Afgørelse om ikke at gøre indsigelse mod en delegeret retsakt: reguleringsmæssige tekniske standarder for hensigtsmæssige ordninger, systemer og procedurer for markedsdeltagere, der videregiver viden som led i markedssonderinger
Europa-Parlamentets afgørelse om ikke at gøre indsigelse mod Kommissionens delegerede forordning af 17. maj 2016, der supplerer Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for hensigtsmæssige ordninger, systemer og procedurer for markedsdeltagere, der videregiver viden som led i markedssonderinger (C(2016)02859 – 2016/2735(DEA))
Europa-Parlamentet,
– der henviser til Kommissionens delegerede forordning (C(2016)02859),
– der henviser til Kommissionens skrivelse af 18. maj 2016, hvori den anmoder Parlamentet om at erklære, at det ikke vil gøre indsigelse mod den delegerede forordning,
– der henviser til skrivelse af 31. maj 2016 fra Økonomi- og Valutaudvalget til Udvalgsformandskonferencens formand,
– der henviser til artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug) og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF og Kommissionens direktiv 2003/124/EF, 2003/125/EF og 2004/72/EF(1) ("forordningen om markedsmisbrug"), særlig artikel 11, stk. 9, tredje afsnit,
– der henviser til henstilling til afgørelse fra Økonomi- og Valutaudvalget,
– der henviser til forretningsordenens artikel 105, stk. 6,
– der henviser til, at der ikke er gjort indsigelse inden for den frist, der er fastsat i forretningsordenens artikel 105, stk. 6, tredje og fjerde led, og som udløb den 8. juni 2016,
A. der henviser til, at artikel 39, stk. 2, i forordningen om markedsmisbrug fastlægger, at et antal af dens bestemmelser, herunder artikel 11, stk. 1 til 8, skal gælde fra 3. juli 2016, og at artikel 7, stk. 1, i den delegerede forordning i overensstemmelse hermed skal gælde fra samme dato;
B. der henviser til, at artikel 11, stk. 9, i forordningen om markedsmisbrug giver ESMA beføjelse til at udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder (RTS) for at fastlægge hensigtsmæssige ordninger, procedurer og registreringsforpligtelser for personer, der skal opfylde kravene i denne artikels stk. 4, 5, 6 og 8; der henviser til, at artikel 11, stk. 9, i forordningen om markedsmisbrug tillægger Kommissionen beføjelse til at vedtage disse RTS i overensstemmelse med artikel 10-14 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010(2) (ESMA-forordningen);
C. der henviser til, at Kommissionen vedtog den delegerede forordning den 17. maj 2016 for at efterkomme denne beføjelse; der henviser til, at den delegerede forordning indeholder vigtige detaljer om de procedurer, der skal følges af markedsdeltagere, når de udfører markedssonderinger;
D. der henviser til, at den delegerede forordning kun kan træde i kraft ved udløbet af indsigelsesfristen, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse;
E. der henviser til, at den kontrolperiode, der er fastlagt under artikel 13, stk. 1, i ESMA-forordningen, er på tre måneder fra datoen for Kommissionens underretning om RTS'en, medmindre den vedtagne RTS er identisk med det af ESMA forelagte udkast til RTS, i hvilket fald kontrolperioden ville være én måned;
F. der henviser til, at der er foretaget nogle ændringer i udkastet til RTS, som er vedtaget af ESMA, såsom tilføjelsen af to nye betragtninger samt en række ændringer af artikel 3 og artikel 6, stk. 3, og bestemmelsen om ikrafttræden og anvendelse; der henviser til, at den delegerede forordning i lyset af disse ændringer ikke kan anses for at være den samme som det udkast til RTS, som ESMA har vedtaget, i henhold til artikel 13, stk. 1, andet afsnit, i ESMA-forordningen der henviser til, at det derfor er den i ESMA-forordningens artikel 13, stk. 1, første afsnit fastlagte periode for indsigelse på tre måneder, der gælder, hvilket vil sige, at denne periode ville udløbe den 17. august 2016;
G. der henviser til, at en gnidningsløs og rettidig gennemførelse af lovrammen for markedsmisbrug inden 3. juli 2016 kræver, at markedsdeltagerne og de kompetente myndigheder foretager de fornødne dispositioner og indfører de hensigtsmæssige ordninger snarest muligt og under alle omstændigheder inden 3. juli 2016, og at dette bør gøres i overensstemmelse med den delegerede forordning;
H. der henviser til, at den delegerede forordning derfor bør træde i kraft senest 3. juli 2016, inden kontrolperioden udløber den 17. august 2016;
I. der henviser til, at bestemmelserne i den delegerede forordning i det væsentlige stemmer overens med Parlamentets målsætninger, der er udtrykt i forordningen om markedsmisbrug og under den efterfølgende uformelle dialog som led i det forberedende arbejde med henblik på vedtagelse af den delegerede forordning, og især med Parlamentets hensigter om at forsyne de kompetente myndigheder med komplet dokumentation for samtlige oplysninger, der er fremkommet i løbet af markedssonderingen;
1. erklærer, at det ikke gør indsigelse mod den delegerede forordning;
2. pålægger sin formand at sende denne afgørelse til Rådet og Kommissionen.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84).