Indeks 
Vedtagne tekster
Torsdag den 12. september 2013 - Strasbourg
Fremme af de europæiske kulturelle og kreative sektorer som kilder til økonomisk vækst og beskæftigelse
 Den Europæiske Ombudsmands årsberetning 2012
 Tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser ***I
 Den Europæiske Banktilsynsmyndighed og tilsyn med kreditinstitutter ***I
 Overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter *
 Adgang til genetiske ressourcer samt rimelig og retfærdig deling af de fordele, der opstår ved udnyttelsen af disse ressourcer, i EU ***I
 Mikroproduktion
 Lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde
 EU's strategi for cybersikkerhed: et åbent og sikkert internet
 Den digitale dagsorden for Europa - Digital teknologi som drivkraft for vækst
 Situationen i Syrien
 Situationen i Egypten
 Den maritime dimension af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik
 EU's militære strukturer: status og fremtidsperspektiver
 EU's politik over for Hviderusland
 Russisk pres på lande i det østlige partnerskab (i forbindelse med det forestående topmøde i østpartnerskabet i Vilnius)
 Strategien for EU's indre sikkerhed
 Den europæiske strategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen
 Grænseoverskridende kollektive overenskomstforhandlinger og tværnational social dialog
 Situationen for uledsagede mindreårige i EU
 Situationen i Den Demokratiske Republik Congo
 Situationen i Den Centralafrikanske Republik
 Situationen i Bahrain

Fremme af de europæiske kulturelle og kreative sektorer som kilder til økonomisk vækst og beskæftigelse
PDF 163kWORD 40k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. september 2013 om fremme af de europæiske kulturelle og kreative sektorer som kilder til økonomisk vækst og beskæftigelse (2012/2302(INI))
P7_TA(2013)0368A7-0248/2013

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til artikel 167 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—  der henviser til konventionen om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed, vedtaget af Generalkonferencen under De Forenede Nationers Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur (UNESCO) den 20. oktober 2005 (UNESCO's konvention om beskyttelse af kulturel mangfoldighed),

—  der henviser til Rådets afgørelse 2006/515/EF af 18. maj 2006 om indgåelse af konventionen om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed(1),

—  der henviser til Rådets konklusioner af 13. og 14. november 2006 og 24. og 25. maj 2007(2), især vedrørende bidrag fra de kulturelle og kreative sektorer til at virkeliggøre Lissabonmålene, og Rådets resolution af 16. november 2007 om en europæisk kulturdagsorden(3),

—  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1855/2006/EF af 12. december 2006 om oprettelse af kulturprogrammet (2007-2013)(4),

—  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1718/2006/EF af 15. november 2006 om et støtteprogram for den europæiske audiovisuelle sektor (Media 2007)(5),

—  der henviser til sin beslutning af 10. april 2008 om en europæisk kulturdagsorden i en stadig mere globaliseret verden(6),

—  der henviser til sin beslutning af 7. juni 2007 om kunstneres sociale status(7),

—  der henviser til sin beslutning af 10. april 2008 om kulturindustrien i Europa(8),

—  der henviser til Rådets konklusioner af 12. maj 2009 om kulturen som katalysator for kreativitet og innovation(9),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. oktober 2009 om ophavsret i videnøkonomien (COM(2009)0532),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 om Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst (COM(2010)2020),

—  der henviser til Kommissionens grønbog af 27. april 2010 om frigørelse af de kulturelle og kreative industriers potentiale (COM(2010)0183),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 30. juni 2010 til Europa-Parlamentet, Rådet, det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om en ny turismepolitik for Europa – verdens førende rejsemål (COM(2010)0352),

—  der henviser til sin beslutning af 12. maj 2011 om de kulturelle dimensioner af EU's optræden udadtil(10),

—  der henviser til sin beslutning af 12. maj 2011 om frigørelse af de kulturelle og kreative industriers potentiale(11),

—  der henviser til Rådets konklusioner af 10. december 2012 om ajourføring af meddelelsen om industripolitikken: En stærkere europæisk industripolitik for vækst og økonomisk genopretning(12),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. december 2012 om indhold på det digitale indre marked (COM(2012)0789),

—  der henviser til arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene af 26. september 2012 om den europæiske luksusindustris konkurrenceevne (SWD(2012)0286),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. september 2012 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om fremme af de kulturelle og kreative sektorers bidrag til vækst og beskæftigelse i EU (COM(2012)0537),

—  der henviser til udtalelse af 30. maj 2013 fra Regionsudvalget(13),

—  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—  der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget og udtalelse fra Regionaludviklingsudvalget (A7-0248/2013),

A.  der henviser til, at de kreative og kulturelle sektorer, idet de fremmer udbredelsen af innovation til andre sektorer, spiller en stor rolle i Unionens økonomiske og sociale udvikling (særlig med hensyn til SMV'er for så vidt angår førstnævnte tilfælde) og er i fuld overensstemmelse med Europa 2020-strategien for en intelligent, bæredygtig og inklusiv økonomi;

B.  der henviser til, at de kreative og kulturelle sektorer i betydelig grad bidrager til at fremme den sociale samhørighed, kreativitet samt kulturel og sproglig mangfoldighed i Unionen;

C.  der henviser til, at den kulturelle sektor er den sektor, der i ringest grad er ramt af den økonomiske krise og har vist sig at være et strategisk område for samfundsudviklingen;

D.  der henviser til, at de kreative og kulturelle sektorer bør anerkendes både for deres reelle kulturelle værdi og deres væsentlige bidrag til borgernes trivsel, social integration og samhørighed og Unionens økonomi for så vidt angår vækst og beskæftigelse samt for deres gavnlige indvirkning på turismen;

E.  der henviser til, at europæisk kulturel og kreativ frembringelse har stor økonomisk indvirkning på adskillige sektorer som f.eks. turisme, detailhandel, digitale teknologier osv.;

F.  der henviser til, at de kulturelle og kreative sektorer omfatter en bred mangfoldighed af kreative aktiviteter og tjenester, som har deres egne særlige egenskaber med hensyn til finansierings- og udviklingsmodeller; der henviser til, at det derfor er vigtigt at tage højde for denne mangfoldighed ved udviklingen af strategier til støtte eller samarbejde, herunder internationalt samarbejde;

G.  der henviser til, at festivaler i Europa giver mulighed for at fremme europæiske kulturelle frembringelser og skabe kulturel, social, økonomisk og turistmæssig værdi på territorialt niveau;

H.  der henviser til, at de kulturelle og kreative sektorer primært består af SMV'er, der udgør grundlaget for Unionens økonomi;

I.  der henviser til, at Kommissionen i sit arbejdsdokument af 26. september 2012(14) anerkendte betydningen af luksusindustrien inden for de kulturelle og kreative økonomiske sektorer (mode, juveler, armbåndsure, parfumer og kosmetik, accessories, lædervarer, møbler og boligudstyr, husholdningsapparater, gastronomi, vin og spiritus, biler, både, hoteller og fritidsaktiviteter, detailhandel og auktionshuse samt forlagsbranchen); der henviser til, at luksusvirksomheder kan fungere som drivkraft for de kulturelle og kreative sektorer som helhed;

J.  der henviser til, at en styrkelse af arbejdstagernes status inden for de kulturelle og kreative sektorer bidrager til at sikre den økonomiske aktivitets struktur, levedygtighed og troværdighed og til at styrke beskæftigelsen;

K.  der henviser til, at mobilitet er et vigtigt element i de kulturelle og kreative sektorer, men at der ikke desto mindre er mange hindringer herfor, som varierer mellem lande og regioner, og som er forbundet med vanskelighederne ved at opnå visum, kunstneres manglende status og de specifikke og varierede vilkår for kunstnerisk frembringelse;

L.  der henviser til, at det aktuelle pilotprojekt vedrørende den kulturelle mangfoldigheds økonomi bør give et overblik over udfordringer og løsninger for de kulturelle og kreative sektorer;

M.  der henviser til, at det er nødvendigt at sikre EU-borgernes kulturelle og kunstneriske uddannelse fra en tidlig alder for at udvikle deres egen forståelse af kunst og kultur, lade dem komme til orde og fremme deres kendskab til den store mangfoldighed af kulturer i Europa og derved fremme deres egen kreativitet og deres eget udtryk samt den kulturelle mangfoldighed;

N.  der henviser til behovet for at styrke samarbejdet mellem uddannelsesinstitutionerne og virksomhederne i de kreative og kulturelle sektorer for at tage højde for forandringer på beskæftigelsesområdet og behovet for særlige kompetencer og derved fremme udvekslingen af oplysninger og opnåelsen af blandede færdigheder;

O.  der henviser til, at de kulturelle og kreative sektorer tydeligvis er rigere og mere mangfoldige i Europa end i andre dele af verden, et forhold, der bør bruges til at fremme vækst;

P.  der henviser til, at overgangen til den digitale tidsalder indebærer muligheder for de kreative og kulturelle sektorer, eftersom der opstår nye behov og tjenester, hvilket vil føre til udviklingen af nye økonomiske modeller;

Q.  der henviser til, at udviklingen af nye økonomiske modeller for adgang til kulturelle værker på internettet er i stærk fremgang og bør tilskyndes af en stabil juridisk ramme, der fremmer investering i de kulturelle og kreative sektorer;

R.  der henviser til, at det er afgørende at sikre de kreative og kulturelle sektorer adgang til stabile finansieringsformer, der er tilpasset deres behov, således at deres fremtidige udvikling sikres;

S.  der henviser til, at de kreative og kulturelle sektorer udgør et væsentligt element i de territoriale udviklingsstrategier på lokalt og regionalt plan for at opfylde målene om social samhørighed og økonomisk opsving;

De nødvendige betingelser for et opsving i de kreative og kulturelle sektorer

1.  bemærker, at de kreative og kulturelle sektorer opnår gode økonomiske resultater, bidrager betydeligt til den sociale samhørighed og fortsat skaber jobs, navnlig for unge, samt frigør et betydeligt innovationspotentiale trods de vanskeligheder, som økonomierne i øjeblikket står over for med hensyn til Unionens krav om budgetdisciplin;

2.  fastholder behovet for ajourførte og pålidelige statistikker om de kreative og kulturelle sektorer, navnlig om deres aktuelle situation, deres specifikke elementer, herunder hvad angår status, deres potentiale med hensyn til skabelse af beskæftigelse og vækst og deres økonomiske indvirkning på andre sektorer, for at kunne beslutte, hvilke politiske tiltag der vil være mest effektive til at fremme disse sektorer; anbefaler at oprette et observationsorgan eller en database om de kreative og kulturelle sektorer;

3.  anmoder Kommissionen om fortsat at udvikle undersøgelser og indsamle oplysninger om de kreative og kulturelle sektorers økonomiske og sociale rolle, især som det overordnede element i flere forskellige økonomiske sektorer;

4.  beklager, at de foranstaltninger, som Kommissionen forelagde i sin meddelelse om de kreative og kulturelle sektorer(15), kun har en begrænset tidshorisont og et begrænset omfang; understreger behovet for at fastlægge mere langsigtede perspektiver for disse sektorer og oprette et program med strukturerede og konkrete foranstaltninger for at skabe overensstemmelse med Europa 2020-strategien; minder om, at støtte til kulturel frembringelse fra Unionen, medlemsstaterne og lokale myndigheder er af afgørende betydning;

5.  opfordrer Kommissionen til på grundlag af den eksisterende platform for de kulturelle og kreative sektorers potentiale at afholde et udvidet forum med aktører fra disse sektorer for at finde konkrete løsninger og således deltage aktivt i oprettelsen af et struktureret politisk program på mellemlang og lang sigt;

6.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fastholde de kulturelle og kreative sektorers rolle som omdrejningspunkt for innovation med henblik på at oprette tværsektorielle forbindelser, skabe storby- og klyngeeffekter og skabe nye muligheder for investering og beskæftigelse;

7.  bemærker, at innovationsbaseret forskning bør støttes med henblik på udvidelse til nye markeder ved at tilbyde innovative, kreative produkter;

8.  anser det for at være afgørende at støtte og fremme udviklingen af synergier med andre sektorer med henblik på at styrke den økonomiske vækst; påpeger i denne forbindelse den kulturelle turismes betydning for at skabe velstand gennem viden om vores kulturarv og deltagelse i kulturelle arrangementer såsom festivaler og rejser i forbindelse med sproguddannelse;

9.  fremhæver de store forskelle i de kulturelle og kreative økosystemer og fastholder behovet for at afhjælpe disse ved at tilskynde til fastlæggelsen af en fælles identitet gennem fremme af fælles produktioner og oprettelsen af områder med fælles dialog og udveksling mellem de forskellige aktører inden for de kreative og kulturelle sektorer for at skabe nye forbindelser mellem aktører og give mulighed for, at der overføres kompetencer og viden til og fra andre brancher inden for økonomien; understreger, at disse initiativer bør give grobund for fælles interesser, samtidig med at der udvises respekt for den kulturelle mangfoldighed, som bør anerkendes for dens rigdom, inspirerende styrke og udviklingspotentiale, der som helhed bidrager til skabelsen af en fælles europæisk identitet;

10.  understreger, at det er vigtigt at fremme den indbyrdes viden og overførsel af de kompetencer og den viden, der er afgørende for samarbejdet mellem kreative virksomheder gennem kompetenceklynger, ekspertiseinitiativer og netværksdannelse, og derved skabe en fælles kultur for de kulturelle og kreative sektorer og tilskynde de forskellige sektorer til at samarbejde for at imødegå de nye økonomiske og samfundsmæssige udfordringer mere effektivt;

11.  tilskynder til at udvikle en territorial forankring, dele kompetencer på tværs af sektorer ved at etablere klynger og fremme udvekslinger med henblik på at tiltrække investorer, således at forskellige kulturelle og kreative virksomheder (mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder, ikkestatslige organisationer og kulturelle institutioner) fortsat kan fremme vækst og skabe jobs;

12.  påpeger, at de fleste virksomheder inden for de kulturelle og kreative sektorer er små og mellemstore virksomheder, og understreger derfor, at de har brug for særlig støtte i denne forbindelse;

13.  opfordrer indtrængende EU og medlemsstaterne at fremme og anerkende synligheden af de kreative og kulturelle sektorer, som gør Europa til noget enestående på det kulturelle område;

14.  henleder opmærksomheden på de mange forskellige regler for de kulturelle og kreative sektorer og anbefaler, at der gennemføres foranstaltninger til at harmonisere regler og praksisser i Unionen;

Arbejdsvilkårene for fagfolk inden for de kulturelle og kreative sektorer

15.  påpeger, at fagfolk inden for de kulturelle og kreative sektorer skal garanteres en social status, således at de kan nyde godt af tilfredsstillende arbejdsvilkår og passende foranstaltninger med hensyn til skattesystemerne, deres ret til at arbejde, social sikring og ophavsret for at forbedre deres mobilitet i hele EU;

16.  opfordrer til, at foranstaltninger til rimelig finansiering og aflønning af uafhængige kunstnere bør overvejes; understreger endvidere behovet for at forbedre samordningen mellem forskellige europæiske sociale sikringsordninger for sådanne kunstnere i betragtning af deres udprægede mobilitet;

17.  opfordrer medlemsstaterne til at tilpasse sociale sikringsordninger til kreative erhverv, navnlig den digitale sektor, under behørig hensyntagen til det forhold, at folk i kreative jobs ofte er nødt til at skifte mellem at være ansat og at være selvstændig erhvervsdrivende eller udøver begge erhvervsformer samtidig;

18.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at give personer, der arbejder inden for de kulturelle og kreative sektorer, adgang til sygeforsikring og (frivillig) arbejdsløshedsforsikring samt muliggøre erhvervstilknyttede og privattegnede pensionsordninger for selvstændige erhvervsdrivende til overkommelige vilkår;

19.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme minimumsstandarder for social sikkerhed og kollektive aftaler inden for de kulturelle og kreative sektorer, bl.a. ved at knytte offentlig støtte til overholdelse af sådanne standarder;

Uddannelse og erhvervsuddannelse

20.  understreger medlemsstaternes behov for at forbedre deres faglige uddannelser, lærlingeuddannelser og kompetenceudvikling og derved give studerende inden for de kulturelle og kunstneriske discipliner mulighed for at få en fuldstændig uddannelse, der tager hensyn til erhvervslivets behov i dag, for at bringe erhvervslivet og uddannelsessystemet tættere sammen og sikre en effektiv gennemførelse i alle medlemsstaterne; mener, at der i forbindelse med it-kurser bør lægges tilstrækkelig vægt på muligheder inden for sektoren for onlineindhold (f.eks. spil);

21.  mener, at det er nødvendigt som led i uddannelsen inden for kulturelle, kunstneriske og kreative discipliner også at undervise i de kompetencer, der kræves for at opstarte en virksomhed inden for de kulturelle og kreative sektorer;

22.  mener, at det er væsentligt at styrke praktiske, kunstneriske og kulturelle uddannelsers attraktivitet og image blandt lærende, forældre til skolebørn og institutioner og at fastslå sandheden om karrieremuligheder og velstandsskabelse, navnlig ved at oprette et observationsorgan eller en database;

23.  understreger vigtigheden af at bevare og fremme de håndværk, der er knyttet til de kulturelle og kreative sektorer;

24.  opfordrer Kommissionen til at anerkende de særlige egenskaber for stillinger på ekspertniveau, der er reelle kilder til jobs i EU og bygger på fire kriterier, som er fælles for alle de kulturelle og kreative sektorer af høj kvalitet: innovation og kreativitet, ekspertise og æsteticisme, know-how og teknologi og læring gennem hele arbejdslivet og fremme af viden;

25.  vurderer, at det er nødvendigt at styrke forbindelserne mellem uddannelsessystemet, (herunder universiteter, samtidig med at deres uafhængighed respekteres) forskningscentre, uddannelsesorganisationer og virksomheder inden for de kreative og kulturelle sektorer (herunder SMV'er) med henblik på at gøre disse sektorer med høj beskæftigelse mere konkurrencedygtige, skabe mere inklusive synergieffekter på tværs af sektorer og discipliner, navnlig gennem etablering af en platform for udveksling samt oprettelse af alliancer vedrørende sektorspecifikke kvalifikationer og partnerskaber, hjælpe deltagere med at tænke og handle på en måde, der formentlig kan føre til kollektiv succes, yderligere øge værdien af Unionens menneskelige kapital, sikre bedre viden blandt aktører, identificere spidskompetencer, få en bedre forståelse for udviklingen inden for erhverv og kompetencer og fremme en iværksætterånd;

26.  opfordrer Kommissionen til at oprette videnalliancer mellem videregående uddannelser og virksomheder inden for de kulturelle og kreative sektorer;

27.  opfordrer Kommissionen til at oprette alliancer vedrørende sektorspecifikke kvalifikationer mellem erhvervsfaglige uddannelser og virksomheder inden for de kulturelle og kreative sektorer;

28.  opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre fremskridt for så vidt angår den gensidige anerkendelse af studieretninger, erhvervskvalifikationer og uddannelsesbeviser for kulturelle og kunstneriske uddannelser;

29.  minder om betydningen af at støtte adgangen til kultur og mediekendskab og kultur- og medieuddannelse fra en tidlig alder og gennem hele livet, således at kreativiteten kan blomstre, og talenter kan frigøres, samt at interessen for kultur kan overdrages;

30.  understreger det presserende behov for at fremme unge kunstneres kreativitet og støtte offentlighedens deltagelse i kulturskabelse;

31.  mener, at kunstnerisk og kulturel uddannelse er nødvendig for at sikre ligestilling og demokratisere adgangen til kultur og for social samhørighed som et middel for individuel og kollektiv meningstilkendegivelse og dialog og en måde til at fremme gensidig forståelse; understreger endvidere, at den hjælper elever med at udvikle en kultur ved at udvikle deres kunstneriske evner, møde kunstnere, se kunstværker og besøge steder af kulturel værdi;

32.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at overveje at oprette et europæisk register over ekspertise med henblik på at bevare og fremme europæisk ekspertise; opfordrer medlemsstaterne og de kulturelle og kreative sektorers aktører til at udvikle uddannelsesforløb i sådan ekspertise;

Finansiering af de kulturelle og kreative sektorer

33.  mener, at det er nødvendigt at muliggøre og sikre tilstrækkelige finansieringsordninger og stille effektive gennemførelsesinstrumenter til rådighed for de kreative og kulturelle sektorer, navnlig SMV'er; understreger nødvendigheden af at bibeholde og styrke de offentlige politikker til støtte for de kulturelle og kreative sektorer og derved sikre den fremtidige bæredygtighed af uafhængigt, kreativt arbejde af høj kvalitet; opfordrer Kommissionen og Rådet til at udvikle midler til evaluering af immaterielle værker, navnlig ved at oprette et observationsorgan eller en databank, og at overveje at oprette en kulturel investeringsbank;

34.  understreger ligeledes i denne forbindelse nye muligheder såsom crowdfunding og crowdinvestment;

35.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at overveje tilstrækkelig støtte til og finansiering af de kreative og kulturelle sektorer i deres sociale og økonomiske politikker;

36.  understreger nødvendigheden af at støtte europæisk finansiering af de kulturelle og kreative sektorer, selv under økonomiske kriser; anmoder udtrykkeligt Parlamentet om at insistere på et ambitiøst og omfattende kulturbudget; opfordrer derfor Rådet til ikke at reducere det budget, som Kommissionen har tildelt programmet "Et Kreativt Europa";

37.  fremhæver vigtigheden af at udvikle konsulent- og rådgivningstjenester med hensyn til erhvervsfinansiering og -ledelse for at hjælpe SMV'er og mikrovirksomheder med at mestre de værktøjer, der er nødvendige for god virksomhedsledelse, med henblik på at forbedre skabelse, produktion, fremme og distribution af kulturelle goder og tjenester;

38.  er af den opfattelse, at medlemsstater og de relevante fagfolk bør forbedre projektforvaltningskapaciteterne hos aktører fra de kulturelle og kreative sektorer ved at yde erhvervsuddannelse eller ved at oprette organer, der kan hjælpe ved udarbejdelse af finansieringsplaner;

39.  glæder sig over de foreslåede lånefaciliteter, der er planlagt under programmerne Et Kreativt Europa, COSME og Horisont 2000, eftersom disse instrumenter tilbyder de kulturelle og kreative sektorer mere diversificerede finansieringsmuligheder;

40.  understreger betydningen af at øge de finansielle institutioners viden om de kulturelle og kreative sektorers særlige karakteristika med henblik på at forbedre de kulturelle og kreative sektorers adgang til private finansieringskilder;

41.  opfordrer Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger ved at anbefale forskellige former for finansiering såsom offentlig-private partnerskaber, som vil være underlagt gennemsigtighedskrav, og som ikke vil undergrave nødvendig offentlig finansiering, ved at etablere lånegarantiordninger for små organisationer og ved at undersøge alternative finansieringsmetoder såsom crowdfunding;

42.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til, navnlig i krisetider, at søge alternative veje til finansiering af de kulturelle og kreative sektorer; mener i denne forbindelse, at sponsorater kunne være en bæredygtig alternativ mulighed;

43.  er af den opfattelse, at de audiovisuelle tjenesters bidrag til finansieringen af europæiske audiovisuelle værker er af afgørende betydning for støtten til kreative udfoldelser inden for den audiovisuelle sektor og bør styrkes ved den klare og kvantitative gennemførelse af direktivet om audiovisuelle medietjenester(16);

44.  opfordrer indtrængende Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at indføre en gunstig retlig ramme, navnlig ved at skabe et gunstigt erhvervsmiljø for SMV'er inden for de kulturelle og kreative sektorer ved at reducere deres administrative og reguleringsmæssige byrder;

45.  opfordrer Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre yderligere fremskridt mod beskatningsharmonisering og især at gøre en ende på forskelle medlemsstaterne imellem på beskatning af kulturprodukter;

46.  minder om, at der i disse sektorer er en lang række små og mellemstore virksomheder, og mener, at det er nødvendigt at indføre afgifter, der er tilpasset disse virksomheder, med henblik på at fremme deres vækst og undgå, at de forsvinder;

47.  bemærker, at strukturfondene rummer betydelige muligheder for finansiering af kultur, kreativitet og innovation i Unionen, eftersom kulturbaserede investeringer kan modtage finansiering under alle samhørighedspolitikkens tre mål, nemlig konvergens, regional konkurrencedygtighed og beskæftigelse;

48.  beklager visse medlemsstaters forslag om at skære i støtten til Connecting Europe-faciliteten med 8,2 mia. EUR i den kommende flerårige finansielle ramme (FFR), eftersom dette vil have en negativ effekt på støtten til udvidelse af bredbåndsinfrastrukturen og derfor på udviklingen af onlineforretningsmodeller for de kulturelle og kreative sektorer;

49.  opfordrer følgelig medlemsstaterne og Kommissionen til at anvende eksisterende og fremtidige værktøjer og programmer, såsom MEDIA eller programmet Et Kreativt Europas garantiordning, og til at træffe særlige foranstaltninger for at lette adgangen for aktører i de kreative og kulturelle sektorer til finansiering gennem disse instrumenter, med særligt fokus på den mest effektive anvendelse af digitalisering af platforme for at forenkle fremsendelses-, evaluerings- og forvaltningsprocesser og minimere den administrative byrde;

50.  opfordrer EU-institutionerne til at sikre et ambitiøst niveau for det nye programområde MEDIA i den flerårige finansielle ramme (2014-2020);

Muligheder og udfordringer i forbindelse med digitaliseringen, globaliseringen og adgangen til internationale markeder

51.  mener, at digitale og onlineværktøjer og -platforme giver de kulturelle og kreative sektorer hidtil usete muligheder for at udvikle nye forretningsmodeller, tiltrække nyt publikum og udvide deres markeder både inden for Unionen og i tredjelande;

52.  understreger, at der findes 27 forskellige systemer til forvaltning af intellektuelle ejendomsrettigheder, hvilket er en særlig stor byrde for Europas kulturelle og kreative sektorer, og at den nuværende fragmenterede ordning skal reformeres for at lette adgang til og øge (global) udbredelse af indhold, således at kunstnere, forbrugere, virksomheder og publikum kan drage fordel af digitale udviklinger, nye distributionskanaler, nye forretningsmodeller og andre muligheder;

53.  mener, at en moderne og harmonisk ordning for beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, som både sikrer et tilstrækkeligt vederlag til alle kategorier af rettighedshavere og garanterer forbrugerne let adgang til forskelligt, lovligt indhold og et reelt valg med hensyn til sproglig og kulturel mangfoldighed, er en afgørende betingelse i den digitale tidsalder for at sikre, at de kulturelle og kreative sektorer er konkurrencedygtige;

54.  understreger, at beskyttelsen af de intellektuelle ejendomsrettigheder ikke bør true internettets neutralitet;

55.  understreger den eksponentielle vækst i anvendelsen af innovative digitale tjenesteydelser til adgang til kulturelle værker og understreger behovet for at sikre et stabilt økosystem, der støtter investering i de kulturelle og kreative sektorer, jobskabelse i Europa og fremme af innovative forretningsmodeller;

56.  opfordrer derfor Kommissionen til for så vidt angår respekt for intellektuelle ejendomsrettigheder at udarbejde en retlig ramme, der er tilpasset de forskellige sektorers særpræg, og at harmonisere og reformere de ophavsretlige rammer med henblik på at forbedre adgangen til indhold og at styrke kunstnernes stilling og valgmuligheder og opfordrer til bedre ansvarsdeling i hele den digitale værdikæde under behørig hensyntagen til de kulturelle og kreative sektorers konkurrencedygtighed;

57.  understreger i den forbindelse den vigtige rolle, som forvaltningsorganisationerne spiller med hensyn til adgang til kulturarven gennem effektiv håndhævelse af de intellektuelle ejendomsrettigheder og forenkling af formaliteterne for brugerne;

58.  minder om de kreative og kulturelle sektorers potentiale for så vidt angår internationalt samarbejde og eksport, og at det er i Unionens interesse at fremme udveksling mellem sektorens erhverv, herunder i tredjelande, og at tiltrække og udvikle kreative talenter; understreger den vigtige rolle som de kulturelle og kreative industrier spiller for europæisk kulturs udbredelse, tiltrækning og fremme;

59.  understreger behovet for at stræbe mod gensidig anerkendelse af kunstnernes status, at undersøge mulighederne for bedre mobilitet og optimal anvendelse af uddannelsesprogrammer, netværksdannelse og fri bevægelighed for erhvervsdrivende fra de kulturelle og kreative sektorer, især kulturelle interessenter samt kunstnere og værker;

60.  anser det for absolut nødvendigt, at EU og medlemsstaterne fortsat har mulighed for at bevare og udvikle deres kulturpolitik og politik på det audiovisuelle område, og at de kan gøre dette inden for rammerne af deres gældende lovgivning, standarder og aftaler, herunder UNESCO's konvention om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed; opfordrer derfor til, at udelukkelsen af kulturelle og audiovisuelle tjenester, herunder de tjenester, der tilbydes online, klart angives i aftaler mellem Unionen og tredjelande; fremhæver i denne forbindelse nødvendigheden af at udelukke de kulturelle og audiovisuelle sektorer fra forhandlingsmandatet for frihandelsaftalen mellem EU og USA, eftersom kulturelle og kreative værker ikke er som alle andre varer;

61.  understreger nødvendigheden af, at Unionen og medlemsstaterne i overensstemmelse med UNESCO's konvention af 2005 fortsat udformer og udarbejder politikker til fordel for kulturel mangfoldighed, der er tilpasset den digitale tidsalder;

62.  understreger nødvendigheden af at styrke politikker for digitalisering af værker med henblik på at fremme adgang for så mange som muligt til den europæiske kulturarvs værker;

63.  understreger vigtigheden af kulturelt diplomati, og at det er nødvendigt, at EU handler som en global aktør med henblik på at styrke konkurrencedygtigheden for de kulturelle og kreative sektorer i Unionen;

64.  opfordrer Kommissionen til at foreslå passende instrumenter til at sætte de kulturelle og kreative sektorer i stand til at eksportere til de internationale markeder under de rette vilkår;

65.  opfordrer til, at Tjenesten for EU's Optræden Udadtil anvendes til at fremme de kulturelle og kreative sektorer;

66.  påpeger, at kulturen har indirekte virkninger på andre økonomiske sektorer; opfordrer derfor de kulturelle og kreative sektorer til at styrke samarbejdet med andre sektorer såsom informations- og kommunikationsteknologi (ikt) og turisme med henblik på at imødegå udfordringerne i forbindelse med digital teknologi, globalisering og adgang til internationale markeder;

Den lokale og regionale udvikling

67.  fastholder betydningen af regionale politikker om kultur og kreativitet og følgelig lokale, regionale og makroregionale myndigheders centrale rolle inden for fremme af og støtte til de kreative og kulturelle sektorer, samtidig med at der tages behørigt hensyn til populærkulturen, gennem anvendelse af de rigtige instrumenter og finansielle ordninger; glæder sig over de initiativer, de offentlige forvaltninger har taget for at udvikle regionale virksomhedsstøttestrukturer for de kreative industrier, herunder gennem projekter, der finansieres af EU;

68.  understreger, at de kulturelle og kreative industrier bør være omfattet af socioøkonomiske strategier på EU-plan og nationalt plan; understreger, at der er behov for yderligere koordination af forskellige politikker, herunder industri-, uddannelses- og innovationspolitikker samt politikken for turisme og regional, bymæssig, lokal og fysisk udvikling; tilskynder også lokale og regionale myndigheder til i overensstemmelse med nærhedsprincippet at inkludere de kulturelle og kreative sektorer i deres mellem- og langsigtede økonomiske strategier;

69.  fremhæver de kulturelle og kreative industriers tværsektorielle karakter som et attraktivt kommunikationsredskab og den globale betydning, som disse industrier har, ikke blot for verdensøkonomien, men ligeledes for bæredygtig, intelligent og inklusiv vækst, innovation, iværksætteri, social samhørighed og samfundsmæssig udvikling; understreger, at disse sektorer rummer et rigt lokalt og regionalt potentiale for vækst, som repræsenterer nye markedsmuligheder for iværksættere inden for de kulturelle og kreative industrier og dermed for kulturel beskæftigelse;

70.  mener, at de forskellige kompetencer, som disse industrier omfatter, samt interaktionen mellem kunstnere og teknologier ofte har rod i det lokale miljø og således bør støttes gennem etablering af lokale og regionale platforme, netværk, klynger, virksomhedskuvøser og partnerskaber, som vil skabe synergieffekter, bidrage til at finde mekanismer til finansiering af kreativitet og innovation og støtte forvaltningen af ledige stillinger og finansieringsmuligheder;

71.  understreger kulturens betydning for den sociale og økonomiske revitalisering af byer; opfordrer indtrængende Kommissionen til at støtte peerlæring blandt kommunale forvaltninger med henblik på at fremme udveksling af god praksis mellem politiske beslutningstagere på lokalt niveau;

72.  mener, at moderniseringen af den kulturelle infrastruktur kan bidrage til at sætte nyt liv i byområder og sikre sociale og økonomiske fordele;

73.  anbefaler, at de kreative sektorers skjulte økonomiske potentiale udnyttes med henblik på at forbedre livskvaliteten i byer og regioner;

74.  støtter en strategi baseret på territorial dynamik med henblik på at inddrage alle interessenter (kunstnere, lokale myndigheder, repræsentanter for fagfolk osv.) i kulturel forvaltning på lokalt og regionalt plan;

75.  påpeger, at de kulturelle og kreative industrier som en potentiel kilde til at skabe flere og bedre arbejdspladser i regionerne kan bidrage til social og territorial integration; er bekymret over, at disse aspekter af kulturelle og kreative industrier ikke analyseres og støttes tilstrækkeligt; understreger, at indsamlingen af statistiske data i disse sektorer er utilstrækkelig på alle niveauer, men at det står værst til på regionalt og lokalt plan; understreger, at det er nødvendigt at analysere indvirkningen af ikt på de kulturelle og kreative sektorer, således at disse sektorer kan tilpasse sig den nye teknologiske virkelighed og koble sig på den teknologiske udvikling;

76.  understreger, at de kreative og kulturelle sektorer, navnlig SMV'er, udgør en væsentlig løftestang for vækst og udvikling på lokalt og regionalt plan og på tværs af grænserne (medlemsstaterne), især gennem fremme af kulturarv, turisme og ekspertisecentre, da de fremmer regionernes attraktivitet, under særlig hensyntagen til regioner med en vigtig kulturarv, omstruktureringen af den socioøkonomiske struktur, udviklingen af nye aktiviteter og skabelsen af stabile og holdbare jobs; påpeger, at dette især gælder turisme, idet byer og regioner med en solid kulturel sektor er særligt attraktive for turister;

77.  fremhæver den betydning, som uddannelsesordninger har for fremme af kreativiteten helt fra den tidlige barndom og videre frem og for fremme af kunstnerisk og kulturel uddannelse gennem fremme af interessen for den kreative industris arbejde og produkter gennem hele primær- og sekundærforløbet i skolen; understreger, at lokale og regionale myndigheder bør spille en vigtig uddannelsesmæssig og kulturel rolle i denne proces med at behandle kultur og kreativitet som en integrerende del af regional- og byudviklingen, eftersom de ofte er ansvarlige for undervisningen på førskole- og primærtrinnet; understreger den betydning, som ikkeformel erhvervsuddannelse af voksne har for udviklingen af evner til at tilpasse sig et arbejdsmarked i konstant forandring;

78.  fremhæver, at disponible midler under den fremtidige FFR, navnlig under ESF og EFRU, bør anvendes til at styrke de kulturelle og kreative industrier samt til at øge den nationale, regionale og lokale institutionelle og administrative kapacitet til at arbejde sammen for på denne måde at øge det økonomiske, sociale, uddannelsesmæssige og kulturelle udbytte af disse industrier; henleder opmærksomheden på regionerne i den yderste periferi, hvor det er vanskeligere at etablere og udvikle kulturelle og kreative industrier;

79.  er derfor af den opfattelse, at de krav om territorialisering, der stilles i forbindelse med visse regionale eller nationale støtteforanstaltninger til film, bistår med at bevare denne forbindelse mellem kultur og geografi og bør bibeholdes i overensstemmelse med betingelserne i meddelelsen om biograffilm af 2001(17);

80.  bemærker, at de kulturelle og kreative sektorer gennemgår en dynamisk forvandling og gør det muligt at skabe klynger, der er drivkraft for udvikling af byer og regioner;

81.  påpeger, at de kulturelle og kreative industrier bidrager til at bevare og forbedre Europas enorme kulturelle, historiske og arkitektoniske arv; understreger den betydning, som flytbar kulturarv, dvs. artefakter som produkter af den menneskelige kreativitet, har haft op gennem hele historien og indtil i dag; fremhæver, at de kulturelle og kreative sektorer er vigtige for udviklingen af EU’s turismeindustri og er af enorm interesse for turister fra både EU og tredjelande; mener i betragtning af denne merværdi, at de kulturelle og kreative sektorer bør tildeles stor støtte i det fremtidige EU-budget og via nationale og regionale programdokumenter for perioden 2014-2020, eftersom de frembyder store økonomiske muligheder;

82.  fremhæver nødvendigheden af at bevare den nationale arv og fremme en given regions kulturelle indhold både hjemme og ude i verden;

83.  mener, at kreative personer, produkter og tjenester som en del af EU’s kulturelle mangfoldighed bør udgøre grundlaget for et stærkt indre marked og veludviklede regioner samt for lokale økonomier, hvor de kan bidrage til at skabe nye økonomiske aktiviteter og nye jobs; opfordrer til forbedret anvendelse af de kulturelle og kreative industrier, når det gælder om at tiltrække nye investeringer og forskelligartet talentmasse til Europa; understreger, at iværksættere i de kulturelle og kreative sektorer ikke har let adgang til finansiering; opfordrer medlemsstaterne til at vedtage passende sociale og skattemæssige foranstaltninger for at støtte den kreative økonomi og nye virksomhedsmodeller for kulturelle og kreative industrier, som er tilpasset det europæiske marked, hvilket vil sikre mobiliteten for kunstnere og personer, der arbejder inden for de kulturelle og kreative industrier, samt hjælpe dem med at overvinde hindringer, der skyldes forskellige skattesystemer eller sociale systemer og sproglige barrierer, og fremme en bedre forståelse mellem lande og kulturer;

o
o   o

84.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT L 201 af 25.7.2006, s. 15.
(2) EUT C 311 af 21.12.2007, s. 7.
(3) EUT C 287 af 29.11.2007, s. 1.
(4) EUT L 372 af 27.12.2006, s. 1.
(5) EUT L 327 af 24.11.2006, s. 12.
(6) EUT C 247 E af 15.10.2009, s. 32.
(7) EUT C 125 E af 22.5.2008, s. 223.
(8) EUT C 247 E af 15.10.2009, s. 25.
(9) Dok.8749/1/09 REV 1 og 8749/1/09 REV 1 COR 1.
(10) EUT C 377 E af 7.12.2012, s. 135.
(11) EUT C 377 E af 7.12.2012, s. 142.
(12) Dok.17566/12.
(13) CdR 2391/2012.
(14) SWD(2012)0286.
(15) COM(2012)0537.
(16) EUT L 95 af 15.4.2010, s. 1. Berigtiget i EUT L 263 af 6.10.2010, s. 15.
(17) EFT C 43 af 16.2.2002, s. 6.


Den Europæiske Ombudsmands årsberetning 2012
PDF 146kWORD 32k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. september 2013 om Den Europæiske Ombudsmands årsberetning 2012 (2013/2051(INI))
P7_TA(2013)0369A7-0257/2013

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til Den Europæiske Ombudsmands årsberetning 2012,

—  der henviser artikel 24, stk. 3, artikel 228 og artikel 298 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—  der henviser til artikel 41 og 43 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—  der henviser til sin beslutning af 18. juni 2008(1) om vedtagelse af Europa-Parlamentets afgørelse om ændring af afgørelse 94/262/EKSF, EF, Euratom af 9. marts 1994 vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv(2),

—  der henviser til rammeaftalen om samarbejde, som blev indgået mellem Europa–Parlamentet og Den Europæiske Ombudsmand den 15. marts 2006 og trådte i kraft den 1. april 2006,

—  der henviser til gennemførelsesbestemmelserne af 1. januar 2009 til Ombudsmandens statut(3),

—  der henviser til sine tidligere beslutninger om Den Europæiske Ombudsmands virksomhed,

—  der henviser til forretningsordenens artikel 205, stk. 2, andet og tredje punktum,

—  der henviser til betænkning fra Udvalget for Andragender (A7-0257/2013),

A.  der henviser til, at Den Europæiske Ombudsmands årsberetning 2012 formelt blev forelagt for Europa-Parlamentets formand den 21. maj 2013, og at ombudsmanden, Nikiforos Diamandouros, forelagde den for Udvalget for Andragender i Bruxelles den 28. maj 2013,

B.  der henviser til, at Den Europæiske Ombudsmands årsberetning fra 2012 er Nikiforos Diamandouros' sidste årsberetning som Europæisk Ombudsmand, eftersom han den 14. marts 2013 informerede Europa-Parlamentets formand om, at han agtede at træde tilbage den 1. oktober 2013; der henviser til, at Diamandouros første gang blev valgt til Europæisk Ombudsmand i 2003 og derefter genvalgt i 2005 og 2010,

C.  der henviser til, at Diamandouros i ti år har varetaget hvervet som Europæisk Ombudsmand; der henviser til, at hans efterfølger vælges for perioden fra 1. oktober 2013 frem til valget til Europa-Parlamentet i 2014, hvorefter det nye Parlament skal indlede en ny valgprocedure,

D.  der henviser til, at artikel 24 i TEUF fastsætter, at "Enhver unionsborger kan henvende sig til den ombudsmandsinstitution, der indføres i overensstemmelse med artikel 228",

E.  der henviser til, at Den Europæiske Ombudsmand i henhold til artikel 228 i TEUF er beføjet til at modtage klager over tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer med undtagelse af Den Europæiske Unions Domstol under udøvelsen af dens domstolsfunktioner,

F.  der henviser til, at Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer i henhold til artikel 298 i TEUF "støtter sig på en åben, effektiv og uafhængig europæisk forvaltning", og at samme artikel giver mulighed for til det formål at vedtage specifik afledt ret i form af forordninger, der finder anvendelse på hele EU-forvaltningen,

G.  der henviser til, at det i artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder hedder, at "Enhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer",

H.  der henviser til, at EU har udpeget 2013 til "borgernes Europaår" som en markering af 20–årsdagen for unionsborgerskabet,

I.  der henviser til, at det i artikel 43 i chartret om grundlæggende rettigheder hedder, at: "Enhver unionsborger samt enhver fysisk eller juridisk person med bopæl eller hjemsted i en medlemsstat har ret til at klage til Den Europæiske Ombudsmand over tilfælde af fejl og forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer med undtagelse af Den Europæiske Unions Domstol under udøvelsen af dens domstolsfunktioner",

J.  der henviser til, at Europa–Parlamentet i sin beslutning af 6. september 2001 godkendte kodeksen for god forvaltningsskik, der er udarbejdet af Ombudsmanden,

K.  der henviser til, at der foreligger fejl eller forsømmelser, når en offentlig myndighed ikke handler i overensstemmelse med en bindende regel eller et bindende princip,

L.  der henviser til, at denne definition ikke begrænser fejl og forsømmelser til de tilfælde, hvor den regel eller det princip, der overtrædes, er juridisk bindende; der henviser til, at principperne om god forvaltningsskik indebærer et højere forpligtelsesniveau end lovgivningen, idet de kræver, at EU's institutioner ikke alene opfylder deres retlige forpligtelser, men også handler i en ånd af god service og sikrer, at alle borgere behandles på en rimelig, upartisk og værdig måde og drager fuld fordel af deres rettigheder,

M.  der henviser til, at Ombudsmanden i 2012 registrerede 2 442 klager (2 510 i 2011) og behandlede 2 460 klager (2 544 i 2011); der henviser til, at 740 klager (30 %) faldt inden for hans kompetenceområde,

N.  der henviser til, at størstedelen af klagerne (56 %) modtages i elektronisk form til registrering via Den Europæiske Ombudsmands interaktive websted, der er tilgængeligt på alle de 23 officielle sprog,

O.  der henviser til, at Ombudsmanden indledte 450 undersøgelser (382 i 2011) på grundlag af klager; der henviser til, at dette udgør en stigning på 18 % i forhold til 2011; der henviser til, at han indledte 15 undersøgelser på eget initiativ (14 i 2011) og forelagde en enkelt særlig beretning for Europa–Parlamentet,

P.  der henviser til, at Ombudsmanden afsluttede 390 undersøgelser (herunder 10 undersøgelser på eget initiativ), heraf 206 fra 2012, 113 fra 2011 og 71 fra tidligere år; der henviser til, at 85,3 % (324) af de afsluttede undersøgelser stammede fra individuelle borgere og 14,7 % (56) fra virksomheder, foreninger eller andre juridiske personer,

Q.  der henviser til, at 1 467 af de modtagne klager faldt inden for et medlem af det europæiske netværk af ombudsmænds kompetenceområde; der henviser til, at dette netværk består af nationale og regionale ombudsmænd og tilsvarende organer i EU, EØS, Schweiz og kandidatlandene; der henviser til, at Europa–Parlamentets Udvalg for Andragender er fuldgyldigt medlem af netværket; der henviser til, at Ombudsmanden henviste 63 klager til dette udvalg,

R.  der henviser til, at 52,7 % af de undersøgelser, der blev indledt i 2012, vedrørte Kommissionen, 5,2 % Europa-Parlamentet, 3,0 % Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, 1,5 % Den Europæiske Investeringsbank og 20,9 % andre EU-institutioner, -agenturer eller -organer,

S.  der henviser til, at de hyppigste former for påståede fejl eller forsømmelser, der blev undersøgt i 2012, vedrørte lovlighed (27,7 %), anmodninger om oplysninger (12,5 %), rimelighed (10,3 %), tidsfrister for afgørelser (8 %) og anmodninger om adgang til dokumenter (6,7 %),

T.  der henviser til, at Ombudsmanden i 76 af de afsluttede sager (19 %) ikke konstaterede fejl eller forsømmelser, mens han i 56 sager (14 %) fandt fejl eller forsømmelser,

U.  der henviser til, at manglende konstatering af fejl eller forsømmelser ikke nødvendigvis er et negativt resultat ud fra klagerens synsvinkel, da vedkommende kan drage nytte af at modtage en fuldstændig forklaring fra den berørte institution såvel som Ombudsmandens uafhængige analyse af sagen og samtidig får sikkerhed for, at den berørte institution har handlet i overensstemmelse med principperne om god forvaltningsskik,

V.  der henviser til, at der i 2012 i 80 sager blev fundet en mindelig løsning, eller problemet blev løst af den berørte institution; der henviser til, at Ombudsmanden, når han ikke konstaterer tilfælde af fejl eller forsømmelser, eller der ikke er grundlag for at fortsætte en undersøgelse, kan fremsætte yderligere bemærkninger; der henviser til, at en yderligere bemærkning har til formål at rådgive en institution om, hvordan den kan forbedre kvaliteten af den service, den yder borgerne,

W.  der henviser til, at Ombudsmanden afsluttede 47 sager, hvori han konstaterede fejl eller forsømmelser, ved at rette en kritisk bemærkning til institutionen; der henviser til, at den berørte institution i 9 tilfælde accepterede et forslag til henstilling,

X.  der henviser til, at Ombudsmanden fremsætter en kritisk bemærkning, hvis:

   i) den berørte institution ikke længere har mulighed for at afhjælpe de pågældende fejl eller forsømmelser,
   ii) fejlene eller forsømmelserne ikke synes at have generelle følgevirkninger, og
   iii) det ikke synes nødvendigt at følge sagen op; der henviser til, at Ombudsmanden også fremsætter en kritisk bemærkning, hvis han finder, at et forslag til henstilling ikke ville tjene noget formål, og gør det samme i tilfælde, hvor institutionen ikke accepterer et forslag til henstilling, og det ikke skønnes hensigtsmæssigt at udarbejde en særlig beretning til Europa–Parlamentet,
   Y. der henviser til, at Ombudsmanden fremsætter forslag til henstilling i sager, hvor den berørte institution har mulighed for at afhjælpe de pågældende fejl eller forsømmelser, eller hvor fejlene eller forsømmelserne er særlig alvorlige eller har generelle følgevirkninger; der henviser til, at Ombudsmanden i 2012 fremsatte 17 forslag til henstilling,
   Z. der henviser til, at Ombudsmanden i 2012 sendte Europa–Parlamentet én særlig beretning; der henviser til, at denne særlige beretning vedrørte Kommissionens behandling af en klage fra borgerinitiativer, der kæmpede imod, hvad de betragtede som de negative konsekvenser af en udvidelse af Wiens lufthavn; der henviser til, at en særlig beretning til Europa–Parlamentet er Ombudsmandens mest magtfulde redskab og udgør det sidste væsentlige skridt, som Ombudsmanden kan tage i forbindelse med behandlingen af en sag,
   AA. der henviser til, at det i Europa–Parlamentets betænkning om den særlige beretning blev konkluderet, at Ombudsmandens bekymringer vedrørende mulige fejl eller forsømmelser var begrundede,
   AB. der henviser til, at Ombudsmanden hvert år offentliggør en gennemgang af institutionernes opfølgning på hans kritiske og yderligere bemærkninger; der henviser til, at gennemgangen for 2011 viste, at niveauet for tilfredsstillende opfølgning, hvad angår kritiske og yderligere bemærkninger, var 84 %,
   AC. der henviser til, at Ombudsmanden i 2012 i særlig grad koncentrerede sig om integration af personer med forskellige grader af handicap; der henviser til, at Ombudsmanden sammen med Europa–Parlamentets Udvalg for Andragender, Kommissionen, Agenturet for Grundlæggende Rettigheder og Det Europæiske Handicapforum arbejder for at beskytte, fremme og overvåge gennemførelsen af EU's rammer under FN's konvention om rettigheder for personer med handicap; der henviser til, at denne konvention er den første menneskerettighedstraktat, som EU nogensinde har ratificeret,
   AD. der henviser til, at Rådet har godkendt forslaget om rammer på EU–niveau – der omfatter Ombudsmanden og Udvalget for Andragender – til overvågning af gennemførelsen af FN's konvention om rettigheder for personer med handicap,
   AE. der henviser til, at Ombudsmanden i 2012 af Det Europæiske Institut for Kvalitetsstyring officielt blev anerkendt for at have "forpligtet sig til topkvalitet",

1.  godkender Den Europæiske Ombudsmands årsberetning for 2012; tager til efterretning, at Nikiforos Diamandouros vil fratræde sin stilling den 1. oktober 2013;

2.  udtrykker sin taknemmelighed over for Diamandouros for hans eksemplariske arbejde som Europæisk Ombudsmand gennem de sidste ti år og for de resultater, han har opnået med hensyn til at gøre EU mere retfærdigt og gennemsigtigt; håber, at han vil nyde sin pensionisttilværelse og være ved godt helbred, og ønsker ham alt godt i fremtiden;

3.  anerkender den fremragende indsats, Ombudsmanden har gjort for både at styrke og uddybe dialogen med borgerne, civilsamfundet, institutionerne og andre berørte parter på alle niveauer;

4.  mener – i betragtning af at halvdelen af Europas befolkning er enig i, at den næstvigtigste borgerret er retten til god forvaltning – at Ombudsmandens vedholdende bestræbelser på at fremme og forbedre åbenheden, gennemsigtigheden og ansvarligheden i beslutningsprocesserne og forvaltningerne i Den Europæiske Union har ydet et afgørende bidrag til at skabe en Union, hvor beslutningerne træffes og gennemføres "så åbent som muligt og så tæt på borgerne som muligt" som fastlagt i artikel 1 i traktaten om Den Europæiske Union; opfordrer den næste Europæiske Ombudsmand til at forsætte sin forgængers gode arbejde i retning af disse vigtige mål;

5.  anerkender med respekt det utrættelige engagement, hvormed Ombudsmanden har henvendt sig til borgerne for at bevidstgøre dem om deres traktatfæstede rettigheder, og hvormed han har tilskyndet forvaltningerne i EU's institutioner og organer til at blive mere gennemsigtige og servicemindede;

6.  mener, at Ombudsmanden altid har udøvet sine beføjelser på en aktiv og afbalanceret måde, og takker ham for de gode arbejdsforbindelser og det fremragende samarbejde med Europa–Parlamentet, især med dets Udvalg for Andragender;

7.  bemærker, at 52 % af EU–borgerne anser det som Ombudsmandens vigtigste funktion at sikre, at EU-borgerne kender deres rettigheder og ved, hvordan de skal bruge dem, og at Ombudsmanden derfor skal forbedre sin kommunikation med EU-borgerne og udvide samarbejdet med det europæiske netværk af ombudsmænd;

8.  opfordrer til, at der tages de nødvendige skridt for at fremskynde procedurerne for undersøgelse af klager, udførelse af undersøgelser og beslutningstagning;

9.  gentager, at 42 % af EU-borgerne ikke er tilfredse med niveauet af gennemsigtighed i EU’s administration, og understreger behovet for, at Ombudsmanden fortsætter sin indsats for at hjælpe EU-institutionerne med at blive mere åbne, effektive og borgervenlige og derved bygge bro mellem institutionerne og borgerne;

10.  bemærker, at klager vedrørende gennemsigtigheden altid har stået øverst på Ombudsmandens klageliste; konstaterer også, at disse klager er faldet siden 2008, hvor de toppede, og hvor 36 % af klagerne påpegede mangel på gennemsigtighed, til 21,5 % i 2012; mener, at dette er et tegn på, at EU-institutionerne har gjort betragtelige bestræbelser på at blive mere gennemsigtige; opfordrer EU's institutioner, agenturer og organer til at hjælpe med at nedbringe dette antal yderligere ved at samarbejde med og efterkomme henstillingerne fra Den Europæiske Ombudsmand; er dog stadig bekymret over det fortsat store antal af klager vedrørende åbenhed, offentlig adgang og personoplysninger, idet disse er til fare for den interinstitutionelle dialog, EU's image udadtil og borgernes holdning til EU;

11.  gentager, at gennemsigtighed, åbenhed, adgang til oplysninger, respekt for borgernes rettigheder og høje etiske standarder er afgørende forudsætninger for at kunne opretholde et tillidsfuldt forhold mellem borgerne og institutionerne, og at tillid, særligt i den aktuelle vanskelige økonomiske situation, er yderst vigtig for den europæiske integrations fremtid;

12.  opfordrer EU-institutionerne til, i lyset af den stigende digitalisering af den offentlige forvaltning, at imødekomme ældres særlige behov, idet mange af dem ikke er vant til moderne informations- og kommunikationsteknologi, og til at kompensere herfor ved hjælp af brugervenlige applikationer, praktiske onlinehjælpeprogrammer og lettilgængelige ikkedigitale kontaktmuligheder;

13.  konstaterer, at Ombudsmanden i 2012 registrerede 2 442 klager, og at det var et rekordår, både hvad angår antallet af undersøgelser, der blev indledt (465, dvs. en stigning på18 % i sammenligning med 2011), og afsluttede undersøgelser (390, dvs. en stigning på 23 %);

14.  bemærker med tilfredshed de 10 mønstereksempler, som Ombudsmanden har præsenteret, der står som forbilleder på administrativ praksis i de forskellige EU-institutioner inden for forskellige områder;

15.  mener, at faldet i det samlede antal klager, der blev indgivet til Ombudsmanden i 2012, er endnu et bevis på, at den interaktive vejledning på hans hjemmeside er en succes, idet den er et effektivt værktøj, der er udformet til at hjælpe med til at sikre, at færre borgere klager til Ombudsmanden af forkerte grunde, og til at forbedre mulighederne for at rådgive klagere om, hvor de i stedet bør henvende sig; bemærker, at tendenserne viser, at et voksende antal af de mennesker, der henvender sig til Ombudsmanden, gør det af de rigtige grunde; foreslår derfor, at medlemmerne af Europa–Parlamentet, EU's institutioner, organer og agenturer samt medlemmerne af det europæiske netværk af ombudsmænd opretter et direkte link til den interaktive vejledning på deres websted og sociale medier;

16.  understreger den kendsgerning, at antallet af klager uden for Ombudsmandens kompetenceområde (1 720) var det laveste i ti år; opfordrer Ombudsmanden til at fortsætte sine bestræbelser på yderligere at reducere disse sagers antal;

17.  anerkender det væsentlige bidrag, som det europæiske netværk af ombudsmænd har ydet, og understreger nyttigheden af et effektivt samarbejde til fordel for EU–borgerne; konstaterer, at 60 % af de klager, som Ombudsmanden behandlede i 2012, faldt ind under et af netværkets medlemmers kompetenceområde; minder om, at Udvalget for Andragender er fuldgyldigt medlem af netværket; konstaterer, at Ombudsmanden i 2012 henviste 63 klager til dette udvalg; lykønsker Den Europæiske Ombudsmand med hans vellykkede koordinering af dette netværk; mener, at dette er en afgørende funktion blandt Ombudsmandens aktiviteter, og at samarbejdet inden for dette netværk bør uddybes med henblik på at forbedre den nationale forvaltning af EU-retten; anbefaler, at netværket udvides, så det også inkluderer relevante nationale organer; mener, at Ombudsmandens deltagelse i europæiske og internationale ombudsmandssammenslutninger bør bibeholdes og styrkes;

18.  konstaterer, at de fleste undersøgelser, som Ombudsmanden indledte, ligesom i tidligere år vedrørte Kommissionen (52,7 %); tager til efterretning, at antallet af undersøgelser indledt i 2012 vedrørende Europa-Parlamentet næsten fordobledes i forhold til 2011; opfordrer sit sekretariat til at samarbejde fuldt ud med Ombudsmanden og sikre, at dennes henstillinger og kommentarer vedrørende administrativ praksis efterkommes og overholdes;

19.  fremhæver, at enhver afsluttet undersøgelse er et skridt i den rigtige retning og en god mulighed for at indføre de forbedringer, som offentligheden har indkredset og efterspurgt, som en måde at gøre begrebet unionsborgerskab så deltagelsesorienteret som muligt, hvad angår EU–lovgivningsprocessen;

20.  roser Ombudsmanden for hans initiativ til at offentliggøre et sæt principper for den offentlige service, der bør være styrende for EU-tjenestemændenes adfærd; minder om, at de fem principper for den offentlige service er følgende: forpligtelse over for Den Europæiske Union og dens borgere, integritet, objektivitet, respekt for andre og gennemsigtighed; opfordrer EU's institutioner, agenturer og organer til at internalisere disse principper i alle deres aktiviteter;

21.  glæder sig over, at Ombudsmanden i juni 2013 offentliggjorde en ny udgave af den europæiske kodeks for god forvaltningsskik, hvori der tages hensyn til principperne i europæisk forvaltningsret, som er indeholdt i de europæiske domstoles retspraksis;

22.  glæder sig over Ombudsmandens deltagelse i en række forskellige konferencer med fokus på bedre offentlig forvaltning, herunder tilrettelæggelsen af en konference sammen med forskningsnetværket om EU-forvaltningsret (ReNEUAL);

23.  gentager opfordringen til Kommissionen fra sin beslutning af 15. januar 2013(4) om at vedtage fælles bindende regler og principper for administrative procedurer i EU–administrationen og til i dette øjemed at forelægge et forslag til forordning på grundlag af artikel 298 i TEUF; mener, at Ombudsmandens hidtidige erfaringer og udgivelser, hvori han rapporterer om dem, giver passende vejledning om indholdet af et sådant lovforslag; mener, at dette vil være den bedste måde at sikre varige forandringer i EU-institutionernes forvaltningskultur;

24.  konstaterer med glæde, at institutionerne afgav 98 positive svar på de 120 bemærkninger og henstillinger, som Ombudsmanden fremsatte i forbindelse med sine undersøgelser i 2012, hvilket vil sige, at EU-institutionerne i 82 % af tilfældene efterkommer Ombudsmandens forslag; opfordrer alle EU's institutioner, agenturer og organer til at gøre deres yderste for at sikre fuld efterkommelse af Ombudsmandens bemærkninger og henstillinger og til at bistå Ombudsmanden i arbejdet med hurtigt at reagere på hans undersøgelser ved blandt andet at samarbejde med Ombudsmanden for at forkorte fristerne i undersøgelsesproceduren;

25.  minder om, at Ombudsmanden i 2012 forelagde Parlamentet en enkelt særlig beretning, der vedrørte Kommissionens undladelse af at søge en løsning på en interessekonflikt i forbindelse med udvidelsen af Wiens lufthavn, den manglende miljøkonsekvensvurdering i forbindelse med denne udvidelse samt den omstændighed, at der ikke var revisionsprocedurer til rådighed for dem, der klagede over byggeprojektet, og over, at der ikke var foretaget en vurdering af miljøvirkningerne (VVM); anerkender, at en sådan beretning er hensigtsmæssig i lyset af de berørte spørgsmål; minder om, at Udvalget for Andragender som reaktion på denne særlige beretning forelagde fremsynede forslag til den aktuelle revision af VVM-direktivet og til en EU–forvaltningsret;

26.  mener – især når der er udarbejdet et forslag til henstilling – at bevidstheden om, at det næste skridt kan være en særlig beretning til Europa–Parlamentet, ofte bidrager til at overtale en institution eller et organ til at ændre holdning;

27.  bemærker, at den foregående og den nuværende Ombudsmand i løbet af sytten et halvt år kun har forelagt 18 særlige beretninger; mener, at dette er et bevis på den samarbejdsvillige tilgang, som EU-institutionerne har udvist i størsteparten af sagerne; anerkender betydningen af disse særlige beretninger og opfordrer Ombudsmanden til fortsat at forfølge sådanne sager, når det drejer sig om vigtige sager vedrørende fejl eller forsømmelser i EU's institutioner, organer, kontorer eller agenturer;

28.  understreger, at "den internationale dag for retten til information" den 28. september er et initiativ, der styrker Ombudsmandens profil i den europæiske offentlighed, og et godt eksempel på god praksis;

29.  bifalder Ombudsmandens deltagelse sammen med Europa–Parlamentets Udvalg for Andragender, Det Europæiske Handicapforum, Kommissionen og Agenturet for Grundlæggende Rettigheder i de rammer på EU–niveau, der er fastsat i artikel 33, stk. 2, i FN's konvention om rettigheder for personer med handicap, der skal beskytte, fremme og overvåge gennemførelsen af den pågældende konvention; opfordrer Ombudsmanden til i sit arbejde at lægge særlig vægt på særligt udsatte sociale gruppers behov, herunder handicappedes behov;

30.  glæder sig over Ombudsmandens indsats for at sikre EU-institutionernes gennemførelse af chartret om grundlæggende rettigheder, også gennem hans undersøgelser på eget initiativ; forventer, at Ombudsmanden pålægges en lignende pligt i forbindelse med Unionens tiltrædelse af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder som krævet i henhold til artikel 6 i Traktaten om Den Europæiske Union;

31.  understreger betydningen af Ombudsmandens undersøgelser på eget initiativ, der giver ham mulighed for at behandle spørgsmål, som han ellers ikke ville være blevet gjort opmærksom på, på grund af at borgerne ikke har de nødvendige oplysninger eller ressourcer til at henvende sig til ham; mener, at det er vigtigt at øge synligheden af Den Europæiske Ombudsmandsinstitution;

32.  bifalder vedtagelsen i 2012 af en lov om oprettelse af en ombudsmandsinstitution i Tyrkiet; anerkender den rolle, Den Europæiske Ombudsmands støtte og rådgivning har spillet i denne udvikling; glæder sig over, at alle kandidatlande nu har oprettet en ombudsmandsinstitution på nationalt plan; mener, at erfaringen viser, at Ombudsmanden er en overordentlig nyttig institution for så vidt angår forbedring af god forvaltningspraksis, retsstatsprincippet og beskyttelse af menneskerettighederne, og at de medlemsstater, der endnu ikke har oprettet en ombudsmandsinstitution, aktivt bør overveje at gøre dette; opfordrer den Europæiske Ombudsmand til fortsat at støtte fremtidige kandidatlande i denne proces;

33.  pålægger sin formand at sende denne beslutning og betænkningen fra Udvalget for Andragender til Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Ombudsmand, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og ombudsmændene eller de tilsvarende organer i medlemsstaterne.

(1) EUT C 286 E af 27.11.2009, s. 172.
(2) EUT L 113 af 4.5.1994, s. 15.
(3) Vedtaget den 8. juli 2002 og ændret ved Ombudsmandens afgørelse af 5. april 2004 og 3. december 2008.
(4) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0004.


Tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser ***I
PDF 101kWORD 22k
Beslutning
Tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 12. september 2013 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav (COM(2011)0290 – C7-0135/2011 – 2011/0138(COD))
P7_TA(2013)0370A7-0139/2013

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2011)0290),

—  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 77, stk. 2, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C7–0135/2011),

—  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—  der henviser til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af 18. juli 2013 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—  der henviser til forretningsordenens artikel 55,

—  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og udtalelse fra Udenrigsudvalget (A7-0139/2013),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 12. september 2013 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. .../2013 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav

P7_TC1-COD(2011)0138


(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) nr. 1289/2013).


Den Europæiske Banktilsynsmyndighed og tilsyn med kreditinstitutter ***I
PDF 107kWORD 28k
Beslutning
Tekst
Bilag
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 12. september 2013 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) for så vidt angår samspillet med Rådets forordning (EU) nr. .../.... om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (COM(2012)0512 – C7-0289/2012 – 2012/0244(COD))
P7_TA(2013)0371A7-0393/2012

(Almindelig lovgivningsprocedure: Førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2012)0512),

—  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt Parlamentet forslaget (C7-0289/2012),

—  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—  der henviser til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank af 27. november 2012(1),

—  der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 15. november 2012(2),

—  der henviser til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af 18.april 2013 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—  der henviser til forretningsordenens artikel 55,

—  der henviser til skrivelse fra Retsudvalget,

—  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelser fra Retsudvalget og Budgetudvalget (A7-0393/2012),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling(3);

2.  tager den fælles erklæring fra Europa-Parlamentets formand,.og formanden for Den Europæiske Centralbank, vedlagt som bilag til denne beslutning, til efterretning;

3.  understreger, at punkt 47 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning bør finde anvendelse på udvidelsen af mandatet for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed; understreger, at enhver afgørelse, der træffes af den lovgivende myndighed til fordel for en sådan forlængelse, ikke berører de afgørelser, budgetmyndigheden træffer inden for rammerne af den årlige budgetprocedure;

4.  anmoder Kommissionen om at forelægge en finansieringsoversigt, som fuldt ud tager højde for resultatet af den lovgivningsmæssige aftale mellem Parlamentet og Rådet om at opfylde de budgetmæssige og personalemæssige behov hos Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, i Kommissionens tjenestegrene og muligvis i Den Europæiske Centralbank;

5.  anmoder om fornyet forelæggelse for Parlamentet, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag væsentligt eller erstatte det med en anden tekst;

6.  pålægger sin formand om at sende Parlamentets holdning til Rådet, Kommissionen og de nationale parlamenter;

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 12. september 2013 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. .../2013 om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) for så vidt angår overdragelsen af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i henhold til Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013

P7_TC1-COD(2012)0244


(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) nr. 1022/2013).

Bilag til den lovgivningsmæssige beslutning

Erklæring fra Europa-Parlamentets formand og Den Europæiske Centralbanks formand i forbindelse med Parlamentets afstemning om vedtagelse af Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter

I overensstemmelse med bestemmelserne i Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013, særlig artikel 20, erklærer vi, Europa-Parlamentets formand og Den Europæiske Centralbanks formand, hermed vores fulde støtte til udkastet til den interinstitutionelle aftale mellem Europa-Parlamentet og Den Europæiske Centralbank om samarbejde om procedurer i forbindelse med den fælles tilsynsmekanisme (SSM), som vores respektive forhandlingsteam er blevet enige om. Vi opfordrer derfor vores to institutioner til formelt at vedtage den interinstitutionelle aftale hurtigst muligt.

Den foreskriver et højt niveau af ansvarlighed hos ECB over for Europa-Parlamentet, når banken udfører sine opgaver under den fælles tilsynsmekanisme (SSM), og sikrer også passende garantier for beskyttelsen af fortrolig information. Udkastet til den interinstitutionelle aftale foreskriver navnlig en stærk parlamentarisk kontrol med ECB's tilsynsopgaver gennem regelmæssige drøftelser med Parlamentets ansvarlige udvalg, fortrolige drøftelser med dette udvalgs formandskab og yderligere adgang til oplysninger, herunder referater fra tilsynsrådets møder. ECB's samarbejde med Europa-Parlamentet i forbindelse med dets undersøgelser er ligeledes sikret.

Derudover indeholder den interinstitutionelle aftale bestemmelser om Parlamentets inddragelse i proceduren for udvælgelse af formanden for tilsynsrådet. I betragtning af vores fælles målsætning om hurtigst muligt at komme videre med oprettelsen af SSM som et vigtigt skridt henimod en fuldstændig bankunion agter vores to institutioner at gå hurtigt frem med den første procedure for udvælgelse af formanden for tilsynsrådet.

Strasbourg/Frankfurt, den 12. september 2013

 

 

Martin Schulz                                      Mario Draghi

(1) EUT C 30 af 1.2.2013, s. 6.
(2) EUT C 11 af 15.1.2013, s. 34.
(3) Denne holdning erstatter de ændringer, der blev vedtaget den 22. maj 2013 (Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0212).


Overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter *
PDF 105kWORD 43k
Beslutning
Tekst
Bilag
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 12. september 2013 om forslag til Rådets forordning om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (COM(2012)0511 - C7-0314/2012 - 2012/0242(CNS))
P7_TA(2013)0372A7-0392/2012

(Særlig lovgivningsprocedure – høring)

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (COM(2012)0511),

—  der henviser til artikel 127, stk. 6, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C7‑0314/2012),

—  der henviser til protokol nr. 4 om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank,

—  der henviser til skrivelse fra Retsudvalget,

—  der henviser til skrivelse fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender,

—  der henviser til den begrundede udtalelse, som inden for rammerne af protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet er blevet forelagt af den svenske Riksdag, om at udkastet til lovgivningsmæssig retsakt ikke overholder nærhedsprincippet,

—  der henviser til forretningsordenens artikel 55,

—  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelse fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A7-0392/2012),

1.  godkender Kommissionens forslag som ændret(1);

2.  tager den fælles erklæring fra Europa-Parlamentets formand,.og formanden for Den Europæiske Centralbank, vedlagt som bilag til denne beslutning, til efterretning;

3.  opfordrer Kommissionen til at ændre sit forslag i overensstemmelse hermed, jf. artikel 293, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

4.  opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

5.  anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre Kommissionens forslag i væsentlig grad;

6.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt den 12. september 2013 med henblik på vedtagelse af Rådets forordning (EU) nr. .../2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter

P7_TC1-CNS(2012)0242


(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) nr. 1024/2013).

Bilag til den lovgivningsmæssige beslutning

Erklæring fra Europa-Parlamentets formand og Den Europæiske Centralbanks formand i forbindelse med Parlamentets afstemning om vedtagelse af Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter

I overensstemmelse med bestemmelserne i Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013, særlig artikel 20, erklærer vi, Europa-Parlamentets formand og Den Europæiske Centralbanks formand, hermed vores fulde støtte til udkastet til den interinstitutionelle aftale mellem Europa-Parlamentet og Den Europæiske Centralbank om samarbejde om procedurer i forbindelse med den fælles tilsynsmekanisme (SSM), som vores respektive forhandlingsteam er blevet enige om. Vi opfordrer derfor vores to institutioner til formelt at vedtage den interinstitutionelle aftale hurtigst muligt.

Den foreskriver et højt niveau af ansvarlighed hos ECB over for Europa-Parlamentet, når banken udfører sine opgaver under den fælles tilsynsmekanisme (SSM), og sikrer også passende garantier for beskyttelsen af fortrolig information. Udkastet til den interinstitutionelle aftale foreskriver navnlig en stærk parlamentarisk kontrol med ECB's tilsynsopgaver gennem regelmæssige drøftelser med Parlamentets ansvarlige udvalg, fortrolige drøftelser med dette udvalgs formandskab og yderligere adgang til oplysninger, herunder referater fra tilsynsrådets møder. ECB's samarbejde med Europa-Parlamentet i forbindelse med dets undersøgelser er ligeledes sikret.

Derudover indeholder den interinstitutionelle aftale bestemmelser om Parlamentets inddragelse i proceduren for udvælgelse af formanden for tilsynsrådet. I betragtning af vores fælles målsætning om hurtigst muligt at komme videre med oprettelsen af SSM som et vigtigt skridt henimod en fuldstændig bankunion agter vores to institutioner at gå hurtigt frem med den første procedure for udvælgelse af formanden for tilsynsrådet.

Strasbourg/Frankfurt, den 12. september 2013

 

 

Martin Schulz                                      Mario Draghi

(1) Denne holdning erstatter de ændringer, der blev vedtaget den 22. maj 2013 (Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0213).


Adgang til genetiske ressourcer samt rimelig og retfærdig deling af de fordele, der opstår ved udnyttelsen af disse ressourcer, i EU ***I
PDF 383kWORD 64k
Europa-Parlamentets ændringer af 12. september 2013 til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om adgang til genetiske ressourcer samt rimelig og retfærdig deling af de fordele, der opstår ved udnyttelsen af disse ressourcer, i Unionen (COM(2012)0576 – C7-0322/2012 – 2012/0278(COD))(1)
P7_TA(2013)0373A7-0263/2013

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Kommissionens forslag   Ændring
Ændring 1
Forslag til forordning
Henvisning -1 (ny)
under henvisning til konventionen om den biologiske mangfoldighed og til Nagoyaprotokollen om adgang til genetiske ressourcer samt rimelig og retfærdig deling af de fordele, der opstår ved udnyttelsen af disse ressourcer,
Ændring 2
Forslag til forordning
Betragtning -1 (ny)
(-1) Unionen har fastlagt "EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020", som er en forpligtelse til at intensivere EU's bestræbelser på at standse tabet af biodiversitet på globalt plan inden udgangen af 2020.
Ændring 3
Forslag til forordning
Betragtning 1
(1)  En bred vifte af aktører i Unionen, herunder akademiske forskere og virksomheder fra forskellige erhvervssektorer, bruger genetiske ressourcer til forskning, udvikling og kommercielle formål; nogle bruger også traditionel viden, som knytter sig til genetiske ressourcer.
(1)  En bred vifte af brugere og formidlere i Unionen, herunder akademiske forskere og virksomheder fra forskellige erhvervssektorer, bruger genetiske ressourcer til forskning, udvikling og kommercielle formål; nogle bruger også traditionel viden, som knytter sig til genetiske ressourcer. Forsknings- og udviklingsaktiviteter betyder ikke kun undersøgelse og analyse af genetisk eller biokemisk sammensætning af genetiske ressourcer, men også midler til at skabe innovation og praktiske anvendelsesmuligheder. En vellykket gennemførelse af Nagoya-protokollen afhænger ligeledes af den måde, hvorpå brugere og formidlere af genetiske ressourcer eller traditionel viden i forbindelse med genetiske ressourcer er i stand til at forhandle aftalte betingelser til fremme af bevarelsen af biodiversitet i overensstemmelse med "EU's biodiversitetsstrategi til 2020".
Ændring 4
Forslag til forordning
Betragtning 2
(2)  Genetiske ressourcer repræsenterer genpuljen i både naturlige og dyrkede eller opdrættede kulturer/bestande og spiller en betydelig og voksende rolle i mange økonomiske sektorer, herunder fødevareproduktion, skovbrug, udvikling af lægemidler eller udvikling af biobaserede vedvarende energikilder.
(2)  Genetiske ressourcer repræsenterer genpuljen i både naturlige og dyrkede eller opdrættede kulturer/bestande og spiller en betydelig og voksende rolle i mange økonomiske sektorer, herunder fødevareproduktion, skovbrug, bioteknologi, udvikling og fremstilling af lægemidler, kosmetik eller udvikling af biobaserede energikilder. Genetiske ressourcer spiller en vigtig rolle for gennemførelsen af strategier, der er udarbejdet med henblik på at genoprette skadede økosystemer og sikre truede arter.
Ændring 5
Forslag til forordning
Betragtning 2 a (ny)
(2a)  Den Europæiske Union anerkender alle landes indbyrdes afhængighed med hensyn til genetiske ressourcer til fødevarer og landbrug samt deres særlige karakter og betydning for fødevaresikkerheden på verdensplan og for bæredygtig udvikling af landbruget i forbindelse med fattigdomsbekæmpelse og afbødning af klimaforandringer, og den anerkender den fundamentale rolle, som den internationale traktat om plantegenetiske ressourcer for fødevarer og jordbrug og FAO's Kommission for Genetiske Ressourcer for Fødevarer og Jordbrug spiller i denne forbindelse.
Ændring 6
Forslag til forordning
Betragtning 2 b (ny)
(2b)  Forskningen inden for genetiske ressourcer udvides gradvist til at omfatte nye områder, navnlig havene, som stadig udgør planetens mindst udforskede og mindst velkendte miljøer. Navnlig verdenshavene udgør Jordens sidste store grænseland og er genstand for stigende interesse, hvad angår forskning i, søgen efter og udnyttelse af ressourcer. I denne sammenhæng er studiet af den enorme biodiversitet, som de marine økosystemer skjuler på store dybder, et nyt og meget lovende forskningsfelt med hensyn til opdagelsen af genetiske ressourcer, der kan have meget forskelligartede anvendelsesmuligheder.
Ændring 7
Forslag til forordning
Betragtning 2 c (ny)
(2c)  Det er anerkendt praksis at udveksle alle plantegenetiske ressourcer for fødevarer og landbrug til forsknings-, avls- og uddannelsesformål på vilkårene og betingelserne i den ordinære materialeoverførselsaftale (SMTA) som oprettet i henhold til den internationale traktat om plantegenetiske ressourcer på fødevare- og landbrugsområdet (ITPGRFA) som fastlagt i aftalememorandummet om oprettelsen af AEGIS-systemet (European Genebank Integrated System). Det anerkendes i overensstemmelse med artikel 4.3 i Nagoya-protokollen, at en sådan praksis støtter og ikke er i modstrid med målene i konventionen og Nagoya-protokollen.
Ændring 8
Forslag til forordning
Betragtning 3
(3)  Traditionel viden hos indfødte og lokale samfund kan give vigtige oplysninger, der inspirerer videnskaben til at opdage interessante genetiske eller biokemiske egenskaber.
(3)  Traditionel viden hos indfødte og lokale samfund kan give vigtige oplysninger, der inspirerer videnskaben til at opdage potentielt værdifulde genetiske eller biokemiske egenskaber, herunder den viden, innovation og praksis hos indfødte og lokale samfund, der er udtryk for traditionel levevis, som er af relevans for bevarelse og bæredygtig brug af den biologiske mangfoldighed. Sådanne samfunds rettigheder, der er fastsat i Den Internationale Arbejdsorganisation ILO's konvention nr. 169 om oprindelige folk og stammefolk og tillige i FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder, der blev vedtaget af FN's generalforsamling i 2007, bør respekteres, og Unionens gennemførelsesforanstaltninger bør fremme dette mål.
Ændring 9
Forslag til forordning
Betragtning 3 a (ny)
(3a)  Det er vigtigt at erindre om, at plante- og dyrearter samt biologiske processer til produktion af planter og dyr i henhold til Den Europæiske Patentkonvention ikke kan patenteres. Når opfindelser er baseret på genetiske ressourcer eller dele af genetiske ressourcer, bør ansøgninger om et patent, der bl.a. dækker disse ressourcer, produkter, herunder afledte produkter, og fremgangsmåder, der hidrører fra anvendelse af bioteknologi eller traditionel viden vedrørende genetiske ressourcer, nævne ressourcerne, og deres oprindelse bør oplyses til de relevante myndigheder og sendes til den kompetente myndighed. Samme forpligtelse bør finde anvendelse på nye plantesortsrettigheder.
Ændring 10
Forslag til forordning
Betragtning 3 b (ny)
(3b)  Medlemsstaterne og deres domstole vil fortsat have beføjelserne til og ansvaret for den praktiske gennemførelse af foranstaltningerne til beskyttelse af oprindelige og lokale samfund i Unionen i forbindelse med adgang til og deling af fordele.
Ændring 11
Forslag til forordning
Betragtning 4 a (ny)
(4a)  Genetiske ressourcer bør opbevares på deres oprindelige plads og udnyttes på bæredygtig vis, og de fordele, der opstår ved udnyttelsen heraf, bør deles rimeligt og retfærdigt. Det vil bidrage til udryddelse af fattigdom og dermed til at opnå De Forenede Nationers 2015-mål, som anerkendt i indledningen til protokollen til konventionen om den biologiske mangfoldighed (Nagoyaprotokollen) om adgang til genetiske ressourcer samt rimelig og retfærdig deling af de fordele, der opstår ved udnyttelsen af disse ressourcer, vedtaget den 29. oktober 2010 af konventionens parter. Som part i konventionen har Unionen og de fleste af medlemsstaterne undertegnet Nagoyaprotokollen. Muligheden for konkret at gennemføre protokollen bør støttes.
Ændring 12
Forslag til forordning
Betragtning 4 b (ny)
(4b)  Deling af fordele skal ses i en sammenhæng, hvor udviklingslande med stor biologisk mangfoldighed er de førende formidlere af genetiske ressourcer, mens brugerne hovedsagelig findes i de udviklede lande. Ud over at kunne bidrage til bevarelse og bæredygtig udnyttelse af den biologiske mangfoldighed kan adgang og deling af fordele bidrage til udryddelse af fattigdom og til miljøbæredygtighed og dermed til fremskridt i retning af 2015-målene, som anerkendt i præamblen til Nagoyaprotokollen. Implementeringen af Nagoyaprotokollen bør også sigte mod virkeliggørelsen af dette potentiale.
Ændring 13
Forslag til forordning
Betragtning 4 c (ny)
(4c)  Retten til føde, som er fastsat i artikel 25 i verdenserklæringen om menneskerettigheder og artikel 11 i den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, samt retten til den højest opnåelige sundhedsstandard, som anerkendes i artikel 12 i den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, er af højeste betydning og bør altid nyde beskyttelse.
Ændring 14
Forslag til forordning
Betragtning 4 d (ny)
(4d)  I lighed med genetiske ressourcer er den traditionelle viden om sådanne ressourcer i høj grad koncentreret i udviklingslandene, navnlig hos oprindelige og lokale samfund. Sådanne samfunds rettigheder, der er fastsat i ILO-konvention nr. 169 om oprindelige folk og stammefolk og tillige i FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder, der blev vedtaget af FN's generalforsamling i 2007, bør respekteres, og EU bør gennemføre foranstaltninger til fremme heraf.
Ændring 15
Forslag til forordning
Betragtning 5
(5)  I konventionen anerkendes det, at staterne har suveræne rettigheder over naturressourcer, som findes inden for deres område, og myndighed til at regulere adgangen til deres genetiske ressourcer. Konventionen forpligter alle parter til at fremme adgangen til genetiske ressourcer, for hvilke de er indehavere af suveræne rettigheder. Desuden gøres det obligatorisk for alle parter at træffe foranstaltninger til på rimelig og retfærdig måde at dele resultaterne af forsknings- og udviklingsaktiviteter og udbyttet af kommerciel og anden udnyttelse af de genetiske ressourcer med den part, der er ophavsmand til pågældende ressourcer. Denne deling foretages på gensidigt vedtagne vilkår. Konventionen omhandler også adgang og deling af fordele i relation til viden, innovation og praksis hos indfødte og lokale samfund af relevans for bevarelse og bæredygtig brug af den biologiske mangfoldighed.
(5)  I konventionen anerkendes det, at staterne har suveræne rettigheder over naturressourcer, som findes inden for deres område, og myndighed til at regulere adgangen til deres genetiske ressourcer. Konventionen forpligter alle parter til at fremme adgangen til genetiske ressourcer, for hvilke de er indehavere af suveræne rettigheder, så andre parter kan gøre miljømæssigt bæredygtig brug af disse ressourcer. Desuden gøres det obligatorisk for alle parter at træffe foranstaltninger til på rimelig og retfærdig måde at dele resultaterne af forsknings- og udviklingsaktiviteter og udbyttet af kommerciel og anden udnyttelse af de genetiske ressourcer med den part, der er ophavsmand til de pågældende ressourcer. Denne deling foretages efter forudgående informeret samtykke fra oprindelseslandet for disse ressourcer, og fordelene skal være baseret på gensidigt vedtagne vilkår. Konventionen omhandler også adgang og deling af fordele i relation til viden, innovation og praksis hos indfødte og lokale samfund af relevans for bevarelse og bæredygtig brug af den biologiske mangfoldighed. Genetiske ressourcer bør gennemgående udnyttes på en afbalanceret og bæredygtig vis, og de lokale samfund inddrages, da det kun er på denne måde, at muligheder, fremskridt og de fordele, der følger af udnyttelsen af dem, kan fordeles rimeligt og retfærdigt mellem alle parter.
Ændring 16
Forslag til forordning
Betragtning 6
(6)  Nagoyaprotokollen om adgang til genetiske ressourcer samt rimelig og retfærdig deling af de fordele, der opstår ved udnyttelsen af disse ressourcer, til konventionen om den biologiske mangfoldighed (Nagoyaprotokollen) er en international traktat, der er vedtaget den 29. oktober 2010 af konventionens parter. Nagoyaprotokollen udbygger i betydelig grad konventionens generelle regler om adgang og deling af fordele i forbindelse med brugen af genetiske ressourcer og traditionel viden, der knytter sig til genetiske ressourcer.
(6)  Nagoyaprotokollen om adgang til genetiske ressourcer samt rimelig og retfærdig deling af de fordele, der opstår ved udnyttelsen af disse ressourcer, til konventionen om den biologiske mangfoldighed (Nagoyaprotokollen) er en international traktat, der er vedtaget den 29. oktober 2010 af konventionens parter. Nagoyaprotokollen indeholder en yderligere udspecificering af konventionens generelle regler om adgang og monetær og ikke-monetær deling af fordele i forbindelse med udnyttelse og enhver efterfølgende kommerciel udnyttelse af genetiske ressourcer og traditionel viden, der knytter sig til genetiske ressourcer.
Ændring 17
Forslag til forordning
Betragtning 7 a (ny)
(7a)  Nagoyaprotokollen finder anvendelse på genetiske ressourcer, der falder ind under anvendelsesområdet for artikel 15 i konventionen, til forskel fra det bredere anvendelsesområde for artikel 4 i konventionen. Dette indebærer, at Nagoyaprotokollen ikke omfatter det fulde jurisdiktionsmæssige anvendelsesområde for artikel 4, såsom aktiviteter, der finder sted i havområder, der ligger uden for national jurisdiktion. Ikke desto mindre er der intet i Nagoyaprotokollen, der forhindrer parterne i at udvide dens principper til at dække aktiviteter, der finder sted i sådanne havområder.
Ændring 18
Forslag til forordning
Betragtning 8
(8)  Det er vigtigt at fastsætte en klar og solid ramme for gennemførelsen af Nagoyaprotokollen med henblik på at øge de foreliggende muligheder for naturbaserede forsknings- og udviklingsaktiviteter i Unionen. Det er også afgørende at forhindre, at uretmæssigt erhvervede genetiske ressourcer eller traditionel viden i tilknytning til genetiske ressourcer bruges i Unionen, og støtte en effektiv gennemførelse af forpligtelsen til deling af fordele på gensidigt vedtagne vilkår mellem ophavsmænd og brugere.
(8)  Det er vigtigt at fastsætte en klar og solid ramme for gennemførelsen af Nagoyaprotokollen og de relevante bestemmelser i konventionen med henblik på at støtte dens hovedformål, navnlig bevaring af den biologiske mangfoldighed og bæredygtig udnyttelse af dens bestanddele samt en rimelig og retfærdig deling af fordelene ved udnyttelse af genetiske ressourcer. Dette omfatter forhindring af, at uretmæssigt erhvervede genetiske ressourcer eller traditionel viden i tilknytning til genetiske ressourcer bruges i Unionen. Det er ligeledes afgørende at øge de foreliggende muligheder for naturbaserede forsknings- og udviklingsaktiviteter i Unionen, navnlig ved at forbedre betingelserne for retssikkerhed i forbindelse med brugen af genetiske ressourcer og traditionel viden.
Ændring 19
Forslag til forordning
Betragtning 8 a (ny)
(8a)  Udnyttelse af ulovligt erhvervet genetiske ressourcer eller efterfølgende kommerciel udnyttelse af produkter, der hidrører fra sådanne ressourcer eller tilknyttet traditionel viden, bør forbydes.
Ændring 20
Forslag til forordning
Betragtning 8 b (ny)
(8b)  De rammer, der opstilles med denne forordning, er også nødvendige for at bevare og øge tilliden mellem parterne, de indfødte og lokale samfund samt de interessentgrupper, der er involveret i adgangen til genetiske ressourcer og delingen af de dermed forbundne fordele.
Ændring 21
Forslag til forordning
Betragtning 9
(9)  Af hensyn til retssikkerheden er det vigtigt, at Nagoyaprotokollens gennemførelsesbestemmelser alene bør gælde for genetiske ressourcer og traditionel viden i tilknytning til genetiske ressourcer, der opnås adgang til, efter at Nagoyaprotokollen er trådt i kraft for Unionens vedkommende.
(9)  Af hensyn til retssikkerheden er det vigtigt, at Nagoyaprotokollens gennemførelsesbestemmelser alene bør gælde for nye erhvervelser eller nye anvendelser af genetiske ressourcer og traditionel viden i tilknytning til genetiske ressourcer, der finder sted eller påbegyndes, efter at Nagoyaprotokollen er trådt i kraft for Unionens vedkommende.
Ændring 22
Forslag til forordning
Betragtning 11
(11)  Det er vigtigt i overensstemmelse med Nagoyaprotokollen at slå fast, at brugen af genetiske ressourcer vedrører forskning i og udvikling af genetiske materialeprøvers genetiske eller biokemiske sammensætning, og dette omfatter forskning i og udvikling af isolerede forbindelser udvundet af genetisk materiale, hvortil der er opnået adgang via en part til Nagoyaprotokollen.
(11)  Det er vigtigt i overensstemmelse med Nagoyaprotokollen at slå fast, at udnyttelsen af genetiske ressourcer vedrører forskning i og udvikling af genetiske ressourcers genetiske eller biokemiske sammensætning. Ved forskning og udvikling bør forstås undersøgelser og studier af genetiske ressourcers genetiske eller biokemiske sammensætning med det sigte at fastslå kendsgerninger og nå frem til konklusioner, inklusive skabelse af innovation og praktiske anvendelsesmuligheder.
Ændring 23
Forslag til forordning
Betragtning 14
(14)  Med henblik på at sikre Nagoyaprotokollens effektive gennemførelse bør alle brugere af genetiske ressourcer og traditionel viden i tilknytning til sådanne ressourcer udvise rettidig omhu for at sikre sig, at de har opnået adgang til at bruge genetiske ressourcer og tilknyttet traditionel viden i overensstemmelse med gældende retlige krav og i givet fald sikre, at fordelene deles. Men da der er tale om mange forskellige typer af brugere i Unionen, er det uhensigtsmæssigt at pålægge alle brugere ens foranstaltninger med henblik på at udvise rettidig omhu. Derfor bør der kun fastsættes et minimum af foranstaltninger, hvormed der udvises rettidig omhu. Brugernes konkrete valg af værktøjer og foranstaltninger, hvormed de udviser rettidig omhu, bør lettes ved at anerkende bedste praksis og ledsageforanstaltninger til støtte for sektorspecifikke adfærdskodekser, standardkontraktklausuler og vejledning med henblik på at styrke retssikkerheden og mindske omkostningerne. Brugernes pligt til at opbevare oplysninger af relevans for adgang og deling af fordele bør være tidsbegrænset og i overensstemmelse med tidshorisonten for en eventuel innovation.
(14)  Med henblik på at sikre Nagoyaprotokollens effektive gennemførelse bør alle brugere af genetiske ressourcer og traditionel viden i tilknytning til sådanne ressourcer udvise rettidig omhu for at sikre sig, at de har opnået adgang til at bruge genetiske ressourcer og tilknyttet traditionel viden i overensstemmelse med gældende retlige krav og sikre, at fordelene deles. Men da der er tale om mange forskellige typer af brugere i Unionen, er det uhensigtsmæssigt at pålægge alle brugere ens foranstaltninger med henblik på at udvise rettidig omhu. Brugernes konkrete valg af værktøjer og foranstaltninger, hvormed de udviser rettidig omhu, bør lettes ved at anerkende bedste praksis og sektorspecifikke adfærdskodekser, standardkontraktklausuler og vejledning med henblik på at styrke retssikkerheden og mindske omkostningerne. Brugernes pligt til at opbevare oplysninger af relevans for adgang og deling af fordele bør være tidsbegrænset og i overensstemmelse med tidshorisonten for en eventuel innovation.
Ændring 24
Forslag til forordning
Betragtning 14 a (ny)
(14a)  En vellykket gennemførelse af Nagoyaprotokollen afhænger af, at brugere af og ophavsmænd til genetiske ressourcer eller traditionel viden i tilknytning til genetiske ressourcer forhandler sig frem til gensidigt vedtagne vilkår, som ikke blot fører til en retfærdig deling af fordele, men ligeledes bidrager til Nagoyaprotokollens bredere målsætning om at bidrage til at bevare den biologiske mangfoldighed.
Ændring 25
Forslag til forordning
Betragtning 16
(16)  En brugerudviklet bedste praksis bør spille en vigtig rolle i fastlæggelsen af særligt velegnede foranstaltninger til at udvise rettidig omhu for at bringe sig i overensstemmelse med Nagoyaprotokollens gennemførelsesordning og opnå høj retssikkerhed og lave omkostninger. Brugerne bør kunne bygge på eksisterende adfærdskodekser for adgang og deling af fordele, der er udviklet til den akademiske sektor og forskellige erhvervsgrene. Brugersammenslutninger bør kunne anmode Kommissionen om at fastsætte, hvorvidt en bestemt kombination af procedurer, værktøjer eller mekanismer, som overvåges af en sammenslutning, kan anerkendes som bedste praksis. Medlemsstaternes kompetente myndigheder bør anerkende, at det faktum, at en bruger følger en anerkendt bedste praksis, mindsker risikoen for, at denne bruger ikke overholder kravene, og berettiger til en lempet overensstemmelseskontrol. Det samme bør gælde bedste praksis, som er godkendt ved overenskomst mellem parterne til Nagoyaprotokollen.
udgår
Ændring 26
Forslag til forordning
Betragtning 17
(17)  Brugerne bør erklære, at de har udvist rettidig omhu, på bestemte udviklingstrin i kæden af aktiviteter, som udgør brug. Egnede udviklingstrin for sådanne erklæringer er ved modtagelse af offentlige forskningsmidler, når der anmodes om markedsføringstilladelse for et produkt, som er udviklet på grundlag af genetiske ressourcer eller på markedsføringstidspunktet, hvis en markedsføringstilladelse ikke er påkrævet. Det bør bemærkes, at den erklæring, der afgives ved anmodningen om markedsføringstilladelse, ikke indgår i den egentlige godkendelsesprocedure og rettes til de kompetente myndigheder, der er oprettet i henhold til denne forordning.
(17)  Brugerne bør erklære og fremlægge bevis på, at de har udvist rettidig omhu på bestemte udviklingstrin i kæden af aktiviteter. Egnede udviklingstrin for sådanne erklæringer er ved afgivelse af forudgående informeret samtykke og gensidigt vedtagne vilkår, modtagelse af offentlige forskningsmidler, når der ansøges om intellektuelle ejendomsrettigheder hos relevante nationale, regionale eller internationale institutioner, når der anmodes om markedsføringstilladelse for et produkt, som er udviklet på grundlag af genetiske ressourcer eller på markedsføringstidspunktet, hvis en markedsføringstilladelse ikke er påkrævet. Det bør bemærkes, at den erklæring, der afgives ved ansøgningen om intellektuelle ejendomsrettigheder eller anmodningen om markedsføringstilladelse, ikke indgår i den egentlige godkendelsesprocedure og rettes til de kompetente myndigheder, der er oprettet i henhold til denne forordning.
Ændring 27
Forslag til forordning
Betragtning 18
(18)  Indsamling af genetiske ressourcer i naturen foretages oftest i ikke-erhvervsmæssigt øjemed af universitetsforskere eller samlere. I langt de fleste tilfælde og i næsten alle sektorer opnås adgangen til nyligt indsamlede genetiske ressourcer via mellemmænd, samlinger eller agenter, som erhverver genetiske ressourcer i tredjelande.
(18)  Indsamling af genetiske ressourcer i naturen foretages af private samlere og virksomheder, ofte i erhvervsmæssigt øjemed, og af akademiske forskere eller videnskabelige institutioner i ikke-erhvervsmæssigt øjemed. I langt de fleste tilfælde og i næsten alle sektorer opnås adgangen til nyligt indsamlede genetiske ressourcer via mellemmænd, samlinger eller agenter, som erhverver genetiske ressourcer i tredjelande, både erhvervsmæssigt og ikke-erhvervsmæssigt. Forordningen bør sikre, at bestemmelserne i de gensidigt vedtagne vilkår om den oprindelige adgang, der er relevant for videregivelse til tredjemand, efterleves af alle de involverede parter. I mange tilfælde kan den efterfølgende udnyttelse eller kommercielle udnyttelse nødvendiggøre nye gensidigt vedtagne vilkår.
Ændring 28
Forslag til forordning
Betragtning 19
(19)  Samlinger er vigtige ophavsmænd til genetiske ressourcer og traditionel viden i tilknytning til genetiske ressourcer, som bruges i Unionen. Der bør fastlægges en ordning for Unionens tilforladelige samlinger. Derved sikres, at samlinger, der er opført i registret over Unionens tilforladelige samlinger, på effektiv vis anvender foranstaltninger for alene at udlevere prøver af genetiske ressourcer til tredjemand med dokumentation for retmæssig erhvervelse og etablering af gensidigt vedtagne vilkår, hvor dette er nødvendigt. En ordning for Unionens tilforladelige samlinger forventes i betydelig grad at mindske risikoen for, at uretmæssigt erhvervede genetiske ressourcer bruges i Unionen. Medlemsstaternes kompetente myndigheder vil kontrollere, om en samling opfylder kravene for at blive anerkendt som Unionens tilforladelige samling. Brugere, som erhverver genetiske ressourcer fra en samling, der er opført i Unionens register, bør anses for at have udvist rettidig omhu i henseende til at søge alle nødvendige oplysninger. Dette forventes at være til særlig gavn for akademiske forskere og små og mellemstore virksomheder.
(19)  De fleste samlinger er de mest tilgængelige formidlere af genetiske ressourcer og traditionel viden i tilknytning til genetiske ressourcer, som udnyttes i Unionen. De kan som formidlere spille en vigtig rolle i at bistå andre brugere i kontrolkæden med at overholde deres forpligtelser. I dette øjemed bør der etableres et system for EU-registrerede samlinger. Derved skal det sikres, at samlinger, der er EU-registrerede samlinger, på effektiv vis anvender foranstaltninger for alene at udlevere prøver af genetiske ressourcer til tredjemand med dokumentation for retmæssig erhvervelse og etablering af gensidigt vedtagne vilkår, hvor dette er nødvendigt. En ordning for EU-registrerede samlinger forventes i betydelig grad at mindske risikoen for, at uretmæssigt erhvervede genetiske ressourcer udnyttes i Unionen. Medlemsstaternes kompetente myndigheder vil kontrollere, om en samling opfylder kravene for at blive anerkendt som EU-registreret samling, herunder påvisning af kapacitet til at efterleve de overordnede mål fastsat i Nagoyaprotokollen om opnåelse af rimelig og retfærdig deling af de fordele, der opstår ved udnyttelsen af genetiske ressourcer og som bidrager til bevarelsen af biodiversiteten. Brugere, som erhverver genetiske ressourcer fra en samling, der er opført i Unionens register, bør anses for at have udvist rettidig omhu i henseende til at søge alle nødvendige oplysninger. Dette forventes at være til særlig gavn for akademiske forskere og små og mellemstore virksomheder.
Ændring 29
Forslag til forordning
Betragtning 19 a (ny)
(19a)   De EU-registrerede samlinger bør efterleve målsætningen for Nagoyaprotokollen. De bør bidrage til at skabe øget bevidsthed og til kapacitetsopbygning i henhold til protokollens artikel 21 og 22 i det omfang, de ressourcer, de råder over, giver mulighed for dette. De kompetente myndigheder kan overveje at yde finansiering til samlingerne med henblik på sådanne aktiviteter. Alle EU-registrerede samlinger bør forsøge at bidrage til bestræbelserne på at dokumentere traditionel viden i tilknytning til genetiske ressourcer i samarbejde med oprindelige og lokale samfund, myndigheder, antropologer og andre aktører, i relevant omfang. Denne viden skal håndteres med fuld respekt for de relevante rettigheder. Oplysninger om denne viden skal offentliggøres, når dette tjener og på ingen måde udgør en omgåelse af eller hindring for beskyttelsen af de relevante rettigheder.
Ændring 30
Forslag til forordning
Betragtning 20
(20)  Medlemsstaternes kompetente myndigheder bør kontrollere, at brugerne overholder deres forpligtelser. De kompetente myndigheder bør i den forbindelse acceptere internationalt anerkendte overensstemmelsescertifikater som bevis for, at de omfattede genetiske ressourcer er retmæssigt erhvervet, og at de gensidigt vedtagne vilkår er fastlagt. De kompetente myndigheder bør også føre register over den udførte kontrol, og de relevante oplysninger bør stilles til rådighed i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF af 28. januar 2003 om offentlig adgang til miljøoplysninger.
(20)  Medlemsstaternes kompetente myndigheder bør kontrollere, at brugerne overholder deres forpligtelser. De kompetente myndigheder bør i den forbindelse acceptere internationalt anerkendte overensstemmelsescertifikater som bevis for, at de omfattede genetiske ressourcer er retmæssigt erhvervet, og at de gensidigt vedtagne vilkår er fastlagt. Hvor et internationalt certifikat ikke er tilgængeligt, bør andre juridisk acceptable former for overholdelse betragtes som bevis for, at de omfattede genetiske ressourcer er retmæssigt erhvervet, og at der var fastlagt gensidigt vedtagne vilkår. De kompetente myndigheder bør også føre register over den udførte kontrol, og de relevante oplysninger bør stilles til rådighed i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF af 28. januar 2003 om offentlig adgang til miljøoplysninger.
Ændring 31
Forslag til forordning
Betragtning 22 a (ny)
(22a)  Unionen bør handle proaktivt for at sikre, at målene i Nagoyaprotokollen om en global multilateral ordning til deling af fordele bliver nået med henblik på at øge midlerne til støtte for bevarelsen af biologisk mangfoldighed og bæredygtig udnyttelse af dens bestanddele på verdensplan.
Ændring 33
Forslag til forordning
Betragtning 23
(23)  En EU-platform for adgang bør lette drøftelser om og bidrage til at strømline adgangsbetingelserne i medlemsstaterne, adgangsordningers udformning og præstationer, forenklet adgang for ikke-kommerciel forskning, praksis for adgang til samlinger i Unionen, adgang for Unionens berørte parter i tredjelande og udveksling af bedste praksis.
(23)  En EU-platform for adgang og rimelig og retfærdig deling af fordelene bør lette drøftelser om og bidrage til at strømline adgangsbetingelserne i medlemsstaterne, adgangsordningers udformning og præstationer af ordninger for adgang og deling af fordele, forenklet adgang og deling af fordele for ikke-kommerciel forskning, praksis for adgang til og deling af fordele fra samlinger i Unionen, adgang og deling af fordele for Unionens berørte parter i tredjelande og udveksling af bedste praksis. EU-platformen bør fuldt ud respektere medlemsstaters kompetencer og tage sigte på, i hensigtsmæssigt omfang, at sikre inddragelsen af oprindelige og lokale samfund i overensstemmelse med Nagoyaprotokollen.
Ændring 34
Forslag til forordning
Artikel 1 – stk. 1
Ved denne forordning fastsættes regler for adgang og deling af fordele for genetiske ressourcer og traditionel viden i tilknytning til genetiske ressourcer efter Nagoyaprotokollens bestemmelser om adgang til genetiske ressourcer samt rimelig og retfærdig deling af de fordele, der opstår ved udnyttelsen af disse, til konventionen om den biologiske mangfoldighed (Nagoyaprotokollen).
Ved denne forordning fastsættes regler for efterlevelsen af adgang og deling af fordele for genetiske ressourcer og traditionel viden i tilknytning til genetiske ressourcer i overensstemmelse med Nagoyaprotokollens bestemmelser om adgang til genetiske ressourcer samt rimelig og retfærdig deling af de fordele, der opstår ved udnyttelsen af disse, til konventionen om den biologiske mangfoldighed (Nagoyaprotokollen).
Ændring 35
Forslag til forordning
Artikel 1 – stk. 1 a (nyt)
Formålet med denne forordning er en rimelig og retfærdig fordeling af de fordele, som følger af udnyttelsen af genetiske ressourcer, for dermed at bidrage til bevarelse af den biologiske mangfoldighed og bæredygtig udnyttelse af dens bestanddele i overensstemmelse med målene i konventionen om den biologiske mangfoldighed ("konventionen").
Ændring 36
Forslag til forordning
Artikel 1 – stk. 1 b (nyt)
I denne forordning fastsættes forpligtelser for brugere af genetiske ressourcer og traditionel viden i tilknytning til genetiske ressourcer. Systemet til gennemførelse af Nagoyaprotokollen, som indføres med denne forordning, omfatter ligeledes ordninger, der gør det lettere for brugerne at overholde deres forpligtelser, og en ramme for de overvågnings- og kontrolmekanismer, som EU's medlemsstater skal udforme og indføre. Denne forordning indeholder også bestemmelser, der tilskynder relevante aktører til at iværksætte aktiviteter, der øger bevidstheden om betydningen af genetiske ressourcer og traditionel viden i tilknytning til genetiske ressourcer samt om de dermed forbundne spørgsmål om adgang og deling af fordele, og aktiviteter, der bidrager til kapacitetsopbygning i udviklingslandene i overensstemmelse med Nagoyaprotokollens bestemmelser.
Ændring 37
Forslag til forordning
Artikel 2
Denne forordning gælder for genetiske ressourcer, som stater udøver suveræne rettigheder over, tillige med traditionel viden i tilknytning til genetiske ressourcer, der opnås adgang til, efter at Nagoyaprotokollen er trådt i kraft i Unionen. Den gælder også for de fordele, der opstår ved brugen af genetiske ressourcer og traditionel viden i tilknytning til genetiske ressourcer.
Denne forordning gælder for genetiske ressourcer, som stater udøver suveræne rettigheder over, tillige med traditionel viden i tilknytning til genetiske ressourcer, der opnås adgang til, efter at Nagoyaprotokollen er trådt i kraft i Unionen. Den gælder også for de fordele, der opstår ved udnyttelse af genetiske ressourcer og traditionel viden i tilknytning til genetiske ressourcer.
Denne forordning gælder ikke for genetiske ressourcer, for hvilke adgang og deling af fordele styres af et særligt internationalt instrument, som Unionen er part i.
Denne forordning gælder ikke for genetiske ressourcer, for hvilke adgang og deling af fordele styres af et særligt internationalt instrument, som Unionen er part i.
Denne forordning finder ikke anvendelse på genetiske ressourcer med oprindelse i et land, der har truffet bestemmelse om ikke at indføre indenlandske adgangsregler i overensstemmelse med de gældende krav i Nagoyaprotokollen eller på handel med råvarer i almindelighed. Nyttigt og relevant arbejde eller praksis, der udføres inden for andre internationale organisationer, skal i behørigt omfang tages i betragtning.
Ændring 38
Forslag til forordning
Artikel 3 – nr. 3
3)  "genetiske ressourcer": genetisk materiale af aktuel eller potentiel værdi
3)  "genetiske ressourcer": genetisk materiale af reel eller potentiel værdi eller derivater heraf
Ændring 39
Forslag til forordning
Artikel 3 – nr. 3 a (nyt)
3a)  "derivat": en naturligt forekommende biokemisk forbindelse, der opstår som følge af biologiske eller genetiske ressourcers genetiske ekspression eller metabolisme, også selv om det ikke indeholder genmateriale
Ændring 40
Forslag til forordning
Artikel 3 – nr. 5
5)  "bruger": en fysisk eller juridisk person, som bruger genetiske ressourcer eller traditionel viden i tilknytning til genetiske ressourcer
5)  "bruger": en fysisk eller juridisk person, som udnytter genetiske ressourcer eller traditionel viden i tilknytning til genetiske ressourcer, eller som efterfølgende kommercielt udnytter genetiske ressourcer eller produkter, der er baseret på genetiske ressourcer eller traditionel viden i tilknytning til genetiske ressourcer
Ændring 41
Forslag til forordning
Artikel 3 – nr. 6
6)  "brug af genetiske ressourcer": udførelse af forskning i og udvikling af genetiske ressourcers genetiske eller biokemiske sammensætning
6)  "udnyttelse af genetiske ressourcer": udførelse af forskning i og udvikling af genetiske ressourcers genetiske eller biokemiske sammensætning, herunder gennem anvendelse af bioteknologi
Ændring 42
Forslag til forordning
Artikel 3 – nr. 6 a (nyt)
6a)  "kommerciel udnyttelse": i denne forordnings forstand den første tilgængeliggørelse af et produkt på Unionens marked
Ændring 43
Forslag til forordning
Artikel 3 – nr. 6 b (nyt)
6b)  "bioteknologi": enhver teknologisk anvendelsesmåde, hvor der bruges biologiske systemer, levende organismer, eller derivater heraf, med henblik på at fremstille eller ændre produkter og processer til en bestemt brug
Ændring 44
Forslag til forordning
Artikel 3 – nr. 8 a (nyt)
8a)  "uretmæssigt erhvervede genetiske ressourcer": genetiske ressourcer og traditionel viden i tilknytning til genetiske ressourcer, der er erhvervet i strid med gældende international og national ret om adgang til og deling af fordele i oprindelseslandet
Ændring 45
Forslag til forordning
Artikel 3 – nr. 11
11)  "internationalt anerkendt overensstemmelsescertifikat": en adgangstilladelse eller tilsvarende, som er udstedt af en kompetent national myndighed efter Nagoyaprotokollens artikel 6, stk. 3, litra e), og som stilles til rådighed for clearingcentret for adgang og deling af fordele
(Vedrører ikke den danske tekst)
Ændring 46
Forslag til forordning
Artikel 3 – nr. 12
12)  "clearingcentret for adgang og deling af fordele": den globale informationsudvekslingsportal, der nedsættes i henhold til Nagoyaprotokollens artikel 14, stk. 1.
(Vedrører ikke den danske tekst)
Ændring 47
Forslag til forordning
Artikel 4 – stk. -1 (nyt)
-1. Udnyttelse af uretmæssigt erhvervede genetiske ressourcer forbydes i Unionen.
Ændring 48
Forslag til forordning
Artikel 4 – stk. 1
1.  Brugerne skal udvise rettidig omhu for at sikre sig, at de bruger genetiske ressourcer og traditionel viden i tilknytning til genetiske ressourcer, som de har opnået adgang til, i henhold til gældende love eller administrative bestemmelser om adgang og deling af fordele, og at fordele i givet fald er rimeligt og retfærdigt delt på gensidigt aftalte vilkår. Brugerne skal søge, opbevare og videregive oplysninger af relevans for adgang og deling af fordele til de efterfølgende brugere.
1.  Brugerne skal udvise rettidig omhu for at sikre sig, at de bruger genetiske ressourcer og traditionel viden i tilknytning til genetiske ressourcer, som de har opnået adgang til ved forudgående informeret samtykke og baseret på gensidigt vedtagne vilkår som fastsat i gældende love eller administrative bestemmelser om adgang og deling af fordele, og at fordele er rimeligt og retfærdigt delt på disse aftalte vilkår. Brugerne skal søge, opbevare og videregive alle oplysninger og dokumenter af relevans for adgang, deling af fordele og overholdelse af denne forordnings bestemmelser til de efterfølgende brugere.
Ændring 49
Forslag til forordning
Artikel 4 – stk. 1 a (nyt)
1a.  Genetiske ressourcer og tilknyttet traditionel viden må kun overføres til andre brugere, hvis i overensstemmelse med det internationalt anerkendte certifikat om overholdelse og de gensidigt vedtagne vilkår, eller med forudgående informeret samtykke og gensidigt vedtagne vilkår. Ved mangel på gensidigt vedtagne vilkår eller hvis de efterfølgende brugere har til hensigt at udnytte sådanne genetiske ressourcer eller traditionel viden på betingelser, der ikke indgår i de tidligere vilkår, er disse brugere forpligtet til at søge gensidigt vedtagne vilkår med oprindelseslandet.
Ændring 51
Forslag til forordning
Artikel 4 – stk. 2
2.  Brugere skal:
2.  Brugere skal:
a)  søge, opbevare og videregive følgende oplysninger til efterfølgende brugere:
a)  søge, opbevare og videregive følgende oplysninger til efterfølgende brugere om det internationalt anerkendte efterlevelsescertifikat i tilfælde omhandlende genetiske ressourcer opnået fra parter til Nagoyaprotokollen, der har reguleret adgangen til deres genetiske ressourcer i medfør af protokollens artikel 6, såvel som om indholdet af de gensidigt vedtagne vilkår, og oplysninger om:
1)  dato og sted, hvor der er opnået adgang til genetiske ressourcer og traditionel viden i tilknytning til sådanne ressourcer
1)  dato og sted, hvor der er opnået adgang til genetiske ressourcer og traditionel viden i tilknytning til sådanne ressourcer
2)  beskrivelse af genetiske ressourcer eller traditionel viden i tilknytning til sådanne ressourcer, der bruges, herunder disponible, entydige identifikatorer
2)  beskrivelse af genetiske ressourcer eller traditionel viden i tilknytning til sådanne ressourcer, der bruges, herunder disponible, entydige identifikatorer
3)  den kilde, hvorfra den pågældende ressource eller viden er direkte opnået, samt efterfølgende brugere af genetiske ressourcer og traditionel viden i tilknytning til sådanne ressourcer
3)  den kilde, hvorfra den pågældende ressource eller viden er direkte opnået, samt efterfølgende brugere af genetiske ressourcer og traditionel viden i tilknytning til sådanne ressourcer
4)  findes der, eller findes der ikke, rettigheder og forpligtelser vedrørende adgang og deling af fordele
4)  hvorvidt der findes, eller ikke findes, rettigheder og forpligtelser vedrørende adgang og deling af fordele
5)  afgørelser om adgang og gensidigt vedtagne vilkår, hvis det er relevant;
5)  adgangstilladelser og gensidigt vedtagne vilkår, herunder ordninger vedrørende deling af fordele, hvis det er relevant
6)  anvendelsen af krav vedrørende adgang og deling af fordele fastsat i specialiserede internationale instrumenter i den i artikel 2 fastsatte forstand, der kan indskrænke eller reducere brugerens forpligtelser i henhold til denne forordning. I givet fald skal det af oplysningerne også fremgå, at udnyttelsen er omfattet af de specialiserede instrumenter;
b)  indhente yderligere oplysninger eller dokumentation, hvis der fortsat er usikkerhed om, hvorvidt adgangen og brugen er retmæssig, og
b)  indhente yderligere oplysninger eller dokumentation, hvis der fortsat er usikkerhed om, hvorvidt adgangen og brugen er retmæssig, og
c)  opnå en egentlig adgangstilladelse og fastsætte gensidigt vedtagne vilkår eller indstille brugen, hvis det viser sig, at adgangen ikke er opnået i henhold til gældende love eller administrative bestemmelser om adgang og deling af fordele.
c)  opnå en egentlig adgangstilladelse og fastsætte gensidigt vedtagne vilkår eller indstille brugen, hvis det viser sig, at adgangen ikke er opnået i henhold til gældende love eller administrative bestemmelser om adgang og deling af fordele.
Ændring 52
Forslag til forordning
Artikel 4 – stk. 3
3.  Brugerne skal opbevare oplysninger af relevans for adgang og deling af fordele i tyve år efter, at brugsperioden er udløbet.
3.  Brugerne skal opbevare oplysninger af relevans for adgang og deling af fordele i tyve år efter, at udnyttelsesperioden eller perioden for efterfølgende kommerciel udnyttelse er udløbet.
Ændring 53
Forslag til forordning
Artikel 4 – stk. 4 a (nyt)
4a.  Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 14a med henblik på indførelse af reglerne om deling af fordele i overensstemmelse med stk. 4a senest ...1. I disse regler skal der kræves en deling af fordele på mindst samme niveau som bedste praksis inden for den pågældende sektor samt indførelse af betingelser for delingen af ikkeøkonomiske fordele.
1 Seks måneder efter datoen for denne forordnings ikrafttræden.
Ændring 54
Forslag til forordning
Artikel 4 – stk. 4 b (nyt)
4b.  Når brugere forhandler om gensidigt vedtagne vilkår med formidlere til genetiske ressourcer eller traditionel viden i tilknytning til genetiske ressourcer, søger de at sikre, at sådanne vilkår bidrager til at bevare den biologiske mangfoldighed og bæredygtig udnyttelse af dens bestanddele og til at overføre teknologi til udviklingslande.
Ændring 55
Forslag til forordning
Artikel 5
Artikel 5
udgår
Unionens tilforladelige samlinger
1.  Kommissionen skal oprette og føre Unionens register over tilforladelige samlinger. Registeret skal være internetbaseret, lettilgængelig for brugerne og omfatte samlinger af genetiske ressourcer, der anses for at opfylde kriterierne for Unionens tilforladelige samling.
2.  Hver medlemsstat skal efter anmodning fra en samling under dens jurisdiktion overveje at opføre denne samling i Unionens register over tilforladelige samlinger. Efter at have kontrolleret, at samlingen opfylder de kriterier, der er fastsat i stk. 3, skal medlemsstaten straks underrette Kommissionen om denne samlings navn, kontaktoplysninger og type. Kommissionen skal straks indføje de således modtagne oplysninger i Unionens register over tilforladelige samlinger.
3.  For at en samling kan opføres i Unionens register over tilforladelige samlinger, skal en samlings ejer godtgøre sin kapacitet til:
a)  at anvende standardiserede procedurer til at udveksle prøver af genetiske ressourcer og tilknyttede oplysninger med andre samlinger og udlevere prøver af genetiske ressourcer og tilknyttede oplysninger til tredjemand med henblik på dennes brug heraf
b)  kun at udlevere prøver af genetiske ressourcer og tilknyttede oplysninger til tredjemand med henblik på dennes brug heraf sammen med dokumentation for, at der er opnået adgang til ressourcerne og oplysningerne i henhold til gældende lovkrav og, hvis det er relevant, gensidigt aftalte vilkår om en rimelig og retfærdig deling af fordele
c)  at føre optegnelser over alle prøver af genetiske ressourcer og tilknyttede oplysninger til tredjemand med henblik på dennes brug heraf
d)  at oprette eller bruge entydige identifikatorer for prøver af genetiske ressourcer, som udleveres til tredjemand
e)  at bruge egnede sporings- og overvågningsredskaber til at udveksle prøver af genetiske ressourcer og tilknyttede oplysninger med andre samlinger.
4.  Medlemsstaterne skal regelmæssigt kontrollere, at hver enkelt samling inden for deres jurisdiktion, som er opført i Unionens register over tilforladelige samlinger, på effektiv vis anvender de foranstaltninger, der er fastsat i stk. 3.
Medlemsstaterne underretter straks Kommissionen, hvis en samling inden for deres jurisdiktion, der er opført i Unionens register, ikke længere opfylder stk. 3.
5.  Hvis der foreligger belæg for, at en samling, der er opført i Unionens register over tilforladelige samlinger, ikke anvender foranstaltningerne i stk. 3, skal den pågældende medlemsstat straks fastsætte afhjælpende foranstaltninger i dialog med ejeren af samlingen.
Kommissionen fjerner en samling fra Unionens register over tilforladelige samlinger, hvis den - navnlig på grundlag af oplysninger, som forelægges i medfør til stk. 4 - har konstateret, at en samling i Unionens register over tilforladelige samlinger har betydelige eller vedvarende vanskeligheder med at bringe sig i overensstemmelse med stk. 3.
6.  Kommissionen bemyndiges til at vedtage gennemførelsesretsakter for at fastsætte procedurer for gennemførelsen af denne artikels stk. 1 til 5. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 15, stk. 2.
Ændring 56
Forslag til forordning
Artikel 6 – stk. 2
2.  Kommissionen offentliggør en liste over de kompetente myndigheder, bl.a. på internettet. Kommissionen holder listen ajour.
2.  Kommissionen offentliggør en liste over de kompetente myndigheder, bl.a. på internettet. Kommissionen holder listen ajour. Der tages særligt hensyn til regioner i den yderste periferi i betragtning af vigtigheden og skrøbeligheden af de genetiske ressourcer, der forekommer i disse områder, og med henblik at undgå enhver form for misbrug.
Ændring 57
Forslag til forordning
Artikel 6 – stk. 3 a (nyt)
(3a)  Det af Kommissionen udpegede kontaktpunkt, jf. stk. 3, drager omsorg for høring af de relevante EU-organer, der er oprettet i henhold til forordning (EF) nr. 338/971, og af de nationale myndigheder, som er ansvarlige for gennemførelsen af denne forordning.
1 EUT L 61 af 3.3.1997, s. 1.
Ændring 58
Forslag til forordning
Artikel 6 – stk. 3 b (nyt)
3b.  Den kompetente myndighed og kontaktpunktet for adgang og deling af fordele rådgiver offentligheden og de potentielle brugere, der søger oplysninger om gennemførelsen af denne forordning og de relevante bestemmelser i konventionen og Nagoyaprotokollen i Unionen.
Ændring 59
Forslag til forordning
Artikel 7 – stk. 1
1.  Medlemsstaterne og Kommissionen anmoder alle modtagere af offentlig forskningsstøtte, som involverer brug af genetiske ressourcer og traditionel viden i tilknytning til genetiske ressourcer, om at erklære, at de vil udvise rettidig omhu i henhold til artikel 4.
udgår
Ændring 60
Forslag til forordning
Artikel 7 – stk. 2
2.  Brugerne skal erklære over for de kompetente myndigheder, der er oprettet i henhold til artikel 6, stk. 1, at de har udvist rettidig omhu i henhold til artikel 4, når de anmoder om markedsføringstilladelse for et produkt, som er udviklet på grundlag af genetiske ressourcer eller traditionel viden i tilknytning til sådanne ressourcer, eller på markedsføringstidspunktet, hvis en markedsføringstilladelse ikke er påkrævet.
2.  Brugerne skal erklære over for de kompetente myndigheder, der er oprettet i henhold til artikel 6, stk. 1, at de har overholdt bestemmelserne i artikel 4 og vil fremlægge de tilhørende oplysninger, når de
a)  sikrer sig forudgående informeret samtykke og gensidigt vedtagne vilkår
b)  modtager forskningsfinansiering, der omfatter brug af genetiske ressourcer og traditionel viden i tilknytning til genetiske ressourcer
c)  ansøger om patentbeskyttelse eller nye sortsbeskyttelser hos relevante nationale, regionale eller internationale institutioner, der bl.a. dækker de tilgængeliggjorte genetiske ressourcer, produkter, herunder biprodukter, og fremgangsmåder, der hidrører fra anvendelse af bioteknologi eller traditionel viden tilknyttet de genetiske ressourcer
d)   anmoder om markedsføringstilladelse for et produkt, som er udviklet på grundlag af genetiske ressourcer eller traditionel viden i tilknytning til sådanne ressourcer, eller
e)   på markedsføringstidspunktet, hvis en markedsføringstilladelse ikke er påkrævet.
Ændring 61
Forslag til forordning
Artikel 7 – stk. 3
3.  De kompetente myndigheder skal hvert andet år forelægge Kommissionen de oplysninger, de har modtaget i medfør af stk. 1 og 2. Kommissionen sammenfatter de modtagne oplysninger og stiller dem til rådighed for clearingcentret for adgang og deling af fordele.
3.  De kompetente myndigheder skal verificere de oplysninger, der forelægges i henhold til stk. 2, litra b)–e), og forelægge dem for clearingcentret for adgang og deling af fordele, for Kommissionen og, hvis hensigtsmæssigt, for medlemsstatens kompetente myndighed inden for tre måneder efter, at disse oplysninger er modtaget i medfør af denne artikel. Kommissionen sammenfatter inden for tre måneder de modtagne oplysninger og offentliggør dem i et lettilgængeligt, åbent og internetbaseret format.
Ændring 62
Forslag til forordning
Artikel 8
Artikel 8
udgår
Bedste praksis
1.   Enhver sammenslutning af brugere kan ansøge Kommissionen om at anerkende, at en bestemt kombination af procedurer, værktøjer eller mekanismer, som er udviklet og overvåget af denne sammenslutning, udgør bedste praksis. Ansøgningen skal underbygges med dokumentation og oplysninger.
2.  Finder Kommissionen på grundlag af de oplysninger og den dokumentation, der forelægges af en sammenslutning af brugere, at den specifikke kombination af procedurer, værktøjer eller mekanismer, når en bruger gennemfører denne på effektiv vis, vil sætte brugeren i stand til at opfylde sine forpligtelser, jf. artikel 4 og 7, skal Kommissionen anerkende denne som bedste praksis.
3.  En sammenslutning af brugere skal meddele Kommissionen eventuelle ændringer eller ajourføringer af en anerkendt bedste praksis, som den har fået anerkendt i henhold til stk. 2.
4.  Hvis dokumentationen fra medlemsstaternes kompetente myndigheder og andre kilder peger i retning af gentagne tilfælde, hvor brugere, som følger en bedste praksis, ikke opfylder deres forpligtelser i henhold til denne forordning, vil Kommissionen i dialog med den relevante sammenslutning af brugere undersøge, om de gentagne tilfælde af manglende overholdelse peger i retning af eventuelle mangler ved den bedste praksis.
5.  Kommissionen inddrager anerkendelsen af en bedste praksis, når den har fastslået, at ændringer af den bedste praksis bringer en brugers evne til at opfylde betingelserne i artikel 4 og 7 i fare, eller hvis brugeres gentagne tilfælde af misligholdelse kan henføres til mangler i praksis.
6.  Kommissionen opretter og ajourfører et internetbaseret register over anerkendt bedste praksis. Dette register skal indeholde et afsnit med angivelse af bedste praksis, der er anerkendt af Kommissionen efter denne artikels stk. 2, og i et andet afsnit angives den bedste praksis, som er vedtaget på grundlag af Nagoyaprotokollens artikel 20, stk. 2.
7.  Kommissionen bemyndiges til at vedtage gennemførelsesretsakter for at fastsætte procedurer for gennemførelsen af denne artikels stk. 1 til 5. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 15, stk. 2.
Ændring 63
Forslag til forordning
Artikel 9
1.  De kompetente myndigheder skal føre tilsyn med, om brugere overholder kravene i artikel 4 og 7.
1.  De kompetente myndigheder skal føre tilsyn med, om brugere overholder kravene i artikel 4 og 7.
2.  Tilsynet, der er nævnt i denne artikels stk. 1, foretages efter en regelmæssigt revideret plan på grundlag af en risikobaseret tilgang. Ved opstillingen af en sådan risikobaseret tilgang skal medlemsstaterne anerkende, at hvis en bruger følger en bedste praksis, der er anerkendt i henhold til artikel 8, stk. 2, i nærværende forordning eller i henhold til Nagoyaprotokollens artikel 20, stk. 2, mindsker dette risikoen for, at denne bruger ikke overholder kravene.
2.  Tilsynet, der er nævnt i denne artikels stk. 1, foretages efter en regelmæssigt revideret plan på grundlag af en risikobaseret tilgang, hvoraf hovedprincipperne skal fastsættes af Kommissionen i henhold til proceduren, der henvises til i artikel 15, stk. 2.
3.  Der kan foretages tilsyn, når en kompetent myndighed er i besiddelse af relevante oplysninger, herunder ved begrundet mistanke fra tredjemands side, om, at en bruger ikke opfylder denne forordnings krav.
3.   Der skal foretages ekstra tilsyn, når en kompetent myndighed er i besiddelse af relevante oplysninger, herunder ved begrundet mistanke fra tredjemands side, om, at en bruger ikke opfylder denne forordnings krav.
4.  Tilsynet, som er nævnt i stk. 1, skal som minimum omfatte:
4.  Tilsynet, som er nævnt i stk. 1, skal som minimum omfatte:
a)  undersøgelse af de foranstaltninger, hvormed en bruger udviser rettidig omhu, jf. artikel 4
a)  undersøgelse af de foranstaltninger, hvormed en bruger udviser rettidig omhu, jf. artikel 4
b)  undersøgelse af dokumentation og optegnelser, som skaber belæg for, at der er udvist rettidig omhu, jf. artikel 4, i forbindelse med specifikke brugsrelaterede aktiviteter
b)  undersøgelse af dokumentation og optegnelser, som skaber belæg for, at der er udvist rettidig omhu, jf. artikel 4, i forbindelse med specifikke brugsrelaterede aktiviteter
c)  tilsyn på lokaliteten og herunder audit i marken
c)  tilsyn på lokaliteten og herunder audit i marken
d)  undersøgelse af tilfælde, hvor en bruger blev pålagt at afgive erklæringer efter artikel 7.
d)  undersøgelse af tilfælde, hvor en bruger blev pålagt at afgive erklæringer efter artikel 7.
5.  De kompetente myndigheder skal acceptere et internationalt anerkendt overensstemmelsescertifikat som belæg for, at der er opnået adgang til den omhandlede genetiske ressource efter forudgående informeret samtykke, og at der er fastsat gensidigt vedtagne vilkår efter de gældende love eller administrative bestemmelser om adgang og deling af fordele i den part til Nagoyaprotokollen, som giver sit forudgående informerede samtykke.
5.  De kompetente myndigheder skal acceptere et internationalt anerkendt overensstemmelsescertifikat som belæg for, at der er opnået adgang til den omhandlede genetiske ressource efter forudgående informeret samtykke, og at der er fastsat gensidigt vedtagne vilkår efter de gældende love eller administrative bestemmelser om adgang og deling af fordele i den part til Nagoyaprotokollen, som giver sit forudgående informerede samtykke. I tilfælde af at et internationalt anerkendt certifikat ikke er tilgængeligt, betragtes andre juridisk acceptable former for overholdelse som tilstrækkelig bevis for, at de omfattede genetiske ressourcer er retmæssigt erhvervet, og at der var fastlagt gensidigt vedtagne vilkår.
6.  Brugerne skal tilbyde al nødvendig bistand til at fremme udførelsen af de i stk. 1 omhandlede tilsyn og navnlig for så vidt angår adgang til lokaler og fremlæggelse af dokumentation eller optegnelser.
6.  Brugerne skal tilbyde al nødvendig bistand til at fremme udførelsen af de i stk. 1 omhandlede tilsyn og navnlig for så vidt angår adgang til lokaler og fremlæggelse af dokumentation eller optegnelser.
7.  Er der påvist mangler i forbindelse med de tilsyn, der er nævnt i denne artikels stk. 1, pålægger den kompetente myndighed brugeren at træffe udbedrende foranstaltninger, jf. dog artikel 11.
7.  Er der påvist mangler i forbindelse med de tilsyn, der er nævnt i denne artikels stk. 1 og 3, eller i forbindelse med den kontrol, der er nævnt i artikel 7, stk. 2, pålægger den kompetente myndighed brugeren at træffe udbedrende foranstaltninger, jf. dog artikel 11.
Desuden kan medlemsstaterne afhængig af de afslørede manglers art straks træffe foreløbige foranstaltninger, herunder bl.a. beslaglæggelse af uretmæssigt erhvervede genetiske ressourcer og suspendering af specifikke brugsrelaterede aktiviteter.
Såfremt brugeren ikke kommer med et positivt eller tilfredsstillende svar kan medlemsstaterne afhængig af de afslørede manglers art straks træffe foreløbige foranstaltninger, herunder bl.a. beslaglæggelse af uretmæssigt erhvervede genetiske ressourcer og suspendering af specifikke brugsrelaterede aktiviteter, herunder kommerciel udnyttelse af produkter baseret på generiske ressourcer og traditionel viden i tilknytning hertil. Disse foreløbige foranstaltninger skal være effektive, stå i forhold til overtrædelsens omfang og have en afskrækkende virkning.
8.  Kommissionen bemyndiges til at vedtage gennemførelsesretsakter for at fastsætte procedurer for gennemførelsen af denne artikels stk. 1 til 7. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 15, stk. 2.
8.  Kommissionen bemyndiges til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 14a, for at fastsætte procedurer for gennemførelsen af denne artikels stk. 1 til 7 og for at opstille proceduremæssige sikkerhedsmekanismer, såsom ret til appel, for så vidt angår bestemmelserne under artikel 7 og artikel 9–11.
Ændring 64
Forslag til forordning
Artikel 10 – stk. 2
2.  De i stk. 1 omhandlede oplysninger stilles til rådighed i overensstemmelse med direktiv 2003/4/EF.
2.  De i stk. 1 omhandlede oplysninger stilles til rådighed i overensstemmelse med direktiv 2003/4/EF i et lettilgængeligt, åbent og internetbaseret format.
Ændring 65
Forslag til forordning
Artikel 11 – stk. 2
2.  Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsernes grovhed og have afskrækkende virkning. Disse sanktioner kan omfatte:
2.  Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsernes grovhed og have afskrækkende virkning. Disse sanktioner kan omfatte:
a)  bøder
a)  bøder, der står i et rimeligt forhold til værdien af de brugsrelaterede aktiviteter vedrørende de berørte genetiske ressourcer, og som i det mindste reelt berøver de ansvarlige de økonomiske fordele, der hidrører fra overtrædelserne
b)  øjeblikkelig suspendering af specifikke brugerrelaterede aktiviteter
b)  øjeblikkelig suspendering af specifikke brugerrelaterede aktiviteter, herunder kommerciel udnyttelse af produkter baseret på genetiske ressourcer og den tilknyttede traditionelle viden
c)  beslaglæggelse af uretmæssigt erhvervede genetiske ressourcer.
c)  beslaglæggelse af uretmæssigt erhvervede genetiske ressourcer.
Ændring 66
Forslag til forordning
Artikel 12 – stk. 1
1.  De kompetente myndigheder skal samarbejde indbyrdes og med tredjelandes administrative myndigheder og med Kommissionen for at sikre, at brugerne opfylder denne forordnings bestemmelser.
1.  De kompetente myndigheder skal samarbejde indbyrdes og med tredjelandes administrative myndigheder og med Kommissionen for at forstærke den effektive samordning og at sikre, at brugerne opfylder denne forordnings bestemmelser. Der skal også finde samarbejde sted med andre relevante aktører, herunder samlinger, ikke-statslige organisationer og repræsentanter for oprindelige og lokale samfund, når dette er vigtigt for den korrekte gennemførelse af Nagoyaprotokollen og denne forordning.
Ændring 67
Forslag til forordning
Artikel 12 – stk. 2
2.  De kompetente myndigheder udveksler oplysninger om alvorlige mangler, der er afsløret ved hjælp af de i artikel 9, stk. 4, omhandlede tilsyn, og om de typer af sanktioner, der pålægges i henhold til artikel 11, med andre medlemsstaters kompetente myndigheder og Kommissionen.
2.  De kompetente myndigheder udveksler oplysninger om organiseringen af deres kontrolsystemer for overvågning af brugernes efterlevelse af denne forordning, om alvorlige mangler, der er konstateret ved hjælp af de i artikel 9, stk. 4, og artikel 10, stk. 1, omhandlede tilsyn, og om de typer af sanktioner, der pålægges i henhold til artikel 11, med andre medlemsstaters kompetente myndigheder og Kommissionen.
Ændring 68
Forslag til forordning
Artikel 12 – stk. 2 a (nyt)
2a.  Kommissionen søger at opnå en aftale med Det Europæiske Patentkontor og med Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret for at sikre, at henvisninger til genetiske ressourcer og deres oprindelse medtages i patentregistreringerne.
Ændring 69
Forslag til forordning
Artikel 13 – overskrift
EU-platform for adgang
EU-platform for adgang og deling af fordele
Ændring 70
Forslag til forordning
Artikel 13 – stk. 1
1.  Herved oprettes en EU-platform for adgang til genetiske ressourcer og traditionel viden i tilknytning til genetiske ressourcer.
1.  Herved oprettes en EU-platform for adgang til genetiske ressourcer og traditionel viden i tilknytning til genetiske ressourcer og for rimelig og retfærdig deling af fordele. Medlemsstater, som påtænker at vedtage bestemmelser om adgang til deres genetiske ressourcer, gennemfører først en konsekvensanalyse af disse bestemmelser og forelægger resultatet af analysen for EU-platformen til behandling i henhold til proceduren i stk. 5 i denne artikel.
Ændring 71
Forslag til forordning
Artikel 13 – stk. 2
2.  EU-platformen skal bidrage til at strømline adgangsforholdene på EU-plan ved at drøfte beslægtede områder, herunder udformning og præstationer med hensyn til medlemsstaternes adgangsordninger, forenklet adgang for ikke-kommerciel forskning, praksis for adgang til samlinger i Unionen, adgang for Unionens aktører i tredjelande og udveksling af god praksis.
2.  EU-platformen skal bidrage til at strømline adgangsforholdene på EU-plan ved at drøfte beslægtede områder, herunder udformning og præstationer med hensyn til medlemsstaternes adgangsordninger, fremme af forskning, der bidrager til bevarelse og bæredygtig anvendelse af den biologiske mangfoldighed, navnlig i udviklingslandene, herunder forenklet adgang for ikke-kommerciel forskning, praksis for adgang til samlinger i Unionen, adgang for Unionens aktører i tredjelande på gensidigt vedtagne vilkår efter opnåelse af forudgående informeret samtykke, praksis for deling af fordele, indførelse og videreudvikling af bedste praksis og tvistbilæggelsesordningers funktion.
Ændring 72
Forslag til forordning
Artikel 13 – stk. 3
3.  EU-platformen kan afgive ikke-bindende rådgivning, vejledning eller udtalelser om emner, der falder ind under dens mandat.
3.  EU-platformen kan afgive ikke-bindende rådgivning, vejledning eller udtalelser om emner, der falder ind under dens mandat. Enhver rådgivning, vejledning eller udtalelse af denne art skal tage behørigt hensyn til kravet om at inddrage de relevante oprindelige og lokale samfund, der bliver berørt.
Ændring 73
Forslag til forordning
Artikel 14 – litra da, db, dc, dd, de og df (nye)
da)  træffe foranstaltninger til at støtte, herunder gennem eksisterende forskningsprogrammer, samlinger der bidrager til bevarelsen af biodiversitet og kulturel diversitet, men ikke råder over tilstrækkelige midler, og til at registrere disses samlinger i EU-registeret
db)  sikre, at de formidlere, der er kompetente til at give adgang til genetiske ressourcer og underskrive gensidigt vedtagne vilkår, i situationer, hvor genetiske ressourcer og den tilknyttede viden udnyttes ulovligt eller uden forudgående informeret samtykke eller på gensidigt vedtagne vilkår, har ret til at anlægge sag for at forhindre eller standse en sådan udnyttelse, herunder i form af påbud, og til at kræve erstatning for eventuelle skader som følge af dette samt eventuelt beslaglæggelse af de pågældende genetiske ressourcer
dc)  tilskynde brugerne og formidlerne til at lade fordelene ved udnyttelsen eller den efterfølgende kommercielle udnyttelse af genetiske ressourcer komme bevarelsen af den biologiske mangfoldighed og bæredygtig brug af dens bestanddele til gode
dd)  efter anmodning støtte regionalt samarbejde om deling af fordele, inklusive gennem kapacitetsopbygning, i forbindelse med grænseoverskridende genetiske ressourcer og den tilknyttede traditionelle viden
de)  overveje nødvendigheden af, at der udarbejdes kataloger over de tilgængelige genetiske ressourcer med oprindelse i hver medlemsstat, jf. konventionens artikel 7, med henblik på at opnå bedre viden om biodiversitet
df)  støtte forskning og udvikling af genetiske kataloger både inden for Unionen og i tredjelande.
Ændring 74
Forslag til forordning
Artikel 14 a (ny)
Artikel 14a
Udøvelse af de delegerede beføjelser
1.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.
2.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 4, stk. 4b og artikel 9, stk. 8, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den ...1. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlament eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.
3.  Den i artikel 4, stk. 4a og artikel 9, stk. 8, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af de delegerede retsakter, der allerede er i kraft.
4.  Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, underretter den samtidig Europa-Parlamentet og Rådet herom.
5.  En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 14, stk. 4a og artikel 9, stk. 8, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis både Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist har meddelt Kommissionen, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.
1 Den i artikel 17, stk. 1, omhandlede dato
Ændring 75
Forslag til forordning
Artikel 15 a (ny)
Artikel 15a
Høringsforum
Kommissionen sikrer en afbalanceret deltagelse af medlemsstaternes repræsentanter og relevante formidlerorganisationer, brugersammenslutninger, mellemstatslige og ikke-statslige organisationer samt repræsentanter for oprindelige og lokale samfund i forbindelse med gennemførelsen af denne forordning. Disse parter bidrager navnlig til at definere og revidere delegerede retsakter, jf. artikel 4, stk. 4a, og artikel 9, stk. 8, og til gennemførelsen af artikel 5, 7 og 8 samt alle eventuelle retningslinjer for indførelse af gensidigt vedtagne vilkår. Parterne mødes i et høringsforum. Forummets forretningsorden fastsættes af Kommissionen.
Ændring 76
Forslag til forordning
Artikel 16 – stk. 3
3.  Hvert 10. år efter, at Kommissionen har forelagt sin første rapport, gennemgår Kommissionen denne forordnings virkemåde og effektivitet ud fra rapporterne og erfaringerne med anvendelsen af forordningen. I sin rapportering skal Kommissionen bl.a. overveje de administrative følger for offentlige forskningsinstitutioner, små og mellemstore virksomheder og mikrovirksomheder. Den skal også overveje behovet for yderligere foranstaltninger på EU-niveau om adgang til genetiske ressourcer og traditionel viden i tilknytning til genetiske ressourcer.
3.  Hvert femte år efter, at Kommissionen har forelagt sin første rapport, gennemgår Kommissionen denne forordnings virkemåde og effektivitet ud fra rapporterne og erfaringerne med anvendelsen af forordningen. I sin rapportering skal Kommissionen bl.a. overveje de administrative følger for specifikke sektorer, offentlige forskningsinstitutioner, små og mellemstore virksomheder og mikrovirksomheder. Den skal også overveje behovet for at gennemgå implementeringen af denne forordnings bestemmelser vedrørende traditionel viden tilknyttet genetiske ressourcer i lyset af udviklingen inden for andre relevante, internationale organisationer og behovet for yderligere foranstaltninger på EU-niveau om adgang til genetiske ressourcer og traditionel viden i tilknytning til genetiske ressourcer i den hensigt at gennemføre artikel 5.2, artikel 6.2 og artikel 7 og 12 i Nagoyaprotokollen og efterleve oprindelige og lokale samfunds rettigheder.
Ændring 77
Forslag til forordning
Artikel 16 a (ny)
Artikel 16a
Ændring af direktiv 2008/99/EF
Med virkning fra ...* ændres Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/99/EF af 19. november 2008 om strafferetlig beskyttelse af miljøet1 som følger:
1)  I artikel 3 tilføjes følgende litra:
”j) Ulovlig erhvervelse af genetiske ressourcer”
2)  I bilag A tilføjes følgende led:
" – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2013 af … om adgang til genetiske ressourcer samt rimelig og retfærdig deling af de fordele, der opstår ved udnyttelsen af disse ressourcer, i Unionen".
1 EUT L 328 af 6.12.2008, s. 28.
* Et år efter datoen for denne forordnings ikrafttræden.
Ændring 78
Forslag til forordning
Artikel 17 – stk. 2
2.  Artikel 4, 7 og 9 finder anvendelse et år efter datoen for denne forordnings ikrafttræden.
2.  Artikel 4, stk. 1–4, artikel 7 og artikel 9 finder anvendelse et år efter datoen for denne forordnings ikrafttræden.

(1) Efter vedtagelsen af ændringerne blev sagen henvist til fornyet udvalgsbehandling, jf. forretningsordenens artikel 57, stk. 2, andet afsnit (A7-0263/2013).


Mikroproduktion
PDF 223kWORD 29k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. september 2013 om mikrokraftvarmeproduktion – elektricitets- og varmeproduktion i lille målestok (2012/2930(RSP))
P7_TA(2013)0374B7-0388/2013

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til artikel 192, stk. 2, og artikel 194 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF(1),

—  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF(2) og dets konsekvenser for varme og energiproduktion,

—  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF af 21. oktober 2009 om rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energirelaterede produkter(3), til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/30/EU af 19. maj 2010 om angivelse af energirelaterede produkters energi- og ressourceforbrug ved hjælp af mærkning og standardiserede produktoplysninger(4) og til deres respektive gennemførelsesforordninger,

—  der henviser til Kommissionens meddelelse "Et fungerende indre energimarked" (COM(2012)0663) samt de tilhørende arbejdsdokumenter, SWD(2012)0367 og SWD(2012)0368,

—  der henviser til Kommissionens meddelelse "Vedvarende energi: en stor aktør på det europæiske energimarked" (COM(2012)0271),

—  der henviser til sin beslutning af 15. december 2010 om revision af handlingsplanen for energieffektivitet(5),

—  der henviser til den skriftlige forespørgsel til Kommissionen om mikroproduktion af energi (E‑010355/2011),

—  der henviser til forespørgslen til Kommissionen om borgeres deltagelse i investeringsprojekter vedrørende solkraftværker (E-011185/2012),

—  der henviser til forespørgslen til Kommissionen om mikroproduktion (O-000074/2013 – B7-0217/2013),

—  der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 2,

A.  der henviser til, at adgang til tilstrækkelig energi med henblik på en anstændig levestandard er en grundlæggende rettighed for alle, og at energipriserne er steget markant i de seneste år;

B.  der henviser til, at Den Europæiske Union i stigende grad er afhængig af import fra tredjelande til sin energiforsyning, og at der derfor er behov for forandring, hvis EU's klima-, energi- og vækstmål skal sikres;

C.  der henviser til, at anvendelsen af fossile brændstoffer som energikilde har øget mængden af CO2 i vores atmosfære og derved bidraget til globale klimaforandringer; der henviser til, at EU har opstillet mål for vedvarende energiproduktion for 2020 og i øjeblikket arbejder på en politikramme for klima- og energipolitikken frem til 2030; der henviser til, at der i øjeblikket findes bestemmelser om energiproduktion i lille målestok (mikrokraftvarmeproduktion), men de er spredt over diverse lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige initiativer såsom direktivet om vedvarende energi og energieffektivitetsdirektivet;

D.  der henviser til, at EU's ledere bør gå forrest med håndteringen af energiomlægningen under hensyntagen til behovet for at inddrage alle EU-borgere uanset deres indkomst og formue; der henviser til, at energiproduktion i lille målestok kan bidrage til at fremme samhørigheden i lokalsamfundet, bekæmpe energifattigdom, skabe nye job og økonomisk vækst samt medføre en ny måde at tackle den nuværende økonomiske krise på;

E.  der henviser til, at decentral energiproduktion i lille målestok udgør en mulighed for husholdninger og små og mellemstore virksomheder samt for samfund i både by- og landområder til at arbejde sammen om at bekæmpe klimaændringer ved at blive energiproducenter; der henviser til, at forbrugerne bør bliver bevidste om effektive måder at producere og forbruge energi på; der henviser til, at det kan føre til et mere bæredygtigt og deltagende samfund, hvis forbrugerne sættes i stand til at producere deres egen elektricitet og varme; der henviser til, at Kommissionens meddelelse om det indre energimarked behandler spørgsmålet om styrkelse af producent-forbrugere; der henviser til, at forbrugerne allerede har mange muligheder for at engagere sig aktivt i effektiv energiproduktion og -forbrug, men at der stadig er udfordringer, der skal løses;

F.  der henviser til, at mikroenergiproduktion også kan spille en rolle på globalt plan;

G.  der henviser til, at incitamenterne til kraftvarmeproduktion i lille målestok er vidt forskellige i medlemsstaterne; der henviser til, at gennemførelsen af EU's politikker bør forbedres for at udnytte potentialet ved energiproduktion i lille målestok i Europa;

Definition

1.  definerer, med henblik på denne beslutning, udtrykket mikrokraftvarmeproduktion som: 1) enkeltpersoners og SMV'ers produktion i lille målestok af energi til opvarmning/nedkøling og elektricitet med henblik på at opfylde deres egne behov, og 2) forskellige former for samlet eller kooperativ produktion i lille målestok på lokalsamfundsplan med henblik på at opfylde lokale behov; bemærker, at mikrokraftvarmeproduktion omfatter en bred vifte af teknologier (vandkraft, geotermisk energi, solenergi, havenergi, vindkraft, varmepumper, biomasse), der har særligt fokus på de vedvarende og bæredygtige dimensioner;

Indledning

2.  bekræfter, at mikrokraftvarmeproduktion skal være et vigtigt element i fremtidens energiproduktion, hvis EU skal opfylde sine mål om vedvarende energi på lang sigt; minder om, at mikrokraftvarmeproduktion bidrager til at øge den samlede andel af vedvarende energikilder i EU's energisammensætning og muliggør et effektivt elektricitetsforbrug, der finder sted tæt på produktionsstedet, samtidig med at transmissionstab undgås;

3.  minder om, at en vellykket udbredelse af mikrokraftvarmeproduktion afhænger af mange forskellige faktorer, herunder: et velfungerende indre energimarked, mikrokraftvarmeproduktionsenhedernes tekniske udvikling, udbredelsen af ​​intelligent energiinfrastruktur, især på distributionsplan, samt effektive kort-, mellem- og langsigtede politikker og støtteordninger for at skabe incitamenter til mikrokraftvarmeproduktion på europæisk, nationalt og lokalt plan;

4.  anerkender den rolle, som forskning og teknologi spiller med hensyn til at forbedre effektiviteten af og mindske omkostningerne ved mikrokraftvarmeproduktion;

5.  påpeger, at specifikke hindringer begrænser udbredelsen af mikrokraftvarmeproduktions­teknologier i større målestok, herunder: den udfordring, der ligger i høje investeringsomkostninger i startfasen, det høje niveau af administrativ kompleksitet i forbindelse med opkobling og adgang til elektricitetsnettet samt den manglende bevidsthed om energi- og omkostningsbesparelserne ved forskellige mikrokraftvarmeproduktionsteknologier set over hele deres levetid;

6.  gør opmærksom på, at energifattigdom er et voksende problem; understreger, at fremme af mikrokraftvarmeproduktion på det individuelle plan og på lokalsamfundsplan kan give forbrugerne mulighed for at blive aktive agenter i energisektoren, samtidig med at de får mere kontrol over deres energiforbrug og reducerer mængden af ​​energi, de nødt til at købe, hvorved energifattigdom forhindres; understreger, at mikrokraftvarmeproduktion giver mulighed for at omforme samfundet på en mere bæredygtig, kooperativ og rimelig måde; opfordrer til, at der sættes særligt fokus på lejere, som ofte afskrækkes fra at gennemføre energiforbedringer og fra at producere deres egen energi;

7.  understreger, at mikrokraftvarmeproduktionsteknologier såsom kombineret mikrokraftvarmeproduktion og vedvarende energikilder i lille målestok skaber mulighed for eksistensen af nulenergi- og plusenergibygninger, som sender den overskydende elektricitet, der produceres hos dem, ud på nettet;

8.  bemærker betydningen af at fremme lokale vedvarende energi-kooperativer i både landdistrikter og byområder med henblik på at øge den offentlige støtte til vedvarende energi og borgernes kendskab til og deltagelse i energiproduktion i lille målestok, at forbedre adgangen til vedvarende energi samt at skabe investeringer; bemærker vigtigheden af at fremme lokale og regionale aggregatorer, som vil kunne muliggøre en sikker og effektiv borgerdeltagelse på elektricitetsmarkedet, hvorved producent-forbrugeren sikres rimelige priser for de tjenesteydelser, der leveres til elforsyningssystemet; bemærker, at lokale myndigheder spiller en vigtig rolle i at fremme og skabe incitamenter til mikrokraftvarmeproduktion for borgere, SMV'er og interessenter;

9.  er af den opfattelse, at EU-borgernes bevidsthed om fordelene ved mikrokraftvarmeproduktion ikke er særlig stor, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger til at offentliggøre løsningsmodeller og bedste praksis vedrørende mikrokraftvarmeproduktion;

10.  konstaterer, at der ikke findes megen information om kapaciteten til og det fremtidige potentiale i mikrokraftvarmeproduktion i EU; tror, at øget viden ville gøre det muligt for mikrokraftvarmeproduktion at spille en afgørende rolle i klima-, energi- og erhvervspolitikken;

11.  konstaterer, at for at fremme mikroelektricitetsproduktionen er der behov for intelligente elektricitetsmålere, som kan beregne den elektricitet, som producenten anvender til egne formål, og den andel, som sendes ud på nettet, samt termiske energimålere, som kan registrere den varme, som trænger ind i og forlader en ejendom, som er del af et varmenet, så der kan opnås betaling for den producerede termiske energi;

12.  bemærker, at det ofte er formålstjenligt at lede selv kombineret kraftvarme, der er produceret i lille målestok, til kraftværker, fordi dette ofte øger energieffektiviteten markant;

13.  bemærker, at en stor udbredelse af mikrokraftvarmeproduktion repræsenterer et vigtigt skridt i omlægningen fra det historiske centraliserede energisystem til et mere decentraliseret og fleksibelt energisystem, som er nødvendigt for at opfylde EU's energi- og klimamål; understreger vigtigheden af at fremme mikrokraftvarmeproduktion nu og samtidig behandle spørgsmål vedrørende distributionsnetoperatører på en retfærdig måde, herunder ved omkostningsdeling og behovet for investeringer i intelligente teknologier; understreger, at den positive effekt af hjælpeydelser fra mikrogeneratorer, som bidrager til sikker systemdrift skal være ordentligt defineret og retfærdigt behandlet; understreger derfor behovet for at træffe de rigtige beslutninger og vedtage de rigtige mål nu og ikke længere udsætte passende investeringer og ambitiøs regulering;

14.  påpeger, at det kan vise sig meget dyrt at øge mikrokraftvarmeproduktionskapaciteten i EU, og at enkelte producent-forbrugeres øgede investeringer i mikrokraftvarmeproduktion også vil nødvendiggøre andre investeringer på forskellige niveauer i energisystemet, f.eks. i distributions- og transmissionssystemer, der letter brugen af ​​mikrokraftvarmeproduktion; påpeger, at dette ikke må underminere den fulde forsyningssikkerhed eller kunstigt forhøje energipriserne; erklærer sig enig med Det Europæiske Råd i, at EU's energipolitik skal sikre forsyningssikkerhed for husstande og virksomheder til overkommelige og konkurrencedygtige priser og omkostninger;

Lovgivningsmæssige rammer

15.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde henstillinger baseret på bedste praksis til tilsynsmyndigheder og systemoperatører, om hvordan de kan forkorte og forenkle de administrative procedurer, der er knyttet til driften og opkoblingen af mikrokraftvarmeproduktionsenheder til nettet, med særligt fokus på oprettelse af one stop shop-procedurer; understreger behovet for at fremme en ambitiøs gennemførelse af eksisterende retningslinjer, såsom bestemmelserne vedrørende mikrokraftvarmeproduktionsenheder i energieffektivitetsdirektivet;

16.  bemærker, at energi, som produceres af mikrogeneratorer, og som straks forbruges lokalt, bidrager til at forebygge energistrømme og dermed forbundne tab i systemet og øger producent-forbrugernes følelse af ejerskab; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle specifikke mekanismer med henblik på at fremme selvforsyning i sammenhæng med en overordnet reduktion i forbruget;

17.  opfordrer Kommissionen og de nationale regulerende myndigheder til at udvikle reguleringsrammer, der definerer roller og ansvarsområder for alle aktører i forbindelse med distributionsnettene, med særligt fokus på vilkår, der muliggør en udbredelse af sammenlægninger, idet disse spiller en afgørende rolle for, at mikrokraftvarmeproduktion kan tage aktiv del i systemet i fremtiden;

18.  bemærker den stadig vigtigere rolle, som distributionssystemoperatører (DSO'er) spiller i et mere decentraliseret energinet, ved at sørge for forsyningssikkerhed samt stabil og pålidelig drift af netværk og samtidig sikre databeskyttelse for forbrugerne; opfordrer Kommissionen og de nationale tilsynsmyndigheder til at anerkende denne rolle og fremme DSO'ers investeringer i distributionssystemet med henblik på at forbedre energisystemets samlede effektivitet; opfordrer derudover til, at DSO'er kommer til at spille en klarere defineret rolle i organiseringen af balancerings- og andre hjælpeydelser;

19.  mener, at der er behov for en effektiv samordnet indsats vedrørende energiproduktion i lille målestok i hele EU som en del af etableringen af EU's indre energimarked;

20.  bemærker, at de forskellige medlemsstater har forskellige mål og strukturer for deres skattemæssige og juridiske bestemmelser om mikrokraftvarmeproduktion, og at dette kan udgøre en hindring for den udbredte anvendelse af mikrokraftvarmeproduktion; opfordrer Kommissionen til at identificere budgetposter under programmet Intelligent Energi i Europa (IEE) og at arbejde sammen med medlemsstaterne med henblik på at fjerne de eksisterende barrierer i de nationale lovgivninger om adgang til finansiering for individuelle og kooperative mikrokraftvarmeproduktionsprojekter, skabe nye målrettede finansielle instrumenter (f.eks. mikrokreditter) og udbrede bedste praksis vedrørende disse aktiviteter;

21.  opfordrer medlemsstaterne til at tage hensyn til mikrokraftvarmeproduktionens særlige karakteristika, når de udformer og evaluerer de nationale incitamenter og støtteordninger med henblik på at sikre, at disse er tilpasset energiproduktion i lille målestok;

Infrastruktur, produkter og standarder

22.  kræver ufortøvet fuld gennemførelse af den tredje energipakke og især EU-lovgivningen om forbrugsmåling med henblik på at lette producent-forbrugernes aktiviteter på nettet samt effektiv distributionsledelse; anmoder om, at det også gøres muligt at overføre energi mellem producent og forbruger i lille målestok, f.eks. i et boligkvarter eller kooperativ; opfordrer medlemsstaterne til, i tilfælde hvor det fremgik af cost-benefit-analysen, at det var i forbrugernes interesse, at fremskynde udrulningen af ​​intelligente målere med henblik på at bistå husholdningerne med at erhverve nøjagtige data og fuld værdi for den energi, der produceres hos dem;

23.  foreslår, at Kommissionen undersøger muligheden for at inddrage mikrokraftvarmeproduktionssystemer i byplanlægningsprojekter; mener, at dette kan føre til højere effektivitet og reducere omkostningerne til udvikling af transmission og distribution af vedvarende energi i lille målestok;

24.  bemærker, at standardisering er nøglen til at videreudvikle masseproduceret udstyr til brug i mikrokraftvarmeproduktion på strømlinet og omkostningseffektiv vis; opfordrer de europæiske standardiseringsorganer til at fremskynde deres standardiseringsaktiviteter;

25.  minder om, at små generatorer interagerer anderledes med distributionsnettet end store generatorer og derfor bør behandles anderledes i fremtidig lovgivning;

26.  er klar over, at en betydelig udbredelse af mikrokraftvarmeproduktion vil medføre udfordringer for forvaltningen af distributionsnettene med hensyn til at matche efterspørgslen efter energi med udbuddet, hvorfor der er behov for innovative investeringer i et opgraderet distributionsnet; noterer sig betydningen af ​​intelligente teknologier til at opnå dette; opfordrer medlemsstaterne til at lette mikrogeneratorers adgang til nettet og samtidig se på spørgsmålet om netomkostninger i forbindelse med energiproduktion i lille målestok og bevarelse af en effektiv netforvaltning; opfordrer de nationale regulerende myndigheder til at skabe incitamenter til innovation og investeringer i lokale distributionsnet;

27.  bemærker, at det er påvist, at ejerskabsprojekter nyder en højere grad af accept og derfor bør fremmes; minder om, at selv om aggregatorer kunne spille en vigtig rolle i at fremme sådanne projekter, har deres rolle hidtil været uklar i den relevante EU-lovgivning; opfordrer derfor til en hurtig og ambitiøs gennemførelse af bestemmelserne om efterspørgselsrespons i energieffektivitetsdirektivet;

28.  opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne for at støtte crowdfunding-modeller, dvs. langsigtede investeringssystemer, hvor investorer og iværksættere er i direkte kontakt med hinanden via en platform, med henblik på at skabe muligheder for og tilskynde folk til at oprette mikrokraftvarmeproduktionskooperativer;

29.  bemærker, at den offentlige interesse i stigende grad er rettet mod muligheden for at finansiere projekter gennem åbne appeller til den bredere offentlighed (crowdfunding); opfordrer Kommissionen til at fremme muligheden for medejerskab af lokale projekter og derved styrke mobiliseringen af lokal støtte;

30.  opfordrer endvidere Kommissionen til at undersøge, i hvilket omfang EU-lovgivning såsom prospektdirektivet (direktiv 2003/71/EF), MiFID-direktivet (direktiv 2004/39/EF) og e-penge-direktivet (direktiv 2009/110/EF) allerede gør det muligt at gennemføre visse projekter på grundlag af medejerskab af lokale strukturer;

31.  anfører, at alle initiativer vedrørende mikrokraftvarmeproduktion bør være i overensstemmelse med netreglerne; anfører, at målsætningerne i sekundær elektricitetslovgivning – såsom netreglerne – kan opnås bedre og mere omkostningseffektivt, hvis man opstiller standarder på EU-niveau for de fleste former for mikrokraftvarmeproduktionsteknologi; opfordrer til en aktiv form for forvaltning af distributionssystemet baseret på et tæt samarbejde mellem DSO'er og transmissionssystemoperatører (TSO'er) og andre elementer (produktion, forbrug og oplagringsenheder) hos myndighederne med ansvar for elnettene med henblik på at skabe incitamenter til innovation og investeringer i lokale distributionsnet;

32.  opfordrer Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER), det europæiske net af transmissionssystemoperatører for elektricitet (ENTSO-E), Kommissionen og de nationale regeringer til at lægge særlig vægt på decentrale vedvarende energikilder i forbindelse med den aktuelle udformnings- og forhandlingsproces vedrørende netregler;

33.  bemærker, at nye former for produktion, ejerskab og forbrug, såsom et leasingbaseret samfund, kunne spille en afgørende rolle i udbredelsen af ​​mikrokraftvarmeproduktion, da mange elementer, der muliggøres af denne tilgang, er positive på dette område, f.eks. lavere startomkostninger, omkostningsgennemsigtighed gennem faste priser for kombinationer af produkter og tjenesteydelser, løsningen på et vigtigt finansieringsproblem for producent-forbrugere med lav indkomst, optimal installationskvalitet samt en bedre vedligeholdelse og dermed en længere livscyklus på leverandørsiden;

Konkrete foranstaltninger

34.  opfordrer Kommissionen til at foretage en omfattende vurdering af den potentielle kapacitet til mikrokraftvarmeproduktion og studere bedste praksis i EU og den potentielle virkning af en stor udbredelse af mikrokraftvarmeproduktion på EU's indre energimarked og infrastruktur;

35.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at mikrokraftvarmeproduktion er berettiget til finansiering fra EU-fondene, herunder strukturfondene, fra perioden 2014-2020 og fremefter;

36.  opfordrer til at investere forsknings-, udviklings- og innovationsmidler i mikrokraftvarmeproduktion med henblik på at udvikle passende tekniske løsninger og installationer;

37.  anerkender betydningen af ​​EU-lederskab på området for klima- og energipolitik og anfører, at mikrokraftvarmeproduktion bør bidrage til at opfylde vores langsigtede mål; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at forbedre gennemførelsen af ​​strategierne for elektricitets- og varmeproduktion i lille målestok, der er indeholdt i de eksisterende rammer for EU-politik, og dermed anerkende betydningen af ​​mikrokraftvarmeproduktion og fremme dens udbredelse i medlemsstaterne;

38.  opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til mikrokraftvarmeproduktionens rolle i fremtidig EU-lovgivning om energi, navnlig i forbindelse med Unionens kommende klima- og energipakke for 2030;

39.  opfordrer Kommissionen til sammen med medlemsstaterne at se nøje på de eksisterende omkostningsstrukturer i energinettet og opstille retningslinjer for, hvordan man kan fremme opnåelsen af tilladelse til, netadgangen for og driften af mikrokraftvarmeproduktionsenheder;

o
o   o

40.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT L 140 af 5.6.2009, s. 16.
(2) EUT L 315 af 14.11.2012, s. 1.
(3) EUT L 285 af 31.10.2009, s. 10.
(4) EUT L 153 af 18.6.2010, s. 1.
(5) EUT C 169 E af 15.6.2012, s. 66.


Lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde
PDF 118kWORD 22k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. september 2013 om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi (2013/2678(RSP))
P7_TA(2013)0375B7-0387/2013

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til artikel 8, 157 og 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv(1),

—  der henviser til artikel 11, stk. 1, litra d), i konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder, som blev vedtaget af De Forenede Nationers Generalforsamling i dennes resolution nr. 34/180 af 18. december 1979,

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. september 2010 "Strategi for ligestilling mellem mænd og kvinder 2010-2015" (COM(2010)0491),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 5. marts 2010 "Fornyet vilje til at opnå ligestilling mellem mænd og kvinder - Et kvindecharter" (COM(2010)0078),

—  der henviser til sin beslutning af 24. maj 2012 med henstillinger til Kommissionen om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi(2),

—  der henviser til EU-merværdivurderingen "Application of the principle of equal pay for men and women for equal work of equal value"(3),

—  der henviser til undersøgelsen "The gender gap in pensions in the EU"(4),

—  der henviser til forespørgsel til Kommissionen om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi (O-000078/2013 – B7-0218/2013),

—  der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 2,

A.  der henviser til, at Europa-Parlamentet i sin beslutning af 24. maj 2012 med henstillinger til Kommissionen om anvendelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi anmodede Kommissionen om at foretage en revision af direktiv 2006/54/EF senest inden den 15. februar 2013 under hensyntagen til Parlamentets henstillinger, herunder en revision af den eksisterende lovgivning;

B.  der henviser til, at lønningerne som følge af arbejdsmarkedspolitikker, der forsøger at gøre en ende på princippet om og praksissen med kollektive overenskomstforhandlinger, oftere og oftere forhandles individuelt, hvilket resulterer i manglende gennemsigtighed og informationer om individualiserede lønsystemer, hvilket igen fører til øgede lønforskelle blandt medarbejdere på samme niveau og kan skabe øgede kønsbestemte lønforskelle;

C.  der henviser til, at fremskridtet med hensyn til at få udlignet den kønsbestemte lønforskel sker ekstremt langsomt, og at forskellen i nogle medlemsstater sågar er blevet større; der henviser til, at den kønsbestemte lønforskel til trods for det omfattende regelværk, som har været gældende i næsten 40 år, de foranstaltninger, der er truffet, og de ressourcer, der er anvendt (forskellen på EU-niveau var 17,7 % i 2006, 17,6 % i 2007, 17,4 % i 2008, 16,9 % i 2009 og 16,4 % i 2010), fortsat er et vedholdende problem, og at den på indeværende tidspunkt er på 16,2 % for hele EU; der henviser til, at implementeringen af princippet om lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi er afgørende for opnåelse af ligestilling mellem mænd og kvinder; der henviser til, at de negative følger for kvinder af den kønsbestemte lønforskel rækker helt ind i pensionsalderen, og at kvinder oppebærer pensionsydelser, der i gennemsnit er 39 % lavere end for mænd;

D.  der henviser til, at det ifølge den akademiske forskning i udligning af lønforskellen mellem mænd og kvinder er nødvendigt at tage forskellige faktorer i betragtning og tackle dem ordentligt, f.eks. forskelle i aktivitets- og beskæftigelsesrater, lønstruktur, arbejdsstyrkens sammensætning og aflønning samt andre makroøkonomiske og institutionelle faktorer;

E.  der henviser til, at erfaringen viser, at god praksis eller bløde lovgivningstiltag alene sjældent virker ansporende, og at den forventede peerlæringseffekt ikke bliver til noget;

F.  der henviser til, at en reduktion af lønforskellen mellem mænd og kvinder på ét procentpoint ifølge konklusionerne af EU-merværdivurderingen vil forøge den økonomiske vækst med 0,1 %, og at en udligning af lønforskellen mellem mænd og kvinder har afgørende betydning i den nuværende økonomiske konjunkturnedgangsperiode;

G.  der henviser, at de langsomme fremskridt med hensyn til at få udlignet lønforskellen mellem mænd og kvinder har betydelige demografiske, sociale, juridiske og økonomiske konsekvenser;

1.  beklager de langsomme fremskridt med hensyn til at få udlignet lønforskellen mellem mænd og kvinder i Den Europæiske Union;

2.  understreger, at en reduktion af uligheden mellem mænd og kvinder gennem en udligning af lønforskellen mellem mænd og kvinder vil være gavnlig ikke bare for kvinderne, men for samfundet som helhed, og at udligning af lønforskellen mellem mænd og kvinder ikke bør betragtes som en udgift, men som en investering;

3.  gentager, at direktiv 2006/54/EF i sin nuværende form ikke er tilstrækkeligt effektivt til at tackle lønforskellen mellem mænd og kvinder og nå målet om ligestilling inden for beskæftigelse og erhverv;

4.  anmoder Kommissionen om at støtte medlemsstaterne i at mindske lønforskellen mellem mænd og kvinder med mindst fem procentpoint om året med henblik på at fjerne denne kønsbestemte lønforskel senest i 2020;

5.  anerkender, at en tilgang på mange niveauer og med mange facetter kræver, at Kommissionen støtter medlemsstaterne i at fremme god praksis og gennemføre politikker med henblik på at afhjælpe den kønsbestemte lønforskel;

6.  opfordrer indtrængende Kommissionen til snarest at revidere direktiv 2006/54/EF og fremsætte ændringsforslag dertil i overensstemmelse med direktivets artikel 32 og på grundlag af artikel 157 i TEUF og til at følge de detaljerede henstillinger i bilaget til Europa-Parlamentets beslutning af 24. maj 2012;

7.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer.

(1) EUT L 204 af 26.7.2006, s. 23.
(2) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0225.
(3) EAVA 4/2013.
(4) http://ec.europa.eu/justice/gender-equality/files/documents/130530_pensions_en.pdf


EU's strategi for cybersikkerhed: et åbent og sikkert internet
PDF 152kWORD 38k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. september 2013 EU's strategi for cybersikkerhed: Et åbent, sikkert og beskyttet cyberspace (2013/2606(RSP))
P7_TA(2013)0376B7-0386/2013

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til den fælles meddelelse af 7. februar 2013 fra Kommissionen og Den Europæiske Unions højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik "EU-strategi for cybersikkerhed: Et åbent og sikkert internet" (JOIN(2013)0001),

—  der henviser til Kommissionens forslag af 7. februar 2013 til direktiv om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles niveau for net- og informationssikkerhed i hele EU (COM(2013)0048),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. maj 2010 "En digital dagsorden for Europa" (COM(2010)0245) og af 18. december 2012 "Den digitale dagsorden for Europa – Digital teknologi som drivkraft for vækst" (COM(2012)0784),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. september 2012 med titlen "Udnyttelse af potentialet ved cloud computing i Europa" (COM(2012)0529),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. marts 2012 "Bekæmpelse af kriminalitet i den digitale tidsalder - Oprettelse af et europæisk center til bekæmpelse af it-kriminalitet" (COM(2012)0140 og til Rådets konklusioner af 7. juni 2012 herom,

—  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/40/EU af 12. august 2013 om angreb på informationssystemer og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2005/222/RIA(1),

—  der henviser til Rådets direktiv 2008/114/EF af 8. december 2008 om indkredsning og udpegning af europæisk kritisk infrastruktur og vurdering af behovet for at beskytte den bedre(2),

—  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn, seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2004/68/RIA(3),

—  der henviser til Stockholmprogrammet(4) – Et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse, Kommissionens meddelelse "Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed for EU’s borgere - Handlingsplan om gennemførelse af Stockholmprogrammet" (COM(2010)0171) og "Strategien for EU's indre sikkerhed i praksis – Fem skridt hen imod et mere sikkert EU" (COM(2010)0673) og Parlamentets beslutning af 22. maj 2012 om Den Europæiske Unions interne sikkerhedsstrategi(5),

—  der henviser til det fælles forslag fra Kommissionen og den højtstående repræsentant om ordninger til Unionens gennemførelse af solidaritetsbestemmelsen (JOIN(2012)0039),

—  der henviser til Rådets rammeafgørelse 2001/413/RIA af 28. maj 2001 om bekæmpelse af svig og forfalskning i forbindelse med andre betalingsmidler end kontanter(6),

—  der henviser til sin beslutning af 12. juni 2012 om beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur – resultater og næste skridt: vejen til global internetsikkerhed(7) og til Rådets konklusioner af 27. maj 2011 om Kommissionens meddelelse "Beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur - Resultater og næste skridt: vejen til global internetsikkerhed" (COM(2011)0163),

—  der henviser til sin beslutning af 11. december 2012 om fuldførelse af det digitale indre marked(8),

—  der henviser til sin beslutning af 22. november 2012 om cybersikkerhed og -forsvar(9),

—  der henviser til sin førstebehandlingsholdning af 16. april 2013 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA) (COM(2010)0521)(10),

—  der henviser til sin beslutning af 11. december 2012 om en strategi for digital frihed i EU's udenrigspolitik(11),

—  der henviser til Europarådets konvention om it-kriminalitet af 23. november 2001,

—  der henviser til Unionens internationale forpligtelser, navnlig i henhold til den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser (GATS),

—  der henviser til artikel 16 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og Den Europæiske Unions charter for grundlæggende rettigheder, navnlig artikel 6, 8 og 11,

—  der henviser til de igangværende forhandlinger om det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater,

—  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A.  der henviser til, at stigende cybertrusler i form af stadig mere avancerede trusler og angreb udgør en alvorlig trussel mod medlemsstaternes sikkerhed, stabilitet og økonomiske udsigter såvel som for den private sektor og det bredere samfund; der henviser til, at beskyttelsen af vores samfund og økonomi derfor vil være en udfordring, der stadig udvikler sig;

B.  der henviser til, at cyberspace og cybersikkerhed bør være en af de strategiske søjler i EU's og de enkelte medlemsstaters sikkerheds- og forsvarspolitikker; der henviser til, at det derfor er uhyre vigtigt at sikre, at cyberspace fortsat er åbent for udveksling af idéer og information samt formidling;

C.  der henviser til, at e-handel og onlinetjenester er en af internettets store forcer og er afgørende for at opfylde målsætningerne i Europa 2020-strategien til gavn for både borgerne og den private sektor; der henviser til, at Unionen fuldt ud skal udnytte potentialet og de muligheder, som internettet giver for den videre udvikling af det indre marked, herunder det digitale indre marked;

D.  der henviser til, at de strategiske prioriteringer, som fremgår af den fælles meddelelse om en strategi for cybersikkerhed for Den Europæiske Union, omfatter opnåelse af cybermodstandsdygtighed, mindskelse af cyberkriminalitet, udvikling af en cyberforsvarspolitik og -kapacitet i forbindelse med den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) og fastlæggelse af en kohærent international cyberspacepolitik for EU;

E.  der henviser til, at net- og informationssystemer i Unionen i høj grad er indbyrdes forbundne; der henviser til, at internettets globale karakter bevirker, at mange episoder inden for net- og informationssikkerhed rækker ud over de nationale grænser og risikerer at undergrave det indre markeds funktion og forbrugernes tillid til det digitale indre marked;

F.  der henviser til cybersikkerhed i hele Unionen som i resten af verden kun er så stærk som det svageste led, og at forstyrrelser i en sektor eller medlemsstat har indvirkning på en anden sektor eller medlemsstat og skaber afsmittende virkninger med konsekvenser for den Unionens økonomi som helhed;

G.  der henviser til, at kun 13 medlemmer stater officielt i april 2013 har vedtaget nationale cybersikkerhedsstrategier; der henviser til, at der fortsat er grundlæggende forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til deres beredskab, sikkerhed, strategiske kultur og kapacitet til at udvikle og gennemføre nationale cybersikkerhedsstrategier, og mener, at der bør foretages en vurdering af disse forskelle;

H.  der henviser til, at de forskellige sikkerhedskulturer og manglen på en retlig ramme fører til fragmentering og er en vigtig prioritet i det digitale indre marked; der henviser til, at manglen på en harmoniseret tilgang til cybersikkerhed indebærer alvorlige risici for den økonomiske velstand og for sikkerheden af transaktioner, og at der derfor er brug for samordnet indsats og tættere samarbejde mellem regeringer, den private sektor og retshåndhævende myndigheder og efterretningstjenester;

I.  der henviser til, at cyberkriminalitet i stadig stigende grad er et internationalt dyrt problem, der for øjeblikket ifølge FN's Kontor for Narkotikakontrol og Kriminalitetsbekæmpelse koster den globale økonomi næsten 295 mia. EUR årligt;

J.  der henviser til, at den internationale organiserede kriminalitet, der udnytter de teknologiske fremskridt, fortsat flytter sit operationelle terræn over til cyberspace, hvor cyberkriminalitet radikalt er ved at ændre den traditionelle struktur i de organiserede kriminelle grupper; der henviser til, at dette har medført, at den organiserede kriminalitet er blevet mindre lokal og har større tendens til at udnytte territorialiteten og de forskellige nationale retsområder på globalt plan;

K.  der henviser til, at efterforskning af cyberkriminalitet af de kompetente myndigheder stadig hæmmes af flere forhindringer, bl.a. brugen, i cyberspacetransaktioner af "virtuelle valutaer", der kan bruges til hvidvaskning af penge, territorialitetsspørgsmål og jurisdiktionsgrænser, utilstrækkelig kapacitet til efterretningsudveksling, mangel på uddannet personale og inkonsekvent samarbejde med andre interessenter;

L.  der henviser til, at teknologi er grundlaget for udviklingen af cyberspace, og at løbende tilpasning til teknologiske ændringer er afgørende, hvis modstandsdygtigheden og sikkerheden i EU's cyberspace skal forbedres; der henviser til, at der skal træffes foranstaltninger til at sikre, at lovgivningen opdateres med den nye teknologiske udvikling, der gør det muligt med effektiv identifikation og retsforfølgning af cyberkriminelle og beskyttelse af ofre for cyberkriminalitet; der henviser til, at EU's cybersikkerhedsstrategi skal indeholde foranstaltninger, der fokuserer på bevidsthed, uddannelse og udvikling af it-beredskabsenheder (CERT), udvikling af et indre marked for cybersikkerhedsprodukter og ‑tjenester og fremme af investeringer i forskning, udvikling og innovation;

1.  glæder sig over den fælles meddelelse om EU's strategi for cybersikkerhed og forslaget til et direktiv om foranstaltninger til at sikre et højt niveau af net- og informationssikkerhed i hele Unionen;

2.  understreger den afgørende og stigende betydning af internettet og cyberspace for politiske, økonomiske og samfundsmæssige transaktioner ikke kun inden for Unionen, men også i forhold til andre aktører i hele verden;

3.  understreger, at det er nødvendigt at udvikle en strategisk kommunikationspolitik for EU's cybersikkerhed, cyberkrisesituationer, strategianmeldelser, offentlig-privat samarbejde og varslinger samt henstillinger til offentligheden;

4.  minder om, at et højt niveau af net-og informationssikkerhed er nødvendigt ikke blot for at opretholde tjenester, der er afgørende for et velfungerende samfund og økonomien, men også for at beskytte borgernes fysiske integritet ved at øge effektiviteten, produktiviteten og den sikre funktion af kritiske infrastrukturer; understreger, at selv om net- og informationssikkerheden skal behandles, er det også vigtigt at forbedre den fysiske sikkerhed; understreger, at infrastruktur bør kunne modstå både tilsigtede og utilsigtede afbrydelser; understreger, at cybersikkerhedsstrategi bør lægge større vægt på de almindeligste årsager til utilsigtede systemfejl;

5.  gentager sin opfordring til medlemsstaterne om at vedtage nationale cybersikkerhedsstrategier, der dækker aspekter vedrørende teknologi, koordinering, menneskelige ressourcer og finansielle bevillinger, og som omfatter særskilte regler om fordelene og ansvarsområderne for den private sektor for at sikre deres deltagelse, uden unødig forsinkelse, og muliggøre omfattende procedurer for risikostyring samt for at sikre de lovgivningsmæssige rammer;

6.  bemærker, at kun kombineret lederskab og politisk ejerskab fra EU-institutionernes og medlemsstaternes side vil sikre et højt niveau af net-og informationssikkerhed i hele Unionen og dermed bidrage til et sikkert og velfungerende indre marked;

7.  understreger, at Unionens cybersikkerhedspolitik bør medføre et sikkert og pålideligt digitalt miljø, der er baseret på, og udformet til at garantere beskyttelse og bevarelse af frihedsrettigheder og respekten for grundlæggende rettigheder på nettet som fastsat i EU's charter og i artikel 16 i TEUF, navnlig retten til privatlivets fred og databeskyttelse; mener, at der bør rettes særlig opmærksomhed mod at beskytte børn på nettet;

8.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at tage alle de nødvendige foranstaltninger for at udarbejde uddannelsesprogrammer til forbedring og fremme af bevidsthed, færdigheder og uddannelse blandt de europæiske borgere, især med hensyn til personlig sikkerhed som en del af et pensum i digital kunnen fra en tidlig alder; glæder sig over initiativet til at arrangere en europæisk måned for cybersikkerhed med støtte fra ENISA og i samarbejde med offentlige myndigheder og den private sektor med henblik på at øge bevidstheden om de udfordringer, der er forbundet med beskyttelsen af net-og informationssystemer;

9.  mener, at uddannelsen i cybersikkerhed øger det europæiske samfunds bevidsthed om cybertrusler, hvilket fremmer ansvarlig brug af cyberspace og bidrager til at øge udbuddet af de samlede it-færdigheder; anerkender den centrale rolle, som Europol og dens nye europæiske center for cyberkriminalitet (EC3) og ENISA og Eurojust spiller for at gennemføre uddannelsesaktiviteter på EU-plan i brugen af internationale retlige samarbejdsværktøjer og retshåndhævelse vedrørende forskellige aspekter af cyberkriminalitet;

10.  gentager behovet for at yde teknisk rådgivning og juridisk information samt at udarbejde programmer for forebyggelse og bekæmpelse af cyberkriminalitet; opfordrer til uddannelse af cyberingeniører, der er specialiseret i beskyttelse af kritiske infrastruktur- og informationssystemer, samt af operatører af transportkontrolsystemer og trafikreguleringscentre; understreger det alvorlige behov for at indføre regelmæssige uddannelsesordninger for cybersikkerhed for den offentlige sektors ansatte på alle niveauer;

11.  opfordrer til, at der udvises stor forsigtighed med hensyn til at begrænse borgernes muligheder for at anvende ikt-værktøjer, og understreger, at medlemsstaterne bør stræbe efter aldrig at bringe borgernes rettigheder og friheder fare, når de udvikler svar på cybertrusler og -angreb, og bør have passende lovgivningsmæssige midler til at skelne mellem cyberepisoder på civilt og militært plan;

12.  mener, at det lovgivningsmæssige engagement i cybersikkerhed bør være risikoorienteret med fokus på kritisk infrastruktur, og deres velfungerende funktion, hvilket er af stor offentlig interesse, og bør bygge på sektorens eksisterende, markedsbaserede bestræbelser for at sikre nettets modstandsdygtighed; understreger den afgørende rolle af samarbejdet på operationelt plan med at fremme en mere effektiv udveksling af oplysninger om cybertrusler mellem offentlige myndigheder og den private sektor – både på EU-plan og nationalt plan, samt med Unionens strategiske partnere – med det formål at garantere nettenes og informationssystemernes sikkerhed ved at skabe gensidig tillid, værdier og engagement og udveksle ekspertise; mener, at offentlige-private partnerskaber bør baseres på net- og teknologineutralitet og bør fokusere på indsatsen for at behandle problemer, som har en stor indvirkning på offentligheden; opfordrer Kommissionen til at tilskynde alle berørte markedsdeltagere til at være mere på vagt og mere samarbejdsvillige for at beskytte andre operatører mod skader på deres tjenester;

13.  erkender, at påvisning og anmeldelse af cybersikkerhedsepisoder er afgørende for at fremme cybermodstandsdygtighed i Unionen; mener, at proportionelle og nødvendige oplysningskrav skal være indført for at muliggøre meddelelse af episoder, der vedrører væsentlige sikkerhedsbrud, til de kompetente nationale myndigheder og dermed muliggøre bedre overvågning af cyberforbrydelserne og lette bestræbelserne på at øge bevidstheden på alle niveauer;

14.  opfordrer Kommissionen og andre aktører til at indføre politikker for cybersikkerhed og cybermodstandsdygtighed, der omfatter økonomiske incitamenter til at fremme et højt niveau af cybersikkerhed og cybermodstandsdygtighed;

Cybermodstandsdygtighed

15.  bemærker, at forskellige sektorer og medlemsstater har forskellige kapaciteter og færdigheder, og at dette hindrer udviklingen af det betroede samarbejde og undergraver det indre markeds funktion;

16.  mener, at krav til små og mellemstore virksomheder bør følge en forholdsmæssig og risikobaseret tilgang;

17.  insisterer på udvikling af cybermodstandsdygtighed for kritiske infrastrukturer og minder om, at kommende ordninger for gennemførelse af solidaritetsbestemmelsen (artikel 222 i TEUF) bør tage hensyn til risikoen for cyberangreb mod en medlemsstat; opfordrer Kommissionen og den højtstående repræsentant til at tage højde for denne risiko i deres fælles rapporter om integrerede trusler og risikovurdering, der skal forelægges fra 2015;

18.  understreger, at identifikation og kategorisering af kritiske infrastrukturer skal være opdateret for at sikre integritet, tilgængelighed og fortrolighed af kritiske tjenester, og at der skal fastsættes de nødvendige mindstekrav til sikringen for deres net og informationssystemer;

19.  erkender, at forslaget til et direktiv om foranstaltninger til at sikre et højt fælles niveau for net- og informationssikkerhed i Unionen fastsætter disse mindstekrav til sikringen for udbydere af informationssamfundstjenester og operatører af kritiske infrastrukturer;

20.  opfordrer medlemsstaterne og Unionen til at indføre hensigtsmæssige rammer for hurtige tovejs-informationsudvekslingssystemer, der vil sikre anonymitet for den private sektor og holde den offentlige sektor konstant orienteret, og, hvor det er nødvendigt, yde bistand til den private sektor;

21.  glæder sig over Kommissionens plan om at skabe en risikostyringskultur for cybersikkerhed og opfordrer indtrængende medlemsstaterne og EU-institutionerne til hurtigt at medtage cyberkrisestyring i deres krisestyringsplaner og risikoanalyser; anmoder endvidere medlemsstaternes regeringer og Kommissionen til at tilskynde den private sektors aktører til at medtage cyberkrisestyring i deres forvaltningsplaner og risikoanalyser og uddanne personalet i cybersikkerhed;

22.  opfordrer alle medlemsstater og EU-institutioner til at etablere et netværk af velfungerende it-beredskabsenheder (CERT), der er operationelle 24/7; påpeger, at de nationale CERT-enheder bør indgå i et effektivt netværk, hvori der udveksles relevante informationer i overensstemmelse med de nødvendige standarder for tillid og fortrolighed; bemærker, at paraplyinitiativer, der samler CERT-enheder og andre relevante sikkerhedsorganer, kan tjene som nyttige redskaber i opbygningen af tillid i en grænseoverskridende og tværsektoriel sammenhæng; anerkender betydningen af et effektivt samarbejde mellem CERT-enheder og de retshåndhævende myndigheder i kampen mod cyberkriminalitet;

23.  støtter ENISA i udøvelsen af dets opgaver i forbindelse med net- og informationssikkerhed, bl.a. ved at yde vejledning og ved at rådgive medlemsstaterne samt støtte udveksling af bedste praksis og et tillidsfuldt miljø;

24.  understreger industriens behov for at gennemføre passende præstationskrav til cybersikkerhed på tværs af hele værdikæden for ikt-produkter, der anvendes i transportnet og informationssystemer, for at gennemføre passende risikostyring, vedtage sikkerhedsstandarder og -løsninger samt udvikle bedste praksis og informationsudveksling med henblik på at sikre cybersikre transportsystemer;

Industrielle og teknologiske ressourcer

25.  er af den opfattelse, at sikring af et højt niveau af net- og informationssikkerhed spiller en central rolle i bestræbelserne på at øge konkurrenceevnen for både leverandører og brugere af sikkerhedsløsninger i Unionen; mener, at it-sikkerhedsindustrien i EU har et stort uudnyttet potentiale, men at private, offentlige og erhvervsmæssige brugere ofte er uvidende om omkostninger og fordele ved at investere i cybersikkerhed og dermed sårbare over for skadelige cybertrusler; understreger, at oprettelsen af CERT-enheder er en relevant faktor i denne sammenhæng;

26.  mener, at et stærkt udbud af og efterspørgsel efter cybersikkerhedsløsninger kræver tilstrækkelige investeringer i akademiske ressourcer, forskning og udvikling (F&U), samt viden- og kapacitetsopbygning hos de nationale myndigheder, der er involveret i ikt-spørgsmål, med henblik på at fremme innovationer og skabe tilstrækkelig bevidsthed om risici forbundet med net- og informationssikkerhed, hvilket skal føre hen imod en samordnet europæisk sikkerhedsindustri;

27.  opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at etablere et "indre marked for cybersikkerhed", hvor brugere og leverandører er i stand til at gøre bedst mulig brug af de nyskabelser, synergier og kombineret ekspertise, der udbydes, og som gør det muligt at inddrage SMV'er;

28.  tilskynder medlemsstaterne til at overveje at foretage fælles investeringer i den europæiske cybersikkerhedsindustri på samme måde, som det er sket i andre brancher, såsom luftfartssektoren;

Cyberkriminalitet

29.  mener, at kriminelle aktiviteter i cyberspace kan være lige så skadelige for samfundenes trivsel som lovovertrædelser i den fysiske verden, og at disse former for kriminalitet ofte forstærker hinanden, som det f.eks. kan observeres inden for seksuel udnyttelse af børn, organiseret kriminalitet og hvidvaskning af penge;

30.  bemærker, at der i nogle tilfælde er sammenhæng mellem legitime og ulovlige aktiviteter; understreger betydningen af forbindelsen, som fremmes af internettet, mellem finansiering af terrorisme og alvorlig organiseret kriminalitet; understreger, at offentligheden skal gøres opmærksom på alvoren i at blive involveret i cyberkriminalitet, og muligheden for, at hvad der ved første øjekast kan synes at være en såkaldt "socialt acceptabelt" forbrydelse – såsom ulovlig download af film – ofte genererer store beløb til internationale kriminelle syndikater;

31.  er enig med Kommissionen i, at de samme normer og principper, der gælder offline, også gælder online, og derfor, at kampen mod cyberkriminalitet skal intensiveres med ajourført lovgivning og operationel kapacitet;

32.  mener, at fælles indsats og ekspertise på EU-plan, over de enkelte medlemsstaters niveau, er særligt vigtige i betragtning af cyberkriminalitets grænseløse karakter, og at Eurojust, Europols EC3, CERT-enheder og universiteter og forskningscentre derfor skal være forsynet med tilstrækkelige ressourcer og kapaciteter til at fungere ordentligt som knudepunkter for ekspertise, samarbejde og informationsudveksling;

33.  glæder sig meget over oprettelsen af EC3 og opfordrer til en fremtidig udvikling af centret og dets afgørende rolle i forbindelse med koordineringen af den rettidige og effektive grænseoverskridende udveksling af oplysninger og ekspertise med henblik på at støtte forebyggelse, sporing og kontrol af cyberkriminalitet;

34.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at borgerne nemt kan få adgang til oplysninger om cybertrusler, og hvordan man kan bekæmpe dem; mener, at sådanne retningslinjer bør indeholde oplysninger om, hvordan brugerne kan beskytte deres privatliv på internettet, hvordan man kan opdage og rapportere tilfælde af grooming (hvor en person indleder et venskab med et barn med henblik på seksuelt misbrug), hvordan man installerer software og firewalls, hvordan man skal håndtere passwords, og hvordan man kan opdage falsk identifikation (phishing), afluring (pharming) og andre angreb;

35.  fastholder, at de medlemsstater, der endnu ikke har ratificeret Europarådets Budapestkonvention om it-kriminalitet, bør gøre det uden unødig forsinkelse; glæder sig over Europarådets overvejelser om behovet for at ajourføre konventionen i lyset af den teknologiske udvikling for at sikre dens fortsatte effektivitet i håndteringen af cyberkriminalitet, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at deltage i denne debat; tilskynder bestræbelser på at fremme ratificering af konventionen blandt andre lande, og opfordrer Kommissionen til aktivt at fremme udbredelsen af den uden for EU;

Cyberforsvar

36.  understreger, at cyberudfordringer, -trusler og -angreb bringer medlemsstaternes forsvars- og nationale sikkerhedsinteresser i fare, og at civile og militære tilgange til opgaven at beskytte kritisk infrastruktur bør maksimere fordelene for begge gennem bestræbelser på at opnå synergier;

37.  opfordrer derfor medlemsstaterne til at intensivere deres samarbejde med Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA) med henblik på at udvikle forslag og initiativer til cyberforsvarskapaciteter, der bygger på de seneste initiativer og projekter; understreger behovet for at styrke F&U, bl.a. gennem indsamling og udveksling af ressourcer;

38.  gentager, at en omfattende EU-strategi for cybersikkerhed bør tage hensyn til merværdien af eksisterende agenturer og organer samt den gode praksis i de medlemsstater, der allerede har indført deres egne nationale cybersikkerhedsstrategier;

39.  opfordrer næstformanden/den højtstående repræsentant til at medtage cyberkrisestyring i krisestyringsplanlægningen og understreger behovet for, at medlemsstaterne i samarbejde med EDA udvikler planer for at beskytte FSFP-missioner og -operationer imod cyberangreb; opfordrer dem til at etablere en fælles europæisk cyberforsvarsstyrke;

40.  understreger det gode praktiske samarbejde med NATO inden for cybersikkerhed, og behovet for at intensivere dette samarbejde, navnlig gennem bedre koordinering inden for områderne planlægning, teknologi, uddannelse og udstyr;

41.  opfordrer til, at EU's indsats indgår i en udveksling med internationale partnere, herunder NATO, identificerer områder for samarbejde, undgår dobbeltarbejde og supplerer aktiviteter, hvor det er muligt;

International politik

42.  mener, at internationalt samarbejde og international dialog spiller en væsentlig rolle i bestræbelserne på at skabe tillid og gennemsigtighed og for fremme af et højt niveau af netværkssamarbejde og informationsudveksling på globalt plan; opfordrer derfor Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil til at oprette en cyberdiplomatienhed, hvis ansvar omfatter fremme af dialog med ligesindede lande og organisationer; opfordrer til mere aktiv EU-deltagelse i den brede vifte af internationale konferencer på højt niveau om cybersikkerhed;

43.  mener, at der skal findes en balance mellem konkurrerende mål for grænseoverskridende overførsel af data, databeskyttelse og cybersikkerhed i overensstemmelse med Unionens internationale forpligtelser, navnlig i henhold til GATS;

44.  opfordrer næstformanden/den højtstående repræsentant til at integrere cybersikkerhedsdimensionen i EU's optræden udadtil, især i relation til tredjelande, med henblik på at intensivere samarbejdet og udveksling af erfaringer i og information om håndtering af cybersikkerhed;

45.  opfordrer til, at EU's indsats indgår i en udveksling med internationale partnere med henblik på at identificere samarbejdsområder, undgå dobbeltarbejde og supplere aktiviteter, hvor det er muligt; opfordrer næstformanden/den højtstående repræsentant og Kommissionen til at være proaktive i internationale organisationer og koordinere holdninger i medlemsstaterne om, hvordan man effektivt fremmer løsninger og politikker på cyberområdet;

46.  er af den opfattelse, at der bør gøres bestræbelser for at sikre, at de eksisterende internationale juridiske instrumenter, især Europarådets konvention om it-kriminalitet, bliver håndhævet i cyberspace; mener derfor, at der ikke på nuværende tidspunkt er behov for nye juridiske instrumenter på internationalt plan; opfordrer dog til, at det internationale samarbejde udvikler normer for adfærd, herunder støtte til retsstatsprincippet, i cyberspace; mener, at det bør overvejes at opdatere eksisterende juridiske instrumenter, så de afspejler teknologiske fremskridt; er af den opfattelse, at jurisdiktionsspørgsmål kræver en grundig drøftelse af det retlige samarbejde og retsforfølgelse i tværnationale straffesager;

47.  mener, at især EU-USA-arbejdsgruppen om cybersikkerhed og cyberkriminalitet bør fungere som et instrument for EU og USA til udveksling, hvor det er relevant, af bedste praksis inden for cybersikkerhedspolitikker; bemærker i denne forbindelse, at områder i tilknytning til cybersikkerhed, såsom tjenester, der er afhængige af sikker drift af netværks- og informationssystemer, vil blive medtaget i de kommende forhandlinger om det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab, der skal indgås således, at EU's suverænitet og uafhængigheden for dets institutioner sikres;

48.  bemærker, at færdigheder inden for cybersikkerhed, og evnen til at forebygge, spore og effektivt bekæmpe trusler og ondsindede angreb, ikke er jævnt udviklet rundt om i verden; understreger, at bestræbelserne på at øge modstandsdygtighed over for cyberangreb og bekæmpe cybertrusler ikke må begrænses til ligesindede partnere, men også bør inddrage regioner med mindre udviklede kapaciteter, tekniske infrastrukturer og juridiske rammer; mener, at koordineringen af CERT-enheder er afgørende i denne henseende; opfordrer Kommissionen til at fremme og om nødvendigt bistå tredjelande i deres bestræbelser på at opbygge deres egen cybersikkerhedskapacitet ved hjælp af hensigtsmæssige midler;

Gennemførelse

49.  opfordrer til regelmæssige evalueringer på højeste politiske niveau af effektiviteten af de nationale cybersikkerhedsstrategier med henblik på at sikre tilpasning til nye globale trusler og garantere samme grad af cybersikkerhed i de forskellige medlemsstater;

50.  anmoder Kommissionen om at udarbejde en klar køreplan, der fastsætter tidsfrister for de mål, der skal leveres på EU-plan som led i cybersikkerhedsstrategien, og vurderingerne heraf; opfordrer medlemsstaterne til at blive enige om en lignende leveringsplan for de nationale aktiviteter som led i denne strategi;

51.  anmoder om regelmæssige rapporter – fra Kommissionen, medlemsstaterne, Europol og det nyetablerede EC3, Eurojust og ENISA – med vurdering af fremskridtene med målene i cybersikkerhedsstrategien, herunder nøgleindikatorer for fremskridtene i gennemførelsesprocessen;

o
o   o

52.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Europol, Eurojust og Europarådet.

(1) EUT L 218 af 14.8.2013, s. 8.
(2) EUT L 345 af 23.12.2008, s. 75.
(3) EUT L 335 af 17.12.2011, s. 1.
(4) EUT C 115 af 4.5.2010, s. 1.
(5) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0207.
(6) EFT L 149 af 2.6.2001, s. 1.
(7) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0237.
(8) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0468.
(9) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0457.
(10) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0103.
(11) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0470.


Den digitale dagsorden for Europa - Digital teknologi som drivkraft for vækst
PDF 216kWORD 32k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. september 2013 om den digitale dagsorden for vækst, mobilitet og beskæftigelse - tid til at skifte til et højere gear (2013/2593(RSP))
P7_TA(2013)0377B7-0385/2013

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. december 2012 med titlen ”Den digitale dagsorden for Europa – Digital teknologi som drivkraft for vækst” (COM(2012)0784),

—  der henviser til forespørgslerne til Kommissionen og til Rådet om ”Den digitale dagsorden for vækst, mobilitet og beskæftigelse - tid til at skifte til et højere gear” (O-000085 – B7-0219/2013 and O-000086 – B7-0220/2013),

—  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 531/2012 af 13. juni 2012 om roaming på offentlige mobilkommunikationsnet i Unionen(1),

—  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 243/2012/EU af 14. marts 2012 om indførelse af et flerårigt radiofrekvenspolitikprogram(2),

—  der henviser til de igangværende forhandlinger om Connecting Europe-faciliteten og især til "Ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om retningslinjer for transeuropæiske telenet og om ophævelse af beslutning nr. 1336/97/EF" – (COM(2013)0329),

—  der henviser til sin beslutning af 5. maj 2010 om en ”ny digital dagsorden for Europa 2015.eu”(3),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. september 2012 med titlen ”Udnyttelse af potentialet ved cloud computing i Europa” (COM(2012)0529),

—  der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 25. januar 2012 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (generel forordning om databeskyttelse) (COM(2012)0011),

—  der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 19. oktober 2011 om oprettelse af Connecting Europe-faciliteten (COM(2011)0665),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. maj 2010 med titlen "En digital dagsorden for Europa" (KOM(2010)0245),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 med titlen "Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst (COM(2010)2020),

—  der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5 og artikel 110, stk. 2,

A.  der henviser til, at Det Europæiske Råd planlægger at vedtage konklusionerne om den digitale dagsorden for Europa på sit møde den 24.-25. oktober 2013;

B.  der henviser til, at det overordnede mål for den digitale dagsorden for Europa, som blev vedtaget i 2010, bør være nedbringelsen af uligheder mellem medlemsstaterne, navnlig med hensyn til adgangen til en hurtig og ultrahurtig bredbåndsinfrastruktur både for faste og mobile forbindelser;

C.  der henviser til, at kommunikations- og informationsteknologier (ikt’er) er kernen i det digitale samfund og i dag står for ca. 20 % af EU’s årlige produktivitetsvækst og 4,5 % af EU’s BNP og tegner sig for 25 % af de private investeringer i forskning og udvikling, og de kan således potentielt blive en væsentlig bidragsyder til vækst og beskæftigelse;

D.  der henviser til, at en udnyttelse af den digitale økonomis potentiale i EU vil give en høj multiplikatoreffekt i økonomien og føre til øget vækst og flere job; der henviser til, at en frigørelse af dette potentiale derfor vil være en af de vigtigste reformer for væksten og konkurrenceevnen med henblik på at få EU ud af den nuværende krise;

E.  der henviser til, at skønsmæssigt 50 mia. enheder vil være tilsluttet internettet i 2020, og at den globale datatrafik forventes at være 15-doblet ved udgangen af 2017; der henviser til, at denne eksponentielle vækst i bredbåndstrafikken vil kræve ambitiøse politikker på EU- og medlemsstatsplan for at øge kapaciteten, både med hensyn til faste og mobile net, hvis Europa skal opnå større vækst, konkurrenceevne og produktivitet;

F.  der henviser til, at målene i den aktuelle digitale dagsorden er blevet overhalet af udviklingen på andre kontinenter og derfor ikke er tilstrækkelig ambitiøse til at sikre, at EU bliver førende på verdensplan inden for telekommunikation inden 2020;

G.  der henviser til, at Parlamentet og Rådet stadig afventer forslag fra Kommissionen om internettets neutralitet og forsyningspligten;

1.  understreger, at den digitale dagsorden og fuldførelsen af et digitalt indre marked skal stå i centrum af EU's bestræbelser på at skabe vækst og komme ud af krisen; mener, at der kræves politisk lederskab på både EU-plan og nationalt plan for at imødegå de eksisterende hindringer for det digitale indre marked med henblik på at skabe job og vækst i EU; minder om, at den digitale økonomi vokser med en hastighed, der er syv gange større end resten af økonomien, og noterer sig, at fuldførelsen af EU's digitale indre marked kan give en forøgelse på 110 mia. EUR om året;

2.  fremhæver, at Unionen står over for et mangesidigt pres på BNP-væksten på et tidspunkt, hvor mulighederne for at stimulere væksten med offentlige midler er begrænset af høje gælds- og underskudsniveauer, og opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at mobilisere enhver mulig form for vækstfremme; bemærker, at ikt er en vigtig transformerende teknologi i alle sektorer i økonomien med særlig relevans på områder såsom sundhedsvæsen, energi, public service og uddannelse;

Et Europa uden roamingtakster i 2015

3.  beklager, at telekommunikationsmarkedet stadig er opdelt i nationale markeder med kunstige grænser og ikke kan betragtes som et indre økonomisk marked, der ansporer til konkurrence;

4.  understreger, at brancheanalytikere har påpeget, at roaming ofte udgør omkring 10 % af operatørernes indtægter, og noterer sig, at de seneste analyser fra Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) har vist, at branchen og forbrugerne i gennemsnit betaler det dobbelte af den pris, som operatørerne skal betale for roamingopkald på engrosmarkedet;

5.  beklager, at disse skæve fortjenstmargener på roaming øger mobilitetsomkostningerne inden for EU; påpeger, at dette er en hæmsko for vækst og velstand, idet mobilitet er en af de vigtigste faktorer for EU’s vækst;

6.  understreger, at afskaffelse af roamingtakster er afgørende for at stimulere innovation ved at skabe et større hjemmemarked for innovative produkter og tjenesteydelser;

7.  mener ikke, at der i øjeblikket findes et indre telekommunikationsmarked, bl.a. på grund af betydelige forskelle mellem indenlandske priser og roamingpriser; mener derfor, at strukturforanstaltninger skulle bidrage til at skabe et ægte digitalt indre marked, hvor der anspores til konkurrence, og der ikke findes nogen differentiering mellem nationale takster og roamingtakster, hvorved der etableres et fælles EU-marked for mobil kommunikation;

8.  minder Rådet og Kommissionen om, at ifølge den digitale dagsorden for Europa skulle forskellen mellem roaming-tariffer og nationale tariffer være tæt på nul inden 2015, og at målet med forordning (EU) nr. 531/2012 er at opnå et indre marked for mobile kommunikationstjenester, og at der i sidste instans ikke findes nogen differentiering mellem nationale takster og roamingtakster;

9.  mener, at foranstaltningerne til fuldførelse af det digitale indre marked derfor bør resultere i, at forskellen mellem roamingtakster og nationale takster er fjernet senest i 2015, hvilket vil føre til et EU uden roamingtakster (for telefonopkald, tekstbeskeder og data);

10.  minder om, at nye tilbud fra teleoperatører skal være brugervenlige og gennemsigtige, således at det undgås at opbygge nye skjulte barrierer i telekommunikationssektoren;

11.  minder om, at Kommissionen skal revidere forordning (EU) nr. 531/2012 og evaluere roamingmarkedets konkurrenceevne, og i hvilket omfang forbrugerne har nydt godt af reelle reduktioner i prisen på roamingtjenester, samt forskellen mellem roamingtakster og nationale takster, herunder tilgængeligheden af tilbud med en fælles takst for nationale tjenester og roamingtjenester;

12.  minder om, at afskaffelsen af roamingtakster ikke alene kan sikre oprettelsen af et reelt digitalt indre marked; fastholder, at dette instrument skal overvejes inden for rammerne af en overordnet europæisk digital dagsorden, der tager særligt sigte på infrastrukturens udvikling og tilgængelighed for at fastholde beskæftigelsen og fremme jobskabelsen i denne sektor;

13.  glæder sig over Kommissionens bekendtgørelse om, at den vil foreslå en lovpakke til at tackle de resterende hindringer for funktionen af EU's digitale indre marked; opfordrer Kommissionen til at gennemføre en konsekvensanalyse af vækstpotentialet for telekommunikationssektoren ved oprettelse af et digitalt indre marked i EU;

Infrastruktur og mobilitet

14.  understreger, at det er nødvendigt fortsat at give topprioritet til anvendelsen af bredbånd og tilgængeliggørelsen af det, e-handel, inddragelse i informationssamfundet, offentlige tjenesteydelser på tværs af grænserne og til de mål for forskning og innovation, der er opstillet i den digitale dagsorden for Europa, for at EU kan få fuld gavn af det digitale samfund;

15.  minder om, at det parallelt med behovet for at fjerne hindringer for det europæiske digitale indre marked er en absolut prioritet for EU at investere i optimale, meget hurtige bredbåndsinfrastrukturer til internet med henblik på en komplet udnyttelse af den digitale økonomis potentiale;

16.  understreger, at hvis EU skal være hjemsted for den digitale revolution og genvinde sit globale lederskab, har vi brug for ambitiøse fremadrettede mål for 2020; mener, at et revideret fremadrettet mål for den digitale dagsorden for 2020 bør være at forbinde alle EU-husstande med bredbåndsforbindelser, der leverer 100 megabit pr. sekund, og hvor 50 % af husstandene har adgang til 1 gigabit pr. sekund og derover; noterer sig, at Udvalget om Industri, Forskning og Energi allerede har anført, at det vil støtte disse ambitiøse mål i sin betænkning om retningslinjer for transeuropæiske telekommunikationsnet og om ophævelse af beslutning nr. 1336/97/EF;

17.  beklager dybt, at mange medlemsstater ikke har overholdt fristen den 1. januar 2013 for tildeling af frekvenser fra digitaliseringsgevinsten i 800 MHz-båndet til mobile bredbåndstjenester som fastsat i radiofrekvenspolitikprogrammet; understreger, at denne forsinkelse har hæmmet udbredelsen af 4G-net i EU, og opfordrer derfor medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at 800 MHz-båndet bliver tilgængeligt for mobile bredbåndstjenester, og opfordrer Kommissionen til at gøre brug af alle sine beføjelser for at sikre en hurtig gennemførelse;

18.  konstaterer, at målene i den digitale dagsorden om bredbåndsdækning formentlig i vid udstrækning ikke vil blive nået; er derfor overbevist om, at EU vil miste yderligere global konkurrenceevne, hvis der ikke foretages større investeringer i fremtidige net; mener derfor, at Kommissionen som led i sin akt for det indre marked også skal forelægge en grundlæggende revision af lovgrundlaget for telekommunikationsmarkedet med henblik på at stimulere investeringer i faste og mobile net;

19.  mener, at den rolle, som konkurrence spiller for at anspore til investeringer i nye digitale infrastrukturer til gavn for økonomisk vækst, ikke bør undermineres; mener, at det er afgørende, at Kommissionen garanterer et regelsæt, der giver alle markedsaktører mulighed for at investere i innovativ digital infrastruktur; mener med dette formål for øje, at nye regler for fastsættelse af effektive adgangspriser for NGA-net (Next Generation Access) bør afspejle den underliggende konkurrenceproces i den enkelte medlemsstat ved at respektere de nationale tilsynsmyndigheders beføjelser; mener i denne forbindelse, at nationale tilsynsmyndigheder bør arbejde på at nå fælles mål, f.eks. målene i den digitale dagsorden, og trække på deres bedre kendskab til og specifikke ekspertise vedrørende de respektive nationale markeder;

20.  opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag om en grundlæggende revision af regelsættet for elektronisk kommunikation;

21.  påpeger betydningen af at fuldføre de nøgletiltag, der er opstillet i den digitale dagsorden for Europa, idet der lægges særlig vægt på robuste, pålidelige infrastrukturer og tjenester og på databeskyttelsesordningen;

22.  minder Kommissionen om at foretage en evaluering og en revision af direktivet om informationssamfundet (2001/29/EF(4)) for at sikre forudsigelighed, mobilitet og fleksibilitet på EU’s digitale indre marked, sådan som Europa-Parlamentet opfordrede til i sin beslutning af 11. december 2012 om en strategi for digital frihed i EU's udenrigspolitik(5);

Ikt’er til ungdomsbeskæftigelse

23.  understreger, at det kræver en koordineret indsats at opnå et fuldt funktionsdygtigt digitalt indre marked og sikre, at alle borgere uanset opholdssted har adgang til internettet og besidder de nødvendige færdigheder til at bruge det;

24.  glæder sig over iværksættelsen i marts 2013 af den store koalition for digitale job, der er åben for alle interesserede parter; opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at gøre den store koalition for digitale job funktionsdygtig, til at gentage dette initiativ på medlemsstatsplan og til at give deltagerne præferenceadgang til EU-midler for at støtte deres indsats;

25.  understreger, at arbejdsløshed, herunder ungdoms- og langtidsarbejdsløshed, har nået uacceptable høje niveauer i EU, som sandsynligvis vil forblive høje i den nærmeste fremtid, og understreger, at der er behov for en målrettet og hurtig indsats på alle politiske niveauer;

26.  bemærker, at der i øjeblikket er mere end 4 mio. ikt-arbejdere i EU, og at dette tal stiger med 3 % årligt; påpeger, at mellem 700.000 og en million ikt-job af høj kvalitet ifølge Kommissionen ikke vil være besat i 2015 på trods af krisen; fremhæver, at en indsats for e-færdigheder og digital uddannelse derfor kan være yderst vigtig for at tackle den stigende arbejdsløshed, især blandt unge;

27.  glæder sig over vedtagelsen på EU-plan af ungdomsgarantiordninger for at sikre, at alle unge europæere får et jobtilbud af god kvalitet, yderligere uddannelse, en læreplads eller et praktikophold inden for fire måneder efter at være gået ud af skolen eller blevet arbejdsløs; bemærker imidlertid, at den sum på 6 mia. EUR, der i den næste flerårige finansielle ramme er øremærket til ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, er klart utilstrækkelig til at løse et problem af dette omfang; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at maksimere effektiviteten af en sådan indsats ved at prioritere tilegnelsen af digitale færdigheder; fremhæver, at digitale færdigheder bør være en uundværlig del af enhver erhvervsuddannelse for at sikre, at nye generationer såvel som dem, der i øjeblikket befinder sig på arbejdspladserne, kan erhverve de færdigheder, som de har brug for;

Ikt’er til SMV’er

28.  minder om, at internettets rolle som en platform, der sætte en hvilken som helst borger i stand til at lancere en tjeneste eller et innovativt produkt, der er beregnet til en hvilken som helst anden borger, og derved skabe jobs og SMV’er, ud over sin rolle som platform for social kommunikation, er et centralt princip for det digitale indre marked;

29.  understreger, at SMV'er er centrale i EU's økonomi, og at der er behov for en større indsats for at fremme den globale konkurrenceevne hos SMV'erne i EU og etablere det bedst mulige miljø for udbredelse af lovende nye teknologiudviklinger, der har en stor indvirkning på EU-virksomhedernes konkurrenceevne, såsom cloud computing;

30.  bemærker, at flere og flere europæere, især unge, som alternativ karrieremulighed til almindelig beskæftigelse nu vælger at blive iværksættere, idet de anspores af de hidtil usete muligheder, som internettet, cloud computing, mobile platforme, sociale netværk og de enorme datastrømme har skabt; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at mobilisere et mere erhvervsvenligt klima med lettere adgang til finansiering (”licence to fail”), markeder, netværk og færdigheder, hvilket bør fremmes ved hjælp af risikodelingsordninger, venture-kapital, skattefordele og netværksarrangementer;

Digitalisering af den offentlige sektor

31.  understreger, at digitaliseringen af den offentlige sektor bør have førsteprioritet blandt de næste skridt i den digitale dagsorden, da den digitale løftestangseffekt for alle økonomiens sektorer vil blive en meget stor fordel, rent bortset fra reduktionen af udgifter til offentlig administration og mere effektive tjenesteydelser til borgerne;

32.  beklager, at der udvikles nationale strategier for cloud computing på bekostning af en ambitiøs og effektiv europæisk strategi; anmoder Kommissionen om at styrke sine forslag og finde metoder, der er tilstrækkeligt effektive til at give EU en førende position, for så vidt angår standardisering;

33.  fremhæver, at en moderne offentlig administration er en væsentlig faktor for at understøtte udformningen og gennemførelsen af politikker, der fremmer job, vækst og konkurrenceevne; understreger, at ikt's potentiale bør udnyttes for at opnå en bedre fungerende og mere effektiv offentlig sektor, samtidig med at den administrative byrde reduceres; bemærker, at ikt kan igangsætte reformer af skatteopkrævnings- og sundhedssystemer, reducere forsinkelser i betalinger til leverandører og forbedre retssystemernes effektivitet; mener især, at sundhedsplejen står over for at blive revolutioneret og skal levere mere omkostningseffektive og individualiserede tjenesteydelser til patienter og fagfolk;

34.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremskynde arbejdet i det europæiske cloud-partnerskab;

Finansiering af ikt: den flerårige finansielle ramme (FFR)

35.  beklager, at den sum på 9,2 mia. EUR, som Kommissionen har foreslået til ikt-investeringer i Connecting Europe-faciliteten (CEF) for perioden 2014-2020 bliver drastisk reduceret; understreger, at investeringerne i bredbåndsnet under strukturfondenes og Fonden for Udvikling af Landdistrikternes er vigtigere end nogensinde som følge af de nye finansielle forhold og bør øges væsentligt i forhold til programmeringsperioden 2007-2013;

36.  understreger, at der er behov for en større målretning af EU-midlerne mod ikt-investeringer, og at finansieringen af ikt i den næste FFR bør stå i et rimeligt forhold til sektorens vægt og økonomiske betydning; opfordrer til, at andelen af ikt-relaterede udgifter i den overordnede flerårige finansielle ramme bør prioriteres højere i sammenligning med perioden 2007-2013;

o
o   o

37.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT L 172 af 30.6.2012, s. 10.
(2) EUT L 81 af 21.3.2012, s. 7.
(3) EUT C 81 E af 15.3.2011, s. 45.
(4) EUT L 167 af 22.6.2001, s. 10.
(5) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0470.


Situationen i Syrien
PDF 117kWORD 23k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. september 2013 om situationen i Syrien (2013/2819(RSP))
P7_TA(2013)0378RC-B7-0413/2013

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til sine tidligere beslutninger om Syrien,

—  der henviser til Rådets (udenrigsanliggender) konklusioner om Syrien af 23. januar, 18. februar, 11. marts, 22. april, 27. maj, 24. juni, 9. juli og 22. juli 2013; der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner om Syrien af 8. februar 2013,

—  der henviser til de erklæringer, der blev afgivet af næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton, den 21. august 2013 om de seneste rapporter om brug af kemiske våben i Damaskus, af 23. august 2013 om betydningen af hurtigt at finde en politisk løsning på konflikten i Syrien (der afspejlede den holdning til Syrien-spørgsmålet, som EU opnåede enighed om den 7. september 2013) og af 10. september 2013 om forslaget om at placere Syriens kemiske våben under international kontrol,

—  der henviser til Genève-konventionerne af 1949 og tillægsprotokollerne til disse, navnlig Genève-protokollen (til Haag-konventionen) om forbud mod til krigsbrug at anvende kvælende, giftige eller lignende gasarter samt bakteriologiske krigsmidler, undertegnet i Genève den 17. juni 1925, og til normerne i konventionen om kemiske våben,

—  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at der ifølge FN er blevet dræbt næsten 100.000 mennesker, hovedsageligt civile, siden de voldelige angreb på fredelige demonstranter begyndte i Syrien i marts 2011; der henviser til, at der ifølge FN's Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender (OCHA) findes 4,25 millioner internt fordrevne personer, og at der er over to millioner syriske flygtninge, hovedsageligt i Tyrkiet, Jordan, Libanon, Egypten og Irak;

B.  der henviser til, at der den 21. august 2013 blev foretaget et omfattende angreb med kemiske våben i udkanten af Damaskus, hvorved hundredvis af mennesker blev dræbt, herunder mange kvinder og børn; der henviser til, at angrebet var en grov krænkelse af folkeretten, en krigsforbrydelse og en forbrydelse mod menneskeheden; der henviser til, at oplysninger fra en lang række kilder bekræfter, at et sådant angreb har fundet sted og synes at være et stærkt bevis for, at det syriske regime er ansvarligt for disse angreb;

C.  der henviser til, at Syriens regering den 25. august 2013 – fire dage efter det kemiske angreb – indvilligede i, at FN's inspektører kunne få adgang til stedet; der henviser til, at FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, indtrængende opfordrede inspektørholdet til at fremlægge deres resultater hurtigst muligt; der henviser til, at FN's inspektørholds mandat i forbindelse med besøget er begrænset til at fastslå, hvorvidt der blev anvendt kemiske våben eller ej, uden at tage stilling til spørgsmålet om, hvem der var ansvarlig for handlingen;

D.  der henviser til, at FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, den 9. september 2013 og næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton, den 10. september 2013 hilste forslaget om at overføre Syriens kemiske våben til det internationale samfund med henblik på destruktion velkomment, og at Rusland, Iran og det syriske styre hurtigt tog dette forslag til sig; der henviser til, at Ban Ki-moon udtalte, at han overvejede at opfordre Sikkerhedsrådet til at kræve omgående overførsel af disse våben og af lagrene af kemiske prækursorer til steder i det centrale Syrien, hvor de kan opbevares sikkert og blive destrueret;

1.  fordømmer kraftigt massedrabet på civile med kemiske våben den 21. august 2013, som ifølge vestlige efterretningskilder resulterede i mindst 1 400 dræbte, herunder 400 børn, og noterer sig, at forskellige kilder synes at tyde på, at det syriske regime er ansvarligt for dette angreb;

2.  understreger, at det internationale samfund ikke kan lade denne rystende anvendelse af kemiske våben gå upåagtet hen; understreger, at den dokumenterede brug af kemiske våben, navnlig mod civile, er en åbenlys krænkelse af folkeretten, en krigsforbrydelse og en forbrydelse mod menneskeheden, som kræver en klar, stærk, målrettet og samlet reaktion, der ikke udelukker eventuelle afskrækkende foranstaltninger, med henblik på at gøre det klart, at sådanne forbrydelser er uacceptable, og for at undgå enhver yderligere anvendelse af kemiske våben i Syrien eller andre steder;

3.  glæder sig over den holdning vedrørende Syrien, som EU blev enig om på det uformelle møde mellem EU's udenrigsministre den 7. september 2013; understreger, at situationen i Syrien kræver en sammenhængende fælles fremgangsmåde fra medlemsstaternes side; opfordrer EU og dets medlemsstater til yderligere at drøfte situationen i Syrien inden for rammerne af Rådet (udenrigsanliggender) og vurdere, hvilke foranstaltninger EU vil kunne træffe for at støtte de demokratiske styrker i den syriske opposition, lette en dialog og en fælles tilgang med andre medlemmer af det internationale samfund og levere yderligere humanitær bistand til befolkningen i Syrien og dets nabolande; understreger, at EU bør gøre en særlig indsats for at gå i dialog med alle relevante aktører og for at fremme en nedtrapningsproces, der omfatter hele regionen;

4.  opfordrer FN til hurtigt at færdiggøre sin grundige undersøgelse af anvendelsen af kemiske våben i Syrien; anmoder om, at inspektørholdets rapport sendes så hurtigt som muligt til Sikkerhedsrådet, så det kan drøfte massedrabene i Syrien på grundlag af inspektørholdets konklusioner og vurdere, hvilke foranstaltninger det er nødvendigt at træffe som reaktion på brugen af kemiske våben i Syrien og stille de ansvarlige til regnskab;

5.  glæder sig over forslaget om at overdrage Syriens kemiske våbenarsenal til det internationale samfunds med henblik på at få det destrueret hurtigst muligt, efter at det internationale samfund har stillet et ultimatum ledsaget af en bindende resolution fra FN's Sikkerhedsråd, i henhold til hvilken denne foranstaltning, hvis ultimatummet ikke efterkommes, kan gennemføres på grundlag af alle de instrumenter, der indgår i FN's charter;

6.  mener, at det internationale samfund som helhed burde fastlægge en politisk løsning for Syrien, der kan standse voldshandlingerne, forebygge yderligere brug af kemiske våben og fremme en demokratisk overgang; opfordrer i særdeleshed Rusland og Kina til, som permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet, at leve op til deres ansvar og til at gøre det muligt at opnå en fælles holdning til og en diplomatisk løsning på krisen i Syrien, uden at udelukke muligheden for, at FN's Generalforsamling kan tage dette spørgsmål op i tilfælde af en vedvarende blokering i Sikkerhedsrådet; er overbevist om, at en varig løsning på den aktuelle krise i Syrien kun kan opnås gennem en syriskledet politisk proces med opbakning fra det internationale samfund; fortsætter i denne ånd med at støtte de bestræbelser, der gøres af Den Europæiske Union og dens medlemsstater samt af FN's og Den Arabiske Ligas fælles særlige repræsentant for Syrien, Lakhdar Brahimi, på at gøre fremskridt i Genève II-processen og i FN's Sikkerhedsråd; gentager sin opfordring til Sikkerhedsrådet om at overdrage situationen i Syrien til Den Internationale Straffedomstol med henblik på en formel undersøgelse; gentager sin opfordring til præsident Assad og hans regime om at træde tilbage og bane vejen for en overgang til demokrati;

7.  udtrykker dyb bekymring over den fortsatte humanitære krise i Syrien og konsekvenserne for nabolandene; opfordrer indtrængende EU og dets medlemsstater til at leve op til deres humanitære ansvar og øge deres bistand til de syriske flygtninge; gentager sin opfordring til alle lande om at opfylde de løfter, som de afgav på donorkonferencen i Kuwait den 30. januar 2013; opfordrer alle involverede parter i konflikten til at gøre det lettere at yde humanitær bistand og støtte gennem alle mulige kanaler, herunder på tværs af grænserne og konfliktens linjer, samt sikre sikkerheden for alt sundhedspersonel og humanitære hjælpearbejdere;

8.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær samt alle parter, der er involveret i konflikten i Syrien.


Situationen i Egypten
PDF 31kWORD 30k
Europa-Parlamentets beslutning af 12.september 2013 om situationen i Egypten (2013/2820(RSP))
P7_TA(2013)0379RC-B7-0411/2013

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til sine tidligere beslutninger om Egypten,

—  der henviser til sin beslutning af 23. maj 2013 om inddrivelse af aktiver til lande, der befinder sig i en omstillingsperiode efter det arabiske forår(1),

—  der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 8. februar 2013 om det arabiske forår,

—  der henviser til Rådets konklusioner fra den 21. august og den 22. juli 2013 om Egypten,

—  der henviser til den fælles erklæring af 18. august 2013 fra Det Europæiske Råds formand, Herman van Rompuy, og Kommissionens formand, José Manuel Barroso,

—  der henviser til bemærkningerne fra den højtstående repræsentant, Catherine Ashton, efter det ekstraordinære møde i Udenrigsrådet om Egypten den 21. august 2013, erklæringerne af august og juli 2013 fra den højtstående repræsentant om situationen og udviklingen i Egypten og den fælles erklæring af 7. august 2013 om Egypten fra den højtstående repræsentant og USA's udenrigsminister, John Kerry,

—  der henviser til associeringsaftalen mellem EU og Egypten fra 2001, der trådte i kraft i 2004 og blev styrket af handlingsplanen i 2007, og til Kommissionens statusrapport af 20. marts 2013 om gennemførelsen heraf,

—  der henviser til medformændenes konklusioner fra EU-Egypten-taskforcens møde den 14. november 2012,

—  der henviser til Revisionsrettens særberetning om EU's samarbejde med Egypten på området regeringsførelse, der blev offentliggjort den 18. juni 2013,

—  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948,

—  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966, som Egypten er part i,

—  der henviser til den forfatningserklæring, der blev udstedt i Egypten den 8. juli 2013, og hvori der foreslås en køreplan for forfatningsmæssige ændringer og nye valg,

—  der henviser til den egyptiske overgangsregerings program til støtte af landets vej mod demokrati,

—  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2 og stk. 4,

A.  der henviser til, at Egypten er det største arabiske land, et land af afgørende betydning i det sydlige Middelhavsområde, en vigtig handelspartner for EU og en væsentlig modtager af EU-bistand; der henviser til, at den politiske udvikling i Egypten har en stærk indflydelse på og betydelige konsekvenser for hele regionen og dens omgivelser;

B.  der henviser til, at præsident Morsi og hans regering har undladt at holde deres økonomiske løfter, at tage hensyn til de legitime betænkeligheder blandt alle demokratiske kræfter i det egyptiske samfund og at gennemføre den demokratiske overgang, som befolkningen har ønsket de seneste to år, og at dette resulterede i stigende politisk polarisering, massedemonstrationer, hvor Morsi opfordredes til at træde tilbage, og voldelige sammenstød;

C.  der henviser til, at millioner af præsident Morsis modstandere den 30. juni 2013 samledes i Kairo og i andre egyptiske byer for at opfordre ham til at træde tilbage; der henviser til, at lederen af de væbnede styrker, general Abdul Fattah al-Sisi, efter disse demonstrationer førte an i en militær magtovertagelse, der afsatte præsident Morsi og hans regering den 3. juli 2013; der henviser til, at det egyptiske forsvarsråd i sin erklæring af 4. juli 2013 bekendtgjorde, at forfatningen var suspenderet og magten overdraget til forfatningsdomstolens formand frem til afholdelsen af et fremskyndet præsidentvalg, der vil blive efterfulgt af parlamentsvalg og dannelsen af en national koalitionsregering, samt at der nedsattes et udvalg, der skal komme med forslag til ændringer af forfatningen; der henviser til, at Adly Mansour aflagde ed som midlertidig præsident;

D.  der henviser til, at den midlertidige præsident opløste parlamentets førstekammer, bekendtgjorde en køreplan for en ni-måneders overgangsperiode, i løbet af hvilken forfatningen fra 2012 vil blive ændret og vedtaget ved folkeafstemning, og hvorefter der vil blive afholdt parlaments- og præsidentvalg, og en fungerende premierminister vil blive udpeget; der henviser til, at Egyptens højeste islamiske og kristne koptiske myndigheder, fremtrædende liberale politikere og Salafist Nour-partiet har godkendt køreplanen for overgangsperioden; der henviser til, at et nyt forfatningsudvalg sammensat af 50 eksperter blev nedsat den 1. september 2013 for at udarbejde et udkast til forfatningsmæssige ændringer;

E.  der henviser til, at den tidligere præsident Morsi har været tilbageholdt siden den 3. juli 2013 på et ukendt sted og af den egyptiske anklagemyndighed er blevet stillet for retten sammen med 14 andre personer, herunder ledende personligheder fra Det Muslimske Broderskab, på grundlag af sigtelser for at have tilskyndet til mord og voldshandlinger; der henviser til, at mange medlemmer af Det Muslimske Broderskab er blevet arresteret, herunder de fleste af dets ledere, som nu afventer rettergang; der henviser til, at den tidligere diktator, Hosni Mubarak, blev løsladt fra fængslet den 22. august 2013 og siden har været under husarrest;

F.  der henviser til, at tilhængere af Det Muslimske Broderskab siden den militære intervention har afholdt omfattende demonstrationer i hele Egypten og krævet, at den tidligere præsident, Morsi, løslades og genindsættes som præsident; der henviser til, at mange af de protestaktioner, som Det Muslimske Broderskab står bag, er blevet voldelige og har udviklet sig til dødelige sammenstød mellem borgere samt mellem tilhængere af Det Muslimske Broderskab og hæren og sikkerhedsstyrker; der henviser til, at den egyptiske hær og politiet den 14. august 2013 ryddede to sit-in-demonstrationer arrangeret af tilhængere af den tidligere præsident Morsi og Det Muslimske Broderskab ved Rabaa-krydset og Nahda-pladsen i Kairo, der resulterede i, at hundredvis af demonstranter omkom tillige med adskillige politifolk;

G.  der henviser til, at overgangsregeringen erklærede en måneds undtagelsestilstand og meddelte, at et uafhængigt udvalg bestående af offentlige personer ville blive nedsat for at efterforske rydningen af sit-in-demonstrationerne på pladserne Rabaa og Nahda; der henviser til, at regionale og egyptiske ngo'er har opfordret til, at Den Arabiske Liga gennemfører en undersøgelsesmission for at efterforske de seneste voldshandlinger i landet; der henviser til, at det endnu ikke er lykkedes EU-mægling og international mægling at skabe en inklusiv politisk dialog, og at protester, sammenstød og anholdelser fortsat finder sted;

H.  der henviser til, at den voldelige rydning af sit-in-demonstrationerne blev efterfulgt af tragisk sekterisk vold begået mod egyptiske kristne, især af Det Muslimske Broderskabs tilhængere; der henviser til, at de egyptiske sikkerhedsstyrker blev anklaget for ikke at have beskyttet kirker og koptiske trossamfund mod forudsigelige gengældelsesangreb;

I.  der henviser til, at der har været et stigende antal terrorhandlinger og voldelige angreb mod sikkerhedsstyrker i Sinai som f.eks. drabet på civile 25 politifolk i det nordlige Sinai den 19. august 2013; der henviser til, at den egyptiske indenrigsminister, Mohammed Ibrahim, den 5. september 2013 var målet for et bombeangreb i Kairo;

J.  der henviser til, at den midlertidige regering har meddelt, at national forsoning og retsstatsprincippet har højeste prioritet i dens indsats;

K.  der henviser til, at Egypten står over for stadig alvorligere økonomiske vanskeligheder; der henviser til, at økonomisk fremgang i landet forudsætter politisk stabilitet, forsvarlige økonomiske politikker, skridt til at bekæmpe korruption og international støtte; der henviser til, at social retfærdighed og en højere levestandard for borgerne er af afgørende betydning for overgangen til et åbent, stabilt, demokratisk, frit og blomstrende egyptisk samfund;

L.  der henviser til, at uafhængige fagforeninger og civilsamfundsorganisationer har en afgørende rolle at spille i denne kritiske periode med politisk og social overgang i Egypten; der henviser til, at en fri og uafhængig presse og frie og uafhængige medier spiller en central rolle i samfundet i et sandt demokrati; der henviser til, at fysisk vold og chikane mod journalister er tiltaget i Egypten, og at en domstol i Kairo den 3. september 2013 beordrede lukning af fire tv-stationer, der er drevet af eller sympatiserer med Det Muslimske Broderskab, idet den mente, at de var ulovlige; der henviser til, at flere tv-kanalers kontorer er blevet stormet af sikkerhedsstyrker i de seneste seks uger;

M.  der henviser til, at egyptiske kvinder er i en særlig sårbar situation under den aktuelle langvarige politiske krise; der henviser til, at kvindelige demonstranter ofte udsættes for vold, seksuelle overgreb og andre former for nedværdigende behandling, og at kvindelige rettighedsforkæmpere udsættes for trusler og chikane;

N.  der henviser til, at Egypten mellem 2007 og 2012 modtog cirka 1 mia. EUR i EU-bistand, og at EU har forpligtet sig til at yde yderligere 5 mia. EUR i bistand, som kun kan stilles fuldt til rådighed, når de dermed forbundne betingelser fra IMF er opfyldt;

O.  der henviser til, at Udenrigsrådet i sine konklusioner om Egypten af 21. august 2013 pålagde den højtstående repræsentant i samarbejde med Kommissionen at tage spørgsmålet om EU-bistanden til Egypten under den europæiske naboskabspolitik og associeringsaftalen op til fornyet overvejelse på baggrund af Egyptens efterlevelse af de principper, der ligger til grund herfor; der henviser til, at medlemsstaterne har besluttet at suspendere eksportlicenserne til Egypten for alt udstyr, der kan anvendes til intern undertrykkelse, og revurdere eksportlicenserne til andet militærudstyr samt genoverveje deres sikkerhedsbistand til Egypten;

P.  der henviser til, at størrelsen og omfanget af EU's engagement i Egypten i overensstemmelse med den reviderede europæiske naboskabspolitik og især princippet om "mere for mere" er incitamentbaseret og dermed afhængigt af de fremskridt, landet gør for at opfylde sine forpligtelser med hensyn til demokratiet, retsstatsprincippet, menneskerettighederne og ligestilling mellem kønnene;

1.  udtrykker sin stærke solidaritet med det egyptiske folk og sin dybeste medfølelse med familierne til ofrene for de seneste sammenstød og den seneste vold; opfordrer de egyptiske myndigheder til at nedsætte et retsligt udvalg, der uafhængigt skal efterforske alle drabene som lovet af den egyptiske ledelse den 8. juli 2013;

2.  fordømmer den uforholdsmæssige magtanvendelse fra de egyptiske sikkerhedsstyrkers side og det tragiske tab af menneskeliv under rydningen af Rabaa- og Nahda-lejrene; opfordrer indtrængende den egyptiske regering til at sikre, at sikkerhedsstyrkerne indfører passende interne klageprocedurer med henblik på at fastslå ansvaret for overdreven brug af magt og retsforfølge de ansvarlige;

3.  beklager samtidig, at Det Muslimske Broderskabs ledelse ikke klart pålagde sin politiske kerne at afstå fra enhver form for vold mod medborgere, hæren og politiet; beklager, at Det Muslimske Broderskabs ledelse ikke forhindrede disse angreb og fordømte dem alt for sent; opfordrer lederne i Det Muslimske Broderskab til at afholde sig fra at opfordre til og glorificere vold og støtter retsforfølgning af de af deres ledere, der opfordrede til brug af vold;

4.  fordømmer enhver form for terrorisme, opvigling, vold og hadefulde udtalelser; opfordrer indtrængende alle politiske aktører og sikkerhedsstyrkerne til at udvise den yderste tilbageholdenhed og undgå provokation for at undgå yderligere vold, hvilket vil være i landets interesse; minder den midlertidige præsident, overgangsregeringen og den egyptiske hær om deres pligt til at garantere alle borgeres sikkerhed i landet uanset disses politiske overbevisninger og tilhørsforhold; udtrykker dyb bekymring over den rapporterede anholdelse af snesevis af børn i forbindelse med nedkæmpelsen af tilhængere af Det Muslimske Broderskab og kræver deres øjeblikkelige løsladelse;

5.  udtrykker sin bekymring over den politiske udvikling i Egypten; opfordrer de egyptiske myndigheder til med henblik på at skabe de nødvendige betingelser for en inklusiv politisk proces at bringe undtagelsestilstanden til ophør snarest muligt, at frigive alle politiske fanger, herunder den afsatte tidligere præsident, Morsi, og fuldt ud at respektere deres internationale forpligtelser for så vidt angår tilbageholdte personer;

6.  understreger, at magten bør overdrages til demokratisk valgte civile myndigheder så hurtigt som muligt; udtrykker sin grundlæggende solidaritet med alle de egyptere, der hylder demokratiske forhåbninger og værdier for deres land, og opfodrer til en hurtig tilbagevenden til den demokratiske proces, herunder afholdelse af frie og retfærdige præsident- og parlamentsvalg og en fuldt inkluderende proces, som har deltagelse af alle demokratiske aktører, og til gennemførelse af de nødvendige økonomiske og ledelsesmæssige reformer; opfordrer Det Muslimske Broderskab til at bidrage til forsoningsbestræbelserne; mener, at ethvert forbud og enhver udelukkelse og forfølgelse rettet mod en demokratisk politisk bevægelse eller aktør i Egypten vil gentage tidligere fejltrin og kun vil føre til øget radikalisering;

7.  giver udtryk for sin støtte til processen med udarbejdelse af forfatning og reformer og understreger, at denne proces skal danne grundlaget for et sandt demokratisk nyt Egypten, sikre grundlæggende rettigheder og friheder, herunder religiøs frihed, for alle borgere, både mænd og kvinder, i Egypten, og fremme interreligiøs tolerance og sameksistens og sikre beskyttelsen af mindretal samt forenings- og forsamlingsfrihed og mediefrihed; er overbevist om, at høringsprocessen om forfatningsændringer bør inkludere alle aspekter af det egyptiske politiske spektrum, herunder de moderate kræfter i Det Muslimske Broderskab, og en passende repræsentation af kvinder, og at den bør efterfølges af en folkeafstemning om en ny, pluralistisk forfatning og af frie og retfærdige præsident- og parlamentsvalg;

8.  opfordrer til, at vold, seksuelle overgreb og andre former for nedværdigende behandling af kvindelige demonstranter og kvindesagsforkæmpere øjeblikkeligt bringes til ophør, til, at der foretages seriøse og uvildige undersøgelser af alle sådanne sager, og til, at de skyldige retsforfølges;

9.  fordømmer volden mod det koptiske trossamfund og ødelæggelsen af en lang række kirker, medborgerhuse og virksomheder i hele landet; udtrykker bekymring over, at myndighederne har undladt at træffe passende sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af det koptiske samfund til trods for mange advarsler; fremhæver det egyptiske samfunds historiske pluralisme og det koptiske samfunds århundreder gamle tradition i Egypten, opfordrer Egyptens regering til at støtte det koptiske trossamfund på enhver mulig måde, således at det egyptiske koptiske trossamfund fortsat kan være en vigtig del af Egyptens sociale og økonomiske struktur, og den fredelige sameksistens med andre samfundsgrupper i Egypten kan genoprettes snarest muligt;

10.  understreger endnu en gang betydningen af civilsamfundets, fagforeningernes og mediernes bidrag til opbygningen af et dybtgående og bæredygtigt demokrati i Egypten; opfordrer den midlertidige regering til at sikre, at indenlandske og internationale civilsamfundsorganisationer, uafhængige fagforeninger og journalister kan operere frit og uden regeringsindblanding i landet; opfordrer de egyptiske myndigheder til at sikre, at det udvalg, der har til opgave at skrive en ngo-lov, udarbejder et udkast, der er på linje med internationale standarder; støtter Udenrigsrådets beslutning af 21. august 2013 om i lyset af de negative følger, som den økonomiske situation har for de mest sårbare grupper i det egyptiske samfund, at fortsætte EU's bistand til den samfundsøkonomiske sektor og til civilsamfundet;

11.  glæder sig over, at Egyptens Menneskerettighedsråd har henstillet til regeringen at åbne et regionalt kontor for FN's højkommissær for menneskerettigheder i Kairo, og opfordrer den egyptiske regering til at tilslutte sig åbningen af dette kontor;

12.  opfordrer Unionen til at tage højde for både konditionalitetsprincippet (mere for mere) og de alvorlige økonomiske udfordringer, Egypten står over, i sine bilaterale forbindelser med og sin finansielle støtte til landet; slår til lyd for klare og i fællesskab aftalte benchmark i denne forbindelse; glæder sig for den beslutning, som Udenrigsrådet for nylig har truffet om at suspendere eksportlicenser til Egypten for alt udstyr, der kan bruges til intern undertrykkelse, til at revurdere eksportlicenser til andet militært udstyr og til at genoverveje sikkerhedsbistanden til Egypten;

13.  bekræfter sit tilsagn om at bistå det egyptiske folk i processen hen imod demokratiske og økonomiske reformer; anerkender og støtter de bestræbelser som næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant, Catherine Ashton, og den særlige repræsentant, Bernardino León, har gjort for at mægle mellem parterne med det formål at finde en vej ud af den aktuelle politiske krise;

14.  bemærker konklusionerne i Revisionsrettens særberetning af 18. juni 2013 om "EU's samarbejde med Egypten på området regeringsførelse" og slår til lyd for at sikre større gennemsigtighed og ansvarlighed i den måde, hvorpå EU-midler anvendes i Egypten, navnlig med hensyn til projekter, der skal komme civilsamfundet til gode og beskytte mindretals og kvinders rettigheder;

15.  gentager sin opfordring til snarest muligt at indføre en EU-mekanisme til ydelse af juridisk og faglig bistand til inddrivelse af aktiver i de lande, hvor det arabiske forår fandt sted, som omtalt i Parlamentets beslutning af 23. maj 2013 - et tiltag, som blev udsat på grund af urolighederne i Egypten; understreger endnu en gang, at det er en moralsk forpligtelse for EU at medvirke til inddrivelsen af aktiver, der er blevet stjålet af forhenværende diktatorer og deres regimer; mener, at inddrivelsen af aktiver er en vigtig politisk opgave på grund af dens symbolske værdi og kan udgøre et vigtigt bidrag til genindførsel af ansvarlighed, skabelse af stabilitet og opbygning af solide institutioner i en ånd præget af demokrati og retsstatsforhold i de berørte partnerlande;

16.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Den Arabiske Republik Egyptens regering.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0224.


Den maritime dimension af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik
PDF 184kWORD 47k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. september 2013 om den maritime dimension af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (2012/2318(INI))
P7_TA(2013)0380A7-0220/2013

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), navnlig artikel 42, 43 og 45,

—  der henviser til artikel 222 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—  der henviser til artikel 194 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—  der henviser til den europæiske sikkerhedsstrategi med titlen "Et sikkert Europa i en bedre verden", som blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 12. december 2003 og til rapporten om dens gennemførelse med titlen "At skabe sikkerhed i en verden i forandring", der blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 11.-12. december 2008,

—  der henviser til den integrerede EU-havpolitik fra 2007 (COM(2007)0575) og situationsrapporten herom (COM(2012)0491),

—  der henviser til erklæring af 7. oktober 2012 fra de europæiske ministre for integreret havpolitik og fra Europa-Kommissionen om en havdagsorden og en maritim dagsorden for vækst og beskæftigelse, "Limassolerklæringen",

—  der henviser til Rådets konklusioner af 26. april 2010 om maritim sikkerhedsstrategi,

—  der henviser til sin beslutning af 15. januar 2013 om en EU-strategi for Afrikas Horn(1),

—  der henviser til FN's pagt og til FN's havretskonvention (UNCLOS) af 10. december 1982,

—  der henviser til fælles forslag af 21. december 2012 til Rådets afgørelse om ordninger til gennemførelse af solidaritetsbestemmelsen(2),

—  der henviser til Kommissionens grønbog af 7. juni 2006 med titlen "En fremtidig havpolitik for EU: en europæisk vision for havene" (COM(2006)0275),

—  der henviser til sin beslutning af 20. januar 2011 om en bæredygtig EU-politik for Arktis(3) og til Europa-Parlamentets og Rådets fælleserklæring af 26. juni 2012 om udvikling af en EU-politik for den arktiske region: fremskridt siden 2008 og den fremtidige indsats(4),

—  der henviser til Det Europæiske Forsvarsagenturs (EDA) adfærdskodeks for sammenlægning og deling fra 2012,

—  der henviser til NATOs havstrategi vedtaget den 18. marts 2011,

—  der henviser til Rådets fælles aktion fra 2008 om Den Europæiske Unions militæroperation med henblik på at bidrage til at afskrække fra, forebygge og bekæmpe piratvirksomhed og væbnede røverier ud for Somalias kyster (ATALANTA)(5),

—  der henviser til Rådets afgørelse fra 2012 om Den Europæiske Unions mission vedrørende regional flådekapacitetsopbygning på Afrikas horn (EUCAP NESTOR)(6),

—  der henviser til sin beslutning af 23. november 2010 om civilt-militært samarbejde og udvikling af civil-militær kapacitet(7),

—  der henviser til Rådets konklusioner om Afrikas Horn af 14. november 2011 og navnlig til de strategiske rammer, der er fastlagt i de vedlagte bilag,

—  der henviser til sin beslutning af 22. november 2012 om gennemførelse af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik(8),

—  der henviser til sin beslutning af 14. marts 2013(9) om forbindelserne mellem EU og Kina,

—  der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2008 om piratvirksomhed til søs(10) og af 10. maj 2012 om pirateri(11),

—  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A7-0220/2013),

A.  der henviser til, at EU's medlemsstater dækker en kyststrækning, der er mere end 90 000 km lang og grænser op til to verdenshave og fire andre have, og med oversøiske territorier og nationale sikkerhedsanlæg i andre verdenshave; der henviser til, at EU's medlemsstater er ansvarlige for kontrollen, sikkerheden og sikringen af de europæiske kyst- og territorialfarvande, eksklusive økonomiske zoner (EEZ), fastlandssokler, maritime infrastrukturer og havressourcer; der henviser til, at medlemsstaterne har hovedansvaret for søfolks sikkerhed om bord på skibe, der fører deres flag, og for at beskytte deres borgere; der henviser til, at medlemsstaternes manglende evne til at kontrollere deres maritime rum også har konsekvenser uden for deres kyst- og havområder;

B.  der henviser til, at medlemsstaternes søgrænser udgør EU's eksterne grænser;

C.  der henviser til, at havområder er åbne, enorme og uden andre grænser end dem, der bestemmes af maritim jurisdiktion; der henviser til, at havområder er vanskelige at kontrollere, navnlig fordi hovedmålet med den internationale søret er at fremme handel og sikre fri bevægelighed;

D.  der henviser til, at 90 % af EU's udenrigshandel og 40 % af den interne handel transporteres ad søvejen; der henviser til, at EU er verdens førende søfartsregion, idet de europæiske redere forvalter 30 % af verdens fartøjer og 35 % af verdens skibstonnage - bl.a. 55 % af alle containerskibe og 35 % af alle tankskibe, svarende til 42 % af værdien af den søbårne verdenshandel; der henviser til, at medlemsstaterne tilsammen udgør verdens største eksklusive økonomiske zone (ca. 25 mio. km2);

E.  der henviser til, at EU's havstrategi først og fremmest bør fremme de grundlæggende principper i artikel 21 i TEUF, herunder demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettighedernes og de grundlæggende frihedsrettigheders universalitet og udelelighed, respekt for den menneskelige værdighed, principperne om lighed og solidaritet samt respekt for principperne i De Forenede Nationers pagt og folkeretten; der henviser til, at medlemsstaterne har pligt til at bestræbe sig på at håndhæve og styrke folkeretten, navnlig UNCLOS, og sikre åbne søfartsruter, bevare havenes fælles ressourcer og varetage kommercielle og miljømæssige interesser;

F.  der henviser til, at betydningen for EU af den verdensomspændende søfart er steget eksponentielt som følge af den økonomiske vækst, globaliseringen og den voksende indbyrdes afhængighed i verden; der henviser til, at den geostrategiske maritime balance er under hurtig forandring som følge af, at de nye vækstlande anvender adgangsbegrænsende teknologier og strategier med henblik på at hævde sig i regionale farvande og på verdenshavene, hvilket begrænser adgangen for USA og Europa; der henviser til, at et mere komplekst og diffust maritimt sikkerhedsmiljø med en løs og varieret anvendelse af de internationale traktater gør effektiv multilateralisme og internationalt samarbejde om reguleringen af maritime anliggender vanskeligere; der henviser til, at det derfor er i EU's interesse at sikre den maritime sikkerhed, ikke kun i kystvandene, men også i verdenshavene;

G.  der henviser til, at flere faktorer såsom fattigdom, manglende udvikling, lav statskontrol og retshåndhævelse samt sårbare søveje kan fremme udbredelsen af forskellige former for trusler mod sikkerheden på havet; der henviser til, at sådanne trusler kan opstå både som følge af adfærden hos stater, som er interesseret i at forstyrre den internationale søfart, og som følge af ulovlige aktiviteter hos ikke-statslige aktører i form af grænseoverskridende kriminalitet (våben- og narkotikasmugling), international terrorisme eller sørøveri, hvorved svaghederne i det opsplittede lokale, regionale og internationale forvaltningssystem for havene udnyttes; der henviser til, at der er et stadigt stigende antal stadig mere komplicerede lovlige og ulovlige aktiviteter på havet som følge af denne stigning i antallet af aktører, hvilket har gjort det stadig vanskeligere at skelne mellem lovlige og ulovlige aktiviteter; der henviser til, at dette sætter EU under pres for at investere i en samlet tilgang for at løse de komplicerede grænseoverskridende udfordringer, som ingen medlemsstater kan klare alene;

H.  der henviser til, situationen i verden med hensyn til flådekapacitet og magtprojektion er i hurtig forandring, idet de nye vækstlande i stigende grad stiller spørgsmålstegn ved UNCLOS-principperne og ved international voldgift og regulering; der henviser til, at især Kina forfølger sin perlekædepolitik og bestræber sig på at øge og udvide sin tilstedeværelse på havet med en lang række forskellige officielle og uofficielle begrundelser, som omfatter alt lige fra at sikre handels- og energiforsyningsruter til at kontrollere havressourcer og kritisk maritim infrastruktur, hvilket er i strid med de maritime interesser hos stort set alle landets naboer i Det Syd- og Østkinesiske Hav;

I.  der henviser til, at EU og samtlige medlemsstater er kontraherende parter i UNCLOS, og at konventionen derfor er en del af EU-retten;

J.  der henviser til, at EU som en global aktør bør gøre sig overvejelser om de sikkerhedsmæssige udfordringer og mulige autonome løsninger, navnlig i det nærliggende Middelhav, Afrikas Horn og det vestlige Atlanterhav, men også i Stillehavet, både fra øst og vest, og fra Arktis til Antarktis;

K.  der henviser til, at ulovlige ikkestatslige aktører breder sig på havet og truer afgørende søveje og infrastrukturer og udnytter svaghederne has medlemsstaterne og deres jurisdiktion;

L.  der henviser til, at bekæmpelsen af disse ikke-konventionelle trusler ofte finder sted under vanskelige og farlige forhold, der indebærer anvendelse af både civile og militære midler; der henviser til, at FSFP har både en civil og militær dimension og derfor danner en passende ramme om bekæmpelsen af farlige trusler på havet og langs kysten;

M.  der henviser til, at EU ikke kan sikre den maritime sikkerhed i verden alene; der henviser til, at EU har behov for at indgå et stærkt partnerskab med tredjelande og regionale organisationer, navnlig i fjerntliggende områder, f.eks. Asien, hvor EU har svært ved at indsætte sine egne ressourcer;

N.  der henviser til, at den europæiske sikkerhedsstrategi (ESS) ikke direkte nævner den maritime dimension, bortset fra at sørøveri betegnes som en trussel mod EU; der henviser til, at den integrerede EU-havpolitik behandler maritime anliggender, men knapt nok omhandlede den sikkerhedspolitiske dimension og dermed tilsidesætter et område, der giver anledning til stigende bekymring i EU; der henviser til, at der er et presserende behov for at revidere EU's tilgang til maritim sikkerhed, navnlig gennem vedtagelse af en europæisk maritim sikkerhedsstrategi (EMSS), som præciserer, hvordan den integrerede havpolitik bidrager til gennemførelsen af ESS; der henviser til, at EMSS bør definere EU's sikkerhedsmæssige interesser og strategiske mål samt identificere målsætninger, risici, de disponible og nødvendige interventionsmidler samt muligt indsatsområder;

O.  der henviser til, at EMSS er nødvendig for at integrere de problemer, risici og muligheder, som EU står over for på havet, herunder beskyttelse af de europæiske borgere og deres aktiver; der henviser til, at denne strategi bør fremme de europæiske værdier og principper, være fremsynet og proaktiv og mobilisere alle relevante institutioner og aktører, både civile og militære, og navnlig til, at EU's medlemsstater ikke længere har råd til at udvikle og vedligeholde en flådekapacitet, som udelukkende skal anvendes til mulige højintensive operationer;

P.  der henviser til, at konflikter og manglende stabilitet, som påvirker EU's interesse i fri søfart og sikker adgang, nødvendiggør en bedre indsigt i sammenfaldet mellem menneskers sikkerhed, statslig forvaltning og udvikling, og til, at EU's strategi for Afrikas Horn bør anvendes som lærestykke for en samlet tilgang, som inddrager EU's politiske, diplomatiske, sociale og økonomiske værktøjer; henviser til, at denne samlede tilgang skal være det centrale element i EMSS og indebære en samordning af de forskellige EU-initiativer, -agenturer og –instrumenter med henblik på at løse de grundlæggende problemer, som er skyld i den manglende stabilitet, og bidrage til at løse konflikten, sikre freden og hjælpe til med at genopbygge staten og forvaltningen og med at sætte skub i udviklingen gennem en reform af sikkerhedssektoren, energiforsyningen, handelen ad søvejen og andre former for handel, transportsikkerheden, fiskeriet, miljøbeskyttelsen og bekæmpelsen af konsekvenserne af klimaændringerne;

Generelle bemærkninger om en fremtidig europæisk maritim sikkerhedsstrategi

1.  er overbevist om, at EU har en vital interesse i en sikker, åben og ren søfart, der tillader fri passage af handel og personer og en fredelig, lovlig, retfærdig og bæredygtig udnyttelse af havets rigdomme, at søfarten udgør livsnerven i den europæiske handel og formidler europæisk velstand og indflydelse, at EU og medlemsstaterne er ansvarlige for de europæiske borgeres sikkerhed og for at fremme principperne i artikel 21 i TEUF, at både EU's civile og militære institutionelle rammer derfor bør udvikles yderligere for at sikre de mål, midler og kapaciteter, der er nødvendige for at leve op til dette ansvar;

2.  minder medlemsstaterne om, at det kun er gennem engagement, gensidig forståelse og virkelig solidaritet, at EU vil være i stand til at varetage sin rolle, som den er defineret i Lissabontraktaten, og sin erklærede ambition om at stå som garant for global sikkerhed; minder i denne forbindelse om, at artikel 42, stk.7, i TEU ("klausulen om gensidig forsvarsbistand"), artikel 222 i TEUF ("solidaritetsbestemmelsen") og artikel 42, stk. 6 i EUT ("det permanente strukturerede samarbejde"), som blev indført med Lissabontraktaten, skaber den institutionelle ramme for reel solidaritet mellem alle medlemsstaterne i forbindelse med Unionens sikkerhed og forsvar; minder om, at disse instrumenter endnu ikke er blevet gennemført; roser derfor Kommissionen og Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) for det fælles forslag om ordningerne for Unionens gennemførelse af solidaritetsbestemmelsen og opfordrer dem til at vurdere, hvad en eventuel aktivering heraf vil indebære i forhold til eventuelle trusler på havet eller trusler, der involverer maritime aktiver eller infrastrukturer; opfordrer Rådet til hurtigt at godkende dette forslag;

3.  understreger, at UNCLOS udgør den retlige ramme for samtlige aktiviteter på og i verdenshavene og andre have, og at konventionen kan tjene som retningslinjer for en fredelig løsning af maritime stridigheder; opfordrer derfor EU og medlemsstaterne til at tilskynde til, at konventionen finder universel anvendelse og understreger nødvendigheden af, at konventionens bestemmelser gennemføres på en ensartet og sammenhængende måde;

4.  erkender, at EU allerede råder over nogle af de midler og instrumenter, der er nødvendige for at gribe ind over for de verdensomspændende trusler mod sikkerheden til søs og imødekomme behovet for et sikkert og stabilt miljø i form af EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen, de finansielle instrumenter, udviklingssamarbejdet, den humanitære bistand, krisestyringen, handelssamarbejdet og andre relevante indsatsmuligheder; bemærker imidlertid, at størstedelen af de tekniske og materielle aktiver forvaltes af medlemsstaterne, og at deres vilje til at styrke samarbejdet er afgørende for Europas fremtidige maritime sikkerhed;

5.  bemærker imidlertid, at en europæisk maritim sikkerhedsstrategi er nødvendig for at sikre en integreret og samlet tilgang, der fokuserer specifikt på de trusler, risici, udfordringer og muligheder, der findes på havet, at EMSS, som tager udgangspunkt i de europæiske værdier og principper, bør udvikle synergier og fælles løsninger, der mobiliserer alle relevante institutioner og aktører, både civile og militære, at EMSS bør kortlægge alle potentielle trusler lige fra konventionelle sikkerhedstrusler til trusler i form af naturkatastrofer og klimaændringer såvel som trusler, der vedrører beskyttelse af vitale havressourcer og maritime infrastrukturer og handelsstrømme, og at den også skal identificere de specifikke midler og kapaciteter, der er nødvendige for at imødegå alle udfordringer, herunder efterretningsvirksomhed, overvågning og patruljering, eftersøgnings- og redningsaktioner, søtransport, evakuering af EU-borgere og andre statsborgere fra kriseområder, håndhævelse af embargoer og assistance til alle FSFP-ledede missioner og operationer;

6.  opfordrer den højtstående repræsentant, Kommissionen og Rådet til at udarbejde en EMSS, som er centreret om sammenhæng og koordinering mellem alle europæiske aktører og medlemsstater af betydning for sikkerheden til søs; opfordrer Kommissionen og den højtstående repræsentant/næstformanden til at afhjælpe manglerne i den integrerede EU-havpolitik fra 2007, som ikke omfattede en sikkerhedspolitisk dimension, samt manglerne i ESS, som ikke omhandlede metoder til at tackle sikkerhedstrusler og -risici til søs; mener, at EMSS-ambitionsniveauet, -midlerne og -kapaciteten bør tage sit udgangspunkt i den europæiske sikkerhedsstrategi og fastlægges ud fra EU's behov for at kunne fungere som en garant for global sikkerhed, som kan sikre fri søfart og adgang til det åbne hav i hele verden; understreger, at indsatsen for at sikre sikkerheden til søs vil berøre alle elementer af Europas sikkerhed og velstand på kort, mellemlang og lang sigt

7.  opfordrer medlemsstaterne til at bistå og føre en aktiv dialog med EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen med henblik på at udvikle en ny EMSS, som skal sikre en effektiv anvendelse af de forskellige aktiver samt identificere og skabe nye kapaciteter i form af sammenlægning og deling; mener ligeledes, at den nye strategi bør integrere fælles initiativer til oprettelse af bilaterale eller multilaterale militære enheder såsom den fransk-britiske erklæring fra 2. november 2010;

8.  understreger, at en sådan integreret tilgang til havpolitikken, der kombinerer civile instrumenter og militære redskaber og omfatter både interne og eksterne sikkerhedsaspekter, allerede er ved at tage form på nationalt plan i nogle medlemsstater og anvendes bilateralt mellem nogle medlemsstater og derfor bør styrkes på EU-plan; understreger den rolle, som søfartsnationerne kan og bør spille i forbindelse med fremme af en positiv regional maritim integration; understreger, at de regionale maritime integrationsinitiativer kan og bør føre til sammenlægning og deling af kritiske flådeaktiver for at opfylde EU's kapacitetsbehov;

Potentielle risici

9.  erkender, at øget trafik på havet og udvikling af offshore- og kystaktiviteter truer sikkerheden til søs og gør det vanskeligere at skelne mellem lovlige og ulovlige aktiviteter på havet

10.  konstaterer, at EU står over for konventionelle sikkerhedsmæssige trusler, som især skyldes forekomsten af nye maritime magter, som har øget den potentielle mellemstatlige rivalisering for så vidt angår ejerskabet over de maritime områder (tvister om kompetence, territoriale krav samt efterforsknings- og udvindingslicenser i dybhavsområder); bemærker endvidere, at de nye vækstlande har udviklet deres maritime kapaciteter (flåder, ubåde), samtidig med at de anfægter principperne i den internationale søret;

11.  advarer mod ulovlig udvinding af vigtige naturressourcer og mineraler i EU-medlemsstaternes farvande eller i tilstødende have; bemærker, at det uregulerede kapløb om marine, naturlige og mineralske ressourcer kan få skadelige følger for havenes økosystemer og dermed forværre de miljømæssige konsekvenser af aktiviteterne på havet; minder om, at udnyttelsen af havets ressourcer også kan føre til en uønsket militarisering af havområderne; understreger imidlertid enhver medlemsstats ret til at efterforske og udvinde de marine naturressourcer på en måde, som er i overensstemmelse med folkeretten og miljølovgivningen;

12.  henviser til, at EU har behov for stærke partnerskaber med tredjelande og regionale organisationer for at garantere sikkerhed og stabilitet i forbindelse med handel og ressourceudvinding; understreger, at en stærk maritim dimension af FSFP vil gøre EU i stand til at fungere som en effektiv international voldgiftsinstans, når dette er nødvendigt;

13.  advarer om, at stater, der ikke er villige til at samarbejde med det internationale samfund og respektere internationale traktater og standarder, og som geografisk set er i stand til at blokere handelsruter og har den teknologiske og militære kapacitet hertil, udgør det største sikkerhedsmæssige problem på nuværende tidspunkt; mener, at EU-Udenrigstjenesten og næstformanden/den højtstående repræsentant bør gøre alt, hvad der er muligt på det diplomatiske plan for at inddrage dem i en dialog og et samarbejde;

14.  konstaterer, at selv om statslige militære konfrontationer ikke helt kan udelukkes, stammer de direkte og indirekte risici mod sikkerheden i EU for det meste fra ikke-konventionelle trusler, hvor man udnytter de vanskeligheder, der er forbundet med håndhævelse af loven på havet, i kystområder, og som generelt skyldes manglende eller skrøbelige statslige myndigheder eller mangel på statslig kontrol;

15.  bemærker, at en af de største trusler mod EU's maritime sikkerhed består i det stigende antal terrorhandlinger til søs rundt om i verden, som direkte truer EU's civile og militære fartøjer, havnefaciliteter og energianlæg, og som benytter havet til at angribe og infiltrere mål på land; bemærker, at disse aktører samarbejder med grænseoverskridende organiserede kriminelle netværk, der er involveret i ulovlige aktiviteter til havs, såsom smugling, menneskehandel, ulovlig indvandring, handel med narkotika og våben, herunder håndvåben og lette våben og komponenter til masseødelæggelsesvåben; understreger, at sådanne ulovlige aktiviteter forværrer de politiske og humanitære kriser, blokerer for social og økonomisk udvikling, demokrati og respekt for retsstatsprincipperne og forårsager energimangel samt udvandring, intern fordrivelse af mennesker og umådelige menneskelige lidelser;

16.  er foruroliget over, at der er stadig flere tegn på, at terrornetværk og ikke-statslige aktører anskaffer avanceret maritim kapacitet, herunder ubåde og radar- og detektionsteknologi, og har adgang til logistiske oplysninger om den internationale skibsfart, miner og vandbårne improviserede eksplosive anordninger, hvorved de har skærpet deres trusselspotentiale og deres evne til at undgå kontrol væsentligt, og på, at er sker en udvidelse af deres aktiviteter tæt på Europa, navnlig på begge sider af det sydlige Atlanterhav;

17.  mener, at fastlåste konflikter i forskellige havområder, bl.a. Sydkaukasus, det sydlige og østlige Middelhav og Det Japanske Hav, er en af de væsentligste årsager til den manglende stabilitet i verden, hvilket truer transport- og energiforsyningsruter, fremmer våbenhandel og ikke-statslige aktørers aktiviteter, som f.eks. kriminelle netværk og terrorceller;

18.  er fortsat bekymret over sørøveri langs Afrikas øst- og vestkyst; minder om, at piratangreb (væbnet røveri, kidnapning af fartøjer og besætninger og pengeafpresning) udgør en alvorlig hindring for den fri adgang til og sejlads i disse farvande og en alvorlig trussel mod den internationale handel og sikkerheden til søs; minder om, at sørøveri generelt er et problem, der skyldes mangelfuld regeringsførelse og udvikling af de berørte kyststater; håber, at EU vil tage udgangspunkt i resultaterne af FSFP-operation EUNAVFOR Atalanta og lancere FSFP-operationer til bekæmpelse af sørøveri andre steder;

19.  advarer mod de problemer, som sørøveri, international terrorisme og organiseret kriminalitet generelt skaber for søfartssikkerheden i forbindelse med vitale flaskehalse inden for søtransporten; understreger, at nogle af de vigtigste vandveje, der sikrer energiforsyningerne i verden, geografisk er placeret i eller kræver gennemsejling af nogle af de mest ustabile havområder, herunder Suezkanalen, Hormuzstrædet og Malaccastrædet;

20.  henviser til, at bekæmpelsen af ikke-konventionelle aktiviteter bør baseres på en række FSFP-instrumenter, herunder militære foranstaltninger, eftersom sådanne interventioner ofte finder sted under yderst problematiske forhold, hvor aktørerne har adgang til en række farlige våben; påpeger under henvisning til den model, der anvendes i forbindelse med EU's igangværende aktioner ud for Afrikas Horn, EUNAVFOR Atalanta og EUCAP NESTOR, at FSFP-operationerne bør suppleres med andre eksterne EU-instrumenter for at løse de sociale, økonomiske og politiske problemer, der er årsagen til krisen, og sikre en bæredygtig sikkerhed i de pågældende regioner;

21.  bemærker, at ulovlig indvandring sandsynligvis fortsat vil lægge pres på EU's søgrænser, især på baggrund af den politiske og økonomiske udvikling i de sydlige nabolande og udsigten til fortsat ustabilitet i det Nordafrika, Sahel, Afrikas Horn og området syd for Sahara; erindrer dog om, at migration ikke bør betragtes som en sikkerhedstrussel, men snarere som et menneskeligt fænomen, der nødvendiggør en robust forvaltningsstrategi, der kombinerer regional, politisk og diplomatisk samarbejds- og udviklingspolitik med investeringer i regionale partnerskaber; gør opmærksom på, at denne indsats forudsætter udvikling af den maritime kapacitet og kystovervågningen for at kunne patruljere og redde migranter i ulovlige fartøjer;

22.  erkender, at stigende trafik på havet kan øge risikoen for katastrofer i form af olieudslip og andre miljøforureningsuheld, dumpning af giftigt affald og ulovlig oliebunkring; understreger, at EU bør videreudvikle en strategi, der bygger på tidligere erfaringer fra alvorlige miljøkatastrofer til søs, ved at sikre, at alle aktører, EU-organer og -agenturer i samarbejde med medlemsstaternes myndigheder griber ind på en koordineret måde og samtidig påtager sig deres respektive ansvar med henblik på at skabe de rette synergier, udvise solidaritet og sikre en mere effektiv indsats;

Kritiske havområder

Middelhavet

23.  understreger, at Middelhavet indebærer en række trusler, der potentielt kan true stabiliteten i EU og direkte EU-interesser, især eftersom de politiske omvæltninger og de sociale og økonomiske problemer sandsynligvis vil fortsætte i nogle af kyststaterne; bemærker, at dette fremmer ulovlige aktiviteter såsom terrorisme og alle former for ulovlig handel og påvirker EU's maritime sikkerhed, herunder energiforsyningssikkerheden i den sydlige del; mener, at der er et presserende behov for investeringer i maritimt regionalt samarbejde, og at det bør omfatte europæisk og regionalt samarbejde og efterretnings-, overvågnings-, patruljerings- og kystvagtvirksomhed, som alle forudsætter tilstrækkelige magtprojektionsmidler;

24.  understreger, at Middelhavet er hjemsted for en række regionale konflikter, der involverer maritime grænsestridigheder, og opfordrer derfor indtrængende EU til at forpligte sig til at undgå yderligere konfliktoptrapning omkring Middelhavet, som kan forstærke de eksisterende trusler, herunder følgerne af borgerkrigen i Syrien og indvirkningen på landets og nabolandenes havområder, den politiske ustabilitet og manglende regeringskapacitet i Libyen, Egypten og Tunesien, den afsmittende effekt i nabolandene Marokko og Algeriet, som stadig ikke er nået til enighed om konflikten i det vestlige Sahara og er direkte berørt af optrapningen af konflikten i Mali og Sahelregionen; advarer desuden mod farerne som følge af forbindelserne mellem kriserne i landene syd for Middelhavet og den manglende stabilitet og konflikten i Mellemøsten, Sahel, Afrikas Horn, Vestafrika og området syd for Sahara;

25.  bemærker, at de seneste opdagelser af naturgas i det østlige Middelhav har skabt en nu geopolitisk situation og i væsentlig grad øget risikoen for stridigheder, hvilket direkte berører medlemsstaternes legitime interesser og suveræne rettigheder; er bekymret over, at Tyrkiet, Rusland, USA og Israel har øget deres flådekapacitet i Middelhavet; påpeger endvidere konsekvenserne af den uløste konflikt med Tyrkiet i Det Ægæiske Hav og optrapningen af spændingerne som følge af den planlagte udnyttelse af Grækenlands og Cyperns offshore-kulbrintereserver; opfordrer derfor EU til at styrke sin stilling for at undgå konflikter om naturressourcer i Middelhavet og dermed forbundne sikkerhedstrusler for EU-medlemsstater i området, hvilket i sidste instans kan påvirke EU som helhed;

Østersøen

26.  konstaterer, at Østersøen er et indre EU-farvand, når der ses bort fra russiske farvande, og for mange kyststater en kritisk færdselsåre; påpeger, at stabiliteten i Østersøområdet og en smidig afvikling af søfarten afhænger af en afstemning af de politiske interesser imellem EU's medlemsstater indbyrdes og imellem EU og Rusland; henviser til, at stabiliteten i Østersøen hænger samen med spørgsmål om en sikring af sproglige mindretals stilling i kyststaterne, energitransport, en livlig handelssøfart, muligheden for ulykker med olietankere og forurening af fiskebestande og miljøet; påpeger endvidere, at sikkerheden til søs i Østersøen trues af kemiske våben, der blev dumpet under Anden Verdenskrig, forældede atomkraftværker langs kysten, mulige terrorangreb på energitransporter og mulige ulovlige våbentransporter gennem Østersøens havne;

Sortehavet

27.  understreger, at Sortehavet ud fra et geostrategisk synspunkt er et af EU's vigtigste maritime grænseområder som følge af nødvendigheden af at sikre EU's energiforsyning og diversificeringen af den; henviser til de store potentielle risici på mellemlang og lang sigt i området som følge af dets strategiske placering som en vigtig transportrute for varer og energi og beliggenheden nær ustabile områder med langvarige konflikter i de omstridte områder i Abkhasien og Sydossetien og den dermed forbundne konflikt mellem Moskva og Tbilisi; understreger i betragtning af, at adskillige medlemsstater energiforsyningssikkerhed i høj grad afhænger af sikkerheden omkring de gas- og olieforsyningsruter, der går gennem eller forløber i nærheden af Sortehavet, at EU har en strategisk interesse i at undgå en optrapning af de langvarige regionale konflikter og i stedet finde varige løsninger på dem; mener, at det med henblik herpå kan blive nødvendigt at mobilisere de europæiske flådeaktiver;

28.  minder om sin beslutning af 20. januar 2011 om en EU-strategi for Sortehavet(12) og bekræfter, at der er nødvendigt, at EU mere aktivt tager hånd om sikkerhedssituationen i Sortehavsregionen; opfordrer endnu en gang Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at udarbejde en strategi for Sortehavsregionen, som effektivt kan imødegå trusler mod den maritime sikkerhed;

29.  understreger nødvendigheden af en styrket dialog med de strategiske partnere om konfliktforebyggelse og -løsning, men understreger ligeledes betydningen af at deltage i regionale multilaterale initiativer som f.eks. Sortehavssynergien for at bekæmpe trusler fra kriminelle netværk, som er involveret i smugling af mennesker, narkotika og våben, eller problemer som ulovlig fiskeri og miljøødelæggelse;

Atlanterhavet og Vestafrika

30.  henviser til, at Atlanterhavet er Europas handelslivsåre; er bekymret over, at Atlanterhavet, og navnlig Det Caribiske Hav, anvendes til transit af narkotika fra Sydamerika; er bekymret over, at udviklingen af den økonomisk aktivitet i de kommende årtier, navnlig efter Panamakanalens udvidelse, muligvis vil øge de kriminelle aktiviteter i området;

31.  mener, at den vestafrikanske kyst, og specifikt Guineabugten, i dag er hjemsted for nogle af de vigtigste potentielle trusler mod Europa; er dybt bekymret over, at der langs den vestafrikanske kyst er ved at udvikle sig alvorlige trusler i form af kriminel aktivitet, ulovlig handel med narkotika, mennesker og våben; påpeger, at landene i Guineabugten samtidig i stigende grad udgør et aktivitetsområde for regionale terrornetværk, såsom Boko Haram i Nigeria, hvis aktioner har afsmittende virkning i naboområderne, og som er knyttet til netværk med global rækkevidde, såsom Al-Qaeda i det islamiske Maghreb, hvilket krisen i Mali er et levende eksempel på;

32.  konstaterer med bekymring, at landene i Guineabugten fortsat lider under politisk ustabilitet, og at nogle lande risikerer opløsning af statsapparatet, som f.eks. Guinea-Bissau, der er blevet et omdrejningspunkt for narkotika fra Latinamerika med Europa som mål;

33.  konstaterer, at regionen også er en vigtig energikilde, idet landene i Guineabugten i øjeblikket leverer 13 % af EU's import af olie og 6 % af EU's import af gas, og Nigeria tegner sig for 5,8 % af EU's samlede import af olie; forventer, at regionens betydning vil stige som følge af de seneste opdagelser af offshore olie- og gasreserver, frygter derfor, at konkurrencen om offshore-naturressourcerne vil afstedkomme flere konflikter og øget kriminel aktivitet;

34.  påpeger, at manglende stabilitet, terrorisme og kriminalitet ud for den vestafrikanske kyst er nært knyttet til den manglende stabilitet i Sahelregionen som helhed; opfordrer derfor EU til inden for rammerne af FSFP's civile mission, EUCAP Sahel Niger, at integrere terrorbekæmpelsesindsatsen i Sahel-regionen i en regional og samlet strategi til bekæmpelse trusler på havet ud for den vestafrikanske kyst, især i Guineabugten; opfordrer i denne forbindelse EU til at sikre, at der sker samordning mellem de to FSFP-missioner i regionen - EUCAP Sahel Niger og EUTM Mali - og mellem indsatsen på land og til søs for at bekæmpe terror og anden organiseret kriminalitet i regionen;

35.  glæder sig over Kommissionens meddelelsen om programmet vedrørende de kritiske sejlruter i Guineabugten (CRIMGO), som sigter mod at forbedre sikkerheden i farvandene i Guineabugten ved at tilbyde uddannelse af kystvagter og oprette et netværk til informationsudveksling mellem myndighederne i syv kyststater i Vestafrika, og som skal finansieres via stabilitetsinstrumentet; opfordrer til en hurtig gennemførelse af CRIMGO ud for den vestafrikanske kyst; henstiller også, at der etableres specifikke samarbejdsmekanismer for at knytte dette kommissionsfinansierede program sammen med FSFP-missionerne EUCAP Sahel Niger og EUTM Mali, hvis opgaver er uløseligt forbundet med årsagerne til den manglende stabilitet ud for Guineabugten;

36.  understreger, at der er behov for at styrke effektiviteten af EU's aktiviteter i Guineabugten; foreslår, at man gennem specifikke synergier søger at udlede en merværdi af sammenkoblingen af eksisterende EU-instrumenter og strukturer såsom Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed (EMSA);

37.  opfordrer den højtstående repræsentant/næstformanden til at kortlægge EU-medlemsstaternes og AVS-partneres faciliteter på strategiske steder som f.eks. Lajes-flybasen på Azorerne (Portugal) og Kap Verde, som kan anvendes til at udvikle specifikke flåde- og luftværnsoperationer til bekæmpelse af spredningen af terrorisme, sørøveri og organiseret kriminalitet i Guineabugten og mere generelt i det sydlige Atlanterhav, i et trevejspartnerskab, som indebærer et transatlantisk samarbejde med USA, Canada, Brasilien og andre latinamerikanske lande samt EU og Den Afrikanske Union;

Adenbugten og det vestlige Indiske Ocean

38.  påpeger, at Adenbugten på grund af sørøveri er i dag et af de farligste havområder i verden; minder om, at sørøveri er en særlig form for organiseret kriminalitet, som forudsætter en særlig, omfattende og samlet tilgang, der inddrager årsagssammenhængen mellem sørøveri og den sociale, politiske og økonomiske forvaltning, hvilket tydeligt fremgår af situationen på Afrikas Horn og i Somalia; bemærker, at sporing af pengestrømmen fra løsepengene, optrævling af de kriminelle netværk og retsforfølgelse af gerningsmændene også er vigtige elementer i kampen mod sørøveri, og at dette kun er muligt, hvis man sikrer et samarbejdet mellem medlemsstaternes myndigheder, Europol og Interpol; bemærker, at der her er en konkret sammenhæng mellem ekstern sikkerhed og indre retshåndhævelse;

39.  glæder sig over etableringen af den civile FSFP-mission EUCAP Nestor, der har til formål at styrke den maritime kapacitet på Afrikas Horn og i det vestlige Indiske Ocean, og som har til opgave at skabe et mere holdbart og lokalt bidrag til gennemførelsen af målene for operation EUNAVFOR Atalanta;

40.  understreger, at det på det seneste er lykkedes EUNAVFOR Atalanta at bremse forekomsten af piratangreb i det vestlige Indiske Ocean og at forbedre FSFP's troværdighed, og at denne indsats skal fortsættes; bemærker, at Operation Atalanta er den første FSFP-flådemission og bør danne grundlag for den videre udvikling og gennemførelse af den maritime dimension af FSFP, idet man bør gøre status over operationens succeser og mangler og de indhentede erfaringer; glæder sig over den positive rolle, der præger EUNAVFOR Atalanta i SHADE-mekanismen (Shared Awareness and Deconfliction) med henblik på at fremme koordineringen mellem multinationale, nationale og regionale flådeenheder, der opererer i området såsom NATOs operation Ocean Shield; roser ligeledes det gode samarbejde med andre EU-agenturer (som f.eks. EU's satellitcenter SatCen og EMSA) navnlig inden for satellitbilledbehandling, selv om der ikke er noget formelt grundlag for et sådan samarbejde; opfordrer EU til at formalisere forbindelserne mellem de eksisterende EU-værktøjer og -organer, som dem, der f.eks. er udviklet i forbindelse med Atalanta, EMSA og SatCen, så man undgår dobbeltarbejde og spild af ressourcer og ekspertise og kan udnytte de klare operationelle fordele ved sådanne synergier;

41.  understreger, at konceptet med en samlet tilgang, som i dette tilfælde stammer fra EU's strategiramme for Afrikas Horn, fremstår helt klart i forbindelse med kombinationen af de tre igangværende FSFP-missioner i regionen (EUNAVFOR Atalanta, EU's uddannelsesmission for somaliske styrker og EUCAP Nestor) suppleret med et politisk engagement og udviklingspolitiske tiltag; glæder sig over aktiveringen af EU's operationscentre med henblik på at lette koordineringen og styrke synergien mellem disse missioner, hvilket udgør et vigtigt skridt i udviklingen af FSFP; påpeger, at dette eksempel på komplementaritet og samordning bør give inspiration til andre tilsvarende aktioner, hvor FSFP-missioner og -operationer gennemføres for at løse et mangesidet problem; bemærker, at en permanent militær planlægnings- og gennemførelseskapacitet ville kunne sikre en yderligere forbedring af integrationen af alle de maritime komponenter i FSFP's missioner og operationer;

42.  tager de beskyttelsesforanstaltninger, som skibsrederne installerer ombord, til efterretning; glæder sig i denne forbindelse over, at skibsbranchen for nylig har opfordret til et regelsæt for private maritime sikkerhedsselskaber, og for det første gentaget sin opfordring til Den Internationale Søfartsorganisation, flagstater og skibsbranchen til at samarbejde om at udvikle en adfærdskodeks med klare, konsekvente og gennemførlige internationalt vedtagne standarder vedrørende brugen af privat væbnet sikkerhedspersonale ombord på skibe, og for det andre opfordret private maritime sikkerhedsselskaber til at udøve deres virksomhed i nøje overensstemmelse med disse standarder;

Arktis

43.  understreger, at åbningen af nordøstpassagen er en direkte konsekvens af klimaændringerne, og påpeger, at EU først og fremmest bør satse på beskyttelse og bevarelse af regionen og dens kritiske miljøaktiver og samtidig sikre, at det arktiske områdes ressourcer på en bæredygtig måde og med respekt for den lokale befolkning; understreger betydningen af generel stabilitet og fred i regionen; understreger ligeledes behovet for en ensartet og samordnet EU-politik for Arktis, hvor både EU's prioriteter, potentielle problemer strategien er klart defineret; fremhæver, at en fremtidig islandsk tiltrædelse af EU ud over de danske, svenske og finske interesser i Arktis vil betyde, at Unionen i højere grad vil få kystområder, der grænser op til Arktis, hvilket understreger behovet for en stadig mere koordineret politik for Arktis på EU-plan; glæder sig i den forbindelse over den fælles meddelelse om udvikling af en EU-politik for den arktiske region: fremskridt siden 2008 og gentager behovet for en politisk dialog med alle perter i regionen, herunder Rusland;

44.  understreger betydningen af de nye handelsruter gennem de arktiske passager for EU og medlemsstaternes økonomier; understreger, at EU og medlemsstaterne aktivt bør søge at opretholde friheden på havet og retten til fri passage gennem internationale vandveje; understreger, at de langvarige territoriale tvister mellem de arktiske lande bør løses på fredelig vis, og opfordrer til, at EU engagerer sig mere i regionen, og at der foretages en vurdering af, hvilke ressourcer og hvilken kapacitet der er nødvendig for at gribe ind i tilfælde af konflikter i regionen; understreger under alle omstændigheder nødvendigheden af at undgå en militarisering af Arktis; opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag til, hvordan EU's politik i det arktiske område kan få fordel af Galileo-projektet, og hvordan det kan udvikles til at gøre sejladsen i de arktiske farvande mere sikker, hvilket vil fremme sikkerheden i og adgangen til den nordøstlige passage;

Stillehavet

45.  understreger den globale betydning af Stillehavet og navnlig Det Sydkinesiske Hav, som en tredjedel af verdenshandelen passerer igennem; er foruroliget over den voksende spænding og appellerer derfor indtrængende til alle involverede parter om at afholde sig fra ensidige politiske og militære aktioner, nedtone deres verbale udfald og bilægge deres territoriale stridigheder i Det Sydkinesiske Hav ved international voldgift i henhold til folkeretten, især UNCLOS, med henblik på at sikre stabiliteten i regionen og fri og sikker sejlads i Det Sydkinesiske Hav;

46.  mener, at en fredelig løsning af spændingerne i Det Syd- og Østkinesiske Hav muligvis kan opnås gennem forhandlinger om og fælles gennemførelse af adfærdskodekser med henblik på en fredelig udnyttelse af de pågældende havområder, herunder etablering af sikre handelsruter og fiskerikvoter eller fordeling af områder til efterforskning efter ressourcer;

47.  opfordrer den højtstående repræsentant/næstformanden til at identificere trusler mod freden og sikkerheden i tilfælde af en eskalering af spændingerne og de væbnede konflikter i Det Øst- og Sydkinesiske Hav;

48.  bemærker, at visse stater og navnlig Australien allerede fører en aktiv politik i Stillehavsområdet, og at EU bør indgå i et bilateralt og multilateralt samarbejde for at garantere sikkerheden i regionen;

49.  understreger, at Panamakanalens udvidelse, som forventes afsluttet i 2014, vil få stor betydning for den geostrategiske maritime balance og skabe ekstraordinære muligheder for EU og medlemsstaterne; understreger, at medlemsstaternes skibsfarts- og havneinfrastrukturer bør tilpasses den forventede stigning i den kommercielle søfart og de sikkerhedsmæssige risici som følge heraf, som bl.a. skyldes større miljøbelastning og mere kriminel virksomhed; understreger, at denne forbindelse mellem Stillehavet og Atlanterhavet kan blive en vigtig alternativ vestlig transportrute mellem Asien og Europa;

Eksisterende værktøjer og kapacitetsudvikling

50.  er overbevist om, at den finansielle og økonomiske krise bør ses som en mulighed for at gennemføre initiativet om sammenlægning og deling i forbindelse med udvikling af flådekapaciteten på virkelig europæisk vis, navnlig ved at udnytte LeaderSHIP 2020-initiativet og ved at tilskynde til oprettelse af netværk af aktører inden for skibsbygning og skibsreparation og dertil knyttede sektorer, hvilket kan bidrage til at bevare en troværdig militær kapacitet og er den eneste måde til sikring af, at Europa er i stand til at løse de globale sikkerhedsmæssige problemer i sine farvande og i forhold til sin flådekapacitet;

51.  beklager dog, at medlemsstaterne har foretaget betydelige nedskæringer i de nationale forsvarsbudgetter som følge af finanskrisen og den økonomiske afmatning, og at disse nedskæringer, som for det meste ikke er samordnet på EU-plan og ikke tager hensyn til den europæiske sikkerhedsstrategi, kan få alvorlige konsekvenser for Unionens beredskab og evne til at forsvare sig mod maritime og andre sikkerhedsmæssige trusler og opfylde sine internationale forpligtelser samt hindre den i at spille sin rolle som garant for sikkerheden i verden;

52.  understreger, at teorien om sammenlægning og deling, som EU har fremsat for at skabe bedre samordning, en mere intelligent anvendelse af forsvarsbevillingerne og øgede stordriftsfordele mellem medlemsstaterne endnu ikke har givet resultater, heller ikke inden for sikkerheden til søs;

53.  glæder sig over, at Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA) har arbejdet på at skabe grundlaget for sammenlægning og deling gennem en harmonisering af krav og projekter i forbindelse med søfartsuddannelser og logistik; glæder sig over Wise Pen Teams undersøgelse fra 2012 om krav og kapaciteter inden for søfarten; opfordrer i lyset af EDA's mandat og ekspertise medlemsstaterne til at benytte sig af dens rådgivning og teknisk bistand, når de har behov for at skære i forsvarsbudgetterne, for at undgå at kompromittere den strategiske kapacitetsudvikling i EU, som bør sikre en koordineret tilgang til diverse mangler; opfordrer medlemsstaterne at arbejde sammen med EDA for at identificere kapacitetsbehovet, især civil og militær kapacitet og kapacitet med dobbelt anvendelse på søfartsområdet; opfordrer den højtstående repræsentant/næstformanden til med bistand fra Det Europæiske Forsvarsagentur og Generaldirektoratet for Maritime Anliggender og Fiskeri at identificere alle flåde- og søfartsaktiver, som indgik i den maritime normerede kapacitet i 2012, og som EU-medlemsstaterne risikerer at miste som følge af finansielle og økonomiske begrænsninger, og til at undersøge mulighederne for at bevare dem og stille dem til rådighed for den integrerede EU-havpolitik og fremtidige EMSS;

54.  minder om, at kapacitet med dobbelt anvendelse er nødvendig for gennemførelsen af FSFP i lyset af de komplicerede sikkerhedspolitiske trusler i verden i dag; understreger, at den aktuelle krise i Sahel og på Afrikas Horn har understreget på behovet for en samlet strategi, der dels mobiliserer hele spektret af civilt-militært engagement, dels udstyr og kapacitet med dobbelt anvendelse, herunder europæisk flådekapacitet og civil og militær skibsværftskapacitet, der skal garantere skibenes sikkerhed og modstandsdygtighed; opfordrer medlemsstaterne til at samarbejde med de relevante EU-organer og -agenturer, navnlig Kommissionen, EDA og Det Europæiske Rumagentur (ESA) i bestræbelserne at opnå EU-finansiering af udvikling af kapacitet med dobbelt anvendelse, eftersom dette giver mulighed for at udfylde kapacitetsmangler på nationalt, regionalt og EU-plan; minder om Galileo-programmets potentiale, hvad angår dobbelt anvendelse, og dets værdi for gennemførelsen og effektiviteten af FSFP-operationerne, især på det maritime område; understreger dog, at der bør lægges større vægt på at sikre åbenhed, effektivitet og en multilateral tilgang i forbindelse med kapacitetsudvikling;

55.  minder om behovet for en konsolidering af et EU-baseret og EU-finansieret teknologisk grundlag på forsvarsområdet bl.a. inden for skibsbygning og produktion af materiel; minder i lyset af den nuværende økonomiske krise og finanskrisen om, at etablering af og støtte til en kvalificeret og rentabel europæisk forsvarsindustri vil føre til skabelse af arbejdspladser og vækst; opfordrer til en bedre dialog med de interesserede parter inden for industrien, eftersom udvikling af flådekapacitet indebærer et langsigtet engagement; understreger behovet for, at EU's medlemsstater og industri rationaliserer og harmoniserer deres standarder for at sikre europæisk operationel kompatibilitet inden for søfarts- og flådekapaciteten, herunder kommunikationssystemer og -teknologi;

56.  mener, at EDA's farvandsovervågningsnetværk (MARSUR) er et eksempel på en sådan innovation, der skaber merværdi i udviklingen af den maritime dimension af FSFP; opfordrer kraftigt til, at der etableres et samarbejde på de relevante områder mellem MARSUR og andre EU-projekter, der sigter mod at udvikle farvandsovervågningsprojekter, såsom Copernicus - det europæiske jordobservationsprogrammet (tidligere GMES - global miljø- og sikkerhedsovervågning), projekter inden for farvands- og sikkerhedstjenester eller EMSA's arbejde med farvandsovervågning;

57.  mener, at arbejdet i forbindelse med EMSA, ESA og Copernicus-programmet desuden kan tjene til at gennemføre den maritime dimension af FSFP og formelt bør anvendes hertil; understreger, at deres ekspertise sætter dem i en fremragende position til at yde service og støtte til igangværende FSFP-missioner vedrørende overvågning, patruljering eller indsamling, vurdering og formidling af satellitinformation med forbillede i det partnerskab, der er udviklet, omend uformelt, mellem EMSA og operation EUNAVFOR Atalanta;

58.  henstiller, at der oprettes et virkeligt europæisk kystvagtvæsen, der bygger på de eksisterende erfaringer med Frontex og det europæiske patruljeringsnetværk, hvor forskellige statslige organer og enheder tilvejebringer kapacitet, som fungerer inden for rammerne af den retspraksis, der udspringer af samarbejdet om indre og retlige anliggender, og som har til formål at beskytte EU's grænser og borgere samt personer i fare nær EU's kystvande

59.  glæder sig over det arbejde, der udføres i forbindelse med udviklingen af den fælles ramme for informationsudveksling (CISE) for at opnå en effektiv europæisk farvandsovervågningskapacitet; opfordrer derfor EU til at investere meningsfuldt i videreudviklingen af CISE, med forbillede i erfaringerne fra projekter såsom Marsuno, BluemassMed og Eurosur, så den bliver i stand til at spore, overvåge og reagere på maritime trusler i medlemsstaternes farvande eller i områder i nærheden af EU;

60.  opfordrer, eftersom EU- og NATO-medlemmer har kun ét sæt flådestyrker, til en bedre strategisk samordning mellem de to organisationer om sikkerheden til søs; er af den opfattelse, at EU's fremtidige strategi for sikkerheden til søs bør være uafhængig af, men også supplere NATO, således at den i videst muligt omfang kan bidrage til at løse ovennævnte trusler og samtidig sikre en optimal udnyttelse af de begrænsede maritime aktiver; glæder sig over de positive resultater af leje af fælles lokaler til de to organisationers operative hovedkvarterer i Northwood; mener, at EU bør fokusere på den klare merværdi, der er forbundet med en samlet strategi for håndtering af mangeartede udfordringer, som påvist i forbindelse med den diplomatiske, finansielle og retslig opfølgning på Atalantas effektive bekæmpelse af sørøveri; opfordrer til yderligere at forbedre udvekslingen af oplysninger mellem NATO og EU samt til at styrke koordineringen med de øvrige internationale aktører;

61.  beklager, at vi i dag stadig har en situation med dobbeltarbejde, overlapning, spild af ressourcer og interne stridigheder mellem EU's organer og agenturer, der beskæftiger sig med sikkerhed til søs; opfordrer EU til yderligere at undersøge, hvordan man kan nedbringe de administrative og finansielle byrder som følge af unødvendig overlapning af funktioner, ekspertise, udstyr og ressourcer mellem flere EU-organer og -aktører og styrke den højtstående repræsentant/næstformandens koordinerende funktion;

62.  opfordrer i denne henseende til at der sikres samordning og sammenkædning af EU's strategi for sikkerheden til søs, hvor der bør afstikkes klare retningslinjer for et specifikt samarbejde mellem Kommissionens relevante generaldirektorater, herunder GD'erne for Maritime Anliggender og Fiskeri, Indre Anliggender, Retlige Anliggender, Erhvervspolitik, Mobilitet og Transport, Beskatning og Toldunion, Forskning og Innovation og Udvikling samt EU-Udenrigstjenesten og Tjenesten for Udenrigspolitiske Instrumenter; mener, at det samme bør ske for tværinstitutionelt samarbejde mellem EDA, EMSA, SatCen, Europol, Frontex, EU's Militærstab, Direktoratet for Krisestyring og Planlægning, EU's Efterretningsanalysecenter og de relevante myndigheder i medlemsstaterne;

63.  glæder sig over de europæiske flådechefers (CHENS) bestræbelser på at fremme forståelsen mellem de europæiske flåder og undersøge spørgsmål af fælles interesse; henstiller, at resultaterne af CHENS's årlige møder og dets specialiserede arbejdsgrupper inddrages i overvejelserne vedrørende EU's maritime sikkerhedsstrategi og dens gennemførelse på FSFP-plan for at fremme et yderligere samarbejde og sikre en integreret og effektiv strategi;

64.  opfordrer det Det Europæiske Råd til i forbindelse med sine kommende drøftelser om forsvarspolitik i december 2013 at vedtage en EU-strategi for sikkerheden til søs, der inddrager de synspunkter, som Europa-Parlamentet har givet udtryk for i denne betænkning; minder om, at verden af i dag og især dens udfordringer og trusler kræver en konsekvent, sammenhængende og overbevisende indsats for at beskytte de 500 millioner EU-borgere; minder desuden om, at disse udfordringer også kræver en EU-udenrigspolitik, der er baseret på behovet for og fremme af fred og sikkerhed på verdensplan;

o
o   o

65.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til formanden for Det Europæiske Råd, den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformanden i Kommissionen, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes parlamenter, NATO's generalsekretær og formanden for NATO's Parlamentariske Forsamling.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0006.
(2) JOIN(2012)0039 – 2012/0370(NLE).
(3) EUT C 136 E af 11.5.2012, s. 71.
(4) JOIN(2012)0019.
(5) EUT L 301 af 12.11.2008, s. 33.
(6) EUT L 187 af 17.7.2012, s. 40.
(7) EUT C 99 E af 3.4.2012, s. 7.
(8) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0455.
(9) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0097.
(10) EUT C 15 E af 21.1.2010, s. 61.
(11) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0203.
(12) EUT C 136 E af 11.5.2012, s. 81.


EU's militære strukturer: status og fremtidsperspektiver
PDF 151kWORD 40k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. september 2013 om EU's militære strukturer: status og fremtidsperspektiver (2012/2319(INI))
P7_TA(2013)0381A7-0205/2013

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

—  der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 13.-14. december 2012,

—  der henviser til konklusionerne fra Rådets møde den 19. november 2012 om udviklingen af militære kapabiliteter,

—  der henviser til det overordnede mål for 2010, som blev godkendt på Det Europæiske Råds møde den 17.-18. juni 2004,

—  der henviser til Lissabontraktatens bestemmelser om gensidigt forsvar og solidaritet, som pålægger de andre medlemslande at yde hjælp og bistand, hvis ét af dem rammes af en katastrofe, et terrorangreb eller et væbnet angreb,

—  der henviser til den europæiske sikkerhedsstrategi, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 12. december 2003, og rapporten om dens gennemførelse, der blev godkendt af Det Europæiske Råd den 11.-12. december 2008,

—  der henviser til Rådets afgørelse 2011/871/FUSP af 19. december 2011 om oprettelse af en mekanisme til administration af finansieringen af de fælles udgifter til EU-operationer, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet (Athena)(1),

—  der henviser til Rådets afgørelse 2011/411/FUSP af 12. juli 2011 om fastlæggelse af statutten, hjemstedet og de nærmere bestemmelser for Det Europæiske Forsvarsagenturs drift og om ophævelse af fælles aktion 2004/551/FUSP(2),

—  der henviser til forsvarsministrenes drøftelser på Udenrigsrådets møde den 23. april 2013 om forberedelserne forud for Det Europæiske Råds møde i december 2013 om forsvarspolitik,

—  der henviser til sin beslutning af 22. november 2012 om gennemførelse af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik(3), beslutning af 22. november 2012 om EU's bestemmelser om gensidigt forsvar og solidaritet: politiske og operationelle dimensioner(4), beslutning af 12. september 2012 om årsrapporten fra Rådet til Europa-Parlamentet om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik(5) samt beslutning af 14. december 2011 om finanskrisens følger for forsvarssektoren i EU's medlemsstater(6),

—  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A7-0205/2013),

Generelle betragtninger

1.  bemærker med stigende bekymring EU's utilstrækkelige evne til at reagere rettidigt og effektivt på internationale kriser på trods af dets årelange engagement i at bevare freden og beskytte menneskerettighederne, forhindre konflikter og styrke den internationale sikkerhed i overensstemmelse med principperne i FN-pagten; understreger, at det er i EU's og dets medlemsstaters interesse at agere sammenhængende som formidler af sikkerhed, ikke alene i Europa, men også i resten af verden og navnlig i dets egne nabolande;

2.  minder om sin stærke tilslutning til en sammenhængende tilgang til krisestyring, der integrerer et bredt spektrum af diplomatiske, økonomiske, udviklingsmæssige og – som en sidste udvej – militære midler, som navnlig er kommet til udtryk i Parlamentets beslutninger om årsrapporterne om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP); understreger, at militære strukturer og kapabiliteter udgør en integreret del af en sådan sammenhængende tilgang og understøtter EU's evne til at reagere på trusler, konflikter og kriser, inklusive humanitære kriser og naturkatastrofer, hvis alle andre midler slår fejl;

3.  bemærker med beklagelse, at de militære operationer for nylig i både Libyen og Mali har demonstreret manglende fremskridt hen imod en egentlig fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, og understreger behovet for øget koordinering og samarbejde på europæisk plan, hvis EU ønsker at blive taget alvorligt som en effektiv og troværdig aktør på verdensscenen;

4.  minder om, at EU i traktaten opfordres til at arbejde for den gradvise udformning af en fælles EU-forsvarspolitik, som kan føre til et fælles forsvar; erindrer endvidere om medlemsstaternes forpligtelser i medfør af den gensidige forsvarsklausul;

5.  gentager sin alvorlige bekymring over de konstante og ukoordinerede nedskæringer på de nationale forsvarsbudgetter, som hindrer bestræbelserne på at få lukket kapabilitetshullerne og undergraver FSFP's troværdighed; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at stoppe og vende denne uansvarlige tendens og til at optrappe indsatsen på nationalt plan og EU-plan for at begrænse dens konsekvenser gennem øget samarbejde og sammenlægning og deling;

6.  minder om sin beslutning om finanskrisens følger for forsvarssektoren i EU's medlemsstater og gentager sine henstillinger om at imødegå de negative virkninger af krisen for de militære kapabiliteter på EU-plan gennem en bedre samordning af forsvarsplanlægningen, sammenlægning og deling af kapabiliteter, støtte til forsvarsforskning og teknologisk udvikling, opbygning af en mere integreret, bæredygtig, innovativ og konkurrencedygtig industriel og teknologisk basis for den europæiske forsvarssektor, opbygning af et europæisk marked for forsvarsmateriel samt ved at finde nye finansieringsformer på EU-plan;

7.  opfordrer indtrængende EU-medlemsstaterne og Kommissionen til at træffe de fornødne foranstaltninger til at fremme omstrukturering og konsolidering af de industrielle forsvarskapaciteter med henblik på at mindske eksisterende overkapacitet, som ikke er bæredygtig;

8.  ser med tilfredshed på arbejdet i Kommissionens taskforce om forsvarsindustrier og ‑markeder og Kommissionens meddelelse af 24. juli 2013 "Hen imod en mere konkurrencedygtig og effektiv forsvars- og sikkerhedssektor" (COM(2013)0542) og opfordrer Kommissionen til at udarbejde forslag til, hvordan EU's politikker og værktøjer i bred forstand ved hjælp af en fleksibel tilgang kan anvendes til at støtte forsvars- og sikkerhedsmæssige målsætninger, navnlig inden for områder af tværgående karakter, som f.eks. teknologier med dobbelt anvendelse;

9.  understreger, at eksisterende militære strukturer inden for EU, på EU-plan, multinationalt plan og nationalt plan, under omstillingsprocessen fortsat skal opbygge modulopdelte, interoperable, indsatsklare væbnede styrker, som er egnede til multinationale operationer;

10.  glæder sig over, at Det Europæiske Råd i december 2012 gav fornyet tilskyndelse til at øge FSFP-operationernes operative effektivitet, øge det europæiske samarbejde for at tilvejebringe fremtidsorienterede kapabiliteter og udfylde kritiske huller samt styrke den europæiske forsvarsindustri;

11.  opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (den højtstående repræsentant) til med henblik på Det Europæiske Råds møde i december 2013 at forelægge forslag, der afspejler henstillingerne i denne beslutning og indeholder muligheder for at fremme europæisk samarbejde på sikkerheds- og forsvarsområdet blandt de medlemsstater, der ønsker dette, på grundlag af traktatens bestemmelser om permanent struktureret samarbejde, i tilfælde af at det ikke er muligt at opnå enighed blandt alle medlemsstater om en ambitiøs dagsorden;

12.  vedtager som en del af sin egen dagsorden for det næste forfatningskonvent at udarbejde forslag til at styrke traktaterne med hensyn til udvikling af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik;

Forbedring af EU's kapabilitet til at planlægge og udføre militære operationer

13.  konstaterer med beklagelse, at EU ti år efter den første selvstændige EU-ledede militære operation stadig ikke råder over en permanent militær planlægnings- og udførelseskapabilitet, og beklager dybt den begrænsende effekt, dette har på EU's evne til at reagere på akutte kriser; minder om, at de nuværende ordninger, som kræver ad hoc-aktivering af nationale hovedkvarterer, er at betragte som en rent reaktiv tilgang og ikke tilvejebringer ressourcer til den nødvendige forhåndsplanlægning;

14.  er af den opfattelse, at det aktiverede operationscenter, skønt det værdsættes for sin rolle i koordineringen af missionerne på Afrikas Horn, udgør et i høj grad utilstrækkeligt skridt i retning af en sådan permanent kapabilitet på grund af dets begrænsede ressourcer og strengt støtterelaterede funktioner; beklager dybt, at initiativet fra de fem "Weimar plus"-lande ikke har ført til et mere betydeligt resultat; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til som et første skridt at enes om at give operationscentret ansvaret for den operative planlægning af missioner uden udøvende beføjelser, som f.eks. EU-uddannelsesmissioner til Mali og Somalia;

15.  opfordrer på ny til, at der oprettes et fuldt udbygget operativt EU-hovedkvarter under Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten), om nødvendigt gennem permanent struktureret samarbejde; understreger, at det bør være en civil-militær struktur med ansvar for planlægning og udførelse af både EU's civile missioner og militære operationer og med separate civile og militære kommandoveje;

16.  peger på, at oprettelsen af et operativt EU-hovedkvarter i høj grad ville forbedre EU's institutionelle hukommelse inden for krisestyring, bidrage til udviklingen af en fælles strategisk kultur gennem udstationering af nationale medarbejdere, maksimere fordelene ved civil-militær samordning, give mulighed for sammenlægning af visse funktioner, reducere udgifterne på længere sigt og lette den politiske kontrol fra Parlamentets og Rådets side;

17.  fremhæver behovet for en permanent militær planlægnings- og udførelseskapabilitet, også for så vidt angår de forpligtelser, der følger af den gensidige forsvarsklausul og solidaritetsklausulen, og understreger nødvendigheden af at sikre en tilstrækkelig grad af parathed og reaktionshastighed, i fald en af de to klausuler skulle blive bragt i anvendelse; opfordrer den højtstående repræsentant til at foreslå praktiske foranstaltninger, så den gensidige forsvarsklausul kan komme til at præcisere reaktionen på EU-plan;

Forbedring af EU's kampgrupper: Unionens instrument for hurtig indsats og stabilisering

18.  anerkender EU's kampgruppers bidrag til omlægningen af medlemsstaternes væbnede styrker, idet de driver den militære interoperabilitet fremad og fremmer multinationalt samarbejde; beklager, at konceptet endnu ikke har bevist sin nytteværdi som et instrument til hurtig indsats i operationer, og at en aftale om deployering forekommer usandsynlig, hvis ikke der foretages væsentlige ændringer; mener, at situationen i Mali er en forspildt chance for at gøre brug af EU-kampgrupper for første gang;

19.  mener, at der for at øge kampgruppernes effektivitet bør tages behørigt hensyn til deres sammensætning i betragtning af, at stater fra samme region generelt har samme opfattelse af trusler, hvilket gør den påkrævede reaktion herpå lettere;

20.  er af den opfattelse, at den reviderede Athenamekanisme for fælles udgifter til militære operationer stadig ikke i tilstrækkelig grad tager højde for kampgruppekonceptets særegenhed, og opfordrer til en betydelig forøgelse af de fælles udgifter til hurtige indsats-operationer – op til fuld dækning af udgifterne, når der indsættes kampgrupper; mener, at anvendelse af princippet om at "udgifterne ligger der, hvor de falder" i forbindelse med kampgrupper, som er på stand-by skiftevis og på frivillig basis, er i modstrid med princippet om en rimelig fordeling af byrderne;

21.  opfordrer den højtstående repræsentant til at udarbejde forslag med henblik på at tilpasse Athenamekanismen til kampgruppernes særegenhed, om nødvendigt gennem permanent struktureret samarbejde, der oprettes parallelt med et permanent operativt hovedkvarter; opfordrer samtidigt indtrængende den højtstående repræsentant til at forelægge et forslag om oprettelse og finansiering af opstartsfonden for forberedende aktiviteter til EU's militære operationer som krævet i traktaten;

22.  noterer sig bestræbelserne i Rådet og EU-Udenrigstjenesten på at øge kampgruppernes fleksibilitet og anvendelighed, som dog indtil videre har affødt få håndgribelige resultater; påpeger, at der er behov for en høj grad af interoperabilitet, ikke blot på teknisk plan, men også på det proceduremæssige og konceptuelle plan, navnlig for at få harmoniseret reglerne for magtanvendelse og overførsel af myndighed samt for at få fjernet nationale forbehold;

23.  anmoder Det Europæiske Råd om at undersøge, hvordan man kan strømline den politiske beslutningsproces på EU-plan og på nationalt plan, så hurtige indsatser kan blive en realitet; insisterer på, at der udvises den nødvendige politiske vilje til at tage hånd om udfordringerne; tilskynder til overvejelse af mulige forenklede procedurer vedrørende deployering af kampgrupper i begrænsede tidsrum, forudsat at visse klart definerede og aftalte betingelser er opfyldt, som f.eks. en konkret anmodning fra De Forenede Nationer;

24.  glæder sig over medlemsstaternes fornyede tilsagn om ambitionsniveauet for kampgruppekonceptet og løftet om at planlægge bidrag med udgangspunkt i de regelmæssigt tilbagevendende forpligtelser for at undgå huller i kampgruppernes styrketal i fremtiden; tilskynder til, at kampgrupper udvikles som langvarige partnerskaber, der holder længere end stand-by-perioden, for at maksimere de militære og økonomiske fordele af fælles indkøb af materiel og tjenesteydelser og af sammenlægning og deling; bemærker, at den rammekontrakt for basale logistiktjenester til den EU-kampgruppe, der er på stand-by i andet halvår af 2012, som er indgået af Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA), er et konkret eksempel i denne retning;

25.  påpeger, at alle udgifter, som ikke er knyttet til militære operationer, såsom kampgruppernes forberedelses- og stand-by-udgifter, kan afholdes over EU's budget;

26.  understreger, at kampgrupperne leverer et konkret instrument af begrænset størrelse og holdbarhed, som er tilpasset et vist antal scenarier og ikke kan betragtes som et universelt krisestyringsredskab; minder om, at det oprindelige overordnede mål fra Helsinki 1999, der blev genbekræftet af Det Europæiske Råd i 2008, satte som EU's målsætning at være i stand til at deployere 60 000 mand i løbet af 60 dage til en stor operation; bemærker, at denne målsætning, skønt den ikke formelt er blevet opgivet, aldrig har været opfyldt i virkeligheden på grund af konstante kapabilitetsmangler; påpeger, at der – mere end at opstille tilfældige mål, som risikerer at skade EU's troværdighed – er presserende behov for en vedholdende indsats for at lukke kapabilitetshuller og forbedre styrkeopbygning og planlægning i forbindelse med EU's militære operationer generelt;

Opbygning af strukturer og kapabiliteter til imødegåelse af centrale kapabilitetsmangler

27.  minder om EDA's mission og opgaver som fastsat i artikel 42, stk. 3, og artikel 45 i TEU, navnlig agenturets afgørende rolle med at udvikle og implementere en EU-politik for kapabiliteter og forsvarsmateriel, harmonisere operative behov, foreslå multilaterale projekter, samordne medlemsstaternes programmer, styrke forsvarssektorens industrielle og teknologiske basis og øge effektiviteten af de militære udgifter; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til i betragtning af EDA's stærke fokus på omkostningseffektivitet at forsyne det med tilstrækkelig finansiering til at udnytte dets fulde potentiale, og gentager sin opfordring til den højtstående repræsentant om at forelægge forslag om finansiering af agenturets personale- og driftsomkostninger over Unionens budget;

28.  beklager dybt, at der ikke er nogen faste kapabilitetsforpligtelser fra medlemsstaternes side, og opfordrer Rådet til at sørge for, at det tilknyttede evalueringskrav i artikel 42, stk. 3, og artikel 45, stk. 1, i TEU, gennemføres; opfordrer den højtstående repræsentant til at forelægge passende forslag i dette øjemed; er af den opfattelse, at Parlamentet regelmæssigt bør orienteres om, hvilke fremskridt der gøres med opbygningen af militære kapabiliteter, som er relevante for gennemførelsen af FSFP;

29.  tilskynder til yderligere fremskridt med gennemførelsen af EDA's kapabilitetsudviklingsplan og opfordrer i forbindelse med revisionen heraf i 2013 indtrængende til, at den integreres bedre i den nationale forsvarsplanlægning, som skal harmoniseres yderligere; gentager sin opfordring til medlemsstaterne om at indlede en institutionaliseret proces med øget samordning af forsvarsplanlægningen både mellem medlemsstaterne og i EU's Militærkomité, som primært er baseret på EDA's rådgivning; gør opmærksom på det overordnede behov for øget samarbejde mellem Det Europæiske Forsvarsagentur og EU's Militærkomité/EU's Militærstab; forventer, at stats- og regeringscheferne igangsætter en revision af den europæiske forsvarspolitik under Det Europæiske Råds møde om forsvarspolitik i december 2013;

30.  opfordrer til en mere struktureret tilgang til imødegåelse af centrale kapabilitetsmangler på europæisk plan, og navnlig hvad angår afgørende kampstøttekapaciteter ("force enablers") og styrkeforøgende kapabiliteter ("force multipliers") – som f.eks. efterretnings-, overvågnings- og rekognosceringsaktiver (ISR), strategisk lufttransport, helikoptere, sanitetsstøtte, lufttankning og præcisionsstyret ammunition – i tæt samarbejde og fuld overensstemmelse med NATO; ser med tilfredshed på de første resultater af de sammenlægnings- og delingsinitiativer, som EDA styrer, men understreger, at det er nødvendigt at gøre yderligere fremskridt på dette og andre områder; beklager dybt, at ingen af de identificerede kapabilitetshuller indtil videre er blevet udfyldt på tilfredsstillende vis, selv om europæiske væbnede styrker gentagne gange har manglet sådanne kampstøttekapaciteter og styrkeforøgende kapabiliteter i forbindelse med FSFP-operationer og andre operationer;

31.  opfordrer til en evaluering af etableringen af et permanent FSFP-hovedlager (med funktioner i stil med Nato's indkøbsorganisation), som kan yde integreret multinational støtte til EU's militære strukturer og medlemsstater, herunder vigtigt materiel til alle missioner uden besværlige indkøbsprocedurer;

32.  fremhæver behovet for, at EU udvikler de effektive og passende kapabiliteter og strategier, der er nødvendige for at kunne imødekomme de stigende internettrusler mod EU's sikkerhed og strategiske interesser; understreger behovet for at samarbejde med private aktører, for at indsatsen kan bære frugt, for at de digitale frihedsrettigheder og folkeretten kan overholdes fuldt ud samt for at sikre tilstrækkelig demokratisk kontrol;

33.  fremhæver som eksempel den europæiske flytransportkommando (EATC), der har bevist sin funktionsdygtighed og merværdi i forbindelse med operationer, som en særligt brugbar model for sammenlægning og deling baseret på overførsel af bestemte kompetencer til en fælles struktur, uden at der gives afkald på det nationale ejerskab; opfordrer til, at EATC-modellen kopieres til andre områder inden for operativ støtte, og forventer navnlig, at resultaterne af EDA's arbejde vedrørende en mulig multinational helikopterafdeling vil kunne imødegå en anden central kapabilitetsmangel;

34.  gentager sin opfordring til medlemsstaterne til at overveje fælles ejerskab af visse dyre kapaciteter, især rumkapaciteter, ubemandede luftfartøjer (UAV'er) eller aktiver til strategisk lufttransport; bifalder Kommissionens arbejde med at undersøge mulighederne for at udvikle EU-ejede kapaciteter og udnytte potentialet for synergier mellem forsvarsbehov og civile sikkerhedsbehov, f.eks. inden for civilbeskyttelse og grænseovervågning;

35.  understreger behovet for at skabe en fælles tilgang i Europa til udviklingen af et system, der opererer langtrækkende fjernstyrede luftfartøjer i medium højde (MALE RPAS), og tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle en innovativ tilgang til opfyldelsen af denne ambition;

36.  understreger den centrale betydning af satellitaktiver for nutidens operationer, navnlig hvad angår ISR, kommunikations- og navigationskapaciteter og behovet for at maksimere anvendelsen af knappe ressourcer på grundlag af en fælles tilgang og udnyttelse af alle mulige civil-militære synergier for at undgå duplikering; tilskynder i denne forbindelse til yderligere samarbejde mellem Den Europæiske Rumorganisation, EDA og Kommissionen og insisterer på fortsat EU-finansiering af Copernicus- (GMES-) og Galileo-programmet;

37.  tilskynder til yderligere fremskridt med MUSIS-programmet for at lette udvekslingen af satellitbilleder fra den næste generation af jordobservationssatellitter og opfordrer til, at EU yder direkte økonomisk støtte til programmet samt til, at EU's Satellitcenter associeres med henblik på at sikre adgangen til billeder, der er skræddersyet til EU's – og navnlig FSFP's – behov;

38.  glæder sig over vedtagelsen af adfærdskodeksen for deling og sammenlægning som et vigtigt skridt i retning af mere samarbejde i Europa og understreger, at det er nødvendigt at foretage en første strategisk vurdering af dens gennemførelse ved årets udgang; forventer, at Det Europæiske Råd i december 2013 bliver en væsentlig milepæl med hensyn til at give politisk tilskyndelse til sammenlægning og deling og klare retningslinjer for gennemførelsen heraf; henleder opmærksomheden på nødvendigheden af, at EU øger informationsforanstaltningerne for at styrke den rolle, sammenlægning og deling spiller;

39.  understreger vigtigheden af at garantere forsyningssikkerheden for det materiel, medlemsstaternes væbnede styrker har brug for for at kunne opfylde deres forpligtelser i forbindelse med internationale kriser; er alvorligt bekymret over den stigende afhængighed af ikkeeuropæiske teknologier og forsyningskilder og betydningen heraf for den europæiske autonomi; understreger forsvarsindustriens strategiske betydning og opfordrer EDA og Kommissionen til at fremskynde deres arbejde med at identificere centrale industrielle kapaciteter, som skal bevares eller udvikles i Europa, og med at mindske Europas forsyningsafhængighed;

40.  beklager dybt de faldende nationale budgetter til forsvarsforskning og den omstændighed, at forskningen som regel er opsplittet efter nationale linjer; peger på EU's potentiale til at tilvejebringe betydelig merværdi gennem det europæiske rammesamarbejde såvel som større synergier mellem forsvarsforskning og forskning i civil sikkerhed; fremhæver navnlig behovet for at fokusere på investeringer i centrale støtteteknologier, såsom robotteknik, nano- og mikroelektronik, og for at sikre, at EU-midler, der anvendes inden for disse områder, også fremmer forsvarets behov;

Øget sammenhæng i EU-medlemsstaternes multinationale strukturer

41.  konstaterer, at der findes en række bilaterale/regionale/multilaterale partnerskabsinitiativer i Europa, som sigter mod at sammenlægge ressourcer og fremme interoperabilitet, og som er i stand til at yde bidrag til operationer under ledelse af EU, FN, NATO eller ad hoc-koalitioner; tilskynder – selv om fordelene ved samarbejde bifaldes og rationalet ved sammenlægning støttes fuldt ud – til en vis form for rationalisering af og en bedre samordning af de mange strukturer med en multinational dimension, som er vokset frem uden en overordnet og sammenhængende plan;

42.  opfordrer til, at forbindelserne mellem Eurocorps og EU's Militærstab styrkes, og anmoder om, at flere medlemsstater tilslutter sig Eurocorps' multinationale struktur, som kunne udgøre kernen i et fuldt integreret element af de europæiske væbnede styrker;

43.  tager til efterretning, at Eurofor nedlægges, og anerkender dens tidligere bidrag til EU's operationer og til kampgruppernes styrketal; bemærker de særlige bidrag fra Euromarfor, den europæiske gendarmeristyrke, det baltiske forsvarssamarbejde, det nordiske forsvarssamarbejde, den engelsk/nederlandske amfibiestyrke, den spansk/italienske amfibiestyrke, det tysk/nederlandske korps, det belgisk/nederlandske flådesamarbejde, de engelsk/franske initiativer vedrørende opbygning af en kombineret fælles ekspeditionsstyrke, en integreret hangarskibsslagstyrke og et hovedkvarter for den kombinerede fælles styrke samt andre eksisterende eller fremspirende regionale og bilaterale permanente strukturer;

44.  gentager, at det er nødvendigt at sikre overordnet sammenhæng på EU-plan, og anmoder medlemsstaterne om at samordne deres initiativer tættere med EU's Militærkomité på grundlag af input fra EDA;

Styrkelse af den europæiske dimension inden for uddannelse, træning og øvelser

45.  gentager sin fulde støtte til europæiske strukturer og projekter inden for uddannelse og træning og fremhæver især bidraget fra Det Europæiske Sikkerheds- og Forsvarsakademi (ESDC) til fremhjælpningen af en fælles sikkerhedskultur og dets potentiale til at indkredse og udvikle omkostningsbesparende samarbejdsprojekter mellem nationale institutioner; glæder sig over Rådets beslutning af 12. april 2013 om at styrke akademiet ved at give det retlige beføjelser og midler fra Unionens budget; mener, at dette kan være en model for EU-budgetstøtte til andre FSFP-strukturer, såsom EDA og EU's Satellitcenter; tilskynder til, at det europæiske initiativ for udveksling af unge officerer udvikles yderligere, inspireret af Erasmus, samt til, at europæiske militærofficerers uddannelses- og træningsinstitutioner deltager i Erasmus-programmet;

46.  går stærkt ind for sammenlægnings- og delingsinitiativer inden for uddannelse og træning, hvor der kan opnås betydelige besparelser, uden at det berører den nationale suverænitet, hvad angår operative deployeringer; fremhæver succesen med EDA's helikopteruddannelsesprogram og bifalder EDA's iværksættelse af øvelser i taktisk lufttransport, som bør føre til, at der oprettes et permanent europæisk uddannelsesforløb i taktisk lufttransport; ser frem til større fremskridt med udviklingen af et fælles, integreret uddannelsessystem til uddannelse af kommende jagerpiloter; ser med tilfredshed på EDA's arbejde med mere sammenlagt og delt uddannelse inden for forsvar mod cyberangreb, bekæmpelse af improviserede eksplosive anordninger samt flådeoperationer; gør opmærksom på, at Det Europæiske Forsvarsagentur er nødt til at tage højde for uddannelsesbehovet i de medlemsstater, der besidder luftfartøjer, som er fremstillet af tredjelandes virksomheder;

47.  fremhæver den mulighed for fælles uddannelse og øvelser, som findes i EU's kampgrupper; tilskynder de nationer, der har tilsluttet sig kampgrupperammen, til at åbne deres kampgruppeøvelser for ekstra deltagere, som f.eks. eventuelle strategiske/operative støttepersoner, samt for partnerorganisationer som f.eks. FN;

48.  gør opmærksom på behovet for at undgå mulig overlapning med NATO, f.eks. i forbindelse med uddannelse i ikt-sikkerhed;

Forøgelse af nytteværdien af EU-NATO-samarbejde

49.  understreger, at en styrkelse af de europæiske militære kapabiliteter gennem forbedrede EU-strukturer også er til gavn for NATO og bidrager til en mere rimelig byrdefordeling inden for alliancen; roser det pragmatiske samarbejde med sigte på at undgå duplikering mellem initiativerne om sammenlægning og deling og om "intelligent forsvar", navnlig gennem interaktion mellem EDA og NATO's Allierede Transformationskommando (ACT);

50.  opfordrer indtrængende til et meget tættere og mere regelmæssigt samarbejde på politisk plan mellem den højtstående repræsentant og NATO's generalsekretær med henblik på risikovurdering, forvaltning af ressourcer, politisk planlægning og gennemførelse af både civile og militære operationer; fremhæver behovet for at udvikle de eksisterende rammer for operativt samarbejde mellem EU og NATO med udgangspunkt i Berlin Plus-ordningerne, hvis gennemførelse stadig blokeres af Tyrkiet;

51.  påpeger, at nationale kapaciteter, hvad enten de er udviklet under EU- eller NATO-rammen, forbliver under national dispositionsret og derfor kan anvendes til enhver operation, der besluttes på nationalt plan;

52.  understreger betydningen af NATO's standarder for det europæiske forsvarssamarbejde og understreger behovet for kapabiliteter, der er udviklet i EU, for at sikre fuld interoperabilitet med NATO;

53.  bemærker, at NATO's reaktionsstyrke og EU's kampgrupper er komplementære, gensidigt forstærkende initiativer, som imidlertid kræver en ensartet indsats fra medlemsstaternes side, og opfordrer til, at synergierne mellem dem maksimeres;

FSFP skal bringes op på et nyt plan

54.  anmoder medlemsstaterne om at rykke et kvalitativt skridt fremad i Europas forsvar ved at styrke EU's militære strukturer i overensstemmelse med denne beslutning; tilskynder de medlemsstater, der ønsker det, til at gå videre, om nødvendigt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 6, og artikel 46 i TEU om permanent struktureret samarbejde samt med artikel 44 i TEU; er af den opfattelse, at sådanne former for samarbejde, hvis de bliver iværksat, først og fremmest bør være baseret på de deltagende medlemsstaters vilje til at påtage sig deres ansvar i det internationale samfund og gøre Unionen bedre rustet til krisestyringsoperationer;

55.  mener derfor, at et permanent struktureret samarbejde navnlig bør omfatte følgende elementer, der sigter mod at øge den operative effektivitet:

   etablering af et permanent operativt EU-hovedkvarter
   fælles finansiering af hurtige indsatsoperationer, hvor der anvendes EU-kampgrupper
   en forpligtelse til at bidrage til kampgruppernes styrketal kombineret med harmoniserede regler for magtanvendelse og strømlignede beslutningsprocedurer;

56.  påpeger, at medlemsstaterne også er nødt til at styrke deres tilsagn med hensyn til opbygning af kapabiliteter, især gennem sammenlægning og deling, men at det er nødvendigt at bevare maksimal fleksibilitet og rummelighed for at få mest muligt ud af de forskellige bilaterale, regionale eller multilaterale synergier; mener ikke desto mindre, at en aftale om permanent struktureret samarbejde som minimum bør indeholde forpligtelse til:

   struktureret samordning af forsvarsplanlægningen
   fælles vurdering og evaluering af opbygningen af kapabiliteter
   øget finansiering til EDA;

57.  gør opmærksom på, at det klart fremgår af traktaten, at der skal etableres permanent struktureret samarbejde inden for Unionens rammer, og bemærker, at langt størstedelen af de aktiviteter, der udvikles herunder, således kan drage nytte af adgang til EU-budgettet på samme betingelser som andre EU-aktiviteter i henhold til artikel 41 i TEU;

58.  mener, at permanent struktureret samarbejde også bør fremme øget sammenhæng mellem europæiske samarbejdsinitiativer i en ånd af rummelighed og fleksibilitet ved at forstærke forbindelserne mellem de forskellige "øer" af samarbejde, der opstår inden for en styrket FSFP-ramme;

o
o   o

59.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til formanden for Det Europæiske Råd, Rådet, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Kommissionen, EU-medlemsstaternes regeringer og parlamenter, NATO's Parlamentariske Forsamling og NATO's generalsekretær.

(1) EUT L 343 af 23.12.2011, s. 35.
(2) EUT L 183 af 13.7.2011, s. 16.
(3) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0455.
(4) EUT C 168 E af 14.6.2013, s. 9.
(5) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0334.
(6) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0574.


EU's politik over for Hviderusland
PDF 165kWORD 38k
Europa-Parlamentets henstilling til Rådet af 12. september 2013 om EU's politik over for Hviderusland (2013/2036(INI))
P7_TA(2013)0382A7-0261/2013

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin beslutning af 26. oktober 2012 om situationen i Hviderusland efter parlamentsvalget den 23. september 2012(1),

–  der henviser til sin beslutning af 29. marts 2012 om situationen i Hviderusland(2),

–  der henviser til sin beslutning af 12. maj 2011 om Hviderusland(3),

–  der henviser til sin beslutning af 20. januar 2011 om situationen i Hviderusland(4),

–  der henviser til sin beslutning af 12. september 2012 om årsrapporten fra Rådet til Europa-Parlamentet om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik(5),

–  der henviser til sin beslutning af 14. december 2011 om revision af den europæiske naboskabspolitik(6),

–  der henviser til resolution af 1. juni 2013 fra konferencen for den nationale platform i civilsamfundsforummet under det østlige partnerskab,

–  der henviser til sin beslutning af 7. april 2011 om revision af den europæiske naboskabspolitik – den østlige dimension(7),

–  der henviser til Prag-erklæringen fra topmødet om det østlige partnerskab i 2009,

–  der henviser til konklusionerne fra samlingen i Rådet (udenrigsanliggender) den 15. oktober 2012 og til Rådets forordning (EU) nr. 1014/2012 af 6. november 2012 om restriktive foranstaltninger over for Belarus(8),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 97,

–  der henviser til henstilling fra Udenrigsudvalget (A7-0261/2013),

A.  der henviser til, at der siden 1994 ikke er blevet afholdt frie og retfærdige valg i Hviderusland efter en valglov, der er i overensstemmelse med internationale standarder;

B.  der henviser til, at princippet om magtens deling i realiteten blev ophævet med forfatningsreformen i 1996, og at den politiske opposition efterfølgende ikke har været repræsenteret i de politiske institutioner og ikke har kunnet deltage i formuleringen og gennemførelsen af landets politiske retning;

C.  der henviser til, at menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder i samme periode systematisk og massivt er blevet overtrådt, hvilket især gælder ytringsfriheden og forenings- og forsamlingsfriheden;

D.  der henviser til, at Det Europæiske Råd i 1997 suspenderede ratifikationen af partnerskabs- og samarbejdsaftalen og stillede den midlertidige handelsaftale i bero, og at forbindelserne mellem EU og Hviderusland derfor fortsat er reguleret under handels- og samarbejdsaftalen fra 1989;

E.  der henviser til, at forbindelserne EU-Hviderusland i perioden 2008-2010 var inde i en positiv udvikling, hvor Hviderusland viste vilje til at udvikle konstruktive forbindelser med EU, og der sporedes en vis bevægelse i retning af bedre forhold for civilsamfundet, oppositionen og den frie presse; der henviser til, at de brutale overgreb efter præsidentvalget i 2010 og skærpelsen af den undertrykkende politik, f.eks. arrestationen af præsidentkandidater efterfulgt af massearrestationer, politisk motiverede retssager mod repræsentanter for oppositionen og omfattende undertrykkelse af menneskerettighedsforkæmpere og uafhængige medier, imidlertid førte til en betydelig forringelse af disse forbindelser;

F.  der henviser til, at de hviderussiske myndigheder har afvist opfordringer fra EU om at efterleve de internationalt anerkendte demokratiske standarder og følger en selvisolerende politik, som den påtvinger den hviderussiske befolkning;

G.  der henviser til, at Europa-Parlamentet ikke anerkender det hviderussiske parlament, og at der i det seneste årti kun er en officiel delegation fra Parlamentet, der har besøgt Hviderusland, hvilket var i 2010;

H.  der henviser til, at 70 % af den hviderussiske befolkning ønsker forandringer i landet; der henviser til, at dele af befolkningen mener, at væsentlige forandringer i første omgang vil føre til forringelser af levestandarden(9);

I.  der henviser til, at der ville være større sandsynlighed for demokratiske ændringer, hvis reformvenlige dele af den nuværende regerende elite var engageret i reformer, men at de overordnede katalysatorer bør komme fra civilsamfundsorganisationer og private virksomheder;

J.  der henviser til, at indledning af en løbende politisk dialog med de hviderussiske myndigheder på de ovennævnte betingelser bør resultere i, at civilsamfundet og oppositionen inddrages i en dialog med mange forskellige parter, og i gennemførelsen af reformer;

K.  der henviser til, at topmødet i Vilnius om det østlige partnerskab kan blive endnu en vigtig mulighed for at skabe en betinget og gradvis forbedring af forbindelserne mellem EU og Hviderusland, forudsat at alle politiske fanger frigives og bliver politisk rehabiliteret;

L.  der henviser til, at EU som en konsekvens heraf har revideret og udvidet sine restriktive foranstaltninger (som i øjeblikket gælder 242 personer og 30 virksomheder), mens de hviderussiske myndigheder fortsætter med at nægte visse politikere, embedsmænd, herunder repræsentanter for internationale organisationer, journalister og civilsamfundsrepræsentanter adgang til landet;

M.  der henviser til, at yderligere bestræbelser efter en samlet strategi og handlingsplan kunne gavne opnåelsen af den politiske oppositions mål; der henviser til, at konkrete foranstaltninger såsom fælles lister til lokalvalgene i 2014, udarbejdelsen af et fælles politisk program og opstilling af én fælles kandidat til præsidentvalget i 2015 er positive tiltag i denne henseende;

N.  der henviser til, at den europæiske dialog om modernisering med det hviderussiske samfund, der blev indledt i 2012, har haft en positiv indvirkning på indledningen af en konstruktiv debat i det hviderussiske samfund om nødvendige reformer i landet og bevidstgørelse om EU; der henviser til, at der imidlertid er behov for yderligere udvikling af indhold, formål, strategi, passende finansiering og forvaltningsstruktur i forbindelse med denne dialog samt for en bedre koordinering af den med østlige partnerskabsinitiativer;

O.  der henviser til, at den nationale platform for civilsamfundsforummet under det østlige partnerskab er en vigtig og pålidelig partner og en for EU unik kommunikationskanal til den hviderussiske befolkning;

P.  der henviser til, at der stadig er politiske fanger i Hviderusland(10), heriblandt menneskerettighedsforkæmperen Ales Bialatski, der er indstillet til Sakharov-prisen, og som er blevet udsat for alvorlig psykologisk og fysisk tortur, herunder dødstrusler, ubegrundede overflytninger, utilstrækkelig lægehjælp og afslag på besøg af pårørende; der henviser til, at de vigtigste betingelser for en normalisering af forbindelserne mellem EU og Hviderusland fortsat er, at alle politiske fanger frigives og opnår politisk rehabilitering, samt at Hviderusland gør fremskridt med at efterleve sine internationale forpligtelser og respektere de grundlæggende menneskerettigheder, retsstatsprincippet og de demokratiske frihedsrettigheder;

Q.  der henviser til, at nedgangen i de politisk motiverede arrestationer (fra 868 i 2011 til 235 i 2012 ifølge menneskerettighedsorganisationen Viasna) kan tilskrives en atmosfære præget af undertrykkelse og intimidering;

R.  der henviser til, at de seneste restriktive lovændringer har ført til yderligere undertrykkelse af civilsamfundet, herunder af menneskerettighedsforkæmpere, uafhængige medier og forsvarsadvokater; der henviser til, at situationen generelt med hensyn til menneskerettigheder og grundlæggende friheder er under al kritik og fortsat giver anledning til stor bekymring som fremhævet i 2013 af FN's særlige rapportør for Hviderusland; der henviser til, at de hviderussiske myndigheders ligegyldighed over for det internationale samfunds appeller bidrager til en yderligere forværring af forbindelserne med EU og til Hvideruslands stigende selvvalgte isolation;

S.  der henviser til, at de hviderussiske myndigheder i 2012 indførte lovændringer, der giver KGB omfattende beføjelser til frit at anvende tvangsmidler; der henviser til, at sikkerhedstjenesterne ifølge den nye lov uden begrænsninger kan trænge ind i boliger og tilbageholde og anholde både hviderussiske borgere og diplomater og repræsentanter for internationale institutioner, der er beskyttet af immunitet; der henviser til, at loven ligeledes indeholder en bestemmelse, der fritager KGB-agenter for ethvert juridisk ansvar for skader, de er skyld i; der henviser til, at de hviderussiske specialstyrker har fået omfattende beføjelser til at opløse demonstrationer;

T.  der henviser til, at der i slutningen af 2011 blev foretaget ændringer i loven om "massemøder", hvorefter afholdelse af masseprotester kan medføre strafansvar for forstyrrelse af den offentlig orden; der henviser til, at arrangører af massedemonstrationer er forpligtet til at give myndighederne oplysninger om deres finansieringskilder;

U.  der henviser til, at det i 2011 blev gjort strafbart at modtage udenlandske tilskud, og at definitionen af forræderi blev udvidet, hvorved myndighederne fik mulighed for at strafforfølge organisationer og enkeltpersoner, der modtager finansiel støtte fra udlandet, eller som deltager i arrangementer på internationalt plan;

V.  der henviser til, at det hviderussiske justitsministerium i 2012 afviste at registrere 19 ngo'er og to politiske partier, og at medlemmer af ikke-registrerede organisationer kontinuerligt intimideres, chikaneres og forfølges i Hviderusland;

W.  der henviser til, at Hviderusland er det eneste europæiske land, der anvender dødsstraf; der henviser til, at datoerne for henrettelserne ikke kendes af de pårørende og offentligheden, at den henrettedes lig ikke overdrages de pårørende med henblik på begravelse, og at begravelsesstedet heller ikke meddeles;

X.  der henviser til, at to personer i 2012 blev henrettet, til trods for at afviklingen af retssagerne ikke opfyldte kravene til en retfærdig rettergang; der henviser til, at der i 2012 efter en lang periode ikke blev bekendtgjort nogen nye dødsdomme, hvorimod der i 2013 på ny er afsagt sådanne domme;

Y.  der henviser til, at situationen i Hviderusland viser manglende tillid til retsvæsenet på grund af dets utilstrækkelige uafhængighed og politisk motiverede afgørelser;

Z.  der henviser til, at Hviderusland er det eneste land i det østlige partnerskab, der endnu ikke har oprettet en national menneskerettighedsinstitution;

AA.  der henviser til, at censur er et alvorligt politisk problem i Hviderusland;

AB.  der henviser til, at Hviderusland ifølge det af Journalister uden Grænser udarbejdede indeks "World Press Freedom Index" er rykket op fra en plads som nr. 168 og nu rangerer som nr. 157 ud af 179 lande, men at Hviderusland fortsat ligger lavest blandt landene i det østlige partnerskab (Aserbajdsjan (nr. 156), Ukraine (nr. 126), Georgien (nr. 100), Armenien (nr. 74), Moldova (nr. 55));

AC.  der henviser til, at adgangen til uafhængige tv- og radiokanaler samt trykte medier på nuværende tidspunkt er begrænset, og at de statslige medier dominerer nyhedsadgangen;

AD.  der henviser til, at situationen med hensyn til mediefrihed i Hviderusland er uacceptabel, navnlig på grund af chikaner mod journalister, der forbydes udrejse, restriktive love for tv-radio-virksomhed og internetfrihed samt selektive retsafgørelser over for uafhængige journalister, som det fremgår af tre straffesager, der blev indledt i sommeren 2012;

AE.  der henviser til, at mindst 15 aktivister og journalister i 2012 fik forbud mod at rejse ud af Hviderusland på grundlag af usande påstande;

AF.  der henviser til, at over halvdelen af de hviderussiske borgere har internetadgang; der henviser til, at de elektroniske medier giver nye muligheder for en bredere adgang til uafhængige medier, selv om nogle oppositionelle websteder er blevet blokeret i statslige institutioner og uddannelsesinstitutioner;

AG.  der henviser til, at Hviderusland ifølge FN's seneste indeks for menneskelig udvikling 2012 rangerer som nr. 50 sammenlignet med Rusland (nr. 55) og landene i det østlige partnerskab (Georgien (nr. 72), Ukraine (nr. 78), Aserbajdsjan (nr. 82), Armenien (nr. 87), Moldova (nr. 113));

AH.  der henviser til, at en af de vigtigste årsager til en vis social stabilitet i landet har været socialsikringsordningen, som borgerne nyder godt af, og som får dem til til gengæld at vælge at være politisk inaktive; der henviser til, at 65 % af hviderusserne modtager forskellige former for statsstøtte såsom pensioner, studiestipendier, arbejdsløshedsunderstøttelse mv.;

AI.  der henviser til, at en lav arbejdsløshed kan opnås kunstigt gennem støtte til statsejede virksomheder, som genererer omkring 70 % af BNP og beskæftiger 50 % af arbejdsstyrken;

AJ.  der henviser til, at den hviderussiske regering forsøger at tiltrække udenlandske investeringer - Hviderusland har en kvalificeret arbejdsstyrke, et privatiseringsprogram, seks økonomiske frizoner og en højteknologipark - men at systematisk statslig indgriben dog er åbenbar i den private sektor;

AK.  der henviser til, at de hviderussiske myndigheder indtil nu har givet udtryk for deres geopolitiske interesse i en yderligere økonomisk integration med Rusland med etablering af en eurasisk toldunion og økonomisk union; der samtidig henviser til, at langt størstedelen af alle direkte udenlandske investeringer i Hviderusland i de senere år har russisk oprindelse; der henviser til, at omkring 700.000 hviderussere ifølge eksperter i de seneste årtier er udvandret til Rusland, primært Moskva og Sankt Petersborg ;

AL.  der henviser til, at der ses signaler både i EU og Hviderusland, der peger på en genoptagelse af forhandlingerne om Hvideruslands tiltrædelse af WTO, hvilket navnlig skal ses i sammenhæng med Ruslands tiltrædelse af WTO;

AM.  der henviser til, at de seneste meningsmålinger, der er foretaget under EU's Neighbourhood Barometer-projekt, viser, at over 50 % af den hviderussiske befolkning mener, at EU bør spille en større rolle i økonomisk udvikling, handel og regionalt samarbejde med Hviderusland;

AN.  der henviser til, at det moderniseringsprogram, som de hviderussiske myndigheder for nylig har forelagt, ifølge eksperter mest af alt er rettet imod at opgradere den grundlæggende industrielle infrastruktur, selv om der er behov for mere omfattende økonomiske reformer og et gennemsigtigt erhvervsklima i landet samt mindre statslig kontrol i alle erhvervssektorer;

AO.  der henviser til, at Hviderusland ifølge det af Transparency International udarbejdede indeks over opfattelsen af korruption for 2012 rangerer som nr. 123 ud af 176 lande og territorier sammenholdt med Ukraine (nr. 144), Aserbajdsjan (nr. 139), Rusland (nr. 133), Armenien (nr. 105), Moldova (nr. 94) og Georgien (nr. 51);

AP.  der henviser til, at Hviderusland for nylig tiltrådte Europarådets Sammenslutning af Stater mod Korruption, Greco, og blev medlem af Greta, mekanismen til bekæmpelsen af menneskehandel;

AQ.  der henviser til, at Hviderusland er omfattet af den europæiske naboskabspolitik, men at der i lyset af den politiske situation endnu ikke er udarbejdet en handlingsplan;

AR.  der henviser til, at støtten til Hviderusland på nuværende tidspunkt ydes under landestrategidokument 2007-2013;

AS.  der henviser til, at der i de finansielle overslag 2007-2013 blev afsat 33,4 mio. EUR til grænseoverskridende samarbejdsprojekter mellem Hviderusland og dets nabolande under det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument (ENPI), og at der på nuværende tidspunkt er ca. 60 kommuner, der deltager i 50 fælles grænseoverskridende samarbejdsprojekter med Letland, Litauen og Hviderusland;

AT.  der henviser til, at der på nuværende tidspunkt kun er 20 hviderussiske eksperter, som deltager i de forskellige ENPI-projekter, sammenholdt med 120 i 2008;

AU.  der henviser til, at de hviderussiske myndigheder deltager aktivt i ekspertmøder inden for rammerne af den multilaterale del af det østlige partnerskab, navnlig i forbindelse med grænseoverskridende samarbejdsprojekter;

AV.  der henviser til, at 58 byer og kommuner i Polen, 47 i Litauen og 30 i Letland har et frugtbart samarbejde med deres partnerbyer og -kommuner i Hviderusland, og at euroregionen "Nemunas-Neman-Niemen", der forener Litauen, Polen og Kaliningrad-regionen med Hviderusland om gennemførelsen af fælles projekter, kan betragtes som et eksempel på god praksis;

AW.  der henviser til, at hviderussiske borgere har opnået det største antal Schengen-visa pr. indbygger i verden i de seneste år; de henviser til, at de imidlertid skal afsætte mange flere penge og i mange tilfælde også mere tid og flere kræfter på at få et udstedet et visum end borgerne i andre lande i det østlige partnerskab og i Rusland;

1.  henstiller til Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformanden i Kommissionen (HR/VP), EU-Udenrigstjenesten, Kommissionen, medlemsstaterne og Rådet, at de bør:

Om politisk dialog

Om økonomisk og energimæssigt samarbejde

Om grænseforvaltning

Om civilsamfund og mellemmenneskelige forbindelser

   a) indtrængende opfordre de hviderussiske myndigheder til at respektere menneskerettighederne og bevæge sig i retning af overgang til demokrati for at bringe landets selvvalgte isolering fra resten af Europa til ophør;
   b) gentage, at en absolut forudsætning for ethvert fremskridt i de bilaterale forbindelser, som vil kunne føre til en gradvis ophævelse af EU's restriktive foranstaltninger og løse op for forbindelserne mellem EU og Hviderusland, er en ubetinget og omgående frigivelse og rehabilitering af alle de tilbageværende politiske fangers politiske og borgerlige rettigheder;
   c) udnytte det litauiske formandskab og topmødet om det østlige partnerskab i Vilnius som endnu en vigtig mulighed for at forbedre forbindelserne med Belarus, så snart alle politiske fanger er frigivet, med henblik på at genoptage den politiske dialog om bl.a. demokratiske reformer, frie og retfærdige valg, respekt for retsstaten, menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt inddragelse af oppositionen og civilsamfundet, forudsat at de hviderussiske myndigheder respekterer disse grundlæggende værdier;
   d) notere sig løsladelsen af Dzmitry Dashkevich og Aliaksandr Franskevich i henholdsvis august og september 2013, men beklage, at disse tidligere politiske fanger først genvandt deres frihed, da de havde udstået deres fængselsdomme fuldt ud;
   e) udnytte den midlertidige og betingede fjernelse af udenrigsministeren fra EU's visumspærreliste bedst muligt med henblik på at udbygge de overordnede og vigtigste diplomatiske kommunikationskanaler med Hviderusland, navnlig med henblik på at fremme hans deltagelse i topmødet om det østlige partnerskab, først og fremmest for at bane vej for en meningsfuld dialog om frigivelse af politiske fanger, men samtidig opretholde visumforbuddet og indefrysningen af aktiver for personer, der er direkte involveret i overtrædelse af standarderne for demokratiske valg og menneskerettighedskrænkelser;
   f) gennemføre en tilbundsgående evaluering af EU's nuværende restriktive foranstaltninger over for hviderussiske embedsmænd og virksomheder med henblik på om nødvendigt at forbedre effektiviteten af dem og tilpasse deres anvendelsesområde, udformning og gyldighed i forhold til udviklingen i landet og i dets forbindelser med EU;
   g) udarbejde en strategisk køreplan, inspireret af den fælles interimsplan og baseret på princippet om, at flere reformer giver flere midler, som skal omfatte prioriterede områder for reformer i Hviderusland med henblik på at forbedre forbindelserne og skabe et effektivt samarbejde inden for rammerne af ENP, forudsat at der tages konkrete skridt til demokratiske reformer;
   h) så snart valget er godkendt af internationale organisationer som frie og retfærdige, at høre Europa-Parlamentet om medtagelse af nye forslag om interparlamentariske forbindelser, såvel bilateralt som inden for Den Parlamentariske Forsamling Euronest, samtidig med at EU's støtte til Hvideruslands demokratiske kræfter og civilsamfund opretholdes;
   i) i overensstemmelse med artikel 24 TEU sikre sig medlemsstaternes støtte til EU's holdning over for Hviderusland, og at deres bilaterale forbindelser er i overensstemmelse med EU's aktiviteter; understrege, at et fast tilsagn fra alle EU-medlemsstater såvel som fra andre demokratiske lande om at handle i fællesskab kan fremme en vellykket udbredelse af universelle demokratiske værdier og reformer i Hviderusland;
   j) tilskynde til dialog med embedsmænd, som ikke er personligt involveret i undertrykkelse, med henblik med at forstærke samarbejdet mellem EU og Hviderusland; bidrage til deres interaktion med det hviderussiske samfund med henblik på i sidste ende at fremme reformer;
   k) opmuntre civilsamfundet i bred forstand, herunder fagforeninger og repræsentanter for erhvervslivet, samt den politiske opposition til at øge deres deltagelse i moderniseringsdialogen; på grundlag af henstillingerne fra den nationale platform under civilsamfundsforummet at afholde åbne offentlige høringer om dens indhold, formål, strategi og forvaltningsstruktur; styrke dialogen yderligere gennem den nødvendige finansielle bistand og fagkundskab og styrke oplysningskampagnen om dens indhold og forventede resultater;
   l) sikre, at enhver deltagelse fra myndighedernes side i moderniseringsdialogen, side om side med og på lige fod med den demokratiske opposition og civilsamfundet, sker i fuld respekt for de demokratiske principper og med henblik på at udvikle en konkurrencedygtig økonomi og fremme demokratiske reformer samt et pluralistisk samfund og retsstatsforhold;
   m) sikre, at civilsamfundet forbliver en vigtig aktør i den politiske dialog med EU med henblik på at fremme en demokratisk ændring i Hviderusland, og derfor støtte idéen om afholdelse af en civilsamfundskonference i Vilnius forud for det tredje topmøde om det østlige partnerskab;
   n) gøre fuld brug af Den Europæiske Demokratifond (EED) med det formål at støtte nøgleaktører, der virker inden for demokrati- og menneskerettighedsspørgsmål i Hviderusland, med fokus på de personer, der har haft svært ved at få adgang til traditionel EU-støtte;
   o) indtrængende anmode Rusland og landene i det østlige partnerskab om at opfordre Hviderusland til omgående og ubetinget at frigive og politisk rehabilitere alle politiske fanger og afholde sig fra yderligere politisk motiveret chikane;
   p) sikre, at repræsentanter for EU og medlemsstaterne, der aflægger Hviderusland besøg, holder regelmæssig kontakt til repræsentanter for civilsamfundet og oppositionen for at sikre en afbalanceret deltagelse af alle parter i processen i tilknytning til forbindelserne mellem EU og Hviderusland;
   q) overveje alle tilgængelige politiske muligheder med henblik på at opfordre Hviderusland til at:
   fuldstændigt gennemføre reformer af valgloven i overensstemmelse med Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europas/Kontoret for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheders (OSCE/ODIHR's) henstillinger med henblik på at skabe et pluralistisk politisk system baseret på frie og retfærdige valg, hvor politiske idéer opstår på grundlag af en egentlig politisk konkurrence blandt politiske partier som et centralt aspekt af demokratiet;
   tillade en genåbning af det lukkede OSCE-kontor i Minsk;
   ophæve alle hindringer og restriktioner for udøvelsen af foreningsfriheden, ytringsfriheden, den frie bevægelighed og fredelige forsamlinger, som pålægges den demokratiske opposition, civilsamfundsorganisationer og ngo'er, herunder ophævelse af alle hindringer for registrering og for en fuldt ud fungerende faglig bistand til international udvikling samt for modtagelse heraf; reformere bestemmelserne i sin strafferet om deltagelse i ikke-registrerede organisationer;
   gennemføre de nødvendige institutionelle ændringer til at sikre et uafhængigt retsvæsen i overensstemmelse med FN's særlige rapportørs henstillinger om uafhængighed blandt dommere og advokater samt uafhængige advokater ved at ændre og effektivt anvende lovgivningen om juridiske erhverv;
   undlade at eksekvere henrettelsen af personer, der er blevet dømt til døden i 2013, og indføre et moratorium for dødsstraf efterfulgt af en egentlig afskaffelse heraf;
   gennemføre de afgørelser vedrørende individuelle sager, der er truffet af FN's Menneskerettighedskomité og FN's Arbejdsgruppe om Vilkårlig Tilbageholdelse, og de henstillinger, der blev fremsat af FN's Komité mod Tortur i 2011 med henblik på at få standset umenneskelig og vanærende behandling;
   fuldt ud samarbejde med FN's særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i Hviderusland med henblik på at afhjælpe de alvorlige bekymringer, der gives udtryk for i hans rapport fra april 2013, samt som et første skridt give ham adgang til landet;
   fuldt ud modernisere fængselsvæsenet og øge samarbejdet med Europarådet, først og fremmest ved at undertegne den europæiske konvention til forebyggelse af tortur og umenneskelig eller vanærende behandling eller straf og indrømme Komitéen til Forebyggelse af Tortur regelmæssig adgang til tilbageholdelsessteder, navnlig for politiske fanger og menneskerettighedsforkæmpere; tillade repræsentanter for andre relevante internationale og nationale organisationer, diplomater, civilsamfundsgrupper samt familiemedlemmer til politiske fanger adgang til hviderussiske fængsler;
   indføre en uafhængig og fuldt funktionsdygtig national menneskerettighedsinstitution, som kan have form af en ombudsmand;
   sikre lige muligheder og lige rettigheder for og inddragelse og ikke-forskelsbehandling af alle nationale mindretal og navnlig sikre en normalisering af situationen for sammenslutningen af polakker i Hviderusland; bringe marginaliseringen af romamindretallet til ophør og gøre fremskridt med hensyn til respekt for religiøse rettigheder og friheder samt med ikke-forskelsbehandling af LGBT-borgere;
   r) træffe følgende foranstaltninger med hensyn til en effektiv frihed for og adgang til medierne: opfordre Hviderusland til at ophæve akkrediteringsrestriktionerne for journalister og restriktioner på anvendelse af satellit-tv og øge den finansielle og tekniske bistand fra EU til alle typer uafhængige medier (i og uden for landet) for at sikre dem en bæredygtig eksistens og om muligt større adgang til dem; yde bistand til udfyldning af ansøgninger til europæiske støtteprogrammer og udvikling af fælles projekter og konsortier med internationale presseagenturer og udenlandske medier;
   s) søge en konstruktiv faglig dialog mellem EU og Hviderusland om makroøkonomisk udvikling og finansielle emner med henblik på at opnå et troværdigt tilsagn fra Hviderusland om makroøkonomiske og strukturelle reformer, herunder privatisering af statsejede virksomheder, liberalisering er priser, handel og banksystemet, udvikling af et egentligt socialt sikkerhedsnet og bekæmpelse af korruption;
   t) desuden understrege, at de ovennævnte reformer, forudsat at de væsentligste politiske betingelser er opfyldt, er afgørende for Hvideruslands økonomiske udvikling, vil kunne fremme europæiske investeringer og internationale lån samt sende et positivt signal om fjernelse af de eksisterende hindringer for WTO-forhandlinger og dermed vil kunne muliggøre yderligere integration i verdensøkonomien;
   u) tilbyde faglig bistand til at skabe et gunstigt erhvervsklima med henblik på at skabe lige betingelser, investeringssikkerhed og lige muligheder for alle virksomheder og især SMV'er;
   v) bistå Hviderusland yderligere i beskæftigelsesspørgsmål, herunder menneskelige ressourcer og udvikling af færdigheder, der er tilpasset arbejdsmarkedets efterspørgsel;
   w) opfordre Hviderusland til at gennemføre Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO's) henstillinger, navnlig vedrørende foreningsfrihed og retten til registrering og til at drive virksomhed for uafhængige fagforeninger; opfordre Hviderusland til at ændre lovgivningen for at sikre, at arbejdstagere frit og uden hindringer kan opsige deres job både i den offentlige og private sektor;
   x) opfordre Hviderusland til at håndhæve de højest mulige internationale sikkerhedsstandarder og en virkelig uafhængig miljøindvirkningsvurdering i forbindelse med opførelsen og driften af alle atomkraftværker og til at optimere ekspertise og finansiering fra alle tilgængelige internationale instrumenter i fuld overensstemmelse med gældende internationale lovgivning, herunder Espoo-konventionen, Århus-konventionen samt forpligtelserne vedtaget den 23. juni 2011 med hensyn til gennemførelse af omfattende risiko- og sikkerhedsvurderinger ("stresstests") under hensyntagen til de specifikationer, der er vedtaget af Kommissionen og European Nuclear Safety Regulators Group;
   y) bistå med at udvikle en diversificering af energiressourcerne og forsyningskanalerne i Hviderusland og dele EU's bedste praksis i forbindelse med gennemførelsen af internationale og regionale grønne økonomiske projekter med støtte til energieffektivitet og fornyelige energikilder;
   z) fremme yderligere regionalt samarbejde med Belarus, herunder gennem sektorinitiativer under det østlige partnerskab, navnlig om handel, energi, miljø og transport; tilskynde til bedste praksis med bilaterale økonomiske fora og samtidig tilstræbe øget kapacitetsopbygning blandt ikke-statslige aktører samt fremme god regeringsførelse og reform af den offentlige forvaltning;
   aa) fortsætte med at yde teknisk og sundhedsmæssig bistand til de borgere, der er berørt af atomkraftulykken på Tjernobyl;
   ab) tilskynde Hviderusland til at udnytte og udvikle ukonventionelle energikilder;
   ac) styrke samarbejdet mellem EU og Hviderusland om grænseforvaltning og bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet og navnlig bistå Hviderusland med at udvikle dets transitsystem, modernisere told- og grænsekontrolprocedurerne og fuldt ud gennemføre EU's integrerede grænseforvaltningsmodel;
   ad) sikre ubegrænset indrejse og rundrejse i Hviderusland for EU's diplomater og politikere;
   ae) tilbyde Hvideruslands grænseforvaltningsmyndigheder yderligere uddannelse på linje med Schengen-reglerne, hvilket er af gensidig interesse;
   af) overveje at yde en passende faglig bistand til indførelse af tidssvarende grænsekontrolsystemer og moderne infrastrukturer på EU's side;
   ag) tilbyde de relevante hviderussiske tjenestegrene tilstrækkelig undervisning i EU's bedste praksis for så vidt angår indførelsen af biometriske pas;
   ah) iværksætte et mobilitetspartnerskab mellem EU og Hviderusland og tilskynde Hviderusland til at tage aktivt del i det østlige partnerskabs panel om migration og asyl;
   ai) tilskynde til samarbejde mellem Belarus og De Forenede Nationers udviklingsprogram (UNDP) og De Forenede Nationers Børnefond (UNICEF) om støtte til programmer til bekæmpelse af menneskehandel;
   aj) øge andelen af projekter, der er til større gavn og mere synlige for den brede befolkning, hvilket vil kunne fremme borgernes forståelse for EU's værdier, standarder og politikker og understrege fordelene ved dens model og ekspertise; fremme de muligheder, der i den forbindelse følger af civilsamfundsforummet, navnlig i forbindelse med det kommende møde i Chisinau i oktober i år;
   ak) tage systematisk og kompromisløs afstand fra misinformation og misvisende oplysninger fra de hviderussiske myndigheder vedrørende EU's politikker og projekter ved at offentliggøre og udbrede alle nødvendige oplysninger (data, tal og lovgivning);
   al) intensivere den tekniske og finansielle støtte, bl.a. gennem den nye europæiske Demokratifond, til civilsamfundsorganisationer, uafhængige ngo'er, uafhængige medier, menneskerettighedsforkæmpere og fagforeninger, der er baseret i Hviderusland, eller til organisationer i medlemsstaterne, der har en væsentlig indvirkning i Hviderusland; mere aktivt inddrage civilsamfundet i gennemførelsen, overvågningen og vurderingen af EU-finansierede projekter; væsentligt øge kommunikationen og udbredelsen af information om EU for at udvikle borgernes forståelse for EU's holdning til grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder og behovet for sociale og økonomiske fremskridt;
   am) støtte organisationer, der arbejder for demokrati og menneskerettigheder, og ikke kun sådanne organisationer, der er baseret i Hviderusland, men også organisationer, der er baseret i udlandet, fordi de hviderussiske myndigheder konsekvent nægter dem at blive registreret; som et hasteanliggende revidere de seneste regler for anvendelse af EU-finansiering under EIDHR/NSLA-instrumentet, som i praksis udelukker velkendte og respekterede hviderussiske ngo'er fra ansøgningsproceduren;
   an) opfordre de hviderussiske myndigheder til at gennemføre afgørelse A/HRC/WGAD/2012/39 fra FN's Arbejdsgruppe om Vilkårlig Tilbageholdelse om menneskerettighedsforkæmperen Ales Bialiatskis sag, hvori det navnlig fastslås, at tilbageholdelsen af Ales Bialiatski, formand for menneskerettighedscentret "Viasna" og næstformand for Det Internationale Menneskerettighedsforbund (FIDH), var vilkårlig og i strid med artikel 20, stk. 1, i verdenserklæringen om menneskerettigheder og artikel 22 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder;
   ao) opfordre Hviderusland til at sende en stående invitation til alle FN's særlige procedurer samt indbyde FN's særlige rapportør om situationen for menneskerettighedsforkæmpere til at aflægge landet besøg;
   ap) forpligte de hviderussiske myndigheder til at afskaffe strafansvar for modtagelse af udenlandske bidrag og give organisationer mulighed for at opbevare finansielle midler på udenlandske konti;
   aq) overveje unilateralt at lempe udstedelsen af visa og nedsætte prisen herfor fra 60 EUR til et niveau, der er overkommeligt for de hviderussiske borgere, og gøre fuld brug af den eksisterende fleksibilitet i visakodeksen, herunder fritagelse for eller nedsættelse af gebyret for korttidsvisa, navnlig for unge, for at fremme og intensivere mellemmenneskelig udveksling og bidrage til at forhindre en yderligere isolation af de hviderussiske borgere; desuden overveje unilateralt at nedsætte eller ophæve gebyret for langtidsvisa med det langsigtede mål at få skabt en visumfri ordning;
   ar) opfordre de hviderussiske myndigheder til at indlede forhandlinger med EU om visumlempelser og tilbagetagelsesaftaler med det langsigtede mål at få skabt en visumfri ordning, der kan fremme mellemmenneskelige forbindelser, og til snarest muligt at træffe foranstaltninger om lokale grænsehandelsaftaler med Polen og Litauen;
   as) øge samarbejdet mellem byer og kommuner i EU og Hviderusland baseret på eksempler på god praksis i nogle EU-medlemsstater, især Polen, Litauen og Letland;
   at) forsøge at skaffe flere uddannelses- og forskningsmuligheder i EU for hviderussere inden for områderne højere uddannelse, uformel uddannelse og voksenuddannelse; indlede og støtte et praktikprogram for unge hviderussiske fagfolk i EU's institutioner og andre internationale organisationer; yde mere støtte til European Humanities University og udvikle og støtte uddannelses- og erhvervsuddannelsesprogrammer i Hviderusland; sikre en passende og varig finansiering til Erasmus Mundus-programmet for hviderussiske studenter;
   au) aktivt finde måder, hvorpå Hviderusland kan forpligtes i en dialog om gennemførelse af dybtgående reformer i sit højere uddannelsessystem med henblik på bl.a. at udvikle akademisk frihed, institutionel autonomi og studenterdeltagelse med det formål på sigt at blive tilsluttet det europæiske område for videregående uddannelse (Bologna-processen);
   av) opfordre Det Internationale Ishockeyforbund til seriøst at genoverveje sin beslutning om at lade Hviderusland være vært for verdensmesterskabet i ishockey i 2014;

2.  pålægger sin formand at sende denne henstilling til Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformanden i Kommissionen (HR/VP), EU-Udenrigstjenesten, Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0410.
(2) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0112.
(3) EUT C 377 E af 7.12.2012, s. 162.
(4) EUT C 136 E af 11.5.2012, s. 57.
(5) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0334.
(6) EUT C 168 E af 14.6.2013, s. 26.
(7) EUT C 296 E af 2.10.2012, s. 105.
(8) EUT L 307 af 7.11.2012, s. 1.
(9) Data fra Independent Institute of Socio-economic Studies, april 2013.
(10) Listen over politiske fanger omfatter også Mikalai Statkevich, Pavel Seviarynets, Eduard Lobau, Mikalay Antukhovich, Mikalay Dziadok og Ihar Alienevich.


Russisk pres på lande i det østlige partnerskab (i forbindelse med det forestående topmøde i østpartnerskabet i Vilnius)
PDF 118kWORD 23k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. september 2013 om det pres, som Rusland udøver på landene i det østlige partnerskab (i forbindelse med det kommende topmøde i det østlige partnerskab i Vilnius) (2013/2826(RSP))
P7_TA(2013)0383RC-B7-0389/2013

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til topmødet i det østlige partnerskab, der skal afholdes i Vilnius i november 2013,

—  der henviser til, at Ukraine, Georgien og Moldova hver især har udsigt til enten at undertegne eller parafere associeringsaftaler med Den Europæiske Union; der især henviser til den nye berigede associeringstype, der står på spil, og som tilbyder en bred og indgående forbindelse med europæiske partnere og derfor går længere end de blotte økonomiske fordele hen imod stærke politiske og samfundsmæssige forbindelser,

—  der henviser til Budapest-memorandummet fra 1994 vedrørende Ukraines nukleare nedrustning, som giver garantier til Ukraine mod magtanvendelse eller trusler og sørger for, at der vil blive givet støtte til landet, hvis der skulle blive udsat for økonomisk pres,

—  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at et løbende engagement inden for rammerne af østpartnerskabet har givet partnerlandene en omfattende dagsorden for at arbejde for reformer, der er til fordel for borgerne, mens associeringsaftalen og de vidtgående og brede frihandelsaftaler mellem EU og østpartnerskabslandene udgør et tilsagn fra dem, der er villige og i stand til det, om at styrke og på vellykket vis forfølge samarbejdet mellem parter inden for mange områder;

B.  der henviser til, at det pres fra russisk side, som østpartnerskabslande på vej mod at indgå associeringsaftaler er blevet udsat for, herunder målrettede sanktioner mod Ukraines eksport, et eksportforbud over for Moldovas vinbranche, yderligere forhindringer der besværer fremskridt mod en løsning af konflikten om Transnistrien, og sikkerhedsrelaterede trusler vedrørende Armenien, der har til hensigt at tvinge de østlige partnerskabslande til ikke at undertegne eller parafere associeringsaftalerne eller frihandelsaftalerne, men i stedet at tilslutte sig den russisk-ledede toldunion, som Rusland agter at omforme til en Eurasisk Union, stiller landene i en prekær situation som følge af resultatet af geopolitiske begrænsninger, som de ikke skulle have været underlagt;

C.  der henviser til, at den type pres, som landene i det østlige partnerskab er udsat for, fra aktuelle økonomiske og politiske aspekter til bekendtgørelsen af fremtidige økonomiske restriktioner, viser Ruslands hensigt med fortsat at betragte den østlige partnerskabsregion som sit eksklusive indflydelsesområde og modsætte sig muligheden for disse landes tættere integration med EU via associeringsaftalerne, en holdning der strider imod principperne om national suverænitet, gensidig tillid og gode relationer mellem nabolande;

D.  der henviser til, at østpartnerskabslandene har fuld suveræn ret og frihed til at opbygge forbindelser som lige partnere med de partnerlande, de selv vælger, i overensstemmelse med Helsingforsslutakten;

E.  der henviser til, at der nu mere end nogensinde er brug for at henlede opmærksomheden på det alarmerende pres mod EU's østlige nabolande og på selve det østlige partnerskabsprojekt, som Rusland bestrider og drager i tvivl;

F.  der henviser til, at en associeringsaftale med EU indebærer politiske reformer af politisk og juridisk art, der bidrager til en styrkelse af retsstatsprincippet, nedbringelse af korruption og større respekt for menneskerettighederne; der henviser til, at medlemskab af toldunionen derimod ikke indebærer nogen værdibaserede referencemærker eller betingelser, og derfor ikke kan fungere som et incitament til indenlandske reformer;

G.  der henviser til, at fastlåste konflikter gentagne gange bruges til at svække eller undergrave østpartnerskabslandenes fulde suverænitet i Ruslands geopolitiske og økonomiske interesser;

1.  minder om, at principperne om lighed og respekt for rettighederne om suverænitet, ikkeintervention i interne anliggender, godt samarbejde blandt staterne og opfyldelsen af forpligtelserne i god tro i henhold til folkeretten som aftalt inden for rammerne af Helsinkiaftalen er grundlæggende elementer, der styrer internationale forbindelser blandt uafhængige stater, og som sådan absolut ikke bør overtrædes;

2.  beklager dybt, at der i forløbet op til topmødet i østpartnerskabet i Vilnius er blevet lagt forskelligt pres på de partnerskabslande, der har nået den afsluttende fase i forhandlingerne om undertegnelse eller parafering af deres associeringsaftale; anser dette pres for uacceptabelt; finder endvidere, at en gradvis integration af partnerlandene med EU er forenelig med bestræbelserne på at opnå gode naboforbindelser med Rusland, og opfordrer Rusland til at afholde sig fra at tage skridt, der er i klare modstrid med de ovenfor nævnte principper i Helsinkiaftalen; opfordrer Den Russiske Føderation til at afstå fra at udøve yderligere pres på østpartnerskabslandene og til at respektere deres suveræne rettigheder til at træffe deres egne politiske valg;

3.  understreger kraftigt, at østpartnerskabslandenes frie valg, som ikke har nogen som helst negativ virkning på handlen med Rusland, ikke bør lade dem bære konsekvenser såsom handelsforanstaltninger, visumrestriktioner, restriktioner for arbejdsmobilitet og indblanding i fastlåste konflikter; afviser endvidere på det kraftigste nulsumsspillet som paradigme for EU’s og Ruslands forbindelser med de østlige partnerskabslande;

4.  er overbevist om, at yderligere politisk og økonomisk reform i disse lande baseret på EU’s værdier og normer i sidste ende vil være til Ruslands egen fordel, eftersom det vil betyde en udvidelse af forhold karakteriseret ved stabilitet, velstand og samarbejde ved landets grænser; minder om, at EU’s stående invitation til Rusland om at bidrage til denne proces ved at træde konstruktivt i forbindelse med østpartnerskabslandene;

5.  opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at betragte denne udvikling som noget, der går videre end blot til handelsdimensionen, der kun er et dække for åbenlyst politisk pres, og til at træffe foranstaltninger til forsvar for EU's partnere ved at sende et stærkt signal om opbakning til alle østpartnerskabslandenes ambitioner og valg vedrørende EU;

6.  gentager sin fulde opbakning til paraferingen eller undertegnelsen af associeringsaftalerne på Vilniustopmødet med østpartnerskabslandene, der er rede og villige til dette skridt, forudsat at de fornødne krav er opfyldt; mener, at dette vil give en fornyet impuls til en gradvis integration og betydelig uddybning af forbindelserne, hvad der vil imødekomme disse landes EU-ambitioner; opfordrer i denne forbindelse østpartnerskabslandene til at fortsætte og intensivere deres bestræbelser på at færdiggøre deres igangværende indsats forud for topmødet og ikke give efter for det pres, de udsættes for;

7.  fremhæver nødvendigheden af, at EU lever op til sit ansvar for at inddrage og i en ånd af solidaritet forsvare de østpartnerskabslande, der er blevet udsat for Ruslands åbenbare, alarmerende og eskalerende pres med det formål at afholde dem fra at tiltræde associeringen med EU, og anmoder Kommissionen og Rådet om at fremlægge konkrete, virkningsfulde foranstaltninger til støtte for partnerlandene;

8.  minder om, at associeringsaftalerne og de vidtgående og brede frihandelsaftaler sigter mod at styrke konkurrenceevnen, de økonomiske resultater og formåen i partnerlandene og i EU, samtidig med at de respekterer østpartnerskabslandenes økonomiske samarbejde med Rusland på en måde, der er til gavn for alle parter; påpeger, at associeringsaftalerne og de vidtgående og brede frihandelsaftaler som sådan ikke er undergravende for de mangeårige handelsforbindelser, som østpartnerskabslandene opretholder i regionen; mener tværtimod, at de ikke bør ses som uforenelige med disse handelsforbindelser, og at enhver handelstvist, uden at dette tilsidesætter de forpligtelser, som associeringsaftalen og frihandelsaftalerne opstiller, bør løses i overensstemmelse med de regler og forpligtelser, der er fastsat af Verdenshandelsorganisationen; bekræfter endvidere, at EU er parat til at bistå østpartnerskabslandene i deres integrationsbestræbelser ved at støtte en midlertidig anvendelse af de relevante afsnit af associeringsaftalerne og frihandelsaftalerne ved undertegnelse, hvorved suspenderede lån og bistandsprogrammer frigives, hvis betingelserne herfor er opfyldt, og ved at arbejde for visumlempelse og udsigten til visumfri rejse;

9.  gør opmærksom på, at der i overvejende grad er folkelig opbakning til EU-integration i de lande, der afventer parafering eller undertegnelse af associeringsaftaler; opfordrer ikke desto mindre indtrængende Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at intensivere deres bestræbelser på at fremme østpartnerskabets synlighed og dets fordele over for offentligheden i partnerlandene som et middel til at konsolidere den politiske konsensus om deres pro-europæiske valg; anmoder om, at der på kort sigt udarbejdes en bredt dækkende oplysnings- og bevidsthedskampagne, der skal iværksættes i de relevante partnerlande, vedrørende associeringsaftalernes art, fordele og forpligtelser;

10.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaterne, østpartnerskabslandenes og Den Russiske Føderations regeringer og parlamenter, Europarådets Parlamentariske Forsamling og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa.


Strategien for EU's indre sikkerhed
PDF 143kWORD 32k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. september 2013 om den anden årsrapport om gennemførelsen af strategien for EU's indre sikkerhed (2013/2636(RSP))
P7_TA(2013)0384B7-0377/2013

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. april 2013 med titlen "Den anden årsrapport om gennemførelsen af strategien for EU's indre sikkerhed (COM(2013)0179),

—  der henviser til sin beslutning af 22. maj 2012 om Den Europæiske Unions interne sikkerhedsstrategi(1),

—  der henviser til sin beslutning af 11. juni 2013 om "organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge: henstillinger om foranstaltninger og initiativer (interimsbetænkning)"(2),

—  der henviser til Stockholmprogrammet og handlingsplanen for gennemførelse heraf (COM(2010)0171),

—  der henviser til den europæiske sikkerhedsstrategi, som blev vedtaget af Rådet den 25. februar 2010,

—  der henviser til Rådets konklusioner af 7. juni 2013 om fastsættelse af EU's prioriteter for bekæmpelsen af organiseret kriminalitet i perioden 2014–2017,

—  der henviser til Europols rapport om terrorsituationen og terrortendenser i EU (TE-SAT) 2013,

—  der henviser til Europols trusselsvurdering om alvorlig og organiseret kriminalitet (SOCTA) 2013 ("EU Serious and Organised Crime Threat Assessment"),

—  der henviser til arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene om evalueringen af EU’s politikcyklus om alvorlig og organiseret kriminalitet for 2011-2013 (SWD(2013)0017),

—  der henviser til artikel 2 og artikel 3, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union og til afsnit V, kapitel 1, 2, 4 og 5, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 6, 7, 8, 10, stk. 1, 11, 12, 21, 47-50, 52 og 53,

—  der henviser til EU-Domstolens og de nationale domstoles relevante retspraksis inden for forfatningsret, hvad angår proportionalitetskriteriet og nødvendigheden af, at de offentlige myndigheder i et demokratisk samfund anvender det,

—  der henviser til de relevante afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol,

—  der henviser til rapporten fra FN's særlige rapportør om migranters menneskerettigheder, François Crépeau, i undersøgelsen af 24. april 2013 med titlen "Management of the external borders of the European Union and its impact on the human rights of migrants",

—  der henviser til forespørgslen til Kommissionen om gennemførelsen af strategien for EU's indre sikkerhed (O-000068/2013 – B7-0213/2013),

—  der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 2,

A.  der henviser til, at Lissabontraktaten ligger i forlængelse af Maastrichttraktaten, som sigtede mod et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, og danner grundlaget for udformningen af en EU-sikkerhedspolitik og en fælles dagsorden for EU og medlemsstaterne, som bør være forankret i retsstatsprincippet, respekten for de demokratiske værdier, borgerlige frihedsrettigheder, grundlæggende rettigheder og solidaritetsprincippet, og som er underlagt demokratisk kontrol på EU- og nationalstatsplan; denne forankring ligger inden for rammerne af EU's og medlemsstaternes internationale forpligtelser, navnlig i medfør af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og de indgåede FN-aftaler og -konventioner;

B.  der henviser til, at sikkerhedspolitikker ikke kun må være rettet mod bekæmpelse, men også bør indeholde et forebyggelsesaspekt, som er særlig uundværligt i en periode, hvor de økonomiske og sociale uligheder vokser og bringer socialpagten og navnlig effektiviteten af de grundlæggende rettigheder og de borgerlige frihedsrettigheder i fare;

C.  der henviser til, at EU- borgernes sikkerhed er af største vigtighed;

D.  der henviser til, at medlemsstaterne og Kommissionen hidtil egentlig ikke har draget alle konsekvenserne af Lissabontraktatens ikrafttrædelse, og at Parlamentet derfor bliver ved med at spille en forholdsvis begrænset rolle i beslutningsprocessen på grund af manglende hensyntagen til Parlamentets holdninger på området, især for så vidt angår nødvendigheden af at tage hensyn til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder(3);

E.  der henviser til, at den indre sikkerhedsstrategi for perioden 2010–2014 har opstillet fem prioriteringsområder, hvor EU kan tilføre en merværdi: hindring af de internationale kriminelle netværks aktiviteter og medvirken til deres optrævling, forebyggelse af terrorangreb, forbedring af cybersikkerhed, sikring af grænsesikkerheden og højnelse af modstandskraften over for naturkatastrofer; der endvidere henviser til, at denne strategi kun kan iværksættes, hvis den sikrer fri bevægelighed for personer, migranters og asylansøgeres rettigheder og overholdelse af alle EU's og medlemsstaternes internationale forpligtelser;

F.  der henviser til, at det i Kommissionens anden årlige rapport om gennemførelsen af strategien for EU's indre sikkerhed blev anerkendt, at alle fem mål fortsat var gyldige, og der blev redegjort for den aktuelle situation, de hidtidige fremskridt og de kommende tiltag;

1.  beklager, at Kommissionens anden meddelelse om gennemførelsen af strategien for EU's indre sikkerhed af 10. april 2013 er meget lidt kritisk over for de foranstaltninger, der er gennemført under strategien for EU's indre sikkerhed, og gentager de samme prioriteter som i Kommissionens første meddelelse fra november 2010 uden at tage hensyn til bl.a. konsekvenserne af integrationen af chartret om grundlæggende rettigheder, der for de fleste artiklers vedkommende gælder ikke alene for europæiske borgere, men for alle, som opholder sig på EU's område;

2.  anerkender det arbejde, der er blevet lagt for dagen for at etablere strategien for den indre sikkerhed, og de hovedprincipper, der styrer denne strategi, således at alle EU-institutionerne og medlemsstaterne kan arbejde sammen om at nå de fælles mål; fremhæver, at frihed, sikkerhed og retfærdighed er målsætninger, der skal forfølges sideløbende, og minder om, at opnåelsen af frihed og retfærdighed forudsætter, at sikkerhed altid tilstræbes i overensstemmelse med traktaternes principper, retsstatsprincippet og Unionens grundlæggende rettighedsforpligtelser; er af den opfattelse, at EU’s sikkerhedsforanstaltninger bør have fokus på aktiviteter, der har en dokumenteret evne til at reducere kriminalitetsniveauet og forebygge terrorangreb, og at de skal gennemføres i overensstemmelse med principperne om nødvendighed, proportionalitet og respekt for de grundlæggende rettigheder og på grundlag af behørig kontrol og ansvarsplacering;

3.  understreger, at den interne sikkerhed ikke er undtaget fra Unionens grundlæggende rettighedsforpligtelser og udtrykker alvorlig bekymring med hensyn til, at EU-institutioner, myndigheder i medlemsstaterne og borgere har været genstand for hemmelig overvågning af medlemsstater, tredjelande og tredjeparter i samarbejde med private virksomheder; opfordrer EU og medlemsstaternes institutioner til at forhøre sig om og reagere på dette spørgsmål; understreger, at enhver EU-strategi for intern sikkerhed skal være baseret på en fælles forståelse af, hvad der skal opfattes som ”indre”, og hvad der skal opfattes som "ydre", og at strategien skal have til formål at beskytte EU-institutioner og EU-medlemsstater og deres borgere imod ulovlig udenlandsk overvågning og utilbørlig påvirkning og manipulation; opfordrer til at styrke sikkerheden og fortroligheden i forbindelse med EU’s kommunikations– og logistiksystemer mod tredjemand eller udenlandsk overvågning; fremhæver, at borgernes ret til privatlivets fred og databeskyttelse samt retten til aktindsigt og oplysninger er grundlæggende europæiske værdier og rettigheder, som skal opretholdes på alle niveauer og i alle fora;

4.  minder om, at Parlamentet i dag er en fuldgyldig institutionel aktør på det sikkerhedspolitiske område og dermed har ret til at deltage aktivt i fastsættelsen af de elementer og prioriteringer, der indgår i den interne sikkerhedsstrategi, og i evalueringen af de relevante instrumenter, herunder gennem regelmæssige tilsynsrunder vedrørende gennemførelsen af den interne sikkerhedsstrategi, der skal foretages i fællesskab med Europa-Parlamentet, de nationale parlamenter og Rådet, jf. artikel 70 og 71 i TEUF;

5.  mener, at en kyndig analyse af de sikkerhedstrusler, der skal imødegås, er en essentiel forudsætning for, at den interne sikkerhedsstrategi kan være virkningsfuld; minder Kommissionen om dens tilsagn om at fremlægge en tværsektoriel oversigt over naturlige og menneskeskabte trusler (tilsigtede eller utilsigtede) inden for EU; minder Det Europæiske Råd om, at det i henhold til artikel 222 i TEUF er forpligtet til at foretage en regelmæssig trusselvurdering for EU, og opfordrer Kommissionen til at fremkomme med konkrete forslag til, hvordan ovennævnte forpligtelser bedst kan efterleves, ved at samle trådene fra de nuværende fragmenterede og snævert fokuserede trussels- og risikovurderinger på EU- og nationalt niveau;

6.  noterer sig, at Europols evne til at vurdere og analysere terrortrusler og andre kriminelle aktiviteter i høj grad afhænger af medlemsstaternes tjenesters villighed til at give enheden informationer; foreslår at optrappe medlemsstaternes udlevering af informationer til Europol ved at skærpe medlemsstaternes pligt til at samarbejde med Europol;

7.  minder om, at en af de største trusler mod EU’s indre sikkerhed kommer fra organiseret kriminalitet, herunder mafiaer; noterer sig med tilfredshed de fremskridt, som medlemsstaterne og Kommissionen har gjort som led i EU’s politikcyklus om organiseret og grov international kriminalitet, og opfordrer medlemsstaterne til at gøre en fornyet indsats og stille tilstrækkelige ressourcer til rådighed; mener, at der bør udarbejdes fælles juridiske standarder og operative instrumenter, såsom konfiskation, europæiske efterforskningskendelser og fælles efterforskningshold; finder det nødvendigt at styrke politi- og retssamarbejdet mellem medlemsstaterne og EU samt med tredjelande uden at dette berører Unionens lovgivning og internationale forpligtelser med hensyn til grundlæggende rettigheder og friheder, retsstaten og beskyttelsen af EU's borgere og indbyggeres personoplysninger og privatliv, og opfordrer til, at Europa-Parlamentet kommer til at spille en central rolle i vurderingen og formuleringen af de interne sikkerhedspolitikker, da disse har en betydelig indvirkning på de grundlæggende rettigheder for alle, der lever i EU; understreger derfor behovet for at sikre, at den eneste EU-institution, der er valgt ved direkte valg, får ansvaret for at undersøge og udøve demokratisk kontrol med disse EU-politikker inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed;

8.  gentager, i lyset af det eksisterende samarbejde mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter, tanken om en ”parlamentarisk politikcyklus” – nøje afstemt efter Kommissionens årlige rapport om emnet – der skal munde ud i en årlig parlamentarisk beretning om status for den indre sikkerhedsstrategi;

9.  mener, at bekæmpelsen af vold mod mindreårige og kvinder bør tillægges særlig opmærksomhed;

10.  glæder sig over, at bekæmpelsen af den ulovlige handel med skydevåben er blevet inddraget i EU’s prioriteter for bekæmpelsen af organiseret kriminalitet, men afventer de samlede strategiske retningslinjer, som skal udarbejdes af Kommissionen hvad angår skydevåben, herunder anvendelse heraf i forbindelse med ulovlig handel, organiseret kriminalitet og terrorisme;

11.  beklager, at bekæmpelsen af hvidvaskning af penge ikke er inkluderet som en særskilt EU-prioritering for kampen mod organiseret kriminalitet, som anbefalet af Europol; er overbevist om, at forskellige former for organiseret kriminalitet, såsom hvidvaskning af penge, miljøkriminalitet og selskabskriminalitet og korruption, er sammenvævede og gensidigt forstærkende elementer, og opfordrer Kommissionen og Rådet til øjeblikkeligt at opprioritere kampen mod korruption og hvidvaskning af penge;

12.  understreger, at kampen mod terrorisme er en prioritet inden for den interne sikkerhedsstrategi; gør opmærksom på, at terrortruslen i EU ifølge Europol er en realitet, selv om den antager mange forskellige former, men sætter spørgsmålstegn ved EU's prioriteter på dette område, for så vidt angår terrorangrebenes egentlige oprindelse; understreger nødvendigheden af i højere grad at prioritere forebyggelsespolitikker sideløbende med bekæmpelsesforanstaltninger; bemærker i den henseende, at det er nødvendigt at fokusere mere på målrettede politiforanstaltninger og informationstjenester og at tildele de dertil svarende finansielle og menneskelige ressourcer, så man virkelig kan forebygge terrorangreb; minder om vigtigheden af at forhindre finansiering af terrorisme og ser frem til forslaget om rammer for de retslige og administrative foranstaltninger såsom indefrysning af midler tilhørende personer, som mistænkes for terrorisme, jf. artikel 75 i TEUF; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til præcist at vurdere arten og omfanget af den trussel, der skyldes en opblussende voldelig, politisk radikalisering; anser det for afgørende, at der udvikles mekanismer, der gør det muligt på et tidligt stadie at opfange tegn på en sådan radikalisering, og henstiller til Kommissionen og medlemsstaterne at tage højde herfor, også i forbindelse med forebyggelse, på deres respektive indsatsområder; er bekymret over udbredelsen af aktioner iværksat af de såkaldte “ensomme ulve” med EU- eller tredjelandsstatsborgerskab, der rejser til konfliktområder og derefter vender tilbage til EU, idet disse udgør en ny fare, som ikke kan imødegås med de sædvanlige terrorbekæmpelsesmetoder; opfordrer til udveksling af bedste praksis for at forebygge radikalisering af unge og støtter projektet om en europæisk værkstøjskasse; forventer, at der i evalueringen af rammeafgørelsen om bekæmpelse af terrorisme tages hensyn til alle disse parametre, og understreger behovet for en bedre sammenkobling af eksisterende instrumenter til bekæmpelse af terrorisme;

13.  opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og de andre EU-institutioner og -organer til at foretage indgående undersøgelser af voldelige, bevægelser i EU og træffe konkrete foranstaltninger til bekæmpelse af voldelige handlinger i den sammenhæng;

14.  understreger, at den private sektor, og især den finansielle sektor, spiller en afgørende rolle i forbindelse med bekæmpelsen af organiseret kriminalitet og finansiering af terrorisme gennem afdækning af og indberetning om tilfælde af bedrageri, hvidvaskning af penge og andre mistænkelige transaktioner; påpeger om, at den finansielle sektor skal arbejde tættere sammen med statslige organer for at afdække huller i de gældende regler og iværksætte innovative teknikker til afhjælpning af disse problemer; understreger, at det er af største betydning at indse, at en effektiv bekæmpelse af organiseret kriminalitet og terrorisme kræver en integreret tilgang med deltagelse af alle berørte parter på nationalt plan og EU-plan;

15.  mener, at kritisk infrastrukturs modstandskraft over for menneskeskabte og naturskabte katastrofer bør styrkes; beklager, at det nugældende direktiv om beskyttelse af europæisk kritisk infrastruktur (2008/114/EF(4)) ikke fungerer efter hensigten, og opfordrer Kommissionen til at foreslå ændringer til direktivet for at udvirke en forbedring af det;

16.  finder det nødvendigt, at der iværksættes en statistisk undersøgelse af naturbetingede risici, som nærmere angiver, hvilke områder der er mest i farezonen, og at der på basis af undersøgelsen udarbejdes et en automatisk ordning for intervention og effektiv hjælp til sikring af rettidig afhjælpning af nødsituationer;

17.  finder det yderst vigtigt, at der foretages en beslutsom bekæmpelse af alle former for økonomisk miljøkriminalitet, da konsekvenserne heraf er særligt ødelæggende for EU-borgernes levevilkår, navnlig i krisetider;

18.  glæder sig over, at Kommissionen har bebudet et initiativ vedrørende cigaretsmugling, og nærer store forhåbninger hertil;

19.  bemærker, at bekæmpelse af cyberkriminalitet er prioriteret i den interne sikkerhedsstrategi; anser cyberkriminalitet for en stigende trussel mod EU og et betydeligt redskab til at kunne begå andre kriminelle aktiviteter; opfordrer Kommissionen til at afsætte tilstrækkelige budgetmidler til det nye europæiske center til bekæmpelse af it-kriminalitet og opfordrer indtrængende alle medlemsstaterne til at ratificere Europarådets konvention om it-kriminalitet; minder om, at behandling og indsamling af personoplysninger i forbindelse med strategien for den indre sikkerhed altid bør ske i overensstemmelse med EU's databeskyttelsesprincipper, herunder nødvendighedsprincippet, proportionalitetsprincippet og legalitetsprincippet, og EU-lovgivningen og Europarådets konventioner på området; understreger, at der skal rettes særlig opmærksomhed mod børn i det digitale miljø og bekæmpelse af børnepornografi; støtter udvidelsen af den globale alliance mod seksuelt misbrug af børn på nettet;

20.  gentager, at en styrkelse af EU's politisamarbejde og retlige samarbejde, herunder gennem Europol, Det Europæiske Politiakademi (Cepol) og Eurojust, sammen med passende uddannelse, er afgørende for en velfungerende strategi for den indre sikkerhed, og at det er nødvendigt, at medlemsstaternes kompetente myndigheder og EU's institutioner og agenturer inddrages; mener, at dette samarbejde ikke må begrænses til eftersøgning og anholdelse af personer, som mistænkes for kriminelle handlinger, men også bør fokusere på forebyggelse af sådanne handlinger og af tilbagefald; noterer sig Kommissionens forslag i så henseende, om bl.a. en reform af Eurojust og oprettelse af en europæisk anklagemyndighed; understreger nødvendigheden af at overholde princippet om magtens deling og uafhængighed mellem domstole og politi;

21.  støtter oprettelsen af en europæisk anklagemyndighed, især med henblik på at beskytte EU's budget bedre, og opfordrer Kommissionen til at forelægge et forslag hurtigst muligt;

22.  beklager, at strategien for den indre sikkerhed fortsat mangler en egentlig “retsdimension”; minder om, at den gensidige tillid, jf. Stockholmprogrammet, skal styrkes gennem en progressiv udvikling af den juridiske kultur i EU baseret på retssystemernes mangfoldighed og på ensartethed gennem EU-retten, og at dette bør indebære respekt for retsstatsprincippet, de demokratiske værdier og menneskerettighederne og ikke blot begrænses til forfølgelse af personer, som mistænkes for kriminalitet eller terrorhandlinger; understreger den altafgørende betydning af gensidig tillid som en forudsætning for at fremme det retlige samarbejde og mener, at en sådan gensidig tillid kun kan skabes ved at indføre og respektere lige standarder for borgerlige rettigheder og retssikkerhedsgarantier;

23.  understreger vigtigheden af at udvikle en integreret grænseforvaltning, som kan sikre en ensartet, sikker og førsteklasses ekstern grænsekontrol, der letter den lovlige passage af de ydre grænser og fremmer mobiliteten i Schengenområdet; glæder sig over den nylige ibrugtagning af Schengeninformationssystemet II og opfordrer eu-LISA til at sikre en førsteklasses operationel forvaltning af det nye system; forventer, at det nye europæiske grænseovervågningssystem (Eurosur) vil være fuldt fungerende inden udgangen af 2014, og mener, at det vil udgøre et effektivt instrument, der vil bidrage til afsløring, forebyggelse og bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet og ulovlig immigration samt til at beskytte og redde migranters liv; understreger, at den eventuelle udvikling af nye it-systemer på migrations- og grænseforvaltningsområdet, som f.eks. initiativerne om "intelligente grænser", bør analyseres nøje, specielt i forhold til nødvendigheds- og proportionalitetsprincipperne, og i sidste ende først bør ske, efter at de relevante retsakter er vedtaget; glæder sig navnlig over den nylige aftale om Schengenevalueringsmekanismen og opfordrer Kommissionen til at efterleve sit nye ansvar med henblik på at sikre en høj grad af overholdelse af de gældende Schengenregler i hele Schengenområdet; understreger, at en genindførelse af kontrollen ved de indre grænser bør være en undtagelsesforanstaltning, der kun må træffes som en sidste udvej, idet der ikke kun tages hensyn til sikkerhedsaspekterne, men også til indvirkningen på mobiliteten og den frie bevægelighed; fremhæver, at det forhold, at et stort antal tredjelandsstatsborgere migrerer og passerer de ydre grænser, ikke i sig selv bør betragtes som en trussel mod den offentlige orden eller mod den indre sikkerhed; gentager sin varme støtte til Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse af Schengenområdet og opfordrer Rådet til også at godkende disse landes tiltrædelse, da dette vil styrke den gensidige tillid og solidaritet, som er nødvendige forudsætninger for at sikre en høj grad af sikkerhed i EU;

24.  understreger, at det er vigtigt at øge den gensidige tillid mellem politistyrkerne til støtte for samarbejde, fælles efterforskningshold og udveksling af oplysninger; gør i den forbindelse opmærksom på, at en europæisk politiuddannelse er af afgørende betydning;

25.  mener, at der ved fastlæggelsen og iværksættelsen af strategien for den indre sikkerhed i højere grad bør tages højde for det samspil, der findes mellem de interne og eksterne sikkerhedspolitiske dimensioner, og at EU-institutionerne og -agenturerne for retlige og indre anliggender bør varetage deres opgaver inden for begge dimensioner i fuldstændig overensstemmelse med værdierne og principperne og EU-lovgivningen og chartret om grundlæggende rettigheder; opfordrer ligeledes Kommissionen og medlemsstaterne til at vurdere, hvilken indvirkning strategien for den indre sikkerhed har på EU's strategi for den ydre sikkerhed, herunder hvad angår forpligtelserne med hensyn til overholdelse og fremme af frihedsrettighederne og de grundlæggende rettigheder samt de demokratiske værdier og principper, som er nedfældet i de internationale tekster, konventioner og aftaler, som de har undertegnet; beklager, at gennemførelsen af 2011-køreplanen om styrkelse af båndene mellem FSFP og området med frihed, sikkerhed og retfærdighed sakker bagud, og opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten til at fremskynde arbejdet;

26.  gør opmærksom på, at den nuværende strategi for den indre sikkerhed vil blive afsluttet i 2014; opfordrer Kommissionen til at påbegynde udarbejdelsen af en ny strategi for den indre sikkerhed for perioden 2015-2019, hvor der tages hensyn til Lissabontraktatens ikrafttrædelse og indarbejdelsen af chartret om grundlæggende rettigheder i EU-retten; mener, at denne nye politik bør tage udgangspunkt i dybdegående, uafhængige og eksterne vurderinger af den nuværende strategi og de nuværende instrumenter under hensyntagen til fremtidige udfordringer og efter en bred høring af de berørte parter; opfordrer Rådet til at indarbejde Parlamentets bidrag på fyldestgørende vis i den nye strategi for den indre sikkerhed, inden strategien vedtages;

27.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen, Rådet og de nationale parlamenter.

(1) P7_TA(2012)0207.
(2) P7_TA(2013)0245.
(3) Se Europa-Parlamentets beslutning af 15. december 2010 om grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union (2009) – effektiv gennemførelse efter Lissabontraktatens ikrafttrædelse (EUT C 169 E af 15.6.2012, s. 49).
(4) EUT L 345 af 23.12.2008, s. 75.


Den europæiske strategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen
PDF 114kWORD 21k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. september 2013 om den europæiske strategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen (2013/2685(RSP))
P7_TA(2013)0385B7-0376/2013

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til traktaten om Den Europæiske Union, særlig præamblen og artikel 3 og 6,

—  der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig artikel 4, 9, 145, 151, 152, 153, 154, 156 og 168,

—  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 1, 3, 27, 31, 32 og 33,

—  der henviser til forespørgsel til Kommissionen om evaluering af den europæiske strategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2007-2012 (O-000073/2013 – B7-0214/2013),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 11. marts 2002 med titlen ”Tilpasning til ændringerne i arbejdslivet og i samfundet: en ny fællesskabsstrategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2002-2006” (COM(2002)0118),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. februar 2007 med titlen ”Højere kvalitet og produktivitet i arbejdet: en fællesskabsstrategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2007-2012 (COM(2007)0062),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 med titlen ”Europa 2020 - En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst (COM(2010)2020),

—  der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 27. april 2011 om midtvejsevalueringen af den europæiske strategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2007-2012 (SEC(2011)0547),

—  der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 31. maj 2013 om evalueringen af den europæiske strategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2007-2012 (SWD(2013)0202),

—  der henviser til sin beslutning af 24. februar 2005 om fremme af sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen(1),

—  der henviser til sin beslutning af 15. januar 2008 om en fællesskabsstrategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2007-2012(2),

—  der henviser til sin beslutning af 15. december 2011 om midtvejsevalueringen af den europæiske strategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2007-2012(3),

—  der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 2,

A.  der henviser til, at Europa 2020-strategien sigter mod senest i 2020 at nå op på en beskæftigelse på 75 % for befolkningen i aldersgruppen 20-64 år;

B.  der henviser til, at teknologiske fremskridt, den økonomiske udvikling og den økonomiske og sociale krise hele tiden påvirker arbejdsmiljøet og kræver hurtige reaktioner for at sikre et højt niveau for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen;

C.  der henviser til, at den økonomiske krise ikke bør benyttes som et påskud for at undergrave politikker til forebyggelse af erhvervsbetingede risici;

D.  der henviser til, at sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen siden 1978 er blevet behandlet i politikdokumenter og handlingsprogrammer på EU-plan for at støtte lovgivningsmæssige foranstaltninger;

E.  der henviser til, at fællesskabsstrategien for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2007-2012 kun gjaldt til og med 2012 og endnu ikke er blevet fulgt op af noget politikdokument på EU-plan;

F.  der henviser til, at Kommissionen indrømmer, at fællesskabsstrategien for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2007-2012 havde en positiv indvirkning overalt i EU, og at der i de kommende år stadig er brug for at tage fat på en række udfordringer på området for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen;

1.  er bekymret over, at Kommissionen endnu ikke har vedtaget en ny strategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen;

2.  gentager sin opfordring til Kommissionen om at forelægge en ny europæisk strategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen for de kommende år indtil 2020; opfordrer Kommissionen til at forelægge en sådan strategi inden udgangen af 2013;

3.  beklager, at Kommissionen endnu ikke har forelagt et forslag til direktiv om hverken arbejdsrelaterede muskel- og knoglelidelser eller revision af direktiv 2004/37/EF om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at være udsat for kræftfremkaldende stoffer eller mutagener, selv om disse forslag allerede bebudedes i dens arbejdsprogram for 2011;

4.  gentager budskaberne i sin beslutning af 15. december 2011 om midtvejsevalueringen af den europæiske strategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2007-2012,

5.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 304 E af 1.12.2005, s. 400.
(2) EUT C 41 E af 19.2.2009, s. 14.
(3) EUT C 168 E af 14.6.2013, s. 102.


Grænseoverskridende kollektive overenskomstforhandlinger og tværnational social dialog
PDF 133kWORD 27k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. september 2013 om grænseoverskridende kollektive overenskomstforhandlinger og tværnational social dialog (2012/2292(INI))
P7_TA(2013)0386A7-0258/2013

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til artikel 3, stk. 3, og artikel 6, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

—  der henviser til artikel 9, 151, 152, 154, 155 og 156 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—  der henviser til artikel 12, artikel 28, artikel 52, stk. 3, og artikel 53 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt præamblen hertil og de relevante forklaringer,

—  der henviser til artikel 11 i den europæiske menneskerettighedskonvention,

—  der henviser til artikel 5 og 6 i den (reviderede) europæiske socialpagt,

—  der henviser til Kommissionens afgørelse 98/500/EF af 20. maj 1998 om oprettelse af sektordialogudvalg til fremme af dialogen mellem arbejdsmarkedets parter på europæisk plan,

—  der henviser til Rådets direktiv 2001/23/EF af 12. marts 2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter,

—  der henviser til Rådets direktiv 2001/86/EF af 8. oktober 2001 om fastsættelse af supplerende bestemmelser til statut for det europæiske selskab (SE) for så vidt angår medarbejderindflydelse og Rådets direktiv 2003/72/EF af 22. juli 2003 om supplerende bestemmelser til statutten for det europæiske andelsselskab for så vidt angår medarbejderindflydelse,

—  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14/EF af 11. marts 2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab,

—  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/38/EF af 6. maj 2009 om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg eller en procedure i fællesskabsvirksomheder og fællesskabskoncerner med henblik på at informere og høre arbejdstagerne,

—  der henviser til Rådets konklusioner (EPSCO) 17423/11 vedtaget den 1. december 2011,

—  der henviser til arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene af 10. september 2012 med titlen "Tværnationale virksomhedsaftaler: udnyttelse af potentialet i social dialog" (SWD(2012)0264),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. april 2012 med titlen "Et opsving med høj beskæftigelse" (COM(2012)0173),

—  der henviser til rapporten fra Kommissionens ekspertgruppe af 31. januar 2012 om tværnationale virksomhedsaftaler,

—  der henviser til det reviderede arbejdsdokument fra Kommissionens ekspertgruppe af 31. januar 2012 om tværnationale virksomhedsaftaler,

—  der henviser til Kommissionens grønbog af 17. januar 2012 med titlen ”Omstruktureringer og foregribelse af forandringer: Hvilken lære kan vi drage af den økonomiske krise?” (COM(2012)0007) og det ledsagende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 17. januar 2012 med titlen ”Omstrukturering i Europa 2011” (SEC(2012)0059),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. oktober 2010 med titlen "En integreret industripolitik for en globaliseret verden – Fokus på konkurrenceevne og bæredygtighed" (COM(2010)0614),

—  der henviser til Kommissionens undersøgelse af 2. juli 2008 med titlen "Mapping of transnational texts negotiated at corporate level" (EMPL F2 EP/bp 2008 (D) 14511),

—  der henviser til arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene af 2008 med titlen "The role of transnational company agreements in the context of increasing international integration" (SEC(2008)2155),

—  der henviser til Kommissionens rapport af februar 2006 med titlen “Transnational collective bargaining: Past, present and future”,

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 9. februar 2005 om Den Social- og Arbejdsmarkedspolitiske Dagsorden (COM(2005)0033),

—  der henviser til ILO-konventionerne om arbejdsklausuler (offentlige kontrakter) (nr. 94) og om kollektive forhandlinger (nr. 154),

—  der henviser til ILO-tilsynsorganernes retspraksis,

—  der henviser til ILO's trepartserklæring om principperne for multinationale virksomheder og socialpolitik (MNE-erklæringen) (1977),

—  der henviser til ILO-erklæringen af 10. juni 2008 om social retfærdighed for en fair globalisering,

—  der henviser til ILO-erklæringen af 18. juni 1998 om fundamentale principper og rettigheder i arbejdslivet,

—  der henviser til ILO's konventioner vedrørende universelle grundlæggende arbejdsnormer med hensyn til (bl.a.): foreningsfrihed og retten til at føre kollektive forhandlinger (nr. 87, 1948 og nr. 98, 1949) og ligebehandling i beskæftigelsen (nr. 100, 1951 og nr. 111, 1958),

—  der henviser til sin undersøgelse om håndhævelse af arbejdstagernes rettigheder ("Enforcement of Fundamental Workers' Rights") bestilt af Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (september 2012),

—  der henviser til sin undersøgelse om grænseoverskridende kollektive overenskomstforhandlinger og tværnational social dialog ("Cross-border collective bargaining and transnational social dialogue") bestilt af Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (juni 2011),

—  der henviser til sin beslutning af 15. januar 2013 med henstillinger til Kommissionen om information og høring af arbejdstagere og foregribelse og styring af omstruktureringer(1),

—  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—  der henviser til betænkningen fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og udtalelsen fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0258/2013),

A.  der henviser til, at der ifølge Kommissionen(2) var 244 europæiske tværnationale virksomhedsaftaler (TCA-aftaler) i 2012; der henviser til, at dette er et tegn på en tiltagende integration af arbejdsmarkedsrelationer i tværnationale virksomheder i Europa;

B.  der henviser til, at der i nye TCA-aftaler stadigt oftere er aftalt metoder til bilæggelse af tvister, sådan som både arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer anbefaler;

C.  der henviser til, at der ikke findes nogen retlig ramme for disse aftaler hverken på internationalt eller europæisk plan; der henviser til, at det bør efterprøves, om dette er årsag til, at der bliver indgået færre af disse aftaler;

D.  der henviser til, at hver enkelt medlemsstat i Unionen har sit eget system for arbejdsmarkedsrelationer på grundlag af forskellige historiske udviklinger og traditioner, som man skal respektere, og som ikke behøver at harmoniseres;

E.  der henviser til, at grænseoverskridende partnerskaber mellem arbejdsmarkedets parter har vist sig at være god praksis med det formål at fremme arbejdstagernes frie bevægelighed og rettigheder på tværs af grænserne; der henviser til, at EU's støtte til sådanne grænseoverskridende partnerskaber er altafgørende;

F.  der henviser til, at dialog på europæisk plan på en innovativ måde fremmer bevarelsen af og væksten i beskæftigelsen, forbedringen af arbejdsvilkårene og dermed en forøget velstand for de arbejdstagere, der er beskæftiget i tværnationale virksomheder, samtidig med at den frie forhandlingsret bevares;

G.  der henviser til, at EU anerkender foreningsfrihed og retten til at føre kollektive forhandlinger som grundlæggende rettigheder;

H.  der henviser til, at virksomhederne i stigende grad opererer på europæisk plan, mens arbejdstagerne overvejende er organiseret nationalt;

1.  bemærker, at denne beslutning omhandler tværnationale virksomhedsaftaler; bemærker, at tværnationale virksomhedsaftaler indgås mellem på den ene side europæiske fagforeningsforbund og på den anden side individuelle virksomheder og/eller arbejdsgiverforbund, almindeligvist på sektorplan, og konstaterer, at beslutningen ikke omhandler internationale rammeaftaler, der undertegnes af internationale fagforeningsforbund med virksomheder; fremhæver behovet for at styrke europæisk og tværnational social dialog og grænseoverskridende kollektive overenskomstforhandlinger;

2.  opfordrer Kommissionen til at overveje, om en fakultativ europæisk retlig ramme for disse europæiske tværnationale virksomhedsaftaler vil være nødvendig og relevant med henblik på at skabe større retssikkerhed, større gennemsigtighed og forudsigelige retsvirkninger, som kan håndhæves, for aftaler, som følger disse rammebestemmelser; foreslår at fremme praksisser vedrørende europæiske tværnationale virksomhedsaftaler, hvoraf de kontraherende parters aftalefrihed fremgår, og anbefaler at indskrive bestemmelser om bilæggelse af tvister i aftalerne;

Fakultativ retlig ramme for europæiske tværnationale virksomhedsaftaler

3.  understreger arbejdsmarkedets parters uafhængighed, på grundlag af hvilken de kan indlede forhandlinger og indgå aftaler på alle niveauer;

4.  fremhæver, at TCA-aftalerne adskiller sig fra hinanden, f.eks. hvad angår rækkevidde, anvendelsesområde og de undertegnende parters forhold samt aftaleparternes hensigter, udgangspunkter, behov og målsætninger, og understreger, at virksomheder og virksomhedskulturer afviger betydeligt fra hinanden, og at aftaleparternes frihed til at indgå forskellige former for TCA-aftaler bør respekteres;

5.  opfordrer arbejdsmarkedets parter til at udveksle erfaringer inden for området tværnationale virksomhedsaftaler;

6.  understreger, at Kommissionens udgangspunkt ved overvejelserne om af en fakultativ retlig ramme bør være den frivillige benyttelse heraf blandt arbejdsmarkedets parter og de involverede virksomheder og koncerner, ligesom udgangspunktet bør baseres på fleksibilitet og henvisninger på nationalt plan med henblik på at give den tværnationale virksomhedsaftale retsvirkning; understreger udtrykkeligt, at overenskomstparterne og arbejdsmarkedets parter er uafhængige;

7.  er af den holdning, at europæiske samarbejdsudvalg bør inddrages til fulde i forhandlinger med europæiske fagforeningsforbund, hvor det er relevant, især fordi de er i stand til at påvise behovet/muligheden for en handels- og samarbejdsaftale, iværksætte processen og bane vejen for forhandlinger samt hjælpe med at sikre gennemsigtigheden og formidlingen af oplysninger vedrørende aftalerne over for de involverede arbejdstagere; bemærker med tilfredshed, at visse europæiske fagforeningsforbund har indført procedureregler for involvering af europæiske samarbejdsudvalg;

8.  er overbevist om, at faren for, at nationale kollektive overenskomster og nationale virksomhedsaftaler omgås eller hæmmes af en europæisk tværnational virksomhedsaftale, nødvendigvis skal imødegås ved hjælp af en begunstigelsesklausul eller en bestemmelse om ikke-forringelse;

9.  anbefaler at indføre alternative mekanismer til tvistbilæggelse; mener, at der bør indgås aftale om en første fælles ad hoc-mekanisme på virksomhedsplan, som f.eks. opfordrer de undertegnende parter til på frivillig basis at vedtage bestemmelser om tvistbilæggelse, for at tilvejebringe en løsning i tilfælde af konflikter mellem de kontraherende parter; foreslår, at disse bestemmelser kan baseres på alternative tvistbilæggelsesskabeloner, som vedtages og leveres af EU's arbejdsmarkedsparter på sektorplan; anerkender, at mange af de nu indgåede tværnationale virksomhedsaftaler på europæisk plan allerede indeholder velfungerende mekanismer til udenretslig tvistbilæggelse, og opfordrer arbejdsmarkedets parter til i forstærket grad at udveksle erfaringer og finde metoder til videreudvikling og/eller forbedring heraf;

10.  foreslår Kommissionen at opfordre arbejdsmarkedets parter til at tage hensyn til følgende kriterier i forbindelse med europæiske tværnationale virksomhedsaftaler: bemyndigelsesproceduren, dvs. klarlæggelse af legitimitet og repræsentativitet af de forhandlende kontraherende parter, sted og dato for indgåelsen af aftalen, det indholdsmæssige og geografiske anvendelsesområde, begunstigelsesprincippet og bestemmelsen om ikke-forringelse, gyldighedsperioden, forudsætningerne for en opsigelse af aftalen og tvistbilæggelsesmekanismerne, de af aftalen omfattede emner og yderligere formelle krav;

11.  glæder sig over de aktiviteter, som Kommissionen stiller til rådighed for erfaringsudveksling mellem arbejdsmarkedets parter og eksperter for at støtte dem, som f.eks. indsamling af eksempler, opbygning af databaser og iværksættelse af undersøgelser;

12.  minder i denne sammenhæng om de positive erfaringer med grænseoverskridende partnerskaber mellem arbejdsmarkedets parter, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre EU-støtte til sådanne partnerskaber i fremtiden;

13.  opfordrer de europæiske arbejdsmarkedsparter til fuldt ud at udnytte muligheden for EU-aftaler i henhold til artikel 155 i TEUF, samtidig med at deres uafhængighed respekteres fuldt ud;

14.  opfordrer til, at de europæiske arbejdsmarkedsparter får en mere fremtrædende rolle i udformningen af de europæiske politikker; opfordrer især til, at arbejdsmarkedsparterne deltager i udarbejdelsen af den årlige vækstundersøgelse og kommer til at spille en større rolle i overvågningen af medlemsstaternes fremskridt;

15.  understreger behovet for at opfordre til, støtte og øge kvinders repræsentation og deltagelse på forskellige niveauer i dialogen mellem arbejdsmarkedets parter og de kollektive overenskomstforhandlingers strukturer og at integrere kønsdimensionen i de relevante fora med henblik på at høre kvinders synspunkter og integrere spørgsmål om ligestilling i kollektive overenskomstforhandlinger; påpeger, at der uden tvivl er store muligheder for at fremme ligestilling på arbejdspladsen gennem dialog mellem arbejdsmarkedets parter og kollektive overenskomstforhandlinger;

o
o   o

16.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, arbejdsmarkedets parter i EU og de nationale parlamenter.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0005.
(2) Tværnationale virksomhedsaftaler: udnyttelse af potentialet i social dialog, arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 10.9.2012 (SWD(2012)0264, s. 2).


Situationen for uledsagede mindreårige i EU
PDF 189kWORD 38k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. september 2013 om situationen for uledsagede mindreårige i EU (2012/2263(INI))
P7_TA(2013)0387A7-0251/2013

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 3,

—  der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 67 og 79,

—  der henviser til bestemmelserne i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 24,

—  der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention og de tilhørende protokoller,

—  der henviser til EU-Domstolens og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser og retspraksis,

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. maj 2010 til Europa-Parlamentet om handlingsplan vedrørende uledsagede mindreårige (2010-2014) (COM(2010)0213),

—  der henviser til Kommissionens rapport af 28. september 2012 til Europa-Parlamentet og Rådet om midtvejsrapport om gennemførelsen af handlingsplanen vedrørende uledsagede mindreårige (COM(2012)0554),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. april 2010 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om handlingsplan om gennemførelse af Stockholmprogrammet (COM(2010)0171),

—  der henviser til sin beslutning af 25. november 2009 om Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i borgernes tjeneste – Stockholmprogrammet(1),

—  der henviser til EU's retningslinjer vedrørende vold mod kvinder og piger og bekæmpelse af alle former for diskrimination mod dem,

—  der henviser til Rådets konklusioner (retlige og indre anliggender) af 3. juni 2010 om uledsagede mindreårige, der blev vedtaget på det 3018. rådsmøde,

—  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA(2),

—  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU af 5. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor, og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/629/RIA(3) og til Kommissionens meddelelse om EU's strategi for bekæmpelse af menneskehandel 2012-2016,

—  der henviser til direktiverne på asylområdet, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse(4), og Rådets direktiv 2003/9/EF af 27. januar 2003 om fastlæggelse af minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne(5) samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold(6),

—  der henviser til Kommissionens reformforslag til instrumenterne i det fælles europæiske asylsystem, især ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fastlæggelse af standarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne (omarbejdning) (COM(2011)0320) og ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelsesstatus (omarbejdning) (COM(2011)0319) samt forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (omarbejdning) (COM(2008)0820),

—  der henviser til Rådets direktiv 2003/86/EF af 22. september 2003 om ret til familiesammenføring(7),

—  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 862/2007 af 11. juli 2007 om EF-statistikker over migration og international beskyttelse(8),

—  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 779/2007/EF af 20. juni 2007 om et særprogram for perioden 2007-2013 om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod børn, unge og kvinder og om beskyttelse af ofre og risikogrupper (Daphne III-programmet) som en del af det generelle program om grundlæggende rettigheder og retfærdighed(9),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet af 23. februar 2011 om evaluering af EU-tilbagetagelsesaftaler (COM(2011)0076),

—  der henviser til Europarådets bidrag, navnlig resolution 1810 (2011) fra Europarådets Parlamentariske Forsamling om problemer i forbindelse med uledsagede børns indrejse, ophold og tilbagesendelse i Europa, rekommandation fra Europarådets Ministerkomité til medlemsstaterne om livsprojekter for uledsagede mindreårige (CM/Rec(2007)9) og de tyve retningslinjer om tvangsmæssig tilbagesendelse fra Europarådets Ministerkomité (CM(2005)40),

—  der henviser til internationale instrumenter om børns rettigheder, navnlig FN-konventionen om barnets rettigheder, især artikel 3, og til de generelle bemærkninger fremsat af FN's konvention om barnets rettigheder, navnlig generel bemærkning nr. 6 (2008) om behandling af uledsagede børn og børn, der er adskilt fra deres familie, uden for deres oprindelsesland,

—  der henviser til notat fra FN's højkommissær for flygtninge af 1997 vedrørende de politikker og procedurer, der finder anvendelse over for uledsagede mindreårige asylansøgere,

—  der henviser til generel henstilling nr. 19 fra FN's komité for afskaffelse af diskrimination imod kvinder, der blev vedtaget i 1992,

—  der henviser til FN's Generalforsamlings erklæring fra december 1993 om afskaffelse af vold mod kvinder, som er det første internationale instrument om menneskerettigheder, der udelukkende omhandler vold imod kvinder,

—  der henviser til protokollen om forebyggelse, bekæmpelse og retsforfølgning af menneskehandel, særlig handel med kvinder og børn, til supplering af De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet,

—  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og udtalelse fra Udviklingsudvalget og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0251/2013),

A.  der henviser til, at der hvert år kommer tusindvis af tredjelandsstatsborgere eller statsløse under 18 år alene til EU, eller at de er alene efter deres ankomst;

B.  der henviser til, at de fortsatte konflikter i forskellige dele af verden og den fortsatte globale økonomiske krise har medført en voldsom stigning i antallet af uledsagede mindreårige;

C.  der henviser til, at der er adskillige årsager til, at børn ankommer uledsaget: krig, vold, krænkelse af deres grundlæggende rettigheder, ønsket om at blive genforenet med familiemedlemmer, naturkatastrofer, fattigdom, menneskehandel, udnyttelse osv.;

D.  der henviser til, at der bør rettes særlig opmærksomhed mod uledsagede børn, som er ofre for menneskehandel, da de har brug for særlig bistand og støtte som følge af deres særligt sårbare situation;

E.  der henviser til, at mange mindreårige kommer til EU, fordi de flygter fra tvangsægteskaber, og at EU bør gøre en større indsats for at bekæmpe dette fænomen;

F.  der henviser til, at disse mindreårige i sagens natur befinder sig i en ekstremt sårbar situation, og at det er nødvendigt at sikre, at deres grundlæggende rettigheder bliver overholdt;

G.  der henviser til, at Den Europæiske Union og medlemsstaterne i henhold til traktaten om Den Europæiske Union, EU's charter om grundlæggende rettigheder og FN's konvention om barnets rettigheder er forpligtet til at beskytte børns rettigheder;

H.  der henviser til, at Stockholmprogrammet har tillagt beskyttelsen af uledsagede mindreårige en høj prioritering;

I.  der henviser til, at uledsagede mindreårige bliver modtaget og taget hånd om på vidt forskellige måder i de forskellige lande, og at der ikke findes et tilsvarende og effektivt beskyttelsesniveau;

J.  der henviser til, at ligestilling mellem kvinder og mænd og lige beskyttelse af uledsagede indvandrerpiger og -drenges menneskerettigheder skal sikres, og at der skal rettes særlig opmærksomhed mod krænkelsen af pigers menneskerettigheder og tilvejebringelsen af tilstrækkelig støtte og relevant hjælp;

K.  der henviser til, at der er utallige tilfælde af børn, der forsvinder fra boliger og modtagelsescentre for asylsøgere;

Generelle anbefalinger

1.  erindrer om, at uledsagede mindreårige frem for alt er børn, der muligvis er i fare, og at barnets beskyttelse og ikke immigrationspolitikker skal være det ledende princip for medlemsstaterne og Den Europæiske Union, når de tager sig af de mindreårige, således at de overholder det væsentligste princip om barnets tarv; minder om, at enhver person under 18 år uden undtagelse skal anses som værende barn og dermed mindreårig; påpeger, at uledsagede mindreårige, navnlig piger, er dobbelt så vanskeligt stillet og møder dobbelt så mange problemer som andre mindreårige; bemærker, at de er endnu mere sårbare, idet de har samme behov som både andre mindreårige og andre flygtninge, med hvem de deler lignende oplevelser; understreger, at piger og kvinder er særlig sårbare over for krænkelser af deres rettigheder i hele migrationsprocessen, og at uledsagede piger er i en særlig risikogruppe, idet de ofte er det primære mål for seksuel udnyttelse, misbrug og vold; påpeger, at uledsagede mindreårige i EU ofte behandles af myndighederne som kriminelle, der har overtrådt indvandringslovgivningen, frem for som enkeltpersoner, der har rettigheder i kraft af deres alder og særlige omstændigheder;

2.  erindrer ligeledes om, at barnets tarv, som fastslået i retsforskrifter og retspraksis, skal komme i første række i alle handlinger, der involverer barnet, uanset om det gælder offentlige myndigheder eller private institutioner; opfordrer Kommissionen til at tilskynde til en korrekt gennemførelse af EU's lovgivningsmæssige bestemmelser om barnets tarv og til at foreslå strategiske retningslinjer på grundlag af bedste praksis, retspraksis og generel bemærkning nr. 6 (2005) fra FN's udvalg om barnets rettigheder om behandling af uledsagede børn og børn, der er adskilt fra deres familie, uden for deres oprindelsesland og til på grundlag af en række indicier og kriterier at vurdere, hvad der udgør barnets tarv; opfordrer Kommissionen til at gennemføre lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige foranstaltninger for at sikre tilstrækkelig beskyttelse af børn og uledsagede mindreårige, der især har til formål at forbedre metoderne til at finde varige løsninger;

3.  fordømmer kraftigt de mangler, der findes for så vidt angår beskyttelse af uledsagede mindreårige i EU, og kritiserer de ofte bedrøvelige modtagelsesvilkår, som disse mindreårige mødes med, og de utallige krænkelser af deres grundlæggende rettigheder i visse medlemsstater;

4.  understreger EU's og medlemsstaternes presserende behov for at finde en sammenhængende løsning på dette problem med at beskytte uledsagede mindreårige under fuld overholdelse af deres grundlæggende rettigheder; glæder sig over de medlemsstater, som har tiltrådt FN's valgfrie protokol til konventionen om barnets rettigheder om retlig beskyttelse af børn mod de værste former for udnyttelse;

5.  glæder sig over Kommissionens vedtagelse af en handlingsplan om uledsagede mindreårige 2010-2014; beklager dog, at Kommissionens tilgang ikke er baseret mere på beskyttelsen af disse mindreåriges grundlæggende rettigheder, og bemærker, at de eksisterende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, samt at en omfattende beskyttelse af uledsagede mindreårige forudsætter yderligere foranstaltninger; erindrer om, at én af målsætningerne for EU’s handlingsplan vedrørende uledsagede mindreårige var, at EU og medlemsstaterne skulle behandle de grundlæggende årsager til migration og integrere spørgsmålet om uledsagede mindreårige i udviklingssamarbejdet for at bidrage til at skabe trygge miljøer for børn, således at de kan vokse op i deres oprindelsesland; understreger, at der er behov for at videreudvikle den forebyggende dimension i EU’s politikker for uledsagede mindreårige ved i højere grad at fokusere på bestræbelserne i forhold til fattigdomsudryddelse, sundheds- og arbejdsmarkedspolitik, menneskerettigheder og demokratisering og genopbygning i kølvandet på konflikter; mener, at EU skal gå videre end den handlingsplan, som har Kommissionen foreslået, således at uledsagede mindreåriges grundlæggende rettigheder reelt bliver styrket; understreger navnlig behovet for at styrke værgens status i EU og partnerlandene og anser det for yderst vigtigt at udarbejde en overvågningsplan i samarbejde med oprindelseslandene og eventuelle transitlande med henblik på at sikre, at barnet beskyttes ordentligt, når det vender tilbage til og bliver reintegreret i oprindelseslandet;

6.  beklager de uensartede bestemmelser i EU om uledsagede mindreårige og opfordrer indtrængende Kommissionen til at udarbejde en manual, som samler disse forskellige retsgrundlag, og som er henvendt til medlemsstaterne og alle aktører, for at lette en korrekt gennemførelse fra medlemsstaternes side og styrke beskyttelsen af uledsagede mindreårige;

7.  beklager dybt mangelen på pålidelige officielle statistikker om uledsagede mindreårige; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at forbedre indsamlingen af statistikker om uledsagede mindreårige, herunder statistikker om alder og køn, for at forbedre sammenligneligheden af statistikindsamlingen i alle medlemsstaterne, fastlægge en samordnet metode til indsamling og deling af oplysninger i de enkelte medlemsstater – samtidig med at det sikres, at persondata beskyttes – ved hjælp af platforme, der samler alle aktører, som er involveret i spørgsmålet om uledsagede mindreårige, og en liste over nationale kontaktpunkter og bedre udnytte de redskaber, der allerede er til rådighed for at indsamle statistikker på EU-plan, såsom Eurostat, Frontex, Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO) og Det Europæiske Migrationsnetværk; understreger, at formålet med at indsamle sådanne oplysninger er at få en bedre forståelse af situationen, forbedre beskyttelsen af uledsagede mindreårige og bedre opfylde deres behov; opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (EIGE) samt internationale og ikkestatslige organisationer til at bestræbe sig yderligere på at indsamle, overvåge og udveksle nøjagtige kønsopdelte data for at få et udtømmende billede af antallet af uledsagede piger og være i stand til at undersøge denne gruppes specifikke behov med henblik på at yde dem støtte og gennemføre konkrete foranstaltninger for at opfylde disse behov og udveksle bedste praksis med det formål at foretage forbedringer;

8.  minder om, at EU og medlemsstaterne bør intensivere deres samarbejde med oprindelses- og transittredjelande vedrørende uledsagede mindreårige, respektere deres grundlæggende rettigheder og spørgsmål som f.eks. fastlæggelse af varige løsninger, opsporing af familier, overvåget tilbagesendelse og tilbagetagelse, når det er i barnets bedste i interesse, familiesammenføring og reintegration; opfordrer ligeledes til forbedret samarbejde med oprindelses- og transittredjelande om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel, navnlig handel med børn og udnyttelse af mindreårige, forebyggelse af ulovlig indvandring og andre former for vold mod kvinder som f.eks. tvangsægteskaber, bl.a. i forbindelse med de regelmæssige drøftelser mellem EU og disse stater og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten); opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at medtage børnebeskyttelse og spørgsmålet om uledsagede mindreårige i udviklings- og samarbejdspolitikker; understreger betydningen af en sammenhængende udvikling af EU's politikker om indvandring, asyl og børns rettigheder – for så vidt angår mindreårige både i EU og i tredjelande – under behørig hensyntagen til deres indvirkning på udviklingslandene; erindrer om forpligtelsen til politikkohærens i henhold til Lissabontraktaten; opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og tredjelande til at styrke offentlige oplysningskampagner i uledsagede mindreåriges oprindelses-, transit- og bestemmelseslande om de risici, der er forbundet med børnemigration, og især udnyttelse af mindreårige og organiseret kriminalitet; understreger, at undersøgelser med henblik på at få kendskab til den personlige og familiemæssige historie er meget vigtige for at finde frem til de mindreåriges baggrund og udarbejde en individuel plan med det formål at integrere dem i modtagerlandet eller reintegrere dem i oprindelseslandet;

9.  minder om, at bekæmpelse af menneskehandel er et nødvendigt og afgørende skridt, eftersom mindreårige, navnlig piger, især konfronteres med og er sårbare over for menneskehandel, kønsrelateret vold og udnyttelse, navnlig beskæftigelsesmæssig og seksuel udnyttelse og misbrug; fremhæver, at der skal fastlægges effektive mekanismer til forebyggelse, identificering, rapportering, henvisning, undersøgelse, behandling og opfølgning af tilfælde af menneskehandel og arbejdsmæssig og seksuel udnyttelse og misbrug, og at der også bør træffes foranstaltninger i tredjelande for at tackle de grundlæggende årsager til menneskehandel; opfordrer i denne henseende Kommissionen og medlemsstaterne til at udvise stor årvågenhed og effektivt at gennemføre direktiv 2011/36/EU om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor, direktiv 2011/93/EU om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi og direktiv 2012/29/EU om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse; opfordrer ligeledes medlemsstaterne og EU til at styrke politisamarbejdet og det retlige samarbejde og til at samarbejde med EU-koordinatoren for bekæmpelse af menneskehandel for at finde potentielle ofre, oplyse offentligheden og bekæmpe menneskehandel; glæder sig endelig over vedtagelsen af EU's strategi for bekæmpelse af menneskehandel (2012-2016), navnlig bestemmelserne vedrørende finansieringen af udarbejdelsen af retningslinjer om børnebeskyttelsesordninger og udveksling af bedste praksis; minder medlemsstaterne om artikel 11 i FN's konvention om barnets rettigheder, som opfordrer staterne til at træffe foranstaltninger for at bekæmpe børns ulovlige fjernelse; opfordrer medlemsstaterne til at samarbejde med tredjelande om at bekæmpe det voksende problem med børnesmugling; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at retsforfølge smuglere og idømme dem passende og modsvarende sanktioner, når det er muligt; er bekymret over situationen med mange uledsagede mindreårige, som lever i skjul i EU, og som er særlig sårbare over for udnyttelse og misbrug; opfordrer medlemsstaternes myndigheder og civilsamfundsorganisationer til at samarbejde og træffe alle fornødne foranstaltninger for at sikre deres beskyttelse og værdighed;

10.  beklager, at beskyttelse af børn er betydeligt og konsekvent underfinansieret i forhold til andre humanitære sektorer; opfordrer Kommissionen til at tage særlig hensyn til uledsagede mindreårige i forbindelse med den europæiske asyl- og migrationsfond for at give langsigtede garantier vedrørende beskyttelse af børn, herunder med hensyn til sektionerne vedrørende flygtninge, asylansøgere, de ydre grænser og tilbagesendelse, og i forbindelse med Den Europæiske Socialfond, navnlig med henblik på at støtte de mest berørte regioner; mener, at der især bør sikres tilstrækkelig langsigtet finansiering til programmer, som har til formål at sørge for identificering af uledsagede mindreårige, en passende modtagelse, beskyttelse, udpegning af værger, familieopsporing, genbosættelse, reintegration og uddannelse af grænsevagter og grænsemyndigheder;

Strategiske retningslinjer

11.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde strategiske retningslinjer for medlemsstaterne, som bør bygge på bedste praksis, udformes som fælles minimumsstandarder og behandle alle etaperne i proceduren, dvs. lige fra de mindreåriges indrejse på EU’s område til der findes en varig løsning for dem, således at deres beskyttelse sikres; opfordrer medlemsstaterne til at vedtage nationale strategier for uledsagede mindreårige på grundlag af disse strategiske retningslinjer og til at udpege et nationalt kontaktpunkt, der har ansvaret for at samordne gennemførelsen af disse foranstaltninger og handlinger; opfordrer Kommissionen til at overvåge situationen og de foranstaltninger, der er truffet i medlemsstaterne, i samarbejde med den nuværende ekspertgruppe og til at forelægge Parlamentet og Rådet en årlig rapport;

12.  minder om, at intet barn må nægtes adgang til EU's område, og fastholder, at medlemsstaterne skal overholde de internationale og europæiske forpligtelser, som finder anvendelse, når et barn er under deres myndighed uden vilkårlige restriktioner; minder ligeledes om, at intet barn må sendes tilbage som følge af en summarisk procedure ved en medlemsstats grænse;

13.  opfordrer medlemsstaterne til nøje at overholde den grundlæggende forpligtelse til aldrig og under ingen omstændigheder at fængsle mindreårige; beklager, at det ændrede forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fastlæggelse af standarder for modtagelse af asylansøgere ikke forbyder frihedsberøvelse af uledsagede mindreårige asylsøgere, og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at respektere det benchmark, der er fastlagt i direktivet, vedrørende særlige omstændigheder; opfordrer Kommissionen til at udvise stor forsigtighed i forbindelse med anvendelsen af bestemmelserne i EU-lovgivningen om tilbageholdelse af mindreårige på baggrund af den relevante retspraksis; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at anbringe mindreårige i særlige hjem for børn under hensyntagen til deres alder og køn;

14.  vurderer, at det er den enkelte medlemsstats ansvar at identificere de uledsagede mindreårige; opfordrer medlemsstaterne til umiddelbart efter de mindreåriges ankomst at henvise dem til specialiserede tjenester såsom sociale og uddannelsesmæssige tjenester, som på den ene side skal vurdere hver enkelt mindreåriges individuelle forhold og særlige beskyttelsesbehov, navnlig de mindreåriges nationalitet, uddannelse, etniske, kulturelle og sproglige baggrund og sårbarhedsgrad, og på den anden side omgående give dem alle nødvendige oplysninger på et sprog og i en form, de forstår, og hvis det er nødvendigt gennem tolke, om deres rettigheder, beskyttelse, juridiske og bistandsmæssige muligheder og procedurer og konsekvenserne heraf; opfordrer medlemsstaterne til at udveksle bedste praksis om børnevenlige værktøjer for at give børnene en klar ide om de relevante procedurer og deres rettigheder; opfordrer i denne forbindelse medlemsstaterne til at være særlig opmærksomme og sørge for særlige ordninger med hensyn til identificering, modtagelse og beskyttelse af uledsagede mindreårige med særlige beskyttelsesbehov, navnlig uledsagede mindreårige, der er ofre for menneskehandel, og yde dem den nødvendige bistand og beskyttelse i henhold til direktiv 2011/36/EU;

15.  beklager de uhensigtsmæssige og påtrængende lægevidenskabelige teknikker, der anvendes med henblik på aldersbestemmelse i visse medlemsstater, og som kan forårsage traumer, og at visse metoder, der er baseret på knoglemodenhed eller tandmineralisering, er kontroversielle og forbundet med store fejlmarginer; opfordrer Kommissionen til i de strategiske retningslinjer at medtage fælles standarder på grundlag af bedste praksis om aldersbestemmelsesmetoden, som bør bestå af en flerdimensionel og tværfaglig vurdering, gennemføres på en videnskabelig, sikker, børnetilpasset, kønsspecifik og rimelig måde under særlig hensyntagen til piger og udføres af uafhængige kvalificerede aktører og eksperter; minder om, at aldersbestemmelse skal gennemføres under behørig hensyntagen til barnets rettigheder og fysiske integritet og den menneskelige værdighed, og at tvivlen altid skal komme mindreårige til gode; minder ligeledes om, at lægeundersøgelser udelukkende bør gennemføres, når alle andre aldersbestemmelsesmetoder er blevet udtømt, og at det bør være muligt at kunne klage over resultaterne af denne bedømmelse; glæder sig over det arbejde, der udføres af EASO i denne henseende, og som bør gøres almindeligt udbredt i forbindelse med behandling af alle mindreårige;

16.  kræver, at medlemsstaterne udpeger en person, som, lige fra de mindreåriges indrejse på området til der findes en varig løsning, har ansvaret for at ledsage, bistå og repræsentere de mindreårige i alle procedurer og for at give de mindreårige mulighed for at nyde alle deres rettigheder i alle procedurer, og opfordrer til, at mindreårige omgående oplyses om udpegelsen af den person, der har ansvaret for dem; opfordrer endvidere til, at denne person skal have en særlig uddannelse inden for de udfordringer, som uledsagede mindreårige står over for, børnebeskyttelse og barnets rettigheder og asyllovgivning og migrationslovgivning og skal handle med fuldstændig uafhængighed; mener, at disse personer bør modtage fortsat og tilstrækkelig uddannelse og kontrolleres regelmæssigt og uafhængigt; anmoder Kommissionen om i de strategiske retningslinjer at medtage fælles standarder, der er baseret på bedste praksis, vedrørende disse personers beføjelser, funktioner, kvalifikationer, kompetencer og uddannelse;

17.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at embedsmænd og personale, der arbejder for myndighederne, og som sandsynligvis vil få kontakt med uledsagede mindreårige, herunder mindreårige, der er ofre for menneskehandel, er kvalificerede og uddannet i overensstemmelse hermed, således at de kan identificere og på passende vis behandle sådanne sager, og opfordrer endvidere til at give dem en tilstrækkelig uddannelse med hensyn til uledsagede mindreåriges særlige behov og barnets rettigheder, børns adfærd og psykologi og asyl- og migrationslovgivningen; opfordrer medlemsstaterne til at indføre obligatorisk kønsspecifik uddannelse af personale, der modtager uledsagede mindreårige på krisecentre, samt af interviewere, beslutningstagere og retlige repræsentanter for uledsagede mindreårige, og til at sikre, at politiet og de retlige myndigheder i medlemsstaterne regelmæssigt gennemgår kønsspecifik uddannelse; understreger, at den person, som er ansvarlig for de mindreårige, bør informere og rådgive dem, men at personen udelukkende kan supplere den juridiske bistand og ikke erstatte den; påpeger, at det uanset de mindreåriges nationalitet, og uanset om denne nationalitet er blevet anerkendt eller ej, påhviler den medlemsstat, hvor de mindreårige opholder sig, at fungere som børnenes værge og sikre, at de har den bedst mulige beskyttelse;

18.  opfordrer medlemsstaterne til med henblik på at sikre konsekvens og ensartede standarder i beskyttelsen af uledsagede mindreårige i EU at yde uledsagede mindreårige tilstrækkelig beskyttelse uanset deres status og på samme vilkår som børn, der er statsborgere i modtagerlandet:

   adgang til passende indkvartering: indkvarteringen bør altid være indbefattet passende hygiejniske forhold, indkvartering på et "center" bør aldrig være på et lukket center, og den pågældende institution bør i de første dage være specialiseret i modtagelsen af uledsagede mindreårige, denne første fase bør altid efterfølges af en mere stabil indkvartering, uledsagede mindreårige bør altid være adskilte fra voksne, centret bør opfylde de mindreåriges behov og have hensigtsmæssige faciliteter, og indkvartering hos modtagefamilier og ”bofællesskaber” og deling af indkvartering med beslægtede eller tætte mindreårige bør tilskyndes, når det er hensigtsmæssigt og ønsket af de mindreårige
   passende materiel og juridisk og psykologisk bistand skal være til rådighed for dem, lige fra det øjeblik de identificeres som uledsagede mindreårige
   retten til uddannelse, erhvervsuddannelse og socialpædagogisk rådgivning og omgående adgang hertil, muligheden for at gå i skole i værtslandet bør omgående sikres, uledsagede mindreårige bør så vidt muligt gives reel adgang til sprogkurser i værtslandets relevante sprog, umiddelbart efter de er rejst ind på en medlemsstats område, og medlemsstaterne bør lette anerkendelsen af børns tidligere studier for at give dem adgang til yderligere studier i Europa
   retten til sundhed og reel adgang til passende basale sundhedsydelser, medlemsstaterne bør desuden sørge for passende læge- og psykologhjælp til mindreårige, der har været ofre for tortur, seksuel misbrug eller andre former for vold, og medlemsstaterne bør ligeledes sørge for særlig behandling, når der er behov herfor (dvs. adgang til rehabiliteringstjenester), til mindreårige, der har været ofre for enhver form for misbrug, udnyttelse eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling, eller som har været berørt af væbnede konflikter
   adgang til oplysninger og anvendelse af medier (radio, tv og internet) for at opfylde deres kommunikationsbehov
   retten til fritidsaktiviteter, herunder retten til at lege og deltage i fritidsaktiviteter
   alle uledsagede mindreåriges ret til fortsat at anvende og udvikle deres egen identitet og værdier, herunder deres modersmål
   retten til at give udtryk for og udøve deres religion;

19.  minder om, at alle procedurer skal tilpasses mindreårige under behørig hensyntagen til deres alder, modenhed og forståelsesgrad og tage højde for børns behov i overensstemmelse med Europarådets retningslinjer om en børnevenlig retspleje, og glæder sig over Kommissionens bestræbelser på at fremme disse retningslinjer; mener, at der bør lyttes til og tages hensyn til de mindreåriges synspunkter under alle procedurernes etaper i samarbejde med kvalificerede og uddannede personer såsom psykologer, socialrådgivere og kulturmæglere;

20.  glæder sig over de fremskridt, der er gjort på asyllovgivningsområdet, og opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre de fornødne lovgivningsmæssige og administrative reformer til en effektiv gennemførelse af sådanne bestemmelser; minder imidlertid om, at EU's asylpolitikker først og fremmest skal behandle uledsagede mindreårige som børn, og opfordrer følgelig indtrængende medlemsstaterne til så vidt muligt at lade uledsagede mindreårige være undtaget fra hasteprocedurer og grænseprocedurer; erindrer desuden om, at den medlemsstat, der er ansvarlig for en asylansøgning, som er indgivet i mere end én medlemsstat af en uledsaget mindreårig uden et familiemedlem, som opholder sig lovligt på en medlemsstats område, er den stat, hvor den mindreårige er til stede efter at have indgivet en ansøgning, og opfordrer medlemsstaterne til at følge EU-Domstolens retspraksis; understreger, at det på grund af de uledsagede mindreåriges særlige behov er helt afgørende, at behandlingen af deres asylansøgninger prioriteres, således at der kan træffes en fair afgørelse så hurtigt som muligt; opfordrer medlemsstaterne til at udvikle deres asylsystemer med henblik på at etablere en harmoniseret og børnetilpasset institutionel ramme, som tager hensyn til uledsagede mindreåriges særlige behov og forskellige vanskeligheder, navnlig mindreårige, der har været ofre for menneskehandel;

21.  understreger, at enhver beslutning om uledsagede mindreårige bør træffes på baggrund af en individuel vurdering og under behørig hensyntagen til barnets tarv;

22.  fordømmer de meget usikre situationer, som disse mindreårige pludselig står over for, når de når voksenalderen; opfordrer medlemsstaterne til at udveksle bedste praksis og fastlægge mekanismer, der skal bistå mindreårige i forbindelse med deres overgang til myndighedsalderen; glæder sig over Europarådets arbejde på dette område og anmoder Kommissionen om i sine strategiske retningslinjer at medtage bedste praksis for udformningen af "individuelle livsprojekter", der udarbejdes for og i samarbejde med de mindreårige;

23.  opfordrer medlemsstaterne til at definere ansvarsområderne for hver partner, især nationale og lokale myndigheder, velfærdstjenester, ungdomsarbejdere, familier og juridiske repræsentanter, i forbindelse med gennemførelse af og tilsyn med livsprojekter og koordineringen heraf;

24.  understreger kraftigt, at det endelige mål lige fra de uledsagede mindreåriges indrejse på EU’s område skal være at finde en varig løsning for dem, og at denne løsning skal tage hensyn til barnets tarv; minder om, at bestræbelserne på at finde denne løsning altid skal begynde med en undersøgelse af mulighederne for familiesammenføring i og uden for EU, forudsat at dette er i barnets bedste interesse; understreger, at den mindreårige principielt kan anmodes om at hjælpe til ved eftersøgningen efter familiemedlemmer, men at der ikke må foreligge nogen pligt til at samarbejde, som kan afgøre behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse; minder om, at der er tilfælde, hvor de mindreåriges eller deres familiemedlemmers liv er i fare, navnlig hvis disse er blevet tilbage i oprindelseslandet, og i de tilfælde skal indsamling, behandling og videregivelse af informationer vedrørende disse personer foregå i fortrolighed, så de berørtes liv ikke bringes i fare; opfordrer medlemsstaterne og alle deres kompetente myndigheder til at forbedre samarbejdet, navnlig ved at fjerne alle bureaukratiske hindringer for opsporing af familie og/eller familiesammenføring og udveksle bedste praksis; anmoder Kommissionen om at overvåge gennemførelsen af direktiv 2003/86/EF om ret til familiesammenføring, navnlig artikel 10, stk. 3;

25.  opfordrer Kommissionen til i de strategiske retningslinjer at medtage fælles standarder, der er baseret på bedste praksis, om betingelser, som skal opfyldes, før en mindreårig kan sendes tilbage, på en konsekvent måde og under hensyntagen til barnets tarv og på grundlag af den sammenlignende undersøgelse om praksis inden for området tilbagesendelse af mindreårige, som Kommissionen offentliggjorde i 2011, og som omfattede en kontrolliste og en samling af bedste praksis; minder på det kraftigste om, at der ikke må træffes afgørelse om tilbagesendelse af en mindreårig, hvis det ikke er i barnets bedste interesse, eller hvis tilbagesendelsen er forbundet med farer for de mindreåriges eller deres familiers liv, fysiske og psykiske sundhed og trivsel, sikkerhed eller grundlæggende rettigheder, og at der skal tages hensyn til og foretages en fuld evaluering af hver enkelt mindreåriges (og i tilfælde af familiesammenføring deres familiemedlemmers) særlige forhold; minder om, at der kun må træffes afgørelse om tilbagesendelse, når det er blevet fastlagt, at de mindreårige i tilbagesendelseslandet vil få gavn af sikre, konkrete og tilpassede bestemmelser, der respekterer deres rettigheder, og som er forbundet med reintegrationsforanstaltninger i tilbagesendelseslandet; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at fastlægge samarbejds- og kontrolordninger med oprindelses- og transitlande og i samarbejde med ikkestatslige, lokale og internationale organisationer med henblik på at sikre barnets sikre tilbagesendelse og sikre beskyttelsen og reintegrationen af mindreårige efter deres tilbagesendelse; bemærker, at sådanne ordninger er et element af afgørende betydning i forbindelse med tilbagesendelse; anmoder Kommissionen om i forbindelse med evalueringen af direktiv 2008/115/EF at fastholde dets indvirkning på uledsagede mindreårige, navnlig artikel 10, artikel 14, stk. 1, litra c), og artikel 17; opfordrer EU til at forpligte sig til at forbedre sine bestræbelser på at standse de potentielle drivkræfter bag migration, herunder tidlige ægteskaber og tvangsægteskaber, skadelig traditionel praksis som f.eks. kvindelig kønslemlæstelse og seksuel vold i hele verden;

26.  understreger, at integration af uledsagede mindreårige i modtagerlandet skal opbygges omkring et individuelt livsprojekt, der er udarbejdet for og i samarbejde med de mindreårige med fuld respekt for deres etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund;

27.  opfordrer medlemsstaterne til at pålægge offentlige myndigheder en forpligtelse til at reagere, hvis uledsagede mindreårige er ofre for tiggeri; mener, at udnyttelsen af mindreårige i forbindelse med tiggeri bør forhindres for enhver pris;

o
o   o

28.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Europarådet.

(1) EUT C 285 E af 21.10.2010, s. 12.
(2) EUT L 315 af 14.11.2012, s. 57.
(3) EUT L 101 af 15.4.2011, s. 1.
(4) EUT L 337 af 20.12.2011, s. 9.
(5) EUT L 31 af 6.2.2003, s. 18.
(6) EUT L 348 af 24.12.2008, s. 98.
(7) EUT L 251 af 3.10.2003, s. 12.
(8) EUT L 199 af 31.7.2007, s. 23.
(9) EUT L 173 af 3.7.2007, s. 19.


Situationen i Den Demokratiske Republik Congo
PDF 29kWORD 28k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. september 2013 om situationen i Den Demokratiske Republik Congo (2013/2822(RSP))
P7_TA(2013)0388RC-B7-0390/2013

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til sine tidligere beslutninger,

—  der henviser til erklæringerne fra Unionens højtstående repræsentant, Catherine Ashton, af henholdsvis 30. august 2013 om situationen i Nordkivu og 7. juni 2012 og 10. juli 2012 om situationen i det østlige Congo,

—  der henviser til beslutning fra Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU om den ustabile og usikre situation i De Store Søers Område, navnlig i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo, vedtaget på forsamlingens møde i Paramaribo (Surinam) den 27.-29. november 2012,

—  der henviser til Rådets konklusioner af 22. juli 2013 om De Store Søers Område og af 10. december 2012, 19. november 2012 og 25. juni 2012 om situationen i det østlige DRC,

—  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolutioner: 2053 (2012) om situationen i Den Demokratiske Republik Congo, 1925 (2010) og 1856 (2008), der præciserer mandatet for FN-missionen i Den Demokratiske Republik Congo (Monusco), og 2098 (2013), der fornyer Monusco's mandat,

—  der henviser til rapporten fra FN-generalsekretær af 28. juni 2013 om FN's stabiliseringsmission i Den Demokratiske Republik Congo,

—  der henviser til erklæringen af 25. juli 2013 fra formanden for FN's Sikkerhedsråd om situationen i De Store Søers Område,

—  der henviser til den afgørelse, som Freds-og Sikkerhedsrådet i Den Afrikanske Union (AU) traf om situationen i De Store Søers Område, især i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo (DRC), på sit 393. møde den 28. august 2013,

—  der henviser til erklæringerne fra stats- og regeringscheferne fra medlemslandene i den internationale konference om De Store Søers Område (ICGRL) af henholdsvis 6. august 2013 og 24. november 2012 om sikkerhedssituationen i DRC,

—  der henviser til den resolution om situationen i DRC, som Den Internationale Organisation af Frankofone Lande (OIF) vedtog på det 14. topmøde for frankofone lande den 13.-14. oktober 2012,

—  der henviser til Cotonou-partnerskabsaftalen, der blev undertegnet i juni 2000,

—  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolutioner 1325 (2000), 1820 (2008), 1888 (2009) og 1960 (2010) om kvinder, fred og sikkerhed,

—  der henviser til artikel 3 i Genève-konventionen fra 1949 og protokol II hertil, som forbyder summariske henrettelser, voldtægt, tvangsrekruttering og andre grusomheder,

—  der henviser til den internationale konvention om barnets rettigheder af 20. november 1989, som især forbyder inddragelse af børn i væbnede konflikter,

—  der henviser til den fakultative protokol til den internationale konvention om barnets rettigheder om inddragelse af børn i væbnede konflikter, som er blevet ratificeret af landene i De Store Søers Område,

—  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948 og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966,

—  der henviser til det afrikanske charter om menneskerettigheder og befolkningers rettigheder, som blev ratificeret af DRC i 1982,

—  der henviser til artikel 122, stk. 5, og artikel 110, stk. 4, i sin forretningsorden,

A.  der henviser til, at volden i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo siden sidste juli, hvor fjendtlighederne mellem M23 og regeringstropperne blev genoptaget, har været stadig eskalerende, hvilket har resulteret i tab af tusinder af liv og utallige kvæstelser, herunder angreb på civile og fredsbevarende styrker fra FN; der henviser til, at den humanitære situation fortsat er kritisk;

B.  der henviser til, at Kivu-regionen på grund af den fortsatte væbnede konflikt har været udsat for grusomheder og vold, herunder plyndringer, seksuel og kønsbaseret vold, bortførelser og tvangsrekruttering af børn til væbnede grupper samt menneskerettighedskrænkelser, der fortsat er en svøbe, som underminerer de bestræbelser, FN's Sikkerhedsråd og regionale organer gør for at sætte en stopper for konflikten;

C.  der henviser til, at en FN-fredsmægler blev dræbt og 10 andre såret den 28. august 2013 under et angreb på M23-oprørsgruppen i Kibati-højderne i Nordkivu, hvor Monusco bistod den congolesiske hær (FARDC) med at beskytte de civilt befolkede områder i Goma;

D.  der henviser til, at mere end 2,7 millioner internt fordrevne er blevet tvunget til at flygte fra deres hjem, herunder mere end 1 million alene i 2012, og at mere end 440 000 congolesiske flygtninge er flygtet til andre afrikanske lande, medens omkring 6,4 millioner mennesker, der har brug for mad og nødhjælp, nu blot overlever under prekære forhold som følge af de tilbagevendende kampe og krænkelser af såvel deres menneskerettigheder som den humanitære folkeret i det østlige DRC;

E.  der henviser til, at DRC's manglende retsforfølgning af de ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser og krigsforbrydelser fremmer klimaet af straffrihed og opmuntrer til begåelse af nye forbrydelser;

F.  der henviser til forhandlingerne mellem oprørsgrupperne og den congolesiske stat har været afbrudt siden maj 2013; der erindrer om, at de M23-oprørere, som blev integreret i hæren efter en fredsaftale i 2000, deserterede i april 2012, og at M23 udgør en af den snes væbnede grupper, der kæmper i denne ressourcerige region;

G.  der henviser til, at det 7. topmøde i ICGLR blev indledt den 5. september 2013, og at konferencen har opfordret til en genåbning og hurtig gennemførelse af fredsforhandlingerne;

H.  der henviser til FN's Sikkerhedsråd ved resolution 2098 (2013) af 28. marts 2013 forlængede Monusco's mandat indtil den 31. marts 2014 og, som en undtagelsesforanstaltning, oprettede en særlig "indsatsbrigade" inden for operationens eksisterende styrke på 19 815 mand;

I.  der henviser til, at ICGLR's medlemslande i 2012 iværksatte en fælles kontrolmekanisme (JVM), der har til formål at overvåge troppebevægelser i den østlige DRC og implementere den planlagte neutrale internationale styrke;

J.  der henviser til, at FN's ekspertgruppe har offentliggjort beviser, der knytter Rwanda til oprørerne, og at USA har opfordret Kigali at ophøre med denne støtte; der henviser til, at Rwanda gentagne gange har benægtet enhver tilknytning til M23;

K.  der henviser til, at seksuel vold og den mere udbredte anvendelse af voldtægt som krigsvåben har voldsomme konsekvenser, herunder den fysiske og psykiske nedbrydning af ofrene, og skal betragtes som krigsforbrydelser; der henviser til, at de nationale myndigheder og det internationale samfund primært har fokuseret på at styrke retssystemet, især på den militære side, og på at fremme indledningen af retslige undersøgelser af og retsforfølgning for seksuel vold, der henviser til, at selv om der har været afholdt retssager, er de afsagte domme ofte ikke blevet fuldbyrdet, ligesom de domfældte i mange tilfælde har været i stand til at flygte, og der er kun gjort lidt for at sikre ofrene erstatning;

L.  der henviser til, at det er nødvendigt at håndtere konsekvenserne af konflikten, især gennem demilitarisering, gennemgang af regeringsførelsen på lokalt plan, demobilisering og reintegration af tidligere kombattanter, repatriering af flygtninge, genbosættelse af internt fordrevne, og implementering af bæredygtige udviklingsprogrammer;

M.  der henviser til, at EU bidrager til genoprettelsen af retsvæsen og sikkerhedsstyrker (politi og hær) og forsøger at gøre disse sektorer velfungerende ved hjælp af finansiel og teknisk bistand og ved at oplære personellet inden for rammerne af EUSEC RD- og EUPOL RD‑missionerne;

N.  der henviser til, at problemet med ulovlig udnyttelse af landets naturressourcer, hvoraf nogle finder vej til andre lande, er en af de faktorer, der giver næring til og forværrer konflikten i DRC, og er en stadig kilde til usikkerhed for regionen som helhed;

O.  der henviser til, at stigende arbejdsløshed, den sociale krise, fødevarekrisen, mangelen på basale serviceydelser, forarmelsen af befolkningen og miljøforringelsen i DRC også er en del af årsagen til ustabiliteten i landet og De Store Søers Område;

P.  der henviser til, at der i de seneste måneder ikke er gjort noget fremskridt med hensyn til udkastet til lov om beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere, medens undertrykkelsen af menneskerettighedsaktivister og journalister i DRC er øget, idet de er blevet udsat for vilkårlige anholdelser og intimideringsforsøg; der henviser til, at der ikke er taget noget skridt til at bringe de ansvarlige for en domstol;

Q.  der henviser til, at forsvarsadvokaterne Peter Ngomo Milambo, Emmanuel Ilunga Kabengele og Regine Sesepe er blevet udsat for trusler på baggrund af genoptagelsen den 9. april 2013 af appelsagen ved den øverste militære domstol vedrørende mordet i juni 2010 på Floribert Chebeya, administrerende direktør for Voice of the Voiceless (VSV) og medlem af generalforsamlingen for Verdensorganisationen mod Tortur (OMCT) og Fidèle Bazana, medlem af VSV;

R.  der henviser til, at Godfrey Mutombo, medlem af den ikke-statslige organisation Libertas, den 7. august 2013 i landsbyen Kawakolo i Pweto-territoriet i Katanga-provinsen blev brutalt myrdet af medlemmer af oprørsgrupper, som har terroriseret visse landsbyer i den nordlige del af provinsen siden 2011;

1.  udtrykker sin stærke foruroligelse over den seneste optrapning af volden i det østlige DRC, der har alvorlige politiske, økonomiske, sociale, humanitære og sikkerhedsmæssige konsekvenser i DRC og i hele regionen, som i forvejen er sårbar og ustabil;

2.  fordømmer på det kraftigste det seneste udbrud af vold i det østlige DRC, især de vilkårlige granatbeskydninger, som M23 og andre væbnede grupper, navnlig De Demokratiske Styrker til Befrielse af Rwanda (FDLR), har gjort sig skyld i, og som har forvoldt dødsfald, personskader og materielle skader i civilbefolkningen; fordømmer de målrettede angreb, som oprørerne har rettet mod Monusco, og som har dræbt flere, herunder en tanzanisk fredsbevarende soldat, og såret adskillige andre; opfordrer indtrængende alle berørte parter til at sikre adgangen for og beskyttelsen af de humanitære organisationer, som kommer den nødlidende civilbefolkning til hjælp;

3.  kræver et omgående stop for alle menneskerettighedskrænkelser, herunder den alarmerende og udbredte seksuelle og kønsbaserede vold (FN's Sikkerhedsråds resolution 1820 (2008) af 19. juni 2008) og den ulykkelige rekruttering og brug af børn i væbnede styrker; udtrykker sin solidaritet med DRC's krigsramte befolkning;

4.  opfordrer kraftigt alle relevante myndigheder til straks at tage skridt til at gennemføre en uvildig og tilbundsgående undersøgelse alle tidligere og nuværende sager om krænkelser af menneskerettighederne og til at samarbejde fuldt ud med Den Internationale Straffedomstol; kræver, at der tages skridt til at sikre, at gerningsmændene til krænkelser af menneskerettigheder, krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden, seksuel vold mod kvinder og rekruttering af børnesoldater bliver anmeldt, identificeret, retsforfulgt og straffet i henhold til national og international strafferet;

5.  fordømmer på det kraftigste alle former for ekstern støtte til M23-gruppen og andre undergravende kræfter i DRC og kræver et omgående og permanent ophør af en sådan støtte;

6.  støtter missionen for Monusco's indsatsbrigade, som går ud på at iværksætte en offensiv mod de væbnede grupper, herunder M23, og roser de aktive skridt, Monusco har taget for at gennemføre sit mandat, herunder navnlig beskyttelsen af civile, og opfordrer til fortsættelse af disse bestræbelser; opfordrer navnlig FN's Sikkerhedsråd til at træffe alle nødvendige foranstaltninger i overensstemmelse med sin resolution 2098 (2013) til at beskytte civile i det østlige DRC;

7.  opfordrer til en grundig undersøgelse ved Den Udvidede Fælles Kontrolmekanisme (EJVM) af oprindelsen til de mortergranater og bomber, som er affyret fra DRC's territorium ind i nabolandet Rwanda; opfordrer til større gennemsigtighed og regelmæssighed i forbindelse med EJVM's rapporter;

8.  understreger, at enhver direkte intervention fra DRC's nabolande kun kan forværre situationen; opfordrer alle regionale aktører til at udvise størst mulig tilbageholdenhed og afstå fra enhver handling eller udtalelse, der kan føre til en yderligere forværring af situationen; opfordrer nabolandene at sikre fuld respekt for DRC's suverænitet og territoriale integritet;

9.  påskønner de bestræbelser, som ICGRL's, AU's og FN's medlemslande via deres skridt og initiativer har gjort med henblik på at nå frem til en varig og fredelig politisk løsning på krisen; opfordrer til overholdelse af alle de bestemmelser, der er indeholdt i rammeaftalen om fred, sikkerhed og samarbejde;

10.  opfordrer landene i De Store Søers Område til, navnlig i lyset af de tilsagn, der blev givet i februar 2013 som led i Addis Abeba-aftalerne, til sammen at engagere sig i indsatsen for fremme af fred, stabilitet og sikkerhed med henblik på at styrke den regionale økonomiske udvikling, med særlig vægt på forsoning, respekt for menneskerettighederne, bekæmpelse af straffrihed, etablering af et upartisk retssystem og en højere grad af ansvarlighed i regeringsførelsen;

11.  glæder sig over forhandlingerne om fred i regionen afholdt den 5. september 2013 i Kampala under ledelse af formanden for ICGLR, Ugandas præsident Yoweri Museveni, opfordrer alle aktører til at deltage og appellerer til de congolesiske myndigheder om at støtte dialogen mellem landets befolkningsgrupper, navnlig dem, der er berørt af konflikten;

12.  opfordrer AU og landene i De Store Søers Område til at tage yderligere skridt til at bekæmpe den ulovlige udnyttelse af og handel med naturressourcer, da dette er en af årsagerne til den store udbredelse af og ulovlige handel med våben, som for sin del er en af de hovedfaktorer, der giver næring til og forværrer konflikterne i De Store Søers Område;

13.  opfordrer det internationale samfund herunder EU, AU og FN, til fortsat at gøre alt, hvad der står i deres magt, for at yde en mere samordnet og effektiv bistand til befolkningen i det østlige DRC og bidrage til indsatsen for at afhjælpe den humanitære katastrofe;

14.  glæder sig over, at Kommissionen har mobiliseret yderligere 10 mio. EUR til levering af den stærkt tiltrængte nødhjælp til 2,5 millioner mennesker i DRC, hvorved EU's nødhjælp til DRC og De Store Søers Område i 2013 kommer op på 71 mio. EUR, hvilket gør EU til landets største humanitære donor;

15.  kræver, at DRC's regering tilendebringer reformerne i sikkerhedssektoren, og opfordrer til, at der gøres bestræbelser både nationalt og internationalt for at øge statens autoritet og retsstatsforholdene i DRC, navnlig på områderne regeringsførelse og sikkerhed, herunder i tæt samarbejde med EU's militære bistandsmission (EUSEC) og politimission (EUPOL), der bør fortsættes med henblik på at konsolidere fred og sikkerhed både i landet og i De Store Søers Område;

16.  opfordrer parlamentet, senatet og DRC's præsident, Joseph Kabila, til at gennemføre alle nødvendige foranstaltninger for at konsolidere demokratiet og sikre reel deltagelse af alle politiske kræfter, der den congolesiske nations vilje i styringen af landet, på grundlag af forfatnings- og lovbaserede regler samt frie og retfærdige valg; understreger nødvendigheden af at tage hensyn til henstillingerne fra EU's valgobservationsmission i 2011 og implementere de reformer, der er afgørende for videreførelsen af valgprocessen, herunder garantier for afholdelse af lokale valg;

17.  opfordrer de congolesiske myndigheder til at garantere for menneskerettighedsforkæmperes fysiske og psykiske integritet under alle forhold og til at foretage en hurtig, grundig, upartisk og gennemsigtig undersøgelse for at identificere alle gerningsmænd til de trusler, overfald og mord, som flere af disse forkæmpere har været offer for;

18.  understreger betydningen af at vedtage de længe ventede love, herunder loven om beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere og loven om overensstemmelse mellem national lovgivning og Romstatutten;

19.  henstiller, at FN Menneskerettighedsråd på sin 24. samling vedtager en stærk resolution om genindførelse af en form for overvågningsmekanisme vedrørende menneskerettighedssituationen i DRC, og anmoder FN's højkommissær for menneskerettigheder om at fremlægge en rapport om menneskerettighedssituationen i DRC;

20.  opfordrer indtrængende de congolesiske myndigheder til at sikre en effektiv oprettelse af en blandet særdomstol, der skal bidrage til at bekæmpe straffrihed og dømme gerningsmændene til alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret i DRC, herunder seksuel vold mod kvinder;

21.  mener, at en gennemsigtig adgang til og kontrol over naturressourcerne i DRC og en retfærdig omfordeling af ressourcerne over statsbudgettet er en forudsætning for en holdbar udvikling af landet; opfordrer derfor AU og landene i De Store Søers Område til at træffe yderligere foranstaltninger til at bekæmpe ulovlig udnyttelse af og handel med naturressourcer og opfordrer EU og hele det internationale samfund til at intensivere deres samarbejde med DRC på dette område;

22.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Kommissionens næstformand/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Den Afrikanske Union, regeringerne i landene i De Store Søers Område, til præsidenten, premierministeren og parlamentet i Den Demokratiske Republik Congo, til FN's generalsekretær, FN's særlige repræsentant for seksuel vold i væbnede konflikter, FN's Sikkerhedsråd og FN's Menneskerettighedsråd samt Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU.


Situationen i Den Centralafrikanske Republik
PDF 204kWORD 26k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. september 2013 om Den Centralafrikanske Republik (2013/2823(RSP))
P7_TA(2013)0389RC-B7-0399/2013

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til den aftale, der den 11. januar 2013 blev indgået i Libreville (Gabon) om løsning af den politisk-militære krise i Den Centralafrikanske Republik, som blev undertegnet under ledelse af stats- og regeringscheferne i Det Økonomiske Fællesskab af Centralafrikanske Stater (ECCAS), og som fastsætter betingelserne for en afslutning af krisen i Den Centralafrikanske Republik,

—  der henviser til rapporten af 14. august 2013 fra FN’s generalsekretær om situationen i Den Centralafrikanske Republik og rapporterne fra chefen for FN's integrerede kontor for fredsskabelse i Den Centralafrikanske Republik (Binuca), vicegeneralsekretæren for humanitære anliggender og vicegeneralsekretæren for menneskerettigheder,

—  der henviser til FN’s Sikkerhedsråds resolution 2088 (2013) af 24. januar 2013 og til Sikkerhedsrådets erklæringer om Den Centralafrikanske Republik og anmoder Sikkerhedsrådet om at støtte den nye afrikanskledede operation,

—  der henviser til afgørelsen af 19. juli 2013 fra Den Afrikanske Unions Råd for Fred og Sikkerhed om tilladelse til iværksættelse af en afrikanskledet fredsstøttende operation fra den 1. august 2013,

—  der henviser til de ekstraordinære topmøder mellem ECCAS’ stats- og regeringschefer, der blev afholdt i N’Djamena (Tchad) den 21. december 2012, 3. april 2013 og 18. april 2013, og til deres beslutninger om at oprette et nationalt overgangsråd med lovgivnings- og forfatningsmæssige beføjelser og vedtage en køreplan for overgangsprocessen i Den Centralafrikanske Republik,

—  der henviser til mødet i den internationale kontaktgruppe den 3. maj 2013 i Brazzaville (Congo), som godkendte køreplanen for overgangen og oprettede en særlig fond til støtte for Den Centralafrikanske Republik,

—  der henviser til erklæringerne af 21. december 2012, 1. og 11. januar 2013, 25. marts 2013, 21. april 2013 og and 27. august 2013 fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om Den Centralafrikanske republik,

—  der henviser til erklæringen af 21. december 2012 fra kommissæren med ansvar for humanitær bistand og civilbeskyttelse om det seneste konfliktudbrud i Den Centralafrikanske Republik,

—  der henviser til den beslutning, som Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU vedtog den 19. juni 2013 Den Centralafrikanske Republik,

—  der henviser til FN’s Sikkerhedsråds pressemeddelelser af 27. december 2012 og af 4. og 11. januar 2013 om Den Centralafrikanske Republik,

—  der henviser til FN-generalsekretær Ban Ki-moons erklæringer af 26. december 2012, hvori han fordømte oprørernes angreb og opfordrede alle parter til at rette sig efter de beslutninger, som ECCAS havde truffet i N’Djamena den 21. december 2012, og af 5. august 2013, hvori han opfordrede til at gøre en ende på straffriheden for alvorlige menneskerettighedskrænkelser i Den Centralafrikanske Republik, herunder ved hjælp af sanktioner,

—  der henviser til erklæringen af 16. april 2013 fra FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Navanethem Pillay, hvori hun opfordrede til at sætte en stopper for volden og genoprette retsstatstilstande i landet,

—  der henviser til erklæringerne af 12., 19. og 31. december 2012 fra formanden for Kommissionen for Den Afrikanske Union, Nkosazana Dlamini-Zuma, om situationen i Den Centralafrikanske Republik,

—  der henviser til den reviderede Cotonou-aftale,

—  der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 17. januar 2013 om situationen i Den Centralafrikanske Republik(1),

—  der henviser til artikel 122, stk. 5, og artikel 110, stk. 4, i forretningsordenen,

A.  der henviser til de mange overgreb, voldtægter, forbrydelser, voldshandlinger, plyndringer og andre overtrædelser af menneskerettighederne, som elementer af Séléka-koalitionen har forøvet siden dens militære sejr og magtovertagelse den 24. marts 2013, både i hovedstaden og provinsen, uden for enhver kontrol;

B.  der henviser til, at en afvæbningsaktion den 20. august 2013 under ledelse af Séléka-styrker fra Boy-Rabé, et område, der er domineret af tilhængere af den tidligere præsident, François Bozizé, førte til, at 11 personer blev dræbt, og i snesevis af personer blev såret, samtidig med at der fandt plyndringer sted;

C.  der henviser til, at mere end 5 000 af Banguis indbyggere den 28. august 2013 flygtede til Den Centralafrikanske Republiks største internationale lufthavn for at undslippe tidligere oprørere på plyndringstogt og besatte forpladsen i ca. 18 timer;

D.  der henviser til risikoen for, at de tidligere centralafrikanske væbnede styrker, som er tilhængere af den afgåede præsident, François Bozizé, vil genoptage fjendtlighederne, og til instrumentaliseringen af de religiøse spændinger og de dermed forbundne risici;

E.  der henviser til, at den offentlige anklager i Bangui den 4. september 2013 krævede en 10-årig fængselsstraf for de 24 tidligere Séléka-oprørere, der blev stillet for en domstol i den første retssag vedrørende overgreb, der var begået i Den Centralafrikanske Republik;

F.  der henviser til, at respekten for menneskerettighederne er en grundlæggende værdi i Den Europæiske Union og udgør et afgørende element i Cotonouaftalen;

G.  der henviser til, at den manglende retsforfølgelse af de ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser og krigsforbrydelser fremmer atmosfæren af straffrihed og tilskynder til, at der begås nye forbrydelser;

H.  der henviser til, at chefanklageren ved Den Internationale Straffedomstol den 7. august 2013 for anden gang advarede om, at de forbrydelser, der var begået i Den Centralafrikanske Republik, muligvis henhørte under Den Internationale Straffedomstols jurisdiktion, og at domstolen om nødvendigt ville indlede retsforfølgelse;

I.  der henviser til, at denne vold igen forårsager fordrivelse af mennesker, og at Kontoret for Koordination af Humanitære Anliggender skønner, at en tredjedel af befolkningen har forladt deres hjem og lider af underernæring, at 1,6 millioner mennesker har desperat brug for hjælp, og at 200 000 af dem har brug for sundhedspleje, at 484 000 mennesker oplever alvorlig fødevareknaphed, at 206 000 personer er blevet fordrevet, og at 60 000 af dem har søgt tilflugt i nabolandene; der desuden henviser til, at 650 000 børn ikke længere går i skole, fordi skolerne er besat af væbnede grupper, og at 3 5000 børn er blevet rekrutteret af væbnede styrker og grupper;

J.  der henviser til, at myndighederne i Cameroun den 21. august 2013 midlertidigt lukkede grænsen til Den Centralafrikanske Republik under henvisning til, at Séléka-oprørere havde angrebet grænsebyen Toktoyo og dræbt en camerounsk grænsebetjent; der henviser til, at lastbilchauffører, selv om grænsen igen er åben, stadig tøver med at køre ind i Den Centralafrikanske Republik på grund af de dårlige sikkerhedsforhold;

K.  der henviser til, at Den Centralafrikanske Republik står over for sociale og økonomiske udfordringer, da såvel den offentlige som den private sektor er blevet udplyndret og ødelagt, hvilket i høj grad har undergravet landets administration og erhvervsliv og skabt betydelig social uro; der henviser til, at også hospitalerne har været udsat for massive plyndringer, hvilket har ført til katastrofale sundhedstilstande i landet;

L.  der henviser til, at Librevilleaftalen fortsat udgør grundlaget for overgangsordningen; der henviser til, at der efter overgangsperioden på 18 måneder skal afholdes frie, demokratiske, gennemsigtige og regelmæssige valg, men at statsoverhovedet, premierministeren, medlemmerne af overgangsregeringen og medlemmerne af overgangsrådets præsidium ikke vil kunne stille op;

M.  der henviser til, at ECCAS på topmødet den 3. april 2013 oprettede det nationale overgangsråd, og at det den 18. april 2013 vedtog en køreplan for dets sammensætning og funktionsmåde;

N.  der henviser til, at der i maj 2013 blev oprettet en international kontaktgruppe om Den Centralafrikanske Republik, som skulle samordne den regionale, kontinentale og internationale indsats med henblik på at finde en varig løsning på landets tilbagevendende problemer;

O.  der henviser til, at Den Europæiske Union har indledt en regulær politisk dialog med Den Centralafrikanske Republik i overensstemmelse med Cotonouaftalen, og at EU som landets hovedbidragyder den 8. juli 2013 besluttede at forhøje sin humanitære bistand med 8 mio. EUR til 20 mio. EUR; der henviser til, at EU-bistanden ikke slår til, og at det er nødvendigt, at andre internationale partnere også indgår forpligtelser;

P.  der henviser til, at Den Centralafrikanske Republik har været udsat for årtier med ustabilitet og politisk uro, siden landet blev uafhængigt i 1960; der henviser til, at Den Centralafrikanske Republik trods sin rigdom på naturressourcer (tømmer, guld, diamanter, uran osv.) blot rangerer som nr. 179 ud af 187 lande på FN’s indeks for menneskelig udvikling, og at det med en befolkning, som for ca. 70 % vedkommende lever under fattigdomsgrænsen, stadig er et af de fattigste lande i verden;

1.  fordømmer Séléka-koalitionens forfatningsstridige magtovertagelse den 24. marts 2013 ved hjælp af væbnede styrker;

2.  er dybt bekymret over situationen i Den Centralafrikanske Republik, der er karakteriseret ved en fuldstændig mangel på lov og orden og fraværet af en retsstat; fordømmer de seneste voldshandlinger, som yderligere har eroderet selv de mest basale ydelser i landet og har forværret den allerede foruroligende humanitære situation, der berører hele befolkningen;

3.  opfordrer Den Centralafrikanske Republiks myndigheder til at træffe konkrete foranstaltninger for at beskytte civilbefolkningen, sætte en stopper for væbnede gruppers rekruttering og udnyttelse af børn og genoprette sikkerheden og den offentlige orden samt de basale el- og vandforsyninger;

4.  fordømmer på det kraftigste de alvorlige overtrædelser af den humanitære ret og de omfattende menneskerettighedskrænkelser, der er blevet begået af navnlig Sélékas medlemmer, herunder udenretslige drab, summariske henrettelser, bortførelser, vilkårlige fængslinger og tilbageholdelser, tortur, seksuel og kønsrelateret vold samt rekruttering af børnesoldater;

5.  opfordrer Den Centralafrikanske Republiks myndigheder og alle berørte parter til at tackle de strukturelle årsager til landets tilbagevendende kriser og til at samarbejde om at gennemføre Librevilleaftalen, som fastsætter betingelserne for en overgang i landet og for en tilbagevenden til en forfatningsmæssig orden med henblik på at opnå varig fred og demokratiske løsninger;

6.  opfordrer de internationale partnere til fuldt ud at støtte deres fælles bestræbelser inden for sikkerhed, humanitær bistand og indførelse af en retsstat; opfordrer FN’s Sikkerhedsråd til ufortøvet at behandle Den Afrikanske Unions anmodning om støtte til finansiering af de 3 600 civile og militære medlemmer af den fredsbevarende mission i Den Centralafrikanske Republik;

7.  støtter den nuværende overgang fra missionen for konsolidering af freden i Den Centralafrikanske Republik (Micopax) til den afrikanskledede internationale støttemission i Den Centralafrikanske Republik (AFISM-CAR), hvis mandat bør udøves under FN’s auspicier;

8.  hilser med tilfredshed ECCAS’ statsoverhoveders beslutning om at udbygge den multinationale styrke i Centralafrika (FOMAC) betydeligt og vedtage et passende mandat for missionen for at bidrage til at sikre Den Centralafrikanske Republik; er samtidig bekymret over, at de 1 300 ECCAS-soldater, der er blevet udsendt til Den Centralafrikanske Republik, ikke har formået at forhindre overgangen til lovløse tilstande i landet; påpeger, at en forværring af situationen i Den Centralafrikanske Republik kunne føre til ustabilitet i hele regionen;

9.  opfordrer til, at gerningsmændene til krænkelser af menneskerettigheder, krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden, seksuel vold mod kvinder og rekruttering af børnesoldater bliver anmeldt, identificeret, retsforfulgt og straffet i henhold til national strafferet og folkeretten; påpeger i denne forbindelse, at situationen i Den Centralafrikanske Republik allerede er blevet indbragt for Den Internationale Straffedomstol, og at der i henhold til domstolens statut ikke er nogen forældelsesfrist for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden eller krigsforbrydelser;

10.  hilser med tilfredshed Den Centralafrikanske Republiks beslutning om at iværksætte et program for indsamling af uautoriserede våben til imødegåelse af vold og småkriminalitet i det kronisk ustabile land; opfordrer indtrængende regeringen til at gøre denne foranstaltning lovpligtig;

11.  noterer sig nedsættelsen af et fælles undersøgelsesudvalg, der skal undersøge de grusomheder, der er begået siden Sélékas overtagelse af magten, og appellerer til alle deltagerne i dette organ om at samarbejde om at fremme en national forsoning;

12.  finder det endvidere nødvendigt at håndtere følgerne af konflikterne, navnlig gennem en reform af de væbnede styrker og sikkerhedsstyrkerne, demilitarisering, demobilisering og reintegration af tidligere kombattanter, hjemsendelse af flygtninge, sikring af internt fordrevnes tilbagevenden til deres hjem samt gennemførelse af levedygtige udviklingsprogrammer;

13.  fastslår, at en samlet politisk løsning, der indebærer en retfærdig fordeling af indtægter gennem statsbudgettet, er afgørende for at finde løsninger på krisen og bane vejen for en bæredygtig udvikling i regionen; opfordrer FN’s generalsekretær til at udpege et ekspertpanel, der skal undersøge udnyttelsen af Den Centralafrikanske Republiks landbrugs- og mineralressourcer for at udarbejde lovgivningsrammer, der skal gøre det muligt for befolkningen at få gavn af landets ressourcer;

14.  glæder sig over forøgelsen af EU-støtten til bekæmpelse af den humanitære krise i Den Centralafrikanske Republik og opfordrer EU og medlemsstaterne til som de største bidragydere til landet at forbedre koordineringen med de øvrige bidragydere og internationale institutioner for på passende vis at opfylde de mest påtrængende humanitære behov og lindre den centralafrikanske befolknings lidelser; kræver afholdelse af et internationalt møde om Den Centralafrikanske Republik i tilknytning til​​ FN 's Generalforsamling i New York i september 2013;

15.  opfordrer til optrapning af de internationale aktioner, med Den Centralafrikanske Republiks samtykke, med sigte på at arrestere medlemmerne af gruppen ”The Lord's Resistance Army” for at sætte en stopper for de ødelæggelser, som denne kriminelle gruppe har forårsaget;

16.  anmoder de centralafrikanske myndigheder om at overholde forpligtelserne i Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol, som deres land er gået ind på;

17.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformand i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, FN's Sikkerhedsråd og FN's generalsekretær, Den Afrikanske Unions institutioner, ECCAS, Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU og EU's medlemsstater.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0033.


Situationen i Bahrain
PDF 126kWORD 25k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. september 2013 om menneskerettighedssituationen i Bahrain (2013/2830(RSP))
P7_TA(2013)0390RC-B7-0410/2013

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til sine tidligere beslutninger om Bahrain af 27. oktober 2011(1), 15. marts 2012(2) og 17. januar 2013(3),

—  der henviser til det besøg, en delegation fra Parlamentets Underudvalg om Menneskerettigheder aflagde i Bahrain den 19.-20. december 2012, og til den pressemeddelelse, denne delegation udstedte, og som henviser til det besøg, Delegationen for Forbindelserne med Den Arabiske Halvø aflagde den 27.-30. april 2013, og til denne delegations pressemeddelelse,

—  der henviser til erklæringerne om Bahrain fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, navnlig af 7. januar, 11. februar og 1. juli 2013,

—  der henviser til FN's generalsekretærs erklæringer, især af 8. januar 2013, og til erklæring af 6. august 2013 fra FN's højkommissær for menneskerettigheders talsmand,

—  der henviser til det 23. møde i Det Fælles Råd EF-GCC og ministermødet, der blev afholdt i Manama, Bahrain, den 30. juni 2013,

—  der henviser til det ekstraordinære møde i Bahrains nationalforsamling den 28. juli 2013, som resulterede i, at Bahrains konge, Hamad bin Isa Al Khalifah, udstedte nøddekreter,

—  der henviser til Bahrains lov om beskyttelse af samfundet mod terrorhandlinger fra 2006,

—  der henviser til den beslutning, Den Arabiske Ligas ministerråd traf på et møde i Kairo den 1. september 2013, om at oprette en panarabisk menneskerettighedsdomstol i Bahrains hovedstad, Manama,

—  der henviser til den rapport, som blev offentliggjort af Bahrains uafhængige undersøgelseskommission (BICI) i november 2011, og dens opfølgningsrapport af 21. november 2012,

—  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966 og FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, konventionen om barnets rettigheder samt det arabiske menneskerettighedscharter, som Bahrain alle er kontraherende part i,

—  der henviser til EU's retningslinjer om menneskerettighedsforkæmpere fra 2004 som ajourført i 2008,

—  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948,

—  der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5, og artikel 110, stk. 4,

A.  der henviser til, at menneskerettighedssituationen i Bahrain stadig giver anledning til bekymring som følge af overgrebene mod fredelige demokratisk sindede demonstranter i 2011; der henviser til, at mange skridt, den bahrainske regerings har truffet i den seneste tid, fortsat krænker og begrænser dele af den bahrainske befolknings rettigheder og frihedsrettigheder, navnlig retten til at gennemføre fredelige protester, ytringsfrihed og digital frihed; der henviser til, at de bahrainske myndigheder fortsætter deres overgreb på fredelige politiske demonstranter, hvori indgår uforholdsmæssig brug af vold og tortur fra sikkerheds- og politistyrkernes side;

B.  der henviser til, at menneskerettighedsaktivister fortsat er udsat for systematisk forfølgelse, chikane og frihedsberøvelse i Bahrain, og at nogle af dem er blevet idømt livsvarige fængselsdomme;

C.  der henviser til, at Bahrains konge den 1. august 2013 forud for den fredelige demonstration, der var planlagt i Manama den 14. august 2013, befalede gennemførelse af en række henstillinger, der var blevet vedtaget i parlamentet, herunder forbud mod alle sit-in-demonstrationer, forsamlinger og protester i hovedstaden Manama, yderligere begrænsninger af sociale medier, længere frihedsberøvelser og ophævelse af statsborgerskabet for enhver, der kendes skyldig i at begå eller anstifte til terrorhandlinger;

D.  der henviser til, at FN's højkommissær for menneskerettigheders kontor (OHCHR) har erklæret, at det, selv om det påskønner nationalforsamlingens henstilling om, at "grundlæggende frihedsrettigheder, især meningsfriheden, ikke bør krænkes i forbindelse med opretholdelse af balancen mellem retshåndhævelse og beskyttelse af menneskerettighederne", gentager sin bekymring med hensyn til restriktionerne over for offentlige demonstrationer og andre offentlige forsamlinger;

E.  der henviser til, at de bahrainske myndigheder på baggrund af BICI's rapport forpligtede sig til at gennemføre reformer; der henviser til, at der er gjort fremskridt med at forbedre rets- og retshåndhævelsessystemet, idet ansatte, der var blevet uretmæssigt afskediget, er blevet genansat, og der er blevet oprettet en særlig enhed til at efterforske anklager om embedsmisbrug, samt med at gennemføre reformer i politiet; der henviser til, at gennemførelsen af BICI's henstillinger generelt sker i et langsomt tempo;

F.  der henviser til, at en officiel delegation under ledelse af ministeren for menneskerettighedsanliggender, Salah bin Ali Abdulrahman, vil deltage i FN's Menneskerettighedsråds 24. møde den 7.-27. september 2013 og under dette møde vil gennemgå Menneskerettighedsrådets, BICI's og nationalforsamlingens henstillinger, som Bahrains regering har lovet at gennemføre i overensstemmelse med en tidsplan og et handlingsprogram;

G.  der henviser til, at selv børn bliver arresteret i Bahrain og tilbageholdes i voksenfængsler, der er uegnede for mindreårige, og hvor de ifølge rapporter udsættes for tortur og uanstændig behandling;

H.  der henviser til, at regeringen den 24. april 2013 for anden gang – denne gang på ubestemt vis – udsatte et besøg af den særlige rapportør om tortur og anden grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling og straf;

I.  der henviser til, at Bahrain den 2. september 2013 meddelte, at det vil være vært for den arabiske menneskerettighedsdomstols permanente hovedsæde efter godkendelsen heraf på et møde i Den Arabiske Liga i Kairo;

J.  der henviser til, at EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder, Stavros Lambrinidis, besøgte Bahrain i forbindelse med EU-Golfsamarbejdsrådets ministermøde i juni 2013;

1.  opfordrer de bahrainske myndigheder til at respektere menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, herunder ytringsfriheden, såvel online som offline, og forsamlingsfriheden; beklager dybt de seneste restriktive ordrer, der er udstedt af Parlamentet og Bahrains konge, og henstiller, at forbuddet mod afholdelse af fredelige demonstrationer og forsamlinger i hovedstaden, Manama, ophæves, og at justitsministerens befalinger af 3. september 2013 tilbagekaldes, da de er uforenelige med regeringens løfte om at iværksætte reformer og ikke vil bidrage til fremskridt med den nationale forsoning og til opbygning af tillid blandt de forskellige parter;

2.  opfordrer til, at de bahrainske borgeres legitime ret til at udtrykke deres meninger frit, til at afholde forsamlinger og demonstrere fredeligt respekteres; understreger betydningen af frie og pluralistiske medier; kræver fuld adgang til landet for internationale ngo'er og journalister;

3.  glæder sig over de skridt, som de bahrainske myndigheder har taget for at gennemføre BICI's henstillinger; anerkender, at der er gjort en vis indsats i denne retning, men understreger ikke desto mindre, at der skal gøres mere for at forbedre menneskerettighedssituationen i landet; opfordrer Bahrains regering til at gennemføre BICI's og den universelle regelmæssige gennemgangs henstillinger fuldt ud og snarest; henstiller, at der på FN's Menneskerettighedsråds 24. møde oprettes en overvågningsmekanisme med mandat til at følge gennemførelsen af BICI's henstillinger og resolutionen om menneskerettighedssituationen i Bahrain;

4.  opfordrer Bahrains regering til at gennemføre de nødvendige demokratiske reformer og til at tilskynde til en inkluderende og konstruktiv national dialog og forsoning, herunder frigivelse af dissidenter;

5.  opfordrer de bahrainske myndigheder til omgående at sætter en stopper for alle former for undertrykkelse, herunder retlige chikaner, og opfordrer til omgående og ubetinget frigivelse af alle samvittighedsfanger, politiske aktivister, journalister, bloggere, læger og sundhedspersoner, menneskeretsforkæmpere og fredelige demonstranter, heriblandt Abdulhadi Al-Khawaja, Nabeel Rajab, Ibrahim Sharif, Naji Fateel, Zainab Al-Khawaja, Mahdi’Issa Mahdi Abu Deeb og Jalila Al-Salman;

6.  glæder sig over, at kong Hamad Bin Isa al-Khalifa har nedsat en uafhængig kommission om fangers og tilbageholdtes rettigheder og opfordrer denne kommission til effektivt at overvåge og forbedre betingelserne for og behandlingen af fanger og tilbageholdte;

7.  glæder sig over, at kong Hamad Bin Isa al-Khalifa har oprettet et Ministerium for Menneskerettigheder og Social Udvikling i Bahrain, og opfordrer dette ministerium til at varetage sit hverv i overensstemmelse med de internationale menneskerettighedsstandarder og -forpligtelser; bemærker især Bahrains progressive indstilling til kvinder i samfundet;

8.  bemærker den formelle indførsel af et politi-ombudsmandsembede under Bahrains Indenrigsministerium i juli 2013 og udtrykker håb om, at dette skridt vil betyde, at klager fra de bahrainske borgere fremover reelt vil blive behandlet;

9.  noterer sig den bahrainske regerings igangværende bestræbelser på at reformere straffeloven og retsprocedurerne og tilskynder til, at denne proces fortsætter; opfordrer den bahrainske regering til at tage alle nødvendige skridt til at garantere retssikkerhed og retsvæsenets uafhængighed og upartiskhed samt til at sikre, at det handler i fuldstændig overensstemmelse med internationale menneskerettighedsstandarder;

10.  opfordrer indtrængende til, at der foretages uafhængige undersøgelser af alle påstande om tortur og anden mishandling, og til at offentliggøre resultaterne; mener, at ansvarlighed for tidligere krænkelser er et centralt element på vejen mod retfærdighed og reel forsoning, som er nødvendige for social stabilitet;

11.  opfordrer indtrængende Bahrains myndigheder til at respektere de unges rettigheder, til at undlade at tilbageholde dem på anstalter for voksne og til at behandle unge i overensstemmelse med konventionen om barnets rettigheder, som Bahrain er deltager i;

12.  mener, at vilkårlig fratagelse af nationalitet kan føre til statsløshed, med alvorlige følger for beskyttelsen af de pågældendes menneskerettigheder; bemærker, at de bahrainske myndigheders fratagelse af politiske modstanderes statsborgerskab er i strid med folkeretten;

13.  beklager den svage EU-reaktion på den nuværende situation i Bahrain og opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til at fordømme de fortsatte krænkelser af grundlæggende menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og til at iværksætte målrettede restriktive foranstaltninger (visumforbud og indefrysning af aktiver) mod de personer, der er ansvarlige for og involveret i krænkelser af menneskerettighederne (som dokumenteret i BICI-rapporten);

14.  opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og medlemsstaterne til at arbejde sammen om at udvikle en klar strategi for, hvordan EU, både i offentligt og privat regi, vil presse aktivt på for at få løsladt samvittighedsfanger, og opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til at arbejde sammen med medlemsstaterne om at sikre vedtagelse af Rådets (udenrigsanliggender) konklusioner om menneskerettighedssituationen i Bahrain, som bør indeholde en særlig appel om omgående og ubetinget frigivelse af disse fanger;

15.  udtrykker beklagelse af, at besøget af den særlig rapportør om tortur igen er blevet udsat, og opfordrer de bahrainske myndigheder til at muliggøre besøg af den særlige rapportør om forenings- og forsamlingsfrihed og den særlige rapportør om menneskerettighedsforkæmpere;

16.  glæder sig over Den Arabiske Ligas beslutning om at etablere en arabisk menneskerettighedsdomstol i Manama og udtrykker håb om, at den kan fungere som katalysator for menneskerettigheder overalt i regionen; opfordrer indtrængende regeringen i Bahrain samt dens partnere i Den Arabiske Liga til at sikre denne domstols integritet, upartiskhed, effektivitet og troværdighed;

17.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt regeringen og parlamentet i Kongeriget Bahrain.

(1) EUT C 131 E af 8.5.2013, s. 125.
(2) EUT C 251 E af 31.8.2013, s. 111.
(3) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0032.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik