Europa-Parlamentets beslutning af 10. september 2015 om Rusland, navnlig sagerne vedrørende Eston Kohver, Oleg Sentsov og Olexandr Koltjenko (2015/2838(RSP))

P8_TA(2015)0314 RC-B8-0845/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Ruslands forfatning, navnlig artikel 118, ifølge hvilken retsplejen i Den Russiske Føderation alene varetages af domstolene, og artikel 120, der fastslår, at dommerne er uafhængige og kun underlagt den russiske forfatning og de føderale love,

–  der henviser til sin beslutning af 12. marts 2015 om mordet på den russiske oppositionsleder Boris Nemtsov og demokratiets situation i Rusland(1); der henviser til sine tidligere betænkninger og beslutninger om Rusland, særlig beslutningen af 15. januar 2015 om Rusland, navnlig sagen om Aleksej Navalnij(2), beslutningen af 30. april 2015 om sagen om Nadja Savtjenko(3) og beslutningen af 10. juni 2015 om status over forholdet mellem EU og Rusland(4),

–  der henviser til redegørelse af 19. august 2015 fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR), Federica Mogherini, om kendelsen mod den estiske politibetjent Eston Kohver,

–  der henviser til redegørelse af 25. august 2015 fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant om domsafsigelsen ved en russisk domstol mod de ukrainske borgere Oleg Sentsov og Olexandr Koltjenko,

–  der henviser til sine tidligere betænkninger og beslutninger om Rusland, navnlig sine beslutninger af 23. oktober 2012 om fastsættelse af fælles visumrestriktioner for russiske embedsmænd, der er involveret i Sergej Magnitskij-sagen(5), af 13. juni 2013 om retsstatsforholdene i Rusland(6), af 13. marts 2014 om Rusland: Domsafsigelse mod demonstranter, der var involveret i begivenhederne på Bolotnaja-pladsen(7) og af 23. oktober 2014 om tvangslukningen af den ikke-statslige organisation Memorial (vinder af Sakharovprisen 2009) i Rusland(8) samt dets henstilling til Rådet af 2. april 2014 om fastsættelse af fælles visumrestriktioner for russiske embedsmænd, der er indblandet i Sergej Magnitskij-sagen(9),

–  der henviser til Den Russiske Føderations syvende periodiske beretning(10), som blev behandlet af FN's Menneskerettighedskomité på dens 3136. og 3137. møde(11) den 16.-17. marts 2015,

–  der henviser til drøftelserne den 28. november 2013 mellem EU og Rusland om menneskerettigheder,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at Rusland som fuldt medlem af Europarådet, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og De Forenede Nationer har forpligtet sig til at fremme og beskytte principperne om demokrati, retsstaten og respekt for de grundlæggende frihedsrettigheder og menneskerettighederne; der henviser til, at der på grund af talrige alvorlige krænkelser af retsstatsprincippet og vedtagelsen af restriktive love i løbet af de seneste måneder er alvorlig bekymring med hensyn til Ruslands overholdelse af internationale og nationale forpligtelser; der henviser til, at Den Europæiske Union gentagne gange har tilbudt yderligere bistand og ekspertise for at hjælpe Rusland med at modernisere og håndhæve sin forfatning og retsorden i overensstemmelse med Europarådets standarder;

B.  der henviser til, at den estiske politibetjent Eston Kohver i september sidste år blev bortført fra estisk område af FSB, hvorefter han blev ulovligt tilbageholdt i Rusland, hvilket udgør en klar og alvorlig overtrædelse af folkeretten;

C.  der henviser til, at den ukrainske filminstruktør Oleg Sentsov og borgerrettighedsaktivisten Olexandr Koltjenko, der protesterede mod Ruslands ulovlige annektering af Krimhalvøen, blev arresteret i maj 2014 i forbindelse med påståede aktiviteter på Krim, og at de blev behandlet som russiske statsborgere trods deres ukrainske statsborgerskab;

D.  der henviser til, at der i både Oleg Sentsovs og Olexandr Koltjenkos tilfælde har været påstande om tortur og alvorlig mishandling, der har ført til ulovlig aftvingelse af vidneudsagn, som sidenhen er blevet tillagt retlig værdi;

E.  der henviser til, at Oleg Sentsov og Olexandr Koltjenko blev stillet for en militær domstol for forbrydelser, som fuldt ud sorterer under civile domstole; der henviser til, at retssagen var præget af en lang række alvorlige procedureovertrædelser;

F.  der henviser til, at FN's Menneskerettighedsråds særlige rapportør om dommeres og sagføreres uafhængighed, Gabriela Knaul, i sin rapport fra april 2014 efter et officielt besøg i Den Russiske Føderation udtrykte alvorlig bekymring over påstande om direkte og indirekte trusler mod og uberettiget påvirkning, indblanding og pression over for domstolene;

G.  der henviser til, at der er et stigende behov for at føre en fast, konsekvent og sammenhængende EU-politik over for Rusland, som respekteres af samtlige medlemsstater;

H.  der henviser til, at pakken af foranstaltninger til gennemførelse af Minskaftalerne skulle sikre løsladelse og udveksling af alle gidsler og ulovligt frihedsberøvede personer på grundlag af "alle for alle"-princippet;

I.  der henviser til, at en række retssager og processer, heriblandt sagerne mod Navalnij, Magnitskij og Khodorkovskij, i de seneste år har skabt tvivl om de russiske domstoles uafhængighed og upartiskhed;

J.  der henviser til, at EU gennem partnerskabet for modernisering gentagne gange har tilbudt yderligere bistand og ekspertise for at støtte Ruslands demokratiseringsbestræbelser og håndhævelsen af landets forfatning og retsorden i overensstemmelse med Europarådets standarder;

1.  fordømmer på det kraftigste den kendelse, der blev afsagt af regionalretten i Pskov, samt hele retssagen mod den estiske politibetjent Eston Kohver, der blev idømt 15 års fængsel, efter at han i 2014 var blevet bortført fra Estland, som er en del af EU; mener, at denne sag udgør en overtrædelse af folkeretten og elementære retlige standarder;

2.  opfordrer indtrængende Den Russiske Føderation til at handle i overensstemmelse med sine internationale forpligtelser, omgående at løslade Eston Kohver og garantere, at han kan vende sikkert tilbage til Estland;

3.  er af den faste overbevisning, at Eston Kohver fra første færd blev nægtet retten til en retfærdig rettergang, eftersom der ikke fandt nogen offentlig høring sted, at den estiske konsul ikke fik lov til at overvære høringen, at Eston Kohver ikke havde adgang til tilstrækkelig retshjælp, at han desuden ikke måtte modtage besøg fra sin kone og familie, og at han var blevet beordret til at lade sig underkaste en uberettiget psykiatrisk undersøgelse, som man ikke har noget detaljeret kendskab til;

4.  fordømmer på det kraftigste den ulovlige domsafsigelse imod og fængsling af Oleg Sentsov og Olexandr Koltjenko; opfordrer Den Russiske Føderation til omgående at løslade dem og garantere, at de kan vende sikkert tilbage til Ukraine; kræver, at de russiske myndigheder straks foretager en upartisk og effektiv undersøgelse af de påstande om tortur, som sagens tiltalte og vidner har fremsat, og som blev tilbagevist at anklageren under retssagen; anmoder om, at også internationale observatører gives adgang til denne undersøgelse;

5.  opfordrer til løsladelse af alle ulovligt tilbageholdte ukrainske borgere, herunder Nadija Savtjenko, i overensstemmelse med den aftalte pakke af foranstaltninger til gennemførelse af Minskaftalerne og tilsagnet om at løslade alle gidsler og fængslede i forbindelse med konflikten i Ukraine;

6.  beklager den omstændighed, at retsvæsenet i Den Russiske Føderation bruges som et politisk instrument i overtrædelse af folkeretten og internationale standarder, hvilket har gjort det muligt at idømme den ukrainske filminstruktør Oleg Sentsov og Olexandr Koltjenko fængselsstraffe på henholdsvis 20 og 10 år for at have udtrykt deres synspunkter, der afspejler en aktiv pro-ukrainsk stillingtagen mod Den Russiske Føderations illegale annektering af Krim; påpeger, at de under ingen omstændigheder burde have været dømt af en militær domstol, og at der ikke bør tages hensyn til vidneudsagn, der er opnået ved brug af tortur og andre ulovlige midler;

7.  fordømmer på det kraftigste den åbenlyse krænkelse af Ukraines og Estlands territoriale integritet gennem den ulovlige bortførelse af borgere fra de to lande med et formål at stille dem for en russisk domstol;

8.  understreger, at russiske domstole ikke har kompetence til at dømme handlinger, der er begået uden for Ruslands internationalt anerkendte område, og påpeger, at domstolsprøvelsen i de tre sager ikke bør betragtes som værende lovlig; opfordrer Rådet og Kommissionen til at tage disse sager op i deres kontakter med de russiske myndigheder og aflægge rapport for Parlamentet; opfordrer medlemsstaterne til at gøre det samme på bilaterale møder;

9.  understreger, at de russiske myndigheder og retsembedsmænd har det fulde ansvar for de tilbageholdtes sikkerhed og trivsel, og at deres ret til familiebesøg, kontakt med deres diplomatiske repræsentanter, adgang til fornøden lægehjælp, retlig og konsulær rådgivning og omfattende adgang for både dem og deres retlige repræsentanter til alle dokumenter og vidnesbyrd vedrørende anklagerne imod dem skal respekteres fuldt ud;

10.  gentager sin fordømmelse af regeringens fortsatte undertrykkelse af dissidenter, som rammer uafhængige NGO'er gennem den såkaldte "lov om udenlandske agenter" og den konstante og mangesidige undertrykkelse af aktivister, politiske modstandere og kritikere af regimet;

11.  minder Rusland om vigtigheden af, at Rusland fuldt ud overholder sine internationale retlige forpligtelser, og at retsafgørelser skal træffes på en effektiv og upartisk måde for at sikre uafhængighed og fuld efterlevelse af loven, på grundlag af begrundede beviser og uden nogen form for politisk indgriben; er af den opfattelse, at Den Russiske Føderation som medlem af Europarådet og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa bør opfylde de forpligtelser, det har påtaget sig;

12.  opfordrer Rådet til at oprette en fælles EU-liste over de embedsmænd, der er ansvarlige for bortførelsen og den ulovlige tilbageholdelse af samt domsafsigelsen mod Eston Kohver, Nadija Savtjenko, Oleg Sentsov and Olexandr Koltjenko, for at udstede og håndhæve et EU-dækkende visumforbud for disse embedsmænd og indefryse eventuelle økonomiske aktiver, som de selv eller deres nærmeste familie måtte besidde i Den Europæiske Union;

13.  opfordrer til øget permanent overvågning af menneskerettighedskrænkelser i Rusland og de territorier, der på indeværende tidspunkt er annekteret af Rusland; udtrykker sin dybe bekymring over forværringen af menneskerettighedssituationen og opfordrer de russiske myndigheder til at respektere menneskerettighederne, herunder retten til ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed og retsstatsforholdene i Rusland og på Krim efter den ulovlige annektering; noterer sig, at Rusland fortsat overtræder den europæiske menneskerettighedskonvention;

14.  opfordrer indtrængende formanden for Det Europæiske Råd og næstformanden/den højtstående repræsentant til at fremlægge en omfattende politisk strategi, som kan gøre det muligt for EU at genvinde initiativet og føre en mere veldefineret politik over for Rusland;

15.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Europarådet, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa og Den Russiske Føderations præsident, regering og parlament.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0074. (2) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0006. (3) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0186. (4) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0225. (5) EUT C 68 E af 7.3.2014, s. 13. (6) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0284. (7) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0253. (8) Vedtagne tekster, P8_TA(2014)0039. (9) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0258. (10) CCPR/C/RUS/7. (11) CCPR/C/SR.3136 og 3137.

Europa-Parlamentets beslutning af 10. september 2015 om Angola (2015/2839(RSP))

P8_TA(2015)0315 RC-B8-0846/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Angola,

–  der henviser til erklæringen af 12. maj 2015 fra talsmanden for De Forenede Nationers højkommissær for menneskerettigheder om Angola,

–  der henviser til den fælles erklæring af 17. oktober 2014 som fulgte det første ministermøde mellem EU og Angola,

–  der henviser til EU's og Angolas dokument "Joint Way Forward" af 23. juli 2012,

–  der henviser til EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere og om ytringsfrihed,

–  der henviser til Rådets konklusioner fra juni 2014 om 10-året for EU's retningslinjer,

–  der henviser til artikel 21 i TEU og EU's strategiske ramme for menneskerettigheder, hvori EU forpligter sig til "fortsat at gøre sin fulde indflydelse gældende i forhold til forkæmpere for frihed, demokrati og menneskerettigheder verden over",

–  der henviser til Cotonou-partnerskabsaftalen, der blev undertegnet i juni 2000,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948 og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966,

–  der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at Angolas regering i de seneste måneder har intensiveret sin fremfærd i forbindelse med enhver mistanke om anfægtelse af dens myndighed og dermed krænker menneskerettighederne, som nedfældet i Angolas forfatning; der henviser til, at forenings- og forsamlingsfrihed i Angola fortsat undertrykkes, og at der er en voksende bekymring for, at militæret og efterretningstjenesterne er blevet drivkraften bag anholdelse og retsforfølgelse af menneskerettighedsforkæmpere;

B.  der henviser til, at menneskerettighedsaktivisten José Marcos Mavungo blev arresteret uden en arrestordre den 14. marts 2015, og at anklager António Nito den 28. august 2015 anmodede domstolen i provinsen Cabinda om at idømme Mavungo 12 års fængsel på anklage om tilskyndelse til oprør, selv om der ikke var fremlagte beviser for, at han havde begået en forbrydelse;

C.  der henviser til, at advokat Arão Bula Tempo blev arresteret samme dag for påstået deltagelse i tilrettelæggelsen af den samme tilskyndelse til oprør; der henviser til, at Arão Bula Tempo efterfølgende blev løsladt den 13. maj 2015 og afventer sin rettergang på anklage om tilskyndelse til oprør;

D.  der henviser til, at journalisten og menneskerettighedsforkæmperen Rafael Marques den 28. maj 2015 blev idømt seks måneders fængsel, som blev udsat med to år, for offentliggørelse af bogen "Blood Diamonds: Corruption and Torture in Afrika", som redegjorde for 100 mord og flere hundrede tilfælde af tortur, der angiveligt blev begået af sikkerhedsvagter og soldater i diamantfelterne i regionen Luanda; der henviser til, at klager indgivet af Marques til den offentlige anklager om menneskerettighedskrænkelser i Lunda-regionen ikke indgik i efterforskningen;

E.  der henviser til, at 15 ungdomsaktivister blev arresteret mellem den 20. og 24. juni 2015 ved en privat politisk drøftelse; der henviser til, at kaptajn Zenóbio Muhondo Lázaro efterfølgende blev arresteret den 30. juni 2015 på grund af påståede forbindelser med de 15 aktivister;

F.  der henviser til, at alle de tilbageholdte blev ulovligt og vilkårligt arresteret og anklaget for at forberede et oprør og et kupforsøg mod præsidenten og andre medlemmer af regeringen;

G.  der henviser til, at de 15 aktivister, der tilbageholdes, er varetægtsfængslede, ikke formelt er blevet anklaget, ikke har fuld adgang til juridisk bistand og besøg af familiemedlemmer, der forsøger at levere fødevarer, og er sat i isolationsfængsel;

H.  der henviser til, at aktivisterne blev arresteret og deres hjem blev ransaget, uden at myndighederne fremlagde nogen form for arrestordre eller ransagningskendelse; der henviser til, at det er blevet rapporteret, at de var genstand for fysisk og psykisk tortur samt dødstrusler;

I.  der henviser til, at myndighederne truer mødrene til de unge fanger, som mobiliserer sig, og det regerende MPLA-parti har forhindret demonstrationer af tilhængere, som kræver deres løsladelse; der henviser til, at en fredelig demonstration af slægtninge til de fængslede i Luanda den 8. august 2015 blev mødt med angreb og voldelig undertrykkelse på stedet af sikkerhedsstyrkerne;

J.  der henviser til, at fire menneskerettighedsforkæmpere og en korrespondent fra Radio Deutsche Welle i juli 2015 blev midlertidigt tilbageholdt, da de besøgte andre aktivister i et fængsel i provinsen Luanda, på beskyldningen om, at de havde til hensigt at fremføre politiske anskuelser i fængslet;

K.  der henviser til, at retten til fredelig protest og foreningsfrihed og ytringsfrihed er anerkendt i Angolas forfatning;

L.  der henviser til, at der er rapporteret om en massakre i Huambo i april 2015, begået af politistyrker på tilhængere af den religiøse sekt Luz do Mundo; der henviser til, at tallene, der er indberettet fra forskellige kilder, spænder fra snesevis til tusindvis af døde og mange fordrevne personer; der henviser til, at regeringen i månedsvis har undladt behandle det presserende behov for at gennemføre en uafhængig undersøgelse, samtidig med at den hårdnakket benægter de høje tal; der henviser til, at Ombudsmanden på nuværende tidspunkt forbereder en rapport om begivenhederne;

M.  der henviser til, at FN’s højkommissær for menneskerettigheder har opfordret til en international undersøgelse af hændelsen, hvilket bevirkede, at regeringen indledte en retslig undersøgelse;

N.  der henviser til, at Angolas regering også har intensiveret både massetvangsudsættelser og tvangsudsættelser i mindre omfang i Luanda og andre byer med henblik på at flytte personer, der lever i uofficielle bosættelser og fjerne gadesælgere, herunder gravide kvinder og kvinder med børn;

O.  der henviser til, at der i marts 2015 blev indført ny lovgivning om øget kontrol med ngo'er;

P.  der henviser til, at civilsamfundet gentagne gange har påpeget forbindelsen mellem korruption, den regerende elites udtømning og uretmæssige tilegnelse af naturressourcer og menneskerettighedskrænkelser, der begås mod dem, der udgør en trussel mod og fordømmer status quo;

Q.  der henviser til, at til trods for tilsagn fra Angolas regering om at intensivere bestræbelserne på at forbedre sit system til bekæmpelse af hvidvaskning af penge og af finansiering af terrorisme og visse opnåede fremskridt, identificerer Den Finansielle Aktionsgruppe, en mellemstatslig organisation, der blev grundlagt i 1989 på initiativ af G7 med henblik på at udvikle politikker til bekæmpelse af hvidvaskning af penge, fortsat strategiske mangler i Angolas system til bekæmpelse af hvidvaskning af penge og af finansiering af terrorisme;

R.  der henviser til, at uafhængige rapporter har fastslået, at olieindtægten, regeringens vigtigste ressource, ikke er blevet rettet mod bæredygtig udvikling eller lokalsamfund, og samtidig er den regerende elite blevet rigere;

S.  der henviser til, at Angola har store mineral- og oliereforekomster, og er en af de hurtigst voksende økonomier i verden, især siden afslutningen på borgerkrigen; der henviser til, at den økonomiske vækst er meget uensartet, idet størstedelen af landets velstand er koncentreret hos en uforholdsmæssig lille del af befolkningen;

T.  der henviser til, at den økonomiske krise i landet efter det kraftige fald i olieindtægter sandsynligvis vil udløse yderligere social uro og protester mod regeringen;

U.  der henviser til, at Angola i oktober 2014, bekræftede sit engagement i den politiske dialog og det politiske samarbejde, der blev indgået med dokumentet "Angola-EU Joint Way Forward", hvor god regeringsførelse, demokrati og menneskerettigheder er bærende søjler;

V.  der henviser til, at udveksling af oplysninger om god regeringsførelse og menneskerettigheder finder sted i en formel politisk dialog i overensstemmelse med artikel i 8 Cotonouaftalen mellem EU og Angola mindst en gang om året inden for rammerne af dokumentet Angola-EU Joint Way Forward fra 2012;

1.  er dybt bekymret over den hastigt forværrede situation for så vidt angår menneskerettigheder, grundlæggende frihedsrettigheder og demokratisk rum i Angola, samt de alvorlige krænkelser, der begås af sikkerhedsstyrker, og retsvæsenets manglende uafhængighed;

2.  opfordrer de angolanske myndigheder til øjeblikkeligt og betingelsesløst at løslade alle menneskerettighedsforkæmpere, herunder Marcos Mavungo og 15 + 1 aktivister, der blev arresteret i juni 2015, og til at frafalde alle anklager mod dem; opfordrer også til øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af alle andre aktivister, samvittighedsfanger eller politiske modstandere, som er blevet vilkårligt anholdt og tilbageholdt udelukkende på grund af deres politiske synspunkter, journalistiske arbejde eller deltagelse i fredelige aktiviteter;

3.  opfordrer indtrængende myndighederne til at sikre, at de tilbageholdte ikke udsættes for nogen form for tortur eller mishandling og til at garantere fuld beskyttelse og adgang til deres familier og advokater;

4.  opfordrer de angolanske myndigheder til øjeblikkeligt at sætte en stopper for tilfælde af vilkårlige anholdelser, ulovlige tilbageholdelser og tortur, begået af politiet og sikkerhedsstyrkerne; gentager, at øjeblikkelige, upartiske og tilbundsgående undersøgelser skal foretages af alle påstande om krænkelser af menneskerettighederne fra politiets og sikkerhedsstyrkernes side, og at gerningsmændene skal retsforfølges;

5.  er alvorligt bekymret over de fortsatte forsøg på at begrænse ytrings- og mediefrihed, retten til at deltage i fredelige forsamlinger og til foreningsfrihed, og myndighedernes øgede krænkelser af disse rettigheder, og opfordrer de angolanske myndigheder til at sikre øjeblikkelig og betingelsesløs overholdelse af disse friheder; opfordrer desuden myndighederne til at gennemføre bestemmelserne i FN's erklæring om menneskerettighedsforkæmpere, det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder samt de regionale menneskerettighedsinstrumenter, som Angola har ratificeret;

6.  opfordrer EU’s delegation i Luanda til at indfri EU-Udenrigstjenestens tilsagn om at støtte og beskytte menneskerettighedsforkæmpere på verdensplan gennem konkrete, synlige tiltag, som især omfatter observation af retssager, politisk og materiel støtte til menneskerettighedsforkæmpere, deres advokater og familier og EU's og dets medlemsstaters systematiske engagement med de angolanske myndigheder i menneskerettigheder på alle forbindelsesniveauer, herunder på højeste niveau; opfordrer endvidere delegationen til at intensivere den politiske dialog med Angolas regering i alle politiske, handelsmæssige og udviklingsmæssige forbindelser, for at sikre, at det opretholder sine nationale og internationale menneskerettighedsforpligtelser, som lovet på det første ministermøde mellem EU og Angola i oktober 2014; opfordrer den indtrængende til at bruge alle hensigtsmæssige redskaber og instrumenter, herunder Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder med henblik på dette;

7.  opfordrer EU og medlemsstaterne til at anerkende den høje niveau af korruption i de angolanske myndigheder, som alvorligt undergraver respekten for menneskerettigheder og udvikling, til at gennemføre principperne om værktøjskasse til en menneskerettighedsbaseret strategi forud for enhver kommunikation med Angola, og til at revidere fokusområderne i sit nationale vejledende program under den 11. EUF;

8.  beklager, at omfanget af truslen fra personelminer og andre eksplosive krigsefterladenskaber stadig ikke kendes med sikkerhed til trods for færdiggørelsen af en national undersøgelse i 2007 og et stort minerydningsprogram; opfordrer indtrængende EU til at overvåge, kontrollere og evaluere den faktiske anvendelse af midler for at sikre, at de tildelte midler anvendes på en effektiv og målrettet måde, således at land ryddes, som det bør;

9.  opfordrer indtrængende Angolas retsmyndigheder til at forsvare deres uafhængighed af enhver politisk instrumentalisering og sikre beskyttelsen af rettigheder, der anerkendes i retsinstrumenter, f.eks. adgang til domstolsprøvelse og retten til en retfærdig rettergang;

10.  opfordrer indtrængende Angolas regering til at gennemføre en hurtig, gennemsigtig og troværdig efterforskning af massakren i Huambo og til at yde støtte til de overlevende, der er blevet fordrevet; gentager FN's opfordring til en international og uafhængig supplerende efterforskning;

11.  er fortsat bekymret over, at foranstaltninger til bekæmpelse af vold mod kvinder og børn, ikke er blevet gennemført; opfordrer myndighederne til at styrke kampen mod skadelige traditionelle praksisser, som f.eks. en stigmatisering af børn, der beskyldes for heksekunst;

12.  minder om det løfte, som Angola afgav under Cotonouaftalen, om at respektere demokrati-, retsstats- og menneskerettighedsprincipperne, som omfatter ytringsfrihed, mediefrihed, god regeringsførelse og gennemsigtighed i forbindelse med politiske poster; opfordrer indtrængende Angolas regering til at håndhæve disse bestemmelser i overensstemmelse med artikel 11, litra b), artikel 96 og artikel 97 i Cotonouaftalen og, hvis dette ikke er tilfældet, opfordrer Kommissionen til at indlede den relevante procedure i henhold til artikel 8, 9 og 96 i Cotonouaftalen;

13.  opfordrer indtrængende EU og medlemsstaterne til at behandle spørgsmålet om større gennemsigtighed i handelen med alle naturressourcer, herunder olie, og navnlig til fuldt ud at gennemføre og overvåge den eksisterende lovgivning om landespecifik rapportering; opfordrer de angolanske myndigheder og udenlandske selskaber til at hjælpe med at styrke reguleringen inden for udvindingssektoren ved at overholde initiativet om gennemsigtighed for udvindingsindustrien og revidere gennemførelsen af Kimberleyprocessen; opfordrer endvidere Angolas regering til at forelægge en plan om at tilslutte sig partnerskabet om offentlighed i forvaltningen og fremover at udarbejde en konkret plan for at bekæmpe korruption, øge gennemsigtigheden og forbedre den offentlige ansvarlighed;

14.  bifalder EU’s og USA’s samarbejde om og koordinering af gennemførelsen af afsnit 1504 i den amerikanske Dodd-Frank Act;

15.  opfordrer medlemsstaternes nationale administrationer og tilsynsmyndigheder til at intensivere overvågningen af overholdelsen af den europæiske lovgivning om bekæmpelse af hvidvaskning af penge, herunder due diligence-normative retningslinjer og passende risikoanalyse, især i forbindelse med politisk udsatte personer fra Angola;

16.  bifalder den angolanske regerings anerkendelse af problemer i forbindelse med kompensation i tilfælde af jordekspropriation og glæder sig over mediernes beretninger, der antyder, at fordelingen og de kompenserende mekanismer bliver bedre; tilskynder regeringen til at fortsætte sin indsats i denne retning;

17.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Den Afrikanske Union, Den Afrikanske Menneskerettighedskommission, regeringerne i landene i SADC-regionen, til præsidenten, premierministeren og parlamentet i Angola, USA's regering, FN's generalsekretær, FN's Menneskerettighedsråd og Den Parlamentariske Forsamling AVS-EU.

Europa-Parlamentets beslutning af 10. september 2015 om Aserbajdsjan (2015/2840(RSP))

P8_TA(2015)0316 RC-B8-0856/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen i Aserbajdsjan, især vedrørende menneskerettighedssituationen og retsstatsforholdene,

–  der henviser til de etablerede forbindelser mellem EU og Aserbajdsjan, der startede i 1999 og udmønter sig via gennemførelsen af den europæiske naboskabspolitiks (ENP) handlingsplan, etableringen af det østlige partnerskab, forhandlingerne om associeringsaftalen mellem EU og Aserbajdsjan og Aserbajdsjans deltagelse i Den Parlamentariske Forsamling Euronest,

–  der henviser til ENP-landestatusrapporten 2014 for Aserbajdsjan af 25. marts 2015 (SWD(2015)0064),

–  der henviser til ENP-handlingsplanen for EU og Aserbajdsjan,

–  der henviser til erklæring af 22. juli 2015 fra Det Europæiske Råds formand Donald Tusk efter hans møde med Aserbajdsjans præsident Ilham Aliyev,

–  der henviser til, at EU’s særlige repræsentant for menneskerettigheder, Stavros Lambrinidis, besøgte Baku den 23.- 26. februar 2015,

–  der henviser til erklæring af 8. september 2015 fra FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Zeid Ra’ad Al Hussein, hvori denne fordømmer den fortsatte undertrykkelse af civilsamfundet og uafhængige stemmer i Aserbajdsjan,

–  der henviser til erklæringerne fra næstformanden i Kommissionen/den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini, og kommissær Johannes Hahn vedrørende den seneste tids anholdelser, fængslinger og domfældelser af samt mord på fremtrædende journalister og menneskerettighedsforkæmpere i Aserbajdsjan,

–  der henviser til EU-erklæringen af 19. august 2015 om menneskerettighedssituationen i Aserbajdsjan i forbindelse med møde nr. 1064 i OSCE’s Særlige Permanente Råd i Wien,

–  der henviser til de nylige erklæringer fra Europarådets generalsekretær, Thorbjørn Jagland, om sagen om Khadija Ismayilova, sagerne om Leyla Yunus, direktør for Instituttet for Fred og Demokrati i Aserbajdsjan, og hendes mand Arif Yunus, samt om mordet på den aserbajdsjanske journalist Rasim Aliyev,

–  der henviser til den erklæring, der blev vedtaget af OSCE 's Parlamentariske Forsamling på dets årlige samling den 5.-9. juli 2015, og hvori man "fordømmer den fortsatte politisk motiverede forfølgelse og fængsling af journalister og menneskerettighedsforkæmpere i flere OSCE-stater og giver udtryk for sin bekymring over det fortsatte misbrug af skatte- og forvaltningslovgivning som begrundelse for disse handlinger”,

–  der henviser til resolution af 23. juni 2015 fra Europarådets Parlamentariske Forsamling om de demokratiske institutioners funktionsmåde i Aserbajdsjan,

–  der henviser til udtalelse af 15. december 2014 fra Europarådets Venedigkommission om, at de seneste ændringer til loven om ikke-statslige organisationer ”yderligere begrænser NGO’ers virksomhed i Aserbajdsjan”,

–  der henviser til EU’s retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere og Rådets konklusioner af 23. juni 2014 om tiåret for EU’s retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere,

–  der henviser til bestemmelserne i De Forenede Nationers erklæring om menneskerettighedsforkæmpere, der blev vedtaget af De Forenede Nationers Generalforsamling den 9. december 1998,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at den generelle menneskerettighedssituation i Aserbajdsjan har været i stadig forværring i de seneste år med stigende intimidering, undertrykkelse og intensivering af den strafferetlige forfølgelse af NGO-ledere, menneskerettighedsforkæmpere, journalister og andre repræsentanter for civilsamfundet;

B.  der henviser til, at den prisvindende graverjournalist fra RFE/RL, Khadija Ismayilova, blev idømt syv et halvt års fængsel for påstået underslæb og skattesvig efter at have offentliggjort flere historier om korruption i forbindelse med præsidentens familie; der henviser til, at menneskerettighedsforkæmperne Leyla og Arif Yunus blev idømt henholdsvis otte et halvt og syv års fængsel, bl.a. på grundlag af anklager om bedrageri og skattesvig, ved en retssag, der langt fra levede op til internationale standarder; der henviser til, at den velkendte menneskeretsaktivist Rasul Jafarov og den højt respekterede menneskerettighedsadvokat Intigam Aliyev blev dømt for lignende forhold ved retssager skæmmet af krænkelser af principperne for retfærdig rettergang og på nuværende tidspunkt afsoner fængselsstraffe på henholdsvis seks år og tre måneder og syv et halvt år; der henviser til, at talrige andre fremtrædende medlemmer af det aserbajdsjanske civilsamfund fortsat er fængslet, heriblandt Anar Mammadli, Rauf Mirkadirov, Ömar Mammadov, Tofiq Yaqublu, Ilgar Mammadov, Nijat Aliyev, Araz Guliyev, Parviz Hashimli, Seymur Hezi, Hilal Mammadov og Taleh Khasmammadov, og at helbredstilstanden for visse af disse fanger til stadighed forværres;

C.  der henviser til, at Leyla Yunus og Rasul Jafarov, inden de selv blev anholdt, stod i spidsen for en gruppe fremtrædende aserbajdsjanske menneskerettighedsforkæmpere og eksperter, der udarbejdede en liste over næsten et hundrede aserbajdsjanere, der må betragtes som politiske fanger i henhold til den definition, der blev vedtaget af Europarådet i 2012;

D.  der henviser til, at journalister og civilsamfundsledere er udsat for kontinuerlig intimidering og chikane, heriblandt direktøren for Meydan TV, Emin Milli, som har modtaget dødstrusler, ligesom medlemmer af hans familie er blevet anholdt på grundlag af opdigtede anklager, samt journalister, der arbejder for Meydan TV i Aserbajdsjan; der henviser til, at grundlæggeren af ”Institute for Reporters’ Freedom and Safety” (IRFS), menneskerettighedsforkæmperen Emin Huseynov, er flygtet til Schweiz, efter at der var rettet falske anklager mod ham, og han havde fået frataget sit aserbajdsjanske statsborgerskab;

E.  der henviser til, at mange flere journalister og civilsamfundsaktivister udsættes for retssager, idømmes rejseforbud og begrænsninger af deres bevægelsesfrihed i relation til deres menneskerettighedsaktiviteter; der henviser til, at den aserbajdsjanske regering også slår ned på uafhængige grupper gennem restriktive nye love om ngo’er; der henviser til, at mange grupper på grund af disse love reelt er blevet tvunget til at indstille deres aktiviteter, efter at deres bankkonti blev indefrosset eller deres finansieringskilder afbrudt som følge af regeringens afslag på at tillade ny støtte fra udenlandske donororganisationer;

F.  der henviser til, at fredelige demonstrationer i praksis har været forbudt i det centrale Baku siden 2006, og at der for nyligt er indført nye skrappe bøder og længerevarende administrativ frihedsberøvelse for personer, der arrangerer eller deltager i uautoriserede offentlige forsamlinger;

G.  der henviser til, at formanden for IRFS, journalist Rasim Aliyev, døde på et hospital i Baku efter først at være blevet udsat for vedvarende trusler og intimideringer og siden alvorligt gennembanket, fordi han havde kritiseret præsident Alijev via de sociale medier;

H.  der henviser til, at Aserbajdsjan er et af de stiftende medlemmer af det østlige partnerskab; der henviser til, at EU og østeuropæiske ledere ved mange lejligheder har bekræftet, at Det Østlige Partnerskab er baseret på et værdifællesskab samt på principperne om frihed, demokrati, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet; der henviser til, at Aserbajdsjan stræber efter at intensivere og uddybe sine forbindelser med EU med henblik på et strategisk partnerskab;

I.  der henviser til, at Den Europæiske Union i 2014 ikke kunne udbetale 11 af sine 13 tilskud til ngo’er på grund af den restriktive lovgivning og fortsat står over for alvorlige begrænsninger af sine muligheder for at finansiere uafhængige civilsamfundsgrupper og aktivister i Aserbajdsjan; der henviser til, at mange af Den Europæiske Unions støttemodtagere enten er i fængsel - som f.eks. menneskerettighedsadvokaten Intigam Aliyev - eller er flygtet ud af landet og har indstillet deres aktiviteter;

J.  der henviser til, at OSCE’s kontor i Baku blev lukket den 4. juli 2015 som følge af de aserbajdsjanske myndigheders beslutning om at opsige aftalememorandummet mellem regeringen i Aserbajdsjan og OSCE;

K.  der henviser til, at Freedom House klassificerer Aserbajdsjan som “ikke frit”, dets presse som “ikke fri” og dets internet som “delvis frit”; der henviser til, at Aserbajdsjan har oplevet den største tilbagegang i demokratisk regeringsførelse i hele Eurasien i løbet af de seneste 10 år;

L.  der henviser til, at Aserbajdsjan i november 2015 vil afholde parlamentsvalg; der henviser til, at Europa-Parlamentet har afvist at udsende en valgobservationsmission ud fra en vurdering om, at grundlaget for afholdelse af frie og retfærdige valg er ikke til stede, og at begrænsningerne af ytrings-, forsamlings- og foreningsfriheden i landet gør det umuligt at skabe lige vilkår for kandidater og afholde en valghandling med reel kamp om stemmerne;

M.  der henviser til, at det sektorspecifikke samarbejde er til gensidig gavn, især i energisektoren; der henviser til, at Aserbajdsjan har potentiale til at blive en vigtig handelspartner for EU;

1.  udtrykker alvorlig bekymring over den fortsatte forværring af menneskerettighedssituationen i landet og minder om, at EU lægger særlig vægt på menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder i forbindelse med det bilaterale samarbejde som centrale elementer i det østlige partnerskab og endvidere som en del af grundlaget for internationale organisationer som f.eks. Europarådet, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, som Aserbajdsjan er medlem af;

2.  opfordrer til øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af alle fængslede politiske fanger, menneskerettighedsforkæmpere, journalister og andre civilsamfundsaktivister, heriblandt Khadija Ismayilova, Leyla Yunus og Arif Yunus, Anar Mammadli, Rasul Jafarov, Intigam Aliyev, Rauf Mirkadirov, Ömar Mammadov, Tofiq Yaqublu, Nijat Aliyev, Araz Guliyev, Parviz Hashimli, Seymur Hezi, Hilal Mammadov, Taleh Khasmammadov og Ilgar Mammadov, i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom, og opfordrer til, at alle anklager mod dem frafaldes, og at de sikres fuld genoprettelse af deres politiske og borgerlige rettigheder og offentlige omdømme;

3.  fordømmer på det kraftigste undertrykkelsen af civilsamfundet i Aserbajdsjan, der er uden fortilfælde; udtrykker på ny sin dybe bekymring for, hvad der vil ske med de af de fængsledes kolleger, der stadig er på fri fod, men under strafferetlig efterforskning, på baggrund af rapporter fra menneskerettighedsforkæmpere samt indenlandske og internationale ngo’er om påstået brug af opdigtede anklager mod politikere, aktivister og journalister; opfordrer indtrængende de aserbajdsjanske myndigheder til at sætte en stopper for den selektive strafferetlige forfølgelse og fængsling af journalister, menneskerettighedsforkæmpere og andre, der er kritiske over for regeringen, og til at sikre, at alle fængslede, herunder journalister, politiske aktivister samt aktivister fra civilsamfundet, har alle rettergangsgarantier, navnlig adgang til en advokat efter eget valg, adgang til deres familier, og er omfattet af de øvrige normer for en retfærdig rettergang;

4.  glæder sig over, at de aserbajdsjanske myndigheder har åbnet mulighed for, at et europæisk lægeteam kan besøge Leyla og Arif Yunus, og opfordrer til, at de løslades, også af humanitære årsager; henleder opmærksomheden på de forhold, hvorunder Leyla og Arif Yunus samt Intigam Aliyev er fængslet, som har ført til en alvorlig forværring af deres helbredstilstand med potentielt livstruende konsekvenser; opfordrer de aserbajdsjanske myndigheder til at give et europæisk lægeteam adgang til at tilse Intigam Aliyev og sikre, at alle fanger modtager forsvarlig lægehjælp, når det er nødvendigt;

5.  opfordrer til, at omstændighederne omkring journalisten og IRFS-formanden Rasim Aliyevs død hurtigst muligt efterforskes; konstaterer med bekymring, at en gruppe af journalister har fremsat påstande om, at Rasim Aliyev døde på grund af mangelfuld hjælp fra de læger, der tilså ham på hospitalet;

6.  minder myndighederne i Aserbajdsjan om, at befolkningens velfærd, der forudsætter respekt for rettigheder og friheder, er et væsentligt element i holdbar økonomisk vækst;

7.  opfordrer Aserbajdsjan til at overholde og gennemføre de forpligtelser, det har påtaget sig som medlem af Europarådet; opfordrer på ny de aserbajdsjanske myndigheder til at efterleve alle domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrørende Aserbajdsjan; opfordrer til overholdelse af dommen af 16. juni 2015 og alle andre domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol;

8.  opfordrer indtrængende Aserbajdsjans regering til at samarbejde fuldt ud med og gennemføre henstillingerne fra Europarådets Venedigkommission og menneskerettighedskommissær samt FN’s menneskerettighedseksperter (special procedures) med hensyn til menneskerettighedsforkæmpere, retten til forenings- og forsamlingsfrihed samt ytringsfrihed og vilkårlig tilbageholdelse med det formål at ændre landets lovgivning og tilpasse dets praksisser i fuld overensstemmelse med eksperternes konklusioner;

9.  opfordrer Aserbajdsjans regering til straks at bringe sin undertrykkelse af civilsamfundet og menneskerettighedsarbejde og sikre, at uafhængige grupper i civilsamfundet og aktivister kan arbejde uden unødige hindringer eller frygt for forfølgelse, herunder ved at ophæve de love, hvorved civilsamfundet underkastes strenge restriktioner, ophæve indefrysningen af ngo’ers og deres lederes bankkonti og give adgang til udenlandsk finansiering;

10.  beklager, at den aserbajdsjanske regering fortsat bestræber sig på at forhindre kontakter mellem civilsamfundsmedlemmer, ungdomsaktivister og samt intellektuelle i Armenien og Aserbajdsjan, da disse kontakter er af stor betydning for at slå bro over den langvarige fjendtlighed mellem de to lande; minder i denne henseende på ny om det vigtige arbejde, der er gjort på dette område af Leyla og Arif Yunus;

11.  opfordrer de aserbajdsjanske myndigheder til at respektere presse- og mediefriheden, både i lovgivningen og i praksis, såvel online som offline, og til at beskytte ytringsfriheden i overensstemmelse med internationale standarder samt ophøre med at censurere kritik af regeringen via medierne;

12.  er yderst bekymret over situationen for LGBTI-personer i Aserbajdsjan; fordømmer på det kraftigste den politiske hate speech rettet mod LGBTI-personer, der kommer fra højeste sted; opfordrer den aserbajdsjanske regering til at ophøre med at lægge hindringer i vejen for og intimidere menneskerettighedsforkæmpere, der arbejder for LGBTI-personers rettigheder;

13.  understreger betydningen af en seriøs og gensidigt respektfuld dialog mellem EU og regeringen i Aserbajdsjan, oppositionskræfterne og civilsamfundet;

14.  understreger, at forhandlingerne om en strategisk partnerskabsaftale med Aserbajdsjan straks bør stilles i bero, så længe regeringen undlader at tage konkrete skridt til at fremme respekten for de universelle menneskerettigheder;

15.  opfordrer Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til strengt at opretholde ”mere for mere”-princippet, med særlig fokus på situationen for menneskerettighedsforkæmpere, i overensstemmelse med EU’s retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere, domstolenes uafhængighed, demokratiske reformer og grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, og til klart at præcisere konsekvenserne af forsinkelser i reformerne; opfordrer Kommissionen til at revidere og om nødvendigt midlertidigt suspendere enhver finansiering, der ikke er relateret til menneskerettigheder, civilsamfund og mellemfolkeligt samarbejde på græsrodsniveau, og som ydes til Aserbajdsjan via det europæiske naboskabsinstrument i lyset af ovennævnte sager vedrørende menneskerettighedsforkæmpere, der forfølges på grund af deres dokumentation af menneskerettighedskrænkelser i Aserbajdsjan; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at opretholde finansieringen af mellemfolkelige kontakter og samarbejde på områder såsom civilsamfund, uddannelse og den akademiske verden samt udveksling af unge og studerende;

16.  opfordrer Rådet, Kommissionen og NF/HP til at danne en stærk og samlet front mod den igangværende undertrykkelse i Aserbajdsjan og gøre det klart, at den fremherskende situation er fuldstændig uacceptabel, og at det ikke kan blive ”business as usual” igen, før regeringen løslader alle, der sidder fængslet på grundlag af politisk motiverede anklager, og bringer den aktuelle undertrykkelse af uafhængige grupper i civilsamfundet til ophør;

17.  opfordrer indtrængende de europæiske virksomheder, der opererer i Aserbajdsjan, til offentligt at stille krav høje menneskerettighedsstandarder og selv indføre høje VSA-standarder i lyset af den virkning, som deres handlinger kan få på menneskerettighedssituationen i landet;

18.  beklager, at menneskerettighedsdialogen mellem EU og Aserbajdsjan ikke har medført nogen væsentlige forbedringer i menneskerettighedssituationen i landet; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at intensivere denne dialog med henblik på at gøre den effektiv og resultatorienteret og regelmæssigt at rapportere til Parlamentet;

19.  opfordrer EU’s myndigheder til at foretage en grundig efterforskning af de korruptionsanklager mod præsident Aliyev og medlemmer af hans familie, der er et resultat af graverjournalisten Khadija Ismajilovas arbejde;

20.  opfordrer Rådet til at undgå dobbelte standarder i relation til landene i det østlige partnerskab og i den forbindelse overveje målrettede sanktioner og visumforbud over for alle politikere, embedsmænd og dommere, der er involveret i de politiske forfølgelser;

21.  opfordrer de aserbajdsjanske myndigheder til at samarbejde med repræsentanter for regionale organisationer såsom Europarådet og OSCE og lette deres muligheder for at besøge landet; beklager på det stærkeste de aserbajdsjanske myndigheders beslutning om at lukke af OCSE’s kontorer i Baku;

22.  bemærker, at uafhængige valgobservatører, herunder OSCE’s langtidsobservationsmission og nationale observatører, har dokumenteret omfattende overtrædelser af valgstandarder i Aserbajdsjan ved alle præsident- og parlamentsvalg fra og med præsidentvalget i oktober 2003; udtrykker alvorlig tvivl om, hvorvidt betingelserne for en fri og retfærdig valghandling den 1. november 2015 er til stede i betragtning af, at lederne af oppositionspartierne er blevet fængslet, medier og journalister ikke har mulighed for at operere frit og uden intimidering, og et klima af frygt er fremherskende;

23.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til at afstå fra valgobservationsaktiviteter for nu. Bemærker, at en ODIHR-mission er til stede, og at det er yderst vigtigt at få deres analyse af landets situation;

24.  minder om sin beslutning om at sende en EP-delegation til Aserbajdsjan og understreger betydningen af at sende denne så hurtigt som muligt for at tage presserende spørgsmål såsom menneskerettigheder og konflikten i Nagorno-Karabakh op med de aserbajdsjanske myndigheder;

25.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til EU-Udenrigstjenesten, Det Europæiske Råd, Kommissionen, Republikken Aserbajdsjans regering og parlament, Europarådet, OSCE og FN's Menneskerettighedsråd.

Europa-Parlamentets beslutning af 10. september 2015 om migration og flygtninge i Europa (2015/2833(RSP))

P8_TA(2015)0317 RC-B8-0832/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948,

–  der henviser til FN-konventionen fra 1951 om flygtninges status og tillægsprotokollen hertil,

–  der henviser til sin beslutning af 9. oktober 2013 om EU's og medlemsstaternes foranstaltninger for at tackle flygtningestrømmen fra konflikten i Syrien(1),

–  der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2013 om migrationsstrømmene i Middelhavsområdet, navnlig tragedien ved Lampedusa(2),

–  der henviser til sin beslutning af 17. december 2014 om situationen i Middelhavet og behovet for en holistisk EU-tilgang til migration(3),

–  der henviser til sin beslutning af 29. april 2015 om de seneste tragedier i Middelhavet og EU's migrations- og asylpolitikker(4),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. maj 2015 med titlen ”En europæisk dagsorden for migration” (COM(2015)0240),

–  der henviser til tipunktshandlingsplanen om migration fra det fælles rådsmøde for udenrigs- og indenrigsministre den 20. april 2015,

–  der henviser til konklusionerne fra det Det Europæiske Råds ekstraordinære møde om flygtningekrisen i Middelhavet den 23. april 2015,

–  der henviser til rapporten fra Europarådets Parlamentariske Forsamling (PACE) med titlen ”Lives lost in the Mediterranean Sea” fra april 2012,

–  der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 20. juli 2015,

–  der henviser til migrationsruteinitiativet mellem EU og Afrikas Horn, den såkaldte Khartoumproces, der blev vedtaget den 28. november 2014 af Den Afrikanske Unions og EU's medlemsstater og institutioner,

–  der henviser til rapporterne fra FN’s særlige rapportør om migranters menneskerettigheder, navnlig rapporten ”Banking on mobility over a generation: follow-up to the regional study on the management of the external borders of the European Union and its impact on the human rights of migrants”, som blev offentliggjort i maj 2015,

–  der henviser til årsrapporten fra Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO) om situationen på asylområdet i EU i 2014,

–  der henviser til forhandlingen om migration og flygtninge i Europa, der blev afholdt i Europa-Parlamentet den 9. september 2015,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at Europa som følge af varige konflikter, regional ustabilitet og krænkelser af menneskerettighederne er vidne til tilstrømningen af et uhørt stort antal personer, der søger beskyttelse i EU; der henviser til, at antallet af ansøgninger om asyl til børn er steget med 75 % siden sidste år; der henviser til, at sommerperioden endnu en gang har vist, at migration ikke er et midlertidigt fænomen og at stigningen i antallet af flygtning ser ud til at fortsætte, hvilket endnu en gang understreger det presserende behov for at gøre enhver mulig indsats for at redde mennesker, der flygter fra deres land og er i livsfare, og nødvendigheden af, at medlemsstaterne lever op til deres internationale forpligtelser, herunder forpligtelser til redningsaktioner på havet;

B.  der henviser til, at 2 800 kvinder, mænd og børn i 2015 ifølge UNHCR’s oplysninger er omkommet eller forsvundet under deres forsøg på at nå i sikkerhed i Europa; der henviser til, at flygtninge og migranter også omkommer, mens de rejser gennem Europa over land;

C.  der henviser til, at menneskesmuglere og -handlere udnytter ulovlig migration og sætter migranternes liv på spil med egen fortjeneste for øje, er ansvarlige for tusinder af dødsfald og udgør en kolossal udfordring for EU og medlemsstaterne; der henviser til, at disse smuglere tjener 20 mia. EUR årligt på deres kriminelle aktiviteter; der henviser til, at organiserede kriminelle grupper, som aktivt virker for at befordre transport af ulovlige migranter over Middelhavet, ifølge Europol kan sættes i forbindelse med handel med mennesker, stoffer og våben og med terrorisme;

D.  der henviser til, at hovedoprindelseslandene for asylsøgere i 2015 ifølge Frontex-data er Syrien, Afghanistan, Eritrea og Irak; der henviser til, at langt de fleste af de mennesker, der flygter til Europa fra disse lande, opnår beskyttelse ifølge Eurostat;

E.  der henviser til, at regional ustabilitet og konflikt og den hurtige udbredelse af IS/Da'esh i tilgrænsende konfliktområder forstærker den massive tilstrømning af migranter og strømme af fordrevne mennesker og dermed antallet af personer, der forsøger at komme ind i EU;

F.  der henviser til, at det ved Det Europæiske Råds seneste møde den 25.- 26. juni 2015 og det efterfølgende møde i Rådet for Retlige og Indre Anliggender den 20. juli 2015 ikke lykkedes at nå frem til en aftale om en obligatorisk omfordelingsmekanisme for flytning og genbosætning, og man nøjedes derfor med en frivillig mekanisme; der henviser til, at medlemsstaterne ikke kunne nå til enighed om fremskaffelse af 40 000 pladser til flytning af flygtninge fra Grækenland og Italien og kun afgav tilsagn om 32 256 pladser;

G.  der henviser til, at formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, den 3. september 2015 opfordrede til omfordeling af mindst 100 000 flygtninge;

H.  der henviser til, at det er nødvendigt at udvikle en langsigtet tilgang til asyl og migration i stedet for den nuværende ad hoc-baserede beslutningstagning;

I.  der henviser til, at mange borgere udviser en uhørt grad af solidaritet med flygtninge ved at hilse dem varmt velkommen og yde dem en imponerende støtte; der henviser til, at de europæiske borgere dermed viser, at beskyttelse af nødlidende og medfølelse fortsat er ægte europæiske værdier;

J.  der henviser til, at den nuværende situation har afsløret en beklagelig mangel på solidaritet med asylsøgere samt utilstrækkelig koordinering og usammenhængende tiltag fra regeringers side; der henviser til, at denne situation fører til kaos og krænkelser af menneskerettighederne; der henviser til, at de forskellige holdninger, som de forskellige medlemsstater giver udtryk for, er en understregning af, at EU har fortsat har 28 fragmenterede migrationspolitikker; der henviser til, at manglen på fælles asylprocedurer og standarder i medlemsstaterne resulterer i forskellige grader af beskyttelse og i nogle tilfælde helt utilstrækkelige garantier for asylsøgere;

K.  der henviser til, at visse medlemsstater og deres ledere har valgt en proaktiv tilgang og demonstreret at være rede og villige til at modtage flygtninge og til at etablere en permanent og obligatorisk mekanisme for fordeling af flygtninge mellem alle medlemsstater; der henviser til, at andre medlemsstater bør følge dette gode eksempel;

L.  der henviser til, at den strategiske betænkning om en holistisk tilgang til migration fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender vil omhandle alle aspekter af EU's asyl- og migrationspolitik;

M.  der henviser til, at mennesker i henhold til konventionen om flygtninges status fra 1951 (Genèvekonventionen) kan søge om asyl, uanset hvilket land de kommer fra, så længe de har en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af deres race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en bestemt samfundsgruppe eller politiske overbevisning;

1.  udtrykker sin dybe sorg og beklagelse over de tragiske tab af liv blandt mennesker, der søger asyl i EU; opfordrer indtrængende EU og medlemsstaterne til at gøre alt, hvad der er muligt, for at forhindre yderligere tab af menneskeliv til søs eller til lands;

2.  udtrykker solidaritet med de mange flygtninge og migranter, der er ofre for konflikter, alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, håndgribelige forvaltningsproblemer og brutal undertrykkelse;

3.  glæder sig over de civilsamfundsgrupper og enkeltpersoner i hele Europa, som møder talstærkt frem for at hilse flygtninge og migranter velkommen og yde dem hjælp; opfordrer de europæiske borgere til at opretholde deres støtte og engagement til fordel for et humanitært svar på flygtningekrisen; er af den overbevisning, at sådanne handlinger vidner om et ægte engagement i de europæiske værdier og giver håb for Europas fremtid;

4.  gentager sin beslutning af 29. april 2015 om de seneste tragedier i Middelhavet og EU's migrations- og asylpolitikker; gentager nødvendigheden af, at EU baserer sin reaktion på den aktuelle flygtningesituation på et grundlag af solidaritet og en ligelig ansvarsfordeling, som det fremgår af artikel 80 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), og af en holistisk tilgang, der tager højde for sikker og lovlig migration og fuld respekt for de grundlæggende rettigheder og værdier;

5.  gentager sit tilsagn om åbne grænser i Schengenområdet, samtidig med at der sikres en effektiv forvaltning af de eksterne grænser; understreger, at personers frie bevægelighed inden for Schengenområdet er en af de største landvindinger i den europæiske integrationsproces;

6.  glæder sig over Kommissionens initiativer vedrørende flytning og genbosætning samt det nye forslag om nødflytning af et stigende antal asylansøgere med behov for international beskyttelse, der omfatter Grækenland, Italien og Ungarn; støtter Kommissionens forslag til en permanent flytningsmekanisme til brug i nødsituationer baseret på artikel 78, stk. 2, i TEUF, der tager højde for det antal flygtninge, der befinder sig i medlemsstaten; er indstillet på at behandle den nye nødflytningsordning ved en hasteprocedure og erklærer, at det agter at fremme alle andre foranstaltninger, som foreslås af Kommissionen parallelt hermed med henblik på at sikre, at medlemsstaterne ikke forsinker den permanente flytningsordning; minder Rådet om, at Parlamentet går stærkt ind for en bindende flytningsmekanisme, der så vidt muligt tager hensyn til flygtningenes egne præferencer;

7.  glæder sig over, at Kommissionen vil yde operationel støtte til frontlinjemedlemsstater såsom Grækenland, Italien og Ungarn ved at anvende ekspertise fra EU-agenturer som Frontex, EASO og Den Europæiske Politienhed (Europol) i ”hotspots”, der skal hjælpe medlemsstaterne med at foretage registrering af personer, der ankommer; minder medlemsstaterne om, at sådanne registreringscentres succes vil afhænge af deres vilje til at flytte flygtninge fra disse ”hotspots” til deres område; mener, at en sådan tilgang klart bør omfatte effektive mekanismer til identifikation af personer med særlige behov og til deres videre henvisning til de relevante tjenester;

8.  noterer sig Kommissionens forslag om at styrke direktivet om asylprocedurers bestemmelse om sikkert oprindelsesland ved at oprette en fælles EU-liste over sikre oprindelseslande; erkender, at en sådan tilgang kan begrænse de proceduremæssige rettigheder for borgere fra disse lande; minder om, at godkendelsesprocenten for asylansøgninger varierer meget fra en medlemsstat til en anden, herunder med hensyn til bestemte oprindelseslande; anmoder om, at der tages skridt i retning af at sikre, at denne tilgang ikke undergraver princippet om non-refoulement og den enkeltes ret til asyl, navnlig for mennesker, der tilhører sårbare grupper;

9.  gentager sin opfordring til Kommissionen om at ændre Dublinforordningen med henblik på at indføre en permanent, bindende ordning for fordeling af asylsøgere mellem de 28 medlemsstater efter en retfærdig, obligatorisk nøgle, samtidig med at der tages hensyn til integrationsmulighederne og asylsøgernes egne behov og særlige omstændigheder;

10.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre et betydeligt budgetmæssigt råderum og beredskab i 2016-budgettet og bestemmelserne i den flerårige finansielle ramme (FFR), for at gøre de muligt at yde en hurtigere og mere omfattende støtte til EASO og medlemsstaterne i forbindelse med disses indsats for modtagelse og integration af flygtninge, herunder inden for rammerne af flytnings- og genbosætningsordningerne;

11.  opfordrer til, at alle deltagende medlemsstater hurtigt og fuldstændigt gennemfører det fælles europæiske asylsystem i national ret og effektivt implementerer det; opfordrer Kommissionen til at sikre, at alle medlemsstater gennemfører EU-lovgivningen korrekt for at sikre, at der gennemføres effektive, konsekvente og humane standarder i hele EU under hensyntagen til barnets tarv;

12.  mener, at gennemførelsen af tilbagesendelsesdirektivet bør gå hånd i hånd med respekt for de procedurer og standarder, der giver Europa mulighed for at sikre en human og værdig behandling af tilbagevendte i overensstemmelse med princippet om non-refoulement; minder om, at frivillig tilbagevenden bør foretrækkes frem for tvangstilbagesendelse;

13.  minder om, at mennesker med behov for beskyttelse har meget begrænsede muligheder for at rejse lovligt ind i EU, og beklager, at de som resultat af bl.a. opstilling af hegn og lukning af ydre grænser ikke har andet valg end at ty til kriminelle smuglere og farlige ruter for at finde beskyttelse i Europa; anser det derfor for en høj prioritet, at EU og dets medlemsstater tilvejebringer sikre og lovlige indrejsemuligheder for flygtninge i form af eksempelvis humanitære korridorer og humanitære visa; understreger, at medlemsstaterne i tilgift til et obligatorisk genbosættelsesprogram bør muliggøre anvendelse af andre værktøjer som f.eks. styrket familiesammenhøring, private sponsoreringsordninger og fleksible visumordninger, herunder med henblik på studier eller arbejde; er af den opfattelse, at visumkodeksen bør ændres ved at indføje flere specifikke fælles bestemmelser om humanitært visum; opfordrer medlemsstaterne til at gøre det muligt at ansøge om asyl på deres ambassader og konsulater;

14.  minder om, at medlemsstaterne bør fastlægge stærke strafferetlige sanktioner mod menneskehandlere og smuglere, både ind i og på tværs af EU; opfordrer medlemsstaterne til at bekæmpe disse kriminelle netværk af smuglere men til samtidig ikke at straffe dem, der frivilligt hjælper migranter af humanitære grunde, herunder i form af transport, og opfordrer Kommissionen til at overveje en revision af Rådets direktiv 2001/51/EF; noterer sig EUNAVFOR Med-operationen mod smuglere og menneskehandlere i Middelhavsområdet;

15.  beklager, at lederne af nogle medlemsstater og de højreekstremistiske partier benytter den nuværende situation til at give næring til migrationsfjendtlige følelser, samtidig med at de giver EU skylden for krisen, hvilket fører til et stigende antal voldelige handlinger over for migranter; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til hurtigt at skride ind mod voldshandlinger og hadefuld tale rettet mod migranter; opfordrer endvidere EU’s og medlemsstaternes ledere til at tage klar stilling til fordel for europæisk solidaritet og respekt for den menneskelige værdighed;

16.  minder om, at migration er et globalt og kompliceret fænomen, der også kræver en langsigtet tilgang til håndtering af dets grundlæggende årsager som f.eks. fattigdom, ulighed, uretfærdighed, klimaændringer, korruption, dårlig regeringsførelse og væbnede konflikter; opfordrer indtrængende Kommissionen og Rådet til at fokusere Valletta-topmødet i november 2015 på disse grundlæggende årsager; understreger, at det er nødvendigt med en omfattende EU-tilgang, der styrker sammenhængen i de interne og eksterne politikker og navnlig i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, udviklingspolitik og migrationspolitik; stiller spørgsmålstegn ved planerne om at kæde udviklingsbistand sammen med øget grænsekontrol eller tilbagetagelsesaftaler med tredjelande;

17.  opfordrer EU, dets medlemsstater og andre internationale donorer til snarest muligt at gennemføre de tilsagn, der blev givet på konferencen om udviklingsfinansiering, som blev afholdt i juli 2015 i Addis Abeba, og understreger nødvendigheden af at reorientere udviklingspolitikken mod opbygning af fredelige samfund, bekæmpelse af korruption og fremme af god regeringsførelse, som specificeret i mål 16 for bæredygtig udvikling i den globale udviklingsramme for perioden efter 2015;

18.  opfordrer indtrængende EU, dets medlemsstater og det internationale samfund til at styrke deres rolle i konfliktløsning og navnlig være med til at finde holdbare politiske løsninger i konfliktramte regioner såsom Irak, Syrien og Libyen og Mellemøsten og til at styrke den politiske dialog, herunder med regionale organisationer, der skal indbefatte alle menneskerettighedselementer og have til formål at støtte inkluderende og demokratiske institutioner og retsstatsprincippet, opbygge modstandsdygtighed i lokalsamfundet og fremme den sociale og demokratiske udvikling i oprindelseslandene og i deres befolkninger; opfordrer i denne forbindelse til et tættere samarbejde med landene i regionen inden for Den Arabiske Liga og Den Afrikanske Union med henblik på at forvalte, genhuse og give asyl til mennesker med behov for beskyttelse;

19.  opfordrer Kommissionen og næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til at organisere en international konference om flygtningekrisen med deltagelse af EU, dets medlemsstater, FN-relaterede agenturer, USA, relevante internationale ngo'er og arabiske stater m.fl., med henblik på at opstille en fælles global strategi for humanitær bistand;

20.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformand for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0414. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0448. (3) Vedtagne tekster, P8_TA(2014)0105. (4) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0176.

Europa-Parlamentets beslutning af 10. september 2015 om EU's rolle i fredsprocessen i Mellemøsten (2015/2685(RSP))

P8_TA(2015)0318 RC-B8-0836/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om fredsprocessen i Mellemøsten,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 20. juli 2015 om fredsprocessen i Mellemøsten,

–  der henviser til de nylige erklæringer fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini, og hendes talsmand om Israel, det besatte palæstinensiske område, fredsprocessen i Mellemøsten og EU's støtte til FN's Hjælpeorganisation,

–  der henviser til Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Staten Israel på den anden side,

–  der henviser til Euro-Middelhavs-interimsassocieringsaftalen om handel og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) til fordel for Vestbredden og Gazastribens Palæstinensiske Myndighed på den anden side,

–  der henviser til de relevante resolutioner fra FN's Generalforsamling og FN's Sikkerhedsråd,

–  der henviser til den fjerde Genèvekonvention fra 1949 om beskyttelse af civile personer i krigstid,

–  der henviser til EU's retningslinjer om fremme af overholdelse af den internationale humanitære ret,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at opnåelse af fred i Mellemøsten fortsat er en central prioritet for det internationale samfund og et ufravigeligt element i forhold til at opnå regional stabilitet og sikkerhed; der henviser til, at der er bestræbelser i gang i FN's Sikkerhedsråd på at få genoptaget fredsprocessen;

B.  der henviser til, at konflikten mellem Israel og Palæstina skal ses i den bredere kontekst af den arabisk-israelske konflikt; der henviser til, at EU er af den opfattelse, at fred i Mellemøsten kræver en omfattende, regional løsning; der henviser til, at den voldelige krise i Syrien, fremvæksten af Da'esh, den voksende radikalisme og udbredelsen af terrorisme i Mellemøsten skaber betydelige sikkerhedstrusler for Israel og hele regionen og yderligere forværrer palæstinensernes lidelser, men også skaber fælles interesser mellem de arabiske lande og Israel, samt at atomaftalen med Iran, hvori EU spillede en væsentlig rolle, byder på en enestående mulighed for fremdrift i fredsprocessen, der ikke bør forpasses;

C.  der henviser til, at EU gentagne gange har bekræftet sin støtte til en tostatsløsning baseret på grænsedragningen fra 1967 med Jerusalem som hovedstad for begge stater, hvor Israel som en sikker stat og Palæstina som en uafhængig, demokratisk og levedygtig nabostat lever side om side i fred og sikkerhed, og har opfordret til genoptagelse af direkte fredsforhandlinger mellem Israel og Den Palæstinensiske Myndighed;

D.  der henviser til, at EU er Israels største handelspartner og den største yder af bistand til palæstinenserne; der henviser til, at næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR), Federica Mogherini, gentagne gange har givet udtryk for sit engagement i at forny og intensivere EU's rolle i fredsprocessen i Mellemøsten; der henviser til, at Fernando Gentilini i april 2015 blev udnævnt til EU's nye særlige repræsentant for fredsprocessen i Mellemøsten; der henviser til, at EU, på trods af sine ambitioner og sit tilsagn om at spille en effektiv rolle på dette område stadig mangler at udvikle en omfattende og sammenhængende vision for sit engagement i fredsprocessen i Mellemøsten, som bør afspejle den hastigt skiftende regionale kontekst;

1.  er dybt bekymret over det vedvarende dødvande i fredsprocessen i Mellemøsten og opfordrer til omgående genoptagelse af troværdige fredsbestræbelser; opfordrer både israelerne og palæstinenserne til at undgå at tage skridt, som kan medføre en yderligere optrapning, herunder hadefulde udtalelser og ansporing til vold i det offentlige rum samt ensidige foranstaltninger, der kan foregribe resultatet af forhandlingerne og true en tostatsløsnings levedygtighed; understreger, at en varig løsning på konflikten kun kan opnås i en regional kontekst med inddragelse af alle relevante regionale aktører og støtte fra det internationale samfund;

2.  gentager sin stærke støtte til en tostatsløsning baseret på grænsedragningen fra 1967 med den gensidigt accepterede jordfordeling og med Jerusalem som hovedstad for begge stater, hvor Israel som en sikker stat og en uafhængig, demokratisk og levedygtig palæstinensisk nabostat lever side om side i fred og sikkerhed og gensidig aneerkendelse på grundlag af retten til selvbestemmelse og fuld respekt for folkeretten; understreger, at ikke-voldelige midler og respekt for menneskerettighederne og folkeretten er den eneste vej til at opnå en retfærdig og varig fred mellem israelere og palæstinensere;

3.  understreger, at bevarelsen af en tostatsløsnings levedygtighed gennem konkrete tiltag og sikring af fuld respekt for civiles ret på begge sider skal være en umiddelbar prioritet for EU og det internationale samfund; ser frem til lanceringen af EU's strukturerede dialog med Israel om situationen på Vestbredden og bevarelse af en tostatsløsning, som også bør omfatte spørgsmålet om bosættelser;

4.  glæder sig over den positive rolle og nødvendige støtte, som EU ønsker at bidrage med for at fremme en løsning af konflikten mellem Israel og Palæstina og den større arabisk-israelske konflikt gennem fredelige og konstruktive midler, der tjener EU's interesser med hensyn til sikkerhed, stabilitet og velstand i Mellemøsten; opfordrer til, at der anlægges en ny EU-tilgang, som reelt fremmer fred og sikkerhed for både det israelske og det palæstinensiske folk; glæder sig over NF/HR's personlige engagement og udpegelsen af EU's nye særlige repræsentant for fredsprocessen i Mellemøsten, og støtter deres indsats i denne sammenhæng;

5.  glæder sig over EU's tilsagn om at arbejde aktivt for en fornyet multilateral tilgang til fredsprocessen i samråd med alle relevante aktører og aktivt at støtte parterne for at genskabe tillid og skabe en atmosfære af tiltro, hvilket er nødvendigt for at gå ind i meningsfulde forhandlinger så hurtigt som muligt; bemærker, at EU mener, at oprettelsen af en international støttegruppe er en mulig vej til at bidrage hertil; understreger, at EU er parat til at indgå i et fælles arbejde med regionale partnere på grundlag af det arabiske fredsinitiativ;

6.  opfordrer indtrængende NF/HR til at gøre bedre brug af EU's og medlemsstaternes politiske relationer og institutionelle ekspertise, som er baseret på Europas geografiske nærhed, historiske bånd og intensive økonomiske udvekslinger med Mellemøstregionen, for at spille en aktiv politisk rolle i fredsprocessen mellem israelere og palæstinensere, og mellem arabiske stater og Israel i en bredere kontekst; minder medlemsstaterne om, at deres primære opgave er aktivt at bidrage til udformningen af en fælles EU-holdning til, hvordan spørgsmålet om fredsprocessen i Mellemøsten skal behandles, og at afstå fra ensidige initiativer, der svækker EU's indsats;

7.  støtter FN's Sikkerhedsråds bestræbelser på at få genoptaget fredsforhandlingerne mellem israelere og palæstinensere; opfordrer imidlertid indtrængende EU til at opfylde sine forpligtelser som en indflydelsesrig aktør og indlede et dristigt og omfattende fredsinitiativ for regionen; mener, at EU bør spille en central rolle i omdefineringen af Kvartettens målsætninger – som bør være fokuseret på at finde en politisk løsning på konflikten – og dens format;

8.  fordømmer den fortsatte udvidelse af israelske bosættelser, der er i modstrid med folkeretten, opildner den palæstinensiske vrede og underminerer levedygtigheden og udsigterne for en tostatsløsning, og opfordrer de israelske myndigheder til omgående at standse og ændre deres bosættelsespolitik;

9.  glæder sig over EU's tilsagn om – i ønsket om at sondre mellem Israel og landets aktiviteter i de besatte palæstinensiske områder – at sikre, at alle aftaler mellem staten EU og Israel utvetydigt og udtrykkeligt skal angive, at de ikke finder anvendelse på de områder, som Israel besatte i 1967, som gentaget i konklusionerne fra Rådet for Udenrigsanliggender af 20. juli 2015; noterer sig Kommissionens retningslinjer af 19. juli 2013 for, hvorvidt israelske enheder og deres aktiviteter i de områder, som Israel har besat siden juni 1967, kan komme i betragtning til tilskud, priser og finansielle instrumenter, der har været finansieret af EU fra og med 2014, og skrivelse af 13. april 2015 fra 16 EU-udenrigsministre til NF/HR, hvori denne tilskyndes til at tage føringen i Kommissionen med henblik på at afslutte arbejdet med fælles EU-retningslinjer for mærkning af produkter fra israelske bosættelser;

10.  understreger de relevante EU-myndigheders ansvar for at sikre, at EU-finansiering ikke kan omdirigeres direkte eller indirekte til terrororganisationer eller terroraktiviteter;

11.  understreger, at militante gruppers affyring af raketter ind på israelsk område er uacceptabel og understreger igen faren for eskalering; understreger, at det er bydende nødvendigt for EU at arbejde i partnerskab med Israel, Den Palæstinensiske Myndighed, Egypten og Jordan i retning af at undgå en genoprustning af terrorgrupper på Gazastriben og Vestbredden og forebygge, at de smugler våben, fremstiller raketter og bygger tunneller; understreger igen, at der er et overvældende behov for at afvæbne alle terrorgrupper i Gaza i overensstemmelse med Udenrigsrådets konklusioner fra juli 2014;

12.  er dybt bekymret over den stigende bosættervold på Vestbredden; glæder sig over den udbredte fordømmelse fra israelske lederes side af de seneste angreb ved ildspåsættelse mod Dawabshah-familien i landsbyen Duma, men minder Israel om dets fulde ansvar for at beskytte den palæstinensiske befolkning og bringe alle, der begår bosættervold, for en domstol;

13.  glæder sig over det arbejde, som udføres inden for den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) og Den Europæiske Unions politimission (EUPOL COPPS) på det besatte palæstinensiske område for at bistå Den Palæstinensiske Myndighed i opbygningen af institutionerne for en fremtidig palæstinensisk stat på politi- og strafferetsområdet; kræver en reaktivering af FSFP's grænsebistandsmission (EUBAM Rafah), med et mere ambitiøst mandat, tilstrækkelige midler og tilstrækkeligt personale, med henblik på at spille en konkret rolle i forbindelse med kontrollen af Gazastribens grænser med Egypten og Israel;

14.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til at rapportere tilbage til Parlamentet om ødelæggelse af og skader på EU-finansierede strukturer og projekter på det besatte palæstinensiske område;

15.  opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at yde finansiering til ngo'er i regionen, hvis politiske mål er i overensstemmelse med de overordnede mål for fredsprocessen i Mellemøsten, og opfordrer EU-myndighederne til at gå dialog med deres relevante modparter om dette spørgsmål;

16.  gentager sin opfordring til at ophæve blokaden i Gazastriben og til hurtig genopbygning og rehabilitering af området efter krigen i sommeren 2014 som en prioriteret humanitær bistand for EU og det internationale samfund; udtrykker sin anerkendelse af FN's Hjælpeorganisations (UNRWA) heroiske indsats i denne sammenhæng; opfordrer indtrængende donorer til hurtigst muligt at opfylde de finansielle tilsagn, som de gav på den internationale konference om Palæstina ("Genopbygning af Gaza") i Kairo den 12. oktober 2014;

17.  glæder sig over Israels seneste skridt til at lempe restriktionerne i Gaza, men beklager dybt de fortsatte restriktioner for indførelsen af byggematerialer; understreger, at det er vigtigt at træffe yderligere positive foranstaltninger – samtidig med at der tages hensyn til Israels legitime sikkerhedsinteresser – for at muliggøre en fuld gennemførelse af humanitær bistand, genopbygning og økonomisk opsving; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at indfri deres løfter om at støtte den trilaterale ordning for overvågning og verifikation af de pågældende materialer til genopbygningen;

18.  opfordrer indtrængende NF/HR til at arbejde for en fuld gennemførelse af henstillingerne i rapporten fra FN's uafhængige undersøgelseskommission om Gazakonflikten i 2014, herunder henstillingen om aktivt at støtte Den Internationale Straffedomstols arbejde; glæder sig over, at EU's medlemsstater, som er en del af FN's Menneskerettighedsråd, enstemmigt stemte for sidstnævntes resolution af 3. juli 2015 om sikring af ansvarlighed og retfærdighed i forbindelse med alle krænkelser af folkeretten i de besatte palæstinensiske områder, herunder Østjerusalem;

19.  understreger, at intern palæstinensisk forsoning er et vigtigt element for at opnå en tostatsløsning, og beklager den fortsatte palæstinensiske splittelse; støtter EU's opfordring til de palæstinensiske fraktioner om at give højeste prioritet til forsoning og Den Palæstinensiske Myndigheds tilbagevenden til Gazastriben; opfordrer de palæstinensiske kræfter til hurtigst muligt at genoptage bestræbelserne på forsoning, navnlig gennem afholdelse af det længe ventede præsident- og parlamentsvalg; understreger, at Den Palæstinensiske Myndighed skal tage større ansvar i denne henseende og påtage sig sine regeringsopgaver i Gaza, også inden for sikkerhed og civil administration og gennem sin tilstedeværelse ved grænseovergangene;

20.  opfordrer alle involverede parter i konflikten til fuldt ud at respektere tilbageholdtes og fangers rettigheder, herunder de sultestrejkendes rettigheder;

21.  udtrykker sin dybe bekymring over UNRWA's alvorlige finansieringskrise; opfordrer til øget EU-støtte til UNRWA og opfordrer indtrængende alle andre donorer til at øge deres finansiering af agenturet og UNRWA til at fortsætte med at forbedre sin forvaltning, men opfordrer samtidig til, at det underliggende centrale spørgsmål vedrørende de palæstinensiske flygtninge behandles; anerkender og roser UNRWA for den ekstraordinære indsats, som gjorde det muligt at erklære skoleåret 2015/2016 åbent for palæstinensiske flygtningeelever;

22.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU's særlige repræsentant for fredsprocessen i Mellemøsten, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær, Knesset, Israels præsident og regering, Det Palæstinensiske Lovgivende Råd og Den Palæstinensiske Myndighed, Den Arabiske Ligas generalsekretær, Egyptens, Jordans og Libanons respektive parlamenter og regeringer og UNRWA's generalkommissær.

Europa-Parlamentets beslutning af 10. september 2015 om situationen i Hviderusland (2015/2834(RSP))

P8_TA(2015)0319 RC-B8-0866/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger og henstillinger om Hviderusland,

–  der henviser til topmødet i Det Østlige Partnerskab i Riga i maj 2015 og til erklæringen derfra,

–  der henviser til menneskerettighedsdialogen mellem Den Europæiske Union og Republikken Hviderusland den 28. juli 2015,

–  der henviser til de hviderussiske myndigheders løsladelse af seks politiske fanger den 22. august 2015 og til den efterfølgende erklæring af 22. august 2015 fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini, og kommissæren med ansvar for naboskabspolitikken og udvidelsesforhandlingerne, Johannes Hahn, om løsladelsen af politiske fanger i Hviderusland,

–  der henviser til det forestående præsidentvalg, som er berammet til den 11. oktober 2015,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at der stadig – til trods for den bemærkelsesværdige optrapning af kontakterne mellem Hviderusland og EU og USA – foregår menneskerettighedskrænkelser i Hviderusland, herunder trusler mod menneskerettighedsforkæmpere, politirazziaer mod menneskerettighedsorganisationer og beslaglæggelse af deres udstyr samt tvangsudsendelse af landet, hvilket bekræftes i rapporten fra FN's særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i Hviderusland;

B.  der henviser til, at Parlamentets Delegation for Forbindelserne med Hviderusland den 18.-19. juni 2015 aflagde sit første officielle besøg i Minsk siden 2002; der henviser til, at Europa-Parlamentet i øjeblikket ikke har nogen officielle forbindelser med det hviderussiske parlament;

C.  der henviser til, at bedre forbindelser mellem EU og Hviderusland forudsætter en markant forbedring af ytringsfriheden og mediefriheden, respekt for de politiske rettigheder for både almindelige borgere og oppositionsaktivister og fuld respekt for retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder; der henviser til, at Den Europæiske Union fortsat er stærkt opsat på at forsvare menneskerettighederne i Hviderusland, herunder ytrings‑ og mediefriheden, yderligere;

D.  der henviser til, at der er gjort fremskridt med samarbejdet inden for nogle sektorpolitikområder såsom videregående uddannelse, erhvervsuddannelse, det digitale marked, energisektoren, fødevaresikkerhed og kultur, hvilket har positiv indvirkning på indledningen af en konstruktiv debat i det hviderussiske samfund om nødvendige reformer i landet og på kendskabet til EU; der henviser til, at EU imidlertid er nødt til at sikre sig, at dets ressourcer ikke anvendes til undertrykkelse af civilsamfundsorganisationer, menneskerettighedsforkæmpere, freelancejournalister og oppositionsledere;

E.  der henviser til, at der siden 1994 ikke er blevet afholdt frie og retfærdige valg i Hviderusland efter en valglov, der er i overensstemmelse med internationalt anerkendte standarder, og til, at den nuværende lovgivning giver den siddende præsident en enorm fordel; der henviser til, at OSCE/ODIHR har udstationeret sin langvarige valgobservationsmission i hele Hviderusland og vil koordinere det arbejde, der udføres af korttidsobservatører;

F.  der henviser til, at præsident Lukasjenko den 2. april 2015 underskrev dekret nr. 3 om "forebyggelse af social afhængighed", der indeholder bestemmelser om tvangsarbejde for arbejdsløse med trussel om betaling af en særlig afgift til statsbudgettet eller administrativ hæftelse i form af en bøde eller administrativ frihedsberøvelse;

G.  der henviser til, at en ny lov, der regulerer alle former for medier, blev indført den 1. januar 2015; der henviser til, at denne lov giver regeringen mulighed for at lukke enhver massemediekanal, herunder onlinemedier, hvis de offentliggør indhold, som den finder "upassende";

H.  der henviser til, at de hviderussiske myndigheder langt om længe har løsladt alle seks politiske fanger, også tidligere præsidentkandidater, efter i årevis at have benægtet deres eksistens;

I.  der henviser til, at Rådet den 13. og 31. juli 2015 reviderede de restriktive foranstaltninger over for Hviderusland og ændrede visumforbuddet og listen over indefrysning af aktiver og fjernede nogle embedsmænd og virksomheder fra sidstnævnte; der henviser til, at 175 personer, herunder Alexander Lukasjenko, i øjeblikket er underlagt indrejseforbud, og at de alle – plus 18 økonomiske enheder – er underlagt indefrysning af aktiver i EU; der henviser til, at der i løbet af de kommende måneder skal foretages en vurdering af EU's restriktive foranstaltninger, i forbindelse med hvilken der tages højde for den seneste udvikling og alle andre faktorer, som dannede grundlag for indførelsen af de restriktive foranstaltninger;

J.  der henviser til, at EU og Republikken Hviderusland den 28. juli 2015 havde en dialog om menneskerettighederne i Bruxelles, som fokuserede på en vifte af problemstillinger, herunder oprettelsen af en national menneskerettighedsinstitution, ytrings‑, forsamlings‑ og foreningsfrihed, dødsstraf, bekæmpelse af tortur og mishandling samt børns rettigheder;

K.  der henviser til, at Hviderusland spillede en konstruktiv rolle som facilitator for aftalen om våbenhvile i Ukraine;

L.  der henviser til, at konflikten i Ukraine har øget frygten i det hviderussiske samfund for, at den interne situation vil blive destabiliseret som følge af et magtskifte;

M.  der henviser til, at Hviderusland er det eneste land i Europa, der stadig fuldbyrder dødsstraf;

1.  er fortsat dybt bekymret over situationen med hensyn til menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder i Hviderusland samt over de mangler, som uafhængige internationale observatører har konstateret under tidligere valg, og over den aktive forfølgelse af oppositionslederne efter valgene;

2.  glæder sig over løsladelsen for nylig af de resterende politiske fanger; opfordrer den hviderussiske regering til at rehabilitere de løsladte politiske fanger og give dem alle deres borgerlige og politiske rettigheder tilbage; fremhæver, at dette kunne være et potentielt første skridt i retning af at forbedre forbindelserne mellem EU og Hviderusland; påpeger dog, at tidligere lignende skridt snarere har været af symbolsk art og hverken har bidraget til at forbedre situationen for det hviderussiske samfund eller til forbedrede forbindelser med EU;

3.  opfordrer Hviderusland til at gennemføre det forestående præsidentvalg i overensstemmelse med internationalt anerkendte standarder og til at give oppositionen uhindret adgang til alle regeringskontrollerede kommunikationsmidler og give den lov til at deltage i valget på lige fod med regeringen, navnlig ved at der oprettes uafhængige valgkommissioner og åbnes mulighed for en passende repræsentation i disse på alle niveauer og en gennemsigtig stemmeoptælling;

4.  forventer, at myndighederne holder op med at chikanere uafhængige medier af politiske årsager; opfordrer dem indtrængende til at standse deres praksis med administrativ forfølgelse og den vilkårlige anvendelse af artikel 22, stk. 9, del 2, i loven om administrative overtrædelser mod freelancejournalister for at have arbejdet med udenlandske medier uden akkreditering, hvilket indskrænker ytringsfriheden og informationsformidlingen;

5.  giver udtryk for sin bekymring over den nylige tilbageholdelse og fortsatte strafforfølgelse af ungdomsaktivisterne Maksim Piakarski, Vadzim Zharomski og Viachaslau Kasinerau på grund af mistanke om "ondsindet hooliganisme", som det anser for at være ude af proportion, og fordømmer på det kraftigste den vold, de er blevet udsat for;

6.  minder om, at der siden 2010 er blevet henrettet ti personer i Hviderusland, mens der alene i 2014 var tre henrettelser, og at der blev afsagt en ny dødsdom den 18. marts 2015; opfordrer i denne forbindelse indtrængende Hviderusland – det eneste land i Europa, der stadig anvender dødsstraf – til at gå med i et globalt moratorium for fuldbyrdelse af dødsstraf som et første skridt mod en permanent afskaffelse af denne;

7.  opfordrer regeringen i Hviderusland til at rette sig efter henstillingerne fra FN's Komité for Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder om at ophæve de elementer af tvangsarbejde, der findes i landet;

8.  henleder opmærksomheden på situationen for landets nationale mindretal og deres kulturelle organisationer, hvis ledere til tider er blevet skiftet ud med personer, som de statslige myndigheder foretrækker, hvilket udgør en overtrædelse af en af de grundlæggende menneskerettigheder, nemlig foreningsfriheden;

9.  gentager sin opfordring til de hviderussiske myndigheder om under alle omstændigheder at sikre, at de demokratiske principper, menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder respekteres i overensstemmelse med verdenserklæringen om menneskerettighederne og med internationale og regionale menneskerettighedsinstrumenter, som Hviderusland har ratificeret;

10.  noterer sig afholdelsen af den sjette runde af drøftelser mellem EU og Hviderusland om moderniseringsspørgsmål i Bruxelles den 3. september 2015, hvor delegationerne drøftede mulighederne for samarbejde på centrale områder på grundlag af de aftaler, der blev indgået i 2014 og 2015; opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten og Rådet til at sikre, at eventuel deltagelse af myndigheder i dialogen om modernisering sammen med og på lige fod med den demokratiske opposition og civilsamfundet finder sted under fuld respekt for de demokratiske principper med henblik på at udvikle en bæredygtig og konkurrencedygtig økonomi og fremme demokratiske reformer såvel som et pluralistisk samfund og retsstatsprincippet;

11.  støtter Kommissionen i dennes politik om "kritisk engagement" med de hviderussiske myndigheder og giver udtryk for sin villighed til også at bidrage hertil gennem Parlamentets Delegation for Forbindelserne med Hviderusland; minder dog om, at EU er nødt til at holde et vågent øje med fordelingen af dets ressourcer og sikre, at de ikke bidrager til at forværre situationen for oppositionen og civilsamfundet;

12.  gentager sin opfordring til Kommissionen om med alle finansielle og politiske midler at støtte det hviderussiske civilsamfunds, uafhængige mediers og hviderussiske ikkestatslige organisationers bestræbelser på at opfylde det hviderussiske folks forhåbninger om demokrati;

13.  glæder sig over, at der er noteret fremskridt i sektorsamarbejdet med Hviderusland inden for bl.a. højere uddannelse, erhvervsuddannelse, det digitale marked, energisektoren, fødevaresikkerhed og kultur;

14.  bemærker, at der i januar 2014 blev indledt forhandlinger om visumlempelse med henblik på at forbedre de mellemfolkelige kontakter og opmuntre civilsamfundet; understreger, at det er nødvendigt at gøre hurtigere fremskridt i denne henseende;

15.  anerkender, at anvendelsen af det hviderussiske sprog i det offentlige liv er blevet øget; noterer sig Undervisningsministeriets plan til fremme af anvendelsen af det hviderussiske sprog på uddannelsesområdet samt Forfatningsdomstolens offentliggørelse af retsakter på både russisk og hviderussisk;

16.  opfordrer Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og Kommissionen til at finde nye måder at støtte civilsamfundsorganisationer i Hviderusland på; fremhæver i denne forbindelse behovet for at støtte alle uafhængige kilder til information for det hviderussiske samfund, herunder medier, som sender på hviderussisk fra udlandet;

17.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR), Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil, Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne.

Europa-Parlamentets beslutning af 10. september 2015 om socialt iværksætteri og social innovation til bekæmpelse af arbejdsløshed (2014/2236(INI))

P8_TA(2015)0320 A8-0247/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 med titlen "Europa 2020. En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst" (COM(2010)2020),

–  der henviser til sin beslutning af 6. februar 2013 med titlen: "Virksomheders sociale ansvar: gennemsigtig og ansvarlig adfærd i erhvervslivet samt bæredygtig vækst"(1),

–  der henviser til sin beslutning af 19. februar 2009 om socialøkonomi(2),

–  der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 2. juli 2013 om andelsselskabers bidrag til løsning af krisen(3);

–  der henviser til artikel 184 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 346/2013 af 17. april 2013 om europæiske sociale iværksætterfonde,

–  der henviser til sin beslutning af 20. november 2012 med titlen "Initiativ for socialt iværksætteri - At skabe et gunstigt klima for sociale virksomheder som kerneelementer i den sociale økonomi og den sociale innovation"(4),

–  der henviser til sin erklæring af 10. marts 2011(5),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 20. maj 2014 om fremme af unges iværksætterkultur for at sikre social inklusion af unge(6),

–  henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1296/2013 af 11. december 2013 om et EU-program for beskæftigelse og social innovation ("EaSI"), som indfører aksen "Mikrofinansiering og socialt iværksætteri",

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. oktober 2011 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen "Initiativ for socialt iværksætteri" (COM(2011)0682),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. maj 2015 med titlen "En strategi for et digitalt indre marked i EU" (COM(2015)0192),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. februar 2013 med titlen "Sociale investeringer i vækst og samhørighed, herunder gennem anvendelse af Den Europæiske Socialfond 2014-2020" (COM(2013)0083),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A8-0247/2015),

A.  der henviser til, at den sociale og solidariske økonomi giver beskæftigelse til over 14 millioner mennesker, hvilket svarer til omkring 6,5 % af EU's arbejdsstyrke; der henviser til, at der er to millioner virksomheder i den sociale og solidariske økonomi i EU, hvilket svarer til 10 % af alle Unionens virksomheder;

B.  der henviser til, at den økonomiske og finansielle krise har medført større fattigdom og social udstødelse samt en stigning i langtidsledigheden, ungdomsarbejdsløsheden og den sociale ulighed;

C.  der henviser til, at de personer, der er blevet hårdest ramt af den økonomiske og finansielle krise, er de mest udstødte og dårligst stillede grupper på arbejdsmarkedet, såsom handicappede, unge, ældre, kvinder, langtidsledige og dårligt stillede arbejdstagere;

D.  der henviser til, at den økonomiske og finansielle krise bør betragtes som en anledning til at arbejde hen imod en mere holdbar økonomiske model i EU, som i højere grad tager hensyn til den sociale og territoriale samhørighed og miljømæssige bæredygtighed; der henviser til, at enhver forbedring af medlemsstaternes økonomiske og finansielle situation bør ledsages af en kraftig støtte til inklusiv og bæredygtig vækst og til skabelsen af kvalitetsbeskæftigelse; der henviser til, at den sociale og solidariske økonomi kan biddrage til dette mål og desuden bør betragtes som en drivkraft for forandring, der kan hjælpe med at finde en balance mellem de sociale, miljømæssige og økonomiske hensyn;

E.  der henviser til, at udbydere af social støtte og sundhedstjenester, som for manges vedkommende er sociale virksomheder, repræsenterer et af de vigtigste områder for jobvækst i EU med 1,3 millioner nye job mellem 2009 og 2013; der henviser til, at dette afspejler sektorens evne til både at skabe nye job i krisetider og samtidig styrke den sociale og territoriale samhørighed i Europa, navnlig ved at hjælpe med at få brugerne af tjenesterne i arbejde;

F.  der henviser til konferencen "Frigørelse af den sociale økonomis potentiale til vækst i EU", der blev afholdt i Rom den 17.-18. november 2014, og hvor det blev anerkendt, at den sociale og solidariske økonomi spiller en afgørende rolle i de europæiske lande, og at den bidrager til at gennemføre flere af EU's hovedmålsætninger, såsom skabelse og bevarelse af arbejdspladser, social samhørighed, social innovation, udvikling af landdistrikter og regioner samt beskyttelse af miljøet;

G.  der henviser til, at blandt de målsætninger i Europa 2020-strategien, som endnu ikke er nået, er at øge beskæftigelsesprocenten for personer mellem 20 og 64 år fra 69 % til mindst 75 % og at reducere antallet af europæere, som lever under de nationale fattigdomsgrænser, med 25 % ved at få over 20 millioner mennesker ud af fattigdom;

H.  der henviser til, at Strasbourgerklæringen fra januar 2014 bekræfter, at de socialøkonomiske virksomheder i fremtiden bør spille en større rolle i Europa;

I.  der henviser til, at EU er den region i verden, der har den ældste befolkning og laveste befolkningstilvækst; der henviser til, at gennemsnitsalderen i EU ifølge prognoserne vil være over 50 år i 2050; der henviser til, at befolkningens aldring sammen med de demografiske ændringer udgør en udfordring for de sociale velfærdssystemer;

J.  der henviser til, at virksomheder i den sociale og solidariske økonomi ikke kun søger at forbedre de økonomiske og sociale vilkår, men også kan tilbyde fleksible og innovative arbejdsvilkår og måske er bedre til at tilpasse sig de økonomiske og sociale omstændigheder;

K.  der henviser til, at virksomheder i den sociale og solidariske økonomi er kendetegnet ved deres demokratiske ledelse, en omfattende inddragelse i virksomhedsledelsen af deres medlemmer eller aktionærer og stor gennemsigtighed i forbindelse med deres transaktioner, og at de imødekommer den stigende efterspørgsel fra borgerne efter en etisk, social og miljøvenlig adfærd i erhvervslivet;

L.  der henviser til, at virksomheder i den sociale og solidariske økonomi omfatter en bred vifte af selskaber, og at størstedelen af disse virksomheder ikke anerkendes af en retlig ramme på EU-plan, men kun på nationalt plan i visse medlemsstater, med forskellige juridiske former;

M.  der henviser til, at kooperative virksomheder tilbyder job af høj kvalitet, som ikke er i risiko for at blive udflyttet, og som er inklusive og modstandsdygtige over for krisen; der henviser til, at de som følge af deres kooperative forretningsmodel øgede deres omsætning og fortsatte med at vokse under krisen med færre konkurser og afskedigelser end andre typer virksomheder;

N.  henviser til, at forordning (EU) nr. 1296/2013 om et EU-program for beskæftigelse og social innovation ("EaSI") indeholder en definition af "social virksomhed" og "sociale innovationer" i artikel 2, stk. 1, og artikel 2, stk. 5.

O.  der henviser til, at social innovation vedrører udvikling og implementering af nye ideer – det være sig produkter, tjenesteydelser eller modeller for social organisation, der sigter mod at imødekomme nye sociale, territoriale og miljømæssige krav og udfordringer, såsom en aldrende befolkning, balance mellem arbejds- og familieliv, forvaltning af mangfoldighed, ungdomsarbejdsløshed, integration af de personer, der er mest udstødte fra arbejdsmarkedet, eller bekæmpelse af klimaændringer;

P.  der henviser til, at sociale investeringer er investeringer i mennesker med det formål at styrke deres færdigheder og evner og støtte dem i at deltage fuldt ud på arbejdsmarkedet og det sociale liv; der henviser til, at sociale investeringer generelt refererer til foranstaltninger inden for uddannelse, børnepasning, sundhedspleje, uddannelse, jobsøgningsbistand og rehabilitering;

Q.  der henviser til, at den manglende anerkendelse af virksomhederne i den sociale og solidariske økonomi, som til tider end ikke anerkendes som økonomiske aktører, gør det endnu vanskeligere for dem at få adgang til såvel offentlig som privat finansiering; der henviser til, at strukturfondene og EU-programmerne bør bidrage til moderniseringen af de økonomiske strukturer, herunder virksomhederne i den sociale og solidariske økonomi, som er repræsenteret ved mange forskellige virksomhedstyper og -størrelser (kooperativer, gensidige selskaber, fonde, foreninger og nye former for virksomheder i den sociale og solidariske økonomi), selv om de hovedsagelig er små og mellemstore virksomheder;

R.  der henviser til, at uddannelse og erhvervsuddannelse bør være prioritetsområder med hensyn til at fremme iværksætterkultur blandt de unge;

S.  der henviser til, at den kønsbestemte skævhed i socialt iværksætteri er mindre end i traditionelle former for iværksætteri: der henviser til, at kvindelige sociale iværksættere i høj grad bidrager til at mindske social udstødelse og til at skabe nye udviklingsmuligheder;

T.  der henviser til, at det er nødvendigt at sørge for uddannelse og omskoling af langtidsledige i den sociale sektor med henblik på at give dem nye muligheder på et innovativt område som den sociale og solidariske økonomi;

U.  der henviser til, at virksomheder i den sociale og solidariske økonomi og især indslusningsvirksomhederne tilbyder beskæftigelsesmuligheder, især til de personer, der er længst væk fra arbejdsmarkedet, og for hvem ledighed ofte bliver til langtidsledighed; der henviser til, at medlemsstaterne bør overveje, hvordan de kan støtte virksomheder i den sociale og solidariske økonomi, der ansætter arbejdsløse eller støttemodtagere, eventuelt gennem skattelettelser og sociale præmier;

V.  der henviser til, at den sociale og solidariske økonomis komplementære og supplerende effekt også er vigtig sammen med andre beskæftigelsesfremmende foranstaltninger; der henviser til, at der bør være større fokus på løsninger, som fremmer fornyet integrationen på arbejdsmarkedet af de personer, der mangler de mest basale færdigheder og konkurrencemuligheder, så de senere bliver i stand til at nyde godt af de fordele, som den sociale og solidariske økonomis mere innovative løsninger giver;

W.  der henviser til, at social dialog er afgørende for EU's sociale markedsøkonomis funktion og vigtig i forhold til at fremme såvel konkurrenceevne som retfærdighed; der henviser til, at den sociale dialog og høring af arbejdsmarkedets parter i forbindelse med EU's politikformulering er en væsentlig social innovation;

X.  der henviser til, at indkøb ofte sker i form af store engangsudbud om tjenester eller leverandører, hvilket kan udelukke mindre aktører;

Indledning

1.  bemærker, at virksomheder i den sociale og solidariske økonomi, der ikke nødvendigvis behøver at være nonprofitorganisationer, er virksomheder, hvis hovedformål er at opfylde deres sociale mål, uanset om det drejer sig om jobskabelse for udsatte befolkningsgrupper, levering af tjenesteydelser til deres medlemmer eller mere generelt at skabe en positiv social eller miljømæssig indvirkning, idet de primært geninvesterer deres profit for at nå de pågældende mål; der henviser til, at virksomheder i den sociale og solidariske økonomi er kendetegnet ved deres forpligtelse til at respektere følgende værdier:

2.  mener, at Kommissionen bør anerkende, at sociale virksomheder er forskellige, og sikre, at der træffes foranstaltninger på EU-plan til støtte af alle typer virksomheder i den sociale og solidariske økonomi;

3.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til snarest og konsekvent at gennemføre alle foranstaltninger i initiativet for socialt iværksætteri, som blev vedtaget i 2012; opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder, civilsamfundets organisationer og nøgleaktører i den sociale og solidariske økonomi snarest muligt at forelægge anden etape i initiativet for at udvide og uddybe dets anvendelsesområde;

4.  bemærker, at den sociale og solidariske økonomi ikke kan erstatte velfærdsstaten og offentlige ydelser;

5.  bemærker, at modellen for socialt iværksætteri ofte appellerer til unge og giver dem mulighed for at komme med en innovativ reaktion på de aktuelle økonomiske, sociale og miljømæssige udfordringer;

6.  understreger, at virksomheder i den sociale og solidariske økonomi er dybt forankrede lokalt og regionalt, hvilket giver dem den fordel, at de har et bedre kendskab til de konkrete behov og mulighed for at tilbyde produkter og tjenesteydelser, der oftest er lokalt baserede og tilpasset disse behov, samt for at forbedre den sociale og territoriale samhørighed; mener, at samarbejdet mellem virksomheder i den sociale og solidariske økonomi på tværs af lande og sektorer bør fremmes med henblik på at udveksle viden og metoder, så især disse virksomheders vækst fremmes;

7.  anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at udarbejde forslag til planer og tiltag til forbedring af den territoriale struktur, navnlig i områder med naturbetingede eller demografiske ulemper af permanent art, hvilket ikke blot vil bidrage til at skabe og udvikle virksomheder i den sociale og solidariske økonomi og fremme social innovation og socialt iværksætteri, men også vil styrke den sociale og territoriale samhørighed i EU og gøre det lettere at imødegå de demografiske udfordringer, som EU står overfor;

8.  glæder sig meget over stigningen i antallet af traditionelle virksomheder, som i deres forretningsprogrammer anvender strategier for virksomheders sociale ansvar; understreger dog, at det for at en virksomhed kan betragtes som en virksomhed i den sociale og solidariske økonomi, ikke er tilstrækkeligt, at den anvender strategier for virksomheders sociale ansvar;

9.  mener, at det er vigtigt at fastslå årsagerne til den mindre kønsbestemte skævhed inden for socialt iværksætteri, så politikerne kan tage højde for disse faktorer i forbindelse med fremme af socialt og traditionelt iværksætteri;

10.  mener, at social innovation bidrager væsentligt til at sikre grundlaget for en vækst, der kan skabe et mere bæredygtigt og inklusivt samfund med økonomisk, social og territorial samhørighed; bemærker, at social innovation bør have til formål at øge kvaliteten af tjenesterne på effektiv vis og ikke blot mindske omkostningerne;

11.  glæder sig over, at fire EU-medlemsstater (Spanien, Frankrig, Portugal og Belgien) allerede har en national lovgivning vedrørende den sociale og solidariske økonomi, at Polen har indledt en strategi til udvikling af den sociale og solidariske økonomi, og at Rumænien drøfter vedtagelsen af en lov til regulering af den sociale og solidariske økonomi;

12.  mener, at Kommissionen bør anerkende og støtte den rolle, som nonprofitudbydere af sociale tjenester spiller, både politisk og finansielt;

13.  påpeger behovet for at fremme udveksling af praksis blandt innovative virksomheder i den sociale og solidariske økonomi, skoler, den akademiske verden og de sociale investorer under hensyntagen til de samfundsmæssige behov for at fremme iværksætterfærdighederne og styrke de betingelser, der sætter virksomheder i den sociale og solidariske økonomi i stand til at udvikle sig og vokse, samt skabe poler for social innovation; mener, at det er vigtigt at tage hensyn til holdningerne hos aktørerne, herunder arbejdsmarkedet parter og forbrugerorganisationerne; opfordrer medlemsstaterne til at fremme den kooperative model for iværksættervirksomhed;

14.  understreger, at der er behov for et samarbejde mellem alle medlemsstater for at skabe de nødvendige rammebetingelser for et system for social innovation i alle medlemsstater, eftersom den sociale og solidariske økonomi ikke alene kan bekæmpe symptomerne på og årsagerne til de mest presserende sociale problemer;

Europa 2020-strategien

15.  erkender, at EU langt fra har nået de mål, der er udstukket i Europa 2020-strategien, navnlig målene for beskæftigelse, innovation og reduktion af fattigdom og social udstødelse; påpeger, at den sociale og solidariske økonomi ikke blot bidrager til at skabe en mere bæredygtig, intelligent og inklusiv økonomisk model, men også til den europæiske sociale model, og udgør en del af det indre marked og derfor fortjener fuld anerkendelse og støtte fra EU og medlemsstaterne som fastsat i visse medlemsstaters forfatninger og en række grundlæggende EU-bestemmelser; anmoder derfor om, at der tages hensyn til den sociale og solidariske økonomi ved revisionen af Europa 2020-strategien, i betragtning af det vigtige bidrag, som den kan yde til at nå strategiens mål;

16.  påpeger, at de demografiske tendenser er forbundet med nye forbrugsmønstre, og at befolkningsaldringen i de udviklede lande lægger skaber stigende efterspørgsel efter sociale tjenester, men også vil skabe muligheder for at etablere socialt ansvarlige virksomheder;

17.  understreger, at den sociale og solidariske økonomi på grund af sin sociale og inklusive karakter tilbyder beskæftigelse til de grupper, som oftest er udstødt fra arbejdsmarkedet, og dermed bidrager til solidaritet og social samhørighed såvel som økonomisk vækst;

18.  mener, at virksomheder i den sociale og solidariske økonomi kan udvikle processer, som skaber mulighed for en mere effektiv, ansvarlig og gennemsigtig forvaltning af stadig færre ressourcer, og øge gennemførelsen af socialt ansvarlige foranstaltninger;

19.  opfordrer medlemsstaterne til bedre at integrere virksomheder fra den sociale og solidariske økonomi i handlingsplaner for beskæftigelse og social integration samt i de nationale reformprogrammer med henblik på at frigøre og udnytte deres jobskabelsespotentiale og det bidrag, de kan yde til at nå de overordnede mål for Europa 2020;

20.  glæder sig over, at budgettet for forfinansiering af det europæiske ungdomsinitiativ er blevet forhøjet med 30 %; anmoder medlemsstaterne om at koordinere foranstaltninger til fremme af socialt iværksætteri med deres nationale ungdomsgarantiprogrammer ; anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at fremme socialt iværksætteri og social innovation i ESF's nationale operationelle programmer; henstiller indtrængende, at ungdomsgarantiordningerne gennemføres effektivt;

Offentlige kontrakter

21.  fremhæver, at virksomheder i den sociale og solidariske økonomi har vanskeligt ved at få adgang til offentlige kontrakter bl.a. på grund af hindringer vedrørende deres størrelse og finansielle formåen; opfordrer til en hurtig og effektiv gennemførelse af de nye direktiver om offentlige udbud og koncessionskontrakter (direktiv 2014/24/EU, 2014/25/EU og 2014/23/EU) med henblik på at opnå en højere deltagelse af virksomheder fra den sociale og solidariske økonomi i udbudsprocedurerne for offentlige kontrakter, forbedre øremærkningen af kontrakter til sådanne virksomheder, fremme deres rolle og fremme social inklusion og social innovation; henstiller, at sådanne virksomheders deltagelse i offentlige udbud lettes ved hjælp af passende rådgivning, ved at forenkle procedurerne og ved at udforme udbud på en sådan måde, at de er tilgængelige for små operatører; opfordrer til, at der i forbindelse med offentlige udbud gives forrang til de tilbud, der kan skabe højst økonomisk og samfundsmæssig værdi, snarere end til den laveste pris, idet der indføjes sociale eller miljømæssige kriterier i de offentlige indkøbskontrakter;

22.  glæder sig over reformen af direktiverne om offentlige udbud og koncessionskontrakter, som omfatter sociale klausuler og kriterier med henblik på at fremme social inklusion og social innovation samt kontrakter, der er øremærket til at fremme beskæftigelsen af de mest ugunstigt stillede personer på arbejdsmarkedet; opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre disse principper i alle udbuds- og udvælgelsesprocedurer med udbredt anvendelse af det økonomisk mest fordelagtige tilbud (MEAT) i overensstemmelse med de miljømæssige, sociale og arbejdsmarkedsmæssige forpligtelser; opfordrer medlemsstaterne til i forbindelse med offentlige udbudsprocedurer at medtage sociale klausuler og kriterier, for at styrke de sårbare gruppers position på arbejdsmarkedet, reducere de administrative byrder, forenkle procedurerne og træffe mere effektive foranstaltninger mod korruption;

23.  beklager, at Kommissionen i sin strategi for et digitalt indre marked i EU ikke nævner virksomhederne i den sociale og solidariske økonomi og deres potentielle bidrag til at nå Unionens mål; beklager, at der i strategien for et digitalt indre marked ikke tages højde for behovet for at sikre fuldstændig, lige og ubegrænset adgang for alle til nye digitale teknologier, markeder og telekommunikation, navnlig for handicappede; fremhæver, at teknologibaserede virksomheder i den sociale og solidariske økonomi kan spille en afgørende rolle i forhold til at håndtere sociale udfordringer på en let og omkostningseffektiv måde;

Finansiering

24.  beklager, at virksomheder i den sociale og solidariske økonomi har endnu større problemer end traditionelle virksomheder med hensyn til at opnå finansiering ad offentlig eller privat vej; opfordrer derfor de offentlige myndigheder og de finansielle tjenesteydere til at udvikle en bred vifte af passende finansielle instrumenter, som effektivt kan støtte sociale virksomheder i alle faser af deres virksomhedsudvikling, især ved stiftelsen, samt til at skabe en ramme, der kan bringe potentielle investorer og specialiserede fonde sammen;

25.  bemærker, at adgangen til finansiering hæmmes af, at lederne af kreditformidlende organer ikke har tilstrækkelig viden om de forhold, der gøre sig gældende for virksomhederne i den sociale og solidariske økonomi; understreger behovet for at forbedre disse lederes uddannelse vedrørende sådanne virksomheder med henblik på at lette deres adgang til finansiering; kræver derfor indførelse af et europæisk kvalitetsmærke for socialt iværksætteri, som skal gøre det lettere for investorer at identificere fonde med en portefølje bestående af sociale virksomheder, med særlig reference til den europæiske sociale iværksætterfond;

26.  understreger nødvendigheden af i højere grad at fremme oprettelse af og støtte til netværk af sociale virksomheder med henblik på at opmuntre til synergier inden for tilrettelæggelse, udveksling og udbredelse af teknologier samt udvikling af tjenester mellem virksomheder i forskellige regioner;

27.  understreger nødvendigheden af at fremme en mere struktureret dialog mellem SMV'er, virksomheder i den sociale og solidariske sektor og finansielle institutioner ved hjælp af særlige onlineplatforme;

28.  glæder sig over vedtagelsen af forordningen om europæiske sociale iværksætterfonde;

29.  glæder sig over, at en del af midlerne til EU-programmet for beskæftigelse og social innovation er forbeholdt hjælp til adgang til finansiering af virksomheder i den sociale og solidariske økonomi; fremhæver den rolle, som aksen for socialt iværksætteri i EaSI samt de europæiske strukturfonde og andre relevante EU-programmer bør spille med hensyn til at forbedre driften af sådanne virksomheder; understreger nødvendigheden af at skabe større opmærksomhed med hensyn til finansieringsmulighederne; opfordrer medlemsstaterne til at etablere nationale kontaktpunkter eller kvikskranker for at hjælpe aktører i den sociale og solidariske økonomi med at få adgang til EU's finansieringsordninger;

30.  anmoder Kommissionen om at tage loftet over kreditter til sociale virksomheder, som er fastsat under EU-programmet for beskæftigelse og social innovation, op til fornyet overvejelse og fastslå, om det afspejler markedsforholdene;

31.  understreger, at det er nødvendigt at støtte virksomheder i den sociale og solidariske økonomi med tilstrækkelige finansielle midler på lokalt, regionalt og nationalt plan samt på EU-plan ved at skabe gode synergier mellem de forskellige former for virksomheder; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til klart at anerkende, at der bør stilles de nødvendige midler til rådighed; mener, at det derfor er nødvendigt at forbedre den sociale og solidariske økonomis adgang til finansiering gennem forskellige midler såsom europæiske fonde, fonde for risikovillig kapital, mikrolån og crowdfunding;

32.  anmoder medlemsstaterne om via de lokale myndigheder at styrke de offentlige tjenesteydelser (f.eks. sundhed og uddannelse) ved at lade dem være drivkraften bag en forbedring af tjenesteydelsernes kvalitet med henblik på at tilbyde jobmuligheder og hæve niveauet for de ydelser, der leveres, med det formål at mindske fattigdom og social udstødelse;

33.  påpeger, at statsstøtteregler ikke bør være en hindring for offentlig finansiering til virksomheder i den sociale og solidariske økonomi og sociale tjenester; opfordrer i denne henseende Kommissionen til at være fleksibel med hensyn til anvendelsen af statsstøttereglerne på sådanne virksomheder og tjenester og til at gøre det lettere for lokale og regionale myndigheder at forstå og anvende statsstøtte til disse virksomheder og tjenester korrekt;

34.  beklager, at forordningen om Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer kun nævner den sociale og solidariske økonomi i betragtningerne, opfordrer Kommissionen til fortsat at fremme den sociale investeringsmodel i henhold til den sociale investeringspakke og til, at der ved vurderingen af projekter under Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer tages hensyn til investeringer i den sociale og solidariske økonomi;

35.  beklager, at indslusningsvirksomhederne, som er etableret via et partnerskab mellem virksomheder i den sociale og solidariske økonomi, i reglen er udelukket fra at få adgang til de midler, der er sat af til SMV'er; anmoder Kommissionen om at foreslå en ny undtagelse fra den juridiske definition af "SMV" på samme måde som de undtagelser, der allerede er gældende for offentlige investeringsselskaber, venturekapitalselskaber og universiteter og forskningscentre uden lukrativt formål, med henblik på at muliggøre, at en indslusningsvirksomhed kan klassificeres som en uafhængig virksomhed, selv når en anden virksomhed ejer, alene eller sammen med andre virksomheder, 25 % eller derover af kapitalen eller stemmerettighederne i dens bestyrelse;

Uddannelse

36.  opfordrer medlemsstaterne til at fremme iværksætterkulturen og den kooperative virksomhedsform og til at medtage socialt iværksætteri samt den sociale og solidariske økonomi i pensum for studier og erhvervsuddannelser; opfordrer dem til at tilskynde til oprettelsen af væksthuse for virksomheder i den sociale og solidariske økonomi på universiteterne;

37.  påpeger, at den sociale og solidariske økonomi kunne bidrage til at reducere ungdomsarbejdsløsheden i EU væsentligt; anmoder medlemsstaterne om at fremme disse virksomheders deltagelse i medlemsstaternes uddannelses- og undervisningsprogrammer, navnlig via tosporede uddannelsessystemer;

38.  opfordrer medlemsstaterne til at foretage en hensigtsmæssig tilpasning af arbejdsformidlingerne for at være i stand til at formidle effektive oplysninger til personer, der ønsker at finde beskæftigelse i virksomheder inden for den sociale og solidariske økonomi;

39.  bemærker, at visse virksomheder i den sociale og solidariske økonomi er konkurrencedygtige og har en førende stilling i deres sektor, mens andre har behov for specialiseret knowhow for at kunne etablere, udvikle og lede deres virksomheder; opfordrer medlemsstaterne til at udvikle målrettede og skræddersyede uddannelsesprogrammer for iværksættere i den sociale sektor, og navnlig for grupper med lavere en beskæftigelsesprocent som kvinder, unge eller ugunstigt stillede arbejdstagere, med henblik på at udvikle grundlæggende færdigheder og kendskab til virksomhedsledelse;

40.  opfordrer medlemsstaterne til at fremme livslang læring og karriererådgivning for ældre arbejdstagere, langtidsledige og personer med handicap gennem virksomheder i den sociale og solidariske økonomi for at lette deres integration på arbejdsmarkedet;

41.  påpeger, at en korrekt forståelse af menneskerettighederne er vigtig for at nå de sociale mål for virksomheder i den sociale og solidariske økonomi; opfordrer derfor medlemsstaterne til at udarbejde uddannelsesprogrammer, så specialister inden for det sociale område kan blive bekendt med, hvordan menneskerettighedsprincipperne gennemføres korrekt i Europa;

42.  anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at udnytte det fulde potentiale af programmer som Erasmus + og dermed fremme udveksling af studerende og undervisere samt andre innovative iværksættere;

43.  påpeger, at de sektorer, der stor vækst og en bred margin for jobskabelse, såsom de "hvide" og "grønne" sektorer, samtidig er de sektorer, hvor den sociale og solidariske økonomi er meget udbredt; opfordrer derfor medlemsstaterne til at fremme uddannelse og undervisning i disse sektorer;

Støtte og fremme

44.  beklager dybt, at den sociale og solidariske økonomi kun nyder begrænset anerkendelse på EU-plan; mener, at bedre indsamling af data opdelt efter køn og udveksling af oplysninger og bedste praksis i EU samt større mediedækning om den sociale og solidariske økonomi og dens resultater ville tilskynde til større deltagelse i den sociale og solidariske økonomi fra samfundets side og dermed give sektoren større forståelse, anerkendelse og synlighed;

45.  går ind for at skabe en flersproglig digital platform til udveksling af oplysninger målrettet sociale virksomheder, virksomhedsvæksthuse, virksomhedsklynger og investorer i sociale virksomheder og fremme informationsdeling og adgang til støtte fra EU-programmer; mener, at udviklingen af en sådan platform først bør ske efter høring af interessegrupper;

46.  opfordrer Kommissionen til at foretage en komparativ undersøgelse af de nationale certificerings- og mærkningsordninger for den sociale og solidariske økonomi og til at lette udvekslingen af bedste praksis i tæt samarbejde med virksomhederne i den sociale og solidariske økonomi;

47.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme etablering af væksthuse for nye virksomheder i den sociale og solidariske økonomi samt til at gennemføre og oplyse effektivt om den allerede aftalte internetplatform for dataudveksling mellem sociale investorer og social iværksættere (Social Innovation Europe Platform);

48.  opfordrer medlemsstaterne til at øge udvekslingen af bedste praksis med hensyn til mulige metoder til at støtte virksomheder i den sociale og solidariske økonomi og sociale investeringer, herunder, hvor det er relevant, skattelettelser og incitamenter til virksomheder, som beskæftiger sig med sårbare grupper, navnlig personer med handicap;

49.  opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge de konkrete foranstaltninger, der gennemføres af medlemsstaterne for at sikre, at personer, der vælger en karriere inden for socialt og solidarisk iværksætteri, har de samme rettigheder med hensyn til velfærdsydelser og med hensyn til sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen;

50.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at ingen af de foranstaltninger, som medlemsstaterne træffer, hindrer den frie bevægelighed for arbejdstagere, således at man sikrer, at alle, der har valgt en karriere inden for socialt og solidarisk iværksætteri, kan udføre deres arbejde, hvor de ønsker det inden for EU;

51.  støtter tanken om, at virksomheder i den sociale og solidariske økonomi kan udgøre en separat virksomhedskategori med egen retlig status og andre målsætninger end blot at skabe afkast til aktionærerne; anmoder Kommissionen om i henhold til Romstrategien, som blev vedtaget af de europæiske repræsentanter for den sociale og solidariske økonomi, til at gennemføre en fælles europæisk retlig ramme for sådanne virksomheder i form af en europæisk statut for andelsselskaber, foreninger, fonde og gensidige selskaber;

52.  opfordrer Kommissionen til at forbedre den sociale dialog i den sociale og solidariske økonomi for at fremme social innovation, forbedre arbejdsbetingelserne og sikre fuld anerkendelse af sektorens jobskabelsespotentiale;

o
o   o

53.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0049. (2) EUT C 76 E af 25.3.2010, s. 16. (3) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0301. (4) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0429. (5) EUT C 199 E af 7.7.2012, s. 187. (6) EUT C 183 af 14.6.2014, s. 18.

Europa-Parlamentets beslutning af 10. september 2015 om skabelse af et konkurrencedygtigt EU-arbejdsmarked for det 21. århundrede: at matche færdigheder og kvalifikationer med efterspørgsel og jobmuligheder som en måde at komme ud af krisen på (2014/2235(INI))

P8_TA(2015)0321 A8-0222/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til sin beslutning af 22. oktober 2014 om det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker: gennemførelse af prioriteterne for 2014(1),

–  der henviser til sin beslutning af 15. april 2014 med titlen "Hvordan kan EU bidrage til at skabe et erhvervsvenligt miljø for etablerede og nystartede virksomheder med henblik på at fremme beskæftigelsen?"(2),

–  der henviser til sin holdning af 29. april 2015 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1304/2013 om Den Europæiske Socialfond, hvad angår en stigning i det forfinansieringsbeløb, som betales til operationelle programmer, der støttes af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet(3),

–  der henviser til sin beslutning af 17. juli 2014 om ungdomsbeskæftigelse(4),

–  der henviser til sin beslutning af 16. januar 2014 om overholdelse af den grundlæggende rettighed til fri bevægelighed i EU(5),

–  der henviser til en af prioriteterne i Det Europæiske Råds konklusioner af 26.-27. juni 2014 om at hjælpe med at udvikle færdigheder og frigøre talent og livsændringer for alle ved at fremme de rigtige færdigheder for den moderne økonomi og livslang læring,

–  der henviser til Kommissionens forslag af 17. januar 2014 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et europæisk arbejdsformidlingsnet, arbejdstageres adgang til mobilitetstjenester og øget integrering af arbejdsmarkederne (COM(2014)0006),

–  der henviser til Rådets henstilling af 20. december 2012 om validering af ikke-formel og uformel læring(6),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling 2006/962/EF af 18. december 2006 om nøglekompetencer for livslang læring(7),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og udtalelse fra Kultur- og Uddannelsesudvalget (A8-0222/2015),

A.  der henviser til, at det er meget forskelligt fra medlemsstat til medlemsstat, hvilke erhverv ledige stillinger ikke kan blive besat i på grund af mangel på kvalificerede arbejdstagere;

B.  der henviser til, at der ifølge Kommissionen(8)er ca. 12,4 mio. mennesker, der har været arbejdsløse i mere end ét år, og at der blandt disse er mere end 6 mio., der har været arbejdsløse i mere end to år; der henviser til, at langtidsarbejdsløshed har negative indvirkninger på den økonomiske vækst og de sociale sikringsordningers bæredygtighed og kan blive et strukturelt problem;

C.  der henviser til, at arbejdsmarkedernes stivheder og mangel på indenlandsk efterspørgsel og investeringer har en negativ indvirkning på jobskabelsen, men at et konkurrencedygtigt EU-arbejdsmarked, der tager hensyn til disse tre faktorer, kan bidrage til at opfylde målene for beskæftigelsen og bekæmpelsen af fattigdom og social udstødelse i Europa 2020-strategien;

D.  der henviser til, at efterspørgslen efter arbejdskraft med et lavt kvalifikationsniveau bliver mindre, mens efterspørgslen efter arbejdskraft med et højt kvalifikationsniveau bliver betydeligt større; der henviser til, at denne udvikling på arbejdsmarkedet i EU kræver en indsats med hensyn til arbejdstagernes kvalifikationer og med hensyn til grunduddannelse og erhvervsuddannelse;

E.  der henviser til, at en ud af tre europæiske medarbejdere i 2012 var enten over- elle underkvalificeret til sit arbejde(9); og der henviser til, at unge medarbejdere typisk har større sandsynlighed for at være formelt overkvalificerede, og at de også har større sandsynlighed end ældre arbejdstagere for at have et arbejde, der ikke til fulde modsvarer deres kvalifikationer;

F.  der henviser til, at visse undersøgelser viser, at en relevant del af de eksisterende job vil forsvinde eller blive langt færre som følge af automatisering;

G.  der henviser til, at indsatsen for at skabe en mere kvalificeret økonomi betyder, at mange flere virksomheder over de næste fem år forventer at øge antallet af job, der kræver lederskab, ledelse og højere kvalifikationer;

H.  der henviser til, at de europæiske arbejdstageres mobilitet gør deres beskæftigelsesevne større og gør det muligt at forbedre konkurrenceevnen på arbejdsmarkedet i EU;

Den økonomiske krise og dens eftervirkninger

1.  bemærker, at en række medlemsstater i kølvandet på den økonomiske og finansielle krise og den deraf følgende økonomiske nedgang kæmper med både høje arbejdsløshedstal (EU28: 9,8 %) og offentlig gæld, lav vækst og utilstrækkelige investeringer; noterer sig nedskæringerne i de offentlige udgifter; er også bekymret over, at ungdomsarbejdsløsheden i mange medlemsstater generelt ligger meget højere (EU28: 20,9 %), og at eksempler på forbedringer og lavere tal er sjældne;

2.  er af den opfattelse, at det er nødvendigt med en ambitiøs økonomisk og social politik og ambitiøse arbejdsmarkedsreformer for at fremme intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst og skabe flere job og dermed opnå bæredygtig beskæftigelse af god kvalitet; understreger endvidere behovet for bæredygtige sociale velfærdssystemer, som også omfatter forbedring af de arbejdsløses kvalifikationer, fremme af beskæftigelsesegnetheden hos folk uden kvalifikationer eller med virkeligt svage kvalifikationer, samt behovet for incitamenter og muligheder for at arbejde;

Situationen på EU's arbejdsmarked

3.  bemærker, at selv om der er tilstrækkelig arbejdskraft til at matche efterspørgslen, kan der fortsat være kvalitative mangler, da de arbejdssøgende muligvis ikke passer til en ledig stilling på grund af manglende match mellem sektor-, erhvervs- eller kvalifikationskrav;

4.  er bekymret over, at arbejdsløshedstallene i EU fortsat er forholdsvis høje (EU28: 9,8 % i marts 2015) og kun er faldet betydeligt i nogle få medlemsstater, og gør opmærksom på de betydelige forskelle mellem medlemsstaterne, hvor den laveste arbejdsløshedsprocent findes i Tyskland og Østrig (ca. 5 %) og den højeste i Grækenland og Spanien (hhv. 26 % og 23 %(10)); der henviser til, at disse enorme forskelle øger risikoen for fragmentering af arbejdsmarkedet, såvel internt i de enkelte medlemsstater som mellem medlemsstaterne, hvilket kan underminere EU's økonomiske stabilitet og sociale samhørighed;

5.  gør opmærksom på, at den gennemsnitlige beskæftigelsesandel for kvinder i EU er over 10 procentpoint lavere end for mænd, og understreger, at opnåelse af målet for beskæftigelsesandelen på 75 % som beskrevet i Europa 2020-strategien afhænger af, at beskæftigelsesandelen for kvinder øges ved hjælp af politikker, som navnlig tilsigter forening af arbejdsliv og familieliv;

6.  bemærker, at ungdomsarbejdsløsheden varierer meget i medlemslandene i EU med en arbejdsløshed blandt unge i alderen 16-25 år på over 50 % i visse medlemsstater; påpeger, at den høje ungdomsarbejdsløshed ud over at berøre en hel generation bringer balancen mellem generationerne i fare;

7.  fremhæver, at der fortsat er en forskel på 26 % i beskæftigelsesandelen for handicappede sammenlignet med den gennemsnitlige EU-beskæftigelsesandel, idet førstnævnte er under 50 %;

8.  er dybt bekymret over den høje ungdomsarbejdsløshed i Europa; understreger i denne henseende betydningen af vekseluddannelse, f.eks. faglige uddannelser, og lærlingeuddannelser for det at matche de unges kvalifikationer med arbejdsmarkedets krav;

9.  understreger, at elementer som en kvalificeret arbejdsstyrke, innovationskapacitet, øget købekraft og et stabilt samfundsøkonomisk og politisk miljø er uomgængelige for at få et godt investeringsklima;

10.  bemærker, at langtidsarbejdsløsheden befinder sig på et højt niveau, og advarer om, at der er et presserende behov for at bekæmpe den omgående på grund af den vedholdenhed, som er knyttet til den;

11.  bemærker, at en række vigtige udfordringer påvirker Europas arbejdsmarked, herunder globalisering, aldrende samfund, hurtig teknologisk forandring såsom digitalisering og brug af robotter, manglende match mellem kvalifikationer og jobs og øget behov for højtkvalificeret arbejdskraft samtidig med overskud i udbuddet af lavt kvalificeret arbejdskraft, hvilket medfører lønpolarisering;

12.  bemærker imidlertid de risici, som Cedefop fremhæver med hensyn til vedvarende kvalifikationsmismatch og forældelse af kvalifikationer på grund af den ringe efterspørgsel, som er drivkraft for den høje arbejdsløshed;

13.  fremhæver de store forskelle i ledige stillinger i medlemsstaterne og understreger i denne henseende, at ledige stillinger er afgørende for at skabe et dynamisk arbejdsmarked, som matcher kvalifikationer og job, og som skaber muligheder for virksomheder og medarbejdere, og er dybt bekymret over den statiske situation på arbejdsmarkedet i visse medlemsstater; efterlyser derfor en europæisk benchmark for ledige job i medlemsstaterne; mener, at data til en sådan benchmark vil kunne indsamles hvert år gennem arbejdsstyrkeundersøgelsen og som minimum bør måle antallet af ledige stillinger i en medlemsstat og arbejdsløshedsperioders gennemsnitlige varighed;

14.  påpeger, at Europa har 24 mio. arbejdsløse, herunder på den ene side 7,5 mio. unge, der hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse, og på den anden side 2 mio. ubesatte stillinger, og at europæiske virksomheder lider under stor mangel på kvalificeret arbejdskraft og arbejdstagere med kvalifikationer, som kan overføres;

15.  påpeger, at arbejdskraftens mobilitet internt i EU på trods af stor arbejdsløshed i nogle medlemsstater og ubesatte stillinger i andre fortsat er lav (EU27: 0,29 %), bl.a. som følge af eksisterende hindringer, og at den i international målestok er næsten 10 gange lavere end i USA og 5 gange lavere end i Australien; påpeger, at 7 mio. EU-borgere pr. 2013 boede eller arbejdede i et andet medlemsland end det land, de er statsborgere i; minder om, at der i øjeblikket er over 2 mio. ubesatte stillinger i EU; fremhæver derfor behovet for fair mobilitet hos arbejdstagerne i EU for, at dette hul kan udfyldes;

16.  bemærker, at EU's arbejdsmarked kan bidrage til at få bugt med de store lommer af arbejdsløshed, der findes forskellige steder i Europa;

17.  mener, at EU's arbejdsmarked skal tilpasse sig kulturen, produktionsmodellen og erhvervslivets struktur i de forskellige europæiske regioner, og at forskellene mellem dem skal tages i betragtning, når der træffes foranstaltninger med sigte på at gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt;

18.  minder om, at enkeltpersoner under en økonomisk afmatning står over for større udfordringer i forhold til at finde job, og at de til tider må acceptere job med uddannelsesmæssige krav, der er lavere end den uddannelse, de har; understreger, at vækst gennem skabelse af højtkvalificerede job og bestræbelser på at stimulere jobskabelse gennem fremme af investeringer i nye sektorer følgelig er relevante redskaber til at mindske forekomsten af overkvalificering i EU's økonomier;

Fremme af et konkurrencedygtigt arbejdsmarked i EU

19.  er af den opfattelse, at det for at få et konkurrencedygtigt arbejdsmarked i EU er nødvendigt med ambitiøse reformer, der øger inklusion, intelligent fleksibilitet samt innovation og mobilitet, styrker arbejdsmarkedsdialogens rolle, tilskynder til skabelse af flere arbejdspladser, der fører til bæredygtig beskæftigelse af god kvalitet, øger produktiviteten og bidrager til udvikling af menneskelig kapital, og det på baggrund af arbejdsmarkeder og produktionsmønstre under konstant forandring;

20.  understreger behovet for fortsatte bestræbelser på at bringe uddannelse, erhvervsuddannelse og arbejdsmarkeder sammen, og gentager, at intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, konkurrenceevne og jobskabelse i Europa bør opnås gennem en holistisk tilgang, der afspejler arbejdsmarkedets behov og støtter sårbare grupper ved at forbedre arbejdsvilkår og virke motiverende;

21.  understreger, at offentlige arbejdsformidlinger spiller en vigtig rolle i forhold til at sikre, at fornyet jobvækst ikke medfører en lavere kvalitet i kvalifikationsmatchene;

22.  minder om vigtigheden af at gøre arbejdslovgivningen mere forståelig for arbejdstagere og arbejdsgivere, at afskaffe hindringer for beskæftigelsen og at fremme retssikkerheden for virksomheder og arbejdstagere;

23.  understreger, at unge ofte står over for stadig større problemer i forbindelse med overgangen fra uddannelse til beskæftigelse, og at de derfor sædvanligvis er mere sårbare over for arbejdsløshed og med større sandsynlighed kommer til at befinde sig i usikre job af lav kvalitet;

24.  fremhæver betydningen af det europæiske klassifikationssystem for færdigheder, kompetencer, kvalifikationer og erhverv (ESCO), som afdækker og kategoriserer færdigheder, kompetencer, kvalifikationer og erhverv, som er relevante for EU's arbejdsmarked og uddannelse og erhvervsuddannelse, på 25 europæiske sprog;

25.  understreger vigtigheden af menneskelig udvikling, karrierefleksibilitet og personligt engagement; minder i den forbindelse om, at arbejdskraftens mobilitet er en vigtig faktor, og om nødvendigheden af betydelige investeringer for aktivt at støtte beskæftigelsesevne og tilpasningsevne og forhindre udtømning af kvalifikationer hos de arbejdsløse;

26.  understreger betydningen af sociale investeringer, som har til formål at skabe en aktiverende stat, der giver arbejdstagerne redskaber til let at kunne tilpasse sig de skiftende sociale og økonomiske vilkår og arbejdsmarkedets krav;

27.  mener, at en internationalt konkurrencedygtig kvalifikationsbase vil sætte medlemsstaterne i stand til at erobre segmenter af stor værdi på det globale marked;

28.  understreger, at den cirkulære økonomi har mulighed for at skabe millioner af arbejdspladser overalt i EU og føre til bæredygtig og inklusiv vækst;

29.  minder om, at arbejdstagernes mobilitet på tværs af såvel geografiske som faglige områder er af stor betydning som en valgmulighed for et konkurrencedygtigt arbejdsmarked, og understreger, at det er nødvendigt at mindske de administrative og sproglige barrierer, som er tilbøjelige til at lægge en dæmper på denne, og at videreudvikle redskaber til at fremme mobilitet, f.eks. hurtig anerkendelse af formelle, ikkeformelle og uformelle kvalifikationer medlemsstaterne imellem, den europæiske referenceramme for kvalifikationer, det europæiske cv og det europæiske kvalifikationspas, såvel som at stille fagområdespecifikke sprogkurser og uddannelse i interkulturel kommunikation til rådighed; opfordrer til at øge bevidstheden hos folk om den EU-dækkende jobportal Eures og til at forbedre den yderligere ved navnlig at sikre uddannelse af et tilstrækkeligt antal Eures-rådgivere og ligeligt fordeling af dem over hele EU med henblik på at gøre Eures til et vigtigt redskab på EU's arbejdsmarked; understreger betydningen af øget samarbejde mellem nationale offentlige arbejdsformidlinger og af fremtidig medtagelse af private arbejdsformidlinger og andre aktører i Eures-netværket; understreger betydningen af EU's initiativer, der skal stimulere mobilitet og skabe muligheder, f.eks. Erasmus+, den europæiske referenceramme for kvalifikationer, Europass-cv'et, det europæiske kvalifikationspas, den europæiske portal for jobmobilitet (Eures), vidensalliancerne og den europæiske alliance for lærlingeuddannelser; opfordrer til, at disse initiativer fremmes på en bedre måde med henblik på at forbedre arbejdsmarkedet i Europa;

30.  gentager, at man er nødt til at udnytte kvindernes store økonomiske potentiale i Europa, og at det er nødvendigt at skabe passende forhold for kvinder, så de kan gøre fremskridt i deres karrierer og gå efter højere stillinger i virksomheder eller starte deres egen virksomhed; understreger nødvendigheden af at mindske kløften mellem kvinders uddannelsesniveau og deres deltagelse og position på arbejdsmarkedet; minder om betydningen af lighed mellem kønnene, herunder eliminering af kønsbestemte lønforskelle og forøgelse af kvindernes beskæftigelsesfrekvens, såvel som af styrkelse af politikker til skabelse af balance mellem arbejdsliv og fritidsliv som led i at opfylde beskæftigelsesmålene i Europa 2020-strategien;

31.  glæder sig over de positive resultater opnået af den nye jobmobilitetsordning Dit første Eures-job, som på effektiv vis kan nå ud til unge og udvikle skræddersyede tjenester for såvel jobsøgende som arbejdsgivere; fremhæver de positive afsmittende virkninger mellem Dit første Eures-job og Eures;

32.  påpeger i lyset heraf vigtigheden af aktive arbejdsmarkedspolitikker, livslang læring og forbedring af folks evne til at tilpasse sig de teknologiske ændringer; opfordrer medlemsstaterne til at øge de aktive arbejdsmarkedspolitikkers anvendelsesområde og effektivitet;

33.  mener, at en sammenhængende og omfattende strategi for mere effektive og gensidigt fordelagtige former for tilrettelæggelse af arbejdet ved at gøre fuld brug af arbejdstagernes videnspotentiale og ved at forbedre kvaliteten af deres job vil bidrage til et mere modstandsdygtigt arbejdsmarked; mener endvidere, at der vil kunne udvikles inddragende og udviklende former for tilrettelæggelse af arbejdet for at styrke de ansattes deltagelse i innovationsarbejdet og for at støtte arbejdstagernes involvering og udvikling af deres kvalifikationer og følgelig virksomhedernes resultater;

34.  understreger, at der i lyset af de forventede hastige forandringer på arbejdsmarkedet er behov for investeringer i uddannelse af ungdommen i dag; understreger, at kvalifikationspolitikker ikke kun bør have til formål at opfylde behovene på arbejdsmarkedet, men også at give den enkelte de nødvendige tværgående kompetencer til at udvikle sig som en aktiv og ansvarlig borger; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at respektere, at uddannelse og videreuddannelse ikke blot er et arbejdsmarkedsinstrument eller et middel til at uddanne fremtidige arbejdstagere, men først og fremmest udgør en grundlæggende rettighed og har en værdi i sig selv;

Foregribelse af fremtidige behov for kvalifikationer

35.  mener, at det for at foregribe fremtidige behov for kvalifikationer er nødvendigt at inddrage arbejdsmarkedets aktører, herunder arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer samt uddannelses- og videreuddannelsesinstitutioner, intensivt på alle planer og især i udarbejdelsen, gennemførelsen og evalueringen af erhvervsfaglige kvalificeringsprogrammer, som sikrer en effektiv overgang fra formel uddannelse til arbejdsbaseret læring;

36.  opfordrer til en bedre forståelse af det nuværende og fremtidige behov for kvalifikationer og til en forbedring af den eksisterende EU-oversigt over kvalifikationer for bedre at kunne afdække kvalifikationskløfter og -mangler i bestemte sektorer, erhverv og regioner og sikre, at oplysningerne om udviklingen inden for kvalifikationsbehov indsamles, behandles og udbredes blandt beslutningstagere og offentlige myndigheder, uddannelses- og erhvervsuddannelsesudbydere og arbejdsgivere, således at der mere effektivt kan tages højde for fremtidige tendenser;

37.  mener, at uddannelse er afgørende for at skabe forsknings- og innovationsmæssige resultater og således fremme mulighederne for at skabe job i sektorer med et højt fagligt niveau og dermed fremme den europæiske økonomis konkurrenceevne;

38.  understreger vigtigheden af mere integrerede partnerskaber og tillid mellem skoler, højere uddannelsesinstitutioner, virksomheder og andre relevante myndigheder med henblik på at vurdere de fremtidige behov for arbejdskraft, at revidere og gennemføre nye erhvervsfaglige kvalificeringsprogrammer og at fremme samarbejde og udveksling af god praksis mellem medlemsstaterne og regionale og lokale myndigheder, herunder ved at holde øje med ubalancer på arbejdsmarkedet på regionalt og lokalt plan; minder om, at der samtidig er brug for social ansvarlighed fra alle aktørers side og for at inddrage dem i videreudviklingen af overvågnings- og prognoseværktøjer;

39.  er af den opfattelse, at medlemsstaterne har en vigtig rolle at spille med hensyn til at sikre, at der er tilstrækkeligt med både naturvidenskabs- og matematiklærere, som kan give unge mennesker viden om og interesse for fag som naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik;

40.  understreger betydningen af at tage hånd om børns behov i skolen fra en meget ung alder; anbefaler, at medlemsstaterne vedtager innovative foranstaltninger og indarbejder dem i læringsprocessen i og uden for skolen og reformerer eller ajourfører skolemiljøet, undervisningsmetoderne og undervisernes kompetencer; foreslår, at skolernes undervisningsplaner i medlemsstaterne tilpasses med henblik på at omfatte skolebesøg i andre lande i løbet af skoleåret, således at uddannelsen kommer til at række uden for klasseværelset på et meget tidligt tidspunkt;

Betydningen af vedvarende uddannelse for alle arbejdsmarkedsaktører

41.  minder om, at retten til uddannelse er en grundlæggende rettighed, og understreger, at det er nødvendigt at tilstræbe en mere fleksibel og individuel tilgang til karriereudvikling og livslang uddannelse gennem hele en persons karriereforløb, og anerkender den rolle, som såvel offentlige som private aktører kan spille ved at tilvejebringe dette, og anerkender samtidig, at vejledning og rådgivning, som tager hånd om individuelle behov og fokuserer på evaluering og udvidelse af individuelle kvalifikationer, skal være et centralt element i uddannelses- og kvalifikationspolitikker fra et tidligt tidspunkt;

42.  anerkender betydningen af at fremme arbejdsbaserede lærlingeuddannelser som en alternativ vej til beskæftigelse;

43.  bemærker, at de europæiske politikker for livslang vejledning har haft stor indflydelse på nationale vejledningspolitikker, og at effektiv livslang vejledning kræver programmer med et tværgående perspektiv på alle planer;

44.  bemærker, at der skal være en række veje til rådighed for unge, og at definitionerne af disse veje (interne uddannelsespladser, praktikophold) varierer i hele Europa;

45.  mener, at uddannelses- og omskolingsprogrammer til de arbejdsløse, især langtidsarbejdsløse, samt kvalifikationsvurderingsprogrammer bør tilbydes til folk for at øge deres chancer på arbejdsmarkedet og bør udformes og gennemføres i tæt samarbejde med arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger, organisationer, der repræsenterer de arbejdsløse, og private og offentlige arbejdsformidlinger med henblik på bedre at afstemme arbejdstagernes nye kvalifikationer med arbejdsmarkedets fremtidige behov; understreger, at der skal udvikles og gennemføres særlige programmer for at bidrage til genintegration af langtidsledige på arbejdsmarkedet;

46.  fremhæver behovet for, at Kommissionen styrker overvågningen af de nationale planer for gennemførelse af ungdomsgarantien og gennemførelsen af dem i praksis; opfordrer med henblik herpå Kommissionen til at udarbejde klare og utvetydige landespecifikke henstillinger til medlemsstaterne med hensyn til gennemførelsen af ungdomsgarantien og kvaliteten af beskæftigelse;

47.  fremhæver Revisionsrettens bekymringer, som de er kommet til udtryk i dens rapport "Ung og arbejdsløs i Europa: Hindringer forude for EU's ungdomsgaranti", nemlig om tilstrækkeligheden af den samlede finansiering af ordningen, definitionen af et "kvalitetstilbud" og den måde, hvorpå Kommissionen overvåger og rapporterer om resultaterne;

48.  minder om, at det er af yderste vigtighed at give jobsøgende skræddersyet vejledning i og rådgivning om, hvordan de skal søge job, eller hvilken videre- og efteruddannelse, de skal tage for at sikre, at deres kvalifikationer og kompetencer kan overføres, anerkendes og valideres ved hjælp af kompetencepas såsom Europasset, der afspejler kvalifikationer og kompetencer fra såvel formelle som ikkeformelle og uformelle læringsomgivelser, og at den vejledning, som jobsøgende modtager, bør have det specifikke formål at optimere deres ansættelsesmuligheder;

49.  understreger behovet for at øge arbejdsstyrkens tilpasningsevne som en metode til at imødegå fremtidige mangler; opfordrer medlemsstaterne til at anvende strukturfondene, navnlig Den Europæiske Socialfond, til dette formål;

50.  understreger, at retten til uddannelse er særlig vigtig for de langtidsledige; minder om, at de langtidsledige har størst gavn af en tilgang, der er målrettet deres specifikke behov, og ikke har gavn af standardforanstaltninger; understreger, at de langtidsledige har behov for at kende til deres ret til uddannelse, at foranstaltninger målrettet dem skal tage højde for udnyttelsesmuligheder, og at uddannelse skal være prisoverkommelig og anstændig og være rettet mod deres faktiske behov; minder om, at hvis disse betingelser er opfyldt, vil de langtidsledige kunne benytte forbedring af deres kvalifikationer som en mulighed for at forbedre deres arbejds- og levevilkår;

51.  understreger betydningen af ungdomsgarantien som et værktøj, der hjælper unge i overgangen fra skole til arbejde, og der giver dem den uddannelse, de kvalifikationer og den erfaring, som skal til for at finde et kvalitetsjob gennem en lærlingeuddannelse, praktikuddannelse eller videreuddannelse;

52.  understreger betydningen af at sikre lige muligheder og adgang til uddannelse og erhvervsuddannelse, navnlig for dårligt stillede grupper, og af at yde effektiv støtte i forhold til at bekæmpe social udelukkelse og fremme adgangen til arbejde;

Styrkelse af forbindelserne mellem uddannelse og beskæftigelse

53.  understreger behovet for at styrke og bedre at målrette foranstaltninger, der har til formål at nedbringe skolefrafald til under 10 % inden 2020 som fastlagt i Europa 2020-strategien, idet der tages højde for, at skolefrafald er et vedvarende problem i EU, som har en skadelig virkning for beskæftigelsesegnetheden og den sociale integration af de pågældende unge;

54.  mener, at vekseluddannelse ved hjælp af lærlingeforløb og tilsvarende arbejdsbaserede læringssystemer bør indgå mere i overvejelserne og bør have fokus på kvalitet, uden forudindtagethed til fordel for det mere akademiske, eftersom de tenderer til at fremme integration på arbejdsmarkedet og en mere smidig overgang fra uddannelse til arbejde og har vist sig effektive til at fremme beskæftigelse af unge;

55.  mener, at de erhvervsuddannelsessystemer, som findes i dag, er et resultat af visse historiske og kulturelle kræfter og er blevet formet af fremherskende juridiske normer, traditioner, pædagogiske principper og institutionelle strukturer;

56.  fremhæver de yderst bekymrende data om den andel af unge, der hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse, hvilket i størstedelen af medlemsstaterne er over 10 %; understreger den direkte forbindelse mellem den høje ungdomsarbejdsløshed og skolefrafald; fremhæver, at uden hurtig og beslutsom indgriben på såvel europæisk som nationalt plan risikerer en hel generation af unge europæere at blive frataget et tilstrækkeligt uddannelsesniveau og derfor at blive udelukket fra arbejdsmarkedet med dramatiske følger for den sociale struktur, for den sociale og territoriale samhørighed og for den europæiske økonomiske models bæredygtighed som helhed;

57.  understreger, at de enkelte nationale erhvervsuddannelsessystemer er værktøjer til at nå bestemte mål, som kan være forskellige fra land til land, og at de enkelte systemer derfor kun kan vurderes i forhold til, om de opfylder disse mål; understreger, at det kun er muligt at eksportere et erhvervsuddannelsessystem fra ét land til et andet, hvis forholdene i de respektive lande er sammenlignelige eller kan tilpasses;

58.  gentager betydningen af erhvervsuddannelse med hensyn til at forbedre unges beskæftigelsesegnethed og give unge mulighed for at opnå erhvervsmæssige kvalifikationer; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke relevansen af erhvervsuddannelser i forhold til arbejdsmarkedets behov ved at gøre dem til en integreret del af uddannelsessystemerne og til at garantere høje kvalifikationsstandarder og kvalitetssikring i denne henseende;

59.  påpeger, at selv om der findes 2 mio. ubesatte job i EU, er der mange overkvalificerede unge arbejdsløse, hvis kvalifikationer ikke matcher efterspørgslen på arbejdsmarkedet; understreger derfor vigtigheden af bedre synergier mellem uddannelsessystemerne og arbejdsmarkedet, herunder oplevelse af at være på en arbejdsplads, praktikophold og samarbejde med virksomhederne, for at fremme og øge beskæftigelsesniveauet betydeligt og for at skabe innovativonsklynger; understreger den vigtige rolle, som virksomheder kan spille ved at engagere sig i deres medlemsstats uddannelsessystemer; fremhæver, at det er nødvendigt med såvel en omfattende langsigtet strategi som foranstaltninger her og nu for at tilpasse uddannelsessystemerne på alle niveauer, herunder erhvervsuddannelserne, til arbejdsmarkedets aktuelle og fremtidige behov;

60.  glæder sig over Kommissionens initiativ i den europæiske alliance for lærlingeuddannelse, som har til formål at samle offentlige myndigheder, virksomheder, arbejdsmarkedets parter, erhvervsuddannelsesudbydere, ungdomsrepræsentanter og andre vigtige aktører for at fremme lærepladsordninger og -initiativer i hele Europa;

61.  fremhæver betydningen af tosporede uddannelsesprogrammer, der kombinerer teori og praktisk uddannelse, som et vigtigt element i forhold til at udvikle kvalifikationer og kompetencer, der modsvarer arbejdsmarkedets behov, og tilskynder medlemsstaterne til at indarbejde sådanne programmer i deres undervisningsplaner for at tilbyde den praktiske erfaring, der er nødvendig for at fremme en smidig overgang fra uddannelse og erhvervsuddannelse til arbejdsmarkedet;

62.  fremhæver betydningen af karrierevejledning og arbejdserfaring ved hjælp af evaluering og karriererådgivning, der fokuserer på individuelle kvalifikationer og behov og gives af velkvalificerede jobkonsulenter og ligestillede rådgivere, for at sikre, at unge får den rigtige information, rådgivning og vejledning til at kunne foretage sunde karrierevalg;

63.  fremhæver den vigtige rolle, som uddannelsesinstitutionerne spiller med hensyn til at udvikle de studerendes kvalifikationer og kompetencer; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle målrettet karrierevejledning af høj kvalitet under hele uddannelsesforløbet for at hjælpe unge med at træffe de rigtige beslutninger med hensyn til deres uddannelses- og karrierevalg;

64.  gør opmærksom på, at det for at få en vellykket overgang til beskæftigelse er af største betydning at træffe informerede beslutninger, udvikle en sans for initiativ og øge motivation og selvforståelse, og at der også bør stilles passende støtte i denne henseende til rådighed; understreger betydningen af gode overgange, herunder overgangen fra uddannelse til arbejde, mellem job og mellem beskæftigelse og karrierepauser;

65.  minder om, at investeringer i uddannelse og udvikling af kvalifikationer, der opfylder arbejdsmarkedets og samfundets krav, er af afgørende betydning for vækst og konkurrenceevne samt for europæisk bevidstgørelse, personlig udvikling og selvtillid; påpeger, at iværksætterkultur kræver udvikling af tværfaglige kvalifikationer såsom kreativitet, kritisk tænkning, teamwork og initiativlyst, der bidrager til unges personlige og faglige udvikling og gør det nemmere for dem at få adgang til arbejdsmarkedet tidligere; understreger, at sådanne investeringer bør understøttes af stærkere synergier mellem europæiske og nationale initiativer, der involverer de forskellige uddannelsessektorer og andre relevante sektorer, som f.eks. beskæftigelse, socialpolitik, ungdomspolitik og kultur, sammen med et tættere samarbejde med alle involverede aktører, som f.eks. arbejdsmarkedets parter og erhvervslivet, for at sikre, at undervisningsplanerne stemmer overens med arbejdsmarkedets behov;

66.  gentager medlemsstaternes forpligtelse til at investere i videregående uddannelse og opfordrer i lyset heraf til gradvist at forbedre uddannelsesstandarderne i alle europæiske uddannelsessystemer; opfordrer medlemsstaterne til at anerkende uddannelse som en vigtig investering, til at forpligte sig til at investere mindst 2 % af deres BNP i denne sektor og til at beskytte sektoren mod udgiftsnedskæringer; opfordrer Kommissionen til yderligere at styrke den rolle, som uddannelse spiller i Europa 2020-strategien, ved at forbinde de overordnede mål i strategirammen for det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet (ET 2020) med revisionen af Europa 2020-strategien;

67.  understreger, at livslang investering i menneskelig kapital og kvalifikationer og navnlig i opkvalificering af den eksisterende arbejdsstyrke og ufaglærte arbejdstagere er afgørende for at bekæmpe langtidsarbejdsløshed og give bredere adgang til job af kvalitet; opfordrer EU til at opstille klare mål for metoder for livslang læring ved manglende kvalifikationer og til at udvide erhvervsuddannelser og uddannelser inden for kommunikation, sprog og digitale kvalifikationer til også at omfatte ældre arbejdstagere og navnlig lavtuddannede arbejdstagere over 30 år og unge, der forlader skolen for tidligt;

68.  understreger behovet for tilstrækkelig finansiering og optag fra medlemsstaternes og de enkelte arbejdsgiveres side af praktikant- og lærlingeordninger af høj kvalitet samt skolebaseret læring; minder om, at disse programmer skal opfylde nogle minimumsstandarder for social beskyttelse;

69.  mener, at det er nødvendigt med tætte og systematiske partnerskaber på lokalt, regionalt og nationalt plan mellem offentlige myndigheder og arbejdsgiver- og arbejdstagerrepræsentanter, herunder offentlige og private arbejdsformidlinger, og uddannelsesinstitutioner for at finde langsigtede strategier for de pågældende nationale arbejdsmarkeder og de bedste metoder til løsning af problemet med manglende match mellem udbud og efterspørgsel af kompetencer i alle dets aspekter, og opfordrer medlemsstaterne til at fremme dette samarbejde;

70.  mener, at ungdomsgarantien er første skridt i retning af en rettighedsbaseret tilgang til unges beskæftigelsesmæssige behov; minder om, at arbejdsgivere er forpligtede til at deltage i processen med at give unge tilgængelige erhvervsuddannelsesprogrammer og praktikophold af høj kvalitet; understreger, at det kvalitative aspekt af anstændigt arbejde for unge ikke må kompromitteres, og at de centrale arbejdsstandarder og andre standarder vedrørende kvaliteten af arbejde, som f.eks. arbejdstid, minimumsløn, social sikring og sundhed og sikkerhed på arbejdet, skal tillægges central betydning i de bestræbelser, som gøres;

Fremme af arbejdskraftens bevægelighed

71.  minder om, at der i øjeblikket er to mio. ubesatte stillinger i EU; fremhæver behovet for mobilitet hos arbejdstagerne i EU for, at dette hul kan udfyldes, og gør igen opmærksom på betydningen af Erasmus+ og Eures i denne sammenhæng;

72.  minder om vigtigheden af at fremme grænsearbejdernes mobilitet ved i højere grad at informere om eksistensen af Eures' grænseoverskridende partnerskaber, der har til opgave at styrke grænsearbejdernes mobilitet og fjerne hindringerne for den ved at give dem information og rådgivning om jobmuligheder og leve- og arbejdsvilkår på begge sider af grænsen; understreger i den forbindelse, at det grænseoverskridende Eures er et vigtigt redskab til bedre at kontrollere potentielle kilder til nye job og arbejde hen imod et mere integreret europæisk arbejdsmarked;

73.  minder om, at mobilitet hos faglærte arbejdstagere fra tredjelande kan være et af svarene på de demografiske udfordringer, manglen på arbejdskraft og manglende match såvel som på, at det er nødvendigt at minimere følgerne af hjerneflugt;

74.  bemærker, at EU er bygget på grundlag af princippet om arbejdstagernes fri bevægelighed; opfordrer til, at undervisning i og brug af fremmedsprog fremmes med henblik på at øge mobiliteten; understreger betydningen af tilskynde til, at tilegnelse af fremmedsprog, særlig de europæiske sprog, gøres til en del af livslang læring som et middel til at fremme arbejdskraftens mobilitet og forbedre beskæftigelsesudsigterne;

Udveksling og validering af bedste praksis i EU

75.  fremhæver behovet for udveksling og validering af bedste praksis mellem medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder og for at sammenligne og måle deres effektivitet, især vedrørende vekseluddannelser og faglige uddannelser samt lærlinge- og praktikantordninger og dertil hørende undervisningsplaner, tilegnet viden og erfaring fra ikkeformel og uformel læring samt strategier for livslang læring, men anerkender samtidig hvert enkelt arbejdsmarkeds og uddannelsessystems særlige karakteristika; gør opmærksom på Euro-lærlingeplatformen som et af de vigtigste redskaber til at udvikle europæiske partnerskaber og udveksle bedste praksis med hensyn til lærlingeuddannelser

76.  fremhæver den vigtige rolle, som ikkeformel og uformel læring, frivilligt arbejde og livslang læring spiller i forbindelse med at udvikle færdigheder og kvalifikationer, navnlig tværfaglige færdigheder, såsom iværksætteri, IKT og personlige og sproglige kompetencer, der kan anvendes bredt; opfordrer EU til at forbedre adgangen til voksenuddannelser og voksenundervisning; opfordrer til, at arbejdsgivere og uddannelsesudbydere validerer og anerkender ikkeformel og uformel læring;

77.  understreger vigtigheden af at sætte fornyet gang i Bolognaprocessen ved at udnytte den mulighed, som ministerkonferencen i Jerevan i maj 2015 giver, til at påbegynde nye og mere avancerede former for samarbejde, der skal gennemføres hurtigst muligt;

78.  mener, at Kommissionen bør sikre, at Erasmus+-programmet med alle dets forskellige foranstaltninger, herunder den del af programmet, der drejer sig om idræt, gennemføres korrekt; påpeger, at det er vigtigt at forenkle adgangsprocedurerne, således at programmet kan nå ud til flest mulige borgere og virksomheder;

Fremme af iværksætterånd blandt borgerne: SMV'er og mikrovirksomheder

79.  mener, at der er behov for forbedring af lederskab, finansiel styring og fremme af iværksætterundervisning fra en tidlig alder og for understøttende og omfattende førskolesystemer af høj kvalitet for ugunstigt stillede familier for at realisere unges potentiale, så de er udstyret til at blive ikke blot arbejdstagere, men arbejdsgivere, og i stand til at starte nye virksomheder og udnytte nye markeder;

80.  bifalder ordninger som Erasmus for unge iværksættere, der tager sigte på at hjælpe nye iværksættere med at erhverve relevante færdigheder til at lede en virksomhed, og mener, at sådanne programmer bør fremmes yderligere for at hjælpe flere unge iværksættere med at blive veletablerede og få succes; mener, at der bør indføres særlige støtteforanstaltninger for unge iværksættere for at fremme deres adgang til oplysninger og finansiering, herunder kvikskranketjenester, der står til rådighed med oplysninger og støtte til unge i eksisterende iværksætterstøtteorganer;

81.  mener, at ikkeformel uddannelse, navnlig den, der udvikles i ungdomsorganisationer, fremmer kreativitet, initiativ og selvansvarlighed og kan øge unges chancer på arbejdsmarkedet;

82.  understreger behovet for at medtage elementer af iværksætteruddannelse på alle niveauer inden for uddannelse og erhvervsuddannelse, eftersom det at indgyde iværksætterånd hos de unge på et tidligt tidspunkt er en effektiv måde at bekæmpe arbejdsløshed på, navnlig ungdomsarbejdsløshed; opfordrer i denne henseende indtrængende til aktiv dialog og aktivt samarbejde mellem uddannelsesmiljøet og erhvervslivet med det formål at udvikle uddannelsesprogrammer, som giver de unge de krævede kvalifikationer og kompetencer;

83.  opfordrer til en fremadrettet og resultatorienteret europæisk kvalifikationsstrategi, som skal være retningsgivende for nationale kvalifikationsstrategier og integrere dem i de nationale jobplaner og samtidig udgøre en omfattende ramme for de sektormæssige handlingsplaner, som foreslås i beskæftigelsespakken;

84.  fremhæver behovet for støtte- og tilskyndelsesforanstaltninger for nystartede virksomheder, SMV'er, mikrovirksomheder og samfundsøkonomiske aktører med henblik på at gøre etablering og drift nemmere for dem såvel som nødvendigheden af at indarbejde og handle efter princippet om bedre lovgivning og gøre det nemmere at ansætte kvalificeret arbejdskraft og videreuddanne medarbejdere; understreger med henblik herpå, at skattebyrden bør flyttes fra arbejdskraften til andre skattekilder, som er mindre skadelige for beskæftigelsen og væksten, og at der samtidig skal sikres tilstrækkelig social beskyttelse;

85.  opfordrer medlemsstaterne til at reducere skattebyrden på beskæftigelse;

86.  minder om, at næsten 99 % af de europæiske virksomheder er SMV'er, og at de er en vigtig drivkraft for skabelsen af et konkurrencedygtigt arbejdsmarked i Europa; understreger i lyset heraf vigtigheden af at basere EU-lovgivningen på "tænk småt først"-princippet med henblik på at fjerne de bureaukratiske hindringer, som SMV'erne står over for, og give dem mulighed for at frigøre deres fulde jobskabelsespotentiale;

87.  mener, at iværksættere bør investere i uddannelse og lærlingeforløb for de ansatte, og at der overalt, hvor det er hensigtsmæssigt til dette formål, bør indføres og videreudvikles incitamenter hertil, da dette vil sætte dem i stand til at ekspandere og skabe nye arbejdspladser; mener, at udvikling af arbejdsgivernetværk kan hjælpe SMV'er og mikrovirksomheder med at få adgang til den uddannelse og den støtte, de har brug for;

Innovation og digitalisering: nye kvalifikationer og job

88.  fremhæver betydningen af innovation og digitalisering for vækst, produktivitet og et mere fair, bæredygtigt og inklusivt samfund og i den forbindelse af behovet for at tilvejebringe viden, kreativitet og færdigheder samt motivation og vilje hos arbejdstagere og fremtidige arbejdstagere og arbejdsgivere med henblik på at skabe innovative, kreative og digitale produkter og tjenester; understreger, at det er nødvendigt at slå bro over den "digitale kløft" og udvikle digitale færdigheder som en del af livslang læring samt at integrere nye medier og nye teknologier i undervisningsplanerne; understreger endvidere behovet for at udvikle innovative måder at lære på og for at udvide mulighederne for online- og fjernundervisning gennem åbne uddannelsesressourcer, der letter lige adgang til uddannelse og erhvervsuddannelse for alle;

89.  understreger behovet for at identificere en lang række vækstindustrier og vigtige vækstsektorer, hvor medlemsstaterne skal fokusere på udviklingen af deres kvalifikationsmæssige grundlag;

90.  gør opmærksom på det jobskabelsespotentiale, der ligger i at fuldende det digitale indre marked, opbygge energiunionen, skabe job gennem investering i forskning & udvikling og innovation, fremme socialt iværksætteri og den sociale økonomi, efteruddanne arbejdstagere i sundheds- og socialsektoren og fremme transportnetværk;

91.  understreger den seneste tendens, hvor virksomhederne bringer produktion og tjenester tilbage til EU, og de jobskabelsesmuligheder, dette giver, navnlig for unge; mener, at økonomierne i EU har en unik mulighed for at fremskynde denne tendens med at bringe job tilbage ved at sikre, at vores arbejdsstyrkes kvalifikationer modsvarer virksomhedernes behov;

92.  understreger betydningen af studier i naturvidenskab, teknologi, ingeniørvirksomhed og matematik og fremhæver den rolle, som disse fag spiller i forhold til at give Europa en vigtig rolle at spille på den globale scene med hensyn til at fremskynde den teknologiske udvikling;

93.  støtter Kommissionen initiativ til at samarbejde med formandstrioen om at fremme en iværksættertankegang i Europa og udvikle overførbare kvalifikationer for livet;

94.  understreger, at EU oplever manglende kvalifikationer inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørvirksomhed og matematik, samtidig med at der er for mange nyuddannede inden for samfundsvidenskab; mener, at der er behov for supplerende initiativer på europæisk og nationalt plan for at tage hånd om de flaskehalse, som opstår i job og studier inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørvirksomhed og matematik; anbefaler, at Kommissionen og medlemsstaterne træffer foranstaltninger for at gøre fag som naturvidenskab, teknologi, ingeniørvirksomhed og matematik mere attraktive og værdifulde og tilskynde unge, herunder kvinder, til at påbegynde studier inden for disse områder;

95.  minder om, at det 21. århundrede ikke er uforeneligt med den traditionelle knowhow, som er kilde til stabile job, der ikke kan udflyttes, og som er grundlaget for en række områder, hvor Europa er i verdensklasse; efterlyser støtte, der giver mulighed for, at disse traditionelle færdigheder bevares og videregives til nye generationer via uddannelse, idet de, når det er muligt, kombineres med nye former for knowhow, herunder digitale færdigheder, for at maksimere deres potentiale;

Foranstaltninger for yngre og ældre arbejdstagere og handicappede arbejdstagere

96.  understreger behovet for og vigtigheden af særlige foranstaltninger og særlig støtte til arbejdsgivere, især SMV'er, for at hjælpe dem til at øge bæredygtig beskæftigelse af god kvalitet, sikre arbejdsbaseret videre- og efteruddannelse for ugunstigt stillede grupper på arbejdsmarkedet såsom unge, ældre arbejdstagere, kvinder, migranter, handicappede og langtidsledige; anerkender og støtter den rolle, som både offentlige og private arbejdsformidlinger spiller med hensyn til at fremme konkurrencedygtige arbejdsmarkeder; minder om betydningen af social og økonomisk ansvarlighed fra arbejdstagernes og uddannelsesinstitutionernes side over for alle arbejdstagere og samfundet; mener, at en sådan social ansvarlighed også bør kræves af institutioner med ansvar for uddannelse;

97.  anerkender de udfordringer, som unge står over for, når de kommer ind på arbejdsmarkedet, og minder om betydningen af at gøre sig de første arbejdsmæssige erfaringer under studiet for at tilegne sig beskæftigelsesegnethedskvalifikationer og gøre overgangen fra skole til arbejde mere effektiv; gør opmærksom på det potentiale, der ligger i unges iværksætterånd, og opfordrer derfor arbejdsgiverne og medlemsstaterne som ansvarlige til at give unge mulighed for at gøre sig sådanne erfaringer og til at støtte unge i at erhverve de rette kvalifikationer; understreger endvidere det vigtige i, at skoler og arbejdsgivere samarbejder om dette, og opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at blive mere erhvervsvenlige og støtte unge i at omdanne deres idéer til succesfulde forretningsplaner;

Politiske forslag og henstillinger

98.   opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og regionale og lokale myndigheder til at investere i innovative og lovende nye økonomiske sektorer for at tilskynde til investering i EU med henblik på at få gang i væksten og skabe nye, bæredygtige jobmuligheder af god kvalitet, hvilket vil føre til et mere retfærdigt, bæredygtigt og inkluderende samfund; understreger endvidere betydningen af, at medlemsstaterne gennemfører økonomiske og finansielle foranstaltninger og arbejdsmarkedsreformer, som er baseret på klare, databaserede og målbare indikatorer, hvis effektivitet kan dokumenteres;

99.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at arbejdsmarkedsreformerne udover at fremme skabelse af arbejdspladser af høj kvalitet har som mål at mindske segmentering, få sårbare grupper ind på arbejdsmarkedet, fremme ligestilling mellem mænd og kvinder og mindske fattigdom blandt folk i arbejde samt sikre alle arbejdstagere, herunder selvstændige, passende social sikring;

100.  opfordrer medlemsstaterne til at investere i førskoleundervisning og i tidlig undervisning i fremmedsprog og informations- og kommunikationsteknologier i grundskolen;

101.  opfordrer medlemsstaterne til at tage fuldt ud højde for betydningen af automatisering som en tendens, der kan udhule den kvantitative betydning af mange job, og til at rette deres uddannelsesprogrammer for arbejdsløse mod tilegnelse af nye kvalifikationer, som er nyttige i ikkerutinemæssige job;

102.  opfordrer medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder til at få viden om bedste praksis og tage skridtet derfra og til politisk handling, der øger beskæftigelsen og reducerer fattigdom og ulighed, og til at gennemføre mere ambitiøse reformer ved hjælp af erfaringerne fra disse praksisser; opfordrer endvidere medlemsstaterne til at sammenligne og måle effektiviteten af sådanne praksisser og sikre den rigtige balance mellem tilpasningsevne og sikkerhed for arbejdstagere og virksomheder og til at tage hensyn til individuelle karakteristika ved medlemsstaternes arbejdsmarkeder og uddannelsessystemer;

103.  opfordrer byer og regioner til at fokusere på kvalitetsuddannelse og bekæmpe skolefrafald og ungdomsarbejdsløshed, da de unge har et påtrængende behov for fremtidsudsigter, og da man bør gøre sit yderste for at støtte dem;

104.  opfordrer medlemsstaterne til at udvikle en kollektiv tilgang som f.eks. arbejdsgivernetværk for at hjælpe med at bryde igennem de barrierer, der forhindrer arbejdsgivere i at forfølge mere ambitiøse planer for udvikling af arbejdsstyrken;

105.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme og støtte sociale virksomheder, som tager deres ansvar med hensyn til miljø, forbrugere og medarbejdere alvorligt;

106.  opfordrer medlemsstaterne til at indføre mindsteløn med det sigte at reducere lønforskellene, og mener, at der skal være et basisniveau for hver enkelt medlemsstat for ved lov eller aftale at sikre en anstændig lønindkomst i overensstemmelse med national praksis;

107.   opfordrer medlemsstaterne til at medtage undervisning i lederskab, forvaltning, iværksætteri og finansielle forhold, rådgivning om virksomhedsetablering og undervisning i kommunikationsteknologier i deres undervisningsprogrammer, herunder strategier for livslang læring, og til at prioritere yderligere udvikling af almene og faglige uddannelsesprogrammer, herunder forbedring af europæiske håndværksfærdigheder, og det under hensyntagen til forskellene mellem medlemsstaternes arbejdsmarkeds- og uddannelsessystemer og samtidig med, at de undgår en universaltilgang;

108.  anmoder Kommissionen om at udvikle en europæisk platform for anerkendelse og validering af kvalifikationer, der er fælles for specifikke aktiviteter og erhverv, og som medtager anerkendelse af kvalifikationer, der er opnået i forbindelse med frivilligt arbejde;

109.  opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre Rådets henstilling fra 2012 om validering af ikkeformel og uformel læring som en måde at anerkende kompetencer erhvervet gennem ikkeformel uddannelse, navnlig i den frivillige sektor og ungdomssektoren, og støtte gennemførelsen af politikker for livslang læring på;

110.   opfordrer medlemsstaterne til at støtte tæt og systematisk inddragelse af arbejdsmarkedets aktører, herunder arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, videreuddannelses- og efteruddannelsesinstitutioner samt offentlige og private arbejdsformidlinger, på lokalt, regionalt og nationalt plan, herunder ved at fremme kommunikation og deling af information mellem dem, for at fremme tættere forbindelser mellem uddannelse og videre- og efteruddannelse og arbejdsplads med henblik på at opnå et bedre match mellem udbud og efterspørgsel og for at foregribe og planlægge fremtidige behov for kvalifikationer på arbejdsmarkedet;

111.  opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder til at tilvejebringe finansielle og økonomiske incitamenter, som støtter deltagelse i vedvarende uddannelse for at sikre en højtkvalificeret arbejdsstyrke i fremtiden; anbefaler at basere sådanne incitamenter på målbare og databaserede indikatorer med dokumenterbar effekt;

112.  opfordrer medlemsstaterne til at tilbyde passende uddannelse til og sikre løbende faglig udvikling af lærere og uddannelsesledere for at hjælpe dem med at anvende de mest hensigtsmæssige undervisningsmetoder og muliggøre udviklingen af det 21. århundredes kvalifikationer og kompetencer hos Europas unge; understreger endvidere betydningen af at give lærere knowhow, der kombinerer praksis med teori, navnlig med hensyn til nye teknologier og digitalisering, så de kan formidle denne viden videre til eleverne;

113.  opfordrer medlemsstaterne og EU til hurtigt at tage konkrete skridt til at implementere sine politikker og gældende lovgivning om gensidig anerkendelse af faglige kvalifikationer og akademiske titler i EU som en metode til at fremme arbejdskraftens mobilitet i EU og tage hånd om problemet med ubesatte stillinger;

114.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udarbejde prognoser for arbejdsmarkederne i stadig forandring, især for så vidt angår udfordringerne som følge af globaliseringen, samt prognoser for de forventede job og kvalifikationer på arbejdsmarkedet pr. medlemsstat og sektor;

o
o   o

115.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2014)0038. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0394. (3) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0110. (4) Vedtagne tekster, P8_TA(2014)0010. (5) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0037. (6) EUT C 398 af 22.12.2012, s. 1. (7) EUT L 394 af 30.12.2006, s. 10. (8) Ifølge Kommissionens EU Employment and Social Situation: Quarterly review fra marts 2015. (9) Europa-Kommissionen (2013), Employment and Social Developments in Europe. (10) Ifølge Kommissionens EU Employment and Social Situation: Quarterly review fra den 13. april 2015.

Europa-Parlamentets beslutning af 10. september 2015 om 30. og 31. årsberetning om kontrol med gennemførelsen af EU-retten (2012-2013) (2014/2253(INI))

P8_TA(2015)0322 A8-0242/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til den 30. årsberetning om kontrol med gennemførelsen af EU-retten (2012) (COM(2013)0726),

–  der henviser til den 31. årsberetning om kontrol med gennemførelsen af EU-retten (2013) (COM(2014)0612),

–  der henviser til Kommissionens rapport med titlen "Evalueringsrapport for EU Pilot" (COM(2010)0070),

–  der henviser til Kommissionens beretning med titlen "Den anden evalueringsrapport om EU Pilot" (COM(2011)0930),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. marts 2002 om forbindelserne med klagere i sager om overtrædelse af fællesskabsretten (COM(2002)0141),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. april 2012 om ajourføring af meddelelsen om forbindelserne med klagere i sager om anvendelsen af EU-retten (COM(2012)0154),

–  der henviser til rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen(1),

–  der henviser til sin beslutning af 4. februar 2014 om 29. årsberetning om kontrol med gennemførelsen af EU-retten (2011)(2),

–  der henviser til undersøgelsen: ‘The impact of the crisis on fundamental rights across Member States of the EU - Comparative analysis’(3),

–  der henviser til pakken om bedre lovgivning, som Kommissionen vedtog den 19. maj 2015,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52 og artikel 132, stk. 2,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelser fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og Udvalget for Andragender (A8-0242/2015),

A.  der henviser til, at artikel 17 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) definerer Kommissionens grundlæggende rolle som "traktaternes vogter";

B.  der henviser til, at charteret om Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder (CFREU) i henhold til EU-traktatens artikel 6, stk. 1, har samme retlige status som traktaterne, og er rettet til Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten (artikel 51, stk. 1, i CFREU);

C.  der henviser til, at, Kommissionen i henhold til artikel 258, stk. 1 og 2, i TEUF afgiver en begrundet udtalelse over for en medlemsstat, når den finder, at denne har tilsidesat en forpligtelse, som påhviler den i henhold til traktaterne, og kan indbringe sagen for Domstolen, såfremt den pågældende medlemsstat ikke efterkommer udtalelsen inden for en frist, der fastsættes af Kommissionen;

D.  der henviser til, at rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen indeholder bestemmelser om udveksling af oplysninger om alle traktatbrudsprocedurer fra åbningsskrivelsen, men ikke omfatter den uformelle EU-pilotprocedure forud for indledningen af formelle traktatbrudsprocedurer;

E.  der henviser til, at artikel 41 EU’s charter om grundlæggende rettigheder definerer retten til god forvaltning som retten for enhver til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner, mens artikel 298 TEUF bestemmer, at institutioner, organer, kontorer og agenturer i Unionen under udførelsen af deres opgaver kan støtte sig på en åben, effektiv og uafhængig europæisk forvaltning;

F.  der henviser til, at artikel 51 EU’s charter om grundlæggende rettigheder begrænser medlemsstaternes forpligtelse til at overholde chartret til situationer, hvor de gennemfører EU-retten, mens den ikke indeholder en sådan begrænsning af de forpligtelser, der følger af charteret, for så vidt angår EU’s institutioner, organer, kontorer eller agenturer;

G.  der henviser til, at medlemsstaterne under den aktuelle økonomiske krise har været nødt til at træffe foranstaltninger, som truer EU's primærlovgivning, og navnlig bestemmelserne om beskyttelse af sociale og økonomiske rettigheder;

1.  bemærker, at Kommissionen i overensstemmelse med den fælles politiske erklæring af 27. oktober 2011 fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om forklarende dokumenter har aflagt rapport til de to sideordnede lovgivere om gennemførelsen af erklæringen;

2.  glæder sig over Kommissionens 30. og 31. årsberetning om gennemførelsen af EU-retten, og bemærker, at de fire områder, hvor medlemsstater hovedsageligt blev gjort til genstand for klager over manglende gennemførelse i national ret i 2012, i henhold til disse beretninger var transport, sundheds- og forbrugerbeskyttelse, miljøbeskyttelse og spørgsmål vedrørende det indre marked og tjenesteydelser, mens de mest problematiske områder i 2013 var miljøbeskyttelse, sundheds- og forbrugerbeskyttelse, det indre marked og tjenesteydelser samt transport; minder imidlertid om, at denne efterfølgende vurdering ikke erstatter Kommissionens pligt til at føre effektivt og løbende tilsyn med anvendelsen og håndhævelsen af EU-retten, og konstaterer, at Parlamentet kunne deltage i tilsynsføringen med lovgivningen gennem kontrollen med Kommissionen;

3.  påpeger, at de europæiske borgere i en Europæisk Union, der bygger på retsstatsprincippet, retssikkerhed og lovenes forudsigelighed, ipso jure på en klar, gennemsigtig og hurtig måde (via internettet og andre midler) bør kunne få at vide, om der er vedtaget nationale bestemmelser - og i givet fald hvilke - til omsætning af EU-retten, og hvilke nationale myndigheder der er ansvarlige for, at de gennemføres korrekt;

4.  bemærker, at borgere og erhvervsliv forventer et regelsæt, der er enkelt, forudsigeligt og pålideligt;

5.  opfordrer Kommissionen til, når den udarbejder og vurderer lovgivning, at være mere opmærksom på de byrder, den kan medføre for små og mellemstore virksomheder;

6.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at samordne deres indsats på et tidligere stadium af lovgivningsprocessen for at sikre, at slutresultatet kan gennemføres mere effektivt;

7.  bemærker, at forsinket omsætning, ukorrekt omsætning og dårlig gennemførelse af EU-lovgivning kan resultere i forskelle mellem medlemsstaterne og føre til ulige konkurrencevilkår i EU;

8.  opfordrer Kommissionen til at behandle medlemsstater lige, uanset størrelse og tiltrædelsestidspunkt;

9.  henviser til, at omsætningen af EU-lovgivningen fortsat er uensartet i medlemsstaterne, ; påpeger, at borgere, der ønsker at leve, arbejde eller drive forretning i en anden medlemsstat, i deres dagligdag støder på problemer, der skyldes den uensartede gennemførelse af EU-retten i de forskellige medlemsstaters retssystemer;

10.  minder om, at Kommissionen i henhold til EU-traktatens artikel 17 er ansvarlig for at føre tilsyn med gennemførelsen af EU-retten, herunder chartret om grundlæggende rettigheder (EU-traktatens artikel 6, stk. 1), hvis bestemmelser er rettet Unionens institutioner, organer, agenturer og kontorer og til medlemsstaterne, når de gennemfører Unionsretten (artikel 51, stk. 1, i CFREU); minder om, at Kommissionen har beføjelse til at indlede traktatbrudsprocedurer i medfør af artikel 258 og 260 i TEUF for at sikre overholdelse af EU-lovgivningen; opfordrer imidlertid Kommissionen til at lette Parlamentets udøvelse af sin rolle som sideordnet lovgiver ved at give det tilstrækkelige oplysninger og fortsat være ansvarlig over for det;

11.  bemærker, at i alt 731 traktatbrudssager blev afsluttet, fordi medlemsstaten påviste, at dens lovgivning var i overensstemmelse med EU-retten; påpeger, at Domstolen i 2013 afsagde 52 domme efter artikel 258 i TEUF, hvoraf 31 (59,6 %) gik imod medlemsstaterne; minder for at sætte disse statistikker i perspektiv om, at 3274 (87,3 %) af de domme, som Domstolen afsagde i traktatbrudssager, faldt ud til fordel for Kommissionen; annmoder Kommissionen om at følge den konkrete håndhævelse af alle disse domme med særlig opmærksomhed;

12.  glæder sig over, at Kommissionen i stigende grad benytter sig af gennemførelsesplaner for nye EU-retsakter, der er rettet til medlemsstaterne, da det giver mindre risiko for, at der ikke sker en rettidig og korrekt gennemførelse, og foregriber problemer i forbindelse med gennemførelsen og anvendelsen, og derfor har følger for på antallet af relevante andragender;

13.  gentager, at det er nødvendigt, at Kommissionen koncentrerer sig om effektiv problemløsning, effektiv forvaltning og forebyggende foranstaltninger, men foreslår nytænkning i Kommissionen, således at der i stedet for formelle traktatbrudsprocedurer sigtes på at forbedre omsætningen og gennemførelsen af EU-retten;

14.  fastholder, at EU-lovgivning skal omsættes korrekt og hurtigt i hver enkelt medlemsstats retsorden; opfordrer medlemsstaternes myndigheder til at undgå overregulering, da dette ofte fører til betydelige forskelle i gennemførelsesprocessen på medlemsstatsplan, hvilket på sin side svækker respekten for EU-lovgivningen, når borgerne bliver klar over, at der er væsentlige variationer i EU; påpeger behovet for yderligere at intensivere samarbejdet mellem Europa-Parlamentets medlemmer og de nationale og regionale parlamenters udvalg for europæiske anliggender; ser med stor tilfredshed på den nyskabelse i Lissabontraktaten, som gør det muligt for Domstolen efter anmodning fra Kommissionen at pålægge medlemsstater sanktioner, hvis de overskrider fristen for gennemførelse, uden at skulle vente på en yderligere afgørelse; opfordrer EU-institutionerne (Rådet, Kommissionen, ECB) til at respektere den primære EU-ret (traktaterne og chartret om grundlæggende rettigheder), når de vedtager afledte bestemmelser eller fastlægger politikker om økonomiske og sociale spørgsmål, som berører menneskerettighederne og almenhedens interesser;

15.  noterer sig Kommissionens brug af ordet "overregulering", dvs. forpligtelser, der rækker ud over EU-kravene: en ophobning af standarder, retningslinjer og procedurer på nationalt, regionalt og lokalt plan, der griber forstyrrende ind i de tilsigtede politiske mål; opfordrer Kommissionen til klart at definere begrebet; understreger, at denne definition skal gøre det klart, at medlemsstaterne har ret til om nødvendigt at vedtage strengere standarder, men henviser samtidig til, at det er vigtigt i højere grad at harmonisere gennemførelsen af EU-miljølovgivningen, for at det indre marked kan fungere;

16.  bemærker, at faldet i antallet af forsinkede gennemførelser i 2012 i forhold til det foregående år hovedsageligt skyldtes, at der skulle gennemføres færre direktiver i 2012 end i de foregående år; erkender imidlertid, at statistikkerne for 2013 viser et reelt fald i antallet af forsinkede gennemførelser, og at antallet af sådanne overtrædelser nåede det laveste niveau i 5 år ved udgangen af året, hvilket kan ses som et positivt resultat af indførelsen i artikel 260, stk. 3, i TEUF af hasteproceduren for sanktioner i forbindelse med manglende gennemførelse;

17.  konstaterer, at faldet i antallet af forsinkede gennemførelser i 2013, 2012 og de seneste fem år kan forklares med anvendelsen af EU Pilot og andre mekanismer herunder SOLVIT 2) og af indførelsen i artikel 260, stk. 3, i TEUF af hasteproceduren for sanktioner i forbindelse med manglende gennemførelse; understreger, at den rettidige gennemførelse af direktiverne fortsat bør være én af Kommissionens topprioriteter, og at gennemførelsesfristerne skal håndhæves;

18.  påpeger, at stigningen i antallet af nye EU Pilot-sager, navnlig vedrørende miljø, skatter og afgifter, retlige anliggender og told i den periode, der er under behandling, samt faldet i antallet af ikke-afsluttede traktatbrudssager er udtryk for en positiv tendens i medlemsstaterne for så vidt angår gennemførelsen af EU-retten, hvilket er bevis på, at EU Pilot har vist sig som et effektivt middel til at opnå en hurtig løsning på mulige tilfælde af traktatovertrædelser; mener imidlertid, at der bør gøres en større indsats for at håndhæve EU-retten for at styrke gennemskueligheden af den og tilsynet med den fra klageres og interesserede parter side, og beklager, at Parlamentet på trods af talrige opfordringer stadig ikke har tilstrækkelig adgang til oplysninger om EU Pilot-proceduren og uafsluttede sager; konstaterer, at det er nødvendigt at styrke EU Pilots juridiske status og legitimitet, og mener, at dette kan opnås gennem mere åbenhed og større medvirken fra klagere og Europa-Parlamentet;

19.  opfordrer derfor endnu en gang Kommissionen til at foreslå bindende regler i form af en forordning i henhold til det nye retsgrundlag i artikel 298 i TEUF for at sikre fuld respekt for borgernes ret til god forvaltning, som er forankret i artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder;

20.  erkender, at medlemsstaterne har hovedansvaret for den korrekte gennemførelse og anvendelse af EU-retten, og understreger, at EU-institutionerne har pligt til at respektere EU’s primære ret, når de udarbejder afledt EU-ret, eller vedtager, gennemfører og pålægge medlemsstaterne sociale, økonomiske eller andre politikker, ligesom det understreger deres pligt til at bistå medlemsstaterne med alle til rådighed stående midler i deres bestræbelser på at respektere de demokratiske og samfundsmæssige værdier og på at omsætte EU-lovgivningen i en tid med en stram finanspolitik og økonomiske begrænsninger; minder om, at EU-institutionerne er bundet af nærhedsprincippet og medlemsstaterne prærogativer;

21.  giver udtryk for bekymring over, at den stramme finanspolitik, som er blevet pålagt dybt forgældede EU-medlemsstater i den periode, som de to foreliggende årsberetninger omhandler, og som efterfølgende er blevet indarbejdet i afledte EU-retsakter for derefter at blive omsat i national lovgivning, herunder navnlig de drastiske nedskæringer i de offentlige udgifter, har bidraget til en kraftig forringelse af de nationale forvaltningers og domstoles evne til at udføre deres opgaver med at sikre en korrekt gennemførelse EU-retten;

22.  mener, at medlemsstater, som er underlagt økonomiske tilpasningsprogrammer, stadig bør være i stand til at opfylde deres pligt til at respektere sociale og økonomiske rettigheder;

23.  minder om, at EU-institutionerne, selv når de optræder som medlemmer af en international långivergruppe (trojka), er bundet af traktaterne og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder;

24.  understreger, at det er af allerstørste betydning, at EU-institutionerne overholder traktaterne; henviser til, at Kommissionen skal hjælpe medlemsstaterne med at gennemføre EU-lovgivningen korrekt for at styrke opbakningen bag EU og tilliden til dens legitimitet; opfordrer Kommissionen til at offentliggøre de indvendinger, som medlemsstaterne har rejst under gennemførelsesprocessen; understreger, at de nationale parlamenters støtte i forbindelse med omsætningen af EU-lovgivningen er af afgørende betydning for at forbedre gennemførelsen af EU-lovgivningen og opfordrer derfor til, at dialogen med de nationale parlamenter styrkes, bl.a. i tilfælde hvor der er rejst tvivl om overholdelse af nærhedsprincippet; henviser til, at den efterfølgende vurdering og indhentningen af de nationale parlamenters synspunkter er af afgørende betydning for at kunne løse problemer eller komplikationer, som man ikke tidligere var klar over;

25.  henviser til, at retten til at indgive andragender til Parlamentet er en af de søjler, som unionsborgerskabet bygger på, jf. artikel 44 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 227 i TEUF; påpeger, at denne ret er et nødvendigt, men utilstrækkeligt, værktøj til at øge offentlighedens medvirken i Den Europæiske Unions beslutningsproces og spiller en vigtig rolle med hensyn til at identificere og vurdere potentielle smuthuller og overtrædelser i forbindelse med gennemførelsen af EU-lovgivningen i medlemsstaterne og underrette EU-institutionerne herom; understreger på den baggrund Udvalget for Andragenders afgørende rolle som bindeled mellem EU-borgerne, Parlamentet, Kommissionen og de nationale parlamenter;

26.  glæder sig over, at Kommissionen anerkender den vigtige rolle, klagere spiller, når det drejer sig om at indkredse overtrædelser af EU-retten;

27.  minder om, at EU-institutionerne og navnlig Kommissionen og Rådet fuldt ud skal gennemføre og overholde EU-retten og EU's retspraksis, for så vidt angår gennemsigtighed og aktindsigt; opfordrer i denne forbindelse til en effektiv anvendelse af forordning (EF) nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter(4) og af de dermed forbundne domme, der er afsagt af Den Europæiske Unions Domstol;

28.  understreger, at EU blev oprettet som en union, der bygger på retsstaten og respekt for menneskerettighederne (artikel 2 i EU-traktaten); bekræfter, at det er af allerstørste betydning omhyggelig at overvåge medlemsstaternes og EU-institutionernes handlinger og undladelser, og understreger, at antallet af andragender til Europa-Parlamentet og klager til Kommissionen om problemer, der angiveligt skulle være løst af Kommissionen, viser, at borgerne i stigende grad er opmærksomme på nødvendigheden af en bedre gennemførelse af EU-lovgivningen; opfordrer Kommissionen til at reagere hurtigere og mere klart på indberetninger fra borgerne om overtrædelser af EU-retten;

29.  noterer sig det store antal traktatbrudssager, der blev afsluttet i 2013, før de nåede Domstolen, idet kun ca. 6,6 % af alle sager endte med en afgørelse fra Domstolen; mener derfor, at det er vigtigt at fortsætte med at kontrollere medlemsstaternes handlinger omhyggeligt og i den forbindelse tage i betragtning, at nogle andragender fortsat gør opmærksom på problemer, der varer ved, selv efter at en sag er afsluttet;

30.  glæder sig over, at Kommissionen tillægger andragender stadig større betydning som en kilde til oplysninger om borgernes klager over offentlige myndigheder, herunder EU selv, og potentielle overtrædelser af EU-retten i den konkrete gennemførelse af den, hvilket bekræftes af, at der i de to årsrapporter blev givet særlig opmærksomhed til andragender; bemærker, at dette har været ledsaget af en tilsvarende stigning i antallet af andragender, som Udvalget for Andragender har fremsendt til Kommissionen med anmodninger om oplysninger; beklager imidlertid, at Kommissionen i forbindelse med en lang række andragender har reageret sent på anmodningerne om en udtalelse;

31.  noterer sig også, at der er behov for en konstruktiv dialog med medlemsstaterne i Udvalget for Andragender, og anmoder de medlemsstater, der er berørt af de enkelte andragender, om at sende repræsentanter, der kan udtale sig på udvalgets møder;

32.  påpeger, at der i de andragender, der indgives af EU-borgere eller personer med bopæl i en medlemsstat, henvises til overtrædelser af EU-retten, navnlig på områderne grundlæggende rettigheder, indre anliggender, retlige anliggender, det indre marked, sundhed, forbrugeranliggender, transport, skatter og afgifter, landbrug og udvikling af landdistrikter og miljø; mener, at andragenderne viser, at der stadig findes hyppige og udbredte tilfælde af ufuldstændig omsætning eller mangelfuld håndhævelse, der i praksis fører til forkert anvendelse af EU-lovgivningen; understreger, at en sådan situation kræver en øget indsats fra medlemsstaternes side og vedvarende kontrol fra Kommissionens side; henleder navnlig opmærksomheden på de mange andragender, der omhandler forskelsbehandling af personer med handicap og de forhindringer, de møder;

33.  påpeger, at der stadig er problemer med dialogen med nogle medlemsstater og regioner, som er utilbøjelige til at levere de dokumenter eller redegørelser, der er anmodet om;

34.  glæder sig over, at Kommissionens tjenestegrene har givet tilsagn om at styrke udvekslingen af oplysninger med Udvalget for Andragender, og vil gerne gentage sine anmodninger om:

35.  beklager, at Europa-Parlamentet, der repræsenterer de europæiske borgere direkte, og som nu er en fuldgyldig medlovgiver, som i stigende grad er tæt involveret i klageprocedurer, især via parlamentariske spørgsmål og gennem Udvalget for Andragenders virksomhed, stadig ikke automatisk modtager gennemskuelige og rettidige oplysninger om gennemførelsen af EU-love, selv om sådanne oplysninger ellers er afgørende ikke kun for at kunne øge forståeligheden og retssikkerheden for de europæiske borgere, men også for at kunne vedtage ændringsforslag, der kan forbedre disse love; mener, at bedre kommunikation mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter kunne være et nyttigt skridt i denne retning; opfordrer til et mere effektivt samarbejde mellem EU-institutionerne og forventer, at Kommissionen loyalt følger bestemmelsen i den reviderede rammeaftale om forbindelserne med Parlamentet, hvor den forpligter sig til at stille "oversigter over alle traktatbrudsprocedurer fra tidspunktet for åbningsskrivelsen til rådighed for Parlamentet, herunder – efter anmodning [...] – oplysninger om de spørgsmål, der er omfattet af traktatbrudsproceduren";

36.  foreslår, at der under de kompetente generaldirektorater i Europa-Parlamentet (IPOL, EXPO og Forskning) indføres en autonom ordning til efterfølgende vurdering af indvirkningen af de vigtigste europæiske bestemmelser, der er vedtaget af Europa-Parlamentet efter den fælles beslutningsprocedure og den almindelige lovgivningsprocedure, eventuelt i samarbejde med de nationale parlamenter;

37.  henviser til Domstolens bemærkning om, at hvis der er tale om "tab, som forårsages af nationale organer, kan kun disse drages til ansvar, og de nationale domstole er enekompetente til at tilkende erstatning herfor"(5); understreger derfor vigtigheden af at styrke de retsmidler, der er tilgængelige på nationalt plan, og som sætter klagere i stand til at mere direkte og personligt at udøve deres rettigheder;

38.  bemærker, at de fleste klager fra borgerne vedrørende retlige anliggender omhandler fri bevægelighed og databeskyttelse; gentager, at retten til fri bevægelighed er en af EU's fire grundlæggende frihedsrettigheder, der er knæsat i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og som er garanteret alle unionsborgere; mider om, at EU-borgernes ret til frit at bevæge og bosætte sig og arbejde i andre medlemsstaterne som en af Den Europæiske Unions grundlæggende frihedsrettigheder skal garanteres og beskyttes;

39.  understreger, at en fuldstændig og effektiv gennemførelse i national ret af det fælles europæiske asylsystem er en absolut prioritet; opfordrer medlemsstaterne til at gøre alt for at gennemføre den nye asylpakke korrekt, rettidigt og fuldt ud;

40.  bemærker, at der på området for indre anliggender var 22 verserende traktatbrudssager i 2012 og 44 i 2013; beklager, at de fleste af traktatbrudssagerne i 2013 blev indledt som følge af den forsinkede gennemførelse af direktiv 2011/36/EU om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel; bemærker, at asyl fortsat er et område, hvor der indgives et stort antal klager;

41.  bemærker, at der på området for retlige anliggender var der 61 verserende traktatbrudssager i 2012 og 67 i 2013; påpeger, at de fleste af disse sager vedrørte unionsborgerskab og fri bevægelighed for personer; beklager, at de fleste af traktatbrudssagerne vedrørende forsinket gennemførelse blev indledt som følge af den forsinkede gennemførelse af direktiv 2010/64/EU om retten til tolke-og oversætterbistand i straffesager; udtrykker bekymring over den betydelige stigning i antallet af klager på det retlige område i 2013;

42.  glæder sigt over de betydelige fremskridt, der er gjort i de seneste år for at styrke mistænktes eller tiltaltes ret til et forsvar i EU; understreger den afgørende betydning af en rettidig, fuldstændig og korrekt gennemførelse af alle de foranstaltninger, der er anført i Rådets køreplan med henblik på at styrke mistænktes eller tiltaltes proceduremæssige rettigheder i straffesager; påpeger, at disse foranstaltninger er afgørende for, at EU’s retlige samarbejde i straffesager fungerer korrekt;

43.  understreger, at menneskehandel er en alvorlig forbrydelse og udtryk for en overtrædelse af menneskerettighederne og af den menneskelige værdighed, hvilket Unionen ikke kan acceptere; beklager, at antallet af mennesker, der bliver handlet til og fra EU, er stigende; påpeger, at selv om de retlige rammer er tilstrækkelige, er den konkrete gennemførelse i medlemsstaterne stadig mangelfuld; understreger, at den nuværende situation i Middelhavet har øget sandsynligheden for menneskehandel, og opfordrer medlemsstaterne til at gå yderst strengt til værks over for gerningsmænd til sådanne forbrydelser og til at beskytte ofrene så effektivt som muligt;

44.  minder om, at den overgangsperiode, der er fastsat i protokol nr. 36 til Lissabontraktaten udløb den 1. december 2014; understreger, at udløbet af denne overgangsperiode skal efterfølges af en grundig evaluering af foranstaltninger iværksat under den tidligere tredje søjle samt deres gennemførelse i medlemsstaternes nationale lovgivning; påpeger, at Parlamentet siden april 2015 ikke er blevet orienteret om den aktuelle situation for retlige instrumenter - der ligger forud for Lissabontraktatens ikrafttrædelse - inden for politisamarbejde og retligt samarbejde, i hver enkelt medlemsstat; opfordrer Kommissionen til at efterleve princippet om loyalt samarbejde og stille disse oplysninger til rådighed for Parlamentet hurtigst muligt;

45.  minder om, at Det Europæiske Råds konklusioner fra juni 2014 identificerede en konsekvent og effektiv gennemførelse og konsolidering af de nuværende retlige instrumenter og politiske foranstaltninger som den overordnede prioritet inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed for de næste fem år; anmoder Kommissionen om at lægge større vægt på overvågningen og sikringen af medlemsstaternes konkrete gennemførelse af EU-retten; finder, at dette skal være en politisk prioritet i betragtning af det betydelige svælg, der ofte ses mellem politikker vedtaget på EU-plan og gennemførelse heraf på nationalt plan; tilskynder de nationale parlamenter til i højere grad at deltage i den europæiske debat og kontrollen med anvendelsen af EU-retten, navnlig på området for indre anliggender;

46.  understreger, at Parlamentet i sin beslutning af 11. september 2013 om udryddelsestruede europæiske sprog og sproglig mangfoldighed i Den Europæiske Union(6), mindede om, at Kommissionen bør være opmærksom på, at nogle medlemsstater og regioner med deres politik bringer visse sprog inden for deres grænser i fare, selv om disse sprogs overlevelse ikke trues i europæisk sammenhæng, og opfordrer ligeledes Kommissionen til at tage hensyn til de administrative og lovgivningsmæssige hindringer, der lægges i vejen for projekter vedrørende udryddelsestruede sprog på grund af de pågældende sprogsamfunds ringe størrelse; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at tage hensyn til de rettigheder, der gælder for personer tilhørende mindretal, når den evaluerer gennemførelsen af EU-retten;

47.  understreger, at der ikke blot på området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, men også på andre politikområder er behov for at forbedre borgernes adgang til oplysninger og dokumenter vedrørende gennemførelsen af EU-lovgivningen; opfordrer Kommissionen til at finde frem til de bedste måder at opnå dette, til at gøre brug af eksisterende kommunikationsværktøjer for at øge gennemsigtigheden og til at sikre passende adgang til oplysninger og dokumenter om gennemførelsen af EU-retten; opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag om et retligt bindende instrument om den administrative procedure for behandling af borgerklager;

48.  minder om, at det er af afgørende betydning for EU at have et ægte, velfungerende europæisk retsområde med respekt for medlemsstaternes forskellige retssystemer og retstraditioner, og at en fuldstændig, korrekt og rettidig gennemførelse af EU-lovgivningen er en forudsætning for at nå dette mål;

49.  understreger, at forbedring af gennemførelsen er en af prioriteringerne i det syvende miljøhandlingsprogram;

50.  beklager, at EU’s miljø- og sundhedslovgivning fortsat lider under mange tilfælde af forsinket omsætning, ukorrekt omsætning og mangelful gennemførelse fra medlemsstaternes side; bemærker, at Kommissionens 31. årsberetning om kontrol med gennemførelsen af EU-retten viser, at langt hovedparten af overtrædelsesprocedurerne i 2013 var miljørelaterede; minder om, at omkostningerne ved manglende gennemførelse af miljøpolitikken - inklusive omkostningerne ved overtrædelsesprocedurer - er høje og anslås til omkring 50 mia. EUR om året (COWI et al. 2011); understreger endvidere, at gennemførelsen af miljøpolitikken gives mange samfundsøkonomiske fordele, som ikke altid fremgår af lønsomhedsvurderinger;

51.  opfordrer Kommissionen til at være mere stringent i forbindelse med gennemførelsen af EU-miljølovgivningen og til hurtigere og mere effektivt at efterforske overtrædelser, der indebærer miljøforurening;

52.  opfordrer Kommissionen til at sætte hårdere ind over for forsinket gennemførelse af miljødirektiver og til at pålægge bøder i større omfang;

53.  opfordrer Kommissionen til at fremsætte et nyt forslag om adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet og et forslag om miljøinspektioner, om muligt uden at øge bureaukratiet og administrationsomkostningerne;

54.  understreger nødvendigheden af at opretholde et højt miljøbeskyttelsesniveau og advarer mod at konkludere, at et stort antal overtrædelser betyder, at der er behov for at mindske ambitionsniveauet for miljølovgivningen;

55.  udtrykker bekymring over, at Kommissionens kommunikationspolitik angående programmet for målrettet og effektiv regulering (Refit) overvurderer vanskelighederne ved at gennemføre miljø- og sundhedslovgivning; understreger, at de miljø-, fødevaresikkerheds- og sundhedsmæssige standarder ikke bør undermineres i forbindelse med Refit-programmet; anerkender behovet for bedre lovgivning og er af den opfattelse, at en lovgivningsmæssig forenkling bl.a. bør tackle de problemer, der opstår under gennemførelsen; mener, at Refit bør skabe resultater for borgerne og virksomhederne på den mindst byrdefulde måde;

56.  glæder sig over Kommissionens nye praksis med i visse begrundede tilfælde at anmode medlemsstaterne om at vedlægge forklarende dokumenter, når de underretter Kommissionen om deres gennemførelsesforanstaltninger; gentager imidlertid sin opfordring til at indføre obligatoriske sammenligningstabeller over gennemførelsen af direktiver, som bør offentliggøres på alle EU-sprog, og beklager, at Refit er resultatet af en ensidig beslutning, som Kommissionen traf uden nogen reel dialog med arbejdsmarkedets parter eller Parlamentet;

57.  påpeger, at Kommissionen for så vidt angår REFIT bør fremme dialogen om målrettet regulering med borgerne, medlemsstaterne, virksomhederne og civilsamfundet som helhed for at sikre, at kvaliteten og de sociale aspekter af EU-lovgivningen bevares, og at opfyldelsen af et mål ikke sker på bekostning af et andet;

58.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 304 af 20.11.2010, s. 47. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0051. (3) Temaafdeling C: Borgernes rettigheder og konstitutionelle anliggender til Udvalget om Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (2015). (4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43). (5) Se dom i sag 175/84. (6) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0350.