Indeks 
Vedtagne tekster
Tirsdag den 10. september 2013 - Strasbourg
Ændring af Rådets forordning (EF) nr. 850/98 om bevarelse af fiskeressourcerne gennem tekniske foranstaltninger til beskyttelse af unge marine organismer ***I
 Formueretlige retsvirkninger af registrerede partnerskaber *
 Formueforholdet mellem ægtefæller *
 Fremme af en europæisk strategi for transportteknologi til støtte for fremtidig bæredygtig mobilitet i Europa
 Ret til adgang til advokatbistand i straffesager og ret til kommunikation ved anholdelse ***I
 Kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse ***I
 Insiderhandel og kursmanipulation (markedsmisbrug) ***I
 Ændring af Rådets forordning (EF) nr. 2187/2005 om bevarelse af fiskeressourcerne i Østersøen, Bælterne og Øresund gennem tekniske foranstaltninger ***I
 Et fungerende indre energimarked
 Gennemførelsen og indvirkningen af foranstaltningerne til forbedring af energieffektiviteten under samhørighedspolitikken
 En fiskeristrategi for Adriaterhavet og Det Ioniske Hav
 Mod en mere effektiv og omkostningseffektiv tolkning i Europa-Parlamentet
 Onlinespil i det indre marked
 Udnævnelse af Luigi Berlinguer til det udvalg, der er nedsat i henhold til artikel 255 i TEUF

Ændring af Rådets forordning (EF) nr. 850/98 om bevarelse af fiskeressourcerne gennem tekniske foranstaltninger til beskyttelse af unge marine organismer ***I
PDF 331kWORD 34k
Beslutning
Konsolideret tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 10. september 2013 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 850/98 om bevarelse af fiskeressourcerne gennem tekniske foranstaltninger til beskyttelse af unge marine organismer (COM(2012)0432 – C7-0211/2012 – 2012/0208(COD))
P7_TA(2013)0336A7-0256/2013

(Almindelig lovgivningsprocedure: Førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2012)0432),

—  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 43, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C7-0211/2012),

—  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—  der henviser til udtalelse af 14. november 2012 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

—  der henviser til sin beslutning af 22. november 2012 om bevarelse af fiskeressourcerne gennem tekniske foranstaltninger til beskyttelse af unge marine organismer(2),

—  der henviser til forretningsordenens artikel 55,

—  der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget (A7-0256/2013),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse for Parlamentet, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet, Kommissionen og de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 10. september 2013 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. .../2013 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 850/98 om bevarelse af fiskeressourcerne gennem tekniske foranstaltninger til beskyttelse af unge marine organismer

P7_TC1-COD(2012)0208


EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 43, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

efter den almindelige lovgivningsprocedure(3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 850/98(4) tillægger Kommissionen beføjelser til at gennemføre nogle af nævnte forordnings bestemmelser.

(2)  Som følge af Lissabontraktatens ikrafttræden bør nogle af beføjelserne i forordning (EF) nr. 850/98 bringes i overensstemmelse med artikel 290 og 291 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

(3)  Kommissionen bør med henblik på anvendelsen af visse bestemmelser i forordning (EF) nr. 850/98 tillægges beføjelser For at muliggøre en effektiv ajourføring af visse bestemmelser i denne forordning, så de afspejler de tekniske og videnskabelige fremskridt, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde for så vidt angår:

   opdelingen af regioner i geografiske områder
   ændring af regler om betingelserne for anvendelsen af visse maskestørrelseskombinationer
   vedtagelse af detaljerede regler for, hvordan den procentvise andel for målarter, der tages af mere end ét fiskerfartøj, nås, for at sikre, at disse procentsatser overholdes af alle fartøjer, der deltager i fiskeriet
   vedtagelse af regler om de tekniske beskrivelser og metoden for anvendelse af tilladte anordninger, der kan fastgøres til fiskeredskabet, og som ikke obstruerer eller reducerer nettets effektive maskestørrelse
   betingelserne for, hvornår fartøjer med en længde overalt på over otte meter må anvende bomtrawl i visse farvande i Unionen
   foranstaltninger til imødegåelse af uventet små eller store rekrutteringer af unge organismer, ændringer i migrationsmønstre eller andre ændringer i fiskebestandenes bevaringsstatus, med øjeblikkelig virkning
   retsakter til udelukkelse af en medlemsstats specifikke former for fiskeri i ICES-underområde VIII, IX, X, fra anvendelsen af visse bestemmelser for hildingsgarn, indfiltringsgarn og toggergarn med et meget lavt niveau af bifangster af hajer og udsmid. [Ændring 1]

(4)  Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejdei forbindelse med vedtagelsen af delegerede retsakter, bl.a.særlig på ekspertniveau, for at få objektive, præcise, fuldstændige og ajourførte oplysninger. [Ændring 2]

(5)  Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(6)  For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af bestemmelserne i forordning (EF) nr. 850/98 bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser for så vidt angår:

   tekniske regler for måling af maskestørrelse
   kvadratmaskede net og trådtykkelse
   tekniske regler vedrørende fremstilling af netmateriale
   optegnelse over anordninger, der kan obstruere eller på anden måde reducere den effektive maskestørrelse i et fiskeredskab
   fremsendelse af lister over fartøjer med en særlig fiskeritilladelse til at anvende bomtrawl
   tekniske regler vedrørende måling af maskineffekt og redskabsdimensioner
   medlemsstaternes forpligtelse til at sikre, at fiskeriindsatsen ikke overskrides i visse områder i ICES-afsnit IXa, og
   midlertidige foranstaltninger, hvis bevarelsen af bestande af marine organismer kræver øjeblikkelig indgriben.

(7)  De gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen, bortset fra dem, der vedrører medlemsstaternes forpligtelse til at sikre, at fiskeriindsatsen ikke overskrides i visse områder i ICES-afsnit IXa, udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011(5).

(8)  Forordning (EF) nr. 850/98 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EF) nr. 850/98 foretages følgende ændringer:

1)  Artikel 2, stk. 3, affattes således:"

"3. De i stk. 1 nævnte regioner kan, bl.a. på grundlag af definitionerne i stk. 2, opdeles i geografiske områder. Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 48a vedrørende opdelingen af regioner i geografiske områder med henblik på at identificere de geografiske områder, hvor der skal anvendes særlige tekniske bevarelsesforanstaltninger." [Ændring 3]

"

2)  I artikel 4 foretages følgende ændringer:

a)  I stk. 4 tilføjes følgende litra:"

"c) Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 48a med henblik på at ændre bilag X og bilag XI for at øge beskyttelsen af ungfisk i forbindelse med bevarelse af fiskebestande."

"

b)  Stk. 5, litra b), affattes således:"

"b) Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 48a vedrørende metoden til beregning af den procentvise andel af målarter og andre arter, der beholdes om bord, når disse er taget med et eller flere redskaber, der trækkes samtidigt af mere end ét fiskerfartøj, og metoden til kontrol for at sikre, at alle fiskerfartøjer, der deltager i det fælles fiskeri og beholder fisk om bord, overholder de procentvise andele af arter, der er anført i bilag I til V."

"

c)  Stk. 6 affattes således:"

"6. De tekniske regler for måling af maskestørrelse, herunder med henblik på kontrol, fastlægges ved hjælp af gennemførelsesretsakter. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 48, stk. 2."

"

3)  I artikel 7 tilføjes følgende stykke:"

"8. De tekniske regler for måling af kvadratmaskede net, herunder med henblik på kontrol, fastlægges ved hjælp af gennemførelsesretsakter. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 48, stk. 2."

"

4)  I artikel 8 tilføjes følgende stykke:"

"4. De tekniske regler for måling af trådtykkelse og fremstilling af netmateriale, herunder med henblik på kontrol, fastlægges ved hjælp af gennemførelsesretsakter. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 48, stk. 2."

"

5)  Artikel 16 affattes således:"

"Artikel 16

1.  Det er forbudt at anvende anordninger, der bevirker, at maskerne i nogen del af fiskeredskabet obstrueres eller på anden måde formindskes.

2.  Stk. 1 udelukker dog ikke anvendelse af visse anordninger, der kan obstruere eller på anden måde formindske maskerne i nogen del af fiskeredskabet, men som kan tjene til at beskytte eller styrke redskabet. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 48a vedrørende de tekniske beskrivelser og metoden for anvendelse og montering af sådanne anordninger.

3.  Der fastlægges ved hjælp af gennemførelsesretsakter en udtømmende liste over anordninger, der er i overensstemmelse med de tekniske beskrivelser, der er fastlagt i henhold til stk. 2, og som kan være fastgjort til redskabet. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 48, stk. 2."

"

6)  I artikel 29 foretages følgende ændringer:

a)  Stk. 6 affattes således:"

"6. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 48a vedrørende de detaljerede betingelser for anvendelsen af kriterierne i stk. 2, hvorefter fartøjer med en længde overalt på over otte meter må anvende bomtrawl i de områder, der er omhandlet i stk. 1."

"

b)  Følgende stykke tilføjes:"

"7. Kommissionen fastlægger ved hjælp af en gennemførelsesretsakt de operationelle krav for medlemsstaternes indgivelse af de lister, der skal fremsendes til Kommissionen, jf. stk. 2, litra c), første led. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 48, stk. 2."

"

7)  Artikel 29b, stk. 6, affattes således:"

"6. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen, hvilke foranstaltninger de har truffet med henblik på at opfylde den forpligtelse, der er fastsat i stk. 5. Finder Kommissionen, at en medlemsstats foranstaltninger ikke opfylder forpligtelsen, kan den foreslå ændringer til foranstaltningerne. Hvis Kommissionen og den pågældende medlemsstat ikke når til enighed om de nødvendige foranstaltninger, kan Kommissionen fastlægge sådanne foranstaltninger ved hjælp af gennemførelsesretsakter."

"

8)  Artikel 34, stk. 6, affattes således:"

"6. De tekniske regler for måling af maskineffekt og redskabsdimensioner fastlægges ved hjælp af en gennemførelsesretsakt. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 48, stk. 2."

"

8a)  Artikel 34b, stk. 11, affattes således: "

"11. Kommissionen kan efter høring af STECF vedtage delegerede retsakter til udelukkelse af en medlemsstats specifikke former for fiskeri i ICES-underområde VIII, IX og X, fra anvendelsen af stk. 1-9, hvis oplysninger fra medlemsstaterne viser, at disse former for fiskeri medfører i et meget lavt niveau af bifangster af hajer og af udsmid." [Ændring 4]

"

9)  Artikel 45 affattes således:"

"Artikel 45

1.  Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 48a vedrørende fastlæggelse af tekniske bevarelsesforanstaltninger vedrørende anvendelsen af trukne eller faste redskaber eller vedrørende fiskeri i visse områder eller i visse perioder som supplement eller som undtagelse til denne forordning. De pågældende foranstaltninger skal tage sigte på at imødegå uventet små eller store rekrutteringer af unge organismer, ændringer i migrationsmønstre eller andre ændringer i fiskebestandenes bevaringsstatus for bestandene af marine organismer, med øjeblikkelig virkning. [Ændring 5]

2.  Hvis bevarelsen af bestande af marine organismer kræver øjeblikkelig indgriben, kan Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter vedtage midlertidige foranstaltninger til at afhjælpe situationen. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 48, stk. 3.

3.  Hvis visse arter eller fiskepladser er alvorligt truet og en udsættelse ville medføre skade, som vanskeligt ville kunne genoprettes, kan en medlemsstat træffe ikke-diskriminerende bevarelsesforanstaltninger for de farvande, der hører under dens jurisdiktion.

4.  De i stk. 3 nævnte foranstaltninger med medfølgende begrundelse meddeles Kommissionen og de øvrige medlemsstater, så snart de er vedtaget.

Kommissionen bekræfter inden for ti arbejdsdage efter modtagelsen af meddelelsen, om de pågældende foranstaltninger er hensigtsmæssige og ikke-diskriminerende, eller kræver dem annulleret eller ændret ved hjælp af gennemførelsesretsakter. Kommissionens afgørelse meddeles straks medlemsstaterne."

"

10)  Artikel 46, stk. 4, affattes således:"

"4. På Kommissionens initiativ eller på begæring af en medlemsstat kan spørgsmålet om, hvorvidt en national teknisk foranstaltning, der anvendes af en medlemsstat, er i overensstemmelse med stk. 1, gøres til genstand for en afgørelse, som Kommissionen træffer ved hjælp af gennemførelsesretsakter. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesprocedure i artikel 48, stk. 2. Hvis en sådan afgørelse træffes, anvendes bestemmelserne i stk. 2, tredje og fjerde afsnit."

"

11)  Artikel 48 affattes således:"

"Artikel 48

1.  Kommissionen bistås af Komitéen for Fiskeri og Akvakultur, der er nedsat ved forordning (EF) nr. 2371/2002. Denne komité er et udvalg som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011*.

2.  Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011.

3.  Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 8 i forordning (EU) nr. 182/2011 sammenholdt med dennes artikel 5.

______________

* Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13)."

"

12)  Følgende artikel indsættes:"

"Artikel 48a

1.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.  De delegerede beføjelser, der er omhandlet iBeføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 2, stk. 3, artikel 4, stk. 4, litra c), artikel 4, stk. 5, litra b), artikel 16, stk. 2, artikel 29, stk. 6, artikel 29d, stk. 7, artikel 34b, stk. 11 og artikel 45, stk. 1, tillægges Kommissionen for en ubegrænset periode på tre år fra …(6). Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af treårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode. [Ændring 6]

3.  Den i artikel 2, stk. 3, artikel 4, stk. 4, litra c), artikel 4, stk. 5, litra b), artikel 16, stk. 2, artikel 29, stk. 6, artikel 29d, stk. 7, artikel 34b, stk. 11, og artikel 45, stk. 1, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft. [Ændring 7]

4.  Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidig Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

5.  En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 2, stk. 3, artikel 4, stk. 4, litra c), artikel 4, stk. 5, litra b), artikel 16, stk. 2, artikel 29, stk. 6, artikel 29d, stk. 7, artikel 34b, stk. 11, og eller artikel 45, stk. 1, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på 2 to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med 2 to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ."

"

[Ændring 8]

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i ..., den .

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

(1) EUT C 11 af 15.1.2013, s. 86.
(2) Vedtagne tekster P7_TA(2012)0448.
(3) Europa-Parlamentets holdning af 10.9.2013.
(4)Rådets forordning (EF) nr. 850/98 af 30. marts 1998 om bevarelse af fiskeressourcerne gennem tekniske foranstaltninger til beskyttelse af unge marine organismer (EFT L 125 af 27.4.1998, s. 1).
(5)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).
(6)* Datoen for denne forordnings ikrafttræden.


Formueretlige retsvirkninger af registrerede partnerskaber *
PDF 641kWORD 81k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 10. september 2013 om forslag til Rådets forordning om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrørende de formueretlige retsvirkninger af registrerede partnerskaber (COM(2011)0127 – C7-0094/2011 – 2011/0060(CNS))
P7_TA(2013)0337A7-0254/2013

(Særlig lovgivningsprocedure: høring)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (COM(2011)0127),

–  der henviser til artikel 81, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C7‑0094/2011),

–  der henviser til de begrundede udtalelser, som inden for rammerne af protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet er blevet forelagt af det italienske Senat, den polske Sejm, det polske Senat og det rumænske Senat, om at udkastet til lovgivningsmæssig retsakt ikke overholder nærhedsprincippet,

–  der henviser til udtalelse fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder af 31. maj 2012,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 55,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A7-0254/2013),

1.  godkender Kommissionens forslag som ændret;

2.  opfordrer Kommissionen til at ændre sit forslag i overensstemmelse hermed, jf. artikel 293, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

3.  opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

4.  anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre Kommissionens forslag i væsentlig grad;

5.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Kommissionens forslag   Ændring
Ændring 1
Forslag til forordning
Betragtning 8
(8)  De særlige karakteristika ved de to samlivsformer ægteskab og registreret partnerskab og de forskelle, de medfører med hensyn til, hvilke principper der finder anvendelse på dem, er grunden til, at bestemmelserne til regulering af formueholdet i ægteskaber, og bestemmelserne til regulering af formueforholdet i registrerede partnerskaber, som denne forordning vedrører, bør holdes adskilt i to separate retsakter.
udgår
Ændring 2
Forslag til forordning
Betragtning 8 a (ny)
(8a)  Anerkendelse i en medlemsstat af en retsafgørelse i en sag vedrørende de formueretlige retsvirkninger af et registreret partnerskab har udelukkende til formål at sikre fuldbyrdelsen af de formueretlige retsvirkninger, der er fastsat i den pågældende retsafgørelse. Dette indebærer ikke, at medlemsstaten anerkender det partnerskab, der har de formueretlige retsvirkninger, som har givet anledning til retsafgørelsen. Medlemsstater, hvor der ikke findes registrerede partnerskaber, er ikke forpligtede til at indføre en sådan institution i henhold til denne forordning.
Ændring 3
Forslag til forordning
Betragtning 10
(10)  Denne forordning vedrører spørgsmål vedrørende de formueretlige retsvirkninger af registreret partnerskab. Forordningen kommer kun ind på begrebet "registreret partnerskab", for så vidt det er nødvendigt af hensyn til forordningen. Dette begrebs nøjagtige indhold er defineret i medlemsstaternes nationale ret.
(10)  Denne forordning vedrører spørgsmål vedrørende de formueretlige retsvirkninger af registreret partnerskab. Forordningen kommer kun ind på begrebet "registreret partnerskab", for så vidt det er nødvendigt af hensyn til forordningen. I denne forordning forstås ved registreret partnerskab en anden samværsform end ægteskab. Det nøjagtige indhold af begrebet registreret partnerskab er defineret i medlemsstaternes nationale ret.
Ændring 4
Forslag til forordning
Betragtning 11 a (ny)
(11a)  Denne forordning bør derimod ikke finde anvendelse på andre civilretlige områder end formueforholdet mellem registrerede partnere. Af klarhedshensyn bør en række spørgsmål, der kan anses for at have tilknytning til dette formueforhold, derfor udtrykkeligt undtages fra denne forordnings anvendelsesområde.
(Svarer til betragtning 11 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 3 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 5
Forslag til forordning
Betragtning 12
(12)  Da underholdspligt mellem registrerede partnere er reguleret af Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 af 18. december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt, indgår dette område ikke i denne forordnings anvendelsesområde, og det samme gælder spørgsmål om gyldigheden og virkningerne af gavedispositioner, der er reguleret af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser.
(12)  Underholdspligt mellem registrerede partnere, som er reguleret af Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 af 18. december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt, bør ikke indgå i denne forordnings anvendelsesområde, og det samme gælder spørgsmål om arv, der er reguleret af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 af 4. juli 2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv, og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis1.
1 EUT L 201 af 27.7.2012, s. 107.
(Svarer til AM 4 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 6
Forslag til forordning
Betragtning 13
(13)  Spørgsmål om den nærmere beskaffenhed af de tingslige rettigheder, der måtte findes i medlemsstaternes nationale ret, f.eks. spørgsmål om tinglysning af sådanne rettigheder, bør ligeledes udelukkes fra denne forordnings anvendelsesområde, således som det også er tilfældet for Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/… [om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis]. Således kan retten i den medlemsstat, hvor en af partnernes formuegode er beliggende, træffe tingsretlige foranstaltninger, bl.a. til tinglysning af overdragelsen af det omhandlede formuegode, når dette er et krav i den pågældende medlemsstats lovgivning.
(13)  I lighed med forordning (EU) nr. 650/2012 bør nærværende forordning heller ikke berøre den udtømmende liste over tingslige rettigheder (numerus clausus), der findes i nogle medlemsstaters nationale lovgivning. En medlemsstat bør ikke være forpligtet til at anerkende en tingslig rettighed vedrørende formuegoder, der befinder sig i den pågældende medlemsstat, hvis den pågældende tingslige rettighed er et ukendt begreb i dens lovgivning.
(Svarer til AM 5 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 7
Forslag til forordning
Betragtning 13 a (ny)
(13a)  Med henblik på at give berettigede mulighed for at nyde de rettigheder, som er opstået, eller som de har fået overdraget, i forbindelse med en bodeling som følge af et registreret partnerskabs opløsning, i en anden medlemsstat bør denne forordning imidlertid give mulighed for at tilpasse en ukendt tingslig rettighed til den tinglige rettighed, der ligger tættest herpå ifølge den anden medlemsstats lov. En sådan tilpasning bør ske under hensyntagen til de mål og interesser, som den specifikke tingslige rettighed og de dertil knyttede virkninger forfølger. Med henblik på fastlæggelse af den nationale tingslige rettighed, der ligger tættest på, kan myndighederne eller de kompetente personer i den stat, hvis lov finder anvendelse på formueforholdet mellem registrerede partnere, kontaktes for yderligere oplysninger om rettighedens art og virkninger. Med dette for øje kan de eksisterende netværk inden for retssamarbejdet på det civil- og handelsretlige område benyttes såvel som andre tilgængelige midler, der kan lette forståelsen af fremmed ret.
(Svarer til betragtning 16 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 6 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 8
Forslag til forordning
Betragtning 13 b (ny)
(13b)  Kravene om registrering i et register af en rettighed i fast ejendom eller løsøre bør udelukkes fra denne forordnings anvendelsesområde. Det bør derfor være loven i den medlemsstat, hvor registret føres (for fast ejendom loven på det sted, hvor den faste ejendom befinder sig), som afgør, på hvilke retlige betingelser og hvorledes registreringen skal foretages, samt hvilke instanser, f.eks. tinglysningskontorer eller notarer, der har ansvaret for at kontrollere, at alle krav er opfyldt, og at den fremlagte eller fastlagte dokumentation er tilstrækkelig eller indeholder de nødvendige oplysninger.
(Svarer delvis til betragtning 18 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 7 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 9
Forslag til forordning
Betragtning 13 c (ny)
(13c)  Virkningerne af registrering af en rettighed i et register bør også udelukkes fra denne forordnings anvendelsesområde. Det bør derfor være lovgivningen i den medlemsstat, hvor registret føres, der afgør, hvorvidt registreringen f.eks. har deklaratorisk eller retsstiftende virkning. Når erhvervelsen af en rettighed i fast ejendom f.eks. kræver registrering i et register i henhold til loven i den medlemsstat, hvor registret føres, for at sikre et registers erga omnes-virkning eller for at beskytte en retlig transaktion, er det således denne medlemsstats lov, der bør afgøre tidspunktet for en sådan erhvervelse.
(Svarer til betragtning 19 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 8 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 10
Forslag til forordning
Betragtning 13 d (ny)
(13d)  I lighed med forordning (EU) nr. 650/2012 bør nærværende forordning respektere de forskellige systemer for behandling af spørgsmål vedrørende formueforhold, der anvendes i medlemsstaterne. I nærværende forordning bør begrebet "ret" derfor fortolkes bredt, så det ikke kun omfatter domstole i ordets egentlige betydning, som udfører en retslig funktion, men også notarer eller tinglysningskontorer i visse medlemsstater, som i bestemte sager vedrørende formueforhold udøver en retslig funktion ligesom domstole, og de notarer og juridiske aktører, som i visse medlemsstater udøver en retslig funktion i en given sag vedrørende formueforholdet ved en rets delegation af beføjelser. Enhver ret, som defineret i nærværnde forordning, bør være bundet af de kompetenceregler, der er fastsat i denne forordning. Omvendt bør begrebet "ret" ikke omfatte en medlemsstats ikkejudicielle myndigheder, der i henhold til national lov er bemyndiget til at behandle spørgsmål vedrørende formueforholdet, f.eks. notarerne i de fleste medlemsstater, som normalt ikke udøver en retslig funktion.
(Svarer til betragtning 20 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 10 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 11
Forslag til forordning
Betragtning 15
(15)  På samme måde bør denne forordning give mulighed for, at den ret i en medlemsstat, der behandler en ansøgning om opløsning af et registreret partnerskab, også kan have kompetence til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende formueforholdet i det registrerede partnerskab, der er opstået som følge af ansøgningen, hvis partnerne er enige herom.
(15)  På samme måde bør denne forordning give mulighed for, at den ret i en medlemsstat, der behandler en ansøgning om opløsning af et registreret partnerskab, også kan have kompetence til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende formueforholdet i det registrerede partnerskab, der er opstået som følge af ansøgningen, hvis partnerne udtrykkeligt eller på anden entydig vis har anerkendt de pågældende retters kompetence.
Ændring 12
Forslag til forordning
Betragtning 15 a (ny)
(15a)  Når spørgsmål om formueforholdet ikke vedrører en opløsning eller omstødelse af partnerskabet eller en af partnernes død, kan partnerne beslutte at forelægge spørgsmålene om deres formueforhold for retten i den medlemsstat, hvis lov de har valgt som den, der skal gælde for deres formueforhold. Dette kræver en aftale mellem ægtefællerne, som kan indgås, indtil sagen anlægges og derefter efter bestemmelserne i den stat, hvor sagen anlægges.
(Svarer til AM 12 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 13
Forslag til forordning
Betragtning 16
(16)  I andre situationer bør forordningen give mulighed for at tillægge en medlemsstats retter den territoriale kompetence til at behandle sager om formueforholdet i registrerede partnerskaber på grundlag af en liste over prioriterede kriterier, der sikrer en nær tilknytning mellem partnerne og den medlemsstat, hvis ret er kompetent. Bortset fra retterne i den medlemsstat, hvor partnerskabet er registreret, kan retterne erklære sig inkompetente, hvis den nationale lovgivning ikke giver mulighed for registreret partnerskab. Hvis ingen ret har kompetence til at behandle sagen i medfør af de øvrige bestemmelser i denne forordning, er der indført en subsidiær kompetence for at undgå enhver risiko for retsnægtelse.
(16)  Denne forordning bør give mulighed for at tillægge en medlemsstats retter den territoriale kompetence til at behandle sager om formueforholdet i registrerede partnerskaber i andre tilfælde end i forbindelse med separation eller en af partnernes død på grundlag af en liste over prioriterede kriterier, der sikrer en nær tilknytning mellem partnerne og den medlemsstat, hvis ret er kompetent. Bortset fra retterne i den medlemsstat, hvor partnerskabet er registreret, bør retterne have mulighed for at erklære sig inkompetente, hvis den nationale lovgivning ikke giver mulighed for registreret partnerskab.
Ændring 14
Forslag til forordning
Betragtning 16 a (ny)
(16a)  Navnlig med henblik på at afhjælpe situationer, hvor der ikke er adgang til domstolsprøvelse, bør der i denne forordning åbnes mulighed for forum necessitatis, således at retten i en medlemsstat i undtagelsestilfælde kan træffe afgørelse i en sag vedrørende formueforholdet mellem registrerede partnere, der er nært knyttet til et tredjeland. Et sådant undtagelsestilfælde kan anses at foreligge, når det viser sig umuligt at føre en sag i det pågældende tredjeland, f.eks. på grund af borgerkrig, eller når en berettiget ikke med rimelighed kan forventes at anlægge eller føre en sag i dette land. Kompetence baseret på forum necessitatis bør imidlertid kun udøves, hvis sagen har tilstrækkelig tilknytning til den medlemsstat, hvor den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er beliggende.
(Svarer til betragtning 31 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 14 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 15
Forslag til forordning
Betragtning 18
(18)  For at lette forvaltningen af partnernes formuegoder vil loven i den stat, hvor partnerskabet er registreret, finde anvendelse på alle partnernes formuegoder, selv om denne lov ikke er en af medlemsstaternes lov.
(18)  For at lette forvaltningen af registrerede partneres formuegoder bør denne forordning give dem mulighed for at vælge, hvilken lov der skal finde anvendelse på deres formuegoder, uanset hvilke formuegoder der er tale om, og hvor de er beliggende, blandt de retssystemer, som de har tæt tilknytning til som følge af deres opholdssted eller nationalitet. Der er ingen grund til, at registrerede partnere ikke skal have et sådant lovvalg. Hvis partnerne vælger et retssystem, hvor der ikke findes registrerede partnerskaber, betragtes lovvalget som ugyldigt. Det ved en objektiv tilknytning fastsatte retssystem bør så anvendes. Selv om de berørte parter som regel har et godt kendskab til deres rettigheder, indebærer kravet om særlig retsbeskyttelse, at der bør stilles krav om juridisk rådgivning om konsekvenserne af lovvalget. Dette krav er navnlig opfyldt, når der gælder supplerende formelle regler for lovvalget, især vedrørende notarbekræftelse, som sikrer denne rådgivning.
Ændring 16
Forslag til forordning
Betragtning 18 a (ny)
(18a)  For at skabe retssikkerhed og juridisk klarhed bør forordningen også omfatte en bestemmelse om registreringen af et registreret partnerskab i flere lande, som bør omhandle den seneste registrering. Medlemsstaterne skal sikre, at registrerede partnerskaber ikke registreres i flere lande.
Ændring 17
Forslag til forordning
Betragtning 18 b (ny)
(18b)  Når der ikke er indgået aftale om lovvalg, bør denne forordning indføre harmoniserede lovvalgsregler baseret på en række prioriterede tilknytningskriterier, som tilgodeser kravet om retssikkerhed og retlig forudsigelighed og sikrer, at der tages højde for partnernes konkrete situation, og samtidig giver mulighed for at udpege en lov, der finder anvendelse på alle partnernes formuegoder. Således bør partnernes fælles sædvanlige opholdssted på tidspunktet for partnerskabsregistreringen eller deres første fælles sædvanlige opholdssted efter partnerskabsregistreringen være det første kriterium og gå forud for partnernes fælles nationalitet på tidspunktet for partnerskabsregistreringen. Hvis ingen af disse kriterier er opfyldt, eller hvis der ikke findes et første fælles sædvanligt opholdssted, eller partnerne ikke har fælles nationalitet på tidspunktet for partnerskabsregistreringen, bør det tredje kriterium være loven i den medlemsstat, som partnerne har den tætteste tilknytning til under hensyntagen til alle forhold, dog således at denne tætte tilknytning skal bestå på tidspunktet for partnerskabsregistreringen. Den lovgivning, der gælder ifølge disse kriterier, bør ikke finde anvendelse, hvis den ikke anerkender registrerede partnerskaber. Som opsamlingsbestemmelse skal loven i den stat, hvor partnerskabet er registreret, finde anvendelse på formueforholdet mellem partnerne.
(Svarer til AM 15 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 18
Forslag til forordning
Betragtning 18 c (ny)
(18c)  Når nationalitet anvendes for at afgøre, hvilken lov der skal anvendes, bør der tages hensyn til det forhold, at visse medlemsstater, hvis retsorden bygger på sædvaneret, anvender opholdssted og ikke nationalitet som kriterium for tilknytning.
Ændring 19
Forslag til forordning
Betragtning 18 d (ny)
(18d)  For at skabe retssikkerhed i retsforhold og sikre, at der ikke foretages ændringer af lovvalget for de formueretlige retsvirkninger af registrerede partnerskaber, uden at partnerne informeres, bør der ikke foretages nogen sådan ændring undtagen efter parternes udtrykkelige anmodning. En sådan ændring besluttet af partnerne bør ikke have tilbagevirkende kraft, medmindre de udtrykkeligt træffer bestemmelse om det. Ændringen kan under ingen omstændigheder berøre tredjemands rettigheder eller gyldigheden af tidligere oprettede dokumenter.
Ændring 20
Forslag til forordning
Betragtning 19 a (ny)
(19a)  Alle nødvendige oplysninger bør gøres tilgængelige på en enkel og passende måde, navnlig på et flersproget websted i Kommissionens regi.
Ændring 21
Forslag til forordning
Betragtning 19 b (ny)
(19b)  Det er hensigtsmæssigt at fremme udveksling af god praksis inden for retsvæsenet.
Ændring 22
Forslag til forordning
Betragtning 19 c (ny)
(19c)  Kommissionen bør etablere en oplysningsressource og et uddannelsesværktøj for de relevante embedsmænd i retsvæsenet og praktiserende jurister via oprettelse af en interaktiv webportal på alle EU-institutionernes officielle sprog, herunder et udvekslingssystem for faglig viden og praksis.
Ændring 23
Forslag til forordning
Betragtning 23
(23)  Da gensidig anerkendelse af retsafgørelser afsagt i medlemsstaterne er et af målene med denne forordning, bør den omfatte regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser med udgangspunkt i reglerne i forordning (EF) nr. 44/2001, eventuelt tilpasset de særlige hensyn, der gør sig gældende inden for det område, der reguleres i denne forordning. En medlemsstat bør således ikke kunne afvise at anerkende og fuldbyrde en retsafgørelse, der helt eller delvist vedrører formueforholdet i et registreret partnerskab, af den grund, at medlemsstatens nationale lovgivning ikke anerkender sådanne partnerskaber eller foreskriver andre formueretlige retsvirkninger.
(23)  Da gensidig anerkendelse af retsafgørelser vedrørende formueforholdet mellem registrerede partnere afsagt i medlemsstaterne er et af målene med denne forordning, bør den omfatte regler om anerkendelse, eksigibilitet og fuldbyrdelse af retsafgørelser med udgangspunkt i andre EU-retsinstrumenter inden for det retslige samarbejde i civilsager, eventuelt tilpasset de særlige hensyn, der gør sig gældende inden for det område, der reguleres i denne forordning. En medlemsstat bør således ikke kunne afvise at anerkende og fuldbyrde en retsafgørelse, der helt eller delvist vedrører formueforholdet i et registreret partnerskab, af den grund, at medlemsstatens nationale lovgivning ikke anerkender sådanne partnerskaber eller foreskriver andre formueretlige retsvirkninger.
(Svarer til AM 19 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 24
Forslag til forordning
Betragtning 24
(24)  For at tage hensyn til de forskellige måder, hvorpå spørgsmål om formueforholdet i registrerede partnerskaber løses i medlemsstaterne, bør denne forordning sikre anerkendelse og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter. Officielt bekræftede dokumenter kan imidlertid ikke sidestilles med retsafgørelser, for så vidt angår deres anerkendelse. Anerkendelse af officielt bekræftede dokumenter betyder, at de har samme beviskraft, hvad angår indholdet i dokumentet, og samme retsvirkning som i oprindelseslandet, hvortil kommer en formodning om gyldighed, der kan afkræftes i tilfælde af anfægtelse.
(24)  For at tage hensyn til de forskellige systemer, hvorefter spørgsmål om formueforholdet i registrerede partnerskaber løses i medlemsstaterne, bør denne forordning sikre accept og eksigibilitet af officielt bekræftede dokumenter i alle medlemsstater i forbindelse med formueforholdet mellem registrerede partnere.
(Svarer til betragtning 60 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 20 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 25
Forslag til forordning
Betragtning 24 a (ny)
(24a)  For så vidt angår anerkendelse, eksigibilitet og fuldbyrdelse af retsafgørelser samt accept og eksigibilitet af offentligt bekræftede dokumenter og retsforligs eksigibilitet, bør denne forordning omfatte bestemmelser, som især følger forordning (EU) nr. 650/2012.
(Svarer til AM 21 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 26
Forslag til forordning
Betragtning 25
(25)  Selv om den lov, der finder anvendelse på de formueretlige retsvirkninger af et registreret partnerskab, skal regulere retsforholdet mellem partnerne og tredjemand, bør betingelserne for at påberåbe sig denne lov over for tredjemand dog være reguleret af loven i den medlemsstat, hvor partneren eller tredjemanden har deres sædvanlige opholdssted, af hensyn til beskyttelsen af tredjemand. Loven i denne medlemsstat kan således foreskrive, at den pågældende partner kun kan påberåbe sig loven, der gælder for den pågældendes formueordning, over for tredjemand, hvis reglerne om registrering eller tinglysning i denne medlemsstat er overholdt, medmindre tredjemand kender eller burde kende den lov, der finder anvendelse på formueforholdet i det registrerede partnerskab.
(25)  Retsforholdet mellem en registreret partner og tredjemand reguleres af den lov, der finder anvendelse på formueforholdet mellem registrerede partnere i henhold til denne forordning. For at beskytte tredjemand bør ingen af partnerne dog i et retsforhold mellem en registreret partner og en tredjemand kunne påberåbe sig den pågældende lov eller overordnede præceptive bestemmelser, hvis den partner, der har forbindelse med tredjemand, og tredjemand har deres sædvanlige opholdssted i samme stat, som ikke er den stat, hvis lov finder anvendelse på formueforholdet i det registrerede partnerskab. Der bør gælde undtagelser, hvis tredjemand ikke er beskyttelsesværdig, dvs. han eller hun var bekendt eller burde have været bekendt med den lov, der finder anvendelse, eller hvis de i staten gældende krav vedrørende registrering eller tinglysning er overholdt.
(Svarer til AM 22 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 27
Forslag til forordning
Betragtning 26 a (ny)
(26a)  For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser for så vidt angår udarbejdelse og senere ændring af tekster og formularer vedrørende afgørelser om eksigibilitet af retsafgørelser, retsforlig og officielt bekræftede dokumenter. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser1.
1 EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13.
(Svarer til betragtning 78 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 23 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 28
Forslag til forordning
Betragtning 26 b (ny)
(26b)  Rådgivningsproceduren bør anvendes til vedtagelse af gennemførelsesretsakter vedrørende udarbejdelse og senere ændring af de attester og formularer, der er fastsat i denne forordning, efter proceduren i artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011.
(Svarer til betragtning 79 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 24 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 29
Forslag til forordning
Betragtning 28
(28)  I denne forordning overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, der er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig artikel 7, 9, 17, 21 og 47 om henholdsvis respekt for privatliv og familieliv, retten til at indgå ægteskab og retten til at stifte familie i overensstemmelse med de nationale love, ejendomsretten, forbuddet mod forskelsbehandling og retten til adgang til effektive retsmidler. Denne forordning bør anvendes af medlemsstaternes retter under fuld overholdelse af disse rettigheder og principper.
(28)  I denne forordning overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, der er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig artikel 7, 9, 17, 20, 21 og 47 om henholdsvis respekt for privatliv og familieliv, retten til at indgå ægteskab og retten til at stifte familie i overensstemmelse med de nationale love, ejendomsretten, lighed for loven, forbuddet mod forskelsbehandling og retten til adgang til effektive retsmidler. Denne forordning bør anvendes af medlemsstaternes retter under fuld overholdelse af disse rettigheder og principper.
(Svarer delvis til betragtning 81 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 25 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 30
Forslag til forordning
Artikel 1 – stk. 3 – litra a
a)  de personlige retsvirkninger af det registrerede partnerskab
udgår
Ændring 31
Forslag til forordning
Artikel 1 – stk. 3 – litra b
b)  partnernes retsevne
b)  partnernes almindelige retsevne
(Svarer til AM 26 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 32
Forslag til forordning
Artikel 1 – stk. 3 – litra b a (nyt)
ba)  partnerskabets eksistens, gyldighed eller anerkendelsen heraf
(Svarer til AM 27 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 33
Forslag til forordning
Artikel 1 – stk. 3 – litra d
d)  gavedispositioner mellem partnerne
udgår
Ændring 34
Forslag til forordning
Artikel 1 – stk. 3 – litra e
e)  den længstlevende partners arverettigheder
e)  arvespørgsmål for så vidt angår den længstlevende partner
(Svarer til AM 29 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 35
Forslag til forordning
Artikel 1 – stk. 3 – litra f
f)  selskaber oprettet mellem partnerne
f)  spørgsmål, der er omfattet af reglerne for selskaber, foreninger og andre juridiske personer
(Svarer til artikel 1, litra h), i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 30 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 36
Forslag til forordning
Artikel 1 – stk. 3 – litra g
g)  arten af tingslige rettigheder over et formuegode og registreringen af sådanne rettigheder.
g)  arten af tingslige rettigheder
(Svarer til artikel 1, litra k), i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 31 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 37
Forslag til forordning
Artikel 1 – stk. 3 – litra g a (nyt)
ga)  enhver registrering i et register af rettigheder i fast ejendom eller løsøre, herunder de lovmæssige krav til en sådan registrering, samt virkningerne af registrering eller manglende registrering af sådanne rettigheder i et register, og
(Svarer til artikel 1, litra l), i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 32 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 38
Forslag til forordning
Artikel 1 – stk. 3 – litra g b (nyt)
gb)  spørgsmål vedrørende ret til overførsel eller justering, i tilfælde af opløsning af det registrerede partnerskab, mellem partnere eller tidligere partnere, af alderspensions- eller invaliditetspensionsrettigheder, som er erhvervet i løbet af det registrerede partnerskab.
(Svarer til AM 33 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 39
Forslag til forordning
Artikel 2 – stk. 1 – litra b
b)  "registeret partnerskab": lovreguleret samlivsform mellem to personer på grundlag af en registrering hos en offentlig myndighed
b)  "registeret partnerskab": "registeret partnerskab": samlivsform mellem to personer etableret i den form, som er lovreguleret i den medlemsstat, hvor partnerskabet er registreret
Ændring 40
Forslag til forordning
Artikel 2 – stk. 1 – litra b a (nyt)
ba)  "partnerskabsaftale": enhver aftale, som partnerne eller de kommende partnere bruger til at regulere formueforholdet i partnerskabet
(Svarer til AM 35 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 41
Forslag til forordning
Artikel 2 – stk. 1 – litra c – indledning
c)  "officielt bekræftet dokument": et dokument, der officielt er udfærdiget eller registreret som et officielt bekræftet dokument i oprindelsesmedlemsstaten, idet den officielle bekræftelse:
c)  "officielt bekræftet dokument": et dokument vedrørende formueforholdet i et registreret partnerskab, der er formelt udfærdiget eller registreret som et officielt bekræftet dokument i en medlemsstat, idet den officielle bekræftelse:
(Svarer til artikel 3, stk. 1,litra i), i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 36 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 42
Forslag til forordning
Artikel 2 – stk. 1 – litra d
d)  "retsafgørelse": enhver afgørelse truffet af en ret i en medlemsstat vedrørende formueordningen registreret partnerskab, uanset hvordan afgørelsen betegnes, såsom dom, kendelse, bevilling eller fuldbyrdelsesordre, samt fastsættelse af sagsomkostninger foretaget af retten
d)  "retsafgørelse": enhver afgørelse truffet af en ret i en medlemsstat vedrørende formueordningen i et registreret partnerskab, uanset hvordan afgørelsen betegnes, såsom en afgørelse om fastsættelse af sagsomkostninger, som foretages af en embedsmand ved retten
(Svarer til artikel 31, stk. 1, litra g), i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 37 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 43
Forslag til forordning
Artikel 2 – stk. 1 – litra e
e)  "oprindelsesmedlemsstat": den medlemsstat, hvori retsafgørelsen er truffet, det registrerede partnerskab er indgået, det officielt bekræftede dokument er oprettet, eller skifteretsattesten er udfærdiget eller ethvert andet dokument er oprettet af eller ved en judiciel myndighed eller en anden myndighed i henhold til delegation
e)  "oprindelsesmedlemsstat": den medlemsstat, hvori retsafgørelsen er truffet, det officielt bekræftede dokument er oprettet, eller retsforliget er godkendt eller indgået
(Svarer til artikel 3, stk. 1, litra e), i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 38 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 44
Forslag til forordning
Artikel 2 – stk. 1 – litra f
f)  "den anmodede medlemsstat": den medlemsstat, der anmodes om at anerkende og/eller fuldbyrde retsafgørelsen, partnerskabskontrakten, det officielt bekræftede dokument eller skifteretsattesten eller ethvert andet dokument oprettet af eller ved en judiciel myndighed eller en anden myndighed i henhold til delegation
f)  "fuldbyrdelsesstat": den medlemsstat, hvori retsafgørelsen, retsforliget eller det officielt bekræftede dokument søges erklæret for eksigibel(t) eller søges fuldbyrdet
(Svarer til artikel 3, stk. 1, litra f), i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 39 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 45
Forslag til forordning
Artikel 2 – stk. 1 – litra g
g)  "ret": enhver kompetent retslig myndighed i medlemsstaterne, der udøver en retslig funktion i sager om formueretlige retsvirkninger af registrerede partnerskaber, samt enhver anden ikke-retslig myndighed eller person der efter delegation eller udpegelse foretaget af en retslig myndighed i medlemsstaterne udøver funktioner, der henhører under retternes kompetence, jf. denne forordning
udgår
(Svarer til AM 40 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 46
Forslag til forordning
Artikel 2 – stk. 1 a (nyt)
1a.  I denne forordning omfatter begrebet "ret" enhver judiciel myndighed og alle andre myndigheder og juridiske aktører med kompetence i sager vedrørende formueforholdet mellem registrerede partnere, som udfører en retslig funktion eller handler i henhold til en judiciel myndigheds delegation af beføjelser eller handler under en judiciel myndigheds kontrol, såfremt sådanne andre myndigheder eller juridiske aktører giver garantier med hensyn til upartiskhed og parternes ret til at blive hørt, og såfremt deres retsafgørelser i henhold til loven i den medlemsstat, hvor de har deres virke:
a)  kan gøres til genstand for anke eller fornyet prøvelse ved en judiciel myndighed, og
b)  har samme retskraft og retsvirkning som en retsafgørelse truffet af en judiciel myndighed i samme sag.
Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om de andre myndigheder og juridiske aktører, der er omhandlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 33a, stk. 1.
Ændring 47
Forslag til forordning
Artikel -3
Artikel -3
Kompetence i spørgsmål vedrørende formueforhold i medlemsstaterne
Denne forordning vedrører ikke medlemsstaternes kompetence til at behandle spørgsmål vedrørende formueforholdet mellem registrerede partnere.
(Svarer til AM 42 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 48
Forslag til forordning
Artikel 3 – stk. 1
1.  De retter i en medlemsstat, der behandler en registreret partners arvesag i medfør af forordning (EU) nr. …/… [om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis], har ligeledes kompetence til at træffe afgørelse om de formueretlige retsvirkninger af partnerskabet i forbindelse med arvesagen.
1.  De retter i en medlemsstat, der behandler en arvesag vedrørende en registreret partners arv i medfør af forordning (EU) nr. 650/2012, har ligeledes kompetence til at træffe afgørelse om de formueretlige retsvirkninger af partnerskabet i forbindelse med denne arvesag.
(Svarer til AM 43 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 49
Forslag til forordning
Artikel 4
Kompetence i tilfælde af opløsning af partnerskabet
Kompetence i tilfælde af ophævelse eller omstødelse af partnerskabet
De retter i en medlemsstat, der behandler en ansøgning om opløsning af et registreret partnerskab, har ligeledes, hvis partnerne har aftalt det, kompetence til at træffe afgørelse om sagens formueretlige retsvirkninger.
De retter i en medlemsstat, der behandler en ansøgning om opløsning af et registreret partnerskab, har ligeledes kompetence til at træffe afgørelse om sagens formueretlige retsvirkninger, hvis partnerne udtrykkeligt eller på anden entydig vis har anerkendt de pågældende retters kompetence.
En sådan aftale kan indgås på et hvilket som helst tidspunkt, også under retssagen. Hvis der indgås aftale før retssagen, skal denne udformes skriftligt og dateres og underskrives af begge parter.
Hvis der ikke indgås aftale mellem partnerne, fastsættes kompetencen efter reglerne i artikel 5.
Hvis der ikke foreligger en anerkendelse af den i stk. 1 omhandlede rets kompetence, fastsættes kompetencen efter reglerne i artikel 5.
(Svarer til AM 44 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 50
Forslag til forordning
Artikel 4 a (ny)
Artikel 4a
Aftale om værneting
1.  Partnerne kan beslutte, at retterne i den medlemsstat, hvis lov de i henhold til artikel 15b har valgt som gældende lov for deres formueretforhold, er kompetente til at behandle spørgsmål vedrørende deres formueforhold. Disse retter har enekompetence.
Med forbehold af tredje afsnit kan en aftale om værneting indgås eller ændres på et hvilket som helst tidspunkt, dog senest på det tidspunkt, hvor sagen indbringes for en ret.
Hvis loven i domstolslandet giver mulighed for det, kan partnerne også aftale valget af værneting, efter at sagen er indbragt for en ret. Det er da tilstrækkeligt, at lovvalget optages i rettens protokol i overensstemmelse med loven i domstolslandet.
Hvis der indgås aftale før retssagen, skal denne udformes skriftligt og dateres og underskrives af partnerne. Med "skriftligt" sidestilles enhver elektronisk meddelelse, som varigt dokumenterer aftalen.
2.  Partnerne kan også aftale, at retterne i den medlemsstat, hvis lov finder anvendelse på formueforholdet mellem partnerne, jf. artikel 15, er kompetent, når der ikke er indgået aftale om værneting.
Ændring 51
Forslag til forordning
Artikel 4 b (ny)
Artikel 4b
Kompetence baseret på sagsøgtes fremmøde
1.  For så vidt en ret i en medlemsstat ikke allerede er kompetent i medfør af andre bestemmelser i denne forordning, bliver den kompetent, når loven i den pågældende medlemsstat er valgt i henhold til artikel -15b eller finder anvendelse i henhold til artikel 15, og når sagsøgte giver møde for den. Denne regel finder ikke anvendelse, såfremt sagsøgte giver møde for at bestride rettens kompetence, eller såfremt en anden ret i medfør af artikel 3, 4 eller 4a er kompetent.
2.  Retten skal, inden den fastslår, at den har kompetence i henhold til stk. 1, sikre sig, at sagsøgte er underrettet om sin ret til at bestride rettens kompetence og om retsvirkningerne af at give møde eller af ikke at give møde.
(Svarer til AM 46 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 52
Forslag til forordning
Artikel 5
1.  Bortset fra i de tilfælde, der er nævnt i artikel 3 og 4, er nedennævnte retter kompetente i sager, der vedrører de formueretlige retsvirkninger af et registreret partnerskab:
1.  Hvis ingen ret har kompetence i henhold til artikel 3, 4 og 4a, er nedennævnte retter i medlemsstaterne kompetente i sager, der vedrører de formueretlige retsvirkninger:
a)  retterne i den medlemsstat, hvor partnerne har deres fælles sædvanlige opholdssted, eller, når dette ikke er relevant
a)  retterne i den medlemsstat, på hvis område partnerne har deres sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor sagen anlægges, eller, når dette ikke er relevant
b)  retterne i den medlemsstat, hvor partnerne sidst havde deres fælles sædvanlige opholdssted, hvis en af partnerne fortsat har sit opholdssted der, eller, når dette ikke er relevant
b)  retterne i den medlemsstat, på hvis område partnerne havde deres seneste sædvanlige opholdssted, hvis en af partnerne fortsat har sit opholdssted der på det tidspunkt, hvor sagen anlægges, eller, når dette ikke er relevant
c)  retterne i den medlemsstat, hvor sagsøgte har sit sædvanlige opholdssted, eller, når dette ikke er relevant
c)  retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har sit sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor sagen anlægges, eller, når dette ikke er relevant
ca)  retterne i den medlemsstat, hvis nationalitet begge partnere har på det tidspunkt, hvor sagen anlægges, eller, for så vidt angår Det Forenede Kongerige og Irland, hvor partnerne har fælles opholdssted, eller, når dette ikke er relevant
d)  retterne i den medlemsstat, hvor det registrerede partnerskab er indgået.
d)  retterne i den medlemsstat, hvor det registrerede partnerskab er indgået.
2.  De retter, der er nævnt i denne artikels stk. 1, litra a), b) og c), kan erklære sig inkompetente, hvis den nationale lovgivning ikke anerkender registrerede partnerskaber.
2.  De retter, der er nævnt i denne artikels stk. 1, litra a), b), c) og ca), kan erklære sig inkompetente, hvis den nationale lovgivning ikke anerkender registrerede partnerskaber.
(Se Ændringet til artikel 6, stk. 1, litra b), hvad angår artikel 5, litra ca) (nyt). Svarer til AM 47 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 53
Forslag til forordning
Artikel 6
Hvis ingen ret i en medlemsstat er kompetent i medfør af artikel 3, 4 eller 5, eller hvis den kompetente ret har erklæret sig inkompetent, vil retterne i en medlemsstat være kompetente, hvis:
Hvis ingen ret i medlemsstaterne er kompetent i medfør af artikel 3, 4, 4a eller 5, eller hvis den kompetente ret har erklæret sig inkompetent, vil retterne i en medlemsstat være kompetente, hvis fast ejendom eller registrerede formuegoder tilhørende en eller begge partnere befinder sig på medlemsstatens område; i det tilfælde vil retten kun kunne træffe afgørelse om den faste ejendom eller de registrerede formuegoder.
a)   et eller flere formuegoder tilhørende en eller begge partnere befinder sig på medlemsstatens område; i det tilfælde vil retten kun kunne træffe afgørelse om det eller de pågældende formuegoder, eller
b)  begge partnere er statsborgere i den pågældende medlemsstat, eller for så vidt angår Det Forenede Kongerige og Irland, partnerne har deres fælles opholdssted der.
I sådanne tilfælde kan retterne i en medlemsstat kun træffe afgørelse vedrørende fast ejendom eller registrerede formuegoder, som befinder sig i den pågældende medlemsstat.
(Svarer til AM 48 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 54
Forslag til forordning
Artikel 7
Hvis ingen ret i en medlemsstat er kompetent i medfør af artikel 3, 4, 5 eller 6, eller hvis retten fralægger sig denne kompetence, kan en medlemsstats retter undtagelsesvis, hvis sagen har tilstrækkelig tilknytning til denne medlemsstat, træffe afgørelse i sager om de formueretlige retsvirkninger af registrerede partnerskaber, hvis det viser sig at være umuligt at føre eller anlægge en sag i et tredjeland.
Hvis ingen ret i en medlemsstat er kompetent i medfør af artikel 3, 4, 4a, 5 eller 6, kan en medlemsstats retter undtagelsesvis træffe afgørelse i sager om formueforholdet mellem registrerede partnere, hvis en sag ikke med rimelighed kan anlægges eller føres eller viser sig umulig at føre i et tredjeland, hvortil sagen har nær tilknytning.
Sagen skal have en tilstrækkelig tilknytning til den medlemsstat, hvor den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er beliggende.
(Svarer til artikel 11 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 49 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 55
Forslag til forordning
Artikel 8
Den ret, ved hvilken en sag verserer på grundlag af artikel 3, 4, 5, 6 eller 7, er også kompetent til at behandle et modkrav, hvis dette falder ind under denne forordnings anvendelsesområde.
Den ret, ved hvilken en sag verserer på grundlag af artikel 3, 4, 4a, 5, 6 eller 7, er også kompetent til at behandle et modkrav, hvis dette falder ind under denne forordnings anvendelsesområde.
Hvis sagen er anlagt ved en domstol i henhold til artikel 6, er denne kun kompetent til at træffe afgørelse om et modkrav for så vidt angår den faste ejendom eller de registrerede formuegoder, som er genstand for selve hovedsagen.
(Svarer til AM 50 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 56
Forslag til forordning
Artikel 9
En sag anses for anlagt ved en ret:
I dette kapitel anses en sag for anlagt ved en ret:
a)  på det tidspunkt, hvor det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument er indleveret til retten, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af ham, for at få dokumentet forkyndt for sagsøgte, eller
a)  på det tidspunkt, hvor det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument er indleveret til retten, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af ham, for at få dokumentet forkyndt for sagsøgte,
b)  hvis det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument skal forkyndes, før det indleveres til retten, da på det tidspunkt, hvor dette dokument er modtaget af den myndighed, der er ansvarlig for forkyndelsen, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af ham, for at få dokumentet indleveret til retten.
b)  hvis det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument skal forkyndes, før det indleveres til retten, da på det tidspunkt, hvor dette dokument er modtaget af den myndighed, der er ansvarlig for forkyndelsen, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af ham, for at få dokumentet indleveret til retten, eller
ba)  hvis retten indleder sagen af egen drift, på det tidspunkt, hvor retten træffer afgørelse om at indlede sagen, eller, når en sådan afgørelse ikke er påkrævet, hvor sagen registreres af retten.
(Svarer til artikel 14 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 51 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 57
Forslag til forordning
Artikel 12 – stk. 1
1.  Hvis krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, fremsættes mellem de samme parter for retter i forskellige medlemsstater, skal enhver anden ret end den, hvor sagen først blev anlagt, af egen drift udsætte sagen, indtil det er fastslået, at den ret, hvor sagen først blev anlagt, er kompetent.
1.  Hvis krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, fremsættes mellem partnerne for retter i forskellige medlemsstater, skal enhver anden ret end den, hvor sagen først blev anlagt, af egen drift udsætte sagen, indtil det er fastslået, at den ret, hvor sagen først blev anlagt, er kompetent.
(Svarer til AM 52 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 59
Forslag til forordning
Artikel 13 – stk. 2
2.  Når de pågældende sager verserer i første instans, kan enhver anden ret end den, hvor sagen først blev anlagt, ligeledes efter begæring fra en af parterne erklære sig inkompetent, forudsat at den ret, hvor sagen først blev anlagt, har kompetence til at behandle sagerne, og gældende lov tillader forening af sagerne.
2.  Når de pågældende sager verserer i første instans, kan enhver anden ret end den, hvor sagen først blev anlagt, ligeledes efter begæring fra en af partnerne erklære sig inkompetent, forudsat at den ret, hvor sagen først blev anlagt, har kompetence til at behandle sagerne, og gældende lov tillader forening af sagerne.
(Svarer til artikel 18 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 54 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 60
Forslag til forordning
Artikel 14
Der kan over for en medlemsstats retter anmodes om anvendelse af sådanne foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, som er fastsat i den pågældende medlemsstats lovgivning, selv om retten i en anden medlemsstat i medfør af denne forordning er kompetent til at påkende sagens realitet.
Der kan indgives anmodning til en medlemsstats retter om anvendelse af foreløbige, herunder sikrende, retsmidler i henhold til den pågældende medlemsstats lovgivning, selv om retterne i en anden medlemsstat i medfør af denne forordning er kompetente til at påkende sagens realitet.
(Svarer til artikel 19 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 56 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 61
Forslag til forordning
Artikel -15 (ny)
Artikel -15
Ensartetheden og rækkevidden af den lov, der skal anvendes
1.  Den lov, der skal anvendes på de formueretlige retsvirkninger af registrerede partnerskaber, finder anvendelse på alle aktiver, der berøres af disse retsvirkninger, uanset hvor de befinder sig.
2.  Den lov, der skal anvendes på de formueretlige retsvirkninger af registrerede partnerskaber, regulerer med forbehold af artikel 1, stk. 3, litra g) og ga), bl.a.:
a)  fordelingen af partnernes formue i forskellige kategorier før og efter det registrerede partnerskab
b)  overførsel af formuen fra en kategori til en anden
c)  eventuel hæftelse for den anden partners forpligtelser
d)  partnernes dispositionsret under partnerskabet
e)  opløsning og afvikling af formueforholdet mellem de registrerede partnere og bodeling ved ophævelse af partnerskabet
f)  virkningerne af formueforholdet mellem de registrerede partnere for et retsforhold mellem en partner og en tredjemand i henhold til artikel 31.
(Svarer til AM 57 og 58 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 62
Forslag til forordning
Artikel -15 a (ny)
Artikel -15a
Universel anvendelse
Den lov, som udpeges efter denne forordning, finder anvendelse, uanset om det er loven i en medlemsstat eller ikke.
(Se Ændringet til artikel 16; teksten er ændret. Svarer til artikel 20 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 59 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).).)
Ændring 63
Forslag til forordning
Artikel -15 b (ny)
Artikel -15b
Lovvalg
1.  Partnerne eller de kommende partnere kan aftale, hvilken lov der skal finde anvendelse på formueforholdet i deres registrerede partnerskab, og ændre dette lovvalg, forudsat at den pågældende lov anerkender registrerede partnerskaber og knytter formueretlige retsvirkninger til dem, og forudsat at loven er en af følgende:
a)  loven i den stat, hvor partnerne eller de kommende partnere, eller en af dem, har sit/deres sædvanlige opholdssted på tidspunktet for aftalens indgåelse, eller
b)  loven i den stat, hvor en af partnerne eller de kommende partnere er statsborger på tidspunktet for aftalens indgåelse, eller
c)  loven i den stat, hvor partnerskabet er registreret.
2.  Hvis den valgte lov ikke anerkender registreret partnerskab eller ikke knytter formueretlige retsvirkninger til det, foretages lovvalget i henhold til artikel 15.
3.  Et lovvalg er kun gyldigt i henhold til stk. 1, hvis partnerne eller de kommende partnere kan dokumentere, at de er blevet rådgivet om de retlige konsekvenser af lovvalget, inden de traf lovvalget.
Dette krav er opfyldt, så snart de nationale formelle regler, som gælder for lovvalget, sikrer denne rådgivning.
4.  Medmindre partnerne har aftalt andet, vil en ændring af den lov, der finder anvendelse på formueforholdet i det registrerede partnerskab, og som foretages under partnerskabet, kun have fremadrettet virkning.
5.  Hvis partnerne vælger at give denne ændring tilbagevirkende kraft, berører dette ikke gyldigheden af dokumenter, der er oprettet tidligere i medfør af det hidtil gældende lovvalg, eller tredjemands rettigheder i henhold til det tidligere gældende lovvalg.
(Svarer delvis til AM 60 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 64
Forslag til forordning
Artikel 15
Fastlæggelse af, hvilken lov der skal anvendes
Fastlæggelse af, hvilken lov der skal anvendes i mangel af aftale herom
Den lov, der skal anvendes på de formueretlige retsvirkninger af partnerskabet, er loven i den stat, hvor partnerskabet er indgået.
1.   Hvis der ikke er indgået en lovvalgsaftale i medfør af artikel -15b, vil de formueretlige retsvirkninger af partnerskabet være reguleret af en af følgende:
a)  loven i den stat, hvor partnerne har deres fælles sædvanlige opholdssted på tidspunktet for partnerskabsregistreringen, eller hvor de får deres første fælles sædvanlige opholdssted efter partnerskabsregistreringen, eller
b)  loven i den stat, hvor begge partnere var statsborgere på tidspunktet for partnerskabsregistreringen, eller
c)  loven i den stat, som begge partnere på tidspunktet for partnerskabsregistreringen har den tætteste tilknytning til under hensyntagen til samtlige omstændigheder, eller,
d)  loven i den stat, hvor det registrerede partnerskab er indgået.
2.  Bestemmelserne i stk. 1, litra a), b) og c) finder ikke anvendelse, hvis den pågældende lov ikke anerkender registrerede partnerskaber.
3.  Bestemmelserne i stk. 1, litra b), finder ikke anvendelse, hvis partnerne har mere end én fælles nationalitet.
(Svarer delvis til AM 61 ff. i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 65
Forslag til forordning
Artikel 15 a (ny)
Artikel 15a
Registrering i flere lande
Hvis der er indgået registreret partnerskab mellem de samme personer i flere stater, er det det partnerskab, der er indgået senest, regnet fra datoen for partnerskabets indgåelse, der er afgørende ved fastlæggelsen af, hvilken lov der skal anvendes, i henhold til artikel 15, stk. 1, litra d).
Ændring 66
Forslag til forordning
Artikel 16
Artikel 16
udgår
Lovvalgsreglens universelle karakter
Den lov, som skal anvendes i henhold til dette kapitel, finder anvendelse, selv om det ikke er en medlemsstats lov.
(Svarer til AM 68 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 67
Forslag til forordning
Artikel 16 a (ny)
Artikel 16a
Formelle regler for valg af gældende lov
1.  Den i artikel -15b nævnte aftale skal indgås skriftligt, dateres og underskrives af begge partnere. Med "skriftligt" sidestilles enhver elektronisk meddelelse, som varigt dokumenterer aftalen.
2.  Denne aftale skal opfylde de formelle krav i den lovgivning, der finder anvendelse på formueforholdet mellem registrerede partnere, eller i lovgivningen i den stat, hvor aftalen blev indgået.
3.  Hvis loven i den stat, hvor begge partnere har deres sædvanlige opholdssted på tidspunktet for indgåelsen af lovvalgsaftalen, indeholder yderligere formkrav for denne type aftale eller, i mangel heraf, for partnerskabsaftalen, finder disse krav dog anvendelse.
4.  Hvis partnerne på tidspunktet for aftalens indgåelse har deres sædvanlige opholdssted i forskellige stater, og loven i disse stater indeholder forskellige formkrav, er aftalen formelt gyldig, hvis den opfylder betingelserne i lovgivningen i en af disse stater.
(Lighedspunkter med artikel 5, stk. 2, i forordning (EU) nr. 650/2012. Se endvidere AM 65 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 68
Forslag til forordning
Artikel 16 b (ny)
Artikel 16b
Formkrav til en partnerskabsaftale
For formkravene til en partnerskabsaftale gælder artikel 16a tilsvarende. Eventuelle yderligere formkrav som angivet i artikel 16a, stk. 3, finder i forbindelse med denne artikel kun anvendelse på partnerskabsaftalen.
(Svarer til AM 66 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 69
Forslag til forordning
Artikel 16 c (ny)
Artikel 16c
Tilpasning af tingslige rettigheder
Når en person påberåber sig en tinglig rettighed, som vedkommende er berettiget til i henhold til den lov, der finder anvendelse på formueforholdet mellem registrerede partnere, og når loven i den medlemsstat, hvor rettigheden påberåbes, ikke kender den pågældende tingslige rettighed, skal den tinglige rettighed om nødvendigt og så vidt muligt tilpasses til den tinglige rettighed, der ligger tættest herpå ifølge den pågældende stats lov, under hensyntagen til de mål og interesser, som den specifikke tingslige rettighed og de dertil knyttede virkninger forfølger.
(Svarer til artikel 31 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 67 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 70
Forslag til forordning
Artikel 17
Bestemmelserne i denne forordning berører ikke anvendelsen af præceptive bestemmelser, hvis overholdelse af en medlemsstat anses for at være så afgørende for beskyttelsen af dens offentlige interesser, som f.eks. dens politiske, sociale og økonomiske struktur, at bestemmelserne finder anvendelse på alle forhold, der falder ind under deres anvendelsesområde, uanset hvilken lov der i øvrigt finder anvendelse på de formueretlige retsvirkninger af et registreret partnerskab i henhold til denne forordning.
1.  Præceptive bestemmelser er bestemmelser, hvis tilsidesættelse vil være klart i modstrid med den pågældende medlemsstats retsprincipper (ordre public). De kompetente myndigheder kan ikke fortolke retsprincipklausulen på en måde, som er i modstrid med chartret om grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union, navnlig artikel 21, som forbyder alle former for forskelsbehandling.
2.  Bestemmelserne i denne forordning berører – med forbehold af de beskyttelsesbestemmelser, der finder anvendelse i henhold til artikel 31 – ikke anvendelsen af præceptive bestemmelser i domslandets lovgivning.
(Svarer til AM 69 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 71
Forslag til forordning
Artikel 18 – stk. 1
1.  Anvendelsen af en regel i en lov, som skal anvendes efter denne forordning, kan kun tilsidesættes, hvis en sådan anvendelse åbenlyst er i strid med grundlæggende retsprincipper i domslandet.
1.  Anvendelsen af en bestemmelse i en lov i en stat, som udpeges efter denne forordning, kan kun afvises, hvis denne anvendelse er klart uforenelig med de grundlæggende retsprincipper (ordre public) i domsstaten.
(Svarer til artikel 35 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 70 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 72
Forslag til forordning
Artikel 19
Når det i denne forordning bestemmes, at et lands lov skal anvendes , forstås der herved de gældende materielle retsregler i det pågældende land med undtagelse af landets internationale privatretlige regler.
Når det i denne forordning bestemmes, at et lands lov skal anvendes, forstås der herved de gældende retsregler i det pågældende land med undtagelse af landets internationale privatretlige regler.
(Svarer til AM 71 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 73
Forslag til forordning
Artikel 20
Stater med to eller flere retssystemer – territorialt lovvalg
Stater med mere end ét retssystem – territorialt lovvalg
1.  Når den lov, der udpeges efter denne forordning, er loven i en stat med flere territoriale enheder, som hver har sine egne regler om formueforholdet i registrerede partnerskaber, afgør denne stats interne lovvalgsregler, hvilken relevant territorial enheds lovregler der skal finde anvendelse.
Hvis en stat omfatter flere territoriale enheder, som hver har sit retssystem eller regelsæt angående de spørgsmål, som er reguleret af denne forordning:
1a.  Hvis der ikke findes sådanne interne lovvalgsregler:
a)  forstås en henvisning til en sådan stats lov ved fastlæggelsen af, hvilken lov der skal anvendes i henhold til denne forordning, som en henvisning til gældende lov i den pågældende territoriale enhed
a)  forstås en henvisning til loven i den stat, der er omhandlet i stk. 1, som en henvisning til loven i den territoriale enhed, hvor partnerne har deres sædvanlige opholdssted, når den lov, der finder anvendelse, skal fastlægges i medfør af bestemmelser vedrørende partnernes sædvanlige opholdssted
b)  forstås en henvisning til sædvanligt opholdssted på denne medlemsstats område som en henvisning til sædvanligt opholdssted på en territorial enheds område
b)  forstås en henvisning til loven i den stat, der er omhandlet i stk. 1, som en henvisning til loven i den territoriale enhed, som partnerne har den tætteste tilknytning til, når den lov, der finder anvendelse, skal fastlægges i medfør af bestemmelser vedrørende partnernes statsborgerskab
c)  forstås en henvisning til nationalitet som en henvisning til den territoriale enhed, som er fastsat efter den pågældende stats lovgivning, eller i mangel af relevante regler som en henvisning til den territoriale enhed, partnerne har valgt, eller i mangel af lovvalg som en henvisning til den territoriale enhed, som partneren eller partnerne har den tætteste tilknytning til.
c)  forstås en henvisning til loven i den stat, der er omhandlet i stk. 1, som en henvisning til loven i den territoriale enhed, hvor det relevante forhold gør sig gældende, når den lov, der finder anvendelse, skal fastlægges i medfør af eventuelle andre bestemmelser vedrørende andre forhold som tilknytningsfaktorer.
(Svarer til artikel 36 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 72 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 74
Forslag til forordning
Artikel 20 a (ny)
Artikel 20a
Stater med mere end ét retssystem – lovvalg mellem personer
I forhold til en stat, som har to eller flere retssystemer eller regelsæt, der finder anvendelse på forskellige personkategorier, vedrørende formueforholdet i registrerede partnerskaber, forstås en henvisning til en sådan stats lov som en henvisning til det retssystem eller regelsæt, der er fastsat i de gældende regler i den pågældende stat. I mangel af sådanne regler finder det retssystem eller regelsæt, som partnerne havde det tætteste tilhørsforhold til, anvendelse.
(Svarer til AM 73 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 75
Forslag til forordning
Artikel 20 b (ny)
Artikel 20b
Ikkeanvendelse af denne forordning på interne lovvalg
En medlemsstat med flere territoriale enheder, som hver har sine egne retsregler for formueforholdet i registrerede partnerskaber, er ikke forpligtet til at anvende denne forordning i forbindelse med lovvalg, der alene forekommer mellem sådanne enheder.
(Svarer til AM 74 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 76
Forslag til forordning
Artikel 21 – stk. 1
1.  Retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der må stilles krav om anvendelse af en særlig procedure.
1.  Retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der må stilles krav om anvendelse af en særlig procedure. Anerkendelsen af sådanne afgørelser indebærer imidlertid ikke, at medlemsstaterne anerkender registrerede partnerskaber i deres egen lovgivning.
Ændring 77
Forslag til forordning
Artikel 21 – stk. 2
2.  Hvis anerkendelsen bestrides, kan en berørt part, der principalt påberåber sig anerkendelsen, efter proceduren i artikel [38 til 56] i forordning (EF) nr. 44/2001 få fastslået, at retsafgørelsen skal anerkendes.
2.  Bestrides anerkendelsen, kan en berettiget part, der som det væsentligste påberåber sig anerkendelsen, efter proceduren i artikel 27b til 27o få fastslået, at retsafgørelsen skal anerkendes.
(Svarer til artikel 39 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 75 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 78
Forslag til forordning
Artikel 22 – litra a
a)  hvis en anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den anmodede medlemsstat
a)  såfremt en anerkendelse er i åbenlys modstrid med grundlæggende retsprincipper (ordre public) i den medlemsstat, hvortil anmodningen rettes
(Svarer til artikel 40 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 76 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 79
Forslag til forordning
Artikel 22 – litra b
b)  hvis det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument ikke er blevet forkyndt for den udeblevne sagsøgte i så god tid og på en sådan måde, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen, medmindre sagsøgte har undladt at tage skridt til at anfægte retsafgørelsen, selv om han havde mulighed for at gøre det
b)  i forbindelse med en udeblivelsesafgørelse, såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument ikke er blevet forkyndt for den udeblevne sagsøgte i så god tid og på en sådan måde, at sagsøgte kan varetage sine interesser under sagen, medmindre sagsøgte har undladt at tage skridt til at anke retsafgørelsen, selv om vedkommende havde mulighed for at gøre det
(Svarer delvis til artikel 40 i forordning (EU) nr. 650/2012.
Ændring 80
Forslag til forordning
Artikel 22 – litra c
c)  hvis en anerkendelse er uforenelig med en retsafgørelse truffet mellem de samme parter i den anmodede medlemsstat
c)  såfremt den er uforenelig med en retsafgørelse truffet mellem de samme parter i den medlemsstat, hvortil anmodningen rettes
(Svarer til artikel 40 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 78 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 81
Forslag til forordning
Artikel 22 – litra d
d)  hvis en anerkendelse er uforenelig med en retsafgørelse, der tidligere er truffet i en anden medlemsstat eller i et tredjeland mellem de samme parter i en tvist, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, og denne tidligere retsafgørelse opfylder de nødvendige betingelser for at blive anerkendt i den anmodede medlemsstat.
d)  såfremt den er uforenelig med en retsafgørelse, der tidligere er truffet i en anden medlemsstat eller i et tredjeland mellem de samme parter i en retssag, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, og denne tidligere retsafgørelse opfylder de nødvendige betingelser for at blive anerkendt i den medlemsstat, hvori anerkendelsen søges.
(Svarer til artikel 40 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 79 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 82
Forslag til forordning
Artikel 25
Den udenlandske retsafgørelse kan i intet tilfælde efterprøves med hensyn til sagens realitet.
En retsafgørelse truffet i en medlemsstat kan i intet tilfælde efterprøves med hensyn til sagens realitet.
(Svarer til artikel 41 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 80 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 83
Forslag til forordning
Artikel 26
Hvis anerkendelse af en retsafgørelse, der er truffet i en medlemsstat, gøres gældende ved en ret i en anden medlemsstat, kan denne udsætte sagen, såfremt afgørelsen er blevet anfægtet ved ordinær appel.
Gøres anerkendelse af en retsafgørelse, der er truffet i en medlemsstat, gældende ved en ret i en anden medlemsstat, kan denne udsætte sagen, såfremt afgørelsen er blevet anfægtet ved en ordinær appel i domsstaten.
(Svarer til artikel 42 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 81 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 84
Forslag til forordning
Artikel 27
Retsafgørelser, som er truffet i en medlemsstat og kan fuldbyrdes dér, samt retsforlig fuldbyrdes i andre medlemsstater i overensstemmelse med artikel [38 til 56 og artikel 58] i forordning (EF) nr. 44/2001.
Retsafgørelser, som er truffet i en medlemsstat og som er eksigible i denne medlemsstat, er eksigible i en anden medlemsstat, når de efter anmodning fra en berettiget part er blevet erklæret for eksigible i den pågældende medlemsstat efter proceduren i artikel 27b til 27o.
(Svarer til artikel 43 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 82 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 85
Forslag til forordning
Artikel 27 a (ny)
Artikel 27a
Fastlæggelse af bopæl
Ved afgørelsen af, om en part med henblik på proceduren i artikel 27b til 27o har bopæl i fuldbyrdelsesmedlemsstaten, skal den ret, ved hvilken sagen er anlagt, anvende fuldbyrdelsesstatens interne lov.
(Svarer til artikel 44 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 83 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 86
Forslag til forordning
Artikel 27 b (ny)
Artikel 27b
Rettens stedlige kompetence
1.  Anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, fremsættes over for den ret eller kompetente myndighed i fuldbyrdelsesmedlemsstaten, som denne medlemsstat har meddelt Kommissionen i overensstemmelse med artikel 33.
2.  Den stedlige kompetence afgøres efter den parts bopæl, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, eller efter fuldbyrdelsesstedet.
(Svarer til artikel 45 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 84 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 87
Forslag til forordning
Artikel 27 c (ny)
Artikel 27c
Procedure
1.  Anmodningsproceduren er underlagt loven i fuldbyrdelsesmedlemsstaten.
2.  Den, der fremsætter anmodningen, er ikke forpligtet til at have en postadresse eller en befuldmægtiget i fuldbyrdelsesmedlemsstaten.
3.  Anmodningen skal vedlægges følgende dokumenter:
a)  en genpart af retsafgørelsen, der opfylder betingelserne med hensyn til godtgørelse af dens ægthed,
b)  en attest, der er udstedt af retten eller den kompetente myndighed i domsstaten under anvendelse af den formular, der skal udarbejdes i overensstemmelse med rådgivningsproceduren i artikel 33c, stk. 2, jf. dog artikel 27d.
(Svarer til artikel 46 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 85 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 88
Forslag til forordning
Artikel 27 d (ny)
Artikel 27d
Manglende fremlæggelse af attesten
1.  Såfremt den i artikel 27c, stk. 3, litra b), omhandlede attest ikke fremlægges, kan retten eller den kompetente myndighed fastsætte en frist for dens tilvejebringelse eller anerkende et tilsvarende dokument eller, såfremt den anser sagen for tilstrækkeligt oplyst, fritage for kravet om en sådan fremlæggelse.
2.  Såfremt retten eller den kompetente myndighed kræver det, skal der fremlægges en oversættelse af dokumenterne. Oversættelsen skal foretages af en person, der er bemyndiget til at foretage oversættelser i en af medlemsstaterne.
(Svarer til artikel 47 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 86 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 89
Forslag til forordning
Artikel 27 e (ny)
Artikel 27e
Afgørelse om eksigibilitet
En retsafgørelse erklæres for eksigibel, så snart de i artikel 27c omhandlede formaliteter er opfyldt, uden prøvelse efter artikel 22. Den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, kan ikke på dette tidspunkt af sagens behandling fremsætte indsigelser.
(Svarer til artikel 48 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 87 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 90
Forslag til forordning
Artikel 27 f (ny)
Artikel 27f
Meddelelse af afgørelsen om anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel
1.  Den afgørelse, der træffes om anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, skal straks og på den måde, der er foreskrevet i fuldbyrdelsesstatens lov, meddeles den, som har fremsat anmodningen.
2.  En afgørelse om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, forkyndes for den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, sammen med retsafgørelsen, hvis denne ikke allerede er blevet forkyndt for den pågældende.
(Svarer til artikel 49 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 88 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 91
Forslag til forordning
Artikel 27 g (ny)
Artikel 27g
Appel af afgørelsen om anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel
1.  Begge parter kan appellere afgørelsen om anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel.
2.  Appellen indgives til den ret, som den berørte medlemsstat har meddelt Kommissionen i overensstemmelse med artikel 33.
3.  Appellen behandles i overensstemmelse med reglerne for kontradiktorisk procedure.
4.  Giver den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, ikke møde for den ret, der behandler en appel indgivet af den, der har fremsat anmodningen, finder artikel 11 anvendelse, selv om den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, ikke har bopæl på en medlemsstats område.
5.  En afgørelse om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, skal appelleres inden 30 dage efter, at den er blevet forkyndt. Såfremt den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, har bopæl på en anden medlemsstats område end den, hvor retsafgørelsen er blevet erklæret for eksigibel, er fristen for appel 60 dage og løber fra den dag, hvor afgørelsen om eksigibilitet er blevet forkyndt for den pågældende personligt eller på hans opholdssted. Denne frist kan ikke forlænges på grund af afstanden.
(Svarer til artikel 50 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 89 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 92
Forslag til forordning
Artikel 27 h (ny)
Artikel 27h
Procedure for anfægtelse af appelafgørelsen
Den afgørelse, der træffes i appelsagen, kan kun anfægtes ved den procedure, som den berørte medlemsstat har meddelt Kommissionen i overensstemmelse med artikel 33.
(Svarer til artikel 51 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 90 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 93
Forslag til forordning
Artikel 27 i (ny)
Artikel 27i
Afslag på eller ophævelse af en afgørelse om eksigibilitet
Den ret, hvortil en appel indgives efter artikel 27g eller artikel 27h, kan kun afslå at erklære en retsafgørelse for eksigibel eller ophæve en afgørelse om eksigibilitet af en af de i artikel 22 anførte grunde. Den træffer afgørelse så hurtigt som muligt.
(Svarer til artikel 52 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 91 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 94
Forslag til forordning
Artikel 27 j (ny)
Artikel 27j
Udsættelse
Den ret, hvortil en appel indgives efter artikel 27g eller artikel 27h, udsætter efter anmodning fra den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, sagen, hvis eksigibiliteten af afgørelsen er suspenderet i domsstaten ved iværksættelse af appel.
(Svarer til artikel 52 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 92 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 95
Forslag til forordning
Artikel 27 k (ny)
Artikel 27k
Foreløbige, herunder sikrende, retsmidler
1.  Når en retsafgørelse skal anerkendes i overensstemmelse med denne afdeling, er der intet til hinder for, at den, som har fremsat anmodningen, kan bringe foreløbige, herunder sikrende, retsmidler i anvendelse i overensstemmelse med loven i fuldbyrdelsesstaten, uden at der kræves en afgørelse om eksigibilitet efter artikel 27e.
2.  Afgørelsen om eksigibilitet giver umiddelbar hjemmel til at anvende sikrende retsmidler.
3.  Så længe den i artikel 27g, stk. 5, fastsatte frist for appel af afgørelsen om eksigibilitet ikke er udløbet, og så længe der ikke er truffet afgørelse i appelsagen, er sikrende retsmidler det eneste mulige retsskridt over for aktiver, der tilhører den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse.
(Svarer til artikel 54 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 93 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 96
Forslag til forordning
Artikel 27 l (ny)
Artikel 27l
Delvis eksigibilitet
1.  Såfremt der ved retsafgørelsen er taget stilling til flere krav, og ikke alle krav kan erklæres for eksigible, skal retten eller den kompetente myndighed erklære et eller flere af dem for eksigible.
2.  Den, som fremsætter en anmodning om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, kan anmode om kun at få dele af retsafgørelsen erklæret for eksigible.
(Svarer til artikel 55 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 94 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 97
Forslag til forordning
Artikel 27 m (ny)
Artikel 27m
Retshjælp
Har den, som fremsætter anmodningen, i domsstaten helt eller delvis haft fri proces eller været fritaget for gebyrer og omkostninger, skal den pågældende i enhver sag om at få retsafgørelsen erklæret for eksigibel være berettiget til retshjælp eller fritagelse for gebyrer og sagsomkostninger i videst muligt omfang efter loven i fuldbyrdelsesstaten.
(Svarer til artikel 56 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 95 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 98
Forslag til forordning
Artikel 27 n (ny)
Artikel 27n
Ingen form for sikkerhedsstillelse eller depositum
Det kan ikke pålægges en part, som i en medlemsstat anmoder om anerkendelse, eksigibilitet eller fuldbyrdelse af en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, at stille sikkerhed eller depositum af nogen art med den begrundelse, at vedkommende er udlænding eller ikke har bopæl eller opholdssted i fuldbyrdelsesstaten.
(Svarer til artikel 57 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 96 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 99
Forslag til forordning
Artikel 27 o (ny)
Artikel 27o
Ingen form for skat, afgift eller gebyr
Ingen form for skat, afgift eller gebyr, som beregnes i forhold til sagens værdi, må opkræves i fuldbyrdelsesmedlemsstaten i forbindelse med behandlingen af en anmodning om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel.
(Svarer til artikel 58 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 97 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 100
Forslag til forordning
Artikel 28
Anerkendelse af officielt bekræftede dokumenter
Accept af officielt bekræftede dokumenter
1.   Officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, medmindre gyldigheden af dokumenterne anfægtes efter gældende lov, og under forbehold af, at en sådan anerkendelse ikke åbenbart strider mod grundlæggende retsprincipper i den anmodede medlemsstat.
1.   Officielt bekræftede dokumenter, der er oprettet i en medlemsstat, har samme beviskraft i en anden medlemsstat, som det har i domsstaten, eller de mest sammenlignelige virkninger, forudsat at dette ikke klart strider mod de grundlæggende retsprincipper i den pågældende medlemsstat.
En person, som ønsker at anvende et officielt bekræftet dokument i en anden medlemsstat, kan anmode den myndighed, som opretter det officielt bekræftede dokument i domsstaten, om at udfylde den formular, der er udarbejdet efter rådgivningsproceduren i artikel 33, stk. 2, med en beskrivelse af den beviskraft, som det officielt bekræftede dokument har i domsstaten.
1a.   Enhver anfægtelse af ægtheden af et officielt bekræftet dokument skal forelægges for retterne i domsstaten, og afgørelse herom træffes i henhold til loven i denne stat. Det anfægtede officielt bekræftede dokument har ikke beviskraft i en anden medlemsstat, så længe anfægtelsen verserer for den kompetente ret.
1b.  Enhver anfægtelse af de retshandler eller retlige forhold, der er registreret i et officielt bekræftet dokument, skal forelægges for de retter, som har kompetence i medfør af denne forordning, og afgørelse herom træffes i henhold til den lov, der finder anvendelse i medfør af kapitel III, eller den i artikel 32 nævnte lov. Det anfægtede officielt bekræftede dokument har ikke beviskraft i en anden medlemsstat end domsstaten med hensyn til det anfægtede spørgsmål, så længe anfægtelsen verserer for den kompetente ret.
1c.  Hvis afgørelsen af en verserende sag ved en ret i en medlemsstat afhænger af afgørelsen af et spørgsmål vedrørende retshandler eller retlige forhold, der er registreret i et officielt bekræftet dokument vedrørende formueforholdet mellem registrerede partnere, er den pågældende ret kompetent til at afgøre dette spørgsmål.
2.  Anerkendelse af officielt bekræftede dokumenter betyder, at de tillægges beviskraft angående indholdet og formodning om gyldighed.
(Svarer til artikel 59 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 98 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 101
Forslag til forordning
Artikel 29 – stk. 1
1.  Officielt bekræftede dokumenter, der er oprettet og eksigible i en medlemsstat, skal efter anmodning erklæres for eksigible i en anden medlemsstat efter proceduren i artikel [38 til 57] i forordning (EF) nr. 44/2001.
1.  Et officielt bekræftet dokument, der er eksigibelt i domsstaten, skal erklæres for eksigibelt i en anden medlemsstat efter anmodning fra en berettiget part i overensstemmelse med proceduren i artikel 27b-27o.
1a.  Ved anvendelsen af artikel 27c, stk. 3, litra b), udsteder den myndighed, der har udstedt det officielt bekræftede dokument, efter anmodning fra en berettiget part en attest under anvendelse af den formular, der er udarbejdet efter rådgivningsproceduren i artikel 33, stk. 2.
2.  Den ret, der behandler en appel i medfør af artikel [43 og 44] i forordning (EF) nr. 44/2001, kan kun afslå at erklære det officielt bekræftede dokument for eksigibelt eller ophæve en afgørelse om eksigibilitet, hvis fuldbyrdelsen af det officielt bekræftede dokument åbenlyst strider mod grundlæggende retsprincipper i den anmodede medlemsstat.
2.  Den ret, der behandler en appel i medfør af artikel 27g eller artikel 27h, kan kun afslå at erklære et officielt bekræftet dokument for eksigibelt eller ophæve en afgørelse om eksigibilitet, såfremt en fuldbyrdelse af det officielt bekræftede dokument åbenlyst strider mod grundlæggende retsprincipper (ordre public) i fuldbyrdelsesstaten.
(Svarer til artikel 60 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 99 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 102
Forslag til forordning
Artikel 30
Anerkendelse og eksigibilitet af retsforlig
Eksigibilitet af retsforlig
Retsforlig, der er eksigible i oprindelsesmedlemsstaten, anerkendes og erklæres eksigible i en anden medlemsstat efter anmodning fra en berørt part på samme betingelser som officielt bekræftede dokumenter. Den ret, der behandler en appel i medfør af artikel [42 eller 44] i forordning (EF) nr. 44/2001, kan kun afslå at erklære et retsforlig for eksigibelt eller ophæve en afgørelse om eksigibilitet, hvis en fuldbyrdelse af retsforliget åbenlyst strider mod grundlæggende retsprincipper i den fuldbyrdende medlemsstat.
1.   Retsforlig, der er eksigible i domsstaten, erklæres på anmodning fra en berettiget part for eksigible i en anden medlemsstat efter proceduren i artikel 27b-27o.
1a.  Ved anvendelsen af artikel 27c, stk. 3, litra b), udsteder den ret, der godkendte forliget, eller ved hvilken det blev indgået, efter anmodning fra en berettiget part en attest under anvendelse af den formular, der skal udarbejdes efter rådgivningsproceduren i artikel 33c, stk. 2.
1b.  Den ret, der behandler en appel indgivet i medfør af artikel 27g eller artikel 27h, kan kun afslå at erklære et retsforlig for eksigibelt eller ophæve en afgørelse om eksigibilitet, såfremt en fuldbyrdelse af retsforliget vil være i åbenlys modstrid med grundlæggende retsprincipper (ordre public) i fuldbyrdelsesstaten.
(Svarer til artikel 61 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 100 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 103
Forslag til forordning
Artikel 31 – overskrift
Retsvirkning over for tredjemand
Beskyttelse af tredjemand
(Svarer til AM 101 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 104
Forslag til forordning
Artikel 31 – stk. 1
1.  De formueretlige retsvirkninger af et registreret partnerskab for retsforholdet mellem en partner og tredjemand reguleres i loven i den medlemsstat, hvor partnerskabet er indgået, jf. artikel 15.
1.  De formueretlige retsvirkninger af et registreret partnerskab for retsforholdet mellem en partner og tredjemand reguleres i den lov, der finder anvendelse på de formueretlige retsvirkninger af registrerede partnerskaber i henhold til denne forordning.
Ændring 105
Forslag til forordning
Artikel 31 – stk. 2
2.  Loven i en medlemsstat kan dog foreskrive, at en partner ikke kan påberåbe sig den gældende lov over for tredjemand, når en af partnerne eller tredjemand har sædvanligt opholdssted på denne medlemsstats område, og når reglerne for tinglysning eller registrering i denne medlemsstats lovgivning ikke er overholdt, medmindre tredjemand kendte eller burde kende loven, der finder anvendelse på formueforholdet i det registrerede partnerskab.
2.  I et retsforhold mellem en partner og tredjemand kan ingen af partnerne påberåbe sig den lov, der anvendes på formueforholdet i et registreret partnerskab, når den partner, der har et retsforhold til tredjemand, og tredjemand har deres sædvanlige opholdssted i samme stat, som ikke er den stat, hvis lov finder anvendelse på formueforholdet i det registrerede partnerskab. I dette tilfælde finder loven i den medlemsstat, hvor partneren og tredjemand har deres sædvanlige opholdssted, anvendelse på de formueretlige retsvirkninger af et registreret partnerskab over for tredjemand.
(Svarer til AM 102 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 106
Forslag til forordning
Artikel 31 – stk. 3
3.  Tilsvarende kan loven i en medlemsstat, hvor en fast ejendom er beliggende, indeholde en regel svarende til reglen i stk. 2 om retsforholdet mellem en partner og tredjemand vedrørende denne faste ejendom.
3.  Stk. 2 finder ikke anvendelse, hvis:
a)  tredjemand kendte eller burde have kendt den lov, der finder anvendelse på formueforholdet i et registreret partnerskab,
b)  reglerne for registrering eller tinglysning af formueforholdet mellem de registrerede partnere er overholdt i overensstemmelse med lovgivningen i den medlemsstat, hvor tredjemand og den partner, der har et retsforhold til tredjemand, har deres sædvanlige opholdssted, eller
c)  for så vidt angår forretninger om fast ejendom, reglerne for registrering eller tinglysning af formueforholdet mellem registrerede partnere i forbindelse med fast ejendom er overholdt i overensstemmelse med lovgivningen i den medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende.
(Svarer til AM 103 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 107
Forslag til forordning
Artikel -32 (ny)
Artikel -32
Sædvanligt opholdssted
1.  Ved anvendelsen af denne forordning har selskaber, foreninger og andre juridiske personer sædvanligt opholdssted det sted, hvor de har deres hovedkontor. En fysisk person, der handler som led i sin erhvervsmæssige virksomhed, har sædvanligt opholdssted det sted, hvor den pågældende har sin hovedvirksomhed.
2.  Er retsforholdet indgået som led i driften af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed, eller påhviler det i henhold til aftalen en sådan filial, agentur eller virksomhed at opfylde forpligtelsen, gælder dog stedet for denne virksomhed som sædvanligt opholdssted.
3.  Ved bestemmelsen af sædvanligt opholdssted er det relevante tidspunkt tidspunktet for retsforholdets indgåelse.
(Svarer til AM 104 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 108
Forslag til forordning
Artikel 33 – stk. 1 – litra b a (nyt)
ba)  navne og kontaktoplysninger på de retter eller myndigheder, der har kompetence til at behandle anmodninger om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, i overensstemmelse med artikel 27b, stk. 1, og klager over retsafgørelser om sådanne anmodninger i henhold til artikel 27g, stk. 2
(Svarer til artikel 78, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 105 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 109
Forslag til forordning
Artikel 33 – stk. 1 – litra b b (nyt)
bb)  de procedurer for anfægtelse af appelafgørelser, der er omhandlet i artikel 27h
Ændring 110
Forslag til forordning
Artikel 33 – stk. 2
2.  Medlemsstaterne underretter Kommissionen om enhver senere ændring af disse bestemmelser.
2.  Medlemsstaterne informerer Kommissionen om eventuelle senere ændringer af disse oplysninger.
Ændring 111
Forslag til forordning
Artikel 33 – stk. 3
3.  Kommissionen offentliggør de oplysninger, der er nævnt i stk. 1 og 2, på passende måde, bl.a. på det flersprogede websted for det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretlige område.
3.  Kommissionen offentliggør de oplysninger, der er nævnt i stk. 1 og 2, på passende og lettilgængelig måde, bl.a. på det flersprogede websted for det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretlige område.
Medlemsstaterne sikrer, at oplysningerne på det flersprogede websted også er tilgængelig gennem de officielle websteder, som de måtte oprette, navnlig gennem et link til Kommissionens websted.
(Svarer til artikel 78, stk. 3, i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 108 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 112
Forslag til forordning
Artikel 33 – stk. 3 a (nyt)
3a.  Kommissionen etablerer en oplysningsressource og et uddannelsesværktøj for de relevante embedsmænd i retsvæsenet og praktiserende jurister via oprettelse af en interaktiv webportal på alle EU-institutionernes officielle sprog, herunder et udvekslingssystem for faglig viden og praksis.
(Svarer til AM 109 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 113
Forslag til forordning
Artikel 33 a (ny)
Artikel 33a
Udarbejdelse og senere ændring af listen med oplysninger, som omhandlet i artikel 2, stk. 1a
1.  Kommissionen udarbejder på grundlag af medlemsstaternes meddelelser en liste over de andre myndigheder og juridiske aktører, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1a.
2.  Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om eventuelle senere ændringer af oplysningerne på listen. Kommissionen ændrer listen i overensstemmelse hermed.
3.  Kommissionen offentliggør listen og eventuelle senere ændringer i Den Europæiske Unions Tidende.
4.  Kommissionen gør alle oplysninger, der er meddelt i henhold til stk. 1 og 2, offentligt tilgængelige på anden passende måde, navnlig gennem Det Europæiske Retlige Netværk på det civil- og handelsretlige område.
(Svarer til artikel 79 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 110 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 114
Forslag til forordning
Artikel 33 b (ny)
Artikel 33b
Udarbejdelse og senere ændring af attester og formularer nævnt i artikel 27c, 28, 29 og 30
Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter til udarbejdelse og/eller senere ændring af de attester og formularer, der er omhandlet i artikel 27c, 28, 29 og 30. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivningsproceduren i artikel 33c, stk. 2.
(Svarer til artikel 80 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 111 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 115
Forslag til forordning
Artikel 33 c (ny)
Artikel 33c
Udvalgsprocedure
1.  Kommissionen bistås af et udvalg. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.
2.  Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011.
(Svarer til artikel 81 i forordning (EU) nr. 650/2012 og AM 112 i betænkningen i procedure 2011/0059(CNS).)
Ændring 116
Forslag til forordning
Artikel 34 – stk. 1 – afsnit 1 a (nyt)
Kommissionen undersøger navnlig følgende emner i sine rapporter:
–  udnyttelse af mulighederne for at aftale lovvalg og valg af værneting i forbindelse med registrerede partnerskaber og de praktiske konsekvenser
–  praktisk opfyldelse af rådgivningskravet ved lovvalg
–  udnyttelse af muligheden for at erklære sig inkompetent ved retterne i de medlemsstater, som ikke anerkender registrerede partnerskaber, og de praktiske konsekvenser, samt
–  potentialet for større konvergens mellem bestemmelserne i denne forordning og bestemmelserne i [forordningen om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller] med henblik på at opnå en øget ligestilling.
Ændring 117
Forslag til forordning
Artikel 35 – stk. 3
3.  Kapitel III finder kun anvendelse på partnere, der har registreret deres partnerskab.
3.  Kapitel III finder kun anvendelse på registrerede partnere, der efter den dato, fra hvilken denne forordning finder anvendelse
a)  har indgået et registreret partnerskab eller
b)  har foretaget lovvalg for formueforholdet.
En lovvalgsaftale, som er indgået før [den dato, fra hvilken denne forordning finder anvendelse], er også gyldig, hvis den opfylder betingelserne i kapitel III eller er gyldig i henhold til den lov, der på tidspunktet for lovvalget i henhold til de relevante bestemmelser i den internationale privatret finder anvendelse.
Når der er indgået en lovvalgsaftale før [den dato, fra hvilken denne forordning finder anvendelse] med henblik på den mulighed for lovvalg, der er anført i forordningen, men denne aftale i henhold til den gældende lov på tidspunktet for lovvalget i henhold til de relevante bestemmelser i den internationale privatret ikke var gyldig, fordi den gældende lov ikke omfattede et lovvalg for registrerede partnerskaber, finder aftalen anvendelse fra [den dato, fra hvilken denne forordning finder anvendelse].

Formueforholdet mellem ægtefæller *
PDF 625kWORD 76k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 10. september 2013 om forslag til Rådets forordning om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller (COM(2011)0126 – C7-0093/2011 – 2011/0059(CNS))
P7_TA(2013)0338A7-0253/2013

(Særlig lovgivningsprocedure: høring)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (COM(2011)0126),

–  der henviser til artikel 81, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C7-0093/2011),

–  der henviser til den begrundede udtalelse, som inden for rammerne af protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet er blevet forelagt af det italienske Senat, om at udkastet til lovgivningsmæssig retsakt ikke overholder nærhedsprincippet,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 55,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelser fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0253/2013),

1.  godkender Kommissionens forslag som ændret;

2.  opfordrer Kommissionen til at ændre sit forslag i overensstemmelse hermed, jf. artikel 293, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde;

3.  opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

4.  anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre Kommissionens forslag i væsentlig grad;

5.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Kommissionens forslag   Ændring
Ændring 1
Forslag til forordning
Betragtning 10
(10)  Denne forordning vedrører spørgsmål om formueforholdet mellem ægtefæller. Den dækker ikke begrebet "ægteskab", der er defineret i medlemsstaternes nationale ret.
(10)  Denne forordning vedrører spørgsmål om formueforholdet mellem ægtefæller. Den dækker ikke begrebet "ægteskab", der er defineret i medlemsstaternes nationale ret. Forordningen forholder sig tværtimod neutralt til dette begreb. Definitionen af begrebet ægteskab i medlemsstaternes nationale lovgivning berøres ikke af forordningen.
Ændring 2
Forslag til forordning
Betragtning 11
(11)  Denne forordnings anvendelsesområde bør omfatte alle civilretlige spørgsmål vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller, både i forbindelse med den daglige disponering over ægtefællernes formuegoder og i forbindelse med en bodeling som følge af parrets separation eller boskifte ved en af ægtefællernes død.
(11)  Denne forordnings anvendelsesområde bør omfatte alle civilretlige spørgsmål vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller, både i forbindelse med den daglige disponering over ægtefællernes formuegoder og i forbindelse med en bodeling som følge af parrets separation, skilsmisse eller boskifte ved en af ægtefællernes død.
(Svarer til betragtning 9 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 3
Forslag til forordning
Betragtning 11 a (ny)
(11a)  Denne forordning bør derimod ikke finde anvendelse på andre civilretlige områder end formueforholdet mellem ægtefæller. Af klarhedshensyn bør en række spørgsmål, der kan anses for at have tilknytning til formueforholdet mellem ægtefæller, derfor udtrykkeligt undtages fra denne forordnings anvendelsesområde.
(Svarer til betragtning 11 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 4
Forslag til forordning
Betragtning 12
(12)  Da underholdspligt mellem ægtefæller er reguleret af Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 af 18. december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt, indgår dette område ikke i denne forordnings anvendelsesområde, og det samme gælder spørgsmål om gyldigheden og virkningerne af gavedispositioner, der er reguleret af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I).
(12)  Underholdspligt mellem ægtefæller, som er reguleret af Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 af 18. december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt, bør ikke indgå i denne forordnings anvendelsesområde, og det samme gælder spørgsmål om arv, der er reguleret af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 af 4. juli 2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv, og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis1.
1 EUT L 201 af 27.7.2012, s. 107.
Ændring 5
Forslag til forordning
Betragtning 13
(13)  ) Spørgsmål om den nærmere beskaffenhed af de tingslige rettigheder, der måtte findes i medlemsstaternes nationale ret, f.eks. spørgsmål om tinglysning af sådanne rettigheder, bør ligeledes udelukkes fra denne forordnings anvendelsesområde, således som det også er tilfældet for Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/… [om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis]. Således kan retten i den medlemsstat, hvor en af ægtefællernes formuegode er beliggende, træffe tingsretlige foranstaltninger, bl.a. til tinglysning af overdragelsen af det omhandlede formuegode, når dette er et krav i den pågældende medlemsstats lovgivning
(13)  ) I lighed med forordning (EU) nr. 650/2012 bør nærværende forordning ikke berøre den udtømmende liste over tinglige rettigheder (numerus clausus), som findes i nogle medlemsstaters nationale lovgivning. En medlemsstat bør ikke være forpligtet til at anerkende en tinglig rettighed vedrørende goder, der befinder sig i denne medlemsstat, hvis den pågældende tinglige rettighed er et ukendt begreb i dens lovgivning.
(Svarer til betragtning 15 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 6
Forslag til forordning
Betragtning 13 a (ny)
(13a)  Med henblik på at give berettigede mulighed for gøre brug af de rettigheder, som er opstået, eller som de har fået overdraget, i forbindelse med bodeling mellem ægtefæller, i en anden medlemsstat bør denne forordning imidlertid give mulighed for at tilpasse en ukendt tinglig rettighed til den tinglige rettighed, der ligger tættest herpå ifølge den anden medlemsstats lov. En sådan tilpasning bør ske under hensyntagen til de mål og interesser, som den specifikke tinglige rettighed og de dertil knyttede virkninger forfølger. Med henblik på fastlæggelse af den nationale tinglige rettighed, der ligger tættest på, kan myndighederne eller de kompetente personer i den stat, hvis lov finder anvendelse på formueforholdet mellem ægtefæller, kontaktes for yderligere oplysninger om rettighedens art og virkninger. Med henblik herpå kan de eksisterende netværk inden for retssamarbejdet på det civil- og handelsretlige område benyttes såvel som andre tilgængelige midler, der kan lette forståelsen af fremmed ret.
(Svarer til betragtning 16 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 7
Forslag til forordning
Betragtning 13 b (ny)
(13b)  Kravene om registrering i et register af en rettighed i fast ejendom eller løsøre bør udelukkes fra denne forordnings anvendelsesområde. Det bør derfor være loven i den medlemsstat, hvor registret føres (for fast ejendom loven på det sted, hvor den faste ejendom befinder sig), som afgør, på hvilke retlige betingelser og hvorledes registreringen skal foretages, samt hvilke myndigheder, f.eks. tingbogsførende myndigheder eller notarer, der har ansvaret for at kontrollere, at alle krav er opfyldt, og at den fremlagte dokumentation er tilstrækkelig eller indeholder de nødvendige oplysninger.
(Svarer til betragtning 18 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 8
Forslag til forordning
Betragtning 13 c (ny)
(13c)  Virkningerne af registrering af en rettighed i et register bør også udelukkes fra denne forordnings anvendelsesområde. Det bør derfor være lovgivningen i den medlemsstat, hvor registret føres, der afgør, hvorvidt registreringen f. eks. har deklaratorisk eller retsstiftende virkning. Når erhvervelsen af en rettighed i fast ejendom f.eks. er registreret i et register i henhold til loven i den medlemsstat, hvor registret føres, for at sikre et registers erga omnes-virkning eller for at beskytte en retlig transaktion, er det således denne medlemsstats lov, der bør afgøre tidspunktet for en sådan erhvervelse.
(Svarer til betragtning 19 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 9
Forslag til forordning
Betragtning 13 d (ny)
(13d)  Begrebet "formueforhold mellem ægtefæller", som bestemmer anvendelsesområdet for denne forordning, bør omfatte samtlige formueretlige ordninger, som gælder mellem ægtefællerne og i deres forhold til tredjemand som følge af ægteskabet og efter dets ophør. Dette omfatter ikke kun de obligatoriske ordninger i den gældende lovgivning, men også eventuelle fakultative ordninger, som ægtefællerne kan aftale ud fra den gældende rets regler.
Ændring 10
Forslag til forordning
Betragtning 13 e (ny)
13e)  I lighed med forordning (EU) nr. 650/2012 bør nærværende forordning respektere de forskellige systemer til regulering af spørgsmål vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller, som anvendes i medlemsstaterne. I nærværende forordning bør begrebet "ret" derfor fortolkes bredt, så det ikke kun omfatter domstole i ordets egentlige betydning, dvs. som udfører en retlig funktion, men også notarer eller tinglysningskontorer i visse medlemsstater, som i bestemte sager vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller udfører en retlig funktion ligesom domstole, og de notarer og juridiske aktører, som i visse medlemsstater udfører en retlig funktion i en given sag vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller ved en rets delegation af beføjelser. Enhver ret som defineret i denne forordning bør være bundet af de kompetenceregler, der er fastsat i denne forordning. Omvendt bør begrebet "ret" ikke omfatte en medlemsstats ikkejudicielle myndigheder, der i henhold til national lov er bemyndiget til at behandle spørgsmål vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller, f.eks. notarerne i de fleste medlemsstater, som normalt ikke udfører en retlig funktion.
(Svarer til betragtning 20 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 11
Forslag til forordning
Betragtning 14
(14)  For at tage højde for, at ægtepar tiere flytter i løbet af deres ægteskab, og af retsplejehensyn foreskriver kompetencereglerne i denne forordning, at spørgsmål vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller, herunder bodelingen ved skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskabet, skal behandles af den ret i den pågældende medlemsstat, som i medfør af Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 har kompetence til at behandle sager om skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab.
(14)  For at tage højde for, at ægtepar tiere flytter i løbet af deres ægteskab, og af retsplejehensyn foreskriver kompetencereglerne i denne forordning, at spørgsmål vedrørende formue­forholdet mellem ægtefæller, herunder bodelingen ved skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskabet, skal behandles af den ret i den pågældende medlemsstat, som i medfør af Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 har kompetence til at behandle sager om skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab, hvis de pågældende retters kompetence udtrykkeligt eller på anden vis er anerkendt af ægtefællerne.
Ændring 12
Forslag til forordning
Betragtning 16
(16)  Når spørgsmål om formueforholdet mellem ægtefæller ikke vedrører en sag om skilsmisse, separation, omstødelse af ægteskab eller en af ægtefællernes død, kan ægtefællerne beslutte at forelægge spørgsmålene om deres formueforhold for retten i den medlemsstat, hvis lov de har valgt som den, der skal gælde for deres formueforhold. Denne beslutning tager form af en aftale mellem ægtefællerne, og den kan indgås på et hvilket som helst tidspunkt, også under retssagen.
(16)  Når spørgsmål om formueforholdet mellem ægtefæller ikke vedrører en sag om skilsmisse, separation, omstødelse af ægteskab eller en af ægtefællernes død, kan ægtefællerne beslutte at forelægge spørgsmålene om deres formueforhold for retten i den medlemsstat, hvis lov de har valgt som den, der skal gælde for deres formueforhold. Dette nødvendiggør en aftale mellem ægtefællerne, som kan indgås, indtil sagen anlægges og derefter efter bestemmelserne i den stat, hvor sagen anlægges.
Ændring 13
Forslag til forordning
Betragtning 17
(17)  Denne forordning bør give mulighed for at tillægge en medlemsstats retter den territoriale kompetence til at behandle sager om formueforholdet mellem ægtefæller i andre tilfælde end i forbindelse med separation eller en af ægtefællernes død og navnlig give mulighed for at fastsætte regler om forum necessitatis for at undgå enhver risiko for retsnægtelse.
(17)  Denne forordning bør give mulighed for at tillægge en medlemsstats retter den territoriale kompetence til at behandle sager om formueforholdet mellem ægtefæller i andre tilfælde end i forbindelse med separation eller en af ægtefællernes død på grundlag af et sæt prioriterede kriterier, der sikrer en nær tilknytning mellem ægtefællerne og den medlemsstat, hvis ret er kompetent.
Ændring 14
Forslag til forordning
Betragtning 17 a (ny)
(17a)  Navnlig med henblik på at afhjælpe situationer, hvor der ikke er adgang til domstolsprøvelse, bør der i denne forordning åbnes mulighed for forum necessitatis, således at retten i en medlemsstat i undtagelsestilfælde kan træffe afgørelse i en sag vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller, der er nært knyttet til et tredjeland. Et sådant undtagelsestilfælde kan anses at foreligge, når det viser sig umuligt at føre en sag i det pågældende tredjeland, f.eks. på grund af borgerkrig, eller når en berettiget ikke med rimelighed kan forventes at anlægge eller føre en sag i dette land. Kompetence baseret på forum necessitatis bør imidlertid kun udøves, hvis sagen har tilstrækkelig tilknytning til den medlemsstat, hvor den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er beliggende.
(Svarer til betragtning 31 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 15
Forslag til forordning
Betragtning 21
(21)  Når der ikke er indgået aftale om lovvalg, bør denne forordning indføre harmoniserede lovvalgsregler baseret på en række prioriterede tilknytningskriterier, som tilgodeser kravet om retssikkerhed og retlig forudsigelighed og sikrer, at der tages højde for parrets konkrete situation, og samtidig giver mulighed for at udpege en lov, der finder anvendelse på alle ægtefællernes formuegoder. Således bør ægtefællernes første fælles sædvanlige opholdssted efter ægteskabets indgåelse være det første kriterium og gå forud for ægtefællernes fælles nationalitet på tidspunktet for ægteskabets indgåelse. Hvis ingen af disse kriterier er opfyldt, eller hvis der ikke findes et første fælles sædvanligt opholdssted, eller ægtefællerne ikke har fælles nationalitet på tidspunktet for ægteskabets indgåelse, bør det tredje kriterium være loven i den medlemsstat, som ægtefællerne har den tætteste tilknytning til under hensyntagen til alle forhold, navnlig stedet for ægteskabets indgåelse, dog således at denne tætte tilknytning skal bestå på tidspunktet for ægteskabets indgåelse.
(21)  Når der ikke er indgået aftale om lovvalg, bør denne forordning indføre harmoniserede lovvalgsregler baseret på en række prioriterede tilknytningskriterier, som tilgodeser kravet om retssikkerhed og retlig forudsigelighed og sikrer, at der tages højde for parrets konkrete situation, og samtidig giver mulighed for at udpege en lov, der finder anvendelse på alle ægtefællernes formuegoder. Således bør ægtefællernes fælles sædvanlige opholdssted på tidspunktet for ægteskabets indgåelse respektive deres første fælles sædvanlige opholdssted efter ægteskabets indgåelse være det første kriterium og gå forud for ægtefællernes fælles nationalitet på tidspunktet for ægteskabets indgåelse. Hvis ingen af disse kriterier er opfyldt, eller hvis der ikke findes et første fælles sædvanligt opholdssted, eller ægtefællerne ikke har fælles nationalitet på tidspunktet for ægteskabets indgåelse, bør det tredje kriterium være loven i den medlemsstat, som ægtefællerne har den tætteste tilknytning til under hensyntagen til alle forhold, dog således at denne tætte tilknytning skal bestå på tidspunktet for ægteskabets indgåelse.
Ændring 16
Forslag til forordning
Betragtning 22 a (ny)
(22a)  Med henblik på anvendelsen af denne forordning, dvs. hvor denne for så vidt angår anvendelse af en stats lovgivning henviser til statsborgerskabet som tilknytningspunkt, er spørgsmålet om fastlæggelsen af en persons statsborgerskab i tilfælde af flere statsborgerskaber, og om en person anses for statsborger i et bestemt stat, underlagt national lovgivning, herunder i givet fald internationale konventioner, under fuld overholdelse af Den Europæiske Unions almindelige principper.
Ændring 17
Forslag til forordning
Betragtning 24
(24)  Da lovvalget har stor betydning for formueforholdet mellem ægtefæller, bør forordningen indføre visse garantier, der kan sikre, at ægtefællerne eller de kommende ægtefæller er bevidste om følgerne af deres valg. Lovvalget bør således foretages i den form, der er foreskrevet for ægtepagter i loven i det valgte land eller loven i det land, hvor dokumentet oprettes, og det skal som et mindstekrav foreligge skriftligt og være dateret og undertegnet af begge ægtefællerne. Eventuelle yderligere formelle krav i loven i det valgte land eller i det land, hvor dokumentet oprettes, hvad angår gyldighed, tinglysning eller registrering af sådanne aftaler, bør overholdes.
(24)  Da lovvalget har stor betydning for formueforholdet mellem ægtefæller, bør forordningen indføre visse garantier, der kan sikre, at ægtefællerne eller de kommende ægtefæller er bevidste om følgerne af deres valg. Aftalen, som er bevis på dette valg, skal som et mindstekrav foreligge skriftligt og være dateret og underskrevet af begge ægtefællerne. Lovvalget bør i denne forbindelse foretages i den form, der er foreskrevet i den for formueforholdet mellem ægtefællerne gældende lovgivning eller loven i det land, hvor aftalen indgås.
Ændring 18
Forslag til forordning
Betragtning 24 a (ny)
(24a)  For at tage hensyn til visse retsnormer i medlemsstaterne, f.eks. beskyttelse af familiens bolig, samt for at tage hensyn til reguleringen af brugsretten i forholdet mellem ægtefællerne bør forordningen ikke være til hinder for, at den domstol, hvor sagen er anlagt, kan anvende overordnede præceptive bestemmelser, dvs. den bør tillade, at en medlemsstat tilsidesætter anvendelsen af udenlandsk ret til fordel for sin egen ret. Overordnede præceptive bestemmelser betegner i denne forbindelse præceptive bestemmelser, som en medlemsstat anser det for nødvendigt at benytte af hensyn til beskyttelsen af sin offentlige interesse, navnlig sin politiske, sociale og økonomiske organisation. For således at sikre beskyttelse af familiens bolig bør den medlemsstat, på hvis område boligen er beliggende, med forbehold af den pågældende medlemsstats gældende bestemmelser om udveksling, hvis forrang er sikret gennem artikel 35, anvende sine egne regler for beskyttelse af familiens bolig.
Ændring 19
Forslag til forordning
Betragtning 27
(27)  Da gensidig anerkendelse af retsafgørelser afsagt i medlemsstaterne er et af målene med denne forordning, bør den omfatte regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser med udgangspunkt i reglerne i forordning (EF) nr. 44/2001, eventuelt tilpasset de særlige hensyn, der gør sig gældende inden for det område, der reguleres i denne forordning.
(27)  Da gensidig anerkendelse af retsafgørelser vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller afsagt i medlemsstaterne er et af målene med denne forordning, bør den omfatte regler om anerkendelse, eksigibilitet og fuldbyrdelse af retsafgørelser med udgangspunkt i andre EU-retsinstrumenter inden for det retslige samarbejde i civilsager.
Ændring 20
Forslag til forordning
Betragtning 28
(28)  ) For at tage hensyn til de forskellige måder, hvorpå spørgsmål om formueforholdet mellem ægtefæller løses i medlemsstaterne, bør denne forordning sikre anerkendelse og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter. Officielt bekræftede dokumenter kan imidlertid ikke sidestilles med retsafgørelser, for så vidt angår deres anerkendelse. Anerkendelse af officielt bekræftede dokumenter betyder, at de har samme beviskraft, hvad angår indholdet i dokumentet, og samme retsvirkning som i oprindelseslandet, hvortil kommer en formodning om gyldighed, der kan afkræftes i tilfælde af anfægtelse.
(28)  For at tage hensyn til de forskellige systemer for behandling af sager vedrørende formueforhold mellem ægtefæller i medlemsstaterne bør denne forordning sikre accept og eksigibilitet i alle medlemsstater af officielt bekræftede dokumenter i en sag vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller.
(Svarer til betragtning 60 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 21
Forslag til forordning
Betragtning 28 a (ny)
(28a)  For så vidt angår anerkendelse, eksigibilitet og fuldbyrdelse af retsafgørelser samt anerkendelse og eksigibilitet af offentligt bekræftede dokumenter og retsforligs eksigibilitet, bør denne forordning derfor omfatte bestemmelser, som navnlig følger forordning (EU) nr. 650/2012.
Ændring 22
Forslag til forordning
Betragtning 29
(29)  Selv om den lov, der finder anvendelse på formueforholdet mellem ægtefæller, skal regulere retsforholdet mellem ægtefællerne og tredjemand, bør betingelserne for at påberåbe sig denne lov over for tredjemand dog være reguleret af loven i den medlemsstat, hvor ægtefællen eller tredjemanden har deres sædvanlige opholdssted af hensyn til beskyttelsen af tredjemand. Loven i denne medlemsstat kan således foreskrive, at den pågældende ægtefælle kun kan påberåbe sig loven, der gælder for den pågældendes formueordning, over for tredjemand, hvis reglerne om registrering eller tinglysning i denne medlemsstat er overholdt, medmindre tredjemand kender eller burde kende den lov, der finder anvendelse på formueforholdet i ægteskabet.
(29)  Retsforholdet mellem en ægtefælle og tredjemand reguleres af den lov, der finder anvendelse på formueforholdet mellem ægtefællerne i medfør af denne forordning. For at beskytte tredjemand bør ingen af ægtefællerne dog i et retsforhold mellem en ægtefælle og en tredjemand kunne påberåbe sig den pågældende lov, hvis den ægtefælle, der har forbindelse med tredjemand, og tredjemand har deres sædvanlige opholdssted i samme stat, som ikke er den stat, hvis lov finder anvendelse på formueforholdet mellem ægtefæller. Der bør gælde undtagelser, hvis tredjemand ikke er beskyttelsesværdig, dvs. han var bekendt eller burde have været bekendt med den lov, der finder anvendelse, eller hvis de i staten gældende krav vedrørende registrering eller tinglysning er overholdt.
Ændring 23
Forslag til forordning
Betragtning 30 a (ny)
(30a)   For at sikre ensartede vilkår for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser for så vidt angår udarbejdelse og senere ændring af de attester og formularer, som vedrører afgørelser om eksigibilitet for afgørelser, retsforlig og offentligt bekræftede dokumenter. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser1.
1 EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13.
(Svarer til betragtning 78 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 24
Forslag til forordning
Betragtning 30 b (ny)
(30b)  Rådgivningsproceduren bør anvendes til vedtagelse af gennemførelsesretsakter vedrørende udarbejdelse og senere ændring af de attester og formularer, der er fastsat i denne forordning, efter proceduren i artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011.
(Svarer til betragtning 79 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 25
Forslag til forordning
Betragtning 32
(32)  I denne forordning overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, der er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig artikel 7, 9, 17, 21 og 47 om henholdsvis respekt for privatliv og familieliv, retten til at indgå ægteskab og retten til at stifte familie i overensstemmelse med de nationale love, ejendomsretten, forbuddet mod forskelsbehandling og retten til adgang til effektive retsmidler. Denne forordning bør anvendes af medlemsstaternes retter under fuld overholdelse af disse rettigheder og principper.
(32)  I denne forordning overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, der er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig artikel 7, 9, 17, 20, 21, 23 og 47 om henholdsvis respekt for privatliv og familieliv, retten til at indgå ægteskab og retten til at stifte familie i overensstemmelse med de nationale love, ejendomsretten, lighed for loven, forbuddet mod forskelsbehandling, ligestilling mellem kvinder og mænd og retten til adgang til effektive retsmidler. Denne forordning bør anvendes af medlemsstaternes retter under fuld overholdelse af disse rettigheder og principper.
(Svarer til betragtning 81 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 26
Forslag til forordning
Artikel 1 – stk. 3 – litra a
a)  ægtefællernes retsevne
a)  ægtefællernes almindelige retsevne
Ændring 27
Forslag til forordning
Artikel 1 – stk. 3 – litra a a (nyt)
aa)  ægteskabets eksistens, gyldighed eller anerkendelse
Ændring 28
Forslag til forordning
Artikel 1 – stk. 3 – litra c
c)  gavedispositioner mellem ægtefællerne
udgår
Ændring 29
Forslag til forordning
Artikel 1 – stk. 3 – litra d
d)  den længstlevende ægtefælles arverettigheder
d)  arvespørgsmål for så vidt angår den længstlevende ægtefælle
Ændring 30
Forslag til forordning
Artikel 1 – stk. 3 – litra e
e)  selskaber oprettet mellem ægtefællerne
e)  spørgsmål vedrørende lovgivningen om selskaber, foreninger og juridiske personer
(Svarer til artikel 1, litra h, i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 31
Forslag til forordning
Artikel 1 – stk. 3 – litra f
f)  arten af tingslige rettigheder over et formuegode og registreringen af sådanne rettigheder.
f)  arten af tinglige rettigheder
(Svarer til artikel 1, litra k, i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 32
Forslag til forordning
Artikel 1 – stk. 3 – litra f a (nyt)
fa)  enhver registrering i et register af rettigheder i fast ejendom eller løsøre, herunder de lovmæssige krav til en sådan registrering, samt virkningerne af registrering eller manglende registrering af sådanne rettigheder i et register og
(Svarer til artikel 1, litra l, i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 33
Forslag til forordning
Artikel 1 – stk. 3 – litra f b (nyt)
fb)  spørgsmål om retten til overførsel eller tilpasning i tilfælde af skilsmisse af rettigheder til alders- eller invalidepension mellem ægtefæller eller tidligere ægtefæller, som er opnået under ægteskabet
Ændring 34
Forslag til forordning
Artikel 2 – stk. 1 – litra a
a)  "formueforhold mellem ægtefæller": samtlige regler om de formueretlige forbindelser mellem ægtefællerne indbyrdes og over for tredjemand
a)  "formueforhold mellem ægtefæller": samtlige regler om de formueretlige forbindelser mellem ægtefællerne og i deres forhold over for tredjemand som følge af ægteskabet
Ændring 35
Forslag til forordning
Artikel 2 – stk. 1 – litra b
b)  "ægtepagt": aftale mellem ægtefællerne om de formueretlige forbindelser mellem ægtefællerne indbyrdes og over for tredjemand
b)  "ægtepagt": aftale mellem ægtefællerne eller de kommende ægtefæller om deres formueordning
Ændring 36
Forslag til forordning
Artikel 2 – stk. 1 – litra c – indledning
c)  "officielt bekræftet dokument": et dokument, der officielt er udfærdiget eller registreret som et officielt bekræftet dokument i oprindelsesmedlemsstaten, idet den officielle bekræftelse:
c)  "officielt bekræftet dokument": et dokument vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller, der er formelt udstedt eller registreret som et officielt bekræftet dokument i en medlemsstat, idet den officielle bekræftelse:
(Svarer til artikel 3, stk. 1, litra i, i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 37
Forslag til forordning
Artikel 2 – stk. 1 – litra d
d)  "retsafgørelse": enhver afgørelse truffet af en ret i en medlemsstat vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller, uanset hvordan den betegnes, såsom dom, kendelse, bevilling eller fuldbyrdelsesordre, samt fastsættelse af sagsomkostninger foretaget af retten
d)  "retsafgørelse": enhver afgørelse truffet af en ret i en medlemsstat vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller, uanset hvordan den betegnes, samt en afgørelse om fastsættelse af sagsomkostninger, som foretages af en embedsmand ved retten
(Svarer til artikel 3, stk. 1, litra g, i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 38
Forslag til forordning
Artikel 2 – stk. 1 – litra e
e)  "oprindelsesmedlemsstat": den medlemsstat, hvori retsafgørelsen er truffet, ægteskabet indgået, det officielt bekræftede dokument er oprettet, retsforliget er indgået, skifteretsattesten er udfærdiget eller ethvert andet dokument er oprettet af eller ved en judiciel myndighed eller en anden myndighed i henhold til delegation.
e)  "oprindelsesmedlemsstat": den medlemsstat, hvori retsafgørelsen er truffet, det officielt bekræftede dokument er oprettet eller retsforliget er billiget eller indgået
(Svarer til artikel 3, stk. 1, litra e, i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 39
Forslag til forordning
Artikel 2 – stk. 1 – litra f
f)  "den anmodede medlemsstat": den medlemsstat, der anmodes om at anerkende og/eller fuldbyrde retsafgørelsen, ægtepagten, det officielt bekræftede dokument, retsforliget, skifteretsattesten eller ethvert andet dokument oprettet af eller ved en judiciel myndighed eller en anden myndighed i henhold til delegation
f)   "fuldbyrdelsesmedlemsstat": den medlemsstat, hvori retsafgørelsen, retsforliget eller det officielt bekræftede dokument søges gjort eksigibel(t) eller fuldbyrdet
(Svarer til artikel 3, stk. 1, litra f, i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 40
Forslag til forordning
Artikel 2 – stk. 1 – litra g
g)  enhver kompetent retslig myndighed i medlemsstaterne, der udøver en retslig funktion i sager om formueforholdet mellem ægtefæller, samt enhver anden ikke-retslig myndighed eller person der efter delegation eller udpegelse foretaget af en retslig myndighed i medlemsstaterne udøver funktioner, der henhører under retternes kompetence, jf. denne forordning
udgår
Ændring 41
Forslag til forordning
Artikel 2 – stk. 1 a (nyt)
1a.  I denne forordning omfatter begrebet "ret" enhver judiciel myndighed og alle andre myndigheder og juridiske aktører med kompetence i sager vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller, som udfører en retlig funktion eller handler ved en judiciel myndigheds delegation af beføjelser eller handler under en judiciel myndigheds kontrol, såfremt sådanne andre myndigheder eller juridiske aktører giver garantier med hensyn til upartiskhed og parternes ret til at blive hørt, og såfremt deres retsafgørelser i henhold til loven i den medlemsstat, hvor de har deres virke,
a)  kan gøres til genstand for anke eller fornyet prøvelse ved en judiciel myndighed og
b)  har samme retskraft og -virkning som en retsafgørelse truffet af en judiciel myndighed i samme sag.
Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de andre myndigheder og juridiske aktører, der er omhandlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 37a.
(Svarer til artikel 3, stk. 2, i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 42
Forslag til forordning
Artikel -3 (ny)
Artikel -3
Kompetence i spørgsmål vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller i medlemsstaterne
Denne forordning vedrører ikke medlemsstaternes kompetence til at behandle spørgsmål vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller.
Ændring 43
Forslag til forordning
Artikel 3
De retter i en medlemsstat, der behandler en ægtefælles arvesag i medfør af forordning (EU) nr. …/… [om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis], har ligeledes kompetence til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller i forbindelse med sagen.
De retter i en medlemsstat, der behandler en arvesag vedrørende en ægtefælles arv i medfør af forordning (EU) nr. 650/2012, har ligeledes kompetence til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller i forbindelse med arvesagen.
Ændring 44
Forslag til forordning
Artikel 4
De retter i en medlemsstat, der behandler en ansøgning om skilsmisse, separation eller omstødelse af et ægteskab i medfør af forordning (EF) nr. 2201/2003, har ligeledes, hvis ægtefællerne har aftalt det, kompetence til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller i forbindelse med sagen.
De retter i en medlemsstat, der behandler en ansøgning om skilsmisse, separation eller omstødelse af et ægteskab i medfør af forordning (EF) nr. 2201/2003, har ligeledes kompetence til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller i forbindelse med denne ansøgning, hvis ægtefællerne udtrykkeligt eller på anden entydig vis har anerkendt de pågældende retters kompetence.
En sådan aftale kan indgås på et hvilket som helst tidspunkt, også under retssagen. Hvis der indgås aftale før retssagen, skal denne udformes skriftligt og dateres og underskrives af begge parter.
Hvis der ikke indgås aftale mellem ægtefællerne, fastsættes kompetencen efter reglerne i artikel 5.
Hvis der ikke foreligger en anerkendelse af den i stk. 1 omhandlede rets kompetence, fastsættes kompetencen efter reglerne i artikel 5 ff.
Ændring 45
Forslag til forordning
Artikel 4 a (ny)
Artikel 4a
Aftale om værneting
1.  Ægtefællerne kan aftale, at retterne i den medlemsstat, hvis lov de har valgt som gældende lov for deres formueforhold, jf. artikel 16, er kompetente til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende deres formueforhold. Disse retter har enekompetence.
Med forbehold af afsnit 3 kan en aftale om værneting til enhver tid indgås eller ændres, dog senest når sagen anlægges.
Hvis loven i domstolslandet giver mulighed for det, kan ægtefællerne også aftale valget af værneting efter sagens anlæg. I så fald optages lovvalget i protokollen ved domstolen i overensstemmelse med loven i domstolslandet.
Hvis der indgås aftale før retssagen, skal denne udformes skriftligt og dateres og underskrives af ægtefællerne. Med "skriftligt" sidestilles enhver elektronisk meddelelse, som varigt dokumenterer aftalen.
2.  Ægtefællerne kan også aftale, at retterne i den medlemsstat, hvis lov som følge af manglende lovvalg er gældende lov for deres formueretforhold, jf. artikel 17, er kompetente.
Ændring 46
Forslag til forordning
Artikel 4 b (ny)
Artikel 4b
Kompetence baseret på sagsøgtes fremmøde
1.  Medmindre der er tale om kompetence som følge af andre bestemmelser i denne forordning, har en ret i en medlemsstat, som er valgt i henhold til artikel 16, eller hvis lovgivning finder anvendelse med henhold til artikel 17, og som sagsøgte giver fremmøde for, kompetence. Denne bestemmelse finder ikke anvendelse i de tilfælde, hvor formålet med et fremmøde er at bestride en rets kompetence eller hvor en anden ret har kompetence i medfør af artikel 3, artikel 4 eller artikel 4a.
2.  Før domstolen erklærer sig kompetent i henhold til stk. 1, sikrer den, at sagsøgte informeres om sin ret til at bestride rettens kompetence og om konsekvenserne af at give fremmøde i sagen eller ej.
Ændring 47
Forslag til forordning
Artikel 5
1.   Bortset fra de tilfælde, der er nævnt i artikel 3 og 4, er nedennævnte retter kompetente i sager, der vedrører formueforholdet mellem ægtefæller:
Hvis ingen ret har kompetence i henhold til artikel 3, 4 og 4a, er nedennævnte retter i medlemsstaterne kompetente i sager, der vedrører formueforholdet mellem ægtefæller:
a)  retterne i den medlemsstat, hvor ægtefællerne har deres fælles sædvanlige opholdssted, eller når dette ikke er relevant
a)  retterne på hvis område ægtefællerne har deres sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor sagen anlægges, eller i mangel heraf
b)  retterne i den medlemsstat, hvor ægtefællerne sidst havde deres fælles sædvanlige opholdssted, hvis en af ægtefællerne fortsat har sit opholdssted dér, eller når dette ikke er relevant
b)  retterne på hvis område ægtefællerne havde deres seneste sædvanlige opholdssted, for så vidt en af dem stadig er bosat i denne stat på det tidspunkt, hvor sagen anlægges, eller i mangel heraf
c)  retterne i den medlemsstat, hvor sagsøgte har sit sædvanlige opholdssted, eller når dette ikke er relevant
c)  retterne på hvis område sagsøgte har sit sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor sagen anlægges, eller i mangel heraf
d)  retterne i den medlemsstat, hvis nationalitet begge ægtefæller har, eller, for så vidt angår Det Forenede Kongerige og Irland, hvor ægtefællerne har fælles opholdssted.
d)  retterne i den medlemsstat, hvis nationalitet begge ægtefæller har på det tidspunkt, hvor sagen anlægges, eller, for så vidt angår Det Forenede Kongerige og Irland, hvor ægtefællerne har fælles opholdssted.
2.  Ægtefællerne kan ligeledes beslutte, at retterne i den medlemsstat, hvis lov de har valgt som gældende lov for deres formueretforhold, jf. artikel 16 og 18, er kompetente til at behandle spørgsmål vedrørende deres formueforhold.
da)  retterne i den medlemsstat, hvis nationalitet sagsøgte har, eller, for så vidt angår Det Forenede Kongerige og Irland, hvor han/hun har bopæl.
En sådan aftale kan indgås på et hvilket som helst tidspunkt, også under retssagen. Hvis der indgås aftale før retssagen, skal denne udformes skriftligt og dateres og underskrives af begge parter.
(Vedr. stk. 2, se Ændring til artikel 4a (ny); teksten er ændret)
Ændring 48
Forslag til forordning
Artikel 6
Hvis ingen ret er kompetent i medfør af artikel 3, 4 eller 5, vil retterne i en medlemsstat være kompetente, hvis et eller flere formuegoder tilhørende en eller begge ægtefæller befinder sig på medlemsstatens område; i det tilfælde vil retten kun kunne træffe afgørelse om det eller de pågældende formuegoder.
Hvis ingen ret i medlemsstaterne er kompetent i medfør af artikel 3, 4, 4a eller 5, vil retterne i en medlemsstat være kompetente, hvis et eller flere formuegoder i form af fast ejendom eller registrerede formuegoder tilhørende en eller begge ægtefæller befinder sig på medlemsstatens område; i det tilfælde vil retten kun kunne træffe afgørelse om den faste ejendom eller de registrerede formuegoder.
I denne forbindelse kan retterne i en medlemsstat kun træffe afgørelse vedrørende fast ejendom eller registrerede formuegoder, som befinder sig i den pågældende medlemsstat.
Ændring 49
Forslag til forordning
Artikel 7
Hvis ingen ret i en medlemsstat er kompetent i medfør af artikel 3, 4, 5 eller 6, kan en medlemsstats retter undtagelsesvis, hvis sagen har tilstrækkelig tilknytning til denne medlemsstat, træffe afgørelse i sager om formueforholdet mellem ægtefæller, hvis det viser sig at være umuligt at føre eller anlægge en sag i et tredjeland.
Hvis ingen ret i en medlemsstat er kompetent i medfør af artikel 3, 4, 4a, 5 eller 6, kan en medlemsstats retter undtagelsesvis træffe afgørelse i sager om formueforholdet mellem ægtefæller, hvis sagen ikke med rimelighed kan anlægges eller føres eller vil være umulig i et tredjeland, hvortil sagen har tæt tilknytning.
Sagen skal have en tilstrækkelig tilknytning til den medlemsstat, hvor den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er beliggende.
(Svarer til artikel 11 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 50
Forslag til forordning
Artikel 8
Den ret, ved hvilken en sag verserer på grundlag af artikel 3, 4, 5, 6 eller 7, er også kompetent til at behandle et modkrav, hvis dette falder ind under denne forordnings anvendelsesområde.
Den ret, ved hvilken en sag verserer på grundlag af artikel 3, 4, 4a, 5, 6 eller 7, er også kompetent til at behandle et modkrav, hvis dette falder ind under denne forordnings anvendelsesområde.
Hvis sagen er anlagt ved en ret i henhold til artikel 6, er denne kun kompetent for et modkrav for så vidt angår den faste ejendom eller de registrerede formuegoder, som er genstand for selve hovedsagen.
Ændring 51
Forslag til forordning
Artikel 9
En sag anses for anlagt ved en ret:
I dette kapitel anses en sag for anlagt ved en ret:
a)  på det tidspunkt, hvor det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument er indleveret til retten, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af ham, for at få dokumentet forkyndt for sagsøgte
a)  på det tidspunkt, hvor det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument er indleveret til retten, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af ham, for at få dokumentet forkyndt for sagsøgte
b)  hvis det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument skal forkyndes, før det indleveres til retten, da på det tidspunkt, hvor dette dokument er modtaget af den myndighed, der er ansvarlig for forkyndelsen, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af ham, for at få dokumentet indleveret til retten
b)  hvis det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument skal forkyndes, før det indleveres til retten, da på det tidspunkt, hvor dette dokument er modtaget af den myndighed, der er ansvarlig for forkyndelsen, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af ham, for at få dokumentet indleveret til retten eller
ba)  hvis retten indleder sagen af egen drift, på det tidspunkt, hvor retten træffer afgørelse om at indlede sagen, eller, når en sådan afgørelse ikke er påkrævet, hvor sagen registreres af retten.
(Svarer til artikel 14 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 52
Forslag til forordning
Artikel 12 – stk. 1
1.  Hvis krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, fremsættes mellem de samme parter for retter i forskellige medlemsstater, skal enhver anden ret end den, hvor sagen først blev anlagt, af egen drift udsætte sagen, indtil det er fastslået, at den ret, hvor sagen først blev anlagt, er kompetent.
1.  Hvis krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, fremsættes mellem ægtefællerne for retter i forskellige medlemsstater, skal enhver anden ret end den, hvor sagen først blev anlagt, af egen drift udsætte sagen, indtil det er fastslået, at den ret, hvor sagen først blev anlagt, er kompetent.
(Svarer til artikel 17 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 54
Forslag til forordning
Artikel 13 – stk. 2
2.  Når de pågældende sager verserer i første instans, kan enhver anden ret end den, hvor sagen først blev anlagt, ligeledes efter begæring fra en af parterne erklære sig inkompetent, forudsat at den ret, hvor sagen først blev anlagt, har kompetence til at behandle sagerne, og gældende lov tillader forening af sagerne
2.  Når de pågældende sager verserer i første instans, kan enhver anden ret end den, hvor sagen først blev anlagt, ligeledes efter begæring fra en af ægtefællerne erklære sig inkompetent, forudsat at den ret, hvor sagen først blev anlagt, har kompetence til at behandle sagerne, og gældende lov tillader forening af sagerne
(Svarer til artikel 18 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 55
Forslag til forordning
Artikel 13 a (ny)
Artikel 13a
Oplysninger til ægtefæller
Den kompetente myndighed er forpligtet til inden for en rimelig tid at informere ægtefællen/ægtefællerne om enhver sag vedrørende formueforhold mellem ægtefæller, som rejses mod dem.
Ændring 56
Forslag til forordning
Artikel 14
Der kan over for en medlemsstats retter anmodes om anvendelse af sådanne foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, som er fastsat i den pågældende medlemsstats lovgivning, selv om retten i en anden medlemsstat i medfør af denne forordning er kompetent til at påkende sagens realitet.
Der kan indgives anmodning til en medlemsstats retter om anvendelse af foreløbige, herunder sikrende, retsmidler i henhold til den pågældende medlemsstats lovgivning, selv om retterne i en anden medlemsstat i medfør af denne forordning er kompetente til at påkende sagens realitet.
(Svarer til artikel 19 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 57
Forslag til forordning
Artikel 15 – stk. 1
Den lov, der skal anvendes på formueforholdet mellem ægtefæller i medfør af artikel 16, 17 og 18, finder anvendelse på alle ægtefællernes formuegoder.
1.   Den lov, der skal anvendes på formueforholdet mellem ægtefæller i medfør af artikel 16 og 17, finder anvendelse på alle formuegoder, for så vidt de er omfattet af ægtefællens formueordning, uanset hvor de befinder sig.
Ændring 58
Forslag til forordning
Artikel 15 – stk. 1 a (nyt)
1a.  Den lov, der finder anvendelse på formueforholdet mellem ægtefæller, skal med forbehold af artikel 1, stk. 3, litra f) og fa), bl.a. regulere
a)  fordelingen af ægtefællernes formue i forskellige kategorier før og efter ægteskabet
b)  overførsel af formuen fra en kategori til en anden
c)  eventuel hæftelse for den anden ægtefælles forpligtelser
d)  ægtefællernes dispositionsret under ægteskabet
e)  opløsning og afvikling af formueforholdet mellem ægtefællerne og bodeling ved opløsning af ægteskabet
f)  virkningerne af formueforholdet mellem ægtefællerne for et retsforhold mellem en ægtefælle og en tredjemand i henhold til artikel 35
g)  den materielle virkning af formueforholdet mellem ægtefællerne.
Ændring 59
Forslag til forordning
Artikel 15 a (ny)
Artikel 15a
Universel anvendelse
Den lov, som udpeges efter denne forordning, finder anvendelse, uanset om det er loven i en medlemsstat.
(Se Ændring til artikel 21; teksten er ændret)
Ændring 60
Forslag til forordning
Artikel 16
Ægtefællerne eller de kommende ægtefæller kan vælge, hvilken lov der skal finde anvendelse på deres formueforhold, blandt nedenstående love:
1.   Ægtefællerne eller de kommende ægtefæller kan indgå en aftale om valget eller ændring af valget af den lov, der skal finde anvendelse på deres formueforhold, blandt nedenstående love:
a)  loven i den stat, hvor ægtefællerne eller de kommende ægtefæller har deres fælles sædvanlige opholdssted, eller
b)   loven i den stat, hvor en af ægtefællerne eller en af de kommende ægtefæller har deres sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor dette valg foretages, eller
a)   loven i den stat, hvor ægtefællerne eller de kommende ægtefæller, eller en af dem, har deres sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor aftalen blev indgået, eller
c)   loven i den stat, hvor en af ægtefællerne eller af de kommende ægtefæller er statsborger på det tidspunkt, hvor dette valg foretages.
b)   loven i en stat, hvor en af ægtefællerne eller af de kommende ægtefæller er statsborger på det tidspunkt, hvor aftalen blev indgået.
2.  Medmindre ægtefællerne har aftalt andet, vil en ændring af valget af den lov, der skal anvendes på formueforholdet mellem ægtefællerne, som foretages under ægteskabet, kun have fremadrettet virkning.
3.  Hvis ægtefællerne ønsker, at denne ændring af gældende lov skal have tilbagevirkende kraft, vil dette hverken berøre gyldigheden af tidligere oprettede dokumenter i medfør af hidtil gældende lov eller tredjemands rettigheder i henhold til hidtil gældende lov.
Ændring 61
Forslag til forordning
Artikel 17 – stk. 1 – indledning
1.  Hvis ægtefællerne ikke har foretaget lovvalg, vil en af følgende love finde anvendelse på formueforholdet mellem ægtefællerne:
1.  Hvis ægtefællerne ikke har indgået en aftale om lovvalg i henhold til artikel 16, vil en af følgende love finde anvendelse på formueforholdet mellem ægtefællerne:
Ændring 62
Forslag til forordning
Artikel 17 – stk. 1 – litra a
a)  loven i den stat, hvor ægtefællerne havde deres første fælles sædvanlige opholdssted efter indgåelse af ægteskab, eller hvis dette ikke er relevant
a)  loven i den stat, hvor ægtefællerne har deres fælles sædvanlige opholdssted efter ægteskabets indgåelse respektive tager deres første fælles sædvanlige opholdssted efter indgåelse af ægteskab, eller hvis dette ikke er relevant.
Ændring 63
Forslag til forordning
Artikel 17 – stk. 1 – litra c
c)  loven i den stat, som begge ægtefæller har den tætteste tilknytning til under hensyntagen til samtlige forhold, navnlig stedet for indgåelse af ægteskab.
c)  loven i den stat, som begge ægtefæller på tidspunktet for ægteskabets indgåelse har den tætteste tilknytning til under hensyntagen til samtlige forhold.
Ændring 64
Forslag til forordning
Artikel 18
Artikel 18
udgår
Ændring af gældende lov
Ægtefællerne kan når som helst i løbet af ægteskabet lade deres formueforhold være omfattet af en anden lov end den lov, der hidtil har været gældende. De kan kun vælge en af følgende love:
a)  loven i den stat, hvor en af ægtefællerne har sit sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor dette valg foretages, eller
b)  loven i den stat, hvor en af ægtefællerne er statsborger på det tidspunkt, hvor dette valg foretages.
Medmindre ægtefællerne udtrykkeligt har tilkendegivet noget andet, vil ændringen af gældende lov for formueforholdet mellem ægtefællerne i løbet af ægteskabet kun have virkninger for fremtiden.
Hvis ægtefællerne ønsker, at ændringen af gældende lov skal have tilbagevirkende kraft, vil dette hverken berøre gyldigheden af tidligere oprettede dokumenter i medfør af hidtil gældende lov eller tredjemands rettigheder i henhold til hidtil gældende lov.
Ændring 65
Forslag til forordning
Artikel 19
1.  Valg af gældende lov foretages under overholdelse af de formkrav, der gælder for oprettelse af ægtepagter enten i henhold til gældende lov i den valgte stat eller i henhold til loven i den stat, hvor aftalen indgås.
1.  Den i artikel 16 nævnte aftale om lovvalg skal indgås skriftligt, dateres og underskrives af begge ægtefæller. Med "skriftligt" sidestilles enhver elektronisk meddelelse, som varigt dokumenterer aftalen.
2.  Uanset bestemmelserne i stk. 1, er mindstekravene, at valget er truffet udtrykkeligt og fremgår af et skriftligt dokument, der er dateret og underskrevet af begge ægtefæller.
2.  Denne aftale skal opfylde de formelle krav i den lovgivning, der gælder for formueforholdet mellem ægtefæller, eller i lovgivningen i den stat, hvor aftalen blev indgået.
3.  Hvis loven i den medlemsstat, hvor begge ægtefæller har deres fælles sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor det valg, der er nævnt i stk. 1, foretages, indeholder yderligere formkrav for oprettelse af ægtepagter, skal disse endvidere overholdes.
3.  Hvis loven i den stat, hvor begge ægtefæller har deres sædvanlige opholdssted på tidspunktet for indgåelsen af aftalen, indeholder yderligere formkrav for denne type aftale, finder disse krav dog anvendelse.
4.  Hvis loven i den stat, hvor begge ægtefæller har deres sædvanlige opholdssted på tidspunktet for indgåelsen af aftalen, indeholder yderligere formkrav for denne type aftale, finder disse krav dog anvendelse.
5.  Hvis kun én af ægtefællerne har sit sædvanlige opholdssted i en medlemsstat på tidspunktet for indgåelsen af aftalen, og hvis denne medlemsstat har fastsat yderligere formkrav for denne type aftale, finder disse krav anvendelse
(Svarer til artikel 5, stk. 2, i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 66
Forslag til forordning
Artikel 20
Gældende lov for formkrav til ægtepagter
Formelle regler for en ægtepagt
1.  De formkrav, der gælder for ægtepagter er kravene i den lov, der finder anvendelse på formueforholdet mellem ægtefællerne, eller i loven i den stat, hvor ægtepagten er oprettet.
For formkravene til en ægtepagt i henhold til denne forordning gælder artikel 19 tilsvarende. Eventuelle yderligere formkrav som angivet i artikel 9, stk. 3, finder i forbindelse med denne artikel kun anvendelse på ægtepagter.
2.  Uanset bestemmelserne i stk. 1, er mindstekravene, at ægtepagten skal oprettes skriftligt og dateres og underskrives af begge ægtefæller.
3.  Hvis loven i den medlemsstat, hvor de to ægtefæller har deres fælles sædvanlige opholdssted på tidspunktet for oprettelsen af ægtepagten, indeholder yderligere formkrav for ægtepagten, skal disse endvidere overholdes.
Ændring 67
Forslag til forordning
Artikel 20 a (ny)
Artikel 20a
Tilpasning af tinglige rettigheder
Når en person påberåber sig en tinglig rettighed, som vedkommende er berettiget til i henhold til den lov, der finder anvendelse på formueforhold mellem ægtefæller, og når loven i den medlemsstat, hvor rettigheden påberåbes, ikke kender den pågældende tinglige rettighed, skal den tinglige rettighed om nødvendigt og så vidt muligt tilpasses til den tinglige rettighed, der ligger tættest herpå ifølge den pågældende stats lov, under hensyntagen til de mål og interesser, som den specifikke tinglige rettighed og de dertil knyttede virkninger forfølger.
(Svarer til Artikel 31 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 68
Forslag til forordning
Artikel 21
Artikel 21
udgår
Lovvalgsreglens universelle karakter
Den lov, som skal anvendes i henhold til dette kapitel, finder anvendelse, selv om det ikke er en medlemsstats lov.
Ændring 69
Forslag til forordning
Artikel 22
Bestemmelserne i denne forordning berører ikke anvendelsen af præceptive bestemmelser, hvis overholdelse af et land anses for at være så afgørende for beskyttelsen af dets offentlige interesser, som f.eks. dets politiske, sociale og økonomiske struktur, at bestemmelserne finder anvendelse på alle forhold, der falder ind under deres anvendelsesområde, uanset hvilken lov der i øvrigt finder anvendelse på formueforholdet mellem ægtefæller i henhold til denne forordning.
1.  Præceptive bestemmelser er bestemmelser, hvis tilsidesættelse vil være klart i modstrid med den pågældende medlemsstats retsprincipper ("ordre public"). De kompetente myndigheder kan ikke fortolke retsprincipklausulen på en måde, som er i modstrid med chartret om grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union, navnlig artikel 21, som forbyder alle former for forskelsbehandling.
2.  Bestemmelserne i denne forordning berører – med forbehold af de bestemmelser om udveksling, der i henhold til artikel 35 finder anvendelse – ikke anvendelsen af præceptive bestemmelser i domslandets lovgivning.
Ændring 70
Forslag til forordning
Artikel 23
Anvendelsen af en regel i en lov, som skal anvendes efter denne forordning, kan kun tilsidesættes, hvis en sådan anvendelse åbenlyst er i strid med grundlæggende retsprincipper i domslandet.
Anvendelsen af en regel i en stats lov, som skal anvendes efter denne forordning, kan kun tilsidesættes, hvis en sådan anvendelse åbenlyst er i strid med grundlæggende retsprincipper i domslandet.
(Svarer til artikel 35 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 71
Forslag til forordning
Artikel 24
Når det i denne forordning bestemmes, at et lands lov skal anvendes, forstås der herved de gældende materielle retsregler i det pågældende land med undtagelse af landets internationale privatretlige regler.
Når det i denne forordning bestemmes, at et lands lov skal anvendes, forstås der herved de gældende retsregler i det pågældende land med undtagelse af landets internationale privatretlige regler.
Ændring 72
Forslag til forordning
Artikel 25
Stater med to eller flere retssystemer – territorialt lovvalg
Stater med mere end ét retssystem - lovvalg mellem steder
1.  Når den lov, der udpeges efter denne forordning, er loven i en stat med flere territoriale enheder, som hver har sine egne retsregler for formueforholdet mellem ægtefæller, afgør denne stats interne lovvalgsregler, hvilken relevant territorial enheds lovregler der skal finde anvendelse.
Hvis en stat omfatter flere territoriale enheder, som hver har sit retssystem eller regelsæt angående de spørgsmål, som er reguleret af denne forordning:
1a.  Hvis der ikke findes sådanne interne lovvalgsregler,
a)  forstås en henvisning til en sådan stats lov ved fastlæggelsen af, hvilken lov der skal anvendes i henhold til denne forordning, som en henvisning til gældende lov i den pågældende territoriale enhed
a)  forstås en henvisning til loven i den stat, der er omhandlet i stk. 1, som en henvisning til loven i den territoriale enhed, hvor ægtefællerne havde deres sædvanlige opholdssted, når gældende lov skal fastlægges i medfør af bestemmelser vedrørende ægtefællernes sædvanlige opholdssted
b)  forstås en henvisning til sædvanligt opholdssted på denne medlemsstats område som en henvisning til sædvanligt opholdssted på en territorial enheds område
b)  forstås en henvisning til loven i den stat, der er omhandlet i stk. 1, som en henvisning til loven i den territoriale enhed, som ægtefællerne har den tætteste tilknytning til, når gældende lov skal fastlægges i medfør af bestemmelser vedrørende ægtefællernes statsborgerskab
c)  forstås en henvisning til nationalitet som en henvisning til den territoriale enhed, som er fastsat efter den pågældende stats lovgivning, eller i mangel af relevante regler som en henvisning til den territoriale enhed, ægtefællerne har valgt, eller i mangel af lovvalg som en henvisning til den territoriale enhed, som ægtefællen eller ægtefællerne har den tætteste tilknytning til.
c)  forstås en henvisning til loven i den stat, der er omhandlet i stk. 1, som en henvisning til loven i den territoriale enhed, hvor det relevante forhold gør sig gældende, når gældende lov skal fastlægges i medfør af eventuelle andre bestemmelser vedrørende andre forhold som tilknytningsfaktorer.
(Svarer til artikel 36 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 73
Forslag til forordning
Artikel 25 a (ny)
Artikel 25a
Stater med mere end ét retssystem – lovvalg mellem personer
I forhold til en stat, som har to eller flere retssystemer eller regelsæt, der finder anvendelse på forskellige personkategorier vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller, forstås en henvisning til en sådan stats lov som en henvisning til det retssystem eller regelsæt, der er fastsat i de gældende regler i den pågældende stat. I mangel af sådanne regler finder det retssystem eller regelsæt, som ægtefællerne havde det tætteste tilhørsforhold til, anvendelse.
Ændring 74
Forslag til forordning
Artikel 25 b (ny)
Artikel 25b
Ikkeanvendelse af denne forordning på interne lovvalg
En medlemsstat med flere territoriale enheder, som hver har sine egne retsregler for formueforholdet mellem ægtefæller, er ikke forpligtet til at anvende denne forordning i forbindelse med lovvalg, der alene forekommer mellem sådanne enheder.
(Svarer til artikel 38 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 75
Forslag til forordning
Artikel 26 – stk. 2
2.  Hvis anerkendelsen bestrides, kan en berørt part, der principalt påberåber sig anerkendelsen, efter proceduren i artikel [38 til 56] i forordning (EF) nr. 44/2001 få fastslået, at retsafgørelsen skal anerkendes.
2.  Hvis anerkendelsen bestrides, kan en berørt part, der principalt påberåber sig anerkendelsen, efter proceduren i artikel 31b-31o få fastslået, at retsafgørelsen skal anerkendes.
(Svarer til artikel 39 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 76
Forslag til forordning
Artikel 27 – litra a
a)  hvis en anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den anmodede medlemsstat
a)  såfremt en anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper (ordre public) i den medlemsstat, som anmodningen rettes til
(Svarer til artikel 40 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 78
Forslag til forordning
Artikel 27 – litra c
c)  hvis en anerkendelse er uforenelig med en retsafgørelse truffet mellem de samme parter i den anmodede medlemsstat.
c)  hvis en anerkendelse er uforenelig med en retsafgørelse truffet i en sag mellem de samme parter i den medlemsstat, som anmodningen rettes til
(Svarer til artikel 40 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 79
Forslag til forordning
Artikel 27 – litra d
d)  hvis en anerkendelse er uforenelig med en retsafgørelse, der tidligere er truffet i en anden medlemsstat eller i et tredjeland mellem de samme parter i en tvist, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, og denne tidligere retsafgørelse opfylder de nødvendige betingelser for at blive anerkendt i den anmodede medlemsstat.
d)  hvis en anerkendelse er uforenelig med en retsafgørelse, der tidligere er truffet i en anden medlemsstat eller i et tredjeland mellem de samme parter i en retssag, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, og denne tidligere retsafgørelse opfylder de nødvendige betingelser for at blive anerkendt i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.
(Svarer til artikel 40 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 80
Forslag til forordning
Artikel 29
Den udenlandske retsafgørelse kan i intet tilfælde efterprøves med hensyn til sagens realitet.
En retsafgørelse truffet i en medlemsstat kan i intet tilfælde efterprøves med hensyn til sagens realitet.
(Svarer til artikel 41 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 81
Forslag til forordning
Artikel 30
Hvis anerkendelse af en retsafgørelse, der er truffet i en medlemsstat, gøres gældende ved en ret i en anden medlemsstat, kan denne udsætte sagen, såfremt afgørelsen er blevet anfægtet ved ordinær appel.
Hvis anerkendelse af en retsafgørelse, der er truffet i en medlemsstat, gøres gældende ved en ret i en anden medlemsstat, kan denne udsætte sagen, såfremt afgørelsen i oprindelsesmedlemsstaten er blevet anfægtet ved ordinær appel.
(Svarer til artikel 42 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 82
Forslag til forordning
Artikel 31
Retsafgørelser, som er truffet i en medlemsstat og kan fuldbyrdes dér, fuldbyrdes i andre medlemsstater i overensstemmelse med artikel [38 til 56 og artikel 58] i forordning (EF) nr. 44/2001.
Retsafgørelser, som er truffet i en medlemsstat og kan fuldbyrdes i denne medlemsstat, fuldbyrdes i en anden medlemsstat, når de efter anmodning fra en berettiget part eller i overensstemmelse med proceduren i artikel 33b - 33o er blevet erklæret for eksigible dér.
(Svarer til artikel 43 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 83
Forslag til forordning
Artikel 31 a (ny)
Artikel 31a
Fastlæggelse af bopæl
Ved afgørelsen af, om en part med henblik på proceduren i artikel 31b - 31o har bopæl i fuldbyrdelsesmedlemsstaten, skal den ret, ved hvilken sagen er anlagt, anvende denne medlemsstats interne lov.
(Svarer til artikel 44 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 84
Forslag til forordning
Artikel 31 b (ny)
Artikel 31b
Retters stedlige kompetence
1.  Anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, fremsættes over for den ret eller kompetente myndighed i fuldbyrdelsesmedlemsstaten, som denne medlemsstat har meddelt Kommissionen i overensstemmelse med artikel 37.
2.  Den stedlige kompetence afgøres efter den parts bopæl, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, eller efter fuldbyrdelsesstedet.
(Svarer til artikel 45 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 85
Forslag til forordning
Artikel 31 c (ny)
Artikel 31c
Proceduren
1.  Anmodningsproceduren er underlagt loven i fuldbyrdelsesmedlemsstaten.
2.  Den, der fremsætter anmodningen, er ikke forpligtet til at have en postadresse eller en befuldmægtiget i fuldbyrdelsesmedlemsstaten.
3.  Anmodningen skal vedlægges følgende dokumenter:
a)  en kopi af retsafgørelsen, der opfylder de nødvendige betingelser for at fastslå dens ægthed
b)  en attest, der er udstedt af retten eller den kompetente myndighed i domsstaten under anvendelse af den formular, der skal udarbejdes i overensstemmelse med rådgivningsproceduren i artikel 37c, stk. 2, jf. dog artikel 31d.
(Svarer til artikel 46 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 86
Forslag til forordning
Artikel 31 d (ny)
Artikel 31d
Manglende fremlæggelse af attesten
1.  Såfremt den i artikel 31c, stk. 3, litra b), omhandlede attest ikke fremlægges, kan retten eller den kompetente myndighed fastsætte en frist for dens tilvejebringelse eller anerkende et tilsvarende dokument eller, såfremt den anser sagen for tilstrækkeligt oplyst, fritage for kravet om en sådan fremlæggelse.
2.  Såfremt retten eller den kompetente myndighed kræver det, skal der fremlægges en oversættelse af dokumenterne. Oversættelsen skal foretages af en person, der er bemyndiget til at foretage oversættelser i en af medlemsstaterne.
(Svarer til artikel 47 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 87
Forslag til forordning
Artikel 31 e (ny)
Artikel 31e
Afgørelse om eksigibilitet
En retsafgørelse erklæres for eksigibel, så snart de i artikel 31c omhandlede formaliteter er opfyldt, uden prøvelse efter artikel 27. Den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, kan ikke på dette tidspunkt af sagens behandling fremsætte indsigelser.
(Svarer til artikel 48 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 88
Forslag til forordning
Artikel 31 f (ny)
Artikel 31f
Meddelelse af afgørelsen om anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel
1.  Den afgørelse, der træffes om anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, skal straks og på den måde, der er foreskrevet i fuldbyrdelsesmedlemsstatens lov, meddeles den, som har fremsat anmodningen.
2.  En afgørelse om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, forkyndes for den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, sammen med retsafgørelsen, hvis denne ikke allerede er blevet forkyndt for den pågældende.
(Svarer til artikel 49 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 89
Forslag til forordning
Artikel 31 g (ny)
Artikel 31g
Appel af afgørelsen om anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel
1.  Den afgørelse, der træffes om anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, kan appelleres af begge parter.
2.  Appellen indgives til den ret, som den berørte medlemsstat har meddelt Kommissionen i overensstemmelse med artikel 37.
3.  Appellen behandles i overensstemmelse med reglerne for kontradiktorisk procedure.
4.  Giver den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, ikke møde for den ret, der behandler en appel rejst af den, der har fremsat anmodningen, finder artikel 11 anvendelse, selv om den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, ikke har bopæl på en medlemsstats område.
5.  En afgørelse om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, skal appelleres inden 30 dage efter, at den er blevet forkyndt. Såfremt den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, har bopæl på en anden medlemsstats område end den, hvor retsafgørelsen er blevet erklæret for eksigibel, er fristen for appel 60 dage og løber fra den dag, hvor afgørelsen om eksigibilitet er blevet forkyndt for den pågældende personligt eller på vedkommendes opholdssted. Denne frist kan ikke forlænges på grundlag af afstanden.
(Svarer til artikel 50 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 90
Forslag til forordning
Artikel 31 h (ny)
Artikel 31h
Procedure for anfægtelse af appelafgørelsen
Den afgørelse, der træffes i appelsagen, kan kun anfægtes ved den procedure, som den berørte medlemsstat har meddelt Kommissionen i overensstemmelse med artikel 37.
(Svarer til artikel 51 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 91
Forslag til forordning
Artikel 31 i (ny)
Artikel 31i
Afslag på eller ophævelse af en afgørelse om eksigibilitet
Den ret, der behandler en appel i henhold til artikel 31g eller 31h, kan kun afslå at erklære en retsafgørelse for eksigibel eller ophæve en afgørelse om eksigibilitet af en af de i artikel 27 anførte grunde. Den træffer afgørelse så hurtigt som muligt.
(Svarer til artikel 52 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 92
Forslag til forordning
Artikel 31 j (ny)
Artikel 31j
Suspension af proceduren
Den ret, der behandler en appel i henhold til artikel 31g eller 31h, udsætter efter anmodning fra den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, sagen, hvis eksigibiliteten af afgørelsen er suspenderet i domsstaten ved iværksættelse af appel.
(Svarer til artikel 53 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 93
Forslag til forordning
Artikel 31 k (ny)
Artikel 31k
Foreløbige, herunder sikrende retsmidler
1.  Når en retsafgørelse skal anerkendes efter denne afdeling, er der intet til hinder for, at den, som har fremsat anmodningen, kan bringe foreløbige, herunder sikrende, retsmidler i anvendelse i overensstemmelse med loven i fuldbyrdelsesstaten, uden at der kræves en afgørelse om eksigibilitet efter artikel 31e.
2.  Afgørelsen om eksigibilitet giver umiddelbar hjemmel til at anvende sikrende retsmidler.
3.  Så længe den i artikel 31g, stk. 5, fastsatte frist for appel af afgørelsen om eksigibilitet ikke er udløbet, og så længe der ikke er truffet afgørelse i appelsagen, er sikrende retsmidler det eneste mulige retsskridt over for aktiver, der tilhører den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse.
(Svarer til artikel 54 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 94
Forslag til forordning
Artikel 31 l (ny)
Artikel 31l
Delvis eksigibilitet
1.  Såfremt der ved retsafgørelsen er taget stilling til flere krav, og ikke alle krav kan erklæres for eksigible, skal retten eller den kompetente myndighed erklære et eller flere af dem for eksigible.
2.  Den, som fremsætter en anmodning om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, kan anmode om kun at få dele af retsafgørelsen erklæret for eksigible.
(Svarer til artikel 55 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 95
Forslag til forordning
Artikel 31 m (ny)
Artikel 31m
Retshjælp
Har den, som fremsætter anmodningen, i domsstaten helt eller delvis haft fri proces eller været fritaget for gebyrer og omkostninger, skal den pågældende i enhver sag om at få retsafgørelsen erklæret for eksigibel være berettiget til retshjælp eller fritagelse for gebyrer og sagsomkostninger i videst muligt omfang efter loven i fuldbyrdelsesstaten.
(Svarer til artikel 56 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 96
Forslag til forordning
Artikel 31 n (ny)
Artikel 31n
Ingen form for sikkerhedsstillelse eller depositum
Det kan ikke pålægges den part, som i en medlemsstat anmoder om anerkendelse, eksigibilitet eller fuldbyrdelse af en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, at stille sikkerhed eller depositum af nogen art med den begrundelse, at vedkommende er udlænding eller ikke har bopæl eller opholdssted i fuldbyrdelsesstaten.
(Svarer til artikel 57 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 97
Forslag til forordning
Artikel 31 o (ny)
Artikel 31o
Ingen form for skat, afgift eller gebyr
Ingen form for skat, afgift eller gebyr, som beregnes i forhold til sagens værdi, må opkræves i fuldbyrdelsesmedlemsstaten i forbindelse med behandlingen af en anmodning om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel.
(Svarer til artikel 58 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 98
Forslag til forordning
Artikel 32
Anerkendelse af officielt bekræftede dokumenter
Accept af officielt bekræftede dokumenter
1.  Officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, medmindre gyldigheden af dokumenterne anfægtes efter gældende lov, og under forbehold af, at en sådan anerkendelse ikke åbenlyst strider mod grundlæggende retsprincipper i den anmodede medlemsstat.
1.   Et officielt bekræftet dokument, der er udstedt i en medlemsstat, har samme beviskraft i en anden medlemsstat, som det har i domsstaten, eller de mest sammenlignelige virkninger, forudsat at dette ikke klart strider mod de grundlæggende retsprincipper (ordre public) i den pågældende medlemsstat.
Den person, som ønsker at anvende et officielt bekræftet dokument i en anden medlemsstat, kan anmode den myndighed, som udsteder det officielt bekræftede dokument i domsstaten, om at udfylde den formular, der skal udarbejdes i overensstemmelse med rådgivningsproceduren i artikel 37c, stk. 2, med en beskrivelse af den beviskraft, som det officielt bekræftede dokument har i domsstaten.
1a.  Enhver anfægtelse af ægtheden af et officielt bekræftet dokument skal forelægges for retterne i domsstaten. Der træffes afgørelse efter denne stats lov. Det anfægtede officielt bekræftede dokument har ikke beviskraft i en anden medlemsstat, så længe anfægtelsen verserer for den kompetente ret.
1b.  Enhver anfægtelse af de retshandler eller retlige forhold, der er registreret i et officielt bekræftet dokument, skal forelægges for de retter, som har kompetence i medfør af denne forordning. Det anfægtede officielt bekræftede dokument har ikke beviskraft i en anden medlemsstat end domsstaten med hensyn til det anfægtede spørgsmål, så længe anfægtelsen verserer for den kompetente ret.
1c.  Hvis afgørelsen af en verserende sag ved en ret i en medlemsstat afhænger af afgørelsen af et spørgsmål vedrørende retshandler eller retlige forhold, der er registreret i et officielt bekræftet dokument vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller, er den pågældende ret kompetent til at afgøre dette spørgsmål.
2.  Anerkendelse af officielt bekræftede dokumenter betyder, at de tillægges beviskraft angående indholdet og formodning om gyldighed.
(Svarer til artikel 59 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 99
Forslag til forordning
Artikel 33
1.  Officielt bekræftede dokumenter, der er oprettet og eksigible i en medlemsstat, skal efter anmodning erklæres for eksigible i en anden medlemsstat efter proceduren i artikel [38 til 57] i forordning (EF) nr. 44/2001.
1.  Et officielt bekræftet dokument, der er eksigibelt i oprindelsesmedlemsstaten, skal efter anmodning fra en berettiget part erklæres for eksigibelt i en anden medlemsstat efter proceduren i artikel 31b-31o.
1a.  Ved anvendelsen af artikel 31c, stk. 3, litra b), udsteder den myndighed, der har udstedt det officielt bekræftede dokument, efter anmodning fra en berettiget part en attest under anvendelse af den formular, der skal udarbejdes i overensstemmelse med rådgivningsproceduren i artikel 37c, stk. 2.
2.  Den ret, der behandler en appel i medfør af artikel [43 eller 44] i forordning (EF) nr. 44/2001, kan kun afslå at erklære det officielt bekræftede dokument for eksigibelt eller ophæve en afgørelse om eksigibilitet, hvis fuldbyrdelsen af det officielt bekræftede dokument åbenlyst strider mod de grundlæggende retsprincipper i den anmodede medlemsstat.
2.  Den ret, der behandler en appel i medfør af artikel 31g eller 31h, kan kun afslå at erklære et officielt bekræftet dokument for eksigibelt eller ophæve en afgørelse om eksigibilitet, hvis fuldbyrdelsen af det officielt bekræftede dokument åbenlyst strider mod de grundlæggende retsprincipper (ordre public) i fuldbyrdelsesmedlemsstaten.
(Svarer til artikel 60 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 100
Forslag til forordning
Artikel 34
Anerkendelse og eksigibilitet af retsforlig
Retsforligs eksigibilitet
Retsforlig, der er eksigible i oprindelsesmedlemsstaten, anerkendes og erklæres eksigible i en anden medlemsstat efter anmodning fra en berørt part på samme betingelser som officielt bekræftede dokumenter. Den ret, der behandler en appel i medfør af artikel [42 eller 44] i forordning (EF) nr. 44/2001, kan kun afslå at erklære det officielt bekræftede dokument for eksigibelt eller ophæve en afgørelse om eksigibilitet, hvis fuldbyrdelsen af det officielt bekræftede dokument åbenlyst strider mod de grundlæggende retsprincipper i den anmodede medlemsstat.
1.   Retsforlig, der er eksigible i domsstaten, skal erklæres for eksigible i en anden medlemsstat efter anmodning fra en berettiget part i overensstemmelse med proceduren i artikel 31b - 31o.
1a.  Ved anvendelsen af artikel 31c, stk. 3, litra b), udsteder den ret, der godkendte forliget, eller ved hvilken det blev indgået, efter anmodning fra en berettiget part en attest under anvendelse af den formular, der skal udarbejdes i overensstemmelse med rådgivningsproceduren i artikel 37c, stk. 2.
.
1b.  Den ret, der behandler en appel indgivet i medfør af artikel 31g eller 31h, kan kun afslå at erklære det officielt bekræftede dokument for eksigibelt eller ophæve en afgørelse om eksigibilitet, hvis fuldbyrdelsen af det officielt bekræftede dokument åbenlyst strider mod grundlæggende retsprincipper (ordre public) i fuldbyrdelsesmedlemsstaten.
(Svarer til artikel 61 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 101
Forslag til forordning
Artikel 35 – overskrift
Retsvirkning over for tredjemand
Beskyttelse af tredjemand
Ændring 102
Forslag til forordning
Artikel 35 – stk. 2
2.  Loven i en medlemsstat kan dog foreskrive, at en ægtefælle ikke kan påberåbe sig den gældende lov over for tredjemand, når en af dem har sædvanligt opholdssted på denne medlemsstats område, og når reglerne for tinglysning eller registrering i denne medlemsstats lovgivning ikke er overholdt, medmindre tredjemand kendte eller burde kende loven, der finder anvendelse på formueforholdet mellem ægtefællerne.
2.  I et retsforhold mellem en ægtefælle og en tredjemand kan ingen af ægtefællerne dog påberåbe sig den lov, der gælder for formueforholdet mellem ægtefællerne, hvis den ægtefælle, der har forbindelse med tredjemand, og tredjemand har deres sædvanlige opholdssted i samme stat, som ikke er den stat, hvis lov finder anvendelse på formueforholdet mellem ægtefæller. I dette tilfælde finder loven i den medlemsstat, hvor den pågældende ægtefælle og tredjemand har deres sædvanlige opholdssted, anvendelse på virkningerne af formueforholdet mellem ægtefællerne over for tredjemand.
Ændring 103
Forslag til forordning
Artikel 35 – stk. 3
3.  Tilsvarende kan loven i en medlemsstat, hvor en fast ejendom er beliggende, indeholde en regel svarende til reglen i stk. 2 om retsforholdet mellem en ægtefælle og tredjemand vedrørende denne faste ejendom.
3.  Stk. 2 gælder ikke, hvis
a)  tredjemand kendte eller burde have kendt den lov, der finder anvendelse på formueforholdet mellem ægtefællerne, eller
b)  reglerne for registrering eller tinglysning af formueforholdet mellem ægtefæller er overholdt i overensstemmelse med lovgivningen i den medlemsstat, hvor tredjemand og den ægtefælle, der har forbindelse med tredjemand, har deres sædvanlige opholdssted, eller
c)  for så vidt angår forretninger om fast ejendom, betingelserne for registrering eller tinglysning af formueforholdet mellem ægtefæller i forbindelse med fast ejendom i overensstemmelse med lovgivningen i den medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende, var opfyldt.
Ændring 104
Forslag til forordning
Artikel -36 (ny)
Artikel -36
Sædvanligt opholdssted
1.  Ved anvendelsen af denne forordning har selskaber, foreninger og andre juridiske personer sædvanligt opholdssted det sted, hvor de har deres hovedkontor.
En fysisk person, der handler som led i sin erhvervsmæssige virksomhed, har sædvanligt opholdssted det sted, hvor den pågældende har sin hovedvirksomhed.
2.  Er aftalen indgået som led i driften af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed, eller påhviler det i henhold til aftalen en sådan filial, agentur eller virksomhed at opfylde forpligtelsen, gælder dog stedet for denne virksomhed som sædvanligt opholdssted.
3.  Ved bestemmelsen af sædvanligt opholdssted er det relevante tidspunkt tidspunktet for aftalens indgåelse.
Ændring 105
Forslag til forordning
Artikel 37 – stk. 1 – litra b a (nyt)
ba)  navne og kontaktoplysninger på de retter eller myndigheder, der har kompetence til at behandle anmodninger om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, i overensstemmelse med artikel 31b, stk. 1, og klager over retsafgørelser om sådanne anmodninger i henhold til artikel 31g, stk. 2
(Svarer til artikel 78, stk. 1, litra a, i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 106
Forslag til forordning
Artikel 37 – stk. 1 – litra b b (nyt)
bb)  de i artikel 31h nævnte retsmidler mod afgørelsen om retsmidlet.
Ændring 108
Forslag til forordning
Artikel 37 – stk. 3
3.  Kommissionen offentliggør de oplysninger, der er nævnt i stk. 1 og 2, på passende måde, bl.a. på det flersprogede websted for det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretlige område.
3.  Kommissionen offentliggør de oplysninger, der er nævnt i stk. 1 og 2, på passende og lettilgængelig måde, bl.a. på det flersprogede websted for det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretlige område.
Medlemsstaterne sikrer, at oplysningerne på det flersprogede websted også er tilgængelige gennem de officielle websteder, som de måtte oprette, navnlig gennem et link til Kommissionens websted.
(Svarer til artikel 78, stk. 3, i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 109
Forslag til forordning
Artikel 37 – stk. 3 a (nyt)
3a.  Kommissionen indfører et værktøj til oplysning og uddannelse af de relevante embedsmænd ved retten og praktiserende jurister via oprettelse af en interaktiv webportal på alle officielle EU-sprog, herunder et system for udveksling af faglig viden og praksis.
Ændring 110
Forslag til forordning
Artikel 37 a (ny)
Artikel 37a
Udarbejdelse og senere ændring af listen over de i artikel 2, stk. 1a, omhandlede informationer
1.  Kommissionen udarbejder på grundlag af medlemsstaternes meddelelser en liste over de andre myndigheder og juridiske aktører, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1a.
2.  Medlemsstaterne underretter Kommissionen om eventuelle senere ændringer i oplysningerne på denne liste Kommissionen ændrer listen i overensstemmelse hermed.
3.  Kommissionen offentliggør listen og eventuelle senere ændringer i Den Europæiske Unions Tidende.
4.  Kommissionen gør alle oplysninger, der er meddelt i henhold til stk. 1 og 2, offentligt tilgængelige på passende måde, navnlig gennem Det Europæiske Retlige Netværk på det civil- og handelsretlige område.
(Svarer til artikel 79 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 111
Forslag til forordning
Artikel 37 b (ny)
Artikel 37b
Udarbejdelse og senere ændring af attester og formularer nævnt i artikel 31c, 32, 33 og 34
Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter vedrørende udarbejdelse og senere ændring af de attester og formularer, der er omhandlet i artikel 31c, 32, 33 og 34. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivningsproceduren som omhandlet i artikel 37c, stk. 2.
(Svarer til artikel 80 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 112
Forslag til forordning
Artikel 37 c (ny)
Artikel 37c
Udvalgsprocedure
1.  Kommissionen bistås af et udvalg. Dette udvalg er et udvalg som defineret i forordning (EU) nr. 182/2011.
2.  Når der henvises til dette stykke, finder artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.
(Svarer til artikel 81 i forordning (EU) nr. 650/2012)
Ændring 113
Forslag til forordning
Artikel 39 – stk. 3
3.  Kapitel III finder kun anvendelse på ægtefæller, der har indgået ægteskab eller foretaget lovvalg for formueforholdet i deres ægteskab, efter datoen for denne forordnings anvendelse.
3.  Kapitel III finder kun anvendelse på ægtefæller, der efter datoen for denne forordnings anvendelse:
a)   har indgået ægteskab eller
b)   har foretaget lovvalg for formueforholdet i deres ægteskab.
En lovvalgsaftale, som er indgået før [datoen for anvendelsen af denne forordning], er også gyldig, hvis den opfylder betingelserne i kapitel III eller er gyldig i henhold til den lov, der - på tidspunktet for lovvalget i henhold til de relevante bestemmelser i den internationale privatret - finder anvendelse.

Fremme af en europæisk strategi for transportteknologi til støtte for fremtidig bæredygtig mobilitet i Europa
PDF 148kWORD 35k
Europa-Parlamentets beslutning af 10. september 2013 om fremme af en europæisk strategi for transportteknologi til støtte for fremtidig bæredygtig mobilitet i Europa (2012/2298(INI))
P7_TA(2013)0339A7-0241/2013

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til Kommissionens meddelelse "Forskning og innovation til støtte for fremtidig mobilitet i Europa – En europæisk strategi for transportteknologi" (COM(2012)0501),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse "Horisont 2020 – rammeprogram for forskning og innovation" (COM(2011)0808),

—  der henviser til Kommissionens hvidbog fra 2011 om "En køreplan for et fælles europæisk transportområde – mod et konkurrencedygtigt og ressourceeffektivt transportsystem" (COM(2011)0144),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse "Europa 2020 – En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst" (COM(2010)2020),

—  der henviser til sin beslutning af 27. september om europæisk trafiksikkerhed 2011-2020(1),

—  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—  der henviser til betænkning fra Transport- og Turismeudvalget og udtalelse fra Regionaludviklingsudvalget (A7-0241/2013),

A.  der henviser til, at Kommissionen har påvist manglerne i Europas transportinnovationssystem;

B.  der henviser til, at investeringer i forskning og innovation i transportsektoren samtidig er en investering i økonomien generelt og i jobskabelsen, hvorfor de har en tredobbelt virkning;

C.  der henviser til, at innovation er afgørende for at skabe et mere intelligent og sikkert transportsystem for borgerne, for at løse miljøproblemer, som transportsektoren står overfor, og for at opnå en lavemissionsøkonomi;

D.  der henviser til, at Europa 2020-strategiens klimaændrings- og energimål er tæt knyttet til innovation på transportområdet: 20 % mindre udledning af CO2 i forhold til 1990, 20 % af energien fra vedvarende energi og en stigning på 20 % i energieffektiviteten samt målet på 50 % færre trafikdræbte i forhold til 2001;

E.  der henviser til, at det er nødvendigt med en grundlæggende ændring i brugernes holdninger og i de krav, som de stiller, hvis et stort antal virksomheder og tjenesteydere skal overtales til at ændre deres synsmåder og udnytte de innovationsmuligheder, som udspringer af kreativ konvergens og tankeeksperimenter uden for bekvemmelighedszonen, der er beskrevet i punkt 5.3 i Kommissionens meddelelse (COM(2012)0501);

F.  der med tilfredshed henviser til initiativerne i hvidbogen om transport, især dem, der er nævnt i afdeling 3.2 (med titlen "Innovation for fremtiden – teknologi og adfærd"), sammen med initiativ 7 ("Multimodal godstransport: e-fragt"): og 22 ("Problemfri dør-til-dør-mobilitet);

G.  der henviser til, at EU-strategien skal sikre ligevægt mellem indsatsen for at begrænse transportens miljøfodaftryk og indsatsen for at sikre den fri bevægelighed i Den Europæiske Union for at skabe et fælles europæisk transportområde, der er intermodalt, forbundet, integreret og ressourceeffektivt;

H.  der henviser til, at der i 2012 stadig blev dræbt over 31 000 mennesker i 2012 i trafikken i Den Europæiske Union og at over 1 500 000 blev kvæstet, i mange tilfælde alvorligt;

I.  der henviser til, at der allerede findes teknologier, der bidrager til opnåelse af målene i det "europæiske trafiksikkerhedsområde", men at disse endnu ikke er indført på markedet;

Generelle principper

1.  understreger, at en europæisk strategi for transportteknologi til underbygning af den fremtidige bæredygtige mobilitet i Europa i første række bør forbedre kvaliteten af den ydede service og komforten for passagerer og virksomheder og tilskynde til brugen af bæredygtig mobilitet, og at dette bør baseres på Unionens mål og lovgivning om nedsættelse af energiforbruget, trafikstøjen, luftforureningen, råstofforbruget og udledningen af CO2 frem til henholdsvis 2020, 2030 og 2050 samt forbedre sundhed og livskvalitet, øge tjenesteydelsernes kvalitet, i stadig højere grad opfylde brugernes individuelle behov og øge trygheden og sikkerheden;

2.  opfordrer Kommissionen og Rådet til på baggrund af betydningen af forskning og innovation for hele den europæiske økonomi at erkende betydningen af Horisont 2020-initiativet og afsætte de nødvendige bevillinger;

3.  støtter Kommissionens mål om bedre samordning mellem transportforskning og -innovation (FoI) og europæiske transportpolitiske mål og planer på de enkelte områder, men mener, at den foreslåede tilgang i Kommissionens meddelelse bør justeres i forhold til de prioriteringer, der er defineret i det følgende;

4.  mener, at en europæisk strategi for transportteknologi bør omfatte alle EU-regioner for at skabe en reel bevægelighed for personer og varer og dermed skabe et ægte indre marked;

5.  mener, at en mere effektiv, sammenhængende og målrettet anvendelse af FoI i forbindelse med fastsættelsen og gennemførelsen af transportpolitikken er af afgørende betydning for at kunne reagere på nye realiteter, bryde ud af vanetænkning og fokusere på banebrydende ideer for derigennem at tilbyde brugerne innovative transportløsninger, der modsvarer behovene og opfylder kravene om disponibilitet, rentabilitet, troværdighed, kvalitet og kontinuitet;

6.  opfordrer Kommissionen til at skabe en ramme, der fremmer forskning og innovation, ved at udvikle fair, effektive og innovative prissystemer for al for mobilitet og alle former for transport, navnlig gennem internalisering af eksterne omkostninger og ved at tage hensyn til principperne om, at "forureneren betaler" og "brugeren betaler";

7.  understreger nytten af det overvågnings- og informationssystem for forskning og innovation på transportområdet (Trimis), som Kommissionen har foreslået, og går ind for, at man i dette system inkorporerer brugernes perspektiv som et ideelt instrument til at finde frem til de hindringer, som vanetænkningen stiller i vejen for innovationen, til at identificere muligheder og tilskynde til udvikling af nye servicetilbud, som kan sætte gang i og fremme ændringer i samfundets indstilling til bæredygtig transport;

8.  understreger, at fastlåsningen til bestemte teknologier står i vejen for en fuldstændig udnyttelse af innovationspotentialet på transportområdet og kan være til hinder for udviklingen af nye innovative ideer; bekræfter derfor, at EU's politik bør være teknologineutral i forhold til alternative transportteknologier ("teknologineutralitet"), at beslutninger om prioritering og finansiering skal træffes på grundlag af resultaterne i hele livscyklus af de teknologier, der anvendes på et bestemt transportområde, og at bestræbelserne på en harmonisering ikke må udgøre en hindring for udvikling af innovative løsninger og alternativer på transportområdet, for diversificering af energimixen og for anvendelse af intelligente kommunikationsteknologier;

9.  understreger, at der for at hjælpe virksomheder og offentlige organer med at absorbere nye løsninger og innovative teknologier er brug for mere effektivitet i innovationskæden og flere investeringer i foranstaltninger som f.eks. økonomiske incitamenter til at overvinde hindringerne for indførelse og udbredelse på markedet ("projekter, der dækker hele livscyklussen"); tilskynder derfor Kommissionen til at omsætte ideen om, at støtten også bør tage sigte på markedsintroduktion, demonstration og fuldstændig realisering af nye løsninger i praksis for at frigøre transportsektorens fulde innovationspotentiale og støtte innovative virksomheder, og understreger, at egnede ledelses- og finansieringsinstrumenter kan sikre en hurtig udnyttelse af forskningsresultater;

10.  mener, at alle europæiske regioner og deres respektive arbejdskraftressourcer bør drage nytte af en sådan strategi, og understreger behovet for at tage hensyn til særlige regionale forhold og potentialer, især i forbindelse med udvikling af renere transportmåder; opfordrer de lokale og regionale myndigheder til sammen med de interesserede parter at skabe partnerskaber for innovation inden for bæredygtig mobilitet;

11.  opfordrer til øget støtte til FoI-aktiviteter i små og mellemstore virksomheder (SMV'er), navnlig gennem lettere adgang til EU-midler og reduktion af de administrative byrder, og understreger vigtigheden af ​​at skabe og opretholde beskæftigelse og bæredygtig vækst gennem FoI;

12.  mener, at investeringer under EU's strukturfonde og investeringsfonde skaber store muligheder for udvikling i Europas regioner af "intelligent specialisering" inden for bæredygtig mobilitet;

13.  opfordrer de nationale og regionale myndigheder til at udvikle strategier for forskning og innovation, der bygger på intelligent specialisering med henblik på at udnytte strukturfondene mere effektivt og forbedre synergien mellem offentlige og private investeringer;

14.  erindrer i denne sammenhæng om, at en strategi for innovativ teknologi skal udtænkes på grundlag af territoriale karakteristika og særlige forhold, og at en udifferentieret tilgang ikke vil give et godt resultat; mener for eksempel, at regioner, der lider under bestemte fysiske begrænsninger som f.eks. ø-områder, bjergegne, de yderste randområder og tyndt befolkede regioner har særlige former for økonomisk og andet potentiale, som forudsætter hensigtsmæssige og innovative mobilitetsløsninger hvis det skal realiseres; påpeger i denne forbindelse, at det er nødvendigt at afsætte passende ressourcer til bæredygtig transportinfrastruktur;

15.  understreger nødvendigheden af yderligere at forenkle de administrative procedurer for finansiering af FoI på europæisk, nationalt, regionalt, lokalt og grænseoverskridende plan for at skabe klare og gennemsigtige lovrammer;

16.  understreger, at indsatsen for at begrænse antallet af personer, der bliver dræbt eller kvæstet i trafikken, ikke må svækkes; opfordrer Kommissionen til at overveje og gennemføre de forslag til forbedring af færdselssikkerheden, som Parlamentet har vedtaget med stort flertal;

17.  er af den opfattelse, at det er rigtigt og vigtigt at gennemføre ændringer inden for transportteknologien; understreger dog, at disse ændringer ikke skal ske via forbudsløsninger, men ved incitamenter til at anvende ny ressourceeffektiv teknologi

18.  understreger, at der ikke må forekomme nogen begrænsninger af kreativiteten, når det gælder innovationer med henblik på nye transportløsninger eller ved anvendelsen af velafprøvede løsninger i nye kombinationer;

Generelle foranstaltninger

19.  mener, at FoI på området for bæredygtig mobilitet bør bygge på princippet om integration, især ved at løse problemerne med grænseoverskridende manglende forbindelsesled (sammenkoblinger), fremme øget kompatibilitet mellem og inden for transportsystemer (interoperabilitet) og gennem en målsætning om at opnå et skift i retning af en kombination af de bedst egnede transportformer for en given strækning (intermodalitet og sammodalitet);

20.  erindrer om, at det er nødvendigt, at EU udvikler en fælles transportpolitik, der sikrer relevant transport i og mellem Europas regioner og sammenhæng i den på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk niveau; opfordrer medlemsstaterne og regionerne til at sørge for, at de forskellige modeller sikrer større fokus på en virkelig bæredygtig mobilitet;

21.  understreger, at denne strategi skal være baseret på en integrativ model, hvori interregionale forbindelser og "missing links" på tværs af grænserne tillægges den allerstørste betydning, bl.a. i geografisk opsplittede regioner, og hvor innovative løsninger med hensyn til multimodal transport kan reducere de regionale forskelle, stimulere arbejdskraftens mobilitet og øge den territoriale samhørighed; er bevidst om, at der for øjeblikket er betydelige forskelle mellem transportnettene i de forskellige regioner, og gør opmærksom på behovet for investeringer i bæredygtige transportteknologier og -løsninger i regioner med specifikke ugunstige forhold, idet der også tages hensyn til potentialet i Connecting Europe-faciliteten;

22.  understreger, at FoI også bør fokusere på udvikling af bæredygtige infrastrukturelementer, der støtter overgangen til vedvarende primærprodukter som f.eks. træ eller kompositmateriale i komponenter til jernbaneinfrastruktur (f.eks. master til køreledninger eller signalmaster, byggemateriale til perroner eller broer); påpeger, at dette også skal omfatte FoI-aktiviteter til udvikling af et alternativ til creosot som imprægneringsmiddel til træsveller, der i henhold til EU-lovgivningen forbydes fra 2018;

23.  understreger, at nye mobilitetskoncepter ikke kan gennemtvinges, og at der med henblik på at fremme en mere bæredygtig adfærd er behov for øget forskning i økosocial viden, byplanlægning og i fysisk planlægning og teknologier inden for mobilitetsefterspørgsel samt adfærdsændringer med henblik på en bedre styring af transportstrømme, bl.a. gennem innovative mobilitetsforvaltningsinstrumenter, gnidningsløse dør-til-dør-mobilitetskæder, som opfylder brugernes behov, energiøkonomisk og intelligent kørsel og anvendelse af informations- og kommunikationsteknologi med oplysninger i realtid;

24.  anser det for afgørende, at de lokale og regionale myndigheder inddrages i den europæiske styring af innovationspolitikken på transport- og mobilitetsområdet; fremhæver den erfaring og viden, som denne gren af den offentlige forvaltning kan bidrage med, når det gælder såvel integration af teknologier, infrastruktur, køretøjer og personer som fremme af nye samfundsvaner på mobilitetsområdet; understreger, at de lokale og regionale myndigheder er i stand til at identificere og har til opgave at håndtere de værste mobilitetsproblemer, at de eksperimenterer hele tiden, gennemfører god praksis og innovative ideer og har på baggrund af de mange forskellige situationer, de konfronteres med, et indgående kendskab til innovationsspørgsmål;

25.  understreger behovet for forskning i fair intra- og intermodal konkurrence i transportsektoren og de hindringer, der er skabt af hævdvundne interesser, som er knyttet til de nuværende forretningsmodeller, herunder navnlig teknologiske værktøjer til at forbedre håndhævelse ​​og kontrol af cabotagereglerne, arbejdsmarkedsbestemmelserne inden for landevejstransporten og arbejdsvilkårene for de ansatte inden for sektoren;

26.  understreger, at der er et presserende behov for innovative løsninger for at begrænse støj fra alle transportformer, navnlig ved kilden, med henblik på at beskytte EU-borgernes sundhed og livskvalitet og sikre befolkningens accept; henviser i denne forbindelse udtrykkeligt til sin beslutning om et fælles europæisk transportområde og de deri krævede målsætninger om begrænsning af støjen og energiforbruget i forbindelse med skinnefartøjer med 20 % frem til 2020 i forhold til referenceværdierne i 2010 og understreger på ny, at støjemissioner fra begyndelsen skal spille en fremtrædende rolle ved udvikling af nye teknologier, strategier og infrastrukturer på transportområdet;

27.  er overbevist om, at innovative teknologier i forbindelse med samspillet mellem infrastruktur og køretøjer kan spille en væsentlig rolle i at reducere ulykker, støj og vibrationer, energiforbrug, CO2-emissioner og klimapåvirkning;

28.  bekræfter, at indsatsen for at opnå renere energi til transport- og mobilitetsteknologier bør knyttes til mere effektive koncepter samt bedre design af køretøjer; understreger mulighederne for energibesparelser udnyttelse af innovative ideer, som gør det muligt at producere energi fra genindvinding og anvendelse af alternative brændstoffer;

29.  understreger behovet for, at man ikke blot fokuserer på nyanlæggelse af transportinfrastrukturer, men også i forbindelse med forsknings- og udviklingskoncepter udtrykkeligt tager hensyn til aspekter som reparationer, vedligeholdelse og forbedring af kvaliteten (f.eks. anvendelse af komponenter til intelligent trafikstyring og "car to infrastructure"-teknologi);

30.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at investere i forskning omkring intelligente transportsystemer (ITS) og sørge for, at denne forskning faktisk gennemføres, for dermed at yde et bidrag til en mindskelse af trængslen på vejnettet, en forbedring af miljøeffektiviteten på transportområdet i Europa og en højnelse af sikkerheden på dette område;

31.  opfordrer Kommissionen til at undersøge spørgsmålet om harmonisering af containere og andre transportbeholdere samt mål for køretøjer inden for alle transportformer for at fremme virkeliggørelsen af målet om interoperabilitet og intermodalitet;

32.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde en håndbog for medlemsstaterne med bedste praksis for overholdelse af de grænseværdier, der er fastsat i direktivet om luftkvalitet;

Specifikke foranstaltninger

33.  anerkender betydningen af FoI inden for individuel mobilitet og understreger, at transportbrugernes adfærd er af afgørende betydning; opfordrer til, at der skabes incitamenter til at vælge bæredygtige, fysisk aktive, sikre og sunde transportmidler og mobilitetsformer med henblik på at udvikle innovative koncepter, som fremmer miljøvenlig offentlig transport og transport til fods og på cykel under hensyntagen til behovene og de særlige vilkår i byer, forstæder, opland og landdistrikter; anser det for vigtigt at forbedre interoperabiliteten mellem de forskellige transportformer og er af den opfattelse, at godkendelsesmyndighederne skal være meget opmærksomme på og hurtigst muligt tager fat på eventuelle teknisk-administrative problemer på området, så markedet kan åbnes for nye alternative transportmidler med disse kendetegn;

34.  understreger behovet for, at EU-institutionerne foregår med eksempler på god praksis inden for deres egne mobilitetsforvaltningstjenester, og sikrer, at den nødvendige indsats og resultaterne af den forvaltes på en gennemskuelig måde og gøres til et kvalitetsstempel for EU-institutionerne;

35.  understreger behovet for at fremme eksisterende vellykket praksis på området for bæredygtig transport og at intensivere samarbejdet og udvekslingen af god praksis mellem regioner med ensartet udviklingspotentiale; opfordrer de lokale myndigheder til at udvikle god praksis ved at udarbejde bæredygtige bytrafikplaner i tæt samråd med civilsamfundet;

36.  mener, at europæiske satellitnavigationssystemer som f.eks. Galileo bør udgøre en grundpille for udviklingen af intelligent og effektiv transport i Europa;

37.  støtter FoI som kan tilskynde til et skifte fra ejerskab af privatbiler til ukonventionel brugeradfærd og til nye former for transportrelateret service som bil- og cykeldeling; tilskynder Kommissionen til at intensivere sin fremme af kollektiviseret individuel mobilitet og mere individualiserede offentlige og kollektive transportsystemer;

38.  opfordrer til, at forskningen også udvides til det skattemæssige og administrative område ved at åbne vejen for kreative incitamenter med hensyn til skatter og afgifter og offentlige brugerafgifter, der tager sigte på både de enkelte borgere og producenter eller leverandører af varer, tjenesteydelser og/eller indhold, med henblik på at fremme cykling, mobilitet til fods og en kombination heraf med offentlig transport og andre former for bæredygtig mobilitet;

39.  fremhæver atter behovet for at forbedre og fremme multimodal transport gennem integrerede elektroniske informations- og billetteringsordninger, der bygger på løsninger med åbne data; påpeger, at FoI på dette område navnlig bør tage sigte på afskaffelse af fysiske hindringer, interoperabilitet, prisbillighed, brugervenlighed og effektivitet;

40.  understreger behovet for at udvikle innovativ infrastruktur med lang levetid og innovative løsninger – herunder en bedre udvikling af informations-, betalings- og reservationssystemer – som navnlig også tager hensyn til uhindret adgang for alle rejsende og navnlig for handicappede og personer med nedsat mobilitet, såsom brugere med kørestole, barnevogne, cykler eller tung bagage;

41.  mener, at oplysninger om tidstabeller og eventuelle forsinkelser for offentlige transportmidler bør være frit tilgængelige, så forskellige telematiske applikationer kan udvikles af tredjemand for yderligere at forbedre komforten for de rejsende, som f.eks. oplysninger i realtid for en bestemt rejserute med forskellige transportformer eller en sammenligning af det økologiske fodaftryk mellem forskellige transportformer for en bestemt rute;

42.  understreger, at der i forbindelse med udvikling af innovation for transport og mobilitet i by- og boligområde bør sættes fokus på sundhed og livskvalitet, bl.a. i form af en rimelig mængde plads til alle, støjreduktion og renere luft;

43.  minder Kommissionen om det presserende behov for at forbedre sikkerheden for alle trafikanter, især de mest sårbare, såsom børn, ældre, fodgængere, cyklister og personer med handicap eller nedsat mobilitet; støtter FoI-projekter, der kombinerer teknologiske løsninger med intelligente førere og deres adfærdsmæssige tilgange;

44.  mener, at det for at mindske trængslen på vejene i byerne og i stærkt trafikerede områder er af afgørende betydning ikke blot at effektivisere ​​de eksisterende transportmidler, men også at udnytte det teknologiske fremskridt til at finde alternative transportløsninger og at fremme brugen heraf;

45.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremme innovation inden for emissionsfrie skibe, der bygger på anvendelse af vedvarende energi fra vind-, sol- og bølgekraft, og som er knyttet til brændselscelleteknologier, navnlig for færger, krydstogtskibe og andre søgående skibe;

46.  opfordrer Kommissionen til at koncentrere sin forskningsindsats på yderligere at reducere sundheds- klimapåvirkningen fra samtlige transportformer;

47.  mener, en sammenhængende og effektiv europæisk transportteknologistrategi skal stemme overens med EU 2020-strategien (COM(2010)2020) og 1990-reduktionsmålene og fuldt ud være i overensstemmelse med hvidbogen om transport fra 2011: "En køreplan for et fælles europæisk transportområde – mod et konkurrencedygtigt og ressourceeffektivt transportsystem" (COM(2011)0144), hvad angår territorial samhørighed og en afbalanceret udvikling; mener, at den bør muliggøre reduktion af energiforbruget, trafikstøj, transportbehov, luftforurening og drivhusgasemissioner; understreger, at Unionen for at opnå det er nødt til at opstille faste mål for 2020, 2030 og 2050;

48.  understreger behovet for at styrke FoI inden for sejlads ad indre vandveje for at udvikle miljøvenlige fartøjer og teknologier, der er tilpasset sejlads med ringe dybgang, som eksempelvis skibe tilpasset til flodsejlads for en bæredygtig sejlads ad indre vandveje (RASSIN), og dermed muliggøre besparelser i infrastruktur for indre vandveje;

49.  bifalder Kommissionens forslag om oprettelse af et overvågnings- og informationssystem for forskning og innovation på transportområdet (Transport Research and Innovation Monitoring and Information System – TRIMIS); understreger betydningen af, at der regelmæssigt, frit og på let tilgængelig og pålidelig vis stilles oplysninger til rådighed for de regionale beslutningstagere; beklager, at det den dag i dag stadig er meget vanskeligt at få adgang til oplysninger om EU-finansiering til transportprojekter;

50.  opfordrer Kommissionen til at udvikle initiativer, der udpeger og belønner bæredygtige byudviklingsprojekter, såsom RegioStars-prisen;

51.  understreger, at en omfattende europæisk strategi skal støttes nedefra og opefter ved hjælp af velforberedte, integrerede transportstrategier hos de lokale og regionale myndigheder og de nationale regeringer; mener, at udformningen af sådanne strategier bør støttes af EU-fondene;

52.  mener, at al offentlig bistand skal ydes i overensstemmelse med gældende EU-lovgivning om statsstøtte, herunder bestemmelser om forsknings-, udviklings- og innovationsaktiviteter samt finansiering af transportaktiviteter og infrastruktur; mener dog, at EU-statsstøttereglerne også bør tage behørigt hensyn til visse regioners specifikke begrænsninger.

53.  understreger behovet for, at Kommissionen forbedrer sin indsats for at formidle viden, der er indhentet gennem FoI-aktiviteter, til interesserede brugere (som f.eks. SMV'er eller forskningsinstitutter), ved at skabe en klyngedatabase, der giver en klar kategoriseret oversigt over alle FoI-projekter, der finansieres af EU;

54.  fremhæver betydningen af nye initiativer som f.eks. fælles udnyttelse af transport- og logistikkapacitet med henblik på en mere effektiv godstransport; opfordrer Kommissionen til at fjerne eventuelle hindringer for sådanne initiativer;

55.  understreger betydningen af emissionsnormer for visse transportmidler som f.eks. biler; mener, at en lignende tilgang bør udforskes for luftfarten

56.  støtter yderligere FoI inden for sikkerhedsløsninger for transportsektoren, forudsat at principperne om proportionalitet, ikke-forskelsbehandling og databeskyttelse overholdes;

57.  bekræfter og støtter det koncept, Kommissionen har foreslået, med dets foranstaltninger til en europæisk strategi for transportteknologi; understreger dog, at dette ikke udgør noget retsgrundlag for delegerede retsakter eller lignende, men at Kommissionen skal foreslå foranstaltninger til vedtagelse efter den fælles beslutningsprocedure;

58.  opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til de prioriteter, der er fastsat i denne betænkning, i forbindelse med forberedelsen af den europæiske strategiske plan for transportteknologi og mulighederne for yderligere foranstaltninger;

o
o   o

59.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 56 E af 26.2.2013, s. 54.


Ret til adgang til advokatbistand i straffesager og ret til kommunikation ved anholdelse ***I
PDF 102kWORD 29k
Beslutning
Tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 10. september 2013 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ret til adgang til advokatbistand i straffesager og ret til kommunikation ved anholdelse (COM(2011)0326 – C7-0157/2011 – 2011/0154(COD))
P7_TA(2013)0340A7-0228/2013

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2011)0326),

—  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 82, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C7–0157/2011),

—  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—  der henviser til bidragene fra den bulgarske Nationalforsamling, det italienske Senat og den portugisiske Nationalforsamling om udkastet til lovgivningsmæssig retsakt,

—  der henviser til udtalelse af 7. december 2011 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

—  der henviser til høring af Regionsudvalget,

—  der henviser til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af 4. juni 2013 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—  der henviser til forretningsordenens artikel 55,

—  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og udtalelse fra Retsudvalget (A7-0228/2013),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 10. september 2013 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning direktiv 2013/.../EU om ret til adgang til advokatbistand i straffesager og i sager angående europæiske arrestordrer og om ret til at få en tredjemand underrettet ved frihedsberøvelse og til at kommunikere med tredjemand og med konsulære myndigheder under frihedsberøvelsen

P7_TC1-COD(2011)0154


(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, direktiv 2013/48/EU).

(1) EUT C 43 af 15.2.2012, s. 51.


Kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse ***I
PDF 783kWORD 203k
Tekst
Konsolideret tekst
Europa-Parlamentets ændringer af 10. september 2013 til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse (COM(2011)0142 – C7-0085/2011 – 2011/0062(COD))(1)
P7_TA(2013)0341A7-0202/2012

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

[Ændring 117]

EUROPA-PARLAMENTETS ÆNDRINGER(2)
P7_TA(2013)0341A7-0202/2012
til Kommissionens forslag
P7_TA(2013)0341A7-0202/2012
---------------------------------------------------------
P7_TA(2013)0341A7-0202/2012

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS … DIREKTIV 2013/.../EU
om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse ▌ og om ændring af direktiv 2008/48/EF
(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank(3),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(4),

efter den almindelige lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  I marts 2003 iværksatte Kommissionen en proces med det formål at fastslå, hvilke hindringer der findes for det indre marked for kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse, og evaluere virkningen heraf. Den 18. december 2007 vedtog den en hvidbog om integration af EU’s realkreditmarkeder. I hvidbogen meddelte Kommissionen, at den havde til hensigt at foretage en konsekvensanalyse af de forskellige politikvalgmuligheder med hensyn til indhentning af oplysninger forud for aftaleindgåelse, kreditdatabaser, kreditværdighed, de årlige omkostninger i procent og rådgivning om kreditaftaler. Kommissionen nedsatte en ekspertgruppe vedrørende kredithistorie, der skal bistå Kommissionen med at forberede foranstaltninger, som skal forbedre adgangen til og sammenligneligheden og fuldstændigheden af kreditoplysninger. Der blev også indledt undersøgelser af den rolle, som kreditformidlere og ikkekreditinstitutter, der tilbyder kreditaftaler, spiller, og de transaktioner, som de påtager sig i forbindelse med fast ejendom til beboelse.

(2)  I overensstemmelse med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) omfatter det indre marked et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser samt etableringsfrihed. Det er af vital betydning, at der udvikles et mere gennemskueligt og effektivt kreditmarked på dette område for at fremme udviklingen af tværnational virksomhed og skabe et indre marked for kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Der findes væsentlige forskelle i lovgivningen i de forskellige medlemsstater med hensyn til forretningspraksis vedrørende kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og reguleringen af og tilsynet med de kreditformidlere og ikkekreditinstitutter, der tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Sådanne forskelle skaber hindringer, som begrænser omfanget af den tværnationale aktivitet både hvad angår udbud og efterspørgsel, hvilket begrænser konkurrencen og valgmulighederne på markedet, og dermed øges omkostningerne for kreditudbyderne, og de hindres endog i at udøve virksomhed.

(3)  Finanskrisen har vist, at uansvarlig optræden hos markedsdeltagerne kan undergrave det finansielle system og føre til manglende tillid hos alle parter, især hos forbrugerne, og have alvorlige sociale og økonomiske konsekvenser. Mange forbrugere har mistet tilliden til finanssektoren, og låntagere har oplevet, at deres lån bliver for dyre, hvilket fører til stadig flere misligholdelser og tvangsauktioner. Som følge heraf har G20 anmodet Rådet for Finansiel Stabilitet om at opstille principper for forsvarlige garantistandarder i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Selv om nogle af den finansielle krises største problemer opstod uden for Unionen, besidder forbrugere i Unionen store mængder gældspapirer, hvoraf mange er knyttet til kreditter i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Det er derfor hensigtsmæssigt at sikre, at Unionens reguleringsmæssige rammer på dette område er solide, overensstemmende med internationale principper og tillader hensigtsmæssig anvendelse af det til rådighed stående udvalg af redskaber, som kan omfatte forholdstal som lån-værdi (forholdet mellem lånets størrelse og ejendomsværdien), lån-indkomst (forholdet mellem lånstørrelse og indkomst), gæld-indkomst (forholdet mellem gæld og indkomst) eller tilsvarende forholdstal, minimumsniveauer, under hvilke ingen kredit anses for acceptabel, eller andre foranstaltninger, der kan kompensere for situationer, hvor de underliggende risici er højere for forbrugerne, eller som er nødvendige for at forhindre for stor gældsætning i husholdningerne. Set i lyset af de problemer, der er kommet frem under finanskrisen, og for at sikre et effektivt og konkurrencedygtigt indre marked, der bidrager til finansiel stabilitet, har Kommissionen i sin meddelelse af 4. marts 2009 med titlen "Fremdrift i den europæiske genopretning" foreslået foranstaltninger for kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse, herunder også solide rammer for kreditformidling med henblik på at skabe ansvarlige og pålidelige markeder for fremtiden og genetablere forbrugertilliden. Kommissionen bekræftede på ny sit tilsagn om et effektivt og konkurrencedygtigt indre marked i sin meddelelse af 13. april 2011 med titlen "Akten for det indre marked - Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid".

(4)  Der er blevet indkredset en række problemer på markederne for lån med pant i fast ejendom i Unionen i forbindelse med uansvarlig långivning og låntagning ▌og potentielt uansvarlig adfærd hos markedsdeltagerne, herunder kreditformidlere og ikkekreditinstitutter. Nogle af problemerne vedrørte kreditter i en udenlandsk valuta, som forbrugerne havde optaget i den pågældende valuta for at få den fordelagtige debitorrente, men uden tilstrækkelig oplysning om eller forståelse af valutakursrisikoen. Disse problemer skyldes markeds- og lovgivningsmæssige mangler såvel som andre faktorer, f.eks. det generelle økonomiske klima og det ringe kendskab til det finansielle område. Blandt andre problemer kan nævnes ineffektive, inkonsekvente eller ikkeeksisterende ▌ordninger for kreditformidlere og ikkekreditinstitutter, der tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Disse problemer har potentielt betydelige makroøkonomiske afsmittende virkninger, kan være til skade for forbrugeren, kan udgøre økonomiske eller juridiske hindringer for tværnational virksomhed og kan skabe ulige betingelser for de forskellige aktører.

(5)  For at få etableret et velfungerende indre marked med en høj grad af forbrugerbeskyttelse på området kreditaftaler i forbindelse med ▌fast ejendom ▌og for at sikre, at forbrugere, der ønsker sådanne aftaler ▌, kan indgå disse i tillid til, at de kreditinstitutter, som de indgår aftale med, handler på en professionel og ansvarlig måde, er det nødvendigt at indføre hensigtsmæssigt harmoniserede EU-retlige rammer på en række områder under hensyntagen til forskelle mellem kreditaftaler, der navnlig skyldes forskelle på de nationale og regionale markeder for fast ejendom.

(6)  Dette direktiv bør derfor udvikle et mere gennemsigtigt, effektivt og konkurrencedygtigt indre marked gennem sammenhængende, fleksible og rimelige kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom og samtidig fremme bæredygtig långivning og låntagning og finansiel integration og dermed skabe et høj niveau af forbrugerbeskyttelse.

(7)  For at skabe et ægte indre marked med en høj og ensartet grad af forbrugerbeskyttelse fastsætter dette direktiv bestemmelser, der harmoniseres i størst muligt omfang med hensyn til oplysninger forud for aftaleindgåelsen ved hjælp af det europæiske standardiserede informationsblad (ESIS) og beregningen af de årlige omkostninger i procent. Medlemsstaterne bør dog under hensyntagen til de særlige karakteristika ved kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom og forskellene i markedsudviklingen og markedsvilkårene i medlemsstaterne, navnlig med hensyn til markedsstrukturen og markedsdeltagerne, kategorierne af tilgængelige produkter og de procedurer, der er forbundet med kreditydelsesprocessen, kunne bevare eller indføre strengere bestemmelser end dem, der er fastsat i dette direktiv, på de områder, der ikke er klart angivet som områder, hvor der skal være størst mulig harmonisering. En sådan målrettet tilgang er nødvendig for at undgå negativt at påvirke beskyttelsesniveauet for forbrugerne i forbindelse med kreditaftaler inden for dette direktivs anvendelsesområde. Medlemsstaterne bør f.eks. kunne opretholde eller indføre strengere bestemmelser med hensyn til den viden og de kompetencer, som personalet skal have, og vejledningen i udfyldelse af ESIS.

(8)  Dette direktiv bør forbedre betingelserne for etableringen af et velfungerende indre marked gennem tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning og fastsættelse af kvalitetsstandarder for visse tjenesteydelser, særlig med hensyn til distribution og formidling af kredit gennem kreditgivere og kreditformidlere og fremme af god praksis. Etableringen af kvalitetsstandarder for kreditydelsestjenester involverer nødvendigvis indførelsen af visse bestemmelser om optagelse, tilsyn og tilsynskrav.

(9)  Det står medlemsstaterne frit for at beholde eller indføre national ret på de områder, der ikke er omfattet af dette direktiv. Medlemsstaterne kan navnlig beholde eller indføre nationale bestemmelser på områder som aftalelov i forbindelse med kreditaftalernes gyldighed, ejendomslovgivning, tinglysning, oplysninger i forbindelse med aftaleindgåelse og, i det omfang, de ikke er reguleret af dette direktiv, anliggender efter aftaleindgåelse. Medlemsstaterne kan fastsætte, at det sagkyndige eller vurderende selskab eller notarer kan udvælges af parterne ved gensidig aftale. På grund af forskellene mellem processerne for køb eller salg af fast ejendom til beboelse i medlemsstaterne kan kreditgivere og kreditformidlere forsøge at få forudbetalinger fra forbrugerne med den begrundelse, at sådanne betalinger vil kunne bidrage til at sikre indgåelsen af en kreditaftale eller købet eller salget af en fast ejendom, og der er mulighed for, at en sådan praksis kan misbruges, navnlig når forbrugerne ikke er bekendte med kravene og den sædvanlige praksis i den pågældende medlemsstat. Det er derfor hensigtsmæssigt at give medlemsstaterne tilladelse til at indføre begrænsninger med hensyn til sådanne betalinger.

(10)  Dette direktiv bør finde anvendelse, uanset om kreditgiveren eller kreditformidleren er en juridisk eller en fysisk person. Dette direktiv bør dog ikke berøre medlemsstaternes ret til i overensstemmelse med EU-retten at fastsætte, at kun juridiske personer eller visse former for juridiske personer må fungere som kreditgiver eller kreditformidler efter dette direktiv.

(11)  Da forbrugere og virksomheder ikke er i samme situation, har de ikke behov for det samme beskyttelsesniveau. Mens det er vigtigt at sikre forbrugernes rettighedergennem bestemmelser, der ikke kan fraviges ved aftale, er det rimeligt at give virksomheder og organisationer mulighed for at indgå andre aftaler. ▌

(12)  Definitionen af forbruger bør dække fysiske personer, der ikke handler som led i erhvervsmæssig virksomhed. I tilfælde af aftaler med dobbelt formål, hvor aftalen indgås delvis som led i og delvis ikke som led i den pågældende persons erhvervsmæssige virksomhed, og det erhvervsmæssige formål er så begrænset, at det ikke er fremherskende i forbindelse med aftalen, bør den pågældende person imidlertid ligeledes betragtes som en forbruger.

(13)  I dette direktiv fastsættes der bestemmelser om kreditaftaler, som udelukkende eller overvejende vedrører fast ejendom til beboelse, men det forhindrer ikke medlemsstaterne i at forlænge de foranstaltninger, der træffes i overensstemmelse med dette direktiv til beskyttelse af forbrugerne i forbindelse med kreditaftaler vedrørende andre former for fast ejendom, eller i at fastsætte andre bestemmelser om sådanne kreditaftaler.

(14)  Definitionerne fastsat i dette direktiv bør bestemme rækkevidden af harmoniseringen. Medlemsstaternes forpligtelser til at gennemføre dette direktiv bør derfor begrænses til dets anvendelsesområde som bestemt ved dets definitioner. Medlemsstaternes forpligtelser til at gennemføre bestemmelserne i dette direktiv begrænses f.eks. til kreditaftaler, der indgås med forbrugere, dvs. med fysiske personer, der i forbindelse med transaktioner, som er omfattet af dette direktiv, ikke handler som led i erhvervsmæssig virksomhed. Ligeledes er medlemsstaterne forpligtet til at gennemføre de bestemmelser i dette direktiv, der regulerer den aktivitet, som udføres af de personer, der optræder som kreditformidlere som defineret i direktivet. Dette direktiv bør dog ikke berøre medlemsstaternes anvendelse af direktivets bestemmelser på områder, der ikke er omfattet af dets anvendelsesområde, i overensstemmelse med EU-retten. Desuden bør definitionerne fastsat i dette direktiv ikke berøre medlemsstaternes mulighed for i henhold til national lovgivning at vedtage underdefini­tioner til særlige formål, forudsat at de stadig er i overensstemmelse med definitionerne i dette direktiv. F.eks. bør medlemsstaterne i henhold til national ret kunne fastsætte underkategorier af kreditformidlere, som ikke er identificeret i dette direktiv, hvis sådanne underkategorier f.eks. er nødvendige på nationalt plan for at differentiere de krav til kompetencer og viden, som skal opfyldes af de forskellige kreditformidlere.

(15)  Formålet med dette direktiv er at sikre, at forbrugere, der indgår kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom, er genstand for et højt beskyttelsesniveau. Det bør derfor finde anvendelse på kreditter sikret ved fast ejendom uanset formålet med kreditten, refinansieringsaftaler eller andre kreditaftaler, der kan medvirke til, at en ejer eller medejer fortsat kan bevare rettigheder til den faste ejendom eller grunden, og på kreditter, som anvendes til køb af en fast ejendom i nogle medlemsstater, herunder afdragsfrie kreditter eller, medmindre medlemsstaterne har etableret en passende alternativ ramme, de kreditter, som har til formål at skaffe midlertidig finansiering mellem salget af én fast ejendom og købet af en anden, og på sikrede kreditter til renovering af fast ejendom til beboelse ▌.

(16)  Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på visse kreditaftaler, hvor kreditgiver bidrager med en samlet sum, periodisk betaling eller andre former for kreditudbetaling til gengæld for en sum, der stammer fra salg af en fast ejendom, og hvis primære formål er at lette forbruget, f.eks. friværdibelåningsprodukter eller andre tilsvarende specialiserede produkter. Sådanne kreditaftaler har særlige karakteristika, der ligger uden for dette direktivs anvendelsesområde. En vurdering af forbrugerens kreditværdighed er f.eks. irrelevant, da betalingerne sker fra kreditgiver til forbrugeren og ikke omvendt. En sådan transaktion vil bl.a. kræve væsentligt anderledes informationer forud for aftaleindgåelsen. Endvidere indebærer andre produkter inden for friværdibelåning (f.eks. "home reversions"), som kan sammenlignes med nedsparingslån eller livslange lån med pant i fast ejendom, ikke, at der ydes kredit, og forbliver således uden for dette direktivs anvendelsesområde. ▌

(17)   Dette direktiv bør ikke omfatte andre udtrykkeligt anførte former for nichekreditaftaler, som er forskellige fra standardlån med pant i fast ejendom med hensyn til deres art og forbundne risici og derfor kræver en skræddersyet tilgang, navnlig kreditaftaler, der er resultatet af et forlig indgået for retten eller et andet ved lov beføjet organ, og visse former for kreditaftaler, hvor kreditten ydes af en arbejdsgiver til dennes arbejdstagere i særlige tilfælde, som allerede fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler(5). Det er hensigtsmæssigt at tillade medlemsstaterne at udelukke visse kreditaftaler såsom dem, der bevilges til en begrænset del af offentligheden på fordelagtige vilkår eller udbydes af en låne- og spareforening, såfremt der er etableret passende alternative ordninger til sikring af, at de politiske målsætninger med henblik på finansiel stabilitet og det indre marked kan opfyldes, uden at dette forhindrer finansiel integration og adgang til kredit. Kreditaftaler, hvor den faste ejendom ikke skal anvendes som hus, lejlighed eller et andet bopælssted af forbrugeren eller et af forbrugerens familiemedlemmer, men skal anvendes som hus, lejlighed eller et andet bopælssted på grundlag af en lejeaftale, har risici og karakteristika, der er forskellige fra standardkreditaftaler, og kan derfor nødvendiggøre en mere tilpasset ramme. Medlemsstaterne bør derfor kunne udelukke sådanne kreditaftaler fra direktivet, når der findes en passende national ramme til dem.

(18)  Kreditaftaler uden sikkerhedsstillelse med henblik på istandsættelse af fast ejendom til beboelse for et samlet kreditbeløb, der overstiger 75 000 EUR, bør være omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2008/48/EF for at sikre en lige grad af beskyttelse af disse forbrugere og for at undgå et lovgivningsmæssigt tomrum mellem nævnte direktiv og nærværende direktiv. Direktiv 2008/48/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(19)  Af hensyn til retssikkerheden bør de EU-retlige rammer på området kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse være i overensstemmelse med og supplere andre EU-retsakter, særlig på områderne forbrugerbeskyttelse og forsigtighedstilsyn. Visse væsentlige definitioner, herunder definitionen på ▌"forbruger" ▌ og "varigt medium", samt nøglebegreber, der anvendes i standardoplysningerne for at betegne de finansielle karakteristika i forbindelse med kreditten, herunder "samlet beløb, der skal betales af forbrugeren" og ▌"debitorrenten ▌", bør være i overensstemmelse med definitionerne fastsat i direktiv 2008/48/EF, således at den samme terminologi henviser til samme form for forhold, uanset om kreditten er en forbrugerkredit eller en kredit til fast ejendom til beboelse. Medlemsstaterne bør derfor ved gennemførelsen af dette direktiv sikre, at der er ▌overensstemmelse med hensyn til anvendelse og fortolkning for så vidt angår disse væsentlige definitioner og nøglebegreber.

(20)  For at sikre en ensartet ramme for forbrugere på kreditområdet og mindske den administrative byrde for kreditgivere og kreditformidlere bør selve rammen i dette direktiv følge strukturen i direktiv 2008/48/EF, hvor det er muligt, navnlig med hensyn til, at oplysninger i reklame for kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse ▌gives til forbrugeren ved hjælp af et repræsentativt eksempel, at detaljerede oplysninger forud for aftaleindgåelsen ▌gives til den pågældende ved hjælp af et standardiseret informationsblad, at forbrugeren modtager fyldestgørende forklaringer inden kreditaftalens indgåelse, at der etableres et fælles grundlag for beregning af ÅOP eksklusive notaromkostninger, og at kreditgiverne ▌ vurderer forbrugerens kreditværdighed, inden der ydes kredit. På samme måde bør der gives ikkediskriminerende adgang for kreditgivere til relevante kreditdatabaser for at sikre lige vilkår i forbindelse med bestemmelserne som fastsat ved direktiv 2008/48/EF. På samme måde som direktiv 2008/48/EF bør dette direktiv sikre en passende godkendelsesproces og passende tilsyn med alle kreditgivere, der tilbyder kreditaftaler i forbindelse med ▌fast ejendom, og bør fastsætte krav med hensyn til etableringen af og adgangen til udenretslige tvistbilæggelsesordninger.

(21)  Dette direktiv bør supplere Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne(6), der dels fastlægger, at forbrugeren i forbindelse med fjernydelser skal informeres om, hvorvidt der findes en fortrydelsesret, dels indeholder bestemmelser om fortrydelsesret. Mens direktiv 2002/65/EF giver mulighed for, at udbyder meddeler oplysninger fra tidspunktet før aftaleindgåelsen efter aftalens indgåelse, vil dette imidlertid ikke være hensigtsmæssigt for kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse i betragtning af forbrugerens betydelige finansielle forpligtelser. Dette direktiv bør ikke berøre den nationale lovgivnings almindelige aftaleret såsom bestemmelserne om aftalers gyldighed, indgåelse og virkning, eftersom almindelige aftaleretlige aspekter ikke reguleres i dette direktiv.

(22)  Samtidig er det vigtigt at tage de særlige karakteristika, der gør sig gældende for kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse, i betragtning, hvilket giver grundlag for en differentieret tilgang. I betragtning af arten af kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og de eventuelle konsekvenser for forbrugeren bør reklamemateriale og individuelle oplysninger forud for aftaleindgåelsen indeholde tilstrækkelige, specifikke risiciadvarsler, f.eks. om den potentielle indvirkning af valutakurssvingninger på det beløb, som forbrugeren skal tilbagebetale, og, hvis medlemsstaterne anser det for passende, arten af og konsekvenserne ved sikkerhedsstillelse. Parallelt med det, som allerede fandtes som en frivillig tilgang i sektoren for boliglån, bør også de generelle oplysninger forud for aftaleindgåelsen gøres tilgængelige til enhver tid sammen med de individuelle oplysninger forud for aftaleindgåelsen. Desuden er det berettiget med en differentieret tilgang for at kunne tage erfaringerne fra finanskrisen i betragtning og sikre, at kreditoptagelse sker på et forsvarligt grundlag. I den forbindelse bør bestemmelserne om kreditværdighedsvurderingen strammes i forhold til forbrugerkredit, kreditformidlere skal give mere præcise oplysninger om deres status og forhold til kreditgivere for at afsløre eventuelle interessekonflikter, og alle de parter, der er involveret i etableringen af kreditaftalen i forbindelse med fast ejendom, bør meddeles adgang og underkastes tilsyn på passende vis.

(23)  Det er nødvendigt at regulere visse yderligere områder for at afspejle de særlige karakteristika ved kreditter i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Det er i betragtning af transaktionens betydning nødvendigt at sikre, at forbrugerne har en tilstrækkelig frist på mindst syv dage til at overveje konsekvenserne heraf. Medlemsstaterne bør have fleksibilitet til at give en sådan tilstrækkelig frist enten som en betænkningstid inden kreditaftalens indgåelse, en fortrydelsesret efter kreditaftalens indgåelse eller en kombination af disse. Det er hensigtsmæssigt, at medlemsstaterne bør have fleksibilitet til at gøre betænkningstiden bindende for forbrugeren i en periode, der ikke overstiger ti dage, men at forbrugere, der i andre tilfælde ønsker at indgå kreditaftalen under betænkningstiden, har mulighed for det, og at medlemsstaterne af hensyn til retssikkerheden i forbindelse med ejendomstransaktioner bør kunne fastsætte, at betænkningstiden eller fortrydelsesretten bortfalder, hvis forbrugeren foretager en handling, der i henhold til national lovgivning medfører oprettelse eller overførsel af en ejendomsret, som er knyttet til eller anvender midler, der er tilvejebragt ved kreditaftalen, eller, hvis det er relevant, overfører midlerne til tredjemand.

(24)  I betragtning af de særlige karakteristika ved kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse er det almindelig praksis, at kreditgivere tilbyder forbrugerne en række produkter eller tjenesteydelser, som kan købes sammen med kreditaftalen. Derfor er det i betragtning af sådanne aftalers betydning for forbrugerne hensigtsmæssigt at fastlægge specifikke regler for kombinationssalg. Kombination af en kreditaftale med en eller flere finansielle tjenesteydelser eller produkter i pakker er en måde, hvorpå kreditgivere kan variere deres tilbud og konkurrere med hinanden, forudsat at komponenterne i pakken også kan købes særskilt. Kombination af kreditaftaler med en eller flere finansielle tjenesteydelser eller produkter i pakker kan være til forbrugernes fordel, men det kan have en negativ indvirkning på forbrugernes mobilitet og deres mulighed for at træffe informerede valg, medmindre komponenterne i pakken kan købes særskilt. Det er vigtigt at forebygge praksis såsom kombination af visse produkter, der kan tilskynde forbrugere til at indgå kreditaftaler, der ikke er i deres bedste interesse, uden dog at begrænse muligheden for at sammensætte produkter, hvilket kan være til forbrugernes fordel. Medlemsstaterne bør imidlertid fortsat overvåge detailmarkederne for finansielle tjenesteydelser nøje for at sikre, at pakkesalg ikke forvrider forbrugernes valgmuligheder og konkurrencen på markedet.

(25)  Som hovedregel bør kombinationssalg ikke være tilladt, medmindre den finansielle tjenesteydelse eller det finansielle produkt, der tilbydes som led i kreditaftalen, ikke kunne tilbydes særskilt, fordi det udgør en fuldt integreret del af kreditten, f.eks. i tilfælde af en sikret kassekredit. I andre tilfælde kan det dog være berettiget, at kreditgiver tilbyder eller sælger en kreditaftale i en pakke med en betalingskonto, opsparingskonto, et investerings- eller pensionsprodukt, f.eks. hvis kapitalen på kontoen bruges til at tilbagebetale kreditten eller er en forudsætning for at samle ressourcer for at opnå kreditten, eller i situationer, hvor f.eks. et investeringsprodukt eller privat pensionsprodukt fungerer som en supplerende sikkerhedsstillelse for at sikre kreditten. Selv om det er berettiget, at kreditgiver kan pålægge forbrugeren at tegne en relevant forsikring for at garantere tilbagebetaling af kreditten eller sikre værdien af sikkerhedsstillelsen, bør forbrugeren have mulighed for at vælge sin egen forsikringsgiver, forudsat at dennes forsikring har et garantiniveau svarende til niveauet i den forsikring, som kreditgiver har foreslået. Derudover kan medlemsstaterne helt eller delvist standardisere den dækning, der tilbydes i forsikringsaftaler, for at gøre det lettere at sammenligne forskellige tilbud for forbrugere, som ønsker at foretage sådanne sammenligninger.

(26)  Det er vigtigt at sikre, at den faste ejendom til beboelse er blevet behørigt vurderet både inden indgåelsen af kreditaftalen og, navnlig hvis vurderingen påvirker forbrugerens tilbageværende forpligtelser, i tilfælde af misligholdelse. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at der findes troværdige vurderingsstandarder. For at de kan betragtes som troværdige, bør vurderingsstandarder tage hensyn til internationalt anerkendte vurderingsstandarder, navnlig de standarder, der er fastsat af Det Internationale Råd for Vurderingsstandarder, Den Europæiske Gruppe for Foreninger af Vurderingssagkyndige eller Royal Institution of Chartered Surveyors (det kongelige institut for statsautoriserede landmålere). Disse internationalt anerkendte vurderingsstandarder indeholder principper på højt niveau, som pålægger blandt andre kreditgivere at vedtage og følge passende processer til intern risikostyring og styring af sikkerhedsstillelse, hvilket omfatter sunde vurderingsprocesser, at vedtage vurderingsstandarder og -metoder, der medfører retvisende og velunderbyggede ejendomsvurderinger for at sikre, at alle vurderingsrapporter udarbejdes med tilstrækkelig professionel kyndighed og omhu, samt at vurderingsmænd opfylder visse kvalifikationskrav, og at opretholde passende dokumentation for vurdering af sikkerhedsstillelse, som er omfattende og troværdig. I denne henseende er det ønskværdigt at sikre passende overvågning af markederne for fast ejendom til beboelse, og at mekanismerne i sådanne bestemmelser er i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber(7). Bestemmelserne i nærværende direktiv vedrørende standarder for ejendomsvurdering kan overholdes f.eks. gennem lovgivning eller selvregulering.

(27)  I betragtning af de betydelige konsekvenser for kreditgivere, forbrugere og potentielt for den finansielle stabilitet ved tvangsauktioner er det hensigtsmæssigt, at kreditgivere på et tidligt tidspunkt opfordres til at imødegå nyopståede kreditrisici proaktivt, og at der findes nødvendige foranstaltninger for at sikre, at kreditgivere udviser rimelig tilbageholdenhed og gør rimelige forsøg på at løse situationen ved hjælp af andre midler, inden der indledes en procedure for tvangsauktion. Hvis det er muligt, bør der findes løsninger, der tager hensyn til de praktiske forhold og forbrugerens rimelige behov i forhold til leveomkostninger. Hvis der efter proceduren for tvangsauktion stadig består udestående gæld, bør medlemsstaterne sikre et eksistensminimum og træffe foranstaltninger til at lette tilbagebetaling og samtidig undgå overdreven gældssætning over længere tid. I hvert fald bør medlemsstaterne, når den pris, der opnås for den faste ejendom, påvirker det beløb, som forbrugeren skylder, opfordre kreditgivere til at træffe rimelige foranstaltninger for at opnå den bedst mulige pris for den tvangsauktionerede faste ejendom afhængigt af markedsbetingelserne. Medlemsstaterne bør ikke forhindre parterne i en kreditaftale i at indgå en udtrykkelig aftale om, at overdragelse af sikkerhedsstillelsen til kreditgiveren er tilstrækkelig til at tilbagebetale kreditten.

(28)  Kreditformidlere er ofte involveret i flere aktiviteter end bare kreditformidling, især formidling af forsikringer eller investeringstjenesteydelser. Dette direktiv bør derfor også sikre en grad af sammenhæng med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om forsikringsformidling(8) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter(9). Navnlig kreditinstitutter, der i henhold til direktiv 2013/36/EU har adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut, og andre finansielle institutter, der er underlagt en tilsvarende tilladelsesordning i henhold til national lovgivning, bør ikke afkræves en særskilt godkendelse med henblik på at operere som kreditformidlere for at forenkle etableringsprocessen som kreditformidler og gøre det lettere at arbejde tværnationalt. Det fulde og ubetingede ansvar, der pålægges kreditgivere og kreditformidlere for de aktiviteter, der udføres af bundne kreditformidlere eller udpegede repræsentanter, bør kun udvides til at omfatte aktiviteter inden for dette direktivs anvendelsesområde, medmindre medlemsstaterne vælger at udvide ansvaret til andre områder.

(29)  For at forbedre forbrugernes evne til selv at træffe kvalificerede beslutninger vedrørende lån og ansvarlig forvaltning af deres gæld bør medlemsstaterne fremme foranstaltninger med henblik på at støtte formidlingen af viden til forbrugerne vedrørende ansvarlig låntagning og gældsforvaltning, især i forbindelse med aftaler om lån med pant i fast ejendom. Det er særlig vigtigt at give vejledning til forbrugere, der optager et lån med pant i fast ejendom for første gang. I den forbindelse bør Kommissionen identificere eksempler på bedste praksis for at lette den videre udvikling af foranstaltninger med henblik på at øge forbrugernes kendskab til finansielle forhold.

(30)  På grund af den betydelige risiko, der er forbundet med at låne i en udenlandsk valuta, er det nødvendigt at foreskrive foranstaltninger til sikring af, at forbrugerne er klar over den risiko, som de påtager sig, og at forbrugerne har mulighed for at begrænse deres eksponering for valutakursrisiko i kredittens løbetid. Risikoen kan begrænses enten ved at give forbrugeren ret til at konvertere kreditten til en anden valuta eller gennem andre ordninger, f.eks. lofter eller, hvis dette er tilstrækkeligt til at begrænse valutakursrisikoen, advarsler.

(31)  Den gældende retlige ramme bør give forbrugerne tillid til, at kreditgiverne, kreditformidlerne og de udpegede repræsentanter tager hensyn til forbrugerens interesser på grundlag af de oplysninger, som kreditgiver, kreditformidler og den udpegede repræsentant råder over på det pågældende tidspunkt, og på grundlag af rimelige antagelser om risiciene i forbindelse med forbrugerens situation i den foreslåede kreditaftales løbetid. Det kan også indebære, at kreditgivere bl.a. ikke bør markedsføre kreditten på en sådan måde, at markedsføringen i væsentlig grad indskrænker eller kan forventes at indskrænke forbrugerens evne til nøje at overveje at optage kreditten, eller at kreditgiver ikke bør anvende ydelse af kreditten som den vigtigste markedsføringsmetode i forbindelse med markedsføring af varer, tjenesteydelser eller fast ejendom over for forbrugere. Et centralt aspekt med hensyn til at sikre en sådan forbrugertillid er kravet om at sikre en høj grad af rimelighed, redelighed og professionel holdning inden for branchen, en passende håndtering af interessekonflikter, herunder dem, der opstår på grund af aflønning, og at kræve, at der ydes rådgivning i forbrugerens interesse. ▌

(32)  Det er hensigtsmæssigt at sikre, at kreditgiveres, kreditformidleres og udpegede repræsentanters relevante personale har et tilstrækkeligt viden- og kompetenceniveau, for at opnå en høj grad af professionalisme. Dette direktiv bør derfor kræve, at selskaber kan godtgøre, at de har den relevante viden og kompetence, på grundlag af de minimumskrav til viden og kompetencer, der er fastsat i dette direktiv. Det bør stå medlemsstaterne frit for at indføre eller opretholde sådanne krav, der gælder for fysiske personer. Medlemsstaterne bør kunne tillade, at kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter sondrer mellem niveauerne for minimumskrav til viden i henhold til involveringen i udførelsen af bestemte tjenester eller processer. I denne forbindelse omfatter personale eksternt personale, som arbejder for og hos kreditgiver, kreditformidler eller den udpegede repræsentant, samt deres ansatte. I dette direktiv bør personale, der direkte er inddraget i aktiviteter i henhold til direktivet, omfatte både personale med kundekontakt og administrativt personale, herunder ledelsen, som spiller en vigtig rolle i kreditaftaleprocessen. Personer, der varetager støttefunktioner, som ikke er knyttet til kreditaftaleprocessen (f.eks. personale, der varetager personaleadministration og informations- og kommunikationsteknologi), bør ikke betragtes som personale i dette direktiv.

(33)  Hvis en kreditgiver eller kreditformidler yder sine tjenester på en anden medlemsstats område som led i den fri udveksling af tjenesteydelser, bør hjemlandet være ansvarligt for at fastsætte de minimumskrav til viden og kompetencer, som gælder for personalet. De værtslande, der finder det nødvendigt, bør dog på visse bestemte områder kunne fastsætte deres egne kompetencekrav, der gælder for kreditgivere og kreditformidlere, som yder tjenester på den pågældende medlemsstats område som led i den fri udveksling af tjenesteydelser.

(34)  På grund af betydningen af at sikre, at viden- og kompetencekravene finder anvendelse og opfyldes i praksis, bør medlemsstaterne kræve, at de kompetente myndigheder fører tilsyn med kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter, og give de kompetente myndigheder beføjelse til at indhente den dokumentation, som de har behov for for på en sikker måde at kunne vurdere opfyldelsen af kravene.

(35)  Den måde, hvorpå kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter aflønner deres personale, bør være et af de centrale aspekter med hensyn til at sikre forbrugertilliden i finanssektoren. Dette direktiv fastsætter regler for aflønning af personale med henblik på at begrænse salg på tvivlsomt grundlag og for at sikre, at den måde, hvorpå personalet aflønnes, ikke er til hinder for opfyldelsen af forpligtelsen til at tage hensyn til forbrugerens interesser. Kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter bør navnlig ikke udforme deres aflønningspolitikker på en måde, der tilskynder deres personale til at indgå et bestemt antal eller en bestemt form for kreditaftaler eller til at yde særlige accessoriske tjenester til forbrugerne, uden at der udtrykkeligt er taget hensyn til forbrugernes interesser og behov. I denne forbindelse kan medlemsstaterne finde det nødvendigt at beslutte, at en særlig praksis, f.eks. bundne kreditformidleres opkrævning af gebyrer, strider mod forbrugerens interesser. Medlemsstaterne bør også kunne fastsætte, at den aflønning, som personalet modtager, ikke afhænger af renten i den kreditaftale eller den form for kreditaftale, der er indgået med forbrugeren.

(36)  Dette direktiv fastsætter harmoniserede regler for den viden og de kompetencer, som kreditgiveres, kreditformidleres og udpegede repræsentanters personale bør være i besiddelse af, når de skal udforme, tilbyde, bevilge og formidle en kreditaftale. Dette direktiv indfører ikke særlige ordninger, der er direkte forbundet med anerkendelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer, som en person har opnået i en medlemsstat med henblik på at opfylde kravene til viden og kompetencer i en anden medlemsstat. Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer(10) bør derfor fortsat finde anvendelse for så vidt angår de betingelser for anerkendelse og de udligningsforanstaltninger, som et værtsland kan kræve, hvis en persons uddannelsesbevis ikke er udstedt på dets område.

(37)  Kreditgivere og kreditformidlere anvender ofte reklame, hvor der hyppigt er anført særlige vilkår for at tiltrække forbrugerne til et bestemt produkt. Forbrugerne bør derfor beskyttes mod illoyal og vildledende reklamepraksis og skal kunne sammenligne reklamer. Det er nødvendigt at fastsætte særlige bestemmelser om reklamer for kreditaftaler ▌og med en liste over de elementer, der skal inkluderes i reklamer og markedsføringsmateriale til forbrugerne, når sådan reklame angiver rentesatser eller talstørrelser vedrørende kreditomkostninger, således at forbrugerne kan sammenligne forskellige tilbud. ▌Det bør fortsat stå medlemsstaterne frit for at kunne fastsætte eller opretholde oplysningskrav i deres nationale lovgivning med hensyn til reklame, der ikke angiver en rentesats eller indeholder talstørrelser vedrørende kreditomkostningerne. Sådanne krav bør tage hensyn til de særlige karakteristika ved kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Under alle omstændigheder bør det i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked(11) sikres, at reklame for kreditaftaler ikke giver et vildledende indtryk af produktet.

(38)  Reklame har tendens til at fokusere på især et eller flere produkter, men forbrugerne bør være i stand til at træffe deres beslutninger på grundlag af viden om alle de tilbudte kreditprodukter. I denne henseende spiller generelle oplysninger en vigtig rolle, da de medvirker til at forklare forbrugeren om det brede udvalg af produkter og tjenesteydelser ▌og de særlige kendetegn i den forbindelse. Forbrugerne bør derfor til enhver tid kunne få adgang til generelle oplysninger om ▌eksisterende kreditprodukter. Selv om dette krav ikke gælder for ikkebundne kreditformidlere, ændrer dette ikke ved, at ikkebundne kreditformidlere er forpligtet til at give forbrugerne individuelle oplysninger forud for aftaleindgåelsen.

(39)  For at sikre lige betingelser, og for at forbrugernes beslutning kan bygge på detaljerede oplysninger om de tilbudte kreditprodukter frem for på den distributionskanal, gennem hvilken der er adgang til sådanne kreditprodukter, bør forbrugerne modtage oplysninger om kreditten, uanset om de handler direkte med en kreditgiver eller med en kreditformidler.

(40)   Forbrugerne bør desuden modtage individuelle oplysninger i god tid inden indgåelsen af kreditaftalen for at kunne sammenligne dem og overveje kreditprodukternes særlige karakteristika. Kommissionen gav i henhold til sin henstilling 2001/193/EF af 1. marts 2001 om oplysninger forud for indgåelse af kontrakt, der skal gives til forbrugerne af långivere, der tilbyder boliglån(12), tilsagn om at ville overvåge efterlevelsen af den frivillige adfærdskodeks for information om boliglån forud for kontraktindgåelse, som indeholder ESIS, der giver individuelle oplysninger til forbrugeren om den kreditaftale, der tilbydes. ▌Den dokumentation, som Kommissionen har indsamlet, ▌viser, at der er behov for at revidere indholdet og præsentationen af ESIS for at sikre, at det er klart og forståeligt og indeholder alle de oplysninger, der anses for relevante for forbrugerne. Indholdet og præsentationen af ESIS bør omfatte de nødvendige forbedringer, der er blevet peget på i forbrugerundersøgelser i alle medlemsstaterne. ESIS' struktur, ▌især oplysningernes rækkefølge, ▌bør revideres, affattelsen bør være mere brugervenlig, afsnit som "nominel rente" og "årlige omkostninger i procent" bør slås sammen, og nye afsnit, f.eks. "fleksible elementer", bør tilføjes. Forbrugeren bør modtage en illustrativ amortiseringstabel som del af ESIS, hvis kreditten er en kredit med udskudt rente, hvor tilbagebetalingen af hovedstolen udskydes i en indledende periode, eller hvor debitorrenten er fastsat for kreditaftalens løbetid. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte, at en sådan illustrativ amortiseringstabel i ESIS ikke er obligatorisk for andre kreditaftaler.

(41)  Forbrugerforskning har understreget betydningen af at anvende et enkelt og forståeligt sprog i forbindelse med oplysninger til forbrugerne. Som følge heraf er de begreber, der anvendes i ESIS, ikke nødvendigvis de samme som de juridiske begreber, der er defineret i dette direktiv, men har den samme betydning.

(42)  Oplysningskravene i ESIS om kreditaftaler bør ikke berøre Unionens eller nationale oplysningskrav om andre produkter eller tjenesteydelser, der eventuelt tilbydes sammen med kreditaftalen som betingelse for at indgå kreditaftalen i forbindelse med fast ejendom eller tilbydes for at indgå denne aftale til en lavere debitorrente, såsom brand- eller livsforsikring eller investeringsprodukter. Det bør stå medlemsstaterne frit for at kunne beholde eller indføre national ret, hvis der ikke findes harmoniserede bestemmelser, f.eks. oplysningskrav om niveauet for ågerrenter i fasen forud for aftaleindgåelse eller oplysninger, der kan være nyttige i forbindelse med formidling af finansiel viden eller med udenretslige bilæggelser af tvister. Eventuelle supplerende oplysninger bør dog gives i et særskilt dokument, der kan knyttes som bilag til ESIS. Medlemsstaterne bør på deres nationale sprog kunne anvende en anderledes terminologi i ESIS uden at ændre dets indhold og den rækkefølge, hvori oplysningerne gives, hvis det er nødvendigt for at anvende et sprog, som forbrugerne muligvis lettere kan forstå.

(43)  For at sikre, at ESIS giver forbrugeren alle de relevante oplysninger, der er nødvendige for at træffe en informeret beslutning, bør kreditgiveren ved udfyldelsen af ESIS følge vejledningen i dette direktiv. Medlemsstaterne bør kunne uddybe eller yderligere præcisere vejledningen i udfyldelse af ESIS på grundlag af vejledningen i dette direktiv. Medlemsstaterne bør f.eks. have mulighed for yderligere at præcisere de oplysninger, der skal gives for at beskrive "typen af debitorrente", for at tage hensyn til de særlige karakteristika ved de nationale produkter og det nationale marked. Sådanne yderligere specifikationer bør imidlertid hverken være i modstrid med vejledningen i dette direktiv eller medføre ændringer i teksten til ESIS-modellen, der bør gengives i sin helhed af kreditgiveren. Medlemsstaterne bør også kunne angive yderligere advarsler om kreditaftaler, der er tilpasset deres nationale marked og praksis, hvis sådanne advarsler ikke allerede specifikt findes i ESIS. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte, at kreditgiver er bundet af de oplysninger, der gives i ESIS, forudsat at kreditgiver beslutter at yde kreditten.

(44)  Forbrugeren bør modtage oplysninger ved hjælp af ESIS uden unødig forsinkelse, efter at forbrugeren har givet de nødvendige oplysninger om sine behov, sin finansielle situation og sine præferencer, og i god tid, inden forbrugeren bindes af en kreditaftale eller et kredittilbud, så han har mulighed for at sammenligne og overveje kreditprodukternes karakteristika og om nødvendigt indhente råd fra tredjemand. ESIS bør navnlig vedlægges et bindende tilbud til forbrugeren, medmindre forbrugeren allerede har modtaget et ESIS, og tilbuddets karakteristika stemmer overens med de oplysninger, der tidligere er givet. Medlemsstaterne bør dog kunne fastsætte, at ESIS er obligatorisk både inden afgivelsen af et bindende tilbud og sammen med det bindende tilbud, hvis der ikke tidligere er givet et ESIS, der indeholder de samme oplysninger. Selv om ESIS bør persontilpasses og afspejle de præferencer, som forbrugeren har givet udtryk for, bør levering af sådanne individuelle oplysninger ikke indebære en forpligtelse til at yde rådgivning. Kreditaftaler bør kun indgås, hvis forbrugeren har haft tilstrækkelig tid til at sammenligne tilbuddene, vurdere, hvad de indebærer, om nødvendigt indhente råd fra tredjemand og træffe en informeret beslutning om, hvorvidt han vil acceptere et tilbud.

(45)  Hvis forbrugeren har en sikret kreditaftale i forbindelse med køb af fast ejendom eller grund, og sikkerhedsstillelsens varighed er længere end kreditaftalens varighed, og hvis forbrugeren kan beslutte at få udbetalt den tilbagebetalte kapital, forudsat at han underskriver en ny kreditaftale, bør forbrugeren inden underskrivelsen af den nye kreditaftale modtage et nyt ESIS med de nye årlige omkostninger i procent, der er baseret på den nye kreditaftales specifikke karakteristika.

(46)  Kreditgiveren eller, hvor det er relevant, en kreditformidler eller udpeget repræsentant bør i det mindste når der ikke er fortrydelsesret, på tidspunktet for afgivelse af et tilbud, der er bindende for kreditgiver, give forbrugeren en kopi af udkastet til kreditaftalen. I andre tilfælde bør forbrugeren i det mindste modtage en kopi af udkastet til kreditaftalen på det tidspunkt, hvor der afgives et bindende tilbud.

(47)  For at sikre størst mulig transparens og forhindre misbrug som følge af interessekonflikter, når forbrugerne anvender kreditformidleres tjenesteydelser, bør kreditformidlere være underlagt visse oplysningsforpligtelser, inden de leverer deres tjenesteydelser. Sådanne oplysninger bør bl.a. omfatte deres identitet og forbindelse til kreditgivere, f.eks. om de overvejer at anvende produkter fra mange forskellige kreditgivere eller kun fra et mere begrænset antal kreditgivere. Hvis kreditgiver eller tredjemænd skal betale provision eller andre incitamenter til kreditformidleren i forbindelse med en kreditaftale, bør dette oplyses til forbrugerne inden udøvelsen af kreditformidlingsaktiviteterne, og i denne fase bør forbrugerne oplyses enten om sådanne betalingers størrelse, hvis dette vides, eller om det forhold, at beløbet vil blive oplyst i ESIS i en senere fase forud for aftaleindgåelsen, og om, at forbrugerne i denne fase har ret til at modtage oplysninger om sådanne betalingers størrelse. Forbrugerne bør også underrettes om eventuelle gebyrer, som de skal betale til kreditformidlere for deres tjenesteydelser. Uden at dette berører konkurrenceretten, bør medlemsstaterne frit kunne indføre eller beholde bestemmelser, der forbyder, at forbrugerne betaler gebyrer til nogle eller alle kategorier af kreditformidlere.

(48)  En forbruger har muligvis behov for yderligere bistand for at kunne afgøre, hvilken kreditaftale blandt de foreslåede produkter der er mest hensigtsmæssig i forhold til den pågældendes behov og finansielle situation. Kreditgivere og, hvor det er relevant, kreditformidlere bør yde denne bistand i forbindelse med de kreditprodukter, som de tilbyder forbrugeren, ved at redegøre for de relevante oplysninger, herunder navnlig de vigtigste karakteristika ved de foreslåede produkter, ▌for forbrugeren med udgangspunkt i den pågældendes personlige forhold, så forbrugeren kan forstå de virkninger, som produkterne kan få for hans økonomiske situation. Kreditgivere og i givet fald kreditformidlere bør tilpasse den måde, som sådanne redegørelser ▌gives på, til de ▌omstændigheder, hvorunder kreditten tilbydes, og forbrugerens behov for bistand under hensyntagen til forbrugerens viden om og erfaring med kredit og arten af de enkelte kreditprodukter. Sådanne redegørelser bør ikke i sig selv udgøre en personlig anbefaling.

(49)  For at fremme et velfungerende indre marked med et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i hele Unionen er det nødvendigt på ensartet vis at sikre, at oplysningerne om de årlige omkostninger i procent er sammenlignelige i hele Unionen.

(50)  De samlede omkostninger ved forbrugerkreditten bør omfatte alle de omkostninger, som forbrugeren skal betale i forbindelse med kreditaftalen, og som kreditgiver har kendskab til. Omkostningerne bør derfor omfatte renter, provisioner, afgifter, gebyrer til kreditformidlere, omkostningerne ved ejendomsvurdering med henblik på et lån med pant i fast ejendom og andre gebyrer, bortset fra notarialgebyrer, der er nødvendige for at kunne opnå kreditten, f.eks. livsforsikring, eller for at kunne få den på de oplyste betingelser, f.eks. brandforsikring. Bestemmelserne i dette direktiv vedrørende accessoriske produkter og tjenesteydelser (f.eks. bestemmelserne vedrørende omkostningerne i forbindelse med oprettelse og forvaltning af en bankkonto) bør ikke berøre direktiv 2005/29/EF og Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler(13). De samlede omkostninger ved forbrugerkreditten bør ikke omfatte de omkostninger, som forbrugeren betaler ved køb af fast ejendom eller grund, såsom tilknyttede afgifter og notaromkostninger eller tinglysningsomkostninger. Kreditgivers faktiske kendskab til omkostningerne bør vurderes objektivt under hensyntagen til kravene til erhvervsmæssig diligenspligt. I denne forbindelse bør kreditgiver antages at have kendskab til omkostningerne i forbindelse med accessoriske tjenesteydelser, som han selv tilbyder forbrugeren, eller som han tilbyder forbrugeren på vegne af tredjemand, medmindre prisen afhænger af forbrugerens specifikke karakteristika eller situa­tion.

(51)  Hvis der anvendes skønsmæssige oplysninger, bør forbrugeren underrettes herom, og om at oplysningerne forventes at være repræsentative for den påtænkte type aftale eller praksis. Formålet med de supplerende antagelser med henblik på beregning af de årlige omkostninger i procent er at sikre, at de årlige omkostninger i procent beregnes på en ensartet måde og er sammenlignelige. Supplerende antagelser er nødvendige i forbindelse med specifikke typer kreditaftaler, f.eks. hvis kredittens beløb, varighed eller omkostninger er usikre eller varierer, afhængigt af hvordan aftalen gennemføres. Hvis bestemmelserne ikke i sig selv er tilstrækkelige til at beregne de årlige omkostninger i procent, bør kreditgiveren anvende de supplerende antagelser, der er fastsat i bilag I. Da beregningen af de årlige omkostninger i procent imidlertid afhænger af den enkelte kreditaftales vilkår, bør kun de antagelser, der er nødvendige og relevante for en given kredit, anvendes.

(52)  For at sikre en høj grad af sammenlignelighed mellem tilbud fra forskellige kreditgivere med hensyn til de årlige omkostninger i procent bør tidsintervallet mellem de tidspunkter, der anvendes ved beregningen, ikke udtrykkes i dage, hvis de kan udtrykkes som et helt antal år, måneder eller uger. Det er i den forbindelse underforstået, at disse intervaller, hvis der anvendes bestemte tidsintervaller i formlen til beregning af de årlige omkostninger i procent, også bør anvendes ved fastlæggelse af rentesatser og andre omkostninger, der anvendes i formlen. Som følge heraf bør kreditgiver anvende den metode til måling af tidsintervaller, der er beskrevet i bilag I, for at få de korrekte tal med henblik på betaling af omkostninger. Dette gælder imidlertid kun med henblik på beregning af de årlige omkostninger i procent og har ingen indvirkning på de beløb, som kreditgiver faktisk opkræver i henhold til kreditaftalen. Hvis disse tal er forskellige, kan det være nødvendigt at forklare forbrugeren dem for at undgå at vildlede forbrugeren. Dette indebærer også, at de årlige omkostninger i procent i mangel af ikkerentebærende omkostninger og under forudsætning af en identisk beregningsmetode vil være lig med kredittens effektive debitorrente.

(53)  Da de årlige omkostninger i procent i markedsføringsfasen kun kan angives ved et eksempel, bør eksemplet være repræsentativt. Det bør derfor f.eks. afspejle den gennemsnitlige løbetid og det samlede kreditbeløb, der bevilges i forbindelse med den påtænkte type kreditaftale. Når det repræsentative eksempel opstilles, bør der tages hensyn til, hvor udbredte visse typer kreditaftaler er på et specifikt marked. Det kan være hensigtsmæssigt for hver kreditgiver at basere det repræsentative eksempel på et kreditbeløb, der er repræsentativt for den pågældende kreditgivers produktudvalg og forventede kundegrundlag, da disse kan variere betydeligt kreditgivere imellem. For så vidt angår de årlige omkostninger i procent, der anføres i ESIS, bør der så vidt muligt tages hensyn til de præferencer og oplysninger, som forbrugeren angiver, og kreditgiver eller kreditformidler bør præcisere, om oplysningerne er illustrative eller afspejler de angivne præferencer og oplysninger. De repræsentative eksempler bør under alle omstændigheder ikke være i modstrid med kravene i direktiv 2005/29/EF. Det er vigtigt, at det i ESIS gøres klart for forbrugeren, hvis det er relevant, at de årlige omkostninger i procent bygger på antagelser og kan ændre sig, således at forbrugerne kan tage hensyn til dette, når de sammenligner produkter. Det er vigtigt, at de årlige omkostninger i procent tager hensyn til alle de udnyttede kreditmuligheder i kreditaftalen, hvad enten de er udbetalt direkte til forbrugeren eller til en tredjemand på forbrugerens vegne.

(54)  For at sikre overensstemmelse i beregningen af de årlige omkostninger i procent for forskellige typer kredit bør de antagelser, der anvendes til beregning af samme typer kreditaftaler, generelt være ensartede. I denne forbindelse bør antagelserne i Kommissionens direktiv 2011/90/EU af 14. november 2011 om ændring af del II i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF for så vidt angår supplerende antagelser til brug ved beregningen af de årlige omkostninger i procent(14), som ændrer antagelserne til brug ved beregningen af de årlige omkostninger i procent, medtages. Selv om alle antagelserne ikke nødvendigvis finder anvendelse på de kreditaftaler, der findes i dag, er der stor produktinnovation i denne sektor, så det er nødvendigt at have fastlagt antagelserne. Med henblik på beregningen af de årlige omkostninger i procent bør fastlæggelsen af den mulighed for at udnytte kreditmuligheden, der oftest benyttes, baseres på berettigede forventninger til den mulighed for at udnytte kreditmuligheden, der oftest benyttes af forbrugerne i forbindelse med den type produkt, der tilbydes af den pågældende kreditgiver. For så vidt angår eksisterende produkter bør forventningen baseres på de seneste 12 måneder.

(55)   Det er af afgørende betydning, at forbrugerens evne og tilbøjelighed til at tilbagebetale kreditten vurderes og kontrolleres, inden der indgås en kreditaftale. Denne vurdering af kreditværdigheden bør tage hensyn til alle nødvendige og relevante faktorer, som kan påvirke forbrugerens evne til at tilbagebetale kreditten i dens løbetid. Forbrugerens evne til at betale renter og afdrag på og helt at tilbagebetale kreditten bør navnlig omfatte en vurdering af de fremtidige betalinger eller betalingsforøgelser, der er nødvendige på grund af negativ amortisering eller udskudte betalinger på hovedstolen eller af renter, og bør vurderes på baggrund af andre faste udgifter, gæld og andre finansielle forpligtelser samt indtægt, opsparing og aktiver. Der bør tages rimeligt hensyn til fremtidige begivenheder i den foreslåede kreditaftales løbetid, såsom en mindskelse af indtægten, hvis kreditperioden varer indtil efter pensioneringen, eller, hvis det er relevant, en forøgelse af debitorrenten eller en negativ ændring af valutakursen. Selv om værdien af den faste ejendom er et vigtigt element ved fastlæggelsen af det kreditbeløb, der kan bevilges til en forbruger i henhold til en sikret kreditaftale, bør vurderingen af kreditværdigheden fokusere på forbrugerens evne til at opfylde sine forpligtelser i henhold til kreditaftalen. Som følge heraf bør den mulighed, at værdien af den faste ejendom overstiger kreditbeløbet eller kan stige i fremtiden, generelt ikke være en tilstrækkelig betingelse for at yde den pågældende kredit. Hvis formålet med en kreditaftale er at opføre fast ejendom eller renovere en eksisterende fast ejendom, bør kreditgiver dog kunne tage hensyn til denne mulighed. Medlemsstaterne bør kunne give yderligere vejledning om disse eller yderligere kriterier og om metoder til at vurdere en forbrugers kreditværdighed, f.eks. ved at fastsætte grænser for belåningsprocenten eller for forholdet mellem lån og indkomst, og bør opfordres til at gennemføre Rådet for Finansiel Stabilitets principper for god praksis vedrørende optagelse af lån med pant i fast ejendom.

(56)  Det kan være nødvendigt at fastsætte særlige bestemmelser om de forskellige elementer, der kan tages i betragtning i vurderingen af kreditværdigheden i forbindelse med visse former for kreditaftaler. I forbindelse med kreditaftaler der vedrører en fast ejendom, hvori det udtrykkeligt angives, at den faste ejendom ikke må anvendes som hus, lejlighed eller et andet bopælssted af forbrugeren eller et af forbrugerens familiemedlemmer (aftaler om køb med henblik på udlejning), bør medlemsstaterne f.eks. kunne beslutte at præcisere, at der ved vurderingen af forbrugerens evne til at tilbagebetale kreditten tages hensyn til fremtidige lejeindtægter. I de medlemsstater, hvor de nationale bestemmelser ikke indeholder en sådan præcisering, kan kreditgivere beslutte at medtage en forsigtig vurdering af de fremtidige lejeindtægter. Vurderingen af kreditværdighed bør ikke indebære overførsel af ansvar til kreditgiveren for forbrugerens eventuelle senere manglende opfyldelse af sine forpligtelser i henhold til kreditaftalen.

(57)  Kreditgivers beslutning om at yde kreditten eller ej bør være i overensstemmelse med resultatet af kreditværdighedsvurderingen. Kreditgivers mulighed for at overføre en del af kreditrisikoen til tredjemand bør f.eks. ikke føre til, at han ignorerer kreditværdighedsvurderingens konklusioner og tilbyder en kreditaftale til en forbruger, som sandsynligvis ikke vil være i stand til at tilbagebetale kreditten. Medlemsstaterne bør kunne gennemføre dette princip ved at kræve, at de kompetente myndigheder træffer relevante foranstaltninger som led i tilsynsaktiviteterne og overvåger overholdelsen af kreditgivernes procedurer for vurdering af kreditværdighed. En positiv kreditværdighedsvurdering bør dog ikke udgøre en forpligtelse for kreditgiveren til at yde kredit.

(58)   I overensstemmelse med anbefalingerne fra Rådet for Finansiel Stabilitet bør kreditværdighedsvurderingen bygge på oplysninger om forbrugerens finansielle og økonomiske situation, herunder indtægt og udgifter. Disse oplysninger kan indhentes fra forskellige kilder, herunder forbrugeren, og kreditgiveren bør på passende vis kontrollere oplysningerne, inden kreditten ydes. Forbrugeren bør i denne forbindelse give oplysningerne for at lette kreditværdighedsvurderingen, eftersom undladelse af at gøre dette sandsynligvis vil medføre afslag på den kredit, som forbrugeren ønsker, medmindre oplysningerne kan indhentes fra en anden kilde. Med forbehold af den private aftaleret bør medlemsstaterne sikre, at kreditgivere ikke kan bringe en kreditaftale til ophør, fordi de efter underskrivelsen af den blev klar over, at kreditværdighedsvurderingen blev foretaget på et ukorrekt grundlag som følge af ufuldstændige oplysninger på vurderingstidspunktet. Dette bør imidlertid ikke berøre medlemsstaternes mulighed for at give kreditgivere tilladelse til at bringe en kreditaftale til ophør, hvis det kan påvises, at forbrugeren bevidst gav unøjagtige eller forkerte oplysninger på tidspunktet for kreditværdighedsvurderingen eller forsætligt ikke gav oplysninger, som ville have ført til en negativ kreditværdighedsvurdering, eller hvis der findes andre gyldige grunde, der er forenelige med EU-retten. Selv om det ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge forbrugerne sanktioner for ikke at være i stand til at give visse oplysninger eller vurderinger eller for at beslutte at afbryde en ansøgningsproces med henblik på at få en kredit, bør medlemsstaterne kunne fastsætte sanktioner, hvis en forbruger bevidst giver ufuldstændige eller ukorrekte oplysninger for at opnå en positiv kreditværdighedsvurdering, navnlig hvis fuldstændige og korrekte oplysninger ville have ført til en negativ kreditværdighedsvurdering, og forbrugeren efterfølgende ikke kan opfylde aftalevilkårene.

(59)  Anvendelse af en kreditdatabase er et nyttigt element i forbindelse med vurdering af kreditværdighed. Nogle medlemsstater kræver, at kreditgivere vurderer forbrugerens kreditværdighed på grundlag af en søgning i den relevante database. Kreditgivere bør kunne søge i kreditdatabasen i kredittens løbetid for udelukkende at kunne påvise og vurdere sandsynligheden for misligholdelse. En sådan anvendelse af kreditdatabasen bør være omfattet af passende sikkerhedsforanstaltninger for at sikre, at den anvendes til tidlig påvisning og styring af kreditrisikoen i forbrugerens interesse og ikke med henblik på oplysninger til forretningsmæssige forhandlinger. I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger(15) bør forbrugere underrettes af kreditgivere om søgning i kreditdatabasen, inden den foretages, og bør have ret til at få adgang til oplysninger om dem i en sådan kreditdatabase for i givet fald at foretage berigtigelse af, slette eller blokere personoplysninger om dem, såfremt disse er unøjagtige eller er blevet behandlet ulovligt.

(60)  For at hindre konkurrenceforvridning blandt kreditgivere bør det sikres, at alle kreditgivere, ▌herunder kreditinstitutter eller ikkekreditinstitutter, som tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse, har adgang til alle offentlige og private kreditdatabaser om forbrugere på ikkediskriminerende vilkår. Sådanne vilkår bør derfor ikke omfatte et krav til kreditgivere om etablering som kreditinstitut. Adgangsbetingelser, f.eks. gebyr for at få adgang til databasen eller krav om, at oplysninger til databasen skal tilvejebringes på grundlag af gensidighed, bør fortsat finde anvendelse. Det bør stå medlemsstaterne frit for at fastsætte, om kreditformidlere inden for deres område kan få adgang til sådanne databaser.

(61)  Hvis et afslag på en kreditanmodning bygger på oplysninger fundet ved en søgning i en database eller på mangel på data heri, bør kreditgiver underrette forbrugeren herom, give oplysninger om navnet på den pågældende database og enhver anden oplysning, som kræves i direktiv 95/46/EF, således at forbrugeren kan udøve sin ret til adgang og, når det er berettiget, foretage berigtigelse af, slette eller blokere de deri behandlede personoplysninger om sig selv. Hvis et afslag på en kreditanmodning skyldes en negativ vurdering af kreditværdigheden, bør kreditgiver uden unødig forsinkelse underrette forbrugeren om afslaget. Medlemsstaterne bør frit kunne beslutte, om de vil kræve, at kreditgivere skal give yderligere forklaringer på årsagerne til afslaget. Kreditgiver bør imidlertid ikke være forpligtet til at give sådanne oplysninger, hvis det er forbudt i henhold til anden EU-ret, f.eks. bestemmelser om hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme. Sådanne oplysninger bør ikke gives, hvis det strider mod den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed, f.eks. forebyggelse, efterforskning, afsløring eller retsforfølgelse af straffelovsovertrædelser.

(62)  Dette direktiv vedrører anvendelse af personoplysninger i forbindelse med vurdering af en forbrugers kreditværdighed. For at sikre beskyttelse af personoplysninger bør direktiv 95/46/EF finde anvendelse på databehandling, der foretages i forbindelse med sådanne vurderinger. ▌

(63)  Ydelse af rådgivning i form af en individuel anbefaling er en særskilt aktivitet, der kan, men ikke skal, kombineres med andre aspekter af ydelse eller formidling af kredit. For at forbrugerne kan forstå arten af de tjenester, som ydes, bør de derfor underrettes om, hvorvidt der ydes eller kan ydes rådgivningstjenester, og hvornår der ikke ydes rådgivningstjenester, og hvad disse omfatter. På grund af den betydning, som forbrugerne tillægger anvendelsen af betegnelserne "rådgivning" og "rådgiver", bør medlemsstaterne kunne forbyde anvendelse af disse eller lignende betegnelser, når der ydes rådgivningstjenester til forbrugerne. Det bør sikres, at medlemsstaterne træffer sikkerhedsforanstaltninger, når rådgivning beskrives som uafhængig, til sikring af, at de pågældende produkter og aflønningsordninger svarer til forbrugernes forventninger til en sådan rådgivning.

(64)  Leverandører af rådgivningstjenester bør overholde visse standarder for at sikre, at forbrugeren præsenteres for ▌produkter, der passer til hans behov og forhold. Rådgivningstjenester bør baseres på en rimelig og tilstrækkeligt vidtgående analyse af de tilbudte produkter, hvis rådgivningstjenesterne ydes af kreditgivere og bundne kreditformidlere, eller af de produkter, der findes på markedet, hvis rådgivningstjenesterne ydes af kreditformidlere, der ikke er bundet. De, der yder rådgivningstjenester, bør kunne specialisere sig i visse nicheprodukter, såsom mellemfinansiering, forudsat at de overvejer en række produkter inden for denne bestemte niche, og at det gøres klart for forbrugeren, at de er specialiseret i disse nicheprodukter. Under alle omstændigheder bør kreditgivere og kreditformidlere oplyse forbrugeren om, hvorvidt de kun rådgiver om deres egne produkter eller om et bredt udvalg af produkter på markedet, for at sikre, at forbrugeren forstår grundlaget for en anbefaling.

(65)  Rådgivningstjenester bør bygge på en passende forståelse af forbrugerens finansielle situation, præferencer og målsætninger ▌på grundlag af de fornødne ajourførte oplysninger og rimelige antagelser om risici i forbindelse med forbrugerens forhold i kreditaftalens løbetid. Medlemsstaterne bør kunne præcisere, hvordan et givet produkts egnethed skal vurderes i forbindelse med ydelse af rådgivningstjenester.

(66)  En forbrugers evne til at tilbagebetale en kredit, inden kreditaftalen udløber, kan spille en vigtig rolle for at fremme konkurrencen på det indre marked og EU-borgernes frie bevægelighed samt for at bidrage til at tilvejebringe den fleksibilitet i kreditaftalers løbetid, der er nødvendig for at fremme finansiel stabilitet i overensstemmelse med anbefalingerne fra Rådet for Finansiel Stabilitet. Der findes imidlertid væsentlige forskelle mellem de nationale principper og betingelser, i henhold til hvilke forbrugerne har evne til at tilbagebetale deres kredit, og de betingelser, på hvilke en sådan indfrielse før tiden kan finde sted. På trods af forskelligartetheden i mekanismerne bag realkreditfinansiering og det eksisterende produktudvalg er det væsentligt på EU-plan at have visse standarder for førtidig indfrielse af kredit for at sikre, at forbrugerne har mulighed for at frigøre sig for deres forpligtelser inden den aftalte dato i kreditaftalen og mulighed for at sammenligne tilbud med henblik på at finde de bedste produkter i forhold til deres behov. Medlemsstaterne bør derfor enten gennem lovgivning eller på anden måde, såsom aftalebestemmelser, sikre, at forbrugerne har ret til førtidig indfrielse. Medlemsstaterne bør imidlertid kunne definere betingelserne for udøvelse af en sådan ret. Disse betingelser kan omfatte tidsbegrænsninger på udøvelsen af rettigheden, forskellig behandling, afhængigt af hvilken type debitorrente der er tale om, ▌eller ▌restriktioner med hensyn til de forhold, under hvilke denne rettighed kan udøves. Hvis førtidig indfrielse sker i en periode, for hvilken der er aftalt fast forrentning, kan udøvelsen af denne ret gøres betinget af, at der foreligger en legitim interesse hos forbrugeren som fastsat af medlemsstaten. En sådan legitim interesse kan f.eks. opstå i tilfælde af skilsmisse eller arbejdsløshed. De betingelser, som medlemsstaterne fastsætter, bør kunne omfatte, at kreditgiver har ret til en rimelig og objektivt begrundet kompensation for eventuelle omkostninger, som er direkte forbundet med førtidig indfrielse af kreditten. I tilfælde, hvor medlemsstaterne fastsætter, at kreditgiver har ret til kompensation, bør en sådan kompensation være en rimelig og objektivt begrundet kompensation for eventuelle omkostninger, som er direkte forbundet med førtidig indfrielse af kreditten, i overensstemmelse med de nationale regler om kompensation. Kompensationen bør ikke overstige kreditgivers økonomiske tab.

(67)  Det er vigtigt at sikre, at der er tilstrækkelig gennemsigtighed til at gøre det klart for forbrugerne, hvilken form for forpligtelser der indgås med henblik på at opretholde den finansielle stabilitet, og hvor der i kreditaftalens løbetid er fleksibilitet. Forbrugerne bør modtage oplysninger om debitorrenten i aftaleforholdets løbetid og forud for aftaleindgåelsen. Medlemsstaterne bør kunne opretholde eller indføre begrænsninger med hensyn til eller forbud mod kreditgivers ensidige ændringer af debitorrenten. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte, at forbrugeren har ret til at modtage en ajourført amortiseringstabel, hvis debitorrenten ændres.

(68)  Selv om kreditformidlere spiller en central rolle med hensyn til distribution af kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse i Unionen, er der fortsat væsentlige forskelle mellem de nationale bestemmelser om udøvelse af virksomhed som kreditformidler og om tilsyn med kreditformidlere, som skaber hindringer for etablering og udøvelse af virksomhed som kreditformidler på det indre marked. Kreditformidlernes manglende mulighed for frit at udøve virksomhed i Unionen hindrer det indre marked for kreditaftaler vedrørende fast ejendom til beboelse i at fungere ordentligt. Under hensyntagen til de forskellige aktører, der er involveret i kreditformidling, er det væsentligt med visse standarder på EU-plan for at sikre en høj grad af professionalisme og service.

(69)   Før kreditformidlere kan udøve deres aktiviteter, bør de være underlagt en adgangsproces ved den kompetente myndighed i deres hjemland, og underlægges løbende tilsyn for at sikre, at de opfylder strenge faglige krav i det mindste til kompetence, godt omdømme ▌og erhvervsansvarsforsikring. ▌Sådanne krav bør som minimum finde anvendelse på kreditinstitutplan. Medlemsstaterne kan imidlertid præcisere, om sådanne krav om adgang gælder for kreditformidlerens enkelte arbejdstagere. Hjemlandet kan fastsætte yderligere krav, f.eks. at kreditformidlerens aktionærer har et godt omdømme, eller at en bunden kreditformidler kun kan være bundet til én kreditgiver, hvis disse krav er forholdsmæssige og forenelige med den øvrige EU-ret. Der bør optages relevante oplysninger om kreditformidlere, der er givet adgang, i et offentligt register. Bundne kreditformidlere, som udelukkende samarbejder med én kreditgiver under dennes fulde og ubetingede ansvar, bør have mulighed for at gives adgang af den kompetente myndighed under ledelse af den kreditgiver, på hvis vegne de handler. Medlemsstaterne bør have ret til at bevare eller indføre begrænsninger med hensyn til visse kreditformidleres retlige form, således at de udelukkende må handle som juridiske personer eller som fysiske personer. Medlemsstaterne bør frit kunne beslutte, om alle kreditformidlere optages i ét register, eller om der kræves forskellige registre, afhængigt af om kreditformidleren er bundet eller fungerer som uafhængig kreditformidler. Desuden bør medlemsstaterne frit kunne bevare eller indføre begrænsninger med hensyn til muligheden for, at kreditformidlere, der er bundet til en eller flere kreditgivere, kan opkræve gebyrer af forbrugerne.

(70)  I nogle medlemsstater kan kreditformidlere beslutte at anvende udpegede repræsentanter til at udøve aktiviteter på deres vegne. Medlemsstaterne bør have mulighed for at anvende den specifikke ordning for udpegede repræsentanter i dette direktiv. Medlemsstaterne bør dog frit kunne beslutte ikke at indføre en sådan ordning eller at tillade, at andre enheder spiller en rolle, der er sammenlignelig med udpegede repræsentanters rolle, forudsat at disse enheder er omfattet af den samme ordning som kreditformidlerne. Reglerne for udpegede repræsentanter i dette direktiv forpligter ikke medlemsstaterne til at tillade, at udpegede repræsentanter udøver virksomhed på deres område, medmindre sådanne udpegede repræsentanter anses for kreditformidlere i henhold til dette direktiv.

(71)  For at sikre, at de kompetente myndigheder fører effektivt tilsyn med kreditformidlere, bør en kreditformidler, der er en juridisk person, gives adgang i den medlemsstat, hvor den har sit vedtægtsmæssige hjemsted. En kreditformidler, der ikke er en juridisk person, bør gives adgang i den medlemsstat, hvor dens hovedkontor ligger. Desuden bør medlemsstaterne kræve, at en kreditformidlers hovedkontor altid ligger i den medlemsstat, som er kreditformidlerens hjemland, og hvor den faktisk udøver virksomhed.

(72)   Kravene for at give adgang bør give kreditformidlere ret til at udøve virksomhed i andre medlemsstater i overensstemmelse med principperne om etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser, forudsat at der har fundet behørig underretning sted mellem de kompetente myndigheder. Selv i tilfælde, hvor medlemsstaterne beslutter at give alle ansatte hos kreditformidleren adgang, bør meddelelsen om hensigten om at levere tjenesteydelser tage udgangspunkt i kreditformidleren frem for den enkelte arbejdstager. Selv om dette direktiv udstikker de rammer, inden for hvilke alle kreditformidlere, der er givet adgang, herunder de kreditformidlere, der er bundet til kun én kreditgiver, kan udøve virksomhed i hele Unionen, udstikker dette direktiv ikke sådanne rammer for udpegede repræsentanter. I sådanne tilfælde skal de udpegede repræsentanter, der ønsker at udøve virksomhed i en anden medlemsstat, opfylde kravene for at give kreditformidlere adgang i dette direktiv.

(73)  I nogle medlemsstater kan kreditformidlere udøve deres aktiviteter i forbindelse med kreditaftaler, der tilbydes af ikkekreditinstitutter og kreditinstitutter. Kreditformidlere, der er givet adgang, bør i princippet kunne udøve virksomhed i hele Unionen. Adgang, der er givet af de kompetente myndigheder i hjemlandet, bør dog ikke tillade, at kreditformidlere yder deres tjenester i forbindelse med kreditaftaler, der tilbydes af ikkekreditinstitutter til en forbruger i en medlemsstat, hvor sådanne ikkekreditinstitutter ikke må udøve virksomhed.

(74)  Medlemsstaterne bør have mulighed for at fastsætte, at personer, der som led i deres erhvervsmæssige virksomhed kun lejlighedsvis udøver kreditformidlingsaktiviteter, f.eks. advokater eller notarer, ikke er omfattet af adgangsproceduren i dette direktiv, forudsat at en sådan erhvervsmæssig virksomhed er omfattet af lovbestemmelser, der ikke udelukker, at der lejlighedsvis udøves kreditformidlingsaktiviteter. En sådan undtagelse fra adgangsproceduren i dette direktiv bør dog føre til, at sådanne personer ikke kan drage fordel af pasordningen i dette direktiv. Personer, der som led i deres erhvervsmæssige virksomhed blot lejlighedsvis præsenterer en forbruger for en kreditgiver eller en kreditformidler eller henviser forbrugeren til en sådan, f.eks. ved at meddele forbrugeren, at der findes en bestemt kreditgiver eller kreditformidler eller en type produkt hos den pågældende kreditgiver eller kreditformidler, men ikke reklamerer yderligere for eller deltager i forelæggelsen af afgivelsen af tilbud om det forberedende arbejde i forbindelse med eller indgåelsen af kreditaftalen, bør ikke anses for kreditformidlere i henhold til dette direktiv. Låntagere, der blot overfører en kreditaftale til en forbruger ved subrogation uden at udøve andre kreditformidlingsaktiviteter, bør heller ikke anses for kreditformidlere i henhold til dette direktiv.

(75)  For at sikre lige betingelser for kreditgivere og fremme finansiel stabilitet og i forventning om yderligere harmonisering bør medlemsstaterne sikre, at der findes hensigtsmæssige foranstaltninger til at give adgang for og føre tilsyn med ikkekreditinstitutter, som tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse. I overensstemmelse med propor­tionalitetsprincippet bør dette direktiv ikke fastlægge detaljerede betingelser for at give adgang for og føre tilsyn med kreditgivere, som tilbyder kreditaftaler, og som ikke er kreditinstitutter, jf. definitionen i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber(16). Antallet af sådanne institutter, som er aktive i Unionen i øjeblikket, er begrænset, især siden finanskrisen, og det samme gælder deres markedsandel og antallet af medlemsstater, hvor de er aktive. Af samme grund bør der ikke fastsættes bestemmelser om indførelse af en pasordning for sådanne institutter.

(76)  Medlemsstaterne bør fastsætte regler om sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der vedtages i medfør af dette direktiv, og sikre, at de gennemføres. Valget af sanktioner er fortsat op til medlemsstaterne, men de fastsatte sanktioner bør være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

(77)  Forbrugerne bør have adgang til udenretslige klage- og tvistbilæggelsesprocedurer i forbindelse med tvister, der måtte opstå på grundlag af de rettigheder og forpligtelser, som er fastlagt i dette direktiv, mellem kreditgivere og forbrugere såvel som mellem kreditformidlere og forbrugere. Medlemsstaterne bør sørge for, at deltagelse i sådanne alternative tvistbilæggelsesprocedurer ikke er frivillig for kreditgivere og kreditformidlere. For at sikre, at alternative tvistbilæggelsesprocedurer fungerer tilfredsstillende i tilfælde af tværnational aktivitet, bør medlemsstaterne kræve og tilskynde til, at organer med ansvar for udenretslig klage- og tvistbilæggelse samarbejder. I denne forbindelse bør medlemsstaternes udenretslige klage- og tvistbilæggelsesorganer tilskyndes til at deltage i Fin-Net, der er et finansielt tvistbilæggelsesnetværk af nationale udenretslige ordninger, som er ansvarlige for at bilægge tvister mellem forbrugere og udbydere af finansielle tjenester.

(78)  For at sikre konsekvent harmonisering og for at tage højde for udviklingen på markederne for kreditaftaler eller udviklingen inden for kreditprodukter eller i de økonomiske forhold og for yderligere at præcisere visse krav i dette direktiv bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår ændring af standardformuleringen eller instruktionerne vedrørende udfyldning af ESIS og ændring af bemærkningerne eller ajourføring af antagelserne, der anvendes i forbindelse med beregningen af de årlige omkostninger i procent. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(79)  For at lette kreditformidleres mulighed for at levere deres tjenesteydelser på tværs af grænserne og af hensyn til samarbejde, informationsudveksling og tvistbilæggelse mellem de kompetente myndigheder bør de kompetente myndigheder med ansvar for at give kreditformidlere adgang være de myndigheder, der handler under den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA)), jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed)(17), eller andre nationale myndigheder, forudsat at de samarbejder med de myndigheder, der handler under EBA med henblik på at varetage deres opgaver i henhold til dette direktiv.

(80)  Medlemsstaterne bør udpege de kompetente myndigheder, som har til opgave at sikre håndhævelsen af dette direktiv, og sørge for, at de har de nødvendige undersøgelses- og håndhævelsesbeføjelser samt tilstrækkelige ressourcer til at kunne varetage deres opgaver. De kompetente myndigheder kan for så vidt angår visse aspekter af dette direktiv indbringe en sag for en domstol, der er kompetent til at træffe en retsafgørelse, herunder i givet fald ved appel. Dette kan gøre det muligt for medlemsstaterne at overlade håndhævelsen af disse bestemmelser til ovennævnte organer og domstolene, navnlig hvis bestemmelserne i dette direktiv er gennemført i civilretten. Medlemsstaterne bør kunne udpege forskellige kompetente myndigheder til at håndhæve direktivets vidtrækkende forpligtelser. I forbindelse med nogle bestemmelser kan medlemsstaterne f.eks. udpege de kompetente myndigheder, der er ansvarlige for håndhævelse af forbrugerbeskyttelse, hvorimod de i forbindelse med andre bestemmelser kan beslutte at udpege tilsynsførende. Muligheden for at udpege forskellige kompetente myndigheder bør ikke berøre forpligtelsen til løbende tilsyn og samarbejde mellem de kompetente myndigheder som fastsat i dette direktiv.

(81)  Det er nødvendigt at undersøge, om dette direktiv fungerer efter hensigten, og om det lykkes at etablere et indre marked med en høj grad af forbrugerbeskyttelse på området for kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Revisionen bør bl.a. omfatte en vurdering af overholdelsen og virkningen af dette direktiv, en vurdering af, om direktivets anvendelsesområde fortsat er hensigtsmæssigt, en analyse af ikkekreditinstitutters levering af kreditaftaler, en vurdering af behovet for yderligere foranstaltninger, herunder en pasordning for ikkekreditinstitutter og en undersøgelse af nødvendigheden af at indføre yderligere rettigheder og forpligtelser i fasen efter indgåelse af en kreditaftale ▌.

(82)  En indsats fra medlemsstaternes side alene vil sandsynligvis medføre forskellige sæt regler, hvilket kan underminere eller skabe nye hindringer for det indre markeds funktion. Målet for dette direktiv, nemlig oprettelsen af et effektivt og konkurrencedygtigt indre marked for kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse med en høj grad af forbrugerbeskyttelse kan ikke i tilstrækkelig grad kan nås af medlemsstaterne og kan derfor mere effektivt nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(83)  Medlemsstaterne kan beslutte at gennemføre visse aspekter, der er omfattet af dette direktiv, i den nationale lovgivning ved forsigtighedsbestemmelser, f.eks. vurderingen af forbrugerens kreditværdighed, hvorimod andre gennemføres i lovgivningen om svig samt i civil- og strafferetten, f.eks. forpligtelserne for den ansvarlige låntager.

(84)  I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommis­sionen om forklarende dokumenter(18) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor der er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

(85)  Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse afgav den 25. juli 2011 udtalelse(19) på grundlag af artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger(20)

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Kapitel 1

Formål, anvendelsesområde, definitioner og kompetente myndigheder

Artikel 1

Formål

Dette direktiv fastlægger en fælles ramme for visse aspekter af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om aftaler om forbrugerkredit sikret ved pant eller på anden vis i forbindelse med fast ejendom til beboelse, herunder en forpligtelse til at foretage en vurdering af kreditværdigheden inden ydelsen af kreditten som grundlag for udviklingen af effektive standarder for kreditgivning i forbindelse med fast ejendom til beboelse i medlemsstaterne, og for visse forsigtigheds- og tilsynskrav, herunder vedrørende etablering som og tilsyn med kreditformidlere, udpegede repræsentanter og ikkekreditinstitutter.

Artikel 2

Harmoniseringsniveau

1.  Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne opretholder eller indfører strengere bestemmelser for at beskytte forbrugerne, forudsat at sådanne bestemmelser er i overensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til EU-retten.

2.  Uanset stk. 1 opretholder eller indfører medlemsstaterne ikke i national ret bestemmelser, der fraviger dem, der er fastsat i artikel 14, stk. 2, og bilag II, del A, med hensyn til standardoplysninger forud for aftaleindgåelsen via et europæisk standardiseret informationsblad ("ESIS"), og artikel 17, stk. 1-5, 7 og 8, samt bilag I med hensyn til en fælles og konsekvent EU-standard for beregning af de årlige omkostninger i procent.

Artikel 3

Anvendelsesområde

1.  Dette direktiv finder anvendelse på ▌:

a)  kreditaftaler, som er sikret enten ved pant eller ved en anden tilsvarende sikkerhedsstillelse, der almindeligvis anvendes i en medlemsstat i forbindelse med fast ejendom til beboelse, eller som er sikret i form af en rettighed, der er knyttet til fast ejendom til beboelse, og

b)  kreditaftaler, som har til formål at erhverve eller bevare ejendomsretten til grundarealer eller til eksisterende eller projekterede ▌bygninger.

2.  Dette direktiv gælder ikke for:

a)  kreditaftaler med friværdibelåning, hvor kreditgiver:

i)  udbetaler et engangsbeløb, periodiske betalinger eller andre former for kreditudbetaling til gengæld for et beløb, der stammer fra fremtidigt salg af en fast ejendom til beboelse eller en rettighed i forbindelse med fast ejendom til beboelse, og

ii)  ikke kræver tilbagebetaling af kreditten, før en eller flere anførte livsbegivenheder indtræffer for forbrugeren som defineret af medlemsstaterne, medmindre forbrugeren overtræder sine kontraktmæssige forpligtelser, hvilket giver kreditgiver ret til at ophæve kreditaftalen

b)  kreditaftaler, hvor kreditten ydes af en arbejdsgiver til hans ansatte som led i en bibeskæftigelse, og hvor en sådan kreditaftale er rentefri eller med årlige omkostninger i procent, der er lavere end dem på markedet, og som ikke tilbydes offentligheden i almindelighed

c)  kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostninger end dem, der er direkte forbundet med sikringen af kreditten

d)  kreditaftaler i form af kassekredit, ifølge hvilke kreditten skal betales tilbage inden en måned

e)  kreditaftaler, som er resultatet af et forlig indgået for retten eller et andet ved lov beføjet organ

f)  kreditaftaler, der vedrører omkostningsfri udskudt betaling af en eksisterende gæld, og som ikke falder ind under anvendelsesområdet for stk. 1, litra a).

3.  Medlemsstaterne kan træffe afgørelse om ikke at anvende:

a)  artikel 11, artikel 14 og bilag II i forbindelse med de forbrugerkreditaftaler, der er sikret ved pant eller ved en anden tilsvarende sikkerhedsstillelse, der almindeligvis anvendes i en medlemsstat i forbindelse med fast ejendom til beboelse, eller som er sikret i form af en rettighed, der er knyttet til fast ejendom til beboelse, og hvis formål ikke er at erhverve eller bevare rettigheden til fast ejendom til beboelse, forudsat at medlemsstaterne i forbindelse med sådanne kreditaftaler anvender artikel 4 og 5 i og bilag II og III til direktiv 2008/48/EF.

b)  dette direktiv på kreditaftaler i forbindelse med en fast ejendom, hvis kreditaftalen fastsætter, at den faste ejendom ikke på noget tidspunkt kan anvendes som hus, lejlighed eller et andet bopælssted af forbrugeren eller et af forbrugerens familiemedlemmer, men skal anvendes som hus, lejlighed eller et andet bopælssted på grundlag af en lejeaftale

c)  dette direktiv på kreditaftaler, som vedrører kreditter til en begrænset offentlighed i henhold til en lovbestemmelse med et almennyttigt sigte og rentefrit eller til en lavere debitorrente end den gældende markedsrente eller på andre vilkår, som er mere fordelagtige for forbrugeren end de gældende markedsvilkår, og til en debitorrente, der ikke er højere end den gældende markedsrente

d)  dette direktiv på foreløbige lån

e)  dette direktiv på kreditaftaler, hvor kreditgiver er en organisation, der hører ind under anvendelsesområdet for artikel 2, stk. 5, i direktiv 2008/48/EF.

4.  De medlemsstater, som benytter sig af den mulighed, der er omhandlet i stk. 3, litra b), sikrer, at der anvendes en hensigtsmæssig ramme på nationalt plan for denne type kredit.

5.  De medlemsstater, som benytter sig af den mulighed, der er omhandlet i stk. 3, litra c) eller e), sikrer, at der anvendes hensigtsmæssige alternative ordninger, som sikrer, at forbrugerne rettidigt får oplysninger om hovedtræk, risici og omkostninger ved sådanne kreditaftaler i fasen forud for aftaleindgåelse, og at markedsføringen af sådanne kreditaftaler er rimelig, entydig og ikke vildledende.

Artikel 4

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

1)  "forbruger": enhver forbruger som defineret i artikel 3, litra a), i direktiv 2008/48/EF

2)  "kreditgiver": en fysisk eller juridisk person, der yder eller giver tilsagn om at yde kredit, der falder ind under anvendelsesområdet for artikel 3, som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssige virksomhed

3)  "kreditaftale": en aftale, i henhold til hvilken en kreditgiver ▌yder eller giver tilsagn om at yde en forbruger kredit, der falder ind under anvendelsesområdet for artikel 3 i form af udskudt betaling, lån eller anden tilsvarende form for finansiel facilitet

4)  "accessorisk tjenesteydelse": en ▌tjenesteydelse, som tilbydes forbrugeren ▌i forbindelse med kreditaftalen

5)  "kreditformidler": en fysisk eller juridisk person, der ikke optræder som kreditgiver eller notar og ikke enten direkte eller indirekte blot præsenterer en forbruger for en kreditgiver eller kreditformidler, og som mod et vederlag, der kan antage form af penge eller en anden aftalt form for finansiel modydelse, som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssige virksomhed:

a)  præsenterer eller tilbyder kreditaftaler ▌til forbrugere

b)  bistår forbrugere med at udføre andet forberedende arbejde eller anden administration forud for aftaleindgåelse i forbindelse med kreditaftaler ▌end det, der er omhandlet i litra a), eller

c)  indgår kreditaftaler ▌med forbrugere på kreditgivers vegne

6)  "gruppe": en gruppe af kreditgivere, som skal konsolideres med henblik på udarbejdelse af konsoliderede regnskaber som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer(21)

7)  "bunden kreditformidler": enhver kreditformidler, der handler på vegne af følgende og på deres fulde og ubetingede ansvar:

a)  kun én kreditgiver

b)  kun én gruppe eller

c)  et antal kreditgivere eller grupper, der ikke repræsenterer et flertal af markedet

8)  "udpeget repræsentant": en fysisk eller juridisk person, som udfører de i nr. 5) omhandlede aktiviteter, og som handler på vegne af kun én kreditformidler og på dennes fulde og ubetingede ansvar

9)  "kreditinstitut": et kreditinstitut, som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1, i forordning (EU) nr. 575/2013

10)  "ikkekreditinstitut": en kreditgiver, som ikke er et kreditinstitut

11)  "personale" ▌:

a)  enhver fysisk person, der arbejder for kreditgiver eller kreditformidler, og som er direkte involveret i de af dette direktiv omfattede aktiviteter eller har kontakt til forbrugerne i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aktiviteter

b)  enhver fysisk person, der arbejder for en udpeget repræsentant og har kontakt til forbrugerne i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aktiviteter

c)  enhver fysisk person, der direkte leder eller fører tilsyn med de fysiske personer, der er omhandlet i litra a) og b).

12)  "samlet kreditbeløb": det samlede kreditbeløb som defineret i artikel 3, litra l), i direktiv 2008/48/EF

13)  "samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten": alle omkostninger i forbindelse med kreditten, som forbrugeren skal betale, som defineret i artikel 3, litra g), i direktiv 2008/48/EF, herunder omkostninger i forbindelse med ejendomsvurdering, hvis en sådan vurdering er nødvendig for at opnå kreditten, men ikke tinglysningsomkostninger i forbindelse med overdragelse af ejendomsretten til fast ejendom. De omfatter ikke de omkostninger, som forbrugeren skal betale i forbindelse med misligholdelse af de forpligtelser, der er fastsat i kreditaftalen

14)  "samlet beløb, der skal betales af forbrugeren": hele det beløb, som forbrugeren skal betale, som defineret i artikel 3, litra h), i direktiv 2008/48/EF

15)  "årlige omkostninger i procent": de samlede omkostninger for forbrugeren i forbindelse med kreditten udtrykt i procent pr. år af det samlede kreditbeløb, herunder i givet fald de omkostninger, der er nævnt i artikel 17, stk. 2), som på årsbasis svarer til nutidsværdien af alle fremtidige eller eksisterende forpligtelser (udnyttede kreditmuligheder, tilbagebetalinger og omkostninger), der er aftalt mellem kreditgiver og forbruger

16)  "debitorrente": den rente, som debitor skal betale, som defineret i artikel 3, litra j), i direktiv 2008/48/EF

17)  "vurdering af kreditværdigheden": en evaluering af udsigten til, at gældsforpligtelsen som følge af kreditaftalen kan opfyldes

18)  "varigt medium": det varige medium som defineret i artikel 3▌, litra m), i direktiv 2008/48/EF

19)  "hjemland":

a)  hvis kreditgiver eller kreditformidler er en fysisk person, den medlemsstat, hvor hans hovedkontor er beliggende ▌

b)  hvis kreditgiver eller kreditformidler er en juridisk person, den medlemsstat, hvor den pågældende har sit vedtægtsmæssige hjemsted, eller, hvis den pågældende i henhold til sin nationale ret ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, den medlemsstat, hvor den pågældendes hovedkontor er beliggende

20)  "værtsland": en anden medlemsstat end hjemlandet, hvor kreditgiver eller kreditformidler har en filial, eller hvorfra der leveres tjenesteydelser

21)  "rådgivningstjenester": personlige anbefalinger til en forbruger, som vedrører en eller flere transaktioner i forbindelse med kreditaftaler, og som er en aktivitet, der er uafhængig af ydelsen af kreditten og de kreditformidlingsaktiviteter, der er anført i nr. 5)

22)  "kompetent myndighed": en myndighed, der i overensstemmelse med artikel 5 udpeges som kompetent af en medlemsstat

23)  "foreløbigt lån": en kreditaftale, som enten er uden fast løbetid, eller hvor kreditten skal tilbagebetales inden 12 måneder, og som anvendes af forbrugeren som en midlertidig finansieringsløsning i forbindelse med overgangen til en anden finansiel ordning for den faste ejendom

24)  "eventual- eller garantiforpligtelse": en kreditaftale, der fungerer som en garanti for en anden særskilt, men accessorisk transaktion, og hvor den kapital, der er stillet sikkerhed for i form af fast ejendom, kun udnyttes, hvis en begivenhed eller begivenheder, der er anført i aftalen, indtræffer

25)  "værdibaseret kreditaftale": en kreditaftale, hvor den kapital, der skal tilbagebetales, er baseret på en kontraktligt fastsat procentdel af værdien af den faste ejendom på tidspunktet for tilbagebetalingen eller tilbagebetalingerne af kapitalen.

26)  "kombinationssalg": tilbud om eller salg af en kreditaftale i en pakke med andre særskilte finansielle produkter eller tjenesteydelser, hvor kreditaftalen ikke stilles individuelt til rådighed for forbrugeren

27)  "Pakkesalg": tilbud om eller salg af en kreditaftale i en pakke med andre særskilte finansielle produkter eller tjenesteydelser, hvor kreditaftalen også stilles individuelt til rådighed for forbrugeren, men ikke nødvendigvis på samme betingelser eller vilkår, som når den indgår i pakken med accessoriske tjenesteydelser

28)  "Lån i udenlandsk valuta": en kreditaftale, hvor kreditten er:

a)  udstedt i en anden valuta end den, som forbrugeren modtager indtægten i eller den, som de aktiver, som forbrugeren besidder og hvoraf kreditten skal tilbagebetales, er lydende på, eller

b)  udstedt i en anden valuta end valutaen i den medlemsstat, hvor forbrugeren er bosiddende.

Artikel 5 ▌

Kompetente myndigheder

1.  Medlemsstaterne udpeger de nationale kompetente myndigheder, som har til opgave at sikre gennemførelsen og håndhævelsen af dette direktiv, og sørger for, at de har de nødvendige undersøgelses- og håndhævelsesbeføjelser samt tilstrækkelige ressourcer til at kunne varetage deres opgaver effektivt.

De myndigheder, der er omhandlet i første afsnit, er enten offentlige myndigheder eller organer, der er anerkendt i den nationale ret eller af offentlige myndigheder, som udtrykkeligt har beføjelse hertil efter national ret. De må ikke være kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder og alle personer, der arbejder eller har arbejdet for de kompetente myndigheder, samt revisorer og eksperter, der handler på de kompetente myndigheders vegne, har tavshedspligt. De fortrolige oplysninger, de modtager i forbindelse med deres hverv, må ikke videregives til andre personer eller myndigheder, undtagen i summarisk eller sammenfattet form, medmindre der er tale om tilfælde, der er omfattet af strafferetten eller dette direktiv. Dette er imidlertid ikke til hinder for, at de kompetente myndigheder i overensstemmelse med den nationale ret samt EU-retten udveksler eller videregiver fortrolige oplysninger.

3.  Medlemsstaterne sørger for, at de myndigheder, der er udpeget som kompetente med hensyn til at sikre gennemførelsen og håndhævelsen af artikel 9, 29, 32, 33, 34 og 35 i dette direktiv, er en af eller begge følgende:

a)  kompetente myndigheder som defineret i artikel 4, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1093/2010

b)  andre myndigheder end de kompetente myndigheder, der er omhandlet i litra a), forudsat at den nationale lovgivning eller administrative bestemmelser kræver, at disse myndigheder samarbejder med de kompetente myndigheder, der er omhandlet i litra a), når det er nødvendigt med henblik på at varetage deres opgaver efter dette direktiv, herunder med det formål at samarbejde med Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) (EBA), som krævet efter dette direktiv.

4.  Medlemsstaterne underretter Kommissionen og EBA om udpegelsen af kompetente myndigheder og eventuelle ændringer heraf og anfører enhver fordeling af de respektive opgaver mellem forskellige kompetente myndigheder. Den første underretning foretages snarest muligt og senest ... (22).

5.  De kompetente myndigheder udøver deres beføjelser i henhold til national ret enten:

a)  direkte under deres egen myndighed eller under de retlige myndigheders tilsyn eller

b)  ved at indbringe sagen for en domstol, der er kompetent til at træffe den nødvendige afgørelse, herunder i givet fald ved appel, hvis anmodningen om at træffe den nødvendige afgørelse ikke giver resultat, undtagen i forbindelse med artikel 9, 29, 32, 33, 34 og 35.

6.  Hvis der er to eller flere kompetente myndigheder på en medlemsstats område, sørger medlemsstaten for, at deres respektive opgaver er klart definerede, og at der er et tæt samarbejde mellem disse myndigheder, således at de er i stand til at varetage deres respektive opgaver effektivt.

7.  Kommissionen offentliggør mindst en gang om året i Den Europæiske Unions Tidende en liste over de kompetente myndigheder og ajourfører løbende listen på sin hjemmeside.

Kapitel 2

Formidling af finansiel viden

Artikel 6

Formidling af finansiel viden til forbrugerne

1.  Medlemsstaterne fremmer foranstaltninger, der støtter formidlingen af viden til forbrugerne vedrørende ansvarlig låntagning og gældsforvaltning, særlig i forbindelse med aftaler om lån med pant i fast ejendom. Det er nødvendigt at give klare og generelle oplysninger om kreditydelsesprocessen for at vejlede forbrugerne, navnlig dem, der optager et lån med pant i fast ejendom for første gang. Det er også nødvendigt at give oplysninger om den vejledning, som forbrugerorganisationer og nationale myndigheder kan give forbrugere.

2.  Kommissionen offentliggør en vurdering af den formidling af finansiel viden, som forbrugerne har adgang til i medlemsstaterne, og identificerer eksempler på bedste praksis, som kan udvikles yderligere med henblik på at øge forbrugernes kendskab til finansielle forhold.

Kapitel 3

Betingelser for kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter

Artikel 7

Forpligtelser med hensyn til god skik ved ydelsen af forbrugerkredit

1.  Medlemsstaterne kræver, at ▌kreditgiver, kreditformidler eller den udpegede repræsentant over for forbrugerne handler redeligt, rimeligt, gennemsigtigt og professionelt, når denne udformer kreditprodukter, eller bevilger, formidler eller yder rådgivningstjenester om kredit og i givet fald accessoriske tjenesteydelser, eller når der indgås en kreditaftale, under hensyntagen til forbrugerens rettigheder og interesser. For så vidt angår bevilling, formidling eller ydelse af rådgivningstjenester vedrørende kredit baseres aktiviteterne på oplysninger om forbrugerens forhold og eventuelle specifikke krav, som forbrugeren har fremsat, og på rimelige antagelser med hensyn til risici for forbrugerens situation i kreditaftalens løbetid. For så vidt angår ydelse af rådgivningstjenester baseres aktiviteten desuden på de oplysninger, der kræves i henhold til artikel 22, stk. 3, litra a).

2.  Medlemsstaterne sikrer, at den måde, hvorpå kreditgiverne aflønner deres personale og ▌kreditformidlere, og den måde, hvorpå kreditformidlerne aflønner deres personale og udpegede repræsentanter, ikke er til hinder for opfyldelse af forpligtelsen ▌i stk. 1.

3.  Medlemsstaterne sikrer, at kreditgivere, når de udformer og anvender aflønningspolitikker for personale, der varetager vurderingen af kreditværdighed, overholder følgende principper på en måde og i et omfang, der svarer til deres størrelse og interne organisation samt arten, omfanget og kompleksiteten af deres aktiviteter:

a)  aflønningspolitikken er i overensstemmelse med og fremmer en forsvarlig og effektiv risikostyring og tilskynder ikke til risikotagning, som overskrider kreditgivers risikotoleranceniveau

b)  aflønningspolitikken er i overensstemmelse med kreditgivers forretningsstrategi, målsætninger, værdier og langsigtede interesser og omfatter foranstaltninger til undgåelse af interessekonflikter, navnlig ved at sikre, at aflønning ikke er betinget af antallet eller andelen af imødekomne ansøgninger.

4.  Medlemsstaterne sikrer, at aflønningsstrukturen for det involverede personale, når kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter yder rådgivningstjenester, ikke påvirker personalets evne til at handle i forbrugerens bedste interesse og navnlig ikke er betinget af salgsmål. For at nå dette mål kan medlemsstaterne desuden forbyde kreditgiver at betale provision til kreditformidler.

5.  Medlemsstaterne kan forbyde eller indføre begrænsninger med hensyn til betalinger fra en forbruger til en kreditgiver eller kreditformidler inden indgåelsen af kreditaftalen.

Artikel 8

Forpligtelse til at give forbrugerne oplysninger omkostningsfrit

Medlemsstaterne sikrer, at der, når oplysninger gives til forbrugerne i overensstemmelse med kravene i dette direktiv, meddeles sådanne oplysninger uden omkostninger for forbrugeren.

Artikel 9

Krav til personalets viden og kompetencer

1.  ▌Medlemsstaterne sikrer, at ▌kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter kræver, at deres personale besidder og ajourfører et hensigtsmæssigt videns- og kompetenceniveau med hensyn til at udforme, tilbyde og bevilge kreditaftaler, udøvelse af kreditformidlingsaktiviteter som anført i artikel 4, nr. 5), eller ydelse af rådgivningstjenester. Hvis indgåelsen af en kreditaftale omfatter en accessorisk tjenesteydelse, skal der også kræves et ▌passende viden- og kompetenceniveau i forbindelse med den accessoriske tjenesteydelse.

2.  Med undtagelse af de i stk. 3 omhandlede tilfælde fastsætter hjemlandene minimumskrav til den viden og de kompetencer, som kreditgivers, kreditformidlers og udpegede repræsentanters personale skal have i overensstemmelse med principperne i bilag III.

3.  Hvis en kreditgiver eller kreditformidler yder sine tjenester på én eller flere andre medlemsstaters område:

i)  gennem en filial, er værtslandet ansvarligt for at fastsætte minimumskravene til den viden og de kompetencer, som filialens personale skal have

ii)  som led i den fri udveksling af tjenesteydelser, er hjemlandet ansvarligt for at fastsætte minimumskravene til den viden og de kompetencer, som personalet skal have i overensstemmelse med bilag III. Værtslandene kan dog fastsætte minimumskrav til viden og kompetencer i forbindelse med de krav, der er omhandlet i bilag III, stk. 1, litra b), c), e) og f).

4.  Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder fører tilsyn med overholdelsen af kravene i stk. 1, og at de kompetente myndigheder har beføjelse til at kræve, at kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter fremlægger den dokumentation, som den kompetente myndighed finder nødvendig for at muliggøre dette tilsyn.

5.  Med henblik på et effektivt tilsyn med de kreditgivere og kreditformidlere, der som led i den fri udveksling af tjenesteydelser yder deres tjenester på en anden medlemsstats område, arbejder de kompetente myndigheder i værts- og hjemlandene tæt sammen for at sikre et effektivt tilsyn med og en effektiv håndhævelse af værtslandets minimumskrav til viden og kompetencer. Med henblik herpå kan de uddelegere opgaver og ansvarsområder til hinanden.

Kapitel 4

Information og praksis ▌forud for indgåelse af kreditaftalen

Artikel 10

Generelle bestemmelser om reklame og markedsføring

Medlemsstaterne kræver, at reklame- og markedsføringsmeddelelser om kreditaftaler ▌er rimelige, entydige og ikke vildledende, jf. dog direktiv 2005/29/EF▌. Det forbydes især at anvende en ordlyd, der kan skabe forkerte forventninger hos forbrugeren til en kredits tilgængelighed eller omkostninger.

Artikel 11

Standardoplysninger, der skal indgå i reklame

1.  Medlemsstaterne sikrer, at enhver reklame for kreditaftaler, ▌der angiver en rentesats eller talstørrelser vedrørende omkostningerne i forbindelse med forbrugerkreditten, indeholder standardoplysninger i overensstemmelse med denne artikel.

Medlemsstaterne kan imidlertid fastsætte, at første afsnit ikke finder anvendelse, hvis den nationale ret kræver angivelse af de årlige omkostninger i procent ved reklame for kreditaftaler, der ikke angiver en rentesats eller nogen talstørrelser vedrørende omkostningerne i forbindelse med forbrugerkreditten, jf. første afsnit.

2.  Standardoplysningerne skal klart, præcist og på en fremtrædende plads▌ angive▌:

a)  kreditgivers eller i påkommende tilfælde kreditformidlers eller en udpeget repræsentants identitet

b)  at ▌kreditaftalen, hvor det er relevant, vil være sikret ▌ved pant eller ved en anden tilsvarende sikkerhedsstillelse, der almindeligvis anvendes i en medlemsstat i forbindelse med fast ejendom til beboelse, eller i form af en rettighed, der er knyttet til fast ejendom til beboelse

c)  debitorrenten, og hvorvidt den er fast eller variabel eller en kombination af begge dele, tillige med oplysninger om de gebyrer, der indgår i omkostningerne i forbindelse med forbrugerkreditten

d)  det samlede kreditbeløb

e)  de årlige omkostninger i procent, som i en reklame bør have en mindst lige så fremtrædende placering som enhver rente

f)  kreditaftalens løbetid, hvor det er relevant

g)  afdragenes størrelse, hvor det er relevant

h)  det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, hvis det er relevant

i)  antallet af afdrag, hvis det er relevant.

j)  hvor det er relevant, en advarsel om, at eventuelle udsving i valutakursen kan påvirke det beløb, der skal betales af forbrugeren.

3.  Oplysningerne angivet i stk. 2, bortset fra de i litra a), b) eller j) anførte, skal angives ved hjælp af et repræsentativt eksempel og under hele forløbet følge det pågældende repræsentative eksempel. Medlemsstaterne vedtager kriterier for fastsættelse af et repræsentativt eksempel.

4.  Såfremt indgåelsen af en aftale om en accessorisk tjenesteydelse ▌, navnlig en forsikring, er obligatorisk for at opnå kreditten eller for at opnå kreditten på de oplyste vilkår og betingelser, og en sådan aftales omkostninger ikke kan beregnes på forhånd, skal forpligtelsen til at indgå denne aftale være angivet klart, præcist og på en fremtrædende plads sammen med de årlige omkostninger i procent.

5.  Oplysningerne omhandlet i stk. 2 og 4 skal være let læselige eller kunne høres tydeligt afhængigt af det medie, der anvendes til reklame.

6.  Medlemsstaterne kan kræve, at der er en præcis og forholdsmæssigt afpasset advarsel om de specifikke risici, der er forbundet med kreditaftaler. De meddeler straks Kommissionen sådanne krav.

7.  Denne artikel berører ikke direktiv 2005/29/EF.

Artikel 12

Kombinations- og pakkesalg

1.  Medlemsstaterne tillader pakkesalg, men forbyder kombinationssalg.

2.  Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne beslutte, at kreditgivere kan anmode forbrugeren, et familiemedlem eller en nær pårørende til forbrugeren om at:

a)  oprette eller opretholde en betalings- eller opsparingskonto, hvis det eneste formål med en sådan konto er at akkumulere kapital til at tilbagebetale lånet eller afdrage på lånet, samle ressourcer for at opnå lånet eller give kreditgiver yderligere sikkerhedsstillelse i tilfælde af misligholdelse

b)  købe eller beholde et investeringsprodukt eller privat pensionsprodukt, hvis et sådant produkt, som primært giver investor pensionsindtægter, også tjener til at give kreditgiver yderligere sikkerhedsstillelse i tilfælde af misligholdelse eller at akkumulere kapital til at tilbagebetale lånet eller afdrage på lånet, samle ressourcer for at opnå lånet

c)  indgå en separat kreditaftale i kombination med en kreditaftale med delt friværdi for at opnå lånet.

3.  Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne tillade kombinationssalg, når kreditgiver kan godtgøre over for den kompetente myndighed, at de bundne produkter eller produktkategorier, der tilbydes på indbyrdes tilsvarende vilkår og betingelser, og som ikke stilles individuelt til rådighed, indebærer en klar fordel for forbrugerne under hensyntagen til tilgængeligheden af og priserne på de relevante produkter, der tilbydes på markedet. Nærværende stykke gælder udelukkende produkter, der bringes i omsætning efter ...(23).

4.  Medlemsstaterne kan give kreditgivere tilladelse til at pålægge forbrugeren at tegne en relevant forsikring i forbindelse med kreditaftalen. I sådanne tilfælde sikrer medlemsstaterne, at kreditgiver accepterer forsikringspolicen fra en anden udbyder end kreditgivers foretrukne udbyder, hvis forsikringspolicen indeholder samme garanti som den, kreditgiver har foreslået.

Artikel 13

Generelle oplysninger

1.  Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiverne eller i påkommende tilfælde de bundne kreditformidlere eller deres udpegede repræsentanter til enhver tid stiller klare og forståelige generelle oplysninger om kreditaftalerne til rådighed på papir, ved hjælp af et andet varigt medium eller i elektronisk form. Medlemsstaterne kan desuden fastsætte, at de ikkebundne kreditformidlere gør de generelle oplysninger tilgængelige.

Sådanne generelle oplysninger skal som minimum omfatte følgende:

a)  navn og fysisk adresse på oplysningernes afsender

b)  de formål, hvortil kreditten kan anvendes

c)  former for sikkerhedsstillelse, herunder, hvor det er relevant, muligheden for, at sikkerheden kan være beliggende i en anden medlemsstat

d)   kreditaftalernes eventuelle løbetid

e)  ▌ de forskellige debitorrenter, der findes, og hvorvidt de er faste eller variable eller begge dele, med en kort beskrivelse af karakteristika ved fast og variabel rente ▌, herunder de dermed forbundne konsekvenser for forbrugeren

f)  angivelse af den udenlandske valuta eller de udenlandske valutaer, hvis der kan anvendes lån i udenlandsk valuta, herunder en forklaring på konsekvenserne for forbrugeren, hvis kreditten er angivet i udenlandsk valuta

g)   et repræsentativt eksempel på det samlede kreditbeløb, de samlede omkostninger for forbrugeren i forbindelse med kreditten, det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, og de årlige omkostninger i procent

h)  angivelse af eventuelle yderligere omkostninger for forbrugeren i forbindelse med kreditten, der ikke indgår i det samlede kreditbeløb, og som skal betales i forbindelse med en kreditaftale

i)  en række forskellige muligheder for tilbagebetaling af kreditten til kreditgiver, herunder de periodiske afdrags antal, hyppighed og størrelse

j)  hvor det er relevant, en klar og tydelig angivelse af, at overholdelse af kreditaftalens vilkår og betingelser ikke garanterer tilbagebetaling af det samlede kreditbeløb i henhold til kreditaftalen

k)  ▌en beskrivelse af de vilkår, der direkte vedrører førtidig indfrielse

l)  hvorvidt det er nødvendigt med en vurdering af ejendommen og i givet fald, hvem der har ansvaret for at sikre, at vurderingen foretages, og hvorvidt det medfører eventuelle omkostninger for forbrugeren

m)  angivelse af de accessoriske tjenesteydelser, som forbrugeren skal erhverve for at opnå kreditten eller få den på de oplyste vilkår og betingelser, og i givet fald en præcisering af, at de accessoriske tjenesteydelser kan købes hos en tjenesteudbyder, der ikke er kreditgiveren, og

n)  en generel advarsel om de eventuelle konsekvenser af manglende overholdelse af forpligtelserne i forbindelse med kreditaftalen

2.  Medlemsstaterne kan forpligte kreditgiverne til at medtage andre former for advarsler, som er relevante i en medlemsstat. De meddeler straks Kommissionen sådanne krav.

Artikel 14

Oplysninger forud for aftaleindgåelsen

1.  Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver og i givet fald kreditformidler eller en udpeget repræsentant giver forbrugeren de individuelle oplysninger, som er nødvendige for at kunne sammenligne de kreditter, der findes på markedet, vurdere, hvad de indebærer, og træffe en informeret beslutning om, hvorvidt han skal indgå en kreditaftale:

a)  uden unødig forsinkelse, efter at forbrugeren i overensstemmelse med artikel 20 har afgivet de nødvendige oplysninger om sine behov, sin finansielle situation og sine præferencer og

b)  i god tid inden forbrugeren bindes af en kreditaftale eller et kredittilbud.

2.  De i stk. 1 omhandlede individuelle oplysninger gives via ESIS, jf. bilag II, på papir eller ved hjælp af et andet varigt medium.

3.  Medlemsstaterne sikrer, at et tilbud, der er bindende for kreditgiver, afgives til forbrugeren på papir eller ved hjælp af et andet varigt medium og ledsages af et ESIS, hvis:

a)  forbrugeren ikke tidligere har fået forelagt en ESIS-formular eller

b)  tilbuddets karakteristika ikke stemmer overens med oplysningerne i den ESIS-formular, der tidligere er blevet forelagt.

4.  Medlemsstaterne kan dog fastsætte, at forelæggelsen af ESIS er obligatorisk inden afgivelsen af et tilbud, der er bindende for kreditgiver. I så fald kræver de, at ESIS kun skal forelægges igen, hvis betingelsen i stk. 3, litra b), er opfyldt.

5.  Medlemsstater, som inden …(24) har indført et informationsblad, der opfylder oplysningskrav, som svarer til dem, der er fastsat i bilag II, kan fortsat anvende bladet til formålene i nærværende artikel indtil …(25)*.

6.  Medlemsstaterne fastsætter en frist på mindst syv dage, inden for hvilken forbrugeren har tilstrækkelig tid til at sammenligne ▌tilbuddene, vurdere, hvad de indebærer, og træffe en informeret beslutning ▌.

Medlemsstaterne præciserer, at den i første afsnit omhandlede frist enten skal betragtes som en betænkningstid forud for indgåelsen af kreditaftalen eller som en periode med fortrydelsesret efter indgåelsen af kreditaftalen eller som en kombination af begge.

Hvis en medlemsstat angiver en betænkningstid forud for indgåelsen af kreditaftalen:

a)  er tilbuddet bindende for kreditgiver under betænkningstidens varighed, og

b)  forbrugeren skal kunne acceptere tilbuddet på et hvilket som helst tidspunkt under betænkningstiden.

Medlemsstaterne kan fastsætte, at forbrugere ikke kan acceptere tilbuddet i en periode, der ikke overstiger de første ti dage af betænkningstiden.

Hvis debitorrenten eller de øvrige omkostninger fastsættes på grundlag af salget af underliggende obligationer eller andre langsigtede finansieringsinstrumenter, kan medlemsstaterne fastsætte, at debitorrenten eller de andre omkostninger kan variere fra det i tilbuddet angivne i overensstemmelse med værdien af de underliggende obligationer eller andre langsigtede finansieringsinstrumenter.

Hvis forbrugeren har en fortrydelsesret i overensstemmelse med nærværende stykkes andet afsnit, finder artikel 6 i direktiv 2002/65/EF ikke anvendelse.

7.  Kreditgiver og i givet fald kreditformidler eller en udpeget repræsentant, som har forelagt ESIS for forbrugeren, anses for at have opfyldt kravene vedrørende oplysninger til forbrugeren inden indgåelse af en fjernsalgsaftale, jf. artikel 3, stk. 1, i direktiv 2002/65/EF, og anses kun for at opfylde kravene i artikel 5, stk. 1, i samme direktiv, såfremt de mindst har forelagt ESIS inden indgåelse af den pågældende aftale.

8.  Medlemsstaterne ændrer ikke ESIS-modellen, bortset fra hvad der er fastsat i bilag II. Eventuelle supplerende oplysninger, som kreditgiver eller i givet fald kreditformidler eller en udpeget repræsentant kan meddele forbrugeren eller i henhold til national ret skal meddele forbrugeren gives i et særskilt dokument, der kan knyttes som bilag til ESIS.

9.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 40 med henblik på at ændre standardformuleringen i bilag II, del A, eller instruktionerne i bilag II, del B, for at opfylde behovet for oplysninger eller advarsler om nye produkter, der ikke blev markedsført inden ...(26). Sådanne delegerede retsakter ændrer dog ikke ESIS' struktur eller format.

10.  Hvis der anvendes taletelefoni som omhandlet i artikel 3, stk. 3, i direktiv 2002/65/EF, skal beskrivelsen af den finansielle tjenesteydelses vigtigste karakteristika, jf. artikel 3, stk. 3, litra b), andet led, i samme direktiv, som minimum indeholde de elementer, der er nævnt i del A, afsnit 2)-5), i bilag II til nærværende direktiv.

11.  Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver eller i givet fald kreditformidler eller en udpeget repræsentant, i det mindste når der ikke findes en fortrydelsesret, fremlægger en kopi af udkastet til kreditaftalen for forbrugeren på tidspunktet for afgivelsen af et tilbud, der er bindende for kreditgiver. Hvis der findes en fortrydelsesret, sikrer medlemsstaterne, at kreditgiver eller i givet fald kreditformidler eller en udpeget repræsentant, tilbyder at fremlægge en kopi af udkastet til kreditaftalen for forbrugeren på tidspunktet for afgivelsen af et tilbud, der er bindende for kreditgiver.

Artikel 15

Oplysningskrav vedrørende kreditformidlere og udpegede repræsentanter

1.  Medlemsstaterne sikrer, at en kreditformidler eller udpeget repræsentant i god tid inden udøvelsen af enhver af de kreditformidlingsaktiviteter, der er opført i artikel 4, nr. 5), som minimum giver forbrugeren følgende oplysninger på papir eller ved hjælp af et andet varigt medium:

a)  navn og fysisk adresse på kreditformidler

b)  det register, som kreditformidler er optaget i, registreringsnummeret, hvor det er relevant, og med angivelse af, hvordan en sådan registrering kan kontrolleres

c)   hvorvidt kreditformidler udelukkende er bundet til eller samarbejder med en kreditgiver eller flere kreditgivere. Hvis kreditformidler udelukkende er bundet til eller samarbejder med en eller flere kreditgivere, skal denne meddele navnene på den eller de kreditgivere, på hvis vegne der handles. Kreditformidlere kan meddele, at de er uafhængige, når de opfylder betingelserne fastsat i overensstemmelse med artikel 22, stk. 4

d)  hvorvidt kreditformidler yder rådgivningstjenester

e)   det eventuelle gebyr, forbrugeren skal betale til kreditformidler for dennes tjenesteydelser, eller, hvis dette ikke er muligt, metoden til beregning af gebyret

f)  de procedurer, hvorefter forbrugere eller andre berørte parter internt kan indbringe klager over kreditformidlere, samt i påkommende tilfælde de udenretslige klage- og tvistbilæggelsesprocedurer, der kan anvendes

g)   eksistensen, hvis det er relevant, og, hvis det er kendt, størrelsen af de provisioner eller andre incitamenter, som kreditgiver eller tredjemand skal betale til kreditformidler for dennes tjenesteydelser i forbindelse med kreditaftalen. Hvis beløbet ikke kendes på meddelelsestidspunktet skal kreditformidler underrette forbrugeren om, at det reelle beløb vil blive meddelt på et senere tidspunkt i ESIS.

2.  Kreditformidlere, der ikke er bundet, men som modtager provision fra en eller flere kreditgivere, fremlægger på forbrugerens anmodning oplysninger om, hvor meget den provision varierer, som de forskellige kreditgivere, der tilbyder kreditaftaler til forbrugeren, skal betale. Forbrugeren underrettes om sin ret til at anmode om sådanne oplysninger.

3.  Hvis kreditformidler opkræver et gebyr fra forbrugeren og herudover modtager provision fra kreditgiver eller tredjemand, skal kreditformidler meddele forbrugeren, om provisionen enten helt eller delvis modregnes i gebyret.

4.  Medlemsstaterne sikrer, at det gebyr, som forbrugeren eventuelt skal betale til kreditformidler for dennes tjenesteydelser, meddeles af kreditformidler til kreditgiver med henblik på beregning af de årlige omkostninger i procent.

5.  Ud over de oplysninger, der kræves i henhold til denne artikel, kræver medlemsstaterne, at kreditformidlerne sørger for, at deres udpegede repræsentant meddeler, i hvilken egenskab han optræder, og hvilken kreditformidler han repræsenterer, når han kontakter, eller før han handler med en forbruger.

Artikel 16

Fyldestgørende forklaringer

1.  Medlemsstaterne sikrer, at kreditgivere og i påkommende tilfælde kreditformidlere eller udpegede repræsentanter giver forbrugeren fyldestgørende forklaringer om den eller de foreslåede kreditaftaler såvel som om enhver accessorisk tjenesteydelse, således at forbrugeren er i stand til at vurdere, om de foreslåede kreditaftaler og accessoriske tjenesteydelser passer til hans behov og finansielle situation. ▌

Disse forklaringer skal i givet fald navnlig omfatte:

a)  oplysningerne forud for aftaleindgåelsen i overensstemmelse med:

i)  artikel 14 for så vidt angår kreditgivere

ii)  artikel 14 og 15 for så vidt angår kreditformidlere eller udpegede repræsentanter

b)  de væsentlige karakteristika ved de foreslåede produkter

c)  de specifikke konsekvenser, som de foreslåede produkter kan have for forbrugeren, herunder konsekvenserne af misligholdelse i forbindelse med forbrugerens betaling og

d)  hvis accessoriske tjenesteydelser indgår i en pakke med kreditaftalen, hvorvidt hver komponent kan afvikles separat og konsekvenserne herved for forbrugeren.

2.  Medlemsstaterne kan fastsætte, hvilken form og hvilket omfang de i stk. 1 omhandlede forklaringer skal have, samt hvem der skal yde den, ud fra de omstændigheder, hvorunder kreditaftalen tilbydes, hvem den tilbydes og arten af den kredit, der tilbydes.

Kapitel 5

Årlige omkostninger i procent

Artikel 17

Beregning af de årlige omkostninger i procent

1.  De årlige omkostninger i procent ▌beregnes ud fra den matematiske formel i bilag I.

2.   Omkostningerne ved at åbne og forvalte en bestemt konto, ved at anvende et betalingsmiddel i forbindelse med både ▌transaktioner og udnyttelse af kreditmuligheden for denne konto ▌og andre omkostninger i forbindelse med betalingstransaktioner skal indgå i de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten, hvis det er obligatorisk at åbne og opretholde en konto for at kunne opnå kreditten eller for at kunne få den på de oplyste betingelser.

3.  Beregningen af de årlige omkostninger i procent baseres på den antagelse, at kreditaftalen forbliver gyldig i det aftalte tidsrum, og at kreditgiver og forbrugeren opfylder deres forpligtelser på de vilkår og datoer, der er angivet i kreditaftalen.

4.  I forbindelse med kreditaftaler, der indeholder vilkår, som tillader variationer i debitorrenten, og i påkommende tilfælde i de omkostninger, der indgår i de årlige omkostninger i procent, men som ikke kan opgøres på beregningstidspunktet, beregnes de årlige omkostninger i procent ud fra den antagelse, at debitorrenten og andre omkostninger er konstante i forhold til niveauet på tidspunktet for indgåelsen af aftalen.

1.1.  ▌

5.  For kreditaftaler, hvori der er aftalt en fast debitorrente for en indledende periode på mindst fem år, ved hvis udløb der forhandles om debitorrenten for at aftale en ny fast rente for en yderligere relevant periode, omfatter beregningen af den yderligere illustrative årlige omkostningsprocent, der anføres i ESIS, kun den indledende periode med fast rente, og den baseres på den antagelse, at restgælden tilbagebetales ved udløbet af perioden med den faste debitorrente.

6.  Hvis kreditaftaler tillader variationer i debitorrenten, sikrer medlemsstaterne, at forbrugeren underrettes om de mulige konsekvenser af variationerne på de beløb, der skal betales, og på de årlige omkostninger i procent, som minimum ved hjælp af ESIS. Det sker ved at give forbrugeren en yderligere årlig omkostningsprocent, der illustrerer de mulige risici forbundet med en væsentlig stigning i debitorrenten. Hvis der ikke er et loft over debitorrenten, ledsages disse oplysninger af en advarsel, der fremhæver, at de samlede kreditomkostninger for forbrugeren, der fremgår af de årlige omkostninger i procent, kan ændre sig. Denne bestemmelse gælder ikke kreditaftaler, hvor debitorrenten er fastsat for en indledende periode på mindst fem år, ved hvis udløb der forhandles om debitorrenten for at aftale en ny fast rente for en yderligere relevant periode, for hvilken der er fastsat en yderligere illustrativ årlig omkostningsprocent i ESIS.

7.  De supplerende antagelser i bilag I anvendes, hvor det er relevant, til beregningen af de årlige omkostninger i procent.

8.  Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 40 med henblik på at ændre ▌de bemærkninger eller ajourføre de antagelser, der anvendes i forbindelse med beregningen af de årlige omkostninger i procent som fastlagt i bilag I, navnlig hvis bemærkningerne og antagelserne i denne artikel og i bilag I ikke er tilstrækkelige til at beregne de årlige omkostninger i procent på en ensartet måde eller ikke længere er tilpasset ▌til den økonomiske situation markedet.

Kapitel 6

Vurdering af kreditværdigheden

Artikel 18

Forpligtelse til at vurdere forbrugerens kreditværdighed

1.  Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver inden indgåelsen af kreditaftalen foretager en grundig vurdering af forbrugerens kreditværdighed. Ved denne vurdering tages der behørigt hensyn til de faktorer, der er relevante for at anslå udsigten til, at forbrugeren opfylder sine forpligtelser i henhold til kreditaftalen.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at de procedurer og oplysninger, som vurderingen baseres på, er fastlagt, og at de dokumenteres og opretholdes.

3.  Vurderingen af kreditværdigheden skal ikke baseres udelukkende på det faktum, at værdien af den faste ejendom til beboelse overstiger kreditbeløbet, eller den antagelse, at den faste ejendom til beboelse vil stige i værdi, medmindre formålet med kreditaftalen er at opføre eller renovere fast ejendom til beboelse.

4.  Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver, når denne indgår en kreditaftale med en forbruger, ikke efterfølgende ophæver eller ændrer kreditaftalen til skade for forbrugeren, hvis vurderingen af kreditværdigheden ikke er gennemført korrekt. Nærværende stykke finder ikke anvendelse, når det kan påvises, at forbrugeren bevidst har tilbageholdt eller forfalsket oplysningerne som omhandlet i artikel 20.

5.  Medlemsstaterne sikrer, at:

a)  kreditgiver kun yder forbrugeren kredit, hvis resultatet af vurderingen af kreditværdigheden viser, at forpligtelserne som følge af kreditaftalen sandsynligvis kan opfyldes på den måde, der kræves i henhold til denne aftale

b)  kreditgiver i overensstemmelse med artikel 10 i direktiv 95/46/EF på forhånd underretter forbrugeren om, at der vil blive foretaget søgning i en database

c)  at kreditgiver, hvis kreditanmodningen afslås ▌, omgående underretter forbrugeren om afslaget og i givet fald om, at afgørelsen er truffet på grundlag af en automatisk behandling af oplysninger. Hvis afslaget er baseret på resultatet af databasesøgninger, underretter kreditgiver forbrugeren om resultatet af sådanne søgninger og giver nærmere oplysninger om den pågældende database.

6.  Medlemsstaterne sikrer, at ▌ forbrugerens kreditværdighed tages op til ny vurdering på grundlag af ajourførte oplysninger, inden der bevilges en betydelig stigning i det samlede kreditbeløb efter indgåelsen af kreditaftalen, medmindre sådan yderligere kredit var forudset og medtaget i den oprindelige vurdering af kreditværdigheden.

7.  Denne artikel berører ikke direktiv 95/46/EF.

Artikel 19

Ejendomsvurdering

1.  Medlemsstaterne sikrer, at der på deres område udvikles pålidelige standarder for vurdering af fast ejendom til beboelse med henblik på lån med pant i fast ejendom. Medlemsstaterne kræver, at disse standarder anvendes, når kreditgiver foretager en ejendomsvurdering, eller at kreditgiver træffer passende foranstaltninger til at sikre, at disse standarder anvendes, når en vurdering foretages af tredjemand. Hvis de nationale myndigheder er ansvarlige for reguleringen af uafhængige vurderingsmænd, der foretager ejendomsvurderinger, sikrer de, at disse overholder gældende nationale regler.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at de interne og eksterne vurderingsmænd, der foretager ejendomsvurderinger, er fagligt kompetente og tilstrækkeligt uafhængige af kreditgarantiprocessen til at kunne yde en uvildig og objektiv vurdering, der dokumenteres ved hjælp af et varigt medium, og som kreditgiver opbevarer en kopi af.

Artikel 20

Fremlæggelse og kontrol af forbrugerens oplysninger

1.  Vurderingen af kreditværdigheden omhandlet i artikel 18 foretages på grundlag af de oplysninger om forbrugerens indtægter og udgifter og andre finansielle og økonomiske forhold, der er nødvendige, tilstrækkelige og forholdsmæssigt afpassede. Kreditgiver indhenter oplysningerne fra relevante interne eller eksterne kilder, herunder fra forbrugeren, og oplysninger, som kreditformidler eller den udpegede repræsentant har fået under kreditanmodningsprocessen. Oplysningerne kontrolleres på passende vis, herunder om nødvendigt gennem henvisning til uafhængig og kontrollerbar dokumentation.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at kreditformidlere eller udpegede repræsentanter på korrekt vis forelægger de nødvendige oplysninger fra forbrugeren for den relevante kreditgiver, således at der kan foretages en vurdering af kreditværdigheden.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiverne forud for aftalens indgåelse ▌ klart og entydigt præciserer de nødvendige oplysninger og den uafhængige og kontrollerbare dokumentation ▌, som forbrugeren skal fremlægge samt tidsrammen, inden for hvilken forbrugeren skal fremlægge oplysningerne. En sådan anmodning om oplysninger skal være rimelig og begrænses til, hvad der er nødvendigt for at kunne foretage en korrekt vurdering af kreditværdigheden. Medlemsstaterne tillader kreditgivere at anmode om en præcisering af de oplysninger, de har modtaget som svar på denne anmodning, hvis det er nødvendigt for at muliggøre en vurdering af kreditværdigheden.

Medlemsstaterne tillader ikke en kreditgiver at opsige kreditaftalen med den begrundelse, at de af forbrugeren fremlagte oplysninger inden indgåelsen af kreditaftalen var ufuldstændige.

Andet afsnit forhindrer ikke medlemsstaterne i at tillade, at kreditgiver opsiger kreditaftalen, hvis det påvises, at forbrugeren bevidst har tilbageholdt eller forfalsket oplysninger.

4.  Medlemsstaterne indfører foranstaltninger for at sikre, at forbrugerne er gjort bekendt med behovet for at give korrekte oplysninger som svar på anmodningen i stk. 3, første afsnit, og at sådanne oplysninger så vidt muligt er fuldstændige, så der kan foretages en korrekt vurdering af kreditværdigheden. Kreditgiver, kreditformidler eller den udpegede repræsentant advarer forbrugeren om, at kreditten ikke kan bevilges, hvis kreditgiver ikke kan foretage en vurdering af kreditværdigheden, fordi forbrugeren vælger ikke at fremlægge de oplysninger eller den kontrol, der er nødvendige for en vurdering af kreditværdigheden. Denne advarsel kan gives i et standardiseret format.

5.  Denne artikel berører ikke direktiv 95/46/EF, særlig artikel 6.

Kapitel 7

Adgang til databaser

Artikel 21

Adgang til databaser

1.  Hver medlemsstat sikrer ▌ adgang for alle kreditgivere fra alle medlemsstater til de databaser, som anvendes i den pågældende medlemsstat i forbindelse med vurderingen af forbrugernes kreditværdighed og med det ene formål at føre tilsyn med forbrugernes overholdelse af kreditforpligtelserne i kreditaftalens løbetid. Vilkårene for adgang skal være ikkediskriminerende.

2.  Stk. 1 finder anvendelse på både databaser, der drives af private kreditbureauer eller kreditoplysningsbureauer, og på offentlige registre.

3.  Denne artikel berører ikke direktiv 95/46/EF.

Kapitel 8

Rådgivningstjenester

Artikel 22

Standarder for rådgivningstjenester

1.  Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver, kreditformidler eller en udpeget repræsentant i forbindelse med en given transaktion udtrykkeligt underretter forbrugeren om, hvorvidt der ydes eller kan ydes rådgivningstjenester til forbrugeren.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver, kreditformidler eller en udpeget repræsentant inden ydelsen af rådgivningstjenester eller i givet fald inden indgåelsen af en aftale om ydelse af rådgivningstjenester giver forbrugeren følgende oplysninger på papir eller ved hjælp af et andet varigt medium:

a)  hvorvidt anbefalingen udelukkende fremsættes på grundlag af en vurdering af deres eget produktudvalg i overensstemmelse med stk. 3, litra b), eller på grundlag af en lang række produkter på markedet i overensstemmelse med stk. 3, litra c), så forbrugeren kan forstå grundlaget for anbefalingen

b)  det gebyr, forbrugeren eventuelt skal betale for rådgivningstjenesterne eller, hvis beløbet ikke kan fastlægges på meddelelsestidspunktet, den anvendte metode til beregningen heraf.

Oplysningerne i første afsnit, litra a) og b), kan gives til forbrugeren i form af yderligere oplysninger forud for aftaleindgåelsen.

3.  Hvis der ydes rådgivningstjenester til forbrugerne, sikrer medlemsstaterne, ud over de krav, der er fastsat i artikel 7 og 9, at:

a)  kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter indhenter de nødvendige oplysninger om forbrugerens personlige og finansielle situation, hans præferencer og målsætninger for således at kunne anbefale egnede kreditaftaler. Sådanne overvejelser baseres på oplysninger, der er aktuelle på det pågældende tidspunkt, og tager højde for rimelige antagelser med hensyn til risici for forbrugerens situation i den foreslåede kreditaftales løbetid ▌

b)  kreditgivere, bundne kreditformidlere og udpegede repræsentanter for bundne kreditformidlere, tager et tilstrækkeligt stort antal kreditaftaler i deres produktudvalg i betragtning og anbefaler den eller de bedst egnede kreditaftaler blandt deres produktudvalg i forhold til forbrugernes behov, finansielle situation og personlige forhold

c)  ikkebundne kreditformidlere eller udpegede repræsentanter for ikkebundne kreditformidlere tager et tilstrækkeligt stort antal kreditaftaler på markedet i betragtning og anbefaler den eller de egnede kreditaftaler på markedet i forhold til forbrugernes behov, finansielle situation og personlige forhold.

d)  kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter handler i forbrugerens bedste interesse ved at:

i)  holde sig underrettet om forbrugerens behov og forhold

ii)  anbefale egnede kreditaftaler i overensstemmelse med litra a), b) og c), og

e)  kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter forsyner forbrugeren med en kopi af den fremsatte anbefaling på papir eller ved hjælp af et varigt medium.

4.  Medlemsstaterne kan forbyde anvendelsen af betegnelsen "rådgivning" og "rådgiver" eller lignende betegnelser, når der ydes rådgivningstjenester til forbrugerne af kreditgivere, bundne kreditformidlere eller udpegede repræsentanter for bundne kreditformidlere.

Medlemsstater, der ikke forbyder anvendelsen af betegnelsen "rådgivning" og "rådgiver", indfører følgende betingelser for anvendelse af betegnelsen "uafhængig rådgivning" eller "uafhængig rådgiver" for så vidt angår kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter, der yder rådgivningstjenester:

a)  kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter skal tage et tilstrækkeligt stort antal kreditaftaler på markedet i betragtning, og

b)  kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter aflønnes ikke for de rådgivningstjenester, der ydes af en eller flere kreditgivere.

Andet afsnit, litra b), finder kun anvendelse, hvis antallet af de kreditgivere, der vurderes, ikke repræsenterer et flertal på markedet.

Medlemsstaterne kan indføre strengere krav for kreditgiveres, kreditformidleres eller udpegede repræsentanters anvendelse af betegnelserne "uafhængig rådgivning" eller "uafhængig rådgiver", herunder et forbud mod modtagelse af vederlag fra en kreditgiver.

5.  Medlemsstaterne kan indføre en forpligtelse for kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter til at advare forbrugeren, hvis en kreditaftale under hensyntagen til forbrugerens finansielle situation kan indebære en særlig risiko for forbrugeren.

6.  Medlemsstaterne sikrer, at det kun er kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter, der yder rådgivningstjenester.

Medlemsstaterne kan træffe afgørelse om ikke at anvende første afsnit på personer:

a)  som udøver kreditformidlingsaktiviteter anført i artikel 4, nr. 5), eller yder rådgivningstjenester, hvis disse aktiviteter udøves, eller tjenester ydes lejlighedsvis som led i deres erhvervsmæssige virksomhed, og disse aktiviteter er reguleret ved lov eller administrative bestemmelser eller en fagetisk kodeks for det pågældende erhverv, som ikke udelukker udøvelsen af disse aktiviteter eller ydelsen af disse tjenester

b)  der som kuratorer yder rådgivningstjenester i forbindelse med forvaltning af eksisterende gæld, hvis disse aktiviteter er reguleret ved lov eller af offentlige eller frivillige tjenester for gældsrådgivning, der ikke opererer på et kommercielt grundlag, eller

c)  der i en anden egenskab end kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter yder rådgivningstjenester, hvis de kompetente myndigheder har godkendt og fører tilsyn med disse personer i overensstemmelse med kravene til kreditformidlere i henhold til dette direktiv.

De personer, der er omfattet af fritagelsen i andet afsnit, gør ikke brug af retten omhandlet i artikel 32, stk. 1, til at yde tjenester på hele Unionens geografiske område.

7.  Nærværende artikel berører ikke artikel 16 og medlemsstaternes beføjelse til at sikre, at der stilles tjenester til rådighed for forbrugere for at bistå dem med at forstå deres finansielle behov og hvilken type produkter, der sandsynligvis kan imødekomme disse behov.

Kapitel 9

Lån i udenlandsk valuta og lån med variabel rente

Artikel 23

Lån i udenlandsk valuta

1.  Medlemsstaterne sikrer, at der ved kreditaftaler i forbindelse med lån i udenlandsk valuta er etableret en passende ramme på tidspunktet for indgåelse af kreditaftalen for som minimum at sikre, at:

a)  forbrugeren på nærmere angivne betingelser har ret til at konvertere kreditaftalen til en anden valuta, eller

b)  der er etableret andre ordninger for at begrænse forbrugerens eksponering for valutakursrisiko i forbindelse med kreditaftalen.

2.  Den i stk. 1, litra a), omhandlede anden valuta skal enten være:

a)  den valuta, hvori forbrugeren primært modtager sine indtægter eller besidder de aktiver, kreditten skal tilbagebetales med, som anført på tidspunktet for den seneste vurdering af kreditværdigheden i forbindelse med kreditaftalen, eller

b)  valutaen i den medlemsstat, hvor forbrugeren enten var bosiddende på tidspunktet for indgåelsen af kreditaftalen eller er bosiddende på nuværende tidspunkt.

Medlemsstaterne kan præcisere, hvorvidt forbrugeren har adgang til begge eller kun én af valgmulighederne omhandlet i første afsnits litra a) og b) eller kan give kreditgivere mulighed for at præcisere, hvorvidt forbrugeren har adgang til begge eller kun én af valgmulighederne omhandlet i første afsnits litra a) og b).

3.  Hvis en forbruger har ret til at konvertere kreditaftalen til en anden valuta i overensstemmelse med stk. 1, litra a), sikrer medlemsstaterne, at den valutakurs, der anvendes til konverteringen, er den markedskurs, der er gældende på dagen for ansøgningen om konvertering, medmindre andet er angivet i kreditaftalen.

4.  Medlemsstaterne sikrer, at en forbruger, der har lån i udenlandsk valuta, advares regelmæssigt af kreditgiver på papir eller ved hjælp af et varigt medium, som minimum når værdien af det samlede beløb, forbrugeren skal betale, og som er udestående, eller af de periodiske afdrag varierer med mere end 20 % i forhold til, hvad det ville have været, hvis valutakursen mellem kreditaftalens valuta og medlemsstatens valuta på tidspunktet for indgåelsen af kreditaftalen blev anvendt. Advarslen skal oplyse forbrugeren om en stigning i det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, og i givet fald oplyse om retten til at konvertere til en anden valuta og betingelserne herfor samt redegøre for enhver anden ordning, der kan begrænse forbrugerens eksponering for valutakursrisikoen.

5.  Medlemsstaterne kan regulere lån i udenlandsk valuta yderligere, forudsat at sådanne bestemmelser ikke indføres med tilbagevirkende kraft.

6.  De ordninger, der gælder i henhold til denne artikel, meddeles forbrugeren i ESIS og i kreditaftalen. Hvis kreditaftalen ikke indeholder en bestemmelse om, at forbrugerens eksponering for valutakursrisici skal begrænses til valutakurssvingninger på mindre end 20 %, skal ESIS indeholde et illustrativt eksempel på indvirkningen af valutakurssvingninger på 20 %.

Artikel 24

Kreditter med variabel rente

Hvis kreditaftalen er en kredit med variabel rente, sikrer medlemsstaterne, at:

a)  indeks eller referencerenter, der anvendes til at beregne debitorrenten, er tydelige, tilgængelige, objektive og verificerbare for kreditaftalens parter og de kompetente myndigheder og

b)  kreditgiverne eller de ansvarlige for udarbejdelsen af indekser opbevarer arkiver over de indekser, der anvendes til beregning af debitorrenter.

Kapitel 10

Forsvarlig gennemførelse af kreditaftaler og hermed forbundne rettigheder

Artikel 25

Førtidig indfrielse

1.  Medlemsstaterne sikrer, at forbrugeren har ▌ ret til helt eller delvis at frigøre sig fra sine forpligtelser i medfør af en kreditaftale, før aftalen udløber. I sådanne tilfælde har forbrugeren ret til en reduktion af forbrugerens samlede kreditomkostninger, der består af renter og omkostninger i den resterende del af aftalens løbetid.

2.  Medlemsstaterne kan fastsætte, at udøvelsen af den i stk. 1 nævnte ret underlægges visse betingelser. Disse betingelser kan omfatte tidsbegrænsninger på udøvelsen af rettigheden, en forskellig behandling, afhængigt af hvilken type debitorrente der er tale om, eller hvornår forbrugeren udøver sin rettighed, eller restriktioner med hensyn til de forhold, under hvilke denne rettighed kan udøves.

3.  Medlemsstaterne kan ▌fastsætte, at kreditgiver har ret til en rimelig og objektiv kompensation, når det er berettiget, for mulige omkostninger, som er direkte forbundet med den førtidige indfrielse, men pålægger ikke forbrugeren en sanktion. I den henseende overstiger kompensationen ikke kreditgivers økonomiske tab. Medlemsstaterne kan efter disse betingelser fastsætte, at kompensationen ikke må overstige et vist niveau eller kun tillades i et vist tidsrum.

4.  Hvis en forbruger ønsker at frigøre sig fra sine forpligtelser i medfør af en kreditaftale, før aftalen udløber, skal kreditgiver uden forsinkelse efter modtagelse af anmodningen på papir eller ved hjælp af et andet varigt medium give forbrugeren de oplysninger, der er nødvendige for at overveje denne mulighed. Disse oplysninger skal mindst indeholde en angivelse af, hvor store konsekvenser det vil have for forbrugeren at frigøre sig fra sine forpligtelser, før kreditaftalen udløber, og en klar redegørelse for, hvilke antagelser der er anvendt. De eventuelle antagelser, der er anvendt, skal være rimelige og berettigede.

5.  Medlemsstaterne kan fastsætte, at udøvelsen af retten i stk. 1 er betinget af, at der foreligger en legitim interesse hos forbrugeren, hvis den førtidige indfrielse sker i en periode, for hvilken der er aftalt fast forrentning.

Artikel 26

Fleksible og pålidelige markeder

1.  Medlemsstaterne indfører hensigtsmæssige ordninger for at sikre, at krav mod sikkerhedsstillelsen kan gøres gældende af kreditgiver eller på vegne af kreditgiver. Medlemsstaterne sikrer også, at kreditgiver opbevarer relevant dokumentation om de typer af fast ejendom, der accepteres som sikkerhedsstillelse, samt de dermed forbundne bestemmelser om optagelse af lån med pant i fast ejendom.

2.  Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre en passende statistisk overvågning af boligejendomsmarkedet, bl.a. med henblik på markedsovervågning, ved at tilskynde til udvikling og anvendelse af specifikke prisindekser, der kan være offentlige eller private eller begge dele.

Artikel 27

Oplysninger om ændringer i debitorrenten

1.  Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver på papir eller ved hjælp af et andet varigt medium underretter forbrugeren om enhver ændring i debitorrenten, inden ændringen får virkning. Oplysningerne skal mindst indeholde en angivelse af betalingernes størrelse, efter at den nye debitorrente har fået virkning, og, såfremt betalingernes antal eller hyppighed ændres, nærmere oplysninger herom.

2.  Medlemsstaterne kan dog tillade, at parterne i kreditaftalen bliver enige om, at de i stk. 1 omhandlede oplysninger gives til forbrugeren med jævne mellemrum, såfremt ændringen i debitorrenten hænger sammen med en ændring i en referencesats, at den nye referencesats offentliggøres på en hensigtsmæssig måde, og at oplysninger om den nye referencesats også er tilgængelige i kreditgivers lokaler og meddeles personligt til forbrugeren sammen med størrelsen på de nye periodiske afdrag.

3.  Kreditgivere kan fortsætte med regelmæssigt at oplyse forbrugeren i tilfælde, hvor ændringen i debitorrenten ikke hænger direkte sammen med en ændring i referencesatsen, hvis det var muligt i henhold til national lovgivning før ... (27).

4.  Hvis ændringer i debitorrenten afgøres ved auktioner på kapitalmarkederne, og det derfor er umuligt for kreditgiver at underrette forbrugeren om ændringer, før de får virkning, skal kreditgiver i god tid før auktionen skriftligt underrette forbrugeren på papir eller ved hjælp af et andet varigt medium om den forestående procedure og angive, hvordan det kan påvirke debitorrenten.

Artikel 28

Restancer og tvangsauktion

1.  Medlemsstaterne træffer foranstaltninger, der skal tilskynde kreditgiver til at udvise rimelig tilbageholdenhed, inden der indledes en tvangsauktion.

2.  Medlemsstaterne kan kræve, at de omkostninger, som kreditgiver har tilladelse til at fastsætte og pålægge forbrugeren ved misligholdelse, ikke må være større end højst nødvendigt for at kompensere kreditgiver for de udgifter, denne har afholdt som følge af misligholdelsen.

3.  Medlemsstaterne kan tillade kreditgiver at pålægge forbrugeren yderligere omkostninger i tilfælde af misligholdelse. I så fald fastsætter medlemsstaterne et loft for disse omkostninger.

4.  Medlemsstaterne forhindrer ikke parterne i en kreditaftale i at indgå udtrykkelig aftale om, at returnering eller overdragelse af sikkerhedsstillelsen til kreditgiver eller provenuet ved salg af sikkerhedsstillelsen er tilstrækkelig til at tilbagebetale kreditten.

5.  Hvis den pris, der opnås for den faste ejendom, påvirker det beløb, som forbrugeren skylder, indfører medlemsstaterne procedurer eller foranstaltninger, der gør det muligt at opnå den bedst mulige pris for den tvangsauktionerede faste ejendom.

Hvis der efter tvangsauktionen stadig er udestående gæld, sikrer medlemsstaterne, at der er truffet foranstaltninger til at lette tilbagebetaling med henblik på at beskytte forbrugeren.

Kapitel 11

Krav vedrørende etablering som og tilsyn med kreditformidlere og udpegede repræsentanter

Artikel 29

Adgang for kreditformidlere

1.  For at kunne udøve alle eller dele af de kreditformidlingsaktiviteter, der er fastsat i artikel 4, nr. 5), eller yde rådgivningstjenester skal kreditformidlere meddeles behørig adgang hertil af en kompetent myndighed ▌i deres hjemland. Hvis en medlemsstat giver udpegede repræsentanter tilladelse i henhold til artikel 31, behøver sådanne udpegede repræsentanter ikke at få adgang som kreditformidler i henhold til nærværende artikel.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at adgangen for kreditformidlere gøres betinget af, at de ud over kravene i artikel 9 mindst opfylder følgende faglige krav:

a)  Kreditformidlere skal have en erhvervsansvarsforsikring, som dækker de geografiske områder, hvor de tilbyder deres tjenesteydelser, eller en anden tilsvarende garanti mod erstatningskrav som følge af faglig forsømmelighed. Hjemlandet kan dog fastsætte, at den kreditgiver, for hvilken kreditformidler er bemyndiget til at handle, stiller en sådan forsikring eller tilsvarende garanti til rådighed for bundne kreditformidlere.

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage og, om nødvendigt, ændre reguleringsmæssige tekniske standarder for at fastsætte minimumsbeløbet for erhvervsansvarsforsikringen eller den i nærværende litras første afsnit nævnte tilsvarende garanti. Disse reguleringsmæssige tekniske standarder vedtages i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

EBA udarbejder et udkast til de reguleringsmæssige tekniske standarder for at fastsætte minimumsbeløbet for erhvervsansvarsforsikringen eller den i nærværende litras første afsnit nævnte tilsvarende garanti og forelægger dette for Kommissionen ... (28). EBA gennemgår og udarbejder, om nødvendigt, et udkast til ændring af de reguleringsmæssige tekniske standarder hvad angår minimumsbeløbet for erhvervsansvarsforsikringen eller den i nærværende litras første afsnit nævnte tilsvarende garanti og forelægger dette for Kommissionen første gang inden ...*(29) og derefter hvert andet år.

b)  En fysisk person, der er etableret som kreditformidler, bestyrelsesmedlemmerne hos en kreditformidler, der er etableret som juridisk person, og fysiske personer, som udfører lignende opgaver hos en kreditformidler, der er en juridisk person, men som ikke har en bestyrelse, skal have et godt omdømme. De skal som et minimum have en ren straffeattest eller en anden tilsvarende national attest for så vidt angår alvorlige strafbare handlinger i forbindelse med formueforbrydelser eller anden kriminalitet vedrørende finansielle aktiviteter, og de må ikke tidligere have været erklæret konkurs, medmindre de er blevet rehabiliteret efter national lovgivning.

c)  En fysisk person, der er etableret som kreditformidler, bestyrelsesmedlemmerne hos en kreditformidler, der er etableret som juridisk person, og fysiske personer, som udfører lignende opgaver hos en kreditformidler, der er en juridisk person, men som ikke har en bestyrelse, skal råde over et hensigtsmæssigt viden- og kompetenceniveau i forbindelse med kreditaftaler. Hjemlandet fastsætter det hensigtsmæssige viden- og kompetenceniveau i overensstemmelse med principperne i bilag III.

3.  Medlemsstaterne sikrer, at de kriterier, der er fastsat, for at personale hos kreditformidlere eller kreditgivere kan opfylde deres faglige krav, offentliggøres.

4.   Medlemsstaterne sikrer, at alle kreditformidlere, der har fået adgang, uanset om de er etableret som fysiske eller juridiske personer, optages i et register hos en kompetent myndighed i deres hjemland. Medlemsstaterne sikrer, at registret over kreditformidlere ajourføres og er offentligt tilgængeligt online.

Registret over kreditformidlere skal som minimum indeholde følgende oplysninger:

a)  navnene på de personer i ledelsen, som er ansvarlige for formidlingsforretningerne. Medlemsstaterne kan kræve, at fysiske personer, som har en kundevendt funktion i en virksomhed inden for kreditformidling, registreres

b)  de medlemsstater, hvor kreditformidler driver forretning i henhold til bestemmelserne om etableringsfrihed eller om fri udveksling af tjenesteydelser, og som kreditformidler har underrettet den kompetente myndighed i hjemlandet om i overensstemmelse med artikel 32, stk. 3

c)  hvorvidt kreditformidler er bundet eller ej.

De medlemsstater, der beslutter at benytte sig af den mulighed, der er omhandlet i artikel 30, sikrer, at registret angiver den kreditgiver, på hvis vegne den bundne kreditformidler handler.

De medlemsstater, der beslutter at benytte sig af den mulighed, der er omhandlet i artikel 31, sikrer, at registret angiver den kreditformidler eller i tilfælde af en bunden kreditformidlers udpegede repræsentant den kreditgiver, på hvis vegne de udpegede repræsentanter handler.

5.  Medlemsstaterne sikrer, at:

a)  en kreditformidler, som er en juridisk person, har sit hovedkontor i samme medlemsstat som sit vedtægtsmæssige hjemsted, hvis denne har et vedtægtsmæssigt hjemsted i henhold til national ret

b)  en kreditformidler, som ikke er en juridisk person, eller en kreditformidler, som er en juridisk person, men som i henhold til national lovgivning ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, har sit hovedkontor i den medlemsstat, hvor det faktisk udøver sin hovedvirksomhed.

6.  Hver medlemsstat opretter ét kontaktsted, der giver nem og hurtig offentlig adgang til oplysninger fra det nationale register, som samles elektronisk og ajourføres løbende. Disse kontaktsteder skal desuden levere oplysningerne om hver medlemsstats kompetente myndigheder.

EBA offentliggør på sit websted henvisninger eller hyperlinks til dette kontaktsted.

7.  Hjemlandene sikrer, at alle de kreditformidlere og udpegede repræsentanter, der har fået adgang, til stadighed opfylder kravene i stk. 2. Dette stykke berører ikke artikel 30 og 31.

8.  Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende denne artikel over for de personer, som udøver kreditformidlingsaktiviteterne i artikel 4, nr. 5), hvis aktiviteterne udøves lejlighedsvis som led i deres erhvervsmæssige virksomhed, og disse aktiviteter er reguleret ved lov eller administrative bestemmelser eller en fagetisk kodeks for det pågældende erhverv, som ikke udelukker, at disse aktiviteter kan udøves.

9.  Nærværende artikel finder ikke anvendelse på kreditinstitutter, som har tilladelse i overensstemmelse med direktiv 2013/36/EU eller på andre finansielle institutioner, der i henhold til national lovgivning er omfattet af en tilsvarende tilladelses- og tilsynsordning.

Artikel 30

Kreditformidlere, der kun er bundet til én kreditgiver

1.  Med forbehold af artikel 31, stk. 1, kan medlemsstaterne tillade, at bundne kreditformidlere, der er omhandlet i artikel 4, nr. 7), litra a), får adgang af de kompetente myndigheder gennem den kreditgiver, på hvis vegne den bundne kreditformidler udelukkende handler.

I sådanne tilfælde bevarer kreditgiver det fulde og ubetingede ansvar for enhver handling eller undladelse fra den bundne kreditformidlers side, når denne handler på kreditgivers vegne på områder, der er omfattet af dette direktiv. Medlemsstaterne kræver, at kreditgiver sikrer, at disse bundne kreditformidlere mindst opfylder de faglige krav i artikel 29, stk. 2.

2.  Med forbehold af artikel 34 skal kreditgivere overvåge aktiviteterne hos de bundne kreditformidlere, der er omhandlet i artikel 4, nr. 7), litra a), for at sikre, at de fortsat overholder bestemmelserne i dette direktiv. Kreditgiver er navnlig ansvarlig for at kontrollere, at den bundne kreditformidler og dennes personale opfylder kravene til viden og kompetencer.

Artikel 31

Udpegede repræsentanter

1.  Medlemsstaterne kan beslutte at tillade, at en kreditformidler udpeger udpegede repræsentanter.

Er den udpegede repræsentant udpeget af en bunden kreditformidler som omhandlet i artikel 4, nr. 7), litra a), bevarer kreditgiver det fulde og ubetingede ansvar for enhver handling eller undladelse fra den udpegede repræsentants side, når denne handler på den pågældende kreditformidlers vegne, på områder, der er omfattet af dette direktiv. I andre tilfælde bevarer kreditgiver det fulde og ubetingede ansvar for enhver handling eller undladelse fra den udpegede repræsentants side, når denne handler på kreditformidlers vegne på områder, der er omfattet af dette direktiv.

2.  Kreditformidlere sikrer, at deres udpegede repræsentanter mindst opfylder de faglige krav i artikel 29, stk. 2. Hjemlandet kan dog fastsætte, at den kreditformidler, for hvilken den udpegede repræsentant er bemyndiget til at handle, kan stille en erhvervsansvarsforsikring eller tilsvarende garanti til rådighed.

3.  Med forbehold af artikel 34 overvåger kreditformidlere deres udpegede repræsentanters aktiviteter for at sikre, at de fuldt ud overholder bestemmelserne i dette direktiv. Kreditformidlerne er navnlig ansvarlige for at kontrollere, at de udpegede repræsentanter og deres personale opfylder kravene til viden og kompetencer.

4.  Medlemsstater, der tillader, at en kreditformidler udpeger udpegede repræsentanter, opretter et offentligt register, der som minimum indeholder de i artikel 29, stk. 4, nævnte oplysninger. Udpegede repræsentanter registreres i det offentlige register i den medlemsstat, hvor de er etableret. Registret ajourføres regelmæssigt. Det gøres offentligt tilgængeligt.

Artikel 32

Etableringsfrihed ▌og ▌fri udveksling af ▌tjenesteydelser for kreditformidlere

1.  Den kompetente myndighed i hjemlandets beslutning om, at give en kreditformidler adgang, jf. artikel 29, stk. 1, gælder for hele Unionens geografiske område, uden ▌at der kræves yderligere adgang fra de kompetente myndigheder i værtslandet eller værtslandene for at kunne udføre de aktiviteter og yde de tjenester, der er dækket af adgangen, forudsat at de aktiviteter, som en kreditformidler agter at udføre i værtslandene, er omfattet af adgangen. Kreditformidlere må imidlertid ikke yde deres tjenester i forbindelse med kreditaftaler, der tilbydes af ikkekreditinstitutter til forbrugere i en medlemsstat, hvor sådanne ikkekreditinstitutter ikke må udøve virksomhed.

2.  Udpegede repræsentanter, der udpeges i de medlemsstater, som benytter sig af muligheden i artikel 31, må ikke udøve en del af eller alle de kreditformidlingsaktiviteter, der er anført i artikel 4, nr. 5) eller yde rådgivningstjenester i de medlemsstater, hvor sådanne udpegede repræsentanter ikke må udøve virksomhed.

3.  En kreditformidler, der har fået adgang, og som agter at udøve virksomhed for første gang i én eller flere medlemsstater som led i den fri udveksling af tjenesteydelser eller i forbindelse med etablering af en filial, underretter hjemlandets kompetente myndigheder herom.

Senest en måned efter denne underretning meddeler disse kompetente myndigheder de kompetente myndigheder i de pågældende værtslande, at kreditformidler agter at udøve virksomhed, og underretter samtidig den pågældende kreditformidler om denne meddelelse. De underretter også de kompetente myndigheder i det eller de pågældende værtslande om de kreditgivere, hvortil kreditformidler er bundet, og om, hvorvidt kreditgiverne tager det fulde og ubetingede ansvar for kreditformidlers aktiviteter. Værtslandet anvender oplysningerne fra hjemlandet til at optage de nødvendige oplysninger i sit register.

Kreditformidler kan påbegynde sin virksomhed en måned efter den dato, hvor han af hjemlandets kompetente myndigheder blev underrettet om den i andet afsnit nævnte meddelelse.

4.   Inden en filial af en kreditformidler påbegynder sin virksomhed eller inden to måneder efter modtagelsen af den meddelelse, der er omhandlet i stk. 3, andet afsnit, forbereder de kompetente myndigheder i værtslandet tilsynet med kreditformidler i overensstemmelse med artikel 34 og underretter om nødvendigt kreditformidler om de betingelser, hvorunder disse aktiviteter skal udføres i værtslandet på de områder, der ikke er harmoniseret i EU-retten.

Artikel 33

Inddragelse af adgangen for kreditformidlere

1.  Den kompetente myndighed i hjemlandet kan inddrage den adgang, der er givet en kreditformidler i overensstemmelse med artikel 29, hvis en sådan kreditformidler:

a)  udtrykkeligt giver afkald på adgangen eller ikke har udøvet de kreditformidlingsaktiviteter, der er omhandlet i artikel 4, nr. 5), eller ydet rådgivningstjenester i de foregående seks måneder, medmindre der i den pågældende medlemsstat findes bestemmelser om, at adgangen bortfalder i sådanne tilfælde

b)  har fået adgang ved hjælp af urigtige eller vildledende erklæringer eller på anden uretmæssig vis

c)  ikke længere opfylder de krav, i henhold til hvilke adgangen blev givet

d)  er omfattet af forhold, hvor national ret i spørgsmål, som ikke er omfattet af dette direktiv, medfører, at godkendelsen inddrages

e)  har gjort sig skyldig i alvorlig eller systematisk overtrædelse af de bestemmelser om kreditformidleres driftsbetingelser, som vedtages i medfør af dette direktiv.

2.  Hvis adgangen for en kreditformidler inddrages af den kompetente myndighed i hjemlandet, underretter sidstnævnte på enhver hensigtsmæssig måde de kompetente myndigheder i værtslandet eller værtslandene om en sådan inddragelse så hurtigt som muligt og senest inden 14 dage.

3.  Medlemsstaterne sikrer, at de kreditformidlere, som har fået deres adgang inddraget, fjernes fra registret uden unødig forsinkelse.

Artikel 34

Tilsyn med kreditformidlere og udpegede repræsentanter

1.  Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i hjemlandet fører tilsyn med kreditformidlernes igangværende aktiviteter.

Hjemlandene fastsætter, at der føres tilsyn med bundne kreditformidlere direkte eller som en del af tilsynet med den kreditgiver, på hvis vegne de handler, hvis kreditgiver er et kreditinstitut, som har tilladelse i overensstemmelse med direktiv 2013/36/EU, eller en anden finansiel institution, der i henhold til national lovgivning er omfattet af en tilsvarende tilladelses- og tilsynsordning. Hvis den bundne kreditformidler yder tjenester i en anden medlemsstat end hjemlandet, føres der dog direkte tilsyn med den bundne kreditformidler.

Hjemlande, der tillader, at kreditformidlere udpeger repræsentanter i overensstemmelse med artikel 31, sikrer, at der føres tilsyn med sådanne udpegede repræsentanter enten direkte eller som en del af tilsynet med den kreditformidler, på hvis vegne repræsentanten handler.

2.  De kompetente myndigheder i de medlemsstater, hvor en kreditformidler har en filial, er ansvarlige for at sikre, at de tjenester, der ydes af kreditformidler på det pågældende område, er i overensstemmelse med de forpligtelser, der er fastsat i artikel 7, stk. 1, og artikel 8, 9, 10, 11, 13, 14, 15, 16, 17, 20, 22 og 39 samt i foranstaltninger vedtaget i medfør heraf.

Hvis de kompetente myndigheder i et værtsland konstaterer, at en kreditformidler, som har en filial på dets område, overtræder de foranstaltninger, der er vedtaget i den pågældende medlemsstat i medfør af artikel 7, stk. 1, og artikel 8, 9, 10, 11, 13, 14, 15, 16, 17, 20, 22 og 39, kræver disse myndigheder, at den pågældende kreditformidler bringer det ulovlige forhold til ophør.

Hvis den pågældende kreditformidler ikke tager de nødvendige skridt, iværksætter de kompetente myndigheder i værtslandet alle nødvendige tiltag med henblik på at sikre, at kreditformidler bringer det ulovlige forhold til ophør. Arten af disse tiltag meddeles de kompetente myndigheder i hjemlandet.

Hvis kreditformidler til trods for de tiltag, der er iværksat af værtslandet, fortsat overtræder de i første afsnit omhandlede foranstaltninger, som finder anvendelse i værtslandet, kan værtslandet, efter at have givet de kompetente myndigheder i hjemlandet underretning herom, iværksætte de tiltag, der er nødvendige for at forebygge eller sanktionere nye ulovligheder og om nødvendigt forhindre, at kreditformidler udfører nye forretninger på dets område. Kommissionen skal uden unødig forsinkelse have meddelelse om sådanne tiltag.

Hvis den kompetente myndighed i hjemlandet er uenig i de tiltag, der iværksættes af værtslandet, kan den indbringe sagen for EBA og anmode denne om bistand, jf. artikel 19 i forordning (EU) nr. 1093/2010. I så fald kan EBA handle i overensstemmelse med de beføjelser, der er tillagt den i henhold til nævnte artikel.

3.  De kompetente myndigheder i de medlemsstater, hvor filialen er beliggende, har ret til at gennemgå de ordninger, filialen har etableret, og til at kræve de ændringer, der er strengt nødvendige for at opfylde sine forpligtelser i henhold til stk. 2 og for at gøre det muligt for de kompetente myndigheder i hjemlandet at håndhæve forpligtelserne i henhold til artikel 7, stk. 2, 3 og 4, samt de foranstaltninger, der er vedtaget i medfør heraf for så vidt angår de tjenester, som filialen yder.

4.  Hvis den kompetente myndighed i værtslandet har klare og påviselige grunde til at tro, at en kreditformidler, der handler på dets område som led i den fri udveksling af tjenesteydelser, har tilsidesat forpligtelserne i de foranstaltninger, der vedtages i medfør af dette direktiv, eller at en kreditformidler, der har en filial på dets område, har tilsidesat forpligtelserne i de foranstaltninger, der vedtages i medfør af dette direktiv, ud over dem, der er anført i stk. 2, forelægger den disse grunde for den kompetente myndighed i hjemlandet, som iværksætter de nødvendige tiltag.

I de tilfælde, hvor den kompetente myndighed i hjemlandet ikke iværksætter nogen tiltag inden en måned efter at have fået forelagt disse grunde, eller hvor en kreditformidler på trods af de tiltag, som den kompetente myndighed i hjemlandet har iværksat, fortsætter med at handle på en måde, der klart er til skade for forbrugerinteresserne i værtslandet, eller som hindrer markederne i at fungere korrekt, gælder følgende:

a)  Den kompetente myndighed i værtslandet iværksætter, efter at have underrettet den kompetente myndighed i hjemlandet herom, alle nødvendige tiltag for at beskytte forbrugerne og sikre, at markederne fungerer korrekt, herunder ved at forhindre, at den overtrædende kreditformidler udfører nye forretninger på dens område. Kommissionen og EBA skal uden unødig forsinkelse have meddelelse om sådanne tiltag

b)  Den kompetente myndighed i værtslandet kan indbringe sagen for EBA og anmode denne om bistand, jf. artikel 19 i forordning (EU) nr. 1093/2010. I så fald kan EBA handle i overensstemmelse med de beføjelser, der er tillagt den i henhold til nævnte artikel.

5.  Medlemsstaterne fastsætter, at når en kreditformidler, der er meddelt adgang i en anden medlemsstat, har oprettet en filial på dens område, kan de kompetente myndigheder i hjemlandet under udøvelsen af deres hverv og efter at have underrettet de kompetente myndigheder i værtslandet herom udføre inspektion på stedet hos den pågældende filial.

6.  Den fordeling af opgaver mellem medlemsstaterne, som er fastlagt i denne artikel, berører i overensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til EU-retten ikke medlemsstaternes kompetence på de områder, der ikke er omfattet af dette direktiv.

Kapitel 12

Godkendelse af og tilsyn med ikkekreditinstitutter

Artikel 35

Godkendelse af og tilsyn med ikkekreditinstitutter

Medlemsstaterne sikrer, at ikkekreditinstitutter gennemgår en passende godkendelsesproces, herunder optagelse af ikkekreditinstituttet i et register samt en kompetent myndigheds tilsynsordninger.

Kapitel 13

Samarbejde mellem kompetente myndigheder i forskellige medlemsstater

Artikel 36

Pligt til at samarbejde

1.  De kompetente myndigheder i de forskellige medlemsstater samarbejder med hinanden på grundlag af deres beføjelser enten i henhold til dette direktiv eller til national ret, når det er nødvendigt for, at de kan varetage de opgaver, der er fastsat i dette direktiv.

De kompetente myndigheder bistår de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater. De udveksler især oplysninger og samarbejder om undersøgelser eller tilsyn.

Med henblik på at lette og fremskynde samarbejdet og navnlig udvekslingen af oplysninger udpeger medlemsstaterne én kompetent myndighed som kontaktpunkt i henhold til dette direktiv. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater navnene på de myndigheder, der er udpeget til at kunne modtage anmodninger om udveksling af oplysninger eller samarbejde i henhold til dette stykke.

2.  Medlemsstaterne træffer de nødvendige administrative og organisatoriske foranstaltninger til at lette ydelsen af bistand som omhandlet i stk. 1.

3.  De kompetente myndigheder i medlemsstaterne, som er blevet udpeget som kontaktpunkter i overensstemmelse med stk. 1 i dette direktiv, giver uden unødig forsinkelse hinanden de oplysninger, som er nødvendige for, at de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 5, kan varetage deres opgaver i overensstemmelse med de foranstaltninger, der vedtages i medfør af dette direktiv.

De kompetente myndigheder, der udveksler oplysninger med andre kompetente myndigheder efter dette direktiv, kan på tidspunktet for meddelelsen af sådanne oplysninger angive, at disse ikke må videregives uden deres udtrykkelige tilladelse, og oplysningerne må i så fald kun udveksles med henblik på anvendelse til de formål, som disse myndigheder har givet deres tilladelse til.

Den kompetente myndighed, der er udpeget som kontaktpunkt, kan videregive de oplysninger, den har modtaget, til de andre kompetente myndigheder, men må ikke videregive oplysningerne til andre organer eller fysiske eller juridiske personer uden udtrykkelig tilladelse fra de kompetente myndigheder, som meddelte oplysningerne, og de må alene anvendes til de formål, som disse myndigheder har givet deres tilladelse til, undtagen i behørigt begrundede tilfælde, i hvilke tilfælde det straks underretter det kontaktpunkt, som leverede oplysningerne.

4.  En kompetent myndighed må kun nægte at efterkomme en anmodning om samarbejde i forbindelse med undersøgelser eller tilsyn eller at udveksle oplysninger i henhold til stk. 3, hvis:

a)  undersøgelsen, kontrollen på stedet, tilsynet eller udvekslingen af oplysninger kan bringe den pågældende medlemsstats suverænitet, sikkerhed eller grundlæggende retsprincipper i fare

b)  der allerede er indledt retsforfølgning med hensyn til de samme forhold og mod de samme personer ved myndighederne i den pågældende medlemsstat

c)  der allerede er afsagt endelig dom mod de samme personer og med hensyn til de samme forhold i den pågældende medlemsstat.

I tilfælde af nægtelse skal den kompetente myndighed give den kompetente myndighed, der fremsætter anmodningen, meddelelse herom og fremlægge så detaljerede oplysninger som muligt.

Artikel 37

Bilæggelse af tvister mellem kompetente myndigheder

Såfremt en anmodning om samarbejde, navnlig udveksling af oplysninger, er blevet afvist eller ikke er blevet behandlet inden for en rimelig frist, kan de kompetente myndigheder indbringe sagen for EBA og anmode denne om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1093/2010. I så fald kan EBA handle i overensstemmelse med de beføjelser, der er tillagt den i henhold til nævnte artikel, og enhver bindende afgørelse truffet af EBA i medfør af nævnte artikel er bindende for de pågældende kompetente myndigheder, uanset om disse kompetente myndigheder er medlemmer af EBA eller ej.

Kapitel 14

Afsluttende bestemmelser

Artikel 38

Sanktioner

1.  Medlemsstaterne fastsætter regler for sanktioner for overtrædelser af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre gennemførelsen heraf. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

2.  Medlemsstaterne fastsætter, at den kompetente myndighed kan offentliggøre, hvilke administrative sanktioner der vil blive pålagt for overtrædelse af foranstaltninger vedtaget i forbindelse med gennemførelsen af dette direktiv, medmindre en sådan meddelelse er til alvorlig fare for finansmarkederne eller vil forvolde de involverede parter uforholdsmæssig stor skade.

Artikel 39 ▌

Tvistbilæggelsesordninger

1.  Medlemsstaterne sikrer, at der findes egnede og effektive procedurer for udenretslig klage- og tvistbilæggelse vedrørende forbrugertvister med kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter i forbindelse med kreditaftaler, og anvender i påkommende tilfælde de eksisterende organer. Medlemsstaterne ▌sikrer, at sådanne procedurer finder anvendelse på kreditgivere og kreditformidlere og omfatter de udpegede repræsentanters aktiviteter.

2.  Medlemsstaterne kræver, at organer, der er ansvarlige for udenretslig klage- og tvistbilæggelse, samarbejder for at løse grænseoverskridende tvister vedrørende kreditaftaler.

Artikel 40 ▌

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastsatte betingelser.

2.   Beføjelserne til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 14, stk. 9, og artikel 17, stk. 8, tillægges Kommissionen for en ubestemt periode fra den ….(30)

3.   Den i artikel 14, stk. 9, og artikel 17, stk. 8, omhandlede delegation af beføjelser kan når som helst tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.  Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

5.  En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 14, stk. 9, og artikel 17, stk. 8, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en periode på tre måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har meddelt Kommissionen, at de ikke agter at gøre indsigelse. fristen forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ ▌.

Artikel 41

Direktivets ufravigelige karakter

Medlemsstaterne sikrer, at:

a)  forbrugerne ikke kan give afkald på de rettigheder, der tilkommer dem i medfør af national ret, der gennemfører dette direktiv eller svarer til dette direktivs bestemmelser

b)  de foranstaltninger, som de vedtager til gennemførelse af dette direktiv, ikke kan omgås på en måde, som kan medføre, at forbrugerne mister den beskyttelse, som dette direktiv giver, som følge af den måde, aftalerne udformes på, navnlig ved at lade de kreditaftaler, der falder ind under dette direktivs anvendelsesområde, indgå i kreditaftaler, hvis art eller formål kunne gøre det muligt at undgå anvendelsen af disse foranstaltninger.

1.2.  ▌

Artikel 42

Gennemførelse

1.  Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den … (31)de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De meddeler straks Kommissionen teksten til disse bestemmelser.

Hvis de dokumenter, der ledsager medlemsstaternes underretning om gennemførelsesforanstaltninger, ikke er tilstrækkelige til fuldt ud at vurdere disse foranstaltningers overholdelse af visse bestemmelser i nærværende direktiv, kan Kommissionen efter EBA's anmodning med henblik på udførelsen af dens opgaver i henhold til forordning (EU) nr. 1093/2010 eller på eget initiativ pålægge medlemsstaterne at fremlægge mere detaljerede oplysninger om gennemførelsen af dette direktiv og gennemførelsen af disse foranstaltninger.

2.  Medlemsstaterne anvender de i stk. 1 omhandlede foranstaltninger fra den …*

Disse foranstaltninger skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

3.  Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de vedtager på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 43

Overgangsbestemmelser

1.  Dette direktiv finder ikke anvendelse på de kreditaftaler, der eksisterer inden ...(32).

2.  Kreditformidlere, som allerede udøvede de kreditformidlingsaktiviteter, der er omhandlet i artikel 4, nr. 5, inden den …(33), og som endnu ikke er meddelt adgang i overensstemmelse med betingelserne i den nationale lovgivning i det hjemland, der gennemfører dette direktiv, kan fortsætte disse aktiviteter i overensstemmelse med den nationale lovgivning indtil den …(34)*. En kreditformidler, der udnytter denne undtagelse, kan kun udføre aktiviteterne i sit eget hjemland, medmindre de nødvendige lovmæssige krav i værtslandene også opfyldes.

3.  Kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter, der udøvede aktiviteter, der er reguleret af dette direktiv inden den…(35)**, skal overholde den nationale lovgivning til gennemførelse af artikel 9 senest den …**.

Artikel 44

Revisionsklausul

1.  Kommissionen foretager en gennemgang af dette direktiv senest den (36). Ved gennemgangen tages effektiviteten og hensigtsmæssigheden af bestemmelserne for forbrugeren og det indre marked op til overvejelse.

Gennemgangen omfatter følgende:

a)  en vurdering af brugen og forbrugerens forståelse af og tilfredshed med ESIS-formularen

b)  en analyse af andre oplysninger forud for aftaleindgåelse

c)  en analyse af tværnationale forretninger udført af kreditformidlere og kreditgivere

d)  en analyse af udviklingen på markedet for ikkekreditinstitutter, som tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse

e)  en vurdering af behovet for yderligere foranstaltninger, herunder en pasordning for ikkekreditinstitutter, som tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom

f)  en undersøgelse af behovet for at indføre supplerende rettigheder og forpligtelser i fasen efter kreditaftalernes indgåelse.

g)  en vurdering af, hvorvidt direktivets anvendelsesområde fortsat er hensigtsmæssigt under hensyn til dets indvirkning på andre, substituerbare kreditformer

h)  en vurdering af, hvorvidt yderligere foranstaltninger er nødvendige for at sikre sporbarheden af kreditaftaler med sikkerhed i fast ejendom til beboelse

i)  en vurdering af, hvorvidt der er data til rådighed om prisudviklingen for fast ejendom til beboelse, og i hvilket omfang disse data er sammenlignelige

j)  en vurdering af, hvorvidt det fortsat er hensigtsmæssigt at anvende direktiv 2008/48/EF på kreditter uden sikkerhedsstillelse med henblik på istandsættelse af fast ejendom til beboelse for et samlet kreditbeløb, der overstiger det maksimale beløb, der er angivet i nævnte direktivs artikel 2, stk. 2, litra c)

k)  en vurdering af, hvorvidt ordningerne for offentliggørelse af sanktioner i henhold til artikel 38, stk. 2, sikrer tilstrækkelig gennemsigtighed

l)  en vurdering af, hvorvidt de advarsler, der er omhandlet i artikel 11, stk. 6, og artikel 13, stk. 2, er proportionale, og af mulighederne for yderligere harmonisering af risikoadvarsler.

Artikel 45

Yderligere initiativer vedrørende ansvarlig långivning og låntagning

Senest den ... (37) forelægger Kommissionen en omfattende rapport indeholdende en evaluering af de overordnede udfordringer i forbindelse med privat overdrevet gældsætning med direkte forbindelse til kreditaktivitet. Den undersøger også behovet for tilsyn med kreditregistre og muligheden for at udvikle mere fleksible og pålidelige markeder. Rapporten ledsages om fornødent af lovgivningsforslag.

Artikel 46

Ændring af direktiv 2008/48/EF

I artikel 2 i direktiv 2008/48/EF indsættes følgende stykke:"

"2a. Uanset stk. 2, litra c), finder dette direktiv også anvendelse på kreditaftaler uden sikkerhedsstillelse med henblik på istandsættelse af fast ejendom til beboelse for et samlet kreditbeløb, der overstiger 75 000 EUR."

"

Artikel 47

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 48

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

BILAG I

BEREGNING AF DE ÅRLIGE OMKOSTNINGER I PROCENT

I.   Grundligning, der angiver ækvivalensen mellem udnyttede kreditmuligheder på den ene side og tilbagebetalinger og omkostninger på den anden side.

Grundligningen, som bestemmer de årlige omkostninger i procent (ÅOP), sætter på årsbasis lighedstegn mellem den samlede nutidsværdi af udnyttede kreditmuligheder og den samlede nutidsværdi af tilbagebetalinger og betalinger af omkostninger:20130910-P7_TA(2013)0341_DA-p0000001.png

hvor:

—  X er ÅOP

 m er nummeret for sidste udnyttelse af kreditmuligheden

—  k er nummeret på en udnyttelse af kreditmuligheden, hvor 1 ≤ k ≤ m

 Ck er størrelsen af den udnyttede kreditmulighed k

—  tk er tidsintervallet, udtrykt i år eller brøkdele af et år, mellem tidspunktet for første udnyttelse af kreditmuligheden og tidspunkterne for hver efterfølgende udnyttelse af kreditmuligheden, hvor t1 = 0

—  m' er nummeret på sidste tilbagebetaling eller betaling af omkostninger

—  l er nummeret på en tilbagebetaling eller betaling af omkostninger

 Dl er størrelsen af en tilbagebetaling eller betaling af omkostninger

—  sl er tidsintervallet, udtrykt i år eller brøkdele af et år, mellem tidspunktet for første udnyttelse af kreditmuligheden og tidspunkterne for hver tilbagebetaling eller betaling af omkostninger.

Yderligere bemærkninger:

a)  De beløb, der betales af parterne på forskellige tidspunkter, er ikke nødvendigvis lige store og betales ikke nødvendigvis med lige store tidsintervaller.

b)  Begyndelsestidspunktet er tidspunktet for første udnyttelse af kreditmuligheden.

c)  Tidsintervallet mellem de ved beregningen anvendte tidspunkter udtrykkes i år eller brøkdele af et år. Et år antages at have 365 dage (skudår 366 dage), 52 uger eller 12 lige lange måneder. Hver måned antages at have 30,41666 dage (= 365/12), uanset om der er tale om et skudår.

Hvis tidsintervallet mellem de tidspunkter, der anvendes ved beregningen, ikke kan udtrykkes som et helt antal uger, måneder eller år, udtrykkes tidsintervallet som et helt antal af en af de pågældende perioder kombineret med et antal dage. Hvis der anvendes dage:

i)  medregnes hver dag, herunder weekender og ferier

ii)  medregnes lige lange perioder og derefter dage tilbage til datoen for den første udnyttelse af kreditmuligheden

iii)  findes længden af perioden i dage ved at se bort fra den første dag og medtage den sidste dag og udtrykkes i år ved at dividere denne periode med antallet af dage (365 eller 366 dage) i hele året ved at regne tilbage fra den sidste dag til den samme dag det foregående år.

d)  Beregningens resultat angives med mindst én decimals nøjagtighed. Hvis næste decimal er 5 eller derover, forhøjes den foregående decimal med én.

e)  Ligningen kan skrives om, så der blot bruges en enkelt sum og begrebet bevægelser (Ak), som vil være positive eller negative, dvs. henholdsvis betalt eller modtaget i perioderne 1 til n, udtrykt i år, dvs.:

20130910-P7_TA(2013)0341_DA-p0000002.png

hvor S er den aktuelle bevægelsessaldo. Hvis målet er at bibeholde ækvivalensen mellem bevægelserne, vil værdien være nul.

II.  Supplerende antagelser til brug ved beregningen af de årlige omkostninger i procent

a)  Hvis en kreditaftale stiller forbrugeren frit med hensyn til at udnytte kreditmuligheden, anses det samlede kreditbeløb for udnyttet i sin helhed med det samme.

b)  Hvis en kreditaftale giver forskellige muligheder for at udnytte kreditmuligheden med forskellige omkostninger eller debitorrenter, anses det samlede kreditbeløb for udnyttet ved den højeste omkostning og debitorrente anvendt på den mulighed for at udnytte kreditmuligheden, der oftest benyttes under den pågældende type kreditaftale.

c)  Hvis en kreditaftale generelt stiller forbrugeren frit med hensyn til at udnytte kreditmuligheden, men også blandt de forskellige muligheder for udnyttelse af kreditmuligheden fastsætter en begrænsning med hensyn til kreditbeløb og tidsrum, anses kreditbeløbet for at være udnyttet på den tidligste af de i kreditaftalen fastsatte datoer og i overensstemmelse med disse begrænsninger for udnyttelse af kreditmuligheden.

d)  Hvis der i en begrænset periode eller for et begrænset beløb tilbydes forskellige debitorrenter og omkostninger, anses den højeste debitorrente og de højeste omkostninger for at være debitorrenten og omkostningerne i hele kreditaftalens løbetid.▌

e)  I forbindelse med kreditaftaler, for hvilke der er aftalt en fast debitorrente i den første periode, ved hvis udløb der fastsættes en ny debitorrente, som derefter med jævne mellemrum tilpasses i forhold til en aftalt indikator eller intern referencesats, beregnes de årlige omkostninger i procent ud fra den antagelse, at fra og med udløbet af perioden med den faste debitorrente er debitorrenten den samme som debitorrenten på tidspunktet for beregningen af de årlige omkostninger i procent baseret på værdien af den aftalte indikator eller interne referencesats på det pågældende tidspunkt, uden dog at være mindre end den faste debitorrente.

f)  Hvis der endnu ikke er aftalt et loft for kreditten, anses loftet for at være på 170 000 EUR. I tilfælde af andre kreditaftaler end eventual- eller garantiforpligtelser, hvor formålet ikke er at erhverve eller bevare en rettighed til fast ejendom eller grund, kassekreditter, købekort med henstand med betalingen eller kreditkort, anses loftet for at være på 1 500 EUR.

g)  I tilfælde af andre kreditaftaler end kassekreditter, foreløbige lån, værdibaserede kreditaftaler, eventual- eller garantiforpligtelser og tidsubegrænsede kreditaftaler som omhandlet i antagelserne i litra i), j), k), l) og m):

i)  antages det, hvis datoen eller beløbet for en tilbagebetaling af kapital, der skal foretages af forbrugeren, ikke kan fastslås, at tilbagebetalingen finder sted på den tidligste dato, der er angivet i kreditaftalen, og vedrører det laveste beløb, som den giver mulighed for

ii)  antages det, hvis tidsintervallet mellem tidspunktet for første udnyttelse af kreditmuligheden og datoen for den første betaling, der skal foretages af forbrugeren, ikke kan fastslås, at dette er det korteste tidsinterval.

h)  Hvis datoen eller beløbet for en betaling, der skal foretages af forbrugeren, ikke kan fastslås på grundlag af kreditaftalen eller antagelserne i litra g), i), j), k), l) og m), antages det, at betalingen finder sted i overensstemmelse med de datoer og betingelser, der kræves af kreditgiver, og hvis disse er ukendte:

i)  betales der renter sammen med tilbagebetalingerne af kapitalen

ii)  betales der ikkerentebærende omkostninger udtrykt som et enkelt beløb på tidspunktet for indgåelse af kreditaftalen

iii)  betales der ikkerentebærende omkostninger udtrykt som flere betalinger med regelmæssige mellemrum, begyndende med datoen for den første tilbagebetaling af kapital, og hvis beløbet for sådanne betalinger ikke er kendt, antages de at være lige store beløb

iv)  indfrier den endelige betaling tilgodehavendet i form af kapital, renter og andre eventuelle omkostninger.

i)  I tilfælde af en kassekredit anses det samlede kreditbeløb for udnyttet i sin helhed og for kreditaftalens fulde løbetid. Hvis kassekredittens løbetid ikke kendes, beregnes de årlige omkostninger i procent ud fra den antagelse, at kredittens løbetid er tre måneder.

j)  I tilfælde af et foreløbigt lån anses det samlede kreditbeløb for udnyttet i sin helhed og for kreditaftalens fulde løbetid. Hvis kreditaftalens løbetid ikke kendes, beregnes de årlige omkostninger i procent ud fra den antagelse, at kredittens løbetid er 12 måneder.

k)  I tilfælde af en anden tidsubegrænset kreditaftale end en kassekredit og et foreløbigt lån antages det, at:

i)  kreditten i forbindelse med kreditaftaler, hvis formål er at erhverve eller bevare rettigheder til fast ejendom, ydes for en periode på 20 år regnet fra datoen for den første udnyttelse af kreditmuligheden, og at den endelige betaling foretaget af forbrugeren indfrier tilgodehavendet i form af kapital, renter og andre eventuelle omkostninger; i tilfælde af kreditaftaler, hvis formål ikke er at erhverve eller bevare rettigheder til fast ejendom, eller hvor kreditmuligheden udnyttes ved hjælp af købekort med henstand med betalingen eller kreditkort, er denne periode et år

ii)  kapitalen tilbagebetales af forbrugeren i lige store månedlige betalinger, første gang en måned efter datoen for den første udnyttelse af kreditmuligheden. I tilfælde, hvor kapitalen imidlertid skal tilbagebetales i sin helhed i form af en enkelt betaling i hver betalingsperiode, antages forbrugerens efterfølgende udnyttelser af kreditmuligheden og tilbagebetalinger af hele kapitalen at foregå i en periode på et år. Renter og andre omkostninger pålægges i overensstemmelse med disse udnyttelser af kreditmuligheden og tilbagebetalinger af kapitalen og som fastsat i kreditaftalen.

I dette litra forstås ved en tidsubegrænset kreditaftale en kreditaftale uden fast løbetid, som omfatter kreditter, som skal tilbagebetales i deres helhed inden for eller efter en periode, men som efter tilbagebetaling står til rådighed til fornyet udnyttelse.

l)  I tilfælde af eventual- eller garantiforpligtelser:

i)  anses det samlede kreditbeløb for udnyttet i sin helhed som et enkelt beløb på det tidspunkt, der ligger først, af

a)  datoen for den seneste udnyttelse af kreditmuligheden, som er tilladt i henhold til den kreditaftale, der er den potentielle kilde til eventual- eller garantiforpligtelsen eller

b)  udløbet af den første periode forud for forlængelsen af aftalen i tilfælde af en aftale, der forlænges.

m)  I tilfælde af værdibaserede kreditaftaler:

i)  anses forbrugernes betalinger for at finde sted på den eller de seneste datoer, som er tilladt i henhold til kreditaftalen

ii)  anses de procentvise stigninger i værdien af den faste ejendom, som sikrer den værdibaserede kreditaftale, og raten for inflationsindekset, som er omhandlet i aftalen, for at være en procentsats svarende til den højeste af centralbankens nuværende mål for inflationsraten eller inflationsniveauet i den medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende på tidspunktet for indgåelsen af kreditaftalen, eller 0 %, hvis disse procentsatser er negative.

BILAG II

Europæisk standardiseret informationsark (ESIS)

DEL A

Teksten i denne model gengives som sådan i ESIS-formularen. Teksten i skarp parentes erstattes af de relevante oplysninger. Del B indeholder en vejledning for kreditgiver eller i givet fald kreditformidler i, hvordan man udfylder ESIS-formularen.

Når betegnelsen "hvis relevant" er angivet, skal kreditgiver give de ønskede oplysninger, hvis de er relevante for kreditaftalen. Hvis oplysningerne ikke er relevante, sletter kreditgiver de pågældende oplysninger eller hele afsnittet (f.eks. i de tilfælde, hvor afsnittet ikke er relevant). Hvis hele afsnittet slettes, tilpasses nummereringen af ESIS-afsnittene tilsvarende.

Nedennævnte oplysninger ▌ gives i ét dokument. Den anvendte skrifttype skal være klart læsbar. Der anvendes fede typer, skygger eller større skrifttype, hvis nogle oplysninger skal fremhæves. Alle relevante risikoadvarsler skal fremhæves.

ESIS-model

(Indledende tekst)

1.  Långiver

Dette dokument blev udarbejdet for [navn på forbrugeren] den [dags dato].

Dette dokument blev udarbejdet ud fra de oplysninger, som De hidtil har givet, og ud fra de i øjeblikket gældende betingelser på finansmarkedet.

Nedennævnte oplysninger er gyldige indtil den [gyldighedsdato] (hvis relevant) med undtagelse af renten og andre omkostninger. Efter denne dato kan de ændre sig afhængigt af markedsbetingelserne.

(Hvis relevant) Dette dokumentet forpligter ikke [kreditgivers navn] til at yde Dem lån.

[Navn]

[Telefonnummer]

[Fysisk adresse ]

(Valgfrit)[E-mail-adresse]

(Valgfrit)[Faxnummer]

(Valgfrit)[Websted]

(Valgfrit) [kontaktperson/kontaktpunkt]

(Hvis relevant, oplysninger om, hvorvidt der ydes rådgivningstjenester:) [(Efter at have vurderet Deres behov anbefaler vi Dem at optage dette lån /"Vi anbefaler Dem ikke noget bestemt lån. Baseret på Deres svar på en række spørgsmål giver vi Dem imidlertid information om dette lån, så De kan træffe Deres eget valg.]

2.  (Hvis relevant) Kreditformidler:

[Navn]

[Telefonnummer]

[Fysisk adresse ]

(Valgfrit) [e-mail adresse]

(Valgfrit)[Faxnummer]

(Valgfrit)[Websted]

(Valgfrit) [kontaktperson/kontaktpunkt]

(Hvis relevant, oplysninger om, hvorvidt der ydes rådgivningstjenester:)[(Efter at have vurderet Deres behov anbefaler vi Dem at optage dette lån / Vi anbefaler Dem ikke noget bestemt lån. Baseret på Deres svar på en række spørgsmål giver vi Dem imidlertid information om dette lån, så De kan træffe Deres eget valg.]

[Vederlag]

3.  Hovedtrækkene ved lånet

Lånebeløb og –valuta: [værdi][valuta]

(Hvis relevant) "Dette lån er ikke i [låntagers nationale valuta]"

(Hvis relevant) Værdien af Deres lån i [låntagers nationale valuta] kan ændre sig.

(Hvis relevant) Såfremt værdien af [låntagers nationale valuta] f.eks. falder med 20 % i forhold til [lånets valuta], vil værdien af Deres lån blive forøget til [indsæt beløb i låntagers nationale valuta]. Der kan imidlertid blive tale om mere, hvis værdien af [låntagers nationale valuta] falder med mere end 20 %.”

(Hvis relevant) Den maksimale værdi af Deres lån er [indsæt beløb i låntagers na­tionale valuta].](Hvis relevant) De modtager en advarsel, hvis kreditbeløbet når op på [indsæt beløb i låntagers nationale valuta]. (Hvis relevant) De får mulighed for at [indsæt ret til at genforhandle lånet i udenlandsk valuta eller ret til at konvertere lånet til [relevant valuta] og betingelser]

Lånets løbetid: [løbetid]

[Låntype]

[Gældende rentetype]

Samlet beløb, der skal tilbagebetales:

Det betyder, at De skal tilbagebetale [beløb] for hver lånt [valutaenhed].

(Hvis relevant) Denne del af dette er et afdragsfrit lån. De vil stadig skylde [indsæt det afdragsfrie lånebeløb] ved lånets udløb.

(Hvis relevant) Anslået værdi af ejendommen med henblik på udarbejdelsen af dette informationsblad: [indsæt beløb]

(Hvis relevant) Maksimalt lånebeløb i forhold til ejendommens værdi [indsæt belåningsprocent] eller minimumsværdi af ejendommen påkrævet til låntagning af det illustrerede beløb [indsæt beløb]

(Hvis relevant) [Sikkerhedsstillelse]

4.  Rentesats og andre omkostninger

De årlige omkostninger i procent (ÅOP) er de samlede omkostninger ved lånet udtrykt som en årlig procentsats. ÅOP anføres for at hjælpe Dem med at sammenligne forskellige tilbud.

Den gældende ÅOP for Deres lån er på [ÅOP].

Den omfatter:

Rentesats [i procent eller, hvis relevant, angivelse af en referencesats og kreditgiverens rentespænd i procent]

[Andre elementer af ÅOP]

Engangsomkostninger

(Hvis relevant) De skal betale et gebyr for registrering af lånet. [Indsæt gebyrets størrelse, hvis det er kendt, eller grundlaget for beregningen.]

Periodiske omkostninger

(Hvis relevant) ÅOP beregnes på grundlag af antagelser vedrørende rentesatsen.

(Hvis relevant) Eftersom [en del af ]Deres lån er med variabel rente, kan den reelle ÅOP være forskellig fra denne ÅOP, hvis rentesatsen på Deres lån ændrer sig. Hvis rentesatsen f.eks. stiger til [tilfælde som beskrevet i del B], kan ÅOP stige til [indsæt ÅOP for at illustrere dette tilfælde].

(Hvis relevant) Bemærk venligst, at denne ÅOP er beregnet ud fra den forudsætning, at rentesatsen i hele aftalens løbetid forbliver på det niveau, der blev fastsat for den første periode.

(Hvis relevant) Følgende omkostninger kendes ikke af långiver og medregnes derfor ikke i ÅOP: [Omkostninger]

(Hvis relevant) De skal betale et gebyr for registrering af lånet.

Vær venligst opmærksom på alle andre afgifter og omkostninger i forbindelse med lånet.

5.  Betalingernes hyppighed og antal

Betalingernes hyppighed [hyppighed]

Antal betalinger: [antal]

6.  Ydelsens størrelse

[Beløb] [valuta]

Deres indtægt kan ændre sig. Overvej venligst, om De stadig har råd til at betale Deres [hyppighed] afdrag, hvis Deres indtægt falder.

(Hvis relevant) Da [dette/en del af dette] er et afdragsfrit lån skal De træffe særskilte foranstaltninger til tilbagebetaling af [indsæt det afdragsfrie lånebeløb], som De skylder ved lånets udløb. Husk at tilføje eventuelle yderligere afdrag, der skal betales ud over den ydelse, der er vist her.

(Hvis relevant) Rentesatsen på [en del af] dette lån kan ændre sig. Dette betyder, at afdragenes størrelse kan øges eller mindskes. Hvis rentesatsen f.eks. stiger til [tilfælde som beskrevet i del B], kan Deres afdrag stige til [indsæt den ydelse, der svarer til dette tilfælde]

(Hvis relevant) Værdien af det beløb, De skal betale i [låntagers nationale valuta] hver [hyppigheden af ydelsen], kan ændre sig. (Hvis relevant) Deres betalinger kan forøges til [indsæt det maksimale beløb i låntagers nationale valuta] hver [indsæt periode] (Hvis relevant) Hvis f.eks. værdien af [låntagers nationale valuta] falder med 20 % i forhold til [lånevalutaen], vil De skulle betale yderligere [indsæt beløbet i låntagers nationale valuta] hver [indsæt periode]. Deres betalinger vil kunne stige med mere end dette.

(Hvis relevant) Den valutakurs, der anvendes til at konvertere Deres tilbagebetaling i [lånevaluta] til [låntagers nationale valuta], er den kurs, som offentliggøres af [navnet på det institut, der offentliggør valutakursen] den [dato], eller som beregnes den [dato] under anvendelse af [indsæt navn på referencetal eller beregningsmetode].

(Hvis relevant) [Detaljer om bundne opsparingsprodukter, lån til udskudt rente]

7.  (Hvis relevant) Illustrativ amortiseringstabel

Denne tabel viser det beløb, der skal betales hver [hyppighed].

Ydelserne (kolonne [relevant nr.]) er summen af den rente, der skal betales (kolonne [relevant nr.]), hvis relevant, den kapital, der skal betales (kolonne [relevant nr.]), og i givet fald andre omkostninger (kolonne [relevant nr.]). (Hvis relevant) Omkostningerne i den anden kolonne med omkostninger vedrører [liste over omkostninger]. Restgæld (kolonne [relevant nr.]) er det resterende lånebeløb efter hver ydelse.

[Tabel]

8.  Yderligere forpligtelser

Låntager skal opfylde følgende forpligtelser for at kunne drage fordel af de lånebetingelser, der er anført i dette dokument.

[Forpligtelser]

(Hvis relevant) Bemærk venligst, at lånebetingelserne som beskrevet i dette dokument (inklusive rentesatsen) kan ændre sig, hvis disse forpligtelser ikke er opfyldt.

(Hvis relevant) Vær venligst opmærksom på de eventuelle konsekvenser ved på et sent tidspunkt at opsige accessoriske tjenesteydelser i forbindelse med lånet:

[Konsekvenser]

9.  Førtidig indfrielse

De har mulighed for at indfri lånet helt eller delvis før tiden.

(Hvis relevant) [Betingelser]

(Hvis relevant) Gebyr ved førtidig indfrielse: [indsæt beløb eller, hvis dette ikke er muligt, beregningsmetode]

(Hvis relevant) Hvis De beslutter Dem for at indfri dette lån før tiden, bedes De kontakte os for at få oplysning om det nøjagtige kompensationsgebyr for førtidig indfrielse.

10.  Fleksible funktioner

(Hvis relevant) [Oplysninger om overførsel/subrogation] De har mulighed for at overføre dette lån til en anden [långiver][eller] [ejendom]. [Indsæt betingelser]

(Hvis relevant) De har ikke mulighed for at overføre dette lån til en anden [långiver][eller] [ejendom].

(Hvis relevant) Yderligere funktioner: [indsæt forklaring på de yderligere funktioner opstillet i del B og, valgfrit, eventuelle andre funktioner, som långiveren tilbyder som del af kreditaftalen, og som ikke er omhandlet i de foregående afsnit].

11.  Låntagers øvrige rettigheder

(Hvis relevant) De har [betænkningstidens varighed] efter [tidspunktet for betænkningsperiodens begyndelse] til at overveje, før De forpligter Dem til at optage dette lån. (Hvis relevant) Når De har modtaget kreditaftalen fra långiver, kan De ikke acceptere den inden udløbet af [betænkningstidens varighed].

(Hvis relevant) I en periode på [fortrydelsesrettens varighed] efter [det tidspunkt, hvorfra fortrydelsesfristen løber] kan låntager benytte sig af sin ret til at annullere aftalen. [Betingelser] [Indsæt procedure]

(Hvis relevant) De kan miste Deres ret til at annullere aftalen, hvis De i den pågældende periode køber eller sælger en ejendom, der er knyttet til denne kreditaftale.

(Hvis relevant) Hvis De beslutter Dem for at udøve Deres fortrydelsesret [i forbindelse med kreditaftalen], bedes De venligst kontrollere, om De fortsat vil være bundet af Deres øvrige forpligtelser vedrørende lånet [herunder de accessoriske tjenester i forbindelse med lånet] [som omhandlet i afsnit 8].

12.  Klager

Hvis De ønsker at klage bedes De kontakte [indsæt internt kontaktpunkt og sted for information om proceduren].

(Hvis relevant) Maksimalt tidsrum til at behandle klagen [periode]

(Hvis relevant) [Hvis De ikke er tilfreds med vores interne afgørelse på Deres klagesag,] kan De også kontakte: [indsæt navn på eksternt organ til udenretslig klage- og tvistbilæggelse] (Hvis relevant), eller De kan kontakte FIN-NET for nærmere oplysninger om det tilsvarende organ i Deres eget land.

13.  Manglende overholdelse af forpligtelserne i forbindelse med lånet: konsekvenser for låntager

[Kategori af manglende overholdelse]

[Økonomiske og/eller retlige konsekvenser]

Hvis De får problemer med at betale de [hyppighed] ydelser, opfordrer vi Dem til at kontakte os så hurtigt som muligt med henblik på at finde mulige løsninger.

(Hvis relevant) I sidste instans kan De miste Deres hjem, hvis De ikke kan overholde betalingerne.

(Hvis relevant) 14. Yderligere oplysninger ▌

(Hvis relevant) [Angivelse af den lovgivning, der finder anvendelse på kreditaftalen].

(Hvis långiver har til hensigt at anvende et andet sprog end ESIS) Oplysninger og aftalevilkår gives på [sprog]. Hvis De er indforstået hermed, vil vi kommunikere på [sprog] i kreditaftalens løbetid.

[Indsæt erklæring om retten til afhængigt af situationen at modtage eller få tilbudt et udkast til kreditaftale]

15.  Tilsynsførende

Tilsynet med långiver foretages af [tilsynsmyndighedens(-myndighedernes) navn(e) og websted(er)].

(Hvis relevant) Tilsynet med denne kreditformidler foretages af [tilsynsmyndighedens navn og websted].

DEL B

Vejledning i udfyldelse af ESIS

Når ESIS udfyldes, skal som minimum følgende vejledning følges. Medlemsstaterne kan dog uddybe eller yderligere præcisere vejledningen i udfyldelse af ESIS.

Afsnittet "Indledende tekst"

1)  Gyldighedsdatoen skal fremhæves tydeligt. I dette afsnit forstås ved "gyldighedsdato" det tidsrum, oplysningerne, f.eks. om debitorrenten, i ESIS forbliver uændret og finder anvendelse, hvis kreditgiver beslutter at yde lånet inden for denne periode. Hvis fastsættelsen af den gældende debitorrente og andre omkostninger afhænger af resultatet af salget af underliggende obligationer, kan den endelige debitorrente og andre omkostninger være forskellige fra de angivne. Under disse omstændigheder bør det angives, at gyldighedsdatoen ikke finder anvendelse for debitorrenten og andre omkostninger, ved tilføjelse af ordene: "med undtagelse af renten og andre omkostninger".

Afsnit 1. Långiver

1)  Kreditgivers navn, telefonnummer og fysiske adresse ▌skal omfatte de kontaktoplysninger, som forbrugeren kan anvende i forbindelse med fremtidig korrespondance.

2)  Det er frivilligt at angive oplysninger om e-mail-adresse, faxnummer, websted og kontaktperson/kontaktpunkt.

3)  I henhold til artikel 3 i direktiv 2002/65/EF skal der i givet fald angives navn og fysisk adresse på kreditgivers repræsentant i den medlemsstat, hvor forbrugeren har bopæl, hvis transaktionen tilbydes som en fjernsalgsaftale. Det er frivilligt at angive telefonnummer, e-mail-adresse og websted for så vidt angår kreditgivers repræsentant.

4)  Når afsnit 2 ikke finder anvendelse, meddeler kreditgiver forbrugeren, om der ydes rådgivningstjenester og på hvilket grundlag; formuleringen i del A anvendes.

(Hvis relevant) Afsnit 2. Kreditformidler

Når det er en kreditformidler, der giver forbrugeren produktoplysningerne, skal der gives følgende oplysninger:

1)  Kreditformidlers navn, telefonnummer og fysiske adresse skal omfatte de kontaktoplysninger, som forbrugeren kan anvende i forbindelse med fremtidig korrespondance.

2)  Det er frivilligt at angive oplysninger om e-mail-adresse, faxnummer, websted og kontaktperson/kontaktpunkt.

3)  Kreditformidler meddeler forbrugeren, om der ydes rådgivningstjenester og på hvilket grundlag; formuleringen i del A anvendes.

4)  Der gøres rede for, hvordan kreditformidler aflønnes. Når denne modtager provision fra en kreditgiver, oplyses beløbet og kreditgivers navn, hvis der er tale om en anden end i afsnit 1.

Afsnit 3. Hovedtrækkene ved lånet

1)  I dette afsnit forklares tydeligt kredittens hovedtræk, herunder værdi og valuta og de potentielle risici, der er forbundet med debitorrenten, bl.a. dem, der er nævnt i punkt 8, samt amortiseringsstrukturen.

2)  Når lånevalutaen er en anden end forbrugerens nationale valuta, oplyser kreditgiver, at forbrugeren vil modtage en advarsel med jævne mellemrum, som et minimum når vekselkursen svinger med mere end 20 %, i givet fald om retten til at konvertere kreditaftalens valuta eller muligheden for at genforhandle betingelserne samt om andre ordninger, der er tilgængelige for forbrugeren til begrænsning af valutakursrisikoen. Hvis kreditaftalen indeholder en bestemmelse om begrænsning af valutakursrisici, skal kreditgiver oplyse det maksimumsbeløb, som forbrugeren kan skulle tilbagebetale. Hvis kreditaftalen ikke indeholder en bestemmelse om begrænsning af forbrugerens eksponering for valutakursrisici til valutakurssvingninger på mindre end 20 %, skal kreditgiver fremlægge en illustration af virkningen på lånets værdi af et fald på 20 % i værdien af forbrugerens nationale valuta i forhold til kreditvalutaen.

3)   Lånets varighed udtrykkes i år eller måneder, alt efter hvad der er mest relevant. Hvis lånets varighed ikke ligger fast i lånets løbetid, redegør kreditgiver for, hvornår og på hvilke betingelser dette kan være tilfældet. Hvis lånet er tidsubegrænset, f.eks. i forbindelse med et sikret kreditkort, skal kreditgiver tydeligt angive dette.

4)  Kredittypen bør fremgå tydeligt (f.eks. lån med pant i fast ejendom, boliglån, sikret kreditkort osv.). Beskrivelsen af låntype skal indeholde klare angivelser af, hvordan kapital og rente tilbagebetales i lånets løbetid (dvs. amortiseringsstrukturen), og hvorvidt kreditaftalen omhandler tilbagebetaling af kapital eller er afdragsfri, eller en kombination af de to.

5)  Når hele kreditten eller en del af den er afdragsfri, skal der på en fremtrædende plads i slutningen af dette afsnit indsættes en erklæring herom; formuleringen i del A anvendes.

6)  I dette afsnit forklares det, om debitorrenten er fast eller variabel, og i givet fald angives de perioder, hvor renten er fast; hyppigheden af de efterfølgende ændringer og eksistensen af begrænsninger på debitorrentens udsving, såsom renteloft og fastsættelse af minimumsrentesats.

Den formel, der anvendes til at ændre debitorrenten og dens forskellige elementer (f.eks. referencesats og rentespænd), forklares. Kreditgiver anfører, f.eks. med angivelse af websted, hvor yderligere oplysninger om de indeks eller satser, som anvendes i formlen, kan findes, f.eks. Euribor eller centralbankens referencesats.

7)  Hvis der anvendes forskellige debitorrenter under forskellige omstændigheder, bør der gives oplysninger om alle de relevante renter.

8)  Det "samlede beløb, der skal tilbagebetales", svarer til det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren. Det angives som summen af kreditbeløbet og de samlede omkostninger for forbrugeren i forbindelse med lånet. Hvis der ikke er en fast debitorrente i aftalens løbetid, skal det fremhæves, at dette beløb er illustrativt og især kan variere i forbindelse med variationer i debitorrenten.

9)  Hvis der stilles sikkerhed for lånet i form af pant i den faste ejendom eller en anden tilsvarende sikkerhedsstillelse eller i form af en rettighed, der er knyttet til fast ejendom, henleder kreditgiver forbrugerens opmærksomhed herpå. Kreditgiver angiver i givet fald den anslåede værdi af den faste ejendom eller anden sikkerhedsstillelse, der er anvendt til udarbejdelsen af dette informationsblad.

10)  Kreditgiver oplyser i givet fald enten

a)  "det maksimale lånebeløb i forhold til ejendommens værdi" med angivelse af belåningsprocenten. Belåningsprocenten ledsages af et eksempel i absolutte tal på det maksimale beløb, der kan lånes til en given ejendomsværdi eller

b)  "den minimumsværdi af ejendommen, som kreditgiver kræver for at udlåne det illustrerede beløb".

11)  Når kreditter består af flere dele (f.eks. delvis fast rente, delvis variabel rente), skal dette afspejles i angivelsen af kredittypen, og oplysningerne skal gives for hver del af kreditten.

Afsnit 4. Rentesats og andre omkostninger

1)  Henvisningen til "rente" svarer til debitorrenten eller -renterne.

2)  Debitorrenten angives i procent. Hvis debitorrenten er variabel og baseret på en referencesats, kan kreditgiver angive debitorrenten i form af en referencerente og kreditgivers rentespænd i procent. Kreditgiver bør imidlertid angive værdien af den gældende referencesats på den dag, hvor ESIS udsendes.

Når debitorrenten er variabel, skal oplysningerne omfatte: a) de antagelser, der er anvendt til beregning af de årlige omkostninger i procent, b) i givet fald de gældende rentelofter og minimumsrentesatser og c) en advarsel om, at udsvinget vil kunne påvirke de faktiske årlige omkostninger i procent. For at tiltrække forbrugerens opmærksomhed skal advarslen være skrevet med en større skrifttype og stå på en fremtrædende plads i ESIS' hovedtekst. Advarslen ledsages af et illustrativt eksempel på de årlige omkostninger i procent. Når der er et loft over debitorrenten, skal eksemplet bygge på, at debitorrenten stiger ved førstkommende lejlighed til det højeste niveau, der er fastsat i kreditaftalen. Når der ikke er noget loft, skal eksemplet illustrere de årlige omkostninger i procent med den højeste debitorrente i mindst de sidste 20 år, eller hvis de data, der ligger til grund for beregningen af debitorrenten, er til rådighed for mindre end 20 år, den længste periode, for hvilken disse data er til rådighed, baseret på den højeste værdi af en ekstern referencesats, der anvendes til beregning af debitorrenten, når den er til rådighed, eller den højeste værdi af en referencerente, der er fastsat af en kompetent myndighed eller EBA, når kreditgiver ikke anvender en ekstern referencerente. Disse krav gælder ikke for kreditaftaler, hvori debitorrenten er fastsat for en materiel indledende periode på flere år og derefter kan fastsættes for endnu en periode efter forhandling mellem kreditgiver og forbruger. For kreditaftaler, hvori debitorrenten er fastsat for en materiel indledende periode på flere år og derefter kan fastsættes for endnu en periode efter forhandling mellem kreditgiver og forbruger, skal oplysningerne omfatte en advarsel om, at de årlige omkostninger i procent er beregnet på grundlag af debitorrenten for den indledende periode. Advarslen ledsages af en yderligere illustration af de årlige omkostninger i procent, der er beregnet i henhold til artikel 12, stk. 4. Hvis en kredit består af flere dele (f.eks. en del med fast rente og en del med variabel rente), angives disse oplysninger for hver del af kreditten.

3)  I afsnittet om "andre elementer af de årlige omkostninger i procent" anføres alle de andre omkostninger, der indgår i de årlige omkostninger i procent, herunder engangsomkostninger såsom administrationsgebyrer og periodiske omkostninger såsom årlige administrationsgebyrer. Kreditgiver anfører hver enkelt omkostning pr. kategori (engangsomkostninger, periodiske omkostninger, der indgår i ydelserne, og periodiske omkostninger, der ikke indgår i ydelserne) med angivelse af beløb, modtager af betaling og tidspunkt for betaling. Dette behøver ikke omfatte omkostninger i forbindelse med brud på kontraktlige forpligtelser. Hvis beløbet ikke kendes, tilvejebringer kreditgiver om muligt en omtrentlig angivelse af beløbet eller, hvis dette ikke er muligt, en angivelse af, hvordan beløbet beregnes, og anfører, at beløbet kun er vejledende. Hvis visse omkostninger ikke indgår i de årlige omkostninger i procent, fordi de ikke kendes af kreditgiver, bør dette fremhæves.

Hvis forbrugeren har underrettet kreditgiver om et eller flere elementer i den kredit, han foretrækker, såsom kreditaftalens løbetid og det samlede kreditbeløb, anvender kreditgiver så vidt muligt disse elementer; hvis en kreditaftale giver forskellige muligheder for at udnytte kreditmuligheden med forskellige omkostninger eller debitorrenter, og kreditgiver anvender antagelserne i bilag I, del II, skal det i kreditaftalen anføres, at andre muligheder for at udnytte kreditmuligheden for denne type kreditaftale kan medføre højere årlige omkostninger i procent. Hvis betingelserne for udnyttelse af kreditmuligheden anvendes til beregning af de årlige omkostninger i procent, bør kreditgiver fremhæve omkostningerne i forbindelse med andre muligheder for at udnytte kreditmuligheden, som ikke nødvendigvis er dem, der anvendes til beregning af de årlige omkostninger i procent.

4)  Når der skal betales et gebyr for registrering af pantet eller en tilsvarende sikkerhedsstillelse, anføres det i dette afsnit med angivelse af beløbet, hvis det er kendt, eller, hvis dette ikke er muligt, grundlaget for beregning af beløbet. Når gebyrerne er kendt og indregnet i de årlige omkostninger i procent, skal gebyrets eksistens og beløbet anføres under "Engangsudgifter". Når kreditgiver ikke kender gebyrerne, og de derfor ikke er indregnet i de årlige udgifter i procent, skal eksistensen af gebyret klart nævnes på listen over omkostninger, som kreditgiver ikke kender. I begge tilfælde skal den standardiserede formulering i del A anvendes under en passende benævnelse.

Afsnit 5. Betalingernes hyppighed og antal

1)  Hvis der skal foretages regelmæssige betalinger, angives betalingernes hyppighed (f.eks. månedligt). Hvis betalingerne skal foretages uregelmæssigt, forklares dette udtrykkeligt for forbrugeren.

2)  Det anførte antal betalinger skal omfatte hele lånets løbetid.

Afsnit 6. Ydelsernes størrelse

1)  Kredittens og ydelsernes valuta skal fremgå tydeligt.

2)  Hvis ydelserne kan variere i lånets løbetid, præciserer kreditgiver den periode, i hvilken den oprindelige ydelse forbliver uændret, og hvornår og hvor hyppigt den derefter ændrer sig.

3)  Når hele kreditten eller en del af den er afdragsfrit, indsættes der på en fremtrædende plads i slutningen af dette afsnit en erklæring herom; formuleringen i del A anvendes.

Hvis der er et krav om, at forbrugeren skal optage en bunden opsparing som en betingelse for, at der ydes en afdragsfri kredit med sikkerhed i pant eller tilsvarende sikkerhed, skal angives beløbene og hyppigheden af indbetalinger for dette produkt.

4)  Når debitorrenten er variabel, skal oplysningerne også omfatte en erklæring herom i formuleringen i del A og en illustration af en maksimumsydelse. Når der er et loft, skal illustra­tionen vise ydelserne, hvis debitorrenten stiger til loftet. Når der ikke er et loft, skal det værst tænkelige scenarium illustrere ydelserne med den højeste debitorrente i de sidste 20 år, eller hvis de data, der ligger til grund for beregningen af debitorrenten, er til rådighed for mindre end 20 år, den længste periode, for hvilken disse data er til rådighed, baseret på den højeste værdi af en ekstern referencerente, der er anvendt til beregningen af debitorrenten, hvis det er relevant, eller den højeste værdi af en referencerente, der er fastsat af en kompetent myndighed eller EBA, når kreditgiver ikke anvender en ekstern referencerente. Kravet om, at der skal gives et illustrativt eksempel, gælder ikke for kreditaftaler, hvori debitorrenten er fastsat for en materiel indledende periode på flere år og derefter kan fastsættes for endnu en periode efter forhandling mellem kreditgiver og forbruger. Hvis en kredit består af flere dele (f.eks. en del med fast rente og en del med variabel rente), angives disse oplysninger for hver del af kreditten og i alt.

5)  (Hvis relevant) Hvis lånevalutaen er forskellig fra forbrugerens nationale valuta, eller hvis lånet er indekseret i en valuta, som er forskellig fra forbrugerens nationale valuta, angiver kreditgiver et taleksempel, hvoraf det klart fremgår, hvordan ændringer i den relevante valutakurs kan påvirke ydelserne; formuleringen i del A anvendes. Dette eksempel baseres på en 20 % reduktion af værdien af forbrugerens nationale valuta og en erklæring på en fremtrædende plads om, at ydelserne vil kunne stige med mere end beløbet i dette eksempel. Når der er et loft, som begrænser den stigning til mindre end 20 %, angives maksimumsværdien af betalingerne i forbrugerens valuta i stedet, og erklæringen om mulige yderligere stigninger udelades.

6)  Når kreditten helt eller delvis er en kredit med variabel rente, og punkt 3 finder anvendelse, skal illustrationen i punkt 3 gives på grundlag af den ydelse, der er omhandlet i punkt 1.

7)  Hvis den valuta, der anvendes til betaling af ydelserne, er forskellig fra lånevalutaen, eller hvis hver ydelses størrelse udtrykt i forbrugerens nationale valuta afhænger af det tilsvarende beløb i en anden valuta, angives i dette afsnit datoen for beregningen af den gældende kurs og enten kursen eller grundlaget for beregningen heraf og justeringshyppigheden. Disse oplysninger skal i givet fald indeholde navnet på det institut, der offentliggør valutakursen.

8)  Når kreditten er en kredit med udskudt rentebetaling, hvor renten ikke betales fuldt ud i ydelserne og lægges til den samlede restgæld, skal der gøres rede for, hvordan og hvornår de udskudte renter lægges til kreditten som et pengebeløb, og hvad virkningen heraf er for forbrugeren i forhold til den resterende gæld.

Afsnit 7. Illustrativ amortiseringstabel

1)  Dette afsnit medtages, når kreditten er en kredit med udskudt rentebetaling, hvor renten ikke betales fuldt ud i ydelserne og lægges til den samlede restgæld, eller hvor der er en fast debitorrente i kreditaftalens løbetid. Medlemsstaterne kan træffe afgørelse om, at den illustrative amortiseringstabel er obligatorisk i andre tilfælde.

Når forbrugeren har ret til at modtage en revideret amortiseringstabel, angives dette sammen med betingelserne for denne ret.

2)  Medlemsstaterne kan kræve, at kreditgiver, hvis debitorrenten kan variere i kredittens løbetid, anfører den periode, i løbet af hvilken den oprindelige debitorrente forbliver uændret.

3)  Den tabel, der skal medtages i dette afsnit, skal indeholde følgende kolonner: "tidsplan for tilbagebetaling" (f.eks. måned 1, måned 2, måned 3), "ydelse", "rente, der betales pr. ydelse", "andre omkostninger, der indgår i ydelsen" (hvis relevant), "kapital, der tilbagebetales pr. ydelse" og "restgæld efter hver ydelse".

4)  I det første tilbagebetalingsår anføres der oplysninger for hver ydelse, og der anføres en subtotal for hver kolonne ved udgangen af det første år. For de følgende år kan oplysningerne gives på årsbasis. I slutningen af tabellen anføres der en række med en samlet total, der indeholder de samlede beløb for hver kolonne. Den samlede kreditomkostning, som forbrugeren skal betale, (dvs. det samlede beløb fra kolonnen "ydelse") fremhæves tydeligt og angives som sådan.

5)  Hvis debitorrenten ikke er fast, og ydelsen efter hver ændring er ukendt, kan kreditgiver i amortiseringstabellen angive den samme ydelse i hele lånets løbetid. I et sådant tilfælde skal kreditgiver henlede forbrugerens opmærksomhed på dette forhold ved visuelt at gøre forskel på de kendte beløb og de hypotetiske beløb (f.eks. ved at anvende en anden skrifttype, rammer eller skygge). Derudover skal en tydelig og læsbar tekst forklare, for hvilke perioder beløbene i tabellen kan variere og hvorfor.

Afsnit 8. Yderligere forpligtelser

1)  Kreditgiver skal i dette afsnit henvise til forpligtelser såsom forpligtelsen til at forsikre den faste ejendom, tegne livsforsikring, indbetale løn til en konto hos kreditgiver eller købe enhver anden vare eller tjenesteydelse. Kreditgiver skal for den enkelte forpligtelse præcisere, over for hvem og hvornår forpligtelsen skal opfyldes.

2)  Kreditgiver angiver forpligtelsens varighed, f.eks. indtil kreditaftalen udløber. Kreditgiver skal opføre hver enkelt omkostning, som forbrugeren skal betale, og som ikke er indregnet i de årlige omkostninger i procent.

3)  Kreditgiver angiver, om det er obligatorisk for forbrugeren at have accessoriske tjenesteydelser for at opnå lånet på de opstillede betingelser, og i givet fald om forbrugeren er forpligtet til at købe disse fra kreditgivers foretrukne udbyder, eller om de kan købes af en udbyder efter forbrugerens eget valg. Hvis en sådan mulighed er betinget af, at de accessoriske tjenesteydelser opfylder visse minimumskrav, bør sådanne krav beskrives i dette afsnit.

Når kreditaftalen indgår i en pakke med andre produkter, angiver kreditgiver disse produkters særlige kendetegn og anfører tydeligt, om forbrugeren har ret til at opsige kreditaftalen eller produkterne i pakken særskilt, betingelserne for og følgerne heraf og i givet fald de mulige konsekvenser ved at opsige de accessoriske tjenesteydelser, der kræves i forbindelse med kreditaftalen.

Afsnit 9. Førtidig indfrielse

1)  Kreditgiver anfører, på hvilke betingelser forbrugeren kan indfri kreditten før tid, enten helt eller delvis.

2)  I afsnittet om gebyrer for førtidig indfrielse henleder kreditgiver forbrugerens opmærksomhed på et eventuelt gebyr for førtidig indfrielse eller andre omkostninger i forbindelse hermed for at kompensere kreditgiver og angiver om muligt beløbet. Hvis kompensationen for førtidig indfrielse afhænger af forskellige faktorer, f.eks. det tilbagebetalte beløb eller den gældende rente på tidspunktet for den førtidige indfrielse, oplyser kreditgiver, hvordan kompensationen vil blive beregnet, og angiver maksimumsgebyret, eller, hvis dette ikke er muligt, et illustrativt eksempel for at vise forbrugeren, hvor stor kompensationen for førtidig indfrielse kan være i forskellige situationer.

Afsnit 10. Fleksible funktioner

1)  Kreditgiver forklarer i givet fald muligheden og betingelserne for overførsel af kreditten til en anden kreditgiver eller fast ejendom.

2)  (Hvis relevant) Yderligere funktioner: Hvis dette produkt indeholder en eller flere af de funktioner, der er anført i punkt 5 nedenfor, skal dette afsnit indeholde en oversigt over disse funktioner og give en kort forklaring af følgende: under hvilke omstændigheder forbrugeren kan gøre brug af funktionen; eventuelle betingelser knyttet til funktionen; hvorvidt det, at funktionen indgår i en kredit med sikkerhed i pant eller tilsvarende sikkerhed, indebærer, at forbrugeren mister nogen lovgivningsmæssig eller anden form for beskyttelse, der normalt er forbundet med funktionen; og hvilken virksomhed, der leverer funktionen (hvis ikke kreditgiver).

3)  Hvis funktionen indeholder yderligere kredit, skal dette afsnit indeholde en forklaring til forbrugeren af følgende: det samlede kreditbeløb (herunder den kredit, der er sikret ved pant eller tilsvarende sikkerhed); hvorvidt den yderligere kredit er sikret eller ej; de relevante debitorrenter; og hvorvidt disse er reguleret eller ej. Et sådant yderligere kreditbeløb skal enten medtages i den oprindelige vurdering af kreditværdigheden eller, hvis den ikke medtages, skal det fremgå klart af dette afsnit, at adgangen til det yderligere beløb afhænger af en ny vurdering af forbrugerens evne til at tilbagebetale lånet.

4)  Hvis funktionen omfatter en opsparingsordning, skal den relevante rentesats forklares.

5)  Mulige yderlige funktioner omfatter: overbetalinger/underbetalinger [betaling af mere eller mindre end den ydelse, der normalt skal betales ifølge amortiseringsstrukturen]; afdragsfrie perioder [perioder, hvor forbrugeren ikke skal foretage betalinger]; tilbagelån [muligheden for, at forbrugeren atter kan låne midler, der allerede er udnyttet og tilbagebetalt]; yderligere optagelse af lån uden yderligere godkendelse; yderligere sikret eller ikkesikret lånoptagelse [i henhold til punkt 3 ovenfor]; kreditkort; tilknyttet løbende konto og tilknyttet opsparingskonto.

6)  Kreditgiver kan inkludere andre funktioner, som vedkommende udbyder som dele af kreditaftalen, der ikke er omhandlet i de foregående afsnit.

Afsnit 11. Låntagers øvrige rettigheder

1)  Kreditgiver gør rede for rettigheden (rettighederne), f.eks. fortrydelsesret eller ret til betænkningstid og i givet fald andre rettigheder såsom ret til overførsel (herunder subrogation,) præciserer, hvilke rettigheder der findes, og anfører betingelserne for denne eller disse rettigheder, den procedure, som forbrugeren skal følge for at udøve denne eller disse rettigheder, bl.a. den adresse, hvortil meddelelsen om fortrydelse skal sendes, og i givet fald de tilsvarende gebyrer.

2)  Når der gælder betænkningstid eller fortrydelsesret for forbrugeren, skal dette klart angives.

3)   I henhold til artikel 3 i direktiv 2002/65/EF underrettes forbrugeren om, hvorvidt der findes en fortrydelsesret, hvis transaktionen tilbydes som en fjernsalgsaftale.

Afsnit 12. Klager

1)  I dette afsnit angives det interne kontaktpunkt [navnet på den relevante afdeling] og kontaktoplysninger med henblik på klage [fysisk adresse] eller [telefonnummer] eller [kontaktperson:] [kontaktoplysninger] og et link til klageproceduren eller den relevante side på et websted eller en lignende informationskilde.

2)  Der angives navnet på det relevante eksterne organ for udenretslige klager og tvistbilæggelse, og, når anvendelse af den internationale klageprocedure er en betingelse for adgang til dette organ, angives dette i formuleringen i del A.

3)  For kreditaftaler med en forbruger, der har bopæl i en anden medlemsstat, henviser kreditgiver til FIN-NET (http://ec.europa.eu/internal_market/fin-net/).

Afsnit 13.

Manglende overholdelse af forpligtelserne i forbindelse med lånet:

konsekvenser for låntager

1)  Hvis manglende overholdelse af forbrugerens forpligtelser i forbindelse med lånet kan have finansielle eller juridiske konsekvenser for forbrugeren, skal kreditgiver i dette afsnit beskrive de vigtigste tilfælde (f.eks. for sen betaling/misligholdelse, manglende overholdelse af forpligtelserne i afsnit 7 Yderligere forpligtelser) og angive, hvor der kan fås yderligere oplysninger.

2)  For hvert enkelt af disse tilfælde beskriver kreditgiver på en klar og forståelig måde de sanktioner eller konsekvenser, det kan medføre. Henvisning til alvorlige konsekvenser fremhæves.

3)  Når den faste ejendom, der anvendes til sikkerhedsstillelse for kreditten, kan tilbagegives eller overdrages til kreditgiver, hvis forbrugeren ikke opfylder betingelserne, skal dette afsnit indeholde en angivelse heraf i formuleringen i del A.

Afsnit 14. Yderligere information

1)  I tilfælde af fjernsalg vil dette afsnit omfatte en bestemmelse om, hvilken lovgivning der skal anvendes på kreditaftalen, eller hvilken domstol der er kompetent.

2)  Hvis kreditgiver har til hensigt at kommunikere med forbrugeren i løbet af aftaleperioden på et andet sprog end det, ESIS er affattet på, skal denne hensigt og kommunika­tionssproget fremgå. Denne artikel berører ikke artikel 3, stk. 1, nr. 3), litra g), i direktiv 2002/65/EF.

3)  Kreditgiver eller kreditformidler angiver, at forbrugeren har ret til at få eller blive tilbudt en kopi af udkastet til kreditaftale, senest når der er givet et tilbud, der er bindende for kreditgiver.

Afsnit 15. Tilsynsførende

1)  Den eller de relevante myndigheder, der er ansvarlige for tilsynet med fasen forud for aftaleindgåelse i forbindelse med lån, anføres.

BILAG III

Minimumskrav til viden og kompetencer

1.  Minimumskravene til den viden og de kompetencer, som kreditgiveres, kreditformidleres og udpegede repræsentanters personale (artikel 9) og de personer, der deltager i ledelsen hos kreditformidlere og udpegede repræsentanter (artikel 29, stk. 2, og artikel 31, stk. 2), skal have, skal mindst omfatte:

a)  passende kendskab til kreditprodukter i henhold til artikel 3 og de accessoriske tjenesteydelser, som typisk tilbydes sammen med dem

b)  hensigtsmæssig viden om lovgivningen vedrørende kreditaftaler for forbrugere, navnlig om forbrugerbeskyttelse

c)  passende kendskab til og forståelse af processen i forbindelse med køb af fast ejendom

d)  passende kendskab til vurdering af sikkerhed

e)  passende kendskab til ejendomsregistrenes organisering og funktion

f)  passende kendskab til markedet i den relevante medlemsstat

g)  passende kendskab til standarder for forretningsmoral

h)  passende kendskab til processen i forbindelse med vurdering af forbrugernes kreditværdighed eller i givet fald kompetence til denne vurdering

i)  passende niveau for finansielle og økonomiske kompetencer.

2.  Når medlemsstaterne fastsætter minimumskravene til viden og kompetencer, kan de sondre mellem niveauerne for og typerne af de krav, som kreditgiveres, kreditformidleres eller udpegede repræsentanters personale og ledelsen hos kreditformidlere eller udpegede repræsentanter skal have.

3.  Medlemsstaterne fastsætter et passende niveau for viden og kompetencer på grundlag af:

a)  erhvervsmæssige kvalifikationer, f.eks. eksamensbeviser, titler, erhvervsuddannelse, kompetencetest eller

b)  erhvervserfaring, der kan defineres som mindst et vist antal års beskæftigelse på områder med tilknytning til etablering, distribution eller formidling af kreditprodukter.

Efter ... (38) må fastsættelsen af det passende niveau for viden og kompetencer ikke baseres alene på de i første afsnit, litra b), anførte metoder.

(1) Efter vedtagelsen af ændringerne blev sagen henvist til fornyet udvalgsbehandling, jf. forretningsordenens artikel 57, stk. 2, andet afsnit (A7-0202/2012).
(2) Ændringer: Den nye eller ændrede tekst markeres med fede typer og kursiv; udgået tekst markeres med symbolet ▌.
(3)EUT C 240 af 18.8.2011, s. 3.
(4)EUT C 318 af 29.10.2011, s. 133.
(5)EUT L 133 af 22.5.2008, s. 66.
(6)EFT L 271 af 9.10.2002, s. 16.
(7) EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338.
(8)EFT L 9 af 15.1.2003, s. 3.
(9)EUT L 145 af 30.4.2004, s. 1.
(10)EUT L 255 af 30.9.2005, s. 22.
(11)EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22.
(12)EFT L 69 af 10.3.2001, s. 25.
(13)EFT L 95 af 21.4.1993, s. 29.
(14)EUT L 296 af 15.11.2011, s. 35.
(15)EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31.
(16) EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1.
(17)EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12.
(18) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
(19)EUT C 377 af 23.12.2011, s. 5.
(20) EFT L 8 af 12.1.2001, s.1.
(21)EUT L 182 af 29.6.2013, s. 19.
(22) To år efter dette direktivs ikrafttræden
(23) Datoen for dette direktivs ikrafttræden.
(24)Datoen for dette direktivs ikrafttræden.
(25)* Fem år efter dette direktivs ikrafttræden.
(26) Datoen for dette direktivs ikrafttræden.
(27)Datoen for dette direktivs ikrafttræden.
(28)Seks måneder efter dette direktivs ikrafttræden.
(29)** Fire år efter dette direktivs ikrafttræden.
(30)Datoen for dette direktivs ikrafttræden.
(31)To år efter dette direktivs ikrafttræden.
(32) To år efter direktivets ikrafttræden.
(33)To år efter dette direktivs ikrafttræden.
(34)* Tre år efter dette direktivs ikrafttræden.
(35)** Datoen for dette direktivs ikrafttræden.
(36)Fem år efter dette direktivs ikrafttræden.
(37)Fem år efter dette direktivs ikrafttræden.
(38)Fem år efter dette direktivs ikrafttræden.


Insiderhandel og kursmanipulation (markedsmisbrug) ***I
PDF 101kWORD 33k
Beslutning
Tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 10. september 2013 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om insiderhandel og kursmanipulation (markedsmisbrug) (COM(2011)0651 – C7-0360/2011 – 2011/0295(COD))
P7_TA(2013)0342A7-0347/2012

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til Kommissionens forslag til Parlamentet og Rådet (COM(2011)0651) og det ændrede forslag (COM(2012)0421),

—  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C7-0360/2011),

—  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—  der henviser til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank af 22. marts 2012(1),

—  der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 28. marts 2012(2),

—  der henviser til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af 26. juni 2013 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—  der henviser til forretningsordenens artikel 55,

—  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelser fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og Retsudvalget (A7-0347/2012),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre dette forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 10. september 2013 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. .../2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug) og ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF og Kommissions direktiv 2003/124/EF, 2003/125/EF og 2004/72/EF

P7_TC1-COD(2011)0295


(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) nr. 596/2014).

(1) EUT C 161 af 7.6.2012, s. 3.
(2) EUT C 181 af 21.6.2012, s. 64.


Ændring af Rådets forordning (EF) nr. 2187/2005 om bevarelse af fiskeressourcerne i Østersøen, Bælterne og Øresund gennem tekniske foranstaltninger ***I
PDF 285kWORD 26k
Beslutning
Konsolideret tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 10. september 2013 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 2187/2005 om bevarelse af fiskeressourcerne i Østersøen, Bælterne og Øresund gennem tekniske foranstaltninger (COM(2012)0591 – C7-0332/2012 – 2012/0285(COD))
P7_TA(2013)0343A7-0259/2013

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2012)0591),

—  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 43, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C7‑0332/2012),

—  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—  der henviser til udtalelse af 11. juli 2012 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

—  der henviser til forretningsordenens artikel 55,

—  der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget (A7-0259/2013),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 10. september 2013 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. .../2013 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 2187/2005 om bevarelse af fiskeressourcerne i Østersøen, Bælterne og Øresund gennem tekniske foranstaltninger

P7_TC1-COD(2012)0285


EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 43, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(2),

efter den almindelige lovgivningsprocedure(3) og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Ved Rådets forordning (EF) nr. 2187/2005(4) tillægges Kommissionen beføjelser til at gennemføre nogle af nævnte forordnings bestemmelser.

(2)  Som følge af Lissabontraktatens ikrafttrædelse bør de beføjelser, som Kommissionen blev tillagt i henhold til forordning (EF) nr. 2187/2005, bringes i overensstemmelse med artikel 290 og 291 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

(3)  Kommissionen bør tillægges gennemførelsesbeføjelser med henblik på at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af forordning (EF) nr. 2187/2005, for så vidt angår foranstaltninger truffet af medlemsstaterne, som kun gælder for fiskerfartøjer, som fører deres flag.

(4)  Der er ikke længere behov for beføjelser til at fastlægge gennemførelsesbestemmelser til forordning (EF) nr. 2187/2005. Den bestemmelse, som tillægger sådanne beføjelser, bør derfor udgå.

(5)  Kommissionen bør tillægges beføjelser til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde med henblik på at ændre reglerne for konstruktionen af visse redskaber. Disse ændringer bør afspejle ændringer i fiskeriets selektivitetsmønstre, den seneste tekniske viden om de materialer, der anvendes til fiskeredskaber, eller ændringer i redskabernes tilrigning, som kan gøre dem mere selektive.

(6)  Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde i forbindelse med vedtagelsen af delegerede retsakter, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(7)  Forordning (EF) nr. 2187/2005 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EF) nr. 2187/2005 foretages følgende ændringer:

1)  Artikel 26, stk. 5, affattes således:"

"5. Hvis Kommissionen konkluderer, at foranstaltningerne ikke opfylder betingelserne i stk. 1, vedtager den en gennemførelsesafgørelse gennemførelsesretsakt om, at medlemsstaten skal ophæve eller ændre foranstaltningerne." [Ændring 1]

"

2)  Artikel 28 udgår.

3)  Artikel 29 affattes således:"

"Artikel 29

Ændring af tillæg 1 og 2 i bilag II

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 29a med henblik på at ændre eller supplere tillæg 1 og 2 til bilag II ved at tilpasse specifikationerne af fiskeredskaberne til:

   a) ændringer i selektiviteten
   b) større teknisk viden om nye materialer, der anvendes til fremstilling af fiskeredskaber
   c) ændringer i tilrigningen, som gør redskaberne mere selektive."

"

4)  Følgende artikel indsættes:"

"Artikel 29a

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastsatte betingelser.

2.  De Beføjelsen til at vedtage delegerede beføjelser retsakter, ijf. artikel 29, tillægges Kommissionen for en ubegrænset tidsperiodeperiode på tre år fra den ...(5). Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af treårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode. [Ændring 2]

3.  Den i artikel 29 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af de delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.  Så snart Kommissionen har vedtaget en delegeret retsakt, underretter den samtidig Europa-Parlamentet og Rådet herom.

5.  En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 29 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ."

"

4a)  Følgende artikel indsættes:"

"Artikel 31a

Generel vurdering og revision

Senest den ...(6) foretager Kommissionen en vurdering af effektiviteten af foranstaltningerne i denne forordning og forelægger om nødvendigt Europa-Parlamentet og Rådet et forslag til retsakt om ændring af denne forordning for at sikre, at den er forenelig med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. .../20131.

____________________

1 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. .../2013 af ... om den fælles fiskeripolitik (EUT L ...).(7)"

"

[Ændring 3]

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i ..., den

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

(1) EUT C 44 af 15.2.2013, s. 157.
(2)EUT C 44 af 15.2.2013, s. 157.
(3) Europa-Parlamentets holdning af 10.9.2013.
(4)Rådets forordning (EF) nr. 2187/2005 af 21. december 2005 om bevarelse af fiskeressourcerne i Østersøen, Bælterne og Øresund gennem tekniske foranstaltninger, om ændring af forordning (EF) nr. 1434/98 og ophævelse af forordning (EF) nr. 88/98 (EUT L 349 af 31.12.2005, s. 1).
(5)* Datoen for denne forordnings ikrafttræden.
(6)* Et år efter ikrafttrædelsen af forordning (EU) nr. .../2013 [om den fælles fiskeripolitik] (se dokument 2011/0195(COD)).
(7)** Reference til dokumentet i 2011/0195(COD).


Et fungerende indre energimarked
PDF 180kWORD 43k
Europa-Parlamentets beslutning af 10. september 2013 om et fungerende indre energimarked (2013/2005(INI))
P7_TA(2013)0344A7-0262/2013

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse "Et fungerende indre energimarked" og de tilhørende arbejdsdokumenter (COM(2012)0663),

–  der henviser til sin holdning af 12. marts 2013 om forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om retningslinjer for den transeuropæiske energiinfrastruktur og om ophævelse af beslutning nr. 1364/2006/EF(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 994/2010 af 20. oktober 2010 om foranstaltninger til opretholdelse af naturgasforsyningssikkerheden og ophævelse af Rådets direktiv 2004/67/EF(2),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1227/2011 af 25. oktober 2011 om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne(3),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas(4),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF(5),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 714/2009 af 13. juli 2009 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1228/2003,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2009 af 13. juli 2009 om betingelserne for adgang til naturgastransmissionsnet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1775/2005,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet(6),

–  der henviser til Rådets direktiv 2009/71/Euratom af 25. juni 2009 om EF-rammebestemmelser for nukleare anlægs nukleare sikkerhed(7),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 "Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst" (COM(2010)2020),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 994/2012/EU af 25. oktober 2012 om indførelse af en mekanisme for udveksling af oplysninger vedrørende mellemstatslige aftaler mellem medlemsstaterne og tredjelande på energiområdet (8),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 15. december 2011 "Energikøreplanen 2050" (COM(2011)0885),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. oktober 2012 "Akten for det indre marked II – Sammen om fornyet vækst" (COM(2012)0573),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. juni 2012 "Vedvarende energi: en stor aktør på det europæiske energimarked" (COM(2012)0271),

–  der henviser til sin beslutning af 25. november 2010 "Frem mod en ny energistrategi for Europa 2011-2020"(9),

–  der henviser til sin beslutning af 12. juni 2012 "Energipolitisk samarbejde med partnere uden for EU: En strategisk tilgang til sikker, bæredygtig og konkurrencedygtig energiforsyning"(10),

–  der henviser til sin beslutning af 13. december 2012 om EU's stålindustri(11),

–  der henviser til henstillingerne fra rundbordskonferencen på højt plan af 12. februar 2013 om fremtiden for den europæiske stålindustri,

–  der henviser til sin beslutning af 15. marts 2012 om en køreplan for omstilling til en konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi i 2050(12),

–  der henviser til sin beslutning af 14. marts 2013 om energikøreplanen 2050, en fremtid med energi(13),

–  der henviser til sin beslutning om de industrielle, energimæssige og øvrige aspekter af skifergas og ‑olie(14) og sin beslutning om miljøindvirkninger af udvinding af skifergas og skiferolie(15), der begge blev vedtaget den 21. november 2012,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelse fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A7-0262/2013),

A.  der henviser til, at medlemsstaterne har forpligtet sig til præcise frister for, hvornår det indre energimarked skal være fuldført, og for afskaffelsen af EU's "energiøer" inden 2015;

B.  der henviser til, at et fuldført indre energimarked er absolut nødvendigt for Unionens overordnede energisikkerhed og bæredygtighed og er af afgørende værdi for Unionens globale konkurrenceevne, økonomiske vækst og skabelsen af nye job, hvilket anerkendes i "Akten for det indre marked II" og i Europa 2020-strategien;

C.  der henviser til, at Kommissionens Energi 2020-strategi bygger på beregninger af de nødvendige investeringsbehov i energisektoren, der beløber sig til 1 billion EUR i 2020, hvoraf 540 mia. EUR er til elektricitetsproduktion, og 210 mia. EUR er til elektricitets- og gasnet af betydning for Europa;

D.  der henviser til, at det i energikøreplanen 2050 understreges, at fuldstændig integration af de europæiske energinet og åbning af markederne er afgørende for at fastholde balancen mellem energisikkerhed, konkurrenceevne, omkostningseffektivitet, en bæredygtig økonomi og forbrugernes interesser; der henviser til, at det i energikøreplanen 2050 anføres, at energieffektivitet, vedvarende energi og energiinfrastrukturer er "no regrets"-muligheder;

E.  der henviser til, at andelen af vedvarende energikilder i det europæiske energimiks stiger på kort, mellemlang og lang sigt; der henviser til, at integration i stor skala af vedvarende energikilder forudsætter en tilpasning af nettet og øget fleksibilitet;

F.  der henviser til, at det indre energimarked vil gøre det muligt for Unionen at tale med én stemme over for eksterne partnere og sikre lige konkurrencevilkår for alle EU‑ og tredjelandsselskaber og desuden vil sikre miljømæssige og sociale standarder og arbejde hen imod gensidighed med tredjelande;

G.  der henviser til, at det er nødvendigt at indføre et system, der giver medlemsstaterne information om energiforsyningsaftaler med tredjelande;

H.  der henviser til, at et indre europæisk energimarked og dets respektive nationale energimarkeder skal være konkurrencedygtige og tilvejebringe reelle valgmuligheder og gennemsigtig information til alle forbrugere, som spiller en central rolle på energimarkedet; der henviser til, at fuldførelsen af det indre energimarked er afgørende for at kunne nedbringe energiudgifterne og ‑priserne til et rimeligt og konkurrencedygtigt niveau på kort, mellemlang og lang sigt; der henviser til, at reducerede priser på energimarkederne ofte ikke sendes videre til forbrugerne;

I.  der henviser til, at Det Europæiske Energifællesskab, som anvender fællesskabsmetoden, skal være baseret på et stærkt fælles energimarked, koordinering af energiindkøb uden for EU og fælles EU-finansiering af nye, bæredygtige energiteknologier, navnlig inden for forskning og innovation;

J.  der henviser til, at der er gjort visse fremskridt i retning af øget samarbejde på tværs af grænserne, delvis udryddelse af "energiøer" og forebyggelse af forsyningsknaphed;

1.  glæder sig overordnet set over meddelelsen og den tilhørende handlingsplan, som sammenfatter de fremskridt, der er gjort indtil nu, og de fremtidige udfordringer i forbindelse med fuldførelsen af det indre energimarked;

2.  erkender, at tendensen til stigende energipriser sandsynligvis vil fortsætte, eftersom disse priser i øjeblikket – for så vidt angår gas – er knyttet til prisen på en tønde olie og – for så vidt angår elektricitet – til svingende brændstofpriser og desuden påvirkes af Europas afhængighed af olie‑ og gasimport, af virkningerne af indgribende foranstaltninger, af de utilstrækkelige foranstaltninger for at fremme energieffektiviteten og af manglen på de nødvendige investeringer, som er nødvendige for at modernisere energisystemerne (herunder dobbeltrettet transmission og samkøringslinjer) med henblik på at garantere et højt niveau af forsyningssikkerhed og fremme integrationen af vedvarende energikilder; går derfor ind for, at prisfastsættelsesordningen for gas afkobles fra olieprisreguleringen og knyttes til mere fleksible alternativer, samtidig med at retten til fri kommerciel udveksling respekteres;

3.  understreger, at udviklingen af nationale energikilder vil føre til, at der opstår nye handelsknudepunkter i EU og nye spotmarkeder for gas og elektricitet, hvilket giver EU og medlemsstaterne en reel mulighed for at fastsætte deres egne energipriser, også på regionalt og lokalt plan;

4.  anerkender den europæiske merværdi af bedre energipolitisk samordning og samarbejde mellem medlemsstaterne i en solidarisk ånd og af at skabe effektive og sikre grænseoverskridende energisystemer og derved skabe synergier gennem bedre forvaltning af udbuddet af og efterspørgslen efter energi ved hjælp af intelligente teknologier på distributionssystemplan;

5.  henleder opmærksomheden på betydningen af regionale markeder og af samarbejdet mellem medlemsstaterne, når det handler om at fjerne barrierer, fremskynde integrationsprocessen og forbedre nettenes effektivitet;

6.  minder om sin støtte til oprettelsen af et europæisk energifællesskab mellem medlemsstaterne og anmoder Kommissionen og Det Europæiske Råd om at rapportere om fremskridtene med hensyn til dets oprettelse;

Et forbrugerorienteret marked

7.  understreger, at energiforbrugerne – både enkeltpersoner, SMV'er og industrier – står i centrum for det brugervenlige og gennemsigtige indre energimarked; bemærker, at de i denne henseende skal beskyttes ordentligt og have præcis information, som er lettilgængelig, således at de har mulighed for at udnytte deres rettigheder fuldt ud, samtidig med at de skal tilskyndes til at spille en mere aktiv rolle i at fremme konkurrencen på markedet ved at overgå fra at være passive ydelsesmodtagere til at blive aktive, informerede forbrugere og producent-forbrugere;

8.  fremhæver betydningen af at sikre et konkurrencedygtigt, gennemsigtigt energimarked, som er let at styre, og som giver forbrugerne reelle valgmuligheder og konkurrencedygtige priser, samt forsyner alle EU's nuværende og fremtidige energiforbrugere med sikre, bæredygtige, prismæssigt overkommelige og pålidelige måder at producere energi på, som tager hensyn til kommende generationers interesser;

9.  mener, at lokale kooperativer for vedvarende energi, kollektive leverandørskifteinitiativer og forsyningsvirksomheder eller andre faciliteter, såsom decentraliseret lagring og intelligente apparater, vil fremme øget deltagelse fra forbrugernes side; tror, at sådanne faciliteter vil hjælpe forbrugerne til bedre at kunne forstå og styre deres energiforbrug og derved blive mere fleksible og responsive (set fra både et efterspørgsels‑ og et udbudsperspektiv), og at de kan styrke adgangen til vedvarende energikilder og generere de nødvendige finansielle investeringer;

10.  henleder opmærksomheden på fordelen ved at anvende variable priser for brug af nettet for at tilskynde forbrugerne til at anvende energi uden for spidsbelastningsperioder med henblik på at fremme en bæredygtig energianvendelse;

11.  mener, at intelligente teknologier skal levere nøjagtige, forståelige og brugervenlige oplysninger til forbrugerne og sætte dem i stand til at styre deres energiforbrug og ‑produktion, mener derfor, at intelligente teknologier skal suppleres af dynamisk online-transmissions‑ og distributionsnetforvaltning, der indbefatter ydelser såsom netstøtteydelser, frivillig efterspørgselsrespons, tjenesteydelser, der øger energieffektiviteten, løsninger til mikroproduktion og lagring, samt lokale energimæglere eller hjemmeenergimæglere; påpeger imidlertid, at de energiforbrugsniveauer, der er nødvendige, for at intelligente målere kan give økonomiske fordele, skal undersøges behørigt, og at forbrugere, som bruger energimængder, der ligger under dette niveau, ikke skal pålægges at investere i disse målere;

12.  udtrykker bekymring over den udvikling, der tilskynder teleselskaber til at forvalte distributionsnetdata, idet et sådant ansvar placeret hos dem giver anledning til alvorlige betænkeligheder med hensyn til databeskyttelsen og risikoen for, at operatørerne er nødt til at købe de tekniske data, som er nødvendige for, at de kan udføre deres opgaver som distributionsnetoperatører;

13.  erkender, at energifattigdom medfører betydelige udfordringer i medlemsstaterne; påpeger, at en ensartet tilgang overfor alle ikke tager højde for de forskellige nationale omstændigheder; mener derfor, at sårbare forbrugere har behov for særlig og effektiv beskyttelse, og at der i dette øjemed må indføres passende ordninger, samtidig med at markedsforvridninger undgås; fremhæver, at der allerede findes særlige foranstaltninger som krævet i den tredje energipakke;

14.  bemærker, at skifergasrevolutionen i USA har reduceret CO2-emissionerne og samtidig givet den amerikanske industri en væsentlig konkurrencefordel;

Aktuelle udfordringer for fuldførelsen af det indre energimarked

15.  understreger, at det indre energimarked endnu ikke er fuldført, og at de nationale energimarkeder ikke er i stand til at opfylde forbrugernes behov og forventninger, eftersom de i nogle medlemsstater stadig oplever: høje priser, et begrænset udvalg af leverandører, producenter og tariffer, en generelt dårlig kvalitet af ydelserne, ofte for ringe forbrugerbeskyttelse og vanskeligheder med at skifte leverandør; understreger derfor, at det er nødvendigt at opbygge et mere brugervenligt marked, hvor forbrugerne kan spille en aktiv rolle og bliver producent-forbrugere på et EU-dækkende marked, hvor de får information om de vilkår, forskellige leverandører tilbyder, således at det bliver lettere at sammenligne; bemærker i denne forbindelse betydningen af kollektivt leverandørskifte med hensyn til at styrke forbrugernes stilling og give lavere energiregninger;

16.  mener, at den manglende fuldstændige gennemførelse af lovgivningen om det indre energimarked fortsat er en af de største hindringer for fuldførelsen af dette marked; mener, at den nødvendige konsolidering af det indre marked indbefatter en udbygning af infrastrukturen samtidig med, at lovgivning om det indre marked gennemføres og konkurrencereglerne håndhæves;

17.  understreger, at en modernisering af den eksisterende energiinfrastruktur og opførelsen af nye, intelligente og fleksible infrastrukturer til produktion, transmission (især grænseoverskridende samkøringslinjer for elektricitet og gas), distribution og lagring er afgørende, for at der kan opnås et stabilt, velintegreret og velforbundet energimarked, hvor mulige negative virkninger, som f.eks. utilsigtede energistrømme, undgås, hvor der er sikret et udbud til overkommelige og konkurrencedygtige priser, hvor potentialet i alle bæredygtige energikilder samt for mikroproduktion, kraftvarmeproduktion og effektivitet, styring af efterspørgslen og lagring udnyttes fuldt ud, og hvor ingen medlemsstat stadig er afskåret fra gas‑ og elektricitetsnettene i 2015, bl.a. gennem en samtidig integration af isolerede energiforsyningssystemer i de europæiske kontinentale net; understreger, at der bør foretages storstilede investeringer samtidig med investeringer i regionale eller endog lokale net, da energiproduktion i stigende grad foregår på regionalt og lokalt plan;

18.  bemærker i denne forbindelse, at en decentral forsyning af vedvarende energi mindsker behovet for nye transmissionslinjer og dermed de tilhørende omkostninger, eftersom de decentrale teknologier, som kan integreres direkte i boliger, byer og fjerntliggende områder, er meget tættere på slutbrugerne;

19.  anerkender, at det kan medføre ukoordinerede grænseoverskridende "sløjfestrømme" (loop-flows) og dermed energipriser, som ikke er optimale, hvis produktionen af vedvarende elektricitet får lov til at stige uden en tilsvarende udvikling af den nødvendige infrastruktur;

20.  minder om, at medlemsstaternes mål om at nå op på en sammenkoblingsgrad for elektricitet og gas svarende til mindst 10 % af deres installerede produktionskapacitet, som vedtaget på Det Europæiske Råds topmøder i 2002 og 2007, endnu ikke er nået;

21.  glæder sig over Kommissionens fokus på, at Europas fremtidige energisystemer bliver kendetegnet ved fleksibilitet; fremhæver, at velfungerende grænseoverskridende engrosmarkeder er en nem måde at opnå fleksibilitet på set i ethvert tidsperspektiv; opfordrer til, at der gøres en yderligere indsats for at stimulere den fremtidige udbredelse af teknologier til lagring af energi og lydhørheden over for efterspørgslen, hvilket alt sammen skaber yderligere fleksibilitet;

22.  mener, at energieffektivitet er et af de mest bæredygtige og omkostningseffektive midler til at reducere energiregningerne, øge forsyningssikkerheden, reducere behovet for import af fossile brændstoffer og undgå kulstofemissioner; erkender, at alle foranstaltninger, der fremmer energieffektiviteten, skal være tilpasset forbrugernes behov og være omkostningseffektive og underbygget af de rigtige incitamenter;

23.  understreger, at dristigere energieffektivitetsforanstaltninger ifølge Det Internationale Energiagenturs undersøgelsesresultater kan reducere EU's gasimport med en tredjedel i 2035, svarende til 100 mia. m3 gas;

24.  minder om, at synergier mellem udviklingen, udbredelsen og vedligeholdelsen af telekommunikations- og energiinfrastruktur vil spille en central rolle for opfyldelsen af Den Europæiske Unions mål for energieffektivitet;

25.  fremhæver, at det stadig er nødvendigt at opsplitte de europæiske energimarkeder for at sikre konkurrence og forsyning af elektricitet til den lavest mulige pris;

26.  mener, at det er nødvendigt at tilskynde til investeringer i infrastruktur ved hjælp af stabile, innovationsvenlige og forudsigelige rammebestemmelser, som ikke hæmmer det indre markeds funktion, samt at pensionsfonde og institutionelle investorer får mulighed for at investere i transmission, i erkendelse af at dette ikke kan opnås, med mindre det er markedsdrevet; erkender dog samtidig, at infrastrukturmæssige forandringer i visse særlige tilfælde dårligt kan opnås, med mindre der ydes offentlig finansiering til at støtte centrale infrastrukturprojekter, som muligvis ikke er kommercielt rentable; understreger i den forbindelse betydningen af Connecting Europe-faciliteten og beklager, at denne mekanismes budget for energidelen er lavere, end hvad Kommissionen havde foreslået;

27.  opfordrer til, at man undersøger muligheden for at oprette en EU-fond for investeringer i energinet;

28.  understreger, at en strømlining af godkendelsesprocedurerne i medlemsstaterne vil bidrage til udvikling af infrastrukturnet og frigørelse af investeringer; understreger, at lokale og regionale myndigheder bør spille en vigtig rolle i denne forbindelse ved at forenkle planlægningsprocedurerne og integrere energiinfrastruktur i deres lokale og regionale planlægning;

29.  bemærker, at manglen på fri og ikkediskriminerende adgang til transmissionsinfrastruktur stadig i nogle tilfælde forhindrer nytilkomne selskaber i at komme på nettet og rent faktisk kunne konkurrere på markedet mod de nuværende selskaber på rimelige vilkår; fremhæver behovet for at tackle strukturelle markedsforvridninger, som fører til det høje koncentrationsniveau, der eksisterer i nogle medlemsstater;

30.  understreger i denne forbindelse, at reglerne i den tredje energipakke bør anvendes fuldt ud på både europæiske og udenlandske selskaber; mener, at omfanget og varigheden af undtagelser fra disse regler, som bevilges af Kommissionen, bør begrænses og være underkastet Parlamentets og Rådets efterprøvelse;

31.  understreger, at manglen på gennemsigtighed og den nuværende konkurrenceforvridende praksis på engrosenergimarkederne undergraver forbrugernes tillid; mener, at der er et presserende behov for at forstå omkostningssammensætningen på engrosmarkederne og virkningen på forbrugernes regning;

32.  støtter fuldt ud foranstaltninger, der træffes med henblik på at indføre lige konkurrencevilkår ved at skabe mere decentraliserede og konkurrencedygtige markedsmodeller, idet de skaber bedre muligheder for lokale energiproducenter og nye aktører i sektoren;

33.  erindrer om, at det for at forhindre dominerende etablerede leverandører i at lægge hindringer i vejen for en åbning af markedet er vigtigt at skabe mulighed for udvikling af nye forretningsmodeller, som f.eks. muligheden for på samme tid at indgå kontrakter med flere leverandører;

34.  bemærker, at en stabil lovramme – for producenter, myndigheder, netværksoperatører, energileverandører, tjenesteudbydere på efterspørgselssiden og, først og fremmest, forbrugere og producent-forbrugere – er afgørende for et velfungerende indre energimarked og for at tiltrække langsigtede investeringer i udvikling af infrastruktur; fremhæver, at udviklingen af netkodekser, som omfatter rimelige, ikkediskriminerende og afbalancerede regler bør føre til en harmonisering af netforvaltning, markedsstruktur og interoperabilitet; understreger, at det er afgørende, at aftaler om opsplitning af transmissionsnet, produktion og levering overholdes i hele EU, herunder aftalerne om de regulerende myndigheders uafhængige stilling og om krav til forbrugerbeskyttelse; understreger derfor, at det er nødvendigt at underbygge og udvikle Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheders (ACER's) rolle yderligere, især dets mulighed for at kontrollere nationale lovgivningsmæssige beslutninger og bilægge tvister;

35.  bemærker, at der er bekymring over, at nogle medlemsstater allerede har indført eller planlægger at indføre nationale kapacitetsgodtgørelsesmekanismer med henblik på at sikre elektricitetsforsyningen uden behørigt at have undersøgt alle potentielle alternative løsninger, navnlig hvad angår grænseoverskridende løsninger og fleksibilitetsressourcer; erkender, at disse mekanismer, selv om de er nødvendige under visse omstændigheder, kan gribe forstyrrende ind i og forvride engrosmarkedets struktur og, hvis de er dårligt udformet, potentielt skabe fastholdelsesvirkninger; opfordrer Kommissionen til at sørge for en mere samordnet tilgang på EU-plan for at sikre, at sådanne eventuelle kapacitetsgodtgørelsesmekanismer er nødvendige, effektive, gennemsigtige, teknologisk neutrale og ikkediskriminerende;

36.  beklager, at de samarbejdsmekanismer, der blev indført med direktiv 2009/28/EF om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder, hidtil ikke er blevet anvendt; henviser til oplysninger fra Kommissionen om, at en bedre udnyttelse af de eksisterende samarbejdsmuligheder ville give betydelige fordele, herunder fremme handelen; opfordrer derfor medlemsstaterne til at gøre bedre brug af samarbejdsmekanismerne, hvor det er relevant, og til at øge deres indbyrdes kommunikation;

37.  understreger – uden at det berører hverken medlemsstaternes ret til at vælge deres egen energisammensætning eller behovet for øget samordning på EU-plan – at EU som helhed skal gøre fuld brug af potentialet i alle bæredygtige energikilder, som er til rådighed for EU-medlemsstaterne, idet de tre mål for EU's samlede energipolitik, nemlig konkurrenceevne, bæredygtighed og forsyningssikkerhed respekteres fuldt ud;

38.  bemærker, at nogle medlemsstater, som er "energiøer", stadig er totalt afskåret fra de europæiske gas‑ og elektricitetsnet og fortsat betaler højere priser for energiressourcer, hvilket indvirker på deres konkurrenceevne; påpeger, at disse medlemsstater ikke uden væsentlige investeringer i infrastruktur vil kunne leve op til tilsagnet, som Det Europæiske Råd har gentaget, om, at ingen medlemsstat skal være afskåret fra de europæiske net i 2015; mener, at Kommissionen på disse medlemsstaters anmodning bør deltage i forhandlinger om energipriser med energileverandører fra tredjelande, f.eks. når det drejer sig om indkøb af gas;

39.  understreger, at den solidaritet mellem medlemsstaterne, som EU-traktaten opfordrer til, bør gøre sig gældende både i det daglige arbejde og i krisehåndteringen inden for den interne og eksterne energipolitik; opfordrer Kommissionen til at fremkomme med en klar definition af "energimæssig solidaritet" for at sikre, at den overholdes af alle medlemsstater;

40.  fremhæver, at det er nødvendigt at gøre noget ved den forventede vækst i importen af gas og elektricitet fra tredjelande til EU på kort og mellemlang sigt med henblik på at tilsikre energiforsyningssikkerhed, byrdefordeling og et fair og velfungerende indre marked; gentager, at denne udfordring for nogle medlemsstater er tæt knyttet til en afhængighed af gas- og olieimport fra et enkelt tredjeland og kræver foranstaltninger, som sigter mod at diversificere viften af energileverandører, ‑ruter og ‑kilder; erkender, at et strategisk mål i denne forbindelse er gennemførelsen af den sydlige gaskorridor, herunder Nabuccorørledningen og dens potentielle linjer til lande i Central‑ og Østeuropa, samt realiseringen af forsyningsruter til EU, som er i stand til at tilvejebringe omkring 10-20 % af EU's gasbehov i 2020, med henblik på at sikre, at alle europæiske regioner har fysisk adgang til mindst to forskellige gaskilder;

41.  mener, at et åbent og gennemsigtigt indre marked, hvor alle selskaber fra EU-lande og tredjelande respekterer gældende EU-ret på energiområdet, kan bidrage til at styrke EU-energileverandørers forhandlingsposition over for konkurrenterne, hvilket er særligt vigtigt for mulighederne for yderligere samordning af eksterne energiindkøb på EU-plan; opfordrer EU til at overveje at etablere et fælles agentur for gasindkøb samt de mekanismer, der er nødvendige for at modvirke dominerende eksterne leverandørers monopolstilling; bemærker, at gensidighedsprincippet skal bruges som rettesnor for forbindelserne med EU- og tredjelandsenergileverandører; understreger nødvendigheden af, at Kommissionen i sine forbindelser med energileverandører i tredjelande tager hensyn til og oplyser om konsekvenserne af sine beslutninger for forbrugerpriserne;

42.  mener afgjort, at Kommissionen bør gives mandat til at føre forhandlinger om infrastrukturprojekter af strategisk betydning, som påvirker forsyningssikkerheden for EU som helhed, og at sådanne mandater også bør overvejes i forbindelse med andre mellemstatslige aftaler, som anses for at have en betydelig indvirkning på EU's langsigtede energipolitiske målsætninger, navnlig EU's energimæssige uafhængighed; glæder sig i denne henseende over fremskridtene i Kommissionens forhandlinger om traktaten mellem EU, Aserbajdsjan og Turkmenistan om opførelse af et rørledningssystem tværs gennem Det Kaspiske Hav;

43.  understreger, at en gradvis tilnærmelse af incitamenter med relation til vedvarende energi og energieffektivitet samt af ekstra energiomkostninger i alle medlemsstaterne efter 2020 er afgørende for et velfungerende og effektivt indre energimarked, både på detail‑ og engrosplan, og for at skabe gunstige betingelser for en langsigtet udvikling og storstilet udbredelse af vedvarende energikilder;

44.  mener, at regionale grupper af medlemsstater på kort sigt bør tilskyndes til at arbejde væk fra nationale planer og hen imod en harmoniseret eller fælles regional støtteordning for vedvarende energi;

45.  opfordrer medlemsstaterne til at revidere deres feed-in- eller andre støttetariffer jævnligt på en gennemsigtig måde, som gør det muligt at tilpasse dem i takt med faldende teknologiske og leveringsmæssige omkostninger;

46.  erkender, at fælles EU-forskningsprojekter med støtte fra rammeprogrammer og initiativer såsom SET-planen ikke i tilstrækkelig grad er blevet udnyttet til udvikling af nye teknologier, der giver mulighed for forbedringer med hensyn til effektivitet, vedvarende energi, sikkerhed på atomkraftværker, kulstoffattig anvendelse af fossile brændstoffer og intelligente net, hvilket alt sammen er af afgørende betydning for energimarkedet;

47.  anser det for vigtigt at gøre større fremskridt på elmotorvejene i fremtiden og især den sydøstlige-nordlige elmotorvej (SENEH), hvilket også vil bidrage til at klare transmissionen af energi fra solfangerparker, som f.eks. Helios-projektet, fra Sydøsteuropa til nord og vest;

Behov for hurtige foranstaltninger

Et velintegreret, åbent og velreguleret konkurrencebaseret internt energimarked

48.  opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre og fuldt ud implementere al relevant EU-lovgivning, i særdeleshed den tredje energipakke, så hurtigt som muligt; opfordrer Kommissionen til at gribe ind over for de medlemsstater, hvor gennemførelsen er forsinket unødigt; bifalder, at Kommissionen allerede har indledt formelle procedurer for at undersøge overtrædelser af EU-reglerne;

49.  understreger, at det er nødvendigt at tackle strukturelle markedsforvridninger og manglende gennemsigtighed på markederne; opfordrer Kommissionen til at øge bestræbelserne på at håndhæve gennemførelsen af den tredje energipakke;

50.  anmoder Kommissionen om nøje at overvåge den reelle gennemførelse af EU's energilovgivning, navnlig de bestemmelser, der tilvejebringer grundlæggende forbrugerrettigheder, dem, der omhandler systemoperatører, nationale tilsynsmyndigheder samt konkurrence‑ og statsstøtteregler, og dem, der sigter mod at mindske fænomenet med "sløjfestrømme" på det indre elmarked, hvoraf sidstnævnte udgør en betydelig – men dog håndterbar – udfordring for det indre energimarked, da det svækker sikkerheden i energisystemet ved at mindske lagringsmulighederne og netkapaciteten; opfordrer indtrængende Kommissionen til at benytte de mest hensigtsmæssige midler, den har til rådighed, til at imødegå en eventuel fortsat manglende overholdelse af relevant EU-lovgivning;

51.  bemærker, at alle forsyningssvigt hidtil har skyldtes operationelle fejl, ikke kapacitetsmangler; erkender, at investorer i EU som følge af den økonomiske recession, høje priser på naturgas og den stigende andel af uregelmæssig elproduktion fra vedvarende energikilder står med en betydelig usikkerhed i forbindelse med udviklingen af fleksible elproduktionskapaciteter; opfordrer Kommissionen til at foretage en udførlig vurdering af, hvorvidt produktionskapaciteten er tilstrækkelig, på grundlag af en harmoniseret metode og til at yde vejledning om, hvordan fleksibiliteten kan forbedres og forsyningen opretholdes;

52.  opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at samordne infrastrukturprojekter bedre og planlægge netudbygning i fællesskab og derved sikre fuldstændig sammenkobling af systemerne og omkostningseffektivitet i hele EU, idet der drages fordel af grænseoverskridende synergier og et mere effektivt energiinfrastrukturnet; påpeger, at en integreret tilgang, som inkluderer distributionsoperatørerne, bør fremmes; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre hurtig bedømmelse, udvælgelse, godkendelse og gennemførelse af projekter af fælles europæisk interesse, navnlig vedrørende grænseoverskridende samkøringslinjer for elektricitet og gas, herunder tilbagestrømsmekanismer, flydende naturgas (LNG), energilagringsinfrastruktur og intelligente transmissions- og distributionsnet, som har afgørende betydning for et velintegreret og velfungerende energimarked;

53.  anbefaler, at Kommissionen, for så vidt angår anvendelsen af Connecting Europe-facilitetens midler til energiformål, prioriterer projekter, der vil få størst mulig indvirkning på det indre markeds funktion for derved at fremme konkurrencen og en hurtig markedsindtrængning for vedvarende energi, etablere de nødvendige grænseoverskridende sammenkoblinger og øge forsyningssikkerheden;

54.  opfordrer Kommissionen til at gennemføre en ny revision af de eksisterende planer for energiprojekter, navnlig for opførelsen af nye LNG-terminaler, som forventes at tage ti år at færdiggøre, vurdere deres økonomiske fordele – under hensyntagen til de LNG-terminaler, som allerede er under opførelse eller i planlægningsfasen i de enkelte medlemsstater, og som i nær fremtid vil bidrage til energiforsyningssikkerheden i medlemsstater, der er klassificeret som "energiøer" – og til at bidrage til finansieringen af sådanne projekter;

55.  opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at indføre et effektivt system til håndtering af overbelastning med henblik på at fremme en effektiv anvendelse af den eksisterende kapacitet til transmission af gas og el, som vil mindske udgifterne til udbygning af netkapaciteter og lette den øgede tilslutning af vedvarende produktionskilder til elnettet;

56.  opfordrer medlemsstaterne til snarest muligt at afstå fra at benytte prislofter eller regulerede salgspriser på nationalt plan, som ligger under de afholdte omkostninger, da sådanne tiltag kan forvride konkurrencen og udgøre en alvorlig trussel mod fremtidige investeringer i kapacitet og infrastruktur i energisektoren; understreger imidlertid, at politikker i dette øjemed skal tage hensyn til sårbare forbrugeres legitime interesser, da de ikke altid kan drage fordel af reel konkurrence på energimarkederne;

57.  glæder sig over, at Kommissionen er fast besluttet på at håndhæve antitrustregler og statsstøtteregler over for alle foretagender inden for energisektoren og deres datterselskaber i EU og dermed sikre, at der skabes lige konkurrencevilkår med lige adgangsbetingelser for alle markedsdeltagere; opfordrer Kommissionen til at udstede retningslinjer for, hvordan et selskabs misbrug af en dominerende stilling på gas‑ og elektricitetsmarkedet vurderes, og til at yde vejledning om bedste praksis og erfaringer fra støtteordninger for vedvarende energi;

58.  anmoder Kommissionen om at revidere reglerne for statsstøtte i forbindelse med nationale energieffektivitetsforanstaltninger og energiprojekter, som samfinansieres under samhørighedspolitikken, med henblik på at sikre, at flere af disse foranstaltninger er berettiget til statsfinansiering, hvilket vil føre til, at flere projekter fuldføres;

59.  anbefaler, at Kommissionen bruger sine kontrolbeføjelser for statsstøtte til at fremme udviklingen af grænseoverskridende infrastruktur; mener, at sådanne samkøringslinjer vil spille en væsentlig rolle med hensyn til at øge muligheden for at trække på et nabolands forsyninger i tilfælde af en energikrise eller ubalance og med hensyn til at mindske subsidierne over tid;

60.  støtter kraftigt Kommissionens indsats på grundlag af det af ENTSO udviklede koordinerede arbejde, for at få indført harmoniserede netkodekser og -regler senest i 2014 i overensstemmelse med planen og sikre, at lovrammen for det indre energimarked er stabil og i stigende grad er innovationsvenlig;

61.  støtter kraftigt de lovgivningsmæssige foranstaltninger, som ACER og de nationale tilsynsmyndigheder har truffet for at tilskynde til, forbedre og forenkle energihandelen på tværs af grænserne, herunder på intra-day‑, day-ahead‑ og balancemarkedet, og for at bygge bro mellem energisystemerne i forskellige medlemsstater ved at fremme gennemsigtig anvendelse af samkøringslinjer; understreger, at der er behov for et tilstrækkeligt antal medarbejdere – med de nødvendige kvalifikationer, erfaringer og ekspertise – i ACER og de nationale tilsynsmyndigheder til at udføre opgaverne i forbindelse med overvågning af engrostransaktioner og afsløring af insiderhandelspraksis og forsøg på markedsmanipulation;

62.  opfordrer, hvad angår det indre elektricitetsmarked, Kommissionen til hurtigt at tilvejebringe en grundig analyse af systemets tilstrækkelighed og de nationale produktionskapaciteters fleksibilitet på kort og lang sigt, idet der fuldt ud tages højde for det potentielle bidrag fra alle fleksible foranstaltninger, såsom efterspørgselsrespons, energilagring og samkøring, og aflægge rapport om de anvendte nationale foranstaltningers indvirkning på kapacitetsvurdering og udviklingsplanlægning på det indre energimarked og konkurrencereglerne under hensyntagen til konsekvenserne for såvel forsyningssikkerheden som for de grænseoverskridende aspekter af denne komplementære markedsudformningspolitik; opfordrer i denne forbindelse til, at der gøres en yderligere indsats med henblik på den fremtidige udbredelse af teknologier til lagring af energi og modtagelighed på efterspørgselssiden, som alle er yderligere kilder til fleksibilitet;

63.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde retningslinjer for anvendelsen og udnyttelsen af fleksibilitetsressourcer - f.eks. styring af efterspørgslen, lagring og fysiske infrastrukturer, herunder grænseoverskridende infrastrukturer - så medlemsstaterne kan udarbejde og gennemføre nationale strategier til at udnytte fleksibilitetsressourcer på deres områder;

64.  opfordrer Kommissionen og ENTSO-E til at udvikle en kohærent og tilpasset metode til at sikre tilstrækkelig produktion i Europa, inklusive det positive bidrag fra vedvarende energikilder og især variable vedvarende energikilder;

65.  opfordrer Kommissionen til at undersøge fremtidige koncepter for energimarkeder, som i modsætning til de nuværende nationale kapacitetsmekanismer kunne give yderligere ikkediskriminerende afkast til investorer inden for alle former for elproduktion og sikre den mest omkostningseffektive levering af fleksibilitetstjenester inden for energisektoren;

66.  opfordrer Kommissionen til at fremme videreudvikling af et marked for hjælpeydelser, som er åbent for deltagelse af alle energikilder, også de vedvarende;

67.  opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og de relevante aktører til at tilvejebringe incitamenter og støtte regionale initiativer og partnerskaber med sigte på tættere markedsintegration gennem etableringen af regionale energibørser og gashandelscentre, gennem mere harmoniserede regler for gashandel og markedskoblingsmekanismer inden for alle tidsrammer samt gennem udbredelsen af et tilstrækkeligt niveau af markedslikviditet og ‑gennemsigtighed;

68.  understreger, at foranstaltninger på det indre marked bør fremme diversificeringen af energikilder, både hjemlige og eksterne, og ikke primært bør fokusere på fortsat udvikling eller udvidelse af eksisterende ruter og forsyninger;

69.  henleder opmærksomheden på energimarkedets eksterne dimension, hvis mål er at gøre det lettere for alle medlemsstater at få adgang til diversificerede energiressourcer; opfordrer Kommissionen til i samråd med EU-Udenrigstjenesten at benytte sine udenrigspolitiske instrumenter til at fremme det indre energimarkeds regler og standarder over for tredjelande, og navnlig i EU’s naboskabsområde; opfordrer indtrængende Kommissionen til i bilaterale dialoger med relevante tredjelande at få løst spørgsmålet om klare regler for håndtering af kapacitetsbegrænsninger på grænseoverskridende elektricitets‑ og gasforbindelser og på tredjeparts adgang til transmissionsnet; opfordrer indtrængende Kommissionen til at træffe foranstaltninger for at forhindre konkurrencehæmmende praksis fra tredjelandsvirksomheders side, som kan føre til begrænset konkurrence, højere priser eller forringet energiforsyningssikkerhed; opfordrer Kommissionen til i sine forbindelser med tredjelande at sikre, at EU-selskaber kan konkurrere på lige konkurrencevilkår på globalt plan; opfordrer indtrængende Kommissionen til at forbedre samarbejdet med EU's nabolande om nuklear sikkerhed; opfordrer Kommissionen til at oplyse om alle de faktorer, der stadig volder vanskeligheder i forbindelse med gennemførelsen af den tredje energipakke, og til at fremlægge klare tal for indvirkningen heraf på forbrugerpriserne;

70.  anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at øge den politiske og finansielle støtte til energifællesskabet og træffe yderligere foranstaltninger til at støtte udvidelsen af det indre markeds regler til at omfatte Sydøst- og Østeuropa;

71.  opfordrer i lyset af indførelsen af en mekanisme for udveksling af oplysninger vedrørende mellemstatslige aftaler mellem EU-medlemsstater og tredjelande på energiområdet Kommissionen og medlemsstaterne til at udvise større engagement med hensyn til at sikre, at der ikke indgås aftaler, som er i strid med lovgivningen om det indre marked; mener, at Kommissionen bør kunne undersøge, om udkast til aftaler er i overensstemmelse med gældende EU-lovgivning, og deltage i forhandlingerne, hvor det er relevant;

72.  minder Kommissionen om, at det indre marked ikke er uafhængigt af det globale marked; anmoder Kommissionen om i forbindelse med planlægningen af sine foranstaltninger vedrørende det indre marked at tage fuldt hensyn til Parlamentets henstillinger om energipolitikkens eksterne dimension(16); bekræfter sin støtte til tanken om, at kun et fuldt fungerende indre marked kan give EU mulighed for at tale med én stemme på globalt plan; anmoder Kommissionen om at udvikle yderligere foranstaltninger inden for ekstern energipolitik;

73.  mener, at den kommende frihandelsaftale mellem EU og USA bør indeholde et kapitel, som er fokuseret på energispørgsmål, som kunne påvirke det indre marked, herunder bl.a.: engroshandel med energi, råvarehandel, maritime transportregler for energi, emissionshandelsordninger, standarder for brændstofsikkerhed, regnskabspraksis, statslige energisubsidier og overførsel af intellektuel ejendomsret med hensyn til energiefterforskning, produktion, transformation og produkter i sidste fase af deres livscyklus;

74.  støtter det mandat, som Det Europæiske Råd har givet Kommissionen, til at forelægge en analyse af energiprisernes og -omkostningernes sammensætning og drivkraften bag dem i de enkelte medlemsstater inden udgangen af 2013 med særligt fokus på konsekvenserne for husstande, SMV'er og energiintensive industrier, og idet der ses mere generelt på EU's konkurrenceevne i forhold til dets globale økonomiske konkurrenter; opfordrer desuden Kommissionen til løbende at overvåge energipriserne og ‑omkostningerne i medlemsstaterne;

75.  opfordrer, hvad angår det indre gasmarked, Kommissionen og medlemsstaterne til at gennemgå alle gaskontrakter baseret på forældede prisfastsættelsesordninger – især olieindekseringsprincippet – som pålægger forbrugerne høje priser, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at bistå med at undersøge mulighederne for at genforhandle disse kontrakter, ikke kun i forbindelse med deres forlængelse; fremhæver behovet for at udvikle og støtte alle produkter og mekanismer, som sigter mod at styrke gashandelskapaciteten på kort sigt; understreger, at ovennævnte foranstaltninger er afgørende for at sikre reel konkurrence, når det gælder prisen for at levere gas til alle forbrugere på det indre gasmarked;

Effektiv beskyttelse og støtte til forbrugerne

76.  opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og de relevante aktører til at forbedre kvaliteten af og adgangen til den information, forbrugerne tilbydes, at give dem klare og gennemsigtige afregningsmetoder og etablere prissammenligningsværktøjer, som giver dem mulighed for at træffe de mest informerede valg og gøre dem bevidste om måder at kontrollere forbruget på samt mulighederne for energibesparelser og energieffektivitet og produktion i lille målestok; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gennemføre direktivet om alternativ tvistbilæggelse og forordningen om onlinetvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet; glæder sig over Kommissionens forslag om at oprette en informationsplatform om forbrugerrettigheder; anbefaler, at Kommissionen og medlemsstaterne iværksætter forbrugervenlige informationskampagner, som regeringer og civilsamfundsorganisationer bør deltage aktivt i;

77.  påpeger, at selv om energipriserne er faldet på engrosenergimarkederne overalt i verden, betaler forbrugerne stadig høje priser; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne samt medlemsstaternes energimyndigheder til at sikre, at forbrugerne får direkte og tilstrækkelig gavn af prisudviklingen på engrosmarkederne;

78.  anmoder medlemsstaterne og Kommissionen om at udarbejde en omfattende strategi med sigte på at tilskynde forbrugere og producent-forbrugere til at deltage aktivt på energimarkedet, bl.a. ved at inddrage dem gennem eksisterende lovgivning og ved at gennemføre de relevante bestemmelser i direktivet om energieffektivitet; foreslår, at netanvendelsesprissignalet justeres regelmæssigt med henblik på at vejlede eksisterende og fremtidige brugere i fornødent omfang og dermed tilsikre overensstemmelse mellem nettenes udvikling og folks individuelle beslutninger;

79.  opfordrer Kommissionen til at tilskynde til yderligere samarbejde mellem energi- og ikt-sektoren og til at revidere eksisterende lovrammer for fremme af energirelaterede innovationer til gavn for alle forbrugere og fremme udbredelsen af intelligente net på en brugervenlig, sikker og pålidelig måde, som ikke pålægger forbrugerne en økonomisk byrde, og som tager hensyn til beskyttelse af deres personoplysninger; opfordrer til samarbejde inden for udvikling af intelligente net på europæisk, nationalt og regionalt plan og udvikling af europæiske standarder for intelligente net;

80.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne og regionale og lokale myndigheder til at indarbejde og skabe økonomiske incitamenter til investering i ikt-løsninger i intelligente net og tilstræbe et producent-forbruger-marked, som fører til større fleksibilitet, energieffektivitet og –besparelser og frivillig deltagelse fra efterspørgselssiden;

81.  imødeser Kommissionens retningslinjer, der kan bidrage til at opstille ambitiøse politikmål vedrørende sårbare forbrugere, hvilket vil hjælpe medlemsstaterne til at bedre at definere deres tilgang til denne forbrugerkategori; opfordrer Kommissionen til at udarbejde disse retningslinjer under behørig hensyntagen til eksisterende nationale ordninger og instrumenter til beskyttelse af sådanne forbrugere med henblik på at opnå en mere konsekvent og sammenhængende tilgang på EU-plan og overlade det til medlemsstaterne at vælge de mest hensigtsmæssige instrumenter til at yde en sådan støtte; tilføjer, at omfattende rådgivningstjenester for denne kategori af forbrugere og udveksling af bedste praksis kan spille en væsentlig rolle;

82.  hilser Kommissionens forestående analyse af energifattigdom i EU velkommen; mener, at Kommissionen som en del af analysen bør gøre en indsats for at sikre, at bekæmpelsen af energifattigdom bliver en del af den sociale tjenestepakke for Europa, f.eks. gennem social- og samhørighedsfondene; understreger, at eksisterende og nye energieffektivitetsprogrammer altid bør omfatte et målrettet fokus på lavindkomstgrupper;

83.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at udarbejde og anbefale en egentlig leverandørcentreret udformning af detailmarkedet med henblik på at harmonisere de europæiske detailmarkeder og dermed lette den administrative byrde for forbrugerne ved at lade leverandørerne beregne alle afgifter direkte via elregningen;

Afhjælpning af fremtidens energi- og klimamæssige udfordringer

84.  opfordrer medlemsstaterne, Kommissionen og de relevante aktører til snarest muligt at omdanne de nødvendige støtteordninger til alle elproducenter til gennemsigtige, forudsigelige, konvergerende og markedsdrevne ordninger med henblik på at skabe et fælles marked for de efterspurgte støttefunktioner – såsom energieffektivitet, producent-forbrugere, kraftvarmeproduktion, vedvarende energi og netstøttetjenester – på en måde, der sikrer, at de er kompatible, og forhindrer overlapning; opfordrer Kommissionen til at yde vejledning om effektive og omkostningseffektive støtteordninger for vedvarende energi;

85.  opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og de nationale tilsynsmyndigheder til at revidere de indikatorer, der anvendes til at måle graden af konkurrence på energimarkederne, og medtage indikatorer såsom andelen af forbrugere på de billigste tariffer, nye virksomheders evne til at trænge ind på markedet og niveauet af forbrugerservice og innovation, hvilket alt sammen vil bidrage til at give et reelt billede af konkurrencen på markedet;

86.  opfordrer, hvad angår det indre elmarked, Kommissionen til grundigt at undersøge konsekvenserne af at integrere den voksende andel af vedvarende energi i energinettene, med hensyn til økonomisk støtte, tekniske krav til det samlede system og markedsudformning; fremhæver, at fraværet af en koordineret tilgang til disse kilder indtil nu har vanskeliggjort integrationen heraf i de europæiske energisystemer; fremhæver, at det er nødvendigt at tilpasse det nuværende europæiske energinet og lagringsinfrastrukturerne til bidraget af distribueret produktion fra vedvarende energikilder; fremhæver betydningen af gas som reservebrændsel for at kunne håndtere variabiliteten i produktionen af vedvarende energi og anmoder Kommissionen om at vurdere, hvilken grad af fleksibilitet der er behov for i energiforsyningssystemet (intelligente net, styring af efterspørgslen, lagring og fleksibel reservekapacitet); mener, at hydrostatisk energilagring kan spille en stor rolle med hensyn til lagring af elektricitet;

87.  opfordrer Kommissionen til fortsat at anvende Regionaludviklingsfonden, Samhørighedsfonden og EU's øvrige strukturfonde til at støtte etableringen af intelligente gas- og elnet i den kommende periode, så man bedre kan optage nye energityper og ‑kilder og modernisere alle Europas regioner; mener, at distributionssystemoperatørerne også skal tilskyndes til at acceptere tilpasninger af deres net;

88.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme incitamenter til at frigøre de uudnyttede muligheder i mikroproduktion og være opmærksomme på behovet for yderligere at udvikle kraftvarmeproduktion, da det er en af de mest effektive måder at producere elektrisk energi og varme på, og til at basere denne mulighed på udbredt indførelse af effektiv fjernvarme og –køling;

89.  fremhæver, at kombinationen af kraftvarme og fjernvarme/-køling har potentiale til at imødekomme den voksende andel af uregelmæssig el ved at tilføre energimarkedet fleksibilitet og modstandsdygtighed og tilvejebringe en økonomisk energilagring for overskydende el; opfordrer Kommissionen til at tage højde for og belønne denne evne i sit kommende initiativ vedrørende rammerne for kapacitetsgodtgørelsesmekanismer og støtte denne form for integration og afbalancering på tværs af sektorer under Horisont 2020;

90.  opfordrer Kommissionen til at iværksætte en undersøgelse, som analyserer nye og omkostningseffektive markedsudformninger for det europæiske elmarked med henblik på at sikre, at forbrugerne får el til en fornuftig pris, og for at hindre kulstoflækage;

91.  glæder sig over det arbejde, der er gjort for at gøre forskning på energiområdet til en prioritet i Horisont 2020-programmet, og opfordrer medlemsstaterne til at udnytte dette programmeringsområde fuldt ud; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte forskning i og udvikling af innovative energiteknologier samt til at forbedre eksisterende teknologier, der falder uden for Horisont 2020-rammen og projekterne under Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT); opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at skabe synergier mellem EU's og de nationale forskningsprogrammer i erkendelse af, at forskning er den eneste vej frem for at mindske emissionerne, øge energisikkerheden, forbedre EU-industriens konkurrencemæssige position på det globale marked, bevare EU's teknologiske førerskab og bidrage til EU's dagsorden for vækst og beskæftigelse; understreger, at det er nødvendigt at give industrien lovgivningsmæssig sikkerhed for en tidshorisont, som rækker længere end 2020;

92.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at stille tilstrækkelig finansiering til rådighed til udvikling af intelligente distributionsnet, som er den mest omkostningseffektive måde til storstilet udbredelse af distribueret produktion fra vedvarende energikilder, samtidig med at forsyningssikkerheden sikres og energibesparelsespotentialer udnyttes bedst muligt;

93.  bemærker, at det nuværende system, som er karakteriseret ved et fragmenteret indre marked, udgør en udfordring for den langsigtede stabilitet for virksomheder og investorer, som vil kunne føre til lukning af værker og usikkerhed med hensyn til beskæftigelse og kapacitet; anmoder Kommissionen om at foretage en uafhængig evaluering af fremtiden for det indre marked for el og gas, hvor spørgsmål vedrørende investeringer, sektorbeskæftigelse, miljø og forbrugerbeskyttelse skal have en central rolle; anmoder om, at denne evaluering ligger klar i marts 2014, og at den bliver inklusiv, således at den inkorporerer holdningerne hos interessenter som f.eks. arbejdsmarkedets parter, repræsentanter for lavindkomsthusholdninger, miljøorganisationer og SMV'er;

o
o   o

94.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0061.
(2) EUT L 295 af 12.11.2010, s. 1.
(3) EUT L 326 af 8.12.2011, s. 1.
(4) EUT L 211 af 14.8.2009, s. 94.
(5) EUT L 211 af 14.8.2009, s. 55.
(6) EUT L 315 af 14.11.2012, s. 1.
(7) EUT L 172 af 2.7.2009, s. 18.
(8) EUT L 299 af 27.10.2012, s. 13.
(9) EUT C 99 E af 3.4.2012, s. 64.
(10) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0238.
(11) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0509.
(12) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0086.
(13) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0088.
(14) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0444.
(15) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0443.
(16) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0238.


Gennemførelsen og indvirkningen af foranstaltningerne til forbedring af energieffektiviteten under samhørighedspolitikken
PDF 163kWORD 42k
Europa-Parlamentets beslutning af 10. september 2013 om gennemførelsen og indvirkningen af foranstaltningerne til forbedring af energieffektiviteten under samhørighedspolitikken (2013/2038(INI))
P7_TA(2013)0345A7-0271/2013

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til artikel 194 i TEUF,

—  der henviser til artikel 37 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—  der henviser til EF-traktatens artikel 3,

—  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11. juli 2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden og ophævelse af forordning (EF) nr. 1260/1999,

—  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1080/2006 af 5. juli 2006 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1783/1999,

—  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1084/2006 af 11. juli 2006 om oprettelse af Samhørighedsfonden og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1164/94,

—  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF,

—  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU af 19. maj 2010 om bygningers energimæssige ydeevne,

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 "Europa 2020 – En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst" (COM(2010)2020),

—  der henviser til Kommissionens rapport af 18. april 2013 "Økonomisk støtte til energieffektivitet i bygninger" (COM(2013)0225),

—  der henviser til kapitel 5 (Den europæiske kløft inden for ren energi og energifattigdom) i rapporten "Benchmarking Working Europe 2013" fra Det Europæiske Fagforeningsinstitut (ETUI), Bruxelles 2013,

—  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/32/EF af 5. april 2006 om energieffektivitet i slutanvendelserne og om energitjenester samt om ophævelse af Rådets direktiv 93/76/EØF,

—  der henviser til sin beslutning af 11. juni 2013 om socialt boligbyggeri i Den Europæiske Union(1),

—  der henviser til Rådets rapport af 4. marts 2013 "Implementation of the European Semester – Synthesis report" (Gennemførelse af det europæiske semester – Sammenfattende rapport)" (6754/13),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. januar 2011 "Regionalpolitikkens bidrag til bæredygtig vækst i Europa 2020" (COM(2011)0017),

—  der henviser til Kommissionens Statistical Pocketbook 2012 "EU energy in figures"(2),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. december 2008 "Samhørighedspolitik: realøkonomiske investeringer" (COM(2008)0876),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. oktober 2006 " Handlingsplan for energieffektivitet: Udnyttelse af potentialet" (COM(2006)0545),

—  der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 21/2012 "Omkostningseffektiviteten af investeringer i energieffektivitet under samhørighedspolitikken",

—  der henviser til sin beslutning af 11. marts 2009 om en europæisk økonomisk genopretningsplan(3),

—  der henviser til rapporten fra KfW Research "Impact on public budgets of KfW promotional programmes in the field of "Energy-efficient building and rehabilitation""(4),

—  der henviser til sin beslutning af 16. januar 2013 om EU-samhørighedspolitikkens rolle i gennemførelsen af den nye europæiske energipolitik(5),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 8. marts 2011 "Køreplan for omstilling til en konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi i 2050" (COM(2011)0112),

—  der henviser til sin beslutning af 24. maj 2012 om et ressourceeffektivt Europa(6),

—  der henviser til Kommissionens rapport af 18. april 2013 "Samhørighedspolitik: Strategirapport 2013 om gennemførelsen af programmerne for 2007-2013" (COM(2013)0210),

—  der henviser til Regionsudvalgets udtalelse af 4. maj 2012 om "Energieffektivitet i byer og regioner — med fokus på forskellene mellem landdistrikter og byer(7)",

—  der henviser til Regionsudvalgets udtalelse af 14. december 2011 om energieffektivitet(8),

—  der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om energieffektivitet(9),

—  der henviser til det politiske oplæg fra MARIE ELIH-MED med titlen "Improving MED transnational cooperation answers to energy efficiency challenges in buildings",

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 8. marts 2011 "Energieffektivitetsplan 2011" (COM(2011)0109),

—  der henviser til henstillingerne fra struktur‑ og samhørighedsfondene for bæredygtige energiinvesteringer (SF Energy Invest) "Practical recommendations to increase the share of sustainable energy investments in the upcoming SCF programming period 2014-2020"(10),

—  Rapport fra Ismeri Europa til Kommissionen, med titlen "Expert evaluation network delivering policy analysis on the performance of Cohesion policy 2007-2013 – Synthesis of national reports 2011 - renewable energy and Energy efficiency of housing"

—  der henviser til Kommissionens grønbog af 27. marts 2013 "En ramme for klima- og energipolitikkerne frem til 2030" (COM(2013)0169),

—  der henviser til Copenhagen Economics' undersøgelse med titlen "Multiple benefits of investing in energy efficient renovation of buildings"(11),

—  der henviser til Kommissionens bidrag til Det Europæiske Råd af 22. maj 2013 med titlen "Energiudfordringer og politik",

—  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—  der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi (A7-0271/2013),

A.  der henviser til, at øget energieffektivitet (EE) betyder anvendelse af et mindre energiinput til en tilsvarende mængde økonomisk aktivitet eller tjenesteydelser(12);

B.  der henviser til, at fremme af EE er fastsat i artikel 194, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) i forbindelse med det indre markeds oprettelse og funktion og behovet for at bevare og forbedre miljøet;

C.  der henviser til, at det er en central prioritering for Kommissionen og medlemsstaterne at opnå EE, hvilket illustreres af, at et af EU 2020-målene er at øge EE med 20 %;

D.  der henviser til, at en nedsættelse af forbruget gennem energieffektivitet er den mest bæredygtige måde at mindske afhængigheden af fossile brændstoffer, hvilket vil medføre en importnedgang på ca. 25 %;

E.  der henviser til, at meget energi stadig kommer fra kulbrinter, som under forbrændingen frigør CO2;

F.  der henviser til, at investeringer i EE kan give de europæiske regioner økonomiske, sociale og miljømæssige fordele;

G.  der henviser til, at en rettidig og omkostningseffektiv gennemførelse af energieffektivitetsdirektivet i betydelig grad kunne mindske energiforbruget, mindske afhængigheden af import af fossile brændstoffer, skabe nye job, forbedre socialsikringen og udrydde energifattigdom;

H.  der henviser til, at der i indeværende programmeringsperiode 2007-2013 blev afsat 5,5 mia. EUR til energieffektivitet, kombineret kraftvarme og energiforvaltning inden for budgettet til samhørighedspolitikken;

I.  der henviser til, at det i Kommissionens seneste rapport(13) konkluderes, at der frem til udgangen af 2011 blev bevilget næsten 3,8 mia. EUR til konkrete EE-projekter, herunder revolverende fonde, hvilket svarer til en udnyttelsesgrad på 68 %; der henviser til, at det i rapporten også bemærkedes, at denne udnyttelsesgrad varierede i EU;

J.  der henviser til, at Rådet i sin sammenfattende rapport fra marts 2013(14) blandt de faktorer, der har negative konsekvenser for udviklingen af EE, identificerede manglende relevante oplysninger og økonomiske incitamenter, den lave profil ad energieffektivitetsforanstaltningerne og utilstrækkelig gennemførelse af den eksisterende lovgivning og bemærkede, at disse faktorer snarere var praktiske end lovgivningsmæssige;

K.  der henviser til, at mindstebeløbet for et ELENA-projekt er 50 mio. EUR, mens det for programmet for intelligent energi er over 6 mio. EUR, hvilket er større end mange projekter i små lokalsamfund og landbosamfund;

Generelle bemærkninger

1.  understreger, at en forbedring af EE på en omkostningseffektiv måde i den nuværende kriseperiode og nu, hvor EU importerer over 50 % af sit energibehov, i væsentlig grad kan bidrage til en forbedring af EU's konkurrenceevne, jobskabelsen og væksten på lokalt og regionalt plan og give mulighed for uden negative bivirkninger at bekæmpe klimaforandringerne og reducere de høje energiudgifter;

2.  støtter EU's tilsagn om at nå målet om at øge EE med 20 % inden 2020; understreger, at en korrekt og rettidig gennemførelse af direktivet om energieffektivitet og de deri indeholdte instrumenter under hensyntagen til de individuelle nationale forhold ville få medlemsstaterne tilbage på sporet med at nå målet på 20 %; opfordrer i denne forbindelse medlemsstaterne til at gøre en yderligere indsats for at nå Europa 2020-målet og til at skabe grundlaget for yderligere besparelser efter denne dato;

3.  bemærker, at de europæiske struktur- og investeringsfonde kunne anvendes til at tilskynde til private investeringer i energieffektive produkter, transportformer, bygninger, erhverv, anlægsarbejder og tjenester, herunder energieffektivitetstjenester, og til at nedbringe myndighedernes energiregninger og sundhedsudgifter og give mere valuta for de offentlige penge; glæder sig over den foreslåede prioritering af energieffektivitet i kapitlet om energiforskning i Horisont 2020;

4.  understreger, at erfaringerne fra indeværende finansieringsperiode viser, at det ikke er lykkedes at sikre en fuldstændig udnyttelse af de midler, der har været afsat til energieffektivitet under de europæiske struktur- og investeringsfonde; understreger derfor, at man i forbindelse med den finansielle ramme 2014-2020, hvor der endda er afsat flere midler til energieffektivitet, skal være omhyggelig med at lette de lokale og regionale myndigheders adgang til disse midler;

5.  understreger, at medlemsstaterne bør betragte anvendelsen af europæiske struktur- og investeringsfondsmidler til EE som en investeringsmulighed med stor løftestangseffekt og ikke som en udgift; opfordrer Kommissionen til yderligere at revidere reglerne om statsstøtte for at åbne mulighed for øget national finansiering til EE sideløbende med europæiske investeringer;

6.  understreger betydningen af samhørighedspolitikken og de bevillinger, der afsættes til den, for den fulde udvikling af "smart grid" og intelligente net, som resulterer i mere effektive energisystemer på tværs af regionerne, hvorved energiforbruget og energitabet mindskes;

7.  understreger, at de lokale og regionale myndigheder skal have tilstrækkelige kompetencer og ansvar ikke blot med hensyn til energiforsyning og –forbrug men også med hensyn til virkeliggørelsen af målene for energieffektivitet;

8.  opfordrer Kommissionen til at forbedre retssikkerheden med hensyn til reglerne om regional statsstøtte til opførelse af socialt boligbyggeri, som opfylder normerne for energieffektivitet, og investeringer i bæredygtige bygninger og energi;

9.  minder om, at ca. 9 % af borgerne i EU, Norge og Schweiz (52,08 mio. mennesker) i 2010 ifølge akademisk forskning ikke kunne opvarme deres boliger i tilstrækkelig grad; bemærker, at energifattigdommen er særligt alvorlig i de nye medlemsstater og i de fleste tilfælde skyldes boligernes dårlige isolering; opfordrer Kommissionen til nøje at undersøge sammenhængen mellem fremme af EE, energifattigdom og udsatte forbrugere; understreger, at besparelser, der er opnået gennem EE-foranstaltninger, skal komme forbrugerne til gode i deres endelige regninger;

10.  påpeger, at mulighederne for energieffektivitet endnu ikke er udnyttet effektivt i visse erhvervssektorer, som f.eks. bygge- og transportsektoren, og at tilskud fra strukturfondene og samhørighedsfonden til eller andre investeringer i større energieffektivitet bør bidrage til at øge beskæftigelsesmulighederne i denne sektor;

11.  fremhæver, at det er nødvendigt at sikre, at opførelse og renovering af socialt boligbyggeri sker med henblik på at opfylde mål og normer for energieffektivitet; opfordrer under henvisning til nærhedsprincippet medlemsstaterne og alle interessenter til at medtage socialt boligbyggeri i de nationale reformprogrammer og i udformningen af de strategiske prioriteringer i partnerskabsaftalerne for den kommende programmeringsperiode 2014-2020; minder i denne sammenhæng medlemsstaterne om bestemmelserne i artikel 20 i direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet;

12.  erkender, at en af de største hindringer for gennemførelsen af energibesparelser på lokalt og regionalt plan er behovet for indledende investeringer; er overbevist om, at enhver foranstaltning på EU-plan bør tage behørigt hensyn til indvirkningerne på og de budgetmæssige begrænsninger for kommuner og regioner; henstiller derfor til, at de lokale og regionale repræsentanter høres, når der fastlægges udviklingsretningslinjer på energiområdet, og at der ydes finansiel støtte til programmer på lokalt og regionalt plan med henblik på anvendelse af eksisterende energikilder;

13.  minder om, at Parlamentet allerede har vedtaget betænkningen om EU-samhørighedspolitikkens og dens aktørers rolle i gennemførelsen af den nye europæiske energipolitik, og at denne betænkning også omfatter spørgsmål vedrørende energieffektivitet;

Programmeringsperioden 2014-2020 og lovgivningsmæssige ændringer

14.  bemærker, at det primære mål for samhørighedspolitikken fortsat er at reducere de økonomiske, sociale og territoriale forskelle mellem regionerne, og mener, at energieffektivitetspolitikkerne ikke bør lægge hindringer i vejen for denne målsætning understreger, at nogle af EU's fattigste regioner kan have andre prioriteter og behov for at investere i andre områder først; understreger, at samhørighedspolitikkens styrke ​​ligger i dens fleksibilitet og den decentrale forvaltning af midler på lokalt plan;

15.  minder om ændringen af forordning om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) på energieffektivitetsområdet i 2009, hvorved boliger i alle dele af EU blev støtteberettiget med et loft på 4 %; konstaterer, at denne politiske foranstaltning ikke har ført til nogen betydelig forøgelse af de midler, der er blevet afsat til dette mål, hvilket skyldes en sen ændring af bestemmelserne, nemlig en ændring af de operationelle programmer under programmeringsperioden; bemærker, at nogle medlemsstater i princippet afviste denne mulighed, da ændringen ikke blev bakket op af yderligere EU-bevillinger, mens der i andre medlemsstater har kunnet konstateres en betydelig sammenhæng mellem en lav absorptionsgrad af fondsmidler og et svagt forvaltningsapparat; påpeger vigtigheden af juridisk klarhed om EE-foranstaltninger inden starten på den nye programmeringsperiode 2014-2020;

16.  glæder sig over de nye muligheder, der tilbydes gennem, og den mere betydningsfulde rolle i virkeliggørelsen af EE-målene, der tillægges EFRU og Samhørighedsfonden i programmeringsperioden 2014-2020; støtter navnlig den fremtidige finansieringsrolle, samhørighedspolitikken kan spille inden for hele byggesektoren, herunder boligsektoren;

17.  opfordrer medlemsstaterne til inden for deres operationelle programmer at indføre enkle og ikke-bureaukratiske procedurer for anvendelse af midler, der er øremærket til forbedring af husstandenes energieffektivitet;

18.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at decentrale ordninger giver de kommunale myndigheder direkte adgang til midler til forbedring af husstandenes energieffektivitet;

19.  henviser til resultaterne af forhandlingerne om EFRU-forordningen vedrørende de øremærkede procentdele, der skal anvendes til særlige tematiske mål inden for hver kategori af regioner, hvilket muliggør en forhøjelse i EE-bevillingerne og ressourcerne til vedvarende energi; minder om, at ambitiøse mindstekvoter er afgørende for lettere at kunne mobilisere lokale aktører og bidrager til at skabe stabile, langsigtede programmer;

20.  glæder sig over Kommissionens forslag om at forlænge anvendelsen af innovative finansielle instrumenter i programmeringsperioden 2014-2020 til alle tematiske mål, herunder EE;

21.  godkender Kommissionens forslag om forenkling af de europæiske struktur- og investeringsfonde i programmeringsperioden 2014-2020; mener, at afslutningen af forhandlingerne om forordningen om fælles bestemmelser vil gøre det muligt at kombinere anvendelsen af flere fonde, hvilket vil være en stor fordel for EE-projekter;

22.  glæder sig over de fremskridt, der er opnået i forhandlingerne om forordningen om fælles bestemmelser med hensyn til partnerskabsaftaler; opfordrer i denne forbindelse medlemsstaterne og forvaltningsmyndighederne til at arbejde sammen med eksperter fra energieffektivitetsområdet for at udnytte denne mekanisme mest muligt, når de forbereder de operationelle programmer (OP'er);

23.  tilskynder medlemsstaterne til at styrke forbindelserne mellem deres respektive nationale energieffektivitetshandlingsplaner og OP'erne med henblik på at sikre, at de europæiske struktur- og investeringsfonde indgår i en sammenhængende strategi, samtidig med at de stadig opfylder territoriale behov; understreger, at hovedformålet med energieffektivitet bør være uafhængighed på energiområdet på regionalt og lokalt plan;

24.  mener, at EU-foranstaltninger bør støtte energieffektivitet i energiproduktions-, distributions- og forbrugsfasen; bemærker, at der, selv om energifinansieringen under samhørighedspolitikken i øjeblikket fortrinsvis anvendes til vedvarende energi(15), skal skabes en bedre balance, hvorved det bliver muligt at kanalisere en større procentdel af bevillingerne til energieffektivitetsprojekter;

25.  understreger, at alt for mange specifikationer og bindende mål for gennemførelsen af energieffektivitetsmålsætningen kan øge de regionale og lokale myndigheders udgifter til gennemførelse af disse foranstaltninger og medføre yderligere omkostninger for forbrugerne;

26.  understreger betydningen af at integrere energieffektivitet i de forsknings- og innovationsstrategier for intelligent specialisering, som medlemsstaterne og regionerne skal udarbejde for at få adgang til innovationsfinansiering under den fremtidige samhørighedspolitik;

27.  minder endnu en gang medlemsstaterne om vigtigheden af et velfinansieret budget for den flerårige finansielle ramme 2014-2020, hvori samhørighedspolitikken kan og bør fungere som en drivkraft til genopretning;

Bevidstgørelse og betydningen af informationsspredning

28.  opfordrer Kommissionen til at forbedre kvaliteten og formidlingen af de foreliggende praktiske oplysninger om EE-spørgsmål til lokale og regionale myndigheder, bl.a. om de gevinster der kan opnås gennem EE-investeringer, de bedste metodologier, standarder og finansieringstilskud samt om leverandører af relevante tjenesteydelser, herunder kontrakter om energiydelser; fremfører, at mangelen på energitjenesteselskaber i mange regioner og medlemsstater kan få konsekvenser for optagelsen af EE-finansiering;

29.  fremhæver, at manglen på detaljerede oplysninger om bygningsmassens karakteristika på regionalt plan udgør en væsentlig hindring for nationale og regionale myndigheder, når de skal udarbejde strategier og planer; henviser til kravet om registrering af sådanne oplysninger i henhold til i direktiv 2012/27/EU og opfordrer til om, at dette arbejde afsluttes på regionalt plan og offentliggøres;

30.  tilskynder forvaltningsmyndighederne til at øge synligheden af OP'er og de muligheder for potentielle støttemodtagere, der ligger i udbudte bæredygtige energiprojekter; foreslår, at dette gøres gennem oprettelse af nationale hjemmesider, platforme eller databaser for potentielle støttemodtagere og interessenter, organisering af workshopper og arrangementer med sigte på at informere målgrupperne og foranstaltninger til at øge synligheden af og adgangen til eksisterende internetressourcer (såsom internetportalen Build Up og SF Energy Invest-manualen);

31.  tilskynder forvaltningsmyndighederne til i programmeringsperioden 2014-2020 at fremme integrerede projekter ved at anlægge en holistisk tilgang til EE på territorialt plan, navnlig ved at gøre brug af de nye strategiske programmeringsværktøjer, såsom integreret territorial investering, og ved at inddrage eksisterende initiativer, som f.eks. borgmesteraftalen, så de kan bidrage til udviklingen af integrerede planer; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at anvende en "fast-track"-strategi til at finansiere ansøgninger fra myndigheder, som er underskrivere af borgmesteraftalen og fuldt ud gennemfører dens krav;

32.  glæder sig over den årlige "Åbent Hus"-konference og antallet af paneler, der var helliget lokale og regionale energieffektivitetsprojekter; foreslår, at Kommissionen, medlemsstaterne og forvaltningsmyndighederne benytter sig af denne begivenhed til at etablere en platform for udveksling af oplysninger for at fremme en stærkt nødvendig dialog og udveksling af bedste praksis med henblik på gennemførelse og forvaltning af EE-projekter, der finansieres over de europæiske struktur- og investeringsfonde;

Kapacitetsopbygning og teknisk bistand

33.  opfordrer medlemsstaterne til at følge op på Kommissionens henstillinger(16) og øge kapacitetsopbygningen ved hjælp af budgetterne for teknisk bistand for at gøre det muligt for lokale og regionale aktører og civilsamfundsaktører at deltage effektivt i udformningen af regionale og lokale energistrategier;

34.  erkender, at overgangen til energieffektive teknologier kræver nye kvalifikationer, miljøbevidste erhvervsuddannelser og specialuddannelse inden for byggesektoren og mange andre sektorer; tilskynder i denne henseende medlemsstaterne til fortsat at anvende midler til at yde teknisk bistand på alle niveauer (f.eks. gennem Elena-faciliteten); opfordrer endvidere medlemsstaterne til at gøre brug af de europæiske struktur- og investeringsfonde til at omskole og opgradere arbejdstagere til nye job i en lavemissionsøkonomi og dermed undgå mangel på højtuddannet arbejdskraft i denne sektor;

35.  understreger de mulige fordele, som er til rådighed under initiativerne Jessica og Elena for investeringer i bæredygtig energi på lokalt plan med henblik på at hjælpe byer og regioner med at påbegynde rentable investeringsprojekter inden for energieffektivitet, og opfordrer til fremme af disse initiativer;

36.  opfordrer til yderligere administrativ støtte til lokale og regionale myndigheder til samling af små og mellemstore energieffektivitetsprojekter, som normalt ville være under de økonomiske minimumsgrænser for adgang til programmerne Elena, Jessica og Intelligent Energi; henleder medlemsstaternes og Kommissionens opmærksomhed på, at små og mellemstore byer og landdistrikter ofte mangler den nødvendige administrative kapacitet til i fuld udstrækning at anvende nye finansielle instrumenter;

37.  understreger, at bureaukrati og mangel på proceduremæssig klarhed har vanskeliggjort adgangen til midler fra strukturfondene og Samhørighedsfonden og har afholdt de aktører, der har størst behov for sådanne midler, fra at søge; støtter derfor en forenkling af regler og procedurer, fjernelse af bureaukrati og øget fleksibilitet i tildelingen af disse midler både på EU-plan og nationalt plan; mener, at en forenkling vil bidrage til effektiv tildeling af midler, højere udnyttelsesgrader, færre fejl og kortere betalingsperioder og gøre det muligt for de fattigste medlemsstater og regioner at få fuldt udbytte af de finansielle instrumenter, der skal reducere de regionale og mellemstatslige forskelle; mener, at der skal findes en balance mellem forenkling og stabile regler og procedurer;

Finansielle instrumenters rolle

38.  understreger, at en kombination af tilskud og finansielle instrumenter kan fungere som en vellykket og innovativ tilgang til gearing af privat finansiering, skabe nye modeller for offentlig-private partnerskaber og øge innovationen; understreger betydningen af at tiltrække private investeringer i energieffektivitet fra både EU og tredjelande;

39.  påpeger, at bestræbelser på at skaffe finansiering til investering i energieffektivitetsprojekter ofte hindres af markedsmæssige, reguleringsmæssige og tillidsmæssige barrierer, som f.eks. høje startomkostninger for investorer og vanskeligheder med at forudsige det nøjagtige energibesparelsespotentiale; opfordrer medlemsstaterne til at finde egnede måder til at fremme investeringen i husholdningernes energieffektivitet;

40.  henviser med bekymring til, at den aktuelle økonomiske og finansielle krise, har gjort det stadigt vanskeligere for medlemsstaterne at finde den finansiering, de har behov for, for at kunne medfinansiere programmer under samhørighedspolitikken med tilknytning til EE; anser det i denne forbindelse for afgørende, at der findes nye innovative måder at finansiere EE-projekter på, også fra den private sektor;

41.  udtrykker tilfredshed med Kommissionens støtte til nye og innovative finansielle instrumenters øgede rolle i programmeringsperioden 2014-2020; understreger, at manglen på rettidig levering og juridisk klarhed udgør et betydeligt problem for medlemsstaterne og for andre interessenter, der deltager i forvaltningen af disse instrumenter; opfordrer indtrængende Kommissionen til snarest muligt at forelægge forslag til finansielle instrumenter, der er klar til brug, således at de er til rådighed til at støtte EE-foranstaltninger;

42.  opfordrer medlemsstaterne til at udveksle bedste praksis med hensyn til udformningen af nationale energieffektivitetsfonde, hvor europæiske struktur- og investeringsfondsmidler kan anvendes som egenkapitalindskud eller lignende, og tilpasses yderligere finansieringskilder fra den private sektor;

43.  opfordrer Kommissionen til yderligere at forbedre den målrettede økonomiske støtte fra Den Europæiske Investeringsbank (EIB), Den Europæiske Udviklingsbanks (EBRD), Europarådets Udviklingsbank og den europæiske fond for energieffektivitet (EEEF) til EE-projekter; opfordrer EIB, Europarådets Udviklingsbank (CEB) og EBRD til at nedsætte en fælles arbejdsgruppe, der kan undersøge alternative muligheder for et nyt finansielt instrument, som kan stilles til rådighed for medlemsstaterne sammen med eller gennem deres nationale energieffektivitetsfonde for at stimulere yderligere investeringer fra den private sektor;

44.  understreger, at tildelingen af midler skal være baseret på principperne om proportionalitet, omkostningseffektivitet og økonomisk effektivitet og ikke må forøge de administrative byrder;

Klimatiske, geografiske og konkurrencemæssige faktorer

45.  fremhæver betydningen af regelmæssigt at vurdere, hvorvidt EE-foranstaltninger og ‑krav stadig er tilstrækkelige i relation til klimaforholdene, konsekvenserne for industriens og de små og mellemstore virksomheders konkurrenceevne og konsekvenserne for energipriserne i de forskellige medlemsstater og regioner; opfordrer Kommissionen til at overveje dette nøje, når den udarbejder et sæt resultatindikatorer;

46.  understreger ligeledes nødvendigheden af at tage højde for de særlige geografiske kendetegn i regionerne i de yderste randområder for så vidt angår energieffektivitet med henblik på bedre at kunne udnytte deres naturlige aktiver, som er forbundet med deres økarakter (jordvarme, sol-, vind- og havenergi);

47.  støtter indsatsen gennem Marie-programmet for at udarbejde en strategi for forbedring af bygningers energieffektivitet i Middelhavsområdet; opfordrer i denne henseende medlemsstaterne i Middelhavsområdet til at udveksle bedste praksis med henblik på udarbejdelsen af en omkostningsoptimal model for det sydlige Europa; opfordrer til skabelse af lignende programmer i andre europæiske regioner, navnlig i Mellemeuropa; mener, at der kunne gennemføres en lignende strategi for regioner i de yderste randområder, navnlig da de fleste af dem (men ikke alle) befinder sig i troperne;

Indikatorer og kriterier

48.  opfordrer medlemsstaterne til at opstille ambitiøst mål for at sikre, at offentlige bygninger og bygninger, der tjener andre formål, opfylder de højeste EE-standarder som fastsat i direktiv 2010/31/EU, og til at gøre bygningerne til genstand for regelmæssig energimærkning;

49.  opfordrer Kommissionen til at præcisere de fælles indikatorer for EE i samhørighedspolitikken, der skal gennemføres og anvendes af medlemsstaterne i programmeringsperioden 2014-2020

50.  opfordrer Kommissionen til at tage behørigt hensyn til den økonomiske, geografiske og sociale situation, når der for hver medlemsstat eller region træffes beslutning om investeringsomkostningerne i forbindelse med opnåelse af besparelser på 1 kWh;

51.  opfordrer Kommissionen til snarest og i samråd med medlemsstaterne og regionerne at udarbejde retningslinjer for vurdering af EE-projekter, som kan udgøre grundlaget for udarbejdelse af projektevaluerings‑, monitorerings‑ og kontrolmekanismer og anvendes til at vurdere omkostningseffektiviteten;

52.  opfordrer medlemsstaterne til at indføre resultatindikatorer som angivet i bilaget til regionalfondsforordningen og til at anvende gennemskuelige projektudvælgelseskriterier og standardinvesteringsomkostninger pr. energienhed, der skal spares, med angivelse af den maksimalt acceptable simple tilbagebetalingsperiode for EE-projekter;

53.  henviser til Revisionsrettens seneste særberetning om omkostningseffektiviteten af investeringer i energieffektivitet under samhørighedspolitikken; fremhæver Revisionsrettens anbefaling af, at der anvendes gennemsigtige og strengere udvælgelseskriterier for projekter, både på EU-plan og på medlemsstatsplan; er enig i Revisionsrettens konklusion om, at de bedømmelseskriterier, der anvendes til at træffe beslutninger om investeringer, skal være tydeligere og mere præcise med hensyn til, hvordan EE-aspekter skal tages i betragtning;

54.  bemærker dog, at Revisionsrettens vurdering er temmelig restriktiv med hensyn til en prøve‑ og tilbagebetalingsperiode; understreger, at samhørighedspolitikken er en integreret politik, og at det derfor er nødvendigt at anvende en sammenhængende tilgang baseret på en beregning af livscyklusomkostningerne, når der skal foretages en bedømmelse af projekter;

Byggesektorens betydning

55.  påpeger, at energiforbruget i bygninger tegnede sig for den største andel – 40 % – af det samlede slutforbrug af energi i EU i 2010, hvoraf 26,7 % var husholdningsforbrug, og for 36 % af EU's CO2-udledninger; beklager, at de fleste medlemsstater ikke i fuld udstrækning er i stand til at udnytte energibesparelsespotentialet i bygninger; opfordrer Kommissionen til at finde frem til måder, hvorpå der kan tilskyndes til, at dette største energibesparelsespotentiale ikke forbliver uudnyttet, ved at fremsætte et forslag til klare mål for energiforbruget i bygninger i medlemsstaterne;

56.  erindrer om, at bygninger har en naturlig renoveringscyklus på 40 år, og at energispareteknologierne i denne sektor er veludviklede, hvilket betyder, at de fleste hindringer for fuld udnyttelse af energisparepotentialet er af ikke-teknisk art; påpeger, at de europæiske struktur- og investeringsfonde også som følge af, at EE-renoveringsprojekterne ofte er mindre synlige, af ringe omfang og vanskeligere at samle, spiller en vigtig rolle med hensyn til at sikre den finansiering, der er behov for, med henblik på at overvinde disse hindringer;

57.  bemærker, at energibesparelsespotentialet, som stort set afhænger af den eksisterende bygningsmasses tilstand, ikke er ligeligt fordelt mellem medlemsstaterne og regionerne; opfordrer medlemsstaterne til at forbedre deres definition af "en anstændig bolig", således at den også omfatter standarder for energieffektivitet;

58.  understreger, at der er behov for offentlige investeringer i EE, navnlig i de mindst udviklede regioner og i de medlemsstater, der modtager støtte fra Samhørighedsfonden, hvor der er et betydeligt potentiale til at mindske energiforbruget gennem omkostningseffektive foranstaltninger;

59.  tilskynder medlemsstaterne til at maksimere anvendelsen af nationale og regionale programmer for at sikre, at der indarbejdes en høj grad af EE i udformningen af nye bygninger, og at EE indføres i den eksisterende bygningsmasse (retrofitting), også når der er tale om lavindkomsthusstande;

60.  henviser til, at landdistrikter og fjerntliggende egne har ideelle betingelser for udbredelse af effektive former for decentraliseret energiproduktion, som reducerer energitab fra transport af elektricitet over lange afstande;

61.  opfordrer de relevante offentlige myndigheder til at fremskynde renoveringen af de bygninger, de ejer, gennem anvendelse af midler fra samhørighedspolitikken til at tilvejebringe den nødvendige gearing og skabe gode eksempler;

62.  opfordrer medlemsstaterne til at være særligt opmærksomme på de vanskeligheder, der opstår som følge af fælles ejerskab af ejendomme med flere lejligheder, hvilket udgør et vanskeligt frihjulsproblem (free rider-problem);

63.  opfordrer Kommissionen til at skabe opmærksomhed om det reelle potentiale i en gennemgribende renovering og etapevis gennemgribende renovering af bygningsmassen ved at støtte medlemsstaterne og regionerne i udarbejdelsen af deres strategier for renovering; anbefaler, at disse strategier udarbejdes parallelt med forslag til OP'er, og at de fokuserer på at inkorporere anvendelsen af innovative finansielle instrumenter og indeholder vejledende milepæle for at opbygge tillid blandt investorerne;

o
o   o

64.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Regionsudvalget.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0246.
(2) http://ec.europa.eu/energy/publications/doc/2012_energy_figures.pdf.
(3) EUT C 87 E af 1.4.2010, s. 98.
(4) https://www.kfw.de/migration/Weiterleitung-zur-Startseite/Homepage/KfW-Group/Research/PDF-Files/Energy-efficient-building-and-rehabilitation.pdf.
(5) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0017.
(6) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0223.
(7) EUT C 225 af 27.7.2012, s. 52.
(8) EUT C 54 af 23.2.2012, s. 49.
(9) EUT C 24 af 28.1.2012, s. 134.
(10) http://www.sf-energyinvest.eu/fileadmin/Dateien/Downloads/May2012-Recommendations.pdf.
(11) http://www.renovate-europe.eu/uploads/Multiple%20Benefits%20Study_Key%20Messages%20Brochure.pdf.
(12) Meddelelse fra Kommissionen - Handlingsplan for energieffektivitet: Udnyttelse af potentialet (COM(2006)0545).
(13) Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om økonomisk støtte til energieffektivitet i bygninger (COM(2013)0225, af 18. april 2013.
(14) 6754/13 Rådets sammenfattende rapport: Gennemførelse af det europæiske semester, 4. marts 2013.
(15) Rapport fra Ismeri Europa til Kommissionen, med titlen "Expert evaluation network delivering policy analysis on the performance of Cohesion policy 2007-2013 – Synthesis of national reports 2011 - renewable energy and Energy efficiency of housing" http://ec.europa.eu/regional_policy/sources/docgener/evaluation/pdf/eval2007/expert_innovation/2011_synt_rep_en.pdf).
(16) Kommissionen meddelelse af 26. januar 2011 om regionalpolitikkens bidrag til bæredygtig vækst i Europa 2020 (COM(2011)0017),


En fiskeristrategi for Adriaterhavet og Det Ioniske Hav
PDF 149kWORD 31k
Europa-Parlamentets beslutning af 10. september 2013 om en fiskeristrategi for Adriaterhavet og Det Joniske Hav (2012/2261(INI))
P7_TA(2013)0346A7-0234/2013

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse "En maritim strategi for Adriaterhavet og Det Joniske Hav" (COM(2012)0713),

—  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1967/2006 af 21. december 2006 om forvaltningsforanstaltninger til bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne i Middelhavet, om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1626/94(1) og senere ændringer (Middelhavsforordningen),

—  der henviser til sin beslutning af 6. februar 2013 om den fælles fiskeripolitik(2),

—  der henviser til sin beslutning af 22. november 2012 om den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension(3),

—  der henviser til direktiv 2008/56/EF og til medlemsstaternes forpligtelse til at træffe de fornødne foranstaltninger til at opnå eller opretholde en god miljøtilstand i havmiljøet senest i 2020,

—  der henviser til sin beslutning af 3. juli 2012 om udvikling af EU's makroregionale strategier: nuværende praksis og fremtidsperspektiver, især i Middelhavsområdet(4),

—  der henviser til sin holdning af 8. marts 2011 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) om visse bestemmelser for fiskeri i aftaleområdet for GFCM (Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet)(5),

—  der henviser til sin beslutning af 21. oktober 2010 om integreret havpolitik – Evaluering af gjorte fremskridt og nye udfordringer(6),

—  der henviser til Kommissionens forslag til direktiv om rammerne for maritim fysisk planlægning og integreret kystzoneforvaltning (COM(2013)0133),

—  der henviser til sin beslutning af 17. juni 2010 om ny fremdrift til strategien for bæredygtig udvikling af europæisk akvakultur(7),

—  der henviser til habitatdirektivet(8),

—  der henviser til erklæring af 7. oktober 2012 fra de europæiske ministre for integreret havpolitik og fra Kommissionen om en havdagsorden og en maritim dagsorden for vækst og beskæftigelse ("Limassolerklæringen"),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse "Blå vækst: mulighederne for bæredygtig vækst i den maritime økonomi" (COM(2012)0494),

—  der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 23.-24. juni 2011,

—  der henviser til konventionen om beskyttelse af Middelhavet mod forurening og protokollerne hertil(9),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse "Europa 2020 – En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst" (COM(2010)2020),

—  der henviser til Regionsudvalgets initiativudtalelse af 12. oktober 2011 til støtte for udviklingen af en ny adriatisk-jonisk makroregion(10),

—  der henviser til Anconaerklæringen, som vedtoges på det 12. møde i det adriatisk-joniske råd den 5. maj 2010,

—  der henviser til De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 (UNCLOS),

—  der henviser til FAO's adfærdskodeks for et ansvarligt fiskeri, som vedtoges den 31. oktober 1995,

—  der henviser til henstilling nr. 199 fra Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) om arbejde i fiskerisektoren,

—  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—  der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget (A7-0234/2013),

A.  der henviser til, at syv lande har kyst mod Adriaterhavet og Det Joniske Hav(11), heriblandt fire medlemsstater (Italien, Grækenland, Kroatien og Slovenien), et kandidatland (Montenegro) og to potentielle kandidatlande (Albanien og Bosnien-Hercegovina);

B.  der henviser til, at grænseoverskridende samarbejde har central betydning for udviklingen af en fælles forvaltning af fiskeriaktiviteter og sikringen af en bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne;

C.  der henviser til, at selv om nogle Adriaterhavslande har indført særlige zoner, er en betydelig del af Adriaterhavet og Det Joniske Hav fortsat internationalt farvand;

D.  der henviser til, at det i sin nylige beslutning om udvikling af EU's makroregionale strategier understregede, at strategien for makroregionen omkring Adriaterhavet og Det Joniske Hav udgør en væsentlig faktor med henblik på at forsone landene på det vestlige Balkan og kan bidrage til disse landes bestræbelser på at blive integreret i EU og dermed gøre det muligt at føre en samlet politik for hele Middelhavsområdet;

E.  der henviser til, at Anconaerklæringens signatarstater har anmodet Kommissionen om at udarbejde en makroregional strategi for det adriatisk-joniske område efter samme model som de af Kommissionen tidligere foreslåede makroregionale strategier for Østersøområdet (2009), Donauområdet (2010) og Atlanterhavsområdet (2011)(12);

F.  der henviser til, at Det Europæiske Råd i sine konklusioner af 23.-24. juni 2011 opfordrede medlemsstaterne "til i samarbejde med Kommissionen at arbejde videre med eventuelle fremtidige makroregionale strategier, navnlig hvad angår Adriaterhavet og Det Joniske Hav";

G.  der henviser til, at Regionsudvalget i en nylig udtalelse har opfordret Parlamentet til at støtte fastlæggelsen af en EU-strategi for en adriatisk-jonisk makroregion, som tager hensyn til de store udfordringer, som denne region konfronteres med, navnlig i fiskeri- og akvakultursektoren;

H.  der henviser til, at fiskeriet traditionelt har været en vigtig sektor for størstedelen af kystregionerne ved Adriaterhavet og Det Joniske Hav, og at fiskeriaktiviteterne i dette område i øjeblikket forvaltes af Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet (GFCM) og af Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet (ICCAT);

I.  der henviser til, at Adriaterhavsbækkenets geofysiske struktur, navnlig i den nordlige del, hovedsageligt er kendetegnet ved lave dybder og sandet havbund, og at havet kun bliver dybere mange sømil fra kysten, og til, at Det Joniske Havs geofysiske struktur ligner den, der kendetegner det meget dybere Middelhav, navnlig i GSA (GFCM's geografiske underområder) 18 og 19, med dybder på ned til 2 000 meter;

J.  der henviser til, at fiskeriet i Adriaterhavet og Det Joniske Hav er et blandet fiskeri, der er kendetegnet ved anvendelsen af forskellige typer redskaber og strækker sig lige fra ikkeindustrielt fiskeri og til trawlfiskeri efter demersale arter og lige fra fiskeri efter pelagiske arter på halvdybt vand og til lystfiskeri;

K.  der henviser til, at Adriaterhavet er et område med mange endemiske fiskearter, men at den stigende fiskeriindsats og/eller forurening har skabt alvorlige problemer for fiskebestandene og for fiskerisektoren generelt, navnlig i den italienske del af det sydlige Adriaterhav;

L.  der desuden henviser til, at der i Adriaterhavet og Det Joniske Hav i de senere år er sket en betydelig udvikling af akvakultursektoren, selv om man er oppe imod store miljø- og pladsmæssige begrænsninger, og selv om ikke alle områder egner sig til installation af faciliteter til offshoreopdræt, og, hvor de gør, sådanne faciliteter ikke altid er forenelige med andre aktiviteter;

M.  der henviser til, at der allerede findes en række værdifulde regionale ordninger til fremme af videnskabeligt samarbejde til sikring af ansvarligt fiskeri i Adriaterhavet, f.eks. ADRIAMED(13);

N.  der henviser til, at mange EU-lande ikke har nogen specifik national eller regional udviklingsplan, som regulerer etableringen af anlæg i kyst- og havområder og klart definerer, i hvilke områder der kan etableres akvakulturanlæg, således at let forudsigelige interessekonflikter med andre økonomiske sektorer som turisme, landbrug og kystfiskeri kan undgås;

O.  der henviser til netværket af beskyttede hav- og kystområder i Adriaterhavet (AdriaPAN), hvormed formålet er at optimere forvaltningen af og planlægningen for disse områder gennem partnerskab;

P.  der henviser til, at det er nødvendigt, at fastlæggelsen af en integreret tilgang til havpolitik for Adriaterhavet og Det Joniske Hav ledsages af en dialog- og partnerskabsproces med alle kyststaterne i betragtning af de marine aktiviteters og de delte ressourcers grænseoverskridende karakter;

Generelle betragtninger

1.  understreger, at Parlamentet med ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten er blevet fuldgyldig medlovgiver for fiskeri- og akvakultursektoren og følgelig agter fuldt ud at påtage sig sin rolle i forbindelse med fastlæggelsen af fiskeriretningslinjer på EU-plan samt på regionalt og tværregionalt plan;

2.  mener, at en strategi for Adriaterhavet og Det Joniske Hav bør lægge særlig vægt på bæredygtig udvikling og vækst i fiskeri- og akvakultursektoren, herunder med hensyn til beskæftigelse;

3.  mener, at en strategi for Adriaterhavet og Det Joniske Hav bør tage sigte på at sikre bevarelse og beskyttelse af miljøet;

4.  glæder sig over Kommissionens meddelelse af 3. december 2012 som et vigtigt skridt hen imod vedtagelsen af en forskriftsramme, der vil fremme et snævrere samarbejde mellem kyststaterne og kystregionerne ved Adriaterhavet og Det Joniske Hav med henblik på at sikre et ansvarligt fiskeri, der er økonomisk bæredygtigt for kystsamfundene;

5.  mener i denne forbindelse, at den integrerede havpolitik bør spille en afgørende rolle i udviklingen af en langsigtet strategisk politik for Adriaterhavet og Det Joniske Hav, som tager sigte på bæredygtig marin og maritim vækst samt bevarelse af de marine økosystemer til gavn for de kommende generationer;

6.  mener desuden, at maritim fysisk planlægning – dvs. den offentlige analyse- og planlægningsproces for den fysiske og tidsmæssige fordeling af menneskelige aktiviteter i Adriaterhavet og Det Joniske Hav, navnlig i det nordlige Adriaterhav – er afgørende for en bæredygtig fremtid for fiskerisektoren i forhold til andre hermed forbundne aktiviteter;

7.  bekræfter sit støtte til indførelsen af en makroregional strategi for dette vigtige havområde med henblik på imødegåelse af de fælles udfordringer og problemer, som borgerne i de berørte kystregioner konfronteres med, og på fremme af disse regioners økonomiske udvikling og deres integration i EU;

8.  mener, at alle EU's programmer og finansieringsinstrumenter(14) for regionerne i det adriatisk-joniske område, herunder førtiltrædelsesinstrumenterne (IPA), bør være kompatible med hinanden og bør anvendes så effektivt som muligt for at skabe ægte merværdi for fiskerne og fiskerivirksomhederne;

9.  er fast overbevist om, at enhver indsats til sikring af et ansvarligt og bæredygtigt fiskeri i Adriaterhavet og Det Joniske Hav kan fungere som katalysator for udviklingen i de berørte landes kystregioner og landdistrikter og fremme udviklingen af hermed forbundet erhvervsvirksomhed – f.eks. fiskeriturisme, hvor professionelle fiskere tager turister eller forskere med på fiskeritogter – som er fuldt forenelig med princippet om udøvelse af et bæredygtigt fiskeri, der bevarer det lokale miljø og den lokale biodiversitet;

10.  mener, at Barcelonakonventionen og dens protokol om integreret kystzoneforvaltning, som trådte i kraft i marts 2011, kan fungere som en model med henblik på at gøre en integreret politik obligatorisk for de medlemsstater, der har kyst mod Adriaterhavet og Det Joniske Hav;

11.  mener ikke, at der foreligger tilstrækkelige oplysninger om fiskebestandene i Adriaterhavet og Det Joniske Hav og om deres bevægelser og distribution og heller ikke om lystfiskeriet, og opfordrer derfor de relevante myndigheder og forskningsinstitutioner til straks at afhjælpe disse mangler;

12.  opfordrer Kommissionen til at træffe yderligere foranstaltninger til fremme af forskningsprogrammer vedrørende havmiljø og fiskeri og til at fremme anvendelsen og formidlingen af resultaterne af denne forskning;

13.  mener, at vellykkede ordninger for handelsmæssigt samarbejde mellem forskellige regioners forvaltningsorganer(15) kan fungere som eksempler på bedste praksis og udvides til også at omfatte andre områder for at sikre øget sporbarhed, indtjeningsevne og afsætning for fiskeri- og akvakulturprodukter, navnlig lokalt producerede produkter;

14.  finder, at alle relevante aktører bør deltage i udviklingen af en bæredygtig og produktiv fiskerisektor i dette område;

15.  mener, at det med henblik på en bæredygtig udvikling af fiskeri- og akvakultursektoren i hele det adriatisk-joniske område og på at øge beskæftigelsen i kystområder er absolut nødvendigt at anerkende kvinders meget vigtige arbejdsindsats inden for fiskeriet, at gøre det lettere for dem at erhverve sig faglige kvalifikationer og at indlemme dem i kystregionernes aktionsgrupper og producentorganisationer;

16.  opfordrer til, at der skabes incitamenter for at tiltrække unge til fiskeri- og akvakultursektoren i dette område og tilskynde dem til at gå ind i fiskerierhvervet;

17.  bemærker, at Parlamentet allerede tidligere har henledt opmærksomheden på behovet for en enklere, mere kohærent og mere gennemsigtig akvakulturlovgivning, som fjerner de hindringer, der hidtil har forhindret den fulde udnyttelse af potentialet i EU's akvakultursektor, og at dette vil kræve, at der indføres klare og ikke-modsætningsfyldte EU-forskrifter og nationale forskrifter, og at medlemsstaterne udarbejder klart udformede hav- og kystområdeudviklingsplaner i tråd med de retningslinjer, der for nylig vedtoges af GFCM(16);

18.  henleder opmærksomheden på, at en målrettet udvikling af akvakultursektoren kunne give det adriatisk-joniske områdes kystregioner, som er meget afhængige af sommerturisme, nye ikkesæsonbestemte arbejdspladser og på denne måde yde et betydningsfuldt bidrag til beskæftigelsen i området;

19.  understreger, at udvidelsen af akvakulturaktiviteterne ikke må bringe opnåelsen af en god miljøtilstand i henhold til direktiv 2008/56/EF i fare og skal gennemføres i fuld overensstemmelse med al relevant EU-miljølovgivning;

20.  påpeger, at det kun er muligt at beskytte fiskebestandene og havmiljøet mod forurening og overfiskning og/eller ulovligt fiskeri ved i snævert samarbejde med de berørte stater og kystregioner at etablere et integreret netværk af systemer for oplysninger om og overvågning af maritime aktiviteter;

Særlige overvejelser

21.  opfordrer indtrængende de lande, der har kyst mod Adriaterhavet og Det Joniske Hav, til at samarbejde om at udarbejde en samlet oversigt over områdets særlige geofysiske forhold og dybdeforhold, forekomsten og fordelingen af de forskellige marine arter og de forskellige fangstmetoder for at få et overblik, der kan tjene som grundlag for en bedre fiskeriforvaltning og bidrage til at styrke fiskeriaktiviteterne inden for rammerne af alle fremtidige makroregionale strategier;

22.  opfordrer indtrængende Kommissionen til snarest muligt, og senest inden udgangen af 2013, at vedtage handlingsplanen for den konkrete gennemførelse af den makroregionale maritime strategi for Adriaterhavet og Det Joniske Hav, idet det understreges, at fiskerisektoren bør være en af prioriteterne for denne strategi, idet der må tages hensyn til de særlige geofysiske forhold, og idet denne handlingsplan må knyttes til regionalpolitikken, Unionens integrerede havpolitik og Connecting Europe-faciliteten med henblik på at maksimere dens løftestangseffekt;

23.  opfordrer Kommissionen til snarest muligt at forelægge et forslag til forordning, hvori der fastlægges fælles tekniske foranstaltninger for fiskeriet i Adriaterhavet og Det Joniske Hav og nærmere bestemmelser vedrørende den tilladte fiskerindsats, de tilladte fiskeriperioder og de tilladte fiskeredskaber og andre relevante forvaltningsforanstaltninger;

24.  beklager, at medlemsstaterne ikke i højere grad har benyttet sig af disse individuelle forvaltningsplaner, som gør det muligt at suspendere visse generelle regler med henblik på at tage hensyn til specifikke karakteristika; finder, at dette i væsentlig grad ville have lettet den lokale forvaltning og tilvejebragt værdifulde oplysninger om situationen i de forskellige zoner, som kunne have gjort det muligt at foretage relevante tilpasninger; anmoder derfor kystmedlemsstaterne om at samarbejde konstruktivt med hinanden og med Kommissionen om at ajourføre og løbende tilpasse fiskeriforvaltningsforanstaltningerne;

25.  opfordrer Kommissionen til at indlede en permanent dialog med tredjelandene i det adriatisk-joniske område for at nå frem til bi- eller multilaterale aftaler med henblik på at komme nærmere en harmonisering og standardisering af fiskeriforvaltningsreglerne for at nå målene for EU's fælles fiskeripolitik i Middelhavet, idet de samarbejdsrammer, som de internationale og regionale fiskeriorganisationer giver, skal udnyttes fuldt ud; påpeger, at en strategi for Adriaterhavet og Det Joniske Hav kun kan skabe merværdi, hvis der tages hensyn til alle tilgrænsende lande, herunder såvel EU-lande som tredjelande;

26.  opfordrer Kommissionen til at fremme målene for den fælles fiskeripolitik, navnlig målet om senest i 2020 for alle fiskebestandens vedkommende at nå op på bestandsniveauer, der er højere end dem, der giver maksimalt bæredygtigt udbytte, samt til at fremme anvendelsen af en økosystembaseret tilgang i forhold til tredjelande;

27.  opfordrer Kommissionen til i samarbejde med kyststaterne at øge udvekslingen af bedste bevarelsespraksis og til at fremme etableringen af beskyttede havområder med henblik på genopretning af de mest truede arter;

28.  opfordrer Kommissionen til at fremme målene i havstrategirammedirektivet over for de tredjelande, der har kyst mod Adriaterhavet eller Det Joniske Hav, navnlig målet om opnåelse eller bevarelse af en god miljøtilstand i havmiljøet senest i 2020;

29.  opfordrer med hensyn hertil Kommissionen til at tilskynde de medlemsstater, der har kyst mod Adriaterhavet og Det Joniske Hav, til at udarbejde og gennemføre havstrategier, som anvender en økosystembaseret tilgang og sikrer, at miljøhensyn indarbejdes i de forskellige politikker, der påvirker havmiljøet, idet der i denne forbindelse skal tages hensyn til de grænseoverskridende virkninger på havvandskvaliteten i de tilgrænsende tredjelande;

30.  minder om, at der både inden for rammerne af den fremtidige Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF), gennem dens dataindsamlingsprogrammer, og inden for rammerne af Unionens forskellige forskningsprogrammer findes finansieringsmuligheder til opnåelse af større viden om havmiljøet, herunder om fiskearterne, og til indførelse af større innovation og bedre praksisser i fiskeriaktiviteterne; opfordrer derfor medlemsstaterne til at forelægge projekter inden for disse områder og finder, at forudgående samarbejde mellem de forskellige kyststater, herunder både EU-medlemsstater og tredjelande, kan føre til meget interessante initiativer, som gennem medlemsstaternes projekter kan gavne hele Adriaterhavet og Det Joniske Hav;

31.  opfordrer Kommissionen til at vurdere hensigtsmæssigheden af i samarbejde med Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og i kølvandet på de erfaringer, der er indhøstet gennem FEMIP(17), at oprette en særlig finansieringspost til gennemførelsen af den her omhandlede strategis foranstaltninger og målsætninger; opfordrer Kommissionen til også at overveje muligheden for at anvende projektobligationer og offentlig-private partnerskaber som velegnede finansieringsinstrumenter;

32.  opfordrer Kommissionen til at foreslå, at der inden for rammerne af det allerede nedsatte regionale rådgivende råd for Middelhavet oprettes særlige rådgivende instanser for Adriaterhavet og Det Joniske Hav på grundlag af de positive erfaringer, der er gjort med de "havdistrikter", der er indført i italienske farvande(18) (såsom Adriaterhavets nordlige fiskeridistrikt, der blev oprettet i 2012 med henblik på delt og samordnet forvaltning af fiskerisektoren i det nordlige Adriaterhav i politisk, økonomisk, social og miljømæssig henseende);

33.  opfordrer Kommissionen til i det fremtidige lovgivningsmæssige forslag om maritim fysisk planlægning at medtage bestemmelser, der pålægger maritime medlemsstater at opstille oversigter over gældende bestemmelser på deres respektive nationale territorier vedrørende miljø og beskyttelse af turismen og – for områder, der ikke er omfattet af restriktioner – at vedtage hav- og kystområdeudviklingsplaner, der fastslår, hvorvidt anvendelsen og udnyttelsen af disse områder kan tillades og er forenelige med gældende bestemmelser, med henblik på at fremme adgangen til de områder, der er egnede til etablering af akvakulturvirksomheder;

34.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde en konkret arbejdsplan for Adriaterhavet og Det Joniske Hav, som fastsætter de fremtidige målsætninger for denne region, således som det i øjeblikket sker for Middelhavets vedkommende (IMP-PED-projektet); understreger, at denne arbejdsplan bør betragtes som et støtteberettiget projekt under EHFF;

35.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at fastsætte en række sanktioner for at sikre, at medlemsstater, der ikke opfylder deres forpligtelser vedrørende indsamling og indberetning af data, eller som ikke er i stand til at tackle problemer med ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri) i deres farvande eller IUU-fiskeri foretaget af deres egne fiskerflåder, kan pålægges sanktioner;

o
o   o

36.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 409 af 30.12.2006, s.11; EUT L 36 af 8.2.2007, s. 6; EUT L 196 af 28.7.2011, s. 42.
(2) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0040.
(3) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0461.
(4) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0269.
(5) EUT C 199 E af 7.7.2012, s. 193.
(6) EUT C 70 E af 8.3.2012, s. 70.
(7) EUT C 236 E af 12.8.2011, s. 132.
(8) Rådets direktiv 92/43/EØF (EFT L 206 af 22.7.1992, s. 7).
(9) Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0128.
(10) Udtalelse COTER-V-016, ordfører: Spacca (ALDE, IT), oktober 2011.
(11) I henhold til den af Den Internationale Hydrografiske Organisation (IHO) fastlagte definition er den sydlige grænse for Det Joniske Hav den linje, der kan trækkes fra Capo Passero (Sicilien) til Cap Tenaron (Grækenland).
(12) COM(2009)0248, COM(2012)0128, COM(2010)0715 og COM(2011)0782.
(13) ADRIAMED er et regionalt projekt under FAO. Projektet finansieres af det italienske ministerium for landbrug, fødevarer og skovbrug og Kommissionen og har til formål at fremme det videnskabelige samarbejde mellem Adriaterhavslandene (Albanien, Kroatien, Italien, Montenegro og Slovenien) i tråd med adfærdskodeksen for ansvarligt fiskeri (FN-FAO).
(14) Strukturfonde (EFRU, Samhørighedsfonden, ESF, EFF/EHFF), det syvende rammeprogram og LIFE+.
(15) F.eks. det socioøkonomiske observationsorgan for fiskeri og akvakultur i det nordlige Adriaterhav.
(16) Beslutning GFCM/36/2012/1 "Guidelines on Allocated Zones for Aquaculture (AZA)", vedtaget på GFCM's 36. samling (maj 2012).
(17) Euro-Middelhavs-faciliteten for investeringer og partnerskab.
(18) Formålet med "havdistrikterne" er at forbedre samarbejdet mellem stat og regioner med henblik på udvikling og støtte af fiskeri- og akvakultursektoren og at fremme partnerskabet med fiskere og fiskerivirksomheder.


Mod en mere effektiv og omkostningseffektiv tolkning i Europa-Parlamentet
PDF 144kWORD 31k
Europa-Parlamentets beslutning af 10. september 2013 om "Mod en mere effektiv og omkostningseffektiv tolkning i Europa-Parlamentet" (2011/2287(INI))
P7_TA(2013)0347A7-0233/2013

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til artikel 286 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—  der henviser til sin beslutning af 5. september 2006 om Revisionsrettens særberetning nr. 5/2005 om Europa-Parlamentets, Kommissionens og Rådets udgifter til tolkning(1),

—  der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 5/2005 om Europa-Parlamentets, Kommissionens og Rådets udgifter til tolkning, med institutionernes svar(2),

—  der henviser til notat til præsidiemedlemmerne om ressourceeffektiv fuldstændig flersprogethed i tolkning ("Resource-efficient full multilingualism in interpretation – implementation of the decision on the European Parliament's budget 2012"),

—  der henviser til rapporten af 9. april 2013 fra Europa-Parlamentets generalsekretær med titlen "Preparing for Complexity: European Parliament in 2025 – The Answers",

—  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—  der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget (A7-0233/2013),

A.  der henviser til, at flersprogethed er et af de vigtigste elementer i Europa-Parlamentet og i Unionen som helhed, og til, at den sikrer respekt for den kulturelle og sproglige mangfoldighed samt ligebehandling af EU-borgere med forskellig oprindelse og baggrund;

B.  der henviser til, at princippet om flersprogethed i Europa-Parlamentet udgør fundamentet for denne institutions politiske, lovgivningsmæssige og kommunikative arbejde;

C.  der henviser til, at princippet om flersprogethed i Europa-Parlamentet beskytter imod unødig begrænsning af EU-borgeres ret til at stille op ved valgene til Europa-Parlamentet;

D.  der henviser til, at flersprogethed sikrer borgernes ret til at kommunikere med Europa-Parlamentet på alle EU's officielle sprog, hvorved de får mulighed for at udøve deres ret til demokratisk kontrol;

E.  der henviser til, at Europa-Parlamentets sprogtjenester letter kommunikationen, og at de dermed sikrer, at Europa-Parlamentet er åbent for alle EU's borgere, samtidig med at der sikres gennemsigtighed i Unionens unikke flersprogede struktur, der er baseret på 24 officielle sprog;

F.  der henviser til, at det i Europa-Parlamentets forretningsorden er fastsat, at medlemmerne kan tale på det officielle sprog, de måtte ønske, og at der ydes tolkning på de øvrige officielle sprog, hvorved den demokratiske ret til at blive valgt til Europa-Parlamentet uanset ens sprogfærdigheder respekteres;

G.  der henviser til, at udfordringen ved flersprogethed har nået en helt ny dimension med hensyn til størrelse, kompleksitet og politisk relevans som følge af de successive udvidelser, og at den omfattende flersprogethed naturligvis medfører betydelige og stigende udgifter for Europa-Parlamentet og dermed for Unionens borgere;

H.  der henviser til, at det i forbindelse med Europa-Parlamentets budget for 2012 har været nødvendigt at foretage væsentlige besparelser, herunder en reduktion på 10 mio. EUR årligt i udgifterne til tolketjenester, for at begrænse budgettets vækst til 1,9 % sammenlignet med det foregående år;

Rammerne for tolkning i Europa-Parlamentet

1.  anerkender, at Den Europæiske Union er den eneste enhed i verden med en officiel politik om flersprogethed baseret på 24 officielle sprog, hvorved i alt 552 sprogkombinationer skal dækkes; glæder sig i denne forbindelse over den meget høje kvalitet i Europa-Parlamentets tolketjenester, men mener, at der bør findes metoder til at mindske den byrde, som flersprogethedens komplekse struktur indebærer, samt til at reducere de betydelige og stigende udgifter, der er forbundet hermed;

2.  bemærker, at ud af alle de sprog, der blev talt på plenarforsamlingen i Strasbourg og Bruxelles fra september 2009 til februar 2013, blev engelsk anvendt i 26 979 minutter (29,1 %), tysk i 12 556 minutter (13,6 %), fransk i 8 841 minutter (9,5 %), estisk i 109 minutter (0,1 %) og maltesisk i 195 minutter (0,2 %);

3.  understreger, at såvel plenarmøderne som udvalgsmøderne er offentligt tilgængelige for alle via webstreaming eller videotransmission on demand – nye kommunikationskanaler, der øger gennemsigtigheden af Europa-Parlamentets arbejde over for EU-borgerne – og at Europa-Parlamentets demokratiske og multikulturelle karakter tydeliggøres ved, at de er tilgængelige på alle de officielle sprog;

4.  bemærker, at nogle multinationale organer såsom De Forenede Nationer (FN) og Den Nordatlantiske Traktats Organisation (NATO) udelukkende arbejder på mellemstatsligt niveau uden at have lovgivende funktioner; påpeger i denne forbindelse, at FN med sine 192 medlemmer har en sprogordning med seks officielle sprog, og at NATO med sine 28 medlemmer fortrinsvis anvender engelsk, til trods for at organisationen har to officielle sprog;

5.  understreger imidlertid, at Europa-Parlamentet er et politisk organ, der sammensættes ved direkte valg, og at dets medlemmer vælges uden skelen til deres sprogfærdigheder; bekræfter derfor på ny, at retten til, at hvert enkelt medlem kan tale på det officielle sprog, som vedkommende måtte ønske, er et af nøgleprincipperne for Europa-Parlamentets driftsstruktur;

6.  bemærker, at de praktiske konsekvenser af anvendelsen af officielle sprog i Europa-Parlamentet er fastsat i Europa-Parlamentets adfærdskodeks om flersprogethed, der blev ajourført i 2008; bemærker, at begrebet "kontrolleret fuldstændig flersprogethed", der er fastsat i den pågældende adfærdskodeks, sikrer ligebehandling af medlemmerne og borgerne; påpeger, at gennemførelsen af fuldstændig flersprogethed, som bygger på princippet om "tolkning efter anmodning", på lang sigt vil være betinget af, at brugerne af sprogtjenesterne gøres fuldt ud bekendt med de udgifter, der er forbundet med leveringen af disse tjenester og dermed med deres ansvar for at udnytte dem bedst muligt;

7.  mener, at det er nødvendigt, at princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning også finder anvendelse på tolkning, og at der med henblik på at sørge for, at de europæiske skatteydere får mest valuta for pengene, løbende bør gennemføres kritiske analyser for at vurdere, hvor og hvorledes effektiviteten kan forbedres og udgifterne kontrolleres eller begrænses;

Effektiv udnyttelse af tolkeressourcerne

8.  bemærker, at beslutningen om "ressourceeffektiv fuldstændig flersprogethed i tolkning", som Europa-Parlamentets Præsidium vedtog i 2011, øger tolketjenesternes effektivitet og reducerer de strukturelle udgifter hertil på følgende måder:

   i) tilpasning af de behov, der opstår i forbindelse med Europa-Parlamentets delegationsrejser, til de til rådighed værende økonomiske og menneskelige ressourcer,
   ii) prioritering af tolkning på trilogmøder i uger med udvalgsmøder,
   iii) en mere jævn fordeling af udvalgsmøder ud over hele ugen,
   iv) en mere stringent overholdelse af reglerne for aftenmøders varighed;

9.  glæder sig over, at de budgetmidler, der anvendes til tolkning i Europa-Parlamentet, som følge heraf er begyndt at blive mindre; påpeger, at resultatet af gennemførelsen af 2010-budgettet var 54 990 000 EUR, at det tilsvarende beløb for 2011 var 56 964 283 EUR, og at det i øjeblikket er sat til 47 000 000 EUR for 2012, selv om det endelige resultat for 2012 ikke kendes med sikkerhed før den 31. december 2013 og dermed kan være højere;

10.  bemærker, at det forventede budgetbeløb til Generaldirektoratet for Tolkning i 2013 er på 58 000 000 EUR, hvoraf 53 000 000 EUR er direkte forbundet med tolketjenester; anmoder om regelmæssigt at blive underrettet i detaljer om de konkrete resultater af initiativet om "ressourceeffektiv fuldstændig flersprogethed" med hensyn til 2013-budgettet, navnlig hvad angår forventede besparelser eller øgede udgifter;

11.  bemærker desuden, at der, mens der i den treårige periode frem til udgangen af 2012 blev brugt 157 954 283 EUR på Europa-Parlamentets tolketjenester, blev opnået en besparelse på 17 %, hvis man sammenligner resultaterne af budgetgennemførelsen for henholdsvis 2010 og 2012; bemærker, at de intelligente besparelser, der er opnået inden for tolkning, ikke har bragt princippet om flersprogethed i fare, og fastholder, at medlemmerne skal sikres lige adgang til sprogtjenester, samt at der fortsat skal sikres ordentlige arbejdsvilkår for de pågældende tjenester;

12.  bifalder, at Europa-Parlamentets overslag over indtægter og udgifter for finansåret 2014, som er et valgår, indeholder forslag om at reducere udgifterne til tolkning med 23 % sammenlignet med budgetposten på 2013-budgettet på 58 000 000 EUR; anmoder om detaljeret dokumentation for, at de foreslåede nedskæringer er gennemførlige, og at tolkningens fremragende kvalitet kan bibeholdes;

13.  fremhæver, at gennemførelsen af "ressourceeffektiv fuldstændig flersprogethed" har givet betydelige gevinster ved hjælp af en mere jævn fordeling af udvalgsmøder i løbet af ugen, uden at det samlede antal af udvalgsmøder er blevet reduceret; noterer sig, at det samlede antal tolkedage som følge heraf er blevet nedbragt fra 105 258 (107 047 386 EUR) i 2011 til 97 793 (100 237 825 EUR) i 2012, hvilket svarer til en besparelse på 6 809 561 EUR;

14.  bemærker med bekymring, at anmodningerne om tolketjenester fra udvalg, delegationer og politiske grupper ifølge beretningerne om adfærdskodeksen om flersprogethed fortsat var ramt af et højt og stigende niveau af sene afbestillinger, hvilket afspejles i nedenstående tabeller:

Udvalg

2009

2010

2011

2012

Anmodninger

984

1712

2213

2448

Sene

afbestillinger

76

172

238

359

%

7,72 %

10,05 %

10,80 %

14,70 %

Delegationer

2009

2010

2011

2012

Anmodninger

624

813

836

832

Sene

afbestillinger

116

93

102

171

%

18,59 %

11,44 %

12,20 %

20,60 %

Politiske grupper

2009

2010

2011

2012

Anmodninger

1922

2310

2297

2146

Sene

afbestillinger

285

378

266

292

%

14,83 %

16,36 %

11,60 %

13,60 %

15.  bemærker med bekymring, at de potentielle udgifter forbundet med disse sene afbestillinger – uden en omrokering af nogle af tolkene i sidste øjeblik – ville udgøre en væsentlig andel af det samlede tolkebudget; bemærker i denne forbindelse, at der i 2011 ville være blevet brugt 4 350 000 EUR (7,6 % af tolkebudgettet) og i 2012 5 480 000 EUR (11,9 % af tolkebudgettet) på tolketjenester, der blev stillet til rådighed og sidenhen annulleret efter de frister, der er fastsat i adfærdskodeksen om flersprogethed; opfordrer Præsidiet til at give Budgetkontroludvalget en detaljeret analyse af den stigende tendens til sene annulleringer og til at indføre en mekanisme til at skabe øget opmærksomhed omkring de ressourcer, der går tabt på grund af sene annulleringer, samt til at nedbringe antallet og procentdelen af sådanne annulleringer væsentligt;

16.  gentager, at det ikke blot er nødvendigt at opretholde en høj arbejdsstandard, men også at sikre en mere effektiv udnyttelse af sprogressourcerne og kontrollere udgifterne hertil ved at undersøge den samlede arbejdsbyrde for hver enkelt sprogenhed og sikre, at de udgifter, der opstår som følge af sen annullering af anmodninger om møder og delegationsbesøg med tolkning – i modstrid med fristerne i adfærdskodeksen – begrænses; påpeger, at udvalg, delegationer og politiske grupper bør gøres opmærksomme på bestemmelserne i adfærdskodeksen;

17.  opfordrer Præsidiet til at udarbejde et system med yderligere foranstaltninger til at imødegå sene afbestillinger af tolketjenester;

18.  opfordrer administrationen til at anvende medlemmernes opdaterede sprogprofiler fuldt ud og effektivt, når den arrangerer sprogydelser for udvalg, delegationer og politiske grupper – både på og uden for arbejdsstederne; påpeger, at alle medlemmernes sprogprofiler bør ajourføres årligt; påpeger endvidere, at en kopi af de ajourførte profiler bør fremsendes til udvalgssekretariaterne og sekretariaterne for delegationer, politiske grupper og arbejdsgrupper;

19.  fastholder, at der – under behørig hensyntagen til beslutningen af december 2011 fra Europa-Parlamentets Præsidium om "ressourceeffektiv fuldstændig flersprogethed" – kun bør ydes tolkning på et officielt sprog under et delegationsbesøg, såfremt der foreligger en udtrykkelig skriftlig anmodning herom fra et deltagende medlem af Europa-Parlamentet; understreger, at antallet af tolke under et delegationsbesøg bør holdes på det absolutte minimum i henhold til de gældende regler;

20.  minder om generalsekretærens forslag om at gennemføre foranstaltninger til bevidstgørelse af brugerne af tolketjenester, herunder udvalg, delegationer og politiske grupper, og afventer yderligere detaljerede forslag med henblik på at øge bevidstheden om sene annulleringer;

21.  opfordrer administrationen til fortsat at sørge for, at lederen af tolkeholdet udarbejder en liste over de tolkefaciliteter, der er anmodet om, men som ikke er blevet anvendt, ved afslutningen af hvert møde og efter aftale med mødesekretariatet; bemærker, at en kopi af den pågældende liste bør fremsendes til det sekretariat, der stod for det pågældende møde; mener, at der i denne liste også bør tages højde for brugerne af webstreaming og videotransmission on demand;

22.  noterer sig den nye personlige tolketjeneste ("Interpretation ad Personam", IAP), som medlemmerne tilbydes, og som blev oprettet efter det pilotprojekt, der blev iværksat i 2010; bemærker, at denne nye tjeneste medførte udgifter på 157 000 EUR i 2011 og 115 000 EUR i 2012; mener, at der bør foretages en revision af denne tjeneste for at undersøge, om den kan forbedres;

Tolkning i Europa-Parlamentet: vejen frem

23.  glæder sig over, at tolketjenesterne har formået at øge effektiviteten og nedbringe udgifterne i løbet af de seneste år, samtidig med at arbejdets fremragende kvalitet er bevaret; fremhæver, at udgifterne til tolkning og oversættelse fortsat udgør en væsentlig andel af Europa-Parlamentets budget, og mener derfor, at udfordringen ved at opnå flersprogethed ved hjælp af rimelige omkostninger til stadighed kræver Europa-Parlamentets opmærksomhed;

24.  mener, at Budgetkontroludvalget regelmæssigt bør underrettes om ændringer i udgifterne til tolkning; opfordrer til, at tolketjenesternes årlige beretning om adfærdskodeksen fremsendes til generalsekretæren med henblik på offentliggørelse for udvalgsmedlemmerne;

25.  er af den opfattelse, at situationer, hvor tolkning på visse sprog tilbydes, men ikke anvendes, så vidt muligt bør undgås; understreger, at det er nødvendigt at træffe foranstaltninger, der kan nedbringe udgifterne til overflødig tolkning ved møder, og anmoder derfor om, at der hurtigt udvikles og gennemføres et system, der kan forebygge situationer, hvor der stilles tolkning til rådighed på sprog, som i praksis ikke tales på et bestemt møde, eller som brugerne af webstreaming ikke anmoder om;

26.  forventer, at generalsekretæren inden årets udgang forelægger en detaljeret analyse af de sprog, der leveres tolkning på, på samtlige (arbejds-)gruppe-, udvalgs- og delegationsmøder, og de sprog, der rent faktisk tales på disse møder, samt en oversigt over de undtagelser fra de generelle tolkeregler, Præsidiet vedtog den 12. marts 2012(3), som der er anmodet om og givet i forbindelse med delegationsbesøg;

27.  opfordrer Præsidiet til at vedtage endnu en beslutning om flersprogethed inden årets udgang, som specifikt behandler mulige scenarier for "tolkning efter anmodning" samt den øgede effektivitet, der forventes opnået som følge heraf;

28.  anmoder derfor Revisionsretten om inden for en fornuftig tidsramme og inden marts 2014 at forsyne Europa-Parlamentet med en særberetning om Europa-Parlamentets, Kommissionens og Rådets udgifter til tolkning og oversættelse, hvori det vurderes, i hvor høj grad den økonomiske forvaltning på området er forsvarlig, og hvor resultaterne fra særberetning nr. 5/2005 ajourføres; bemærker desuden, at denne beretning kunne udarbejdes regelmæssigt og anvendes i forbindelse med dechargeproceduren; gentager, at beretningen bør give oplysninger om, hvorvidt de pågældende institutioner har tilstrækkelige redskaber og procedurer til at sikre, at:

   de leverede tjenester ikke overstiger de reelle behov
   alle de nødvendige tjenester kan leveres
   tjenesterne leveres til den billigst mulige pris
   de leverede tjenester er af høj kvalitet;

29.  bemærker ligeledes, at denne opfølgende beretning nøje bør sammenligne omkostningseffektiviteten i Europa-Parlamentets tolketjenester med omkostningseffektiviteten i henholdsvis Rådets og Kommissionens tolketjenester og sammenligne de faktiske udgifter til de tre institutioners tolketjenester med dem, der blev registreret i revisionens referenceperiode;

30.  påpeger desuden, at Europa-Parlamentet behandler det betydelige antal sene afbestillinger som en prioritet, og anmoder Præsidiet om at forelægge en detaljeret handlingsplan for, hvordan dette antal kan nedbringes;

31.  gentager, at interinstitutionelt samarbejde er af afgørende betydning for udveksling af bedste praksis, som kan fremme effektiviteten og muliggøre besparelser; mener, at interinstitutionelt samarbejde om tolkning bør fremmes; opfordrer til, at der foretages en grundig revision, hvor der gives prioritet til en mere effektiv deling af de til rådighed værende ressourcer blandt alle institutionerne, og at der træffes konkrete foranstaltninger vedrørende freelancetolkning;

32.  understreger betydningen af softwareapplikationer som forvaltningsinstrumenter og fastholder, at der skal bevilges flere midler til dette formål på næste års budget; bemærker, at der kan opnås et højere effektivitetsniveau, såfremt Europa-Parlamentets administration får passende information fra ledelsen; finder det beklageligt, at visse generaldirektorater fortsat er bagefter med hensyn til tilgængelige softwareapplikationer – til trods for de forbedringer, der er sket i it-sektoren siden 2010;

33.  opfordrer alle sine relevante tjenestegrene til at vurdere, hvorvidt den betydeligt øgede effektivitet på tolkeområdet kan tjene som et eksempel til forbedring inden for andre generaldirektorater;

o
o   o

34.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 305 E af 14.12.2006, s. 67.
(2) EUT C 291 af 23.11.2005, s. 1.
(3) Det blev helt konkret vedtaget, at mens delegationer fortsat skulle kunne udnytte retten til fuldstændig tolkning på op til fem sprog – som fastsat i adfærdskodeksen om flersprogethed – i de uger, der er forbeholdt ekstern parlamentarisk virksomhed (grønne uger), ville delegationer med behov for undtagelser i forbindelse med rejser i uger med udvalgsmøder kun få en begrænset sprogordning, som ikke måtte omfatte tolkning til mere end ét sprog.


Onlinespil i det indre marked
PDF 51kWORD 39k
Europa-Parlamentets beslutning af 10. september 2013 om onlinespil i det indre marked (2012/2322(INI))
P7_TA(2013)0348A7-0218/2013

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 23. oktober 2012 med titlen "Mod et samlet europæisk regelsæt for onlinespil" (COM(2012)0596),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. januar 2011 om udvikling af sportens europæiske dimension (COM(2011)0012),

—  der henviser til sin beslutning af 14. marts 2013 om aftalt spil og korruption inden for sporten(1),

—  der henviser til sin beslutning af 2. februar 2012 om sportens europæiske dimension(2),

—  der henviser til sin beslutning af 15. november 2011 om onlinespil i det indre marked(3),

—  der henviser til sin beslutning af 10. marts 2009 om sikkerhed ved onlinespil(4),

—  der henviser til Nicosia-erklæringen af 20. september 2012 om bekæmpelse af aftalt spil,

—  der henviser til Rådets konklusioner af 10. december 2010 og statusrapporterne fra det franske, svenske, spanske og ungarske formandskab om rammen for spil og væddemål i EU's medlemsstater,

—  der henviser til den forberedende foranstaltning "europæiske partnerskaber om sport" og navnlig dataindsamlingsprojekter med fokus på forebyggelse af aftalt spil gennem uddannelse og oplysning af relevante aktører,

—  der henviser til artikel 51, 52 og 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—  der henviser til protokol om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, der er knyttet som bilag til EUF-traktaten,

—  der henviser til EU-Domstolens retspraksis på området for organisering af hasardspil, herunder navnlig hensynet til forbrugerbeskyttelsen og forebyggelse af såvel svindel som incitamenter til at ødsle penge bort på spil samt det generelle behov for at opretholde den offentlige orden, som Domstolen anser for berettiget af de tvingende almene hensyn, der vedrører den frie udveksling af tjenesteydelser(5),

—  der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 22. maj 2012,

—  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—  der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og udtalelser fra Kultur- og Uddannelsesudvalget og Retsudvalget (A7-0218/2013),

A.  der henviser til, at spilleaktiviteter ikke kan betragtes som en almindelig økonomisk aktivitet som følge af de alvorlige negative helbredsmæssige og sociale følger, herunder ludomani, hvis konsekvenser og omkostninger det er vanskelig at anslå, organiseret kriminalitet, hvidvaskning af penge og aftalt spil; der henviser til, at onlinespil indebærer en større fare for afhængighed end traditionelle offlinespil, hvilket bl.a. skyldes lettere adgang og mangel på social kontrol, men til, at det er nødvendigt med mere forskning og flere oplysninger i den forbindelse; der derfor henviser til, at nogle af det indre markeds regler, herunder etableringsfriheden, friheden til at levere tjenesteydelser og princippet om gensidig anerkendelse ikke bør forhindre medlemsstaterne i at fastsætte deres egne supplerende bestemmelser for at beskytte spillere;

B.  der henviser til, at artikel 35 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder indfører en forpligtelse til at sikre et højt sundhedsbeskyttelsesniveau i fastlæggelsen og gennemførelsen af alle Unionens politikker og aktiviteter;

C.  der henviser til, at artikel 169 i TEUF forpligter EU til at sikre en høj forbrugerbeskyttelse;

D.  der henviser til, at onlinespillesektorens særlige karakter indebærer, at beskyttelsen af menneskers sundhed og forbrugerbeskyttelsen skal være det ledende princip i udarbejdelsen af EU-henstillinger og national lovgivning

E.  der henviser til, at medlemsstaterne under behørig hensyntagen til subsidiaritetsprincippet har ret til at bestemme, hvordan udbuddet af online-spilletjenesteydelser skal opbygges og reguleres i overensstemmelse med deres egne værdier og mål af almen interesse og under overholdelse af EU-lovgivningen;

F.  der henviser til, at udbuddet af online-spilletjenester grundet deres særlige karakter og i henhold til subsidiaritetsprincippet ikke er omfattet af sektorspecifik regulering på EU-plan og er undtaget fra tjenesteydelses- og forbrugerrettighedsdirektivet, men at de dog er underlagt en række sekundære EU-retsakter som direktivet om databeskyttelse, direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation og direktivet om urimelig handelspraksis,

G.  der henviser til, at markedet for onlinespil ikke kan sammenlignes med andre markeder som følge af de farer, det indebærer for forbrugerbeskyttelse og bekæmpelse af organiseret kriminalitet, hvilket Den Europæiske Unions Domstol gentagne gange har stadfæstet;

H.  der henviser til, at Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen) har bekræftet, at udbud af hasardspil eller pengespil er en økonomisk aktivitet af særlig karakter, hvor visse restriktioner kan være berettigede af hensyn til den offentlige orden, f.eks. forbrugerbeskyttelse, forebyggelse af svig, bekæmpelse af hvidvaskning af penge, opretholdelse af den offentlige orden og beskyttelse af folkesundheden; der henviser til, at eventuelle begrænsninger skal være i overensstemmelse med TEUF, idet de skal stå i forhold til det tilsigtede mål og ikke være diskriminerende.

I.  der henviser til, at medlemsstaterne for en gangs skyld er enige i deres bekymring over de negative konsekvenser af ulovligt onlinespil for samfundet og for nationaløkonomier som helhed, idet de ser det som deres vigtigste opgave at beskytte mindreårige og sårbare samfundsgrupper, behandle afhængighed og bekæmpe kriminalitet og skatteunddragelse;

J.  der henviser til, at den grænseoverskridende karakter af onlinespil og de risici, det indebærer med hensyn til forbrugerbeskyttelse, forebyggelse af svig og bekæmpelse af ulovlige aktiviteter, såsom hvidvaskning af penge og aftalt spil, samt nødvendigheden af at bekæmpe ulovlige aktiviteter, nødvendiggør en bedre samordning af indsatsen mellem medlemsstaterne og på EU-plan

K.  der henviser til, at det er vigtigt at indføre mekanismer for kontrol med sportskonkurrencer og pengeoverførsler sideløbende med tilsynsmekanismer;

L.  der henviser til, at vi i dag ikke har et samlet overblik over sektoren for onlinespil i form af information og data om det autoriserede og uautoriserede udbud i de enkelte lande og på tværs af grænserne samt inden for EU og globalt;

M.  der henviser til, at der er forskellige bestemmelser vedrørende reklame for onlinespil i de forskellige medlemsstater, mens der i nogen slet ingen bestemmelser findes;

Onlinespillesektorens særlige karakter og forbrugerbeskyttelse

1.  er enig med Kommissionen i, at tilvejebringelsen af et velreguleret og lovligt udbud af spilletjenester med et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, navnlig for de mest sårbare forbrugere, som hver enkelt medlemsstat træffer afgørelse om i overensstemmelse med EU-retten, muligvis kan mindske de samfundsmæssige omkostninger og skadelige virkninger af hasardspil:

2.  advarer om, at spil kan føre til en farlig afhængighed, og at dette spørgsmål bør behandles i et lovgivningsforslag for at beskytte forbrugerne;

3.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gribe ind for at bekæmpe ulovlige spil, der tilbydes fra medlemsstaternes områder; henstiller i denne forbindelse indtrængende til Kommissionen, at den i sine planlagte anbefalinger om forbrugerbeskyttelse og reklamer opfordrer medlemsstaterne til at gribe ind imod udbuddet af ulovlige spil;

4.  mener, at der er en farlig forbindelse mellem de tilspidsede økonomiske krisesituationer og stigningen i spil; understreger, at den nuværende meget alvorlige sociale og økonomiske situation har bidraget til en eksponentiel udbredelse af spil, især i de fattigste befolkningslag, og finder det derfor nødvendigt løbende at overvåge fænomener som ludomani og spilleproblemer;

5.  bekræfter, at onlinespil er en form for kommerciel udnyttelse af sporten, og at medlemsstaterne, mens sektoren for onlinespil er i stadig vækst, fordi den holder sig ajour med de teknologiske innovationer, har vanskeligt ved at kontrollere sektoren for onlinespil på grund af internettets specifikke natur, hvilket skaber en risiko for krænkelser af forbrugerrettighederne og for, at sektoren underkastes undersøgelser som led i bekæmpelsen af organiseret kriminalitet;

6.  insisterer på, at der, uanset hvordan medlemsstaterne beslutter at tilrettelægge og regulere udbuddet af online-spilletjenester på nationalt plan, skal sikres et højt niveau for forbrugerbeskyttelse og beskyttelse af folkesundheden; opfordrer Kommissionen til fortsat at undersøge mulige foranstaltninger på EU-plan til beskyttelse af sårbare forbrugere, herunder et formaliseret samarbejde mellem medlemsstaternes regulerende myndigheder; understreger, at ekspertgruppen bør sikre, at det er umuligt for mindreårige at få adgang til online-spillewebsteder; opfordrer medlemsstaterne til at forpligte operatører med en licens fra den pågældende medlemsstat til at vise et logo og et online-tillidsmærke på et bestemt fremtrædende sted på webstedet:

7.  opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvilke foranstaltninger der kan træffes for at standse den praksis, hvor nogle virksomheder, der er etableret i en anden medlemsstat, markedsfører deres onlinespilletjenester f.eks. via satellit-tv eller via reklamekampagner i en medlemsstat, hvor de ikke har licens til at udbyde disse tjenester;

8.  opfordrer til, at udbydere skal forpligtes til at anbringe klare, synlige og eksplicitte advarsler til mindreårige med information om, at det er ulovligt for dem at spille onlinespil;

9.  mener, at der bør træffes foranstaltninger til sikring af, at socialt sårbare personer ikke kommer endnu længere ud i eksistentiel nød på grund af spil;

10.  mener, at der er behov for yderligere forskning og data for at kvantificere ludomani og de risici, der er forbundet med forskellige former for spil; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at gennemføre yderligere samordnede undersøgelser for at forstå spilleproblemet; henviser til, at spilleoperatører har pligt til at bidrage til at forebygge ludomani;

11.  opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne - og i givet fald gennem ekspertgruppen - at undersøge muligheden for at sikre EU-dækkende interoperabilitet mellem de nationale frivillige udelukkelsesregistre, som bl.a. omfatter frivillig udelukkelse og personlige grænser for tab og tidsforbrug, og som skal være tilgængelige for de nationale myndigheder og godkendte spiludbydere, således at enhver kunde, som vælger at udelukke sig selv fra en spiludbyder, eller som har overskredet den fastsatte grænse, har mulighed for automatisk selvudelukkelse fra alle andre godkendte spiludbydere; understreger, at enhver mekanisme til udveksling af personoplysninger om problematiske spillere skal underlægges strenge databeskyttelsesregler; understreger betydningen af, at ekspertgruppen arbejder i retning af at beskytte borgerne mod ludomani; understreger, at registret for at gøre forbrugerne klar over deres egen spillevirksomhed skal vise forbrugerne samtlige oplysninger om deres historiske spilleaktivitet, når de begynder at spille;

12.  anbefaler, at der skelnes klart mellem spil og andre former for onlineunderholdning; henviser til, at tjenester, som bliver kombineret med karakteristiske træk fra spilleverdenen, skal henhøre under den relevante spillelovgivning og fuldt ud respektere mekanismerne til verificering af alder og identitet;

13.  bemærker, at selvregulerende initiativer kan tjene som et vigtigt bidrag til fastlæggelse af indholdet af fælles standarder; bekræfter, at selvregulering på et område, der er så følsomt som spil, kun kan supplere, og ikke erstatte nationale bestemmelser;

14.  opfordrer Kommissionen til at overveje en obligatorisk ordning til identitetskontrol, som forvaltes af tredjepart, med henblik på at udelukke mindreårige eller personer, der anvender falsk identitet, fra at spille; foreslår, at denne kontrol bl.a. kunne omfatte personnummer, bankoplysninger eller et andet identifikationsnummer; understreger ligeledes, og at identificeringen bør finde sted, inden spillet indledes;

15.  mener, at det er nødvendigt at sikre en større sikkerhed med hensyn til den software, der anvendes til onlinespil, og finder det hensigtsmæssigt at indføre et mindstemål af fælles EU-certificering for at sikre, at der vedtages de samme parametre og standarder;

16.  gør opmærksom på behovet for at udarbejde effektive metoder til at føre tilsyn med væddemål, idet der tages hensyn til onlinemiljøets hastige udvikling; fremhæver dog ligeledes vigtigheden af at beskytte brugernes personlige oplysninger imod misbrug;

17.  mener, at fælles standarder for onlinespil bør omhandle rettigheder og forpligtelser for både leverandøren og forbrugeren med et højt beskyttelsesniveau for borgere og forbrugere, især mindreårige og andre sårbare personer og forhindre vildledende og overdreven reklame; opfordrer den europæiske sammenslutning for spiludbydere til at udvikle og vedtage selvregulerende adfærdskodekser;

18.  opfordrer Kommissionen til i sin henstilling at fastslå, at spiludbydere forpligtes til aktivt at fremme muligheden for frivillig begrænsning ved registreringen og i tilfælde af gentagne tab;

19.  anbefaler, at der indføres ensartede sikkerhedsstandarder for elektronisk identifikation i hele Europa og grænseoverskridende e-verifikationstjenester; glæder sig over Kommissionens forslag til direktiv om elektronisk identifikation og autentifikation, som muliggør interoperabilitet mellem de nationale elektroniske identifikationssystemer, hvor der er sådanne; kræver derfor, at registrerings- og identifikationsprocedurerne optimeres og effektiviseres, navnlig for at sikre effektive identifikationsmekanismer og for at undgå flere konti pr. spiller og mindreåriges adgang til spillewebsider; henstiller til udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne om gennemførelsestiltag som f.eks. udarbejdelse af hvide og sorte lister over ulovlige spillewebsteder, samarbejde om indførelse af sikre og sporbare betalingsløsninger og overvejelser omkring standsning af finanstransaktioner for at beskytte forbrugerne mod ulovlige operatører;

20.  opfordrer medlemsstaterne og operatørerne til at fremme ansvarlige reklamer for onlinespil; glæder sig over Kommissionens initiativ til at vedtage en henstilling om ansvarlige reklamer på spilleområdet; opfordrer Kommissionen til at medtage fælles minimumsstandarder, som sikrer tilstrækkelige beskyttelse af sårbare forbrugere; mener derfor, at reklamer bør gøres mere ansvarlige, indeholde klare advarsler om risikoen for ludomani og hverken være overdrevne eller placeret på indhold, der specifikt er rettet mod mindreårige, eller hvor der er en større risiko for at nå ud til mindreårige, navnlig i form af reklamer i de sociale medier;

21.  opfordrer til, at der defineres og gennemføres foranstaltninger til opbyggelse og styrkelse af mediekompetencen hos børn og unge; mener, at indførelse af kurser i, hvordan man bedst bruger internettet, der afholdes på skoler og er rettet mod unge, kan gøre brugerne dygtigere til at beskytte sig mod afhængighed af onlinespil;

22.  understreger, at uddannelse, rådgivningstjenester og forældre spiller en vigtig rolle for bevidstgørelsen med hensyn til onlinespil og deres konsekvenser for mindreårige;

23.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indføre effektive foranstaltninger for at gøre især de unge opmærksomme på ludomaniens farer;

24.  opfordrer til, at socialt ansvarlig reklamering for onlinespil kun bliver tilladt for lovlige spilletjenester; mener, at det aldrig bør være tilladt at reklamere for onlinespilletjenester ved at overdrive sandsynligheden for at vinde, således at der gives et falsk indtryk af, at spil udgør en fornuftig strategi til forbedring af en persons økonomi; mener, at reklamer bør indeholde klare oplysninger om konsekvenserne ved tvangspræget spilleadfærd;

25.  understreger, at det er afgørende for at forhindre unge under 18 i at spille og for kampen imod problematisk og tvangspræget spilleadfærd, at der bliver opstillet et ikke-skadeligt reklameformat samt regler for, hvordan disse reklamer udbredes;

26.  understreger, at foranstaltninger til forbrugerbeskyttelse bør understøttes af en kombination af forebyggende og tilskyndende håndhævelsesforanstaltninger, som skal forhindre, at borgerne kommer i kontakt med uautoriserede operatører; understreger betydningen af en fælles definition på begrebet lovlig spilleoperatør, så medlemsstaterne i overensstemmelse med EU-retten kun giver licens til operatører, som fuldt ud opfylder i det mindste følgende krav og dermed anses for lovlige:

   a) operatøren skal have en licens, som giver ham ret til at drive virksomhed i den medlemsstat, hvor spilleren er hjemmehørende;
   b) operatøren anses ikke for ulovlig i henhold til lovgivningen i nogen medlemsstat;

27.  mener, at registreringsprocessen skal indeholde et obligatorisk element, hvor spilleren selv angiver og definerer en maksimal tabsgrænse inden for en nærmere bestemt periode; mener endvidere, at dette element under alle omstændigheder skal indgå i spil, der bygger på høj afviklingsfrekvens;

Overholdelse af EU-lovgivningen

28.  understreger på den ene side, at udbydere af onlinespil til enhver tid skal efterleve den nationale lovgivning i de medlemsstater, hvor de pågældende spil udbydes, og på den anden side, at medlemsstaterne skal bevare retten til at indføre de restriktioner, som skønnes nødvendige og berettigede for at kunne gribe ind over for ulovlige onlinespil med det formål at håndhæve national lovgivning og spærre adgangen til markedet for ulovlige spil;

29.  der henviser til, at medlemsstaterne i overensstemmelse med nærhedsprincippet har ret til at bestemme, hvordan udbuddet af onlinespil organiseres og reguleres på nationalt plan, og til at foretage eventuelle indgreb, som de anser for nødvendige mod ulovlig spillevirksomhed under overholdelse af de grundlæggende principper i EU-traktaten; erkender, at en sådan lovgivning skal være forholdsmæssig, konsekvent, gennemskuelig og ikke-diskriminerende; henviser til nødvendigheden af en mere sammenhængende EU-politik i betragtning af onlinespils grænseoverskridende karakter;

30.  bemærker, at Kommissionen har sendt skrivelser til en række medlemsstater og anmodet om detaljerede oplysninger om deres gældende lovgivning om spillevirksomhed; opfordrer Kommissionen til at fortsætte dialogen med medlemsstaterne; henviser til Kommissionens arbejde i forbindelse med traktatovertrædelsessager og klager mod visse medlemsstater; opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne at fortsætte kontrollen med overensstemmelsen mellem national lovgivning og praksis og EU-lovgivningen og til at indlede traktatovertrædelsessager mod de medlemsstater, som tilsyneladende overtræder EU-retten; respekterer visse medlemsstaters beslutning om at oprette monopoler inden for denne sektor på betingelse af, at det er i overensstemmelse med Domstolens retspraksis, at de er underlagt en nøje statslig kontrol, at der sikres en særlig høj grad af forbrugerbeskyttelse, at deres aktiviteter er i overensstemmelse med almenhedens interesser, og at de reducerer spillemulighederne på en konsekvent måde;

31.  opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og ekspertgruppen om spilletjenester til at udarbejde foranstaltninger, koordinerede strategier og udveksling af god praksis med henblik på at studere og bekæmpe skatte- og afgiftsunddragelse blandt godkendte operatører, som opererer i EU's indre marked, men har deres vedtægtsmæssige hjemsted i skattely i og uden for EU;

32.  henviser til den risiko, som forbrugeres adgang til ulovlige spillesteder kan udgøre; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til som led i arbejdet i ekspertgruppen om spilletjenester at afveje de sociale omkostninger, der er forbundet med regulerede spilleaktiviteter, med de skadelige virkninger, der er forbundet med, at forbrugere vender sig mod de ulovlige operatører;

33.  understreger, at de medlemsstater, der vælger at åbne deres sektor for onlinespil, skal sørge for en gennemsigtig og juridisk holdbar licensansøgningsprocedure, som bygger på objektive og ikke-diskriminerende kriterier i fuld overensstemmelse med EU-retten og med tilstrækkelig beskyttelse af borgerne og forbrugerne;

Administrativt samarbejde

34.  opfordrer ekspertgruppen om spilletjenester og Kommissionen til så vidt muligt at lette overførslen af data mellem de regulerende myndigheder i medlemsstaterne, således at der kan udveksles bedste praksis og oplysninger om skabelse af et effektivt fælles system til identificering af spillere, imødegåelse af udbuddet af ulovlige spil, styrkelse af forbrugerbeskyttelsen, ansvarlig reklame, etablering af hvide og sorte lister, forhindring af aftalt spil og frivillige udelukkelsesmekanismer som bl.a. omfatter personlige tids- og indsatsgrænser, som finder anvendelse i hele EU; opfordrer ekspertgruppe til at sørge for, at den indhenter den størst mulige ekspertise i udførelsen af sit arbejde; opfordrer medlemsstaterne til at genindlede dialogen med onlinespilleoperatørerne inden for rammerne af Rådets Arbejdsgruppe vedrørende Etablering og Tjenesteydelser;

35.  opfordrer Kommissionen til i forbindelse med ekspertgrupper og høringer at inddrage eksperter, som er specialiseret i spilleproblemer og ludomani;

36.  understreger behovet for på EU-plan at styrke samarbejdet og udvekslingen af bedste praksis mellem nationale eksperter fra social- og sundhedssektoren, som er specialiseret i spilleproblemer og ludomani;

37.  understreger, at en effektiv udveksling af oplysninger mellem undersøgelsesorganer er væsentlig for en vellykket retshåndhævelsesindsats, og at foranstaltninger til bekæmpelse af aftalt spil skal overholde de nationale og europæiske love og forskrifter om databeskyttelse;

38.  opfordrer medlemsstaterne til inden for rammerne af ekspertgruppen i tæt samarbejde med Kommissionen og indbyrdes at koordinere aktiviteter til imødegåelse af det ulovlige udbud af grænseoverskridende spilletjenester og gennemføre handlingsplanen i Kommissionen meddelelse om onlinespil;

39.  erkender, at samarbejde mellem medlemsstaterne er af afgørende betydning, men understreger, at det samtidig er yderst vigtigt, at ekspertgruppen om spilletjenester arbejder tæt sammen med alle de berørte parter, herunder både spilleindustrien og forbrugerorganisationerne;

40.  påpeger, at det er vigtigt, at ekspertgruppen arbejder på at opnå mere gennemsigtige og enkle procedurer, der fjerner unødvendige administrative byrder i medlemsstaterne, som unødigt kan øge omkostningerne for lovlige onlineoperatører i de lande, som beslutter at åbne deres markeder; understreger, at fjernelsen af administrative byrder aldrig må bringe forbrugerbeskyttelsen i fare;

41.  mener, at det er nødvendigt at træffe foranstaltninger med henblik på at tilnærme skatte- og afgiftssystemerne vedrørende spil til hinanden for at undgå, at uforholdsmæssigt store skatte- og afgiftsmæssige fordele fremmer udbredelsen og koncentrationen af onlinespilleaktiviteter;

42.  opfordrer de nationale regulerende myndigheder i de medlemsstater, som har besluttet at indføre en licensordning, til at udveksle bedste praksis, som kan lette anvendelsen af nationale licenser, herunder tekniske standarder for spilleudstyr; tilskynder de kompetente nationale myndigheder til kun at give en spilleoperatør tilladelse til at drive virksomhed, hvis den pågældende virksomhed ikke driver virksomhed i modstrid med lovgivningen i en anden medlemsstat, hvis lovgivning ikke af Domstolen er blevet erklæret som ikke værende i overensstemmelse med EU-retten;

Hvidvaskning af penge

43.  43.understreger, at onlinespil er et kontantløst miljø, og at der som følge af afhængigheden af tredjepartsudbydere af finansielle tjenesteydelser er behov for yderligere sikkerhedsforanstaltninger mod hvidvaskning af penge; understreger behovet for et tæt samarbejde mellem de nationale spillemyndigheder, det nationale politivæsen og de nationale håndhævende myndigheder om forebyggelse af kriminelle aktiviteter;

44.  opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og ekspertgruppen til at gribe effektivt ind over for hvidvaskning af penge; glæder sig i den forbindelse over forslaget om at udvide bestemmelserne i direktivet om bekæmpelse af hvidvaskning af penge til at omfatte alle former for spil og opfordrer de kompetente national myndigheder til at sikre, at transaktioner, som mistænkes for potentielt at have forbindelse til hvidvaskning af penge eller anden kriminel virksomhed, indberettes i overensstemmelse med bestemmelserne direktivet;

45.  opfordrer Rådet til at handle hurtigt og ambitiøst i forhandlingerne om Kommissionens forslag til et direktiv om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme (COM(2013)0045), og til at lade det dække alle former for spil, herunder på internettet, med henblik på at forhindre udnyttelsen af onlineaktiviteter med sportsvæddemål fra kriminelles side til hvidvaskning af penge;

46.  understreger, at solide registreringssystemer og entydige verifikationssystemer er centrale redskaber til at forhindre svindel med onlinespil, f.eks. hvidvaskning af penge; mener, at verifikationen kan bygge på onlinestrukturer, der allerede forefindes, eller som er under udvikling, som f.eks. onlineverifikationssystemer for bank- og kreditkort;

47.  mener, at alle onlinespilleoperatører, der udbyder spil på EU's område, bør registreres som lovlige operatører;

48.  understreger, at alle medlemsstater bør fastlægge og udpege en offentlig myndighed, der skal have ansvaret for tilsyn med onlinespil; mener, at denne myndighed også skal have beføjelse til at gribe ind, hvis der registreres mistænkelig spilleadfærd; understreger, at der ligeledes bør stilles krav til spilleoperatørerne om at underrette myndigheden om enhver mistænkelig adfærd;

Sportens integritet

49.  understreger i betragtning af, at aftalt spil er et grænseoverskridende fænomen, at bekæmpelsen af det nødvendiggør et mere effektivt samarbejde mellem alle interesserede parter herunder offentlige myndigheder, de retshåndhævende myndigheder, sportsindustrien, spilleoperatørerne og de regulerende myndigheder, sportsfolk og tilhængere, mens der også skal lægges vægt på uddannelse og forebyggelse; glæder sig i den forbindelse over Kommissionens forberedende foranstaltning for 2012, som støtter transnationale oplysningsprojekter med henblik på at bekæmpe aftalt spil; henviser til, at aftalt spil finder sted både på offline- og online-spillemarkederne og at aftalt spil på onlinemarkedet i de fleste tilfælde sker gennem operatører, som er etableret på uregulerede markeder uden for EU;

50.  opfordrer til indførelse af en adfærdskodeks som del af et selvregulerende initiativ, der indeholder et generelt forbud gældende for alle medvirkende ved sportsbegivenheder (særligt spillere, trænere, dommere, lægelige og tekniske medarbejdere samt klubejere og -bestyrere), som kan have direkte indflydelse på resultatet, mod at vædde på deres egne kampe eller arrangementer; lægger i denne forbindelse også vægt på behovet for strenge og pålidelige systemer for alders- og identitetskontrol på medlemsstatsplan; opfordrer sportsorganisationer til at gøre brug af oplysningskampagner og adfærdskodekser i arbejdet med at undervise sportsfolk, dommere og officials fra en tidlig alder i, at det er ulovligt at manipulere med sportsresultater;

51.  erkender, at bestræbelserne på at bekæmpe sportsorganisationernes deltagelse i korrupte aktiviteter, som f.eks. aftalt spil eller hvidvaskning af penge, bl.a. i form af adfærdskodekser, skal være rettet mod alle interessentgrupper (officials, ejere, bestyrere, agenter, spillere, dommere og fans) og alle organisationer (klubber, ligaer, forbund osv.);

52.  opfordrer medlemsstaterne til at prioritere bekæmpelse af korruption i sporten og understreger behovet for at koncentrere sig mere om en effektiv retshåndhævelse i den forbindelse; opfordrer til vedtagelse på nationalt plan af effektive foranstaltninger for at forhindre interessekonflikter, navnlig ved at forhindre, at sportsaktører kan spille på kampe, som de selv er involveret i; opfordrer alle idrættens styrende organer til at forpligte sig til at anvende gode forvaltningspraksisser for at reducere risikoen for at blive offer for aftalt spil; opfordrer Kommissionen til i den forbindelse at tage hensyn til arbejdet i Europarådet om evalueringen af risikoen i forbindelse med visse former for væddemål og evalueringen af de mulige risici i forbindelse med spot-væddemål, hvor det er muligt at indgå væddemål under en kamp og til at gribe ind om nødvendigt;

53.  opfordrer idrætssammenslutningerne og spilleoperatørerne til gennem en adfærdskodeks at indføre et forbud mod væddemål om såkaldte negative begivenheder som f.eks. gule kort, straffespark eller frispark under en kamp eller et arrangement; opfordrer medlemsstaterne og spiludbyderne til at nedlægge et forbud mod alle former for sportsrelaterede live-væddemål, da disse har vist sig at være meget udsatte i forhold til aftalt spil og derfor udgør en risiko for sportens integritet:

54.  opfordrer til, at der indføres pligt til samarbejde og udveksling af informationer om mistænkelige aktiviteter på både nationalt plan og EU-plan mellem sportsorganisationer, offentlige myndigheder, Europol og Eurojust med henblik på at bekæmpe kriminalitet i grænseoverskridende spilleaktiviteter på internettet;

55.  glæder sig over, at Kommissionen agter at fremme udvekslingen af god praksis i forbindelse med bekæmpelse af aftalt spil; understreger betydningen af at Den Europæiske Union støtter det igangværende arbejde i Europarådet med at få en international konvention forhandlet på plads om beskyttelse og fremme af sportens integritet; understreger, at aftalt spil ikke altid er væddemålsrelateret, og at det også er nødvendigt at gøre noget ved aftalt spil, som ikke er væddemålsrelateret, da det også udgør en risiko for sportens integritet; understreger behovet for et udvidet samarbejde på EU-plan og globalt plan til bekæmpelse af aftalt spil; opfordrer Kommissionen til at stå i spidsen for oprettelsen af en global platform for udveksling af oplysninger og bedste praksis samt koordinering af fælles forebyggelses- og håndhævelsesforanstaltninger mellem tilsynsmyndigheder, idrætsforeninger, politi- og retsmyndigheder samt spiludbydere;

56.  mener, at en konsekvent politik om strafferetlige sanktioner er afgørende for en fælleseuropæisk tilgang til regulering af sektoren for onlinespil, og opfordrer med henblik herpå indtrængende medlemsstaterne til at sikre, at svigagtig manipulering af resultater med henblik på at opnå økonomiske eller andre fordele forbydes ved at fastslå, at enhver trussel mod konkurrencers integritet, herunder konkurrencer forbundet med væddemål, er en strafbar handling; opfordrer indtrængende Kommissionen til at træffe foranstaltninger på EU-plan imod ureguleret onlinespil og til at støtte kampen mod aftalt spil;

57.  erkender, at provenuet fra spil og loto udgør en vigtig indtægtskilde i visse medlemsstater, som kan anvendes til støtte for almennyttige og velgørende formål, kulturelt arbejde, den folkelige idræt, hestevæddeløb og hestebranchen generelt; understreger endvidere, at man under drøftelserne på EU-plan bør anerkende betydningen af dette konstante bidrag og dens specifikke rolle; bekræfter sin opfattelse af, at sportsvæddemål er en form for forretningsmæssig udnyttelse af sportskonkurrencer; henstiller, idet det fuldt ud anerkender medlemsstaternes kompetence på dette område, at sportskonkurrencer bør beskyttes mod ikke-autoriseret kommerciel udnyttelse, navnlig ved at anerkende sportsarrangørers ejendomsret ikke blot for at sikre et rimeligt økonomisk afkast til fordel for alle niveauer inden for den professionelle sport og amatørsporten, men også for at skærpe kampen mod svig inden for sporten navnlig i form af aftalt spil;

58.  opfordrer til mere europæisk samarbejde, koordineret af Kommissionen, om at identificere og udelukke spille- og væddemålsoperatører på internettet, der er skyldige i ulovlige aktiviteter som f.eks. aftalt spil eller spil på juniorkonkurrencer, der involverer mindreårige, og forventer, at den internetbaserede spilleindustri overholder dette forbud gennem selvregulering;

59.  opfordrer medlemsstaterne til at overveje et forbud mod alle former for "spot-væddemål", såsom væddemål om hjørnespark, frispark, indkast og advarsler, da disse har vist sig at indebære den største risiko for aftalt spil;

60.  opfordrer Kommissionen til at indføre et europæisk advarselssystem til regulering af væddemål med henblik på hurtig udveksling af oplysninger om aftalte sportsbegivenheder;

61.  glæder sig over transnationale oplysningsprojekter med henblik på at bekæmpe aftalt spil på globalt plan;

62.  understreger, at sportsfolk har brug for effektive beskyttelsesmekanismer for at imødegå korrumperende indflydelse, herunder beskyttelse af sportsfolkenes moralske og fysiske integritet, ordentlige arbejdsbetingelser samt sikring af gager og godtgørelser, herunder forbud mod deltagelse på forskellige konkurrenceniveauer for sportsorganisationer, som ikke til stadighed opfylder disse forpligtelser over for deres sportsfolk.

63.  påpeger, at påstande om aftalt spil ofte prøves ved offentlige domstole eller ved sportslige voldgiftsinstanser, og at de internationale processuelle minimumsstandarder som fastsat i artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention skal overholdes ved begge procedureformer;

64.  opfordrer til strengere regulering eller forbud mod farlig spillevirksomhed som følge af evalueringer foretaget på medlemsstatsplan;

o
o   o

65.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og regeringerne og parlamenterne i medlemsstaterne samt Den Russiske Føderation.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0098.
(2) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0025.
(3) EUT C 153 E af 31.5.2013, s. 35.
(4) EUT C 87 E af 1.4.2010, s. 30.
(5) Se sag C 275/92 Schindler, præmis 57 til 60; sag C 124/97 Läärä m.fl., præmis 32 og 33; sag C-67/98 Zenatti, præmis 30 og 31; sag C-243/01 Gambelli m.fl., præmis 67; sag C-42/07 Liga Portuguesa, præmis 56; de forenede sager C 316/07, C 358/07 til C 360/07, C 409/07 og C 410/07, Markus Stoß m.fl., præmis 74; sag C 212/08, Zeturf Ltd, præmis 38; sag C-72/10 Costa, præmis 71; sag C 176/11 Hit Larix, præmis 15; de forenede sager C 186/11 og C 209/11 Stanleybet m.fl., præmis 44.


Udnævnelse af Luigi Berlinguer til det udvalg, der er nedsat i henhold til artikel 255 i TEUF
PDF 6kWORD 19k
Europa-Parlamentets afgørelse af 10. september 2013 om indstilling af Luigi Berlinguer til medlem af det udvalg, der er omhandlet i artikel 255 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (2013/2161(INS))
P7_TA(2013)0349B7-0384/2013

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til artikel 255, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—  der henviser til forretningsordenens artikel 107a,

A.  der henviser til, at Luigi Berlinguer opfylder kravene i artikel 255, stk. 2, i TEUF;

1.  indstiller Luigi Berlinguer til medlem af udvalget;

2.  pålægger sin formand at sende denne afgørelse til Domstolens præsident.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik