Europa-Parlamentet,

–  der henviser til anmodning af 9. februar 2015 om ophævelse af Udo Voigts immunitet, som er fremsendt af præsidenten for Kammergericht i Berlin (Ref. (3) 161 Ss 189/14 (14/15)), og hvorom der blev givet meddelelse på plenarmødet den 25. marts 2015,

–  der har hørt Udo Voigt, jf. forretningsordenens artikel 9, stk. 5,

–  der henviser til artikel 8 og 9 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter samt artikel 6, stk. 2, i akten af 20. september 1976 om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet,

–  der henviser til de domme, som Den Europæiske Unions Domstol har afsagt den 12. maj 1964, 10. juli 1986, 15. og 21. oktober 2008, 19. marts 2010, 6. september 2011 og 17. januar 2013(1),

–  der henviser til artikel 46 i Forbundsrepublikken Tysklands grundlov,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 5, stk. 2, artikel 6, stk. 1, og artikel 9,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A8-0192/2015),

Α.  der henviser til, at præsidenten for Kammergericht i Berlin har anmodet om ophævelse af Udo Voigts parlamentariske immunitet i forbindelse med retslige skridt angående en påstået lovovertrædelse;

Β.  der henviser til, at Europa-Parlamentets medlemmer i henhold til artikel 9 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter på deres eget lands område nyder de immuniteter, der tilstås medlemmerne af deres lands lovgivende forsamling;

C.  der henviser til, at det fastslås i artikel 46, stk. 2, i Forbundsrepublikken Tysklands grundlov, at et medlem af parlamentet ikke kan drages til ansvar eller anholdes for en strafbar handling uden parlamentets tilladelse, medmindre der foreligger visse særlige omstændigheder;

D.  der henviser til, at Udo Voigt anklages for anstiftelse og kollektive injurier i en publikation, som blev udgivet af Tysklands Nationale Demokratiske Parti under FIFA’s VM i fodbold i 2006, og som han var ansvarlig for som formand for partiet;

Ε.  der henviser til, at anklagerne klart ikke har nogen forbindelse til Udo Voigts hverv som medlem af Europa-Parlamentet og udspringer af hans hverv som formand for Tysklands Nationale Demokratiske Parti;

F.  der henviser til, at de påståede handlinger ikke vedrører meningstilkendegivelser eller stemmeafgivelser under udøvelsen af hvervet som medlem af Europa-Parlamentet som omhandlet i artikel 8 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter, også i betragtning af at anklagen vedrører handlinger foretaget i 2006, dvs. længe før Udo Voigt blev valgt til Europa-Parlamentet i 2014;

G.  der henviser til, at Udo Voigt gør gældende, at varigheden af sagen, der blev indledt i 2006, viser, at der er et ønske om at forhindre ham i at udføre sit parlamentariske arbejde; der henviser til, at baggrunden for denne anmodning om ophævelse af immuniteten imidlertid er en yderligere sag, som blev indledt på Udo Voigts egen foranstaltning, hvorfor princippet om nemo auditur propriam turpitudinem allegans finder anvendelse på denne indsigelse;

H.  der henviser til, at der ikke kan være nogen mistanke om, at det er forsøg på at lægge hindringer i vejen for Udo Voigts parlamentariske arbejde (fumus persecutionis), der ligger bag ved sagen, da den blev indledt flere år før, han fik sit mandat i Europa-Parlamentet;

1.  vedtager at ophæve Udo Voigts immunitet;

2.  pålægger sin formand straks at sende denne afgørelse og det kompetente udvalgs betænkning til Kammergericht i Berlin og til Udo Voigt.

(1) Domstolens dom af 12. maj 1964, Wagner mod Fohrmann og Krier, 101/63, ECLI:EU:C:1964:28; Domstolens dom af 10. juli 1986, Wybot mod Faure m.fl., 149/85, ECLI:EU:C:1986:310; Rettens dom af 15. oktober 2008, Mote mod Parlamentet, T-345/05, ECLI:EU:T:2008:440; Domstolens dom af 21. oktober 2008, Marra mod De Gregorio og Clemente, C-200/07 og C-201/07, ECLI:EU:C:2008:579; Rettens dom af 19. marts 2010, Gollnisch mod Parlamentet, T-42/06, ECLI:EU:T:2010:102; Domstolens dom af 6. september 2011, Patriciello, C-163/10, ECLI:EU:C:2011:543; Rettens dom af 17. januar 2013, Gollnisch mod Parlamentet, T-346/11 og T-347/11, ECLI:EU:T:2013:23.