Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 3. april 2014 om Rådets førstebehandlingsholdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 428/2009 om en fællesskabsordning for kontrol med udførsel, overførsel, mæglervirksomhed og transit i forbindelse med produkter med dobbelt anvendelse (18086/1/2013 – C7-0093/2014 – 2011/0310(COD))

P7_TA(2014)0277 A7-0236/2014

(Almindelig lovgivningsprocedure: andenbehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Rådets førstebehandlingsholdning (18086/1/2013 – C7-0093/2014),

–  der henviser til sin holdning ved førstebehandling(1) til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2011)0704),

–  der henviser til artikel 294, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 72,

–  der henviser til indstilling ved andenbehandling fra Udvalget om International Handel (A7-0236/2014),

1.  godkender Rådets førstebehandlingsholdning;

2.  godkender Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens fælles erklæring, der er vedføjet som bilag til denne beslutning;

3.  tager Kommissionens erklæringer, der er vedføjet som bilag til denne beslutning, til efterretning;

4.  konstaterer, at retsakten er vedtaget i overensstemmelse med Rådets holdning;

5.  pålægger sin formand sammen med Rådets formand at undertegne retsakten, jf. artikel 297, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

6.  pålægger sin generalsekretær at undertegne retsakten, efter at det er kontrolleret, at alle procedurer er behørigt overholdt, og efter aftale med Rådets generalsekretær at foranledige, at den offentliggøres sammen med alle erklæringerne i Den Europæiske Unions Tidende;

7.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

BILAG TIL DEN LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING

Fælles erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om gennemgangen af ordningen for kontrol med udførsel af produkter med dobbelt anvendelse

Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen anerkender vigtigheden af løbende at øge effektiviteten og sammenhængen i EU's strategiske ordning for kontrol med udførsel og sikre et højt sikkerhedsniveau samt en passende gennemsigtighed uden at hindre konkurrenceevnen og den lovlige handel med produkter med dobbelt anvendelse.

De tre institutioner mener, at der er behov for en modernisering og en yderligere konvergens af systemet med henblik på at kunne håndtere nye trusler og hastige teknologiske forandringer, mindske konkurrenceforvridninger, skabe et ægte fællesmarked for produkter med dobbelt anvendelse (ensartede og lige vilkår for eksportører) og fortsat fungere som forbillede for tredjelande, når det gælder eksportkontrol.

I den henseende er det afgørende at strømline processen for ajourføring af kontrollisterne (bilagene til forordningen), styrke risikovurdering og udveksling af oplysninger, udvikle bedre industristandarder og mindske forskelle i gennemførelsen.

Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen erkender de problemer, der kan være forbundet med udførsel af visse former for informations- og kommunikationsteknologi (IKT), som kan anvendes i forbindelse med krænkelser af menneskerettighederne og til at underminere EU's sikkerhed; dette gælder navnlig teknologi, der benyttes i forbindelse med masseovervågning, kontrol, sporing, censurering og programmelsårbarhed.

Der er indledt tekniske konsultationer i denne forbindelse, herunder inden for rammerne af EU's peerbesøg vedrørende dobbelt anvendelse, Koordinationsgruppen vedrørende Produkter med Dobbelt Anvendelse samt eksportkontrolordningerne, og der gøres løbende en indsats for at håndtere nødsituationer ved hjælp af sanktioner (i henhold til artikel 215 i TEUF) eller nationale foranstaltninger. Der vil endvidere blive gjort en øget indsats for at fremme multilaterale aftaler i forbindelse med eksportkontrolordningerne, og der vil blive set på mulighederne for at tage spørgsmålet op i forbindelse med den løbende gennemgang af EU's politik for kontrol med udførsel af produkter med dobbelt anvendelse og udarbejdelsen af en meddelelse fra Kommissionen. I denne forbindelse noterede de tre institutioner sig aftalen af 4. december 2013 mellem de deltagende stater i Wassenaar-arrangementet om vedtagelsen af kontrolforanstaltninger i forbindelse med komplekse overvågningsværktøjer, der kan give uautoriseret adgang til computersystemer og IP-netværksovervågningssystemer.

Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen giver også tilsagn om yderligere udvikling af den nuværende "catch-all-mekanisme" for produkter med dobbelt anvendelse, der ikke er omfattet af forordningens bilag I, med henblik på yderligere at forbedre eksportordningen og dens anvendelse på det europæiske indre marked.

Kommissionens erklæring om delegerede retsakter

For så vidt angår denne forordning erindrer Kommissionen om sin forpligtelse i stk. 15 i rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen til at tilsende Parlamentet alle oplysninger og dokumenter vedrørende Kommissionens møder med nationale eksperter i forbindelse med udarbejdelsen af delegerede retsakter.

Kommissionens erklæring om ajourføring af forordningen

Med henblik på at sikre en mere integreret, effektiv og sammenhængende europæisk tilgang til strategiske produkters bevægelser (udførsel, overførsel, mæglervirksomhed og transit) vil Kommissionen hurtigst muligt forelægge et nyt forslag til ajourføring af forordningen.

(1) EUT C 68 E af 7.3.2014, s. 112.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 3. april 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2003/87/EF om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet med henblik på i 2020 at gennemføre en international aftale om anvendelse af en global markedsbaseret foranstaltning i forbindelse med emissioner fra international luftfart (COM(2013)0722 – C7-0374/2013 – 2013/0344(COD))

P7_TA(2014)0278 A7-0079/2014

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2013)0722),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 192, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C7-0374/2013),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 22. januar 2014(1),

–  efter høring af Regionsudvalget,

–  der henviser til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af 7. marts 2014 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 55,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og udtalelser fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi samt Transport- og Turismeudvalget (A7-0079/2014),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse for Parlamentet, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.  pålægger sin formand om at sende Parlamentets holdning til Rådet, Kommissionen og de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 3. april 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. .../2014 om ændring af direktiv 2003/87/EF om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet med henblik på i 2020 at gennemføre en international aftale om anvendelse af en global markedsbaseret foranstaltning i forbindelse med emissioner fra international luftfart

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) nr. 421/2014).

(1) Endnu ikke offentliggjort i EUT.

Europa-Parlamentets ændringer af 3. april 2014 til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner (COM(2013)0550 – C7-0241/2013 – 2013/0265(COD))(1)

P7_TA(2014)0279 A7-0167/2014

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Kommissionens forslag   Ændring Ændring 1 Forslag til forordning Betragtning 7 (7)  Flere medlemsstater21 er i færd med at udarbejde lovgivning, som har til formål at regulere interbankgebyrer, og som omfatter en række emner som f.eks. lofter over interbankgebyrer på forskellige niveauer, detailhandelsgebyrer, reglen om, at alle kort skal accepteres, og foranstaltninger vedrørende styring. Der er stor forskel på de eksisterende administrative afgørelser i flere medlemsstater. I betragtning af interbankgebyrers skadelige indvirkning på detailhandlere og forbrugere forventes der yderligere reguleringsmæssige foranstaltninger på nationalt plan med det formål at begrænse nævnte gebyrers størrelse eller indbyrdes afvigelser. Sådanne nationale foranstaltninger vil sandsynligvis medføre væsentlige hindringer for gennemførelsen af det indre marked for kort-, internet- og mobilbetalinger og vil derfor hindre den frie udveksling af tjenesteydelser. (7)  Flere medlemsstater21 er i færd med at udarbejde eller har allerede udarbejdet lovgivning, som har til formål at regulere interbankgebyrer, og som omfatter en række emner som f.eks. lofter over interbankgebyrer på forskellige niveauer, detailhandelsgebyrer, reglen om, at alle kort skal accepteres, og foranstaltninger vedrørende styring. Der er stor forskel på de eksisterende administrative afgørelser i flere medlemsstater. For at opnå bedre overensstemmelse mellem interbankgebyrernes størrelse forventes der yderligere reguleringsmæssige foranstaltninger på nationalt plan med det formål at begrænse nævnte gebyrers størrelse eller indbyrdes afvigelser. Sådanne nationale foranstaltninger vil sandsynligvis medføre væsentlige hindringer for gennemførelsen af det indre marked for kort-, internet- og mobilbetalinger og vil derfor hindre den frie udveksling af tjenesteydelser. 21 Italien, Ungarn, Polen og Det Forenede Kongerige. 21 Italien, Ungarn, Polen og Det Forenede Kongerige. Ændring 2 Forslag til forordning Betragtning 8 (8)  Betalingskort er det oftest anvendte elektroniske betalingsinstrument ved detailindkøb. Integrationen af det europæiske betalingskortmarked er imidlertid langt fra fuldført, idet mange betalingsløsninger ikke kan videreudvikles uden for nationale grænser, og nye paneuropæiske udbydere forhindres i at få adgang til markedet. Den manglende markedsintegration fører på nuværende tidspunkt til højere priser og færre valgmuligheder med hensyn til betalingstjenester for forbrugere og detailhandlere og til mere begrænsede muligheder for at udnytte det indre marked. Det er derfor nødvendigt at fjerne de hindringer for et velfungerende kortmarked, herunder mobil- og internetbetalinger baseret på korttransaktioner, som stadig står i vejen for gennemførelsen af et fuldt integreret marked. (8)  Betalingskort er det oftest anvendte elektroniske betalingsinstrument ved detailindkøb. Integrationen af det europæiske betalingskortmarked er imidlertid langt fra fuldført, idet mange betalingsløsninger ikke kan videreudvikles uden for de nationale grænser, og nye paneuropæiske udbydere forhindres i at få adgang til markedet. For at få fuldt udbytte af det indre marked er det nødvendigt at fjerne hindringerne for integrationen af nye kortbetalingsløsninger, herunder mobil- og internetbetalinger baseret på korttransaktioner. Ændring 3 Forslag til forordning Betragtning 9 (9)  Hvis det indre marked skal fungere effektivt, bør man fremme og lette anvendelsen af elektroniske betalinger til fordel for detailhandlere og forbrugerne. Kortbetalinger og andre elektroniske betalinger kan anvendes på en mere alsidig måde, herunder online, for at udnytte det indre marked og e-handel, og elektroniske betalinger indebærer desuden potentielt sikre betalinger for detailhandlere. Brug af kortbetalinger og kortbaserede betalinger i stedet for kontanter kunne derfor blive til fordel for detailhandlere og forbrugere, forudsat at gebyrerne for brug af betalingssystemerne fastsættes på et økonomisk effektivt niveau og samtidig bidrager til innovation og til at give nye aktører adgang til markedet. (9)  Hvis det indre marked skal fungere effektivt, bør man fremme og lette anvendelsen af elektroniske betalinger til fordel for detailhandlere og forbrugere. Kortbetalinger og andre elektroniske betalinger kan anvendes på en mere alsidig måde, herunder online, for at udnytte det indre marked og e-handel, og elektroniske betalinger indebærer desuden potentielt sikre betalinger for detailhandlere. Brug af kortbetalinger og kortbaserede betalinger i stedet for kontanter kunne derfor blive til fordel for detailhandlere og forbrugere, forudsat at gebyrerne for brug af betalingssystemerne fastsættes på et økonomisk effektivt niveau og samtidig bidrager til fair konkurrence og innovation og til at give nye aktører adgang til markedet. Ændring 4 Forslag til forordning Betragtning 10 (10)  Omfattende brug af interbankgebyrer, som i de fleste medlemsstater ikke er omfattet af lovgivning, er en af de praksisser, som i høj grad hindrer det indre marked for kort- og kortbaserede betalinger i at fungere. Interbankgebyrer er de gebyrer, som normalt anvendes mellem kortindløsende betalingstjenesteudbydere og kortudstedende betalingstjenesteudbydere, som hører til en bestemt betalingskortordning. Interbankgebyrerne udgør hovedparten af de gebyrer, som forretningsdrivende betaler til indløsende betalingstjenesteudbydere for hver enkelt korttransaktion. Forretningsdrivende indregner derefter disse omkostninger i de almindelige priser for varer og tjenesteydelser. Konkurrencen mellem betalingskortordninger synes i praksis hovedsagelig at tage sigte på at overtale så mange udstedende betalingstjenesteudbydere (f.eks. banker) som muligt til at udstede deres kort, hvilket sædvanligvis fører til højere snarere end lavere interbankgebyrer på markedet, i modsætning til den disciplinerende virkning, som konkurrence normalt har på priserne i en markedsøkonomi. Hvis interbankgebyrerne reguleres, vil det indre marked komme til at fungere bedre. (10)  I de fleste medlemsstater er interbankgebyrer ikke omfattet af lovgivning, men snarere af afgørelser fra de nationale konkurrencemyndigheder. Interbankgebyrer er de gebyrer, som normalt betales af kortindløsende betalingstjenesteudbydere til kortudstedende betalingstjenesteudbydere, som hører til den relevante ordning. Interbankgebyrerne udgør en væsentlig del af de gebyrer, som handlende betaler til indløsende betalingstjenesteudbydere for hver enkelt korttransaktion. Handlende indregner derefter disse omkostninger lige som alle deres øvrige omkostninger i de almindelige priser for varer og tjenesteydelser. Hvis konkurrencereglerne anvendes konsekvent på interbankgebyrer, vil forbrugernes transaktionsomkostninger blive reduceret, og det indre marked vil derved komme til at fungere bedre. Ændring 5 Forslag til forordning Betragtning 11 (11)  De mange forskellige interbankgebyrer, der findes på nuværende tidspunkt, og deres størrelse hindrer "nye" paneuropæiske aktører i at få adgang til markedet med forretningsmodeller, som indebærer lavere interbankgebyrer, hvilket begrænser mulighederne for stordriftsfordele og udbredelsen og deraf følgende effektivitet. Dette medfører ulemper for detailhandlere og forbrugere og hindrer innovation. Dette fører også til en vedvarende opsplitning af markedet, idet paneuropæiske aktører som minimum ville skulle tilbyde udstedende banker det højeste interbankgebyr på det marked, som de ønsker at få adgang til. Eksisterende nationale ordninger med lavere eller ingen interbankgebyrer vil muligvis også blive tvunget til at forlade markedet, fordi bankerne lægger pres på dem for at opnå større indtægter fra interbankgebyrer. Derfor stilles forbrugerne og betalingsmodtagerne over for færre valgmuligheder, højere priser og betalingstjenester af en lavere kvalitet, samtidig med at deres muligheder for at anvende paneuropæiske betalingsløsninger begrænses. Endvidere kan detailhandlere ikke tackle gebyrforskellene ved at gøre brug af de kortaccepttjenester, som banker i andre medlemsstater tilbyder. Betalingsordningerne anvender særlige bestemmelser om opkrævning af "salgsstedets" (detailhandlerens lands) interbankgebyr i forbindelse med hver enkelt transaktion. Dette hindrer indløsende banker i med held at tilbyde deres tjenester på tværs af grænser. Dette hindrer også detailhandlere i at reducere deres betalingsomkostninger til fordel for forbrugerne. (11)  De mange forskellige interbankgebyrer, der findes på nuværende tidspunkt, og deres størrelse hindrer "nye" paneuropæiske aktører i at få adgang til markedet med forretningsmodeller, som indebærer lavere eller ingen interbankgebyrer, hvilket begrænser mulighederne for stordriftsfordele og udbredelsen og deraf følgende effektivitet. Dette medfører ulemper for detailhandlere og forbrugere og hindrer innovation. Dette fører også til en vedvarende opsplitning af markedet, idet paneuropæiske aktører som minimum ville skulle tilbyde udstedende banker det højeste interbankgebyr på det marked, som de ønsker at få adgang til. Eksisterende nationale ordninger med lavere eller ingen interbankgebyrer vil muligvis også blive tvunget til at forlade markedet, fordi bankerne lægger pres på dem for at opnå større indtægter fra interbankgebyrer. Derfor stilles forbrugerne og betalingsmodtagerne over for færre valgmuligheder, højere priser og betalingstjenester af en lavere kvalitet, samtidig med at deres muligheder for at anvende paneuropæiske betalingsløsninger begrænses. Endvidere kan detailhandlere ikke tackle gebyrforskellene ved at gøre brug af de kortaccepttjenester, som banker i andre medlemsstater tilbyder. De internationale kortbetalingsordninger anvender afhængigt af deres politik om territoriale licenser særlige bestemmelser om opkrævning af "salgsstedets" (detailhandlerens lands) interbankgebyr i forbindelse med hver enkelt transaktion. Dette hindrer indløsere i med held at tilbyde deres tjenester på tværs af grænserne. Dette kan ligeledes hindre detailhandlere i at reducere deres betalingsomkostninger til fordel for forbrugerne. Ændring 6 Forslag til forordning Betragtning 15 (15)  Denne forordning følger en trinvis tilgang. For det første er det nødvendigt at træffe foranstaltninger med henblik på at lette grænseoverskridende udstedelse og indløsning af betalingskorttransaktioner. Ved at give forretningsdrivende adgang til at vælge en indløser uden for deres egen medlemsstat ("grænseoverskridende indløsning") og ved at indføre en øvre grænse for grænseoverskridende interbankgebyrer for transaktioner, der indløses på tværs af grænser, burde det være muligt at skabe den nødvendige juridiske klarhed. Derudover bør licenser til at udstede eller indløse betalingsinstrumenter gælde uden geografiske restriktioner inden for Unionen. Sådanne foranstaltninger vil fremme et velfungerende indre marked for kort-, internet- og mobilbetalinger til fordel for forbrugerne og detailhandlere. (15)  For at fremme et velfungerende indre marked for kort-, internet- og mobilbetalinger til fordel for forbrugere og detailhandlere finder denne forordning anvendelse på grænseoverskridende og national udstedelse og indløsning af betalingskorttransaktioner. Hvis handlende kan vælge en indløser uden for deres egen medlemsstat ("grænseoverskridende indløsning"), hvilket fremmes gennem indførelse af den samme øvre grænse for både nationale og grænseoverskridende interbankgebyrer for indløsning og forbuddet mod territoriale licenser, burde det være muligt at skabe den nødvendige juridiske klarhed og undgå konkurrenceforvridning mellem forskellige betalingskortsystemer. Ændring 7 Forslag til forordning Betragtning 16 (16)  Som følge af ensidige løfter og forpligtelser i forbindelse med konkurrencesager gennemføres mange grænseoverskridende betalingskorttransaktioner i Unionen allerede i overensstemmelse med de maksimale interbankgebyrer, der finder anvendelse i denne forordnings første fase. Derfor bør de bestemmelser, der finder anvendelse på nævnte transaktioner, træde i kraft hurtigt og således give detailhandlere mulighed for at lede efter billigere indløsende tjenester på tværs af grænser og tilskynde nationale banker eller ordninger til at sænke deres indløsningsgebyrer. (16)  Som følge af ensidige løfter og forpligtelser i forbindelse med konkurrencesager gennemføres mange grænseoverskridende betalingskorttransaktioner i Unionen allerede i overensstemmelse med de maksimale interbankgebyrer. For at skabe fair konkurrence på markedet for indløsende tjenester bør bestemmelserne vedrørende grænseoverskridende og nationale transaktioner finde anvendelse sideløbende i en rimelig periode efter denne forordnings ikrafttræden, under hensyntagen til vanskeligheden og kompleksiteten ved den omstilling af betalingskortsystemer, som fastsættes i denne forordning. Ændring 8 Forslag til forordning Betragtning 17 (17)  For så vidt angår nationale transaktioner vil der være behov for en overgangsperiode, således at betalingstjenesteudbydere og betalingsordninger får tid til at tilpasse sig de nye krav. For at sikre gennemførelsen af et indre marked for kortbaserede betalinger bør lofterne over interbankgebyrer for forbrugerrelaterede korttransaktioner derfor udvides til at omfatte alle grænseoverskridende og nationale betalinger to år efter denne forordnings ikrafttræden. (17)  Der vil imidlertid være behov for en overgangsperiode, således at betalingstjenesteudbydere og betalingsordninger får tid til at tilpasse sig de nye krav. For at sikre gennemførelsen af et indre marked for kortbaserede betalinger bør lofterne over interbankgebyrer for forbrugerrelaterede korttransaktioner derfor et år efter denne forordnings ikrafttræden omfatte alle grænseoverskridende og nationale betalinger. Ændring 9 Forslag til forordning Betragtning 18 (18)  For at lette grænseoverskridende indløsning bør interbankgebyret for alle (grænseoverskridende og nationale) "forbrugerrelaterede" debetkorttransaktioner og debetkortbaserede betalingstransaktioner højst udgøre 0,20 % og interbankgebyret for alle (grænseoverskridende og nationale) forbrugerrelaterede kreditkorttransaktioner og kreditkortbaserede betalingstransaktioner højst 0,30 %. (18)  Interbankgebyret for alle debetkorttransaktioner og debetkortbaserede betalingstransaktioner bør højst udgøre 0,2 % og interbankgebyret for alle kreditkorttransaktioner og kreditkortbaserede betalingstransaktioner højst 0,3 %. Ændring 10 Forslag til forordning Betragtning 18 a (ny) (18a)  Konsekvensanalysen viser, at et forbud mod interbankgebyrer for debetkorttransaktioner ville være gavnligt for kortaccept, kortanvendelse og udviklingen af det indre marked og generere flere fordele for de handlende og forbrugerne end et loft, der var fastsat på et højere niveau. Desuden ville det forhindre, at nationale ordninger med meget lave eller ingen interbankgebyrer for debettransaktioner ville blive påvirket negativt af et højere loft som følge af grænseoverskridende udvidelse eller nye markedsaktører, der hæver gebyrniveauerne til loftets niveau. Et forbud mod interbankgebyrer på debetkorttransaktioner kan også imødegå truslen om, at interbankgebyrmodellen kan blive eksporteret til nye, innovative betalingstjenester såsom mobile systemer og onlinesystemer. Ændring 11 Forslag til forordning Betragtning 19 a (ny) (19a)  I overensstemmelse med de grundlæggende principper på det indre marked bør indløsere kunne udbyde deres tjenester til handlende i hele Unionen under anvendelse af de multilaterale interbankgebyrer, som de anvender på deres nationale marked. De bør ikke anvende højere multilaterale interbankgebyrer på grænseoverskridende transaktioner end dem, de anvender på nationale transaktioner. Ændring 12 Forslag til forordning Betragtning 22 (22)  Betalingskorttransaktioner gennemføres normalt på grundlag af to hovedforretningsmodeller, såkaldte betalingskortordninger med tre parter (kortholder - indløsende og udstedende ordning - forretningsdrivende) og betalingskortordninger med fire parter (kortholder - udstedende bank - indløsende bank - forretningsdrivende). Mange betalingskortordninger med fire parter anvender et eksplicit interbankgebyr, som normalt er multilateralt. Interbankgebyrer (gebyrer, som indløsende banker betaler for at tilskynde til udstedelse og brug af kort) er implicitte i betalingskortordninger med tre parter. For at tage højde for implicitte interbankgebyrer og skabe lige vilkår bør betalingskortordninger med tre parter, som anvender betalingstjenesteudbydere som udstedere eller indløsere, betragtes som betalingskortordninger med fire parter og bør følge de samme regler, mens gennemsigtighedsrelaterede og andre foranstaltninger i tilknytning til forretningsbestemmelser bør finde anvendelse på alle udbydere. (22)  Betalingskorttransaktioner gennemføres normalt på grundlag af to hovedforretningsmodeller, såkaldte betalingskortordninger med tre parter (kortindehaver - indløsende og udstedende ordning - handlende) og betalingskortordninger med fire parter (kortindehaver - udstedende bank - indløsende bank - handlende). Mange betalingskortordninger med fire parter anvender et eksplicit interbankgebyr, som normalt er multilateralt. Interbankgebyrer (gebyrer, som indløsende banker betaler for at tilskynde til udstedelse og brug af kort) er implicitte i betalingskortordninger med tre parter. For at tage højde for implicitte interbankgebyrer og skabe lige vilkår bør betalingskortordninger med tre parter, som anvender betalingstjenesteudbydere som udstedere eller indløsere, betragtes som betalingskortordninger med fire parter og bør følge de samme regler, mens gennemsigtighedsrelaterede og andre foranstaltninger i tilknytning til forretningsbestemmelser bør finde anvendelse på alle udbydere. Ordninger med tre parter bør acceptere transaktioner, der gennemføres ved anvendelse af deres kort, fra enhver indløser på grundlag af generelle korttransaktionsstandarder og regler for indløsning, der er sammenlignelige med handelsreglerne for de specifikke ordninger med tre parter, og med lofter for interbankgebyrer i overensstemmelse med denne forordning. Ændring 13 Forslag til forordning Betragtning 23 (23)  Det er vigtigt at sikre, at bestemmelserne om de interbankgebyrer, som betalingstjenesteudbydere skal betale eller modtage, ikke omgås ved hjælp af alternative gebyrstrømme til udstedende betalingstjenesteudbydere. For at undgå dette bør "nettokompensationen" for gebyrer, som den udstedende betalingstjenesteudbyder betaler til eller modtager fra en betalingskortordning, betragtes som et interbankgebyr. Ved beregning af interbankgebyret med henblik på at undersøge, om der er tale om omgåelse, bør der tages hensyn til summen af de betalinger og tilskyndelser, som en udstedende betalingstjenesteudbyder har modtaget fra en betalingskortordning i forbindelse med de regulerede transaktioner, minus de gebyrer, som den udstedende betalingstjenesteudbyder har betalt til ordningen. De betalinger, tilskyndelser og gebyrer, der kommer i betragtning, kan være direkte (dvs. mængdebaserede eller transaktionsspecifikke) eller indirekte (herunder markedsføringstilskyndelser, bonusser og rabatter for at nå op på bestemte transaktionsmængder). (23)  Det er vigtigt at sikre, at bestemmelserne om de interbankgebyrer, som betalingstjenesteudbydere skal betale eller modtage, ikke omgås ved hjælp af alternative gebyrstrømme til udstedende betalingstjenesteudbydere. For at undgå dette bør "nettokompensationen" for gebyrer, herunder eventuelle godkendelsesgebyrer, som den udstedende betalingstjenesteudbyder betaler til eller modtager fra en betalingskortordning, betragtes som et interbankgebyr. Ved beregning af interbankgebyret med henblik på at undersøge, om der er tale om omgåelse, bør der tages hensyn til summen af de betalinger og tilskyndelser, som en udstedende betalingstjenesteudbyder har modtaget fra en betalingskortordning i forbindelse med de regulerede transaktioner, minus de gebyrer, som den udstedende betalingstjenesteudbyder har betalt til ordningen og de økonomiske incitamenter eller lignende, som kortindehaver har modtaget fra en betalingskortordning. Der bør i forbindelse med denne vurdering tages højde for alle betalinger, incitamenter og gebyrer, uanset om de er direkte (dvs. mængdebaserede eller transaktionsspecifikke) eller indirekte (herunder markedsføringsincitamenter, bonusser og rabatter for at nå op på bestemte transaktionsmængder). Når det kontrolleres, om denne forordning omgås for så vidt angår de tilladte maksimale interbankgebyrer, bør der især tages hensyn til den fortjeneste, som betalingskortudstederne har som følge af særlige programmer, som gennemføres af betalingskortudstedere og betalingskortordninger i fællesskab, samt indtægter fra behandlingsgebyrer, licensgebyrer og andre gebyrer, der skaber indtægter for kortorganisationerne. Ændring 14 Forslag til forordning Betragtning 30 (30)  Visse oplysninger skal foreligge, for at begrænsningerne af reglen om, at alle kort skal accepteres, kan fungere effektivt. For det første bør betalingsmodtagerne have mulighed for at identificere de forskellige kategorier af kort. Derfor bør de forskellige kategorier kunne identificeres visuelt og elektronisk på anordningen. For det andet bør betaleren også oplyses om, at dennes betalingsinstrument(er) accepteres på et givet salgssted. Det er nødvendigt, at betalingsmodtageren giver betaleren oplysning om eventuelle begrænsninger i brugen af et givet varemærke, samtidig med og på de samme betingelser som oplysningen om, at et givet varemærke accepteres. (30)  Betalingsmodtagerne og betalerne bør have mulighed for at identificere de forskellige kategorier af kort. Derfor bør de forskellige kategorier kunne identificeres elektronisk og for nyudstedte kortbaserede betalingsinstrumenter også visuelt på anordningen eller på betalingsterminalen. For det andet bør betaleren også oplyses om, at dennes betalingsinstrument(er) accepteres på et givet salgssted. Ændring 15 Forslag til forordning Betragtning 30 a (ny) (30a)  En betaling er en aftale mellem betaler og betalingsmodtager. For at kunne sikre en effektiv konkurrence mellem varemærker er det vigtigt, at valget af betalingsapplikation ligger hos brugerne og ikke bestemmes af de foregående led, der omfatter betalingskortsystemer, udbydere eller behandlere af betalingstjenester. En sådan ordning bør ikke hindre betalere og betalingsmodtagere i at indføre et automatisk valg af applikation, når dette er teknisk muligt, forudsat at det pågældende valg kan ændres for hver enkelt transaktion. Hvis betalingsmodtageren vælger en applikation, som begge parter kan bruge, bør brugeren kunne fravælge denne og vælge en anden applikation. Ændring 16 Forslag til forordning Betragtning 31 (31)  For at gøre det muligt at få erstatning, hvis denne forordning ikke anvendes korrekt, eller hvis der opstår tvister mellem betalingstjenestebrugere og betalingstjenesteudbydere, bør medlemsstaterne indføre tilstrækkelige og effektive udenretslige klage- og erstatningsprocedurer. Medlemsstaterne bør fastsætte bestemmelser om de sanktioner, der pålægges for overtrædelse af denne forordning, og bør sikre, at disse sanktioner er effektive, forholdsmæssige og har afskrækkende virkning, samt at de anvendes. (31)  For at sikre adgang til klage, hvis denne forordning ikke anvendes korrekt, eller hvis der opstår tvister mellem betalingstjenestebrugere og betalingstjenesteudbydere, bør medlemsstaterne indføre tilstrækkelige og effektive udenretslige klagemuligheder. Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med de retningslinjer, der er fastlagt af den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, EBA), som blev oprettet ved Europa‑Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/20101a, fastsætte bestemmelser om de sanktioner, der pålægges for overtrædelse af denne forordning, og bør sikre, at disse sanktioner er effektive, forholdsmæssige og har afskrækkende virkning, samt at de anvendes. 1aEuropa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/10 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12). Ændring 17 Forslag til forordning Artikel 1 – stk. 1 1.  Ved denne forordning fastsættes der ensartede tekniske og forretningsmæssige krav til betalingskorttransaktioner, som gennemføres inden for Unionen, og hvor både betalerens og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder er etableret i Unionen. 1.  Ved denne forordning fastsættes der ensartede tekniske og forretningsmæssige krav til kortbaserede betalingstransaktioner, som gennemføres inden for Unionen, og hvor både betalerens og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder er etableret i Unionen. Ændring 18 Forslag til forordning Artikel 1 – stk. 2 2.  Denne forordning finder ikke anvendelse på betalingsinstrumenter, som kun kan anvendes inden for et begrænset net, der er udformet med henblik på at opfylde præcise behov ved hjælp af betalingsinstrumenter, som kun kan anvendes i begrænset omfang, enten fordi de kun giver indehaveren af det specifikke instrument mulighed for at erhverve varer eller tjenester i udstederens forretningslokaler eller inden for et begrænset net af tjenesteudbydere i henhold til en forretningsaftale indgået direkte med en professionel udsteder, eller fordi de kun kan benyttes til erhvervelse af et begrænset udvalg af varer eller tjenester. 2.  Denne forordning finder ikke anvendelse på betalingsinstrumenter, som kun kan anvendes inden for et begrænset net, der er udformet med henblik på at opfylde præcise behov ved hjælp af betalingsinstrumenter, som kun kan anvendes i begrænset omfang, enten fordi de kun giver indehaveren af det specifikke instrument mulighed for at erhverve varer eller tjenester i udstederens forretningslokaler eller inden for et begrænset net af tjenesteudbydere i henhold til en forretningsaftale indgået direkte med en professionel udsteder, eller fordi de kun kan benyttes til erhvervelse af et meget smalt udvalg af varer eller tjenester. Ændring 19 Forslag til forordning Artikel 1 – stk. 3 – litra a a)  transaktioner med firmakort udgår Ændring 20 Forslag til forordning Artikel 1 – stk. 3 – litra b b)  hævning af kontanter i kontantautomater b)  hævning af kontanter eller gennemførelse af andre transaktioner end salg af varer eller tjenester i kontantautomater og udbetaling af kontanter hos betalingstjenesteudbydere Ændring 21 Forslag til forordning Artikel 1 – stk. 3 – litra c c)  transaktioner med kort udstedt af betalingskortordninger med tre parter. c)  transaktioner med kort udstedt af betalingskortordninger med tre parter, hvis deres volumen ikke overstiger en grænse, der fastsættes af Kommissionen. Ændring 22 Forslag til forordning Artikel 1 – stk. 4 a (nyt) 4a.  Artikel 6 og 7 finder ikke anvendelse på nationale debetkortordninger, som opererer med et gennemsnitligt interbankgebyr eller en nettokompensationsmodel, som bevisligt ligger under grænseværdien i artikel 3 og 4. Ændring 23 Forslag til forordning Artikel 2 – nr. 4 4)  "debetkorttransaktion": en betalingstransaktion med kort, herunder forudbetalte kort, knyttet til en betalingskonto eller en opsparingskonto med hæveadgang, som debiteres en transaktion, mindre end eller 48 timer efter at transaktionen er godkendt/initieret. 4)  "debettransaktion med kort": en kortbaseret betalingstransaktion knyttet til en betalingskonto eller en opsparingskonto med hæveadgang, som debiteres en transaktion, øjeblikkeligt efter at transaktionen er clearet, såvel som en transaktion med et forudbetalt kort. Ændring 24 Forslag til forordning Artikel 2 – nr. 5 5)  "kreditkorttransaktion": en betalingstransaktion med kort, hvor transaktionen afvikles, mere end 48 timer efter at transaktionen er godkendt/initieret 5)  "kredittransaktion med kort": en kortbaseret betalingstransaktion, som debiteres, mindst to bankdage efter at transaktionen er godkendt/initieret. Ændring 25 Forslag til forordning Artikel 2 – nr. 8 8)  "grænseoverskridende betalingstransaktion": en betaling med kort eller en kortbaseret betalingstransaktion initieret af en betaler eller en betalingsmodtager, hvor betalerens betalingstjenesteudbyder og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder er etableret i forskellige medlemsstater, eller hvor betalingskortet er udstedt af en udstedende betalingstjenesteudbyder, der er etableret i en anden medlemsstat end salgsstedets 8)  "grænseoverskridende betalingstransaktion": en betaling med kort eller en kortbaseret betalingstransaktion initieret af en betaler eller en betalingsmodtager, hvor betalerens betalingstjenesteudbyder eller salgsstedet er etableret i en anden medlemsstat end betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder, eller hvor betalingskortet er udstedt af en udstedende betalingstjenesteudbyder, der er etableret i en anden medlemsstat end salgsstedets, herunder når en betalingsmodtager anvender tjenester fra en indløser beliggende i en anden medlemsstat Ændring 26 Forslag til forordning Artikel 2 – nr. 12 a (nyt) 12a)  "betalingskort": et debet- eller kreditkort, som giver kortindehaveren adgang til sine midler eller mulighed for at foretage betalinger gennem en indløser, og som accepteres af en betalingsmodtager med henblik på behandling af betalingstransaktioner Ændring 27 Forslag til forordning Artikel 2 – nr. 13 13)  betalingskortordning": et fælles sæt af regler, praksisser, standarder og/eller gennemførelsesretningslinjer for betalingstransaktioner i hele Unionen og inden for medlemsstaterne, der adskiller sig fra enhver infrastruktur eller ethvert betalingssystem, som ligger til grund for ordningens drift 13)  "betalingsordning": et fælles sæt af regler, praksisser, standarder og/eller gennemførelsesretningslinjer for betalingstransaktioner i hele Unionen og inden for medlemsstaterne, der er adskilt fra enhver infrastruktur eller ethvert betalingssystem, som ligger til grund for ordningens drift Ændring 28 Forslag til forordning Artikel 2 – nr. 15 15)  "betalingskortordning med tre parter": en betalingskortordning, hvor der foretages betalinger fra en betalingskonto, som ordningen fører på kortholderens vegne, til en betalingskonto, som ordningen fører på betalingsmodtagerens vegne, og kortbaserede transaktioner baseret på den samme struktur. Når en betalingskortordning med tre parter giver andre betalingstjenesteudbydere licens til at udstede og/eller indløse betalingskort, anses den for at være en betalingskortordning med fire parter "betalingsinstrument": 15)  "betalingskortordning med tre parter": en betalingskortordning, hvor der foretages betalinger fra en betalingskonto, som ordningen fører på betalerens vegne, til en betalingskonto, som ordningen fører på betalingsmodtagerens vegne, og kortbaserede transaktioner baseret på den samme struktur. Når en betalingskortordning med tre parter giver andre betalingstjenesteudbydere licens til at udstede og/eller indløse betalingskort eller udsteder betalingskort sammen med en partner under samme varemærke eller gennem en agent, anses den for at være en betalingskortordning med fire parter Ændring 29 Forslag til forordning Artikel 3 – overskrift Interbankgebyrer for grænseoverskridende forbrugerrelaterede debet- eller kreditkorttransaktioner Interbankgebyrer for forbrugerrelaterede debet- eller kreditkortbaserede betalingstransaktioner Ændring 30 Forslag til forordning Artikel 3 – stk. 1 1.  Betalingstjenesteudbydere må med virkning fra to måneder efter denne forordnings ikrafttræden for grænseoverskridende debetkorttransaktioner ikke tilbyde eller kræve et interbankgebyr pr. transaktion eller anden aftalt betaling med tilsvarende formål eller virkning, som udgør mere end 0,2 % af transaktionens værdi. 1.  Betalingstjenesteudbydere må med virkning fra ...* for debettransaktioner med kort ikke tilbyde eller kræve et interbankgebyr pr. transaktion eller anden aftalt betaling med tilsvarende formål eller virkning, som udgør mere end det laveste beløb af enten 7 eurocent eller 0,2 % af transaktionens værdi. * Et år efter datoen for denne forordnings ikrafttræden. Ændring 31 Forslag til forordning Artikel 3 – stk. 2 2.  Betalingstjenesteudbydere må med virkning fra to måneder efter denne forordnings ikrafttræden for grænseoverskridende kreditkorttransaktioner ikke tilbyde eller kræve et interbankgebyr pr. transaktion eller anden aftalt betaling med tilsvarende formål eller virkning, som udgør mere end 0,3 % af transaktionens værdi. 2.  Betalingstjenesteudbydere må med virkning fra ...* for kredittransaktioner med kort ikke tilbyde eller kræve et interbankgebyr pr. transaktion eller anden aftalt betaling med tilsvarende formål eller virkning, som udgør mere end 0,3 % af transaktionens værdi. * EUT - Indsæt venligst dato: et år efter datoen for denne forordnings ikrafttræden. Ændring 32 Forslag til forordning Artikel 3 – stk. 2 a (nyt) 2a.  Medlemsstaterne kan gennem national lovgivning fastholde eller indføre lavere lofter eller foranstaltninger med tilsvarende formål eller virkning. Ændring 33 Forslag til forordning Artikel 4 Artikel 4 udgår Interbankgebyrer for alle forbrugerrelaterede debet- eller kreditkorttransaktioner 1.  Betalingstjenesteudbydere må med virkning fra to år efter denne forordnings ikrafttræden for debetkorttransaktioner ikke tilbyde eller kræve et interbankgebyr pr. transaktion eller anden aftalt betaling med tilsvarende formål eller virkning, som udgør mere end 0,2 % af transaktionens værdi. 2.  Betalingstjenesteudbydere må med virkning fra to år efter denne forordnings ikrafttræden for kreditkorttransaktioner ikke tilbyde eller kræve et interbankgebyr pr. transaktion eller anden aftalt betaling med tilsvarende formål eller virkning, som udgør mere end 0,3 % af transaktionens værdi. Ændring 34 Forslag til forordning Artikel 5 For så vidt angår lofterne i artikel 3 og 4 betragtes enhver nettokompensation, som en udstedende bank modtager fra en betalingskortordning i forbindelse med betalingstransaktioner eller tilknyttede aktiviteter, som en del af interbankgebyret. For så vidt angår lofterne i artikel 3 betragtes enhver nettokompensation, som en udstedende betalingstjenesteudbyder modtager i forbindelse med betalingstransaktioner, som en del af interbankgebyret. De kompetente myndigheder skal forhindre alle forsøg på at omgå denne forordning fra betalingstjenesteudbydernes side, inklusive udstedelse af betalingskort i tredjelande. Ændring 35 Forslag til forordning Artikel 6 – stk. 4 a (nyt) 4a.  Enhver begrænsning i betalingskortordningernes regler for levering af betalingsrelaterede tjenester er forbudt, medmindre begrænsningen er ikke‑diskriminerende og objektivt nødvendig for betalingsordningens drift. Ændring 36 Forslag til forordning Artikel 6 a (ny) Artikel 6a Grænseoverskridende transaktioner Ved grænseoverskridende transaktioner finder interbankgebyret i indløserens land anvendelse. Ændring 37 Forslag til forordning Artikel 7 – stk. 2 2.  Betalingskortordninger skal give mulighed for at sikre, at godkendelses- og clearingmeddelelser i forbindelse med enkeltstående korttransaktioner kan adskilles og behandles af forskellige behandlingsenheder. 2.  Betalingskortordninger og udstedere af betalingskort skal give mulighed for at sikre, at godkendelses- og clearingmeddelelser i forbindelse med enkeltstående korttransaktioner kan adskilles og behandles af forskellige behandlingsenheder. Bestemmelser i en ordning, licensaftale eller anden aftale, der begrænser friheden til at vælge en behandler, er forbudt. Ændring 38 Forslag til forordning Artikel 7 – stk. 4 4.  Behandlingsenheder i Unionen skal sikre, at deres system er teknisk interoperabelt med systemer i andre behandlingsenheder i Unionen ved at bruge standarder, som er udviklet af internationale eller europæiske standardiseringsorganer. Endvidere må behandlingsenheder ikke vedtage eller anvende forretningsbestemmelser, der begrænser interoperabiliteten med andre behandlingsenheder i Unionen. 4.  Behandlingsenheder i Unionen skal senest den ...* sikre, at deres system er teknisk interoperabelt med systemer i andre behandlingsenheder i Unionen ved at bruge standarder, som er udviklet af internationale eller europæiske standardiseringsorganer. Endvidere må behandlingsenheder ikke vedtage eller anvende forretningsbestemmelser, der begrænser interoperabiliteten med andre behandlingsenheder i Unionen. 4a.  For at sikre en konsekvent harmonisering af denne artikel, udarbejder EBA efter høring af et rådgivende panel som omhandlet i artikel 41 i forordning (EU) nr. 1093/2010 forslag til reguleringsmæssige tekniske standarder, der fastsætter de krav, som betalingssystemer, betalingsordninger og behandlingsenheder skal opfylde med henblik på at sikre et helt åbent og konkurrencedygtigt kortbehandlingsmarked. EBA forelægger Kommissionen disse forslag til reguleringsmæssige tekniske standarder senest den ...** Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010. De krav, der er omhandlet i første afsnit, træder i kraft senest den ...*** og ajourføres regelmæssigt efter behov. * Et år efter datoen for denne forordnings ikrafttræden. **Dato ... ***To år efter datoen for denne forordnings ikrafttræden. Ændring 39 Forslag til forordning Artikel 7 – stk. 4 b (nyt) 4b.  Uanset artikel 1‑4b kan medlemsstater efter høring af Kommissionen og for en begrænset periode fritage nyoprettede kortbaserede betalingsordninger fra at skulle anvende denne artikel. Ændring 40 Forslag til forordning Artikel 8 – stk. 1 1.  Bestemmelser vedrørende ordninger og bestemmelser i licensaftaler, som gør det vanskeligt for eller forhindrer en udsteder i at co-badge to eller flere forskellige betalingsinstrumentvaremærker på kort, telekommunikation, digitalt udstyr eller it-udstyr, er forbudt. 1.  Bestemmelser vedrørende ordninger og bestemmelser i licensaftaler eller foranstaltninger med tilsvarende virkning, som gør det vanskeligt for eller forhindrer en udsteder i at co-badge to eller flere forskellige betalingsinstrumentvaremærker på kort, telekommunikation, digitalt udstyr eller it-udstyr, er forbudt. Ændring 41 Forslag til forordning Artikel 8 – stk. 1 a (nyt) 1a.  Når forbrugeren indgår en aftale med en betalingstjenesteudbyder, kan vedkommende beslutte at få to eller flere forskellige betalingsinstrumentvaremærker på et betalingskort, telekommunikationsudstyr, digitalt udstyr eller it-udstyr. Betalingstjenesteudbyderen skal i god tid inden underskrivelsen af aftalen give forbrugeren klare og objektive oplysninger om alle tilgængelige betalingsvaremærker og deres karakteristika, herunder deres funktionalitet, omkostninger og sikkerhed. Ændring 42 Forslag til forordning Artikel 8 – stk. 2 2.  Forskellig behandling af udstedere eller indløsere i bestemmelser vedrørende ordninger og bestemmelser i licensaftaler vedrørende co-badging på kort, telekommunikation, digitalt udstyr eller it-udstyr skal være objektivt begrundet og ikke-diskriminerende. 2.  Forskellig behandling af udstedere eller indløsere i bestemmelser vedrørende ordninger og bestemmelser i licensaftaler vedrørende co-badging eller tilsvarende sameksistens af forskellige varemærker eller applikationer på kort, telekommunikation, digitalt udstyr eller it-udstyr skal være objektivt begrundet og ikke-diskriminerende. Ændring 43 Forslag til forordning Artikel 8 – stk. 3 3.  Betalingskortordninger må ikke stille krav om indberetning, krav om gebyrer eller andre krav med samme formål eller virkning til kortudstedende og -indløsende betalingstjenesteudbydere ved transaktioner, der gennemføres med en anordning, hvor deres varemærke er til stede, i forbindelse med transaktioner, hvor der ikke gøres brug af deres ordning. 3.  Betalingskortordninger må ikke stille krav om indberetning, krav om gebyrer eller andre lignende krav med samme formål eller virkning til kortudstedende og -indløsende betalingstjenesteudbydere ved transaktioner, der gennemføres med en anordning, hvor deres varemærke er til stede, i forbindelse med transaktioner, hvor der ikke gøres brug af deres ordning. Ændring 44 Forslag til forordning Artikel 8 – stk. 4 4.  Routing-principper, som tager sigte på at dirigere transaktioner gennem en specifik kanal, og andre tekniske og sikkerhedsrelaterede standarder og krav i forhold til håndtering af mere end et betalingskortvaremærke på kort, telekommunikation, digitalt udstyr eller it-udstyr skal være ikke-diskriminerende og anvendes på en ikke-diskriminerende måde. 4.  Routing-principper eller tilsvarende foranstaltninger, som tager sigte på at dirigere transaktioner gennem en specifik kanal, og andre tekniske og sikkerhedsrelaterede standarder og krav i forhold til håndtering af mere end et betalingskortvaremærke eller tilsvarende på kort, telekommunikation, digitalt udstyr eller it-udstyr skal være ikke‑diskriminerende og anvendes på en ikke‑diskriminerende måde. Ændring 45 Forslag til forordning Artikel 8 – stk. 6 6.  Betalingskortordninger, udstedere, indløsere og udbydere af infrastrukturer til behandling af betalingskort må ikke indføre automatiske mekanismer, software eller anordninger på betalingsinstrumentet eller på udstyr anvendt på salgsstedet, som begrænser betalerens muligheder for at vælge applikation ved brug af et co-badget betalingsinstrument. 6.  Betalingskortordninger, udstedere, indløsere og udbydere af infrastrukturer til behandling af betalingskort må ikke indføre automatiske mekanismer, software eller anordninger på betalingsinstrumentet eller på udstyr anvendt på salgsstedet, som begrænser betalerens og betalingsmodtagerens muligheder for at vælge applikation ved brug af et co‑badget betalingsinstrument. Betalingsmodtagere bevarer muligheden for på det udstyr, der anvendes på salgsstedet, at installere automatiske mekanismer, som foretager et prioriteret valg af et bestemt varemærke eller en bestemt applikation. Betalingsmodtageren må for de kategorier af kort eller relaterede betalingsinstrumenter, som denne accepterer, imidlertid ikke hindre betaleren i at ændre et automatisk prioriteret valg, som betalingsmodtageren har foretaget på sit udstyr. Ændring 46 Forslag til forordning Artikel 9 – stk. 1 1.  Indløsere skal i forhold til betalingsmodtagere tilbyde og opkræve individuelt specificerede detailhandelsgebyrer for forskellige kategorier af betalingskort og forskellige betalingskortvaremærker, medmindre forretningsdrivende skriftligt anmoder indløsende betalingstjenesteudbydere om at opkræve blandede detailhandelsgebyrer. 1.  Indløsere skal i forhold til betalingsmodtagere tilbyde og opkræve individuelt specificerede detailhandelsgebyrer for forskellige kategorier af betalingskort og forskellige betalingskortvaremærker med forskellige niveauer af interbankgebyrer, medmindre handlende skriftligt anmoder indløsende betalingstjenesteudbydere om at opkræve blandede detailhandelsgebyrer. Ændring 47 Forslag til forordning Artikel 10 – stk. 1 1.  Betalingsordninger og betalingstjenesteudbydere må ikke anvende bestemmelser, der kan gøre betalingsmodtagere, som accepterer kort og andre betalingsinstrumenter udstedt af én udstedende betalingstjenesteudbyder inden for rammerne af en betalingsinstrumentordning, forpligtet til også at acceptere andre betalingsinstrumenter med det samme varemærke og/eller af samme kategori udstedt af andre udstedende betalingstjenesteudbydere inden for rammerne af den samme ordning, medmindre de er omfattet af det samme regulerede interbankgebyr. 1.  Betalingsordninger og betalingstjenesteudbydere må ikke anvende bestemmelser, der kan gøre betalingsmodtagere, som accepterer kort og andre betalingsinstrumenter udstedt af én udstedende betalingstjenesteudbyder inden for rammerne af en betalingsinstrumentordning, forpligtet til også at acceptere andre betalingsinstrumenter med det samme varemærke og/eller af samme kategori udstedt af andre udstedende betalingstjenesteudbydere inden for rammerne af den samme ordning, medmindre de er omfattet af det samme interbankgebyr, som desuden skal være i overensstemmelse med de lofter, der er fastsat i denne forordning. Ændring 48 Forslag til forordning Artikel 10 – stk. 4 4.  Udstedende betalingstjenesteudbydere skal sikre, at deres betalingsinstrumenter kan identificeres visuelt og elektronisk, således at betalingsmodtagere utvetydigt kan identificere, hvilke kortvaremærker og kategorier af forudbetalte kort eller debet-, kredit- eller firmakort eller kortbaserede betalinger betaleren vælger. 4.  Udstedende betalingstjenesteudbydere skal senest den ...* sikre, at deres betalingsinstrumenter kan identificeres elektronisk og – for så vidt angår deres nyudstedte kortbaserede betalingsinstrumenter – også visuelt, således at betalingsmodtagere og betalere utvetydigt kan identificere, hvilke kortvaremærker og kategorier af forudbetalte kort eller debet-, kredit- eller firmakort eller kortbaserede betalinger betaleren vælger. * Et år efter datoen for denne forordnings ikrafttræden. Ændring 49 Forslag til forordning Artikel 11 – stk. 3 3.  Stk. 1 og 2 berører ikke bestemmelserne om gebyrer, rabatter eller anden styring i artikel 55 i forslaget (COM(2013) 547) og artikel 19 i direktiv 2011/83/EU22. 3.  Stk. 1 og 2 i denne artikel berører ikke bestemmelserne om gebyrer, rabatter eller anden styring i artikel 55 i direktiv 2014/.../EU (betalingstjenestedirektivet) og artikel 19 i direktiv 2011/83/EU22. 22 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder. 22 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa‑Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa‑Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF. Ændring 50 Forslag til forordning Artikel 12 – stk. 2 a (nyt) 2a.  Ved indgåelsen af en aftale med en betalingstjenesteudbyder skal forbrugeren også modtage klare og objektive periodiske oplysninger om de særlige betalingsforhold og de betalingsgebyrer, der anvendes på betalingstransaktioner. Ændring 51 Forslag til forordning Artikel 14 – stk. 1 1.  Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af denne forordning og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de gennemføres. Sanktionerne skal være effektive, forholdsmæssige og have afskrækkende virkning. 1.  Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af denne forordning og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de gennemføres. EBA kan i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 udstede retningslinjer for at sikre, at de pågældende sanktioner er effektive og forholdsmæssige og har en afskrækkende virkning. Ændring 52 Forslag til forordning Artikel 15 – stk. 1 1.  Medlemsstaterne indfører passende og effektive udenretslige klage- og erstatningsprocedurer til bilæggelse af tvister, der følger af denne forordning, mellem betalingsmodtagere og deres betalingstjenesteudbydere. Medlemsstaterne udpeger med henblik herpå eksisterende organer, hvor det er relevant, eller opretter nye organer. 1.  Medlemsstaterne indfører uafhængige, passende og effektive udenretslige klagemuligheder til bilæggelse af tvister, der følger af denne forordning, mellem betalingsmodtagere og deres betalingstjenesteudbydere. Medlemsstaterne udpeger med henblik herpå eksisterende organer, hvor det er relevant, eller opretter nye organer. Betalingstjenesteudbydere skal være knyttet til mindst én alternativ tvistbilæggelsesinstans. Ændring 53 Forslag til forordning Artikel 15 – stk. 2 2.  Medlemsstaterne giver senest to år efter denne forordnings ikrafttræden Kommissionen meddelelse om disse organer. De giver omgående Kommissionen meddelelse om senere ændringer vedrørende disse organer. 2.  Medlemsstaterne giver senest den ...* Kommissionen meddelelse om disse organer. De giver omgående Kommissionen meddelelse om senere ændringer vedrørende disse organer. * To måneder efter datoen for denne forordnings ikrafttræden. Ændring 54 Forslag til forordning Artikel 15 – stk. 2 a (nyt) 2a.  Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere deltager i klageprocedurer i henhold til stk. 1. Ændring 55 Forslag til forordning Artikel 16 – stk. 1 Fire år efter denne forordnings ikrafttræden aflægger Kommissionen rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om dens gennemførelse. Kommissionens rapport skal navnlig tage sigte på at undersøge interbankgebyrer, for at konstatere, om de er af passende størrelse, og styringsmekanismer som f.eks. gebyrer, under hensyntagen til den brug, der gøres af de forskellige betalingsmidler, og omkostningerne i forbindelse hermed, og omfanget af nye aktører og ny teknologi, som får adgang til markedet. Senest den …* forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om anvendelsen af denne forordning. Kommissionens rapport skal navnlig tage sigte på at undersøge interbankgebyrer for at konstatere, om de er af passende størrelse, og styringsmekanismer som f.eks. gebyrer, under hensyntagen til den brug, der gøres af de forskellige betalingsmidler, og omkostningerne i forbindelse hermed, og omfanget af nye aktører, ny teknologi og innovative forretningsmodeller, som får adgang til markedet. I vurderingen bør følgende forhold navnlig tages i betragtning: a)  udviklingen i gebyrerne for kortindehavere b)  konkurrencen blandt betalingskortudbydere og -ordninger c)  de omkostningsmæssige virkninger for betaleren og betalingsmodtageren d)  i hvilket omfang, de handlende sender reduktionen i interbankgebyrer videre til kunderne e)  de tekniske krav og disses konsekvenser for alle involverede parter f)  virkningerne af co-badging for så vidt angår brugervenlighed, navnlig for de ældre og mest sårbare brugere. Kommissionens rapport ledsages eventuelt af et forslag til retsakt, der kan omfatte en foreslået ændring af loftet for interbankgebyrer. * To år efter datoen for denne forordnings ikrafttræden.

(1) Efter vedtagelsen af ændringerne blev sagen henvist til fornyet udvalgsbehandling, jf. forretningsordenens artikel 57, stk. 2, andet afsnit (A7-0167/2014).

Europa-Parlamentets ændringer af 3. april 2014 til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2013/36/EU og 2009/110/EF og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (COM(2013)0547 – C7-0230/2013 – 2013/0264(COD))(1)

P7_TA(2014)0280 A7-0169/2014

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Kommissionens forslag   Ændring Ændring 1 Forslag til direktiv Betragtning 2 (2)  Direktiv 2007/64/EF blev vedtaget i december 2007 på grundlag af et forslag fra Kommissionen fra december 2005. Siden da er der på detailbetalingsmarkedet sket væsentlig teknisk innovation med det hurtigt stigende antal elektroniske betalinger og mobilbetalinger og fremkomsten af nye typer betalingstjenester på markedet. (2)  Direktiv 2007/64/EF blev vedtaget i december 2007 på grundlag af et forslag fra Kommissionen fra december 2005. Siden da er der på detailbetalingsmarkedet sket væsentlig teknisk innovation med det hurtigt stigende antal elektroniske betalinger og mobilbetalinger og fremkomsten af nye typer betalingstjenester på markedet, som udfordrer de nuværende rammer. Ændring 2 Forslag til direktiv Betragtning 3 (3)  Gennemgangen af EU's retlige rammer for betalingstjenester og særlig konsekvensanalysen af direktiv 2007/64/EF og høringen om Kommissionens grønbog "På vej mod et integreret europæisk marked for kort-, internet- og mobilbetalinger"24 har vist, at udviklingen har medført væsentlige udfordringer for lovgivningen. Store dele af betalingsmarkedet – kort-, internet- og mobilbetalinger – er stadig ofte fragmenteret langs landegrænserne. Mange innovative betalingstjenesteprodukter eller -tjenester hører slet ikke eller kun i mindre grad ind under anvendelsesområdet for direktiv 2007/64/EF. Endvidere viste det sig, at direktiv 2007/64/EF vedrørende anvendelsesområdet og især de undtagne elementer med hensyn til visse betalingsrelaterede aktiviteter, der er undtaget for bestemmelserne, i nogle få tilfælde er for tvetydigt, for generelt eller blot forældet i lyset af markedsudviklingen. Det har medført retsusikkerhed, potentielle sikkerhedsrisici i betalingskæden og manglende forbrugerbeskyttelse på nogle områder. Det har også vist sig at være vanskeligt for innovative og brugervenlige digitale betalingstjenester at få fodfæste på markedet og give forbrugere og handlende effektive, praktiske og sikre betalingsmetoder i Unionen. (3)  Gennemgangen af Unionens retlige rammer for betalingstjenester og særlig konsekvensanalysen af direktiv 2007/64/EF og høringen om Kommissionens grønbog "På vej mod et integreret europæisk marked for kort-, internet- og mobilbetalinger"24 har vist, at udviklingen har medført væsentlige udfordringer for lovgivningen. Store dele af betalingsmarkedet – kort-, internet- og mobilbetalinger – er stadig ofte fragmenteret langs landegrænserne. Mange innovative betalingstjenesteprodukter eller -tjenester hører slet ikke eller kun i mindre grad ind under anvendelsesområdet for direktiv 2007/64/EF. Endvidere viste det sig, at direktiv 2007/64/EF vedrørende anvendelsesområdet og især de undtagne elementer med hensyn til visse betalingsrelaterede aktiviteter, der er undtaget for bestemmelserne, i nogle få tilfælde er for tvetydigt, for generelt eller blot forældet i lyset af markedsudviklingen. Det har medført retsusikkerhed, potentielle sikkerhedsrisici i betalingskæden og manglende forbrugerbeskyttelse på nogle områder. Det har også vist sig at være vanskeligt for innovative, sikre og brugervenlige digitale betalingstjenester at få fodfæste på markedet og give forbrugere og handlende effektive, praktiske og sikre betalingsmetoder i Unionen. Der er et stort positivt potentiale i dette, som skal udnyttes mere systematisk. 24 KOM(2011)0941. 24 COM(2012)0941. Ændring 3 Forslag til direktiv Betragtning 4 (4)  Det er af afgørende betydning, at der oprettes et integreret indre marked for elektroniske betalinger for at sikre, at forbrugerne, de handlende og virksomhederne kan udnytte det indre marked fuldt ud set i lyset af udviklingen i den digitale økonomi. (4)  Det er af afgørende betydning, at der oprettes et integreret indre marked for sikre elektroniske betalinger for at understøtte væksten i Unionens økonomi og sikre, at forbrugerne, de handlende og virksomhederne kan vælge gennemsigtige betalingstjenester og dermed udnytte det indre marked fuldt ud set i lyset af udviklingen i den digitale økonomi. Ændring 4 Forslag til direktiv Betragtning 5 (5)  Der bør fastsættes nye regler for at lukke hullerne i lovgivningen og samtidig give større retssikkerhed og sikre ensartet anvendelse af de retlige rammer i hele Unionen. Der bør garanteres lige forretningsvilkår for både eksisterende og nye markedsaktører, så det bliver nemmere for nye betalingsmidler at nå ud til et større marked, så der sikres en høj grad af forbrugerbeskyttelse i forbindelse med betalingstjenester i hele Unionen. Det forventes at presse omkostninger og priser for betalingstjenestebrugere nedad samt give større udvalg af og gennemsigtighed i betalingstjenester. (5)  Der bør fastsættes nye regler for at lukke hullerne i lovgivningen og samtidig give større retssikkerhed og sikre ensartet anvendelse af de retlige rammer i hele Unionen. Der bør garanteres lige forretningsvilkår for både eksisterende og nye markedsaktører, så det bliver nemmere for nye betalingsmidler at nå ud til et større marked, så der sikres en høj grad af forbrugerbeskyttelse i forbindelse med betalingstjenester i hele Unionen. Det forventes at skabe effektivitet i betalingssystemet som helhed og at presse omkostninger og priser for betalingstjenestebrugere nedad samt give større udvalg af og gennemsigtighed i betalingstjenester, idet det samtidig styrker forbrugernes tillid til et harmoniseret betalingsmarked. Ændring 5 Forslag til direktiv Betragtning 5 a (ny) (5a)  Det fælles eurobetalingsområde (SEPA) vil nå en vigtig milepæl i 2014 med migrationen af nationale pengeoverførsler og direkte debiteringer i euro til SEPA-instrumenterne for nationale pengeoverførsler og direkte debiteringer. Oprettelsen af et integreret, konkurrencedygtigt, innovativt og fair marked for eurodetailbetalinger i euroområdet bør fortsættes for at opnå et egentligt indre marked for betalingstjenester i Unionen. Denne løbende oprettelse bør understøttes af en stærkere styring under ledelse af Den Europæiske Centralbank (ECB). ECB's erklæring om oprettelsen af det europæiske udvalg for detailbetalinger (ERPB), efterfølgeren til SEPA-Rådet, forventes at bidrage til og lette opnåelsen af dette mål. ERPB's sammensætning bør under hensyntagen til en bedre balance mellem udbuds- og efterspørgselssiden af betalingsmarkedet sikre effektiv rådgivning om SEPA-projektets fremtidige orientering og hindringer for dets virkeliggørelse, måder at adressere dem på og måder til at fremme innovation, konkurrence og integration inden for detailbetalinger i euro i Unionen. Kommissionen bør deltage som observatør for at sikre, at ERPB's opgaver, sammensætning og funktion bidrager til at fremme SEPA-projektet. Ændring 6 Forslag til direktiv Betragtning 6 (6)  I de seneste år er de sikkerhedsrisici, der er forbundet med elektroniske betalinger blevet større, hvilket skyldes deres større tekniske kompleksitet, de stadigt stigende mængder af elektroniske betalinger i hele verden og de nye typer betalingstjenester. Da sikre betalingstjenester er en forudsætning for et velfungerende betalingstjenestemarked, bør betalingstjenestebrugere være tilstrækkeligt beskyttet mod sådanne risici. Betalingstjenester er nødvendige for opretholdelsen af centrale økonomiske og samfundsmæssige aktiviteter, og derfor er betalingstjenesteudbydere såsom kreditinstitutter blevet klassificeret som markedsoperatører i henhold til artikel 3, nr. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv [pls insert number of NIS Directive after adoption]25. (6)  I de seneste år er de sikkerhedsrisici, der er forbundet med elektroniske betalinger blevet større, hvilket skyldes deres større tekniske kompleksitet, de stadigt stigende mængder af elektroniske betalinger i hele verden og de nye typer betalingstjenester. Da sikre betalingstjenester er en forudsætning for et velfungerende betalingstjenestemarked, bør betalingstjenestebrugere være tilstrækkeligt beskyttet mod sådanne risici. Betalingstjenester er nødvendige for opretholdelsen af centrale økonomiske og samfundsmæssige aktiviteter, og derfor er betalingstjenesteudbydere såsom kreditinstitutter blevet klassificeret som markedsoperatører i henhold til artikel 3, nr. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv [pls insert number of NIS Directive after adoption]25. Behandling af personoplysninger med henblik på dette direktiv skal udføres i overensstemmelse med sikkerhedskravene i artikel 16 og 17 i direktiv 95/46/EF. 25 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv XXXX/XX/EU af [date] om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles niveau for net- og informationssikkerhed i hele EU (EUT L x, s. x). 25 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv XXXX/XX/EU af [date] om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles niveau for net- og informationssikkerhed i hele EU (EUT L x, s. x). Ændring 7 Forslag til direktiv Betragtning 7 (7)  I tillæg til de generelle foranstaltninger, der skal træffes på nationalt plan i henhold til direktiv [pls insert number of NIS Directive after adoption], bør de sikkerhedsrisici, der er forbundet med betalingstransaktioner, også imødegås af betalingstjenesteudbyderne. De sikkerhedsforanstaltninger, der skal træffes af betalingstjenesteudbyderne, skal stå i forhold til de pågældende sikkerhedsrisici. Der bør indføres en mekanisme til regelmæssig rapportering, så betalingstjenesteudbyderne årligt giver de kompetente myndigheder opdaterede oplysninger om vurderingen af deres sikkerhedsrisici og de (yderligere) foranstaltninger, de har truffet for at imødegå disse risici. Endvidere er det for at sikre, at skadevirkninger for andre betalingstjenesteudbydere og betalingssystemer, såsom væsentlige forstyrrelser af et betalingssystem, og skadevirkninger for brugerne holdes på et minimum, nødvendigt at forpligte betalingstjenesteudbyderne til uden unødig forsinkelse at underrette Den Europæiske Banktilsynsmyndighed om alvorlige sikkerhedshændelser. (7)  I tillæg til de generelle foranstaltninger, der skal træffes på nationalt plan i henhold til direktiv [pls insert number of NIS Directive after adoption], bør de sikkerhedsrisici, der er forbundet med valget af teknisk system til at tilbyde betalingstransaktioner, også imødegås af betalingstjenesteudbyderne og for deres regning og risiko. De sikkerhedsforanstaltninger, der skal træffes af betalingstjenesteudbyderne, skal stå i forhold til de pågældende sikkerhedsrisici for deres kunder. Der bør indføres en mekanisme til regelmæssig rapportering, så betalingstjenesteudbyderne mindst tre gange årligt giver de kompetente myndigheder opdaterede oplysninger om vurderingen af deres sikkerhedsrisici og de yderligere foranstaltninger, de har truffet for at mindske disse risici. Endvidere er det for at sikre, at skadevirkninger for andre betalingstjenesteudbydere og betalingssystemer, såsom væsentlige forstyrrelser af et betalingssystem, og skadevirkninger for brugerne holdes på et minimum, nødvendigt at forpligte betalingstjenesteudbyderne til uden unødig forsinkelse at underrette Den Europæiske Banktilsynsmyndighed om alvorlige sikkerhedshændelser. Denne bør hvert år udsende en rapport om sikkerheden i forbindelse med digitale betalingstjenester i Unionen. Ændring 8 Forslag til direktiv Betragtning 7 a (ny) (7a)  For at forbrugerne skal forstå deres rettigheder og forpligtelser i henhold til dette direktiv, skal de oplyses på en klar og let forståelig måde. Kommissionen udarbejder derfor senest to år efter direktivets ikrafttræden en brugervenlig elektronisk folder, som på en klar og let forståelig måde anfører forbrugernes rettigheder og pligter i henhold til dette direktiv og i tilhørende EU-lovgivning om betalingstjenester. Denne information bør gøres tilgængelig på Kommissionens websted og webstedet for den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/20101a og de nationale banktilsynsmyndigheders websteder. Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere gratis stiller folderen elektronisk til rådighed i originalt format for alle deres eksisterende og nye kunder på deres websteder og i papirform i deres filialer, hos deres agenter og enheder, som får udliciteret deres aktiviteter. 1a Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12). Ændring 9 Forslag til direktiv Betragtning 8 (8)  Den reviderede retlige ramme for betalingstjenester suppleres af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. [XX/XX/XX]26. Forordningen indfører regler vedrørende opkrævning af multilaterale og bilaterale interbankgebyrer for alle debet- og kreditkorttransaktioner, der foretages af forbrugere, og elektroniske betalinger og mobilbetalinger i tilknytning til sådanne transaktioner, og begrænser brugen af en række forretningsregler vedrørende korttransaktioner. Nævnte forordning søger at fremskynde opnåelsen af et effektivt integreret marked for alle kortbaserede betalinger. (8)  Den reviderede retlige ramme for betalingstjenester suppleres af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. [XX/XX/XX]26. Forordningen indfører regler vedrørende opkrævning af multilaterale og bilaterale interbankgebyrer for alle debet- og kreditkorttransaktioner, der foretages af forbrugere, og elektroniske betalinger og mobilbetalinger i tilknytning til sådanne transaktioner, og fjerner dermed en vigtig barriere mellem nationale betalingsmarkeder og begrænser brugen af en række forretningsregler vedrørende korttransaktioner. Nævnte forordning søger at fremskynde opnåelsen af et effektivt integreret marked for alle kortbaserede betalinger. 26 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. [XX/XX/XX/] af [date] om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner. (EUT L x, s. x). 26 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. [XX/XX/XX/] af [date] om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner. (EUT L x, s. x). Ændring 10 Forslag til direktiv Betragtning 9 (9)  For at undgå forskellige praksisser i medlemsstaterne til skade for forbrugerne bør bestemmelserne om gennemsigtigheds- og oplysningskrav i dette direktiv også gælde for transaktioner, hvor betalerens eller betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder befinder sig inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (i det følgende benævnt "EØS"), og den anden betalingstjenesteudbyder befinder sig uden for EØS. Det er også hensigtsmæssigt at udvide anvendelsen af bestemmelserne om gennemsigtighed og oplysning til transaktioner i alle valutaer mellem betalingstjenesteudbydere, der befinder sig inden for EØS. (9)  For at undgå forskellige praksisser i medlemsstaterne til skade for forbrugerne bør bestemmelserne om gennemsigtigheds- og oplysningskrav og om rettigheder og forpligtelser i forbindelse med udbud og brug af betalingstjenester i dette direktiv også gælde for transaktioner, hvor betalerens eller betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder befinder sig inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (i det følgende benævnt "EØS"), og den anden betalingstjenesteudbyder befinder sig uden for EØS. På grundlag af en evaluering og, hvis det er nødvendigt, et forslag til retsakt fra Kommissionen bør anvendelsen af dette direktiv på sådanne transaktioner også udvides til at omfatte størsteparten af bestemmelserne om rettigheder og pligter i forbindelse med at levere og benytte betalingstjenester. Det er også hensigtsmæssigt at udvide anvendelsen af bestemmelserne om gennemsigtighed og oplysning til transaktioner i alle valutaer mellem betalingstjenesteudbydere, der befinder sig inden for EØS. Ændring 11 Forslag til direktiv Betragtning 10 (10)  Definitionen af betalingstjenester bør være teknologisk neutral og give plads til yderligere udvikling af nye typer betalingstjenester, samtidig med at der sikres lige forretningsvilkår for både eksisterende og nye betalingstjenesteudbydere. (10)  Definitionerne af betalingstjenester, betalingsprotokoller og standarder bør være teknologisk neutrale og give plads til yderligere udvikling af nye typer betalingstjenester, samtidig med at der sikres lige forretningsvilkår for både eksisterende og nye betalingstjenesteudbydere. Ændring 12 Forslag til direktiv Betragtning 12 (12)  Tilbagemeldinger fra markederne viser, at de betalingsaktiviteter, der dækkes af undtagelsen om begrænsede net, ofte omfatter store betalingsmængder og -værdier og tilbyder forbrugerne hundreder eller tusinder af forskellige produkter og tjenester, der ikke passer til formålet med den undtagelse for begrænsede net, der er indført ved direktiv 2007/64/EF. Det medfører større risici og ingen retlig beskyttelse for betalingstjenestebrugere, især for forbrugerne, og væsentlige ulemper for regulerede markedsaktører. Det er nødvendigt med en mere præcis beskrivelse af et begrænset net, i overensstemmelse med direktiv 2009/110/EF, for at begrænse disse risici. Et betalingsinstrument bør derfor betragtes som et instrument, der benyttes inden for et begrænset net, hvis det kun kan benyttes til erhvervelse af varer og tjenester i en bestemt forretning eller forretningskæde eller til erhvervelse af et begrænset udvalg af varer og tjenester, uanset salgsstedets geografiske placering. Sådanne instrumenter kunne omfatte butikskort, benzinkort, medlemskort, kort til den kollektive trafik, spisebilletter eller billetter til specifikke tjenester, der eventuelt er omfattet af bestemte skatte- eller arbejdsmarkedsregler, der er udformet med henblik på at fremme anvendelsen af sådanne instrumenter for at opfylde målsætningerne i social- og arbejdsmarkedslovgivningen. I de tilfælde hvor et sådant specifikt instrument udvikler sig til et generelt instrument, bør undtagelsen fra dette direktivs anvendelsesområde ikke længere finde anvendelse. Instrumenter, der kan benyttes i forretninger, der optræder på en liste, bør ikke undtages fra dette direktivs anvendelsesområde, da sådanne instrumenter typisk er beregnet til anvendelse blandt et net af tjenesteudbydere, der er i stadig vækst. Undtagelsen bør anvendes sammen med et krav om, at potentielle betalingstjenesteudbydere oplyser om aktiviteter, der hører ind under definitionen af et begrænset net. (12)  Tilbagemeldinger fra markederne viser, at de betalingsaktiviteter, der dækkes af undtagelsen om begrænsede net, ofte omfatter store betalingsmængder og -værdier og tilbyder forbrugerne hundreder eller tusinder af forskellige produkter og tjenester, der ikke passer til formålet med den undtagelse for begrænsede net, der er indført ved direktiv 2007/64/EF. Det medfører større risici og ingen retlig beskyttelse for betalingstjenestebrugere, især for forbrugerne, og væsentlige ulemper for regulerede markedsaktører. Det er nødvendigt med en mere præcis beskrivelse af et begrænset net, i overensstemmelse med direktiv 2009/110/EF, for at begrænse disse risici. Et betalingsinstrument bør derfor betragtes som et instrument, der benyttes inden for et begrænset net, hvis det kun kan benyttes til erhvervelse af varer og tjenester hos en bestemt forhandler eller forhandlerkæde eller til erhvervelse af et begrænset udvalg af varer og tjenester, uanset salgsstedets geografiske placering. Sådanne instrumenter kunne omfatte butikskort, benzinkort, medlemskort, kort til den kollektive trafik, parkeringsbilletter, spisebilletter eller billetter til specifikke tjenester, der eventuelt er omfattet af bestemte skatte- eller arbejdsmarkedsregler, der er udformet med henblik på at fremme anvendelsen af sådanne instrumenter for at opfylde målsætningerne i social- og arbejdsmarkedslovgivningen. I de tilfælde hvor et sådant specifikt instrument udvikler sig til et generelt instrument, bør undtagelsen fra dette direktivs anvendelsesområde ikke længere finde anvendelse. Instrumenter, der kan benyttes i forretninger, der optræder på en liste, bør ikke undtages fra dette direktivs anvendelsesområde, da sådanne instrumenter typisk er beregnet til anvendelse blandt et net af tjenesteudbydere, der er i stadig vækst. Undtagelsen bør anvendes sammen med et krav om, at potentielle betalingstjenesteudbydere oplyser om aktiviteter, der hører ind under definitionen af et begrænset net. Ændring 13 Forslag til direktiv Betragtning 13 (13)  I anvendelsesområdet for direktiv 2007/64/EF er der en undtagelse for visse betalingstransaktioner, der udføres ved hjælp af telekommunikations- eller it-udstyr, hvor netværksoperatøren ikke udelukkende agerer som formidler ved leveringen af digitale varer og tjenesteydelser gennem det pågældende udstyr, men også tilføjer værdi til disse varer eller tjenesteydelser. Denne undtagelse giver bl.a. mulighed for såkaldt operatørfakturering eller køb, der opkræves direkte på telefonregningen, hvilket bidrager til udviklingen af nye forretningsmodeller, der er baseret på salg af digitalt indhold af mindre værdi, hvilket allerede er tilfældet med ringetoner og sms-særtjenester. Tilbagemeldinger fra markedet tyder ikke på, at denne betalingsmetode, som forbrugerne anser for praktisk for betalinger af små beløb, er blevet til en generel betalingsformidlingstjeneste. Imidlertid anvendes denne bestemmelse forskelligt i medlemsstaterne på grund af den nuværende undtagelses tvetydige ordlyd. Det giver juridisk uklarhed for operatørerne og forbrugerne og har undertiden gjort det muligt for andre betalingsformidlingstjenester at kræve undtagelse fra direktiv 2007/64/EF. Direktivets anvendelsesområde bør derfor indskrænkes. Undtagelsen bør specifikt fokusere på mikrobetalinger for digitalt indhold, såsom ringetoner, baggrunde, musik, spil, videoer eller applikationer. Undtagelsen bør kun gælde for betalingstjenester, når de udbydes som accessoriske tjenester til elektroniske kommunikationstjenester (dvs. den pågældende operatørs kernevirksomhed). (13)  I anvendelsesområdet for direktiv 2007/64/EF er der en undtagelse for visse betalingstransaktioner, der udføres ved hjælp af telekommunikations- eller it-udstyr, hvor netværksoperatøren ikke udelukkende agerer som formidler ved leveringen af digitale varer og tjenesteydelser gennem det pågældende udstyr, men også tilføjer værdi til disse varer eller tjenesteydelser. Denne undtagelse giver bl.a. mulighed for såkaldt operatørfakturering eller køb, der opkræves direkte på telefonregningen, hvilket bidrager til udviklingen af nye forretningsmodeller, der er baseret på salg af digitalt indhold af mindre værdi, hvilket allerede er tilfældet med ringetoner og sms-særtjenester. Tilbagemeldinger fra markedet tyder ikke på, at denne betalingsmetode, som forbrugerne anser for praktisk for betalinger af små beløb, er blevet til en generel betalingsformidlingstjeneste. Imidlertid anvendes denne bestemmelse forskelligt i medlemsstaterne på grund af den nuværende undtagelses tvetydige ordlyd. Det giver juridisk uklarhed for operatørerne og forbrugerne og har undertiden gjort det muligt for andre betalingsformidlingstjenester at kræve undtagelse fra direktiv 2007/64/EF. Direktivets negative anvendelsesområde bør derfor indskrænkes. For ikke at lade store betalingsaktiviteter være uden regulering, bør undtagelsen fokusere på mikrobetalinger for digitalt indhold, såsom ringetoner, baggrunde, musik, spil, videoer eller applikationer. Undtagelsen bør kun gælde for betalingstjenester, når de udbydes som accessoriske tjenester til elektroniske kommunikationstjenester (dvs. den pågældende operatørs kernevirksomhed). Ændring 14 Forslag til direktiv Betragtning 13 a (ny) (13a)  I direktiv 2007/64/EFer der en undtagelse for betalingstjenesteydere, der understøtter udbuddet af betalingstjenester, uden at de på noget tidspunkt kommer i besiddelse af de midler, der skal overføres. Tjenester, der typisk falder ind under denne undtagelses anvendelsesområde, er behandling og lagring af data, tillidsskabende tjenester og IT-teknologi. Undtagelsen omfatter som sådan også udviklingen af tekniske betalingsløsninger for betalingstjenesteydere (der undertiden benævnes "elektroniske punge"), idet de typisk gør deres betalingstjenester tilgængelige på en mobiltelefon eller it-udstyr. Ændring 15 Forslag til direktiv Betragtning 15 (15)  Tjenesteudbydere, der søger at udnytte en undtagelse i direktiv 2007/64/EF, henvender sig ofte ikke til myndighederne for at høre, om deres aktiviteter er dækket af eller undtaget fra direktivet, men forlader sig på deres egne vurderinger. Det kunne se ud til, at nogle undtagelser kan være blevet anvendt af betalingstjenesteudbydere til at ændre deres forretningsmodeller, så de udbudte betalingstjenester ville falde uden for direktivets anvendelsesområde. Det kan medføre flere risici for betalingstjenestebrugere og uensartede betingelser for betalingstjenesteudbydere i det indre marked. Derfor bør tjenesteudbydere forpligtes til at meddele visse aktiviteter til de kompetente myndigheder for at sikre ensartet fortolkning af reglerne i hele det indre marked. (15)  Tjenesteudbydere, der søger at udnytte en undtagelse i direktiv 2007/64/EF, henvender sig ofte ikke til myndighederne for at høre, om deres aktiviteter er dækket af eller undtaget fra direktivet, men forlader sig på deres egne vurderinger. Det kunne se ud til, at nogle undtagelser kan være blevet anvendt af betalingstjenesteudbydere til at ændre deres forretningsmodeller, så de udbudte betalingstjenester ville falde uden for direktivets anvendelsesområde. Det kan medføre flere risici for betalingstjenestebrugere og uensartede betingelser for betalingstjenesteudbydere i det indre marked. Derfor bør tjenesteudbydere forpligtes til at meddele deres aktiviteter til de kompetente myndigheder for at sikre ensartet fortolkning af reglerne i hele det indre marked. Ændring 16 Forslag til direktiv Betragtning 18 (18)  Siden vedtagelsen af direktiv 2007/64/EF er der kommet nye typer betalingstjenester, især inden for internetbetalinger. Blandt andet tredjemandsbetalingstjenesteudbydere er kommet til og tilbyder såkaldte betalingsinitieringstjenester til forbrugere og handlende, ofte uden at de kommer i besiddelse af de midler, der skal overføres. Disse tjenester letter betalinger ved e-handel ved at oprette en softwarebro mellem den handlendes websted og forbrugerens netbank platform for at initiere internetbetalinger på grundlag af kreditoverførsler eller direkte debiteringer. Tredjemandsbetalingstjenesteudbyderne udgør et billigt alternativ til kortbetalinger for både handlende og forbrugere og giver forbrugerne mulighed for at foretage onlinekøb, selv hvis de ikke ejer et kreditkort. Da tredjemandstjenesteudbydere ikke er underlagt direktiv 2007/64/EF, er de imidlertid ikke nødvendigvis under tilsyn af en kompetent myndighed og retter sig ikke efter kravene i direktiv 2007/64/EF. Det rejser en række juridiske spørgsmål vedrørende bl.a. forbrugerbeskyttelse, sikkerhed og ansvar, samt konkurrence- og databeskyttelsesspørgsmål. De nye regler bør derfor tage disse spørgsmål op. (18)  Siden vedtagelsen af direktiv 2007/64/EF er der kommet nye typer betalingstjenester, især inden for internetbetalinger. Blandt andet tredjemandsbetalingstjenesteudbydere er kommet til og tilbyder såkaldte betalingsinitieringstjenester til forbrugere og handlende, ofte uden at de kommer i besiddelse af de midler, der skal overføres. Disse tjenester letter betalinger ved e-handel ved at oprette en softwarebro mellem den handlendes websted og forbrugerens netbank platform for at initiere internetbetalinger på grundlag af kreditoverførsler eller direkte debiteringer. Tredjemandsbetalingstjenesteudbyderne udgør et billigt alternativ til kortbetalinger for både handlende og forbrugere og giver forbrugerne mulighed for at foretage onlinekøb, selv hvis de ikke ejer et betalingskort. Tredjemandsbetalingstjenesteudbydere har også et lovende potentiale med hensyn til at lette grænseoverskridende e-handel på det indre marked. Tredjemandsbetalingstjenesteudbydere udgør også en stor sikkerhedsmæssig udfordring med hensyn til at sikre integriteten af de betalinger og personoplysninger, som betalerne stiller til rådighed for dem. Da tredjemandstjenesteudbydere ikke er underlagt direktiv 2007/64/EF, er de imidlertid ikke nødvendigvis under tilsyn af en kompetent myndighed og retter sig ikke efter kravene i direktiv 2007/64/EF. Det rejser en række juridiske spørgsmål vedrørende bl.a. forbrugerbeskyttelse, sikkerhed og ansvar, samt konkurrence- og databeskyttelsesspørgsmål. De nye regler bør derfor imødegå alle disse udfordringer på behørig vis og sikre, at tredjemandsbetalingstjenesteudbydere, der opererer i Unionen, har tilladelse eller registreres og overvåges som betalingsinstitutter. Ændring 17 Forslag til direktiv Betragtning 19 (19)  Pengeoverførsel er en simpel betalingstjeneste, der sædvanligvis er baseret på kontant indbetaling fra en betaler til en betalingstjenesteudbyder, der viderebetaler det tilsvarende beløb, for eksempel via et kommunikationsnet, til en betalingsmodtager eller en anden betalingstjenesteudbyder, der handler på vegne af betalingsmodtageren. I nogle medlemsstater udbyder supermarkeder og andre handlende en tilsvarende tjeneste til borgerne, idet de formidler betaling af regninger fra offentlige tjenesteudbydere og andre almindelige regninger. Disse regningsbetalingstjenester bør behandles som en pengeoverførsel, medmindre de kompetente myndigheder anser denne aktivitet for at henhøre under en anden betalingstjeneste. (19)  Pengeoverførsel er en simpel betalingstjeneste, der sædvanligvis er baseret på kontant indbetaling fra en betaler til en betalingstjenesteudbyder, der viderebetaler det tilsvarende beløb, for eksempel via et kommunikationsnet, til en betalingsmodtager eller en anden betalingstjenesteudbyder, der handler på vegne af betalingsmodtageren. I nogle medlemsstater udbyder pengeautomater, supermarkeder og andre handlende en tilsvarende tjeneste til borgerne, idet de formidler betaling af regninger fra offentlige tjenesteudbydere og andre almindelige regninger. Disse regningsbetalingstjenester bør behandles som en pengeoverførsel, medmindre de kompetente myndigheder anser denne aktivitet for at henhøre under en anden betalingstjeneste. Ændring 18 Forslag til direktiv Betragtning 19 a (ny) (19a)  Med henblik på at fuldføre det indre marked for betalinger og sikre, at det bidrager til at fremme den elektroniske handel og økonomiske vækst, er det vigtigt at tilbyde eventuelle nytilkomne og eksisterende betalingstjenesteudbydere alternativer til kortbetalinger, så de kan udvikle og forbedre deres tjenester til forbrugere og handlende. Den Europæiske Banktilsynsmyndighed forelægger derfor senest to år efter dette direktivs ikrafttræden en udførlig vurdering af, hvorvidt det er muligt og ønskværdigt at indføre et krav om at gøre IBAN, jf. artikel 2, stk. 15, i forordning (EU) nr. 260/2012, eller en anden tilsvarende identifikator, tilgængelig i et elektronisk læsbart format på debetkort og andre relevante betalingsinstrumenter. Vurderingen tager højde for reglerne om forebyggelse af svig og databeskyttelse. Ændring 19 Forslag til direktiv Betragtning 27 (27)  I tilfælde hvor betalingsinstitutter beskæftiger sig med udbud af en eller flere af de betalingstjenester, som er omfattet af dette direktiv, må de kun være i besiddelse af betalingskonti, der udelukkende anvendes til betalingstransaktioner. For at betalingsinstitutter kan udbyde betalingstjenester, skal de have adgang til betalingskonti. Medlemsstaterne bør sikre, at sådan en adgang stilles til rådighed på en måde, der står i forhold til det legitime mål, der søges opfyldt. (27)  I tilfælde hvor betalingsinstitutter beskæftiger sig med udbud af en eller flere af de betalingstjenester, som er omfattet af dette direktiv, må de kun være i besiddelse af betalingskonti, der udelukkende anvendes til betalingstransaktioner. For at betalingsinstitutter kan udbyde betalingstjenester, skal de have adgang til betalingskonti. Medlemsstaterne bør sikre, at sådan en adgang stilles til rådighed uden forskelsbehandling og på en måde, der står i forhold til det legitime mål, der søges opfyldt. Adgangen kan være basal, men den skal altid have et omfang, så betalingsinstituttet kan levere sine tjenester effektivt og uden forhindringer. De gebyrer, der opkræves for en sådan adgang, bør ikke være urimelige eller ude af trit med almindelig forretningspraksis. Ændring 20 Forslag til direktiv Betragtning 29 (29)  Overordnet set har samarbejdet mellem de kompetente nationale myndigheder, der har ansvaret for at meddele tilladelse til betalingsinstitutter, udøve den løbende kontrol og træffe beslutning om inddragelse af en tilladelse, vist sig at fungere tilfredsstillende. Samarbejdet mellem de kompetente myndigheder bør dog forbedres, både med hensyn til de oplysninger, der udveksles, og med hensyn til ensartet anvendelse og fortolkning af direktivet, i tilfælde hvor det betalingsinstitut, der er meddelt tilladelse, ønsker at yde betalingstjenester i en anden medlemsstat end sit hjemland ved at gøre brug af etableringsretten eller den frie udveksling af tjenesteydelser (pasordningen). Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) bør pålægges at udarbejde retningslinjer for samarbejdet og dataudvekslingen (29)  Overordnet set har samarbejdet mellem de kompetente nationale myndigheder, der har ansvaret for at meddele tilladelse til betalingsinstitutter, udøve den løbende kontrol og træffe beslutning om inddragelse af en tilladelse, vist sig at fungere tilfredsstillende. Samarbejdet mellem de kompetente myndigheder bør dog forbedres, både med hensyn til de oplysninger, der udveksles, og med hensyn til ensartet anvendelse og fortolkning af direktivet, i tilfælde hvor det betalingsinstitut, der er meddelt tilladelse, ønsker at yde betalingstjenester i en anden medlemsstat end sit hjemland ved at gøre brug af etableringsretten eller den frie udveksling af tjenesteydelser (pasordningen). Den Europæiske Banktilsynsmyndighed bør udarbejde retningslinjer for samarbejdet og dataudvekslingen efter at have hørt et rådgivende panel, som nedsættes i forbindelse med gennemførelsen af dette direktiv i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1093/2010, og som blandt andet repræsenterer interesserede parter, der er aktive uden for banksektoren. Ændring 21 Forslag til direktiv Betragtning 30 (30)  For at forbedre gennemsigtigheden vedrørende de betalingsinstitutter, der har fået meddelt tilladelse af eller er registreret hos de kompetente myndigheder, herunder deres agenter og filialer, bør der hos EBA oprettes en webportal, som tjener som europæisk elektronisk indgangsportal, der forbinder de nationale registre. Foranstaltningerne bør søge at bidrage til at forbedre samarbejdet mellem de kompetente myndigheder. (30)  For at forbedre gennemsigtigheden vedrørende de betalingsinstitutter, der har fået meddelt tilladelse af eller er registreret hos de kompetente myndigheder, herunder deres agenter og filialer, bør der hos EBA oprettes en webportal, som tjener som europæisk elektronisk indgangsportal, der forbinder de nationale registre. Foranstaltningerne bør søge at bidrage til at forbedre samarbejdet mellem de kompetente myndigheder og bidrage fuldt ud til at skabe et betalingsmiljø, som fremmer konkurrence, innovation og sikkerhed til gavn for alle aktører, især forbrugerne. Ændring 22 Forslag til direktiv Betragtning 32 (32)  I dette direktiv fastsættes de minimumsbeføjelser, de kompetente myndigheder bør have, når de fører tilsyn med betalingsinstitutternes overholdelse af de gældende regler, men disse beføjelser skal dog udøves under hensyntagen til grundlæggende rettigheder, herunder beskyttelse af privatlivets fred. Med hensyn til udøvelsen af disse beføjelser, der kan udgøre en alvorlig indgriben i retten til respekt for privatliv og familieliv, hjem og kommunikation, bør medlemsstaterne iværksætte tilstrækkelig og effektiv beskyttelse mod ethvert misbrug eller enhver vilkårlighed, for eksempel gennem forudgående tilladelse fra den pågældende medlemsstats retsmyndighed. (32)  I dette direktiv fastsættes de minimumsbeføjelser, de kompetente myndigheder bør have, når de fører tilsyn med betalingsinstitutternes overholdelse af de gældende regler, men disse beføjelser skal dog udøves under hensyntagen til grundlæggende rettigheder, herunder beskyttelse af privatlivets fred. Med hensyn til udøvelsen af disse beføjelser, der kan udgøre en alvorlig indgriben i retten til respekt for privatliv og familieliv, hjem og kommunikation, bør medlemsstaterne, uden at det berører en uafhængig myndigheds (den nationale databeskyttelsesmyndighed) kontrol i henhold til artikel 8, stk. 3, i chartret om grundlæggende rettigheder, iværksætte tilstrækkelig og effektiv beskyttelse mod ethvert misbrug eller enhver vilkårlighed, for eksempel gennem forudgående tilladelse fra den pågældende medlemsstats retsmyndighed. Ændring 23 Forslag til direktiv Betragtning 34 (34)  Det er vigtigt for betalingstjenesteudbydere at have adgang til betalingssystemernes tekniske infrastrukturtjenester. En sådan adgang bør imidlertid være underlagt de nødvendige krav for at sikre systemernes integritet og stabilitet. Betalingstjenesteudbydere, der søger om at deltage i et betalingssystem, bør over for deltagerne i betalingssystemet dokumentere, at deres interne ordninger er tilstrækkelig modstandsdygtige over for alle former for risici. Disse betalingssystemer omfatter typisk for eksempel kortordninger med fire parter og store systemer, der behandler kreditoverførsler og direkte debitering. For at sikre ens behandling i hele Unionen af de forskellige kategorier af betalingstjenesteudbydere med tilladelse i overensstemmelse med betingelserne i deres tilladelse er det nødvendigt at afklare reglerne om adgang til at udbyde betalingstjenester og adgang til betalingssystemer. (34)  Det er vigtigt for betalingstjenesteudbydere at have adgang til betalingssystemernes tekniske infrastrukturtjenester. En sådan adgang bør imidlertid være underlagt de nødvendige krav for at sikre systemernes integritet og stabilitet. Betalingstjenesteudbydere, der søger om at deltage i et betalingssystem, bør selv bære risikoen for sit eget valg af system og over for deltagerne i betalingssystemet dokumentere, at deres interne ordninger er tilstrækkelig modstandsdygtige over for alle former for risici og misbrug fra en tredjepart som følge af valget af driftssystemer. Disse betalingssystemer omfatter typisk for eksempel kortordninger med fire parter og store systemer, der behandler kreditoverførsler og direkte debitering. For at sikre ens behandling i hele Unionen af de forskellige kategorier af betalingstjenesteudbydere med tilladelse i overensstemmelse med betingelserne i deres tilladelse er det nødvendigt at afklare reglerne om adgang til at udbyde betalingstjenester og adgang til betalingssystemer. Ændring 24 Forslag til direktiv Betragtning 41 (41)  Ved dette direktiv bør det præciseres, hvilke forpligtelser der gælder for betalingstjenesteudbydere hvad angår oplysningerne til betalingstjenestebrugere, der bør have samme høje niveau af klare oplysninger om betalingstjenester for at kunne foretage velinformerede valg og kunne vælge frit i hele Unionen. Af hensyn til gennemsigtigheden bør direktivet fastsætte de harmoniserede krav, der er nødvendige for at sikre, at betalingstjenestebrugerne får de nødvendige og tilstrækkelige oplysninger, hvad angår betalingstjenesteaftalen og betalingstransaktionerne. For at fremme et velfungerende indre marked for betalingstjenester bør medlemsstaterne ikke kunne vedtage andre bestemmelser om oplysningskrav end de krav, der er fastsat i dette direktiv. (41)  Ved dette direktiv bør det præciseres, hvilke forpligtelser der gælder for betalingstjenesteudbydere hvad angår oplysningerne til betalingstjenestebrugere, der bør have samme høje niveau af klare oplysninger om betalingstjenester på grundlag af en sammenligning af de forskellige udbyderes betingelser (navnlig med hensyn til gebyrstrukturer) for at kunne foretage velinformerede valg og kunne vælge frit i hele Unionen. Af hensyn til gennemsigtigheden bør direktivet fastsætte de harmoniserede krav, der er nødvendige for at sikre, at betalingstjenestebrugerne får nødvendige, tilstrækkelige og forståelige oplysninger, hvad angår betalingstjenesteaftalen og betalingstransaktionerne. For at fremme et velfungerende indre marked for betalingstjenester bør medlemsstaterne ikke kunne vedtage andre bestemmelser om oplysningskrav end de krav, der er fastsat i dette direktiv samt i direktiv 95/46/EF og forordning (EF) nr. 45/2001. Ændring 25 Forslag til direktiv Betragtning 43 (43)  De krævede oplysninger bør stå i et rimeligt forhold til brugernes behov og gives i et standardiseret format. Oplysningskravene for en enkelt betalingstransaktion bør imidlertid være forskellige fra kravene i en rammeaftale om flere betalingstransaktioner. (43)  De krævede oplysninger bør stå i et rimeligt forhold til brugernes behov og gives i et standardiseret og klart format, som forbedrer effektiviteten. Oplysningskravene for en enkelt betalingstransaktion bør imidlertid være forskellige fra kravene i en rammeaftale om flere betalingstransaktioner. Ændring 26 Forslag til direktiv Betragtning 46 (46)  Ved dette direktiv bør forbrugeren gives ret til at modtage relevante oplysninger vederlagsfrit, før den pågældende bindes af en betalingstjenesteaftale. Forbrugeren bør også til enhver tid under aftaleforholdet kunne anmode om forudgående oplysninger og om at få rammeaftalen på papir vederlagsfrit for at have mulighed for at sammenligne betalingstjenesteudbydernes tjenester og betingelser og i tilfælde af tvister kunne efterprøve sine aftalemæssige rettigheder og forpligtelser. Disse bestemmelser bør være forenelige med direktiv 2002/65/EF. De udtrykkelige bestemmelser om vederlagsfri oplysninger i dette direktiv bør ikke bevirke, at der gives tilladelse til at opkræve gebyrer for levering af oplysninger til forbrugerne i henhold til andre gældende direktiver. (46)  Ved dette direktiv bør forbrugeren gives ret til at modtage relevante oplysninger vederlagsfrit, før den pågældende bindes af en betalingstjenesteaftale. Forbrugeren bør også til enhver tid under aftaleforholdet kunne anmode om forudgående oplysninger og om at få rammeaftalen på papir vederlagsfrit for at have mulighed for at sammenligne betalingstjenesteudbydernes tjenester og betingelser og i tilfælde af tvister kunne efterprøve sine aftalemæssige rettigheder og forpligtelser, så der opretholdes et højt niveau af forbrugerbeskyttelse. Disse bestemmelser bør være forenelige med direktiv 2002/65/EF. De udtrykkelige bestemmelser om vederlagsfri oplysninger i dette direktiv bør ikke bevirke, at der gives tilladelse til at opkræve gebyrer for levering af oplysninger til forbrugerne i henhold til andre gældende direktiver. Ændring 27 Forslag til direktiv Betragtning 49 (49)  For at fremme kundemobiliteten bør forbrugerne kunne opsige en rammeaftale efter et år, uden at det medfører gebyrer. For forbrugerne bør opsigelsesperioden ikke være mere end en måned, og for betalingstjenesteudbydere bør opsigelsesperioden være på mindst to måneder. Dette direktiv berører ikke den forpligtelse, som betalingstjenesteudbyderen har til under ekstraordinære omstændigheder at opsige betalingstjenesteaftalen i henhold til anden relevant EU-lovgivning eller national lovgivning, herunder lovgivning om hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme, alle foranstaltninger vedrørende indefrysning af pengemidler og alle særlige foranstaltninger, der knytter sig til forebyggelse og efterforskning af kriminalitet. (49)  For at fremme kundemobiliteten bør forbrugerne kunne opsige en rammeaftale, uden at det medfører gebyrer. For forbrugerne bør opsigelsesperioden ikke være mere end en måned, og for betalingstjenesteudbydere bør opsigelsesperioden være på mindst tre måneder. Dette direktiv berører ikke den forpligtelse, som betalingstjenesteudbyderen har til under ekstraordinære omstændigheder at opsige betalingstjenesteaftalen i henhold til anden relevant EU-lovgivning eller national lovgivning, herunder lovgivning om hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme, alle foranstaltninger vedrørende indefrysning af pengemidler og alle særlige foranstaltninger, der knytter sig til forebyggelse og efterforskning af kriminalitet. Ændring 28 Forslag til direktiv Betragtning 51 (51)  Det er nødvendigt at fastsætte de kriterier, i henhold til hvilke tredjemandsbetalingstjenesteudbydere har adgang til og kan bruge oplysningerne om disponible midler på betalingstjenestebrugerens konto hos en anden betalingstjenesteudbyder. For eksempel bør de nødvendige databeskyttelses- og sikkerhedskrav, der er fastsat i dette direktiv, eller som er inkluderet i EBA's retningslinjer, opfyldes af både tredjemandsbetalingstjenesteudbyderen og den betalingstjenesteudbyder, der fører betalingstjenestebrugerens konto. Betalerne bør give udtrykkeligt samtykke til tredjemandsbetalingstjenesteudbyderens adgang til deres betalingskonti og bør oplyses om adgangens omfang. For at muliggøre udviklingen af andre betalingstjenesteudbydere, der ikke kan modtage indlån, er det nødvendigt, at kreditinstitutter giver dem oplysninger om de disponible midler, hvis betaleren har indvilliget i, at disse oplysninger videregives til den betalingstjenesteudbyder, der har udstedt betalingstjenesteinstrumentet. (51)  Det er nødvendigt at fastsætte de kriterier, i henhold til hvilke tredjemandsbetalingstjenesteudbydere har adgang til og kan bruge oplysningerne om disponible midler på betalingstjenestebrugerens konto hos en anden betalingstjenesteudbyder. For eksempel bør de nødvendige databeskyttelses- og sikkerhedskrav, der er fastsat i dette direktiv, eller som er inkluderet i EBA's gennemførelsesmæssige tekniske standarder, opfyldes af både tredjemandsbetalingstjenesteudbyderen og den betalingstjenesteudbyder, der fører betalingstjenestebrugerens konto. EBA bør udvikle disse gennemførelsesmæssige tekniske standarder efter at have hørt det rådgivende panel, som er omhandlet i betragtning 29. Betalerne bør oplyses klart og tydeligt, når de benytter en tredjemandsbetalingstjenesteudbyder, og de bør give udtrykkeligt samtykke til tredjemandsbetalingstjenesteudbyderens adgang til deres betalingskonti og oplyses om adgangens omfang. Foruden tredjemandsbetalingstjenesteudbydere er der andre tredjemandsbetalingsinstrumentudstedere på markedet, der – ligesom tredjemandsbetalingstjenesteudbydere – ikke kan modtage indskud, men som til forskel fra tredjemandsbetalingstjenesteudbyderne baserer deres forretningsmodeller på udstedelse af kortbaserede betalingsinstrumenter. For at muliggøre udviklingen af disse tredjemandsbetalingsinstrumentudstedere er det nødvendigt, at kontoførende betalingstjenesteudbydere giver dem oplysninger om de disponible midler, hvis betaleren har indvilliget i, at disse oplysninger videregives til dem. Med henblik på at give innovative betalingstjenesteudbydere fri markedsadgang bør det ikke være et krav, at der indgås en kontrakt eller en aftale mellem en kontoførende betalingstjenesteudbyder og en tredjemandsbetalingstjenesteudbyder. Ændring 29 Forslag til direktiv Betragtning 51 a (ny) (51a)  For at fremme innovationen og bevare lige konkurrencevilkår bør tredjemandsbetalingstjenesteudbydere ikke pålægges at indgå kontrakter med kontoførende betalingstjenesteudbydere i forbindelse med initiering af betalinger eller kontooplysningstjenester. Tredjemandsbetalingstjenesteudbydere bør kun skulle overholde de almindelige lovgivnings- og tilsynsbestemmelser. Ændring 30 Forslag til direktiv Betragtning 54 (54)  I tilfælde af autoriserede betalingstransaktioner bør betaleren omgående få tilbagebetalt beløbet for den pågældende transaktion. For at forhindre, at betaleren stilles ugunstigt, bør valørdatoen for kreditering ikke være senere end den dato, hvor det pågældende beløb blev debiteret. For at tilskynde betalingstjenestebrugeren til snarest muligt at underrette udbyderen om et eventuelt tyveri eller tab af et betalingsinstrument og således mindske risikoen for uautoriserede betalingstransaktioner bør brugeren kun hæfte for et begrænset beløb, medmindre betalingstjenestebrugeren har handlet svigagtigt eller groft forsømmeligt. I den sammenhæng synes et beløb på 50 EUR at være tilstrækkeligt for at sikre en harmoniseret og omfattende brugerbeskyttelse i Unionen. Når brugeren har meddelt betalingstjenesteudbyderen, at vedkommendes betalingsinstrument kan være misbrugt, bør brugeren ikke længere skulle dække tab som følge af uautoriseret brug af instrumentet. Dette direktiv bør ikke berøre betalingstjenesteudbyderens ansvar for den tekniske sikkerhed vedrørende egne produkter. (54)  I tilfælde af autoriserede betalingstransaktioner bør betaleren inden for en arbejdsdag få tilbagebetalt beløbet for den pågældende transaktion. For at forhindre, at betaleren stilles ugunstigt, bør valørdatoen for kreditering ikke være senere end den dato, hvor det pågældende beløb blev debiteret. Såfremt dette ikke længere er teknisk muligt, bør betaleren også modtage erstatning for rentetab. For at tilskynde betalingstjenestebrugeren til snarest muligt at underrette udbyderen om et eventuelt tyveri eller tab af et betalingsinstrument og således mindske risikoen for uautoriserede betalingstransaktioner bør brugeren kun hæfte for et begrænset beløb, medmindre betalingstjenestebrugeren har handlet svigagtigt eller groft forsømmeligt. I den sammenhæng synes et beløb på 50 EUR at være tilstrækkeligt for at sikre en harmoniseret og omfattende brugerbeskyttelse i Unionen. Når brugeren har meddelt betalingstjenesteudbyderen, at vedkommendes betalingsinstrument kan være misbrugt, bør brugeren ikke længere skulle dække tab som følge af uautoriseret brug af instrumentet. Dette direktiv bør ikke berøre betalingstjenesteudbyderens ansvar for den tekniske sikkerhed vedrørende egne produkter. Ændring 31 Forslag til direktiv Betragtning 57 (57)  Dette direktiv bør fastsætte regler om tilbagebetaling, der beskytter forbrugeren, når den gennemførte betalingstransaktion overstiger det beløb, der med rimelighed kunne forventes. For at undgå et finansielt tab for betaleren skal det sikres, at valørdatoen for kreditering af en tilbagebetaling ikke ligger senere end den dato, hvor det pågældende beløb blev debiteret. Med hensyn til direkte debiteringer bør betalingstjenesteudbydere kunne give kunderne endnu gunstigere vilkår, hvor kunderne har ubetinget ret til tilbagebetaling af enhver betalingstransaktion, der gøres indsigelse mod. Denne ubetingede ret til tilbagebetaling, der sikrer det højeste forbrugerbeskyttelsesniveau, er dog ikke berettiget i tilfælde, hvor den handlende allerede har opfyldt aftalen, og den pågældende vare eller tjenesteydelse allerede er forbrugt. Hvis brugeren kræver tilbagebetaling af en betalingstransaktion, bør retten til tilbagebetaling hverken påvirke betalerens ansvar over for betalingsmodtageren fra det underliggende forhold, for eksempel hvad angår varer og tjenester, som er bestilt, forbrugt eller retmæssigt faktureret, eller brugerens rettigheder hvad angår tilbagekaldelse af en betalingsordre. (57)  Dette direktiv bør fastsætte regler om tilbagebetaling, der beskytter forbrugeren, når den gennemførte betalingstransaktion overstiger det beløb, der med rimelighed kunne forventes. For at undgå et finansielt tab for betaleren skal det sikres, at valørdatoen for kreditering af en tilbagebetaling ikke ligger senere end den dato, hvor det pågældende beløb blev debiteret. Såfremt dette ikke længere er teknisk muligt, bør betaleren også modtage erstatning for rentetab. Med hensyn til direkte debiteringer bør betalingstjenesteudbydere kunne give kunderne endnu gunstigere vilkår, hvor kunderne har ubetinget ret til tilbagebetaling af enhver betalingstransaktion, der gøres indsigelse mod. Hvis brugeren kræver tilbagebetaling af en betalingstransaktion, bør retten til tilbagebetaling hverken påvirke betalerens ansvar over for betalingsmodtageren fra det underliggende forhold, for eksempel hvad angår varer og tjenester, som er bestilt, forbrugt eller retmæssigt faktureret, eller brugerens rettigheder hvad angår tilbagekaldelse af en betalingsordre. Ændring 32 Forslag til direktiv Betragtning 63 (63)  Forskelle i national praksis vedrørende gebyropkrævning for anvendelse af et givet betalingsinstrument (i det følgende benævnt "opkrævning af brugergebyrer") har ført til vidt forskellige forhold på EU's betalingsmarkeder og er blevet en kilde til forvirring for forbrugerne, især med hensyn til e-handel og grænseoverskridende handel. Handlende i medlemsstater, hvor det er tilladt at opkræve brugergebyrer, udbyder produkter og tjenesteydelser i medlemsstater, hvor det er forbudt, og opkræver alligevel brugergebyr fra forbrugeren. En anden god grund til at revidere praksis for opkrævning af brugergebyrer er, at forordning (EU) nr. xxx/yyyy fastsætter regler for multilaterale interbankgebyrer for kortbaserede betalinger. Da interbankgebyrer er hovedårsagen til, at de fleste kortbetalinger er dyre, og opkrævning af brugergebyrer i praksis er begrænset til kortbaserede betalinger, bør reglerne om interbankgebyrer ledsages af en revidering af reglerne om opkrævning af brugergebyrer. For at fremme gennemsigtighed i omkostningerne og brugen af de mest effektive betalingsinstrumenter bør medlemsstaterne og betalingstjenesteudbyderne ikke forhindre betalingsmodtageren i at opkræve et gebyr fra betaleren for brug af et specifikt betalingsprodukt, idet der tages hensyn til bestemmelserne i direktiv 2011/83/EU. Imidlertid bør betalingsmodtagerens ret til at opkræve et sådan brugergebyr kun gælde for betalingsinstrumenter, for hvilke interbankgebyrer ikke er regulerede. Dette forventes at fungere som styringsmekanisme hen imod de billigste betalingsmidler. (63)  Forskelle i national praksis vedrørende gebyropkrævning for anvendelse af et givet betalingsinstrument (i det følgende benævnt "opkrævning af brugergebyrer") har ført til vidt forskellige forhold på Unionens betalingsmarkeder og er blevet en kilde til forvirring for forbrugerne, især med hensyn til e-handel og grænseoverskridende handel. Handlende i medlemsstater, hvor det er tilladt at opkræve brugergebyrer, udbyder produkter og tjenesteydelser i medlemsstater, hvor det er forbudt, og opkræver alligevel brugergebyr fra forbrugeren. Der er også mange eksempler på handlende, som har opkrævet brugergebyrer, der er meget højere end den handlendes omkostning til at anvende et specifikt betalingsinstrument. En anden god grund til at revidere praksis for opkrævning af brugergebyrer er, at forordning (EU) nr. xxx/yyyy fastsætter regler for multilaterale interbankgebyrer for kortbaserede betalinger. Da interbankgebyrer er hovedårsagen til, at de fleste kortbetalinger er dyre, og opkrævning af brugergebyrer i praksis er begrænset til kortbaserede betalinger, bør reglerne om interbankgebyrer ledsages af en revidering af reglerne om opkrævning af brugergebyrer. For at fremme Unionens indre betalingsmarked, mindske forvirringen for forbrugerne og sætte en stopper for overdrevne brugergebyrer bør medlemsstaterne forbyde opkrævning af brugergebyrer ved konsekvent at forhindre betalingsmodtagere i at opkræve et gebyr fra betaleren for brug af et specifikt betalingsprodukt. Ændring 33 Forslag til direktiv Betragtning 66 (66)  Det er vigtigt, at betalingstjenestebrugerne kender de faktiske omkostninger og gebyrer for betalingstjenester, for at de kan træffe deres valg. Derfor bør det ikke være tilladt at bruge ugennemsigtige prissætningsmetoder, da det er den almindelige opfattelse, at sådanne metoder gør det særdeles vanskeligt for brugerne at fastslå den faktiske pris for en betalingstjeneste. Navnlig bør brugen af valørdatoer til skade for brugerne ikke være tilladt. (66)  For at styrke forbrugernes tillid til et harmoniseret betalingsmarked er det vigtigt, at betalingstjenestebrugerne kender de faktiske omkostninger og gebyrer for betalingstjenester, for at de kan træffe deres valg. Derfor bør det ikke være tilladt at bruge ugennemsigtige prissætningsmetoder, da det er den almindelige opfattelse, at sådanne metoder gør det særdeles vanskeligt for brugerne at fastslå den faktiske pris for en betalingstjeneste. Navnlig bør brugen af valørdatoer til skade for brugerne ikke være tilladt. Ændring 34 Forslag til direktiv Betragtning 68 (68)  Betalerens betalingstjenesteudbyder bør påtage sig ansvaret for, at betalingen gennemføres korrekt, herunder navnlig det fulde transaktionsbeløb og gennemførelsestiden, og det fulde ansvar for forsømmelser begået af andre parter i betalingskæden indtil betalingsmodtagerens konto. På grund af dette ansvar bør betalerens betalingstjenesteudbyder, når det fulde beløb ikke eller først sent krediteres betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder, rette betalingstransaktionen eller snarest muligt tilbagebetale betaleren det relevante transaktionsbeløb, uden at dette berører andre krav, der kan påberåbes i henhold til national ret. På grund af betalingstjenesteudbyderens ansvar bør betaleren eller betalingsmodtageren ikke pålægges nogen omkostninger i forbindelse med den fejlbehæftede betaling. Ved en manglende, fejlbehæftet eller for sent gennemført betalingstransaktion bør medlemsstaterne sikre, at valørdatoen for betalingstjenesteudbyderens efterbetalinger altid er den samme som valørdatoen ved en korrekt gennemførelse. (68)  Betalerens betalingstjenesteudbyder, hvad enten det er en kontoførende betalingstjenesteudbyder eller, hvor denne inddrages, tredjemandsbetalingstjenesteudbyderen, bør påtage sig ansvaret for, at betalingen gennemføres korrekt, herunder navnlig det fulde transaktionsbeløb og gennemførelsestiden, og det fulde ansvar for forsømmelser begået af andre parter i betalingskæden indtil betalingsmodtagerens konto. På grund af dette ansvar bør betalerens betalingstjenesteudbyder, når det fulde beløb ikke eller først sent krediteres betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder, rette betalingstransaktionen eller snarest muligt tilbagebetale betaleren det relevante transaktionsbeløb samme dag, som betalingstjenesteudbyderen er blevet opmærksom på fejlen, uden at dette berører andre krav, der kan påberåbes i henhold til national ret. På grund af betalingstjenesteudbyderens ansvar bør betaleren eller betalingsmodtageren ikke pålægges nogen omkostninger i forbindelse med den fejlbehæftede betaling. Ved en manglende, fejlbehæftet eller for sent gennemført betalingstransaktion bør medlemsstaterne sikre, at valørdatoen for betalingstjenesteudbyderens efterbetalinger altid er den samme som valørdatoen ved en korrekt gennemførelse. Modstandere af ubetinget tilbagebetaling påpeger en risiko for misbrug fra forbrugernes side. Der er intet belæg for misbrug af denne rettighed fra lande, hvor forbruerne har en ubetinget ret til tilbagebetaling. Ethvert misbrug af denne ret ville blive straffet med et fornyet betalingskrav fra betalingsmodtageren, ekstra omkostninger for den part, som har forårsaget denne tilbagebetalingstransaktion, at forbrugeren blev sortlistet eller udelukket fra at anvende tjenesten gennem ophævelse af den underliggende aftale, og en tilbagekaldelse af en betaling ville ikke fjerne pligten til at betale for de forbrugte varer. Ændring 35 Forslag til direktiv Betragtning 71 (71)  For at fremme en effektiv forebyggelse af svig og bekæmpe betalingssvig i Unionen bør der indføres bestemmelser om en effektiv udveksling af oplysninger mellem betalingstjenesteudbydere, der bør have mulighed for at indsamle, behandle og udveksle personoplysninger om de personer, der er involveret i betalingssvig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF37, de nationale regler, der gennemfører direktiv 95/46/EF, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 finder anvendelse på behandling af personoplysninger i forbindelse med dette direktiv. (71)  Levering af betalingstjenester kan medføre behandling af personoplysninger. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF37, de nationale regler, der gennemfører direktiv 95/46/EF, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/200138 finder anvendelse på behandling af personoplysninger i forbindelse med dette direktiv. 37 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31). 37 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31). 38 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1). 38 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1). Ændring 36 Forslag til direktiv Betragtning 72 a (ny) (72a)  Pligten til at indberette sikkerhedshændelser berører ikke andre pligter til at indberette hændelser, som er fastsat i anden lovgivning, navnlig kravene vedrørende brud på datasikkerheden i henhold til databeskyttelseslovgivningen, som er fastlagt i direktiv 2002/58/EF, i forordning (EU) nr. .../... [generel forordning om databeskyttelse] og i de planlagte indberetningskrav for sikkerhedshændelser i direktiv.../.../EU [direktiv om netværks- og informationssikkerhed]. Ændring 37 Forslag til direktiv Betragtning 74 (74)  Uden at det berører brugernes ret til at anlægge sag ved en domstol, bør medlemsstaterne sikre, at konflikter mellem betalingstjenesteudbydere og forbrugere vedrørende de rettigheder og forpligtelser, der følger af dette direktiv, kan løses med begrænsede omkostninger og på en lettilgængelig og udenretslig måde. I Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/200840 fastsættes det, at den forbrugerbeskyttelse, som de obligatoriske lovregler i det land, hvor de pågældende har deres sædvanlige opholdssted, giver, ikke kan tilsidesættes af eventuelle aftalemæssige bestemmelser om lovvalg. Med hensyn til etablering af en effektiv procedure for tvistbilæggelse bør medlemsstaterne sikre, at betalingstjenesteudbyderne iværksætter en effektiv procedure for kundeklager, der kan følges af deres forbrugere, før tvisten indbringes til bilæggelse ved en udenretslig procedure eller for en domstol. Klageproceduren bør indeholde korte og klart definerede tidsrammer, inden for hvilke betalingstjenesteudbyderen bør besvare en klage. (74)  Uden at det berører brugernes ret til at anlægge sag ved en domstol, bør medlemsstaterne sikre, at tvister mellem betalingstjenesteudbydere og betalingstjenestebrugere vedrørende de rettigheder og forpligtelser, der følger af dette direktiv, kan løses på en lettilgængelig, uafhængig, upartisk, gennemsigtig og effektiv udenretslig måde. I Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/200840 fastsættes det, at den forbrugerbeskyttelse, som de obligatoriske lovregler i det land, hvor de pågældende har deres sædvanlige opholdssted, giver, ikke kan tilsidesættes af eventuelle aftalemæssige bestemmelser om lovvalg. Med hensyn til etablering af en effektiv procedure for tvistbilæggelse bør medlemsstaterne sikre, at betalingstjenesteudbyderne iværksætter en effektiv procedure for klager, der kan følges af deres betalingstjenestebrugere, før tvisten indbringes til bilæggelse ved en udenretslig procedure eller for en domstol. Klageproceduren bør indeholde korte og klart definerede tidsrammer, inden for hvilke betalingstjenesteudbyderen bør besvare en klage. 40 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom I) (EUT L 177 af 4.7.2008, s. 6). 40 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom I) (EUT L 177 af 4.7.2008, s. 6). Ændring 38 Forslag til direktiv Betragtning 74 a (ny) (74a)  Som følge af ECB's forpligtelse til at oprette og lede ERPB (Euro Retail Payments Board) og Kommissionens tilsagn om at deltage aktivt i ERPB, bør Kommissionen sikre, at SEPA-governance styrkes hurtigst muligt efter dette direktivs ikrafttræden. Den skal sikre, at EU-metoden anvendes, hvor det er muligt, og at interessenternes (både på udbuds- og efterspørgselssiden) ejerskab samtidig fremmes gennem aktiv inddragelse, høring og fuld gennemsigtighed. Det er navnlig vigtigt, at brugerne er repræsenteret på lige fod med betalingstjenesteudbyderne, da det sikrer en aktiv inddragelse af interessenterne og medvirker til at holde slutbrugerne orienteret om og overvåge gennemførelsen SEPA-processen. Ændring 39 Forslag til direktiv Betragtning 80 (80)  Med henblik på ensartet anvendelse af dette direktiv bør Kommissionen kunne benytte sig af ekspertise og støtte fra EBA, der bør have til opgave at udarbejde retningslinjer og reguleringsmæssige tekniske standarder om sikkerhedsaspekter ved betalingstjenester og om samarbejdet mellem medlemsstaterne vedrørende udbud af tjenesteydelser og etablering af betalingsinstitutter med tilladelse i andre medlemsstater. Kommissionen bør bemyndiges til at vedtage disse lovgivningsmæssige tekniske standarder. Disse specifikke opgaver er i fuld overensstemmelse med EBA's rolle og ansvarsområder som defineret i forordning (EU) nr. 1093/2010, i henhold til hvilken EBA er oprettet. (80)  Med henblik på ensartet anvendelse af dette direktiv bør Kommissionen kunne benytte sig af ekspertise og støtte fra EBA, der bør have til opgave at udarbejde gennemførelsesmæssige tekniske standarder om sikkerhedsaspekter ved betalingstjenester og om samarbejdet mellem medlemsstaterne vedrørende udbud af tjenesteydelser og etablering af betalingsinstitutter med tilladelse i andre medlemsstater. Hvor disse gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrører sikkerhedsaspekter ved betalingerne, tager EBA også hensyn til de henstillinger, der er vedtaget af det europæiske forum for sikkerhed ved detailbetalinger (SecurePay-forummet) for så vidt angår sikkerheden i forbindelse med internetbetalinger og tjenester, der giver adgang til betalingskonti. Når EBA efterkommer disse krav, bør den høre det rådgivende panel, som er omhandlet i betragtning 29. Kommissionen bør bemyndiges til at vedtage disse gennemførelsesmæssige tekniske standarder. Disse specifikke opgaver er i fuld overensstemmelse med EBA's rolle og ansvarsområder som defineret i forordning (EU) nr. 1093/2010, i henhold til hvilken EBA er oprettet. Ændring 40 Forslag til direktiv Betragtning 80 a (ny) (80a)  For at opnå, at betalingstjenester fungerer gnidningsløst og sikre, at det videre SEPA-projekt kan udnytte sit potentiale fuldt ud, er det afgørende, at alle interessenterne og især brugerne, herunder forbrugerne, inddrages i et snævert samarbejde og får adgang til at spille en fuldgyldig rolle. Oprettelsen af SEPA-styringsorganet er et skridt fremad for styringen af SEPA og yderligere betalingstjenester på grund af den forbedrede repræsentation af interessenterne, men beslutningsprocessen vedrørende betalingstjenester har fortsat slagside til leverandørsiden og især de europæiske banker gennem Det Europæiske Betalingsråd (EPC). Derfor er det afgørende, at Kommissionen som led i sin gennemgang bl.a. undersøger sammensætningen af EPC, samspillet mellem EPC og en overordnet styringsstruktur, såsom ØPA-Rådet, og den overordnede strukturs rolle. Hvis Kommissionens vurdering bekræfter behovet for yderligere initiativer med henblik på at forbedre SEPA-styringen, skal den overveje at fremsætte et lovgivningsforslag, hvis det er relevant. Ændring 41 Forslag til direktiv Betragtning 83 a (ny) (83a)  I henhold til principperne om gensidig anerkendelse og hjemlandstilsyn bør medlemsstaternes kompetente myndigheder enten inddrage eller lade være med at give en godkendelse, hvis faktorer, som f.eks. forretningsprogrammets indhold, den geografiske fordeling eller de aktiviteter, der faktisk udøves, klart viser, at et betalingsinstitut har valgt retssystemet i en bestemt medlemsstat for at undgå de strammere regler, der gælder i en anden medlemsstat, hvor det agter at udøve eller allerede udøver størstedelen af sin virksomhed. Et betalingsinstitut bør godkendes i den medlemsstat, hvor det har sit registrerede hjemsted eller sit hovedkontor, hvis det ikke har et vedtægtsmæssigt registreret hjemsted. Medlemsstaterne bør i øvrigt kræve, at et betalingsinstituts hovedkontor altid skal ligge i den medlemsstat, som er investeringsselskabets hjemland, og hvor investeringsselskabet faktisk udøver sin virksomhed. Ændring 42 Forslag til direktiv Artikel 2 – stk. 1 – afsnit 1 a (nyt) Kommissionen evaluerer anvendelsen af dette direktiv. Den skal inden ...* på grundlag af denne evaluering fremsætte et forslag til retsakt, hvis det er relevant udvide anvendelsen af bestemmelserne i kapitel IV som supplement til artikel 78 til betalingstransaktioner, hvor kun en af betalingsudbyderne er beliggende i Unionen, for så vidt angår de dele af betalingstransaktionen, der gennemføres i Unionen, hvis det er teknisk muligt. * To år efter datoen for dette direktivs ikrafttræden. Ændring 43 Forslag til direktiv Artikel 3 – litra d d)  betalingstransaktioner, der indebærer ikke-erhvervsmæssig indsamling og levering af kontanter inden for rammerne af almennyttig virksomhed d)  Betalingstransaktioner, der indebærer nonprofit-indsamling og behandling af donationer inden for rammerne af almennyttig virksomhed, der drives af en godkendt organisation Ændring 44 Forslag til direktiv Artikel 3 – litra j j)  tjenester leveret af udbydere af tekniske tjenester, der understøtter udbuddet af betalingstjenester, uden at de på noget tidspunkt kommer i besiddelse af de midler, som skal overføres, bl.a. behandling og lagring af data, tillidsskabende tjenester og tjenester til beskyttelse af privatlivets fred, autentifikation af data og enheder, levering af it- og kommunikationsnetværk, levering og vedligeholdelse af terminaler og udstyr til brug for betalingstjenester, med undtagelse af betalingsinitieringstjenester og kontooplysningstjenester j)  tjenester leveret af udbydere af tekniske tjenester, der understøtter udbuddet af betalingstjenester, uden at de på noget tidspunkt kommer i besiddelse af de midler, som skal overføres, bl.a. behandling og lagring af data, tillidsskabende tjenester og tjenester til beskyttelse af privatlivets fred, autentifikation af data og enheder, levering af it- og kommunikationsnetværk, sikre kanaler til levering og vedligeholdelse af terminaler og udstyr til brug for betalingstjenester, med undtagelse af betalingsinitieringstjenester og kontooplysningstjenester Ændring 45 Forslag til direktiv Artikel 3 – litra k k)  tjenester baseret på specifikke instrumenter, der er udformet med henblik på at opfylde præcise formål, og som kun kan anvendes i begrænset omfang, enten fordi de kun giver indehaveren af det specifikke instrument mulighed for at erhverve varer eller tjenester i udstederens forretningslokaler eller inden for et begrænset net af tjenesteudbydere i henhold til en forretningsaftale indgået direkte med en professionel udsteder, eller fordi de kun kan benyttes til erhvervelse af et begrænset udvalg af varer eller tjenester k)  tjenester baseret på specifikke instrumenter, der er udformet med henblik på at opfylde præcise formål, og som kun kan anvendes i begrænset omfang, enten fordi de kun giver indehaveren af det specifikke instrument mulighed for at erhverve varer eller tjenester fra kun én udsteder eller inden for et begrænset net af tjenesteudbydere i henhold til en forretningsaftale indgået direkte med en professionel udsteder, eller fordi de kun kan benyttes til erhvervelse af et begrænset udvalg af varer eller tjenester Ændring 46 Forslag til direktiv Artikel 3 – litra k a (nyt) ka)  et instrument, der er gyldigt i kun én medlemsstat, er reguleret af en specifik social eller skattemæssig ramme og er stillet til rådighed på anmodning af en virksomhed eller offentlig enhed, og som giver en person ret til at modtage varer eller tjenesteydelser fra leverandører, der har indgået en kommerciel aftale med udstederen, og som ikke kan veksles til penge Ændring 47 Forslag til direktiv Artikel 3 – litra l l)  betalingstransaktioner, der gennemføres af en udbyder af elektroniske kommunikationsnetværk eller -tjenester, hvis transaktionen udbydes til en abonnent på netværket eller tjenesten og til køb af digitalt indhold som accessoriske tjenester til elektroniske kommunikationstjenester, uanset hvilken anordning der anvendes til køb eller forbrug af indholdet, forudsat at værdien af den enkelte betalingstransaktion ikke overstiger 50 EUR og den samlede værdi af betalingstransaktionerne ikke overstiger 200 EUR i en enkelt faktureringsmåned l)  betalingstransaktioner, der gennemføres af en udbyder med mellemmandsfunktion af elektroniske kommunikationsnetværk eller -tjenester og betalingstransaktioner, der supplerer udbyderens kernevirksomhed, hvis transaktionen udbydes til en abonnent på netværket eller tjenesterne og til køb af digitalt indhold eller tjenester, uanset hvilken anordning der anvendes til køb eller forbrug af det digitale indhold eller tjenesten, forudsat at værdien af den enkelte betalingstransaktion ikke overstiger 20 EUR og den samlede værdi af betalingstransaktionerne ikke overstiger 100 EUR i en enkelt kalendermåned Ændring 48 Forslag til direktiv Artikel 4 – nr. 12 12.  "betalingstjenestebruger": en fysisk eller juridisk person, som bruger en betalingstjeneste enten som betaler eller som betalingsmodtager eller begge dele 12.  "betalingstjenestebruger": en fysisk eller juridisk person, som bruger en betalingstjeneste enten som betaler eller som betalingsmodtager eller begge dele, men som udelukker en tredjemandsbetalingstjenesteudbyder, når denne handler på vegne af en betalingsbruger Ændring 49 Forslag til direktiv Artikel 4 – nr. 18 18.  "betalingsordre": enhver form for instruks fra en betaler eller betalingsmodtager til en betalingstjenesteudbyder om at gennemføre en betalingstransaktion 18.  "betalingsordre": enhver form for instruks fra en betaler eller betalingsmodtager til dennes betalingstjenesteudbyder, enten initieret direkte eller via en tredjemandsbetalingstjenesteudbyder, om at gennemføre en betalingstransaktion Ændring 50 Forslag til direktiv Artikel 4 – nr. 21 21.  "autentifikation": en procedure, der giver betalingstjenesteudbyderen mulighed for at verificere identiteten af brugeren af et specifikt betalingsinstrument, bl.a. ved hjælp af personaliserede sikkerhedsfeatures eller kontrol af personaliserede identitetsdokumenter 21.  "autentifikation": procedurer, der giver betalingstjenesteudbyderen mulighed for at verificere gyldigheden af brugen af et specifikt betalingsinstrument, bl.a. ved hjælp af brugerens personaliserede sikkerhedsakkreditiver eller kontrol af personaliserede identitetsdokumenter, eller at identificere en medvirkende tredjemandsbetalingstjenesteudbyder Ændring 51 Forslag til direktiv Artikel 4 – nr. 22 22.  "stærk kundeautentifikation": en procedure for validering af en fysisk eller juridisk persons identifikation baseret på anvendelse af to eller flere elementer, der kategoriseres som viden, besiddelse og iboende egenskab, og som er uafhængige, idet et brud på et af dem ikke svækker de andres pålidelighed, og som desuden er udformet således, at den beskytter fortroligheden af autentifikationsdataene 22.  "stærk kundeautentifikation": en procedure for verificering af gyldigheden af et betalingsinstrument baseret på anvendelse af to eller flere elementer, der kategoriseres som viden (noget, kun brugeren ved), besiddelse (noget, kun brugeren ejer) og iboende egenskab (noget, brugeren er), og som er uafhængige, idet et brud på et af dem ikke svækker de andres pålidelighed, og som desuden er udformet således, at den beskytter fortroligheden af autentifikationsdataene Ændring 52 Forslag til direktiv Artikel 4 – nr. 26 26.  "betalingsinstrument": enhver form for personaliseret instrument og/eller sæt af procedurer, der er aftalt mellem betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen, og som bruges for at initiere en betalingsordre 26.  "betalingsinstrument": enhver form for personaliseret instrument og/eller sæt af procedurer, der er aftalt mellem betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen, og som bruges af betalingstjenestebrugeren eller på dennes vegne, for at initiere en betalingsordre Ændring 53 Forslag til direktiv Artikel 4 – nr. 32 32.  "betalingsinitieringstjeneste": en betalingstjeneste, der giver adgang til en betalingskonto, som stilles til rådighed af en tredjemandsbetalingstjenesteudbyder, og hvor betaleren kan være aktivt involveret i betalingsinitieringen eller tredjemandsbetalingstjenesteudbyderens software, eller hvor betalingsinstrumenterne kan anvendes af betaleren eller betalingsmodtageren til at overføre betalerens brugeroplysninger til den kontoførende betalingstjenesteudbyder 32.  "betalingsinitieringstjeneste": en betalingstjeneste, der giver adgang til en betalingskonto, hvor en betalingstransaktion initieres af en tredjemandsbetalingstjenesteudbyder på anmodning fra betaleren, fra en betalingskonto, som indehaves af betaleren med en kontoførende betalingstjenesteudbyder Ændring 54 Forslag til direktiv Artikel 4 – nr. 33 33.  "kontooplysningstjeneste": en betalingstjeneste, hvor der stilles konsoliderede og brugervenlige oplysninger til rådighed for en betalingstjenestebruger om en eller flere betalingskonti, som betalingstjenestebrugeren har hos en eller flere kontoførende betalingstjenesteudbydere 33.  "kontooplysningstjeneste": en tjeneste, som stilles til rådighed af en tredjemandsbetalingstjenesteudbyder på anmodning fra betalingstjenestebrugeren til levering af konsoliderede oplysninger om en eller flere betalingskonti, som betalingstjenestebrugeren har hos en eller flere andre kontoførende betalingstjenesteudbydere Ændring 55 Forslag til direktiv Artikel 4 – nr. 38 a (nyt) 38a.  "personaliserede sikkerhedsfeatures": oplysninger, der bruges til validering af en fysisk eller juridisk persons identitet. Ændring 56 Forslag til direktiv Artikel 4 – nr. 38 b (nyt) 38b.  "tredjemandsbetalingsinstrumentudsteder ": en ikke-kontoførende betalingstjenesteudbyder, der udøver forretningsvirksomhed som omhandlet i punkt 3 eller 5 i bilag I Ændring 57 Forslag til direktiv Artikel 4 – nr. 38 c (nyt) 38c.  "kreditoverførsel": en indenlandsk eller grænseoverskridende betalingstjeneste med henblik på at kreditere en betalingsmodtagers betalingskonto med en betalingstransaktion eller en række betalingstransaktioner fra en betalers betalingskonto, foretaget af den betalingstjenesteudbyder, som forvalter betalerens betalingskonto, på grundlag af instruks fra betaleren Ændring 58 Forslag til direktiv Artikel 4 – nr. 38 d (nyt) 38d.  "følsomme betalingsdata": data, der kan bruges til at begå svig, bortset fra kontohaverens navn og kontonummeret, herunder data, der gør det muligt at initiere en betaling, data til brug i forbindelse med godkendelse, data til brug i forbindelse med bestilling af betalingsinstrumenter eller autentifikationsværktøjer, der skal sendes til kunderne, samt data, parametre og software, som, i tilfælde af at de ændres, kan påvirke den legitime parts mulighed for at kontrollere betalingstransaktioner, tillade e-mandater eller kontrollere kontoen Ændring 59 Forslag til direktiv Artikel 4 – nr. 38 e (nyt) 38e.  "indløsning af betalingstransaktioner": en betalingstjeneste, der direkte eller indirekte udbydes af en betalingstjenesteudbyder, som indgår en aftale direkte eller indirekte med en betalingsmodtager om at modtage og behandle betalingsmodtagerens betalingstransaktioner, som er initieret af en betalers betalingsinstrument, som fører til overførsel af penge til betalingsmodtageren; denne tjeneste kan omfatte ydelse af autentifikations- og autorisationstjenester og andre tjenester, der vedrører forvaltning af overførsel af penge til betalingsmodtageren, uanset hvorvidt betalingstjenesteudbyderen ligger inde med midlerne på vegne af betaleren. Ændring 60 Forslag til direktiv Artikel 5 – stk. 1 – litra g g)  en beskrivelse af den procedure, der er indført for at overvåge, spore og begrænse adgangen til følsomme betalingsdata samt logiske og fysiske kritiske ressourcer g)  en beskrivelse af den procedure, der er indført for at overvåge, spore og begrænse adgangen til følsomme betalingsdata Ændring 61 Forslag til direktiv Artikel 5 – stk. 1 – litra k k)  en beskrivelse af de interne kontrolforanstaltninger, som ansøgeren har indført for at opfylde forpligtelserne vedrørende hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets45 direktiv 2005/60/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1781/200646 k)  for så vidt angår betalingsinstitutter, der er underlagt forpligtelserne vedrørende hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF45 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1781/200646, en beskrivelse af de interne kontrolforanstaltninger, som ansøgeren har indført for at opfylde disse forpligtelser 45 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF af 26. oktober 2005 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme (EUT L 309 af 25.11.2005, s. 15). 45 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF af 26. oktober 2005 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme (EUT L 309 af 25.11.2005, s. 15). 46 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1781/2006 af 15. november 2006 om oplysninger, der skal medsendes om betaler ved pengeoverførsler (EUT L 345 af 8.12.2006, s. 1). 46 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1781/2006 af 15. november 2006 om oplysninger, der skal medsendes om betaler ved pengeoverførsler (EUT L 345 af 8.12.2006, s. 1). Ændring 62 Forslag til direktiv Artikel 5 – stk. 3 a – afsnit 1 (nyt) 3a.  Den Europæiske Banktilsynsmyndighed skal efter at have hørt et rådgivende panel, som oprettes i overensstemmelse med artikel 41 i forordning (EU) nr. 1093/2010, som repræsenterer alle interesserede parter, herunder dem der er aktive uden for banksektoren, udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for at præcisere de oplysninger, der skal forelægges for de kompetente myndigheder ved ansøgningen om tilladelse til at udøve virksomhed som betalingsinstitut, herunder kravene i litra a), b), c), e) og g) - j) i første afsnit Ændring 63 Forslag til direktiv Artikel 5 – stk. 3 a – afsnit 2 (nyt) EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den … Ændring 64 Forslag til direktiv Artikel 5 – stk. 3 a – afsnit 3 (nyt) Kommissionen vedtager udkastet til reguleringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i andet afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010. Ændring 65 Forslag til direktiv Artikel 9 – stk. 1 – indledning 1.  Medlemsstaterne eller de kompetente myndigheder kræver af betalingsinstitutter, der udbyder betalingstjenester, og som samtidig udøver andre forretningsaktiviteter som omhandlet i artikel 17, stk. 1, litra c), at de skal beskytte alle midler, der er modtaget fra betalingstjenestebrugerne eller gennem en anden betalingstjenesteudbyder med henblik på gennemførelse af betalingstransaktioner, på følgende måder: 1.  Medlemsstaterne eller de kompetente myndigheder kræver af betalingsinstitutter, der udbyder betalingstjenester som anført i bilag 1 eller udøver en forretningsaktivitet som omhandlet i artikel 17, stk. 1, litra c), at de skal beskytte alle midler, der er modtaget fra betalingstjenestebrugerne eller gennem en anden betalingstjenesteudbyder med henblik på gennemførelse af betalingstransaktioner, på følgende måder: Ændring 66 Forslag til direktiv Artikel 9 – stk. 1 – litra a a)  de må ikke på noget tidspunkt blandes sammen med midler fra andre fysiske eller juridiske personer end de betalingstjenestebrugere, som midlerne stammer fra, og skal, hvis betalingsinstituttet stadig er i besiddelse af dem, og de endnu ikke er udbetalt til betalingsmodtageren eller overført til en anden betalingstjenesteudbyder ved afslutningen af den arbejdsdag, der følger efter den dag, hvor midlerne er modtaget, indsættes på en særskilt konto i et kreditinstitut eller investeres i sikre, likvide aktiver med lav risiko som fastlagt af hjemlandets kompetente myndigheder; og de skal i overensstemmelse med medlemsstaternes nationale lovgivning i betalingstjenestebrugernes interesse være beskyttet mod krav fra betalingsinstituttets øvrige kreditorer, navnlig i tilfælde af insolvens a)  de må ikke på noget tidspunkt blandes sammen med midler fra andre fysiske eller juridiske personer end de betalingstjenestebrugere, som midlerne stammer fra, og skal, hvis betalingsinstituttet stadig er i besiddelse af dem, og de endnu ikke er udbetalt til betalingsmodtageren eller overført til en anden betalingstjenesteudbyder ved afslutningen af den arbejdsdag, der følger efter den dag, hvor midlerne er modtaget, efter dette tidspunkt indsættes på en særskilt konto i et kreditinstitut eller investeres i sikre, likvide aktiver med lav risiko som fastlagt af hjemlandets kompetente myndigheder; og de skal i overensstemmelse med medlemsstaternes nationale lovgivning i betalingstjenestebrugernes interesse være beskyttet mod krav fra betalingsinstituttets øvrige kreditorer, navnlig i tilfælde af insolvens Ændring 67 Forslag til direktiv Artikel 10 – stk. 3 3.  Betalingsinstitutter, der i henhold til lovgivningen i hjemlandet skal have et vedtægtsmæssigt hjemsted, skal have hovedkontor i den medlemsstat, hvor det vedtægtsmæssige hjemsted er beliggende. 3.  Betalingsinstitutter, der i henhold til lovgivningen i hjemlandet skal have et vedtægtsmæssigt hjemsted, skal have hovedkontor i den medlemsstat, hvor det vedtægtsmæssige hjemsted er beliggende, og hvor det rent faktisk udfører sine forretningsaktiviteter. Ændring 68 Forslag til direktiv Artikel 12 – stk. 1 – indledning 1.  De kompetente myndigheder kan kun inddrage en meddelt tilladelse til et betalingsinstitut, såfremt følgende forhold gør sig gældende for instituttet: 1.  De kompetente myndigheder kan kun inddrage en meddelt tilladelse til et betalingsinstitut, såfremt et af følgende forhold gør sig gældende for instituttet: Ændring 69 Forslag til direktiv Artikel 12 – stk. 1 – litra d d)  det ville udgøre en trussel mod betalingssystemets stabilitet eller tilliden til det, hvis det fortsatte sin betalingstjenestevirksomhed d)  det ville udgøre en trussel mod betalingssystemets stabilitet eller tilliden til det, hvis det fortsatte sin betalingstjenestevirksomhed eller Ændring 70 Forslag til direktiv Artikel 13 – stk. 2 a (nyt) Registeret skal endvidere indeholde oplysninger om og en begrundelse for alle inddragelser af tilladelser, der er foretaget af de kompetente myndigheder. Ændring 71 Forslag til direktiv Artikel 14 – stk. 4 – afsnit 1 4.  EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, hvori fastsættes de tekniske krav vedrørende adgang på EU-plan til de oplysninger, der er indeholdt i de i artikel 13 omhandlede offentlige registre. EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest [... within two years of the date of entry into force of this Directive]. 4.  EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, hvori fastsættes de tekniske krav vedrørende adgang på EU-plan til de oplysninger, der er indeholdt i de i artikel 13 omhandlede offentlige registre, efter at have hørt det rådgivende panel omhandlet i artikel 5, stk. 3a. EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest ...* * To år efter datoen for dette direktivs ikrafttræden. Ændring 72 Forslag til direktiv Artikel 17 – stk. 2 2.  Hvis betalingsinstitutter beskæftiger sig med udbud af en eller flere betalingstjenester, må de kun føre betalingskonti, der udelukkende anvendes til betalingstransaktioner. Medlemsstaterne sikrer, at adgangen til disse betalingskonti er proportional. 2.  Hvis betalingsinstitutter beskæftiger sig med udbud af en eller flere betalingstjenester, må de kun føre betalingskonti, der udelukkende anvendes til betalingstransaktioner. Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstitutterne får adgang til kreditinstitutionernes betalings- og indlånskontotjenester på en objektiv, ikke-diskriminerende og forholdsmæssigt korrekt måde. Denne adgang skal have et omfang, der er tilstrækkeligt til, at betalingsinstitutterne kan levere betalingstjenester effektivt og uden forhindringer. Ændring 73 Forslag til direktiv Artikel 21 – stk. 3 3.  Hvis der på en medlemsstats område er mere end én kompetent myndighed for de spørgsmål, der er omfattet af dette afsnit, sikrer medlemsstaten, at disse myndigheder samarbejder tæt, således at de kan varetage deres respektive opgaver effektivt. Det samme gælder i de tilfælde, hvor de myndigheder, der er kompetente i forbindelse med spørgsmål, der er omfattet af dette afsnit, ikke er de kompetente myndigheder, der er ansvarlige for tilsyn med kreditinstitutter. 3.  Hvis den myndighed, der er kompetent i forbindelse med spørgsmål, der er omfattet af dette afsnit, ikke er den kompetente myndighed, der er ansvarlig for tilsyn med kreditinstitutter, sikrer medlemsstaten, at disse myndigheder samarbejder tæt, således at de kan varetage deres respektive opgaver effektivt. Ændring 74 Forslag til direktiv Artikel 22 – stk. 1 – afsnit 2 – litra a a)  kræve, at betalingsinstituttet fremlægger alle de oplysninger, der er nødvendige for at kontrollere overholdelsen a)  kræve, at betalingsinstituttet fremlægger alle de oplysninger, der er nødvendige for at kontrollere overholdelsen ved hjælp af en formel beslutning, som præciserer retsgrundlaget og formålet med denne anmodning, hvilke oplysninger der er brug for, og fristen for fremlæggelse af disse oplysninger. Ændring 75 Forslag til direktiv Artikel 22 – stk. 2 a (nyt) 2a.  Enhver anmodning om oplysninger eller dokumenter fra kompetente myndigheder i medlemsstaterne skal fremsættes på grundlag af en afgørelse, der fastlægger retsgrundlaget herfor, anmodningens formål, detaljer vedrørende nødvendige oplysninger eller dokumenter, tidspunktet for, hvornår de er påkrævet, og det tidsrum, oplysningerne eller dokumenterne skal opbevares i. Ændring 76 Forslag til direktiv Artikel 25 – stk. 1 1.  Medlemsstaternes kompetente myndigheder samarbejder med hinanden og, hvor det er relevant, med Den Europæiske Centralbank og medlemsstaternes nationale centralbanker, EBA og andre relevante kompetente myndigheder, som er udpeget i henhold til EU-lovgivningen eller national lovgivning om betalingstjenesteudbydere. 1.  Medlemsstaternes kompetente myndigheder samarbejder med hinanden og, hvor det er relevant, med Den Europæiske Centralbank og medlemsstaternes nationale centralbanker, EBA og andre relevante kompetente myndigheder, som er udpeget i henhold til EU-lovgivningen eller national lovgivning om betalingstjenesteudbydere. Hvis disse myndigheder behandler personlige oplysninger, skal de anføre det specifikke formål og anføre det passende retsgrundlag i Unionens lovgivning. Ændring 77 Forslag til direktiv Artikel 25 – stk. 2 – litra d a (nyt) da)  Europol i egenskab af Unionens retshåndhævende myndighed og som ansvarlig for at bistå og koordinere medlemsstaternes kompetente politimyndigheders indsats for bekæmpelse af organiseret kriminalitet, anden alvorlig kriminalitet og terrorisme, herunder eurofalskmøntneri samt forfalskning af penge og andre betalingsmidler. Ændring 78 Forslag til direktiv Artikel 25 – stk. 2 a (nyt) 2a.  EBA skal have bemyndigelsen til og fremme bindende mægling til bilæggelse af tvister mellem kompetente myndigheder som følge af informationsudveksling. Ændring 79 Forslag til direktiv Artikel 26 – stk. 1 a (nyt) 1a.  Medlemsstaterne stiller ikke yderligere krav til et betalingsinstitut i Unionen, som ønsker at levere betalingstjenester i et hjemland, som ikke gælder for betalingsinstitutter, der er godkendt af hjemlandet. Ændring 80 Forslag til direktiv Artikel 26 – stk. 3 3.  De kompetente myndigheder udveksler alle væsentlige og/eller relevante oplysninger, navnlig om overtrædelser begået af agenter, filialer eller enheder, til hvilke aktiviteterne er outsourcet, eller mistanke om sådanne overtrædelser. I denne forbindelse fremlægger de kompetente myndigheder på anmodning alle relevante oplysninger og giver på eget initiativ alle væsentlige oplysninger. 3.  De kompetente myndigheder udveksler alle væsentlige og/eller relevante oplysninger, navnlig om overtrædelser begået af agenter, filialer eller enheder, til hvilke aktiviteterne er outsourcet, eller mistanke om sådanne overtrædelser. I denne forbindelse fremlægger de kompetente myndigheder på anmodning alle relevante oplysninger og giver på eget initiativ alle væsentlige oplysninger. Ved lagring af personoplysninger overstiger de kompetente myndigheders opbevaring af de personlige oplysninger ikke 10 år. Under alle omstændighederne skal opbevaringen af personlige oplysninger ske i overensstemmelse med direktiv/95/46/EF. Ændring 81 Forslag til direktiv Artikel 26 – stk. 5 5.  EBA udsteder retningslinjer rettet til de kompetente myndigheder i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 om de elementer, der skal tages i betragtning ved afgørelsen af, hvorvidt den aktivitet, som betalingsinstituttet har anmeldt og ønsker at udbyde i en anden medlemsstat, jf. stk. 1 i denne artikel, udgør udøvelse af etableringsretten eller retten til fri udveksling af tjenesteydelser. Disse retningslinjer udstedes senest [... within two years of the date of entry into force of this Directive]. 5.  EBA udsteder retningslinjer rettet til de kompetente myndigheder i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 om de elementer, der skal tages i betragtning ved afgørelsen af, hvorvidt den aktivitet, som betalingsinstituttet har anmeldt og ønsker at udbyde i en anden medlemsstat, jf. stk. 1 i denne artikel, udgør udøvelse af etableringsretten eller retten til fri udveksling af tjenesteydelser. Disse retningslinjer udstedes senest ...*. * 12 måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttræden. Ændring 82 Forslag til direktiv Artikel 27 – stk. 1 – litra a a)  gennemsnittet af de samlede betalingstransaktioner for de foregående 12 måneder, der er gennemført af den pågældende person, herunder også agenter, for hvilke personen har det fulde ansvar, ikke overstiger 1 mio. EUR pr. måned. Dette krav vurderes på grundlag af det forventede samlede beløb for betalingstransaktioner i forretningsplanen, medmindre de kompetente myndigheder kræver en tilpasning af denne plan a)  gennemsnittet af de samlede betalingstransaktioner for de foregående 12 måneder, der er gennemført eller initieret af den pågældende person, herunder også agenter, for hvilke personen har det fulde ansvar, ikke overstiger 1 mio. EUR pr. måned. Dette krav vurderes på grundlag af det forventede samlede beløb for betalingstransaktioner i forretningsplanen, medmindre de kompetente myndigheder kræver en tilpasning af denne plan Ændring 83 Forslag til direktiv Artikel 31 – stk. 2 a (nyt) 2a.  Medlemsstaterne sikrer, at enkeltpersoner får passende oplysninger om behandlingen af personoplysninger i overensstemmelse med de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 10 og 11 i direktiv 95/46/EF og med artikel 11 i forordning (EF) nr. 45/2001. Ændring 84 Forslag til direktiv Artikel 33 – stk. 3 3.  Når betalingstjenesteudbyderen kan afkræve gebyrer for oplysninger i henhold til stk. 2, skal de være passende og stå i rimeligt forhold til betalingstjenesteudbyderens faktiske omkostninger. 3.  Når betalingstjenesteudbyderen kan afkræve gebyrer for oplysninger i henhold til stk. 2, skal de være rimelige og stå i rimeligt forhold til betalingstjenesteudbyderens faktiske omkostninger. Ændring 85 Forslag til direktiv Artikel 33 – stk. 3 a (nyt) 3a.  Medlemsstaterne sikrer, at forbrugere, der skifter betalingskonto, efter anmodning og mod et rimeligt gebyr kan modtage de transaktioner, der er blevet gennemført på den tidligere betalingskonto som lagret på et varigt medium, fra den overførende betalingstjenesteudbyder. Ændring 86 Forslag til direktiv Artikel 34 Medlemsstaterne kan fastsætte, at betalingstjenesteudbyderen har bevisbyrden med hensyn til at bevise, at oplysningskravene i dette afsnit er opfyldt. Medlemsstaterne fastsætter, at betalingstjenesteudbyderen har bevisbyrden med hensyn til at bevise, at oplysningskravene i dette afsnit er opfyldt. Ændring 87 Forslag til direktiv Artikel 37 – stk. 1 1.  Medlemsstaterne kræver, at betalingstjenesteudbyderen, inden betalingstjenestebrugeren bliver bundet af en enkeltstående betalingstjenesteaftale eller et enkeltstående betalingstjenestetilbud, skal stille de oplysninger og betingelser, der er anført i artikel 38, til rådighed for betalingstjenestebrugeren på en let tilgængelig måde. Efter anmodning fra betalingstjenestebrugeren meddeler betalingstjenesteudbyderen oplysningerne og betingelserne på papir eller et andet varigt medium. Oplysningerne og betingelserne affattes i et letforståeligt sprog og på en tydelig og forståelig måde på et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor betalingstjenesten udbydes, eller på et andet sprog, som parterne fastsætter indbyrdes. 1.  Medlemsstaterne kræver, at betalingstjenesteudbyderen, inden betalingstjenestebrugeren bliver bundet af en enkeltstående betalingstjenesteaftale eller et enkeltstående betalingstjenestetilbud, skal stille de oplysninger og betingelser, der er anført i artikel 38, vedrørende dennes egne tjenester, til rådighed for betalingstjenestebrugeren på en let tilgængelig måde. Efter anmodning fra betalingstjenestebrugeren meddeler betalingstjenesteudbyderen oplysningerne og betingelserne på papir eller et andet varigt medium. Oplysningerne og betingelserne affattes i et letforståeligt sprog og på en tydelig og forståelig måde på et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor betalingstjenesten udbydes, eller på et andet sprog, som parterne fastsætter indbyrdes. Ændring 88 Forslag til direktiv Artikel 37 – stk. 2 a (nyt) 2a.  Medlemsstaterne kræver, at tredjemandsbetalingstjenesteudbyderen, når denne initierer en betalingsordre, stiller de oplysninger og betingelser, der er anført i artikel 38, til rådighed for betalingstjenestebrugeren. Oplysningerne og betingelserne anføres i en tydelig og letforståelig form og på et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor betalingstjenesten udbydes, eller på et andet sprog, som parterne fastsætter indbyrdes. Ændring 89 Forslag til direktiv Artikel 38 – stk. 2 2.  Medlemsstaterne sikrer for så vidt angår betalingsinitieringstjenester, at tredjemandsbetalingstjenesteudbyderen stiller oplysninger til rådighed for betaleren om de udbudte tjenester og kontaktoplysninger vedrørende tredjemandsbetalingstjenesteudbyderen. 2.  Medlemsstaterne sikrer for så vidt angår betalingsinitieringstjenester, at tredjemandsbetalingstjenesteudbyderen inden initieringen stiller følgende klare og fyldestgørende oplysninger til rådighed for betaleren: a)  tredjemandsbetalingstjenesteudbyderens kontaktoplysninger og registreringsnummer og navnet på den ansvarlige tilsynsmyndighed b)  hvor det er relevant en øvre tidsgrænse for betalingsinitieringsproceduren c)  alle gebyrer, som betalingstjenestebrugeren skal betale til tredjemandsbetalingstjenesteudbyderen, og, hvor det er relevant, en liste over gebyrerne d)  hvor det er relevant, den faktiske vekselkurs eller referencekursen, der skal gælde Ændring 90 Forslag til direktiv Artikel 39 – indledning En tredjemandsbetalingstjenesteudbyder, der på betalerens anmodning initierer en betalingsordre, meddeler umiddelbart efter initieringen betaleren og, hvis det er relevant, betalingsmodtageren følgende data eller stiller dem til rådighed for denne: En tredjemandsbetalingstjenesteudbyder, der på betalerens anmodning initierer en betalingsordre, meddeler umiddelbart efter initieringen betaleren og, hvis det er relevant, betalingsmodtageren følgende data på en klar og utvetydig måde: Ændring 91 Forslag til direktiv Artikel 39 – litra a a)  en bekræftelse på, at betalingsordren er blevet initieret korrekt hos betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyder a)  en bekræftelse på, at betalingstransaktionen er blevet initieret hos betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyder Ændring 92 Forslag til direktiv Artikel 39 – stk. 1 – litra d d)  hvis det er relevant, størrelsen af eventuelle gebyrer for betalingstransaktionen og, hvis det er relevant, en udspecificering heraf. d)  hvis det er relevant, størrelsen af eventuelle gebyrer, der skal betales til tredjemandsbetalingstjenesteudbyderen, for betalingstransaktionen, idet disse udspecificeres individuelt. Ændring 93 Forslag til direktiv Artikel 39 – stk. 1 a (nyt) Denne artikel berører ikke de databeskyttelsesforpligtelser, der gælder for tredjemandsbetalingstjenesteudbyderen og betalingsmodtageren. Ændring 94 Forslag til direktiv Artikel 41 – indledning Umiddelbart efter modtagelsen af betalingsordren meddeler betalerens betalingstjenesteudbyder betaleren følgende oplysninger eller stiller dem til rådighed for denne på samme måde som fastsat i artikel 37, stk. 1: Umiddelbart efter modtagelsen af betalingsordren meddeler den kontoførende betalingstjenesteudbyder betaleren følgende oplysninger vedrørende egne tjenester eller stiller dem til rådighed for denne på samme måde som fastsat i artikel 37, stk. 1: Ændring 95 Forslag til direktiv Artikel 42 – indledning Umiddelbart efter gennemførelsen af betalingstransaktionen meddeler betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder betalingsmodtageren samtlige følgende oplysninger eller stiller dem til rådighed for denne på samme måde som fastsat i artikel 37, stk. 1: Umiddelbart efter gennemførelsen af betalingstransaktionen meddeler betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder betalingsmodtageren samtlige følgende oplysninger vedrørende egne tjenester eller stiller dem til rådighed for denne på samme måde som fastsat i artikel 37, stk. 1¸ såfremt den pågældende selv råder direkte over dem: Ændring 96 Forslag til direktiv Artikel 44 – stk. 1 1.  Medlemsstaterne kræver, at betalingstjenesteudbyderen, i god tid inden betalingstjenestebrugeren bliver bundet af en rammeaftale eller et tilbud, på papir eller et andet varigt medium meddeler denne de oplysninger og betingelser, der er anført i artikel 45. Oplysningerne og betingelserne affattes i et letforståeligt sprog og på en tydelig og forståelig måde på et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor betalingstjenesten udbydes, eller på et andet sprog, som parterne fastsætter indbyrdes. 1.  Medlemsstaterne kræver, at betalingstjenesteudbyderen, i god tid inden betalingstjenestebrugeren bliver bundet af en rammeaftale eller et tilbud, på papir eller et andet varigt medium stiller de oplysninger og betingelser, der er anført i artikel 45, til rådighed eller på betalingstjenestebrugerens anmodning meddeler denne de pågældende oplysninger. Oplysningerne og betingelserne affattes i et letforståeligt sprog og på en tydelig og forståelig måde på et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor betalingstjenesten udbydes, eller på et andet sprog, som parterne fastsætter indbyrdes. Ændring 97 Forslag til direktiv Artikel 45 – nr. 2 – litra a а)  en beskrivelse af de vigtigste karakteristika ved den pågældende betalingstjeneste а)  en klar beskrivelse af de vigtigste karakteristika ved den pågældende betalingstjeneste Ændring 98 Forslag til direktiv Artikel 45 – nr. 2 – litra c c)  formen og proceduren for meddelelse af samtykke til at initiere eller gennemføre en betalingstransaktion og tilbagekaldelse af et sådant samtykke i overensstemmelse med artikel 57 og 71 c)  formen og proceduren for meddelelse af samtykke til at initiere en betalingsordre eller gennemføre en betalingstransaktion og tilbagekaldelse af et sådant samtykke i overensstemmelse med artikel 57 og 71 Ændring 99 Forslag til direktiv Artikel 45 – nr. 6 – litra a a)  hvis det er aftalt, oplysninger om, at betalingstjenestebrugeren anses for at have godkendt de ændrede betingelser i overensstemmelse med artikel 47, medmindre han inden den foreslåede ikrafttrædelsesdato meddeler betalingstjenesteudbyderen, at han ikke kan godkende dem a)  hvis det er aftalt, oplysninger om, medmindre ændringen er klart og utvetydigt mere gunstig for betalingstjenestebrugerne i henhold til artikel 47, stk. 2, at betalingstjenestebrugeren anses for at have godkendt de ændrede betingelser i overensstemmelse med artikel 47, medmindre han inden den foreslåede ikrafttrædelsesdato meddeler betalingstjenesteudbyderen, at han ikke kan godkende dem, idet en sådan meddelelse er ineffektiv, hvis ændringen klart og utvetydigt er mere gunstig for betalingstjenestebrugerne; Ændring 100 Forslag til direktiv Artikel 47 – stk. 1 – afsnit 1 1.  Betalingstjenesteudbyderen skal foreslå eventuelle ændringer i rammeaftalen og i de oplysninger og betingelser, der er anført i artikel 45, på samme måde som fastsat i artikel 44, stk. 1, og senest to måneder inden den foreslåede ikrafttrædelsesdato. 1.  Betalingstjenesteudbyderen skal foreslå eventuelle ændringer i rammeaftalen, som ikke er klart og utvetydigt mere gunstige for betalingstjenestebrugerne, og i de oplysninger og betingelser, der er anført i artikel 45, på samme måde som fastsat i artikel 44, stk. 1, senest to måneder inden den foreslåede ikrafttrædelsesdato. Ændring 101 Forslag til direktiv Artikel 47 – stk. 2 2.  Ændringer i rentesatsen eller vekselkursen kan anvendes øjeblikkeligt og uden varsel, forudsat at en sådan ret er aftalt i rammeaftalen, og at ændringerne bygger på den referencerentesats eller den referencekurs, der er aftalt i overensstemmelse med artikel 45, stk. 3, litra b) og c). Betalingstjenestebrugeren skal underrettes om eventuelle ændringer i renten så hurtigt som muligt på samme måde som fastsat i artikel 44, stk. 1, medmindre parterne har aftalt, at oplysningerne skal gives eller stilles til rådighed med en bestemt hyppighed eller på en bestemt måde. Ændringer i rentesatsen eller vekselkursen, der er mere gunstige for betalingstjenestebrugerne, kan dog anvendes uden varsel. 2.  Ændringer i rentesatsen eller vekselkursen kan anvendes øjeblikkeligt og uden varsel, forudsat at en sådan ret er aftalt i rammeaftalen, og at ændringerne i rentesatsen eller vekselkursen bygger på den referencerentesats eller den referencekurs, der er aftalt i overensstemmelse med artikel 45, stk. 3, litra b) og c). Betalingstjenestebrugeren skal underrettes om eventuelle ændringer i renten så hurtigt som muligt på samme måde som fastsat i artikel 44, stk. 1, medmindre parterne har aftalt, at oplysningerne skal gives eller stilles til rådighed med en bestemt hyppighed eller på en bestemt måde. Ændringer i rentesatsen eller vekselkursen, der er mere gunstige for betalingstjenestebrugerne, og ændringer i rammeaftalen, som er klart og utvetydigt mere gunstige for betalingstjenestebrugerne, kan dog anvendes uden varsel. Ændring 102 Forslag til direktiv Artikel 48 – stk. 2 2.  En rammeaftale, der er indgået for en tidsbegrænset periode på mere end 12 måneder eller på ubestemt tid, skal kunne opsiges efter udløbet af 12 måneder, uden at det medfører opsigelsesgebyr for betalingstjenestebrugeren. I alle andre tilfælde skal opsigelsesgebyrerne være passende og stå i rimeligt forhold til omkostningerne. 2.  En rammeaftale skal kunne opsiges, uden at det medfører opsigelsesgebyrer for betalingstjenestebrugeren. Ændring 103 Forslag til direktiv Artikel 50 – stk. 2 2.  En rammeaftale kan indeholde en bestemmelse om, at de i stk. 1 omhandlede oplysninger skal meddeles eller stilles til rådighed mindst én gang om måneden og på en aftalt måde, som gør det muligt for betaleren at lagre og gengive oplysninger uændret. 2.  En rammeaftale indeholder en bestemmelse om, at de i stk. 1 omhandlede oplysninger skal meddeles eller stilles gratis til rådighed mindst én gang om måneden og på en aftalt måde, som gør det muligt for betaleren at lagre og gengive oplysninger uændret. Ændring 104 Forslag til direktiv Artikel 50 – stk. 3 3.  Medlemsstaterne kan dog kræve, at betalingstjenesteudbydere skal meddele oplysninger på papir én gang om måneden vederlagsfrit. 3.  Medlemsstaterne kan dog kræve, at betalingstjenesteudbydere skal meddele oplysninger på papir eller på et andet varigt medium én gang om måneden vederlagsfrit. Ændring 105 Forslag til direktiv Artikel 51 – stk. 1 – litra a a)  den reference, der gør det muligt for betalingsmodtageren at identificere betalingstransaktionen og, hvor det er relevant, betaleren, samt eventuelle oplysninger, der fulgte betalingstransaktionen a)  den reference, der gør det muligt for betalingsmodtageren at identificere betalingstransaktionen og betaleren, samt eventuelle oplysninger, der fulgte betalingstransaktionen Ændring 106 Forslag til direktiv Artikel 51 – stk. 3 3.  Medlemsstaterne kan dog kræve, at betalingstjenesteudbydere skal meddele oplysninger på papir én gang om måneden vederlagsfrit. 3.  Medlemsstaterne kan dog kræve, at betalingstjenesteudbydere skal meddele oplysninger på papir eller på et andet varigt medium én gang om måneden vederlagsfrit. Ændring 107 Forslag til direktiv Artikel 52 – stk. 2 – afsnit 1 2.  Hvis der tilbydes en valutaomregningstjeneste, før betalingstransaktionen initieres, og hvis denne valutaomregningstjeneste tilbydes på salgsstedet eller af betalingsmodtageren, er den part, der tilbyder valutaomregningstjenesten til betaleren, forpligtet til at give denne alle oplysninger om gebyrer samt om den vekselkurs, der anvendes ved valutaomregningen. 2.  Hvis der tilbydes en valutaomregningstjeneste, før betalingstransaktionen initieres, og hvis denne valutaomregningstjeneste tilbydes på en hæveautomat, salgsstedet eller af betalingsmodtageren, er den part, der tilbyder valutaomregningstjenesten til betaleren, forpligtet til at give denne alle oplysninger om gebyrer samt om den vekselkurs, der anvendes ved valutaomregningen. Ændring 108 Forslag til direktiv Artikel 53 – stk. 2 2.  Hvis en betalingstjenesteudbyder eller tredjemand opkræver gebyr for brugen af et givet betalingsinstrument, underretter de betalingstjenestebrugeren herom, før betalingstransaktionen initieres. udgår Ændring 109 Forslag til direktiv Artikel 53 – stk. 2 a (nyt) 2a.  Hvis en betalingstjenesteudbyder må pålægge betaleren tredjemandsgebyrer, er betaleren ikke forpligtet til at betale dem, medmindre det fulde beløb blev oplyst, før betalingstransaktionen blev initieret. Ændring 110 Forslag til direktiv Artikel 55 – stk. 1 1.  Betalingstjenesteudbyderen må ikke afkræve betalingstjenestebrugeren gebyr for opfyldelse af sin oplysningspligt eller korrigerende og forebyggende foranstaltninger i henhold til dette afsnit, medmindre andet fremgår af artikel 70, stk. 1, artikel 71, stk. 5, og artikel 79, stk. 2. Disse gebyrer aftales mellem betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen og skal være passende og stå i rimeligt forhold til betalingstjenesteudbyderens faktiske omkostninger. 1.  Betalingstjenesteudbyderen må ikke afkræve betalingstjenestebrugeren gebyr for opfyldelse af sin oplysningspligt eller korrigerende og forebyggende foranstaltninger i henhold til dette afsnit, medmindre andet fremgår af artikel 70, stk. 1, artikel 71, stk. 5, og artikel 79, stk. 2. Disse gebyrer aftales mellem betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen og skal være passende og stå i rimeligt forhold til betalingstjenesteudbyderens faktiske omkostninger. Betalingstjenesteudbyderen skal på anmodning offentliggøre de faktiske omkostninger forbundet med betalingstransaktionen. Ændring 111 Forslag til direktiv Artikel 55 – stk. 3 3.  Betalingstjenesteudbyderen må ikke hindre betalingsmodtageren i at opkræve et gebyr hos betaleren, tilbyde den pågældende en rabat eller på anden måde styre vedkommende i retning af at anvende et bestemt betalingsinstrument. De gebyrer, der anvendes, må dog ikke overstige de omkostninger, som betalingsmodtageren afholder for at anvende det pågældende betalingsinstrument. 3.  Betalingstjenesteudbyderen må ikke hindre betalingsmodtageren i at opkræve et gebyr hos betaleren, tilbyde den pågældende en rabat eller på anden måde styre vedkommende i retning af at anvende et bestemt betalingsinstrument. De gebyrer, der anvendes, må dog ikke overstige de direkte omkostninger, som betalingsmodtageren afholder for at anvende det pågældende betalingsinstrument. Ændring 112 Forslag til direktiv Artikel 55 – stk. 4 a (nyt) 4a.  Uanset stk. 4 kan medlemsstaterne fastsætte, at betalingsmodtageren ikke kan opkræve gebyr for anvendelsen af et betalingsinstrument. Ændring 113 Forslag til direktiv Artikel 57 – stk. 2 – afsnit 1 2.  Samtykke til at gennemføre en betalingstransaktion eller en række betalingstransaktioner meddeles i den form, der er aftalt mellem betaleren og dennes betalingstjenesteudbyder. Samtykke kan også meddeles direkte eller indirekte via betalingsmodtageren. Samtykke til at gennemføre en betalingstransaktion anses også for at været meddelt, hvis betaleren giver en tredjemandsbetalingstjenesteudbyder tilladelse til at initiere betalingstransaktionen hos den kontoførende betalingstjenesteudbyder. 2.  Samtykke til at gennemføre en betalingstransaktion eller en række betalingstransaktioner (herunder direkte debitering) meddeles i den form, der er aftalt mellem betaleren og dennes betalingstjenesteudbyder. Samtykke kan også meddeles direkte eller indirekte via betalingsmodtageren. Samtykke til at gennemføre en betalingstransaktion anses også for at været meddelt, hvis betaleren giver en tredjemandsbetalingstjenesteudbyder tilladelse til at initiere en betalingstransaktion hos den kontoførende betalingstjenesteudbyder, der fører betalerens konto. Ændring 114 Forslag til direktiv Artikel 58 – overskrift Tredjemandsbetalingstjenesteudbyderes adgang til og anvendelse af betalingskontooplysninger Tredjemandsbetalingstjenesteudbyderes og tredjemandsbetalingsinstrumentudstederes adgang til og anvendelse af betalingskontooplysninger Ændring 115 Forslag til direktiv Artikel 58 – stk. 1 1.  Medlemsstaterne sikrer, at en betaler har ret til at gøre brug af en tredjemandsbetalingstjenesteudbyder for at få betalingstjenester, der giver adgang til betalingskonti som omhandlet i punkt 7 i bilag I. 1.  Medlemsstaterne sikrer, at en betaler, forudsat at denne betaler er indehaver af en betalingskonto, som kan tilgås via netbank, har ret til at gøre brug af en autoriseret tredjemandsbetalingstjenesteudbyder for at få betalingstjenester, der giver adgang til betalingskonti som omhandlet i punkt 7 i bilag I. Medlemsstaterne sikrer, at en betaler har ret til at gøre brug af en autoriseret tredjemandsbetalingsinstrumentudsteder for at få adgang til et betalingsinstrument, der muliggør betalingstransaktioner. Ændring 116 Forslag til direktiv Artikel 58 – stk. 1 a (nyt) 1a.  Den kontoførende betalingstjenesteudbyder må i henhold til denne artikel ikke nægte adgang til tredjemandsbetalingstjenesteudbyderen eller til tredjemandsbetalingsinstrument-udstederen, når denne er blevet autoriseret til at gennemføre en bestemt betaling på vegne af betaleren, forudsat at betaleren udtrykkeligt meddeler sit samtykke i overensstemmelse med artikel 57. Ændring 117 Forslag til direktiv Artikel 58 – stk. 1 b (nyt) 1b.  Betalingsmodtagere, der giver betalere mulighed for at gøre brug af tredjemandsbetalingstjenesteudbydere eller tredjemandsbetalingsinstrumentudstedere, skal give betaleren fuldstændige oplysninger om den relevante tredjemandsbetalingstjenesteudbyder, herunder udbyderens registreringsnummer og navnet på dens ansvarlige tilsynsmyndighed. Ændring 118 Forslag til direktiv Artikel 58 – stk. 2 – indledning 2.  En tredjemandsbetalingstjenesteudbyder, der af betaleren er blevet autoriseret til at udbyde betalingstjenester i henhold til stk. 1, har følgende forpligtelser: 2.  En tredjemandsbetalingstjenesteudbyder, der af betaleren er blevet autoriseret til at udbyde betalingstjenester i henhold til stk. 1, vil have følgende forpligtelser: Ændring 119 Forslag til direktiv Artikel 58 – stk. 2 – litra a a)  at sikre, at andre parter ikke har adgang til betalingstjenestebrugerens personaliserede sikkerhedsfeatures a)  at sikre, at andre parter ikke har adgang til betalingstjenestebrugerens personaliserede sikkerhedsakkreditiver Ændring 120 Forslag til direktiv Artikel 58 – stk. 2 – litra b b)  at autentificere sig på en entydig måde over for kontohaverens kontoførende betalingstjenesteudbyder(e) b)  at autentificere sig på en entydig måde over for kontohaverens kontoførende betalingstjenesteudbyder(e), hver gang en betaling initieres eller oplysninger indsamles Ændring 121 Forslag til direktiv Artikel 58 – stk. 2 – litra c c)  ikke at lagre betalingstjenestebrugerens følsomme betalingsdata eller personaliserede sikkerhedsfeatures. c)  ikke at lagre betalingstjenestebrugerens personaliserede sikkerhedsakkreditiver. Ændring 122 Forslag til direktiv Artikel 58 – stk. 2 – litra c a (nyt) ca)  ikke at bruge dataene til andre formål end dem, som betaleren udtrykkeligt har anmodet om Ændring 123 Forslag til direktiv Artikel 58 – stk. 3 a (nyt) 3a.  Hvis betaleren har givet sit samtykke til, at en tredjemandsbetalingsinstrumentudsteder, som har stillet et betalingsinstrument til rådighed for betaleren, indhenter oplysninger om, hvorvidt der er tilstrækkelige midler til rådighed til en bestemt betalingstransaktion på en bestemt betalingskonto, som indehaves af betaleren, udleverer den kontoførende betalingstjenesteudbyder for den pågældende betalingskonto sådanne oplysninger til tredjemandsbetalingsinstrumentudstederen umiddelbart efter modtagelsen af betalerens betalingsordre. Oplysninger om, hvorvidt der er tilstrækkelige midler til rådighed, bør kunne besvares med et simpelt ja eller nej og bør ikke indebære fremvisning af en kontooversigt i overensstemmelse med direktiv 95/46/EF. Ændring 124 Forslag til direktiv Artikel 58 – stk. 4 4.  Kontoførende betalingstjenesteudbydere behandler betalingsordrer, der overføres gennem en tredjemandsbetalingstjenesteudbyder, uden forskel, medmindre der foreligger objektive grunde hvad angår timing og prioritet i forhold til betalingsordrer, der overføres direkte af betaleren selv. 4.  Kontoførende betalingstjenesteudbydere behandler betalingsordrer, der overføres gennem en tredjemandsbetalingstjenesteudbyder eller gennem en tredjemandsbetalingsinstrumentudsteder, uden forskel, medmindre der foreligger objektive grunde, navnlig hvad angår timing og prioritet eller gebyrer i forhold til betalingsordrer, der overføres direkte af betaleren selv. Ændring 125 Forslag til direktiv Artikel 58 – stk. 4 a (nyt) 4a.  Tredjemandsbetalingstjenesteudbydere skal ikke pålægges at indgå kontrakter med kontoførende betalingstjenesteudbydere i forbindelse med initiering af betalinger eller kontooplysningstjenester. Ændring 126 Forslag til direktiv Artikel 58 – stk. 4 b (nyt) 4b.  Medlemsstaterne sikrer, at når først de fælles og sikre åbne kommunikationsstandarder er blevet etableret og gennemføres af kundens kontoførende betalingstjenesteudbyder over for tredjemandsbetalingstjenesteudbydere som fastlagt i artikel 94a, kan betalingstjenestebrugeren bruge den mest sikre og avancerede tekniske løsning ved initiering af e-betalingstransaktioner gennem tredjemandsbetalingstjenesteudbydere. Ændring 127 Forslag til direktiv Artikel 59 Artikel 59 udgår Tredjemandsbetalingstjenesteinstrumentudstederes adgang til og anvendelse af betalingskontooplysninger 1.  Medlemsstaterne sikrer, at en betaler har ret til at gøre brug af en tredjemandsbetalingsinstrumentudsteder for at få adgang til betalingskorttjenester. 2.  Hvis betaleren har givet sit samtykke til, at en tredjemandsbetalingsinstrumentudsteder, som har stillet et betalingsinstrument til rådighed for betaleren, indhenter oplysninger om, hvorvidt der er tilstrækkelige midler til rådighed til en bestemt betalingstransaktion på en bestemt betalingskonto, som indehaves af betaleren, udleverer den kontoførende betalingstjenesteudbyder for den pågældende betalingskonto sådanne oplysninger til tredjemandsbetalingsinstrumentudstederen umiddelbart efter modtagelsen af betalerens betalingsordre. 3.  Kontoførende betalingstjenesteudbydere behandler betalingsordrer, der overføres gennem en tredjemandsbetalingsinstrumentudsteder, uden forskel, medmindre der foreligger objektive grunde hvad angår timing og prioritet i forhold til betalingsordrer, der overføres direkte af betaleren personligt. Ændring 128 Forslag til direktiv Artikel 61 – stk. 2 2.  Med henblik på stk. 1, litra a), skal betalingstjenestebrugeren, så snart denne modtager et betalingsinstrument, navnlig træffe alle nødvendige foranstaltninger til at beskytte sine personaliserede sikkerhedsfeatures. Betalingstjenestebrugernes forsigtighedsforpligtelser må ikke være til hinder for anvendelsen af betalingsinstrumenter og -tjenester, for hvilke der er meddelt tilladelse i henhold til dette direktiv. 2.  Med henblik på stk. 1, litra a), skal betalingstjenestebrugeren, så snart denne modtager et betalingsinstrument, navnlig træffe alle nødvendige foranstaltninger til at beskytte sine personaliserede sikkerhedsakkreditiver. Betalingstjenestebrugernes forsigtighedsforpligtelser må ikke være til hinder for anvendelsen af betalingsinstrumenter og -tjenester, for hvilke der er meddelt tilladelse i henhold til dette direktiv. Ændring 129 Forslag til direktiv Artikel 62 – stk. 1 – litra a a)  at sikre sig, at betalingsinstrumentets personaliserede sikkerhedsfeatures ikke er tilgængelige for andre end den betalingstjenestebruger, som er berettiget til at bruge betalingsinstrumentet, jf. dog betalingstjenestebrugerens forpligtelser i overensstemmelse med artikel 61 a)  at sikre sig, at betalingsinstrumentets personaliserede sikkerhedsakkreditiver virkelig er sikre, og at de ikke er tilgængelige for andre end den betalingstjenestebruger, som er berettiget til at bruge betalingsinstrumentet, jf. dog betalingstjenestebrugerens forpligtelser i overensstemmelse med artikel 61 Ændring 130 Forslag til direktiv Artikel 62 – stk. 2 2.  Risikoen ved at sende et betalingsinstrument eller dets personaliserede sikkerhedsfeatures til betaleren påhviler betalingstjenesteudbyderen. 2.  Risikoen ved at sende et betalingsinstrument til betaleren eller sende personlige sikkerhedsakkreditiver påhviler udbyderen af betalingsservice. Ændring 131 Forslag til direktiv Artikel 63 – stk. 2 2.  Hvis en tredjemandsbetalingstjenesteudbyder er involveret, skal også den kontoførende betalingstjenesteudbyder foretage berigtigelse over for betalingstjenestebrugeren i henhold til stk. 1 i denne artikel, jf. dog artikel 65, stk. 2, og artikel 80, stk. 1. 2.  Hvis en betalingstjenestebruger har valgt at gøre brug af en tredjemandsbetalingstjenesteudbyder, skal betalingstjenestebrugeren underrette sidstnævnte og den kontoførende betalingstjenesteudbyder. Den kontoførende betalingstjenesteudbyder skal foretage berigtigelse over for betalingstjenestebrugeren i henhold til stk. 1 i denne artikel, jf. dog artikel 80, stk. 1. Ændring 132 Forslag til direktiv Artikel 63 – stk. 2 a (nyt) 2a.  Betalingstjenestebrugeren meddeler sin kontoførende betalingstjenesteudbyder om enhver hændelse, som de har kendskab til, og som har indvirkning på førstnævnte i forhold til brugen af en tredjemandsbetalingstjenesteudbyder eller tredjemandsbetalingsinstrumentudsteder. Den kontoførende betalingstjenesteudbyder skal underrette de kompetente nationale myndigheder om enhver hændelse. De kompetente nationale myndigheder skal i tæt samarbejde med ECB følge de procedurer, der er fastsat af EBA, jf. artikel 85. Ændring 133 Forslag til direktiv Artikel 64 – stk. 1 – afsnit 1 1.  Hvis en betalingstjenestebruger afviser at have autoriseret en gennemført betalingstransaktion eller hævder, at betalingstransaktionen ikke blev gennemført korrekt, kræver medlemsstaterne, at det er betalingstjenesteudbyderen og, hvis det er relevant, den eventuelt involverede tredjemandsbetalingstjenesteudbyder, der skal bevise, at betalingstransaktionen var autentificeret, korrekt registreret og bogført og ikke var ramt af tekniske svigt eller andre fejl. 1.  Hvis en betalingstjenestebruger afviser at have autoriseret en gennemført betalingstransaktion eller hævder, at betalingstransaktionen ikke blev gennemført korrekt, kræver medlemsstaterne, at det er betalingstjenesteudbyderen og den eventuelt involverede tredjemandsbetalingstjenesteudbyder, der skal bevise, at betalingstransaktionen var autentificeret, korrekt registreret og bogført og ikke var ramt af tekniske svigt eller andre fejl. Ændring 134 Forslag til direktiv Artikel 64 – stk. 1 – afsnit 2 Hvis betalingstransaktionen er initieret gennem en tredjemandsbetalingstjenesteudbyder, bærer denne bevisbyrden for, at betalingstransaktionen ikke var ramt af tekniske svigt eller andre fejl i tilknytning til den betalingstjeneste, denne udbyder har ansvaret for. Hvis betalingstjenestebrugeren initierer betalingstransaktionen gennem en tredjemandsbetalingstjenesteudbyder, bærer denne bevisbyrden for, at betalingstransaktionen var autentificeret, korrekt registreret og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl i tilknytning til den betalingstjeneste, denne udbyder har ansvaret for. Ændring 135 Forslag til direktiv Artikel 64 – stk. 2 2.  Hvis en betalingstjenestebruger nægter at have autoriseret en gennemført betalingstransaktion, er brug af et betalingsinstrument, der er registreret af betalingstjenesteudbyderen, herunder i givet fald tredjemandsbetalingstjenesteudbyderen, i sig selv ikke nødvendigvis tilstrækkeligt til at bevise, at betalingstransaktionen var autoriseret af betaleren, eller at betaleren handlede svigagtigt, eller at denne med forsæt eller ved grov forsømmelse undlod at opfylde en eller flere af sine forpligtelser i henhold til artikel 61. 2.  Hvis en betalingstjenestebruger nægter at have autoriseret en gennemført betalingstransaktion, er brug af et betalingsinstrument, der er registreret af betalingstjenesteudbyderen, herunder i givet fald tredjemandsbetalingstjenesteudbyderen, i sig selv ikke nødvendigvis tilstrækkeligt til at bevise, at betalingstransaktionen var autoriseret af betaleren, eller at betaleren handlede svigagtigt, eller at denne med forsæt eller ved grov forsømmelse undlod at opfylde en eller flere af sine forpligtelser i henhold til artikel 61. I sådanne tilfælde kan rene antagelser uden understøttende beviser ud over den registrerede brug af et betalingsinstrument ikke anvendes som bevis over for betalingstjenestebrugeren. Betalingstjenesteudbyderen og, hvis det er relevant, tredjemandsbetalingstjenesteudbyderen skal fremlægge understøttende beviser for at påvise svig eller grov forsømmelse fra betalerens side. Ændring 136 Forslag til direktiv Artikel 65 – stk. 1 1.  Medlemsstaterne sikrer, at betalerens betalingstjenesteudbyder med forbehold for artikel 63 i tilfælde af en uautoriseret betalingstransaktion straks tilbagebetaler betaleren beløbet for den uautoriserede betalingstransaktion og, hvor det er relevant, fører den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gældende, hvis den uautoriserede betalingstransaktion ikke var blevet gennemført. Herved skal det også sikres, at valørdatoen for kreditering af betalerens betalingskonto ikke ligger senere end den dato, hvor beløbet blev debiteret. 1.  Medlemsstaterne sikrer, at betalerens betalingstjenesteudbyder med forbehold for artikel 63 i tilfælde af en uautoriseret betalingstransaktion tilbagebetaler betaleren beløbet for den uautoriserede betalingstransaktion senest 24 timer efter, at vedkommende har konstateret eller er blevet underrettet om transaktionen, og, hvor det er relevant, fører den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gældende, hvis den uautoriserede betalingstransaktion ikke var blevet gennemført. Herved skal det også sikres, at valørdatoen for kreditering af betalerens betalingskonto ikke ligger senere end den dato, hvor beløbet blev debiteret. Ændring 137 Forslag til direktiv Artikel 65 – stk. 2 2.  Hvis en tredjemandsbetalingstjenesteudbyder er involveret, tilbagebetaler den kontoførende betalingstjenesteudbyder beløbet for den uautoriserede betalingstransaktion og, hvor det er relevant, fører den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gældende, hvis den uautoriserede betalingstransaktion ikke var blevet gennemført. Det kan være fastsat, at tredjemandsbetalingstjenesteudbyderen skal yde finansiel kompensation til den kontoførende betalingstjenesteudbyder. 2.  Hvis en tredjemandsbetalingstjenesteudbyder er involveret, tilbagebetaler den kontoførende betalingstjenesteudbyder beløbet for den uautoriserede betalingstransaktion og, hvor det er relevant, fører den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gældende, hvis den uautoriserede betalingstransaktion ikke var blevet gennemført. Hvis tredjemandsbetalingstjenesteudbyderen ikke kan bevise, at den ikke er ansvarlig for den uautoriserede transaktion, skal den inden for én arbejdsdag yde passende kompensation til den kontoførende betalingstjenesteudbyder og betale de omkostninger, der er opstået som følge af tilbagebetalingen til betaleren, herunder beløbet for den uautoriserede betalingstransaktion. Ændring 138 Forslag til direktiv Artikel 66 – stk. 1 – afsnit 1 1.  Uanset artikel 65 kan betaleren forpligtes til at dække tab i forbindelse med enhver uautoriseret betalingstransaktion op til højst 50 EUR, der skyldes brug af et tabt eller stjålet betalingsinstrument eller uberettiget tilegnelse af et betalingsinstrument. 1.  Uanset artikel 65 kan betaleren forpligtes til at dække tab i forbindelse med enhver uautoriseret betalingstransaktion op til højst 50 EUR eller et tilsvarende beløb i en anden national valuta, der skyldes brug af et tabt eller stjålet betalingsinstrument eller uberettiget tilegnelse af et betalingsinstrument. Dette gælder ikke, hvis brugen af det tabte eller stjålne betalingsinstrument eller den uberettigede tilegnelse af betalingsinstrumentet ikke kunne opdages af betaleren forud for betalingen. Ændring 139 Forslag til direktiv Artikel 66 – stk. 2 a (nyt) 2a.  EBA udsteder i tæt samarbejde med ECBog efter at have hørt det rådgivende panel omhandlet i artikel 5, stk. 3a, retningslinjer for betalingstjenesteudbydere i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 om fortolkningen og den praktiske anvendelse af begrebet "grov forsømmelse" i denne forbindelse. Disse retningslinjer udstedes senest [insert date – twelve months of the date of entry into force of this Directive] og opdateres løbende. Ændring 140 Forslag til direktiv Artikel 66 – stk. 2 b (nyt) 2b.  I de tilfælde, hvor betaleren ikke har optrådt svigagtigt eller med forsæt har undladt at opfylde sine forpligtelser i henhold til artikel 61, kan medlemsstaterne begrænse det i stk. 1 omhandlede ansvar under hensyntagen til navnlig arten af betalingsinstrumentets personaliserede sikkerhedsfeatures og de omstændigheder, under hvilke det blev tabt, stjålet eller uberettiget tilegnet. Ændring 141 Forslag til direktiv Artikel 66 – stk. 2 c (nyt) 2c.  Betaleren skal ikke dække økonomiske følger af brug af et tabt, stjålet eller uberettiget tilegnet betalingsinstrument, hvis den uautoriserede betaling var mulig på grund af en kendt svigagtig metode eller et sikkerhedsbrud, som allerede har været kendt og dokumenteret, og hvis betalingstjenesteudbyderen ikke har truffet sikkerhedsforanstaltninger, som effektivt kan blokere yderligere og tilsvarende angreb, undtagen hvis betaleren selv har handlet svigagtigt. Ændring 142 Forslag til direktiv Artikel 67 – stk. 1 – afsnit 2 På betalingstjenesteudbyderens anmodning bærer betaleren bevisbyrden for, at sådanne betingelser er opfyldt. På betalingstjenesteudbyderens anmodning skal betaleren give faktuelle oplysninger om sådanne betingelser. Ændring 143 Forslag til direktiv Artikel 67 – stk. 1 – afsnit 3 Tilbagebetalingen skal udgøre det fulde beløb for den gennemførte betalingstransaktion. Dette indebærer også, at valørdatoen for kreditering af betalerens betalingskonto ikke ligger senere end den dato, hvor beløbet blev debiteret. udgår Ændring 144 Forslag til direktiv Artikel 67 – stk. 1 – afsnit 4 Ved direkte debiteringer har betaleren en ubetinget ret til tilbagebetaling inden for de frister, der er fastsat i artikel 68, undtagen hvis betalingsmodtageren allerede har opfyldt sine aftalemæssige forpligtelser og tjenesterne allerede er blevet modtaget eller varerne allerede er blevet forbrugt af betaleren. På betalingstjenesteudbyderens anmodning bærer betalingsmodtageren bevisbyrden for, at de i tredje afsnit omhandlede betingelser er opfyldt. Medlemsstaterne sikrer, at betaleren udover den ret, der er omhandlet i stk. 1, ved direkte debiteringer har en ubetinget ret til tilbagebetaling inden for de frister, der er fastsat i artikel 68. Ændring 145 Forslag til direktiv Artikel 67 – stk. 3 a (nyt) 3a.  Tilbagebetalingen skal udgøre det fulde beløb for den gennemførte betalingstransaktion. Valørdatoen for kreditering af betalerens betalingskonto må ikke ligge senere end den dato, hvor beløbet blev debiteret. Selve tilbagebetalingen af en betalingstransaktion ændrer ikke på betalingsmodtagerens underliggende retskrav. Ændring 146 Forslag til direktiv Artikel 67 – stk. 3 b (nyt) 3b.  Medlemsstaterne kan tillade betalingstjenesteudbydere at tilbyde mere gunstige vilkår i forbindelse med retten til tilbagebetaling i henhold til deres ordninger for direkte debitering, hvis de er mere fordelagtige for betaleren. Ændring 147 Forslag til direktiv Artikel 67 a (ny) Artikel 67a Betalingstransaktioner, for hvilke beløbet ikke er kendt på forhånd 1.  I tilfælde af betalingstransaktioner, for hvilke beløbet ikke er kendt på indkøbstidspunktet, fastsætter medlemsstaterne et rimeligt maksimumsbeløb for midler, der kan blokeres på betalerens betalingskonto, og en maksimumsfrist for, hvor længe disse midler kan blokeres af betalingsmodtageren. 2.  Betalingsmodtageren har pligt til at oplyse betaleren inden betalingstransaktionen, hvis midler, der overstiger prisen for indkøbet, vil blive blokeret på betalerens konto. 3.  Hvis midler, der overstiger indkøbsbeløbet, er blokeret på betalerens betalingskonto, oplyser betalingstjenesteudbyderen betaleren herom i form af en kontoudskrift. Ændring 148 Forslag til direktiv Artikel 68 – stk. 1 1.  Medlemsstaterne sikrer, at betaleren inden for en periode på otte uger efter den dato, hvor midlerne blev debiteret, kan anmode om tilbagebetaling i henhold til artikel 67 af en autoriseret betalingstransaktion initieret af eller via en betalingsmodtager. 1.  Medlemsstaterne sikrer, at betaleren inden for en periode på mindst otte uger efter den dato, hvor midlerne blev debiteret, kan anmode om tilbagebetaling i henhold til artikel 67 af en autoriseret betalingstransaktion initieret af eller via en betalingsmodtager. Ændring 149 Forslag til direktiv Artikel 69 – stk. 1 1.  Medlemsstaterne sikrer, at modtagelsestidspunktet er det tidspunkt, hvor en betalingsordre, der er initieret direkte af betaleren eller på dennes vegne af en tredjemandsbetalingstjenesteudbyder eller indirekte af eller via en betalingsmodtager, modtages af betalerens betalingstjenesteudbyder. Hvis modtagelsestidspunktet ikke er en arbejdsdag for betalerens betalingstjenesteudbyder, anses betalingsordren for at være modtaget den følgende arbejdsdag. Betalingstjenesteudbyderen kan fastsætte et seneste tidspunkt (cut-off-tidspunkt), der ligger tæt på slutningen af en arbejdsdag, efter hvilket alle modtagne betalingsordrer anses for at være modtaget den følgende arbejdsdag. 1.  Medlemsstaterne sikrer, at modtagelsestidspunktet er det tidspunkt, hvor en betalingsordre, der er initieret direkte af betaleren eller på dennes vegne af en tredjemandsbetalingstjenesteudbyder eller indirekte af eller via en betalingsmodtager, modtages af betalerens betalingstjenesteudbyder. Modtagelsestidspunktet må ikke være senere end tidspunktet for debiteringen af betalerens konto. Hvis modtagelsestidspunktet ikke er en arbejdsdag for betalerens betalingstjenesteudbyder, anses betalingsordren for at være modtaget den følgende arbejdsdag. Betalingstjenesteudbyderen kan fastsætte et seneste tidspunkt (cut-off-tidspunkt), der ligger tæt på slutningen af en arbejdsdag, efter hvilket alle modtagne betalingsordrer anses for at være modtaget den følgende arbejdsdag. Ændring 150 Forslag til direktiv Artikel 70 – stk. 1 – afsnit 1 1.  Hvis en betalingstjenesteudbyder afviser at gennemføre en betalingsordre, skal betalingstjenestebrugeren underrettes om afvisningen og om muligt om grundene hertil samt proceduren for rettelse af eventuelle faktuelle fejl, der har ført til afvisningen, medmindre det er forbudt i henhold til anden relevant EU-lovgivning eller national lovgivning. 1.  Hvis en betalingstjenesteudbyder, herunder i givet fald tredjemandsbetalingstjenesteudbyderen, afviser at gennemføre en betalingsordre eller at initiere en betalingstransaktion, skal betalingstjenestebrugeren underrettes om afvisningen og om muligt om grundene hertil samt proceduren for rettelse af eventuelle faktuelle fejl, der har ført til afvisningen, medmindre det er forbudt i henhold til anden relevant EU-lovgivning eller national lovgivning. Ændring 151 Forslag til direktiv Artikel 70 – stk. 1 – afsnit 3 Rammeaftalen kan indeholde en bestemmelse om, at betalingstjenesteudbyderen kan kræve betaling for denne underretning, hvis afvisningen er objektivt begrundet. Betalingstjenesteudbyderen må ikke afkræve brugeren betaling for denne underretning. Ændring 152 Forslag til direktiv Artikel 73 – stk. 2 2.  Denne afdeling finder anvendelse på andre betalingstransaktioner, medmindre andet er aftalt mellem betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen, jf. dog artikel 78, som ikke kan fraviges af parterne ved aftale. Når betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen aftaler en længere frist end dem, der er fastsat i artikel 74, for betalingstransaktioner inden for Unionen, må denne frist dog højst være fire arbejdsdage efter modtagelsestidspunktet i overensstemmelse med artikel 69. 2.  Denne afdeling finder anvendelse på andre betalingstransaktioner, medmindre andet er aftalt mellem betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen, jf. dog artikel 78, som ikke kan fraviges af parterne ved aftale. Når betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen aftaler en længere frist end dem, der er fastsat i artikel 74, for betalingstransaktioner inden for Unionen, må denne frist dog højst være fire arbejdsdage, eller det tidsrum, som er tilladt i henhold til andre retlige forpligtelser, der er omfattet af national lovgivning eller EU-lovgivning, efter modtagelsestidspunktet i overensstemmelse med artikel 69. Ændring 153 Forslag til direktiv Artikel 74 – stk. 1 1.  Medlemsstaterne kræver, at betalerens betalingstjenesteudbyder sikrer, at betalingstransaktionsbeløbet efter modtagelsestidspunktet i henhold til artikel 69 senest ved afslutningen af den følgende arbejdsdag krediteres betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyders konto. Disse frister kan forlænges med endnu en arbejdsdag for papirbaserede betalingstransaktioner. 1.  Medlemsstaterne kræver, at betalerens betalingstjenesteudbyder sikrer, at betalingstransaktionsbeløbet efter modtagelsestidspunktet i henhold til artikel 69 senest ved afslutningen af den følgende arbejdsdag krediteres betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyders konto. Denne frist kan forlænges med endnu en arbejdsdag for papirbaserede betalingstransaktioner. Ændring 154 Forslag til direktiv Artikel 79 – stk. 5 a (nyt) 5a.  Medlemsstaterne sikrer, at såfremt et forsøg på at inddrive midlerne i overensstemmelse med stk. 3 slår fejl, er den ukorrekt identificerede betalingsmodtagers betalingstjenesteudbyder forpligtet til at stille alle de oplysninger til rådighed for betaleren, der er nødvendige for at tage kontakt til modtageren af midlerne og om nødvendigt indgive søgsmål med henblik på inddrivelse heraf. Ændring 155 Forslag til direktiv Artikel 80 – stk. 1 – afsnit 3 Hvis betalerens betalingstjenesteudbyder eller en tredjemandsbetalingstjenesteudbyder har ansvaret i henhold til første eller andet afsnit, skal den relevante betalingstjenesteudbyder uden unødig forsinkelse godtgøre betaleren det manglende eller mangelfuldt betalte beløb og, hvor det er relevant, føre den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gældende, hvis den mangelfulde betalingstransaktion ikke var blevet gennemført. Valørdatoen for kreditering af betalerens betalingskonto må ikke ligge senere end den dato, hvor beløbet blev debiteret. Hvis betalerens betalingstjenesteudbyder eller en tredjemandsbetalingstjenesteudbyder har ansvaret i henhold til første eller andet afsnit, skal den relevante betalingstjenesteudbyder uden unødig forsinkelse godtgøre betaleren det manglende eller mangelfuldt betalte beløb og, hvor det er relevant, føre den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gældende, hvis den mangelfulde betalingstransaktion ikke var blevet gennemført. Valørdatoen for kreditering af betalerens betalingskonto må ikke ligge senere end den dato, hvor beløbet blev debiteret. Såfremt dette ikke længere er teknisk muligt, modtager betaleren også erstatning for rentetab. Ændring 156 Forslag til direktiv Artikel 80 – stk. 1 – afsnit 6 Ved en manglende eller mangelfuldt gennemført betalingstransaktion, hvor betalingsordren initieres af betaleren, skal betalingstjenesteudbyderen, uanset hvem der har ansvaret ifølge dette stykke, efter anmodning øjeblikkeligt forsøge at spore betalingstransaktionen og orientere betaleren om resultatet. Dette er vederlagsfrit for betaleren. Ved en manglende eller mangelfuldt gennemført betalingstransaktion, hvor betalingsordren initieres af betaleren, skal dennes betalingstjenesteudbyder, uanset hvem der har ansvaret ifølge dette stykke, efter anmodning øjeblikkeligt forsøge at spore betalingstransaktionen og orientere betaleren om resultatet. Dette er vederlagsfrit for betaleren. Ændring 157 Forslag til direktiv Artikel 80 – stk. 2 – afsnit 1 2.  Hvis en betalingsordre initieres af eller via betalingsmodtageren, har betalingstjenesteudbyderen uanset artikel 63, artikel 79, stk. 2 og 3, og artikel 83 ansvaret over for betalingsmodtageren for den korrekte fremsendelse af betalingsordren til betalerens betalingstjenesteudbyder i overensstemmelse med artikel 74, stk. 3. Hvis betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder har ansvaret i henhold til dette afsnit, skal denne øjeblikkelig videresende den pågældende betalingsordre til betalerens betalingstjenesteudbyder. Ved forsinket fremsendelse af betalingsordren skal beløbet have valørdato på betalingsmodtagerens betalingskonto senest den dato, beløbet skulle have haft valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt. 2.  Hvis en betalingsordre initieres af eller via betalingsmodtageren, har betalingstjenesteudbyderen uanset artikel 63, artikel 79, stk. 2 og 3, og artikel 83 ansvaret over for betalingsmodtageren for den korrekte fremsendelse af betalingsordren til betalerens betalingstjenesteudbyder i overensstemmelse med artikel 74, stk. 3. Hvis betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder har ansvaret i henhold til dette afsnit, skal denne øjeblikkelig videresende den pågældende betalingsordre til betalerens betalingstjenesteudbyder. Ved forsinket fremsendelse af betalingsordren skal beløbet have valørdato på betalingsmodtagerens betalingskonto senest den dato, beløbet skulle have haft valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt. Såfremt dette ikke længere er teknisk muligt, modtager betaleren også erstatning for rentetab. Ændring 158 Forslag til direktiv Artikel 80 – stk. 2 – afsnit 2 Derudover har betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder uanset artikel 63, artikel 79, stk. 2 og 3, og artikel 83 ansvaret over for betalingsmodtageren for at behandle betalingstransaktionen i overensstemmelse med sine forpligtelser i henhold til artikel 78. Hvis betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder har ansvaret i henhold til dette afsnit, skal vedkommende sikre, at betalingstransaktionsbeløbet er til rådighed for betalingsmodtageren, straks efter at beløbet er krediteret betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyders konto. Beløbet må ikke have valørdato på betalingsmodtagerens betalingskonto senere end den dato, hvor beløbet skulle have haft valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt. Derudover har betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder uanset artikel 63, artikel 79, stk. 2 og 3, og artikel 83 ansvaret over for betalingsmodtageren for at behandle betalingstransaktionen i overensstemmelse med sine forpligtelser i henhold til artikel 78. Hvis betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder har ansvaret i henhold til dette afsnit, skal vedkommende sikre, at betalingstransaktionsbeløbet er til rådighed for betalingsmodtageren, straks efter at beløbet er krediteret betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyders konto. Beløbet må ikke have valørdato på betalingsmodtagerens betalingskonto senere end den dato, hvor beløbet skulle have haft valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt. Såfremt dette ikke længere er teknisk muligt, modtager betaleren også erstatning for rentetab. Ændring 159 Forslag til direktiv Artikel 80 – stk. 2 – afsnit 3 Ved en manglende eller mangelfuldt gennemført betalingstransaktion, som betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder ikke har ansvaret for i henhold til første og andet afsnit, har betalerens betalingstjenesteudbyder ansvaret over for betaleren. Hvis betalerens betalingstjenesteudbyder således har ansvaret, skal denne om nødvendigt og uden unødig forsinkelse godtgøre betaleren det manglende eller mangelfuldt betalte betalingstransaktionsbeløb og føre den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gældende, hvis den mangelfulde betalingstransaktion ikke var blevet gennemført. Valørdatoen for kreditering af betalerens betalingskonto må ikke ligge senere end den dato, hvor beløbet blev debiteret. Ved en manglende eller mangelfuldt gennemført betalingstransaktion, som betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder ikke har ansvaret for i henhold til første og andet afsnit, har betalerens betalingstjenesteudbyder ansvaret over for betaleren. Hvis betalerens betalingstjenesteudbyder således har ansvaret, skal denne om nødvendigt og uden unødig forsinkelse godtgøre betaleren det manglende eller mangelfuldt betalte betalingstransaktionsbeløb og føre den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gældende, hvis den mangelfulde betalingstransaktion ikke var blevet gennemført. Valørdatoen for kreditering af betalerens betalingskonto må ikke ligge senere end den dato, hvor beløbet blev debiteret. Såfremt dette ikke længere er teknisk muligt, modtager betaleren også erstatning for rentetab. Ændring 160 Forslag til direktiv Artikel 80 – stk. 2 – afsnit 4 Ved forsinket gennemførelse af betalingstransaktionen kan betaleren beslutte, at beløbet får valørdato på betalingsmodtagerens betalingskonto senest den dato, beløbet skulle have haft valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt. Ved forsinket gennemførelse af betalingstransaktionen kan betaleren beslutte, at beløbet får valørdato på betalingsmodtagerens betalingskonto senest den dato, beløbet skulle have haft valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt. Såfremt dette ikke længere er teknisk muligt, modtager betaleren også erstatning for rentetab. Ændring 161 Forslag til direktiv Artikel 82 – stk. 1 1.  Hvis en betalingstjenesteudbyders ansvar i henhold til artikel 80 kan tilskrives en anden betalingstjenesteudbyder eller en mellemmand, skal denne betalingstjenesteudbyder eller mellemmand holde den første betalingstjenesteudbyder skadesløs for ethvert tab eller beløb betalt i henhold til artikel 80. Dette omfatter godtgørelse, hvis en betalingstjenesteudbyder undlader at anvende stærk kundeautentifikation. 1.  Hvis en betalingstjenesteudbyders ansvar i henhold til artikel 65 og artikel 80 kan tilskrives en anden betalingstjenesteudbyder eller en mellemmand, skal denne betalingstjenesteudbyder eller mellemmand holde den første betalingstjenesteudbyder skadesløs for ethvert tab eller beløb betalt i henhold til artikel 65 og artikel 80. Dette omfatter godtgørelse, hvis en betalingstjenesteudbyder undlader at anvende stærk kundeautentifikation. Ændring 162 Forslag til direktiv Artikel 82 – stk. 2 a (nyt) 2a.  EBA skal have bemyndigelse til at indlede og fremme bindende mægling til bilæggelse af tvister mellem kompetente myndigheder med henblik på udøvelse af de rettigheder, der er fastsat i denne artikel. Ændring 163 Forslag til direktiv Artikel 84 – stk. 1 Behandling af personoplysninger som følge af dette direktiv skal udføres i overensstemmelse med direktiv 95/46/EF, de nationale bestemmelser til gennemførelse af direktiv 95/46/EF og forordning (EF) nr. 45/2001. 1.  Medlemsstaterne tillader, at betalingssystemer og udbydere af betalingstjenester behandler personoplysninger, når det er nødvendigt at hensyn til forebyggelse, undersøgelse og afsløring af betalingssvig. Behandling af sådanne personoplysninger skal udføres i overensstemmelse med direktiv 95/46/EF, de nationale bestemmelser til gennemførelse af direktiv 95/46/EF og forordning (EF) nr. 45/2001. Ændring 164 Forslag til direktiv Artikel 84 – stk. 1 a (nyt) 1a.  Behandling af personoplysninger som følge af dette direktiv skal ske i overensstemmelse med principperne om nødvendighed, proportionalitet, formålsbegrænsning og en rimelig dataopbevaringsperiode. Ændring 165 Forslag til direktiv Artikel 84 – stk. 1 b (nyt) 1b.  Især gælder det, at en udbyder, aktør eller bruger, der behandler personoplysninger, kun bør tilgå, behandle og opbevare de personoplysninger, der er nødvendige for udførelsen af den pågældendes betalingstjenester. Ændring 166 Forslag til direktiv Artikel 84 – stk. 1 c (nyt) 1c.  Indbygget databeskyttelse og databeskyttelse gennem indstillinger skal indgå i alle de databehandlingssystemer, der udvikles og bruges som led i dette direktiv. Ændring 167 Forslag til direktiv Artikel 84 – stk. 1 d (nyt) 1d.  De i artikel 5, litra j), omhandlede dokumenter skal bl.a. også fastsætte de foranstaltninger, der er truffet med henblik på at overholde principperne om sikkerhed og fortrolighed og gennemføre principperne om indbygget databeskyttelse og databeskyttelse gennem indstillinger. Ændring 168 Forslag til direktiv Artikel 84 – stk. 1 e (nyt) 1e.  Udvikling af standarder og sikring af interoperabilitet i forbindelse med dette direktiv skal være baseret på en konsekvensanalyse vedrørende beskyttelse af privatlivets fred, som skal gøre det muligt at identificere, hvilke risici der er forbundet med hver af de tilgængelige tekniske muligheder, og hvilke foranstaltninger der kan træffes for at minimere databeskyttelsesrisici. Ændring 169 Forslag til direktiv Artikel 85 – stk. 1 1.  Betalingstjenesteudbydere er underlagt direktiv [NIS Directive] [OP please insert number of Directive once adopted] og navnlig kravene vedrørende risikostyring og anmeldelse af hændelser i artikel 14 og 15 deri. 1.  Betalingstjenesteudbydere fastsætter en ramme med passende afbødende foranstaltninger og kontrolmekanismer til håndtering af de operationelle risici, herunder sikkerhedsmæssige risici, i forbindelse med de betalingstjenester, de leverer. Inden for denne ramme fastsætter og fastholder betalingstjenesteudbyderen en række effektive procedurer til håndtering af hændelser, herunder opdagelse og klassificering af alvorlige hændelser. Ændring 170 Forslag til direktiv Artikel 85 – stk. 2 2.  Den myndighed, der er udpeget efter artikel 6, stk. 1, i direktiv [NIS Directive] [OP please insert number of Directive once adopted], underretter uden unødig forsinkelse den kompetente myndighed i hjemlandet og EBA om de anmeldelser af NIS-hændelser, den har modtaget fra betalingstjenesteudbydere. 2.  Betalingstjenesteudbydere underretter uden unødig forsinkelse den kompetente myndighed i betalingstjenesteudbyderens hjemland om enhver alvorlig operationel hændelse, herunder sikkerhedsproblemer. Ændring 171 Forslag til direktiv Artikel 85 – stk. 2 a (nyt) 2a.  Ved modtagelse af anmeldelsen fremsender den kompetente myndighed i hjemlandet uden unødig forsinkelse de relevante oplysninger fra anmeldelsen af hændelsen til EBA. Ændring 172 Forslag til direktiv Artikel 85 – stk. 3 3.  Ved modtagelse af anmeldelsen, og hvor det er relevant, underretter EBA de kompetente myndigheder i de andre medlemsstater. 3.  Ved modtagelse af anmeldelsen vurderer EBA, i samarbejde med den kompetente myndighed i hjemlandet, hændelsens relevans, og underretter, ud fra denne vurdering, de kompetente myndigheder i de andre medlemsstater. Ændring 173 Forslag til direktiv Artikel 85 – stk. 3 a (nyt) 3a.  Den nationale kompetente myndighed træffer, om nødvendigt, forebyggende foranstaltninger for at beskytte det finansielle systems umiddelbare sikkerhed. Ændring 174 Forslag til direktiv Artikel 85 – stk. 4 4.  Ud over bestemmelserne i artikel 14, stk. 4, i direktiv [NIS Directive] [OP please insert number of Directive once adopted] skal betalingstjenesteudbyderen, hvis sikkerhedshændelsen kan påvirke betalingstjenesteudbyderens betalingstjenestebrugeres økonomiske interesser, uden unødig forsinkelse underrette sine betalingstjenestebrugere om hændelsen og oplyse dem om mulige risikobegrænsningsforanstaltninger, som de kan træffe for at begrænse hændelsens negative følger. 4.  Betalingstjenesteudbyderen skal, hvis sikkerhedshændelsen kan påvirke betalingstjenesteudbyderens betalingstjenestebrugeres økonomiske interesser, uden unødig forsinkelse underrette sine betalingstjenestebrugere om hændelsen og oplyse dem om alle forhåndenværende risikobegrænsningsforanstaltninger, som de kan træffe for at begrænse hændelsens negative følger. Ændring 175 Forslag til direktiv Artikel 85 – stk. 4 a (nyt) 4a.  EBA udvikler i tæt samarbejde med ECB og efter høring af det i artikel 5, stk. 3a, omhandlede rådgivende panel retningslinjer, der fastlægger rammen for anmeldelsen alvorlige hændelser som omtalt i ovennævnte stykker. Retningslinjerne præciserer omfanget af og behandlingen af de oplysninger, der skal indgives, herunder kriterier for hændelsers relevans og standardanmeldelsesmodeller, med henblik på at sikre en konsekvent og effektiv anmeldelsesprocedure. Ændring 176 Forslag til direktiv Artikel 85 – stk. 4 b (nyt) 4b.  Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere løbende stiller data om tilfælde af svig i forbindelse med forskellige betalingsmidler til rådighed for de nationale kompetente myndigheder og EBA. Ændring 177 Forslag til direktiv Artikel 86 – stk. 1 1.  Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere årligt giver den myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv [NIS Directive] [OP please insert number of Directive once adopted], opdaterede oplysninger om vurderingen af de drifts- og sikkerhedsrisici, der er forbundet med de betalingstjenester, de udbyder, og oplysninger om, hvorvidt de iværksatte risikobegrænsningsforanstaltninger og kontrolmekanismer, der skal imødegå disse risici, er tilstrækkelige. Den myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv [NIS Directive] [OP please insert number of Directive once adopted], sender uden unødig forsinkelse en kopi af disse oplysninger til den kompetente myndighed i hjemlandet. 1.  Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere årligt giver den kompetente myndighed opdaterede og omfattende oplysninger om vurderingen af de drifts- og sikkerhedsrisici, der er forbundet med de betalingstjenester, de udbyder, og oplysninger om, hvorvidt de iværksatte risikobegrænsningsforanstaltninger og kontrolmekanismer, der skal imødegå disse risici, er tilstrækkelige. Ændring 178 Forslag til direktiv Artikel 86 – stk. 2 2.  Uden at dette berører artikel 14 og 15 i direktiv [NIS Directive] [OP please insert number of Directive once adopted], udarbejder EBA i tæt samarbejde med ECB retningslinjer med hensyn til oprettelsen, gennemførelsen og overvågningen af sikkerhedsforanstaltningerne, herunder certificeringsprocesserne, når det er relevant. EBA tager bl.a. hensyn til de standarder og/eller specifikationer, Kommissionen offentliggør i henhold til artikel 16, stk. 2, i direktiv [NIS Directive] [OP please insert number of Directive once adopted]. 2.  EBA udarbejder i tæt samarbejde med ECB gennemførelsesmæssige tekniske standarder med hensyn til oprettelsen, gennemførelsen og overvågningen af sikkerhedsforanstaltningerne, herunder certificeringsprocesserne, når det er relevant. EBA tager bl.a. hensyn til de standarder og/eller specifikationer, Kommissionen offentliggør, samt til ECB's Eurosystems anbefalinger til sikkerhed ved internetbetalinger under "SecuRePay Forum". EBA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den … Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1093/2010. Ændring 179 Forslag til direktiv Artikel 86 – stk. 3 3.  EBA gennemgår i tæt samarbejde med ECB retningslinjerne løbende, dog mindst hvert andet år. 3.  EBA gennemgår i tæt samarbejde med ECB de gennemførelsesmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i stk. 2, løbende, dog mindst hvert andet år. Ændring 180 Forslag til direktiv Artikel 86 – stk. 4 4.  Uden at dette berører artikel 14 og 15 i direktiv [NIS Directive] [OP please insert number of Directive once adopted], udsteder EBA retningslinjer, der skal gøre det nemmere for betalingstjenesteudbyderne at bestemme alvorlige hændelser og de forhold, under hvilke et betalingsinstitut skal indberette en sikkerhedshændelse. Disse retningslinjer udstedes senest (insert date - two years of the date of entry into force of this Directive). 4.  EBA koordinerer udvekslingen af oplysninger inden for operationelle risici og sikkerhedsmæssige risici i forbindelse med betalingstjenester med de kompetente myndigheder og ECB. Ændring 181 Forslag til direktiv Artikel 87 – stk. 2 2.  Hvis en betalingstjenesteudbyder udbyder tjenester omhandlet i punkt 7 i bilag I, skal denne autentificere sig selv over for kontoindehaverens kontoførende betalingstjenesteudbyder. 2.  Hvis en betalingstjenesteudbyder udbyder tjenester omhandlet i punkt 7 i bilag I, skal denne autentificere sig selv over for kontoindehaverens kontoførende betalingstjenesteudbyder i overensstemmelse med de fælles og sikre åbne kommunikationsstandarder, der er fastlagt i artikel 94a. Ændring 182 Forslag til direktiv Artikel 87 – stk. 3 3.  EBA udsteder i tæt samarbejde med ECB retningslinjer til betalingstjenesteudbydere jf. artikel 1, stk. 1, i dette direktiv, i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 om den mest avancerede kundeautentifikation og enhver undtagelse fra brugen af stærk kundeautentifikation. Disse retningslinjer udstedes senest (insert date - two years of the date of entry into force of this Directive) og opdateres løbende. 3.  EBA udsteder i tæt samarbejde med ECB og efter at have hørt EDPS og det rådgivende panel, som er omhandlet i artikel 5, stk. 3a, retningslinjer til betalingstjenesteudbydere jf. artikel 1, stk. 1, i dette direktiv, i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 om, hvordan tredjemandsbetalingstjenesteudbydere skal autentificere sig over for kontoførende betalingstjenesteudbydere, om den mest avancerede kundeautentifikation og om enhver undtagelse fra brugen af stærk kundeautentifikation. Disse retningslinjer træder i kraft inden ...* og opdateres løbende. * Gennemførelsesdatoen for dette direktiv (to år efter datoen for dette direktivs ikrafttræden). Ændring 183 Forslag til direktiv Artikel 88 – stk. 1 1.  Medlemsstaterne sikrer, at der indføres procedurer, som giver betalingstjenestebrugere og andre interesserede parter, herunder forbrugerorganisationer, mulighed for at indgive klager til de kompetente myndigheder i forbindelse med betalingstjenesteudbyderes påståede overtrædelser af dette direktiv. 1.  Medlemsstaterne sikrer, at der indføres procedurer, som giver betalingstjenestebrugere og andre interesserede parter, herunder forbrugerorganisationer, mulighed for at indgive klager til de kompetente myndigheder eller ATB-myndighederne i forbindelse med betalingstjenesteudbyderes påståede overtrædelser af dette direktiv. Ændring 184 Forslag til direktiv Artikel 89 – stk. 1 1.  Medlemsstaterne udpeger kompetente myndigheder, der skal sikre og overvåge, at dette direktiv reelt efterleves. Disse kompetente myndigheder træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre efterlevelsen. De skal være uafhængige af betalingstjenesteudbyderne. De skal være kompetente myndigheder som omhandlet i artikel 4, nr. 2), i forordning (EU) nr. 1039/2010. 1.  Medlemsstaterne udpeger kompetente myndigheder, der skal sikre og overvåge, at dette direktiv reelt efterleves. Disse kompetente myndigheder træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre efterlevelsen. De skal være uafhængige af betalingstjenesteudbyderne. De skal være kompetente myndigheder som omhandlet i artikel 4, nr. 2), i forordning (EU) nr. 1093/2010. Ændring 185 Forslag til direktiv Artikel 89 – stk. 2 2.  De i stk. 1 omhandlede kompetente myndigheder skal have alle de beføjelser, der er nødvendige for, at de kan varetage deres opgaver. Er mere end én kompetent myndighed beføjet til at sikre og overvåge den reelle efterlevelse af dette direktiv, sikrer medlemsstaterne, at disse myndigheder indgår i et tæt samarbejde, så de kan udføre deres respektive opgaver effektivt. 2.  De i stk. 1 omhandlede kompetente myndigheder skal have alle de beføjelser og ressourcer, der er nødvendige for, at de kan varetage deres opgaver. Ændring 186 Forslag til direktiv Artikel 89 – stk. 4 a (nyt) 4a.  EBA udsteder efter høring af ECB retningslinjer til de kompetente myndigheder i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 om de klageprocedurer, der skal tages højde for for at sikre overensstemmelse med de relevante bestemmelser i dette direktiv i henhold til ovenstående stk. 1. Disse retningslinjer udstedes senest den ... * [insert date - two years of the date of entry into force of this Directive] og opdateres løbende. * To år efter datoen for dette direktivs ikrafttræden. Ændring 187 Forslag til direktiv Artikel 90 – stk. 1 1.  Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbyderne indfører tilstrækkelige og effektive procedurer til bilæggelse af forbrugerklager fra betalingstjenestebrugere vedrørende rettigheder og forpligtelser i medfør af dette direktiv. 1.  Medlemsstaterne sikrer og overvåger, at betalingstjenesteudbyderne indfører og anvender tilstrækkelige og effektive procedurer til bilæggelse af forbrugerklager fra betalingstjenestebrugere vedrørende rettigheder og forpligtelser i medfør af dette direktiv og overvåger deres resultater i denne henseende. Ændring 188 Forslag til direktiv Artikel 90 – stk. 2 2.  Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbyderne gør deres yderste for skriftligt at besvare betalingstjenestebrugernes klager, idet alle spørgsmål behandles, inden for en passende tidsramme og senest inden for 15 arbejdsdage. Hvis der foreligger usædvanlige forhold, hvor svaret ikke kan afgives inden for 15 arbejdsdage på grund af omstændigheder, som betalingstjenesteudbyderen ikke har nogen indflydelse på, skal denne sende et foreløbigt svar, der tydeligt angiver årsagerne til den forsinkede besvarelse af klagen og angiver en frist for, hvornår forbrugeren modtager det endelige svar. Fristen må under ingen omstændigheder overstige yderligere 30 arbejdsdage. 2.  Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbyderne gør deres yderste for skriftligt at besvare betalingstjenestebrugernes klager, idet alle spørgsmål behandles, inden for en passende tidsramme og senest inden for 15 arbejdsdage. Hvis der foreligger usædvanlige forhold, hvor svaret ikke kan afgives inden for 15 arbejdsdage på grund af omstændigheder, som betalingstjenesteudbyderen ikke har nogen indflydelse på, skal denne sende et foreløbigt svar, der tydeligt angiver årsagerne til den forsinkede besvarelse af klagen og angiver en frist for, hvornår forbrugeren modtager det endelige svar. Fristen må under ingen omstændigheder overstige yderligere 15 arbejdsdage. Hvis en medlemsstat råder over mere omfattende procedurer til bilæggelse af klager underlagt den nationale kompetente myndighed, kan medlemsstatens bestemmelser finde anvendelse. Ændring 189 Forslag til direktiv Artikel 90 – stk. 4 4.  Oplysningerne i stk. 2 skal være varigt tilgængelige på en nem, direkte og fremtrædende måde på betalingstjenesteudbyderens websted, hvis et sådant findes, i de generelle vilkår og betingelser for aftalen mellem betalingstjenesteudbyderen og betalingstjenestebrugeren samt i fakturaer og kvitteringer vedrørende sådanne aftaler. Det skal angives, hvor yderligere oplysninger om den pågældende enhed for udenretslig erstatning og betingelserne for brug af den er tilgængelige. 4.  Oplysningerne i stk. 3 skal være tilgængelige på en tydelig, forståelig og nem måde på den erhvervsdrivendes websted, hvis et sådant findes, og i givet fald i de generelle vilkår og betingelser for købsaftalen eller tjenesteaftalerne mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren. Ændring 190 Forslag til direktiv Artikel 91 – stk. 1 1.  Medlemsstaterne sikrer, at der i henhold til den relevante nationale lovgivning og EU-lovgivningen oprettes tilstrækkelige og effektive udenretslige klage- og erstatningsprocedurer til bilæggelse af tvister mellem betalingstjenestebrugere og betalingstjenesteudbydere vedrørende rettigheder og forpligtelser i medfør af dette direktiv, og kan med henblik herpå eventuelt gøre brug af eksisterende organer. Medlemsstaterne sikrer, at sådanne procedurer finder anvendelse på betalingstjenesteudbydere, og at de også dækker udpegede repræsentanter. 1.  Medlemsstaterne sikrer, at der i henhold til den relevante nationale lovgivning og EU-lovgivningen oprettes tilstrækkelige, uafhængige, upartiske, gennemsigtige og effektive udenretslige klage- og erstatningsprocedurer til bilæggelse af tvister mellem betalingstjenestebrugere og betalingstjenesteudbydere vedrørende rettigheder og forpligtelser i medfør af dette direktiv, og kan med henblik herpå eventuelt gøre brug af eksisterende kompetente organer. Medlemsstaterne sikrer, at sådanne procedurer finder anvendelse på og er tilgængelige for såvel betalingstjenesteudbydere som betalingstjenestebrugere, og at de også dækker udpegede repræsentanter. Ændring 191 Forslag til direktiv Artikel 91 – stk. 1 a (nyt) 1a.  Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere er knyttet til en eller flere ATB-instanser. Ændring 192 Forslag til direktiv Artikel 91 – stk. 2 2.  Medlemsstaterne pålægger de i stk. 1 omhandlede enheder at samarbejde med henblik på bilæggelse af grænseoverskridende tvister vedrørende rettigheder og forpligtelser i medfør af dette direktiv. 2.  Medlemsstaterne pålægger de i stk. 1 omhandlede enheder at samarbejde med henblik på bilæggelse af grænseoverskridende tvister vedrørende rettigheder og forpligtelser i medfør af dette direktiv. Medlemsstaterne sikrer, at disse enheder har tilstrækkelig kapacitet til at deltage i et sådant grænseoverskridende samarbejde på en tilstrækkelig og effektiv måde. Ændring 193 Forslag til direktiv Artikel 92 – stk. 2 a (nyt) 2а.  EBA udsteder retningslinjer om sanktioner under punkt 2 og sikrer, at de er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning. Ændring 194 Forslag til direktiv Οverskrift 5 DELEGEREDE RETSAKTER DELEGEREDE RETSAKTER OG TEKNISKE STANDARDER Ændring 195 Forslag til direktiv Artikel 93 a (ny) Artikel 93a Tekniske standarder EBA indfører udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, der indeholder betingelserne for at anvende kapitalgrundlagskravene i artikel 7 og 8 og beskyttelseskravene i artikel 9. EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den ... Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010. Ændring 196 Forslag til direktiv Artikel 94 – stk. 5 5.  En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 93 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet eller Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ. 5.  En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 93 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på tre måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet eller Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ. Ændring 197 Forslag til direktiv Artikel 94 a (ny) Artikel 94a Fælles og sikre åbne kommunikationsstandarder 1.  EBA udvikler i tæt samarbejde med ECB og efter at have hørt det rådgivende panel omhandlet i artikel 5, stk. 3a, udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder i form af fælles og sikre åbne kommunikationsstandarder for at fastlægge, hvordan kontoførende betalingstjenesteudbydere og tredjemandsbetalingstjenesteudbydere og tredjemandsbetalingsserviceinstrumentudstedere skal kommunikere med hinanden. EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest ...*. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010. 2.  De fælles og sikre åbne kommunikationsstandarder, som er omhandlet i stk. 1, omfatter tekniske og funktionsmæssige specifikationer for formidling af information og fokuserer på at optimere sikkerheden og effektiviteten af denne kommunikation. 3.  De fælles og sikre åbne kommunikationsstandarder fastlægger navnlig på grundlag af bestemmelserne i artikel 58 og artikel 87, hvordan tredjemandsbetalingstjenesteudbydere skal autentificere sig over for kontoførende betalingstjenesteudbydere, og hvordan kontoførende betalingstjenesteudbydere skal meddele sig til og underrette tredjemandsbetalingstjenesteudbydere. 4.  EBA sikrer i tæt samarbejde med ECB, at de fælles og sikre åbne kommunikationsstandarder udvikles efter tilstrækkelig høring af alle interesserede parter på markedet for betalingstjenester, herunder interesserede parter, der er aktive uden for banksektoren. 5.  Medlemsstaterne sikrer, at de fælles og sikre åbne kommunikationsstandarder bruges af de kontoførende betalingstjenesteudbydere, tredjemandsbetalingstjenesteudbydere og tredjemandsbetalingsudstedere. 6.  De fælles og sikre åbne kommunikationsstandarder gennemgås løbende for at tage højde for innovationer og den tekniske udvikling. 7.  Denne artikel udelukker ikke anvendelse af andre krav som fastsat i dette direktiv. * 12 måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttræden. Ændring 198 Forslag til direktiv Artikel 94 b (ny) Artikel 94b 1.  EBA skal på sit websted offentliggøre en liste over alle certificerede betalingstjenesteudbydere i Unionen. 2.  Denne liste skal henvise til alle certificerede betalingstjenesteudbydere, hvis registrering er blevet ophævet og årsagerne til dette. 3.  Alle betalingsinstitutter offentliggør på deres websteder direkte links til den kompetente myndigheds websted med en liste over alle certificerede betalingstjenesteudbydere. Ændring 199 Forslag til direktiv Artikel 94 c (ny) Artikel 94c Forpligtelse til at informere forbrugere om deres rettigheder 1.  Kommissionen udarbejder senest den ...* efter en offentlig høring om et udkast en brugervenlig elektronisk folder, som klart og let forståeligt anfører forbrugernes rettigheder i henhold til dette direktiv og tilhørende EU-lovgivning. 2.  Folderen som omtalt i stk. 1 stilles til rådighed for alle forbrugere i Unionen og andre interesserede parter på Kommissionens, EBA's og de nationale banktilsynsmyndigheders websteder og skal være nem at downloade og overføre til andre websteder. Kommissionen underretter medlemsstaterne, betalingstjenesteudbyderne og forbrugerorganisationerne om offentliggørelsen af denne folder. 3.  Alle betalingstjenesteudbydere sikrer, at folderen stilles elektronisk til rådighed i originalt format til alle kunder, herunder ikke-kunder, på deres websteder og i papirform i deres filialer, hos deres agenter og enheder, som får udliciteret deres aktiviteter. I disse filialer og hos disse agenter og enheder opslås nedenstående let læselige meddelelse med følgende tekst, således at den er synlig for forbrugerne: "Henvend dig ved disken for et dokument med dine rettigheder som betalingstjenestebruger." Følgende synlige meddelelse skal vises på deres websteder: "Klik her for dine rettigheder som betalingstjenestebruger." Betalingstjenesteudbyderne skal ligeledes sikre, at disse oplysninger til enhver tid er let tilgængelige for kunderne via deres eventuelle onlinekonti. 4.  Folderen udsendes navnlig elektronisk eller i papirformat, når kunden indgår en hvilken som helst kontrakt. Kunder, som er eksisterende kunder på folderens offentliggørelsesdato, underrettes inden for et år om Kommissionens offentliggørelse af folderen. 5.  Alle betalingstjenesteudbydere offentliggør på deres websteder direkte links til den kompetente myndigheds websted med en liste over alle certificerede betalingstjenesteudbydere. 6.  Betalingstjenesteudbydere må ikke afkræve deres kunder gebyr for oplysninger i henhold til denne artikel. 7.  Med hensyn til blinde og synshæmmede finder bestemmelserne i denne artikel anvendelse ved hjælp af hensigtsmæssige alternative midler. * To år efter datoen for dette direktivs ikrafttræden. Ændring 200 Forslag til direktiv Artikel 95 – stk. 2 2.  Hvis en medlemsstat anvender en af mulighederne i stk. 1, underretter den Kommissionen herom og om eventuelle efterfølgende ændringer. Kommissionen offentliggør oplysningerne på et websted eller på en anden let tilgængelig måde. 2.  Hvis en medlemsstat anvender en af mulighederne i stk. 1, underretter den Kommissionen herom og om eventuelle efterfølgende ændringer. Kommissionen offentliggør oplysningerne på et websted eller på en anden let tilgængelig måde og underretter samtidig Parlamentet herom. Ændring 201 Forslag til direktiv Artikel 96 – stk. 1 a (nyt) Inden den ...*, forelægger Kommissionen en rapport, om nødvendigt ledsaget af et lovforslag om virkningerne af at indføre ordninger med tre aftalepartnere under anvendelsesområdet for bestemmelserne vedrørende betalingssystemer, idet navnlig konkurrenceniveauet og markedsandelen af kortordninger må tages i betragtning. * To år efter nærværende direktivs ikrafttrædelsesdato.

(1) Efter vedtagelsen af ændringerne blev sagen henvist til fornyet udvalgsbehandling, jf. forretningsordenens artikel 57, stk. 2, andet afsnit (A7-0169/2014).

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 3. april 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om foranstaltninger vedrørende EU's indre marked for elektronisk kommunikation med henblik på at opnå et netforbundet europæisk område, og om ændring af direktiv 2002/20/EF, 2002/21/EF og 2002/22/EF samt forordning (EF) nr. 1211/2009 og forordning (EU) nr. 531/2012 (COM(2013)0627 – C7-0267/2013 – 2013/0309(COD))

P7_TA(2014)0281 A7-0190/2014

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2013)0627),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget (C7-0267/2013),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til de begrundede udtalelser, som inden for rammerne af protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet er blevet forelagt af det irske Repræsentanternes Hus og det irske Senat, det maltesiske Repræsentanternes Hus, det østrigske Forbundsråd og den svenske Riksdag, om at udkastet til lovgivningsmæssig retsakt ikke overholder nærhedsprincippet,

–  der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 21. januar 2014(1),

–  der henviser til udtalelse fra Regionsudvalget af 31. januar 2014(2),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 55,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelser fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, Regionaludviklingsudvalget, Kultur- og Uddannelsesudvalget, Retsudvalget og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A7-0190/2014),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse for Parlamentet, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet, Kommissionen og de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 3. april 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. .../2014 om foranstaltninger vedrørende EU's Unionens indre marked for elektronisk kommunikation med henblik på at opnå et netforbundet europæisk område, og om ændring af direktiv 2002/20/EF, 2002/21/EF og 2002/22/EF samt, forordning (EF) nr. 1211/2009 og forordning (EU) nr. 531/2012 samt afgørelse nr. 243/2012/EU [Ændring 1]

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(3),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget(4),

efter den almindelige lovgivningsprocedure(5), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Det er nødvendigt, at Europa udnytter alle kilder til vækst for at overvinde krisen, skabe arbejdspladser og genvinde konkurrencedygtigheden. Europa 2020-strategien har til formål at genopbygge væksten og skabe nye arbejdspladser. Desuden er den digitale sfære blevet en del af det offentlige rum, hvor der skabes nye former for grænseoverskridende handel og nye forretningsmuligheder for europæiske virksomheder i den globale digitale økonomi og foregår innovativ markedsudvikling samt social og kulturel interaktion. På sit møde i foråret 2013 understregede Det Europæiske Råd det digitale indre markeds betydning for væksten og efterlyste konkrete foranstaltninger med det formål at etablere et indre marked for informations- og kommunikationsteknologi (ikt) så hurtigt som muligt. I overensstemmelse med målene i Europa 2020-strategien og denne anmodning sigter denne forordning mod at bidrage til at etablere et indre marked for elektronisk kommunikation ved at gennemføre og tilpasse det eksisterende EU-regelsæt for elektronisk kommunikation (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/19/EF(6), 2002/20/EF(7), 2002/21/EF(8), 2002/22/EF(9), 2002/58/EF(10), Kommissionens direktiv 2002/77/EF(11), samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1211/2009(12), (EU) nr. 531/2012(13) og Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 243/2012/EU(14)) i visse henseender og ved at fastlægge det overordnede indhold i, formålet med og tidsplanen for den næste revision af dette regelsæt. [Ændring 2]

(2)  Den digitale dagsorden for Europa, der er et af flagskibsinitiativerne i Europa 2020-strategien, anerkender allerede IKT ikt og netkonnektivitet som et uundværligt grundlag for udviklingen af vores økonomi og samfundet. For at EU Unionen kan høste frugterne af den digitale overgang, er der behov for et dynamisk indre marked for elektronisk kommunikation inden for alle sektorer i hele Europa. Et sådant ægte indre kommunikationsmarked vil blive rygraden i en innovativ og intelligent digital økonomi og en grundpille i det digitale indre marked, hvor onlinetjenester kan udbydes frit på tværs af grænserne inden for en fælles åben, standardiseret og interoperabel ramme. [Ændring 3]

(3)  Friheden til at udbyde elektroniske kommunikationsnet og -tjenester til alle kunder i EU Unionen og alle slutbrugeres brugeres ret til at vælge det bedste tilbud, der findes på markedet, skal sikres gennem et sømløst digitalt indre marked for elektronisk kommunikation, der og må ikke hæmmes af opsplitning af markederne langs landegrænserne. Selv om man må anerkende og tage hensyn til objektivt forskellige forhold i medlemsstaterne, er de eksisterende rammebestemmelser om elektronisk kommunikation er ikke fuldt ud egnet til at takle en sådan opsplitning, der skyldes andre forhold såsom forskelligartet national gennemførelse af den generelle tilladelsesordninger, som fungerer på nationalt snarere end på EU-plan tilladelsesordning, nationale ordninger for tildeling af radiofrekvenser, forskelle i de adgangsprodukter, der er til rådighed for udbyderne af elektronisk kommunikation i forskellige medlemsstater og anvendelse af forskellige sektorspecifikke forbrugerregelsæt. I mange tilfælde udgør EU-reglerne blot en referencemodel, og de bliver ofte gennemført på forskellig vis i de enkelte medlemsstater og anvendelse af forskellige sektorspecifikke forbrugerregelsæt. Mens direktiv 2002/20/EF (tilladelsesdirektivet) eksempelvis begrænser den type oplysninger, der kan stilles krav om, kræver 12 medlemsstater yderligere oplysninger, f.eks. en kategorisering af de tiltænkte typer aktiviteter, aktiviteternes geografiske anvendelsesområde, det marked, aktiviteterne er rettet imod, virksomhedsstruktur, herunder navne på aktionærer og aktionærers aktionærer, certificering i handelskammeret og en straffeattest for virksomhedens repræsentant. Sådanne yderligere krav understreger betydningen af en fast politik fra Kommissionens side, hvad angår traktatbrudsprocedurer. [Ændring 4]

(4)  Et ægte indre marked for elektronisk kommunikation vil fremme konkurrencen, samordningen, investeringerne og, innovationen og mere kapacitet i nye og forbedrede net og tjenester ved at sætte skub i markedsintegrationen og det grænseoverskridende udbud af tjenester og bør begrænse unødvendige lovgivningsmæssige byrder for virksomhederne til et minimum. Det vil således bidrage til, at de ambitiøse mål om højhastighedsbredbånd, der er sat i den digitale dagsorden, bliver nået og tilmed overgået, og vil lette fremkomsten af tjenester og applikationer, som på interoperabel, standardiseret og sikker vis kan benytte åbne data og formater og samtidig sikre, at de er tilgængelige på de samme funktionelle og ikke-funktionelle niveauer i hele Unionen. Det voksende udbud af digitale infrastrukturer og tjenester vil på sin side øge valgmulighederne for forbrugerne, tjenesternes kvalitet og mangfoldigheden på indholdssiden, bidrage til territorial og social sammenhæng og fremme mobiliteten i hele EU Unionen. [Ændring 5]

(4a)  Som det understreges i undersøgelsen fra Europa-Parlamentets Generaldirektorat for Interne Politikker (Temaafdeling B – Struktur- og Samhørighedspolitik) om internettet, den digitale dagsorden og de europæiske regioners økonomiske udvikling (i det følgende benævnt "undersøgelsen"), som blev offentliggjort i 2013, er en gunstig ramme for accept og modtagelse af ikt og udvikling af informationssamfundet i regionerne en vigtig eller endog afgørende faktor, da regionerne er et privilegeret sted for udvikling af efterspørgsel efter ikt. [Ændring 6]

(4b)  Som det fremgår af undersøgelsen, er det regionale niveau relevant med henblik på at identificere mulighederne i informationssamfundet og gennemføre programmer til fremme af udviklingen af det. Det anføres også i undersøgelsen, at samspillet mellem de forskellige forvaltningsniveauer rummer et stort potentiale for vækst. Bottom up- og top down-initiativerne bør kombineres eller i det mindste udvikles sideløbende for at gennemføre målet om at oprette et fælles digitalt marked. [Ændring 7]

(4c)  For at opnå et europæisk indre marked for elektronisk kommunikation og styrke den territoriale og sociale samhørighed bør den i artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1301/2013(15) nævnte investeringsprioritet 2) a) gennemføres med henblik på at forbedre bredbåndsadgang og højhastighedsnet og støtte anvendelse af nye teknologier og netværk inden for den digitale økonomi, og alle europæiske regioner bør sættes i stand til at foretage investeringer på dette område som anført i artikel 4 i samme forordning. [Ændring 8]

(4d)  Investeringerne i den nyeste infrastruktur, som er afgørende for, at folk i Unionen kan udnytte nye innovative tjenester, må ikke begrænses til centrale eller tætbefolkede områder, hvor de med sikkerhed er rentable. Sådanne investeringer skal også udbredes til randområderne og regionerne i den yderste periferi, som er mindre tætbefolkede og mindre udviklede, så disse regioners udviklingsmæssige handicap ikke forværres yderligere. [Ændring 9]

(5)  De fordele, der høstes som resultat af et indre marked for elektronisk kommunikation, bør komme det bredere digitale økosystem til gode, herunder EU's udstyrsfabrikanter, udbydere af indhold og applikationer og software samt den bredere økonomi, herunder f.eks. uddannelses-, bank-, bil-, logistik, detail-, energi-, medicin-, mobilitets- og transportsektorerne, såvel som intelligent styring af nødsituationer og naturkatastrofer, der er afhængige af konnektivitet og bredbånd for at kunne øge deres produktion, kvalitet og udbud til den endelige bruger ved hjælp af f.eks. allestedsnærværende cloud-applikationer, avanceret analyse af den store mængde data fra kommunikationsnetværkene, netforbundet og interoperabelt udstyr og mulighed for integreret udbud af til forskellige dele af virksomheden grænseoverskridende tjenester i en sammenhæng med systeminteroperabilitet baseret på åbne standarder og med åbne data. Borgerne, de offentlige forvaltninger og sundhedssektoren vil også drage fordel af en bredere tilgang til e-forvaltning og e-sundhedstjenester. Udbuddet af kulturelt og uddannelsesmæssigt indhold og kulturelle tjenester og den kulturelle mangfoldighed generelt vil også kunne styrkes på et indre marked for elektronisk kommunikation. Kommunikation via elektroniske kommunikationsnet og -tjenester er så vigtigt for den bredere økonomi og, samfundet og fremtidens "smart cities", at uberettigede sektorspecifikke byrder, såvel reguleringsmæssige som andre byrder, bør undgås.  [Ændring 10]

(6)  Denne forordning sigter mod at få at tage yderligere skridt i retning mod fuldførelsen af det indre marked for elektronisk kommunikation fuldt på plads ved hjælp af foranstaltninger på tre brede, indbyrdes sammenhængende akser. For det første skal den sikre bekræfte friheden til at udbyde elektroniske kommunikationstjenester på tværs af grænser og net i forskellige medlemsstater på baggrund af princippet om en fælles EU-tilladelse, der skal danne grundlag for en langt højere grad af ensartethed og forudsigelighed i indholdet og gennemførelsen af sektorspecifik lovgivning i hele EU ved at harmonisere og forenkle anvendelsen af den generelle tilladelsesordning. For det andet er det nødvendigt at at sikre adgang til ressourcer, der er afgørende for udbud af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, på langt mere ensartede betingelser, ikke kun hvad angår behandle betingelserne og procedurerne for tildeling af frekvenstilladelser til trådløs bredbåndskommunikation, hvor både tilladelseskrævende og for anvendelse af tilladelsesfri radiofrekvenser er af yderste vigtighed, men også hvad angår fastnetkonnektivitet.

For det tredje skal forordningen sikre en indbyrdes tilnærmelse af forretningsvilkårene og opbygge forbrugernes tillid til den digitale verden ved at harmonisere behandle reglerne om beskyttelse af slutbrugerne brugerne, især forbrugerne. Ud over regler om adgang til onlineindhold, applikationer og tjenester er der brug for regler om ikkediskrimination, kontraktrelateret information, opsigelse af kontrakter og skift af udbyder, Det drejer sig bl.a. om regler for ikkediskrimination, kontraktrelateret information, opsigelse af kontrakter og udbyderskift i tilgift til regler for adgang til onlineindhold, applikationer og tjenester, trafikstyring samt delte, fælles standarder for beskyttelse af slutbrugeres privatliv samt databeskyttelse og -sikkerhed, der ikke blot beskytter forbrugerne, men samtidig sikrer, at internettet internetøkosystemet forsat kan fungere som en drivkraft for innovation. Desuden skal yderligere reformer på roamingområdet indgyde slutbrugerne brugerne tillid, så de forbliver opkoblede, når de rejser i EU, og efterhånden bør reformerne medføre konvergerende priser og vilkår i EU Unionen, uden at risikere ekstra udgifter ud over de takster, som de betaler i den medlemsstat, hvor deres kontrakt er blevet indgået. [Ændring 11]

(7)  Denne forordning skal derfor supplere det eksisterende EU-regelsæt samt gældende national lovgivning, der er vedtaget i overensstemmelse med EU-lovgivningen; forordningen bør således fastlægge ved at indføre visse målrettede foranstaltninger, der fastlægger specifikke rettigheder og forpligtelser både for udbydere af elektronisk kommunikation og for slutbrugere brugere ved at indføre væsentlige ændringer i de eksisterende direktiver og forordning (EU) nr. 531/2012, der har til formål at sikre en højere grad af konvergens, samt væsentlige ændringer, der er i overensstemmelse med et indre marked med mere konkurrence. [Ændring 12]

(8)  De foranstaltninger, der opstilles i denne forordning, respekterer princippet om teknologisk neutralitet, hvilket vil sige, at de hverken pålægger eller diskriminerer til fordel for anvendelse af en speciel teknologi.

(9)  Udbud af elektronisk kommunikation på tværs af grænserne er stadig forbundet med større byrder end de tjenester, der holder sig inden for de nationale grænser. Navnlig skal udbydere af grænseoverskridende tjenester anmelde sig og betale gebyrer i hver enkelt værtsmedlemsstat. Indehavere af en fælles EU-tilladelse bør være underlagt et fælles anmeldelsessystem i den medlemsstat, hvor virksomheden har sit hovedsæde (hjemlandet), hvilket vil mindske den administrative byrde for operatører af grænseoverskridende tjenester. Den fælles EU-tilladelse skal gælde for enhver virksomhed, der udbyder eller har til hensigt En vis grad af harmonisering af den generelle tilladelse, som involverer Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) som modtager af anmeldelser, bør yderligere sikre, at friheden til at udbyde elektroniske kommunikationstjenester i mere end én medlemsstat for at sikre, at udbydere af elektronisk kommunikation er berettigede til at nyde godt af de rettigheder, der er forbundet med friheden til at udbyde elektroniske kommunikationstjenester og -net i alle medlemsstater i overensstemmelse med denne forordning.

En fælles EU-tilladelse, der fastlægger den lovgivningsmæssige ramme for udbydere af elektronisk kommunikation, som udbyder tjenester på tværs af medlemsstaterne på grundlag af en generel tilladelse i hjemlandet, bør sikre reel frihed til at udbyde elektroniske kommunikationstjenester og –net i hele EU. hele Unionen fungerer i praksis. Desuden er det ikke obligatorisk at indgive anmeldelse for at kunne anvende den generelle tilladelsesordning, og ikke alle medlemsstater stiller krav herom. Eftersom et krav om anmeldelse pålægger udbyderen en administrativ byrde, bør medlemsstater, der kræver anmeldelse, i overensstemmelse med Unionens politik om at fjerne unødvendige lovgivningsmæssige byrder påvise, at det er berettiget. Kommissionen bør pålægges at evaluere sådanne krav og, hvor det er relevant, tillægges beføjelser til at anmode om, at de ophæves. [Ændring 13]

(10)  Udbuddet af grænseoverskridende elektroniske kommunikationstjenester eller -net kan udmønte sig forskelligt afhængigt af en række faktorer såsom hvilken slags net eller tjeneste der udbydes, hvor omfattende en fysisk infrastruktur der er behov for, eller abonnentsgrundlaget i de forskellige medlemsstater. Intentionen om at udbyde elektroniske kommunikationstjenester eller drive et elektronisk kommunikationsnet på tværs af grænserne kan påvises gennem aktiviteter såsom forhandling om aftaler vedrørende adgang til net i en given medlemsstat eller markedsføring via et netsted på målmedlemsstatens sprog. [Ændring 14]

(11)  Uanset hvordan en udbyder vælger at drive elektroniske kommunikationsnet eller udbyde elektroniske kommunikationstjenester på tværs af grænserne, skal den reguleringsordning, der gælder for europæiske udbydere af elektronisk kommunikation, være neutral i forhold til de forretningsmæssige valg, der ligger til grund for, hvordan funktionerne og aktiviteterne tilrettelægges i de forskellige medlemsstater. Derfor skal en europæisk elektronisk kommunikationsudbyders hjemland anses for at være den medlemsstat, hvor de strategiske beslutninger vedrørende udbud af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester bliver truffet, uanset hvilken struktur virksomheden måtte have. [Ændring 15]

(12)  Den fælles EU-tilladelse skal baseres på en generel tilladelse i hjemlandet. Den bør ikke omfatte vilkår, som allerede gælder i medfør af anden eksisterende national lovgivning, der ikke udelukkende vedrører sektoren for elektronisk kommunikation. Desuden skal bestemmelserne i denne forordning og forordning (EU) nr. 531/2012 også gælde for europæiske udbydere af elektronisk kommunikation. [Ændring 16]

(13)  De fleste sektorspecifikke betingelser, f.eks. vedrørende adgang til net samt nettenes sikkerhed og integritet eller adgang til alarmtjenester, hænger i høj grad sammen med det sted, hvor det pågældende net er beliggende, eller hvor den pågældende tjenesten leveres. Derfor kan en europæisk udbyder af elektronisk kommunikation være underlagt betingelser, der gælder i de medlemsstater, hvor de driver virksomhed, i den udstrækning denne forordning ikke fastsætter andet. [Ændring 17]

(14)  I tilfælde, hvor medlemsstater kræver bidrag til finansieringen af forsyningspligtydelser og til de nationale tilsynsmyndigheders forvaltningsrelaterede omkostninger, skal kriterierne og procedurerne vedrørende fordelingen af bidragene være forholdsmæssige og ikkediskriminerende for europæiske udbydere af elektronisk kommunikation, så de ikke hindrer grænseoverskridende markedsadgang, især for nye aktører og mindre operatører; derfor bør der ved fastsættelsen af de enkelte virksomheders bidrag tages hensyn til bidragyderens markedsandel målt i omsætning i den relevante medlemsstat, og der bør gælde en minimumstærskel.

(15)  Det er nødvendigt at sikre, at medlemsstaterne, når omstændighederne ellers er ens, ikke behandler europæiske udbydere af elektronisk kommunikation forskelligt, og at der anvendes en ensartet reguleringspraksis på det indre marked, særligt hvad angår de foranstaltninger, der falder ind under artikel 15 eller 16 i direktiv 2002/21/EF eller artikel 5 eller 8 i direktiv 2002/19/EF. Europæiske udbydere af elektronisk kommunikation bør derfor have ret til at blive behandlet ens i de forskellige medlemsstater i situationer, der objektivt ses er ens, så der bliver mulighed for en mere integreret drift på tværs af grænserne. Der bør desuden være specifikke procedurer på EU-plan for gennemgang af udkast til afgørelser om afhjælpende foranstaltninger i medfør af artikel 7a, i direktiv 2002/21/EF i sådanne tilfælde for at undgå uberettigede forskelle i de forpligtelser, der gælder for europæiske udbydere af elektronisk kommunikation i forskellige medlemsstater. Princippet om ligebehandling er et generelt princip i EU-retten, der er fastlagt i artikel 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Ifølge retspraksis kræver ligebehandlingsprincippet, at sammenlignelige forhold ikke må behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke må behandles ensartet, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet. Det er nødvendigt at sikre, at forskellige medlemsstater, når omstændighederne ellers er ens, ikke forskelsbehandler udbydere af elektronisk kommunikation, og at der anvendes en ensartet reguleringspraksis på det indre marked, særligt hvad angår de foranstaltninger, der falder ind under artikel 15 eller 16 i direktiv 2002/21/EF eller artikel 5 eller 8 i direktiv 2002/19/EF. [Ændring 18]

(16)  Regulerings- og tilsynsbeføjelserne bør fordeles mellem den europæiske udbyders hjemland og eventuelle værtsmedlemsstater for at mindske hindringerne for markedsadgang, samtidig med at man sikrer, at de gældende betingelser for udbud af elektroniske kommunikationstjenester og –net håndhæves på passende vis. Så selv om hver enkelt tilsynsmyndighed skal overvåge overholdelsen af de betingelser, der gælder på deres område i overensstemmelse med EU-lovgivningen, bl.a. ved hjælp af sanktioner og foreløbige foranstaltninger, er det kun den nationale tilsynsmyndighed i hjemlandet, der har beføjelser til at suspendere eller tilbagekalde en europæisk udbyders ret til at udbyde elektroniske kommunikationstjenester og ‑net i hele EU eller dele heraf. [Ændring 19]

(17)  Radiofrekvenser er et offentligt gode og en vigtig begrænset ressource af afgørende betydning for opnåelsen af en lang række af sociale, kulturelle og økonomiske værdier for det indre marked for mobilt trådløst bredbånd og , radio- og tv-spredning samt satellitkommunikation i EU Unionen. Unionens frekvenspolitik bør bidrage til ytringsfrihed, herunder meningsfrihed, frihed til uden hensyn til landegrænser at modtage og meddele oplysninger og tanker samt mediefrihed -pluralisme. Udvikling af trådløs bredbåndskommunikation bidrager til gennemførelsen af den digitale dagsorden for Europa og særligt målet om at sikre bredbåndsadgang med en hastighed på mindst 30 mbps for alle EU-borgere, når vi når 2020, og målet om at give EU Unionen den højest mulige bredbåndshastighed og den størst mulige kapacitet. Europa Mens nogle regioner i Unionen er langt fremme, både med hensyn til de politiske mål i den digitale dagsorden for Europa og generelt, er andre regioner dog kommet bagud i forhold til andre større globale regioner - Nordamerika, Afrika og dele af Asien - når det gælder udrulning og udbredelse af den nyeste generation af. En medvirkende årsag til dette er især den fragmenterede proces i Unionen for sikring af frekvenser, der er særligt egnet til adgang til trådløse bredbåndsteknologier, der er nødvendig for at nå højhastighedsbredbånd, som bringer opnåelsen af disse politiske mål for Unionen som helhed i fare.

Den stykvise proces med at tillade og gøre 800 MHz-båndet tilgængeligt for trådløs bredbåndskommunikation, hvor mere end halvdelen af medlemsstaterne anmoder om undtagelser har fået bevilget en undtagelse af Kommissionen eller på anden vis ikke opfylder dette inden den tidsfrist, der er fastsat i afgørelse nr. 243/2012/EU, viser, hvor vigtigt det er at skride til handling allerede i perioden for det nuværende radiofrekvenspolitikprogram. EU's foranstaltninger Den viser også, at der er brug for forbedringer, når det gælder Kommissionens udøvelse af sine beføjelser, som har afgørende betydning for den loyale gennemførelse af Unionens foranstaltninger og det loyale samarbejde mellem medlemsstaterne. Kommissionens stringente indsats for at håndhæve allerede vedtagne EU-foranstaltninger, der har til formål at harmonisere betingelserne for adgang til og effektiv udnyttelse af radiofrekvenserne i forbindelse med elektronisk trådløs bredbåndskommunikation i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 676/2002/EF(16) har ikke været tilstrækkelige, bør i sig selv i høj grad bidrage til at løse problemet. [Ændring 20]

(17a)  Salg og udlejning af harmoniserede radiofrekvenser til trådløs bredbåndskommunikation øger fleksibiliteten og fører til en mere effektiv fordeling af frekvensressourcerne. Det bør derfor gøres lettere og fremmes yderligere, herunder ved at sikre, at alle brugsrettigheder, også dem, der allerede er tildelt, er af tilstrækkelig lang varighed. [Ændring 21]

(18)  De forskellige nationale politikker skaber uoverensstemmelser og opsplitning på det indre marked, hvilket både hæmmer udrulningen af EU-dækkende tjenester og gennemførelsen af det indre marked for trådløs bredbåndskommunikation. Dette kan især skabe ulige betingelser for adgang til sådanne tjenester, hindre konkurrencen mellem virksomheder, der er etableret i forskellige medlemsstater, og bremse investeringerne i mere avancerede net og teknologier og udviklingen af innovative tjenester; dermed berøves borgerne og virksomhederne for allestedsnærværende integrerede tjenester af høj kvalitet, og udbyderne af trådløst bredbånd berøves for den øgede effektivitetsgevinst af en storstilet og mere integreret drift. Derfor bør en almen integreret udbredelse af avancerede trådløse bredbåndskommunikationstjenester i hele EU Unionen ledsages af tiltag på EU-plan vedrørende visse aspekter af tildelingen af radiofrekvenser. Samtidig bør er der behov for tilstrækkelig fleksibilitet til at imødekomme specifikke nationale krav, og medlemsstaterne bør bevare retten til at tilrettelægge brugen af deres radiofrekvenser til formål vedrørende den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og forsvaret eller med henblik på at sikre og fremme mål af almen interesse, såsom lingvistisk og kulturel mangfoldighed og mediepluralisme. [Ændring 22]

(19)  Udbydere af elektroniske kommunikationstjenester, herunder mobiloperatører og konsortier bestående af sådanne operatører, skal have mulighed for i fællesskab at tilrettelægge en effektiv, teknologisk moderne, avanceret dækning af en stor del af EU’s Unionens område til en rimelig pris for at tilgodese slutbrugerne på lang sigt; , og derfor bør de kunne anvende radiofrekvenser i flere medlemsstater, idet der gælder med ensartede betingelser, procedurer, omkostninger, tidsrammer og varighed i harmoniserede frekvensbånd, samt supplerende pakker af radiofrekvensressourcer, f.eks. en kombination af lavere og højere frekvenser til dækning af tætbefolkede og mindre tætbefolkede områder. Initiativer til fordel for en højere grad af koordinering og ensartethed vil også øge forudsigeligheden i netinvesteringsmiljøet. Denne forudsigelighed vil ligeledes kunne styrkes af en klar politik, der fremmer brugsrettigheder til radiofrekvenser af langsigtet varighed, uden at det berører disse rettigheders tidsubegrænsede karakter i visse medlemsstater, og som på sin side er forbundet med klare forbedrede betingelser for overdragelse, leje eller fælles brug af dele af eller samtlige radiofrekvenser, der er genstand for en sådan individuel brugsret. [Ændring 23]

(20)  Der bør sikres en bedre koordinering og sammenhæng mellem brugsrettighederne til radiofrekvenser, specielt for de frekvensbånd, der er blevet harmoniseret med henblik på trådløst fastnet, nomadisk og mobil bredbåndskommunikation. Dette omfatter de frekvensbånd, der er udpeget på ITU-niveau til avancerede IMT-systemer (International Mobile Telecommunications) og frekvensbånd, der bruges til radiobaserede lokale datanet (RLAN), f.eks. 2,4 GHz-båndet og 5 GHz-båndet. Det bør også udvides til at omfatte frekvensbånd, der muligvis bliver harmoniseret til trådløs bredbåndskommunikation i fremtiden, som det fremgår af artikel 3b i radiofrekvenspolitikprogrammet og Frekvenspolitikgruppens udtalelse af 13. juni 2013 om de strategiske udfordringer, som Europa står over for, når det gælder håndteringen af den stigende efterspørgsel efter radiofrekvenser til trådløst bredbånd, som f.eks. i nær fremtid 700 MHz-båndet, 1,5 GHz-båndet og 3,8-4,2 GHz-båndene I betragtning af den betydelige samfundsmæssige, kulturelle, sociale og økonomiske virkning af afgørelser om frekvenser bør sådanne afgørelser tage behørigt hensyn til de i artikel 8a i direktiv 2002/21/EF omhandlede overvejelser og, hvor dette er relevant, de i artikel 9, stk. 4, i samme direktiv omtalte mål af almen interesse. [Ændring 24]

(21)  Sammenhængen mellem de forskellige nationale radiofrekvenstildelingsprocedurer kunne styrkes af mere udtrykkelige bestemmelser om de kriterier, der er relevante for tidsplanerne for tilladelsesprocedurerne, brugsrettighedernes gyldighedsperiode, gebyrerne og de nærmere regler for betaling heraf, kapacitets- og dækningsforpligtelser, fastlæggelse af størrelsen af frekvensbånd og frekvensblokke, der er underlagt en tilladelsesprocedure, krav om objektive tærskelværdier til fremme af effektiv konkurrence, betingelser for handel med brugsret til frekvenser, herunder betingelser for fælles brug af frekvenser.

(22)  Begrænsning af afgifterne til det minimum, der kræves for at forvalte radiofrekvenserne optimalt, med en balance mellem betalinger der gennemføres straks og periodiske afgifter vil fremme investeringerne i infrastruktur og udrulning af teknologi samt videregivelse af de medfølgende omkostningsfordele til slutbrugerne.

(23)  En mere samordnet af tildeling af radiofrekvenser og efterfølgende udrulning af trådløst bredbånd vil bidrage til, at der opnås stordriftsfordele i tilgrænsende sektorer såsom netværks- og terminaludstyr. Disse sektorer kunne på deres side tage hensyn til EU-initiativer og -politikker vedrørende anvendelse af radiofrekvenser i højere grad, end det er tilfældet nu. Der bør derfor fastsættes en harmoniseringsprocedure for tidsplanerne for tildeling og en minimums- eller standardgyldighedsperiode for brugsrettigheder til sådanne frekvensbånd.

(24)  Hvad angår de andre væsentlige hovedbetingelser, der kan være knyttet til brugsret til radiofrekvenser til trådløst bredbånd, vil Det vil fremme en mere ensartet anvendelse i medlemsstaterne af de reguleringsprincipper og -kriterier, der opstilles i denne forordning EU-regelsættet, hvis der indføres en koordineringsordning, der giver Kommissionen og de andre medlemsstaters kompetente myndigheder mulighed for at fremsætte bemærkninger, inden en given medlemsstats medlemsstat tildeler brugsrettigheder, og som giver Kommissionen mulighed for at gribe ind over for forslag, der ser ud til ikke at være i overensstemmelse med EU-lovgivningen, idet den tager medlemsstaternes synspunkter i betragtning. [Ændring 25]

(25)  I betragtning af den enorme vækst i efterspørgslen på radiofrekvenser til trådløst bredbånd bør man fremme og ikke forhindre løsninger på alternativ frekvenseffektiv adgang til trådløst bredbånd. Dette indebærer aktuelt, men er ikke begrænset til, anvendelse af trådløse adgangssystemer med lav effekt, der opererer i et lille område, som f.eks. de såkaldte hotspots på de radiobaserede lokale datanet (RLAN, også kendt som wi-fi) samt net, der består af små cellulære adgangspunkter med lav effekt, (også kaldet femto-, pico- eller metroceller). Dynamisk frekvensadgang, herunder på et tilladelsesfrit grundlag, samt andre innovative teknologier og frekvensanvendelser bør fremmes og gøres mulig. [Ændring 26]

(26)  Supplerende trådløse adgangssystemer såsom RLAN, særligt offentligt tilgængelige RLAN-adgangspunkter, giver i stigende grad slutbrugerne adgang til internettet og giver mobiloperatørerne mulighed for mobiltrafikfordeling ved hjælp af harmoniserede radiofrekvenser, uden at det kræver en individuel tilladelse eller brugsret til radiofrekvenser.

(27)  De fleste RLAN-adgangspunkter anvendes indtil videre af private brugere som en lokal trådløs udvidelse af deres faste bredbåndsforbindelse. Hvis slutbrugerne vælger at dele adgangen til deres RLAN med andre inden for rammerne af deres eget internetabonnement, burde dette særligt i tætbefolkede områder maksimere den trådløse datakapacitet gennem genanvendelse af radiofrekvenser og skabe en omkostningseffektiv, komplementerende trådløs infrastruktur, der er tilgængelig for andre slutbrugere. Derfor bør unødvendige restriktioner for slutbrugerne med hensyn til at dele adgang til deres egne RLAN-adgangspunkter med andre slutbrugere eller koble sig på disse adgangspunkter enten fjernes eller forhindres.

(28)  Desuden bør unødige restriktioner for udrulning og sammenkobling af RLAN-adgangspunkter fjernes. Offentlige myndigheder og udbydere af offentlige tjenester anvender i stigende grad RLAN-adgangspunkter i deres lokaler til egne formål, f.eks. til brug for deres personale, for at fremme omkostningseffektiv adgang for borgerne til e-forvaltningstjenester på stedet eller for at understøtte udbuddet af intelligente offentlige tjenester med tidstro information, f.eks. vedrørende offentlig transport eller trafikstyring. Disse instanser kunne også give adgang til sådanne adgangspunkter for borgerne i al almindelighed som en accessorisk tjeneste ud over de tjenester, der tilbydes offentligheden fra disse lokaler, og de bør kunne gøre dette i overensstemmelse med konkurrencereglerne og reglerne for offentlige indkøb. Tilrådighedsstillelse af lokal adgang til elektroniske kommunikationsnet inden for eller omkring en privat ejendom eller et begrænset offentligt område som en accessorisk tjeneste som supplement til en anden aktivitet, der ikke er afhængig af denne form for adgang, såsom RLAN-hotspots, der stilles til rådighed for kunder, der betaler for andre ydelser, eller for den offentligheden i området, bør ikke medføre, at en sådan udbyder anses som en udbyder af elektronisk kommunikation.

(29)  Trådløse adgangspunkter med lav effekt i et lille område benytter meget småt og ikke iøjnefaldende udstyr, der ligner private wi-fi-routere, og der bør udarbejdes tekniske specifikationer på EU-plan for udrulning og anvendelse af disse i forskellige lokale sammenhænge på grundlag af generelle tilladelser, uden urimelige restriktioner hidrørende fra individuelle planlægnings- eller andre tilladelser. Forholdsmæssigheden af foranstaltninger, der fastlægger de tekniske egenskaber ved en sådan anvendelse, som er omfattet af generelle tilladelser, bør sikres ved hjælp af egenskaber, der er betydeligt mere restriktive end de gældende højeste værdier i EU-foranstaltningerne vedrørende parametre såsom effekt.

(30)  Medlemsstaterne bør sikre, at forvaltningen af radiofrekvenser på nationalt plan ikke forhindrer andre medlemsstater i at bruge de radiofrekvenser, de har ret til, eller i at overholde deres forpligtelser angående anvendelse af frekvensbånd, der er blevet harmoniseret på EU-plan. Idet der bygges videre på Frekvenspolitikgruppens nuværende aktiviteter, bør der etableres en koordineringsmekanisme for at sikre, at hver enkelt medlemsstat har retfærdig adgang til radiofrekvenser, og at resultaterne af koordineringen er ensartede og mulige at håndhæve. [Ændring 27]

(31)  Erfaringerne med gennemførelsen af EU's regelsæt viser, at de eksisterende bestemmelser, der kræver ensartet anvendelse af reguleringsforanstaltningerne, sammen med målet om at bidrage til udviklingen af det indre marked ikke har skabt et tilstrækkeligt stærkt incitament til at udvikle adgangsprodukter på grundlag af harmoniserede standarder og processer, særligt ikke i forbindelse med fastnet. Når operatørerne driver virksomhed i forskellige medlemsstater, har de vanskeligt ved at finde adgangsressourcer, der har den rette kvalitet og det rette interoperabilitetsniveau hvad angår tjenester og net, og når disse ressourcer findes, har de forskellige tekniske egenskaber. Dette øger omkostningerne og udgør en hindring for udbud af tjenester på tværs af nationale grænser. [Ændring 28]

(32)  Det vil sætte skub i integreringen af det indre marked for elektronisk kommunikation, hvis der skabes en ramme for fastlæggelse af visse europæiske virtuelle nøgleprodukter, der er særligt vigtige for udbydere af elektroniske kommunikationstjenester, som vil tilbyde grænseoverskridende tjenester, samt hvis der vedtages en tværeuropæisk strategi, baseret på nøgleparametre og minimumskrav til egenskaber, i et miljø, der i stigende grad er baseret udelukkende på IP-teknologi. [Ændring 29]

(33)  Det er nødvendigt at tage hånd om de operationelle behov, der kan opfyldes ved hjælp af forskellige virtuelle produkter. Der bør være europæiske virtuelle bredbåndsadgangsprodukter til rådighed i tilfælde, hvor en operatør med en stærk markedsposition i medfør af betingelserne i rammedirektivet og adgangsdirektivet er blevet forpligtet til at tilbyde adgang på regulerede betingelser ved et bestemt adgangspunkt i sit net. For det første bør effektiv grænseoverskridende markedsadgang fremmes ved hjælp af harmoniserede produkter, der sætter udbydere af grænseoverskridende tjenester i stand til at levere tjenester til deres slutkunder for første gang, uden forsinkelse og på en måde, der er forudsigelig og af tilstrækkelig kvalitet; dette omfatter også tjenester rettet mod virksomhedskunder med afdelinger i forskellige medlemsstater, hvor dette er nødvendigt og forholdsmæssigt ifølge markedsanalyser. Disse harmoniserede produkter skal være til rådighed i en tilstrækkelig periode, så udbyderne og de adgangssøgende kan planlægge investeringer på mellemlang og lang sigt. [Ændring 30]

(34)  For det andet er avancerede virtuelle adgangsprodukter, der kræver, at adgangssøgende investerer mere, og som giver dem en højere grad af kontrol og differentiering, særligt ved at give adgang på et mere lokalt plan, altafgørende, når det gælder om at skabe vilkår for vedvarende konkurrence på det indre marked. Derfor skal disse engrosadgangsprodukter, der er afgørende for næstegenerationsaccessnet (NGA-net), også harmoniseres for at fremme grænseoverskridende investeringer. Sådanne virtuelle bredbåndsadgangsprodukter skal udformes, så deres funktionaliteter svarer til fysisk adskillelse af pakkede produkter, for at øge udvalget af mulige afhjælpende foranstaltninger på engrosniveau, som de nationale tilsynsmyndigheder kan tage i betragtning i proportionalitetsvurderingen i medfør af direktiv 2002/19/EF. [Ændring 31]

(35)  For det tredje er det også nødvendigt at harmonisere et engrosadgangsprodukt med henblik på termineringsdelen af faste kredsløb med udvidede grænseflader for at muliggøre grænseoverskridende udbud af opgavekritiske konnektivitetstjenester til de mest krævende virksomhedsbrugere. [Ændring 32]

(35a)  Det er nødvendigt at harmonisere betingelserne for de engrosprodukter af høj kvalitet, der benyttes til levering af erhvervstjenester, for at muliggøre levering af kontinuerlige tjenester til grænseoverskridende og multinationale selskaber i hele Unionen. En sådan harmonisering kan spille en afgørende rolle for konkurrenceevnen i Unionens erhvervsliv for så vidt angår kommunikationsomkostninger. [Ændring 33]

(36)  I forbindelse med den stigende overgang til net, der udelukkende er IP-baserede, forhindrer manglen på adgang til konnektivitetsprodukter, der er baseret på IP-protokollen for forskellige kategorier af tjenester med en garanteret tjenestekvalitet, der muliggør kommunikationsveje på tværs af netdomæner og netgrænser, både inden for og på tværs af medlemsstaterne, udviklingen af applikationer, der er afhængige af adgang til andre net, hvilket begrænser den teknologiske innovation. Desuden forhindrer denne situation en videre udbredelse af de effektivitetsfordele, der er forbundet med styring og udbud af IP-baserede net og konnektivitetsprodukter med garanteret tjenestekvalitet, særligt øget sikkerhed, pålidelighed og fleksibilitet, omkostningseffektivitet og hurtigere levering, der er til gavn for netoperatørerne, tjenesteudbyderne og slutbrugerne. Det er derfor nødvendigt med en harmoniseret tilgang til udformningen og tilrådighedsstillelsen af disse produkter på rimelige vilkår, bl.a. muligheden for gensidig levering mellem udbyderne af elektronisk kommunikation, hvor dette ønskes. [Ændring 34]

(37)  Fastsættelsen af europæiske virtuelle bredbåndsprodukter i medfør af denne forordning bør afspejles i de nationale tilsynsmyndigheders vurdering af, hvilke afhjælpende adgangsforanstaltninger der er mest formålstjenlige over for net, der tilhører operatører med en stærk markedsposition; samtidig bør man undgå overregulering som følge af en unødig vækst i udbuddet af adgangsprodukter på engrosniveau, uanset om disse indføres i medfør af markedsanalyser eller tilbydes på andre betingelser. Navnlig bør indførelsen af europæiske virtuelle adgangsprodukter ikke i sig selv føre til en stigning i antallet af regulerede adgangsprodukter, der pålægges en given operatør. Endvidere bør den omstændighed, at de nationale tilsynsmyndigheder i medfør af denne forordning skal vurdere, om der bør indføres krav om et europæisk virtuelt bredbåndsadgangsprodukt i stedet for eksisterende adgangsforanstaltninger på engrosniveau, og om det er hensigtsmæssigt at indføre krav om et europæisk virtuelt bredbåndsadgangsprodukt i forbindelse med fremtidige markedsundersøgelser, hvor de konstaterer, at en udbyder har en stærk markedsposition, ikke berøre deres ansvar for at vælge den mest hensigtsmæssige og forholdsmæssige foranstaltning for at afhjælpe det konstaterede konkurrenceproblem i overensstemmelse med artikel 16 i direktiv 2002/21/EF. [Ændring 35]

(38)  Af hensyn til forudsigelighed i reguleringen bør hovedelementerne i den beslutningspraksis, der er under udvikling i medfør af det nuværende regelsæt, og som påvirker de betingelser, på hvilke engrosadgangsprodukter, herunder europæiske virtuelle bredbåndsadgangsprodukter, stilles til rådighed for NGA-net, også afspejles i lovgivningen. Disse hovedelementer bør omfatte bestemmelser, der afspejler, hvor vigtig en rolle forholdet mellem konkurrencemæssige begrænsninger, der hidrører fra alternative faste og trådløse infrastrukturer, faktiske garantier for ikke-diskriminerende adgang samt den eksisterende grad af konkurrence hvad angår pris, udvalg og kvalitet på detailniveau spiller i analysen af engrosadgangsmarkederne og særlig af, hvorvidt der er behov for priskontrol for denne adgang til NGA-net. Graden af konkurrence på pris, udvalg og kvalitet er det, der i sidste ende er afgørende for fordelene for slutbrugerne. For eksempel kan de nationale tilsynsmyndigheder i forbindelse med deres vurdering af hver enkelt sag i medfør af artikel 16 i direktiv 2002/21/EF, uden at det berører vurderingen af, om der er tale om stærk markedsposition, og anvendelsen af EU's konkurrenceregler, anse betingelserne på et marked med to faste næstegenerationsnet for at skabe tilstrækkelig konkurrence til at kunne sætte skub i netopgraderinger og fremme udviklingen hen imod udbud af ultrahurtige tjenester, hvilket er et af de vigtige parametre i detailkonkurrence. [Ændring 36]

(39)  Det må forventes, at øget konkurrence på et indre marked med tiden vil føre til begrænsning af sektorspecifik regulering på baggrund af markedsanalyse. Et af resultaterne af gennemførelsen af det indre marked bør netop være en stærkere tendens til effektiv konkurrence på relevante markeder, idet efterfølgende anvendelse af konkurrencereglerne i stadigt stigende grad anses for at være tilstrækkelig til at sikre markedets funktion. For at sikre juridisk klarhed og forudsigelighed, hvad angår reguleringsstrategierne på tværs af grænserne, bør der opstilles klare og bindende kriterier for, hvordan det vurderes, om betingelserne på et givet marked stadig retfærdiggør forudgående reguleringsmæssige forpligtelser, idet der henvises til flaskehalsenes varige karakter og udsigterne til konkurrence, særligt infrastrukturbaseret konkurrence, samt konkurrencebetingelserne på detailniveau hvad angår parametre såsom pris, udvalg og kvalitet, der i sidste ende er det, der er relevant for slutbrugerne og EU's økonomis globale konkurrencedygtighed. Disse kriterier bør danne grundlag for regelmæssige revisioner af listen over markeder, hvor forudgående regulering kan være berettiget, og hjælpe de nationale tilsynsmyndigheder med at målrette deres indsats på konvergerende vis, hvor konkurrencen endnu ikke er effektiv. Endelig vil etableringen af et ægte indre marked for elektronisk kommunikation muligvis indvirke på den geografiske afgrænsning af markederne med henblik på både sektorspecifik regulering på baggrund af konkurrenceprincipperne og anvendelse af selve konkurrencelovgivningen.

(40)  Forskelle i den nationale gennemførelse af sektorspecifikke regler for beskyttelse af slutbrugerne skaber store hindringer på det indre digitale marked, særligt i form af øgede overholdelsesomkostninger for udbydere, der tilbyder elektronisk kommunikation til offentligheden, og som ønsker at udbyde tjenester på tværs af medlemsstaterne. Desuden undergraver opsplitningen og usikkerheden omkring graden af det beskyttelsesniveau, der tilbydes i forskellige medlemsstater, slutbrugernes tillid og afskrækker dem fra at købe elektroniske kommunikationstjenester i udlandet. For at opnå EU’s mål om at fjerne hindringerne på det indre marked er det nødvendigt at udskifte de eksisterende divergerende nationale lovforanstaltninger med et fælles og fuldt ud harmoniseret sæt sektorspecifikke regler, der skaber et fælles højt beskyttelsesniveau for slutbrugerne. Denne form for fuld harmonisering af de lovgivningsmæssige bestemmelser bør ikke forhindre de udbydere af elektronisk kommunikation, der tilbyder tjenester til offentligheden, i at tilbyde slutbrugerne kontrakter, der går videre end dette beskyttelsesniveau. [Ændring 37]

(41)  Eftersom denne forordning kun harmoniserer visse sektorspecifikke regler, berører den ikke de generelle forbrugerbeskyttelsesregler, der er fastsat i EU-retsakter EU-lovgivningen og den nationale lovgivning, der gennemfører dem. [Ændring 38]

(42)  I de tilfælde hvor bestemmelserne i kapitel 4 og 5 i denne forordning henviser til slutbrugere, skal bestemmelserne ikke kun gælde for forbrugere, men også for andre kategorier af slutbrugere, primært mikrovirksomheder. Hvis de anmoder herom, skal individuelle slutbrugere, der ikke er forbrugere, have mulighed for at indgå individuelle aftaler om at afvige fra visse bestemmelser. [Ændring 39]

(43)  Gennemførelsen af det indre marked for elektronisk kommunikation kræver også, at der fjernes hindringer for slutbrugernes adgang til elektroniske kommunikationstjenester i hele EU. De offentlige myndigheder bør derfor ikke skabe eller opretholde hindringer for grænseoverskridende køb af sådanne tjenester. Udbyderne af elektronisk kommunikation til offentligheden bør ikke nægte eller begrænse adgang eller diskriminere slutbrugere på baggrund af deres nationalitet eller bopælsmedlemsstat. Det skal dog være muligt at differentiere på baggrund af forskelle, der kan retfærdiggøres objektivt, hvad angår omkostninger, risici og markedsbetingelser, som f.eks. forskelle i efterspørgslen og konkurrenternes priser.

(44)  Der hersker stadigvæk betydelige prisforskelle, både inden for fastnet- og mobilkommunikation, mellem tale- og sms-kommunikation i hjemlandet og kommunikation, der terminerer i en anden medlemsstat. Selv om der er store forskelle mellem lande, operatører og takstpakker og mellem mobil- og fastnettjenester, bliver dette problem ved med at berøre svage kundegrupper og skabe hindringer for smidig kommunikation i EU. Problemet forekommer på trods af en meget kraftig sænkning, og konvergens i absolutte tal, af termineringstaksterne i de forskellige medlemsstater og lave priser på transitmarkederne. Desuden vil overgangen til udelukkende at bruge IP-baserede net til elektronisk kommunikation med tiden indebære et yderligere fald i omkostningerne. Enhver væsentlig forskel i detailtaksterne mellem på den ene side indenlandsk fjernkommunikation via fastnet, dvs. al anden kommunikation end den, der foregår inden for et lokalområde, der identificeres ved et geografisk nummer i den nationale nummerplan, og på den anden side fastnetkommunikation, der terminerer i en anden medlemsstat, bør derfor retfærdiggøres, idet der henvises til objektive kriterier.

Detailtaksterne for international mobilkommunikation må ikke overstige de tale- og sms-eurotakster for henholdsvis regulerede roamingopkald og sms-beskeder, der er fastsat i forordning (EU) nr. 531/2012, medmindre dette retfærdiggøres under henvisning til objektive kriterier. Sådanne kriterier kan omfatte ekstraomkostninger og en rimelig relateret fortjeneste. Andre objektive faktorer kan være forskelle i relateret priselasticitet og let adgang for alle slutbrugere til alternative takster hos udbydere af elektronisk kommunikation til offentligheden, som tilbyder grænseoverskridende tjenester inden for EU til en lav eller ingen ekstratakst, eller til informationssamfundstjenester, der har sammenlignelige funktionaliteter, forudsat at slutbrugerne aktivt gøres opmærksomme på sådanne alternativer af deres udbydere. [Ændring 40]

(45)  I løbet af de seneste årtier har internettet udviklet sig som en åben platform for innovation med lave adgangsbarrierer for slutbrugere brugere, udbydere af applikationer og indhold og internettjenesteudbydere. Princippet om "netneutralitet" i det åbne internet betyder, at al internettrafik bør behandles ens uden diskrimination, begrænsning eller indgreb, uafhængigt af afsender, modtager, type, indhold, udstyr, tjeneste eller applikation. Som anført i Europa-Parlamentets beslutning af 17. november 2011 om det åbne internet og netneutraliteten i Europa(17) har internettets åbne karakter faktisk været en vigtig drivkraft for konkurrenceevne, økonomisk vækst, social udvikling og innovation, som har ført til en bemærkelsesværdig udvikling inden for onlineapplikationer, -indhold og -tjenester og dermed vækst i udbuddet af og efterspørgslen efter indhold og tjenester, ligesom den har gjort det til en meget vigtig katalysator for den frie bevægelighed for viden, ideer og information, herunder i lande, hvor der er begrænset adgang til uafhængige medier. Det eksisterende regelsæt har til formål at fremme slutbrugernes brugernes muligheder for at få adgang til og formidle information og bruge applikationer og tjenester, som de selv vælger. For nylig viste rapporten fra BEREC om trafikstyringspraksis, der blev offentliggjort i maj 2012, og en undersøgelse iværksat af Forvaltningsorganet for Sundhed og Forbrugere og udgivet i december 2012 om markedet for internetadgang og -udbud set ud fra et forbrugerperspektiv dog, at et væsentligt antal slutbrugere brugere bliver berørt af trafikstyringspraksis, der blokerer eller bremser specifikke applikationer. Disse tendenser kræver klare regler på EU-plan for at bibeholde det åbne internet og for at undgå opsplitning på det indre marked som følge af de enkelte medlemsstaters foranstaltninger. [Ændring 41]

(46)  Slutbrugernes Brugernes frihed til at have adgang til og formidle oplysninger og lovligt indhold og bruge applikationer og tjenester, de selv vælger, er underlagt EU-lovgivningen og den nationale lovgivning, der er i overensstemmelse hermed. Nærværende forordning fastlægger begrænsningerne for de restriktioner for denne frihed, som udbyderne af elektroniske kommunikationstjenester til offentligheden pålægger, men berører ikke anden EU-lovgivning, herunder ophavsretsreglerne og direktiv 2000/31/EF. [Ændring 42]

(47)  I et åbent internet bør udbydere af elektronisk kommunikation til offentligheden ikke internetadgangstjenester, inden for de begrænsninger af datamængder og hastigheder for internetadgangstjenester, der fremgår af kontraktlige aftaler, undlade at blokere, bremse, degradere eller diskriminere mod specifikt indhold, specifikke applikationer eller tjenester eller specifikke kategorier heraf, undtagen med baggrund medmindre det er led i et begrænset antal rimelige trafikstyringsforanstaltninger. Sådanne foranstaltninger skal være teknisk nødvendige, gennemsigtige, forholdsmæssige og ikke-diskriminerende. Denne form for rimelig trafikstyring indebærer forebyggelse og hindring af alvorlig kriminalitet, herunder frivillige foranstaltninger fra udbydernes side, der skal forhindre adgang til og udbredelse af børnepornografi. Det bør anses for rimeligt at minimere virkningerne af Det bør være tilladt at skride ind mod overbelastning af nettet, forudsat at denne form for belastning kun forekommer i begrænsede tidsrum eller under særlige forhold. De nationale tilsynsmyndigheder bør kunne kræve, at en udbyder dokumenterer, at en ensartet behandling af trafikken vil være væsentlig mindre effektiv. [Ændring 43]

(47a)  Denne forordning berører ikke direktiv 2002/58/EF. [Ændring 44]

(48)  Mængdebaserede takster bør anses for at være i overensstemmelse med princippet om et åbent internet, så længe det er muligt for slutbrugerne brugerne at vælge den takst, der svarer til deres normale dataforbrug på baggrund af klar, gennemsigtig og udtrykkelig information om betingelserne for og konsekvenserne af et sådant valg. Samtidig bør sådanne takster sætte udbyderne af elektronisk kommunikation til offentligheden internetadgangstjenester i stand til bedre at tilpasse netværkskapaciteten til de forventede datamængder. Det er af yderste vigtighed, at slutbrugerne brugerne bliver informeret tilstrækkeligt, før de indgår en aftale om en given datamængde eller hastighedsbegrænsning samt de gældende takster, således at de løbende kan overvåge deres forbrug og med lethed anmode om udvidelse af de datamængder, de har til rådighed, hvis de ønsker det. [Ændring 45]

(49)  Der er også forbrugerefterspørgsel Det bør være muligt at imødekomme brugernes efterspørgsel efter tjenester og applikationer med , der kræver en særlig høj garanteret tjenestekvalitet, som tilbydes af udbydere af elektronisk kommunikation til offentligheden eller udbydere af indhold, applikationer eller tjenester. Sådanne tjenester kan omfatte f.eks. tv-spredning via internet-protokollen (IP-tv), videokonferencer og visse sundhedsapplikationer. Derfor skal slutbrugerne bør brugerne også have frihed til at indgå aftaler om levering af specialtjenester med garanteret særlig høj tjenestekvalitet, enten med udbydere af internetadgangstjenester, udbydere af elektronisk kommunikation til offentligheden eller udbydere af indhold, applikationer eller tjenester. Når sådanne aftaler indgås med en udbyder af internetadgangstjenester, bør denne sikre, at den særligt høje tjenestekvalitet ikke væsentligt forringer internetadgangstjenestens generelle kvalitet. Derudover bør trafikstyringsforanstaltninger ikke anvendes på en sådan måde, at det medfører diskrimination mellem konkurrerende tjenester. [Ændring 46]

(50)  Desuden efterspørger udbyderne af indhold, applikationer og tjenester transmissionstjenester, der er baseret på fleksible kvalitetsparametre, herunder lavere prioriteringsniveauer for trafik, der kan tåle forsinkelse. Indholds-, applikations- og tjenesteudbydernes mulighed for at forhandle en sådan fleksibel kvalitet af tjenesteniveauer med udbydere af elektronisk kommunikation til offentligheden er kan også være nødvendig for, at de kan udbyde specialtjenester, og dette forventes at spille en afgørende rolle i udviklingen af nye visse tjenester såsom kommunikation mellem maskiner. Samtidig bør sådanne ordninger gøre det muligt for udbyderne af elektronisk kommunikation til offentligheden at balancere trafikken bedre og forhindre overbelastning af nettet. Derfor skal udbydere af indhold, applikationer og tjenester og udbyderne af elektronisk kommunikation til offentligheden fortsat have frihed til at indgå specialtjenesteaftaler om definerede tjenestekvalitetsniveauer, så længe disse aftaler ikke i væsentlig grad forringer internetadgangstjenesternes generelle internetadgangstjenestens kvalitet. [Ændring 239]

(51)  De nationale tilsynsmyndigheder spiller en afgørende rolle, når det gælder om at sikre, at slutbrugerne reelt har mulighed for at benytte sig af denne frihed til åben internetadgang. De nationale tilsynsmyndigheder bør derfor pålægges forpligtelser vedrørende overvågning og rapportering og til at have overvågnings- og rapporteringsforpligtelser og sikre, at udbyderne af internetadgangstjenester, andre udbydere af elektronisk kommunikation til offentligheden samt andre tjenesteudbydere overholder kravene, og at der er ikke-diskriminerende internetadgangstjenester af høj kvalitet til rådighed, som ikke forringes af specialtjenester. I vurderingen af, om der er tale om en mulig general generel forringelse af internetadgangstjenesterne, bør de nationale tilsynsmyndigheder se på kvalitetsparametre som f.eks. tids- og pålidelighedsparametre (reaktionstid, jitter, tab af pakker pakketab), graden og virkningerne af overbelastning af nettet, reel hastighed i forhold til annonceret hastighed, internetadgangstjenesternes performans præstationsniveau sammenlignet med specialtjenesternes tjenester af særligt høj kvalitet og kvaliteten, som den opleves af slutbrugerne. De nationale tilsynsmyndigheder bør indføre klageprocedurer, der kan give adgang til effektive, simple og umiddelbart anvendelige retsmidler for brugere, samt have beføjelse til at pålægge alle samtlige eller individuelle enkelte udbydere af internetadgangstjenester, andre udbydere af elektronisk kommunikation til offentligheden og andre tjenesteudbydere krav om garanteret minimumstjenestekvalitet, hvis dette er nødvendigt for at forhindre en generel forringelse af internetadgangstjenesternes kvalitet. [Ændring 240]

(52)  De foranstaltninger, der skal sikre gennemsigtighed og sammenlignelighed hvad angår priser, takster, vilkår og betingelser, servicekvalitetsparametre, herunder dem, der er specifikke for udbud af internetadgangstjenester, bør øge slutbrugernes mulighed for at optimere deres valg af udbydere, og således kan de drage fuld nytte af konkurrencen. En frivillig certificeringsordning for interaktive sammenligningswebsteder, retningslinjer eller lignende værktøjer skal være uafhængig af enhver udbyder af elektronisk kommunikation, bruge et almindeligt og tydeligt sprog og fuldstændige og ajourførte oplysninger, have en gennemsigtig metodologi, være pålidelig og give adgang ifølge retningslinjerne for webindholdstilgængelighed version 2.0 og anvende en effektiv klagehåndteringsprocedure. [Ændring 49]

(53)  Slutbrugerne skal oplyses tilstrækkeligt om prisen og den type tjeneste, der bliver tilbudt, før de køber en tjeneste. Disse oplysninger bør ligeledes gives umiddelbart før en bruger foretager et opkald, når dette gælder et bestemt nummer eller en tjeneste, der er underlagt særlige prisbetingelser, som f.eks. opkald til særtjenester med overtaksering, der således ofte er pålagt en speciel takst. I tilfælde hvor en sådan forpligtelse er uforholdsmæssig, idet der tages hensyn til udbyderens omkostninger og varigheden af oplysningen om taksten sammenlignet med opkaldets gennemsnitlige varighed og den omkostningsrisiko, slutbrugeren er udsat for, kan de nationale tilsynsmyndigheder bevilge en afvigelse. Slutbrugerne skal ligeledes informeres, hvis et gratis opkald pålægges ekstragebyrer. [Ændring 50]

(54)  Udbyderne af elektronisk kommunikation til offentligheden skal informere slutbrugerne tilstrækkeligt f.eks. om deres tjenester og takster, servicekvalitetsparametre, adgang til nødtjenester og eventuelle begrænsninger, samt udvalget og udformningen af tjenester og produkter, der findes for forbrugere med handicap. I tilfælde af tarifplaner med en forud defineret kommunikationsmængde bør udbydere af elektronisk kommunikation til offentligheden også informere om forbrugeres og andre slutbrugeres mulighed for at overføre alle ubrugte mængder fra den tidligere faktureringsperiode til den nuværende faktureringsperiode. Disse oplysninger skal gives på klar og gennemsigtig vis, og de skal være tilpasset den medlemsstat, hvor tjenesterne udbydes, og hvis der forekommer ændringer, skal oplysningerne opdateres. Udbydere kan fritages fra sådanne krav om information i forbindelse med tilbud, der forhandles individuelt. [Ændring 51]

(55)  Sammenlignelige oplysninger om produkter og tjenester er altafgørende for at slutbrugerne kan gennemføre en uafhængig evaluering af tilbud. Erfaringen viser, at pålidelige og sammenlignelige oplysninger styrker slutbrugernes tillid og gør dem mere villige til at udnytte deres valgmuligheder.

(56)  Kontrakterne er et vigtigt middel til at give slutbrugerne brugerne oplysninger med en høj grad af gennemsigtighed og retlig sikkerhed. Udbyderne af elektronisk kommunikation til offentligheden skal give slutbrugerne brugerne klare og forståelige oplysninger om alle de væsentlige dele af kontrakten, før slutbrugeren brugeren bliver bundet af kontrakten. Oplysningerne skal være obligatoriske og må ikke ændres, undtagen ved efterfølgende aftale mellem slutbrugeren brugeren og udbyderen. Kommissionen og de nationale tilsynsmyndigheder har for nylig fundet omfattende uoverensstemmelser mellem den hastighed, der bliver reklameret med i forbindelse med internetadgangstjenester og den hastighed, der reelt er til rådighed for slutbrugerne brugerne. Udbyderne af elektroniske kommunikationstjenester til offentligheden skal derfor informere slutbrugerne brugerne om den hastighed og de øvrige tjenestekvalitetsparametre, som de realistisk kan forvente at få leveret til deres hovedadresse, før der indgås en kontrakt.

For faste og mobile dataforbindelser er den tilgængelige hastighed normalt den kommunikationstjenestehastighed, som en forbruger kan forvente at få det meste af tiden, når han har adgang til tjenesten uanset tidspunktet på dagen. Normalt bør den tilgængelige hastighed være afledt af de anslåede hastighedsintervaller, hastighedsgennemsnit, hastigheder i spidsbelastningsperioder og minimumshastighed. Metoden bør fastsættes i retningslinjer fra BEREC, og den bør regelmæssigt revideres og ajourføres for at afspejle udviklingen i teknologi og infrastruktur. Medlemsstaterne bør sikre, at udbyderne giver slutbrugerne mulighed for at få adgang til sammenlignelige oplysninger om mobilnettenes dækning, herunder forskellige teknologier i deres medlemsstat, før indgåelse af en kontrakt, for at give slutbrugerne mulighed for at træffe afgørelser om køb på et informeret grundlag. [Ændring 52]

(57)  Hvad angår terminaludstyr skal kontrakten udspecificere de eventuelle begrænsninger, som udbyderen pålægger i forbindelse med anvendelse af udstyret, f.eks. ved hjælp af en sim-lås på mobilt udstyr og eventuelle gebyrer, der skal betales ved ophævelse af kontrakten inden den aftalte udløbsdato. Der bør ikke pålægges nogen gebyrer, efter at den indgåede kontrakt er udløbet. Kontrakterne bør også indeholde oplysninger om, hvilken type eftersalgsservice, vedligeholdelsestjenester og kundesupporttjenester der ydes. Denne information bør også så vidt muligt omfatte tekniske oplysninger, der leveres på anmodning, om den korrekte funktion af det terminaludstyr, som slutbrugeren har valgt. Disse oplysninger bør gives gratis, medmindre udstyret ikke er teknisk kompatibelt. [Ændring 53]

(58)  For at undgå ubehagelige overraskelser på regningen bør slutbrugerne brugerne for alle tjenester, der afregnes efterfølgende, kunne definere fastsætte et forud defineret økonomisk loft for gebyrerne i forbindelse med opkald og internetadgangstjenester. Denne facilitet bør stilles gratis til rådighed med omfatte en passende advarsel, der kan konsulteres igen senere, når grænsen er ved at være nået. Når loftet er nået, skal slutbrugerne ikke længere have adgang til eller betale for disse tjenester, medmindre de udtrykkeligt anmoder om fortsat adgang til tjenesten efter aftale med udbyderen. [Ændring 54]

(58a)  Den behandling af personoplysninger, der er omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om foranstaltninger vedrørende Unionens indre marked for elektronisk kommunikation med henblik på at opnå et netforbundet europæisk område, bør overholde Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF(18), der udgør rammerne for behandling af personoplysninger i medlemsstaterne i medfør af denne forordning og under tilsyn fra medlemsstaternes kompetente myndigheder, navnlig de uafhængige offentlige myndigheder, som medlemsstaterne har udpeget, og ligeledes overholde direktiv 2002/58/EF. [Ændring 55]

(58b)  Behandlingen af personoplysninger, der er omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om foranstaltninger vedrørende Unionens indre marked for elektronisk kommunikation med henblik på at opnå et netforbundet europæisk område, skal være i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001(19). [Ændring 56]

(59)  Erfaringer fra medlemsstaterne og fra en undersøgelse, der for nylig blev iværksat af Forvaltningsorganset for Sundhed og Forbrugere viste, at lange kontraktperioder og automatisk eller stiltiende fornyelse udgør væsentlige forhindringer for udskiftning af udbyder. Det er derfor ønskeligt, at en slutbruger kan ophæve en kontrakt seks måneder efter, at den er indgået, uden at blive pålagt nogen omkostninger. I sådanne tilfælde kan slutbrugerne blive anmodet om at kompensere udbyderen for det subsidierede udstyrs restværdi eller pro rata temporis-værdien af eventuelle andre tilbud. Kontrakter, der er blevet stiltiende forlænget, skal kunne opsiges med en måneds varsel. [Ændring 57]

(60)  Væsentlige ændringer af de kontraktlige betingelser, der pålægges til skade for slutbrugeren af udbyderen af elektroniske kommunikationstjenester til offentligheden, for eksempel hvad angår gebyrer, takster, begrænsning af datamængden, datahastigheden, dækningen eller behandlingen af personoplysninger anses for at give anledning til slutbrugerens ret til at ophæve kontrakten uden at blive pålagt nogen omkostninger.

(61)  Pakkede produkter, der består af elektronisk kommunikation og andre tjenester såsom lineær tv-spredning er blevet mere og mere udbredt og udgør en vigtig del af konkurrencen. I tilfælde, hvor der gælder divergerende kontraktlige regler for de forskellige tjenester i pakken vedrørende ophævelse af kontrakten og udskiftning af udbyder er slutbrugerne reelt forhindret i at skifte til konkurrencedygtige tilbud hvad angår hele pakken eller dele af den. Bestemmelserne i denne forordning vedrørende ophævelse af kontrakten og udskiftning af udbyder bør derfor gælde for alle dele af en sådan pakke.

(62)  Slutbrugerne bør kunne træffe velinformerede valg og skifte udbyder, når det er i deres interesse, således at de kan få fuldt udbytte af konkurrencen. Slutbrugerne bør derfor være i stand til at skifte uden at der er retlige, tekniske eller proceduremæssige hindringer i vejen, Herunder kontraktbetingelser og gebyrer. Nummerportabilitet er en vigtig nøgle til at opnå frit valg for forbrugerne og effektiv konkurrence. Dette bør gennemføres så hurtigt som muligt således at nummeret er reelt aktiveret inden for en arbejdsdag efter indgåelse af en aftale om portering af et nummer. Betaling af udestående regninger bør ikke være en betingelse for at gennemføre en anmodning om portering.

(63)  For at understøtte etstedsbestilling og for at fremme en gnidningsløs udskiftningsoplevelse for slutbrugerne skal udskiftningsprocessen styres af den modtagende udbyder af elektronisk kommunikation til offentligheden give brugerne mulighed for problemløst at skifte udbyder bør BEREC have mandat til at fastlægge retningslinjer for den modtagende og den overdragende udbyders respektive ansvarsområder i overdragelses- og porteringsprocessen, herunder krav om, at den overdragende udbyder af elektronisk kommunikation til offentligheden bør ikke forsinke forsinker eller hindre hindrer udskiftningsprocessen. Der bør, at processen så vidt muligt anvendes automatiske processer, og man bør sikre automatiseres, og at der sikres en høj grad af beskyttelse af personoplysninger. Retningslinjerne bør også omhandle spørgsmålet om, hvordan man sikrer slutbrugerne kontinuitet, herunder gennem identifikatorer som e-mailadresser, ved hjælp af f.eks. muligheden for at vælge en facilitet til videresendelse af e-mails. Gennemsigtige, præcise og rettidige oplysninger om udskiftning bør øge slutbrugernes brugernes tryghed ved at skifte udbyder og gøre dem mere villige til at deltage aktivt i konkurrenceprocessen. [Ændring 58]

(64)  Kontrakter med overdragende udbydere af e-kommunikation til offentligheden bør annulleres automatisk efter udskiftningen, uden at slutbrugerne skal foretage yderligere skridt. Hvis der er tale om forudbetalte tjenester, skal en eventuel resterende saldo tilbagebetales til den forbruger, der ønsker at skifte udbyder. [Ændring 59]

(65)  Det er nødvendigt, at slutbrugerne oplever kontinuitet, når de skifter vigtige midler til identifikation, såsom e-mailadresser. For at opnå dette og for at undgå, at der går e-mailkommunikation tabt, skal den overdragende udbyder af internetadgangstjenester tilbyde slutbrugerne muligheden for at vælge en gratis facilitet med videresendelse af e-mails i de tilfælde, hvor slutbrugeren har fået en e-mailadresse hos den overdragende udbyder. [Ændring 60]

(66)  De kompetente nationale myndigheder kan fastsætte de globale processer vedrørende nummerportabilitet og udskiftning af udbyder, idet der tages højde for den teknologiske udvikling og behovet for at sikre en hurtig, effektiv og forbrugervenlig udskiftningsproces. De kompetente nationale myndigheder skal kunne pålægge forholdsmæssige foranstaltninger, der skal beskytte slutbrugerne tilstrækkeligt i løbet af hele udskiftningsprocessen, herunder passende sanktioner, der har til formål at minimere risiciene for misbrug eller forsinkelser og for at slutbrugerne bliver overdraget til en anden udbyder uden deres samtykke. De bør også kunne opstille en automatisk kompensationsmekanisme for slutbrugerne i sådanne tilfælde.

(67)  De nationale tilsynsmyndigheder bør også kunne tage effektive forholdsregler med henblik på overvågning og for at sikre overholdelse af bestemmelserne i denne forordning, hvilket indebærer en beføjelse til at indføre effektive sanktioner i tilfælde af brud på denne forordning.

(68)  For at tage hensyn til markedets udvikling og de tekniske fremskridt bør Kommissionen i henhold til artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde have beføjelse til at vedtage retsakter om ændring af bilagene. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet. [Ændring 61]

(69)  For at sikre ensartede betingelser for gennemførelse af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser hvad angår beslutningen om at pålægge medlemsstaterne at tilpasse deres overholdelsesplaner med en fælles tidsplan for tildeling af frekvenser og tilladelse til faktisk brug af frekvenser.

(70)  Implementeringsbeføjelserne De gennemførelsesbeføjelser, der vedrører harmonisering og koordinering af tilladelse til brug af radiofrekvenser, egenskaberne ved trådløse adgangspunkter for et lille område, koordinering mellem medlemsstaterne hvad angår allokering af radiofrekvenser, mere detaljerede tekniske og metodiske regler ved europæiske virtuelle adgangsprodukter og sikring af internetadgang samt rimelig trafikstyring og tjenestekvalitet fair use-kriterier bør forventes udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011(20). [Ændring 62]

(71)  For at sikre sammenhæng mellem målene og de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre det indre marked for elektronisk kommunikation i medfør af for at opfylde målsætningerne for denne forordning og visse specifikke eksisterende retlige bestemmelser og for at afspejle hovedelementerne i den beslutningspraksis, der er under udvikling, bør direktiv 2002/21/EF, 2002/20/EF og 2002/22/EF samt forordning (EU) nr. 531/2012, (EU) nr. 531/2012 og (EF) nr. 1211/2009 samt afgørelse nr. 243/2012/EU ændres. Dette omfatter indføjelse af bestemmelser om, at direktiv 2002/21/EF og de relaterede direktiver skal læses i sammenhæng med denne forordning, indførelse af øgede beføjelser til Kommissionen når det gælder om at sikre ensartethed hvad angår de afhjælpende foranstaltninger, der pålægges de europæiske udbydere af elektronisk kommunikation, der har en stærk markedsposition inden for konteksten af den europæiske høringsmekanisme, harmonisering af de kriterier, der er vedtaget i forbindelse med definitionen af og konkurrencen på relevante markeder, tilpasning af anmeldelsessystemet i medfør af direktiv 2002/20/EF med henblik på en fælles EU-tilladelse samt ophævelse af bestemmelser vedrørende minimumsharmonisering af slutbrugernes rettigheder, der fremgår af direktiv 2002/22/EF, som er blevet gjort overflødige af den fuldstændige harmonisering, der fremgår af denne forordning. [Ændring 63]

(72)  Mobilkommunikationsmarkedet i EU er fortsat opsplittet, og der er ikke er noget net, der dækker alle medlemsstater. Som følge heraf skal roamingudbyderne købe engrostjenester af operatørerne i de medlemsstater, deres kunder besøger, for at kunne udbyde mobilkommunikationstjenester til dem, når de rejser i EU. Disse engrosgebyrer udgør en væsentlig hindring for udbud af roamingtjenester til priser, der svarer til indenlandske mobilpriser. Derfor bør der vedtages yderligere foranstaltninger, der skal gøre det lettere at sænke disse gebyrer. Forretningsaftaler eller tekniske aftaler mellem roamingudbyderne, der sætter dem i stand til at gennemføre en virtuel udvidelse af deres netdækning i hele EU, gør det muligt for dem at internalisere engrosomkostningerne. For at give et passende incitament bør visse lovgivningsmæssige forpligtelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 531/2012 tilpasses(21). Navnlig bør den forpligtelse, der påhviler indenlandske udbydere til at give deres kunder adgang til alternative roamingudbyderes tale-, sms- og dataroamingtjenester, ikke gælde for udbydere, der ved hjælp af deres egne net eller i kraft af bilaterale eller multilaterale roamingaftaler sikrer, at alle kunder i EU tilbydes standardroamingtakster, der svarer til indlandstaksterne; dog bør der fastsættes en overgangsperiode for tilfælde, hvor der allerede er indrømmet den nævnte adgang. [Ændring 64]

(73)  Bilaterale eller multilaterale roamingaftaler kan gøre det muligt for en mobiloperatør at behandle sine indenlandske kunders roaming på partnernes net som en tjeneste, der i vid udstrækning svarer til den tjeneste, der leveres til disse kunder på operatørens egne net, hvilket vil have følger for udbyderens egne priser for en sådan virtuel "on-net"-dækning i hele EU. En sådan ordning på engrosniveau kunne gøre det muligt at udvikle nye roamingprodukter og således øge udvalget og konkurrencen på detailniveau. [Ændring 65]

(74)  Den digitale dagsorden for Europa og forordning (EU) nr. 531/2012 fastsætter det politiske mål, at forskellen mellem roamingtaksterne og indlandstaksterne skal nærme sig nul. I praksis kræver dette, at forbrugere, der falder ind under en af de iagttagne brede kategorier for indenlandsk forbrug, som identificeres under henvisning til en udbyders forskellige indenlandske detailpakker, trygt kan fortsætte det typiske indenlandske forbrugsmønster, der er forbundet med deres respektive indenlandske detailpakker, når de i perioder rejser inden for EU, uden at blive påført omkostninger ud over dem, de har i hjemlandet. Sådanne brede kategorier kan eventuelt identificeres ud fra gældende handelspraksis, idet der f.eks. henvises til differentieringen i indenlandske detailpakker mellem kunder, der betaler forud og kunder, der betaler efterfølgende, pakker, der udelukkende dækker GSM-tjenester (dvs. tale- og sms-pakker), pakker, der er tilpasset forskellige forbrugsniveauer, pakker rettet mod henholdsvis forbrugere og virksomheder, detailpakker med priser pr. forbrugt enhed og pakker, der omfatter "spandevis" af enheder (f.eks. taletid, megabytes data) til en fast pris, uanset hvor meget der rent faktisk bliver brugt. De mange forskellige detailtakstplaner og pakker, der er til rådighed for kunderne på alle EU's indenlandske mobilmarkeder, er tilpasset de varierende brugerbehov, der er forbundet med et marked med konkurrence. Denne fleksibilitet på de indenlandske markeder bør også afspejles i det EU-interne roamingmiljø, samtidig med at der tages hensyn til, at roamingudbydernes behov for engrosressourcer fra uafhængige netværksoperatører i forskellige medlemsstater stadig kan retfærdiggøre, at der indføres begrænsninger under henvisning til rimelig brug, hvis indlandstaksterne også gælder for denne form for roamingforbrug. [Ændring 66]

(75)  Selv om det i første omgang er op til roamingudbyderne selv at vurdere vurderer, hvor stor en mængde roamingopkald, -sms’er og –data det er rimeligt at dække , der skal være dækket til indlandstakst som led i de deres forskellige detailpakker, har de uanset afskaffelsen af detailroamingtaksterne den 15. december 2015 mulighed for at anvende en "fair use-klausul" på forbruget af regulerede detailroamingtjenester til den gældende indenlandske takst baseret på kriterier for, hvad der er et rimeligt forbrug. De pågældende kriterier bør anvendes på en sådan måde, at forbrugerne i de perioder, hvor de rejser i Unionen, trygt kan følge det samme typiske forbrugsmønster, som er knyttet til deres respektive indenlandske detailtjenestepakker. De nationale tilsynsmyndigheder bør overvåge roamingudbydernes anvendelse af sådanne grænser for rimelig brug fair use-grænser og sikre, at de fastlægges specifikt under henvisning til detaljerede kvantificerede oplysninger i kontrakterne, der er klare og gennemskuelige for kunderne. I denne proces bør de nationale tilsynsmyndigheder tage størst muligt hensyn til relevante retningslinjer fra BEREC, baseret på resultaterne af en offentlig høring, vedrørende anvendelsen af fair use-kriterier i roamingudbyderes kontrakter. I sin vejledning bør BEREC opstille forskellige forbrugsmønstre, der underbygges af de underliggende tendenser inden for tale-, data- og sms-forbrug på EU-plan samt den forventede udvikling, navnlig inden for trådløs dataanvendelse. Eurotarif-prislofterne bør fortsat anvendes som sikkerhedsloft over gebyrer for forbrug, der overskrider fair use-grænserne, indtil forordning (EU) nr. 531/2012 udløber. [Ændring 67]

(76)  Desuden bør det omfattende fald i mobiltemineringstaksterne, der på det seneste har fundet sted i hele EU, gøre det muligt at udrydde de yderligere roaminggebyrer for indgående opkald. For at skabe klarhed og retssikkerhed bør datoen den 15. december 2015 fastsættes for den endelige udfasning af roaminggebyrer, der blev indledt med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 717/2007(22). Derudover bør Kommissionen senest den 30. juni 2015, forud for den endelige afskaffelse af roaminggebyrerne, aflægge rapport om et eventuelt behov for ændring af engrostaksterne eller engrosmarkedsmekanismerne, bl.a. under hensyn til de mobiltermineringstakster, der gælder for roaming i hele Unionen. [Ændring 68]

(77)  For at sikre stabilitet i BEREC's aktiviteter samt strategisk lederskab bør BEREC's repræsentantskab repræsenteres af en formand på fuld tid, der udnævnes af repræsentantskabet på grundlag af præstationer, kvalifikationer og kendskab til markedsaktørerne og markederne for elektronisk kommunikation samt erfaring inden for overvågning, tilsyn og regulering efter en åben udvælgelsesprøve, der tilrettelægges og styres af repræsentantskabet med bistand fra Kommissionen. Med henblik på den udnævnelsen af den første formand for repræsentantskabet bør Kommissionen bl.a. opstille en slutliste over kandidater på grundlag af præstationer, kvalifikationer og kendskab til markedsaktørerne og markederne for elektronisk kommunikation samt erfaring inden for overvågning, tilsyn og regulering. Ved senere udnævnelser bør muligheden for at lade Kommissionen opstille en slutliste tages op til overvejelse i en rapport, der udarbejdes i henhold til denne forordning. Støttekontoret for BEREC bør derfor omfatte formanden for repræsentantskabet, forvaltningsudvalget og en administrerende direktør. [Ændring 69]

(78)  Direktiv 2002/20/EF, 2002/21/EF og 2002/22/EF samt forordning (EF) nr. 1211/2009 og (EU) nr. 531/2012 samt afgørelse nr. 243/2012/EU bør derfor ændres i overensstemmelse hermed. [Ændring 70]

(79)  Kommissionen kan til enhver tid bør anmode om en udtalelse fra BEREC i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1211/2009, når den finder dette nødvendigt i forbindelse med gennemførelsen af bestemmelserne i denne forordning. [Ændring 71]

(79a)  Rammebestemmelserne for elektronisk kommunikation bør revideres, jf. anmodningen i Europa-Parlamentets beslutning om rapport om gennemførelsen af EU-regelsættet for elektronisk kommunikation(23). Revisionen bør være baseret på efterfølgende analyser af rammebestemmelsernes konsekvenser siden 2009, en fuld høring og en grundig forudgående vurdering af de forventede virkninger af forslagene på baggrund af revisionen. Forslagene bør forelægges i så god tid, at lovgiveren har tilstrækkelig tid til at analysere og drøfte dem på behørig vis. [Ændring 72]

(80)  Denne forordning respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de rettigheder og principper, der er nedfældet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 8 (Beskyttelse af personoplysninger), artikel 11 (Ytrings- og informationsfrihed), artikel 16 (Frihed til at oprette og drive egen virksomhed), artikel 21 (Ikke-forskelsbehandling) og artikel 38 (Forbrugerbeskyttelse).

(81)  Målet for denne forordning, nemlig at fastlægge de reguleringsprincipper og detaljerede regler, der er nødvendige for at gennemføre et europæisk indre marked for elektronisk kommunikation, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dets omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Kapitel I

Generelle bestemmelser

Artikel 1

Formål og anvendelsesområde

1.  Denne forordning fastsætter reguleringsprincipperne og de nærmere regler til gennemførelse af et indre EU-marked for elektronisk kommunikation, hvor de regler, der er nødvendige for at: [Ændring 73]

a)  fremme udøvelsen i praksis af retten for udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester har ret til, mulighed for og incitament til at udvikle, udvide og drive deres net og udbyde tjenester, uanset hvor i Unionen udbyderen er etableret, eller kunderne befinder sig, ved hjælp af en harmoniseret og forenklet tilladelsesordning baseret på en harmoniseret model [Ændring 74]

b)  borgere og virksomheder har fremme udøvelsen i praksis af borgeres og virksomheders ret til og mulighed for at få adgang til konkurrencedygtige, sikre og pålidelige elektroniske kommunikationstjenester, uanset hvor de udbydes inden for Unionen, med fælles regler til garanti for høje standarder for beskyttelse, privatlivets fred og personoplysningers sikkerhed uden at blive hindret af grænseoverskridende restriktioner eller ubegrundede ekstraomkostninger og sanktioner [Ændring 75]

ba)  opnå mere samordnede europæiske rammer for harmoniserede radiofrekvenser til trådløse bredbåndskommunikationstjenester [Ændring 76]

bb)  tage fat på udfasningen af ubegrundede gebyrer for roamingtrafik i Unionen. [Ændring 77]

2.  Denne forordning fastsætter navnlig reguleringsprincipper, i henhold til hvilke Kommissionen, Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) og de nationale og regionale kompetente myndigheder udøver deres hverv, hver part inden for sit kompetenceområde og i sammenhæng med bestemmelserne i direktiv 2002/19/EF, 2002/20/EF, 2002/21/EF og 2002/22/EF: [Ændring 78]

a)  for at sikre enkle, forudsigelige og konvergerende reguleringsvilkår for så vidt angår vigtige administrative og kommercielle parametre, herunder også vedrørende forholdsmæssigheden af individuelle forpligtelser, som eventuelt pålægges i henhold til en markedsanalyse [Ændring 79]

b)  for at fremme vedvarende konkurrence på det indre marked og Unionens konkurrenceevne globalt og mindske sektorspecifik markedsregulering i takt med, at disse mål nås [Ændring 80]

c)  for at fremme investeringer i og innovation inden for ny og forbedret højkapacitetsinfrastruktur, som og sikre, at den dækker hele Unionen og kan håndtere den voksende efterspørgsel fra slutbrugerne, hvor de end befinder sig i Unionen [Ændring 81]

d)  for at fremme et innovativt tjenesteudbud af høj kvalitet [Ændring 82]

e)  for at sikre rådighed over og højeffektiv udnyttelse af radiofrekvenser, hvad enten disse er underlagt generelle tilladelser eller individuelle brugsrettigheder, med henblik på et udbud af trådløse bredbåndstjenester, som understøtter innovation, investeringer, jobskabelse og fordele for slutbrugerne [Ændring 83]

f)  for at tjene borgernes og slutbrugernes interesser for så vidt angår konnektivitet ved at forbedre investeringsmiljøet med sigte på øget udvalg og kvalitet i netadgang og -tjenester og ved at fremme mobiliteten i hele Unionen samt den sociale og territoriale sammenhæng. [Ændring 84]

3.  For at sikre gennemførelsen af de overordnede reguleringsprincipper i stk. 2 fastsætter denne forordning endvidere de nødvendige nærmere regler for:

a)  en fælles EU-tilladelse for europæiske udbydere af elektronisk kommunikation

b)  yderligere konvergens af reguleringsvilkårene for så vidt angår nødvendigheden og forholdsmæssigheden af de foranstaltninger, som de nationale tilsynsmyndigheder pålægger europæiske udbydere af elektronisk kommunikation

c)  et harmoniseret udbud på EU-niveau af visse engrosbredbåndsprodukter i henhold til konvergerende reguleringsvilkår

d)  samordnede europæiske rammer for tildeling af harmoniserede frekvenser til trådløse bredbåndskommunikationstjenester, hvorved der oprettes et europæisk rum for trådløs kommunikation

e)  harmoniseringen af regler vedrørende slutbrugeres rettigheder og fremme af reel konkurrence på detailmarkederne, hvorved der skabes et europæisk forbrugerområde for elektronisk kommunikation

f)  udfasning af ubegrundede gebyrer for EU-intern kommunikation og roamingtrafik i Unionen. [Ændring 85]

3a.  Bestemmelserne i denne forordning berører ikke Unionens gældende regler vedrørende databeskyttelse og artikel 7 og 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. [Ændring 86]

Artikel 2

Definitioner

I forbindelse med denne forordning finder definitionerne i direktiv 2002/19/EF, 2002/20/EF, 2002/21/EF, 2002/22/EF og 2002/77/EF anvendelse.

I dette direktiv forstås endvidere ved:

1)  "europæisk udbyder af elektronisk kommunikation": en virksomhed, som er etableret i Unionen, og udbyder eller har til hensigt at udbyde elektroniske kommunikationsnet eller ‑tjenester rettet mod flere medlemsstater, uanset om dette sker direkte eller via et eller flere datterselskaber, og som ikke kan anses for at være et datterselskab af en anden udbyder af elektronisk kommunikation [Ændring 87]

2)  "udbyder af elektronisk kommunikation til offentligheden": en virksomhed, som udbyder offentlige elektroniske kommunikationsnet eller offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester

3)  "datterselskab": en virksomhed, hvor en anden virksomhed direkte eller indirekte:

i)  kan udøve mere end halvdelen af stemmerettighederne, eller

ii)  kan udpege mere end halvdelen af medlemmerne af bestyrelsen, direktionen eller organer, som repræsenterer virksomheden retligt, eller

iii)  har ret til at lede virksomhedens forretninger [Ændring 88]

4)  "fælles EU-tilladelse": de retlige rammer, der gælder for en europæisk udbyder af elektronisk kommunikation i hele Unionen på grundlag af den generelle tilladelse udstedt i hjemlandet og i overensstemmelse med nærværende forordning [Ændring 89]

5)  "hjemland": den medlemsstat, hvor den europæiske udbyder af elektronisk kommunikation har sit hovedsæde [Ændring 90]

6)  "hovedsæde": det etableringssted i medlemsstaten, hvor de vigtigste beslutninger træffes for så vidt angår investeringer i og styring af udbuddet af elektroniske kommunikationstjenester eller -net i Unionen [Ændring 91]

7)  "værtsmedlemsstat": enhver anden medlemsstat end hjemlandet, hvor en europæisk udbyder af elektronisk kommunikation udbyder elektroniske kommunikationsnet og -tjenester [Ændring 92]

8)  "harmoniserede radiofrekvenser til trådløs bredbåndskommunikation": radiofrekvenser, for hvilke betingelserne for adgang effektiv , effektivitet og primær udnyttelse er harmoniseret på EU-niveau, og navnlig i henhold til i overensstemmelse med såvel direktiv 2002/21/EF som beslutning 676/2002/EF, og som benyttes til andre kommunikationstjenester end radio- og tv-spredning [Ændring 93]

9)  "trådløst adgangspunkt for lille område": lille wi-fi-installation med lav effekt og lille rækkevidde, som anvender tilladelseskrævende frekvenser eller en kombination af tilladelseskrævende og -fri frekvenser, og som kan være del af et offentligt terrestrisk mobilkommunikationsnet, og kan være udstyret med en eller flere ikke iøjnefaldende antenner, som giver offentligheden wi-fi-adgang til elektroniske kommunikationsnet, uanset den underliggende nettopologi [Ændring 94]

10)  "radiobaseret lokalt datanet" (RLAN): wi-fi-system med lav effekt og lille rækkevidde, der har en ringe risiko for at skabe interferens for andre lignende systemer, som andre brugere har placeret tæt på, og som anvender frekvenser på et ikke-eksklusivt tilladelsesfrit grundlag, for hvilke betingelserne for adgang og effektiv udnyttelse til dette formål er harmoniseret i hele Unionen [Ændring 95]

11)  "virtuel bredbåndsadgang": en type engrosadgang til bredbåndsnet, som består af en virtuel adgangsforbindelse til kundens lokaler via en hvilken som helst adgangsnetinfrastruktur, dog ikke fysisk adskilt adgang, sammen med en transmissionstjeneste til et fastlagt sæt handover-punkter, og som omfatter specifikke netelementer, specifikke netfunktioner og tilhørende IT-systemer [Ændring 96]

12)  "konnektivitetsprodukt med garanteret tjenestekvalitet": et produkt, som stilles til rådighed ved en IP-exchange (internet protocol exchange), som giver kunderne mulighed for at etablere en IP-kommunikationsforbindelse mellem et samtrafikpunkt og et eller flere fastnettermineringspunkter, og som giver mulighed for at fastlægge niveauer for punkt-til-punkt-netpræstationer, for så vidt angår specifikke tjenester til slutbrugere på grundlag af levering af en specificeret garanteret tjenestekvalitet på grundlag af fastsatte parametre [Ændring 97]

12a)  "netneutralitet": princippet om, at al internettrafik behandles lige uden forskelsbehandling, begrænsning eller indblanding, uafhængigt af dens afsender, modtager, type, indhold, udstyr, tjeneste eller applikation [Ændring 234 + 241]

13)  "fjernkommunikation": tale- eller meddelelsestjenester, som terminerer uden for den lokale central og de regionale takstområder, som er identificeret ved et geografisk områdenummer i den nationale nummerplan [Ændring 98]

14)  "internetadgangstjeneste": en offentligt tilgængelig elektronisk kommunikationstjeneste, som leverer internetforbindelse i overensstemmelse med princippet om netneutralitet og dermed forbindelse mellem praktisk taget alle endepunkter, som er tilsluttet til internettet internettets endepunkter uanset den anvendte netteknologi de netteknologier eller det terminaludstyr, der anvendes

15)  "specialtjeneste": en elektronisk kommunikationstjeneste eller enhver anden tjeneste, som giver mulighed for at få adgang til, der er optimeret for et bestemt indhold, bestemte applikationer eller tjenester eller en kombination heraf, og hvis tekniske egenskaber styres fra endepunkt til endepunkt eller giver mulighed for at sende eller modtage data til eller fra et fastlagt antal parter eller endepunkter; , der leveres via en logisk adskilt kapacitet, med streng adgangskontrol, og giver funktionalitet, der kræver en særlig høj kvalitet fra endepunkt til endepunkt, og som ikke markedsføres eller kan anvendes som et alternativ til erstatning for en internetadgangstjeneste og anvendes heller ikke i større omfang som en sådan [Ændring 235 + 242]

16)  "den modtagende udbyder af elektronisk kommunikation til offentligheden": den udbyder af elektronisk kommunikation til offentligheden, til hvilken et telefonnummer eller en tjeneste overdrages [Ændring 101]

17)  "den overdragende udbyder af elektronisk kommunikation til offentligheden": den udbyder af elektronisk kommunikation til offentligheden, fra hvilken et telefonnummer eller en tjeneste overdrages. [Ændring 102]

Kapitel II

Fælles EU-tilladelse

Artikel 3

Frihed til at levere elektronisk kommunikation i hele Unionen

1.  En europæisk Enhver udbyder af elektronisk kommunikation har ret til at udbyde elektroniske kommunikationsnet og -tjenester i hele Unionen og til at udøve rettighederne i forbindelse med udbud af sådanne net og tjenester i hver af de medlemsstater, hvor udbyderen udøver sin virksomhed, i henhold til en fælles EU-tilladelse, som kun er underlagt anmeldelseskravene i artikel 4. [Ændring 103]

2.  Den europæiske udbyder af elektronisk kommunikation skal overholde de regler og vilkår, der gælder i hver berørt medlemsstat, jf. EU-lovgivningen, medmindre andet er fastsat i denne forordning, og uden at det berører forordning (EU) nr. 531/2012. [Ændring 104]

3.  Som en undtagelse fra artikel 12 i direktiv 2002/20/EF kan en europæisk udbyder af elektronisk kommunikation kun pålægges administrative gebyrer, som gælder i værtsmedlemsstaten, hvis udbyderen har en årlig omsætning af elektroniske kommunikationstjenester i den pågældende medlemsstat på mere end 0,5% af landets samlede omsætning af elektronisk kommunikation. Ved beregning af et eventuelt gebyr er det kun omsætningen af elektroniske kommunikationstjenester i den pågældende medlemsstat, der tages i betragtning. [Ændring 105]

4.  Som en undtagelse fra artikel 13, stk. 1, litra b), i direktiv 2002/22/EF kan en europæisk udbyder af elektronisk kommunikation kun pålægges at bidrage til nettoomkostningerne ved forsyningspligt i værtsmedlemsstaten, hvis udbyderen har en årlig omsætning af elektroniske kommunikationstjenester i den pågældende medlemsstat på mere end 3 % af landets samlede omsætning af elektronisk kommunikation. Ved beregning af et eventuelt bidrag er det kun omsætningen i den pågældende medlemsstat, der tages i betragtning [Ændring 106]

5.  En europæisk udbyder De nationale tilsynsmyndigheder behandler udbydere af elektronisk kommunikation har ret til lige behandling af de forskellige medlemsstaters nationale tilsynsmyndigheder på samme måde i sammenlignelige objektivt ækvivalente situationer, uanset hvilken medlemsstat de er etableret i. [Ændring 107]

6.  Hvis der i en værtsmedlemsstat opstår en tvist mellem virksomheder, som involverer en europæisk udbyder af elektronisk kommunikation, og som vedrører forpligtelser i henhold til direktiv 2002/19/EF, 2002/20/EF, 2002/21/EF og 2002/22/EF, nærværende forordning eller forordning (EU) nr. 531/2012, kan den europæiske udbyder af elektronisk kommunikation konsultere den nationale tilsynsmyndighed i hjemlandet, som kan fremsætte en udtalelse med sigte på, at sikre udviklingen af en konsekvent reguleringspraksis. Den nationale tilsynsmyndighed i værtsmedlemsstaten tager ved afgørelsen af tvisten det størst mulige hensyn til den udtalelse, der er fremsat af den nationale tilsynsmyndighed i hjemlandet. [Ændring 108]

7.  Europæiske udbydere af elektronisk kommunikation, som på datoen for denne forordnings ikrafttræden har ret til at udbyde elektroniske kommunikationsnet og -tjenester i mere end én medlemsstat, fremsender anmeldelsen i artikel 4 senest den 1. juli 2016. [Ændring 109]

Artikel 4

Anmeldelsesprocedure for europæiske udbydere af elektronisk kommunikation

1.  En europæisk udbyder af elektronisk kommunikation fremsender en enkelt anmeldelse i henhold til nærværende forordning til den nationale tilsynsmyndighed i hjemlandet, før der iværksættes aktiviteter i mindst én medlemsstat.

2.  Anmeldelsen skal indeholde en erklæring om udbud af eller hensigt om at udbyde elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, og erklæringen skal kun omfatte følgende yderligere oplysninger:

a)  udbyderens navn, retlige status og form, registreringsnummer, hvis udbyderen er optaget i et handelsregister eller et andet lignende offentligt register, den fysiske adresse på udbyderens hovedsæde, en kontaktperson, en kort beskrivelse af de udbudte eller planlagte net eller tjenester, herunder identifikation af hjemlandet

b)  den eller de værtsmedlemsstater, hvor tjenesterne og nettene udbydes eller påtænkes udbudt direkte eller via datterselskaber og, i sidstnævnte tilfælde, datterselskabets navn, retlige status og form, datterselskabets fysiske adresse, registreringsnummer, hvis udbyderen er optaget i et handelsregister eller et andet lignende offentligt register i værtsmedlemsstaten, og kontaktoplysninger for ethvert berørt datterselskab og de respektive virkeområder. Hvis et datterselskab er under fælles kontrol af to eller flere udbydere af elektronisk kommunikation, som har deres hovedsæder i forskellige medlemsstater, angiver datterselskabet det af moderselskabernes hjemlande, der skal gælde i forbindelse med nærværende forordning, og anmeldelsen foretages af moderselskabet i det pågældende hjemland i overensstemmelse hermed.

Anmeldelsen fremsendes på det eller de sprog, der anvendes i hjemlandet og i enhver værtsmedlemsstat.

3.  Enhver ændring af de oplysninger, der fremsendes i henhold til stk. 2, stilles til rådighed for de nationale tilsynsmyndigheder i hjemlandet inden en måned efter ændringen. Hvis den ændring, der skal anmeldes, vedrører en hensigt om at udbyde elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester i en værtsmedlemsstat, som ikke er omfattet af en tidligere anmeldelse, kan den europæiske udbyder af elektronisk kommunikation påbegynde aktiviteterne i den pågældende værtsmedlemsstat på tidspunktet for anmeldelsen.

4.  Manglende overholdelse af kravet om anmeldelse i henhold til denne artikel udgør en overtrædelse af de fælles vilkår, som gælder for den europæiske udbyder af elektronisk kommunikation i hjemlandet.

5.  Den nationale tilsynsmyndighed i hjemlandet fremsender de oplysninger, der modtages i henhold til stk. 2, og alle ændringer heraf i henhold til stk. 3, til de nationale tilsynsmyndigheder i de berørte værtsmedlemsstater og til BEREC's støttekontor inden for en uge efter modtagelsen af sådanne oplysninger eller ændringer.

BEREC's støttekontor fører et offentligt tilgængeligt register over de anmeldelser, der foretages i henhold til denne forordning.

6.  Den nationale tilsynsmyndighed i hjemlandet udsteder efter anmodning af en europæisk udbyder af elektronisk kommunikation en erklæring i henhold til artikel 9 i direktiv 2002/20/EF, som angiver, at den pågældende virksomhed er omfattet af den fælles EU-tilladelse.

7.  Hvis én eller flere nationale tilsynsmyndigheder i forskellige medlemsstater finder, at identifikationen af hjemlandet i en anmeldelse i henhold til stk. 2 eller enhver ændring af de fremsendte oplysninger, som stilles til rådighed i henhold til stk. 3, ikke svarer til eller ikke længere svarer til virksomhedens hovedsæde i henhold til denne forordning, henviser de sagen til Kommissionen og fremfører de grunde, som deres vurdering er baseret på. En kopi af denne henvisning fremsendes til BEREC's støttekontor til orientering. Kommissionen træffer, efter at have givet den relevante europæiske udbyder af elektronisk kommunikation og den nationale tilsynsmyndighed i det omtvistede hjemland mulighed for at fremsætte deres synspunkter, en afgørelse, som fastsætter den pågældende virksomheds hjemland i henhold til denne forordning, inden tre måneder efter modtagelse af sagen. [Ændring 110]

Artikel 5

Overholdelse af den fælles EU-tilladelse

1.  Den nationale tilsynsmyndighed i hver berørt medlemsstat overvåger og sikrer, i overensstemmelse med den nationale lovgivning til gennemførelse af procedurerne i artikel 10 i direktiv 2002/20/EF, at europæiske udbydere af elektronisk kommunikation overholder de regler og vilkår, der gælder på dens territorium, jf. artikel 3.

2.  Den nationale tilsynsmyndighed i en værtsmedlemsstat skal til den nationale tilsynsmyndighed i hjemlandet fremsende alle relevante oplysninger om individuelle foranstaltninger, der vedtages i i forbindelse med en europæisk udbyder af elektronisk kommunikation for at sikre overholdelsen af de regler og vilkår, der gælder på værtsmedlemsstatens territorium, jf. artikel 3. [Ændring 111]

Artikel 6

Suspension og tilbagekaldelse af europæiske udbydere af elektronisk kommunikations ret til at udbyde elektronisk kommunikation

1.  Uden at det berører foranstaltninger vedrørende suspension eller tilbagekaldelse af brugsrettigheder til frekvenser eller numre, der er tildelt af en berørt medlemstat, og foreløbige foranstaltninger vedtaget i henhold til stk. 3, er det kun den nationale tilsynsmyndighed i hjemlandet, der må suspendere eller tilbagekalde en europæisk udbyder af elektronisk kommunikations ret til at udbyde elektroniske kommunikationsnet og -tjenester i hele Unionen eller dele heraf i overensstemmelse med national lovgivning, som gennemfører artikel 10, stk. 5, i direktiv 2002/20/EF.

2.  I tilfælde af alvorlige eller gentagne overtrædelser af de regler og vilkår, der gælder i en værtsmedlemsstat, jf. artikel 3, og hvor foranstaltninger, som den nationale tilsynsmyndighed i værtsmedlemsstaten har truffet i overensstemmelse med artikel 5 for at sikre overholdelsen, ikke virker, underretter værtsmedlemsstatens tilsynsmyndighed den nationale tilsynsmyndighed i hjemlandet og anmoder denne om at vedtage de foranstaltninger, der er fastsat i stk. 1.

3.  Indtil den nationale tilsynsmyndighed i hjemlandet vedtager en endelig afgørelse vedrørende en anmodning indgivet i overensstemmelse med stk. 2, kan den nationale tilsynsmyndighed i værtsmedlemsstaten træffe foreløbige hasteforanstaltninger i overensstemmelse med national lovgivning, som gennemfører artikel 10, stk. 6, i direktiv 2002/20/EF, hvis den er i besiddelse af beviser for en overtrædelse af regler og vilkår, der gælder på dens territorium, jf. artikel 3. Som en undtagelse fra fristen på tre måneder i artikel 10, stk. 6, i direktiv 2002/20/EF kan sådanne foreløbige foranstaltninger være gyldige, indtil den nationale tilsynsmyndighed i hjemlandet træffer en endelig afgørelse.

Kommissionen, BEREC og de nationale tilsynsmyndigheder i hjemlandet og andre værtsmedlemsstater underrettes i rimelig tid om den vedtagne foreløbige foranstaltning.

4.  Hvis den nationale tilsynsmyndighed i hjemlandet overvejer at træffe en afgørelse om at suspendere eller tilbagekalde en europæisk udbyder af elektronisk kommunikations rettigheder, jf. stk. 1, enten på eget initiativ eller på anmodning af en værtsmedlemsstats nationale tilsynsmyndighed, underretter den de nationale tilsynsmyndigheder i alle værtsmedlemsstater, som berøres af en sådan afgørelse, om sine hensigter. En national tilsynsmyndighed i en værtsmedlemsstat kan fremsætte en udtalelse inden for en måned.

5.  Den nationale tilsynsmyndighed i hjemlandet, som i denne forbindelse tager størst muligt hensyn til udtalelsen fra den nationale tilsynsmyndighed i den berørte værtsmedlemsstat, vedtager en endelig afgørelse og meddeler denne til Kommissionen, BEREC og den nationale tilsynsmyndighed i den berørte værtsmedlemsstat, inden en uge efter vedtagelse af afgørelsen.

6.  Hvis den nationale tilsynsmyndighed i hjemlandet har besluttet at suspendere eller tilbagekalde en europæisk udbyder af elektronisk kommunikations rettigheder, jf. stk. 1, træffer den nationale tilsynsmyndighed i enhver berørt værtsmedlemsstat passende foranstaltninger for at forhindre, at den europæiske udbyder af elektronisk kommunikation fortsat udbyder tjenester eller net, som er omfattet af den pågældende afgørelse, på denne medlemsstats territorium. [Ændring 112]

Artikel 7

Samordning af håndhævelsesforanstaltninger

1.  Ved anvendelsen af artikel 6 træffer den nationale tilsynsmyndighed i hjemlandet tilsyns- eller håndhævelsesforanstaltninger vedrørende en elektronisk kommunikationstjeneste eller et elektronisk kommunikationsnet, som udbydes i en anden medlemsstat, med den samme omhu, som hvis den elektroniske kommunikationstjeneste eller det elektroniske kommunikationsnet blev udbudt i hjemlandet.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at det på deres område er muligt at forkynde de retslige dokumenter, som vedrører foranstaltninger i henhold til artikel 5 og 6. [Ændring 113]

KAPITEL III

Europæiske ressourcer

Afsnit 1

Samordning af brugen af radiofrekvenser på det indre marked

Artikel 8

Anvendelsesområde og generelle bestemmelser

1.  Dette afsnit finder anvendelse på harmoniserede radiofrekvenser til trådløs bredbåndskommunikation i overensstemmelse med direktiv 2002/21/EF, beslutning nr. 676/2002/EF og afgørelse nr. 243/2012/EU. [Ændring 114]

2.  Dette afsnit griber ikke ind i medlemsstaternes ret til at opkræve afgifter for at sikre optimal brug af radiofrekvensressourcerne, jf. artikel 13 i direktiv 2002/20/EF, eller til at organisere og anvende deres radiofrekvenser til at sikre den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og forsvar og således beskytte mål af almen interesse, såsom kulturel mangfoldighed og mediepluralisme. [Ændring 115]

3.  I forbindelse med udøvelsen af de beføjelser, som er tillagt Kommissionen i dette afsnit, tager den i videst mulig udstrækning hensyn til enhver relevant udtalelse fra Frekvenspolitikgruppen nedsat ved Kommissionens afgørelse 2002/622/EF(24) og til eventuel lovgivningsmæssig bedste praksis, rapporter eller vejledning offentliggjort af BEREC om spørgsmål inden for dens kompetence. [Ændring 116]

Artikel 8a

Harmonisering af visse aspekter af overdragelse eller leasing af individuelle brugsrettigheder til radiofrekvenser og deres varighed

1.  Uden at det berører direktiv 2002/21/EF og anvendelsen af konkurrenceregler på virksomheder, gælder følgende med hensyn til overdragelse eller leasing af brugsrettigheder til radiofrekvenser eller dele heraf, jf. artikel 6, stk. 8, i afgørelse nr. 243/2012/EU:

a)  medlemsstaterne offentliggør oplysninger om alle sådanne brugsrettigheder i et standardiseret elektronisk format

b)  medlemsstaterne må ikke nægte at give tilladelse til overdragelse eller leasing til en eksisterende indehaver af sådanne brugsrettigheder

c)  i tilfælde, der ikke er omfattet af litra b), må medlemsstaterne kun nægte en overdragelse, når det kan konstateres, at der er en klar risiko for, at den nye indehaver ikke vil kunne opfylde de eksisterende betingelser for brugsrettigheden

d)  i tilfælde, der ikke er omfattet af litra b), må medlemsstaterne ikke nægte leasing, når overdrageren forpligter sig til fortsat at være ansvarlig for at opfylde de eksisterende betingelser for brugsrettigheden.

2.  Administrative gebyrer, som virksomheder pålægges i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om overdragelse eller leasing af en radiofrekvens, må i alt kun dække de administrative omkostninger, herunder dermed forbundne foranstaltninger såsom udstedelse af en ny brugsrettighed, i forbindelse med behandlingen af ansøgningen. Sådanne gebyrer pålægges de enkelte virksomheder på en objektiv, gennemsigtig og forholdsmæssigt afpasset måde, der minimerer ekstra administrationsomkostninger og ledsagende gebyrer. Artikel 12, stk. 2, i direktiv 2002/20/EF finder anvendelse på gebyrer pålagt i henhold til dette stykke.

3.  Alle brugsrettigheder til radiofrekvenser bevilliges for en minimumsperiode på 25 år og under alle omstændigheder med en varighed, der tilskynder til investeringer og konkurrence, og som modvirker underudnyttelse og "hamstring" af frekvenser. Medlemsstaterne kan bevillige brugsrettigheder med ubegrænset varighed.

4.  Medlemsstaterne kan fastsætte forholdsmæssige og ikke-diskriminerende regler for tilbagekaldelse af rettigheder, herunder rettigheder med en minimumsvarighed på 25 år, for at sikre en effektiv frekvensanvendelse, i hvilken forbindelse følgende, men ikke udelukkende dette, tages i betragtning: frekvensforvaltning, national sikkerhed, overtrædelse af tilladelsen, harmoniseret anvendelse af et bånd og manglende betaling af gebyrer.

5.  Varigheden af alle eksisterende brugsrettigheder til radiofrekvenser udvides herved til 25 år at regne fra tildelingsdatoen med forbehold af andre betingelser, der er knyttet til brugsrettigheden og til brugsrettigheder med ubegrænset varighed.

6.  Indførelsen af en tilladelsesvarighed på mindst 25 år bør ikke være til hinder for, at lovgiverne kan udstede midlertidige tilladelser og tilladelser til sekundær udnyttelse af et harmoniseret frekvensbånd. [Ændring 117]

Artikel 9

Brug af radiofrekvenser til trådløs bredbåndskommunikation: reguleringsprincipper

1.  Uden at det berører beskyttelsen af mål af almen interesse bidrager den kompetente nationale myndighed for radiofrekvenser bidrager til udviklingen af et fælles område for trådløs kommunikation, hvor investering og konkurrencevilkår for trådløs højhastighedsbredbåndskommunikation konvergerer, hvilket muliggør planlægning og levering af integrerede, interoperable, åbne net og tjenester og stordrift i flere lande, og skaber dermed innovation, økonomisk vækst og fordele for slutbrugerne på lang sigt.

De kompetente nationale myndigheder afholder sig fra at anvende procedurer eller pålægge vilkår for anvendelsen af radiofrekvenser, som i urimelig grad forhindrer europæiske udbydere af elektronisk kommunikation i at levere integrerede elektroniske kommunikationsnet og -tjenester i flere medlemsstater eller i hele Unionen. De sikrer, at udviklingen af et sådant område for trådløs kommunikation ikke i urimelig grad forstyrrer driften af eksisterende tjenester eller applikationer i de berørte eller i tilgrænsende frekvensbånd på grund af skabelsen af interferens. [Ændring 118]

2.  De nationale kompetente myndigheder anvender et system til udstedelse af tilladelser vedrørende brug af frekvenser, som er så lidt indgribende som muligt og baseret på objektive, gennemsigtige, ikke-diskriminerende og forholdsmæssige kriterier, der giver størst mulig fleksibilitet og en effektiv udnyttelse af radiofrekvenserne og samtidig fremmer ensartede vilkår i hele Unionen for europæiske udbydere af elektronisk kommunikations integrerede investeringer og integreret drift i flere lande. [Ændring 119]

3.  Når vilkårene og procedurerne for at opnå tilladelse til at anvende radiofrekvenser fastlægges, lægger de kompetente nationale myndigheder navnlig vægt på, at objektiv, gennemsigtig og ikke-diskriminerende behandling af eksisterende og potentielle operatører og europæiske udbydere af elektronisk kommunikation og andre virksomheder behandles lige og på kollektiv, delt og tilladelsesfri frekvensanvendelse. De nationale kompetente myndigheder sikrer desuden sameksistens mellem eksisterende og nye brugere af radiofrekvenser. Med henblik herpå gennemfører de både en omfattende konsekvensanalyse og høringer, begge dele med inddragelse af alle interessenter. [Ændring 120]

4.  Uanset bestemmelsen i stk. 5 tager de kompetente nationale myndigheder hensyn til og afstemmer, i det omfang det er nødvendigt, følgende reguleringsprincipper, når de fastsætter vilkårene for tilladelser og procedurerne for brugsretten til radiofrekvenser:

a)  varetagelse af slutbrugernes interesser, herunder deres interesse i en effektiv investering på lang sigt, innovation inden for trådløse net og tjenester og i en effektiv konkurrence

b)  sikring af en anvendelse og forvaltning af radiofrekvenserne, der er så effektiv som mulig, og af tilgængelighed af tilladelsesfri frekvenser

c)  sikring af forudsigelige og sammenlignelige vilkår, der gør det muligt at planlægge muliggør langsigtede netinvesteringer og -tjenester i flere lande og stordriftsfordele

d)  sikring af, at de betingelser, der pålægges, er nødvendige og forholdsmæssige, bl.a. ved at foretage en objektiv og gennemsigtig vurdering af, om det er begrundet at pålægge yderligere betingelser, som kan være til fordel eller ulempe for visse operatører

e)  sikring af en omfattende dækning med trådløse højhastighedsbredbåndsnet og et stort antal brugere og tilhørende tjenester, samtidig med at der tages højde for offentlighedens interesser og den sociale, kulturelle og økonomiske værdi af frekvenserne som helhed

ea)  sikring af, at der ved eventuelle ændringer af politikken vedrørende effektiv anvendelse af frekvenserne tages hensyn til deres betydning for offentlighedens interesser for så vidt angår skadelig interferens og omkostninger. [Ændring 121]

5.  Når de vurderer, om der skal pålægges nogen af de specifikke betingelser i forbindelse med brugsrettighederne til radiofrekvenser, som er omhandlet i artikel 10, tager de kompetente nationale myndigheder særligt hensyn til de kriterier, der er fastsat i artiklen.

5a.  De nationale kompetente myndigheder sikrer, at der er tilgængelige oplysninger om vilkår og procedurer for at opnå tilladelse til at anvende radiofrekvenser, og gør det muligt for de berørte parter at fremføre deres synspunkter i løbet af processen. [Ændring 122]

Artikel 10

Relevante kriterier, der skal tages i betragtning i forbindelse med brug af radiofrekvenser

1.  Når det skal fastlægges, hvor mange og hvilken type radiofrekvenser der skal tildeles i forbindelse med en given tildeling af brugsrettigheder, tager de kompetente nationale myndigheder følgende i betragtning:

a)  de forskellige disponible frekvensbånds tekniske kendetegn karakteristika og den eksisterende og planlagte anvendelse af disse bånd [Ændring 123]

b)  muligheden for at kombinere komplementære bånd i en enkelt procedure, og

c)  relevansen af sammenhængende porteføljer af brugsrettigheder til radiofrekvenser i forskellige medlemsstater med henblik på udbud af net og tjenester på det samlede EU-marked eller en væsentlig del heraf.

2.  Når det fastlægges, om der skal specificeres et mindste eller største antal radiofrekvenser, som skal defineres i forhold til en brugsrettighed til et givet frekvensbånd eller til en kombination af komplementære frekvensbånd, sikrer de kompetente nationale myndigheder:

a)  at radiofrekvenserne anvendes så effektivt som muligt, jf. artikel 9, stk. 4, litra b), under hensyntagen til det eller de pågældende frekvensbånds karakteristika og den eksisterende og planlagte anvendelse af disse bånd [Ændring 124]

b)  at der foretages effektive netinvesteringer, jf. artikel 9, stk. 4, litra a).

Bestemmelserne i dette stykke finder anvendelse med forbehold af stk. 5, for så vidt angår de betingelser, der bestemmer det største antal radiofrekvenser.

3.  Hvis der anvendes afgifter for brugsrettigheder til radiofrekvenser, skal de kompetente nationale myndigheder for samtlige afgiftstyper sikre, at de:

a)  afspejler radiofrekvensernes samfundsmæssige, kulturelle og økonomiske værdi, herunder positive eksternaliteter

b)  undgår underudnyttelse og fremmer investeringer i nets og tjenesters kapacitet, dækning og kvalitet

c)  undgår diskrimination og sikrer lige adgang for operatører, herunder for både eksisterende og potentielle operatører

d)  opnår en optimal fordeling mellem straksbetalinger forudbetalinger og, hvilket er at foretrække, periodiske betalinger, hvis sådanne findes, særligt i forbindelse med behovet for at skabe incitament for en hurtig udrulning af net og udnyttelse af radiofrekvenserne i overensstemmelse med artikel 9, stk. 4, litra b) og e)

da)  betales højst et år, før operatørerne kan tage radiofrekvensen i brug.

De tekniske og reguleringsmæssige betingelser, der er knyttet til brugsrettighederne til radiofrekvenser, fastægges og gøres tilgængelige for operatører og interessenter, inden auktionen indledes.

Bestemmelserne i dette stykke finder anvendelse med forbehold af stk. 5, for så vidt angår betingelser, der måtte medføre differentierede afgifter mellem de forskellige operatører, som er fastlagt med henblik på at fremme effektiv konkurrence. [Ændring 125]

4.  De kompetente nationale myndigheder kan kun pålægge forpligtelser for at nå en geografisk minimumsdækning, hvis de er nødvendige og forholdsmæssige for at nå specifikke mål af almen interesse, som er fastsat på nationalt niveau, jf. artikel 9, stk. 4, litra d). Hvis sådanne forpligtelser pålægges, tager de kompetente nationale myndigheder følgende i betragtning:

a)  de eksisterende relevante tjenesters eller elektroniske kommunikationstjenesters dækning af det nationale område

b)  minimering af det antal operatører, der skal opfylde sådanne forpligtelser

c)  mulighed for byrdefordeling og gensidighed mellem flere operatører, herunder leverandører af andre elektroniske kommunikationstjenester

d)  de investeringer, der er nødvendige for at opnå en sådan dækning, og behovet for at afspejle disse i de pågældende afgifter

e)  de relevante frekvensbånds tekniske egnethed til en effektiv dækning af et stort område.

5.  Ved afgørelsen af, hvorvidt de skal pålægge nogen af foranstaltningerne til at fremme effektiv konkurrence, som er fastlagt i artikel 5, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 243/2012/EU, baserer de kompetente nationale myndigheder deres afgørelser på en objektiv prospektiv vurdering af følgende, under hensyntagen til markedsvilkårene og de tilgængelige benchmark:

a)  om det er sandsynligt, at der effektiv konkurrence kan nås eller bibeholdes uden sådanne foranstaltninger, og

b)  om sådanne midlertidige foranstaltningers sandsynlige konsekvenser for markedsoperatørernes nuværende og fremtidige investeringer.

6.  De kompetente nationale myndigheder fastlægger de betingelser, på hvilke virksomheder kan overføre eller lease en del af eller alle deres individuelle brugsrettigheder til radiofrekvenser til andre virksomheder, herunder deling af radiofrekvenserne. Ved fastlæggelsen af sådanne betingelser tager de kompetente nationale myndigheder følgende i betragtning:

a)  optimering af effektiv brug af radiofrekvenser, jf. artikel 9, stk. 4, litra b)

b)  mulighed for at udnytte fordelagtige delemuligheder

c)  hensyntagen til nuværende og potentielle rettighedshaveres interesser

d)  oprettelse af et bedre fungerende, mere likvidt marked for adgang til radiofrekvenser.

Bestemmelserne i dette stykke finder anvendelse med forbehold af konkurrencereglerne.

7.  De kompetente nationale myndigheder giver tilladelse til deling af passive og aktive infrastrukturer og fælles udrulning af infrastruktur til trådløs bredbåndskommunikation under hensyntagen til følgende:

a)  stadet for den infrastrukturbaserede konkurrence og al yderligere tjenestebaseret konkurrence

b)  kravene til en effektiv brug af radiofrekvenserne

c)  et større udvalg og en bedre kvalitet af tjenester til slutbrugerne

d)  teknologisk innovation.

Bestemmelserne i dette stykke finder anvendelse med forbehold af de konkurrenceregler, der finder anvendelse på virksomheder.

Artikel 11

Yderligere bestemmelser i forbindelse med brug af radiofrekvenser

1.  I de tilfælde, hvor tilgængelighed og effektiv brug af harmoniserede radiofrekvenser til trådløs bredbåndskommunikation muliggør brug af relevante radiofrekvenser under en generel tilladelsesordning, undgår de kompetente nationale myndigheder at pålægge yderligere betingelser og forhindrer at alternativ brug hindrer en effektiv anvendelse af en sådan harmoniseret tilladelsesordning. Artikel 2, stk. 8, berøres ikke heraf. [Ændring 126]

2.  De kompetente nationale myndigheder fastsætter tilladelsesbetingelser, som gør det muligt at inddrage eller annullere individuelle tilladelser eller brugsrettigheder ved manglende anvendelse af de relevante radiofrekvenser. Inddragelse eller annullering kan være genstand for en passende kompensation, hvis den manglende anvendelse af radiofrekvenser skyldes forhold, der ligger uden for operatørens kontrol, og er objektivt begrundede.

3.  I overensstemmelse med konkurrencereglerne overvejer de kompetente nationale myndigheder behovet for at etablere følgende med henblik på rettidigt at frigøre eller dele tilstrækkeligt med harmoniserede radiofrekvenser i omkostningseffektive frekvensbånd med høj kapacitet til trådløse bredbåndstjenester:

a)  yde passende kompensation eller incitamentskabende betalinger til eksisterende brugere eller indehavere af brugsrettigheder til radiofrekvenser, bl.a. ved at lade dem indgå i udbudsordningerne eller som faste beløb for brugsrettigheder, eller

b)  incitamentskabende betalinger, som skal betales af eksisterende brugere eller indehavere af brugsrettigheder til radiofrekvenser.

4.  De kompetente nationale myndigheder vurderer, om der er behov for at fastsætte et passende teknologisk minimumsniveau for forskellige frekvensbånd, jf. artikel 6, stk. 3, i afgørelse nr. 243/2012/EU med henblik på at forbedre spektraleffektiviteten med forbehold af de foranstaltninger, der blev vedtaget ved afgørelse nr. 676/2002/EF.

Når disse minimumsniveauer fastsættes, skal de navnlig:

a)  tage hensyn til tidscyklusserne for den teknologiske udvikling og for udskiftning af udstyr, navnlig terminaludstyr, og

b)  anvende princippet om teknologineutralitet til at opnå det fastsatte minimumsniveau, jf. artikel 9 i direktiv 2002/21/EF.

Artikel 12

Harmonisering af visse tilladelsesvilkår for trådløs bredbåndskommunikation

1.  Under fuld hensyntagen til direktiv 2002/21/EF, særlig artikel 7, 8, 8a, 9 og 9a, beslutning nr. 676/2002/EF og afgørelse nr. 243/2012/EU, særlig artikel 2, 3, 5 og 6, etablerer de kompetente nationale myndigheder etablerer tidsplaner for bevilling eller omfordeling af brugsrettigheder eller for fornyelse af disse rettigheder på samme vilkår som hidtil, som finder anvendelse på harmoniserede radiofrekvenser til trådløs bredbåndskommunikation. [Ændring 127]

Brugsrettighedernes varighed eller datoerne for den efterfølgende fornyelse fastsættes god tid forud for den relevante procedure, bl.a. i den tidsplan, der er omhandlet i første afsnit. Tidsplaner, varighed og fornyelsescyklusser skal tage hensyn til behovet for et forudsigeligt investeringsmiljø, de faktiske muligheder for at frigive relevante nye harmoniserede radiofrekvensbånd til trådløs bredbåndskommunikation samt til relaterede investeringers afskrivningsperiode under konkurrenceprægede forhold. [Ændring 128]

2.  For at sikre en sammenhængende gennemførelse af stk. 1 i hele Unionen og navnlig for at muliggøre synkroniseret adgang til trådløse tjenester i Unionen, kan skal Kommissionen ved at vedtage gennemførelsesretsakter, som skal vedtages senest et år efter datoen for denne forordnings ikrafttræden:

a)  opstille en fælles tidsplan for hele EU Unionen eller tidsplaner, der er passende for forskellige kategorier af medlemsstater, en dato eller datoer, hvorpå individuelle brugsrettigheder til et harmoniseret frekvensbånd eller til en kombination af komplementære harmoniserede frekvensbånd bevilliges, og faktisk brug af radiofrekvenser tillades for eksklusivt eller delt udbud af trådløs bredbåndskommunikation i hele Unionen

b)  fastsætte en minimumsvarighed for rettigheder bevilliget til harmoniserede frekvensbånd, som er på mindst 25 år, og som under alle omstændigheder er passende i forhold til at tilskynde til investeringer, innovation og konkurrence og modvirker underudnyttelse og "hamstring" af frekvenser, eller bestemme, at rettighederne skal gives med ubegrænset varighed

c)  fastsætte en synkroniseret udløbs- eller fornyelsesdato for hele Unionen for rettigheder, som ikke i sig selv er ubegrænsede

d)  fastsætte udløbsdatoen for den dato, forud for hvilken enhver eksisterende brugsrettighed til radiofrekvenser på frekvensbånd, der er harmoniserede frekvensbånd, der ikke bruges til trådløs bredbåndskommunikation, eller den dato, hvor brugsrettigheder af ubegrænset varighed senest skal ændres, for at muliggøre levering af trådløs bredbåndskommunikation.

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 33, stk. 2, og uden at berøre bestemmelserne i artikel 9, stk. 3 og 4, i direktiv 2002/21/EF. [Ændring 129]

3.  Med forbehold af artikel 8a, stk. 4, vedtager Kommissionen kan senest et år efter datoen for denne forordnings ikrafttræden også vedtage gennemførelsesretsakter, der harmoniserer udløbs- eller fornyelsesdatoen for individuelle brugsrettigheder til radiofrekvenser til trådløst bredbånd i harmoniserede frekvensbånd, som allerede eksisterer på datoen for disse retsakters vedtagelse, med henblik på at synkronisere fornyelses- eller omfordelingsdatoen for brugsrettigheder til disse bånd i hele EU Unionen, hvilket bl.a. omfatter mulig synkronisering med fornyelses- eller omfordelingsdatoen for andre frekvensbånd, der harmoniseres ved hjælp af gennemførelsesforanstaltninger, jf. stk. 2 eller dette stykke. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 33, stk. 2.

Hvis gennemførelsesretsakterne i dette stykke fastsætter en harmoniseret dato for fornyelse og omfordeling af brugsrettigheder til radiofrekvenser, der ligger efter udløbs- og fornyelsesdatoen for en eksisterende individuel brugsrettighed til en sådan radiofrekvens i en af medlemsstaterne, forlænger de kompetente nationale myndigheder de eksisterende rettigheder indtil den harmoniserede dato på tilladelsesvilkår, der i alt væsentlighed er identiske med de hidtil gældende, herunder periodiske afgifter forlænges varigheden af de pågældende brugsrettigheder, uden at det berører andre af de til brugsrettighederne knyttede vilkår.

Hvis den forlængelsesperiode, der bevilliges i henhold til stk. 2, er af væsentlig varighed sammenlignet med brugsrettighedernes oprindelige varighed, kan de kompetente nationale myndigheder i forbindelse med rettighedsforlængelsen foretage de ændringer af de tidligere gældende tilladelsesvilkår, som er nødvendige i lyset af de ændrede forudsætninger, herunder pålægge supplerende afgifter. Disse supplerende afgifter baseres på en tidsproportional anvendelse af enhver indledende afgift for de oprindelige brugsrettigheder, som var udtrykkeligt beregnet i henhold til den oprindeligt planlagte varighed.

Gennemførelsesretsakterne i dette stykke kræver ikke, at varigheden af de eksisterende brugsrettigheder i en medlemsstat afkortes, bortset fra i forbindelse med artikel 14, stk. 2, i direktiv 2002/20/EF, og finder ikke anvendelse på eksisterende rettigheder af ubegrænset varighed.

Hvis Kommissionen vedtager en gennemførelsesretsakt efter stk. 2, kan den lade bestemmelserne i dette stykke finde tilsvarende anvendelse på enhver brugsrettighed til harmoniserede frekvensbånd til trådløst bredbånd. [Ændring 130]

4.  Når Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter efter stk. 2 og 3, tager den hensyn til:

a)  reguleringsprincipperne i artikel 9

b)  de objektive forskelle på behovene for yderligere radiofrekvenser til levering af trådløst bredbånd under hensyntagen til fælles behov for radiofrekvenser til integrerede net, der dækker flere medlemsstater

c)  forudsigelige driftsbetingelser for eksisterende brugere af radiofrekvenser

d)  indførings-, udviklings- og investeringscyklusserne for følgende generationer af trådløse bredbåndsteknologier

e)  slutbrugernes efterspørgsel efter trådløse bredbåndskommunikationstjenester med høj kapacitet.

Når Kommissionen fastsætter tidsplaner for forskellige kategorier af medlemsstater, der ikke allerede har bevilliget individuelle brugsrettigheder og tilladt faktisk brug af det pågældende harmoniserede frekvensbånd, tager den behørigt hensyn til oplysninger fra medlemsstaterne om den måde, hvorpå radiofrekvensrettigheder hidtil er blevet bevilliget, begrundelserne for de begrænsninger, der er beskrevet i artikel 9, stk. 3 og 4, i direktiv 2002/21/EF, det eventuelle behov for at skulle frigøre det pågældende frekvensbånd, den virkning, det har på konkurrencen og geografiske eller tekniske begrænsninger, samt påvirkningen af det indre marked. Kommissionen sikrer, at gennemførelsen ikke forsinkes unødigt, og at enhver afvigelse medlemsstaterne imellem ikke medfører urimelige forskelle mellem konkurrence- eller retsvilkår i medlemsstaterne.

5.  Stk. 2 gælder med forbehold af medlemsstaternes ret til at bevillige brugsrettigheder til og tillade faktisk brug af harmoniserede frekvensbånd før vedtagelse af en gennemførelsesretsakt vedrørende dette frekvensbånd, dog forudsat at andet afsnit af dette stykke overholdes, eller forud for den harmoniserede dato, som er fastlagt i gennemførelsesretsakten for dette frekvensbånd.

Hvis de kompetente nationale myndigheder bevilliger brugsrettigheder til et harmoniseret frekvensbånd, før der vedtages en gennemførelsesretsakt om det pågældende frekvensbånd, fastsætter de vilkårene for bevillingen, navnlig dem, der vedrører varighed, på en sådan måde at indehaverne af brugsrettighederne bliver klar over muligheden for, at Kommissionen kan vil vedtage gennemførelsesretsakter, der fastsætter en minimumsvarighed for sådanne rettigheder eller en synkroniseret udløbs- eller fornyelsesdato for EU Unionen som helhed i henhold til stk. 2. Dette afsnit finder ikke anvendelse på bevilling af rettigheder med ubegrænset varighed. [Ændring 131]

6.  Hvis harmoniserede frekvensbånd, for hvilke der er vedtaget en fælles tidsplan for bevilling af brugsrettigheder og faktisk ibrugtagning, er blevet fastsat i en gennemførelsesretsakt vedtaget i henhold til stk. 2, indsender de kompetente nationale myndigheder rettidige og tilstrækkeligt detaljerede oplysninger til Kommissionen om deres planer for at sikre overholdelse af tidsplanen. Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter vedtager en gennemførelsesretsakt, der fastlægger formatet og procedurerne for indsendelse af disse oplysninger. Disse gennemførelsesretsakter, senest et år efter denne forordnings ikrafttræden. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 33, stk. 2. [Ændring 132]

Hvis Kommissionen efter at have gennemgået en sådan detaljeret plan fremsendt af en medlemsstat finder det usandsynligt, at den pågældende medlemsstat vil være i stand til at overholde den tidsplan, der er relevant for den, kan Kommissionen vedtage en afgørelse i form af en gennemførelsesretsakt, der kræver, at medlemsstaten tilpasser sine planer på passende vis for at sikre overholdelse af tidsplanen.

Artikel 12a

Fælles tilladelsesproces for tildeling af individuelle brugsrettigheder til radiofrekvenser

1.  To eller flere medlemsstater kan samarbejde med hinanden og med Kommissionen om at opfylde deres forpligtelser i henhold til artikel 6 og 7 i tilladelsesdirektivet med henblik på at fastlægge en fælles tilladelsesproces for tildeling af individuelle brugsrettigheder til radiofrekvenser, hvor det er relevant i overensstemmelse med en fælles tidsplan fastlagt i henhold til artikel 12, stk. 2. Den fælles tilladelsesproces skal opfylde følgende kriterier:

a)  de individuelle nationale tilladelsesprocesser skal indledes og gennemføres af de nationale kompetente myndigheder efter en fælles tidsplan

b)  den skal, hvor det er relevant, indeholde fælles betingelser og procedurer for udvælgelse og tildeling af individuelle rettigheder blandt de berørte medlemsstater

c)  den skal, hvor det er relevant, indeholde bestemmelser om fælles eller sammenlignelige betingelser, som skal knyttes til de individuelle brugsrettigheder blandt de berørte medlemsstater, bl.a. ved at tillade operatører at få tildelt løbende frekvensporteføljer med hensyn til de frekvensblokke, som skal tildeles.

2.  Såfremt medlemsstaterne har til hensigt at fastlægge en fælles tilladelsesproces, stiller de nationale kompetente myndigheder samtidig deres udkast til foranstaltninger til rådighed for Kommissionen og de kompetente myndigheder. Kommissionen underretter de øvrige medlemsstater.

3.  En fælles tilladelsesproces skal til enhver tid være åben for andre medlemsstater. [Ændring 133]

Artikel 13

Samordning af tilladelsesprocedurer og -vilkår for brug af radiofrekvenser til trådløst bredbånd på det indre marked

1.  Hvis en kompetent national myndighed agter at underlægge brugen af radiofrekvenser en generel tilladelse, bevillige individuelle brugsrettigheder til radiofrekvenser eller ændre rettigheder eller forpligtelser i forbindelse med brug af radiofrekvenser i henhold til artikel 14 i direktiv 2002/20/EF, skal den gøre sit udkast til foranstaltning tilgængeligt sammen med begrundelsen herfor samtidig for Kommissionen og de kompetente nationale myndigheder for radiofrekvenser i de andre medlemsstater, når den om nødvendigt har gennemført den offentlige høring, som er fastsat i artikel 6 i direktiv 2002/21/EF, og dette skal under alle omstændigheder ske på et tidspunkt i forberedelsesfasen, der giver den mulighed for at give Kommissionen og de kompetente nationale myndigheder i de andre medlemsstater tilstrækkelige og stabile oplysninger om alle relevante emner.

De kompetente nationale myndigheder fremlægger oplysninger, der mindst indeholder følgende emner, hvor det er relevant:

a)  typen af tilladelsesproces

b)  tilladelsesprocessens tidspunkt

c)  brugsrettighedernes varighed, som er på mindst 25 år, og som under alle omstændigheder er passende i forhold til at tilskynde til investeringer og konkurrence og modvirke underudnyttelse og "hamstring" af frekvenser [Ændring 134]