Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2016/2537(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

RC-B8-0146/2016

Forhandlinger :

Afstemninger :

PV 04/02/2016 - 8.6
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2016)0048

Vedtagne tekster
PDF 178kWORD 76k
Torsdag den 4. februar 2016 - Strasbourg Endelig udgave
Situationen i Libyen
P8_TA(2016)0048RC-B8-0146/2016

Europa-Parlamentets beslutning af 4. februar 2016 om situationen i Libyen (2016/2537(RSP))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Libyen, særlig af 15. september 2011(1), 22. november 2012(2), 18. september 2014(3) og 15. januar 2015(4),

–  der henviser til Rådets afgørelse 2013/233/FUSP af 22. maj 2013 om oprettelse af Den Europæiske Unions bistandsmission vedrørende integreret grænseforvaltning i Libyen (EUBAM Libya),

–  der henviser til, afgørelsen om at iværksætte EU NAVFOR MED Sophia-operationen den 18. maj 2015 med det mål at finde, opbringe og bortskaffe fartøjer samt identificere aktiver, der anvendes eller er under mistanke for at blive anvendt af migrantsmuglere og menneskehandlere;

–  der henviser til de seneste redegørelser om Libyen fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR), Federica Mogherini, navnlig redegørelserne af 30. april, 26. og 27. maj, 30. juni, 12. juli, 17. august, 13. og 22. september, 9. oktober, 19. og 26. november, 14. og 17. december 2015 og af 7., 11. og 18. januar 2016,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 18. januar 2016 om Libyen,

–  der henviser til den libyske politiske aftale, som blev undertegnet den 17. december 2015 i Skhirat i Marokko,

–  der henviser til det fælles kommuniké af den 13. december 2015 fra ministermødet i Rom om Libyen, som er godkendt af Algeriet, Kina, Egypten, Frankrig, Tyskland, Italien, Jordan, Marokko, Rusland, Qatar, Saudi-Arabien, Spanien, Tunesien, Tyrkiet, De Forenede Arabiske Emirater, Det Forenede Kongerige, USA, Den Europæiske Union, De Forenede Nationer, Den Arabiske Liga og Den Afrikanske Union,

–  der henviser til FN’s Sikkerhedsråds resolution 2259 (2015) om situation i Libyen, der blev enstemmigt vedtaget den 23. december 2015,

–  der henviser til sin beslutning af 9. juli 2015 om revision af den europæiske naboskabspolitik(5),

–  der henviser til den nationale konference mellem libyske stammer, der fandt sted i Tripoli i juli 2011, og hvor der blev foreslået en lov om generel amnesti for at bringe borgerkrigen til ophør,

–  der henviser til mødet mellem de politiske ledere og aktivister i Algier den 11. marts 2015,

–  der henviser til erklæringen til støtte for en national samlingsregering i Libyen, som er blevet fremsat af regeringerne i Algeriet, Frankrig, Tyskland, Italien, Marokko, Spanien, Tunesien, De Forenede Arabiske Emirater, Det Forenede Kongerige og USA,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123 stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at Libyen under Gaddafi-diktaturet havde det største våbenarsenal langs Middelhavets sydkyst, og at landet siden diktaturet faldt er blevet et vigtigt omdrejningspunkt for ulovlig våbenhandel og -smugling og fungerer som forsyningsområde for alle terrorister og ekstremister i Sahel-området (Mali, Niger, Nigeria) og for modstandsbevægelserne i Sudan, Tchad og Syrien;

B.  der henviser til, at libyerne som led i Det Arabiske Forår gik på gaden i februar 2011, hvorefter der fulgte ni måneder med civile uroligheder; der henviser til, at NATO støttede oprørerne, som blev udsat for vilkårlig undertrykkelse fra statens side, og at denne støtte var afgørende med hensyn til at udløse Gaddafi-regimets fald;

C.  der henviser til, at det libyske samfund altid - før og navnlig efter kuppet - har været organiseret på grundlag af et stammesystem; der henviser til, at alliancer mellem stammer af forskellig etnisk identitet (et flertal af arabiske stammer samt mindretal af amazigher, tebuer og tuareger) fortsat spiller en vigtig rolle i den kaotiske situation i nutidens Libyen;

D.  der henviser til, at mange af de militser, der kæmpede mod Gaddafi, var infiltreret af islamister, der gradvist tog over, og nogle af dem har spillet en central rolle i konflikten; der henviser til, at man FN’s Sikkerhedsråds relevante resolutioner har klassificeret Daesh, Ansar al-Sharia og al-Qaeda, som alle findes i Libyen, som terrororganisationer;

E.  der henviser til, at NTC i august 2012 overdrog magten til Den Almindelige Nationalkongres (GNC), et valgt parlament, som derefter udpegede et midlertidigt statsoverhoved; der henviser til, at vælgerne i juni 2014 valgte et nyt parlament til at træde i stedet for GNC i skikkelse af Repræsentanternes Hus (HoR), som fik sæde i Tobruk; der henviser til, at det tidligere GNC, som var domineret af det muslimske broderskab, kort efter forsamlede sig og udpegede sin egen premierminister og anfægtede HoR's myndighed i forbindelse med kamphandlinger, hvor selv hovedstaden Tripoli skiftede hænder; der henviser til, at begge krigsførende parter efter sigende modtager støtte fra udenlandske magter, navnlig Egypten, Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, hvad angår HoR (Tobruk), og Tyrkiet og Qatar, hvad angår den nye GNC (Tripoli);

F.  der henviser til, at disse to politiske organer (HoR i Tobruk, som er anerkendt af det internationale samfund, og det nye GNC, som har etableret sig i Tripoli) siden august 2014 begge hævder, at de har regeringsmagten i landet, og at begge parter støttes af adskillige tungt bevæbnede militser med tilhørsforhold til regioner, byer og stammer med forskellig baggrund;

G.  der henviser til, at det politiske tomrum og manglen på en stabil regering er blevet udnyttet af Daesh, som har fået tilslutning fra udlændinge og libyske terrorister, der er vendt hjem efter kamp i Irak og Syrien; der henviser til, at disse tilbagevendte libyere, der var ledsaget af jihadister fra andre lande, overtog magten i byen Derna øst for Benghazi i november 2014 og aflagde troskabsed til Daesh; der henviser til, at disse styrker eller deres allierede efterfølgende er blevet aktive langs næsten hele kysten fra Derna til Tripoli, inklusive Bayda, Benghazi, Ajdabiya, Abugrein og Misrata, og fuldstændig kontrollerer området omkring Sirte i en omkreds på over 200 km, ligesom de har en træningslejr vest for Tripoli i nærheden af den tunesiske grænse; der henviser til, at Daesh har iværksat en lokal terrorkampagne - med halshugninger, nedskydninger og bombeattentater – og samtidig har udvidet sit territorium og overtaget kontrollen med vejen, således at Daesh kan forhindre forbindelser mellem øst og vest;

H.  der henviser til, at Libyen er blevet hjemsted for den største Daesh-styrke uden for Mellemøsten og udgør et Daesh-brohoved på den sydlige middelhavskyst og dermed en meget alvorlig fare for nabolandene i Sahel og Sahara og for Europa som et mål for terroraktioner;

I.  der henviser til, at Daesh siden den 4. januar 2016 har gennemført omfattende angreb på Libyens olieinstallationer med henblik på at akkumulere krigsbytte og kontrollere de enorme østlige olieanlæg i al-sidra, Ras Lanuf og Marsa al Brega, og derved har ødelagt de vigtigste infrastrukturer, der understøtter Libyens økonomiske ressourcer, og bragt væsentlige indtægtsmuligheder til genopbygningen af landet i fare;

J.  der henviser til, at Libyen, efter at der udbrød anarki, er blevet endnu mere et transitland for menneskehandel til Europas sydlige grænser; der henviser til, at Libyen fortsat huser flere hundrede tusinde migranter og asylansøgere af forskellige nationaliteter, hvoraf mange lever under tragiske forhold og dermed er et mål for menneskesmuglere;

K.  der henviser til, at menneskerettighedssituationen til stadighed forværres i hele landet, hvor det er en tragisk realitet, at alle parter gør sig skyldige i vilkårlige tilbageholdelser, bortførelser, drab, tortur og vold mod civile, journalister, embedsmænd, politikere og menneskerettighedsforkæmpere; der henviser til, at FN's Sikkerhedsråd den 26. februar 2011 indbragte situationen i Libyen for Den Internationale Straffedomstol (ICC); der henviser til, at ICC fortsat har kompetence til at undersøge overtrædelser af menneskerettighederne, der er begået i Libyen, og til at forfølge de ansvarlige; der henviser til, at ICC den 27. juni 2011 udstedte arrestordrer på Muammar Gaddafi og Saif al-Islam Gaddafi, og at de øvrige mistænkte ikke er i domstolens varetægt; der henviser til, at de libyske myndigheder har insisteret på, at de skal stilles for en domstol inden for det libyske nationale retssystem;

L.  der henviser til, at det politiske spor i den libyske dialog involverede centrale deltagere i den libyske demokratiseringsproces, herunder medlemmer af Repræsentanternes Hus, Den Almindelige Nationalkongres og Det Nationale Overgangsråd, og at andre uafhængige interessenter som f.eks. kommunalråd, politiske partier, stammeledere og kvindeorganisationer bidrog til at fremme en ægte forsoning;

M.  der henviser til, at den libyske politiske aftale har til formål at sikre det libyske folks demokratiske rettigheder, at oprette en konsensusregering baseret på princippet om magtens deling og at give beføjelser til statslige institutioner såsom den nationale samlingsregering; der henviser til, at på baggrund af de udfordringer, som Libyen står over for, haster det med at etablere den nationale samlingsregering, som kan arbejde til gavn for alle libyske borgere og skabe et grundlag for fred, stabilitet, genopbygning og udvikling af landet;

N.  der henviser til, at Libyens Repræsentanternes hus (Tobruk) den 25. januar 2016 forkastede den FN-støttede samlingsregering, men samtidig godkendte den libyske politiske aftale, som danner grundlag for en politisk omstilling i landet;

O.  der henviser til, at et sikkert og politisk stabilt Libyen er en absolut nødvendighed ikke kun for de libyske borgere, men også for sikkerheden i hele regionen og i Den Europæiske Union;

1.  glæder sig over den FN-støttede libyske politiske aftale, der blev undertegnet den 17. december 2015, bakker helhjertet op om Præsidentrådet og gratulerer FN-generalsekretærens særlige repræsentant, Martin Kobler, for hans store arbejdsindsats;

2.  beklager, at det første forslag om en samlingsregering er blevet forkastet af HoR i Tobruk; opfordrer de to vigtigste libyske myndigheder til at tilslutte sig denne aftale, som er et vigtigt skridt i gennemførelsen af den libyske politiske aftale, og som opfylder ønsket om at finde vejen til fred og stabilitet i landet og forsvare alle libyske borgere; opfordrer indtrængende HoR i Tobruk og dets formandskab til at vise kompromisvilje og til fortsat at drøfte listen over medlemmer af Kabinettet med henblik på godkendelse af den nationale samlingsregering som omhandlet i den libyske politiske aftale;

3.  har til hensigt at anerkende og støtte en national samlingsregering, som bliver dannet ved konsensus mellem de libyske parter, som den eneste retmæssige libyske regering; understreger, at Libyen selv har ansvaret for den politiske proces, og at det er vigtigt, at denne proces fortsat omfatter alle parter, bl.a. ved at der sker en konstruktiv inddragelse af stammerådene, at kvinderne og civilsamfundet deltager positivt, og at politiske og lokale aktører yder et nyttigt bidrag til en rettidig ændring og vedtagelse af en forfatning, der respekterer demokrati, menneskerettigheder og borgerrettigheder;

4.  opfordrer det internationale samfund, FN, EU, AU og medlemsstaterne i Den Arabiske Liga til at være parate til at støtte libyerne i deres bestræbelser på at foretage en vellykket implementering af aftalen; forventer, at medlemsstaterne og de internationale institutioner kun vil have officielle politiske kontakter til parterne i den libyske politiske aftale; opfordrer EU til at indføre målrettede sanktioner som f.eks. rejseforbud og indefrysning af aktiver over for personer og organisationer, der boykotter den libyske politiske aftale;

5.  beklager den fortsatte stedfortræderkrig mellem udenlandske sunnimuslimske parter; opfordrer de regionale aktører til at afstå fra handlinger, der kan forværre splittelsen og undergrave Libyens demokratiske overgang til et stabilt, inklusivt, demokratisk Libyen, hvilket også kan destabilisere nabolandene; bekræfter sit stærke engagement for Libyens suverænitet, territoriale integritet, nationale enhed og overgang til demokrati,

6.  fordømmer de destabiliserende terrorangreb, som Daesh har udført mod befolkningen i Libyen, herunder mindretal, samt mod olieinfrastrukturerne i al-Sidra og Ras Lanuf samt ethvert forsøg på at forstyrre stabiliseringsprocessen i landet; mener, at der bør oprettes en international koalition for at bekæmpe Daeshs voksende tilstedeværelse i Libyen, som destabiliserer landet og som ikke alene udgør en trussel mod nabolandene i Sahel og Sahara, men også mod EU;

7.  understreger, at de libyske grænsers porøsitet og manglen på central politisk kontrol i høj grad har fremmet udbredelsen af og handelen med våben samt den frie bevægelighed for libyske og udenlandske væbnede grupper; er bekymret over de afsmittende virkninger, som konflikten i Libyen har på sikkerhedssituationen i Egypten og især i Tunesien, men også i Algeriet; mener, at EU bør benytte sine diplomatiske og udenrigspolitiske redskaber inden for rammerne af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) og andre politikker som f.eks. handels- og samarbejdspolitikkerne til at tilskynde landene i Mellemøsten og Nordafrika til at engagere sig positivt i overgangsprocessen i Libyen;

8.  mener, at økonomisk genopretning er et vigtigt skridt mod Libyens demokratiske omstilling; støtter fuldt ud de nye libyske myndigheder i deres bekæmpelse af terrorister for at beskytte mennesker og kritiske økonomiske infrastrukturer.

9.  minder om den parlamentariske dimensions centrale rolle hvad angår en politisk løsning på krisen; understreger, at Europa-Parlamentets organer og dets medlemmer kan dele deres institutionelle erfaring med de libyske aktører med henblik på at støtte dem i deres bestræbelser på at skabe en inklusiv politisk dialog;

10.  giver udtryk for sin alvorlige bekymring over migranter, asylansøgere og flygtninge i Libyen, hvis allerede ubærlige situation fortsat forværres; ser gerne, at FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) inddrages mere i koordineringen af FN's indsats; opfordrer EU og medlemsstaterne til effektivt at håndtere de stadigt voksende migrations- og flygtningestrømme fra Nordafrika, især fra Libyen; opfordrer de libyske myndigheder og militser til at sikre adgang for eksterne aktører til centre for frihedsberøvede, især centre for migranter;

11.  opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten, der koordinerer medlemsstaternes indsats i Libyen, til at koncentrere deres støtte omkring opbygning af stat og institutioner og, sammen med medlemsstaterne, FN, NATO og regionale partnere, at støtte reformen af sikkerhedssektoren og oprettelsen af - under kontrol af GNA - en effektiv og national hær og politistyrker i stand til at kontrollere hele det libyske territorium og farvande og sikre de libyske grænser; understreger, at EU også bør prioritere støtte til reformen af det libyske retssystem samt andre områder, som er afgørende for en demokratisk regeringsførelse;

12.  støtter EU NAVFOR MED Sophia-operationen i dens bestræbelser på at håndtere migrationskrisen og bekæmpe de menneskehandlere, som udnytter migranter; minder om, at et vellykket udfald af denne operation er direkte knyttet til en holdbar politisk dialog i Libyen og behovet for at genskabe fred og stabilitet i landet; opfordrer til, at der indgås en aftale med GNA, der kan give EU's mission mulighed for at udføre de nødvendige operationer i libysk territorialfarvand;

13.  værdsætter, at EU allerede har stillet en pakke på 100 mio. EUR til rådighed og er parat til at yde omgående støtte inden for områder, som vil blive prioriteret sammen med den nye libyske nationale samlingsregering, når denne engang dannes; opfordrer EU og FN til at planlægge bistand til statsopbygning, sikkerhed og fredsbevarelse samt til træning i at implementere et nødsituations- og katastrofeberedskab, respekt for menneskerettigheder og retsstatsprincippet;

14.  opfordrer medlemsstaterne til ikke at handle selvstændigt, men at støtte NF/HR i udformningen af en omfattende strategi sammen med UNSMIL og de libyske myndigheder for at støtte omstillingen og den nye libyske regering; mener, at en reform af sikkerhedssektoren og programmer for afvæbning, demobilisering og reintegration er en prioritet for landet, og opfordrer Kommissionen, NF/HR og medlemsstaterne til at være klar til at yde den fornødne bistand i disse områder, hvis den nye regering anmoder herom;

15.  understreger, at det er vigtigt, at det internationale samfund øger den humanitære bistand for at dække de mest presserende behov hos dem, der er hårdt ramt af konflikten i Libyen; understreger behovet for at skaffe midler til at hjælpe de humanitære organisationer med at vurdere situationen bedre og forbedre deres indsats for at dække behovene på stedet; opfordrer medlemsstaterne til at opfylde deres forpligtelser med hensyn til EU's nødtrustfond for Afrika;

16.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Middelhavsunionen, Den Arabiske Liga, Den Afrikanske Unions råd og FN’s generalsekretær.

(1) EUT C 51 E af 22.2.2013, s. 114.
(2) EUT C 419 af 16.12.2015, s. 192.
(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2014)0028.
(4) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0010.
(5) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0272.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik