Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2014/2531(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

RC-B7-0141/2014

Forhandlinger :

Afstemninger :

PV 06/02/2014 - 9.6

Vedtagne tekster :

P7_TA(2014)0099

Vedtagne tekster
PDF 32kWORD 29k
Torsdag den 6. februar 2014 - Strasbourg Endelig udgave
Situationen i Syrien
P7_TA(2014)0099RC-B7-0141/2014

Europa-Parlamentets beslutning af 6. februar 2014 om situationen i Syrien (2014/2531(RSP))

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til sine tidligere beslutninger om Syrien,

—  der henviser til Udenrigsrådets konklusioner om Syrien, navnlig dem af 20. januar 2014; der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner om Syrien,

—  der henviser til redegørelserne fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton, om Syrien, navnlig hendes bemærkninger ved Genève II-konferencen om Syrien den 22. januar 2014, samt hendes redegørelse om, at Generalforsamlingen for Den Syriske Koalition of Revolutions- og Oppositionsgrupper den 18. januar 2014 besluttede at deltage i Genève II-konferencen;

—  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 2118 af 27. september 2013 om destruktion af Syriens kemiske våben; der henviser til den endelige rapport fra De Forenede Nationers mission til undersøgelse af påstande om brug af kemiske våben i Den Syriske Arabiske Republik af 12. december 2013,

—  der henviser til redegørelserne om Syrien fra kommissæren med ansvar for internationalt samarbejde, humanitær bistand og krisestyring, Kristalina Georgieva,

—  der henviser til resolutionen fra FN's Menneskerettighedsråd af 24. september 2013 om den fortsatte alvorlige forværring af menneskerettighedssituationen og den humanitære i situation i Den Syriske Arabiske Republik,

—  der henviser til FN's uafhængige internationale undersøgelseskommissions sjette rapport af 11. september 2013 om Den Syriske Arabiske Republik,

—  der henviser til slutkommunikéet af 30. juni 2012 fra aktionsgruppen for Syrien ("Genèvekommunikéet"); der henviser til Genève II-konferencen, som blev indledt den 22. januar 2014, samt FN's generalsekretærs indledende og afsluttende bemærkninger,

—  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948,

—  der henviser til Syriens internationale forpligtelser, herunder den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, den internationale konvention om økonomiske, sociale og økonomiske rettigheder, konventionen om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, konventionen om børns rettigheder og den valgfri protokol om inddragelse af børn i væbnede konflikter samt konventionen om forebyggelse af og straf for folkedrab,

—  der henviser til Genèvekonventionerne fra 1949 og tillægsprotokollerne dertil,

—  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2, og stk. 4,

A.  der henviser til, at volden i Syrien eskalerer yderligere, og til at dødstallet fortsat stiger; der henviser til, at der ifølge FN er blevet dræbt næsten 130 000 mennesker, hovedsageligt civile, siden de voldelige angreb på fredelige demonstranter begyndte i Syrien; der henviser til, at det ifølge FN's Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender (OCHA) anslås, at 9 millioner mennesker har behov for humanitær bistand i Syrien, herunder mere end 6,5 millioner internt fordrevne mennesker, og at der er over 2,3 millioner syriske flygtninge, hovedsageligt i Tyrkiet, Jordan, Libanon, Egypten og Irak;

B.  der henviser til, at den dramatiske situation med hensyn til menneskerettighederne, de humanitære forhold og sikkerheden i Syrien fortsat forværres; der henviser til, at menneskerettighederne krænkes i stor stil af Assad-regimet og yderligtgående grupper, der støtter regimet, bl.a. via massakrer og andre ulovlige drab, vilkårlige arrestationer og ulovlige tilbageholdelser, gidseltagning, tvungne forsvindinger, henrettelser af fanger, systematisk tortur og mishandling, seksuel vold og krænkelser af børns rettigheder; der henviser til, at det syriske regime har ødelagt hele kvarterer som en kollektiv straffepolitik over for civile; der henviser til, at ødelæggelsen af store byområder har ført til desperation og omfattende fordrivelser af civile;

C.  der henviser til, at der er beviser for summariske udenretslige henrettelser og andre typer af menneskerettighedskrænkelser, som er blevet begået af de styrker, der modsætter sig Assad-regimet; der henviser til, at op mod 2 000 forskellige fraktioner bekæmper Assad-regimet, herunder mange organiserede kriminelle elementer; der henviser til, at tilstedeværelsen og infiltreringen af militante grupper med forbindelse til Al-Qaeda som f.eks. ISIS og Jabhat al-Nusra, der også omfatter mange krigere af udenlandsk oprindelse og fra EU med en radikal islamistisk dagsorden, er stigende; der henviser til, at radikalisering er en stor trussel i regionen;

D.  der henviser til, at den voksende indblanding fra udenlandske aktørers side, deres militære forsyninger og politiske støtte samt vedvarende splittelse af det internationale samfund, herunder i FN's Sikkerhedsråd, forvandler konflikten til en stedfortræderkrig;

E.  der henviser til, at en fotograf, der hoppede af fra det syriske militærpoliti, har leveret 55 000 digitale billeder af omkring 11 000 ofre til Den Syriske Nationalbevægelse, som giver indtryk af udbredte og systematiske krænkelser af den humanitære folkeret fra regimets side; der henviser til, at et team af internationale juridiske eksperter på højt niveau har undersøgt billederne og konkluderet, at der "på baggrund af det materiale, det har gennemgået, er klare beviser, som vil kunne bruges ved en domstol, på systemisk tortur og drab på tilbageholdte, der udføres af agenter for den syriske regering", og at denne type beviser vil kunne understøtte undersøgelsesresultater vedrørende forbrydelser mod menneskeheden og vedrørende krigsforbrydelser;

F.  der henviser til, at den voldelige krise i Syrien har resulteret i en humanitær katastrofe af et omfang, der er uden fortilfælde i nyere historie, uden at der er nogen ende i sigte; der henviser til, at over halvdelen af ofrene er børn, som lider af sult, underernæring og sygdom; der henviser til, at den manglende adgang til mad, vand, grundlæggende sundhedspleje, hygiejne, husly og uddannelse er et kritisk aspekt af den humanitære katastrofe; der henviser til, at leveringen af humanitær bistand vanskeliggøres af manglende sikkerhed, de syriske myndigheders nægtelse af adgang samt infrastrukturrelaterede hindringer;

G.  der henviser til, at de 560 000 palæstinensiske flygtninge i Syrien udgør en særligt udsat gruppe, der er berørt af konflikten; der henviser til, at 250 000 syrere er strandet i belejrede eller vanskeligt tilgængelige områder, herunder 18 000 palæstinensiske flygtninge i Yarmouk-flygtningelejren uden for Damaskus som er udsat for masselidelser, og hvoraf 57 mennesker efter sigende er sultet ihjel; der henviser til, at det som følge af forhandlinger om Yarmouk-flygtningelejren i Damaskus har været muligt at levere noget nødhjælp til lejrens beboere, men der er behov for meget mere;

H.  der henviser til, at den vedvarende vold har haft en dramatisk destabiliserende effekt på nabolandene, især på grund af de massive flygtningestrømme; der henviser til, at disse lande står over for deres egne enorme hjemlige udfordringer, og at Libanon og Jordan er særligt sårbare; der henviser til, at en eventuel optrapning af konflikten til en voldelig konflikt i Libanon ikke bare vil medføre en humanitær krise, men også indebærer risikoen for et regionalt sammenbrud;

I.  der henviser til, at Genève II-konferencen om Syrien blev åbnet af FN's generalsekretær den 22. januar 2014, og at målet er at finde en politisk løsning på konflikten gennem en omfattende aftale mellem den syriske regering og oppositionen om en fuldstændig gennemførelse af Genève-kommunikéet, hvori der opfordres til dannelse af en overgangsregering med henblik på afholdelse af valg; der henviser til, at alle relevante aktørers konstruktive deltagelse i fredsprocessen er afgørende for at nå frem til en varig politisk løsning; der henviser til, at Generalforsamlingen for Den Syriske Koalition of Revolutions- og Oppositionsgrupper den 18. januar 2014 besluttede at acceptere invitationen til at deltage i denne proces, men at en række oprørsgrupper ikke var repræsenteret; der henviser til, at Iran først var inviteret til konferencen i Schweiz, hvorefter invitationen blev trukket tilbage; der henviser til, at forhandlingerne blev suspenderet den 31. januar 2014, og at den næste forhandlingsrunde er berammet til den 10. februar 2014; der henviser til, at kampene fortsætter under Genève II-forhandlingerne;

J.  der henviser til, at den anden internationale donorkonference om Syrien fandt sted den 15. januar 2014 i Kuwait, hvor der blev opnået 2,4 mia. USD i tilsagn, men at dette beløb stadig ikke er tilstrækkeligt i forhold til det enorme humanitære behov, som af forskellige FN-organer er anslået til 6,5 mia. USD; der henviser til, at EU-midlerne til humanitær bistand til Syrien og nabolandene er nået op på 1,1 mia. EUR;

K.  der henviser til, at et stort antal fredelige civilsamfundsaktivister, menneskerettighedsforkæmpere, intellektuelle, religiøse lederskikkelser, inklusive to kidnappede biskopper, Ioann Ibrahim and Bulos Jazigi, journalister og sundhedsfagfolk udsættes for chikane, arrestationer, tortur eller forsvindinger af det syriske regime og i stigende grad også af de mange oprørsgrupper; der henviser til, at Sakharovprisvinderen i 2011, Razan Zeitoune, sammen med sin mand og andre menneskerettighedsforkæmpere blev bortført i Damaskus i december 2013, og at deres skæbne fortsat er uvis;

L.  der henviser til, at missionen til undersøgelse af påstande om brug af kemiske våben i Den Syriske Arabiske Republik den 12. december 2013 konkluderede, at der i 2013 var blevet anvendt kemiske våben mod soldater og/eller civile, herunder børn; der henviser til, at FN's Sikkerhedsråd den 27. september 2013 enstemmigt vedtog resolution 2118 (2013), der bl.a. godkendte en hurtig destruktion af Syriens program for kemiske våben, som skal være afsluttet den 30. juni 2014; der henviser til, at kun 5 % af det samlede lager er blevet afskibet fra landet med henblik på destruktion; der imidlertid samtidig påpeger, at størstedelen af dødsfaldene og kvæstelserne er forårsaget af konventionelle våben; der henviser til, at tøndebomber i vidt omfang er blevet anvendt af Assad-regimet i de seneste måneder, hvilket har medført et omfattende antal sårede;

M.  der henviser til, at der har været en stadig stigning i antallet af anmodninger om asyl i EU fra syrere i løbet af det seneste år, og at den syriske flygtningekrise udgør den første test for det nyligt reviderede fælles europæiske asylsystem;

N.  der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 9. oktober 2013 opfordrede medlemsstaterne til at tage hånd om de presserende behov ved at give sikker indrejse i EU med henblik på at give syrere midlertidig opholdstilladelse samt ved hjælp af genbosættelser ud over de eksisterende nationale kvoter og humanitære opholdstilladelser;

1.  fordømmer kraftigt de udbredte krænkelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret, der er begået af Assad-regimet, herunder alle voldshandlinger og alle tilfælde af systematisk tortur og henrettelse af fanger; fordømmer alle krænkelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret, der er begået af væbnede grupper, som modsætter sig regimet; fordømmer kraftigt alle krænkelser af og overgreb på børn og kvinder, især seksuelle overgreb og vold, herunder i jihads navn (Jihad al-Nikah); fordømmer kraftigt det stigende antal terrorangreb, der har resulteret i mange ofre og ødelæggelser, og som udføres af ekstremistiske organisationer og enkeltpersoner med tilknytning til Al-Qaeda; opfordrer til, at der sættes en stopper for alle fjendtlighederne i Syrien; understreger, at de ansvarlige for de udbredte, systemiske og grove menneskerettighedskrænkelser, der er begået i Syrien, skal drages til ansvar og stilles for en domstol, og støtter EU's opfordring til alle udenlandske krigere i Syrien, herunder Hizbollah, om omgående at trække sig ud og indstille al ekstern finansiering og støtte;

2.  udtrykker sin medfølelse med ofrenes familier; hylder det syriske folk for dets mod og giver igen udtryk for sin solidaritet med syrernes kamp for frihed, værdighed og demokrati;

3.  udtrykker sin bekymring over den stigende inddragelse af ekstremistiske islamistiske grupper og udenlandske krigere i konflikten i Syrien, stigningen i religiøst og etnisk motiveret vold i landet og den fortsatte fragmentering og interne splittelse i oppositionen; opfordrer fortsat Den Nationale Koalition af Syriske Revolutions- og Oppositionsstyrker til at skabe en mere forenet, inklusiv og organiseret opposition, både internt og eksternt;

4.  gentager sit standpunkt om, at den politiske løsning bør sikre Syriens enhed, territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed;

5.  støtter fuldt ud Genève II-konferencen om Syrien, som bør være det første skridt i en proces, der vil føre til en politisk og demokratisk løsning på konflikten, og understreger den afgørende betydning af at holde Genève II-processen i gang; bifalder den indsats, som FN's særlige udsending, Lakhdar Brahimi, har gjort med hensyn til at muliggøre denne første, direkte interaktion mellem de krigsførende parter; er overbevist om, at en varig løsning på den aktuelle krise i Syrien kun kan opnås gennem en syrisk ledet inkluderende politisk proces med opbakning fra det internationale samfund; understreger behovet for et reelt politisk skifte i landet, der imødekommer folkets ønske om frihed og demokrati; gentager sin opfordring til præsident Assad om at træde tilbage;

6.  bemærker den afgørende betydning af tillidsskabende foranstaltninger i denne forbindelse; opfordrer derfor indtrængende forhandlingsdelegationerne til at blive enige om og gennemføre lokale våbenhviler, ophævelse af belejringerne af visse byområder, herunder Homs, løsladelse eller udveksling af fanger og lettelse af nødhjælpsarbejderes adgang til civile i nød som skridt på vejen til realitetsforhandlinger på grundlag af Genève-kommunikéet; bemærker, at der ikke skete noget seriøst gennembrud i forhandlingerne eller nogen betydelige ændringer i holdningerne fra nogen af parternes sider i løbet af den første forhandlingsrunde; bemærker også vigtigheden af at inddrage alle de vigtigste internationale aktører i Genève II-processen; mener, at en langsigtet tilnærmelse mellem Vesten og Iran kan bidrage til at tilvejebringe en regional ramme, der kan fremme forsoningsprocessen i Syrien;

7.  glæder sig over fremskridtene og det internationale samarbejde med hensyn til destruktionen af Syriens kemiske våben og opfordrer til en fuldstændig gennemførelse af OPCW-Eksekutivrådets afgørelse af 27. september 2013; er bekymret over indberetninger om, at kun 5 % af Syriens lager af kemiske våben var blevet fjernet fra landet med henblik på destruktion ved udgangen af januar 2014, og opfordrer indtrængende de syriske myndigheder til at overholde den tidsplan, der er fastsat i FN's Sikkerhedsråds resolution 2118 (2013); opfordrer til, at der sættes særligt fokus på miljøsikkerhed i forbindelse med destruktionsprocessen og håndteringen af det resterende affald; understreger dog, at langt størstedelen af de dødsfald og kvæstelser, som den voldelige krise i Syrien har medført, skyldes konventionelle våben;

8.  understreger, at lindringen af lidelserne for millioner af syrere, der har behov for basale varer og tjenester, i betragtning af krisens hidtil usete omfang er nødt til at være en prioritet for EU og det internationale samfund som helhed; opfordrer til, at FN's Sikkerhedsråd hurtigt vedtager en humanitær resolution om dette emne; opfordrer navnlig Rusland og Kina til i deres egenskab af permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd at leve op til deres ansvar og fremme vedtagelsen af en humanitær resolution; opfordrer på ny indtrængende EU og dets medlemsstater til at leve op til deres humanitære ansvar og øge deres bistand til syriske flygtninge samt at koordinere deres indsats mere effektivt på dette område; fordømmer den konsekvente modarbejdelse af forsøgene på at levere nødhjælp, og opfordrer alle parter i konflikten, og navnlig Assad-regimet, til at lette leveringen af nødhjælp og humanitær bistand gennem alle mulige kanaler, herunder på tværs af grænser og konfliktlinjer, og til at garantere sikkerheden for alle sundhedsfagfolk og nødhjælpsarbejdere;

9.  minder om, at sårede og syge i henhold til den humanitære folkeret i videst mulig omfang og med mindst mulig forsinkelse skal modtage den lægelige behandling og pleje, som deres tilstand kræver; fremhæver, at bevidst udsultning af civile og angreb på sundhedsfaciliteter er forbudt i henhold til folkeretten og vil blive betragtet som krigsforbrydelser;

10.  gentager sin opfordring til, at der oprettes beskyttelseszoner langs den tyrkisk-syriske grænse, og eventuelt inde i Syrien, og at det internationale samfund opretter nødhjælpskorridorer;

11.  opfordrer til øjeblikkelig, betingelsesløs og sikker frigivelse af alle politiske fanger, sundhedsfagfolk, nødhjælpsarbejdere, journalister, religiøse lederskikkelser og menneskerettighedsaktivister, herunder 2011-Sakharovprismodtageren Razan Zeitouneh, og til en koordineret indsats fra EU's side for at få hende løsladt; opfordrer alle parter til at garantere disse menneskers sikkerhed; opfordrer indtrængende den syriske regering til at give øjeblikkelig og uhindret adgang til alle sine fangelejre for internationale dokumentationsorganer, herunder FN's undersøgelseskommission om Syrien;

12.  fordømmer truslerne mod og angrebene på fredelige aktivister og journalister; beklager, at der findes webcensur og begrænset adgang til blogs og sociale netværk; minder om, at sikring af ytringsfriheden, beskyttelse af journalister og en fri og uafhængig mediesektor er grundlæggende elementer i den demokratiske politiske proces; understreger endvidere betydningen af at styrke civilsamfundsaktørerne i Syrien samt af aktiv og reel deltagelse af kvinder, unge og civilsamfundsrepræsentanter i Geneve II-processen og i genopbygningen af landet;

13.  understreger betydningen af, at samtlige aktører yder beskyttelse til særligt udsatte grupper i det syriske samfund, såsom etniske og religiøse mindretal, herunder kristne, under den nuværende krise, og af at de deltager i Geneve II-processen med det formål at bevare traditionen for tværkulturel, tværetnisk og tværreligiøs sameksistens i landet i et fremtidigt, nyt Syrien;

14.  opfordrer til en nultolerancepolitik over for drab på, bortførelse af og især rekruttering af børn og opfordrer alle parter i konflikten til nøje at overholde FN's Sikkerhedsråds resolution 1612 (2005) af 26. juli 2005 om børn og væbnede konflikter; understreger desuden vigtigheden af at forebygge seksuel og kønsbaseret vold og af at yde den nødvendige støtte til ofrene; understreger i denne forbindelse betydningen af programmer for en tidlig indsats i forbindelse med kønsbaseret vold; glæder sig også over FN's og dets humanitære partneres initiativ "No Lost Generation", der har til hensigt at hele de syriske børns sår og sikre dem en fremtid, og tilskynder EU til aktivt at støtte dette initiativ;

15.  opfordrer til, at der rettes særlig opmærksomhed mod situationen for de palæstinensiske flygtninge i Syrien og navnlig mod den alarmerende humanitære situation i Yarmouk-flygtningelejren; opfordrer alle konfliktens parter til at tillade FN's Hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge i Mellemøsten og andre internationale hjælpeorganisationer øjeblikkelig og betingelsesløs adgang til denne lejr med henblik på at afbøde de ekstreme lidelser for lejrens befolkning;

16.  støtter fortsat det arbejde, der udføres af den Uafhængige Internationale Undersøgelseskommission for den Syriske Arabiske Republik, som er nedsat af FN's Menneskerettighedsråd, og gentager sin opfordring til FN's Sikkerhedsråd om at overdrage situationen i Syrien til Den Internationale Straffedomstol med henblik på en formel undersøgelse; anmoder næstformanden/den højtstående repræsentant om at tage affære i denne henseende;

17.  roser værtssamfundene og Syriens nabolande, især Jordan, Libanon, Tyrkiet og Irak, for deres handlekraft med hensyn til at yde husly og humanitær bistand til familier, der flygter fra krigen i Syrien; gentager sin alvorlige bekymring over de humanitære, sociale, økonomiske, politiske og sikkerhedsmæssige virkninger af krisen i Syrien i hele regionen, navnlig Libanon og Jordan; minder om, at der er brug for en sammenhængende indsats for at støtte de værtslande, der huser flygtninge, herunder humanitær bistand, udviklingsbistand og makroøkonomisk bistand, og gentager sin opfordring til EU om at indkalde til en humanitær konference om den syriske flygtningekrise, hvor der skal gives prioritet til foranstaltninger rettet mod værtslandene i regionen, således at de støttes i deres bestræbelser på at huse de stadigt voksende flygtningebefolkninger og opretholde en åben-dør-politik;

18.  understreger, at krisen i Syrien fordrer en sammenhængende, fælles tilgang fra EU's og medlemsstaternes side med hensyn til levering af nødhjælp, og det der følger efter, og støtter fortsat op om den højtstående repræsentant, Catherine Ashton, og kommissær Kristalina Georgieva i deres bestræbelser på at tilsikre en bedre samordning på dette område;

19.  glæder sig over de 2,4 mia. USD, der blev givet tilsagn om i Kuwait, og opfordrer donorerne til hurtigt at opfylde deres løfter og leve op til disse tilsagn; glæder sig over de tilsagn, der er givet af EU og dets medlemsstater i deres egenskab af at være den største donor hvad angår finansiel bistand og fremtidige tilsagn; bemærker imidlertid, at en betydelig yderligere indsats er nødvendig for at kunne dække de humanitære behov i Syrien, og opfordrer derfor de internationale aktører til at giver yderligere finansielle bidrag;

20.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær, FN's og Den Arabiske Ligas særlige udsending til Syrien, Iraks regering og parlament, Jordans regering og parlament, Libanons regering og parlament, Tyrkiets regering og parlament, Egyptens regering, Ruslands regering og parlament, Kinas regering og parlament samt alle parter, der er involveret i konflikten i Syrien.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik