Europa-Parlamentets beslutning af 17. juli 2014 om Sudan – sagen Meriam Yahia Ibrahim (2014/2727(RSP))

P8_TA(2014)0006 RC-B8-0010/2014

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til den fælles erklæring af 10. juni 2014 fra Kommissionens formand, Det Europæiske Råds formand og Europa-Parlamentets formand sammen med deltagerne i mødet på højt plan med religiøse ledere samme dag,

–  der henviser til erklæringen fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 15. maj 2014 om den udstedte dødsdom for apostasi i Sudan,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder af 1948 og FN-erklæringen om afskaffelse af alle former for intolerance og forskelsbehandling på grundlag af religion eller tro,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder,

–  der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder,

–  der henviser til anden revision af Cotonouaftalen i 2010,

–  der henviser til EU's retningslinjer for religions- og trosfrihed af 2013,

–  der henviser til den første protokol til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder om kvinders rettigheder i Afrika,

–  der henviser til det arabiske menneskerettighedscharter,

–  der henviser til børns rettigheder,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at Meriam Yahia Ibrahim (datter af en ethopisk kristen mor og en sudanesisk muslimsk far), som blev opdraget som kristen, i slutningen af 2013 blev beskyldt for ægteskabsbrud fra hendes fars side af familien, efter de angav hende til myndighederne for at have giftet sig med en kristen mand; der henviser til, at beskyldningen for apostasi blev tilføjet i december 2013;

B.  der henviser til, at kendelsen fra retten i første instans blev afsagt den 12. maj 2014, og at dømte Meriam Ibrahim, som på det tidspunkt var gravid i ottende måned, ifølge denne blev dømt til hundrede piskeslag for anklagerne for ægteskabsbrud og til døden ved hængning for anklagerne for apostasi, men at man gav hende tre dage til at give afkald på kristendommen; der henviser til, at Meriam Ibrahim blev dømt i henhold til islamisk sharialovgivning, som har været i kraft i Sudan siden 1983, og som forbyder omvendelse som følge af dødsstaf; der henviser til, at kendelsen den 15. maj 2014 blev bekræftet på ny, eftersom Meriam Ibrahim valgte ikke at konvertere til islam;

C.  der henviser til, at Meriam Ibrahim den 27. maj 2014 fødte en pige, Maya, i fængslet; der henviser til, at Meriam Ibrahims ben angiveligt var spændt i fodlænker, mens hun havde fødselsveer, hvilket bragte både moderens og barnets helbred i alvorlig fare; der henviser til, at dette udgør en grov krænkelse af kvinders og børns rettigheder;

D.  der henviser til, at hendes sag den 5. maj 2014 med succes blev overført til appelretten;

E.  der henviser til, at Meriam Ibrahim blev løsladt fra Omdurmans kvindefængsel den 23. juni 2014, efter at appelretten fandt hende uskyldig i begge anklager, men at hun blev anholdt igen i lufthavnen i Khartoun, da familien ville rejse til USA, fordi hun angiveligt forsøgte at forlade landet med forfalskede rejsedokumenter udstedt af Sydsudans ambassade i Khartoum;

F.  der henviser til, at Meriam Ibrahim blev løsladt igen den 26. juni 2014 og flygtede til USA's ambassade med sin familie, og at der er forhandlinger i gang for at give hende mulighed for at forlade Sudan, hvor hun er udsat for dødstrusler fra yderliggående muslimer;

G.  der henviser til, at tanke, religions- og trosfrihed er en universel menneskeret, som skal beskyttes overalt og for alle; der henviser til, at Sudan har ratificeret de relevante konventioner under FN og Den Afrikanske Union og dermed har en international forpligtelse til at forsvare og fremme religions- og trosfrihed, der indebærer retten til at antage, ændre eller give afkald på sin religion eller tro efter egen fri vilje;

H.  der henviser til, at det afrikanske charter om menneskerettigheder og folks rettigheder, som Republikken Sudan har ratificeret, indeholder retten til livet samt forbud mod tortur og grusom, umenneskelig og nedværdigende straf og behandling, men der henviser til, at dødsstraf, piskning, amputering og anden korporlig afstraffelse stadig anvendes som straf i landet for en række strafbare handlinger;

I.  der henviser til, at de sudanesiske myndigheder uforholdsmæssigt dømmer kvinder og piger for dårligt definerede forbrydelser på grund af private og personlige beslutninger, der aldrig fra starten burde have været kriminaliseret, og der henviser til, at kvinder i uforholdsmæssig grad udsættes for grusom straf såsom piskning, idet deres menneskerettigheder til værdighed, privatlivets fred og lighed krænkes;

J.  der henviser til, at Sudan har tiltrådt det arabiske menneskerettighedscharter, i hvilket artikel 27 fastsætter, at personer fra alle religioner har ret til at udøve deres tro;

K.  der henviser til, at Republikken Sudan er bundet af Cotonouaftalens menneskerettighedsklausul(1) og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder(2),

L.  der henviser til, at Meriam Ibrahims fængsling og umenneskelige behandling på trods af erklæringen om en national dialog fra præsident Omar al-Bashir i januar 2014 vidner om en foruroligende hård kurs fra de sudanesiske myndigheders side over for minoriteter, menneskerettighedsaktivister, studerende, der protesterer, journalister, politiske modstandere og rettighedsbaserede organisationer, navnlig dem, der fremmer kvinders rettigheder og styrkelse af unges indflydelse;

1.  fordømmer den uberettigede fængsling af Meriam Ibrahim; opfordrer Sudans regering til at ophæve enhver lovgivning, der forskelsbehandler på grund af køn eller religion, og til at beskytte mindretalsgruppers religiøse identitet;

2.  understreger, at det er nedværdigende og umenneskeligt for en gravid kvinde at føde, når hun samtidig er lænket og fysisk tilbageholdt; opfordrer de sudanesiske myndigheder til at sikre, at alle gravide kvinder og kvinder med fødselsveer, der er i fængsel, modtager passende og sikker sundhedspleje, og at dette omfatte både mødre og spædbørn;

3.  bekræfter igen, at religions-, tanke- og trosfrihed er en universel menneskeret, som skal beskyttes overalt og for alle; fordømmer på det kraftigste alle former for vold og intimidering, der hæmmer retten til at have eller ikke at have eller til at antage en religion efter eget valg, herunder anvendelse af trusler, fysisk tvang eller strafferetlige sanktioner for at tvinge troende eller ikke-troende til at give afkald på deres religion eller til at konvertere; understreger det forhold, at ægteskabsbrud og apostasi er handlinger, der overhovedet ikke bør betragtes som forbrydelser;

4.  minder om, at Sudan har ratificeret de relevante konventioner under FN og Den Afrikanske Union og dermed har en international forpligtelse til at forsvare og fremme religions- og trosfrihed, der indebærer retten til at antage, ændre eller give afkald på sin religion eller tro efter egen fri vilje;

5.  kræver, at den sudanesiske regering – i overensstemmelse med menneskerettighederne – ophæver enhver lovbestemmelse, der kriminaliserer eller forskelsbehandler enkeltpersoner på grund af deres religion eller tro, navnlig når tilfælde af apostasi, kætteri eller omvendelse kan straffes med dødsstraf;

6.  understreger, at sådanne love er i strid med Sudans midlertidige forfatning fra 2005, verdenserklæringen om menneskerettigheder og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, og opfordrer indtrængende Sudan til at ratificere den anden valgfri protokol til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, der sigter mod afskaffelse af dødsstraf(3);

7.  opfordrer Sudan til omgående at udstede et moratorium om alle henrettelser med henblik på at afskaffe dødsstraf og alle former for korporlig afstraffelse;

8.  bemærker med bekymring den fortsatte og hyppige krænkelse af kvinders rettigheder i Sudan, særlig artikel 152 i Sudans strafferetsplejelov; opfordrer indtrængende de sudanesiske myndigheder til hurtigt at ratificere konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder;

9.  bemærker med bekymring, at straffrihed for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne stadig er et udbredt og alvorligt problem i Sudan, således som det er tilfældet i Darfur-konflikten, hvor myndighederne ikke har foretaget retsforfølgelse i størstedelen af de tilfælde af alvorlige forbrydelser, der er blevet begået, herunder forbrydelser med brug af seksuel vold; opfordrer den sudanesiske regering til at undersøge og retsforfølge de ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser, herunder drab, tortur og mishandling af fængslede samt voldtægt og anden seksuel vold;

10.  gentager, at det lægger stor vægt på en streng adskillelse af mellem religion og tro på den ene side og staten på den anden side, hvilket indebærer afvisning af enhver religiøs indblanding i regeringens virke og ikke-forskelsbehandling hvad angår religion elle tro;

11.  opfordrer Sudans regering til at tiltræde den første protokol om kvinders rettigheder i Afrika, der er knyttet til det afrikanske charter om menneskerettigheder og folks rettigheder, og protokollen om Den Afrikanske Unions domstol, der begge blev vedtaget i Maputo i Mozambique den 11. juli 2003;

12.  opfordrer Sudans regering til med støtte fra det internationale samfund hurtigst muligt at iværksætte en retlig reform for at beskytte grundlæggende menneskerettigheder og frihedsrettigheder, sikre beskyttelse af enhver enkeltpersons menneskerettigheder og til især at tage hånd om forskelsbehandling af kvinder, minoriteter og dårligt stillede grupper;

13.  udtrykker sin støtte til en indsats for at opnå en inklusiv færdigforhandlet løsning på situationen Sudan og støtter civilsamfundets og oppositionspartiernes bestræbelser på at fremme fredsprocessen;

14.  opfordrer EU til at spille en ledende rolle og skubbe på for at få vedtaget en stærk resolution om Sudan på det næste møde i Menneskerettighedsrådet i september 2014, der tager fat på de alvorlige og udbredte krænkelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret i landet;

15.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaterne, Sudans regering, Den Afrikanske Union, FN's generalsekretær, formændene for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU og Det Panafrikanske Parlament.

(1) Partnerskabsaftale mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000. (2) FN's Generalforsamlings resolution 2200A (XXI) af 16. december 1966. (3) FN's Generalforsamlings resolution 44/128 af 15. december 1989.

Europa-Parlamentets beslutning af 17. juli 2014 om ytrings- og forsamlingsfrihed i Egypten (2014/2728(RSP))

P8_TA(2014)0007 RC-B8-0007/2014

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Egypten, især beslutning af 6. februar 2014 om situationen i Egypten(1),

–  der henviser til sin beslutning af 11. december 2012 om en strategi for digital frihed i EU's udenrigspolitik(2),

–  der henviser til sin beslutning af 13. juni 2013 om presse- og mediefrihed i verden(3),

–  der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2013 om den europæiske naboskabspolitik: på vej mod en styrkelse af partnerskabet. Europa-Parlamentets holdning til rapporterne for 2012(4),

–  der henviser til EU's retningslinjer vedrørende ytringsfrihed online og offline af 12. maj 2014,

–  der henviser til EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere,

–  der henviser til redegørelserne ved næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton, om Egypten og i særdeleshed til hendes bemærkninger efter mødet i Udenrigsrådet den 23. juni 2014 om dommene mod Al Jazeera-journalister samt dødsdommene mod mere end 180 mennesker i Minya,

–  der henviser til den foreløbige erklæring af 29. maj 2014 fra EU's valgobservationsmission til præsidentvalget i Egypten,

–  der henviser til erklæringen af 29. maj 2014 af lederen af Europa-Parlamentets delegation til EU's valgobservationsmission til præsidentvalget i Egypten,

–  der henviser til erklæringerne af 23. juni 2014 fra FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, og FN's højkommissær for menneskerettigheder, Navi Pillay, om fængselsstraffe til flere journalister og bekræftelsen af dødsdomme til flere medlemmer og tilhængere af Det Muslimske Broderskab,

–  der henviser til associeringsaftalen mellem EU og Egypten fra 2001, der trådte i kraft i 2004 og blev styrket af handlingsplanen i 2007, og til Kommissionens statusrapport af 20. marts 2013 om gennemførelsen heraf,

–  der henviser til Egyptens forfatning, der blev vedtaget ved folkeafstemning den 14.-15. januar 2014, især artikel 65, 70, 73, 75 og 155,

–  der henviser til den egyptiske lov 107 af 2013 om retten til offentlig forsamling, optog og fredelige demonstrationer af 24. november 2013,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966, som Egypten er part i,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at ytrings- og forsamlingsfrihed er uundværlige søjler i et demokratisk og pluralistisk samfund; der henviser til, at presse- og mediefrihed er absolut nødvendige elementer i et demokrati og et åbent samfund; der henviser til, at den egyptiske forfatning, der blev vedtaget i 2014, garanterer de grundlæggende frihedsrettigheder, herunder ytrings- og forsamlingsfriheden;

B.  der henviser til, at overtrædelser af de grundlæggende friheds- og menneskerettigheder – herunder offentlige myndigheders, sikkerhedsstyrkers og -tjenesters og andre gruppers vold, ansporing til vold, hadefuld tale, chikane, intimidering og censur over for politiske modstandere, fredelige demonstranter, journalister, bloggere, fagforeningsfolk, civilsamfundsaktivister og mindretal – fortsat er udbredt i Egypten; der henviser til, at forenings-, forsamlings- og ytringsfriheden siden juli 2013 fortsat er områder, der giver grund til bekymring; der henviser til, at Egypten af Freedom House's 2014-rapport om frihed i verden betegnes som "ikke frit";

C.  der henviser til pressefrihed, mediefrihed og digitale frihedsrettigheder gentagne gange og i stadig stigende grad er under angreb fra den egyptiske regering; der henviser til, at journalister og nyhedskanaler, sociale medier og internettet er blevet angrebet eller censureret; der henviser til, at der forekommer en ekstrem polarisering af de egyptiske medier i pro- og anti-Morsi-fraktioner, som forstærker polariseringen i det egyptiske samfund; der henviser til, at mindst 65 journalister er blevet arresteret og 17 fortsat er tilbageholdt ifølge Journalister uden Grænser; der henviser til, at mindst seks journalister er blevet dræbt i Egypten siden juli 2013;

D.  der henviser til, at 20 egyptiske og udenlandske journalister, herunder tre Al-Jazeera-journalister – australske Peter Greste, canadisk-egyptiske Mohamed Fahmy og egyptiske Baher Mohamed – samt in absentia den hollandske statsborger Rena Netjes, den 23. juni 2014 blev idømt mellem syv og ti års fængsel; der henviser til, at de blev beskyldt for at "forfalske nyhederne" og for at tilhøre eller bistå en terroristcelle; der henviser til, at journalister bliver låst inde og bliver stemplet som kriminelle eller "terrorister" blot for at udføre deres arbejde; der henviser til, at Rena Netjes fejlagtigt blev beskyldt for at arbejde for Al Jazeera;

E.  der henviser til, at der ifølge adskillige vidner er forekommet flere uregelmæssigheder og eksempler på uduelighed i forbindelse med retssagerne; der henviser til, at internationale observatører, herunder visse EU-medlemsstaters ambassader, overværende retssagen; der henviser til, at FN's højkommissær for menneskerettigheder, Navi Pillay, har stemplet disse retssager som værende "fyldt med proceduremæssige uregelmæssigheder og i strid med international menneskerettighedslovgivning"; der henviser til, at Egyptens præsident Abdul Fattah al-Sisi for nylig har erkendt, at disse domme haft negative konsekvenser, og har sagt, at han ville have ønsket, at de anklagede var blevet udvist umiddelbart efter deres arrestation i stedet for at blive stillet for retten; der henviser til, at disse domme kan ankes i en proces, der kan tage måneder;

F.  der henviser til, at tusinder af demonstranter og samvittighedsfanger har været tilbageholdt i Egypten siden den egyptiske hær tog magten i juli 2013; der henviser til, at anholdelser og tilfælde af vilkårlig tilbageholdelse er fortsat siden valget af præsident al-Sisi i maj 2014; der henviser til, at Alaa Abdul Fattah, en fremtrædende aktivist, der spillede en ledende rolle i 2011-revolutionen, ved retten den 11. juni 2014 sammen med andre blev idømt femten års fængsel på anklager om overtrædelse af lov 107 af 2013 om retten til offentlig forsamling, optog og fredelige demonstrationer (lov om demonstrationer); der henviser til, at andre fremtrædende aktivister, herunder Mohamed Adel, Ahmed Douma, Mahienour El-Massry og Ahmed Maher, samt førende forsvarere af kvinders rettigheder, såsom Yara Sallam og Sana Seif, fortsat tilbageholdes; der henviser til, at Kairo's ret for hastesager den 28. april 2014 besluttede at forbyde ungdomsbevægelsen af 6. april;

G.  der henviser til, at regeringens embedsmænd har erkendt, at myndighederne siden januar 2014 har tilbageholdt mindst 16 000 personer, herunder 1 000 demonstranter, og til, at mange af de anholdte blev taget for at udøve deres ret til forsamlings-, forenings- og ytringsfrihed eller for deres påståede tilhørsforhold til Det Muslimske Broderskab; der henviser til, at hundredvis af studerende også er blevet arresteret under demonstrationer og sammenstød;

H.  der henviser til, at det anslås, at 1 400 demonstranter er blevet dræbt siden juli 2013 som følge af overdreven og vilkårlig brug af magt fra sikkerhedsstyrkernes side; der henviser til, at ikke en eneste sikkerhedsansat er blevet holdt ansvarlig for sådanne handlinger eller andre overgreb mod demonstranter i det forløbne år; der henviser til, at den undersøgelseskomité, der blev nedsat i december 2013, generelt set ikke indtil videre har formået at tilvejebringe en grundig, troværdig og upartisk undersøgelse af de voldelige episoder siden juli 2013;

I.  der henviser til, at artikel 65 i den egyptiske forfatning garanterer retten til at tænke frit og ytringsfriheden, og den giver alle enkeltpersoner ret til at udtrykke deres mening i tale, på skrift, via billeder eller med andre udtryksmidler og offentliggørelsesmetoder; der henviser til, at EU's valgobservationsmission til præsidentvalget i Egypten i maj 2014 i sin foreløbige redegørelse fastslår, at selv om den nye forfatning garanterer en række grundlæggende rettigheder, så lever respekten for disse rettigheder ikke op til de forfatningsmæssige principper, og at der kan konstateres en generel indskrænkning af ytringsfriheden i landet, der fører til selvcensur blandt journalister;

J.  der henviser til, at det af artikel 73 i den egyptiske forfatning fremgår, at borgerne har ret til at organisere offentlige møder, protestmarcher, demonstrationer og alle former for fredelige protester, hvor der ikke bliver båret våben af nogen art, hvis de indgiver meddelelse herom som fastsat ved lov, og at retten til fredelig og privat forsamling er sikret uden forudgående meddelelse, samt at sikkerhedsstyrkerne ikke må deltage i, overvåge eller aflytte sådanne møder; der henviser til, at vedtagelsen i november 2013 af lov 107 om retten til offentlig forsamling, optog og fredelige demonstrationer (lov om demonstrationer), der indførte begrænsninger på offentlige forsamlinger og demonstrationer og gav sikkerhedsstyrkerne tilladelse til at anvende overdreven magt mod demonstranter, udgør en alvorlig trussel for forsamlingsfriheden;

K.  der henviser til, at fredelige demonstrationer er blevet opløst og mange demonstranter arresteret og tilbageholdt med hjemmel i denne lov inden for de seneste måneder; der henviser til, at politiet den 21. juni 2014 i Heliopolis opløste en fredelig protestmarch, der krævede, at loven om demonstrationer blev ophævet, og at alle tilbageholdte i henhold til denne lov blev løsladt, og til, at politiet i denne forbindelse arresterede mere end halvtreds mennesker samme dag; der henviser til, at mere end tyve af de arresterede fortsat er tilbageholdt og vil blive stillet for retten;

L.  der henviser til, at det af artikel 75 i den egyptiske forfatning fremgår, at alle borgere har ret til at danne ikke-statslige sammenslutninger og foreninger med et demokratisk grundlag; der henviser til, at egyptiske civilsamfundsorganisationer for nyligt har udtrykt dyb bekymring over det seneste udkast til en ngo-lov, som vil indføre fuldstændig kontrol over borgergrupper og underordne dem sikkerhedsorganer og administrative organer samt give mulighed for domfældelse mod menneskerettighedsforkæmpere;

M.  der henviser til, at de egyptiske overgangsmyndigheder i september 2013 forbød Det Muslimske Broderskab, fængslede dets ledere, beslaglagde deres aktiver, bragte deres medier til tavshed og gjorde det kriminelt at være medlem; der henviser til, at en egyptisk domstol den 21. juni 2014 bekræftede dødsdommene mod 183 medlemmer og tilhængere af Det Muslimske Broderskab, der blev dømt i en tidligere masseretssag; der henviser til, at disse domme er de seneste i en række retsforfølgninger og retssager, der har været rigt behæftet med proceduremæssige uregelmæssigheder og i strid med folkeretten;

N.  der henviser til, at den seneste retslige praksis rejser alvorlig tvivl om retssystemets uafhængighed og dens evne til at sikre ansvarliggørelse; der henviser til, at navnlig de domme, der medfører dødsstraf, risikerer at underminere mulighederne for stabilitet på lang sigt i Egypten;

O.  der henviser til, at det af artikel 155 i den egyptiske forfatning fremgår, at præsidenten efter samråd med regeringen kan yde benådning eller reducere en straf;

P.  der henviser til, at retsstatsprincippet, menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder samt social retfærdighed og en højere levestandard for borgerne er afgørende elementer i overgangen til et åbent, frit, demokratisk og velstående egyptisk samfund; der henviser til, at uafhængige fagforeninger og civilsamfundsorganisationer har en afgørende rolle at spille i denne proces, og til at frie medier indtager en afgørende plads i ethvert demokratisk samfund; der henviser til, at egyptiske kvinder fortsat befinder sig i en særlig udsat situation i den nuværende tid med politisk og social forandring i landet;

Q.  der henviser til, at størrelsen og omfanget af EU's engagement i Egypten i overensstemmelse med den reviderede europæiske naboskabspolitik og især princippet om "mere for mere" bør være incitamentsbaseret og dermed afhængigt af de fremskridt, landet gør for at opfylde sine forpligtelser med hensyn til demokratiet, retsstatsprincippet, menneskerettighederne og ligestilling mellem kønnene;

1.  fordømmer på det kraftigste og opfordrer til øjeblikkelig ophør af al vold, ansporing til vold, hadefuld tale, chikane, intimidering og censur over for politiske modstandere, demonstranter, journalister, bloggere, fagforeningsfolk, kvinderetsforkæmpere, civilsamfundsaktører og mindretal fra de offentlige myndigheders, sikkerhedsstyrkers og -tjenesters og andre gruppers side i Egypten; minder den egyptiske regering om dens ansvar med hensyn til at garantere sikkerhed og tryghed for alle borgere, uanset deres politiske synspunkter, tilhørsforhold eller bekendelse, og til at sikre, at forsamlings-, forenings-, ytrings- og pressefriheden kan udøves uden vilkårlige begrænsninger og censur i landet; opfordrer de egyptiske myndigheder til at forpligte sig til dialog og ikke-vold samt til inklusiv regeringsførelse;

2.  udtrykker sin dybeste bekymring over den seneste række af domstolsafgørelser i Egypten, herunder de lange fængselsstraffe, som tre Al Jazeera-journalister og 11 andre tiltalte, som blev prøvet in absentia, er blevet idømt den 23. juni 2014, samt over bekræftelsen af de 183 dødsdomme;

3.  udtrykker sin dybeste bekymring over den stadig alvorlige indskrænkning af og fysiske angreb mod både medier og civilsamfundet i Egypten, som hæmmer deres muligheder for at operere frit; fordømmer chikane, tilbageholdelse og retsforfølgning af nationale og internationale journalister og civilsamfundsaktører, herunder bloggere, som blot udfører deres arbejde; gentager sin opfordring til, at der iværksættes en hurtig, uafhængig, seriøs og upartisk undersøgelse af sager om uforholdsmæssig magtanvendelse eller vilkårlig tilbageholdelse fra sikkerhedsstyrkernes og statslige myndigheders side og til, at de ansvarlige stilles til ansvar;

4.  beklager, at der foregår medie- og webcensur, og at adgangen til visse blogs og sociale netværk er begrænset; fordømmer den chikane, som en række aviser og andre audiovisuelle medier lider under;

5.  opfordrer de egyptiske myndigheder til øjeblikkeligt og betingelsesløst at løslade alle, der er tilbageholdt eller dømt for fredeligt at have udøvet deres ret til ytrings- og forsamlingsfrihed samt alle menneskerettighedsforkæmpere; opfordrer det egyptiske retsvæsen til at sikre, at alle retssager i landet opfylder kravene til en fri og retfærdig rettergang, og til at sikre overholdelse af sagsøgtes rettigheder; opfordrer de egyptiske myndigheder til at iværksætte uafhængige og upartiske undersøgelser af alle påstande om mishandling og sikre, at alle tilbageholdte har adgang til enhver medicinsk behandling, de måtte have brug for;

6.  understreger, at Egyptens antiterrorlov også har været anvendt med henblik på at sikre domsfældelse i en række retssager; opfordrer præsidenten til at handle straks, herunder gennem sin grundlovssikrede ret til at benåde, med henblik på at sikre, at ingen dødsdomme eksekveres og at ingen kan tilbageholdes i Egypten med en dom, der er afsagt i en retssag, der ikke opfylder tidligere nævnte krav; opfordrer myndighederne til straks at indføre et officielt moratorium for henrettelser som et første skridt hen imod ophævelse af dødsstraf;

7.  opfordrer de kompetente egyptiske myndigheder til at ophæve eller ændre loven om demonstrationer og til at genoverveje den nye ngo-lov fra ministeriet for social solidaritet i overensstemmelse med artikel 65, 73 og 75 i den egyptiske forfatning, internationale standarder og landets internationale forpligtelser, samt til at sikre, at al eksisterende og fremtidig lovgivning i landet er i overensstemmelse med forfatningen og disse standarder og forpligtelser;

8.  minder om, at den nyligt vedtagne egyptiske forfatning åbnede mulighed for at opbygge et land, der respekterer frihed og demokrati, og som gør rettigheder og retfærdighed til en naturlig del af tilværelsen; minder den egyptiske regering om, at ytringsfrihed, pressefrihed og digitale frihedsrettigheder, samt retten til at deltage i fredelige demonstrationer er grundlæggende menneskerettigheder i et demokrati, som anerkendt i den nye egyptiske forfatning;

9.  minder de kompetente egyptiske myndigheder om deres nationale og internationale retlige forpligtelser og opfordrer præsident al-Sisi og regeringen til at prioritere beskyttelse og fremme af menneskerettighederne og sikre, at krænkere af menneskerettighederne stilles til ansvar;

10.  opfordrer indtrængende de kompetente egyptiske myndigheder til at ændre kurs og tage konkrete skridt til at sikre, at den nye forfatnings bestemmelser om grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, herunder ytrings- og forsamlingsfrihed, gennemføres fuldt ud, og til at vise, at de respekterer menneskerettighederne og retsstatsprincippet ved i første omgang øjeblikkeligt og betingelsesløst at frigive alle samvittighedsfanger;

11.  understreger vigtigheden af magtens tredeling som et grundlæggende demokratisk princip og af, at retsvæsenet ikke kan bruges som et redskab til politisk forfølgelse og undertrykkelse, og foreslår en reform af lovgivningen om de retlige myndigheder for at sikre en reel adskillelse af beføjelserne, der ville føre til en uafhængig og upartisk retspleje;

12.  tilskynder repræsentanter for EU-delegationen og EU-medlemsstaternes ambassader i Kairo til at overvære politisk følsomme retssager mod egyptiske og udenlandske journalister, bloggere, fagforeningsfolk og civilsamfundsaktivister;

13.  beklager, at volden mod kvinder på trods af en ny lov om seksuel chikane er blevet forværret, især i den offentlige sfære, med snesevis af tilfælde af voldtægt og seksuel vold i forbindelse med demonstrationer; opfordrer indtrængende de egyptiske myndigheder til at ophøre med på grundlag af "loven om skørlevned" at kriminalisere LGBT-personer for at udtrykke deres seksuelle orientering og udøve deres forsamlingsret og til at løslade alle LGBT-personer, der er arresteret og fængslet med hjemmel i denne lov; opfordrer indtrængende den egyptiske regering til at vedtage nationale strategier til bekæmpelse af vold mod kvinder og LGBT-personer og til at eliminere alle former for diskrimination, sikre en effektiv høring og inddragelse af kvinderettighedsgrupper og rettighedsgrupper for LGBT-personer samt andre civilsamfundsorganisationer i hele processen;

14.  bekræfter, at presse- og mediefrihed er absolut nødvendige elementer i et demokrati og et åbent samfund, og at de som sådan bør de være blandt de centrale punkter i EU's indsats i Egypten som en del af en bredere og sammenhængende EU-strategi, der bør fokusere på at forbedre egypternes rettigheder, friheder og muligheder i forbindelse med udviklingen af EU's forbindelser med landet;

15.  giver endnu en gang udtryk for sin solidaritet med det egyptiske folk i denne problemfyldte overgangsperiode i landet; opfordrer til, at der blandt medlemsstaterne fastlægges en fælles strategi for Egypten; opfordrer endnu en gang indtrængende Rådet, den højtstående repræsentant/næstformanden og Kommissionen til at tage højde for både konditionalitetsprincippet ("mere for mere") og de alvorlige økonomiske udfordringer, som Egypten står over, i sine bilaterale forbindelser med og sin finansielle støtte til landet; gentager sin opfordring til etablere klare og i fællesskab aftalte benchmarks i denne forbindelse; bekræfter sit tilsagn om at bistå det egyptiske folk i processen hen imod demokratiske og økonomiske reformer;

16.  opfordrer den højtstående repræsentant/næstformanden til at afklare de særlige foranstaltninger, der blev truffet efter Udenrigsrådet beslutning om at tage EU's bistand til Egypten op til fornyet overvejelse; anmoder navnlig om en afklaring af status for: i) den planlagte reform af retssystemet; ii) EU's budgetstøtteprogrammer; iii) programmet for national handelsudvikling; og iv) Egyptens deltagelse i EU's regionale programmer så som Euromed Police og Euromed Justice;

17.  opfordrer til et EU-dækkende forbud mod eksport til Egypten af indtrængnings- og overvågningsteknologier, som kan anvendes til at udspionere og undertrykke borgerne, og til et forbud - i overensstemmelse med Wassenaararrangementet - mod eksport af sikkerhedsudstyr eller militærhjælp, der kan anvendes i forbindelse med undertrykkelse af fredelige protester;

18.  tilskynder den højtstående repræsentant/næstformanden til at samle EU-støtte til fordel for en resolution om situationen i Egypten på det næste møde i FN 's Menneskerettighedsråd, som bl.a. skulle foranledige en international undersøgelse af drabene på demonstranter og af beskyldningerne om tortur og mishandling begået af sikkerhedsstyrkerne i løbet af det seneste år;

19.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Den Arabiske Republik Egyptens præsident og overgangsregering.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0100. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0470. (3) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0274. (4) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0446.

Europa-Parlamentets beslutning af 17. juli 2014 om Nigeria – Boko Harams seneste angreb (2014/2729(RSP))

P8_TA(2014)0008 RC-B8-0016/2014

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Nigeria, navnlig beslutningerne af 4. juli 2013(1) og 15. marts 2012(2),

–  der henviser til erklæringerne fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton, herunder erklæringerne af 26. juni 2014 og 15. april 2014,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 12. maj 2014 om bortførelser i Nigeria,

–  der henviser til erklæringen af 26. juni 2014 fra EU-Udenrigstjenestens talsmand om Nigeria,

–  der henviser til Rådets beslutning om at sætte Boko Haram på den liste over udpegede terrororganisationer, der trådte i kraft den 29. maj 2014,

–  der henviser til erklæringen af 30. juni 2014 fra FN's generalsekretærs talsmand,

–  der henviser til FN's generalsekretærs rapport om børn og væbnede konflikter (CAAC), der offentliggjordes den 1. juli 2014,

–  der henviser til FN's generalsekretærs meddelelse af 17. juni 2014 til en paneldiskussion i anledning af Det Afrikanske Barns Dag,

–  der henviser til rapporten om forundersøgelsesaktiviteter 2013 fra Den Internationale Straffedomstol (ICC),

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966, som blev ratificeret af Nigeria den 29. oktober 1993,

–  der henviser til FN's konvention fra 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW),

–  der henviser til FN-erklæringen om afskaffelse af alle former for intolerance og forskelsbehandling på grundlag af religion og tro fra 1981,

–  der henviser til det afrikanske charter om menneskerettigheder og befolkningers rettigheder fra 1981, som blev ratificeret af Nigeria den 22. juni 1983,

–  der henviser til den anden reviderede udgave af Cotonouaftalen 2007-2013, som blev ratificeret af Nigeria den 27. september 2010,

–  der henviser til Forbundsrepublikken Nigerias forfatning og navnlig bestemmelserne heri om beskyttelse af religionsfrihed i kapitel IV, der omhandler retten til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at Boko Haram er en voksende trussel mod stabiliteten i Nigeria, Vestafrika og Sahel-regionen; der henviser til, at den vold, som er iværksat af denne islamistiske jihad-ekstremistiske organisation, har kostet tusindvis af menneskeliv i de seneste ti år; der henviser til, at organisationen i flæng retter sine angreb mod kristne, moderate muslimer, offentligt ansatte og offentlige institutioner, kort sagt enhver, der ikke deler dens dogmatiske og ekstremistiske overbevisning;

B.  der henviser til, at Boko Haram natten mellem den 14. og 15. april 2014 bortførte 276 piger fra en skole i byen Chibok i delstaten Borno; der henviser til, at 200 af disse piger til dato fortsat er savnet; der henviser til forlydender om, at de nigerianske sikkerhedsstyrker ikke reagerede på en forudgående advarsel; der henviser til, at der siden angrebet i Chibok har fundet yderligere kidnapninger af skolebørn sted;

C.  der henviser til, at de kidnappede piger løber en alvorlig risiko for at blive udsat for seksuel vold, slaveri og tvangsægteskaber;

D.  der henviser til, at disse bortførelser affødte en stærk reaktion fra civilsamfundet i Nigeria og i verden som helhed med krav om, at den nigerianske regering traf effektive foranstaltninger til at få pigerne bragt tilbage, sikre beskyttelsen af skolebørn og bekæmpe udbredelsen af Boko Haram;

E.  der henviser til alarmerende rapporter, herunder fra EU-Udenrigstjenesten og regeringskilder, om vilkårlig vold som en del af regeringens reaktion, herunder fra statens fælles taskforce af militær- og politienheder, der blev oprettet i maj 2013 for at bekæmpe Boko Haram;

F.  der henviser til, at antallet af angreb fra Boko Haram i de seneste måneder er steget dramatisk, og at de bliver mere og mere voldelige, med over 4 000 tilskadekomne i år til dato i angreb på kirker, skoler, markedspladser og landsbyer samt sikkerhedsanlæg; der henviser til, at Boko Haram i øjeblikket er i færd med at udvide sit operationsområde til at omfatte hele den nordlige halvdel af Nigeria og tilstødende områder i nabolande;

G.  der henviser til, at Boko Haram tillægges ansvaret for mindst 18 angreb på civile i det nordlige Nigeria i de seneste to uger, kombineret med voksende politiske spændinger forud for det planlagte parlamentsvalg i 2015;

H.  der henviser til, at Boko Harams angreb og regeringens reaktion herpå har udløst en flygtningekrise med mere end 10 000 mennesker, der søger tilflugt i udlandet, hovedsageligt i Niger og Cameroun, og mange flere internt fordrevne ifølge UNHCR; der henviser til, at dette lægger yderligere pres på de knappe lokale fødevare- og vandressourcer, især i Niger, der selv kæmper med fødevaremangel på grund af flere års tørke;

I.  der henviser til, at den humanitære situation for en stor del af befolkningen fortsat er kritisk, idet 70% af befolkningen må klare sig for under 1,25 USD om dagen;

J.  der henviser til, at ytrings- og pressefriheden er under pres på grund af trusler om anholdelse, intimidering, vold og endog død for dem, der rapporterer kritisk om de nigerianske myndigheder; der henviser til, at Boko Haram gentagne gange har truet med at angribe medier, der har rapporteret negativt om gruppen;

K.  der henviser til, at store dele af delstaterne Borno, Yobe og Adamawa, lige siden de blev erklæret i undtagelsestilstand den 14. maj 2013, har været utilgængelige for bistandsorganisationer og journalister; der henviser til, at regeringen har lukket mobilnettene ned i flere områder for at hindre de militante grupper i at kommunikere;

L.  der henviser til, at EU og dets medlemsstater gentagne gange har tilbudt deres støtte til Nigeria i dets bestræbelser på at beskytte sine borgere og bekæmpe terrorismen i alle dens former samt gøre ende på kulturen af straffrihed for brug af seksuel vold;

M.  der henviser til, at EU den 28. maj 2014 fulgte andre internationale partneres eksempel og placerede Boko Haram og dets leder, Abubakar Shekau, på sin liste over udpegede terrororganisationer, efter at FN havde besluttet at udpege Boko Haram som terrororganisation;

N.  der henviser til, at FN's højkommissær for menneskerettigheder, Navi Pillay, har advaret om, at Boko Harams angreb kan udgøre forbrydelser mod menneskeheden; der henviser til, at ICC i en forundersøgelse har bekræftet denne advarsel og konkluderet, at der er rimelig grund til at antage, at Boko Haram begår forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser;

1.  fordømmer på det kraftigste den fortsatte bølge af angreb med skydevåben og bomber, selvmordsbombninger, kidnapninger og andre voldshandlinger begået af den terroristiske sekt Boko Haram mod civile, offentlige og militære mål i de nordlige dele af Nigeria samt i Abuja og Lagos; opfordrer til øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af skolepigerne fra Chibok;

2.  udtrykker sin dybeste medfølelse med ofrenes familier og støtter den nigerianske regerings bestræbelser for at standse volden og stille de ansvarlige for retten;

3.  opfordrer Nigerias regering og myndigheder til at arbejde sammen for at sikre, at pigerne bliver bragt sikkert hjem, for at forbedre åbenheden omkring om redningsindsatsen og give fyldestgørende information samt læge- og psykologstøtte til de bortførte pigers familier med henblik på at bringe klimaet af mistillid til ophør;

4.  er særdeles foruroliget over, at Boko Haram aktivt udsøger kvinder og børn som mål i sin blodige guerillakampagne, og fordømmer den åbenlyse overtrædelse af grundlæggende rettigheder, som Boko Harams forbud mod uddannelse for unge piger og drenge er udtryk for;

5.  mener, at overvågnings- og rapporteringsmekanismen om alvorlige krænkelser af børns rettigheder i væbnede konflikter skal aktiveres i Nigeria, og at UNICEF bør øge sin kapacitet på dette område i overensstemmelse med sit mandat;

6.  udtrykker desuden alvorlig bekymring over rapporter om tvungne konverteringer til islam og indførelse af sharialov som en del af gruppens erklærede mål om at skabe et islamisk kalifat i det nordlige Nigeria.;

7.  opfordrer den nigerianske regering og dens styrker til at udvise tilbageholdenhed i deres reaktion på oprørernes voldshandlinger og til at sikre, at bestræbelserne på at imødegå en sådan vold udfoldes i overensstemmelse med den nigerianske regerings forpligtelser i henhold til folkeretten; opfordrer de nigerianske myndigheder til at undersøge forlydender om vilkårlig og overdreven voldsanvendelse fra regeringsstyrkers side, herunder afbrænding af huse og henrettelse af personer mistænkt for at tilhøre Boko Haram eller endog borgere uden nogen åbenlys forbindelse til organisationen, og til at stille de ansvarlige for disse forbrydelser for retten;

8.  opfordrer den nigerianske regering til ikke blot at bekæmpe Boko Haram-oprøret, men også sætte ind mod nogle af dets tilgrundliggende årsager, herunder underudvikling, udbredt korruption, uretmæssig tilegnelse af olieindtægter, radikalisering og mangel på fremtidsudsigter, og anmoder medlemsstaterne om at hjælpe Nigeria med løsningen af disse problemer;

9.  opfordrer endvidere de nigerianske myndigheder til at slå bro over den økonomiske kløft mellem den nordlige og sydlige del af landet, bl.a. ved at give bedre uddannelses- og sundhedsservice i nord, og til at sikre en retfærdig fordeling af indtægterne fra olierigdomme via statsbudgettet for at opnå en egentlig regional udvikling;

10.  understreger navnlig betydningen af et uafhængigt, upartisk og tilgængeligt retssystem, hvis man vil bringe straffriheden til ophør og øge respekten for retsstaten og befolkningens grundlæggende rettigheder; opfordrer derfor til, at der tages skridt til at forbedre effektiviteten og uafhængigheden af Nigerias domstole med henblik på at gøre effektiv brug af strafferetsplejen for at bekæmpe terrorisme;

11.  opfordrer indtrængende den nigerianske regering til at anerkende og respektere presse- og mediefriheden samt til at give journalister adgang til frontlinjerne, idet pressen og medierne kan spille en vigtig rolle for styrkelsen af ansvarliggørelsen og for dokumentationen af menneskerettighedskrænkelser;

12.  gentager sin appel om afskaffelse af loven om (forbud mod) ægteskab mellem personer af samme køn samt af paragraf 214, 215 og 217 i den nigerianske straffelov, som bringer LGBT-personer - hvad enten de er nigerianske statsborgere eller udlændinge - i alvorlig fare for vold og arrestation;

13.  udtrykker foruroligelse over stigningen i menneskehandelen og våben-og narkotikasmuglingen i regionen, og disse aktiviteters forbindelser til islamisk terrorisme; bemærker endvidere, at der er forbindelser mellem Boko Haram og de militante grupper AQIM og Al Shabab inden for disse ulovlige aktiviteter; opfordrer den nigerianske regering til i samarbejde med ECOWAS-regeringer, andre regeringer og internationale organer at udrydde denne handel som led i deres bestræbelser for at bekæmpe udbredelsen af international terrorisme og de kilder, der finansierer den;

14.  .opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten, Rådet og Kommissionen til at arbejde sammen med FN og andre internationale partnere om at afskære finansieringen af og begrænse bevægelsesfriheden for Boko Haram og navnlig dets ledere;

15.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten, Kommissionen, medlemsstaterne og de internationale partnere til fortsat at samarbejde med Nigeria, herunder i sagen om skolepigerne fra Chibok, såvel bilateralt som gennem regionale strukturer og FN, i nødhjælpsarbejdet, uddannelsen af sikkerhedsstyrker og deling af efterretninger;

16.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til hurtigt at færdiggøre landestrategien for Nigeria 2014-2020 og til heri at inkludere støtte og bistand med det formål at fjerne de grundlæggende årsager til Boko Harams fremvækst;

17.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Forbundsrepublikken Nigerias regering, Den Afrikanske Unions institutioner, FN's generalsekretær, FN's Generalforsamling, formændene for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU og Det Panafrikanske Parlament.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0335. (2) EUT C 251 E af 31.8.2013, s. 97.

Europa-Parlamentets beslutning af 17. juli 2014 om Ukraine (2014/2717(RSP))

P8_TA(2014)0009 RC-B8-0025/2014

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om den europæiske naboskabspolitik, om det østlige partnerskab og om Ukraine, navnlig til sin beslutning af 17. april 2014 om russisk pres på lande i det østlige partnerskab og navnlig destabiliseringen af det østlige Ukraine(1),

–  der henviser til den fælles erklæring af 24. marts 2014 fra G7-lederne i Haag,

–  der henviser til konklusionerne fra Rådet for Udenrigsanliggender af 17. marts, 14. april og 23. juni 2014,

–  der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 20. marts og 27. juni 2014,

–  der henviser til den endelige rapport om det tidlige præsidentvalg i Ukraine fra OSCE/ODIHR's internationale valgobservatørmission,

–  der henviser til undertegnelsen den 27. juni 2014 af de sidste dele af associeringsaftalen mellem EU og Ukraine, herunder den vidtgående og brede frihandelsaftale,

–  ­ der henviser til rapporterne af 15. maj og 15. juni 2014 fra FN’s højkommissær for menneskerettigheder om menneskerettighedssituationen i Ukraine,

–  der henviser til erklæringen af 1. april 2014 fra udvalget NATO-Ukraine,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at Ukraine fortsat står over for alvorlige sikkerhedsmæssige, politiske og socioøkonomiske udfordringer; der henviser til, at konflikten i det østlige Ukraine er en alvorlig hindring for landets udvikling og velstand;

B.  der henviser til, at den russiske besættelse og annektering af Krim er en krænkelse af folkeretten og Ruslands internationale forpligtelser i henhold til FN-pagten, Helsingforsslutakten, Europarådets statut og Budapestmemorandummet om sikkerhedsgarantier fra 1994 samt af bilaterale forpligtelser i henhold til den bilaterale venskabs-, samarbejds- og partnerskabstraktat fra 1997;

C.  der henviser til, at Petro Porosjenko den 25. maj 2014 blev valgt til ny præsident i Ukraine; der henviser til, at valget blev overvåget af en international valgobservationsmission, der blev ledet af OSCE/ODIHR, og at det ­ på trods af de spændte sikkerhedsforhold i det østlige Ukraine og Ruslands ulovlige annektering af Krim ­ stort set blev anset for at være i tråd med internationale forpligtelser og overholdt de grundlæggende frihedsrettigheder i langt størstedelen af landet;

D.  der henviser til, at den nye præsident har fremsat en femtenpunktsplan for en fredelig løsning på situationen i det østlige Ukraine, som vil bevare Ukraines suverænitet, territoriale integritet og nationale enhed, med udgangspunkt i straffrihed for de, der vil overgive sig og ikke har begået alvorlige forbrydelser, oprettelse af kontrollerede korridorer for at muliggøre tilbagetrækning af russiske lejesoldater og indledning af en bred dialog;

E.  der henviser til, at præsident Porosjenko som et første skridt erklærede en ensidig våbenhvile i perioden 20.-30. juni 2014 for at muliggøre konsultationer mellem Ukraine, Rusland, OSCE og separatiststyrker; der henviser til, at den ensidige våbenhvile gentagne gange blev brudt, hovedsagelig af separatister, og førte til dødsfald på begge sider;

F.  der henviser til, at Det Russiske Føderale Råd den 25. juni 2014 godkendte en beslutning fra præsident Putin om at afstå fra retten til at sende russiske væbnede styrker ind på Ukraines territorium;

G.  der henviser til, at rådet for Udenrigsanliggender den 27. juni 2014 bekræftede Kommissionens analyse om, at Ukraine havde opfyldt alle referenceindikatorer i den første fase af handlingsplanen for visumliberalisering, og gik videre til anden del af visumliberaliseringsprocessen;

H.  der henviser til, at EU ​​og Ukraine den 27. juni 2014 undertegnede de resterende bestemmelser i associeringsaftalen og den vidtgående og brede frihandelsaftale; der henviser til, at denne aftale er en anerkendelse af det ukrainske folks forhåbninger om at leve i et land styret af europæiske værdier, demokrati og retsstatsprincippet;

I.  der henviser til, at præsident Porosjenko efter den fejlslagne ensidige våbenhvile besluttede at genoptage antiterroraktionen for at slå separatistoprøret i landets østlige del ned; der henviser til, at den ukrainske hær har genvundet kontrollen over flere byer i det østlige Ukraine, hvilket har tvunget oprørere og lejesoldater til at trække sig tilbage i retning mod Donetsk; der henviser til, at volden imidlertid stadig fortsætter;

J.  der henviser til, at udenrigsministrene for Tyskland, Frankrig, Rusland og Ukraine mødtes i Berlin den 2. juli 2014 og nåede til enighed om en række foranstaltninger, der skulle sikre en varig våbenhvile i det østlige Ukraine;

K.  der henviser til, at præsident Porosjenko gav udtryk for sin vilje til at erklære endnu en våbenhvile på tre betingelser, nemlig at våbenhvilen overvåges bilateralt, at alle gidsler frigives, og at en effektiv kontrol af grænsen overvåges af OSCE;

L.  der henviser til, at præsident Porosjenko den 14. juli 2014 udtalte, at russiske militære stabsofficerer kæmpede sammen med separatistiske oprørere imod de ukrainske styrker, og at et nyt russisk missilsystem var blevet etableret; der henviser til, at Rusland ifølge NATO-kilder angiveligt har sendt store kampvogne, artilleri og andre våben til oprørerne og ladet russiske lejesoldater krydse grænsen for at tilslutte sig oprørsmilitser;

M.  der henviser til, at der den 11. juli 2014 blev afholdt et konsultationsmøde mellem de tre parter, EU, Ukraine og Rusland, i Bruxelles om gennemførelsen af associeringsaftalen og den vidtgående og brede frihandelsaftale mellem EU og Ukraine; finder, at det er en nyttig proces, der kan overvinde langvarige forskellige opfattelser ved at forklare fordelene ved associeringsaftalen mellem EU og Ukraine og den vidtgående og brede frihandelsaftale og ved at tage hensyn til de legitime bekymringer hos alle parter;

1.  glæder sig over undertegnelsen af de resterende bestemmelser i associeringsaftalen, herunder den vidtgående og brede frihandelsaftale, og er overbevist om, at den vil være en drivkraft for politiske og økonomiske reformer, hvilket vil medføre modernisering, styrke retsstaten og stimulere den økonomiske vækst; udtrykker sin støtte til Ukraine i at gå videre med den midlertidige anvendelse af aftalen; erklærer, at Europa-Parlamentet vil afslutte sin procedure for ratificering af aftalen så hurtigt som muligt; opfordrer medlemsstaterne og Ukraine til at ratificere den hurtigt med henblik på fuld gennemførelse snarest muligt; understreger, at associeringsaftalen mellem EU og Ukraine, herunder den vidtgående og brede frihandelsaftale, på ingen måde er forbundet med optagelse i NATO;

2.  udtrykker stor tilfredshed med undertegnelsen af ​​associeringsaftalerne med Georgien og Moldova, der markerer begyndelsen på en ny æra i disse landes politiske og økonomiske forbindelser med EU; opfordrer til, at de ratificeres hurtigt, og glæder sig over, at parlamentet i Moldova allerede har gjort dette; finder det forkasteligt, at Rusland har vedtaget handelsmæssige straffeforanstaltninger mod de lande, der har indgået associeringsaftaler med EU, da disse aftaler ikke udgør en trussel mod Rusland; understreger, at disse tiltag er i modstrid med Verdenshandelsorganisationens bestemmelser, er politisk motiverede og derfor ikke kan accepteres;

3.  bifalder Petro Porosjenkos valgsejr i første runde til embedet som Ukraines præsident i et fair og demokratisk valg; konstaterer, at valgresultatet viser stor opbakning i befolkningen til et europæisk og demokratisk fremtidsperspektiv for landet;

4.  støtter fredsplanen som en vigtig mulighed for nedtrapning og fred; støtter præsident Porosjenkos beslutsomme tiltag for at sikre Ukraines enhed, suverænitet og territoriale integritet; bifalder hans engagement i at løse problemet med systemisk korruption og misbrug af offentlige midler; gentager, at Rusland er involveret i militære handlinger og forsyninger; opfordrer Rusland til at opfylde sine internationale forpligtelser, til reelt at forpligte sig til fredelige forhandlinger om en løsning og til at bruge sin reelle indflydelse til at standse enhver form for vold;

5.  opfordrer til, at der afholdes et nyt møde i den trilaterale kontaktgruppe om bilæggelse af konflikten i den sydøstlige del af Ukraine, og støtter nye former for kommunikation mellem parterne;

6.  understreger det ukrainske folks grundlæggende ret til frit at bestemme deres lands økonomiske og politiske fremtid og bekræfter Ukraine ret til at forsvare sig, jf. artikel 51 i FN-pagten; gentager, at det internationale samfund støtter Ukraines enhed, suverænitet og territoriale integritet; opfordrer indtrængende de ukrainske sikkerhedsstyrker til fuldt ud at overholde den humanitære folkeret og den internationale menneskerettighedslovgivning i gennemførelsen af deres såkaldte antiterroraktioner, og understreger behovet for at beskytte civilbefolkningen; og opfordrer oprørere og lejesoldater til at gøre det samme og ikke bruge civile som menneskelige skjolde; understreger behovet for en politisk løsning af krisen; og opfordrer alle parter til at udvise tilbageholdenhed og respektere en våbenhvile, som skal erklæres og implementeres strengt så hurtigt som muligt;

7.  fordømmer Ruslands aggression på Krim som en alvorlig krænkelse i henhold til folkeretten af Ukraines suverænitet og territoriale integritet og afviser den russiske fait accompli-udenrigspolitik; anser annekteringen af Krim for ulovlig og nægter at anerkende russisk de facto-styre på halvøen; bifalder afgørelsen om at forbyde import af varer fra Krim og Sevastopol, som ikke har et ukrainsk certifikat, og opfordrer andre lande til at træffe lignende foranstaltninger i overensstemmelse med FN's Generalforsamlings resolution 68/262;

8.  fordømmer den fortsatte vold og de daglige tab af menneskeliv i det østlige Ukraine, og det forhold at hjem og ejendele ødelægges, og at flere tusinde civile er flygtet fra konfliktramte områder til sikre steder; glæder sig over den gode vilje, som den ukrainske side udviste ved at vedtage en ensidig våbenhvile, og beklager det forhold, at separatisterne nægtede at følge dette eksempel; er dybt bekymret over sikkerheden for almindelige mennesker, der forbliver fanget i områderne Donetsk og Luhansk; beklager tabet af menneskeliv og det faktum, at børn er blevet registreret blandt ofrene; udtrykker sin dybeste medfølelse til deres familiemedlemmer; fordømmer ethvert angreb rettet mod civilbefolkningen og kræver, at den humanitære folkeret overholdes fuldt ud;

9.  opfordrer Rusland til at støtte fredsplanen med ægte overbevisning, til at træffe foranstaltninger til effektivt at kontrollere sin egen grænse med Ukraine og stoppe den fortsatte indtrængen af illegale bevæbnede mænd, våben og udstyr, til at bruge sin magt over oprørerne og lejesoldaterne med henblik på at tvinge dem til at overholde våbenhvilen, nedlægge deres våben og trække sig tilbage til Rusland gennem en tilbagetrækningskorridor i henhold til Porosjenkos fredsplan, som et længe ventet første tiltag, der kan give en forsikring om, at Rusland seriøst ønsker at nedtrappe krisen;

10.  beklager den ulovlige tilbageholdelse i Rusland af navigatør i det ukrainske flyvevåben Nadija Savtjenko og kræver hendes øjeblikkelige løsladelse såvel som løsladelse af alle gidsler, der tilbageholdes i Ukraine eller Rusland;

11.  opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik samt Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) til at fremvise en stærkere tilstedeværelse og større synlighed i de dialogmekanismer, der er etableret med henblik på at løse krisen, herunder kontaktgruppen;

12.  bifalder udvidelsen af ​​de nuværende sanktioner til at omfatte yderligere 11 mennesker, hvoraf de fleste er tjenestemænd i de såkaldte separatistmyndigheder; bifalder det forberedende arbejde, som Rådet, EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne har foretaget med henblik på yderligere sanktioner mod Rusland, som bør omfatte økonomi‑, finans- og energisektorerne, samt en embargo mod våben og teknologi med dobbelt anvendelse; opfordrer til et kollektiv forbud mod salg af våben til Rusland og dets snarlige gennemførelse indtil situationen i det østlige Ukraine er normaliseret; advarer om, at alle yderligere skridt fra Rusland til at destabilisere Ukraine vil medføre yderligere og mere vidtrækkende konsekvenser for forholdet mellem EU og Rusland;

13.  kræver, at Rådet opfordrer Rusland til at overholde sine forpligtelser i henhold til folkeretten, og at det pålægger tredje fase af sanktionerne, hvis situationen skulle kræve det;

14.  opfordrer Det Europæiske Råd til at vedtage en mere sammenhængende og hårdfast strategi - og tale med én stemme - over for den ukrainske krise og den russiske regerings adfærd, herunder i forhold, der vedrører EU's energisikkerhed; beklager, at nogle medlemsstater viser splittelse i denne henseende og en mangel på solidaritet inden for EU;

15.  understøtter en fornyet, gensidigt aftalt våbenhvile med henblik på at stabilisere sikkerhedssituationen, opnå en ægte nedtrapning og skabe momentum for gennemførelsen af ​​præsident Porosjenkos fredsplan, som er betinget af, at våbenhvilen overholdes bilateralt, gidsler frigives, og at OSCE overvåger en effektiv grænsekontrol; glæder sig over de ukrainske styrkers seneste fremgang i det østlige Ukraine og det faktum, at de har genvundet kontrollen over flere større byer;

16.  er af den stærke opfattelse, at den særlige OSCE-observatørmission bør styrkes og råde over flere materielle og finansielle midler, så den kan støtte Ukraine i opgaven med at sikre og overvåge regionerne langs landets grænser;

17.  minder den ukrainske regering om, at der er et påtrængende behov for økonomiske og politiske reformer i landet; påpeger, at nationale reformer ikke bør iværksættes alene som følge af eksternt pres, men bør være baseret på solid folkelig støtte til skabelsen af bæredygtige økonomiske og sociale muligheder gennem en modernisering af landet;

18.  opfordrer til en uafhængig og upartisk undersøgelse af de dødbringende begivenheder og forbrydelser, der har fundet sted i alle dele af Ukraine siden november 2013 med inddragelse af en stærk international komponent og under tilsyn fra Europarådet, og til at bringe de ansvarlige for en domstol; er overbevist om, at kun en effektiv undersøgelse af disse forbrydelser vil hjælpe det ukrainske samfund og ofrenes familie og venner til at genvinde tilliden til institutionerne;

19.  minder om, at det er nødvendigt at stoppe den systematiske og strukturelle indskrænkning af menneskerettighederne, den dårlige regeringsførelse, den udbredte korruption og den enorme sorte økonomi i Ukraine; understreger betydningen af ​​den igangværende proces med forfatningsreformen og vigtigheden af at støtte udviklingen af civilsamfundet i bestræbelserne for at opnå et reelt deltagelsesbaseret demokrati, der fremmer og beskytter menneskerettighederne, sikrer retfærdighed og god regeringsførelse for alle borgerne i alle regionerne af landet, og derved bidrager til landets sikkerhed og stabilitet; opfordrer til indførelsen af lovgivning mod forskelsbehandling, der er på linje med europæiske normer;

20.  understreger behovet for at opbygge tilliden mellem de forskellige samfundsgrupper og opfordrer til en holdbar forsoningsproces; understreger i den forbindelse vigtigheden af ​​at etablere en inklusiv national dialog og undgå hadefuld tale og retorik herunder fra Rusland, som yderligere kan forværre konflikten;

21.  er af den opfattelse, at det er yderst vigtigt at påbegynde en gradvis proces af decentralisering til gunst for de regionale og kommunale forvaltninger uden at undergrave den interne magtbalance eller statens effektive funktion;

22.  glæder sig over vedtagelsen af loven om offentlige indkøb og opfordrer til, at den gennemføres omhyggeligt; forventer hurtig etablering af en politisk uafhængig antikorruptionsmyndighed med beføjelser til at undersøge korrupt adfærd;

23.  understreger behovet for at styrke retsstatsprincippet, også ved at indlede en reform af retsvæsenet, der vil bidrage til at genoprette borgernes tillid til retsvæsenet, og behovet for at afpolitisere og afmilitarisere de retshåndhævende myndigheders struktur;

24.  bifalder afgørelsen om at oprette en robust civil mission for den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik i Ukraine; opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik samt medlemsstaterne til at fremskynde oprettelsen heraf; er overbevist om, at denne mission har brug for et ambitiøst mandat med henblik på at støtte ukrainerne effektivt i den nødvendige dybtgående indsats for at stabilisere situationen i landet;

25.  gentager sin støtte til præsident Porosjenkos hensigt om at afholde parlamentsvalg før tiden; understreger, at det er nødvendigt at disse valg afholdes i overensstemmelse med anbefalingerne fra Venedigkommissionen;

26.  udtrykker dyb bekymring over de forværrede menneskerettighedsforhold og den forværrede humanitære situation i det østlige Ukraine og på Krim, som er forårsaget af oprørere og lejesoldater på Ruslands foranledning, især med hensyn til tortur, drab, journalister og aktivisters forsvindinger samt gidseltagning, herunder tilfælde af bortførelse af børn; opfordrer til en bedre beskyttelse af civile og til, at de ukrainske myndigheder yder humanitær bistand i de berørte regioner;

27.  henleder i den forbindelse opmærksomheden på den seneste beretning fra Amnesty International og udtrykker sin stærke fordømmelse af alle bortførelser, prygl, tortur, udenretslige drab og andre alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne og brud på den humanitære folkeret mod aktivister, demonstranter, journalister og mange andre borgere, der ikke tager aktiv del i konflikten i det østlige Ukraine, og som er begået i løbet af de seneste tre måneder, hovedsagelig af bevæbnede separatister og i nogle tilfælde også af regeringsstyrker; støtter kravet til den ukrainske regering om at skabe en fælles og regelmæssigt ajourført fortegnelse over rapporterede bortførelser og at foretage en tilbundsgående og upartisk undersøgelse af alle påstande om magtmisbrug, mishandling og tortur;

28.  understreger, at det er nødvendigt at finde en klar, retfærdig og stabil løsning for at sikre gasforsyningssikkerheden fra Rusland til Ukraine, da dette er en nødvendig forudsætning for den økonomiske udvikling og stabiliteten i Ukraine; mener, at EU fortsat bør spille sin rolle med hensyn til at lette indgåelsen af en aftale, der giver Ukraine mulighed for at betale konkurrencedygtige priser, der ikke er politisk begrundede, for sine indkøb af gas; understreger, at anvendelsen af energiressourcer som et udenrigspolitisk værktøj undergraver Ruslands langsigtede troværdighed som en pålidelig handelspartner for EU, og at yderligere foranstaltninger til begrænsning af EU's afhængighed af russisk gas skal være en prioritet;

29.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre en tilstrækkelig gasforsyning ved hjælp af gaslevering den anden vej fra nabolandene i EU; bifalder i denne forbindelse aftalememorandummet om tilbagestrømning mellem Slovakiet og Ukraine, som bør tilskynde Ukraine til at indføre et gennemsigtigt og pålideligt gastransportsystem; minder om energifællesskabets strategiske rolle, og om at Ukraine har formandskabet i 2014; glæder sig over, at samarbejde med Ukraine er en integrerende del af Kommissionens europæiske energisikkerhedsstrategi forelagt i juni 2014;

30.  glæder sig over, at Ukraine for nylig er nået til anden fase af handlingsplanen for visumliberalisering og dermed har bekræftet sin vilje til at indføre de nødvendige lovgivningsmæssige, politiske og institutionelle rammer; giver udtryk for sin faste overbevisning om, at det endelige mål bør være en hurtig indførelse af en visumfri ordning; opfordrer i mellemtiden til øjeblikkelig indførelse af midlertidige, meget enkle og billige procedurer på EU-plan og medlemsstatsplan;

31.  glæder sig over Kommissionens etablering af støttegruppen for Ukraine, som vil give de ukrainske myndigheder al nødvendig bistand til at gennemføre politiske og økonomiske reformer og arbejde for gennemførelsen af den "europæiske reformagenda".

32.  fremhæver behovet for at forsvare europæiske interesser og værdier og fremme stabilitet, velstand og demokrati i landene på det europæiske kontinent;

33.  gentager sit synspunkt om, at associeringsaftaler med Ukraine og andre lande i det østlige partnerskab ikke er det endelige mål i deres forbindelser med EU; påpeger i denne forbindelse, at Georgien, Moldova og Ukraine – ligesom enhver anden europæisk stat – i medfør af artikel 49 i traktaten om Den Europæiske Union har et europæisk fremtidsperspektiv og kan ansøge om at blive medlem af Unionen, såfremt landet overholder de demokratiske principper, respekterer de grundlæggende frihedsrettigheder og menneske- og mindretalsrettighederne samt sikrer retsstatsprincippet;

34.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer, Ukraines præsident, regering og parlament, Europarådet og Den Russiske Føderations præsident, regering og parlament.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0457.

Europa-Parlamentets beslutning af 17. juli 2014 om ungdomsbeskæftigelse (2014/2713(RSP))

P8_TA(2014)0010 RC-B8-0027/2014

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin holdning af 8. september 2010 om forslag til Rådets afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker: Del II i de integrerede retningslinjer for Europa 2020 (COM(2010)0193 – C7-0111/2010 – 2010/0115(NLE))(1),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. december 2011 "Initiativet "Muligheder for Unge" (COM(2011)0933),

–  der henviser til Rådets konklusioner, som blev vedtaget i Luxembourg den 17. juni 2011, om fremme af unges beskæftigelse med henblik på at nå Europa 2020-målene,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse om gennemførelsen af initiativet "Muligheder for unge" (COM(2012)0727),

–  der henviser til Kommissionens forslag af 5. december 2012 til Rådets henstilling om oprettelsen af en ungdomsgaranti (COM(2012)0729),

–  der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 7. februar 2013 om et ungdomsbeskæftigelsesinitiativ,

–  der henviser til Rådets henstilling af 22. april 2013 om indførelse af en ungdomsgaranti,

–  der henviser til sin beslutning af 11. september 2013 om bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed: mulige udveje(2),

–  der henviser til sin beslutning af 16. januar 2014 om overholdelse af den grundlæggende rettighed til fri bevægelighed i EU(3),

–  der henviser til sin holdning af 16. april 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om øget samarbejde mellem offentlige arbejdsformidlinger (COM(2013)0430 – C7-0177/2013 – 2013/0202(COD))(4),

–  der henviser til sin beslutning af 6. juli 2010 om fremme af de unges adgang til arbejdsmarkedet, styrkelse af status for praktikanter og praktik- og lærlingeordninger(5),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse om gennemførelsen af initiativet "Muligheder for unge" (COM(2012)0727),

–  der henviser til sin beslutning af 16. januar 2013 om en ungdomsgaranti(6),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at arbejdsløshed er en væsentlig årsag til ulighed, og at ungdomsarbejdsløsheden har nået hidtil usete højder med et gennemsnit på 23 % for EU som helhed, samt at ungdomsarbejdsløsheden er ujævnt fordelt i EU, idet arbejdsløsheden blandt unge i alderen 16-25 er højere end 50 % i visse medlemsstater;

B.  der henviser til, at 5 340 mio. unge (under 25 år) var arbejdsløse i EU28 i marts 2014, heraf 3 426 mio. i euroområdet;

C.  der henviser til, at årsagerne til ungdomsarbejdsløsheden varierer i forskellige dele af EU og kan omfatte underliggende strukturelle problemer i vores økonomier, som påvirker arbejdsmarkederne; der henviser til, at den situation og de problemer, unge står over for, ikke er ensartede, og at nogle grupper er uforholdsmæssigt hårdt ramt og har behov for skræddersyede løsninger;

D.  der henviser til, at arbejdsmarkedssituationen er særlig kritisk for unge mennesker, uanset deres uddannelsesniveau, da de ofte ender enten som arbejdsløse eller med begrænsede ansættelseskontrakter med lavere lønninger og en lavere grad af social beskyttelse eller er tvunget til at acceptere usikre ansættelseskontrakter eller ulønnede praktikophold;

E.  der henviser til, at en ungdomsgaranti ville bidrage til opfyldelsen af tre af målene i Europa 2020-strategien, nemlig at 75 % af befolkningen i aldersgruppen 20-64 bør være i beskæftigelse, at andelen af unge, der forlader skolen tidligt, bør være under 10 %, og at mindst 20 mio. mennesker bør hjælpes ud af fattigdom og social udstødelse;

F.  der henviser til, at 7,5 mio. unge europæere mellem 15 og 24 år ikke er i beskæftigelse eller under uddannelse, og at 29,7 % af de unge mellem 15 og 29 i EU28 i 2012 var i fare for at ende i fattigdom eller social udstødelse(7);

G.  der henviser til, at de faglige vekseluddannelser og uddannelser med kombinerede akademiske og erhvervsrettede elementer, som findes i nogle medlemslande, i kraft af at de lægger stor vægt på praktiske færdigheder, har bevist deres værd navnlig under krisen, idet de holder ungdomsarbejdsløsheden nede på et lavere niveau, fordi de gør unge mennesker bedre egnede til at blive ansat;

H.  der henviser til, at den nuværende begrænsning af ungdomsgarantien til 25 år er utilstrækkelig, da den ikke tager højde for de 6,8 mio. der ikke er i beskæftigelse eller under uddannelse, og som er i alderen mellem 25 og 30 år;

I.  der henviser til, at små og mellemstore virksomheder har et vigtigt jobskabelsespotentiale og spiller en afgørende rolle i overgangen til en ny, bæredygtig økonomi;

J.  der henviser til, at der – på trods af at antallet af arbejdstagere, der flytter fra én medlemsstat til en anden, er steget fra 4,7 mio. i 2005 til 8 mio. i 2008 – procentvis er tale om en stigning fra 2,1 % til 3,3 % af den samlede arbejdsstyrke;

K.  der henviser til, at medlemsstaterne spiller en afgørende rolle i bekæmpelsen af ungdomsarbejdsløsheden, også gennem den finansielle støtte fra EU-finansierede instrumenter såsom Den Europæiske Socialfond, Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen, det europæiske program for beskæftigelse og social innovation (EaSI) og ungdomsgarantien for programperioden 2014-2020;

L.  der henviser til, at EU har afsat 6 mia. EUR til at støtte beskæftigelse af personer på under 25;

M.  der henviser til, at årsagerne til ungdomsarbejdsløsheden ikke kan reduceres til manglende sammenfald mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer, fordi de er knyttet til spørgsmål som mangel på nye job på grund af afindustrialiseringen af Europa, outsourcing og spekulation, og at denne situation er blevet forværret af krisen og sparepolitikkerne; der henviser til, at uddannelse alene ikke kan løse problemet med ungdomsarbejdsløshed;

N.  der henviser til, at foranstaltninger eller programmer, der indføres med henblik på at sætte skub i ungdomsbeskæftigelsen, bør omfatte høring af og/eller samarbejde med alle relevante aktører på de respektive niveauer, især arbejdsmarkedsparter og ungdomsorganisationer;

O.  der henviser til, at 20,7 mio. SMV'er tegner sig for over 67 % af beskæftigelsen i den private sektor i EU, og at mikrovirksomheder alene tegner sig for 30 %;

P.  der henviser til, at SMV'er og mikrovirksomheder har et stort potentiale for jobskabelse, og er ansvarlige for 85 % af alle nyoprettede arbejdspladser;

Ungdomsgaranti – Ungdomsbeskæftigelse

1.  advarer om, at der ikke vil blive tale om nogen væsentlig bæredygtig økonomisk vækst i EU, medmindre ulighederne mindskes, og minder om, at dette starter med en nedbringelse af arbejdsløsheden, især ungdomsarbejdsløsheden, og en bekæmpelse af fattigdommen;

2.  opfordrer til en effektiv overvågning af gennemførelsen af ungdomsgarantien; opfordrer Europa-Kommissionen til nøje at overvåge de udfordringer, der er blevet identificeret i de landespecifikke henstillinger for 2014, vedrørende kvaliteten af tilbuddene og manglen på aktiv kontakt til unge, der hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse, samt den administrative kapacitet i de offentlige arbejdsformidlinger og manglen på en effektiv inddragelse af alle relevante parter, men samtidig at identificere bedste praksis, der kan fungere som reference for programforbedringer; opfordrer til større gennemsigtighed i kontrollen med ​​gennemførelsen og til større ambitioner med hensyn til at håndtere de medlemsstater, der ingen fremskridt viser i denne henseende;

3.  opfordrer Kommissionen til at foreslå en europæisk juridisk ramme, der indfører minimumsstandarder for gennemførelsen af ungdomsgarantierne, herunder kvaliteten af lærlingeuddannelser, anstændige lønninger for unge og adgang til arbejdsformidling, og som også omfatter unge mellem 25 og 30, hvor de eksisterende anbefalinger om ungdomsgarantier ikke overholdes af medlemsstaterne;

4.  opfordrer til, at en nedbringelse af ungdomsarbejdsløsheden gøres til et særligt mål i det europæiske semester; opfordrer også til at lade foranstaltninger til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed indgå i de landespecifikke henstillinger og de nationale reformprogrammer; opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge og kontrollere indførelsen af disse foranstaltninger; opfordrer i den forbindelse til fuld inddragelse af Parlamentet i processen omkring det europæiske semester;

5.  opfordrer Europa-Kommissionen til at fremskynde indførelsen af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet og offentliggøre en meddelelse om, hvordan det er blevet indført, inden udgangen af 2014;

6.  opfordrer medlemsstaterne til at overveje at udvide ungdomsgarantien til unge under 30 år;

7.  understreger behovet for en aktiv, omfattende og inklusiv arbejdsmarkedspolitik med særlige foranstaltninger for unge;

8.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at træffe vidtgående foranstaltninger til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed, navnlig gennem forebyggelse af tidligt skolefrafald eller fremme af uddannelses- og lærlingeordninger (f.eks. gennem indførelse af vekseluddannelsesforløb eller andre tilsvarende effektive ordninger), og til at udarbejde omfattende strategier for unge, der ikke er i beskæftigelse eller under uddannelse, samt til fuldt ud at gennemføre de nationale ungdomsgarantiordninger;

9.  understreger, at ungdomsbeskæftigelsesinitiativet ikke bør forhindre medlemsstaterne i at anvende Den Europæiske Socialfond til finansiering af større projekter relateret til unge, navnlig projekter om fattigdom og social inklusion; opfordrer Kommissionen til at kontrollere anvendelsen af ESF-midler til ungdomsrelaterede projekter;

10.  er af den faste overbevisning, at EU-midler, især midlerne under ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, ikke bør anvendes til at erstatte nationale tiltag, men bør anvendes til at yde ekstra støtte til unge mennesker på en måde, der supplerer og forbedrer de nationale programmer på medlemsstaternes beslutning;

11.  mener, at EU-programmerne skal give tilstrækkelig fleksibilitet til, at medlemsstaterne kan gennemføre individuel støtte i overensstemmelse med de lokale behov for at sikre, at midlerne anvendes på de områder, hvor ungdomsarbejdsløsheden er størst, og der er størst behov for finansiering, uden at gå på kompromis med revision og kontrol;

12.  understreger, at ungdomsbeskæftigelsesinitiativet ikke bør forhindre medlemsstaterne i at anvende andre EU-programmer, f.eks. Den Europæiske Socialfond eller ERASMUS +, til finansiering af større projekter relateret til unge, navnlig ungdomsiværksætteri, projekter om fattigdom og social inklusion; understreger betydningen af, at medlemsstaterne tildeler den nødvendige medfinansiering i denne forbindelse; opfordrer Kommissionen til at kontrollere anvendelsen af ESF-midler til ungdomsrelaterede projekter;

Erhvervsuddannelse

13.  minder om, at de 6 mia. EUR, der er afsat til ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, ikke er tilstrækkelige til at bekæmpe ungdomsarbejdsløshed på en varig måde; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre ungdomsgarantien til en prioritet og til at øge budgettildelingen til den for den samlede periode 2014-2020, når der træffes beslutning om den obligatoriske revision af den flerårige finansielle ramme 2014 - 2020 efter valget, som skal finde sted allersenest ved udgangen af 2016;

14.  opfordrer medlemsstaterne til at etablere eller forbedre deres erhvervsuddannelsessystemer; understreger, at der for at forbedre overgangen fra skole til arbejde bør etableres en europæisk ramme for vekseluddannelse, baseret på europæiske bedste praksis på dette område; foreslår endvidere EU-omfattende brug af "isbryderordninger", som giver praktisk erhvervserfaring til unge nyuddannede og personer, som allerede har fuldført en erhvervsuddannelse, i virksomheder, der ansætter dem i seks til tolv måneder for at løse et specifikt problem, der har at gøre med innovation og udvikling;

15.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at iværksætte skrappe foranstaltninger til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed og tidlig eksklusion fra arbejdsmarkedet, navnlig gennem forebyggelse af tidligt skolefrafald eller frafald fra studier eller lærepladser (f.eks. gennem indførelse af en vekseluddannelsesordning eller andre lige så effektive ordninger);

16.  opfordrer medlemsstaterne til navnlig at reformere uddannelsesstandarderne for unge med henblik på i betydelig grad at forbedre deres beskæftigelsesmuligheder og muligheder i livet;

17.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forbedre gennemsigtigheden og anerkendelsen af kvalifikationer i EU yderligere, navnlig gennem det europæiske meritoverførselssystem for erhvervsuddannelse, Europass og den europæiske referenceramme for kvalifikationer;

18.  understreger vigtigheden af, at de unge tilegner sig tværgående kvalifikationer, f.eks. inden for IKT, lederskab, kritisk tankegang og sprog, bl.a. ved at studere i udlandet, med henblik på at forbedre deres muligheder på jobmarkedet, deres evne til at tilpasse sig den fremtidige udvikling på arbejdsmarkedet og tage aktiv del i samfundet;

19.  opfordrer medlemsstaterne til at fokusere på sektorer med høj vækst og højt jobskabelsespotentiale og træffe foranstaltninger til at prioritere videnskab, teknologi, teknik og matematik i deres uddannelsesprogrammer for at imødekomme den forventede fremtidige udvikling på arbejdsmarkedet i overensstemmelse med behovet for at overgå til en ressourceeffektiv økonomi;

20.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte nye typer af økonomi, især socialt iværksætteri, samarbejde, crowdsourcing og tilvejebringelse af støtteforanstaltninger til ungdomskooperativer og nystartede socialøkonomiske virksomheder;

21.  opfordrer medlemsstaterne til at støtte vækstfremmende politikker og opfordrer til tiltag på EU-plan i form af en europæisk vækststrategi, hvor investering i og udvikling af nøglesektorer som det digitale marked, telekommunikationsmarkedet og et energifællesskab vil sikre bæredygtige jobs;

22.  beklager, at Rådets prioriteringer, der blev offentliggjort af Det Europæiske Råd den 27. juni 2014 som en strategisk dagsorden for EU og den nye Europa-Kommission, ikke omfatter målrettede foranstaltninger og investeringer, der kan hjælpe med at skabe kvalitetsbeskæftigelse til unge;

23.  understreger, at resultater i forhold til målene for en ungdomsgaranti kræver strategiske reformer for at opnå en mere vellykket overgang fra skole til arbejdsmarkedet;

24.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til henholdsvis at opbygge og reformere deres arbejdsmarkedsagenturer;

25.  understreger, at der i betragtning af de forventede hurtige ændringer på arbejdsmarkedet i dag mere end nogensinde er behov for stærke investeringer i uddannelse; understreger, at politikker for kompetenceudvikling ikke alene bør ses som et middel til at opfylde arbejdsmarkedets behov, men også bør anerkende kompetencer, der er erhvervet gennem ikke-formel uddannelse, støtte gennemførelsen af politikker for livslang læring og i sidste ende indgå i en holistisk tilgang til uddannelse;

26.  opfordrer Kommissionen og agenturer såsom Eurofound og Cedefop til at analysere eksisterende systemer for erhvervsfaglig vekseluddannelse for at give disse oplysninger til andre medlemsstater, som er interesseret i disse systemer på frivillig basis, uden at sænke de uddannelsesstandarder, der allerede findes;

27.  anerkender familiens rolle som et effektivt støttesystem for unge, der står over for arbejdsløshed, fattigdom og social udstødelse;

28.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at styrke – og fjerne de eksisterende barrierer for – erhvervsuddannelse, erhvervsvejledning og lærepladser, praktikantprogrammer og praktikophold i andre lande i den hensigt at skabe bedre overensstemmelse mellem udbud og efterspørgsel af arbejdsbaserede erhvervsuddannelsesmuligheder for unge og dermed forbedre mobiliteten og beskæftigelsesmulighederne, især i grænseregioner;

29.  glæder sig over Rådets henstilling om en kvalitetsramme for praktikophold, som blev vedtaget den 10. marts 2014, og opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre den hurtigst muligt til fordel for dem, den er oprettet for, og understreger, at medlemsstaternes programmer til fremme og udbud af praktikophold kan støttes finansielt af EU-midler;

Et nyt jobmiljø

30.  understreger behovet for, at Europa skaber et SMV-venligt miljø, der omfatter tilvejebringelse af de bedste økonomiske og juridiske betingelser for nystartede virksomheder, idet SMV'erne overordnet set tegnede sig for 66,5 % af alle de europæiske job i 2012(8);

31.  nævner igen behovet for at sikre en bred og let oplæring i og adgang til internettet og online-oplysninger samt digitale færdigheder; opfordrer medlemsstaterne til i overensstemmelse med målene på den digitale dagsorden at tilskynde til og fremme digitaliseringen af tjenester og uddannelsesmuligheder for unge med henblik på at give dem adgang til digitale job;

32.  fremhæver den seneste udvikling med virksomheder, der igen begynder at producere og have serviceydelser i Europa og de ​​muligheder, dette giver for jobskabelse, navnlig for unge; mener, at økonomierne i EU har en enestående mulighed for at fremskynde denne tilbageflytningstendens;

33.  fastholder, at der er behov for en genindustrialisering af Europa på basis af en sammenhængende strategi og dennes gennemførelse, hvilket vil fremme og lette vækstfremmende politikker og skabelsen af nye arbejdspladser;

34.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at kæde ungdomsbeskæftigelsespolitikker sammen med varige arbejdskontrakter af god kvalitet med henblik på at håndtere øget strukturel usikkerhed og underbeskæftigelse;

35.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at unge har adgang til kvalitetsjob, der respekterer deres rettigheder, herunder retten til stabilitet og sikkerhed gennem et job, der giver en løn, der er til at leve af, og social beskyttelse samt muliggør et sikkert, værdigt og selvstændigt liv, med henblik på at beskytte unge arbejdstagere mod forskelsbehandling og udnyttelse;

36.  mener, at unge iværksættere og vækstorienterede SMV'er er de nødvendige katalysatorer for innovation og jobskabelse;

37.  mener, at virksomhederne kun vil skabe flere arbejdspladser og ansætte flere folk, hvis de økonomiske forhold opfordrer til vækst, og hvis de kan stole på kvalificeret arbejdskraft;

38.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at anvende en rettighedsbaseret tilgang til unge og beskæftigelse; understreger, at kvaliteten af de unges beskæftigelse, navnlig i krisetider, ikke må bringes i fare, og at de grundlæggende arbejdsstandarder og øvrige standarder vedrørende arbejdskvaliteten, som f.eks. arbejdstid, social sikring samt sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, skal være centrale overvejelser i den indsats, der gøres; understreger, at der skal sættes en stopper for forskelsbehandling på grund af alder;

39.  understreger vigtigheden af at anerkende og respektere medlemsstaternes forskellige sociale og økonomiske systemer;

40.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at støtte og fremme mobilitetsmekanismer, især Eures, der letter jobsøgning i andre medlemsstater;

41.  opfordrer medlemsstaterne til at gøre fuld brug af den offentlige arbejdsformidling med henblik på at skabe balance mellem udbud og efterspørgsel af ledige stillinger og kvalifikationer mellem medlemsstaterne;

42.  opfordrer Europa-Kommissionen til at støtte initiativer samt andre former for samarbejde med den private sektor til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden;

43.  opfordrer Europa-Kommissionen til at indtage en ledende rolle med et initiativ til genindustrialisering af Europa, der forbedrer den industrielle konkurrenceevne uden at pålægge erhvervslivet en overdreven administrativ byrde og fremmer jobskabelse og bekæmpelse af arbejdsløshed samt udvider unges muligheder for at starte deres egen virksomhed eller finde et job;

44.  anbefaler, at enhver fremtidig evaluering fra Europa-Kommissionens side af relevante ESF-ordninger på ungdomsbeskæftigelsesområdet bør se ud over omkostningerne og antallet af deltagere og overveje konsekvenserne for arbejdsmarkedet for unge på et reelt grundlag over en lang periode og prioritere forståelsen af, hvordan og hvorfor tiltagene er en succes;

45.  opfordrer medlemsstaterne til at fjerne unødige administrative byrder og bureaukrati for selvstændige erhvervsdrivende, mikrovirksomheder og SMV'er, indføre fordelagtige skattepolitikker og etablere et mere fordelagtigt klima for private investeringer samt kigge på de uforholdsmæssigt strenge konkursregler som led i bekæmpelsen af arbejdsløsheden; SMV'er udgør en stor del af den europæiske økonomi, og deres rolle kan være en afgørende faktor i sikringen af en hurtig og holdbar genopretning efter den økonomiske krise og skabelsen af nye arbejdspladser, også for de unge;

46.  opfordrer medlemsstaterne til at forbedre samarbejdet mellem erhvervslivet og uddannelsessektoren på alle niveauer for i højere grad at tilpasse undervisningsplanerne til behovene på arbejdsmarkedet;

47.  understreger, at den europæiske økonomi har brug for, at der gøres en indsats for at øge den frie bevægelighed og arbejdskraftens mobilitet i EU frem for at begrænse dem, og opfordrer medlemsstaterne til at sikre fri bevægelighed for alle borgere og arbejdstagere for at muliggøre udviklingen af et egentligt EU-arbejdsmarked, fjerne flaskehalse og give arbejdstagerne i EU mulighed for at flytte til områder, hvor der er behov for deres kvalifikationer; understreger, at fri bevægelighed er en grundlæggende rettighed; understreger ligeledes, at unge også bør have jobmuligheder i deres eget lokalsamfund;

48.  opfordrer medlemsstaterne til at tage særligt hensyn til den høje ungdomsarbejdsløshed blandt dårligt stillet grupper og fokusere på tilknytning til og integration på arbejdsmarkedet og mainstreaming af tilknytnings- og integrationspolitikker, idet beskæftigelse er nøglen til god integration;

49.  mener, at medlemsstaterne skal opfylde de særlige behov, som unge med handicap har, ved at give dem de rigtige værktøjer og den rigtige støtte for at skabe lige muligheder og aktivt øge beskæftigelsesmulighederne for unge med handicap på arbejdsmarkedet samt på de almene og faglige uddannelser;

50.  understreger vigtigheden af ​​at fokusere på at stimulere iværksætterkulturen, navnlig blandt yngre mennesker og universitetsuddannede, fremme praktikpladser for universitetsuddannede og stillinger i små virksomheder og mikrovirksomheder for at forbedre de unges erfaring med erhvervslivet og øge bevidstheden om mulighederne for og evnen til at etablere egen virksomhed;

51.  understreger, at der i betragtning af krisens konsekvenser for unge er behov for et stærkere engagement og forbedret overvågning fra medlemsstaternes side for at forbedre situationen for de unge; opfordrer i denne sammenhæng medlemsstaterne til at behandle problemet om ungdomsarbejdsløshed i løbet af EPSCO-Rådets næste uformelle møde den 17. og 18. juli 2014 i Milano og at fremkomme med tiltag og politikker i stedet for erklæringer;

o
o   o

52.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen og Rådet.

(1) EUT C 308 E af 20.10.2011, s. 116. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0365. (3) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0037. (4) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0435. (5) EUT C 351 E af 2.12.2011, s. 29. (6) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0016. (7) Eurostat: http://appsso.eurostat.ec.europa.eu/nui/show.do?dataset=yth_incl_010&lang=en. (8) http://ec.europa.eu/enterprise/policies/sme/facts-figures-analysis/performance-review/files/supporting-documents/2013/annual-report-smes-2013_en.pdf.

Europa-Parlamentets beslutning af 17. juli 2014 om situationen i Irak (2014/2716(RSP))

P8_TA(2014)0011 RC-B8-0059/2014

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Irak, især beslutning af 27. februar 2014 om situationen i Irak(1),

–  der henviser til partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Irak på den anden side og til sin beslutning af 17. januar 2013 om partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem EU og Irak(2),

–  der henviser til Rådets (udenrigsanliggender) konklusioner om Syrien, særligt konklusionerne af 23. juni 2014;

–  der henviser til de erklæringer om Irak, der er blevet fremsat af FN's generalsekretær,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966, som Irak er part i,

–  der henviser til EU's retningslinjer om fremme og beskyttelse af religions- og trosfrihed, der blev vedtaget den 24. juni 2013;

–  der henviser til de erklæringer om Irak, som næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik har afgivet,

–  der henviser til sine beslutninger af henholdsvis 11. marts 2014 om Saudi‑Arabien, dets forbindelser med EU og dets rolle i Mellemøsten og Nordafrika(3), 24. marts 2011 om EU's forbindelser med Golfstaternes Samarbejdsråd(4) og af 3. april 2014 om EU's strategi over for Iran(5),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at Irak fortsat står over for alvorlige politiske, sikkerhedsmæssige og samfundsøkonomiske udfordringer, og til, at det politiske landskab i landet er dybt fragmenteret og plaget af vold og sekterisk politik til alvorlig skade for det irakiske folks legitime forhåbninger om fred, velstand og en virkelig overgang til demokrati; der henviser til, at Irak oplever den værste bølge af vold siden 2008;

B.  der henviser til, at den jihadistiske al-Qaeda-udbrydergruppe Islamisk Stat (IS) - tidligere Den Islamiske Stat i Irak og Levanten (ISIL) - har erobret dele af det nordvestlige Irak, herunder Iraks næststørste by, Mosul, hvilket har ført til summariske henrettelser af irakiske borgere, indførelse af en streng fortolkning af sharialoven, destruktion af shia-, sufi- og sunnimuslimske samt kristne religiøse bygninger og helligdomme, og har begået andre grusomheder mod civilbefolkningen;

C.  der henviser til, at opløsningen af irakisk-syriske grænser har givet IS lejlighed til at udvide sin tilstedeværelse i begge lande; der henviser til, at IS landevindinger er blevet tolereret eller endog støttet af dele af den desillusionerede sunnimuslimske befolkning og medlemmer af det tidligere Baath-parti; der henviser til, at det den 29. juni 2014 blev meddelt, at IS havde proklameret et "kalifat" eller en "islamisk stat" på de områder, som den kontrollerer i Irak og Syrien, og at dens leder Abdu Bakr al-Baghdadi, havde udnævnt sig selv til kalif;

D.  der henviser til, at IS har sikret sig betydelige indtægtskilder ved at plyndre banker og virksomheder i de områder, den kontrollerer, idet den har overtaget op til seks oliefelter i Syrien, herunder Syriens største oliefacilitet, al-Omar-feltet tæt ved grænsen til Irak, og ved at modtage midler fra velhavende donorer, navnlig i Saudi-Arabien, Qatar, Kuwait og De Forenede Arabiske Emirater;

E.  der henviser til, at IS' hurtige fremrykning har afsløret skrøbeligheden i den irakiske hær og de irakiske institutioner, der plages af korruption, sekterisme og den udelukkelsespolitik, der føres af premierminister Nouri al-Malikis regering, og som har ført til en væsentlig fremmedgørelse af det sunnimuslimske mindretal og andre mindretal i Irak;

F.  der henviser til, at nogle af den kurdiske regionalregerings militærenheder midt i juni 2014 overtog kontrollen med den multietniske by Kirkuk og dermed indlemmede et i årtier omstridt olierigt område i den kurdiske provins, og der henviser til, at den kurdiske regering bar bekendtgjort planer om en folkeafstemning i den kurdiske befolkning med henblik på at opnå uafhængighed af Irak;

G.  der henviser til, at EU har erkendt den byrde, der hviler på den kurdiske region og den kurdiske regionalregering, som giver husly til et stort antal internt fordrevne personer;

H.  der henviser til, at der den 30. april 2014 blev afholdt valg i Irak, som gav et flertal til premierminister Nouri al-Malikis blok "Rule of Law" ("Retsstat"); der henviser til, at den siddende regering har undladt at opbygge et mere inklusivt samfund i Irak; der henviser til, at der kommer flere og flere opfordringer til al-Maliki om ikke at søge at tage en tredje periode som premierminister, men at danne en virkelig inklusiv regering i stedet for; der henviser til, at den shiamuslimske religiøse leder, ayatollah Sistani, har opfordret alle irakiske parter til omgående at nå til enighed om en sådan regering, men at det nyvalgte irakiske parlament hidtil ikke været i stand til dette;

I.  der henviser til, at USA, Rusland og Den Islamiske Republik Iran har ydet støttet til regeringen i Irak; der henviser til, at præsident Hassan Rouhani har tilkendegivet, at han er parat til at samarbejde med USA om at imødegå truslen fra IS i Irak, medens ekstremistiske væbnede sunnimuslimske grupper i regionen, herunder IS, i de senere år har modtaget ideologisk støtte fra aktører i Saudi-Arabien og visse Golf-stater;

J.  der henviser til, at hundredvis af udenlandske krigere, herunder mange fra EU-medlemsstater, skal have deltaget i kampene sammen med IS; der henviser til, at disse EU-borgere betragtes som en sikkerhedsrisiko af EU-medlemsstaternes regeringer;

K.  der henviser til, at der ifølge FN's Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender (OCHA) findes omkring 1,2 millioner internt fordrevne personer i det centrale og nordlige Irak, og at omkring 1,5 millioner mennesker har behov for humanitær bistand; der henviser til, at IS's fremgang har skabt en humanitær krise, navnlig en massiv fordrivelse af civilbefolkningen; der henviser til, at EU har besluttet at forhøje sin humanitære bistand til Irak med 5 mio. EUR med henblik på at yde elementær bistand til internt fordrevne, hvorved det samlede beløb til humanitær støtte til Irak i 2014 indtil videre beløber sig til 12 mio. EUR;

L.  der henviser til, at den irakiske forfatning garanterer lighed for alle borgere ved lov, samt "administrative, politiske, kulturelle og uddannelsesmæssige rettigheder for de forskellige nationaliteter"; der henviser til, at den irakiske regering har ansvaret for at sørge for at garantere rettigheder, velfærd og sikkerhed for hele befolkningen;

M.  der henviser til forlydender om bevidst forfølgelse af kvinder og piger i Irak og om kidnapning og voldtægt, der begås, og tvangsægteskaber, der iværksættes af militante fra IS og andre væbnede grupper; der henviser til, at irakiske sikkerhedsstyrker og militser tilknyttet regeringen ifølge Human Rights Watchs rapport af 12. juli 2014 har henrettet mindst 255 fanger ulovligt i løbet af den forgangne måned, tilsyneladende som hævn for de drab, der er begået af krigere fra Islamisk Stat,

N.  der henviser til, at op mod 10 000 mennesker fra de hovedsageligt kristne samfund i Qaraqosh (også kaldet Al-Hamdaniya), en historisk assyrisk by, flygtede fra deres hjem den 25. juni 2014, efter at mortergranater var slået ned tæt ved byen; der henviser til, at mindst halvdelen af Iraks kristne menes at have forladt landet siden 2003; der henviser til, at antallet af kristne i Irak ifølge Open Doors International er faldet kraftigt fra 1,2 millioner i begyndelsen af 1990'erne til mellem 330 000 og 350 000 nu;

1.  udtrykker dyb bekymring over sikkerhedssituationen i Irak, der hastigt forværres; fordømmer kraftigt IS' angreb mod irakiske borgere og den irakiske stat, som har ført til summariske henrettelser, indførelse af en streng fortolkning af sharialoven, ødelæggelse af helligdomme og regionens historiske, kulturelle og kunstneriske arv samt andre grusomheder; advarer om, at IS' ekstreme anti-shiamuslimske og antikristne synspunkter øger risikoen for sekteriske drab i stort omfang, hvis IS skulle få lov til at beholde de områder, den har erobret, og ekspandere yderligere;

2.  fordømmer kraftigt angreb på civile mål, herunder hospitaler, skoler og religiøse bygninger samt anvendelse af henrettelser og seksuel vold i konflikten; understreger, at der ikke bør være nogen straffrihed for gerningsmændene til disse handlinger; er dybt bekymret over den humanitære krise og den massive fordrivelse af civile;

3.  støtter de irakiske myndigheder i bekæmpelsen af IS' terrorisme og andre væbnede/terroristiske grupper, men understreger, at den sikkerhedsmæssige indsats skal kombineres med en varig politisk løsning, der inddrager alle dele af det irakiske samfund og gør noget ved deres legitime klager; understreger yderligere, at menneskerettighederne og den humanitære folkeret skal respekteres i kampen mod terrorisme; opfordrer den irakiske regering til at handle i overensstemmelse med international og national ret og med respekt for Iraks forpligtelser i henhold til internationale aftaler om menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder; opfordrer den irakiske regering og alle politiske ledere til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sørge for sikkerhed og beskyttelse for alle irakiske borgere, navnlig medlemmer af udsatte etniske og religiøse samfund;

4.  afviser uden forbehold IS-ledelsens bekendtgørelse om oprettelse af et kalifat i de områder, IS nu kontrollerer, og betragter den som ulovlig, og afviser enhver forestilling om ensidige ændringer af internationalt anerkendte grænser med magt, hvis de grundlæggende rettigheder og friheder for befolkningen i de IS-kontrollerede områder skal respekteres;

5.  understreger, at IS er omfattet af den våbenembargo og indefrysning af aktiver, der blev indført ved FN's Sikkerhedsråds resolution 1267 (1999) og 1989 (2011), og understreger, at det er vigtigt at disse foranstaltninger gennemføres hurtigt og effektivt;

6.  mener, at parlamentsvalget i Irak den 30. april 2014 udgør en mulighed for at skabe en virkelig repræsentativ regering med en inklusiv dagsorden; glæder sig over valget af den nye formand for det irakiske parlament den 15. juli 2014; opfordrer indtrængende alle politiske ledere, navnlig premierminister Nouri al-Maliki, til at sørge for, at der omgående dannes en inklusiv regering; understreger, at en sådan regering bør repræsentere det irakiske samfunds politiske, religiøse og etniske mangfoldighed på behørig måde for at standse blodsudgydelserne og opsplitningen af landet;

7.  opfordrer alle regionale aktører til at bidrage til bestræbelserne på at fremme sikkerhed og stabilitet i Irak og i særdeleshed til at tilskynde den irakiske regering til at række hånden ud til det sunnimuslimske mindretal og omorganisere hæren på en inklusiv, ikke-sekterisk og upartisk måde;

8.  opfordrer alle regionale aktører til at gøre alt, hvad der står i deres magt for at standse alle officielle eller private organers aktiviteter med at udbrede og sprede ekstremistiske islamiske ideologier i ord og handling; opfordrer det internationale samfund, især EU, til at fremme en regional dialog om problemerne i Mellemøsten og inddrage alle væsentlige parter, navnlig Iran og Saudi-Arabien;

9.  understreger, at EU bør udarbejde en samlet politisk strategi for regionen, og navnlig at det er nødvendigt at inddrage Iran, Saudi‑Arabien og de øvrige Golfstater som nøgleaktører i enhver indsats for nedtrapning i Syrien og Irak;

10.  understreger behovet for at respektere menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i disse krisetider, navnlig ytringsfriheden, pressefriheden og de digitale frihedsrettigheder;

11.  noterer sig meddelelsen fra Den Regionale Regering for Kurdistan om en folkeafstemning om uafhængighed; opfordrer imidlertid parlamentet og præsidenten for det irakiske Kurdistan, Massoud Barzani, til at opretholde en inklusiv proces med hensyn til rettighederne for de ikke‑kurdiske mindretal, der er bosat i provinsen;

12.  udtrykker bekymringer over meddelelser om, at hundreder af udenlandske krigere, herunder borgere fra EU-medlemsstater, har sluttet sig til IS's oprør; opfordrer desuden til internationalt samarbejde med henblik på passende retsforfølgning af alle personer, der mistænkes for at være involveret i terrorhandlinger;

13.  glæder sig over, at EU den 19. juni 2014 besluttede at forhøje sin humanitære bistand til Irak med 5 mio. EUR med henblik på at yde grundlæggende bistand til internt fordrevne, hvorved det samlede beløb til humanitær støtte til Irak i 2014 indtil videre beløber sig til 12 mio. EUR;

14.  bekræfter EU's engagement i at styrke sit forhold til Irak, bl.a. ved at gennemføre partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem EU og Irak; opfordrer Rådet til fortsat at bistå Irak med at fremme demokrati, menneskerettigheder, god regeringsførelse og retsstatsprincippet, herunder ved at bygge på erfaringer og resultater fra EUJUST LEX-IRAQ-missionen. støtter ligeledes de bestræbelser, der gøres af UNAMI og af FN-generalsekretærens særlige repræsentant for Irak på at bistå den irakiske regering med at styrke sine demokratiske institutioner og processer, fremme retsstaten, befordre regional dialog, forbedre tilvejebringelsen af grundlæggende tjenesteydelser og sikre beskyttelse af menneskerettighederne;

15.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, EU’s særlige repræsentant for menneskerettigheder, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, den irakiske regering og det irakiske Repræsentanternes Råd, Den Regionale Regering for Kurdistan, De Forenede Nationers generalsekretær og De Forenede Nationers Menneskerettighedsråd.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0171. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0023. (3) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0207. (4) EUT C 247 E af 17.8.2012, s. 1. (5) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0339.

Europa-Parlamentets beslutning af 17. juli 2014 om optrapningen af volden mellem Israel og Palæstina (2014/2723(RSP))

P8_TA(2014)0012 RC-B8-0071/2014

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at den igangværende konflikt forårsager tragiske tab af menneskeliv og uacceptable lidelser for begge de involverede parters civilbefolkning;

B.  der henviser til, at FN's Sikkerhedsråd den 12. juli 2014 udtrykte dyb bekymring om krisen vedrørende Gaza, opfordrede til en nedtrapning af situationen, fornyet fred og fornyet ikrafttrædelse af våbenhvilen fra november 2012, krævede overholdelse af den humanitære folkeret, herunder beskyttelse af civile, og udtrykte sin støtte til genoptagelse af direkte forhandlinger mellem Israel og Palæstina med henblik på at opnå en omfattende fredsaftale baseret på en tostatsløsning;

C.  der henviser til, at Egypten foreslog en plan for våbenhvile den 14. juli 2014, der indtil nu kun er blevet accepteret af Israel;

D.  der henviser til, at Hamas betegnes som en terroristorganisation af EU;

E.  der henviser til, at Palæstinas præsident Mahmoud Abbas har anmodet om, at De Forenede Nationer stiller Palæstina under "international beskyttelse" som følge af forværringen af situationen i Gazaområdet;

F.  der henviser til, at folkeretten og den humanitære folkeret, herunder den fjerde Genèvekonvention, gælder fuldt ud for alle parter i konflikten;

G.  der henviser til, at de direkte fredforhandlinger mellem parterne er gået i stå, og at alle den senere tids bestræbelser på at genoptage forhandlingerne er slået fejl; der henviser til, at EU har opfordret parterne til at fortsætte med aktiviteter, der kan opbygge den atmosfære af tillid, som er nødvendig for at sikre meningsfulde forhandlinger, afholde sig fra handlinger, der undergraver processens troværdighed, og undgå provokationer;

1.  kræver et stop for raketangrebene på Israel fra Gazastriben, som Hamas og andre bevæbnede grupper i Gaza bør indstille straks, og et stop for de israelske militæraktioner mod Gaza;

2.  udtrykker sin dybeste bekymring over situationen i Gazastriben og i Israel; begræder de civile dødsfald, hvoraf mange kvinder og børn, i Gazastriben; fordømmer mordet på de tre israelske teenagere den 12. juni og den palæstinensiske teenager den 2. juli 2014, der er blevet mødt med universel fordømmelse; giver udtryk for sin dybe medfølelse med alle uskyldige ofres familier;

3.  understreger, at både de israelske og palæstinensiske borgere har ret til at leve i fred og sikkerhed; understreger behovet for, at alle parter fuldt ud overholder den humanitære folkeret, og at intet kan berettige de målrettede angreb på uskyldige civile, hvilket i henhold til folkeretten er en krigsforbrydelse, og ødelæggelsen af civil infrastruktur;

4.  opfordrer til øjeblikkelig nedtrapning af krisen via en våbenhvileaftale mellem de to sider og et øjeblikkeligt stop for alle former for vold, der truer civiles liv; bifalder alle bestræbelser på at forhandle en permanent våbenhvile mellem parterne og opfordrer den højtstående repræsentant/næstformand og medlemsstaterne til at intensivere det diplomatiske pres for at støtte disse aktioner;

5.  opfordrer indtrængende det internationale samfund og navnlig FN's Sikkerhedsråd til uden tøven at finde den frem til en passende reaktion og en løsning på den aktuelle krise; opfordrer centrale regionale aktører, navnlig Egypten og Jordan, til at fortsætte deres bestræbelser for at neddæmpe situationen; bifalder de egyptiske myndigheders beslutning om at åbne grænseovergangen i Rafah for at lette den humanitære adgang og muliggøre transit for palæstinensiske civile;

6.  gentager sin stærke støtte til en tostatsløsning baseret på grænsedragningen fra 1967 med Jerusalem som hovedstad for begge stater, hvor staten Israel og en uafhængig, demokratisk, tilstødende og levedygtig palæstinensisk stat lever side om side i fred og sikkerhed, hvilket vil forudsætte en ophævelse af blokaden mod Gazastriben; understreger igen, at det kun med ikke-voldelige midler er muligt at opnå en retfærdig og varig løsning på konflikten mellem israelere og palæstinensere;

7.  opfordrer i denne ånd til reelle og troværdige bestræbelser fra begge sider og fra det internationale samfund for at få genoptaget direkte fredsforhandlinger mellem israelere og palæstinensere og for at opnå konkrete resultater i disse forhandlinger; opfordrer på ny EU til at spille en mere aktiv rolle i bestræbelserne på at nå frem til en retfærdig og varig fred;

8.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU 's særlige repræsentant for fredsprocessen i Mellemøsten, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær, Kvartettens særlige udsending til Mellemøsten, Knesset og Israels regering, præsidenten for Den Palæstinensiske Myndighed og Det Palæstinensiske Lovgivende Råd, Egyptens parlament og regering og Jordans parlament og regering.

Europa-Parlamentets beslutning af 17. juli 2014 om aggressionsforbrydelser (2014/2724(RSP))

P8_TA(2014)0013 RC-B8-0066/2014

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til De Forenede Nationers pagt,

–  der henviser til Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol (ICC) og navnlig artikel 5, der betegner aggressionsforbrydelsen som en af de vigtigste forbrydelser under ICC's jurisdiktion,

–  der henviser til Kampala-ændringerne af Romstatutten, der blev vedtaget på revisionskonferencen i Kampala, Uganda, i 2010, og navnlig til resolution RC/Res. 6 vedrørende aggressionsforbrydelsen,

–  der henviser til Rådets afgørelse 2011/168/FUSP og til dens henvisning til Kampala-ændringerne,

–  der henviser til den reviderede handlingsplan, der blev vedtaget den 12. juli 2011 i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2011/168/FUSP,

–  der henviser til sin beslutning af 19. maj 2010 om konferencen i Kampala, Uganda, til revision af Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol(1),

–  der henviser til sin beslutning af 17. november 2011 om EU's støtte til Den Internationale Straffedomstol: håndtering af udfordringer og vanskeligheder(2),

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om årsberetningerne om menneskerettighederne i verden og EU's politik på området, herunder følgerne for EU's menneskerettighedspolitiske strategi,

–  der henviser til Den Internationale Straffedomstols niende rapport til FN for 2012/2013,

–  der henviser til resultatet af den 25. samling i FN's Menneskerettighedsråd i april 2014,

–  der henviser til resolutionen fra Det Latinamerikanske Parlaments Generalforsamling af 19. og 20. oktober 2013 om fremme af Den Internationale Straffedomstol og ratifikation af Kampala-ændringerne (AO/2013/07XXIX),

–  der henviser til resolutionen fra Forsamlingen af Deltagerstater i Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol af 27. november 2013 om styrkelse af Den Internationale Straffedomstol og Forsamlingen af Deltagerstater, der indeholder en opfordring til fremtidige deltagerstater om at ratificere statutten som ændret, en opfordring til alle deltagerstater om at overveje at ratificere ændringerne og en anerkendelse af en række deltagerstaters nylige ratifikation af ændringerne (ICC-ASP/12/Res.8),

–  der henviser til håndbogen "Ratification and Implementation of the Kampala Amendments to the Rome Statute of the ICC", der er udarbejdet af Fyrstendømmet Liechtensteins permanente mission ved FN, Global Institute for the Prevention of Aggression og Liechtenstein Institute on Self-Determination ved Princeton University,

–  der henviser til den internationale strafferetsplejedag, der fejres den 17. juli, hvor man fejrer fremskridt mod større ansvar for forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og folkedrab;

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at EU's medlemsstater har været trofaste allierede af ICC siden dens oprettelse og ydet finansiel, politisk, diplomatisk og logistisk støtte, samtidig med at de har fremmet Romstatuttens universelle karakter og forsvaret dens integritet med det formål at styrke domstolens uafhængighed;

B.  der henviser til, at Parlamentet den 17. november 2011(3) glædede sig over vedtagelsen af Kampala-ændringerne af Romstatutten, herunder vedrørende aggressionsforbrydelser, og opfordrede alle EU's medlemsstater til at ratificere ændringerne og indarbejde dem i deres nationale ret;

C.  der henviser til, at Parlamentet den 18. april 2012 efterfølgende vedtog en beslutning(4) og opfordrede Rådet og Kommissionen til at anvende deres internationale autoritet til at sikre og styrke Romstatuttens universalitet med henblik på en internationalt anerkendt definition af de handlinger, der skal betragtes som folkeretsstridig aggression;

D.  der henviser til, at hvis mindst 30 deltagerstater ratificerer Kampala-ændringerne af Romstatutten vedrørende aggressionsforbrydelser, og hvis et flertal på to tredjedele af deltagerstaterne træffer afgørelse herom efter den 1. januar 2017, vil der kunne etableres et permanent system for internationalt strafferetligt ansvar ved at gøre aggressionsforbrydelser strafbare;

E.  der henviser til, at 122 lande er deltagerstater i Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol;

F.  der henviser til, at 14 deltagerstater indtil videre har ratificeret Kampala-ændringerne vedrørende aggressionsforbrydelser, herunder otte EU-medlemsstater, nemlig Belgien, Cypern, Estland, Kroatien. Luxembourg, Slovakiet, Slovenien og Tyskland; der henviser til, at mindst 35 deltagerstater for øjeblikket aktivt arbejder på at ratificere ændringerne om aggressionsforbrydelsen, og at andre har givet tilsagn om ratifikation;

G.  der henviser til, at Liechtenstein den 8. maj 2012 var det første land, som ratificerede ændringerne vedrørende aggressionsforbrydelsen sammen med ændringerne af artikel 8 (krigsforbrydelser), der blev vedtaget i 2010 på konferencen i Kampala, Uganda, til revision af Romstatutten for ICC;

H.  der henviser til, at stater, der ikke er parter i Romstatutten, kan ratificere Romstatutten, herunder Kampala-ændringerne, og derved bidrage til aktiveringen af ICC's jurisdiktion over aggressionsforbrydelser;

I.  der henviser til, at Kampala-ændringerne er fuldt forenelige med FN's pagt, idet de kun kriminaliserer de alvorligste former for ulovlig magtanvendelse, det vil sige dem, der åbenlyst krænker FN's pagt gennem deres "karakter, alvor og omfang";

J.  der henviser til, at ICC's jurisdiktion over aggressionsforbrydelser vil bidrage til retsstatsprincippet på internationalt niveau og til international fred og sikkerhed ved at hindre ulovlig magtanvendelse og derved proaktivt bidrage til forebyggelsen af sådanne forbrydelser og konsolidering af varig fred;

K.  der henviser til, at staternes ratifikation af begge Kampala-ændringerne og aktiveringen af ICC's jurisdiktion over aggressionsforbrydelser vil bidrage til at bringe straffriheden for gerningsmændene bag denne type forbrydelser til ophør;

L.  der henviser til, at ratifikationen af Kampala-ændringerne og aktiveringen af ICC's jurisdiktion over aggressionsforbrydelser vil bidrage til at beskytte menneskerettighederne ved at kriminalisere aggressionshandlinger, der ofte indleder en årsagskæde af grove krænkelser af menneskerettighederne og alvorlige brud på international humanitær folkeret og international menneskerettighedslovgivning;

M.  der henviser til, at kriminaliseringen af aggressionshandlinger også vil beskytte retten til liv for kæmpende, der ulovligt sendes i krig, og kæmpende fra den stat, der angribes, og dermed lukker et smuthul i Romstatutten og i humanitær folkeret, idet de i øjeblikket kun har til formål at beskytte civile og andre kategorier af "beskyttede personer";

N.  der henviser til, at aktiveringen af ICC's jurisdiktion over aggressionsforbrydelser vil bidrage til Romstatuttens universelle karakter, eftersom en række stater kan være interesserede i at ratificere den fuldendte Romstatut, herunder Kampala-ændringerne, der også fremmer deres nationale politiske mål om at hindre ulovlig magtanvendelse over for dem;

1.  gentager sin fulde støtte til Den Internationale Straffedomstols arbejde med at bidrage til at bringe straffriheden for gerningsmændene bag de mest alvorlige forbrydelser, som berører verdenssamfundet, til ophør;

2.  opfordrer EU til aktivt at vedtage en fælles holdning til aggressionsforbrydelser og Kampala-ændringerne;

3.  understreger betydningen af universalprincippet i Romstatutten opfordrer indtrængende EU til at tage føringen med hensyn til at fremskynde ikrafttrædelsen af Kampala-ændringerne vedrørende aggressionsforbrydelser og til at støtte indsatsen undervejs for at nå dette mål og at tilskynde sine medlemsstater til først at ratificere ændringerne og derefter aktivt støtte den engangsbeslutning, som forsamlingen af deltagerstater i Romstatutten træffer, når de krævede 30 ratifikationer er opnået, om at aktivere ICC's jurisdiktion over aggressionsforbrydelser;

4.  understreger behovet for aktivt at fremme støtte af ICC, ratifikation af Romstatutten som ændret og ratifikation af både Kampala-ændringerne i alle EU's eksterne handlinger, bl.a. gennem EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder (EUSR) og EU-delegationer på stedet, herunder også teknisk bistand til stater, der søger ratifikation og/eller gennemførelse; opfordrer i denne forbindelse EU og medlemsstaterne til at forny deres engagement og støtte – herunder finansielt – når det gælder ICC;

5.  opfordrer EU til at give tilsagn om at bekæmpe folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og aggressionsforbrydelser og opfordrer til, at EU og medlemsstaterne i deres eksterne handlinger prioriterer bekæmpelse af straffrihed for alvorlige menneskerettighedskrænkelser; tilskynder HR/VP til at styrke indsatsen for at fremme gennemførelsen og overholdelsen af standarderne for internationale humanitære folkeretlige standarder generelt og særlig ikkestatslige bevæbnede gruppers overholdelse heraf;

6.  opfordrer EU's medlemsstater til hurtigt at bringe den nationale lovgivning i overensstemmelse med definitionerne i Kampala-ændringerne samt andre forpligtelser under Romstatutten for at give mulighed for nationale undersøgelser og retsforfølgninger af forbrydelserne i medlemsstaterne og for at samarbejde med retten;

7.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Den Europæiske Unions særlige repræsentant for menneskerettigheder og præsidenten for Den Internationale Straffedomstol.

(1) EUT C 161 E af 31.5.2011, s. 78. (2) EUT C 153 E af 31.5.2013, s. 115. (3) Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0507. (4) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0126.