Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2013/2026(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A7-0118/2014

Indgivne tekster :

A7-0118/2014

Forhandlinger :

PV 13/03/2014 - 11
CRE 13/03/2014 - 11

Afstemninger :

PV 13/03/2014 - 14.14
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P7_TA(2014)0250

Vedtagne tekster
PDF 232kWORD 74k
Torsdag den 13. marts 2014 - Strasbourg
Betydningen af ejendomsret, besiddelse af ejendom og velstandsskabelse for udryddelse af fattigdom og fremme af bæredygtig udvikling i udviklingslande
P7_TA(2014)0250A7-0118/2014

Europa-Parlamentets beslutning af 13. marts 2014 om betydningen af ejendomsret, besiddelse af ejendom og velstandsskabelse for udryddelse af fattigdom og fremme af bæredygtig udvikling i udviklingslande (2013/2026(INI))

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til artikel 17 i FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder, der handler om ejendomsret,

—  der henviser til millenniumerklæringen af 8. september 2000, der opstiller millenniumudviklingsmålene (herefter 2015-målene), navnlig mål 1, 3 og 7,

—  der henviser til fælleserklæringen fra Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, Parlamentet og Kommissionen om EU's udviklingspolitik: ”Den europæiske konsensus”, der blev undertegnet den 20. december 2005, navnlig punkt 11 og 92,

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. oktober 2004 med titlen ”EU-retningslinjer for støtte til jordpolitik og jordreformer i udviklingslandene” (COM(2004)0686),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 31. marts 2010 om en "EU-rammepolitik for bistand til løsning af udviklingslandenes fødevaresikkerhedsproblemer" (COM(2010)0127),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. oktober 2011 med titlen "Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik: En dagsorden for forandring" (COM(2011)0637),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. februar 2013 "Et værdigt liv for alle: Fattigdomsudryddelse og en bæredygtig udvikling i verden" (COM(2013)0092),

—  der henviser til EU's jordpolitiske retningslinjer: ”EU-retningslinjer for støtte til jordpolitik og jordreformer i udviklingslandene”, som blev vedtaget af Kommissionen i november 2004,

—  der henviser til undersøgelsen fra FN’s program for bolig- og bebyggelsesmiljø (UN-Habitat) med titlen "Secure Land Rights for All" fra 2008 og retningslinjerne "How to Develop a Pro-Poor Land Policy: Process, Guide and Lessons”,

—  der henviser til FN's særlige ordførers rapport af 11. juni 2009 om retten til fødevarer, Olivier De Schutter, med titlen “Large-scale land acquisitions and leases: a set of core principles and measures to address the human rights challenge”,

—  der henviser til erklæringen om udfordringerne i forbindelse med urbanisering og fattigdomsbekæmpelse i Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet, som blev vedtaget i 2009 i Nairobi i Kenya,

—  der henviser til erklæringen fra verdenstopmødet om fødevaresikkerhed, som vedtoges i Rom i november 2010,

—  der henviser til erklæringen om den globale udfordring, der består i at have afskaffet slum i 2020, og som blev vedtaget ved en international konference i Rabat i Marokko den 26.-28. november 2012,

—  der henviser til erklæringen om bæredygtig urbanisering med henblik på afskaffelse af fattigdom, som blev vedtaget ved den anden trepartskonference mellem AVS/EF/UN-Habitat, der blev afholdt i Kigali i Rwanda den 3.-6. september 2013,

—  der henviser til FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder (UNDRIP) og til Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) konvention (nr. 169) af 1989 om oprindelige folk og stammefolk,

—  der henviser til principperne for ansvarlig investering i landbrug (Principles of Responsible Agricultural Investment (PRAI)), FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisations frivillige retningslinjer for ansvarlig styring af jordbesiddelse, fiskeri og skove i forbindelse med national fødevaresikkerhed og til Den Afrikanske Unions ramme og retningslinjer for jordpolitikken i Afrika (African Union's Framework and Guidelines on Land Policy in Africa (ALPFG)),

—  der henviser til, at henstillingerne fra FN's panel på højt plan om udviklingsdagsordenen i perioden efter 2015 skal indeholde et mål om styring af ejendomsretten til jord for kvinder og mænd og anerkende, at kvinder og piger bl.a. skal have ligeret med hensyn til ejendomsret til jord og andre aktiver,

—  der henviser til sin beslutning af 27. september 2011 om en EU-rammepolitik for bistand til løsning af udviklingslandenes fødevaresikkerhedsproblemer(1),

—  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—  der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7‑0118/2014),

A.  der henviser til, at ejendomsrettigheder kan defineres som de bestemmelser, der regulerer de vilkår, under hvilke individuelle aktører, samfund og offentlige og private aktører erhverver og bevarer adgang til materielle og immaterielle anlægsaktiver via formel ret eller sædvaneretlige bestemmelser; der henviser til, at ejendomsretten til jord ifølge FN's program for bolig- og bebyggelsesmiljø (UN-Habitat) kan være specifikt formelle (fast ejendom, forpagtning, offentlige og private lejemål), sædvaneretlige eller religiøst baserede; der henviser til, at EU's jordpolitiske retningslinjer anfører, at ejendomsrettighed til jord ikke altid er begrænset til privat ejerskab i snæver forstand, men kan være en balance mellem individuelle rettigheder og forpligtelser og kollektive aftaler på forskellige planer;

B.  der henviser til, at 1,2 mia. mennesker på verdensplan er bosat på en ejendom, som de ikke selv formelt ejer, og lever uden en permanent bolig eller adgang til jord; der navnlig henviser til, at over 90 % af befolkningen i landdistrikterne i Afrika syd for Sahara (hvoraf 370 mio. mennesker betragtes som fattige) har adgang til jord og naturressourcer via retligt usikre sædvaneretlige og uformelle ordninger for rettigheder til jorden;

C.  der henviser til, at udenretslig og uregistreret velstand anslås til at udgøre mere end 9,3 billioner USD, hvilket er 93 gange mere end den samlede sum af udlandsbistand, som er blevet ydet til udviklingslandene i løbet af de seneste 30 år;

D.  der henviser til, at antallet af slumbeboere (anslået til 863 mio. i 2012) i absolutte tal fortsat vokser, til trods for at målsætningen om at realisere Mål 7 – der som delmål tilsigter at opnå markant fremgang i levevilkårene for mindst 100 mio. mennesker, der lever i slumområder inden 2020 – er nået; der henviser til, at UN-Habitat vurderer, at så mange som en milliard mennesker bor i slumkvarterer, og at det anslås, at omkring tre mia. mennesker vil bo i slumkvarterer i 2050; der henviser til, at artikel 11 i den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder anerkender en universel ret til bolig og kontinuerlig forbedring af levevilkår;

E.  der henviser til, at ca. 200 mio. mennesker i landdistrikterne (næsten 20 % af verdens fattige) ikke har adgang til et tilstrækkeligt jordareal til at skaffe sig et levebrød; der henviser til, at landbrugsjord er underlagt massive pres, såsom befolkningstilvækst, omlægning af arealanvendelse, kommercielle investeringer, nedbrydelse af miljøet på grund af tørke, jorderosion og opbrug af næringsstoffer, samt naturkatastrofer og konflikter; der henviser til, at sikring af jordrettigheder er nødvendig for at fremme social stabilitet ved at mindske usikkerhed og konflikter forbundet med jord;

F.  der henviser til, at private investorer og regeringer har vist en stigende interesse i erhvervelse af langtidsforpagtning af store arealer af landbrugsjord, hovedsageligt i udviklingslandene i Afrika og Latinamerika;

G.  der henviser til, at vilkårlig jordtildeling fra politiske myndigheders side fører til korruption, usikkerhed, fattigdom og vold;

H.  der henviser til, at der er en tæt sammenhæng mellem jordforvaltningsproblemerne og de vigtigste udfordringer i det 21. århundrede, nemlig fødevaresikkerhed, energiknaphed, by- og befolkningsmæssig vækst, miljøforringelse, klimaændringer, naturkatastrofer og konfliktløsning, hvilket øger behovet for at prioritere omfattende jordreformer;

I.  der henviser til, at ca. 1,4 mia. hektar i verden er styret af sædvaneretlige bestemmelser; der henviser til, at de eksisterende strukturer for ejendomsret til jord i Afrika, Asien og Latinamerika adskiller sig betydeligt fra hinanden, og at der ved formalisering af jordrettigheder ikke kan ses bort fra etablerede lokale sædvaneretlige ordninger hvad enten der er tale om fast ejendom eller kommunal ejendom;

J.  der henviser til, at det i konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW) er fastsat, at kvinder og ægtefæller skal have ligeret med hensyn til ejendomsret til og erhvervelse af ejendom; der henviser til, at mange ordninger om ejendomsret til jord og ejendomsrettigheder imidlertid forskelsbehandler kvinder enten formelt eller i praksis;

K.  der henviser til, at kvinders ejendomsrettigheder, sikrede adgang til jord samt adgang til opsparing og lån i mange udviklingslande ikke er samfundsmæssigt anerkendt; der henviser til, at det med dette urimelige udgangspunkt er overordentlig vanskeligt for kvinder at gøre deres ejendomsret, især deres ret til arv, juridisk gældende;

L.  der henviser til, at især kvinders ejendomsret til jord i udviklingslandene krænkes gennem den stigende forekomst af de udviklede landes store opkøb af jord til kommercielle eller strategiske formål, såsom landbrugsproduktion, fødevaresikkerhed samt produktion af energi og biobrændsel; der henviser til, at kvinder ofte ikke har mulighed for at gøre brug af retshjælp og retlig repræsentation for at kunne vinde sager om krænkelse af ejendomsrettigheder i udviklingslandene;

M.  der henviser til, at det er vigtigt at sikre jordrettigheder for kvinder med henblik på at bekæmpe fattigdom i lyset af kvindernes rolle som fødevarefremstillere i landdistrikter og bynære områder og deres ansvar for at brødføde familiemedlemmer; der henviser til, at kvinder, som udgør 70 % af Afrikas landbrugere, formelt kun ejer 2 % af jorden; der henviser til, at programmer, som for nyligt er blevet gennemført i Indien, Kenya, Honduras, Ghana, Nicaragua og Nepal, har vist, at husholdninger med et kvindeligt familieoverhoved har større fødevaresikkerhed, bedre sundhed og stærkere fokus på uddannelse end husholdninger med et mandligt overhoved;

N.  der henviser til, at over 60 % af de kronisk sultende er kvinder og børn, og at 60-80 % af fødevarerne i udviklingslandene netop fremstilles af kvinder(2);

O.  der henviser til, at ca. 370 mio. oprindelige folk i verden har et stærkt spirituelt, kulturelt, socialt og økonomisk forhold til deres traditionelle jordarealer, som normalt forvaltes på lokalt plan;

P.  der henviser til, at det i artikel 17 i verdenserklæringen for menneskerettigheder anerkendes, at enhver har ret til at eje ejendom såvel alene som i fællig med andre, og at ingen vilkårligt må berøves sin ejendom;

Q.  der henviser til, at adgangen til jord for oprindelige folk i henhold til ILO-konvention (nr. 169) og FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder står under særlig beskyttelse;

R.  der henviser til, at det i artikel 10 i FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder er fastsat, at oprindelige folk ikke må tvangsfjernes fra deres landområder eller territorier, og at der ikke må foretages nogen flytning uden de berørte oprindelige folks frie, forudgående og informerede samtykke og kun efter aftale om ret og rimelig kompensation og hvor muligt, med muligheden for at vende tilbage;

Jord‑ og ejendomsrettigheder og velstandsskabelse

1.  anser registrerede ejendomsrettigheder og sikring af jordrettigheder for at være en katalysator for økonomisk vækst, samtidig med at det fremmer social samhørighed og fred;

2.  fremhæver, at sikring af jordrettigheder og større lighed i forbindelse med adgangen til jord medfører et sikkert grundlag for at skabe sig et levebrød og økonomiske muligheder samt for produktionen af fødevarer til husholdningerne i landdistrikterne;

3.  understreger, at alternative muligheder for jordbesiddelse ud over individuelle ordninger for registrering af jordbesiddelser, herunder udvidelse af sædvaneretlige ordninger med henblik på retlig beskyttelse af rettigheder til byggegrunde, landbrugsjord og naturressourcer, bør anerkendes som anbefalet af UN-Habitat;

4.  understreger, at sikring af ejendomsretten til jord for små landbrugere, som udgør 95 % af de potentielle jordejere i udviklingslandene, stimulerer de lokale økonomier, øger fødevaresikkerheden, mindsker migration og bremser slumdannelse; påpeger, at produktiviteten i f.eks. Etiopien, hvor ejendomsretten er blevet indført, er steget med op til 40 % pr. ha. i løbet af tre år alene som følge af denne ændring(3);

5.  bemærker med bekymring, at kulturelle traditioner ofte indebærer, at kvinder er afhængige af mandlige pårørende for sikring af ejendomsretten og står uden retlig beskyttelse; understreger landenes internationale forpligtelse til at sikre et minimum af økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der omfatter regeringers forpligtelse til at sikre, at jordforvaltningen ikke er diskriminerende, navnlig over for kvinder og fattige befolkningsgrupper, og at den ikke krænker andre menneskerettigheder;

6.  fremhæver, at styrkelse af borgernes ret til at træffe beslutninger om deres egne ressourcer kombineret med indførelsen af formelle arveretlige bestemmelser i høj grad tilskynder små landbrugere til at investere i deres jord på en bæredygtig måde, gøre brug af terrassedyrkningsmetoder og kunstvanding samt til at afbøde virkningerne af klimaændringer; bemærker i denne forbindelse, at undersøgelser har vist, at en husholdning, der råder over sikret og overførbar jord, vurderes til at være 59,8 % mere tilbøjelig til at investere i terrassedyrkning end en husholdning, som forventer, at der vil finde en omfordeling sted inden for de næste fem år;

7.  bemærker, at en person med et tinglyst skøde til jord kan låne penge til en rimelig rente, som kan anvendes til at oprette og udvikle et erhverv; understreger, at beskyttelsen af ejendomsrettigheder kan fremme et konkurrencepræget erhvervsklima, hvor iværksætterånd og innovation frit kan vokse;

8.  anerkender, at udfordringen består i at overvinde uoverensstemmelsen mellem legalitet, legitimitet og praksis ved at oprette mekanismer med henblik på sikring af ejendomsretten baseret på fælles normer, dvs. anerkendelse af eksisterende rettigheder og samtidig sikring af, at mænd og kvinder samt sårbare samfund i udviklingslandene har sikre rettigheder over jord og aktiver og er fuldt ud beskyttet imod kapitalinteresser, som kan medføre beslaglæggelse af deres ejendom;

9.  fordømmer på det kraftigste navnlig den form for land grabbing (jordtyveri), som på ulovlig vis berøver de fattige i landdistrikterne og den traditionelle nomadebefolkning deres jord uden tilstrækkelig kompensation; fremhæver, at mindst 32 mio. hektar jord på verdensplan har været genstand for mindst 886 tværnationale storstilede opkøb af denne art i perioden mellem 2000 og 2013(4); fremhæver, at dette tal sandsynligvis repræsenterer en betydelig undervurdering af det nøjagtige antal storstilede opkøb af jord;

10.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i deres udviklingsbistandspolitikker at tage hensyn til de udviklede landes investorers store jordopkøb i udviklingslandene, navnlig på det afrikanske kontinent, hvilket berører de lokale landbrugere og har haft ødelæggende konsekvenser for kvinder og børn, med henblik på at beskytte dem fra fattigdom og sult og fra at blive tvunget til forlade deres landsbyer og deres jord;

11.  understreger, at fjernelse af offentlige incitamenter til fremstilling af afgrødebaserede biobrændstoffer samt subsidier er én måde, hvorpå land grabbing kan bekæmpes;

12.  minder om, at manglende sikring af jordrettigheder og svag forvaltning medfører store risici for lokalsamfundene hvad angår fødevareusikkerhed, risiko for fordrivelse og uddrivelse af landbrugere og hyrder; opfordrer i denne sammenhæng indtrængende medlemsstaterne til at støtte udviklingslandenes nationale kapacitet til at styrke deres forvaltningssystemer;

13.  fremhæver, at både den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder anerkender retten til selvbestemmelse, der er defineret som retten for alle personer til at disponere frit over deres naturlige velstand og ressourcer, og at begge stipulerer, at intet menneske må fratages sit eksistensgrundlag; understreger i denne forbindelse, at forhandlingen om omfattende forpagtning og erhvervelse af jord skal afspejle gennemsigtighed, tilstrækkelig og informeret inddragelse af de lokalsamfund, der er berørt af forpagtning eller erhvervelse af jord, samt ansvarlighed i forbindelse med anvendelsen af indtægter, som bør være til gavn for lokalbefolkningen;

14.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til inden for rammerne af FN at undersøge sådanne opkøbs indvirkninger på landbrugsjord, der rammes af ørkendannelse, kvinders tab af bopæls- og ejendomsret og adgang til jord, navnlig for så vidt angår enlige kvinder og familieforsørgere, samt på fødevaresikkerheden og overlevelsesgrundlaget for disse kvinder, deres børn og de personer, som de forsørger;

15.  understreger, at investeringsaftaler om omfattende erhvervelse eller forpagtning af jord bør tage højde for nuværende jordejeres rettigheder samt rettigheder for bedrifternes ansatte; er af den opfattelse, at investorers forpligtelser bør være tydeligt defineret og kunne håndhæves ved f.eks. at inkludere sanktionsmekanismer i tilfælde af manglende overholdelse af menneskerettighederne; mener, at alle aftaler om jord også bør indeholde en retlig forpligtelse om, at en vis minimumsprocentdel af afgrøder skal sælges på det lokale marked;

Køreplan for sikre jord‑ og ejendomsrettigheder og bæredygtig jordforvaltning i udviklingslandene

16.  fremhæver, at jordreformer kræver fleksibilitet og skal være skræddersyet til de lokale, sociale og kulturelle betingelser, såsom traditionelle former for stammeejerskab, samt være fokuseret på at styrke de mest sårbare;

17.  fremhæver, at eksistensen af flere sædvaneretlige ordninger om jordbesiddelser og de pålagte kolonimodeller er en af de væsentligste årsager til den endemiske jordrelaterede usikkerhed i udviklingslandene; understreger i denne sammenhæng nødvendigheden af at anerkende lovligheden af sædvaneretlige ordninger, der giver lovfæstede rettigheder til enkeltpersoner og samfund og forhindrer fratagelse og misbrug af jordrettigheder, som navnlig er fremherskende blandt afrikanske samfund og de store oprindelige folk i Latinamerika;

18.  fastslår, at sikring af ejendomsretten for "squatters" har væsentlig betydning for boliginvesteringer med undersøgelser, der viser at andelen af boligrenovationer er steget med mere end 66 %;

19.  glæder sig over Rwandas fremskridt inden for ejendomsretten, som har gjort det muligt at matrikulere hele landet på bemærkelsesværdig kort tid;

20.  advarer imod at anvende en universalløsning for at sikre jordrettigheder; understreger, at formelle jordforvaltningstjenester er mest effektive, når de ydes på lokalt plan; mener, at effektiv ydelse af sikre jordrettigheder derfor kan afhænge af reformen af de centraliserede jordopkøbende organer med henblik på at overføre ansvarsområder til lokale og sædvaneretlige institutioner; vurderer, at tinglysning dermed kan fremmes gennem elektronisk behandling af jordoptegnelser og matrikulære systemer;

21.  minder om, at landbruget fortsat er en grundlæggende kilde til erhverv, eksistensgrundlag og fødevaresikkerhed i landdistrikterne; bemærker imidlertid, at landbrugsjord er underlagt stort pres på grund af befolkningstilvækst, omlægning af arealanvendelse, kommercielle investeringer, nedbrydelse af miljøet på grund af tørke, jorderosion og opbrug af næringsstoffer samt naturkatastrofer og konflikter; mener i denne sammenhæng, at sikring af landdistrikternes ejendomsret er afgørende for at nå 2015-målene; er af den opfattelse, at en række politiske instrumenter kan medvirke til at imødegå disse udfordringer, og at disse skal tilpasses lokale forhold;

22.  mener, at offentlige embedsmænd først skal identificere allerede eksisterende systemer for jordforvaltning og ejendomsret og dernæst bygge videre på disse systemer til gavn for de fattige og sårbare befolkningsgrupper;

23.  er overbevist om, at en decentralisering af jordforvaltningen styrker lokalsamfund og individer og henleder opmærksomheden på behovet for at udrydde korrupte praksisser, som anvendes af lokale ledere i kraft af jordsalgsaftaler indgået med udenlandske investorer, og alle krav på uregistrerede individuelle jordlodder;

24.  understreger, at enhver omlægning af arealanvendelse udelukkende bør foretages med frit, forudgående og informeret samtykke fra de berørte lokalsamfund; minder om, at oprindelige folk rettigheder for så vidt angår adgang til jord står under særlig beskyttelse i henhold til international ret; understreger i tråd med FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder, at landene skal oprette effektive mekanismer til forebyggelse og retlig prøvelse af enhver handling, som har det formål eller resulterer i, at oprindelige folk fratages deres jord, territorier eller ressourcer;

25.  bemærker, at den begrænsede andel af registreret jord i Afrika (10 %) er registreret ved hjælp af forældede, fejlbehæftede systemer; understreger, at overslag(5) fra Verdensbanken viser, at de 27 økonomier, som har moderniseret deres registre inden for de sidste syv år, har halveret den gennemsnitlige periode for overførsel af ejendomsret og således øget gennemsigtigheden, reduceret korruptionen og forenklet skatteinddrivelsen; understreger, at oprettelse og fremme af jordregistre i udviklingslandene bør prioriteres højt i udviklingspolitikken;

26.  minder om, at ejendomsretten kan sikres på forskellige måder, forudsat at rettighederne for brugere og ejere af jord er klare og tydelige; minder om, at der ud over formelle skøder kan opnås sikkerhed gennem klare og langsigtede forpagtningsaftaler eller formel anerkendelse af sædvaneretlige rettigheder og uformelle bosættelser med tilgængelige og effektive tvistbilæggelsesmekanismer; opfordrer EU til at yde støtte til kapacitetsudvikling og til uddannelsesprogrammer inden for jordforvaltning med det formål at sikre jordrettigheder for de fattige og sårbare befolkningsgrupper, herunder gennem matrikelopmåling og registrering, samt gøre en indsats for at udstyre uddannelsesinstitutioner i udviklingslandene med de nødvendige redskaber hertil;

27.  opfordrer EU til at styrke tredjelandsdomstoles kapacitet til at håndhæve ejendomsretten effektivt, løse stridsspørgsmål i forbindelse med ejendomsrettigheder og forvalte ekspropriationer som et led i en holistisk tilgang, der har til formål at konsolidere retssystemet og retsstatsprincippet;

28.  opfordrer EU til at støtte udviklingslandenes gennemførelse af jordreformer, navnlig for at fremme deltagelsen af alle interessenter, og støtte deres bevidstgørelsesprogrammer, med henblik på at sikre, at alle involverede parters rettigheder, navnlig de fattiges og sårbares, overholdes fuldt ud; nævner eksemplet Madagaskar og de lokale matrikelkontorer, hvor enkle og lokale initiativer i stort omfang har lettet registreringen af skøder;

29.  fremhæver, at opbygning af sunde finanspolitiske politikker i udviklingslande gennem styrkelse af jordregistrering og afgrænsning af værdiansættelsesfunktioner øger de årlige jordsalgsindtægter, såsom i Thailand, hvor disse seksdobledes over en periode på 10 år;

30.  påpeger, at formel anerkendelse af jordrettigheder for kvinder ikke automatisk medfører, at disse rettigheder udøves effektivt; opfordrer EU til i sine jordreformprogrammer at lægge særlig vægt på kvinders sårbarhed over for ændringer af familiestrukturen og deres muligheder for at håndhæve deres rettigheder, samt sikre, at begge ægtefællers navne er angivet på skøder;

31.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i deres udviklings- og bistandspolitikker at sikre, at udviklingslandene indfører lovgivningsforanstaltninger for at fremme ligestilling mellem kønnene og forebygge forskelsbehandling med hensyn til ejendomsrettigheder på baggrund af etnisk tilhørsforhold, race og civilstand og til at se på, hvordan man kan fjerne de betydelige sociale, politiske og kulturelle begrænsninger for opnåelsen af ejendomsrettigheder;

32.  opfordrer EU's delegationer i udviklingslandene til at holde øje med, at kvinders ejendomsrettigheder ikke krænkes, og dermed beskytte dem mod at blive ofre for fattigdom og social udstødelse;

33.  opfordrer EU til at støtte udviklingslandenes bestræbelser på at reformere markedet for forpagtning af jord for at skabe adgang til jorden for fattige befolkningsgrupper og fremme vækst og samtidig undgå uforholdsmæssigt omfattende restriktioner for forpagtningsmarkederne;

Fokus på jord‑ og ejendomsrettigheder som et centralt element i EU’s udviklingspolitik

34.  fremhæver, at storstilet opkøb af jord bl.a. er en direkte konsekvens af dårlig jordforvaltning i udviklingslande; understreger, at EU-bistanden bør bidrage til opbygning af den institutionelle kapacitet, der er nødvendig for at udstede sikre jordrettigheder med henblik på tackle "rent-seeking", bureaukratisk træghed samt korrupt og uansvarlig praksis;

35.  glæder sig over EU’s deltagelse i globale jordinitiativer; fremhæver, at EU som verdens førende udviklingsaktør har kapacitet til at fremme sin nuværende begrænsede tilgang både med hensyn til anvendelse og synlighed med henblik på at sikre ejendomsretten til jord;

36.  bemærker, at EU ud over indsatsen for at forbedre ejendomsretssystemerne i udviklingslandene bør sikre, at borgerne har adgang til socialsikring og forsikringsordninger for at beskytte deres levebrød og deres aktiver i tilfælde af, at der indtræffer en katastrofe eller en anden voldsom hændelse;

37.  opfordrer til at gennemføre de frivillige retningslinjer for ansvarlig styring af jordbesiddelse, fiskeri og skove;

38.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at oprette en klart defineret budgetpost og i den forbindelse overgå fra et kortsigtet perspektiv til en langsigtet jordforvaltningsreform med henblik på at strømline besiddelsesformerne;

39.  understreger, at udfordringen med at sikre jordrettigheder for fordrevne personer og flygtninge sandsynligvis vil vokse som følge af klimaændringerne; opfordrer i denne forbindelse indtrængende EU til at forbedre sin støtte og inkludere jordrettigheder i den humanitære og udviklingsmæssige reaktion på katastrofer eller civile konflikter, hvorved jordpolitikker skal sikre jordrettigheder for forskellige etniske, sociale eller generationsmæssige grupper på en rimelig måde;

40.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke kvinders rettigheder og deres adgang til jord, arv, kredit og opsparing i postkonfliktsituationer, navnlig i lande, hvor kvinders rettigheder ikke har retsvirkning og ikke er samfundsmæssigt anerkendt, og hvor kønsdiskriminerende lovgivning, traditionelle holdninger til kvinder og mandsdominerede sociale hierarkier lægger hindringer i vejen for, at kvinder kan opnå lige og retfærdige rettigheder; opfordrer EU til at fremme FN's nyligt oprettede kvindeorganisations engagement i dette spørgsmål;

41.  glæder sig over Land Transparency Initiative, som blev iværksat af G8 i juni 2013 på grundlag af gennemsigtighedsinitiativet for udvindingsindustrien og anerkendelsen af, at gennemsigtighed med hensyn til ejendomsretten til virksomheder og jord kombineret med sikre ejendomsrettigheder og stærke institutioner er afgørende for afhjælpning af fattigdom; understreger imidlertid, at indsatsen skal øges for at gennemføre effektive jordreformer;

42.  bekræfter EU's løfte om at reducere fattigdommen på verdensplan i forbindelse med bæredygtig udvikling, og gentager, at EU bør medtage et stærkt kønsaspekt i alle sine politikker og praksisser i sine forbindelser med udviklingslandene(6);

43.  understreger, at styrkelsen af politikker til at ligestille kvinders adgang til ejendom i udviklingslandene med mænds er nødvendig; mener, at dette skal tages i betragtning i landeprogrammerne og ledsages af de nødvendige finansielle støttemekanismer (såsom opsparing, kredit, tilskud, mikrokreditter og forsikring); mener, at styrkelsen af politikkerne vil resultere i styrkelse af kvinder og ngo'er samt fremme kvindelige iværksættere; mener, at de vil forbedre kvinders juridiske og finansielle færdigheder, støtte pigers uddannelse, øge udbredelsen og tilgængeligheden af information og oprette retshjælpstjenester og uddannelse i kønsaspektet til udbydere af finansielle tjenesteydelser;

44.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i deres udviklingsarbejde at gøre en aktiv indsats for at fremme iværksætteri blandt kvinder og styrke kvinders ejendomsrettigheder som et led i at øge kvinders økonomiske uafhængighed af deres partnere og styrke landenes økonomi;

45.  minder om, at den 15. oktober er international dag for kvinder i landområder og opfordrer EU og medlemsstaterne til at fremme bevidstgørelseskampagner i udviklingslandene;

o
o   o

46.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, EU's medlemsstaters regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær, Verdensbankens præsident, ASEAN, Eurolat og Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU.

(1) EUT C 56 E af 26.2.2013, s. 75.
(2) De Forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO), Policy Brief No 5, Economic and Social Perspectives, august 2009.
(3) USAID Etiopien, http://ethiopia.usaid.gov/programs/feed-future-initiative/projects/land-administration-nurture-development-land
(4) http://www.landmatrix.org/get-the-idea/global-map-investments/
(5)2012b.“Doing Business in a More Transparent World", Washington, DC: Verdensbanken.
(6) EUT C 46 af 24.2.2006.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik