Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 8. september 2015 om udkast til Rådets afgørelse om bemyndigelse af medlemsstaterne til i Den Europæiske Unions interesse at ratificere 2014-protokollen til Den Internationale Arbejdsorganisations konvention om tvangsarbejde af 1930 for så vidt angår spørgsmål vedrørende socialpolitik (06732/2015 – C8-0079/2015 – 2014/0259(NLE))

P8_TA(2015)0281 A8-0243/2015

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Rådets afgørelse (06732/2015),

–  der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 153, stk. 2, sammenholdt med artikel 153, stk. 1, litra a) og b), artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a),- nr. v), og artikel 218, stk. 8, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C8-0079/2015),

–  der henviser til 2014-protokollen til Den Internationale Arbejdsorganisations konvention om tvangsarbejde af 1930,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 99, stk. 1, første og tredje afsnit, artikel 99, stk. 2, og artikel 108, stk. 7,

–  der henviser til henstilling fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A8-0243/2015),

1.  godkender udkastet til Rådets afgørelse;

2.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

Europa-Parlamentets afgørelse af 8. september 2015 om anmodning om ophævelse af Janusz Korwin-Mikkes immunitet (2015/2102(IMM))

P8_TA(2015)0282 A8-0229/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til anmodning af 13. marts 2015 om ophævelse af Janusz Korwin-Mikkes immunitet, som er fremsendt af Republikken Polens øverste offentlige anklager i forbindelse med en retssag indledt af politimesteren for det kommunale politi i Piotrków Trybunalski den 9. marts 2015 (sag nr. SM.O.4151-F.2454/16769/2014), og hvorom der blev givet meddelelse på plenarmødet den 15. april 2015,

–  der har hørt Janusz Korwin-Mikke, jf. forretningsordenens artikel 9, stk. 5,

–  der henviser til artikel 8 og 9 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter samt artikel 6, stk. 2, i akten af 20. september 1976 om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet,

–  der henviser til de domme, som Den Europæiske Unions Domstol har afsagt den 12. maj 1964, 10. juli 1986, 15. og 21. oktober 2008, 19. marts 2010, 6. september 2011 og 17. januar 2013(1),

–  der henviser til artikel 105, stk. 2, i Republikken Polens forfatning og artikel 7b, stk. 1, og artikel 7c, stk. 1, sammenholdt med artikel 10b i lov af 9. maj 1996 om udøvelse af mandatet som medlem af det polske parlament eller senat,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 5, stk. 2, artikel 6, stk. 1, og artikel 9,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A8-0229/2015),

A.  der henviser til, at Republikken Polens øverste offentlige anklager har fremsendt en anmodning fra politimesteren for det kommunale politi i Piotrków Trybunalski om tilladelse til at træffe foranstaltninger mod et medlem af Europa-Parlamentet, Janusz Korwin-Mikke, for overtrædelse af artikel 92a i loven af 20. maj 1971 om indførelse af en kodeks for mindre lovovertrædelser, sammenholdt med artikel 20, stk. 1, i færdselsloven af 20. juni 1997; der henviser til, at den påståede forseelse består i overskridelse af hastighedsgrænsen i et bebygget område;

B.  der henviser til, at Europa-Parlamentets medlemmer i henhold til artikel 8 i protokollen vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter hverken kan eftersøges, tilbageholdes eller retsligt forfølges på grund af meningstilkendegivelser eller stemmeafgivelser under udøvelsen af deres hverv;

C.  der henviser til, at Europa-Parlamentets medlemmer i henhold til artikel 9 i protokollen vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter på deres eget lands område nyder de immuniteter, der tilstås medlemmerne af deres lands lovgivende forsamling;

D.  der henviser til, at et parlamentsmedlem i henhold til artikel 105, stk. 2, i Republikken Polens forfatning ikke kan strafforfølges uden Sejms samtykke;

E.  der henviser til, at det alene tilkommer Parlamentet at tage stilling til, om immuniteten skal ophæves eller ikke skal ophæves i en given sag; der henviser til, at Parlamentet med rimelighed kan tage hensyn til medlemmets holdning, når der skal tages stilling til, om den pågældendes immunitet skal ophæves eller ikke skal ophæves(2);

F.  der henviser til, at den påståede forseelse ikke har en direkte eller indlysende sammenhæng med Janusz Korwin-Mikkes udøvelse af sit hverv som medlem af Europa-Parlamentet og heller ikke udgør en meningstilkendegivelse eller stemmeafgivelse under udøvelsen af hans hverv som medlem af Europa-Parlamentet, jf. artikel 8 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter;

G.  der henviser til, at Parlamentet i nærværende sag ikke har fundet noget bevis på fumus persecutionis, dvs. en tilstrækkelig alvorlig og præcis mistanke om, at sagen er blevet anlagt med den hensigt at skade medlemmets politiske virksomhed;

1.  vedtager at ophæve Janusz Korwin-Mikkes immunitet;

2.  pålægger sin formand straks at sende denne afgørelse og det kompetente udvalgs betænkning til Republikken Polens kompetente myndigheder og Janusz Korwin-Mikke.

(1) Domstolens dom af 12. maj 1964, Wagner mod Fohrmann og Krier, 101/63, ECLI:EU:C:1964:28; Domstolens dom af 10. juli 1986, Wybot mod Faure m.fl., 149/85, ECLI:EU:C:1986:310; Rettens dom af 15. oktober 2008, Mote mod Parlamentet, T-345/05, ECLI:EU:T:2008:440; Domstolens dom af 21. oktober 2008, Marra mod De Gregorio og Clemente, C-200/07 og C-201/07, ECLI:EU:C:2008:579; Rettens dom af 19. marts 2010, Gollnisch mod Parlamentet, T-42/06, ECLI:EU:T:2010:102; Domstolens dom af 6. september 2011, Patriciello, C-163/10, ECLI:EU:C:2011:543; Rettens dom af 17. januar 2013, Gollnisch mod Parlamentet, T-346/11 og T-347/11, ECLI:EU:T:2013:23). (2) Sag T-345/05 Mote mod Parlamentet (se ovenfor), præmis 28.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 8. september 2015 om Rådets førstebehandlingsholdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 515/97 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes administrative myndigheder og om samarbejde mellem disse og Kommissionen med henblik på at sikre den rette anvendelse af told- og landbrugsbestemmelserne (08257/3/2015 – C8-0159/2015 – 2013/0410(COD))

P8_TA(2015)0283 A8-0234/2015

(Almindelig lovgivningsprocedure: andenbehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Rådets førstebehandlingsholdning (08257/3/2015 – C8-0159/2015),

–  der henviser til udtalelse fra Revisionsretten af 25. februar 2014(1),

–  der henviser til sin holdning ved førstebehandling(2) til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2013)0796),

–  der henviser til artikel 294, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 76,

–  der henviser til indstilling ved andenbehandling fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A8-0234/2015),

1.  godkender Rådets førstebehandlingsholdning;

2.  konstaterer, at retsakten er vedtaget i overensstemmelse med Rådets holdning;

3.  pålægger sin formand sammen med Rådets formand at undertegne retsakten, jf. artikel 297, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

4.  pålægger sin generalsekretær at undertegne retsakten, efter at det er kontrolleret, at alle procedurer er behørigt afsluttet, og efter aftale med Rådets generalsekretær at foranledige, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende;

5.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

(1) EUT C 94 af 31.3.2014, s. 1. (2) Vedtagne tekster af 15.4.2014, P7_TA(2014)0344.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 8. september 2015 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1007/2009 om handel med sælprodukter (COM(2015)0045 – C8-0037/2015 – 2015/0028(COD))

P8_TA(2015)0284 A8-0186/2015

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2015)0045),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8‑0037/2015),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 27. maj 2015 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

–  der henviser til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af 30. juni 2015 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og udtalelser fra Udvalget om International Handel og Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A8-0186/2015),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 8. september 2015 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/... om ændring af forordning (EF) nr. 1007/2009 om handel med sælprodukter og om ophævelse af Kommissionens forordning (EU) nr. 737/2010

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, afgørelse (EU) 2015/1775.)

(1) Endnu ikke offentliggjort i EUT.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 8. september 2015 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om kloning af kvæg, svin, får, geder og dyr af hestefamilien, der holdes og reproduceres til landbrugsformål (COM(2013)0892 – C7-0002/2014 – 2013/0433(COD))

P8_TA(2015)0285 A8-0216/2015

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2013)0892),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 43, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C7-0002/2014),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til sin lovgivningsmæssige beslutning af 7. juli 2010 om Rådets holdning ved førstebehandling med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om nye fødevarer og om ændring af forordning (EF) nr. 1331/2008 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 258/97 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1852/2001(1),

–  der henviser til udtalelse af 30. april 2014 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(2),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til de fælles drøftelser i Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, jf. forretningsordenens artikel 55,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og til udtalelse fra Udvalget om International Handel (A8-0216/2015),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 8. september 2015 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv forordning (EU) 2015/... om kloning af kvæg, svin, får, geder og dyr af hestefamilien, dyr, der holdes og reproduceres til landbrugsformål [Ændring 1. Første del af denne ændring, nemlig ændring fra et direktiv til en forordning, finder anvendelse på hele teksten]

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(3),

efter den almindelige lovgivningsprocedure(4), og

ud fra følgende betragtninger:

(-1) Ved gennemførelse af EU-politikker og under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde bør der sikres et højt sundheds- og forbrugerbeskyttelsesniveau samt et højt niveau for dyrevelfærd og miljøbeskyttelse. Forsigtighedsprincippet som fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002(5) bør altid finde anvendelse. [Ændring 2]

(1)  Ved Kloning af dyr er ikke i overensstemmelse med Rådets direktiv 98/58/EF(6) er der fastsat, som fastsætter generelle minimumsvelfærdsstandarder for dyr, der opdrættes eller holdes til landbrugsformål. I henhold til nævnte direktiv 98/58/EF skal medlemsstaterne sørge for, at dyrene ikke påføres unødig smerte, lidelse eller skade, og mere specifikt bestemmes det i punkt 20 i bilaget hertil, at "der må ikke anvendes naturlig eller kunstig avl eller avlsmetoder, der påfører eller kan påføre de berørte dyr lidelse eller skade". Hvis kloning medfører en unødig smerte, lidelse eller skade, skal medlemsstaterne handle på nationalt plan for at undgå det. Forskellige nationale tilgange til kloning af dyr eller til brug af produkter, der er fremstillet på basis af dyrekloner, kan føre til markedsforvridning. Det er derfor nødvendigt at sikre, at de samme betingelser finder anvendelse for alle, der er involveret i produktion og distribution af levende dyr og produkter fra dyr, i hele Unionen. [Ændring 3]

(2)  Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) konkluderede i sin udtalelse om kloning af dyr fra 2008(7), at sundheden og velfærden hos et betydeligt antal klonede dyr var negativt påvirket, ofte i alvorlig grad og med dødelig udgang. Mere specifikt har EFSA bekræftet, at rugemoderdyr, der anvendes ved kloning, bl.a. lider af moderkagefunktionsforstyrrelser, der bidrager til et øget antal aborter(8), med eventuel negativ indvirkning på deres helbred. Dette er en af årsagerne til teknikkens lave effektivitet, som er på 6-15 % for kvæg og 6 % for svin, og til behovet for at implantere embryokloner i flere moderdyr for at opnå én klon. Dertil kommer, at klonabnormiteter og usædvanligt store unger fører til vanskelige fødsler og neonatale dødsfald. Høj dødelighed på alle udviklingsstadier er karakteristisk for kloningsteknikken(9). [Ændring 4]

(2a)  Med hensyn til fødevaresikkerhed understreger EFSA, at det er vigtigt at erkende, at datagrundlaget er begrænset, og EFSA konkluderede i sin udtalelse om kloning af dyr fra 2008: Der opstår usikkerheder i risikovurderingen på grund af det begrænsede antal tilgængelige undersøgelser, det få antal stikprøver og den generelle mangel på en ensartet tilgang, som ville gøre det muligt at behandle alle de spørgsmål, der er relevante for denne udtalelse på tilfredsstillende vis. EFSA har f.eks. udtalt, at der mangler oplysninger om kloners immunologiske kompetence, og har i udtalelsen anbefalet, at det, hvis det bliver dokumenteret, at kloner har reduceret immunokompetence, bør undersøges, om, og i givet fald i hvilket omfang, indtagelse af kød og mælk fra klonede dyr eller deres afkom kan føre til øget eksponering af mennesker for overførbare agenser. [Ændring 5]

(2b)  Med hensyn til den mulige indvirkning på miljøet har EFSA fastslået, at der ikke er tilstrækkelige data til rådighed, og med hensyn til den mulige indvirkning på den genetiske mangfoldighed har EFSA gjort opmærksom på, at der kunne opstå indirekte konsekvenser på grund af et overforbrug af et begrænset antal dyr i avlsprogrammerne, og at øget ensartethed af arvemassen hos en dyrebestand kunne øge bestandens modtagelighed for infektioner og andre risici. [Ændring 6]

(2c)  I særrapporten om kloning fra Den Europæiske Gruppe vedrørende Etik inden for Naturvidenskab og Ny Teknologi fra 2008(10) blev der udtrykt tvivl om, at kloning af dyr med henblik på fødevareproduktion kan begrundes i betragtning af det nuværende omfang af lidelser og sundhedsproblemer for rugemoderdyr og dyrekloner. [Ændring 7]

(2d)  Et af målene med Unionens fælles landbrugspolitik, som er nedfældet i artikel 39 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), er at "forøge landbrugets produktivitet ved fremme af den tekniske udvikling" og "ved rationalisering af landbrugsproduktionen". Dette mål skal bl.a. bidrage til forbedring af produktionen, og for så vidt angår rationalisering af landbrugsproduktionen omfatter det den bedst mulige anvendelse af produktionsfaktorerne, nemlig en passende produktion med henblik på markedsføring, der tager hensyn til forbrugernes interesser. [Ændring 8]

(2e)  Ifølge Den Europæiske Unions Domstols praksis(11) udgør artikel 43 i TEUF det relevante retsgrundlag for enhver lovgivning om produktion og markedsføring af de i bilag I til TEUF opførte landbrugsprodukter, som bidrager til opfyldelsen af et eller flere af målene med den fælles landbrugspolitik som fastsat i artikel 39 i TEUF. Selv i tilfælde, hvor en sådan lovgivning tager sigte på andre mål end den fælles landbrugspolitiks, som – når der ikke findes specifikke bestemmelser – forfølges på grundlag af artikel 114 i TEUF, kan det indebære harmonisering af bestemmelser i national lovgivning på det pågældende område, uden at det er nødvendigt at gøre brug af artikel 114. Foranstaltninger, der træffes i forbindelse med den fælles landbrugspolitik, kan også påvirke importen af de pågældende produkter. [Ændring 9]

(2f)  Som det klart og konsekvent fremgår af forbrugerundersøgelser, er de fleste EU-borgere modstandere af kloning til landbrugsformål, bl.a. på grund af hensyn til dyrevelfærd og generelle etiske betænkeligheder(12). Kloning til landbrugsformål kan medføre, at dyrekloner eller efterkommere af dyrekloner kommer til at indgå i fødevarekæden. Forbrugerne er på det kraftigste imod at indtage fødevarer fra dyrekloner eller fra deres efterkommere. [Ændring 10]

(2g)  Kloning af dyr med henblik på fødevareproduktion bringer selve den europæiske landbrugsmodel i fare, da denne er baseret på produktkvalitet, fødevaresikkerhed, forbrugersundhed, strenge regler for dyrevelfærd og anvendelsen af miljømæssigt forsvarlige metoder. [Ændring 11]

(3)  Under hensyntagen til målene for Unionens fælles landbrugspolitik, resultaterne af EFSA's seneste videnskabelige vurderinger, der er baseret på de tilgængelige undersøgelser, og de dyrevelfærdsmæssige krav, der er fastsat i traktatens artikel 13 i TEUF, bør det af forsigtighedshensyn midlertidigt forbydes at anvende samt borgernes bekymringer bør kloning til produktion af dyr af bestemte arter til landbrugsformål og markedsføring af dyr og produkter fremstillet ved anvendelse af kloningsteknikken forbydes. [Ændring 12]

(3a)  Dyrekloner produceres ikke til kød- eller mælkeproduktion, men for at anvende deres reproduktionsmateriale til avlsformål. Det er de seksuelt reproducerede efterkommere af dyrekloner, der bliver fødevareproducerende dyr. Selv om dyrevelfærdsspørgsmål ikke er indlysende i tilfælde af dyrekloners efterkommere, da de fødes efter almindelig seksuel reproduktion, er forudsætningen for, at der overhovedet kan være en efterkommer, at der findes en klonet progenitor, hvilket medfører væsentlige dyrevelfærdsmæssige og etiske problemer. Foranstaltninger i tilknytning til dyrevelfærdsspørgsmål og forbrugernes holdninger til kloningsteknikken bør derfor omfatte reproduktionsmateriale fra dyrekloner, efterkommere af dyrekloner og produkter fra efterkommere af dyrekloner. [Ændring 13]

(4)  Kloning til landbrugsformål er i dag relevant for kvæg, svin, får, geder og dyr af hestefamilien. Dette direktivs anvendelsesområde bør derfor begrænses til anvendelse af kloning til landbrugsformål af disse fem arter. [Ændring 14]

(4a)  Med hensyn til markedsføring af landbrugsprodukter skal det i forbindelse med forbuddet mod anvendelse af kloning samt for at imødekomme forbrugernes holdninger til kloning, som bl.a. er knyttet til dyrevelfærd, utilstrækkelig forskning og generelle etiske betænkeligheder, sikres, at fødevarer fra dyrekloner og deres efterkommere ikke kommer til at indgå i fødevarekæden. Mindre restriktive foranstaltninger, f.eks. mærkning af fødevarer, ville ikke i tilstrækkelig grad imødekomme borgernes betænkeligheder, da det stadig ville være tilladt at markedsføre fødevarer fremstillet med en teknik, der indebærer lidelser for dyr. [Ændring 15]

(4b)  Anvendelse af kloning til produktion af dyr til landbrugsformål finder allerede sted i visse tredjelande. I henhold til forordning (EF) nr. 178/2002 skal fødevarer, der importeres fra tredjelande og er bestemt til markedsføring i Unionen, overholde de relevante krav i fødevarelovgivningen eller betingelser, som Unionen har anerkendt som mindst svarende hertil. Derfor bør der træffes foranstaltninger for at undgå import fra tredjelande til Unionen af dyrekloner og deres efterkommere og af produkter fra dyrekloner og deres efterkommere. Kommissionen bør supplere eller stille forslag om ændring af den relevante zootekniske lovgivning og den relevante lovgivning om dyresundhed for at sikre, at det af de importcertifikater, der ledsager dyr og reproduktionsmateriale samt fødevarer og foder af animalsk oprindelse, fremgår, hvorvidt de er eller er fremstillet på basis af dyrekloner eller efterkommere af dyrekloner. [Ændring 16]

(4c)  Dyrekloner, embryokloner, efterkommere af dyrekloner, reproduktionsmateriale fra dyrekloner og deres efterkommere samt fødevarer og foder fremstillet på basis af dyrekloner og deres efterkommere kan ikke betragtes som produkter fra dyr, embryoner, reproduktionsmateriale, fødevarer og foder, der ikke stammer fra anvendelsen af kloningsteknikken, som defineret i artikel III, stk. 4, i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT-aftalen). Forbuddet mod kloning af dyr og markedsføring og import af dyrekloner, embryokloner, efterkommere af dyrekloner, reproduktionsmateriale fra dyrekloner og deres efterkommere samt fødevarer og foder fremstillet på basis af dyrekloner og deres efterkommere er endvidere en foranstaltning, der er nødvendig for at beskytte den offentlige moral og dyresundheden i henhold til artikel XX i GATT-aftalen. [Ændring 17]

(4d)  Det skal sikres, at de handelsaftaler, der forhandles i øjeblikket, ikke fremmer godkendelse af praksis, der kan have en negativ indvirkning på forbrugernes og landmændenes sundhed, på miljøet eller på dyrevelfærden. [Ændring 18]

(4e)  Anvendelsen af denne forordning kan blive truet, hvis det ikke er muligt at spore fødevarer, der er fremstillet på basis af dyrekloner og deres efterkommere. I henhold til forsigtighedsprincippet og med henblik på at håndhæve forbuddene i denne forordning skal der efter høring af de relevante interessenter derfor oprettes sporbarhedssystemer på EU-plan. Sådanne systemer vil sætte de kompetente myndigheder og de økonomiske operatører i stand til at indsamle oplysninger om dyrekloner, efterkommere af dyrekloner og reproduktionsmateriale fra dyrekloner og deres efterkommere samt om fødevarer fra dyrekloner og deres efterkommere. Kommissionen bør bestræbe sig på at opnå tilsagn på dette område fra de af Unionens handelspartnere, hvor der foretages kloning af dyr til landbrugsformål, inden for rammerne af igangværende og fremtidige handelsforhandlinger på både bilateralt og multilateralt plan. [Ændring 19]

(4f)  Kommissionen bemærkede i sin rapport til Europa-Parlamentet og Rådet fra 2010, at det ville være hensigtsmæssigt at indføre sporbarhed i forbindelse med import af sæd og embryoner, således at der kan oprettes databanker for afkom i Unionen. Kommissionen bør derfor handle i overensstemmelse hermed. [Ændring 20]

(4g)  I overensstemmelse med gennemførelsen af forbuddet mod kloning i henhold til denne forordning bør der også gennemføres målrettede salgsfremmende foranstaltninger fra Kommissionens side med henblik på at støtte kødproduktion og dyreopdræt af høj kvalitet i Unionen. [Ændring 21]

(5)  Det forventes, at kendskabet til virkningerne af kloning på velfærden for de dyr, der anvendes, vil blive øget. Kloningsteknikken vil sandsynligvis blive forbedret med tiden. Derfor bør forbuddet kun gælde midlertidigt. Dette direktiv Denne forordning bør derfor tages op til revision inden for et rimeligt tidsrum, idet der tages hensyn til medlemsstaternes erfaringer med dets gennemførelse dens anvendelse, den videnskabelige og tekniske udvikling, udviklingen af forbrugernes holdninger og udviklingen på internationalt plan, navnlig handelsstrømme og Unionens handelsforbindelser. [Ændring 22]

(5a)   Det fremgår af den seneste Eurobarometer-undersøgelse, at størstedelen af europæerne ikke mener, at kloning af dyr med henblik på fødevareproduktion er sikker for deres og deres familiers sundhed. Når det gælder dyrekloning, er der endvidere flere lande i Europa, som klart foretrækker, at der primært træffes beslutninger på grundlag af moralske og etiske spørgsmål snarere end på grundlag af videnskabelige beviser. Kommissionen bør derfor gennemføre en ny officiel EU-undersøgelse for at vurdere forbrugernes holdninger, inden denne lovgivning revideres. [Ændring 23]

(5b)   Kommissionen bør tillægges beføjelse til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår fastlæggelsen af regler for sporbarhedssystemer for dyrekloner, efterkommere af dyrekloner og for reproduktionsmateriale fra dyrekloner og deres efterkommere. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Ved forberedelse og udarbejdelse af delegerede retsakter bør Kommissionen sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet. [Ændring 24]

(6)  I dette direktiv denne forordning overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder anerkender, navnlig friheden til at oprette og drive egen virksomhed og friheden for videnskab. Direktivet Forordningen skal gennemføres anvendes i overensstemmelse med disse rettigheder og principper. [Ændring 25]

(6a)  Målet for denne forordning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dets omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål — [Ændring 26]

VEDTAGET DETTE DIREKTIV DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Genstand og anvendelsesområde

Ved dette direktiv denne forordning fastsættes der bestemmelser om:

a)  kloning af dyr i Unionen

b)  markedsføring og import af dyrekloner, embryokloner, efterkommere af dyrekloner, reproduktionsmateriale fra dyrekloner og deres efterkommere samt fødevarer og foder fra dyrekloner og deres efterkommere. [Ændring 27]

Det Den finder anvendelse på kvæg, svin, får, geder og dyr af hestefamilien (i det følgende benævnt "dyr"), alle dyrearter, der holdes og reproduceres til landbrugsformål. [Ændring 28]

Artikel 1a

Formål

Formålet med denne forordning er at tage hensyn til bekymringer vedrørende dyresundhed og dyrevelfærd og forbrugernes holdninger til og etiske betænkeligheder ved kloningsteknikken. [Ændring 29]

Artikel 2

Definitioner

I dette direktiv denne forordning forstås ved:

a)  "dyr, "der holdes og reproduceres til landbrugsformål" (i det følgende benævnt "dyr"): dyr, der holdes og reproduceres med henblik på produktion af fødevarer, foder, uld, skind eller pels eller med henblik på andre landbrugsformål. Det omfatter ikke dyr, der holdes og reproduceres udelukkende til andre formål som f.eks. forskning, fremstilling af lægemidler og medicinsk udstyr, og bevarelse af truede arter og sjældne racer eller truede arter, sportsbegivenheder og kulturelle arrangementer, der er identificeret som sådanne af medlemsstaternes kompetente myndigheder, i tilfælde hvor der ikke findes nogen alternative metoder [Ændring 30]

b)  "kloning": ukønnet reproduktion af dyr med bl.a. ved anvendelse af en teknik, hvor kernen i en celle fra et individuelt dyr overføres til en oocyt, hvorfra kernen er fjernet, for at skabe genetisk identiske individuelle embryoner (i det følgende benævnt "embryokloner"), der senere kan implanteres i rugemoderdyr med henblik på at producere populationer af genetisk identiske dyr (i det følgende benævnt "dyrekloner") [Ændring 31]

ba)  "efterkommere af dyrekloner": dyr, som ikke er dyrekloner, men hvor mindst én af progenitorerne er en dyreklon [Ændring 32]

bb)  "reproduktionsmateriale": sæd, oocytter og embryoner, der er opsamlet eller produceret fra dyr med henblik på reproduktion [Ændring 33]

bc)  "sporbarhed": muligheden for at spore og følge en fødevare, et foder, et dyr, der anvendes i fødevareproduktionen, eller et stof, der er bestemt til, eller som kan forventes at blive tilsat en fødevare eller et foder gennem alle produktions-, tilvirknings- og distributionsled [Ændring 34]

c)  "markedsføring": første tilgængeliggørelse af et dyr eller produkt på det indre marked

ca)  "fødevarer": fødevarer som defineret i artikel 2 i forordning (EF) nr. 178/2002. [Ændring 35]

Artikel 3

Midlertidigt Forbud [Ændring 36]

Medlemsstaterne forbyder midlertidigt Følgende forbydes: [Ændring 37]

a)  kloning af dyr

b)  markedsføring og import af dyrekloner, embryokloner, efterkommere af dyrekloner, reproduktionsmateriale fra dyrekloner og deres efterkommere samt fødevarer og foder fra dyrekloner og deres efterkommere. [Ændring 38]

Artikel 3a

Importbetingelser

Dyr må kun importeres fra tredjelande, hvis det fremgår af de importcertifikater, der ledsager disse dyr, at de ikke er dyrekloner eller efterkommere af dyrekloner.

Reproduktionsmateriale og fødevarer og foder af animalsk oprindelse må kun importeres fra tredjelande, hvis det fremgår af de importcertifikater, der ledsager disse produkter, at de ikke er fremstillet på basis af dyrekloner eller efterkommere af dyrekloner.

For at sikre, at det af de importcertifikater, der ledsager dyr samt reproduktionsmateriale og fødevarer og foder af animalsk oprindelse, fremgår, hvorvidt de er eller er fremstillet på basis af dyrekloner eller efterkommere af dyrekloner, vedtager Kommissionen senest...(13) særlige importbetingelser i henhold til artikel 48 eller artikel 49 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004(14) og fremsætter om nødvendigt forslag til ændring af anden lovgivning om dyresundhed eller de zootekniske og genealogiske betingelser for import. [Ændring 39]

Artikel 3b

Sporbarhed

Med henblik på at tilvejebringe de oplysninger, de kompetente myndigheder og de økonomiske operatører har brug for til anvendelse af artikel 3, litra b), oprettes der sporbarhedssystemer for:

a)  dyrekloner

b)  efterkommere af dyrekloner

c)  reproduktionsmateriale fra dyrekloner og deres efterkommere.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 4a med henblik på at fastsætte detaljerede regler for medtagelse af de i litra a)-c) i første afsnit omhandlede oplysninger i de certifikater, der er fastsat i dyresundhedslovgivningen og den zootekniske lovgivning, eller i de af Kommissionen udarbejdede certifikater til disse formål. Disse delegerede retsakter vedtages senest...(15). [Ændring 40]

Artikel 4

Sanktioner

Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, denne forordning og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre gennemførelsen heraf, at de anvendes. Sanktionerne skal være effektive, forholdsmæssige og have afskrækkende virkning, ligesom de skal sikre ensartede konkurrencevilkår. Medlemsstaterne giver senest ...(16) [date for transposition of the Directive] Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser og meddeler omgående senere ændringer af betydning for bestemmelserne heraf. [Ændring 41]

Artikel 4a

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 3a, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra ...(17). Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelserne forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.  Den i artikel 3a omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.  Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

5.  En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 3a træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet eller Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ. [Ændring 42]

Artikel 5

Rapportering og revurdering

1.  Senest [date = 5 years after the date of transposition of this Directive] ...(18) aflægger medlemsstaterne rapport til Kommissionen om deres erfaringer med anvendelsen af dette direktiv denne forordning. [Ændring 43]

2.  Kommissionen forelægger en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af dette direktiv denne forordning under hensyntagen til:

a)  medlemsstaternes rapporter, jf. stk. 1

b)  den alle tilgængelige videnskabelige og tekniske beviser for udvikling, navnlig hvad angår de dyrevelfærdsmæssige aspekter ved kloning og fødevaresikkerhedsspørgsmål og de fremskridt, der er gjort med skabelsen af pålidelige sporbarhedssystemer for kloner og deres efterkommere [Ændring 44]

ba)  udviklingen af forbrugernes holdninger til kloning [Ændring 45]

c)  den internationale udvikling

ca)  forbrugernes bekymringer i forbindelse med folkesundhed og dyrevelfærd [Ændring 46]

cb)  etiske spørgsmål i forbindelse med kloning af dyr. [Ændring 47]

2a.  Kommissionen gør den i stk. 2 omhandlede rapport tilgængelig for offentligheden. [Ændring 48]

2b.  Kommissionen lancerer via en officiel EU-undersøgelse en offentlig høring med det formål at vurdere eventuelle nye tendenser i forbrugernes holdninger til fødevarer fra klonede dyr. [Ændring 49]

Artikel 6

Gennemførelse

1.  Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den [date = 12 month after the date of transposition of this Directive]. De tilsender straks Kommissionen disse love og bestemmelser.

Lovene og bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.  Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv. [Ændring 50]

Artikel 7

Ikrafttræden

Dette direktiv Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra ...(19). [Ændring 52]

Artikel 8

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne. [Ændring 53]

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i alle medlemsstater. [Ændring 54]

Udfærdiget i

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

(1) Vedtagne tekster af denne dato, P7_TA(2010)0266. (2) EUT C 311 af 12.9.2014, s. 73. (3) EUT C 311 af 12.9.2014, s. 73. (4) Europa-Parlamentets holdning af 8.9.2015. (5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1). (6) Rådets direktiv 98/58/EF af 20. juli 1998 om beskyttelse af dyr, der holdes til landbrugsformål (EFT L 221 af 8.8.1998, s. 23). (7) http://www.efsa.europa.eu/sites/default/files/scientific_output/files/main_documents/sc_op_ej767_animal_cloning_en.pdf (8) Videnskabelig udtalelse fra Den Videnskabelige Komité: Food Safety, Animal Health and Welfare and Environmental Impact of Animals derived from Cloning by Somatic Cell Nucleus Transfer (SCNT) and their Offspring and Products Obtained from those Animals(http://www.efsa.europa.eu/en/topics/topic/cloning.htm?wtrl=01). (9) http://www.efsa.europa.eu/en/efsajournal/doc/2794.pdf (10) Etiske aspekter af kloning af dyr til fødevareforsyning, 16. januar 2008: http://ec.europa.eu/bepa/european-group-ethics/docs/publications/opinion23_en.pdf (11) Den Europæiske Unions Domstols dom af 23. februar 1988, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland mod Rådet for De Europæiske Fællesskaber, C-68/86, EU:C:1988:85, Den Europæiske Unions Domstols dom af 16. november 1989, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Rådet for De Europæiske Fællesskaber, C-131/87, EU:C:1989:581, Den Europæiske Unions Domstols dom af 16. november 1989, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Rådet for De Europæiske Fællesskaber, C-11/88, EU:C:1989:583. (12) Se f.eks. Eurobarometer-rapporterne fra 2008 og 2010: http://ec.europa.eu/public_opinion/flash/fl_238_en.pdf and http://ec.europa.eu/public_opinion/archives/ebs/ebs_341_en.pdf (13) 6 måneder efter denne forordnings ikrafttræden. (14) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 882/2004 af 29. april 2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes (EFT L 165 af 30.4.2004, s.1). (15) 6 måneder efter denne forordnings ikrafttræden. (16) 1 år efter denne forordnings ikrafttræden. (17) datoen for denne forordnings ikrafttræden. (18) 6 år efter denne forordnings ikrafttræden. (19) 1 år efter denne forordnings ikrafttræden.

Europa-Parlamentets beslutning af 8. september 2015 om situationen for de grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union (2013-2014) (2014/2254(INI))

P8_TA(2015)0286 A8-0230/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til præamblen til traktaten om Den Europæiske Union (TEU), særlig anden betragtning og fjerde til syvende betragtning,

–  der bl.a. henviser til artikel 2, artikel 3, stk. 3, andet afsnit, og artikel 6 og 9, TEU,

–  der henviser til artikel 168 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, navnlig stk. 7,

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder af 7. december 2000 (chartret), der blev proklameret den 12. december 2007 i Strasbourg og trådte i kraft sammen med Lissabontraktaten i december 2009,

–  der henviser til FN's verdenserklæring om menneskerettigheder, der blev vedtaget på FN's generalforsamling i 1948,

–  der henviser til FN's traktater til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og FN-traktatorganernes retspraksis,

–  der henviser til FN's konvention om handicappedes rettigheder, der blev vedtaget i New York den 13. december 2006 og ratificeret den 23. december 2010,

–   der henviser til FN's konvention om barnets rettigheder, der blev vedtaget i New York den 20. november 1989,

–   der henviser til følgende generelle bemærkninger fra FN's Komité for Barnets Rettigheder: nr. 7 (2005) om gennemførelse af barnets rettigheder i den tidlige barndom, nr. 9 (2006) om handicappede børns rettigheder, nr. 10 (2007) om børns rettigheder i forbindelse med ungdomsretspleje, nr. 12 (2009) om barnets ret til at blive hørt, nr. 13 (2011) om barnets ret til beskyttelse mod alle former for vold og nr. 14 (2013) om, at barnets tarv altid skal komme i første række,

–  der henviser til FN's konvention fra 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW) og til Beijinghandlingsprogrammet, til sine beslutninger af 25. februar 2014 med henstillinger til Kommissionen om bekæmpelse af vold mod kvinder(1) og af 6. februar 2014 om Kommissionens meddelelse "Afskaffelse af lemlæstelse af kvindelige kønsorganer"(2)samt til Rådets konklusioner af 5. juni 2014 om forebyggelse og bekæmpelse af alle former for vold mod kvinder og piger, herunder kvindelig kønslemlæstelse,

–  der henviser til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (konventionen), Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis samt konventioner, henstillinger, resolutioner og rapporter fra Europarådets Parlamentariske Forsamling, Ministerudvalg, menneskerettighedskommissær og Venedigkommission,

–   der henviser til rapport af Cephas Lumina, uafhængig ekspert for Menneskerettighedsrådet, med titlen "Effects of foreign debt and other related international financial obligations of States on the full enjoyment of all human rights, particularly economic, social and cultural rights" (Addendum, Mission to Greece, UN A/HRC/25/50/Add.1),

–   der henviser til rapport offentliggjort i april 2013fra FN's særlige rapportør om migranters menneskerettigheder med titlen "Management of the external borders of the European Union and its impact on the human rights of migrants",

–   der henviser til UNHRC's resolution af 26. juni 2014, hvori der opfordres til nedsættelse af en stående mellemstatslig arbejdsgruppe, der skal udarbejde et retligt bindende internationalt instrument om erhvervslivet og menneskerettigheder,

–  der henviser til de strategiske retningslinjer for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, som Det Europæiske Råd vedtog den 27. juni 2014,

–  der henviser til Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (Istanbulkonventionen),

–  der henviser til den europæiske socialpagt som ændret i 1996 og retspraksis fra Den Europæiske Komité for Sociale Rettigheder,

–   der henviser til Europarådets rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal og den europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalssprog,

–  der henviser til Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse(3),

–  der henviser til Rådets henstilling af 9. december 2013 om foranstaltninger i medlemsstaterne til effektiv integration af romaerne(4),

–  der henviser til pakken af direktiver vedrørende den proceduremæssige ret til et forsvar i EU(5),

–   der henviser til Rådets rammeafgørelse 2008/913/RIA af 28. november 2008 om bekæmpelse af visse former for og tilkendegivelser af racisme og fremmedhad ved hjælp af straffelovgivningen(6),

–  der henviser til den strategiske ramme om menneskerettigheder og demokrati og den ledsagende handlingsplan, som Det Europæiske Råd vedtog den 25. juni 2012,

–  der henviser til Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv(7),

–  der henviser til konklusionerne fra Rådets og medlemsstaternes møde i Rådet om sikring af respekten for retsstaten, der blev vedtaget den 16. december 2014,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv(8),

–  der henviser til Rådets direktiv 2004/113/EF af 13. december 2004 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser(9),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU af 5. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor, og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/629/RIA(10),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger(11),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/93/EU af 13. december 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2004/68/RIA(12),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter(13),

–  der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (COM(2008)0229),

–  der henviser til afgørelser fra og retspraksis ved Den Europæiske Unions Domstol og retspraksis ved de nationale forfatningsdomstole, der benytter chartret om grundlæggende rettigheder som en af deres referencer ved fortolkningen af national lovgivning,

–  der henviser til de politiske retningslinjer for den nye Europa-Kommission, der blev forelagt Europa-Parlamentet af formand Juncker den 15. juli 2014,

–  der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (generel forordning om databeskyttelse) (COM(2012)0011),

–  der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med de kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, opdage eller retsforfølge straffelovsovertrædelser eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger (COM(2012)0010),

–  der henviser til EU's strategi for bekæmpelse af menneskehandel (2012-2016) (COM(2012)0286), navnlig bestemmelserne vedrørende finansieringen af udviklingen af retningslinjer om børnebeskyttelsesordninger og om udveksling af bedste praksis,

–  der henviser til Kommissionens henstilling 2013/112/EU af 20. februar 2013 "Investering i børn: Hvordan man bryder den onde cirkel for de socialt udsatte"(14),

–  der henviser til de retningslinjer for fremme og beskyttelse af alle menneskerettigheder for lesbiske, bøsser, biseksuelle, transpersoner og interseksuelle (LGBTI) personer, som vedtoges af Rådet for Udenrigsanliggender den 24. juni 2013,

–   der henviser til Kommissionens meddelelse om en EU-ramme for de nationale strategier for romaernes integration frem til 2020 (COM(2011)0173) og Det Europæiske Råds konklusioner af 24. juni 2011,

–   der henviser til Kommissionens meddelelse om skridt fremad i gennemførelsen af de nationale strategier for romaernes integration (COM(2013)0454),

–  der henviser til Kommissionens rapport om bekæmpelse af korruption i EU (COM(2014)0038),

–  der henviser til forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering (COM(2008)0426),

–  der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 12. december 2013 om fremskridt med hensyn til gennemførelsen af de nationale strategier for romaernes integration(15),

–  der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 4. februar 2014 om EU-køreplanen mod homofobi og forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet(16),

–  der henviser til Europa-Parlamentets beslutninger om kønsligestilling,

–  der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 14. september 2011 om en EU-strategi for hjemløshed(17),

–  der henviser til rapport fra det amerikanske Senat om CIA's tilbageholdelses- og forhørsprogrammer,

–  der henviser til sin beslutning af 12. september 2013 om situationen for uledsagede mindreårige i EU(18),

–  der henviser til sine beslutninger om de grundlæggende rettigheder og menneskerettighederne, især den seneste beslutning af 27. februar 2014 om situationen for de grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union (2012)(19),

–  der henviser til sine beslutninger om migration, navnlig den seneste beslutning af 17. december 2014 om situationen i Middelhavsområdet og behovet for en holistisk EU-tilgang til migration(20),

–  der henviser til sin beslutning af 8. juni 2005 om beskyttelse af mindretal og ikkediskriminationspolitikker i et udvidet Europa(21),

–   der henviser til sin beslutning af 27. november 2014 om 25-årsdagen for FN-konventionen om barnets rettigheder(22),

–   der henviser til sin beslutning af 4. juli 2013 om den amerikanske nationale sikkerhedsmyndighed NSA's overvågningsprogram og overvågningsmyndigheder i forskellige medlemsstater samt indvirkningen på privatlivets fred for EU-borgere(23), hvori Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender blev pålagt at kulegrave denne sag, og til sin beslutning af 12. marts 2014 om USA's NSA-overvågningsprogram, overvågningsorganer i forskellige medlemsstater og deres indvirkning på EU-borgeres grundlæggende rettigheder samt om det transatlantiske samarbejde inden for retlige og indre anliggender(24),

–   der henviser til sin beslutning af 11. februar 2015 om det amerikanske Senats rapport om CIA's anvendelse af tortur(25),

–   der henviser til sin beslutning af 11. september 2013 om udryddelsestruede europæiske sprog og den sproglige mangfoldighed i Den Europæiske Union(26),

–  der henviser til sin beslutning af 25. november 2014 om at indhente en udtalelse fra Domstolen om foreneligheden med traktaterne af aftalen mellem Canada og Den Europæiske Union om overførsel og behandling af passagerlisteoplysninger(27),

–  der henviser til sin beslutning af 11. september 2012(28) og af 10. oktober 2013(29) om CIA's påståede brug af europæiske lande ved transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger,

–  der henviser til sine beslutninger om fangelejren i Guantánamo,

–   der henviser til sin beslutning af 21. maj 2013 om EU-chartret: Standarder for mediefrihed i EU(30),

–  der henviser til Den Europæiske Unions domstols udtalelse 2/2013 om udkastet til aftale om Den Europæiske Unions tiltrædelse af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,

–  der henviser til Domstolens dom af 8. april 2014 i de forenede sager C-293/12, Digital Rights Ireland, og C-594/12, Seitlinger m.fl., hvori Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/24/EF af 15. marts 2006 om lagring af data genereret eller behandlet i forbindelse med tilvejebringelse af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester eller elektroniske kommunikationsnet og om ændring af direktiv 2002/58/EF blev erklæret ugyldigt,

–  der henviser til høringen af Frans Timmermans i Europa-Parlamentet den 7. oktober 2014 og hans deltagelse i Europa-Parlamentets møde den 11. februar 2015,

–   der henviser til høringen af Dimitris Avramopoulos i Europa-Parlamentet den 30. september 2014,

–  der henviser til den årlige konference i Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) den 10. november 2014 om de grundlæggende rettigheder og indvandringen i EU og navnlig til FRA's fokusdokument "Lovlige indrejsekanaler til EU for personer med behov for international beskyttelse: en værktøjskasse",

–  der henviser til Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinders (EIGE's) og FRA's arbejde, årsrapporter og undersøgelser og til FRA's omfattende undersøgelser af forskelsbehandling og hadforbrydelser mod jøder i EU-medlemsstaterne, om vold mod kvinder i EU og om LGBT-personers erfaringer med forskelsbehandling, vold og chikane,

–   der henviser til bidrag fra de NGO'er, der deltager i FRA's platform for grundlæggende rettigheder (FRA Fundamental Rights Platform),

–  der henviser til rapporter og undersøgelser fra ikkestatslige organisationer (NGO'er) om menneskerettigheder og de undersøgelser, som Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender har bestilt om dette emne, navnlig studie fra Temaafdeling C om krisens indvirkning på de grundlæggende rettigheder i EU's medlemsstater,

–  der henviser til krisens indvirkning på de grundlæggende rettigheder i EU's medlemsstater,

–  der henviser til principperne vedrørende de nationale menneskerettighedsinstitutioners status ("Parisprincipperne"), der er vedføjet FN's Generalforsamlings resolution 48/134,

–  der henviser til sin beslutning af 3. juli 2013 om situationen for grundlæggende rettigheder: standarder og praksis i Ungarn (jf. Europa-Parlamentets beslutning af 16. februar 2012)(31) ,

–  der henviser til Kommissionens meddelelser om strategi for Den Europæiske Unions effektive gennemførelse af chartret om grundlæggende rettigheder (COM(2010)0573) og »Operational Guidance on taking account of Fundamental Rights in Commission Impact Assessments« (SEC(2011)0567),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse om en ny EU-retlig ramme for at styrke retsstatsprincippet (COM(2014)0158) og Rådets konklusioner af 16. december 2014 om sikring af respekten for retsstaten,

–  der henviser til Kommissionens beretning for 2013 om anvendelsen af EU's charter for grundlæggende rettigheder (COM(2014)0224) og de tilknyttede arbejdsdokumenter,

–  der henviser til Kommissionens rapport med titlen "Rapport om unionsborgerskab 2013 – Unionsborgere: jeres rettigheder, jeres fremtid" (COM(2013)0269),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse "Skridt fremad i gennemførelsen af de nationale strategier for romaernes integration" (COM(2014)0209) og Rådets henstilling af 9. december 2013 om foranstaltninger i medlemsstaterne til effektiv integration af romaerne,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og udtalelser fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling og Udvalget for Andragender (A8-0230/2015),

A.  der henviser til, at den europæiske integration delvis er iværksat for at undgå, at de tragiske følger af Anden Verdenskrig og det nazistiske regimes forfølgelse og undertrykkelse gentager sig, og for at forhindre tilbageskridt for eller omstødning af demokrati og retsstatsprincippet ved at fremme, respektere og beskytte menneskerettighederne;

B.  der henviser til, at respekt for og fremme af menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder, demokrati og de værdier og principper, der er forankret i EU-traktaterne og internationale menneskeretsinstrumenter (verdenserklæringen om menneskerettigheder, EMRK, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder mv.), er forpligtelser, der påhviler Unionen og dens medlemsstater, og som bør spille en central rolle i den europæiske integration;

C.  der henviser til, at alle, som bor i EU, skal være sikret disse rettigheder, herunder i tilfælde af overgreb og vold fra offentlige myndigheders side, uanset på hvilket niveau;

D.  der henviser til, at EU ifølge artikel 2 TEU bygger på respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal, hvilke er fælles værdier for alle medlemsstater, som skal respekteres af EU såvel som af hver enkelt medlemsstat i alle deres politikker, såvel på internt på eksternt plan; der henviser til, at Kommissionen i henhold til artikel 17 TEU skal sikre anvendelsen af traktaterne;

E.  der henviser til, at EU ifølge artikel 6 TEU skal understøtte og sikre respekt for de grundlæggende rettigheder i gennemførelsen af sine aktioner inden for sine beføjelser; der henviser til, at medlemsstaterne opfordres til at gøre det samme;

F.  der henviser til, at der er behov for en revision af EU-traktaterne for at styrke beskyttelsen af demokratiet, retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder;

G.  der henviser til, at medlemsstaterne i overensstemmelse med præamblen til TEU har bekræftet den betydning, de tillægger de sociale rettigheder som defineret i den europæiske socialpagt; der henviser til, at artikel 151 TEUF også indeholder en eksplicit henvisning til grundlæggende sociale rettigheder såsom dem, der er fastlagt i den europæiske socialpagt;

H.  der henviser til, at Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder med Lissabontraktatens ikrafttrædelse blev en fuldgyldig del af traktaterne og derfor nu er juridisk bindende for EU's institutioner, agenturer og andre organer samt for medlemsstaterne i forbindelse med gennemførelsen af EU-lovgivningen; der henviser til, at der bør udvikles, fremmes og styrkes en ægte kultur for grundlæggende rettigheder i både EU-institutionerne og medlemsstaterne, navnlig i forbindelse med anvendelse og gennemførelse af EU-lovgivning, såvel internt som i deres forbindelser med tredjelande;

I.  der henviser til, at artikel 2 og 3 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder anerkender retten til livet og retten til respekt for menneskets integritet;

J.  der henviser til, at artikel 4 Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder forbyder alle former for umenneskelig eller nedværdigende behandling;

K.  der henviser til, at betydningen af grundlæggende sociale rettigheder anerkendes i artikel 8, 9, 10, 19 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt i EU-Domstolens retspraksis, hvilket understreger, at disse rettigheder, herunder retten til at organisere sig, strejkeretten, foreningsfriheden og forsamlingsfriheden, skal beskyttes på lige fod med andre grundlæggende rettigheder, der er anerkendt i chartret;

L.  der henviser til, at artikel 22 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder fastslår, at "Unionen respekterer den kulturelle, religiøse og sproglige mangfoldighed", og at artikel 21 forbyder forskelsbehandling på grund af sprog og/eller tilhørsforhold til et nationalt mindretal;

M.  der henviser til, at det i artikel 33 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fastsættes, at familien skal nyde juridisk, økonomisk og social beskyttelse;

N.  der henviser til, at artikel 37 og 38 i chartret anerkender, at retten til et højt miljøbeskyttelsesniveau er uløseligt forbundet med udviklingen af Unionens politikker;

O.  der henviser til, at medlemsstaterne ikke kan begrænse det garantiniveau, der gives i deres respektive forfatninger i forhold til bestemte rettigheder, under påskud af, at Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder eller andre EU-retlige instrumenter giver et lavere beskyttelsesniveau på det pågældende område;

P.  der henviser til erkendelsen af, at de nationale myndigheder (de retlige myndigheder, de retshåndhævende organer og forvaltningerne) er nøgleaktører med hensyn til at sikre, at de rettigheder og friheder, der er nedfældet i chartret, får konkret virkning;

Q.  der henviser til, at virkeliggørelsen af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed som beskrevet i afsnit V TEUF kræver, at EU og hver enkelt medlemsstat respekterer de grundlæggende rettigheder fuldt ud;

R.  der henviser til, at mennesket, det være sig som statsborger eller bosat, står i centrum for EU, og at de personlige, borgerlige, politiske, økonomiske og sociale rettigheder, der er anerkendt i chartret, ikke kun har til formål at beskytte europæiske borgere og bosiddende mod indblanding, overgreb og vold, men også er forudsætninger for at sikre deres fulde og ubesværede personlige udvikling;

S.  der henviser til, at retsstatsprincippet er rygraden i det europæiske liberale demokrati og et af de grundlæggende principper i Den Europæiske Union, der udspringer af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner;

T.  der henviser til, at den måde, hvorpå retsstatsprincippet gennemføres på nationalt plan, spiller en afgørende rolle i for den gensidige tillid mellem medlemsstaterne og deres retssystemer, og at virkeliggørelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed som beskrevet i afsnit V TEUF derfor har vital betydning;

U.  der henviser til, at respekt for retsstatsprincippet er en forudsætning for beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder og er af særlig betydning i EU, da det også er en forudsætning for opretholdelsen af alle rettigheder og forpligtelser, der følger af traktaterne og international ret.

V.  der henviser til, at EU og dens medlemsstater har indledt en global proces hen mod nye mål for bæredygtig udvikling (millenniumudviklingsmål), som understreger, at menneskerettighederne er universelle, udelelige og umistelige;

W.  der henviser til, at gennemførelsen af disse værdier og principper også skal underbygges af en effektiv kontrol med, at de grundlæggende rettigheder, som er garanteret i chartret, overholdes, f.eks. i forbindelse med udarbejdelsen af lovforslag;

X.  der henviser til, at EU gennemgår en periode med en alvorlig økonomisk og finansiel krise, hvis konsekvenser i kombination med visse foranstaltninger, bl.a. i nogle medlemsstater drastiske budgetnedskæringer for at imødegå den, påvirker EU-borgernes livsbetingelser negativt - med stigende arbejdsløshed, fattigdomsniveauer, ulighed, usikre arbejdsbetingelser og begrænset adgang til tjenester og forringelser i kvaliteten heraf- og dermed borgernes velfærd;

Y.  der henviser til, at næsten en tredjedel af de andragender, Parlamentet modtager, vedrører påståede overtrædelser af grundlæggende rettigheder, som er omhandlet i chartret, herunder forhold om borgerskab, de fire frihedsrettigheder, beskæftigelse, økonomiske forhold, miljø- og forbrugerbeskyttelse, retsvæsen, stemmerettigheder og demokratisk deltagelse, åbenhed i beslutningstagning, handicap, børns rettigheder, adgang til uddannelse eller sproglige rettigheder; der henviser til, at nogle af andragenderne rejser spørgsmål vedrørende sundhed og adgang til sundhedspleje og -ydelser, men også vedrørende retten til at arbejde som en direkte følge af den økonomiske krise; der henviser til, at andragender ofte hører til de tidligste indikatorer for situationen for grundlæggende rettigheder i medlemsstaterne;

Z.  der henviser til, at EU er baseret på forudsætningen om og den gensidige tillid til, at EU's medlemsstater respekterer demokratiet, retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder, som er nedfældet i EMRK og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig med hensyn til udviklingen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed og princippet om gensidig anerkendelse;

AA.  der henviser til, at det har betydelig indvirkning på adgangen til og udøvelsen af de grundlæggende rettigheder, hvis man er arbejdsløshed eller lever i fattigdom eller social udstødelse, og understreger nødvendigheden af at bevare adgangen til basale ydelser, herunder sociale og økonomiske ydelser, for sårbare befolkningsgrupper;

AB.  der henviser til, at visse antiterrorpolitikker og -foranstaltninger efter de seneste terrorhandlinger på EU's territorium risikerer at kompromittere grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder i EU; der henviser til, at det er vigtigt at sørge for at bevare en balance mellem beskyttelse af grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder og styrkelse af sikkerheden; der henviser til, at EU og dens medlemsstater har pligt til beskytte de europæiske borgere og sikre respekt for deres grundlæggende rettigheder og friheder i fastlæggelsen og anvendelsen af sikkerhedspolitikker; der henviser til, at principperne om nødvendighed og proportionalitet bør have forrang på dette område for at forhindre, at politiaktioner indskrænker frihedsrettighederne;

AC.  der henviser til, at der omkommer tusindvis af mennesker i Middelhavet på en hidtil uset måde, og at det lægger et stort ansvar på EU for at gribe ind og redde liv, stoppe menneskesmuglere, skabe lovlige kanaler for migranter samt bistå og beskytte asylansøgere og flygtninge;

AD.  der henviser til, at nær ved 3 500 migranter omkom eller blev meldt savnet i 2014 under forsøg på at nå frem til Europa, hvorved det samlede antal døde og forsvundne kommer op på næsten 30 000 over de sidste 20 år; der henviser til, at migrationsruten til Europa ifølge Den Internationale Organisation for Migration er blevet verdens farligste rute for migranterne;

AE.  der henviser til, at ca. 1 000 asylansøgninger om året er direkte forbundet med kønslemlæstelse;

AF.  der henviser til, at retten til asyl er sikret i konventionen om flygtninges retsstilling (Genèvekonventionen) fra 1951 samt protokollen af 31. januar 1967;

AG.  der henviser til, at ekstrem nationalisme, racisme, fremmedhad og intolerance endnu ikke er forsvundet fra vores samfund, der henviser til, at det tværtimod lader til at være tiltagende i mange medlemsstater, navnlig efter de nylige terrorangreb, og at dette påvirker de traditionelle minoriteter og de nye nationale minoritetssamfund;

AH.  der henviser til, at i henhold til artikel 49 TEU kan enhver europæisk stat, som respekterer værdierne i artikel 2 og forpligter sig til at fremme dem, ansøge om at blive medlem af Unionen; der henviser til, at overholdelse af Københavnskriterierne er en væsentlig forudsætning for tiltrædelse af EU; der henviser til, at de forpligtelser, der påhviler kandidatlande i henhold til Københavnskriterierne, ikke blot er grundlæggende førtiltrædelsesbetingelser, men i medfør af artikel 2 TEU også gælder, efter at et land er blevet optaget i EU; der henviser til, at alle medlemsstater i lyset af dette bør vurderes løbende for at sikre, at de fortsat overholder EU's grundlæggende værdier, for så vidt angår grundlæggende værdier, demokratiske institutioner og retsstatsprincippet; der ligeledes henviser til nødvendigheden af at indføre en trinvis korrigerende mekanisme til at udfylde tomrummet mellem politisk dialog og sanktionerne for grove overtrædelser i artikel 7 TEU og finde en løsning på det såkaldte Københavnsdilemma inden for rammerne af de nugældende traktater;

AI.  der henviser til, at fraværet af klare og fælles benchmarks betyder, at der til stadighed sættes spørgsmålstegn ved selve debatten om retsstatsprincippet, demokrati og grundlæggende rettigheder i en medlemsstat ud fra politiske og institutionelle betragtninger; der henviser til, at manglen på bindende procedurer alt for ofte fører til permanent træghed og tilsidesættelse af traktaterne og de europæiske værdier med EU-institutionernes indforståethed;

AJ.  der henviser til, at retten til at indgive andragender har knyttet et tæt bånd mellem EU-borgerne og Europa-Parlamentet; der henviser til, at det europæiske borgerinitiativ har skabt en ny direkte forbindelse mellem EU-borgerne og EU-institutionerne, som kan styrke udviklingen af grundlæggende rettigheder og borgerrettigheder; der henviser til, at borgerrettighederne i henhold til artikel 44 i chartret og artikel 227 TEUF indbefatter retten til at indgive andragender, ved hjælp af hvilket middel borgernes kan forfægte deres grundlæggende rettigheder;

AK.  der henviser til, at kvinder stadig er udsat for mange former for forskelsbehandling i Unionen og alt for ofte er udsat for overgreb og vold, navnlig af seksuel karakter;

AL.  der henviser til, at vold mod kvinder er den mest udbredte krænkelse af grundlæggende rettigheder i EU og i hele verden, og til, at det berører alle samfundslag uanset alder, uddannelse, indkomst, social stilling og oprindelses- eller bopælsland og udgør en væsentlig hindring for lighed mellem kvinder og mænd;

AM.  der henviser til, at ifølge resultaterne af en undersøgelse udført i 2014 af Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder melder de fleste kvinder, der har været udsat for vold, det ikke til politiet;

AN.  der henviser til, at seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder er baseret på grundlæggende menneskerettigheder og er afgørende elementer i den menneskelige værdighed(32); der henviser til, at nægtelse af abort, der kan redde liv, udgør en alvorlig krænkelse af menneskerettighederne;

AO.  der henviser til, at menneskehandel og seksuel udnyttelse af kvinder og børn udgør en klar krænkelse af menneskerettighederne, den menneskelige værdighed og de grundlæggende principper om retfærdighed og demokrati; der henviser til, at kvinder i dag er mere sårbare over for sådanne risici som følge af øget økonomisk usikkerhed og større risiko for arbejdsløshed og fattigdom;

AP.  der henviser til, at vold mod kvinder som en form for forskelsbehandling på grund af køn ikke udtrykkeligt er omfattet af europæisk ret, og som særskilt begreb kun findes i tre nationale retssystemer (Spanien, Sverige, Tyskland), og at det som følge heraf ikke opfattes som et væsentligt ligestillingsspørgsmål; der henviser til, at medlemsstaterne har en ad hoc-tilgang til definition af vold mod kvinder og kønsbaseret vold, og at definitionerne er meget forskellige i national lovgivning, hvorved data bliver usammenlignelige;

AQ.  der henviser til, at medlemsstaterne ikke er uberørt af den grusomme praksis med kønslemlæstelse, idet 500 000 personer menes at være blevet ofre herfor i EU og yderligere 180 000 at være i farezonen;

AR.  der henviser til, at der stadig sker talrige overtrædelser af grundlæggende rettighederne i EU og i medlemsstaterne, således som det f.eks. fremgår af domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og af rapporter fra Europa-Kommissionen, FRA, NGO'er, Europarådet og FN, f.eks. i form af krænkelse af civilsamfundsorganisationers ret til forsamlings- og ytringsfrihed, institutionel forskelsbehandling af LGBTI-personer gennem ægteskabsforbud og antipropagandalovgivning samt den fortsat høje grad af forskelsbehandling og hadforbrydelser på grund af racisme, fremmedhad, religiøs intolerance eller af forudindtagethed mod en persons handicap, seksuelle orientering eller kønsidentitet; der henviser til, at reaktionerne fra Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne ikke står mål med krænkelsernes grovhed og hyppighed;

AS.  der henviser til, at samfund, hvor de grundlæggende rettigheder gennemføres og beskyttes fuldt ud, har større mulighed for at udvikle en dynamisk og konkurrencedygtig økonomi;

AT.  der henviser til, at romaerne, der er det største etniske mindretal i Europa, fortsat er ofre for alvorlig forskelsbehandling, racistiske angreb, hadefulde udtalelser, fattigdom og udstødelse;

AU.  der henviser til, at EU's optræden udadtil er baseret på de principper, som også udgør grundlaget for oprettelsen og udviklingen af EU, det vil sige demokrati, solidaritet, menneskets værdighed og alle de grundlæggende rettigheder; der henviser til, at der er udarbejdet specifikke retningslinjer vedrørende menneskerettigheder i EU's eksterne politikker, men ikke i EU's interne politikker, hvilket kan føre til beskyldninger om dobbeltstandarder; der henviser til, at fremme af grundlæggende rettigheder i EU's optræden udadtil ubetinget bør ledsages af en fast, systematisk intern politik for overvågning af respekten for disse rettigheder også inden for EU;

AV.  der henviser til, at bestemmelserne om beskyttelse af personoplysninger skal overholde principperne om formål, nødvendighed og proportionalitet, herunder i forbindelse med forhandlinger om og indgåelse af internationale aftaler, således som det blev påpeget i Domstolens dom af 6. april 2014, hvori direktiv 2006/24/EF blev erklæret ugyldigt, og i udtalelser fra Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse;

AW.  der henviser til, at retten til respekt for privatliv og familieliv og retten til beskyttelse af personoplysninger er nedfældet i chartret og altså en integrerende del af EU's primære lovgivning;

AX.  der henviser til, at nye teknologier kan få negative følger for grundlæggende rettigheder, især retten til privatliv og til beskyttelse af personoplysninger som omhandlet i chartrets artikel 7 og 8;

AY.  der henviser til, at den udbredte adgang til internettet har åbnet yderligere muligheder for fysisk og psykisk mishandling af kvinder, herunder online-grooming;

AZ.  der henviser til, at den hurtige udvikling i den digitale verden (herunder den øgede brug af internettet, applikationer og sociale netværk) kræver en øget beskyttelse af personoplysninger og privatliv for at sikre deres fortrolige karakter;

BA.  der henviser til, at grundlæggende frihedsrettigheder, menneskerettigheder og lige muligheder skal sikres alle EU's borgere, herunder personer, der tilhører nationale og sproglige mindretal;

BB.  der henviser til, at der ifølge WHO hvert år dør mindst 850 børn under 15 år i Europa som følge af mishandling;

BC.  der henviser til, at næsten halvdelen af de adspurgte LGBTI-personer i en FRA-undersøgelse om forskelsbehandling af og hadforbrydelser mod LGBTI-personer - ud over den forskelsbehandling og vold, de er ofre for - gav udtryk for den opfattelse, at krænkende sprogbrug om LGBTI-personer er udbredt blandt politikere i deres bopælsland;

BD.  der henviser til, at LGBTI-personer er ofre for institutionel forskelsbehandling på grund af forbud mod registreret samliv eller på grund af love, som forbyder hævdelse af seksuel præference;

BE.  der henviser til, at personer med handicap er ofre for mange former for forskelsbehandling, som hindrer dem i at nyde deres grundlæggende rettigheder fuldt ud;

BF.  der henviser til, at fattigdomsraten for handicappede er 70 % højere end gennemsnittet, til dels som følge af deres begrænsede adgang til beskæftigelse;

BG.  der henviser til, at en sekulær og neutral stat er den bedste garant for ikkeforskelsbehandling af de forskellige trossamfund, som findes på dens område;

BH.  der henviser til, at pressefrihed og virkefrihed for samfundsaktører som NGO'er er centrale elementer i principperne om demokrati, retsstaten og grundlæggende rettigheder, der henviser til, at denne frihed er bragt i fare gennem vedtagelsen af nationale love eller direkte tiltag fra myndighedernes side i flere medlemsstater;

BI.  der henviser til, at chartret anerkender ældres ret til et værdigt og uafhængigt liv og til at deltage i det sociale og kulturelle liv;

BJ.  der henviser til, at om end straffe, der står i rimeligt forhold til de begåede forbrydelser, virker afskrækkende med hensyn til menneskerettighedskrænkelser, må det primære mål være at forebygge kriminalitet (ved hjælp af uddannelse og kulturelle foranstaltninger) snarere end at gribe ind efterfølgende;

BK.  der henviser til, at effektiviteten af specialiserede institutioner såsom de nationale menneskerettighedsinstitutioner eller ligestillingsorganer er afgørende for at hjælpe borgerne med at opnå en bedre håndhævelse af deres grundlæggende rettigheder, i det omfang medlemsstaterne anvender EU-lovgivningen;

BL.  der henviser til, at stemmeret og valgbarhed til kommunale valg og til Europa-Parlamentet i den medlemsstat, hvor den pågældende har bopæl, er anerkendt i chartrets artikel 39 og 40; der henviser til, at udøvelsen af retten til mobilitet ikke må hindre førnævnte ret;

BM.  der henviser til Kommissionens og medlemsstaternes vage reaktioner på Edward Snowdens afsløringer af de omfattende spionageoperationer, der er foretaget ved brug af internettet og telekommunikationsnetværk som led i NSA-PRISM-programmet, og som også er rettet mod europæiske lande, og til deres manglende evne til at håndhæve foranstaltninger til beskyttelse af europæiske borgere og tredjelandsstatsborgere, der bor i Unionen;

1.  finder det afgørende, at der garanteres fuld respekt for de fælles europæiske værdier, der er nedfældet i artikel 2 TEU og i europæisk lovgivning såvel som i national samt i offentlige politikker og i gennemførelsen af disse, under behørig hensyntagen til nærhedsprincippet;

2.   opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at alle EU-retsakter, herunder det økonomiske og finansielle tilpasningsprogram, gennemføres i overensstemmelse med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og den europæiske socialpagt (artikel 151 TEUF);

3.  bemærker, at artikel 6 TEU forpligter Unionen til at tiltræde den europæiske menneskerettighedskonvention; bemærker EU-Domstolens udtalelse 2/2013; opfordrer Kommissionen og Rådet til at tilvejebringe de instrumenter, der er nødvendige for at sikre, at denne forpligtelse ‒ der er nedfældet i traktaterne ‒ gennemføres uden unødig forsinkelse; mener, at dette bør gøres i fuld åbenhed, således at der kan blive skabt et nyt redskab, der for alvor kan styrke respekten for og håndhævelsen af beskyttelsen af individet mod krænkelser af deres grundlæggende rettigheder, herunder retten til effektive retsmidler, og sikre, at de europæiske institutioner bliver holdt ansvarlige for deres handlinger eller undladelser i forhold til grundlæggende rettigheder;

4.  påskønner udnævnelsen af en førstenæstformand i Kommissionen med ansvar for retsstatsprincippet og chartret og bemærker, at han vil arbejde på at få den eksisterende ramme håndhævet effektivt; forventer, at der snart vedtages en intern strategi for grundlæggende rettigheder i nært samarbejde med de øvrige institutioner og efter høring af en bred repræsentation af civilsamfundet og andre interesserede aktører; mener, at strategien bør baseres på artikel 2, 6 og 7 TEU og være i overensstemmelse med principperne og målsætningerne i artikel 8 og 10 TEUF; beklager den manglende politiske vilje til at gøre brug af artikel 7 TEU over for medlemsstater, der har gjort sig skyldige i krænkelser af grundlæggende rettigheder, med henblik på sanktionering og afskrækning;

5.  understreger behovet for at udnytte eksisterende redskaber fuldt ud til at sikre, at de grundlæggende rettigheder og værdier TEU's artikel 2 og i chartret om grundlæggende rettigheder respekteres, beskyttes og fremmes; understreger med henblik herpå, at alle de instrumenter, der i øjeblikket er hjemmel for i traktaterne, bør anvendes og gennemføres snarest muligt;

6.  understreger, at de eksisterende mekanismer bør udnyttes fuldt ud, og at der bør iværksættes objektive evalueringer og undersøgelser samt indledes overtrædelsesprocedurer, hvis en sag er velbegrundet;

7.  understreger behovet for mulige ændringer af traktaterne med henblik på yderligere at styrke beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder i EU-traktaterne;

8.  bemærker Kommissionens meddelelse om en ny EU-retlig ramme for at styrke retsstatsprincippet, hvilket udgør et første forsøg på at overvinde de nuværende mangler i forbindelse med forebyggelse og løsning af krænkelser af de grundlæggende rettigheder og retsstatsprincipperne i medlemsstaterne; bemærker, at Kommissionens agter at holde Europa-Parlamentet og Rådet løbende underrettet om de fremskridt, der gøres på hvert enkelt trin; mener imidlertid, at den foreslåede ramme måske ikke vil være tilstrækkeligt afskrækkende til at kunne forebygge og løse krænkelser af de grundlæggende rettigheder i medlemsstaterne, da Kommissionen har forelagt den i form af en ikke-bindende meddelelse, som ikke præciserer, hvornår rammens skal aktiveres;

9.  opfordrer Kommissionen til at gennemføre den omtalte ramme og forbedre den yderligere med det formål at:

10.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at ovennævnte interne strategi ledsages af en klar og detaljeret ny mekanisme, der med solid forankring i international og europæisk ret og på grundlag af alle de værdier, der beskyttes af artikel 2 TEU, skal sikre kohærens med den strategiske ramme om menneskerettigheder og demokrati, der allerede anvendes i EU's eksterne forbindelser, og holde de europæiske institutioner og medlemsstaterne ansvarlige for deres handlinger og undladelser med hensyn til grundlæggende rettigheder; mener, at denne mekanisme skal muliggøre overvågning af, hvordan de grundlæggende rettigheder efterleves i alle EU-medlemsstater, og udstikke rammer for en systematisk og institutionaliseret dialog i tilfælde af, at grundlæggende rettigheder bliver krænket af en eller flere medlemsstater; mener, at Kommissionen for at opnå fuld udnyttelse af traktaternes bestemmelser bør:

11.  glæder sig over, at Rådet vil afholde debatter om retsstatsprincippet; mener dog, at afholdelsen af sådanne debatter ikke er den mest effektive metode til at afhjælpe en eventuel manglende overholdelse af Den Europæiske Unions grundlæggende værdier; beklager, at Parlamentet hverken informeres eller inddrages i tilrettelæggelsen af disse debatter; opfordrer Rådet til at basere sine debatter på resultaterne af års- og særrapporter fra Kommissionen, Europa-Parlamentet, civilsamfundet, Europarådet og dets Venedigkommission samt institutionelle og andre involverede aktører;

12.  anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at foretage undersøgelser af alle påstande om krænkelser af de grundlæggende rettigheder, der er stadfæstet i chartret, og om at følge op på sådanne påstande, såfremt de bevises; opfordrer navnlig Kommissionen til at indlede overtrædelsesprocedurer, hvis medlemsstater mistænkes for at have krænket disse rettigheder;

13.  opfordrer Kommissionen til i højere grad at prioritere forberedelsen af Unionens tiltrædelse af den europæiske socialpagt, som blev undertegnet i Torino den 18. oktober 1961 og revideret i Strasbourg den 3. maj 1996;

14.  opfordrer medlemsstaterne til at oprette og styrke nationale menneskerettighedsinstitutioner i overensstemmelse med Parisprincipperne med henblik på at sikre uafhængig fremme og beskyttelse af menneskerettighederne på nationalt plan;

15.  ønsker en garanti for en bedre samordning og sammenhæng mellem Europa-Parlamentets, Europarådets, FRA's og EIGE's aktiviteter;

16.  udtrykker bekymring over den foruroligende stigning i antallet af krænkelser af de grundlæggende rettigheder i EU, navnlig med hensyn til indvandring og asyl, forskelsbehandling og intolerance, som især rammer visse befolkningsgrupper, samt i antallet af tilfælde af angreb eller pres på NGO'er, som forsvarer disse befolkningsgrupper; bemærker, at medlemsstaterne er tilbageholdende med at sikre, at disse grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder håndhæves, bl.a. for så vidt angår romaer, kvinder, LGBTI-personer, asylansøgere, migranter og andre sårbare befolkningsgrupper;

17.  opfordrer Rådet til at skabe et fælles grundlag for det præcise indhold af de principper og standarder, der er afledt af retsstatsprincippet, og som varierer på nationalt plan, og til at betragte Domstolens allerede eksisterende definition af retsstatsprincippet som et udgangspunkt for debatten, hvori indgår: legalitetsprincippet, herunder en gennemsigtig, ansvarlig, demokratisk og pluralistisk lovgivningsproces, retssikkerhedsprincippet, forbud mod vilkårlighed i den offentlige forvaltning, uafhængige og upartiske domstole, en effektiv domstolsprøvelse, hvorved det bl.a. kontrolleres, at de grundlæggende rettigheder overholdes, og lighed for loven;

18.  minder om, at respekt for retsstatsprincippet er en forudsætning for beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder, og at sikkerhedsforanstaltninger ikke må indskrænke disse, jf. artikel 52 i chartret; minder endvidere om, at enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed i henhold til artikel 6 i chartret;

19.  opfordrer Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne til at sikre, at grundlæggende rettigheder og principper - som fastlagt i traktaterne, chartret og den europæiske menneskerettighedskonvention - fra starten er indbygget i interne sikkerhedspolitikker og -foranstaltninger, således som det foreslås i FRA's fokuspapir "Embedding fundamental rights in the security agenda"; opfordrer indtrængende EU og medlemsstaterne til at mainstreame foranstaltninger vedrørende social inklusion og ikkeforskelsbehandling i fremtidige interne sikkerhedsstrategier;

20.  opfordrer Kommissionen til med støtte fra FRA at styrke foranstaltninger og programmer til bevidstgørelse, uddannelse og undervisning i grundlæggende rettigheder; mener, at disse programmer bør tage sigte på at skabe samhørighed og tillid mellem alle arbejdsmarkedets parter og inddrage civilsamfundsorganisationer, nationale menneskerettighedsinstitutter og nationale kontorer for lighed og ikkeforskelsbehandling;

21.  understreger, at Kommissionens rolle som traktaternes vogter ikke er begrænset til at sikre, at medlemsstaterne gennemfører lovgivningen, men også dækker fuld og korrekt anvendelse af lovene, navnlig med henblik på at beskytte borgernes grundlæggende rettigheder; beklager den faktiske begrænsning af chartrets anvendelsesområde, der skyldes en alt for snæver fortolkning af artikel 51, der læses, som om den ikke omfatter håndhævelse af EU-lovgivningen; mener, at denne tilgang bør revideres for at opfylde EU-borgernes forventninger i forhold til deres grundlæggende rettigheder; minder om, at borgernes forventninger rækker videre end den snævre fortolkning af chartret, og at målet bør være at sikre disse rettigheder så effektivt som muligt, beklager derfor, at Kommissionen har erklæret sig inkompetent i talrige svar på andragender, der klager over en mulig overtrædelse af grundlæggende rettigheder; opfordrer i den forbindelse til at indføre en mekanisme til overvågning, systematisk evaluering og udstedelse af henstillinger for at fremme en generel overholdelse af de grundlæggende værdier i medlemsstaterne;

22.  minder om den afgørende betydning af rettidig og korrekt omsætning og gennemførelse af EU-lovgivning, navnlig når den påvirker og udvikler de grundlæggende rettigheder;

Frihed og sikkerhed

Ytringsfrihed og medier

23.  minder om, at ytrings-, informations-, og mediefrihed er afgørende for at sikre demokrati og retsstatsprincipper; fordømmer på det kraftigste vold, tvang og trusler mod journalister og medier, herunder i forbindelse med afsløring af deres kilder og information om regeringers og staters overtrædelser af grundlæggende rettigheder; opfordrer medlemsstaterne til at afholde sig fra at anvende foranstaltninger, der begrænser disse friheder; gentager sin opfordring til Kommissionen om at gennemgå og ændre direktivet om audiovisuelle medietjenester i overensstemmelse med retningslinjerne i Parlamentets betænkning af22. maj 2013;

24.  understreger, at frie, uafhængige, forskelligartede og pluralistiske medier sammen med journalister, såvel online som offline, er en grundlæggende bestanddel af demokratiet; mener, at medieejerskab og -ledelse ikke må koncentreres; understreger i denne forbindelse, at gennemsigtighed i medieejerskab er afgørende for overvågningen af investeringer, som vil kunne påvirke de oplysninger, der formidles; mener, at der bør udvikles afpassede og rimelige økonomiske regler for også at garantere pluralisme blandt onlinemedier; opfordrer Kommissionen til at udarbejde en handlingsplan, der sikrer, at alle medier overholder minimumsstandarder for uafhængighed og kvalitet;

25.  er bekymret over de stadig mere repressive foranstaltninger, der træffes i nogle medlemsstater mod sociale bevægelser og demonstrationer, forsamlings- og ytringsfriheden, især hvad angår uforholdsmæssig magtanvendelse mod deltagere i fredelige demonstrationer, og over det lave antal politi- og retsundersøgelser på dette område; opfordrer medlemsstaterne til at beskytte forsamlingsfriheden og ikke træffe foranstaltninger, som bringer udøvelsen af grundlæggende friheder og rettigheder, f.eks. retten til at demonstrere, strejkeretten, forenings- og forsamlingsfriheden og ytringsfriheden, i fare eller kriminaliserer dem; er dybt bekymret over den nationale lovgivning i en række medlemsstater, der har konsekvenser for de grundlæggende rettigheder i det offentlige rum og begrænser forsamlingsretten; opfordrer Kommissionen til at overvåge og sætte ind over for alvorlige indskrænkninger i de grundlæggende rettigheder, der skyldes national lovgivning om restriktioner i det offentlige rum af sikkerhedshensyn;

26.  bemærker, at terrorhandlinger har fået EU og dens medlemsstater til at intensivere antiterror- og antiradikaliseringsforanstaltninger; opfordrer EU og de nationale myndigheder til ved vedtagelsen af sådanne foranstaltninger at udvise fuld respekt for principperne med hensyn til demokrati, retsstaten og de grundlæggende rettigheder, især retten til et forsvar, uskyldsformodningen, retten til retfærdig rettergang og retten til beskyttelse af privatlivets fred og personoplysninger; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til i fuld åbenhed at vurdere foreneligheden af ethvert forslag eller udkast til nationale retsakter og lovgivning om terrorbekæmpelse med artikel 2 TEU og chartret;

27.  noterer sig, at den store udbredelse af international cyberkriminalitet og cyberterrorisme skaber store udfordringer og alvorlige bekymringer med hensyn til beskyttelsen af grundlæggende rettigheder i onlinemiljøet; mener, at det er afgørende, at EU opbygger en avanceret ekspertise i cybersikkerhed for at sikre en mere fuldstændig efterlevelse af chartrets artikel 7 og 8 i cyberspace;

28.  lykønsker USA's Senat med rapporten over CIA's tilbageholdelses- og forhørsprogrammer; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til ikke at tolerere nogen form for tortur eller anden umenneskelig og nedværdigende behandling på deres område; gentager sin opfordring til medlemsstaterne om at sikre placering af ansvaret for overtrædelser af grundlæggende rettigheder i forbindelse med CIA's transport og ulovlige tilbageholdelse af fanger i europæiske lande; opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre åbne og gennemsigtige efterforskninger for at finde frem til sandheden om brugen af deres territorium og luftrum og til at tilbyde deres fulde samarbejde i forbindelse med Europa-Parlamentets undersøgelse af sagen, som for nylig er blevet genoptaget, og opfølgningen af den; opfordrer til at beskytte dem, der afslører sådanne overtrædelser, såsom journalister og whistleblowere;

29.  er foruroliget over gentagne rapporter om påstået krænkelse af EU's grundlæggende rettigheder og specielt EU's databeskyttelseslovgivning som følge af efterretningsaktiviteter, der udgår fra medlemsstater og tredjelande, som tillader tilbageholdelse og adgang til europæiske borgeres elektroniske kommunikationsdata; fordømmer kraftigt den masseovervågning, der siden 2013 er blevet afdækket, og beklager, at den fortsætter; forlanger, at der bliver kastet lys over disse aktiviteter og især visse medlemsstaters involvering; opfordrer Kommissionen og dens medlemsstater til at tage fuldt hensyn til Parlamentets krav og henstillinger i dets beslutning af 12. marts 2014 om USA's NSA-overvågningsprogram, overvågningsorganer i forskellige medlemsstater og deres indvirkning på EU-borgeres grundlæggende rettigheder samt om det transatlantiske samarbejde inden for retlige og indre anliggender; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at deres efterretningstjenesters aktiviteter er i overensstemmelse de grundlæggende rettigheder og underlægges parlamentarisk og juridisk kontrol;

30.  er foruroliget over vedtagelsen af national lovgivning i medlemsstaterne, der tillader masseovervågning, og gentager behovet for sikkerhedsinstrumenter, der er målrettede, strengt nødvendige og rimelige i et demokratisk samfund; gentager sin opfordring til EU og dens medlemsstater om at indføre et whistleblowerbeskyttelsessystem;

31.  er bekymret over, at borgerne ikke er fuldt bekendt med deres databeskyttelsesrettigheder og ret til privatlivets fred og muligheder for domstolsprøvelse; understreger i den forbindelse de nationale databeskyttelsesmyndigheders rolle i forbindelse med beskyttelsen af disse rettigheder og fremme af kendskabet til dem; mener, at det er afgørende at gøre borgerne og især børn bekendt med betydningen af beskyttelsen af personoplysninger, bl.a. i cyberspace, og de farer, de er udsat for; opfordrer medlemsstaterne til at iværksætte oplysningskampagner i skolerne; understreger, at der på baggrund af den hurtige teknologiske udvikling og det voksende antal cyberangreb bør rettes en særlig opmærksomhed mod beskyttelsen af personoplysninger på internettet med kraftigt fokus på sikkerheden i forbindelse med behandling og lagring; understreger, at selv om retten til at blive glemt ikke er absolut og må afvejes i forhold til andre grundlæggende rettigheder, skal fysiske personer have ret til at få deres online-personoplysninger korrigeret; udtrykker dyb bekymring over, at de fleste internetbrugere har svært ved at sikre respekten for deres rettigheder i den digitale sfære; opfordrer Rådet til at gøre hurtige fremskridt med databeskyttelsespakken for at sikre et højt databeskyttelsesniveau i hele EU;

32.  minder om, at medlemsstaterne skal sikre, at deres efterretningstjenester opererer på fuldt lovlig vis og under fuld overholdelse af traktaterne og chartret; opfordrer i den forbindelse medlemsstaterne til at sikre, at den nationale lovgivning alene tillader indsamling og analyse af personoplysninger (inklusive såkaldte metadata) med den pågældende persons samtykke eller på basis af en dommerkendelse afsagt ud fra en begrundet mistanke om, at den pågældende er involveret i strafbare handlinger;

33.  understreger, at ulovlig indsamling og behandling af data bør straffes på samme måde som krænkelse af den traditionelle fortrolighed af korrespondance; fastholder, at oprettelse af "bagdøre" eller anvendelse af enhver anden metode, der svækker eller omgår sikkerhedsforanstaltninger eller udnytter eksisterende svagheder i disse, bør forbydes strengt;

34.  forkaster både offentlige og private aktørers pres på private virksomheder for at få adgang til oplysninger om internetbrugerne, kontrollere indholdet på internettet og bringe internettets neutralitet i fare;

35.  understreger, at beskyttelse af de grundlæggende rettigheder i nutidens informationssamfund er en vigtig opgave for EU, eftersom den øgede anvendelse af informations- og kommunikationsteknologier (IKT) frembyder nye trusler mod de grundlæggende rettigheder i cyberspace, og at beskyttelsen af disse bør styrkes ved at sikre, at de fremmes og beskyttes online på samme måde og i samme udstrækning som i offlineverdenen;

36.  opfordrer indtrængende Kommissionen til nøje at overvåge gennemførelsen af gældende EU-ret på dette område og mener, at medlemsstaterne bør anvende strafferettens bestemmelser i praksis gennem effektiv efterforskning og retsforfølgning for at sikre respekten for ofrenes grundlæggende rettigheder;

37.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvise den allerstørste årvågenhed over for indflydelsen fra visse nye teknologier såsom droner på borgernes grundlæggende rettigheder og nærmere bestemt retten til privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger;

38.  understreger den afgørende betydning, som uddannelse har for at forebygge radikalisering og stigende intolerance og ekstremisme blandt unge;

39.  beklager forskelsbehandling og endda vold begået af politiet i visse medlemsstater over for mindretal som indvandrere, romaer, LGBTI-personer og handicappede; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at foranstalte undersøgelser af og straffe disse handlinger; mener, at politiet bør oplyses om og uddannes yderligere i at undgå forskelsbehandling af og vold mod disse mindretal; opfordrer medlemsstaterne til at genoprette tilliden til politiet hos mindretallene og tilskynde dem til at anmelde overgreb; opfordrer ligeledes medlemsstaternes myndigheder til at bekæmpe den diskriminerende etniske profilering, som visse politistyrker praktiserer;

Religions- og samvittighedsfrihed

40.  henviser til artikel 10 i chartret, som beskytter tanke-, samvittigheds- og religionsfriheden, herunder friheden til at praktisere en religion efter eget valg og til at skifte religion; mener, at dette også dækker frihed for ikke-troende; fordømmer enhver form for forskelsbehandling og intolerance og opfordrer til et forbud mod enhver form for forskelsbehandling af disse grunde; beklager i denne forbindelse de seneste tilfælde af antisemitisk og antiislamisk diskrimination og vold; opfordrer medlemsstaterne, herunder regionale myndigheder, til med alle forhåndenværende midler at beskytte religions- og trosfriheden og fremme tolerance og interkulturel dialog gennem en effektiv politikudformning, som styrker antidiskriminationspolitikken, hvor det er nødvendigt; minder om betydningen af en sekulær og neutral stat som bolværk mod diskrimination af religiøse, ateistiske eller agnostiske samfund og garant for ligebehandling af alle religioner og trosretninger; er bekymret over anvendelsen af love om blasfemi og religionsfornærmelse i EU, der kan have alvorlige følger for ytringsfriheden, og opfordrer medlemsstaterne til at ophæve dem; fordømmer kraftigt angrebene på religiøse steder og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til ikke at lade sådanne lovovertrædelser gå ustraffet hen;

41.  opfordrer indtrængende til respekt for religions- og trosfriheden i den besatte del af Cypern, hvor mere end 500 religiøse og kulturelle mindesmærker er på vej til at styrte sammen;

42.  er foruroliget over den tiltagende antisemitisme i Europa og de stadig mere udbredte bestræbelser på at benægte eller relativisere holocaust; er alvorligt bekymret over, at mange medlemmer af det jødiske samfund overvejer at forlade Europa på grund af den stigende antisemitisme og diskrimination og vold mod det jødiske samfund;

43.  er alvorligt bekymret over stigningen i antiislamiske demonstrationer, angreb på moskeer og den udbredte tendens til at sammenkæde islam med et meget lille mindretals religiøse fanatisme; beklager diskrimination og vold mod muslimske samfund; opfordrer medlemsstaterne til systematisk at fordømme det og udvise nultolerance på dette punkt;

Lighed og ikke-diskrimination

44.  beklager kraftigt, at Rådet stadig ikke har vedtaget forslaget fra 2008 om et direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering; glæder sig over, at Kommissionen har prioriteret dette direktiv; gentager sin opfordring til Rådet om snarest muligt at vedtage forslaget;

45.  minder om, at pluralisme, ikkeforskelsbehandling og tolerance er nogle af EU's grundlæggende værdier i henhold til artikel 2 TEU; mener, at kun politikker, der tager sigte på at fremme både formel og reel lighed og på at bekæmpe enhver form for ulighed og forskelsbehandling, kan fremme et samhørigt samfund, hvor alle fordomme udryddes, der kan skade social integration; beklager, at der selv i dag i EU stadig er tilfælde af forskelsbehandling, marginalisering og endda vold og overgreb på grund af især køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller personlig tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder og seksuel orientering;

46.  mener, at EU og medlemsstaterne bør intensivere deres indsats for at bekæmpe forskelsbehandling og beskytte kulturel, religiøs og sproglig mangfoldighed og fremme foranstaltningerne til fremme af ligestilling mellem kønnene, børns, ældres og handicappedes rettigheder samt rettighederne for LGBTI-personer og personer tilhørende nationale mindretal; opfordrer indtrængende EU og medlemsstaterne til at indskrive multidiskrimination i ligestillingspolitikkerne;

47.  fordømmer alle former for vold og diskrimination begået på Den Europæiske Unions territorium og er foruroliget over stigningen i antallet af tilfælde; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indgå specifikke politiske forpligtelser til bekæmpelse af alle former for racisme, herunder antisemitisme, islamofobi, afrofobi og sigøjnerhad;

48.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at anerkende behovet for pålidelige og sammenlignelige ligebehandlingsdata til måling af forskelsbehandling, opdelt på årsagerne til forskelsbehandling, for at støtte den politiske beslutningstagning, evaluere gennemførelsen af EU-lovgivning mod forskelsbehandling og håndhæve den bedre; opfordrer Kommissionen til at definere konsekvente indsamlingsstandarder for ligebehandlingsdata baseret på selvidentifikation, EU-databeskyttelsesstandarder og høring af de relevante samfund; opfordrer medlemsstaterne til at indsamle data om alle grunde til forskelsbehandling;

49.  opfordrer EU til at vedtage et direktiv, der fordømmer forskelsbehandling på grund af køn og bekæmper fordomme og kønsklicheer i uddannelsessektoren og i medierne;

Fremme af mindretal

50.  opfordrer til mere konsekvens fra EU's side i forbindelse med mindretalsbeskyttelse; er af den faste overbevisning, at alle medlemsstater og kandidatlande skal være bundet af de samme principper og kriterier for at undgå anvendelse af dobbeltstandarder; opfordrer derfor til, at der indføres en effektiv mekanisme til overvågning og sikring af de grundlæggende rettigheder for alle former for mindretal såvel i kandidatlande som i EU-medlemsstater;

51.  understreger, at EU skal være et område, hvor respekten for etnisk, kulturel og sproglig mangfoldighed har forrang; opfordrer EU-institutionerne til at udarbejde en bred EU-beskyttelsesordning for nationale, etniske og sproglige mindretal for at sikre ligebehandling af disse under hensyntagen til relevante internationale retsstandarder og eksisterende god praksis og opfordrer medlemsstaterne til at sikre en reel ligestilling blandt disse mindretal, navnlig hvad angår sprog, undervisning og kultur; opfordrer de medlemsstater, som endnu ikke har gjort dette, til at ratificere og effektivt gennemføre rammekonventionen om nationale mindretal; minder ligeledes om behovet for at gennemføre de principper, der er udviklet inden for rammerne af OSCE;

52.  fordømmer alle former for forskelsbehandling på grund af sprog og opfordrer alle medlemsstater, som endnu ikke har gjort dette, til at ratificere og effektivt gennemføre den europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalssprog; opfordrer indtrængende medlemsstaterne og Kommissionen til at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at overvinde alle uforholdsmæssige administrative eller lovgivningsmæssige hindringer, som kan stå i vejen for sproglig mangfoldighed på europæisk eller nationalt plan;

53.  understreger, at principperne om menneskets værdighed, lighed for loven og forbud mod forskelsbehandling, uanset grund, er grundlæggende retsregler; opfordrer medlemsstaterne til at vedtage en national lovramme for at imødegå alle former for forskelsbehandling og garantere effektiv gennemførelse af den eksisterende EU-lovramme;

Romaernes situation

54.  beklager den tiltagende negative holdning til romaer i EU og er foruroliget over situationen for romaer i EU og de mange tilfælde af forfølgelse, vold, stigmatisering, forskelsbehandling og ulovlig udvisning, som er i strid med grundlæggende rettigheder og EU-retten; opfordrer indtrængende Kommissionen til at vedblive med gribe ind over for de medlemsstater, der tillader institutionaliseret forskelsbehandling og segregering; opfordrer endnu engang medlemsstaterne til effektivt at gennemføre strategier til fremme af reel inklusion, til at træffe styrkede og målrettede foranstaltninger til at fremme integration, navnlig inden for grundlæggende rettigheder, uddannelse, beskæftigelse, boliger og sundhedspleje, samt til at bekæmpe vold, hadefulde udtalelser og forskelsbehandling af romaer i overensstemmelse med Rådets henstilling af 9. december 2013 om foranstaltninger i medlemsstaterne til effektiv integration af romaerne;

55.  understreger vigtigheden af behørigt at gennemføre de nationale strategier for romaernes integration ved at udvikle integrerede politikker, som inddrager lokale myndigheder, ikkestatslige organer og romasamfund i en løbende dialog; opfordrer Kommissionen til at overvågning og bedre samordning af gennemførelsen; opfordrer medlemsstaterne til at samarbejde med repræsentanter for romabefolkningen om forvaltning, overvågning og evaluering af projekter, der berører deres samfund, og til at udnytte disponible midler, herunder EU-midler, og samtidig nøje overvåge overholdelsen af romabefolkningens grundlæggende rettigheder i overensstemmelse med direktiv 2004/38/EF om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område;

56.  beklager den eksisterende forskelsbehandling af romaer i de nationale uddannelsessystemer og på arbejdsmarkedet; understreger romakvinders og -børns øgede sårbarhed især som følge af de mange og samtidige overtrædelser af deres grundlæggende rettigheder; fastholder vigtigheden af at beskytte og fremme romabørns lige adgang til alle rettigheder;

57.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at vedtage de nødvendige lovændringer med hensyn til sterilisation og til at yde økonomisk kompensation til ofrene for tvangssterilisationer udført på romakvinder og kvinder med psykiske handicap i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens retspraksis;

Vold mod kvinder og ligestilling mellem kvinder og mænd

58.  opfordrer EU og medlemsstaterne til at bekæmpe og forfølge enhver form for vold mod og forskelsbehandling af kvinder; opfordrer specifikt medlemsstaterne til effektivt at bekæmpe problemer med vold i hjemmet og alle former for seksuel udnyttelse, herunder begået mod børn af migranter og flygtninge, og tidlige eller tvungne ægteskaber;

59.  udtrykker bekymring over omfanget af og formerne for vold mod kvinder i EU, således som dokumenter i Agenturet for Grundlæggende Rettigheders EU-dækkende undersøgelse, der viste, at én ud af tre kvinder har været udsat for fysisk og/eller seksuel vold efter 15-årsalderen, og at skønsmæssigt 3,7 mio. kvinder i EU årligt udsættes for seksuel vold; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at gennemgå den eksisterende lovgivning og fortsat sætte spørgsmålet om vold mod kvinder øverst på dagsordenen, da kønsbaseret vold ikke bør tolereres; opfordrer Kommissionen til at tilskynde til ratifikation i medlemsstaterne og til at iværksætte proceduren for EU's tiltrædelse af Istanbulkonventionen snarest muligt; bemærker, at samtlige medlemsstaters øjeblikkelige tiltrædelse af Istanbulkonventionen vil føre til udvikling af en integreret politik og til fremme af internationalt samarbejde om bekæmpelse af alle former for vold mod kvinder, herunder sexchikane både on- og offline;

60.  opfordrer medlemsstaterne til at oprette netværk af centre, der tilbyder støtte og ly til kvinder, der er ofre for menneskehandel og prostitution, og til at sikre, at de modtager passende psykologisk, lægelig, social og juridisk støtte samt tilskyndelse til at finde stabil beskæftigelse og tilhørende rettigheder;

61.  udtrykker alvorlig bekymring over den fortsatte praksis med kønslemlæstelse, der er en alvorlig form for vold mod kvinder og piger samt udgør en uacceptabel krænkelse af deres ret til fysisk integritet; opfordrer indtrængende EU og medlemsstaterne til at udvise størst mulig årvågenhed og bekæmpe en sådan praksis inden for deres egne grænser med henblik på at sætte en stopper for den så hurtigt som muligt; opfordrer især medlemsstaterne til at indtage en fast og afskrækkende holdning ved at uddanne personer, der arbejder med migranter, og systematisk og effektivt retsforfølge og straffe gerningsmænd bag kønslemlæstelse, over for hvilke der bør gælde nultolerance; insisterer på, at dette bør ledsages af oplysnings- og bevidstgørelseskampagner rettet mod de berørte grupper; glæder sig over, at EU-lovgivningen på asylområdet ser ofre for kønslemlæstelse af piger og kvinder som sårbare personer og lader kønslemlæstelse af piger og kvinder være blandt de kriterier, der tages hensyn til ved tildeling af asyl;

62.  opfordrer Kommissionen til at sikre kontinuitet i indsamlingen af data om hyppighed og arten af vold mod kvinder som basis for effektive politikker til forebyggelse af vold og imødekommelse af ofres behov og til herunder også at evaluere gennemførelsen af EU's offerdirektiv (2012/29/EU) og tilrettelægge bevidstgørelseskampagner mod sexchikane; mener, at indsamlingen af data bør bygge på den første EU-dækkende undersøgelse, som er foretaget af Agenturet for Grundlæggende Rettigheder, og bør baseres på et samarbejde mellem Kommissionen (inklusive Eurostat), FRA og Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder; gentager den anmodning, det rettede til Kommissionen i sin beslutning af 25. februar 2014 med henstillinger til Kommissionen om bekæmpelse af vold mod kvinder , om at fremsætte et forslag til retsakt vedrørende foranstaltninger til fremme og støtte af medlemsstaternes tiltag inden for forebyggelse af vold mod kvinder og piger, herunder kønslemlæstelse af piger/kvinder; opfordrer Kommissionen til at vælge 2016 som året for bekæmpelse af vold mod piger og kvinder;

63.  opfordrer EU og medlemsstaterne til at bekæmpe og retsforfølge alle former for vold mod kvinder; opfordrer Kommissionen til at udarbejde et lovgivningsinitiativ med henblik på at forbyde vold mod kvinder i EU;

64.  opfordrer Kommissionen til at øge bevidstheden om behovet for at fremme en kultur af respekt og tolerance med henblik på at sætte en stopper for alle former for forskelsbehandling af kvinder; opfordrer desuden medlemsstaterne til at sikre gennemførelsen af nationale strategier, der vedrører respekt for og beskyttelse af kvinders seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder; insisterer på Unionens rolle i bevidstgørelse og fremme af bedste praksis på dette område, da sundhed er en grundlæggende menneskerettighed, som er uomgængelig for at kunne udøve andre menneskerettigheder;

65.  er foruroliget over underrepræsentationen af kvinder i beslutningsprocesser, virksomheder og deres bestyrelser, forskning og i det politiske liv på både nationalt og internationalt plan (store selskaber, nationale valg og EP-valg) og navnlig på lokalt plan; opfordrer til at støtte kvinder i deres erhvervsmæssige udvikling og deres bestræbelser på at få adgang til ledende stillinger og opfordrer EU-institutionerne til at se med større alvor på den konstatering, at kun 17,8 % af bestyrelsesposterne i de største børsnoterede selskaber i EU er besat af kvinder;

66.  anmoder om, at der arbejdes videre med direktivet om barselsorlov i Rådet, da denne retsakt vil muliggøre en reel og konkret ligestilling mellem mænd og kvinder og en harmonisering på europæisk plan;

67.  påpeger, at over halvdelen af alle universitetsuddannede er kvinder, men at dette tal ikke er afspejlet på arbejdsmarkedet og navnlig ikke i ledende, beslutningstagende stillinger; opfordrer derfor medlemsstaterne til at tage ethvert påkrævet skridt til at sikre lige deltagelse af mænd og kvinder på arbejdsmarkedet og til at hjælpe kvinder med at avancere til ledende stillinger og til navnlig snarest muligt at indgå aftale om forslaget til direktiv om forbedret kønsbalance blandt menige bestyrelsesmedlemmer for børsnoterede selskaber samt relaterede foranstaltninger; beklager det faktum, at kvinder i EU fortsat tjener gennemsnitligt 16 % mindre end mænd for det samme arbejde; opfordrer derfor EU til at fortsætte arbejdet på at sikre ligestilling mellem kvinder og mænd med hensyn til løn, jf. artikel 157 TEUF, pensioner og deltagelse på arbejdsmarkedet, herunder i ledelsesstillinger på øverste plan; bemærker, at dette arbejde skal bidrage til at sikre, at Europa til fulde udnytter alt forhåndenværende talent; beklager, at kvinders arbejdsløshedskvote stadig er markant højere end mænds, og understreger, at kvinders finansielle uafhængighed bør indgå som led i fattigdomsbekæmpelsen;

68.  kræver, at Kommissionen skærper overvågningen af overholdelsen af princippet om kønsligestilling i EU-lovgivning; opfordrer medlemsstaterne til ligeledes at analysere deres nationale lovgivning;

69.  anerkender, at seksuelle og reproduktive rettigheder er grundlæggende rettigheder og et væsentligt element i menneskelig værdighed, ligestilling og selvbestemmelse; opfordrer indtrængende Kommissionen til at inddrage seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder som grundlæggende menneskerettigheder i EU’s næste sundhedsstrategi for at sikre sammenhæng mellem EU’s interne og eksterne politik for grundlæggende rettigheder som anmodet af Parlamentet den 10. marts 2015;

70.  anerkender, at nægtelse af livreddende abort udgør en alvorlig krænkelse af grundlæggende rettigheder;

71.  opfordrer medlemsstaterne til i samarbejde med Kommissionen at anerkende retten til adgang til sikker og moderne svangerskabsforebyggelse og seksualundervisning i skolerne; opfordrer Kommissionen til at supplere de nationale politikker for bedre folkesundhed og holde Europa-Parlamentet fuldt informeret;

Børns rettigheder

72.  fordømmer enhver form for vold mod og mishandling af børn; opfordrer medlemsstaterne som parter i FN's konvention om barnets rettigheder til at træffe passende foranstaltninger til at beskytte børn mod alle former for fysisk og psykisk vold, herunder fysiske og psykologiske overgreb, tvangsægteskaber, børnearbejde, seksuel udnyttelse;

73.  fordømmer kraftigt seksuel udnyttelse af børn og især den stigende udbredelse på internettet af børnepornografi; opfordrer Unionen og medlemsstaterne til at forene deres indsats for at bekæmpe disse alvorlige krænkelser af barnets rettigheder og til at tage hensyn til Europa-Parlamentets krav i beslutningen af 11. marts 2015 om bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn på internettet(33); gentager sit krav til de medlemsstater, der endnu ikke har gjort det, om at gennemføre direktivet om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi; opfordrer ligeledes Unionen og de medlemsstater, der endnu ikke har gjort det, til at ratificere Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug;

74.  opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre direktiv 2011/93/EU om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi og til at styrke de retshåndhævende myndigheders retlige muligheder for samt tekniske kapacitet og finansielle midler til at øge samarbejdet, herunder med Europol, med henblik på mere effektivt at kunne efterforske og opløse netværk af børnesexforbrydere, samtidig med at de involverede børns rettigheder og sikkerhed prioriteres højt;

75.  understreger den rolle, som fagfolk, der arbejder med børn, såsom lærere, pædagoger og børnelæger, spiller for at opspore tegn på fysisk og psykologisk vold mod, herunder cybermobning; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at de pågældende fagfolks bevidsthed skærpes, og at de modtager behørig undervisning; opfordrer ligeledes medlemsstaterne til at oprette telefontjenester, hvor børn kan anmelde mishandling, seksuelle overgreb, krænkelser og chikane, som de måtte være blevet udsat for;

76.  mener, at børns personoplysninger online skal beskyttes behørigt, og at børn har brug for at blive informeret på en børnevenlig måde om de risici og konsekvenser, der er forbundet med at anvende personoplysninger online; opfordrer medlemsstaterne til at iværksætte oplysningskampagner i skolerne; understreger, at onlineprofilering af børn bør forbydes;

77.  fordømmer enhver form for forskelsbehandling af børn og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i fællesskab at udrydde forskelsbehandling af børn; opfordrer navnlig medlemsstaterne og Kommissionen til udtrykkeligt at overveje at prioritere børn, når de programmerer og gennemfører regional- og samhørighedspolitikker;

78.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre effektiv adgang til domstolene for alle børn, hvad enten det er i egenskab af mistænkte, lovbrydere, ofre eller procesparter; bekræfter betydningen af at styrke de proceduremæssige sikkerhedsforanstaltninger for børn i straffesager, navnlig i forbindelse med de igangværende drøftelser om et direktiv om særlige sikkerhedsgarantier for børn, der er mistænkt eller tiltalt i straffesager;

79.  er bekymret over stigningen i antallet af internationale sager om forældres bortførelser af børn; understreger i den forbindelse den betydningsfulde rolle, der varetages af Europa-Parlamentet Mægler i Internationale Sager om Forældres Bortførelse af Børn; understreger betydningen af en fælles EU-tilgang til at finde forsvundne børn i EU; opfordrer medlemsstaterne til at øge politi- og retssamarbejdet i grænseoverskridende sager om forsvundne børn og til at oprette hotlines til eftersøgning af forsvundne børn;

80.  påpeger, at hensynet til barnets tarv i overensstemmelse med artikel 24 i chartret altid bør komme i første række i enhver politik og foranstaltning, der vedtages angående børn; påpeger retten til uddannelse, der er nedfældet i chartret, og at uddannelse både er afgørende for barnets personlige velfærd og udvikling og for samfundets fremtid; mener, at uddannelse af børn fra lavindkomstfamilier er en væsentlig forudsætning for at bringe dem ud af fattigdom; opfordrer derfor medlemsstaterne til at fremme kvalitetsuddannelse for alle;

81.  understreger, at EU-borgeres børns interesser og rettigheder bør beskyttes ordentligt, ikke kun inden for Unionen, men også uden for dens grænser, og opfordrer derfor til øget samarbejde med de institutioner, der er ansvarlige for børns velfærd i nordiske lande, der ikke er medlem af EU; mener, at alle EU's partnere (herunder EØS-medlemmer) bør ratificere Haag-konventionen af 1996 om retternes kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsakter samt om samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af mindreårige;

82.  noterer sig, at den finansielle og økonomiske krise har haft en alvorlig negativ indvirkning på virkeliggørelsen af børns rettigheder og velfærd; opfordrer medlemsstaterne til at øge indsatsen for at finde en løsning på børnefattigdom og social udelukkelse gennem effektiv gennemførelse af Kommissionens henstilling "Investering i børn: Hvordan man bryder den onde cirkel for de socialt udsatte" gennem integrerede strategier, der støtter adgangen til tilstrækkelige ressourcer, giver adgang til prisoverkommelige kvalitetstjenester og fremmer børns deltagelse i de beslutninger, der vedrører dem; opfordrer Kommissionen til at træffe yderligere foranstaltninger til overvågning af henstillingens gennemførelse;

83.  opfordrer Kommissionen til at komme med forslag til en ambitiøs og fyldestgørende efterfølger til EU-dagsordenen for børns rettigheder i 2015; opfordrer Kommissionen til at sikre effektiv integrering af børns rettigheder i alle EU's lovforslag, politikker og finansielle beslutninger; opfordrer Kommissionen til årligt at rapportere om fremskridt med hensyn til børns rettigheder og fuld gennemførelse af EU's regler om børns rettigheder; opfordrer Kommissionen til at sikre, at mandatet for og ressourcerne til koordinatoren for børns rettigheder på passende vis afspejler EU's forpligtelse til systematisk og effektivt at mainstreame børns rettigheder; opfordrer Kommissionen til at vedtage de EU-retningslinjer om integrerede systemer for børns beskyttelse, der er blevet bebudet;

84.  glæder sig over tendensen til at definere tvangsægteskaber som strafbare handlinger medlemsstaterne; anmoder medlemsstaterne om at udvise årvågenhed og uddanne og oplyse personale med børnekontakt, f.eks. lærere og pædagoger, så de bliver i stand til at opdage tilfælde, hvor børn er i risiko for at blive bortført til deres oprindelsesland for at blive tvangsgift;

LGBTI-personers rettigheder

85.  fordømmer på det kraftigste alle former for forskelsbehandling og vold på EU's territorium af LGBTI-personer, der har rod i love og politikker, der begrænser disse personers grundlæggende rettigheder; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at vedtage love og politikker til at bekæmpe homofobi og transfobi; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at forelægge en handlingsplan eller strategi på EU-plan for ligestilling under hensyntagen til seksuel orientering og kønsidentitet, således som Parlamentet gentagne gange har krævet, og som kommissær Jourova stillede i udsigt under kommissærhøringerne; henviser i denne forbindelse til sin beslutning af 4. februar 2014 om EU-køreplanen mod homofobi og forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet; understreger imidlertid, at denne omfattende politik skal respektere Den Europæiske Unions, EU-agenturernes og medlemsstaternes kompetencer;

86.  mener, at LGBTI-personers grundlæggende rettigheder sandsynligvis vil være bedre beskyttet, hvis disse personer har adgang til juridisk anerkendte samlivsformer såsom papirløst parforhold, registreret partnerskab eller ægteskab; udtrykker tilfredshed med, at dette i øjeblikket tilbydes i 19 medlemsstater, og opfordrer andre medlemsstater til at overveje at træffe tilsvarende foranstaltninger; gentager desuden sin opfordring til Kommissionen om at forelægge et forslag til en ambitiøs forordning, der kan sikre gensidig anerkendelse af alle civilstandsdokumenter (herunder juridisk anerkendelse af køn, ægteskaber og registrerede partnerskaber) og deres retsvirkninger og fjerne diskriminerende retlige og administrative barrierer for borgere, der udøver deres ret til fri bevægelighed;

87.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at udvise årvågenhed og fasthed og straffe forhånelse og stigmatisering begået mod LGBTI-personer af offentligt ansatte;

88.  tilskynder EU-medlemsstaterne til at støtte fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer i bestræbelserne på at indføre politikker til sikring af forskellighed og ikkeforskelsbehandling med fokus på LGBTI-personer;

89.  mener, at medlemsstaternes myndigheder bør fremme procedurer, der sikrer, at kønsskifteopererede kan få anerkendt deres nye køn i officielle dokumenter; gentager sin fordømmelse af enhver juridisk anerkendelsesprocedure, der fordrer sterilisation af transpersoner;

90.  beklager, at transpersoner fortsat anses for psykisk syge i de fleste medlemsstater, og opfordrer disse til at tage de nationale lister over psykisk sundhed op til revision og til samtidig at sikre, at der er adgang til den fornødne medicinske behandling for alle transpersoner;

91.   glæder sig over Kommissionens initiativ til fremme af depatologisering af transpersonidentiteter i forbindelse med gennemgangen af Verdenssundhedsorganisationens Internationale Sygdomsklassifikation (ICD); opfordrer Kommissionen til at intensivere indsatsen for at undgå, at kønsvarians i barndommen bliver en ny ICD-diagnose;

92.  beklager stærkt, at genital "normaliseringskirurgi" af interkønnede børn er udbredt, selv om det ikke er lægeligt påkrævet; glæder sig i denne forbindelse over den maltesiske lov om kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika fra april 2015, der forbyder sådanne kirurgiske indgreb på spædbørn og styrker princippet om selvbestemmelse for interkønnede personer, og opfordrer andre stater til at følge Maltas eksempel;

Rettigheder for personer med handicap

93.  beklager den forskelsbehandling og udelukkelse, som handicappede stadigvæk udsættes for; opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder til at føre den europæiske handicapstrategi ud i livet og til at overvåge og anvende den europæiske lovgivning på området; opfordrer Kommissionen til i denne forbindelse at genoptage lovgivningsinitiativet om tilgængelighed i form af et horisontalt instrument, der kan fremme beskyttelsen af handicappede, og sikre, at alle EU-politikker er konsekvente i denne henseende; opfordrer Kommissionen til at forstærke synergierne mellem EU's handicapstrategi og bestemmelserne i CEDAW og FN's konvention om barnets rettigheder for at sikre, at anerkendte rettigheder reelt kan nydes og effektiv udøves, bl.a. gennem harmonisering og gennemførelse af de lovgivningsmæssige rammer og gennem en kulturel og politisk indsats;

94.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at vejlede medlemsstaterne i, hvordan de bedst udnytter de europæiske fonde i overensstemmelse med EU's forpligtelser i henhold til FN's konvention om handicappedes rettigheder (UNCRPD), og til at støtte og arbejde tæt sammen med NGO'er og organisationer for at sikre, at konventionen gennemføres fuldt ud; opfordrer EU og medlemsstaterne til at forbedre adgangen til beskæftigelse og uddannelse for handicappede, herunder personer med psykosociale handicap, og til at støtte uafhængige levevilkår og afinstitutionaliseringsprogrammer, jf. artikel 26 i chartret;

95.  understreger behovet for at respektere handicappedes politiske deltagelse i valg; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at medtage en vurdering af overensstemmelse med konventionen om handicappedes rettigheder (CRPD) i sin rapport om gennemførelsen af Rådets direktiv 93/109/EF og 94/80/EF om retten til at stemme og stille op ved valg til Europa-Parlamentet og kommunalvalg; beklager, at mange handicappede i EU, som har fået frataget deres rets- og handleevne, også får frataget deres stemmeret; opfordrer derfor medlemsstaterne til at ændre deres nationale lovgivning med henblik på ikke systematisk at fratage handicappede deres stemmeret, selv om de har fået frataget rets- og handleevne, men i stedet at foretage en individuel vurdering og sikre handicappede bistand ved afstemningen;

96.  opfordrer Kommissionen til at evaluere EU-lovgivningens forenelighed med kravene i FN's konvention om handicappedes rettigheder og gennem konsekvensanalyser vurdere ethvert fremtidigt forslag i lyset af denne konvention;

97.  fordømmer anvendelsen af fysisk og medicinsk tvangsbehandling af psykiske handicap og opfordrer EU og medlemsstaterne til at føre politikker, der fremmer social integration;

98.  beklager, at handicappede stadigvæk møder forhindringer for deres adgang til det indre marked for varer og tjenester; mener, at forhindringerne begrænser deres deltagelse i samfundet og udgør en krænkelse af deres rettigheder som EU-borgere; opfordrer Kommissionen til at fremskynde arbejdet med tilgængelighed i Den Europæiske Union, således at der kan vedtages en retsakt hurtigst muligt;

99.  opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at inddrage handicappede tæt i beslutningsprocesserne på deres respektive kompetenceområder gennem deres repræsentative organisationer på linje med artikel 4, stk. 3, i konventionen om handicappedes rettigheder (CRPD);

100.  opfordrer EU-medlemsstaterne og -institutionerne til at sikre, at mulighederne for at deltage i høringsprocesser offentliggøres klart og bredt under anvendelse af tilgængelige kommunikationsmidler, at der kan bidrages med input i andre formater, såsom blindskrift eller letlæselige typer, og at høringer og møder, hvor forslag til love og politikker drøftes, gøres tilgængelige;

101.  opfordrer Kommissionen til at harmonisere dataindsamlingen om handicap gennem EU's sociale undersøgelser på linje med bestemmelserne i artikel 31 i konventionen om handicappedes rettigheder (CRPD); understreger, at der ved en sådan dataindsamling bør anvendes metoder, som gør, at alle handicappede er omfattet, herunder også personer med alvorlige handicap og de, der lever på institutioner;

Aldersdiskrimination

102.  beklager, at mange ældre personer dagligt udsættes for forskelsbehandling og krænkelser af deres grundlæggende rettigheder, specielt hvad angår adgangen til passende indkomst, beskæftigelse, sundhedspleje og nødvendige goder og tjenester; minder om, at artikel 25 i chartret om grundlæggende rettigheder erklærer, at Unionen anerkender og respekterer ældres ret til et værdigt og uafhængigt liv og til at deltage i det sociale og kulturelle liv; opfordrer Kommissionen til at udvikle en strategi for demografiske ændringer for at sikre virkeliggørelse af artikel 25 i chartret om grundlæggende rettigheder;

103.  udtrykker bekymring over, at dårlig behandling og forsømmelse af samt overgreb på ældre er udbredt i medlemsstaterne; opfordrer medlemsstaterne til at vedtage foranstaltninger til bekæmpelse af overgreb og alle former for vold mod ældre og fremme deres uafhængighed ved at støtte renovering af og adgang til boliger; minder om, at ældre kvinder oftere lever under fattigdomsgrænsen på grund af lønforskellen mellem kønnene og senere pensionsforskellen;

104.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre inkludering af unge arbejdstagere på arbejdsmarkedet, navnlig dem, som er berørt af den økonomiske krise, herunder via tilrettelæggelse af og tilbud om uddannelse med henblik på at fremme de unges mulighed for social opstigning;

105.  opfordrer til, at borgernes værdighed respekteres ved livets afslutning, især ved at sikre, at beslutninger, der er udtrykt i livstestamenter, anerkendes og respekteres;

106.  udtrykker bekymring over, at medlemsstaternes nedskæringer i offentlige udgifter og pensioner i høj grad bidrager til aldersfattigdom og sænker deres disponible indkomst, forværrer deres leveforhold, skaber uligheder med hensyn til tjenesters prisoverkommelighed og skaber et voksende antal ældre med indkomster lige over fattigdomsgrænsen;

Hadforbrydelser og hadefuld tale

107.  beklager tilfælde af hadefuld tale og hadforbrydelser motiveret af racisme, fremmedhad, religiøs intolerance eller af forudindtagethed mod en persons handicap, seksuelle orientering eller kønsidentitet, som dagligt forekommer i EU; opfordrer medlemsstaterne til at beskytte grundlæggende rettigheder og til at fremme forståelse, accept og tolerance mellem de forskellige samfund på deres område; opfordrer EU til at prioritere bekæmpelsen af hadforbrydelser i forbindelse med udarbejdelsen af europæiske politikker mod forskelsbehandling og inden for retsforhold; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke bekæmpelsen af hadforbrydelser og diskriminerende holdninger ved at udvikle en omfattende strategi til bekæmpelse af hadforbrydelser, vold som følge af fordomme og forskelsbehandling;

108.  er bekymret over den stigende udbredelse af hadefuld tale på internettet og opfordrer medlemsstaterne til at indføre en simpel procedure, der giver borgerne mulighed for at indberette hadefuldt indhold på internettet;

109.  udtrykker bekymring med hensyn til efterforskning og domfældelse i forbindelse med hadforbrydelser i medlemsstaterne; opfordrer medlemsstaterne til at træffe alle hensigtsmæssige foranstaltninger til at tilskynde til indberetning af denne type forbrydelser og herunder sikre behørig beskyttelse, idet resultaterne af FRA's storstilede undersøgelser konsekvent har vist, at ofre for forbrydelser tøver med at træde frem og melde det til politiet;

110.  udtrykker bekymring om, at flere medlemsstater ikke har gennemført bestemmelserne i rammeafgørelse 2008/913/RIA korrekt, og opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at omsætte og gennemføre EU-standarder og sikre håndhævelse af den nationale lovgivning, der indebærer straf for alle former for hadforbrydelser, tilskyndelse til had og chikane, og som systematisk udløser retsforfølgelse af sådanne strafbare handlinger; opfordrer Kommissionen til at overvåge, at rammeafgørelsen omsættes korrekt, og indlede overtrædelsesprocedurer mod de medlemsstater, der undlader at omstætte den; opfordrer desuden til, at rammeafgørelsen underkastes revision, så den fuldt ud dækker alle former for hadforbrydelser og forbrydelser begået med et fordomsfuldt eller diskriminerende motiv, og til klart at definere konsekvente standarder for efterforskning og retsforfølgelse;

111.  opfordrer Kommissionen til at støtte uddannelsesprogrammer for retshåndhævende og dømmende myndigheder og for de relevante EU-agenturer med hensyn til forebyggelse og håndtering af diskriminerende praksisser og hadforbrydelser; opfordrer medlemsstaterne til at give de ansvarlige myndigheder for efterforskning og retsforfølgelse praktiske værktøjer og færdigheder til at kunne identificere og håndtere de lovovertrædelser, der er omfattet af rammeafgørelsen, og til at interagere og kommunikere med ofre;

112.  bemærker med bekymring stigningen i antallet af politiske partier, hvis politiske programmer bygger på en udelukkelse af etniske, seksuelle og religiøse grunde;

113.  er meget bekymret over den stigende udbredelse af racistiske og fremmedfjendske handlinger og udtalelser på grund af den mere og mere synlige tilstedeværelse i det offentlige rum af racistiske og fremmedfjendske grupper, hvoraf nogle har opnået eller søger at opnå status som politisk parti;

114.  udtrykker stor bekymring over det stigende antal politiske partier, der på baggrund af den nuværende økonomiske og sociale krise fremfører racistiske, fremmedhadske og islamofobiske udtalelser;

115.  fordømmer kraftigt trusler mod og forfølgelse af mindretal, især romaer og indvandrere, begået af paramilitære grupper, hvoraf nogle er direkte tilknyttet et politisk parti; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at forbyde og straffe en sådan praksis;

Hjemløse

116.  udtrykker bekymring for de mange, som har mistet deres bolig som følge af den økonomiske krise; mener, at de hjemløse skal forblive integreret i samfundet, og at deres isolering og marginalisering skal bekæmpes; opfordrer i den forbindelse medlemsstaterne til at vedtage ambitiøse politikker for at hjælpe disse mennesker; minder om, at hjemløse er sårbare mennesker, og gentager sin opfordring til medlemsstaterne om at undlade at stemple dem som kriminelle; opfordrer medlemsstaterne til at afskaffe enhver lov eller politik, der fremstiller dem som sådanne; opfordrer medlemsstaterne til at udarbejde nationale strategier til bekæmpelse af hjemløshed på deres område; opfordrer Kommissionen til at støtte medlemsstaternes i deres indsats for at bekæmpe hjemløshed ved af fremme udveksling af bedste praksis og omhyggelig dataindsamling; opfordrer Kommissionen til at overvåge menneskerettighedskrænkelser i medlemsstaterne, der opstår som følge af hjemløshed; minder om, at retten til boligstøtte for de socialt dårligst stillede er nedfældet i chartret om grundlæggende rettigheder;

Rettigheder for indvandrere og ansøgere om international beskyttelse

117.  er oprørt over, at et stort antal asylansøgere og migranter, der forsøger at nå til Den Europæiske Union, forsat dør i Middelhavet, og over den rolle, der spilles af smuglere og menneskehandlere, som nægter indvandrere deres grundlæggende rettigheder; påpeger, at EU og medlemsstaterne bør træffe energiske og obligatoriske foranstaltninger for at hindre, at tragedierne på havet gentager sig; opfordrer EU og dens medlemsstater til at sætte solidaritet og respekt for migranters og asylansøgeres grundlæggende rettigheder i centrum for EU's migrationspolitikker og:

118.  anmoder Unionen og medlemsstaterne om at vedtage den nødvendige lovgivning til at kunne iværksætte solidaritetsprincippet som fastsat i artikel 80 TEUF;

119.  fordømmer kraftigt den sikkerhedsmæssige beskyttelse af EU's grænser, der går så vidt som til opførelse af mure og pigtrådshegn, og de manglende lovlige muligheder for at rejse ind i Unionen, som resulterer i, at mange asylansøgere og indvandrere er nødt til at ty til stadigt farligere metoder, hvor de er prisgivet menneskesmuglere og -handlere;

120.  efterlyser grænsekontrolsmetoder, der respekterer de grundlæggende rettigheder, og understreger behovet for demokratisk tilsyn med Frontex-aktioner fra Europa-Parlamentets side;

121.  opfordrer til indstilling af alle aktiviteter, der fastslås som værende i strid med grundlæggende rettigheder i henhold til EU-lovgivningen eller Frontex' mandat;

122.  understreger den negative virkning, som Dublinforordningen har på effektiv adgang til international beskyttelse, da der ikke findes et egentligt fælles europæisk asylsystem, navnlig i lyset af retspraksis fra EU-Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol; er oprørt over, at revisionen af forordningen ikke førte til dens ophævelse eller i det mindste til afskaffelse af tilbagesendelse til det første indrejseland i EU, samt over Kommissionens og medlemsstaternes manglende indsats for at finde et muligt alternativ baseret på solidaritet mellem medlemsstaterne;

123.  opfordrer medlemsstaterne til at ratificere den internationale konvention om beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder;

124.  fordømmer den konsekvente brug af ulovlige tilbageholdelser af illegale flygtninge, herunder asylansøgere, uledsagede mindreårige og statsløse; opfordrer medlemsstaterne til at overholde bestemmelserne i hjemsendelsesdirektivet, herunder retten til værdighed og princippet om barnets tarv, og internationale og EU-ret; minder om, at tilbageholdelse af migranter bør være sidste udvej, og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gennemføre andre foranstaltninger; fordømmer de oprørende tilbageholdelsesforhold i nogle medlemsstater og opfordrer Kommissionen til at tage hånd om dem snarest; gentager, at det er nødvendigt at sikre, at illegale indvandrere sikres ret til adgang til effektive retsmidler i tilfælde af krænkelser af deres rettigheder;

125.  anmoder medlemsstaterne og Kommissionen om at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre information om og gennemsigtighed i tilbageholdelsen af indvandrere og asylansøgere i en lang række medlemsstater, og opfordrer Kommissionen til omgående at foreslå en revision af forordning (EF) nr. 862/2007, således at den kommer til at indeholde statistiske oplysninger om, hvordan tilbageholdelsesordninger og -faciliteter fungerer;

126.  understreger betydningen af demokratisk kontrol med alle former for frihedsberøvelse i henhold til love om indvandring og asyl; opfordrer medlemmer af Europa-Parlamentet og nationale parlamentsmedlemmer til regelmæssigt at besøge modtagelses- og tilbageholdelsescentre for indvandrere og asylansøgere og opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at give NGO'er og journalister lettere adgang til disse centre;

127.  anmoder om bedre overvågning af modtagelses- og tilbageholdelsescentre og af behandlingen af indvandrere samt af asylformaliteter i medlemsstaterne; advarer imod de såkaldte "hot returns" og de voldelige episoder, der finder sted i flere "varme" zoner i Sydeuropa, som har bevirket, at Kommissionen i al hast har måttet indlede en politisk dialog med lande, der benytter disse metoder, for at sikre respekt om retsstatslige principper;

128.  opfordrer EU og dens medlemsstater til at fastlægge konkrete foranstaltninger og bedste praksis med henblik på at fremme ligebehandling og social inklusion for at forbedre integrationen af indvandrere i samfundet; minder i denne henseende om, at det er vigtigt at bekæmpe negative stereotyper og misinformation mod indvandrere ved at udvikle modfortællinger, primært i skolen og rettet mod unge, for at øge den positive virkning af migration;

129.  henviser til, at migrantbørn er særligt sårbare, navnlig når de er uledsagede; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gennemføre Parlamentets resolution af 12. september 2013 om uledsagede børns situation i EU; opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre pakken for et fælles europæisk asylsystem fuldt ud for at forbedre forholdene for uledsagede børn i EU; glæder sig over Domstolens dom i sag C-648/11, hvori det fastslås, at den medlemsstat, som er ansvarlig for at behandle en asylansøgning, der indgives i mere end én medlemsstat af en uledsaget mindreårig, er den stat, hvor den mindreårige befinder sig efter at have indgivet en ansøgning der; minder om, at uledsagede mindreårige først og fremmest er børn, og at beskyttelsen af børn og ikke af immigrationspolitikker bør være det bærende princip for medlemsstaterne og EU, når de beskæftiger sig med dem;

130.  mener, at der bør gennemføres en evaluering af, hvordan midler, der er øremærket og anvendt til indre anliggender, udnyttes, især midler, der er bevilget til modtagelse af asylansøgere; opfordrer EU til at gribe ind, hvis det viser sig, at midler er blevet anvendt til at finansiere aktiviteter, som ikke er forenelige med grundlæggende rettigheder;

131.  opfordrer til at yde bistand til medlemsstaterne ved EU's ydre grænser med henblik på at hjælpe dem med at afhjælpe de systemiske mangler i modtagelsesforholdene og asylprocedurerne, som er forværret på grund af det stigende antal asylansøgere;

132.  anmoder EU om at sikre, at EU's egne tjenestemænd holdes ansvarlige for krænkelser af de grundlæggende rettigheder, de måtte begå; anmoder navnlig om garanti for, at der vil blive indledt en undersøgelse af de påståede krænkelser i forbindelse med Frontex-agenturets koordinerede operationer, og at der træffes passende disciplinære foranstaltninger eller andre foranstaltninger over for dem, der viser sig at have begået sådanne krænkelser; anmoder i den forbindelse om, at der oprettes en intern klagemekanisme i Frontex, sådan som Den Europæiske Ombudsmand anmodede om i sin undersøgelse OI/5/2012/BEH-MHZ, og om offentliggørelse af konklusionerne af de undersøgelser, der foretages på baggrund af de påståede krænkelser af menneskerettighederne; anmoder endvidere om, at Frontex' operationer indstilles, hvis menneskerettighederne er blevet krænket under disse operationer, sådan som der er taget højde for i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr. 1168/2011;

133.  opfordrer medlemsstaterne til straks at ratificere Europarådets konvention om indsatsen mod menneskehandel;

134.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at kvindelige ofre for kønsbestemt forfølgelse har effektiv adgang til international beskyttelse; kræver, at medlemsstaterne følger Kommissionens retningslinjer for anvendelse af direktiv 2003/86/EF om ret til familiesammenføring, især umiddelbar tildeling af selvstændig opholdstilladelse til de familiemedlemmer, der er indrejst i kraft af familiesammenføring, i tilfælde af særligt vanskelige situationer med f.eks. vold i hjemmet;

135.  glæder sig over, at EU-lovgivningen på asylområdet ser ofre for kønslemlæstelse af piger og kvinder som sårbare personer og lader kønslemlæstelse af piger og kvinder være blandt de kriterier, der tages hensyn til ved tildeling af asyl; opfordrer medlemsstaterne til at uddanne personer, der arbejder med migranter, til at finde frem til de piger og kvinder, der risikerer at blive udsat for kønslemlæstelse i deres oprindelseslande;

136.  understreger, at retten til fri bevægelighed og ophold for europæiske borgere og deres familier, som er fastlagt i traktaterne og garanteret af direktiv 2004/38/EF om fri bevægelighed, er en af de europæiske borgeres mest konkrete grundlæggende rettigheder; fordømmer ethvert forsøg på at ændre dette regelværk og navnlig på at genindføre grænsekontrol i Schengenområdet ud over Schengengrænsekodeksen og opfordrer til, at enhver overtrædelse af reglerne medfører et sagsanlæg ved Domstolen; udtrykker bekymring over den voksende tendens til hurtig udvisning af EU-borgere fra deres opholdsland som følge af mistet beskæftigelse og indkomst, hvilket er i strid med den eksisterende ramme; mener, at dette er i uforeneligt med princippet om fri bevægelighed;

Solidaritet under den økonomiske krise

137.  beklager den måde, hvorpå den finansielle og økonomiske krise og statsgældskrisen sammen med budgetbesparelser negativt har indvirket på økonomiske, borgerlige, sociale og kulturelle rettigheder og ofte har medført øget arbejdsløshed, fattigdom og usikre arbejds- og livsvilkår samt udelukkelse og isolation, navnlig i medlemsstater, hvor der er gennemført økonomiske tilpasningsprogrammer, og understreger, at et nyligt notat fra Eurostat viser, at en ud af fire EU-borgere i dag er i risiko for fattigdom og udelukkelse;

138.  bemærker, at den økonomiske krise og foranstaltninger, der er gennemført for at sætte ind over for den, har påvirket retten til adgang til basale fornødenheder såsom uddannelse, bolig, sundhedspleje og social sikkerhed og har en negativ indvirkning på befolkningens samlede sundhedstilstand i nogle medlemsstater; understreger nødvendigheden af respekt for retten til beskyttelse mod fattigdom og social udstødelse som anført i artikel 30 i den europæiske socialpagt; opfordrer alle medlemsstaterne til at indføre støtteforanstaltninger, i overensstemmelse med national praksis, for at sikre deres borgere værdige levevilkår og bekæmpe social udstødelse;

139.  understreger, at EU-institutionerne samt medlemsstater, der gennemfører strukturelle reformer i deres sociale og økonomiske systemer, altid er forpligtet til at overholde socialpagten og deres internationale forpligtelser og derfor står til ansvar for de beslutninger, de træffer; understreger sin opfordring til at afpasse økonomiske tilpasningsprogrammer efter EU's målsætninger i artikel 151 TEUF, herunder fremme af beskæftigelsen og forbedring af leve- og arbejdsvilkår; understreger nødvendigheden af at sikre fuld demokratisk kontrol gennem en effektiv inddragelse af parlamenterne med de foranstaltninger, som EU-institutionerne og medlemsstaterne har truffet som reaktion på krisen;

140.  opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at se på indvirkningen på de grundlæggende rettigheder af spareforanstaltninger, der er foreslået eller gennemført, på en kønsbevidst måde under hensyntagen til spareforanstaltningernes uforholdsmæssigt kraftige indvirkning på kvinder; opfordrer EU-institutionerne til straks at træffe afhjælpende foranstaltninger i tilfælde, hvor spareforanstaltninger har fået negativ indflydelse på kvinders økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder;

141.  opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at undersøge, hvordan foranstaltninger, der er foreslået eller vedtaget for at sætte ind over for krisen, indvirker på de grundlæggende rettigheder og friheder, og til at afhjælpe denne indvirkning, såfremt der opstår situationer med en forringelse af rettighedernes beskyttelse eller krænkelser af international ret, herunder ILO-konventioner og -henstillinger;

142.  anmoder EU-institutionerne og medlemsstaterne om, når de vedtager og gennemfører korrigerende foranstaltninger og budgetnedskæringer, at foretage en vurdering af indvirkningen på de grundlæggende rettigheder og sikre, at der er tilstrækkelige midler til at sikre respekten for grundlæggende rettigheder og de mindsteniveauer, der er nødvendige for opretholdelsen af de borgerlige, økonomiske, kulturelle og sociale rettigheder med særlig opmærksomhed på de mest sårbare og socialt dårligt stillede grupper;

143.  opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at anerkende, at langfristede investeringer i social inklusion er en fordel, eftersom de tackler de store omkostninger ved forskelsbehandling og ulighed; opfordrer medlemsstaterne til at sørge for de nødvendige offentlige investeringer i uddannelse og sundhedspleje og sikre, at adgang til domstolsprøvelse og klagemuligheder i tilfælde af forskelsbehandling ikke bringes i fare af drastiske nedskæringer i ligestillingsorganers budgetter; opfordrer EU og nationale institutioner til ikke at undergrave social inklusion med budgetforanstaltninger, der påvirker arbejdet i samfundsbaserede organisationer, der arbejder for ligebehandling;

144.  opfordrer Kommissionen til at overveje et forslag om tiltrædelse til den europæiske socialpagt for effektivt at beskytte de europæiske borgeres sociale rettigheder; opfordrer medlemsstaterne til at arbejde på at få udvidet de sociale rettigheder i EU's charter, således at de kommer til at omfatte andre af de sociale rettigheder, der er nævnt i Europarådets reviderede socialpagt, såsom retten til at arbejde, retten til et rimeligt vederlag og retten til at blive beskyttet mod fattigdom og social udelukkelse;

Kriminalitet og bekæmpelse af korruption

145.   gentager, at korruption og kriminalitet, navnlig organiseret kriminalitet, krænker de grundlæggende rettigheder i alvorlig grad og er en trussel mod demokratiet og retsstaten; understreger, at korruption, ved at lede offentlige midler bort fra de almennyttige formål, de er tiltænkt, mindsker niveauet og kvaliteten af de offentlige tjenester og derved skader en fair behandling af alle borgere; opfordrer indtrængende medlemsstaterne og europæiske institutioner til at udvikle effektive redskaber til forebyggelse, bekæmpelse og sanktionering af korruption og kriminalitet og til at vedblive med regelmæssigt at undersøge brugen af offentlige såvel europæiske som nationale midler; opfordrer i denne forbindelse medlemsstaterne og EU-institutionerne til at fremme en hurtig oprettelse af den europæiske anklagemyndighed med tilstrækkelige garantier for uafhængighed og effektivitet;

146.  understreger, at korruption krænker de grundlæggende rettigheder i alvorlig grad; opfordrer medlemsstaterne og institutionerne til at udvikle effektive redskaber til bekæmpelse af korruption og til regelmæssigt at undersøge brugen af offentlige såvel europæiske som nationale midler; understreger, at øget gennemsigtighed og adgang til offentlige dokumenter for borgere og journalister er en effektiv metode til at eksponere og bekæmpe korruption;

147.  opfordrer Europa-Kommissionen til at vedtage en strategi for bekæmpelse af korruption, som suppleres af effektive instrumenter; opfordrer alle medlemsstater og EU til at slutte sig til Open Government Partnership og udarbejde konkrete strategier til at fremme gennemsigtighed, give borgerne beføjelser og bekæmpe korruption; opfordrer medlemsstaterne til at følge op på anbefalingerne i Europa-Kommissionens rapport om bekæmpelse af korruption og på Parlamentets beslutning af 23. oktober 2013 om organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge: henstillinger om foranstaltninger og initiativer(34) og til at styrke politi- og retssamarbejdet om korruptionsbekæmpelse;

148.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at optrappe deres bekæmpelse af alle former for alvorlig organiseret kriminalitet, herunder menneskehandel, seksuelt misbrug og udnyttelse, tortur og tvangsarbejde, navnlig hvor kvinder og børn er involveret;

149.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde bestemmelser om strafbarhed for at bekæmpe miljøkriminalitet, som begås af enkeltpersoner eller af organiserede kriminelle grupper, og som har indflydelse på menneskers rettigheder - retten til sundhed, livet og et sundt miljø - samt på økonomien og brugen af offentlige ressourcer; opfordrer indtrængende Kommissionen til at undersøge den faktiske gennemførelse i EU af retten til adgang til domstolsprøvelse i forbindelse med alle nulevende og fremtidige generationers ret til at leve i et miljø, der er gavnlig for deres sundhed og velbefindende;

150.  foreslår, at der indføres en europæisk kodeks for forebyggelse af korruption og en ordning med gennemsigtige indikatorer for omfanget af korruption i medlemsstaterne og de opnåede fremskridt med henblik på at udrydde korruptionen samt en årlig sammenlignende rapport om status for problemet på europæisk plan;

151.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sætte en stopper for skattekonkurrence og effektivt bekæmpe skadelig skattepraksis samt skatteunddragelse og -undgåelse i EU, hvilket skader medlemsstaterne evne til at udnytte deres disponible ressourcer maksimalt til fuldt ud at virkeliggøre de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder;

152.  fordømmer den stigende menneskehandel, især med henblik på seksuel udnyttelse, og kræver, at EU og medlemsstaterne i overensstemmelse med EU's direktiv bekæmper efterspørgslen efter udnyttelse, som fremmer alle former for menneskehandel;

Forholdene i fængsler og andre institutioner, hvor der sker frihedsberøvelse

153.  minder om, at de tilbageholdtes grundlæggende rettigheder skal sikres af de nationale myndigheder; beklager de dårlige forhold i fængslerne og andre institutioner, hvor der sker frihedsberøvelse, i mange stater, bl.a. overfyldte fængsler og mishandling af de tilbageholdte; finder det påkrævet, at EU vedtager et redskab, som kan sikre, at Den Europæiske Komité til Forebyggelse af Tortur og Umenneskelig eller Vanærende Behandling eller Strafs henstillinger og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols domme bliver efterlevet;

154.  minder om, at misbrug af frihedsberøvende foranstaltninger medfører overbelægning i fængslerne rundt om i Europa, hvilket krænker individets grundlæggende rettigheder og kompromitterer den gensidige tillid, som er en nødvendig forudsætning for retligt samarbejde i Europa; bekræfter, at det er nødvendigt, at medlemsstaterne opfylder de i internationale og europæiske fora indgåede tilsagn om at gøre mere brug af tilsynsforanstaltninger og alternative sanktioner, som udgør et alternativ til fængsling, og gøre resocialisering til det egentlige formål med et fængselsophold; opfordrer derfor medlemsstaterne til at have strategier, der har til formål at fremme personers uddannelse og arbejde under tilbageholdelse;

155.  gentager sine henstillinger til Kommissionen i sin beslutning af 27. februar 2014 om revision af den europæiske arrestordre (2013/2109(INL)), navnlig med hensyn til indførelsen af en proportionalitetstest og en undtagelse vedrørende grundlæggende rettigheder i den europæiske arrestordre(35) eller mere generelt gensidige anerkendelsesforanstaltninger;

156.  beklager, at de tre rammeafgørelser om overførsel af fanger, prøvetid og alternative sanktioner og den europæiske kontrolordre, som har et stort potentiale for at reducere overbelægningen i fængslerne, kun er gennemført af nogle medlemsstater;

157.  opfordrer Kommissionen til at vurdere virkningen af tilbageholdelsespolitikker og strafferetsplejesystemer på børn; påpeger, at børns rettigheder overalt i EU berøres direkte i tilfælde, hvor børn bor i tilbageholdelsesfaciliteter med deres forældre; fremhæver, at det anslås, at 800 000 børn i EU hvert år skilles fra en fængslet forælder, hvilket på mange måder har indvirkning på børns rettigheder;

Retlige anliggender

158.  påpeger, at udvikling at et europæisk retsområde baseret på fælles anerkendelse og retssikkerhedsgarantier med harmonisering af medlemsstaternes forskellige retssystemer, navnlig i straffesager, bør prioriteres højt af de europæiske institutioner på EU's dagsorden for retlige anliggender i 2020; mener, at en effektiv og eksemplarisk anvendelse af chartret og den sekundære EU-lovgivning om grundlæggende rettigheder i denne forbindelse er afgørende for, at borgerne har tillid til, at det europæiske retsområde fungerer ordentligt;

159.  påpeger, at retten til domstolsprøvelse og til uafhængige og upartiske domstole er vital for beskyttelsen af grundlæggende rettigheder, som kun er effektive, hvis de kan påberåbes ved en domstol, for demokratiet og retsstaten; gentager vigtigheden af at sikre, at både det civile og det strafferetlige retssystem er effektivt, og at domstolenes uafhængighed er garanteret;

160.  glæder sig over den europæiske e-justiceportal, der forvaltes af Kommissionen, og som giver fagpersoner og offentligheden oplysninger om retssystemerne og udgør et praktisk redskab til at forbedre adgangen til domstolene med et særskilt afsnit om grundlæggende rettigheder, der informerer borgerne om, hvor de skal henvende sig i tilfælde af krænkelser af deres grundlæggende rettigheder;

161.  glæder sig over de skridt, der allerede er taget på europæisk plan i retning af harmonisering af medlemsstaternes garantier i straffesager, og de positive følger heraf for borgerne; gentager betydningen af vedtagelse af EU-lovgivning om proceduremæssige rettigheder, der er i overensstemmelse med den højeste beskyttelsesstandard i chartret, internationale menneskerettighedstraktater og medlemsstaternes forfatningsret;

162.  beklager den manglende adgang til retshjælp i mange medlemsstater, og at dette begrænser retten til domstolsprøvelse for dem, der savner tilstrækkelige ressourcer; mener, det er vigtigt, at EU vedtager et effektivt og omfattende direktiv om retshjælp;

163.  opfordrer EU og medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger til støtte for og beskyttelse af whistleblowere, som afslører ulovlige handlinger;

Statsborgerskab

164.  mener, at aktivt og deltagende unionsborgerskab bør fremmes gennem aktindsigt i dokumenter og oplysninger, gennemsigtighed, god forvaltningspraksis og administration, demokratisk deltagelse og repræsentation, med beslutningstagning så tæt som muligt på unionsborgerne; understreger nødvendigheden af at sikre, at civilsamfundet til fulde deltager i beslutningstagningen på EU-plan som garanteret i artikel 11 i traktaten om Den Europæiske Union, og understreger betydningen af principperne om gennemsigtighed og dialog; bemærker, at borgernes ret til aktindsigt i offentlige institutioners dokumenter giver borgerne beføjelser og mulighed for at undersøge og evaluere offentlige myndigheder og holde dem ansvarlige; beklager i denne forbindelse den fastlåste situation i forbindelse med revisionen af forordning (EF) nr. 1049/2001 og gentager sin anmodning til Kommissionen og Rådet om at genoptage arbejdet under hensyntagen til Parlamentets forslag;

165.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at der gennemføres oplysningskampagner om unionsborgerskab og de rettigheder, der er knyttet dertil; ret til diplomatisk og konsulær beskyttelse, ret til at indgive andragende, ret til at klage til Den Europæiske Ombudsmand, ret til at stemme og opstille ved valg til Europa-Parlamentet og ret til at indgive et borgerinitiativ;

166.  påskønner Den Europæiske Ombudsmands beslutsomhed med hensyn til at ville sikre god forvaltning og gennemsigtighed i EU's institutioner og organer;

167.  fordømmer, at mere end 15 mio. tredjelandsstatsborgere og 500 000 statsløse udsættes for forskelsbehandling, idet de nægtes anerkendelse af deres statsborgerskab; kræver, at EU og dens medlemsstater overholder den grundlæggende ret til statsborgerskab og opfordrer navnlig medlemsstaterne til at ratificere og fuldt ud gennemføre konventionen om begrænsning af statsløshed fra 1961 samt den europæiske konvention om statsborgerret fra 1997;

168.  minder om, at information til borgerne om deres grundlæggende rettigheder er en integreret del af retten til god forvaltning, som er nedfældet i chartret; opfordrer medlemsstaterne til at udvise særlig opmærksomhed over for de mest trængende, sikre, at de får forklaret deres rettigheder, støtte dem og sikre, at disse rettigheder bliver overholdt;

169.  opfordrer Kommissionen til at gå et skridt videre med hensyn til konsolideringen af ​​retten til god forvaltning ved at gøre EU's kodeks for god forvaltningsskik til en juridisk bindende retsakt;

170.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til gennem deres politikker at sikre, at de grundlæggende rettigheder respekteres, garanteres, beskyttes og udvikles korrekt inden for EU; opfordrer medlemsstaterne til at gøre en fornyet indsats med hensyn til at anerkende retten til at indgive andragender og til at indbringe en klage for Ombudsmanden som et middel for borgerne til at gøre deres rettigheder gældende;

171.  udtrykker sin bekymring over de hundredvis af andragender, der hvert år modtages om medlemsstaternes manglende gennemførelse i både bogstav og ånd af bestemmelserne i EU's miljølovgivning, herunder VVM-direktivet og direktivet om strategisk miljøvurdering; anmoder Kommissionen om nærmere at kontrollere substansen af disse procedurer, især når andragenderne omhandler specifikke sager;

172.  gentager betydningen af ​​det europæiske borgerinitiativ, der giver borgerne en ny rettighed, som blev indført med Lissabontraktaten, og som sigter mod at øge deltagelsesdemokrati i EU; understreger ​​det europæiske borgerinitiativs betydning som et effektivt redskab, der giver EU-borgerne en direkte demokratisk ret til at bidrage til EU's beslutningsproces - i forlængelse af deres ret til at indgive andragender til Europa-Parlamentet og klager til Den Europæiske Ombudsmand;

173.  opfordrer Kommissionen til at styrke det europæiske borgerinitiativs rolle ved at indtage en borgervenlig holdning til at afhjælpe alle mangler ved dette instrument i forbindelse med den kommende revision af forordning (EU) nr. 211/2011 og til samtidig at forbedre oplysningskampagnerne til borgerne om brugen af det europæiske borgerinitiativ og dets mulighed for at påvirke EU's politiske beslutningsproces;

Ofre for kriminalitet

174.  betragter beskyttelse af ofre som en prioritet; opfordrer medlemsstaterne til snarest og på behørig vis at gennemføre EU-direktivet om ofre (2012/29/EU), således at fristen for gennemførelse den 16. november 2015 kan blive overholdt, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i overensstemmelse med direktivets artikel 28 at sørge for indsamling af sammenlignelige data om dets gennemførelse, navnlig om hvordan ofre, herunder ofre for kriminalitet begået med et diskriminerende motiv, har udøvet deres rettigheder; mener, at der stadig er et stort arbejde at udrette med hensyn til at støtte ofre for kriminalitet, informere dem om deres rettigheder og sikre effektive henvisningssystemer og uddannelse til politi og advokater med henblik på at oprette et fortroligheds- og tillidsforhold til ofre, som FRA's forskning om støtte til ofre har vist; glæder sig over vedtagelsen i 2013 af forordningen om gensidig anerkendelse af beskyttelsesforanstaltninger i civilretlige spørgsmål;

175.  opfordrer Kommissionen og EU's medlemsstater til at sikre den højest mulige kvalitet i indsamlingen af sammenlignelige data om gennemførelsen af EU's direktiv om ofre (2012/29/EU) og om, hvordan ofre, herunder ofre for kriminalitet begået med et fordomsfuldt eller diskriminerende motiv, har udøvet deres rettigheder, jf. direktivets artikel 28;

176.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage hensyn til den demografiske udvikling og ændringer i husstandenes størrelse og sammensætning, når de fastlægger deres politikker; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at deres social- og beskæftigelsespolitik ikke diskriminerer på basis af husstandenes størrelse og sammensætning;

177.  påpeger manglerne i lovgivningen med hensyn til borgernes adgang til at gå rettens vej, hvis medlemsstaterne ikke eller kun med forsinkelse gennemfører EU-lovgivning, som berører dem direkte; understreger behovet for at koordinere foranstaltninger på alle niveauer for at beskytte og fremme de grundlæggende rettigheder med inddragelse af EU-institutionerne, medlemsstaterne, de regionale og lokale myndigheder, ngo'er og civilsamfundet;

178.  understreger behovet for at styrke institutionel gennemsigtighed, demokratisk ansvarlighed og åbenhed i EU og opfordrer indtrængende de kompetente EU-institutioner og samtlige medlemsstater til at:

o
o   o

179.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0126. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0105. (3) EFT L 180 af 19.7.2000, s. 22. (4) EUT C 378 af 24.12.2013, s. 1. (5) Direktiv 2010/64/EU af 20. oktober 2010, direktiv 2012/13/EU af 22. maj 2012, direktiv 2013/48/EU af 22. oktober 2013. (6) EUT L 328 af 6.12.2008, s. 55. (7) EFT L 303 af 2.12.2000, s. 16. (8) EUT L 204 af 26.7.2006, s. 23. (9) EUT L 373 af 21.12.2004, s. 37. (10) EUT L 101 af 15.4.2011, s. 1. (11) EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31. (12) EUT L 335 af 17.12.2011, s. 1. (13) EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43. (14) EUT L 59 af 2.3.2013, s. 5. (15) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0594. (16) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0062. (17) EUT C 51 E af 22.2.2013, s. 101. (18) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0387. (19) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0173. (20) Vedtagne tekster, P8_TA(2014)0105. (21) EUT C 124 E af 25.5.2006, s. 405. (22) Vedtagne tekster, P8_TA(2014)0070. (23) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0322. (24) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0230. (25) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0031. (26) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0350. (27) Vedtagne tekster, P8_TA(2014)0058. (28) EUT C 353 E af 3.12.2013, s. 1. (29) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0418. (30) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0203. (31) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0315. (32) ICPD-handlingsprogrammet, punkt 7.2 og 7.3. (33) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0070. (34) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0444. (35) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0174.

Europa-Parlamentets beslutning af 8. september 2015 om procedurer og praksis i forbindelse med kommissærhøringer, erfaringer fra 2014 (2015/2040(INI))

P8_TA(2015)0287 A8-0197/2015

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til artikel 17, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Union,

–   der henviser til artikel 246 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–   der henviser til sin beslutning af 1. december 2005 om proceduren for Europa-Parlamentets godkendelse af Kommissionen(1),

–   der henviser til sin afgørelse af 20. oktober 2010 om revision af rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen(2),

–  der henviser til sin afgørelse af 14. september 2011 om ændring af artikel 106 og 192 og bilag XVII i Europa-Parlamentets forretningsorden(3),

–  der henviser til adfærdskodeksen for EU-kommissærer, navnlig afsnit 1.3 og 1.6,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 52 og 118, og bilag XVI,

–   der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og udtalelser fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, Transport- og Turismeudvalget og Retsudvalget (A8-0197/2015),

ud fra følgende betragtninger:

A.  høringer af indstillede kommissærer, som blev anvendt første gang i 1994, nu er en veletableret praksis, hvilket øger EU-institutionernes demokratiske legitimitet og bringer dem tættere på EU-borgerne;

B.  høringerne er absolut nødvendige for at give Parlamentet mulighed for på et kvalificeret grundlag at foretage en vurdering af Kommissionen, når det afgiver sit tillidsvotum, der gør det muligt for Kommissionen at påbegynde sit hverv;

C.  høringsprocessen giver Parlamentet og EU-borgerne mulighed for at lære kandidaterne, deres prioriteringer og deres kendskab til ansvarsområderne at kende og for at vurdere dem;

D.  høringsprocessen øger åbenheden og Kommissionens demokratiske legitimitet som helhed;

E.  der skal sikres ligestilling mellem kvinder og mænd på alle områder, bl.a. i forbindelse med beskæftigelse; sammensætningen af Kommissionen bør afspejle dette krav; regeringerne foreslog et langt større antal mandlige end kvindelige kandidater på trods af gentagne opfordringer fra Jean-Claude Juncker i 2014; de indstillede kvinder kom især fra medlemsstater med mindre befolkninger, mens de store medlemsstater i det store og hele ignorerede dette krav; den eneste retfærdige løsning er at bede medlemsstaterne om at foreslå to kandidater, en kvindelig og en mandlig, så den udpegede formand bliver i stand til at foreslå et kommissærkollegie af høj kvalitet med lige mange mænd og kvinder;

F.  høringsprocessen kan altid forbedres, selv om den allerede har vist sig at være effektiv, navnlig gennem mere fleksible og dynamiske meningsudvekslinger mellem kommissæren og medlemmerne af udvalget, der er ansvarlig for høringen;

G.  høringen af den udpegede næstformand Frans Timmermans gjorde det tydeligt, at der er behov for en tilpasning af Parlamentets procedurer, hvis det er meningen, at en eller flere næstformænd skal have en særlig status i den kommende kommission;

H.  i artikel 3, stk. i TEU står der, at Unionen fremmer "ligestilling mellem mænd og kvinder", og i artikel 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder står der, at "Der skal sikres ligestilling mellem mænd og kvinder på alle områder, herunder i forbindelse med beskæftigelse, arbejde og løn.";

1.  mener, at de offentlige høringer af de indstillede kommissærer er en vigtig mulighed for Parlamentet og EU-borgerne for at vurdere de enkelte kandidaters prioriteter og deres faglige egnethed til hvervet;

2.  mener, at det vil være nyttigt at fastsætte en tidsfrist for, hvornår alle medlemsstaterne skal have foreslået en kandidat, så der er tilstrækkelig tid til, at den valgte formand for Kommissionen kan fordele ansvarsområderne under hensyntagen til kandidatens erfaring og baggrund, og at Parlamentet kan gennemføre høringer og evalueringer, og anmoder sin formand om at indlede drøftelser med de andre institutioner med henblik på at nå dette mål;

3.  mener endvidere, at hver medlemsstat fremover bør foreslå mindst to kandidater – en mand og en kvinde på lige fod – som den valgte formand for Kommissionen kan tage stilling til; mener, at der et vigtigt, at Unionen også i sine egne institutioner opfylder de målsætninger for ligestilling, som den har fastsat;

4.  mener, at Retsudvalgets kontrol af de indstillede kommissærers erklæringer om økonomiske interesser bør forbedres; mener med henblik herpå, at erklæringerne om økonomiske interesser bør omfatte familiens interesser, jf. afsnit 1.6 i adfærdskodeksen for kommissærer; mener, at en bekræftelse fra Retsudvalget på grundlag af en grundig analyse af erklæringerne om økonomiske interesser om, at der ikke kan konstateres nogen interessekonflikter, er en forudsætning for, at det ansvarlige udvalgs kan afholde en høring;

5.  minder om, at det er udvalgene, der er ansvarlige for at gennemføre høringerne; mener imidlertid, at høringen i de tilfælde, hvor en næstformand i Kommissionen har ansvarsområder, som primært er horisontale, undtagelsesvist kan gennemføres inden for andre rammer, f.eks. på et møde i Formandskonferencen eller i Udvalgsformandskonferencen, forudsat at et sådant møde gør det muligt at føre en dialog og indbefatter det ansvarlige udvalg, så det kan høre sin kommissær;

6.  mener, at det skriftlige spørgeskema, der sendes forud for hver høring, bør indeholde 7 spørgsmål og ikke 5, men at der derimod ikke bør være flere underordnede spørgsmål til hvert spørgsmål;

7.  mener, at det vil være mere hensigtsmæssigt at have omkring 25 spørgsmål, men med mulighed for umiddelbar opfølgning fra hver spørger for at øge høringernes effektivitet og inkvisitoriske karakter;

8.  mener, at procedurer for at føre tilsyn med den indstillede kommissærs svar under høringerne kan være med til at forbedre kontrollen og øge hele Kommissionens ansvar; opfordrer derfor til, at der foretages en regelmæssig gennemgang af de prioriteter, som den indstillede kommissær har angivet under høringen, efter at vedkommende har påbegyndt sit mandat;

9.  mener, at følgende retningslinjer bør finde anvendelse på koordinatorernes evalueringsmøde efter høringerne:

10.  henviser til, at høringerne i 2014 vakte større interesse i presse og offentlighed end tidligere høringer, bl.a. på grund af udviklingen i de sociale medier; mener, at de sociale mediers virkning og indflydelse sandsynligvis fortsat vil være stigende; mener, at der bør træffes foranstaltninger til at udnytte de sociale medier og netværk til mere effektivt at inddrage EU-borgerne i høringsprocessen;

11.  mener, at:

12.  mener, at horisontale forhold, der påvirker Kommissionens sammensætning, struktur og arbejdsmetoder som helhed, som ikke kan håndteres på fyldestgørende vis af en enkelt indstillet kommissær, er et anliggende for den valgte formand for Kommissionen; mener, at sådanne spørgsmål bør behandles på møder mellem den valgte formand og Formandskonferencen (ét inden høringsprocessen indledes, og ét efter at den er afsluttet);

13.  mener, at kontrollen af kommissærernes interesseerklæringer fortsat bør henhøre under Retsudvalgets kompetenceområde; mener dog, at det nuværende omfang af kommissærernes interesseerklæringer er for begrænset, og opfordrer Kommissionen til at revidere sine regler herom hurtigst muligt; mener derfor, at det er vigtigt, at Retsudvalget i de kommende måneder udsteder retningslinjer i form af en henstilling eller en initiativbetænkning med henblik på at gøre det lettere at foretage en reform af procedurerne vedrørende kommissærernes interesseerklæring; mener, at kommissærernes interesseerklæringer og erklæringer om økonomiske interesser også bør omfatte familiemedlemmer, som de lever i samme husstand med;

14.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 285 E af 22.11.2006, s. 137. (2) EUT C 70 E af 8.3.2012, s. 98. (3) EUT C 51 E af 22.2.2013, s. 152.

Europa-Parlamentets beslutning af 8. september 2015 om menneskerettigheder og teknologi: Indvirkningen af udspionerings- og overvågningssystemer på menneskerettighederne i tredjelande (2014/2232(INI))

P8_TA(2015)0288 A8-0178/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, særlig artikel 19,

–  der henviser til den strategiske ramme for menneskerettigheder og demokrati, der blev vedtaget af Rådet den 25. juni 2012(1),

–  der henviser til EU's retningslinjer for menneskerettigheder vedrørende ytringsfrihed online og offline, der blev vedtaget af Rådet (udenrigsanliggender) den 12. maj 2014(2),

–  der henviser til den vejledning for IKT-sektoren om gennemførelse af FN's principper for virksomheder og menneskerettighederne, som blev offentliggjort af Kommissionen i juni 2013,

–  der henviser til rapporten fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) af 15. december 2011 "Freedom of Expression on the Internet"(3) og til den ordinære beretning fra OSCE's særlige repræsentant om mediefrihed til OSCE's Permanente Råd af 27. november 2014(4),

–  der henviser til den rapport, som FN's særlige rapportør om fremme og beskyttelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i forbindelse med terrorbekæmpelse forelagde den 23. september 2014 (A/69/397)(5),

–  der henviser til rapporten fra Kontoret for FN's Højkommissær for Menneskerettigheder af 30. juni 2014 "The right to privacy in the digital age"(6),

–  der henviser til rapporten af 17. april 2013 fra FN's særlige rapportør om retten til ytrings- og meningsfrihed (A/HRC/23/40) om den indvirkning, som staternes overvågning af kommunikation har på udøvelsen af menneskerettighederne vedrørende privatlivets fred og menings- og ytringsfrihed,

–  der henviser til betænkningen af 26. januar 2015 fra Udvalget om Retlige Anliggender og Menneskerettigheder under Europarådets Parlamentariske Forsamling om "Masseovervågning"(7),

–  der henviser til sin beslutning af 12. marts 2014 om USA's NSA-overvågningsprogram, overvågningsorganer i forskellige medlemsstater og deres indvirkning på EU-borgeres grundlæggende rettigheder samt om det transatlantiske samarbejde inden for retlige og indre anliggender(8),

–  der henviser til rapporten fra FN's generalsekretærs særlige repræsentant af 21. marts 2011 om menneskerettigheder og transnationale selskaber og andre erhvervsvirksomheder "Guiding Principles on Business and Human Rights: Implementing the United Nations "Protect, Respect and Remedy" Framework"(9),

–  der henviser til OECD's retningslinjer for multinationale selskaber(10) og årsrapporten for 2014 om OECD's retningslinjer for multinationale selskaber(11),

–  der henviser til årsrapporten for 2013 fra Internet Corporation for Assigned Names and Numbers(12),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 12. februar 2014 til Europa-Parlamentet, Rådet, det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget "Internetpolitik og -forvaltning: EU's rolle i udformningen af fremtidens internetforvaltning"(13),

–  der henviser til erklæringen fra NETmundial-flerpartsmødet, der blev vedtaget den 24. april 2014(14),

–  der henviser til formandens sammendrag fra det niende Internet Governance Forum, som blev holdt i Istanbul den 2.-5. september 2014,

–  der henviser til de restriktive foranstaltninger, som Den Europæiske Union har indført, hvoraf nogle omfatter embargoer på telekommunikationsudstyr, informations- og kommunikationsteknologier (IKT'er) og overvågningsredskaber,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 599/2014 af 16. april 2014 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 428/2009 om en fællesskabsordning for kontrol med udførsel, overførsel, mæglervirksomhed og transit i forbindelse med produkter med dobbelt anvendelse(15),

–  der henviser til den fælles erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om gennemgangen af ordningen for kontrol med udførsel af produkter med dobbelt anvendelse af 16. april 2014(16),

–  der henviser til beslutningerne fra den 19. plenarforsamling i Wassenaar-arrangementet om kontrol med eksporten af konventionelle våben og varer og teknologier med dobbelt anvendelse, som blev afholdt i Wien den 3.-4. december 2013,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet af 24. april 2014 "Revision af eksportkontrolpolitikken: Sikkerhed og konkurrenceevne i en verden i forandring"(17),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 21. november 2014 om revision af eksportkontrolpolitikken,

–  der henviser til sin beslutning af 11. december 2012 om en strategi for digital frihed i EU's udenrigspolitik(18),

–  der henviser til sin beslutning af 13. juni 2013 om presse- og mediefrihed i verden(19),

–  der henviser til sine beslutninger om uopsættelige sager om krænkelse af menneskerettighederne, demokratiet og retsstatsprincippet, når de giver anledning til bekymring vedrørende digitale frihedsrettigheder,

–  der henviser til sin beslutning af 12. marts 2015 om EU's prioriteter for FN's Menneskerettighedsråd i 2015(20),

–  der henviser til sin beslutning af 11. februar 2015 om fornyelsen af mandatet for Internet Governance Forum(21),

–  der henviser til sin beslutning af 12. marts 2015 om årsberetningen om menneskerettigheder og demokrati i verden 2013 og EU's politik om menneskerettigheder og demokrati(22),

–  der henviser til Edward Snowdens skriftlige erklæring indgivet til LIBE-udvalget i marts 2014(23),

–  der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention og de igangværende forhandlinger om EU's tiltrædelse af denne konvention,

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A8-0178/2015),

A.  der henviser til, at den teknologiske udvikling og adgang til det åbne internet spiller en mere og mere vigtig rolle for at sikre virkeliggørelse af og fuld respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder og har en positiv virkning ved at øge rækkevidden af ytringsfrihed, adgangen til information samt retten til privatlivets fred og forenings- og forsamlingsfrihed i hele verden;

B.  der henviser til, at teknologiske systemer kan misbruges som redskaber til menneskerettighedskrænkelser gennem censur, overvågning, uautoriseret adgang til anordninger, støjsending, aflytning samt eftersporing af information og personer;

C.  der henviser til, at dette foretages af offentlige og private aktører, herunder stater og retshåndhævende organer, samt af kriminelle organisationer og terroristnetværk for at krænke menneskerettighederne;

D.  der henviser til, at den kontekst, hvori IKT'erne designes og anvendes, i høj grad afgør, hvilken betydning de kan få med hensyn til at fremme – eller krænke – menneskerettighederne; der henviser til, at informationsteknologi, især software, sjældent har én enkelt anvendelse og normalt har dobbelt anvendelse for så vidt angår deres potentiale til at krænke menneskerettighederne, alt imens software også er en form for tale;

E.  der henviser til, at IKT'er har været centrale redskaber, der har hjulpet folk til at kunne organisere sociale bevægelser og protester i forskellige lande, særligt i lande med autoritære regimer;

F.  der henviser til, at vurderingen af betydningen for menneskerettighederne af den kontekst, hvori teknologierne anvendes, afgøres af de nationale og regionale lovrammers styrke til at regulere anvendelsen af teknologier og de politiske og retslige institutioners evne til at overvåge denne anvendelse;

G.  der henviser til, at private aktører spiller en stadig vigtigere rolle på det digitale område inden for alle sociale aktivitetsområder, men at der stadig ikke findes sikkerhedsforanstaltninger, der kan forhindre dem i at indføre for strenge begrænsninger af de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder; der henviser til, at private aktører som følge heraf spiller en mere aktiv rolle i vurderingen af indholds lovlighed og i udviklingen af cybersikkerhedssystemer og overvågningssystemer, hvilket kan have en skadelig indvirkning på menneskerettighederne overalt i verden;

H.  der henviser til, at internettet har revolutioneret mulighederne for at udveksle data, information og viden af enhver art;

I.  der henviser til, at kryptering er en vigtig metode, der bidrager til at sikre kommunikation og de mennesker, der anvender denne;

J.  der henviser til, at internetforvaltning har været omfattet af en beslutningsproces, der involverer mange interessenter – en proces, der sikrer en meningsfuld, inkluderende og ansvarlig deltagelse af alle interessenter, herunder stater, civilsamfund, tekniske og akademiske miljøer, den private sektor og brugerne;

K.  der henviser til, at efterretningsagenturer systematisk har undermineret kryptografiske protokoller og produkter for at kunne opfange kommunikation og data; der henviser til, at det amerikanske nationale sikkerhedsagentur (NSA) har indsamlet store mængder såkaldte "zero-day exploits" – sikkerhedsmæssige sårbarheder i IT-applikationer, som endnu ikke kendes af offentligheden eller af produktleverandøren; der henviser til, at sådanne aktiviteter undergraver de globale bestræbelser på at forbedre IT-sikkerheden;

L.  der henviser til, at efterretningstjenester baseret i EU deltager i aktiviteter, der skader menneskerettighederne;

M.  der henviser til, at retlig og demokratisk kontrol og sikkerhedsforanstaltninger i høj grad er underudviklede i lyset af den hurtige teknologiske udvikling;

N.  der henviser til, at (cyber-)sikkerheds- og terrorbekæmpelsesforanstaltninger, der involverer IKT'er, og overvågning af internettet kan have en væsentlig skadelig indvirkning på menneskers menneskerettigheder og frihedsrettigheder i hele verden, også for EU-borgere, der bor eller rejser i udlandet, og navnlig når der mangler et retsgrundlag, der hviler på forskrifterne om nødvendighed, proportionalitet samt demokratisk og retslig kontrol;

O.  der henviser til, at internetfiltre og overvågning af kommunikation undergraver menneskerettighedsforkæmpernes mulighed for at gøre brug af internettet og for at kommunikere følsomme oplysninger og er i strid med flere artikler i verdenserklæringen om menneskerettighederne, som sikrer alles ret til privatliv og ytringsfrihed;

P.  der henviser til, at digital sikkerhed og digital frihed begge er meget vigtige og ikke kan erstatte hinanden, men bør styrke hinanden;

Q.  der henviser til, at Den Europæiske Union, når det handler om digitale frihedsrettigheder, kun kan gå foran med et godt eksempel, hvis disse beskyttes i EU; der henviser til, at det derfor er af afgørende betydning, at EU's databeskyttelsespakke vedtages;

R.  der henviser til, at det, der er på spil, er vidtrækkende samfundsmæssige interesser – såsom beskyttelsen af grundlæggende rettigheder – som ikke må overlades til markedet alene, men kræver regulering;

S.  der henviser til, at respekten for grundlæggende rettigheder og retsstatsprincippet og en effektiv parlamentarisk kontrol af efterretningstjenesterne ved hjælp af digital overvågningsteknologi er vigtige elementer i det internationale samarbejde;

T.  der henviser til, at EU-baserede virksomheder tegner sig for en stor del af det globale marked for IKT, særlig når det gælder eksportkontrol-, sporings-, indtrængnings- og overvågningsteknologi;

U.  der henviser til, at indførelsen af eksportkontrol ikke bør være til skade for lovlig forskning i IT-sikkerhedsspørgsmål eller udviklingen af IT-sikkerhedsværktøjer, når der ikke er tale om kriminelle hensigter;

1.  anerkender, at menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder er universelle og derfor må forsvares overalt, uanset hvordan de kommer til udtryk; understreger, at overvågning af kommunikation i sig selv griber ind i retten til privatlivets fred og ytringsfriheden og dermed truer selve grundlaget for et demokratisk samfund, hvis den gennemføres uden for en passende lovramme;

2.  opfordrer Kommissionen til at sikre sammenhæng mellem EU's optræden udadtil og dets interne politikker vedrørende IKT'er;

3.  mener, at nogle EU-medlemsstaters aktive medvirken i NSA's masseovervågning af borgere og udspionering af politiske ledere, som Edward Snowden afslørede, i alvorlig grad har skadet troværdigheden af EU's menneskerettighedspolitik og har undermineret den generelle tillid til fordelene ved IKT;

4.  minder medlemsstaterne og EU's berørte agenturer, herunder Europol og Eurojust, om deres forpligtelser i henhold til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og i overensstemmelse med international menneskerettighedslovgivning og EU's udenrigspolitiske målsætninger, der forbyder dem at udveksle efterretningsoplysninger, som kan føre til krænkelser af menneskerettighederne i et tredjeland, eller at anvende oplysninger indhentet gennem en overtrædelse af menneskerettighederne, som f.eks. ulovlig overvågning, uden for EU;

5.  understreger, at teknologiernes betydning for forbedring af menneskerettighederne bør integreres i alle EU-politikker og -programmer, hvor det er relevant, for at der kan gøres fremskridt med hensyn til beskyttelsen af menneskerettighederne, og for at fremme demokrati, retsstatsforhold og god regeringsførelse samt fredelig konfliktløsning;

6.  opfordrer til aktiv udvikling og udbredelse af teknologier, der bidrager til at beskytte menneskerettighederne og fremme folks digitale rettigheder og frihedsrettigheder såvel som deres sikkerhed, og som fremmer bedste praksis og passende lovrammer, samtidig med at de garanterer sikkerheden for og integriteten af personoplysninger; opfordrer navnlig indtrængende EU og dets medlemsstater til at fremme den generelle brug og udvikling af åbne standarder og af gratis og open source-software samt kryptografiske teknologier;

7.  opfordrer EU til at øge sin støtte til aktører, der arbejder på at styrke sikkerheden og standarderne for beskyttelse af privatlivets fred inden for IKT på alle niveauer, herunder hardware, software og kommunikationsstandarder, samt på at udvikle hardware og software inden for rammerne af indbygget databeskyttelse;

8.  opfordrer til, at der oprettes en menneskerettigheds- og teknologifond under Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder;

9.  opfordrer EU selv og navnlig EU-Udenrigstjenesten til at anvende kryptering i dets kommunikation med menneskerettighedsforkæmpere for at undgå, at forkæmperne bringes i fare, og for at beskytte EU's egen kommunikation med eksterne partnere mod overvågning;

10.  opfordrer EU til at indføre gratis og open source-software og til at tilskynde andre aktører til at gøre det samme, da denne type software åbner mulighed for bedre sikkerhed og større respekt for menneskerettighederne;

11.  henleder opmærksomheden på betydningen af at udvikle IKT i konfliktområder for at fremme fredsskabende aktiviteter med henblik på at levere sikker kommunikation mellem parter, der er involveret i fredelig konfliktløsning;

12.  opfordrer til, at betingelser, benchmarks og indberetningsprocedurer gennemføres med henblik på at sikre, at EU's finansielle og tekniske støtte til udvikling af nye teknologier i tredjelande ikke anvendes på en måde, der krænker menneskerettighederne;

13.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at gå i aktiv dialog med tredjelandes regeringer og yderligere at støtte, uddanne og styrke menneskerettighedsforkæmpere, civilsamfundsaktivister og uafhængige journalister, der på sikker vis bruger IKT i deres aktiviteter, ved hjælp af de eksisterende europæiske støttemekanismer og politikinstrumenter og til at fremme de relaterede grundlæggende rettigheder til privatliv, såsom uhindret adgang til information på internettet, retten til privatlivets fred og databeskyttelse, ytringsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed samt pressefrihed og publiceringsfrihed online;

14.  henleder opmærksomheden på den vanskelige situation for whistleblowere og deres støtter, herunder journalister, efter deres afsløringer af overvågningsmisbrug i tredjelande; mener, at sådanne personer bør betragtes som menneskerettighedsforkæmpere, og at de derfor fortjener EU's beskyttelse i henhold til EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere; gentager sin opfordring til Kommissionen og medlemsstaterne om grundigt at undersøge muligheden for at yde whistleblowere international beskyttelse mod forfølgelse;

15.  beklager, at sikkerhedsforanstaltninger, herunder terrorbekæmpelsesforanstaltninger, i stigende grad anvendes som påskud til at tilsidesætte retten til privatlivets fred og til at slå ned på menneskerettighedsforkæmperes, journalisters og politiske aktivisters lovlige aktiviteter; gentager sin stærke overbevisning om, at national sikkerhed aldrig kan være en begrundelse for ikke-målrettede, hemmelige programmer eller masseovervågningsprogrammer; insisterer på, at sådanne foranstaltninger gennemføres i streng overensstemmelse med retsstatsprincippet og menneskerettighedsstandarderne, herunder retten til privatlivets fred og databeskyttelse;

16.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til at fremme den demokratiske overvågning af sikkerheds- og efterretningstjenester i deres politiske dialog med tredjelande og i forbindelse med deres udviklingssamarbejdsprogrammer; opfordrer indtrængende Kommissionen til at støtte civilsamfundsorganisationer og lovgivende organer i tredjelande, der arbejder på at øge kontrollen med de interne sikkerhedstjenester og deres åbenhed og ansvarlighed; opfordrer til, at specifikke forpligtelser desangående indgår i den fremtidige EU-handlingsplan for demokrati og menneskerettigheder;

17.  opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen til at fremme de digitale frihedsrettigheder og uhindret adgang til internettet i forbindelse med enhver form for kontakt med tredjelande, herunder i associeringsforhandlinger, handelsforhandlinger, menneskerettighedsdialoger og diplomatiske kontakter;

18.  anerkender, at internettet er blevet et offentligt rum og et marked, hvor den frie informationsstrøm og adgang til IKT er en nødvendighed; understreger derfor, at digital frihed og frihandel skal fremmes og beskyttes samtidigt;

19.  opfordrer til, at der medtages klausuler i alle aftaler med tredjelande med udtrykkelig henvisning til nødvendigheden af at fremme, garantere og respektere de digitale frihedsrettigheder, netneutralitet, ucensureret og uhindret adgang til internettet, ret til privatlivets fred og databeskyttelse;

20.  opfordrer indtrængende EU til at imødegå kriminalisering af menneskerettighedsforkæmperes brug af kryptering, omgåelse af censur og værktøjer til sikring af privatlivets fred ved at nægte at begrænse brugen af kryptering inden for EU og ved at gøre indsigelser over for tredjelandes regeringer, der retter sådanne anklager mod menneskerettighedsforkæmpere;

21.  opfordrer indtrængende EU til at imødegå kriminalisering af brugen af kryptering, omgåelse af censur og værktøjer til sikring af privatlivets fred ved at nægte at begrænse brugen af kryptering inden for EU og ved at gøre indsigelser over for tredjelandes regeringer, der kriminaliserer sådanne værktøjer;

22.  understreger, at en effektiv EU-udviklings- og menneskerettighedspolitik vil kræve integration af IKT og mindskelse af den digitale kløft gennem tilvejebringelse af grundlæggende teknologisk infrastruktur, gennem fremme af adgangen til viden og information for at fremme digitale færdigheder og gennem fremme af brugen af åbne standarder i dokumenter og brugen af gratis, open-source software, hvor det er hensigtsmæssigt, for at sikre åbenhed og gennemsigtighed (navnlig i offentlige institutioner) – herunder sikring af databeskyttelse på det digitale område i hele verden – samt en bedre forståelse af IKT's mulige risici og fordele;

23.  opfordrer Kommissionen til at støtte fjernelsen af digitale barrierer for personer med handicap; finder det yderst vigtigt, at EU's politikker for udvikling og udbredelse af menneskerettigheder i verden bør sigte mod at mindske den digitale kløft for personer med handicap og tilvejebringe en bredere ramme af rettigheder, navnlig hvad angår adgang til viden, digital deltagelse og inklusion i de nye økonomiske og sociale muligheder, som nettet byder på;

24.  fremhæver, at den lovlige digitale indsamling og formidling af beviser på menneskeretskrænkelser kan bidrage til den globale kamp mod straffrihed og terrorisme; mener, at sådant materiale i behørigt begrundede tilfælde bør kunne anvendes i forbindelse med den internationale (straffe)ret som bevis i retssager i overensstemmelse med internationale, regionale og forfatningsmæssige beskyttelsesforanstaltninger; anbefaler, at der skabes internationale strafferetlige mekanismer til at indføre procedurer til at godtgøre ægtheden af og indsamle sådanne data, så de kan bruges som bevis i retssager;

25.  beklager dybt det forhold, at nogle informations- og kommunikationsteknologier og ‑tjenesteydelser med oprindelse i EU sælges og i tredjelande kan anvendes af privatpersoner, virksomheder og myndigheder med den specifikke hensigt at krænke menneskerettighederne gennem censur, masseovervågning, støjsending, aflytning og overvågning og gennem eftersporing af borgere og deres aktiviteter på (mobil)telefonnet og på internettet; er bekymret over, at nogle EU-baserede virksomheder muligvis leverer teknologier og tjenesteydelser, der kan muliggøre sådanne menneskerettighedskrænkelser;

26.  bemærker, at trusler mod EU's, dets medlemsstaters og tredjelandes sikkerhed ofte kommer fra enkeltpersoner eller små grupper, der bruger de digitale kommunikationsnetværk til at planlægge og udføre angreb, og at de værktøjer og taktikker, der kræves for at bekæmpe sådanne trusler, hele tiden skal revurderes og ajourføres;

27.  betragter masseovervågning, som ikke er begrundet i en øget risiko for terrorangreb og ‑trusler, som en krænkelse af principperne om nødvendighed og proportionalitet og derfor en krænkelse af menneskerettighederne;

28.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at fremme fuld demokratisk kontrol med efterretningstjenesternes operationer i tredjelande, til at sikre, at disse tjenester opererer under fuld respekt for retsstatsprincippet, og til at stille de tjenester og enkeltpersoner, der begår ulovlige handlinger, til ansvar;

29.  opfordrer medlemsstaterne til på baggrund af det øgede samarbejde og den øgede informationsudveksling mellem medlemsstaterne og tredjelande (herunder gennem brug af digital overvågning) at sikre demokratisk kontrol med disse tjenester og deres aktiviteter gennem et passende internt, forvaltningsmæssigt, retsligt og uafhængigt parlamentarisk tilsyn;

30.  understreger, at principperne om virksomheders sociale ansvar og kriterierne for "human rights by design", som er teknologiske løsninger og innovationer med sigte på at beskytte menneskerettighederne, bør indføres i EU-lovgivningen for at sikre, at internettjenesteudbydere, softwareudviklere, hardwareproducenter, sociale netværkstjenester og -medier, mobiltelefonoperatører og andre tager menneskerettighederne for slutbrugere i hele verden med i betragtning;

31.  opfordrer indtrængende EU til at sikre større gennemsigtighed i forholdet mellem mobiltelefonoperatører eller internettjenesteudbydere og regeringer og til at kræve en sådan gennemsigtighed i sine forbindelser med tredjelande ved at kræve, at operatører og internettjenesteudbydere offentliggør detaljerede årlige gennemsigtighedsrapporter, herunder rapporter om foranstaltninger, som kræves af myndighederne, samt finansielle forbindelser mellem offentlige myndigheder og operatører/internettjenesteudbydere;

32.  minder virksomhederne om deres ansvar for at overholde menneskerettighederne i alle deres globale transaktioner, uanset hvor deres brugere befinder sig, og uanset om værtslandet opfylder sine egne menneskerettighedsforpligtelser eller ej; opfordrer IKT-virksomhederne, navnlig dem, der er beliggende i EU, til at gennemføre FN's principper for virksomheder og menneskerettigheder, herunder gennem fastlæggelse af due diligence-politikker og risikostyringsforanstaltninger og tilvejebringelse af effektive afhjælpende foranstaltninger, når deres aktiviteter har forårsaget eller bidraget til en negativ påvirkning af menneskerettighederne;

33.  understreger, at det er nødvendigt at gennemføre og overvåge EU-forordninger og ‑sanktioner vedrørende IKT'er mere effektivt, bl.a. gennem anvendelse af "catch-all"-mekanismer, for at sikre, at alle parter, herunder medlemsstaterne, overholder lovgivningen, og at der opretholdes lige vilkår for alle;

34.  understreger det forhold, at respekt for grundlæggende rettigheder er et vigtigt element i vellykkede terrorbekæmpelsespolitikker, herunder anvendelsen af digitale overvågningsteknologier;

35.  hilser den beslutning om eksportkontroller inden for overvågning og retshåndhævelse/værktøjer til indsamling af efterretninger, der blev vedtaget på Wassenaar-arrangementets plenarforsamling i december 2013, velkommen; minder om den fortsat meget ufuldstændige karakter af EU-ordningen for produkter med dobbelt anvendelse, nemlig EU's forordning om produkter med dobbelt anvendelse, når det gælder en effektiv og systematisk eksportkontrol af skadelige IKT-teknologier til ikke-demokratiske lande;

36.  opfordrer på baggrund af den kommende evaluering og fornyelse af politikken vedrørende dobbelt anvendelse indtrængende Kommissionen til hurtigt at forelægge et forslag til intelligente og effektive politikker til begrænsning og regulering af den kommercielle eksport af tjenester i tilknytning til gennemførelse og anvendelse af såkaldte teknologier med dobbelt anvendelse, som imødegår potentielt skadelig eksport af IKT-produkter og -tjenester til tredjelande, som der var enighed om i den fælles erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen fra april 2014; opfordrer Kommissionen til at medtage effektive sikkerhedsforanstaltninger for at forhindre, at denne eksportkontrol på nogen måde skader forskning, herunder videnskabelig forskning og forskning i IT-sikkerhed;

37.  understreger, at Kommissionen hurtigt bør kunne tilbyde virksomheder, som er i tvivl om, hvorvidt de skal ansøge om en eksporttilladelse, præcise og ajourførte oplysninger om lovligheden eller de potentielt skadelige virkninger af potentielle transaktioner;

38.  opfordrer Kommissionen til at forelægge forslag om en gennemgang af, hvordan EU-standarderne for IKT kan anvendes til at forhindre potentielt skadelige virkninger af eksporten af sådanne teknologier eller andre tjenester til tredjelande, hvor begreber såsom "lovlig aflytning" ikke kan anses for at svare til definitionen heraf i EU, eller som f.eks. har dårlige forhold på menneskerettighedsområdet, eller hvor der slet ikke eksisterer retsstatsforhold;

39.  fastslår endnu en gang, at EU-standarder, særlig Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, bør have forrang i forbindelse med vurderingen af hændelser, hvor teknologier med dobbelt anvendelse anvendes på en måde, der kan begrænse menneskerettighederne;

40.  opfordrer til, at der udvikles politikker med henblik på at regulere salget af såkaldte "zero-day exploits" og sårbarheder for at forhindre, at de benyttes til cyberangreb eller uautoriseret adgang til anordninger med menneskerettighedskrænkelser til følge, uden at denne regulering har en indvirkning af betydning på akademisk og anden pålidelig forskning i sikkerhed;

41.  beklager dybt, at visse europæiske virksomheder og internationale virksomheder, som handler med teknologier med dobbelt anvendelse, der potentielt har en skadelig indvirkning på menneskerettighederne, samtidigt med at de opererer i EU, aktivt samarbejder med regimer, hvis handlinger krænker menneskerettighederne;

42.  opfordrer indtrængende Kommissionen til offentligt at udelukke virksomheder, der deltager i sådanne aktiviteter, fra EU's udbudsprocedurer, fra forsknings- og udviklingsfinansiering og fra enhver anden form for økonomisk støtte;

43.  opfordrer Kommissionen til at være særligt opmærksom på menneskerettighedsaspektet i offentlige udbudsprocedurer i forbindelse med teknologisk udstyr, navnlig i lande med upålidelig praksis på dette område;

44.  opfordrer Kommissionen og Rådet til aktivt at forsvare det åbne internet, beslutningsprocesser, der involverer mange interessenter, netneutralitet, digitale frihedsrettigheder og databeskyttelsesmekanismer i tredjelande via fora om internetforvaltning;

45.  fordømmer svækkelsen og undermineringen af krypteringsprotokoller og -produkter, særlig i efterretningstjenester, der forsøger at opfange krypteret kommunikation;

46.  advarer mod privatisering af retshåndhævelse via internetvirksomheder og internettjenesteudbydere;

47.  opfordrer til en tydeliggørelse af de normer og standarder, som private aktører anvender til at udvikle deres systemer;

48.  minder om, at det er vigtigt at se på den sammenhæng, som teknologierne anvendes i, for fuldt ud at kunne vurdere deres indvirkning på menneskerettighederne;

49.  opfordrer udtrykkeligt til fremme af redskaber, som muliggør anonym anvendelse af internettet og/eller anvendelse under pseudonym, og sætter spørgsmålstegn ved den ensidige opfattelse, at sådanne redskaber udelukkende tjener til at muliggøre kriminelle handlinger og ikke til at styrke menneskerettighedsaktivister uden for og i EU;

50.  opfordrer indtrængende Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at udvikle intelligente og effektive politikker til regulering af eksporten af teknologier med dobbelt anvendelse, der imødegår potentielt skadelig eksport af IKT-produkter og -tjenester på internationalt plan og inden for multilaterale eksportkontrolordninger og andre internationale organer;

51.  understreger, at alle lovgivningsmæssige ændringer, der har til formål at forbedre effektiviteten af eksportkontrol med overførsel af immateriel teknologi, ikke må hindre lovlig forskning eller adgang til og udveksling af information, og at eventuelle foranstaltninger, såsom brug af generelle fællesskabsudførselstilladelser til forskning med dobbelt anvendelse, ikke bør have en afskrækkende virkning på enkeltpersoner og SMV'er;

52.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at eksisterende og fremtidige eksportkontrolpolitikker ikke begrænser legitime sikkerhedsforskeres aktiviteter, og at eksportkontrollen udføres i god tro og kun på klart definerede teknologier, der skal anvendes til masseovervågnings-, censur-, støjsendings-, aflytnings- eller overvågningsformål eller til eftersporing af borgere og deres aktiviteter på (mobil)telefonnet;

53.  minder om, at mesh-baserede trådløse ad hoc-teknologier tilvejebringer et stort potentiale for backup-netværk i områder, hvor internettet er utilgængeligt eller blokeret, og kan bidrage til at fremme menneskerettighederne;

54.  opfordrer Kommissionen til at udpege en uafhængig ekspertgruppe, som kan foretage en vurdering af den indvirkning, som eksisterende EU-standarder for IKT har på menneskerettighederne, med det formål at fremsætte henstillinger til tilpasninger, som vil øge beskyttelsen af menneskerettighederne, særlig når systemer eksporteres;

55.  erkender, at teknologisk udvikling udgør en udfordring for retssystemerne, der skal tilpasse sig nye omstændigheder; understreger endvidere betydningen af, at lovgiverne lægger større vægt på spørgsmål i tilknytning til den digitale økonomi;

56.  opfordrer Kommissionen til at inddrage civilsamfundet såvel som uafhængige eksperter, herunder sikkerhedsforskere, på IKT-området i tredjelande for at sikre opdateret ekspertise, som bør resultere i fremtidssikret politikudvikling;

57.  understreger, at det er nødvendigt at undgå utilsigtede konsekvenser, såsom begrænsning af eller afskrækning fra hhv. forskning og udvikling, udveksling af og adgang til information, udvikling af viden om sikkerhed eller eksport af teknologier, som er til gavn for erhvervelsen af de nødvendige digitale kompetencer og for fremme af menneskerettighederne;

58.  mener, at samarbejde mellem regeringer og private aktører på det digitale område overalt i verden, herunder Internet Governance Forum, kræver klare kontrolforanstaltninger og ikke må føre til, at den demokratiske og retlige kontrol undergraves;

59.  bemærker, at en frivillig tilgang ikke er tilstrækkelig, men at der er behov for bindende bestemmelser for at tilskynde virksomhederne til at tage hensyn til et lands menneskerettighedsforhold, før de eksporterer deres produkter dertil, og gennemføre en konsekvensvurdering af, hvilken virkning deres teknologier har for menneskerettighedsforkæmpere og regeringskritikere;

60.  er af den opfattelse, at eksporten af stærkt følsomme varer skal kontrolleres, før de forlader EU, og at der er behov for sanktioner i tilfælde af overtrædelser;

61.  kræver, at retten til kryptering skal tilkomme ethvert individ, og at der skabes de nødvendige forudsætninger for at kunne foretage kryptering; er af den opfattelse, at kontrollen bør ligge hos den endelige bruger, som også skal have mulighed for at gennemføre en ordentlig kontrol;

62.  kræver, at der indføres end-to-end-krypteringsstandarder som en selvfølge hos alle kommunikationstjenester, så regeringer, efterretningstjenester og overvågningsorganer får vanskeligere ved at læse indholdet;

63.  understreger, at statslige efterretningstjenester har et særligt ansvar for at skabe tillid og kræver, at masseovervågningen bringes til ophør; finder, at indenlandske og udenlandske efterretningstjenesters overvågning af europæiske borgere må imødegås og bringes til ophør;

64.  modsætter sig salg og udbredelse af europæisk overvågningsteknologi og censurværktøjer til autoritære regimer, under hvilke retsstatsprincippet ikke finder anvendelse;

65.  kræver, at mulighederne for international beskyttelse af whistleblowere udvides, og opfordrer medlemsstaterne til at vedtage love om beskyttelse af whistleblowere;

66.  kræver, at der udnævnes en FN-repræsentant for digitale frihedsrettigheder og databeskyttelse, og kræver en udvidelse af arbejdsområdet for EU's kommissær med ansvar for menneskerettigheder, således at også teknologi anskues ud fra et menneskerettighedsaspekt;

67.  kræver foranstaltninger som sikrer, at aktivisters, journalisters og borgeres privatliv beskyttes i hele verden, og at de kan netværke via internettet;

68.  fastholder, at retten til internetadgang bør anerkendes som en menneskerettighed og kræver foranstaltninger med henblik på at overvinde den digitale kløft;

69.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik samt EU-Udenrigstjenesten.

(1) http://eeas.europa.eu/delegations/un_geneva/press_corner/focus/events/2012/20120625_en.htm. (2) http://eeas.europa.eu/delegations/documents/eu_human_rights_guidelines_on_freedom_of_expression_online_and_offline_en.pdf (3) http://www.osce.org/fom/80723?download=true. (4) http://www.osce.org/fom/127656?download=true . (5) http://daccess-dds-ny.un.org/doc/UNDOC/GEN/N14/545/19/PDF/N1454519.pdf?OpenElement. (6) http://www.ohchr.org/EN/HRBodies/HRC/RegularSessions/Session27/Documents/A-HRC-27-37_en.doc. (7) http://website-pace.net/documents/19838/1085720/20150126-MassSurveillance-EN.pdf/df5aae25-6cfe-450a-92a6-e903af10b7a2. (8) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0230. (9) http://www.ohchr.org/Documents/Publications/GuidingPrinciplesBusinessHR_EN.pdf?v=1392752313000/_/jcr:system/jcr:versionstorage/12/52/13/125213a0-e4bc-4a15-bb96-9930bb8fb6a1/1.3/jcr:frozennode (10) http://www.oecd.org/daf/inv/mne/48004323.pdf (11) http://www.oecd-ilibrary.org/docserver/download/2014091e.pdf?expires=1423160236&id=id&accname=ocid194994&checksum=D1FC664FBCEA28FC856AE63932715B3C (12) https://www.icann.org/en/system/files/files/annual-report-2013-en.pdf (13) COM(2014)0072. (14) http://netmundial.br/wp-content/uploads/2014/04/NETmundial-Multistakeholder-Document.pdf (15) EUT L 173 af 12.6.2014, s. 79. (16) EUT L 173 af 12.6.2014, s. 82. (17) COM(2014)0244. (18) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0470. (19) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0274. (20) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0079. (21) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0033. (22) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0076. (23) http://www.europarl.europa.eu/document/activities/cont/201403/20140307ATT80674/20140307ATT80674EN.pdf.

Europa-Parlamentets beslutning af 8. september 2015 om beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser: Mod resultatbaseret kontrol med den fælles landbrugspolitik (2014/2234(INI))

P8_TA(2015)0289 A8-0240/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Revisionsrettens udtalelse nr. 1/2012 om visse forslag til forordninger vedrørende den fælles landbrugspolitik i perioden 2014-2020,

–  der henviser til Revisionsrettens udtalelse nr. 2/2004 om indførelse af "én enkelt revisionsmodel",

–  der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 16/2013 med titlen "Status over én enkelt revision ("single audit") og Kommissionens anvendelse af de nationale revisionsmyndigheders arbejde på samhørighedsområdet",

–  der henviser til den årlige aktivitetsrapport fra 2013 fra Generaldirektoratet for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget og udtalelse fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A8-0240/2015),

A.  der henviser til, at reglerne i løbet af de to reformrunder af den fælles landbrugspolitik er blevet mere forskelligartede og komplekse;

B.  der henviser til, at mere komplekse regler fører til flere fejl i praksis;

C.  der henviser til, at målene i den fælles landbrugspolitik skal opfyldes, samtidig med at den gensidige forståelse og tillid mellem alle EU's institutioner og nationale og regionale organer skal sikres, for at den fælles landbrugspolitik kan gennemføres effektivt;

D.  der henviser til, at en mere effektiv og virkningsfuld reform af den fælles landbrugspolitik kræver forenkling og mindre bureaukrati for at kunne opfylde målene i den fælles landbrugspolitik;

E.  der henviser til, at udgifterne til kontroller og rådgivning til relevante aktører og landbrugere på nuværende tidspunkt anslås til 4 mia. EUR om året på medlemsstatsniveau, som sandsynligvis vil stige, hvilket ligeledes kan gøre sig gældende for fejlprocenterne som en konsekvens af gennemførelsen af den seneste reform af den fælles landbrugspolitik, navnlig indførelsen af mere "grønne" tiltag;

F.  der henviser til, at 2013-reformen har medført betydelige ændringer i de oplysninger, som landbrugere skal vedlægge deres ansøgninger og som begrundelse for anmodninger, og medført nye krav, som risikerer at resultere i en højere fejlprocent i den indledende indlærings- og tilpasningsfase;

G.  der henviser til, at det er vigtigt, at aktørerne ikke bebyrdes med et uforholdsmæssigt stort antal af inspektioner;

H.  der henviser til, at målene i den fælles landbrugspolitik skal opfyldes, samtidig med at den gensidige forståelse og tillid mellem alle EU's institutioner, nationale og regionale organer skal sikres, for at den fælles landbrugspolitik kan gennemføres effektivt;

I.  der henviser til, at landbrugerne tilskyndes til at stille tjenester til rådighed, såsom landskaber, biodiversitet i landbruget og klimastabilitet, til trods for at disse ikke har nogen markedsværdi;

J.  der henviser til, at udgifterne til kontroller og rådgivning til relevante aktører og landbrugere på nuværende tidspunkt kan anslås til 4 mia. EUR på medlemsstatsniveau; understreger behovet for at minimere udgifterne til kontroller og den bureaukratiske byrde, som de medfører;

K.  der henviser til, at resultatbaserede kontroller kan vise sig at være en nyttig metode, idet der er behov for stabilitet og en ansporende tilgang fra de administrative organers side, med henblik på at opbygge tillid til de endelige støttemodtagere; minder dog om, at det ikke er muligt at indføre ét enkelt system, der kan anvendes på alle de forskellige typer og størrelser af landbrugsbedrifter i EU;

L.  der henviser til, at forgrønnelsesforanstaltningerne, som blev indført ved den seneste reform af den fælles landbrugspolitik, sigter mod at øge landbrugets bæredygtighed ved hjælp af forskellige instrumenter:

M.  der henviser til, at Generaldirektoratet for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter(1) vurderede, at det var nødvendigt at udstede 51 forbehold for visse betalingsorganer;

1.  er enig med Revisionsretten i, at "ordningerne for udgifterne under den fælles landbrugspolitik for perioden 2014-2020 fortsat er komplekse"(2); minder dog om, at kompleksiteten af den fælles landbrugspolitik skyldes diversiteten i europæisk landbrug, og at forenkling ikke må resultere i en afvikling af de instrumenter, som er blevet vedtaget;

2.  opfordrer til at gøre den fælles landbrugspolitik mindre bureaukratisk med henblik på at reducere fejlprocenten og indføre instrumenter, der vil gøre det muligt at skelne mellem fejl og svig;

3.  opfordrer til, at der ved anvendelsen af resultaterne af kontrollerne og med hensyn til en eventuel pålæggelse af sanktioner skelnes mellem utilsigtede udeladelser og tilfælde af svig, idet udeladelser i reglen ikke medfører økonomiske skade for skatteyderne;

4.  opfordrer til at føre en mindre bureaukratisk fælles landbrugspolitik, som kan gennemføres og fortolkes klart, med henblik på at reducere fejlprocenten og for at oprette instrumenter, der vil gøre det muligt at skelne mellem fejl og svig, samtidig med at det sikres, at landbrugerne fortsat kan opretholde den vigtige fødevareproduktion, som udgør kernen i politikken; mener, at en vedvarende indsats for at håndtere kompleksiteten i og strømlining af den fælles landbrugspolitiks funktion er en af nøglefaktorerne til at tiltrække nye aktører til landbruget og fastholde dem og deres færdigheder for at sikre en blomstrende landbrugssektor i fremtiden; forventer i denne forbindelse effektive foranstaltninger fra programmet for bedre regulering; glæder sig over Kommissionens beslutning om at forlænge fristen for ansøgninger om direkte betalinger med én måned og mener, at det er et skridt hen imod en mindskelse af fejlprocenten for den fælles landbrugspolitik;

5.  opfordrer indtrængende til, at der gives mere præcis vejledning til både nationale myndigheder og landbrugere med henblik på at mindske fejlprocenten;

6.  støtter Kommissionens initiativ med at forenkle den fælles landbrugspolitik med en øjeblikkelig undersøgelse af foranstaltninger, som kan iværksættes hurtigt, eftersom dette vil komme landbrugerne, betalingsorganerne, EU-institutionerne og skatteyderne til gode; opfordrer ligeledes indtrængende til, at der ved midtvejsrevisionen fremsættes forslag til ændringer i basisretsakten til behandling i forbindelse med reformen for den næste finansieringsperiode;

7.  frygter, at den mest sandsynlige fejlprocent, som Revisionsretten har konstateret, vil stige på området for den fælles landbrugspolitiks direkte betalinger i perioden 2014-2020, navnlig på grund af den omstændighed, at den næste rammeordning for krydsoverensstemmelse endnu ikke imødegås af en mindskelse af den unødvendige kompleksitet i landbrugspolitikken, hverken for forvaltningsmyndighederne eller for modtagerne;

8.  minder om, at Parlamentet og Revisionsretten ofte har understreget nødvendigheden af at finde den rette balance mellem en lavere administrativ byrde og effektiv finansiel kontrol;

9.  bemærker, at udgifterne til kontrollen med den fælles landbrugspolitik allerede beløber sig til 4 mia. EUR om året, og at de vedrører 50 mio. transaktioner med et budget for landbrug på ca. 58 mia. EUR;

10.  glæder sig over, at Kommissionen prioriterer nye bestræbelser på en forenkling af den fælles landbrugspolitik, og at den som det første foreslår at forenkle en række delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter;

11.  går kraftigt ind for at forbedre kvaliteten og sammenhængen i kontrollerne frem for at øge antallet af medlemsstaternes, Kommissionens og Revisionsrettens kontroller inden for landbruget;

12.  understreger endvidere, at kontroller er en garanti for, at penge fra EU-budgettet, der er øremærket til finansiering af den fælles landbrugspolitik, bruges til de rigtige formål;

13.  minder om, at formålet med ordningen med én enkelt revisionsmodel er at indføre en enkelt revisionskæde lige fra de endelige modtagere til Den Europæiske Unions institutioner;

14.  finder det beklageligt, at ordningen med én enkelt revisionsmodel endnu ikke er effektiv, og at medlemsstaternes kontrolsystemer ikke lever op til deres fulde potentiale; minder medlemsstaterne om deres ansvar for at sikre det første effektive niveau af kontroller, samtidig med at de minimerer byrden for landbrugerne, og om deres ansvar for at udnytte de eksisterende muligheder for at indføre fleksibilitet i forbindelse med tilrettelæggelsen af kontroller;

15.  tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne til at finde metoder til at optimere og kombinere kontrollerne i forbindelse med den fælles landbrugspolitik, således at de udvalgte støtteberettigede om muligt kun underlægges én kontrolrunde om året;

16.  understreger, at den mest sandsynlige fejlforekomst ifølge Den Europæiske Revisionsrets årsberetning for regnskabsåret 2013:

17.  beklager, at Kommissionen var nødt til at opjustere de fejlprocenter, som 42 ud af 68 betalingsorganer med en restfejlprocent på over 2 % havde oplyst, til trods for at næsten alle betalingsorganerne for de direkte betalinger var akkrediteret og godkendt af godkendelsesmyndighederne, og til trods for at 79 ud af de 82 forvaltningserklæringer, som betalingsorganerne afleverede, modtog en blank revisionspåtegning fra godkendelsesorganerne i 2013;

18.  forventer, at de nye opgaver, som er blevet pålagt certificeringsorganerne i medfør af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 og (EU) nr. 1306/2013, vil forbedre pålideligheden af de data, der fremsendes af medlemsstaterne for så vidt angår deres forvaltning af EU's landbrugsmidler;

19.  opfordrer Kommissionen til at ændre retningslinjerne for certificeringsorganerne med henblik på at kunne foretage en nøjere verificering af sammenstillingen af de statistiske rapporter;

20.  gentager sit krav til Kommissionen om at udarbejde forslag med sigte på at sanktionere svigagtige eller ukorrekte indberetninger fra betalingsorganernes side, som skal omfatte følgende tre dimensioner: kontrolstatistikker, erklæringer fra betalingsorganerne og det arbejde, der udføres af godkendelsesorganerne; anmoder om, at Kommissionen tillægges beføjelse til at trække godkendelsen af betalingsorganet tilbage i tilfælde af alvorlige vildledende oplysninger;

21.  forventer, at Kommissionen hurtigt vil gøre fuld brug af processen for forenkling af den fælles landbrugspolitik, navnlig for så vidt angår de besværlige og komplekse regler for krydsoverensstemmelse og grønne foranstaltninger, hvilket i sidste ende vil påvirke landbrugere i hele Europa;

22.  støtter Kommissionens initiativ til at forenkle den fælles landbrugspolitik ved hjælp af øjeblikkelige overvejelser om foranstaltninger, som kan iværksættes hurtigt, eftersom dette vil komme landbrugerne, betalingsorganerne, EU-institutionerne og skatteyderne til gode; opfordrer desuden indtrængende til, at der fremsættes ændringsforslag til basisretsakten; opfordrer Kommissionen til at fremsætte konkrete forslag til forenkling af den fælles landbrugspolitik under hensyntagen til feedback modtaget fra relevante aktører i landbrugssektoren;

23.  slår til lyd for en styrkelse og en fuldstændig gennemførelse af ordningen med én enkelt revisionsmodel ved at samordne de kontrolaktiviteter, som foretages af de forskellige institutioner, og opfordrer til, at den administrative byrde, som er forbundet med revisionerne, lettes på en sådan måde, at landbrugerne ikke udsættes for flere forskellige kontrolbesøg ved flere forskellige lejligheder fra de ansvarlige organers side, eller i medfør af en enkelt eller alle forordninger i overdreven grad eller flere gange udsættes for kontrolbesøg fra Kommissionens og Revisionsrettens side i løbet af samme år, hvilket som følge af det reducerede antal af kontrolbesøg ville mindske byrden for landbrugerne; opfordrer til, at de revisionsopgaver, som udføres af godkendelsesorganerne og andre medlemsstatsorganer, lægges sammen; bemærker, at de råd, som både de nationale myndigheder og Kommissionen giver i retningslinjerne til landbrugerne om implementeringen af den fælles landbrugspolitik, ofte modsiges af de vurderingskriterier, som Revisionsretten anvender, hvilket resulterer i bøder, der både er uforholdsmæssige og uventede;

24.  er fortaler for en integreret kontroltilgang, hvor alle de nødvendige kontrolbesøg på en given landbrugsbedrift – hvor det er muligt – udføres på samme tid, således at antallet af kontrolbesøg på stedet holdes på et lavt niveau, og de dermed forbundne økonomiske og tidsmæssige omkostninger og byrder for administrationer og landbrugere kan mindskes, og kontrolprocessen strømlines;

25.  minder Kommissionen om, at risikoen for utilsigtede fejl som følge af komplekse regler i sidste ende bæres af støttemodtageren; opfordrer til, at der vedtages en rimelig, forholdsmæssig og effektiv politik vedrørende sanktioner til støtte for denne tilgang, f.eks. ved at undgå dobbelt straf for at have begået den samme fejl under såvel enkeltbetalingsordningen som i forbindelse med krydsoverensstemmelse;

26.  mener, at betalinger med henblik på at sikre en smidig projektgennemførelse ikke bør afbrydes, når der konstateres mindre fejl og/eller skrive- og regnefejl;

27.  anmoder om, at Kommissionen, medlemsstaterne og Revisionsretten udvikler yderligere risikobaserede revisionsstrategier, som tager højde for alle relevante data, herunder forudgående identifikation af de bedste/dårligste aktører pr. politikområde;

28.  understreger, at der bør udvikles kriterier for at definere, hvilke medlemsstater der identificeres som værende dem, der klarer sig bedst/værst;

29.  minder om, at en lang række medlemsstater kan betragtes som "dårligst" for så vidt angår forvaltningen af EU-midler afhængigt af det pågældende politikområde;

30.  insisterer på, at definitionen af præstation i kontrolmæssig henseende bør være baseret på en checkliste og primært bør omfatte kvaliteten af medlemsstaternes kontroller og administrative systemer, dvs. forvaltnings- og godkendelsesmyndighedernes effektivitet, regelmæssighed og pålidelighed;

31.  mener, at de medlemsstater, der klarer sig bedst inden for hvert politikområde, bør belønnes med færre EU-kontroller;

32.  mener, at udviklingen og forvaltningen af resultatbaserede kontroller på ingen måde bør blive en kilde til øget usikkerhed med hensyn til EU's fødevareforsyningssikkerhed;

33.  opfordrer de medlemsstater, der klarer sig bedst, til at dele deres erfaringer med de medlemsstater, der klarer sig dårligst;

34.  anmoder om, at Kommissionen tilskynder til udveksling af bedste praksis for at sikre, at kontrollerne bliver så gnidningsløse som muligt og til mindst mulig gene for landbrugerne;

35.  bemærker, at medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 59, stk. 5, i forordning (EU) nr. 1306/2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik "sikrer, med henblik på en effektiv risikoforvaltning, det nødvendige minimumsniveau for kontrol på stedet og forhøjer om nødvendigt dette minimumsniveau; medlemsstaterne kan begrænse dette minimumsniveau, når forvaltnings- og kontrolsystemerne fungerer korrekt og fejlprocenterne ligger på et acceptabelt niveau";

36.  anmoder endvidere Kommissionen om at definere det i artikel 59, stk. 5, i forordning (EU) nr. 1306/2013 omhandlede acceptable niveau og om at indlede en dialog med Parlamentet og Den Europæiske Revisionsret i denne henseende;

37.  tilskynder medlemsstaterne til at udvikle yderligere e-forvaltningsinitiativer, der skal sigte mod at mindske fejlprocenten ved at forebygge fejl i ansøgningsfasen som et mellem- og langsigtet mål; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at overholde den i artikel 122, stk. 3, i forordningen om de fælles bestemmelser fastsatte måldato og til at overgå til e-samhørighed i forbindelse med projektansøgning, -forvaltning og -kontrol; mener, at fuld datagennemsigtighed og -tilgængelighed er af afgørende betydning for at forhindre og bekæmpe ethvert misbrug; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at gøre det obligatorisk at offentliggøre den dokumentation, der forelægges af støttemodtagerne;

38.  mener, at fuldstændig højhastighedsbredbåndsdækning i landbrugsområderne sammen med væsentlig bevidstgørelse herom og uddannelse i brugen heraf vil være et afgørende redskab til at gøre alle landbrugere i stand til at drage nytte af de nyeste ansøgnings- og anmodningssystemer inden for den fælles landbrugspolitik;

39.  opfordrer til, at der gøres en yderligere indsats for at gøre ansøgningssystemerne og landbrugernes ansøgningsformularer mindre indviklede, og støtter medlemsstaternes øgede brug af e-forvaltningsteknologi med det formål på forhånd at undgå fejl i forbindelse med ansøgningsprocessen, som vil kræve, at modtagerne har adgang til bredbåndsinternet; tilskynder Kommissionen til at indføre et program, som skal bidrage til uddannelse af ældre landbrugere; understreger de omfattende investeringer i bredbåndsnet i landdistrikterne og opfordrer medlemsstaterne til at stræbe efter at digitalisere ansøgningsprocessen; minder om, at en pålidelig gennemførelse af e-forvaltningsteknologier kræver, at medlemsstaterne udvikler, finansierer eller samfinansierer en sådan teknologi.

40.  opfordrer medlemsstaterne til at anvende digitaliseringsprogrammer med hensyn til forholdet mellem forvaltning og landbrugsbedrifter med henblik på at opnå et "samlet bedriftsdossier", der omfatter integreret og synkron forvaltning af afgrødedata; mener, at en sådan forenkling vil samle områder, som i øjeblikket administreres separat (afgrødeplaner, individuelle forsikringsplaner og logbøger), idet bedrifterne ville skulle indsende én enkelt erklæring, der dernæst ville blive delt mellem forvaltningsdepartementerne, hvilket ville medføre øget effektivitet for så vidt angår disse forvaltningsdepartementers kontroller og således til en reduceret risiko for betalingsfejl smat til strømlining af kontroller;

41.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at de statslige/regionale organer, der har at gøre med gennemførelsen af den nye fælles landbrugspolitik, kommunikerer med hinanden og arbejder effektivt sammen, hvilket er til fordel for de landbrugere, der gennemfører politikken i praksis;

42.  mener, at der er talrige fordele på lang sigt forbundet med at udvikle og vedtage industrielle internetbaserede løsninger både inden for landbrug og kontrol, især hvad angår integrerede løsninger for støttemodtagere og betalingsorganer; forventer, at dette vil indvirke positivt på overensstemmelsen, pålideligheden og omkostningseffektiviteten af kontrollerne; opfordrer indtrængende Kommissionen til at vedtage og gennemføre pilotprojekter på dette område; minder om, at denne tilgang er afhængig af, at medlemsstaterne forpligter sig til at levere faste bredbåndsforbindelser til landdistrikter i hele EU;

43.  opfordrer Kommissionen til at samarbejde med alle relevante interesserede parter, herunder – men ikke begrænset til – Revisionsretten, medlemsstaterne og støttemodtagernes organisationer om at forberede en langsigtet strategi, der skal behandle ikke-politikrelaterede metoder til at forhindre, at byrden for støttemodtagere og inspektører vokser yderligere som følge af fremtidige reformer af den fælles landbrugspolitik og ændringer af de grundlæggende retsakter;

44.  anmoder Kommissionen om at overholde princippet om kontrollerbarhed, der allerede gælder inden for udvikling af landdistrikter, når den i overensstemmelse med artikel 46 i forordning (EU) nr. 1307/2013 udarbejder et forslag til en lovgivningsmæssig retsakt vedrørende det miljømæssige fokusområde;

45.  anmoder Kommissionen om at behandle spørgsmålet om nedsættelsen af minimumsniveauet for kontrol, der er fastsat i artikel 59 i forordning (EU) nr. 1306/2013, i den evalueringsrapport, der er omhandlet i samme forordnings artikel 110 om overvågning og evaluering af den fælles landbrugspolitik;

46.  anmoder Kommissionen om at udarbejde et udkast til en meddelelse om muligheden for at indføre resultatorienterede forvaltningssystemer på alle landbrugspolitikkens områder, navnlig for så vidt angår investeringer i udvikling af landdistrikterne, med henblik på at indlede en debat med alle interessenter om indførelse af dette princip i EU-lovgivningen;

47.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen, Rådet, Det Europæiske Råd og medlemsstaternes parlamenter og regeringer.

(1) Den årlige aktivitetsrapport fra Generaldirektoratet for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter for 2013. (2) Revisionsrettens udtalelse nr. 1/2012 om visse forslag til forordninger vedrørende den fælles landbrugspolitik i perioden 2014-2020. (3) Revisionsrettens årsberetning 2013, pkt. 3.8. (4) Revisionsrettens årsberetning 2013, pkt. 4.8.

Europa-Parlamentets beslutning af 8. september 2015 om familieforetagender i Europa (2014/2210(INI))

P8_TA(2015)0290 A8-0223/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til de kriterier, som Kommissionen fastlagde i 2003 for en definition på små og mellemstore virksomheder (SMV'er),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse om 2020-handlingsplanen for iværksætterkultur (COM(2012)0795),

–  der henviser til 2009-rapporten fra Kommissionens ekspertgruppe "Overview of family-business-relevant issues: research, policy measures and existing studies",

–  der henviser til sin beslutning af 5. februar 2013 om bedre adgang til finansiering for SMV'er(1),

–  der henviser til sin beslutning af 15. januar 2014 om genindustrialisering af Europa med henblik på at fremme konkurrenceevne og bæredygtighed(2),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse om "Tænk småt først" – En "Small Business Act" for Europa (COM(2008)0394),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A8-0223/2015),

A.  der henviser til, at ejendom er beskyttet i henhold til artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder;

B.  der henviser til, at familieforetagender før i tiden generelt har ydet store bidrag til kraftige opsving i den europæiske økonomi og spiller en betydelig rolle for økonomisk vækst og social udvikling, bekæmpelse af arbejdsløshed, især blandt unge, og investering i menneskelig kapital; der henviser til, at familieforetagenders generationsoverskridende karakter styrker den økonomiske stabilitet; der henviser til, at familieforetagender sædvanligvis spiller en afgørende rolle i den regionale udvikling med hensyn til beskæftigelse, videregivelse af knowhow og regional planlægning; der henviser til, at politikker, der er målrettet mod familieforetagender, kunne tilskynde til iværksætteri og motivere europæiske familier til at starte deres egne familieforetagender;

C.  der henviser til, at ifølge Ernst and Young Family Business Yearbook 2014 er 85 % af alle europæiske virksomheder familieforetagender, som tegner sig for 60 % af arbejdspladserne i den private sektor;

D.  der henviser til, at familieforetagender har forskellig størrelse og derfor oplever forskellige vanskeligheder og problematikker;

E.  der henviser til, at de fleste familieforetagender er SMV'er, men at familieforetagender også kan være små, mellemstore eller store virksomheder, og at de kan være børsnoterede eller ikkebørsnoterede; der henviser til, at de i vid udstrækning er blevet sidestillet med SMV'er, og at man har forsømt at tage i betragtning, at der også findes meget store multinationale selskaber, som er familieforetagender; der henviser til, at der i nogle EU-medlemsstater er nogle få familieforetagender, som skaber en stor del af samtlige virksomheders samlede omsætning og dermed yder et afgørende bidrag til bevarelsen, også i krisetider, og skabelsen af arbejdspladser og vækst og til det pågældende lands økonomiske succes; der henviser til, at mange familieforetagender, som ikke længere falder under definitionen på SMV'er, men samtidig er langt fra at være en stor koncern, ikke opfylder betingelserne for at nyde godt af finansieringsmuligheder og blive fritaget for visse administrative forpligtelser; der henviser til, at dette uvægerligt giver unødvendig administration, som er en stor belastning, især for disse midcapfamilieforetagender;

F.  der henviser til, at et stort antal familieforetagender er aktive i mere end ét land, hvilket er ensbetydende med, at modellen med familieforetagender har en transnational dimension;

G.  der henviser til, at love om direkte beskatning og arveret henhører under medlemsstaternes kompetenceområde, og til, at nogle medlemsstater har vedtaget foranstaltninger til at støtte familieforetagender og gøre noget ved deres problemområder;

H.  der henviser til, at familieforetagender opfattes som havende stor integritet og høje værdier, som sætter kursen for deres forretningsaktiviteter, og sætter høje standarder for virksomhedens sociale ansvar over for deres ansatte og miljøet, hvilket også skaber et gunstigt miljø for balance mellem arbejdsliv og privatliv; der henviser til, at familieforetagender normalt er garant for, at viden og færdigheder vil blive videregivet, og at de i nogle tilfælde spiller en vigtig rolle i de sociale forbindelser;

I.  der henviser til, at familielandbrug er den mest almindelige forretningsmodel inden for landbruget og yder et væsentligt bidrag til forebyggelsen af affolkning af landdistrikterne og i mange tilfælde udgør den eneste kilde til beskæftigelse i de regioner i Europa, der er bagud i udviklingen, især i de mindst industrialiserede regioner; der henviser til, at familielandbrugene kan benyttes som en model for succes, fordi de generelt aktivt udlever princippet om den økonomisk og socialt bæredygtige, cirkulære økonomi, og fordi kvinder i denne forbindelse som driftsledere i landbruget ikke kun bidrager med iværksætterånd, men samtidig råder over særlige kommunikative og sociale kompetencer;

J.  der henviser til, at Kommissionens ekspertgruppe om familieforetagender afsluttede sit arbejde for mere end fem år siden, og at der siden da ikke er iværksat noget nyt europæisk initiativ på EU-plan; der henviser til, at der fortsat mangler forskning og oplysninger på nationalt og europæisk plan, som gør det muligt at forstå familieforetagendernes særlige behov og strukturer;

K.  der henviser til, at der ikke findes nogen konkret, enkel og harmoniseret definition på et "familieforetagende", som er juridisk bindende i hele Europa;

L.  der henviser til, at det på grund af den manglende definition ikke er muligt at samle sammenlignelige data i EU-medlemsstaterne, så man kan gøre opmærksom på familieforetagendernes særlige situation, behov og økonomiske resultater; der henviser til, at denne mangel på pålidelige og sammenlignelige data kan hæmme den politiske beslutningstagning og medføre, at familieforetagendernes behov ikke bliver opfyldt;

M.  der henviser til, at familieforetagender ud over deres økonomiske betydning også spiller en central rolle i samfundsmæssig forstand;

N.  der henviser til, at der ikke findes forbund eller andre former for interesserepræsenterende organisationer i alle 28 EU-medlemsstater, som udtrykkeligt tager sig af familieforetagendernes behov;

O.  der henviser til, at bestræbelserne på EU-plan på at fremme iværksætterkultur og nystartede virksomheder bør øges og suppleres med større opmærksomhed rettet mod at fremme og stimulere familieforetagenders overlevelse på lang sigt;

P.  der henviser til, at modellen med familieforetagender er ujævnt fordelt over EU-medlemsstaterne; der henviser til, at en væsentlig andel af familieforetagenderne i Europa har en transnational dimension og udøver deres aktiviteter i forskellige medlemsstater;

Q.  der henviser til, at kvinder i EU i gennemsnit tjener 16 % mindre i timen end mænd, og at der er knaphed på kvinder på høje poster og i lederstillinger, og der henviser til, at arbejdspraksisser og lønsystemer for mænd ikke er de samme som for kvinder, hvilket gør det sværere for kvinder at være økonomisk uafhængige, deltage fuldt ud på jobmarkedet og opnå balance mellem arbejdsliv og privatliv;

R.  der henviser til, at kvinder ofte spiller en usynlig rolle eller fungerer som galionsfigurer og ikke får deres job- eller lønstatus anerkendt tilstrækkeligt, hvilket har alvorlige konsekvenser med hensyn til socialsikringsbidrag, pensioner og velfærdsrettigheder og også med hensyn til anerkendelse af deres færdigheder, hvilket fremgår af oplysningerne om kønsbestemte lønforskelle og pensionsforskelle(3);

Betydning for økonomien

1.  understreger, at familieforetagender normalt udviser et stort socialt ansvar over for deres ansatte og forvalter ressourcerne aktivt og ansvarligt, og at de generelt har en holdbar og langsigtet tilgang til virksomhedens økonomiske fremtid (ved at være hæderlige købmænd, ansvarlige ejere eller forvaltere) og derfor yder et vigtigt bidrag både til deres lokalsamfund og til Europas konkurrenceevne samt skaber og bevarer arbejdspladser af høj kvalitet;

2.  understreger, at familieforetagender på grund af deres egen historie er tæt knyttede til et bestemt sted og derfor også skaber og bevarer arbejdspladser i landområder og i mindre gunstigt stillede områder, hvormed de bidrager til at bekæmpe aldrings- og affolkningsprocessen, som mange områder i EU er berørt af; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at tilvejebringe den omkostningseffektive infrastruktur, der er nødvendig for at sikre konkurrenceevne, fornyelse, vækst og bæredygtighed hos sådanne virksomheder, især mikrovirksomhederne og de nyopstartede virksomheder, og for at lette samarbejdet på tværs af sektorer og grænser og dermed hjælpe dem med at vokse og gøre sig gældende internationalt;

3.  anerkender, at familieforetagender er den største enkelte kilde til beskæftigelse i den private sektor, og at det, der skaber kontinuitet, fornyelse og vækst i familieforetagender, derfor også skaber kontinuitet, fornyelse og vækst i den europæiske økonomi;

4.  konstaterer, at især højt specialiserede familieforetagender spiller en vigtig rolle som underleverandører til og innovatorer for større virksomheder, og at de på grund af deres langsigtede og generationsoverskridende måde at agere på giver disse virksomheder materiel sikkerhed og dermed yder et betydeligt bidrag til den økonomiske vækst;

5.  minder Kommissionen om, at størstedelen af familieforetagenderne er SMV'er(4), og at det derfor er vigtigt at anvende ”think small first”-princippet for bedre at tilpasse EU-lovgivningen til realiteterne og behovene i disse foretagender og give dem mulighed for at drage fordel af støtteprogrammer og foranstaltninger til mindskelse af bureaukratiet;

6.  påpeger, at familieforetagender kan spille en væsentlig rolle med hensyn til at opmuntre mindretal og underrepræsenterede grupper til at deltage i deres lokale økonomier;

7.  påpeger, at den større tillid mellem familiemedlemmer gør familieforetagender meget fleksible og sætter dem i stand til hurtigt at tilpasse sig ændringer i det økonomiske og sociale miljø; mener, at det forhold, at familieforetagender opererer på nichemarkeder i lange perioder, samtidig betyder, at de er eksperter i at identificere nye muligheder og innovere;

Finansiering

8.  konstaterer, at familieforetagender ofte har en betydeligt større egenkapitalandel end ikkefamilieforetagender, at denne høje egenkapitalandel sikrer økonomisk stabilitet i sådanne virksomheder og i økonomien som helhed og samtidig giver et råderum til yderligere investeringer i virksomheden, som derfor ikke bør indskrænkes;

9.  opfordrer på denne baggrund medlemsstaterne til at sørge for, at de nationale regler om arve- og gaveafgifter, om gæld og egenkapital og om virksomhedsbeskatning støtter og ikke er diskriminerende for egenkapitalfinansiering, som er så vigtig for familieforetagenderne; der henviser til, at lovgivning om direkte beskatning og arveret henhører under medlemsstaternes kompetenceområde; opfordrer derfor medlemsstaterne til at undersøge låneskævheder i deres skattelovgivninger ved at vurdere deres indvirkning på selskabers finansieringsstruktur og investeringsniveauet og til at sikre ligebehandling af egenkapitalfinansiering sammenlignet med lånefinansiering for ikke at være til hinder for generationsskifter og ikke at mindske familieforetagenders muligheder på lang sigt; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at undersøge alle former for skattemæssig diskrimination af egenkapitalfinansiering i lyset af princippet om fair konkurrence;

10.  understreger, at sikring af sikker virksomhedsfinansiering på lang sigt er blevet en central faktor for konkurrenceevnen; fremhæver i denne sammenhæng betydningen af internationalt stabile finansmarkedsstrukturer; opfordrer Kommissionen til at sikre, at den ikke skaber unødige byrder for virksomhederne i forbindelse med reguleringen af finansmarkederne;

11.  opfordrer Kommissionen til at overveje at udvide gruppen af støttemodtagere inden for alle eksisterende instrumenter for SMV'er og/eller iværksættere, navnlig Cosme, til også at omfatte familieforetagender;

12.  understreger, at mange funktioner i familieforetagender underfinansieres på grund af finanskrisen og den negative økonomiske konjunktur, og at det er vigtigt for familieforetagender at have åben og uhindret adgang til alternative finansieringskilder;

13.  bemærker i denne forbindelse vigtigheden af at fremme alternative låneformer for familieforetagender såsom andelslånekasser;

Udfordringer

14.  konstaterer, at 35 % af de virksomheder, som ikke investerer på udenlandske markeder, begrunder dette med manglende kendskab til disse markeder og manglende erfaringer med internationalisering; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at stille information om internationaliseringsmuligheder til rådighed især for de mindre familieforetagender via internationaliseringsportalen for SMV'er og den europæiske platform for klyngesamarbejde (ECCP) og til at sørge for, at de har adgang til bedre udveksling af erfaringer og bedste praksis, herunder internationaliseringsmuligheder via internettet; opfordrer derudover medlemsstaterne til at stille støttetjenester til rådighed for virksomheder, som har til hensigt at investere internationalt, f.eks. i form af informationstilbud eller eksportkreditgarantier, ved at nedbryde handelsbarrierer og ved at fremme specifik uddannelse for en iværksætter- og forretningsfamiliekultur;

15.  bemærker, at øget internationalisering af familieforetagenderne vil give flere muligheder for økonomisk vækst og øget jobskabelse; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at yde de mindre familieforetagender hjælp til bedre at kunne udnytte den digitale infrastruktur;

16.  erkender, at de skattemæssige, juridiske og administrative rammer, inden for hvilke familieforetagender (og indehaverledede virksomheder) opererer, defineres af virkningerne af kombinationen af selskabsret og privatret;

17.  konstaterer, at 87 % af indehaverne af et familieforetagende er af den overbevisning, at bevaring af kontrollen med virksomheden er en af nøglefaktorerne bag succes(5); konstaterer, at det af Kommissionens meddelelse om 2020-handlingsplanen for iværksætterkultur(6) fremgår, at overdragelse af en virksomheds ejerskab sammen med overdragelsen af dens ledelse fra en generation til den næste er den største udfordring, et familieforetagende stilles overfor;

18.  bemærker, at små og mellemstore familieforetagender hele tiden udfordres af et behov for innovation og for at tiltrække de rigtige færdigheder og kompetencer; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at tilvejebringe incitamenter for de mindre familieforetagender til at tage risici med henblik på at vokse, til at uddanne deres medarbejdere og til at benytte sig af ekstern viden;

19.  opfordrer medlemsstaterne til at forenkle de administrative procedurer og beskatningssystemerne og i den forbindelse især at tage hensyn til de udfordringer, som de små og mellemstore virksomheder og familieforetagenderne står overfor;

20.  opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at gribe til handling for at udvikle digitale iværksætteraktiviteter og digitale færdigheder, så familieforetagenderne kan få fuldt udbytte af de digitale teknologier;

21.  opfordrer derfor medlemsstaterne til at forbedre de juridiske grundvilkår for generationsskifte i familieforetagender og til at skabe særlige finansieringsinstrumenter målrettet mod sådanne generationsskifter og dermed forebygge likviditetsflaskehalse, således at familieforetagendernes overlevelse sikres, og nødsalg forhindres; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme specifik uddannelse og videreuddannelse for familievirksomheder inden for virksomhedsoverdragelse, ledelsesstrukturer, ejerstrategier og innovationsstrategier, navnlig i de lande, hvor familieforetagender som koncept af historiske årsager endnu ikke er så veletableret, hvilket kan bidrage til deres succes på lang sigt, især for så vidt angår overdragelse af virksomheden;

22.  understreger familieforetagendernes behov for at have direkte tilknytning til uddannelsesaktiviteter, som hele tiden holder dem underrettet om de nyeste fremgangsmåder inden for god virksomhedsledelse; understreger i den sammenhæng, at familieforetagender bidrager afgørende til, at reformer inden for erhvervsuddannelse lykkes, og at antallet af lærepladser øges; konstaterer, at velfungerende systemer for erhvervsuddannelse på lang sigt kan medvirke til at bekæmpe manglen på faglært arbejdskraft og ungdomsarbejdsløsheden; påpeger, at Kommissionen og medlemsstaterne bør fremme udveksling af bedste praksis med hensyn til, hvordan erhvervsuddannelsessystemerne kan skabe de bedst mulige rammebetingelser for, at familievirksomheder investerer i lærepladser;

23.  noterer sig nødvendigheden af at imødegå andre udfordringer, som familieforetagender står overfor, såsom vanskelighederne med at finde og fastholde kvalificeret arbejdskraft og vigtigheden af at styrke uddannelse i iværksætterkultur og lederuddannelse med specielt sigte på familieforetagender;

24.  understreger vigtigheden af EU-finansierede uddannelsesordninger for iværksættere af små virksomheder, som gør det muligt for familieforetagenders ejere at tilpasse deres virksomheder til et miljø i hastig forandring drevet af den voksende globale økonomiske integration, fremkomsten af nye teknologier og det øgede fokus på en kulstoffattig og grønnere økonomi;

25.  bemærker, at fremme af iværksætteri i skoler og andre uddannelsesinstitutioner er af central betydning for at udvikle iværksættertankegangen hos flere; mener endvidere, at uddannelsen bør omfatte emner, der er specifikke for familieforetagender, herunder ejerskab, generationsskifte og familieledelse, samt mere generelle oplysninger, såsom betydningen af innovation som et middel til at genopfinde en virksomhed;

26.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at tage højde for det formelle og uformelle lejlighedsvise og usynlige arbejde, som familiemedlemmer udfører, også i familieforetagender, og opfordrer medlemsstaterne til at skabe klare retlige rammer;

27.  understreger, at familieforetagendernes bidrag til innovation kan forbedres ved at fremme deres deltagelse i offentligt-private partnerskaber og klynger og ved at støtte deres samarbejde med forskningsinstitutioner;

Perspektiver

28.  opfordrer Kommissionen til i forbindelse med initiativet om bedre regulering at foretage en analyse af den eksisterende lovgivning, der har betydning for familieforetagenderne, med henblik på at identificere problemer og vækstbarrierer;

29.  opfordrer Kommissionen til at få udført regelmæssige og passende finansierede studier, hvori ejerskabets betydning for en virksomheds succes og overlevelse bliver analyseret, og de særlige udfordringer for familieforetagender bliver belyst, og til for Europa-Parlamentet og medlemsstaterne at fremsætte forslag om en definition på et "familieforetagende", som er statistisk anvendelig overalt i Europa under hensyntagen til de forskellige forhold i medlemsstaterne, og som er udarbejdet i samarbejde med Eurostat; opfordrer endvidere Kommissionen til at gøre brug af den eksisterende taskforce for data om små og mellemstore virksomheder til at indsamle tilstrækkelige data, herunder om familieforetagender i alle medlemsstater, til at kunne foretage en sammenligning af situationen og behovene for familieforetagender af forskellige størrelser og af familieforetagender og ikkefamilieforetagender, til at fremme oplysninger om eksempler på knowhow og bedste praksis og udveksling heraf i hele EU, for eksempel ved at oprette et kontaktcenter for familieforetagender i Kommissionen og også ved at gøre bedst mulig brug af programmer såsom "Erasmus for Unge Iværksættere", og til at gøre det muligt at yde mere målrettet hjælp;

30.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde en konsekvensanalyse af, hvorvidt det vil være muligt at udvide den europæiske definition på SMV'er fra 2003, således at den ud over rent kvantitative kriterier også medtager kvalitative kriterier, som består i også at tilgodese en virksomheds ejerskab og i den forbindelse tage højde for sammenblandingen af ejerskab, kontrol og ledelse, det, at risiko og ansvar ene og alene ligger hos familien selv, virksomhedens sociale ansvar og generelt det personlige aspekt af at drive en virksomhed, også set i forhold til medarbejderes deltagelse i ledelsen af virksomhedens aktiviteter og de følger, dette kan få for familieforetagender, f.eks. for så vidt angår statsstøtte og sådanne virksomheders berettigelse til at modtage støtte;

31.  opfordrer Kommissionen til i mellemtiden inden for rammerne af sine obligatoriske konsekvensanalyser at få gennemført en undersøgelse af, hvorvidt det er praktisk muligt at etablere en "familieforetagende-test" (f.eks. vedrørende politikker for ejerskab, ledelsesstruktur eller privatlivets fred) svarende til SMV-testen, og til, hvis undersøgelsen viser, at det er muligt, at indføre den hurtigst muligt med det formål at kunne afdække følgerne af bestemte retsakter for familieforetagender på forhånd og således undgå unødvendigt bureaukrati og byrdefulde hindringer for familieforetagenderne, idet man er særligt opmærksom på virkningerne af kombinationen af selskabsret og privatret;

32.  bemærker, at forskelle i f.eks. skattelovgivning, støtteordninger eller gennemførelsen af EU-lovgivningen i nabolandene kan volde problemer i grænseområderne for iværksættere, herunder iværksættere med familieforetagender; opfordrer derfor medlemsstaterne til at gennemgå nationale lovforslag og den foreslåede metode til gennemførelse af EU-lovgivningen med henblik på at fastslå, hvilke følger disse har for iværksættere, herunder iværksættere med familieforetagender, i grænseområderne;

33.  opfordrer Kommissionen til at nedsætte og fastlægge kommissoriet for en intern permanent arbejdsgruppe, som specifikt tager sig af familieforetagendernes behov og særlige forhold, regelmæssigt aflægger rapport til Parlamentet og medlemsstaterne, tilskynder til udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaternes organisationer for familieforetagender og udbreder retningslinjer og standardtekster og -løsninger for familieforetagender til afhjælpning af deres specifikke problemer; opfordrer også Kommissionen til at etablere en kvikskranke for virksomheder, som kan stå til rådighed som kontaktsted på EU-plan for familieforetagender og sådannes interessegrupper, og til at yde hjælp i forbindelse med eventuelle konkrete spørgsmål, især om EU-lovgivning og adgang til EU-finansiering;

34.  fremhæver kvinders iværksætterrolle i familieforetagender; opfordrer Kommissionen til at iværksætte en undersøgelse af kvinders tilstedeværelse i familieforetagender i Europa og til at evaluere de muligheder, som familieforetagender giver for at øge kvinders indflydelse og skabe lige muligheder og balance mellem familieliv og arbejdsliv; understreger, at det er nødvendigt at beskytte kvinders ret til på lige fod med mændene at overtage familieforetagender ved at fremme en kultur med lige rettigheder for mænd og kvinder, som fremmer kvinders iværksætterrolle i familieforetagender, herunder i lederstillinger; understreger også, at familieforetagender bør overholde lovbestemmelserne om social sikring, pensionsbidrag og normer for sikre arbejdsvilkår;

35.  minder endnu engang medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder om betydningen af, at der er et tilstrækkeligt udbud af prismæssigt overkommelige tjenesteydelser af høj kvalitet til pasning af børn og pleje af ældre og andre omsorgsafhængige personer, skatteincitamenter for virksomheder og anden kompensation til at hjælpe kvinder og mænd, der er arbejdstagere, selvstændige eller ledere i familieforetagender, til at afbalancere deres familie- og arbejdsmæssige forpligtelser;

36.  understreger behovet for separate og behørigt lønnede perioder med barselsorlov for mødre og fædre og forældreorlov, som opfylder arbejdstageres, selvstændiges og arbejdsgiveres behov;

37.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte det europæiske netværk af EU-ambassadører for kvindelige iværksættere og EU-netværket af mentorer for kvindelige iværksættere med henblik på at styrke deres profil;

38.  konstaterer, at familielandbrug i kraft af deres jordbesiddelse er bundet til et bestemt sted; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at sørge for, at disse familievirksomheders fortsatte beståen især ikke bringes i fare af overdrevent bureaukrati; henviser til kvindernes vigtige rolle i driften af familielandbrug og opfordrer medlemsstaterne til at støtte erhvervsmæssig uddannelse specielt målrettet mod kvindelige landbrugere med henblik på at styrke kvindernes direkte involvering i familiebrugene endnu mere;

39.  opfordrer Kommissionen til at sigte mod at styrke iværksætterånd overalt i EU i lyset af familieforetagendernes betydning for den europæiske økonomi og til at skabe et ekspertisefremmende erhvervsmiljø;

40.  opfordrer Kommissionen til som en hastesag at udarbejde en meddelelse, hvori familieforetagendernes rolle bliver analyseret med henblik på at styrke den europæiske økonomis konkurrenceevne og vækst inden år 2020, og til at udforme en køreplan, hvori der indgår en liste over de foranstaltninger, som forventes at styrke de økonomiske vilkår og udviklingsmulighederne for familieforetagenderne i EU, og øge bevidstheden om de særlige udfordringer for familieforetagender, som skal tages op, samt til at forbedre deres konkurrenceevne, orientering mod internationale markeder og jobskabelsespotentiale;

o
o   o

41.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0036. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0032. (3) http://ec.europa.eu/justice/gender-equality/files/gender_pay_gap/140319_gpg_da.pdf (4) Den endelige rapport "OVERVIEW OF FAMILY–BUSINESS–RELEVANT ISSUES" fra Europa-Kommissionens ekspertgruppe, november 2009. (5) European Family Business Barometer, juni 2014. (6) COM(2012)0795.

Europa-Parlamentets beslutning af 8. september 2015 om udnyttelse af potentialet i forskning og innovation i den blå økonomi til at skabe vækst og beskæftigelse (2014/2240(INI))

P8_TA(2015)0291 A8-0214/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 8. maj 2014 med titlen "Innovation i den blå økonomi: indfrielse af havenes potentiale for vækst og beskæftigelse (COM(2014)0254),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/89/EU af 23. juli 2014 om rammerne for maritim fysisk planlægning(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (havstrategirammedirektivet)(2),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. oktober 2010 med titlen "Europa 2020-flagskibsinitiativ – Innovation i EU" (COM(2010)0546),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. oktober 2007 med titlen "En integreret EU-havpolitik", (COM(2007)0575),

–  der henviser til Limassolerklæringen af 8. oktober 2012 om en dagsorden for vækst og beskæftigelse i den maritime sektor ,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. september 2012 med titlen "Blå vækst – mulighederne for bæredygtig vækst i den maritime økonomi" (COM(2012)0494),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. maj 2013 med titlen "Handlingsplan for en havstrategi for Atlanterhavsområdet - Grundlaget for intelligent og bæredygtig vækst for alle" (COM(2013)0279),

–  der henviser til Kommissionens grønbog af 29. august 2012 med titlen "Viden om havene 2020 – fra kortlægning af havbunden til oceanografiske prognoser" (COM(2012)0473),

–  der henviser til sin beslutning af 2. juli 2013 om blå vækst – fremme af bæredygtig vækst inden for skibsfart, søtransport og turisme i EU(3),

–  der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2013 om viden om havene 2020: Kortlægning af havbunden til fremme af bæredygtigt fiskeri(4),

–  der henviser til sin beslutning af 27. februar 2014 om specifikke foranstaltninger inden for den fælles fiskeripolitik til udvikling af kvinders rolle(5),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1291/2013 af 11. december 2013 om Horisont 2020 – rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020) og om ophævelse af afgørelse nr. 1982/2006/EF(6),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1292/2013 af 11. december 2013 om ændring af forordning (EF) nr. 294/2008 om oprettelse af Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi(7),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1312/2013/EU af 11. december 2013 om den strategiske innovationsdagsorden for Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT): EIT's bidrag til et mere innovativt Europa(8),

–  der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 15. oktober 2014 om innovation i den blå økonomi: indfrielse af havenes potentiale for vækst og beskæftigelse(9),

–  der henviser til udtalelse fra Regionsudvalget af 3. december 2014 om innovation i den blå økonomi: indfrielse af havenes potentiale for vækst og beskæftigelse(10),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. februar 2014 om en europæisk strategi til øget vækst og beskæftigelse inden for kyst- og havturisme (COM(2014)0086),

–  der henviser til konklusionerne fra mødet i Rådet (konkurrenceevne) den 4. december 2014 med titlen "Strengthening tourism by leveraging Europe's cultural, natural and maritime heritage",

–  der henviser til sluterklæringen, som blev vedtaget på FN-konferencen om bæredygtig udvikling (Rio+20) i Rio de Janeiro, Brasilien, den 20.-22. juni 2012,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelser fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og Fiskeriudvalget (A8-0214/2015),

A.  der henviser til, at begrebet blå økonomi omfatter en bred vifte af økonomiske sektorer med tilknytning til havet, herunder både traditionelle eller etablerede sektorer og nye vækstsektorer, såsom fiskeri, akvakultur, transport til søs og ad indre vandveje, havne og logistik, turisme, fritidssejlads og krydstogter, skibsbygning og skibsreparation, maritime anlæg og kystsikringsanlæg, prospektering efter og udvinding af mineraler (offshore), udvinding af vind- og havenergi (offshore) samt bioteknologi;

B.  der henviser til, at udviklingen af den blå økonomi bør fokusere på bæredygtige økonomiske aktiviteter, der opfylder nuværende og fremtidige generationers behov og skaber velstand for samfundet;

C.  der henviser til, at der i udviklingen af den blå økonomi er brug for en stærk inddragelse af videnskabelig viden, som er grundlaget for forskning og innovation, og at de videnskabelige og teknologiske områder med tilknytning til den blå økonomi er meget forskelligartede;

D.  der henviser til, at beskyttelse og bevarelse af det naturlige havmiljø er en grundlæggende forudsætning for at kunne bibeholde, støtte og udvikle den blå økonomi, og at levedygtige havøkosystemer desuden er en forudsætning for at kunne udnytte havenes ressourcer; der henviser til, at innovation og bæredygtighed bør være grundpillerne i den blå økonomi til skabelse af vækst og beskæftigelse;

E.  der henviser til, at der er alvorlig mangel på data, information og viden om havene, deres ressourcer og biodiversitet, deres respektive samspil med menneskelige aktiviteter samt de miljømæssige og kumulative virkninger af disse aktiviteter – både dem, som allerede finder sted, og dem, som er under udvikling – og at dette udgør en stor begrænsning for den bæredygtige udnyttelse af disse ressourcer, en hindring for innovation og en begrænsning af havenes fulde potentiale i en situation med hastig befolkningstilvækst på verdensplan, hvilket indebærer, at havene i stigende grad anvendes til fremskaffelse af fødevarer, rum, energi og mineraler og således kræver en mere systematisk tilgang af hensyn til en bæredygtig anvendelse;

F.  der henviser til, at havøkosystemer er særligt vigtige for biodiversiteten, at de er skrøbelige og følsomme over for menneskelige aktiviteter, og at det i stigende grad er vigtigt at indhente og udveksle præcise oplysninger om de forskellige habitattypers beliggenhed og omfang for at lette en forsvarlig forvaltning, udvikling og beskyttelse af følsomme områder;

G.  der henviser til, at hindringer for vellykket innovation i den blå økonomi ikke alene beror på den videnskabelige videnkløft, som universiteter, virksomheder og forskningsinstitutioner søger at overvinde gennem frontlinjeforskning, men også i væsentlig grad på hindringerne for både offentlig og privat finansiering;

H.  der henviser til, at potentialet til at udnytte havressourcerne til udvikling af bæredygtige vedvarende energiressourcer i væsentlig grad kan bidrage til EU's energisikkerhedsstrategi ved at mindske medlemsstaternes afhængighed af energi fra tredjelande;

I.  der henviser til, at bæredygtig udvikling af den blå økonomi kan fremme vækst, økonomisk udvikling og jobskabelse betydeligt, især i kystområder, regioner i den yderste periferi og østater, idet der tages højde for de enkelte geografiske områders specifikke og forskelligartede behov og deres indbyrdes forskelle;

J.  der henviser til, at øget investering i forskning og innovation i tilknytning til havene kan være et nyttigt redskab til at understøtte målene om økonomisk, social og territorial samhørighed, tackle asymmetrier og voksende indbyrdes forskelle mellem medlemsstaterne og til at styrke EU's globale stilling inden for havpolitik og blå økonomi (f.eks. gennem eksport af miljøteknologi), idet der tages hensyn til små og mellemstore virksomheders (SMV'ers) og familieforetagenders betydning for innovation og beskæftigelse;

K.  der henviser til, at der skal tages højde for de forskellige passende kompetenceniveauer i forbindelse med aktiviteterne i den blå økonomi, navnlig på internationalt og europæisk niveau samt på medlemsstatsniveau; der henviser til, at de sektorspecifikke prioriteringer for udviklingen af den blå økonomi kan variere fra medlemsstat til medlemsstat afhængigt af, på den ene side, den respektive udvikling af traditionelle og etablerede sektorer og, på den anden side, de disponible ressourcer og udviklingspotentialet for nye vækstsektorer i de enkelte medlemsstater;

L.  der henviser til, at udnyttelse af innovationsmuligheder i den blå økonomi kræver en veluddannet, kvalificeret og veluddannet arbejdsstyrke; der henviser til, at der i dag er en kvalifikationskløft, som skal overvindes;

M.  der henviser til, at man ikke – under påskud om udnyttelse af den blå økonomis potentiale – må anvende ubæredygtige former for ressourceudnyttelse og vækstmodeller i havene, der allerede har vist sig ikke at være bæredygtige, og at der i forbindelse med udnyttelsen af havenes ressourcer skal tages nøje hensyn til behovet for at sikre en forsvarlig forvaltning og bevaring af disse ressourcer, idet balancen i havøkosystemerne opretholdes, og den genoprettes, hvor den måtte være forrykket, f.eks. ved gennem innovative metoder at sætte ind mod forureningen af havene, navnlig det tiltagende plastikaffald, plastiglomerater og mikroplastik, og ved at genanvende affaldet uden at opbruge ressourcerne;

N.  der henviser til, at en lang række forvaltningsværktøjer for kyst- og havmiljøet understøttes af kortlægning af havbunden, herunder planlægning af overvågningsundersøgelser gennem kortlægning af områder, som kan tænkes at understøtte et særligt habitat af interesse, eller tilvejebringelse af oplysninger, der kan hjælpe med at placere og planlægge offshore-projekter, såsom udvikling af moler og lystbådehavne, kystsikringsanlæg, havvindmølleparker og landindvinding, på en miljømæssigt bæredygtig måde;

O.  der henviser til, at forsigtighedsprincippet og en økosystembaseret tilgang i overensstemmelse med Lissabontraktatens artikel 190 og Rio+20-erklæringen bør være i fokus i forbindelse med forvaltningen af alle aktiviteter, der har indvirkning på havmiljøet;

P.  der henviser til, at EU har udarbejdet en række programmer og retningslinjer, som skaber en ramme for aktiviteter og innovation i den blå økonomi; der henviser til, at denne ramme bør vurderes på grundlag af dens praktiske anvendelighed med hensyn til at støtte medlemsstaternes og de regionale og lokale myndigheders indsats for at udvikle den blå økonomi;

Q.  der henviser til, at støtte til og udvikling af en ny, bæredygtig blå økonomi skal indgå i EU's udviklingspolitik, udenrigspolitik og politikken for Middelhavsunionen, og at de afrikanske middelhavslande, de østafrikanske østater i Det Indiske Ocean samt de østater, der er parter i den økonomiske partnerskabsaftale (ØPA) for AVS-området, skal betragtes som partnere i forbindelse med opbygningen af en bæredygtig blå økonomi;

R.  der henviser til, at kyst- og øsamfundene samt de lokale og regionale myndigheder er uundværlige aktører i debatten om potentialet i den blå økonomi og indfrielsen heraf;

S.  der henviser til, at kystområderne har særlige kendetegn, som skiller dem ud og er afgørende for deres udviklingspotentiale på mellemlang og lang sigt;

T.  der henviser til, at de europæiske have er meget forskelligartede, fra Atlanterhavets dybder ud for Irland til Sortehavets dybder ud for Rumænien, og fra de kolde farvande i Arktis til Middelhavets varme farvande;

U.  der henviser til, at turisme tegner sig for 5 % af EU's BNP, 12 mio. arbejdspladser og 2,2 mio. virksomheder; der henviser til, at kulturturisme tegner sig for knap 40 % af den fælleseuropæiske turisme; der henviser til, at hav- og kystturisme tegner sig for en tredjedel af alle turistaktiviteter i Europa og beskæftiger 3,2 mio. arbejdstagere;

V.  der henviser til, at det for indeværende skønnes, at mellem 3 % og 5 % af EU's BNP stammer fra den samlede maritime sektor, som beskæftiger omkring 5,6 mio. mennesker og bidrager med 495 mia. EUR til den europæiske økonomi;

W.  der henviser til, at det for indeværende menes, at antallet af molekyler i havet er langt større end antallet af molekyler på land, og at de udgør et ufatteligt stort potentiale for forskning inden for sundhed, kosmetik og bioteknologi;

X.  der henviser til, at en integreret havpolitik fungerer som en kraftig løftestang for aktiviteterne i den blå økonomi, navnlig når det drejer sig om at reagere på en integreret måde på alle de udfordringer, som de europæiske havområder står over for i dag;

Y.  der henviser til, at fiskeriudviklingsgrupperne inden for rammerne af den tidligere version af den fælles fiskeripolitik viste sig at være et meget nyttigt redskab til at skabe beskæftigelse og velstand samt social og territorial samhørighed samt med hensyn til at træffe beslutninger og spille en aktiv rolle i deres egen udviklingsproces;

1.  noterer sig Kommissionens meddelelse med titlen "Innovation i den blå økonomi: indfrielse af havenes potentiale for vækst og beskæftigelse"; påpeger, at denne meddelelse har et begrænset anvendelsesområde, og at den ikke dækker alle de sektorer, som tilsammen udgør den blå økonomi; anmoder Kommissionen om at anlægge en integreret og mere bredtfavnende tilgang, som omfatter udfordringerne for innovation og jobskabelse i alle de forskellige interagerende sektorer;

2.  går ind for en specifik definition af den blå økonomi, som omfatter alle de sektorielle og tværsektorielle aktiviteter, der er forbundet med havene, økosystemerne ved kysterne, det tilknyttede bagland og kystområderne, herunder også direkte og indirekte støtteforanstaltninger; henleder opmærksomheden på innovationens gennemgående betydning for alle disse – både traditionelle og nye – aktiviteter;

3.  understreger behovet for en strategisk planlægning af aktiviteterne i den blå økonomi, direkte finansieringsmetoder, fastsættelse af prioriteringer og en handlingsplan med det formål at stimulere sektoren frem mod 2020, bl.a. ved at udtænke konkrete ideer vedrørende samarbejdsmekanismer og investeringer i infrastruktur;

4.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gennemføre en analyse og kvantificering af omfanget af deres eksisterende aktiviteter inden for den blå økonomi og opfordrer til, at der udvikles en strategi, som kan sammenføre initiativer for samtlige sektorer med tilknytning til det maritime område; opfordrer Kommissionen til at udarbejde en opgørelse over de talrige projekter med relevans for den blå økonomi, som den tidligere har finansieret, samt til at iværksætte en omfattende undersøgelse af betydningen og vægten af den blå økonomi;

5.  understreger, at havene allerede er under et væsentligt menneskeskabt pres og lider under følgerne heraf (forurening, miljø-og klimaændringer, overudnyttelse af ressourcer, overfiskning, osv.), men at de fortsat rummer vigtige økosystemreserver, som er utilgængelige og dermed intakte; mener, at den blå økonomi derfor bør være opmærksom på at beskytte, genoprette og bevare havenes økosystemer, biodiversitet, modstandsdygtighed og produktivitet, herunder de tjenester, der har tilknytning til havenes biodiversitet og økosystemernes funktionsmåde; mener, at forsigtighedsprincippet og en økosystembaseret tilgang bør være i fokus inden for den blå økonomi;

6.  understreger den vigtige rolle, som ny teknologi spiller med hensyn til at modvirke forringelsen af havøkosystemerne, og understreger forbindelserne mellem den blå økonomi og den grønne økonomi, navnlig når det gælder innovative metoder til rensning af havene, herunder genanvendelse af miljøskadelig plastik på en omkostningseffektiv måde;

7.  påpeger, at en bedre forståelse af havene, bl.a. af havbunden og livet i havet, samt miljøindvirkningsvurderinger vil gøre det muligt at udnytte havets ressourcer på en bæredygtig måde og samtidig forbedre det videnskabelige grundlag, som EU's forskellige havpolitikker er baseret på;

8.  opfordrer Kommissionen til i nært samarbejde med medlemsstaterne (efter færdiggørelsen af ovennævnte videnskabelige analyse og opgørelse) at vurdere den blå økonomis finansieringsbehov (i sektorerne og på regionalt, nationalt og europæisk niveau) med henblik på at udnytte dens potentiale med hensyn til bæredygtig vækst, udvikling og jobskabelse, navnlig i de regioner, der er stærkt afhængige af fiskeri, idet der tages særlig hensyn til nystartede virksomheder, SMV'er og familieforetagender;

9.  understreger, at en bæredygtig udvikling af den blå økonomi kræver en større investering i viden og forskning; beklager dybt de kort- og langsigtede konsekvenser for de nationale forskningsprogrammer af nedskæringerne i de offentlige investeringer i FoU; er af den opfattelse, at EU og medlemsstaterne – med henblik på at opnå en bedre forståelse af havmiljøet og dets økonomiske potentiale – skal yde betydelig finansiering med garanti for fortsættelsen heraf og forudsigelighed på lang sigt, idet finansieringen af eksisterende og igangværende programmer ikke bringes i fare;

10.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at tilskynde til indsamling af periodiske, ajourførte videnskabelige data om de marine organismers tilstand, både i og uden for de europæiske farvande, i samarbejde med andre internationale organisationer; minder om havforskningens tværfaglige natur og understreger, at det er vigtigt at støtte en tværgående indsats, som omfatter de forskellige sektorer og discipliner inden for havforskning;

11.  opfordrer indtrængende til, at der fastsættes helt konkrete mål og tidsfrister med henblik på at sikre gennemsigtige, mere tilgængelige og fuldt ud interoperable og harmoniserede data om såvel havbunden som vandsøjlen og de levende ressourcer; opfordrer til, at offentligheden får information om havene med henblik på at fremme innovation, samtidig med at det sikres, at midlerne ikke ødsles bort, og dobbeltarbejde undgås i forbindelse med projekterne; mener, at investering i dataindsamlingsprojekter også vil bidrage til produktivitet og øget innovation;

12.  opfordrer til, at resultaterne af offentligt finansieret forskning gøres offentligt tilgængelige til ikke-kommercielle formål (idet data af strategisk betydning for medlemsstaterne beskyttes), og til, at dette princip skal være bindende for deltagerne i EU's forskningsprogrammer; opfordrer til, at der ydes fri adgang til de data, der understøtter resultaterne af den nævnte forskning; opfordrer til, at der iværksættes et EU-initiativ, der kan anspore private virksomheder inden for den maritime sektor til at udveksle oplysninger, som ikke er økonomisk følsomme, til forskningsformål, og opfordrer indtrængende Kommissionen til hurtigst muligt at oprette en platform med information vedrørende forskning inden for rammerne af Horisont 2020;

13.  opfordrer til, at projektet for et europæisk havobservations- og -datanetværk (EMODnet) i den del, som vedrører menneskeskabte påvirkninger, udtrykkeligt medtager en undersøgelse af data vedrørende kumulative virkninger, havaffald, havstøj og opløselige hormonforstyrrende stoffer;

14.  forkaster de af Kommissionen foreslåede budgetnedskæringer for Horisont 2020-rammeprogrammet for forskning;

15.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at foretage regelmæssige evalueringer af gennemførelsen af Horisont 2020-programmet inden for områder med tilknytning til den blå økonomi og til at offentliggøre resultaterne heraf; støtter oprettelsen af et specifikt partnerskab for de maritime erhverv inden for rammerne af Horisont 2020 og opfordrer til, at det medtages i arbejdsprogrammet for Horisont 2020 for perioden 2016-2017; mener, at der bør gøres større bestræbelser på at forbedre forbindelsen mellem forskning og industrien under udviklingen af nye produkter og processer, vækst og beskæftigelse;

16.  påpeger, at medlemsstaterne og de regionale myndigheder spiller en central rolle i forbindelse med udviklingen af den blå økonomi, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at støtte og fremme alle former for samarbejde mellem medlemsstaterne og de regionale myndigheder (som tager fat på de aktuelle mangler på dette område), såsom initiativer til fælles programmering, samtidig med at maritime klynger, fiskerisektoren og lokalsamfundene inddrages; fremhæver den rolle, som makroregionale strategier spiller med hensyn til at tackle fælles udfordringer og udnytte fælles muligheder (f.eks. strategien for området omkring Adriaterhavet og Det Joniske Hav), og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at bygge videre på vellykkede regionale forskningsprojekter (f.eks. BONUS);

17.  opfordrer til samarbejde og partnerskaber mellem medlemsstaterne med henblik på at bidrage til en mere effektiv tildeling af de midler, der er til rådighed via EU-instrumenter og nationale instrumenter; understreger, at der i forbindelse med fastsættelsen af prioriteringer bør tages højde for midlernes direkte indvirkning på og direkte bidrag til den blå økonomi;

18.  fremhæver medlemsstaternes interesse i at udbygge samarbejdet med de sydlige Middelhavslande og opfordrer medlemsstaterne til at overveje den blå økonomi som et yderligere samarbejdsområde; opfordrer til forskellige former for samarbejde med tredjelande (f.eks. Middelhavsunionen, Organisationen for Økonomisk Samarbejde i Sortehavsområdet) og opfordrer Kommissionen til at medtage støtte til udvikling af en bæredygtig blå økonomi som et mål for EU's udviklingspolitik;

19.  opfordrer Kommissionen til at skabe gunstige forskrifts- og lovgivningsmæssige vilkår for investeringer i vedvarende energi inden for rammerne af den blå økonomi og til at forelægge en klar og stabil støtteramme for forskning, virksomheder og offentlige myndigheder, der kan sikre øgede investeringer i innovative projekter til udvikling af vedvarende energi;

20.  understreger, at de europæiske have er meget forskelligartede, og at det derfor er afgørende, at Kommissionen ikke anlægger en "universaltilgang"; gør opmærksom på behovet for at fremme en integreret tilgang til den blå økonomis forskellige sektorer, baseret på fælles principper såsom bæredygtighed, som anerkender og respekterer de enkelte regioners særlige forhold og behov og de enkelte medlemsstaters prioriteringer og støtter dem i udviklingen af disse prioriteringer;

21.  opfordrer Kommissionen og dens agenturer til at støtte medlemsstaterne i forbindelse med udformningen og gennemførelsen af nationale og regionale udviklingsstrategier for den blå økonomi;

22.  henleder opmærksomheden på den negative udvikling og åbenlyse forværring, der er sket inden for nogle af den blå økonomis mere traditionelle sektorer (såsom fiskeri samt skibsbygning og skibsreparation), navnlig i de regioner, hvor disse fungerede som reelle nøglesektorer, der skabte økonomisk aktivitet såvel opad som nedad i produktionskæden, skabte beskæftigelse og fremmede udviklingen; mener, at der i forbindelse med alle EU's strategier for den blå økonomi bør tages hensyn til disse aktiviteter og regioner, og at strategierne bør fremhæve innovationspotentialet i forbindelse hermed og udnytte den europæiske knowhow (f.eks. inden for modernisering af skibe) med henblik på at vende denne negative udvikling;

23.  fremhæver betydningen af havforskning og af større samarbejde om disse sektorer blandt forskere, medlemsstater og regioner med henblik på at overvinde den aktuelle kløft medlemsstaterne imellem og den geografiske koncentration i visse områder og for at fremme kystområdernes konkurrenceevne og skabelsen af bæredygtige lokale arbejdspladser af høj kvalitet;

24.  mener, at manglen på kvalificerede fagfolk inden for forskellige fagområder og aktivitetsområder – herunder forskere, ingeniører, teknikere og arbejdere – udgør en enorm hindring for den fulde indfrielse af den blå økonomis potentiale; fastholder, at denne mangel er tæt forbundet med medlemsstaternes stigende ansvarsløshed og afvikling af investeringer inden for videnskab og uddannelse samt med den manglende anerkendelse af de eksisterende fagfolk, navnlig i de medlemsstater, som blev hårdest ramt af den økonomiske krise, og anbefaler derfor, at disse to tendenser hurtigst muligt vendes; opfordrer indtrængende medlemsstaterne og de regionale myndigheder til at investere i en ambitiøs social dimension i forbindelse med vækst i den blå økonomi og i maritime kompetencer med henblik på at fremme unges uddannelse inden for og adgang til de maritime erhverv; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte såvel videregående uddannelse som programmer for erhvervsuddannelses- og efteruddannelsesprogrammer samt sikre, at den blå økonomi indgår heri;

25.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne, de regionale myndigheder, uddannelsesinstitutionerne og industrien til at koordinere, skabe synergier og kortlægge tværgående forskningsområder inden for den blå økonomi med henblik på at fremme unges uddannelse inden for og adgang til erhverv, der er knyttet til vækst i den blå økonomi;

26.  mener, at en passende udvikling af den blå økonomi kræver respekt for de tilknyttede erhverv og skabelse af arbejdspladser af høj kvalitet med rettigheder, herunder sundheds- og sikkerhedsmæssige rettigheder for arbejdstagere i den maritime sektor, samt opmærksomhed omkring disse rettigheder, således at det sikres, at sektoren fortsat er attraktiv; mener desuden, at det nu – i betragtning af at den blå økonomi traditionelt set har været og stadig i høj grad er mandsdomineret – er passende, at EU erkender, at dette er det rette tidspunkt at anspore kvinder til at engagere sig i denne økonomiske niche; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at inddrage kønsperspektivet i alle faser af udviklingen af den blå økonomi og fremme og styrke kvinders aktive deltagelse heri;

27.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremme arbejdstagernes rettigheder og sikre arbejdsvilkår inden for alle den blå økonomis sektorer, uanset om de allerede er veletablerede eller er helt nye;

28.  opfordrer Kommissionen til at indsamle og analysere data om maritime karrierer på alle niveauer (fra det juridiske område til ingeniørarbejde og miljøforvaltning, fra dykkerinstruktører til søfolk og marineteknikere) og til at anvende sådanne data til at udforske beskæftigelsesmuligheder på forskellige niveauer – traditionelle, nye og fremtidige;

29.  opfordrer Kommissionen til at udpege alle de EU-midler, der er til rådighed til finansiering af aktiviteter i den blå økonomi, og samle dem på en enkelt platform, som er tilgængelig for borgerne; opfordrer også Kommissionen til at øremærke midler til innovation og vækst i den blå økonomi til finansiering af grundforskning, FoU, erhvervsuddannelse, jobskabelse, oprettelse af nye virksomheder, SMV'er, sociale virksomheder, kooperativer, uddannelse og lærlingeuddannelse, bekæmpelse af fattigdom i kystområder, bioteknologisk udvikling, transportforbindelser, sammenkoblinger på energiområdet, skibsbygning og skibsreparation, adgang til bredbånd i kystområder, miljøbeskyttelse og salg af innovative produkter, tjenesteydelser og processer;

30.  mener, at investeringer i den blå økonomi bl.a. bør fokusere på "økoinnovation", der ikke beror på udtømmelige ressourcer, effektiv ressourceudnyttelse, en cirkulær økonomi, naturbeskyttelse, beskyttelse af havmiljøet og kystbeskyttelse, modvirkning af og tilpasning til klimaændringer og bæredygtig udnyttelse af ressourcerne (idet det sikres, at deres udnyttelsesgrad ikke på lang sigt er større, end at den giver mulighed for naturlig genopretning); opfordrer Kommissionen til at medtage disse principper i de eksisterende og fremtidige støtteprogrammer;

31.  opfordrer til, at der oprettes en passende finansiel ramme med henblik på at fremme innovation, bæredygtig udvikling af den blå økonomi og jobskabelse, som kombinerer, koordinerer og letter adgangen til de forskellige til rådighed værende finansielle instrumenter, dvs. struktur- og investeringsfondene (Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF), Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU), Den Europæiske Socialfond (ESF) og Samhørighedsfonden), rammeprogrammet for forskning, et eventuelt fremtidigt videns- og innovationsfællesskab (VIF) med fokus på den blå økonomi, Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI) m.fl.; påpeger, at instrumenterne bør være bedre tilpassede til behovene hos de forskellige aktører – herunder offentlige institutioner, lokale myndigheder, virksomheder, navnlig SMV'er, ikke-statslige organisationer osv., og at de eksisterende muligheder bør formidles bredt;

32.  beklager dybt forsinkelserne i programmeringen i forbindelse med EHFF i visse medlemsstater;

33.  mener, at offentlige investeringer, navnlig i visse medlemsstater, spiller en afgørende rolle med hensyn til at fremme udviklingen og den fulde udnyttelse af potentialet i den blå økonomi, men at den rolle, som private investeringer spiller, ikke må forglemmes; understreger, at investering i den blå økonomi kræver en kombination af projekter med forskellige formål – fra store infrastrukturprojekter til forskellige, mindre investeringer i SMV'er, som har behov for ekstra bistand for at få adgang til kapital;

34.  understreger, at onshore-erhvervene, der støtter den blå offshore-økonomi, spiller en afgørende rolle med hensyn til at sikre innovation på det marine område, og opfordrer Kommissionen til at yde større støtte til disse onshore-erhverv;

35.  opfordrer Kommissionen til at støtte medlemsstaternes bestræbelser på at fremme strategier for intelligent specialisering med henblik på skabelse og udnyttelse af værdikæder knyttet til de mange forskelligartede aktiviteter i den blå økonomi; mener, at udviklingen af klynger eller "hyperklynger" kræver en aktiv rolle fra medlemsstaternes side med henblik på at fremme synergier i og på tværs af sektorerne; mener, at strategier for havforskning og teknologisk udvikling i første omgang kunne iværksættes som pilotprojekter og derved tjene som eksempel på bedste praksis for den blå økonomi i bredere forstand;

36.  mener, at gennemførelsen af strategier, planer og programmer samt særlig national lovgivning kan tilvejebringe en politisk og institutionel ramme, der er mere gunstig for udviklingen af den blå økonomi i de forskellige medlemsstater; understreger, at disse strategier, planer og programmer i tillæg til den særlige nationale lovgivning bør bidrage til et harmonisk og bæredygtigt samspil mellem de menneskelige aktiviteter og hav- og kystmiljøet; fremhæver betydningen af maritim fysisk planlægning for en bæredygtig og koordineret udvikling af maritime aktiviteter, idet der på en retfærdig måde tages hensyn til alle de berørte sektorers interesser, samt samspillet mellem land og hav og integreret kystzoneforvaltning; minder om direktivet om maritim fysisk planlægning, havstrategirammedirektivet og den integrerede havpolitik på EU-niveau og havområdeniveau;

37.  henleder opmærksomheden på betydningen af offentlige virksomheder eller virksomheder, hvor aktiemajoriteten er offentligt ejet, inden for områder som handelsflåden, havneforvaltning, skibsfartsindustrien, maritime anlægsarbejder og kystsikring; forkaster en strategi, der har tendens til udelukkende at fokusere på den private sektor, og mener, at en styrkelse og modernisering af den offentlige sektor kan være en vigtig faktor til fremme af den blå økonomi;

38.  mener, at man for at sikre en bæredygtig udvikling af den blå økonomi bør tilstræbe en bedre integration og koordinering af indsatsen og kompetencerne på EU-niveau gennem sammenhængende og konsekvente foranstaltninger; påpeger behovet for at sammenføre de relevante agenturer og de spredte kompetencer, som allerede findes i eksisterende agenturer med maritime kompetencer, som et middel til at styrke koordineringen, samarbejdet og støtten til medlemsstaterne i forbindelse med udviklingen og den fulde udnyttelse af den blå økonomis potentiale;

39.  mener, at kyst- og øsamfundene bør inddrages fuldt ud i alle faser af udviklingen af den blå økonomi, og at dette er en grundlæggende forudsætning for indfrielsen af dens potentiale med hensyn til innovation, beskæftigelse, fremgang og bæredygtig udvikling; erkender potentialet i og behovet for innovative løsninger vedrørende udbredelse af flydende byer;

40.  erkender kyst- og øsamfundenes forskelligartethed og særlige forhold og opfordrer til, at der vedtages ekstraordinære foranstaltninger for effektivt at fremme udviklingen af den blå økonomi i disse områder ved at mindske investeringsbarriererne og skabe gunstige vækstbetingelser;

En sektorbaseret tilgang

41.  opfordrer til, at der ydes aktiv støtte til modernisering og bæredygtig udvikling af fiskerisektoren og forarbejdning af fiskevarer med henblik på at skabe øget merværdi, idet der lægges vægt på ikke-industrielt fiskeri og sigtes mod at gøre fiskeredskaberne mere selektive, reducere energiforbruget og fiskeriets indvirkning på miljøet, samtidig med at der tilvejebringes mere effektive metoder til bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri; minder om, at kortlægning og klassificering af ressourcehabitater er afgørende for etableringen af en levedygtig, bæredygtig og velforvaltet fiskerisektor; fastholder, at alle videnskabelige data om fiskeri, der tjener som grundlag for den politiske beslutningstagning, bør offentliggøres;

42.  opfordrer Kommissionen til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at styrke den rolle, der spilles af grupperne for fiskeriudvikling inden for rammerne af den nye fælles fiskeripolitik, ved at bevilge dem flere ressourcer, således at de kan fortsætte med at udvikle deres rolle og fremme dette interterritoriale samarbejde;

43.  fremhæver behovet for at kortlægge og fremme naturlige og kulturelle attraktioner; fremhæver den rolle, som forbudte områder spiller med hensyn til at hjælpe uberørte områder med at overleve og overudnyttede områder af havbunden med at regenerere og således bidrager til havenes fremtidige bæredygtighed;

44.  mener, at en bæredygtig udvikling af europæisk akvakultur kræver øget støtte til videnskabelig forskning og teknologisk udvikling inden for opdræt af nye arter, især naturligt hjemmehørende arter – idet der sikres bæredygtige foderkilder, der undgås udslip, indvirkningen på biodiversiteten minimeres, og indvirkningen af anvendelsen af kemikalier og medicin mindskes – samt inden for udvikling af nye eller væsentligt forbedrede produkter, således at der gives mulighed for at diversificere produktionen og fødevareudbuddet og forbedre fødevarernes kvalitet, samtidig med at der opnås større miljøsikkerhed; påpeger, at præcis viden om dybdemåling og havbundens sammensætning er af afgørende betydning for udvælgelsen af de bedst egnede steder til udvidelsen af den lokale akvakulturindustri, for at anslå deres bæreevne samt opstille modeller for forureningen fra akvakulturaktiviteter;

45.  slår til lyd for at integrere miljø- og bæredygtighedskriterier i bred forstand i produktionsstandarder og produktmærkning, at belønne ansvarlige producenter og at forbedre informationsgrundlaget for forbrugervalg i takt med denne sektors ekspansion; kræver en passende regulering på akvakulturområdet og foranstaltninger til afbødning af forringelse af vandkvaliteten; efterlyser støtte til omstilling fra konventionelle metoder inden for akvakulturproduktion til økologisk akvakultur;

46.  mener, at handelsskibsfart og flodtransport – af årsager forbundet med energiforbruget og en teknisk nem omstilling til flydende gas (LPG) – får større og større betydning i forhold til de øvrige former for godstransport; opfordrer til, at der kanaliseres ressourcer til støtte for innovationen inden for denne sektor med henblik på at opnå bedre energieffektivitet, diversificering af de primære energikilder og reduktion af forurenende emissioner;

47.  gentager, at der er behov for øjeblikkelige foranstaltninger inden for søtransport i form af effektivitetsforbedringer og en hurtigere dekarbonisering af denne sektor, og at der for denne sektors vedkommende bør tilskyndes til udvikling og anvendelse af flydende naturgas (LNG) som et renere overgangsbrændstof;

48.  understreger den strategiske betydning af skibsbygning og skibsreparation og deres forbindelse til andre sektorer, herunder stålindustrien, handelsflåden, fiskeriet og krydstogtturismen; mener, at satsningen på teknologisk innovation og et højt niveau af specialisering – med mulighed for deraf følgende øget merværdi – kan skabe en situation, hvor sektoren er mindre udsat for konkurrence på internationalt plan, i håbet om at vende nedgangstendensen inden for denne sektor; fastholder, at der bør ydes specifik støtte til at puste nyt liv i og modernisere den europæiske skibsbygning og specialstålsindustrien i dens forskellige former;

49.  opfordrer Kommissionen til at tage hele sin politik over for den europæiske skibsbygningsindustri op til revision og går kraftigt ind for en særlig støtte til at sætte skub i og modernisere skibsbygningen i Europa;

50.  mener, at der bør fokuseres kraftigere på havets rolle for turisme og på bæredygtigheden heraf; noterer sig, at europæisk hav- og kystturisme møder konkurrence fra tredjelande; påpeger, at EU bør kapitalisere på sin kulturrigdom og tilbyde bæredygtige tjenester af høj kvalitet inden for hav- og kystturisme; mener, at kulturarv og hav- og kystturisme kan spille en særskilt rolle med hensyn til at tiltrække flere forbrugere og virksomheder ved at diversificere turismeudbuddet; fremhæver kulturarvens og hav- og kystturismens positive bidrag til Europas målsætning om bæredygtig økonomisk vækst og jobskabelse; opfordrer til øget støtte til SMV'erne, som tegner sig for langt størstedelen af akvaturismesektoren, idet det sikres, at eksisterende og nye arbejdspladser er bæredygtige, af høj kvalitet og helårlige;

51.  understreger, at det er vigtigt at fremme socialt, økonomisk og miljømæssigt bæredygtige former for turisme, der kan udgøre en betragtelig kilde til merværdi for havområderne;

52.  mener, at det er af afgørende betydning, at der inden for den blå økonomi lægges behørig vægt på undervandskulturarven, navnlig eftersom undervandskulturarven bl.a. kan oplyse nutidige samfund om tidligere tiders udnyttelse af havet og om menneskers reaktioner på klimaændringer og stigende havniveau, og eftersom undervandskulturarven udgør en ressource i turismeøjemed;

53.  understreger, at EU stadig er førende på verdensplan inden for den blå økonomi, men at den internationale konkurrence i denne sektor er hård, og at kun lige konkurrencevilkår på verdensplan kan sikre bæredygtig vækst og europæisk jobskabelse inden for denne komplekse sektor yderligere;

54.  mener, at studier af forringelse af kystsystemerne (forurening og tab af biodiversitet), økosystemernes modstandsdygtighed og genoprettelse, kysterosion, afbødning af årsagerne hertil og opførelse af maritime kystsikringsanlæg (herunder naturligt baserede løsninger såsom grønne infrastrukturer) er afgørende for den blå økonomi og får endnu større betydning i forbindelse med klimaændringer; opfordrer til, at EU's støtte til disse områder øges, og til, at der indføres fleksibilitet for områder med en særskilt kystlinje og gentagne katastrofer som følge af kysterosion;

55.  påpeger, at havenergi indebærer et stort potentiale med henblik på at udnytte egne ressourcer, diversificere energikilder og bidrage til opfyldelse af klima- og energimål; understreger, at vedvarende havenergi vil være en af fremtidens industrisektorer, og henleder i denne forbindelse opmærksomheden på betydningen af at udvikle innovative kilder til ren energi og "blå" energi, såsom energi fra tidevandsstrøm, bølgeenergi og osmotisk energi, som nævnt i Kommissionens meddelelse af 20. januar 2014 om blå energi; påpeger, at offshore-net mellem medlemsstaterne er af stor betydning; understreger, at det er nødvendigt at tage højde for og yderligere at undersøge potentialet til CO2-opsamling og -lagring;

56.  understreger, at der i forbindelse med prospektering efter og udnyttelse af havenes energiressourcer skal tages hensyn til behovet for overførsel af teknologi, navnlig med hensyn til uddannelse af faglært og højt kvalificeret arbejdskraft, samt overholdelse af strenge kriterier hvad angår miljømæssig bæredygtighed; henleder opmærksomheden på disse aktiviteters potentielle multiplikatoreffekt for så vidt angår beskæftigelse og tilknyttede aktiviteter, både i forudgående og efterfølgende led;

57.  fremhæver den vigtige rolle, som ny teknologi spiller, f.eks. med hensyn til at imødegå forringelsen af havøkosystemerne eller at opsamle og lagre CO2-emissioner; opfordrer Kommissionen til yderligere at analysere, hvordan teknologien og den dertil knyttede infrastruktur til transport af CO2 på en sikker og omkostningseffektiv måde kan anvendes på en økonomisk levedygtig måde;

58.  påpeger, at den optimale placering af el-generatorer til udnyttelse af blå energi, såsom vind-, bølge- eller solenergi, havstrømme, osmotisk energi og omdannelse af termisk energi, kan afhænge af en række faktorer, herunder vanddybde, havbundsforhold, oceanografiske forhold og afstanden fra land; mener derfor, at man ved at harmonisere de data, der indsamles inden for rammerne af forskellige nationale programmer vedrørende dybdemåling, havbundsforhold eller vertikale profiler, kan bidrage til udvælgelsen af beliggenhed og licenspolitikker for udvikling af vedvarende energi; understreger endvidere, at det er nødvendigt med yderligere forskning i havenergiløsninger for at kunne udvikle økonomisk overkommelige, omkostningseffektive og ressourceeffektive løsninger for energiteknologi;

59.  mener, at prospektering efter og udvinding af mineralske ressourcer i kontinentalsoklen kræver staternes konstante medvirken, især med hensyn til oplysning, kortlægning af områder, inden for hvilke der ikke må gennemføres minedrift, miljøindvirkningsvurdering, analyse og minimering af risici samt udøvelse af suverænitet; opfordrer Kommissionen til at foreslå og ajourføre en ikke-udtømmende liste over maritime aktiviteter (f.eks. offshore-energiproduktion, dybhavsminedrift, udnyttelse af sand og grus til søs), der forudsætter en forudgående vurdering af indvirkningen på miljøet og af den socioøkonomiske indvirkning; opfordrer til, at der lægges vægt på genbrug og genvinding af mineraler – som et alternativ til dybhavsminedrift – og på det potentiale, som disse aktiviteter indebærer med hensyn til at integrere videnskabelig viden og udvikling samt overførsel af teknologi;

60.  slår til lyd for et koordineret og stærkt EU-engagement i Den Internationale Havbundsmyndighed for at sikre en effektiv retlig ramme på miljøområdet, der er baseret på forsigtighedsprincippet, med henblik på at forebygge negative virkninger af efterforskning og udvinding i forbindelse med dybhavsminedrift, herunder på områder af særlig miljømæssig interesse, samt samfundsmæssige virkninger af dybhavsminedrift og bioprospektering på lokalsamfund og sikre fuld datagennemsigtighed;

61.  mener, at bioteknologi med tilknytning til havet er en yderst diversificeret sektor, der som helhed har et enormt potentiale med hensyn til at skabe og anvende ny viden og frembringe nye produkter og processer med stor merværdi (nye materialer, fødevarer, lægemiddelbestanddele osv.); henleder opmærksomheden på behovet for uddannelse og erhvervsuddannelse i denne sektor, hvilket kræver, at medlemsstaterne påtager sig et stort ansvar sammen med den private sektor, samt et omfattende internationalt samarbejde;

62.  fremhæver betydningen af social dialog og mener, at alle de af arbejdsmarkedets parter, der er involveret i den blå økonomi, bør være repræsenteret; fremhæver betydningen af høringer af de relevante aktører om udviklingen af den blå økonomi generelt, herunder af civilsamfundet samt regionale og lokale myndigheder;

63.  støtter på det kraftigste Kommissionens initiativ, jf. dens meddelelse, til fremme af en alliance vedrørende kvalifikationer og et viden- og innovationscenter inden for blå økonomi;

64.  mener, at en "Erika IV"-pakke om sikkerhed til søs bør lanceres for at forebygge yderligere større katastrofer i og ved havet; mener, at denne pakke bør anerkende miljøskader på havområder i EU-lovgivningen;

65.  fremhæver behovet for at skærpe civilsamfundets opmærksomhed omkring havets betydning som en økonomisk, kulturel og samfundsmæssig ressource og betydningen af forskning og dialog mellem de relevante aktører og borgerne med henblik på at opnå integreret bæredygtighed;

66.  mener, at havet og kysterne er værdifulde ressourcer, som bør udgøre en af hjørnestenene i EU's politik for en industriel renæssance; påpeger, at der bør træffes foranstaltninger til at puste nyt liv i den blå industri, samtidig med at samhørigheden i den europæiske økonomi og en bæredygtig udvikling støttes, navnlig i regioner, hvor dette potentiale er blevet marginaliseret som følge af globaliseringsprocessen;

67.  mener, at udvekslingen af oplysninger og bedste praksis kan bidrage til en hurtig og bæredygtig udvikling af denne sektor;

o
o   o

68.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaterne.

(1) EUT L 257 af 28.8.2014, s. 135. (2) EUT L 164 af 25.6.2008, s. 19. (3) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0300. (4) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0438. (5) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0178. (6) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 104. (7) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 174. (8) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 892. (9) EUT C 12 af 15.1.2015, s. 93. (10) EUT C 19 af 21.1.2015, s. 24.

Europa-Parlamentets beslutning af 8. september 2015 om fremme af unges iværksættervirksomhed via uddannelse og erhvervsuddannelse (2015/2006(INI))

P8_TA(2015)0292 A8-0239/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 165 og 166 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 14,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 12. december 2014 Rådets konklusioner om entreprenørskab i forbindelse med uddannelse(1),

–  der henviser til Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 20. maj 2014 om fremme af unges iværksætterkultur for at sikre social inddragelse af unge(2),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 12. maj 2009 om en strategiramme for det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet ("ET 2020")(3),

–  der henviser til Rådets henstilling af 22. april 2013 om indførelse af en ungdomsgaranti(4),

–  der henviser til Rådets henstilling af 20. december 2012 om validering af ikke-formel og uformel læring(5),

–  der henviser til Rådets henstilling af 28. juni 2011 "Unge på vej — flere unge i læringsmobilitet"(6),

–  der henviser til Rådets resolution af 27. november 2009 om nye rammer for det europæiske samarbejde på ungdomsområdet (2010–2018)(7),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling 2006/962/EF af 18. december 2006 om nøglekompetencer for livslang læring(8),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. juni 2013 "Fælles indsats for EU's unge: En opfordring til at gøre mere for at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden" (COM(2013)0447),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 9. januar 2013 "2020-handlingsplanen for iværksætterkultur: En saltvandsindsprøjtning til iværksætterånden i Europa" (COM(2012)0795),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. november 2012 "Nytænkning på uddannelsesområdet: investering i kvalifikationer for bedre socioøkonomiske resultater" (COM(2012)0669),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. december 2011 "Almen uddannelse og erhvervsuddannelse i et intelligent, bæredygtigt og rummeligt Europa" (COM(2011)0902),

–  der henviser til Kommissionens rapport af 28. januar 2015 om iværksætteruddannelse: En vej til succes.

–  der henviser til Kommissionens vejledning om et socialt Europa af marts 2013 om social økonomi og sociale virksomheder (ISBN: 978-92-79-26866-3),

–  der henviser til sin beslutning af 28. april 2015 om opfølgning på implementeringen af Bolognaprocessen(9),

–  der henviser til sin beslutning af 11. september 2012 om almen uddannelse, erhvervsuddannelse og Europa 2020(10),

–  der henviser til sin beslutning af 1. december 2011 om løsning af problemet med elever, der forlader skolen for tidligt(11),

–  der henviser til sin beslutning af 12. maj 2011 om indlæring i tidlig alder i Den Europæiske Union(12),

–  der henviser til sin beslutning af 18. maj 2010 om nøglekompetencer i en verden i forandring: gennemførelsen af arbejdsprogrammet for uddannelse af 2010(13),

–  der henviser til sin beslutning af 18. december 2008 om livslang læring som grundlag for viden, kreativitet og innovation – gennemførelse af arbejdsprogrammet for uddannelse og erhvervsuddannelse 2010(14),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget og udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A8-0239/2015),

A.  der henviser til, at unges iværksættervirksomhed skal være en vigtig integral del af den politiske strategi for støtte til nutidens unge generation, for så vidt angår EU-målene for vækst, beskæftigelse og social inddragelse og med henblik på at nedbringe ungdomsarbejdsløsheden i EU;

B.  der henviser til, at iværksætterånd bør forstås i ordets brede forstand som evnen til at omsætte idéer til handling;

C.  der henviser til, at 4,85 millioner unge pr. februar 2015 var arbejdsløse i EU-28, hvilket er et uacceptabelt højt tal, og til at ungdomsarbejdsløsheden ganske vist er faldende – med 494 000 i forhold til februar 2014 – men i et alt for langsomt tempo;

D.  der henviser til den høje ungdomsarbejdsløshed og til den omstændighed, at den finanspolitiske konsolidering i de medlemsstater, der primært er ramt af krisen, ikke bør gennemføres på bekostning af jobs besat af unge; der henviser til, at unge som følge af den høje ungdomsarbejdsløshed oplever stigende fattigdom og social udstødelse, særligt hvad angår unge fra dårligt stillede og sårbare befolkningsgrupper; anerkender og glæder sig imidlertid over, at der er indgået forpligtelser om at fremskynde udbetalingen af midler til ungdomsarbejdsløshedsinitiativet til medlemsstaterne, men opfordrer Kommissionen til at gøre en endnu større indsats for at løse dette alvorlige problem;

E.  der henviser til, at kløften mellem uddannelse og arbejdsmarked er en af årsagerne til ungdomsledigheden og til det store antal ledige jobs i EU, og at dette blandt andet bør afhjælpes ved at udstyre unge med de nøglekompetencer, herunder fornemmelse for initiativ og iværksætterånd, som er nødvendige, hvis de skal kunne tag veludrustet del i vor tids videnbaserede økonomi og samfund;

F.  der henviser til, at EU med Europa 2020-strategien og dets flagskibsinitiativer "Nye kvalifikationer og job", "En digital dagsorden for Europa", "Innovation i EU" og "Unge på vej" såvel som målrettet støtte til kvindelige iværksættere og dårligt stillede personer og handicappede gør et fremstød for iværksætterinitiativer ved at fostre iværksætterånd og hermed forbunden viden, færdigheder og kompetencer, der kan højne konkurrenceevne og vækst, der vil være intelligent, bæredygtig og inklusiv;

G.  der henviser til, at iværksætterånd er en vigtig drivkraft i at skabe økonomisk vækst og beskæftigelse, da den skaber nye virksomheder og jobs, åbner op for nye markeder, styrker konkurrenceevnen, forbedrer produktivitet og innovation, styrker EU's konkurrenceevne og skaber velstand, og at alle derfor bør have lige adgang til den;

H.  der henviser til, at iværksætterinitiativer, navnlig social iværksætterånd, er en vigtig drivkraft i social samhørighed og bæredygtighed, der kan fremme økonomisk vækst og samtidig afhjælpe afsavn, social udstødelse og andre samfundsproblemer;

I.  der henviser til, at iværksætterinitiativer og især små og mellemstore virksomheder (SMV'er) er rygraden i EU's økonomi og udgør den største og vigtigste kilde til ny beskæftigelse; der henviser til, at kvinders iværksætterpotentiale er en underudnyttet kilde til økonomisk vækst og beskæftigelse;

J.  der henviser til, at kulturer, der værdsætter og belønner iværksætterkompetencer og iværksætteradfærd – såsom kreativitet, innovation, initiativlyst, afvejet risikotagning, selvstændig tænkning og evnen til at øjne muligheder samt lederskabsevner – er fremmende for tendensen til at udvikle nye løsninger på økonomiske, sociale og miljømæssige udfordringer ved at integrere videnkomponenter i uddannelse, som samler teori og praksis og derved mindsker barriererne mellem erhvervsliv og uddannelse; der henviser til, at det derfor er af afgørende betydning, at disse personlige kompetencer indarbejdes i uddannelsessystemet og er en del af dagligdagen på alle niveauer;

K.  der henviser til, at virksomhedsstart (af alle typer, herunder sociale iværksætterinitiativer eller private profitforetagender) i enkelte medlemsstaters uddannelsessystemer ikke er tilstrækkeligt anerkendt eller inkluderet som karrierevej, og at håbefulde iværksættere ikke nyder nævneværdig opbakning;

L.  der henviser til, at unge iværksættere står over for talrige udfordringer og vanskeligheder, herunder mangel på erfaring, relevante færdigheder og adgang til finansiering og infrastruktur;

M.  der henviser til, at nylige undersøgelser indikerer, at iværksætterkompetencer er noget, der kan tilegnes gennem læring, og at en sådan undervisning, hvis tilrettelagt og gennemført rigtigt, og hvis den er tilgængelig for alle, kan have en yderst positiv effekt på menneskers liv beskæftigelsesegnethed såvel som for virksomhedsstart og virksomheders overlevelse;

N.  der henviser til, at måling af virkningen af iværksætteruddannelse, såfremt den skal kunne føre til holdbare konklusioner, skal foretages med en kritisk tilgang og baseres på velfunderede beviser og ansete statistiske redskaber og teknikker;

O.  der henviser til, at iværksætteruddannelse bør omfatte en social dimension, herunder undervisning i retfærdig handel, sociale virksomheder og alternative forretningsmodeller såsom kooperativer med henblik på at opnå en social, inklusiv og bæredygtig økonomi;

P.  der henviser til, at iværksætterånd gør en ung person mere beskæftigelsesegnet og giver dem de fornødne færdigheder til at kunne håndtere de udfordringer, de møder i både deres arbejds- og privatliv, samt forhindrer en stigning i fattigdom og social udstødelse; der henviser til, at lettere adgang til mikrofinansieringsmekanismer kan bidrage til indfrielse af disse mål;

Q.  der henviser til, at uddannelse og erhvervsrettet oplæring som helhed er af tungtvejende betydning for så vidt angår individets personlige udvikling, og derfor skal være dels tilstrækkelig bred til at lægge et grundlag for livslang udvikling og uddybning af viden og tilegnelse af tværgående færdigheder, og dels tilstrækkelig praktisk til at sætte individet i stand til at følge egentlige karriereveje og have et rigt arbejds- og privatliv; der henviser til, at der er en direkte sammenhæng mellem den rette kombination af disse to aspekter af uddannelse og en sænket risiko for ungdomsarbejdsløshed;

R.  der henviser til, at iværksætterånd og -færdigheder kan erhverves, læres og udvikles af ethvert menneske; der henviser til, at hver type uddannelse og uddannelsesniveau åbner op for specifikke muligheder for opbygning af visse færdigheder og kompetencer, der er relevante for iværksættervirksomhed som en del af den generelle erhvervelse af nøglekompetencer;

S.  der henviser til, at iværksætterfærdigheder er forbundet med andre færdigheder såsom IKT-færdigheder, problemløsningsfærdigheder og finansiel forståelse, som bør fremmes;

T.  der henviser til, at uddannelse og erhvervsuddannelse er af afgørende betydning for så vidt angår motivation og unges mulighed for at iværksætte deres egne iværksætterprojekter;

U.  der henviser til, at uddannelse som et offentligt gode skal være inkluderende og integreret med særlig vægt på at sikre lige adgang for studerende med forskellig socioøkonomisk baggrund;

V.  der henviser til, at unge vil være bedre kvalificeret til at gøre forretninger på tværnationalt niveau, hvis de behersker fremmedsprog;

W.  der henviser til, at underrepræsenterede og ugunstigt stillede grupper skal have særlig opmærksomhed og støtte under hele deres uddannelse, også ved at inddrage forældre og lokalsamfund i uddannelsesforløbet, og vedrørende assistance til at starte, drive eller udbygge en forretning eller et erhvervsforetagende;

X.  der henviser til, at unge har gavn af uddannelse og kurser i iværksættervirksomhed samt af praktisk iværksættererfaring, hvad der bidrager til udviklingen af deres færdigheder og talenter og sætter dem i stand til at udvikle selvtillid og til at skabe nye virksomheder, beskæftigelsesegnethed og innovation; der henviser til, at iværksættervirksomhed er en stærkt underudnyttet valgmulighed for mange handicappede unge;

Y.  der henviser til, at sociale og inklusive virksomheder deltager aktivt i innovativ bæredygtig vækst, fremmer øget samhørighed inden for lokalsamfund og samfundet som helhed og skaber beskæftigelsesmuligheder for unge, herunder socialt udsatte og unge længst væk fra arbejdsmarkedet;

Z.  der henviser til, at for få mennesker følger op på deres ideer om at starte egen virksomhed, og at der i uforholdsmæssig grad findes endnu færre kvindelige end mandlige iværksættere (en endnu mere udpræget tendens for kvinder fra socialt udsatte grupper, som oplever dobbelt diskrimination), og at selv om kvindelige iværksættere i gennemsnit har en bedre uddannelse end mandlige iværksættere, er de samtidig ofte mere aktive inden for mindre innovative og mindre hurtigtvoksende sektorer med færre virksomheder end for mandlige iværksætteres vedkommende; der henviser til, at metoder til at overvinde de faktorer, der i særlig grad afskrækker kvinder fra at forfølge eller få øget gavn af iværksættermuligheder, skal nyde aktiv fremme(15);

AA.  der henviser til, at håndværks-, industri- og handelskamrene i nogle medlemsstater stiller målrettede tilbud til rådighed med henblik på at yde bistand i forbindelse med virksomhedsetablering;

AB.  der henviser til, at uddannelse primært er et nationalt kompetenceområde, og at nogle medlemsstater endnu ikke har opstillet en tværgående politik eller strategisk tilgang til iværksætteruddannelse eller -undervisningsplaner og -læringsmetoder; der henviser til, at ikke alle lærere og uddannelsesledere i EU er tilstrækkeligt uddannet til at forestå iværksætteruddannelse, hverken i kraft af løbende videreuddannelse eller deres oprindelige uddannelse, hvad der kan have en indvirkning på potentialet til at indarbejde iværksætterånd i tilstrækkelig grad i uddannelsessystemet(16);

AC.  der henviser til, at lærere bør kunne samarbejde med iværksættere og definere læringsmål sammen med dem og bør have den rette støtte og de rette ressourcer til at kunne gennemføre tilgange med de studerende i centrum og tilpasse deres undervisningsmetoder til de sårbare studerendes behov;

AD.  der henviser til, at ikke-formelle og uformelle læringsaktiviteter supplerer og beriger den formelle læring ved at tilbyde forskelligartede læringserfaringer, der giver flere kompetencer, og derfor bør anerkendes som primære kilder til erhvervelse og udvikling af iværksætterkompetencer;

AE.  der henviser til, at formel og uformel læring kan spille en central rolle med hensyn til at udvikle og bevare iværksætterfærdigheder, særlig hos marginaliserede grupper;

AF.  der henviser til, at ikke-formelle og uformelle læringsaktiviteter især er relevante for unge med færre muligheder, idet de giver dem en yderligere læringsmulighed og er en mulig vej til formel uddannelse og erhvervsuddannelse;

AG.  der henviser til, at undervisning ved erfarne iværksættere skaber en positiv opfattelse i samfundet af iværksætterkulturen og fremmer skridt hen imod iværksættervirksomhed;

AH.  der henviser til, at iværksætterånd, herunder social iværksætterånd, bør integreres i uddannelsen af lærere og karriererådgivere;

AI.  der henviser til, at de nationale uddannelsessystemer har udviklet sig i forskellige tempi som reaktion på forandringer inden for arbejdsmarkedet;

AJ.  der henviser til, at Erasmus+-programmet, der løber fra 2014 til 2020, har til formål at modernisere uddannelse og ungdomsarbejde over hele EU og er åbent for uddannelses-, ungdoms- og idrætsorganisationer fra alle sektorer tilknyttet livslang læring; der henviser til, at det vil skabe muligheder for over 4 millioner europæere til at studere, uddanne sig, få arbejdserfaring og udføre frivilligt arbejde i udlandet;

AK.  der henviser til, at iværksætterånd allerede spiller en rolle i Erasmus+-programmet og forventes at blive et af resultaterne af mobilitetstiltagene;

AL.  der henviser til, at det er vigtigt at fremme og tilskynde til mobilitet hos unge iværksættere gennem programmer, som f.eks. Erasmus for unge iværksættere (2009–2015), der sætter unge iværksættere i stand til at deltage i tværnationale udvekslingsordninger og lære om drift af mindre virksomheder fra erfarne iværksættere såvel som skabe muligheder for at rette op på uligheder mellem kønnene inden for iværksætterinitiativer; der henviser til, at der er brug for flere finansielle midler til sådanne programmer for at højne deltagelsen af unge;

AM.  der henviser til, at unge udtrykker præference for selvstændig beskæftigelse og at op mod 45 % af unge i alderen 15–24 år angiver, at de ville foretrække at være selvstændigt beskæftigede(17);

AN.  der henviser til, at erhvervslivet på lokalt, nationalt og europæisk plan vil kunne yde et mere betydeligt bidrag i form af kvalifikationsbaseret frivilligt arbejde, partnerskaber med uddannelsesinstitutioner og samarbejde med politiske beslutningstagere;

AO.  der henviser til, at civilsamfundsorganisationer (ikke-statslige grupper såsom fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer og andre sociale grupper) har ydet et betydeligt bidrag, heriblandt initiativet "Junior Achievement – Young Enterprise Europe", der yder uformel og livslang iværksætteruddannelse; der henviser til, at disse bidrag har behov for yderligere anerkendelse, omend de måske ikke kan føre til et egentligt diplom; der henviser til, at sådanne bidrag også kan gøres af virksomheder, der organiserer interne kurser;

Vægt på iværksætterevner og -kompetencer

1.  anerkender, at livslang læring og international mobilitet indtager en central rolle i Europas reaktion på globaliseringen og skiftet til videnbaserede økonomier; bemærker specielt betydningen af en "fornemmelse for initiativ og iværksætterånd" blandt de otte "Nøglekompetencer for livslang læring - en europæisk referenceramme", som alle mennesker har behov for med henblik på deres personlige opfyldelse og udvikling, aktive europæiske medborgerskab og deltagelse, sociale inddragelse og beskæftigelse;

2.  opfordrer medlemsstaterne til at fremme iværksætterfærdigheder til unge gennem lovgivningsmæssige tiltag med sigte på at sikre praktikophold af høj kvalitet, der fokuserer på læring af høj kvalitet og passende arbejdsvilkår som redskaber til fremme af beskæftigelsesegnetheden, som omhandlet i Rådets henstilling om en kvalitetsramme for praktikophold;

3.  fremhæver nødvendigheden af en bred og klar definition af nøglekompetencen "initiativ og iværksætterånd", der omfatter fremme af en iværksætterånd kendetegnet ved proaktiv tænkning, kreativitet, innovation og risikotagning såvel som evne til at planlægge og forvalte projekter for at nå bestemte mål og endda ideen om, at individet er bevidst om sin arbejdsmæssige kontekst og er rustet til at udnytte muligheder, der opstår, og som vedrører både iværksætter- og beskæftigelsesaktivitet (hvad man kunne kalde "intern iværksætterånd); har tiltro til den kreative industri og til virksomheder, der beskæftiger sig med kultur, idet de fremhæver forretningsmuligheder for især de unge;

4.  minder om, at de kreative industrier er nogle af de mest foretagsomme sektorer, som udvikler færdigheder, der kan videregives såsom kreativ tænkning, problemløsning, teamwork og opfindsomhed;

5.  understreger nødvendigheden af at anlægge en bred tilgang til iværksætterånd som et sæt af tværgående nøglekompetencer til fremme af målsætninger i både privat- og arbejdsliv;

6.  understreger betydningen af organisatoriske overvågnings- og revisionsfærdigheder; opfordrer navnlig til udvikling af social revision og miljørevision som et innovativt overvågningsredskab;

7.  er overbevist om, at iværksætterevner og -kompetencer såvel som tværgående, tværsektorielle, fag- og jobspecifikke færdigheder og kompetencer bør fremmes med henblik på at højne antallet af selvstændigt beskæftigede unge og give den unge generation en reel mulighed for at starte egen virksomhed og dermed hjælpe både sig selv og samfundet generelt;

8.  er overbevist om, at det som næste skridt skal fastsættes i detaljer, hvordan nøglekompetence-rammerne yderligere kan implementeres hensigtsmæssigt på hvert niveau i uddannelse for iværksætterkompetencen ved at medtage iværksætterviden, -kvalifikationer og -holdninger som et læringsresultat af hvert enkelt uddannelses- og lærlingeprogram;

9.  understreger, at der for alle niveauer og typer af uddannelse skal tilsikres undervisning i praktiske iværksætterfærdigheder og fremme af motivation, initiativlyst og forudsætninger, tillige med en fornemmelse for socialt ansvar; mener, at moduler i grundlæggende finansforhold, økonomi og erhvervsliv bør indarbejdes i læseplanerne og skal suppleres med mentor- og tutorordninger og karriererådgivning for studerende, herunder dårligt stillede elever, med henblik på at understøtte og lette deres forståelse af iværksætterprocessen og udvikle deres iværksætterånd; fremhæver den vigtige rolle, som uafhængig læring, herunder frivilligt arbejde, spiller for unge mennesker, idet den bidrager til at fremme iværksætterånd og -færdigheder;

10.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremhæve rollen og styrke betydningen af modeller for social iværksættervirksomhed, idet de ofte udgør de første former for iværksættererfaring for mange unge i Europa;

11.  understreger behovet for at udvikle innovative pædagogikker, som er mere deltagelsesorienterede og sætter de studerende i centrum for at tilskynde til erhvervelse af en række tværfaglige kompetencer, der er nødvendige for at udvikle iværksætterånd;

12.  anbefaler, at der skal tilskyndes til iværksætterånd som led i videregående uddannelser og i kandidatprojekter, herunder også modeller for social iværksættervirksomhed;

13.  der henviser til, at fremme af iværksætterånd gennem uddannelse kun kan lykkes på meningsfuld vis, så længe der tages afbalanceret hensyn til økonomiske, sociale og samfundsmæssige synspunkter i uddannelsesstrategierne;

14.  fremhæver, at social inddragelse og bekæmpelsen af fattigdom kan få et vellykket udfald navnlig gennem social iværksættervirksomhed, hvad der kan højne beskæftigelsen, og ved at fostre iværksætterånd, der kan være af betydelig gavn for dårligt stillede mennesker;

15.  understreger, at tosporede uddannelsessystemer og arbejdsbaserede uddannelser har vist sig hensigtsmæssige som centrale systemer i formidlingen af iværksætterkulturens kernekompetencer i de medlemsstater, hvor sådanne systemer anvendes;

16.  opfordrer til fuld inddragelse og partnerskab blandt alle interessehavere og særligt lokale iværksætterorganisationer, virksomheder og uddannelsesinstitutioner, med henblik på at udveksle bedste praksis og erfaringer og forbedre de unges iværksætterfærdigheder og uddannelse i medlemsstaterne;

17.  understreger på det kraftigste, at en tæt forbindelse mellem teoretisk og praktisk uddannelse er en succesmodel, der bør styrkes og fremmes i hele Europa og på tværs af grænserne;

18.  opfordrer til et tættere samarbejde med den private sektor og arbejdsmarkedets parter med henblik på at fremme en kultur præget af risikotagning, iværksætterånd og innovation (f.eks. gennem strukturelle tilsagn såsom faciliteter for innovation og udveksling af idéer);

19.  er overbevist om, at en vellykket udbredelse af iværksætterfærdigheder i stadig større grad afhænger af, at der samtidig foreligger mediemæssige og digitale færdigheder, og at der i større grad bør tages højde for denne vekselvirkning i uddannelsesregi; fremhæver vigtigheden af at udstyre alle unge med IKT-kompetencer og tværgående og iværksætterrelevante færdigheder, der sætter dem i stand til at drage fuld fordel af den digitale verdens potentiale med henblik på at hjælpe dem med at skabe nye former for udvikling, videregivelse og fremme af iværksættervirksomhed, så de sættes bedre i stand til at konkurrere om jobs, blive selvstændigt beskæftigede, få bedre føling med deres potentielle arbejdsgiveres adfærd og behov og bidrage til de innovative og konkurrencemæssige kapacitet ved arbejdsgiverorganisering;

20.  understreger, at iværksætterkompetence bør udvikles og forbedres ved en livsforløb-tilgang, herunder via arbejdserfaring og ikke-formel og uformel læring, og at valideringen heraf bør styrkes og underbygges, da den bidrager til karriereudvikling;

21.  anerkender, at et nøgleelement i iværksætteruddannelse består i en grundig uddannelse af lærerne, og navnlig det presserende behov for kyndig undervisning med henblik på at sikre en autentisk læringsproces;

22.  opfordrer medlemsstaterne til at bekæmpe hindringer for unge, handicappede iværksættere gennem tilbud om kurser for tjenesteudbydere, der blandt andet har ansvar for at støtte mennesker med handicap og gennem tilpasning af de lokaler, hvor der ydes støtte, med det formål at gøre dem tilgængelige for bevægelseshæmmede personer;

23.  bemærker, at fremme af samarbejde mellem gymnasiale og videregående uddannelser vil muliggøre bedre dialog mellem unge og fremme innovation;

24.  understreger behovet for at forbedre iværksætterkulturen inden for videregående uddannelser ved at støtte og gøre det lettere for unge at etablere nye selskaber på grundlag af akademisk forskning (spin-offs), reduktion af den bureaukratiske byrde, der gør sig gældende ved etablering af nye selskaber og skabelse af klare og understøttende reguleringsmæssige rammer for studenter-iværksættere; mener i denne forbindelse, at skoler og universiteter bør give tilstrækkelig tid og plads til samt anerkende unges initiativer for at give dem den nødvendige tillid til at iværksætte nye projekter, der kan vise sig nyttige med henblik på etablering af uafhængige virksomheder; glæder sig over initiativer, der belønner unge for succesrige forretningsinitiativer (f.eks. prisen for årets bedste studentervirksomhed); fremhæver yderligere betydningen af, at virksomheder giver unge muligheden for at opnå deres først interne arbejdserfaring; gentager nødvendigheden af at fremme virksomhedsbesøg og praktikordninger til disse formål, for dermed at give unge et overblik over forretningsverdenen;

25.  understreger, at erhvervslivet spiller en central rolle i iværksætteruddannelse, da det giver en erfaringsbaseret læring, som supplerer de unges teoretiske uddannelse;

26.  understreger den afgørende rolle, som en række sammenslutninger af unge erhvervsfolk spiller i at fremme iværksætterkultur blandt unge ved at give dem mulighed for at udvikle innovative projekter og opnå erfaring fra erhvervslivet og give dem de redskaber og den fornødne tillid til at springe ud som iværksættere;

EU-institutionernes rolle – samordning, metodologi og finansielle redskaber

27.  opfordrer Rådet og Kommissionen til, inden for deres respektive kompetenceområder og under nøje iagttagelse af nærhedsprincippet, at udvikle metodologisk støtte og redskaber til rådighed for de nationale uddannelsessystemer inden for området iværksætteruddannelse, herunder social iværksættervirksomhed, og til at anlægge en koordineret tilgang, der ansporer medlemsstaternes offentlige forvaltninger til et tættere samarbejde med virksomheder med henblik på at kortlægge de faktorer, der har afgørende betydning for en styrkelse af iværksætterkulturen; opfordrer Kommissionen til at øge støtten til unge iværksættere gennem de europæiske struktur- og investeringsfonde;

28.  opfordrer Rådet og Kommissionen til at anlægge et kønsperspektiv med hensyn til metodologi, kommunikation og finansielle redskaber med henblik på at tilskynde piger og unge kvinder til større deltagelse i iværksættervirksomhed;

29.  opfordrer Kommissionen til at etablere og højne iværksætterorienterede praktikophold og udvekslingsprogrammer for at give de unge mulighed for at få praktisk erfaring og gøre det lettere at udveksle viden og erfaring;

30.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde en omfattende strategi for udvikling af tværfaglige færdigheder såsom kritisk tænkning, problemløsning, initiativ, samarbejde, selvstyring, planlægning, lederskab og teambuilding, på alle niveauer og typer af uddannelse og erhvervsuddannelse, og tage højde for, at de er til gavn for en bred vifte af erhverv og sektorer;

31.  opfordrer Kommissionen til at sætte øget fokus på forbedringen af udvikling og bedømmelse af tværgående færdigheder, herunder iværksætterånd og digitale kompetencer, inden for Erasmus+-programmet, samtidig med at det understreges, at dette program ikke ensidigt bør være rettet mod beskæftigelsesmæssige hensyn, og at den lavt satte tærskel for adgang til iværksætteraktiviteter bør fastholdes, navnlig inden for ikke-formel og uformel uddannelse; opfordrer også Kommissionen til at fremme uddannelsespolitiske reformer i medlemsstaterne ved at skabe sammenhængende politiske rammer for medlemsstaterne og EU i denne henseende;

32.  opfordrer Kommissionen til at støtte tilsynet med færdigheder inden for IKT, problemløsning og finansforståelse; opfordrer Kommissionen til at foretage en langtidsundersøgelse på dette område;

33.  opfordrer Kommissionen til at støtte partnerskaber mellem uddannelsesinstitutioner og virksomheder gennem anvendelse af Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer, og navnlig Den Europæiske Socialfond, til at tilskynde til arbejdsbaseret læring i virksomheder og fremme iværksætterkompetencer på nationalt og lokalt niveau;

34.  opfordrer Kommissionen til at støtte et EU-netværk for iværksætteruddannelse i stil med dem, der findes inden for EU-netværket for iværksætteruddannelse (EE-HUB), der blev oprettet i maj 2015 og støttes af europæiske organisationer og andre interessehavere på EU-, medlemsstats- og lokalt niveau, såvel som af de nationale uddannelsesmyndigheder, der skal indsamle og udveksle bedste praksis mellem uddannelsesinstitutioner, uddannelsesorganisationer, erhvervsfaglige læreanstalter, virksomheder, myndigheder og arbejdsmarkedets parter;

35.  opfordrer Kommissionen til at drage omsorg for en sammenhængende og virkningsfuld samordning inden for iværksætteruddannelse inden for rammerne af den overordnede EU-strategi for livslang læring, EU's globale strategier og Juncker-Kommissionens plan;

36.  foreslår, at Kommissionen fastholder iværksætteruddannelse som et af målene for et fremtidigt Erasmus+-program i den næste finansieringsperiode (efter 2020) inden for alle tiltag, herunder mobilitet, der skal indeholde følgende elementer:

37.  opfordrer Kommissionen til at undersøge og imødegå de faktorer, der afskrækker kvinder fra at vælge iværksættermuligheden, og især forbedre unge kvindelige iværksætteres adgang til finansiering og støttetjenester;

38.  opfordrer Kommissionen til at koordinere og fremme udvekslingen af god praksis mellem medlemsstaterne;

39.  opfordrer Kommissionen til at opfordre til bedre samarbejde og udveksling af god praksis mellem medlemsstater, der allerede har integreret iværksætteruddannelse i deres undervisningsplaner og har opnået bedre fremskridt med at fremme unges iværksættervirksomhed, og de medlemsstater, der stadig er ved begyndelsen af denne proces;

40.  opfordrer Kommissionen til inden udgangen af 2017 at udarbejde en "bedste praksis" med henblik på formidling af iværksætterfærdigheder og fremme af unges iværksætterkultur i medlemsstaterne, til at fremlægge en rapport herom til Parlamentet og til at tage højde for resultatet af dette arbejde i evalueringen af egne finansieringsprocedurer;

41.  opfordrer medlemsstaterne til at fremme iværksætteruddannelse som en måde til at fremme tværfaglige kompetencer med henblik på en bedre forvaltning af de studerendes privat- og arbejdsliv;

42.  opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge de konkrete foranstaltninger, der træffes af medlemsstaterne for at støtte iværksættervirksomhed blandt unge, og til at lægge særlig vægt på at fremme og offentliggøre oplysninger om resultater og tilskynde til og støtte institutioner og organisationer i udveksling af god praksis, udveksling af idéer, viden og erfaring, og indgåelse af tværsektorielle strategiske partnerskaber; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle benchmarks, modeller og fælles instrumenter og projekter med henblik på at fremme unges iværksætterånd;

43.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre, at ingen af de foranstaltninger, der træffes af medlemsstaterne, hæmmer den fri bevægelighed for arbejdstagere, således at unge, der har valgt forretningskarrierer, er i stand til at gennemføre deres aktiviteter, hvor som helst de ønsker i EU;

Medlemsstaternes rolle

44.  opfordrer medlemsstaterne såvel som de regionale og lokale myndigheder til at bestræbe sig på at fremme udvikling af kurser om iværksættelse og ledelse af virksomhedsstart, herunder ekspert-mentorordninger, virksomhedskuvøser og fremdriftsmekanismer, projekter for social iværksætterordninger i lokalsamfundet og alle iværksættervenlige miljøer, der vil lette unges virksomhedsstarter og muliggøre hurtig genopretning i tilfælde af skolefrafald eller indledningsvis fiasko, og dermed bidrage til at skabe en positiv forretningskultur, forebygge negative opfattelser af forretningsfiaskoer og tilskynde til at forsøge igen, endvidere med særlig vægt på indsatsen for at nå ud til dårligt stillede unge;

45.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at drage omsorg for, at vores unge iværksættere har adgang til den finansiering, de har brug for, og at de får støtte på alle stadier;

46.  opfordrer medlemsstaterne såvel som de regionale og lokale myndigheder til at gøre brug af midlerne i EU's strukturfonde, især Den Europæiske Socialfond, med henblik på at fremme iværksætteruddannelse og udvikling af digitale færdigheder på nationalt, regionalt og lokalt plan;

47.  opfordrer medlemsstaterne til sammen med de regionale og lokale myndigheder at anvende alle eksisterende EU-finansieringsressourcer – såsom den Europæiske Socialfond, EU's ungdomsbeskæftigelsesinitiativ, EU-programmet for beskæftigelse og social innovation (EaSI), Erasmus for unge iværksættere og EU-programmet for virksomheders konkurrenceevne og små og mellemstore virksomheder (Cosme) – til at tilskynde til og understøtte initiativer, der forfølger mere virkningsfulde og mere målrettede forbindelser mellem virksomheder og uddannelsessektoren;

48.  opfordrer medlemsstaterne til at fremme udveksling af bedste praksis, tilskynde til både nationale og grænseoverskridende partnerskaber og støtte nystartede virksomheder og arbejdet inden for relevante netværk af små og mellemstore virksomheder og udviklingsagenturer;

49.  opfordrer medlemsstaterne til at sørge for specifikke innovative metoder til at oplære lærere og mentorer i iværksættervirksomhed for dermed at sætte dem i stand til at fremme og tilskynde til iværksætterfærdigheder og til at overveje at indarbejde iværksætterånd som en del af undervisningsplanerne;

50.  opfordrer medlemsstaterne til at videreudvikle deres systemer for anerkendelse og validering af kompetencer erhvervet ved ikke-formel og uformel læring, således at deres forpligtelse for 2018 overholdes, med henblik på at give enkeltpersoner en ny orientering og mulighed for omskoling samt fremme selvudfoldelse og yderligere læring;

51.  opfordrer medlemsstaterne til at tilskynde til inddragelse af private partnere i iværksætteruddannelse via finansiering eller ved at stille uddannelse til rådighed som et led i deres virksomheds sociale ansvar;

52.  opfordrer medlemsstaterne til at fjerne bureaukratiet i forbindelse med de unges gennemførelse af forretningsplaner og undersøge muligheden for skattelettelser og motiverende foranstaltninger til udtænke deres egne forretningsideer; understreger nødvendigheden af sikkerhedsventiler for fejlslagne nystartede virksomheder;

53.  understreger behovet for at tage hånd om de finansielle vanskeligheder, der berører unge iværksættere, at lette deres adgang til låntagning og særlige tilskud for at reducere de eksisterende administrative bryder og skabe reguleringsmæssige rammer og skatteincitamenter, der tilskynder til udvikling af ungdomsiværksætterinitiativer og øger jobskabelsen med henblik på at lette virksomhedsstart og stabilisering af unge iværksætteres forretningsprojekter;

54.  opfordrer medlemsstaterne til at være proaktive i forbedringen af de reguleringsmæssige rammer og rationaliseringen af de administrative procedurer for virksomheder, navnlig SMV'er og sociale foretagender, og til at fremme og overvåge kvaliteten af beskæftigelsespraksis ved sådanne virksomheder; påpeger, at sociale og inklusive virksomheder skaber bæredygtige jobs, bidrager til udviklingen i lokalsamfundene og til fremme af et bæredygtigt miljø og sikring af social modstandskraft i krisetider;

55.  opfordrer til, at arbejdsformidlingerne bliver mere proaktive i at yde bistand og rådgivning til virksomheder og navnlig til unge iværksættere;

56.  opfordrer medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder til at tilbyde innovative studerende øget adgang til stipendier og ministudielån, tillige med støtte, information, mentorordninger, tværfaglig bistand og platforme for peer-to-peer-evaluering, så de kan starte deres egne forretningsforetagender og projekter, i lighed med dem der støttes under EaSI-aksen for mikrofinansiering og social iværksætterånd; opfordrer medlemsstaterne til at lette adgang til og tilbagebetaling af lån, til at fremme anvendelsen af crowdfunding, udvikle partnerskaber mellem den lokale økonomi, erhvervsliv og universiteter, fremme virksomheders rolle i integrationen af unge på arbejdsmarkedet og til at konsolidere iværksætterkvalifikationspasset (ENP) på forskellige trin i skole- og universitetsuddannelse, især i partnerskaber med SMV'er; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at tilskynde til etablering inden for universiteterne af virksomhedskuvøser beregnet til bæredygtig udvikling og fremtidsorienterede studieretninger;

57.  opfordrer medlemsstaterne til at forenkle procedurerne for ikke-svigagtig virksomhedsafvikling og til at skabe et støttende afviklingsmiljø, for således at sende et klart signal til unge om, at et tilbageslag ikke vil få varige konsekvenser;

58.  opfordrer medlemsstaterne til at tilskynde unge til at tage iværksætterinitiativer ved at befordre projektbaserede undersøgelser inden for uddannelsessystemet, der går på tværs af fagområder, og realiseres i samarbejde med virksomheder;

59.  opfordrer medlemsstaterne til at fremme iværksætterånd som en positiv karrieremulighed i karriererådgivning inden for gymnasial og videregående uddannelse, og til at håndtere den negative opfattelse, der klæber sig til iværksættervirksomhed som en karrieremulighed, hvilket er et udbredt fænomen i visse medlemsstater;

60.  opfordrer medlemsstaterne til at øge kendskabet til selvstændig beskæftigelse og virksomhedsetablering for unge handicappede, gennem foranstaltninger såsom fremme af karrieremuligheder for handicappede, der allerede er integreret på arbejdsmarkedet, og offentlig anerkendelse af iværksættere med handicap;

Skridt til opfølgning

61.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at følge op på og videreudvikle dens arbejde med Entrepreneurship360 (skoler og erhvervsfaglige uddannelser) og med HEInnovate (videregående uddannelse);

62.  opfordrer Kommissionen til at indarbejde foranstaltninger vedrørende iværksætteruddannelse i evalueringsindikatorerne for det europæiske semester med start i 2016;

63.  opfordrer Kommissionen til inden udgangen af denne valgperiode at fremlægge en evalueringsrapport for Parlamentet om de fremskridt, der er gjort for at fremme unges iværksætterånd gennem uddannelse, og i hvor høj grad det lykkedes den at nå ud til medlemmer af sårbare sociale grupper;

64.  opfordrer Kommissionen til at sikre koordination og samarbejde på EU-plan ved den systematiske evaluering af iværksætterprogrammer og -aktiviteter med henblik på at give mulighed for at sammenligne resultaterne, f.eks. at sammenligne de forskellige mønstre i unges iværksættervirksomhed i medlemsstaterne og unge iværksætteres karakteristika, hvad angår sociodemografiske faktorer såsom alder, køn og uddannelse;

65.  opfordrer Kommissionen til at fremme samarbejde om politikker i EU og til at opfordre medlemsstaterne til at deltage i udvekslinger af god praksis;

o
o   o

66.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes og EØS-landenes regeringer og Europa-Rådet.

(1) EUT C 17 af 20.1.2015, s. 2. (2) EUT C 183 af 14.6.2014, s. 18. (3) EUT C 119 af 28.5.2009, s. 2. (4) EUT C 120 af 26.4.2013, s. 1. (5) EUT C 398 af 22.12.2012, s. 1. (6) EUT C 199 af 7.7.2011, s. 1. (7) EUT C 311 af 19.12.2009, s. 1. (8) EUT L 394 af 30.12.2006, s. 10. (9) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0107. (10) EUT C 353 E af 3.12.2013, s. 56. (11) EUT C 165 E af 11.6.2013, s. 7. (12) EUT C 377 E af 7.12.2012, s. 89. (13) EUT C 161 E af 31.5.2011, s. 8. (14) EUT C 45 E af 23.2.2010, s. 33. (15) Kommissionens rapport om lighed mellem kvinder og mænd i 2013 (SWD(2014)0142), Kommissionens publikation om statistiske data om kvindelige iværksættere i Europa, september 2014. (16) Konklusioner fra Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstituts symposier i Budapest og Istanbul. (17) Kommissionen: Eurobarometer FL354, "Entrepreneurship in the EU and beyond", 9. januar 2013.

Europa-Parlamentets beslutning af 8. september 2015 på vej mod en integreret tilgang til kulturarv i Europa (2014/2149(INI))

P8_TA(2015)0293 A8-0207/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til præamblen til traktaten om Den Europæiske Union (TEU), i hvilken det står, at de undertegnende lande "har ladet sig inspirere af Europas kulturelle, religiøse og humanistiske arv", og til artikel 3, stk. 3, i TEU,

–  der henviser til artikel 167 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 22,

–  der henviser til konventionen om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed, vedtaget af UNESCO den 20. oktober 2005,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1295/2013 af 11. december 2013 om oprettelse af programmet Et Kreativt Europa (2014-2020) og om ophævelse af afgørelse nr. 1718/2006/EF, nr. 1855/2006/EF og nr. 1041/2009/EF(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006(2),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1301/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og om særlige bestemmelser vedrørende målet om investeringer i vækst og beskæftigelse og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1080/2006(3),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1291/2013 af 11. december 2013 om Horisont 2020 – rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020) og om ophævelse af afgørelse nr. 1982/2006/EF(4),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/60/EU af 15. maj 2014 om tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt er fjernet fra en medlemsstats område og om ændring af forordning (EU) nr. 1024/2012 (5),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/37/EU af 26. juni 2013 om ændring af direktiv 2003/98/EF om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer(6),

–  der henviser til Europarådets rammekonvention om kulturarvens værdi for samfundet (Farokonventionen) af 13. oktober 2005(7),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 21. maj 2014 om kulturarv som en strategisk ressource i et bæredygtigt Europa(8),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 25. november 2014 om deltagerorienteret forvaltning af kulturarven(9) og arbejdsplanen på kulturområdet for perioden 2015-2018(10) samt til det europæiske år for kulturarv som nævnt i konklusionerne,

–  der henviser til Kommissionens henstilling 2011/711/EF af 27. oktober 2011 om digitalisering af og onlineadgang til kulturelt materiale og digital opbevaring(11),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. november 2014 med titlen "En investeringsplan for Europa" (COM(2014)0903),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 22. juli 2014 med titlen "På vej mod en integreret tilgang til kulturarv i Europa" (COM(2014)0477),

–  der henviser til Regionsudvalgets udtalelse fra november 2014 om Kommissionens meddelelse "På vej mod en integreret tilgang til kulturarv i Europa",

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget og udtalelser fra Transport- og Turismeudvalget og Regionaludviklingsudvalget (A8-0207/2015),

A.  der henviser til, at kultur og kulturarv er fælles ressourcer og fælles goder og værdier, der ikke kan gøres til genstand for eksklusiv anvendelse, og deres fulde potentiale med hensyn til bæredygtig menneskelig, social og økonomisk udvikling er endnu ikke blevet fuldt ud anerkendt og ordentligt udnyttet, hverken inden for rammerne af EU's strategier eller FN's udviklingsmål efter 2015;

B.  der henviser til, at der i beslutningsprocessen skal tages hensyn til, at kulturen påvirker samfundene på flere måder;

C.  der henviser til, at kulturarv i sin natur er heterogen, afspejler kulturel og sproglig mangfoldighed og pluralisme og påvirker regionaludvikling, social samhørighed, landbrug, maritime anliggender, miljøet, turisme, uddannelse, den digitale dagsorden, eksterne forbindelser, toldsamarbejde samt forskning og innovation;

D.  der henviser til, at fremme af kultur, kulturel mangfoldighed og tværkulturel dialog fungerer som en katalysator for medlemsstaternes samarbejde;

E.  der henviser til, at fremme af den kulturelle og sproglige mangfoldighed i Europa, promovering af Europas kulturarv og styrkelse af de europæiske kulturelle og kreative sektorers konkurrenceevne har til formål at fremme intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst;

F.  der henviser til, at kulturarvsressourcer er langsigtede aktiver, som er værdiskabende og bidrager til at udvikle færdigheder og øge den økonomiske vækst ved at fremme turismen og skabe arbejdspladser;

G.  der henviser til, at projekter til styrkelse af kulturarven ofte er eksempler på innovative og bæredygtige økonomiske aktiviteter, som udvikler forretnings- og forskningskapaciteten hos små og mellemstore virksomheder (SMV'er);

H.  der henviser til, at kulturarv, både den materielle og immaterielle, spiller en afgørende rolle for dannelse, bevarelse og fremme af en europæisk kultur og europæiske værdier og en national, regional, lokal og personlig identitet samt en samtidig identitet for de europæiske folkeslag;

I.  der henviser til, at politikker for vedligeholdelse, restaurering og bevarelse samt adgang til og udnyttelse af kulturarven primært er de nationale, regionale eller lokale myndigheders ansvar, men at kulturarv også har en klar europæisk dimension og behandles direkte i flere EU-politikker, herunder politikkerne for landbrug, miljø samt forskning og innovation;

J.  der henviser til, at ifølge artikel 167 i TEUF bidrager Unionens tiltag til, at medlemsstaternes kulturer kan udfolde sig, idet den respekterer den nationale og regionale mangfoldighed og samtidig "fremhæver den fælles kulturarv";

K.  der henviser til, at ifølge artikel 167 i TEUF tager Unionens indsats sigte på at forbedre kendskabet til og formidlingen af de europæiske folkeslags kultur og historie, fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne og om nødvendigt støtte og udbygge medlemsstaternes indsats inden for bevarelse og beskyttelse af den kulturarv, der er af europæisk betydning;

L.  der henviser til, at den arbejdsplan på kulturområdet, der blev vedtaget af Rådet den 25. november 2014, omfatter kulturarv som et af de fire prioriterede områder for EU’s indsats på kulturområdet for perioden 2015-2018;

M.  der henviser til, at manglen på kønsopdelte kulturdata også på kulturarvsområdet er en faktor, der skjuler de eksisterende kønsbestemte skævheder og udfordringer for de politiske beslutningstagere;

N.  der henviser til, at oplysninger om finansieringsmuligheder gennem EU-programmer på områder med relation til kulturarven – såsom lokal- og regionaludvikling, kulturelt samarbejde, forskning, uddannelse, støtte til SMV’er og civilsamfundet samt turisme – findes, men er fragmenterede;

O.  der henviser til, at den kulturelle og turistmæssige værdi af Europarådets kulturruter med hensyn til at fremme den fælleseuropæiske kulturarv og udvikle den bæredygtige kulturturisme bør styrkes;

P.  der henviser til, at EU's kulturarvspris/Europa Nostra-priserne fremmer ekspertisen, inspirerer gennem eksemplets magt og stimulerer udvekslingen af bedste praksis på kulturarvsområdet i Europa;

Q.  der henviser til, at Venedig-charteret om bevarelse og restaurering af monumenter og bevarelsesværdige steder og Granada-konventionen om bevaring af Europas arkitekturarv samt Vallettakonventionen om beskyttelse af den arkæologiske arv klart fastsætter internationalt anerkendte standarder for restaurering af kulturarven og arkæologisk arbejde(12);

Integreret tilgang

1.  mener, at det er af afgørende betydning at anvende de disponible ressourcer til støtte, styrkelse og fremme af kulturarven via en integreret tilgang, idet der tages hensyn til de kulturelle, økonomiske, sociale, historiske, uddannelsesmæssige, miljømæssige og videnskabelige komponenter;

2.  finder, at der med hensyn til kulturarv er brug for en integreret tilgang, hvis man ønsker at opnå kulturel dialog og gensidig forståelse; er overbevist om, at en sådan tilgang kan føre til øget social, økonomisk og territorial samhørighed og samtidig bidrage til opfyldelsen af målene i Europa 2020-strategien;

3.  retter i forbindelse med udviklingen af den nye integrerede tilgang til kulturarv følgende specifikke henstillinger til Kommissionen:

4.  anmoder om, at der inden for den nærmeste fremtid opstilles en politisk ramme for det historiske miljø, også kendt som immateriel kulturarv, der indeholder en lovgivningsramme for monumenter, arkæologi og historiske landskaber i overensstemmelse med artikel 4 i TEUF;

5.  at fremme kreativ samtidig innovation inden for arkitektur og design på basis af respekt for både fortiden og nutiden og samtidig sikre høje kvalitet og sammenhæng;

Europæisk finansiering til kulturarv

6.  noterer sig Unionens engagement med hensyn til at bevare og styrke Europas kulturarv gennem forskellige programmer (Et Kreativt Europa, Horisont 2020, Erasmus+, Europa for Borgerne), finansiering (de europæiske struktur- og investeringsfonde) og tiltag, som f.eks. de europæiske kulturhovedstæder, de europæiske kulturarvsdage og det europæiske kulturarvsmærke; foreslår et endnu større engagement fra EU's og medlemsstaternes side inden for forskningsfremme;

7.  opfordrer Kommissionen til:

8.  bemærker, at tanken bag reformen af EFRU-forordningen og navnlig princippet om integreret finansiering i specifikke tilfælde også kan føres ud i livet gennem støtte til store projekter; erkender dog nødvendigheden af at fremme og støtte kulturelle initiativer i mindre målestok, som er af særlig betydning for den endogene udvikling og kan bidrage til at bevare kulturarven og fremme den lokale og regionale udvikling og den samfundsøkonomiske vækst generelt;

9.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at lade retningslinjerne for den næste generation af strukturfonde for kulturarv omfatte et obligatorisk kvalitetskontrolsystem, der skal gælde i hele et projekts livscyklus;

10.  understreger medlemsstaternes rolle med hensyn til at sikre både et højt niveau for kapaciteten og de ansattes faglige viden samt en virksomhedsstruktur, der er i stand til at sikre bedste praksis for kulturarvens beskyttelse, også ved hjælp af passende kvalitetskontrolsystemer, som krævet i henhold til de internationale chartre;

11.  anmoder Kommissionen om at sikre, at innovative tiltag til bevarelse af kulturarven samt løsninger med lav påvirkning med henblik på at opnå energieffektivitet i historiske bygninger betragtes som støtteberettigede i delegerede retsakter, indkaldelser af interessetilkendegivelser og initiativer til videreudvikling af forordningerne for samhørighedspolitikken (i perioden 2014-2020);

12.  opfordrer medlemsstaterne til at undersøge eventuelle skattemæssige incitamenter i forbindelse med restaurerings-, beskyttelses- og bevarelsesarbejderne, såsom nedsat moms eller andre afgifter, idet den europæiske kulturarv også forvaltes af privatpersoner;

13.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at gøre status over bedste praksis på skatteområdet i Europa og anbefale medlemsstaterne de mest hensigtsmæssige; opfordrer medlemsstaterne til at følge disse anbefalinger og udveksle bedste praksis med hinanden med henblik på at sikre størst mulige fremme af privat støtte til materielle og immaterielle kulturarvsprojekter og maksimere deres indvirkning på den økonomiske udvikling og den sociale samhørighed i lokal sammenhæng;

Nye styringsmodeller

14.  glæder sig over Rådets initiativ til at udarbejde retningslinjer for de nye deltagerorienterede forvaltningsmodeller på kulturarvsområdet, idet man udnytter deres dimension som fælles ressource ved at styrke forbindelserne mellem de lokale, regionale, nationale og europæiske niveauer;

15.  anmoder medlemsstaterne om at sikre udviklingen af retlige instrumenter, der giver mulighed for alternativ finansiering og alternative administrationsmodeller, såsom inddragelse af lokalsamfund, civilsamfundets deltagelse og offentlig-private partnerskaber, med henblik på at gennemføre foranstaltninger vedrørende kulturarven (bevarelse, restaurering, beskyttelse, udvikling og fremme af kulturarven);

16.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at iværksætte en dialog i hele Europa mellem de politiske beslutningstagere på alle styringsniveauer og de kulturelle og kreative brancher, netværk af erhvervsdrivende inden for turisme, partnerskaber mellem private og offentlige aktører såvel som NGO'er;

17.  opfordrer alle interessenter, der deltager i forvaltningen af kulturarv, til at finde en balance mellem bæredygtig bevarelse og udvikling af kulturarvens økonomiske og sociale potentiale;

18.  understreger, at EFRU-kulturarvsprojekter udgør et praktisk eksempel på flerniveaustyring og anvendelse af nærhedsprincippet, ligesom de er et vigtigt element i EFRU's udgifter; understreger vigtigheden af grænseoverskridende kulturelle projekter, der bidrager til at øge den økonomiske og sociale samhørighed og ansporer til inklusion; opfordrer i denne forbindelse til, at der træffes foranstaltninger til at styrke og udvide støtten til finansiering gennem offentlig-private partnerskabsaftaler;

19.  understreger behovet for, at nye forvaltningsmodeller omfatter et system til kvalitetskontrol i alle alternative former for finansiering og forvaltning af kulturarv;

20.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at skærpe kontrollen med udgifterne til kulturarvsrelaterede komponenter og til at styrke samarbejdet om bekæmpelse af svig, korruption og alle andre ulovlige aktiviteter på dette område;

21.  foreslår, at alle europæiske lovgivningsmæssige forslag suppleres med en analyse af konsekvenserne for kulturarven, og at såfremt analysen påviser negative konsekvenser, bør kulturarven udelukkes fra det lovgivningsmæssige forslags anvendelsesområde som en undtagelse;

Det økonomiske og strategiske potentiale i kulturarv

22.  bemærker, at kulturarv bidrager til innovative beskæftigelsesmuligheder, produkter, tjenester og processer og kan blive en kilde til kreative idéer, der nærer den nye økonomi, samtidig med, at det – med en hensigtsmæssig forvaltning – har en relativ lille indvirkning på miljøet;

23.  erkender, at kulturarven spiller en afgørende rolle i flere af Europa 2020-strategiens flagskibsinitiativer som f.eks. den digitale dagsorden, innovation i EU, dagsordenen for nye kvalifikationer og job og en industripolitik for globaliseringens tidsalder; anmoder derfor om større anerkendelse af den europæiske kulturarvs rolle som en strategisk ressource for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst i midtvejsrevisionen af Europa 2020-strategien;

24.  bemærker, at kulturarvsområdet har kapacitet til at skabe højtkvalificerede arbejdspladser; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at formidle initiativer til udvikling af forvaltnings- og bevarelsesrelaterede uddannelser for medarbejdere og forskere inden for kulturarvsområdet; glæder sig især over de langsigtede finansieringsperspektiver for forskernetværk, som f.eks. Marie Sklodowska Curie-stipendier;

25.  understreger den vigtige rolle, som den af UNESCO udpegede materielle og immaterielle kulturarv og naturarv spiller for europæisk turisme;

26.  fremhæver muligheden for i højere grad at fokusere på kulturturisme i forbindelse med udvikling af makroregionale strategier for bedre at forankre den i strategirammen for europæisk samarbejde;

27.  opfordrer de europæiske institutioner og medlemsstaterne til at fremme og støtte initiativer inden for bløde transportformer (cykel-, vandre- og rideruter) og dermed bane vej for nye muligheder inden for kultur- og naturturisme;

28.  opfordrer medlemsstaterne til at samarbejde med regionale og lokale myndigheder for at maksimere værdien af kulturarven i vores samfund og dens bidrag til vækst og beskæftigelse i EU;

29.  påpeger, at kulturturismen, som udgør 40 % af den europæiske turisme, er en nøglefaktor i den økonomiske sektor for så vidt angår vækst- og beskæftigelsesmuligheder, og at udviklingen heraf bør styrkes yderligere ved brug af nye teknologier; understreger dog vigtigheden af at bevare natur- og kulturarven ved at udforme bæredygtige, mindre invasive former for turisme med højere merværdi, hvor turistsektoren er integreret i lokale udviklingsstrategier;

30.  udtrykker bekymring over politikkerne til bevarelse, restaurering og fremme af kulturarven, som er af største betydning for den europæiske identitet; understreger, at midlerne til bevarelse af kulturarv er faldet drastisk i nogle medlemsstater som følge af den økonomiske og finansielle krise; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at der afsættes tilstrækkelige midler og indføres passende initiativer til værdsættelse af Europas kulturarv;

31.  opfordrer Kommissionen til at fremme de kulturelle og kreative sektorers ekspertise, innovation og konkurrenceevne ved at støtte kunstnernes, kulturskabernes og kulturarbejdernes arbejde;

32.  fastholder, at der er et akut behov for at give kulturarv en fremtrædende plads i Kommissionens investeringsplan for Europa;

33.  henleder opmærksomheden på behovet for at forbedre det metodologiske grundlag for at få bedre statistikker vedrørende kulturarv; opfordrer Kommissionen til at foreslå et sæt indikatorer, der kan anvendes til overvågning og evaluering af situationen på kulturarvsområdet, og som er de samme for alle medlemslande; understreger nødvendigheden af at styrke indsamlingen af forskningsresultater for samtlige aspekter af kulturarv og knytte dem sammen for at modvirke opsplitning på dette område; peger i denne forbindelse på, at "big data" har potentiale til at bidrage til at udvinde større viden af forskningsprojekter; understreger, at det med henblik på at vurdere kulturarvens nuværende og potentielle økonomiske værdi er vigtigt med en mere systematisk indsamling af statistiske oplysninger;

34.  mener, at Kommissionen bør betragte virksomheder og foretagender, der beskæftiger sig med bevarelse af kulturarven i alle dens former, som en specifik sektor, da de behersker de traditionelle teknikker, der indebærer en merværdi og muliggør en økologisk og bæredygtig bevarelse;

35.  erkender det presserende behov for at bekæmpe ungdomsarbejdsløshed og understreger, at kulturarven er et område med potentiale for nye og bedre beskæftigelsesmuligheder, hvor broen mellem uddannelse og arbejdslivet kan styrkes, for eksempel gennem udvikling af kvalitetslærepladser, praktikpladser og nystartede virksomheder inden for SMV'er og den sociale økonomi; opfordrer i denne forbindelse medlemsstaterne til at udvikle nye og innovative finansieringsmuligheder til støtte for forvaltning- og bevarelsesrelateret uddannelse og mobilitet blandt fagfolk og forskere inden for denne sektor;

36.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremme fælles programmer om kulturarv og turisme med en integreret tilgang og på et videnskabeligt grundlag, der kan bruges som reference og model for god praksis;

37.  opfordrer medlemsstaterne til at foretage en strategisk planlægning af kulturarvsrelaterede projekter, der kan føre til generel regional og lokal udvikling, internationale og interregionale samarbejdsprogrammer, skabelse af nye arbejdspladser, bæredygtig sanering af byområder og landdistrikter og bevarelse og fremme af traditionelle færdigheder inden for restaurering af kulturarven;

38.  opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at gennemføre en økonomisk og statistisk undersøgelse af virksomheder, forvaltningsorganer og særlige erhverv inden for den sektor, der beskæftiger sig med bevarelse og udbredelse af kulturarven, og af deres specifikke bidrag for så vidt angår produktion og jobskabelse;

39.  henleder opmærksomheden på nødvendigheden af at skabe, udvikle og fremme mobilitets- og udvekslingsmulighederne for dem, der arbejder i kulturarvssektoren, ved at sikre en reel gensidig anerkendelse af kvalifikationer, sådan som det er fastlagt i direktiv 2005/36/EF om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, ved at identificere nogle fælles minimumskvalifikationsniveauer for medlemsstaterne (med hensyn til kapacitet og viden), navnlig når det gælder erhvervet som restaurator og konservator; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at forelægge et forslag om at udvide de relevante programmer til også at omfatte mobilitet for forvaltere af kulturarv og ansatte inden for denne sektor (f.eks. slotsforvaltere) med henblik på at udveksle erfaringer og bedste praksis;

40.  opfordrer medlemsstaterne til at understrege sektorens værdi som "formueaktiv" ved at fremme undersøgelser, der gør det muligt at fastlægge kulturarvens økonomiske og kulturelle værdi, således at "udgifterne" til bevarelsen bliver til "investeringer" i kulturarvens værdi;

41.  opfordrer Kommissionen til at overveje muligheden for, at Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT) i sin næste strategiske innovationsdagsorden opretter videns- og innovationsfællesskaber (VIF'er) inden for området kulturarv og kreative industrier og dermed direkte understøtte et helhedsorienteret syn på forskning og innovation;

42.  gentager vigtigheden af, at man i skolernes pensum fremmer medtagelsen af undervisning i kunst, musik, teater og filmkundskab som et væsentligt element til at udvikle kendskabet til kulturarv, kunstnerisk udøvelse og udtryk samt de bløde færdigheder, der er rettet mod kreativitet og innovation;

43.  opfordrer medlemsstaterne til at indføre tværfaglige emner vedrørende kulturarv på de forskellige uddannelsesniveauer;

44.  fremhæver det betydelige eksisterende potentiale for udvikling af iværksætteraktiviteter og for en deltagerorienteret tilgang inden for turistsektoren, især for små og mellemstore turistvirksomheder, men tillige for nystartede virksomheder, non-profitforetagender og andre organisationer, der bidrager til bevarelse, beskyttelse og fremme af den europæiske kulturarv; understreger, at foruden de kulturelle ressourcer, kvaliteten af tjenesteydelser og professionelle færdigheder på højt plan er tilstedeværelsen af veluddannede specialister på fagområdet samt internetbaseret promovering centrale faktorer for den europæiske turistbranches succes og konkurrenceevne; fremhæver, at forskning, innovation og nye teknologier, især inden for telekommunikation, er væsentlige for at bringe kulturarven tættere på befolkningen; mener desuden, at unødvendige byrder for SMV'er bør afskaffes af hensyn til deres konkurrenceevne, og at lovgivning, der har negative virkninger på SMV'er i turistindustrien, bør revideres;

Muligheder og udfordringer

45.  fremhæver potentialet i digitalisering af kulturarven, både som et middel til at bevare vores fortid og som en kilde til uddannelse, forskningsmuligheder, skabelse af beskæftigelse af høj kvalitet, bedre social integration, lettere adgang for handicappede og personer, der bor i fjerntliggende områder, og bæredygtig økonomisk udvikling; understreger, at kulturarvens digitalisering kræver en stor finansiel indsats for små og mellemstore eller isolerede kulturinstitutioner, og at tilstrækkelig finansiering er afgørende for at sikre et større publikum for og mere omfattende formidling af denne kulturarv; understreger, at de muligheder, som digitaliseringen og nye teknologier indebærer, som aldrig vil kunne erstatte adgangen til original kulturarv eller de sociale fordele, som den traditionelle form for deltagelse i kultur indebærer, bør ikke føre til forsømmelighed for så vidt angår bevarelse af originaler eller tilsidesættelse af traditionelle former for fremme af kulturen, hverken under eller efter digitalisering;

46.  støtter digital innovation i kunst- og kulturarvsindustrien og bemærker, at anvendelsen af e-infrastrukturer kan bidrage til at nå ud til et nyt kulturpublikum og sikre bedre adgang til og udnyttelse af den digitale kulturarv; understreger relevansen af eksisterende værktøjer såsom webstedet Europeana, og opfordrer til, at dets søgekriterier forbedres og gøres mere brugervenlige;

47.  understreger nødvendigheden af at forbedre niveauet for kulturarvens digitalisering, bevarelse og online tilgængelighed, navnlig den filmiske kulturarv i Europa;

48.  understreger vigtigheden af at udvikle en ægte demokratisk og participativ narrativ om europæisk kulturarv, herunder om religiøse og etniske mindretals kulturarv; henleder opmærksomheden på, at der findes kulturarvssteder, som er forbundet med anderledes eller bestridte dele af vores fortid, og understreger, at forsoningsprocesserne ikke bør medføre undertrykkelse af fællesskabers historiske bevidsthed; opfordrer medlemsstaterne til at overveje det etiske aspekt og de måder, hvorpå kulturarven præsenteres, og til at tage hensyn til forskellige fortolkningsmuligheder;

49.  bekræfter, at religiøs kulturarv udgør en immateriel del af den europæiske kulturarv; understreger, at betydningen af steder, praksisser og genstande med religiøs tilknytning ikke bør forbigås i debatten om europæisk kulturarv eller udsættes for nogen som helst form for forskelsbehandling;

50.  mener, at den historisk-religiøse kulturarv, herunder arkitektur og musik, bør bevares på grund af dens kulturelle værdi, uanset hvilket religiøst trossamfund, der har skabt den;

51.  understreger vigtigheden af den interkulturelle dialog både i og uden for Europa og mener, at Unionen bør fremme en sådan dialog som et passende værktøj til bekæmpelse af enhver form for radikalisering;

52.  henleder opmærksomheden på de specifikke kendetegn ved medlemsstaternes nationale mindretals kulturarv; opfordrer følgelig til, at deres kulturarv bevares, og at den kulturelle mangfoldighed fremmes og beskyttes;

53.  understreger, at kulturel forskelsbehandling af religiøse og etniske mindretal skal undgås;

54.  understreger vigtigheden af at støtte indvandrersamfundenes kulturelle aktiviteter;

55.  bekræfter kulturarvens vigtige bidrag til de kulturelle og kreative brancher samt til den sociale integration gennem kultur;

56.  fremhæver vigtigheden af at forbedre handicappedes adgang til kulturarvssteder;

57.  påpeger vigtigheden af at bevare kulturlandskaberne og især den immaterielle kulturarv, som repræsenterer den levende kultur og giver traditionelle håndværk nyt liv, og opfordrer Kommissionen til i højere grad at indlemme den i de forskellige programmer;

58.  fremhæver betydningen af den gastronomiske arv, som bør beskyttes og støttes; mener, at de ressourcer, der afsættes til dette formål, kan optimeres gennem samspillet med andre EU-politikker såsom den fælles landbrugspolitik eller forbrugerbeskyttelsespolitikken;

59.  bemærker, at kulturarv og turisme gensidigt gavner hinanden, idet kulturarven skaber betydelige indtægter for turismen, mens turismen har en positiv indvirkning på kulturen i form af fremvisning og bevaring af kulturværdier, hvorved der skabes en indtægtskilde, der er nødvendig for bevarelsen af kulturværdierne;

60.  understreger, at kulturturismen har en vigtig rolle at spille i forbindelse med bevarelsen og realiseringen af vores kulturarvs værdi, hvilket ikke blot omfatter fysisk arv og landskab, men også den uhåndgribelige kulturarv såsom sprog og religiøse og kulinariske traditioner;

61.  opfordrer Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne til fortsat at samarbejde om på alle relevante niveauer at implementere de tiltag til fremme af kulturarv og kulturturisme, der fremgår af Kommissionens meddelelsen af 30. juni 2010 "En ny turismepolitik for Europa – verdens førende rejsemål" (COM(2010)0352);

62.  fremhæver i lyset af de dybtgående demografiske og samfundsmæssige ændringer betydningen af vores fælles europæiske kulturarv og det planlagte temaår for borgernes identificering med EU og styrkelsen af fællesskabsfølelsen i Unionen;

63.  er af den opfattelse, at en forståelse for den fælles kulturarv i Europa netop også giver navnlig de kommende generationer noget at orientere sig efter og en mulighed for at udvikle en europæisk identitet og værdier som respektfuld sameksistens ud over deres eget lands grænser; anbefaler derfor også, at der tages særligt hensyn til den unge generation bl.a. ved udformningen af det europæiske år for kulturarv;

64.  glæder sig over, at de europæiske kulturhovedstæder er blevet en stor succes; opfordrer til, at disse byer sammenknyttes i et netværk, så fokus på de pågældende steder udvides, med det formål at udveksle erfaringer og god praksis, bl.a. for at hjælpe de nye kandidatbyer og lette tilrettelæggelsen af arrangementer og særlige ruter;

65.  opfordrer til, at kulturarven anvendes som et undervisningsværktøj i forbindelse med samfundsmæssige spørgsmål med henblik på at bringe folk, der bor i Europa, tættere på hinanden;

66.  henleder opmærksomheden på klimaændringerne, som truer et betydeligt antal kulturarvssteder i EU, og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til i deres langsigtede finansieringsstrategier for kulturarvsbevarelses- og restaureringsmetoder at tage højde for konsekvenserne af klimaændringer og menneskets pres; anbefaler derudover, at medlemsstaterne og EU i højere grad fremmer forskning på dette område, bl.a. for nærmere at udforske klimaændringernes mange konsekvenser for kulturarven og udvikle modtræk;

67.  opfordrer Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne til at videreudvikle initiativet "de syv mest truede", der er udviklet af Europa Nostra i samarbejde med Den Europæiske Investeringsbank, ved at opstille en liste over yderligere eksempler på truet europæisk kulturarv og ved at udarbejde handlingsplaner og afdække mulige finansieringskilder; understreger, at videreudviklingen af dette initiativ er en måde til at tiltrække private investeringer til fremme af kulturarven;

68.  opfordrer Kommissionen til i højere grad at koordinere og støtte medlemsstaternes indsats for at bekæmpe tyveri, smugling af samt ulovlig handel med kulturarvsgenstande i og uden for EU; opfordrer til, at kulturarvsgenstande, som ulovligt er blevet fjernet fra en medlemsstats område, leveres tilbage;

69.  minder om vigtigheden af at beskytte og bevare kulturarven, ikke kun imod tidens tand, men også imod hærværk og plyndring; gør opmærksom på, at mange arkæologiske områder stadig er i fare for at blive plyndret af organiserede skattejægere, især på undersøiske lokaliteter, som er svært tilgængelige og vanskelige for myndighederne at overvåge; opfordrer i denne forbindelse til et forstærket samarbejde mellem medlemsstaterne med henblik på identifikation og genfinding af kulturgenstande samt forebyggelse af illegal handel med sådanne genstande;

70.  understreger den rolle, som kulturarven spiller i Unionens eksterne forbindelser gennem politisk dialog og samarbejde med tredjelande, og opfordrer medlemsstaterne, Kommissionen og Rådet til at genoptage kulturdiplomatiet; peger endvidere på potentialet i tværfaglige forskningsprojekter for at bevare kulturarven mellem EU's medlemslande og tredjelande;

71.  opfordrer til en kraftig indsats fra medlemsstaternes, EU's og det internationale samfunds side for at sørge for forebyggelse, beskyttelse, dokumentation og restaurering, når kulturarv i Europa og tredjelande bevidst trues og skades som en krigshandling og for at krænke kulturel og religiøs identitet, også gennem et samarbejde med internationale organer som ICCROM, ICBS (International Committee of the Blue Shield), civile og militære myndigheder, kulturinstitutioner og erhvervsorganisationer;

72.  opfordrer til, at der indgås internationale aftaler med henblik på at forhindre ulovlig handel med kulturarv; understreger behovet for, at EU sammen med FN og UNESCO forsvarer truet kulturarv og bekæmper plyndring og ødelæggelse af kulturgenstande i konfliktområder;

73.  fremhæver potentialet i den knowhow, der findes i EU med hensyn til bevarelse af kulturgenstande, som er blevet beskadiget eller ødelagt af terror og krig;

74.  støtter skabelsen af tværnationale kulturturismeprodukter, der afspejler fælleseuropæiske værdier og kulturarv; opfordrer Kommissionen til at tilstræbe et større samarbejde med medlemsstaterne og andre organisationer, der udarbejder kultur- og turistpolitikker, såsom FN's Verdensturistorganisation (UNWTO) og UNESCO, og til fortsat – i nært samspil med Europarådet – at medfinansiere og fremme de europæiske kulturruter, som er det bedste eksempel på tværnationale, paneuropæiske tematiske turismeprojekter;

o
o   o

75.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 221. (2) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320. (3) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 289. (4) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 104. (5) EUT L 159 af 28.5.2014, s. 1. (6) EUT L 175 af 27.6.2013, s. 1. (7) Vedtaget af Europarådets Ministerkomité den 13. oktober 2005; åbnet for undertegnelse for medlemsstaterne i Faro (Portugal) den 27. oktober samme år; trådte i kraft den 1. juni 2011. (8) EUT C 183 af 14.6.2014, s. 36. (9) EUT C 463 af 23.12.2014, s. 1. (10) EUT C 463 af 23.12.2014, s. 4. (11) EUT L 283 af 29.10.2011, s. 39. (12) Venedig-charteret vedtaget af ICOMOS (International Council of Monuments and Sites – det internationale råd for monumenter og bevarelsesværdige steder under UNESCO i 1965; Granada-konventionen vedtaget af Europarådet i 1985; Valletta-konventionen vedtaget af Europarådet i 1992. (13) Se: Artikel 3, stk. 1, litra e), i forordning (EU) nr. 1301/2013.

Europa-Parlamentets beslutning af 8. september 2015 om opfølgning på det europæiske borgerinitiativ om retten til vand ("Right2Water") (2014/2239(INI))

P8_TA(2015)0294 A8-0228/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Rådets direktiv 98/83/EF af 3. november 1998 om kvaliteten af drikkevand(1) (i det følgende benævnt "drikkevandsdirektivet"),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger(2) (i det følgende benævnt vandrammedirektivet),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 211/2011 af 16. februar 2011 om borgerinitiativer(3),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/23/EU af 26. februar 2014 om tildeling af koncessionskontrakter(4),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. november 2012 med titlen "En plan for at beskytte Europas vandressourcer" (COM(2012)0673),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. marts 2014 om det europæiske borgerinitiativ "Rent vand og sanitet er en menneskeret! Vand er et offentligt gode, ikke en råvare!" (COM(2014)0177) (i det følgende benævnt "meddelelsen"),

–  der henviser til Kommissionens Sammenfattende rapport om drikkevandskvaliteten i EU baseret på medlemsstaternes rapporter for perioden 2008-2010 i henhold til direktiv 98/83/EF (COM(2014)0363),

–  der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om ovennævnte meddelelse fra Kommissionen af 19. marts 2014(5),

–  der henviser til Det Europæiske Miljøagenturs sammenfattende rapport "The European environment – state and outlook 2015",

–  der henviser til FN's Generalforsamlings resolution af 28. juli 2010 om menneskers ret til vand og sanitet(6) og til FN's Generalforsamlings resolution af 18. december 2013 om menneskers ret til rent drikkevand og sanitet(7),

–  der henviser til alle FN's Menneskerettighedsråd resolutioner om menneskers ret til rent drikkevand og sanitet,

–  der henviser til sin beslutning af 9. oktober 2008 om indsatsen mod vandknaphed og tørke i Den Europæiske Union(8),

–  der henviser til sin beslutning af 3. juli 2012 om gennemførelse af EU's vandlovgivning før en nødvendig overordnet tilgang til de europæiske udfordringer angående vand(9),

–  der henviser til sin beslutning af 25. november 2014 om EU og den globale udviklingsramme for perioden efter 2015(10),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og udtalelser fra Udviklingsudvalget og Udvalget for Andragender (A8-0228/2015),

A.  der påpeger, at "Right2Water" er det første europæiske borgerinitiativ (ECI), der har opfyldt de krav, der er fastsat i forordning (EU) nr. 211/2011 om borgerinitiativer, og som har været i høring i Parlamentet, efter at have modtaget støtte fra næsten 1,9 mio. borgere;

B.  der henviser til, at menneskers ret til vand og sanitet omfatter tilgængelighed, adgang, acceptabilitet, prisoverkommelighed og kvalitet;

C.  der henviser til, at fuld gennemførelse af menneskers ret til vand og sanitet, som er anerkendt af FN og nyder opbakning fra EU’s medlemsstater, er en forudsætning for liv, og at god forvaltning af vandressourcerne spiller en afgørende rolle for sikringen af en bæredygtig vandanvendelse og beskyttelsen af jordens naturkapital; der henviser til, at de kombinerede konsekvenser af menneskelig aktivitet og klimaændringer betyder, at hele EU's Middelhavsregion og visse centraleuropæiske regioner nu er klassificeret som halvørkenregioner med vandknaphed;

D.  der henviser til, at det fremgår af miljøagenturets 2015-rapport om miljøets tilstand, at svindet som følge af udsivning fra rør i Europa aktuelt udgør mellem 10 % og 40 %;

E.  der henviser til, at adgang til vand er en af nøglerne til at opnå bæredygtig udvikling; der henviser til, at en fokusering af udviklingsbistanden på forbedring af forsyningen af drikkevand og sanitet er en effektiv måde at forfølge de grundlæggende mål om udryddelse af fattigdom såvel som til at fremme social lighed, folkesundhed, fødevaresikkerhed og økonomisk vækst;

F.  der henviser til, at mindst 748 mio. mennesker ikke har holdbar adgang til rent drikkevand, og at en tredjedel af verdens befolkning mangler basal sanitet; der henviser til, at retten til sundhed dermed trues, og at sygdomme spredes og forårsager lidelse og død samt udgør alvorlige hindringer for udviklingen; der henviser til, at omkring 4 000 børn dagligt dør af vandbårne sygdomme eller grundet utilstrækkelig adgang til vand, sanitet og hygiejne; der henviser til, at manglende adgang til drikkevand dræber flere børn end aids, malaria og kopper tilsammen; der påpeger, at der imidlertid er en klart nedadgående tendens i disse tal, og at denne nedgang kan og skal fremmes;

G.  der henviser til, at adgang til vand også har en sikkerhedsdimension, som kræver forbedret regionalt samarbejde;

H.  der henviser til, at adgang til vand og sanitet har konsekvenser for udøvelsen af andre menneskerettigheder; der henviser til, at udfordringerne med hensyn til vand i uforholdsmæssig høj grad rammer kvinder, da de i mange udviklingslande traditionelt er ansvarlige for vandforsyningen til husholdningen; der henviser til, at kvinder og piger lider mest under den manglende adgang til passende og ordentlig sanitet, som ofte begrænser deres adgang til uddannelse og gør dem mere sårbare over for sygdomme;

I.  der henviser til, at tre en halv million mennesker hvert år dør af vandbårne sygdomme;

J.  der henviser til, at der med den valgfrie protokol til den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der trådte i kraft i 2013, indførtes en klagemekanisme, som giver enkeltpersoner eller grupper mulighed for at indgive formelle klager over krænkelser af menneskers ret til vand og sanitet, blandt andre rettigheder;

K.  der henviser til, at efterspørgslen efter vand stiger i alle sektorer i udviklingslandene og vækstøkonomierne, navnlig til energi og landbrug; der henviser til, at klimaændringer, byudvikling og demografiske udviklinger kan udgøre en alvorlig trussel mod tilgængeligheden af vand i mange udviklingslande, og at omkring to tredjedele af verdens befolkning forventes at leve i vandstressede lande inden 2025;

L.  der henviser til, at EU er den største donor inden for vand-, sanitets- og hygiejnesektoren med 25 % af dets årlige globale humanitære støtte afsat til udelukkende at støtte udviklingspartnere på dette område; der imidlertid henviser til, at en særberetning fra Den Europæiske Revisionsret fra 2012 om Den Europæiske Unions udviklingsbistand til drikkevandsforsyning og basal sanitet i lande syd for Sahara understregede behovet for at forbedre bistandseffektiviteten og bæredygtigheden af de projekter, der støttes af EU;

M.  der henviser til, at Europarådets parlamentariske forsamling erklærede, "at adgang til vand skal anerkendes som en grundlæggende menneskeret, fordi det er vigtigt for livet på jorden og en ressource, som menneskeheden skal dele";

N.  der henviser til, at privatiseringen af forsyningspligtydelser i Afrika syd for Sahara i 1990’erne bl.a. har vanskeliggjort opnåelsen af 2015-målene (MDG-målene) både inden for vand og sanitet, idet investorernes fokus på omkostningsdækning, blandt andet har intensiveret uligheder i udbuddet af sådanne tjenester på bekostning af husholdninger med lav indkomst; der henviser til, at overdragelse af vandforsyningstjenester fra private virksomheder til lokale myndigheder i lyset af en mislykket privatisering er en stigende tendens inden for vandsektoren i hele verden;

O.  der henviser til, at vandforsyning er et naturligt monopol, og at indtægter fra vandforvaltningscyklussen bør kunne dække og altid være øremærket til såvel omkostningerne ved som beskyttelsen af vandforsyningstjenester og en forbedring heraf under forudsætning af at offentlighedens interesser varetages;

P.  der henviser til, at fraværet af passende vandforsynings- og sanitetsforhold har alvorlige konsekvenser for sundheden og den sociale udvikling, navnlig for børn; der henviser til, at forurening af vandressourcer er en væsentlig årsag til diarré, som er den næsthyppigste årsag til børnedødelighed i udviklingslandene, og fører til andre alvorlige sygdomme, såsom kolera, schistosomiasis og trachom;

Q.  der henviser til, at vand har sociale, økonomiske og økologiske funktioner, og at en korrekt og solidarisk vandforvaltningscyklus vil sikre en fortsat og stabil tilgængelighed af denne ressource i den nuværende situation med klimaændringer;

R.  der henviser til, at Europa er særlig følsomt over for klimaændringer, og at vandet er et af de første områder, der påvirkes;

S.  der påpeger, at det europæiske borgerinitiativ blev oprettet som en mekanisme for et deltagelsesdemokrati med henblik på at fremme debat på EU-niveau og borgernes direkte inddragelse i EU’s beslutningstagning, og at mekanismen er en glimrende mulighed for EU’s institutioner til at genoptage forbindelserne med borgerne;

T.  der henviser til, at Eurobarometerundersøgelser i de senere år konsekvent har vist, at der er meget ringe tillid til EU blandt EU-borgerne;

Det europæiske borgerinitiativ som et redskab til et deltagelsesdemokrati

1.  har den holdning, at det europæiske borgerinitiativ er en enestående demokratisk mekanisme, der har betydeligt potentiale til at hjælpe med at bygge bro mellem europæiske og nationale sociale bevægelser og civilsamfundsbevægelser og til at fremme deltagelsesdemokratiet på EU-plan; mener imidlertid, at det for at kunne udvikle den demokratiske mekanisme endnu mere er bydende nødvendigt med en evaluering af tidligere erfaringer og en reform af borgerinitiativet, og mener, at Kommissionens indsats, som – hvor dette er hensigtsmæssigt, kan omfatte muligheden af at indføre passende elementer i lovgivningsmæssige revisioner eller nye lovforslag – i højere grad skal afspejle det europæiske borgerinitiativs behov, når disse falder inden for dens kompetenceområde, og navnlig når de udtrykker menneskerettighedsbekymringer;

2.  understreger, at Kommissionen bør sikre den størst mulige gennemsigtighed i de to måneder, som dens analysefase varer, at et godkendt europæisk borgerinitiativ bør modtage ordentlig juridisk bistand og rådgivning fra Kommissionens side og bør offentliggøres på passende vis, samt at initiativtagere og støtter bør holdes fuldt orienteret og ajourført gennem hele proceduren for det europiske borgerinitiativ;

3.  kræver, at Kommissionen gennemfører forordningen om borgerinitiativer effektivt og fortsætter med at fjerne alle administrative hindringer, som borgerne møder, når de indgiver eller støtter et europæisk borgerinitiativ, og opfordrer den indtrængende til at overveje at indføre en fælles registreringsordning for europæiske borgerinitiativer i alle medlemsstater;

4.  glæder sig over, at støtten til dette europæiske borgerinitiativ fra næsten 1,9 mio. EU-borgere fra alle medlemsstater falder sammen med Kommissionens beslutning om at udelukke vand- og sanitetsforsyningstjenester fra koncessionsdirektivet;

5.  opfordrer Kommissionen til at fastholde og bekræfte udelukkelsen af vand- og sanitetsforsyningstjenester fra koncessionsdirektivet i enhver eventuel revision af dette direktiv;

6.  finder det beklageligt, at Kommissionens meddelelse mangler ambition, ikke kommer med svar på borgerinitiativets konkrete krav og begrænser sig til at gentage eksisterende forpligtelser; understreger, at Kommissionens reaktion på borgerinitiativet "Right2Water" er utilstrækkeligt, idet den ikke yder noget nyt bidrag og ikke lancerer alle de tiltag, der kunne medvirke til at nå disse mål; anmoder Kommissionen om i forbindelse med dette specifikke borgerinitiativ at stå i spidsen for en omfattende oplysningskampagne om de foranstaltninger, der allerede er truffet på vandområdet, og om, hvordan disse foranstaltninger kan bidrage til opfyldelsen af målene med borgerinitiativet "Right2Water";

7.  mener, at mange af de andragender, der vedrører vandkvalitet og vandforvaltning, kommer fra medlemsstater, som ikke er velrepræsenteret i den offentlige høring på EU-plan, der blev lanceret i juni 2014, og understreger, at der derfor kan være tale om uoverensstemmelser mellem resultaterne af den offentlige høring og den situation, som beskrives af andragerne;

8.  håber, at Kommissionen og næstformanden med ansvar for bæredygtighed vil give et klart politisk tilsagn om at foretage det fornødne på baggrund af de betænkeligheder, som er kommet til udtryk i dette europæiske borgerinitiativ;

9.  henviser igen til Udvalget for Andragenders tilsagn om at lade andragere komme til orde i spørgsmål om grundlæggende rettigheder, og minder om, at initiativtagerne til borgerinitiativet "Right2Water" har givet udtryk for deres støtte til at erklære vand for en menneskeret, der er sikret på EU-plan;

10.  opfordrer Kommissionen til i overensstemmelse med den overordnede målsætning bag borgerinitiativet "Right2Water" at fremsætte lovgivningsforslag, og – såfremt dette er nødvendigt – en revision af vandrammedirektivet, der anerkender den universelle adgang og menneskers ret til vand; opfordrer desuden til, at den universelle adgang til rent drikkevand og sanitet anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder;

11.  understreger, at EU som sådan vil miste troværdighed i borgernes øjne, hvis Kommissionen ignorerer godkendte og bredt støttede borgerinitiativer, der er taget gennem den ved Lissabontraktaten fastsatte demokratiske mekanisme;

12.  opfordrer Kommissionen til at iværksætte informations- og uddannelsesforanstaltninger på EU-plan for at fremme opfattelsen af vand som et fælles gode, bevidstgørelsesforanstaltninger, som fremmer en mere bevidst individuel adfærd (med henblik på at spare på vandet), foranstaltninger til en bevidst fastlæggelse af politikker for naturressourceforvaltning og støtte til offentlig, participatorisk og gennemsigtig forvaltning;

13.  mener, at det er nødvendigt at udarbejde vandpolitikker, der tilskynder til rationel brug, genbrug og genanvendelse af vandressourcerne, hvilket er vigtige elementer for en integreret forvaltning; mener, at dette vil gøre det muligt at reducere omkostningerne, bidrage til en besparelse af naturressourcen og sikre en korrekt miljøforvaltning;

14.  opfordrer Kommissionen til at modvirke vandhamstring og hydraulisk frakturering og til at foretage undersøgelser af disse fænomeners indvirkning på miljøet;

Retten til vand og sanitet

15.  minder om, at FN bekræfter, at menneskers ret til vand og sanitet giver enhver ret til vand, som er af god kvalitet, sikkert, fysisk tilgængeligt, prismæssigt overkommeligt, tilstrækkeligt og acceptabelt, til personligt brug og til brug i husholdningerne; påpeger, at det af en anden FN-henstilling fremgår, at en betaling svarende til 3 % af en husstands indkomst bør anses for at være den maksimale betaling for vandforsyningstjenester, såfremt der skal betales for disse;

16.  giver sin støtte til FN's særlige rapportør om menneskers ret til sikkert drikkevand og sanitet og understreger betydningen af rapportørens og dennes forgængers arbejde, for så vidt angår anerkendelsen af denne ret;

17.  beklager, at der i EU's 28 medlemsstater stadig findes over 1 million mennesker, som ikke har adgang til en sikker og ren drikkevandsforsyning, og at næsten 2 % af befolkningen ifølge programmet for vurdering af verdens vandressourcer (World Water Assessment Programme) ikke har adgang til sanitet, og opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til straks at gribe til handling;

18.  opfordrer Kommissionen til at anerkende vigtigheden af menneskers ret til vand og sanitet som et offentligt gode og en grundlæggende værdi for alle EU-borgere og ikke som en vare; udtrykker sin bekymring over, at et stigende antal personer siden 2008 har fået problemer med at betale deres vandregninger som følge af den finansielle og økonomiske krise og sparepolitikker, der har øget fattigdommen i Europa og antallet af lavindkomsthusholdninger, og at overkommelige priser er ved at blive et anliggende af stigende bekymring; tager afstand fra vandafbrydelser og tvangslukning af vandforsyning og anmoder medlemsstaterne om at sætte en stopper for disse situationer, når de skyldes socioøkonomiske forhold i lavindkomsthusholdninger; glæder sig over, at der i nogle medlemsstater bruges "vandbanker" eller minimumsvandkvoter i et forsøg på at hjælpe de mest sårbare med deres forsyningsomkostninger for at sikre vand som en umistelig del af de grundlæggende rettigheder;

19.  opfordrer Kommissionen til i lyset af følgerne af den nylige økonomiske krise at samarbejde med medlemsstaterne og regionale og lokale myndigheder om at gennemføre en undersøgelse om vandfattigdom, herunder spørgsmål om adgang og overkommelige priser; opfordrer indtrængende Kommissionen til i øget grad at støtte og lette samarbejde mellem vandværker for at hjælpe vandværkerne i mindre udviklede områder og landdistrikter med henblik på at støtte adgangen til vand af god kvalitet for alle borgere i disse områder;

20.  opfordrer Kommissionen til at udpege områder, hvor vandmangel er et aktuelt eller potentielt problem, og til at hjælpe de pågældende medlemsstater, regioner og områder, navnlig landdistrikter og fattige byområder, med at finde en ordentlig løsning på dette problem;

21.  understreger, at Kommissionens påståede neutralitet med hensyn til ejendomsretten over og forvaltningen af vand er i strid med de privatiseringsprogrammer, som trojkaen har påtvunget visse medlemsstater;

22.  anerkender, at vand – som det fremgår af vandrammedirektivet – ikke er en vare, men et offentligt gode, der er afgørende for menneskers liv og værdighed, og minder Kommissionen om, at EU i henhold til Traktatens bestemmelser skal forblive neutral i forhold til nationale bestemmelser vedrørende ejerskabsordninger for vandforsyningsselskaber, og at EU derfor på ingen måde bør fremme privatisering af vandforsyningsselskaber inden for rammerne af et økonomisk tilpasningsprogram eller nogen anden EU-procedure for koordinering af økonomisk politik; opfordrer – i betragtning af, at der er tale om forsyningspligtydelser, og at de dermed overvejende er af almen interesse – Kommissionen til permanent at holde vand, sanitet og behandling af spildevand uden for interne markedsregler og eventuelle handelsaftaler og stille dem til rådighed til overkommelige priser, og opfordrer både Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at de teknisk, finansielt og administrativt forvaltes på en virkningsfuld, effektiv og gennemsigtig måde;

23.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at genoverveje forvaltningen af vandpolitikken og reetablere den på basis af aktiv deltagelse, forstået som gennemsigtighed i beslutningsprocessen og åbenhed over for borgerne;

24.  mener, at det for så vidt angår spørgsmål om regulering og kontrol er nødvendigt at beskytte det offentlige vandejerskab ved at fremme offentlige, gennemsigtige og participative forvaltningsmodeller, hvor den offentlige myndighed, der har vandejerskabet, kun i visse særlige tilfælde kan tildele koncessionskontrakter vedrørende forvaltningsopgaver til private foretagender på nøje regulerede betingelser og altid med sikring af retten til ressourcen og en passende sanitet;

25.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre en dækkende vandforsyning karakteriseret ved overkommelige priser, høj kvalitet og fair arbejdsbetingelser og underlagt demokratisk kontrol;

26.  opfordrer medlemsstaterne til at støtte fremme af uddannelses- og bevidstgørelseskampagner rettet mod borgerne med henblik på at bevare og beskytte vandressourcer og sikre et mere aktivt medborgerskab;

27.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre ikke-forskelsbehandling i adgangen til vandforsyningstjenester og sikre denne for alle, herunder marginaliserede brugergrupper;

28.  opfordrer Kommissionen, Den Europæiske Investeringsbank og medlemsstaterne til at støtte kommunale myndigheder i EU, der ikke har den nødvendige kapital, til at få adgang til teknisk bistand, disponible EU-midler og langfristede lån med en præferentiel rentesats, især med henblik på at vedligeholde og forny vandinfrastruktur for at sikre levering af vand af høj kvalitet og udbrede vand- og sanitetsforsyningstjenester til de mest sårbare befolkningsgrupper, herunder de fattige og indbyggere i de meget afsides beliggende regioner og afsidesliggende områder; understreger vigtigheden af en åben, demokratisk og deltagerorienteret forvaltning for at sikre, at der gennemføres de mest omkostningseffektive løsninger til forvaltning af vandressourcer til gavn for samfundet som helhed; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre gennemsigtighed af de økonomiske ressourcer, der genereres gennem vandforvaltningscyklussen;

29.  anerkender, at vand- og sanitetsforsyningstjenester er forsyningspligtydelser, og at vand ikke er en vare, men et offentligt gode, og at det derfor bør stilles til rådighed til overkommelige priser, der respekterer menneskers ret til vand af en minimumskvalitet og giver mulighed for at anvende en forholdsmæssig tarif; anmoder medlemsstaterne om at sikre, at der anvendes et rimeligt, retfærdigt, gennemsigtigt og velegnet prissystem for vand- og sanitetsafgifter, således at alle borgere sikres adgang til forsyning af høj kvalitet, uanset deres indkomst;

30.  bemærker, at vand skal betragtes som et økosocialt aktiv og ikke blot som et led i en produktion;

31.  minder om, at adgang til vand er af afgørende betydning for landbruget for at sikre retten til tilstrækkelig ernæring;

32.  opfordrer Kommissionen til kraftigt at støtte medlemsstaternes bestræbelser på at udvikle og forbedre infrastruktur, som sikrer adgang til vandings-, kloak- og drikkevandsforsyningstjenester;

33.  mener, at drikkevandsdirektivet i høj grad har medvirket til at gøre drikkevand af høj kvalitet tilgængeligt i hele EU, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til resolut at realisere de miljø- og sundhedsmæssige fordele, der er ved at fremme forbruget af postevand;

34.  minder medlemsstaterne om deres forpligtelse til at gennemføre EU-lovgivningen; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gennemføre drikkevandsdirektivet og al tilknyttet lovgivning i fuld udstrækning; minder om, at de bør fastlægge deres udgiftsprioritering og i fuld udstrækning udnytte de muligheder for at få økonomisk støtte fra EU inden for vandsektoren, der findes i den nye finansielle programmeringsperiode (2014-2020), navnlig gennem prioriterede investeringer, der specifikt vedrører vandforvaltning;

35.  minder om konklusionerne i Den Europæiske Revisionsrets særlige rapport om integration af EU's mål for vandpolitikken i den fælles landbrugspolitik, hvori det fastslås, at de instrumenter, som den fælles landbrugspolitik for nuværende gør brug af for at afhjælpe vandrelaterede problemer, hidtil ikke har medført tilstrækkelige fremskridt med hensyn til opfyldelse af de ambitiøse politiske mål, der er opstillet for vand; mener, at en bedre integration af vandpolitikken i andre politikker, såsom politikker vedrørende landbruget, er afgørende for at forbedre vandkvaliteten i hele Europa;

36.  fremhæver betydningen af en fuldstændig og effektiv gennemførelse af vandrammedirektivet, grundvandsdirektivet, drikkevandsdirektivet og direktivet om rensning af byspildevand, og finder det nødvendigt at forbedre koordineringen af gennemførelsen af disse direktiver med direktiverne om havmiljø, biodiversitet og oversvømmelsessikring; er bekymret over, at EU's sektorpolitiske instrumenter ikke i tilstrækkelig grad bidrager til at opfylde miljøkvalitetsstandarderne for prioriterede stoffer og udfasningsmålet for udledninger, emissioner og tab af prioriterede farlige stoffer i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, litra a), og artikel 16, stk. 6, i vandrammedirektivet; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at være opmærksomme på, at vandforvaltning skal indarbejdes som et tværgående element i lovgivning om andre områder, der er afgørende for denne ressource, f.eks. energi, landbrug, fiskeri, turisme osv. med henblik på at forebygge forurening heraf, f.eks. fra ulovlige og uregulerede deponeringsanlæg med giftigt affald eller olieudvinding eller -efterforskning; minder om, at krydsoverensstemmelse under den fælles landbrugspolitik fastsætter lovgivningsbestemte forvaltningskrav baseret på eksisterende EU-lovgivning med relevans for landmænd og regler for god landbrugs- og miljømæssig stand, herunder for vand; minder om, at landmænd skal overholde disse regler for at kunne modtage fuld landbrugsstøtte;

37.  opfordrer medlemsstaterne til at

38.  mener, at det er nødvendigt at fastlægge en prioriteret rækkefølge eller et hierarki for bæredygtig vandanvendelse; opfordrer Kommissionen til at fremlægge relevante analyser og forslag i denne henseende;

39.  påpeger, at medlemsstater har forpligtet sig til at støtte menneskers ret til vand gennem deres opbakning til FN-erklæringen, og at denne ret støttes af størsteparten af borgerne og operatørerne i EU;

40.  understreger, at støtten til borgerinitiativet "Right2Water" og dets målsætninger er blevet yderligere understreget af det store antal borgere i lande som Tyskland, Østrig, Belgien, Slovakiet, Slovenien, Grækenland, Finland, Spanien, Luxembourg, Italien og Irland, der har udtalt sig om spørgsmålet om vand og dets ejerskab samt forsyningen af det;

41.  bemærker, at Udvalget for Andragender siden 1988 har modtaget et betydeligt antal andragender fra EU-borgere i mange medlemsstater, hvori der gives udtryk for bekymring over vandforsyning, vandkvalitet og spildevandshåndtering; gør opmærksom på en række negative faktorer, som andragerne har påpeget – såsom lossepladser, myndighedernes forsømmelse af at kontrollere vandkvaliteten effektivt og forkert eller ulovlig praksis inden for landbrug og industri – som er ansvarlige for en dårlig vandkvalitet og dermed har konsekvenser for miljøet og menneskers og dyrs sundhed; er af den opfattelse, at disse andragender er bevis på, at der er en reel interesse fra befolkningens side for en fuldstændig håndhævelse og en yderligere udvikling af en bæredygtig EU-vandlovgivning;

42.  opfordrer kraftigt Kommissionen til at tage borgernes bekymringer og advarsler i sådanne andragender alvorligt og reagere på dem, navnlig i betragtning af det akutte behov for at afhjælpe problemet med svindende vandressourcer som følge af overforbrug og klimaændringer, mens der stadig er tid til at forhindre forurening og dårlig forvaltning; giver udtryk for sin bekymring over antallet af traktatbrudssager vedrørende vandkvalitet og -forvaltning;

43.  opfordrer medlemsstaterne til hurtigst muligt og som et nøgleelement i gennemførelsen af vandrammedirektivet at færdiggøre deres vandområdeplaner og gennemføre dem korrekt med fuld respekt for de overordnede økologiske kriterier; gør opmærksom på, at visse medlemsstater i stadig større omfang rammes af ødelæggende oversvømmelser, som har alvorlige følger for lokalbefolkningen; påpeger, at vandområdeplanerne i henhold til vandrammedirektivet og risikostyringsplanerne for oversvømmelser i henhold til oversvømmelsesdirektivet er en enestående mulighed for at udnytte synergieffekterne mellem disse instrumenter og dermed bidrage til tilvejebringelse af rent vand i tilstrækkelige mængder, samtidig med at man begrænser risikoen for oversvømmelser; minder endvidere om, at hver enkelt medlemsstat bør oprette et centralt websted med oplysninger om gennemførelsen af vandrammedirektivet med henblik på at lette oversigten over vandforvaltning og vandkvalitet;

Vandforsyningstjenester og det indre marked

44.  noterer sig, at lande i hele EU, herunder Spanien, Portugal, Grækenland, Irland, Tyskland og Italien, har oplevet, at en potentiel eller faktisk fortabelse af det offentlige ejerskab over vandforsyningstjenester har skabt stor bekymring blandt borgerne; minder om, at valget af vandforvaltningsmåden bygger på nærhedsprincippet som fastsat i artikel 14 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsområde og i protokol (nr. 26) om tjenesteydelser af almen interesse, hvori offentlige tjenesters særlige betydning for den sociale og territoriale samhørighed fremhæves; minder om, at offentlige virksomheder inden for vandforsyning og spildevandsbortskaffelse udfører tjenester af almen interesse og har den almene opgave at sikre hele befolkningen en dækkende vandforsyning af høj kvalitet til socialt overkommelige priser og at minimere de negative miljøpåvirkninger fra spildevand;

45.  understreger, at Kommissionen i overensstemmelse med nærhedsprincippet skal forblive neutral i forhold til medlemsstaternes bestemmelser vedrørende ejerskabet af vandforsyningstjenester og ikke bør fremme privatisering af vandforsyningstjenester enten gennem lovgivning eller på anden vis;

46.  minder om, at muligheden for genkommunalisering af vandforsyningstjenester også fremover bør sikres uindskrænket og fortsat kan høre under en lokal forvaltning, såfremt de kompetente offentlige myndigheder vælger denne mulighed; minder om, at vand er en grundlæggende menneskerettighed og skal være tilgængeligt og økonomisk overkommeligt for alle; fremhæver, at medlemsstaterne har en forpligtelse til at sikre, at der er vand til alle uanset hvilket vandværk, der forestår leveringen, og at de skal sikre, at vandværkerne leverer sikkert drikkevand og forbedret sanitet;

47.  understreger, at den særlige karakter af vand- og sanitetsforsyningstjenester, såsom produktion, distribution og behandling, gør det afgørende nødvendigt, at de fjernes fra alle handelsaftaler, som EU forhandler om eller overvejer; opfordrer indtrængende Kommissionen til at indrømme en juridisk bindende udelukkelse for vandforsyningstjenester, sanitetsforsyningstjenester og behandling af spildevand i de igangværende forhandlinger om det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab (TTIP) og aftalen om handel med tjenesteydelser; understreger, at alle fremtidige handels- og investeringsaftaler bør indeholde klausuler om reel adgang til drikkevand for befolkningen i det tredjeland, som er berørt af aftalen, i overensstemmelse med Unionens langvarige engagement i bæredygtig udvikling og menneskerettigheder, og at reel adgang til drikkevand for befolkningen i det tredjeland, som er berørt af aftalen, skal være en forudsætning for enhver ny frihandelsaftale;

48.  minder om det betydelige antal andragender mod medtagelsen af grundlæggende offentlige tjenesteydelser som vand og sanitet i forhandlingerne om (TTIP); opfordrer Kommissionen til at skærpe vandværkernes ansvarlighed;

49.  opfordrer Kommissionen til at agere som mægler med henblik på at fremme samarbejde mellem vandværker gennem udveksling af bedste praksis og initiativer på det lovgivningsmæssige og øvrige områder, gensidig læring og fælles erfaringer og ved at styrke frivillig benchmarking; glæder sig over opfordringen i Kommissionens meddelelse til øget gennemsigtighed inden for vandsektoren og anerkender de bestræbelser, der er gjort hidtil, samtidig med at det bemærkes, at enhver form for benchmarking bør være frivillig i betragtning af de store forskelle mellem vandforsyningstjenester og de regionale og lokale særlige forhold i Europa; bemærker endvidere, at denne form for benchmarking, som udelukkende omfatter finansielle indikatorer, ikke bør betragtes som gennemsigtighedsforanstaltninger, og at der bør inddrages andre kriterier af afgørende betydning for borgerne, såsom vandkvalitet, foranstaltninger til afhjælpning af problemer med prisoverkommelighed, oplysninger om, hvilken andel af befolkningen, der har adgang til tilstrækkelig vandforsyning, og omfanget af offentlig deltagelse i vandforvaltning, alt sammen på en måde, der er forståelig for såvel borgere som lovgivere;

50.  understreger betydningen af de nationale tilsynsmyndigheder i forhold til sikring af retfærdig og åben konkurrence mellem tjenesteudbydere, afhjælpning af hurtigere gennemførelse af innovative løsninger og tekniske fremskridt, fremme af vandforsyningstjenesternes effektivitet og kvalitet og beskyttelse af forbrugernes interesser; opfordrer Kommissionen til at støtte initiativer til lovgivningsmæssigt samarbejde i EU for at fremskynde benchmarking, gensidig læring og udveksling af bedste praksis på lovgivningsområdet;

51.  mener, at der bør foretages en vurdering af de europæiske vand- og sanitetsprojekter og -programmer ud fra et menneskerettighedssynspunkt med henblik på at udvikle passende politikker, retningslinjer og praksisser; anmoder Kommissionen om at etablere et benchmarkingsystem (for vandkvalitet, prisoverkommelighed, bæredygtighed, dækningsgrad osv.) for at forbedre kvaliteten af offentlige vandforsyning og sanitetsforsyningstjenester i hele EU og dermed styrke borgernes stilling;

52.  minder om, at koncessioner inden for vand- og sanitetsforsyningstjenester er underlagt principperne i traktaten og derfor bør tildeles under overholdelse af principperne om gennemsigtighed, ligebehandling og ikkeforskelsbehandling;

53.  understreger, at produktion, distribution og behandling af vand- og sanitetsforsyningstjenester fortsat skal holdes uden for koncessionsdirektivet, også i forbindelse med en eventuel fremtidig revision af dette;

54.  minder om, at direktiv 2006/123/EF om tjenesteydelser i det indre marked på mange områder allerede har mødt stor modstand fra civilsamfundet, herunder i forbindelse med tjenesteydelser af almen økonomisk interesse såsom tjenesteydelser i forbindelse med vanddistribution, vandforsyningstjenester og spildevandshåndtering;

55.  fremhæver betydningen af offentlig-offentlige og offentlig-private partnerskaber i forbindelse med udveksling af bedste praksis på basis af nonprofit-samarbejde mellem vandværker, og glæder sig over, at Kommissionen i meddelelsen for første gang anerkender betydningen af offentlig-offentlige partnerskaber;

56.  glæder sig over de vellykkede bestræbelser, som nogle kommuner har gjort for at forbedre offentlighedens deltagelse i forbedring af vandforsyningstjenester og beskyttelse af vandressourcerne, og minder om, at lokale institutioner spiller en vigtig rolle i beslutningsprocessen vedrørende vandforvaltning;

57.  opfordrer Regionsudvalget til at engagere sig mere i dette europæiske borgerinitiativ for efterfølgende at tilskynde de regionale myndigheder til at engagere sig mere i sagen;

58.  minder om forpligtelsen til at garantere adgang til domstolsprøvelse og oplysninger på miljøområdet samt offentlig deltagelse i beslutningsprocesser som fastsat i Århuskonventionen; opfordrer derfor Kommissionen, medlemsstaterne og deres regionale og lokale myndigheder til at overholde de principper og rettigheder, der er nedfældet i Århuskonventionen; minder om, at det er afgørende for at sikre den størst mulige inddragelse af borgerne i beslutningsprocessen, at de er klar over deres grundlæggende rettigheder; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til proaktivt at iværksætte en kampagne for at informere EU-borgerne om de resultater, der er opnået i forbindelse med Århuskonventionen for så vidt angår gennemsigtighed, og de effektive redskaber, der allerede er til rådighed, samt at overholde de bestemmelser, der vedrører EU-institutionerne; opfordrer Kommissionen til at udvikle kriterier for gennemsigtighed, ansvarlighed og medvirken med henblik på at forbedre vandforsyningstjenesternes funktion, bæredygtighed og omkostningseffektivitet;

59.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder til at tage skridt hen imod en egentlig social aftale om vandressourcer for at sikre tilgængelighed, stabilitet og sikker forvaltning af denne ressource, i særdeleshed ved at vedtage politikker såsom oprettelsen af vandsolidaritetsfonde og andre sociale aktionsmekanismer til støtte for personer, som ikke har råd til adgang til vand- og sanitetsforsyningstjenester for at tage højde for aspektet om forsyningssikkerhed og for ikke at bringe menneskers ret til vand i fare; opfordrer alle medlemsstaterne til at indføre sociale aktionsmekanismer på linje med dem, der allerede findes i visse EU-lande, til at sikre borgere, der befinder sig i en vanskelig situation, adgang til vand;

60.  opfordrer Kommissionen til at tilrettelægge erfaringsudveksling mellem medlemsstater om vandpolitikkens sociale dimension;

61.  fordømmer det faktum, at det at nægte dårligt stillede og sårbare befolkningsgrupper forsyning med vand og sanitet anvendes som en tvangsforanstaltning i visse medlemsstater; gentager, at myndighedernes nedlukning af offentlige brønde i nogle medlemsstater har vanskeliggjort adgangen til vand for de mest sårbare befolkningsgrupper;

62.  bemærker, at medlemsstaterne bør rette særlig opmærksomhed mod samfundets sårbare gruppers behov og mod at sikre, at de, der har behov for det, får adgang til vand af høj kvalitet til en overkommelig pris;

63.  opfordrer hver enkelt medlemsstat til at udnævne en ombudsmand for vandforsyningstjenester for at sikre, at vandrelaterede spørgsmål som f.eks. klager over og forslag om kvaliteten af og adgangen til vandforsyningstjenester kan behandles af et uafhængigt organ;

64.  opfordrer vandforsyningsselskaber til at geninvestere økonomiske overskud fra vandforvaltningscyklussen i opretholdelse og forbedring af vandforsyningstjenesterne og beskyttelse af vandressourcerne; minder om, at princippet om omkostningsdækning til vandforsyningstjenester omfatter miljø- og ressourceomkostninger med samtidig respekt for såvel princippet om retfærdighed og gennemsigtighed som menneskers ret til vand og medlemsstaternes forpligtelser til at opfylde deres forpligtelser vedrørende omkostningsdækning på bedst mulige måde så længe dette ikke strider mod formålet med og opfyldelsen af målene med vandrammedirektivet; anbefaler at ophøre med enhver praksis, hvor økonomiske ressourcer omdirigeres fra vandsektoren til at finansiere andre politikker, herunder når vandregninger påføres koncessionsafgifter, der ikke er øremærket til vandinfrastruktur; minder om infrastrukturernes bekymrende tilstand i visse medlemsstater, hvor der er vandtab på grund af lækager fra uegnede og forældede distributionsnet, og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at øge investeringen i forbedring af infrastruktur såvel som andre vandforsyningstjenester som en forudsætning for at sikre menneskers ret til vand i fremtiden;

65.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at de kompetente myndigheder stiller alle oplysninger om vandkvalitet og vandforvaltning til rådighed for de berørte borgere i en let tilgængelig og forståelig form, og at borgerne informeres fuldt ud og høres i god tid om alle vandforvaltningsprojekter; påpeger desuden, at 80 % af deltagerne i den offentlige høring, som blev lanceret af Kommissionen, mente, at det var afgørende at sikre mere gennemsigtighed i forbindelse med kontrollen med vandkvaliteten;

66.  opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge anvendelsen af direkte og indirekte EU-finansiering til vandforvaltningsprojekter og sikre, at disse midler kun anvendes til de projekter, som de er bestemt til, idet der henvises til, at adgang til vand er afgørende for at mindske forskellene mellem EU's borgere og øge den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed i EU; opfordrer i denne henseende Revisionsretten til at kontrollere, at kriterierne for effektivitet og bæredygtighed i tilstrækkelig grad opfyldes;

67.  opfordrer Kommissionen til at tage højde for den aktuelle mangel på investeringer i en afbalanceret vandforvaltning, under hensyntagen til at vand er et af EU-borgernes fælles goder;

68.  opfordrer derfor til øget gennemsigtighed mellem vandværker, navnlig ved at udvikle en privat og offentlig ledelseskodeks for vandforsyningsselskaber i EU; mener, at denne kodeks bør baseres på princippet om effektivitet og altid overholde bestemmelserne i vandrammedirektivet om miljø, økonomi, infrastrukturer og offentlig deltagelse; opfordrer endvidere til oprettelse af et nationalt reguleringsorgan;

69.  opfordrer Kommissionen til at overholde nærhedsprincippet og respektere beføjelser og forpligtelser på vandområdet, såvel beføjelser på de forskellige regeringsniveauers som beføjelser hos lokale vandsammenslutninger, der forvalter vandforsyningstjenester (kilder og vedligeholdelse);

70.  beklager, at direktivet om rensning af byspildevand endnu ikke er fuldt ud gennemført i medlemsstaterne; opfordrer til, at EU's økonomiske midler prioriteres på områder, hvor kravene i EU's miljølovgivning ikke er opfyldt, herunder rensning af spildevand; påpeger, at opfyldelsesprocenten har vist sig at være højere i tilfælde, hvor omkostningerne blev dækket, og hvor princippet om, at "forureneren betaler" er fulgt, og opfordrer Kommissionen til at undersøge tilstrækkeligheden af de nuværende instrumenter til opnåelse af et højt beskyttelsesniveau og forbedring af kvaliteten af miljøet;

71.  påpeger, at servicesektoren for vands vedkommende har et enormt potentiale for at skabe beskæftigelse gennem miljømæssig integration og fremme af innovation ved hjælp af teknologioverførsel mellem sektorerne samt forskning, udvikling og innovation i forbindelse med hele vandkredsløbet; anmoder derfor om, at fremme af bæredygtig brug af vand som vedvarende energi ydes særlig opmærksomhed;

72.  opfordrer Kommissionen til at udforme en europæisk retlig ramme for genanvendelse af behandlet spildevand især med henblik på at beskytte sårbare aktiviteter og områder; opfordrer desuden Kommissionen til at fremme udvekslingen af erfaring mellem sundhedsagenturerne i de forskellige medlemsstater;

73.  opfordrer indtrængende Kommissionen til i enhver revision af vandrammedirektivet at sikre, at kvantitative vurderinger af problemer forbundet med prisoverkommelighed for vand indgår som et obligatorisk krav i medlemsstaternes indberetningsforanstaltninger vedrørende gennemførelsen af vandrammedirektivet;

74.  anmoder Kommissionen om at undersøge muligheden for, at Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene (Eurofound) kan overvåge og indberette ethvert spørgsmål om prisoverkommelighed for vand i de 28 medlemsstater;

75.  påpeger, at en forsvarlig vandforvaltning bliver en prioritet i de kommende årtier – både fra et økologisk og et miljømæssigt perspektiv – da den opfylder behovene inden for både energi- og landbrugssektoren og løser økonomiske og sociale problemstillinger;

Internalisering af omkostninger ved forurening

76.  minder om, at EU-borgerne gennem deres vandregninger oppebærer omkostningerne til rensning af vand og vandbehandling, og understreger, at vedtagelse af politikker, der effektivt kombinerer og forener målsætninger til beskyttelse af vandressourcer med omkostningsbesparelser, f.eks. foranstaltninger til "kontrol ved kilden", er mere effektive og finansielt set at foretrække; minder om, at det af miljøagenturets 2015-rapport om miljøets tilstand fremgår, at over 40 % af floderne og kystfarvandene er berørt af omfattende forurening fra landbruget, og at mellem 20 % og 25 % er berørt af forurening fra punktkilder, såsom industrielle strukturer, kloaksystemer og spildevandsbehandlingssystemer; understreger betydningen af en effektiv gennemførelse af vandrammedirektivet og drikkevandsdirektivet, bedre koordinering for så vidt angår deres gennemførelse, større sammenhæng, når der udarbejdes lovgivning og mere proaktive foranstaltninger til at spare vandressourcer og en væsentlig forøgelse af effektiviteten af vandforbruget på tværs af alle sektorer (industrier, husholdninger, landbrug og distributionsnetværk); minder om, at sikring af bæredygtig beskyttelse af naturområder såsom ferskvandsøkosystemer også er vigtig for udviklingen og af afgørende betydning for forsyningen af drikkevand og reducerer omkostningerne for borgere og aktører;

EU's udenrigs- og udviklingspolitik inden for vandsektoren

77.  understreger, at EU's udviklingspolitik fuldt ud bør integrere universel adgang til vand og sanitet gennem fremme af offentlig-offentlige og offentlig-private partnerskaber baseret på solidaritet mellem vandværker og arbejdstagere i forskellige lande og gøre brug af en række instrumenter til fremme af udveksling af bedste praksis og viden samt udviklings- og samarbejdsprogrammer i denne sektor; gentager, at det i EU-medlemsstaternes udviklingspolitikker bør anerkendes, at adgangen til sikkert drikkevand og sanitet er en menneskeret, og at en rettighedsbaseret tilgang kræver støtte til retsgrundlag, finansiering og styrkelse af civilsamfundets stemme for at udøve disse rettigheder i praksis;

78.  bekræfter på ny, at adgang til drikkevand i en tilstrækkelig mængde og af tilstrækkelig kvalitet er en grundlæggende menneskeret, og mener, at de nationale regeringer har pligt til at efterleve denne forpligtelse;

79.  fremhæver i overensstemmelse med den gældende EU-lovgivning og tilhørende lovkrav betydningen af regelmæssig evaluering af vandkvalitet, -renhed og -sikkerhed og vandressourcer i EU såvel som uden for EU's grænser;

80.  understreger, at bistand til forsyning med sikkert drikkevand og sanitet bør prioriteres højt i fordelingen af EU-midler og i bistandsprogrammeringen; opfordrer Kommissionen til at sikre tilstrækkelig økonomisk bistand til kapacitetsudviklingstiltag på vandområdet på grundlag af og i samarbejde med eksisterende internationale platforme og initiativer;

81.  insisterer på, at vand-, sanitets- og hygiejnesektoren i udviklingslandene bør prioriteres højt både i den offentlige udviklingsbistand (ODA) og i nationale budgetter; minder om, at vandforvaltning er et fælles ansvar; går ind for åbenhed over for forskellige bistandsformer, men for streng overholdelse af principperne for udviklingseffektivitet, for sammenhæng i politikkerne for udvikling og for et urokkeligt fokus på fattigdomsudryddelse og maksimering af udviklingseffekten; støtter i denne henseende inddragelsen af lokale samfund i gennemførelsen af projekter i udviklingslande samt princippet om fælles ejerskab;

82.  understreger, at fremskridtene i retning af 2015-målet for sikkert drikkevand ganske vist er på rette vej, men at 748 mio. mennesker på verdensplan mangler adgang til en forbedret vandforsyning, og at det vurderes, at mindst 1,8 mia. mennesker drikker vand, der er kontamineret med fæces samt at sanitetsmålet langt fra er opfyldt;

83.  minder om, at sikring af bæredygtig forvaltning af grundvand er en ufravigelig forudsætning for fattigdomsbekæmpelse og fælles velstand, fordi grundvand har potentiale til at sikre en forbedret kilde til drikkevand til millioner af fattige i byerne og på landet;

84.  opfordrer Kommissionen til at opføre vand på dagsordenen for forandring sammen med bæredygtigt landbrug;

85.  mener, at vand bør være et centralt emne i arbejdet forud for de to store internationale begivenheder i 2015, nemlig topmødet om dagsordenen for tiden efter 2015 og klimatopmødet, COP21; støtter i denne forbindelse kraftigt medtagelsen af ambitiøse og langtrækkende mål for vand og sanitet, såsom mål nr. 6 for bæredygtig udvikling om sikring af adgang til og bæredygtig forvaltning af vand og sanitet for alle mennesker i 2030, blandt de ting, der skal vedtages i september 2015; gentager, at bekæmpelse af fattigdom gennem processen for perioden efter 2015 kun er mulig, hvis vi sikrer, at alle mennesker overalt har adgang til rent vand, grundlæggende sanitet og hygiejne; understreger, at gennemførelsen af alle mål for bæredygtig udvikling kræver mobilisering af meget mere finansiering til udvikling, end der aktuelt gives, såvel fra udviklede lande som fra udviklingslande; opfordrer til, at der etableres en global overvågningsmekanisme til at spore fremskridt med at opnå universel adgang til sikkert drikkevand, bæredygtig anvendelse og udvikling af vandressourcer og styrkelse af retfærdig, participatorisk og ansvarlig forvaltning af vandressourcerne i alle lande; opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre, at bistandsmidler bruges effektivt og målrettes bedre mod vand-, sanitets- og hygiejnesektoren i perspektivet for udviklingsdagsordenen for tiden efter 2015;

86.  understreger den øgede risiko for vandknaphed som følge af klimaændringer; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at lade planer om strategisk forvaltning af vandressourcer og langsigtet tilpasning indgå i punkterne på COP21 med henblik på at inkorporere klimarobuste vandtiltag i den fremtidige globale klimaaftale; understreger, at klimarobuste vandinfrastrukturer er afgørende for udvikling og for bekæmpelse af fattigdom; gentager, at fremskridtene i relation til målsætningerne om bekæmpelse af fattigdom, 2015-målene og bæredygtig udvikling i alle de økonomiske, sociale og miljømæssige dimensioner heraf kan blive bragt i fare, såfremt der ikke ydes en kontinuerlig indsats for at mindske konsekvenserne af miljøændringerne og forbedre forvaltningen af vandressourcerne;

87.  bemærker med bekymring, at manglende adgang til vand og sanitet i udviklingslandene kan have uforholdsmæssigt store konsekvenser for piger og kvinder, navnlig piger i skolealderen, hvor fraværs- og frafaldsprocenten er forbundet med manglen på ren, sikker og tilgængelig sanitet;

88.  opfordrer til, at fordelingen af midler fra EU og medlemsstaterne afspejler henstillingerne fra FN's særlige rapportør om retten til sikkert drikkevand og sanitet, navnlig for så vidt angår støtte til infrastruktur i lille målestok og tildeling af flere midler til drift og vedligeholdelse, kapacitetsopbygning og bevidstgørelse;

89.  bemærker med bekymring, at mennesker, der lever i slumområder, ifølge FN’s særlige rapportør om menneskers ret til sikkert drikkevand og sanitet normalt må betale mere end dem, der lever i formelle boligområder, for at modtage uregulerede tjenester af dårlig kvalitet; opfordrer indtrængende udviklingslandene til at prioritere budgetbevillinger til tjenesteydelser for dårligt stillede og isolerede mennesker;

90.  minder om, at verdenssundhedsorganisationen WHO har erklæret, at det som udgangspunkt, uden anvendelse af de nyeste innovative vandrensnings- og vandbevaringsteknologier, er optimalt med mellem 100 og 200 liter vand pr. dag pr. person, og bemærker, at der kræves 50-100 liter for at sikre, at de grundlæggende behov opfyldes, og at der kun opstår få sundhedsproblemer; påpeger, at der ifølge de anerkendte grundlæggende menneskerettigheder skal fastsættes en minimumskvote pr. person for at opfylde befolkningens grundlæggende behov for vand;

91.  understreger, at adgang til vand bør være en ubestridelig grundlæggende menneskerettighed, der implicit og eksplicit underbygges af folkeretten, erklæringer og statspraksis;

92.  opfordrer regeringer, internationale bistandsorganisationer, ikke-statslige organisationer og lokalsamfund til at arbejde for at forsyne alle mennesker med en vis mængde vand og sikre, at vand er en menneskeret;

93.  opfordrer medlemsstaterne til i overensstemmelse med retningslinjerne fra Verdenssundhedsorganisationen at indføre en prispolitik, der respekterer folks ret til den livsnødvendige minimumsmængde vand, og som er målrettet mod spild, ved at anvende en forholdsmæssig tarif, der er proportional med mængden af anvendt vand;

94.  opfordrer til at træffe foranstaltninger for at sikre rationelt vandforbrug med henblik på at undgå spild;

95.  roser de vandværker, der afsætter en procentdel af deres årlige omsætning til vandpartnerskaber i udviklingslandene, og opfordrer medlemsstaterne og EU til at skabe det nødvendige retsgrundlag for oprettelsen af sådanne partnerskaber;

96.  opfordrer til effektiv overvågning af projekter, der gennemføres ved hjælp af ekstern bistand; understreger behovet for at overvåge finansieringsstrategier og budgetter for at sikre, at tildelte midler retter op på eksisterende forskelle og uligheder i adgangen til vand og respekterer menneskerettighedsprincipperne om ikkeforskelsbehandling, adgang til oplysninger og deltagelse;

97.  anmoder Kommissionen om at prioritere fornyelsen af de forældede drikkevandsforsyningsnet i investeringsplanen for Europa og opføre disse projekter på Unionens projektfortegnelse; fremhæver den løftestangseffekt, som disse projekter vil have på arbejdspladser, som ikke kan udflyttes, hvilket vil bidrage til at stimulere den grønne økonomi i Europa;

98.  opfordrer Kommissionen til at fremme udveksling af viden med henblik på, at medlemsstaterne kan gennemføre diagnosticeringer af forsyningsnettenes stand, hvilket bør gøre det muligt at iværksætter fornyelsesarbejder, der kan sætte en stopper for vandspildet;

99.  opfordrer til større gennemsigtighed for at sikre en mere fuldstændig forbrugeroplysning om vand og bidrage til en mere ressourceeffektiv vandforvaltning; opfordrer derfor Kommissionen til at videreføre sit arbejde med medlemsstaterne om at udveksle nationale erfaringer om indførelse af informationssystemer om vand;

100.  opfordrer Kommissionen til at undersøge det ønskelige i at udvide de finansielle støtteordninger inden for sektoren for internationalt samarbejde om vand og sanitet til europæisk plan;

101.  understreger, at effektiv og retfærdig forvaltning af vandressourcer er afhængig af de lokale myndigheders evne til at levere tjenesteydelser; opfordrer derfor EU til at øge støtten til styrkelse af forvaltningspraksis for vandressourcer og infrastruktur i udviklingslandene, idet der navnlig tages hensyn til behovene hos sårbare befolkningsgrupper i landdistrikter;

102.  støtter den globale platform for vandsolidaritet "Global Water Solidarity Platform", der blev oprettet gennem De Forenede Nationers udviklingsprogram (UNDP) med henblik på at inddrage lokale myndigheder i at finde løsninger på udfordringer angående vand; glæder sig også over princippet om "1 % solidaritet på vand- og sanitetsområdet" og andre initiativer truffet af borgere og myndigheder i visse medlemsstater med henblik på at støtte projekter i udviklingslande med midler fra forbrugsafgifter; bemærker, at sådanne initiativer er blevet omsat i praksis af flere vandforsyningsværker; gentager sin opfordring til Kommissionen om at tilskynde til solidaritetsordninger på dette og andre områder, f.eks. gennem formidling af oplysninger, fremme af partnerskaber og udveksling af erfaringer, herunder gennem et potentielt partnerskab mellem Kommissionen og medlemsstaterne, med supplerende EU-midler til projekter, der gennemføres via dette initiativ; opfordrer navnlig til fremme af offentlig-offentlige partnerskaber i vandfaciliteter i udviklingslandene i tråd med partnerskabsalliancen "Global Water Operators’ Partnerships Alliance" (GWOPA), der koordineres af UN-Habitat;

103.  opfordrer Kommissionen til at genetablere det vandfacilitetsinstrument, som har vist sig at være effektiv til at fremme bedre adgang til vandforsyningstjenester i udviklingslande ved at fremme foranstaltninger til opbygning af kapacitet for lokalsamfundene;

104.  glæder sig over, at der er betydelig opbakning i hele Europa til FN’s beslutning om at anerkende adgangen til rent vand og sanitet som en menneskeret;

o
o   o

105.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EFT L 330 af 5.12.1998, s. 32. (2) EFT L 327 af 22.12.2000, s. 1. (3) EUT L 65 af 11.3.2011, s. 1. (4) EUT L 94 af 28.3.2014, s. 1. (5) EUT C 12 af 15.1.2015, s. 33. (6) A/RES/64/292. (7) A/RES/68/157. (8) EUT C 9 E af 15.1.2010, s. 33. (9) EUT C 349 E af 29.11.2013, s. 9. (10) Vedtagne tekster, P8_TA(2014)0059.