Indeks 
Vedtagne tekster
Tirsdag den 7. juni 2016 - StrasbourgEndelig udgave
Eliminering af ulovlig handel med tobaksvarer: protokol til WHO-rammekonventionen ***
 Ensartede tekniske forskrifter for hjulkøretøjer: FN/ECE-overenskomsten ***
 Handelsaftale mellem EU og Colombia og Peru (Kroatiens tiltrædelse) ***
 Forstærket samarbejde for så vidt angår formueforholdet mellem internationale par ***
 Eliminering af ulovlig handel med tobaksvarer: protokol til WHO-rammekonventionen (retligt samarbejde i straffesager) ***
 Markeder for finansielle instrumenter ***I
 Markeder for finansielle instrumenter, markedsmisbrug og værdipapirafvikling ***I
 Udnævnelse af et medlem af Revisionsretten - Rimantas Šadžius
 EU-rapport 2015 om udviklingsvenlig politikkohærens
 Den nye alliance for fødevaresikkerhed og ernæring
 Evaluering af de internationale regnskabsstandarder (IAS)
 Fredsstøttende operationer - EU's samarbejde med FN og Den Afrikanske Union
 Illoyal handelspraksis i fødevareforsyningskæden
 Teknologiske løsninger for et bæredygtigt landbrug i EU
 Styrkelse af innovation og økonomisk udvikling i fremtidens europæiske landbrugsdrift

Eliminering af ulovlig handel med tobaksvarer: protokol til WHO-rammekonventionen ***
PDF 247kWORD 60k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 7. juni 2016 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af protokollen om eliminering af ulovlig handel med tobaksvarer til WHO-rammekonventionen om bekæmpelse af tobaksrygning, med undtagelse af de af dens bestemmelser, som henhører under tredje del, afsnit V, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (14384/2015 – C8-0118/2016 – 2015/0101(NLE))
P8_TA(2016)0238A8-0154/2016

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Rådets afgørelse (14384/2015),

–  der henviser til udkast til protokol om eliminering af ulovlig handel med tobaksvarer til WHO-rammekonventionen om bekæmpelse af tobaksrygning (15044/2013),

–  der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 33, 113, 114, 207 og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), og artikel 218, stk. 8, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C8-0118/2016),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 99, stk. 1, første og tredje afsnit, og stk. 2, og artikel 108, stk. 7,

–  der henviser til henstilling fra Udvalget om International Handel (A8-0154/2016),

1.  godkender indgåelsen af protokollen;

2.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Verdenssundhedsorganisationen.


Ensartede tekniske forskrifter for hjulkøretøjer: FN/ECE-overenskomsten ***
PDF 246kWORD 60k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 7. juni 2016 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse af revision 3 af overenskomsten under De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa om indførelse af ensartede tekniske forskrifter for hjulkøretøjer samt udstyr og dele, som kan monteres og/eller benyttes på hjulkøretøjer, samt vilkårene for gensidig anerkendelse af godkendelser, der er meddelt på grundlag af sådanne forskrifter ("Overenskomst af 1958 som revideret") (13954/2015 – C8-0112/2016 – 2015/0249(NLE))
P8_TA(2016)0239A8-0185/2016

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Rådets afgørelse (13954/2015),

–  der henviser til revision 3 af overenskomsten under De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa om indførelse af ensartede tekniske forskrifter for hjulkøretøjer samt udstyr og dele, som kan monteres og/eller benyttes på hjulkøretøjer, samt vilkårene for gensidig anerkendelse af godkendelser, der er meddelt på grundlag af sådanne forskrifter ("Overenskomst af 1958 som revideret") (13954/2015),

–  der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 207 og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C8-0112/2016),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 99, stk. 1, første og tredje afsnit, og stk. 2, og artikel 108, stk. 7,

–  der henviser til henstilling fra Udvalget om International Handel (A8-0185/2016),

1.  godkender indgåelsen af overenskomsten;

2.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa.


Handelsaftale mellem EU og Colombia og Peru (Kroatiens tiltrædelse) ***
PDF 243kWORD 60k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 7. juni 2016 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse på Den Europæiske Unions og dens medlemsstaters vegne af tillægsprotokollen til handelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Colombia og Peru på den anden side for at tage hensyn til Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union (12594/2014 – C8-0180/2015 – 2014/0234(NLE))
P8_TA(2016)0240A8-0155/2016

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Rådets afgørelse (12594/2014),

–  der henviser til tillægsprotokol til handelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Colombia og Peru på den anden side for at tage hensyn til Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union (12595/2014),

–  der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 91, artikel 100, stk. 2, artikel 207 og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), nr. v), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C8-0180/2015),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 99, stk. 1, første og tredje afsnit, og stk. 2, og artikel 108, stk. 7,

–  der henviser til henstilling fra Udvalget om International Handel (A8-0155/2016),

1.  godkender indgåelsen af tillægsprotokollen;

2.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes og Republikken Colombias og Republikken Perus regeringer og parlamenter.


Forstærket samarbejde for så vidt angår formueforholdet mellem internationale par ***
PDF 242kWORD 59k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 7. juni 2016 om udkast til Rådets afgørelse om bemyndigelse til at indføre et forstærket samarbejde for så vidt angår kompetence, lovvalg og anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i sager vedrørende formueforholdet mellem internationale par, som omfatter både formueforholdet mellem ægtefæller og de formueretlige virkninger af registrerede partnerskaber (08112/2016 – C8-0184/2016 – 2016/0061(NLE))
P8_TA(2016)0241A8-0192/2016

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Rådets afgørelse (08112/2016),

–  der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 329, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C8-0184/2016),

–  der henviser til betingelserne i artikel 20 i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 326 og 327 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 85 og artikel 99, stk. 1, første og tredje afsnit,

–  der henviser til henstilling fra Retsudvalget (A8-0192/2016),

1.  godkender udkastet til Rådets afgørelse om bemyndigelse til at indføre et forstærket samarbejde for så vidt angår kompetence, lovvalg og anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i sager vedrørende formueforholdet mellem internationale par, som omfatter både formueforholdet mellem ægtefæller og de formueretlige virkninger af registrerede partnerskaber;

2.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.


Eliminering af ulovlig handel med tobaksvarer: protokol til WHO-rammekonventionen (retligt samarbejde i straffesager) ***
PDF 249kWORD 60k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 7. juni 2016 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af protokollen om eliminering af ulovlig handel med tobaksvarer til WHO-rammekonventionen om bekæmpelse af tobaksrygning for så vidt angår dens bestemmelser om forpligtelser vedrørende retligt samarbejde i straffesager og definitionen af strafbare handlinger (14387/2015 – C8-0119/2016 – 2015/0100(NLE))
P8_TA(2016)0242A8-0198/2016

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til forslag til Rådets afgørelse (14387/2015),

–  der henviser til udkast til protokol om eliminering af ulovlig handel med tobaksvarer til WHO-rammekonventionen om bekæmpelse af tobaksrygning (15044/2013),

–  der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 82, stk. 1, artikel 83 og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C8-0119/2016),

–  der henviser til sin beslutning af 9. marts 2016 om tobaksaftalen (PMI-aftalen)(1),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 99, stk. 1, første og tredje afsnit, og stk. 2, og artikel 108, stk. 7,

–  der henviser til henstilling fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og udtalelse fra Budgetkontroludvalget (A8-0198/2016),

1.  godkender indgåelsen af protokollen;

2.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Europol, Eurojust og OLAF.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0082.


Markeder for finansielle instrumenter ***I
PDF 247kWORD 66k
Beslutning
Tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 7. juni 2016 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2014/65/EU om markeder for finansielle instrumenter, for så vidt angår visse frister (COM(2016)0056 – C8-0026/2016 – 2016/0033(COD))
P8_TA(2016)0243A8-0126/2016

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2016)0056),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 53, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0026/2016),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 29. april 2016 fra Den Europæiske Centralbank(1),

–  der henviser til udtalelse af 26. maj 2016 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(2),

–  der henviser til, at Rådets repræsentant forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ved skrivelse af 18. maj 2016,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A8-0126/2016),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 7. juni 2016 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/... om ændring af direktiv 2014/65/EU om markeder for finansielle instrumenter

P8_TC1-COD(2016)0033


(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, direktiv (EU) 2016/1034.)

(1) Endnu ikke offentliggjort i EUT.
(2) Endnu ikke offentliggjort i EUT.


Markeder for finansielle instrumenter, markedsmisbrug og værdipapirafvikling ***I
PDF 248kWORD 66k
Beslutning
Tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 7. juni 2016 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 600/2014 om markeder for finansielle instrumenter, forordning (EU) nr. 596/2014 om markedsmisbrug og forordning (EU) nr. 909/2014 om forbedring af værdipapirafviklingen i Den Europæiske Union og om værdipapircentraler, for så vidt angår visse frister (COM(2016)0057 – C8–0027/2016 – 2016/0034(COD))
P8_TA(2016)0244A8-0125/2016

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2016)0057),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0027/2016),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 29. april 2016 fra Den Europæiske Centralbank(1),

–  der henviser til udtalelse af 26. maj 2016 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(2),

–  der henviser til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af 18. maj 2016 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A8-0125/2016),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 7. juni 2016 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/… om ændring af forordning (EU) nr. 600/2014 om markeder for finansielle instrumenter, forordning (EU) nr. 596/2014 om markedsmisbrug og forordning (EU) nr. 909/2014 om forbedring af værdipapirafviklingen i Den Europæiske Union og om værdipapircentraler

P8_TC1-COD(2016)0034


(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) 2016/1033.)

(1) Endnu ikke offentliggjort i EUT.
(2) Endnu ikke offentliggjort i EUT.


Udnævnelse af et medlem af Revisionsretten - Rimantas Šadžius
PDF 239kWORD 60k
Europa-Parlamentets afgørelse af 7. juni 2016 om den foreslåede udnævnelse af Rimantas Šadžius til medlem af Revisionsretten (C8-0126/2016 – 2016/0805(NLE))
P8_TA(2016)0245A8-0183/2016

(Høring)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 286, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C8-0126/2016),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 121,

–  der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget (A8-0183/2016),

A.  der henviser til, at Parlamentets Budgetkontroludvalg derefter foretog en bedømmelse af den indstillede kandidats papirer, især på baggrund af de krav, der er fastsat i artikel 286, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

B.  der henviser til, at Budgetkontroludvalget den 23. maj 2016 afholdt en høring med den af Rådet indstillede kandidat til posten som medlem af Revisionsretten;

1.  afgiver positiv udtalelse om Rådets forslag om udnævnelse af Rimantas Šadžius til medlem af Revisionsretten;

2.  pålægger sin formand at sende denne afgørelse til Rådet og til orientering til Revisionsretten samt til Den Europæiske Unions øvrige institutioner og medlemsstaternes revisionsinstitutioner.


EU-rapport 2015 om udviklingsvenlig politikkohærens
PDF 203kWORD 94k
Europa-Parlamentets beslutning af 7. juni 2016 om EU-rapport 2015 om udviklingsvenlig politikkohærens (2015/2317(INI))
P8_TA(2016)0246A8-0165/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, hvori det bekræftes, at Unionen skal tage hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i forbindelse med iværksættelse af politikker, der kan påvirke udviklingslandene,

–  der henviser til artikel 21 i Traktaten om Den Europæiske Union, hvori det bestemmes, at Unionens optræden på den internationale scene bygger på de principper, der har ligget til grund for dens egen oprettelse, udvikling og udvidelse, og som den tilstræber at fremme i den øvrige verden: demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettighedernes og de grundlæggende frihedsrettigheders universalitet og udelelighed, respekt for den menneskelige værdighed, principperne om lighed og solidaritet samt respekt for grundsætningerne i De Forenede Nationers pagt og folkeretten,

–  der henviser til punkt 9 og punkt 35 i fælleserklæringen fra Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen fra december 2005 om "den europæiske konsensus om udvikling"(1),

–  der henviser til Rådets regelmæssige konklusioner, Kommissionens toårige rapporter og Europa-Parlamentets beslutninger vedrørende udviklingsvenlig politikkohærens og især dets beslutning af 13. marts 2014 om EU-rapport 2013 om udviklingsvenlig politikkohærens(2),

–  der henviser til Kommissionens femte toårige rapport om udviklingsvenlig politikkohærens, nemlig Kommissionens arbejdsdokument om udviklingsvenlig politikkohærens, der blev offentliggjort i august 2015 (SWD(2015)0159),

–  der henviser til 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling, der blev vedtaget på FN's topmøde om bæredygtig udvikling i New York i 2015(3), og som omfatter et mål om at "fremme politikkohærens for bæredygtig udvikling" (mål 17.14),

–  der henviser til slutdokumentet om partnerskaber for effektivt udviklingssamarbejde fra det fjerde højniveauforum om bistandseffektivitet fra december 2011,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og udtalelse fra Udvalget om International Handel (A8-0165/2016),

A.  der henviser til, at Rådets konklusioner om Kommissionens femte toårige rapport om udviklingsvenlig politikkohærens, der blev vedtaget i oktober 2015, understregede, at udviklingsvenlig politikkohærens vil udgøre en vigtig del af EU's bidrag til at nå den bredere målsætning om politikkohærens for bæredygtig udvikling;

B.  der henviser til, at vedtagelsen af 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling udgør en ny udfordring for gennemførelsen af udviklingsvenlig politikkohærens, da den opstiller et enkelt sæt universelle udviklingsmål, der gælder for alle;

C.  der henviser til, at EU bør gå forrest med hensyn til at fremme en udviklingsvenlig politikkohærens;

D.  der henviser til, at 1,5 mia. mennesker stadig lever i fattigdom og lider afsavn inden for sundheds-, uddannelses- og levestandarder; der henviser til, at de fleste af dem er kvinder;

E.  der henviser til, at det finanspolitiske råderum i udviklingslandene i realiteten er begrænset af de krav, som stilles af globale investorer og finansielle markeder; der henviser til, at udviklingslande har tilbudt forskellige skatteincitamenter og skattefritagelser for at tiltrække eller fastholde investorer, hvilket har medført skadelig skattekonkurrence og et kapløb mod bunden;

F.  der henviser til, at EU har et direkte og historiske ansvar i forholdet til partnerlande;

G.  der henviser til, at den nuværende europæiske ramme for udvikling mangler effektive mekanismer til at forebygge og rette op på den manglende konsekvens, der skyldes den politik, Unionen har ført;

Udviklingsvenlig politikkohærens inden for rammerne af Europa 2030-dagsordenen

1.  gentager, at udviklingsvenlig politikkohærens er et centralt redskab til at opstille og realisere den nye dagsorden for bæredygtig udvikling; efterlyser proaktive foranstaltninger baseret på en fælles forståelse af udviklingsvenlig politikkohærens; påpeger, at den menneskerettighedsbaserede tilgang bør føre til en dybere forståelse af udviklingsvenlig politikkohærens, eftersom der ikke kan gøres fremskridt hen imod bæredygtig udvikling og udryddelse af fattigdom, medmindre der gøres noget ved hindringerne for virkeliggørelsen af rettigheder; mener, at udviklingsvenlig politikkohærens skal bidrage til etablering af retsstaten, uvildige institutioner og til at imødegå udfordringen med god regeringsførelse i udviklingslandene;

2.  beklager, at der kun er gjort beskedne fremskridt med hensyn til den konkrete gennemførelse af udviklingsvenlig politikkohærens, på trods af at vigtigheden heraf blev anerkendt i FN's årtusindeerklæring(4), Lissabontraktaten og på forummet om bistandseffektivitet(5), der blev afholdt i Busan;

3.  opfordrer til en debat på EU-plan om udviklingsvenlig politikkohærens inden for rammerne af 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og dens 17 nye universelle og udelelige mål for bæredygtig udvikling med henblik på at opnå en bedre forståelse af, hvordan konceptet vil harmonere med det mere generelle begreb politikkohærens for bæredygtig udvikling;

4.  minder om, at målene for bæredygtig udvikling gælder for både de udviklede lande og udviklingslandene, og at målene for bæredygtig udvikling i omfattende grad bør være integreret i EU's beslutningsproces på såvel internt som eksternt plan; understreger behovet for at udvikle styringsprocesser til at fremme udviklingsvenlig politikkohærens på globalt plan, og opfordrer til, at den udviklingsvenlige politikkohærens inddrages som et centralt spørgsmål i EU's kommende politiske debatter om den nye globale strategi og den flerårige finansielle ramme;

Mekanismer for udviklingsvenlig politikkohærens

5.  opfordrer til, at udviklingsvenlig politikkohærens drøftes på et møde i Det Europæiske Råd med henblik på at fremme en interinstitutionel debat mellem Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten, Rådet og Parlamentet samt til debat på nationalt plan;

6.  foreslår, at Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten som forberedelse til dette topmøde bør fremkomme med konkrete anbefalinger til EU's stats- og regeringschefer om effektive mekanismer til at implementere udviklingsvenlig politikkohærens og integrere EU-strategier for bedre gennemførelse af mål for bæredygtig udvikling (SDG'er), og om, hvordan hver enkelt EU-institutions ansvar for opfyldelsen af forpligtelserne vedrørende indførelse af udviklingsvenlig politikkohærens kan defineres mere klart; mener, at en sådan proces bør være så gennemsigtig og inklusiv som muligt og inddrage lokale og regionale myndigheder, civilsamfundsorganisationer og tænketanke;

7.  glæder sig over oprettelsen af en gruppe af kommissærer, der beskæftiger sig med eksterne forbindelser; opfordrer til, at NF/HR regelmæssigt aflægger rapport om arbejdet i denne gruppe til Udviklingsudvalget;

8.  mener, at de mekanismer, der er blevet benyttet af nogle af EU's delegationer til at give feedback til Kommissionens 2015-rapport om udviklingsvenlig politikkohærens, bør udvides til alle EU's delegationer, og at denne tilbagemelding bør finde sted årligt; opfordrer EU's delegationer til at sikre, at udviklingsvenlig politikkohærens er på dagsordenen for de respektive bilaterale møder og fælles forsamlingsmøder, samt for det årlige møde mellem EU's delegationschefer i Bruxelles;

9.  glæder sig over pakken om bedre reguleringsforanstaltninger, der blev vedtaget af Kommissionen den 19. maj 2015; finder det desuden glædeligt, at udviklingsvenlig politikkohærens specifikt er nævnt som et retligt krav i værktøj 30 i retningslinjerne for bedre regulering (COM(2015)0215);

10.  beklager, at antallet af vurderinger af udviklingsfremmende virkninger – på trods af at konsekvensanalyser udgør et vigtigt redskab til at opnå udviklingsvenlig politikkohærens – fortsat er meget beskedent og ikke tager tilstrækkeligt hensyn til den potentielle indvirkning på udviklingslandene; håber, at pakken om bedre regulering og dens retningslinjer vil forbedre denne situation ved at tage hensyn til udvikling og menneskerettigheder i alle konsekvensanalyser og ved at forbedre gennemsigtigheden; opfordrer Kommissionen til systematisk at høre menneskerettighedsorganisationer på et tidligt tidspunkt i den politiske beslutningsproces og indføre skærpede sikkerhedsforanstaltninger og -mekanismer for at skabe bedre balance mellem repræsentationen af de berørte parter; glæder sig over den offentlige høring om køreplanen, som sigter mod at fastslå effekten af en udviklingsvenlig politikkohærens og dens indvirkning på udviklingslandene, og som åbner muligheder for eksterne interessenter, herunder udviklingslandene og civilsamfundet, til at give udtryk for deres holdninger og deltage aktivt; glæder sig endvidere over feltarbejdsdelen af køreplanen og casestudierne, som kan bidrage effektivt til en nøjagtig evaluering af effekten af en udviklingsvenlig politikkohærens mener, at det er nødvendigt at foretage mere systematiske efterfølgende evalueringer under gennemførelsen af EU-politik;

11.  mener, at der skal lægges større vægt på institutionel koordinering såvel mellem EU-institutionerne som med medlemsstaterne; opfordrer medlemsstaternes regeringer til at integrere udviklingsvenlig politikkohærens i en bindende retsakt, og udarbejde en handlingsplan for politikkohærens for bæredygtig udvikling for at få den gennemført i praksis; mener, at de nationale parlamenter bør involveres mere fuldt ud i dagsordenen for udviklingsvenlig politikkohærens inden for rammerne af deres kapacitet til at holde deres regeringer ansvarlige og evaluere fremskridtene på dette område;

12.  understreger den vigtige rolle, som Parlamentet må spille i processen for fremme af den udviklingsvenlige politikkohærens ved at gøre den til en prioritet i sine dagsordener, øge antallet af møder mellem udvalgene og mellem parlamenter om udviklingsvenlig politikkohærens, fremme af udveksling af synspunkter om udviklingsvenlig politikkohærens med partnerlandene og fremme dialogen med civilsamfundet;

13.  bemærker, at nogle medlemsstater har indført en effektiv tværministeriel koordinationsmekanisme med et specifikt mandat til politikkohærens for bæredygtig udvikling; opfordrer medlemsstaterne til at følge og udveksle god praksis, der allerede anvendes af andre medlemsstater;

14.  bemærker, at fælles programmering er et nyttigt redskab til en sammenhængende planlægning af EU's udviklingssamarbejdsaktiviteter; glæder sig over, at den omfatter medlemsstaternes bilaterale aktiviteter i partnerlandene, men beklager tidligere forgæves forsøg på at skabe forbindelse mellem EU's tiltag og medlemsstaternes aktiviteter, som har medført, at man er gået glip af muligheder for at udnytte synergier;

15.  erkender, at korrekt anvendelse af udviklingsvenlig politikkohærens vil kræve et tilstrækkeligt niveau af ressourcer og personale; opfordrer indtrængende til, at kontaktpunkter for udviklingsvenlig politikkohærens i nationale ministerier og EU-delegationer får tilført de nødvendige ressourcer til at indføre nationale og europæiske strategier om udviklingsvenlig politikkohærens;

16.  fremhæver den vigtige rolle, som nationale parlamenter spiller i gennemførelsen af politikkohærens for bæredygtig udvikling ved at sikre, at politiske forpligtelser, kontrol og fuld inddragelse af civilsamfundsorganisationerne kontrolleres regelmæssigt, og ved at kontrollere regeringers konsekvensvurderingsrapporter;

17.  minder om sit forslag om et uafhængigt system inden for EU til at modtage klager fra personer eller samfund, der berøres af Unionens politikker; anerkender den vigtige rolle, som Parlamentets Udviklingsudvalg og dets faste ordfører for udviklingsvenlig politikkohærens spiller i viderebringelsen af de bekymringer, som de borgere eller samfund, der er berørt af EU's politikker, giver udtryk for;

18.  understreger, at der er behov for, at EU investerer flere midler i en evidensbaseret analyse af udviklingsvenlig politikkohærens; opfordrer Kommissionen til at påpege usammenhængende forhold uden forsinkelse og foretage en analyse af deres omkostninger, samt udvikle passende mekanismer for overvågning og registrering af fremskridtene for den udviklingsvenlige politikkohærens; anmoder endvidere Kommissionen om i sin analyse at medtage forslag til, hvordan man undgår, og hvordan men håndtarer uoverensstemmelser mellem de forskellige politikker; fremhæver desuden behovet for at forbedre henvisningerne til udviklingsvenlig politikkohærens i programmeringsdokumenterne;

19.  påpeger behovet for at styrke den udviklingsvenlige politikkohærens i forbindelse med revisionen af den europæiske konsensus om udvikling og drøftelserne om fremtiden efter Cotonou-aftalen;

Prioriterede områder

Migration

20.  anerkender, at EU står over for den største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig; understreger, at en styrkelse af forbindelsen mellem migrations- og udviklingspolitik er afgørende for at gribe fat om de grundlæggende årsager til dette fænomen; mener, at EU bør anvende alle de til rådighed stående midler til at håndtere krisen, herunder sikkerhedsmæssige og diplomatiske instrumenter; understreger, at reaktionen på flygtningekrisen ikke kun bør fokusere på sikkerhedsproblemer, men at udviklingsmålene skal integreres bedre, så EU's migrationspolitikker bliver forenelige med dem, der sigter mod at mindske fattigdommen; understreger, at udviklingsvenlig politikkohærens er et vigtigt led i EU's nye politik for migration; glæder sig over vedtagelsen af den europæiske dagsorden for migration (COM(2015)0240), hvori der udvikles en samlet reaktion på krisen; mener, at dens gennemførelse bør ledsages af konkrete foranstaltninger til fremme af økonomisk, politisk og social udvikling og god regeringsførelse i oprindelseslandene; fremhæver betydningen af pengeoverførsler som en kilde til udviklingsfinansiering; understreger betydningen af medlemsstaternes aftaler med tredjelande for at fremme sikker bevægelse og mobiliteten blandt internationale arbejdstagere; mener ikke, at udviklingsbistandsprogrammer og -budgetter bør anvendes til migrationskontrolformål; understreger, at enhver fælles migrationspolitik skal fokusere på lovlige ruter til Europa og modtagelsen af migranter;

21.  understreger, at EU har behov for større harmonisering af migrations- og asylpolitikkerne, både inden for EU og med dets internationale partnere; foreslår, at en virkelig effektiv og holistisk migrations- og asylpolitik fuldt ud skal integrere EU's interne og eksterne politikker, navnlig inden for EU's arbejdsstrukturer; understreger betydningen af at udvikle en enkelt fælles asyl- og indvandringspolitik; opfordrer til en inklusiv tilgang til håndtering af de grundlæggende årsager til migration, som er tæt knyttet til udvikling, med henblik på at opnå en bæredygtig løsning på den aktuelle migrationskrise; minder om, at kvinder og piger, der er flygtninge eller migranter, er særligt sårbare over for seksuel vold og udnyttelse, og at der skal integreres et kønsperspektiv i EU's migrationspolitik;

22.  opfordrer EU og dets medlemsstater til med henblik på at styrke sammenhængen mellem migrations- og udviklingspolitikkerne ikke at angive flygtningeomkostninger som officiel udviklingsbistand (ODA), da dette har en meget stor skyggeomkostning til skade for udviklingsprogrammerne, der effektivt tager fat om de grundlæggende årsager til migration;

Handel og økonomi

23.  understreger, at EU og dets medlemsstater samlet set fortsat er den største Aid for Trade-donor i verden (11,7 mia. EUR i 2013 – SWD(2015)0128); foreslår, at EU's bistand til handel også skal sigte mod at styrke fattige producenter, kooperativer og mikrovirksomheder og små virksomheder, fremme diversificeringen af indenlandske markeder, forbedre kvinders ligestilling samt fremme regional integration og mindskelse af uligheder i indkomst; glæder sig over Kommissionens mål om at sætte mere fokus på udviklingsrelaterede bestemmelser i handelsaftaler; minder om medlemsstaternes tilsagn om at gøre en konkret indsats hen imod målet på 0,7 % af BNI til officiel udviklingsbistand til udviklingslande samt OECD/DAC's henstilling om at nå et gennemsnitligt gaveelement i den samlede officielle udviklingsbistand på 86 %; understreger, at handelsaftaler bør bidrage til at fremme en bæredygtig udvikling, menneskerettigheder og bekæmpelse af korruption i hele verden;

24.  minder om, at en handelsliberalisering ikke i sig selv har nogen positiv virkning på fattigdomsbekæmpelse, idet den kan have negative konsekvenser for en bæredygtig udvikling;

25.  opfordrer Kommissionen til at forelægge Parlamentet og Rådet en årlig rapport om gennemførelsen af EU's Aid for Trade-bistand i udviklingslandene og give detaljerede oplysninger om, hvilke beløb, der tildeles, og hvilke kilder, den tildelte finansiering stammer fra, både i henhold til kapitel 4 i EU-budgettet og EUF; mener, at en sådan rapport vil give et solidt grundlag for EU's rapporter om udviklingsvenlig politikkohærens, som skal offentliggøres hvert andet år;

26.  minder om, at i SDG-mål 17.15 erkendes behovet for at respektere det enkelte lands politiske råderum for fattigdomsudryddelse og bæredygtig udvikling; gentager, at udviklingslandene har ret til at regulere investeringer for at sikre, at alle investorer, herunder udenlandske investorer, pålægges forpligtelser og opgaver med henblik på at beskytte menneskerettigheder og arbejds- og miljønormer;

27.  glæder sig over de fremskridt, der er gjort siden indgåelsen af Bangladesh-bæredygtighedsaftalen, og opfordrer Kommissionen til at udvide den bindende ramme til at omfatte andre sektorer; opfordrer i denne forbindelse indtrængende Kommissionen til at udvide virksomhedernes sociale ansvar og due diligence-initiativer, som supplerer den eksisterende EU-forordningen om tømmer eller vedrører den foreslåede EU-forordning om konfliktmineraler, til andre sektorer og derved sikre, at EU og dets erhvervsdrivende og selskaber lever op til forpligtelsen til at overholde både menneskerettighederne og de højeste sociale og miljømæssige standarder;

28.  minder om, at EU's investeringspolitik, især når der er tale om offentlige midler, skal bidrage til virkeliggørelsen af målene for bæredygtig udvikling; minder om behovet for at forbedre udviklingsfinansieringsinstitutionernes gennemsigtighed og ansvarlighed for effektivt at kunne spore og overvåge pengestrømmene, gældsbæredygtigheden og merværdien i form af bæredygtige udviklingsprojekter;

29.  minder om den enestående rolle, den officielle udviklingsbistand spiller for opnåelsen af effektive udviklingsresultater; opfordrer til at beskytte den officiel udviklingsbistands udviklingsfokus og virkemåde, herunder ved hjælp af et gennemsigtigt og ansvarligt rapporteringssystem; minder om, at en afkobling af bistanden er en nødvendig forudsætning for at åbne muligheder for samfundsøkonomiske aktører i udviklingslandene, såsom lokale virksomheder eller eksperter i faglig bistand, og går ind for øget brug af udviklingslandsindkøbssystemer til bistandsprogrammer til støtte for aktiviteter, der forvaltes af den offentlige sektor med henblik på at styrke den lokale private sektor;

30.  minder imidlertid om, at bistand alene ikke er tilstrækkelig; mener, at der skal overvejes innovative og diversificerede finansieringskilder såsom en afgift på finansielle transaktioner, en kulstofafgift, en flybilletafgift, afgifter på naturressourcer mv., og at disse bør tilpasses principperne for udviklingseffektivitet; mener, at kohærensen mellem offentlig, privat, international og indenlandsk finansiering bør styrkes; anerkender den afgørende rolle, som den private sektor spiller i denne henseende; understreger, at det er vigtigt at skabe de rette vilkår for private virksomheder i udviklingslandene og fremme etableringen af politiske og juridiske rammer, der letter anvendelsen af bankkonti og etableringen af digitale infrastrukturer;

31.  mener, at EU's handelspolitik skal tage hensyn til de faktiske forhold og den udviklingsmæssige situation i udviklingslandene med henblik på at nå målsætninger om udviklingsvenlig politikkohærens samt til udviklingslandenes ret til at fastlægge deres egne udviklingsstrategier; understreger, at handels- og investeringsaftaler, der indgås af EU og dets medlemsstater ikke hverken direkte eller indirekte må undergrave udviklingsmål eller fremme og beskyttelse af menneskerettighederne i partnerlandene; minder om, at en retfærdig og velreguleret handel i overensstemmelse med WTO-reglerne kan have positive følger for udviklingen; glæder sig over inddragelsen af ambitiøse og innovative kapitler om bæredygtig udvikling i alle handels- og investeringsaftaler;

32.  opfordrer EU til at oprette en passende ramme til at gøre noget ved, hvordan selskaber integrerer menneskerettigheder og sociale og miljømæssige standarder; opfordrer EU og dets medlemsstater til at fortsætte med at engagere sig aktivt i arbejdet i FN's Menneskerettighedsråd for at holde virksomheder ansvarlige for krænkelser af menneskerettighederne;

33.  støtter et effektivt, retfærdigt og gennemsigtigt skattesystem i overensstemmelse med principperne for god forvaltningsskik; glæder sig over pakken om gennemsigtighed på skatteområdet, der blev fremlagt af Kommissionen den 18. marts 2015, og pakken til bekæmpelse af skatteundgåelse, som blev fremlagt den 28. januar 2016, herunder Kommissionens meddelelse om en ekstern strategi for at fremme god forvaltningspraksis på skatteområdet internationalt; fremhæver vigtigheden af at gennemføre en konsekvensanalyse og en spillover-analyse af ny EU-skattelovgivning med henblik på at undgå negative følger for udviklingslandene; minder om, at indenlandsk ressourcemobilisering gennem beskatning er den vigtigste indtægtskilde for den offentlige finansiering af bæredygtig udvikling; opfordrer indtrængende EU til at støtte udviklingslandene i at opbygge deres kapaciteter på områderne skatteforvaltning, finansiel styring og forvaltning af offentlige finanser, og med at dæmme op for de ulovlige finansielle strømme; opfordrer EU til at sikre, at virksomheder betaler skat i de lande, hvor en værdi er trukket ud eller skabt; understreger derfor, at det er EU's ansvar at fremme princippet om udviklingsvenlig politikkohærens på skatteområdet og få det gennemført i praksis på globalt plan; opfordrer indtrængende EU til med dette for øje at sætte udviklingslandene i stand til at deltage på lige fod i den globale reform af eksisterende internationale skatteregler;

34.  mener, at internationalt samarbejde er afgørende for at tackle ulovlige pengestrømme og skatteunddragelse, og opfordrer EU til at fremme det internationale samarbejde på skatteområdet; opfordrer EU til at sikre en retfærdig behandling af udviklingslande, når der forhandles skatteaftaler i overensstemmelse med FN-modellen for en dobbeltbeskatningsoverenskomst, under hensyntagen til deres særlige situation, og at sikre en retfærdig fordeling af beskatningsrettigheder; glæder sig over de tilsagn, der blev givet på konferencen om udviklingsfinansiering i Addis Abeba, som fandt sted i juli 2015, som f.eks. revisionen af multilateral udviklingsfinansiering og Addis-skatteinitiativet, som har til formål at hjælpe udviklingslandene med at opbygge deres indenlandske ressourcesystemer; opfordrer EU til at gøre fuld brug af OECD's modelbeskatningsoverenskomst, som indeholder en fakultativ bestemmelse om bistand i forbindelse med skatteopkrævning;

35.  opfordrer til en evaluering af virkningen af pristilskud til eksport, toldtariffer og handelshindringer for udviklingslande;

36.  minder om, at bestræbelser på at sikre adgang til råvarer fra udviklingslande ikke må underminere lokal udvikling og fattigdomsbekæmpelse, men derimod skal støtte udviklingslandene i deres indsats for at omsætte deres velstand fra mineraler til reel udvikling;

Fødevaresikkerhed

37.  understreger, at opnåelsen af global fødevaresikkerhed kræver udviklingsvenlig politikkohærens på alle niveauer, især hvis de mere ambitiøse mål fra Agenda 2030, nemlig fuldt ud at udrydde sult og afskaffe alle former for fejlernæring, skal nås; mener, at EU bør fremme etableringen af solide retlige rammer med klare kriterier for at beskytte udsatte personers rettigheder og fødevaresikkerhed;

38.  opfordrer EU til systematisk at vurdere indvirkningerne af bl.a. EU's landbrugs-, handels, og energipolitik – såsom biobrændstofpolitik – på fødevaresikkerheden i udviklingslandene og på indkomstmulighederne for de mest udsatte personer; opfordrer indtrængende Kommissionen til fortsat at koncentrere sig om kooperativer, mikrovirksomheder, små og mellemstore landbrug og arbejdstagerne i landbruget og til at fremme bæredygtige og agro-økologiske metoder i overensstemmelse med konklusionerne fra FN's Landbrugspanel (IAASTD), henstillingerne fra FN's særlige rapportør om retten til mad og målene for bæredygtig udvikling; minder om, at det er nødvendigt at sikre, at anvendelsen af den fælles landbrugspolitiks foranstaltninger ikke bringer fødevareproduktionskapaciteten og den langsigtede fødevaresikkerhed for udviklingslandene i fare; understreger, at væsentlige spørgsmål om udviklingsvenlig politikkohærens og indvirkning skal tages op under den løbende overvågning af EU's rammepolitik for fødevaresikkerhed (COM(2010)0127); understreger, at EU skal støtte etableringen af forarbejdningsindustrier i landbrugssektoren og forbedring af teknikker til opbevaring af fødevarer; minder om betydningen af at overveje indvirkningerne af fiskeriaftaler på fødevaresikkerheden i udviklingslandene; opfordrer EU og dets medlemsstater til at bidrage til forebyggelse af land grabbing ved at støtte udviklingslandene i deres gennemførelse på nationalt plan af FN's frivillige retningslinjer for ansvarlig styring af jordbesiddelse, fiskeri og skove;

Sundhed

39.  understreger behovet for, at udviklingslandene i deres budgetfinansiering prioriterer finansiering til oprettelse af solide sundhedssystemer og anlæggelse af bæredygtige sundhedsinfrastrukturer samt levering af basale tjenesteydelser og sundhedspleje af høj kvalitet; opfordrer EU til at støtte etablering af universel sygesikring, som garanterer et gensidigt ansvar for sundhedsrisici i udviklingslandene;

Klimaændringer

40.  opfordrer til en resolut indsats fra EU's, medlemsstaternes og alle internationale partneres side i gennemførelsen af den nye COP21-aftale/klimaaftalen fra Paris; understreger, at EU og andre udviklede lande fortsat bør støtte klimaindsatsen for at nedbringe emissioner og opbygge modstandsdygtighed over for klimaændringernes virkninger i udviklingslandene, og navnlig i de mindst udviklede lande; minder i denne sammenhæng om den afgørende betydning af at tilvejebringe tilstrækkelig klimafinansiering; støtter processen med EU's energiomstilling og overgangen til vedvarende energi med dette for øje; understreger, at manglende evne til at begrænse den globale opvarmning til et godt stykke under 2°C kan undergrave de udviklingsmæssige gevinster; opfordrer EU til at påtage sig en proaktiv rolle i håndteringen af den globale klimaudfordring ved at fastsætte strategiske prioriteter på alle niveauer og på tværs af alle sektorer og udforme og gennemføre nye bindende klimamål samt mål for energieffektivitet og vedvarende energi i henhold til Parisaftalen;

41.  anerkender, at privat finansiering i forbindelse med klimafinansiering ikke kan erstatte offentlig finansiering; understreger behovet for gennemsigtig rapportering og ansvarlighed og for at sikre gennemførelsen af relevante sociale og miljømæssige beskyttelsesforanstaltninger vedrørende privat klimafinansiering;

Køn

42.  glæder sig over EU's handlingsplan for ligestilling 2016-2020 og tilskynder til overvågning og gennemførelse af dens mål i alle EU's eksterne foranstaltninger, herunder i EU-finansierede projekter på landeplan; opfordrer endvidere EU til effektivt at integrere ligestilling og styrkelse af kvinders indflydelse og stilling i alle sine politikker, herunder budgetter, og til at sikre, at dets eksterne politikker bidrager til at bekæmpe alle former for diskrimination, herunder mod LGBT'er;

Sikkerhed

43.  anerkender, at der ikke kan være tale om nogen bæredygtig udvikling eller udryddelse af fattigdom uden sikkerhed; anerkender endvidere, at sammenhængen mellem sikkerhed og udvikling er et vigtigt element i at sikre effektiviteten af EU's optræden udadtil;

44.  fremhæver, at det er vigtigt at sikre sammenhæng og koordinering mellem politikkerne for EU’s optræden udadtil, sikkerhed, forsvar, handel, humanitær bistand, migration og udvikling; henleder opmærksomheden på udfordringen med god forvaltningspraksis i udviklingslandene; insisterer på, at udviklingsvenlig politikkohærens skal bidrage til etablering af retsstatsprincippet og upartiske institutioner samt til styrkelse af indsatsen for nedrustning og for at sikre den offentlige sundhed og fødevaresikkerhed samt tilknyttede politikker, der sikrer sikkerhed og udvikling;

45.  opfordrer EU til at styrke sin kapacitet til kriseforebyggelse og tidlig indsats med henblik på at styrke synergierne mellem den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) og udviklingsinstrumenter, idet der findes en balance mellem kortsigtede svar på kriser og mere langsigtede udviklingsstrategier; foreslår, at oprettelsen af et nyt instrument, der specifikt skal sikre sammenhængen mellem udvikling og sikkerhed kunne begrænse inkonsekvenser og øge effektiviteten af den udviklingsvenlige politikkohærens; understreger, at dette instrument ikke bør finansieres gennem eksisterende udviklingsinstrumenter, men gennem nye budgetbevillinger; opfordrer til at indføje de berørte regioners og landes prioriteter og politikker i udarbejdelsen af EU's strategier for sikkerhed og udvikling; glæder sig over anvendelsen af den politiske krisestrategiramme som et vigtigt værktøj, der muliggør en fælles tidlig forståelse af kriser; opfordrer til et styrket samarbejde mellem Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne med henblik på at nå frem til en omfattende analyse, som muliggør et informeret valg mellem FSFP- og ikke-FSFP-tiltag i forbindelse med en krise;

46.  mener, at strategien for sikkerhed og udvikling i Sahel(6), den afrikanske beredskabsstyrke og den regionale handlingsplan for Sahel 2015-2020(7), er gode eksempler på en vellykket gennemførelse af EU's samlede tilgang, der effektivt blander sikkerheds-, udviklings- og forvaltningsmæssige tilgange;

47.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til fortsat at forbedre forbindelserne mellem humanitær bistand, udviklingssamarbejde og modstandsdygtighed over for katastrofer med henblik på at muliggøre en mere fleksibel og effektiv reaktion på voksende behov;

o
o   o

48.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 46 af 24.2.2006, s. 1.
(2) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0251.
(3) http://www.un.org/en/ga/search/view_doc.asp?symbol=A/RES/70/1
(4) http://www.un.org/millennium/declaration/ares552e.htm
(5) http://www.oecd.org/development/effectiveness/49650173.pdf
(6) http://eeas.europa.eu/africa/docs/sahel_strategy_en.pdf
(7) www.consilium.europa.eu/en/meetings/fac/2015/04/st07823-en15_pdf


Den nye alliance for fødevaresikkerhed og ernæring
PDF 254kWORD 136k
Europa-Parlamentets beslutning af 7. juni 2016 om den nye alliance for fødevaresikkerhed og ernæring (2015/2277(INI))
P8_TA(2016)0247A8-0169/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til FN-topmødet om bæredygtig udvikling og slutdokumentet, som er vedtaget af Generalforsamlingen den 25. september 2015, med titlen "Transforming our world: the 2030 Agenda for Sustainable Development", især udviklingsmål 2 i de bæredygtige udviklingsmål, som slutdokumentet fremsætter, nemlig at udrydde sult, opnå fødevaresikkerhed og forbedret ernæring samt fremme bæredygtigt landbrug(1),

–  der henviser til Paris-aftalen, som partdeltagerne i FN's konvention om klimaændringer vedtog den 12. december 2015(2),

–  der henviser til "Comprehensive Africa Agriculture Development Programme" (CAADP), som er vedtaget af Den Afrikanske Union (AU) i 2002(3),

–  der henviser til erklæringen fra topmødet mellem AU's statsoverhoveder i Maputo (Mozambique) i 2003, hvor AU's regeringer indgik en aftale om at investere mere end 10 % af deres samlede nationale bevillinger i landbrugssektoren(4),

–  der henviser til AU's forsamling af stats- og regeringschefer i juli 2012, som erklærede året 2014 for "Year of Agriculture and Food Security in Africa"(5) (det afrikanske år for landbrug og fødevaresikkerhed), for at markere 10-årsdagen for vedtagelsen af CAADP,

–  der henviser til erklæringen om "Accelerated Agricultural Growth and Transformation for Shared Prosperity and Improved Livelihoods", vedtaget den 27. juni 2014 på topmødet for AU's statsoverhoveder, der blev afholdt i Malabo (Ækvatorialguinea), hvor AU's regeringer indgik en aftale om at tildele mindst 10 % af de offentlige bevillinger til landbruget(6),

–  der henviser til "L'Aquila Food Security Initiative" på G8 i Aquila 2009(7),

–  der henviser til "Framework and Guidelines on Land Policy in Africa" (F&G), som blev vedtaget af den fælles konference mellem ministrene for landbrug, jordanliggender og husdyr, der fandt sted i april 2009 i Addis Abeba (Etiopien)(8), samt erklæringen "Land Issues and Challenges in Africa"(9), som blev vedtaget på topmødet mellem AU's statsoverhoveder i Sirte (Libyen) i juli 2009, som understregede nødvendigheden af en effektiv gennemførelse af F&G,

–  der henviser til "Guiding Principles on Large Scale Land Based Investments in Africa", som blev vedtaget på AU's fælles konference for ministre for landbrug, udvikling af landdistrikterne, fiskeri og akvakultur på mødet i Addis Abeba den 1. og 2. maj 2014(10),

–  der henviser til erklæringen fra de afrikanske civilsamfundsorganisationer "Modernising African agriculture – Who benefits?" fra maj 2013(11),

–  der henviser til Djimini-erklæringen fra de mindre vestafrikanske landbrugeres organisationer af 13. marts 2014(12),

–  der henviser til FAO's "Voluntary Guidelines to support the progressive realisation of the right to adequate food in the context of national food security" fra 2004(13),

–  der henviser til rapporten fra International Assessment of Agricultural Science and Technology for Development (IAASTD), "Agriculture at a crossroads" fra 2009(14),

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966(15),

–  der henviser til konventionen fra 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW)(16),

–  der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder fra 1987(17),

–  der henviser til FN's erklæring af 2007 om oprindelige folks rettigheder(18),

–  der henviser til FN's "Basic Principles and Guidelines on development-based evictions and displacements" fra 2007(19),

–  der henviser til "Guiding Principles on Business and Human Rights", underskrevet af FN's Menneskerettighedsråd i 2011(20), samt til OECD's "Guidelines on Multinational Enterprises", opdateret i 2011(21),

–  der henviser til Busan-partnerskabet for effektivt udviklingssamarbejde fra 2011(22),

–  der henviser til "Voluntary Guidelines on Governance of Tenure of Land, Fisheries and Forests" (VGGT) fra 2012(23),

–  der henviser til den internationale konvention om beskyttelse af plantenyheder (UPOV-konventionen) fra 1991(24),

–  der henviser til "International Treaty on Plant Genetic Resources for Food and Agriculture" (ITPGRFA) fra 2011(25),

–  der henviser til "Convention on Biological Diversity" fra 1992 og den dermed forbundne Cartagena-protokol om biosikkerhed fra 2000 samt Nagoya-protokollen om "Access to Genetic Resources and the Fair and Equitable Sharing of Benefits Arising from their Utilization" fra 2010(26),

–  der henviser til den afrikanske modellov om biosikkerhed(27),

–  der henviser til resolutionen om jordlovgivning for fødevaresuverænitet, der blev vedtaget af Frankofoniens parlamentariske forsamling den 12. juli 2012(28),

–  der henviser til beslutningen om de sociale og miljømæssige konsekvenser af pastoralisme i AVS-landene, vedtaget af Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU i Addis Abeba den 27. november 2013(29),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse om en "EU-rammepolitik for bistand til løsning af udviklingslandenes fødevaresikkerhedsproblemer"(30), der blev vedtaget den 31. marts 2010, og til Rådets konklusioner angående politiske rammer, der blev vedtaget den 10. maj 2010(31),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 28. maj 2013 om fødevare- og sundhedssikkerhed(32),

–  der henviser til Kommissionens handlingsplan på ernæringsområdet fra juli 2014(33),

–  der henviser til sin beslutning af 27. september 2011 om en EU-rammepolitik for bistand til løsning af udviklingslandenes fødevaresikkerhedsproblemer(34),

–  der henviser til sin beslutning af 11. december 2013 om EU's tilgang til styrkelse af resiliens og nedbringelse af katastroferisici i udviklingslande: anvendelse af erfaringer fra fødevaresikkerhedskriser(35),

–  der henviser til sin beslutning af 13. marts 2014 om betydningen af ejendomsret, besiddelse af ejendom og velstandsskabelse for udryddelse af fattigdom og fremme af bæredygtig udvikling i udviklingslande(36),

–  der henviser til sin beslutning af 12. marts 2015 om "Tanzania, særlig spørgsmålet om land grabbing"(37),

–  der henviser til erklæringen om "the Global Convergence of Land and Water Struggles", som blev udstedt på det sociale verdensforum i Tunis i marts 2015(38),

–  der henviser til sin beslutning af 30. april 2015 om verdensudstillingen i Milano 2015: Feeding the Planet, Energy for Life (føde til verden, energi til livet)(39),

–  der henviser til det afrikanske civilsamfunds krav om optagelse af fødevaresuverænitet og retten til mad på dagsordenen ved Tysklands G7-formandskab i juni 2015(40),

–  der henviser til Milanochartret(41), som blev præsenteret på Expo 2015 med temaet "Feeding the Planet, Energy for Life", og underskrevet af mere end en million statsoverhoveder, regeringer og privatpersoner, og som opfordrer alle sammenslutninger, virksomheder, nationale og internationale institutioner og privatpersoner til at tage ansvar for at sikre, at fremtidige generationer kan nyde deres ret til fødevarer, og som omfatter bindende tilsagn om at garantere denne ret i hele verden,

–  der henviser til, at FN's Komité for Verdens Fødevaresikkerhed er det rette forum til at nå til enighed om de politiske retningslinjer om dette spørgsmål internationalt, og at det er i dette forum, at alle berørte parter bliver hørt,

–  der henviser til Milan Urban Food Policy Pact af 15. oktober 2015(42), der blev fremsat af kommunalbestyrelsen i Milano og underskrevet af 113 byer rundt om i verden, og som blev forelagt FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, og som illustrerer den vigtige rolle, som byer spiller i udformningen af fødevarepolitikken,

–  der henviser til sin beslutning af 21. januar 2016 om situationen i Etiopien(43),

–  der henviser til den offentlige høring om den nye alliance for fødevarer og ernæringssikkerhed i Afrika (NAFSN), organiseret af Udviklingsudvalget den 1. december 2015(44),

–  der henviser til professor Olivier de Schutters undersøgelse "New Alliance for Food and Nutrition Security in Africa", der var bestilt af Udviklingsudvalget og offentliggjort af Generaldirektoratet for Eksterne Politikker i november 2015(45),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A8-0169/2016),

A.  der henviser til, at den nye alliance for fødevaresikkerhed og ernæring i Afrika (NAFSN) søger at forbedre fødevaresikkerheden og ernæringen ved at hjælpe 50 mio. mennesker i Afrika syd for Sahara ud af fattigdom inden 2020; der henviser til, at de deltagende lande har forhandlet rammer for landesamarbejder, som fastlægger den overordnede forpligtelse til at fremme private investeringer i landbrugssektoren i Afrika;

B.  der henviser til, at investeringer i små landbrug er blevet forsømt i de sidste 30 år i Afrika, mens lavindkomstlandenes afhængighed af fødevareimport er vokset betydeligt og gør dem sårbare over for prisudsving på de internationale markeder;

C.  der henviser til faren for, at store offentlige-private partnerskaber (OPP'er) skaber en dominerende position for store landbrugsselskaber i det afrikanske landbrug, som fortrænger de lokale virksomheder;

D.  der henviser til, at private investeringer under NAFSN er nået op på over 8,2 mio. smålandbrugere og har skabt mere end 21 000 arbejdspladser, hvoraf mere end halvdelen er til kvinder;

E.  der henviser til, at fødevarekrisen i 2008 medførte en generel anerkendelse af behovet for at støtte smålandbrugeres fødevareproduktion til de nationale markeder;

F.  der henviser til, at lanceringen af strukturtilpasningsprogrammerne i 1980'erne bidrog til udviklingen af eksportorienterede landbrug, hvor en øget produktion af salgsafgrøder til det globale marked blev prioriteret; der henviser til, at dette valg begunstigede store, højt kapitaliserede og mekaniserede produktionsformer, mens små landbrug blev relativt forsømt;

G.  der henviser til, at internationale markeder vil blive mere volatile i fremtiden; der henviser til, at lande ikke bør løbe den risiko at være overdrevent afhængige af import, men bør snarere først og fremmest investere i den indenlandske fødevareproduktion med henblik på at opbygge modstandsdygtighed;

H.  der henviser til, at familielandbrug og små landbrugere skal være kernen i NASFN;

I.  der henviser til, at fødevaresikkerheden i udviklingslandene i vidt omfang afhænger af den bæredygtige anvendelse af naturressourcer;

J.  der henviser til, at såkaldte "vækstcentre" sigter mod at tiltrække internationale investorer ved at stille jord til rådighed for store private virksomheder, og at dette ikke må ske på bekostning af familielandbrugere;

K.  der henviser til, at aftalerne om NASFN ikke indeholder nogen konkret indikator for sult og fejlernæring;

L.  der henviser til, at familielandbrug og små landbrugere har vist deres evne til at tilbyde forskelligartede produkter og at øge fødevareproduktionen på bæredygtig vis ved hjælp af miljøvenlige landbrugsmetoder;

M.  der henviser til, at monokulturer øger afhængigheden af kemisk gødning og pesticider, fører til massiv jordforringelse og medvirker til klimaændringer;

N.  der henviser til, at landbruget tegner sig for mindst 14 % af de samlede årlige drivhusgasemissioner, hovedsagelig på grund af anvendelsen af kvælstofgødning;

O.  der henviser til, at der findes forskellige former for jordbesiddelse (sædvaneret, offentlig og privat), mens NAFSN næsten udelukkende refererer til tinglysning for at løse problemet med sædvaneret;

P.  der henviser til, at 70 % af verdens befolkning i 2050 vil bo i byer, og en samlet global og lokal tilgang til ernæring vil være mere nødvendig end nogensinde før;

Q.  der henviser til, at tinglysning af jord ikke er den eneste garanti mod ekspropriation af jord og genbosættelse;

R.  der henviser til, at køn er en meget vigtig dimension i de investeringer, der foretages i landbruget i Afrika; der henviser til, at kvinder i landdistrikterne længe har været udsat for forskelsbehandling for så vidt angår adgangen til en række produktive ressourcer, herunder jord, kredit, rå- og hjælpestoffer samt tjenesteydelser;

S.  der henviser til, at støtten til landbrug indtil for nylig blev koncentreret om eksportafgrøder, som blev forvaltet af mænd, mens kvinder i stort omfang fik overladt opgaven med at producere fødevarer til familiens opretholdelse;

T.  der henviser til, at FAO anslår, at ca. 75 % af planters genetiske mangfoldighed er gået tabt på verdensplan; der henviser til, at omfattende genetisk erosion øger vores sårbarhed over for klimaændringer og fremkomsten af nye skadegørere og sygdomme;

U.  der henviser til, at kontrol og ejerskab af frø samt frøs prisoverkommelighed spiller en afgørende rolle for fattige landbrugeres robuste fødevaresikkerhed;

V.  der henviser til, at familielandbrugeres ret til at formere, bruge, udveksle og sælge deres egne frø bør beskyttes;

W.  der henviser til, at forbedringer af ernæringsmanglerne i Afrika er et nøglepunkt på dagsordenen for bæredygtig udvikling; der henviser til, at dårlig ernæring hidrører fra en lang række indbyrdes forbundne processer, bl.a. vedrørende sundhedspleje, uddannelse, sanitet og hygiejne, adgang til ressourcer samt styrkelse af kvinders indflydelse og status;

X.  der henviser til, at de forpligtelser, der er indgået inden for rammen for landesamarbejde om reguleringsmæssige reformer inden for såsædsbranchen sigter mod at styrke planteforædleres rettigheder på bekostning af landmændenes nuværende frøsystemer, som de fattigste landmænd stadig i vid udstrækning er afhængige af;

Landbrugsinvesteringer i Afrika og indfrielse af de bæredygtige udviklingsmål

1.  bemærker, at flere rammer for landesamarbejde fokuserer på udviklingen af særlige økonomiske områder med sigte på en maksimering af investeringerne gennem initiativer, som rækker fra vej- eller energiinfrastruktur til beskatning, told eller jordbesiddelsesforhold; understreger også behovet for at forbedre og sikre fokus på adgang til vand, undervisning i forbedret ernæring og deling af bedste praksis-strategier;

2.  konstaterer, at landbrugsinvesteringspolitikkerne er tilbøjelige til at fokusere på storstilet jordopkøb og eksportrettet landbrug, som normalt er uafhængigt af de lokale økonomier; bemærker, at udviklingen af omfattende kunstvanding på NAFSN's målrettede geografiske investeringsområder kan mindske adgangen til vand for andre brugere såsom små landbrugere eller kvægnomader; understreger, at under disse omstændigheder skal overdimensionerede offentlig-private projekters evne til at bidrage til fattigdomsreduktion og fødevaresikkerhed vurderes kritisk og forbedres; understreger, at politikkerne for investering i landbrug bør være knyttet til og bør støtte udviklingen af den lokale økonomi, herunder små landbrugsbedrifter og familielandbrug; minder om, at FAO's retningslinjer om jordbesiddelse anbefaler sikker adgang til jord for at give familierne mulighed for at producere fødevarer til eget forbrug og at øge husstandsindkomsten; understreger behovet for at basere storstilede jordbaserede investeringer i Afrika på disse retningslinjer og således sikre husmandsbrugs og lokalbefolkningernes adgang til jord, fremme af lokale SMV'ers investeringer samt sikre, at OPP'erne bidrager til fødevaresikkerheden, og at fattigdom og ulighed reduceres;

3.  påpeger, at beslutningsprocessen inden for samarbejdsrammerne ikke har inddraget alle relevante aktører, men snarere har udelukket bl.a. lokalsamfund i landdistrikterne, landbrugsmedhjælpere, små landbrugere, fiskere og oprindelige folk og ignoreret deres ret til at deltage;

4.  beklager, at afrikanske civilsamfundsorganisationer ikke er blevet hørt i forbindelse med lanceringen af NAFSN; understreger, at hungertruede befolkningsgruppers deltagelse i de politikker, der berører dem, bør være hjørnestenen i alle politikker vedrørende fødevaresikkerhed;

5.  påpeger, at NAFSN har afgivet et tilsagn om at fremme inklusiv, landbrugsbaseret vækst, som støtter små landbrug og bidrager til at reducere fattigdom, sult og underernæring; understreger i denne sammenhæng, at NAFSN i størst mulige omfang skal begrænse anvendelsen af kunstgødning og pesticider med tanke på de sundheds- og miljømæssige konsekvenser for lokalsamfundene, såsom tab af biodiversitet og jorderosion;

6.  stiller sig kritisk over for den antagelse, at virksomhedernes investeringer i landbruget automatisk forbedrer fødevaresikkerhed og ernæring og mindsker fattigdommen;

7.  noterer sig G20-rapporten fra 2011, hvori det understreges, at skattedrevne investeringer kan vise sig at være midlertidige; minder om, at det af talrige undersøgelser af investorernes motivationer fremgår, at særlige skatteincitamenter har en neutral eller negativ indvirkning på deres beslutninger om at investere(46);

8.  bemærker, at skatteincitamenter, herunder fritagelse fra selskabsskat i særlige økonomiske områder, fratager de afrikanske stater skatteindtægter, som kunne have været en kilde til meget væsentlige offentlige investeringer i landbruget, navnlig i programmer for fødevaresikkerhed og ernæring(47);

9.  opfordrer regeringer og donorer til at suspendere eller revidere alle politikker og projekter og al konsulentbistand, der direkte fremmer og letter land grabbing gennem støtte til yderst skadelige projekter og investeringer eller indirekte øger presset på jord og naturressourcer og kan medføre alvorlige krænkelser af menneskerettighederne; opfordrer til, at der i stedet gives støtte til politikker, som beskytter og prioriterer mindre fødevareproducenter, især kvinder, og fremmer bæredygtig anvendelse af jorden;

10.  advarer mod at gentage modellen fra 1960'ernes asiatiske "grønne revolution" i Afrika og sidde dens negative sociale og miljømæssige konsekvenser overhørig; påpeger, at de bæredygtige udviklingsmål inkluderer målsætningen om at fremme bæredygtigt landbrug, som skal være opfyldt i 2030;

11.  bemærker med bekymring, at NAFSN i Malawi fremmer udvidelsen af tobaksproduktionen i stedet for at støtte alternative indkomstmuligheder i overensstemmelse med forpligtelserne i henhold til Verdenssundhedsorganisationens rammekonvention om tobakskontrol (FCTC) fra 2005 og de tilsagn, der afgives i 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling;

12.  opfordrer indtrængende EU-medlemsstaterne til at stræbe mod at omdanne NAFSN til et reelt redskab til bæredygtig udvikling og et instrument til støtte for familielandbrug og lokale økonomier i Afrika syd for Sahara og erindrer om, at familielandbrugere og småbønder producerer omkring 80 % af verdens føde og repræsenterer over 60 % af beskæftigelsen i Afrika syd for Sahara;

13.  bemærker med bekymring, at rammerne for landesamarbejder kun henviser selektivt til de internationale standarder, der definerer ansvarlig investering i landbrug, og at de hverken henviser til FAO's vejledende retningslinjer fra 2004 til støtte for den gradvise opfyldelse af retten til tilstrækkelig ernæring i forbindelse med den nationale fødevaresikkerhed ("Voluntary Guidelines to support the progressive realization of the right to adequate food in the context of national food security") eller nogen forpligtelser for private investorer til at respektere menneskerettighederne;

14.  opfordrer EU og medlemsstaterne, som tilsammen er den største donor af udviklingsbistand i verden, til:

   at sikre, at EU-baserede investorer overholder og tilskynder andre partnere i alliancen til at respektere lokalsamfundenes rettigheder og små landbrugs behov ved inden for samarbejdsrammerne at følge en menneskerettighedsbaseret tilgang, bl.a. ved at opretholde miljømæssige, sociale, arbejdsmæssige og menneskerettighedsrelaterede sikkerhedsforanstaltninger og de højeste standarder for gennemsigtighed i deres investeringsplaner
   at sikre, at investorer, der er etableret i EU, gennemfører en politik for social ansvarlighed i forbindelse med udarbejdelsen af ansættelseskontrakter og ikke udnytter deres økonomiske fortrinsstilling over for lokale arbejdstagere
   at støtte og fremme lokale afrikanske virksomheder og interessenter som primære aktører og som målgrupper for NAFSN-initiativer
   at gennemføre WTO's nylige beslutning om at afskaffe landbrugseksportsubsidier, som fordrejer de lokale markeder og ødelægger livsgrundlaget i udviklingslandene
   at fjerne toldmæssige hindringer, der modvirker de afrikanske landes incitamenter til på lokalt plan at tilføje merværdi til råvarerne;

15.  opfordrer de deltagende lande til:

   at sikre, at finansielle, skattemæssige eller administrative reformer ikke fritager investorer fra at skulle yde et rimeligt bidrag til deltagerlandenes skattegrundlag eller giver en urimelig fordel til investorer i forhold til små landbrugere
   at sikre, at deres respektive regeringer bevarer retten til at beskytte deres landbrugs- og fødevaremarkeder gennem passende told- og skatteordninger, som navnlig er nødvendige for at tackle finansiel spekulation og skatteunddragelse
   at vedtage politikker, der fremmer ansvarlig handel og forpligter til afskaffelse af toldmæssige hindringer, der har en afskrækkende virkning på den regionale handel;

Forvaltning, ejerskab og ansvarlighed

16.  henleder opmærksomheden på den forpligtelse, der påhviler parterne i NAFSN til at inkorporere FAO's "Voluntary Guidelines to support the progressive realization of the right to adequate food in the context of national food security", og opfordrer parterne i NAFSN til at forpligte sig til at gennemføre internationale standarder, som definerer ansvarlig investering i landbrug, og at overholde "Guiding Principles on Business and Human Rights" og OECD's "Guidelines on Multinational Enterprises";

17.  understreger, at NAFSN er nødt til at optrappe god regeringsførelse hvad angår naturlige ressourcer, navnlig ved at sikre, at folk har adgang til deres egne ressourcer og ved at beskytte deres rettigheder i forbindelse med kontrakter vedrørende handler om naturressourcer;

18.  opfordrer EU til at arbejde sammen med FN om at få alle lande til, på et bindende grundlag, at vedtage Milanochartret og de forpligtelser, det indeholder;

19.  understreger, hvor vigtig vandregulering og bekæmpelse af klimaændringer er for et bæredygtigt landbrug; opfordrer alle NAFSN-partnere til at fokusere på forbedring af adgangen til vand og af teknikker, der indebærer kunstvanding og intensivering af miljøbeskyttelse og bevaring af jordbunden;

20.  opfordrer EU til at arbejde sammen med FN om vedtagelse og formidling af Milan Urban Food Policy Pact;

21.  opfordrer de deltagende lande til at forpligte sig til at gennemføre internationale standarder, som regulerer investeringer med en menneskerettighedsbaseret tilgang, der indarbejder AU's "Framework and Guidelines on Land Policy in Africa" og dens "Guiding Principles on Large Scale Based Investments in Africa";

22.  opfordrer til, at alle hensigtserklæringer inden for rammerne for landesamarbejder offentliggøres i deres fulde ordlyd; fremhæver behovet for en stærk institutionel og juridisk ramme for at sikre en fair fordeling af risici og fordele; understreger, at civilsamfundets aktive deltagelse i NAFSN er afgørende for at øge gennemsigtigheden og sikre, at dets målsætninger er opfyldt; påpeger, at dialog og samråd med alle civilsamfundets grupper skal fremmes;

23.  beklager, at den eneste indikator, der er fælles for de ti samarbejdsrammer inden for NAFSN, er Verdensbankens 'Doing Business'-indeks;

24.  fremhæver, at private virksomheder involveret i multilaterale udviklingsinitiativer bør stilles til ansvar for deres handlinger; opfordrer parterne i NAFSN til i dette øjemed at forelægge årlige rapporter om de foranstaltninger, der træffes i NAFSN og til at offentliggøre rapporterne og gøre dem tilgængelige for lokalbefolkningen og lokalsamfundene og til at oprette en uafhængig ansvarlighedsmekanisme, herunder en klagemekanisme for lokalbefolkningen og lokalsamfundene; understreger ligeledes, at NAFSN-investeringer, der påvirker jordrettigheder, skal være genstand for en uafhængig forudgående konsekvensanalyse vedrørende jordrettigheder og være i overensstemmelse med FAO's vejledende retningslinjer for ansvarlig forvaltning af jordbesiddelse, fiskeri og skove;

25.  bemærker, at multinationale selskaber, der driver virksomhed i henhold til NAFSN, foretrækker store kontraktlandbrug, hvilket medfører en risiko for, at mindre producenter marginaliseres; opfordrer de ti afrikanske stater, der deltager i NAFSN, til at sikre, at kontraktlandbrug gavner både købere og lokale leverandører; finder det derfor afgørende at styrke f.eks. landbrugsorganisationerne med henblik på at forbedre landbrugernes forhandlingsposition;

26.  fremhæver, at den private sektor allerede står bag 90 % af arbejdspladserne i partnerlandene, og at potentialet for den private sektors deltagelse er ubestridt, da private virksomheder er velegnede til at skabe et bæredygtigt grundlag for mobilisering af indenlandske ressourcer, som udgør grundlaget for ethvert bistandsprogram; understreger betydningen af en gennemsigtig lovgivningsmæssig ramme, som klart fastlægger rettigheder og forpligtelser for alle aktører, herunder fattige landbrugere og sårbare grupper, idet der uden en sådan ramme ikke kan sikres en effektiv beskyttelse af disse rettigheder;

27.  opfordrer til, at rammerne for landesamarbejder revideres, så risikoen for kontraktlandbrug og outgrower-modeller for mindre producenter imødegås ved at sikre rimelige kontraktvilkår, herunder prisordninger, respekt for kvinders rettigheder, støtte til bæredygtigt landbrug og passende tvistbilæggelsesordninger;

Adgang til jord og sikring af jordbesiddelse

28.  advarer om, at ensidigt fokus på jordtinglysning ofte fører til usikkerhed for mindre fødevareproducenter og oprindelige folk, især kvinder, som ikke har juridisk kendskab til deres rettigheder til jord og er sårbare over for urimelige jordhandler, ekspropriation uden tilsagn eller rimelig modsvarende godtgørelse;

29.  understreger behovet for at have mindre fødevareproducenter i ledende stillinger, så deres egne uafhængige organisationer kan støtte dem i at kontrollere deres jord, naturressourcer og programmer;

30.  bemærker med bekymring, at investorer og lokale eliter, som er involverede i jordhandlerne, ofte beskriver de områder, der handles, som "tomme", "nedlagte" eller "underudnyttede", om end meget få landområder i Afrika virkelig er uudnyttet med tanke på f.eks. forekomsten af hyrdeaktiviteter;

31.  fremhæver, at 1,2 mia. mennesker stadig lever enten uden permanent adgang til jord eller også bor de på jord, som de ikke har nogen formelle krav på, uden skøde, uden landmålinger, der afgrænser deres jord, og uden retlige eller finansielle midler til at kapitalisere deres ejendom;

32.  glæder sig over medtagelsen i alle landesamarbejdsrammer af VGGT fra 2012; opfordrer til effektiv gennemførelse og systematisk evaluering af overholdelsen af VGGT og rammerne for de bæredygtige udviklingsmål i forbindelse med revisionsprocesserne for landesamarbejdsrammerne;

33.  understreger, at NAFSN bør fokusere på at bekæmpe land grabbing, som udgør en overtrædelse af menneskerettighederne, idet den fratager lokalsamfund den jord, som de er afhængige af til at producere fødevarer og brødføde deres familier; påpeger, at land grabbing i en række udviklingslande har frataget mennesker deres arbejde og deres midler til underhold og tvunget dem til at forlade deres hjem;

34.  opfordrer de deltagende lande til:

   at sikre deltagelses- og inklusionsmekanismer, som prioriterer rettigheder, behov og interesser hos dem, der har legitime rettigheder til jorden, navnlig mindre landbrugere og små familielandbrug; navnlig at sikre frivilligt, forudgående og informeret samtykke fra alle de samfund, der lever på den jord, som er omfattet af overdragelse af ejerskab og/eller kontrol
   at vedtage bindende nationale foranstaltninger mod land grabbing, korruption baseret på jordoverdragelse og brug af jord til spekulative investeringer
   at overvåge ordninger for tinglysning af jord og certificering for at sikre, at de er gennemskuelige og ikke koncentrerer ejendomsretten til jord eller fratager lokalsamfund de ressourcer, de er afhængige af
   at sikre, at finansiel bistand ikke anvendes til at støtte initiativer, der gør det muligt for virksomheder at tvangsforflytte lokalsamfund
   at anerkende alle legitime rettigheder til jord og at sikre retssikkerheden for ejendomsretten til jord, herunder uformelle og oprindelige folks rettigheder samt rettigheder i medfør af sædvaneretten; som anbefalet af VGGT, at fremme nye love og/eller at håndhæve eksisterende love, som sikrer effektive sikkerhedsforanstaltninger ved storstilede jordhandler, såsom lofter over tilladte jordhandler, og at regulere, på hvilket grundlag overdragelser over en vis størrelse bør godkendes af de nationale parlamenter
   at sikre, at princippet om at sikre frivilligt, forudgående og informeret samtykke iagttages for alle samfund, der er ramt af land grabbing, og til, at der afholdes konsultationer for at sikre en ligelig deltagelse af alle lokalsamfundets grupper, navnlig dem, som er mest sårbare og marginaliserede;

35.  minder ligeledes om, at brugsrettigheder, der følger af sædvaneretten, bør anerkendes og beskyttes af et retssystem i overensstemmelse med bestemmelser og afgørelser fra Den Afrikanske Menneskerettighedskommission;

36.  opfordrer til, at NAFSN gøres til genstand for en forudgående konsekvensanalyse vedrørende rettigheder til jord, og at den skal være betinget af fri, forudgående og informeret samtykke fra de berørte lokalbefolkninger;

37.  støtter en robust og innovativ overvågningsmekanisme inden for CFS; opfordrer EU til at opbygge en stærk position i samråd med civilsamfundsorganisationerne for at bidrage til den globale overvågningsbegivenhed under CFS' 43. samling, der skal afholdes i oktober 2016, for at sikre en omfattende og grundig vurdering af anvendelsen af retningslinjerne om jordbesiddelse;

38.  opfordrer regeringerne i de berørte lande til at sikre, at virksomhederne nøje analyserer den indvirkning, som deres aktiviteter har på menneskerettighederne (fornøden omhu) ved at gennemføre og offentliggøre en forudgående vurdering af deres indvirkning på menneskerettighederne samt de sociale og miljømæssige rettigheder og at forbedre og sikre adgang til indenlandske menneskerettighedsklageprocesser, der er uafhængige, gennemsigtige, pålidelige og som giver mulighed for appel;

39.  opfordrer parterne i NAFSN til at oprette uafhængige klagemekanismer for de lokalsamfund, der har fået frataget jord som følge af store investeringsprojekter;

40.  minder om, at bekæmpelse af fejlernæring kræver en tæt sammenkædning af landbrugs-, fødevare- og folkesundhedssektorerne;

Fødevaresikkerhed, ernæring og bæredygtigt familielandbrug

41.  minder om nødvendigheden af at gøre alt for at opnå bedre ernæring og fødevaresikkerhed og at bekæmpe sult, hvilket er forankret i udviklingsmål nr. 2; insisterer på bedre støtte til styrkelse af landbrugskooperativer, som er centrale for landbrugsudvikling og fødevaresikkerhed;

42.  bemærker, at stabiliteten er højere og udvandringen lavere, hvis der er fødevaresikkerhed baseret på en sund, levende jordbund og produktive landbrugsøkosystemer, der er modstandsdygtige over for klimaændringer;

43.  understreger, at en velafbalanceret ernæring af høj kvalitet er af afgørende betydning, og at ernæring bør stå i centrum for (gen)opbygningen af fødevaresystemerne;

44.  opfordrer derfor til, at den store afhængighed af importerede fødevarer erstattes med en robust national fødevareproduktion, idet lokale afgrøder, der opfylder ernæringsmæssige krav, prioriteres; bemærker, at dette får stadig større betydning, i takt med at klimaet og markederne bliver mere og mere ustabile;

45.  minder om, at energiindtaget alene ikke kan anvendes til at angive ernæringstilstanden;

46.  understreger, at der er behov for strategier til at mindske fødevarespild i hele fødevarekæden;

47.  understreger behovet for at beskytte biodiversiteten i landbruget; opfordrer EU-medlemsstaterne til at investere i agroøkologiske dyrkningsmetoder i udviklingslandene på linje med konklusionerne i IAASTD, anbefalingerne fra FN's særlige ordfører for retten til fødevarer og de bæredygtige udviklingsmål;

48.  støtter udviklingen af politikker, der fremmer bæredygtige familielandbrug og tilskynder regeringer til at skabe et gunstigt miljø (befordrende politikker, hensigtsmæssig lovgivning, deltagelsesbaseret planlægning for en politisk dialog, investeringer) for udviklingen af familiedrevne landbrug;

49.  opfordrer de afrikanske regeringer til:

   at investere i lokalbaserede fødevaresystemer med henblik på at styrke økonomien i landdistrikterne og sikre anstændige arbejdspladser, rimelige sociale sikkerhedsnet og arbejdstagerrettigheder, at forbedre ordningerne for demokratisk kontrol af adgang til ressourcer, herunder landmændenes frø, og at sikre effektiv deltagelse af mindre producenter i de politiske processer og gennemførelsen; understreger navnlig, at NAFSN skal fremme etablering af indenlandske forarbejdningsindustrier i landbrugssektoren og forbedring af fødevareoplagringsteknikker og skal styrke forbindelsen mellem landbrug og handel for at opbygge lokale, nationale og regionale markeder til gavn for familielandbrug og levere kvalitetsfødevarer til forbrugerne til overkommelige priser
   at undgå at gøre fødevareproduktionssystemer for afhængige af fossile brændstoffer med henblik på at begrænse prisudsving og afbøde virkningerne af klimaændringer
   at udvikle korte fødevareforsyningskæder på lokalt og regionalt plan og passende oplagrings- og kommunikationsinfrastruktur med henblik herpå, eftersom korte forsyningskæder er de mest effektive til at bekæmpe sult og fattigdom i landdistrikterne
   at give afrikanske landbrugere adgang til økonomisk overkommelige teknologiske løsninger på særlige udfordringer for det afrikanske landbrug
   at tilskynde til en bred vifte af nærende, lokale og så vidt muligt sæsonbestemte fødevareafgrøder, helst lokalt tilpassede eller hjemmehørende sorter og arter, herunder frugt, grøntsager og nødder, for at forbedre ernæringen ved hjælp af fortsat adgang til en varieret, sund og økonomisk overkommelige kost, som er tilstrækkelig med hensyn til kvalitet, kvantitet og diversitet – snarere end kalorieindtag alene – og i overensstemmelse med de kulturelle værdier
   at forpligte sig til fuldt ud at gennemføre den internationale kodeks for markedsføring af modermælkserstatninger og de resolutioner om spædbørns- og småbørnsernæring, som Verdenssundhedsforsamlingen (WHA) har vedtaget
   at oprette, fremme og støtte producentorganisationer såsom kooperativer, som styrker de mindre landbrugeres forhandlingsposition og skaber de nødvendige betingelser for at sikre, at markedet belønner små landbrugere bedre, og som muliggør udveksling af viden og bedste praksis mellem små landbrugere;

50.  understreger, at NAFSN skal føre til, at der oprettes en regionalt tilpasset landbrugsstruktur på det primære stadium og på forarbejdningsstadiet;

51.  opfordrer de afrikanske regeringer til at fremme solidaritet mellem generationerne og at anerkende, at dette spiller en afgørende rolle i bekæmpelsen af fattigdom;

52.  understreger betydningen af at fremme programmer til ernæringsundervisning i skoler og lokalsamfund;

53.  understreger, at retten til vand går hånd i hånd med retten til mad, og at FN's resolution fra 2010 endnu ikke har ført til afgørende skridt for at fastslå retten til vand som værende en menneskerettighed; opfordrer EU til at overveje forslaget fra det italienske udvalg under World Water Contract (CICMA) om en valgfri protokol til den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder;

54.  anerkender den vigtige rolle, som adgang til rent drikkevand spiller, og den indvirkning, som landbrug kan have herpå;

55.  anerkender den rolle, som adgang til vand til landbrugsmæssige formål spiller, og de risici, der er forbundet med at være for afhængig af værdifulde vandressourcer til kunstvanding; noterer sig behovet for at reducere ødsle vandingsmetoder og fremhæver den rolle, som vandbevarende landbrugsteknikker kan spille med hensyn til at forhindre evapotranspiration, holde vandet tilbage i en sund, levende jord og hindre, at kilder til drikkevand forurenes;

56.  bemærker, at en bæredygtig forvaltning af jordbunden kan øge verdens fødevareproduktion med op til 58 %(48);

57.  bemærker synergieffekterne mellem jordbunds- og træbaserede tilgange og af betydningen af at tilpasse landbrugsøkosystemerne til klimaændringerne; bemærker navnlig den store efterspørgsel efter brænde; bemærker især, at kvælstofbindende træer har flere anvendelsesmuligheder;

58.  anerkender de særlige behov i tropisk landbrug og landbrug i halvtørre områder, navnlig hvad angår afgrøder, som kræver skygge for solen og jordbundsbeskyttelse, og mener, at tærende monokulturer er forældede, og bemærker også, at de i stigende grad afvikles i NAFSN-donorlandene;

59.  advarer mod overdreven afhængighed af produktionen af nonfood-landbrugsråvarer frem for fødevarer, især råvarer, der anvendes til fremstilling af biobrændsel, i forbindelse med initiativer, der finansieres af NAFSN, idet produktionen af disse råvarer kan have en skadelig indvirkning på fødevaresikkerheden og på fødevaresuveræniteten i de deltagende lande;

60.  bemærker, at landbrugsteknikker, der fremmer den naturlige proces, som f.eks. muldlagsdannelse, vand- og skadedyrsregulering eller lukkede næringsstofkredsløb, kan sikre produktivitet og frugtbarhed på lang sigt med lave omkostninger for landbrugerne og til administration;

61.  bemærker, at landbrugskemikalier både kan anvendes i overdreven grad og anvendes forkert i udviklingslandene, som f.eks. i de lande, der deltager i NAFSN;

62.  bemærker, at dette forværres af analfabetisme og manglen på passende uddannelse og kan medføre alt for høje niveauer af pesticidrester i friske frugter og grøntsager samt forgiftning og andre indvirkninger på menneskers sundhed for landbrugere og deres familier;

Lovgivningsmæssig reform i frøsektoren

63.  minder om, at landbrugernes ret til at producere, udveksle og sælge frø frit danner grundlag for 90 % af levebrødet inden for landbruget i Afrika, og at frødiversitet er af afgørende betydning for at opbygge landbrugets modstandskraft over for klimaændringer; understreger, at virksomhedernes anmodninger om at styrke planteforædlernes rettigheder i overensstemmelse med UPOV-konventionen fra 1991 ikke må medføre, at sådanne uformelle ordninger forbydes;

64.  fremhæver farerne ved deregulering i såsædssektoren i de deltagende lande, hvilket kan føre til, at små landbrug bliver for afhængige af såsæd og plantebeskyttelsesprodukter, der fremstilles af udenlandske virksomheder;

65.  minder om, at TRIPS-bestemmelserne, der opfordrer til en form for beskyttelse af plantesorter, ikke tvinger udviklingslandene til at vedtage UPOV's ordning; understreger, at disse bestemmelser imidlertid gør det muligt for landene at udvikle unikke systemer, som er bedre tilpasset til det enkelte lands karakteristika og til landbrugernes traditionelle frøsystemer, mens de mindst udviklede lande, der er parter i WTO, er fritaget fra at overholde de pågældende bestemmelser i TRIPS-aftalen; understreger, at unikke systemer skal være i overensstemmelse med og må ikke modarbejde målene og forpligtelserne i konventionen om den biologiske mangfoldighed, Nagoyaprotokollen og ITPGRFA;

66.  beklager dybt virksomhedernes opfordring til at harmonisere frølovgivningen på grundlag af principperne om selvstændighed, ensartethed og stabilitet (DUS), i afrikansk sammenhæng via regionale institutioner, hvilket vil lægge hindringer i vejen for udviklingen og væksten i landbrugernes frøsystemer på nationalt og regionalt plan, eftersom sådanne systemer normalt ikke forædler eller bevarer frø, der opfylder DUS-kriterierne;

67.  opfordrer indtrængende G7-medlemsstaterne til at støtte landmandsstyrede frøsystemer via lokale frøbanker;

68.  minder om, at mens kommercielle frøsorter kan forbedre udbyttet på kort sigt, er traditionelle landbrugssorter, landsorter og dertil knyttet viden bedst egnet til tilpasning til specifikke agroøkologiske miljøer og klimaændringer; understreger endvidere, at deres højere ydeevne afhænger af anvendelsen af rå- og hjælpestoffer (gødning, pesticider, hybride frø), som risikerer at fange landbrugerne i en ond cirkel af gæld;

69.  bemærker med bekymring, at indførelsen og spredningen af certificerede frø i Afrika øger småbøndernes afhængighed, gør gældsætning mere sandsynlig og undergraver frødiversiteten;

70.  går ind for at støtte de lokale politikker, der tager sigte på at sikre en ensartet og bæredygtig adgang til en mangfoldig og nærende kost efter principperne om ejerskab og subsidiaritet;

71.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre, at de forpligtelser for så vidt angår landbrugernes rettigheder, som EU har påtaget sig i medfør af ITPGRFA, afspejles i al teknisk bistand og finansiel støtte til udvikling af frøpolitikker; opfordrer EU til at støtte intellektuelle ejendomsrettighedsforhold, som styrker udviklingen af lokalt tilpassede frøsorter og brugen af landbrugernes egen såsæd;

72.  opfordrer indtrængende G8-medlemsstaterne til ikke at støtte genetisk modificerede afgrøder i Afrika;

73.  påpeger, at den afrikanske modellov om biosikkerhed fastsætter høje kriterier for biosikkerhed; mener, at al assistance fra udenlandske donorer til udvikling af biosikkerhed på nationalt og regionalt niveau bør fastlægges i overensstemmelse hermed;

74.  opfordrer de afrikanske lande til ikke at gennemføre nationale eller regionale biosikkerhedsordninger med lavere standarder end dem, der er fastlagt i Cartagena-protokollen om biosikkerhed;

75.  opfordrer de deltagende lande til at give landbrugerne mulighed for at undgå inputafhængighed og at støtte landbrugernes såsædssystemer med henblik på at bevare og forbedre biodiversiteten i landbruget ved at bevare lokale, offentligt ejede såsædsbanker samt udveksling og løbende udvikling af lokale såsædsarter, specifikt ved at sørge for fleksibilitet med hensyn til såsædskataloger for ikke at udelukke landbrugernes såsædsarter, samtidig med at den fortsatte produktion af traditionelle produkter garanteres;

76.  opfordrer de deltagende lande til at beskytte og fremme adgang til og udveksling af såsæd samt rå- og hjælpestoffer til smålandbrugere, marginaliserede grupper og lokalsamfund i landdistrikterne og at overholde internationale aftaler om, at der ikke er adgang til patentering af liv og biologiske processer, især når hjemmehørende stammer eller arter er involveret;

77.  understreger risikoen for øget marginalisering af kvinder i beslutningstagningen som følge af udviklingen af visse kommercielle afgrøder; bemærker, at landbrugsuddannelse ofte rettes mod mænd og har en tendens til at tilsidesætte kvinder, som dermed udelukkes fra forvaltningen af jord og afgrøder, som de traditionelt har passet;

Køn

78.  beklager, at landesamarbejdsrammerne i vidt omfang ikke har formået at kortlægge præcise forpligtelser for så vidt angår kønsrelateret budgettering eller overvågning af fremskridt gennem kønsopdelte data; understreger behovet for at bevæge sig fra abstrakte og generelle forpligtelser til konkrete og præcise forpligtelser i de nationale handlingsplaner til styrkelse af kvinders position som rettighedshavere;

79.  opfordrer indtrængende regeringerne til at afskaffe diskrimination af kvinder med hensyn til adgang til jord og mikrokreditordninger og -tjenester, og til effektivt at inddrage kvinder i udformningen og gennemførelsen af landbrugsforsknings- og udviklingspolitikker;

Finansiering af landbrugsinvesteringer i Afrika

80.  understreger nødvendigheden af gennemsigtighed for alle finansieringer af virksomheder i den private sektor, og at sådanne finansieringer offentliggøres;

81.  opfordrer donorerne til at tilpasse den officielle udviklingsbistand (ODA) til principperne om effektiv udvikling, fokusere på resultater med sigte på udryddelsen af fattigdom og fremme omfattende partnerskaber, gennemsigtighed og ansvarlighed;

82.  opfordrer donorerne til primært at kanalisere deres støtte til udvikling af landbrug gennem nationale udviklingsfonde, der yder tilskud og lån til små landbrugsbedrifter og familielandbrug;

83.  opfordrer indtrængende donorerne til at støtte uddannelse og teknisk rådgivning til landbrugere;

84.  opfordrer donorerne til at fremme dannelsen af landbrugsorganisationer af faglig og økonomisk art og at støtte oprettelsen af landbrugskooperativer, som gør det muligt at levere økonomisk overkommelige produktionsmidler og hjælpe landbrugerne med at forarbejde og markedsføre deres produkter på en måde, der beskytter rentabiliteten af deres produktion;

85.  mener, at den finansiering, som medlemmerne af G8 har bevilget til NAFSN, strider imod målsætningen om at støtte indenlandske, lokale virksomheder, som ikke kan konkurrere med multinationale selskaber, som allerede nyder godt af en dominerende markedsposition og ofte tildeles forretnings-, told- og skattefordele;

86.  minder om, at formålet med udviklingsbistand er at reducere, og i sidste ende udrydde, fattigdom; mener, at ODA bør fokusere på direkte støtte til små landbrug;

87.  understreger behovet for at sætte skub i offentlige investeringer i afrikansk landbrug, samtidig med at der ydes støtte til private investeringer, og at prioritere investeringer i agroøkologi, så fødevaresikkerhed i væsentligt omfang øges, og fattigdom og sult mindskes, samtidig med at biodiversiteten bevares, og oprindelig viden og innovation respekteres;

88.  understreger, at G7-medlemsstaterne bør garantere de afrikanske lande retten til at beskytte deres landbrugssektorer ved hjælp af told- og skatteordninger, der fremmer familie- og småbrug;

89.  opfordrer EU til at tage fat på alle ovennævnte mangler ved NAFSN, til at handle for at styrke dens gennemsigtighed og styring samt at sikre, at foranstaltninger, der træffes i henhold hertil, er i overensstemmelse med de udviklingspolitiske mål;

o
o   o

90.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og NAFSN-parterne.

(1) FN's generalforsamlings resolution A/RES/70/1.
(2) UN FCCC/CP/2015/L.9/Rev.1.
(3) http://www.nepad.org/system/files/caadp.pdf
(4) Assembly/AU/Decl.7(II).
(5) Assembly/AU/Decl.449(XIX).
(6) Assembly/AU/Decl.1(XXIII).
(7) http://www.ifad.org/events/g8/statement.pdf
(8) http://www.uneca.org/publications/framework-and-guidelines-landpolicy-africa
(9) Assembly/AU/Decl.1(XIII) Rev.1.
(10) http://www.uneca.org/publications/guiding-principles-large-scale-land-based-investments-africa
(11) http://acbio.org.za/modernising-african-agriculture-who-benefits-civil-society-statement-on-the-g8-agra-and-the-african-unions-caadp/
(12) https://www.grain.org/bulletin_board/entries/4914-djimini-declaration
(13) http://www.fao.org/docrep/009/y7937e/y7937e00.htm
(14) http://www.unep.org/dewa/Assessments/Ecosystems/IAASTD/tabid/105853/Defa
(15) https://treaties.un.org/pages/ViewDetails.aspx?src=IND&mtdsg_no=IV-4&chapter=4&lang=en
(16) http://www.un.org/womenwatch/daw/cedaw/
(17) http://www.achpr.org/instruments/achpr/
(18) http://www.un.org/esa/socdev/unpfii/documents/DRIPS_en.pdf
(19) http://www.ohchr.org/EN/Issues/Housing/Pages/ForcedEvictions.aspx
(20) https://www.unglobalcompact.org/library/2
(21) http://www.oecd.org/corporate/mne/oecdguidelinesformultinationalenterprises.htm
(22) http://www.oecd.org/development/effectiveness/busanpartnership.htm
(23) http://www.fao.org/nr/tenure/voluntary-guidelines/en/
(24) http://www.upov.int/upovlex/en/conventions/1991/content.html
(25) http://www.planttreaty.org/
(26) https://www.cbd.int/
(27) http://hrst.au.int/en/biosafety/modellaw
(28) http://apf.francophonie.org/IMG/pdf/2012_07_session_58_Resolution_Regulation_du_foncier.pdf
(29) EUT C 64 af 4.3.2014, s. 31.
(30) COM(2010)0127.
(31) http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/EN/foraff/114357.pdf
(32) http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_Data/docs/pressdata/EN/foraff/137318.pdf
(33) SWD(2014)0234.
(34) EUT C 56 E af 26.2.2013, s. 75.
(35) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0578.
(36) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0250.
(37) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0073.
(38) http://viacampesina.org/en/index.php/main-issues-mainmenu-27/agrarian-reform-mainmenu-36/1775-declaration-of-the-global-convergence-of-land-and-water-struggles
(39) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0184.
(40) http://afsafrica.org/wp-content/uploads/2015/05/AFSA-Demands-to-the-Germany-G7-Presidency-Agenda.pdf
(41) http://carta.milano.it/wp-content/uploads/2015/04/English_version_Milan_Charter.pdf
(42) http://www.foodpolicymilano.org/wp-content/uploads/2015/10/Milan-Urban-Food-Policy-Pact-EN.pdf
(43) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0023.
(44) http://www.europarl.europa.eu/committees/da/deve/events.html?id=20151201CHE00041
(45) http://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/STUD/2015/535010/EXPO_STU(2015)535010_EN.pdf
(46) Mwachinga, E. (Global Tax Simplification Team, World Bank Group), "Results of investor motivation survey conducted in the EAC", præsentation fra Lusaka den 12.2.2013.
(47) "Supporting the development of more effective tax systems" – en rapport til G20-arbejdsgruppen fra IMF, OECD og Verdensbanken, 2011.
(48) FAO, Global Soil Partnership.


Evaluering af de internationale regnskabsstandarder (IAS)
PDF 211kWORD 99k
Europa-Parlamentets beslutning af 7. juni 2016 om evaluering af de internationale regnskabsstandarder (IAS) og aktiviteter inden for International Financial Reporting Standards Foundation (IFRS Foundation), Den Europæiske Rådgivende Regnskabsgruppe (EFRAG) og Public Interest Oversight Board (PIOB) (2016/2006(INI))
P8_TA(2016)0248A8-0172/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder(1),

–  der henviser til rapport af 25. februar 2009 fra Højniveaugruppen vedrørende Finansielt Tilsyn i EU under ledelse af Jacques de Larosière,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF(2),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/30/EU af 25. oktober 2012 om samordning af de garantier, der kræves i medlemsstaterne af de i artikel 54, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, nævnte selskaber til beskyttelse af såvel selskabsdeltagernes som tredjemands interesser, for så vidt angår stiftelsen af aktieselskabet samt bevarelse af og ændringer i dets kapital, med det formål at gøre disse garantier lige byrdefulde(3),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 258/2014 af 3. april 2014 om oprettelse af et EU-program til støtte for særlige aktiviteter i forbindelse med regnskabsaflæggelse og revision for perioden 2014-2020 og om ophævelse af afgørelse nr. 716/2009/EF(4),

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 258/2014 om oprettelse af et EU-program til støtte for særlige aktiviteter i forbindelse med regnskabsaflæggelse og revision for perioden 2014-2020 (COM(2016)0202),

–  der henviser til Philippe Maystadts rapport fra oktober 2013 med titlen "Should IFRS standards be more European?",

–  der henviser til Kommissionens rapport af 2. juli 2014 til Europa-Parlamentet og Rådet om de fremskridt, der er gjort med gennemførelsen af reformen af EFRAG efter anbefalingerne i Maystadt-rapporten (COM(2014)0396),

–  der henviser til Kommissionens rapport af 18. juni 2015 til Europa-Parlamentet og Rådet om evaluering af forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder (COM(2015)0301),

–  der henviser til Kommissionens rapport af 17. september 2015 til Europa-Parlamentet og Rådet om aktiviteter gennemført af IFRS Foundation, EFRAG og PIOB i 2014 (COM(2015)0461),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 30. september 2015 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen "Handlingsplan for etablering af en kapitalmarkedsunion" (COM(2015)0468),

–  der henviser til studiet vedrørende International Accounting Standards Board (IASB) ("The European Union’s Role in International Economic Fora – paper 7: The IASB") og de fire studier vedrørende IFRS 9 ("IFRS Endorsement Criteria in Relation to IFRS 9", "The Significance of IFRS 9 for Financial Stability and Supervisory Rules", "Impairments of Greek Government Bonds under IAS 39 and IFRS 9: A Case Study" samt "Expected-Loss-Based Accounting for the Impairment of Financial Instruments: the FASB and IASB IFRS 9 Approaches"),

–  der henviser til Kommissionens forordning (EF) nr. 1569/2007 af 21. december 2007 om indførelse af en mekanisme til konstatering af, om de regnskabsstandarder, som tredjelandsudstedere af værdipapirer anvender, er ækvivalente, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/71/EF og 2004/109/EF(5),

–  der henviser til stats- og regeringschefernes erklæring fra G20-topmødet af 2. april 2009,

–  der henviser til IASB's diskussionspapir fra juli 2013 med titlen "A Review of the Conceptual Framework for Financial Reporting" (DP/2013/1) og til IASB's anmodning om synspunkter ("request for views") fra juli 2015 med titlen "Trustees' Review of Structure and Effectiveness: Issues for the Review",

–  der henviser til Kommissionens kommentar af 1. december 2015 om IASB's "Trustees' Review of Structure and Effectiveness",

–  der henviser til International Financial Reporting Standard (IFRS) 9 om finansielle instrumenter offentliggjort den 24. juli 2014 af IASB, til EFRAG's godkendelsesrådgivning vedrørende IFRS 9, til EFRAG's vurdering af IFRS 9 i forhold til princippet om et retvisende billede, til mødedokumenterne for Regnskabskontroludvalget (ARC) om IFRS 9 og til kommenterende skrivelser fra ECB og EBA om godkendelsen af IFRS 9,

–  der henviser til skrivelse af 14. januar 2014 sendt på vegne af dets Økonomi- og Valutaudvalgs koordinatorer med kommentarer til IASB's diskussionspapir med titlen "A Review of the Conceptual Framework for Financial Reporting",

–  der henviser til rapport af 31. marts 2015 fra Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed (ESMA) med titlen "Report on Enforcement and Regulatory Activities of Accounting Enforcers in 2014" (ESMA/2015/659),

–  der henviser til ESMA’s retningslinjer for håndhævelsen af finansielle oplysningskrav af 10. juli 2014 (ESMA/2014/807),

–  der henviser til ESMA’s oversigt over overholdelsen af ESMA's retningslinjer for håndhævelsen af finansielle oplysningskrav af 19. januar 2016 (ESMA/2015/203 REV),

–  der henviser til sin beslutning af 24. april 2008 om International Financial Reporting Standards (IFRS) og ledelsen i International Accounting Standards Board (IASB)(6),

–  der henviser til sin beslutning af 12. april 2016 om EU's rolle i forbindelse med de internationale finansielle, monetære og regulerende institutioner og organer(7),

–  der henviser til Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber(8), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/56/EU af 16. april 2014(9) med virkning fra midten af juni 2016,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelse fra Budgetkontroludvalget (A8-0172/2016),

A.  der henviser til, at International Financial Reporting Standards (IFRS) og the international standards on auditing (ISA) er nogle af de væsentlige komponenter, som kræves for et effektivt fungerende indre marked og kapitalmarkederne; der finder, at IFRS og ISA kan forstås som et offentligt gode, som ikke derfor bør bringe den finansielle stabilitet i fare eller hindre den økonomiske udvikling i Unionen og som bør tjene almenhedens og ikke kun investorers, långiveres og kreditorers interesser;

B.  der påpeger, at forfalskning af virksomheders regnskaber udgør en trussel mod den økonomiske og finansielle stabilitet, udover at det undergraver borgernes tillid til den sociale markedsøkonomiske model;

C.  der henviser til, at formålet med IFRS er at styrke ansvarligheden ved at mindske informationskløften mellem investorer og virksomheder, at beskytte investeringer, at skabe større gennemsigtighed ved at forbedre den internationale sammenlignelighed og kvaliteten af de finansielle oplysninger, at give investorer og andre markedsdeltagere mulighed for at træffe informerede økonomiske beslutninger og derfor at påvirke adfærden hos aktørerne på de finansielle markeder og stabiliteten på disse markeder; der dog bemærker, at denne model med "beslutningers nytteværdi" for regnskaber ikke stemmer helt overens med den kapitaldækningsfunktion, som er beskrevet i Domstolens retspraksis og regnskabsdirektivet, hvilket tyder på, at det begrebsmæssige grundlag for regnskaber i IFRS-regi ikke inkluderer formålet med regnskaber i henhold til EU-retten, hvor et retvisende billede af de konkrete forhold er standarden, som fastslået i kommissær Jonathan Hills svar på skriftlig forespørgsel E-016071/2015, dateret 25. februar 2016; der påpeger, at kravet om et retvisende billede kræver en holistisk vurdering, hvor tal og kvalitative forklaringer spiller en vigtig rolle;

D.  der henviser til, at regnskabsdirektivet fastsætter, at regnskaber er "af særlig betydning med henblik på at beskytte selskabsdeltagere og tredjemand" og at "sådanne virksomheder kun giver tredjemand sikkerhed i virksomhedsformuen"; der henviser til, at regnskabsdirektivet også fastsætter, at dets formål er "at beskytte de interesser, der knytter sig til kapitalselskaber" ved at sikre, at der ikke udbetales udbytte af aktiekapital; der henviser til, at dette generelle formål med regnskaber kun kan opfyldes, hvis tallene i regnskaberne giver et retvisende billede af virksomhedens aktiver og passiver, finansielle stilling og resultat; der henviser til, at et retvisende billede, afgørelser om udbetaling af udbytte og vurderingen af et selskabs solvens også kræver kvalitative oplysninger og en bredere evaluering af risici;

E.  der henviser til, at IASB fungerer i regi af IFRS Foundation — en privat nonprofitorganisation registreret i London/Det Forenede Kongerige og Delaware/USA – og er et standardiseringsorgan, hvis processer bør være gennemsigtige, uafhængige og underlagt direkte offentlig kontrol; der henviser til, at EU bidrager med ca. 14 % til budgettet for IFRS Foundation og dermed er dens største finansielle sponsor;

F.  der påpeger, at de globale kapitalbevægelser kræver et globalt system af regnskabsstandarder; der henviser til, at IFRS anvendes i 116 lande ud fra forskellige modeller (hel eller delvis indoptagelse, som tilvalgsmodel eller baseret på konvergens), men ikke i USA for indenlandske udstedere;

G.  der henviser til, at Norwalkaftalen indgået mellem IASB og det amerikanske Financial Accounting Standards Board (FASB) i september 2002 gik ud på at tilstræbe konvergens mellem IFRS-standarder udstedt af IASB og US-GAAP-standarder udstedt af FASB;

H.  der henviser til, at godkendelsesprocessen i EU bygger på de godkendelseskriterier, som er fastsat i IAS-forordningen. der understreger, at IFRS ikke må være i strid med regnskabsdirektivets princip om et retvisende billede, dvs. at regnskaberne skal afspejle selskabets aktiver og passiver, finansielle stilling og resultat; der påpeger, at der i henhold til kapitalvedligeholdelsesdirektivet ikke må udbetales udbytte og bonusser af urealiserede gevinster, dvs. i sidste ende af selskabskapitalen; der påpeger, at IFRS bør medvirke til at fremme almenvellet i Europa og opfylde de grundlæggende kriterier for kvaliteten af de oplysninger, der skal bruges til årsregnskaber;

I.  der henviser til, at Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet er involveret i godkendelsesprocessen baseret på rådgivning fra Den Europæiske Rådgivende Regnskabsgruppe (EFRAG), der er en privat teknisk rådgiver for Kommissionen, og på arbejdet i Regnskabskontroludvalget (ARC), som er sammensat af repræsentanter fra medlemsstaterne; der henviser til, at Maystadt-rapporten indeholdt overvejelser om muligheden for at oprette et agentur, der kan erstatte EFRAG på længere sigt;

J.  der henviser til, at forskellige interessenter inden for EU — især langsigtede investorer — har rejst spørgsmålet om IFRS' overensstemmelse med lovkravene i regnskabsdirektivet, især forsigtigheds- og forvaltningsprincipperne; der påpeger, at Parlamentets inddragelse i proceduren for fastlæggelse af standarder ikke er tilstrækkelig og ikke står mål med EU-budgettets finansielle bidrag til IFRS Foundation; der henviser til, at der også har været lagt vægt på at styrke Europas stemme for at sikre, at sådanne principper fuldt ud anerkendes og integreres i hele proceduren for fastlæggelse af standarder;

K.  der henviser til, at de seneste finansielle kriser har sat spørgsmålet om IFRS' rolle inden for finansiel stabilitet og vækst på G20's og EU’s dagsordener, navnlig med hensyn til reglerne for anerkendelse af tab i banksystemet; der henviser til, at G20 og de Larosière-rapporten har fokuseret på visse centrale spørgsmål med hensyn til regnskabsstandarder forud for krisen, herunder ikkebalanceførte regnskabsposter, procyklikalitet i forbindelse med princippet om værdiansættelse til markedsværdi og indregning i resultatet, undervurdering af risikoakkumulering under konjunkturopsving og manglen på en fælles og gennemsigtig metode til værdiansættelse af illikvide og værdiforringede aktiver;

L.  der henviser til, at IASB udarbejdede de finansielle instrumenter i IFRS 9 som et svar på visse aspekter af krisen og på dennes påvirkning af banksektoren; der henviser til, at EFRAG stillede sig positivt til IFRS 9, men fremsatte en række bemærkninger vedrørende anvendelsen af "fair value" i tilfælde af markedsvanskeligheder, det manglende begrebsmæssige grundlag for metoden med hensættelser for tab over 12 måneder og de utilfredsstillende bestemmelser vedrørende langsigtede investeringer; der henviser til, at der i udtalelsen som følge af de forskellige anvendelsesdatoer for IFRS 9 og den kommende forsikringsstandard blev taget forbehold med hensyn til anvendelsen af standarden på forsikringssektoren; der henviser til, at dette problem også er anerkendt af IASB selv; der påpeger, at der stadig hersker bekymring for, at den foreslåede regnskabsmæssige behandling af egenkapital skal få negativ virkning på langsigtede investeringer; der henviser til, at ECB og EBA i deres kommenterende skrivelser om IFRS 9 var positive, men også nævnte specifikke mangler;

M.  der henviser til, at problemet vedrørende ikkebalanceførte poster blev adresseret i de efterfølgende ændringer af "IFRS 7 Financial Instruments: Disclosures" og offentliggørelsen af tre nye standarder, nemlig "IFRS 10 Consolidated financial statements", "IFRS 11 Joint arrangements" og "IFRS 12 Disclosure of interests in other entities";

N.  der henviser til, at IASB i maj 2015 offentliggjorde et udkast til en "begrebsramme" indeholdende en beskrivelse af de principper, som IASB støtter sig på ved udviklingen af IFRS, med henblik på at hjælpe personer, der udarbejder regnskaber, med at udvikle og udvælge regnskabspraksisser og gøre det lettere for alle at forstå og fortolke IFRS;

O.  der påpeger, at den måde, IFRS Foundation ledes på, er under revision i overensstemmelse med organisationens vedtægter; der påpeger, at det derfor er det rette tidspunkt til at revidere den organisatoriske opbygning og foretage de nødvendige ændringer af IFRS Foundations og IASB's ledelses- og tilsynsorganer med henblik på at integrere dem bedre i det internationale system af finansielle institutioner og sikre en bred repræsentation af interesser (såsom forbrugerorganisationer og finansministerier) og offentlig ansvarlighed, som kan garantere for regnskabsstandarders høje kvalitet;

P.  der henviser til, at ISA er udviklet af International Auditing and Assurance Standards Board (IAASB), som er et uafhængigt organ i regi af International Federation of Accountants (IFAC); der henviser til, at Public Interest Oversight Board (PIOB) er en uafhængig international organisation, som overvåger den proces, der fører til vedtagelse af ISA, og IFAC’s øvrige aktiviteter af offentlig interesse;

Q.  der henviser til, at Unionens program til støtte for særlige aktiviteter i forbindelse med regnskabsaflæggelse og revision for perioden 2014-2020 dækker finansieringen af IFRS Foundation og PIOB i 2014-2020, hvorimod finansieringen af EFRAG kun er dækket for perioden 2014-2016;

Evaluering af 10 års anvendelse af IFRS i EU

1.  noterer sig Kommissionens IAS-evalueringsrapport om anvendelsen af IFRS-standarder i EU og dens vurdering af, at målene i IAS-forordningen er opfyldt; beklager, at Kommissionen endnu ikke har foreslået de lovændringer, der er nødvendige for at afhjælpe de mangler, den har identificeret i sin evaluering; opfordrer standardiseringsorganet til at sikre, at IFRS hænger sammen med det eksisterende kompleks af regnskabsstandarder, og fremme konvergensen på internationalt niveau; opfordrer til en mere koordineret tilgang til udvikling af nye standarder, herunder samordnede tidsfrister for anvendelse, især med hensyn til implementeringen af "IFRS 9 Financial Instruments" og den nye "IFRS 4 Insurance Contracts"; opfordrer indtrængende Kommissionen til snarest muligt at fremlægge lovgivningsforslag med henblik herpå og at sikre, at eventuelle forsinkelser ikke medfører skævvridning eller forstyrrelse af konkurrencen i forsikringsbranchen; opfordrer Kommissionen til at foretage en detaljeret undersøgelse af, om anbefalingerne i de Larosière-rapporten er fuldstændigt gennemført, især anbefaling nr. 4, i henhold til hvilken der er behov for en bredere overvejelse af markedsværdiprincippet;

2.  opfordrer Kommissionen til omgående at efterkomme Maystadt-rapportens anbefaling om udvidelse af kriteriet om hensynet til "almenvellet" – dvs. at regnskabsstandarder hverken bør bringe den finansielle stabilitet i EU i fare eller stå i vejen for EU’s økonomiske udvikling – og at sikre, at dette kriterium overholdes fuldt ud i forbindelse med godkendelsesprocessen; opfordrer indtrængende Kommissionen til sammen med EFRAG at udstede klare retningslinjer for fortolkningen af begrebet "almenvellet" og princippet om "et retvisende billede" på baggrund af Domstolens retspraksis og regnskabsdirektivet for at nå frem til en fælles forståelse af disse godkendelseskriterier; opfordrer Kommissionen til at fremsætte et forslag om inkorporering af Maystadts definition af kriteriet om "almenvellet" i IAS-forordningen; opfordrer Kommissionen til sammen med EFRAG systematisk at undersøge, om kriteriet om "almenvellet" som defineret af Maystadt kræver ændringer af eksisterende regnskabsstandarder og på grundlag heraf at samarbejde med IASB og nationale og tredjelandes standardiseringsorganer med henblik på opnå en bredere støtte til ændringer eller, i mangel af en sådan bredere støtte, at indføje specifikke standarder i EU-retten til opfyldelse af sådanne kriterier, hvor det er nødvendigt;

3.  bemærker, at kravet i artikel 4, stk. 3, i direktiv 2013/34/EU om, at tallene i regnskaberne skal give et retvisende billede, er standarden for formålet med regnskaber udarbejdet i henhold til EU-retten, jf. betragtning 3 og 29 i samme direktiv; fremhæver, at dette formål er knyttet til regnskabernes kapitalgrundlagsfunktion, dvs. at investorer, både kreditorer og aktionærer, skal kunne benytte tallene i årsregnskaberne som grundlag for at bestemme, hvorvidt et selskab er solvent målt på sin nettoværdi, og til at træffe afgørelse om udbetaling af udbytte;

4.  understreger, at en afgørende forudsætning for, at tallene i regnskaberne kan give et retvisende billede, er, at de bygger på en forsigtig værdiansættelse, dvs. uden undervurdering af tab eller overvurdering af overskud, jf. artikel 6, stk. 1, litra c), nr. i) og ii), i regnskabsdirektivet; påpeger, at denne tolkning af regnskabsdirektivet er bekræftet ved talrige domme fra EU-Domstolen;

5.  bemærker, at betragtning 9 i IAS-forordningen tillader en større fleksibilitet, når der træffes en beslutning om at godkende en IFRS, da der ikke kræves "en nøje overensstemmelse med hver enkelt bestemmelse [i regnskabs- og selskabsdirektiverne]"; mener imidlertid, at dette ikke strækker så vidt som til at lade IFRS afvige så meget fra det generelle formål med regnskabsdirektivet fra 2013 (2013/34/EU), som erstattede det fjerde selskabsdirektiv (78/660/EØF), og det syvende selskabsdirektiv (83/349/EØF), der er omhandlet i artikel 3, stk. 2, første led, i IAS-forordningen, at det resulterer i årsregnskaber, der overdriver overskud eller underdriver tab; mener i den sammenhæng, at godkendelsen af IAS 39 muligvis stred mod dette generelle formål i det fjerde og syvende selskabsdirektiv, afløst af regnskabsdirektivet af 2013, grundet dens model for anerkendelse af tab, og navnlig mod artikel 31, stk. 1, litra c), punkt bb, i det fjerde selskabsdirektiv, hvori det bestemmes, at "der tages hensyn til alle forudseelige forpligtelser og eventuelle tab, som er opstået i løbet af det regnskabsår, som årsregnskabet vedrører, eller i et tidligere regnskabsår, selv om disse forpligtelser eller tab først bliver kendt mellem statustidspunktet og det tidspunkt, hvor status udarbejdes";

6.  hilser IASB’s plan om at genindføre princippet om "forsigtighed" og styrke "forvaltning" i den nye begrebsramme velkommen; beklager, at "forsigtighed" i IASB's fortolkning kun betyder "forsigtig behandling af skøn"; bemærker, at IASB's forståelse af princippet om "forsigtighed" og "forvaltning" ikke er den samme som fastlagt i Domstolens retspraksis og regnskabsdirektivet; mener, at forsigtighedsprincippet skal gå hånd i hånd med et pålidelighedsprincip; opfordrer Kommissionen og EFRAG til at blive enige om tolkningen af princippet om forsigtighed og forvaltning som fastlagt i Domstolens retspraksis og regnskabsdirektivet og derefter samarbejde med IASB og nationale og tredjelandes standardiseringsorganer med henblik på at opnå bredere støtte til disse principper; opfordrer IASB til systematisk at undersøge, hvorvidt en revideret begrebsramme kræver ændringer af eksisterende regnskabsstandarder, og foretage justeringer, hvor det er nødvendigt;

7.  noterer sig reformen vedrørende anerkendelse af tab i IFRS-regi, hvilket bør tillade en mere forsigtighedsbaseret opbygning af tabshensættelser på grundlag af det fremadrettede princip om forventet tab fremfor allerede stedfundet tab; mener, at EU-godkendelsesproceduren omhyggeligt skal fastlægge rammerne for måden, hvorpå princippet om forventet tab skal udformes, så overdreven afhængighed af modeller undgås, og det bliver muligt at udstikke klare tilsynsmæssige retningslinjer for aktivers værdiforringelse;

8.  mener, at problemet med ikkebogførte poster endnu ikke er adresseret på korrekt og effektiv vis, da afgørelsen om, hvorvidt et aktiv skal bogføres eller ej, stadig er underlagt en mekanistisk regel, som kan omgås; opfordrer IASB til at udbedre disse mangler;

9.  glæder sig over IFRS Foundations og IOSCO's protokoller om et forstærket samarbejde på baggrund af de centrale problemer i tilsynet med værdipapirmarkedet, som er blevet identificeret af G20; mener, at dette samarbejde er nødvendigt for at imødekomme behovet for en global regnskabsstandard af høj kvalitet og fremme brugen af ensartede standarder på tværs af forskellige nationale forhold;

10.  er overbevist om, at udvekslingen af oplysninger mellem IASB og ISOCO om den stigende anvendelse af IFRS ikke blot skal ses som en form for statusopgørelse, men også som mulighed for at identificere eksempler på bedste praksis; glæder sig i den forbindelse over den årlige "enforcer discussion session", som er indført af IOSCO for at kunne oplyse IASB om centrale aspekter af gennemførelsen og håndhævelsen;

11.  påpeger vigtigheden af, at der er fuld klarhed over virkningerne af en regnskabsstandard; insisterer på, at det bør være en prioritet for IASB og EFRAG at styrke deres konsekvensanalyser, navnlig inden for makroøkonomi, og at vurdere de forskellige behov hos en bred række af interessenter, herunder langsigtede investorer og virksomheder, samt den brede offentlighed; opfordrer EFRAG til at styrke sin kapacitet til at vurdere virkningen af nye regnskabsstandarder på den finansielle stabilitet med særlig fokus på europæiske behov, som skal indføres i IASB's standardisering på et tidligere trin i processen; konstaterer især, at der mangler en kvantitativ konsekvensanalyse af IFRS 9, for hvilken der ikke vil foreligge data før 2017; opfordrer Kommissionen til at sørge for, at IFRS 9 tjener EU's langsigtede investeringsstrategi, især ved at begrænse bestemmelser, der kan skabe unødig kortsigtet volatilitet i regnskaberne; konstaterer, at de europæiske tilsynsmyndigheder (ESA'er) – ESMA, EBA og EIOPA – som besidder ekspertisen og kapaciteten til at bistå med denne opgave, afviste fuldt medlemsskab af EFRAG-bestyrelsen, fordi EFRAG er et privat organ; mener, at ECB og ESA'erne – som observatører i EFRAG-bestyrelsen efter reformen af forvaltningsordningen – kunne yde et positivt bidrag i retning af større hensyntagen til indvirkningen på den finansielle stabilitet; opfordrer Kommissionen til inden for rammerne for revisionen af IAS-forordningen at undersøge, hvordan den kan modtage systematisk feedback fra ESA'erne;

12.  er overbevist om, at kun enkle regler kan anvendes effektivt af brugerne og kontrolleres af de tilsynsførende; minder om, at G20 i sin erklæring af 2. april 2009 efterspurgte mindre kompleksitet i regnskabsstandarderne for finansielle instrumenter samt klarhed og konsistens ved anvendelsen af evalueringsstandarder internationalt i samarbejde med tilsynsførende; er betænkelig ved IFRS' fortsat komplekse karakter; opfordrer til at reducere denne kompleksitet i det omfang, det er muligt og hensigtsmæssigt, når der udvikles nye regnskabsstandarder; mener, at et mindre komplekst system for regnskabsstandarder vil bidrage til en mere ensartet gennemførelse, således at virksomheders finansielle data bliver sammenlignelige mellem medlemsstaterne;

13.  opfordrer til obligatorisk land for land-rapportering i henhold til IFRS; gentager sin holdning om, at offentlig land for land-rapportering kan spille en afgørende rolle for bekæmpelse af skatteundgåelse og -svig;

14.  anmoder IASB, Kommissionen og EFRAG om at inddrage Parlamentet og Rådet på et tidligt stadium, når de udvikler regnskabsstandarder i almindelighed og inden for rammerne af godkendelsesprocessen i særdeleshed; er af den opfattelse, at kontrolprocessen i forbindelse med godkendelse af IFRS i EU bør formaliseres og struktureres analogt med kontrolprocessen for "niveau 2"-foranstaltninger inden for finansielle tjenesteydelser; henstiller, at de europæiske myndigheder opfordrer civilsamfundsinteressenter til at støtte deres aktiviteter, herunder på EFRAG-niveau; opfordrer Kommissionen til at oprette et forum, hvor interessenter kan diskutere fundamentale principper for regnskabsføring i Europa; opfordrer Kommissionen til at give Parlamentet mulighed for at modtage en shortlist over formandskandidater til EFRAG, således at uformelle høringer kan arrangeres forud for en afstemning om den foretrukne kandidat;

15.  bemærker i den forbindelse, at Parlamentet bør spille en rolle som en aktiv støtte for IFRS, forudsat at kravene i denne beslutning tages behørigt i betragtning, da meget tyder på, at fordelene opvejer omkostningerne;

16.  er overbevist om, at en globaliseret økonomi behøver internationalt accepterede regnskabsstandarder; minder dog om, at konvergens ikke er et mål i sig selv, men kun bør tilstræbes, hvis det resulterer i bedre regnskabsstandarder, der afspejler en prioritering af almenvellet samt forsigtighed og pålidelighed; mener derfor, at der fortsat bør føres en solid dialog mellem IASB og de nationale regnskabsstandardiseringsorganer på trods af de langsomme fremskridt i konvergensprocessen;

17.  konstaterer, at de fleste virksomheder er SMV'er; bemærker, at Kommissionen har til hensigt sammen med IASB at undersøge muligheden for at udvikle fælles forenklede regnskabsstandarder af høj kvalitet for SMV’er, som – på frivillig basis – kan anvendes på europæisk plan af SMV'er, der er registreret på en multilateral handelsfacilitet (MHF), og mere specifikt på SMV-vækstmarkeder; noterer sig i den forbindelse de muligheder, som de allerede eksisterende regnskabsstandarder for SMV'er frembyder; mener, at det som betingelse for at arbejde videre på dette område bør være et krav, at IFRS-standarder bliver mindre komplicerede og ikke fremmer en procyklisk udvikling, og at SMV'er sikres tilstrækkelig repræsentation i IASB; mener, at de relevante interessenter bør være repræsenteret i IASB; opfordrer Kommissionen til at udføre en grundig analyse af konsekvenserne af IFRS for SMV'er, før der tages nye skridt; opfordrer til, at en sådan udvikling overvåges nøje, og at Parlamentet informeres fuldt ud under skyldig hensyntagen til processen hen imod "bedre lovgivning";

18.  fremhæver, at de nationale standardiseringsorganer nu er tæt integrerede i EFRAG; peger derfor på den rådgivende rolle, EFRAG kan spille i forbindelse med regnskabsspørgsmål, der er knyttet til mindre børsnoterede selskaber samt SMV'er mere generelt;

19.  hilser det velkomment, at Kommissionen opfordrer medlemsstaterne til at følge ESMA’s retningslinjer for håndhævelse af finansielle oplysningskrav; beklager, at adskillige medlemsstater ikke efterlever og ikke agter at efterleve ESMA's retningslinjer for håndhævelse af finansielle oplysningskrav; opfordrer disse medlemsstater til at arbejde i retning af efterlevelse; opfordrer Kommissionen til at vurdere, hvorvidt ESMA’s beføjelser gør det muligt at sikre en konsekvent og sammenhængende håndhævelse i hele EU og, hvis det ikke er muligt, udforske andre metoder til at sikre en behørig håndhævelse;

20.  finder, at balancen mellem den obligatoriske anvendelse af IAS-forordningen og medlemsstaternes mulighed for at udvide anvendelsen af IFRS på nationalt plan sikrer et passende hensyn til nærheds- og proportionalitetsprincippet;

21.  konstaterer med tilfredshed, at Kommissionen har til hensigt at undersøge behovet for at koordinere EU’s regler for udlodning af udbytte; minder i denne forbindelse om artikel 17, stk. 1, i kapitalvedligeholdelsesdirektivet, der refererer direkte til et selskabs årsregnskab som grundlag for beslutninger vedrørende udlodning af udbytte og fastlægger visse begrænsninger med hensyn til en sådan udlodning; bemærker, at Kommissionen i sin evaluering af IAS-forordningen har fundet visse tegn på, at der stadig er forskelle i håndhævelsen af IFRS i medlemsstaterne; fremhæver, at reglerne om kapitalvedligeholdelse og udlodning af udbytte i rapporten om evalueringen af IAS-forordningen omtales som kilde til retlige konflikter, der kan opstå i visse retssystemer, hvor medlemsstaterne tillader eller kræver anvendelse af IFRS i forbindelse med individuelle årsregnskaber, som en udbytteudlodning er baseret på; påpeger, at de enkelte medlemsstater overvejer, hvordan sådanne spørgsmål skal behandles i deres nationale lovgivning inden for rammerne af EU's krav til kapitalvedligeholdelse; opfordrer i denne sammenhæng Kommissionen til at sikre overholdelse af kapitalvedligeholdelsesdirektivet og regnskabsdirektivet;

22.  opfordrer EFRAG og Kommissionen til hurtigst muligt at undersøge, hvorvidt regnskabsstandarder muliggør skattesvig og -undgåelse, og gennemføre alle nødvendige ændringer til at afhjælpe og forhindre potentielt misbrug;

23.  noterer sig de igangværende bestræbelser på at øge gennemsigtigheden og sammenligneligheden af offentlige regnskaber ved at udvikle europæiske regnskabsstandarder for den offentlige sektor (EPSAS);

IFRS Foundations, EFRAG's og PIOB's aktiviteter

24.  støtter Kommissionens anbefaling af, at IFRS Foundations tilsynsorgan (Monitoring Board) skifter fokus fra spørgsmål om intern organisation til spørgsmål af offentlig interesse, der kan henvises til IFRS Foundation; mener dog, at der skal gøres yderligere fremskridt med hensyn til ledelsen af IFRS Foundation og IASB, navnlig med hensyn til gennemsigtighed, forebyggelse af interessekonflikter og mangfoldigheden af ansatte eksperter; påpeger, at IASB's legitimitet er i fare, hvis tilsynsorganets medlemmer fortsætter med at være uenige om dets ansvarsområder, samtidig med at der kræves konsensus ved dets beslutningstagning; støtter især Kommissionens forslag om at overveje rapporteringsbehovene hos investorer med forskellige tidshorisonter for investeringer samt at udarbejde skræddersyede løsninger, især til langsigtede investorer, ved udarbejdelsen af standarder; går ind for en bedre integration af IASB i det internationale system af finansielle institutioner og for tiltag, der kan sikre en bred repræsentation af interesser (såsom forbrugerorganisationer og finansministerier) og offentlig ansvarlighed med henblik på at sikre regnskabsstandarder af høj kvalitet;

25.  noterer sig de private aktørers dominans i IASB; påpeger, at mellemstore virksomheder ikke er repræsenteret overhovedet; fremhæver, at IFRS Foundation fortsat er afhængig af frivillige bidrag, ofte fra privatsektoren, hvilket kan give risiko for interessekonflikter; opfordrer Kommissionen til at anmode IASB Foundation om at sigte mod en mere diversificeret og afbalanceret finansieringsstruktur, herunder på grundlag af gebyrer og offentlige finansieringskilder;

26.  glæder sig over IFRS Foundation/IASB's aktiviteter inden for CO2- og klimaregnskaber; mener især, at vigtige langsigtede strukturelle spørgsmål, såsom værdiansættelse af strandede CO2-aktiver i selskabernes regnskaber, udtrykkeligt skal føjes til IFRS' arbejdsprogram med henblik på at udvikle standarder herfor; opfordrer IFRS-organerne til at sætte spørgsmålene om C02-regnskaber og CO2-risici på deres dagsorden;

27.  opfordrer Kommissionen og EFRAG til at undersøge skiftet i placeringen af pensionsaktiver fra aktier til obligationer som følge af indførelsen af princippet om bogføring efter markedsværdi i henhold til IFRS;

28.  støtter Kommissionens indtrængende opfordring til IFRS Foundation om at sikre, at anvendelse af IFRS og betaling af et fast finansielt bidrag gøres til betingelse for medlemskab af IFRS Foundations og IASB's styrings- og tilsynsorganer; opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan man kan reformere IFRS Foundation og IASB med henblik på at kunne fratage medlemmer, som ikke opfylder ovennævnte kriterier, deres vetoret;

29.  opfordrer medlemmerne af IFRS' bestyrelse, IFRS Monitoring Board og IASB til at fremme en passende kønsbalance i de relevante fora;

30.  minder om den anmodning, det fremsatte i Goulard-betænkningen om foranstaltninger til styrkelse af den demokratiske legitimitet, åbenhed, ansvarlighed og integritet, bl.a. i forbindelse med aktindsigt, åben dialog med forskellige interessenter, oprettelse af obligatoriske åbenhedsregistre og bestemmelser om gennemsigtighed i møder med lobbyister samt interne regler, navnlig om forebyggelse af interessekonflikter;

31.  understreger, at EFRAG-reformen skal forbedre de europæiske bidrag til udviklingen af de nye IFRS-standarder og kunne deltage i reformen af ledelsen af IFRS Foundation;

32.  beklager, at EFRAG i nogen tid har fungeret uden bestyrelsesformand, i lyset af den vigtige rolle, som vedkommende spiller for opnåelsen af konsensus og for at sikre en tydelig, stærk europæisk stemme i regnskabsspørgsmål på internationalt niveau; understreger vigtigheden af at udnævne en ny formand så hurtigt som muligt; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at fremskynde rekrutteringsprocessen under behørig hensyntagen til Parlamentets og dets Økonomi- og Valutaudvalgs rolle;

33.  bifalder reformen af EFRAG, som trådte i kraft den 31. oktober 2014, og anerkender, at der er gjort en betydelig indsats i denne sammenhæng; noterer sig den forbedrede gennemsigtighed; beklager, at Kommissionen med hensyn til finansieringen af EFRAG – og især muligheden for at oprette et system over obligatoriske afgifter betalt af børsnoterede selskaber – har fokuseret på de dele af reformen, som kan gennemføres på kort tid; anmoder Kommissionen om – som anbefalet i Maystadt-rapporten – at tage formelle skridt til at opfordre de medlemsstater, som ikke allerede har en national finansieringsmekanisme, til at oprette en sådan; noterer sig Kommissionens forslag om en forlængelse af EU-programmet for EFRAG i perioden 2017-2020; opfordrer Kommissionen til at foretage en årlig samlet vurdering af sin vedtagne reform, jf. artikel 9, stk. 3 og 6, i forordning (EU) nr. 258/2014; opfordrer Kommissionen til at vurdere, om det vil være opportunt og muligt at omdanne EFRAG til et offentligt organ på lang sigt;

34.  beklager, at Maystadts forslag om sammenlægning af funktionerne som direktør for EFRAG og formand for EFRAG-TEG er blevet ændret fra et krav til en mulighed; bemærker, at sammensætningen af den nye bestyrelse afviger fra Maystadts forslag, eftersom de europæiske tilsynsmyndigheder og Den Europæiske Centralbank ikke ønskede fuldt medlemskab af bestyrelsen; opfordrer EFRAG til at øge antallet af brugere i bestyrelsen, idet der i øjeblikket kun er én, og sikre, at alle relevante interessenter er repræsenteret i EFRAG;

35.  konstaterer med tilfredshed, at PIOB i 2014 diversificerede sit finansieringsgrundlag; bemærker, at det samlede bidrag fra IFAC var 58 %, som, selv om det stadig udgør en betydelig andel af PIOB's finansiering, ligger et godt stykke under tærsklen på to tredjedele, og der var derfor ingen grund til, at Kommissionen skulle begrænse sit årlige bidrag, jf. artikel 9, stk. 5, i forordning (EU) nr. 258/2014; opfordrer PIOB til at intensivere sine bestræbelser på at sikre integritet i revisorfaget;

o
o   o

36.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EFT L 243 af 11.9.2002, s. 1.
(2) EUT L 182 af 29.6.2013, s. 19.
(3) EUT L 315 af 14.11.2012, s. 74.
(4) EUT L 105 af 8.4.2014, s. 1.
(5) EUT L 340 af 22.12.2007, s. 66.
(6) EUT C 259 E af 29.10.2009, s. 94.
(7) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0108.
(8) EUT L 157 af 9.6.2006, s. 87.
(9) EUT L 158 af 27.5.2014, s. 196.


Fredsstøttende operationer - EU's samarbejde med FN og Den Afrikanske Union
PDF 285kWORD 89k
Europa-Parlamentets beslutning af 7. juni 2016 om fredsstøttende operationer – EU's samarbejde med FN og Den Afrikanske Union (2015/2275(INI))
P8_TA(2016)0249A8-0158/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), særlig artikel 21, 41, 42 og 43,

–  der henviser til artikel 220 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til FN-pagten, særlig kapitel VI, VII og VIII,

–  der henviser til FN's generalsekretærs rapport af 1. april 2015 med titlen "Partnering for peace: moving towards partnership peacekeeping"(1),

–  der henviser til den fælles meddelelse af 28. april 2015 fra Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik med titlen "Kapacitetsopbygning til støtte for sikkerhed og udvikling – Hvordan partnere kan sættes i stand til at forebygge og styre kriser"(2),

–  der henviser til rapporten af 16. juni 2015 fra FN's uafhængige højniveaupanel om fredsstøttende operationer(3),

–  der henviser til den erklæring, der blev fremsat den 28. september 2015 på ledertopmødet om fredsbevarelse, som USA's præsident Obama havde indkaldt til,

–  der henviser til dokumenterne "Handlingsplan for, hvordan EU's FSFP-støtte til FN's fredsbevarende aktiviteter kan forbedres"(4) af 14. juni 2012 og "Strengthening the UN-EU Strategic Partnership on Peacekeeping and Crisis Management: Priorities 2015-2018" af 27. marts 2015(5),

–  der henviser til den fælles Afrika-EU-strategi (JAES), som blev vedtaget på det andet topmøde mellem EU og Afrika i Lissabon den 8.-9. december 2007(6) og til JAES-køreplanen for 2014-2017, som blev vedtaget på det fjerde topmøde mellem EU og Afrika i Bruxelles den 2.-3. april 2014(7),

–  der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 3/2011 "Produktiviteten og effektiviteten af EU-bidrag, der kanaliseres gennem De Forenede Nationers organisationer i konfliktramte lande",

–  der henviser til sin beslutning af 24. november 2015 om EU's rolle i FN - Hvordan EU's udenrigspolitiske mål bedre kan nås(8),

–  der henviser til beslutningen fra Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU af 9. december 2015 om "Evalueringen af fredsfaciliteten for Afrika efter ti år: Effektivitet og fremtidsudsigter",

–  der henviser til 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling,

–  der henviser til retningslinjerne for anvendelsen af udenlandske militær- og civilforsvarsaktiver i forbindelse med katastrofehjælp fra november 2007 ("Osloretningslinjerne"),

–  der henviser til artikel 4h og 4j i akten om oprettelse af Den Afrikanske Union,

–  der henviser til sin beslutning af 25. november 2010 om tiårsdagen for FN's Sikkerhedsråds resolution 1325 (2000) om kvinder, fred og sikkerhed(9),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 15. oktober 2012 om "Demokratiets rødder og bæredygtig udvikling: EU's engagement i civilsamfundet på området eksterne forbindelser",

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelse fra Udviklingsudvalget (A8-0158/2016),

A.  der henviser til, at fredsstøttende operationer er en form for kriserespons, som normalt tages i anvendelse for at støtte en internationalt anerkendt organisation som FN eller Den Afrikanske Union (AU) med et FN-mandat og med det formål at forhindre væbnede konflikter, genetablere, opretholde eller opbygge fred, håndhæve fredsaftaler og tackle de komplekse nødsituationer og udfordringer, som fejlslagne eller svage stater er årsag til; der henviser til, at stabilitet i det afrikanske og europæiske naboskabsområde ville være en stor fordel for alle vore lande;

B.  der henviser til, at formålet med fredsstøttende operationer er at hjælpe med at skabe stabile, sikre og mere velstående miljøer på længere sigt; der henviser til, at god regeringsførelse, et velfungerende retsvæsen, retsstatsprincippet, respekt for menneskerettighederne og sikkerhed er de afgørende forudsætninger for dette, og at vellykkede forsonings-, genopbygnings- og økonomiudviklingsprogrammer vil bidrage til at tilvejebringe selvbærende fred og velstand;

C.  der henviser til, at det sikkerhedspolitiske landskab, navnlig i Afrika, har ændret sig dramatisk i det seneste årti med fremkomsten af terror- og oprørsgrupper i Somalia, Nigeria og Sahel-Sahara-regionen, og fredshåndhævende og terrorbekæmpende operationer er blevet reglen snarere end undtagelsen i mange områder; der henviser til, at der er et voksende antal skrøbelige stater og områder uden styrende myndigheder, hvilket betyder, at rigtig mange mennesker er ramt af fattigdom, lovløshed, udbredt korruption og vold; der henviser til, at kontinentets porøse grænser giver næring til vold, mindsker sikkerheden og skaber muligheder for kriminelle aktiviteter;

D.  der henviser til, at fred er anerkendt som en afgørende forudsætning for udvikling i den nye 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling, og at der er blevet formuleret et nyt mål for bæredygtig udvikling, SDG 16, om fred og retfærdighed;

E.  der henviser til, at organisationer og nationer med passende erfaring og udstyr – ideelt set med et klart og realistisk FN-mandat – bør stille de nødvendige ressourcer til rådighed til en vellykket fredsstøttende operation for at bidrage til at skabe sikre miljøer, hvor civile organisationer kan udføre deres arbejde;

F.  der henviser til, at FN fortsat er den vigtigste garant for international fred og sikkerhed og råder over de mest omfattende strukturer til multilateralt samarbejde om krisestyring; der henviser til, at der i øjeblikket er 16 fredsbevarende FN-operationer i gang med et deployeret personel på over 120 000, hvilket er flere end nogensinde før; der henviser til, at over 87 % af FN's fredsbevarende styrker er deployeret til otte missioner i Afrika; der henviser til, at FN-operationernes rækkevidde er begrænset;

G.  der henviser til, at AU er underlagt andre begrænsninger end FN og kan tage parti, intervenere uopfordret og intervenere i situationer, hvor der ikke er undertegnet en fredsaftale, så længe det stadig overholder FN-pagten; der henviser til, at dette er en væsentlig forskel i betragtning af antallet af konflikter imellem og inden for stater i Afrika;

H.  der henviser til, at NATO har ydet støtte til AU, bl.a. til AMIS i Darfur og AMISOM i Somalia, i form af planlægning og strategisk sø- og lufttransport samt kapacitetsudvikling for den afrikanske beredskabsstyrke (ASF);

I.  der henviser til, at kriserne i Afrika kræver en sammenhængende og samlet respons, der går ud over de rent sikkerhedsmæssige aspekter; der henviser til, at fred og sikkerhed er nødvendige forudsætninger for udvikling, og at alle lokale og internationale aktører har fremhævet behovet for en nøje samordning af sikkerheds- og udviklingspolitik; der henviser til, at der er behov for et langsigtet perspektiv; der henviser til, at reform af sikkerhedssektoren og afvæbning, demobilisering og reintegration af tidligere kombattanter kan være af betydning for at opnå stabilitet og nå udviklingsmålene; der henviser til, at FN's forbindelseskontor for fred og sikkerhed og Den Afrikanske Unions faste repræsentation i Bruxelles spiller en afgørende rolle for udviklingen af forbindelserne mellem deres organisationer og EU, NATO og de nationale ambassader;

J.  der henviser til, at den primære mekanisme til støtte for Europas samarbejde med AU er fredsfaciliteten for Afrika, som oprindelig blev etableret i 2004 og yder ca. 1,9 mia. EUR via den medlemsstatsfinansierede EUF; der henviser til, at det var hensigten, da fredsfaciliteten for Afrika blev oprettet i 2003, at dens finansiering via EUF-midler skulle være midlertidig, men 12 år senere er EUF stadig den primære finansieringskilde for fredsfaciliteten for Afrika; der henviser til, at facilitetens anvendelsesområde blev udvidet i 2007, så det omfatter en bredere vifte af aktiviteter inden for konfliktforebyggelse og stabilisering efter konflikter; der henviser til, at handlingsprogrammet for 2014-2016 tager højde for ekstern evaluering og høringer med medlemsstaterne og indfører nye elementer for at forbedre effektiviteten; der henviser til, at artikel 43 i TEU henviser til de såkaldte "Petersberg plus"-opgaver, som omfatter rådgivnings- og bistandsopgaver på det militære område, konfliktforebyggende og fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse og stabiliseringsoperationer efter konflikter; der henviser til, at mere end 90 % af budgettet i 2014 var øremærket til fredsstøttende operationer, heraf 65 % til AMISOM-personel; der henviser til, at styrkelsen af den institutionelle kapacitet i Den Afrikanske Union og i de afrikanske regionale økonomiske fællesskaber er afgørende for, hvorvidt de fredsstøttende operationer bliver vellykkede, samt for processerne med forsoning og rehabilitering efter konflikterne;

K.  der henviser til, at EU's rolle skal ses i lyset af de bidrag, som talrige lande og organisationer har givet til de fredsstøttende operationer; der eksempelvis henviser til, at USA er verdens førende økonomiske bidragyder til FN's fredsbevarende operationer og yder direkte støtte til AU via sit afrikanske fredsbevarende udrykningspartnerskab samt ca. 5 mia. USD i støtte til FN-operationer i Den Centralafrikanske Republik, Mali, Elfenbenskysten, Sydsudan og Somalia; der henviser til, at disse forskellige finansieringskilder koordineres af Den Afrikanske Unions Gruppe af Partnere for Fred og Sikkerhed; der henviser til, at Kina er blevet en aktiv deltager i FN's fredsbevarende operationer, og at forummet for kinesisk-afrikansk samarbejde omfatter AU-Kommissionen; der henviser til, at det er Indien, Pakistan og Bangladesh, der næst efter Etiopien leverer mest personel til FN's fredsbevarende opgaver;

L.  der henviser til, at de europæiske lande og EU selv er store bidragydere til FN-systemet, navnlig når det drejer sig om at yde økonomisk støtte til FN-programmer og -projekter; der henviser til, at Frankrig, Tyskland og Det Forenede Kongerige er de største europæiske bidragydere til budgettet for FN's fredsbevarende operationer; der henviser til, at EU's medlemsstater samlet set er den største bidragyder til budgettet for FN's fredsbevarende operationer med omkring 37 % og i øjeblikket bidrager med tropper til ni fredsbevarende operationer; der henviser til, at EU's finansielle forpligtelsesbevillinger til AU i 2014 og 2015 desuden beløb sig til i alt 717,9 mio. EUR, mens AU's bidrag kun beløb sig til i alt 25 mio. EUR; der henviser til, at de europæiske lande kun bidrager med omkring 5 % af personellet til FN's fredsbevarende operationer, med 5 000 tropper ud af i alt ca. 92 000; der imidlertid henviser til, at Frankrig for eksempel træner 25 000 afrikanske soldater hvert år og selv deployerer over 4 000 mand til afrikanske fredsbevarende operationer;

M.  der henviser til, at personelminer har været en væsentlig hindring for genopbygning og udvikling efter konflikter, ikke mindst i Afrika, og at EU har brugt ca. 1,5 mia. EUR over de seneste 20 år på processer til støtte for minerydning og hjælp til mineofre, og at EU er blevet den største donor på dette område;

N.  der henviser til, at EU – ud over den rolle de enkelte europæiske lande spiller – har et særskilt bidrag at yde til fredsstøttende operationer med flerdimensionelle foranstaltninger; der henviser til, at EU yder teknisk og økonomisk støtte til AU og de subregionale organisationer, navnlig gennem hhv. fredsfaciliteten for Afrika, instrumentet, der bidrager til stabilitet og fred, og Den Europæiske Udviklingsfond; der henviser til, at EU yder rådgivning og udfører uddannelsesaktiviteter inden for rammerne af sine FSFP-missioner og dermed bidrager til at styrke afrikanske kapaciteter inden for krisestyring;

O.  der henviser til, at de fem civile EU-missioner og de fire militære EU-operationer, der er i gang i Afrika, ofte foregår parallelt med eller i tilknytning til FN's, AU's og nationalstaters aktioner;

P.  der henviser til, at EU har forpligtet sig til at hjælpe med at styrke den afrikanske freds- og sikkerhedsarkitektur, navnlig ved at støtte en operationalisering af den afrikanske beredskabsstyrke (ASF);

Q.  der henviser til, at Det Europæiske Råd har anmodet EU og medlemsstaterne om at øge deres bistand til partnerlande og -organisationer ved at yde træning, rådgivning, udstyr og ressourcer, således at de i voksende omfang bliver i stand til selv at forebygge eller styre kriser; der henviser til, at der er et klart behov for gensidigt forstærkende interventioner inden for sikkerhed og udvikling for at nå dette mål;

R.  der henviser til, at EU bør støtte aktioner, som gennemføres af andre, der måtte være bedre i stand til at udfylde bestemte roller, undgå overlapning og bidrage til at styrke det arbejde, der udføres af dem, der allerede befinder sig på stedet, navnlig medlemsstaterne;

S.  der henviser til, at artikel 41, stk. 2, i TEU forbyder udgifter fra EU-budgetterne til operationer, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet, men ikke eksplicit udelukker EU-finansiering af militære opgaver såsom fredsbevarende operationer med udviklingsmål; der henviser til, at de fælles udgifter opkræves fra medlemsstaterne via Athenamekanismen; der henviser til, at selv om hovedformålet med EU's udviklingspolitik er at nedbringe og på sigt udrydde fattigdommen, udelukker artikel 209 og 212 i TEUF ikke eksplicit finansiering af kapacitetsopbygning inden for sikkerhedssektoren; der henviser til, at EUF og fredsfaciliteten for Afrika, som er instrumenter uden for EU-budgettet, er relevante for håndtering af sammenhængen mellem sikkerhed og udvikling; der henviser til, at EUF kræver, at programmeringen er foretaget med henblik på at opfylde kriterierne for officiel udviklingsbistand (ODA), hvilket i de fleste tilfælde udelukker sikkerhedsrelaterede udgifter; der henviser til, at EU er i gang med at se på muligheden for yderligere særlige instrumenter inden for rammerne af dets initiativ vedrørende kapacitetsopbygning til støtte for sikkerhed og udvikling (CBSD);

T.  der henviser til, at behovene i de pågældende lande og Europas sikkerhed skal være de styrende principper for EU's engagement;

1.  fremhæver behovet for samordnede eksterne foranstaltninger, der gør brug af diplomatiske samt sikkerheds- og udviklingspolitiske redskaber for at genetablere tilliden og håndtere de udfordringer, der er forbundet med krige, interne konflikter, manglende sikkerhed, skrøbelighed og overgangsfaser;

2.  bemærker, at deployering af flere FN-godkendte missioner til det samme indsatsområde med forskellige aktører og regionale organisationer i stigende grad afspejler realiteterne i moderne fredsbevarende operationer; understreger, at det er en afgørende forudsætning for disse operationers succes, at det lykkes at styre sådanne komplicerede partnerskaber uden at lave dobbeltarbejde eller flere versioner af samme mission; efterlyser i denne forbindelse en evaluering og rationalisering af de eksisterende strukturer;

3.  fremhæver betydningen af tidlig kommunikation og forbedrede procedurer for krisekonsultation af FN og AU samt andre organisationer som f.eks. NATO og OSCE; fremhæver behovet for at forbedre informationsudvekslingen, også i forbindelse med planlægning, gennemførelse og analyse af missioner; glæder sig over færdiggørelsen og undertegnelsen af en administrativ EU-FN-ordning om udveksling af klassificerede oplysninger; erkender vigtigheden af partnerskabet mellem Afrika og EU og af den politiske dialog mellem EU og AU om fred og sikkerhed; foreslår, at AU, EU og andre vigtige aktører samt FN indgår en aftale om en række fælles målsætninger for sikkerhed og udvikling i Afrika;

4.  opfordrer indtrængende EU til at stræbe efter at få etableret en passende arbejdsdeling og fokusere på, hvor man fra EU's side bedst kan tilføre værdi, i betragtning af de store udfordringer og den komplekse involvering af andre organisationer og nationer; bemærker, at en række medlemsstater allerede er involveret i operationer i Afrika, og at EU kan skabe reel merværdi ved at yde mere støtte til disse operationer;

5.  bemærker, at FN's og AU's missioner i et stadig mere komplekst sikkerhedsmiljø har behov for en sammenhængende tilgang, inden for hvilken andre vigtige faktorer – udover deployering af militære, diplomatiske og udviklingsrelaterede instrumenter – er et indgående kendskab til sikkerhedsmiljøet, udveksling af efterretninger, information og moderne teknologi, viden om hvordan man gennemfører terrorbekæmpelse og bekæmper kriminalitet i konflikt- og postkonfliktområder, deployering af kritiske aktører, levering af humanitær bistand og genetablering af den politiske dialog – alt sammen noget de europæiske lande kan bidrage med at tilvejebringe; bemærker det arbejde, der allerede bliver udført af visse medlemsstater samt af andre multinationale organisationer på dette område;

6.  fremhæver betydningen af EU's øvrige instrumenter på det sikkerhedsmæssige område, og navnlig af FSFP-missioner og -operationer; minder om, at EU intervenerer i Afrika for at bidrage til stabilisering af lande i krise, især ved hjælp af uddannelsesmissioner; fremhæver den rolle, som FSFP-missioner, både civile og militære, spiller med hensyn til at støtte reformer af sikkerhedssektoren og bidrage til den internationale krisestyringsstrategi;

7.  noterer sig, at det er en central forudsætning for en succesrig fredsstøttende operation, at operationen anses for at være legitim; mener, at AU derfor bør bidrage med støtte og militære styrker i videst muligt omfang; bemærker, at dette også er vigtigt i forhold til AU's langsigtede målsætning om egenkontrol;

8.  bemærker med tilfredshed, at handlingsprogrammet for den nye fredsfacilitet for Afrika imødegår manglerne og lægger større vægt på exitstrategier, mere udstrakt byrdefordeling med de afrikanske lande, mere målrettet støtte og forbedrede beslutningsprocedurer;

9.  glæder sig over det strategiske partnerskab mellem FN og EU om fredsbevarende opgaver og krisestyring og partnerskabets prioriteringer for 2015-2018 som aftalt i marts 2015; bemærker, at de tidligere og igangværende FSFP-missioner sigtede/sigter mod fredsbevarelse, konfliktforebyggelse og styrkelse af den internationale sikkerhed og tog/tager højde for den centrale rolle, som andre organisationer, herunder panafrikanske og regionale organisationer, og lande spiller i disse områder; opfordrer EU til at gøre en yderligere indsats for at fremme bidrag fra medlemsstaterne; minder om, at EU har engageret sig i krisestyringsaktiviteter i Afrika, som sigter mod fredsbevarelse, konfliktforebyggelse og styrkelse af den internationale sikkerhed, i overensstemmelse med FN-pagten; bemærker, at kun 11 ud af de 28 EU-medlemsstater gav tilsagn på ledertopmødet om fredsbevarelse den 28. september 2015, mens Kina gav tilsagn om en standby-styrke på 8 000 mand og Colombia om 5 000 tropper; opfordrer EU-medlemsstaterne til at forøge deres militære og økonomiske bidrag til FN's fredsbevarende missioner markant;

10.  fremhæver behovet for en hurtig afrikansk indsats over for krisesituationer og fastslår, at den afrikanske beredskabsstyrke (ASF) spiller en central rolle i denne forbindelse; fremhæver EU's store bidrag via fredsfaciliteten for Afrika og finansieringen af AU, som gør det muligt for AU at styrke dets kapacitet til at levere en samlet indsats over for kriser på kontinentet; tilskynder regionale organisationer som Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater (ECOWAS) og Southern African Development Community (SADC) til at øge deres indsats med hensyn til en hurtig afrikansk indsats over for krisesituationer og til at komplementere AU's indsatser;

11.  fremhæver ikke desto mindre betydningen af, at der investeres mere i konfliktforebyggelse, idet der tages højde for faktorer som politisk og religiøs radikalisering, vold i forbindelse med valg, befolkningsfordrivelser og klimaforandringer;

12.  anerkender det afgørende bidrag, som fredsfaciliteten for Afrika spiller for udviklingen af et trekantspartnerskab mellem FN, EU og AU; mener, at denne facilitet både tilvejebringer en indgang til og en potentiel løftestang for etableringen af et stærkere partnerskab mellem EU og AU og har vist sig at være uundværlig, idet den sætter AU og derigennem de otte regionale økonomiske fællesskaber (REC'er) i stand til at planlægge og styre deres operationer; anser det for særdeles vigtigt, at EU-institutionerne og medlemsstaterne forbliver stærkt engagerede, hvis det skal lykkes at udnytte faciliteten fuldt ud, og at AU udviser en højere grad af effektivitet og gennemsigtighed i forbindelse med anvendelsen af midlerne; er af den opfattelse, at fredsfaciliteten for Afrika bør fokusere på strukturel støtte i stedet for bare at finansiere betalingen af de afrikanske styrker; erkender, at der også er andre finansieringsmekanismer i brug, men mener, at faciliteten er særlig vigtig for fredsstøttende operationer i Afrika i betragtning af, at den udelukkende har fokus på Afrika, og dens klart formulerede mål; mener, at civilsamfundsorganisationer (CSO'er), der arbejder med fredsopbygning i Afrika, bør gives mulighed for at bidrage med deres synspunkter som led i en mere strategisk dialog med CSO'er om fred og sikkerhed; er fortsat bekymret over de vedvarende problemer med finansiering og politisk vilje fra de afrikanske landes side; noterer sig Rådets konklusioner af 24. september 2012, hvoraf det fremgår, at det er nødvendigt at overveje alternativer til finansieringen fra EUF;

13.  mener, at en optrapning af det europæiske militære samarbejde ville øge effektiviteten og virkningen af Europas bidrag til FN-fredsmissioner;

14.  glæder sig over den vellykkede gennemførelse af Amani Africa II-øvelsen i oktober 2015, hvor over 6 000 militærpersoner, politifolk og civile deltagere var involveret, og ser frem til operationaliseringen af den afrikanske beredskabsstyrke (ASF) på 25 000 mand så hurtigt som muligt i 2016, eftersom det er bydende nødvendigt at opbygge afrikanske kompetencer;

15.  opfordrer EU og medlemsstaterne samt andre medlemmer af det internationale samfund til at bistå med træning, herunder i disciplin, materiel, logistisk støtte, økonomisk bistand og udvikling af regler for magtanvendelse (RoE), anspore og støtte de afrikanske stater fuldt ud og fortsat bakke op om ASF; opfordrer indtrængende medlemsstaternes ambassader og EU-delegationerne til at gøre en mere aktiv indsats for at promovere ASF i de afrikanske hovedstæder; mener, at det er nødvendigt at omstrukturere den offentlige udviklingsbistand inden for OECD's rammer ud fra en fredsopbygningsoptik; mener, at EUF-forordningen bør revideres, således at det bliver muligt at udforme programmeringen, så den indbefatter udgifter til fred, sikkerhed og retlige anliggender, der kan begrundes med, at de er relateret til udvikling;

16.  bemærker betydningen af missioner under den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) for Afrikas sikkerhed, navnlig uddannelses- og støttemissioner for afrikanske styrker, og især EUTM Mali, EUCAP Sahel Mali og EUCAP Sahel Niger, EUTM Somalia samt EUCAP Nestor; bemærker den ekstra støtte, som disse missioner yder til andre FN-ledede missioners indsatser; opfordrer EU til at forøge disse uddannelsesmissioners kapaciteter, navnlig ved at give afrikanske soldater, der har fået træning, mulighed for at blive fulgt når og efter de vender hjem fra deres indsatssteder;

17.  fastholder, at hverken EU eller medlemsstaterne bør gå enegang, når de støtter fredsstøttende operationer, men at de derimod fuldt ud bør tage højde for bidrag fra andre internationale aktører, forbedre samordningen med disse aktører og indsatshastigheden og fokusere deres indsats i bestemte, prioriterede lande, idet de mest egnede og erfarne medlemsstater benyttes som ledende nationer; fremhæver betydningen af de regionale økonomiske fællesskaber i den afrikanske sikkerhedsstruktur; bemærker den rolle, som EU-delegationerne kan spille som formidlere af samordning mellem internationale aktører;

18.  støtter en helhedsorienteret EU-strategi, som er det væsentligste instrument til at udnytte det fulde potentiale i EU's indsats i forbindelse med fredsbevarende operationer og til at mobilisere forskellige måder, hvorpå AU-landenes udvikling kan støttes;

19.  understreger, at støtte til grænseforvaltning bør være en prioritet i EU's engagement i Afrika; bemærker, at porøse grænser er en af hovedårsagerne til stigningen i terrorisme i Afrika;

20.  glæder sig over den fælles meddelelse om kapacitetsopbygning og tilslutter sig Rådets krav om omgående implementering; påpeger, at EU har mulighed for, især ved hjælp af sin samlede strategi, der omfatter både militære og civile virkemidler, at bidrage til at styrke sikkerheden i skrøbelige og konfliktramte lande og til at imødekomme vore partneres behov, navnlig for så vidt angår modtagerne af militær støtte, og gentager samtidig, at sikkerhed er en forudsætning for udvikling; beklager, at hverken Kommissionen eller Rådet har delt deres vurdering af de retlige muligheder for at støtte kapacitetsopbygning med Parlamentet; opfordrer begge institutioner til rettidigt at underrette Parlamentet herom; opfordrer Kommissionen til at foreslå et retsgrundlag i overensstemmelse med de oprindelige europæiske mål fra 2013, som er skitseret i initiativet "Enable and Enhance";

21.  påpeger, at bidraget af 7. december 2015 fra Juridisk Tjeneste i Rådet med titlen "Capacity building in support of security and development – legal questions" indeholder en række betragtninger vedrørende måder og midler til at finansiere materiel til afrikanske landes militær; opfordrer Rådet til at fortsætte denne drøftelse;

22.  glæder sig over de positive reaktioner, der er kommet fra Frankrig efter aktiveringen af artikel 42, stk. 7; er stærk tilhænger af, at der igen indsættes europæiske væbnede styrker i Afrika;

23.  erkender, at problemet ofte ikke er manglende finansiering, men snarere hvordan midlerne bruges, og hvilke andre ressourcer der tages i anvendelse; bemærker, at Revisionsrettens anbefalinger vedrørende EU-midler ikke er blevet gennemført fuldt ud; efterlyser regelmæssige kontroller af, hvordan midler fra nationale regeringer, der kanaliseres via EU og FN, bliver brugt; mener, at det er af afgørende betydning, at midlerne udnyttes effektivt i betragtning af deres begrænsede karakter og omfanget af de problemer, vi står over for; mener, at ansvarliggørelse er et afgørende element i denne proces, som samtidig kan bidrage til at tackle den rodfæstede korruption i Afrika; kræver, at der foretages en mere grundig og gennemsigtig evaluering af fredsstøttende operationer, som støttes af EU; bakker op om initiativer såsom Békou-trustfonden, der opererer i Den Centralafrikanske Republik og søger at samle europæiske udviklingsrelaterede ressourcer, ekspertise og kapaciteter for at slippe af med den opsplitning og ineffektivitet, der har præget den internationale indsats i forbindelse med genopbygningen af landet; efterlyser mere systematisk fælles programmering mellem de forskellige EU-instrumenter;

24.  bemærker FN's evalueringsrapport af 15. maj 2015 om retshåndhævelse og bestræbelser på afhjælpende bistand i forbindelse med seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug begået af FN-personale og FN-relateret personale under fredsbevarende operationer; mener, at AU, FN, EU og deres medlemsstater bør udvise stor agtpågivenhed over for denne type forbrydelser, og opfordrer indtrængende til, at man anvender de strengeste disciplinære og retlige procedurer og gør sig de største bestræbelser på at forhindre sådanne forbrydelser; anbefaler endvidere passende træning og uddannelse af personel, der skal deltage i fredsbevarende operationer, og mener, at udpegelsen af kvindelige medarbejdere og kønsrådgivere vil bidrage til at overvinde kulturelle misforståelser og mindske forekomsten af seksuel vold;

25.  opfordrer EU og FN til at gøre en fælles indsats med henblik på kapacitetsopbygning; mener, at det nuværende finansieringsprogram ikke er bæredygtigt, og at der bør knyttes betingelser til fredsfaciliteten for Afrika for at anspore AU til at øge sine egne bidrag til fredsstøttende operationer;

26.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til formanden for Det Europæiske Råd, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes parlamenter, FN's generalsekretær, formanden for AU-Kommissionen, formanden for Det Panafrikanske Parlament, NATO's generalsekretær og formanden for NATO's Parlamentariske Forsamling.

(1) S/2015/229.
(2) JOIN(2015)0017.
(3) A/70/95–S/2015/446.
(4) Rådsdokument 11216/12.
(5) EEAS(2015)458, Rådsdokument 7632/15 (ikke oversat).
(6) Rådsdokument 7204/08.
(7) Rådsdokument 8370/14.
(8) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0403.
(9) EUT C 99 E af 3.4.2012, s. 56.


Illoyal handelspraksis i fødevareforsyningskæden
PDF 299kWORD 107k
Europa-Parlamentets beslutning af 7. juni 2016 om illoyal handelspraksis i fødevarekæden (2015/2065(INI))
P8_TA(2016)0250A8-0173/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 15. juli 2014 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen "Bekæmpelse af illoyal handelspraksis i business-til-business-fødevareforsyningskæden" (COM(2014)0472),

–  der henviser til rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om illoyal handelspraksis i business-til-business-fødevareforsyningskæden (COM(2016)0032),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. oktober 2009 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen "En bedre fungerende fødevareforsyningskæde i Europa" (COM(2009)0591),

–  der henviser til Kommissionens grønbog af 31. januar 2013 om ”Illoyal handelspraksis i forsyningskæden for fødevarer og non-food i business-to-business aktiviteter i Europa” (COM(2013)0037),

–  der henviser til sin erklæring af 19. februar 2008 med titlen "undersøgelse af og indgreb over for magtmisbrug udøvet af store supermarkeder i Den Europæiske Union"(1),

–  der henviser til sin beslutning af 7. september 2010 om rimelige indkomster for landbrugere: En bedre fungerende fødevareforsyningskæde i Europa(2),

–  der henviser Europa-Parlamentets beslutning af 19. januar 2012 om ubalancerne i fødevareforsyningskæden(3),

–  der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 12. november 2013 om Kommissionens grønbog ”Illoyal handelspraksis i forsyningskæden for fødevarer og non-food i business-to-business aktiviteter i Europa”,

–  der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om store detailhandelskæder – tendenser og konsekvenser for landbruget og forbrugerne(4),

–  der henviser til sin beslutning af 19. januar 2016 om årsberetning om EU's konkurrencepolitik(5), navnlig punkt 104,

–  der henviser til Kommissionens afgørelse af 30. juli 2010 om oprettelse af Forummet på Højt Plan for en Bedre Fungerende Fødevareforsyningskæde(6),

–  der henviser til sin beslutning af 5. juli 2011 om et mere effektivt og fair detailmarked(7),

–  der henviser til undersøgelsen med titlen "Monitoring the implementation of principles of good practice in vertical relationships in the food supply chain" udarbejdet af Areté Srl for Kommissionen (januar 2016),

–  der henviser til sin beslutning af 11. december 2013 om en europæisk handlingsplan for detailhandelen til gavn for alle aktører(8),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006 om vildledende og sammenlignende reklame(9),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/7/EU af 16. februar 2011 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner(10),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked,(11)

–  der henviser til undersøgelse af Tesco plc foretaget af den britiske supermarkedsombudsmand (Groceries Code Adjudicator) af 26. januar 2016,

–  der henviser til Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler(12),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 261/2012 af 14. marts 2012 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår kontraktforhold i mælke- og mejerisektoren(13),

–  der henviser til statusrapporten af juli 2015 om forsyningskædeinitiativet,

–  der henviser til rapporten fra 2012 fra Consumers International med titlen "The relationship between supermarkets and suppliers: what are the implications for consumers?",

–  der henviser til FAO's universelle ramme for bæredygtighedsvurdering af fødevare- og landbrugssystemer (Sustainability Assessment of Food and Agriculture systems – SAFA),

–  der henviser til de yderst kritiske forhold for landmænd og landbrugskooperativer, navnlig inden for mejerisektoren, svinekødssektoren, oksekødssektoren, frugt- og grøntsagssektoren samt kornsektoren,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og udtalelse fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A8-0173/2016),

A.  der henviser til, at illoyal handelspraksis er et alvorligt problem, der forekommer i mange sektorer af økonomien; der henviser til, at Kommissionens rapport af 29. januar 2016 om illoyal handelspraksis i business-til-business-fødevareforsyningskæden (COM(2016)0032) bekræfter, at denne praksis kan forekomme i hvert led af fødevareforsyningskæden; der henviser til, at problemet er særlig udbredt i fødevareforsyningskæden og har skadelige indvirkninger på det svageste led i kæden; der henviser til, at problemet er erkendt af alle aktører i fødevareforsyningskæden og af mange nationale konkurrencemyndigheder; der henviser til, at Kommissionen, Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg gentagne gange har gjort opmærksom på problemet med illoyal handelspraksis;

B.  der henviser til, at "unfair adfærd" i fødevareforsyningskæden er vanskelig at slå ned på som overtrædelse af gældende konkurrenceret, idet dennes eksisterende værktøjer kun er virksomme over for visse former for konkurrencebegrænsende adfærd;

C.  der henviser til fødevareforsyningskædens størrelse og den strategiske betydning, som den har for Den Europæiske Union; der henviser til, at denne sektor beskæftiger over 47 millioner mennesker i EU og skaber ca. 7 % af bruttoværditilvæksten på EU-plan, og at den samlede værdi af EU's marked for produkter med relation til fødevaredetailhandlen skønnes at beløbe sig til 1,05 mia. EUR; der henviser til, at detailtjenestesektoren skaber 4,3 % af EU's BNP, og at 17 % af EU's SMV'er er beskæftiget inden for denne sektor(14); der henviser til, at 99,1 % af virksomhederne inden for føde- og drikkevaresektoren er SMV'er og mikrovirksomheder;

D.  der henviser til, at det indre marked har bragt omfattende fordele for aktører i fødevareforsyningskæden, og at fødevarehandelen i stigende grad har en grænseoverskridende dimension og er af særlig betydning for det indre markeds funktion; der henviser til, at den grænseoverskridende handel mellem EU's medlemsstater udgør 20 % af EU's samlede føde- og drikkevareproduktion; der henviser til, at 70 % af alle medlemsstaternes fødevareeksport går til andre EU-medlemsstater;

E.  der henviser til, at der i de seneste år er sket væsentlige strukturelle ændringer i business-til-business-fødevareforsyningskæden hvad angår en høj koncentration og vertikal og grænseoverskridende integration af aktører i produktionssektoren og navnlig i forarbejdnings- og detailhandelssektorerne og i de forudgående produktionsfaser;

F.  der henviser til, at aktører i fødevareforsyningskæden har berettet om illoyal handelspraksis primært bestående af:

   forsinket betaling
   begrænset adgang til markedet
   ensidige ændringer eller ændringer med tilbagevirkende kraft af kontraktvilkår
   manglende forelæggelse af tilstrækkeligt detaljerede oplysninger om eller tvetydig formulering af kontraktvilkår;
   afvisning af at indgå en skriftlig kontrakt
   pludselig og ubegrundet annullering af en kontrakt
   urimelig overførsel af kommercielle risici
   krav om betaling for varer eller tjenesteydelser, der ikke har nogen værdi for den ene part i kontrakten
   betaling for fiktive tjenesteydelser
   overførsel af transport- og oplagringsudgifter til leverandører
   tvungen inddragelse i reklamefremstød, betaling for varer på fremtrædende placeringer i butikker og andre yderligere gebyrer
   overførsel til leverandører af omkostningerne for at promovere varer i salgsområder
   påtvungen ubetinget returnering af usolgte varer
   udøvelse af pres for at sænke prisen på varerne
   hindring af handelspartnere i at foretage køb i andre medlemsstater (territoriale forsyningsbegrænsninger);

G.  der henviser til, at eftersom det er umuligt at standse en produktion af landbrugsvarer, når den først er påbegyndt, og på grund af disse produkters letfordærvelige natur er landbrugere særligt udsatte i forhold til illoyal handelspraksis i fødevareforsyningskæden;

H.  der henviser til, at producenter nogle gange arbejder med tab som følge af ugunstige forhandlinger med andre aktører i fødevareforsyningskæden, f.eks. i forbindelse med prisnedsættelser og rabatter i supermarkederne;

I.  der henviser til, illoyal handelspraksis opstår, når der er ulighed i handelsforbindelserne mellem partnere i fødevareforsyningskæden, som resultat af forskellige niveauer af forhandlingsstyrke inden for forretningsrelationerne, hvilket skyldes den voksende koncentration af markedsindflydelse blandt et lille antal multinationale grupper, og der henviser til, at disse forskelle har tendens til at skade små og mellemstore producenter;

J.  der henviser til, at illoyal handelspraksis kan have skadelige konsekvenser for de enkelte led i fødevareforsyningskæden, navnlig hvad angår landbrugere og SMV'er, hvilket igen kan påvirke hele EU's økonomi og de endelige forbrugere negativt ved at begrænse forbrugernes valg af produkter og deres adgang til nye og innovative produkter; der henviser til, at illoyal handelspraksis kan påvirke prisforhandlingerne mellem virksomhederne, virke begrænsende på grænseoverskridende handel i EU og hæmme det indre markeds funktion; der henviser til, at illoyal handelspraksis især kan føre til, at virksomheder begrænser investering og innovation, navnlig på områderne miljøbeskyttelse, arbejdsvilkår eller dyrevelfærd, på grund af reducerede indtægter og manglende sikkerhed, og kan medføre, at de standser produktions-, forarbejdnings- og handelsaktiviteter;

K.  der henviser til, at illoyal handelspraksis hæmmer det indre markeds gnidningsfri funktion og udvikling og i alvorlig grad forstyrrer markedets funktion;

L.  der henviser til, at illoyal handelspraksis kan medføre overdrevne omkostninger eller indtægter, der er mindre end forventet, for virksomheder med mindre forhandlingsstyrke samt overproduktion og fødevarespild;

M.  der henviser til, at forbrugerne potentielt står over for et tab af produktdiversitet, kulturarv og salgssteder som følge af illoyal handelspraksis;

N.  der henviser til, at SMV'er og mikrovirksomheder, der udgør over 90 % af EU's økonomiske struktur, er særligt sårbare over for illoyal handelspraksis og i højere grad berørte af virkningen heraf end store virksomheder, hvilket gør det sværere for dem at overleve på markedet, foretage nye investeringer i produkter og teknologi og foretage innovation, og gør det vanskeligere for SMV'er at udvide deres aktiviteter, herunder på tværs af grænserne på det indre marked; der henviser til, at SMV'er afskrækkes fra at indgå i handelsforbindelser på grund af risikoen for at blive udsat for illoyal handelspraksis;

O.  der henviser til, at illoyal handelspraksis ikke kun forekommer i fødevareforsyningskæden, men lige så ofte i forsyningskæden for nonfood, f.eks. konfektionsindustrien og bilindustrien;

P.  der henviser til, at mange medlemsstater har gjort tiltag for at imødegå illoyal handelspraksis på forskellige måder, i nogle tilfælde ved hjælp af frivillige og selvregulerende mekanismer og i andre gennem relevant national lovgivning; der henviser til, at dette har medført en høj grad af uoverensstemmelse og differentiering mellem de enkelte lande hvad angår niveau, karakter og form af retlig beskyttelse; der henviser til, at nogle lande ikke har truffet nogen foranstaltninger på dette område;

Q.  der henviser til, at nogle medlemsstater, der oprindeligt havde valgt at bekæmpe illoyal handelspraksis ved hjælp af frivillige ordninger, efterfølgende har besluttet at håndtere dem gennem lovgivning;

R.  der henviser til, at illoyal handelspraksis kun til dels er omfattet af konkurrencelovgivningen;

S.  der henviser til, at europæisk konkurrencelovgivning bør give forbrugerne mulighed for at opnå en lang række kvalitetsprodukter til konkurrencedygtige priser, samtidig med at det sikres, at virksomheder har incitamenter til at investere og innovere ved at give dem en rimelig chance for at promovere fordelene ved deres produkter, uden at de uretmæssigt tvinges ud af markedet gennem illoyal handelspraksis;

T.  der henviser til, at europæisk konkurrencelovgivning bør give den endelige forbruger mulighed for at købe varer til en konkurrencedygtig pris, men også skal sikre fri og loyal konkurrence mellem virksomheder, navnlig for at tilskynde dem til innovation;

U.  der henviser til, at der opstår en såkaldt "frygtfaktor", der bevirker, at den svage part ikke effektivt kan udøve sin ret og er bange for at indgive en klage over den illoyale handelspraksis, som den stærke part benytter, af frygt for, at denne vil bringe deres handelsmæssige forbindelser til ophør;

V.  der henviser til, at udbyttet fra fødevareforsyningskæden påvirker EU-borgernes dagligdag, eftersom ca. 14 % af deres husholdningsbudget anvendes til fødevarer;

W.  der henviser til, at mange aktører er aktive i fødevareforsyningskæden, herunder fabrikanter, detailhandlere, formidlere og producenter, og at illoyal handelspraksis kan opstå på forskellige niveauer i kæden;

X.  der henviser til, at "frygtfaktoren" betyder, at små leverandører ikke effektivt vil kunne udøve deres ret, hvis den etableres, til at anlægge sag, og at andre billige og tilgængelige mekanismer såsom mægling ved en uafhængig dommer bedre vil tjene deres interesser;

Y.  der henviser til, at forsyningskædeinitiativet har store begrænsninger – der er for eksempel ikke nogen sanktioner for manglende overholdelse, og der er ikke mulighed for at indgive fortrolige klager – hvilket betyder, at det ikke kan anvendes effektivt som et redskab til at bekæmpe illoyal handelspraksis;

1.  glæder sig over de skridt, Kommissionen har taget for at bekæmpe illoyal handelspraksis med henblik på at sikre et mere afbalanceret marked og for at overvinde den aktuelle splittede situation, der skyldes forskellige nationale tilgange til at tage fat på illoyal handelspraksis i EU, men påpeger, at disse skridt ikke er tilstrækkelige til at bekæmpe illoyal handelspraksis; glæder sig over Kommissionens ovennævnte rapport af 29. januar 2016 og ligeledes den længe ventede ledsagende undersøgelse om overvågningen af gennemførelsen af principper for god praksis i vertikale forbindelser i fødevareforsyningskæden, men bemærker dens konklusioner, der ikke baner vej for en EU-ramme for at imødegå illoyal handelspraksis på EU-plan;

2.  glæder sig over indsatsen fra Forummet på Højt Plan for en Bedre Fungerende Fødevareforsyningskæde og oprettelsen af en ekspertplatform for business-til-business-aftaler, som har udarbejdet en liste, en beskrivelse og en vurdering af handelspraksis, der kan betragtes som klart illoyal;

3.  erkender oprettelsen og udviklingen af forsyningskædeinitiativet, der spiller en vigtig rolle for fremme af kulturel forandring og forbedring af forretningsmoral, og som har ført til vedtagelsen af en række principper for god praksis inden for vertikale forbindelser i fødevareforsyningskæden og en frivillig ramme for gennemførelsen af disse principper, som blot i det andet driftsår allerede tæller over tusind deltagende virksomheder fra hele EU og hovedsagelig SMV'er; glæder sig over de fremskridt, der er gjort indtil videre, og stoler på, at indsatsen for at fremme loyal handelspraksis inden for fødevareforsyningskæden burde have en indvirkning, men at den i øjeblikket ikke kan betragtes som tilstrækkelig til at løse problemet med illoyal handelspraksis i fødevareforsyningskæden; understreger dog, at effektiviteten af forsyningskædeinitiativet, som anerkendt af både den seneste rapport fra Kommissionen og ekstern evaluering, undergraves af en lang række mangler såsom svagheder i forvaltningen, begrænsninger i gennemsigtigheden, ingen håndhævelsesforanstaltninger eller sanktioner, manglende effektive foranstaltninger med afskrækkende virkning mod illoyal handelspraksis og manglende mulighed for individuelle anonyme klager fra potentielle ofre for illoyal handelspraksis eller for undersøgelser på eget initiativ foretaget af et uafhængigt organ, hvilket derfor fører til underrepræsentation blandt især SMV'er og landbrugere, der eventuelt finder forsyningskædeinitiativet uhensigtsmæssigt til dets formål; anbefaler at iværksætte lignende forsyningskædeinitiativer inden for andre relevante nonfoodsektorer;

4.  beklager dog, at visse tvistbilæggelsesmuligheder, der fremmes af forsyningskædeinitiativet, endnu ikke er blevet anvendt i praksis, hvilket betyder at vurderingen af deres effektivitet snarere er baseret på teoretiske vurderinger; er bekymret over, at ingen konkret sag er blevet undersøgt for at vurdere forsyningskædeinitiativets rolle i bekæmpelsen af illoyal handelspraksis, og at en mere detaljeret analyse ikke er blevet gennemført for så vidt angår indsamling af data vedrørende modtagne og løste klager; mener, at den manglende gennemførelse af en sådan dybtgående vurdering undergraver den overordnede vurdering af initiativet; er skuffet over udtalelsen, som kommer til udtryk i ovennævnte Areté-undersøgelse til evaluering af effektiviteten af forsyningskædeinitiativet, om, at de faktiske resultater af forsyningskædeinitiativet kan synes meget beskedne i forhold til det faktiske eller opfattede omfang og den faktiske eller opfattede alvor af problemet med illoyal handelspraksis;

5.  bemærker oprettelsen af nationale platforme under forsyningskædeinitiativet hos nationale organisationer og virksomheder i fødevareforsyningskæden til at tilskynde til dialog mellem parterne, fremme indførelse og udveksling af loyal handelspraksis og forsøge at standse illoyal handelspraksis, men sætter spørgsmålstegn ved, om de reelt er effektive; påpeger imidlertid, at visse nationale platforme ikke har opfyldt disse målsætninger, og at landbrugere i Finland har opgivet platformen; foreslår, at medlemsstaterne tilskyndes og gives incitamenter til at træffe yderligere foranstaltninger med brug af passende instrumenter vedrørende eventuelle klager eller uregelmæssigheder, der indberettes af disse nationale platforme;

6.  mener, at principperne for god praksis og listen over eksempler på loyal og illoyal praksis i de vertikale forbindelser i fødevareforsyningskæden bør udvides og håndhæves på en effektiv måde;

7.  glæder sig over Kommissionens igangværende undersøgelse af udvalg og innovation i detailsektoren; mener, at denne undersøgelse vil være medvirkende til at kaste lys over udviklingen af og årsagerne til vareudvalg og innovation på overordnet markedsplan;

8.  glæder sig over udviklingen af alternative og uformelle mekanismer for tvistbilæggelse og søgsmål, navnlig gennem mægling og venskabelige ordninger;

9.  understreger, at illoyal handelspraksis i fødevareforsyningskæden strider mod grundlæggende retsprincipper;

10.  tager afstand fra disse former for praksis, som udnytter den skæve magtbalance mellem økonomiske aktører og hindrer ægte aftalefrihed;

11.  påpeger, at illoyal handelspraksis, som påtvinges af parter, der befinder sig i en stærkere forhandlingsposition, har en negativ indvirkning i hele fødevareforsyningskæden, herunder på beskæftigelsen, til skade for forbrugernes valgmuligheder og for kvaliteten, udvalget og den innovative karakter af de produkter, der gøres tilgængelige; understreger, at illoyal handelspraksis i værste tilfælde kan hæmme virksomhedernes konkurrenceevne og investering og presse virksomhederne til at foretage besparelser på bekostning af lønninger, arbejdsvilkår eller kvaliteten af råvarer;

12.  bekræfter, at fri og loyal konkurrence, afbalancerede relationer mellem alle aktører, aftalefrihed og en stærk og effektiv håndhævelse af relevant lovgivning, der beskytter alle økonomiske aktører i fødevareforsyningskæden, uanset deres geografiske placering, er en forudsætning for at sikre en velfungerende fødevareforsyningskæde og garantere fødevaresikkerhed;

13.  påpeger behovet for at opbygge gensidig tillid mellem parterne i forsyningskæden på grundlag af principperne om aftalefrihed og en gensidig gavnlig relation; understreger, at den største kontraktpart har et socialt ansvar for at begrænse udnyttelsen af sin fordel med hensyn til forhandlingsposition og for at arbejde sammen med den svage part for at finde en løsning, der er til gavn for begge parter;

14.  glæder sig over, at Kommissionen i sin grønbog af 31. januar 2013 erkender, at der ikke findes sand aftalefrihed, når parterne har en ulige position på markedet;

15.  anerkender, at illoyal handelspraksis primært skyldes indkomst- og magtubalancer i fødevareforsyningskæden, og understreger, at disse skal tackles hurtigst muligt for at forbedre situationen for landbrugerne i fødevaresektoren; bemærker, at store detailhandleres salg til priser under produktionsomkostningerne og alvorlige misbrug af basale landbrugsfødevarer, såsom mejeriprodukter, frugt og grøntsager som "slagtilbud" truer den langsigtede bæredygtighed af produktionen i EU af sådanne produkter; glæder sig over bestræbelser som f.eks. Tierwohl-initiativet i Tyskland, der tager sigte på at hjælpe landbrugerne med at konkurrere på grundlag af deres produkters kvaliteter;

16.  understreger, at illoyal handelspraksis har alvorlige negative konsekvenser for landbrugerne, som f.eks. lavere fortjeneste, højere omkostninger end forventet, fødevareoverproduktion og spild samt finansielle planlægningsvanskeligheder; understreger, at sådanne negative konsekvenser i sidste ende reducerer forbrugernes valgmuligheder;

17.  sætter spørgsmålstegn ved den urokkelige støtte til forsyningskædeinitiativet, som udtrykkes i Kommissionens rapport, i betragtning af dets begrænsninger; gentager, at landbrugere har modvilje mod at deltage på grund af manglende tillid, restriktioner vedrørende anonyme klager, manglende lovbestemte beføjelser, manglende evne til at anvende meningsfulde sanktioner, mangel på passende mekanismer til at bekæmpe veldokumenteret illoyal handelspraksis og bekymringer over ubalancer i arten af håndhævelsesmekanismer, som ikke er blevet taget behørigt i betragtning; beklager Kommissionens modvilje mod at sikre anonymitet og passende sanktioner.

18.  mener, at forsyningskædeinitiativet og andre frivillige ordninger på nationalt plan og på EU-plan (kodekser for god praksis, frivillige tvistbilæggelsesmekanismer) bør fremmes og udvikles yderligere som supplement til effektive og stærke håndhævelsesmekanismer på medlemsstatsniveau, idet det sikres, at klager kan indgives anonymt, og idet der indføres afskrækkende sanktioner samtidig med koordination på EU-plan; tilskynder producenter og handlende, herunder landbrugsorganisationer, til at involvere sig i sådanne aktiviteter; mener, at disse initiativer bør stå til rådighed for alle leverandører, som ikke har betænkeligheder med hensyn til deres anonymitet, og med fordel kan udvikles som platforme for udveksling af bedste praksis; bemærker, at Kommissionen i sin nylige rapport erklærer, at forsyningskædeinitiativet skal forbedres, især for at tage hensyn til fortrolige klager og hvad angår tillæggelse af undersøgelses- og sanktionsbeføjelser til uafhængige organer;

19.  anmoder Kommissionen til at tage skridt til at sikre effektive håndhævelsesmekanismer såsom udvikling og koordination af et netværk af nationale myndigheder, der er gensidigt anerkendt på EU-plan; fremhæver i denne forbindelse den britiske supermarkedsombudsmand (Groceries Code Adjudicator) som en eventuel model til efterfølgelse på EU-plan, idet denne kan have en reel afskrækkende indvirkning på illoyal handelspraksis og bidrage til at fjerne "frygtfaktoren";

20.  glæder sig over det nye tiltag under forsyningskædeinitiativet, som giver SMV'er og mikrovirksomheder mulighed for at deltage efter en forenklet procedure; bemærker, at antallet af registrerede SMV'er er steget; påpeger dog, at forsyningskædeinitiativet bør styrkes yderligere gennem en række foranstaltninger, som Kommissionen fastsatte i sin rapport af 29. januar 2016, i forbindelse med hvilke Kommissionen bør overvåge fremskridt med henblik på at:

   intensivere indsatsen for at give offentlig omtale af og udbrede kendskabet til forsyningskædeinitiativet, særlig blandt SMV'er
   sikre upartiskhed i forvaltningsstrukturen, f.eks. ved at oprette en uafhængig formand, der ikke er knyttet til særlige interessentgrupper
   give påståede ofre for illoyal handelspraksis mulighed for at klage fortroligt
   styrke interne procedurer med henblik på at kontrollere, at de enkelte aktører overholder deres procedureforpligtelser, og overvåge forekomsten og udfaldet af bilaterale tvister på en fortrolig måde;

21.  noterer sig Kommissionens bemærkning om, at repræsentanter for landbrugere har besluttet ikke at tilslutte sig forsyningskædeinitiativet, eftersom det efter deres mening ikke sikrer tilstrækkelig fortrolighed for klagere, mangler lovbestemte beføjelser til at gennemføre uafhængige undersøgelser og meningsfulde sanktioner og en mekanisme til at bekæmpe veldokumenteret illoyal handelspraksis, og eftersom deres bekymringer over ubalancer i arten af håndhævelsesmekanismer ikke er blevet taget behørigt i betragtning; mener, at landbrugeres deltagelse er af afgørende betydning, og at faldende deltagelse ikke er et tegn på manglende bevidsthed, men snarere manglende tillid til de nuværende procedurer under forsyningskædeinitiativet og forvaltningen heraf; foreslår derfor, at en forbedring af forsyningskædeinitiativets funktion, bl.a. gennem uafhængig forvaltning, fortrolighed og anonymitet og effektive håndhævelsesforanstaltninger og afskrækkelsesforanstaltninger, som et første skridt kan øge landbrugeres interesse, støtte og dermed deltagelse;

22.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte og tilskynde producenterne til at melde sig ind i producentorganisationer og sammenslutninger af producentorganisationer med henblik på at forøge deres forhandlingsstyrke og position i fødevareforsyningskæden;

23.  erkender imidlertid, at frivillige og selvregulerende ordninger kan være en omkostningseffektiv måde at sikre fair opførsel på markedet, bilægge tvister og standse illoyal handelspraksis, hvis de kombineres med uafhængige og effektive håndhævelsesmekanismer; understreger dog, at sådanne ordninger indtil videre har givet begrænsede resultater på grund af manglende korrekt håndhævelse, underrepræsentation blandt landbrugere, upartiske regeringsstrukturer, interessekonflikter mellem de berørte parter, tvistbilæggelsesordninger, der ikke afspejler leverandørernes "frygtfaktor", og det forhold, at de ikke finder anvendelse på hele fødevareforsyningskæden; opfordrer Kommissionen til fortsat at støtte udvekslingen af bedste praksis mellem medlemsstaterne;

24.  bemærker, at der allerede findes EU-lovgivning, som har til formål at bekæmpe virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne (direktiv 2005/29/EF), men påpeger, at der ikke findes EU-lovgivning, der har til formål at bekæmpe urimelig handelspraksis mellem forskellige aktører i agrofødevarekæden;

25.  påpeger, at enhver seriøs analyse af illoyal handelspraksis må tage udgangspunkt i det nye økonomiske paradigme, der har udviklet sig over de seneste år, dvs. en stor detailsektor, hvor adgangen til salgssteder har været underlagt en hård konkurrence, der domineres af supermarkedskæder; påpeger, at visse konkurrencemyndigheder har udpeget bestemte former for praksis, som indebærer overførsel af overdreven risikotagning til leverandørerne, hvilket kan gøre disse mindre konkurrencedygtige; påpeger, at de samme myndigheder også har konstateret, at egne varemærker medfører et element af horisontal konkurrence over for industrielle varemærker, som der ikke er blevet taget tilstrækkeligt hensyn til;

26.  understreger, at en indsats for at bekæmpe illoyal handelspraksis vil bidrage til at sikre det indre markeds funktion og til at udvikle grænseoverskridende handel inden for EU og med tredjelande; påpeger, at den fragmenterede karakter af markederne og forskellene på nationale love om illoyal handelspraksis udsætter operatører i forsyningskæden for en række forskellige markedsvilkår og kan føre til den praksis, der er kendt som "forumshopping", der igen kan føre til reguleringsmæssig usikkerhed;

27.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til sikre en fuldstændig og konsekvent håndhævelse af den europæiske konkurrenceret, regler om illoyal konkurrence og især til at pålægge strenge sanktioner i tilfælde af misbrug af en dominerende position i fødevareforsyningskæden;

28.  anser det for vigtigt at sikre, at EU’s konkurrenceregler tager hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for landbruget, og tjener velfærden for producenter såvel som forbrugere, der spiller en vigtig rolle i forsyningskæden; mener, at EU's konkurrenceregler skal skabe betingelserne for et mere effektivt marked, der gør det muligt for forbrugerne at nyde godt af en bred vifte af kvalitetsprodukter til konkurrencedygtige priser, samtidig med at det sikres, at primære producenter har et incitament til at investere og innovere uden at blive tvunget ud af markedet af illoyal handelspraksis

29.  påpeger, at produkter med private, egne mærker kan skabe øget værdi, udvalg og "fair trade"-produkter til forbrugerne, men at de også udgør et strategisk problem på mellemlang og lang sigt, eftersom de indfører en horisontal dimension til konkurrencen inden for industrielle varemærker, hvilket aldrig tidligere havde været aktuelt, og som kan give detailhandlerne en uretfærdig og konkurrencehæmmende position, da disse bliver både kunder og konkurrenter; gør opmærksom på eksistensen af en "risikogrænse", som – hvis den overskrides – kan betyde, at den positive virkning af egne varemærkers indtrængning på markedet inden for en bestemt produktkategori vil slå om i en negativ virkning og gøre det mindre attraktivt for mange virksomheder at innovere; insisterer derfor på, at spørgsmålet om private, egne mærker kræver særlig opmærksomhed fra Kommissionens og konkurrencemyndighedernes side, særlig med hensyn til behovet for at vurdere de langsigtede konsekvenser heraf for forsyningskæden og landbrugernes stilling i denne, under hensyntagen til at forbrugervaner i medlemsstaterne varierer;

30.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til fuldt ud og konsekvent at håndhæve direktiv 2011/7/EU om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner, så kreditorer får deres betaling fra virksomheder inden for 60 kalenderdage, eller, hvis betalingen ikke foretages inden for denne frist, kan opkræve morarenter og rimelig kompensation for deres inddrivelsesomkostninger;

31.  opfordrer Kommissionen til at fremsætte et eller flere forslag til en EU-ramme, der fastsætter generelle principper og tager ordentlig højde for de nationale omstændigheder og bedste praksis i hele fødevareforsyningskæden for at sikre lige vilkår mellem medlemsstaterne, således at markederne kan fungere hensigtsmæssigt, og at loyale og gennemsigtige relationer mellem fødevareproducenter, -leverandører og -distributører kan bevares;

32.  er af den faste overbevisning, at der bør tages højde for den definition af illoyal handelspraksis, som Kommissionen og relevante interessenter har skitseret i dokumentet "Vertical relationships in the Food Supply Chain: Principles of Good Practice" af 29. november 2011(15), samtidig med en åben liste over former for illoyal handelspraksis, når der fremsættes forslag til en EU-ramme;

33.  foreslår endvidere, at anonymitet og fortrolighed skal indarbejdes i alle fremtidige lovgivningsmæssige initiativer på dette område;

34.  mener, at medlemsstaterne, hvis de ikke allerede har gjort dette, bør oprette eller anerkende offentlige myndigheder eller særlige organer som en dommer med ansvar for at håndhæve foranstaltninger til bekæmpelse af illoyal praksis i fødevareforsyningskæden; mener, at denne slags offentlige myndigheder kan lette håndhævelsen, f.eks. ved at have bemyndigelse til at indlede og foretage undersøgelser på eget initiativ eller på grundlag af uformelle oplysninger eller klager, der behandles fortroligt (således at "frygtfaktoren" undgås), og kan agere som mægler mellem de involverede parter; understreger behovet for gensidig anerkendelse og effektivt samarbejde på EU-plan mellem nationale myndigheder for at sikre deling af relevante oplysninger, særlig om bedste praksis, og ekspertise vedrørende nye typer af illoyal handelspraksis under fuld respekt for nærhedsprincippet;

35.  opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og andre relevante aktører til som opfølgning på Kommissionens rapport at lette indlemmelsen af landbrugsorganisationer (herunder producentorganisationer og sammenslutninger af producentorganisationer) under de nationale håndhævelsesorganer, der regulerer fødevareforsyningskæden, primært ved at sikre anonymitet ved klager og en effektiv sanktionsordning;

36.  mener, at det er nødvendigt med rammelovgivning på EU-plan for at bekæmpe illoyal handelspraksis og sikre, at de europæiske landbrugere og forbrugere har mulighed for at nyde godt af rimelige salgs- og købsbetingelser;

37.  påpeger, at denne EU-rammelovgivning ikke må sænke beskyttelsesniveauet i lande, der allerede har vedtaget national lovgivning til bekæmpelse af illoyal handelspraksis inden for business-to-business aktiviteter;

38.  opfordrer medlemsstater uden en kompetent håndhævende myndighed til at overveje oprettelsen en sådan myndighed og til at tillægge den beføjelser til at overvåge og håndhæve foranstaltninger, der er nødvendige for at bekæmpe illoyal handelspraksis;

39.  understreger, at de håndhævende myndigheder bør have en række forskellige håndhævelsesforanstaltninger og sanktioner til rådighed for at give mulighed for fleksible reaktioner, afhængig af alvorsgraden af den specifikke omstændighed; mener, at sådanne foranstaltninger og sanktioner bør have en afskrækkende virkning med henblik på at forandre adfærd;

40.  minder om, at alle medlemsstaterne allerede har lovgivningsrammer, der omhandler illoyal handelspraksis; bemærker de seneste reguleringsmæssige foranstaltninger, som visse medlemsstater har truffet ved at indføre bestemmelser, der supplerer den nationale konkurrencelovgivning, udvider anvendelsesområdet for direktiverne om illoyal handelspraksis ved at udvide deres bestemmelser til at omfatte business-til-business-forhold og etablerer uafhængige håndhævelsesmyndigheder; bemærker dog, at de forskellige tilgange i de berørte medlemsstater har resulteret i forskellige grader og typer af beskyttelse mod illoyal handelspraksis;

41.  bemærker, at der ved vedtagelsen af foranstaltninger til bekæmpelse af illoyal handelspraksis skal tages behørigt hensyn til de forskellige retlige forhold og de særlige kendetegn, der gør sig gældende på hvert enkelt marked, de forskellige situationer og tilgange i de enkelte medlemsstater, graden af konsolidering eller fragmentering af de enkelte markeder og andre væsentlige faktorer, samtidig med at der drages nytte af de foranstaltninger, som allerede er truffet i nogle medlemsstater, og som har vist sig effektive; mener, at ethvert foreslået lovgivningsinitiativ på dette område bør sikre en relativt bred fleksibilitet til at skræddersy foranstaltninger rettet mod hvert enkelt markeds særlige karaktertræk for at undgå at vedtage en standardtilgang, og bør være baseret på det generelle princip om at styrke håndhævelsen ved at inddrage de relevante offentlige organer samt på begrebet privat håndhævelse, og derigennem også bidrage til at forbedre det fragmenterede og lave niveau af samarbejde, der eksisterer mellem de forskellige nationale håndhævende organer, og til at imødegå grænseoverskridende udfordringer vedrørende illoyal handelspraksis;

42.  påpeger, at det eksisterende fragmenterede og lave niveau af samarbejde inden for de forskellige nationale håndhævende organer ikke er tilstrækkeligt til at imødegå grænseoverskridende udfordringer vedrørende illoyal handelspraksis;

43.  opfordrer Kommissionen til at vurdere effektiviteten og indvirkningen af foranstaltninger af lovgivningsmæssig og anden art under behørig hensyntagen til alle eventuelle konsekvenser for de forskellige interessenter og for forbrugernes velfærd og af den politiksammensætning, som antydes af respondenter til ovennævnte Areté-undersøgelse, der er en kombination af frivillige initiativer og offentlig håndhævelse (33 % af alle svar) og specifik lovgivning på EU-niveau (32 %);

44.  er overbevist om, at forbrugerbevidsthed om landbrugsprodukter er afgørende for at løse de problemer, der skyldes ubalancer i fødevareforsyningskæden, herunder illoyal handelspraksis; opfordrer alle aktører, der er involveret i styring af fødevareforsyningskæden, til at øge gennemsigtigheden i den overordnede fødevareforsyningskæde og øge forbrugeroplysningen ved hjælp af mere hensigtsmæssige produktmærknings- og certificeringsordninger, så forbrugerne bliver i stand til at træffe fuldt informerede valg om de udbudte produkter og handle derefter;

45.  opfordrer Kommissionen til i tæt samarbejde med medlemsstaterne at fremme initiativer, hvor forbrugerne kan blive advaret om risikoen for prisdumping for primærproducenter, og støtter udtrykkeligt oplysningskampagner med henblik herpå i skoler og uddannelsesinstitutioner;

46.  bemærker, at Europa-Parlamentet siden 2009 har vedtaget fem beslutninger om problemer i detailkæden i EU, herunder tre, der specifikt omhandler ubalancer og misbrug inden for fødevareforsyningskæden; bemærker endvidere, at Kommissionen i samme periode har udarbejdet tre meddelelser og en grønbog og har bestilt to endelige rapporter om lignende emner; erklærer derfor, at endnu flere analyser om fødevareforsyningskædens aktuelle stade kun vil forsinke det presserende behov for en indsats for at hjælpe landbrugerne med at bekæmpe illoyal handelspraksis;

47.  opfordrer indtrængende alle aktører i fødevareforsyningskæden til at overveje standardkontrakter og også en ny generation af aftaler, hvor risici og fordele deles;

48.  anerkender, at reformen af den fælles landbrugspolitik og den nye fælles markedsordning har indført en række foranstaltninger med henblik på at bekæmpe forskellen i forhandlingsstyrke mellem landmænd, detailhandelen, engroshandelen og SMV’er i fødevareforsyningskæden, navnlig ved at støtte oprettelsen og udbredelsen af producentorganisationer; understreger betydningen af dette samarbejde på udbudssiden;

49.  bemærker, at forordning (EU) nr. 1308/2013 om oprettelse af producentorganisationer understøttes af finansielle incitamenter under anden søjle af den fælles landbrugspolitik; påpeger, at den retlige ramme udvider anvendelsesområdet for kollektive overenskomstforhandlinger (i visse sektorer) og leveringskontrakter (i alle sektorer) til producentorganisationer, sammenslutninger af producentorganisationer og brancheorganisationer, og også indfører midlertidige undtagelser fra visse konkurrenceregler i perioder med alvorlig ubalance på markedet, under overholdelse af visse sikkerhedsforanstaltninger;

50.  opfordrer indtrængende Kommissionen til kraftigt at fremme denne tilgang med henblik på at styrke de primære producenters forhandlingsposition og tilskynde producenterne til at tilslutte sig producentorganisationer og sammenslutninger af producentorganisationer; understreger især sårbarheden i de små landbrug og familielandbrug, som har potentiale til at skabe og støtte beskæftigelsen i isolerede, fjerntliggende regioner og bjergregioner;

51.  er af den opfattelse, at styrkelse og oprettelse af producentorganisationer skal gå hånd i hånd med en styrkelse af landbrugernes forhandlingsposition i fødevarekæden, især ved at give dem ret til at få deres kontrakter forhandlet kollektivt;

52.  opfordrer til øget gennemsigtighed og flere oplysninger i forsyningskæden og styrkelse af organer og markedsoplysningsværktøjer, som f.eks. det europæiske instrument til overvågning af fødevarepriser og mælkemarkedsobservatoriet, med henblik på at forsyne landbrugere og producentorganisationer med nøjagtige og rettidige markedsoplysninger;

53.  er af den opfattelse, at priserne i hele fødevareforsyningskæden bør afspejle merværdien ved primærproducenter bedre; opfordrer derfor til, at detailprisdannelsesprocessen er så gennemsigtig som muligt;

54.  påpeger, at landbrugerne i en række medlemslande har sikret sig en stærk position i fødevareforsyningskæden gennem etablering af andelsselskaber, der sikrer, at værditilvæksten i forarbejdningsleddet kanaliseres tilbage til landbrugerne, og anser det for afgørende, at disse selskaber ikke bebyrdes med ekstraomkostninger som følge af obligatoriske og omkostningstunge bureaukratiske regler;

55.  opfordrer indtrængende producenter og forarbejdningsvirksomheder til at arbejde sammen om at investere i innovation og øge merværdien af deres produkter;

56.  minder Kommissionen om, at Parlamentet i december 2013 vedtog en initativbetænkning, hvori det opfordrede Kommissionen til at undersøge muligheden for uvildig håndhævelse med henblik på at imødegå "frygtfaktoren" blandt de primære producenter; opfordrer indtrængende Kommissionen til at overveje dette i dens egen rapport;

57.  er af den opfattelse, at faglige organisationer kan fungere som en platform for primære producenter, der giver dem mulighed for at indgive klager til en kompetent myndighed om påstået illoyal handelspraksis uden frygt;

58.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT C 184 E af 6.8.2009, s. 23.
(2) EUT C 308 E af 20.10.2011, s. 22.
(3) EUT C 227 E af 6.8.2013, s. 11.
(4) EUT C 255 af 14.10.2005, s. 44.
(5) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0004.
(6) EUT C 210 af 3.8.2010, s. 4.
(7) EUT C 33 E af 5.2.2013, s. 9.
(8) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0580.
(9) EUT L 376 af 27.12.2006, s. 21.
(10) EUT L 48 af 23.2.2011, s. 1.
(11) EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22.
(12) EFT L 95 af 21.4.1993, s. 29.
(13) EUT L 94 af 30.3.2012, s. 38.
(14) Eurostat, 2010.
(15) https://ec.europa.eu/digital-single-market/sites/digital-agenda/files/discussions/Vertical%20relationships%20in%20the%20Food%20Supply%20Chain%20-%20Principles%20of%20Good%20Practice.pdf.


Teknologiske løsninger for et bæredygtigt landbrug i EU
PDF 214kWORD 103k
Europa-Parlamentets beslutning af 7. juni 2016 om teknologiske løsninger for et bæredygtigt landbrug i EU (2015/2225(INI))
P8_TA(2016)0251A8-0174/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 11, artikel 114, stk. 3, artikel 168, stk. 1 og artikel 191,

–  der henviser til Rådets afgørelse 2013/743/EU af 3. december 2013 om særprogrammet til gennemførelse af Horisont 2020 — rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020) og om ophævelse af afgørelse 2006/971/EF, 2006/972/EF, 2006/973/EF, 2006/974/EF og 2006/975/EF(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1291/2013 af 11. december 2013 om Horisont 2020 – rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020) og om ophævelse af afgørelse nr. 1982/2006/EF(2),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 af 17. december 2013 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005(3),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF(4),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/128/EF af 21. oktober 2009 om en ramme for Fællesskabets indsats med henblik på bæredygtig anvendelse af pesticider(5),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 233/2014 af 11. marts 2014 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde for perioden 2014-2020(6),

–  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 870/2004 af 24. april 2004 om et fællesskabsprogram for bevarelse, beskrivelse, indsamling og udnyttelse af genressourcer i landbruget og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1467/94(7) og til Kommissionens rapport af 28. november 2013 med titlen "Genressourcer i landbruget — fra bevarelse til bæredygtig udnyttelse" (COM(2013)0838),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 af 22. september 2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer(8),

–  der henviser til aftalememorandummet af 14. juli 2014 mellem Europa-Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank vedrørende samarbejde inden for landbrug og udvikling af landdistrikter i 2014-2020,

–  der henviser til sin beslutning af 11. marts 2014 om fremtiden for Europas gartnerisektor – vækststrategier(9),

–  der henviser til en undersøgelse fra 2014 foretaget af Temaafdeling B: Struktur- og samhørighedspolitik — landbrug og udvikling af landdistrikter, med titlen "præcisionslandbrug: En mulighed for EU’s landmænd — potentiel støtte med den fælles landbrugspolitik for 2014-2020",

–  der henviser til STOA's (Science and Technology Options Assessment) undersøgelse fra 2013 med titlen "Technology options for feeding 10 billion people" (teknologiske valgmuligheder til at brødføde 10 milliarder mennesker),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 29. februar 2012 om det europæiske innovationspartnerskab om landbrugets produktivitet og bæredygtighed (COM(2012)0079),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. februar 2012 med titlen "Nye veje til bæredygtig vækst: Bioøkonomi i Europa" (COM(2012)0060),

–  der henviser til Kommissionens afgørelse af 16. oktober 2015 om nedsættelse af Gruppen af højtstående videnskabelige rådgivere (C(2015)6946),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. maj 2015 med titlen "Bedre regulering for bedre resultater - En EU-dagsorden" (COM(2015)0215),

–  der henviser til sin beslutning af 17. december 2015 om patenter og sortsbeskyttelse(10),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A8-0174/2016),

A.  der henviser til, at vore samfund står over for flere udfordringer vedrørende landbrug og bør være opgaven voksen, samt at det skønnes, at verdens befolkning vil nå op på 9,6 milliarder pr. 2050, hvilket betyder, at der vil være ca. 2,4 mia. flere mennesker end i dag;

B.  der henviser til, at gennemsnitligt mindst en tredjedel af alle fødevarer går til spilde, at det i nogle sektorer er næsten halvdelen, og at en af de mest effektive måder at imødekomme den forventede efterspørgsel på og samtidig ikke nedbryde knappe ressourcer er ved at udnytte teknologiske løsninger til at øge produktionen, forbedre distributionsmetoderne og håndtere fødevarespild;

C.  der henviser til, at der er et presserende behov for at producere flere fødevarer, der er sikre, sunde og nærende for EU og borgerne i hele verden, for at tackle problemerne med fejlernæring, fedme, hjerte-kar-sygdomme, osv. og henviser til, at EU's høje standarder for fødevarekvalitet nyder anerkendelse verden over;

D.  der henviser til, at der er mange former for udnyttelse af arealerne, der konkurrerer med landbruget, bl.a. urbanisering, turisme og rekreative aktiviteter;

E.  der henviser til, at landbrugsråvarer giver vækstudsigter inden for grøn kemi;

F.  der henviser til, at bestræbelserne på at gøre landbruget mere bæredygtigt til stadighed bliver et vigtigere mål for de økonomiske aktører, da det er nødvendigt at styre omkostningerne for dels at sikre indtægterne og dels øge beskyttelsen af miljøressourcerne (jord, vand, luft og biodiversitet); der henviser til, at landbruget tegner sig for 70 % af verdens forbrug af ferskvand, og at vand allerede nu sætter en væsentlig begrænsning på landbrugsproduktionen i nogle regioner i EU og på globalt plan; der henviser til, at forbruget af drikkevand i landbruget kan mindskes betydeligt ved hjælp af moderne vandingsteknikker og ved dyrkning af afgrøder, som er tilpasset de klimatiske forhold;

G.  der henviser til, at kvælstofgødning fører til høje udbytter, men fremstillingen heraf tegner sig for ca. 50 % af de fossile brændstoffer, der forbruges af landbrugsproduktionssystemerne;

H.  der henviser til, at den globale energiefterspørgsel forventes at stige med 40 % inden 2030, og at det allerede nu bør give anledning til seriøse overvejelser om, hvordan denne efterspørgsel kan imødekommes gennem øget energieffektivitet og et sikkert energimiks, der omfatter vedvarende energi; der henviser til, at forskning har vist, at kortere agro-fødekæder kan føre til et mindre energiinput, lavere omkostninger og fordele for miljøet;

I.  der henviser til, at op til 40 % af de globale høstudbytter går tabt hvert år på grund af planteskadegørere og -sygdomme, og at denne procentdel forventes at stige betydeligt i de kommende år; der henviser til, at der bør tages skridt til at forhindre dette tal i at blive større, herunder ved hjælp af systemiske tilgange og tilpasning af de eksisterende produktionsmodeller, og påpeger, at klimaændringerne medvirker til dette tab og fører til fremkomst af nye planteskadegørere og -sygdomme;

J.  der henviser til, at den globale opvarmning forårsager ekstreme vejrfænomener, der fører til tørke og oversvømmelser, som igen forvolder betydelig skade på de berørte befolkningsgrupper og udgør en alvorlig trussel mod deres fødevaresikkerhed; der henviser til, at modstandsdygtigheden ved biologisk og strukturelt mangfoldige landbrugsøkosystemer kan være med til at reducere denne risiko;

K.  der henviser til, at EU’s potentiale vedrørende genetiske afgrøder ikke er blevet konsekvent udnyttet i Europas bedrifter, hvor udbyttet er stagneret de seneste år;

L.  der henviser til, at mangfoldigheden og kvaliteten af de plantegenetiske ressourcer spiller en afgørende rolle for landbrugets modstandsdygtighed og produktivitet og dermed er en afgørende faktor for landbruget og fødevaresikkerheden på lang sigt;

M.  der henviser til, at lukningen af dette "udbyttegab" er et særligt problem på forskningsdagsordenen for bæredygtigt landbrug;

N.  der henviser til, at præcisionslandbrug bl.a. består i at anvende automatisering og andre teknologier til at forbedre nøjagtigheden og effektiviteten af centrale landbrugsforvaltningsmetoder, at fremgangsmåderne til indsamling og analyse af data og optimering af samspillet mellem vejrforhold, jordbund, vand og afgrøder er systembaseret, og at formålet i sidste ende er at reducere forbruget af pesticider, vand og gødning og samtidig forbedre jordens frugtbarhed og optimere udbyttet;

O.  der henviser til, at jordbundsforskningen har vist os, at en sund, levende jordbund fremmer og beskytter afgrøderne ved at huse nyttige arter, som forsvarer afgrøderne mod patogener og skadegørere og endvidere forsyner dem med næringsstoffer og vand i bytte for sukkeret i planternes rod-eksudater; der henviser til, at landbrugsmetoderne kan skade jordbundens biologiske, kemiske og fysiske kvalitet og bl.a. føre til jorderosion, jordforringelse og tab af frugtbarhed;

P.  der henviser til, at fordelene ved innovative teknologier ikke bør begrænses til én type af landbrugspraksis, men skal kunne anvendes på alle typer landbrug, uanset om de er konventionelle eller økologiske, husdyr- eller afgrødebaserede, små eller store;

Q.  der henviser til, at antallet af aktive stoffer i pesticider blev reduceret med 70 % mellem 1993 og 2009, og at udbrud af skadegørere er steget i Den Europæiske Union; der henviser til, at godkendelsesprocesserne, herunder kriterierne for at definere aktive stoffer og nye stoffer, der udgør et alternativ til plantebeskyttelsesmidler, udgør en til stadighed større udfordring for EU’s landbrug og borgere; der henviser til, at der er et presserende behov for at afhjælpe manglen på aktive stoffer til anvendelser af mindre betydning;

R.  der henviser til, at utilstrækkelige løsninger til beskyttelse af specialafgrøder udgør en trussel for kvaliteten, mangfoldigheden og den bæredygtige produktion af fødevarer i EU og har en direkte indvirkning, som anslås til mere end 1 mia. EUR, hvilket omfatter produktionstab og øgede omkostninger for landbrugerne;

S.  der henviser til, at kortvarige cyklusser i politikkerne og prioriteterne for forskningsstøtte kan være ødelæggende for kvalifikationer, infrastruktur og innovation inden for landbruget, og at der bør gives prioritet til en effektiv overførsel af forskningsresultater fra videnskab til landbrugerne og til forskningsprogrammer, hvor der er fokus på at forbedre landbrugets bæredygtighed, reducere produktionsomkostningerne og øge konkurrenceevnen;

Præcisionslandbrug

1.  bemærker, at landbrugssektoren altid har støttet sig på nye forretningsmodeller og metoder, der inkluderer nye teknikker og metoder til at øge produktionen og sikre tilpasning til nye og ændrede omstændigheder; understreger, at økosystemtjenester såsom genanvendelse af næringsstoffer, er af central betydning i landbruget, og at visse funktioner såsom kulstofbinding har betydning ud over fødevareproduktion;

2.  er overbevist om, at innovation har potentiale til at bidrage til et bæredygtigt landbrug i EU, og anser teknologierne inden for præcisionslandbrug for at være særligt vigtige for at sikre fremskridt, men erkender, at der er grænser for udbredelsen af præcisionslandbrug, herunder med hensyn til pålidelighed, håndterbarhed og den begrænsede viden om denne teknologi og mulighederne for at tilpasse den til alle typer og størrelser af landbrug;

3.  mener, at principperne for præcisionslandbrug kan tilvejebringe betydelige miljøfordele, øge landbrugernes indtægter, give en mere rationel udnyttelse af landbrugsmaskinerne og i høj grad øge ressourceeffektivitet, herunder med hensyn til brug af vand til kunstvanding; opfordrer derfor Kommissionen til at fremme politikker, der kan stimulere udviklingen og anvendelsen af teknologier til præcisionsdyrkning for alle landbrugstyper uanset deres størrelse, og uanset om de producerer afgrøder eller husdyr;

4.  fremhæver, at der er et særligt behov for, at innovationsprocessen inden for præcisionslandbrug løser problemet med høje omkostninger i forbindelse med udviklingen og anvendelsen af visse præcisionslandbrugsteknologier, og mener, at landbrugerne og hele forsyningskæden bør gøre en aktiv indsats i udviklingen af disse teknologier med henblik på at sikre klare fordele på bedriftsniveau og øge landbrugernes modstandsdygtighed;

5.  er overbevist om, at økonomisk udvikling og bæredygtig produktion ikke gensidigt udelukker hinanden, og at begge dele kan opnås ved hjælp af innovation; understreger, at det er nødvendigt at støtte innovation i teknologi og forvaltning ved at sikre sammenhængende regler, klarhed og plads til iværksætterånd, og opfordrer Kommissionen til at sikre, at der udtrykkeligt tages hensyn til innovation i de kommende revisioner og reformer af den relevante lovgivning; påpeger, at europæisk landbrug er i stand til at producere produkter af høj kvalitet og med stor merværdi samt udvikle rentable vidensbaserede løsninger, der kan være med til at brødføde en voksende verdensbefolkning;

6.  opfordrer industrien, Kommissionen og medlemsstaterne til at arbejde sammen for at forbedre resultaterne og tilpasningsevnen, hvad angår robotteknik og præcisionslandbrugsteknikker, således at forskningsmidlerne kan anvendes effektivt i landbrugets og gartneribrugets interesse;

7.  opfordrer desuden industrien til at udnytte de muligheder, som innovationen giver og udvikle præcisionslandbrugskapaciteter, der er tilgængelige for alle, og derigennem give mennesker med handicap nye muligheder, fremme ligestillingen mellem kønnene samt udvide kvalifikationsgrundlaget og beskæftigelsesmulighederne i landdistrikterne;

8.  glæder sig over medtagelsen af præcisionslandbrugsrobotteknologi i det nyligt offentliggjorte Horisont 2020-arbejdsprogram for 2016-2017, men beklager, at forslag under denne indkaldelse ikke kræver en mangesidet tilgang og således kan udelukke landbrugere fra innovative udviklinger; understreger, at præcisionslandbrug kan mindske ressourceforbruget med mindst 15 %; tilskynder til større anvendelse af præcisionslandbrug, der giver nye muligheder for samlet forvaltning af landbruget, som f.eks. GPS/GNSS-teknologibaserede maskiner og fjernstyrede flysystemer (RPAS'er);

Big data og IT

9.  påpeger, at landbrugssektoren, præcist lige som andre sektorer, forandrer sig; gør opmærksom på, at det moderne landbrug kun er blevet muligt, fordi man har accepteret videnskabelige og tekniske fremskridt, og at de digitale fremskridt ligeledes giver mulighed for at udvikle landbrugssektoren;

10.  understreger, at indsamling og analyse af store integrerede datasæt har potentiale til at fremme innovation i landbruget, og at det navnlig er nyttigt med hensyn til at håndtere og udvikle en effektiv og bæredygtig fødekæde, der kan være til gavn for landbrugerne, økonomien, forbrugerne og miljøet; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fjerne hindringerne for integration af komplekse og fragmenterede IKT-systemer, stimulere investeringer og dækning af uddannelsesomkostninger og stille de nødvendige faciliteter til rådighed for landbruget;

11.  glæder sig over det fremskridt, som Den Europæiske Rumorganisation (ESA) har gjort med at udvikle præcisionslandbrug; mener, at ESA's Sentinel 2B-satellit, der skal sættes i omløb sidst i 2016, vil give et meget klart billede af det jordareal, der er dækket af afgrøder og skove, med det resultat at landbrugspolitikkerne kan gennemføres mere effektivt, brugen af vand og gødning kan rationaliseres, og høstperioderne kan optimeres; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte anvendelsen af satellitbaserede systemer;

Jord, vand og næringsstoffer

12.  konstaterer, at jordbundsforringelse er et stort problem i landbrugsproduktionen, og ser gerne større ambitioner og bestræbelser for at forbedre metoderne til forvaltning af jordbunden, især i lyset af klimaændringerne; glæder sig over udviklingen af CFT-teknologier (controlled traffic farming), der reducerer skaderne på jorden af landbrugsarbejde, og glæder sig også over de seneste bestræbelser på at integrere teledetektionsteknologier med høj opløsningsevne til økologisk landbrug; tilskynder Kommissionen til at sætte tal på fordelene for miljø og produktion ved disse nye teknologier, udbrede oplysning herom og sikre overførsel af viden og teknologi;

13.  opfordrer til, at landbrugerne inddrages i udformningen, afprøvningen og udbredelsen af teknologier til kortlægning af næringsstoffer i jorden for at bidrage til at forbedre deres effektivitet;

14.  beklager, at effektiviteten i brugen af næringsstoffer i EU er meget lav, og fremhæver, at der er behov for at forbedre effektiviteten af brugen af kvælstof (N), fosfor (P) og kalium (K), så de påvirker miljøet mindre, samtidig med at fødevare- og energiproduktionen forbedres; efterlyser målrettet forskning (og anvendelse heraf) for at forbedre overvågningen af næringsstofeffektiviteten og yderligere optimering af teknologierne for variabel tildeling;

15.  er enigt i, at udviklingen af nye teknologier og innovative landbrugsmetoder kan bidrage betydeligt til at mindske anvendelsen af plantebeskyttelsesmidler, kunstgødning og vand, og også bekæmpe jorderosion;

Genetisk diversitet

16.  er af den opfattelse, at tabet af genetisk mangfoldighed i det seneste århundrede truer fødevare-/fodersikkerheden, undergraver EU’s politik for bæredygtigt landbrug, beskyttelsen af den biologiske mangfoldighed og strategierne for modvirkning af klimaændringerne; mener, at monokulturer og manglende vekseldrift er vigtige faktorer til dette tab; anser alle plantearter og dyrearter, herunder landracer, deres vilde og halvvilde racebeslægtede samt gamle racer og pionersorter for at være af afgørende betydning for bevarelsen af genetisk diversitet, avlsprogrammer og produktion af tilstrækkeligt, nærende og sunde fødevarer;

17.  mener, at EU-reglerne bør gøre det muligt for landbrugere og opdrættere at gøre bedst mulig brug af sådanne genetiske ressourcer til at sikre biodiversitet og innovation gennem udvikling af nye sorter; understreger, at EU's regler altid bør sigte mod ikke at modarbejde sådanne innovative processer ved at pålægge opdrættere og landbrugere en unødvendig administrativ byrde;

18.  understreger behovet for en mere omfattende dialog mellem genbanker, private og offentlige planteforskere, forædlere, slutbrugere og alle andre aktører, der beskæftiger sig med bevaring og brug af genetiske ressourcer, for således at opbygge modstandsdygtighed og imødekomme udfordringen med at sikre en bæredygtig fødevareproduktion i hele Europa;

19.  fremhæver den tidligere støtte fra GD for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (AGRI) og GD for Forskning og Innovation (RTD) til foranstaltninger til bevarelse af genetiske ressourcer, f.eks. det europæiske netværk for bevarelse af oprindelige frø (ENSCONET), men opfordrer til, at efterfølgende programmer fortsætter støtten til vegetabilsk og animalsk genetiske bevarelsesaktiviteter og navnlig med virkelig anvendelse af genetiske ressourcer på bedrifter;

20.  understreger vigtigheden af at udvide bevarelsen af genressourcer til at omfatte flere plante- og dyrearter, og ser gerne, at finansiering af forskningen på dette område fører til teknologiske forbedringer for landbrug og gartneri;

21.  opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag om den europæiske strategi for bevaring af den genetiske mangfoldighed i landbruget, som blev bebudet som aktion 10 i EU's biodiversitetstrategi frem til 2020;

22.  anerkender nødvendigheden af på en ansvarlig måde at benytte kimplasma til at identificere og karakterisere træk for ressourceanvendelseseffektivitet, modstandsdygtighed mod skadegørere og sygdom og andre egenskaber, der giver bedre kvalitet og større modstandsdygtighed; mener, at dette kræver, at der lægges større vægt på fænotypebestemmelse, hvilket er en særlig flaskehals for mange afgrøder;

23.  bemærker, at den mest effektive måde at bevare den genetiske mangfoldighed i landbruget på er at bruge den in vivo; påpeger, at af de tre DUS-kriterier (selvstændighed, ensartethed og stabilitet), som anvendes i EU's officielle frøkataloger, er ensartethed og stabilitet ikke naturlige egenskaber i genetisk varierede planter; bemærker, at tilpasning til klimaændringen er afhængig af en høj genetisk variation; bemærker de stadig mere koncentrerede frømarkeder og den faldende variation inden for de enkelte sorter; går ind for, at den rolle, som spilles af systemerne for udveksling af frø i landbruget, skal styrke landbrugerne, og anerkender den deltagelsesbaserede frøavl som en lang innovativ tradition i landdistrikterne;

24.  anerkender nødvendigheden af at opretholde og udnytte genetiske ressourcer for fødevaresikkerheden på lang sigt og til at udvide den genetiske base i moderne plante- og dyreavl; anerkender, at økologiske bedrifter står over for mangel på nye arter, der er resistente over for skadedyr og plantesygdomme, og som kan dyrkes uden brug af giftige plantebeskyttelsesprodukter; støtter idéen om deling af adgang og fordele, men opfordrer indtrængende til en gennemførelse af Nagoya-protokollen i henhold til forordning (EU) nr. 511/2014 og forordning (EU) 2015/1866, således at opdrætterne ikke afskrækkes af indviklede forhold og omkostningerne forbundet med at anvende vildt materiale til at indføre nye egenskaber, såsom modstandsdygtighed over for sygdomme og skadedyr, ernæringsmæssig kvalitet samt miljømæssig modstandskraft; bemærker, at dette bør ske uden at fratage de lokale samfund, der har forvaltet arter og forædlet sorter i årenes løb, mulighed for at fortsætte hermed;

25.  mener, at det er afgørende at opretholde og udvikle de lokale racer, da de har en evne til at tilpasse sig de særlige forhold i deres eget miljø, og mener, at landbrugernes ret til at dyrke planter selvstændigt og at lagre og udveksle såsæd af forskellige arter og sorter skal respekteres med henblik på at sikre den genetiske mangfoldighed i europæisk landbrug;

26.  anerkender behovet for at støtte passende omdrift, der fortsat er rentabel for landbrugerne; fremhæver også behovet for at opretholde en vifte af egnede værktøjer til beskyttelse af afgrøderne ud over genetiske ressourcer; understreger, at uden sådanne værktøjer vil antallet af forskellige afgrøder, som kan produceres rentabelt, blive stærkt begrænset;

Præcisionsavl

27.  støtter behovet for fortsat fremskridt i innovativ avl gennem anvendelse af sikre og gennemprøvede teknikker for ikke kun at øge viften af parasit- og sygdomsresistente træk inden for afgrøder, men også for at få flere råvarer med ernæringsmæssige og sundhedsmæssige egenskaber på markedet;

28.  mener, at det er vigtigt også at sikre vedvarende støtte til udvikling og anvendelse af fremtidige teknologiske værktøjer, der kan gøre det muligt for avlsaktiviteterne at løfte de kommende samfundsmæssige udfordringer;

29.  mener, at det er det rette tidspunkt for Kommissionen til at offentliggøre den endelige rapport fra arbejdsgruppen om "Nye teknikker" og til at bruge dennes videnskabelige resultater som grundlag til at afklare den retlige status for de avlsmetoder, der i øjeblikket er ved at blive undersøgt, og opfordrer Kommissionen til at basere sine overvejelser på velfunderede juridiske analyser;

30.  opfordrer til en åben og gennemsigtig dialog mellem alle interessenter og offentligheden om en ansvarlig udvikling af innovative højpræcisionsløsninger til avlsprogrammer, der også skal omfatte fordele og ulemper ved denne udvikling; bemærker, at dette vil kræve en indsats for at udbrede kendskabet til og forståelsen af nye teknikker blandt landmænd og den brede offentlighed; opfordrer Kommissionen til at sikre, at forbrugere og landbrugere er tilstrækkeligt uddannet i nye og fremvoksende avlsmetoder for at sikre, at en åben og velinformeret offentlig debat kan finde sted;

31.  udtrykker derfor bekymring over den nylige afgørelse fra det udvidede appelkammer ved Den Europæiske Patentmyndighed (EPO) af 25. marts 2015 i sag G2/12 og G2/13;

Plantebeskyttelsesmidler (PPP'er)

32.  understreger det presserende behov for at gennemgå gennemførelsen af de reguleringsmæssige rammer for PPP'er og til at udvikle en sammenhængende, effektiv, forudsigelig, risikobaseret og videnskabeligt velfunderet vurdering- og godkendelsesordning; mener, at det er vigtigt at mindske landbrugernes afhængighed af pesticider i så vid udstrækning som muligt, og konstaterer, at produktionen af fødevarer og foder finder sted inden for rammerne af et konkurrencebaseret internationalt miljø; mener, at det er vigtigt at udvikle OPP'er, der er omkostningseffektive, sikre og miljøvenlige;

33.  glæder sig over Kommissionens arbejdsprogram for 2016 vedrørende REFIT-programmet, der forpligter EU til at foretage en evaluering af forordning (EF) nr. 1107/2009 og forordning (EF) nr. 396/2005; understreger, at REFIT-programmet ikke må føre til en sænkning af standarderne for fødevaresikkerhed og miljøbeskyttelse;

34.  opfordrer Kommissionen til i sin rapport til Europa-Parlamentet og Rådet at omhandle mulighederne for at ændre og forbedre den nuværende lovgivning og navnlig bestemmelserne vedrørende gensidig anerkendelse af godkendelser og den zonemæssige evalueringsproces;

35.  udtrykker bekymring over, at systemet med zoneopdelte godkendelser ikke fungerer på grund af den fortsatte anvendelse af forældede nationale godkendelsesmetoder, og opfordrer Kommissionen til at fremme anvendelsen af fælles procedurer for at sikre gensidig anerkendelse af produkter i alle medlemsstaterne i de områder, der er omhandlet i forordning (EF) nr. 1107/2009;

36.  glæder sig over det seneste "Integrated Pest Management – European Research Area Network" (IPM-ERANET) (netværk til integreret bekæmpelse af skadegørere) og den nye koordineringsplatformen for "anvendelser af mindre betydning", men mener, at platformen kan udnyttes bedre til at dække forskning og innovation med henblik på at imødegå manglen på løsninger til beskyttelse af afgrøder af mindre betydning og specialafgrøder;

37.  fremhæver betydningen af på en gennemsigtig måde at vurdere virkningerne af aktive stoffer med henblik på at sikre et bæredygtigt landbrug, der efterlever EU-lovgivningen, og af at foretage en omfattende evaluering af de risici og farer, der er forbundet med brugen af produkterne, og minder om, at forsigtighedsprincippet bør anvendes, når graden af usikkerhed er for høj til at sikre den offentlige sundhed og gode landbrugs- og miljøvilkår;

38.  opfordrer Generaldirektoratet for Sundhed og Fødevaresikkerhed (SANTE) til at fastsætte klare kriterier for definitionen af lavrisikostoffer med henblik på udvikling og anvendelse af pesticider med lav risiko og samtidig se nærmere på udviklingen på det videnskabelige område og sikre, at målene for sundheds- og miljøbeskyttelse opfyldes, samt sikre, at sikkerhedsdata er medtaget for de kriterier, der anvendes for alle potentielle lavrisikostoffer;

39.  er af den opfattelse, at lavrisikostoffer, herunder ikkekemiske alternativer til plantebeskyttelsesmidler såsom biologisk bekæmpelse, bør evalueres hurtigt af den rapporterende medlemsstat og Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA), således at målsætningerne i direktiv 2009/128/EF om integreret skadedyrsbekæmpelse og bæredygtig anvendelse af pesticider kan opfyldes, navnlig for produkter af mindre betydning og specialafgrøder;

40.  understreger, at landbrugerne bør have større redskaber til at beskytte deres høst og beslutte, hvilken foranstaltning der bedst kan beskytte deres afgrøder; opfordrer derfor til en bredere anvendelse af forskellige alternativer til traditionelle pesticider, herunder biopesticider, som en bestanddel af den integrerede bekæmpelse af skadegørere, og opfordrer til, at der gøres en større indsats for at udvikle mere omkostningseffektive alternativer ved at støtte forskning i marken i ikkekemiske alternativer, lavrisikoforanstaltninger og pesticider, som er mere miljøvenlige;

41.  bemærker, at biologisk bekæmpelse består i metoder til beskyttelse af afgrøder baseret på brug af levende organismer eller naturlige stoffer, og at denne metode kan mindske anvendelsen af traditionelle pesticider og bidrage til bedre plantemodstandsdygtighed;

42.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde en handlingsplan og nedsætte en ekspertgruppe med henblik på at arbejde på et mere bæredygtigt system til skadedyrsbekæmpelse; påpeger potentialet ved en skadedyrsbekæmpelse, der forbedrer samspillet mellem planteavl, naturlige bekæmpelsessystemer og anvendelse af pesticider;

43.  beklager de langsomme fremskridt i medlemsstaterne og Kommissionen med hensyn til at gennemføre og evaluere gennemførelsen af integreret skadedyrsbekæmpelse og direktiv 2009/128/EF;

Kompetenceudvikling og videnoverførsel

44.  anerkender, at udviklingen af landbrugsrelaterede teknologier kræver en lang række færdigheder og kundskaber, der både er specialiserede og tværfaglige, og som omfatter, men ikke er begrænset til, generel plante-, dyre- og miljøvidenskab, fysiologi og teknik;

45.  beklager den stigende mangel på kvalificeret arbejdskraft i mange af disse erhverv og opfordrer medlemsstaterne til at arbejde sammen med erhvervslivet, forskningsinstitutioner og andre relevante interessenter i udformningen af de kommende programmer til udvikling af landdistrikterne, herunder europæiske innovationspartnerskaber (EIP'er), med henblik på at indkredse muligheder for at støtte kompetenceudvikling og videnoverførsel på disse områder, herunder ved hjælp af uddannelse og lærepladser til unge landbrugere og nytilkomne;

46.  opfordrer landbrugsteknologisektoren til at forbedre koordineringen og integrationen af fremvisninger på bedrifterne og til at anvende fremvisninger og overvågning af bedrifter til at udveksle bedste praksis på regionalt, nationalt og europæisk plan ved hjælp af allerede eksisterende eller nye programmer, initiativer og ressourcer;

47.  anerkender det potentiale, som præcisionslandbrug og integration af digital teknologi kan have med hensyn til at gøre landbruget mere attraktivt for unge landbrugere og skabe nye muligheder for vækst og beskæftigelse i landdistrikterne; mener, at investering i udviklingen af disse teknologier kan fremme et generationsskifte i landbruget;

Forsknings- og støtteprioriteter

48.  anerkender de langsigtede udfordringer, der er forbundet med bæredygtigt landbrug og gartneri, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udarbejde en langsigtet investeringsplan, hvor tilgangen er sektorbaseret, og hvor der er kontinuitet i finansieringen af grundforskning og anvendt forskning, og anmoder Kommissionen og medlemsstaterne til at samarbejde om yderligere at forbedre uddannelsen for specialister og arbejdstagere inden for bæredygtigt landbrug og til at sikre, at der er mulighed for at få ekspertrådgivning;

49.  mener, at planen bør indeholde omkostningseffektive løsninger og gælde for mindre producenter, landdistrikter og perifere regioner samt bjergområder; understreger, at landbrugere er de største forvaltere af miljøet i Europa og har brug for fortsat adgang til innovation og forskning, der kan sætte dem i stand til at producere fødevarer, foder og andre produkter på en bæredygtig og omkostningseffektiv måde og samtidig beskytte miljøet for de kommende generationer og øge den biologiske mangfoldighed og økosystemtjenesterne;

50.  glæder sig over de fremskridt, der er gjort inden for anvendt forskning i de seneste år, men opfordrer til en større indsats for at sikre overførsel af viden til slutbrugerne og inddrage landbrugere og andre brugere af teknologier og produkter, herunder små bedrifter;

51.  opfordrer til, at det europæiske innovationspartnerskab om et konkurrencedygtigt og bæredygtigt landbrug i anden søjle af den fælles landbrugspolitik optrappes for at skabe partnerskaber mellem innovative aktører, herunder alle landbrugere og navnlig små landbrugere og længere væk fra de europæiske beslutningscentre;

52.  bemærker, at i de medlemsstater, hvor offentlig-private partnerskaber bruges på intelligent vis, er der sket et større skifte hen imod anvendt forskning og en større inddragelse af slutbrugerne;

53.  anser det for absolut nødvendigt, at Kommissionen og medlemsstaterne udvikler projekter, der fokuserer på udvikling af mere ressourcebesparende landbrugsmetoder og afgrøder, herunder lokalt specialiserede sorter, der sigter mod bevarelse og forbedring af jordens frugtbarhed og udveksling af næringsstoffer, navnlig i betragtning af den stigende knaphed på vandressourcer og visse nøglekomponenter i gødninger som fosfat; opfordrer Kommissionen til at prioritere investeringer i den cirkulære økonomi og klimavenlige landbrugsmetoder med passende investeringsincitamenter til forskning og udbredelsen af disse metoder; understreger, at fordelene ved akvaponi, genanvendelse af næringsstoffer i lukket kredsløb, agroøkologi, herunder skovlandbrug, jordbundsbevarende landbrug, bæredygtig skovforvaltning og sapropel, kort foderkæde, græsningssystemer og lavinputproduktion bør evalueres behørigt, udbredes og tilskyndes;

54.  anser det for absolut nødvendigt, at Kommissionen og medlemsstaterne udvikler innovative projekter til at producere fødevarer og nonfoodprodukter (bioøkonomi, vedvarende energi osv.) og -tjenester med henblik på at udvikle et mere ressourceeffektivt landbrug (bedre anvendelse af vand, energi, fødevarer til afgrøder og dyr osv.), som er mere selvstændigt;

55.  bemærker, at de uafhængige eller offentligt finansierede centre for uddannelse, erhvervsuddannelse og innovation i landbruget i en stor del af EU er gået tilbage eller ikke i tilstrækkeligt omfang omfatter tværfaglige tilgange på nye områder såsom landbrugsteknik; anerkender, at landbrugernes kvalifikationer i visse medlemsstater endnu er begrænsede, hvilket vanskeliggør adgangen til og anvendelsen af nye teknologier, hvorfor Kommissionen opfordres til at udarbejde en europæisk plan for en indsats på landbrugsuddannelsesområdet på både teknisk og teoretisk plan;

56.  glæder sig over det nyligt lancerede europæiske innovationspartnerskab om et produktivt og bæredygtigt landbrug (European Innovation Partnership for Agricultural Productivity and Sustainability (EIP-AGRI)), der har til formål at sammenknytte forskning og praktisk landbrug, og opfordrer Kommissionen til at spille en aktiv rolle for at fremme koordineringen på nationalt og tværnationalt plan og skabe en eksplicit innovationsdagsorden, der har tilknytning til Horisont 2020 samt sikre en tilstrækkelig formidling af viden til slutbrugerne;

57.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre mere for at øge samfundets bevidsthed om værdien af landbruget i EU samt udvikle transeuropæiske centre for landbrugsinnovation, der kan muligøre og sikre en passende adgang til innovative teknikker, bæredygtigt landbrug og fødevaresikkerhed og -suverænitet;

58.  understreger, at disse centre ikke kun bør sikre adgang til nye teknologier for bæredygtigt landbrug, de bør også fremme bæredygtig udvikling af landdistrikterne ved at samarbejde med lokalsamfund, SMV'er, kooperativer og producentorganisationer; understreger, at de bør være gennemsigtige og åbne for offentligheden og landbrugere og bør have en tværsektoriel tilgang, der fremmer dialogen mellem de sektorer, som kan blive berørt af innovation på forskellige måder;

59.  opfordrer indtrængende Kommissionen om at sikre, at traditionelle teknikker og bedrifter kan sameksistere med teknologiske og videnskabelige innovationer i betragtning af, at de udgør et enormt aktiv og er en kilde til kulturel, landlig, historisk og turistmæssig mangfoldighed og er livsgrundlag for adskillige europæiske smålandbrugere i mange forskellige regioner;

60.  opfordrer medlemsstaterne til at gøre bedre brug af de finansielle instrumenter, der er oprettet under det fælles aftalememorandum mellem Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank for landbruget og udviklingen af landdistrikter for perioden 2014-2020;

61.  understreger den merværdi, der er forbundet med disse instrumenter, især for så vidt angår deres løftestangseffekter og de lånegarantier, der tager sigte på at fremme gennemførelsen af en forskningsdagsorden for bæredygtigt landbrug og skovbrug, herunder samfundsmæssig udfordring 2 i Horisont 2020; henviser særligt til deres nytteværdi med hensyn til at begrænse investeringsbehovet og risiciene for landbrugere, der ønsker at anvende de omkostningstunge teknologier og metoder, der er forbundet med præcisionslandbrug;

Fastholdelse af Europa i centrum for videnskabelig udvikling og innovation

62.  bemærker, at landområderne, herunder regioner i den yderste periferi og bjergområder, er mere udsatte for faktiske og potentielle klimaændringer, hvilket gør dem mindre tiltrækkende og mere modtagelige for aldrende befolkninger og affolkning; anerkender, at landbruget skal have mulighed for at tilpasse sig til ændrede forhold ved hjælp af alle tilgængelige teknologiske løsninger med henblik på at sikre, at landbrugsjord bruges på mere bæredygtig vis;

63.  bemærker, at anvendelse af moderne teknologier i landbruget og den bredere arealanvendelsessektor kan hjælpe disse sektorer med at yde et rimeligt bidrag til den globale indsats for at modvirke klimaændringerne; understreger i denne forbindelse behovet for at udvide definitionen af "produktive landbrug" og til fuldt ud at støtte og respektere de landbrugsarealer, der skaber offentlige goder, der gavner indsatsen for afbødning af klimaændringer og for kulstofbinding, herunder økologisk landbrug;

64.  anser det for uomgængeligt også at bevare landbrugsjord i områder såsom bjergegne og afsidesliggende egne i Unionen og støtter derfor enhver indsats for at sikre, at de hovedsagelig små landbrugsbedrifter, der findes der, også har adgang til højteknologi, som er skræddersyet til deres særlige behov;

65.  anser det for vigtigt, at en rimelig EU-lovgivning for at beskytte forbrugernes sikkerhed og sundhed og miljøbeskyttelse, der baserer sig på uafhængige, fagligt evaluerede videnskabelige forhold, gør det muligt for EU's landbrugsprodukter at være konkurrencedygtige og attraktive på det indre marked og verdensmarkedet, og opfordrer til, at dette princip fortsat opretholdes;

66.  bemærker navnlig de store udgifter, de lange frister og den kommercielle og retlige usikkerhed, der er forbundet med at bringe nye teknologier og bæredygtige produkter på markedet under de nuværende EU-bestemmelser; bemærker, at disse faktiske omstændigheder er endnu tydeligere i de afsidesliggende regioner, fjerntliggende landdistrikter, ugunstigt stillede områder og bjergområder;

67.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at bruge og forstærke alle de afsidesliggende regioners karakteristikker ved at gennemføre teknologisk og videnskabelig innovative pilotprojekter med henblik på at reducere disse regioners naturlige ufordelagtige forhold og vanskeligheder med at få adgang til og anvende den seneste videnskabelige og teknologiske udvikling;

68.  opfordrer Kommissionen til at forbedre sine reguleringsmæssige rammer i overensstemmelse med principperne for bedre regulering for derigennem at sikre rettidige og effektive beslutningsprocedurer, der kan bidrage til teknologisk udvikling i EU;

69.  opfordrer Kommissionen til at anvende sin nye videnskabelige rådgivningsmekanisme (SAM) til at præcisere en lovgivningsmæssig ramme, hvor der lægger større vægt på risikobaseret og uafhængig videnskabelig dokumentation i vurderingen af fordele og risici ved at indføre eller undlade at indføre nye teknologier, produkter og fremgangsmåder;

70.  noterer sig, at der er bred støtte til vedtagelse af innovationsprincippet, ifølge hvilket EU’s lovgivningsmæssige forslag skal vurderes fuldt ud, hvad angår deres virkninger for innovation;

71.  opfordrer Kommissionen til at gøre mere vidtspændende bestræbelser for det videnskabelige samarbejde på internationalt plan også med henblik på udveksling af oplysninger og fastlæggelse af udviklingsmuligheder;

o
o   o

72.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 965.
(2) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 104.
(3) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 487.
(4) EUT L 309 af 24.11.2009, s. 1.
(5) EUT L 309 af 24.11.2009, s. 71.
(6) EUT L 77 af 15.3.2014, s. 44.
(7) EUT L 162 af 30.4.2004, s. 18.
(8) EUT L 268 af 18.10.2003, s. 1.
(9) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0205.
(10) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0473.


Styrkelse af innovation og økonomisk udvikling i fremtidens europæiske landbrugsdrift
PDF 210kWORD 103k
Europa-Parlamentets beslutning af 7. juni 2016 om styrkelse af innovation og økonomisk udvikling i fremtidens europæiske landbrugsdrift (2015/2227(INI))
P8_TA(2016)0252A8-0163/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 af 17. december 2013 om fastsættelse af regler for direkte betalinger til landbrugere under støtteordninger inden for rammerne af den fælles landsbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 637/2008 og Rådet forordning (EF) nr. 73/2009,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 352/78, (EF) nr. 165/94, (EF) nr. 2799/98, (EF) nr. 814/2000, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 485/2008,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 af 17. december 2013 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005,

–  der henviser til FN's Landbrugspanel (IAASTD), der er sammensat af FAO, GEF, UNDP, UNEP, UNESCO, Verdensbanken og WHO,

–  der henviser til det aftalememorandum mellem Europa-Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank, der blev undertegnet den 14. juli 2014,

–  der henviser til sin beslutning af 8. marts 2011 om EU's proteinunderskud: Hvad er løsningen på et langvarigt problem?(1),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 18. juni 2012 om det europæiske innovationspartnerskab om landbrugets produktivitet og bæredygtighed(2),

–  der henviser til sin beslutning af 17. december 2015 om patenter og planteforædleres rettigheder(3),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A8-0163/2016),

A.  der henviser til, at FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) skønner, at den forventede forøgelse af verdens befolkning til 9,1 milliard mennesker inden 2050, for at bibeholde den nuværende tilstand, vil kræve en udvidelse på 60 % af fødevareforsyningen, som skal være sikker og af høj kvalitet, og en forøgelse af høstudbyttet på 24 % i de udviklede lande inden det tidspunkt, samtidig med at værdifulde ressourcer skal bevares for fremtidige generationer, og fødevarespild og -tab, som i øjeblikket udgør over en tredjedel af verdens samlede produktion, skal undgås; der henviser til, at FAO også skønner, at landbrugsarealet kun vil blive udvidet med 4,3 % inden 2050, hvilket vil kræve en bedre forvaltning af naturressourcer for at bekæmpe bl.a. forringelse af jorden;

B.  der henviser til, at landområder overalt oplever en nedgang i deres naturlige produktivitet og frugtbarhed som følge af jordforringelse, herunder navnlig erosion, der skyldes tabet af økosystemfunktioner som f.eks. muldlags- og humusdannelse, bestøvning, vandbinding og næringsstofkredsløb; der henviser til, at der er bred enighed om, at vi for at løse dette problem og bevare og forbedre produktiviteten er nødt til på innovativ vis at forbedre leveringen af sådanne økosystemfunktioner for at sikre modstandskraft over for klimaændringer;

C.  der henviser til, at hvis målene for bæredygtig udvikling (SDG) skal nås, skal landbrugsproduktiviteten ifølge FN fordobles inden 2030, samtidig med at agrofødevaresektoren skal tilpasse sig til klimaændringer og ændrede vejrforhold, forbedre økosystemer og jordkvalitet samt minimere tabet af biodiversitet; der henviser til, at man med dette formål for øje må prioritere anvendelse af mikrobiologiske præparater, der kan forøge jordbundslivet; der henviser til, at fire ud af FN's otte årtusindudviklingsmål (MDG) er knyttet til landbrug;

D.  der henviser til, at befolkningsvæksten, højere gennemsnitsindkomster og ændret forbrugeradfærd vil medføre ændrede kostpræferencer og resultere i større efterspørgsel efter forarbejdede fødevarer og animalske proteiner såsom kød og mejerivarer;

E.  der påpeger, at livskvaliteten blandt landarbejdere og i landdistrikterne skal forbedres;

F.  der henviser til, at på baggrund af de talrige udfordringer og stigende antal standarder, som landbrugere står overfor, og selv om reserverne af landbrugsteknologiske ressourcer er faldet, og væksten i kunstvandede arealer er aftaget markant, har EU's forbrugere aldrig brugt en mindre procentdel af deres indtægt på fødevarer, end de gør nu; der henviser til, at den aktuelle økonomiske afmatning har resulteret i en øget fattigdom, som ofte tvinger EU's forbrugere til at søge om hjælp fra fødevarebanker;

G.  der henviser til, at FAO i sin publikation "The State of Food and Agriculture" bemærker, at kvinder yder et væsentligt bidrag til økonomien i landdistrikterne i alle regioner, men at de, selv om deres roller er forskellige fra den ene region til den anden, stadig er dårligere stillet end mænd, for så vidt angår adgang til de ressourcer og muligheder, de behøver for at være mere produktive;

H.  der henviser til, at forbrugerne efterspørger en fødevareproduktion med højere miljø-, ernærings- og sundhedsmæssige standarder og værdier, medens landbrugssektoren samtidig må diversificere og innovere for at levere sikre fødevarer af god kvalitet til en overkommelig pris til alle og sikre de primære producenter en anstændig og tilstrækkelig indtjening;

I.  der henviser til, at landbrugsproduktionen må forøges og forbedres med færre ressourcer som følge af pres på naturressourcerne og den dermed forbundne indvirkning på den biologiske mangfoldighed, miljøets sårbarhed, klimaændringer og knaphed på jord samt verdens voksende befolkning og den ændrede forbrugeradfærd; fastholder, at et innovativt landbrug bør afsætte et mindre økologisk fodaftryk og gøre optimal brug af naturlige processer og økosystemtjenester, herunder vedvarende energi og et større forbrug af lokale landbrugsfødevarer;

J.  der henviser til, at en mere ressourceeffektiv landbrugsmodel, som er bedre til at optimere landbrugets produkter, er afgørende for at kunne leve op til bæredygtighedsudfordringerne for alle landbrugsbedrifter uanset størrelse og for at sætte dem bedre i stand til at bevare naturressourcerne og beskytte miljøet;

K.  der henviser til, at udviklingen af mere bæredygtige landbrugsmodeller, der ikke kun har til formål at levere fødevarer til borgerne, men også at producere nonfoodprodukter og tjenesteydelser, rummer et stort jobskabelsespotentiale i de enkelte regioner, ikke alene i relation til fødevaresektoren (til mennesker og dyr), men også til bl.a. sektorer som bioøkonomi, grøn kemi, vedvarende energi og turisme; der endvidere henviser til, at der i disse tilfælde meget ofte er tale om arbejdspladser, der ikke kan udflyttes;

L.  der henviser til, at EU er den største eksportør af landbrugsprodukter i verden, hvilket gør agrofødevaresektoren til en grundlæggende økonomisk søjle i Unionen, idet den beskæftiger 47 millioner mennesker i 15 millioner virksomheder i efterfølgende produktionsled, inden for områder som fødevareforarbejdning, detailhandel og serviceydelser, og bidrager til en positiv handelsbalance på 17 802 millioner EUR, hvilket udgør 7,2 % af EU's samlede eksport;

M.  der henviser til, at den fælles landbrugspolitiks konkurrenceevne og bæredygtighed var prioriteringer af afgørende betydning i reformen af den fælles landbrugspolitik i 2013; der henviser til, at sikring af fødevareforsyningen ved at øge landbrugets produktivitet og sikre rimelige og fair priser for landbrugere og forbrugere som omhandlet i artikel 39 i TEUF, bedst kan opnås ved hjælp af bl.a. innovation; gentager, at et bæredygtigt og innovativt landbrug, som fremstiller produkter af høj kvalitet, bidrager til at nå mange af TEUF-traktaten tværpolitiske målsætninger på miljø- og sundhedsområdet; der henviser til, at den fremtidige konkurrenceevne bl.a. afhænger af den naturlige produktivitet og frugtbarhed, der tilvejebringes med naturlige processer og ressourcer;

N.  der henviser til, at det aftalememorandum mellem Europa-Kommissionen og EIB, der blev undertegnet den 14. juli 2014, udtrykkeligt tilskynder til yderligere investeringer i innovativt landbrug ved at levere finansielle redskaber til at fremme udnyttelsen af investeringer i landbruget, idet det indeholder et forslag fra Kommissionen, der har til formål at støtte og udvide de finansielle redskaber i landbrugssektoren med henblik på at bekæmpe prisudsving;

O.  der henviser til, at landbrugssektoren har været udsat for hyppige ændringer med henblik på at øge landbrugets produktivitet; der henviser til, at disse ændringer har bidraget væsentligt til at udvikle landbruget til dets nuværende økonomiske niveau; der henviser til, at inddragelse af de nyeste teknologier samt tilpasning og genopfindelse af allerede eksisterende teknologier, herunder organiske og agro-økologiske fremgangsmåder i landbrugets driftsmetoder vil give betydelige fordele for landbrugsbedrifter af enhver størrelse; der henviser til, at akvakultur har et underudnyttet potentiale for indførelse af innovation i den traditionelle landbrugspraksis ved at udnytte havenes naturressourcer på en bæredygtig måde;

P.  der henviser til, at der i nogle medlemsstater af forskellige strukturelle årsager fortsat er store arealer af nedlagt landbrugsjord, som fortsat ligger ubrugt hen;

1.  bemærker, at landbruget altid har udviklet nye former for praksis, teknikker og produktionsmetoder, som har øget udbyttet, forbedret driftsmetodernes tilpasningsevne til nye og skiftende omstændigheder og bragt produktionsomkostningerne ned; bemærker endvidere, at land- og skovbrug er en vigtig del af vores naturlige verden, der leverer varer og tjenesteydelser, som rækker ud over fødevareproduktion og kan udvides ved at fremme nye udviklinger; er overbevist om, at innovation er en forudsætning for at opretholde dette fremskridt;

2.  er fast overbevist om, at økonomisk udvikling og bæredygtig produktion ikke gensidigt udelukker hinanden, og at begge dele fortrinsvis kan opnås ved hjælp af innovation, forskning og udvikling, nye forvaltnings- og forretningsmodeller og forbedret agronomi; understreger, at det er nødvendigt at støtte innovation i teknologi og forvaltning ved at tilvejebringe sammenhængende og klare regler med plads til iværksættervirksomhed; opfordrer Kommissionen til at sikre, at enhver fremtidig fælles landbrugspolitik afspejler dette, og at der tages hensyn til innovation i kommende revisioner og reformer af relevant lovgivning, således at der gives større anerkendelse til nye og unge landbrugere med nye idéer og forretningsmodeller; påpeger, at europæisk landbrug er i færd med at nå sit mål om at fremstille produkter af høj kvalitet og stor merværdi ved hjælp af rentable og vidensbaserede løsninger, som der lægges op til i Europa 2020-strategien; glæder sig i denne forbindelse over Kommissionens vurdering af det bidrag, som bioøkonomistrategien fra 2012 har ydet til den cirkulære økonomi, eftersom skiftet fra fossile brændstoffer til vedvarende energikilder bidrager til at reducere landbrugernes energiomkostninger og dermed give mulighed for flere investeringer i innovation;

3.  understreger, at landbruget kan blive en del af løsningen ved at anvende naturressourcerne med omtanke og sikre den biologiske mangfoldighed, idet en stimulation af innovationen er af afgørende betydning i denne forbindelse; mener, at landbrugspraksis er afhængig af naturressourcer, og dette samspil bør optimeres, og produktionssystemerne forstås bedre med henblik på at forbedre forvaltningssystemerne; opfordrer til at sikre naturlig produktivitet, frugtbarhed og modstandsdygtighed i vore landbrugssystemer på mellemlang og lang sigt og til en reduktion af emissionerne; understreger betydningen af at forbedre produktionssystemerne ved hjælp af bedre tilpassede afgrøder og sædskifte, forbedrede forvaltningssystemer, og noterer sig betydningen af jordbundsliv; understreger potentialet for jobskabelse ikke blot i fødevareproduktionssektoren, men også i turisme- og bioøkonomisektoren og i sektoren for grøn økonomi;

4.  tager i betragtning, at EU-markedet for fødevarer og landbrugsprodukter er et af de mest integrerede markeder i Europa, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at indføre og sikre regulering, der sikrer mere ligelige vilkår og fair konkurrence med henblik på at sikre økonomisk udvikling af landbrugs- og fødevaresektoren i alle medlemsstater;

5.  påpeger, at små og mellemstore familielandbrug udgør en integrerende del af den europæiske landbrugssektor og bidrager til at skabe socialt og økonomisk levedygtige landdistrikter, der bidrager til at bevare kultur- og naturarven; påpeger desuden, at disse landbrug til tider har vanskeligt ved at udnytte fordelene ved avancerede produktionsteknikker og -former, der kunne sikre dem en rimelig indkomst og forbedre landbrugernes arbejds- og levevilkår og skabe jobs af høj kvalitet; understreger, at innovation har potentialet til at øge arbejdskraftens produktivitet og indtægter ved at reducere produktionsomkostninger og effektivisere landbruget; understreger, at ejerskab og adgang til agerjord er af afgørende betydning for landbrugere og familiebrug; går ind for at gøre landbrugserhvervet til et mere ønskværdigt erhverv for unge mænd og kvinder bl.a. ved at forbedre adgangen til finansiering, teknologi og støtteprogrammer; opfordrer til udvikling af nye forretningsidéer og anmoder Kommissionen om på en mere effektiv måde at informere landbrugerne om deres muligheder i så henseende; anerkender landbrugets sociale rolle, dets bidrag til den sociale samhørighed og dets indvirkning på bekæmpelsen af afvandringen fra landet, de innovative tjenesteydelser, som landbruget yder lokalsamfund, og den rolle, det spiller, med hensyn til at bevare traditionel viden; understreger betydningen af adgang til hurtige og pålidelige bredbåndsinternettjenester på landet samt af innovative koncepter, der er skræddersyet til alle ugunstigt stillede områder såsom bjergområder og fjernt beliggende områder i EU, og opfordrer Kommissionen til at gøre dette til en prioritering;

6.  opfordrer Kommissionen til at foreslå løsninger med henblik på at stimulere udbredelsen af IKT-baserede forvaltningssystemer, dataovervågning i realtid, sensorteknologi og anvendelse af sporingssystemer til optimering af produktionssystemer eller præcisionslandbrug, hvilket bl.a. kan betyde tilpasning til skiftende produktions- og markedsforhold, således at der opnås en mere effektiv og optimal anvendelse af naturressourcer, bedre kontrol med en række produktionsstadier, øget høstudbytte, formindsket miljøaftryk, energiforbrug og drivhusgasser, bedre forståelse af dyrs adfærd og forbedret dyresundhed og dyrevelfærd; understreger ligeledes, at en mere udstrakt anvendelse af IKT er af afgørende betydning for at forbedre landbrugets konkurrenceevne og bæredygtighed ud fra et miljømæssigt synspunkt; tilskynder i denne forbindelse Kommissionen til at forbedre tilpasningen af de forskellige berørte politikområder med henblik på at fremme mere effektive IKT-baserede forvaltningssystemer;

7.  minder om, at en forenkling af foranstaltningerne og bedre vejledning om gennemførelsen af den fælles landbrugspolitiks foranstaltninger ville tilskynde landbrugerne til at indføre en mere bæredygtig landbrugspraksis;

8.  er overbevist om, at information, der indsamles ved hjælp af robotteknik, sensorteknologi, automatisk kontrol og andre teknologiske innovationer inden for rammerne af internet-af-ting-teknologi og big data vil gøre det muligt med realtidsovervågning, bedre beslutningstagning og forbedret driftsstyring igennem hele fødevarekæden; glæder sig over oprettelsen af Arbejdsgruppe 06 om "intelligent landbrug og fødevaresikkerhed" inden for rammerne af Alliance for Internet of Things Innovation (AIOTI) og understreger i denne forbindelse betydningen og relevansen af det europæiske digitale indre marked for landbruget i forbindelse med at løse problemer med interoperabilitet, standarder for bedre konvergens og spørgsmål om dataejerskab, om adgang til og brug af personoplysninger og oplysninger, der ikke er personoplysninger;

9.  er bekymret over det lave bevidsthedsniveau vedrørende potentialet i big data og internet af ting, som øger hindringerne for udbredelsen og forsinker gennemførelsen, og er skuffet over den langsomme udbredelse af GPS-teknologier; understreger betydningen af at gøre disse teknologier relevante for landbrugere; bemærker, at der i EU i øjeblikket kun anvendes 10 % autostyring, under 1 % RTK-korrektion ved maskinstyring og under 1 % teknik til varieret tildeling; tilskynder Kommissionen til at kvantificere fordelene for miljø og produktion og til at sikre bevidstgørelse, viden og teknologioverførsel; udtrykker bekymring over, at nogle medlemsstater risikerer at miste en del af de direkte betalinger i 2018 på grund af deres mangel på et matrikelregister, og foreslår, at Kommissionen stiller intelligente redskaber til rådighed med henblik på at fremskynde kortlægningen af landbrugsjord;

10.  tilskynder til udbredelse af præcisionslandbrug, som giver mulighed for nye helhedsstrategier for landbrugsdriften såsom GPS/GNSS-teknikbaserede maskiner, der i kombination med fjernstyrede luftfartøjssystemer (RPAS'er eller droner) kan bearbejde agerjord med centimeters nøjagtighed; er enig i, at disse teknikker i væsentlig grad vil kunne reducere både anvendelsen af plantebeskyttelsesmidler og gødning og nedsætte vandforbruget samt bekæmpe jorderosion; opfordrer Kommissionen til at fjerne hindringerne for anvendelse af præcisionslandbrug, især hindringer i forbindelse med komplekse og fragmenterede IKT-systemer og spørgsmål om investeringsniveau; bemærker, at præcisionslandbrug også er vigtigt i forbindelse med opdræt med henblik på at overvåge dyrenes sundhed, ernæring og produktivitet; tilskynder medlemsstaterne til at støtte denne praksis, navnlig ved at udnytte mulighederne i de nye regler om udvikling af landdistrikter i henhold til forordning (EU) nr. 1305/2013; opfordrer Kommissionen til i fremtidige revisioner af den fælles landbrugspolitik at tage hensyn til landbrugernes anvendelse af præcisionsdyrkning i forbindelse med at sikre grøn omlægning; understreger betydningen af at sikre, at afsides eller fjerntliggende regioner samt alle bedrifter, herunder de mindste landbrug, og alle andre aktører i landbrugsdistrikterne har adgang til teknologier med flere anvendelser, da det handler om at fastholde og øge beskæftigelsesniveauet i de mest sårbare regioner;

11.  glæder sig over den øgede anvendelse af RPAS'er til landbrugsformål, fordi det kan medføre besparelser i afgrødebeskyttelsesmaterialet og vandforbruget; bemærker, at der er et lovgivningsforslag på vej i revisionen af grundforordningen for Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA), således at alle droner vil høre under EU's kompetence; opfordrer Kommissionen til at sikre, at der findes klare og utvetydige standarder og regler på EU-niveau for den civile anvendelse af RPAS'er, og at den kommende lovgivning tager hensyn til de særlige forhold, hvorunder droner anvendes i landbruget;

12.  understreger betydningen af nye innovative løsninger for landbrugssektoren med henblik på at øge anvendelsen af mere miljøvenlige metoder, varer og ressourcer, f.eks. ikke blot nye avlsmetoder og markforvaltning, men også måder, hvorpå man kan øge anvendelsen af vedvarende energi og udfase behovet for fossile brændstoffer;

13.  tilskynder til innovative løsninger inden for husdyrbruget, der bidrager til større dyresundhed og -velfærd og reducerer behovet for veterinærlægemidler, herunder antimikrobielle midler; påpeger mulighederne for at optimere anvendelse af dyregødning i produktionen af vedvarende energi og forbedrede gødningsstoffer; anerkender, at der - inden for grænserne af naturlige processer - kan findes innovative løsninger til opfangning af emissioner, formindskelse af forureningen og forøgelse af energieffektiviteten i opstaldningssystemer og samtidig gøres noget ved indvirkningen på indkøbsprisen; henleder opmærksomheden på at methangas kan opfanges til energiproduktion, hvilket kan bidrage til at afbøde klimaændringerne; gentager, at antimikrobielle midler skal anvendes på en forsigtig og ansvarlig måde, og at hele produktionskæden kan forbedres med mere effektive og hurtigere diagnosticeringsredskaber, bedre realtidsovervågning, målrettede forsigtighedsforanstaltninger og nye dispenseringsmåder med henblik på at bekæmpe antimikrobiel resistens, hvilket giver tilstrækkeligt rum til de medlemsstater, der allerede klarer sig bedre i denne henseende, og påpeger behovet for forskning i lægemidler til behandling af nye sygdomme;

14.  støtter ekstensive metoder til husdyrhold, og opfordrer til udviklingen af innovative teknologier til en præcis vurdering af de miljømæssige fordele ved græsarealer og græsningsarealer, som opretholdes ved denne form for landbrug, og erkender fordelene ved husdyrhold som et supplement til planteavl;

15.  påpeger betydningen af at genvinde animalske proteiner i produktionscyklussen; opfordrer derfor Kommissionen til at udarbejde foranstaltninger til fremme af genanvendelse af affald fra landbruget ved at tilskynde til genvinding af proteiner til foder;

16.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremme politikker for adgang til jord for små og mellemstore landbrug og til at fremme animalsk produktion, der er baseret på græsningsarealer, foder og produktion af vegetabilske proteiner, og til at fremme forskning og innovation i relation til en bæredygtig produktion af vegetabilske proteiner;

17.  understreger teknologiens og innovationens uudnyttede potentiale for udvikling af nye varer og produkter (i relation til foder og fødevarer, maskiner, biokemi, biologisk bekæmpelse osv.), der kan give mulighed for at skabe beskæftigelse i hele værdikæden for agrofødevarer; henleder imidlertid opmærksomheden på, at den stadig større rolle, som innovation og teknologi spiller, fører til tab af traditionelle arbejdspladser i landbrugssektoren, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sørge for uddannelsesprogrammer og omskoling for arbejdstagere i de berørte landbrugssektorer; påpeger jobskabelsen i landbrugssektoren, som er af afgørende betydning for udviklingen i landdistrikterne, genbefolkning af landdistrikter og økonomisk vækst, og mener, at udviklingen af moderne former for landbrugspraksis vil gøre landbruget mere attraktivt for både unge landbrugere og iværksættere; opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne for at give landbrugerne incitamenter til at øge offentlighedens bevidsthed om, hvordan agrofødevarekæden fungerer, og om nye produktionsmetoder;

18.  mener, at de nye informationsteknologier giver omfattende muligheder for at etablere nye værdikæder, der kan omfatte mere direkte kontakt mellem producenter og forbrugere, med stærkere fokus på innovative produkter, nye tjenesteydelser og større produktionsdifferentiering, med potentiale til at give landbrugerne nye indtægtsmuligheder, samtidig med at der etableres et mere gennemsigtigt marked, som vil være til fordel for landbrugerne og udvide deres potentielle rækkevidde; påpeger, at innovationer i fødevareforsyningskæden kan bidrage til at sikre en mere ligelig risikofordeling;

19.  understreger, at det er nødvendigt at bekæmpe madspild og navnlig systemisk madspild, eftersom 100 mio. tons fødevarer hvert år går til spilde eller smides ud, hvilket svarer til ca. 30-50 % af de fødevarer, der produceres i EU; mener, at der også er behov for et større samarbejde i fødevarekæden for at nedbringe det aktuelle spildniveau; påpeger, at forældede lovgivningsrammer ikke bør udgøre en hindring for innovative måder til behandling af fødevareaffald, og at der bør anspores til udveksling af bedste praksis og prioritering af innovative projekter med henblik på at bekæmpe fødevarespild og -tab, bl.a. i henhold til Horisont 2020;

20.  understreger endvidere, at hvert ton fødevarer, som ikke kasseres, kunne bidrage med en besparelse på cirka 4,2 ton CO2 og have væsentlige miljømæssige fordele; understreger desuden betydningen af, at de juridiske rammer er i overensstemmelse med princippet for cirkulær økonomi, hvorved der fastsættes klare regler om biprodukter, anvendelsen af råstoffer optimeres, og restaffaldet reduceres mest muligt;

21.  understreger, at en betragtelig del af de biotiske affaldsstrømme allerede anvendes til f.eks. dyrefoder eller basismateriale til biobrændstof; mener imidlertid, at disse materialer burde skabe endnu større output ved at sigte på den største merværdi og ved at anvende nye teknologier såsom bioraffinering, insektopdræt, genanvendelse af animalske fedtstoffer, enzymer og proteiner fra rester fra fødevareindustrien, fastformsgæring, udvinding af biogas og udvinding af mineraler fra husdyrgødning samt anvendelse af overskydende husdyrgødning som en vedvarende energikilde; bemærker manglen på klare regler og den utilstrækkelige udnyttelse af andre ressourcer fra biomasse, f.eks. biprodukter og affaldsstrømme i landbruget og opfordrer Kommissionen til at støtte genanvendelse heraf, bl.a. i energisektoren, ved at fremme EU-dækkende ordninger for anerkendelse og specielle foranstaltninger under programmerne for udvikling af landdistrikterne, der inddrager landbrugere og andre aktører, f.eks. de lokale myndigheder, i mindre projekter; bemærker, at disse ordninger for anerkendelse og specielle programmer for udvikling af landdistrikter også kan lette udbredelsen på tværs af grænserne og øge synergien og sammenhængen med andre EU-politikker;

22.  mener, at den forringede jordkvalitet skader fremtidens produktion og kræver en ændring af landbrugsmetoder og driftssystemer, idet udfasningen af husdyrbrug på mange bedrifter har bidraget til en forringelse af jordens frugtbarhed på grund af det utilstrækkelige organiske materiale og den utilstrækkelige anvendelse af organiske gødningsstoffer; er bekymret over, at EU er stærkt afhængig af import af mineraler til fremstilling af mineralsk gødning såsom fosfat, og at fremstillingen af mineralsk gødning har et stort CO2-fodaftryk og økologisk fodaftryk; fremhæver muligheden for at forarbejde husdyrgødning til mineralkoncentrat, som kunne anvendes til at fremstille "grøn gødning", der kan reducere og i sidste instans erstatte behovet for mineralsk gødning, i betragtning af at dens effektivitet kan sammenlignes med den mineralske gødnings; glæder sig over, at produktion og anvendelse af mineralkoncentrater yder et væsentligt bidrag til den cirkulære økonomi ved at slutte mineralkredsløbet, og vil reducere landbrugernes udgifter til gødning væsentligt; anmoder Kommissionen om at revidere EU's forordning om gødning og fjerne lovmæssige hindringer i nitratdirektivet med henblik på at muliggøre og stimulere udviklingen af mineralkoncentrat fra husdyrgødning;

23.  er ligeledes bekymret over, at EU stadig er afhængig af import af proteinfoder, som f.eks. soja, og opfordrer til en ambitiøs politik for udvikling af proteinafgrøder i EU;

24.  anbefaler anvendelse af forvaltningssystemer, der er specifikke for den individuelle bedrift, og som måler og evaluerer næringsstofbalancen på bedriftsniveau i forbindelse med de forskellige kæder i produktionscyklussen og hjælper med at måle de enkelte landbrugsbedrifters miljøvirkninger og beregne bedriftsspecifikke næringsstofbalancer; noterer sig, at effektiv anvendelse af mineraler fører til højere afgrødeudbytte og mindre behov for gødningsstoffer og bidrager til en effektiv foderpraksis, som giver landbrugerne mulighed for at forbedre deres virksomhed og samtidig nedbringe omkostningerne og gå bort fra generiske foranstaltninger; opfordrer Kommissionen til ved hjælp af medfinansiering fra forskellige europæiske fonde, herunder Horisont 2020 og EFSI, at støtte allerede planlagte pilotprojekter på dette område, og til at forelægge en undersøgelse af dette spørgsmål;

25.  tilskynder til anvendelse af højpræcisionsteknikker til oplagring, transport og spredning af gødning, der sikrer lave emissionsniveauer, og som vil medføre betydelige forbedringer af planternes optagelse af næringsstoffer fra gødningen og dermed reducere behovet for mineralske gødningsstoffer og mindske risikoen for vandforurening;

26.  påpeger, at bedre teknikker til tilførsel af gødning til jorden er en af de vigtigste faktorer for mindskelse af de samlede ammoniakemissioner, og at hvert enkelt land derfor bør sikre, at der anvendes gyllespredningsteknikker med lave emissionsniveauer, såsom båndspredning (ved anvendelse af slæbesko eller slæbeslangesystemer), indsprøjtning eller tilsætning af syre;

27.  påpeger, at klimavenlig landbrugspraksis kan have en tredobbelt positiv virkning ved at øge den bæredygtige produktion, sikre klimarobust landbrug, der kan klare skiftende og ugunstige vejrmønstre, og reducere emissionerne fra landbrugssektoren ved at tilskynde til anvendelse af produktive, ressourceeffektive cirkulære systemer; understreger, at landbrugs- og skovdriftssektoren er enestående med hensyn til aktivt at opfange CO2 ved hjælp af planter og skovplantning, anvendelse af grøngødning og bælgplanteafgrøder, begrænset jordbearbejdning og permanent jorddække, læbælter, som også tjener til at beskytte afgrøder og vandbindingsevne, samt opfangning af drivhusgasser i jorden (CO2-dræn); noterer sig i denne forbindelse 4/1000-programmet, der blev præsenteret på COP21 og muligheden for finansielle incitamenter; tilskynder landbrugerne til at fortsætte og øge deres udnyttelse af disse ny og innovative former for praksis;

28.  understreger skovlandbrugets vigtige rolle i landbrugssystemer, specielt med hensyn til at begrænse oversvømmelser og jorderosion og forbedring af jordbundens sundhed; opfordrer til yderligere integrering af innovative træbaserede fremgangsmåder i landbrugsvirksomheden og til at fjerne administrative byrder med henblik på at optimere planlægningen af vandopsamlingsniveauet og forvaltningen af flodbækkener og vandressourcer; understreger, at der er betragtelige fordele forbundet med træer med henblik på øget bæredygtighed og produktivitet inden for landbruget, bevarelse af biodiversiteten samt lokal og regional økonomisk udvikling; anerkender, at traditionelle skovgræsningssystemer er multifunktionelle, og at bæredygtige former for arealanvendelse bør beskyttes og belønnes, og at nyere metoder med inkorporering af træer i lavlandslandbrugssystemer såsom agerskovbrug ("alley cropping") også bør overvejes;

29.  mener, at jordens kvalitet er af økonomisk og økologisk betydning, fordi en udpining af den økologiske tilstand vil medføre mindre produktiv jord, mindre tilgængelighed til føde, større modtagelighed hos planter over for skadedyr og sygdomme, mindre vandbindingsevne og formindsket biodiversitet; opfordrer Kommissionen til at støtte innovative former for praksis og deling af bedste praksis såsom vekseldriftssystemer, permanent jorddække, begrænset dyrkning og gødskning med grønne bælgplanter og kvælstofbindende bakterier for at undgå yderligere forringelse af jorden; påpeger, at landbrugere for at bekæmpe ørkendannelse og eutrofiering skal tilskyndes til at udvikle vandingssystemer, herunder forbedre vandkvaliteten og anvendelsen af økonomiske vandingsteknikker; mener, at der er behov for en bedre forståelse af samspillet mellem mobilisering af organiske stoffer og produktionsbehovene; glæder sig over forskningen i innovative praksisformer såsom anvendelse af mikrobielle indgreb (bakterielle gødninger) og undersøgelser af samspillet mellem planter og jord med mykorrhiza, PGPR- og PGR-bakterier, der kan formindske miljøvirkningerne og nedsætte brugen af kunstgødning og pesticider, der er skadelige for menneskers og dyrs sundhed og for miljøet; erkender betydningen af en bæredygtig jordudnyttelse, der tager hensyn til de specifikke behov på stedet;

30.  anerkender, at landbrugssystemer ikke er produktive, hvis de enten er oversvømmede eller tørkeramt det meste af året; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme innovation i vandforvaltningen og -beskyttelsen som led i landbrugsrådgivningstjenester og udvidede tjenester ved hjælp af innovative teknikker og teknologi til f.eks. at reducere uøkonomisk kunstvandingspraksis eller for at begrænse oversvømmelser; opfordrer til anvendelse af disse nye teknikker med eksisterende og nye landskabstræk, såsom damme, og med ordninger, der tager sigte på at øge vandbindingen i jorden og i habitater, der er forbundet med landbrug, såsom våde enge, idet grundvandsinfiltrationszoner beskyttes, og jordens vandinfiltrationskapacitet og vandbindingsevne øges; bifalder synergien på landskabsplan med planlægning af forvaltningen af flodbækkener; opfordrer til udbredelse af teknikker for "regenerationslandbrug" for at øge tykkelsen af det øverste jordlag, fremme humusdannelsen, forbedre døende eller usund jord med kompost for at bringe den tilbage til den optimale funktionsevne osv.;

31.  opfordrer til, at der gøres en større indsats for at udvikle og fuldt ud gennemføre integrerede plantebeskyttelsessystemer ved at støtte forskning i ikke-kemiske alternativer og lavrisikoforanstaltninger som defineret i den relevante lovgivning samt mere miljøvenlige pesticider; advarer mod profylaktisk anvendelse af plantebeskyttelsesmateriale og understreger i denne forbindelse, at integreret bekæmpelse af skadegørere bør udnytte samspillet mellem biologiske og kemiske foranstaltninger bedre; understreger, at der bør tilskyndes yderligere til innovation i alternative lavrisikostoffer som defineret i den relevante lovgivning og fysiske indgreb samt biostimulation og biokontrol på EU-niveau; er bekymret over, at den nuværende fremgangsmåde ved godkendelse af plantebeskyttelsesmidler ikke er optimal, og at lovgivningen om at intensivere udviklingen af integreret bekæmpelse af skadegørere halter bagefter; opfordrer Kommissionen til at udarbejde en køreplan, der har til formål at opnå et mere bæredygtigt skadedyrsbekæmpelsessystem, som omfatter rådgivningstjenester; bemærker, at biologiske kontrolmekanismer i forbindelse med skadedyr og sygdomme kan reducere anvendelsen af pesticider og bidrage til at forbedre planterne modstandskraft;

32.  opfordrer til, at der til stadighed udvikles innovative nye forædlingsteknikker, idet de europæiske frøbanker dog opretholdes, hvilket er af afgørende betydning for nye og forskellige sorter med højere udbytte, større næringsværdi, større modstandsdygtighed over for skadedyr, sygdomme og ugunstige vejrforhold og for at fremme større biodiversitet; påpeger, at nye forædlingsteknikker kan give mulighed for at reducere det konventionelle landbrugs miljøvirkninger; advarer mod nogen form for fastlåst kemisk afhængighed af nye sorter; misbilliger de nuværende administrative og lovmæssige byrder for virksomhederne og tilskynder til lokalsamfundsbaserede forædlingsprogrammer i landbruget; understreger, at der skal udvises behørig forsigtighed i forbindelse med godkendelsesprocesser for nye sorter; opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremme ibrugtagning af nye teknikker, som har gennemgået en behørig risikovurdering, hvor dette er påkrævet, og er i fuld overensstemmelse med forsigtighedsprincippet, og til at sikre adgang til biologiske materialer for SMV'er i forædlingssektoren, og forventer, at Kommissionen kraftigt støtter innovation i denne forbindelse; tager derfor afstand fra den nuværende afgørelse fra det udvidede appelkammer ved Den Europæiske Patentmyndighed (EPO) af 25. marts 2015 i sag G2/12 og G2/13;

33.  påpeger - i forbindelse med innovative forædlingsmetoder for plantesorter og dyreracer - ordningerne for retlig beskyttelse af biologiske opfindelser(4), ifølge hvilke de generelle plantesorter og dyrearter og væsentlige biologiske processer for produktion af planter og dyr ikke må patenteres; opfordrer indtrængende Kommissionen til at verificere fortolkningen og rækkevidden af den undtagelse, eftersom der fortsat må garanteres fri adgang til og anvendelse af forædlingsmateriale;

34.  fremhæver muligheden for at anvende finansielle instrumenter til at forbedre landbrugsindkomsterne i Europa; noterer sig, at kun fem medlemsstater har benyttet sig af de ekstra muligheder, som det nye program for udvikling af landdistrikter giver for at gøre brug af markedskompatible finansielle instrumenter med henblik på at afbøde huller i markedet; opfordrer Kommissionen til at lette adgangen til kredit, fordi manglen på denne adgang ofte er en hindring for innovation;

35.  glæder sig over aftalememorandummet mellem Kommissionen og EIB og den deri udtrykte vilje til at støtte landbrugsprojekter og unge landmænd ved at tilvejebringe nye finansieringsmuligheder for medlemsstater, der etablerer former for finansiel støtte såsom garantifonde, revolverende fonde eller investeringskapital for at fremme kreditmulighederne for landbrugere og sammenslutninger af landbrugere som f.eks. kooperativer, producentorganisationer og -grupper og deres partnere, med henblik på at bidrage til investeringer på bedriften til modernisering, samtidig med at der også tilbydes finansieringsmuligheder med henblik på at overvinde vanskeligheder med adgang til kredit, hvilket i uforholdsmæssig grad rammer kvinder, og finansieringsmuligheder for unge landbrugere til at udvide deres virksomhed samt for at sikre investering i offentligt finansieret forskning kombineret med offentlig-private partnerskaber med henblik på at teste og lancere innovative produkter; gentager, at Parlamentet ønsker at se denne finansielle støtte flyde frit og at fjerne enhver hindring for at få adgang til denne finansiering;

36.  opfordrer Kommissionen til at vurdere i detaljer, hvilke nye kvalifikationer der vil blive krævet inden for europæisk landbrugsdrift i fremtiden, og til med alle til rådighed stående midler at fremme deres udbredelse;

37.  erkender, at der findes et stort potentiale for bedre risikostyring og anser de nuværende risikostyrings- og markedsstyringsredskaber for underudviklede, hvilket på kort sigt kan resultere i produktivitetstab og på lang sigt i innovationstab; opfordrer Kommissionen til at undersøge og rapportere om mulighederne for at stimulere private forsikringsordninger i forbindelse med ugunstige vejrforhold, dyre- eller plantesygdomme, skadedyrsangreb eller miljøhændelser som nævnt i artikel 37 i forordning (EU) nr. 1305/2013;

38.  glæder sig over de muligheder, som det europæiske innovationspartnerskab på landbrugsområdet (EIP-AGRI) åbner for anvendt forskning i landbrugssektoren og deltagerorienteret innovation, der involverer grupper af landbrugere; er bekymret over den fragmenterede gennemførelse af EIP-AGRI på nationalt plan og opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at sørge for de simplest mulige procedurer for deltagelse; anmoder Kommissionen om at vurdere samfinansieringsmekanismerne under EIP-AGRI og andre EU-politikker til fremme af en mere effektiv forskning, der ser mere på markedsbehov og nødvendigheden af at udvikle bæredygtige former for landbrugs- og agro-økologisk praksis, og som drives af iværksætterbehov og socioøkonomiske behov, idet der oprettes forskningsfokusgrupper på tværs af grænserne og skabes bedre deltagelsesmuligheder for virksomheder; opfordrer Kommissionen til at engagere sig mere aktivt, for så vidt angår tilvejebringelse af en udtrykkelig innovations- og forskningsdagsorden, der er knyttet til Horisont 2020-programmer;

39.  understreger betydningen af at oplyse og informere forbrugerne; påpeger, at større gennemsigtighed i forsyningskæderne og produktionen kan hjælpe forbrugere til at træffe et mere informeret valg i forbindelse med de produkter, de køber; mener, at dette igen kan hjælpe landmændene med at få større indtægter af deres produktion;

40.  mener, at økonomisk udvikling og økologisk bæredygtighed er komplementære størrelser, forudsat at der gives tilstrækkelig plads til innovation og iværksætterånd, og forudsat at der gøres en indsats for at forhindre, at der opstår uberettigede forskelle i den nationale gennemførelse, og for retrospektivt at udrydde disse forskelle, således at der sikres reelt lige vilkår i Unionen, bl.a. ved at udforske nye og relevante teknikker såsom anvendelse af satellitbilleder; opfordrer Kommissionen til at sikre reelt lige vilkår for landbrugssektoren, idet den samtidig sikrer, at relevant miljølovgivning såsom fugledirektivet og habitatdirektivet overholdes fuldt ud i de forskellige medlemsstater, og at den uensartede, modstridende og lidet optimale gennemførelse af dem bringes til ophør;

41.  er bekymret over, at der ifølge midtvejsrevisionen af EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020 ikke som helhed er blevet gjort noget fremskridt af betydning, for så vidt angår landbrugets bidrag til at bevare og øge biodiversiteten;

42.  understreger, at den fælles landbrugspolitik bør fokusere mere på landbrugernes behov og lokale forhold uden at gå på kompromis med politikkens mål; understreger, at der er behov for enklere og mere fleksible lovgivningsrammer, der er bedre tilpasset nationale og lokale forhold og bedre egnet til at skabe synergier med andre områder ved at øge og fremme vidensdeling, integrere ressourceanvendelsen, og som er mere på linje med den cirkulære økonomi med henblik på at øge synligheden af de eksisterende systemer til specifik reklamemærkning og tilskynde til ny innovation med henblik på at fremme diversiteten i EU's landbrugsprodukter; understreger desuden, at en konkurrencedygtig og bæredygtig fælles landbrugspolitik vil sikre en større udnyttelse af innovative former for praksis og sikre EU-landbrugets levedygtighed på lang sigt ved at strømline den statslige intervention og stimulere innovation i den offentlige og private sektor, der bidrager til EU's økonomiske udvikling, især i landdistrikterne;

43.  opfordrer Kommissionen til hvert andet år at aflægge beretning om virkningerne af Unionens finansiering og andre EU-foranstaltninger på området for landbrugsinnovation i forbindelse med udviklingen af kost- og salgspriser på landbrugsprodukter og de dermed forbundne finansielle og økonomiske udsigter for familielandbrug i Unionen;

44.  betragter innovation som et væsentligt redskab og en afgørende horisontal politisk prioritering til udvikling, gennemførelse og opnåelse af målene for reformen af den fælles landbrugspolitik 2014-2020; opfordrer derfor Kommissionen til at tilvejebringe en mere ambitiøs overordnet strategi med målelige resultater med henblik på at tilpasse og målrette forskning og innovation mod politiske prioriteringer; understreger, at den fælles landbrugspolitik bør tilvejebringe større fleksibilitet i forbindelse med anvendelse af nyligt udviklede teknikker og praksis uden forøgelse af den administrative byrde; mener, at det bør være en horisontal prioritering for EU's lovgivningsrammer at sikre tilstrækkeligt spillerum for pilotprogrammer og afprøvning af innovative teknikker, idet forsigtighedsprincippet overholdes;

45.  opfordrer Kommissionen til også på andre reguleringsområder, der har til formål at skabe et bedre fungerende og integreret indre marked, at sikre, at regler og politikker tager sigte på at skabe en mere fair konkurrence;

46.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 199 E af 7.7.2012, s. 58.
(2) EUT C 193 af 30.6.2012, s. 1.
(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0473.
(4) Direktiv 98/44/EF om retsbeskyttelse af bioteknologiske opfindelser.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik