Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 3. april 2014 om Rådets førstebehandlingsholdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 428/2009 om en fællesskabsordning for kontrol med udførsel, overførsel, mæglervirksomhed og transit i forbindelse med produkter med dobbelt anvendelse (18086/1/2013 – C7-0093/2014 – 2011/0310(COD))
– der henviser til Rådets førstebehandlingsholdning (18086/1/2013 – C7-0093/2014),
– der henviser til sin holdning ved førstebehandling(1) til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2011)0704),
– der henviser til artikel 294, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
– der henviser til forretningsordenens artikel 72,
– der henviser til indstilling ved andenbehandling fra Udvalget om International Handel (A7-0236/2014),
1. godkender Rådets førstebehandlingsholdning;
2. godkender Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens fælles erklæring, der er vedføjet som bilag til denne beslutning;
3. tager Kommissionens erklæringer, der er vedføjet som bilag til denne beslutning, til efterretning;
4. konstaterer, at retsakten er vedtaget i overensstemmelse med Rådets holdning;
5. pålægger sin formand sammen med Rådets formand at undertegne retsakten, jf. artikel 297, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;
6. pålægger sin generalsekretær at undertegne retsakten, efter at det er kontrolleret, at alle procedurer er behørigt overholdt, og efter aftale med Rådets generalsekretær at foranledige, at den offentliggøres sammen med alle erklæringerne i Den Europæiske Unions Tidende;
7. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.
Fælles erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om gennemgangen af ordningen for kontrol med udførsel af produkter med dobbelt anvendelse
Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen anerkender vigtigheden af løbende at øge effektiviteten og sammenhængen i EU's strategiske ordning for kontrol med udførsel og sikre et højt sikkerhedsniveau samt en passende gennemsigtighed uden at hindre konkurrenceevnen og den lovlige handel med produkter med dobbelt anvendelse.
De tre institutioner mener, at der er behov for en modernisering og en yderligere konvergens af systemet med henblik på at kunne håndtere nye trusler og hastige teknologiske forandringer, mindske konkurrenceforvridninger, skabe et ægte fællesmarked for produkter med dobbelt anvendelse (ensartede og lige vilkår for eksportører) og fortsat fungere som forbillede for tredjelande, når det gælder eksportkontrol.
I den henseende er det afgørende at strømline processen for ajourføring af kontrollisterne (bilagene til forordningen), styrke risikovurdering og udveksling af oplysninger, udvikle bedre industristandarder og mindske forskelle i gennemførelsen.
Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen erkender de problemer, der kan være forbundet med udførsel af visse former for informations- og kommunikationsteknologi (IKT), som kan anvendes i forbindelse med krænkelser af menneskerettighederne og til at underminere EU's sikkerhed; dette gælder navnlig teknologi, der benyttes i forbindelse med masseovervågning, kontrol, sporing, censurering og programmelsårbarhed.
Der er indledt tekniske konsultationer i denne forbindelse, herunder inden for rammerne af EU's peerbesøg vedrørende dobbelt anvendelse, Koordinationsgruppen vedrørende Produkter med Dobbelt Anvendelse samt eksportkontrolordningerne, og der gøres løbende en indsats for at håndtere nødsituationer ved hjælp af sanktioner (i henhold til artikel 215 i TEUF) eller nationale foranstaltninger. Der vil endvidere blive gjort en øget indsats for at fremme multilaterale aftaler i forbindelse med eksportkontrolordningerne, og der vil blive set på mulighederne for at tage spørgsmålet op i forbindelse med den løbende gennemgang af EU's politik for kontrol med udførsel af produkter med dobbelt anvendelse og udarbejdelsen af en meddelelse fra Kommissionen. I denne forbindelse noterede de tre institutioner sig aftalen af 4. december 2013 mellem de deltagende stater i Wassenaar-arrangementet om vedtagelsen af kontrolforanstaltninger i forbindelse med komplekse overvågningsværktøjer, der kan give uautoriseret adgang til computersystemer og IP-netværksovervågningssystemer.
Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen giver også tilsagn om yderligere udvikling af den nuværende "catch-all-mekanisme" for produkter med dobbelt anvendelse, der ikke er omfattet af forordningens bilag I, med henblik på yderligere at forbedre eksportordningen og dens anvendelse på det europæiske indre marked.
Kommissionens erklæring om delegerede retsakter
For så vidt angår denne forordning erindrer Kommissionen om sin forpligtelse i stk. 15 i rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen til at tilsende Parlamentet alle oplysninger og dokumenter vedrørende Kommissionens møder med nationale eksperter i forbindelse med udarbejdelsen af delegerede retsakter.
Kommissionens erklæring om ajourføring af forordningen
Med henblik på at sikre en mere integreret, effektiv og sammenhængende europæisk tilgang til strategiske produkters bevægelser (udførsel, overførsel, mæglervirksomhed og transit) vil Kommissionen hurtigst muligt forelægge et nyt forslag til ajourføring af forordningen.