(Høring)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (COM(2016)0071),

–  der henviser til artikel 148, stk. 2 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C8-0098/2016),

–  der henviser til sin holdning af 8. juli 2015 om forslag til Rådets afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker(1),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A8-0247/2016),

1.  godkender Kommissionens forslag som ændret;

2.  opfordrer Kommissionen til at ændre sit forslag i overensstemmelse hermed, jf. artikel 293, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

3.  opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

4.  anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre Kommissionens forslag i væsentlig grad;

5.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

Kommissionens forslag   Ændring Ændring 1 Forslag til afgørelse Betragtning -1 (ny) (-1)  Rådet valgte ved afgørelse (EU) 2015/18481a endnu engang at se bort fra Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 8. juli 2015. Rådets tilgang stemmer ikke overens med ånden i traktaterne, svækker samarbejdet mellem Unionens institutioner og øger det "demokratiske underskud" i forholdet til EU-borgerne. Europa-Parlamentet beklager dybt Rådets tilgang og understreger, at dets lovgivningsmæssige beslutning bør tages i betragtning. ____________ 1a Rådets afgørelse (EU) 2015/1848 af 5. oktober 2015 om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker for 2015 (EUT L 268 af 15.10.2015, s. 28). Ændring 2 Forslag til afgørelse Betragtning 1 (1)  Det fastslås i artikel 145 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), at medlemsstaterne og Unionen arbejder på at udvikle en samordnet strategi for beskæftigelse og især for fremme af en velkvalificeret, veluddannet og smidig arbejdsstyrke og arbejdsmarkeder, som reagerer på økonomiske forandringer, med henblik på at nå de mål, der er fastsat i artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). (1)  Det fastslås i artikel 145 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), at medlemsstaterne og Unionen arbejder på at udvikle en samordnet strategi for beskæftigelse og især for fremme af en velkvalificeret, veluddannet og smidig arbejdsstyrke og arbejdsmarkeder, som reagerer på økonomiske forandringer, med henblik på at nå de mål, der er fastsat i artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). I overensstemmelse med artiklerne 9 og 10 i TEUF skal Unionen ved udformningen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter sikre et inkluderende og integreret arbejdsmarked, der er i stand til at tackle de alvorlige konsekvenser af arbejdsløshed og sikre et højt beskæftigelsesniveau, sikre anstændige arbejdsvilkår overalt i Unionen, herunder rimelige lønforhold, og sikre passende social beskyttelse i overensstemmelse med arbejdsmarkedslovgivningen, kollektive overenskomster og i overensstemmelse med nærhedsprincippet samt et højt niveau for almen og faglig uddannelse og bekæmpe forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. Ændring 3 Forslag til afgørelse Betragtning 2 (2)  "Europa 2020-strategien", som Kommissionen har fremlagt, sætter Unionen i stand til at vende økonomien mod intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, ledsaget af høje beskæftigelses- og produktivitetsniveauer og et højt niveau af social samhørighed. Fem overordnede mål, der er nævnt i de relevante retningslinjer, udgør de fælles målsætninger, der skal være retningsgivende for medlemsstaternes indsats, idet der tages hensyn til deres relative udgangssituationer og nationale forhold og til Unionens stilling og forhold. Den europæiske beskæftigelsesstrategi er det vigtigste middel til gennemførelse af beskæftigelses- og arbejdsmarkedsmålsætningerne i den nye strategi. (2)  "Europa 2020-strategien", som Kommissionen har fremlagt (Europa 2020), bør sætte Unionen i stand til at vende økonomien mod intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, ledsaget af høje beskæftigelses- og produktivitetsniveauer og et højt niveau af social samhørighed. Unionen har behov for sammenhængende politikker og offentlige investeringer, der bekæmper arbejdsløshed og fattigdom. I den forbindelse er udviklingen i de beskæftigelsesmæssige og sociale indikatorer i Europa 2020 til dato dybt bekymrende, idet antallet af mennesker i risiko for fattigdom og udstødelse er steget med fem mio. i stedet for at falde, og beskæftigelsesfrekvensen i nogle lande har endnu ikke genvundet niveauet fra før krisen, mens andelen af unge, som ikke er i beskæftigelse eller under uddannelse (NEET'er) i nogle medlemsstater er over 20 %, og andelen af personer med kort skolegang er steget til 23 %. Den europæiske beskæftigelsesstrategi er det vigtigste middel til gennemførelse af beskæftigelses- og arbejdsmarkedsmålsætningerne samt målsætningerne om social inklusion i den nye strategi. Alligevel er disse mål endnu ikke nået, og der er behov for mere betydelige bestræbelser fra medlemsstaternes side for at nå de forventede resultater. Gennemførelse af Europa 2020 på det beskæftigelsespolitiske og sociale område skal fortsat være et centralt mål for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker. Ændring 4 Forslag til afgørelse Betragtning 3 (3)  De integrerede retningslinjer er i overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europæiske Råd. De giver præcis vejledning til medlemsstaterne om fastlæggelsen af deres nationale reformprogrammer og gennemførelsen af reformer under hensyntagen til den indbyrdes afhængighed og i overensstemmelse med stabilitets- og vækstpagten. Beskæftigelsesretningslinjerne bør danne grundlag for alle landespecifikke henstillinger, som Rådet måtte rette til medlemsstaterne i henhold til artikel 148, stk. 4, i TEUF parallelt med de landespecifikke henstillinger, der rettes til medlemsstaterne i henhold til artikel 121, stk. 2, i samme traktat. Beskæftigelsesretningslinjerne bør også danne grundlag for udarbejdelsen af den fælles rapport om beskæftigelsen, som Rådet og Europa-Kommissionen fremlægger for Det Europæiske Råd én gang om året. (3)  De integrerede retningslinjer bør være i overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europæiske Råd. De giver præcis vejledning til medlemsstaterne om fastlæggelsen af deres nationale reformprogrammer og gennemførelsen af reformer under hensyntagen til den indbyrdes afhængighed og i overensstemmelse med stabilitets- og vækstpagten. Der bør tages hensyn til beskæftigelsesretningslinjerne i forbindelse med alle landespecifikke henstillinger, som Rådet måtte rette til medlemsstaterne i henhold til artikel 148, stk. 4, i TEUF, på en afbalanceret måde i forhold til de landespecifikke henstillinger, der rettes til medlemsstaterne i henhold til artikel 121, stk. 2, i TEUF. De landespecifikke henstillinger bør tage hensyn til ikke alene økonomiske, men også – hvor dette er hensigtsmæssigt – beskæftigelsesmæssige og sociale indikatorer og omfatte en forhåndsvurdering af de reformer, der skal gennemføres, og deres virkninger for borgerne. Beskæftigelsesretningslinjerne bør udarbejdes i tæt samarbejde med Europa-Parlamentet og bør danne grundlag for udarbejdelsen af den fælles rapport om beskæftigelsen, som Rådet og Europa-Kommissionen fremlægger for Det Europæiske Råd én gang om året. Tre beskæftigelsesindikatorer – erhvervsfrekvens, ungdomsarbejdsløshed og langtidsledighed – er for nylig blevet medtaget i proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer, og Europa-Parlamentet opfordrede i sin beslutning af 25. februar 2016 1a til, at disse indikatorer skulle føre til, at det blev iværksat en tilbundsgående analyse i de pågældende medlemsstater, hvilket kan medføre, at der foreslås og gennemføres yderligere økonomiske, arbejdsmarkedsmæssige og sociale reformer. ________________ 1a Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0058. Ændring 5 Forslag til afgørelse Betragtning 4 (4)  Gennemgangen af medlemsstaternes nationale reformprogrammer i den fælles beskæftigelsesrapport viser, at medlemsstaterne fortsat bør gøre deres yderste på de prioriterede områder, nemlig øge arbejdsmarkedsdeltagelsen og reducere strukturel arbejdsløshed, udvikle en kvalificeret arbejdsstyrke, der modsvarer arbejdsmarkedets behov, fremme jobkvalitet og livslang læring, sikre effektive uddannelsessystemer på alle niveauer og øge den andel af befolkningen, der har afsluttet en videregående eller tilsvarende uddannelse, fremme social inklusion og bekæmpe fattigdom. (4)  Gennemgangen af medlemsstaternes nationale reformprogrammer i den fælles beskæftigelsesrapport viser, at medlemsstaterne bør tage hensyn til henstillingerne fra Europa-Parlamentet om den årlige vækstundersøgelse, de landespecifikke henstillinger og beskæftigelsesretningslinjerne og fortsat bør gøre deres yderste på de prioriterede områder, nemlig øge arbejdsmarkedsdeltagelsen og reducere strukturel arbejdsløshed ved at skabe arbejdspladser, der understøtter velfungerende, dynamiske og inklusive arbejdsmarkeder, udvikle en kvalificeret arbejdsstyrke, der kan modsvare arbejdsmarkedets behov, fremme anstændige arbejdspladser og livslang læring, forbedre uddannelsessystemernes resultater på alle niveauer og øge den andel af befolkningen, der har afsluttet en videregående eller tilsvarende uddannelse, fremme social inklusion og forening af familie- og arbejdsliv, modarbejde enhver form for forskelsbehandling og bekæmpe fattigdom, især fattigdom blandt børn, samt forbedre kapaciteten i den aldrende befolkning. Ændring 6 Forslag til afgørelse Betragtning 6 a (ny) (6a)   120 millioner af Unionens borgere, ca. 25 % er i risiko for fattigdom og social udstødelse. Denne nødsituation, som også afspejles af det fortsat høje antal EU-borgere uden beskæftigelse, kræver, at Kommissionen vedtager foranstaltninger for at tilskynde medlemsstaterne til at udvikle nationale minimumsindkomstordninger, således at de kan sikres anstændige levevilkår. Ændring 7 Forslag til afgørelse Artikel 1 – stk. 1 Retningslinjerne for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker som fastsat i bilaget til Rådets afgørelse af 5. oktober 2015 om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker opretholdes for 2016, og medlemsstaterne tager hensyn til dem i deres beskæftigelsespolitikker. Retningslinjerne for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker, som fastsat i bilaget, vedtages hermed. Medlemsstaterne tager hensyn til disse retningslinjer i deres beskæftigelsespolitikker og reformprogrammer, som indberettes i overensstemmelse med artikel 148, stk. 3, i TEUF. __________________ 4Rådets afgørelse (EU) 2015/1848 af 5. oktober 2015 om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker (EUT L 268 af 15.10.2015, s. 28). Ændring 8 Forslag til afgørelse Bilag (nyt) Retningslinje 5: Fremme af efterspørgslen efter arbejdskraft Medlemsstaterne bør i samarbejde med de regionale og lokale myndigheder effektivt og rettidigt gribe ind over for det alvorlige arbejdsløshedsproblem og fremme og investere i skabelsen af varige arbejdspladser af høj kvalitet, afhjælpe problemer med tilgængelighed for risikogrupper og mindske forhindringer for virksomheders ansættelse af folk på tværs af kvalifikationsniveauer og arbejdsmarkedssektorer, herunder ved at reducere bureaukrati, men samtidig respektere arbejdsmarkedsstandarder og sociale standarder, fremme iværksætteri blandt unge og særligt støtte skabelse af og vækst i mikrovirksomheder samt små og mellemstore virksomheder for at øge beskæftigelsesfrekvensen for både kvinder og mænd. Medlemsstaterne bør aktivt fremme bl.a. grønne arbejdspladser, job for funktionærer og arbejdere og den sociale økonomi samt fremme social innovation. Skattebyrden bør flyttes fra beskatning på arbejde til andre kilder til beskatning, der er mindre skadelige for beskæftigelse og vækst og samtidig beskytter indtægter til passende social beskyttelse og udgifter til offentlige investeringer, innovation og jobskabelse. Reduktioner i beskatningen på arbejde bør rettes mod de relevante dele af skattebyrden, mod bekæmpelse af forskelsbehandling og mod at fjerne hindringer og negative incitamenter for arbejdsmarkedsdeltagelse, navnlig for personer med handicap og de personer, der er længst væk fra arbejdsmarkedet, samtidig med at man respekterer de eksisterende arbejdstagerrettigheder. Politikker, der garanterer, at arbejdstagerne får en løn, der sikrer rimelige levevilkår, er fortsat vigtige for at skabe beskæftigelse og mindske fattigdommen i Unionen. Medlemsstaterne bør derfor sammen med arbejdsmarkedets parter respektere og tilskynde til lønfastsættelsesmekanismer, der tillader, at reallønnen justeres i forhold til udviklingen i produktiviteten og bidrager til at rette op på tidligere forskelle uden at give næring til deflationspres. Sådanne mekanismer bør sikre tilstrækkelige midler til opfyldelsen af basale behov under hensyntagen til de specifikke fattigdomsindikatorer i hver enkelt medlemsstat. I den henseende bør forskelle i kvalifikationer og lokale arbejdsmarkedsforhold evalueres grundigt for at sikre en løn, der gør det muligt at leve en anstændig tilværelse i hele Unionen. Når medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter i overensstemmelse med national lovgivning og praksis fastsætter mindsteløn, bør de sikre, at den er tilstrækkelig, og overveje dens indvirkning på fattigdommen blandt personer i beskæftigelse, husstandsindkomsten, den samlede efterspørgsel, jobskabelsen og konkurrenceevnen. Medlemsstaterne bør mindske bureaukratiet med henblik på at lette byrden for små og mellemstore virksomheder, da disse yder et væsentligt bidrag til jobskabelsen. Retningslinje 6: Styrke udbuddet af arbejdskraft og færdigheder Medlemsstaterne bør fremme bæredygtig produktivitet og beskæftigelse af høj kvalitet gennem et passende udbud af relevant viden og færdigheder, der er tilgængelige og økonomisk overkommelige for alle. Der bør lægges særlig vægt på sundhedspleje, sociale tjenesteydelser og transporttjenester, som allerede i dag står over for – eller på mellemlang sigt vil komme til at stå over for – personalemangel. Medlemsstaterne bør foretage effektive investeringer i uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemer af høj kvalitet, der inkluderer alle fra en tidlig alder, og samtidig forbedre deres effektivitet og funktion med henblik på at hæve knowhow- og kvalifikationsniveauet i arbejdsstyrken og samtidig øge diversiteten af kvalifikationer, således at arbejdsstyrken bedre kan forudse og leve op til de hastigt skiftende krav, der præger dynamiske arbejdsmarkeder i en i stigende grad digital økonomi. I denne forbindelse skal der tages hensyn til, at "bløde kompetencer" som kommunikationsfærdigheder bliver stadig vigtigere inden for en lang række erhverv. Medlemsstaterne bør fremme iværksætteri blandt unge, bl.a. ved at indføre valgfrie iværksætterkurser og tilskynde studerende til oprettelse af virksomheder på højere læreanstalter og gymnasier. Medlemsstaterne bør i samarbejde med de lokale og regionale myndigheder gøre en større indsats for at forhindre, at unge forlader skolen før tid, og sikre en lettere overgang fra uddannelse til arbejdsliv, forbedre adgangen til og fjerne hindringerne for voksenuddannelse af høj kvalitet for alle med særligt fokus på højrisikogrupper og deres behov ved at tilbyde omskoling, når tab af arbejdspladser og ændringer på arbejdsmarkedet nødvendiggør en aktiv reintegration. Medlemsstaterne bør samtidig gennemføre strategier for aktiv aldring for at muliggøre et sundt arbejdsliv helt frem til den faktiske pensionsalder. Samtidig med at de sikrer det nødvendige kvalifikationsniveau, som kræves af et arbejdsmarked i stadig forandring, og støtter uddannelser og erhvervsuddannelser samt voksenuddannelsesprogrammer bør medlemsstaterne tage hensyn til, at der også er behov lavtkvalificerede job, og at beskæftigelsesmulighederne er bedre for højtkvalificerede end for dem med mellemlange og korte uddannelser. Adgang til økonomisk overkommelig førskoleundervisning og børnepasning af høj kvalitet bør være en prioritet i de overordnede politikker og investeringer, ledsaget af støtte til familier og forældre samt foranstaltninger, der kan hjælpe forældre med at skabe balance mellem deres arbejds- og familieliv, bl.a. med henblik på at forhindre skolefrafald og styrke unges chancer på arbejdsmarkedet. Problemet med arbejdsløshed, navnlig langtidsledighed og høj regional arbejdsløshed, bør løses effektivt og hurtigt og skal forhindres gennem en blanding af foranstaltninger på efterspørgsels- og udbudssiden. Antallet af langtidsledige og problemet med kvalifikationsmismatch og forældelse af kvalifikationer bør imødegås ved hjælp af omfattende og gensidigt forstærkende strategier, herunder individuel, behovsbaseret, aktiv støtte til og hensigtsmæssige sociale sikringsordninger for langtidsledige til at vende tilbage til arbejdsmarkedet på en bevidst og ansvarlig måde. Der skal tages ordentligt hånd om ungdomsarbejdsløsheden gennem en overordnet strategi for ungdomsbeskæftigelse. Dette omfatter investering i sektorer, der kan skabe job af høj kvalitet for unge, og ved at udstyre de relevante aktører såsom støttetjenester for unge, uddannelses- og erhvervsuddannelsesleverandører, ungdomsorganisationer og offentlige arbejdsformidlingstjenester med de nødvendige midler til fuldstændigt og konsekvent at gennemføre deres nationale planer for gennemførelse af ungdomsgarantien, men også gennem en effektiv udnyttelse af medlemsstaternes ressourcer. Adgang til finansiering for dem, der vælger at starte egen virksomhed, bør fremmes gennem mere effektiv oplysning og mindre bureaukrati og ved at give mulighed for at kunne forvandle nogle måneders arbejdsløshedsunderstøttelse til et økonomisk tilskud til virksomhedsoprettelse ved fremlæggelse af en forretningsplan og i henhold til national lovgivning. Ved udarbejdelse og gennemførelse af foranstaltninger mod arbejdsløshed bør medlemsstaterne tage hensyn til lokale og regionale uligheder og samarbejde med lokale arbejdsformidlinger. Der bør tages hånd om strukturelle svagheder i uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemerne for at sikre læringsresultater af høj kvalitet og forebygge og tackle tidligt skolefrafald samt for at fremme undervisning af vidtfavnende karakter og høj kvalitet, helt fra førskoleniveauet. Det kræver fleksible uddannelsessystemer med praktisk fokus. Medlemsstaterne bør i samarbejde med de lokale og regionale myndigheder højne uddannelsesniveauet ved at gøre uddannelserne tilgængelige for alle, oprette og forbedre vekseluddannelsessystemer, der er tilpasset behovene, opgradere faglig uddannelse og de eksisterende rammer såsom Europass, og om nødvendigt sikre passende omskoling og anerkendelse af færdigheder erhvervet uden for det formelle uddannelsessystem. Sammenhængen mellem uddannelserne og arbejdsmarkedet bør styrkes, samtidig med at det sikres, at uddannelserne er tilstrækkeligt brede til at give folk et solidt grundlag for livslang beskæftigelsesegnethed. Medlemsstaterne bør tilpasse deres uddannelsessystemer bedre til arbejdsmarkedet for at lette overgangen fra uddannelse til arbejdsliv. Dette er navnlig vigtigt i forbindelse med digitaliseringen samt for nye teknologier, grønne arbejdspladser og sundhedsvæsenet. Diskriminationen på arbejdsmarkedet samt ved adgangen til arbejdsmarkedet skal mindskes yderligere, navnlig for grupper, der er udsat for diskriminering eller udstødelse såsom kvinder, ældre arbejdstagere, unge, personer med handicap og lovlige migranter. Der skal sikres ligestilling, herunder lige løn, mellem kønnene på arbejdsmarkedet, ligesom der skal sikres adgang til økonomisk overkommelig førskoleundervisning og børnepasning af høj kvalitet samt den nødvendige fleksibilitet til at forhindre udstødelse af arbejdstagere, der afbryder deres karriere for at tage sig af deres familie. I denne henseende bør medlemsstaterne fjerne blokeringen for vedtagelse af direktivet om kvinder i bestyrelser. I denne forbindelse bør medlemsstaterne tage højde for, at andelen af unge, der ikke er i beskæftigelse eller under uddannelse, (NEET'er) er højere blandt kvinder end mænd, og at NEET-fænomenet hovedsagelig skyldes en stigning i ungdomsarbejdsløsheden, men ligeledes ikke-uddannelsesmæssig inaktivitet. Medlemsstaterne bør fuldt ud gøre effektiv og produktiv brug af Den Europæiske Socialfond og støtte fra andre EU-fonde for at bekæmpe fattigdom, fremme beskæftigelse af høj kvalitet og forbedre social inklusion, uddannelse, offentlig forvaltning og offentlige tjenester. Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer og dennes investeringsplatforme bør også mobiliseres for at sikre, at der skabes job af høj kvalitet, og at arbejdstagerne udstyres med de kvalifikationer, der er nødvendige for at sikre Unionens udvikling i retning af en bæredygtig vækstmodel. Retningslinje 7: Forbedre arbejdsmarkedernes måde at fungere på Medlemsstaterne bør mindske segmentering af arbejdsmarkedet ved at gribe ind over for usikre kontrakter, underbeskæftigelse, sort arbejde og kontrakter uden fast timetal. Jobbeskyttelsesregler og -institutioner bør sikre passende rammer for ansættelse, samtidig med at de yder tilstrækkelig beskyttelse til personer, der allerede er i beskæftigelse, og til arbejdssøgende og ansatte på midlertidige kontrakter, deltidsansatte og personer med atypiske ansættelsesforhold eller selvstændige ansat på kontrakt ved aktivt at inddrage arbejdsmarkedets parter og fremme kollektive overenskomstforhandlinger. Der bør sikres beskæftigelse af høj kvalitet for alle i form af socioøkonomisk sikkerhed, fast arbejde, rimelige lønninger, rettigheder på arbejdspladsen, anstændige arbejdsforhold (herunder sundhed og sikkerhed), socialsikring, ligestilling mellem kønnene, uddannelses- og efteruddannelsesmuligheder. Det er derfor nødvendigt at fremme de unges adgang til arbejdsmarkedet, hjælpe de langtidsledige med at vende tilbage til arbejdsmarkedet og sikre balance mellem arbejde og privatliv ved at sikre økonomisk overkommelige pasningsordninger og modernisere tilrettelæggelsen af arbejdet. Opadgående konvergens inden for arbejdsforhold skal fremmes over hele Unionen. Adgang til arbejdsmarkedet bør fremme iværksætteri og bæredygtig jobskabelse inden for alle sektorer, herunder grønne arbejdspladser samt inden for sundheds- og socialsektoren og innovation med henblik på at udnytte folks færdigheder bedst muligt, fremme deres livslange udvikling og tilskynde til innovation, der stammer fra medarbejderne. Medlemsstaterne bør inddrage de nationale parlamenter, arbejdsmarkedets parter, civilsamfundets organisationer og regionale og lokale myndigheder tæt i udformningen og gennemførelsen af de relevante reformer og politikker i overensstemmelse med partnerskabsprincippet og national praksis; de bør samtidig støtte op om en forbedring og effektivisering af den sociale dialog på nationalt plan, navnlig i de lande, der har store problemer med løndevaluering på grund af den seneste deregulering af arbejdsmarkederne og svage kollektive overenskomstprocesser. Medlemsstaterne bør sikre grundlæggende kvalitetsstandarder for aktive arbejdsmarkedspolitikker ved at gøre dem mere målrettede og forbedre deres rækkevidde, dækning og samspil med støtteforanstaltninger såsom socialsikring. Disse politikker bør sigte mod bedre arbejdsmarkedsadgang, styrkelse af de kollektive overenskomster og den sociale dialog og understøtte bæredygtige overgange på arbejdsmarkedet, ved at højt kvalificerede offentlige arbejdsformidlinger leverer individuel støtte og implementerer resultatmålingssystemer. Medlemsstaterne bør også sikre, at deres sociale beskyttelsessystemer effektivt aktiverer og støtter personer, der kan deltage på arbejdsmarkedet, beskytter personer, der (midlertidigt) er udelukket fra arbejdsmarkedet og/eller ude af stand til at deltage heri, og forbereder den enkelte på mulige risici og ændrede økonomiske og sociale vilkår ved at investere i menneskelig kapital. Medlemsstaterne bør som en blandt flere mulige foranstaltninger til bekæmpelse af fattigdom og i overensstemmelse med national praksis indføre en mindsteløn, der er tilpasset deres særlige socioøkonomiske situation. Medlemsstaterne bør fremme rummelige arbejdsmarkeder, der er åbne for alle, og desuden indføre effektive foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling. Der bør sikres mobilitet for arbejdstagere som en grundlæggende rettighed og som et frit valg ud fra et mål om at udnytte det fulde potentiale ved det europæiske arbejdsmarked, herunder ved at forbedre mulighederne for overførsel af pensioner, socialsikring og en effektiv anerkendelse af kvalifikationer og færdigheder samt fjernelse af bureaukrati og andre eksisterende hindringer. Medlemsstaterne bør samtidig løse problemer med sprogbarrierer ved at forbedre uddannelsessystemerne på dette område. Medlemsstaterne bør også udnytte Eures-netværket til at fremme arbejdstagernes mobilitet. Investeringer i regioner, der oplever fraflytning af arbejdskraft, bør fremmes for at afhjælpe hjerneflugt og tilskynde mobile arbejdstagere til at vende tilbage. Retningslinje 8: Forbedre kvaliteten og effektiviteten af uddannelsessystemer på alle niveauer Medlemsstaterne bør prioritere adgang til økonomisk overkommelig børnepasning og førskoleundervisning af høj kvalitet, da begge dele er vigtige støtteforanstaltninger for aktørerne på arbejdsmarkedet og bidrager til at øge den samlede beskæftigelsesfrekvens og samtidig støtter den enkelte i opfyldelsen af sine forpligtelser. Medlemsstaterne bør indføre overordnede politikker og foretage de investeringer, der er nødvendige for at forbedre støtten til familier og forældre samt foranstaltninger, der kan hjælpe forældre med at skabe balance mellem deres arbejds- og familieliv, bl.a. med henblik på at forhindre skolefrafald og styrke unges chancer på arbejdsmarkedet. Retningslinje 9: Sikre social retfærdighed, bekæmpe fattigdom og fremme lige muligheder Medlemsstaterne bør i samarbejde med de lokale og regionale myndigheder forbedre deres socialsikringssystemer ved at sikre grundlæggende standarder for en effektiv og bæredygtig beskyttelse i alle faser af en persons liv, idet der sikres værdighed, solidaritet, adgang til social beskyttelse, fuld respekt for sociale rettigheder og retfærdighed, samtidig med at der gribes ind over for uligheder og sikres inklusion med henblik på udryddelse af fattigdom, navnlig for personer, der står uden for arbejdsmarkedet, og for de mest sårbare grupper. Der er behov for forenklede, mere målrettede og mere ambitiøse socialpolitikker, herunder økonomisk overkommelig førskoleundervisning og børnepasning af høj kvalitet, effektiv støtte til uddannelse, job og bolig samt adgang til sundhedspleje af høj kvalitet for alle og til grundlæggende ydelser såsom bankkonti og internet, og der er også behov for en indsats for at forhindre tidligt skolefrafald og bekæmpe ekstrem fattigdom, social udstødelse og mere generelt alle former for fattigdom. Særlig skal fattigdom hos børn afhjælpes effektivt. Med dette for øje bør der gøres brug af en række instrumenter, der supplerer hinanden, herunder arbejdsaktivering, støttetjenester og indkomststøtte målrettet individuelle behov. I den henseende bør de enkelte medlemsstater fastsætte et minimumsindkomstniveau i overensstemmelse med national praksis, der er tilpasset den særlige socioøkonomiske situation i den pågældende medlemsstat. Sociale sikringssystemer bør udformes på en måde, der gør dem lettere at få adgang til og bruge for alle personer uden forskelsbehandling, og som støtter investeringer i menneskelig kapital og bidrager til at forebygge, reducere og beskytte mod fattigdom og social udstødelse samt andre risici såsom sundheds- eller arbejdsløshedsrisici. Der bør navnlig rettes opmærksomhed mod fattigdom blandt børn, som skyldes forældrenes langtidsledighed. Pensionssystemer bør tilrettelægges på en måde, der sikrer deres bæredygtighed, sikkerhed og tilstrækkelighed for både kvinder og mænd, ved at styrke pensionsordninger, som sikrer en anstændig pensionsindtægt, der som minimum ligger over fattigdomsniveauet. Pensionssystemerne bør sikre en konsolidering, videreudvikling og forbedring af de tre søjler i pensionsopsparingssystemerne. En sammenkædning af pensionsalderen med den forventede levetid er ikke den eneste måde at tackle udfordringerne ved en aldrende befolkning på. Reformer af pensionssystemerne bør bl.a. også afspejle tendenser på arbejdsmarkedet, fødselshyppigheden, den demografiske og sundhedsmæssige situation, indkomst- og formueforhold, arbejdsforhold og den samlede forsørgerkvote. Den bedste måde at imødegå udfordringerne ved en aldrende befolkning på er at øge den samlede beskæftigelsesfrekvens, ved bl.a. at bygge på sociale investeringer i aktiv aldring. Medlemsstaterne bør forbedre kvaliteten og den prismæssige tilgængelighed, produktiviteten og effektiviteten af sundheds- og langtidsplejesystemer og sociale tjenester og adgangen hertil samt anstændige arbejdsforhold i de pågældende sektorer, samtidig med at de sikrer økonomisk bæredygtighed af disse systemer ved at forbedre den solidaritetsbaserede finansiering. Medlemsstaterne bør udnytte Den Europæiske Socialfond og andre EU-fonde fuldt ud til at bekæmpe fattigdom, social udstødelse og diskrimination, forbedre tilgængeligheden for personer med handicap, fremme ligestilling mellem kvinder og mænd og forbedre den offentlige administration. De overordnede Europa 2020-mål, på grundlag af hvilke medlemsstaterne fastsætter deres nationale målsætninger, sigter under hensyntagen til medlemsstaterne forskellige udgangspunkter og nationale forhold mod at bringe beskæftigelsesfrekvensen for kvinder og mænd mellem 20 og 64 år op på 75 % inden 2020, at reducere skolefrafaldet til mindre end 10 %, at øge den andel af de 30-34-årige, der afslutter en videregående eller tilsvarende uddannelse, til mindst 40 % og at fremme social inklusion, navnlig via reduktion af fattigdom, idet det tilstræbes at fjerne risikoen for fattigdom og udstødelse for mindst 20 mio. mennesker1a. ______________ 1a Befolkningsandel defineres som det antal personer, der er udsat for risiko for fattigdom og udstødelse på grundlag af tre indikatorer (udsat for fattigdomsrisiko, materielle afsavn, arbejdsløs husstand), idet det er op til medlemsstaterne at fastsætte deres nationale mål på grundlag af de mest hensigtsmæssige indikatorer under hensyntagen til deres nationale forhold og prioriteter.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0261.