Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2016/2139(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A8-0322/2016

Indgivne tekster :

A8-0322/2016

Forhandlinger :

PV 21/11/2016 - 17
CRE 21/11/2016 - 17

Afstemninger :

PV 22/11/2016 - 5.10
CRE 22/11/2016 - 5.10
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2016)0437

Vedtagne tekster
PDF 214kWORD 56k
Tirsdag den 22. november 2016 - Strasbourg
Forbedring af udviklingssamarbejdets effektivitet
P8_TA(2016)0437A8-0322/2016

Europa-Parlamentets beslutning af 22. november 2016 om forbedring af udviklingssamarbejdets effektivitet (2016/2139(INI))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til FN-topmødet om bæredygtig udvikling og det slutdokument, som blev vedtaget af FN's Generalforsamling den 25. september 2015 med titlen "Ændring af vores samfund: 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling", og særlig mål 17 af målene for bæredygtig udvikling (SDG), som er fastsat deri, og som forpligter FN's medlemsstater til at styrke midlerne til gennemførelse af dagsordenen og puste nyt liv i det globale partnerskab for bæredygtig udvikling(1),

–  der henviser til "Addis Abeba-handlingsplanen", det slutdokument som blev vedtaget på den tredje internationale konference om udviklingsfinansiering (Addis Abeba, Etiopien, den 13.-16. juli 2015) og godkendt af FN's Generalforsamling i dennes resolution 69/313 af 27. juli 2015(2),

–  der henviser til rapporten fra FN's generalsekretær om tendenser og fremskridt i internationalt udviklingssamarbejde, som blev forelagt 2016-mødet for forummet for udviklingssamarbejde (E/2016/65)(3),

–  der henviser til Pariserklæringen om bistandseffektivitet, som blev vedtaget under det andet forum på højt niveau om bistandseffektivitet i 2005, til Accrahandlingsplanen, som blev vedtaget under det tredje forum på højt niveau om bistandseffektivitet i 2008 i Accra (Ghana)(4), og til resultatet af det fjerde forum på højt niveau om bistandseffektivitet, som blev afholdt i Busan (Republikken Korea) i december 2011, og som lancerede det globale partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde (GPEDC)(5),

–  der henviser til Dilierklæringen af 10. april 2010, som vedrører fredsskabelse og statsopbygning, og til den nye aftale om engagement i ustabile stater, som blev præsenteret den 30. november 2011 under det fjerde forum på højt niveau om bistandseffektivitet,

–  der henviser til kommunikéet fra det første møde på højt niveau i det globale partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde, som blev afholdt i Mexico City i april 2014(6),

–  der henviser til det kommende andet møde på højt niveau i det globale partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde, som vil finde sted i Nairobi fra den 28. november til den 1. december 2016(7),

–  der henviser til OECD/UNDP's fremskridtsrapport 2014 "Making Development Cooperation More Effective"(8),

–  der henviser til CSO-konsensussen fra Siem Reap om den internationale ramme for CSO-udviklingseffektivitet fra 2011,

–  der henviser til artikel 208 i TEUF, der fastsætter nedbringelse og udryddelse af fattigdom som det primære mål for EU's udviklingspolitik og pålægger Unionen og dens medlemsstater at overholde de forpligtelser, som de er blevet enige om inden for rammerne af FN og andre kompetente organisationer, og tage hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i de politikker, som de iværksætter, og som kan påvirke udviklingslande,

–  der henviser til den europæiske konsensus om udvikling fra 2005(9) og til planerne om at indgå aftale om en ny konsensus i 2017,

–  der henviser til EU's adfærdskodeks om komplementaritet og arbejdsdeling i udviklingspolitik(10),

–  der henviser til den konsoliderede tekst om den operationelle ramme for bistandseffektivitet(11), som er baseret på Rådets konklusioner af 17. november 2009 om en operationel ramme for bistandseffektivitet, Rådets konklusioner af 14. juni 2010 om arbejdsdeling på tværs af landene og Rådets konklusioner af 9. december 2010 om gennemsigtighed og gensidig ansvarlighed,

–  der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 26. marts 2015 "Launching the EU International Cooperation and Development Results Framework"(SWD(2015)0080), og til Rådets konklusioner af 26. maj 2015 om resultatrammen(12),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 17. marts 2014 om EU's fælles holdning med henblik på første møde på højt plan i det globale partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde(13),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 26. maj 2015 om et nyt globalt partnerskab for fattigdomsudryddelse og bæredygtig udvikling efter 2015(14),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 12. maj 2016 om intensivering af fælles programmering(15),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 12. maj 2016 om årsrapporten 2016 til Det Europæiske Råd om EU's udviklingsbistandsmål(16),

–  der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 23. juni 2015 "2015 EU Accountability Report on Financing for Development – Review of progress by the EU and its Member States"(SWD(2015)0128),

–  der henviser til den globale strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik om fælles vision, fælles handling: et stærkere Europa, der blev fremlagt i juni 2016 af næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik(17),

–  der henviser til sin beslutning af 22. maj 2008 om opfølgning af Pariserklæringen fra 2005 om bistandseffektivitet(18),

–  der henviser til sin beslutning af 5. juli 2011 om EU's budgetstøtte til udviklingslande i fremtiden(19),

–  der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2011 om det fjerde forum på højt niveau om bistandseffektivitet(20),

–  der henviser til sin beslutning af 11. december 2013 med henstillinger til Kommissionen om donorkoordination på EU-plan i forbindelse med udviklingsbistand(21),

–  der henviser til sin beslutning af 19. maj 2015 om udviklingsfinansiering(22),

–  der henviser til sin beslutning af 14. april 2016 om den private sektor og udvikling(23),

–  der henviser til sin beslutning af 12. maj 2016 om opfølgning på og evaluering af gennemførelsen af 2030-dagsordenen(24),

–  der henviser til sin beslutning af 7. juni 2016 om EU-rapport 2015 om udviklingsvenlig politikkohærens(25),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og udtalelse fra Budgetkontroludvalget (A8-0322/2016),

A.  der henviser til, at de principper, der er fastsat i Pariserklæringen og Accrahandlingsplanen, fortsat er fuldt gyldige og har bevist deres værd med hensyn til at forbedre kvaliteten af udviklingsbistanden og befolkningens støtte til den i donorlandene;

B.  der henviser til, at de politiske tilsagn, der blev afgivet på højt plan i Monterreykonsensussen (2002), Romerklæringen (2003), Pariserklæringen (2005), Accrahandlingsplanen (2008) og det fjerde forum om bistandseffektivitet i Busan (2011), alle forfølger det samme mål om at forbedre kvaliteten af gennemførelsen, forvaltningen og anvendelsen af officiel udviklingsbistand med henblik på at maksimere dens virkning;

C.  der henviser til, at principperne om bistandseffektivitet tydeligvis har bidraget til fremskridt mod 2015-målene i mange lande, men at fremskridtene fortsat er ulige, og ikke alle principperne til enhver tid er blevet gennemført fuldt ud i alle lande og af alle udviklingsaktører;

D.  der henviser til, at det globale partnerskab kan spille en afgørende rolle i gennemførelsen af 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling ved at flytte fokus fra begrebet "bistandseffektivitet", som er forbundet med traditionel offentlig udviklingsbistand, til begrebet "effektivt udviklingssamarbejde";

E.  der henviser til, at officiel udviklingsbistand (ODA) kan spille en afgørende rolle med hensyn til at levere resultater i forhold til 2030-dagsordenen, navnlig i lavindkomstlande, og med hensyn til at bekæmpe ekstrem fattigdom og ulighed, hvis den målrettes bedre, og hvis den overholder principperne om reelt udviklingssamarbejde, dvs. demokratisk ejerskab fra modtagerlandets side, tilpasning, styrkelse af lokal kapacitet, gennemsigtighed og demokratisk ansvarliggørelse, fokus på resultater og inklusion; understreger, at konditionaliteter i forbindelse med bistand skal respektere princippet om demokratisk ejerskab;

F.  der henviser til, at der er behov for andre udviklingspolitiske redskaber ud over udviklingsbistand og -samarbejde for reelt at få udryddet fattigdom og fremme målene om bæredygtig udvikling;

G.  der henviser til, at budgetstøtten har mange fordele såsom statens ansvar, en mere præcis evaluering af resultaterne, bedre sammenhæng mellem de gennemførte politikker, større forudsigelighed for bistand og en maksimal udnyttelse af midlerne til direkte gavn for befolkningerne;

H.  der henviser til, at den private sektor sammen med andre traditionelle statslige og ikkestatslige udviklingsorganisationer er ved at blive en reel partner i udviklingsstrategierne for så vidt angår indsatsen for at opnå inklusiv og bæredygtig udvikling;

I.  der henviser til, at det er afgørende for bistandseffektiviteten, at modtagerlandene parallelt anvender vækstfremmende økonomiske politikker, som indfører markedsøkonomiske mekanismer, mobilisering af privatkapital og jordreformer, og som gradvist åbner deres markeder for global konkurrence;

J.  der henviser til, at opsplitningen af bistandsindsatsen ifølge en undersøgelse foretaget af Kommissionen indebærer en meromkostning på mellem 2 og 3 mia. EUR om året for EU;

K.  der henviser til, at det globale partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde (GPEDC) tilvejebringer et inkluderende forum, der samler regeringer, bilaterale og multilaterale organisationer, civilsamfund, parlamenter, fagforeninger og den private sektor fra alle lande;

L.  der henviser til, at det globale partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde fokuserer på udviklingsaktørernes adfærd og forholdet imellem dem, en effektiv gennemførelse af udviklingspolitikker og -programmer og overvågning af fremskridtene med overholdelse af de afgørende principper, der er fastlagt i løbet af de seneste ti år, med henblik på at forbedre effektiviteten af alle aktørers udviklingsindsats; der henviser til, at tilpasning til den globale udviklingsstruktur, der overvåger gennemførelsen af 2030-dagsordenen, bør tydeliggøres;

M.  der henviser til, at lande som Kina, Brasilien, Tyrkiet, Rusland og Indien spiller en stadig vigtigere rolle som nye donorer og med hensyn til overførsel af udviklingsekspertise og -teknologi, ikke mindst takket være deres egne nylige og aktuelle erfaringer med udvikling; der henviser til, at deres engagement med mere traditionelle donorer for at fremme globale offentlige goder og deres deltagelse i et inklusivt udviklingssamarbejde i det globale partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde kan forbedres;

N.  der henviser til, at Kommissionen spiller en aktiv rolle i GPEDC's styringskomité, og at en af dens medformænd kom fra en EU-medlemsstat, Nederlandene; der henviser til, at Tyskland overtager denne formandsrolle;

O.  der henviser til, at ejerskab fra modtagerlandets side i udviklingssamarbejde kræver, at donorerne tilpasser sig de nationale udviklingsplaner og de internationalt anerkendte mål for bæredygtig udvikling og delmålene dertil, samt deltagelse fra landets side i udformningen af og ansvaret for gennemførelsen af udviklingsplaner og -programmer;

P.  der henviser til, at bistand fører til et dobbelt udbytte, når den ikke blot finansierer udviklingsprojekter, men også bruges lokalt til lokalt producerede varer og tjenesteydelser; der henviser til, at en styrkelse af de landespecifikke systemer og nationale udbudssystemer derfor er et centralt element for bistandseffektivitet i overensstemmelse med Pariserklæringen om bistandseffektivitet og for at fremme god forvaltning og demokratisk ansvarlighed i partnerlandene;

Q.  der henviser til, at leverandørdrevne dagsordener om bistandssamarbejde og bunden bistand, herunder på udbudsområdet, kan være udtryk for forskelligartede politiske interesser, der sommetider er i modstrid med udviklingspolitikker og kan risikere at undergrave ejerskabet over og bæredygtigheden af udviklingsbistanden og forudgående fremskridt i retning af tilpasning og resulterer i ineffektivitet og tiltagende afhængighed; der henviser til, at lokalt ejerskab har en vigtig rolle at spille med hensyn til at sikre reel udvikling for borgerne;

R.  der henviser til, at der i dag gøres større brug af resultatrammer til at måle resultater i programmer for udviklingssamarbejde, men at det fulde ejerskab over og udviklingslandenes anvendelse af disse rammer stadig er en vedvarende udfordring;

S.  der henviser til, at GPEDC's overvågningsrunde i 2016 viser, at fremskridtene vedrørende anvendelsen af landespecifikke systemer fortsat er svage, og at der ikke er sket yderligere fremskridt med hensyn til en afkobling af bistanden, som fortsat topper på de 80 %, der blev nået i 2010;

T.  der henviser til, at parlamentarikere i partnerlandene, lokale myndigheder og civilsamfundet fortsat udtrykker utilfredshed over, at de ikke i tilstrækkelig grad involveres i og orienteres om programmeringen og gennemførelsen af udviklingssamarbejdet;

U.  der henviser til, at udviklingseffektivitet, forstået som en effektiv udnyttelse af alle midler og ressourcer, der er rettet mod udvikling, herunder fattigdomsbekæmpelse, både afhænger af leveringen af bistand og af modtagerlandene og af, at der findes effektive og reaktionsdygtige institutioner, forsvarlige politikker, inddragelse af lokale interessenter og civilsamfundet, retsstatsforhold, en medinddragende demokratisk regeringsførelse, tilstedeværelsen af effektive og gennemsigtige opfølgningsmekanismer og sikkerhedsforanstaltninger over for korruption og ulovlige finansstrømme på internationalt plan; der henviser til, at det globale partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde bør spille en øget rolle med hensyn til at muliggøre og fremme fremskridt for så vidt angår de ovennævnte afgørende faktorer for udvikling;

V.  der henviser til, at opsplitningen af bistand fortsat er en vedvarende udfordring, som skyldes det store antal af donorer og bistandsorganisationer samt manglende koordination af deres aktiviteter og projekter;

W.  der henviser til, at Syd-Syd-samarbejdet er fortsat med at vokse trods vækstøkonomiers opbremsning og faldende råvarepriser;

X.  der henviser til, at udviklingsrammen bliver stadig mere forskelligartet med flere fattige, der bor i mellemindkomstlande end i lavindkomstlande; der henviser til, at udfordringerne på udviklingsområdet samtidig har ændret karakter med fremkomsten af nye globale udfordringer såsom migration, fødevaresikkerhed, fred og stabilitet og klimaforandringer;

1.  opfordrer alle udviklingsaktører til at bygge på de tilsagn, de har givet lige fra Paris til Busan, og til at forny og forstærke deres bestræbelser på at gøre udviklingssamarbejdet så effektivt som muligt med henblik på at nå de ambitiøse mål og delmål, der er fastsat i 2030-dagsordenen og gøre bedst mulig brug af offentlige og private udviklingsmidler;

2.  opfordrer til, at man anvender alle udviklingspolitiske redskaber til at udrydde fattigdom og fremme målene for bæredygtig udvikling; er af den opfattelse, at udviklingsfinansieringens effektivitet bør vurderes på grundlag af konkrete resultater og dens bidrag til udviklingspolitikken som helhed;

3.  fremhæver den centrale rolle, som den officielle udviklingsbistand (ODA) spiller for opfyldelsen af dagsordenen om udviklingseffektivitet, for fattigdomsbekæmpelse, for nedbringelse af ulighed, for leveringen af offentlige tjenester og støtten til god regeringsførelse; understreger, at ODA er mere fleksibel, forudsigelig og regnskabspligtig end andre pengestrømme, der potentielt bidrager til udvikling;

4.  minder om, at tilstrækkelig finansiering er en forudsætning for effektivt udviklingssamarbejde; bemærker, at de fleste ODA-ydere ikke har opfyldt deres forpligtelse til at afsætte 0,7 % af deres BNI i udviklingsbistand senest i 2015, hvilket resulterer i, at over 2 billioner USD ikke stilles til rådighed for udviklingslandene, så de kan nå 2015-målene;

5.  opfordrer indtrængende EU og dets medlemsstater til at opfylde deres mangeårige forpligtelse til at afsætte 0,7 % af deres BNI til bistand, til at øge deres udviklingsbistand, bl.a. gennem EU-budgettet og Den Europæiske Udviklingsfond (EUF), og til at vedtage en effektiv køreplan med henblik på at opfylde det mål, man har forpligtet sig til, på en gennemsigtig, forudsigelig og ansvarlig måde; advarer mod, at ODA-kriterierne udvandes med henblik på at dække udgifter, som ikke er direkte knyttet til fremme af bæredygtig udvikling i udviklingslande;

6.  bemærker med bekymring, at kun fem EU-medlemsstater har offentliggjort Busan-gennemførelsesplaner siden medio 2015; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at offentliggøre gennemførelsesplaner og aflægge rapport om deres indsats forud for det andet møde på højt niveau i GPEDC, som finder sted i Nairobi fra den 28. november til den 1. december 2016;

7.  opfordrer til, at slutdokumentet fra det andet møde på højt niveau klart adresserer udviklingsaktører og -institutioner og tildeler dem forskellige roller og ansvar for at gennemføre dagsordenen og anvende principperne med henblik på at øge fremskridtene og fremme det fremtidige samarbejde;

8.  noterer sig Mexicos forslag om at medtage et femte princip om udviklingseffektivitet, nemlig at ingen må lades tilbage; erkender vigtigheden af at lægge stor vægt på fattige, sårbare og marginaliserede grupper, under behørig hensyntagen til ligestilling mellem kønnene, struktursvaghed og konfliktsituationer inden for rammerne af dagsordenen om udviklingseffektivitet; mener, at dette princip ville modsvare den generelle filosofi og den overordnede forpligtelse i 2030-dagsordenen, men at en eventuel medtagelse heraf bør ledsages af seriøse drøftelser og overvejelser om dets omsætning til praksis, navnlig vedrørende spørgsmål om mainstreaming og indikatorer;

9.  fremhæver nødvendigheden af at skabe en stærk position for GPEDC inden for rammerne af 2030-dagsordenen og Addis Abeba-handlingsplanen; mener, at GPEDC kan skabe merværdi, hvis dets arbejde på strategisk vis inddeles i faser og skræddersys under hensyntagen til arbejdet i og kalenderen for ECOSOC's forum for udviklingssamarbejde, forummet for udviklingsfinansiering og FN's Politiske Forum på Højt Niveau;

10.  understreger, at GPEDC bør spille en stærk rolle i de evidensbaserede aspekter af overvågning og ansvarliggørelse for så vidt angår effektivitetsprincipperne for opfyldelse af målene for bæredygtig udvikling og med hensyn til at støtte alle aktører på nationalt plan i at gennemføre dem mere fuldstændigt; understreger, at GPEDC er nødt til at tilvejebringe klart definerede samarbejdskanaler for specifikke udviklingsaktører udover OECD's donorer, herunder vækstlandsdonorer, lokale og regionale regeringer, civilsamfundsorganisationer, private filantroper, finansielle institutioner, virksomheder i den private sektor og fagforeninger; mener, at formandskabsordningen i GPEDC bør afspejle aktørernes mangfoldighed;

11.  minder om, at en vækst på 1 % i Afrika udgør mere end det dobbelte af beløbet for den officielle udviklingsbistand;

12.  mener, at GPEDC bør spille en ledende rolle med hensyn til at sikre fremskridt med mål 17 for bæredygtig udvikling, navnlig inden for overvågning og ansvarlighed, øget bistandseffektivitet, de kvalitets- og kapacitetsmæssige aspekter af udviklingsfinansiering, holdbarheden af skatter og gæld, mobilisering af den private sektor og dennes ansvar for bæredygtig udvikling, gennemsigtighed, politikkohærens, partnerskaber med mange interessenter og Syd-Syd-samarbejde og trekantsamarbejde;

13.  understreger den vigtige rolle, som GPEDC har at spille vedrørende indikator 17.16.1 i målene for bæredygtig udvikling, navnlig med hensyn til at opnå mere effektive og inklusive partnerskaber med mange interessenter til at støtte og opretholde gennemførelsen af 2030-dagsordenen ved at måle kvaliteten af deres udviklingsindsats; glæder sig over overvågningsrunden 2016 og konstaterer, at antallet af udviklingspartnere, der har deltaget i dette arbejde, er øget, og ser frem til, at fremskridtsrapporten offentliggøres;

14.  tilskynder parterne i GPEDC til at overveje at oprette et mere uafhængigt permanent sekretariat for GPEDC med tilstrækkelige ressourcer med udgangspunkt i den fælles støttegruppe og opfordrer indtrængende EU's medlemsstater og partnerlande til at udpege nationale kontaktpunkter;

15.  påpeger, at Europa-Parlamentet fuldt ud bør have mulighed for at spille sin vigtige rolle med at udøve demokratisk kontrol af alle EU-politikker, herunder udviklingspolitikker, og kræver at blive orienteret regelmæssigt og rettidigt om de standpunkter, som Kommissionen indtager i GPEDC's styringskomité;

16.  glæder sig over de fremskridt, der er gjort, og henstiller, at Kommissionen gør sig yderligere bestræbelser på at sikre, at alle berørte aktører har adgang til information om gennemsigtighed i programmeringen af udviklingssamarbejde, finansieringsmekanismer, projekter og bistandsstrømme, navnlig inden for rammerne af det internationale initiativ vedrørende gennemsigtighed i bistanden (IATI) og oprettelsen af webstedet "EU Aid Explorer"; påpeger imidlertid, at det stadig er nødvendigt at tage store skridt i denne henseende, og kræver, at der hurtigt gøres yderligere bestræbelser fra alle donorers side på at gøre oplysninger og data mere tilgængelige, tidsmæssigt relevante og sammenlignelige; opfordrer de medlemsstater, der endnu ikke bidrager til IATI, til at begynde at gøre det; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre brug af de tilgængelige data og til også at støtte partnerlandene ved at fremme informationsudveksling og god praksis i denne henseende;

17.  mener, at overvågning og evaluering af samt vidensdeling om udviklingsmæssige fremskridt er af afgørende betydning for at øge ansvarligheden og samarbejdets virkning, især på landeniveau; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at fremsende rapporter, mindst hvert andet år, om både EU's og medlemsstaternes indsats og handlingsplaner med henblik på at gennemføre Busanprincipperne på sammenhængende vis; opfordrer EU til at støtte partnerlandene yderligere i at forbedre deres administrative og logistiske kapacitet, og navnlig deres statistiske systemer;

18.  glæder sig over, at OECD's initiativer potentielt kan bidrage til at mindske ulovlige pengestrømme, og opfordrer det internationale samfund til at styrke samarbejdet med henblik på mere generelt at øge gennemsigtigheden af skatteordninger og pengestrømme; understreger, at multinationale selskaber og finansielle institutioner spiller en afgørende rolle og har et ansvar i denne henseende;

19.  anmoder Kommissionen og EU-delegationerne samt medlemsstaternes organer om at informere nationale parlamenter og i videst muligt omfang lokale og regionale myndigheder såvel som private interessenter og civilsamfundet om programmeringen af og de finansielle forpligtelser i forbindelse med udviklingsbistand ved at offentliggøre landespecifikke evalueringer af udviklingssamarbejdet, som bør give et overblik over strategiske dokumenter, donorkoordination, årlige aktivitetsplaner og igangværende og planlagte programmer såvel som projektindkaldelser og udbudsbekendtgørelser eller andre anvendte finansieringsmekanismer;

20.  tilskynder modtagerlandenes parlamenter til at vedtage nationale politikker om udviklingsbistand for at øge donorernes og modtagerregeringernes ansvarlighed, herunder lokale myndigheders, forbedre forvaltningen af de offentlige finanser og absorptionsevnen, udrydde korruption og alle former for bistandsspild, gøre skattesystemerne effektive og forbedre betingelserne for modtagelse af budgetstøtte og for på lang sigt at mindske bistandsafhængigheden;

21.  finder det vigtigt at fremme alle medlemsstaters deltagelse i Addis-skatteinitiativet med henblik på at fordoble den tekniske bistand senest i 2020 og styrke partnerlandenes beskatningskapacitet;

22.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gå i dialog med partnerlandenes nationale parlamenter for konstruktivt at støtte udviklingen af sådanne politikker og supplere dem med gensidige ansvarlighedsordninger; glæder sig over Kommissionens bestræbelser på at forbedre den nationale ansvarlighed i forbindelse med budgetstøtte ved at støtte den institutionelle kapacitet i de nationale parlamenter og overordnede revisionsorganer;

23.  fremhæver den rolle, som borgere, lokalsamfund, folkevalgte repræsentanter, trosbaserede organisationer, civilsamfundsorganisationer (CSO'er), akademikere, fagforeninger og den private sektor spiller, og understreger, at det er nødvendigt at inddrage alle disse aktører i fremme og gennemførelse af effektivitetsdagsordenen på forskellige niveauer; mener, at participatorisk inddragelse i planlægning og implementering, gensidig ansvarliggørelse og gennemsigtighed, overvågning og evaluering er forudsætninger for, at de kan yde et reelt bidrag, og at donorerne bør øge forudsigeligheden og sætte tempoet op, når de arbejder med disse aktører som implementeringspartnere og med partnere, der leverer basale tjenesteydelser, for reelt at kunne nå de mest udsatte grupper i befolkningen;

24.  understreger, at bistand kun kan være bæredygtig, når modtagerne er stærkt engageret og har lederskabet; insisterer på betydningen af fælles ansvar for de udviklingsmæssige resultater, herunder for gennemførelsen af Istanbulprincipperne, og minder om, at demokratisk ejerskab kræver stærke institutioner, der kan sikre, at lokale aktører deltager fuldt ud i gennemførelsen, overvågningen og evalueringen af udviklingsprogrammer;

25.  fremhæver betydningen af, at civilsamfundsorganisationer (CSO'er) sættes i stand til at udøve deres rolle som uafhængige udviklingsaktører, med særligt fokus på et gunstigt miljø i overensstemmelse med aftalte internationale rettigheder, som maksimerer CSO'ernes bidrag til udvikling; giver udtryk for sin bekymring over, at civilsamfundsorganisationer får stadig mindre spillerum i mange partnerlande; opfordrer Kommissionen til at gøre det nemmere for CSO'er at få adgang til finansiering;

26.  glæder sig over de fremskridt, EU har gjort med hensyn til fælles programmering, og EU's forpligtelse hertil; bemærker, at fælles programmering bør mindske opsplitningen af bistanden og transaktionsomkostningerne, øge komplementariteten gennem en bedre arbejdsdeling og fremme national og gensidig ansvarlighed samt forudsigelighed om udviklingssamarbejdet, og dermed tilvejebringe klare fordele for både EU og partnerlandene; konstaterer, at fælles programmering er blevet undersøgt i 59 ud af de 110 partnerlande, der modtager EU-udviklingsbistand; opfordrer medlemsstaterne og partnerlandene til at gå videre med deres engagement for fælles programmering med henblik på at udnytte dets fordele fuldt ud og i så mange lande som muligt;

27.  minder om sin anmodning(26) om en kodificering og styrkelse af de mekanismer og praksisser, der skal sikre større komplementaritet og en effektiv koordinering af udviklingsbistanden mellem EU's medlemsstater og institutioner, der skal tilvejebringe klare regler, som kan håndhæves, med henblik på sikring af demokratisk nationalt ejerskab, harmonisering, tilpasning til landets strategier og systemer, forudsigelighed med hensyn til økonomiske midler, gennemsigtighed og gensidig ansvarliggørelse; anmoder Kommissionen om at forelægge information om den manglende opfølgning på denne anmodning og redegøre for, hvilke alternative foranstaltninger den har truffet eller agter at træffe i denne henseende;

28.  minder om, at EU og dets medlemsstater er forpligtet til at fjerne bindingerne på deres bistand, og anerkender de fremskridt, der er gjort på dette område; opfordrer til yderligere bestræbelser på at fremskynde alle bistandsleverandørers, herunder de nye vækstøkonomiers, afbinding af bistanden på globalt plan; opfordrer alle bistandsleverandører til som det første valg at benytte partnerlandenes udbudssystemer;

29.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle nye initiativer med henblik på at forbedre flagskibsprojekter inden for Syd-Syd- og trekantsamarbejde, der involverer nye vækstdonorlande og andre mellemindkomstlande, som er baseret på at tackle globale udfordringer af fælles interesse uden at miste fattigdomsudryddelsesperspektivet; fremhæver, at det er nødvendigt at udnytte det fulde potentiale i decentraliseret samarbejde for at fremme dagsordenen om udviklingseffektivitet og samtidig respektere alle sikkerhedsmekanismer i forbindelse med gennemsigtighed, effektivitet og kohærens og undgå en yderligere opsplitning af den internationale bistandsarkitektur;

30.  understreger, at udviklingsbistand kan spille en vigtig rolle i fattigdomsbekæmpelse, imødegåelse af ulighed og udviklingsfremme, navnlig for mindst udviklede lande og med hensyn til at sætte skub i adgangen til kvalitetsprægede offentlige tjenester for de mest underprivilegerede og udsatte grupper, og være katalysator for andre kritiske, systemiske faktorer, der er gunstige for udvikling, såsom fremme af ligestilling mellem kønnene (som det kommer til udtryk i Busanpartnerskabet), uddannelse, styrkelse af sundhedssystemer, herunder bekæmpelse af fattigdomsrelaterede sygdomme, hvis den anvendes i en kontekst med lovlig, inkluderende regeringsførelse baseret på retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne;

31.  fremhæver betydningen af SDG-mål 16 for den overordnede udviklingseffektivitet og advarer om, at udviklingsbistanden reelt ikke kan opfylde sit formål, hvis der mangler respekt for menneskerettighederne og retsstatsprincippet, et upartisk, effektivt og uafhængigt retssystem, internationalt anerkendte sociale, miljømæssige og arbejdsmæssige standarder og sikkerhedsmekanismer for offentlige institutioners og embedsmænds integritet, inkluderende, deltagerorienteret og repræsentativ beslutningstagning på alle niveauer samt gennemsigtighed og ansvarlighed;

32.  minder om, at korruption i modtagerlandene, hvad enten den er direkte knyttet til udviklingsbistanden eller ej, udgør en alvorlig krænkelse af den demokratiske legitimitet og skader den offentlige støtte til udviklingsbistanden i donorlandene; bifalder derfor alle foranstaltninger, der træffes for at fremme forsvarlig økonomisk forvaltning og udrydde korruption én gang for alle, og bemærker samtidig, at situationen i mange partnerlande pr. definition indebærer en vis risiko;

33.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne og andre donorer til at optrappe indsatsen og de menneskelige ressourcer i forbindelse med en bedre konceptualisering og dybdegående analyse i kontekster præget af skrøbelighed, postkonfliktsituationer og konfliktforebyggelse, hvor de ønskede resultater måske ikke altid kan opfanges i form af data og inden for resultatrammer;

34.  er af den faste overbevisning, at den private sektor er en vigtig partner med henblik på at nå målene for bæredygtig udvikling og mobilisere yderligere ressourcer til udvikling; understreger, at aktører i den private sektor i lyset af deres voksende rolle i udviklingssamarbejdet er nødt til at indordne sig under principperne om udviklingseffektivitet og overholde principperne om virksomhedernes ansvarlighed hele vejen igennem projekternes livscyklus; anerkender nogle privatsektoraktørers bestræbelser på at tage hensyn til forpligtelser på menneskerettighedsområdet, social inklusion og bæredygtighed som udgangspunkt for deres forretningsmodeller og opfordrer til, at denne tilgang bliver almindeligt udbredt; påpeger, at den private sektor er nødt til at respektere folkeretlige principper og sociale og miljømæssige standarder såvel som FN's Global Compact-initiativ om menneskerettigheder, FN's retningslinjer om erhvervslivet og menneskerettighederne, ILO's centrale arbejdsstandarder og FN's konvention mod korruption; opfordrer Kommissionen til at sikre, at virksomheder, der opererer fra skattely, ikke deltager i ODA-finansierede projekter; fremhæver samtidig behovet for, at partnerlandene skaber et gunstigt erhvervsklima, herunder gennemsigtige lovgivnings- og reguleringssystemer;

35.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten, Kenyas parlament og regering i deres egenskab af værter for det andet møde på højt niveau i GPEDC, formændene for GPEDC, FN's Udviklingsprogram, OECD og Den Interparlamentariske Union.

(1) http://www.un.org/ga/search/view_doc.asp?symbol=A/RES/70/1&Lang=E
(2) http://www.un.org/esa/ffd/wp-content/uploads/2015/08/AAAA_Outcome.pdf
(3) https://documents-dds-ny.un.org/doc/UNDOC/GEN/N16/132/05/PDF/N1613205.pdf?OpenElement
(4) http://www.oecd.org/dac/effectiveness/34428351.pdf
(5) http://www.oecd.org/dac/effectiveness/49650173.pdf
(6) http://effectivecooperation.org/2014/03/draft-communique-for-the-first-high-level-meeting-of-the-global-partnership/
(7) http://effectivecooperation.org/events/2016-high-level-meeting/
(8) http://effectivecooperation.org/wp-content/uploads/2016/05/4314021e.pdf
(9) EUT C 46 af 24.2.2006, s. 1.
(10) Rådets konklusioner 9558/07 af 15.5.2007.
(11) Rådsdokument 18239/10.
(12) http://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-9145-2015-INIT/da/pdf
(13) http://www.consilium.europa.eu/en/workarea/downloadasset.aspx?id=15603
(14) http://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-9241-2015-INIT/da/pdf
(15) http://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-8831-2016-INIT/da/pdf
(16) http://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-8822-2016-INIT/da/pdf
(17) Rådsdokument 10715/16.
(18) EUT C 279 E af 19.11.2009, s. 100.
(19) EUT C 33 E af 5.2.2013, s. 38.
(20) EUT C 131 E af 8.5.2013, s. 80.
(21) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0558.
(22) EUT C 353 af 27.9.2016, s. 2.
(23) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0137.
(24) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0224.
(25) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0246.
(26) Vedtagne tekster af 11.12.2013, P7_TA(2013)0558.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik