Europa-Parlamentets beslutning af 10. marts 2015 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om mobilisering af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen i henhold til punkt 13 i den interinstitutionelle aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning (ansøgning EGF/2014/012 BE/ArcelorMittal, fra Belgien) (COM(2014)0734 – C8-0014/2015 – 2015/2020(BUD))
Europa-Parlamentet,
– der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2014)0734 – C8-0014/2015),
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1309/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (2014-2020) og ophævelse af forordning (EF) nr. 1927/2006(1) (EGF-forordningen),
– der henviser til Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 af 2. december 2013 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020(2), særlig artikel 12,
– der henviser til den interinstitutionelle aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning(3) (IIA af 2. december 2013), særlig punkt 13,
– der henviser til trepartsproceduren, jf. punkt 13 i IIA af 2. december 2013,
– der henviser til skrivelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender,
– der henviser til skrivelse fra Regionaludviklingsudvalget,
– der henviser til betænkning fra Budgetudvalget (A8-0035/2015),
A. der henviser til, at Unionen har indført lovgivnings- og budgetinstrumenter for at yde supplerende støtte til arbejdstagere, der er ramt af følgerne af gennemgribende strukturelle ændringer i verdenshandelsmønstrene, og for at hjælpe dem med at vende tilbage til arbejdsmarkedet;
B. der henviser til, at Unionens økonomiske bistand til afskedigede arbejdstagere, bør være dynamisk og stilles til rådighed så hurtigt og effektivt som muligt i overensstemmelse med den fælleserklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen, der blev vedtaget under samrådsmødet den 17. juli 2008, og under behørig hensyntagen til IIA af 2. december 2013 i forbindelse med vedtagelsen af afgørelser om mobilisering af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (EGF);
C. der henviser til, at vedtagelsen af EGF-forordningen afspejler den aftale, der er indgået mellem Parlamentet og Rådet om at genindføre kriseanvendelseskriteriet, øge Unionens økonomiske støtte til 60 % af de anslåede samlede omkostninger ved de foreslåede foranstaltninger, øge effektiviteten af behandlingen af EGF-ansøgninger i Kommissionen og af Parlamentet og Rådet ved at forkorte perioden for vurdering og godkendelse, udvide omfanget af støtteberettigede foranstaltninger og modtagere ved at inkludere selvstændige erhvervsdrivende og unge og yde støtte til incitamenter til virksomhedsetablering;
D. der henviser til, at Belgien indgav ansøgning EGF/2014/012 BE/ArcelorMittal om økonomisk støtte fra EGF efter 1 285 afskedigelser i ArcelorMittal Liège S.A., der er en virksomhed, som er aktiv inden for hovedgruppe 24 i NACE rev. 2 "Fremstilling af metal", og at 910 personer forventes at deltage i foranstaltningerne i løbet af og efter referenceperioden fra den 1. januar 2014 til den 1. maj 2014, der hænger sammen med alvorlige økonomiske forstyrrelser, navnlig et hurtigt fald i Unionens markedsandel;
E. der henviser til, at ansøgningen opfylder de kriterier for støtteberettigelse, der er fastsat i EGF-forordningen;
1. bemærker, at betingelserne i artikel 4, stk. 1, litra a), i EGF-forordningen er opfyldt, og er følgelig enig med Kommissionen i, at Belgien er berettiget til økonomisk støtte i henhold til nævnte forordning;
2. bemærker, at de belgiske myndigheder indgav ansøgningen om støtte fra EGF den 22. juli 2014, dvs. inden for en periode på 12 uger fra den dato, hvor de fastlagte interventionskriterier var opfyldt, og supplerede den med yderligere oplysninger frem til den 16. september 2014, og at Kommissionen fremlagde sin vurdering af ansøgningen den 9. december 2014;
3. glæder sig over, at de belgiske myndigheder for at sikre arbejdstagerne hurtig hjælp besluttede at sætte de individualiserede tilbud til de berørte arbejdstagere i værk den 1. januar 2014, længe før afgørelsen og endog ansøgningen om bevilling af EGF-støtte til den foreslåede samordnede pakke;
4. mener, at afskedigelserne i ArcelorMittal Liège S.A. hænger sammen med gennemgribende strukturelle ændringer i verdenshandelsmønstrene, som kan tilskrives globaliseringen, idet fremstillingen af råstål i EU-27 mellem 2007 og 2013 faldt fra 210,1 mio. ton til 166,2 mio. ton(4) (-20,9 %; dvs. en årlig vækstrate på -3,8 %(5)), hvorimod fremstillingen på verdensplan steg fra 1 348,1 mio. ton til 1 649,3 mio. ton (+22,3 %; dvs. en årlig vækstrate på +3,4 %); noterer sig, at faldet i Unionens andel af stålproduktionen fra 16 % af den globale stålproduktion i 2007 til 10 % i 2013 har været større end i USA og Rusland, mens der er en meget kraftig stigning i Asiens andel, der steg fra 56 % til 67 % i samme periode, og at metalforarbejdningssektoren i Liège som følge heraf er gået tilbage i de seneste år fra 6 193 arbejdspladser i 40 virksomheder i 2007 til 4 187 arbejdspladser i 35 virksomheder i 2012, hvilket er et fald på 32 % i antallet af beskæftigede i sektoren;
5. fremhæver, at virkningerne af disse ændringer i handelsmønstrene er blevet forværret af andre faktorer, som f.eks. et fald i efterspørgslen efter stål i automobilindustrien og i bygge- og anlægssektoren i Unionen som følge af den økonomiske krise og en relativ stigning i produktionsomkostningerne (råvarer, energi, miljørestriktioner osv.); mener, at disse faktorer har skadet konkurrenceevnen for Unionens stålindustri og har medført, at et stort antal arbejdspladser i stålsektoren i de senere år er gået tabt på grund af lukninger af anlæg og omstrukturering hos flere stålproducenter i Europa;
6. understreger behovet for en effektiv og koordineret tilgang på EU-plan for at få vendt den faldende konkurrenceevne inden for Unionens stålsektor; understreger behovet for behørige og målrettede investeringer med henblik på at sikre innovation som den primære drivkraft for Unionens stålsektors globale konkurrenceevne og som en garanti for at bevare arbejdspladserne i Europa;
7. noterer sig den statusrapport, der omhandler gennemførelse af Kommissionens meddelelse af 11. juni 2013 om en handlingsplan for en konkurrencedygtig og bæredygtig stålindustri i Europa, og hvori det konkluderes, at halvdelen af de foranstaltninger, som er fastlagt i meddelelsen, er blevet gennemført; understreger behovet for at sikre en korrekt gennemførelse af de pågældende foranstaltninger for at opnå håndgribelige resultater, der vil medføre et genopsving i Unionens stålsektor;
8. bemærker, at dette er den fjerde EGF-ansøgning i stålsektoren, og at tre af disse ansøgninger havde relation til gennemgribende strukturelle ændringer i verdenshandelsmønstrene som følge af globaliseringen(6), og én ansøgning vedrørte den globale finansielle og økonomiske krise(7); opfordrer indtrængende Kommissionen til at forhindre yderligere afskedigelser i denne sektor ved at udvikle og gennemføre forebyggende og stimulerende foranstaltninger;
9. bemærker, at afskedigelserne hos ArcelorMittal Liège S.A. forventes at have omfattende negative konsekvenser for Liège-regionen, som er meget afhængig af metalforarbejdningssektoren, hvor virkningen af nedskæringen af ArcelorMittal er så meget desto større, da ArcelorMittals andel af den lokale beskæftigelse inden for metalsektoren er på 78,9 % og på 14,3 % af beskæftigelsen i forarbejdningssektoren;
10. bemærker, at den samordnede pakke af individualiserede tilbud, der skal medfinansieres, omfatter tre hovedområder: genplacering, efteruddannelse og omskoling og fremme af iværksætteri; understreger betydningen af at sikre, at omskolingstjenesterne gennemføres i overensstemmelse med arbejdsmarkedets reelle behov i den pågældende region;
11. går ind for, at der i fremtiden gøres anvendelse af bestemmelserne i EGF-forordningen for at støtte unge, der ikke er i beskæftigelse eller under uddannelse (NEET) i denne region;
12. glæder sig over, at den samordnede pakke af individualiserede tilbud er blevet udarbejdet i samråd med de modtagere, der er tiltænkt støtte, og arbejdsmarkedets parter;
13. bemærker, at over halvdelen af de samlede anslåede omkostninger skal bruges på genplaceringstjenester, navnlig støtte-, vejlednings- og integrationsforanstaltninger; noterer sig, at disse tjenester vil blive stillet til rådighed af FOREM (den offentlige beskæftigelses- og uddannelsestjeneste i den vallonske region), der fungerer som bemyndiget organ i forbindelse med gennemførelsen af denne ansøgning;
14. minder om vigtigheden af at forbedre alle arbejdstageres beskæftigelsesegnethed ved hjælp af tilpassede uddannelsestilbud og anerkendelse af færdigheder og kompetencer opnået gennem hele arbejdstagerens arbejdsliv; forventer, at uddannelsestilbuddene i den samordnede pakke ikke blot skræddersys til de afskedigede arbejdstageres behov, men også til det faktiske erhvervsklima;
15. minder om, at udformningen af den samordnede pakke af individualiserede tilbud i overensstemmelse med artikel 7 i EGF-forordningen bør tage højde for fremtidige arbejdsmarkedsperspektiver og efterspurgte færdigheder og bør være forenelig med overgangen til en ressourceeffektiv og bæredygtig økonomi;
16. understreger, at EGF-støtte udelukkende må medfinansiere aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger, der fører til varig og langsigtet beskæftigelse; gentager, at støtte fra EGF ikke må erstatte foranstaltninger, som det påhviler virksomhederne at gennemføre i henhold til national lovgivning eller kollektive overenskomster, eller foranstaltninger, der er rettet mod omlægning af virksomheder eller sektorer;
17. bemærker, at tiltag, som er obligatoriske i henhold til kollektive afskedigelsesprocedurer i Belgien, og som foretages som led i genplaceringstjenesternes normale aktivitet (f.eks. støtte til genplacering, uddannelse, hjælp til jobsøgning og karriererådgivning osv.), ikke er medtaget i denne EGF-ansøgning;
18. glæder sig over, at økonomisk støtte fra Den Europæiske Socialfond tidligere blev tildelt et projekt (EnTrain – En Transition-Reconversion-Accompagnement), der havde til formål at udvikle pædagogiske metoder for genplaceringstjenester generelt, og at resultaterne af dette projekt forventes at vise sig nyttige ved gennemførelsen af de planlagte foranstaltninger;
19. godkender den afgørelse, der er vedføjet som bilag til denne beslutning;
20. pålægger sin formand at undertegne afgørelsen sammen med Rådets formand og drage omsorg for, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende;
21. pålægger sin formand at sende denne beslutning sammen med bilaget til Rådet og Kommissionen.