Kroatiens tiltrædelse af konventionen om bekæmpelse af bestikkelse, som involverer tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber eller i EU's medlemsstater *
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 10. juni 2015 om henstilling med henblik på Rådets afgørelse om Kroatiens tiltrædelse af konventionen af 26. maj 1997, som er udarbejdet på grundlag af artikel K.3, stk. 2, litra c), i traktaten om Den Europæiske Union, om bekæmpelse af bestikkelse, som involverer tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber eller i Den Europæiske Unions medlemsstater (COM(2014)0661 – C8-0274/2014 – 2014/0322(NLE))
(Høring)
Europa-Parlamentet,
– der henviser til Kommissionens henstilling til Rådet (COM(2014)0661),
– der henviser til artikel 3, stk. 4 og 5, i akten om Kroatiens tiltrædelse, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C8-0274/2014),
– der henviser til forretningsordenens artikel 59,
– der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0157/2015),
1. godkender Kommissionens henstilling;
2. opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;
3. anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre den tekst, Parlamentet har godkendt, i væsentlig grad;
4. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.