Indeks 
Vedtagne tekster
Torsdag den 8. oktober 2015 - StrasbourgEndelig udgave
Den Centralafrikanske Republik
 Situationen i Thailand
 Massefordrivelse af børn i Nigeria som følge af Boko Harams angreb
 Sagen Ali Mohammed al-Nimr
 Betalingstjenester i det indre marked ***I
 Realkreditlovgivning og risikable finansielle instrumenter i EU: Spaniens tilfælde
 Dødsstraf
 Erfaringerne fra katastrofen med det røde slam fem år efter ulykken i Ungarn
 Forlængelse af handlingsplanen om ligestilling og styrkelse af kvinders position i udviklingssamarbejdet
 Lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv

Den Centralafrikanske Republik
PDF 186kWORD 80k
Europa-Parlamentets beslutning af 8. oktober 2015 om Den Centralafrikanske Republik (2015/2874(RSP))
P8_TA(2015)0342RC-B8-1000/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Den Centralafrikanske Republik,

–  der henviser til sin beslutning af 11. februar 2015 om arbejdet i Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU(1),

–  der henviser til beslutningerne fra Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU om situationen i Den Centralafrikanske Republik (CAR) af 19. juni 2013, 19. marts 2014 og 17. juni 2015,

–  der henviser til redegørelserne fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om situationen i Den Centralafrikanske Republik, særlig den af 13. oktober 2014,

–  der henviser til erklæringen fra talspersonen fra Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) om volden i Den Centralafrikanske Republik af 28. september 2015,

–  der henviser til Rådets konklusioner om CAR af 9. februar 2015 og 20. juli 2015,

–  der henviser til bemærkningerne fra Marie-Therese Keita Bocoum, FN's uafhængige ekspert om menneskerettighedssituationen i CAR, af 1. oktober 2015,

–  der henviser til opfordringen fra FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, og Sikkerhedsrådet af 28. september 2015 om øjeblikkeligt at bringe det pludselige voldsudbrud i CAR til ende,

–  der henviser til FN-resolution 2217 (2015), hvori MINUSCA's mandat med det nuværende godkendte troppeniveau forlænges til den 30. april 2016, som blev vedtaget af Sikkerhedsrådet på dets 7434. møde den 28. april 2015,

–  der henviser til FN-resolution 2196 (2015), hvori sanktionsordningen over for Den Centralafrikanske Republik (CAR) forlænges til den 29. januar 2016, og mandatet for ekspertpanelet, der bistår 2127 CAR-sanktionskomitéen forlænges til den 29. februar 2016,

–  der henviser til FN's evalueringsrapport af 15. maj 2015 om retshåndhævelse og bestræbelser på afhjælpende bistand i forbindelse med seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug begået af FN-personale og FN-relateret personale under fredsbevarende operationer,

–  der henviser til FN's generalsekretærs rapport af 11. september 2015 om henstillingerne fra det uafhængige højniveaupanel om fredsoperationer,

–  der henviser til den endelige rapport fra den internationale undersøgelseskommission om Den Centralafrikanske Republik af 19. december 2014,

–  der henviser til den internationale konference på højt niveau om Den Centralafrikanske Republik under overskriften "Fra humanitær bistand til modstandsdygtighed", som blev afholdt i Bruxelles den 26. maj 2015,

–  der henviser til aftalen om afvæbning, demobilisering, hjemsendelse og reintegration (DDRR), som blev undertegnet den 10. maj 2015 af et stort antal af de væbnede grupper i forbindelse med Banguiforummet,

–  der henviser til den reviderede Cotonouaftale,

–  der henviser til aftalen fra Libreville (Gabon) af 11. januar 2013 om en løsning på den politisk-militære krise i CAR, som blev undertegnet i stats- og regeringschefsregi af Det Centralafrikanske Økonomiske Fællesskab (CEEAC), og som fastlægger betingelserne for at bringe krisen i Den Centralafrikanske Republik til ophør,

–  der henviser til de ekstraordinære topmøder mellem stats- og regeringscheferne i Det Centralafrikanske Økonomiske Fællesskab (CEEAC), der blev afholdt i N'Djamena (Tchad) den 21. december 2012, den 3. april 2013 og den 18. april 2013, og til deres beslutning om at etablere et nationalt overgangsråd med lovgivnings- og forfatningsmæssige beføjelser og vedtage en køreplan for overgangsprocessen i CAR,

–  der henviser til den internationale kontaktgruppes møde den 3. maj 2013 i Brazzaville (Republikken Congo), hvor man godkendte køreplanen for overgangsperioden og oprettede en særlig fond til at hjælpe CAR,

–  der henviser til aftalen om indstilling af fjendtlighederne, som blev undertegnet i juli 2014,

–  der henviser til konklusionerne fra det syvende møde i den internationale kontaktgruppe, som blev holdt i Brazzaville den 16. marts 2015,

–  der henviser til de kommunikéer, der blev udstedt af Den Afrikanske Unions Råd for Fred og Sikkerhed den 17. september 2014 og den 26. marts 2015,

–  der henviser til CAR's forfatning, som blev vedtaget af overgangsrådet i slutningen af august 2015,

–  der henviser til Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol (ICC) fra 1998, som blev ratificeret af CAR i 2001,

–  der henviser til den valgfri protokol til konventionen om barnets rettigheder vedrørende inddragelse af børn i væbnede konflikter, som CAR har undertegnet,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at der udbrød nye sammenstød i slutningen af september 2015, som resulterede i 42 dødsfald og fik omkring 37 000 mennesker til at flygte fra deres hjem;

B.  der henviser til, at over 500 fanger i slutningen af september 2015 undslap fra Ngaragba-fængslet i Bangui og fra Bouar, heriblandt velkendte gerningsmænd til menneskerettighedskrænkelser og overgreb; der henviser til, at dette udgør en alvorlig trussel for civilbefolkningen og beskyttelsen af ofre og vidner; der henviser til, at fangeflugten er et tilbageslag for opretholdelsen af lov og orden og for kampen mod straffrihed i CAR;

C.  der henviser til, at betingelserne for bistandsorganisationer i Bangui er blevet forværret ifølge Kontoret for Koordination af Humanitære Anliggender; der henviser til, at flere af nødhjælpsorganisationernes kontorer og residenser er blevet plyndret, og at deres medarbejderes bevægelsesfrihed er blevet hindret, navnlig for sundhedspersonale på hospitaler;

D.  der henviser til, at humanitær bistand vanskeliggøres på grund af kampene og talrige vejspærringer, som forhindrer myndighederne i at få adgang til tusindvis af internt fordrevne og vurdere deres behov; der henviser til, at bekymringerne angående sikker adgang til de forskellige kvarterer i Bangui også er gentaget af Læger uden Grænser (MSF), som oplyste, at sårede mennesker i mange tilfælde var ankommet til fods, og at organisationens ambulancer ikke havde kunnet køre rundt, fordi hovedstaden var blevet for farlig;

E.  der henviser til, at FN har besluttet at forlænge mandatet for MINUSCA til den 30. april 2016 med et godkendt loft for tropper på 10 750 militære medarbejdere, herunder 480 militærobservatører og stabsofficerer, samt 2 080 politimedarbejdere, heraf 400 politibetjente og 40 fængselsbetjente;

F.  der henviser til, at der ifølge FN's fredsbevarende mission i landet (MINUSCA) – til trods for at sikkerhedssituationen er blevet roligere på det seneste – stadig er spændinger i Bangui, som har været skueplads for angreb på civile, vold mellem befolkningsgrupper og angreb på nødhjælpsarbejdere;

G.  der henviser til, at Den Internationale Straffedomstols chefanklager, Fatou Bensouda, har opfordret alle dem, der er involveret i sammenstødene til "øjeblikkeligt at standse og afholde sig fra volden", og tilføjet, at alle krigsforbrydelser, der begås, vil blive straffet; der henviser til, at den anden undersøgelse af konflikten i CAR blev indledt den 24. september 2014;

H.  der henviser til, at den seneste tids sammenstød truer med at få den spæde fredsproces til at gå i opløsning og kan bringe landet tilbage til den mørke periode i slutningen af 2013 og 2014, hvor tusinder blev dræbt og titusinder var nødt til at flygte fra deres hjem; der henviser til, at kriminalitet stadig udgør en alvorlig trussel; der henviser til, at situationen for kvinder i CAR er meget alvorlig, og til, at voldtægt ofte benyttes som et krigsvåben af alle de involverede parter;

I.  der henviser til, at kuppet i 2013 og den efterfølgende afsættelse af overgangsstatschefen, Michel Djotodia, og overgangspremierministeren, Nicolas Tiangaye, blev ledsaget af massive og alvorlige menneskerettighedskrænkelser med en klar risiko for folkedrab, inklusive udenretslige henrettelser, tortur, plyndringer, voldtægter og seksuelle overgreb i stort omfang, bortførelse af kvinder og børn og tvangsrekruttering af børnesoldater;

J.  der henviser til, at centralafrikanerne den 4. oktober 2015 ved en folkeafstemning skulle tage stilling til vedtagelsen af en ny forfatning og vælge deres repræsentanter samtidig ved præsident- og parlamentsvalg, som oprindeligt var planlagt til den 18. oktober 2015 (første runde) og den 22. november 2015 (anden runde); der henviser til, at overgangsmyndighederne i nogle uger har arbejdet på at udsætte afstemningerne, men at Det Nationale Valgagentur stadig ikke har bekendtgjort en ny dato, at valglisterne stadig ikke er udarbejdet, og at der ikke er uddelt valgkort;

K.  der henviser til, at landet står midt i den værste humanitære krise siden dets uafhængighed i 1960, som berører hele befolkningen på 4,6 mio. mennesker, hvoraf halvdelen er børn; der henviser til, at 2,7 mio. mennesker har behov for hjælp, herunder fødevarebistand, beskyttelse og adgang til sundhedspleje, drikkevand, sanitet og boliger; der henviser til, at det anslås, at mere end 100 000 børn har oplevet seksuelt misbrug og rekruttering til væbnede grupper i landet, og til, at det anslås at krisen har gjort en million børn skoleløse;

L.  der henviser til, at væbnede grupper i CAR den 5. maj 2015 nåede frem til en aftale om frigivelse af mellem 6 000 og 10 000 børnesoldater;

M.  der henviser til, at den fredsbevarende operation er blevet belastet af anklager om seksuelt misbrug af børn og piger begået af FN-soldater og franske fredsbevarende styrker;

N.  der henviser til, at begge de væbnede grupper Seleka og anti-balaka tjener penge på handelen med tømmer og diamanter ved at kontrollere områder og "inddrive skatter" eller presse "beskyttelsespenge" af mineejere og handlende, og til, at handlende fra CAR har købt diamanter til en værdi af flere millioner dollars uden at undersøge ordentligt, om de finansierede væbnede grupper;

O.  der henviser til, at respekten for menneskerettighederne er en grundlæggende værdi for Den Europæiske Union og udgør et afgørende element i Cotonouaftalen, særlig artikel 8;

P.  der henviser til, at retfærdighed og retsforfølgelse af alvorlige menneskerettighedskrænkelser er blandt de absolut nødvendige opgaver for at få bragt overgrebene til ende og få genopbygget CAR;

Q.  der henviser til, at straffrihed stadig er kendetegnende for volden, til trods for at overgangsrådet har vedtaget, og den midlertidige præsident ved sin underskrift har godkendt, loven om oprettelse af en særlig straffedomstol sammensat af både nationale og internationale dommere og anklagere, der skal undersøge og retsforfølge alvorlige menneskerettighedskrænkelser, som er begået i CAR siden 2003;

R.  der henviser til, at EU i september 2014 igangsatte de første tre udviklingsprojekter under EU's multidonortrustfond for CAR inden for områderne sundhed, jobskabelse, genopbygning af ødelagt infrastruktur i Bangui samt styrkelse af kvinders status og deres økonomiske inklusion;

S.  der henviser til, at Det Europæiske Råd i marts 2015 iværksatte EU's militære rådgivningsmission i CAR (EUMAM RCA), der sigter mod at støtte de centralafrikanske myndigheder med forberedelsen af en reform af sikkerhedssektoren for så vidt angår de væbnede styrker;

T.  der henviser til, at EU siden maj 2015 har øget sin bistand til CAR med i alt 72 mio. EUR, herunder midler til humanitær bistand (med 10 mio. EUR i nye midler), budgetstøtte (med yderligere 40 mio. EUR) og et nyt bidrag til EU's trustfond for CAR (yderligere 22 mio. EUR);

U.  der henviser til, at EU den 15. juli 2014 lancerede sin første multidonorudviklingstrustfond til støtte for Den Centralafrikanske Republik, som sigter mod at lette overgangen fra nødhjælp til langsigtet udviklingsbistand;

1.  udtrykker dyb bekymring over situationen i Den Centralafrikanske Republik, som kan bringe landet på randen af en borgerkrig, hvis ikke den seneste tids vold inddæmmes; beklager dybt tabet af menneskeliv og udtrykker medfølelse med ofrenes familier og med hele Den Centralafrikanske Republiks befolkning;

2.  fordømmer på det kraftigste angrebene mod humanitære organisationer og deres residenser i forbindelse med det seneste voldsudbrud; kræver fri bevægelighed for nødhjælpsarbejdere, så de kan nå frem til civile i nød, navnlig den del er befolkningen, der er fordrevet; minder om, at næsten en halv mio. internt fordrevne har presserende behov for mad, sundhedspleje, vand, sanitet og hygiejne, tag over hovedet og basale husholdningsartikler;

3.  opfordrer myndighederne i CAR til at fokusere på at bekæmpe straffrihed og genoprette retsstatsforhold, også ved at bringe dem, der er ansvarlige for volden, for en domstol; glæder sig over oprettelsen af den særlige straffedomstol til at undersøge og retsforfølge alvorlige menneskerettighedskrænkelser, som er begået i CAR siden 2003, og påpeger, at der er et presserende behov for, at den bliver funktionsdygtig; understreger, at international finansiel og teknisk bistand er afgørende for, at den kan fungere; opfordrer til, at der hurtigst muligt afholdes en international konference, hvor donorerne kan give tilsagn om deres bidrag; tilskynder myndighederne i CAR til at indføre en effektiv og åben rekrutteringsprocedure for bemanding af domstolen;

4.  roser Det Centralafrikanske Økonomiske Fællesskab for dets afgørende rolle i fastlæggelsen af overgangsprocessen og det håndfaste standpunkt, der blev indtaget under høringerne i Addis Abeba den 31. januar 2015, vedrørende eventuelle parallelle initiativer, som kunne bringe det internationale samfunds igangværende bestræbelser på at genoprette fred, sikkerhed og stabilitet i CAR i fare;

5.  glæder sig over overgangsregeringens hidtidige indsats, men opfordrer overgangsmyndighederne i CAR og det internationale samfund til at gøre noget ved de underliggende årsager til krisen, som f.eks. den udbredte fattigdom, økonomiske forskelle og uligheder, voksende arbejdsløshed og den manglende omfordeling af rigdommen fra landets naturressourcer via statsbudgettet; opfordrer til en samlet tilgang, der fokuserer på sikkerhed, humanitær bistand, stabilisering og økonomisk genopretning;

6.  opfordrer det internationale samfund til at støtte den politiske proces i CAR i denne kritiske fase og til at forstærke de fælles bestræbelser på at lette den politiske dialog, opbygge tillid og sikre fredelig sameksistens mellem landets religiøse samfund; opfordrer indtrængende CAR's regering til at gøre genopbygning af uddannelsessystemet til en prioritet for at fremme fredelig sameksistens på lang sigt;

7.  beklager dybt, at militsgrupperne fortsat styrkes, selv om FN har indført en våbenembargo; opfordrer alle parter til at overholde nedrustningsaftalen, som blev undertegnet den 10. maj 2015; understreger, at det skal være en absolut prioritet at få afvæbnet væbnede grupper, navnlig forud for præsident- og parlamentsvalget, som skal finde sted i CAR sidst på året;

8.  opfordrer indtrængende Den Afrikanske Union og Den Europæiske Union til at benytte alle passende foranstaltninger og redskaber til at hjælpe overgangsregeringen med at undgå en allerede skrøbelig stats implosion, en optrapning af de interetniske spændinger og de konkurrerende militsgruppers vedvarende styrke og klare overgangen til en velfungerende, inkluderende og demokratisk stat, navnlig ved hjælp af instrumentet for fred og stabilitet, den afrikanske fredsfacilitet og den afrikanske beredskabsstyrke;

9.  ser med tilfredshed på oprettelsen af Banguiforummet for forsoning og fred, og opfordrer til, at alle politiske, militære og religiøse ledere samt lokalsamfundene og civilsamfundet deltager uden betingelser; insisterer på, at der skal afholdes demokratiske valg;

10.  opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og andre internationale aktører til at gøre deres yderste for at støtte organiseringen af valgene som planlagt i overgangskøreplanen, navnlig ved at bidrage til det UNDP-ledede valgbistandsprogram, således at valgene kan afvikles inden udgangen af dette år, og man derved opfylder et centralt element i overgangskøreplanen;

11.  gentager sin støtte til CAR's uafhængighed, enhed og territoriale integritet; minder om vigtigheden af folks ret til selvbestemmelse uden indblanding udefra;

12.  bekræfter på ny sin støtte til FN, MINUSCA's fredsbevarende styrke og det franske militærkontigent, Sangaris, forud for de valg, der skal finde sted inden årets udgang; fordømmer på det kraftigste ethvert forsøg på at hindre de igangværende bestræbelser på at skabe stabilitet;

13.  minder om, at overgangsperioden slutter den 30. december 2015; opfordrer indtrængende de nationale myndigheder til med støtte fra MINUSCA- og Sangaris-styrkerne at genoprette roen i landet, og mere specifikt i Bangui, for på bedste vis at fastholde tidsplanen for valgene;

14.  glæder sig over EU's militære rådgivningsmission (EUMAM RCA) og igangsættelsen af projekterne med henblik på at genindsætte politiet og genoprette gendarmeriets kapacitet til at udføre nærpolitivirksomhed og bekæmpe uroligheder, genoprette den fælles operative kommandocentral, styrke domstolene og genopbygge fængselsfaciliteterne;

15.  fordømmer al volden mod børn og kvinder og opfordrer indtrængende alle militsgrupper og ikke-statslige væbnede grupper til at nedlægge deres våben, indstille al brug af vold og øjeblikkeligt frigive børn, som er blevet optaget i grupperne; anmoder alle aktører om at engagere sig i beskyttelen af børns rettigheder og om at forhindre yderligere krænkelser af og overgreb mod børn; opfordrer indtrængende til, at piger og kvinder, som er ofre for voldtægt i forbindelse med væbnede konflikter, tilbydes hele viften af seksuelle og reproduktive sundhedsydelser;

16.  opfordrer indtrængende til, at diamanthandlerne i CAR udviser behørig omhu, og at de internationale diamantvirksomheder gør noget ved svigt i forbindelse med Kimberlyprocessen, der finder sted i diamantforsyningskæden fra CAR; opfordrer myndighederne i CAR og udenlandske selskaber til at medvirke til at styrke forvaltningen i udvindingssektoren ved at efterleve gennemsigtighedsinitiativet for udvindingsindustrien;

17.  opfordrer de internationale diamantvirksomheder til nøje at granske diamanternes oprindelse for at undgå at bære ved til konflikten ved at købe ulovligt udvundne og handlede diamanter fra CAR; opfordrer indtrængende europæiske virksomheder, der handler med skovningsvirksomheder i CAR, til at overholde EU's forordning om træ og træprodukter, og opfordrer EU til håndfast at håndhæve denne forordning i forbindelse med import af træ og træprodukter fra CAR;

18.  anmoder myndighederne i CAR til at udarbejde en nationalt ejet strategi til at tackle den ulovlige udnyttelse af og smuglernetværkene for naturressourcer;

19.  opfordrer indtrængende lande, hvis soldater er ansvarlige for seksuelle overgreb under fredsbevarende missioner i CAR, til at drage dem til ansvar og stille dem for retten, da straffrihed ikke kan tolereres; understreger, at der er presserende behov for at reformere de fredsbevarende strukturer ved at indføre en velfungerende og gennemsigtig tilsyns- og ansvarlighedsmekanisme; er overbevist om, at sådanne alvorlige forbrydelser også ville kunne reduceres og forhindres ved hjælp af træning og uddannelse;

20.  opfordrer indtrængende CAR, dets nabolande og andre medlemsstater i den internationale konference om De Store Søers Område (ICGLR) til at samarbejde på regionalt plan om at efterforske og bekæmpe regionale kriminelle netværk og væbnede grupper, der er involveret i ulovlig udnyttelse og smugling af naturressourcer, herunder guld, diamanter samt krybskytteri på og handel med vilde dyr;

21.  opfordrer EU til at gøre alt, hvad der står i dets magt for at yde en mere koordineret og mere effektiv bistand til befolkning i CAR; glæder sig samtidig over optrapningen af EU's og medlemsstaternes humanitære indsats i CAR i lyset af behovene, som hele tiden udvikler sig; understreger, at der bør ydes livreddende bistand til dem, der har behov for det i CAR, såvel som til flygtninge i nabolandene;

22.  fordømmer militsgruppernes ødelæggelse af offentlige arkiver og registre; opfordrer indtrængende EU til at støtte CAR's genoprettelse af det offentlige register og forhindre eventuelle uregelmæssigheder i forbindelse med valgene;

23.  opfordrer medlemsstaterne og andre donorer til at optrappe deres bidrag til EU's fond for CAR, Bêkou-trustfonden, hvis formål er at fremme en stabilisering og genopbygning af Den Centralafrikanske Republik, idet der tages højde for behovet for en bedre sammenkobling af genopbygnings- og udviklingsprogrammer med den humanitære indsats;

24.  opfordrer EU, AU og det internationale samfund til at støtte flygtningene fra CAR i nabolandene;

25.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til overgangsmyndighederne i Den Centralafrikanske Republik, Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant, Federica Mogherini, FN's Sikkerhedsråd, FN's generalsekretær, Den Afrikanske Unions institutioner, Det Centralafrikanske Økonomiske Fællesskab (CEEAC), Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU og EU's medlemsstater.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0035.


Situationen i Thailand
PDF 175kWORD 73k
Europa-Parlamentets beslutning af 8. oktober 2015 om situationen i Thailand (2015/2875(RSP))
P8_TA(2015)0343RC-B8-1002/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Thailand, navnlig af 20. maj 2010(1), 6. februar 2014(2) og 21. maj 2015(3),

–  der henviser til redegørelsen af 2. april 2015 fra talsmanden for næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik Federica Mogherini om udviklingen i Thailand,

–  der henviser til udtalelserne fra EU's delegation til Thailand i samråd med cheferne for EU’s missioner i Thailand af 14. november 2014, 30. juni 2015 og 24. september 2015,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 23. juni 2014 om Thailand,

–  der henviser til svaret af 15. maj 2013 fra den daværende næstformand i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender Catherine Ashton på vegne af Kommissionen om situationen for Andy Hall,

–  der henviser til pressemeddelelsen af 1. april 2015 fra FN’s særlige rapportør om fremme og beskyttelse af retten til ytringsfrihed,

–  der henviser til FN's Menneskerettighedsråds universelle regelmæssige gennemgang af Thailand og dets anbefalinger af 5. oktober 2011,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948,

–  der henviser til FN's erklæring om menneskerettighedsforkæmpere fra 1998,

–  der henviser til den internationale konvention fra 1966 om borgerlige og politiske rettigheder, som Thailand er part i,

–  der henviser til FN's konvention fra 1984 mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf,

–  der henviser til Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationers menneskerettighedserklæring,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at det statslige militær den 20. maj 2014 afsatte Thailands regering og fortsatte med at indføre militær undtagelsestilstand i hele landet samt gennemtvang en opløsning af bevogtningscentret for administration af ro og orden;

B.  der henviser til, at de militære styrker er gået videre med dannelsen af det nationale råd for fred og orden (NCPO), hvis leder general Prayuth Chan-Ocha vil udøve alle beføjelser og har ubegrænset beføjelse til at udstede ordrer og indføre forfatningsmæssige reformer;

C.  der henviser til, at centrale forfatningsmæssige organer, der er oprettet af NCPO, kontrolleres af militært personel, og at NCPO's medlemmer er omfattet af fuld immunitet for forseelser, forpligtelser eller ansvar af enhver art, mens de er ansat på grundlag af paragraf 44 og 47 i den midlertidige forfatning;

D.  der henviser til, at forfatningskomitéen den 29. august 2015 færdiggjorde udarbejdelsen af en ny forfatning, der blev forkastet af det nationale reformråd den 6. september 2015; der henviser til, at en ny forfatningskomité skal omskrive forfatningen inden for 180 dage, og til, at den seneste forkastelse kan forlænge militærstyret i landet;

E.  der henviser til, at førende websteder om den politiske situation og menneskerettighedssituationen i Thailand efter paragraf 44 i den midlertidige forfatning er blevet anklaget af NCPO for at true den nationale sikkerhed, og at der foregår intensiv censur af TV-kanaler og radiostationer i lokalsamfund, der er tilknyttet alle indenlandske politiske grupperinger;

F.  der henviser til, at den nyligt vedtagne lov om offentlige forsamlinger, der trådte i kraft den 14. august 2015, i alvorlig grad begrænser forsamlingsfriheden og fastsætter hårde domme på op til ti års fængsel for overtrædelser såsom at forårsage afbrydelse af offentlige tjenester;

G.  der henviser til, at hærens personel er blevet udpeget som "politibetjente til opretholdelse af fred og orden" til vilkårligt at tilbageholde personer og foretage undersøgelser og ransagninger uden en arrestordre;

H.  der henviser til, at deltagere i fredelige demonstrationer gentagne gange er blevet anklaget for at tilskynde til oprør og at overtræde loven, og der henviser til, at 14 aktivister fra den neodemokratiske bevægelse (Neo-Democracy Movement (NDM)) er blevet arresteret;

I.  der henviser til, at dødsstraf fortsat anvendes i Thailand, og til, at ny lovgivning har udvidet betingelserne for, hvornår det kan idømmes;

J.  der henviser til, at der har været en voldsom stigning i fængslinger i henhold til "majestætsfornærmelsesloven" siden statskuppet;

K.  der henviser til, at den nationale menneskerettighedskommission (NHRC) er blevet nægtet adgang til torturerede eller mishandlede personer, der tilbageholdes permanent uden sigtelse eller domstolsprøvelse og under militære domstoles myndighed;

L.  der henviser til, at der er sket en forværring af sikkerheden for lokalsamfunds- og jordrettighedsaktivister siden statskuppet;

M.  der henviser til, at Thailand ikke har undertegnet flygtningekonventionen fra 1951 eller protokollen hertil fra 1967 og ikke har en formel national asylramme; der henviser til, at de thailandske myndigheder fortsætter med at tilbagesende flygtninge og asylansøgere til lande, hvor de sandsynligvis vil blive udsat for forfølgelse;

N.  der henviser til, at Thailand i henhold til internationale traktater, som landet er part i, er forpligtet til at efterforske og behørigt retsforfølge tortur, dødsfald under forvaring og andre angiveligt alvorlige krænkelser af menneskerettighederne;

O.  der henviser til, at sagen om æreskrænkelse mod forsvareren af arbejdstagernes rettigheder, Andy Hall, som er EU-borger, er blevet afvist, men der henviser til, at han fortsat står tiltalt i sager om IT-kriminalitet og æreskrænkelse og i to civile sager om æreskrænkelse, som kan resultere i en fængselsstraf på syv år og en bøde på flere millioner dollar for at bidrage til en rapport fra Finnwatch vedrørende påstået misbrug af arbejdskraft fra en thailandsk ananasgrossists side til trods for, at de krænkelser af arbejdstagerrettighederne, som blev begået af selskabet, blev bekræftet af det thailandske Arbejdsministerium samt en af virksomhedens medarbejdere under tidligere retsmøder; der henviser til, at hans sag vil komme for en domstol den 19. oktober 2015;

P.  der henviser til, at selv om Thailand har ratificeret Den Internationale Arbejdsorganisations konvention nr. 29, er vandrende arbejdstagere kun omfattet af ringe beskyttelse; der henviser til, at menneskehandel med arbejdstagere er et stort problem; der henviser til, at situationen i fiskerisektoren er særligt foruroligende;

Q.  der henviser til, at EU har sat nye forhandlinger med Thailand om en bilateral frihandelsaftale (FTA), der blev indledt i 2013, på pause, og der henviser til, at EU nægter at undertegne partnerskabs- og samarbejdsaftalen (PSA), der blev afsluttet i november 2013, indtil en demokratisk regering er på plads; der henviser til, at EU er Thailands tredjestørste handelspartner;

1.  glæder sig over EU’s stærke engagement i den thailandske befolkning, med hvem EU har stærke og mangeårige politiske, økonomiske og kulturelle bånd; understreger, at EU, som ven og partner til Thailand gentagne gange har opfordret til, at den demokratiske proces genoprettes;

2.  er dog dybt bekymret over den forværrede menneskerettighedssituation i Thailand efter det ulovlige statskup i maj 2014;

3.  opfordrer indtrængende de thailandske myndigheder til at ophæve repressive restriktioner for retten til frihed og fredelig udøvelse af andre menneskerettigheder, navnlig dem, der er relevante for fredelig deltagelse i politiske aktiviteter;

4.  opfordrer de thailandske myndigheder til at omstøde domme og straffe og til at tilbagetrække anklager og frigive personer og medieoperatører, der er blevet dømt eller anklaget for fredeligt at have udøvet deres ret til ytrings- og forsamlingsfrihed; opfordrer regeringen til omgående at ophæve paragraf 44 i den foreløbige forfatning og de dertil knyttede bestemmelser, der tjener som grundlag for de thailandske myndigheder til at undertrykke grundlæggende frihedsrettigheder og begå menneskerettighedskrænkelser straffrit;

5.  opfordrer det thailandske myndigheder til at bidrage til at hindre de sikkerhedstrusler, der berører befolkningen generelt, og til bedre at tage hånd om bekymringerne hos medlemmerne af lokalsamfundet og hos jordrettighedsaktivister;

6.  opfordrer de thailandske myndigheder til så hurtigt som muligt at påbegynde den politiske overdragelse af beføjelser fra militæret til de civile myndigheder; noterer sig den klare plan for frie og retfærdige valg og opfordrer til, at tidsplanen overholdes;

7.  opfordrer til at overdrage alle retlige kompetencer i forhold til civile fra militære til civile domstole, at ophøre med vilkårlige tilbageholdelser under militær undtagelsestilstand og til at træffe foranstaltninger for at begrænse snarere end at styrke hærens beføjelser til at tilbageholde civile;

8.  opfordrer myndighederne til at revurdere "majestætsfornærmelsesloven" for at undgå, at den straffer fredelig udøvelse af politisk meningsudveksling, og til at ophøre med at anvende loven i udvidet omfang på spørgsmål uden relation hertil;

9.  anmoder om, at retten til sikkerhed, herunder menneskerettighedsforkæmperes ret til sikkerhed, respekteres og beskyttes, og at alle krænkelser af menneskerettighedsforkæmperes rettigheder undersøges hurtigt, effektivt og uafhængigt;

10.  noterer sig den thailandske regerings udnævnelse af en ny forfatningskomité med henblik på at udarbejde en ny forfatning så hurtigt som muligt; opfordrer til en forfatning med udgangspunkt i demokratiske principper såsom lighed, frihed, retfærdig repræsentation, gennemsigtighed, ansvarlighed, menneskerettigheder, retsstatsprincippet og offentlig adgang til ressourcer;

11.  opfordrer den thailandske regering til at overholde sine egne forfatningsmæssige og internationale forpligtelser med hensyn til domstolenes uafhængighed, retten til ytringsfrihed, foreningsfrihed og retten til at deltage i fredelige forsamlinger samt politisk pluralisme, især i betragtning af den tiltagende strenghed af dens love mod æreskrænkende udtalelser;

12.  noterer sig de foranstaltninger, som den thailandske regering har truffet for at overholde minimumsstandarderne for afskaffelse af menneskehandel og for at sætte en stopper for det endemiske moderne slaveri i sin fiskeindustris forsyningskæde; tilskynder regeringen til at gennemføre disse foranstaltninger hurtigst muligt og til at styrke sin indsats;

13.  opfordrer Thailand til at undertegne og ratificere flygtningekonventionen fra 1951 eller protokollen hertil fra 1967;

14.  opfordrer indtrængende Thailand til at tage konkrete skridt hen imod afskaffelse af dødsstraf;

15.  ser med stor tilfredshed på godkendelsen af Thailands ligestillingslov, som signalerer en mere inklusiv fremtid for landets retlige behandling af lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner (LGBT);

16.  glæder sig over beslutningen om at afvise straffesagen om æreskrænkelse mod Andy Hall og om at løslade ham efterfølgende; opfordrer til, at de sager mod ham om IT-kriminalitet og kriminel æreskrænkelse, som verserer ved det sydlige Bangkoks straffedomstol, også frafaldes, eftersom hans handlinger som menneskerettighedsforkæmper havde til formål at påvise eksempler på menneskehandel og forbedre vandrende arbejdstageres retlige situation i Thailand, hvilket bekræfter hans ret til at foretage undersøgelser og advokatvirksomhed uden frygt for gengældelse; udtrykker med hensyn til de civile sager om æreskrænkelse bekymring for, at hans retssag ikke er fuldt ud upartisk, eftersom der har været beretninger om ejerskabsforbindelser mellem den sagsøgende virksomhed og højtstående thailandske politikere; anmoder EU's delegation om fortsat at følge hans retlige situation nøje og til at være til stede under hans retssag;

17.  glæder sig over Phukets regionaldomstols frikendelse den 1. september 2015 af journalisterne Chutima ‘Oi’ Sidasathian og Alan Morison;

18.  opfordrer indtrængende det internationale samfund, og EU i særdeleshed, til at sætte alt ind på at bekæmpe menneskehandel, slavearbejde og tvungen migration ved at slå til lyd for internationalt samarbejde om overvågning og forebyggelse af menneskerettighedskrænkelser i forbindelse med arbejdsmarkedsspørgsmål;

19.  tilskynder EU og den thailandske regering til at indlede en konstruktiv dialog om spørgsmål vedrørende beskyttelse af menneskerettighederne og demokratiseringsprocesser i Thailand og i regionen; gentager sin støtte til demokratiseringsprocessen i Thailand;

20.  støtter Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten i deres fastholdelse af økonomisk og politisk pres for at sikre, at Thailand vender tilbage til demokratisk styre; minder i denne forbindelse den thailandske regering om, at der ikke skal forventes fremskridt med hensyn til frihandelsaftalen og partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem EU og Thailand, så længe militærjuntaen fortsat er ved magten;

21.  glæder sig over Thailands nye rolle som koordinator for forbindelserne mellem ASEAN og EU i 2015-2018; påpeger de indbyrdes fordele, som ASEAN og EU opnår gennem deres samarbejde;

22.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten og EU-delegationen samt medlemsstaternes delegationer, til at anvende alle til rådighed stående instrumenter til at sikre respekt for menneskerettighederne og retsstatsprincippet i Thailand, navnlig ved at fortsætte med at overvåge efterforskningen og retssagerne mod oppositionsledere;

23.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Kommissionen, Thailands regering og parlament, medlemsstaternes parlamenter og regeringer, FN's højkommissær for menneskerettigheder og regeringerne i Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationers medlemsstater.

(1) EUT C 161 E af 31.5.2011, s. 152.
(2) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0107.
(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0211.


Massefordrivelse af børn i Nigeria som følge af Boko Harams angreb
PDF 181kWORD 76k
Europa-Parlamentets beslutning af 8. oktober 2015 om massefordrivelsen af børn i Nigeria som følge af Boko Harams angreb (2015/2876(RSP))
P8_TA(2015)0344RC-B8-1003/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Nigeria, navnlig beslutning af 17. juli 2014(1) og beslutning af 30. april 2015(2),

–  der henviser til tidligere redegørelser fra Kommissionens næstformand/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini, herunder af 8. januar, 19. januar, 31. marts samt 14. og 15. april og 3. juli 2015,

–  der henviser til erklæringen fra formanden for FN’s Sikkerhedsråd den 28. juli 2015,

–  der henviser til, at præsident Muhammadu Buhari’s tale til FN’s Generalforsamling den 28. september 2015 og FN’s topmøde om terrorismebekæmpelse,

–  der henviser til Cotonouaftalen,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 1325 af 31. oktober 2000 om kvinder, fred og sikkerhed,

–  der henviser til De Forenede Nationers (FN's) og Organisationen for Afrikansk Enheds (OAU's) charter om børns rettigheder og velfærd (1990),

–  der henviser til loven om børns rettigheder fra 2003 undertegnet og gjort til lov af Nigerias forbundsregering,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948,

–  der henviser til Den Afrikanske Unions konvention om forebyggelse og bekæmpelse af terrorisme, som blev ratificeret af Nigeria den 16. maj 2003, og tillægsprotokollen hertil, som blev ratificeret af Nigeria den 22. december 2008,

–  der henviser til EU’s Nødtrustfond for Stabilitet og Håndtering af de Grundlæggende Årsager til Irregulær Migration og til Fordrivelse af Personer i Afrika,

–  der henviser til rapporten fra FN’s højkommissær for menneskerettigheder om krænkelser og overgreb begået af Boko Haram og indvirkningen på menneskerettighederne i de berørte lande af 29. september 2015; der henviser til erklæringerne fra FN’s højkommissær for menneskerettigheder om muligheden for, at medlemmer af Boko Haram vil kunne anklages for krigsforbrydelser,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at Nigeria, den mest folkerige og største økonomi i Afrika, som er præget af etnisk mangfoldighed og regionale og religiøse kløfter og en skillelinje mellem nord og syd med alvorlige økonomiske og sociale uligheder, siden 2009 er blevet kampplads for Boko Harams islamistiske terrorgruppe, der har aflagt troskabsed over for Da'esh; der henviser til, at terrorgruppen er blevet en voksende trussel mod stabiliteten i Nigeria og den vestafrikanske region; der henviser til, at de nigerianske sikkerhedsstyrker ofte har anvendt overdreven magt og begået overgreb under militæroperationer i kampen mod oprøret;

B.  der henviser til, at mindst 1 600 civile er blevet dræbt af Boko Haram i de seneste 4 måneder, hvilket har bragt dødstallet op på mindst 3 500 civile alene i 2015;

C.  der henviser til, at Boko Harams målrettede aktioner mod skoledrenge og skolepiger i området siden begyndelsen af Boko Harams oprør har berøvet børn adgang til uddannelse, og at der er 10,5 mio. børn i den skolepligtige alder i Nigeria, der ikke går i skole, hvilket er det højeste antal i verden ifølge tal fra UNESCO; der henviser til, at Boko Haram ligesom Al-Shabaab i Somalia, AQIM, MUJAO og Ansar Dine i det nordlige Mali og Taliban i Afghanistan og Pakistan sigter mod børn og kvinder, der får en uddannelse;

D.  der henviser til, at øgede terror- og selvmordsbombeangreb ud over grænsen og ind i nabolandene, trods de nigerianske og regionale væbnede styrkers fremskridt, truer stabiliteten og levebrødet for millioner af mennesker i hele regionen; der henviser til, at børn er i alvorlig fare på grund af den forværrede humanitære situation med stigende fødevareusikkerhed kombineret med ringe adgang til uddannelse, sikkert drikkevand og sundhedsydelser;

E.  der henviser til, at FN anslår, at volden i staterne Borno, Yobe og Adamawa for nylig har medført, at antallet af internt fordrevne er steget drastisk til 2,1 mio., hvoraf 58 % er børn ifølge IOM; der henviser til, at mere end 3 mio. mennesker er påvirket af oprøret i sin helhed, og at 5,5 millioner har brug for humanitær bistand i Tchad Sø-Bassinet;

F.  der henviser til, at Nigeria har haft held til at gennemføre et hovedsageligt fredeligt præsident- og guvernørvalg på trods af Boko Harams trusler om at forstyrre afstemningen; der henviser til, at Nigeria og dets nabolande den 11. juni 2015 i Abuja oprettede en multinational fælles taskforce i overensstemmelse med de beslutninger, der blev truffet i Niamey i januar 2015 om bekæmpelse af Boko Haram;

G.  der henviser til, at Boko Haram har bortført over 2 000 kvinder og piger i Nigeria siden 2009, herunder kidnapningen af 276 skolepiger fra Chibok, i den nordøstlige del af landet den 14. april 2014, en handling, der chokerede hele verden og affødte en international kampagne ("Bring back our Girls") for at redde pigerne; der henviser til, at mere end 200 af de piger, der blev fanget under denne hændelse, her næsten halvandet år efter stadig ikke er blevet fundet;

H.  der henviser til, at mange flere børn siden er forsvundet eller er blevet bortført eller rekrutteret til at fungere som krigere og husarbejdere, og piger er blevet udsat for voldtægt og tvangsægteskaber eller tvunget til at konvertere til islam; der henviser til, at der siden april 2015 er omkring 300 andre piger, der er blevet reddet af de nigerianske sikkerhedsstyrker fra terrororganisationers tilholdssteder, og omkring 60 andre, der har formået at undslippe deres fangevogtere andre steder fra, der har beskrevet deres liv i fangenskab til Human Rights Watch (HRW) som en dagligdag bestående af daglig vold og angst samt fysiske og psykiske overgreb; der henviser til, at den væbnede konflikt i det nordøstlige Nigeria i det forløbne år ifølge FN’s særlige rapportør for børn og væbnede konflikter var en af verdens mest dødbringende for børn, med drab, stigende rekruttering og udnyttelse af børn, utallige bortførelser og seksuel vold mod piger; der henviser til, at UNICEF siger, at mere end 23 000 børn er blevet adskilt fra deres forældre og tvunget væk fra deres hjem af volden, og at de løber for at redde livet i Nigeria eller på tværs af grænsen til Cameroun, Tchad og Niger;

I.  der henviser til, at de fleste af de børn, der lever i lejre for internt fordrevne og flygtningelejre har mistet én eller begge forældre (enten dræbt eller forsvundet) såvel som søskende eller andre slægtninge; der henviser til, at adgangen til grundlæggende rettigheder for mange af disse børn – herunder ernæring, husly (indkvarteringsstederne er overfyldte og uhygiejniske), sundhed og uddannelse – på trods af at en række internationale og nationale humanitære organisationer opererer i lejrene, fortsat er af ubeskrivelig ringe kvalitet;

J.  der henviser til, at der er mindst 208 000 børn, der ikke har adgang til uddannelse, og 83 000, der mangler adgang til rent vand i subregionen (Nigeria, Cameroun, Tchad og Niger), og at 23 000 børn i det nordøstlige Nigeria er blevet adskilt fra deres familier;

K.  der henviser til, at antallet af angreb fra Boko Harams side er steget i Nigeria så vel som i nabolandene Cameroun, Tchad og Niger; der henviser til, at Boko Haram fortsat bortfører børn og kvinder til at bære eksplosive anordninger, og bruger dem, uden deres viden, som selvmordsbombere; der henviser til, at nogle af de personer, der havde søgt tilflugt på Tchads side af Tchadsøen igen blev angrebet af de samme terrorister på tchadisk jord;

L.  der henviser til, at EU i juni 2015 ydede 21 mio. EUR i humanitær bistand til internt fordrevne i Nigeria og nabolande, der er ramt af terrororganisationernes vold;

M.  der henviser til, at UNICEF, sammen med regeringer og partnere i Nigeria, Cameroun, Tchad og Niger, optrapper sine operationer for at hjælpe tusinder af børn og deres familier i regionen ved at give dem adgang til rent vand, uddannelse, rådgivning og psykologisk bistand samt vaccinationer og behandling for alvorlig akut fejlernæring; der henviser til, at UNICEF kun har modtaget 32 % af de 50,3 mio. EUR, der er nødvendige i år til organisationens humanitære indsats i regionen omkring Tchadsøen;

N.  der henviser til, at en række af de bortførte kvinder og piger, der er undsluppet eller er blevet reddet eller befriet, vender hjem gravide og har alvorligt brug for reproduktiv sundhedspleje og graviditetspleje, og andre mangler adgang til grundlæggende helbredsundersøgelser efter voldtægt og posttraumatisk omsorg, social støtte og voldtægtsrådgivning ifølge HRW; der henviser til, at Kommissionen har erklæret, at kvinder, når graviditeter medfører ubærlige lidelser, skal have adgang til hele spektret af ydelser inden for seksuel og reproduktiv sundhed på grundlag af deres helbredstilstand, og således hævdet, at den humanitære folkeret skal have forrang under alle omstændigheder;

1.  fordømmer på det kraftigste Boko Harams kriminelle handlinger, herunder terrorangreb og selvmordsbombeangreb i Tchad, Cameroun og Niger; støtter ofrene og kondolerer alle de familier, der har mistet deres kære; fordømmer den igangværende uophørlige vold i staterne Borno, Yobe og Adamawa i Nigeria og andre byer i landet;

2.  beklager dybt de handlinger, der har ført til massive fordrivelser af uskyldige børn og opfordrer til en koordineret international indsats for at bistå FN-organisationer og ngo’er i deres arbejde med at forebygge, at fordrevne børn og unge bliver udsat for seksuelt slaveri, andre former for seksuel vold og bortførelser og bliver tvunget ud i væbnet konflikt mod civile, offentlige og militære mål i Nigeria af terrorsekten Boko Haram; understreger, at det er bydende nødvendigt at beskytte børns rettigheder i Nigeria, et land, hvor mere end 40 % af den samlede befolkningen er mellem 0 og 14 år;

3.  mener, at der bør overvejes ikke-retlige foranstaltninger som et alternativ til retsforfølgelse og tilbageholdelse, når det drejer sig om børn, der tidligere var tilknyttet Boko Haram eller andre væbnede grupper;

4.  glæder sig over den nylige meddelelse fra Kommissionen om yderligere midler til fremme af stærk nødvendig humanitær bistand til regionen; udtrykker imidlertid alvorlig bekymring over finansieringskløften mellem forpligtelser og faktiske betalinger til UNICEF-operationer i regionen fra det internationale samfund som helhed; opfordrer donorerne til at leve op til deres tilsagn om snarest muligt for at afhjælpe det konstante behov for adgang til grundlæggende forsyninger som f.eks. drikkevand, basal sundhedspleje og uddannelse;

5.  opfordrer Nigerias præsident og hans nyudnævnte føderale regering til at vedtage effektive foranstaltninger til at beskytte civilbefolkningen, til at lægge særlig vægt på beskyttelse af kvinder og piger, til at gøre kvinders rettigheder og børns rettigheder til en prioritet i forbindelse med bekæmpelse af ekstremisme, til at yde hjælp til ofrene og til at retsforfølge lovovertrædere, og til at sikre kvinders deltagelse i beslutningstagningen på alle niveauer;

6.  opfordrer den nigerianske regering til, som lovet af præsident Buhari, at iværksætte en hurtig, uafhængig og grundig efterforskning af forbrydelser i henhold til folkeretten og andre alvorlige menneskerettighedskrænkelser begået af alle parter i konflikten;

7.  glæder sig over ændringen i den militære ledelse og kræver, at alle menneskerettighedskrænkelser og forbrydelser begået af både terrorister og nigerianske sikkerhedsstyrker undersøges for at råde bod på den manglende ansvarlighed under den tidligere præsidentperiode; glæder sig over det løfte, som præsident Buhari har afgivet, om at undersøge beviser på, at de nigerianske militære styrker har begået alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, krigsforbrydelser og handlinger, der kan udgøre forbrydelser mod menneskeheden;

8.  opfordrer indtrængende præsidenten for Forbundsrepublikken til at tage fat på de udfordringer, der er forbundet med at overholde alle valgkampagneløfter og de seneste erklæringer, hvoraf de vigtigste er at bekæmpe terrortruslen og at gøre respekt for menneskerettighederne og den humanitære folkeret til en central søjle i militære operationer, bringe Chibok-pigerne og alle andre bortførte kvinder, piger og børn hjem i levende live og uskadte, tage fat på det stigende problem med fejlernæring og bekæmpelse af korruption og straffrihed for at forebygge fremtidigt misbrug og arbejde hen imod retfærdighed for alle ofre;

9.  opfordrer de nigerianske myndigheder og det internationale samfund til at arbejde tæt sammen og øge bestræbelserne på at vende den vedvarende tendens til yderligere fordrivelse af mennesker; bifalder den vilje til at bekæmpe terrortruslerne fra Boko Haram, der blev tilkendegivet på det regionale topmøde i Niamey den 20. og 21. januar 2015 af de 13 deltagerlande, og navnlig Tchads, Camerouns og Nigerias løfter om at gå ind i kampen mod Boko Harams terrortrusler; opfordrer den multinationale fælles taskforce til at overholde de internationale menneskerettigheder og den humanitære folkeret samvittighedsfuldt i sine operationer mod Boko Haram; gentager, at en militær indsats alene ikke vil være tilstrækkelig til at bekæmpe Boko Harams oprør;

10.  minder om, at Boko Harams oprindelse skyldes klager over dårlig regeringsførelse, udbredt korruption og voldsomme uligheder i det nigerianske samfund; opfordrer de nigerianske myndigheder til at afskaffe korruption, dårlig forvaltning og manglende effektivitet i de offentlige institutioner og hæren og fremme en retfærdig beskatning; opfordrer til vedtagelse af foranstaltninger til at afskære Boko Haram fra dens illegale indkomstkilder gennem samarbejde med nabolande, navnlig med hensyn til smugling og ulovlig handel;

11.  opfordrer indtrængende det internationale samfund til at hjælpe Nigeria og de nabolande, der har taget imod flygtninge (Cameroun, Tchad og Niger) med at yde al nødvendig medicinsk og psykologisk bistand til dem, der har behov for det; appellerer til myndighederne i subregionen om at sikre let adgang til den fulde vifte af ydelser inden for seksuel og reproduktiv sundhed til kvinder og piger, der er blevet voldtaget, i overensstemmelse med den fælles artikel 3 Genèvekonventionerne; understreger, at det er nødvendigt at gennemføre en generel standard for behandling af ofre for voldtægt i forbindelse med krig og sikre forrangen af den humanitære folkeret i situationer med væbnet konflikt; udtrykker sin dybeste medfølelse med kvinder og børn, der har overlevet den blinde terrorisme, der er blevet begået af Boko Haram; opfordrer til, at der etableres specialiserede uddannelsesprogrammer rettet mod kvinder og børn, der er ofre for krig, og samfundet som helhed, for at hjælpe dem med at overvinde den skræk, de har oplevet, og til at give tilstrækkelige og omfattende oplysninger til at bekæmpe stigmatisering og social udstødelse og til at hjælpe dem til at blive værdsatte samfundsmedlemmer;

12.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at prioritere bistand til børn og unge i Nigeria, Cameroun, Tchad og Niger, der er blevet rykket op med rode, med særlig vægt på beskyttelse mod alle former for brutalitet og kønsbestemt vold og på adgang til uddannelse, sundhedspleje og sikkert drikkevand, inden for rammerne af Nødtrustfonden for Stabilitet og Håndtering af de Grundlæggende Årsager til Irregulær Migration og til Fordrivelse af Personer i Afrika;

13.  opfordrer den nigerianske regering til at træffe foranstaltninger til at lette fordrevne personers, navnlig børns, tilbagevenden, garantere deres sikkerhed og bistå ngo’er i deres bestræbelser på at forbedre forholdene i lejrene for fordrevne som følge af konflikten, bl.a. ved at forbedre hygiejne og sanitære installationer med henblik på at forebygge mulig spredning af sygdomme;

14.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Forbundsrepublikken Nigerias regering og parlament, repræsentanterne for Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater og Den Afrikanske Union.

(1) Vedtagne tekster P8_TA(2014)0008.
(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0185.


Sagen Ali Mohammed al-Nimr
PDF 168kWORD 68k
Europa-Parlamentets beslutning af 8. oktober 2015 om sagen Ali Mohammed al-Nimr (2015/2883(RSP))
P8_TA(2015)0345RC-B8-0997/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger af henholdsvis 12. februar 2015 om Raif Badawi-sagen fra Saudi-Arabien(1), og af 11. marts 2014 om Saudi-Arabien, dets forbindelser med EU og dets rolle i Mellemøsten og Nordafrika(2),

–  der henviser til EU's retningslinjer vedrørende dødsstraf, som blev vedtaget i juni 1998 og revideret og ajourført i april 2013,

–  der henviser til resolutionerne fra FN's Generalforsamling, navnlig resolutionen af 18. december 2014 om et moratorium for brugen af dødsstraf (A/RES/69/186),

–  der henviser til erklæringerne af 22. september 2015 fra FN's menneskerettighedseksperter om sagen om Ali Mohammed al-Nimr,

–  der henviser til FN's konvention om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf,

–  der henviser til artikel 11 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som fastsætter, at enhver har ret til ytringsfrihed, og til artikel 4, der forbyder tortur,

–  der henviser til EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere, som blev vedtaget i juni 2004 og revideret i december 2008,

–  der henviser til FN's konvention om barnets rettigheder, som Saudi-Arabien er part i,

–  der henviser til artikel 18 i verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948 og til artikel 19 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966,

–  der henviser til det arabiske charter om menneskerettigheder, som Saudi-Arabien er part i, særlig artikel 32, stk. 1, der garanterer retten til information og til menings- og ytringsfrihed, og artikel 8, som forbyder fysisk eller psykisk tortur eller grusom, nedværdigende, ydmygende eller umenneskelig behandling,

–  der henviser til endnu et tilfælde for nyligt med en anden ung mand, Dawoud al-Marhoon, der er blevet dømt til halshugning, og som i en alder af 17 år angiveligt blev tortureret og tvunget til at underskrive en tilståelse, som embedsmænd brugte til at dømme ham på, efter at han var blevet arresteret under demonstrationer i Saudi-Arabiens østlige provins i maj 2012,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at Ali Mohammed al-Nimr, der er 21 år gammel og er nevø til en fremtrædende systemkritiker, i maj 2015 blev idømt dødsstraf, angiveligt ved halshugning efterfulgt af korsfæstelse, af Saudi-Arabiens højesteret på baggrund af strafferetlig tiltale om bl.a. tilskyndelse til oprør, uroligheder, deltagelse i demonstration, røveri og for at være en del af en terrorcelle; der henviser til, at at Ali al-Nimr var under 18 år – og således stadig mindreårig – på det tidspunkt, hvor han blev anholdt, da han demonstrerede for demokrati og lige rettigheder i Saudi-Arabien; der henviser til, at han blev dømt til døden på grund af demonstrationerne i den hovedsageligt shia-muslimske østlige provins af Saudi-Arabien; der henviser til, at pålidelige kilder hævder, at Ali al-Nimr blev tortureret og tvunget til at skrive under på sin tilståelse; der henviser til, at han er blevet nægtet enhver garanti for en sikker sagsbehandling og behørig rettergang i overensstemmelse med folkeretten;

B.  der henviser til, at idømmelse af dødsstraf af en person, som var mindreårig på tidspunktet for overtrædelsen, og de efterfølgende påstande om tortur ikke er forenelige med Saudi‑Arabiens internationale forpligtelser;

C.  der henviser til, at forbuddet mod tortur og grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf er medtaget i alle internationale og regionale menneskerettighedsinstrumenter og er en regel i den folkeretlige sædvaneret, som er bindende for alle stater, uanset om de har ratificeret de relevante internationale aftaler;

D.  der henviser til, at stigningen i antallet af dødsstraffe er tæt knyttet til afgørelser fra Saudi‑Arabiens særlige straffedomstol i retssager som reaktion på terrorrelaterede lovovertrædelser; der henviser til, at der ifølge internationale menneskerettighedsorganisationer blev gennemført mindst 175 henrettelser i Saudi-Arabien mellem august 2014 og juni 2015;

E.  der henviser til, at denne sag er én af mange, som har ført til strenge domme og brug af chikane mod saudiarabiske aktivister, som er blevet retsforfulgt for at have ytret deres meninger, og hvoraf flere er blevet dømt under procedurer, der ikke opfylder de internationale standarder for en retfærdig rettergang, hvilket blev bekræftet af FN's tidligere højkommissær for menneskerettigheder i juli 2014;

F.  der henviser til, at artikel 19 i verdenserklæringen om menneskerettigheder fastsætter, at enhver har ret til menings- og ytringsfrihed, såvel online som offline; der henviser til, at denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysninger og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser;

G.  der henviser til, at Saudi-Arabiens FN-ambassadør i Genève, Faisal bin Hassan Trad, er blevet udnævnt til leder af et panel af uafhængige eksperter i FN's Menneskerettighedsråd;

H.  der henviser til, at indledningen af dialogen om menneskerettigheder mellem Kongeriget Saudi-Arabien og EU kan være et konstruktivt skridt til at fremme gensidig forståelse og fremme reformer i landet, herunder en reform af retsvæsenet;

I.  der henviser til, at Saudi-Arabien er en magtfuld og vigtig politisk og økonomisk aktør i Mellemøsten og Nordafrika;

1.  fordømmer på det kraftigste, at Ali Mohammed al-Nimr er blevet idømt dødsstraf; gentager sin fordømmelse af brugen af dødsstraf og støtter kraftigt indførelsen af et moratorium for dødsstraf som et skridt på vejen hen imod afskaffelse;

2.  opfordrer de saudiarabiske myndigheder, og navnlig Hans Majestæt Kongen af Saudi-Arabien, Salman bin Abdulaziz Al Saud, til at standse henrettelsen af Ali Mohammed al‑Nimr og benåde ham eller omstøde hans dom; opfordrer Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og medlemsstaterne til at benytte alle deres diplomatiske redskaber og alle deres kræfter på omgående at få standset denne henrettelse;

3.  minder om, at Kongeriget Saudi-Arabien er part i konventionen om barnets rettigheder, der udtrykkeligt forbyder anvendelsen af dødsstraf for forbrydelser begået af personer under 18 år;

4.  opfordrer indtrængende de saudiarabiske myndigheder til at afskaffe den særlige straffedomstol, der blev oprettet i 2008 til behandling af terrorsager, men som i voksende omfang er blevet benyttet til retsforfølgelse af fredelige systemkritikere på grundlag af tilsyneladende politisk motiverede anklagepunkter i retssager, der krænker den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang;

5.  opfordrer den saudiarabiske regering til at sikre en hurtig og upartisk undersøgelse af de påståede tilfælde af tortur og til at sikre, at Ali Mohammed al-Nimr får al den lægebehandling, som han måtte have behov for, og regelmæssig adgang til at se sin familie og til at få retshjælp;

6.  minder Saudi-Arabien om dets forpligtelser som medlem af FN's Menneskerettighedsråd; bemærker, at Saudi-Arabien for nylig er blevet udnævnt til leder af et panel af uafhængige eksperter i FN's Menneskerettighedsråd; opfordrer indtrængende de saudiarabiske myndigheder til at sikre, at normerne for så vidt angår respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i deres land er i overensstemmelse med en sådan international rolle;

7.  opfordrer til en styrket mekanisme for dialog om menneskerettigheder mellem EU og Saudi-Arabien og udveksling af ekspertviden om retlige anliggender med henblik på at styrke beskyttelsen af individuelle rettigheder i Kongeriget Saudi-Arabien i overensstemmelse med den reform af retsvæsenet, som det har iværksat; opfordrer de saudiarabiske myndigheder til at fortsætte de nødvendige menneskerettighedsreformer, navnlig dem, der vedrører begrænsning af dødsstraf og henrettelse;

8.  opfordrer Saudi-Arabien til at undertegne og ratificere den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR), som trådte i kraft i 1976, hvis artikel 6 fastsætter, at "ethvert menneske har en naturgiven ret til livet";

9.  udtrykker alvorlig bekymring over den rapporterede stigning i antallet af dødsdomme i Kongeriget Saudi-Arabien i 2014 og over den alarmerende hastighed, hvormed domsafgørelser har krævet dødsstraf i 2015;

10.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, H.M. Kong Salman bin Abdulaziz Al Saud, Kongeriget Saudi-Arabiens regering, FN's højkommissær for menneskerettigheder og FN's Menneskerettighedsråd.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0037.
(2) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0207.


Betalingstjenester i det indre marked ***I
PDF 250kWORD 100k
Beslutning
Tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 8. oktober 2015 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2013/36/EU og 2009/110/EF og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (COM(2013)0547 – C7-0230/2013 – 2013/0264(COD))
P8_TA(2015)0346A8-0266/2015

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2013)0547),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C7‑0230/2013),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank af 5. februar 2014(1),

–  der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 11. december 2013(2),

–  der henviser til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af 4. juni 2015 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59 og artikel 61, stk. 2,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelse fra Retsudvalget (A7-0169/2014),

–  der henviser til de ændringsforslag, der blev vedtaget ved plenarmødet den 3. april 2014(3),

–  der henviser til Formandskonferencens afgørelse af 18. september 2014 om uafsluttede sager fra den syvende valgperiode,

–  der henviser til tillægsbetænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A8-0266/2015),

1.  fastlægger nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 8. oktober 2015 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/… om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF

P8_TC1-COD(2013)0264


(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, direktiv (EU) 2015/2366.)

(1) EUT C 224 af 15.7.2014, s. 1.
(2) EUT C 170 af 5.6.2014, s. 78.
(3) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0280.


Realkreditlovgivning og risikable finansielle instrumenter i EU: Spaniens tilfælde
PDF 171kWORD 70k
Europa-Parlamentets beslutning af 8. oktober 2015 om realkreditlovgivning og risikable finansielle instrumenter i Spanien (på grundlag af modtagne andragender) (2015/2740(RSP))
P8_TA(2015)0347B8-0987/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til andragende 626/2011 og 15 andre om realkreditlovgivningen i Spanien (179/2012, 644/2012, 783/2012, 1669/2012, 0996/2013, 1345/2013, 1249/2013, 1436/2013, 1705/2013, 1736/2013, 2120/2013, 2159/2013, 2440/2013, 2563/2013 og 2610/2013),

–  der henviser til andragende 513/2012 og 21 andre om risikable finansielle instrumenter i Spanien (548/2012, 676/2012, 677/2012, 785/2012, 788/2012, 949/2012, 1044/2012, 1247/2012, 1343/2012, 1498/2012, 1662/2012, 1761/2012, 1851/2012, 1864/2012, 169/2013, 171/2013, 2206/2013, 2215/2013, 2228/2013, 2243/2013 og 2274/2013),

–  der henviser til forhandlingerne i Udvalget for Andragender med de involverede andragere, senest den 16. april 2015,

–  der henviser til Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2014/17/EU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentet og af Rådets direktiv 2014/65/EU af den 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og 2011/61/EU(2),

–  der henviser til Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler(3),

–  der henviser til Kommissionens redegørelse – i den fælles drøftelse af 19. maj 2015 om insolvensprocedurer – om gennemgang og udvidelse af Kommissionens henstilling af 12. marts 2014 om en ny tilgang til virksomheders konkurs og insolvens, hvad angår familieinsolvens og en ny chance for enkeltpersoner og husstande,

–  der henviser til sin beslutning af 11. juni 2013 om socialt boligbyggeri i Den Europæiske Union(4),

–  der henviser til forespørgsel til Kommissionen om realkreditlovgivningen og risikable finansielle instrumenter i Spanien, på grundlag af modtagne andragender (O-000088/2015 – B8-0755/2015),

–  der henviser til Udvalget for Andragenders beslutningsforslag,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til de talrige modtagne andragender, som har sat fokus på tusindvis af tragiske personlige sager, hvor borgere helt eller delvist har mistet deres livsopsparing, og at disse andragender fremhæver de hindringer, som forbrugerne står over, når de ønsker at få nøjagtig og væsentlig information om finansielle instrumenter;

B.  der henviser til, at civilsamfundsorganisationer i Spanien har protesteret mod hundredtusinder af udsættelser, urimelige vilkår i realkreditaftaler og manglende beskyttelse af låntagere; der henviser til, at der ifølge en af disse organisationer (Plataforma de Afectados por la Hipoteca, PAH) har været 19 261 udsættelser i Spanien i løbet af første kvartal 2015 (6 % mere sammenlignet med første kvartal 2014); der henviser til, at PAH anslår, at der har været mere end 397 954 udsættelser i Spanien siden 2008; der henviser til, at mere end 100 000 husholdninger har mistet deres hjem;

C.  der henviser til, at krisens indvirkning har forværret situationen for de udsatte familier, som stadig skal betale af på deres gæld og den stigende rente på gælden; der henviser til, at den spanske regering introducerede muligheden for "datio in solutum" som en ekstraordinær foranstaltning i lov 6/2012; der henviser, at "datio in solutum" ifølge officielle data fra andet kvartal 2014 kun er blevet godkendt i 1 467 af 11 407 ansøgninger eller 12,86 % af det samlede antal;

D.  der henviser til, at nationale og europæiske domstole har påpeget et antal urimelige klausuler og praksis i den spanske realkreditsektor (se Domstolens domme C-243/08 Pannon GSM; C-618/10, Banco Español de Crédito og C-415/11 Catalunyacaixa), som burde have været blevet forhindret af direktiverne 93/13/EØF, 2004/39/EF og 2005/29/EF, hvis disse direktiver fuldt ud havde været omsat og gennemført i Spanien;

E.  der henviser til, at direktiv 2014/17/EU om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse (realkreditdirektivet) vil finde anvendelse på realkreditaftaler, der eksisterer efter den 21. marts 2016, og vil forpligte kreditorer til at informere forbrugerne om hovedtrækkene ved kreditaftalen;

F.  der henviser til, at de spanske myndigheder som resultat af Aziz-dommen (sag C-415/11) med en hasteprocedure vedtog lov 1/2013 af 14. maj 2013 om foranstaltninger til øget beskyttelse af realkreditdebitorer, gældsomlægning og socialt boligbyggeri (Ley 1/2013 de medidas para reforzar la protección a los deudores hipotecarios, reestructuración de la deuda y alquiler social);

G.  der henviser til, at de spanske myndigheder som resultat af dommen i sag C-169/14 ændrede den nationale klageordning på kreditområdet ved hjælp af en afsluttende bestemmelse i lov 9/2015 af 25. maj 2015 om hasteforanstaltninger i konkurssager (Ley 9/2015 de medidas urgentes en material concursal), for at bringe den i overensstemmelse med direktiv 93/13/EØF;

H.  der henviser til, at det spanske parlament har vedtaget et "kodeks for god praksis for en bæredygtig gældsomlægning i forbindelse med realkreditlån i fast ejendom til beboelse", der som oftest er blevet ignoreret af finansielle organer på grund af dets frivillige status og har haft meget begrænsede resultater med hensyn til at undgå udsættelser, tilskynde "datio in solutum", idet berettigelseskravene udelukker mere end 80 % af de berørte;

I.  der henviser til, at forbrugerne i mange tilfælde ikke var blevet behørigt informeret af bankerne om omfanget af risikoen i forbindelse med de foreslåede investeringer, og der henviser til, at bankerne i sådanne tilfælde heller ikke foretog passende tests til at afgøre, om kunderne havde tilstrækkelig viden til at kunne forstå de finansielle risici, som de udsatte sig for; der henviser til, at mange af de berørte borgere er ældre mennesker, der har investeret deres livsopsparinger i, hvad de fik fortalt, var risikofri investeringer;

J.  der henviser til, at det skønnes, at 700 000 spanske borgere i løbet af de seneste få år har været ofre for finansiel svig, eftersom de i ond tro fik solgt risikable finansielle instrumenter af deres banker, uden at være blevet behørigt informeret om omfanget af risiciene og de faktiske konsekvenser af ikke at have adgang til deres opsparinger;

K.  der henviser til, at den voldgiftsmekanisme, der blev indført af de spanske myndigheder, er blevet afvist af mange af ofrene for finansiel svig;

L.  der henviser til, at direktivet om markeder for finansielle instrumenter (MiFID) (direktiv 2004/39/EF) regulerer investeringsselskabers og kreditinstitutters investeringsservice i forbindelse med finansielle instrumenter, herunder præferenceaktier ("preferentes"); der henviser til, at artikel 19 i MiFID indeholder forpligtelser for de erhvervsdrivende ved ydelse af investeringsservice til kunder;

1.  opfordrer Kommissionen til at kontrollere implementeringen af dommen i sag C-415 (Aziz) og direktiv 93/13/EØF om realkreditlovgivningen for at garantere fuld overholdelse fra de nationale myndigheders side;

2.  opfordrer de finansielle enheder i Unionen til at afholde sig fra bedragerisk adfærd over for kunder i forbindelse med realkredit, avancerede finansielle produkter og kreditkort, herunder pålæggelse af alt for høje renter og gebyrer og arbitrært ophør af en tjeneste;

3.  opfordrer de finansielle enheder overalt i Unionen til at undgå at ty til udsættelse af familier fra deres eneste bolig og i stedet engagere sig i gældsomlægning;

4.  opfodrer den spanske regering til at gøre brug af de instrumenter, den har til rådighed, for at finde en samlet løsning for drastisk at reducere det uacceptable antal udsættelser;

5.  opfordrer Kommissionen til nøje at følge gennemførelsen af direktiv 2014/17/EU i alle medlemsstater om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse (realkreditdirektivet);

6.  opfordrer Kommissionen til at videreformidle visse medlemsstaters bedste praksis med anvendelsen af "datio in solutum" og til at vurdere dennes indvirkning på forbrugerne og på branchen;

7.  advarer Kommissionen om den tvivl, som EU's generaladvokat udtrykte vedrørende lovligheden af de foranstaltninger, der blev indført af den spanske regering for at løse de overtrædelser, som blev fordømt af Domstolen den 14. marts 2013, og forhindre urimelig praksis i realkreditsektoren;

8.  opfordrer Kommissionen til nøje at kontrollere, at den spanske regering faktisk gennemfører de nye foranstaltninger for at kunne løse eksisterende problemer og for at forebygge urimelig bank- og handelspraksis;

9.  opfordrer Kommissionen til at lancere informationskampagner om finansielle produkter og til at forstærke den finansielle forståelse gennem uddannelse for at kunne sikre, at EU-borgere bliver bedre informeret om de risici, der er i forbindelse med at benytte sig af finansielle produkter;

10.  opfordrer Kommissionen til at videreformidle bedste praksis, der styrker beskyttelsen af borgere med finansielle problemer; mener, at undervisning i grundlæggende finansiel viden bør anses for et ekstra redskab til at undgå konsekvenserne af overdreven gældsætning;

11.  opfordrer Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) og Den Europæiske Centralbank (ECB) til at udarbejde en kampagne om bedste praksis for at tilskynde bankerne og deres personale til at give klar, forståelig og korrekt information; understreger, at forbrugere har brug for at foretage en informeret beslutning baseret på en fuld forståelse af de risici, som de kan blive udsat for, og at handlere og banker ikke må vildlede forbrugere;

12.  opfordrer EBA og ECB, for at bevare styrken af EU’s finansielle sektor til at tage yderligere skridt til at kræve, at bankerne holder eventuelt risikable handelsaktiviteter adskilt fra deres indlånsvirksomhed, hvis sådanne aktiviteter udgør en risiko for den finansielle stabilitet;

13.  opfordrer Kommissionen og ECB til at evaluere den spanske voldgiftsmekanisme, som er oprettet for de borgere, der er ofre for finansiel svig;

14.  opfordrer Kommissionen til at overvåge den korrekte gennemførelse og anvendelse af EU-lovgivningen i Spanien i forbindelse med finansielle instrumenter, herunder præferenceaktier;

15.  opfordrer Kommissionen til at følge op på de modtagne klager og til at foretage de nødvendige undersøgelser;

16.  anmoder Kommissionen om at forelægge et lovforslag om familieinsolvens;

17.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til den spanske regering, Rådet, Kommissionen og Den Europæiske Centralbank.

(1) EUT L 60 af 28.2.2014, s. 34.
(2) EUT L 173 af 12.6.2014, s. 349.
(3) EFT L 95 af 21.4.1993, s. 29.
(4) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0246.


Dødsstraf
PDF 177kWORD 74k
Europa-Parlamentets beslutning af 8. oktober 2015 om dødsstraf (2015/2879(RSP))
P8_TA(2015)0348RC-B8-0998/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om afskaffelse af dødsstraffen, navnlig beslutning af 7. oktober 2010(1),

–  der henviser til fælleserklæringen af 10. oktober 2014 fra Federica Mogherini, næstformand for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og Thorbjørn Jagland, Europarådets generalsekretær, i anledning af den europæiske dag og verdensdagen mod dødsstraf,

–  der henviser til protokol nr. 6 og 13 til den europæiske menneskerettighedskonvention,

–  der henviser til artikel 2 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til EU's retningslinjer vedrørende dødsstraf,

–  der henviser til, at EU’s ordning for kontrol med udførsel af varer, der kan anvendes til dødsstraf, i øjeblikket er ved at blive ajourført;

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og anden valgfri protokol hertil,

–  der henviser til FN's konvention fra 1984 mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf,

–  der henviser til undersøgelsen om det verdensomspændende narkotikaproblems indvirkning på menneskerettighederne, der blev offentliggjort af FN's Højkommissær for Menneskerettigheder i september 2015,

–  der henviser til resolutionerne fra FN’s Generalforsamling, navnlig resolutionen af 18. december 2014 om et moratorium for brugen af dødsstraf (A/RES/69/186),

–  der henviser til sluterklæringen fra den femte verdenskongres mod dødsstraf, der blev afholdt i Madrid den 12.-15. juni 2013,

–  der henviser til den europæiske dag og verdensdagen mod dødsstraf, der afholdes den 10. oktober hvert år,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at afskaffelse af dødsstraffen i hele verden er et af hovedmålene i EU's menneskerettighedspolitik;

B.  der henviser til, at verdensdagen mod dødsstraf den 10. oktober 2015 vil fokusere på at skabe opmærksomhed om anvendelsen af dødsstraf for narkotikarelaterede lovovertrædelser;

C.  der henviser til, at over 160 af FN's medlemsstater med en række forskellige retssystemer, traditioner, kulturer og religiøse baggrunde ifølge FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder enten har afskaffet dødsstraf eller ikke anvender den;

D.  der henviser til, at de seneste tal viser, at man har kendskab til mindst 2 466 personer i 55 lande, som blev idømt dødsstraf i 2014 – en stigning på næsten 23 % i forhold til tallet for 2013; der henviser til, at der blev gennemført mindst 607 henrettelser på verdensplan i 2014; der henviser til, at disse tal ikke omfatter de mennesker, der menes at være blevet henrettet i Kina, som er fortsat med at henrette flere mennesker end resten af verden tilsammen, samtidig med at landet dømmer tusindvis flere til døden; der henviser til, at der stadig afsiges dødsdomme og gennemføres henrettelser i et alarmerende omfang i 2015; der henviser til, at stigningen i antallet af dødsdomme er tæt knyttet til domstolsafgørelser i masseretssager som reaktion på terrorrelaterede lovovertrædelser i lande som Egypten og Nigeria; der henviser til, at Tchad og Tunesien overvejer en mulig genindførelse af dødsstraffen; der henviser til, at dødsdomme fortsat afsiges og eksekveres i visse stater i USA;

E.  der henviser til, at der rapporteres om, at folk er blevet dømt til døden ved stening i Pakistan, Nigeria, Afghanistan, Iran, Irak, Sudan, Somalia and Saudi-Arabien, og der henviser til, at hundredvis af kvinder er blevet stenet for udenomsægteskabelige forhold i de seneste år; der henviser til, at stening som henrettelsesmetode betragtes som en form for tortur;

F.  der henviser til, at otte stater har dødsstraf for homoseksualitet i deres lovgivning (Mauretanien, Sudan, Iran, Saudi-Arabien, Yemen, Pakistan, Afghanistan og Qatar), og at provinser i Nigeria og Somalia officielt gennemfører dødsstraf for seksuelt samkvem mellem personer af samme køn;

G.  der henviser til, at dødsstraf ofte anvendes mod underprivilegerede, mentalt syge og mod medlemmer af nationale og kulturelle mindretal;

H.  der henviser til, at 33 stater anvender dødsstraf for narkotikarelaterede lovovertrædelser, hvilket resulterer i omkring 1 000 henrettelser om året; der henviser til, at man har kendskab til, at henrettelser for sådanne lovovertrædelser i 2015 har fundet sted i Kina, Iran, Indonesien og Saudi-Arabien; der henviser til, at der i 2015 stadig er blevet afsagt dødsdomme for narkotikarelaterede lovovertrædelser i Kina, Indonesien, Iran, Kuwait, Malaysia, Saudi-Arabien, Sri Lanka, De Forenede Arabiske Emirater og Vietnam; der henviser til, at disse lovovertrædelser kan omfatte forskellige tiltaler for narkotikahandel eller besiddelse af narkotika;

I.  der henviser til, at der i de seneste 12 måneder er sket en global genopblussen i brugen af dødsstraf over for narkotikakriminalitet, idet en række stater henretter mennesker for narkotikarelaterede lovovertrædelser i betydeligt stigende grad, søger at genindføre dødsstraf for narkotikakriminalitet eller at bringe langvarige moratorier for dødsstraf til ophør;

J.  der henviser til, at Iran angiveligt har henrettet 394 narkotikakriminelle i de første seks måneder af 2015, sammenlignet med 367 i hele 2014; der henviser til, at halvdelen af alle henrettelser i Saudi-Arabien i år har været for narkotikakriminalitet, sammenlignet med kun 4 % af det samlede antal i 2010; der henviser til, at mindst 112 narkotikakriminelle sidder på dødsgangen i Pakistan og afventer henrettelse;

K.  der henviser til, at et antal borgere fra EU-medlemsstater enten er blevet henrettet eller afventer henrettelse i tredjelande for narkotikarelaterede lovovertrædelser;

L.  der henviser til, at det i artikel 6, stk. 2, i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder hedder, at dødsstraf kun må anvendes til de "mest alvorlige forbrydelser"; der henviser til, at FN's Menneskerettighedskomité og FN's særlige rapportører om udenretslige, summariske eller vilkårlige henrettelser og tortur har erklæret, at der ikke må idømmes dødsstraf for narkotikarelaterede lovovertrædelser; der henviser til, at obligatorisk dødsstraf for narkorelaterede lovovertrædelser og dens anvendelse er i strid med folkeretten og internationale normer;

M.  der henviser til, at Det Internationale Kontroludvalg for Narkotiske Midler har opfordret de stater, der anvender dødsstraf, til at afskaffe den for narkotikarelaterede lovovertrædelser;

N.  der henviser til, at Kommissionen og medlemsstaterne har givet mindst 60 mio. EUR til narkotikabekæmpelsesprogrammerne under FN’s Kontor for Narkotikakontrol og Kriminalitetsbekæmpelse (UNODC) med fokus på håndhævelse af narkotikalovgivning i lande, der aktivt anvender dødsstraf for narkotikakriminalitet; der henviser til, at der i nylige rapporter fra NGO'er er blevet udtrykt bekymring over, at EU-finansierede narkotikabekæmpelsesprogrammer i lande, der stadig har dødsstraf, måske kan anspore til, at der idømmes dødsstraf og eksekveres henrettelser, og der henviser til, at disse rapporter kræver en vurdering;

O.  der henviser til, at Kommissionen under EU's instrument, der bidrager til stabilitet og fred (IcSP), og dets forgænger, stabilitetsinstrumentet (IfS), har iværksat to omfattende regionale narkotikabekæmpelsesforanstaltninger – kokain- og heroinruteprogrammerne, som omfatter lande, der anvender dødsstraf for narkotikakriminalitet; der henviser til, at Kommissionen i henhold til artikel 10 i IcSP-forordningen er forpligtet til at anvende operationelle retningslinjer for menneskerettighederne og den humanitære folkeret i forbindelse med foranstaltninger til bekæmpelse af organiseret kriminalitet;

1.  gentager sin fordømmelse af brugen af dødsstraf og støtter kraftigt indførelsen af et moratorium for dødsstraf som et skridt på vej til afskaffelse; understreger endnu en gang, at afskaffelsen af dødsstraf bidrager til at øge den menneskelige værdighed, og at EU's endelige mål er en universel afskaffelse;

2.  fordømmer alle henrettelser, hvor de end finder sted; er fortsat dybt bekymret over, at mindreårige og personer med mentalt eller intellektuelt handicap idømmes dødsstraf, og opfordrer til omgående og definitivt at gøre en ende på denne form for praksis, der krænker internationale menneskerettighedsnormer; udtrykker sin dybe bekymring over de masseretssager, der for nylig har ført til et stort antal dødsdomme;

3.  udtrykker alvorlig bekymring over den praksis med stening, der stadig anvendes i adskillige lande, og opfordrer indtrængende regeringerne i de pågældende lande til straks at vedtage lovgivning, der forbyder stening;

4.  opfordrer indtrængende Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og medlemsstaterne til fortsat at bekæmpe anvendelsen af dødsstraf og til kraftigt at støtte moratoriet som et skridt på vej til afskaffelse, til fortsat at insistere på afskaffelse af dødsstraf på verdensplan, til kraftigt at opfordre de lande, der stadig eksekverer dødsstraf, til at overholde internationale minimumsnormer, til at indskrænke anvendelsesområdet for og brugen af dødsstraf og til at offentliggøre klare og nøjagtige oplysninger om antallet af dødsdomme og henrettelser; opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten til fortsat at holde et vågent øje med udviklingen i alle lande, i særdeleshed Hviderusland, som er det eneste europæiske land, der stadig har dødsstraf, og til at benytte alle de midler, den har til rådighed, til at gøre sin indflydelse gældende;

5.  glæder sig over, at dødsstraffen er afskaffet i visse amerikanske stater, og tilskynder EU til at fortsætte sin dialog med USA med henblik på en total afskaffelse, således at man kan stå sammen om at bekæmpe dødsstraf på verdensplan;

6.  opfordrer Kommissionen til at give særlig opmærksomhed, for så vidt angår bistand og politisk støtte, til lande, der gør fremskridt med hensyn til afskaffelse af dødsstraf, eller som tilskynder til et universelt moratorium for dødsstraf; opfordrer til bilaterale og multilaterale initiativer mellem medlemsstater, EU, FN, tredjelande og andre regionale organisationer på områder, der har med dødsstraf at gøre;

7.  minder om, at dødsstraf er uforenelig med værdier såsom respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, lighed, retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne, som EU er grundlagt på, og at enhver medlemsstat, der genindfører dødsstraffen, derfor vil gøre sig skyldig i overtrædelse af traktaterne og EU's charter om grundlæggende rettigheder;

8.  er særlig bekymret over den stigende anvendelse af dødsstraf i forbindelse med bekæmpelsen af terrorisme i en række lande og over muligheden for, at den genindføres i andre lande;

9.  fordømmer anvendelse af dødsstraf til at undertrykke opposition eller på grund af religiøs overbevisning, homoseksualitet eller utroskab eller på grund af forhold, som enten anses for at være banale eller overhovedet ikke anses for at være en forbrydelse; opfordrer derfor de stater, der gør homoseksualitet til en forbrydelse, til ikke at anvende dødsstraf for det;

10.  er fortsat helt overbevist om, at dødsstraf ikke afskrækker folk fra at handle med narkotika eller forhindrer dem i at blive ofre for narkotikamisbrug; opfordrer lande, der stadig har dødsstraf, til at indføre alternativer til dødsstraf for narkotikakriminalitet, som især fokuserer på programmer til forebyggelse af narkotikamisbrug og skadebegrænsende programmer;

11.  gentager sin henstilling til Kommissionen og medlemsstaterne om, at afskaffelse af dødsstraf for narkotikarelaterede lovovertrædelser bør gøres til en forudsætning for økonomisk bistand, teknisk bistand, kapacitetsopbygning og andre former for støtte til narkotikabekæmpelsespolitikken;

12.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til på ny at bekræfte det kategoriske princip, at europæisk hjælp og bistand, herunder UNODC's nakotikabekæmpelsesprogrammer, ikke må lette retshåndhævende operationer, der fører til dødsdomme og henrettelse af de anholdte;

13.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at styrke kontrollen med udførsel af produkter, der kan anvendes til dødsstraf;

14.  er dybt bekymret over den manglende åbenhed omkring Kommissionens og medlemsstaternes bistand til narkotikabekæmpelsesoperationer i lande, der aktivt anvender dødsstraf for narkotikakriminalitet; anmoder om, at Kommissionen offentliggør en årlig beretning om sin finansiering af narkotikabekæmpelsesprogrammer i lande, der stadig har dødsstraf for narkotikakriminalitet, hvori den gør rede for, hvilke menneskerettighedsgarantier der er blevet anvendt til at sikre, at denne finansiering ikke anvendes til at fremme dødsstraf;

15.  opfordrer indtrængende Kommissionen til snarest at gennemføre de operationelle retningslinjer, der er fastsat i artikel 10 i IcSP-forordningen, og til at anvende dem konsekvent på kokain- og heroinruteprogrammerne;

16.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at efterleve henstillingerne i EU's narkotikahandlingsplan (2013-2016) om, at der bør udvikles et "værktøj til vejledning om og evaluering af menneskerettighederne" for at sikre, at menneskerettighederne "er effektivt integreret i EU's eksterne narkotikaindsats";

17.  opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten, Kommissionen og medlemsstaterne til at udstikke retningslinjer for en omfattende og effektiv europæisk dødsstrafspolitik med henblik på de snesevis af europæiske statsborgere, der risikerer henrettelse i tredjelande, som bør omfatte stærke og forstærkede mekanismer til identifikation, ydelse af juridisk bistand og diplomatisk repræsentation;

18.  opfordrer EU og medlemsstaterne til at sikre, at FN's Generalforsamlings særlige samling om verdens narkotikaproblem, der skal afholdes i april 2016, kommer til at omhandle dødsstraf for narkorelaterede lovovertrædelser, og fordømmer anvendelsen heraf;

19.  støtter alle FN-organer, mellemstatslige regionale organer og NGO'er i deres fortsatte bestræbelser på at anspore stater til at afskaffe dødsstraf; opfordrer Kommissionen til at fortsætte finansieringsprojekter på dette område via det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder;

20.  glæder sig over de nylige ratifikationer af den anden valgfrie protokol til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, der har til formål at afskaffe dødsstraf, hvormed antallet af deltagerstater er steget til 81; opfordrer alle stater, der ikke deltager i protokollen, til at ratificere den omgående;

21.  opfordrer de medlemsstater af Europarådet, der mangler at ratificere protokol 6 og 13 til den europæiske menneskerettighedskonvention, om at gøre det, med henblik på at sikre effektiv afskaffelse af dødsstraffen inden for hele Europarådets område;

22.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær, formanden for FN's Generalforsamling og regeringerne i FN's medlemsstater.

(1) EUT C 371 E af 20.12.2011, s. 5.


Erfaringerne fra katastrofen med det røde slam fem år efter ulykken i Ungarn
PDF 178kWORD 75k
Europa-Parlamentets beslutning af 8. oktober 2015 om erfaringer fra katastrofen med rødt slam fem år efter ulykken i Ungarn (2015/2801(RSP))
P8_TA(2015)0349B8-0989/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til principperne for Unionens miljøpolitik som fastsat i artikel 191 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig princippet om forebyggende indsats og om, at forureneren betaler,

–  der henviser til, at EU er part i konventionen om beskyttelse af havmiljø og kystområder i Middelhavet ("Barcelona-konventionen") og dens protokoller,

–  der henviser til Rådets direktiv 91/689/EØF af 12. december 1991 om farligt affald(1),

–  der henviser til Kommissionens beslutning 2000/532/EF af 3. maj 2000, der erstatter afgørelse 94/3/EF om udarbejdelse af en liste over affald i henhold til artikel 1, litra a, i Rådets direktiv 75/442/EØF om affald og Rådets afgørelse 94/904/EF om udarbejdelse af en liste over farligt affald i henhold til artikel 1, stk. 4, i Rådets direktiv 91/689/EØF om farligt affald(2) (den europæiske affaldsliste),

–  der henviser til Kommissionens afgørelse 2014/955/EU af 18. december 2014 om ændring af beslutning 2000/532/EF vedrørende listen over affald i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF(3),

–  der henviser til den begrundede udtalelse, som Kommissionen i juni 2015 sendte til Ungarn med anmodning om at opdatere miljøstandarderne på et andet affaldsanlæg for rødt slam(4),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/21/EF af 15. marts 2006 om håndtering af affald fra udvindingsindustrien og om ændring af direktiv 2004/35/EF (direktivet om minedriftsaffald)(5),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling 2001/331/EF af 4. april 2001 om mindstekrav for miljøinspektioner i medlemsstaterne(6),

–  der henviser til sin beslutning af 20. november 2008 om gennemgangen af henstilling 2001/331/EF om mindstekrav for miljøinspektioner i medlemsstaterne(7),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1386/2013/EU af 20. november 2013 om et generelt EU-miljøhandlingsprogram frem til 2020 "Et godt liv i en ressourcebegrænset verden"(8) (syvende miljøhandlingsprogram),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader(9) (miljøansvarsdirektivet),

–  der henviser til Kommissionens beslutning 2009/335/EF af 20. april 2009 om tekniske retningslinjer for beregning af den finansielle sikkerhed i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/21/EF om håndtering af affald fra udvindingsindustrien(10),

–  der henviser til Kommissionens gennemførlighedsundersøgelse af idéen med en EU- facilitet for risikodeling ved industrikatastrofer(11),

–  der henviser til rapporten "Implementation challenges and obstacles of the Environmental Liability Directive", endelig rapport udarbejdet for Kommissionen - GD for Miljø, 2013,

–  der henviser til spørgsmålene til Rådet og Kommissionen om erfaringer fra katastrofen med rødt slam fem år efter ulykken i Ungarn (O-000096/2015 – B8‑0757/2015 and O-000097/2015 – B8‑0758/2015),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at et kollaps af en spildevandsdam den 4. oktober 2010 udløste et udslip af næsten en million kubikmeter stærkt basisk rødt slam, oversvømmede adskillige landsbyer, dræbte 10 personer, sårede næsten 150 og forurenede store landområder, heriblandt fire Natura 2000-områder;

B.  der henviser til, at rødt slam i denne spildevandsdam var farligt affald i henhold til Rådets direktiv 91/689/EØF;

C.  der henviser til, at Kommissionens afgørelse 2014/955/EU udtrykkeligt anfører, at rødt slam bør klassificeres som farligt affald i mangel af bevis på det modsatte; der henviser til, at denne afgørelse finder anvendelse siden den 1. juni 2015;

D.  der henviser til, at der er risiko for, at rødt slam tidligere er blevet forkert klassificeret som ikke-farligt affald også i andre medlemsstater og dermed har givet anledning til fejlbehæftede tilladelser;

E.  der henviser til, at rødt slam er udvindingsaffald i henhold til direktivet om minedriftsaffald, der fastsætter sikkerhedskrav for håndtering af udvindingsaffald, bl.a. baseret på den bedste tilgængelige teknik;

F.  der henviser til, at der også er alvorlige problemer med miljøforurening på grund af anden minedrift (f.eks. anvendelse af cyanid i guldminedrift) eller forkert behandlet farligt affald i forskellige medlemsstater;

G.  der henviser til, at henstilling 2001/331/EF tilstræber at øge overholdelsen af og bidrage til en mere konsekvent gennemførelse og håndhævelse af EU's miljølovgivning;

H.  der henviser til, at Europa-Parlamentets beslutning af 20. november 2008 beskrev gennemførelsen af miljølovgivningen i medlemsstaterne som ufuldstændig og inkonsekvent, og at Kommissionen indtrængende opfordredes til at fremsætte lovforslag om miljøinspektioner inden udgangen af 2009;

I.  der henviser til, at det i det syvende miljøhandlingsprogram erklæres, at EU vil udvide kravene vedrørende kontrol og overvågning til at omfatte Unionens samlede miljølovgivningskompleks og udvikle kontrolstøttekapaciteten på EU-plan yderligere;

J.  der henviser til, at miljøansvarsdirektivet har til formål at opstille rammebestemmelser om miljøansvar, der bygger på princippet om, at forureneren betaler, og fastsætter, at medlemsstaterne træffer foranstaltninger til at anspore de relevante økonomiske og finansielle aktører til at udvikle instrumenter og markeder for finansiel sikkerhed; der henviser til, at det i artikel 18, stk. 2, kræves, at Kommissionen forelægger en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet inden den 30. april 2014, som endnu ikke er blevet forelagt;

K.  der henviser til, at det i den af Kommissionen udarbejdede rapport fra 2013 om gennemførelsen af miljøansvarsdirektivet blev konkluderet at "medlemsstaternes nationale lovgivning ikke har resulteret i lige vilkår, men i et sammensurium af ansvarsordninger for at undgå og afhjælpe miljøskade i hele EU";

L.  der henviser til, at Kommissionen i 2010 som reaktion på katastrofen med rødt slam meddelte, at den ville genoverveje at indføre harmoniseret obligatorisk finansiel sikkerhedsstillelse, tilmed før revisionen af miljøansvarsdirektivet, der skulle finde sted i 2014;

1.  bemærker, at katastrofen med rødt slam i 2010 var Ungarns værste industrikatastrofe, og mindes ofrene i anledning af femårsdagen for denne tragiske begivenhed;

2.  anerkender de nationale myndigheders hurtige og effektive intervention i krisehåndteringsfasen og den store indsats fra civilsamfundet under den hidtil usete katastrofe;

3.  minder om, at Ungarn udløste EU-civilbeskyttelsesmekanismen og modtog et europæisk eksperthold, der fik til opgave at udarbejde henstillinger, bl.a. med henblik på at finde optimale løsninger for at hindre eller begrænse skader;

4.  bemærker, at katastrofen med rødt slam kan forbindes med den ringe gennemførelse af EU's love, mangler i forbindelse med inspektioner, huller i den relevante EU-lovgivning og operatørens arbejde;

5.  er bekymret over, at man de seneste fem år tilsyneladende slet ikke har lært af erfaringen, eftersom en ringe gennemførelse af relevante EU-love og internationale konventioner og mangelfulde inspektioner fortsætter, og næsten ingen af hullerne i den relevante EU-lovgivning er blevet lukket siden;

6.  betragter direktivet om minedriftsaffald og den europæiske affaldsliste som områder af særlig bekymring;

7.  er bekymret over, at der findes lignende anlæg i flere medlemsstater; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at der gennemføres passende inspektioner;

8.  opfordrer alle medlemsstater, der har damme med rødt slam, til at efterprøve, om rødt slam er korrekt klassificeret som farligt og hurtigst muligt revidere eventuelle tilladelser baseret på forkerte klassificeringer; opfordrer Kommissionen til at sikre, at medlemsstaterne træffer foranstaltninger og rapporterer tilsvarende til Kommissionen; opfordrer Kommissionen til senest ved udgangen af 2016 at offentliggøre en rapport om de foranstaltninger, som medlemsstaterne har truffet;

9.  anser det for væsentligt at lægge større vægt på katastrofeforebyggelse i lyset af, at lignende miljøhændelser også er foregået i andre medlemsstater;

10.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke deres indsats for at sikre fuld gennemførelse og korrekt anvendelse af al relevant EU-lovgivning og af alle relevante internationale konventioner, ikke kun hvad angår aluminiumsproduktion og miljøvenlig håndtering af rødt slam, men også miljøvenlig håndtering af farligt affald generelt;

11.  påpeger, at anvendelsen af den bedste tilgængelige teknik i forbindelse med håndteringen af udvindingsaffald skal sikres nøje, og opfordrer til at gå over til udelukkende at anvende teknologier for tør deponering senest ved udgangen af 2016, samtidig med at det sikres, at dette ikke medfører luft- eller vandforurening;

12.  opfordrer Kommissionen til at lægge mere vægt på forskning i og udvikling af forebyggelse og behandling af farligt affald;

13.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at udarbejde retningslinjer for udførelsen af stresstest af eksisterende miner med store affaldsdamme;

14.  mener, at en effektiv miljøforebyggelse kræver strenge regler for miljøinspektioner og passende foranstaltninger til at sikre deres anvendelse;

15.  opfordrer medlemsstaterne til at styrke deres nationale miljøinspektionsorganer for at sætte dem i stand til at foretage gennemsigtig, regelmæssig og systemisk kontrol af industrianlæg, bl.a. ved at sikre uafhængighed, tildele tilstrækkelige ressourcer og definere klare ansvarsområder og ved at fremme styrket samarbejde og koordinerede tiltag;

16.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forbedre overvågning baseret på bindende og ikke-bindende eksisterende instrumenter og samtidig undgå unødvendige administrative byrder;

17.  gentager sin opfordring til Kommissionen om at fremsætte et lovforslag om miljøinspektioner, der ikke pålægger industrien yderligere finansielle byrder;

18.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at udvide bindende kriterier for medlemsstaternes inspektioner til at omfatte EU's samlede miljølovgivningskompleks og til at udvikle miljøkontrolstøttekapacitet på EU-plan;

19.  er bekymret over, at betydelige forskelle mellem ansvarsordninger i EU kan undergrave fælles standarder og udsætter visse medlemsstater og regioner for en større risiko for miljøkatastrofer og de finansielle konsekvenser heraf;

20.  finder det beklageligt, at Kommissionen endnu ikke har forelagt sin rapport i medfør af miljøansvarsdirektivet; opfordrer Kommissionen til at gøre dette inden udgangen af 2015;

21.  opfordrer Kommissionen til under den nuværende revision af miljøansvarsdirektivet at sikre, at forslaget til revision fuldt ud gennemfører princippet om, at forureneren skal betale;

22.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at undersøge, hvordan Kommissionens beslutning 2009/335/EF er blevet gennemført i medlemsstaterne, og hvorvidt lofterne for etablerede instrumenter for finansiel sikkerhed er tilstrækkelige; opfordrer indtrængende Kommissionen til at foreslå harmoniseret obligatorisk finansiel sikkerhedsstillelse;

23.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre gennemsigtighed i de finansielle aspekter af afhjælpningen af miljøkatastrofer, herunder den finansielle kompensation til ofre;

24.  opfordrer Kommissionen til at fremsætte et lovforslag om adgang til domstolsprøvelse i overensstemmelse med bestemmelserne i det syvende miljøhandlingsprogram; opfordrer Kommissionen til at gøre dette inden udgangen af 2016;

25.  understreger betydningen af at inddrage lokale myndigheder, borgere og civilsamfundet i beslutningstagningsprocessen vedrørende deponering af farligt affald og i planlægningen af risikohåndteringsforanstaltninger;

26.  opfordrer de ansvarlige myndigheder til regelmæssigt at underrette offentligheden om forureningens omfang og de mulige indvirkninger på dyre- og plantelivet samt på de lokale befolkningers sundhed;

27.  opfordrer Kommissionen til yderligere at udvikle idéen med en EU- facilitet for risikodeling ved industrikatastrofer under fuld overholdelse af princippet om, at forureneren betaler, for at dække eventuelle omkostninger ud over et højt niveau af obligatoriske finansielle sikkerhedsstillelser;

28.  mener, at en sådan specifik EU- facilitet for risikodeling ved industrikatastrofer også bør omfatte afhjælpning af gamle miljøbyrder, der fortsat udgør en fare for samfundet, og for hvilke den eksisterende lovramme ikke fastsætter nogen objektivt ansvarlig, som kan dække afhjælpningsomkostningerne;

29.  understreger betydningen af samarbejde og solidaritet på EU-niveau i tilfælde af miljø- og industrikatastrofer;

30.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EFT L 377 af 31.12.1991, s. 20.
(2) EFT L 226 af 6.9.2000, s. 3.
(3) EUT L 370 af 30.12.2014, s. 44.
(4) Europa-Kommissionen – Faktablad: June infringements package (overtrædelsessager i juni): key decisions (vigtige afgørelser); http://europa.eu/rapid/press-release_MEMO-15-5162_en.htm
(5) EUT L 102 af 11.4.2006, s. 15.
(6) EFT L 118 af 27.4.2001, s. 41.
(7) EUT C 16 E af 22.1.2010, s. 67.
(8) EUT L 354 af 28.12.2013, s. 171.
(9) EUT L 143 af 30.4.2004, s. 56.
(10) EUT L 101 af 21.4.2009, s. 25.
(11) Undersøgelse af gennemførligheden af at oprette en fond, der skal dække miljøansvar og tab som følge af industriulykker. Endelig rapport. Kommissionen, GD ENV, den 17. april 2013; http://ec.europa.eu/environment/archives/liability/eld/eldfund/pdf/Final%20report%20ELD%20Fund%20BIO%20for%20web2.pdf


Forlængelse af handlingsplanen om ligestilling og styrkelse af kvinders position i udviklingssamarbejdet
PDF 187kWORD 81k
Europa-Parlamentets beslutning af 8. oktober 2015 om fornyelsen af EU's handlingsplan om ligestilling og styrkelse af kvinders position i udviklingssamarbejdet (2015/2754(RSP))
P8_TA(2015)0350B8-0988/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 2 og artikel 3, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), hvori det slås fast, at ligestilling mellem mænd og kvinder er et af de vigtigste principper, som Den Europæiske Union bygger på,

–  der henviser til artikel 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), der fastsætter princippet om udviklingsvenlig politikkohærens, ifølge hvilket der skal tages højde for målene med udviklingssamarbejdet i forbindelse med politikker, der forventes at berøre udviklingslandene,

–  der henviser til den fjerde verdenskonference om kvinder, der blev holdt i Beijing i september 1995, til Beijingerklæringen og -handlingsplanen og de efterfølgende slutdokumenter fra de ekstraordinære FN-samlinger Beijing +5, +10, +15, +20 om flere foranstaltninger og initiativer til at gennemføre Beijingerklæringen og ‑handlingsplanen vedtaget henholdsvis den 9. juni 2000, den 11. marts 2005, den 2. marts 2010 samt den 9. marts 2015,

–  der henviser til gennemførelsen af handlingsprogrammet fra den internationale konference om befolkning og udvikling (ICPD), der fandt sted i Kairo i 1994, hvor det internationale samfund anerkendte og bekræftede, at seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder er afgørende for bæredygtig udvikling,

–  der henviser til EU-strategien for ligestilling mellem kvinder og mænd 2010-2015 (COM(2010)0491),

–  der henviser til EU's handlingsplan om ligestilling og styrkelse af kvinders position i udviklingssamarbejdet (2010-2015), gennemførelsesrapporten for 2013 (SWD(2013)0509) og i relation hertil konklusionerne fra Rådet af 19. maj 2014 og gennemførelsesrapporten for 2014 (SWD(2015)0011),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 26. maj 2015 om kønsaspektet i forbindelse med udvikling og om et nyt globalt partnerskab for fattigdomsudryddelse og bæredygtig udvikling,

–  der henviser til sin beslutning af 25. november 2014 om EU og den globale udviklingsramme for perioden efter 2015(1),

–  der henviser til evalueringen af EU-støtte til ligestilling og styrkelse af kvinders position i partnerlandene(2),

–  der henviser til FN's konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW) af 18. december 1979,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 1325 (2000) og 1820 (2008) om kvinder, fred og sikkerhed,

–  der henviser til forespørgslerne til Rådet og til Kommissionen om genoptagelse af EU's handlingsplan om ligestilling og styrkelse af kvinders position i udviklingssamarbejdet (O-000109/2015 – B8‑0762/2015 og O-000110/2015 – B8‑0763/2015),

–  der henviser til Udviklingsudvalgets beslutningsforslag,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at Den Europæiske Union (EU) er engageret i at fremme ligestilling og sikre integration af ligestillingsaspektet i alle sine foranstaltninger; der henviser til, at ligestilling og styrkelse af kvinders position er en forudsætning for at nå målene for bæredygtig udvikling i perioden efter 2015 og samtidig er et selvstændigt menneskerettighedsspørgsmål, der bør efterstræbes uanset dets fordele for udvikling og vækst; der henviser til, at kønsbaseret vold er en alvorlig krænkelse af menneskerettighederne og aldrig bør retfærdiggøres med religion, kultur eller tradition;

B.  der henviser til, at det af 20-årsevalueringen af gennemførelsen af Beijingerklæringen og ‑handlingsplanen fremgik, at fremskridtene i retning af ligestilling og styrkelse af kvinders position havde været langsomme og ujævne, og at intet land i verden fuldt ud havde udlignet kønsskævheden; der henviser til, at man i evalueringen fandt, at denne mangel på fremskridt var blevet forværret af den stadige og vedvarende underinvestering i ligestilling og styrkelse af kvinders position;

C.  der henviser til, at to af 2015-målene, som eksplicit tager fat på kvinders rettigheder − nemlig at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder og styrke kvinders rettigheder (udviklingsmål 3) samt at mindske mødredødeligheden (udviklingsmål 5) – kun i meget ringe grad er opfyldt; der henviser til, at omkring 800 kvinder på verdensplan hver dag dør på grund af komplikationer i forbindelse med graviditet eller fødsel, og til, at omkring 222 millioner kvinder i udviklingslandene ikke har adgang til sikre og moderne præventionsmidler, alt imens andelen af udviklingsbistand rettet mod familieplanlægning i forhold til den samlede globale sundhedsbistand er faldende;

D.  der henviser til, at størstedelen af verdens fattige er kvinder og husstande med et kvindeligt overhoved; der henviser til, at marginaliserede kvinder i stigende grad er udsatte; der henviser til, at 62 millioner piger på verdensplan ikke går i skole;

E.  der henviser til, at en ud af tre kvinder på verdensplan sandsynligvis vil blive udsat for fysisk eller seksuel vold på et tidspunkt i sit liv; der henviser til, at 14 millioner piger hvert år tvinges ind i ægteskab; der henviser til, at EU er engageret i den enkeltes ret til at have fuld kontrol over og frit at kunne bestemme i spørgsmål vedrørende vedkommendes egen seksualitet og seksuelle og reproduktive sundhed uden diskrimination, tvang eller vold;

F.  der henviser til, at Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) har rapporteret(3), at investeringerne er "helt utilstrækkelige til at opnå ligestilling" til trods for medlemmernes tredobling af bistanden til dette formål, således at beløbet nåede op på 28 mia. USD i 2012; der henviser til, at finansiering med ligestillingsformål hovedsageligt er koncentreret i de sociale sektorer med det resultat, at der underinvesteres i økonomiske og produktive sektorer, selv om OECD's analyse viser, at investeringer i ligestilling giver de bedste resultater blandt alle udviklingsinvesteringerne;

G.  der henviser til, at 2,5 mia. mennesker, hvoraf størstedelen er kvinder og unge, fortsat er udelukket fra den formelle, finansielle sektor;

Et kvantespring i den anden handlingsplan om ligestilling (GAP2)

1.  mener, at konklusionerne fra evalueringen af den første handlingsplan om ligestilling (GAP1) viser et klart behov for et kvantespring i EU's indsats vedrørende ligestilling og styrkelse af kvinders position, og at der er behov for et fornyet politisk engagement fra EU-Udenrigstjenestens og Kommissionens side for at forbedre resultaterne; understreger betydningen af at gennemføre de vigtigste henstillinger fra evalueringen i efterfølgeren til den nuværende ligestillingshandlingsplan, begyndende med fuldt udbyggede forvaltningsforanstaltninger;

2.  glæder sig over Kommissionens intention om at indlede et nybrud med den nye ligestillingshandlingsplan, og mener derfor, at GAP2 bør tage form af en meddelelse fra Kommissionen; beklager, at GAP2 er blevet udarbejdet som et fælles arbejdsdokument, ikke som en meddelelse; opfordrer indtrængende Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at påbegynde gennemførelsen af den nye plan snarest muligt, så der kan opnås konkrete resultater, som en del af EU’s bredere engagement i ligestilling og styrkelse af kvinders position i bæredygtig udvikling og til at inddrage Parlamentet i denne proces;

3.  mener, at der i GAP2 bør fokuseres på alle aspekter af EU's udenrigspolitik – udviklingssamarbejde, humanitær bistand, handel, menneskerettigheder og udenrigsanliggender, migration og asyl – i tråd med princippet om udviklingsvenlig politikkohærens, og at den også bør finde anvendelse på udviklingslande, naboskabslande og udvidelseslande;

4.  mener, at ligestilling og styrkelse af kvinders position bør være en hovedaktivitet for EU-institutionerne med et klart ledelsesansvar både i centraladministrationen og i EU-delegationerne; understreger, at delegationscheferne, kontorcheferne og den øverste ledelse skal være ansvarlige for rapportering, overvågning og evaluering af politikkerne for ligestilling og styrkelse af kvinders position, og at integration af ligestillingsaspektet skal indarbejdes i jobbeskrivelser og i den oplæring, der gives til alle medarbejdere;

5.  mener, at næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) bør sikre, at alle kommissionsmedlemmer med ansvar for udenrigspolitiske anliggender udviser det nødvendige lederskab med henblik på at sikre en vellykket gennemførelse af GAP2; glæder sig over Rådets konklusioner fra maj 2015, hvori medlemslandenes engagement i en forandringsdagsorden om kvinder og pigers rettigheder understreges; fremhæver behovet for komplementaritet mellem Kommissionens og EU-Udenrigstjenestens foranstaltninger og medlemsstaternes foranstaltninger;

6.  beklager, at ligestillingsspørgsmål ikke bliver behandlet i GD DEVCO's årsrapport for 2014, og opfordrer til, at spørgsmål vedrørende ligestilling og styrkelse af kvinders position fremover medtages i alle årsrapporter fra alle Kommissionens generaldirektorater (GD'er), som er involveret i udenrigspolitiske anliggender, samt fra EU-Udenrigstjenesten; opfordrer alle EU-delegationer til at aflevere en årlig rapport om handlingsplanen om ligestilling og præsentere et sammendrag af indsatsen vedrørende ligestilling og styrkelse af kvinders position i deres årsrapporter, midtvejsevalueringer og evalueringer på landeniveau; mener, at resultaterne bør integreres i den resultatorienterede overvågning (ROM);

7.  bemærker, at midtvejsevalueringen i 2017 af programmeringsdokumenterne for instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde (DCI) udgør en god lejlighed til at vurdere, hvilke virkninger DCI-finansierede programmer har for kvinder og piger, klart at identificere hvilken andel af de DCI-finansierede programmer, der er til gavn for kvinder og piger, og foretage de fornødne omfordelinger, såfremt dette viser sig at være nødvendigt;

8.  minder om EU-princippet om udviklingsvenlig politikkohærens og understreger vigtigheden af, at der er sammenhæng mellem EU's interne og eksterne politikker, samt behovet for at sikre politikkohærens mellem den nye handlingsplan om ligestilling og den næste handlingsplan for menneskerettigheder og demokrati; understreger, at kønsproblematikker skal være en systematisk og integreret del af alle menneskerettighedsdialoger mellem EU og tredjelande; opfordrer til, at EU-Udenrigstjenesten indfører dialoger om køn i tillæg til menneskerettighedsdialogerne med tredjelande;

9.  gentager, at fuldstændig samordning mellem de centrale tjenester, delegationerne og medlemslandes ambassader er afgørende for en succesfuld gennemførelse af GAP2 ved hjælp af kønsspecifikke landeprofiler og andre værktøjer; understreger i denne forbindelse, at evalueringen af landeprogrammeringen for Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) udgør en lejlighed til at sikre, at den fuldstændige gennemførelse af GAP2 er på rette spor, samt at justere denne efter behov;

Dataindsamling og mål

10.  kræver mere effektive gennemførelsesstrategier, og insisterer på, at der anvendes kønssensitive kvantitative og kvalitative indikatorer, samt på systematisk og rettidig indsamling af kønsopdelte data vedrørende modtagere og deltagere fordelt på alle aktiviteter som led i kontrol- og evalueringsprocessen; fastholder, at dataene bør gøres tilgængelige for offentligheden for at sikre finansiel ansvarlighed og gennemsigtighed; mener, at afrapporteringen bør tilpasses og integreres i eksisterende overvågnings- og evalueringssystemer som den resultatramme, der anvendes af Kommissionens Generaldirektorat for Internationalt Samarbejde og Udvikling (GD DEVCO); understreger, at det er nødvendigt at investere i nationale statistikker, og opfordrer alle medlemslande til at indføre kønssensitive overvågningssystemer;

11.  anmoder EU-delegationerne og medlemsstaternes ambassader om at prioritere og investere i kønsanalyser af høj kvalitet som udgangspunkt for strategier og programmering på landeniveau; mener, at EU bør revidere de nationale vejledende programmer på baggrund af den nye handlingsplan om ligestilling;

12.  erkender, at piger og unge kvinder er særligt dårligt stillede og udsatte, og at der er behov for særligt fokus med henblik på at sikre, at piger får adgang til uddannelse, at give dem mulighed for at leve et liv uden vold, at få fjernet diskriminerende lovgivning og praksis samt at styrke pigers og kvinders position på globalt plan;

13.  understreger, at der er behov for klare mål og indikatorer, målt og opdelt efter køn, alder, handicap og andre faktorer, samt bedre mulighed for at kunne følge budgetbevillingerne; understreger, at målene og overvågningsmetoden bør tilpasses til den globale udviklingsramme for perioden efter 2015 og andre relevante internationale rammer;

14.  understreger, at EU skal anvise og sikre tilstrækkelige finansielle og menneskelige ressourcer til at opfylde sine forpligtelser med hensyn til ligestilling og styrkelse af kvinders position; fremhæver betydningen af integration af ligestillingsaspektet i de offentlige finanser gennem en budgetlægning, der er kønssensitiv og imødegår uligheder;

Centrale aspekter i den nye handlingsplan om ligestilling

15.  mener, at handlingsplanen om ligestilling skal tage fat på forhindringerne for en fuldstændig gennemførelse af EU's retningslinjer om vold mod kvinder og piger og udryddelse af alle former for vold; opfordrer til en samlet EU-strategi mod vold mod kvinder og piger, som skal omfatte en forøget indsats for og forøgede ressourcer til at forebygge og udrydde alle diskriminerende praksisser mod kvinder samt bekæmpe og retsforfølge alle former for vold, herunder menneskehandel, kønslemlæstelse af kvinder og piger, tvangssterilisation, tvungne graviditeter, kønsdrab, vold i hjemmet og voldtægt inden for ægteskabet, børneægteskaber, tidlige ægteskaber og tvangsægteskaber samt kønsbaseret vold i konfliktsituationer og i situationer efter konflikter; opfordrer til, at der udvikles særlige EU-foranstaltninger for at styrke rettighederne for forskellige grupper af kvinder, idet der sættes særligt fokus på unge mennesker, migranter, kvinder der lever med HIV, LGBTI-personer og personer med handicap;

16.  understreger, at det er vigtigt at forbedre pigers adgang til uddannelse på alle niveauer og fjerne de kønsbaserede barrierer for læring;

17.  fremhæver, at brugen af voldtægt som krigsvåben og undertrykkelsesform skal udryddes, og at EU må lægge pres på tredjelandes regeringer og alle implicerede aktører i de regioner, hvor denne form for kønsbaseret vold finder sted, for at få sat en stopper for denne praksis og bringe gerningsmændene for en domstol, og arbejde med de overlevende og berørte kvinder og lokalsamfund for at hjælpe dem med at heles og komme på fode igen;

18.  fremhæver kvindelige migranters, flygtninges og asylsøgeres sårbarhed og behovet for særlig beskyttelse af dem; opfordrer til særlige foranstaltninger for at styrke og fuldt ud sikre kvindelige asylsøgeres rettigheder; opfordrer til en stærk indsats på europæisk plan for at tackle den igangværende migrations- og flygtningekrise, herunder en holistisk og kønssensitiv tilgang til migration og asyl, som er ensartet i alle medlemsstater;

19.  anerkender, at sundhed er en menneskerettighed; fremhæver betydningen af universel adgang til sundhedspleje og sygesikring, herunder til seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder, som der er indgået aftale om i overensstemmelse med handlingsprogrammet fra den internationale konference om befolkning og udvikling og Beijinghandlingsprogrammet; opfordrer i denne henseende til en yderligere indsats for at øge kvinders adgang til sundhed og sundhedsoplysning, familieplanlægning, svangerskabsrådgivning samt seksuel og reproduktiv sundhed, især for at tage hånd om det stort set uopfyldte udviklingsmål 5 om mødres sundhed, herunder nedbringelse af spædbørns- og børnedødeligheden; påpeger, at en sådan adgang vil bidrage til opfyldelsen af alle de sundhedsrelaterede udviklingsmål; glæder sig i denne forbindelse navnlig over Rådets konklusioner af maj 2015;

20.  understreger, at det er nødvendigt at skabe gunstige betingelser, navnlig ved at fjerne sociale og juridiske hindringer for kvinders adgang til produktive aktiver, herunder jord, naturressourcer og økonomiske ressourcer, og fremme deres deltagelse i økonomien, ordentlige arbejdsvilkår, social beskyttelse, der tager hensyn til kønsaspektet, samt lige løn for lige arbejde;

21.  mener, at virksomhederne har en vigtig rolle at spille i fremme af ligestilling gennem foranstaltninger, der bidrager til at styrke kvinders økonomiske position og økonomiske rettigheder – som f.eks. at sikre kvinder ordentligt arbejde, lige løn, adgang til finansiering og bankvæsen og mulighed for at deltage i ledelse og beslutningstagning samt at beskytte dem mod diskrimination og misbrug på arbejdspladsen – og gennem virksomhedernes kønsspecifikke, sociale ansvar; opfordrer i denne forbindelse til, at der gives øget støtte til lokale SMV'er, specielt til kvindelige iværksættere, således at de bliver i stand til at drage nytte af den vækst, der drives frem af den private sektor; fremhæver den positive rolle, som mikrofinansiering, socialt iværksætteri og alternative forretningsmodeller, f.eks. gensidige selskaber og kooperativer, fortsat spiller i forbindelse med styrkelsen af kvinders økonomiske position og inklusion;

22.  erkender, at det er nødvendigt at forhindre forskelsbehandling af kvinder på grund af ægteskab eller moderskab og sikre, at de reelt har ret til at arbejde;

23.  bemærker, at styrkelse af kvinders position og fødevaresikkerhed gensidigt understøtter hinanden; understreger behovet for at styrke kvinders position i landdistrikterne ved at sætte ind over for forskelsbehandling i adgangen til jord, vand, almen uddannelse, erhvervsuddannelse, markeder og finansielle ydelser; opfordrer til en betydelig forøgelse af de offentlige investeringer i landbrug og udvikling af landdistrikterne med fokus på små landbrugsbedrifter, landbrugskooperativer og landbrugernetværk;

24.  fremhæver behovet for at inkludere kvinder og sørge for, at de er repræsenteret på nye økonomiske områder, som er vigtige for bæredygtig udvikling, bl.a. i sektorerne for grøn og cirkulær økonomi, vedvarende energi og IKT;

25.  gentager, at formel og uformel uddannelse spiller en afgørende rolle for styrkelsen af kvinders og pigers status i den sociale, økonomiske, kulturelle og politiske sfære; fremhæver behovet for, at en EU-strategi for uddannelse i forbindelse med udvikling inkluderer et stærkt kønsperspektiv, navnlig på områderne uddannelse med henblik på bæredygtighed, forsoning efter konflikter, livslang læring og erhvervsuddannelse, videnskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik, såvel som den rolle, humaniora spiller i interkulturel udveksling;

26.  understreger vigtigheden af øget kvindelig deltagelse i udarbejdelsen og gennemførelsen af udviklingsrammen for perioden efter 2015; opfordrer til øget økonomisk støtte til kvinderettighedsorganisationer, -politik og kapacitetsopbygningsforanstaltninger med sigte på løbende at involvere civilsamfundet og øge græsrodsorganisationers, i særdeleshed kvindeorganisationers, deltagelse i høringer af interessentgrupper på lokalt, regionalt, nationalt og internationalt plan;

27.  bemærker, at handlingsplanen om ligestilling skal beskæftige sig med LGBTI-personers rettigheder i tredjelande og skal omfatte fremme og beskyttelse af LGBTI-rettigheder;

28.  fremhæver betydningen af at styrke kvinders juridiske rettigheder og adgang til klage og domstolsprøvelse gennem kønssensitive reformer af lovgivningen; mener, at målrettet finansiering til ligestilling på retshjælpsområdet bidrager til at styrke retsstatsprincippet;

29.  opfordrer EU til at fremme øget deltagelse af kvinder i fredsbevarende og -skabende processer samt i EU's militære og civile krisestyringsmissioner; gentager i denne forbindelse sin opfordring til EU om at fremme FN's Sikkerhedsråds resolution 1325 (2000) og 1820 (2008) om kvinder, fred og sikkerhed, og opfordrer til, at kønsperspektiver og kvinderettigheder indarbejdes i alle freds- og sikkerhedsinitiativer;

30.  opfordrer EU til at fremme kvinders og pigers grundlæggende menneskerettigheder, som er sikret i verdenserklæringen om menneskerettighederne; insisterer i denne forbindelse på behovet for at sikre beskyttelsen af alle kvinders og pigers ret til liv og værdighed ved aktivt at bekæmpe skadelige praksisser som kønsdrab;

31.  understreger vigtigheden af foranstaltninger, der styrker kvinders og kvinderettighedsorganisationers lederskab og deltagelse i både offentlige og private sfærer; opfordrer til øgede bestræbelser på at forøge kvinders og kvinderettighedsorganisationers deltagelse i det politiske liv, navnlig gennem integration af sådanne bestræbelser i alle demokratistøtteprogrammer, herunder i Parlamentets samlede strategi for demokratistøtte (CDSA);

32.  understreger, at det er nødvendigt at inddrage mænd og drenge og fremme deres aktive engagement i og ansvar for at gøre noget ved diskriminatoriske sociale normer og bekæmpe kønsstereotyper og vold mod kvinder og piger;

o
o   o

33.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Tjenesten for EU's optræden udadtil, medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt UN Women.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2014)0059.
(2) https://ec.europa.eu/europeaid/evaluation-eu-support-gender-equality-and-womens-empowerment-partner-countries-final-report_en
(3) https://europa.eu/eyd2015/sites/default/files/users/Madara.Silina/from_commitment_to_action_financing_for_gewe_in_sdgs_oecd.pdf


Lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv
PDF 215kWORD 105k
Europa-Parlamentets beslutning af 8. oktober 2015 om anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (2014/2160(INI))
P8_TA(2015)0351A8-0213/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 2 og 3 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 8, 10, 19 og 157 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (1)(omarbejdning),

–  der henviser til Kommissionens henstilling af 7. marts 2014 om styrkelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder gennem åbenhed,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. december 2013 med titlen "Beretning om anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (omarbejdning)" (COM(2013)0861),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. september 2010 "Strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd 2010-2015" (COM(2010)0491),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 5. marts 2010 "Fornyet vilje til at opnå ligestilling mellem mænd og kvinder - Et kvindecharter" (COM(2010)0078),

–  der henviser til den europæiske ligestillingspagt (2011-2020) vedtaget af Rådet den 7. marts 2011,

–  der henviser til Den Europæiske Unions Domstols retspraksis vedrørende artikel 157 i TEUF,

–  der henviser til indeks for fremskridt på ligestillingsområdet fra Det Europæiske Ligestillingsinstitut,

–  der henviser til Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO's) konvention fra 1994 om deltidsarbejde, ifølge hvilken medlemsstaterne er forpligtet til i deres offentlige indkøbsaftaler at indføje en arbejdsklausul om bl.a. ligeløn,

–  der henviser til ILO's konvention nr. 1951 om lige løn for mænd og kvinder,

–  der henviser til artikel 11, stk.1, litra d), i konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder, der blev vedtaget med FN's Generalforsamlings resolution 34/180 af 18. december 1979,

–  der henviser til rapport fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder fra december 2014 med titlen "Being Trans in the European Union",

–  der henviser til sin beslutning af 12. september 2013 om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi(2),

–  der henviser til sin beslutning af 24. maj 2012 med henstillinger til Kommissionen om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi(3),

–  der henviser til den vurdering af gennemførelsen på europæisk plan af direktiv 2006/54/EF, der er foretaget af Generaldirektoratet for Parlamentarisk Forskning,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling og udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A8-0213/2015),

A.  der henviser til, at ligebehandling af mænd og kvinder er et af de grundlæggende principper i EU-retten;

B.  der henviser til, at forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering er forbudt i henhold til EU-retten;

C.  der henviser til, at økonomisk uafhængighed er en forudsætning for, at europæiske borgere, både kvinder og mænd, kan bestemme over deres eget liv og træffe reelle valg;

D.  der henviser til, at direktiv 2006/54/EF indeholder en udtrykkelig henvisning til EU-Domstolens retspraksis, ifølge hvilken princippet om ligebehandling for mænd og kvinder ikke kan indskrænkes til at omfatte et forbud mod den forskelsbehandling, der følger af, at den pågældende tilhører det ene eller det andet køn, men også finder anvendelse på den forskelsbehandling, der følger af den pågældendes kønsskifte;

E.  der henviser til, at princippet om ligeløn har været stadfæstet i traktaterne siden den første begyndelse i 1957; der henviser til, at princippet om lige løn for arbejde af samme værdi nu anerkendes i artikel 157 i TEUF og er inkorporeret i det omarbejdede direktiv 2006/54/EF (i det følgende benævnt "det omarbejdede direktiv");

F.  der henviser til, at det omarbejdede direktiv havde til formål at gøre EU-lovgivningen på dette område mere sammenhængende og bringe det i overensstemmelse med Domstolens retspraksis samt forenkle og modernisere de relevante ligestillingslove på nationalt niveau og dermed bidrage til at forbedre kvindernes situation på arbejdsmarkedet; der henviser til, at andelen af kvinder i toplederstillinger i virksomheder, som opererer inden for EU, fortsat lå på under 18 % i 2014;

G.  der henviser til, at det omarbejdede direktiv har indført visse nye elementer såsom gennemførelsen af ligestillingsprincippet og definitionen af begrebet indirekte forskelsbehandling og beskyttelse mod forskelsbehandling, der udspringer af den pågældendes kønsskifte, og udtrykkeligt henviser til foreneligheden mellem arbejds-, privat- og familieliv; der henviser til, at hovedudfordringen for alle EU-medlemsstater er den korrekte anvendelse og håndhævelse af reglerne om ligeløn som fastlagt i direktiv 2006/54/EF, og der henviser til, at virkningen af disse nye elementer i medlemsstaterne fortsat er begrænsede; der henviser til, at fremskridt sker ekstremt langsomt til trods for det omfattende regelværk, som har været gældende i næsten 40 år, de foranstaltninger, der er truffet, og de ressourcer, der er anvendt, og at den kønsbestemte lønforskel stadig eksisterer og udgør et gennemsnit på 16,4 % i hele EU, men med betydelige forskelle mellem medlemsstaterne;

H.  der henviser til, at lønningerne bl.a. oftere forhandles individuelt, og at dette resulterer i manglende informationer og gennemsigtighed om lønstrukturerne for ansatte, hvilket skaber et miljø, hvor kønsbestemte skævheder og diskriminerende lønstrukturer forbliver skjulte for de ansatte og/eller deres repræsentanter og derfor er yderst vanskelige at bevise og således hindrer en effektiv håndhævelse af princippet om lige løn for lige arbejde, hvilket desuden hæmmes af manglen på retssikkerhed vedrørende begrebet arbejde af samme værdi og af proceduremæssige hindringer;

I.  der henviser til, at øget lighed mellem mænd og kvinder er til gavn for økonomien og samfundet generelt, og at en mindskelse af lønforskellen mellem mænd og kvinder bidrager til at reducere fattigdomsniveauet og øge kvinders livstidsindkomst og er afgørende for vækst i beskæftigelsen, konkurrenceevne og konjunkturopsving; der henviser til, at lønforskellen er endnu mere udtalt blandt kvinder, som på forskellig vis er ringere stillet, som f.eks. kvinder med handicap, kvinder tilhørende mindretal og ufaglærte kvinder; der henviser til, at eneforsørgerfamilier oftere er at finde blandt arbejdende fattige, og at andelen af eneforsørgere er højere blandt kvinder end mænd; der henviser til, at den kønsbestemte lønforskel således har alvorlige indvirkninger på mange europæiske familiers levevilkår og muligheder i livet;

J.  der henviser til, at beskæftigelsesfrekvenserne for kvinder generelt er lavere end for mænd; der henviser til, at beskæftigelsesfrekvensen for mænd i 2013 var 69,4 % i EU-28, medens den var 58,8 % for kvinder(4);

K.  der henviser til, at der er blevet gjort begrænset fremskridt med hensyn til kvinders beskæftigelsesfrekvens, og den beskæftigelsesmæssige og sektorbestemte opdeling af mænd og kvinder i forskellige jobtyper er fortsat relativt høj, idet visse faggrupper primært består af kvinder, og disse sektorer og job har en tendens til at være mindre velbetalte eller prestigefyldte på trods af de eksisterende rammer på EU-niveau og nationalt niveau; der henviser til, at denne situation også har en indvirkning på den kønsbestemte lønforskel i løbet af en livstid; der henviser til, at vertikal opdeling, hvor kvinder fortrinsvis figurerer i deltidsjobs og lavtlønsjobs eller lavere stillinger i hierarkiet, også bidrager til den kønsbestemte lønforskel; der henviser til, at horisontal og vertikal opdeling udgør hindringer for kvinders faglige udvikling og medfører, at kvinder er mindre synlige og mindre repræsenteret i de sociale og offentlige sfærer, og bidrager som sådan mere generelt til større ulighed, og der henviser til, at overvindelsen heraf og flere kvinder i højere stillinger i organisatoriske hierarkier vil udgøre positive forbilleder for unge kvinder og piger;

L.  der henviser til, at beskæftigelsen er lavest i landdistrikter, samt at mange kvinder står uden for det officielle arbejdsmarked og derfor ikke er registreret som arbejdsløse eller figurerer i statistikkerne over samme, hvilket giver særlige økonomiske og juridiske problemer i forbindelse med barsel og sygdom med hensyn til optjening af pensionsrettigheder og adgang til socialsikring samt i tilfælde af skilsmisse; der henviser til, at landdistrikter er ugunstigt stillede på grund af manglen på jobmuligheder af høj kvalitet;

M.  der henviser til, at styrkelse af kvinder og piger gennem uddannelse, navnlig inden for områderne videnskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik, og tilskyndelsen af kvinder til at deltage i erhvervsuddannelse og livslang læring på tværs af sektorer er vigtige elementer til at fremme ligebehandling og lige muligheder inden for beskæftigelse; der henviser til, at kvinders færdigheder og kompetencer ofte undervurderes i lighed med de erhverv og arbejdspladser, hvor kvinder er i overtal, uden at dette nødvendigvis kan begrundes med objektive kriterier;

N.  der henviser til, at direktiv 2006/54/EF fastlægger, at medlemsstaterne med henblik på at sikre fuld ligestilling mellem mænd og kvinder i praksis på arbejdsmarkedet kan opretholde eller vedtage foranstaltninger, der tager sigte på at indføre specifikke fordele, der har til formål at gøre det lettere for det underrepræsenterede køn at udøve en erhvervsaktivitet eller at forebygge eller opveje ulemper i den erhvervsmæssige karriere(5);

O.  der henviser til, at moderskab og pleje af børn og ældre samt syge eller handicappede familiemedlemmer og andre omsorgsafhængige personer udgør yderligere arbejde eller undertiden fuldtidsarbejde, der næsten udelukkende udføres af kvinder; der henviser til, at dette arbejde sjældent betales og værdsættes ikke tilstrækkeligt af samfundet, selv om det er af afgørende social betydning, bidrager til social velfæld og kan måles med økonomiske indikatorer såsom BNP; der henviser til, at dette medfører en forøgelse af den indtægtsforskel, der findes mellem mænd og kvinder, og har en ødelæggende indvirkning på kvinders karrierer på grund af "omkostningerne" ved de år, der bruges uden for arbejdsmarkedet, eller nedsat timetal som følge af deltidsordninger og øger følgelig pensionsforskellen mellem mænd og kvinder; der henviser til, at indvirkningen af disse elementer på livstidsindkomsten varierer i de forskellige medlemsstater, alt efter i hvilket omfang der ydes støtte til forældre, herunder børnepasningsmuligheder, enten via lovgivningsmæssige foranstaltninger eller kollektive overenskomster;

P.  der henviser til, at lønforskellen mellem kvinder og mænd øges efter pensionering, og at pensionsforskellen således er betydeligt større end lønforskelle; der henviser til, at kvinder i gennemsnit får 39 % mindre i pension end mænd; der henviser til, at denne situation er forårsaget af sociale og økonomiske faktorer, som f.eks. i faglig henseende stærkt kønsopdelte arbejdsmarkeder, undervurdering af kvinders arbejde, den større andel af kvinder, der arbejder på deltid, lavere timeløn og færre år i beskæftigelse; der henviser til, at dette øger fattigdomsrisikoen for pensionerede kvinder; der henviser til, at mere end en tredjedel af ældre kvinder i EU ikke har nogen pension overhovedet;

Q.  der henviser til, at visse kategorier af kvinder risikerer at blive udsat for flere forskellige former for forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, bl.a. kvinder tilhørende mindretal, lesbiske, biseksuelle kvinder, transkønnede kvinder, enlige kvinder, kvinder med handicap og ældre kvinder;

R.  der henviser til, at det klart angives i det omarbejdede direktiv, at enhver form for mindre gunstig behandling i forbindelse med graviditet eller barselsorlov er forskelsbehandling; der henviser til, at det ligeledes indeholder klare bestemmelser om en garanti for at vende tilbage til det samme eller tilsvarende job efter barselsorlov samt beskyttelse mod afskedigelse for mænd og kvinder, når de udøver deres ret til forældreorlov og/eller adoptionsorlov;

S.  der henviser til, at arbejdsmarkedets parter (fagforeninger og arbejdsgivere) og civilsamfundsorganisationer spiller en meget vigtig rolle med hensyn til at fremme ligebehandling og konceptet for arbejde baseret på ligeløn;

T.  der henviser til, at der er ligestillingsorganer i alle medlemsstaterne, men deres arbejde og indvirkning varierer betydeligt alt efter deres uafhængighedsniveau og deres kompetencer og ressourcer; der henviser til, at sådanne organer bør støttes og styrkes på passende vis i forbindelse med varetagelsen af deres opgaver vedrørende fremme af, tilsyn med og støtte til ligebehandling på en uafhængig og effektiv måde;

U.  der henviser til, at Parlamentet gentagne gange har anmodet Kommissionen om at revidere den eksisterende lovgivning med henblik på at løse problemet med den kønsbestemte lønforskel; der henviser til, at afvikling af denne lønforskel ville være et middel til at øge beskæftigelsesfrekvensen blandt kvinder, forbedre situationen for mange europæiske familier og mindske kvinders fattigdomsrisiko, navnlig ved pensionsalderen;

V.  der henviser til, at afviklingen af den kønsbestemte lønforskel ville være et middel til at opfylde målene i Europa 2020-strategien med hensyn til beskæftigelse og til at reducere fattigdom og sikre arbejdstagernes fri bevægelighed som en grundlæggende europæisk frihedsrettighed; der henviser til, at en reduktion af lønforskellen mellem mænd og kvinder på ét procentpoint ifølge konklusionerne af evalueringen af den europæiske merværdi(6) vil forøge den økonomiske vækst med 0,1 %;

W.  der henviser til, at traditionelle kønsroller og stereotyper stadig har stor indflydelse på opgavefordelingen i hjemmet, i uddannelsen, i karrieren, på arbejdspladsen og i samfundet generelt;

Samlet vurdering

1.  noterer sig, at medlemsstaterne generelt har bragt deres nationale love i overensstemmelse med EU-retten(7); påpeger, at det har vist sig ikke at være tilstrækkeligt blot at foretage en korrekt overførsel af bestemmelserne i det omarbejdede direktiv til den nationale lovgivning for at opnå fuld anvendelse og effektiv håndhævelse af dem, og at der fortsat er lønforskelle mellem mænd og kvinder;

2.  beklager, at direktivets gennemførelse i national ret, selv om medlemsstaterne blot skulle gennemføre de "væsentlige ændringer", som det omarbejdede direktiv indebar, kun har været tilstrækkeligt klar og korrekt i to medlemsstater, medens der fortsat foreligger uafklarede spørgsmål i de resterende 26 medlemsstater; påpeger imidlertid, at disse ændringer ikke var blevet klart identificerede; understreger, at Kommissionens bestræbelser på at overvåge gennemførelsen havde begrænset virkning med hensyn til at sikre en sammenhængende tilgang og sikre de nødvendige retningslinjer til at opnå en effektiv gennemførelse på nationalt niveau;

3.  fremhæver, at medlemsstaterne ikke greb muligheden for at forenkle og modernisere deres lovgivning om lige muligheder for og ligebehandling af kvinder og mænd i forbindelse med beskæftigelse og erhverv; påpeger, at medlemsstaterne ikke kun forventes at gennemføre direktivet, men også at sikre overvågningen af gennemførelsen af ligelønsprincippet og håndhævelsen af alle tilgængelige midler til afhjælpning af lønmæssig forskelsbehandling;

4.  beklager, at Kommissionen stadig ikke har vedtaget det lovgivningsmæssige initiativ, som den ville have fremlagt sidste år for at fremme og lette en effektiv gennemførelse af ligelønsprincippet i praksis; opfordrer derfor Kommissionen til at finde de svage punkter i det omarbejdede direktiv og omgående udarbejde et lovgivningsmæssigt forslag til erstatning for det og til i dette forslag at tilvejebringe et mere effektivt middel til at overvåge gennemførelsen og håndhævelsen af direktivet i medlemsstaterne;

5.  påpeger, at frygten for at miste deres job endvidere har fået mange kvinder til at opgive muligheden for at forene arbejds- og familielivet ved hjælp af en kortere arbejdsdag eller lignende ordninger, hvilket gør det vanskeligt at opnå et afbalanceret familieliv, og at dette har forværret det faldende fødselstal i visse medlemsstater; anmoder Kommissionen om at vurdere denne tendens og de foranstaltninger, forskellige regeringer har truffet for at imødegå fænomenet, og til at foreslå foranstaltninger, der skal mindske krisens indvirkning på ligebehandling på arbejdspladsen og balancen mellem arbejdslivet og privatlivet;

Anvendelse af ligelønsbestemmelserne

6.  understreger, at forskellene i mænd og kvinders beskæftigelsesfrekvens og lønniveau muligvis er blevet reduceret en smule i de senere år, hvilket imidlertid ikke skyldes en forbedring af kvinders stilling, men den kendsgerning, at mænds beskæftigelsesfrekvens og lønniveau er faldet under den økonomiske krise;

7.  understreger, at der i overensstemmelse med Domstolens retspraksis skal tages hensyn til ligelønsprincippet i forbindelse med hvert enkelt aflønningselement, der gives til mænd og kvinder;

8.  gentager, at det er nødvendigt med klare harmoniserede definitioner med henblik på sammenligning på EU-plan af forskellige begreber, såsom kønsbestemt lønforskel, kønsbestemt forskel i pension, løn, direkte og indirekte løndiskriminering og navnlig "ligestillet" arbejde og arbejde af samme værdi; mener, at arbejdets værdi i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis bør vurderes og sammenlignes ud fra objektive kriterier såsom krav til uddannelse, erhvervsuddannelse og videreuddannelse, færdigheder, indsats og ansvar, udført arbejde og arten af de involverede opgaver; påpeger, at den nuværende beregning af den kønsbestemte lønforskel som følge af de forskellige typer ansættelseskontrakter, der findes, både lovbestemte og aftalebestemte, kan føre til en forvredet forståelse af problemet med ligeløn; opfordrer Kommissionen til at analysere disse eventuelle forvridninger og foreslå passende løsninger, herunder indførelsen af obligatoriske lønrevisioner for børsnoterede selskaber i medlemsstaterne, bortset fra små og mellemstore virksomheder (SMV'er), og muligheden for sanktioner i tilfælde af manglende overholdelse;

9.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at kortlægge anvendelsen af de nuværende jobevaluerings- og jobklassifikationssystemer, som varierer i betragtelig grad; opfordrer Kommissionen til at indføre retningslinjer for kønsneutrale jobevaluerings- og jobklassifikationssystemer, herunder specifikke foranstaltninger såsom forholdsmæssig repræsentation af mænd og kvinder i evalueringskomitéer, udarbejdelse af kønsneutrale jobbeskrivelser og vægtningsskalaer samt definition af klare kriterier for vurdering af arbejdets værdi; opfordrer medlemsstaterne til at indføre og anvende klare og kønsneutrale jobevaluerings- og jobklassifikationssystemer baseret på de retningslinjer, der er offentliggjort af Kommissionen, således at de kan afsløre indirekte lønmæssig forskelsbehandling, som har tilknytning til undervurdering af jobs, der typisk varetages af kvinder;

10.  fastholder, at jobevaluerings- og jobklassifikationssystemer fortrinsvis bør baseres på kollektive forhandlinger;

11.  påpeger, at klare og harmoniserede jobklassifikationssystemer og større løngennemsigtighed vil forbedre adgangen til domstolsprøvelse; bemærker, at adskillige medlemsstater allerede har truffet specifikke foranstaltninger til løngennemsigtighed; understreger den forskel, der findes mellem disse foranstaltninger, og noterer sig Kommissionens henstillinger om løngennemsigtighed fra 2014, men beklager imidlertid den ikkebindende karakter heraf; opfordrer medlemsstaterne til aktivt at gennemføre disse henstillinger fra Kommissionen gennem åbenhed og fortsatte positive foranstaltninger ad lovgivningens vej, da dette har vist sig at være mest effektivt, ved at indføre anbefalede og skræddersyede lønåbenhedsforanstaltninger; opfordrer Kommissionen til at evaluere den reelle indvirkning af disse henstillinger, herunder kravet for virksomheder om regelmæssigt at aflægge rapport om den gennemsnitlige løn for hver medarbejder- eller stillingsgruppe opdelt efter køn; opfordrer Kommissionen til i sit nye lovgivningsmæssige forslag at medtage de foranstaltninger, der er omtalt i Kommissionens henstillinger fra 2014 om løngennemsigtighed, den kønsbestemte lønforskel og ligestillingsorganernes beføjelser; opfordrer medlemsstaterne til at lægge pres på diskriminerende lønpraksis og fremme løngennemsigtighed som anmodet af fagforeninger og ligestillingsorganer blandt andre interesseparter;

Anvendelse af bestemmelserne om ligebehandling

12.  understreger vigtigheden af at bekæmpe indirekte forskelsbehandling inden for pensionsordninger, herunder ikke blot arbejdsmarkedspensioner, men også lovpligtige pensionsordninger; påpeger, at Den Europæiske Unions Domstol har præciseret, at arbejdsmarkedspensionsordninger skal betragtes som løn, og at princippet om ligebehandling derfor også gælder for disse ordninger, selv om sondringen mellem lovpligtige og arbejdsmarkedstilknyttede pensionsordninger volder problemer i nogle medlemsstater, og at arbejdsmarkedspensioner er et ukendt begreb i andre medlemsstater, hvilket kan medføre indirekte forskelsbehandling på arbejdsmarkedet; erkender, at kvinders adgang til arbejdsmarkedspensionsordninger er mere begrænset på grund af kortere arbejdstider, kortere anciennitet og horisontal og vertikal kønsopdeling på arbejdsmarkedet og den kønsbestemte lønforskel, og at der i forbindelse med bidragspligtige ordninger sjældent tages hensyn til plejerelaterede pauser og ufrivilligt deltidsarbejde; opfordrer Kommissionen til at undersøge indvirkningen af skiftet fra lovpligtige offentlige pensionsordninger til arbejdsmarkedspensionsordninger og private ordninger på kønsbestemte pensionsforskelle; opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge og rapportere om gennemførelsen af dette princip, eftersom gennemførelsen i den nationale lovgivning har vist sig at være uklar i nogle medlemsstater;

13.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre deres barselsrettigheder og træffe foranstaltninger til at forhindre uberettiget afskedigelse af ansatte under graviditet og ved genoptagelse af arbejdet efter endt barselsorlov; opfordrer Rådet til endelig at vedtage en fælles holdning, hvad angår revisionen af direktivet om gennemførelse af foranstaltninger til fremme af forbedringer af sikkerheden og sundheden for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (direktivet om barselsorlov); opfordrer Rådet til så hurtigt som muligt at vedtage en fælles holdning vedrørende forslaget til direktiv om en mere ligelig kønsfordeling blandt menige bestyrelsesmedlemmer i børsnoterede selskaber og tilhørende foranstaltninger;

14.  noterer sig, at der findes betydelige forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til gennemførelsen af bestemmelserne om beskyttelse mod forskelsbehandling i forbindelse med barselsorlov og fædre- og/eller adoptionsorlov; understreger, at det er nødvendigt på en sammenhængende måde at løse de specifikke udfordringer, der findes, herunder de sektorbestemte (offentlig-privat) og de organisatoriske (sidstnævnte både mellem virksomheder og mellem store, små og mellemstore virksomheder) forskelle, situationen vedrørende atypiske kontrakter og deltidskontrakter og praksis med at ophæve tidsbegrænsede kontrakter i beskyttelsesperioden og tilskynde til frivillig opsigelse;

15.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at træffe foranstaltninger til at bekæmpe alle de forskellige former for forskelsbehandling, at sikre anvendelsen af princippet om ikkeforskelsbehandling og princippet om lighed på arbejdsmarkedet og i adgangen til beskæftigelse, herunder bekæmpelse af forskelsbehandling rettet mod etniske minoriteter og personer med handicap samt forskelsbehandling på grund af køn, alder, religion eller tro, seksuel orientering og kønsidentitet, og til navnlig at vedtage sociale beskyttelsesforanstaltninger til at sikre, at kvinders løn og velfærdsrettigheder, herunder pensionsrettigheder, er de samme som for mænd med samme eller lignende erfaring, der udfører samme arbejde eller et arbejde af samme værdi;

16.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til ved etablering af effektive tilsynsordninger at træffe overvågnings- og kontrolforanstaltninger til at forbedre indsamlingen af data om tilfælde af kønsbestemt chikane og forskelsbehandling, herunder forskelsbehandling i forbindelse med graviditet og barsel og andre former for orlov; mener, at der i disse tilfælde også bør fastsættes bestemmelser om en sanktionsordning, men at der frem for alt bør gøres bestræbelser med hensyn til forebyggelse for at stille tilbud til rådighed for gravide eller kvinder med små børn, der kan hjælpe dem med at forene deres graviditet eller barselsorlov med deres job, uden at de skal være tvunget til at vælge mellem job og familie, hvilket stadig sker alt for ofte; opfordrer Kommissionen til at medtage en vurdering af gennemførelsen af artikel 26 (vedrørende sexchikane) i sin evalueringsrapport om gennemføresen af direktiv 2006/54/EF;

17.  opfordrer Kommissionen til at foreslå klare foranstaltninger til en mere effektiv bekæmpelse af sexchikane på arbejdspladsen; konstaterer med beklagelse, at 30 % af de transkønnede jobsøgende på trods af EU-reglerne om beskyttelse af personer mod forskelsbehandling på beskæftigelsesområdet oplevede forskelsbehandling i forbindelse med jobsøgning, og at transkønnede kvinder var den gruppe, som var mest udsat for at føle sig diskrimineret i det år, der var genstand for Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheders LGBT-undersøgelse; påpeger, at dette er en krænkelse af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder: opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge effektiviteten af de nationale klageorganer og -procedurer i forbindelse med gennemførelsen af ligestillingsdirektiverne, hvad angår kønsidentitet, kønsudtryk og kønsskifte; opfordrer Kommissionen til at give medlemsstaterne ekspertbistand med hensyn til, hvordan de kan tackle forskelsbehandling på grund af "kønskarakteristika" på beskæftigelsesområdet; opfordrer Kommissionen til at støtte og tilskynde medlemsstaterne til at medtage transpersoner og interseksuelle i mangfoldighedskurser og til at samarbejde med arbejdsgiverne om foranstaltninger på arbejdspladsen, f.eks. at fremme anonyme rekrutteringsprocedurer; opfordrer medlemsstaterne til at anvende midler fra Den Europæiske Socialfond (ESF) til aktivt at tackle forskelsbehandling af transpersoner i tråd med EU-Domstolens praksis;

18.  finder det beklageligt, at mange medlemsstater ikke indførte en udtrykkelig beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af kønsskifte, da de gennemførte direktivet i deres nationale lovgivning, og opfordrer Kommissionen til at drage medlemsstaterne til ansvar; gentager, at det er vigtigt, at medlemsstaterne i deres nationale lovgivning tydeligt medtager forbud mod alle former for forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering eller kønsidentitet; mener, at den nuværende retlige beskyttelse, som er fastsat i direktivet, af de personer, der har til hensigt at få foretaget, der er ved at få foretaget eller har fået foretaget et kønsskifte, bør udvides til at omfatte alle transpersoner; opfordrer i denne forbindelse til udtrykkeligt at medtage et forbud mod forskelsbehandling på grund af kønsidentitet i en eventuel kommende omarbejdning;

19.  påpeger, at adgangen til domstolsprøvelse på dette område er begrænset af forskellige årsager såsom retssagernes længde eller omkostninger, de udfordringer, som ligestillingsorganer i visse medlemsstaterne står over for, manglende løngennemsigtighed, manglende gratis retshjælp, frygt for stigmatisering eller repressalier, hvis ofrene taler om forskelsbehandling på arbejdspladsen; understreger, at anvendelsen af reglen om bevisbyrden også volder problemer i adskillige medlemsstater, hvilket gør det vanskeligt at forsvare kvindelige arbejdstagere, eftersom de ofte ikke har adgang eller blot begrænset adgang til de relevante oplysninger, og at de endvidere frygter at miste deres job; opfordrer medlemsstaterne og regionale og lokale myndigheder til at indtage en aktiv rolle med hensyn til at yde bistand til ofre for forskelsbehandling, enten direkte eller gennem støtte til ligestillingsorganer, fagforeninger, lokalsamfundsorganisationer og NGO'er, der arbejder på dette område; påpeger, at en relevant løsning til forbedring af adgangen til domstolsprøvelse på dette område ville være at give uafhængige ligestillingsorganer beføjelse til at yde bistand til ofre for forskelsbehandling, herunder gratis retshjælp og ret til at repræsentere enkeltpersoner i sager om lønmæssig forskelsbehandling; foreslår i denne henseende, at der skal indføres fortrolige indberetningssystemer i medlemsstaterne, således at kvinder får mulighed for at indberette eventuelle tilfælde af forskelsbehandling på arbejdspladsen;

20.  opfordrer Kommissionen til at vurdere, udveksle og sammenligne de eksisterende former for bedste praksis og udbrede resultaterne af denne vurdering med hensyn til effektive foranstaltninger, som medlemsstaterne kan træffe til at tilskynde arbejdsgivere, fagforeninger og organisationer, der er involveret i erhvervsuddannelse, til at forebygge enhver form for forskelsbehandling på grund af køn, navnlig chikane og sexchikane på arbejdspladsen, ved at øge adgangen til beskæftigelse, tilbyde yderligere erhvervsuddannelse og fremme bedste praksis;

21.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger til at lette og forbedre kvinders adgang til livslang læring, erhvervsuddannelse og mentornetværk i hele Europa, navnlig i mandsdominerede sektorer, og til at udbrede bedste praksis;

Fremme af ligebehandling og dialog mellem arbejdsmarkedets parter

22.  gentager, at ligestillingsorganer bør have kompetencer og passende ressourcer og personale til at overvåge og rapportere effektivt og uafhængigt om den lovgivning, der fremmer ligestillingen mellem mænd og kvinder; understreger, at ligestillingsorganers uafhængighed skal sikres i alle medlemsstaterne, og at disse organers præcise institutionelle form hører under medlemsstaternes ansvar;

23.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tilskynde arbejdsmarkedets parter (fagforeninger og arbejdsgivere), civilsamfundet og ligestillingsorganerne til at fremme overvågningen af ligestillingspraksis på arbejdspladsen, bl.a. fleksible arbejdsformer, med det formål at lette foreneligheden mellem arbejde og privatliv og yderligere kontrol med kollektive overenskomster, gældende løntariffer og jobklassifikationssystemer, således at enhver form for direkte eller indirekte forskelsbehandling af kvinder undgås; understreger ligeledes betydningen af andre instrumenter såsom adfærdskodekser, forskning og udveksling af erfaringer og god praksis på ligestillingsområdet med henblik på at sikre en bedre beskyttelse mod forskelsbehandling;

24.  mener, at databeskyttelse ikke må bruges som undskyldning for ikke at offentliggøre årlige lønrapporter på arbejdspladsen;

25.  opfordrer medlemsstaterne til at stramme store og mellemstore virksomheders forpligtelse til at sikre systematisk fremme af ligebehandling og til regelmæssigt at levere den relevante information til deres ansatte, herunder informationer om ligelønsspørgsmål; gentager, at indførelsen af økonomiske sanktioner for arbejdsgivere, der ikke respekterer ligeløn, sandsynligvis vil være en relevant metode til at udligne den kønsbestemte lønforskel;

26.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke de institutionelle mekanismer til gennemførelse af ligestilling mellem kvinder og mænd, f.eks. ved for så vidt angår ligelønsprincippet at sikre, at kontrol- og håndhævelsesagenturer har de nødvendige tekniske, menneskelige og økonomiske ressourcer, og til at tilskynde arbejdsmarkedets parter til at måle de kollektive overenskomsters ligestillingsdimension;

27.  henleder opmærksomheden på behovet for at styrke offentlige arbejdstilsynsordninger og vedtage metoder til at måle arbejdets værdi og f.eks. fastlægge erhverv med lav løn, hvor de ansatte primært er kvinder, og som således indebærer en form for indirekte løndiskriminering;

28.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til kraftigt at øge oplysningsforanstaltningerne om rettigheder for personer, der er blevet offer for kønsbestemt forskelsbehandling; understreger, at det er nødvendigt, at alle interesserede parter, herunder ligestillingsorganer, arbejdsmarkedets parter (fagforeninger og arbejdsgivere) og NGO'er, samarbejder med henblik på at bekæmpe stereotyper om mænds og kvinders arbejde og deres indvirkning på arbejdets værdi og lav løn, herunder i forbindelse med jobadgang, og at selskaberne udvælger de bedst kvalificerede kandidater på grundlag af en sammenlignende analyse af deres kvalifikationer under anvendelse af forud fastsatte, klare, neutralt formulerede, ikkediskriminerende og utvetydige kriterier;

29.  påpeger, at et af de nye elementer, der blev indført med det omarbejdede direktiv, er henvisningen til foreneligheden mellem arbejds-, privat- og familieliv; opfordrer Kommissionen til efter samråd med medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter (fagforeninger og arbejdsgivere) at udvikle specifikke foranstaltninger til at sikre stærkere rettigheder for mænd og kvinder på dette område; understreger, at udviklingen af offentlige børnepasningsfaciliteter i overensstemmelse med Barcelonamålene er særlig nødvendig i denne henseende;

30.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvide og højne offentlighedens bevidsthed om ligeløn og forskellen i pension og den direkte og indirekte forskelsbehandling af kvinder på arbejdspladsen på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt plan; opfordrer Kommissionen til at indføre et europæisk år for bekæmpelse af den kønsbestemte lønforskel;

31.  bemærker med interesse, at mange kvinder vælger selvstændig erhvervsvirksomhed, eftersom dette er den eneste arbejdsform, der giver dem mulighed for at forene deres familie- og arbejdsliv; bemærker imidlertid, at social beskyttelse og sociale ydelser for selvstændige i mange medlemsstater ikke kan sammenlignes med dem, der gælder for lønmodtagere;

Henstillinger

32.  gentager sin opfordring til medlemsstaterne om at gennemføre og styrke det omarbejdede direktiv 2006/54/EF konsekvent og til at tilskynde arbejdsmarkedets parter (fagforeninger og arbejdsgivere) og NGO'er til at spille en mere aktiv rolle med hensyn til at fremme ligebehandling, bl.a. ved hjælp af handlingsplaner til bekæmpelse af alle kønsbestemte lønforskelle, med konkrete foranstaltninger og resultatovervågning på virksomhedsniveau, sektorniveau, nationalt niveau og EU-niveau;

33.  opfordrer Kommissionen til efter dens beretning om anvendelsen af det omarbejdede direktiv og denne beslutning at revidere det omarbejdede direktiv 2006/54/EF, sådan som Parlamentet allerede har opfordret til, især i sin beslutning af 24. maj 2012, der indeholder specifikke og klare henstillinger;

34.  understreger, at kønsneutrale jobklassifikations- og jobevalueringssystemer og løngennemsigtighed er uomgængelige foranstaltninger til fremme af ligebehandling; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at medtage disse foranstaltninger i dens forslag til et nyt direktiv til erstatning for det omarbejdede direktiv; påpeger, at kun en harmoniseret fremgangsmåde er forenelig med arbejdskraftens frie bevægelighed som en grundlæggende frihedsrettighed i EU;

35.  påpeger behovet for at finde en jobevalueringsmetode uden kønsbaserede skævheder, der giver mulighed for, at jobs kan sammenlignes på grundlag af deres omfang og kompleksitet, således at et pågældende jobs position kan fastlægges i forhold til et andet inden for en given sektor eller organisation, uanset om de pågældende jobs er besat af kvinder eller mænd;

36.  opfordrer til ligelig kønsrepræsentation i selskabsbestyrelser;

37.  opfordrer Kommissionen til i det nye direktiv at indføre obligatoriske lønrevisioner for børsnoterede selskaber i medlemsstaterne, bortset fra små og mellemstore virksomheder (SMV'er), for at fremhæve den kønsbestemte lønforskel og indføre sanktioner på EU-plan, der vil udelukke virksomheder, som ikke opfylder deres ansvar med hensyn til ligestilling mellem kønnene, fra offentlige indkøb af varer og tjenesteydelser, der finansieres via EU-budgettet; opfordrer medlemsstaterne til at gøre det samme med virksomheder, der finansieres med offentlige tilskud;

38.  opfordrer medlemsstaterne til selv at foregå med et godt eksempel med hensyn til at bekæmpe den lønforskel, som kvinder er ofre for, i administrationen samt i offentlige institutioner og virksomheder generelt;

39.  opfordrer Kommissionen til at indføre fælles standarder og kontroller med henblik på at sikre nationale ligestillingsorganers uafhængighed og effektivitet;

40.  opfordrer medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at ofre for ulige behandling og forskelsbehandling, navnlig dem, der er ofre for forskellige former for forskelsbehandling, har ret til forholdsmæssig erstatning i overensstemmelse med de gældende lovbestemmelser;

41.  opfordrer medlemsstaterne til at tage de nødvendige skridt til at vende bevisbyrden og sikre, at det altid er arbejdsgiveren, der skal bevise, at en påvist forskel i behandlingen ikke har medført diskrimination;

42.  understreger behovet for at øge indsatsen på nationalt plan og EU-plan for at bekæmpe de vedvarende stereotyper gennem oplysningskampagner rettet mod alle samfundslag, større inddragelse af medierne, strategier til at tilskynde kvinder til at vælge karrierer og professioner, hvor de er underrepræsenterede, og integrering af kønsaspektet i uddannelse og erhvervsuddannelse;

43.  understreger, at kun en effektiv gennemførelse af ligestillingsprincippet vil føre til en reel forbedring af kvinders situation på arbejdsmarkedet, og at dette kræver ægte politisk vilje og strategisk samarbejde mellem forskellige aktører på europæisk niveau, nationalt niveau, sektorniveau og organisationsniveau; opfordrer følgelig Kommissionen til at udarbejde en aktiv strategi med referencepunkter, målsætninger og tidsbundne mål for at mindske tallene for ulighed inden for beskæftigelse og arbejdsløshed, hvilket er gjort med et godt resultat på andre områder, som f.eks. nedbringelse af antallet af trafikulykker i EU;

44.  opfordrer medlemsstaterne til aktivt at anvende kønsbudgettering for at fremme forbedringen af kvinders situation på arbejdsmarkedet; opfordrer Kommissionen til at fremme udveksling af bedste praksis med hensyn til kønsbudgettering;

45.  fremhæver betydningen af at træffe positive foranstaltninger, der fremmer kvinders inddragelse i den politiske og økonomiske beslutningstagning; påpeger, at bindende kvoter har vist sig at være en af de bedste måder til at opfylde dette mål;

46.  påpeger, at der desuden er behov for positive foranstaltninger for at motivere det underrepræsenterede køn til at gå ind i visse erhverv, hvor der er en tydelig horisontal kønsopdeling;

47.  opfordrer Kommissionen til at undersøge de faktorer, der fører til pensionsforskelle og til at vurdere behovet for specifikke foranstaltninger til at formindske disse forskelle på EU-niveau og nationalt niveau, herunder ved hjælp af lovgivningsmæssige og/eller ikke-lovgivningsmæssige foranstaltninger;

48.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at træffe passende foranstaltninger med henblik på at reducere forskellene i mænds og kvinders pensioner, der er en direkte konsekvens af lønforskellene mellem mænd og kvinder, og til at vurdere de nye pensionssystemers konsekvenser for de forskellige kategorier af kvinder, idet der i særlig grad fokuseres på deltidskontrakter og atypiske kontrakter;

49.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at bekæmpe lønmæssige uligheder mellem kønnene i alle relevante EU-politikker og nationale programmer, især i dem, der er rettet mod bekæmpelse af fattigdom;

50.  opfordrer Kommissionen til at gennemføre en undersøgelse, der sammenligner situationen for henholdsvis erhvervsaktive mødre, mødre, der vælger at blive hjemme, og kvinder uden børn, og således belyser situationen for hver af disse grupper kvinder på arbejdsmarkedet, især hvad angår beskæftigelses-, løn- og pensionsforskelle og karriereudvikling;

51.  understreger relevansen af at have pålidelige, sammenlignelige og tilgængelige kvantitative og kvalitative indikatorer og kønsbaserede statistikker for at sikre gennemførelsen af og opfølgningen på direktivet og minder i denne forbindelse om Det Europæiske Ligestillingsinstituts rolle; opfordrer medlemsstaterne til at levere årlige statistikker af høj kvalitet om kønsbestemte lønforskelle til Eurostat, således at det er muligt at vurdere udviklingen i hele EU;

52.  opfordrer Kommissionen til at gennemføre en undersøgelse om, hvordan procedurer vedrørende den officielle anerkendelse af en persons kønsskifte eller manglen på sådanne procedurer påvirker transkønnede personers stilling på arbejdsmarkedet, navnlig deres adgang til beskæftigelse, lønniveau, karriereudvikling og pension;

53.  påpeger, at de landespecifikke henstillinger inden for rammerne af det europæiske semester bør indeholde målsætninger om at mindske kønsbestemte løn- og pensionsforskelle, forskelsbehandling og fattigdomsrisikoen blandt ældre kvinder og om effektivt at gennemføre ligebehandlingsprincipper;

54.  opfordrer Kommissionen til omhyggeligt at undersøge kvinders beskæftigelsessituation i den tredje sektor, den sociale økonomi og samarbejdsøkonomien og til så hurtigt som muligt at fremsætte en strategi, der skal fremme og beskytte kvinders job og situation i disse sektorer;

55.  opfordrer medlemsstaterne til at øge deres indsats for at bekæmpe sort arbejde og usikre ansættelsesforhold; fremhæver det store omfang af sort arbejde, som udføres af kvinder, og som indvirker negativt på deres indkomst og socialsikringsdækning og -beskyttelse og endvidere indvirker negativt på EU's BNP; understreger nødvendigheden af især at tage spørgsmålet om husligt arbejde, der for det meste udføres af kvinder, op som en særlig udfordring, eftersom dette arbejde hovedsageligt foregår i den uformelle sektor, er individualiseret og i sagens natur usynligt, og derfor kræver, at der træffes skræddersyede foranstaltninger for at tackle problemet effektivt; beklager desuden misbruget af atypiske ansættelsesformer, herunder nultimerskontrakter, for at slippe for at opfylde ansættelses- og socialsikringskrav; beklager, at der har været en stigning i antallet af kvinder i job, som er fanget i fattigdom;

56.  finder det vigtigt, at Kommissionen foreslår foranstaltninger til at a) mindske den kønsbestemte lønforskel, b) styrke kvinders økonomiske uafhængighed, c) forbedre adgangen til arbejdsmarkedet og karriereudvikling for kvinder, d) grundlæggende øge ligheden i beslutningstagningen og e) fjerne kønsdiskriminerende strukturer og praksisser;

o
o   o

57.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 204 af 26.7.2006, s. 23.
(2) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0375.
(3) EUT C 264 E af 13.9.2013, s. 75.
(4) http://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php/Employment_statistics
(5) Artikel 3 i direktiv 2006/54/EF og artikel 157, stk. 4, i TEUF.
(6) Evaluering af den europæiske merværdi, "Anvendelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder for lige arbejde af samme værdi", udarbejdet af Parlamentet i 2013.
(7) Ifølge Kommissionens beretning om anvendelsen af det omarbejdede direktiv (COM(2013)0861).

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik