativer vedrørende politiske foranstaltninger til bekæmpelse af svig;

Generelle bemærkninger

1.  understreger, at Unionen og medlemsstaterne er forpligtet til at bekæmpe svig og andre ulovlige aktiviteter, der skader Unionens finansielle interesser, i henhold til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

2.  minder om, at det ligeledes er vigtigt at sikre beskyttelsen af disse fælles interesser, både i forbindelse med opkrævningen af EU's indtægter og i forbindelse med udgifter;

3.  glæder sig over rapporten fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser - Bekæmpelse af svig - Årsrapport 2011 (»Kommissionens årsrapport«); beklager imidlertid, at rapporten er begrænset til de oplysninger, som medlemsstaterne har indberettet; påpeger, at medlemsstaterne anvender forskellige definitioner for den samme slags overtrædelser, og at de ikke alle indsamler ensartede og detaljerede statistiske oplysninger i henhold til fælles kriterier, hvilket gør det vanskeligt at indsamle pålidelige og sammenlignelige statistiske oplysninger på EU-niveau; beklager derfor, at det ikke er muligt at evaluere den faktiske overordnede udbredelse af uregelmæssigheder og svig i de enkelte medlemsstater eller at fastslå og indføre sanktioner mod de medlemsstater, der har de højeste niveauer af uregelmæssigheder og svig, således som Parlamentet gentagne gange har anmodet om; opfordrer derfor til, at der fastlægges standardkriterier for evaluering af uregelmæssigheder og svig i alle medlemsstater, og at disse kombineres med passende sanktioner for dem, der gør sig skyldige i overtrædelser;

4.  fremhæver, at svig er en forsætlig forseelse og en kriminel handling, og at en uregelmæssighed er en manglende overholdelse af en bestemmelse, og beklager, at Kommissionens rapport ikke behandler svig detaljeret og behandler uregelmæssigheder meget generelt; påpeger, at artikel 325 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) vedrører svig, ikke uregelmæssigheder, og kræver, at der skelnes mellem svig og fejl eller uregelmæssigheder;

5.  bemærker, at der i 2011 ifølge Kommissionens årsrapport blev indberettet 1230 uregelmæssigheder som svig, og at den finansielle virkning faldt med 37 % i forhold til 2010 og beløb sig på 404 mio. EUR; erkender, at samhørighedspolitik og landbrug fortsat udgør de to hovedområder, der er mest plaget af svig, med anslåede finansielle konsekvenser på hhv. 204 mio. EUR og 77 mio. EUR; stiller imidlertid spørgsmålstegn ved, om dette fald afspejler den reelle situation, for så vidt angår svigagtige aktiviteter, eller om det snarere er et tegn på, at overvågnings- og kontrolsystemerne i medlemsstaterne er mangelfulde;

6.  opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge effektiviteten af overvågnings- og kontrolsystemerne i medlemsstaterne og til at sikre, at oplysningerne om omfanget af uregelmæssigheder i medlemsstaterne afspejler den faktiske situation;

7.  understreger, at medlemsstaters manglende indberetning af oplysninger i rette tid eller indberetning af upræcise oplysninger er en situation, der har stået på i mange år; fremhæver, at det er umuligt at foretage sammenligninger og evaluere det sande omfang af svig i EU's medlemsstater objektivt; påpeger, at Europa-Parlamentet, Kommissionen og OLAF ikke er i stand til at udføre deres funktioner ordentligt, for så vidt angår vurdering af situationen og fremsættelse af forslag og gentager, at en sådan situation ikke kan tolereres; opfordrer Kommissionen til at påtage sig det fulde ansvar for at inddrive uberettiget udbetalte for EU-budgettet; opfordrer Kommissionen til at fastlægge ensartede principper for indberetning i alle medlemsstater og til at sikre indsamlingen af sammenlignelige, pålidelige og tilstrækkelige data;

8.  understreger, at Den Europæiske Union bør øge indsatsen for at styrke principperne for e-forvaltning, der kan skabe betingelserne for større gennemsigtighed i de offentlige finanser; gør opmærksom på, at elektroniske transaktioner i modsætning til kontanttransaktioner registreres, og at det således bliver vanskeligere at begå svig og lettere at afdække tilfælde, hvor der er mistanke om svig; opfordrer medlemsstaterne til at sænke deres lofter for obligatoriske betalinger i andet end kontanter;

9.  opfordrer Kommissionen til at overveje sammenhængen mellem medlemsstaternes indberetning af svig og manglen på en harmoniseret strafferet, der fastsætter en fælles definition af svigagtig adfærd og lovovertrædelser inden for rammerne af beskyttelsen af Unionens finansielle interesser; minder om, at medlemsstaternes strafferet kun i begrænset omfang er blevet harmoniseret;

10.  fremhæver, at der over en periode på fem år er blevet udsendt 233 undersøgelsesrapporter om tilfælde af svig i forbindelse med misbrug af EU-midler i de 27 medlemsstater, hvoraf Det Forenede Kongerige, Slovakiet, Tyskland, Bulgarien, Spanien, Rumænien og Estland er de mest aktive medlemsstater mht. indberetning(9); er af den opfattelse, at undersøgende journalistik har spillet en stor rolle i afsløringen af svig, der påvirker Unionens finansielle interesser, og at den udgør en værdifuld informationskilde, som bør tages i betragtning af OLAF og de retshåndhævende og andre relevante myndigheder i medlemsstaterne;

11.  minder om, at Parlamentet i sin beslutning af 6. april 2011 om beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser – Bekæmpelse af svig – Årsrapport 2009(10) opfordrede til indførelsen af obligatoriske nationale forvaltningserklæringer, der skulle revideres af det nationale revisionskontor og konsolideres af Den Europæiske Revisionsret; beklager, at der ikke er blevet taget videre skridt i denne retning;

12.  finder det af afgørende betydning, at der følges ordentligt op på svigagtig adfærd på EU-niveau; er forbløffet over, at OLAF’s generaldirektør har indført sektorspecifikke tærskler for den sandsynlige finansielle effekt under undersøgelsesstrategiske prioriteringer for 2012 og 2013, således at sager, hvor den sandsynlige finansielle effekt ligger under tærsklen, behandles som underordnede og med stor sandsynlighed slet ikke bliver åbnet; bemærker, at tærsklen for toldsektoren er sat ved 1 000 000 EUR, for SAPARD-midler ved 100 000 EUR, for landbrugsfonde ved 250 000 EUR, for strukturfonde ved 500 000 EUR, for EFRU ved 1 000 000 EUR, for centraliserede udgifter og ekstern bistand ved 50 000 EUR og for EU’s personalesektor ved 10 000 EUR; mener, at dette er uacceptabelt; opfordrer indtrængende generaldirektøren til øjeblikkeligt at sløjfe den nuværende praksis og afskaffe den tærskelbaserede tilgang til prioriteringen af arbejdsopgaver;

13.  opfordrer til, at korruption, der skader Den Europæiske Unions finansielle interesser, betragtes som svig i henhold til artikel 325, stk. 5, i TEUF og medtages i Kommissionens årsrapport om beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser – bekæmpelse af svig;

14.  påpeger, at omfanget af domfældelse i sager om svig med Unionens midler varierer betydeligt medlemsstaterne imellem, med rater fra 14 % til 80 %; understreger, at harmoniseringen af medlemsstaternes strafferet fortsat er begrænset, og at der er behov for en styrkelse af det retlige samarbejde; opfordrer til ambitiøs EU-lovgivning og forbedret samarbejde og samordning mellem alle medlemsstaterne med henblik på at sikre, at svindlere pålægges strenge sanktioner og for at hindre svigagtig adfærd;

15.  konstaterer, at det beløb, der skal inddrives som følge af afslørede uregelmæssigheder i 2011, er på 321 mio. EUR, hvoraf 166 mio. EUR allerede er blevet inddrevet af medlemsstaterne; bemærker i denne forbindelse, at inddrivelsesraten for traditionelle egne indtægter steg til 52 % i 2011 i forhold til 46 % i 2010;

16.  tager OLAF-rapporten 2011 til efterretning, herunder dens oversigt over fremskridt med hensyn til retslige skridt i sager, der er opstået i perioden 2006-2011, hvoraf det fremgår, at mere end halvdelen af sagerne afventer retsafgørelse(11); mener, at der bør lægges særlig vægt på sager vedrørende toldsvindel, som er et af de områder, der har den højeste forekomst af systematisk korruption i EU;

17.  bemærker med bekymring, at Kommissionen på grund af den igangværende økonomiske krise ikke har planer om at øge EU-midlerne til de retshåndhævende myndigheder i medlemsstaterne med henblik på at opnå en bedre beskyttelse af EU's finansielle interesser som led i sin nye, omfattende EU-strategi; mener, at denne strategi bør være en sammenhængende og omfattende indsats for at begrænse smugling, øge mængden af inddrevne indtægter og således sikre, at en sådan investering betaler sig i fremtiden;

Indtægter – egne indtægter

18.  minder om, at korrekt opkrævning af moms og told har direkte indflydelse på både medlemsstaternes økonomi og EU-budgettet, og at en forbedring af systemerne til opkrævning af indtægter og til at sikre, at alle transaktioner registreres formelt og flyttes fra skyggeøkonomien, bør være en topprioritet i alle medlemsstater;

19.  understreger i denne forbindelse, at skattesvig og skatteunddragelse udgør en stor risiko for EU's offentlige finanser; understreger, at skattesvig og skatteunddragelse årligt fører til et tab af offentlige midler på omtrent 1 trillion EUR, hvilket svarer til en årlig omkostning på omkring 2000 EUR for hver enkelt EU-borger; påpeger, at gennemsnittet af de skatteindtægter, der går tabt i EU i dag, overstiger det samlede beløb, som medlemsstaterne bruger på sundhedsområdet, og at det er over fire gange større end udgifterne til uddannelse i EU;

20.  understreger, at grundet mekanismen for afbalancering af EU-budgettet med BNI-baserede indtægter skal EU's borgere betale hver euro, der går tabt som følge af toldsvig og momssvig; anser det for uacceptabelt, at økonomiske aktører, der begiver sig af svigagtige aktiviteter, rent faktisk understøttes af EU's skatteydere; understreger, at Kommissionen og medlemsstaterne bør sætte sig som højeste prioritet at bekæmpe skatteunddragelse; opfordrer medlemsstaterne til at gøre deres skattesystemer mere enkle og gennemsigtige, da skattesvig for ofte gøres lettere af komplicerede og uigennemsigtige skattesystemer;

21.  opfordrer Kommissionen til at styrke sin samordning med medlemsstaterne med henblik på indsamling af pålidelige data om told- og momshullet i de respektive lande og regelmæssigt aflægge rapport herom til Europa-Parlamentet;

22.  glæder sig over, at 98 % af de traditionelle egne indtægter opkræves uden nævneværdige problemer, men bemærker forskelle i medlemsstaternes indsats i forbindelse med inddrivelse af de resterende 2 %(12);

Told

23.  understreger, at hvad angår traditionelle egne indtægter, er toldafgifterne en vigtig indtægtskilde for medlemsstaternes regeringer, som beholder 25 % til dækning af omkostningerne i forbindelse med opkrævning; gentager, at en effektiv forebyggelse af uregelmæssigheder og svig på dette område medvirker til at beskytte Unionens finansielle interesser og har stor betydning for det indre marked, idet der derved elimineres de urimelige fordele, som tilfalder de økonomiske aktører, der undgår afgifterne, i forhold til de aktører, der opfylder deres forpligtelser; understreger, at problemets kerne er de indførsler, der ikke toldanmeldes, eller som unddrages toldmyndighedernes kontrol;

24.  er dybt bekymret over Revisionsrettens konklusion om, at der er alvorlige mangler i de nationale toldtilsyn(13);

25.  understreger, at EU har enekompetence på politikområdet toldunionen, og at Kommissionen derfor er forpligtet til at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at toldmyndighederne i medlemsstaterne fungerer, som om de udgjorde én enkelt myndighed, samt overvåge gennemførelsen af disse foranstaltninger;

26.  foreslår, at der foretages en undersøgelse af muligheden for at oprette et hold af europæiske toldtjenestemænd med speciale i bekæmpelse af svig, som skal arbejde side om side med de nationale toldmyndigheder;

27.  minder om, at 70 % af toldprocedurerne i EU er forenklede; er dybt bekymret over undersøgelsesresultaterne i Revisionsrettens særberetning nr. 1/2010, som afslørede alvorlige mangler på dette område under henvisning til mangelfulde eller mangelfuldt dokumenterede revisioner, begrænset anvendelse af elektroniske databehandlingsteknikker, overdreven brug af forenklede procedurer og efterfølgende revisioner af mangelfuld kvalitet;

28.  understreger, at moderne it-løsninger og direkte adgang til oplysninger er af afgørende betydning for en velfungerende toldunion; finder de eksisterende løsninger utilfredsstillende; er navnlig stærkt bekymret over konklusionen fra Eurofiscs(14) første aktivitetsrapport for 2011, som blev offentliggjort i maj 2012, om, at skattemyndighederne i de fleste medlemsstater ikke har direkte adgang til tolddata, og at automatiseret krydstjek af skatteoplysninger derfor ikke er muligt;

29.  beklager dybt, at Kommissionen og medlemsstaterne ikke har formået at sikre rettidig gennemførelse af den moderniserede toldkodeks; fremhæver, at de finansielle fordele, der anslås at være gået tabt som følge af forsinkelsen i gennemførelsen af den nye toldkodeks, beløber sig til ca. 2,5 mia. EUR årligt i driftsbesparelser i overholdelsesomkostningerne under den fuldstændige ordning og helt op til 50 mia. EUR på det udvidede internationale handelsmarked(15); opfordrer Kommissionen til at foretage en evaluering af omkostningerne ved at udsætte den fuldstændige indførelse af den moderniserede toldkodeks i form af en kvantificering af de budgetmæssige konsekvenser af en sådan udsættelse;

30.  understreger behovet for yderligere at intensivere bekæmpelsen af svig på toldområdet og glæder sig over oprettelsen af forsendelsesinformationssystemet til bekæmpelse af svig (ATIS), et centralt register der skal holde alle myndigheder underrettet om bevægelser i godstransporten inden for EU;

31.  opfordrer, i betragtning af de vellykkede fælles toldaktioner, der blev udført i 2011 af EU, dens medlemsstater og visse tredjelande i fællesskab, til, at der regelmæssigt udføres sådanne aktioner rettet mod smugling af følsomme varer og svig i visse højrisikoområder; påpeger, at fælles toldaktioner i 2011 førte til beslaglæggelsen af 1,2 mio. cigaretter og afsløringen af skatte- og toldsvig for over 1,7 mio. EUR;

Moms

32.  minder om, at en korrekt gennemførelse af toldprocedurerne har direkte konsekvenser for beregningen af moms; beklager dybt de af Revisionsretten konstaterede mangler på dette område; er navnlig dybt bekymret over, at Revisionsretten i særberetning nr. 13/2011 konstaterede, at anvendelsen af toldprocedure 42(16) alene i 2009 tegnede sig for en ekstrapoleret værdi af tabene på ca. 2 200 mio. EUR(17) i de syv medlemsstater, der blev revideret, hvilket svarer til 29 % af den moms, der i teorien kan belægges den afgiftspligtige værdi af samtlige importerede varer i henhold til toldprocedure 42 i 2009 i disse syv medlemsstater;

33.  er meget bekymret over, at momssvig er almindeligt udbredt; påpeger, at momsopkrævningsmodellen ikke er blevet ændret, siden den blev indført; understreger, at modellen er forældet på grund af den betydelige udvikling på det teknologiske og økonomiske område; understreger, at initiativer inden for direkte beskatning forudsætter en enstemmig afgørelse fra Rådet; beklager dybt, at to vigtige initiativer til bekæmpelse af momsunddragelse, dvs. forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem for så vidt angår en hurtig reaktionsmekanisme til bekæmpelse af momssvig (COM(2012)0428), og forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF, hvad angår en fakultativ og midlertidig anvendelse af ordningen for omvendt betalingspligt ved levering af bestemte varer og tjenesteydelser, som kan være udsat for svig (COM(2009)0511), på nuværende tidspunkt blokeres i Rådet(18);

34.  påpeger behovet for en realtidsforbindelse mellem forretningstransaktioner og skattemyndighederne med henblik på at bekæmpe skatteunddragelse;

35.  mener, at elimineringen af uregistrerede transaktioner kan bidrage til at nedsætte mængden af momsindtægter, som ikke bliver opkrævet;

Smugleri af cigaretter

36.  erkender, at smugleri af højt beskattede varer medfører betydelige tab for de nationale budgetter og EU-budgettet, og at det direkte tab i toldindtægter, der kan henføres til cigaretsmugling, vurderes til at være på over 10 mia. EUR om året;

37.  fremhæver, at cigaretsmugleri er en vigtig finansieringskilde for internationale kriminelle netværk og indskærper derfor betydningen af at styrke den eksterne dimension af Kommissionens handlingsplan for bekæmpelse af smugleri af cigaretter og alkohol langs EU’s østlige grænse der yder støtte til håndhævelseskapaciteten i nabolandene, teknisk bistand og uddannelseskurser, bevidsthedskampagner og virker for intensivering af det operationelle samarbejde, såsom de fælles toldaktioner (FTA), udveksling af efterretninger og forbedring af det internationale samarbejde; understreger især betydningen af samarbejdet mellem medlemsstaterne, Rusland og østpartnerskabslandene (Armenien, Aserbajdsjan, Hviderusland, Georgien, Moldova og Ukraine) for gennemførelsen af de i handlingsplanen foreslåede målrettede foranstaltninger;

38.  erkender, at den østlige grænse er et særligt udsat geografisk område i denne sammenhæng; glæder sig over Kommissionens offentliggørelse af en handlingsplan til bekæmpelse af smugleri af cigaretter og alkohol langs EU's østlige grænse;

39.  glæder sig over OLAF's aktiviteter i forbindelse med gennemførelsen af ovenstående handlingsplan; glæder sig navnlig over det positive resultat af »Operation Barrel«, der omfattede et samarbejde mellem 24 medlemsstater, Norge, Schweiz, Kroatien og Tyrkiet, såvel som aktiv støtte fra GD for Beskatning og Toldunion, Europol, Frontex og Verdenstoldorganisationen, og som førte til beslaglæggelsen af 1,2 mio. cigaretter;

40.  glæder sig over vedtagelsen den 12. november 2012 af protokollen til udryddelse af den ulovlige handel med tobaksvarer på den femte partskonference (COP) til WHO's rammekonvention om tobakskontrol;

Udgifter

41.  minder om, at 94 % af EU-budgettet investeres i medlemsstaterne, og at det er af afgørende betydning, at midlerne anvendes fornuftigt i disse vanskelige økonomiske tider; mener derfor, at bekæmpelse af svig med EU-midler på tværs af alle finansieringsprogrammer med henblik på at lette inddrivelsen af tabte midler skal prioriteres for at sikre, at midlerne fra EU-budgettet anvendes til at opnå EU's vigtigste mål såsom at skabe arbejdspladser og vækst;

42.  beklager, at de fleste uregelmæssigheder i EU's udgifter forekommer på nationalt niveau;

43.  understreger, at større gennemsigtighed, der giver mulighed for behørig kontrol, er afgørende for at kunne afsløre svig; minder om, at Parlamentet i løbet af de foregående år indtrængende har opfordret Kommissionen til at træffe foranstaltninger for at sikre one-stop-gennemsigtighed i relation til modtagerne af EU-midler; beklager, at der ikke er truffet foranstaltninger i denne sammenhæng; gentager derfor sin opfordring til Kommissionen om at udforme foranstaltninger til at øge gennemsigtigheden af juridiske ordninger og et system, hvor alle modtagere af EU-midler fremgår af en liste på samme websted, uafhængigt af hvem der forvalter midlerne, og baseret på standardiserede oplysningskategorier, som medlemsstaterne skal fremlægge på mindst ét af Unionens arbejdssprog; opfordrer medlemsstaterne til at samarbejde med Kommissionen og give den fuldstændige og pålidelige oplysninger om modtagerne af de EU-midler, som medlemsstaterne forvalter; opfordrer Kommissionen til at evaluere systemet med delt forvaltning og udarbejde en rapport til Parlamentet inden for den nærmeste fremtid;

Landbruget

44.  glæder sig over, at Nederlandene, Polen og Finland har forbedret deres overholdelsesgrad med hensyn til konsekvent indberetning, og at den samlede overholdelsesgrad for EU-27 er på omkring 93 %, hvilket er en stigning i forhold til 2010, hvor overholdelsesgraden var på 90 %;

45.  fremhæver dog, at eftersom der er indberettet mindst 20 millioner tilfælde af mindre korruption i de offentlige sektorer i EU, så breder fænomenet sig tydeligvis også til de dele af medlemsstaternes offentlige administration (og de dermed forbundne politiske personer), som har ansvaret for forvaltningen af EU-midler og andre økonomiske interesser(19); påpeger, at antallet af uregelmæssigheder indberettet som svig inde for landbrug i 2011 – i alt 139 tilfælde – ikke afspejler den faktiske situation; gør opmærksom på, at Kommissionen har henvendt sig til medlemsstaterne og givet udtryk for sin bekymring over, at det antal tilfælde af svig, der indberettes, ikke nødvendigvis er fuldstændig pålideligt, hvilket Kommissionen også selv erkender på baggrund af det lave antal indberettede tilfælde af svig i visse medlemsstater; opfordrer til yderligere samarbejde og udveksling af bedste praksis i medlemsstaterne med henblik på bekæmpelse af svig og indberetning heraf til Kommissionen;

46.  er fortsat bekymret over det mistænkeligt lave niveau af formodet svig, der indberettes af Frankrig, Tyskland, Spanien og Det Forenede Kongerige, især i betragtning af landenes størrelse og den finansielle støtte, de har modtaget; beklager, at Kommissionen i sin årsrapport ikke fremkommer med et endeligt svar på spørgsmålet om, hvorvidt det mistænkeligt lave niveau af formodet svig, der indberettes af Frankrig, Tyskland, Spanien og Det Forenede Kongerige, skyldes manglende overholdelse af indberetningsprincipperne eller de pågældende medlemsstaters kontrolsystemers evne til at afsløre svig; opfordrer de ovennævnte medlemsstater til at fremkomme med detaljerede og udførlige forklaringer på deres mistænkeligt lave niveau af formodet, indberettet svig snarest muligt;

47.  bemærker, at det lave antal indberettede tilfælde af svig i visse medlemsstater kan være et udtryk for, at det, der bliver anset som svig i et land, ikke nødvendigvis anses for ulovligt i et andet, og opfordrer derfor Kommissionen til at skabe klarhed omkring disse omstændigheder ved at standardisere kriterierne for definitionen af svig og fremsende dem til alle medlemsstaterne;

48.  opfordrer Kommissionen til at gennemgå systemet for indberetning af svig og til at harmonisere medlemsstaternes foranstaltninger til bekæmpelse af svig og indberetning heraf til Kommissionen; er af den opfattelse, at hensigten er at gøre efterforskningerne mere effektive og samtidig tydeliggøre de berørte personers proceduremæssige rettigheder;

49.  henviser til, at misbrug af midler under den fælles landbrugspolitik i fremtiden ikke vil kunne forhindres alene gennem en statistisk tilgang til problemet, men at det også er nødvendigt, især i alvorligere sager, at analysere de anvendte metoder for svig; mener ligeledes, at medlemsstaterne bør indberette alle registrerede uregelmæssigheder til Kommissionen, og at uregelmæssigheder, der er blevet indberettet som svig, bør blive genstand for grundig analyse;

50.  påpeger, at Kommissionen i henhold til en ændret artikel 43 i den opdaterede horisontale forordning bør have beføjelse til at nedsætte eller suspendere de månedlige eller mellemliggende betalinger til en medlemsstat, hvis en eller flere nøglekomponenter i det pågældende nationale kontrolsystem ikke findes eller ikke fungerer på grund af de konstaterede manglers alvorlige eller vedvarende karakter, eller hvis uretmæssige betalinger ikke bliver inddrevet med den fornødne omhu, og hvis:

51.  giver udtryk for sin bekymring over, at det samlede EGFL-udestående, som de nationale myndigheder manglede at inddrive fra støttemodtagerne ved udgangen af regnskabsåret 2011, var på 1,2 mia. EUR;

52.  opfordrer Kommissionen til at tage alle nødvendige skridt til at indføre et effektivt inddrivelsessystem, der tager højde for udviklingen i forbindelse med den aktuelle reform, og underrette Europa-Parlamentet om de opnåede fremskridt i sin næste årsberetning om beskyttelse af EU's finansielle interesser;

53.  understreger, at genindførelsen af en procedure for mindre forseelser bør fastholdes, og at inddrivelse i henhold til artikel 56, stk. 3, i den opdaterede horisontale forordning ikke behøver fortsættes i tilfælde, hvor de afholdte udgifter sammen med de sandsynlige omkostninger ved inddrivelsen overstiger det beløb, der skal inddrives; opfordrer, af hensyn til administrativ forenkling på lokalt niveau, Kommissionen til at anse dette krav for opfyldt, hvis beløbet, der skal inddrives fra ydelsesmodtageren i forbindelse med en enkelt betaling, ikke overstiger 300 EUR; påpeger, at reduktionen af den administrative byrde ved at undlade at inddrive små og meget små beløb, sætter de nationale og regionale myndigheder i stand til at efterforske mere alvorlige uregelmæssigheder mere effektivt og gribe ind over for dem;

54.  påpeger, at Kommissionen, på baggrund af revisionsbesøg udført på landbrugsområdet inden for rammerne af procedurerne for forskriftsmæssig regnskabsafslutning, gennemførte finansielle korrektioner for i alt 822 mio. EUR; påpeger endvidere, at den samlede værdi af de besluttede korrektioner var på 1068 mio. EUR; bemærker med bekymring, at inddrivelsesraten for landbrug og udvikling af landdistrikter faldt til 77 % i 2011 i forhold til 85 % i 2010;

55.  understreger, at der bør gøres en indsats for at optimere procedurerne for godtgørelse, der stadig er relativt langtrukne;

Samhørighedspolitikken

56.  glæder sig over, at Kommissionen i 2011 færdiggjorde finansielle korrektioner for 624 mio. EUR ud af 673 mio. EUR, og at inddrivelsesraten for samhørighedspolitik blev forbedret til 93 % i forhold til 69 % i 2010; understreger ikke desto mindre, at den akkumulerede gennemførelsesrate for finansielle korrektioner kun var på 72 %, og at der stadig er et udestående på 2,5 mia. EUR;

57.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forenkle de relevante bestemmelser for offentlige indkøb og gennemførelsesbestemmelserne for forvaltningen af strukturfondene;

58.  bemærker, at visse større medlemsstater, herunder Frankrig, ikke indberettede uregelmæssigheder som svig på området samhørighedspolitik i 2011; opfordrer Kommissionen til at undersøge årsagen til dette og afgøre, om overvågnings- og kontrolsystemerne i de medlemsstater, som ikke indberetter tilfælde af svig, fungerer effektivt;

59.  glæder sig over, at Frankrig har været i stand til at afslutte gennemførelsen af systemet til indberetning af uregelmæssigheder (IMS);

Eksterne forbindelser, bistand og udvidelse

60.  bemærker med bekymring, at Revisionsretten i årsberetningen om budgetgennemførelsen i regnskabsåret 2011 i kapitel 7 (»Eksterne forbindelser, bistand og udvidelse«) henviste til fejl i endelige betalinger, som ikke var blevet afsløret ved Kommissionens kontroller, og konkluderede, at de kontroller, Kommissionen anvendte, ikke var fuldt ud effektive; opfordrer Kommissionen til at rette sig efter Revisionsrettens anbefalinger og udtalelsen om decharge for at forbedre sine overvågningsmekanismer med henblik på at sikre en effektiv og hensigtsmæssig udnyttelse af midlerne;

61.  foreslår, at der tages hensyn til Revisionsrettens konklusioner og anbefalinger vedrørende EU's optræden udadtil og navnlig vedrørende EU's missioner, når deres fremskridt i forhold til de fastsatte målsætninger vurderes, og når det overvejes at forlænge deres mandat, for at sikre en effektiv og hensigtsmæssig udnyttelse af de tildelte midler; noterer sig bemærkningen om visse svagheder vedrørende udbud og tilbudsgivning i forbindelse med EU-Udenrigstjenestens aktioner og opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at afhjælpe disse snarest muligt;

62.  glæder sig over politikker til bekæmpelse af svig på EU-niveau, der omfatter et tættere samarbejde med tredjelande, såsom forsendelsesinformationssystemet til bekæmpelse af svig (hvortil landene i Den Europæiske Frihandelssammenslutning har adgang), bestemmelser om gensidig administrativ bistand og beslægtede bestemmelser om bekæmpelse af svig, der involverer tredjelande, og de fælles toldaktioner (FTA) i 2011, bl.a. »Fireblade« (sammen med Kroatien, Ukraine og Moldova) og »Barrel« (sammen med Kroatien, Tyrkiet, Norge og Schweiz); glæder sig over resultaterne af disse aktioner og deres finansielle virkning;

63.  understreger, i betragtning af at svig i en globaliseret verden i tiltagende grad begås på tværs af internationale grænser, betydningen af et stærkt retsgrundlag med klare tilsagn fra partnerlandene og glæder sig over indføjelsen af bestemmelser om bekæmpelse af svig i nye eller genforhandlede bilaterale aftaler, herunder i udkastet til aftaler med Afghanistan, Kasakhstan, Armenien, Aserbajdsjan og Georgien, samt i en mere strømlinet udgave, med Australien, og opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at udarbejde en standardklausul, således at sådanne bestemmelser indføjes i alle nye eller genforhandlede bilaterale og multilaterale aftaler med tredjelande;

64.  noterer sig det faldende antal og den formindskede finansielle virkning af de uregelmæssigheder, der er blevet afsløret i forbindelse med de førtiltrædelsesmidlerne, der undersøgtes i årsrapporten 2011; glæder sig over, at inddrivelsesniveauet, hvad angår uretmæssigt udbetalte EU-midler som en del af førtiltrædelsesstøtten, er blevet betydelig højere, men bemærker, at det stadig kun er oppe på 60 %; erkender samtidig, at der stadig er store udsving mellem støttemodtagerne for så vidt angår indberettede uregelmæssigheder, hvilket navnlig afhænger af, hvor langt støttemodtagerne er med vedtagelsen og gennemførelsen af systemet til indberetning af uregelmæssigheder (IMS); opfordrer derfor Kommissionen til fortsat nøje at overvåge gennemførelsen af IMS i alle de lande, der modtager støtte fra dette instrument; støtter Kommissionens opfordring til navnlig Kroatien om fuldt ud at færdiggøre gennemførelsen af IMS – hvilket endnu ikke er sket, på trods af at der er blevet stillet uddannelse og bistand til rådighed – og dens opfordring til Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien om at gennemføre systemet; bemærker, at der er blevet inddrevet 26 mio. EUR fra indberettede tilfælde i 2011;

65.  glæder sig over Kommissionens målsætning om at støtte Kroatien og Den tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien i deres indsats for at implementere IMS;

OLAF

66.  gentager, at det er nødvendigt at fortsætte med at styrke OLAF's uafhængighed og effektivitet, herunder OLAF-Overvågningsudvalgets uafhængighed og funktionsduelighed; opfordrer OLAF og Overvågningsudvalget til at tage skridt til at forbedre deres samarbejdsrelationer, som i en betænkning fra det britiske Overhus’ EU-Udvalg er blevet betegnet som åben krig, navnlig som følge af uenigheden mellem de involverede om Overvågningsudvalgets nøjagtige rolle; opfordrer Kommissionen til at afsøge mulighederne for at yde et konstruktivt bidrag til forbedringen af kommunikationen og samarbejdsforholdene mellem OLAF og Overvågningsudvalget;

67.  glæder sig over de fremskridt, der er gjort i forhandlingerne om det ændrede forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1073/1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og om ophævelse af forordning (Euratom) nr. 1074/1999 (COM(2011)0135); mener, at denne forordning bør vedtages så snart som muligt; er dog af den opfattelse, at Overvågningsudvalgets anbefalinger (i bilag 3 til dets årsberetning 2012) bør tages op til overvejelse i lyset af den seneste udvikling omkring OLAF og kontorets måde at udføre undersøgelser på; finder det uacceptabelt, at Overvågningsudvalget, som det organ der fører tilsyn med overholdelsen af de processuelle garantier, respekten for de grundlæggende rettigheder og OLAF-personalets efterlevelse af de interne procedurer, i en række tilfælde ikke har fået direkte adgang til sagsakterne i afsluttede sager, herunder de endelige undersøgelsesrapporter, som er blevet fremsendt til de nationale retslige myndigheder;

68.  påpeger, at den fremtidige reform nævnt ovenfor bl.a. vil give OLAF mulighed for at indgå administrative aftaler med tredjelandes kompetente myndigheder og internationale organisationer, hvilket vil øge OLAF's kapacitet til at bekæmpe svig på områder, der henhører under EU's eksterne politikker; glæder sig over strategien til bekæmpelse af svig (COM(2011)0376), blandt andet for så vidt angår medtagelsen af forbedrede bestemmelser om bekæmpelse af svig i udgiftsprogrammer under den nye flerårige finansielle ramme for 2014-2020; bemærker dog med bekymring Kommissionens konklusion om, at der ikke er tilstrækkelige foranstaltninger til afskrækkelse af kriminelt misbrug af EU-budgettet i medlemsstaterne; glæder sig over Kommissionens forslag om at tage hånd om dette problem og henstiller, at støttemodtagende tredjelande også inddrages i så vidt omfang som muligt;

69.  tager de betænkelige forhold til efterretning, som OLAF-Overvågningsudvalget fremdrager i sin aktivitetsrapport for 2012, især hvad angår den sag, der blev fremsendt i oktober 2012 til de nationale retslige myndigheder og som førte til, at et medlem af Europa-Kommissionen fratrådte sit embede, jf. punkt 29 i rapporten; er af den opfattelse, at disse forhold bør undersøges til bunds af de ansvarlige retslige myndigheder; fremhæver princippet om respekt for fortroligheden og betydningen af, at der ikke sker politisk indblanding i nogen igangværende retssager;

70.  er dybt bekymret over OLAF-Overvågningsudvalgets indberetning; anser det for uacceptabelt, at OLAF har iværksat undersøgelsesforanstaltninger, der rækker ud over de foranstaltninger, der udtrykkeligt er nævnt i artikel 3–4 i den gældende OLAF-forordning (EF) nr. 1073/1999, og ud over dem, der indgår i teksten til den kommende reform; bemærker, at disse undersøgelsesforanstaltninger omfatter: Tilrettelæggelse af indholdet af en telefonsamtale, som en tredjepart skulle føre med en person, der var genstand for en undersøgelse; tilstedeværelse under en sådan samtale og optagelse af samme; og anmodning til nationale forvaltningsmyndigheder om at fremskaffe oplysninger til OLAF, som disse myndigheder ikke direkte rådede over, og som kunne anses for at vedrøre retten til privatlivets fred og kommunikation eller til efterfølgende brug, indsamling og opbevaring af sådanne oplysninger hos OLAF;

71.  er chokeret over denne fremfærd, eftersom brugen af sådanne metoder i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis kan betragtes som en offentlig myndigheds indgriben i udøvelsen af retten til respekt for privatlivets fred, korrespondance og/eller kommunikation, en indgriben som skal være i overensstemmelse med lovgivningen (artikel 7 i EU's charter om grundlæggende rettigheder, som svarer til artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention);

72.  gentager, at enhver overtrædelse af de grundlæggende rettigheder begået af OLAF eller andre af Kommissionens tjenestegrene er uacceptabel; henviser i denne forbindelse til OLAF’s Overvågningsudvalgs synspunkt, som fremsat i dets 2012-aktivitetsrapports bilag 3, at OLAF kan have overskredet sine undersøgelsesmæssige beføjelser, der er eksplicit fastsat i artikel 3 og 4 i den nugældende forordning, bl.a. i forbindelse med tilrettelæggelsen af indholdet af en tredjepersons telefonsamtale med en person, der var genstand for en undersøgelse, og OLAF’s tilstedeværelse under samtalen, der blev optaget; forventer, at OLAF fremlægger en fyldestgørende redegørelse for retsgrundlaget for sådanne undersøgelsesforanstaltninger som optagelsen af telefonsamtaler;

73.  glæder sig over Overvågningsudvalgets bemærkning i dens 2012-aktivitetsrapport (pkt. 53) om, at alle initiativer til annullering af OLAF’s beslutninger blev afvist som uantagelige af Domstolen, samtidig med at Ombudsmanden ikke fandt nogen tilfælde af forsømmelig forvaltning; gør endvidere opmærksom på, at Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS) konkluderer, at OLAF overordnet set efterlever reglerne for databeskyttelse, bortset fra i et enkelt tilfælde, hvor EDPS fandt, at OLAF havde overtrådt retten til beskyttelse af personfølsomme oplysninger ved unødigt at have afsløret identiteten af en hemmelig kilde til vedkommendes institution;

74.  er dybt bekymret over Overvågningsudvalgets konstatering af, at OLAF ikke har oprettet nogen forudgående lovlighedskontrol for andre undersøgelsesforanstaltninger end dem, der specifikt er nævnt i OLAF’s personaleretningslinjer for undersøgelsesprocedurer; konstaterer, at dette bringer overholdelsen af de berørte personers grundlæggende og processuelle rettigheder i fare;

75.  anmoder OLAF om at give Parlamentets kompetente udvalg en redegørelse for, på hvilket retsgrundlag kontoret bistår i og tilrettelægger optagelsen af privatpersoners telefonsamtaler uden deres forudgående samtykke og anvender indholdet i dets administrative undersøgelser; gentager sin opfordring til OLAF – i tråd med en lignende anmodning fra Rådet – om at forsyne Parlamentet med en juridisk analyse af legaliteten af disse sagsakter i medlemsstaterne;

76.  bemærker, at manglende overholdelse af væsentlige processuelle krav under indledende undersøgelser kan påvirke lovligheden af den endelige afgørelse, der træffes på baggrund af OLAF's undersøgelser; vurderer, at dette udgør en stor potentiel risiko, eftersom overtrædelser vil medføre juridisk ansvar for Kommissionen; opfordrer OLAF til øjeblikkeligt at afhjælpe denne mangel ved at udpege tilstrækkeligt kvalificerede juridiske eksperter til at udføre forhåndskontroller inden for en passende tidsramme;

77.  anser det for uacceptabelt for generaldirektøren for OLAF at deltage direkte i visse undersøgelsesopgaver, bl.a. afhøring af vidner; gør opmærksom på, at generaldirektøren dermed placerer sig selv i en interessekonflikt, eftersom han i henhold til artikel 90, litra a), i personalevedtægten og artikel 23, stk. 1, i personaleretningslinjerne for undersøgelsesprocedurer er den myndighed, der modtager klager over OLAF’s undersøgelser og beslutter, hvorvidt der skal tages hensigtsmæssige skridt vedrørende eventuelle mangler i efterlevelsen af de processuelle garantier; opfordrer generaldirektøren for OLAF til fremover at afstå fra enhver direkte deltagelse i undersøgelsesopgaver;

78.  er bekymret over, at OLAF ikke altid har foretaget en grundig vurdering af tilgående oplysninger i henhold til begrebet om tilstrækkelig alvorlig mistanke; anser en sådan vurdering for at være afgørende for at kunne sikre og konsolidere OLAF’s uafhængighed i forhold til institutioner, organer, kontorer og agenturer og stater i tilfælde, hvor sådanne er anledningen til en henvisning;

79.  er af den opfattelse, at OLAF altid bør underrette Overvågningsudvalget, når Kontoret modtager en klage angående grundlæggende rettigheder og processuelle garantier;

80.  forventer, at der fremlægges yderligere oplysninger om de punkter, der er nævnt i årsberetningen fra Overvågningsudvalget; opfordrer indtrængende til fuldstændig gennemsigtighed vedrørende alle de nævnte punkter;

81.  beklager, at medlemsstaterne mellem 2006–2011 kun tog retslige skridt på grundlag af OLAF's undersøgelser i 46 % af tilfældene; betragter dette som utilstrækkeligt og gentager sin opfordring til Kommissionen og medlemsstaterne om at tilsikre effektiv og rettidig gennemførelse af de afgivne anbefalinger, når sagerne først er blevet undersøgt af OLAF;

82.  mener, at medlemsstaterne bør forpligtes til årligt at aflægge beretning om opfølgningen af sager, som OLAF har henvist til deres retslige myndigheder, herunder om de strafferetlige og økonomiske sanktioner, der er pålagt i disse tilfælde;

83.  er bekymret over bemærkningerne i Overvågningsudvalgets årsberetning om, at der ikke findes nogen oplysninger om gennemførelsen af OLAF's anbefalinger i medlemsstaterne; mener, at dette er utilfredsstillende, og opfordrer OLAF til at sikre, at medlemsstaterne fremkommer med relevante og detaljerede oplysninger om gennemførelsen af OLAF's anbefalinger, og at Europa-Parlamentet holdes orienteret;

84.  anerkender, at der som følge af OLAF's undersøgelser blev inddrevet 691,4 mio. EUR i 2011, hvoraf 389 mio. EUR var relateret til en enkelt sag i den italienske region Calabrien vedrørende strukturfondsprogrammer til finansiering af vejarbejde;

85.  opfordrer til, at potentielle tilfælde af svig eller uregelmæssigheder, der har en mindre finansiel påvirkning – på områder som f.eks. told (hvor den nedre tærskel for OLAF's indgriben er på 1 mio. EUR) og strukturfondene (hvor grænsen er på 500 000 EUR) – indberettes til medlemsstaterne, og at sidstnævnte forsynes med oplysninger og gives muligheden for at følge de nationale procedurer til bekæmpelse af svig;

86.  er dybt bekymret over OLAF’s effektivitetsniveau og kontorets interne funktionsmåde, idet det anser et robust og velforvaltet OLAF for en essentiel del i bekæmpelsen af svig og korruption med EU-skatteborgernes midler; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til i samarbejde med Parlamentets kompetente udvalg og ved besvarelser af forespørgsler at analysere legaliteten af OLAF’s operationer, træffe alle fornødne foranstaltninger til at forbedre forvaltningen af OLAF og til at finde praktiske løsninger til udbedring af de eksisterende mangler inden udgangen af 2013; opfordrer Kommissionen og Rådet til i mellemtiden at sætte enhver drøftelse eller beslutning om oprettelse af en Europæisk Anklagemyndighed i bero;

Kommissionens initiativer vedrørende aktiviteter til bekæmpelse af svig

87.  glæder sig over, at Kommissionen som svar på Parlamentets opfordring er ved at udvikle en metodologi til at måle omkostningerne ved korruption i forbindelse med offentlige indkøb med EU-midler;

88.  glæder sig over initiativet i Kommissionens arbejdsprogram for 2012 om bedre beskyttelse af EU’s finansielle interesser og meddelelsen i den forbindelse om beskyttelse af EU’s finansielle interesser gennem straffelovgivningen og administrative efterforskninger; understreger, at dette initiativ har til formål at stramme sanktionerne mod kriminelle aktiviteter, herunder korruption, og at styrke den finansielle beskyttelse af Den Europæiske Union;

89.  glæder sig over Kommissionens nye strategi til bekæmpelse af svig (COM(2011)0376) og den interne handlingsplan for gennemførelse heraf (SEC(2011)0787), som blev vedtaget i juni 2011 og har til formål at forbedre forebyggelsen og afsløringen af svig på EU-plan; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at aflægge rapport om og evaluere strategierne til bekæmpelse af svig, der er udformet inden for hvert generaldirektorat;

90.  glæder sig over Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om strafferetlig bekæmpelse af svig rettet mod Den Europæiske Unions finansielle interesser (COM(2012)0363 – forslag til BFI-direktivet), som skal erstatte konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser og de tilhørende protokoller;

91.  glæder sig navnlig over, at definitionen af EU's finansielle interesser i forslaget til BFI-direktivet omfatter moms i overensstemmelse med EU-Domstolens dom, hvori det blev stadfæstet(20), at der er en direkte forbindelse mellem på den ene side opkrævning af momsindtægter i overensstemmelse med gældende EU-ret og på den anden side EU-budgettets råderet over disse momsmidler, eftersom enhver mangel i inddrivelsen af de førstnævnte kan føre til en formindskelse af de sidstnævnte;

92.  glæder sig over forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Hercule III-programmet til fremme af aktioner til beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser (COM(2011)0914), som efterfølger Hercule II-programmet, hvis merværdi blev påvist ved midtvejsevalueringen;

93.  bemærker, at de fleste af de politikker, der i øjeblikket føres mod korruption, trods de positive initiativer, som Kommissionen har iværksat, er passive; opfordrer Kommissionens generaldirektorater til at styrke forebyggelsen af svig inden for deres respektive ansvarsområder;

94.  ser frem til Kommissionens fremlæggelse af lovforslaget om etablering af en europæisk anklagemyndighed, som bliver ansvarlig for at efterforske og retsforfølge personer, der skader aktiver forvaltet af eller på vegne af EU, som er stillet i udsigt til juni 2013;

o
o   o

95.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Unions Domstol, Den Europæiske Revisionsret, OLAF-Overvågningsudvalget og OLAF.

(1) http://ec.europa.eu/anti_fraud/documents/reports-commission/2011/report_da.pdf (2) http://ec.europa.eu/anti_fraud/documents/reports-olaf/2011/olaf_report_2011_en.pdf (3) EUT C 344 af 12.11.2012, s. 1. (4) EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1. (5) EFT L 312 af 23.12.1995, s. 1. (6) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0196. (7) EUT C 51 E af 22.2.2013, s. 121. (8) EUT C 161 E af 31.5.2011, s. 62. (9) 1 Europa-Parlamentets undersøgelse fra 2012 med titlen »At modvirke svig med EU-midler gennem undersøgende journalistik i EU-27«, s. 71. (10) EUT C 296 E af 2.10.2012, s. 40. (11) OLAF-årsrapporten 2011, oversigt 6, s. 22. (12) Undersøgelse bestilt af Europa-Parlamentet om »Forskelle i administrativ indsats mellem medlemsstaterne i forbindelse med inddrivelse af EU's traditionelle egne indtægter«. (13) Revisionsrettens årsberetning om budgetgennemførelsen i regnskabsåret 2011, inklusive institutionernes svar. (14) Netværk for hurtig udveksling af målrettede oplysninger mellem medlemsstaterne oprettet ved forordning (EU) nr. 904/2010. (15) Undersøgelse foretaget af Europa-Parlamentet om køreplanen for det digitale indre marked, tilgængelig på: http://www.europarl.europa.eu/document/activities/cont/201209/20120914ATT51402/20120914ATT51402EN.pdf (16) Ordning anvendt af en importør for at opnå momsfritagelse, når importerede varer skal transporteres til en anden medlemsstat, og der skal betales moms i bestemmelsesmedlemsstaten. (17) Heraf 1 800 mio. EUR i de syv udvalgte medlemsstater og 400 mio. EUR i de 21 bestemmelsesmedlemsstater for de importerede varer i stikprøven. (18) Kommissær Šemetas svar på spørgeskemaet fra Budgetkontroludvalget, tilgængeligt på: http://www.europarl.europa.eu/committees/da/cont/publications.html?id=CONT00004 (19) Det Særlige Udvalg om Organiseret Kriminalitet, Korruption og Hvidvaskning af Penge (CRIM) 2012-2013, tematisk bidrag om korruption med titlen »Areas of systemic corruption in the public administration of the Member States and measures in order to counter its negative effect for the EU«, november 2012, s. 2. (20) Dom af 15. november 2011 i sag C-539/09, Kommissionen mod Tyskland (EUT C 25 af 28.1.2012, s. 5).

Europa-Parlamentets beslutning af 3. juli 2013 om den integrerede struktur for intern kontrol (2012/2291(INI))

P7_TA(2013)0319 A7-0189/2013

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til Revisionsrettens udtalelse nr. 2/2004 om indførelse af »én enkelt revisionsmodel« (og et forslag til en struktur for intern kontrol i Fællesskabet)(1),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse om en køreplan for indførelse af en integreret struktur for intern kontrol (COM(2005)0252),

–  der henviser til meddelelsen fra Kommissionen om Kommissionens handlingsplan for en integreret struktur for intern kontrol (COM(2006)0009),

–  der henviser til den første halvårlige beretning om resultattavlen for Kommissionens handlingsplan for en integreret struktur for intern kontrol af 19. juli 2006 (SEC(2006)1009), hvilket Parlamentet havde anmodet om i sin dechargebeslutning for regnskabsåret 2004(2),

–  der henviser til Kommissionens statusrapport, der blev offentliggjort i marts 2007 (COM(2007)0086), og som omhandlede fremskridtene og visse yderligere foranstaltninger,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse fra februar 2008 (COM(2008)0110) og arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene, der er vedføjet denne (SEC(2008)0259),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse fra februar 2009 om virkningerne af Kommissionens handlingsplan for en integreret struktur for intern kontrol (COM(2009)0043),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget (A7-0189/2013),

A.  der henviser til, at Kommissionen i henhold til artikel 317 i TEUF gennemfører budgettet på eget ansvar i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning i samarbejde med medlemsstaterne;

B.  der henviser til, at Kommissionen i henhold til traktaten har det endelige ansvar for gennemførelsen af Unionens budget, selv om et stort ansvar ligger hos medlemsstaterne, idet 80 % af Unionens budget bruges af medlemsstaterne under ordningen med delt forvaltning;

C.  der henviser til, at princippet om produktiv intern kontrol indgår i budgetprincipperne i finansforordningen som ændret ved forordning (EF, Euratom) nr. 1995/2006, således som Kommissionen foreslog i ovennævnte handlingsplan;

D.  der henviser til, at den mest effektive måde, hvorpå Kommissionen kan vise sin oprigtige vilje til åbenhed og forsvarlig økonomisk forvaltning, er ved at bestræbe sig på fuldt ud at støtte de initiativer, der tager sigte på at forbedre kvaliteten af den økonomiske forvaltning for opnå en positiv revisionserklæring (DAS(3)) fra Revisionsretten;

E.  der henviser til, at det er nødvendigt, at alle institutioner og alle medlemsstater samarbejder for at genoprette de europæiske borgeres tillid til Unionens finansielle resultater;

F.  der henviser til, at Kommissionen for at støtte det strategiske mål om at opnå en positiv revisionserklæring fra Revisionsretten i januar 2006 vedtog handlingsplanen for en integreret struktur for intern kontrol (handlingsplanen) på grundlag af anbefalinger fra Revisionsretten(4), Parlamentets dechargebeslutning for regnskabsåret 2003(5) og Økofin-Rådets konklusioner af 8. november 2005;

G.  der henviser til, at handlingsplanen omhandlede »mangler« i Kommissionens kontrolstrukturer på daværende tidspunkt og udpegede 16 områder, hvor der skulle gribes ind inden udgangen af 2007 under hensyntagen til behovet for, at forbedringer af den økonomiske forvaltning i Unionen ledsages af en omhyggelig kontrol i Kommissionen og i medlemsstaterne;

Gennemførelse af handlingsplanen

1.  påpeger, at de fremskridt, der er gjort med hensyn til at nå målene i handlingsplanen ikke blot skal måles ud fra opnåelse af hver enkelt aktion, men ligeledes ved dennes indvirkning på nedbringelse af fejl i underliggende transaktioner;

2.  bemærker, at Kommissionen selv erklærede, at handlingsplanen var gennemført fuldt ud i begyndelsen af 2009, selv om tre ud af seks aktioner ikke kunne gennemføres eller blev gennemført på andre måder;

3.  påpeger især, at artikel 32 i den nye finansforordning fastsætter princippet om effektiv og produktiv intern kontrol, og at artikel 33 i forordningen understreger, at Kommissionen ved fremlæggelsen af reviderede eller nye udgiftsmæssige forslag skal anslå omkostningerne og fordelene ved kontrolsystemet samt fejlrisikoniveauet;

4.  bemærker ligeledes, at det med hensyn til begrebet acceptabel risiko for fejl blev valgt at gennemføre denne aktion ved at fastsætte begrebet »resterende risiko for fejl«;

5.  beklager, at forenklingen af lovgivningen 2007-2013 ikke er så omfattende som forventet;

6.  beklager, at Kommissionens indsats for at opnå en fuldstændig positiv revisionserklæring ikke er lykkedes, og påpeger især, at Revisionsretten i sin revisionserklæring for 2011 konkluderede, at betalingerne samlet set var væsentlig fejlbehæftede, og vurderede, at overvågnings- og kontrolsystemerne generelt var delvis effektive;

7.  noterer sig, at den generelle fejlfrekvens i de underliggende transaktioner er steget fra 3,3 % til 3,7 % i 2010 og nåede 3,9 % i 2011; beklager det omslag i den positive tendens, der er opstået i de seneste år, og frygter, at fejlfrekvensen vil stige i løbet af de kommende år;

8.  bemærker, at Kommissionen har bibeholdt sit mål om at opnå en positiv revisionserklæring, selv om Parlamentet i sin beslutning om decharge for 2011 beklagede, at betalingerne stadig var væsentligt fejlbehæftede;

9.  opfordrer Kommissionen til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at opnå en tendens til et konstant fald i fejlfrekvensen;

Hvad er problemet?

10.  er enig med Revisionsretten og Kommissionen(6) i, at ordningen med én enkelt revisionsmodel ikke fungerer endnu, og at de kontrolsystemer, medlemsstaterne har oprettet, ikke udnytter deres fulde potentiale;

11.  minder i den forbindelse om, at medlemsstaternes myndigheder i 2011 i forbindelse med over 60 % af de fejl, som Revisionsretten påpegede på området regionalpolitik, havde tilstrækkelige informationer til at identificere og rette nogle af fejlene, før de anmodede om tilbagebetaling fra Kommissionen;

12.  deler i den forbindelse Revisionsrettens opfattelse om, at kontrollerne i første led, navnlig forvaltnings- og kontrolsystemerne i medlemsstater, er utilstrækkelige og medfører en betydelig byrde for at sænke fejlfrekvensen;

13.  bemærker, at komplicerede og uigennemskuelige regler hindrer gennemførelse og revision af programmer; er bekymret over, at dette kan resultere i mange fejl og skabe mulighed for svig; er derfor bekymret over, at en øget kompleksitet for så vidt angår regler på nationalt eller regionalt plan (»overimplementering«) medfører yderligere problemer for den retlige gennemførelse af Unionens budget og en unødvendig stigning i fejlfrekvensen;

14.  bemærker, at Kommissionen ikke fuldt ud kan basere sig på resultaterne fra medlemsstaternes nationale revisionsorganer;

15.  noterer sig, at der er en grundlæggende uoverensstemmelse mellem Revisionsretten, der, i DAS-revisionerne anvender en årlig revisionstilgang, og Kommissionen, der ved gennemførelsen af budgettet anvender en flerårig tilgang;

Hvad skal der gøres?

16.  opfordrer Kommissionen til strengt at anvende artikel 32, stk. 5, i den nye finansforordning, hvis omfanget af fejl vedvarende er højt, og følgelig udpege svaghederne i kontrolsystemerne, analysere omkostninger og fordele ved mulige korrigerende foranstaltninger og træffe eller foreslå passende foranstaltninger i form af forenkling, forbedring af kontrolsystemer og ændring af programmer eller leveringssystemer;

17.  opfordrer medlemsstaterne til at styrke deres overvågnings- og kontrolsystemer og især at sikre pålideligheden af deres indikatorer og statistikker;

18.  bemærker med bekymring, at Revisionsretten i 2010 og 2011 i forbindelse med regionalpolitikken fandt, at Kommissionen ikke fuldt ud kan forlade sig og være sikker på de nationale revisionsmyndigheders arbejde, og opfordrer medlemsstaterne til at afhjælpe denne situation;

19.  opfordrer medlemsstaterne til at tage det fulde ansvar for deres regnskaber og indsende pålidelige oplysninger til Kommissionen ved anvendelse af nationale forvaltningserklæringer, der underskrives på et passende politisk niveau;

20.  opfordrer Kommissionen til at tilskynde medlemsstaterne til at samarbejde med henblik på at sikre, at skatteydernes midler anvendes i overensstemmelse med princippet om ansvarlig økonomisk forvaltning, enten gennem passende fordele eller gennem strenge sanktioner eller afbrydelse af finansieringsstrømmen; hævder, at dette vil bidrage til at give borgerne i Unionen fornyet tillid til Unionen og dennes institutioner;

21.  opfordrer Kommissionen til at harmonisere alle kontrolprocedurer i sine tjenestegrene;

22.  bemærker med bekymring, at svaghederne i de nationale myndigheders arbejde, der blev afsløret af Revisionsretten, også kan skyldes en mangel og en interessekonflikt, der skyldes det delte forvaltningssystem(7), idet de nationale revisionsmyndigheder for at opnå status, der indebærer én enkelt revisionsmodel fra Kommissionen skal være effektive, men på samme tid skal den rapporterede fejlfrekvens være under 2 %, hvilket kan være et incitament til at underrapportere om uregelmæssigheder;

23.  opfordrer derfor Kommissionen til at være strengere, når den certificerer nationale forvaltnings- og revisionsmyndigheder, og skabe de rigtige incitamenter og et effektivt sanktionssystem;

24.  anmoder derfor i overensstemmelse med artikel 287, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union om, at samarbejdet mellem de nationale revisionsorganer og Revisionsretten styrkes i forbindelse med revision af delt forvaltning;

25.  opfordrer de relevante EU-institutioner til at vurdere, om det er passende at fastsætte fejlfrekvensen til 2 %, og om det er opnåeligt for alle EU-politikområder;

26.   tvivler i den forbindelse alvorligt på nyttigheden af revisionserklæringen, idet der på grund af kompleksiteten af budgetgennemførelsen på området delt forvaltning, også er delt ansvar for budgetforvaltningens lovlighed og regelmæssighed mellem Kommissionen og medlemsstaterne og mellem Kommissionen og de regionale forvaltninger, mens det politiske ansvar stadig udelukkende påhviler Kommissionen;

27.   er derfor af den mening, at konceptet med revisionserklæring bør genovervejes i forbindelse med den fremtidige revision af EU-traktaten;

Opfølgning på decharge for 2011 til Kommissionen

28.  gentager sin opfordring til medlemsstaterne om at udstede nationale forvaltningserklæringer på passende politisk niveau og opfordrer Kommissionen til at opstille en skabelon for denne erklæring;

29.  er af den opfattelse, at princippet om en obligatorisk national forvaltningserklæring bør inkorporeres i den interinstitutionelle aftale sammen med afgørelsen om den flerårige finansielle ramme;

30.  påpeger, at den nuværende mangel på et troværdigt system af nationale erklæringer fortsat vil skade EU-borgernes tillid til og tro på den makroøkonomiske situation, EU's penge og EU's forvaltere af penge(8);

31.  minder om, at de tre første prioriterede foranstaltninger, som Parlamentet kræver af Kommissionen, når det meddeler decharge for 2011, sigter mod at bane vejen for yderligere fremskridt i spørgsmålet om revisionserklæringen;

32.  insisterer på, at Kommissionen årligt, med begyndelse i september 2013, bør vedtage en meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet og Revisionsretten med henblik på at offentliggøre alle beløb i nominelle værdier, som blev inddrevet i løbet af det foregående år gennem finansielle korrektioner og tilbagebetalinger for alle forvaltningsmetoder, som Unionen og medlemsstaterne udnytter(9);

33.  insisterer på, at denne meddelelse bør forelægges i så god tid, at Revisionsretten kan nå at gennemgå den, inden den offentliggør sin årsberetning;

34.  gentager sin opfordring til Kommissionen om at gøre fremskridt i fremlæggelsen af mere nøjagtige og pålidelige data vedrørende inddrivelser og finansielle korrektioner og til at forelægge oplysninger, der når det er muligt, sammenknytter det år, hvor betalingen fandt sted, med det år, hvor den dertil knyttede fejl blev opdaget, og med det år, hvori inddrivelserne eller de finansielle korrektioner fremgår af noterne til regnskabet(10);

35.  påpeger, at alle foranstaltninger, der træffes med henblik på at reducere fejlfrekvenserne, bør suppleres af en ny resultatkultur; påpeger, at Kommissionens tjenestegrene i deres forvaltningsplaner bør fastsætte en række mål og indikatorer, der opfylder Revisionsrettens krav for så vidt angår relevans, sammenlignelighed og pålidelighed; tjenestegrenene bør i deres årlige aktivitetsrapporter måle deres overordnede resultater ved at opsummere de resultater, de har opnået i forbindelse med deres bidrag til de hovedpolitikker, som Kommissionen fører; minder om, at disse »afdelingsopdelte« resultater vil blive suppleret af en overordnet evaluering af Kommissionens resultater i den evalueringsrapport, der er omhandlet i artikel 318 i TEUF(11);

36.  minder om, at Kommissionen bør ændre strukturen i den ovennævnte evalueringsrapport, således at der skelnes mellem interne og eksterne politikker, og i den del, der vedrører interne politikker, fokusere på Europa 2020-strategien som værende Unionens politik på det økonomiske og sociale område; minder om, at Kommissionen bør lægge vægten på de fremskridt, der er gjort med opnåelsen af flagskibsinitiativerne;

37.  understreger endvidere, at resultatindikatorerne bør integreres fuldt ud i alle forslag om nye politikker og programmer;

38.  kræver, at den vejledning, som Parlamentet giver Kommissionen i punkt 1 i beslutningen, som ledsager dennes afgørelse om meddelelse af decharge for 2011 med hensyn til udarbejdelsen af den evalueringsrapport, som er fastsat i artikel 318 i TEUF, inkorporeres i den interinstitutionelle aftale, som følger beslutningen om den flerårige finansielle ramme;

Resultatbaseret budget

39.  er enig med Revisionsretten i, at det ikke giver mening at forsøge at måle resultaterne, hvis ikke der budgetteres på grundlag af resultatindikatorer(12), og opfordrer til udarbejdelse af resultatbaserede offentlige budgetteringsmodeller, hvor hver enkelt budgetpost ledsages af mål og resultater, der skal måles med resultatindikatorer;

40.  opfordrer Kommissionen til at nedsætte en arbejdsgruppe, sammensat af repræsentanter fra Kommissionen, Rådet og Revisionsretten, som skal vurdere, hvilke foranstaltninger det er nødvendigt at træffe med henblik på at indføre et sådant resultatbaseret budget, og udarbejde et forslag til en handlingsplan med en tidsplan for dette;

Forenkling

41.  opfordrer alle parter, der er involverede i beslutningsprocessen vedrørende lovgivning og programmer efter 2013, til at tage hensyn til behovet for at respektere det uvilkårlige krav om forenkling ved at reducere antallet af programmer og fastsætte proportionelle omkostningseffektive kontroller og forenklede regler for støtteberettigelse og omkostningsmetoder;

o
o   o

42.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Revisionsretten samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT C 107 af 30.4.2004, s. 1. (2) EUT L 340 af 6.12.2006, s. 3. (3) Forkortelse af den franske betegnelse »Déclaration d'assurance«. (4) Udtalelse nr. 2/2004 (EUT C 107 af 30.4.2004, s. 1) (om »én enkelt revisionsmodel«). (5) EUT L 196 af 27.7.2005, s. 4. (6) Bidrag fra by Kersti Kaljulaid og Manfred Kraff under høringen om den integrerede struktur for intern kontrol, der blev afholdt af CONT den 22. april 2013. (7) Bidrag fra by Kersti Kaljulaid and Manfred Kraff under høringen om den integrerede struktur for intern kontrol, der blev afholdt af CONT den 22. april 2013. (8) Bidrag af Jules Muis ved samme høring. (9) Beslutning, der ledsagede afgørelsen om at meddele Kommissionen decharge for 2011, punkt 1a (EUT L 308 af 16.11.2013, s. 27). (10) Beslutning, der ledsagede afgørelsen om at meddele Kommissionen decharge for 2011, punkt 61. (11) Beslutning, der ledsagede afgørelsen om at meddele Kommissionen decharge for 2011, punkt 1 ab), ae) og af). (12) Bidrag fra by Kersti Kaljulaid and Manfred Kraff under høringen om den integrerede struktur for intern kontrol, der blev afholdt af CONT den 22. april 2013.