Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af en asyl- og migrationsfond (COM(2011)0751 – C7-0443/2011 – 2011/0366(COD))

P7_TA(2014)0237 A7-0022/2014

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2011)0751),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, artikel 78, stk. 2, og artikel 79, stk. 2 og 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C7‑0443/2011),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 11. juli 2012 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

–  der henviser til udtalelse af 18. juli 2012 fra Regionsudvalget(2),

–  der henviser til sin afgørelse af 17. januar 2013 om indledning af og mandat til interinstitutionelle forhandlinger om forslaget(3),

–  der henviser til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af 20. december 2013 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 55,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og udtalelser fra Udenrigsudvalget, Udviklingsudvalget og Budgetudvalget (A7‑0022/2014),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  godkender Parlamentets erklæringer, der er vedføjet som bilag til denne beslutning;

3.  tager Rådet erklæring og Kommissionens erklæringer, der er vedføjet som bilag til denne beslutning, til efterretning;

4.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

5.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet, Kommissionen og Det Europæiske Asylstøttekontor samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 13. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. .../2014 om oprettelse af asyl-, migrations- og integrationsfonden, om ændring af Rådets beslutning 2008/381/EF og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 573/2007/EF og nr. 575/2007/EF og Rådets beslutning 2007/435/EF

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) nr. 516/2014).

BILAG TIL DEN LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING

Erklæringer fra Europa-Parlamentet

Artikel 80 i TEUF:

”Europa-Parlamentet har accepteret teksten til forordningen som aftalt ovenfor i lyset af behovet for at vedtage denne forordning i tide med henblik på gennemførelse af asyl-, migrations- og integrationsfonden (”fonden”) fra begyndelsen af 2014, for at nå frem til en aftale herom og i lyset af Rådets uforsonlige holdning. Europa-Parlamentet vil ikke desto mindre gerne endnu engang - som det har gjort det hele vejen gennem forhandlingerne om denne forordning – understrege, at det korrekte retsgrundlag for fonden omfatter artikel 80, andet punktum, i TEUF som et fælles retsgrundlag. Dette retsgrundlag har til formål at gennemføre solidaritetsprincippet som udtrykt i artikel 80, første punktum, i TEUF. Fonden gennemfører navnlig solidaritetsprincippet i bestemmelserne om overførsel af ansøgere om international beskyttelse og personer, der er omfattet af international beskyttelse (artikel 7 og 18) og i bestemmelserne om genbosættelse (artikel 17). Europa-Parlamentet understreger, at vedtagelsen af denne forordning på ingen måde berører rækken af tilgængelige retsgrundlag for medlovgiveren fremover, navnlig i relation til artikel 80 i TEUF.”

Flytning inden for Unionen:

”Med henblik på at fremme flytning inden for Unionen som et solidaritetsredskab og forbedre betingelserne i forbindelse med flytning opfordrer Europa-Parlamentet Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO) til, i samarbejde med Europa-Kommissionen, at udvikle en håndbog om og en metodologi for flytning, efter en kortlægning af bedste praksis for flytning i medlemsstaterne, herunder interne organisationssystemer og modtagelses- og integrationsbetingelser. For at skabe et incitament til flytning og lette flytninger for de deltagende medlemsstater opfordrer Europa-Parlamentet også EASO til at bistå med ekspertise om flytning og, i samarbejde med Kommissionen, koordinere et ekspertnetværk angående flytning, som regelmæssigt kunne afholde tekniske møder om specifikke praktiske og lovgivningsmæssige spørgsmål samt yde bistand vedrørende anvendelse af ​​asyl-, migrations- og integrationsfonden til flytning. Europa-Parlamentet opfordrer Kommissionen til at overvåge og regelmæssigt rapportere om udviklingen og forbedringer af asylsystemet i de medlemsstater, der drager fordel af flytninger.”

Erklæring fra Rådet

Artikel 80 i TEUF:

"Rådet understreger betydningen af princippet om solidaritet og rimelig ansvarsfordeling, som i henhold til artikel 80 i TEUF skal sikres i EU-retsakter vedtaget i henhold til kapitlet i TEUF om politikkerne for grænsekontrol, asyl og indvandring. Forordningen om oprettelse af Asyl- og Migrationsfonden omfatter passende foranstaltninger til sikring af ovennævnte princip. Rådet gentager imidlertid sit synspunkt om, at artikel 80 i TEUF ikke udgør et retsgrundlag i EU-retlig forstand. I nævnte kapitel i TEUF er det kun artikel 77, stk. 2 og 3, samt artikel 78, stk. 2, 3 og 4, der indeholder retsgrundlag, som sætter de relevante EU-institutioner i stand til at vedtage EU-retsakter."

Erklæringer fra Kommissionen

Artikel 80 i TEUF:

"Kommissionen tilslutter sig den endelige tekst i en kompromissøgende ånd, således at forslaget kan vedtages straks; den gør dog opmærksom på, at dette ikke berører dens initiativret med hensyn til valg af retsgrundlag, navnlig med hensyn til den fremtidige brug af artikel 80 i TEUF."

Det Europæiske Migrationsnetværk (EMN)

"I en kompromissøgende ånd tilslutter Kommissionen sig den endelige ordlyd af artikel 23, som sikrer fortsat finansiel støtte til det europæiske migrationsnetværks aktiviteter, samtidig med at dets nuværende struktur, mål og forvaltning bibeholdes som beskrevet i Rådets beslutning 2008/381/EF af 14. maj 2008. Kommissionen gør dog opmærksom på, at dette ikke berører dens initiativret med hensyn til en mere omfattende revision af netværkets opbygning og virkemåde, jf. Kommissionens oprindelige forslag til artikel 23."

(1) EUT C 299 af 4.10.2012, s. 108. (2) EUT C 277 af 13.9.2012, s. 23. (3) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0020.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. marts 2014 om udkast til Rådets afgørelse vedrørende medlemsstaternes ratifikation eller tiltrædelse i Den Europæiske Unions interesse af den internationale Hongkongkonvention af 2009 om sikker og miljømæssigt forsvarlig ophugning af skibe (15902/2013 – C7-0485/2013 – 2012/0056(NLE))

P7_TA(2014)0238 A7-0166/2014

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til udkast til Rådets afgørelse (15902/2013),

—  der henviser til Hongkongkonventionen om sikker og miljømæssigt forsvarlig ophugning af skibe fra 2009,

—  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1257/2013 af 20. november 2013 om ophugning af skibe og om ændring af forordning (EF) nr. 1013/2006 og direktiv 2009/16/EF(1),

—  der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 192, stk. 1, og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), nr. v), og stk. 8, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C7‑0485/2013),

—  der henviser til forretningsordenens artikel 81, stk. 1, første og tredje afsnit, artikel 81, stk. 2, og artikel 90, stk. 7,

—  der henviser til henstilling fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A7-0166/2014),

1.  giver sin godkendelse til udkastet til Rådets afgørelse;

2.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT L 330 af 10.12.2013, s. 1.

Europa-Parlamentets beslutning af 13. marts 2014 om undersøgelsen af trojkaens (ECB, Kommissionen og IMF's) rolle og virksomhed i programlandene i euroområdet (2013/2277(INI))

P7_TA(2014)0239 A7-0149/2014

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 7, artikel 136, sammenholdt med artikel 121 og artikel 174,

—  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—  der henviser til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 3,

—  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 472/2013 af 21. maj 2013 om skærpelse af den økonomiske og budgetmæssige overvågning af medlemsstater i euroområdet, der har eller er truet af alvorlige vanskeligheder med hensyn til deres finansielle stabilitet(1),

—  der henviser til traktaten om den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM),

—  der henviser til sin beslutning af 16. juni 2010 om EU 2020(2),

—  der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2013 om det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker: gennemførelse af prioriteterne for 2013(3),

—  der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 4. juli 2013 om Europa-Parlamentets prioriteringer for Kommissionens arbejdsprogram for 2014(4),

—  der henviser til sin beslutning af 12. juni 2013 om styrkelse af europæisk demokrati i den fremtidige ØMU(5),

—  der henviser til sin beslutning af 20. november 2012 med henstillinger til Kommissionen om rapporten fra formændene for Det Europæiske Råd, Europa-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Eurogruppen "Hen imod en egentlig økonomisk og monetær union"(6),

—  der henviser til sin beslutning af 6. juli 2011 om den finansielle, økonomiske og sociale krise: henstillinger vedrørende foranstaltninger og initiativer, der bør iværksættes(7),

—  der henviser til sin beslutning af 20. oktober 2010 om den finansielle, økonomiske og sociale krise: henstillinger vedrørende foranstaltninger, der bør træffes (midtvejsbetænkning)(8),

—  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelser fra Budgetkontroludvalget og Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A7–0149/2014),

A.  der henviser til, at trojkaen, som består af Europa-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF), blev oprettet i henhold til en beslutning af 25. marts 2010 truffet af euroområdets stats- og regeringschefer for at indføre et fælles program og at yde betingede, bilaterale lån til Grækenland, hvorved man også bygger på anbefalingerne fra Økofin-Rådet og har siden da også været i brug i Portugal, Irland og Cypern; der henviser til, at finansministrene fra euroområdet har været kraftigt involveret i beslutningerne om de nærmere bestemmelser for de bilaterale lån;

B.  der henviser til, at trojkaen og dens rolle er defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 472/2013 af 21. maj 2013 og nævnes i traktaten om ESM;

C.  der henviser til, at EU-Domstolen i sin dom i sag C-370/12 (Pringle mod Irland) bekræftede, at Kommissionen og ECB kan overdrages de opgaver, de tillægges i henhold til ESM-traktaten;

D.  der henviser til, at Kommissionen, der handler som agent for Eurogruppen, inden for trojkaen er ansvarlig for at forhandle betingelserne for økonomisk bistand til medlemsstater i euroområdet under inddragelse af ECB og, når det er muligt, sammen med IMF, idet den økonomiske bistand i det følgende benævnes "EU-IMF-bistand", men Rådet er politisk ansvarligt for at godkende de makroøkonomiske tilpasningsprogrammer; der henviser til, at hvert medlem af trojkaen har fulgt sin egen sagsbehandlingsprocedure;

E.  der henviser til, at trojkaen hidtil har været den grundlæggende struktur for forhandling mellem de officielle långivere og regeringerne i modtagerlandene samt for revidering af gennemførelsen af økonomiske tilpasningsprogrammer; der henviser til, at for så vidt angår støtte fra den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet (EFSF) og den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM), træffes de endelige beslutninger for den europæiske side med hensyn til økonomisk bistand og konditionalitet af Eurogruppen, som derfor bærer det politiske ansvar for programmerne;

F.  der henviser til, at der var bred politisk enighed om at undgå, at medlemsstater i EU, og navnlig i euroområdet, havnede i ukontrolleret misligholdelse for at undgå økonomisk og socialt kaos, der ville gøre det umuligt at udbetale pensioner og offentligt ansattes lønninger og medføre alvorlige følgevirkninger for økonomien, banksystemet og velfærden i samfundet ud over, at staten ville være fuldstændig afskåret fra kapitalmarkederne i en længere periode;

G.  der henviser til, at trojkaen og de pågældende medlemsstater også er ansvarlige for udarbejdelse af formelle beslutninger i Eurogruppen,

H.  der henviser til, at adskillige medlemsstater uden for euroområdet allerede har modtaget eller modtager EU-bistand i henhold til artikel 143 i TEUF, som ydes af EU sammen med IMF;

I.  der henviser til, at EU og medlemsstaterne skabte adskillige ad hoc-mekanismer til at yde økonomisk bistand til lande i euroområdet, først gennem bilaterale lån, herunder fra flere lande uden for euroområdet, derefter gennem de midlertidige nødfonde, nemlig EFSF og den europæiske finansielle stabilitetsmekanisme (EFSM), der blev oprettet for EU-medlemsstater i problemer, og endelig gennem ESM, som havde til formål at erstatte alle de øvrige mekanismer;

J.  der henviser til, at EU-Domstolen med henvisning til artikel 13, stk. 3, i ESM-traktaten for nylig har bekræftet (i Pringle-sagen), at Europa-Kommissionen ved sin deltagelse i ESM-traktaten har pligt til at "fremme Unionens almene interesse" og "sikre, at de aftalememoranda, der er indgået af ESM, er i overensstemmelse med EU-retten";

K.  der henviser til, at EU-Domstolen også har fastslået i Pringle-sagen, at ESM er i overensstemmelse med TEUF og har åbnet lemmen for en mulig integration af denne mekanisme i den gældende fællesskabsret inden for traktaternes nuværende grænser;

L.  der henviser til, at et aftalememorandum pr. definition er en aftale mellem den pågældende medlemsstat og trojkaen, som er resultatet af forhandlinger, og hvorved en medlemsstat påtager sig at udføre en række præcise handlinger til gengæld for økonomisk bistand; der henviser til, at Kommissionen underskriver aftalememorandaene på vegne af euroområdets finansministre; der henviser til, at det dog ikke er kendt i offentligheden, hvordan forhandlingerne mellem trojkaen og den respektive medlemsstat er blevet ført i praksis, og at det desuden ikke er til at gennemskue, i hvilket omfang den medlemsstat, der søger om hjælp, har kunnet få indflydelse på forhandlingsresultatet; der henviser til, at det er fastsat i ESM-traktaten, at en medlemsstat, der anmoder om bistand fra ESM, forventes at sende en anmodning om bistand til IMF, hvor dette er muligt;

M.  der henviser til, at det samlede beløb i økonomisk bistandspakker i de fire programmer er uden sidestykke, og det samme gælder programmernes varighed, form og kontekst, hvilket fører til en uønsket situation, hvor bistanden næsten udelukkende har erstattet den sædvanlige finansiering, der ydes af markederne; derved beskyttes banksektoren mod tab gennem overførsel af store dele af programlandenes statsgæld fra den private sektors balance til den offentlige sektors balance;

N.  der henviser til, at EU-Domstolen i sin dom i Pringle-sagen fastslog, at forbuddet i artikel 125 i TEUF sikrer, at medlemsstaterne fortsat er omfattet af markedets logik, når de gældsætter sig, eftersom dette burde få dem til at opretholde budgetdisciplin, og at overholdelsen af denne disciplin bidrager til, at man på EU-niveau kan nå et højere mål, nemlig at opretholde den finansielle stabilitet i den monetære union; der henviser til, at EU-Domstolen imidlertid understreger, at artikel 125 i TEUF ikke indeholder et forbud mod, at en eller flere medlemsstater yder finansiel bistand til en medlemsstat, som fortsat er ansvarlig for sine forpligtelser over for sine kreditorer, hvis betingelserne, der er knyttet til denne bistand, er af en sådan beskaffenhed, at den pågældende medlemsstat tilskyndes til at føre en forsvarlig budgetpolitik;

O.  der henviser til, at finanskrisen har ført til en økonomisk og social krise; der henviser til, at den økonomiske situation og den seneste udvikling har haft alvorlige og hidtil uventede negative virkninger for beskæftigelsens kvantitet og kvalitet, adgang til kredit, indtægtsniveauer, den sociale beskyttelse og arbejdsmiljøet, og som følge heraf er de økonomiske og sociale problemer ikke til at tage fejl af; der henviser til, at disse negative konsekvenser kunne have været betydeligt værre uden EU's og IMF's finansielle bistand, og at indsatsen på EU-plan har medvirket til at forhindre, at situationen forværres yderligere;

P.  der henviser til, at det i artikel 151 i TEUF fastsættes, at de foranstaltninger, som EU og dens medlemsstater træffer, skal være i overensstemmelse med de grundlæggende sociale rettigheder, der er fastsat i den europæiske socialpagt fra 1961 og i fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder fra 1989 med henblik på blandt andet at forbedre den sociale dialog;

Q.  der henviser til, at der i artikel 152 i TEUF står, at "Unionen anerkender og fremmer arbejdsmarkedsparternes rolle på EU-plan under hensyntagen til de nationale systemers forskelligartede karakter", og at den "letter dialogen mellem dem og respekterer deres uafhængighed";

R.  der henviser til, at omkostningerne til tjenesteydelser er stigende for brugerne i nogle medlemsstater, hvilket gør, at mange mennesker ikke længere har råd til et ydelsesniveau, der dækker deres grundlæggende behov, herunder adgang til livsvigtig behandling;

S.  der henviser til, at taskforcen for Grækenland blev oprettet for at styrke de græske myndigheders kapacitet til at udforme, gennemføre og sikre strukturreformer for at forbedre økonomiens, samfundets og forvaltningens konkurrenceevne og den måde, de fungerer på, og skabe betingelserne for vedvarende genopretning og jobskabelse samt at fremskynde udnyttelsen af struktur- og samhørighedsfonde i Grækenland og at gøre brug af kritiske ressourcer til at finansiere investering;

T.  der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 20. november 2012 opfordrede til, at der skulle gælde høje standarder for demokratisk ansvarlighed på nationalt og EU-plan for de EU-institutioner, som er medlemmer af trojkaen; der henviser til, at en sådan ansvarlighed er afgørende for troværdigheden af ​​bistandsprogrammerne og navnlig kræver, at de nationale parlamenter i større grad involveres, samt nødvendiggør at EU’s medlemmer af trojkaen høres af Europa-Parlamentet på grundlag af et klart mandat, inden de påbegynder deres arbejde, og er forpligtet til at aflægge regelmæssige rapporter til Europa-Parlamentet og underlægges Europa-Parlamentets demokratiske kontrol;

U.  der henviser til, at programmerne på kort sigt primært skulle undgå ukontrolleret misligholdelse og standse spekulation i statsgælden; der henviser til, at målsætningen på mellemlang sigt var at sikre, at de penge, der blev udlånt, ville blive betalt tilbage, hvorved man ville undgå et stort økonomisk tab, som ville hvile på skatteydernes skuldre i de lande, som yder bistanden og garanterer midlerne; der henviser til, at dette også kræver, at programmet giver bæredygtig vækst og effektiv reduktion af gælden på mellemlang og lang sigt; der henviser til, at programmerne ikke var egnet til i vid udstrækning at rette op på makroøkonomiske ubalancer, som i visse tilfælde var oparbejdet over årtier;

Den økonomiske situation i programlande ved krisens start

1.  er af den opfattelse, at de præcise mekanismer, der udløste kriserne, var forskellige i alle fire medlemsstater, selv om der kan iagttages fælles mønstre, f.eks. en hurtig forøgelse af kapitaltilstrømninger og en opbygning af makroøkonomiske ubalancer i EU i årene forud for krisen; påpeger, at uforholdsmæssigt stor privat og/eller offentlige gæld, som var steget til et uholdbart niveau, og de finansielle markeders overreaktion kombineret med spekulation samt tab af konkurrenceevne spillede en afgørende rolle, og at alt dette ikke kunne forhindres af EU's eksisterende ramme for økonomisk styring; bemærker endvidere, at statsgældskriserne i alle tilfælde har haft en tæt sammenhæng med den globale finanskrise, som er forårsaget af en slap regulering og finanssektorens dårlige opførsel;

2.  bemærker, at Europas offentlige finanser allerede var i dårlig stand inden krisen, og at medlemsstaternes offentlige gæld siden 1970'erne gradvist er steget under indflydelse af de forskellige økonomiske nedgangsperioder, som EU har oplevet; bemærker, at omkostningerne i forbindelse med genopretningsplaner, fald i skatteprovenuet og høje velfærdsudgifter har øget både den offentlige gæld og den offentlige gælds andel af BNP, omend ikke i samme grad i hele Unionen;

3.  minder om trekanten med de indbyrdes forbundne sårbarheder, hvorved ubalanceret finanspolitik i nogle medlemsstater har forstærket de offentlige underskud fra før krisen, og finanskrisen har bidraget væsentligt til en yderligere stor stigning i disse underskud, hvilket er blevet efterfulgt af spændinger på statsgældsmarkederne i visse medlemsstater;

4.  påpeger, at den nylige finanskrise, økonomiske krise og bankkrise er den alvorligste siden Anden Verdenskrig; anerkender, at krisen kunne have fået endnu mere alvorlige konsekvenser, hvis ikke der var blevet truffet foranstaltninger på europæisk niveau; bemærker i denne henseende, at den tidligere ECB-formand Jean-Claude Trichet under en offentlig høring har givet udtryk for sin bekymring over, at statsgældskrisen kunne have udløst en krise på samme niveau som den store depression i 1929, hvis ikke det havde været for de hurtige og slagkraftige foranstaltninger;

5.  bemærker, at forud for starten på EU-IMF-bistandsprogrammet, der blev indledt i foråret 2010, var der en dobbelt frygt forbundet med Grækenlands offentlige finansers "insolvens" og "manglende bæredygtighed" som følge af den græske økonomis konstant faldende konkurrenceevne og langvarige finanspolitiske afsporing, der er resultatet af ineffektiv selskabsskatteopkrævning, med et offentligt underskud, som nåede op på 15,7 % af BNP i 2009, og med en gæld i forhold til BNP, som var fortsat med at stige siden 2003, hvor den lå på 97,4 %, og som nåede op på 129,7 % i 2009 og 156,9 % i 2012; er af den opfattelse, at den problematiske situation i Grækenland også skyldtes statistisk svindel i årene forud for oprettelsen af ​​programmet; glæder sig over den græske regerings beslutsomme indsats i forhold til hurtigt og effektivt at tage sig af disse problemer, herunder ved at oprette den uafhængige hellenske statistikmyndighed i marts 2010; bemærker, at den gradvise afdækning af statistisk svindel i Grækenland har haft en indvirkning på behovet for en tilpasning af multiplikatorerne, prognoserne og de foreslåede foranstaltninger; minder om, at Europa-Parlamentets insisteren har ført til, at Eurostat (EU's statistiske kontor) nu har fået beføjelser og midler til at levere et solidt grundlag af troværdig og objektiv statistik;

6.  bemærker, at Grækenland kom ind i recession i fjerde kvartal 2008; bemærker, at landet oplevede seks kvartaler med negativ BNP-vækst i de syv kvartaler, der gik forud for aktiveringen af bistandsprogrammet; noterer sig den nøje sammenhæng mellem virkningerne af finanskrisen og stigningen i den offentlige gæld på den ene side og stigningen i den nationale gæld og den økonomiske afmatning på den anden side, idet den offentlige gæld er steget fra 254,7 mia. EUR ved udgangen af 3. kvartal 2008 til 314,1 mia. EUR ved udgangen af 2. kvartal 2010;

7.  bemærker, at efter den græske regerings anmodning om finansiel bistand i april 2010 begyndte markederne at revurdere de økonomiske nøgletal og solvensen i andre medlemsstater i euroområdet, og efterfølgende spændinger på det portugisiske marked for statsobligationer drev hurtigt Portugals refinansieringsudgifter op til ubæredygtige niveauer;

8.  bemærker, at de økonomiske data, der først blev anvendt af regeringen under forhandlingerne, måtte revideres;

9.  bemærker, at den portugisiske økonomi ved starten på EU-IMF-bistandsprogrammet havde haft lav vækst i BNP og produktivitet i en række år samt store kapitalstrømme ind i landet, og at disse mønstre kombineret med en stigning i udgifter, navnlig diskretionært forbrug, der konstant lå over BNP-væksten, og virkningen af den globale finansielle krise havde resulteret i et stort underskud på de offentlige finanser og et højt offentligt og privat gældsniveau, som sammen med smittevirkningen fra den græske krise drev Portugals refinansieringsudgifter på kapitalmarkeder til ubæredygtige niveauer, hvilket i praksis afskar den offentlige sektor fra adgangen til disse markeder; understreger, at Portugals vækst i 2010 – før der blev søgt om finansiel bistand den 7. april 2011 – var faldet til 1,9 %, og dets underskud på de offentlige finanser havde nået 9,8 % (2010), dets gældsniveau 94 % (2010) og dets underskud på betalingsbalancens løbende poster 10,6 % af BNP, mens arbejdsløsheden lå på 12 %; bemærker i denne sammenhæng, at de overordnede makroøkonomiske nøgletal forværredes meget hurtigt fra rimelig pæne tal i 2007 før krisen – hvor Portugals vækst nåede 2,4 %, dets underskud på de offentlige finanser 3,1 %, dets gældsniveau 62,7 % og dets underskud på betalingsbalancens løbende poster 10,2 % af BNP, mens arbejdsløsheden lå på 8,1 % – til en dyb recession af hidtil uset omfang;

10.  bemærker, at før EU-IMF-bistandsprogrammet havde den irske økonomi lige været udsat for en bank- og finanskrise af hidtil usete dimensioner, der i vid udstrækning skyldtes den amerikanske "subprimekrises" indvirkning på den irske finanssektor, de irske bankers uansvarlige risikotagning og den udbredte brug af værdipapirer med sikkerhed i aktiver, der efter regeringens beslutning om at yde fuld garanti til banksektoren samt den efterfølgende redning medførte, at den offentlige sektor var afskåret fra adgang til kapitalmarkederne, hvilket fik det irske BNP til at falde med 6,4 % i 2009 (1,1 % i 2010) fra en positiv vækstrate på 5 % af BNP i 2007, fik arbejdsløsheden til at stige fra 4,7 % i 2007 til 13,9 % i 2010, og fik underskuddet på statens betalingsbalance til at nå op på 30,6 % i 2010 – som følge af den irske regerings støtte til banksektoren – i forhold til et overskud i 2007 på 0,2 %; bemærker, at bankkrisen til dels skyldes utilstrækkelig regulering, meget lave skattesatser og en overdimensioneret banksektor; anerkender, at irske bankers private tab er blevet medtaget i den irske stats balance for at undgå en kollaps af det irske banksystem og samtidig minimere risikoen for en smittevirkning i hele euroområdet, og at den irske regering har handlet i EU's interesse ved at reagere på bankkrisen i landet; bemærker endvidere, at den irske økonomi i årtiet forud for bistandsprogrammet havde en længere periode med negative realrentesatser;

11.  fremhæver, at der ikke fandtes finanspolitiske ubalancer forud for krisen i Irland, og at man havde et ekstremt lavt offentligt gældsniveau; understreger også den store grad af fleksibilitet på arbejdsmarkedet forud for krisen; bemærker, at trojkaen oprindeligt anmodede om sænkning af lønningerne; henleder opmærksomheden på en ikke-bæredygtig model for bankvirksomhed og et skattesystem, som var overdrevent afhængig af indtægterne fra beskatning af en bolig- og aktivboble, hvilket har frataget staten indtægter, da disse bobler bristede;

12.  bemærker, at omkring 40 % af det irske BNP blev indsprøjtet i banksektoren af skatteborgerne, på et tidspunkt hvor en "bail-in" ikke var en mulighed, da det havde givet anledning til betydelig debat i trojkaen;

13.  opfordrer til en fuldstændig gennemførelse af EU-ledernes forpligtelse fra juni 2012 om at bryde den onde cirkel mellem bankerne og staten og fortsat undersøge situationen for den irske finansielle sektor, således at Irlands store bankgæld bliver nedbragt betydeligt;

14.  bemærker, at der ikke blev taget tilstrækkeligt højde for følgevirkningerne for Cyperns banksystem, som allerede var på randen af ​​sammenbrud på grund af en svigtende bankmodel, hvad angår inddragelsen af den private sektor i Grækenland, og det antydes ligeledes, at der igen skete en beskyttelse af værdier med tilknytning til en række større medlemsstater;

15.  bemærker, at Cypern i maj 2011 mistede adgang til de internationale markeder som følge af den betydelige forværring af de offentlige finanser samt den græske økonomis kraftige indvirkning på den cypriotiske banksektor og omstruktureringen af den offentlige gæld i Grækenland, hvilket førte til betydelige tab i Cypern; minder om, at adskillige år før påbegyndelsen af EU-IMF-bistandsprogrammet i 2013 gav den cypriotiske økonomis ustabilitet på det systemiske plan anledning til alvorlige bekymringer, bl.a. på grund af den højt gearede og risikovillige banksektor og indvirkningen på de cypriotiske banker af for højt gearede lokale ejendomsselskaber, den græske gældskrise, internationale kreditvurderingsbureauers nedgradering af cypriotiske statsobligationer, den manglende evne til at tilbagebetale offentlige udgifter fra de internationale markeder og de offentlige myndigheders modvilje mod at omstrukturere den trængte finanssektor, idet den i stedet valgte en massiv kapitaltilførsel fra Rusland; minder endvidere om, at den overdrevne afhængighed af russiske borgeres opsparinger og muligheden for lån fra de russiske myndigheder har gjort situationen endnu mere kompleks; bemærker endvidere, at den cypriotiske offentlige gæld i forhold til BNP i 2007 lå på 58,8 %, og den steg til 86,6 % i 2012, mens der i 2007 var et offentligt overskud på 3,5 % af BNP, som ikke desto mindre blev til et underskud på -6,4 % i 2012;

EU-IMF's økonomiske bistand, indholdet af aftalememoranda og gennemførte politikker

16.  bemærker, at Grækenland fremsatte den første anmodning om økonomisk bistand den 23. april 2010, og at den første aftale mellem de græske myndigheder på den ene side og EU og IMF på den anden blev indgået den 2. maj 2010 i de relevante aftalememoranda, der indeholdt konditionaliteten i politikken for EU-IMF's økonomiske bistand; bemærker endvidere, at efter fem revisioner og efter, at det første program ikke var tilstrækkeligt vellykket, måtte der vedtages et andet program i marts 2012, som er blevet revideret tre gange siden da; minder om de retlige usikkerheder, der er opstået som følge af den aftale, der er indgået mellem to medlemsstater i oktober 2010 ("Deauvilleaftalen") i fraværet af en europæisk ramme; bemærker, at IMF ikke på effektiv vis tog højde for indsigelserne fra en tredjedel af sine bestyrelsesmedlemmer med hensyn til fordelingen af fordele og byrder i forbindelse med det første græske program;

17.  bemærker, at den første aftale fra maj 2010 ikke indeholdt bestemmelser vedrørende en omstrukturering af den græske gæld, til trods for, at dette blev foreslået af IMF, som i tråd med sin sædvanlige praksis ville have foretrukket en tidlig omstrukturering af gælden; minder om ECB's modvilje mod at overveje nogen form for omstrukturering af gælden i 2010 og 2011, med den begrundelse at det ville have medført, at krisen fik en afsmittende effekt på andre medlemsstater, såvel som dens afslag på at deltage i den omstrukturering, der blev aftalt i februar 2012; bemærker, at den græske centralbank i november 2010 bidrog til at forstærke uroen på markedet, da den offentligt advarede investorerne om, at likviditetstransaktioner fra ECB ikke længere kunne tages for givet i forbindelse med den græske statsgæld; bemærker endvidere, at der var et tilsagn fra medlemsstaterne om, at deres banker ville bibeholde deres eksponering til de græske statsobligationer, og at de ikke var i stand til at holde dette løfte;

18.  bemærker, at Portugal fremsatte den første anmodning om økonomisk bistand den 7. april 2011, og at aftalen mellem de portugisiske myndigheder på den ene side og EU og IMF på den anden blev indgået den 17. maj 2011 i de relevante aftalememoranda, der indeholdt konditionaliteten i politikken for EU-IMF's økonomiske bistand; bemærker endvidere, at det portugisiske program siden da er blevet revideret regelmæssigt med henblik på at tilpasse målene og målsætningerne i betragtning af de uopnåelige oprindelige mål, hvilket har ført til en vellykket tiende revision af Portugals økonomiske tilpasningsprogram med gode muligheder for en snarlig afslutning af ​​programmet;

19.  minder om det bilaterale pres, som ECB angiveligt lagde på de irske myndigheder forud for den første aftale mellem de irske myndigheder og EU og IMF, som blev indgået henholdsvis den 7. og 16. december 2010 i de relevante aftalememoranda, der indeholdt konditionaliteten i politikken for EU-IMF's bistand; bemærker, at programmet hovedsagligt blev baseret på den irske regerings egen nationale genopretningsplan for 2011-2014, der blev offentliggjort den 24. november 2010; bemærker endvidere, at det irske program siden da er blevet revideret regelmæssigt, hvilket har ført til en tolvte og endelig revision den 9. december 2013, og at programmet blev afsluttet den 15. december 2013;

20.  bemærker, at Det Europæiske Råd den 29. juni 2012 besluttede at give ESM mulighed for at rekapitalisere banker direkte efter en regelmæssig beslutning, og forudsat at en effektiv enkelt overvågningsmekanisme etableres; bemærker endvidere, at den operationelle ramme for et direkte rekapitaliseringsinstrument, der skulle underlægges visse betingelser, blev fastlagt af Eurogruppen den 20. juni 2013;

21.  bemærker, at tankegangen vedrørende bail-in har udviklet sig med tiden; for Irland i 2010 var bail-in af langvarige obligationsejere ikke en mulighed for de irske myndigheder, mens man i Cypern i 2013 foreslog bail-in af forsikrede indskydere som en politisk foranstaltning, hvilket har øget uligheden mellem de instrumenter, der anvendes til at afhjælpe bank- og statsgældskriserne;

22.  bemærker, at Cypern fremsatte den første anmodning om økonomisk bistand den 25. juni 2012, men at forskelle i holdninger med hensyn til konditionaliteten samt det cypriotiske parlaments afvisning af et første udkast til program den 19. marts 2013, der omfattede bail-in af forsikrede indskydere, med den begrundelse at det var i strid med ånden i EU-lovgivningen, da det indeholdt bestemmelser om et "haircut" af små indskud på under 100 000 EUR, forsinkede den endelige aftale om EU-IMF's bistandsprogram indtil henholdsvis 24. april 2013 (EU) og 15. maj 2013 (IMF), og 30. april 2013 godkendte det cypriotiske repræsentanternes hus endelig aftalen; bemærker i Cyperns tilfælde de indledende konkurrerende programforslag mellem de forskellige medlemmer af trojkaen og fremhæver manglen på en tilstrækkelig forklaring på, hvordan inddragelsen af forsikrede indskydere blev godkendt af Kommissionen og EU's finansministre; beklager endvidere, at de cypriotiske myndigheder har givet udtryk for, at det har været vanskeligt at overbevise repræsentanterne for trojkaen om deres bekymringer under forhandlingsprocessen, og at den cypriotiske regering angiveligt accepterede bail-in-værktøjet til bankindskud under tvang i lyset af den usædvanligt høje private gæld i forhold til BNP; påpeger, at selv om Cyperns centralbank (CBC) og et ministerielt udvalg var dybt involveret i forhandlingen om og udformningen af det finansielle bistandsprogram, og den cypriotiske centralbankchef endelig medunderskrev aftalememorandummet sammen med finansministeren, skal det dog bemærkes, at der var meget begrænset tid til at fortsætte en detaljeret forhandling om aspekterne af aftalememorandummet;

23.  bemærker de alvorlige bivirkninger ved anvendelse af bail-in, hvilket omfatter indførelse af kapitalkontrol; understreger, at den cypriotiske realøkonomi fortsat står over for store udfordringer, efterhånden som de stadigt vanskeligere kreditforhold slider på erhvervslivets produktionsaktiviteter;

24.  bemærker, at IMF er den globale institution, som har til opgave at yde lande, der har problemer med betalingsbalancen, betinget økonomisk bistand; påpeger, at alle medlemsstaterne er medlemmer af IMF og derfor har ret til at anmode om bistand fra IMF i samarbejde med EU's institutioner, idet EU's og den pågældende medlemsstats interesser vurderes; bemærker, at i lyset af krisens omfang ville IMF's finansielle midler i sig selv ikke have været tilstrækkelige til at løse problemerne i de lande, der har behov for finansiel bistand;

25.  konstaterer, at IMF klart har påpeget risikoen ved det græske program, især med hensyn til gældsbæredygtighed; bemærker, at ud over at acceptere, at programmet skal udformes og forhandles af trojkaen, besluttede IMF at ændre sit kriterium for gældsbæredygtighed inden for politikken for ekstraordinær adgang for at gøre det muligt at låne til Grækenland, Irland og Portugal;

26.  henleder opmærksomheden på de betænkeligheder, der er givet udtryk for med hensyn til ECB's tilsyn med likviditetsstøtte i krisesituationer (ELA); anser den solvensopfattelse, som ECB har anvendt, for at savne gennemsigtighed og forudsigelighed;

27.  bemærker, at EU og de internationale institutioner ikke var forberedt på en statsgældskrise af stort omfang samt dens differentierede årsager og konsekvenser inden for euroområdet, som er en følge, blandt andre faktorer, af den mest alvorlige finanskrise siden 1929; beklager manglen på et bæredygtigt retsgrundlag til håndtering af en sådan krise; anerkender de anstrengelser, der er gjort for at reagere hurtigt og beslutsomt, men beklager, at Rådet konsekvent har afvist at udarbejde en langsigtet, omfattende og systemisk tilgang; beklager, at EU's strukturfonde og de EU-politikker, der har til formål at opnå langsigtet konvergens i Unionen, ikke har opfyldt forventningerne;

28.  påpeger, at medfinansieringssatserne for EU's strukturfonde blev forhøjet op til 95 % for nogle af de medlemsstater, som har været hårdest ramt af krisen, og som har modtaget finansiel støtte under et tilpasningsprogram; understreger, at de lokale og nationale myndigheder har brug for at blive styrket for at klare gennemførelsen af EU-lovgivningen og -programmerne med henblik på at fremskynde absorptionen af strukturmidlerne;

29.  anerkender, på trods af ovenstående, at den enorme udfordring, som trojkaen stod over for i tiden op til krisen, var enestående som følge af bl.a. de offentlige finansers dårlige tilstand, behovet for strukturreformer i visse medlemsstater, den dårlige regulering af europæiske og nationale finansielle tjenesteydelser, store makroøkonomiske ubalancer, der er bygget op igennem flere år, såvel som politiske og institutionelle svigt og den omstændighed, at de fleste traditionelle makroøkonomiske instrumenter, som f.eks. budgetpolitik og ekstern devaluering, ikke var til rådighed på grund af den monetære unions begrænsende rammer og euroområdets ufuldstændige karakter; bemærker desuden det betydelige tidspres, som til dels skyldtes, at anmodningerne om finansiel bistand generelt kom på et tidspunkt, hvor landene allerede var tæt på en misligholdelse og havde mistet adgang til markedet, mens juridiske forhindringer skulle fjernes, frygt for en nedsmeltning af euroområdet var tydelig, der var et åbenlyst behov for at indgå politiske aftaler og træffe aftaler om reformer, der var nedgang i verdensøkonomien, og en række lande, som skulle yde økonomisk bistand, havde oplevet deres egen offentlige og private gæld stige på foruroligende måder;

30.  fordømmer den manglende gennemsigtighed i forhandlingerne om aftalememoranda; bemærker nødvendigheden af at vurdere, hvorvidt formelle dokumenter blev klart formidlet og taget i betragtning i de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet i god tid og drøftet tilstrækkeligt med arbejdsmarkedets parter; bemærker endvidere den mulige negative indvirkning af sådanne fortrolighedspraksisser på borgernes rettigheder, den politiske situation i de berørte lande samt borgernes tillid til demokratiet og til EU's projekt;

31.  bemærker, at anbefalingerne i aftalememorandaene er i strid med den moderniseringspolitik, som er udarbejdet sammen med Lissabonstrategien og Europa 2020-strategien; bemærker ligeledes den omstændighed, at medlemsstater med aftalememoranda er fritaget for alle rapporteringsprocesser vedrørende det europæiske semester, herunder rapportering i henhold til målene for antifattigdom og social inklusion, og ikke modtager landespecifikke henstillinger, bortset fra gennemførelsen af deres aftalememoranda; minder om, at aftalememoranda skal tilpasses for at tage hensyn til praksisser og institutioner vedrørende løndannelse og det nationale reformprogram i den pågældende medlemsstat inden for rammerne af Unionens strategi for vækst og beskæftigelse, som er fastsat i forordning (EU) nr. 472/2013 (artikel 7, stk. 1); opfordrer indtrængende til, at dette gøres, hvor det endnu ikke er tilfældet; påpeger dog, at dette delvist kan forklares, selv om det ikke fuldt ud kan retfærdiggøres, af at programmer skulle gennemføres under betydeligt tidspres i et vanskeligt politisk, økonomisk og finansielt miljø;

32.  beklager, at programmerne for Grækenland, Irland og Portugal omfatter en række detaljerede forskrifter for reform af sundhedssystemer og nedskæringer; beklager, at programmerne ikke er underlagt Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder eller bestemmelserne i traktaterne, navnlig artikel 168, stk. 7, i TEUF;

33.  påpeger, at EU's finansministre har godkendt de makroøkonomiske tilpasningsprogrammer;

Den nuværende økonomiske og sociale situation

34.  beklager, at de gennemførte foranstaltninger på kort sigt har fået uligheder i indkomstfordelingen til at stige; bemærker, at sådanne uligheder i de fire lande er steget over gennemsnittet; bemærker, at nedskæringer i sociale ydelser og stigende arbejdsløshed som følge af foranstaltningerne i de programmer, der har til formål at løse den makroøkonomiske situation, samt lønnedgang får fattigdommen til at stige;

35.  fremhæver den uacceptable arbejdsløshed, langtidsarbejdsløshed og ungdomsarbejdsløshed, navnlig i de fire medlemsstater under bistandsprogrammerne; understreger, at den høje ungdomsarbejdsløshed er til fare for en eventuel fremtidig økonomisk udvikling, som det fremgår af strømmen af ​​unge indvandrere fra Sydeuropa og Irland, som skaber risiko for hjerneflugt; minder om, at uddannelse, erhvervsuddannelse og teknologisk baggrund systematisk har været udpeget som nødvendige for disse økonomiers strukturelle indhentning; glæder sig derfor over de seneste initiativer på EU-plan vedrørende ungdomsuddannelse og ‑beskæftigelse, Erasmus+-programmet, ungdomsbeskæftigelsesinitiativet og de 6 mia. EUR til EU's ungdomsgarantiordning, men opfordrer til større politisk og økonomisk fokus på disse spørgsmål; understreger, at kompetencerne vedrørende beskæftigelse fortsat primært ligger hos medlemsstaterne; opfordrer derfor medlemsstaterne til at modernisere deres nationale uddannelsessystemer yderligere og bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden;

36.  glæder sig over afslutningen af ​​programmet i Irland, for så vidt som trojkaens missioner er afsluttet, og Irland kunne få adgang til obligationsmarkederne den 7. januar 2014, samt den forventede afslutning for Portugal; anerkender de hidtil usete finanspolitiske tilpasninger i Grækenland, men beklager de ujævne resultater i Grækenland, til trods for at der er foretaget hidtil usete reformer; anerkender den meget krævende indsats, som privatpersoner, familier, virksomheder og andre institutioner i civilsamfundet i landene under tilpasningsprogrammerne er blevet bedt om; bemærker de første tegn på delvise økonomiske forbedringer i visse samarbejdslande; påpeger dog, at den vedvarende høje arbejdsløshed nedtynger den økonomiske genopretning, og der er stadig behov for en fortsat og ambitiøs indsats på både nationalt og EU-plan;

Trojkaen: den økonomiske dimension og det teoretiske grundlag og virkningen af beslutningerne

37.  understreger, at passende landespecifikke økonomiske modeller og økonomiske modeller for hele euroområdet, der tager udgangspunkt i forsigtige antagelser, uafhængige data, inddragelse af interessenter og gennemsigtighed, er nødvendige for at frembringe troværdige og effektive tilpasningsprogrammer, samtidig med at det anerkendes, at de økonomiske prognoser almindeligvis er forbundet med en vis usikkerhed og uforudsigelighed; beklager, at tilstrækkelig statistik og tilstrækkelige oplysninger ikke altid har været til rådighed;

38.  glæder sig over, at man med økonomisk bistand på kort sigt opnåede målet med at undgå en ukontrolleret misligholdelse af statsgælden, som ville have haft yderst alvorlige økonomiske og sociale konsekvenser, som nok ville have været værre end de nuværende, samt følgevirkninger for andre lande af et omfang, som ikke kan beregnes, og muligvis ville lande blive tvunget til at forlade euroområdet; bemærker dog, at der ikke er nogen garanti for, at dette vil blive undgået på lang sigt; bemærker også, at den økonomiske bistand og tilpasningsprogrammet i Grækenland ikke har forhindret hverken en kontrolleret misligholdelse eller en smittevirkning af krisen til andre medlemsstater, og at det først var, da ECB supplerede de tiltag, der allerede var taget, med OMT-programmet i august 2012, at tilliden til markedet blev genetableret, og de høje rentespænd på statsgælden begyndte at falde; beklager den økonomiske og sociale nedgang, som blev tydelig, da de finanspolitiske og makroøkonomiske korrektioner blev indført; bemærker, at konsekvenserne ville have været langt værre uden EU's og IMF's økonomiske og tekniske bistand;

39.  bemærker, at trojkaen lige fra starten offentliggjorde omfattende dokumenter om diagnosen, strategien til at løse de hidtil usete problemer, et sæt politiske foranstaltninger sammen med den pågældende nationale regering og økonomiske prognoser, som alle ajourføres regelmæssigt; bemærker, at disse dokumenter ikke gav offentligheden mulighed for at danne sig et fuldstændigt billede af forhandlingerne, og at dette ikke udgør tilstrækkelig ansvarlighed;

40.  beklager trojkaens til tider overoptimistiske antagelser, især hvad angår vækst og arbejdsløshed, som bl.a. stammer fra den utilstrækkelige anerkendelse af grænseoverskridende følgevirkninger (som Kommissionen har anerkendt i sin rapport om finanspolitiske konsolideringer og følgevirkninger i euroområdets udkant og kerne), politisk modstand mod forandring i visse medlemsstater og de ​​økonomiske og sociale konsekvenser af tilpasningen; beklager, at dette også påvirkede trojkaens analyse af samspillet mellem finanspolitisk konsolidering og vækst; beklager, at dette også påvirkede trojkaens analyse af samspillet mellem finanspolitisk konsolidering og vækst;

41.  forstår af høringerne, at der er et afhængighedsforhold mellem tilpasningsprogrammernes varighed og den bistand, der ydes gennem de afsatte midler såsom ESM, hvilket betyder, at en længere tilpasningsperiode uundgåeligt ville have betydet, at de andre lande i euroområdet og IMF havde skullet stille betydeligt større beløb til rådighed, hvilket blev anset for rent politisk ikke at kunne lade sig gøre, idet de involverede beløb allerede var meget høje; understreger, at tilpasningsprogrammernes og tilbagebetalingsperiodernes varighed er tydeligt længere end i de sædvanlige finansielle bistandsprogrammer under IMF;

42.  glæder sig over reduktionen af de strukturelle underskud i alle programlande siden starten af deres respektive bistandsprogrammer; beklager, at disse endnu ikke har ført til en reduktion i den offentlige gæld i forhold til BNP; bemærker, at forholdet mellem den offentlige gæld og BNP i stedet er steget kraftigt i alle programsamarbejdslande, eftersom modtagelsen af ​​betingede lån naturligt fører til en stigning i den offentlige gæld, og eftersom den politik, der føres, har en recessiv effekt på kort sigt; mener endvidere, at den præcise vurdering af de finanspolitiske multiplikatorer er af afgørende betydning for en vellykket finanspolitisk tilpasning i forbindelse med nedbringelsen af gælden i forhold til BNP; bemærker, at en langsigtet stabilitet også kræver fremskridt hen imod en mere bæredygtig privat gæld; anerkender, at det typisk tager flere år, før de strukturelle reformer kan bidrage betydeligt til forbedrede resultater og øget beskæftigelse;

43.  mener, at finanspolitiske multiplikatorer er vanskelige at vurdere med sikkerhed; minder i denne forbindelse om, at IMF indrømmede, at den havde undervurderet den finanspolitiske multiplikator i sine vækstprognoser forud for oktober 2012; bemærker, at denne periode omfatter konklusionerne fra alle, undtagen ét, af de indledende aftalememoranda, der undersøges i denne betænkning; minder om, at Kommissionen i november 2012 udtalte, at fejl i prognosen ikke skyldtes undervurderingen af finanspolitiske multiplikatorer; påpeger imidlertid, at Kommissionen i sit svar på spørgeskemaet anførte, at "finanspolitiske multiplikatorer har en tendens til at være større på nuværende tidspunkt end i normale tider"; forstår, at finanspolitiske multiplikatorer til dels er endogene og udvikler sig under skiftende makroøkonomiske forhold; påpeger, at dette udtryk for offentlig uenighed mellem Europa-Kommissionen og IMF om størrelsen af den finanspolitiske multiplikator ikke blev fulgt op med en fælles holdning fra trojkaen;

44.  påpeger, at mens IMF's erklærede mål i dens bistandsaktiviteter inden for rammerne af trojkaen er intern devaluering, herunder ved hjælp af løn- og pensionsnedskæringer, har Kommissionen aldrig klart godkendt dette mål; bemærker, at det mål, der understreges af Kommissionen i alle fire programlande, der undersøges, snarere har været finanspolitisk konsolidering; erkender, at IMF og Kommissionen har forskellige prioriteter, og noterer sig de to institutioners foreløbigt modstridende mål; noterer sig, at det i fællesskab blev vedtaget at tage udgangspunkt i en kombination af både instrumenter og strukturreformer samt andre foranstaltninger, der supplerer denne tilgang; bemærker, at kombinationen af finanspolitisk konsolidering og en restriktiv lønpolitik har virket hæmmende på både den offentlige og den private efterspørgsel; bemærker, at målet om at reformere både den industrielle basis og de institutionelle strukturer i programlande med det formål at gøre dem mere bæredygtige og effektive, har fået mindre opmærksomhed end de ovennævnte mål;

45.  mener, at der har været lagt for lidt vægt på at afhjælpe den negative økonomiske og sociale virkning af tilpasningsstrategierne i programlandene; minder om krisens årsager; beklager, at universalløsningen til krisehåndtering alt for ofte ikke har taget fuldt hensyn til at afbalancere den økonomiske og sociale indvirkning af de foreskrevne politiske foranstaltninger;

46.  understreger, at ejerskab på nationalt plan er afgørende, og at undladelse af at gennemføre aftalte foranstaltninger har konsekvenser for så vidt angår de forventede resultater, idet de medfører yderligere vanskeligheder over en længere periode for det berørte land; noterer sig IMF's erfaringer med, at nationalt ejerskab kan betragtes som den mest afgørende faktor for ethvert økonomisk bistandsprograms succes; understreger imidlertid, at ejerskab på nationalt plan ikke kan opnås uden demokratisk legitimitet og kontrol på både nationalt plan og EU-plan; fremhæver i den forbindelse, at de nationale parlamenters drøftelser af budgetterne og lovene til gennemførelse af økonomiske tilpasningsprogrammer er afgørende for at sikre ansvarlighed og åbenhed på nationalt plan;

47.  understreger, at øget ligestilling mellem kønnene er afgørende for opbygningen af stærkere økonomier, og at denne faktor aldrig må overses i økonomiske analyser eller anbefalinger;

Trojkaen: den institutionelle dimension og demokratisk legitimitet

48.  bemærker, at på grund af udviklingen i EU's reaktion på krisen, ECB's uklart definerede rolle i trojkaen og arten af trojkaens beslutningsproces er trojkaens mandat blevet anset for at være uklart, mangle gennemsigtighed og demokratisk kontrol;

49.  påpeger imidlertid, at vedtagelsen af ​​forordning (EU) nr. 472/2013 den 21. maj 2013 udgør et første – om end utilstrækkeligt – skridt til at kodificere de overvågningsprocedurer, der skal anvendes i euroområdet for lande, der har økonomiske vanskeligheder, og at den giver trojkaen et mandat; glæder sig bl.a. over følgende: bestemmelserne vedrørende vurdering af bæredygtigheden af den offentlige gæld, de mere gennemsigtige procedurer for vedtagelse af makroøkonomiske tilpasningsprogrammer, herunder behovet for at tage højde for problemer, som kan få afsmittende virkning og for makroøkonomiske og finansielle chokbølger, og de indsigelsesrettigheder, der gives Europa-Parlamentet, bestemmelserne vedrørende inddragelse af arbejdsmarkedets parter, kravene om at tage eksplicit højde for nationale praksisser og institutioner vedrørende løndannelse, behovet for at sikre tilstrækkelige midler til grundlæggende politikker som uddannelse og sundhedspleje samt de fritagelser fra de relevante krav i stabilitets- og vækstpagten, som indrømmes de medlemsstater, der modtager bistand;

50.  noterer sig Eurogruppens formands udtalelse om, at Eurogruppen giver Kommissionen mandat til på gruppens vegne at forhandle detaljerne om de til bistanden knyttede betingelser, idet der skal tages hensyn til medlemsstaternes holdninger til centrale elementer i betingelserne og, på baggrund af staternes egne økonomiske vanskeligheder, til omfanget af den økonomiske støtte; bemærker, at ovennævnte procedure, hvorved Eurogruppen giver et mandat til Kommissionen, ikke er specificeret i EU-lovgivningen, da Eurogruppen ikke er en officiel institution i Den Europæiske Union; understreger, at selvom Kommissionen optræder på vegne af medlemsstaterne, så ligger det endelige politiske ansvar for udformning og godkendelse af de makroøkonomiske tilpasningsprogrammer hos EU's finansministre og deres regeringer; beklager Eurogruppens mangel på demokratisk legitimitet og ansvarlighed på EU-plan, når den antager myndighedsbeføjelser som udøvende magt i EU-regi;

51.  påpeger, at disse redningsmekanismer og trojkaen har en ad hoc-karakter, og beklager, at der ikke er noget passende retsgrundlag for at oprette trojkaen på grundlag af Unionens primære lovgivning, hvilket førte til etableringen af ​​mellemstatslige mekanismer i form af EFSF og i sidste ende ESM; opfordrer til, at enhver fremtidig løsning baseres på Unionens primære lovgivning; anerkender, at dette kan nødvendiggøre en traktatændring;

52.  er chokeret over indrømmelsen fra den forhenværende formand for Eurogruppen over for Europa-Parlamentet af, at Eurogruppen godkendte trojkaens anbefalinger uden at overveje deres specifikke politiske konsekvenser grundigt; understreger, at dette, hvis det passer, ikke letter euroområdets finansministre for deres politiske ansvar for de makroøkonomiske tilpasningsprogrammer og de vedtagne aftalememoranda; påpeger, at denne indrømmelse kaster et foruroligende lys på det mudrede billede af rækkevidden af rollerne for "teknisk rådgivning" og "Eurogruppe-repræsentationen", der delegeres både til Kommissionen og til ECB i forbindelse med udformning, gennemførelse og evaluering af bistandsprogrammer; beklager i den forbindelse manglen på et klart og ansvarligt mandat fra sag til sag givet af Rådet og Eurogruppen til Kommissionen;

53.  betvivler Kommissionens dobbelte rolle i trojkaen som både et organ for medlemsstaterne og en EU-institution; fastholder, at der er en potentiel interessekonflikt i Kommissionen mellem dens rolle i trojkaen og dens ansvar som traktaternes og den gældende fællesskabsrets vogter, især på politiske områder såsom konkurrence- og statsstøttepolitik og social samhørighed og med hensyn til medlemsstaternes løn- og socialpolitik, et område, hvor Kommissionen ikke har nogen kompetence, samt respekt for Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder; fremhæver, at en sådan situation står i kontrast til Kommissionens normale funktion, som er at fungere som en uafhængig hovedaktør, der beskytter EU's interesser og sikrer gennemførelse af EU's bestemmelser i overensstemmelse med traktaterne;

54.  gør ligeledes opmærksom på den potentielle interessekonflikt mellem ECB's nuværende rolle i trojkaen som "teknisk rådgiver" og dens stilling som kreditor i de fire medlemsstater samt dens mandat i henhold til traktaten, da den har gjort sine egne handlinger betinget af beslutninger, som den selv er del af; glæder sig ikke desto mindre over dets bidrag til en løsning af krisen, men anmoder om, at ECB's potentielle interessekonflikter, især hvad angår afgørende likviditetspolitik, granskes nøje; bemærker, at ECB igennem hele krisen har ligget inde med meget vigtige oplysninger om sundhedstilstanden i banksektoren og den finansielle stabilitet generelt, og at banken med dette for øje efterfølgende har påvirket beslutningstagernes udformning af politikker – i hvert fald i forbindelse med omstruktureringen af den græske gæld, hvor ECB insisterede på, at CAC-klausuler skulle fjernes fra de statsobligationer, den besad, tildelingen af likviditetsstøtte pga. krisen til cyprioterne (ELA) og ikke-inklusionen af seniorindehavere af obligationer i forbindelse med bail-in i Irland; opfordrer ECB til at offentliggøre Jean-Claude Trichets skrivelse af 19. november 2010 til den daværende irske finansminister, som krævet af Den Europæiske Ombudsmand;

55.  bemærker, at ECB's rolle ikke er tilstrækkeligt defineret, da det er anført i ESM-traktaten og i forordning (EU) nr. 472/2013, at Kommissionen bør arbejde "sammen med ECB", hvorved ECB's rolle reduceres til en rolle som rådgiver; bemærker, at Eurogruppen bad om inddragelse af ECB som leverandør af ekspertise til at supplere de øvrige Trojka-partneres synspunkter, og at EU-Domstolen har afgjort i Pringle-sagen, at de opgaver, der af ESM-traktaten pålægges ECB, er i overensstemmelse med de forskellige opgaver, som tillægges ECB i TEUF og ESCB-statutten [og i ECB's statut], forudsat at en række betingelser permanent er opfyldt; påpeger Eurogruppens ansvar for at lade ECB handle inden for trojkaen, men minder om, at ECB's beføjelser indskrænkes af TEUF til pengepolitik og finansiel stabilitet, og at inddragelse af ECB i beslutningsprocessen relateret til budget-, finans- og strukturpolitik ikke er omfattet af traktaterne; minder om, at i henhold til artikel 127 i TEUF, og uden at målsætningen om prisstabilitet derved berøres, støtter ESCB de generelle økonomiske politikker i Unionen med henblik på at bidrage til gennemførelsen af Unionens mål som fastsat i artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union.

56.  fremhæver trojkaens generelt svage demokratiske ansvarlighed i programlande på nationalt plan; bemærker dog, at denne demokratiske ansvarlighed varierer landene imellem afhængigt af nationale lederes vilje og de nationale parlamenters effektive kontrolkapacitet, som det sås i tilfældet med det cypriotiske parlament, der afviste det originale aftalememorandum; bemærker dog, at i de tilfælde hvor de nationale parlamenter blev hørt, stod de over for valget mellem at ende med at misligholde deres gæld eller at acceptere de aftalememoranda, der var forhandlet mellem trojkaen og de nationale myndigheder; påpeger, at aftalememorandummet ikke blev ratificeret af det nationale parlament i Portugal; bemærker med bekymring, at trojkaen består af tre uafhængige institutioner med en ulige indbyrdes ansvarsfordeling i kombination med forskellige mandater og forhandlings- og beslutningsstrukturer med forskellige ansvarsniveauer førte til mangel på behørig kontrol og demokratisk ansvarlighed fra trojkaens side under ét;

57.  beklager, at IMF på grund af sine vedtægter ikke formelt kan give møde for eller rapportere skriftligt til hverken de nationale parlamenter eller Europa-Parlamentet; bemærker, at i henhold til IMF's ledelsesstruktur sikres ansvarlighed over for de 188 medlemslande via IMF's bestyrelse; understreger, at IMF's rolle som sidste lånemulighed, der leverer op imod en tredjedel af finansieringen, placerer institutionen i en mindretalsrolle;

58.  bemærker, at der efter forudgående forberedelse fra trojkaens side træffes formelle beslutninger, hver for sig og i overensstemmelse med de respektive retlige statutter og roller, af Eurogruppen og IMF, der således hver især erhverver politisk ansvar for trojkaens handlinger; bemærker endvidere, at en afgørende rolle nu tildeles ESM som den organisation, der er ansvarlig for at træffe afgørelse om finansiel støtte fra euroområdets medlemsstater, hvilket sætter de nationale ledere fra medlemsstaterne i euroområdet, herunder regeringerne i de direkte berørte medlemsstater, i centrum for alle beslutninger, der træffes;

59.  konstaterer, at trojkaens demokratiske legitimitet på nationalt plan stammer fra det politiske ansvar, som Eurogruppen og ECOFIN-medlemmerne har over for deres respektive nationale parlamenter; beklager, at trojkaen på grund af sin struktur mangler midler til demokratisk legitimitet på EU-plan;

60.  beklager måden, hvorpå EU-institutionerne gøres til syndebukke for negative virkninger i forbindelse med de makroøkonomiske tilpasninger i medlemsstaterne, skønt det er medlemsstaternes finansministre, som har det politiske ansvar for trojkaen og dens aktiviteter; understreger, at dette kan medføre større euroskepsis, selvom ansvaret ligger på nationalt plan og ikke på EU-plan;

61.  opfordrer Eurogruppen, Rådet og Det Europæiske Råd til at tage det fulde ansvar for trojkaens aktiviteter;

62.  påpeger, at ESM er et mellemstatsligt organ, der ikke er en del af Den Europæiske Unions juridiske struktur, og som er bundet af reglen om enstemmighed i den normale procedure; mener derfor, at der er behov for en ånd af gensidig forpligtelse og solidaritet; bemærker, at der med ESM-traktaten er indført et princip om lånekonditionalitet i form af et makroøkonomisk tilpasningsprogram; påpeger, at ESM-traktaten ikke indeholder nogen yderligere definition af indholdet af konditionalitets- eller tilpasningsprogrammerne, hvorved der gives vide rammer til at anbefale en sådan konditionalitet;

63.  forventer, at de nationale revisionsretter fuldt ud påtager sig deres juridiske ansvar med hensyn til certificering af de finansielle transaktioners lovlighed og formelle rigtighed og effektiviteten af overvågnings- og kontrolsystemerne; opfordrer de overordnede revisionsorganer i denne forbindelse til at styrke deres samarbejde, især ved at udveksle bedste praksis;

Forslag og henstillinger

64.  glæder sig over, at Kommissionen, ECB, formanden for Eurogruppen og IMF samt de nationale regeringer og centralbanker i Cypern, Irland, Grækenland og Portugal, såvel som arbejdsmarkedets parter og repræsentanter for civilsamfundet, er indstillet på at samarbejde og deltage i Europa-Parlamentets evaluering af trojkaens rolle og operationer, herunder ved at besvare det detaljerede spørgeskema og/eller deltage i formelle og uformelle høringer;

65.  beklager, at Det Europæiske Råd ikke tog tilstrækkeligt hensyn til forslagene i Parlamentets beslutning af 6. juli 2011 om den finansielle, økonomiske og sociale krise; understreger, at gennemførelsen af disse forslag ville have fremmet den økonomiske og sociale konvergens i Den Økonomiske og Monetære Union og samtidig sikret fuld demokratisk legitimitet for samordningsforanstaltningerne for økonomi- og budgetpolitikken;

Kort til mellemlang sigt

66.  opfordrer, som et første skridt, til indførelse af klare, gennemsigtige og bindende procedureregler for samspillet mellem institutionerne i trojkaen samt opgave- og ansvarsfordelingen mellem dem; er overbevist om, at der er behov for en klar definition og opgavefordeling for at øge gennemsigtigheden, give mulighed for en stærkere demokratisk kontrol med trojkaen og understøtte troværdigheden af dens arbejde;

67.  opfordrer til, at der udvikles en forbedret kommunikationsstrategi for igangværende og kommende finansielle bistandsprogrammer; opfordrer indtrængende til, at dette prioriteres højt, eftersom manglende handling på denne front vil ende med at skade EU's image;

68.  opfordrer til, at der gennemføres en gennemsigtig evaluering af tildelingen af kontrakter til eksterne konsulenter, manglende offentlige udbud, de meget høje honorarer og de potentielle interessekonflikter;

Økonomiske og sociale konsekvenser

69.  minder om, at Parlamentets holdning til forordning (EU) nr. 472/2013 medførte indførelse af bestemmelser med krav om, at makroøkonomiske tilpasningsprogrammer skulle indeholde nødplaner, hvis forudsætningerne i basisscenariet ikke blev til virkelighed, og hvis forudsætningerne skred på grund af omstændigheder, der lå uden for medlemsstaternes kontrol, såsom uventede internationale økonomiske chok; understreger, at sådanne planer er en forudsætning for en klog politisk beslutningstagning som følge af de skrøbelige og lidet troværdige økonomiske modeller, der ligger til grund for programprognoserne, hvilket er tydeligt i alle medlemsstater, der er omfattet af bistandsprogrammerne;

70.  opfordrer indtrængende EU til nøje at overvåge den finansielle, finanspolitiske og økonomiske udvikling i medlemsstaterne og til at indføre et institutionaliseret system med positive incitamenter for at belønne dem, der overholder deres tilpasningsprogrammer fuldt ud;

71.  kræver, at trojkaen gør status over den aktuelle debat om finanspolitiske multiplikatorer og overvejer en revision af aftalememoranda på grundlag af de seneste empiriske resultater;

72.  anmoder trojkaen om at foretage nye vurderinger af gældsbæredygtigheden og hurtigst mulig tage stilling til behovet for at nedbringe Grækenlands offentlige gældsbyrde sammen med den betydelige kapitaludstrømning fra Grækenland, der bidrager betydeligt til den onde cirkel med den aktuelle recession i landet; erindrer om, at der findes en række muligheder for en sådan omstrukturering ud over haircut af obligationshovedstolene, herunder ombytning af obligationer, forlængelse af obligationernes løbetider og reduktion af kuponer; mener, at de forskellige muligheder for gældssanering bør afvejes nøje;

73.  fastholder, at aftalememorandaene i påkommende tilfælde skal pålægges at respektere målene med den Europæiske Union, jf. artikel 151 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, nemlig fremme af beskæftigelsen, forbedring af leve- og arbejdsvilkårene for herigennem at muliggøre en udjævning af disse vilkår på et stadigt stigende niveau, passende social beskyttelse, dialog på arbejdsmarkedet, udvikling af de menneskelige ressourcer, der skal muliggøre et varigt højt beskæftigelsesniveau, og bekæmpelse af social udstødelse; støtter den forsigtige forlængelse af tidsrammerne for finanspolitisk justering, der allerede er opfyldt i memorandaene, efterhånden som frygten for generel nedsmeltning er aftaget; er tilhænger af at overveje yderligere justeringer i lyset af yderligere makroøkonomisk udvikling;

74.  beklager, at denne byrde ikke er blevet fordelt på alle, der handlede uansvarligt, og at beskyttelsen af obligationsejerne blev betragtet som en nødvendighed for EU af hensyn til den finansielle stabilitet; anmoder Rådet om at aktivere den ramme, som det fastlagde for behandlingen af overtagne aktiver for at bryde den onde cirkel mellem stater og banker og lette den offentlige gældsbyrde i Irland, Grækenland, Portugal og Cypern; opfordrer kraftigt Eurogruppen til at holde sit løfte om at undersøge situationen i den irske finanssektor med henblik på en yderligere forbedring af bæredygtigheden af justeringen i Irland og opfordrer i lyset af ovenstående Eurogruppen til at holde sit løfte over for Irland om at finde en løsning på bankernes gældsbyrde; mener, at det særligt bør overvejes at anvende stabilitets- og vækstpagten på relevant overtaget gæld, idet sådan gæld i Irland opfattes som uretfærdig og som en byrde for landet under fleksibilitetsbestemmelserne i den reformerede pagt; mener, at på længere sigt bør fordelingen af omkostningerne afspejle fordelingen af indehavere af beskyttede obligationer; noterer sig de irske myndigheders krav om en overførsel af den andel af den offentlige gæld, der svarer til ESM's udgifter til bail-out af finanssektoren;

75.  anbefaler, at Kommissionen, Eurogruppen og IMF foretager yderligere undersøgelser af begrebet "betingede konvertible obligationer", hvor afkastet af nyudstedte statsobligationer i medlemsstater under bistandsprogrammerne hænger sammen med økonomisk vækst;

76.  erindrer om nødvendigheden af foranstaltninger til sikring af skatteindtægter, navnlig i programlandene, som er indskrevet i Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) nr. 472/2013 af 21. maj 2013 om skærpelse af den økonomiske og budgetmæssige overvågning af medlemsstater i euroområdet, der har eller er truet af alvorlige vanskeligheder med hensyn til deres finansielle stabilitet (Gauzès-betænkningen) ved "i tæt samarbejde med Kommissionen og i forståelse med ECB samt, når det er relevant, med IMF, [at træffe] foranstaltninger med sigte på at styrke effektiviteten af skatteopkrævningen og bekæmpelsen af skattesvig og skatteunddragelse med henblik på at øge deres skatteindtægter"; erindrer om, at der hurtigt bør tages effektive skridt til bekæmpelse og forebyggelse af skattesvig både inden for og uden for EU; anbefaler gennemførelsesforanstaltninger, som får alle parter til at bidrage ligeligt til skatteindtægterne;

77.  opfordrer til offentliggørelse af anvendelsen af ​​bail-out-fonde; understreger, at mængden af midler til finansiering af underskud, finansiering af staten og tilbagebetaling af private kreditorer bør præciseres.

78.  opfordrer til en effektiv inddragelse af arbejdsmarkedets parter i udformningen og gennemførelsen af tilpasningsprogrammer, nuværende såvel som fremtidige; mener, at aftaler, som arbejdsmarkedets parter har indgået inden for rammerne af programmerne, bør respekteres, i det omfang de er forenelige med programmerne; understreger, at i henhold til forordning (EU) nr. 472/2013 skal bistandsprogrammer respektere nationale praksisser og institutioner vedrørende løndannelse;

79.  opfordrer til inddragelse af EIB i udformningen og gennemførelsen investeringsrelaterede foranstaltninger med henblik på at bidrage til den økonomiske og sociale genopretning;

80.  beklager, at programmerne ikke er underlagt Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, den europæiske menneskerettighedskonvention og den europæiske socialpagt, da de ikke er baseret på Unionens primære lovgivning;

81.  understreger, at EU-institutionerne skal overholde EU-retten, herunder Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, til enhver tid;

82.  understreger, at forsøget på at opnå økonomisk og finansiel stabilitet i medlemsstaterne og i Unionen som helhed ikke må undergrave den sociale stabilitet, den europæiske sociale model eller EU-borgernes sociale rettigheder; understreger, at inddragelsen af arbejdsmarkedets parter i den økonomiske dialog på europæisk plan i overensstemmelse med traktaterne skal være på den politiske dagsorden; opfordrer til den nødvendige inddragelse af arbejdsmarkedets parter i udformningen og gennemførelsen af nuværende såvel som fremtidige tilpasningsprogrammer;

Kommissionen

83.  opfordrer til fuldstændig gennemførelse og fuldt ejerskab af ​​forordning (EU) nr. 472/2013; opfordrer Kommissionen til at indlede interinstitutionelle forhandlinger med Europa-Parlamentet for at fastlægge en fælles procedure for underretning af det relevante udvalg i Europa-Parlamentet om konklusionerne på overvågningen af det makroøkonomiske tilpasningsprogram samt fremskridtene med udarbejdelsen af forslag til det makroøkonomiske tilpasningsprogram i henhold til artikel 7 i forordning (EU) nr. 472/2013; erindrer Kommissionen om, at den skal foretage og offentliggøre efterfølgende evalueringer af dens henstillinger og dens deltagelse i trojkaen; anmoder Kommissionen om at medtage sådanne vurderinger i revisionsrapporten i henhold til artikel 19 i forordning (EU) nr. 472/2013; erindrer Rådet og Kommissionen om, at det i artikel 16 i forordning (EU) nr. 472/2013 hedder, at medlemsstater, der modtager finansiel bistand pr. 30. maj 2013, er omfattet af forordningen fra denne dato; opfordrer Rådet og Kommissionen til i overensstemmelse med artikel 265 TEUF at handle med henblik på at strømline og tilpasse den finansielle ad hoc-bistand til procedurerne og foranstaltningerne i forordning (EU) nr. 472/2013; opfordrer Kommissionen og medlovgiverne til at udnytte trojkaens erfaringer ved udformningen og gennemførelsen af de næste trin af ØMU, herunder ved revisionen af forordning (EU) nr. 472/2013;

84.  erindrer Kommissionen og Rådet om sin holdning, som blev vedtaget af plenarmødet, vedrørende forordning (EU) nr. 472/2013; understreger navnlig, at det vedtog bestemmelser i denne beslutning, der sikrer yderligere gennemsigtighed og ansvarlighed i beslutningsprocessen, der leder frem til vedtagelsen af makroøkonomiske justeringsprogrammer, idet man indfører et tydeligere og velafgrænset mandat og en overordnet rolle for Kommissionen; anmoder Kommissionen om på ny at vurdere og indarbejde sådanne bestemmelser i rammerne i tilfælde af et kommende forslag om ændring af forordning (EU) nr. 472/2013; minder fra dette perspektiv om, at forberedelsen af ​​fremtidige bistandsprogrammer skal være Kommissionens ansvar, og den bør om nødvendigt søge rådgivning fra tredjeparter, såsom ECB, IMF og andre organer;

85.  kræver fuld ansvarliggørelse af Kommissionen, i tråd med og ud over bestemmelserne i forordning (EU) nr. 472/2013, når den handler som medlem af Den Europæiske Unions bistandsmekanisme; kræver, at Kommissionens repræsentanter i den mekanisme høres af Europa-Parlamentet, inden de påbegynder deres arbejde; kræver, at de forpligtes til at aflægge regelmæssige rapporter til Europa-Parlamentet;

86.  foreslår, at Kommissionen for hvert programland nedsætter en "vækst-taskforce" bestående af bl.a. eksperter fra (bl.a.) medlemsstaterne og EIB i forbindelse med repræsentanter for den private sektor og civilsamfundet for at give mulighed for ejerskab, foreslå muligheder for at fremme væksten, som kan supplere den finanspolitiske konsolidering og strukturreformerne; denne taskforce vil få til opgave at genoprette tilliden og dermed skabe mulighed for investeringer; Kommissionen bør bygge videre på erfaringerne med instrumentet for parvist samarbejde mellem de offentlige myndigheder i medlemsstaterne og i modtagerlandene;

87.  mener, at situationen i euroområdet som helhed (herunder afsmittende virkninger på andre medlemsstater som følge af nationale politikker) i højere grad bør inddrages i proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer, eller når Kommissionen udarbejder den årlige vækstundersøgelse;

88.  mener, at man under proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer også klart bør vurdere, hvorvidt en medlemsstat er uforholdsmæssigt meget afhængig af en bestemt aktivitetssektor;

89.  anmoder Kommissionen om at foretage en grundig undersøgelse af likviditetstilførslen fra det europæiske system af centralbanker i henhold til statsstøttereglerne;

90.  pålægger Kommissionen, som "traktatens vogter", inden udgangen af 2015 at forelægge en detaljeret undersøgelse af de sociale og økonomiske virkninger af tilpasningsprogrammerne i de fire lande for at opnå en klar forståelse af programmernes såvel kortsigtede som langsigtede konsekvenser, således at disse oplysninger vil kunne bruges i forbindelse med fremtidige indgreb; opfordrer Kommissionen til i forbindelse med udarbejdelsen af denne undersøgelse at anvende alle relevante rådgivende organer, herunder Det Økonomiske og Finansielle Udvalg, Beskæftigelsesudvalget og Udvalget for Social Beskyttelse, og til at samarbejde fuldt ud med Parlamentet; mener, at Kommissionens rapport også bør afspejle vurderingen af ​​EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder;

91.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at sikre inddragelse af alle relevante generaldirektorater (GD'er) i Kommissionen og de nationale ministerier i forbindelse med drøftelser og beslutninger om aftalememoranda; fremhæver især den rolle, GD Beskæftigelse skal spille sammen med GD ECFIN og GD MARKT i at sikre, at den sociale dimension er en vigtig overvejelse i forhandlingerne, og at de sociale virkninger også tages i betragtning;

Den Europæiske Centralbank (ECB)

92.  kræver, at ECB's rolle analyseres grundigt i forbindelse med enhver reform af rammerne for trojkaen for at bringe den i overensstemmelse med ECB's mandat; kræver navnlig, at ECB tildeles status som tavs observatør med en gennemsigtig og klart defineret rådgivende rolle, der ikke gør den til en fuldgyldig forhandlingspartner, og at praksissen med, at ECB medunderskriver formålsparagraffer, bringes til ophør;

93.  anmoder ECB om at foretage og offentliggøre efterfølgende evalueringer af virkningen af dens henstillinger og dens deltagelse i trojkaen;

94.  anbefaler, at ECB ajourfører sine retningslinjer om nødlikviditetsstøtte og rammebestemmelserne om sikkerhedsstillelse med henblik på at øge gennemsigtigheden af likviditetstilførslen til medlemsstaterne under bistandsprogrammerne og øge retssikkerheden omkring solvensbegrebet, der anvendes af ESCB;

95.  opfordrer ECB og de nationale centralbanker til at offentliggøre omfattende oplysninger om nødlikviditetsstøtte, herunder vedrørende betingelser for støtte til f.eks. genopretning, de nationale centralbankers finansiering af nødlikviditetsstøtte, den juridiske ramme og deres praktiske funktion;

IMF

96.  mener, at efter mange års erfaringer med at udforme og gennemføre finansielle programmer har de europæiske institutioner erhvervet den nødvendige viden om at udforme og gennemføre dem selv, og IMF's involvering omdefineres efter de retningslinjer, der er foreslået i denne betænkning;

97.  opfordrer til, at enhver fremtidig inddragelse af IMF i euroområdet forbliver valgfri;

98.  opfordrer IMF til at omdefinere anvendelsesområdet for enhver fremtidig deltagelse i EU-relaterede bistandsprogrammer, så den bliver en långiver, der fungerer som katalysator og yder et minimum af finansiering og ekspertise til lånerlandet og EU-institutionerne, samtidig med at den bevarer muligheden for at forlade ordningen i tilfælde af uenighed;

99.  anmoder Kommissionen om i henhold til artikel 138 i TEUF at fremsætte forslag til passende foranstaltninger for at sikre en samlet repræsentation af euroområdet inden for rammerne af de internationale finansielle institutioner og konferencer, navnlig IMF, med henblik på at erstatte det nuværende system, hvor de enkelte medlemsstater hver især er repræsenteret på internationalt plan; konstaterer, at dette kræver en ændring i IMF's vedtægter;

100.  opfordrer til høring af Parlamentet om inddragelsen af IMF i euroområdet på ad hoc-basis;

Rådet og Eurogruppen

101.  opfordrer til en revurdering af Eurogruppens beslutningsproces, der skal omfatte hensigtsmæssig demokratisk ansvarlighed på både nationalt og europæisk plan; opfordrer til, at der etableres europæiske retningslinjer for at sikre hensigtsmæssig demokratisk kontrol med gennemførelse af foranstaltninger på nationalt plan, som tager hensyn til beskæftigelseskvaliteten, social beskyttelse, sundhed og uddannelse samt sikrer adgang for alle til sociale systemer; foreslår, at det at være permanent formand for Eurogruppen bør være et fuldtidsansvar; foreslår, at formanden skal være en af Kommissionens næstformænd, og at vedkommende skal være ansvarlig over for Europa-Parlamentet; opfordrer til, at der på kort sigt etableres en regelmæssig dialog mellem trojkaen og Parlamentet,

102.  opfordrer Eurogruppen, Rådet og Det Europæiske Råd til at tage det fulde ansvar for trojkaens aktiviteter; lægger særlig vægt på en forbedring af ansvarligheden af Eurogruppens beslutninger om finansiel bistand, idet finansministrene bærer det endelige ansvar for makroøkonomiske tilpasningsprogrammer og disses gennemførelse, mens de ofte hverken er direkte ansvarlige over for deres nationale parlamenter eller Europa-Parlamentet for de specifikke beslutninger; mener, at formanden for Eurogruppen skal høres af Europa-Parlamentet og EU's finansministre i deres respektive parlamenter, inden der tildeles finansiel bistand; understreger, at formanden for Eurogruppen og finansministrene regelmæssigt skal aflægge rapport over for Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter;

103.  opfordrer alle medlemsstaterne til at øge deres nationale ejerskab til arbejdet og beslutningerne i forbindelse med det europæiske semester og til at gennemføre foranstaltninger og reformer, som de har aftalt inden for rammerne af de landespecifikke anbefalinger; erindrer om, at Kommissionen kun i 15 % af de ca. 400 landespecifikke henstillinger har konstateret væsentlige fremskridt sammenlignet med de foregående år;

ESM

104.  understreger, at når trojkaen udfases, skal en institution overtage undersøgelsen af de igangværende reformer;

105.  understreger, at oprettelsen uden for EFSF og ESM uden for EU's institutioner er et tilbageskridt for Unionens udvikling, især på Parlamentets, Revisionsrettens og EU-Domstolens bekostning;

106.  kræver, at ESM integreres i Den Europæiske Unions juridiske ramme og udvikler sig i retning af en fællesskabsbaseret mekanisme i henhold til ESM-traktaten; kræver, at ESM gøres ansvarlig over for Europa-Parlamentet og Det Europæiske Råd, herunder med hensyn til beslutninger om at yde økonomisk bistand samt at tildele nye lånetrancher; anerkende, at så længe medlemsstaterne yder direkte bidrag til ESM fra deres nationalbudgetter, skal de godkende den økonomiske bistand; opfordrer til, at ESM videreudvikles med en passende udlåns- og lånekapacitet, og til etablering af en dialog mellem ESM's bestyrelse og de europæiske arbejdsmarkedsparter samt integration af ESM i EU-budgettet; opfordrer medlemmerne af ESM, indtil ovenstående bliver en realitet, til at afholde sig fra kravet om enstemmighed på kort sigt for at gøre det muligt for et kvalificeret flertal at træffe standardbeslutninger snarere end ved enstemmighed, og for at gøre det muligt, at der ydes forebyggende bistand;

107.  anmoder Rådet og Eurogruppen om at respektere løftet fra formanden for Det Europæiske Råd om at forhandle en interinstitutionel aftale med Europa-Parlamentet med henblik på at indføre en hensigtsmæssig midlertidig mekanisme, der skal styrke ESM's ansvarlighed; opfordrer i samme sammenhæng også til øget gennemsigtighed med hensyn til referaterne af møderne i ESM's styrelsesråd;

108.  understreger, at EU-Domstolens retspraksis i "Pringle"-sagen og dens generelle retspraksis giver mulighed for at lade ESM være omfattet af fællesskabsrammen med en konstant traktat på grundlag af artikel 352 i TEUF; opfordrer derfor Kommissionen til inden udgangen af 2014 at fremsætte et forslag til retsakt med dette formål;

Mellemlang til lang sigt

109.  opfordrer til, at memorandaene placeres inden for rammerne af fællesskabslovgivningen for at fremme en troværdig og bæredygtig konsolideringsstrategi og tjene målene for EU's vækststrategi og de erklærede mål for social samhørighed og beskæftigelse; anbefaler, at for at sikre bistandsprogrammerne den korrekte demokratiske legitimitet skal forhandlingsmandater underkastes en afstemning i Europa-Parlamentet, og Parlamentet bør høres om de resulterende aftalememoranda;

110.  gentager sin opfordring til, at beslutninger vedrørende styrkelse af ØMU'en træffes på grundlag af traktaten om Den Europæiske Union; indtager det synspunkt, at enhver afvigelse fra fællesskabsmetoden med øget anvendelse af mellemstatslige aftaler (såsom kontraktmæssige aftaler) vil splitte, svække og udfordre Unionens troværdighed, herunder euroområdet; er opmærksom på, at fuld respekt for fællesskabsmetoden i yderligere reformer af Unionens bistandsmekanisme kan kræve en traktatændring, og understreger, at sådanne ændringer skal inddrage Europa-Parlamentet fuldt ud og være underlagt en konvention;

111.  er af den opfattelse, at muligheden for en ændring af traktaten, som giver mulighed for en udvidelse af omfanget af den nuværende artikel 143 i TEUF til at omfatte alle medlemsstater i stedet for at være begrænset til medlemsstater, som ikke har euroen som valuta, bør undersøges;

112.  opfordrer til, at der oprettes en europæisk valutafond på grundlag af EU-lovgivningen, der skal handle i henhold til fællesskabsmetoden; mener, at en sådan EMF skal kombinere de finansielle midler fra ESM, der er beregnet til at støtte lande, der oplever betalingsbalanceproblemer, eller hvor staten er truet af insolvens, og de ressourcer og erfaringer, som Kommissionen har erhvervet inden for dette område gennem de seneste par år; påpeger, at en sådan ramme vil betyde, at man undgår de eventuelle interessekonflikter, der ligger i Kommissionens nuværende rolle som agent for Eurogruppen og dens langt bredere rolle som "traktatens vogter"; mener, at EMF bør underlægges de højeste demokratiske standarder for ansvar og legitimitet; mener, at en sådan ramme vil sikre gennemsigtighed i beslutningsprocessen, og sikre, at alle involverede institutioner gøres fuldt ansvarlige for deres handlinger;

113.  har den holdning, at der bliver behov for en revision af traktaten for at forankre EU's rammer for kriseforebyggelse og afvikling på et juridisk forsvarligt og økonomisk holdbart grundlag;

114.  mener, at muligheden for at udvikle en mekanisme med klare proceduretrin for lande, der er truet af insolvens, bør undersøges som et supplement til reglerne i sixpacken og twopacken; opfordrer i denne forbindelse IMF til at indgå i, og beder Kommissionen og Rådet om at medtage IMF i, en fælles holdning for at genstarte diskussionen om en international omstruktureringsmekanisme for statsgæld (SDRM) med henblik på at indføre en retfærdig og bæredygtig multilateral metode på dette område;

115.  sammenfatter sin henstilling med, at de respektive roller og opgaver for hver deltager i trojkaen bør præciseres på følgende måder:

116.  mener, at det arbejde, der er påbegyndt med denne betænkning, bør følges op; opfordrer det næste Parlament til at videreføre arbejdet i denne betænkning og videreudvikle nøgleresultaterne og fortsætte undersøgelserne;

o
o   o

117.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd, Rådet, Eurogruppen, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og IMF.

(1) EUT L 140 af 27.5.2013, s. 1. (2) EUT C 236 E af 12.8.2011, s. 57. (3) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0447. (4) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0332. (5) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0269. (6) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0430. (7) EUT C 33 E af 5.2.2013, s. 140. (8) EUT C 70 E af 8.3.2012, s. 19.

Europa-Parlamentets beslutning af 13. marts 2014 om beskæftigelses- og sociale aspekter ved trojkaens (Den Europæiske Centralbanks, Kommissionens og IMF's) rolle og aktiviteter med hensyn til programlande i euroområdet (2014/2007(INI))

P7_TA(2014)0240 A7-0135/2014

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig artikel 9, 151, 152 og 153,

—  der henviser til EU's charter om grundlæggende rettigheder, navnlig Afsnit IV (Solidaritet),

—  der henviser til den reviderede europæiske socialpagt, navnlig artikel 30 om retten til beskyttelse mod fattigdom og social udstødelse,

—  der henviser til den offentlige høring, som Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender afholdt den 9. januar 2014 om de beskæftigelsesmæssige og sociale aspekter af trojkaens rolle og foranstaltninger over for lande, der er omfattet af programmet for euroområdet,

—  der henviser til de fire udkast til politiske notater med evalueringer af de sociale og beskæftigelsesmæssige aspekter og udfordringer i henholdsvis Grækenland, Portugal, Irland og Cypern, som GD IPOL's støtteenhed for styring af økonomiske og videnskabelige politikker fremlagde i januar 2014,

—  der henviser til den økonomiske dialog og drøftelsen med den græske finansminister og den græske social- og arbejdsminister, der blev afholdt i fællesskab af EMPL og ECON den 13. november 2012.

—  der henviser til de fem afgørelser af 22. april 2013 fra Europarådets Komité for Sociale Rettigheder vedrørende pensionsordninger i Grækenland(1),

—  der henviser til den 365. rapport fra ILO's Komite for Organisationsfrihed,

—  der henviser til sin beslutning af 8. oktober 2013 om effekter på EU-strukturfondenes udgifter i medlemsstaterne af de budgetmæssige begrænsninger hos regionale og lokale myndigheder(2),

—  der henviser til sin beslutning af 4. juli 2013 om krisens konsekvenser for sårbare gruppers adgang til pleje(3),

—  der henviser til sin beslutning af 11. juni 2013 om socialt boligbyggeri i Den Europæiske Union(4),

—  der henviser til sin beslutning af 15. februar 2012 om beskæftigelse og sociale aspekter i den årlige vækstundersøgelse for 2012(5),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. november 2013 med titlen "Årlig vækstundersøgelse" (COM(2013)0800) og til den vedføjede fælles rapport om beskæftigelsen,

—  der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2013 om det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker: gennemførelse af prioriteterne for 2013(6),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. oktober 2013 ”Styrkelse af Den Økonomiske og Monetære Unions sociale dimension” (COM(2013)0690),

—  der henviser til forespørgsel O-000122/2013 – B7-0524/2013 til Kommissionen og til Parlamentets beslutning derom af 21. november 2013 om Kommissionens meddelelse om styrkelse af Den Økonomiske og Monetære Unions (ØMU) sociale dimension(7),

—  der henviser til EMPL's udtalelse med henblik på sin beslutning af 20. november 2012 om rapporten fra formændene for Det Europæiske Råd, Europa-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Eurogruppen "Hen imod en egentlig økonomisk og monetær union"(8),

—  der henviser til Kommissionen meddelelse af 16. december 2010 med titlen "Den europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse: En europæisk ramme for social og territorial samhørighed" (COM(2010)0758), og til sin beslutning af 15. november 2011 herom(9),

—  der henviser til sin beslutning af 20. november 2012 om en social investeringspagt – som svar på krisen(10),

—  der henviser til Eurofounds rapport af 12. december 2013 om arbejdsmarkedsforhold og arbejdsvilkår i Europa 2012",

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. februar 2013 "Sociale investeringer i vækst og samhørighed, herunder gennem anvendelse af Den Europæiske Socialfond 2014-2020" (COM(2013)0083),

—  der henviser til forespørgsel O-000057/2013 – B7-0207/2013 til Kommissionen og til Parlamentets beslutning derom af 12. juni 2013 om Kommissionens meddelelse "Sociale investeringer i vækst og samhørighed, herunder gennem anvendelse af Den Europæiske Socialfond 2014-2020"(11),

—  der henviser til Regionsudvalgets fjerde overvågningsrapport om Europa 2020-strategien fra oktober 2013,

—  der henviser til ILO's arbejdsdokument nr. 49 af 30. april 2013 om eurozonekrisens konsekvenser for det sociale partnerskab i Irland: en politisk økonomisk analyse,

—  der henviser til ILO's arbejdsdokument nr. 38 af 8. marts 2012 om social dialog og kollektive overenskomster i en krisetid: Grækenland,

—  der henviser til ILO's rapport af 30. oktober 2013 om løsninger på jobkrisen i Portugal,

—  der henviser til Bruegel-rapporten af 17. juni 2013 med titlen "EU-IMF assistance to euro-area countries: an early assessment” (Bruegel Blueprint 19),

—  der henviser til Eurostats pressemeddelelser om euroindikatorer af 12. februar 2010 (22/2010) og af 29. november 2013 (179/2013),

—  der henviser til OECD Economics Policy Paper nr. 1 af 12. april 2012 med titlen "Fiscal consolidation: How much, how fast and by what means? – An Economic Outlook Report’,

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 om Europa 2020 - En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst (COM(2010)2020),

—  der henviser til arbejdsdokument af maj 2013 fra Det Europæiske Fagforeningsinstitut (ETUI) om eurokrisen og konsekvenserne for nationale og europæiske socialpolitikker,

—  der henviser til Kommissionens rapport af juni 2013 om udviklingen på arbejdsmarkedet i Europa 2013 (European Economy 6/2013),

—  der henviser til dokumentet fra Caritas Europa fra februar 2013 med titlen "the impact of the European Crisis: a study of the impact of the crisis and austerity on the people, with a special focus on Greece, Ireland, Italy, Portugal and Spain",

—  der henviser til Oxfam Policy Brief af september 2013 med titlen "A cautionary tale: the true cost of austerity and inequality in Europe",

—  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—  der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A7‑0135/2014),

A.  der henviser til, at den økonomiske og finansielle krise, som er af hidtil uset karakter, har fremhævet skrøbeligheden i visse medlemsstaters offentlige finanser og til, at de økonomiske tilpasningsprogrammer, der er blevet iværksat for at afhjælpe situationen i Grækenland (maj 2010 og marts 2012), Irland (december 2010), Portugal (maj 2011) og Cypern (juni 2013), har haft både en direkte og indirekte virkning på beskæftigelsen og for levevilkårene for mange mennesker; der henviser til, at alle programmerne, til trods for at de formelt blev undertegnet af Kommissionen, blev udformet af IMF, Eurogruppen, Den Europæiske Centralbank (ECB), Kommissionen og de medlemsstater, der har været genstand for indgreb, i fællesskab, og at de også stod for fastlæggelsen af programmernes konditionalitet;

B.  der henviser til, at indsatsen, når den økonomiske og budgetmæssige stabilitet er blevet sikret i disse fire lande, bør koncentreres om de sociale aspekter, navnlig jobskabelse;

C.  der henviser til artikel 9 i TEUF, der fastsætter, at: "Ved fastlæggelsen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter tager Unionen hensyn til de krav, der er knyttet til fremme af et højt beskæftigelsesniveau, sikring af passende social beskyttelse, bekæmpelse af social udstødelse samt et højt niveau for uddannelse, erhvervsuddannelse og beskyttelse af menneskers sundhed";

D.  der henviser til, at det i artikel 151 i TEUF fastsættes, at de foranstaltninger, som EU og dets medlemsstater træffer, skal være i overensstemmelse med de grundlæggende sociale rettigheder, der er fastsat i den europæiske socialpagt fra 1961 og i fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder fra 1989 med henblik på blandt andet at forbedre den sociale dialog; der henviser til artikel 152 i TEUF, der fastsætter, at: "Unionen anerkender og fremmer arbejdsmarkedsparternes rolle på EU-plan under hensyntagen til de nationale systemers forskelligartede karakter. Den letter dialogen mellem dem og respekterer deres uafhængighed";

E.  der henviser til, at artikel 36 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder forpligter Unionen til at anerkende og respektere "adgangen til tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, som fastsat i medlemsstaternes lovgivning og praksis, i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab med det formål at fremme social og territorial samhørighed i Unionen"; der henviser til, at det i artikel 14 i TEUF fastsættes, at "i betragtning af den plads, tjenesteydelser af almen økonomisk interesse indtager som ydelser, alle i Unionen tillægger værdi, og den rolle, de spiller for den sociale og territoriale samhørighed, sørger Unionen og medlemsstaterne inden for deres respektive kompetenceområder og inden for rammerne af forfatningens anvendelsesområde for, at sådanne tjenester ydes på grundlag af principper og vilkår, navnlig økonomiske og finansielle, der gør det muligt for dem at opfylde deres opgaver"; der henviser til, at det i artikel 345 i TEUF fastsættes, at "de ejendomsretlige ordninger i medlemsstaterne berøres ikke af denne traktat"; der henviser til, at protokol (nr. 26) om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse går i detaljer vedrørende Unionens fælles værdier med hensyn til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse;

F.  der henviser til, at det i artikel 6, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) fastsættes, at: "Unionen anerkender de rettigheder, friheder og principper, der findes i chartret om grundlæggende rettigheder af 7. december 2000 (...), der har samme juridiske værdi som traktaterne", og at stk. 2 og 3 i samme artikel fastsætter bestemmelser om tiltrædelse af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende rettigheder, samt at disse rettigheder udgør generelle principper for EU-retten;

G.  der henviser til, at Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder blandt andet indeholder bestemmelser om forhandlingsret og ret til kollektive skridt (artikel 28), beskyttelse i tilfælde af ubegrundet opsigelse (artikel 30), retfærdige og rimelige arbejdsforhold (artikel 31), anerkendelse af og respekt for retten til sociale sikringsydelser og sociale tjenester og - med henblik på at "bekæmpe social udstødelse og fattigdom" - retten til "en værdig tilværelse for alle, der ikke har tilstrækkelige midler" (artikel 34), retten til at få adgang til forebyggende sundhedsydelser og til at modtage lægehjælp (artikel 35) og anerkendelse af og respekt for adgangen til tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (artikel 36);

H.  der henviser til, at det i Europa 2020-strategien, som Kommissionen foreslog den 3. marts 2010, og som blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 17. juni 2010, under strategiens fem overordnede mål, der skal nås inden 2020, anføres, at: 75 % af de 20-64-årige mænd og kvinder skal være i beskæftigelse, antallet af unge, der forlader skolen tidligt, skal ned under 10 % og mindst 40 % af de 30-34-årige skal have afsluttet en videregående eller tilsvarende uddannelse, og fattigdommen skal nedbringes, så mindst 20 millioner færre mennesker risikerer fattigdom eller social udstødelse;

I.  der henviser til, at i henhold til Kommissionens kvartalsgennemgang fra oktober 2013 om beskæftigelsessituationen og den sociale situation i EU kom det store fald i Grækenlands, Portugals og Irlands BNP hovedsagelig til udtryk i faldende beskæftigelse;

J.  der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 21. november 2013 udtrykte glæde over Kommissionens meddelelse af 2. oktober 2013 med titlen "Styrkelse af den sociale dimension af Den Økonomiske og Monetære Union" og dens forslag om, at der skal udarbejdes en resultattavle over nøgleindikatorer for beskæftigelse og sociale forhold, der supplerer proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer (PMU) og den fælles beskæftigelsesrapport, som et skridt i retning af en social dimension af ØMU; understreger, at disse indikatorer bør være tilstrækkelige til at sikre en omfattende og gennemsigtig dækning af den beskæftigelsesmæssige og sociale situation i medlemsstaterne; der henviser til, at det i beslutningen blev fremhævet, at det er nødvendigt at sikre, at denne overvågning af målene sigter mod at mindske de sociale forskelle medlemsstaterne imellem og at fremme opadgående social konvergens og sociale fremskridt;

K.  der henviser til, at de til rådighed værende data viser, at der i de fire lande er tilbagegang med hensyn til at opfylde de sociale Europa 2020-mål (se bilag I) med undtagelse af målene vedrørende unge, der forlader det almene og faglige uddannelsessystem i utide, og resultaterne for så vidt angår de videregående uddannelser;

L.  der henviser til, at de langsigtede økonomiske udsigter i disse lande viser tegn på bedring; der henviser til, at dette bør begynde at bidrage til skabelsen af nye job i disse økonomier og vende tendensen med faldende beskæftigelse;

1.  bemærker, at EU-institutionerne (ECB, Kommissionen og Eurogruppen) også er ansvarlige for de betingelser, der er blevet pålagt i forbindelse med de økonomiske tilpasningsprogrammer; bemærker endvidere, at der er behov for at sikre de offentlige finansers bæredygtighed og sikre, at borgerne ydes en passende social beskyttelse;

2.  beklager dybt, at Parlamentet er blevet fuldstændig marginaliseret i alle programmernes faser: den indledende fase, udarbejdelsen af mandater samt overvågningen af virkningerne af de resultater, der er opnået med programmerne og de tilknyttede foranstaltninger; bemærker, at selv om dette samarbejde med Parlamentet ikke er obligatorisk i henhold til retsgrundlaget, så betød de europæiske institutioners såvel som af de europæiske finansielle mekanismers manglende tilstedeværelse, at programmerne skulle improviseres, hvilket har medført, at der er indgået finansielle og institutionelle aftaler, der ikke er indgået i henhold til fællesskabsmetoden; bemærker i denne forbindelse, at ECB har truffet afgørelse, der falder uden for dets mandat; minder om Kommissionens rolle som traktaternes vogter og om, at denne rolle altid burde respekteres; mener, at kun reelt demokratisk ansvarlige institutioner bør styre den politiske proces med at udforme og gennemføre tilpasningsprogrammerne for lande med alvorlige økonomiske problemer;

3.  beklager, at disse programmer blev udarbejdet, uden at der blev foretaget en tilstrækkelig vurdering af deres følger i form af konsekvensanalyser eller samordning med Beskæftigelsesudvalget, Udvalget for Social Beskyttelse, EPSCO-Rådet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik) eller kommissæren med ansvar for beskæftigelse og sociale anliggender; beklager ligeledes, at ILO ikke er blevet hørt, og heller ikke de rådgivende organer, der er fastsat i traktaten, navnlig Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) og Regionsudvalget (RU), til trods for de alvorlige sociale konsekvenser;

4.  beklager, at konditionaliteten, der er indført til gengæld for den økonomiske bistand, har udgjort en trussel for EU's sociale målsætninger af flere årsager:

Beskæftigelse

5.  bemærker, at den ekstremt vanskelige økonomiske og finansielle krise og tilpasningspolitikkerne i de fire lande har medført øget arbejdsløshed og et højere niveau for tab af arbejdspladser og har i visse tilfælde ført til en forringelse af arbejdsvilkårene; påpeger at beskæftigelsen spiller en fremtrædende rolle for bæredygtigheden af de sociale sikrings- og pensionsordninger samt for opfyldelsen af Europa 2020-strategiens sociale og beskæftigelsesmæssige mål;

6.  bemærker, at forventningerne om en tilbagevenden til vækst og jobskabelse gennem intern devaluering med henblik på at genoprette konkurrenceevnen ikke er blevet opfyldt; understreger, at denne manglende opfyldelse skyldes, at man har undervurderet krisens strukturelle karakter og betydningen af at opretholde den indenlandske efterspørgsel, investeringer og kreditstøtte til realøkonomien; understreger den procykliske karakter af besparelsesforanstaltningerne og det forhold, at de ikke i hvert enkelt tilfælde er blevet ledsaget af strukturelle ændringer og reformer, hvor der i særlig grad tage hensyn til sårbare grupper i samfundet med henblik på at opnå vækst, social samhørighed og beskæftigelse;

7.  bemærker, at den høje arbejdsløshed og underbeskæftigelse kombineret med nedskæringer i lønninger i den offentlige og private sektor samt, i nogle tilfælde, en mangelende effektiv indsats for at bekæmpe skatteunddragelse, samtidig med at bidragssatserne sænkes, udgør en trussel for bæredygtigheden og tilstrækkeligheden af de offentlige sociale sikringsordninger, da der ikke er tilstrækkelig finansiering til social sikring;

8.  bemærker, at de forringede forhold og tabet af SMV'er er en af hovedårsagerne til tab af arbejdspladser og den største trussel mod den fremtidige genopretning; bemærker, at tilpasningspolitikkerne ikke har taget hensyn til strategiske sektorer, der burde have været taget hensyn til for at bevare den fremtidige vækst og den sociale samhørighed; bemærker, at dette har ført til et betydeligt tab af arbejdspladser inden for strategiske sektorer, så som industrien og FUI; bemærker, at de fire lande bør bestræbe sig på at skabe de nødvendige gunstige betingelser, så virksomhederne, navnlig SMV'erne, på lang sigt kan udvikle deres aktiviteter på bæredygtig vis; påpeger, at mange offentlige arbejdspladser er blevet nedlagt inden for basale offentlige sektorer som sundhed, uddannelse og sociale offentlige tjenester;

9.  beklager, at det er de unge, der er ramt af den største ledighed, og at situationen er særlig alvorlig i lande som Grækenland, (hvor ledigheden ligger på over 50 %) Portugal og Irland (hvor den i 2012 oversteg de 30 %) og Cypern (hvor den er på 26,4 %); bemærker, at disse tal fortsat er uændrede fem år inde i krisen; beklager det faktum, at selv når unge rent faktisk finder et job, så ender mange af dem – i gennemsnit 43 % sammenlignet med 13 % blandt voksne arbejdere – i job med usikre forhold eller på deltidskontrakter, hvilket gør det vanskeligt for dem at leve uafhængigt af deres familier og resulterer i tab af innovations- og ekspertressourcer, hvilket påvirker produktionen og væksten;

10.  konstaterer, at de mest udsatte grupper på arbejdsmarkedet – langtidsledige, kvinder, vandrende arbejdstagere og personer med handicap – har lidt mest, og at ledigheden blandt disse grupper er højere end de nationale gennemsnit; bemærker den alvorlige stigning i langtidsarbejdsløsheden for kvinder og ældre arbejdstagere og de yderligere problemer med at vende tilbage til arbejdsmarkedet, som disse arbejdstagere vil stå over for, når økonomien på et tidspunkt bedres; understreger, at disse arbejdstagere har behov for målrettede foranstaltninger;

11.  advarer om, at disse betydelige forskelle, navnlig hvad angår den yngre generation, hvis der ikke rettes op på dem, i det lange løb vil resultere i strukturskader på arbejdsmarkedet i de fire lande, begrænse deres genopretningskapacitet, medføre massiv tvungen migration med følgende hjerneflugtsvirkning og forøge de vedvarende forskelle mellem de medlemsstater, der leverer beskæftigelse, og dem, der leverer billig arbejdskraft; beklager, at den negative sociale og økonomiske udvikling er blandt de vigtigste incitamenter for unge mennesker til at migrere og udøve deres ret til fri bevægelighed;

12.  er bekymret over, at der i nogle tilfælde og i visse sektorer sammen med tab af arbejdspladser ses en nedgang i jobkvaliteten, en stigning i usikre ansættelsesformer og en forværring af de grundlæggende arbejdstagerrettigheder; understreger, at medlemsstaterne er nødt til at gøre en indsats for at tackle stigningen i andelen af ufrivillige deltidskontrakter og midlertidige kontrakter, ulønnede praktikant- og lærlingejob, falske selvstændige og aktiviteter inden for den sorte økonomi; bemærker endvidere, at selv om lønfastsættelse ikke falder inden for EU's beføjelser, så har programmerne haft en indvirkning på mindstelønnen: i Irland blev det nødvendigt at reducere mindstelønnen med næsten 12 % (en beslutning, som dog blev senere ændret), og Grækenland gennemførte en radikal nedskæring på 22 %;

13.  minder om, at det i Europa 2020-strategien meget præcist anføres, at det, der skal holdes øje med, er beskæftigelsesniveauet, som indikerer, om der er menneskelige og økonomiske ressourcer til rådighed til at sikre vores økonomiske og samfundsmæssige models bæredygtighed; kræver, at opbremsningen i arbejdsløsheden ikke må forveksles med genopretning af nedlagte stillinger, da der ikke tages hensyn til den øgede migration; bemærker, at nedgangen i beskæftigelsen i industrien allerede var et problem før programmerne blev iværksat; understreger, at der er behov for flere og bedre job; minder om, at de arbejdspladser, der i løbet af de seneste fire år er blevet nedlagt i de fire lande, er nået op på to millioner, hvilket svarer til 15 % af de arbejdspladser, der eksisterede i 2009; glæder sig over, at de seneste data viser en lille stigning i beskæftigelsen i Irland, Cypern og Portugal;

Fattigdom og social udstødelse

14.  er bekymret over, at programmerne under betingelserne for økonomisk støtte indeholder henstillinger om konkrete nedskæringer i de sociale udgifter inden for grundlæggende områder, såsom pension, basale ydelser, sundhedspleje og i visse tilfælde lægemidler til den basale beskyttelse af de mest udsatte, samt i miljøbeskyttelse, snarere end henstillinger, der giver de nationale regeringer fleksibilitet til at beslutte, hvor der kan findes besparelser; frygter, at disse foranstaltninger har størst indvirkning på bekæmpelsen af fattigdom, navnlig blandt børn; minder om, at bekæmpelse af fattigdom, navnlig blandt børn, fortsat bør være et af de mål, som medlemsstaterne skal nå, og at de finanspolitiske og budgetmæssige konsolideringspolitikker ikke må modarbejde dette mål;

15.  bemærker med bekymring, at der under udarbejdelsen og gennemførelsen af de økonomiske tilpasningsprogrammer ikke er lagt tilstrækkelig vægt på virkningen af de økonomiske politikker på beskæftigelsen og den sociale situation, og at arbejdshypotesen, i Grækenlands tilfælde, byggede på en urigtig antagelse om en økonomisk multiplikatoreffekt, hvilket har resulteret i en manglende rettidig indsats for at beskytte de mest sårbare mod fattigdom, fattigdom på trods af beskæftigelse og social udstødelse; opfordrer Kommissionen til også i forbindelse med genforhandlingerne af de økonomiske tilpasningsprogrammer at tage hensyn til de sociale indikatorer og erstatte de landespecifikke henstillinger med henblik på at sikre de nødvendige betingelser for vækst og fuldstændig overholdelse af EU's grundlæggende sociale principper og værdier;

16.  bemærker, at selv om Kommissionen i sin kvartalsoversigt fra oktober 2013 (EU's beskæftigelsesmæssige og sociale situation) understreger betydningen af social sikring som en sikkerhedsforanstaltning mod sociale risici, havde Grækenland, Irland og Portugal de største fald i de sociale udgifter efter 2010 i EU;

17.  understreger, at nye former for fattigdom, der rammer middelklassen og arbejderklassen, er ved at opstå i visse tilfælde, hvor problemer med at betale husleje og de høje energipriser skaber energifattigdom og stadig flere udsættelser og tvangsauktioner; er bekymret over beviserne for, at antallet af hjemløse og udsættelser fra boliger er stigende; minder om, at dette udgør en overtrædelse af de grundlæggende rettigheder; anbefaler medlemsstaterne og deres lokale myndigheder at indføre neutrale boligpolitikker, der fremmer socialt og billigt boligbyggeri, at løse problemet med tomme boliger og at gennemføre effektive forebyggelsespolitikker for at nedbringe antallet af udsættelser;

18.  bemærker med bekymring, at den flygtige sociale og økonomiske (makro og mikro) situation i de nævnte lande forværrer de regionale og territoriale uligheder og således undergraver de erklærede EU-mål om at styrke EU's regionale samhørighed;

19.  bemærker, at internationale og sociale organisationer har advaret om, at den nye lønskala samt forfremmelses- og afskedigelsessystemer inden for den offentlige sektor vil påvirke forskellene mellem kønnene; bemærker, at ILO har udtrykt bekymring over de uforholdsmæssige virkninger for kvinders lønninger; bemærker endvidere, at ILO har bedt regeringerne om at vurdere besparelsesprogrammernes indvirkning på mænds og kvinders lønninger inden for den private sektor; konstaterer med bekymring, at der ikke længere sker et fald i "lønkløften" mellem mænd og kvinder i de lande, der er under tilpasning, og hvor forskellene ligger over EU-gennemsnittet; understreger, at der er behov for større opmærksomhed på lønforskellene og den faldende beskæftigelsesfrekvens for kvinder i de medlemsstater, der er under tilpasning;

20.  bemærker, at Eurostats og Kommissionens tal ligesom forskellige andre undersøgelser viser, at uligheden i indkomstfordelingen i visse tilfælde var stigende mellem 2008 og 2012, og at sparepolitikkernes nedskæringer i sociale ydelser og arbejdsløshedsunderstøttelse samt lønreduktionerne på grund af strukturreformer får fattigdommen til at stige; bemærker desuden, at der i Kommissionens rapport er fundet relativt høje fattigdomsniveauer for personer i arbejde, hvilket skyldes lave minimumslønninger, der er blevet nedsat eller fastfrosset;

21.  beklager dybt, at niveauet for personer, der risikerer fattigdom eller social udstødelse, er steget; bemærker endvidere, at der bag disse statistikker gemmer sig en langt værre virkelighed, nemlig at når BNP pr. indbygger falder, falder fattigdomsgrænsen også, hvilket vil sige, at vi nu anser personer, der indtil for nylig blev betragtet som fattige, for at være kommet ud af fattigdommen; minder om, at faldet i BNP, det voldsomme fald i offentlige og private investeringer og faldet i investeringer i F&U i de lande, der er under tilpasning og lider under budgetkrise, fører til et fald i det potentielle BNP og skaber fattigdom på lang sigt;

22.  glæder sig over, at Kommissionen i de førnævnte undersøgelser har erkendt, at det kun vil være muligt at nå Europa 2020-målene i hele EU, hvis de aktuelle tendenser vendes markant;

23.  beklager, at programmerne – i hvert fald for Grækenlands, Irlands og Portugals vedkommende – omfattede en række detaljerede forskrifter vedrørende reformer af sundhedssystemerne samt udgiftsnedskæringer, som har haft indvirkning på kvaliteten af og den universelle adgang til sociale tjenester, navnlig inden for sundhedspleje og social sikring, til trods for at artikel 168, stk. 7, i TEUF fastslår, at EU skal respektere medlemsstaternes beføjelser på disse områder; er bekymret over, at dette i nogle tilfælde har ført til, at en række mennesker bliver nægtet adgang til sygeforsikring eller social beskyttelse, hvilket øger risikoen for ekstrem fattigdom og social udstødelse, som afspejles i det stigende antal fattige og hjemløse og deres manglende adgang til basale varer og tjenesteydelser;

24.  beklager manglen på en målrettet fremgangsmåde for identificering af ineffektivitet inden for sundhedssystemerne og beslutningen om at foretage generelle nedskæringer i sundhedsbudgetterne; advarer om, at indførelse af brugerbetaling kan få patienterne til at vente med at søge læge og således udgøre en yderligere økonomisk byrde på husholdningerne; advarer om, at lønnedskæringerne for sundhedspersonale kan have negativ indvirkning på patientsikkerheden og få sundhedspersonale til at forlade landet;

25.  gentager, at artikel 12 i den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder sikrer alle retten til at nyde den højest opnåelige standard for fysisk og mental sundhed; bemærker, at alle fire lande har underskrevet konventionen og dermed har anerkendt retten til sundhed for alle;

26.  minder om, at Europarådet allerede har fordømt nedskæringerne i den offentlige pensionsordning i Grækenland, idet det anser dem for at være i strid med artikel 12 i den europæiske socialpagt fra 1961 og artikel 4 i den tilhørende protokol, og har angivet, at det forhold, at de anfægtede bestemmelser i den nationale lovgivning sigter mod at opfylde krav fra andre retlige forpligtelser, ikke fjerner dem fra pagtens anvendelsesområde(12); bemærker, at denne doktrin om at bevare pensionsordningerne på et tilfredsstillende niveau med henblik på at give pensionister mulighed for at leve et værdigt liv generelt er gældende i alle fire lande og burde være taget med i betragtning;

27.  beklager nedskæringerne i ressourcerne til sikring af en selvstændig tilværelse for handicappede;

28.  påpeger endvidere, at ILO's ekspertudvalg, da den evaluerede anvendelsen af konvention nr. 102 i forbindelse med reformerne i Grækenland, var stærkt kritisk over for de radikale reformer af pensionsordningerne, og at denne kritiske observation blev medtaget i ILO's 29. årsberetning for 2011; minder om, at konvention nr. 102 generelt er gældende i alle fire lande og burde være taget med i betragtning;

29.  understreger, at den stigende sociale fattigdom i de fire lande ligeledes medfører en stigende solidaritet blandt de mest udsatte grupper takket være privates indsats, familienetværk og støtteorganisationer; understreger, at denne type af foranstaltninger ikke må blive den strukturelle løsning på problemet, selv om den afhjælper problemerne for de mest ugunstigt stillede og viser kvaliteterne ved EU-borgerskabet;

30.  konstaterer med bekymring den progressive stigning i Gini-koefficienten, hvilket er i strid med den generelt faldende tendens i euroområdet, og som betyder en betydelig stigning i ulighederne i indkomstfordelingen i de lande, der er under tilpasning;

Unge, der forlader skolen for tidligt

31.  glæder sig over, at niveauet for unge, der forlader skolen for tidligt, er faldende i de fire lande; bemærker, at dette delvist kan forklares ud fra, at de unge har vanskeligt ved at finde arbejde; erindrer om, at det haster med at genetablere kvalitetsbetonede erhvervsuddannelsessystemer, eftersom dette er en af de mest velegnede metoder til at forbedre unges ansættelsesegnethed;

32.  glæder sig over, at niveauet for personer med videregående uddannelse har været stigende i alle fire lande; bemærker, at dette delvist kan forklares i de unges behov for at forbedre deres fremtidige chancer på arbejdsmarkedet;

33.  beklager, at kvaliteten af uddannelsessystemerne, primært på grund af nedskæringer i de offentlige midler, ikke følger denne positive vej, hvilket forværrer de problemer, som unge, der ikke er i beskæftigelse eller under almen eller faglig uddannelse, og børn med særlige behov, står over for; bemærker, at disse foranstaltninger kunne få praktiske konsekvenser for kvaliteten af uddannelserne samt på de materielle og menneskelige ressourcer, der er til rådighed, klassestørrelser, læseplaner og antallet af skoler;

Den sociale dialog

34.  understreger, at arbejdsmarkedets parter på nationalt plan burde være blevet hørt eller involveret i den oprindelige udformning af programmerne; beklager, at de programmer, der er blevet udarbejdet for de fire lande, i visse tilfælde giver virksomheder lov til at fravælge kollektive overenskomster og revidere lønaftaler på sektorniveau, hvilket direkte påvirker strukturen og værdierne i de kollektive overenskomstordninger, der er fastsat i de respektive nationale forfatninger; bemærker, at ILO's ekspertudvalg har anmodet om, at den sociale dialog genetableres; fordømmer undergravningen af princippet om kollektive overenskomster, der stiller spørgsmålstegn ved den automatiske fornyelse af overenskomsterne, som i visse lande er vigtig, og hvilket betyder, at antallet af gældende kollektive overenskomster er faldet kraftigt; fordømmer nedsættelsen af mindstelønnen og fastfrysningen af de nominelle mindstelønninger; understreger, at denne situation er konsekvensen af kun at have begrænsede strukturreformer, der udelukkende omfatter afregulering af arbejdsmarkedsforholdene og lavere lønninger, hvilket er i modstrid med EU's generelle mål og politikkerne for Europa 2020-strategien;

35.  minder om, at der ikke findes én løsning, der kan finde anvendelse på alle medlemsstaterne;

Anbefalinger

36.  opfordrer Kommissionen til at foretage en detaljeret undersøgelse af de sociale og økonomiske virkninger af den økonomiske og finansielle krise og af de økonomiske tilpasningsprogrammer, der er gennemført med henblik på at afhjælpe den i de fire lande, for at få en klar forståelse af såvel de kortsigtede som de langsigtede konsekvenser for beskæftigelsen og for de sociale beskyttelsesordninger samt for det europæiske sociale regelværk, navnlig hvad angår fattigdomsbekæmpelse, opretholdelse af en god social dialog og balance mellem fleksibilitet og sikkerhed på arbejdsmarkedet; opfordrer Kommissionen til i forbindelse med udarbejdelsen af denne undersøgelse at anvende sine rådgivende organer såvel som Beskæftigelsesudvalget og Udvalget for Social Beskyttelse; foreslår, at EØSU anmodes om at udarbejde et udkast til en særlig rapport;

37.  opfordrer Kommissionen til at anmode ILO og Europarådet om at udarbejde udkast til rapporter om eventuelle korrigerende foranstaltninger og incitamenter, der er nødvendige for at forbedre den sociale situation i disse lande, finansieringen af dem og den offentlig økonomis bæredygtighed, og til at sikre, at den europæiske socialpagt og den tilhørende protokol samt ILO's grundlæggende konventioner og konvention 94 overholdes i deres helhed, eftersom de forpligtelser, der følger af dem, er blevet berørt af den økonomiske og finansielle krise og af de budgettilpasningsforanstaltninger og strukturreformer, som trojkaen har krævet;

38.  opfordrer EU til, under hensyntagen til de ofre, som disse lande har gjort, at yde støtte, efter vurdering og anvendelse af tilstrækkelige finansielle ressourcer, hvor det er relevant, til genopretning af standarderne for social beskyttelse, bekæmpelse af fattigdom, støtte til uddannelse, navnlig rettet mod børn med særlige behov og handicappede, samt fornyelse af den sociale dialog gennem en social genopretningsplan; anmoder Kommissionen, ECB og Eurogruppen om hurtigst muligt at revidere og om nødvendigt at ændre de ekstraordinære foranstaltninger, der er blevet iværksat;

39.  opfordrer til, at ovenstående retlige forpligtelser, der er fastsat i traktaterne, og chartret om grundlæggende rettigheder overholdes, idet manglende overholdelse heraf udgør en tilsidesættelse af EU's primære ret; opfordrer Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder til at foretage en grundig vurdering af foranstaltningernes indvirkning på menneskerettighederne og udstede henstillinger i tilfælde af overtrædelser af chartret;

40.  opfordrer trojkaen og de berørte medlemsstater til at afslutte programmerne hurtigst muligt og til at iværksætte krisestyringsmekanismer, der sætter alle EU-institutionerne, herunder Parlamentet, i stand til at nå de sociale mål og gennemføre de politikker, der er fastsat i traktaterne, i europæiske aftaler mellem arbejdsmarkedets parter og i andre aftaler på internationalt plan (ILO-konventioner, den europæiske socialpagt og den europæiske menneskerettighedskonvention), også dem, der vedrører de individuelle eller kollektive rettigheder for de personer, der er i størst risiko for social udstødelse; opfordrer til øget gennemsigtighed samt politisk ejerskab ved udformningen og gennemførelsen af tilpasningsprogrammerne;

41.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at give den samme opmærksomhed til sociale skævheder og til at korrigere dem, som de giver makroøkonomiske ubalancer, og til at sørge for, at tilpasningsforanstaltninger har til formål at sikre social retfærdighed og muliggøre en balance mellem økonomisk vækst og beskæftigelse, gennemførelse af strukturreformer og budgetkonsolidering; opfordrer endvidere begge institutioner til at prioritere jobskabelse og støtte til iværksætteri og til med henblik herpå at give så lige så meget opmærksomhed til EPSCO og dets prioriteter som til Økofin og Eurogruppen og til, når det er nødvendigt, forud for eurotopmøder at afholde et ministermøde i Eurogruppen (beskæftigelse og sociale anliggender);

42.  anbefaler Kommissionen og medlemsstaterne ikke at betragte udgifter til folkesundhed og uddannelse som udgifter, der kan udsættes for nedskæringer, men som offentlige investeringer i et lands fremtid, som skal respekteres og øges med henblik på at fremme den økonomiske og sociale genopretning;

43.  anbefaler, at når den værste del af finanskrisen er overstået, skal programlandene sammen med EU-institutionerne iværksætte en genopretningsplan for arbejdsmarkedet med henblik på at genoprette deres økonomier tilstrækkeligt til at genoprette den sociale situation, som den var før programperioden, eftersom dette er den eneste mulighed for at konsolidere den makroøkonomiske tilpasning og afhjælpe skævhederne i den offentlige sektor, såsom gælden og underskuddet; understreger, at der skal iværksættes jobgenopretningsplaner, der tager hensyn til:

44.  opfordrer Kommissionen til at fremlægge en rapport om de fremskridt, der er gjort med hensyn til at nå Europa 2020-målene, med særligt fokus på de manglende fremskridt i programlandene, og til at fremsætte forslag, der kan bringe disse lande ind på en troværdig vej i retning af alle Europa 2020-målene;

45.  anbefaler, at fremtidige reformer af arbejdsmarkedet i medlemsstaterne tager hensyn til behovet for fleksibilitet for at fremme virksomhedernes vækst, som fastlagt i Europa 2020-strategien, under hensyntagen til andre elementer som energiomkostninger, urimelig konkurrence, social dumping, et retfærdigt og effektivt finansielt system, finanspolitikker til gavn for vækst og beskæftigelse og generelt alt, hvad der fremmer udviklingen af realøkonomien og iværksætteri; opfordrer Kommissionen til at foretage vurderinger af konsekvenserne for arbejdsmarkedet i programlandene og til at overveje disse foranstaltningers afsmittende virkninger såsom indvirkningen på fattigdom, social udstødelse, kriminalitet og fremmedhad;

46.  opfordrer til, at der indføres hasteforanstaltninger for at forhindre stigende hjemløshed i programlandene, og opfordrer Kommissionen til at støtte disse gennem politiske analyser og fremme af god praksis;

47.  bemærker, at i henhold til artikel 19 i forordning (EU) nr. 472/2013 skal Kommissionen forelægge en rapport for Parlamentet senest den 1. januar 2014 om anvendelsen af denne forordning; opfordrer Kommissionen til at forelægge denne rapport hurtigst mulig og til at medtage forordningens konsekvenser for de eksisterende økonomiske tilpasningsprogrammer.

48.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at rådføre sig med civilsamfundet, patientorganisationer og faglige organisationer med henblik på fremtidige foranstaltninger vedrørende sundheden i tilpasningsprogrammerne og benytte sig af Udvalget for Social Beskyttelse med henblik på at sikre, at reformerne styrker systemernes og ressourcernes effektivitet uden at bringe de mest sårbare grupper og den størst mulige sociale beskyttelse i fare, herunder indkøb og brug af lægemidler, de mest grundlæggende behov og hensyntagen til sundhedspersonalet;

o
o   o

49.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd og Kommissionen.

(1) http://www.coe.int/T/DGHL/Monitoring/SocialCharter/NewsCOEPortal/CC76-80Merits_en.asp (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0401. (3) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0328. (4) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0246. (5) EUT C 249 E af 30.8.2013, s. 4. (6) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0447. (7) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0515. (8) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0430. (9) EUT C 153 E af 31.5.2013, s. 57. (10) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0419. (11) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0266. (12) Den Europæiske Komité for Sociale Rettigheder, realitetsafgørelse, den 7. december 2012, klage nr. 78/2012, s. 10.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om almindelige bestemmelser om Asyl- og Migrationsfonden og om instrumentet for finansiel støtte til politisamarbejde, forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet samt krisestyring (COM(2011)0752 – C7-0444/2011 – 2011/0367(COD))

P7_TA(2014)0241 A7-0021/2014

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2011)0752),

—  der henviser til artikel 294, stk. 2, samt artikel 78, stk. 2, artikel 79, stk. 2 og 4, artikel 84 og artikel 87, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C7‑0444/2011),

—  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—  der henviser til udtalelse af 11. juli 2012 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

—  der henviser til udtalelse af 18. juli 2012 fra Regionsudvalget(2),

—  der henviser til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af 20. december 2013 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—  der henviser til forretningsordenens artikel 55,

—  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og udtalelse fra Budgetudvalget (A7‑0021/2014),

1.  fastlægger nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  tager Kommissionens erklæringer, der er vedføjet som bilag til denne beslutning, til efterretning;

3.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

4.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 13. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. .../2014 om almindelige bestemmelser om Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden og om instrumentet for finansiel støtte til politisamarbejde, forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet samt krisestyring

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) nr. 514/2014).

BILAG TIL DEN LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING

Erklæring fra Kommissionen om vedtagelsen af de nationale programmer

"Kommissionen vil gøre sit bedste for at underrette Europa-Parlamentet forud for vedtagelsen af de nationale programmer".

Erklæring fra Kommissionen om artikel 5, stk. 4, andet afsnit, litra b), i forordning 182/2011

"Kommissionen understreger, at det er i strid med ordlyden og ånden i forordning 182/2011 (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13) systematisk at påberåbe sig artikel 5, stk. 4, andet afsnit, litra b). Anvendelsen af denne bestemmelse skal ske som følge af et specifikt behov for at fravige princippet om, at Kommissionen kan vedtage et udkast til en gennemførelsesretsakt, når der ikke afgives udtalelse. Da der er tale om en undtagelse fra den generelle regel i artikel 5, stk. 4, kan anvendelsen af artikel 5, stk. 4, andet afsnit, litra b), ikke blot bero på lovgiverens "skønsbeføjelse", men skal fortolkes restriktivt og dermed være berettiget."

(1) EUT C 299 af 4.10.2012, s. 108. (2) EUT C 277 af 13.9.2012, s. 23.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et instrument for finansiel støtte til politisamarbejde, forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet samt krisestyring som en del af Fonden for Intern Sikkerhed (COM(2011)0753 – C7-0445/2011 – 2011/0368(COD))

P7_TA(2014)0242 A7-0026/2014

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2011)0753),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 82, stk. 1, artikel 84 og artikel 87, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C7‑0445/2011),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 11. juli 2012 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

–  der henviser til udtalelse af 18. juli 2012 fra Regionsudvalget(2),

–  der henviser til sin afgørelse af 17. januar 2013 om indledning af og mandat til interinstitutionelle forhandlinger om forslaget(3),

–  der henviser til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af 11. december 2013 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 55,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og udtalelse fra Budgetudvalget (A7‑0026/2014),

1.  fastlægger nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 13. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. .../2014 om oprettelse af et instrument for finansiel støtte til politisamarbejde, forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet samt krisestyring som en del af Fonden for Intern Sikkerhed og om ophævelse af Rådets afgørelse 2007/125/RIA

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) nr. 513/2014).

(1) EUT C 299 af 4.10.2012, s. 108. (2) EUT C 277 af 13.9.2012, s. 23. (3) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0021.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et instrument for finansiel støtte til forvaltning af de ydre grænser og den fælles visumpolitik som en del af Fonden for Intern Sikkerhed (COM(2011)0750 – C7-0441/2011 – 2011/0365(COD))

P7_TA(2014)0243 A7-0025/2014

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2011)0750),

—  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 77, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C7‑0441/2011),

—  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—  der henviser til udtalelse af 11. juli 2012 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

—  der henviser til udtalelse af 18. juli 2012 fra Regionsudvalget(2),

—  der henviser til sin afgørelse af 17. januar 2013 om indledning af og mandat til interinstitutionelle forhandlinger om forslaget(3),

—  der henviser til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af 4. december 2013 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—  der henviser til forretningsordenens artikel 55,

—  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og udtalelser fra Udenrigsudvalget og Budgetudvalget (A7‑0025/2014),

1.  fastlægger nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 13. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. .../2014 om oprettelse af et instrument for finansiel støtte til forvaltning af de ydre grænser og den fælles visumpolitik som en del af Fonden for Intern Sikkerhed og om ophævelse af beslutning nr. 574/2007/EF

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) nr. 515/2014).

(1) EUT C 299 af 4.10.2012, s. 108. (2) EUT C 277 af 13.9.2012, s. 23. (3) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0019.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles niveau for net- og informationssikkerhed i hele EU (COM(2013)0048 – C7-0035/2013 – 2013/0027(COD))

P7_TA(2014)0244 A7-0103/2014

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2013)0048),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C7‑0035/2013),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til den begrundede udtalelse, som inden for rammerne af protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet er blevet forelagt af den svenske Riksdag, om at udkastet til lovgivningsmæssig retsakt ikke overholder nærhedsprincippet,

–  der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 22. maj 2013(1),

–  der henviser til sin beslutning af 12. september 2013 om EU's strategi for cybersikkerhed: "Et åbent, sikkert og beskyttet cyberspace"(2),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 55,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og udtalelser fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Udenrigsudvalget (A7-0103/2014),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 13. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/.../EU om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles niveau for net- og informationssikkerhed i hele Unionen

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(3),

efter den almindelige lovgivningsprocedure(4) og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Net og informationssystemer og -tjenester spiller en afgørende rolle i samfundet. Det er af afgørende betydning for EU-borgernes frihed og generelle sikkerhed samt for de økonomiske aktiviteter og den sociale velfærd og navnlig for et velfungerende indre marked, at de er pålidelige og sikre. [Ændring 1]

(2)  Omfanget, og hyppigheden og konsekvenserne af forsætlige eller utilsigtede sikkerhedshændelser er tiltagende og udgør en alvorlig trussel for driften af net og informationssystemer. Disse systemer kan endvidere blive et let offer for forsætlige skadelige handlinger, som har til formål at ødelægge eller forstyrre systemernes drift. Sådanne hændelser kan hindre gennemførelsen af økonomiske aktiviteter, medføre betydelige finansielle tab, underminere brugernes og investorernes tillid og forårsage stor skade for Unionens økonomi og i sidste instans true EU-borgernes velbefindende og medlemsstaternes evne til at beskytte sig selv og garantere sikkerheden i forbindelse med kritiske infrastrukturer. [Ændring 2]

(3)  På grund af sin rolle som kommunikationsinstrument uden grænser spiller digitale informationssystemer og navnlig Internettet en væsentlig rolle, når det gælder at fremme grænseoverskridende bevægelighed for varer, tjenesteydelser og personer. På grund af den tværnationale karakter vil væsentlige forstyrrelser af sådanne systemer i én medlemsstat også kunne påvirke andre medlemsstater og Unionen som helhed. Net og informationssystemers robusthed og stabilitet er derfor afgørende for et velfungerende indre marked.

(3a)  Da almindelige årsager til systemfejl fortsat er utilsigtede, såsom naturlige årsager eller menneskelige fejl, bør infrastrukturen være modstandsdygtig over for både forsætlige og utilsigtede afbrydelser, og operatører af kritisk infrastruktur bør udforme robuste systemer. [Ændring 3]

(4)  Der bør etableres en samarbejdsmekanisme på EU-plan, som giver mulighed for informationsudveksling og koordineret forebyggelse, detektering og reaktion i forbindelse med net- og informationssikkerhed (NIS). Hvis denne mekanisme skal være effektiv og inklusiv, er det vigtigt, at alle medlemsstater har et minimum af kapacitet og en strategi, der sikrer en høj grad af net- og informationssikkerhed på deres område. Der bør også gælde minimumssikkerhedskrav for de offentlige myndigheder og operatørerne i hvert fald visse markedsoperatører af informationsinfrastruktur for at fremme en risikostyringskultur og sikre, at de mest alvorlige hændelser anmeldes. Børsnoterede virksomheder bør tilskyndes til at offentliggøre hændelser i deres regnskaber på frivillig basis. Lovrammen bør tage udgangspunkt i behovet for at beskytte borgernes privatliv og integritet. Informations- og varslingsnetværket vedrørende kritisk infrastruktur (CIWIN) bør udvides til også at omfatte de markedsoperatører, der er omfattet af dette direktiv. [Ændring 4]

(4a)  Mens offentlige myndigheder som følge af deres offentlige opgaver bør udvise fornøden omhu i forbindelse med forvaltningen og beskyttelsen af deres egne net og informationssystemer, bør dette direktiv fokusere på kritisk infrastruktur, der er af afgørende betydning for opretholdelsen af centrale økonomiske og samfundsmæssige aktiviteter på områderne energi, transport, bankvæsen, finansmarkedsinfrastrukturer og sundhed. Softwareudviklere og hardwarefabrikanter bør ikke være omfattet af dette direktivs anvendelsesområde. [Ændring 5]

(4b)  Samarbejde og koordination mellem de relevante EU-myndigheder og den højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen med ansvar for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik samt EU-antiterrorkoordinatoren bør garanteres i tilfælde, hvor hændelser, der har en betydelig indvirkning, anses for at være udefrakommende og have karakter af terror. [Ændring 6]

(5)  For at dække alle relevante hændelser og risici bør dette direktiv gælde for alle net og informationssystemer. De forpligtelser, der pålægges offentlige myndigheder og markedsaktører bør dog ikke gælde for virksomheder, der udbyder offentlige kommunikationsnet eller offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF(5), og som er undergivet specifikke sikkerheds- og integritetskrav, der er fastlagt i det pågældende direktivs artikel 13a, og de bør heller ikke gælde for tillidstjenesteudbydere.

(6)  Den eksisterende kapacitet er ikke tilstrækkelig til at sikre et højt NIS-niveau i Unionen. Medlemsstaterne har meget forskellige beredskabsniveauer, hvilket giver en usammenhængende tilgang i Unionen som helhed. Det fører til et uensartet beskyttelsesniveau for forbrugere og virksomheder og undergraver det samlede NIS-niveau i Unionen. Manglende fælles minimumskrav til offentlige myndigheder og markedsaktører gør det også umuligt at iværksætte en overordnet og effektiv samarbejdsmekanisme på EU-plan. Universiteter og forskningscentre spiller en afgørende rolle med hensyn til at fremme forskning, udvikling og innovation på disse områder og bør modtage passende finansiering. [Ændring 7]

(7)  En effektiv reaktion på de sikkerhedsproblemer, der opstår i net og informationssystemer, forudsætter en samlet strategi på EU-plan, der omfatter fælles mindstekrav til kapacitetsopbygning og planlægning, udvikling af tilstrækkelige færdigheder inden for cybersikkerhed, udveksling af oplysninger og samordning af aktioner og fælles mindstesikkerhedskrav for alle berørte markedsaktører og offentlige myndigheder. De fælles mindstekrav bør anvendes i overensstemmelse med relevante anbefalinger fra koordinationsgrupperne om cybersikkerhed. [Ændring 8]

(8)  Bestemmelserne i dette direktiv bør ikke være til hinder for, at hver medlemsstat kan træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre beskyttelsen af sine væsentlige sikkerhedsinteresser, af hensyn til den offentlige orden og sikkerhed og for at tillade efterforskning, detektering og retsforfølgelse af straffelovsovertrædelser. I henhold til artikel 346 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) er ingen medlemsstat forpligtet til at meddele oplysninger, hvis udbredelse efter dens opfattelse ville stride mod dens væsentlige sikkerhedsinteresser. Ingen medlemsstat er forpligtet til at videregive Unionens klassificerede informationer, som defineret i Rådets afgørelse 2011/292/EU(6), informationer, der er undergivet hemmeligholdelsesaftaler, eller informationer, der er undergivet uformelle hemmeligholdelsesaftaler, som f.eks. Traffic Light Protocol. [Ændring 9]

(9)  Hver medlemsstat bør have en national NIS-strategi, der fastlægger de strategiske mål og konkrete politiske foranstaltninger, der skal gennemføres for at nå og bibeholde et fælles højt NIS-niveau. Der bør med udgangspunkt i mindstekravene i dette direktiv udvikles NIS-samarbejdsplaner på nationalt plan, som opfylder de væsentlige krav, for at opnå et beredskabsniveau, der giver mulighed for et effektivt og velfungerende samarbejde nationalt og på EU-plan i tilfælde af hændelser, samtidig med at privatlivets fred og personoplysninger respekteres og beskyttes. De enkelte medlemsstater bør derfor have pligt til at opfylde fælles standarder for formatet og udvekslingsegnetheden af de data, der skal udveksles og evalueres. Medlemsstaterne bør kunne anmode Den Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA) om bistand til at udvikle deres nationale NIS-strategier med udgangspunkt i en fælles NIS-minimumsstrategiplan. [Ændring 10]

(10)  Med sigte på en effektiv gennemførelse af de bestemmelser, som vedtages i henhold til dette direktiv, bør der i hver medlemsstat oprettes eller udpeges et organ, som har til opgave at koordinere net- og informationssikkerhed og fungere som kontaktpunkt i forbindelse med grænseoverskridende samarbejde på EU-niveau. Disse organer bør have tilstrækkelige tekniske, finansielle og menneskelige ressourcer til at sikre, at de på en effektiv og virksom måde kan udføre de opgaver, som de pålægges, og dermed opfylde målene i dette direktiv.

(10a)  I betragtning af forskellene mellem nationale forvaltningsstrukturer og med henblik på at sikre allerede eksisterende sektorforanstaltninger eller Unionens tilsyns- og kontrolorganer og undgå overlapninger bør medlemsstaterne kunne udpege mere end én national kompetent myndighed med ansvar for udførelsen af de opgaver, som er knyttet til sikkerheden i markedsoperatørers net og informationssystemer, i henhold til dette direktiv. For at sikre et problemfrit samarbejde og en problemfri kommunikation på tværs af grænserne er det imidlertid nødvendigt, at hver medlemsstat, uden at det berører sektorspecifikke kontrolordninger, kun udpeger ét nationalt centralt kontaktpunkt, der er ansvarligt for samarbejdet på tværs af grænserne på EU-plan. En medlemsstat bør kunne udpege udelukkende én myndighed til at udføre den kompetente myndigheds og det centrale kontaktpunkts opgaver, såfremt den pågældende medlemsstats forfatningsmæssige struktur eller andre ordninger gør det nødvendigt. De kompetente myndigheder og de centrale kontaktpunkter bør være civile organer, der er underlagt fuldt demokratisk tilsyn, og de bør ikke udføre opgaver inden for efterretningsområdet, retshåndhævelsesområdet eller forsvarsområdet eller på nogen måde være organisationsmæssigt forbundet med organer, der er aktive på disse områder. [Ændring 11]

(11)  Alle medlemsstater og markedsoperatører bør være udstyret med passende teknisk og organisatorisk kapacitet til at forebygge, detektere, reagere på og afhjælpe NIS-hændelser og -risici på ethvert tidspunkt. De offentlige myndigheders sikkerhedssystemer bør være sikre og underlagt demokratisk tilsyn og kontrol. Almindeligt påkrævet udstyr og kapacitet bør overholde fælles tekniske standarder og standarddriftsprocedurer. Der bør derfor oprettes velfungerende it-beredskabsenheder (CERT), som opfylder de væsentlige krav, i alle medlemsstater for at sikre en effektiv og kompatibel kapacitet, der kan reagere på hændelser og risici og sikre et effektivt samarbejde på EU-plan. Disse it-beredskabsenheder bør kunne arbejde sammen med udgangspunkt i fælles tekniske standarder og standarddriftsprocedurer. Da de eksisterende it-beredskabsenheder er forskellige og dækker forskellige behov og aktører, bør medlemsstaterne garantere, at hver af de sektorer, der er omhandlet i listen over markedsoperatører i dette direktiv, modtager tjenester fra mindst én it-beredskabsenhed. I forbindelse med grænseoverskridende samarbejde mellem it-beredskabsenheder bør medlemsstaterne sikre, at it-beredskabsenhederne råder over tilstrækkelige midler til at kunne deltage i allerede eksisterende internationale samarbejdsnetværk og EU-samarbejdsnetværk. [Ændring 12]

(12)  Med udgangspunkt i de betydelige fremskridt inden for det europæiske forum for medlemsstaterne (EFMS) med at fremme drøftelser og udvekslinger om god politisk praksis, herunder udvikling af principper for et europæisk cyberkrisesamarbejde, bør medlemsstaterne og Kommissionen etablere et permanent kommunikationsnetværk og støtte deres samarbejde. Denne sikre og effektive samarbejdsmekanisme, i hvilken markedsoperatørerne i givet fald deltager, burde muliggøre en struktureret og koordineret informationsudveksling, detektering og indsats på EU-plan. [Ændring 13]

(13)  Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA) bør bistå medlemsstaterne og Kommissionen med ekspertise og rådgivning og ved at fremme udveksling af bedste praksis. Kommissionen og medlemsstaterne bør navnlig rådføre sig med ENISA for så vidt angår anvendelsen af dette direktiv. For at sikre effektiv og rettidig information til medlemsstaterne og Kommissionen bør der udsendes tidlig varsling om hændelser og risici via samarbejdsnetværket. Med sigte på opbygning af kapacitet og viden blandt medlemsstaterne bør samarbejdsnetværket også fungere som et redskab til udveksling af bedste praksis til støtte for medlemmernes arbejde med kapacitetsopbygning, styring af tilrettelæggelse af peer reviews og NIS-øvelser. [Ændring 14]

(13a)  Medlemsstaterne bør, hvor det er hensigtsmæssigt, kunne benytte eller tilpasse eksisterende organisationsstrukturer eller -strategier, når de anvender dette direktivs bestemmelser. [Ændring 15]

(14)   Der bør oprettes en sikret infrastruktur til informationsudveksling for at give mulighed for udveksling af følsomme og fortrolige oplysninger inden for samarbejdsnetværket. Eksisterende strukturer inden for Unionen bør anvendes fuldt ud med dette formål for øje. Uden at dette berører medlemsstaternes pligt til at anmelde hændelser og risici med en EU-dimension til samarbejdsnetværket, bør adgangen til fortrolige oplysninger fra andre medlemsstater kun gives til de medlemsstater, der påviser, at deres tekniske, finansielle og menneskelige ressourcer og procedurer såvel som deres kommunikationsinfrastruktur garanterer deres effektive, virksomme og sikre deltagelse i netværket gennem anvendelse af gennemsigtige metoder. [Ændring 16]

(15)  Da de fleste net og informationssystemer er privatejede, er samarbejde mellem den offentlige og private sektor afgørende. Markedsaktørerne bør tilskyndes til at benytte deres egne uformelle samarbejdsmekanismer for at sikre net- og informationssikkerheden. De bør også samarbejde med den offentlige sektor og gensidigt udveksle oplysninger og bedste praksis i udvekslingen, herunder gensidig udveksling af relevante oplysninger og operationel støtte og strategisk analyserede oplysninger i tilfælde af hændelser. For effektivt at fremme udvekslingen af oplysninger og bedste praksis er det afgørende at sikre, at markedsoperatører, som deltager i en sådan udveksling, ikke stilles dårligere som følge af deres samarbejde. Der er behov for passende beskyttelsesforanstaltninger for at sikre, at et sådant samarbejde ikke udsætter disse operatører for større risiko for manglende overensstemmelse eller nye forpligtelser med hensyn til bl.a. konkurrence, intellektuel ejendomsret, databeskyttelse og lovgivning om cyberkriminalitet og ikke udsætter dem for øgede operationelle eller sikkerhedsmæssige risici. [Ændring 17]

(16)  For at sikre gennemsigtighed og informere EU-borgerne og markedsaktørerne korrekt bør de kompetente myndigheder centrale kontaktpunkter etablere et fælles websted for hele Unionen, hvor der offentliggøres ikke-fortrolige oplysninger om hændelser og, risici og risikobegrænsningsmetoder, og hvor der om nødvendigt vil blive rådgivet om relevante vedligeholdelsesforanstaltninger. Oplysningerne på webstedet bør være tilgængelige, uanset hvilken anordning der anvendes. Alle personoplysninger, der offentliggøres på dette websted, bør være begrænset til det, der er nødvendigt, og de bør være så anonyme som muligt. [Ændring 18]

(17)  Hvis oplysningerne betragtes som fortrolige i overensstemmelse med Unionen regler og nationale regler om forretningshemmeligheder, skal denne fortrolighed sikres under udførelsen af aktiviteterne og opfyldelsen af målene i dette direktiv.

(18)  På grundlag af bl.a. nationale erfaringer med krisestyring og i samarbejde med ENISA bør Kommissionen og medlemsstaterne udvikle en EU-samarbejdsplan for net- og informationssikkerhed, som fastsætter samarbejdsmekanismer, bedste praksis og driftsmønstre til forebyggelse, detektering, indberetning og imødegåelse af risici og hændelser. Der bør tages behørigt hensyn til denne plan i forbindelse med tidlig varsling via samarbejdsnetværket. [Ændring 19]

(19)  Udsendelse af en tidlig varsling inden for netværket bør kun finde sted, hvis den pågældende hændelse eller risiko kan nå et så væsentligt omfang eller blive så alvorlig, at der er behov for oplysninger eller samordning af indsatsen på EU-plan. Tidlige varslinger bør derfor begrænses til de faktiske eller potentielle hændelser eller risici, som hurtigt eskalerer, overstiger den nationale beredskabskapacitet eller berører mere end én medlemsstat. Alle oplysninger, der er relevante for vurderingen af en risiko eller hændelse bør meddeles samarbejdsnetværket, så der kan foretages en korrekt evaluering. [Ændring 20]

(20)  Ved modtagelse af en tidlig varsling og vurderingen heraf bør de kompetente myndigheder centrale kontaktpunkter enes om en samordnet indsats i henhold til Unionens NIS-samarbejdsplan. De kompetente myndigheder centrale kontaktpunkter, ENISA og Kommissionen bør underrettes om de foranstaltninger, der er vedtaget på nationalt plan som følge af den samordnede indsats. [Ændring 21]

(21)  I betragtning af NIS-problemernes globale karakter er der behov for et tættere internationalt samarbejde om at forbedre sikkerhedsstandarderne og informationsudvekslingen og for at fremme en fælles global tilgang til NIS-problemstillinger. Alle rammer for et sådant internationalt samarbejde bør underlægges Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF(7) og Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001(8). [Ændring 22]

(22)  Ansvaret for at sikre net- og informationssikkerheden ligger i vid udstrækning hos de offentlige myndigheder og markedsaktørerne. En risikostyringskultur kultur af risikostyring, tæt samarbejde og tillid med risikovurdering og gennemførelse af sikkerhedsforanstaltninger, som er passende i forhold til risiciene og hændelserne, uanset om de er af forsætlig eller utilsigtet karakter, bør fremmes og udvikles gennem passende forskriftsmæssige krav og en frivillig indsats fra industriens side. Etablering af pålidelige lige vilkår er også afgørende for et velfungerende samarbejdsnetværk, så man sikrer et effektivt samarbejde fra alle medlemsstater. [Ændring 23]

(23)  I direktiv 2002/21/EF fastsættes det, at de virksomheder, der udbyder offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationsnet eller offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester, skal træffe passende foranstaltninger til at beskytte deres integritet og sikkerhed, og direktivet indfører desuden anmeldelsespligt for brud på sikkerheden og integritetstab. I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF(9) skal udbydere af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester træffer passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger til at beskytte deres tjenester.

(24)  Disse forpligtelser bør udvides til ud over den elektroniske kommunikationssektor også at gælde for operatører af infrastruktur, som er stærkt afhængige af informations- og kommunikationsteknologi, og som er af afgørende betydning for opretholdelsen af centrale økonomiske eller samfundsmæssige funktioner som f.eks. elektricitet og gas, transport, kreditinstitutter, finansmarkedsinfrastrukturer og sundhedssektoren. En forstyrrelse af disse net og informationssystemer vil påvirke det indre marked. Selv om de forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv, ikke bør gælde for vigtige udbydere af informationssamfundstjenester som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF(10), som er grundlaget for efterfølgende informationssamfundstjenester og onlineaktiviteter, f.eks. e-handelsplatforme, internetbetalingsportaler, sociale netværk, søgemaskiner, cloud computing-tjenester generelt og applikationsforhandlere En forstyrrelse af disse informationssamfundshjælpetjenester medfører at andre af informationssamfundets tjenester, som er afhængige af dem som vigtige input, ikke kan fungere.Softwareudviklere og hardwarefabrikanter udbyder ikke informationssamfundstjenester og er derfor ikke omfattet. Forpligtelserne bør udvides til også at omfatte offentlige myndigheder og operatører af kritisk infrastruktur, som er stærkt afhængige af informations- og kommunikationsteknologi, og som er af afgørende betydning for opretholdelsen af vigtige økonomiske eller samfundsmæssige funktioner som f.eks. elektricitet og gas, transport, kreditinstitutter, fondsbørser og sundhedssektoren. En forstyrrelse af disse net og informationssystemer vil påvirke det indre marked., kan disse på frivillig basis underrette den kompetente myndighed eller det centrale kontaktpunkt om de netsikkerhedshændelser, som de finder relevante. Den kompetente myndighed eller det centrale kontaktpunkt bør, for så vidt det er muligt, forsyne de markedsoperatører, der har indberettet hændelsen, med strategisk analyserede oplysninger, der kan medvirke til at imødegå sikkerhedstruslen. [Ændring 24]

(24a)  Selv om leverandører af hardware og software ikke er markedsoperatører, der kan sammenlignes med dem, som er omfattet af dette direktiv, letter deres produkter sikkerheden af net og informationssystemer. De har derfor en væsentlig rolle med hensyn til at gøre det muligt for markedsoperatører at sikre deres net- og informationsinfrastrukturer. Eftersom hardware- og softwareprodukter allerede er underlagt eksisterende krav om produktansvar, bør medlemsstaterne sikre, at disse regler håndhæves. [Ændring 25]

(25)  Tekniske og organisatoriske foranstaltninger, der pålægges offentlige myndigheder og markedsaktører, bør ikke kræve, at et bestemt kommercielt informations- og kommunikationsteknologiprodukt konstrueres, udvikles eller fremstilles på en bestemt måde. [Ændring 26]

(26)  De offentlige myndigheder og markedsaktørerne bør sikre beskyttelsen af net og systemer, der er under deres kontrol. Det vil hovedsageligt være private net og systemer, hvor administrationen varetages af deres eget it-personale, eller hvor sikkerhedsopgaverne er outsourcet. Sikkerheds- og anmeldelsesforpligtelserne bør gælde for de relevante markedsaktører og offentlige myndigheder, uanset om de selv står for vedligeholdelsen af deres net og informationssystemer eller outsourcer denne opgave. [Ændring 27]

(27)  Med sigte på at undgå, at mindre operatører og brugere pålægges en uforholdsmæssig stor finansiel og administrativ byrde, bør kravene stå i et rimeligt forhold til den risiko, der er forbundet med det pågældende net eller informationssystem, under hensyntagen til sådanne foranstaltningers aktuelle stade. Kravene bør ikke gælde for mikrovirksomheder.

(28)  De kompetente myndigheder og de centrale kontaktpunkter bør tage behørigt hensyn til nødvendigheden af at bevare uformelle og pålidelige kanaler til informationsudveksling mellem markedsaktørerne og mellem den offentlige og den private sektor. De kompetente myndigheder og de centrale kontaktpunkter bør underrette fabrikanterne og tjenesteudbyderne af berørte ikt-produkter og -tjenesteydelser om hændelser, der har en betydelig indvirkning, og som er blevet anmeldt til dem. Ved offentliggørelse af hændelser, der anmeldes til de kompetente myndigheder og de centrale kontaktpunkter, bør der foretages en nøje afvejning af offentlighedens interesse i at blive informeret om trusler i forhold til mulige imageskader og kommercielle skader for de offentlige myndigheder og markedsoperatører, der anmelder hændelser. Ved gennemførelsen af anmeldelsespligten bør de kompetente myndigheder og de centrale kontaktpunkter være særlig opmærksomme på behovet for at holde oplysninger om produkters sårbarhed strengt fortrolige, indtil der udsendes passende sikkerhedsopdateringer. De centrale kontaktpunkter bør som hovedregel ikke videregive personoplysninger om fysiske personer, der er involveret i hændelser. De centrale kontaktpunkter bør udelukkende videregive personoplysninger, hvis videregivelsen af sådanne oplysninger er nødvendig og står i et rimeligt forhold til det tilstræbte mål. [Ændring 28]

(29)  Kompetente myndigheder bør have de nødvendige midler til at varetage deres opgaver, herunder beføjelser til at indhente tilstrækkelige oplysninger fra markedsaktører og offentlige myndigheder til at kunne vurdere sikkerhedsniveauet i net og informationssystemer, måle antallet og omfanget af hændelser samt vurdere pålidelige og omfattende oplysninger om faktiske hændelser, der har påvirket driften af net og informationssystemer. [Ændring 29]

(30)  Kriminelle aktiviteter er i mange tilfælde grunden til en hændelse. Der kan være mistanke om, at en hændelse har en kriminel baggrund, også selv om det ikke står tilstrækkeligt klart fra begyndelsen. I denne forbindelse bør et passende samarbejde mellem de kompetente myndigheder, de centrale kontaktpunkter og de retshåndhævende myndigheder samt et samarbejde med EC3 (Europols Center til Bekæmpelse af IT-Kriminalitet) og ENISA være et led i en effektiv og omfattende indsats mod sikkerhedsrelaterede hændelser. Hvis et sikkert, beskyttet og mere robust miljø skal fremmes, kræver det en systematisk anmeldelse af hændelser af en formodet alvorlig kriminel karakter til de retshåndhævende myndigheder. Den alvorlige kriminelle karakter af hændelser bør vurderes på baggrund af Unionens lovgivning om bekæmpelse af cyberkriminalitet. [Ændring 30]

(31)  Personoplysninger er i mange tilfælde kompromitteret som følge af hændelser. Medlemsstaterne og markedsoperatørerne bør beskytte personoplysninger, der lagres, behandles eller fremsendes, mod hændelig eller ulovlig tilintetgørelse, hændeligt tab eller hændelig ændring og ubeføjet eller ulovlig lagring, adgang eller videregivelse eller udbredelse, og de bør sikre gennemførelsen af en sikkerhedspolitik for behandling af personoplysninger. De kompetente myndigheder, de centrale kontaktpunkter og databeskyttelsesmyndighederne bør i denne forbindelse samarbejde og udveksle oplysninger om alle relevante spørgsmål, bl.a. også med markedsoperatører, hvis det er hensigtsmæssigt, for at håndtere brud på sikkerheden af personoplysninger som følge af hændelser i overensstemmelse med gældende databeskyttelsesregler. Medlemsstaterne gennemfører Forpligtelsen til at anmelde sikkerhedsrelaterede hændelser er bør gennemføres på en måde, der reducerer den administrative byrde, hvis en sikkerhedsrelateret hændelse også er et brud på persondatasikkerheden i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger(11). Ved at fungere som forbindelsesled mellem de kompetente myndigheder og databeskyttelsesmyndighederne kan, der skal anmeldes i overensstemmelse med Unionens databeskyttelseslovgivning. ENISA bør bidrage til at udvikle informationsudvekslingsmekanismer og skabeloner, så det ikke er nødvendigt med to forskellige udformninger af skabelonerne til anmeldelse. Denne en fælles anmeldelsesskabelon, som gør det nemmere at anmelde hændelser, hvor der er sket brud på sikkerheden i forbindelse med personoplysninger, og letter derved den administrative byrde for virksomhederne og de offentlige myndigheder. [Ændring 31]

(32)  Standardisering af sikkerhedskrav er en markedsstyret proces af frivillig karakter, der bør sætte markedsoperatører i stand til som minimum at opnå lignende resultater ved hjælp af alternative midler. Medlemsstaterne bør for at sikre en konvergerende anvendelse af sikkerhedsstandarder tilskynde til overholdelse af eller overensstemmelse med specificerede interoperable standarder for at sikre et højt sikkerhedsniveau på EU-plan. Med dette mål for øje kan det være skal anvendelsen af åbne internationale standarder på netværksinformationssikkerhed og udformning af sådanne værktøjer overvejes. Et yderligere nødvendigt skridt fremad kan være at udarbejde udkast til harmoniserede standarder, som bør udformes i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012(12). Navnlig bør ETSI, CEN og Cenelec bemyndiges til at stille forslag om effektive og virkningsfulde åbne EU-sikkerhedsstandarder, hvor teknologiske præferencer i videst muligt omfang undgås. Disse standarder bør være lette at håndtere for små og mellemstore markedsoperatører. De internationale standarder for cybersikkerhed bør gennemgås nøje med henblik på at sikre, at de ikke er blevet kompromitteret, og at de yder en passende sikkerhed og dermed garantere, at den påkrævede overensstemmelse med cybersikkerhedsstandarderne forbedrer den generelle cybersikkerhed i Unionen og ikke det modsatte. [Ændring 32]

(33)  Kommissionen bør regelmæssigt tage dette direktivs bestemmelser op til fornyet overvejelse i samråd med alle interessenter, særlig med henblik på at afgøre, om der er behov for ændringer i lyset af skiftende samfundsmæssige, politiske, teknologiske betingelser og markedsvilkår. [Ændring 33]

(34)  Hvis samarbejdsnetværket skal kunne fungere korrekt, bør beføjelserne til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF delegeres til Kommissionen for så vidt angår definitionen af de kriterier, der skal være opfyldt for, at en medlemsstat kan få tilladelse til at deltage i det fælles sæt af sammenkoblings- og sikkerhedsstandarder for det sikrede informationsudvekslingssystem, informationsudvekslingssystems infrastruktur og den nærmere fastlæggelse af begivenheder, som skal udløse tidlig varsling, og definition af, hvornår markedsoperatører og offentlige myndigheder er forpligtet til at anmelde hændelser. [Ændring 34]

(35)  Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(36)  For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af dette direktiv bør gennemførelsesbeføjelser overdrages til Kommissionen for så vidt angår samarbejdet mellem de kompetente myndigheder centrale kontaktpunkter og Kommissionen inden for samarbejdsnetværket, adgangen til den sikrede informationsudvekslingsinfrastruktur uden at det berører eksisterende samarbejdsmekanismer på nationalt plan, Unionens NIS-samarbejdsplan og formater og procedurer til informering anmeldelse af offentligheden om hændelser og standarder og/eller tekniske specifikationer, der er relevante for net- og informationssikkerhed, der har en betydelig indvirkning. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011(13). [Ændring 35]

(37)  I forbindelse med anvendelsen af dette direktiv bør Kommissionen i det nødvendige omfang varetage kontakten med relevante sektorudvalg og relevante organer på EU-niveau, herunder navnlig inden for områderne e-forvaltning, energi, transport og, sundhed og forsvar. [Ændring 36]

(38)  Oplysninger, der betragtes som fortrolige af en kompetent myndighed eller et centralt kontaktpunkt i henhold til EU-regler og nationale regler om forretningshemmeligheder, bør kun udveksles med Kommissionen og, dens relevante agenturer, de centrale kontaktpunkter og/eller andre nationale kompetente myndigheder, hvis det er strengt nødvendigt for anvendelsen af dette direktiv. Udveksling af oplysninger bør kun ske i det omfang, det er relevant og nødvendigt, og omfanget bør står stå i et rimeligt forhold til formålet med udvekslingen, og udvekslingen bør respektere foruddefinerede kriterier for fortrolighed og sikkerhed i overensstemmelse med afgørelse 2011/292/EU, informationer, der er undergivet hemmeligholdelsesaftaler, og informationer, der er undergivet uformelle hemmeligholdelsesaftaler, såsom Traffic Light Protocol. [Ændring 37]

(39)  Udveksling af information om risici og hændelser i samarbejdsnetværket og overholdelse af kravet om anmeldelse af hændelser til de nationale kompetente myndigheder eller de centrale kontaktpunkter kan kræve behandling af personoplysninger. En sådan behandling af personoplysninger er nødvendig for at opfylde de mål af almen interesse, der forfølges med dette direktiv, og er dermed er berettiget i henhold til artikel 7 i direktiv 95/46/EF. Den udgør derfor ikke i forhold til disse legitime mål et uforholdsmæssigt og uacceptabelt indgreb, der krænker selve kernen i retten til beskyttelse af personoplysninger, der er sikret ved artikel 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. I forbindelse med anvendelsen af dette direktiv bør Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001(14) finde anvendelse i nødvendigt omfang. Når oplysningerne behandles af EU-institutioner og ‑organer, bør en sådan behandling som led i gennemførelsen af dette direktiv ske i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 45/2001. [Ændring 38]

(40)  Målet for dette direktiv, nemlig at sikre et højt niveau af net- og informationssikkerhed i Unionen, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne alene og kan derfor på grund af handlingens omfang eller virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(41)  Dette forslag overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, der anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, herunder navnlig retten til respekt for privatlivet og kommunikation, beskyttelsen af personoplysninger, frihed til at oprette og drive egen virksomhed, ejendomsretten og retten til effektive retsmidler for en domstol og ret til at blive hørt. Direktivet skal gennemføres i overensstemmelse med disse rettigheder og principper.

(41a)  I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget [Ændring 39].

(41b)  Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse blev afhørt i overensstemmelse med artikel 28, stk. 2, i forordning (EF) nr. 45/2001 og afgav en udtalelse den 14. juni 2013(15) —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

KAPITEL I

GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 1

Genstand og anvendelsesområde

1.  Dette direktiv fastsætter foranstaltninger til sikring af et højt fælles niveau for net- og informationssikkerhed ("NIS") i Den Europæiske Union.

2.  Direktivet:

a)  fastsætter forpligtelser for alle medlemsstater vedrørende forebyggelse, håndtering af og reaktion på risici og hændelser, der berører net og informationssystemer

b)  etablerer en samarbejdsmekanisme mellem medlemsstaterne for at sikre en ensartet anvendelse af dette direktiv i Unionen og om nødvendigt en koordineret og, effektiv og virkningsfuld håndtering af og reaktion på risici og hændelser, der berører net og informationssystemer, med deltagelse af relevante interessenter [Ændring 40]

c)  fastsætter sikkerhedskrav for markedsoperatører og offentlige myndigheder. [Ændring 41]

3.  De sikkerhedskrav, der er fastsat i artikel 14i dette direktiv, gælder ikke for virksomheder, der udbyder offentlige kommunikationsnet eller offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester, jf. direktiv 2002/21/EF, som er omfattet af de specifikke sikkerheds- og integritetskrav, der er fastsat i det pågældende direktivs artikel 13a og 13b, og de gælder heller ikke for tillidstjenesteudbydere.

4.  Dette direktiv berører ikke Unionens lovgivning om cyberkriminalitet og Rådets direktiv 2008/114/EF(16).

5.  Dette direktiv berører heller ikke Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF og heller ikke Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF og heller ikke forordning (EF) nr. 45/2001. Enhver anvendelse af personoplysninger skal begrænses til, hvad der er strengt nødvendigt for at opfylde formålene med dette direktiv, og sådanne oplysninger skal være så anonyme som muligt, hvis ikke fuldstændig anonyme. [Ændring 42]

6.  Udvekslingen af information inden for samarbejdsnetværket, jf. kapitel III, og anmeldelsen af NIS-hændelser, jf. artikel 14, kan kræve behandling af personoplysninger. En sådan behandling, som er nødvendig for at nå målene i den offentlige interesse, der forfølges ved dette direktiv, godkendes af medlemsstaten i henhold til artikel 7 i direktiv 95/46/EF og direktiv 2002/58/EF som gennemført i den nationale lovgivning.

Artikel 1a

Beskyttelse og behandling af personoplysninger

1.  Enhver behandling af personoplysninger i medlemsstaterne i henhold til dette direktiv gennemføres i overensstemmelse med direktiv 95/46/EF og direktiv 2002/58/EF.

2.  Kommissionens og ENISA's behandling af personoplysninger i henhold til denne forordning gennemføres i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 45/2001.

3.  Enhver behandling af personoplysninger i det Europæiske Center til Bekæmpelse af IT-Kriminalitet skal i henhold til dette direktiv gennemføres i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2009/371/RIA(17).

4.  Behandlingen af personoplysninger skal være retfærdig og lovlig og begrænses til det minimum af oplysninger, der er strengt nødvendige for at opfylde de formål, hvortil de behandles. De skal opbevares på en sådan måde, at det er muligt at identificere de registrerede i en periode, der ikke er længere end nødvendigt for at opfylde det formål, hvortil personoplysningerne behandles.

5.  De i artikel 14 i dette direktiv omhandlede anmeldelser af hændelser berører ikke de bestemmelser og forpligtelser om anmeldelse af brud på persondatasikkerheden som fastlagt i artikel 4 i direktiv 2002/58/EF og i Kommissionens forordning (EU) nr. 611/2013(18). [Ændring 43]

Artikel 2

Minimumsharmonisering

Medlemsstaterne er ikke afskåret fra at vedtage eller bibeholde bestemmelser, der sikrer et højere sikkerhedsniveau, idet dette dog ikke berører deres forpligtelser i henhold til EU-lovgivningen.

Artikel 3

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

1)  "net og informationssystem":

a)  et elektronisk kommunikationsnet som omhandlet i direktiv 2002/21/EF og

b)  enhver anordning eller gruppe af indbyrdes forbundne eller beslægtede enheder, hvoraf en eller flere ved hjælp af et program udfører automatisk behandling af edb-data digitale data, samt [Ændring 44]

c)  edb-data digitale date, som lagres, behandles, fremfindes eller overføres af elementer i litra a) og b) i forbindelse med deres drift, brug, beskyttelse og vedligeholdelse [Ændring 45]

2)  "sikkerhed": et nets eller et informationssystems evne til, på et givet tillidsniveau, at modstå uheld, ulovlige handlinger og handlinger i ond hensigt, der er til skade for disponibiliteten, autenticiteten, integriteten og fortroligheden i forbindelse med arkiverede og overførte data og de dermed forbundne tjenester, der tilbydes af eller er tilgængelige via dette net eller system. "Sikkerhed" omfatter passende tekniske anordninger, løsninger og driftsprocedurer, der sikrer overholdelse af sikkerhedskravene i dette direktiv [Ændring 46]

3)  "risiko": enhver rimeligt identificerbar omstændighed eller begivenhed, der har en potentiel negativ indvirkning på sikkerheden [Ændring 47]

4)  "hændelse": enhver omstændighed eller begivenhed, der har en faktisk negativ indvirkning på sikkerheden [Ændring 48]

5)  "informationssamfundstjeneste": tjenesteydelser som omhandlet i artikel 1, nr. 2, i direktiv 98/34/EF [Ændring 49]

6)  "NIS-samarbejdsplan": en plan, som fastlægger rammerne for organisatoriske roller, ansvarsområder og procedurer for at opretholde eller genoprette funktionen af net og informationssystemer i tilfælde af en risiko eller en hændelse, der berører dem

7)  "håndtering af hændelser": alle procedurer til detektering, forebyggelse, analyse og begrænsning af samt reaktion på en hændelse [Ændring 50]

8)  "markedsoperatør":

a)  en leverandør af informationssamfundstjenester, som gør det muligt at levere andre informationssamfundstjenester; en ikke-udtømmende liste findes i bilag II [Ændring 51]

b)  en operatør af kritisk infrastruktur, der er af afgørende betydning for opretholdelsen af centrale økonomiske og samfundsmæssige aktiviteter på områderne energi, transport, bankvæsen, børser finansmarkedsinfrastrukturer, internetudvekslingspunkter, fødevareforsyningskæden og sundhed, og hvis afbrydelse eller ødelæggelse i væsentlig grad ville påvirke en medlemsstat som følge af, at disse funktioner ikke kan opretholdes, for så vidt som de berørte net og informationssystemer har tilknytning til dennes centrale tjenester; en ikke-udtømmende liste findes i bilag II [Ændring 52]

8a)  "hændelse, der har en betydelig indvirkning": en hændelse, der påvirker sikkerheden og kontinuiteten i et informationsnet eller -system, og som medfører omfattende forstyrrelser af centrale økonomiske eller samfundsmæssige funktioner [Ændring 53]

9)  "standard": en standard som omhandlet i forordning (EU) nr. 1025/2012

10)  "specifikation": en specifikation som omhandlet i forordning (EU) nr. 1025/2012

11)  "tillidstjenesteudbyder": enhver fysisk eller juridisk person, som udbyder en hvilken som helst elektronisk tjeneste, der omfatter generering, verificering, validering, håndtering og bevaring af elektroniske signaturer, elektroniske segl, elektroniske tidsstempler, elektroniske dokumenter, elektroniske leveringstjenester, webstedsautentifikation og elektroniske certifikater, herunder certifikater for elektroniske signaturer og elektroniske segl

11a)  "reguleret marked": et reguleret marked som defineret i artikel 4, nr. 14), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF(19) [Ændring 54]

11b)  "multilateral handelsfacilitet (MHF)": en multilateral handelsfacilitet som defineret i artikel 4, nr. 15), i direktiv 2004/39/EF [Ændring 55]

11c)  "organiseret handelsfacilitet": et multilateralt system eller en multilateral facilitet, som ikke er et reguleret marked, en multilateral handelsfacilitet eller en central modpart, og som drives af et investeringsselskab eller en markedsoperatør, hvor forskellige tredjeparters købs- og salgsinteresser i obligationer, strukturerede finansielle produkter, emissionskvoter eller derivater kan interagere i systemet på en sådan måde, at det medfører indgåelse af en kontrakt i overensstemmelse med afsnit II i direktiv 2004/39/EF. [Ændring 56]

KAPITEL II

Nationale rammer for net- og informationssikkerhed

Artikel 4

Princip

Medlemsstaterne sikrer et højt sikkerhedsniveau for net og informationssystemer på deres område i overensstemmelse med dette direktiv.

Artikel 5

Nationale NIS-strategier og nationale NIS-samarbejdsplaner

1.  Hver medlemsstat vedtager en national NIS-strategi, der fastlægger de strategiske mål og konkrete politiske og lovgivningsmæssige foranstaltninger med henblik på at nå og opretholde et højt niveau for net- og informationssikkerhed. De nationale NIS-strategier skal navnlig omfatte:

a)  fastsættelse af strategiens mål og prioriterede områder med udgangspunkt i en ajourført risikovurderings- og hændelsesanalyse

b)  styringsmæssige rammer for at nå de strategiske mål og prioriteringer, herunder en klar definition af roller og ansvar for de statslige organer og andre relevante aktører

c)  fastlæggelse af de generelle foranstaltninger vedrørende beredskab, indsats og genopretning, herunder mekanismer for samarbejde mellem den offentlige og den private sektor

d)  en angivelse af teoretiske og praktiske uddannelsesprogrammer og oplysningsprogrammer

e)  forsknings- og udviklingsplaner og en beskrivelse af, hvordan disse planer afspejler de fastlagte prioriteter

ea)  medlemsstaterne kan anmode ENISA om bistand til at udvikle deres nationale NIS-strategier og nationale NIS-samarbejdsplaner med udgangspunkt i en fælles NIS-minimumsstrategi. [Ændring 57]

2.  Den nationale NIS-strategi skal omfatte en national NIS-samarbejdsplan, som mindst omfatter

a)  en risikovurderingsplan risikostyringsramme til indførelse af en metode til brug ved identifikation, prioritering, evaluering og behandling af risici og, vurdering af potentielle begivenheders konsekvenser, forebyggelses- og kontrolmuligheder og til fastlæggelse af kriterier for valg af mulige modforanstaltninger [Ændring 58]

b)  definition af roller og ansvarsområder for de forskellige myndigheder og andre aktører, der er involveret i planens rammens gennemførelse [Ændring 59]

c)  definition af samarbejds- og kommunikationsprocesser, som sikrer forebyggelse, detektion, reaktion, reparation og genopretning, og moduleret i forhold til alarmniveauet

d)  en køreplan for NIS-øvelser og praktisk uddannelse for at styrke, validere og teste planen. Høstede erfaringer dokumenteres og indarbejdes i ajourføringer af planen.

3.  De nationale NIS-strategier og de nationale NIS-samarbejdsplaner fremsendes til Kommissionen senest en måned tre måneder efter deres vedtagelse. [Ændring 60]

Artikel 6

Nationale kompetente myndigheder og de centrale kontaktpunkter for net og informationssystemer [Ændring 61]

1.  Hver medlemsstat udpeger en national kompetent myndighed eller flere civile nationale kompetente myndigheder for sikkerheden af net og informationssystemer ("kompetent myndighed/kompetente myndigheder"). [Ændring 62]

2.  De kompetente myndigheder overvåger anvendelsen af dette direktiv på nationalt plan og bidrager til en konsekvent anvendelse i hele Unionen.

2a.  Hvis en medlemsstat udpeger mere end én kompetent myndighed, udpeger medlemsstaten en civil national myndighed, f.eks. en kompetent myndighed, som det nationale centrale kontaktpunkt for sikkerheden af net og informationssystemer ("centralt kontaktpunkt"). Hvis en medlemsstat kun udpeger én kompetent myndighed, fungerer denne kompetente myndighed ligeledes som det centrale kontaktpunkt. [Ændring 63]

2b.  De kompetente myndigheder og det centrale kontaktpunkt i den samme medlemsstat arbejder nært sammen med hensyn til de forpligtelser, der er fastlagt i dette direktiv. [Ændring 64]

2c.  Det centrale kontaktpunkt sikrer samarbejdet på tværs af grænserne med andre centrale kontaktpunkter. [Ændring 65]

3.  Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder og de centrale kontaktpunkter har tilstrækkelige tekniske, finansielle og menneskelige ressourcer til på en effektiv og virksom måde at udføre de opgaver, de pålægges, og dermed opfylde målene i dette direktiv. Medlemsstaterne sikrer et effektivt, virksomt og sikkert samarbejde mellem de kompetente myndigheder centrale kontaktpunkter via det netværk, der er omhandlet i artikel 8. [Ændring 66]

4.  Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder og de centrale kontaktpunkter, alt efter hvad der er relevant, i henhold til denne artikels stk. 2a modtager anmeldelser af hændelser fra de offentlige myndigheder og markedsaktørerne som fastsat i artikel 14, stk. 2, og overdrages de gennemførelses- og håndhævelsesbeføjelser, der er omhandlet i artikel 15. [Ændring 67]

4a.  Hvis EU-lovgivningen foreskriver et sektorspecifikt EU-tilsynsorgan eller EU-kontrolorgan, bl.a. vedrørende sikkerheden i net- og informationssystemer, skal dette organ modtage anmeldelserne om hændelser i henhold til artikel 14, stk. 2, fra de pågældende markedsoperatører i sektoren og tillægges de gennemførelses- og håndhævelsesbeføjelser, der er omhandlet i artikel 15. Dette EU-organ skal opretholde et tæt samarbejde med værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder og centrale kontaktpunkt med hensyn til disse forpligtelser. Værtsmedlemsstatens centrale kontaktpunkt skal repræsentere EU-organet med hensyn til forpligtelserne i kapitel III. [Ændring 68]

5.  De kompetente myndigheder og de centrale kontaktpunkter konsulterer og samarbejder, hvor det er hensigtsmæssigt, med de relevante retshåndhævende nationale myndigheder og databeskyttelsesmyndigheder. [Ændring 69]

6.  Hver medlemsstat underretter straks Kommissionen om udpegelsen af den de kompetente myndighed, dens myndigheder og det centrale kontaktpunkt, dets opgaver og enhver senere ændring heraf. Hver medlemsstat offentliggør sin udpegelse af den de kompetente myndighed myndigheder. [Ændring 70]

Artikel 7

It-beredskabsenhed (CERT)

1.  Hver medlemsstat opretter en mindst én it-beredskabsenhed for hver af de i bilag II opførte sektorer, som er ansvarlig for at håndtere hændelser og risici i henhold til en nøje fastlagt proces, der skal opfylde kravene i bilag I, punkt 1. Et it-udrykningshold kan oprettes som en del af den kompetente myndighed. [Ændring 71]

2.  Medlemsstaterne sikrer, at sådanne enheder har passende tekniske, finansielle og menneskelige ressourcer til at udføre deres opgaver, som er fastlagt i bilag I, punkt 2.

3.  Medlemsstaterne sikrer, at it-beredskabsenheden kan benytte sikker og robust kommunikations- og informationsinfrastruktur på nationalt plan, som skal være kompatibel og interoperabel med det sikrede informationsudvekslingssystem, der er omhandlet i artikel 9.

4.  Medlemsstaterne underretter Kommissionen om it-beredskabenhedens ressourcer, mandat og procedurer for håndtering af hændelser.

5.  It-beredskabsenheden It-beredskabsenhederne handler under tilsyn af den kompetente myndighed eller det centrale kontaktpunkt, som regelmæssigt foretager en vurdering af tilstrækkeligheden af it-beredskabsenhedens it-beredskabsenhedernes ressourcer og mandat mandater og af effektiviteten af dens deres procedurer for håndtering af hændelser. [Ændring 72]

5a.  Medlemsstaterne sikrer, at it-beredskabsenhederne har tilstrækkelige menneskelige og økonomiske ressourcer til at deltage aktivt i samarbejdsnetværk på internationalt plan, og navnlig på EU-plan. [Ændring 73]

5b.  It-beredskabsenhederne skal have mulighed for og opfordres til at indlede og deltage i fælles øvelser sammen med andre it-beredskabsenheder, med alle medlemsstaternes it-beredskabsenheder og med relevante institutioner i tredjelande samt med it-beredskabsenheder i multinationale og internationale institutioner såsom Den Nordatlantiske Traktats Organisation og De Forende Nationer. [Ændring 74]

5c.  Medlemsstaterne kan anmode ENISA eller andre medlemsstater om bistand til at udvikle deres nationale it-beredskabsenheder. [Ændring 75]

KAPITEL III

SAMARBEJDE MELLEM KOMPETENTE MYNDIGHEDER

Artikel 8

Samarbejdsnetværk

1.  De kompetente myndigheder centrale kontaktpunkter og Kommissionen og ENISA opretter et netværk ("samarbejdsnetværk") med henblik på at samarbejde om indsatsen mod risici og hændelser i forbindelse med net og informationssystemer. [Ændring 76]

2.  Samarbejdsnetværket etablerer en permanent kommunikationsforbindelse mellem Kommissionen og de kompetente myndigheder centrale kontaktpunkter. På anmodning bistår Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA) samarbejdsnetværket med sin ekspertise og rådgivning. Hvor det er hensigtsmæssigt, kan markedsoperatører og udbydere af cybersikkerhedsløsninger også blive indbudt til at deltage i aktiviteterne i det samarbejdsnetværk, der er omhandlet i stk. 3, litra g) og i).

Samarbejdsnetværket skal, hvor det er relevant, samarbejde med databeskyttelsesmyndighederne.

Kommissionen oplyser regelmæssigt samarbejdsnetværket om sikkerhedsforskning og andre relevante programmer under Horisont 2020. [Ændring 77]

3.   Inden for samarbejdsnetværket skal de kompetente myndigheder centrale kontaktpunkter:

a)  rundsende tidlige varslinger om risici og hændelser, jf. artikel 10

b)  sikre en samordnet reaktion, jf. artikel 11

c)  med jævne mellemrum offentliggøre ikke-fortrolige oplysninger om igangværende tidlige varslinger og samordnede reaktioner på en fælles hjemmeside

d)  på anmodning af en medlemsstat eller Kommissionen i fællesskab drøfte og evaluere en eller flere af de i artikel 5 omhandlede nationale NIS-strategier og nationale NIS-samarbejdsplaner inden for dette direktivs anvendelsesområde

e)  på anmodning af en medlemsstat eller af Kommissionen i fællesskab drøfte og evaluere effektiviteten af it-beredskabsenhederne, herunder navnlig i forbindelse med gennemførelsen af NIS-øvelser på EU-plan

f)  samarbejde og udveksle oplysninger ekspertise om alle relevante emner med Europol's europæiske center for bekæmpelse af cyberkriminalitet og med andre relevante europæiske organer om net- og informationssikkerhed, herunder navnlig på områderne databeskyttelse, energi, transport, bankvæsen, børser finansielle markeder og sundhed, med Europols Europæiske Center til Bekæmpelse af IT-Kriminalitet og med andre relevante europæiske organer

fa)  når det er relevant, underrette EU-antiterrorkoordinatoren gennem en rapport og kan anmode om bistand til analyser, forberedende arbejde og foranstaltninger i samarbejdsnetværket

g)  udveksle oplysninger og bedste praksis med hinanden og Kommissionen og bistå hinanden med at opbygge NIS-kapacitet

h)  gennemføre regelmæssige peer reviews af kapacitet og beredskab

i)  gennemføre NIS-øvelser på EU-plan og deltage i internationale NIS-øvelser i det nødvendige omfang

ia)  involvere, konsultere og i givet fald udveksle oplysninger med markedsoperatører for så vidt angår de risici og hændelser, der berører deres net og informationssystemer

ib)  i samarbejde med ENISA udvikle retningslinjer for sektorspecifikke kriterier for anmeldelse af betydelige hændelser ud over de parametre, der er fastsat i artikel 14, stk. 2, med henblik på en fælles fortolkning, konsekvent anvendelse og sammenhængende gennemførelse i Unionen.. [Ændring 78]

3a.  Samarbejdsnetværket offentliggør én gang om året en rapport, der er baseret på aktiviteterne i netværket og på den sammenfattende rapport, som forelægges i overensstemmelse med artikel 14, stk. 4, i dette direktiv, for de forudgående tolv måneder. [Ændring 79]

4.  Kommissionen fastsætter ved hjælp af gennemførelsesretsakter de nødvendige modaliteter for at lette samarbejdet mellem de kompetente myndigheder og centrale kontaktpunkter, Kommissionen og ENISA, jf. stk. 2 og 3. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivningsproceduren undersøgelsesproceduren i artikel 19, stk. 23. [Ændring 80]

Artikel 9

Sikret informationsudvekslingssystem

1.  Udveksling af følsomme og fortrolige oplysninger i samarbejdsnetværket skal ske via en sikret infrastruktur.

1a.  Deltagere i den sikre infrastruktur skal bl.a. overholde passende fortroligheds- og sikkerhedsforanstaltninger i overensstemmelse med direktiv 95/46/EF og forordning (EF) nr. 45/2001 på alle trin i behandlingen. [Ændring 81]

2.  Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i henhold til artikel 18 for så vidt angår definition af de kriterier, der skal være opfyldt for, at en medlemsstat kan få adgang til at deltage i det sikrede informationsudvekslingssystem, herunder:

a)  der skal være en sikker og robust national kommunikations- og informationsinfrastruktur, som er kompatibel og interoperabel med samarbejdsnetværkets sikrede infrastruktur, jf. artikel 7, stk. 3, og

b)  medlemsstatens kompetente myndighed og it-beredskabsenhed skal have tilstrækkelige tekniske, finansielle og menneskelige ressourcer og procedurer til en effektiv, virksom og sikker deltagelse i det sikrede informationsudvekslingssystem, jf. artikel 6, stk. 3, artikel 7, stk. 2, og artikel 7, stk. 3. [Ændring 82]

3.  Kommissionen vedtager ved hjælp af gennemførelsesretsakter afgørelser om medlemsstaternes adgang til den sikrede infrastruktur i henhold til de i stk. 2 og 3 omhandlede kriterier. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 19, stk. 3. delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 18, et fælles sæt sammenkoblings- og sikkerhedsstandarder, som de centrale kontaktpunkter skal overholde, inden de udveksler følsomme og fortrolige oplysninger i samarbejdsnetværket. [Ændring 83]

Artikel 10

Tidlig varsling

1.  De kompetente myndigheder centrale kontaktpunkter eller Kommissionen rundsender tidlige varslinger i samarbejdsnetværket om risici og hændelser, der opfylder mindst én af følgende betingelser:

a)  de eskalerer hurtigt eller kan hurtigt eskalere

b)   de det centrale kontaktpunkt vurderer, at risikoen eller hændelsen potentielt overstiger eller kan overstige den nationale reaktionskapacitet

c)   de de centrale kontaktpunkter eller Kommissionen vurderer, at risikoen eller hændelsen påvirker eller kan påvirke mere end én medlemsstat. [Ændring 84]

2.  I forbindelse med tidlige varslinger meddeler de kompetente myndigheder centrale kontaktpunkter og Kommissionen hurtigst muligt alle relevante oplysninger i deres besiddelse, som kan være nyttige ved vurderingen af risikoen eller hændelsen. [Ændring 85]

3.  På anmodning af en medlemsstat eller på eget initiativ kan Kommissionen anmode en medlemsstat om at fremlægge alle relevante oplysninger vedrørende en specifik risiko eller hændelse. [Ændring 86]

4.  Hvis risikoen eller hændelsen formodes at være af kriminel karakter, underretter de kompetente myndigheder eller Kommissionen og hvis den pågældende markedsoperatør har anmeldt hændelser, der formodes at være af alvorlig kriminel karakter, jf. artikel 15, stk. 4, sikrer medlemsstaterne, at Europol's europæiske center for bekæmpelse af cyberkriminalitet Europæiske Center til Bekæmpelse af IT-Kriminalitet i givet fald underrettes. [Ændring 87]

4a.  Medlemmer af samarbejdsnetværket må ikke offentliggøre oplysninger, de har modtaget om risici og hændelser i henhold til stk. 1, uden at have modtaget en forhåndsgodkendelse fra det anmeldende centrale kontaktpunkt.

Det anmeldende centrale kontaktpunkt informerer endvidere inden udvekslingen af oplysninger i samarbejdsnetværket den markedsoperatør, som oplysningerne vedrører, om sin hensigt, og anonymiserer de pågældende oplysninger i tilfælde, hvor det skønnes hensigtsmæssigt. [Ændring 88]

4b.  Hvis risikoen eller hændelsen formodes at være af alvorlig grænseoverskridende teknisk karakter, underretter det centrale kontaktpunkt eller Kommissionen ENISA. [Ændring 89]

5.  Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 18 for så vidt angår yderligere specifikation af risici og hændelser, der udløser en tidlig varsling som omhandlet i stk. 1 i denne artikel.

Artikel 11

Samordnet indsats

1.  Efter en tidlig varsling som omhandlet i artikel 10 skal de kompetente myndigheder centrale kontaktpunkter, når de har vurderet de relevante oplysninger, uden unødig forsinkelse enes om en samordnet indsats i overensstemmelse med Unionens NIS-samarbejdsplan, der er omhandlet i artikel 12. [Ændring 90]

2.  De forskellige foranstaltninger, der vedtages på nationalt plan som følge af den samordnede indsats, meddeles samarbejdsnetværket.

Artikel 12

Unionens NIS-samarbejdsplan

1.  Kommissionen tillægges beføjelser til ved hjælp af gennemførelsesretsakter at vedtage en NIS-samarbejdsplan for Unionen. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 19, stk. 3.

2.  Unionens NIS-samarbejdsplan skal indeholde:

a)  i forbindelse med artikel 10:

—  en definition af formatet og procedurerne for de kompetente myndigheders centrale kontaktpunkters indsamling og deling af forenelige og sammenlignelige oplysninger om risici og hændelser [Ændring 91]

—  en definition af procedurerne og kriterierne for samarbejdsnetværkets vurdering af risici og hændelser

b)  de procedurer, der skal følges i forbindelse med den samordnede indsats i medfør af artikel 11, herunder identifikation af roller og ansvarsområder samt samarbejdsprocedurer

c)  en køreplan for NIS-øvelser og praktisk uddannelse for at styrke, validere og teste planen

d)  et program for videnoverførsel mellem medlemsstaterne til brug ved kapacitetsopbygning og peer learning

e)  et program til gensidig oplysning og uddannelse medlemsstaterne imellem.

3.  Unionens NIS-samarbejdsplan vedtages senest et år efter dette direktivs ikrafttræden og tages regelmæssigt op til fornyet overvejelse. Europa-Parlamentet underrettes om resultaterne af disse overvejelser. [Ændring 92]

3a.  Der skal sikres sammenhæng mellem Unionens NIS-samarbejdsplan og nationale NIS-strategier og ‑samarbejdsplaner som omhandlet i artikel 5. [Ændring 93]

Artikel 13

Internationalt samarbejde

Uden at det berører samarbejdsnetværkets muligheder for at iværksætte uformelt internationalt samarbejde, kan Unionen indgå internationale aftaler med tredjelande eller internationale organisationer, som giver disse mulighed for og tilrettelægger deres deltagelse i nogle af samarbejdsnetværkets aktiviteter. En sådan aftale skal tage hensyn til behovet for at sikre tilstrækkelig beskyttelse af de personoplysninger, der rundsendes i samarbejdsnetværket, og skal fastlægge den overvågningsprocedure, der skal følges for at sikre beskyttelse af disse personoplysninger. Europa-Parlamentet skal orienteres om forhandlingen om aftalerne. Alle videregivelser af personoplysninger til modtagere i lande uden for Unionen gennemføres i overensstemmelse med artikel 25 og 26 i direktiv 95/46/EF og artikel 9 i forordning (EF) nr. 45/2001. [Ændring 94].

Artikel 13a

Markedsoperatørernes kritikalitetsniveau

Medlemsstaterne kan fastlægge markedsoperatørernes kritikalitetsniveau under hensyntagen til sektorernes særlige forhold, parametre som f.eks. den pågældende markedsoperatørs betydning for at opretholde et tilstrækkeligt sektorspecifikt serviceniveau, antallet af parter, der forsynes af markedsoperatøren, og den tid, der medgår, indtil en manglende kontinuitet i markedsoperatørens centrale tjenester har en negativ indvirkning på opretholdelsen af centrale økonomiske og samfundsmæssige aktiviteter. [Ændring 95]

KAPITEL IV

offentlige myndigheders og markedsaktørers net- og informationssystemsikkerhed

Artikel 14

Sikkerhedskrav og anmeldelse af hændelser

1.  Medlemsstaterne sikrer, at de offentlige myndigheder og markedsaktørerne træffer passende og forholdsmæssige tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at detektere og effektivt styre risiciene for sikkerheden i net og informationssystemer, som de kontrollerer og anvender til deres aktiviteter. Under hensyntagen til teknologiens aktuelle stade skal disse foranstaltninger garantere sikre et sikkerhedsniveau, der står i forhold til risikoen. Der skal navnlig træffes foranstaltninger for at forhindre og minimere virkningen af hændelser, der berører informationssystem sikkerheden af deres net og informationssystemer for de centrale tjenester, de leverer, og dermed sikre kontinuiteten af de tjenester, der understøttes af disse net og informationssystemer. [Ændring 96]

2.  Medlemsstaterne sikrer, at de offentlige myndigheder og markedsaktørerne uden unødig forsinkelse foretager en anmeldelse til den kompetente myndighed eller til det centrale kontaktpunkt af hændelser, der har en betydelig indvirkning på sikkerheden af kontinuiteten i de centrale tjenester, de leverer. Anmeldelsen udsætter ikke den anmeldende part for et øget ansvar.

Med henblik på at fastlægge omfanget af en hændelses konsekvenser skal følgende parametre bl.a. tages i betragtning: [Ændring 97]

a)  antallet af brugere, hvis centrale tjeneste er berørt [Ændring 98]

b)  hændelsens varighed [Ændring 99]

c)  geografisk spredning med hensyn til det område, der er berørt af hændelsen. [Ændring 100]

Disse parametre skal nærmere specificeres i overensstemmelse med artikel 8, stk. 3, litra ib). [Ændring 101]

2a.  Markedsoperatører anmelder hændelser, der er omhandlet i stk. 1 og 2, til den kompetente myndighed eller til det centrale kontaktpunkt i den medlemsstat, hvor den centrale tjeneste er berørt. Hvis centrale tjenester i mere end én medlemsstat er berørt, advarer det centrale kontaktpunkt, som har modtaget anmeldelsen, på grundlag af oplysninger fra markedsoperatøren de andre berørte centrale kontaktpunkter. Markedsoperatøren underrettes hurtigst muligt om, hvilke andre centrale kontaktpunkter der er blevet underrettet om hændelsen, og om de trufne foranstaltninger, resultaterne heraf og alle i forbindelse med hændelsen relevante oplysninger. [Ændring 102]

2b.  Såfremt anmeldelsen indeholder personoplysninger, må de kun videregives til modtagere inden for den kompetente myndighed eller det centrale kontaktpunkt, der har modtaget anmeldelsen, og som skal behandle disse oplysninger for at kunne udføre deres opgaver i overensstemmelse med databeskyttelsesregler. De videregivne oplysninger skal begrænses til, hvad der er nødvendigt for udførelsen af deres opgaver. [Ændring 103]

2c.  Markedsoperatører, der ikke er omfattet af bilag II, kan foretage anmeldelser af hændelser som fastlagt i artikel 14, stk. 2, på frivillig basis. [Ændring 104]

3.  Stk. 1 og 2 skal finde anvendelse på alle markedsoperatører, som leverer tjenester i Den Europæiske Union.

4.  Efter samråd med den kompetente myndighed, der har modtaget anmeldelsen, og den pågældende markedsoperatør kan det centrale kontaktpunkt underrette offentligheden eller kræve, at de offentlige myndigheder og markedsaktørerne gør det, hvis den beslutter, at offentliggørelse af hændelsen er i offentlighedens interesse om enkelte hændelser, hvis offentlighedens kendskab hertil er nødvendigt for at forhindre en hændelse eller håndtere en igangværende hændelse, eller hvis markedsoperatøren i tilfælde af en hændelse har nægtet at håndtere en alvorlig strukturel sårbarhed, der har tilknytning til hændelsen, omgående.

Inden enhver offentliggørelse sikrer den kompetente myndighed, der har modtaget anmeldelsen, at den pågældende markedsoperatør får mulighed for at blive hørt, og at afgørelsen om offentliggørelse afvejes behørigt mod offentlighedens interesse.

Såfremt der offentliggøres oplysninger om enkelte hændelser, skal den kompetente myndighed eller det centrale kontaktpunkt, der modtager anmeldelsen, sikre, at disse oplysninger bliver så anonymiserede som muligt.

Den kompetente myndighed eller det centrale kontaktpunkt skal, for så vidt det er muligt, forsyne den berørte markedsoperatør med oplysninger, der understøtter en effektiv håndtering af den anmeldte hændelse.

En gang om året forelægger den kompetente myndighed det centrale kontaktpunkt en sammenfattende rapport for samarbejdsnetværket om de anmeldelser, den har modtaget, bl.a. oplysninger om antallet af anmeldelser og de hændelsesparametre, der er omhandlet i stk. 2 i denne artikel, og de foranstaltninger, der er truffet i henhold til dette stykke. [Ændring 105]

4a.  Medlemsstaterne skal tilskynde markedsoperatørerne til at offentliggøre hændelser, der involverer deres virksomheder, i deres regnskaber på frivillig basis. [Ændring 106]

5.  Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 18 for så vidt angår definition af tilfælde, hvor offentlige myndigheder og markedsaktører er forpligtet til at anmelde hændelser. [Ændring 107]

6.  Med forbehold af enhver delegeret retsakt, der er vedtaget i henhold til stk. 5, kan De kompetente myndigheder eller de centrale kontaktpunkter kan vedtage retningslinjer og om nødvendigt udstede instrukser om de omstændigheder, hvorunder de offentlige myndigheder og markedsaktører har pligt til at anmelde hændelser. [Ændring 108]

7.  Kommissionen kan ved hjælp af gennemførelsesretsakter fastlægge vilkår, formater og procedurer for gennemførelsen af stk. 2. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 19, stk. 3.

8.  Stk. 1 og 2 gælder ikke for mikrovirksomheder som defineret i Kommissionens anbefaling nr. 2003/361/EF(20), medmindre mikrovirksomhederne fungerer som datterselskab for en markedsoperatør som defineret i artikel 3, nr. 8), litra b). [Ændring 109].

8a.  Medlemsstaterne kan beslutte at anvende denne artikel og artikel 15 på offentlige myndigheder med de fornødne ændringer. [Ændring 110]

Artikel 15

Gennemførelse og håndhævelse

1.  Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder og de centrale kontaktpunkter har de nødvendige beføjelser til at undersøge tilfælde af offentlige myndigheders og markedsaktørers manglende opfyldelse af sikre, at markedsoperatører opfylder deres forpligtelser i henhold til artikel 14 og virkningerne heraf for net og informationssystemers sikkerhed. [Ændring 111]

2.  Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder og de centrale kontaktpunkter har beføjelse til at pålægge markedsaktørerne og offentlige myndigheder at: [Ændring 112]

a)  forelægge de oplysninger, der nødvendige for at vurdere sikkerheden af deres net og informationssystemer, herunder en dokumenteret sikkerhedspolitik

b)  underkaste sig dokumentere den faktiske gennemførelse af sikkerhedspolitikker, som f.eks. resultaterne af en sikkerhedsaudit udført af et kvalificeret uafhængigt organ eller en national myndighed, og stille resultaterne heraf dokumentationen til rådighed for den kompetente myndighed eller det centrale kontaktpunkt. [Ændring 113]

Når denne anmodning fremsættes, angiver de kompetente myndigheder og de centrale kontaktpunkter formålet med anmodningen og anfører tilstrækkeligt detaljeret, hvilke oplysninger der kræves. [Ændring 114]

3.  Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder og de centrale kontaktpunkter har beføjelse til at udstede bindende instrukser til markedsaktørerne og de offentlige myndigheder. [Ændring 115]

3a.  Uanset denne artikels stk. 2, litra b), kan medlemsstaterne beslutte, at de kompetente myndigheder eller de centrale kontaktpunkter, alt efter hvad der er relevant, skal anvende en anden procedure for bestemte markedsoperatører på grundlag af deres kritikalitetsniveau fastlagt i overensstemmelse med artikel 13a. Medlemsstaterne beslutter i så fald:

a)  at de kompetente myndigheder eller de centrale kontaktpunkter, alt efter hvad der er relevant, skal have beføjelse til at rette en tilstrækkeligt specifik anmodning til markedsoperatørerne med krav om, at de forelægger dokumentation for en effektiv gennemførelse af sikkerhedspolitikkerne, såsom resultaterne af en sikkerhedsaudit gennemført af en kvalificeret intern revisor, og stiller dokumentationen til rådighed for den kompetente myndighed eller det centrale kontaktpunkt

b)  at den kompetente myndighed eller det centrale kontaktpunkt om nødvendigt, efter at markedsoperatøren har fremsat den anmodning, der er omhandlet i litra a), kan kræve at få udleveret supplerende dokumentation, eller at der gennemføres en yderligere audit ved et kvalificeret uafhængigt organ eller en national myndighed.

3b.  Medlemsstaterne kan beslutte at reducere antallet og intensiteten af auditter for en berørt markedsoperatør, såfremt sikkerhedsauditten heraf har vist, at kapitel IV konsekvent er blevet overholdt. [Ændring 116]

4.  De kompetente myndigheder anmelder og de centrale kontaktpunkter underretter de pågældende markedsoperatører om muligheden for at anmelde hændelser af formodet alvorlig kriminel karakter til de retshåndhævende myndigheder. [Ændring 117]

5.  Uden at dette berører de gældende databeskyttelsesregler, indgår de kompetente myndigheder indgår og de centrale kontaktpunkter i et tæt samarbejde med persondatabeskyttelsesmyndigheder, når de håndterer hændelser, som medfører brud på persondatasikkerheden. De centrale kontaktpunkter og databeskyttelsesmyndighederne udvikler i samarbejde med ENISA informationsudvekslingsmekanismer og en fælles skabelon, der skal anvendes i forbindelse med anmeldelser i henhold til såvel dette direktivs artikel 14, stk. 2, som anden EU-lovgivning om databeskyttelse. [Ændring 118]

6.  Medlemsstaterne sikrer, at alle forpligtelser, der pålægges offentlige myndigheder og markedsaktører i medfør af dette kapitel, kan indbringes for domstolene. [Ændring 119]

6a.   Medlemsstaterne kan beslutte at anvende artikel 14 og denne artikel på offentlige myndigheder med de fornødne ændringer. [Ændring 120]

Artikel 16

Standardisering

1.  For at sikre en konvergerende anvendelse af artikel 14, stk. 1, tilskynder medlemsstaterne uden at foreskrive anvendelse af en bestemt teknologi til at benytte europæiske eller internationale interoperable standarder og/eller specifikationer, der er relevante for net- og informationssikkerhed. [Ændring 121]

2.  Kommissionen opstiller ved hjælp af gennemførelsesretsakter giver et relevant europæisk standardiseringsorgan mandat til i samråd med relevante interessenter at opstille en liste over de standarder og/eller specifikationer, der er nævnt i stk. 1. Listen offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. [Ændring 122]

KAPITEL V

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 17

Sanktioner

1.  Medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre håndhævelsen heraf. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsernes grovhed og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver senest på datoen for dette direktivs gennemførelse i national lovgivning Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser og meddeler omgående senere ændringer af betydning for bestemmelserne.

1a.  Medlemsstaterne sikrer, at de sanktioner, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, kun finder anvendelse, såfremt markedsoperatøren har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til kapitel IV med forsæt eller ved grov forsømmelse. [Ændring 123]

2.  Medlemsstaterne sikrer, når en sikkerhedsrelateret hændelse omfatter personoplysninger, at de påtænkte sanktioner er forenelige med de sanktioner, der er fastsat i forordningen fra Europa-Parlamentet og Rådet om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger(21).

Artikel 18

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, der er omhandlet i artikel 9, stk. 2 og artikel 10, stk. 5, tillægges Kommissionen. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.  De delegerede beføjelser Den i artikel 9, stk. 3, artikel 10, stk. 5, og artikel 14, stk. 5, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller af Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning fra dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft. [Ændring 124]

4.  Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidig Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

5.  En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 9, stk. 3, artikel 10, stk. 5, og artikel 14, stk. 5, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Denne frist forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ. [Ændring 125]

Artikel 19

Udvalgsprocedure

1.  Kommissionen bistås af et udvalg ("Udvalget for Net- og Informationssikkerhed"). Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2.  Når der henvises til dette stykke, finder artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.

3.  Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.

Artikel 20

Revision

Kommissionen tager regelmæssigt dette direktivs funktion, navnlig listen i bilag II, op til revision og forelægger en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet. Den første rapport forelægges senest tre år efter gennemførelsesdatoen i artikel 21. Kommissionen kan med henblik herpå anmode medlemsstaterne om hurtigst muligt at fremsende oplysninger. [Ændring 126]

Artikel 21

Gennemførelse

1.  Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den [et og et halvt år efter vedtagelsen] de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De meddeler straks Kommissionen teksten til disse love og bestemmelser.

Medlemsstaterne anvender disse bestemmelser fra [et og et halvt år efter vedtagelsen].

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.  Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 22

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på [tyvendedagen] efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 23

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i ...

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

BILAG I

Krav til it-beredskabsenheden it-beredskabsenhederne (CERT) og enhedens enhedernes opgaver [Ændring 127]

Kravene til it-beredskabsenheden og enhedens opgaver skal være tilstrækkeligt og klart defineret og understøttet af national politik og/eller relevante forskrifter. De skal omfatte følgende elementer:

1)  Krav til it-beredskabsenheden

a)  It-beredskabsenheden It-beredskabsenhederne skal sikre omfattende disponibilitet for sine kommunikationstjenester ved at undgå svage punkter og have flere midler til at blive kontaktet og til at kontakte andre til enhver tid. Desuden skal kommunikationskanalerne være tydeligt angivet og kendt af andre it-beredskabsenheder og samarbejdspartnere. [Ændring 128]

b)  It-beredskabsenheden skal gennemføre og administrere sikkerhedsforanstaltninger, der har til formål at sikre fortroligheden, integriteten, disponibiliteten og autenticiteten af oplysninger, som enheden modtager og behandler.

c)  It-beredskabsenhedens It-beredskabsenhedernes kontorer og de underliggende informationssystemer skal være placeret i sikrede områder med sikrede netværksinformationssystemer. [Ændring 129]

d)  Der oprettes et service management-kvalitetssystem for at følge op på it-beredskabsenhedens resultater og sikre løbende forbedringer af processer. Det skal være baseret på klart definerede måleenheder, der omfatter formelle serviceniveauer og vigtige resultatindikatorer.

e)  Driftskontinuitet:

—  It-beredskabsenheden skal være udstyret med et passende system til at administrere og videresende anmodninger, så overdragelser lettes

—  It-beredskabsenheden skal have tilstrækkeligt personale til at sikre disponibilitet døgnet rundt

—  It-beredskabsenheden råder over en infrastruktur, hvis driftskontinuitet er sikret. Med dette mål for øje etableres der redundante systemer og backup-arbejdsområder til it-beredskabsenheden for at sikre en permanent adgang til kommunikationsmidlerne.

2)  It-beredskabsenhedens opgaver

a)  It-beredskabsenhedens opgaver omfatter som minimum:

—  detektering og overvågning af hændelser på nationalt plan [Ændring 130]

—  tidlig varsling, advarsler, meddelelser og formidling af information til berørte parter om risici og hændelser

—  håndtering af hændelser

—  dynamiske risiko- og hændelsesanalyser og situationsrapporter

—  bred offentlig oplysning om risiciene i forbindelse med onlineaktiviteter

—  aktiv deltagelse i samarbejdsnetværk for it-beredskabsenheder på EU-plan og internationalt plan [Ændring 131]

—  tilrettelæggelse af NIS-kampagner

b)  It-beredskabsenheden skal etablere et samarbejde med den private sektor.

c)  For at lette samarbejdet fremmer it-beredskabsenheden vedtagelse og anvendelse af fælles eller standardiseret praksis for:

—  procedurer for håndtering af hændelser og risici

—  systemer til klassificering af hændelser, risici og oplysninger

—  taksonomier for måleenheder

—  formater for informationsudveksling risici, hændelser og navngivningskonventioner for systemer.

BILAG II

Liste over markedsaktører

Jf. artikel 3, stk. 8, litra a):

1.  E-handelsplatforme

2.  Internetbetalingsportaler

3.  Sociale netværk

4.  Søgemaskiner

5.  Cloud computing-tjenester

6.  Applikationsforhandlere

Jf. artikel 3, stk. 8, litra b): [Ændring 132]

1.  Energi

a)  elektricitet

—  el- og gasleverandører leverandører

—  operatører af el- og/eller gasdistributionssystemer distributionssystemer og detailhandlere, der levere leverer til endelige forbrugere

—  operatører af naturgastransmissionssystemer, operatører af naturgaslagre og LNG-operatører

—  operatører af el-transmissionssystemer

b)  olie

—  olierørledninger og olielagre

—  operatører af olieproduktion, raffinaderier og behandlingsanlæg, olielagre og olietransmission

c)  gas

—  operatører på el- og gasmarkedet leverandører

—  operatører af distributionssystemer og detailhandlere, der leverer til endelige forbrugere

—  operatører af naturgastransmissionssystemer, operatører af lagersystemer og flydende naturgas-systemoperatører

—  operatører af olie- og gasproduktion, naturgasproduktion, raffinaderier og, behandlingsanlæg, naturgaslagerfaciliteter og naturgastransmission

—  operatører på gasmarkedet [Ændring 133]

2.  Transport

—  luftfartsselskaber (gods og passagerer)

—  søtransport (virksomheder som udfører passagertransport og/eller godstransport i højsøfarvand eller kystnært farvand)

—  jernbaner (infrastrukturforvaltere, integrerede selskaber og jernbanetransportvirksomheder)

—  lufthavne

—  havne

—  trafikledelses- og kontroloperatører

—  logistiske hjælpetjenester (a) opbevaring og oplagring, b) lasthåndtering og c) andre hjælpetjenester i forbindelse med transport)

a)  vejtransport

i)  trafikledelses- og kontroloperatører

ii)  logistiske hjælpetjenester:

–  opbevaring og oplagring

–  lasthåndtering og

–  andre hjælpetjenester i forbindelse med transport

b)  transport med jernbane

i)  jernbaner (infrastrukturforvaltere, integrerede selskaber og jernbanetransportvirksomheder)

ii)  trafikledelses- og kontroloperatører

iii)  logistiske hjælpetjenester:

–  opbevaring og oplagring

–  lasthåndtering og

–  andre hjælpetjenester i forbindelse med transport

c)  lufttransport

i)  luftfartsselskaber (gods og passagerer)

ii)  lufthavne

iii)  trafikledelses- og kontroloperatører

iv)  logistiske hjælpetjenester:

–  opbevaring

–  lasthåndtering og

–  andre hjælpetjenester i forbindelse med transport

d)  søtransport

i)  søtransportvirksomheder (virksomheder, som udfører passagertransport ad indre vandveje i højsøfarvand eller kystnært farvand, og virksomheder, som udfører godstransport ad indre vandveje i højsøfarvand eller kystnært farvand) [Ændring 134]

3.  Bankvæsen: kreditinstitutioner i henhold til artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF(22).

4.  Finansmarkedsinfrastrukturer: børser regulerede markeder, multilaterale handelsfaciliteter, organiserede handelsfaciliteter og centrale modpartsclearingcentraler. [Ændring 135]

5.  Sundhedssektoren: sundhedstjenestemiljøer (herunder hospitaler og private klinikker) og andre organisationer, der leverer sundhedstjenester.

5a.  Vandproduktion og -forsyning [Ændring 136]

5b.  Fødevareforsyningskæden [Ændring 137]

5c.  Internetudvekslingspunkter [Ændring 138]

(1) EUT C 271 af 19.9.2013, s. 133. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0376. (3) EUT C 271 af 19.9.2013, s. 133. (4) Europa-Parlamentets holdning af 13.3.2014. (5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet) (EFT L 108 af 24.4.2002, s. 33). (6) Rådets afgørelse 2011/292/EU af 31. marts 2011 om reglerne for sikkerhedsbeskyttelse af Unionens klassificerede informationer (EUT L 141 af 27.5.2011, s. 17). (7) Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31). (8) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EUT L 8 af 12.1.2001, s. 1). (9) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (EFT L 201 af 31.7.2002, s. 37). (10) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (EFT L 204 af 21.7.1998, s. 37). (11) SEK(2012) 72 endelig. (12) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012 af 25. oktober 2012 om europæisk standardisering, om ændring af Rådets direktiv 89/686/EØF og 93/15/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/9/EF, 94/25/EF, 95/16/EF, 97/23/EF, 98/34/EF, 2004/22/EF, 2007/23/EF, 2009/23/EF og 2009/105/EF og om ophævelse af Rådets beslutning 87/95/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1673/2006/EF (EUT L 316 af 14.11.2012, s. 12). (13) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13). (14) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43). (15) EUT C 32 af 4.2.2014, s. 19. (16) Rådets direktiv 2008/114/EF af 8. december 2008 om indkredsning og udpegning af europæisk kritisk infrastruktur og vurdering af behovet for at beskytte den (EUT L 345 af 23.12.2008, s. 75). (17) Rådets afgørelse 2009/371/RIA af 6. april 2009 om oprettelse af Den Europæiske Politienhed (Europol) (EUT L 121 af 15.5.2009, s. 37). (18) Kommissionens forordning (EU) nr. 611/2013 af 24. juni 2013 om de foranstaltninger, der skal anvendes ved underretningen om brud på persondatasikkerheden, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF vedrørende databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation (EUT L 173 af 26.6.2013, s. 2). (19) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter (EUT L 45 af 16.2.2005, s. 18). (20) Kommissionens anbefaling nr. 2003/361/EF af 6. maj 2003 vedrørende definition af mikro-, små og mellemstore virksomheder (EUT L 124 af 20.5.2003, s. 36). (21) SEC(2012) 72 final (22) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (EUT L 177 af 30.6.2006, s. 1).

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et EU-program til støtte for særlige aktiviteter i forbindelse med regnskabsaflæggelse og revision for perioden 2014-2020 (COM(2012)0782 – C7-0417/2012 – 2012/0364(COD))

P7_TA(2014)0245 A7-0315/2013

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2012)0782),

—  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C7‑0417/2012),

—  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—  der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 20. marts 2013(1),

—  der henviser til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af 11. december 2013 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—  der henviser til forretningsordenens artikel 55,

—  der henviser til betænkning fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål og udtalelse fra Retsudvalget (A7-0315/2013),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 13. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. .../2014 om oprettelse af et EU-program til støtte for særlige aktiviteter i forbindelse med regnskabsaflæggelse og revision for perioden 2014-2020 og om ophævelse af afgørelse nr. 716/2009/EF

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) nr. 258/2014).

(1) EUT C 161 af 6.6.2013, s. 64.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om harmonisering af medlemsstaternes love om markedsføring af radioudstyr (COM(2012)0584 – C7-0333/2012 – 2012/0283(COD))

P7_TA(2014)0246 A7-0316/2013

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2012)0584),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget til Parlamentet (C7-0333/2012),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 13. februar 2013(1),

–  der henviser til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af 17. januar 2014 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 55,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A7-0316/2013),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  godkender den erklæring, der er vedføjet som bilag, som vil blive offentliggjort i L-udgaven af Den Europæiske Unions Tidende sammen med den endelige lovgivningsmæssige retsakt,

3.  anmoder om fornyet forelæggelse for Parlamentet, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

4.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet, Kommissionen og de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 13. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/.../EU om harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse af radioudstyr på markedet og om ophævelse af direktiv 1999/5/EF

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, direktiv 2014/53/EU).

BILAG TIL DEN LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING

EUROPA-PARLAMENTETS ERKLÆRING

Europa-Parlamentet er af den opfattelse, at det kun er, når og for så vidt som der drøftes gennemførelsesretsakter som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011 på møder i udvalg, at sidstnævnte kan betragtes som "komitologiudvalg" som omhandlet i bilag I til rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen. Udvalgsmøder er derfor omfattet af anvendelsesområdet for punkt 15 i rammeaftalen, når og for så vidt som der drøftes andre anliggender.

(1) EUT C 133, 9.5.2013, s. 58.

Europa-Parlamentets beslutning af 13. marts 2014 om de generelle retningslinjer for udarbejdelse af budgettet for 2015, Sektion III – Kommissionen 2014/2004(BUD)

P7_TA(2014)0247 A7-0159/2014

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til artikel 312 og 314 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 106A i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab,

—  der henviser til Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 af 2. december 2013 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020(1),

—  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning(2),

—  der henviser til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2014(3) og til de fire tilknyttede fælles erklæringer fra Parlamentet, Rådet og Kommissionen og den fælles erklæring fra Parlamentet og Kommissionen om betalingsbevillinger,

—  der henviser til forretningsordenens afsnit II, kapitel 7,

—  der henviser til betænkning fra Budgetudvalget (A7-0159/2014),

EU-budgettet - Giv borgerne redskaber til at finde en vej ud af krisen

1.  mener, at den europæiske økonomi til trods for de resterende udfordringer viser tegn på genopretning; anerkender de vedvarende økonomiske og budgetære begrænsninger på nationalt plan og medlemsstaternes indsats til fordel for en finanspolitisk konsolidering; mener, at det europæiske budget bør fremme denne tendens ved at øge strategiske investeringer i foranstaltninger med europæisk merværdi for at bidrage til at få den europæiske økonomi tilbage på sporet gennem skabelse af bæredygtig vækst og beskæftigelse og fremme af økonomisk og social samhørighed i hele EU;

2.  fremhæver især betydningen af de europæiske struktur- og investeringsfonde, som udgør en af de største udgiftsblokke i EU-budgettet; understreger, at EU's samhørighedspolitik har bidraget til at opretholde de offentlige investeringer på afgørende økonomiske områder og har sikre håndgribelige resultater lokalt, der kan sætte medlemsstaterne og regionerne i stand til at overvinde den aktuelle krise og opfylde Europa 2020-målene; understreger vigtigheden at kunne tilbyde borgerne redskaber, der kan bidrage til at finde en vej ud af krisen; understreger i denne forbindelse nødvendigheden af at investere i uddannelse og mobilitet, forskning og innovation, SMV'er og iværksætterånd for at fremme EU's konkurrenceevne og bidrage til jobskabelse - især for unge og personer over 50 år;

3.  finder det også vigtigt, at der investeres i andre områder såsom vedvarende energi, den digitale dagsorden, infrastrukturer, informations- og kommunikationsteknologier og konnektivitet på tværs af grænserne samt en kraftigere og mere ihærdig anvendelse af innovative finansielle instrumenter, navnlig hvad angår langsigtede investeringer; fremhæver behovet for at styrke EU's industri som en central drivkraft for skabelse af arbejdspladser og vækst; opfordrer til, at der i bestræbelserne på at skabe en stærk, konkurrencedygtig og uafhængig industri i EU sættes størst fokus på investeringer i innovation;

4.  understreger vigtigheden af at sikre, at der er tilstrækkelige ressourcer til rådighed til EU's eksterne aktiviteter; minder om EU's og medlemsstaternes internationale forpligtelser til at øge deres udgifter til den statslige udviklingsbistand (ODA) til 0,7 % af BNI og til at nå millenniumudviklingsmålene inden 2015;

5.  fremhæver vigtigheden af at sikre den bedst mulige koordinering mellem på den ene side de forskellige EU-fonde og på den anden side EU-fondene og de afholdte udgifter på nationalt plan for at opnå en optimal udnyttelse af de offentlige midler;

6.  erindrer om den nye aftale om den flerårige finansielle ramme (FFR) for årene 2014-2020, som fastlægger de vigtigste parametre for de årlige budgetter frem til 2020; understreger, at de enkelte årsbudgetter skal være i overensstemmelse med FFR-forordningen og den interinstitutionelle aftale og ikke må bruges som et påskud til at genforhandle FFR; forventer, at Rådet ikke vil forsøge at gennemtvinge snævre fortolkninger af specifikke bestemmelser, navnlig vedrørende arten af og anvendelsesområdet for særlige instrumenter; gentager sin hensigt om at anvende alle de midler, der står til rådighed for budgetmyndigheden inden for rammerne af den årlige budgetprocedure, for at sikre EU-budgettet den nødvendige fleksibilitet;

7.  understreger, at 2015 er andet år under den nye FFR og vil være vigtigt for en succesfuld gennemførelse af de nye flerårige programmer for 2014-2020; understreger, at det for at undgå hindringer for gennemførelsen af vigtige EU-politikker er nødvendigt, at alle programmer er operationsdygtige og i fuld gang snarest muligt; bemærker, at 2015-budgettet i faste priser vil være mindre end 2013-bugettet; opfordrer i denne sammenhæng Kommissionen og medlemsstaterne til at yde deres bedste for en hurtig vedtagelse af alle partnerskabsaftaler og operationelle programmer i 2014, så der ikke spildes yderligere tid i gennemførelsen af de nye investeringsprogrammer; understreger, at Kommissionen bør give sin fulde opbakning til de nationale forvaltninger i alle led af processen;

8.  erindrer om den aftale, der er indgået i forbindelse med FFR, og som nu gennemføres for første gang i 2014-budgettet, om at fremrykke forpligtelser til specifikke politiske mål i tilknytning til ungdomsarbejdsløshed, forskning, Erasmus+ (især til lærlingeuddannelser) og SMV'er; understreger, at der som led i FFR-aftalen er behov for en lignende tilgang i 2015-budgettet i form af en fremrykning af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet (871,4 mio. i 2011-priser) samt af Erasmus+ og COSME (20 mio. EUR hver i 2011-priser); er navnligt bekymret for finansieringen af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet efter 2015 og anmoder om, at alle finansieringsmuligheder, herunder også den samlede FFR-margen for forpligtelser, kommer i betragtning til dette formål;

9.  udtrykker imidlertid bekymring for de eventuelle negative konsekvenser ved en yderligere udskydelse af energidelen Connecting Europe-faciliteten i 2015 og opfordrer Kommissionen til at tilvejebringe passende oplysninger om, hvilken betydning en sådan beslutning vil have for en vellykket lancering af det nye program;

10.  understreger den ekstra gevinst ved at fremskynde investeringerne i disse programmer, som kan hjælpe EU's borgere ud af krisen; opfordrer desuden Kommissionen til at pege på yderligere programmer, der vil kunne komme i betragtning til fremrykning, og som også kan bidrage til dette formål, og som vil være i stand til fuldt ud at udnytte de fremrykkede bevillinger;

11.  understreger endnu en gang, at de seneste konklusioner fra Rådet (19.-20. december 2013) om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik og migrationsstrømme vil få indvirkning på EU-budgettet; fastholder sit standpunkt om, at alle yderligere projekter, som Rådet indgår aftale om, skal finansieres med supplerende ressourcer og ikke gennem nedskæringer af eksisterende programmer og instrumenter eller ved at pålægge institutionerne eller andre EU-organer, som i forvejen har nået grænsen for, hvad de kan præstere, yderligere opgaver;

12.  understreger vigtigheden af de decentrale agenturer, som er vitale for gennemførelsen af EU's politikker og programmer; bemærker, at disse decentrale organer gør det muligt at gennemføre massebesparelser ved at samle udgifter, der ellers skulle betales af hver enkelt medlemsstat, og alligevel nå det samme resultat; fremhæver, at det er nødvendigt at vurdere alle agenturer fra sag til sag med tanke på budgetter og menneskelige ressourcer og i budgettet for 2015 og de følgende år sikre dem passende finansielle midler og tilstrækkeligt personale, således at de bliver i stand til at varetage de opgaver, de er blevet pålagt af lovgivningsmyndigheden, ordentligt; understreger derfor, at Kommissionens meddelelse med titlen "Programmering af de menneskelige og budgetmæssige ressourcer for decentrale agenturer for 2014-2020" (COM(2013)0519) ikke må danne grundlag for budgetforslaget for agenturerne; understreger desuden betydningen af den nye interinstitutionelle arbejdsgruppe om decentrale agenturer, som bør indlede en nærmere og mere permanent overvågning af decentrale agenturer, så der sikres en sammenhængende tilgang; forventer, at de første resultater fra den interinstitutionelle arbejdsgruppe om decentrale organer vil ligge klar i god tid før Parlamentets behandling af budgettet;

13.  minder om fælleserklæringen om EU's særlige repræsentanter, hvori Parlamentet og Rådet blev enige om at undersøge bevillingsoverførslerne for Den Europæiske Unions særlige repræsentanter fra Kommissionens budget (sektion III) til budgettet for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (sektion X) i forbindelse med budgetproceduren for 2015;

Betalingsbevillinger - EU skal opfylde sine juridiske og politiske forpligtelser

14.  erindrer om, at det samlede niveau for betalingsbevillinger, der blev aftalt for 2014-budgettet, ligger under det niveau, der blev betragtet som nødvendigt og foreslået af Kommissionen i dens oprindelige budgetforslag; konstaterer, at Kommissionen i medfør af den nye FRR-forordning og den nye samlede margen for betalinger skal justere betalingslofterne for 2015 opad med et beløb svarende til differencen mellem gennemførte betalinger i 2014 og betalingsloftet for FRR i 2014; er dybt foruroliget over, at det hidtil usete niveau for udestående regninger ved udgangen af 2013 på i alt 23,4 mia. EUR alene under udgiftsområde 1b ikke kan dækkes under lofterne for 2014; opfordrer derfor til, at passende fleksibilitetsmekanismer mobiliseres til betalinger i 2014; understreger, at end ikke det kan forventes at være tilstrækkeligt til at undgå et stort implementeringsunderskud ved udgangen af 2014; understreger, at den tilbagevendende mangel på betalingsbevillinger har været hovedårsagen til det hidtil usete høje niveau af uindfriede forpligtelser, navnlig i de seneste år;

15.  erindrer om, at Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen ifølge traktaten(4) skal sørge for, at der er tilstrækkelige finansielle midler til rådighed til, at Unionen kan opfylde sine juridiske forpligtelser over for tredjemand; forventer, at Kommissionen i sit budgetforslag foreslår et passende niveau for betalingsbevillinger, der baseret på egentlige overslag og ikke er drevet af politiske hensyn;

16.  fastholder, at der bør gøres brug af alle tilgængelige midler under FFR-forordningen, herunder anvendelse af margenen til uforudsete udgifter og, hvis det fortsat viser sig at være nødvendigt og kun som en sidste udvej, revision af betalingsloftet, for at opfylde Unionens juridiske forpligtelser og undgå at skabe usikkerhed om eller forsinke betalinger til aktørerne, f.eks. forskere, universiteter, nødhjælpsorganisationer, lokale myndigheder og SMV'er, og samtidig reducere omfanget af udestående betalinger ved årets udgang;

17.  understreger, at anvendelse af særlige betalingsinstrumenter (fleksibilitetsinstrumentet, margenen til uforudsete udgifter, EU's Solidaritetsfond, Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen og nødhjælpsreserven) skal opføres i budgettet uden for betalingsloftet for FFR;

18.  opfordrer Kommissionen til, i betragtning af den alarmerende situation for betalingsbevillingerne til humanitær bistand i starten af 2014, især puklen af betalingsbevillinger på 160 mio. EUR til humanitær bistand, der er blevet fremført fra 2013 til 2014, at træffe alle nødvendige foranstaltninger og til at reagere så hurtigt som muligt for at sikre, at den humanitære bistand fra EU leveres korrekt i 2014; understreger, at niveauet for betalingsbevillinger til humanitær bistand bør følge med den forventede stigning i forpligtelsesbevillingerne, hvilket bør tages i betragtning i budgetforslaget for 2015;

19.  erindrer om den fælles erklæring om betalingsbevillinger og den tosidede erklæring fra Parlamentet og Kommissionen i tilknytning til aftalen om 2014-budgettet; opfordrer Kommissionen til løbende at holde budgetmyndigheden fuldt underrettet om udviklingen i henseende til betalinger og uindfriede forpligtelser i det indeværende år og kræver, at der afholdes regelmæssige interinstitutionelle møder for at overvåge betalingssituationen;

o
o   o

20.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Revisionsretten.

(1) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 884. (2) EUT C 373 af 20.12.2013, s. 1. (3) EUT L 51 af 20.2.2014. (4) Artikel 323 TEUF.

Europa-Parlamentets beslutning af 13. marts 2014 om Ruslands invasion af Ukraine (2014/2627(RSP))

P7_TA(2014)0248 RC-B7-0263/2014

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til sine tidligere beslutninger om den europæiske naboskabspolitik, om det østlige partnerskab og om Ukraine og navnlig til sin beslutning af 27. februar 2014 om situationen i Ukraine(1),

—  der henviser til sin beslutning af 12. december 2013 om udfaldet af topmødet i Vilnius og fremtiden for det østlige partnerskab, navnlig hvad angår Ukraine(2),

—  der henviser til sin beslutning af 6. februar 2014 om topmødet mellem EU og Rusland(3),

—  der henviser til konklusionerne fra Udenrigsrådets ekstraordinære møde om Ukraine den 3. marts 2014,

—  der henviser til Det Nordatlantiske Råds erklæring af 4. marts 2014,

—  der henviser til stats- og regeringschefernes erklæring om Ukraine efter Det Europæiske Råds ekstraordinære møde om Ukraine den 6. marts 2014,

—  der henviser til artikel 2, stk. 4, i De Forenede Nationers pagt,

—  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at den russiske aggression i forbindelse med invasionen af Krim er en krænkelse af Ukraines suverænitet og territoriale integritet, strider mod folkeretten og er et brud på Ruslands forpligtelser som medunderskriver af Budapestmemorandummet om sikkerhedsgarantier for Ukraine, hvorved Rusland garanterede, at det ville respektere Ukraines territoriale integritet og suverænitet;

B.  der henviser til, at prorussiske bevæbnede mænd og russiske soldater har besat centrale bygninger i Krims hovedstad, Simferopol, samt vigtige ukrainske anlæg og strategiske mål i Krim, herunder mindst tre lufthavne; der henviser til, at de fleste ukrainske militære enheder på halvøen er blevet omringet, men har nægtet at overgive sig; der henviser til, at der siden krisen brød ud er blevet indsat et betydeligt antal yderligere russiske tropper i Ukraine;

C.  der henviser til, at det russiske lederskabs argumenter til støtte for denne aggression er helt uden holdepunkter og ude af trit med realiteterne i Ukraine, eftersom der ikke har været nogen tilfælde overhovedet af angreb på eller intimidering af russiske eller etniske russiske borgere i Krim;

D.  der henviser til, at de selvbestaltede og illegitime myndigheder i Krim den 6. marts 2014 besluttede at anmode Rusland om at indlemme Krim i Den Russiske Føderation og indkaldte til en folkeafstemning den 16. marts 2014 om Krims løsrivelse fra Ukraine, hvorved de krænkede både Ukraines og Krims forfatninger;

E.  der henviser til, at den russiske premierminister har bekendtgjort planer om en hurtig iværksættelse af procedurer for russisktalende personer i udlandet, der ønsker at erhverve russisk statsborgerskab;

F.  der henviser til, at Den Russiske Føderations Føderale Råd den 1. marts 2014 godkendte indsættelsen af russiske føderale styrker i Ukraine for at beskytte Ruslands og de russisktalendes interesser i Krim og i hele landet;

G.  der henviser til, at der er behov for en kraftig international diplomatisk indsats på alle niveauer og for en forhandlingsproces for at nedtrappe situationen, lette spændingerne, forhindre, at krisen kommer ud af kontrol, og sikre et fredeligt udfald; der henviser til, at EU skal reagere effektivt, således at Ukraine fuldt ud kan udøve sin suverænitet og territoriale integritet uden eksternt pres;

H.  der henviser til, at de 28 stats- og regeringschefer fra EU har udsendt en skarp advarsel om implikationerne af de russiske tiltag og har truffet afgørelse om at suspendere de bilaterale drøftelser med Rusland om visumspørgsmål og forhandlingerne om en ny partnerskabs- og samarbejdsaftale og endvidere om at suspendere EU-institutionernes deltagelse i forberedelserne af G8-topmødet, der er berammet til at finde sted i Sochi i juni 2014;

1.  fordømmer kraftigt den russiske aggression i forbindelse med invasionen af Krim, som er en uadskillelig del af Ukraine og anerkendt som sådan af Den Russiske Føderation og det internationale samfund; opfordrer til en øjeblikkelig deeskalering af krisen med omgående tilbagetrækning af alle militære styrker, der opholder sig illegalt på ukrainsk territorium, og opfordrer indtrængende til nøje overholdelse af folkeretten og de gældende konventionsfastsatte forpligtelser;

2.  erindrer om, at disse handlinger er i klar modstrid med FN-pagten, OSCE's Helsingforsslutakt, Europarådets statut, Budapestmemorandummet om sikkerhedsgarantier fra 1994, den bilaterale venskabs-, samarbejds- og partnerskabstraktat fra 1997, aftalen fra 1997 om status og betingelser for tilstedeværelsen af den russiske Sortehavsflåde på Ukraines territorium og Ruslands internationale forpligtelser; anser Ruslands handlinger for at være en trussel mod sikkerheden i EU; beklager Den Russiske Føderations beslutning om ikke at deltage i det møde om Ukraines sikkerhed, som underskriverne af memorandummet har indkaldt til, og som er berammet til at finde sted den 5. marts 2014 i Paris;

3.  fremhæver den omstændighed, at Rusland, De Forenede Stater og Det Forenede Kongerige stillede garantier for Ukraines territoriale integritet i Budapestmemorandummet, som de underskrev sammen med Ukraine, og påpeger, at Den Autonome Republik Krim ifølge den ukrainske forfatning kun kan afholde folkeafstemninger om regionale anliggender og ikke om ændringer af Ukraines internationalt anerkendte grænser; understreger, at en folkeafstemning om tiltrædelse af Den Russiske Føderation derfor må anses for illegitim og ulovlig, hvilket også gælder enhver anden folkeafstemning, der strider mod den ukrainske forfatning og folkeretten; har samme opfattelse for så vidt angår Krims illegitime og selvbestaltede myndigheders beslutning om at erklære landets uafhængighed den 11. marts 2014;

4.  fremhæver behovet for, at EU og dets medlemsstater taler til Rusland med én stemme og støtter et forenet Ukraines ret til frit at bestemme sin fremtid; glæder sig derfor over og støtter kraftigt den fælles erklæring fra det ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd den 6. marts 2014, der fordømte den russiske aggression og støttede op om Ukraines territoriale integritet, enhed, suverænitet og uafhængighed; opfordrer til et tæt transatlantisk samarbejde om de videre skridt hen imod en løsning på krisen;

5.  fordømmer den officielle russiske doktrin – i henhold til hvilken Kreml hævder at have ret til med magt at intervenere i suveræne nabostater for at "beskytte" derboende russiske landsmænd – som værende i strid med folkeretten og den internationale adfærdskodeks; påpeger, at denne doktrin er ensbetydende med ensidigt at bemægtige sig positionen som den højeste dommer over folkeretten og har været brugt som begrundelse for mangfoldige politiske, økonomiske og militære interventioner;

6.  erindrer om, at hovedparten af befolkningen i Krim i den landsdækkende folkeafstemning om uafhængighed i Ukraine i 1991 stemte for uafhængighed;

7.  understreger sin overbevisning om, at etablering af en konstruktiv dialog er den bedste vej frem for at løse enhver konflikt og sikre stabilitet i Ukraine på lang sigt; roser den ukrainske regerings ansvarlige, velovervejede og beherskede håndtering af denne alvorlige krise, hvor landets territoriale integritet og suverænitet står på spil; opfordrer det internationale samfund til at stå fast ved og støtte Ukraine;

8.  afviser Ruslands erklærede mål om at beskytte den russisktalende befolkning i Krim som værende uden ethvert holdepunkt, da denne befolkningsgruppe ikke har oplevet - og ikke oplever - nogen diskrimination overhovedet; forkaster på det kraftigste russisk propagandas ærekrænkende beskrivelse af demonstranter mod Janukovitjs politik som fascister;

9.  opfordrer til en fredelig løsning på den aktuelle krise og fuld respekt for de folkeretlige principper og forpligtelser; er af den opfattelse, at situationen må bringes under kontrol og yderligere nedtrappes for at undgå en militær konfrontation i Krim;

10.  understreger, at international observation og mægling er af allerstørste betydning; opfordrer EU- institutionerne og medlemsstaterne til at være klar til at udtømme alle diplomatiske og politiske muligheder og arbejde utrætteligt sammen med alle relevante internationale organisationer såsom FN, OSCE og Europarådet for at sikre en fredelig løsning, som skal være baseret på Ukraines suverænitet og territoriale integritet; opfordrer derfor til deployering af en fuldt udbygget OSCE-overvågningsmission i Krim;

11.  glæder sig over det initiativ, der er taget til at etablere en kontaktgruppe under OSCE's auspicier, men beklager, at væbnede grupper den 6. marts 2014 forhindrede en OSCE-observatørdelegation i at rejse ind i Krim; kritiserer de russiske myndigheder og Krims selvbestaltede myndigheder for ikke at samarbejde med OSCE's observatørdelegation eller give dens medlemmer fuld og sikker adgang til regionen;

12.  beklager, at FN's generalsekretærs særlige udsending til Krim blev tvunget til at afkorte sin mission efter at have modtaget voldsomme trusler;

13.  er af den opfattelse, at visse aspekter af aftalen af 21. februar 2014, som blev forhandlet på plads af tre udenrigsministre på vegne af EU, men som blev brudt af Janukovitj, der undlod at respektere den ved at underskrive den nye forfatningslov, stadig kunne bidrage til at finde en vej ud af det aktuelle dødvande; er dog af den opfattelse, at ingen kan forhandle og/eller acceptere løsninger, der undergraver Ukraines suverænitet og territoriale integritet, og bekræfter atter det ukrainske folks grundlæggende ret til selv frit at afgøre landets fremtid;

14.  noterer sig med dyb bekymring forlydenderne om, at bevæbnede personer mærker huse tilhørende ukrainske tatarer i områder i Krim, hvor tatarer og russere bor sammen; bemærker, at Krim-tatarer, som vendte tilbage til deres hjemland efter Ukraines selvstændighed efter at være blevet deporteret af Stalin, har anmodet det internationale samfund om at støtte op om Ukraine territoriale integritet og om en altomfattende juridisk og politisk aftale om at genindsætte dem i deres rettigheder som et oprindeligt folk i Krim; opfordrer det internationale samfund, Kommissionen, Rådet, FN's højkommissær for menneskerettigheder og EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder til at beskytte rettighederne for dette og ethvert andet mindretalssamfund på Krimhalvøen; kræver en tilbundsgående undersøgelse af intimideringen af jøder og angreb på jødiske religiøse steder efter invasionen af Krim;

15.  glæder sig over, at den ukrainske regering har forpligtet sig til at gennemføre en ambitiøs reformdagsorden, der omfatter politiske, økonomiske og sociale ændringer; glæder sig derfor over Kommissionens beslutning om at stille en kort og mellemlang finansiel støttepakke til en værdi af 11 mia. EUR til rådighed for Ukraine som et bidrag til at stabilisere landets økonomiske og finansielle situation; forventer, at Rådet og Kommissionen sammen med IMF, Verdensbanken, Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling, Den Europæiske Investeringsbank og andre lande snarest muligt vil forelægge en langsigtet pakke med robuste finansielle støtteforanstaltninger for at bistå Ukraine med at tackle sin stadig dårligere økonomiske og sociale situation, samt at de vil yde økonomisk støtte til iværksættelse af de nødvendige gennemgribende og omfattende reformer af den ukrainske økonomi; henleder opmærksomheden på behovet for at arrangere og koordinere en international donorkonference, som bør indkaldes af Kommissionen og finde sted snarest muligt; opfordrer IMF til at afholde sig fra at indføre ubærlige spareforanstaltninger som f.eks. en sænkning af niveauet for energitilskud, som vil medføre en yderligere forværring af den allerede vanskelige socioøkonomiske situation i landet;

16.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til sammen med Europarådet og Venedigkommissionen i tillæg til den finansielle bistand at yde teknisk bistand til forfatningsreformen, styrkelse af retsstaten og bekæmpelse af korruption i Ukraine; ser frem til positive resultater med hensyn hertil og understreger, at Majdan og alle ukrainere forventer radikale forandringer og et velfungerende statsapparat;

17.  opfordrer til et frit, retfærdigt, gennemsigtigt og landsdækkende valg med OSCE-ODIHR-observatører og gentager, at Europa-Parlamentet er parat til at nedsætte sin egen observatørdelegation til samme formål; opfordrer de ukrainske myndigheder til at gøre deres yderste for at tilskynde til en høj valgdeltagelse i præsidentvalget, herunder i den østlige og den sydlige del af landet; gentager sin opfordring til de ukrainske myndigheder om at afholde disse valg i overensstemmelse med Venedigkommissionens anbefalinger og støtter indførelsen af et system med forholdstalsvalg, der vil gøre det lettere at opnå en korrekt repræsentation af de lokale forhold i landet; understreger betydningen af, at parlamentet og dets medlemmer, både på central og lokalt niveau, efterlever retsstatsprincippet;

18.  opfordrer Ukraine til ikke at give efter for pres med henblik på udsættelse af præsidentvalget, som er berammet til at finde sted den 25. maj 2014;

19.  opfordrer til, at der nedsættes en ukrainsk regering, der er bredt baseret og så inklusiv som muligt for at minimere risikoen for nye voldshandlinger og territorial opsplitning; advarer på det stærkeste Rusland mod handlinger, der kunne bidrage til øget polarisering langs etniske eller sproglige skel; fremhæver behovet for at sikre, at rettighederne for personer, der tilhører etniske mindretal, herunder rettighederne for russisktalende ukrainere, fuldt ud beskyttes og respekteres i overensstemmelse med internationale standarder, idet dette skal ske i tæt samarbejde med OSCE og Europarådet; gentager sin opfordring til en ny bredtfavnende sprogordning, der understøtter alle mindretalssprog;

20.  glæder sig over den fungerende præsidents beslutning om at nedlægge veto mod lovforslaget om at ophæve loven om sprogpolitik af 3. juli 2012; henleder opmærksomheden på, at denne lov under alle omstændigheder ikke kunne finde anvendelse på Krim; opfordrer Verkhovna Rada til senere hen at ændre den eksisterende lovgivning og bringe den i tråd med Ukraines forpligtelser i henhold til den europæiske pagt om regionale sprog og mindretalssprog;

21.  glæder sig over, at EU's 28 stats- og regeringschefer er parate til at undertegne de politiske kapitler i associeringsaftalen så snart som muligt og inden præsidentvalget den 25. maj 2014 og til at vedtage ensidige foranstaltninger som f.eks. nedsættelse af toldsatserne for ukrainsk eksport til EU, hvilket vil gøre det muligt for Ukraine at nyde godt af bestemmelserne i den vidtgående og brede frihandelsaftale som foreslået af Kommissionen den 11. marts 2014; påpeger, at EU er rede til at undertegne den fulde associeringsaftale/den vidtgående og brede frihandelsaftale så snart som muligt, og så snart den ukrainske regering er rede til at tage dette skridt; fastholder, at der må sendes klare signaler til Rusland om, at intet i denne aftale er til fare for eller skader fremtidige bilaterale politiske og økonomiske samarbejdsforbindelser mellem Ukraine og Rusland; påpeger endvidere, at Ukraine – ligesom enhver anden europæisk stat – i medfør af artikel 49 i traktaten om Den Europæiske Union har et europæisk fremtidsperspektiv og kan ansøge om at blive medlem af Unionen, såfremt landet overholder principperne om demokrati, respekterer de grundlæggende frihedsrettigheder og menneske- og mindretalsrettighederne samt sikrer retsstaten;

22.  minder i denne forbindelse om, at eksport af våben og militærteknologi kan bringe stabiliteten og freden i hele regionen i fare og straks bør bringes til ophør; beklager dybt, at EU's medlemsstater i vid udstrækning har eksporteret våben og militærteknologi til Rusland, herunder betydelige strategiske konventionelle kapaciteter;

23.  glæder sig over Det Europæiske Råds afgørelse af 6. marts 2014 om den første række af målrettede foranstaltninger over for Rusland såsom suspenderingen af bilaterale drøftelser om visumspørgsmål og den nye aftale samt over medlemsstaternes og EU-institutionernes beslutning om at suspendere deres deltagelse i G8-topmødet i Sochi; advarer dog om, at så længe der ikke er sket en deeskalering af situationen, eller i tilfælde af, at den eskalerer yderligere med en annektering af Krim, bør EU hurtigt træffe passende foranstaltninger, som bør omfatte en våbenembargo og en embargo mod teknologi med dobbelt anvendelse, visumrestriktioner, indefrysning af aktiver, anvendelse af lovgivning om hvidvaskning af penge mod enkeltpersoner, der er involveret i beslutningsprocessen vedrørende invasionen af Ukraine, og foranstaltninger mod russiske selskaber og deres datterselskaber, navnlig i energisektoren, med henblik på at sikre, at de fuldt ud overholder EU-lovgivningen, og at der bliver tale om konsekvenser for de eksisterende politiske og økonomiske bånd til Rusland;

24.  understreger, at det parlamentariske samarbejde mellem Europa-Parlamentet og den russiske Statsduma og det russiske Føderale Råd ikke kan fortsætte, som om intet var hændt;

25.  bifalder Rådets beslutning om at vedtage sanktioner, der fokuserer på indefrysning og inddrivelse af uretmæssigt anvendte ukrainske midler og er rettet mod 18 personer, herunder Janukovitj;

26.  opfordrer i denne henseende Kommissionen til at støtte projekter i den sydlige korridor, som i praksis diversificerer energiforsyningerne, og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til ikke at lade deres offentlige virksomheder indgå i projekter med russiske selskaber, som øger den europæiske sårbarhed;

27.  fremhæver betydningen af en sikker, diversificeret og økonomisk overkommelig energiforsyning til Ukraine: understreger i den forbindelse at energifællesskabet, for hvilket Ukraine har formandskabet i 2014, og opbygningen af Ukraines resistens over for Ruslands trusler på energiområdet begge spiller en strategisk rolle; minder om behovet for at øge EU’s lagerkapacitet og sikre gastransport i den modsatte retning fra EU-medlemsstaterne til Ukraine; glæder sig over Kommissionens forslag om at modernisere Ukraines gastransitsystem og om at hjælpe landet med at betale sin gæld til Gazprom; fremhæver det presserende behov for at gøre yderligere fremskridt hen imod udformningen af en fælles energisikkerhedspolitik med et robust indre marked og en diversificeret energiforsyning og for at arbejde for en fuldstændig gennemførelse af den tredje energipakke for på denne måde at gøre EU mindre afhængig af russisk olie og gas;

28.  opfordrer Rådet til straks at bemyndige Kommissionen til at fremskynde visumliberaliseringen med Ukraine for at gøre fremskridt hen imod indførelsen af en visumfri ordning med ordningen med Moldova som forbillede; opfordrer i mellemtiden til øjeblikkelig indførelse af midlertidige, meget enkle og billige visumprocedurer på EU-plan og medlemsstatsplan;

29.  er stærkt overbevist om, at begivenhederne i Ukraine fremhæver nødvendigheden af, at EU fordobler sit engagement i og sin støtte til Moldovas og Georgiens europæisk-orienterede valg og territoriale integritet i forbindelse med landenes forberedelser på at undertegne associerings- og frihandelsområdeaftalerne med EU senere i år;

30.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer, Ukraines fungerende præsident og regering og parlament, Europarådet og Den Russiske Føderations præsident, regering og parlament.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0170. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0595. (3) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0101.

Europa-Parlamentets beslutning af 13. marts 2014 om gennemførelsen af Lissabontraktaten for så vidt angår Europa-Parlamentet (2013/2130(INI))

P7_TA(2014)0249 A7-0120/2014

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til traktaten om den Europæiske Union og traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde,

—  der henviser til sin afgørelse af 20. oktober 2010 om den reviderede rammeaftale om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen(1),

—  der henviser til sin beslutning af 22. november 2012 om valg til Europa-Parlamentet i 2014(2) og af 4. juli 2013 om forbedring af de praktiske retningslinjer for tilrettelæggelsen af valget til Europa-Parlamentet i 2014(3),

—  der henviser til rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen(4),

—  der henviser til de igangværende forhandlinger om revision af den interinstitutionelle aftale af 20. november 2002 mellem Europa-Parlamentet og Rådet om Europa-Parlamentets adgang til Rådets følsomme oplysninger på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område(5),

—  der henviser til sin beslutning af 7. maj 2009 om Parlamentets nye rolle og ansvar ved gennemførelsen af Lissabontraktaten(6),

—  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—  der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og udtalelser fra Udvalget om International Handel, Retsudvalget og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A7-0120/2014),

A.  der henviser til, at Lissabontraktaten uddyber EU's demokratiske legitimitet ved at styrke Europa-Parlamentets rolle i proceduren frem til valget af formanden for Kommissionen og indsættelsen af Europa-Kommissionen;

B.  der henviser til den nye procedure i Lissabontraktaten vedrørende valg af formanden for Kommissionen, hvorefter Europa-Parlamentet vælger formanden for Kommissionen med et flertal af sine medlemmer;

C.  der henviser til, at Lissabontraktaten fastsætter, at Det Europæiske Råd bør tage hensyn til resultatet af valget til Europa-Parlamentet, og at det bør høre det nye parlament, før det foreslår en kandidat til posten som formand for Kommissionen;

D.  der henviser til, at hvert af de store europæiske politiske partier er i færd med at nominere sin egen kandidat til posten som formand for Kommissionen;

E.  der henviser til, at den valgte formand for den nye Kommission bør udnytte de beføjelser, som formanden tillægges i henhold til Lissabontraktaten, fuldt ud og træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den næste Kommission fungerer effektivt på trods af dens størrelse, der, som følge af Det Europæiske Råds beslutninger, ikke vil blive mindre, således som det er forudset i Lissabontraktaten;

F.  der henviser til, at Kommissionens ansvar over for Parlamentet bør styrkes gennem EU's årlige og flerårige programmer og ved at skabe symmetri mellem det flertal, der kræves ved valg af formand for Kommissionen og ved et mistillidsvotum;

G.  der henviser til, at Parlamentets rolle som dagsordensætter i forbindelse med lovgivning skal styrkes, og at princippet om, at Parlamentet og Rådet handler på lige fod i lovgivningsspørgsmål, som det er fastlagt i Lissabontraktaten, skal gennemføres fuldt ud;

H.  der henviser til, at de eksisterende interinstitutionelle aftaler bør gennemgås og forbedres ved indsættelsen af den nye Kommission;

I.   der henviser til, at artikel 36 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) fastsætter, at den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (den højtstående repræsentant) regelmæssigt skal høre Europa-Parlamentet om de vigtigste aspekter og grundlæggende valg i forbindelse med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik samt informere det om udviklingen af disse politikker; der henviser til, at den højtstående repræsentant påser, at der tages behørigt hensyn til Europa-Parlamentets synspunkter;

J.  der henviser til, at det er fastslået i den højtstående repræsentants erklæring om politisk ansvarlighed(7), fremsat i forbindelse med vedtagelsen af ​Rådets afgørelse om ​EU-Udenrigstjenesten, at den højtstående repræsentant vil gennemgå og om nødvendigt foreslå tilpasning af de eksisterende bestemmelser(8) om adgang for medlemmer af Europa-Parlamentet til klassificerede dokumenter og oplysninger på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område;

K.   der henviser til, at artikel 218, stk. 10, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fastsætter, at Europa-Parlamentet straks skal underrettes fuldt ud i alle faser af proceduren for forhandling og indgåelse af internationale aftaler, samt at bestemmelsen også gælder for aftaler vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik;

Kommissionens legitimitet og politiske ansvar

(Indsættelse og afsættelse af Kommissionen)

1.  understreger behovet for at styrke Kommissionens demokratiske legitimitet, uafhængighed og politiske rolle; erklærer, at den nye procedure, hvorefter formanden for Kommissionen vælges af Europa-Parlamentet, vil styrke Kommissionens demokratiske legitimitet og politiske rolle og øge betydningen af valget til Europa-Parlamentet, fordi vælgernes stemmeafgivning ved valget til Europa-Parlamentet får mere direkte konsekvenser for valget af formanden for Kommissionen;

2.  fremhæver, at mulighederne for at styrke EU's demokratiske legitimitet i overensstemmelse med Lissabontraktaten bør gennemføres fuldt ud, bl.a. gennem de europæiske politiske partiers udpegning af kandidater til posten som formand for Kommissionen, hvilket tilfører valget til Europa-Parlamentet en ny politisk dimension og yderligere forbinder borgernes stemmer med Europa-Parlamentets valg af formanden for Kommissionen;

3.  opfordrer indtrængende det næste konvent til at overveje den måde, hvorpå Kommissionen dannes, for at styrke Kommissionens demokratiske legitimitet; opfordrer indtrængende den næste formand for Kommissionen til at overveje, på hvilken måde Kommissionens sammensætning, opbygning og politiske prioriteter vil styrke en borgernær politik;

4.  bekræfter på ny, at alle europæiske politiske partier bør udnævne deres kandidater til posten som formand for Kommissionen i tilstrækkelig god tid forud for den planlagte dato for valget til Europa-Parlamentet;

5.  forventer, at kandidater til posten som formand for Kommissionen spiller en fremtrædende rolle i valgkampen forud for valget til Europa-Parlamentet gennem udbredelse og fremme af deres europæiske politiske partis politiske program i alle medlemsstater;

6.  gentager sin opfordring til Det Europæiske Råd om rettidigt og inden valget at præcisere, hvordan det agter at tage hensyn til valget til Europa-Parlamentet og respektere borgernes stemmer i sit forslag til en kandidat til formand for Kommissionen inden for rammerne af de høringer, der skal gennemføres mellem Parlamentet og Det Europæiske Råd i henhold til erklæring 11, der er knyttet til Lissabontraktaten som bilag; opfordrer på denne baggrund endnu en gang til, at Det Europæiske Råd når til enighed med Europa-Parlamentet om bestemmelserne om høringerne, der er omhandlet i artikel 17, stk. 7, i TEU, og sikrer en velfungerende proces, der fører til valg af formanden for Kommissionen som fastsat i erklæring 11 ad artikel 17, stk. 6 og 7, i traktaten om Den Europæiske Union;

7.  anmoder om, at så mange medlemmer af næste Kommission som muligt vælges blandt de folkevalgte medlemmer af Europa-Parlamentet;

8.  mener, at den valgte formand for Kommissionen bør handle mere autonomt i processen med at vælge de andre medlemmer af Kommission; opfordrer medlemsstaternes regeringer til at fremsætte kønsmæssigt afbalancerede forslag til kandidater; opfordrer indtrængende den valgte formand for Kommissionen til over for medlemsstaternes regeringer at insistere på, at kandidater til erhvervet som medlem af Kommissionen skal gøre ham/hende i stand til at sammensætte et kønsmæssigt afbalanceret kollegium og give ham/hende mulighed for at afvise enhver foreslået kandidat, der ikke udviser almindelig duelighed, europæisk engagement og uomtvistelig uafhængighed;

9.  mener, i forlængelse af den politiske forståelse, der blev nået på mødet i Det Europæiske Råd den 11. og 12. december 2008, og efter Det Europæiske Råds afgørelse af 22. maj 2013 vedrørende antallet af medlemmer af Europa-Kommissionen, at man bør overveje yderligere foranstaltninger med henblik på at få en mere effektiv Kommission, herunder udpegning af kommissærer uden portefølje eller indførelse af et system af næstformænd i Kommissionen med ansvar for større temaområder og med kompetence til at samordne Kommissionens arbejde på de tilsvarende områder, uden at dette berører retten til at udpege en kommissær pr. medlemsstat og samtlige kommissærers stemmeret;

10.  opfordrer det kommende konvent til at tage spørgsmålet om Kommissionens størrelse samt dens organisation og funktion op til overvejelse;

11.  mener, at sammensætningen af Europa-Kommissionen skal sikre stabilitet med hensyn til antallet af og indholdet i porteføljerne og samtidig garantere en velafbalanceret beslutningsproces;

12.  understreger, at kandidaten til posten som formand for Kommissionen, efter at være blevet indstillet af Det Europæiske Råd, som anført i punkt 2 i rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen bør pålægges at forelægge de politiske retningslinjer for sin mandatperiode for Europa-Parlamentet, efterfulgt af en indgående udveksling af synspunkter, før Parlamentet vælger den foreslåede kandidat til posten som formand for Kommissionen;

13.  opfordrer indtrængende den kommende indstillede formand for Kommissionen til at tage behørigt hensyn til de forslag og anbefalinger vedrørende EU-lovgivning, som Europa-Parlamentet tidligere har fremsat på grundlag af initiativbetænkninger eller beslutninger, som er blevet støttet af et bredt flertal af medlemmerne af Europa-Parlamentet, og som den tidligere Kommission ikke på tilfredsstillende vis havde fulgt op på ved slutningen af sin mandatperiode;

14.  mener, at det flertal, der på nuværende tidspunkt kræves i henhold til artikel 234 i TEUF til et mistillidsvotum mod Kommissionen, bør nedsættes ved en fremtidig revision af traktaterne, så der kun kræves et flertal af Europa-Parlamentets medlemmer, uden at bringe institutionernes korrekte funktion i fare;

15.  mener, at de enkelte kommissærer, uanset kollegiets kollektive ansvar for Kommissionens handlinger, bør kunne drages til ansvar for deres generaldirektoraters handlinger;

Lovgivningsinitiativ og ‑aktivitet

(Parlamentarisk kompetenceområde og kontrol)

16.  understreger, at Lissabontraktaten havde til formål at gøre fremskridt hen mod at sikre mere gennemsigtige og demokratiske beslutningsprocedurer for at tilgodese traktatens målsætning om en stadig snævrere union mellem de europæiske folk, hvor beslutningerne træffes så åbent som muligt og så tæt på borgerne som muligt, ved at styrke Europa-Parlamentets og de nationale parlamenters rolle og således skabe mere demokratiske og gennemskuelige procedurer for vedtagelse af EU-retsakter, hvilket er af afgørende betydning, fordi disse retsakter har konsekvenser for både borgere og virksomheder; påpeger imidlertid, at opfyldelsen af denne demokratiske målsætning undergraves, hvis EU-institutionerne ikke gensidigt respekterer hinandens beføjelser, de i traktaterne fastsatte procedurer og princippet om loyalt samarbejde;

17.  understreger behovet for et loyalt samarbejde mellem de institutioner, der er involveret i lovgivningsproceduren, i relation til udveksling af dokumenter, såsom juridiske udtalelser, således at der bliver mulighed for en konstruktiv, åben og retsgyldig dialog mellem institutionerne;

18.  bemærker, at Parlamentet siden TEUF’s ikrafttræden har optrådt som en engageret og ansvarsbevidst medlovgiver, og at samspillet mellem Parlamentet og Kommissionen samlet set har været positivt og baseret på gnidningsløs kommunikation og en samarbejdsvillig holdning;

19.  er af den opfattelse, at selv om den overordnede vurdering af de interinstitutionelle forbindelser mellem Parlamentet og Kommissionen er positiv, er der stadig en række spørgsmål og mangler, der kræver yderligere opmærksomhed og handling;

20.  understreger, at indsatsen til fordel for effektivitet ikke må føre til lovgivning af en ringere kvalitet eller opgivelse af Parlamentets egne mål; mener, at indsatsen til fordel for effektivitet skal være forbundet med, at Parlamentet opretholder passende lovgivningsmæssige standarder og fortsat forfølger sine egne mål og samtidig sikrer, at lovgivningen er veltilrettelagt, svarer nøje til de påviste behov og er i overensstemmelse med nærhedsprincippet;

21.  understreger, at udfordringen med gennemsigtighed er evigt aktuel og fælles for alle institutioner, navnlig i førstebehandlingsaftaler; bemærker, at Parlamentet har mødt denne udfordring på passende vis ved at vedtage nye bestemmelser i forretningsordenens artikel 70 og artikel 70a;

22.  er bekymret over de problemer, der stadig findes ved anvendelsen af den almindelige lovgivningsprocedure, især inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik, den fælles fiskeripolitik og området med frihed, sikkerhed og retfærdighed ("Stockholmprogrammet") og med hensyn til at bringe retsakterne under den tidligere tredje søjle i overensstemmelse med normhierarkiet i Lissabontraktaten og generelt med hensyn til den fortsatte asymmetri i gennemsigtigheden i Kommissionens deltagelse i det forberedende arbejde hos den lovgivende myndigheds to parter; understreger i den forbindelse betydningen af, at Rådets arbejdsmetoder tilpasses, så det bliver muligt for repræsentanter for Europa-Parlamentet at deltage i nogle af Rådets møder, hvis dette er behørigt begrundet i henhold til princippet om et gensidigt loyalt samarbejde mellem institutionerne;

23.  påpeger, at valget af det korrekte retsgrundlag, som fastslået af Domstolen, er et spørgsmål af konstitutionel karakter, eftersom dette valg er afgørende for tilstedeværelsen og rækkevidden af EU's kompetence, hvilke procedurer der skal følges, og de respektive beføjelser, der tilkommer de institutionelle aktører, der er involveret i vedtagelsen af en retsakt; beklager derfor, at Parlamentet gentagne gange har været nødsaget til at anlægge annullationssøgsmål ved Domstolen vedrørende Rådets retsakter på grund af det valgte retsgrundlag, herunder annullationssøgsmål mod to retsakter, som blev vedtaget under den forældede "tredje søjle" længe efter Lissabontraktatens ikrafttræden(9);

24.  advarer mod, at Parlamentets ret til at optræde som lovgiver bliver omgået, hvilket kan ske, ved at bestemmelser, der burde være underlagt den almindelige lovgivningsprocedure, medtages i forslag til retsakter fra Rådet, ved at der simpelt hen benyttes retningslinjer fra Kommissionen eller ikke-anvendelige gennemførelsesretsakter eller delegerede retsakter, eller ved at man undlader at foreslå den nødvendige lovgivning til gennemførelse af den fælles handelspolitik eller internationale handels- og investeringsaftaler;

25.  anmoder Kommissionen om at udnytte den lovforberedende fase bedre, herunder især de værdifulde input, der indsamles på grundlag af grøn- og hvidbøger, og rutinemæssigt at informere Europa-Parlamentet på lige fod med Rådet om det forberedende arbejde, der udføres af dens tjenestegrene;

26.  mener, at Parlamentet burde videreudvikle og gøre fuld brug af dets autonome struktur, når virkningen af alle væsentlige ændringer af det originale forslag fra Kommissionen vurderes;

27.  understreger, at Europa-Parlamentet også bør styrke dets selvstændige vurdering af den indvirkning, som lovgivningsforslag og ændringer under behandling har på de grundlæggende rettigheder, som led i lovgivningsprocessen og oprette mekanismer til overvågning af krænkelser af menneskerettighederne;

28.  beklager dybt, at selv om Kommissionen formelt opfylder sine forpligtelser, ved at den svarer på Parlamentets anmodninger om lovgivningsmæssige initiativer inden for tre måneder, har den ikke altid foreslået en reel og væsentlig opfølgning;

29.  anmoder om, at Parlamentets initiativret i forbindelse med lovgivning anerkendes fuldt ud ved næste revision af traktaterne ved at gøre det obligatorisk for Kommissionen at følge op på alle anmodninger fra Parlamentet i henhold til artikel 225 i TEUF ved at fremsætte et lovgivningsforslag inden for en passende tidsramme;

30.  mener, at Kommissionens beføjelse til at trække forslag til retsakter tilbage bør begrænses til de tilfælde, hvor Parlamentet efter vedtagelsen af Parlamentets førstebehandlingsholdning accepterer, at forslaget som følge af ændrede forhold ikke længere er berettiget;

31.  konstaterer, at Parlamentet i princippet støttede indførelsen af delegerede retsakter i artikel 290 i TEUF, fordi dette gav bedre muligheder for at føre kontrol, men understreger, at der aldrig er pligt til at tildele Kommissionen sådanne delegerede beføjelser eller gennemførelsesbeføjelser i henhold til artikel 291; anerkender, at det bør overvejes at gøre brug af delegerede retsakter, hvis der er behov for fleksibilitet og effektivitet, og dette ikke kan opnås ved hjælp af den almindelige lovgivningsprocedure, forudsat at formålet med og indholdet, omfanget og varigheden af den pågældende delegation er fastlagt udtrykkeligt, og at de ​​betingelser, der gælder for delegationen, er klart fastlagt i basisretsakten; udtrykker bekymring over Rådets tendens til at insistere på at benytte gennemførelsesretsakter til bestemmelser, hvor man kun bør anvende basisretsakten eller delegerede retsakter; understreger, at lovgiver kan beslutte kun at tillade anvendelse af gennemførelsesretsakter, når der er tale om at vedtage elementer, der ikke afspejler nogen ny politisk tilgang; understreger, at artikel 290 udtrykkeligt begrænser anvendelsesområdet for delegerede retsakter til ikke-væsentlige elementer i en lovgivningsmæssig retsakt, og at der derfor ikke kan anvendes delegerede retsakter til regler, som er af væsentlig betydning for det pågældende retsområde;

32.  henleder opmærksomheden på behovet for at sondre korrekt mellem de væsentlige elementer i en retsakt, som kun den lovgivende myndighed kan træffe beslutning om i selve retsakten, og de ikke-væsentlige elementer, der kan suppleres eller ændres ved hjælp af delegerede retsakter;

33.  forstår, at delegerede retsakter kan være et fleksibelt og effektivt redskab; understreger betydningen af muligheden for at vælge mellem delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter med henblik på overholdelse af traktatens krav, samtidig med at Europa-Parlamentets lovgivningsbeføjelser tilgodeses, og gentager sin anmodning til Kommissionen og Rådet om at nå til enighed med Parlamentet om kriterier for anvendelsen af artikel 290 og 291 i TEUF, således at gennemførelsesretsakter ikke bruges som en erstatning for delegerede retsakter;

34.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at inddrage Parlamentet tilstrækkeligt i de delegerede retsakters forberedende fase og til at forsyne medlemsstaterne med alle relevante oplysninger i henhold til punkt 15 i rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen;

35.  anmoder Kommission om at efterleve rammeaftalen om, at Parlamentets eksperter skal have adgang til Kommissionens ekspertmøder, ved at forhindre, at de betragtes som "komitologiudvalg", forudsat at de drøfter andre spørgsmål end gennemførelsesforanstaltninger i henhold til forordning (EU) nr. 182/2011;

36.  understreger den særlige betydning og de særlige konsekvenser af medtagelsen af chartret om grundlæggende rettigheder i Lissabontraktaten; påpeger, at chartret er blevet juridisk bindende for EU-institutionerne og medlemsstaterne i forbindelse med gennemførelse af EU-retten, hvorved grundlæggende værdier er blevet omdannet til konkrete rettigheder;

37.  minder om, at der ved Lissabontraktaten blev indført en ny rettighed, det europæiske borgerinitiativ (ECI); understreger behovet for at fjerne alle tekniske og bureaukratiske barrierer, der stadig hæmmer en effektiv brug af ECI, og opfordrer til aktiv deltagelse fra borgernes side i udformningen af EU's politikker;

38.  fremhæver den styrkede rolle, som Lissabontraktaten tildeler de nationale parlamenter, og understreger, at de nationale parlamenter, samtidig med at de overvåger, om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet overholdes, kan yde positive bidrag til den politiske dialog og rent faktisk gør dette; mener, at den aktive rolle, som de nationale parlamenter kan spille ved at vejlede medlemmer af EU's Ministerråd, sammen med et godt samarbejde mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter kan bidrage til at skabe en sund parlamentarisk modvægt til udøvelsen af udøvende beføjelser i EU's funktionsmåde; henviser ligeledes til de begrundede udtalelser, der er blevet fremsat af de nationale parlamenter i henhold til artikel 7, stk. 2, i protokol nr. 2, og hvori det konstateres, at det bredt formulerede anvendelsesområde for delegation i henhold til artikel 290 i TEUF i en foreslået retsakt ikke gør det muligt at vurdere, om de konkrete lovgivningsmæssige realiteter vil være i overensstemmelse med nærhedsprincippet eller ej;

Internationale forbindelser

(Parlamentarisk kompetenceområde og kontrol)

39.  erindrer om, at Lissabontraktaten har styrket Europa-Parlamentets rolle og beføjelser med hensyn til internationale aftaler, og påpeger, at internationale aftaler nu i stigende grad dækker områder, der vedrører borgernes hverdagsliv, og som traditionelt set og i henhold til EU's primære ret henhører under almindelige lovgivningsprocedurer; mener, at det er bydende nødvendigt, at bestemmelsen i artikel 218, stk. 10, i TEUF, som fastslår, at Parlamentet straks skal underrettes fuldt ud om alle faser i proceduren for indgåelse af internationale aftaler, bliver anvendt på en måde, der er forenelig med artikel 10 i TEU, som fastslår, at Unionens funktionsmåde bygger på det repræsentative demokrati, hvilket kræver gennemsigtighed og demokratiske drøftelser om de spørgsmål, der skal tages stilling til;

40.  bemærker, at afvisningen af SWIFT-aftalen og ACTA-aftalen var eksempler på, at Parlamentet har gjort brug af sine nye beføjelser;

41.  understreger på grundlag af artikel 18 i TEU, at næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant har ansvaret for at påse, at der er sammenhæng i EU's optræden udadtil; understreger desuden, at næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant i overensstemmelse med artikel 17 og artikel 36 i TEU er ansvarlig over for Parlamentet og har traktatfæstede forpligtelser over for det;

42.  henviser i forbindelse med internationale aftaler til, at Parlamentet har beføjelse til at anmode Rådet om ikke at godkende påbegyndelsen af forhandlinger, før Parlamentet har tilkendegivet sin holdning til det foreslåede forhandlingsmandat, og mener, at en rammeaftale med Rådet bør overvejes;

43.  understreger behovet for at sikre, at Parlamentet på forhånd informeres af Kommissionen om dens hensigter om at indlede internationale forhandlinger og får reel mulighed for at udtale sig på et informeret grundlag om forhandlingsmandaterne, og at der tages hensyn til dets udtalelse; fastholder, at internationale aftaler bør omfatte de relevante konditionaliteter for at være i overensstemmelse med artikel 21 i TEU;

44.  lægger stor vægt på, at der medtages menneskerettighedsklausuler i internationale aftaler og kapitler om bæredygtig udvikling i handels- og investeringsaftaler, og er tilfreds med de initiativer, som Parlamentet har taget for at få vedtaget køreplaner vedrørende konditionalitet på en række centrale områder; minder Kommissionen om, at der skal tages hensyn til Parlamentets synspunkter og beslutninger og meldes tilbage om, hvordan de er blevet inkorporeret i forhandlingerne om internationale aftaler og i udkast til lovgivning; håber, at de instrumenter, der er nødvendige for at udvikle EU’s investeringspolitik, bliver operative i rette tid;

45.  kræver, i overensstemmelse med artikel 218, stk. 10, i TEUF, at Parlamentet straks får fuldstændige og korrekte oplysninger i alle faser af proceduren for indgåelse af internationale aftaler, herunder aftaler indgået inden for FUSP, og får adgang til EU's forhandlingsoplæg under iagttagelse af passende procedurer og vilkår for at sikre, at Parlamentet kan træffe sin endelige afgørelse på grundlag af udtømmende viden om aftalegenstanden; understreger, at de relevante udvalgsmedlemmer bør have adgang til forhandlingsmandater og andre relevante forhandlingsdokumenter, hvis denne bestemmelse skal give nogen mening;

46.  påpeger, at Parlamentet respekterer princippet om, at dets godkendelse af internationale aftaler ikke kan være betinget, men at det har ret til at fremsætte henstillinger vedrørende gennemførelsen af aftalerne i praksis; anmoder med henblik herpå Kommissionen om at forelægge Parlamentet regelmæssige rapporter om gennemførelsen af internationale aftaler, herunder om menneskerettighedsklausuler og andre betingelser i aftalerne;

47.  minder om behovet for at undgå en midlertidig anvendelse af internationale aftaler, inden Parlamentet har godkendt dem, medmindre Parlamentet accepterer at gøre en undtagelse; understreger, at reglerne for intern gennemførelse af internationale aftaler ikke kan vedtages af Rådet alene i dens afgørelse om indgåelse af aftalen, og at de relevante lovgivningsprocedurer i henhold til traktaterne skal overholdes fuldt ud;

48.  bekræfter på ny behovet for, at Parlamentet vedtager de nødvendige foranstaltninger med henblik på at overvåge gennemførelsen af internationale aftaler;

49.  fastholder, at Parlamentet bør have indflydelse på afgørelser om suspendering eller ophævelse af internationale aftaler, hvis indgåelse har krævet Parlamentets godkendelse;

50.  opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant til i overensstemmelse med erklæringen om politisk ansvarlighed at fremme en systematisk forudgående høring af Parlamentet om nye strategiske dokumenter, politiske oplæg og mandater;

51.  opfordrer i overensstemmelse med den forpligtelse, som næstformanden i Kommissionen/ Unionens højtstående repræsentant har indgået i erklæringen om politisk ansvarlighed, til en hurtig afslutning af forhandlingerne om en interinstitutionel aftale mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik vedrørende Europa-Parlamentets adgang til fortrolige oplysninger, som Rådet eller Tjenesten for EU's Optræden Udadtil er i besiddelse af inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik;

52.  gentager sin opfordring til politisk indberetning fra EU-delegationerne til personer, der besidder centrale tillidsposter i Parlamentet, med begrænset adgang;

53.  opfordrer til vedtagelse af et firepartsaftalememorandum mellem Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten om en sammenhængende og effektiv formidling af information på området eksterne forbindelser;

54.  minder om, at Europa-Parlamentet i dag er en fuldgyldig institutionel aktør på det sikkerhedspolitiske område og dermed har ret til at deltage aktivt i fastsættelsen af de elementer og prioriteringer, der indgår i disse politikker, og i evalueringen af de pågældende instrumenter på dette område, og at dette er en proces, der skal foretages af Europa-Parlamentet, de nationale parlamenter og Rådet i fællesskab; mener, at Europa-Parlamentet bør spille en afgørende rolle i evalueringen og definitionen af interne sikkerhedspolitikker, da de har en stor indvirkning på de grundlæggende rettigheder for alle, der bor i EU; understreger derfor behovet for at sikre, at disse politikker falder ind under den eneste direkte valgte europæiske institution hvad angår kontrol og demokratisk overvågning;

55.  påpeger, at TEUF har udvidet Unionens enekompetence med hensyn til den fælles handelspolitik, som nu omfatter ikke alene alle aspekter af handel, men også direkte udenlandske investeringer; understreger, at Parlamentet nu har uindskrænket beføjelse til sammen med Rådet at træffe afgørelse om lovgivning og om godkendelse af handels- og investeringsaftaler;

56.  understreger vigtigheden af, at EU-institutionerne samarbejder loyalt og effektivt inden for rammerne af deres respektive beføjelser, når det drejer sig om at behandle lovgivning og internationale aftaler med henblik på at foregribe handelsmæssige og økonomiske udviklingstendenser, indkredse prioriteringer og valgmuligheder, fastlægge mellem- og langsigtede strategier, udforme mandater til internationale forhandlinger, analysere/udarbejde og vedtage lovgivning samt overvåge gennemførelsen af handels- og investeringsaftaler samt langsigtede initiativer inden for den fælles handelspolitik;

57.  understreger betydningen af, at man fortsætter bestræbelserne på at udvikle en effektiv kapacitet, med tildeling af de nødvendige personalemæssige og økonomiske ressourcer, for aktivt at definere og nå de politiske målsætninger inden for handel og investeringer og samtidig garantere retssikkerhed, effektivitet i EU's optræden udadtil og respekt for de principper og målsætninger, der er indeholdt i traktaterne;

58.  understreger behovet for at sikre en vedvarende strøm af rettidige, nøjagtige, omfattende og upartiske oplysninger, der kan danne grundlag for det analysearbejde af høj kvalitet, som er en forudsætning for at styrke kapaciteten og ansvarsbevidstheden hos Parlamentets politiske beslutningstagere og dermed skabe større interinstitutionel synergi inden for den fælles handelspolitik, samtidig med at det sikres, at Parlamentet får fuldstændige og korrekte oplysninger i alle faser, også via adgang til EU's forhandlingsoplæg efter passende procedurer og på passende betingelser, idet Kommissionen bør være proaktiv og gøre sit yderste for at garantere en sådan informationsstrøm; understreger endvidere, at det er vigtigt, at der stilles oplysninger til rådighed for Parlamentet for at undgå, at der opstår uheldige situationer, hvor der eventuelt kan opstå misforståelser mellem institutionerne, og værdsætter i denne forbindelse de regelmæssige tekniske briefinger, som Kommissionen arrangerer om forskellige emner; beklager, at Parlamentet ved flere lejligheder har modtaget relevante oplysninger via alternative kanaler snarere end fra Kommissionen;

59.  gentager, at det er påkrævet, at institutionerne arbejder sammen om gennemførelsen af traktaterne, den afledte EU-ret og rammeaftalen, og at Kommissionen arbejder på en uafhængig og gennemsigtig måde under hele forberedelsen, vedtagelsen og gennemførelsen af lovgivning som led i den fælles handelspolitik, og mener, at den har en nøgleposition i hele processen;

Konstitutionel dynamik

(Interinstitutionelle forbindelser og interinstitutionelle aftaler)

60.  understreger, at Kommissionen i henhold til artikel 17, stk. 1, i TEU skal tage initiativer med henblik på at opnå interinstitutionelle aftaler om EU's årlige og flerårlige programmer; henleder opmærksomheden på behovet for på et tidligere tidspunkt at inddrage ikke bare Parlamentet, men også Rådet i forberedelsen af Kommissionens årlige arbejdsprogram og understreger betydningen af at sikre, at der sker en realistisk og pålidelig programplanlægning, som kan gennemføres effektivt og danne grundlag for den interinstitutionelle planlægning; mener, at det for at øge Kommissionens politiske ansvarlighed over for Parlamentet kan overvejes at gennemføre en midtvejsevaluering for at vurdere den generelle realisering af det mandat, Kommissionen har bekendtgjort;

61.  påpeger, at artikel 17, stk. 8, i TEU udtrykkeligt fastslår princippet om, at Kommissionen er politisk ansvarlig over for Europa-Parlamentet, hvilket er en afgørende forudsætning for, at EU's politiske system kan fungere;

62.  understreger, at Parlamentet i henhold til artikel 48, stk. 2, i TEU har beføjelser til at tage initiativet til traktatændringer og vil gøre brug af denne ret til at fremkomme med nye idéer om Europas fremtid og EU's institutionelle rammer;

63.  mener, at den rammeaftale, der er indgået mellem Parlamentet og Kommissionen, og jævnlige opdateringer af denne, er afgørende med henblik på at styrke og udvikle et struktureret samarbejde mellem de to institutioner;

64.  glæder sig over, at den rammeaftale, der blev vedtaget i 2010, har styrket Kommissionens politiske ansvar over for Parlamentet betydeligt;

65.  Understreger det faktum, at reglerne om dialog og adgang til oplysninger giver mulighed for en mere omfattende parlamentarisk undersøgelse af Kommissionens aktiviteter, hvilket bidrager til, at Kommissionen ligebehandler Parlamentet og Rådet;

66.  bemærker, at visse bestemmelser i den nuværende rammeaftale stadig bør gennemføres og udvikles; foreslår, at det afgående Parlament fastlægger den generelle linje i en sådan forbedringsproces, således at det kommende Parlament kan tage passende forslag med i sine overvejelser;

67.  opfordrer Kommissionen til at gå ind i konstruktive overvejelser sammen med Parlamentet om den eksisterende rammeaftale og dens gennemførelse med særlig vægt på forhandling, vedtagelse og gennemførelse af internationale aftaler;

68.  mener, at dette mandat fuldt ud bør udforske mulighederne i de nuværende traktater for at styrke den udøvende myndigheds politiske ansvarlighed og strømline de eksisterende bestemmelser vedrørende lovgivningsmæssigt og politisk samarbejde;

69.  minder om, at der i lyset af de erfaringer, man har indhøstet i denne valgperiode, er brug for en opdatering af en række emner, f.eks. delegerede retsakter, gennemførelsesforanstaltninger, konsekvensanalyser, behandling af lovgivningsinitiativer samt forespørgsler og spørgsmål fra parlamentsmedlemmer;

70.  beklager, at dets mange opfordringer til at genforhandle den interinstitutionelle aftale af 2003 om bedre lovgivning med det formål at tage højde for de nye lovgivningsmæssige rammer, der er indført med Lissabontraktaten, samt konsolidere den nuværende bedste praksis og opdatere aftalen i overensstemmelse med dagsordenen for intelligent lovgivning, er forblevet ubesvarede;

71.  anmoder Rådet om at tilkendegive sin holdning til muligheden for at indgå i en trilateral aftale med Parlamentet og Kommissionen med det formål at gøre yderligere fremskridt med de spørgsmål, der allerede henvises til i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning;

72.  mener, at forhold, der udelukkende berører forbindelserne mellem Parlamentet og Kommissionen, fortsat bør være genstand for en bilateral rammeaftale; understreger, at Parlamentet ikke vil stille sig tilfreds med mindre end de resultater, der er blevet opnået med den eksisterende rammeaftale;

73.  mener, at en af de store udfordringer for Lissabontraktatens forfatningsmæssige rammer er risikoen for mellemstatslige aftaler, der bringer "fællesskabsmetoden" i fare, hvilket svækker Parlamentets og Kommissionens rolle til fordel for institutioner, der repræsenterer medlemsstaternes regeringer;

74.  påpeger, at artikel 2 i TEU indeholder en liste over de fælles værdier, som Unionen bygger på; mener, at respekten for disse værdier bør sikres behørigt af både Unionen og medlemsstaterne; påpeger, at der bør etableres et ordentligt lovgivningsmæssigt og institutionelt system for at beskytte Unionens værdier;

75.  opfordrer alle EU-institutionerne og medlemsstaternes regeringer og parlamenter til inden for de nye institutionelle og retlige rammer, som Lissabontraktaten har skabt, at udarbejde en omfattende intern EU-menneskerettighedspolitik, som omfatter effektive ansvarliggørelsesmekanismer på nationalt plan og EU-plan med henblik på bekæmpelse af krænkelser af menneskerettighederne;

o
o   o

76.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 70 E af 8.3.2012, s. 98. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0462. (3) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0323. (4) EUT L 304 af 20.11.2010, s. 47. (5) EFT C 298 af 30.11.2002, s. 1. (6) EUT C 212 E af 5.8.2010, s. 37. (7) EUT C 210 af 3.8.2010, s. 1. (8) Interinstitutionel aftale af 20. november 2002 mellem Europa-Parlamentet og Rådet om Europa-Parlamentets adgang til Rådets følsomme oplysninger på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område (EFT C 298 af 30.11.2002, s. 1). (9) Se Rådets afgørelse 2013/129/EU af 7. marts 2013 om at underkaste 4-methylamfetamin kontrolforanstaltninger og Rådets gennemførelsesafgørelse 2013/496/EU af 7. oktober 2013 om at underkaste 5-(2-aminopropyl)indol kontrolforanstaltninger.

Europa-Parlamentets beslutning af 13. marts 2014 om betydningen af ejendomsret, besiddelse af ejendom og velstandsskabelse for udryddelse af fattigdom og fremme af bæredygtig udvikling i udviklingslande (2013/2026(INI))

P7_TA(2014)0250 A7-0118/2014

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til artikel 17 i FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder, der handler om ejendomsret,

—  der henviser til millenniumerklæringen af 8. september 2000, der opstiller millenniumudviklingsmålene (herefter 2015-målene), navnlig mål 1, 3 og 7,

—  der henviser til fælleserklæringen fra Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, Parlamentet og Kommissionen om EU's udviklingspolitik: ”Den europæiske konsensus”, der blev undertegnet den 20. december 2005, navnlig punkt 11 og 92,

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. oktober 2004 med titlen ”EU-retningslinjer for støtte til jordpolitik og jordreformer i udviklingslandene” (COM(2004)0686),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 31. marts 2010 om en "EU-rammepolitik for bistand til løsning af udviklingslandenes fødevaresikkerhedsproblemer" (COM(2010)0127),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. oktober 2011 med titlen "Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik: En dagsorden for forandring" (COM(2011)0637),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. februar 2013 "Et værdigt liv for alle: Fattigdomsudryddelse og en bæredygtig udvikling i verden" (COM(2013)0092),

—  der henviser til EU's jordpolitiske retningslinjer: ”EU-retningslinjer for støtte til jordpolitik og jordreformer i udviklingslandene”, som blev vedtaget af Kommissionen i november 2004,

—  der henviser til undersøgelsen fra FN’s program for bolig- og bebyggelsesmiljø (UN-Habitat) med titlen "Secure Land Rights for All" fra 2008 og retningslinjerne "How to Develop a Pro-Poor Land Policy: Process, Guide and Lessons”,

—  der henviser til FN's særlige ordførers rapport af 11. juni 2009 om retten til fødevarer, Olivier De Schutter, med titlen “Large-scale land acquisitions and leases: a set of core principles and measures to address the human rights challenge”,

—  der henviser til erklæringen om udfordringerne i forbindelse med urbanisering og fattigdomsbekæmpelse i Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet, som blev vedtaget i 2009 i Nairobi i Kenya,

—  der henviser til erklæringen fra verdenstopmødet om fødevaresikkerhed, som vedtoges i Rom i november 2010,

—  der henviser til erklæringen om den globale udfordring, der består i at have afskaffet slum i 2020, og som blev vedtaget ved en international konference i Rabat i Marokko den 26.-28. november 2012,

—  der henviser til erklæringen om bæredygtig urbanisering med henblik på afskaffelse af fattigdom, som blev vedtaget ved den anden trepartskonference mellem AVS/EF/UN-Habitat, der blev afholdt i Kigali i Rwanda den 3.-6. september 2013,

—  der henviser til FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder (UNDRIP) og til Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) konvention (nr. 169) af 1989 om oprindelige folk og stammefolk,

—  der henviser til principperne for ansvarlig investering i landbrug (Principles of Responsible Agricultural Investment (PRAI)), FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisations frivillige retningslinjer for ansvarlig styring af jordbesiddelse, fiskeri og skove i forbindelse med national fødevaresikkerhed og til Den Afrikanske Unions ramme og retningslinjer for jordpolitikken i Afrika (African Union's Framework and Guidelines on Land Policy in Africa (ALPFG)),

—  der henviser til, at henstillingerne fra FN's panel på højt plan om udviklingsdagsordenen i perioden efter 2015 skal indeholde et mål om styring af ejendomsretten til jord for kvinder og mænd og anerkende, at kvinder og piger bl.a. skal have ligeret med hensyn til ejendomsret til jord og andre aktiver,

—  der henviser til sin beslutning af 27. september 2011 om en EU-rammepolitik for bistand til løsning af udviklingslandenes fødevaresikkerhedsproblemer(1),

—  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—  der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7‑0118/2014),

A.  der henviser til, at ejendomsrettigheder kan defineres som de bestemmelser, der regulerer de vilkår, under hvilke individuelle aktører, samfund og offentlige og private aktører erhverver og bevarer adgang til materielle og immaterielle anlægsaktiver via formel ret eller sædvaneretlige bestemmelser; der henviser til, at ejendomsretten til jord ifølge FN's program for bolig- og bebyggelsesmiljø (UN-Habitat) kan være specifikt formelle (fast ejendom, forpagtning, offentlige og private lejemål), sædvaneretlige eller religiøst baserede; der henviser til, at EU's jordpolitiske retningslinjer anfører, at ejendomsrettighed til jord ikke altid er begrænset til privat ejerskab i snæver forstand, men kan være en balance mellem individuelle rettigheder og forpligtelser og kollektive aftaler på forskellige planer;

B.  der henviser til, at 1,2 mia. mennesker på verdensplan er bosat på en ejendom, som de ikke selv formelt ejer, og lever uden en permanent bolig eller adgang til jord; der navnlig henviser til, at over 90 % af befolkningen i landdistrikterne i Afrika syd for Sahara (hvoraf 370 mio. mennesker betragtes som fattige) har adgang til jord og naturressourcer via retligt usikre sædvaneretlige og uformelle ordninger for rettigheder til jorden;

C.  der henviser til, at udenretslig og uregistreret velstand anslås til at udgøre mere end 9,3 billioner USD, hvilket er 93 gange mere end den samlede sum af udlandsbistand, som er blevet ydet til udviklingslandene i løbet af de seneste 30 år;

D.  der henviser til, at antallet af slumbeboere (anslået til 863 mio. i 2012) i absolutte tal fortsat vokser, til trods for at målsætningen om at realisere Mål 7 – der som delmål tilsigter at opnå markant fremgang i levevilkårene for mindst 100 mio. mennesker, der lever i slumområder inden 2020 – er nået; der henviser til, at UN-Habitat vurderer, at så mange som en milliard mennesker bor i slumkvarterer, og at det anslås, at omkring tre mia. mennesker vil bo i slumkvarterer i 2050; der henviser til, at artikel 11 i den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder anerkender en universel ret til bolig og kontinuerlig forbedring af levevilkår;

E.  der henviser til, at ca. 200 mio. mennesker i landdistrikterne (næsten 20 % af verdens fattige) ikke har adgang til et tilstrækkeligt jordareal til at skaffe sig et levebrød; der henviser til, at landbrugsjord er underlagt massive pres, såsom befolkningstilvækst, omlægning af arealanvendelse, kommercielle investeringer, nedbrydelse af miljøet på grund af tørke, jorderosion og opbrug af næringsstoffer, samt naturkatastrofer og konflikter; der henviser til, at sikring af jordrettigheder er nødvendig for at fremme social stabilitet ved at mindske usikkerhed og konflikter forbundet med jord;

F.  der henviser til, at private investorer og regeringer har vist en stigende interesse i erhvervelse af langtidsforpagtning af store arealer af landbrugsjord, hovedsageligt i udviklingslandene i Afrika og Latinamerika;

G.  der henviser til, at vilkårlig jordtildeling fra politiske myndigheders side fører til korruption, usikkerhed, fattigdom og vold;

H.  der henviser til, at der er en tæt sammenhæng mellem jordforvaltningsproblemerne og de vigtigste udfordringer i det 21. århundrede, nemlig fødevaresikkerhed, energiknaphed, by- og befolkningsmæssig vækst, miljøforringelse, klimaændringer, naturkatastrofer og konfliktløsning, hvilket øger behovet for at prioritere omfattende jordreformer;

I.  der henviser til, at ca. 1,4 mia. hektar i verden er styret af sædvaneretlige bestemmelser; der henviser til, at de eksisterende strukturer for ejendomsret til jord i Afrika, Asien og Latinamerika adskiller sig betydeligt fra hinanden, og at der ved formalisering af jordrettigheder ikke kan ses bort fra etablerede lokale sædvaneretlige ordninger hvad enten der er tale om fast ejendom eller kommunal ejendom;

J.  der henviser til, at det i konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW) er fastsat, at kvinder og ægtefæller skal have ligeret med hensyn til ejendomsret til og erhvervelse af ejendom; der henviser til, at mange ordninger om ejendomsret til jord og ejendomsrettigheder imidlertid forskelsbehandler kvinder enten formelt eller i praksis;

K.  der henviser til, at kvinders ejendomsrettigheder, sikrede adgang til jord samt adgang til opsparing og lån i mange udviklingslande ikke er samfundsmæssigt anerkendt; der henviser til, at det med dette urimelige udgangspunkt er overordentlig vanskeligt for kvinder at gøre deres ejendomsret, især deres ret til arv, juridisk gældende;

L.  der henviser til, at især kvinders ejendomsret til jord i udviklingslandene krænkes gennem den stigende forekomst af de udviklede landes store opkøb af jord til kommercielle eller strategiske formål, såsom landbrugsproduktion, fødevaresikkerhed samt produktion af energi og biobrændsel; der henviser til, at kvinder ofte ikke har mulighed for at gøre brug af retshjælp og retlig repræsentation for at kunne vinde sager om krænkelse af ejendomsrettigheder i udviklingslandene;

M.  der henviser til, at det er vigtigt at sikre jordrettigheder for kvinder med henblik på at bekæmpe fattigdom i lyset af kvindernes rolle som fødevarefremstillere i landdistrikter og bynære områder og deres ansvar for at brødføde familiemedlemmer; der henviser til, at kvinder, som udgør 70 % af Afrikas landbrugere, formelt kun ejer 2 % af jorden; der henviser til, at programmer, som for nyligt er blevet gennemført i Indien, Kenya, Honduras, Ghana, Nicaragua og Nepal, har vist, at husholdninger med et kvindeligt familieoverhoved har større fødevaresikkerhed, bedre sundhed og stærkere fokus på uddannelse end husholdninger med et mandligt overhoved;

N.  der henviser til, at over 60 % af de kronisk sultende er kvinder og børn, og at 60-80 % af fødevarerne i udviklingslandene netop fremstilles af kvinder(2);

O.  der henviser til, at ca. 370 mio. oprindelige folk i verden har et stærkt spirituelt, kulturelt, socialt og økonomisk forhold til deres traditionelle jordarealer, som normalt forvaltes på lokalt plan;

P.  der henviser til, at det i artikel 17 i verdenserklæringen for menneskerettigheder anerkendes, at enhver har ret til at eje ejendom såvel alene som i fællig med andre, og at ingen vilkårligt må berøves sin ejendom;

Q.  der henviser til, at adgangen til jord for oprindelige folk i henhold til ILO-konvention (nr. 169) og FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder står under særlig beskyttelse;

R.  der henviser til, at det i artikel 10 i FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder er fastsat, at oprindelige folk ikke må tvangsfjernes fra deres landområder eller territorier, og at der ikke må foretages nogen flytning uden de berørte oprindelige folks frie, forudgående og informerede samtykke og kun efter aftale om ret og rimelig kompensation og hvor muligt, med muligheden for at vende tilbage;

Jord‑ og ejendomsrettigheder og velstandsskabelse

1.  anser registrerede ejendomsrettigheder og sikring af jordrettigheder for at være en katalysator for økonomisk vækst, samtidig med at det fremmer social samhørighed og fred;

2.  fremhæver, at sikring af jordrettigheder og større lighed i forbindelse med adgangen til jord medfører et sikkert grundlag for at skabe sig et levebrød og økonomiske muligheder samt for produktionen af fødevarer til husholdningerne i landdistrikterne;

3.  understreger, at alternative muligheder for jordbesiddelse ud over individuelle ordninger for registrering af jordbesiddelser, herunder udvidelse af sædvaneretlige ordninger med henblik på retlig beskyttelse af rettigheder til byggegrunde, landbrugsjord og naturressourcer, bør anerkendes som anbefalet af UN-Habitat;

4.  understreger, at sikring af ejendomsretten til jord for små landbrugere, som udgør 95 % af de potentielle jordejere i udviklingslandene, stimulerer de lokale økonomier, øger fødevaresikkerheden, mindsker migration og bremser slumdannelse; påpeger, at produktiviteten i f.eks. Etiopien, hvor ejendomsretten er blevet indført, er steget med op til 40 % pr. ha. i løbet af tre år alene som følge af denne ændring(3);

5.  bemærker med bekymring, at kulturelle traditioner ofte indebærer, at kvinder er afhængige af mandlige pårørende for sikring af ejendomsretten og står uden retlig beskyttelse; understreger landenes internationale forpligtelse til at sikre et minimum af økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der omfatter regeringers forpligtelse til at sikre, at jordforvaltningen ikke er diskriminerende, navnlig over for kvinder og fattige befolkningsgrupper, og at den ikke krænker andre menneskerettigheder;

6.  fremhæver, at styrkelse af borgernes ret til at træffe beslutninger om deres egne ressourcer kombineret med indførelsen af formelle arveretlige bestemmelser i høj grad tilskynder små landbrugere til at investere i deres jord på en bæredygtig måde, gøre brug af terrassedyrkningsmetoder og kunstvanding samt til at afbøde virkningerne af klimaændringer; bemærker i denne forbindelse, at undersøgelser har vist, at en husholdning, der råder over sikret og overførbar jord, vurderes til at være 59,8 % mere tilbøjelig til at investere i terrassedyrkning end en husholdning, som forventer, at der vil finde en omfordeling sted inden for de næste fem år;

7.  bemærker, at en person med et tinglyst skøde til jord kan låne penge til en rimelig rente, som kan anvendes til at oprette og udvikle et erhverv; understreger, at beskyttelsen af ejendomsrettigheder kan fremme et konkurrencepræget erhvervsklima, hvor iværksætterånd og innovation frit kan vokse;

8.  anerkender, at udfordringen består i at overvinde uoverensstemmelsen mellem legalitet, legitimitet og praksis ved at oprette mekanismer med henblik på sikring af ejendomsretten baseret på fælles normer, dvs. anerkendelse af eksisterende rettigheder og samtidig sikring af, at mænd og kvinder samt sårbare samfund i udviklingslandene har sikre rettigheder over jord og aktiver og er fuldt ud beskyttet imod kapitalinteresser, som kan medføre beslaglæggelse af deres ejendom;

9.  fordømmer på det kraftigste navnlig den form for land grabbing (jordtyveri), som på ulovlig vis berøver de fattige i landdistrikterne og den traditionelle nomadebefolkning deres jord uden tilstrækkelig kompensation; fremhæver, at mindst 32 mio. hektar jord på verdensplan har været genstand for mindst 886 tværnationale storstilede opkøb af denne art i perioden mellem 2000 og 2013(4); fremhæver, at dette tal sandsynligvis repræsenterer en betydelig undervurdering af det nøjagtige antal storstilede opkøb af jord;

10.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i deres udviklingsbistandspolitikker at tage hensyn til de udviklede landes investorers store jordopkøb i udviklingslandene, navnlig på det afrikanske kontinent, hvilket berører de lokale landbrugere og har haft ødelæggende konsekvenser for kvinder og børn, med henblik på at beskytte dem fra fattigdom og sult og fra at blive tvunget til forlade deres landsbyer og deres jord;

11.  understreger, at fjernelse af offentlige incitamenter til fremstilling af afgrødebaserede biobrændstoffer samt subsidier er én måde, hvorpå land grabbing kan bekæmpes;

12.  minder om, at manglende sikring af jordrettigheder og svag forvaltning medfører store risici for lokalsamfundene hvad angår fødevareusikkerhed, risiko for fordrivelse og uddrivelse af landbrugere og hyrder; opfordrer i denne sammenhæng indtrængende medlemsstaterne til at støtte udviklingslandenes nationale kapacitet til at styrke deres forvaltningssystemer;

13.  fremhæver, at både den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder anerkender retten til selvbestemmelse, der er defineret som retten for alle personer til at disponere frit over deres naturlige velstand og ressourcer, og at begge stipulerer, at intet menneske må fratages sit eksistensgrundlag; understreger i denne forbindelse, at forhandlingen om omfattende forpagtning og erhvervelse af jord skal afspejle gennemsigtighed, tilstrækkelig og informeret inddragelse af de lokalsamfund, der er berørt af forpagtning eller erhvervelse af jord, samt ansvarlighed i forbindelse med anvendelsen af indtægter, som bør være til gavn for lokalbefolkningen;

14.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til inden for rammerne af FN at undersøge sådanne opkøbs indvirkninger på landbrugsjord, der rammes af ørkendannelse, kvinders tab af bopæls- og ejendomsret og adgang til jord, navnlig for så vidt angår enlige kvinder og familieforsørgere, samt på fødevaresikkerheden og overlevelsesgrundlaget for disse kvinder, deres børn og de personer, som de forsørger;

15.  understreger, at investeringsaftaler om omfattende erhvervelse eller forpagtning af jord bør tage højde for nuværende jordejeres rettigheder samt rettigheder for bedrifternes ansatte; er af den opfattelse, at investorers forpligtelser bør være tydeligt defineret og kunne håndhæves ved f.eks. at inkludere sanktionsmekanismer i tilfælde af manglende overholdelse af menneskerettighederne; mener, at alle aftaler om jord også bør indeholde en retlig forpligtelse om, at en vis minimumsprocentdel af afgrøder skal sælges på det lokale marked;

Køreplan for sikre jord‑ og ejendomsrettigheder og bæredygtig jordforvaltning i udviklingslandene

16.  fremhæver, at jordreformer kræver fleksibilitet og skal være skræddersyet til de lokale, sociale og kulturelle betingelser, såsom traditionelle former for stammeejerskab, samt være fokuseret på at styrke de mest sårbare;

17.  fremhæver, at eksistensen af flere sædvaneretlige ordninger om jordbesiddelser og de pålagte kolonimodeller er en af de væsentligste årsager til den endemiske jordrelaterede usikkerhed i udviklingslandene; understreger i denne sammenhæng nødvendigheden af at anerkende lovligheden af sædvaneretlige ordninger, der giver lovfæstede rettigheder til enkeltpersoner og samfund og forhindrer fratagelse og misbrug af jordrettigheder, som navnlig er fremherskende blandt afrikanske samfund og de store oprindelige folk i Latinamerika;

18.  fastslår, at sikring af ejendomsretten for "squatters" har væsentlig betydning for boliginvesteringer med undersøgelser, der viser at andelen af boligrenovationer er steget med mere end 66 %;

19.  glæder sig over Rwandas fremskridt inden for ejendomsretten, som har gjort det muligt at matrikulere hele landet på bemærkelsesværdig kort tid;

20.  advarer imod at anvende en universalløsning for at sikre jordrettigheder; understreger, at formelle jordforvaltningstjenester er mest effektive, når de ydes på lokalt plan; mener, at effektiv ydelse af sikre jordrettigheder derfor kan afhænge af reformen af de centraliserede jordopkøbende organer med henblik på at overføre ansvarsområder til lokale og sædvaneretlige institutioner; vurderer, at tinglysning dermed kan fremmes gennem elektronisk behandling af jordoptegnelser og matrikulære systemer;

21.  minder om, at landbruget fortsat er en grundlæggende kilde til erhverv, eksistensgrundlag og fødevaresikkerhed i landdistrikterne; bemærker imidlertid, at landbrugsjord er underlagt stort pres på grund af befolkningstilvækst, omlægning af arealanvendelse, kommercielle investeringer, nedbrydelse af miljøet på grund af tørke, jorderosion og opbrug af næringsstoffer samt naturkatastrofer og konflikter; mener i denne sammenhæng, at sikring af landdistrikternes ejendomsret er afgørende for at nå 2015-målene; er af den opfattelse, at en række politiske instrumenter kan medvirke til at imødegå disse udfordringer, og at disse skal tilpasses lokale forhold;

22.  mener, at offentlige embedsmænd først skal identificere allerede eksisterende systemer for jordforvaltning og ejendomsret og dernæst bygge videre på disse systemer til gavn for de fattige og sårbare befolkningsgrupper;

23.  er overbevist om, at en decentralisering af jordforvaltningen styrker lokalsamfund og individer og henleder opmærksomheden på behovet for at udrydde korrupte praksisser, som anvendes af lokale ledere i kraft af jordsalgsaftaler indgået med udenlandske investorer, og alle krav på uregistrerede individuelle jordlodder;

24.  understreger, at enhver omlægning af arealanvendelse udelukkende bør foretages med frit, forudgående og informeret samtykke fra de berørte lokalsamfund; minder om, at oprindelige folk rettigheder for så vidt angår adgang til jord står under særlig beskyttelse i henhold til international ret; understreger i tråd med FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder, at landene skal oprette effektive mekanismer til forebyggelse og retlig prøvelse af enhver handling, som har det formål eller resulterer i, at oprindelige folk fratages deres jord, territorier eller ressourcer;

25.  bemærker, at den begrænsede andel af registreret jord i Afrika (10 %) er registreret ved hjælp af forældede, fejlbehæftede systemer; understreger, at overslag(5) fra Verdensbanken viser, at de 27 økonomier, som har moderniseret deres registre inden for de sidste syv år, har halveret den gennemsnitlige periode for overførsel af ejendomsret og således øget gennemsigtigheden, reduceret korruptionen og forenklet skatteinddrivelsen; understreger, at oprettelse og fremme af jordregistre i udviklingslandene bør prioriteres højt i udviklingspolitikken;

26.  minder om, at ejendomsretten kan sikres på forskellige måder, forudsat at rettighederne for brugere og ejere af jord er klare og tydelige; minder om, at der ud over formelle skøder kan opnås sikkerhed gennem klare og langsigtede forpagtningsaftaler eller formel anerkendelse af sædvaneretlige rettigheder og uformelle bosættelser med tilgængelige og effektive tvistbilæggelsesmekanismer; opfordrer EU til at yde støtte til kapacitetsudvikling og til uddannelsesprogrammer inden for jordforvaltning med det formål at sikre jordrettigheder for de fattige og sårbare befolkningsgrupper, herunder gennem matrikelopmåling og registrering, samt gøre en indsats for at udstyre uddannelsesinstitutioner i udviklingslandene med de nødvendige redskaber hertil;

27.  opfordrer EU til at styrke tredjelandsdomstoles kapacitet til at håndhæve ejendomsretten effektivt, løse stridsspørgsmål i forbindelse med ejendomsrettigheder og forvalte ekspropriationer som et led i en holistisk tilgang, der har til formål at konsolidere retssystemet og retsstatsprincippet;

28.  opfordrer EU til at støtte udviklingslandenes gennemførelse af jordreformer, navnlig for at fremme deltagelsen af alle interessenter, og støtte deres bevidstgørelsesprogrammer, med henblik på at sikre, at alle involverede parters rettigheder, navnlig de fattiges og sårbares, overholdes fuldt ud; nævner eksemplet Madagaskar og de lokale matrikelkontorer, hvor enkle og lokale initiativer i stort omfang har lettet registreringen af skøder;

29.  fremhæver, at opbygning af sunde finanspolitiske politikker i udviklingslande gennem styrkelse af jordregistrering og afgrænsning af værdiansættelsesfunktioner øger de årlige jordsalgsindtægter, såsom i Thailand, hvor disse seksdobledes over en periode på 10 år;

30.  påpeger, at formel anerkendelse af jordrettigheder for kvinder ikke automatisk medfører, at disse rettigheder udøves effektivt; opfordrer EU til i sine jordreformprogrammer at lægge særlig vægt på kvinders sårbarhed over for ændringer af familiestrukturen og deres muligheder for at håndhæve deres rettigheder, samt sikre, at begge ægtefællers navne er angivet på skøder;

31.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i deres udviklings- og bistandspolitikker at sikre, at udviklingslandene indfører lovgivningsforanstaltninger for at fremme ligestilling mellem kønnene og forebygge forskelsbehandling med hensyn til ejendomsrettigheder på baggrund af etnisk tilhørsforhold, race og civilstand og til at se på, hvordan man kan fjerne de betydelige sociale, politiske og kulturelle begrænsninger for opnåelsen af ejendomsrettigheder;

32.  opfordrer EU's delegationer i udviklingslandene til at holde øje med, at kvinders ejendomsrettigheder ikke krænkes, og dermed beskytte dem mod at blive ofre for fattigdom og social udstødelse;

33.  opfordrer EU til at støtte udviklingslandenes bestræbelser på at reformere markedet for forpagtning af jord for at skabe adgang til jorden for fattige befolkningsgrupper og fremme vækst og samtidig undgå uforholdsmæssigt omfattende restriktioner for forpagtningsmarkederne;

Fokus på jord‑ og ejendomsrettigheder som et centralt element i EU’s udviklingspolitik

34.  fremhæver, at storstilet opkøb af jord bl.a. er en direkte konsekvens af dårlig jordforvaltning i udviklingslande; understreger, at EU-bistanden bør bidrage til opbygning af den institutionelle kapacitet, der er nødvendig for at udstede sikre jordrettigheder med henblik på tackle "rent-seeking", bureaukratisk træghed samt korrupt og uansvarlig praksis;

35.  glæder sig over EU’s deltagelse i globale jordinitiativer; fremhæver, at EU som verdens førende udviklingsaktør har kapacitet til at fremme sin nuværende begrænsede tilgang både med hensyn til anvendelse og synlighed med henblik på at sikre ejendomsretten til jord;

36.  bemærker, at EU ud over indsatsen for at forbedre ejendomsretssystemerne i udviklingslandene bør sikre, at borgerne har adgang til socialsikring og forsikringsordninger for at beskytte deres levebrød og deres aktiver i tilfælde af, at der indtræffer en katastrofe eller en anden voldsom hændelse;

37.  opfordrer til at gennemføre de frivillige retningslinjer for ansvarlig styring af jordbesiddelse, fiskeri og skove;

38.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at oprette en klart defineret budgetpost og i den forbindelse overgå fra et kortsigtet perspektiv til en langsigtet jordforvaltningsreform med henblik på at strømline besiddelsesformerne;

39.  understreger, at udfordringen med at sikre jordrettigheder for fordrevne personer og flygtninge sandsynligvis vil vokse som følge af klimaændringerne; opfordrer i denne forbindelse indtrængende EU til at forbedre sin støtte og inkludere jordrettigheder i den humanitære og udviklingsmæssige reaktion på katastrofer eller civile konflikter, hvorved jordpolitikker skal sikre jordrettigheder for forskellige etniske, sociale eller generationsmæssige grupper på en rimelig måde;

40.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke kvinders rettigheder og deres adgang til jord, arv, kredit og opsparing i postkonfliktsituationer, navnlig i lande, hvor kvinders rettigheder ikke har retsvirkning og ikke er samfundsmæssigt anerkendt, og hvor kønsdiskriminerende lovgivning, traditionelle holdninger til kvinder og mandsdominerede sociale hierarkier lægger hindringer i vejen for, at kvinder kan opnå lige og retfærdige rettigheder; opfordrer EU til at fremme FN's nyligt oprettede kvindeorganisations engagement i dette spørgsmål;

41.  glæder sig over Land Transparency Initiative, som blev iværksat af G8 i juni 2013 på grundlag af gennemsigtighedsinitiativet for udvindingsindustrien og anerkendelsen af, at gennemsigtighed med hensyn til ejendomsretten til virksomheder og jord kombineret med sikre ejendomsrettigheder og stærke institutioner er afgørende for afhjælpning af fattigdom; understreger imidlertid, at indsatsen skal øges for at gennemføre effektive jordreformer;

42.  bekræfter EU's løfte om at reducere fattigdommen på verdensplan i forbindelse med bæredygtig udvikling, og gentager, at EU bør medtage et stærkt kønsaspekt i alle sine politikker og praksisser i sine forbindelser med udviklingslandene(6);

43.  understreger, at styrkelsen af politikker til at ligestille kvinders adgang til ejendom i udviklingslandene med mænds er nødvendig; mener, at dette skal tages i betragtning i landeprogrammerne og ledsages af de nødvendige finansielle støttemekanismer (såsom opsparing, kredit, tilskud, mikrokreditter og forsikring); mener, at styrkelsen af politikkerne vil resultere i styrkelse af kvinder og ngo'er samt fremme kvindelige iværksættere; mener, at de vil forbedre kvinders juridiske og finansielle færdigheder, støtte pigers uddannelse, øge udbredelsen og tilgængeligheden af information og oprette retshjælpstjenester og uddannelse i kønsaspektet til udbydere af finansielle tjenesteydelser;

44.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i deres udviklingsarbejde at gøre en aktiv indsats for at fremme iværksætteri blandt kvinder og styrke kvinders ejendomsrettigheder som et led i at øge kvinders økonomiske uafhængighed af deres partnere og styrke landenes økonomi;

45.  minder om, at den 15. oktober er international dag for kvinder i landområder og opfordrer EU og medlemsstaterne til at fremme bevidstgørelseskampagner i udviklingslandene;

o
o   o

46.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, EU's medlemsstaters regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær, Verdensbankens præsident, ASEAN, Eurolat og Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU.

(1) EUT C 56 E af 26.2.2013, s. 75. (2) De Forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO), Policy Brief No 5, Economic and Social Perspectives, august 2009. (3) USAID Etiopien, http://ethiopia.usaid.gov/programs/feed-future-initiative/projects/land-administration-nurture-development-land (4) http://www.landmatrix.org/get-the-idea/global-map-investments/ (5) 2012b.“Doing Business in a More Transparent World", Washington, DC: Verdensbanken. (6) EUT C 46 af 24.2.2006.

Europa-Parlamentets beslutning af 13. marts 2014 om EU-rapport om udviklingsvenlig politikkohærens 2013 (2013/2058(INI))

P7_TA(2014)0251 A7-0161/2014

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til punkt 9 og punkt 35 i fælleserklæringen fra Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen om EU's udviklingspolitik: "den europæiske konsensus om udvikling(1)",

—  der henviser til artikel 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, hvori det gentages, at Unionen tager hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i forbindelse med iværksættelse af politikker, der kan påvirke udviklingslandene,

—  der henviser til Rådets regelmæssige konklusioner, Kommissionens toårige rapporter og Europa-Parlamentets beslutninger vedrørende udviklingsvenlig politikkohærens og især dettes beslutning af 25. oktober 2012 om EU-rapporten 2011 om sammenhæng i udviklingspolitikken(2),

—  der henviser til arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene om EU's handlingsplan for ligestilling mellem kønnene og styrkelse af kvinders indflydelse og stilling igennem udviklingssamarbejdet 2010-2015 (SEC(2010)0265) og til Rådets konklusioner af 14. juni 2010 om årtusindudviklingsmålene, hvori den pågældende EU-handlingsplan godkendes,

—  der henviser til Kommissionens arbejdsdokument om udviklingsvenlig politikkohærens i 2013 (SWD(2013)0456),

—  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—  der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget (A7-0161/2014),

A.  der henviser til, at EU's strategiske ramme og handlingsplan for menneskerettigheder og demokrati, som blev vedtaget i 2012, fastslår, at EU vil fremme menneskerettigheder på alle områder af sin optræden udadtil uden undtagelse;

B.  der henviser til, at kun en europæisk vision, der er baseret på solidaritet - som ikke antager, at målsætningerne for bekæmpelsen af intern fattigdom og af den fattigdom, der findes uden for Unionens grænser, er uforenelige - er den eneste, der egner sig til at overvinde interessekonflikter mellem Unionens forskellige politikker og forene disse med kravene om udvikling;

C.  der henviser til, at udviklingsvenlig politikkohærens nu anerkendes som en forpligtelse og betragtes som et redskab for global politik og som en proces, der sigter mod at integrere udviklingens mangesidede aspekter i alle politikudviklingens etaper;

D.  der henviser til, at eftersom alle Unionens politikker har en ekstern indvirkning, bør de udformes med henblik på at understøtte udviklingslandenes langsigtede behov for at bekæmpe fattigdom, garantere social sikring og anstændig indkomst og bibeholde de grundlæggende menneskerettigheder samt økonomiske og miljømæssige rettigheder;

E.  der henviser til, at den udviklingsvenlige politikkohærens bør være baseret på et lands eller en regions ret til på demokratisk vis at udforme sine egne politikker, prioriteter og strategier for at sikre befolkningens eksistensgrundlag;

F.  der henviser til, at Unionen bør påtage sig et reelt lederskab for så vidt angår fremme af den udviklingsvenlige politikkohærens;

G.  der henviser til, at den nuværende europæiske ramme for udvikling mangler effektive mekanismer til at forebygge den manglende konsekvens, der skyldes den politik, Unionen har ført, eller til at afhjælpe denne;

H.  der henviser til, at Europa-Parlamentet, selv om det har gjort fremskridt med overvågningen af politikker, der har en stor indvirkning på udviklingen, stadig har et stykke vej tilbage for at sikre en optimal kohærens og undgå visse inkonsekvenser, for endelig fuldt ud at påtage sig den institutionelle rolle, som det er blevet tildelt;

I.  der henviser til, at den udviklingsvenlige politikkohærens i perioden efter 2015 bør baseres på en indsats, der fokuserer på et fælles, men differentieret ansvar, der er gunstigt for en inklusiv politisk dialog;

J.  der henviser til erfaringerne med OECD-landene og især arbejdet i enheden for udviklingsvenlig politikkohærens i OECD's generalsekretariat;

K.  der henviser til, at samordningen af EU-medlemsstaternes udviklingspolitik og bistandsprogrammer er en vigtig del af dagsordenen for udviklingsvenlig politikkohærens; der henviser til, at det skønnes, at der årligt ville kunne spares helt op til 800 mio. EUR gennem en reduktion af transaktionsomkostningerne, hvis EU og dets medlemsstater koncentrerede deres bistand på færre lande og aktiviteter;

L.  der henviser til, at effektiviteten af ​​EU’s udviklingspolitik hindres af opsplitning og overlapning i bistandspolitik og -programmer i medlemsstaterne; der henviser til, at en mere koordineret EU-tilgang vil mindske den administrative byrde og reducere de dermed forbundne omkostninger;

M.  der henviser til, at det i rapporten fra UNFPA (De Forenede Nationers Befolkningsfond) "ICPD Beyond 2014 Global Report", der blev offentliggjort den 12. februar 2014, understreges, at beskyttelsen af kvinder og unge, der er udsat for vold, bør stå højt oppe på den internationale udviklingsdagsorden;

Udviklingsvenlig politikkohærens – gennemførelse i praksis

1.  foreslår, at der indføres en voldgiftsmekanisme, der varetages af Kommissionens formand, med henblik på at garantere den udviklingsvenlige politikkohærens, og at Kommissionens formand i tilfælde af uoverensstemmelser mellem de forskellige EU-politikker i fuldt omfang bør påtage sig sit politiske ansvar for de store retningslinjer og træffe afgørelse i overensstemmelse med Unionens forpligtelser for så vidt angår den udviklingsvenlige politikkohærens; mener, at der efter en fase, hvor problemerne kortlægges, kan overvejes en reform af beslutningsprocedurerne i Kommissionens tjenestegrene og i samarbejdet på tværs af tjenestegrenene;

2.  opfordrer Den Europæiske Union, medlemsstaterne og deres partnerinstitutioner til at sørge for, at de nye rammer efter 2015 omfatter et mål for den udviklingsvenlige politikkohærens, der gør det muligt at udvikle pålidelige indikatorer til måling af de fremskridt, der gøres af bidragsydere og partnerlande, og at evaluere de forskellige politikkers indvirkning på udviklingen ved især at anvende et perspektiv for den udviklingsvenlige politikkohærens i centrale spørgsmål som demografisk vækst, global fødevaresikkerhed, illegale finansstrømme, migration, klima og grøn vækst;

3.  minder om vigtigheden af den rolle, som EU-Udenrigstjenesten spiller i at gennemføre en udviklingsvenlig politikkohærens, navnlig den rolle, som EU-delegationernes spiller i at overvåge, observere og lette høringer og dialog med interessenter om EU-politikkens indvirkninger på udviklingslandene; understreger, at det er nødvendigt med bredere drøftelser med alle relevante interessenter såsom ngo'er og civilsamfundsorganisationer;

4.  beklager, at Kommissionens dokument SWD(2013)0456 blot har status af et simpelt arbejdsdokument, og at dokumentet til forskel fra den meddelelse, der oprindeligt var planlagt efter arbejdsdokumentet af 2011, ikke kræver kommissærkollegiets godkendelse, hvilket er paradoksalt i betragtning af, at teksten vedrører et område, der er så politisk som den udviklingsvenlige politikkohærens;

5.  anmoder Kommissionen om at holde fast i sit engagement på udviklingsområdet og indenfor menneskerettigheder og minder om disses rolle i forbindelse med at stimulere og koordinere Unionens politik; mener, at Kommissionen aktivt bør fremme en kohærent og moderne vision for menneskelig udvikling med henblik på at gennemføre årtusindudviklingsmålene og opfylde sine forpligtelser;

6.  anmoder Kommissionen om at indføre regelmæssige, uafhængige og efterfølgende evalueringer af centrale politikkers indvirkning på udviklingen, som krævet af Rådet; understreger nødvendigheden af ​​at forbedre Kommissionens konsekvensanalysesystem ved eksplicit at medtage udviklingsvenlig politikkohærens og sikre, at udvikling bliver et fjerde centralt element i analysen ved siden af ​​de økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser;

7.  understreger behovet for at skabe en reel strategi for, hvordan den udviklingsvenlige politikkohærens kan integreres i forskellige politiske indsatsområder, idet strategien vil være et centralt element i informationsarbejdet i EU inden for rammerne af det europæiske år for udvikling 2015; anmoder Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten om at levere specifik undervisning i udviklingsvenlig politikkohærens og indvirkning på udvikling til ansatte, der arbejder i tjenester, der ikke vedrører udvikling;

8.  bekræfter, at det er nødvendigt at udpege en permanent ordfører for udviklingsdagsordenen efter 2015, som også bør sikre, at der tages behørigt hensyn til den udviklingsvenlige politikkohærens;

9.  understreger den vigtige rolle, som Parlamentet kan komme til at spille i processen for fremme af den udviklingsvenlige politikkohærens, hvis den prioriteres i Parlamentets dagsordener, ved at forøge antallet af møder mellem udvalgene og de interparlamentariske møder vedrørende den udviklingsvenlige politikkohærens, ved at fremme dialogen om den udviklingsvenlige politikkohærens med partnerlandene og ved at fremme debatten med civilsamfundet; minder om, at strukturerede årlige møder mellem medlemsstaternes nationale parlamenter og Europa-Parlamentet er en vigtig måde at styrke udviklingsvenlig politikkohærens og koordinering på;

10.  understreger nødvendigheden af at skabe en uafhængig mekanisme i Unionen for at indsamle og behandle klager, der indgives af de borgere eller samfund, der berøres af Unionens politikker;

11.  understreger, at det er nødvendigt, at udviklingsvenlig politikkohærens sikrer aktiv deltagelse af det civile samfund, herunder kvindegrupper, styrkelse af kvinder i beslutningsprocesser samt fuld inddragelse af kønseksperter;

Prioriterede aktivitetsområder

12.  opfordrer til, at forvaltningen af migrationsstrømmene gøres sammenhængende med EU's og partnerlandenes udviklingspolitikker; mener, at dette kræver en strategi, der fokuserer på de politiske, socioøkonomiske og kulturelle forhold og sigter mod at puste nyt liv i EU's samlede forbindelser til de nærmeste naboer; understreger i øvrigt, at det er vigtigt at tage fat på udfordringerne vedrørende social og erhvervsmæssig integration af migranter og i forbindelse med medborgerskab gennem samarbejde med oprindelses- og transitlandene;

13.  understreger, at handel og udvikling ikke altid stemmer fuldstændig overens; finder, at udviklingslandene bør iværksætte en selektiv åbning af deres markeder; understreger vigtigheden af den private sektors sociale og miljømæssige ansvar og mener, at handelsliberaliseringen ikke bør tilsidesætte de sociale og miljømæssige forhold, som f.eks. ILO's standarder; minder om nødvendigheden af at lade referencer hertil indgå i WTO's overenskomster med henblik på at forebygge social og miljømæssig dumping;

14.  minder i den forbindelse om, at udgifterne i forbindelse med integration af sådanne standarder er langt mindre end konsekvenserne for social beskyttelse, sundhed og forventet levetid, hvis disse standarder ikke respekteres;

15.  bifalder, at EU anerkender relevansen af små landbrug i bekæmpelse af sult, og kræver en systematisk evaluering af indvirkningen af EU's landbrugs-, handels- og energipolitikker – herunder EU's politik om energi fra biomasse – der kan være skadelig for udviklingslandene;

16.  gentager, at der bør rettes større opmærksomhed mod maksimering af synergier mellem EU's klimaændringspolitikker og EU's udviklingsmål, navnlig hvad angår redskaber og instrumenter og indirekte fordele for udviklingen og/eller tilpasningen til klimaændringer;

17.  er af den opfattelse, at den udfordring, klimaforandringerne udgør, skal håndteres gennem strukturreformer og kræver en systematisk risikovurdering af klimaforandringerne, der dækker alle aspekter af politisk planlægning og beslutningstagning, herunder inden for handel, landbrug og fødevaresikkerhed; kræver, at resultaterne af denne evaluering anvendes inden for rammerne af instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejdet 2014-2020 til udarbejdelse af klare og kohærente nationale og regionale strategidokumenter;

18.  anerkender betydningen af opmærksomheden på flere aspekter af den udviklingsvenlige politikkohærens, men mener, at EU bør tage konkrete skridt til at bekæmpe skatteunddragelse og gøre op med skattely; opfordrer Kommissionen til også at medtage oplysninger om indvirkningen af ​​nye aftaler, programmer og initiativer på ressourcerige udviklingslande i den årlige rapport om gennemførelsen af råstofinitiativet;

19.  anerkender EU’s store ansvar for at sikre, at EU's fiskeri er baseret på de samme standarder for miljømæssig og social bæredygtighed og gennemskuelighed inden for og uden for EU-farvande; bemærker, at en sådan kohærens kræver koordination både inden for Kommissionen og mellem Kommissionen og de enkelte medlemsstaters regeringer;

20.  minder især om sin forpligtelse til at undgå finansiering af energiinfrastruktur i stor skala, som har negative sociale og miljømæssige konsekvenser;

o
o   o

21.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd og Kommissionen.

(1) EUT C 46 af 24.2.2006, s. 1. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0399.

Europa-Parlamentets beslutning af 13. marts 2014 om EU's prioriteter for den 25. samling i FN's Menneskerettighedsråd (2014/2612(RSP))

P7_TA(2014)0252 RC-B7-0234/2014

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne og til FN's konventioner om menneskerettighederne og de valgfrie protokoller hertil,

–  der henviser til resolution 60/251 fra FN's Generalforsamling om oprettelse af Menneskerettighedsrådet (UNHRC),

–  der henviser til De Forenede Nationers årtusindeerklæring af 8. september 2000 og FN's Generalforsamlings resolutioner herom,

–  der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention, den europæiske socialpagt og EU's charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til EU's strategiske ramme for menneskerettigheder og demokrati og EU's handlingsplan for menneskerettigheder og demokrati som vedtaget på den 3179. samling i Udenrigsrådet den 25. juni 2012,

–  der henviser til sin henstilling af 13. juni 2012 til Rådet om EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder(1),

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om FN's Menneskerettighedsråd (UNHRC), herunder Parlamentets prioriteter i denne forbindelse og navnlig beslutningen af 7. februar 2013(2),

–  der henviser til sine beslutninger om uopsættelige menneskerettighedsspørgsmål,

–  der henviser til sin beslutning af 11. december 2013 om årsberetningen om menneskerettigheder og demokrati i verden 2012 og EU's politik på området(3),

–  der henviser til Udenrigsrådets konklusioner om EU's prioriteter i FN's menneskerettighedsfora, der blev vedtaget den 10. februar 2014,

–  der henviser til artikel 2, 3, stk. 5, artikel 18, 21, 27 og 47 i traktaten om Den Europæiske Union,

–  der henviser til de kommende UNHRC-samlinger i 2014, navnlig den 25. ordinære samling, der vil finde sted den 3.-28. marts 2014,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2, og stk. 4,

A.  der henviser til, at respekt for og fremme og sikring af menneskerettighedernes universalitet er en del af Den Europæiske Unions etiske og juridiske grundlag og en af hjørnestenene i europæisk enhed og integritet;

B.  der henviser til, at EU's troværdighed i UNHRC vil blive styrket ved at øge sammenhængen mellem dets interne og eksterne politikker vedrørende menneskerettigheder;

C.  der henviser til, at EU og dets medlemsstater bør tilstræbe at tale med én stemme mod krænkelser af menneskerettigheder for at opnå de bedst mulige resultater, og at de i denne forbindelse bør fortsætte med at styrke samarbejdet og øge de organisatoriske ordninger og koordinationen mellem medlemsstaterne og mellem EU-institutionerne;

D.  der henviser til Udenrigsrådet den 10. februar 2014 fastsatte sine prioriteter forud for den 25. ordinære samling i FN's Menneskerettighedsråd og den kommende FN's Generalforsamlings 3. Komité, som omfattede situationen i Syrien, Den Demokratiske Folkerepublik Korea, Iran, Sri Lanka, Myanmar/Burma, Hviderusland, Den Centralafrikanske Republik, Sydsudan, Den Demokratiske Republik Congo, Eritrea, Mali og Sudan; der henviser til, at de tematiske prioriteter, som blev fastsat af Udenrigsrådet, omfattede dødsstraf, religions- og trosfrihed, barnets rettigheder, kvinders rettigheder, den globale dagsorden efter 2015, menings -og ytringsfrihed, forenings- og forsamlingsfrihed, ngo'ers samarbejde med FN-menneskerettighedsorganer, tortur, LGBTI-spørgsmål, racisme, oprindelige folk, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, erhvervslivet og menneskerettighederne samt støtte til FN-menneskerettighedsorganer og -mekanismer;

E.  der henviser til, at der den 25. juli 2012 blev udnævnt en særlig EU-repræsentant for menneskerettigheder (EUSR), hvis rolle er at forbedre virkningerne og synligheden af EU’s menneskerettighedspolitik og bidrage til at gennemføre den strategiske ramme for menneskerettigheder og handlingsplan for menneskerettigheder og demokrati;

F.  der henviser til, at 14 nye medlemmer blev valgt ind i UNHRC i oktober 2013 og indledte deres medlemskab den 1. januar 2014 nemlig Algeriet, Kina, Cuba, Frankrig, Maldiverne, Mexico, Marokko, Namibia, Saudi-Arabien, Sydafrika, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Vietnam, Rusland og Det Forenede Kongerige; der henviser til, at ni EU-medlemsstater nu er medlemmer af UNHRC;

G.  der henviser til, at det prioriterede tema på den 58. samling i Kommissionen for Kvinders Status vil være udfordringerne ved og resultaterne af gennemførelsen af 2015-målene for kvinder og piger;

H.  der henviser til, at korruption i den offentlige og private sektor fastholder og forværrer uligheder og forskelsbehandling, når det gælder udøvelse på lige fod af civile, politiske, økonomiske eller sociale og kulturelle rettigheder, og til, at det er bevist, at korruption og menneskerettighedskrænkelser involverer magtmisbrug, manglende ansvarliggørelse og forskellige former for forskelsbehandling;

I.  der henviser til, at staternes ratifikation af både Kampala-ændringerne til Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol (ICC) og aktiveringen af ICC's jurisdiktion over aggressionsforbrydelser yderligere vil bidrage til at bringe straffriheden for gerningsmændene bag denne type forbrydelser til ophør;

1.  glæder sig over de prioriteter, der er fastsat af Rådet med henblik på den 25. ordinære samling i UNHRC; opfordrer indtrængende Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og medlemsstaterne til at tage højde for Parlamentets henstillinger, når de advokerer for EU's prioriteter i UNHRC;

UNHRC's arbejde

2.  gentager sit standpunkt om, at valg til UNHRC skal være kampvalg, og udtrykker sin modstand mod, at regionale grupper arrangerer fredsvalg; gentager betydningen af standarder for UNHRC-medlemskab, for så vidt angår engagement og resultater på menneskerettighedsområdet, og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at insistere på disse standarder, når de finder frem til, hvilke kandidater de vil stemme på; påpeger, at UNHRC's medlemmer er forpligtet til at opretholde de højeste standarder for fremme og beskyttelse af menneskerettighederne; gentager betydningen af solide og gennemsigtige kriterier for genindsættelse af suspenderede medlemmer;

3.  udtrykker sin bekymring over krænkelser af menneskerettighederne i en række nyvalgte medlemmer af UNHRC, herunder Algeriet, Kina, Cuba, Marokko, Rusland, Saudi-Arabien og Vietnam;

4.  bemærker, at Kasakhstan for øjeblikket er et af de 47 medlemmer af UNHRC; bemærker, at menneskerettighedssituationen yderligere er forværret siden ordensmagtens voldsomme undertrykkelse af fredelige demonstranter og oliearbejdere, deres familier og støtter i Sjanaosen den 16. december 2011, som ifølge de officielle tal resulterede i 15 døde og mere end 100 sårede; kræver, at UNHRC straks iværksætter opfordringen fra FN's højkommissær for menneskerettigheder Navi Pillay ved at foretage en uafhængig international undersøgelse af mordene på oliearbejdere; kræver at Kasakhstan, som medlem af UNHRC, garanterer menneskerettighederne, ophæver artikel 164 i sin straffelov om tilskyndelse til social disharmoni og at sætte en stopper for undertrykkelse og administrative anklager mod uafhængige medier, løslader politiske fanger, herunder menneskerettighedsforkæmpernes advokat Vadim Kuramshin, fagforeningsaktivisten Roza Tuletaeva, den politiske modstander Vladimir Kozlow, og at opgive ethvert krav om udlevering af politiske modstandere;

5.  modsætter sig fortsat "blokafstemning" i UNHRC; opfordrer indtrængende de lande, der er medlemmer af UNHRC, til at udvise åbenhed omkring deres stemmeafgivning;

6.  beklager, at råderummet for samspil mellem civilsamfundet og UNHRC bliver mindre, og at ngo'erne gives færre muligheder for at tage ordet på disse møder; opfordrer indtrængende EU og UNHRC til at sikre, at civilsamfundet får lov til at bidrage mest muligt til UNHRC's 25. samling samt til den universelle regelmæssige gennemgang (UPR) og andre FN-menneskerettighedsmekanismer uden frygt for repressalier ved tilbagevenden til deres hjemland; fordømmer indberetningerne om sådanne repressalier og opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til at sikre, at sådanne sager systematisk følges op;

7.  roser FN's højkommissær for menneskerettigheder, Navi Pillay, for hendes fortsatte indsats for at styrke traktatorganerne; gentager bestemt, at traktatorganerne omfatter mange interessenter, og understreger, at civilsamfundet til stadighed skal inddrages i disse processer; understreger desuden, at traktatorganernes uafhængighed og effektivitet skal bevares og forøges;

Landespecifikke spørgsmål

Syrien

8.  gentager sin kraftige fordømmelse af de udbredte krænkelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret, der er begået af det syriske regime, herunder alle voldshandlinger og alle tilfælde af systematisk tortur og henrettelse af fanger; fordømmer alle krænkelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret, der er begået af væbnede grupper, som modsætter sig regimet; udtrykker alvorlig bekymring over de alvorlige konsekvenser af den tre år lange konflikt for civilbefolkningen og den fortsat forværrede menneskerettighedssituation i landet og i regionen; opfordrer alle væbnede aktører til omgående at bringe volden i Syrien til ophør; støtter fuldt ud den seneste forhandlingsrunde, som er indledt på grundlag af Genèvekommunikéet, og som bør være det første skridt i en proces, der vil føre til en politisk og demokratisk løsning på konflikten med henblik på at fremme en syriskledet demokratisk overgang, som opfylder den syriske befolknings legitime forventninger;

9.  opfordrer indtrængende alle konfliktens parter og navnlig det syriske regime til at sikre omfattende og sikker adgang på tværs af grænserne for den internationale humanitære bistandsindsats og opfylde deres løfter om at give kvinder og børn mulighed for at flygte fra besatte byer såsom Homs og Yarmouk-lejren; glæder sig over FN's Sikkerhedsråds resolution 2139 af 22. februar 2014, hvori det kræves, at nødhjælpskonvojer skal have adgang i hele landet for at afhjælpe civilbefolkningens lidelser, og opfordrer til en hurtig gennemførelse heraf; opfordrer til løsladelse af fredelige aktivister, der tilbageholdes af staten, og civile, der holdes som gidsler af væbnede grupper;

10.  understreger, at lindring af lidelserne for millioner af syrere, der har behov for basale varer og tjenesteydelser, i betragtning af krisens hidtil usete omfang er nødt til at være en prioritet for EU og det internationale samfund som helhed; minder EU-medlemsstaterne om deres humanitære ansvar over for de syriske flygtninge, og bemærker, at tragedier som den i Lampedusa ikke må ske igen; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at hjælpe flygtninge, der flygter fra konflikten; bemærker, at Parlamentet i sin beslutning af 9. oktober 2013 opfordrede medlemsstaterne til at tage hånd om de presserende behov ved at give sikker indrejse i EU, at give syrere midlertidig opholdstilladelse samt ved hjælp af genbosættelser ud over de eksisterende nationale kvoter og humanitære opholdstilladelser;

11.  gentager sin opfordring til EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne om at sikre, at situationen i Syrien fortsat behandles som højeste prioritet inden for FN’s rammer, især af UNHRC;

12.  fremhæver, at bevidst udsultning af civile og angreb på sundhedsfaciliteter er forbudt i henhold til folkeretten og vil blive betragtet som krigsforbrydelser; gentager, at det er vigtigt at sikre ansvarlighed på alle niveauer; roser i denne forbindelse det arbejde, der gøres af den uafhængige undersøgelseskommission for Syrien, herunder dens seneste rapport, som skal drøftes i UNHRC, og opfordrer undersøgelseskommissionen til at behandle den rapport, der for nylig er kommet, som indeholder tusindvis af fotografier af tortur, som angiveligt er begået af det syriske militær; gentager sin opfordring til FN's Sikkerhedsråd om at overdrage situationen i Syrien til Den Internationale Straffedomstol med henblik på en formel undersøgelse; anmoder næstformanden/den højtstående repræsentant om at tage påviselige skridt i denne retning;

Egypten

13.  fordømmer de menneskerettighedskrænkelser, der begås i Egypten, herunder chikanering og tilbageholdelse af journalister, civilsamfundsaktivister og aktivister fra den politiske opposition og den overdrevne magtanvendelse, der har ført til, at et stort antal civile er blevet dræbt, som f.eks. i forbindelse med 3-året for revolutionen og i dagene omkring folkeafstemningen i januar 2013; opfordrer indtrængende de egyptiske myndigheder til at sikre, at der foretages fuldstændige, åbne og uafhængige undersøgelser af de civile dødsfald med henblik på at drage alle gerningsmænd til ansvar; fordømmer, at titusindvis af egyptere holdes fængslet og undertrykkes, herunder Det Muslimske Broderskab, der beskrives som en terroristorganisation, hvilket hindrer muligheden for den inkluderende forsoningsproces, som er nødvendig for landets stabilitet og udvikling; opfordrer UNHRC til at fordømme disse menneskerettighedskrænkelser, overvåge eventuelle undersøgelser, der foretages, og overveje at iværksætte sin egen undersøgelse, hvis ikke der sker fremskridt fra de egyptiske myndigheders side; understreger vigtigheden af en hurtig åbning af et regionalt OHCHR-kontor i Kairo som aftalt med de egyptiske myndigheder;

14.  tager den nye egyptiske forfatning til efterretning; bemærker henvisningen til, at kristne og jødiske religiøse anliggender er uafhængige, og anerkender fremskridtene med hensyn til religionsfrihed; glæder sig over forfatningens henvisninger til et civilt styre, lighed for alle borgere, herunder styrkelsen af kvinders rettigheder, bestemmelsen om barnets rettigheder, forbuddet mod tortur i alle former og afskygninger, forbuddet mod og kriminaliseringen af enhver form for slaveri og tilsagnet om at overholde de internationale menneskerettighedstraktater, som Egypten har undertegnet; tager skarpt afstand fra den store magt, forfatningen lægger i hænderne på militæret og de militære domstole;

15.  er bekymret over, at tusindvis af mennesker, fortrinsvist flygtninge fra Eritrea og Somalia, herunder mange kvinder og børn, mister livet, forsvinder eller bortføres og holdes som gidsler med krav om løsepenge, tortureres, udsættes for seksuelle overgreb eller myrdes med henblik på organtrafik af menneskehandlere i Sinai; minder i denne forbindelse om, at artikel 89 i den nye forfatning forbyder alle former for slaveri, undertrykkelse, tvangsudnyttelse af mennesker, sexhandel og andre former for handel med mennesker og kriminaliserer dem i henhold til egyptisk ret;

Libyen

16.  opfordrer til, at der vedtages en resolution under den kommende UNHRC-samling, som bygger på den OHCHR-rapport og styrker OHCHR’s mandat til at overvåge og rapportere til UNHRC om menneskerettighedssituationen og de udfordringer, der eksisterer i Libyen; er bekymret over de ulovlige, konfliktrelaterede tilbageholdelser og udøvelsen af tortur og udenretslige henrettelser og bifalder i denne henseende anbefalingerne i rapporten fra FN's støttemission om tortur; giver udtryk for sin bekymring over, at man målrettet går efter mediemedarbejdere, og kræver beskyttelse af mediepluralismen og ytringsfriheden; opfordrer indtrængende til, at der ydes støtte til konfliktløsning og national forsoning;

Tunesien

17.  glæder sig over, at Tunesien den 26. januar 2014 vedtog en ny forfatning, der kan fungere som inspirationskilde for lande i og uden for regionen; tilskynder de tunesiske myndigheder til at afholde inklusive, åbne og troværdige valg senere på året;

Marokko

18.  opfordrer Marokko som nyt medlem af UNHRC til at fortsætte forhandlingerne om en fredelig og langsigtet løsning på konflikten i Vestsahara og understreger den vestsaharanske befolknings ret til selvbestemmelse, som skal besluttes gennem en demokratisk folkeafstemning i overensstemmelse med de relevante FN-resolutioner;

Palæstina

19.  glæder sig over, at Palæstina siden november 2012 har deltaget som observatørstat uden fuldgyldigt FN-medlemskab; gentager sin støtte til disse bestræbelser; bemærker den støtte, som EU har givet udtryk for med hensyn til at gøre Palæstina til fuldgyldigt medlem af FN som led i en politisk løsning på konflikten mellem Israel og Palæstina; gentager, at EU ikke vil anerkende andre ændringer i forhold til 1967-grænserne, herunder med hensyn til Jerusalem, end dem, som parterne er nået til enighed om; er i denne forbindelse enig i Rådets konklusioner af 16. december 2013 om fredsprocessen i Mellemøsten, der fordømmer Israels fortsatte udvidelse af bosættelserne, som er ulovlig i henhold til folkeretten og er en hindring for fred; beklager de palæstinensiske myndigheders krænkelser af menneskerettigheder såvel som den fortsatte affyring af raketter fra Gaza mod Israel;

Israel

20.  glæder sig over, at Israel igen har engageret sig i UNHRC, og over den snarlige vedtagelse af UPR-rapporten om den anden cyklus i landet; opfordrer de israelske myndigheder til at samarbejde med alle særlige procedurer, herunder med den særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i de besatte områder; støtter konklusionerne i rapporterne fra FN’s generalsekretær og FN's højkommissær for menneskerettigheder vedrørende Israel og de besatte palæstinensiske områder og opfordrer Israel til at gennemføre anbefalingerne fra den uafhængige internationale undersøgelsesmission angående konsekvenserne af de israelske bosættelser for det palæstinensiske folks menneskerettigheder; udtrykker dyb bekymring over de rapporterede tilfælde af politiske tilbageholdelser af børn i israelske tilbageholdelsesfaciliteter;

Bahrain

21.  udtrykker bekymring over situationen for menneskerettighedsforkæmpere og aktivister fra den politiske opposition i Bahrain; bifalder erklæringen fra september 2013 om Bahrain i UNHRC, der blev undertegnet af alle EU-medlemsstaterne; kræver omgående og betingelsesløs løsladelse af alle samvittighedsfanger, politiske aktivister, journalister, menneskerettighedsforkæmpere og fredelige demonstranter; opfordrer EU-medlemsstaterne til at arbejde for, at der på den næste samling i UNHRC vedtages en resolution om menneskerettighedssituationen i Bahrain, som fokuserer på gennemførelsen af de tilsagn, Bahrain gav i forbindelse med UPR-processen, og henstillingerne fra Bahrains uafhængige undersøgelseskommission, herunder dem om menneskerettighedsforkæmpere, som Bahrains konge hilste velkommen;

Saudi-Arabien

22.  opfordrer Saudi-Arabien til som nyvalgt medlem af UNHRC at rette sig efter henstillingerne fra det 17. møde i arbejdsgruppen vedrørende den universelle regelmæssige gennemgang, til at sætte en stopper for alle former for forskelsbehandling af kvinder i lovgivningen og i praksis og tillade kvinder at deltage fuldt ud og ligeværdigt i samfundet, træffe alle fornødne foranstaltninger til bekæmpelse af vold i hjemmet og sikre, at ofrene har adgang til beskyttelses- og erstatningsmekanismer, vedtage en lov, der forbyder tidlige og tvungne børneægteskaber, og fastsætte den lovmæssige minimumsalder for ægteskab til 18 år, vedtage love, der beskytter forenings-, ytrings-, forsamlings- og religionsfrihed, indføre et moratorium for dødsstraf med henblik på en senere afskaffelse heraf, tillade ngo’er, der er aktive på menneskerettighedsområdet, at blive registreret og ratificere centrale menneskerettighedsinstrumenter;

Iran

23.  glæder sig over den resolution, der blev vedtaget af UNHRC i marts 2013, om menneskerettighedssituationen i Den Islamiske Republik Iran og forlængelse af mandatet for den særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i Iran; bekræfter sin støtte til videreførelsen af mandatet og opfordrer Iran til at give FN’s særlige rapportør adgang til landet som et afgørende skridt i retning af indledning af en dialog med henblik på at vurdere menneskerettighedssituationen i Iran; gentager sin fordømmelse af dødsstraffen i Iran og den betydelige stigning i antallet af henrettelser, idet 40 personer er blevet hængt i de første to uger af 2014, og de stadige krænkelser af retten til trosfrihed; noterer sig de spæde tegn på fremskridt, som den iranske regering har udvist med hensyn til menneskerettighederne, herunder løsladelsen af politiske fanger; opfordrer EU og UNHRC til fortsat at overvåge menneskerettighedssituationen nøje og sørge for, at menneskerettighederne bliver ved med at være en central prioritet i alle forbindelser med den iranske regering;

Rusland

24.  fordømmer på det kraftigste lovene om "fremmede agenter" i Rusland, som anvendes til at chikanere ngo’er ved hjælp af kontorrazziaer, bøder og andre intimiderende metoder; opfordrer EU og dets medlemsstater til at fastholde presset på Rusland, både i og uden for UNHRC, for at få standset disse åbenlyse krænkelser af ytrings‑ og foreningsfriheden; giver udtryk for stærk bekymring over andre vedvarende menneskerettighedskrænkelser i Rusland, såsom undertrykkelse af medierne, diskriminerende love mod seksuelle minoriteter, krænkelse af forsamlingsfriheden og fraværet af uafhængige domstole;

Hviderusland

25.  gentager sin støtte til UNHRC’s særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i Hviderusland; opfordrer til, at den særlige rapportørs mandat forlænges med endnu et år, når det udløber i juni 2014; bifalder den resolution, der i juni 2013 blev vedtaget om Hviderusland og den fortsatte erkendelse af og opmærksomhed på de betydelige menneskerettighedskrænkelser i landet; opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til at fastholde presset på Hviderusland angående menneskerettighedsspørgsmålet;

Usbekistan

26.  bifalder resultatet af den universelle regelmæssige gennemgang af Usbekistan; finder det beklageligt, at den usbekiske regering bliver ved med at give afslag på besøgsanmodninger fra UNHRC's særlige procedurer; opfordrer EU-medlemsstaterne til at stræbe imod oprettelse af en øremærket overvågningsmekanisme i UNHRC vedrørende menneskerettighedssituationen i Usbekistan;

Den Centralafrikanske Republik

27.  gentager sin alvorlige bekymring over situationen i Den Centralafrikanske Republik; opfordrer det internationale samfund til hurtigst muligt at støtte FN’s appel om humanitær bistand, som er alvorligt underfinansieret, og opfordrer til en forbedring af sikkerhedssituationen med henblik på at sikre befolkningen adgang til humanitær bistand; håber, at den hurtige udsendelse af EU's FSFP-mission vil bidrage til en forbedring af situationen på stedet; bifalder FN's Sikkerhedsråds resolution 2136 (2014), FN's Menneskerettighedsråds resolution, dets særlige samling om situationen i Den Centralafrikanske Republik den 20. januar 2014 og udnævnelsen af ​​en uafhængig ekspert om menneskerettighedssituationen i landet; opfordrer indtrængende den nye midlertidige præsident Catherine Samba-Panza til at gøre alt, hvad hun kan for at stoppe volden og dæmpe sekteriske spændinger i landet;

Den Demokratiske Republik Congo

28.  fremhæver FN's opfordring til fortsat støtte til den konflikthærgede østlige del af Den Demokratiske Republik Congo (DRC) for at sikre, at denne krise ikke glemmes; er alvorligt bekymret over den seneste tids massive fordrivelse af befolkningen i Katanga-regionen; fordømmer på det kraftigste oprørsstyrkernes angreb på civilbefolkningen, herunder kvinder og børn, i den østlige del af landet; fordømmer på det kraftigste den systematiske anvendelse af voldtægt som et krigsvåben; udtrykker dyb bekymring over den fortsatte brug af børn som soldater og opfordrer til, at de afvæbnes, rehabiliteres og reintegreres i samfundet; mener, at FN’s ramme for fred, sikkerhed og samarbejde for Den Demokratiske Republik Congo og regionen fortsat er en central ramme for at opnå varig fred; bifalder FN's Sikkerhedsråds resolution 2136 af 30. januar 2014, som fornyer våbenembargoen over for Den Demokratiske Republik Congo;

Eritrea

29.  opfordrer indtrængende EU og UNHRC til fortsat at være opmærksomme og agtpågivende med hensyn til menneskerettighedssituationen i Eritrea, eftersom alvorlige krænkelser af menneskerettighederne forårsager et stort antal flygtninge og migranter; bifalder UNHRC's resolution om menneskerettighedssituationen i Eritrea, der blev enstemmigt vedtaget i juni 2013; roser den særlige rapportørs første rapport om menneskerettighedssituationen i landet; opfordrer til, at denne særlige rapportør får fornyet sit mandat under den 26. samling i UNHRC;

Mali

30.  bifalder udnævnelsen af en uafhængig ekspert i menneskerettighedssituationen i Mali, den fortsatte overvågning af menneskerettighedssituationen efter konflikten og andre afrikanske staters stærke lederrolle for at forbedre menneskerettighedssituationen i landet; opfordrer til, at den uafhængige ekspert får forlænget sit mandat;

Sydsudan

31.  udtrykker sin dybe bekymring over situationen i Sydsudan, herunder den politiske kamp for ledelsen af landet, der har provokeret stigende etniske sammenstød og fordrivelse af mere end 650 000 mennesker; opfordrer EU-medlemsstaterne til at rejse dette spørgsmål i UNHRC med henblik på sikre, at situationen i Sydsudan fortsat placeres højt på den internationale dagsorden; bifalder aftalen om indstilling af fjendtlighederne, der blev undertegnet den 23. januar 2014, men understreger, at dette kun er et første skridt imod fred og forsoning; fordømmer de udbredte menneskerettighedskrænkelser og overgreb, der er begået, og understreger, at de ansvarlige skal drages til ansvar; bifalder Den Afrikanske Unions engagement i at skabe en undersøgelseskommission, der skal tjene som grundlag for retfærdighed, ansvarlighed og fremtidig forsoning;

Sri Lanka

32.  fordømmer de fortsatte angreb på religiøse mindretal og chikane og intimidering af menneskerettighedsforkæmpere, advokater og journalister; anerkender fremskridtene med hensyn til genopbygningen og gennemførelsen af nogle af de anbefalinger, som kommissionen for opnåede erfaringer og forsoning har fremsat, men beklager, at den srilankanske regering fortsat undlader at sørge for uafhængige, troværdige undersøgelser af tidligere krænkelser af de internationale menneskerettigheder og den humanitære folkeret; støtter kraftigt henstillingen fra FN's højkommissær for menneskerettigheder om at etablere en uafhængig international undersøgelsesmekanisme, som kan bidrage til at finde frem til sandheden, hvis det mislykkes for nationale undersøgelsesmekanismer;

Burma/Myanmar

33.  bifalder den resolution, der blev vedtaget af UNHRC om Burma/Myanmar, og den særlige rapportørs fortsatte arbejde; opfordrer UNHRC til ikke at nedlægge eller ændre den særlige rapportørs mandat, så længe der ikke er etableret et OHCHR-landekontor med fuldt mandat i landet, og opfordrer Burma/Myanmar til at sikre, at fangebedømmelsesudvalget fortsætter sit arbejde med at få afgjort alle verserende sager og ophæver den kontroversielle lov, der påvirker ytrings- og foreningsfriheden (navnlig loven om fredelig forsamling og optog fra 2011); fordømmer den fortsatte vold og de overgreb, der er begået mod Rohingya-mindretallet i delstaten Rakhine, samt angreb mod muslimer og andre religiøse mindretal, og opfordrer til en fuldstændig, gennemskuelig og uafhængig undersøgelse af sådanne overtrædelser;

Den Demokratiske Folkerepublik Korea

34.  bifalder den planlagte udvidelse af mandatet for den særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i Den Demokratiske Folkerepublik Korea (Nordkorea), den resolution, der blev vedtaget ved konsensus i marts 2013 og forelæggelsen af ​​rapporten fra undersøgelseskommissionen om menneskerettigheder i dette land; gentager sin opfordring til regeringen i Nordkorea om fuldt ud at samarbejde med den særlige rapportør og lette hans besøg i landet; opfordrer indtrængende UNHRC til at lytte til anbefalingerne fra den internationale undersøgelseskommission med særlig fokus på behovet for at fordømme internationale forbrydelser begået i Nordkorea, til at optrappe FN’s kapacitet til at dokumentere overtrædelser af menneskerettighederne i landet og til at etablere egnede internationale mekanismer til at sikre ansvarlighed for internationale forbrydelser begået i Nordkorea;

Cambodja, Elfenbenskysten, Haiti, Somalia og Sudan

35.  bifalder forlængelsen af de uafhængige eksperters mandater i Cambodja, Elfenbenskysten, Haiti, Somalia og Sudan; opfordrer indtrængende disse landes myndigheder til at samarbejde fuldt ud med mandatholderne;

Tematiske spørgsmål

Barnets rettigheder

36.  bifalder UNHRC's arbejde vedrørende barnets rettigheder, såsom resolutionen fra september 2013 om undgåelig dødelighed og sygelighed hos børn under fem år som et spørgsmål om menneskerettigheder, og arbejdet i Komitéen for Barnets Rettigheder; opfordrer medlemsstaterne til at ratificere den tredje valgfri protokol til FN-konventionen om barnets rettigheder, som vil give børn ret til at indsende deres klager til komitéen; roser den kommende UNHRC-resolution om barnets rettigheder som et glimrende eksempel på samarbejde mellem EU og Gruppen af Latinamerikanske og Caribiske Lande i de Forenede Nationer (Grulac); udtrykker sin dybe bekymring over de tilfælde af tortur og tilbageholdelse af børn, som organisationer som UNICEF og Amnesty International har rapporteret om; opfordrer FN til yderligere at undersøge sådanne tilfælde og til at rette henstillinger om aktioner;

Kvinder og piger

37.  opfordrer EU til at deltage aktivt i det 58. møde i Kommissionen for Kvinders Status for ikke at underminere de hidtidige resultater i forbindelse med FN's Beijing-handlingsprogram, såsom anerkendelse af retten til adgang til uddannelse og sundhed som en grundlæggende menneskerettighed, herunder seksuelle og reproduktive rettigheder; fordømmer på det kraftigste seksuel vold mod kvinder som krigstaktik, herunder kriminelle handlinger såsom massevoldtægter, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, kønsspecifikke forfølgelser, herunder kønslemlæstelse af kvinder, menneskehandel, tidlige og tvungne ægteskaber, æresdrab og enhver anden form for seksuel vold af tilsvarende grovhed; opfordrer på ny EU og alle medlemsstaterne til at underskrive og ratificere Europarådets konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet;

Tortur

38.  gentager vigtigheden af at bekæmpe tortur og andre former for mishandling og den prioritet, som EU giver dette spørgsmål, navnlig når det drejer sig om børn; opfordrer UNHRC til at bruge den årlige resolution om tortur til at forny den særlige rapportørs mandat med yderligere tre år, og til at sikre en effektiv opfølgning på tidligere resolutioner om tortur; opfordrer EU-Udenrigstjenesten, Kommissionen og EU-medlemsstaterne til at vise deres fælles engagement til fordel for udryddelsen af tortur og støtte til torturofre, bl.a. ved at opretholde eller eventuelt påbegynde bidrag til FN's Frivillige Fond for Torturofre og den særlige fond, der er oprettet ved den valgfrie protokol til konventionen mod tortur;

Dødsstraf

39.  bekræfter sin skarpe fordømmelse af brugen af dødsstraf og støtter kraftigt moratoriet som et skridt i retning af afskaffelse; opfordrer EU, dets medlemsstater og UNHRC til fortsat at arbejde på en afskaffelse globalt; opfordrer indtrængende de lande, der stadig eksekverer dødsstraf, til at offentliggøre klare og præcise data om antallet af domme og henrettelser;

Religions- og trosfrihed

40.  fordømmer de fortsatte krænkelser af retten til religions- eller trosfrihed i hele verden; gentager den betydning, som EU tillægger dette spørgsmål; opfordrer medlemsstaterne til at fortsætte deres arbejde på dette område; glæder sig over forlængelsen af mandatet for FN's særlige rapportør for religions- og trosfrihed; gentager, at tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed, herunder friheden til at ændre eller opgive sin religion eller tro, er en grundlæggende menneskerettighed; understreger derfor behovet for effektivt at bekæmpe alle former for diskrimination mod religiøse mindretal overalt i verden;

LGBTI-personers rettigheder

41.  udtrykker bekymring over den seneste stigning i antallet af diskriminerende love og praksisser og voldshandlinger mod personer på baggrund af deres seksuelle orientering og kønsidentitet; opfordrer til, at man nøje overvåger situationen i Nigeria og Uganda, hvor nye love udgør en alvorlig trussel mod de seksuelle mindretals frihed; fordømmer indførelsen af diskriminerende love og undertrykkelsen af ytringsfriheden i Rusland; bekræfter sin støtte til FN’s højkommissær for menneskerettigheder i hendes fortsatte bestræbelser på at bekæmpe disse diskriminerende love og praksisser, og FN's indsats på dette område mere generelt; henstiller til EU-medlemsstaterne, Rådet og EU-Udenrigstjenesten at tage aktivt del i bekæmpelsen af forsøg på at underminere disse rettigheder;

Kastebaseret diskrimination

42.  fordømmer kastebaseret diskrimination; udtrykker dyb bekymring over den fortsatte og udbredte krænkelse af menneskerettighederne på grundlag af kaste og voldshandlinger, herunder seksuel vold mod kvinder, der tilhører de berørte samfund; bifalder det arbejde, som OHCHR og FN's mandatholdere i forbindelse med særlige procedurer udfører med henblik på at bekæmpe denne form for diskrimination; opfordrer indtrængende EU-medlemsstaterne til at fremme godkendelsen af udkastet til FN-principper og -retningslinjer for en reel afskaffelse af forskelsbehandling på grundlag af arbejde og opfordrer UNHRC til at vedtage denne ramme;

Retten til at deltage i fredelige forsamlinger

43.  opfordrer EU til at støtte opfølgningen på OHCHR's rapport om effektive foranstaltninger og bedste praksis til fremme og beskyttelse af menneskerettighederne i forbindelse med fredelige protester, bl.a. gennem støtte til bestræbelserne på at udvikle den internationale lovramme vedrørende retten til at deltage i fredelige forsamlinger;

Boligforhold

44.  påpeger på ny, hvor glædeligt det er, at UNHRC tillægger retten til en bolig så stor betydning; gentager også sin opfordring til EU og dets medlemsstater om at fremme adgangen til en passende bolig som en grundlæggende rettighed;

Vand og sanitet

45.  glæder sig over den resolution, som UNHRC vedtog i september 2013, om retten til sikkert drikkevand og sanitet, og det arbejde, FN's særlige rapportør om dette emne har udført, især gennem udvikling af en håndbog om, hvordan retten til sikkert drikkevand og sanitet implementeres; opfordrer EU-Udenrigstjenesten, EU-medlemsstaterne og UNHRC til at fastholde fokus på denne ofte oversete, men vitale ret til vand og sanitet;

Erhvervslivet og menneskerettighederne

46.  støtter kraftigt implementeringen af FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne; opfordrer EU og dets medlemsstater til at spille en aktiv rolle i det syvende møde i FN-arbejdsgruppen om menneskerettigheder og transnationale selskaber og andre erhvervsvirksomheder og til at støtte bestræbelserne på at bringe deres politik på linje med OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder og FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne; gentager sin anmodning til Kommissionen om inden udgangen af 2014 at aflægge rapport om EU-medlemsstaternes gennemførelse af FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne; bemærker, at udviklingen går i retning af krav om indførelse af et retligt bindende internationalt instrument om erhvervslivet og menneskerettighederne inden for FN-systemet;

Korruption og menneskerettigheder

47.  opfordrer EU og dets medlemsstater til at støtte etableringen af en særlig FN-rapportør om økonomisk kriminalitet, korruption og menneskerettigheder;

Sport

48.  bifalder den resolution, der blev vedtaget i september 2013 om fremme af menneskerettigheder gennem sport og det olympiske ideal; udtrykker bekymring over situationen for de vandrende arbejdstagere i Qatar, især i perioden op til verdensmesterskabet i fodbold i 2022; noterer sig Qatars bestræbelser på at løse dette problem; opfordrer Qatars myndigheder til at reformere deres arbejdsretlige bestemmelser, afskaffe loven om sponsorvirksomhed ("kafala-systemet"), som finder anvendelse i hele regionen, og ratificere de relevante internationale konventioner; opfordrer indtrængende EU til at sikre, at EU-virksomheder, der arbejder i byggebranchen i Qatar, ikke medvirker til de menneskerettighedskrænkelser, som de vandrende arbejdstagere udsættes for; understreger vigtigheden af at følge alle store sportsbegivenheder og deres interaktion med menneskerettighederne, herunder vinter-OL i Sotji i Rusland i februar 2014 og den fortsatte undertrykkelse af forsamlingsfriheden og de seksuelle minoriteters rettigheder, og det forestående verdensmesterskab i fodbold i Brasilien, hvor der rapporteres om udsættelser og fordrivelser i hele landet;

Anvendelse af bevæbnede droner

49.  er bekymret over de krænkelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret, der sker som følge af ulovlige målrettede drab udført af bevæbnede droner, idet disse har ført til, at et ukendt antal civile er blevet dræbt, alvorligt kvæstet eller traumatiseret uden for erklærede konfliktområder; støtter bestræbelserne på i henhold til FN's relevante særlige procedurer at fremme åbenhed og kontrol i forbindelse med staters brug af bevæbnede droner i overensstemmelse med de fastlagte internationale retlige rammer; opfordrer EU, dets medlemsstater og UNHRC til fortsat at støtte undersøgelserne af ulovlige målrettede drab og til at følge op på anbefalingerne fra FN 's særlige rapportører om udenretslige, summariske eller vilkårlige henrettelser og bekæmpelse af terrorisme og menneskerettigheder;

Den Internationale Straffedomstol

50.  gentager, at det fuldt ud støtter Den Internationale Straffedomstol og er fortsat opmærksom på ethvert forsøg på at undergrave dens legitimitet; anmoder om, at der aktivt fastlægges en EU-holdning vedrørende definitionen af aggressionsforbrydelser og Kampala-ændringerne;

Den universelle regelmæssige gennemgang

51.  understreger betydningen af at bevare den universelle karakter af den universelle regelmæssige gennemgang (UPR) henblik på at nå frem til en fuld forståelse af menneskerettighedssituationen i alle FN-medlemsstater og gentager, at gennemgangens anden cyklus, der fokuserer på gennemførelsen af ​​de henstillinger, der er accepteret under første cyklus, fortsat har betydning; opfordrer imidlertid endnu en gang til, at de henstillinger, som staterne ikke kunne acceptere under den første cyklus, bliver taget op til fornyet behandling i løbet af den videre UPR-proces;

52.  opfordrer de EU-medlemsstater, der deltager i UPR's interaktive dialoger til at fremsætte henstillinger, der er specifikke og målbare med henblik på at forbedre kvaliteten af opfølgning og gennemførelse af godkendte henstillinger; understreger betydningen af, at Kommissionen og EU-medlemsstaterne gennem teknisk bistand søger at hjælpe de stater, hvis gennemførelse af henstillingerne overvåges, med at forelægge midtvejsevalueringer, således at gennemførelsen forbedres;

53.  understreger, at det er nødvendigt systematisk at medtage UPR-henstillinger i EU's dialoger og samråd om menneskerettigheder og i EU's landestrategier for menneskerettigheder; gentager sin anbefaling om, at Parlamentet tager disse henstillinger op i forbindelse med sine egne delegationsbesøg til tredjelande;

54.  glæder sig over alle skridt, der giver en bred vifte af interessenter, herunder civilsamfundet, mulighed for at deltage fuldt ud i UPR-processen; understreger, hvor vigtig det er, at EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne i UNHRC sætter fokus på det bekymrende forhold, at ngo'ernes råderum bliver mindre og mindre i en række lande rundt om i verden;

Særlige procedurer

55.  gentager sin stærke støtte til de særlige procedurer; understreger den grundlæggende betydning af disse mandaters uafhængighed og opfordrer alle FN-stater til at samarbejde fuldt ud i forbindelse med de særlige procedurer og bl.a. modtage mandatholderne under landebesøg, efterkomme deres krav om hasteindgreb i forbindelse med påstande om krænkelser og sikre en ordentlig opfølgning på mandatholdernes henstillinger; støtter erklæringen af 10. december 2013 fra de 72 eksperter, der er tilknyttet de særlige procedurer, og er bekymret for, at staternes manglende samarbejde med de særlige procedurer kan svække sidstnævntes mulighed for at gennemføre mandatet;

56.  fordømmer på det kraftigste alle former for repressalier mod menneskerettighedsforkæmpere og -aktivister, der samarbejder med UPR-processen og de særlige procedurer, især i Kina; opfordrer UNHRC til at undersøge forlydender om, at en kinesisk aktivist, Cao Shunli, der støttede civilsamfundets inddragelse i UPR, har været tilbageholdt siden den 14. september 2013; opfordrer UNHRC's formand til aktivt at følge op på denne og andre lignende sager og alle stater til at yde tilstrækkelig beskyttelse mod sådanne trusler; understreger, at sådanne handlinger undergraver hele FN's menneskerettighedssystem;

EU's engagement

57.  påpeger på ny, hvor vigtigt det er, at EU deltager aktivt i alle FN's menneskerettighedsmekanismer, herunder UNHRC; tilskynder EU-medlemsstaterne til at deltage aktivt ved at være med til at støtte og fremsætte resolutioner, ved at deltage aktivt i drøftelser og interaktive dialoger og ved at afgive erklæringer; er stærk tilhænger af EU's stigende anvendelse af tværregionale initiativer;

58.  bekræfter vigtigheden af at integrere det arbejde, der udføres i Genève i forbindelse med UNHRC i de relevante interne og eksterne EU-aktiviteter, herunder Europa-Parlamentets arbejde i bl.a. udvalg og interparlamentariske delegationer og FN's særlige rapportørers bidrag til udvalgsmøder;

59.  tilskynder EU's særlige repræsentant til fortsat at øge effektiviteten af, sammenhængen i og synligheden af EU's menneskerettighedspolitik inden for rammerne af UNHRC og yderligere udvikle et tæt samarbejde med OHCHR og de særlige procedurer, og beklager, at næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik ikke er repræsenteret på højt niveau i UNHRC;

60.  understreger på ny betydningen af effektiv koordination og samarbejde mellem EU-Udenrigstjenesten, Kommissionen og EU-medlemsstaterne om menneskerettighedsspørgsmål; tilskynder i denne forbindelse EU-Udenrigstjenesten til, især gennem EU-delegationerne i Genève og New York, at øge sammenhængen i EU's aktiviteter ved hjælp af rettidige og målrettede konsultationer, og til at tale med én stemme;

61.  understreger betydningen af, at EU-medlemsstaterne støtter UNHRC ved sammen at arbejde hen imod virkeliggørelsen af princippet om menneskerettighedernes udelelighed og universalitet, og i særdeleshed ved at ratificere alle de internationale menneskerettighedsinstrumenter, dette organ har etableret; gentager sin beklagelse af, at ingen EU-medlemsstat har ratificeret konventionen om beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder; gentager, at adskillige medlemsstater endnu ikke har vedtaget og/eller ratificeret konventionen om beskyttelse af alle personer mod tvungen forsvinding eller den valgfri protokol til FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf eller den valgfri protokol til den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder; gentager sin opfordring til alle medlemsstater om at ratificere disse konventioner og protokoller; understreger betydningen af, at EU-medlemsstaterne forelægger deres periodiske rapporter for FN’s tilsynsorganer rettidigt; opfordrer EU til aktivt at fastlægge en EU-holdning til aggressionsforbrydelser og Kampala-ændringerne;

62.  gentager betydningen af, at EU til stadighed forsvarer OHCHR's uafhængighed og således sikrer, at OHCHR fortsat kan varetage sin opgave effektivt og upartisk; fremhæver, at det er afgørende for, at OHCHR forbliver upartisk og fungerer tilfredsstillende, at det sikres tilstrækkelig finansiering, navnlig i betragtning af at flere nyligt opståede situationer har skabt behov for at åbne nye regionale OHCHR-kontorer; understreger betydningen af at sikre tilstrækkelig finansiering til at dække de traktatfæstede organers stigende arbejdsbyrde; opfordrer EU til at føre an i indsatsen for at sikre et velfungerende traktatorgansystem, herunder hvad angår tilstrækkelig finansiering;

63.  bekræfter, at beskyttelsen af menneskerettighedsforkæmpere er en nøgleprioritet i EU’s menneskerettighedspolitik; sætter derfor pris på den praktiske og finansielle støtte, som ydes til omgående beskyttelse af og støtte til menneskerettighedsforkæmpere inden for rammerne af det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder (EIDHR);

o
o   o

64.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU’s særlige repræsentant for menneskerettigheder, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's Sikkerhedsråd, FN's generalsekretær, formanden for FN's 68. Generalforsamling, formanden for FN's Menneskerettighedsråd, FN's højkommissær for menneskerettigheder og den af Udenrigsudvalget nedsatte EU-FN-Arbejdsgruppe.

(1) EUT C 332 E af 15.11.2013, s. 114. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0055. (3) Vedtagne tekster P7_TA(2013)0575.

Europa-Parlamentets beslutning af 13. marts 2014 om Rusland: Domsafsigelse mod demonstranter, der var involveret i begivenhederne på Bolotnaja-pladsen (2014/2628(RSP))

P7_TA(2014)0253 RC-B7-0245/2014

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til sine tidligere beslutninger om Rusland, navnlig beslutningen af 13. juni 2013 om retsstatsforholdene i Rusland(1),

—  der henviser til erklæringen fra talsmanden for næstformand i Kommissionen/højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 24. februar 2014 om domsafsigelsen mod demonstranter, der var involveret i begivenhederne Bolotnaja-pladsen,

—  der henviser til Ruslands forfatning, navnlig artikel 118, ifølge hvilken retsplejen i Den Russiske Føderation alene varetages af domstolene, og artikel 120, der fastslår, at dommerne er uafhængige og kun underlagt forfatningen og de føderale love,

—  der henviser til drøftelserne mellem EU og Rusland om menneskerettigheder den 28. november 2013,

—  der henviser til rapporten af 17. december 2013 fra Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur og Umenneskelig eller Vanærende Behandling eller Straf (CPT) om dets regelmæssige besøg til Den Russiske Føderation,

—  der henviser til erklæringen af 4. marts 2014 fra Den Russiske Føderations ombudsmand for menneskerettigheder, Vladimir Lukin, om offentlige demonstrationer i Moskva og de foranstaltninger, der blev truffet af de retshåndhævende myndigheder,

—  der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5, og artikel 110, stk. 4,

A.  der henviser til, at Den Russiske Føderation som fuldt medlem af Europarådet og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa har forpligtet sig til at overholde de demokratiske principper, retsstatsprincippet og de grundlæggende menneskerettigheder; der henviser til, at der på grund af en række alvorlige krænkelser af retsstatsprincipperne og vedtagelsen af restriktive love i løbet af de seneste måneder er stigende bekymring med hensyn til Ruslands overholdelse af internationale og nationale forpligtelser;

B.  der henviser til, at flere snese af de anslåede titusinder af demonstranter den 6. maj 2012, på aftenen for præsident Vladimir Putins tiltrædelse, var i sporadisk sammenstød med politiet på Bolotnaja-pladsen, der resulterede i mindre skader;

C.  der henviser til, at omkring 600 aktivister blev kortvarigt tilbageholdt, og at der blev indledt straffesag mod 28 personer; der henviser til, at myndighederne indledte en efterforskning af demonstranternes handlinger, som de betragtede som "masseoptøjer", hvilket ifølge russisk lovgivning er masseaktioner, der omfatter "vold, forfølgelse, ødelæggelse af ejendom, brug af skydevåben eller væbnet modstand mod myndighederne"; der henviser til, at myndighederne påstår, at volden var planlagt og var en del af en sammensværgelse, der havde til formål at destabilisere landet og vælte regeringen;

D.  der henviser til, at der i forbindelse med adskillige retssager og retlige procedurer i de seneste år er blevet sat spørgsmålstegn ved retternes uafhængighed og upartiskhed i Den Russiske Føderation;

E.  der henviser til, at en lang række russiske og internationale menneskerettighedsorganisationer har rapporteret om, at uforholdsmæssige foranstaltninger og aggressive handlinger fra sikkerhedsstyrkernes side samt overdreven brug af vold ledte til voldshandlingerne, der blev efterfulgt af vilkårlige arrestationer af demonstranter; der henviser til, at Den Russiske Føderations ombudsmand i sin vurdering bekræftede, at beskyldningerne om masseoptøjer var ubegrundede;

F.  der henviser til, at en russisk domstol den 24. februar 2014 fandt otte af disse demonstranter skyldige, med domme der spænder fra en betinget dom til fire års fængsel, og som følger efter tre hårdere fængselsstraffe i 2013 samt den psykiatriske behandlingsdom til aktivisten Mikhael Kosenko;

G.  der henviser til, at der den 21. og 24. februar 2014 fandt et stort antal tilbageholdelser sted i forbindelse med fredelige demonstrationer til støtte for de sagsøgte i Bolotnaja-plads-sagen; der henviser til, at mere end 200 personer, der samledes uden for byretten i Zamoskvoretsky den 24. februar 2014 for at høre afsigelsen af dommen, blev tilbageholdt i flere timer; der henviser til, at oppositionslederne Boris Nemtsov og Aleksei Navalny senere blev idømt en 10-dages fængselsstraf; der henviser til, at Aleksei Navalny er blevet sat i husarrest de næste to måneder og den 5. marts 2014 blev udstyret med et elektronisk armbånd med henblik på at overvåge hans aktiviteter;

H.  der henviser til, at de russiske myndigheder er ved at udvide deres masseovervågningsprogrammer; der henviser til, at disse programmer, kombineret med anti-LGBT-lovgivning og lovgivning, der begrænser ngo'ers frihed, giver de russiske myndigheder et meget kraftfuldt værktøj til at overvåge og undertrykke oppositionen;

I.  der henviser til, at menneskerettighedssituationen i Rusland er blevet forværret i de seneste år, og at de russiske myndigheder har vedtaget en række love, som indeholder tvetydige bestemmelser, som kan anvendes til yderligere at pålægge oppositionen og civilsamfundets aktører begrænsninger og hindre ytrings- og forsamlingsfriheden; der henviser til, at denne hårde kurs har omfattet foranstaltninger som f.eks. politirazziaer, konfiskation af ejendom, administrative bøder og andre foranstaltninger, der har til formål at forhindre og afskrække civilsamfundets organisationer fra at udføre deres arbejde;

J.  der henviser til, at ledere af oppositionspartier og -bevægelser er genstand for chikane fra de russiske myndigheders side, og at nogle tilbageholdes efter forskellige sigtelser, som f.eks. Ilya Yashin, leder af "Solidaritet"-bevægelsen, Gleb Fetisov, medformand for alliancen af de grønne og socialdemokraterne samt Yevgeni Vitishko, økologisk aktivist og fremtrædende medlem af Yabloko;

K.  der henviser til, at der i december 2013 til Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur er rapporteret talrige beretninger om mishandling og tortur af fanger begået af medlemmer af de retshåndhævende myndigheder og politiet;

1.  udtrykker sin dybe bekymring over sagerne mod demonstranterne på Bolotnaja-pladsen, der fra begyndelsen har været behæftet med alvorlige mangler og politisk motiverede anklager;

2.  mener, at anklagerne mod disse demonstranter og de idømte straffe synes uforholdsmæssige i betragtning af begivenhederne karakter og de lovovertrædelser, de er anklaget for; mener, at resultatet af retssagen på grund af proceduremæssige mangler og lange varetægtsfængslinger endnu en gang giver anledning til at sætte spørgsmålstegn ved retsstatsforholdene i landet;

3.  opfordrer de russiske retlige myndigheder til at genoverveje dommene i appelsagen og løslade de otte demonstranter samt fangen fra Bolotnaja-pladsen, Mikhael Kosenko, der blev idømt en psykiatrisk behandlingsdom;

4.  udtrykker endvidere dyb bekymring for tilbageholdelsen af et stort antal fredelige demonstranter efter Bolotnaja-dommene og opfordrer til, at alle sigtelser mod dem frafaldes; opfordrer endvidere den russiske regering til at respektere alle borgeres ret til at udøve deres grundlæggende frihedsrettigheder og universelle menneskerettigheder;

5.  minder om vigtigheden af, at Ruslands fuldt ud overholder sine internationale retlige forpligtelser som medlem af Europarådet og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa og de grundlæggende menneskerettigheder og retsstatsprincippet, der er nedfældet i den europæiske menneskerettighedskonvention og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR); påpeger, at den seneste udvikling har bevæget sig i den modsatte retning af de reformer, der er nødvendige for at forbedre de demokratiske normer, retsstaten og retsvæsenets uafhængighed i Rusland;

6.  udtrykker sin bekymring over udviklingen i Den Russiske Føderation med hensyn til overholdelsen og beskyttelsen af menneskerettighederne samt respekten for fælles vedtagne demokratiske principper, regler og procedurer, navnlig for så vidt angår loven om "udenlandske agenter", den LGBTI-fjendtlige lovgivning, genkriminalisering af æreskrænkelse, loven om forræderi og lovgivningen til regulering af offentlige protester; opfordrer indtrængende Rusland til at overholde sine internationale forpligtelser som medlem af Europarådet;

7.  opfordrer den russiske regering til at træffe konkrete foranstaltninger med henblik på at afhjælpe forværringen af menneskerettighedssituationen, navnlig ved at ophøre med at chikanere civilsamfundsorganisationer og -aktivister; opfordrer den russiske udøvende og lovgivende magt til at genoverveje og endelig ophæve nyligt vedtagne retsakter og foranstaltninger, der er i modstrid med landets erklærede engagement for så vidt angår menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder som medlem af Europarådet, og til at tage hensyn til forslagene fra sin ombudsmand for menneskerettigheder såvel som fra præsidenten for Den Russiske Føderations menneskerettighedsråd;

8.  opfordrer indtrængende de russiske retlige og retshåndhævende myndigheder til at udføre deres opgaver på en upartisk og uafhængig måde;

9.  understreger, at forsamlingsfriheden i Den Russiske Føderation er sikret i henhold til artikel 31 i den russiske forfatning og i henhold til den europæiske menneskerettighedskonvention, som Rusland har undertegnet, hvilket forpligter de russiske myndigheder til at respektere den;

10.  opfordrer Den Russiske Føderation til at bringe sine overvågningsprogrammer i overensstemmelse med den europæiske menneskerettighedskonvention;

11.  beklager den fortsatte hårde linje mod borgere, der giver udtryk for deres kritik mod regimet, og mod de tilbageværende uafhængige medier, herunder tv Dozhd (Rain) og Ekho Moskvy radio;

12.  opfordrer den højtstående repræsentant og EU-Udenrigstjenesten til at sikre, at alle tilfælde af retsforfølgelser af politiske grunde tages op i forbindelse med menneskerettighedskonsultationerne mellem EU og Rusland, og at Ruslands repræsentanter under disse konsultationer formelt afkræves svar i hvert enkelt tilfælde;

13.  opfordrer formændene for Rådet og Kommissionen samt den højtstående repræsentant til fortsat nøje at følge disse sager og til at tage disse spørgsmål op i forskellige sammenhænge og på møder med Rusland, og til at orientere Parlamentet om drøftelserne med de russiske myndigheder;

14.  opfordrer indtrængende Rådet til at formulere en fælles politik over for Rusland, der forpligter de 28 EU-medlemsstater og EU-institutionerne til et stærkt fælles budskab om betydningen af menneskerettighederne i forholdet mellem EU og Rusland og behovet for at bringe angrebene på ytrings-, forsamlings- og foreningsfriheden i Rusland til ophør; opfordrer til, at dette fælles budskab formuleres i konklusionerne fra Rådet for Udenrigsanliggender;

15.  opfordrer indtrængende den højtstående repræsentant og EU-Udenrigstjenesten til at sikre, at EU søger alle muligheder inden for rammerne af russisk national ret for fortsat at engagere sig i og støtte russiske civilsamfundsorganisationer, herunder dem, der arbejder for at fremme værdier som demokrati, menneskerettigheder og retsstaten;

16.  opfordrer indtrængende Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til i forbindelse med den igangværende programmeringsfase for EU's finansieringsinstrumenter at øge den finansielle bistand til det russiske civilsamfund gennem det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder samt bevillingerne til civilsamfundsorganisationer og lokale myndigheder og til at lade partnerskabsinstrumentet omfatte Civilsamfundsforummet EU-Rusland for at sikre en holdbar og troværdig langsigtet støtte;

17.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Europarådet, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa og Den Russiske Føderations præsident, regering og parlament.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0284.

Europa-Parlamentets beslutning af 13. marts 2014 om iværksættelse af høringer med henblik på suspendering af Uganda og Nigeria fra Cotonouaftalen som følge af den seneste tids lovgivning om skærpet kriminalisering af homoseksualitet (2014/2634(RSP))

P7_TA(2014)0254 RC-B7-0251/2014

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til de internationale menneskerettighedsforpligtelser og ‑instrumenter, herunder dem, som indgår i FN-konventionerne om menneskerettigheder og den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der garanterer menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og forbyder forskelsbehandling,

—  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder samt det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder,

—  der henviser til FN's Menneskerettighedsråds resolution 17/19 af 17. juni 2011 om menneskerettigheder, seksuel orientering og kønsidentitet,

—  der henviser til den anden revision af partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af Gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Den Europæiske Union og dens medlemsstater (i det følgende benævnt "Cotonouaftalen") samt til de heri nævnte klausuler og forpligtelser vedrørende menneskerettigheder og folkesundhed, især artikel 8, stk. 4, artikel 9, artikel 31a, litra e), og artikel 96,

—  der henviser til artikel 2, artikel 3, stk. 5, artikel 21, 24, 29 og 31 i traktaten om Den Europæiske Union og til artikel 10 og 215 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som forpligter EU og dets medlemsstater til i forbindelserne med den øvrige verden at værne om og fremme de universelle menneskerettigheder og beskyttelsen af fysiske personer og til at vedtage restriktive foranstaltninger i tilfælde af om alvorlige krænkelser af menneskerettighederne,

—  der henviser til retningslinjerne for fremme og beskyttelse af alle menneskerettigheder for lesbiske, bøsser, biseksuelle, transpersoner og interseksuelle (LGBTI-personer), som vedtoges af Rådet den 24. juni 2013,

—  der henviser til erklæring af 15. januar 2014 fra Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, hvori hun udtrykker foruroligelse over vedtagelsen af loven om forbud mod ægteskab mellem personer af samme køn i Nigeria,

—  der henviser til Catherine Ashtons erklæring af 20. december 2013 om vedtagelsen af loven mod homoseksualitet i Uganda,

—  der henviser til præsident Obamas erklæring af 16. februar 2014 om vedtagelsen af loven mod homoseksualitet i Uganda og hans opfordring til præsident Museveni om ikke at undertegne loven,

—  der henviser til Catherine Ashtons erklæring af 18. februar 2014 om lovgivningen mod homoseksualitet i Uganda,

—  der henviser til Ban Ki-moons erklæring af 25. februar 2014, hvori han indtrængende opfordrer myndighederne i Uganda til at revidere eller ophæve landets lov mod homoseksualitet,

—  der henviser til erklæringen af 4. marts 2014 fra den højtstående repræsentant på vegne af Den Europæiske Union om Ugandas lov mod homoseksualitet,

—  der henviser til sin beslutning af 5. juli 2012 om vold mod lesbiske kvinder og rettighederne for lesbiske, bøsser, biseksuelle, transpersoner og interseksuelle (LGBTI-personer) i Afrika(1), sin beslutning af 13. juni 2013 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse af aftalen om ændring for anden gang af partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater, undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000, som ændret første gang i Luxembourg den 25. juni 2005(2), og sin beslutning af 11. december 2013 om EU’s årsberetning om menneskerettigheder og demokrati i verden i 2012 og EU's politik på området(3)

—  der henviser til sine beslutninger af henholdsvis 17. december 2009 om ”Uganda: forslag til anti-homoseksuel lovgivning”(4), 16. december 2010 om ”Uganda: det såkaldte Bahati-lovforslag og diskrimination mod LGBT-personer” og (5)17. februar 2011 om ”Uganda: drabet på David Kato”(6),

—  der henviser til sine beslutninger af 15. marts 2012(7) og af 4. juli 2013(8) om situationen i Nigeria,

—  der henviser til sin beslutning af 16. januar 2014 om nylige forsøg på at kriminalisere bøsser, lesbiske, biseksuelle, transpersoner og interseksuelle (LGBTI-personer)(9),

—  der henviser til sin beslutning af 28. september 2011 om menneskerettigheder, seksuel orientering og kønsidentitet i De Forenede Nationer(10),

—  der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5, og artikel 110, stk. 4,

A.  der henviser til, at alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder; der henviser til, at alle stater har en forpligtelse til at forebygge vold, opildning til had samt stigmatisering på grundlag af individuelle karakteristika, herunder seksuel orientering, kønsidentitet og kønsudtryk;

B.  der henviser til, at Den Europæiske Unions fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) tilsigter at udvikle og konsolidere demokratiet og retsstatsprincippet samt overholdelsen af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder;

C.  der henviser til, at ikke færre end 76 lande fortsat anser homoseksualitet for at være en forbrydelse, og at fem af disse anvender dødsstraf for sådanne forbrydelser;

D.  der henviser til, at frivilligt samkvem mellem personer af samme køn i forvejen blev straffet med 14 års fængsel i Uganda efter paragraf 145 i Ugandas straffelov og med syv års fængsel i Nigeria efter paragraf 214 i den nigerianske straffelov (eller med dødsstraf i de 12 delstater, der har indført sharialov);

E.  der henviser til, at Ugandas parlament den 20. december 2013 vedtog lovforslaget mod homoseksualitet, som straffer personer, der støtter LGBTI-personers rettigheder, med op til syv års fængsel, personer, der anvender et hus, et eller flere værelser eller ethvert andet sted til "homoseksuelle formål", med syv års fængsel, medens "recidivister" eller hiv-positive lovovertrædere straffes med livsvarigt fængsel; der henviser til, at loven blev undertegnet af præsidenten for Republikken Uganda, Yoweri Museveni Kaguta, den 24. februar 2014;

F.  der henviser til, at myndighederne i Uganda har vedtaget en lov mod pornografi og en lov om forvaltning af den offentlige orden, som udgør yderligere anslag mod menneskerettighederne og menneskerettigheds-ngo'er; der henviser til, at dette afspejler den stadige indsnævring og forringelse af det politiske råderum, som civilsamfundet oplever;

G.  der henviser til, at det nigerianske senat den 17. december 2013 vedtog loven om forbud mod ægteskab mellem personer af samme køn, som straffer personer, der lever i parforhold med en person af samme køn, med op til 14 års fængsel og personer, som er vidne til ægteskaber mellem personer af samme køn, eller som driver eller frekventerer LGBTI-barer, -organisationer eller -selskaber, med op til ti års fængsel; der henviser til, at præsident Goodluck Jonathan underskrev loven i januar 2014;

H.  der henviser til, at en række medier, almindelige borgere samt politiske og religiøse ledere i disse lande i stigende grad søger at intimidere LGBTI-personer, begrænse såvel deres som ngo’ers og menneskerettighedsgruppers rettigheder og legitimere volden imod dem; der henviser til, at et tabloidblad i Uganda kort efter, at præsident Museveni havde underskrevet loven, offentliggjorde en liste med navne og billeder af 200 ugandiske bøsser og lesbiske, hvilket fik yderst negative konsekvenser for deres sikkerhed; der henviser til, at medierne har berettet om et stigende antal arrestationer og vold mod LGBTI-personer i Nigeria;

I.  der henviser til, at talrige stats- og regeringschefer, ledende personer i FN, repræsentanter for regeringer og parlamenter, EU (herunder Rådet, Parlamentet, Kommissionen, den højtstående repræsentant) og talrige internationale personligheder på det kraftigste har fordømt lovgivning, der kriminaliserer LGBTI-personer;

J.  der henviser til, at EU via sit samarbejde bør bidrage til AVS-staternes bestræbelser på at udvikle understøttende lovmæssige og politiske rammer og fjerne straffende love, politikker og praksisser samt stigma og diskrimination, som undergraver menneskerettighederne, øger sårbarheden over for hiv/aids og hæmmer adgangen til effektiv forebyggelse, behandling, pleje og støtte i forbindelse med hiv/aids, herunder medicin, sundhedsartikler og ydelser til folk, der lever med hiv/aids, og til de mest udsatte befolkningsgrupper;

K.  der henviser til at UN AIDS og den globale fond til bekæmpelse af hiv/aids, tuberkulose og malaria frygter, at LGBTI-personer og de 3,4 mio. hivsmittede borgere i Nigeria og Uganda vil blive nægtet grundlæggende sundhedsydelser, og kræver, at lovenes forfatningsmæssighed straks revideres i lyset af deres alvorlige konsekvenser for folkesundheden og menneskerettighederne;

L.  der henviser til, at yderligere kriminalisering af frivilligt samkvem mellem voksne af samme køn vil gøre det endnu vanskeligere at nå såvel 2015-målene, navnlig med hensyn til ligestilling og sygdomsbekæmpelse, som opnå nogen form for succes hvad angår udviklingsrammerne efter 2015;

M.  der henviser til, at en række medlemsstater, herunder Nederlandene, Danmark og Sverige, samt en række andre lande, såsom USA og Norge, har besluttet enten at tilbageholde støtte beregnet til regeringen i Uganda eller at omlægge støtten fra regeringsstøtte til civilsamfundsstøtte;

N.  der henviser til, at der i henhold til artikel 96, stk. 1a, i Cotonouaftalen kan iværksættes en høringsprocedure med henblik på suspendering af signatarer, som tilsidesætter deres menneskerettighedsforpligtelser i medfør af artikel 8, stk. 4, og artikel 9;

1.  beklager vedtagelsen af nye love, som udgør alvorlige trusler mod de universelle rettigheder til liv, ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed samt til frihed for tortur eller grusom, umenneskelig eller vanærende behandling; gentager, at seksuel orientering og kønsidentitet er spørgsmål, som henhører under individers ret til privatliv, som er sikret ved folkeretten og nationale forfatninger; understreger, at lige muligheder for LGBTI-personer er et ubestrideligt element i grundlæggende menneskerettigheder;

2.  minder om udtalelser fra Den Afrikanske Kommission for Menneskerettigheder og fra FN's menneskerettighedskomité om, at en stat ikke igennem sin nationale lovgivning kan fornægte sine internationale menneskerettighedsforpligtelser;

3.  opfordrer Ugandas præsident til at ophæve loven mod homoseksuelle og paragraf 145 i Ugandas straffelov; opfordrer Nigerias præsident til at ophæve lovforslaget om forbud mod ægteskab mellem personer af samme køn og paragraf 214 og 217 i den nigerianske straffelov, idet disse er i strid med de internationale menneskerettighedsforpligtelser;

4.  bemærker, at regeringen i Uganda og regeringen i Nigeria med undertegnelsen af disse love har undladt at opfylde den forpligtelse, som de ifølge Cotonouaftalens artikel 9, stk. 2, har til at overholde menneskerettighederne, de demokratiske principper og retsstatsprincippet;

5.  fastholder, at disse love falder in under bestemmelsen i Cotonouaftalens artikel 96, stk. 1a, litra b), om særligt hastende tilfælde, hvorved der forstås ekstraordinære tilfælde af særligt alvorlig og åbenbar tilsidesættelse af de bestemmelser om menneskerettigheder og værdighed, der er omhandlet i artikel 9, stk. 2, og derfor kræver øjeblikkelig indgriben;

6.  opfordrer derfor Kommissionen til at engagere sig i en styrket og presserende politisk dialog baseret på artikel 8 på lokalt og ministerielt plan og anmode om at indlede drøftelserne senest på topmødet mellem EU og Afrika;

7.  anmoder indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne om at tage deres strategi for udviklingsbistand til Uganda og Nigeria op til revision og prioritere en omlægning af bistanden til civilsamfundet og andre organisationer fremfor en suspendering af bistanden, også selv om den kun er sektorvis;

8.  foreslår, at Den Afrikanske Union går forrest og nedsætter et internt udvalg, der skal se nærmere på disse love og problemstillinger;

9.  opfordrer Den Afrikanske Unions og Den Europæiske Unions ledere til at drøfte disse love under det 4. topmøde mellem Afrika og EU, der skal afholdes den 2.-3. april 2014;

10.  opfordrer medlemsstaterne eller den højtstående repræsentant til med Kommissionens støtte at overveje målrettede sanktioner såsom indrejse- og visumforbud for de nøglepersoner, der er ansvarlige for udarbejdelsen og vedtagelsen af ​​disse to love;

11.  minder om EU-Domstolens dom af 7. november 2013 i sagen X, Y, Z mod Minister voor Immigratie en Asiel (sagerne C-199-201/12), hvori det understreges, at folk af en bestemt seksuel orientering, der er offer for love, som kriminaliserer deres adfærd eller identitet, kan udgøre en særlig social gruppe med henblik på tildeling af asyl;

12.  beklager de generelt voksende sociale, økonomiske og politiske problemer, der gør sig gældende for de afrikanske nationer, der er truet af en religiøs fundamentalisme, som bliver mere og mere udbredt, med alvorlige konsekvenser for individers værdighed, udfoldelsesmuligheder og frihed;

13.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at medtage en udtrykkelig henvisning til ikke-forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering i enhver fremtidig aftale til erstatning af Cotonouaftalen, som Parlamentet talrige gange har anmodet om;

14.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen, Rådet, EU-Udenrigstjenesten, medlemsstaterne, de nationale regeringer og parlamenter i Uganda, Nigeria, Den Demokratiske Republik Congo og Indien samt Ugandas og Nigerias præsidenter.

(1) EUT C 349 E af 29.11.2013, s. 88. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0273. (3) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0575. (4) EUT C 286 E af 22.10.2010, s. 25. (5) EUT C 169 E af 15.6.2012, s. 134. (6) EUT C 188 E af 28.6.2012, s. 62. (7) EUT C 251 E af 31.8.2013, s. 97. (8) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0335. (9) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0046. (10) EUT C 56 E af 26.2.2013, s. 100.

Europa-Parlamentets beslutning af 13. marts 2014 om sikkerhed og menneskehandel på Sinaihalvøen (2014/2630(RSP))

P7_TA(2014)0255 RC-B7-0254/2014

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til sine beslutninger af 15. marts 2012 om menneskehandel på Sinaihalvøen, navnlig sagen om Solomon W.(1), af 16. december 2010 om eritreiske flygtninge holdt som gidsler på Sinai(2) og af 6. februar 2014 om situationen i Egypten(3),

—  der henviser til erklæringerne fra Unionens næstformand/højtstående repræsentant, Catherine Ashton, af 11. september 2013, 3. og 8. oktober 2013 og 24. december 2013 om sikkerhedssituationen på Sinaihalvøen og af 24. januar 2014 og 17. februar 2014 om terrorangrebet på Sinaihalvøen,

—  der henviser til Europols publikation af 3. marts 2014 om illegale migranter fra Afrikas Horn med europæiske sponsorer, der er kidnappet for løsepenge og holdt som gidsler på Sinaihalvøen,

—  der henviser til artikel 3 i den europæiske menneskerettighedskonvention fra 1950,

—  der henviser til Cotonou-partnerskabsaftalen mellem AVS og EU,

—  der henviser til FN's konvention fra 1951 om flygtninges retsstilling og tilhørende protokol samt UNHCR's aftalememorandum fra 1954 med den egyptiske regering,

—  der henviser til Den Afrikanske Enhedsorganisations konvention om særlige aspekter af flygtningeproblemer i Afrika,

—  der henviser til FN-konventionen fra 1984 mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf og Europarådets konvention om indsatsen mod menneskehandel fra 2005,

—  der henviser til FN's protokol fra 2000 om forebyggelse, bekæmpelse og retsforfølgning af menneskehandel, særlig handel med kvinder og børn, som supplerer FN's konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet, navnlig artikel 6 og 9,

—  der henviser til Bruxelleserklæringen om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel, der blev vedtaget den 20. september 2002,

—  der henviser til Rådets direktiv 2004/81/EF af 29. april 2004 om udstedelse af tidsbegrænset opholdstilladelse til ofre for menneskehandel og direktiv 2011/36/EU af 5. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor,

—  der henviser til artikel 2, artikel 6, stk. 1, artikel 7 og artikel 17 (”Enhver har ret til lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller angreb”) i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder,

—  der henviser til associeringsaftalen mellem EU og Egypten og navnlig præamblen og dennes artikel 2;

—  der henviser til artikel 89 i forfatningen for Den Arabiske Republik Egypten og til Egyptens lov nr. 64 fra 2010 om bekæmpelse af menneskehandel,

—  der henviser til Israels lov om anti-infiltration,

—  der henviser til UNHCR's retningslinjer om Eritrea,

—  der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5, og artikel 110, stk. 4,

A.  der henviser til, at terrorangreb, spredning af våben, infiltration af udenlandske og egyptiske jihadister, og en radikalisering af en del af den lokale befolkning på Sinaihalvøen har skabt øgede sikkerhedsmæssige udfordringer for Egypten, Israel og andre lande i regionen; der henviser til, at sikkerhedssituationen på Sinaihalvøen hurtigt er blevet forværret – med adskillige ekstremistiske grupper, der destabiliserer sikkerhedsforholdene, og mere end 250 terrorangreb fortrinsvist mod egyptiske sikkerhedsstyrker og deres anlæg, som har dræbt mere end hundrede mennesker, hvoraf de fleste var ansatte i politiet og militæret – siden den tidligere præsident, Mohamed Morsi, blev væltet i juli 2013; der henviser til, at terrorangreb ved Suez-kanalen og mod gasledninger også er en væsentlig kilde til bekymring;

B.  der henviser til, at ekstremistisk infiltration underminerer bestræbelserne på at genoprette sikkerheden på Sinaihalvøen; der henviser til, at forskellige al-Qaeda-tilknyttede eller -inspirerede terrorgrupper fortsat opererer i området; der henviser til, at disse grupper har udvidet deres område for terrorhandlinger hinsides Sinaihalvøen; der henviser til, at andre lokale militante grupper, der ikke tilhører ekstremistiske grupper, men som er bevæbnede beduiner involveret i smugling og menneskehandel, opererer på Sinaihalvøen;

C.  der henviser til, at egyptiske væbnede styrker for nylig har iværksat militæroperationer på Sinaihalvøen for at bekæmpe terrorgrupper og ekstremistiske grupper og for at genoprette sikkerheden; der henviser til, at Egyptens regering og sikkerhedsstyrker synes ude af stand til at få sikkerhedskrisen på Sinaihalvøen under kontrol; der henviser til, at lovløsheden i regionen giver kriminelle netværk, menneskehandlere og kriminelle bander mulighed for at arbejde uhindret og ustraffet; der henviser til, at menneskehandel tilsyneladende fortsætter med uformindsket styrke på trods af den igangværende offensiv af de egyptiske sikkerhedsstyrker på Sinaihalvøen; der henviser til, at Sinaihalvøen længe har fungeret som en smuglerrute ind og ud af Gaza-striben; der henviser til, at der er bekymring over en medieblokering om udviklingen på Sinaihalvøen;

D.  der henviser til, at den sociale og økonomiske marginalisering af den lokale beduinbefolkning er en væsentlig grund til de sikkerhedsmæssige problemer på Sinaihalvøen; der henviser til, at beboerne på Sinaihalvøen længe har lidt under fattigdom, forskelsbehandling, begrænset adgang til sundhedsydelser og uddannelse, hvilket har fremmedgjort dem fra de officielle myndigheder, som ikke tager sig af deres situation og ignorerer deres krav;

E.  der henviser til, at tusindvis af asylansøgere og migranter fra Afrikas Horn flygter fra deres hjemlande hver måned som følge af menneskerettighedskrænkelser og den humanitære krise; der henviser til, at der ifølge FN's særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i Eritrea alene fra Eritrea flygter op til 3 000 mennesker hver måned; der henviser til, at det anslås, at tusindvis af mennesker er blevet kidnappet i Østsudan, taget til Egypten og tortureret på Sinaihalvøen, og af disse er mere end 4 000 døde siden begyndelsen af ​​2008, og at det menes, at omkring 1 000 afrikanske flygtninge i øjeblikket holdes i fangenskab;

F.  der henviser til, at tusindvis af mennesker mister livet og forsvinder på Sinaihalvøen hvert år, mens andre, herunder mange kvinder og børn, er blevet kidnappet i flygtningelejre eller omkringliggende områder, især i den sudanske flygtningelejr Shagarab eller på vej til familiesammenføring i Sudan eller Etiopien og holdt som gidsler for løsepenge af menneskehandlere; der henviser til, at ofrene for menneskehandel misbruges på de mest umenneskelige og brutale måder og udsættes for systematisk vold, tortur, voldtægt, seksuel udnyttelse og tvangsarbejde eller dræbes med henblik på at sælge deres organer; der henviser til, at der ifølge ofre, naboer og menneskerettighedsorganisationer er blevet oprettet torturlejre til dette særlige formål;

G.  der henviser til, at der foreligger troværdige rapporter om sudanesiske og egyptiske sikkerhedsstyrker, der hemmeligt samarbejder med menneskehandlere af asylsøgere og migranter, og at der i Sudan og Egypten er en nærmest totalt manglende efterforskning og retsforfølgning af de ansvarlige embedsmænd, hvorved begge lande tilsidesætter deres forpligtelser i henhold til FN-konventionen mod tortur; der henviser til, at de egyptiske myndigheder benægter eksistensen af sådanne sager;

H.  der henviser til, at menneskehandel på Sinaihalvøen er en yderst indbringende forretning for den organiserede kriminalitet; der henviser til, at der ifølge UNHCR er oprettet et komplekst netværk inden for menneskehandel, der involverer menneskesmuglere, kidnappere, som f.eks. grupper af medlemmer af Rashaida-folket i Eritrea og det nordøstlige Sudan, formidlere inde i flygtningelejre, ansatte inden for militæret, politiet og grænsekontrollen, der er blevet bestukket, samt kriminelle i det egyptiske beduinsamfund;

I.  der henviser til, at de personer, som ikke er i stand til at indsamle løsepenge, ofte bliver dræbt, og selv om den krævede løsesum betales, er der ingen garanti for, at gidslerne vil blive frigivet; der henviser til, at der er opstået nye metoder i menneskehandelskæden for så vidt angår gidsler, som ikke er i stand til at betale løsepenge;

J.  der henviser til, at overlevende fra Sinaihalvøen har behov for fysisk og psykisk støtte; der henviser til, at de fleste overlevende fra Sinaihalvøen imidlertid holdes i forvaring, nægtes adgang til lægehjælp og sociale tjenesteydelser, opfordres til at underskrive papirer, som de ikke forstår, og ikke modtager nogen juridisk bistand i modtagerlandene, mens mange af dem sendes tilbage til deres hjemland i strid med princippet om non-refoulement;

K.  der henviser til rapporteringer om, at de egyptiske myndigheder nægter at lade UNHCR møde de asylansøgere og migranter, som arresteres på Sinaihalvøen, og ikke forsøger at identificere eventuelle ofre for menneskehandel blandt dem; der henviser til, at Egyptens forbehold vedrørende FN's flygtningekonvention begrænser flygtninges rettigheder til uddannelse, social sikkerhed og arbejde;

L.  der henviser til, at mange af ofrenes familier bor i EU's medlemsstater; der henviser til, at der ifølge den seneste publikation fra Europol i adskillige medlemsstater har været rapporteringer om afpresning inden for EU på vegne af kriminelle grupper organiseret af beduiner på Sinaihalvøen; der henviser til, at det er i EU's interesse at finde frem til, hvilke kriminelle organisationer der er involveret i afpresningen;

M.  der henviser til, at Israel ifølge tal fra UNHCR er hjemsted for 53 000 afrikanske asylansøgere, som siden 2005 er kommet ind i landet gennem Egypten; der henviser til, at der før juni 2012 i gennemsnit kom 1 500 asylansøgere ind i Israel hver måned via Egypten, men at dette tal ifølge de israelske myndigheder er faldet væsentligt i 2013 som følge af færdiggørelsen af et hegn langs grænsen mellem Israel og Egypten; der henviser til, at UNHCR har udtrykt bekymring over en nylig ændring af Israels lov om anti-infiltration, som yderligere begrænser asylansøgeres rettigheder;

N.  der henviser til, at EU gentagne gange har opfordret Egypten og Israel til at udvikle og forbedre kvaliteten af ​​den hjælp og beskyttelse, som tilbydes til asylansøgere og flygtninge, som befinder sig på eller rejser igennem deres område; der henviser til, at sudanske embedsfolk den 7. november 2013 anmodede EU om hjælp mod menneskehandel;

1.  fordømmer de seneste terrorangreb mod sikkerhedsstyrker og civile på Sinaihalvøen; udtrykker dyb bekymring over den yderligere forværring af sikkerhedssituationen på Sinaihalvøen og opfordrer Egyptens midlertidige regering sikkerhedsstyrkerne til at intensivere indsatsen for at genoprette sikkerheden i overensstemmelse med folkeretten og internationale standarder om magtanvendelse og politikontrol og med støtte fra det internationale samfund; udtrykker bekymring over, at den fortsatte uro kan have en destabiliserende virkning på Egypten som helhed i den nuværende overgangsperiode;

2.  udtrykker sin dybe bekymring over de rapporterede tilfælde af menneskehandel på Sinaihalvøen og fordømmer på det kraftigste de grusomme overgreb, som ofrene for menneskehandel udsættes for; udtrykker sin dybeste solidaritet med ofrene for menneskehandel på Sinaihalvøen og deres familier og understreger på ny de egyptiske og israelske regeringers ansvar for at bekæmpe menneskehandel på dette område; noterer sig myndighedernes indsats og understreger, at alle de egyptiske sikkerhedsstyrkers militære og retshåndhævende operationer på Sinaihalvøen bør omfatte foranstaltninger, der har til formål at redde ofre fra menneskehandlere, beskytte og bistå disse ofre, navnlig kvinder og børn, for at sikre, at de ikke bliver ofre igen, samt arrestere og retsforfølge menneskehandlerne og alle de sikkerhedsfolk, som i hemmelighed samarbejder med dem, så de kan stilles til ansvar for deres handlinger;

3.  minder om, at en af de grundlæggende årsager til krisen er marginaliseringen af beduiner på Sinaihalvøen; henviser til, at enhver mulig løsning på krisen bør inkludere et omfattende udviklingsprogram, der har til formål at forbedre den socioøkonomiske status og forholdene for den lokale beduinbefolkning, herunder deres adgang til politi og militær, og øge deres deltagelse i den politiske proces;

4.  opfordrer de egyptiske myndigheder til at overholde deres egne love mod menneskehandel, som sikrer ofre for menneskehandel immunitet mod retsforfølgelser og adgang til bistand og beskyttelse, samt artikel 89 i den nye forfatning, der forbyder slaveri og alle former for undertrykkelse og tvangsarbejde mod mennesker, og til fuldt ud via deres nationale lovgivning at gennemføre principperne i de konventioner, som Egypten er part i; noterer sig det dekret, som skal nedsætte et national koordineringsudvalg til bekæmpelse af ulovlig migration, der blev fremlagt den 9. marts 2014 af den egyptiske premierminister; opfordrer de egyptiske myndigheder til at indsamle og offentliggøre statistik om ofrene for menneskehandel;

5.  understreger vigtigheden af beskyttelse af og bistand til overlevende fra Sinaihalvøen med særlig vægt på lægelig, psykologisk og juridisk bistand; opfordrer alle berørte modtagerlande til at forhindre, at overlevende fra Sinaihalvøen sættes i forvaring, fastsætte forbedrede systemer til identifikation af ofre, give dem adgang til rimelige og effektive asylprocedurer og til UNHCR, behandle alle sager på et individuelt grundlag og undgå, at overlevende fra Sinaihalvøen udvises i strid med princippet om non-refoulement; opfordrer til, at FN-agenturer og menneskerettighedsorganisationer får fuld adgang til de områder, som er berørt af menneskesmugling og -handel på Sinaihalvøen, og til at der gives fuldstændig og uhindret adgang til de tilbageholdelsesfaciliteter, der anvendes til at tilbageholde asylansøgere og flygtninge;

6.  glæder sig over den israelske højesterets afgørelse af 16. september 2013 om at ophæve den bestemmelse i loven om forebyggelse af infiltration, som gav ret til automatisk tilbageholdelse, men opfordrer Israel til at annullere sin lov af 10. december 2013, som gør det muligt at tilbageholde asylansøgere på ubestemt tid; opfordrer modtagerlandenes myndigheder til at behandle asylansøgere i overensstemmelse med international flygtninge- og menneskerettighedslovgivning;

7.  minder om, at systematiske og omsiggribende krænkelser af menneskerettighederne i Eritrea medfører, at tusindvis af eritreere flygter fra deres land hver måned; minder de sudanske myndigheder om deres forpligtelse til at sikre flygtninges og asylansøgeres sikkerhed og om prioriteten til omgående at udvikle og gennemføre vedvarende og hensigtsmæssige foranstaltninger i flygtningelejren i Shagarab;

8.  understreger vigtigheden af en koordineret regional indsats i forbindelse med genoprettelse af sikkerhed og bekæmpelse af menneskehandel på Sinaihalvøen, og opfordrer til øget international støtte og større samarbejde på dette område mellem regeringerne i Egypten, Israel, Libyen, Etiopien, Eritrea og Sudan samt med relevante organisationer, herunder FN's multinationale stabiliseringsstyrke og observatører;

9.  opfordrer EU og dets medlemsstater til at støtte alle bestræbelser, der sigter mod at bekæmpe menneskehandel på Sinaihalvøen i overensstemmelse med deres internationale forpligtelser om at bekæmpe menneskehandel; opfordrer Kommissionen til at understrege overholdelsen af menneskerettigheder i sine forbindelser med den eritreiske regering; gentager på ny, at EU's tilbud om hjælpe myndigheder med at udvikle og forbedre kvaliteten af ​​den hjælp og beskyttelse, der tilbydes til asylansøgere og flygtninge, som er bosat i eller rejser igennem deres område; glæder sig over den sudanske regerings anmodning om EU-bistand;

10.  opfordrer næstformanden/den højtstående repræsentant til at gøre dette til et emne af høj prioritet på dagsordenen i den politiske dialog med Egypten, Israel og Sudan samt til aktivt at samarbejde med UNHCR om nedsættelsen af en aktionsgruppe med de stater, der er involveret i de forskellige etaper i menneskehandelskæden, herunder kilder, transit og modtagerlande;

11.  udtrykker stor bekymring over rapporteringerne om den afpresning, der finder sted inden for EU; minder derfor EU's myndigheder om deres ansvar til at handle og opfordrer EU's udenrigsministre og justitsministre til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger; opfordrer EU's institutioner til at lægge pres på Israel og Egypten med henblik på at bekæmpe menneskehandel på Sinaihalvøen og til at fremme gennemførelsen af Europols kommende henstillinger;

12.  roser indsatsen fra visse beduinske fælleskabsledere og foranstaltningerne blandt menneskerettighedsorganisationer i Egypten og Israel, som yder hjælp, bistand og lægehjælp til ofre for menneskehandlere på Sinaihalvøen, og opfordrer indtrængende det internationale samfund og EU til fortsat at finansiere ngo-styrede projekter i regionen;

13.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til den højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen, Rådet og Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamentet, de egyptiske, israelske, eritreiske og sudanske regeringer, det egyptiske parlament, det israelske parlament, den sudanske nationalforsamling, den eritreiske nationalforsamling, FN's generalsekretær og Menneskerettighedsrådet.

(1) EUT C 251 E af 31.8.2013, s. 106. (2) EUT C 169 E, 15.6.2012, s. 136. (3) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0100.