Indeks 
Vedtagne tekster
Tirsdag den 22. november 2016 - StrasbourgEndelig udgave
Aftale om operationelt og strategisk samarbejde mellem Ukraine og Europol *
 Anmodning om ophævelse af Jean-François Jalkhs immunitet
 Anmodning om ophævelse af Jean-François Jalkhs immunitet
 Fastlæggelse af en langsigtet plan for torskebestande og for fiskeri efter disse bestande ***II
 Skattemyndighedernes adgang til oplysninger indberettet i henhold til hvidvaskreguleringen *
 Den Europæiske Centralbanks årsberetning for 2015
 Grønbog om finansielle tjenesteydelser i detailleddet
 Europæisk forsvarsunion
 Udnyttelse af vandvejstransportens potentiale til personbefordring
 Forbedring af udviklingssamarbejdets effektivitet

Aftale om operationelt og strategisk samarbejde mellem Ukraine og Europol *
PDF 246kWORD 48k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 22. november 2016 om udkast til Rådets gennemførelsesafgørelse om godkendelse af Den Europæiske Politienheds (Europols) indgåelse af aftalen om operationelt og strategisk samarbejde mellem Ukraine og Europol (10345/2016 – C8-0267/2016 – 2016/0811(CNS))
P8_TA(2016)0428A8-0342/2016

(Høring)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Rådets udkast (10345/2016),

–  der henviser til artikel 39, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union som ændret ved Amsterdamtraktaten, og artikel 9 i protokol nr. 36 om overgangsbestemmelser, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C8-0267/2016),

–  der henviser til Rådets afgørelse 2009/371/RIA af 6. april 2009 om oprettelse af Den Europæiske Politienhed (Europol)(1), særlig artikel 23, stk. 2,

–  der henviser til Rådets afgørelse 2009/934/RIA af 30. november 2009 om vedtagelse af gennemførelsesbestemmelserne vedrørende Europols forbindelser med partnere, herunder udveksling af personoplysninger og klassificerede informationer(2), særlig artikel 5 og 6,

–  der henviser til Rådets afgørelse 2009/935/RIA af 30. november 2009 om fastsættelse af listen over de tredjelande og organisationer, hvormed Europol skal indgå aftaler(3)

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0342/2016),

1.  godkender Rådets udkast;

2.  opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

3.  anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre den tekst, Parlamentet har godkendt, i væsentlig grad;

4.  opfordrer Kommissionen til efter ikrafttrædelsen af den nye Europolforordning(4) at vurdere bestemmelserne i samarbejdsaftalen; opfordrer Kommissionen til at underrette Parlamentet og Rådet om resultaterne af denne vurdering og, hvis det er relevant, at forelægge en henstilling om tilladelse til at indlede en international genforhandling af aftalen;

5.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet, Kommissionen og Europol.

(1) EUT L 121 af 15.5.2009, s. 37.
(2) EUT L 325 af 11.12.2009, s. 6.
(3) EUT L 325 af 11.12.2009, s. 12.
(4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/794 af 11. maj 2016 om Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) og om erstatning og ophævelse af Rådets afgørelse 2009/371/RIA, 2009/934/RIA, 2009/935/RIA, 2009/936/RIA og 2009/968/RIA (EUT L 135 af 24.5.2016, s. 53).


Anmodning om ophævelse af Jean-François Jalkhs immunitet
PDF 165kWORD 49k
Europa-Parlamentets afgørelse af 22. november 2016 om anmodning om ophævelse af Jean-François Jalkhs immunitet (2016/2115(IMM))
P8_TA(2016)0429A8-0318/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til anmodning af 14. april 2016 om ophævelse af Jean-François Jalkhs immunitet, som er fremsendt af Den Franske Republiks justitsminister i forbindelse med en retslig undersøgelse (sag nr. 14142000183), der er indledt over for Jean-François Jalkh ved en retsinstans i Nanterre på begæring af sammenslutningen "Maison des potes – Maison de l'egalité" på grund af offentlig anstiftelse af racediskrimination eller religiøs diskrimination – der blev givet meddelelse om denne anmodning på plenarmødet den 8. juni 2016,

–  der har hørt Jean-François Jalkh, jf. forretningsordenens artikel 9, stk. 5,

–  der henviser til artikel 8 og 9 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter samt artikel 6, stk. 2, i akten af 20. september 1976 om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet,

–  der henviser til de domme, som Den Europæiske Unions Domstol har afsagt den 12. maj 1964, 10. juli 1986, 15. og 21. oktober 2008, 19. marts 2010, 6. september 2011 og 17. januar 2013(1),

–  der henviser til artikel 26 i Den Franske Republiks forfatning, som ændret ved forfatningsloven af 4. august 1995 nr. 95-880,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 5, stk. 2, artikel 6, stk. 1, og artikel 9,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A8-0318/2016),

A.  der henviser til, at den offentlige anklager ved appelretten i Versailles har anmodet om ophævelse af parlamentarisk immunitet i forhold til et medlem af Europa-Parlamentet, Jean-François Jalkh, i forbindelse med en undersøgelse vedrørende en mulig forseelse;

B.  der henviser til, at anmodningen om ophævelse af Jean-François Jalkhs immunitet vedrører en mulig forseelse i form af offentlig anstiftelse af diskrimination på grundlag af nationalitet, race eller religion mundtligt, skriftligt eller ved hjælp af billeder eller elektronisk offentlig kommunikation fra en eller flere ukendte gerningsmænds side – en forseelse, som er reguleret i fransk ret i artikel 24, stk. 8, artikel 23, stk. 1, og artikel 42 i loven af 29. juli 1881 og i artikel 93, stk. 3 i lov nr. 82-652 af 29. juli 1982, og hvor de strafferetlige sanktioner er fastsat i artikel 24, stk. 8, 10, 11 og 12 i lov af 29. juli 1881 og artikel 131-26, stk. 2 og 3, i straffeloven;

C.  der henviser til, at Jean-François Jalkh er blevet anklaget af sammenslutningen "Maison des potes – Maison de l'égalité" i en begæring, der blev indgivet til retten i Nanterre den 22. maj 2014;

D.  der henviser til, at klagen vedrørte udtalelser, som blev fremsat i en brochure med titlen "Håndbog for Front Nationals kommunalpolitikere", der blev offentliggjort den 19. september 2013 og lagt på Front Nationals officielle websted den 30. november 2013 og indeholdt en opfordring til de Front National-kandidater, der blev valgt til kommunalbestyrelser ved valget den 23. og 30. marts 2014, til på det første møde i den nyvalgte kommunalbestyrelse at anbefale, at der blev givet førsteprioritet til franskmænd ("priorité nationale") ved tildeling af almennyttige boliger; der henviser til, at Jean-François Jalkh var direktør med ansvar for publikationer ved Front National og havde redaktionel kontrol over alle partiets websteder;

E.  der henviser til, at medlemmer af Europa-Parlamentet i henhold til artikel 9 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter på deres eget lands område nyder de immuniteter, der tilstås medlemmerne af deres lands lovgivende forsamling;

F.  der henviser til, at medlemmer af det franske parlament i henhold til artikel 26 i Den Franske Republiks forfatning ikke kan retsforfølges, eftersøges, anholdes, tilbageholdes eller dømmes på grund af meningstilkendegivelser eller stemmeafgivelser under udøvelsen af deres hverv;

G.  der henviser til, at rækkevidden af den immunitet, som medlemmer af det franske parlament nyder godt af, reelt svarer til rækkevidden af den immunitet, som medlemmer af Europa-Parlamentet nyder godt af i henhold til artikel 8 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter; der henviser til, at Domstolen har fastslået, at en meningstilkendegivelse for at være omfattet af immuniteten skal være fremsat af et medlem af Europa-Parlamentet under udøvelsen af dette medlems hverv, hvilket således forudsætter, at der foreligger en forbindelse mellem den udtrykte meningstilkendegivelse og det parlamentariske hverv; der henviser til, at der skal foreligge en direkte og klar forbindelse;

H.  der henviser til, at Jean-François Jalkh ikke var medlem af Europa-Parlamentet, da den mulige forseelse fandt sted, nemlig den 19. september og 30. november 2013, men at det muligvis anstødelige materiale stadig var tilgængeligt for enhver, der måtte ønske at få adgang til det, den 23. juni og 2. oktober 2014;

I.  der henviser til, at anklagerne tydeligvis ikke har forbindelse til Jean-François Jalkhs position som medlem af Europa-Parlamentet, og at de i stedet vedrører aktiviteter af rent national eller regional karakter, eftersom de pågældende udtalelser blev fremsat over for vordende kommunalbestyrelsesmedlemmer med henblik på kommunalvalget den 23. og 30. marts 2014 og vedrører hans position som direktør med ansvar for publikationer ved Front National med redaktionel kontrol over alle partiets websteder;

J.  der henviser til, at de pågældende handlinger ikke vedrører meningstilkendegivelser eller stemmeafgivelser under udøvelsen af hans hverv som medlem af Europa-Parlamentet, jf. artikel 8 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter;

K.  der henviser til, at der ikke foreligger nogen mistanke om, at den retslige undersøgelse, der er indledt på begæring af sammenslutningen "Maison des potes – Maison de l'égalité" skulle udgøre et forsøg på at obstruere Jean-François Jalkhs parlamentariske arbejde (fumus persecutionis);

1.  vedtager at ophæve Jean-François Jalkhs immunitet;

2.  pålægger sin formand straks at sende denne afgørelse og det kompetente udvalgs betænkning til Den Franske Republiks kompetente myndigheder og Jean-François Jalkh.

(1) Domstolens dom af 12. maj 1964, Wagner mod Fohrmann og Krier, 101/63, ECLI:EU:C:1964:28; Domstolens dom af 10. juli 1986, Wybot mod Faure m.fl., 149/85, ECLI:EU:C:1986:310; Rettens dom af 15. oktober 2008, Mote mod Parlamentet, T-345/05, ECLI:EU:T:2008:440; Domstolens dom af 21. oktober 2008, Marra mod De Gregorio og Clemente, C-200/07 og C-201/07, ECLI:EU:C:2008:579; Rettens dom af 19. marts 2010, Gollnisch mod Parlamentet, T-42/06, ECLI:EU:T:2010:102; Domstolens dom af 6. september 2011, Patriciello, C-163/10, ECLI:EU:C:2011:543; Rettens dom af 17. januar 2013, Gollnisch mod Parlamentet, T-346/11 og T-347/11, ECLI:EU:T:2013:23.


Anmodning om ophævelse af Jean-François Jalkhs immunitet
PDF 164kWORD 49k
Europa-Parlamentets afgørelse af 22. november 2016 om anmodning om ophævelse af Jean-François Jalkhs immunitet (2016/2107(IMM))
P8_TA(2016)0430A8-0319/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til anmodning af 14. april 2016 om ophævelse af Jean-François Jalkhs immunitet, som er fremsendt af Den Franske Republiks justitsminister i forbindelse med en retslig undersøgelse (sag nr. 1422400530), der er indledt over for Jean-François Jalkh ved en retsinstans i Paris på begæring af den nationale sammenslutning til bekæmpelse af antisemitisme (BNVCA) på grund af offentlig anstiftelse af diskrimination, had eller vold – der blev givet meddelelse om denne anmodning på plenarmødet den 8. juni 2016,

–  der har hørt Jean-François Jalkh, jf. forretningsordenens artikel 9, stk. 5,

–  der henviser til artikel 8 og 9 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter samt artikel 6, stk. 2, i akten af 20. september 1976 om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet,

–  der henviser til de domme, som Den Europæiske Unions Domstol har afsagt den 12. maj 1964, 10. juli 1986, 15. og 21. oktober 2008, 19. marts 2010, 6. september 2011 og 17. januar 2013(1),

–  der henviser til artikel 26 i Den Franske Republiks forfatning, som ændret ved forfatningsloven af 4. august 1995 nr. 95-880,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 5, stk. 2, artikel 6, stk. 1, og artikel 9,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A8-0319/2016),

A.  der henviser til, at den offentlige anklager ved appelretten i Paris har anmodet om ophævelse af parlamentarisk immunitet i forhold til et medlem af Europa-Parlamentet, Jean-François Jalkh, i forbindelse med en undersøgelse vedrørende en mulig forseelse;

B.  der henviser til, at anmodningen om ophævelse af Jean-François Jalkhs immunitet vedrører en mulig forseelse i form af anstiftelse af diskrimination, had eller vold over for en person eller en gruppe af personer på grund af deres oprindelse eller tilhørsforhold eller manglende tilhørsforhold til en bestemt etnisk gruppe, nation, race eller religion – en forseelse, som er reguleret i fransk ret i artikel 24, stk. 8, og artikel 23, stk. 1, i lov af 29. juli 1881;

C.  der henviser til, at Jean-François Jalkh er blevet anklaget af den nationale sammenslutning til bekæmpelse af antisemitisme (BNVCA) i en begæring, der blev indgivet til den ledende undersøgelsesdommer i Paris den 12. august 2014;

D.  der henviser til, at klagen vedrørte udtalelser fremsat af Jean-Marie Le Pen under et interview, der blev videreformidlet på webstedet www.frontnational.com og derefter på bloggen www.jeanmarielepen.com den 6. juni 2014, efter at et medlem af publikum havde nævnt navnet på sangeren Patrick Bruel, der havde udtalt, at han ikke længere kunne optræde i byer, hvor der var valgt borgmestre med tilhørsforhold til Front National, hvilket gav anledning til følgende kommentar fra Jean-Marie Le Pen: "Det undrer mig ikke. Hør her – næste gang kommer vi dem alle sammen i ovnen."; der henviser til, at Jean-François Jalkh var direktør med ansvar for publikationer på Front Nationals officielle websted;

E.  der henviser til, at medlemmerne i henhold til artikel 9 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter på deres eget lands område nyder de immuniteter, der tilstås medlemmerne af deres lands lovgivende forsamling;

F.  der henviser til, at medlemmer af det franske parlament i henhold til artikel 26 i Den Franske Republiks forfatning ikke kan retsforfølges, eftersøges, anholdes, tilbageholdes eller dømmes på grund af meningstilkendegivelser eller stemmeafgivelser under udøvelsen af deres hverv;

G.  der henviser til, at rækkevidden af den immunitet, som medlemmer af det franske parlament nyder godt af, reelt svarer til rækkevidden af den immunitet, som medlemmer af Europa-Parlamentet nyder godt af i henhold til artikel 8 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter; der henviser til, at Domstolen har fastslået, at en meningstilkendegivelse for at være omfattet af immuniteten skal være fremsat af en europaparlamentariker under udøvelsen af hans hverv, hvilket således forudsætter, at der foreligger en forbindelse mellem den udtrykte meningstilkendegivelse og det parlamentariske hverv; der henviser til, at der skal foreligge en direkte og klar forbindelse;

H.  der henviser til, at Jean-François Jalkh endnu ikke var tiltrådt sit hverv som medlem af Europa-Parlamentet, da den mulige forseelse fandt sted, dvs. den 6. juni 2014, men at han først tiltrådte dette hverv pr. 1. juli 2014;

I.  der henviser til, at anklagerne tydeligvis ikke har forbindelse til Jean-François Jalkhs position som medlem af Europa-Parlamentet, og at de i stedet vedrører aktiviteter af rent national eller regional karakter, eftersom de pågældende udtalelser vedrørte kommunalvalgene i Frankrig, som fandt sted den 23. og 30. marts 2014, og hans position som direktør med ansvar for publikationer hos Front National med redaktionel kontrol over partiets websteder;

J.  der henviser til, at de pågældende handlinger ikke vedrører meningstilkendegivelser eller stemmeafgivelser under udøvelsen af hans hverv som medlem af Europa-Parlamentet, jf. artikel 8 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter;

K.  der henviser til, at der ikke foreligger nogen mistanke om, at den retslige undersøgelse, der er indledt på begæring af den nationale sammenslutning til bekæmpelse af antisemitisme (BNVCA), skulle udgøre et forsøg på at obstruere Jean-François Jalkhs parlamentariske arbejde (fumus persecutionis);

1.  Vedtager at ophæve Jean-François Jalkhs immunitet;

2.  pålægger sin formand straks at sende denne afgørelse og det kompetente udvalgs betænkning til Den Franske Republiks kompetente myndigheder og Jean-François Jalkh.

(1) Domstolens dom af 12. maj 1964, Wagner mod Fohrmann og Krier, 101/63, ECLI:EU:C:1964:28; Domstolens dom af 10. juli 1986, Wybot mod Faure m.fl., 149/85, ECLI:EU:C:1986:310; Rettens dom af 15. oktober 2008, Mote mod Parlamentet, T-345/05, ECLI:EU:T:2008:440; Domstolens dom af 21. oktober 2008, Marra mod De Gregorio og Clemente, C-200/07 og C-201/07, ECLI:EU:C:2008:579; Rettens dom af 19. marts 2010, Gollnisch mod Parlamentet, T-42/06, ECLI:EU:T:2010:102; Domstolens dom af 6. september 2011, Patriciello, C-163/10, ECLI:EU:C:2011:543; Rettens dom af 17. januar 2013, Gollnisch mod Parlamentet, T-346/11 og T-347/11, ECLI:EU:T:2013:23.


Fastlæggelse af en langsigtet plan for torskebestande og for fiskeri efter disse bestande ***II
PDF 244kWORD 47k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 22. november 2016 om Rådets førstebehandlingsholdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1342/2008 om fastlæggelse af en langsigtet plan for torskebestande og for fiskeri efter disse bestande (11309/1/2016 – C8-0403/2016 – 2012/0236(COD))
P8_TA(2016)0431A8-0325/2016

(Almindelig lovgivningsprocedure: andenbehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Rådets førstebehandlingsholdning (11309/1/2016 – C8-0403/2016),

–  der henviser til udtalelse af 13. december 2012(1) fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

–  der henviser til sin holdning ved førstebehandling(2) til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2012)0498),

–  der henviser til artikel 294, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 76,

–  der henviser til indstilling ved andenbehandling fra Fiskeriudvalget (A8-0325/2016),

1.  godkender Rådets førstebehandlingsholdning;

2.  konstaterer, at retsakten er vedtaget i overensstemmelse med Rådets holdning;

3.  pålægger sin formand sammen med Rådets formand at undertegne retsakten, jf. artikel 297, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

4.  pålægger sin generalsekretær at undertegne retsakten, efter at det er kontrolleret, at alle procedurer er behørigt afsluttet, og efter aftale med Rådets generalsekretær at foranledige, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende;

5.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

(1) EUT C 44 af 15.2.2013, s. 125.
(2) EUT C 65 af 19.2.2016, s. 193.


Skattemyndighedernes adgang til oplysninger indberettet i henhold til hvidvaskreguleringen *
PDF 390kWORD 55k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 22. november 2016 om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår skattemyndighedernes adgang til oplysninger indberettet i henhold til hvidvaskreguleringen (COM(2016)0452 – C8-0333/2016 – 2016/0209(CNS))
P8_TA(2016)0432A8-0326/2016

(Særlig lovgivningsprocedure – høring)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (COM(2016)0452),

–  der henviser til artikel 113 og 115 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C8-0333/2016),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A8-0326/2016),

1.  godkender Kommissionens forslag som ændret;

2.  opfordrer Kommissionen til at ændre sit forslag i overensstemmelse hermed, jf. artikel 293, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

3.  opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

4.  anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre Kommissionens forslag i væsentlig grad;

5.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Kommissionens forslag   Ændring
Ændring 1
Forslag til direktiv
Betragtning -1 (ny)
(-1)   Anvendelsen af SPV'er (special purpose vehicles), konti og selskaber placeret i skattely og usamarbejdsvillige jurisdiktioner har vist sig at være fællesnævner for en lang række operationer, som generelt først er blevet afsløret, efter at de har fundet sted, og som har haft til formål at dække over skattesvig, kapitalflugt og hvidvask. Alene denne kendsgerning bør give anledning til politiske og diplomatiske foranstaltninger med det formål at eliminere offshorecentre i hele verden.
Ændring 2
Forslag til direktiv
Betragtning 1
(1)  Rådets direktiv 2011/16/EU11 som ændret ved direktiv 2014/107/EU12 fandt fra og med 1. januar 2016 anvendelse i 27 medlemsstater og vil fra 1. januar 2017 også gælde for Østrig. Med dette direktiv implementeres den globale standard for automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti på skatteområdet ("den globale standard") i EU. Det sikrer dermed, at oplysninger om indehaverne af finansielle konti indberettes til den medlemsstat, hvor kontohaveren er hjemmehørende.
(1)  Rådets direktiv 2011/16/EU11 som ændret ved Rådets direktiv 2014/107/EU12 fandt fra og med 1. januar 2016 anvendelse i 27 medlemsstater og vil fra 1. januar 2017 også gælde for Østrig. Med dette direktiv implementeres den globale standard for automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti på skatteområdet ("den globale standard") i EU. Det sikrer dermed, at oplysninger om indehaverne af finansielle konti indberettes til den medlemsstat, hvor kontohaveren er hjemmehørende, med det mål at bekæmpe skatteunddragelse, skatteundgåelse og aggressiv skatteplanlægning.
__________________
__________________
11 Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF (EUT L 64 af 11.3.2011, s. 1).
11 Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF (EUT L 64 af 11.3.2011, s. 1).
12 Rådets direktiv 2014/107/EU af 9. december 2014 om ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet (EUT L 359 af 16.12.2014, s. 1).
12Rådets direktiv 2014/107/EU af 9. december 2014 om ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet (EUT L 359 af 16.12.2014, s. 1).
Ændring 3
Forslag til direktiv
Betragtning 1 a (ny)
(1a)   Bekæmpelse af skatteunddragelse og skatteundgåelse, herunder i forbindelse med hvidvask, er en absolut prioritet for Unionen.
Ændring 4
Forslag til direktiv
Betragtning 3
(3)  For at sikre en effektiv overvågning af de finansielle institutters efterlevelse af de due diligence-procedurer, der er fastsat i direktiv 2011/16/EU, bør skattemyndighederne have adgang til hvidvaskoplysninger. I mangel af adgang hertil vil disse myndigheder ikke kunne overvåge og kontrollere, at de finansielle institutter efterlever direktiv 2011/16/EU ved korrekt at identificere og indberette, hvem der er de reelle ejere af mellemliggende strukturer.
(3)  For at sikre en effektiv overvågning af de finansielle institutters efterlevelse af de due diligence-procedurer, der er fastsat i direktiv 2011/16/EU, har skattemyndighederne brug for at have hurtig og fuldstændig adgang til hvidvaskoplysninger og råde over et tilstrækkeligt stort personale med de rette kvalifikationer til at varetage denne opgave samt for at kunne udveksle sådanne oplysninger. Denne adgang bør sikres ved at gøre automatisk udveksling af oplysninger obligatorisk. I mangel af en sådan adgang og af egnet personale vil disse myndigheder ikke kunne overvåge og kontrollere, at de finansielle institutter efterlever direktiv 2011/16/EU ved korrekt at identificere og indberette, hvem der er de reelle ejere af mellemliggende strukturer.
Ændring 5
Forslag til direktiv
Betragtning 3 a (ny)
(3a)   Den konstaterede forbindelse mellem skattesvig, skatteundgåelse og hvidvask gør det påkrævet, at man i største muligt omfang udnytter synergierne fra det samarbejde, der foregår på nationalt, europæisk og internationalt plan mellem de forskellige myndigheder, der beskæftiger sig med bekæmpelse af disse former for kriminalitet og misbrug. Problemstillinger såsom muligheden for at identificere det reelle ejerskab eller spørgsmålet om, hvorvidt enheder såsom advokatfirmaer er omfattet af hvidvaskreguleringen i tredjelande, er af afgørende betydning for at forbedre EU-myndighedernes evne til at imødegå skatteundgåelse og hvidvask.
Ændring 6
Forslag til direktiv
Betragtning 3 b (ny)
(3b)   Afsløringerne i Swissleaks-, Luxleaks-, Panama Papers- og Bahamas Leaks-sagerne, som blot er individuelle udtryk for et globalt fænomen, har endnu engang bekræftet det helt afgørende behov for større skattemæssig gennemsigtighed og meget tættere koordinering og samarbejde mellem jurisdiktionerne.
Ændring 7
Forslag til direktiv
Betragtning 3 c (ny)
(3c)   Det er internationalt anerkendt, på G20-, OECD- og på EU-plan, at det mest effektive instrument til at sikre international gennemsigtighed i forbindelse med beskatning består i at gøre automatisk udveksling af skatteoplysninger obligatorisk. I sin meddelelse af 5. juli 2016 om yderligere foranstaltninger for at øge gennemsigtigheden på skatteområdet og bekæmpe skatteunddragelse og skatteundgåelse1a anfører Kommissionen, at der er "vægtige argumenter for at udvide det administrative samarbejde mellem skattemyndighederne endnu mere, så det også omfatter oplysninger om reelle ejere", og at "automatisk udveksling af oplysninger om de reelle ejere kunne potentielt integreres i de bindende regler for gennemsigtighed på skatteområdet, der allerede findes i EU". Derudover har alle medlemsstaterne allerede deltaget i et pilotprojekt om udveksling af oplysninger om reelle ejere af selskaber og truster.
_____________
1a COM(2016)0451.
Ændring 8
Forslag til direktiv
Betragtning 4
(4)  For at skattemyndighederne kan varetage deres opgaver med overvågning af efterlevelsen af direktiv 2011/16/EU er det derfor nødvendigt at sikre, at skattemyndighederne har adgang til de oplysninger, procedurer, dokumenter og mekanismer, der er fastlagt i reglerne om bekæmpelse af hvidvask.
(4)  EU-lovgivningen om forebyggelse og bekæmpelse af hvidvask har i tidens løb indoptaget ændringerne i de internationale standarder med henblik på at styrke koordineringen mellem medlemsstaterne og imødegå de udfordringer, man står over for på globalt plan, navnlig på grund af forbindelserne mellem hvidvask, finansiering af terrorisme, organiseret kriminalitet, skatteunddragelse og skatteundgåelse . For at skattemyndighederne kan varetage deres opgaver med overvågning af efterlevelsen af direktiv 2011/16/EU, og for at alle de i direktivet omhandlede former for administrativt samarbejde kan fungere, er det derfor nødvendigt at sikre, at skattemyndighederne har direkte og nem adgang til de oplysninger, procedurer, dokumenter og mekanismer, der er fastlagt i reglerne om bekæmpelse af hvidvask, at disse oplysninger i relevant omfang medtages i den automatiske udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne, og at Kommissionen gives adgang under overholdelse af fortrolighedskrav.
Ændring 10
Forslag til direktiv
Betragtning 4 b (ny)
(4b)   Desuden er det vigtigt, at skattemyndighederne råder over informations- og kommunikationsteknologiske (IKT-) systemer som er i stand til at spore hvidvaskaktiviteter på et tidligt tidspunkt. I den henseende bør skattemyndighederne have tilstrækkelige IKT- og personaleressourcer, der kan håndtere den store mængde af oplysninger på hvidvaskområdet, der skal udveksles mellem medlemsstaterne.
Ændring 11
Forslag til direktiv
Betragtning 4 c (ny)
(4c)   Desuden er det i lyset af, at den opgraderede dataudveksling og datalækagerne har øget den spontane udveksling og tilgængelighed af oplysninger, meget vigtigt, at medlemsstaterne efterforsker og følger op på alle potentielle uregelmæssigheder.
Ændring 12
Forslag til direktiv
Betragtning 4 d (ny)
(4d)   Da hvidvaskoplysninger i mange tilfælde er af grænseoverskridende karakter, bør de, når det er relevant, medtages i den automatiske udveksling mellem medlemsstaterne og gøres tilgængelige for Kommissionen, når denne anmoder herom i kraft af sin beføjelse til at håndhæve statsstøttereglerne. I betragtning af kompleksiteten af informationen og behovet for at kunne efterprøve dens pålidelighed, f.eks. i forbindelse med oplysninger om reelt ejerskab, bør skattemyndigheder desuden samarbejde om grænseoverskridende undersøgelser.
Ændring 13
Forslag til direktiv
Betragtning 4 e (ny)
(4e)   Det er afgørende, at der sker en automatisk, obligatorisk og løbende udveksling af oplysninger om skatteforhold mellem de forskellige kompetente myndigheder for at sikre størst mulig gennemsigtighed og råde over et grundlæggende redskab til at forebygge og bekæmpe enhver form for svigagtig adfærd.
Ændring 14
Forslag til direktiv
Betragtning 4 f (ny)
(4f)   I betragtning af den globale karakter af hvidvaskaktiviteter er internationalt samarbejde nøglen til en effektiv bekæmpelse af sådanne aktiviteter.
Ændring 15
Forslag til direktiv
Betragtning 6
(6)  Formålet med dette direktiv, som er at sikre et effektivt administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne og en effektiv overvågning af direktivets efterlevelse på betingelser, som fremmer et velfungerende indre marked, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af den påkrævede ensartethed og effektivitet bedre nås på EU-plan, og Unionen kan derfor i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union, vedtage foranstaltninger. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre end, hvad der er nødvendigt for at opfylde dette mål.
(6)  Formålet med dette direktiv, som er at sikre et effektivt administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne og en effektiv overvågning af direktivets efterlevelse på betingelser, som fremmer et velfungerende indre marked, med det formål at bekæmpe skattesvig, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af den påkrævede ensartethed og effektivitet bedre nås på EU-plan, og Unionen kan derfor i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union, vedtage foranstaltninger. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre end, hvad der er nødvendigt for at opfylde dette mål.
Ændring 16
Forslag til direktiv
Betragtning 7
(7)  De finansielle institutter er allerede begyndt at efterleve de kundelegitimations- og due diligence-forpligtelser, som direktiv 2011/16/EU pålægger dem, og de første udvekslinger ventes afsluttet i september 2017. For at undgå forsinkelser i den effektive overvågning af direktivets gennemførelse bør dette ændringsdirektiv træde i kraft og omsættes i national ret inden den 1. januar 2017.
(7)  De finansielle institutter er allerede begyndt at efterleve de kundelegitimations- og due diligence-forpligtelser, som direktiv 2011/16/EU pålægger dem, og de første udvekslinger ventes afsluttet i september 2017. For at undgå forsinkelser i den effektive overvågning af direktivets gennemførelse bør dette ændringsdirektiv træde i kraft og omsættes i national ret inden den 1. januar 2018.
Ændring 17
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. -1 (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 2 – stk. 1
(-1)   Artikel 2, stk. 1, affattes således:
1.  Dette direktiv finder anvendelse på alle former for skatter, der opkræves af eller på vegne af en medlemsstat eller en medlemsstats territoriale eller administrative underenheder, herunder de lokale myndigheder.
1.  Dette direktiv finder anvendelse på alle former for skatter, der opkræves af eller på vegne af en medlemsstat eller en medlemsstats territoriale eller administrative underenheder, herunder de lokale myndigheder, samt på tjenester for veksling af virtuelle valutaer og udbydere af virtuelle tegnebøger.
Ændring 18
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. -1 a (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 8 a (ny)
(-1a)   Følgende artikel indsættes:
”Artikel 8a
Skattemyndighederne i hver enkelt medlemsstat skal, senest seks måneder efter at have indsamlet de i dette direktivs artikel 22 omhandlede dokumenter og oplysninger, automatisk udveksle disse med enhver anden medlemsstat, hvis den reelle ejer af et firma eller, hvis der er tale om en trust, stifteren, en administrator, protektoren (hvis det er relevant), en begunstiget eller enhver anden person, som udøver reel kontrol over trusten, eller indehaveren af en konto i henhold til artikel 32a direktiv (EU) 2015/849 er skattepligtig i den pågældende medlemsstat. Kommissionen skal gives adgang på fortroligt grundlag i forbindelse med udøvelsen af dens hverv.”
Ændring 19
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 22 – stk. 1 a
1a.   Med henblik på anvendelsen og håndhævelsen af den lovgivning, medlemsstaterne har vedtaget til gennemførelse af dette direktiv, og for at sikre, at det administrative samarbejde, der indføres ved dette direktiv, fungerer efter hensigten, indføjer medlemsstaterne i deres lovgivning bestemmelser, der giver skattemyndighederne adgang til de mekanismer, procedurer, dokumenter og oplysninger, der er nævnt i artikel 13, 30, 31, 32a og 40 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849/EU*.
1a.   Med henblik på anvendelsen og håndhævelsen af den lovgivning, medlemsstaterne har vedtaget til gennemførelse af dette direktiv, og for at sikre, at det administrative samarbejde, der indføres ved dette direktiv, fungerer efter hensigten, indføjer medlemsstaterne i deres lovgivning bestemmelser, der giver skattemyndighederne adgang til de centrale registre, mekanismer, procedurer, dokumenter og oplysninger, der er nævnt i artikel 7, 13, 18, 18a, 19, 27, 30, 31, 32a, 40, 44 og 48 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849*. Sådan adgang bør sikres ved at gøre automatisk udveksling af oplysninger obligatorisk. Ligeledes skal medlemsstaterne sikre adgangen til disse oplysninger ved at opføre dem i et offentligt centralregister over selskaber, truster og andre konstruktioner med tilsvarende eller ækvivalent form eller formål.
___________________
__________________
* Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 73).
* Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 73).
Ændring 20
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 1 a (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 22 – stk. 1 b (nyt)
1a)   I artikel 22 indsættes følgende stykke:
"1b. Med henblik på den effektive anvendelse af udvekslede oplysninger skal medlemsstaterne sikre, at alle oplysninger, der er udvekslet og indhentet, efterforskes rettidigt, hvad enten oplysningerne er blevet indhentet af myndigheder efter anmodning, gennem spontan udveksling af oplysninger med en anden medlemsstat eller stammer fra en offentlig datalækage. Hvis en medlemsstat undlader at gøre dette inden for en frist fastsat i national ret, skal den offentligt meddele Kommissionen grundene til denne undladelse."
Ændring 21
Forslag til direktiv
Artikel 2 – stk. 1 – afsnit 1
1.  Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 31. december 2016 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De meddeler straks Kommissionen teksten til disse love og bestemmelser.
1.  Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 31. december 2017 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De meddeler straks Kommissionen teksten til disse love og bestemmelser.
Ændring 22
Forslag til direktiv
Artikel 2 – stk. 1 – afsnit 2
De anvender disse bestemmelser fra den 1. januar 2017.
De anvender disse bestemmelser fra den 1. januar 2018.

Den Europæiske Centralbanks årsberetning for 2015
PDF 189kWORD 57k
Europa-Parlamentets beslutning af 22. november 2016 om Den Europæiske Centralbanks årsberetning for 2015 (2016/2063(INI))
P8_TA(2016)0433A8-0302/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Den Europæiske Centralbanks årsberetning for 2015,

–  der henviser til artikel 284, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til artikel 123, stk. 1, i TEUF,

–  der henviser til statutten for Det Europæiske Centralbanksystem og for Den Europæiske Centralbank, navnlig artikel 15,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 1,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A8-0302/2016),

A.  der henviser til, at ECB's formand Draghi med hensyn til Det Forenede Kongeriges udtræden af EU korrekt har fremført, at "omfanget af, i hvilken grad de økonomiske fremtidsudsigter vil blive påvirket af Brexit, afhænger af tidsplanene for, udviklingen i og det endelige resultat af de kommende forhandlinger. Hidtil har euroområdet været modstandsdygtigt, men på grund af denne usikkerhed er vores hovedscenario fortsat behæftet med risici", og at "det, uanset hvilket form for forhold mellem Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige der bliver slutresultatet, er af allerstørste betydning, at integriteten af det indre marked respekteres. Resultatet skal under alle omstændigheder sikre, at alle deltagere er underlagt de samme bestemmelser";

B.  der henviser til, at realvæksten i euroområdet ifølge Kommissionens seneste forårsprognose forventes at blive beskeden og geografisk ujævnt fordelt - 1,6 % i 2016 og 1,8 % i 2017 efter 1,7 % i 2015;

C.  der henviser til, at der ifølge den samme prognose kan forventes et fald i arbejdsløsheden i euroområdet fra 10,9 % ved udgangen af 2015 til 9,9 % ved udgangen af 2017; der henviser til, at forskellene i arbejdsløshedsprocenten i medlemsstaterne blev stadig større i 2015 fra 4,6 % i Tyskland til 24,9 % i Grækenland;

D.  der henviser til, at det statslige underskud i euroområdet stadig ifølge den samme prognose gradvist forventes at falde fra 2,1 % i 2015 til 1,9 % i 2016 og 1,6 % i 2017, og at forholdet mellem gæld og BNP for første gang siden begyndelsen af krisen forventes at bedre sig, selv om der stadig er fire medlemsstater i euroområdet, som er genstand for Kommissionens procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud: Frankrig, Spanien, Grækenland og Portugal; der henviser til, at Cypern, Irland og Slovenien har gennemført makroøkonomiske tilpasningsprogrammer, som har sat dem i stand til at nedbringe deres underskud til under referenceværdien på 3 % af BNP;

E.  der henviser til, at der for euroområdet ifølge den samme prognose forventes et betalingsbalanceoverskud på 3 % af BNP i både 2016 og 2017; der henviser til, at et hårdt Brexit kan få negative konsekvenser både for EU's og Det Forenede Kongeriges handelsbalance, idet Det Forenede Kongerige er en af euroområdets vigtigste handelspartnere;

F.  der henviser til, at artikel 127, stk. 5, i TEUF pålægger Det Europæiske System af Centralbanker at bidrage til opretholdelsen af finansiel stabilitet;

G.  der henviser til, at artikel 127, stk. 2, i TEUF pålægger Det Europæiske System af Centralbanker at "at fremme betalingssystemernes smidige funktion";

H.  der henviser til, at den gennemsnitlige inflationsrate i euroområdet ifølge ECB's skøn fra september 2016 efter at have ligget på nul i 2015 vil fortsætte med at ligge tæt på denne værdi i 2016 (0,2 %), nå op på 1,2 % i 2017 og 1,6 % i 2018; der henviser til, at den lave inflationsrate de seneste år navnlig skyldes lave energipriser;

I.  der henviser til, at det bliver stadig vanskeligere at nå inflationsmålet som følge af konsolideringen af den demografiske udvikling, de fortsat lave energipriser og de samlede konsekvenser af den handelsmæssige og finansielle globalisering for et europæisk samfund med høj arbejdsløshed; der henviser til, at dette deflationære pres bidrager til de mangelende investeringer og den svage samlede efterspørgsel;

J.  der henviser til, at ECB i marts 2015 udvidede opkøbsprogrammet for værdipapirer (APP), der oprindeligt var berammet til at løbe indtil september 2016, til EUR 1,1 billion;

K.  der henviser til, at programmet siden da er blevet udvidet, så opkøbet af værdipapirer er berammet til at fortsætte indtil marts 2017 til et samlet beløb, som vil ligge tættere på EUR 1,7 billioner, ligesom listen over godkendte værdipapirer blev udvidet til at omfatte virksomhedsobligationer fra ikke-finansielle virksomheder og obligationer fra regionale offentlige myndigheder; der henviser til, at der er bekymring over de stigende risici i ECB's status;

L.  der henviser til, at ECB har opkøbt værdipapirer med sikkerhed i konkrete aktiver (asset-backed securities) for 19 094 millioner EUR siden indledningen af opkøbsprogrammet;

M.  der henviser til, at ECB yderligere slækkede på pengepolitikken ved at sænke de vigtigste interventionssatser til et historisk lavt niveau, idet renten ved de primære markedsoperationer og renten på indlånsfaciliteten var nede på henholdsvis 0 og -0,40 % i marts 2016; der henviser til, at ECB tilskynder bankerne til at yde lån og i denne henseende gennemfører en række målrettede langfristede refinansieringstransaktioner (TLTRO-II);

N.  der henviser til, at målet med etableringen af Den Fælles Tilsynsmekanisme i henhold til ECB er at sørge for ensartet mikrotilsyn og håndhævelse i hele euroområdet for at sikre lige vilkår for bankforretninger og anvende en fælles vurderingsmetode (SREP);

O.  der henviser til, at ECB's formand vedvarende har understreget det store behov for strukturreformer i euroområdet;

P.  der henviser til, at ECB støtter den europæiske ramme for simpel, transparent og standardiseret europæisk securitisering og de deraf følgende lavere kapitalkrav, som vil sætte nyt skub i både securitiseringsmarkederne og finansieringen af realøkonomien;

Q.  der henviser til, at artikel 123 i TEUF og artikel 21 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank forbyder monetær finansiering af centralregeringer;

1.  understreger, at euroområdet fortsat lider under en høj arbejdsløshedsprocent, en uforholdsmæssig lav inflationsrate og store makroøkonomiske skævheder, herunder manglende balance på betalingsbalancens løbende poster, og at euroområdet desuden oplever en meget langsom udvikling i produktiviteten - 10% under niveauet før krisen - som følge af de manglende investeringer, manglende strukturreformer og en ringe intern efterspørgsel; konstaterer, at det høje offentlige gældsniveau og navnlig det enorme antal misligholdte lån i banksektoren i visse medlemsstater stadig medfører en opsplitning af finansmarkedet i euroområdet, hvilket begrænser manøvremarginen for bistand til de svageste økonomier; understreger, at en sund finanspolitik og socialt afbalancerede strukturreformer med henblik på at øge produktiviteten er den eneste måde, hvorpå økonomien kan forbedres på en bæredygtig måde i disse medlemsstater;

2.  minder om ECB's føderale karakter, hvor der ikke er mulighed for nationale vetoer, hvilket har givet den mulighed for at handle beslutsomt i forbindelse med krisen;

3.  anerkender, at ECB på baggrund af denne meget komplicerede situation og risikoen for en længere periode med lav inflationer handlede inden for sig mandat, jf. artikel 127 i TEUF, ved at vedtage ekstraordinære tiltag for at få inflationen op på det mellemsigtede mål på 2 % og derfor ikke handlede illegalt(1); konstaterer, at de økonomiske forhold har bedret sig lidt siden lanceringen af APP i marts 2015, bl.a. takket være de målrettede langfristede markedsoperationer (TLTRO) i forbindelse med realøkonomien, hvilket har udvirket et genopsving i långivningen til virksomheder og husholdninger i euroområdet; konstaterer, at disse tiltag ligeledes har bidraget til at mindske spread i forbindelse med visse statsobligationer i euroområdet; bemærker, at forbedringerne ikke har gavnet alle medlemsstater i samme omfang, og at kreditefterspørgslen fortsat er svag i visse medlemsstater;

4.  understreger, at ECB i juni 2016 indledte en ny serie bestående af fire målrettede langsigtede refinansieringstransaktioner (TLTRO II); påpeger, at dette programs incitamentsstruktur er ændret i forhold til det oprindelige TLTRO, da flere banker vil kunne låne til en negativ rente, selv om de ikke øger deres nettoudlån til realøkonomien;

5.  er bekymret over, at ECB således svækker den sammenhæng mellem tilvejebringelse af likviditet til centralbankerne og udlån til realøkonomien, som er et centralt element ved TLTRO-konceptet, idet ECB tilbyder likviditet til en negativ rente og samtidig fjerner kravet om, at bankerne skal tilbagebetale midlerne, hvis de ikke opnår deres udlånsmål;

6.  glæder sig over Den Europæiske Centralbanks kategoriske tilsagn fra juli 2012 om at gøre alt, hvad der skal til, for at forsvare euroen, hvilket har medvirket til at sikre finansiel stabilitet i euroområdet;

7.  mener, a APP ville have haft større virkning på den europæiske økonomi, hvis det havde været ledsaget af effektive og socialt afbalancerede strukturreformer med henblik på at øge den europæiske økonomis konkurrenceevne og omfattet opkøb af en større andel af EIB-obligationer, navnlig i forbindelse med bl.a. TEN-T- og TEN-E-projekter (projekter med beviselig europæisk merværdi ud fra et økonomisk og samfundsmæssigt synspunkt) og garanterede lån til små og mellemstore virksomheder; opfordrer ECB til at gennemføre en undersøgelse af, hvad resultaterne af APP ville være, hvis der kunne opkøbes offentlige gældspapirer, som havde direkte tilknytning til investerings- og forskningsudgifter, på de sekundære markeder; er bekymret over, at direkte opkøb af obligationer, der udstedes af andre selskaber end banker inden for rammerne af programmet for opkøb af virksomhedsobligationer, hvilket kunne retfærdiggøres under de nuværende omstændigheder, kan virke markedsforstyrrende;

8.  er enig med ECB's formand Mario Draghi i, at den fælles pengepolitik ikke i sig selv kan stimulere den samlede efterspørgsel, medmindre den suppleres af en sund finanspolitik og socialt afbalancerede strukturreformer på medlemsstatsplan; minder om, at ECB's primære mål i henhold til sit mandat inden for EU-traktaternes primære ret er at sikre prisstabilitet for at sikre stabile investeringsfremmende forhold; mener ikke, at pengepolitikken i sig selv er et hensigtsmæssigt middel til at løse strukturproblemer i den europæiske økonomi; understreger, at den forventede konjunkturfremgang ikke kan erstatte de nødvendige strukturreformer; henviser i denne forbindelse til konklusionerne i nylige undersøgelser og den seneste debat om et muligt fald i den neutrale rente i de senere årtier over hele verden; påpeger, at denne situation sandsynligvis vil føre til en strammere og mindre effektiv pengepolitik, da der oftere vil være risiko for, at renten nærmer sig nul;

9.  er enig i, at et velfungerende, diversificeret og integreret kapitalmarked ville understøtte gennemførelsen af den fælles pengepolitik; opfordrer i den forbindelse til en gradvis virkeliggørelse og fuldstændig gennemførelse at bankunionen, til fuldstændig overholdelse af den tilhørende lovgivning fra medlemsstaternes side og til etablering af en kapitalmarkedsunion, da dette er afgørende for at effektivisere den fælles pengepolitik og afbøde risiciene i forbindelse med chok i finanssektoren; mener, at det er afgørende at løse problemet med misligholdte lån for de hårdest ramte nationale banksektorer for at genetablere en gnidningsløs gennemførelse af pengepolitikken for hele euroområdet;

10.  understreger, at der i forbindelse med socialt afbalancerede strukturreformer inden for økonomien og på arbejdsmarkedet også i fuld udstrækning skal tages hensyn til det demografiske underskud i Europa med henblik på at mindske det deflationære pres og indføre incitamenter til en mere afbalanceret demografisk struktur, hvilket ville gøre det nemmere at opretholde en inflationsrate på ca. 2 %; gør opmærksom på faren for negative investeringsforventninger i tilfælde af en ugunstig demografisk udvikling;

11.  henviser imidlertid til, at inflationen ikke forventes at nå op på det mellemsigtede mål på 2 % i 2017, selv om der har kunnet konstateres væsentlige konsekvensrisici og afsmittende resultater af de ukonventionelle foranstaltninger, navnlig hvad angår finansieringsbetingelserne for bankerne i randområderne; henviser til, at den nuværende stigning i bankernes udlånsvirksomhed er geografisk ulige fordelt blandt medlemsstaterne og endnu ikke har haft mærkbare virkninger på den manglende investeringslyst i euroområdet; understreger, at årsagen til de manglende investeringer ikke kun skal findes i den manglende adgang til finansielle midler, men også i den lave efterspørgsel efter kreditter, og at det er nødvendigt at tilskynde til strukturreformer, som direkte kan fremme investeringerne og beskæftigelsen; henviser til det faldende udbud af værdipapirer af høj kvalitet, som kan accepteres af institutionelle investorer på verdensmarkedet;

12.  påpeger, at bankerne, selv om virkningerne på realøkonomien har været meget begrænsede, har kunnet få adgang til finansiering praktisk taget uden omkostninger eller meget billigt, og dette har udgjort en direkte støtte for deres statusopgørelser; beklager, at omfanget af denne støtte, på trods af at den repræsenterer en klar finanspolitisk afsmitningseffekt, ikke måles og offentliggøres, og at den ikke er genstand for nogen form for betingelser med hensyn til, hvorvidt og hvordan den investeres; insisterer på, at eventuelle ekstraordinære foranstaltninger af denne type skal ledsages af foranstaltninger for at modvirke fordrejninger af markeder og i økonomien;

13.  beklager forskellen i de rentesatser, der tilbydes små og mellemstore virksomheder i forhold til dem, der tilbydes større selskaber, forskellene i rentesatser på mindre og større lån og forskellene i kreditbetingelserne for små og mellemstore virksomheder i forskellige medlemsstater, men erkender, at der er grænser for, hvor meget pengepolitikken kan gøre på dette område; understreger, at det fortsatte krav om tilpasninger af bankernes statusopgørelser bl.a. påvirker lånemulighederne for små og mellemstore virksomheder i visse medlemsstater; gør endvidere opmærksom på faren for, at der opstår yderligere konkurrencefordrejninger som følge af ECB's opkøb af virksomhedsobligationer på kapitalmarkedet, hvor de tilgrundliggende udvælgelseskriterier ikke må forårsage yderligere forvridninger, navnlig i betragtning af risikorammen, og som SMV'erne ikke må udelukkes fra;

14.  understreger, at en længere periode med en flad rentekurve kan mindske bankernes rentabilitet, navnlig hvis de ikke justerer deres forretningsmodeller, og skabe potentielle risici, især for privat opsparing og pensions- og forsikringskasser; advarer om, at et fald i bankernes rentabilitet kan mindske deres interesse i at udvikle udlånsaktiviteterne; påpeger navnlig de negative konsekvenser af en sådan rentepolitik på lokale og regionale banker og sparekasser med ringe finansiering fra finansmarkederne og risikoen for forsikrings- og pensionssektoren; efterlyser derfor løbende og detaljeret overvågning af anvendelsen og konsekvenserne af negative renter; understreger nødvendigheden af en nøje, forsigtig og rettidig styring af afviklingen af politikken med ultralave (eller negative) renter;

15.  forstår begrundelsen for at indføre negative rentesatser, men er bekymret over de mulige konsekvenser af en politik med negative renter for de enkelte sparere og for den økonomiske balance i pensionsordninger og med hensyn til udviklingen af aktivbobler; er bekymret over, at de langsigtede renter på opsparing i nogle medlemsstater ligger under inflationsraten; er overbevist om, at disse negative følger for indkomsterne kan føre til en stigning i husholdningernes opsparing som følge af den demografiske udvikling og en traditionel præference for opsparing, hvilket vil kunne skade den indenlandske efterspørgsel i euroområdet; advarer imidlertid om, at der på grund af indlånssatsernes manglende smidighed i nedadgående retning kun vil være begrænsede fordele ved at presse indlånssatserne hos ECB længere ned under nul;

16.  er fortsat bekymret over de betydelige mængder ikke-omsættelige aktiver og obligationer udstedt med sikkerhed i konkrete aktiver, der fungerer som sikkerhedsstillelse for eurosystemet inden for rammerne af dets refinansieringstransaktioner; gentager sin opfordring til ECB til at oplyse, hvilke centralbanker der har accepteret sådanne værdipapirer, samt værdiansættelsesmetoderne for disse aktiver; understreger, at sådanne oplysninger vil være nyttige for den parlamentariske kontrol med de tilsynsopgaver, der er overdraget til ECB;

17.  opfordrer ECB til at undersøge forskellene i, hvordan pengepolitikken fungerer i de medlemsstater, som har en centraliseret og koncentreret banksektor, i forhold til de medlemsstater, som har et mere diversificeret netværk af lokale og regionale banker og mellem de medlemsstater, som i højere grad er afhængige af bankerne eller kapitalmarkederne i forbindelse med finansieringen af deres økonomi;

18.  opfordrer ECB til at foretage en omhyggelig vurdering af risikoen for nye fremtidige aktiv- og boligbobler som følge af politikken med ultralave (negative) renter, især set på baggrund af den betydeligt højere kreditvolumen og de uforholdsmæssigt høje priser inden for ejendomssektoren, navnlig i visse storbyer, og mener, at den sammen med Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB) bør fremsætte forslag til, hvordan der kan formuleres særlige makroprudentielle henstillinger i den forbindelse;

19.  er enig med ECB i, at den nuværende CRR/CRD IV-pakke mangler visse foranstaltninger, som også kan bidrage effektivt til at afhjælpe specifikke former for systemiske risici – såsom (i) forskellige foranstaltninger på aktivsiden, herunder fastsættelse af grænser for forholdet mellem lånstørrelse og ejendomsværdi, forholdet mellem lånstørrelse og indkomst eller forholdet mellem gæld og indkomst, og (ii) indførelse af forskellige eksponeringsgrænser, som ligger uden for den nuværende definition af store eksponeringer; opfordrer indtrængende Kommissionen til at undersøge behovet for lovforslag i denne henseende; bemærker, at nogle af disse foranstaltninger allerede kan integreres i det igangværende lovgivningsarbejde om forslaget om en europæisk indskudsforsikringsordning (EDIS);

20.  påpeger, at der – som indikeret af ECB's rolle i forbindelse med likviditetsbestemmelserne for Grækenland i juni 2015 og de lækkede drøftelser fra ECB's styrelsesråd om cypriotiske bankers solvens – ikke er tilstrækkelig klarhed og juridisk sikkerhed om den definition af "insolvens", der ligger til grund for centralbankernes tilrådighedsstillelse af likviditet til institutionerne i euroområdet, da ECB tidligere har henvist skiftevis til et statisk koncept (hvorvidt en bank lever op til minimumskapitalkravene på et bestemt tidspunkt) og et dynamisk koncept om solvens baseret på fremadskuende scenarier med stresstests med henblik på at berettige opretholdelse eller begrænsning af tilrådighedsstillelse af likviditetsstøtte i krisesituationer (ELA); understreger, at en sådan mangel på klarhed skal fjernes, så der sikres juridisk sikkerhed og skabes finansiel stabilitet;

21.  henviser til, at ECB's ledelse erkender de fordelingsmæssige konsekvenser af ECB's politik, der kan opfattes som om, de medfører stigende uligheder, og til ECB's vurdering af, at en nedsættelse af kreditomkostningerne for borgere og små og mellemstore virksomheder samtidig med, at det vil øge beskæftigelsen i euroområdet, til en vis grad også vil afbøde disse fordelingsmæssige konsekvenser;

22.  henviser til, at ECB's APP har sænket udbyttet af obligationer i de fleste medlemsstater til et historisk lavt niveau; advarer mod risikoen for en overdreven værdiansættelse på obligationsmarkedet, som vil kunne medføre vanskeligheder, hvis renterne begynder at stige igen, navnlig i de lande, som er genstand for proceduren med uforholdsmæssige underskud, eller som har et højt gældsniveau; påpeger, at en pludselig ændring af rentesatserne fra det nuværende lave niveau langs afkastkurven indebærer betydelige markedsrisici for pengeinstitutter med en stor andel af markedsværdibaserede finansielle instrumenter;

23.  fremhæver de forudsætninger, som Domstolen har fastlagt, og som skal opfyldes ved køb af statsobligationer fra medlemsstaterne i euroområdet, der foretages af Det Europæiske System af Centralbanker ("ESCB") på det sekundære marked:

   køb annonceres ikke,
   købenes omfang begrænses fra starten,
   der skal være en vis periode mellem udstedelsen af statsobligationerne, og til de købes af ESCB, som fastlægges fra starten og forebygger, at udstedelsesvilkårene forvrides,
   ESCB køber kun statsobligationer fra medlemsstater, der har obligationsmarkedsadgang, som muliggør finansiering af sådanne obligationer,
   købte obligationer ligger kun til udløb i særlige tilfælde, og køb begrænses eller indstilles, og købte obligationer bringes i omsætning igen, hvis fortsatte indgreb ikke længere er nødvendige;

24.  konstaterer, at visse medlemsstater muligvis anvender ultralave (negative) rentesatser til at udskyde de nødvendige strukturreformer og den nødvendige konsolidering af deres primære offentlige gæld, navnlig på statslig plan, og minder i den forbindelse om de forpligtelser, der gælder inden for rammerne af stabilitets- og vækstpagten; erkender, at en af de faktorer, som har bidraget til budgetoverskuddet i visse medlemsstater, har været den negative rente på deres offentlige gæld; understreger, at der skal ske en samordning af de nationale økonomiske politikker, navnlig i euroområdet; understreger, at den uundgåelige proces med at ophøre med den utraditionelle pengepolitik vil blive meget kompliceret, og at denne proces vil skulle planlægges omhyggeligt for at undgå negative chok på kapitalmarkederne;

25.  glæder sig over offentliggørelsen af protokollen fra rådsmødet og afgørelsen om at offentliggøre aftalen om finansielle nettoaktiver mellem ECB og de nationale centralbanker; tilskynder ECB til at fortsætte sin indsats for mere åbenhed; minder ECB om, at ansættelsespolitikken skal være i overensstemmelse med bedste praksis;

26.  minder om, at ECB's uafhængighed i forbindelse med gennemførelsen af pengepolitikken som forankret i artikel 130 i TEUF er afgørende for at opnå målet med at sikre prisstabilitet; opfordrer alle regeringer til at undgå erklæringer, der stiller spørgsmålstegn ved den rolle, som institutionen spiller inden for sit mandat;

27.  opfordrer Den Europæiske Centralbank til særligt at have fokus på proportionalitetsprincippet i forbindelse med de banktilsynsopgaver, som den har fået overdraget;

28.  minder om opgavefordelingen mellem Den Europæiske Centralbank og Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA); understreger, at ECB ikke bør udvikle sig til de facto at blive den aktør, der udarbejder standarder for ikke-FTM-banker;

29.  tager til efterretning, at ECB's Styrelsesråd den 18. maj 2016 vedtog forordningen om indsamling af granulære data om kreditter og kreditrisici (AnaCredit); opfordrer ECB til at give de nationale centralbanker størst mulig frihed i forbindelse med gennemførelsen af AnaCredit;

30.  opfordrer ECB til først at indlede arbejdet med eventuelle yderligere etaper i AnaCredit efter en offentlig høring, under fuld inddragelse af Europa-Parlamentet og navnlig under hensyntagen til proportionalitetsprincippet;

31.  bemærker med bekymring, at der igen er opstået manglende balance i forbindelse med TARGET 2 i euroområdet trods mindre uligevægt i samhandelen, hvilket peger i retning af fortsat udstrømning af kapital fra euroområdets randområder;

32.  minder om, at dialogen om valutaspørgsmål er vigtig for at sikre gennemsigtigheden af pengepolitikken over for Parlamentet og den brede offentlighed;

33.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Den Europæiske Centralbank.

(1) Som det for nylig blev understreget af EU-Domstolen og den tyske Forfatningsdomstol den 21. juni 2016.


Grønbog om finansielle tjenesteydelser i detailleddet
PDF 206kWORD 60k
Europa-Parlamentets beslutning af 22. november 2016 om grønbog om finansielle tjenesteydelser i detailleddet (2016/2056(INI))
P8_TA(2016)0434A8-0294/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 11. maj 1999 med titlen "Etablering af en ramme for de finansielle markeder: en handlingsplan" (handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser) (COM(1999)0232),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 31. januar 2007 om "Sektorundersøgelse i detailbanksektoren i henhold til artikel 17 i forordning (EF) nr. 1/2003 (Endelig rapport)" (COM(2007)0033),

–  der henviser til Kommissionens grønbog af 30. april 2007 om finansielle tjenesteydelser i detailleddet i det indre marked (COM(2007)0226),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 924/2009 af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001(2),

–  der henviser til Kommissionens grønbog af 11. januar 2012 med titlen "På vej mod et integreret europæisk marked for kort-, internet- og mobilbetalinger" (COM(2011)0941),

–  der henviser til rapporten fra Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger fra 2014 om god praksis for sammenligningswebsteder,

–  der henviser til udtalelsen fra april 2016 fra Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger, "Opinion to EU Institutions on a Common Framework for Risk Assessment and Transparency for IORPs",

–  der henviser til Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2014/17/EU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010(3),

–  der henviser til Europa-Parlamentet og af Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU(4),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked og om ophævelse af direktiv 1999/93/EF(5),

–  der henviser til direktiv 2009/65/EF som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/91/EU af 23. juli 2014 om ændring af direktiv 2009/65/EF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) for så vidt angår depositarfunktioner, aflønningspolitik og sanktioner(6),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner(7),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP'er)(8),

–  der henviser til Kommissionens rapport af 8. august 2014 om de europæiske tilsynsmyndigheder (ESA'erne) og Det Europæiske Finanstilsynssystem (ESFS) og disses virksomhed (COM(2014)0509),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/751 af 29. april 2015 om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner(9),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF(10),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution(11),

–  der henviser til sin beslutning af 26. maj 2016 om virtuelle valutaer(12),

–  der henviser til Kommissionens grønbog af 10. december 2015 med titlen: "finansielle tjenesteydelser i detailleddet: bedre produkter, større udvalg og flere muligheder for forbrugere og virksomheder" (COM(2015)0630),

–  der henviser til Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds (EBA's) svar af 21. marts 2016 på Kommissionens grønbog om finansielle tjenesteydelser i detailleddet,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelse fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A8-0294/2016),

A.  der henviser til, at EU's detailmarked for finansielle tjenesteydelser stadig er forholdsvis underudviklet og stærkt fragmenteret, hvilket bl.a. viser sig i det lave antal af grænseoverskridende transaktioner, og at der således er brug for en effektiv indsats for at frigøre det indre markeds fulde potentiale og fremme innovation til gavn for slutbrugerne;

B.  der henviser til, at dynamikken i detailmarkederne for finansielle tjenesteydelser, der er kendetegnet ved en kombination af relativ høj koncentration og utilstrækkelig konkurrence, kan resultere i begrænsede valgmuligheder og ringe valuta for pengene såvel som betragtelige skævheder medlemsstaterne imellem; der henviser til, at multinationale virksomheder med afdelinger i flere medlemsstater lettere kan komme uden om disse hindringer end små virksomheder;

C.  der påpeger, at et EU-detailmarked for finansielle tjenesteydelser kun vil blive rentabelt, hvis det sikrer forbrugerne en reel merværdi ved at sikre reel konkurrence, adgang til ydelser og forbrugerbeskyttelse, navnlig i forbindelse med produkter, der rent faktisk er nødvendige for at deltage i det økonomiske liv;

D.  der påpeger, at en videreudvikling af detailmarkedet for finansielle tjenesteydelser på EU-plan, med den rette lovgivningsmæssige ramme for indførelse af den nødvendige forbrugerbeskyttelse, ikke blot vil fremme den vigtige og givtige grænseoverskridende aktivitet, men muligvis også åbne større muligheder for øget konkurrence på nationalt plan; der henviser til, at et egentligt europæisk indre detailmarked for finansielle tjenesteydelser rummer et betragteligt potentiale for at sikre forbrugerne bedre finansielle tjenesteydelser og produkter, et større udvalg og forbedret adgang til finansielle tjenesteydelser og produkter samt lavere priser; der henviser til, at konkurrencens indvirkning på priserne vil variere afhængigt af sektor og produkt;

E.  der henviser til, at grønbogen hovedsageligt fokuserer på finansielle tjenesteydelser for borgere, som efterspørger grænseoverskridende tjenesteydelser; der påpeger vigtigheden af, at eventuelle nye forslag også er til gavn for alle andre EU-forbrugere for at sikre, at detailmarkedet for finansielle tjenesteydelser fungerer for alle;

F.  der henviser til, at vi fortsat bør være ambitiøse med hensyn til at bryde barrierer ned og inddæmme de eksisterende protektionistiske tendenser, som blokerer for innovation inden for finansielle tjenesteydelser i detailleddet; der henviser til, at et ægte indre marked vil gøre EU attraktivt som omdrejningspunkt for innovative finansielle tjenesteydelser;

G.  der henviser til, at de hurtige forandringer som følge af digitalisering og fintech-innovation ikke kun rummer et potentiale - såfremt de forvaltes med omtanke - til at skabe nye og ofte bedre finansielle produkter for forbrugerne og bidrage til den finansielle inklusion, herunder i form af lavere transaktionsomkostninger og lettere adgang til finansiering, men også indebærer vigtige udfordringer med hensyn til sikkerhed, databeskyttelse, forbrugerbeskyttelse, beskatning, loyal konkurrence og finansiel stabilitet, hvilket bør overvåges nøje for at maksimere fordelene for borgerne;

H.  der henviser til, at mange tjenesteydelser bliver lagt på nettet, og at det derfor er vigtigt at sikre, at ingen lades i stikken, og at der også i nødvendigt omfang sikres adgang via ikkedigitale kanaler for at undgå finansiel eksklusion;

I.  der understreger, at alle bestræbelser på at styrke EU-detailmarkedet for finansielle tjenesteydelser bør koordineres med dagsordenerne for det digitale indre marked, kapitalmarkedsunionen og strategien for det indre marked og som overordnet mål have at styrke jobskabelse, holdbar vækst, finansiel stabilitet og forbrugerens rolle i den europæiske økonomi;

J.  der understreger, at et europæisk detailmarked for finansielle tjenesteydelser skal være til gavn for SMV'er med hensyn til både udbud og efterspørgsel, hvilket for så vidt angår udbud betyder sikring af forbedret adgang til finansiering for SMV'er, medens det med hensyn til efterspørgsel betyder, at SMV'er skal have nemmere adgang til grænseoverskridende markeder;

K.  der henviser til, at fuldførelsen af det indre marked er vigtig for forbrugerne, og at det også er vigtigt for at give de europæiske fintech-virksomheder mulighed for at udnytte fordelene ved det indre marked til at konkurrere med de traditionelle aktører med henblik på at udbyde innovative, forbrugervenlige løsninger og skabe jobs overalt i EU;

L.  der henviser til, at mikrovirksomheder, SMV'er og midcapselskaber er rygraden i den europæiske økonomi og drivkraften bag beskæftigelse og vækst; der henviser til, at al europæisk lovgivning og initiativ skal tilpasses til sådanne virksomheders karakteristika;

M.  der henviser til, at fuldførelsen af det indre marked er enormt vigtig for forbrugere og virksomheder, og til, at nye innovative aktører er begyndt at udbyde alternativer til eksisterende tjenesteydelser;

1.  glæder sig over Kommissionens grønbog om finansielle tjenesteydelser i detailleddet (som ifølge definitionen omfatter forsikring) og den levende og produktive debat, den har skabt indtil nu; påskønner også den offentlige høring om grønbogen, som har givet berørte aktører mulighed for at fremkomme med deres meninger ud fra deres individuelle situation og/eller sektor; understreger, at én enkelt tilgang alene for finansielle tjenesteydelser i detailleddet ville virke mod hensigten på grund af mangfoldigheden af berørte aktører og produkter;

2.  er af den opfattelse, at digitaliseringen til fortsætte med at skabe nye muligheder for forbrugere, investorer, SMV'er og andre virksomheder for så vidt angår konkurrence, grænseoverskridende aktiviteter og innovation; understreger, at digitalisering alene ikke er nok til at skabe et levedygtigt europæisk detailmarked for finansielle tjenesteydelser; bemærker, at de mange hindringer såsom de forskellige ordninger på områderne skat, sociale forhold, retssystemet, sundhed, aftaleret og forbrugerbeskyttelse såvel som de forskellige sprog og kulturer ikke kan overvindes ved hjælp af digitalisering alene;

3.  mener, at grønbogen er kommet på det rette tidspunkt i betragtning af behovet for at arbejde proaktivt i alle faser af den politiske beslutningsproces med henblik på at kunne reagere effektivt og fyldestgørende på udviklingen på et så innovativt og hastigt skiftende marked;

4.  mener, at en forenkling af lovgivningen, bl.a. ved at modvirke overdrevent komplekse produkter og tjenester, er afgørende for at gøre produkterne lettere at sammenligne på tværs af medlemsstaternes forskellige markeder, især i forsikringssektoren;

5.  gør opmærksom på, at der allerede er vedtaget en bred vifte af EU-love af relevans for det indre detailmarked for finansielle tjenesteydelser, f.eks. betalingstjenestedirektiv (PSD2), forordningen om interbankgebyrer (MIF), direktivet om betalingskonti (PAD), direktivet om hvidvask af penge (AMLD), realkreditdirektivet og direktivet om forsikringsformidling (IDD); opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge gennemførelsen og anvendelsen af denne lovgivning for at undgå dobbeltarbejde og overlapninger;

6.  understreger, at det er vigtigt at fremme en positiv udvikling på detailfinansieringsmarkeder ved at skabe et konkurrencepræget miljø med ensartede grundvilkår for alle interessenter, herunder såvel eksisterende som nye aktører på markedet, og med regler, der er så teknologi- og forretningsmodelneutrale som muligt; påpeger, at en sådan tilgang er nødvendig, ikke mindst for at hjælpe startups og nye og innovative SMV'er med at vokse;

7.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at der gælder samme regler for en hvilken som helst given tjeneste for at undgå at skabe konkurrenceforvridning, især i betragtning af fremkomsten af nye udbydere af finansielle tjenesteydelser i detailleddet; påpeger, at disse regler ikke må lægge en dæmper på innovationen; fremhæver, at skabelsen af "kontaktpunkter", som giver interessenter mulighed for at indberette ulovlig anvendelse af EU-pasordningen, vil kunne fremme markedsintegration;

8.  konstaterer, at fintech-finansieringen i Europa i første kvartal af 2016 kun tegnede sig for 348 mio. USD sammenlignet med 1,8 mia. USD i Nordamerika og 2,6 mia. USD i Kina, hvilket viser, at der er et presserende behov for en hurtig mentalitetsændring og en fyldestgørende lovgivningsmæssig reaktion på teknologiske udviklinger, for at Europa kan blive et førende marked for innovation; understreger, at et ægte indre detailmarked for finansielle tjenesteydelser med lige konkurrencevilkår for nye markedsdeltagere vil gøre EU attraktivt som centrum for innovative finansielle tjenesteydelser og give forbrugerne et større og bedre udvalg til lavere priser; understreger, at selv om revolutionerende teknologier er en udfordring for lovgivningen, giver de også store muligheder for innovation, som er til gavn for slutbrugere, og virker stimulerende på den økonomiske vækst og jobskabelsen;

9.  fremhæver, navnlig under hensyn til behovet for at booste forbrugernes tillid og tilfredshed, at initiativet med grønbogen kun kan lykkes, hvis det har et stærkt fokus på at skabe et EU-marked, hvor godt beskyttede forbrugere har lige muligheder og adgang til gennemsigtige og ukomplicerede produkter, der giver god valuta for pengene; anerkender den positive værdi, der ligger i at stille enkle, sikre og standardiserede produkter til rådighed for forbrugerne; opfordrer de europæiske tilsynsmyndigheder til regelmæssigt at vurdere effekten af koblingspraksisser på priser og konkurrence inden for finansielle tjenesteydelser i detailleddet; opfordrer Kommissionen til at indføre en lovgivningsramme for enkle, portable og sikre finansielle produkter; opfordrer endvidere Kommissionen til at undersøge muligheden for at skabe en harmoniseret retlig ramme med standardiserede valgmuligheder for de mest almindeligt anvendte finansielle produkter i EU svarende til modellen for en basal bankkonto og et paneuropæisk pensionsprodukt (PEPP);

10.  understreger, at de forslag, som udspringer af grønbogen, skal være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet;

11.  minder om, at alle initiativer, der er baseret på grønbogen, bør være forenelige med en optrapning af den internationale kamp mod skattesvig, skatteundgåelse og -unddragelse samt hvidvaskning af penge og også bør omfatte en større indsats for at udarbejde et fælles skatteidentifikationsnummer;

12.  bemærker, at de finansielle produkter i detailleddet bliver mere og mere komplekse; insisterer på, at der er behov for at udvikle initiativer og instrumenter, der forbedrer konkurrencen og gør det muligt for forbrugerne at identificere og sammenligne sikre, bæredygtige og simple produkter i det udvalg, som er til rådighed for dem; støtter tiltag såsom dokumentet med central investorinformation for institutter for kollektiv investering i værdipapirer (UCITS) og dokumentet med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP'er); fremhæver behovet for at tilpasse disse informationsmekanismer til den digitale virkelighed; mener, at prospektresuméet bør bringes i tråd med dokumentet med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP'er) for at sætte detailinvestorer i stand til at foretage en grundig vurdering af de risici, der er forbundet med værdipapirer, som udbydes til offentligheden eller optages til handel;

13.  minder om den seneste udvikling i den lovgivningsmæssige ramme for banksektoren, navnlig direktivet om genopretning og afvikling af banker og direktivet om indskudsgarantiordninger; minder om, at den nyligt indførte afviklingsordning har resulteret i, at visse af de instrumenter, som udbydes til detailinvestorer, indebærer en højere tabsrisiko; insisterer på nødvendigheden af at oplyse forbrugerne fuldt ud om virkningerne af de nye regler, især hvis deres indskud eller investeringer risikerer at blive genstand for bail-in; anmoder Kommissionen om at kontrollere, hvorvidt medlemsstaterne anvender direktivet om indskudsgarantiordninger korrekt; påpeger, at salg til detailinvestorer af visse instrumenter, som kan gøres til genstand for bail-in, er yderst problematisk med hensyn til såvel forsvarlig forbrugerbeskyttelse som sikring af den praktiske gennemførlighed af et bail-in, og opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne for at begrænse en sådan praksis;

14.  bemærker, at et europæisk marked for finansielle tjenesteydelser i detailledet kun vil kunne gennemføres, hvis forbrugerne har samme juridiske beskyttelse overalt i EU; fremhæver behovet for at ajourføre og fremme "FIN-NET", klagenetværket for finansielle tjenesteydelser;

15.  gør opmærksom på, at manglen på en forsikringsgarantiordning i nogle medlemsstater har potentiale til at underminere forbrugertilliden, og opfordrer Kommissionen til at overveje lovgivning om at gøre dækning under en forsikringsgarantiordning obligatorisk;

16.  påpeger, at man altid bør holde sig perspektivet om finansiel inklusion for øje, og at der bør træffes foranstaltninger til at sikre, at alle forbrugere i det mindste har lige adgang til de mest væsentlige finansielle tjenesteydelser, også via ikke-digitale kanaler for at undgå finansiel eksklusion;

17.  er af den opfattelse, at de strukturelle forandringer, som er på vej i den finansielle sektor – fra fremkomsten af finansielle teknologivirksomheder (fintech-virksomheder) til fusioner og overtagelser – og som kan føre til personalenedskæringer og filiallukninger, skal gennemføres uden at mindske kvaliteten af tjenesteydelserne til de mest udsatte, herunder især ældre og personer, der bor i udkantsområder;

18.  fremhæver betydningen af finansiel uddannelse som et redskab til at beskytte og myndiggøre forbrugerne; opfordrer til, at adgangen til uafhængig finansiel uddannelse gøres bredere og lettere, og understreger nødvendigheden af at øge forbrugernes bevidsthed om investeringsmuligheder;

19.  finder, at digitaliseringen kan give fordele for detailinvestorer, f.eks. i form af lettere sammenlignelige produkter, bedre og lettere adgang til grænseoverskridende investering og deraf følgende sikring af mere fair konkurrence mellem udbydere samt hurtigere og nemmere registrerings- og betalingsprocedurer og deraf følgende lavere transaktionsomkostninger, men at den også kan give udfordringer, som ikke må overses, f.eks. sikring af overholdelsen af "kend din kunde"-princippet samt af kravene om bekæmpelse af hvidvaskning af penge og om databeskyttelse samt risici i form af centraliserede systemers sårbarhed over for cyberangreb; opfordrer til, at spirende og nuværende tendenser på finansielle markeder og de deraf følgende fordele og risici identificeres og overvåges, og at man i den forbindelse benytter deres mulige følger for detailinvestorerne som benchmarks;

20.  henleder opmærksomheden på, at forbrugernes finansielle og ikkefinansielle data, der indsamles fra forskellige kilder, i stigende grad bruges af finansielle tjenesteydere til forskellige formål, især i udlåns- og forsikringssektoren; understreger, at finansielle tjenesteyderes brug af persondata og big data bør ske under overholdelse af EU's databeskyttelseslovgivning, være strengt begrænset til, hvad der er nødvendigt for at yde tjenesten, og være til gavn for forbrugerne; mener på den baggrund, at den afvikling af gensidighedsstrukturen for risici i forsikringssektoren, som er udløst af big data, bør overvåges nøje;

21.  understreger, at adgangen til at hæve kontanter via automater er en væsentlig offentlig tjeneste, som skal ydes uden nogen diskriminerende eller unfair praksisser og som derfor ikke må påføre nogen uforholdsmæssige omkostninger;

22.  understreger, at det er nødvendigt med større forbrugertillid til finansielle tjenesteydelser, eftersom den fortsat er lav, navnlig hvad angår finansielle produkter med høje valutakursrisici, og opfordrer Kommissionen til at sikre, at de eksisterende foranstaltninger til forbedring af forbrugernes finansielle viden og bevidsthed gennemføres til fulde, og at der i nødvendigt omfang træffes yderligere foranstaltninger til myndiggørelse af forbrugerne, så de kan foretage deres egne informerede valg, samt til at forøge disse produkters gennemsigtighed og fjerne de elementer, der forhindrer forbrugerne i at skifte tjenesteyder, og alle uberettigede omkostninger, der er forbundet hermed eller med fravalg af et produkt; understreger, at det europæiske standardiserede informationsblad (ESIS) og formularen med standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger systematisk bør udleveres til forbrugerne som led i en kredit-, låne- eller realkreditsvurdering forud for indgåelse af en aftale;

23.  bemærker, at frontlinjemedarbejdere i finansielle institutioner og leverandører af finansielle tjenesteydelser har en afgørende rolle at spille med hensyn til at åbne detailtjenester op for alle samfundslag og for forbrugere i hele Europa; understreger, at sådanne medarbejdere principielt bør gives den uddannelse og den tid, der er nødvendig for at kunne betjene kunderne korrekt, ikke bør være underlagt salgsmål eller incitamenter, som kan påvirke eller fordreje deres rådgivning, og til enhver tid bør handle i kundernes interesse i overensstemmelse med bestemmelserne om forbrugerbeskyttelse i MiFID II;

24.  understreger, at adgang til en økonomisk overkommelig og uafhængig rådgivning er afgørende for at kunne træffe forsvarlige investeringsbeslutninger; understreger, at en forbedring af rådgivningen navnlig kræver et bredere udvalg af standardinvesteringsprodukter og bedre investoroplysningsdokumenter for både komplekse og enkle produkter;

25.  konstaterer, at der i dag, på trods af den eksisterende efterspørgsel, er mangel på en økonomisk overkommelig og målrettet finansiel rådgivning med et mere snævert fokus end en egentlig, MiFID-reguleret investeringsrådgivning; noterer sig, at visse medlemsstater har gjort sig overvejelser og taget initiativer omkring indførelsen af en sådan formidlingsservice; opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og markedsaktørerne til at identificere, studere og følge god praksis og initiativer i denne henseende;

26.  påpeger manglerne i den nationale gennemførelse af MiFID II-direktivet, som i mange tilfælde har ført til arbejdskraftintensive indberetningskrav for formidlere, hvilket reelt ikke forbedrer forbrugerbeskyttelsen og går videre end MiFID II-direktivet selv; opfordrer til, at der tages ved lære af disse erfaringer;

27.  understreger, at detailbanksektoren har en afgørende indflydelse på, om de pengepolitiske betingelser overføres korrekt til markedet, navnlig til forbrugerne; fremhæver betydningen af et hensigtsmæssigt pengepolitisk miljø til gavn for forbrugernes langsigtede opsparing;

28.  fremhæver, at der, for at det indre detailmarked for finansielle tjenesteydelser kan være effektivt og dynamisk, ikke bør være unødige eller urimelige forskelle mellem medlemsstater i og uden for euroområdet;

29.  mener, at en indførelse af den fælles valuta i alle medlemsstater uden undtagelse ville gøre det indre detailmarked for finansielle tjenesteydelser mere effektivt og sammenhængende;

30.  bemærker, at kapaciteten på EU-plan til dataindsamling og -analyse på dette område formodentlig vil skulle styrkes; gør opmærksom på, at det vil være nødvendigt at sikre et tilstrækkeligt, empirisk grundlag for nogle af de mest lovende ideer i grønbogen, før det er muligt at gå i gang med de lovgivningsmæssige processer; understreger, at den metodologi og de antagelser, som et sådant empirisk arbejde vil hvile på, skal offentliggøres og gøre fuld brug af resultaterne af ESA's tilsynsarbejde i henhold til EBA-forordningen med henblik på at identificere fordele og risici ved forskellige innovationer og eventuelle lovgivningsmæssige foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at finde den rette balance mellem dem;

31.  opfordrer Kommissionen til at adressere spørgsmålet om salg af finansielle produkter og tjenesteydelser på et tvivlsomt grundlag; opfordrer navnlig Kommissionen til at føre nøje tilsyn med gennemførelsen af de nye bestemmelser i MiFID II, som forbyder betaling af provision til uafhængige finansielle rådgivere og begrænser brugen af provision til ikke-uafhængige rådgivere, og på grundlag af dette tilsyn at vurdere, om disse begrænsninger bør skærpes;

Prioriteter på kort sigt

32.  understreger, at håndhævelsen af EU's og medlemsstaternes finansielle lovgivning og forbrugerlovgivning et nødt til at blive styrket, og at et indre detailmarked for finansielle tjenesteydelser har brug for en omfattende forbrugerbeskyttelseslovgivning samt en konsekvent og streng håndhævelse heraf i alle medlemsstater; bemærker samtidig, at omfanget af lovgivning om finansielle tjenesteydelser i detailleddet er vokset i de senere år med det formål at forbedre tilsynets stabilitet, styrke forbrugerbeskyttelsen og genoprette tilliden til sektoren; fremhæver, at de europæiske tilsynsmyndigheder bør intensivere deres aktiviteter på forbruger- og detailinvestorområdet, og at de ansvarlige organer i en række medlemsstater bør begynde at arbejde mere aktivt og kompetent på dette område; opfordrer medlemsstaternes tilsynsmyndigheder til at udveksle bedste praksis for at sikre, at lovgivningen om finansielle tjenesteydelser i detailleddet anvendes på en måde, som sikrer loyal konkurrence, samtidig med at forbrugerbeskyttelsesreglerne håndhæves;

33.  opfordrer Kommissionen til i proceduren i forbindelse med den planlagte hvidbog om ESA'ernes finansiering og forvaltning at have særligt fokus på at sikre, at myndighederne får de fornødne finansieringsmodeller og mandater til at indtage en mere aktiv og forbrugerorienteret rolle på markedet for finansielle detailtjenesteydelser og samtidig sikre finansiel stabilitet;

34.  påskønner Kommissionens engagement med hensyn til at fremme finansiering af bæredygtige og grønne investeringer og opfordrer den indtrængende til, på grundlag af tidligere høringer og i et tæt samarbejde med Europa-Parlamentet, at spille en mere proaktiv rolle i at bruge kapitalmarkedsunionen, som led i gennemførelsen af Parisaftalen, til støtte for det voksende marked for bæredygtige og ansvarlige investeringer (SRI) ved at fremme bæredygtige investeringer, via levering af effektiv og standardiseret information om miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG) baseret på kriterier for børsnoterede selskaber og finansielle formidlere og en fyldestgørende afspejling af sådanne kriterier i investeringsforvaltningssystemer og oplysningskrav, svarende til de beslægtede bestemmelser, Parlamentet med held slog til lyd for under den nylige revision af IORPD; opfordrer endvidere indtrængende Kommissionen til at fremme ESG-baserede "vurderingstjenester" og en sammenhængende ramme for et marked for grønne obligationer, baseret på en undersøgelse fra Kommissionen og G20-landenes studiegruppe om grøn finansiering;

35.  opfordrer Kommissionen til at intensivere sin indsats mod forskelsbehandling på grundlag af bopæl på det europæiske detailmarked for finansielle tjenesteydelser og om nødvendigt supplere de planlagte generelle forslag om at sætte en stopper for uberettiget geoblokering med yderligere lovgivningsinitiativer, der er specifikt rettet mod den finansielle sektor, idet der huskes på, at prisen på visse produkter og tjenester hænger sammen med en række faktorer (af lovgivningsmæssig eller geografisk art), der er forskellige fra medlemsstat til medlemsstat;

36.  opfordrer indtrængende Kommissionen til, bl.a. på grundlag af strukturen i direktivet om betalingskonti og analysen af forsikringssektoren fra Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger, at opbygge en velorganiseret og brugervenlig sammenligningsportal på EU-plan, der dækker de fleste eller alle dele af detailmarkedet for finansielle tjenesteydelser; understreger, at sammenligningsværktøjer skal være nøjagtige og relevante for forbrugerne og ikke kun fokusere på produkternes pris, men også på deres kvalitet, samtidig med at det huskes på, at kun produkter, der ligner hinanden, kan sammenlignes;

37.  opfordrer, bl.a. under henvisning til direktivet om betalingskonti, Kommissionen til at kortlægge de regler, praksisser og ikkepraksisser, der anvendes ved indenlandske og grænseoverskridende kontoflytninger i alle dele af det europæiske detailmarked for finansielle tjenesteydelser, og til at fremlægge en sammenhængende og omfattende strategi for at gøre det lettere for forbrugeren at flytte konto inden for hele EU;

38.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke de alternative tvistbilæggelsesordninger i tilknytning til detailmarkedet for finansielle tjenesteydelser ved at sikre, at de alternative tvistbilæggelsesorganer reelt er uafhængige, ved at sikre, at disse organer dækker alle aktører på markedet, og ved at træffe foranstaltninger, der kan sikre, at klagenetværket for finansielle tjenesteydelser (FIN-NET) gøres mere effektivt og kendt blandt forbrugerne; opfordrer også indtrængende Kommissionen til efter den planlagte evaluering af gennemførelsen af henstillingen om kollektivt søgsmål at undersøge muligheden for at indføre et europæisk system for kollektive søgsmål;

39.  anmoder Kommissionen om at foretage yderligere undersøgelser af de forvirrende og nogle gange vildledende praksisser, som forbrugerne udsættes for ved kortbetalinger eller kontanthævninger i pengeautomat, der involverer valutaomregning, og til at fremlægge en sammenhængende løsning, der kan sætte forbrugeren i stand til, også i praksis, at forstå og kontrollere situationen fuldt ud, herunder i forbindelse med betalinger vedrørende det digitale marked;

40.  minder Kommissionen om, at finansinstitutter fortsætter med at annullere betalingskort, såfremt indehaveren flytter til en anden medlemsstat, og opfordrer til, at der træffes foranstaltninger i denne henseende, herunder orientering af de nationale myndigheder;

41.  opfordrer Kommissionen til at fremme den gensidige anerkendelse af og interoperabiliteten mellem digitale identifikationsteknikker, uden at det påvirker sikkerhedsniveauet i eksisterende systemer eller deres evne til at opfylde kravene i EU's lovrammer for bekæmpelse af hvidvaskning af penge; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til, ved at arbejde omhyggeligt med gennemførelsen af bl.a. eIDAS-forordningen og den nye lovgivning om hvidvaskning af penge, at skabe – hvilket fuldt ud bør være muligt – et generelt miljø, hvor robuste sikkerhedskrav er kombineret med rimelige og enkle procedurer for forbrugerne, når de skal identificere sig, i overensstemmelse med principperne for beskyttelse af personoplysninger; anmoder ligeledes Kommissionen og medlemsstaterne om at identificere og fjerne lovgivningsmæssige hindringer for anvendelse af elektroniske signatursystemer for levering til finansielle tjenesteydelser og om at lette en EU-dækkende og grænseoverskridende digital onboarding;

42.  påpeger, at den potentielt transformerende effekt af distributed ledger-teknologien kræver en styrkelse af den lovgivningsmæssige kapacitet med henblik på at kunne identificere potentielle systemiske risici og udfordringer for forbrugerbeskyttelsen på et tidligt tidspunkt; opfordrer derfor Kommissionen til at oprette en horisontal taskforce, som nøje skal overvåge risici og bidrage til at imødegå dem i tide;

43.  opfordrer Kommissionen til i tæt samarbejde med medlemsstaterne at udarbejde en plan for oprettelse af et koordineret netværk af nationale kvikskranker i overensstemmelse med PSC-chartret, som skal hjælpe finansielle virksomheder i detailleddet med at udnytte grænseoverskridende forretningsmuligheder bedre;

44.  understreger behovet for at tilskynde private finansielle detailtjenesteydere til at finansiere projekter, der er forbundet med innovation og miljø; påpeger, at en tilgang svarende til "støttefaktoren for SMV'er" kunne overvejes;

45.  opfordrer Kommissionen til at følge op på EIOPA's forslag om en fælles ramme for risikovurdering og gennemsigtighed vedrørende arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser med henblik på at fremme et solidt søjle 2-system, der dækker hele EU, lette sammenligneligheden af ordningerne samt bidrage til en bedre forståelse af forholdet mellem fordele og risici for forbrugerne hos de regulerende myndigheder, tilsynsmyndighederne og forbrugerne selv;

46.  opfordrer Kommissionen til at undersøge nye tilgange med potentiale til at give virksomhederne større reguleringsmæssigt råderum til at eksperimentere og innovere, samtidig med at der opretholdes et højt niveau for forbrugerbeskyttelse og sikkerhed;

47.  anmoder Kommissionen om at forelægge et forslag om oprettelse af en "EU-opsparingskonto" med henblik på at frigøre langsigtet finansiering og støtte den økologiske omstilling i Europa;

48.  opfordrer Kommissionen til at præcisere anvendelsen af bestemmelserne om hensynet til almenvellet, som medlemsstaterne for øjeblikket indirekte kan anvende til at forhindre nye produkter i at komme ind på deres marked, og sætte ESA'erne i stand til at fungere aktivt som mægler mellem medlemsstaterne, når der er modstridende opfattelser af reglernes anvendelse;

Langsigtede betragtninger

49.  anmoder Kommissionen om yderligere at undersøge gennemførligheden og relevansen af samt fordelene og omkostningerne ved at fjerne alle hindringer for grænseoverskridende levering af finansielle tjenesteydelser og dermed garantere indenlandsk og grænseoverskridende portabilitet i forskellige dele af detailmarkedet for finansielle tjenesteydelser, f.eks. for personlige pensions- og forsikringsprodukter;

50.  understreger, at realkreditdirektivet i øjeblikket ved at blive inkorporeret i national ret eller implementeret i medlemsstaterne; tilskynder Kommissionen til nøje at overvåge dets inkorporering i national ret og implementering og til at analysere indvirkningen af denne lovgivning på markedet for finansielle detailtjenesteydelser; bemærker, at der stadig er væsentlige hindringer for skabelsen af et stærkere indre marked for realkredit og forbrugslån; tilskynder derfor Kommissionen til at gå videre med sikring af finansiel stabilitet og i den forbindelse finde en balance mellem hensynet til privatlivs- og databeskyttelse og nødvendigheden af at forbedre den grænseoverskridende adgang til bedre koordinerede kreditdatabaser samt sikre, at kreditrelaterede hændelser, hvor forbrugerne i urimelig grad har været udsat for valutakursrisici, ikke gentager sig;

51.  anmoder Kommissionen om i fællesskab med medlemsstaterne at foretage en analyse af gennemførelsen og virkningerne af EU's lovgivning om finansielle tjenesteydelser; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at se nærmere på de juridiske og andre hindringer for grænseoverskridende aktiviteter og for skabelsen af et EU-detailmarked for finansielle tjenesteydelser; understreger, at SMV'ers særlige karakteristika skal tages i betragtning i en sådan analyse;

52.  opfordrer Kommissionen til at analysere, hvilke data der er nødvendige for at sætte långivere i stand til at vurdere deres kunders kreditværdighed, og på grundlag af denne analyse at fremlægge forslag til regulering af denne vurderingsproces; opfordrer Kommissionen til yderligere at undersøge kreditvurderingsbureauernes nuværende metoder til indsamling, forarbejdning og afsætning af forbrugerdata med henblik på at sikre, at de er fyldestgørende og ikke til skade for forbrugernes rettigheder; opfordrer Kommissionen til at overveje at træffe foranstaltninger på dette område;

53.  anmoder medlemsstaterne om at sikre, at digital kommunikation og salg i forbindelse med finansielle tjenesteydelser i detailleddet udformes på en sådan måde, at de er tilgængelige for personer med handicap, herunder via websteder og filformater, som kan downloades; går ind for, at alle finansielle tjenesteydelser i detailleddet fuldt ud medtages under anvendelsesområdet for direktivet om tilgængelighedskrav for produkter og tjenesteydelser ("EU's tilgængelighedslov");

54.  glæder sig over arbejdet på at opnå større gennemsigtighed i priserne på biludlejning, herunder salg af supplerende forsikringer og andre gebyrer; understreger, at forbrugeren på biludlejningsfirmaets hjemmeside eller sammenligningswebstedet klart og tydeligt bør kunne se alle gebyrer eller afgifter forbundet med leje af en bil, uanset om de er obligatoriske eller valgfrie; minder Kommissionen om behovet for at håndhæve direktivet om urimelig handelspraksis og glæder sig over den nylige vedtagelse af nye retningslinjer for gennemførelsen heraf i lyset af den teknologiske udvikling;

55.  minder om det arbejde, der er gjort i forbindelse med forordningen om kreditvurderingsbureauer; anmoder Kommissionen om at vurdere virkningen af en sådan lovgivning i forbindelse med produkter, der sælges til forbrugere i detailleddet;

o
o   o

56.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 133 af 22.5.2008, s. 66.
(2) EUT L 266 af 9.10.2009, s. 11.
(3) EUT L 60 af 28.2.2014, s. 34.
(4) EUT L 173 af 12.6.2014, s. 349.
(5) EUT L 257 af 28.8.2014, s. 73.
(6) EUT L 257 af 28.8.2014, s. 186.
(7) EUT L 257 af 28.8.2014, s. 214.
(8) EUT L 352 af 9.12.2014, s. 1.
(9) EUT L 123 af 19.5.2015, s. 1.
(10) EUT L 337 af 23.12.2015, s. 35.
(11) EUT L 26 af 2.2.2016, s. 19.
(12) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0228.


Europæisk forsvarsunion
PDF 219kWORD 64k
Europa-Parlamentets beslutning af 22. november 2016 om en europæisk forsvarsunion (2016/2052(INI))
P8_TA(2016)0435A8-0316/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Lissabontraktaten,

–  der henviser til afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

–  der henviser til artikel 42, stk. 6, i TEU om permanent struktureret samarbejde,

–  der henviser til artikel 42, stk. 7, i TEU om forsvarsalliancen,

–  der henviser til protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union,

–  der henviser til protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet,

–  der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møder den 18. december 2013 og den 25.-26. juni 2015,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 25. november 2013 og af 18. november 2014 om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik,

–  der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 13. april 2016 om EU i et foranderligt globalt miljø – en tættere forbundet, mere konfliktfyldt og mere kompleks verden(1),

–  der henviser til sin beslutning af 22. november 2012 om EU's bestemmelser om gensidigt forsvar og solidaritet: politiske og operationelle dimensioner(2),

–  der henviser til sin beslutning af 14. januar 2009 om situationen for grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union 2004-2008(3), hvori det fastsættes i afsnit 89, at "de grundlæggende rettigheder ikke standser uden for kasernernes døre" og at "de ligeledes i fuldt omfang finder anvendelse på borgere i uniform”, og henstiller til ”medlemsstaterne at sikre, at de grundlæggende rettigheder også respekteres i de væbnede styrker",

–  der henviser til de endelige konklusioner fra de interparlamentariske konferencer om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) i Haag den 8. april 2016, i Luxembourg den 6. september 2015, i Riga den 6. marts 2015, i Rom den 7. november 2014, i Athen den 4. april 2014, i Vilnius den 6. september 2013, i Dublin den 25. marts 2013 og i Pafos den 10. september 2012,

–  der henviser til den erklæring, som næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) fremkom med på EU-udenrigsministrenes møde i Gymnich den 2. september 2016, hvori der på ny blev peget på de aktuelle gunstige muligheder for at gøre solide fremskridt blandt medlemsstaterne på forsvarsområdet,

–  der henviser til dokumentet "Fælles vision, fælles handling: et stærkere Europa. En global strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik", som NF/HR fremlagde den 28. juni 2016,

–  der henviser til statusrapporten af 7. juli 2014 fra den højtstående repræsentant og chefen for Det Europæiske Forsvarsagentur om gennemførelsen af Det Europæiske Råds konklusioner fra december 2013,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 24. juli 2013 "Hen imod en mere konkurrencedygtig og effektiv forsvars- og sikkerhedssektor" (COM(2013)0542),

–  der henviser til Kommissionens rapport af 24. juni 2014 med titlen "En ny aftale om europæisk forsvar",

–  der henviser til Kommissionens rapport af 8. maj 2015 om gennemførelsen af dens meddelelse om europæisk forsvar,

–  der henviser til evalueringerne af direktiv 2009/81/EF af 13. juli 2009 om samordning af fremgangsmåderne ved ordregivende myndigheders eller ordregiveres indgåelse af visse bygge- og anlægs-, vareindkøbs- og tjenesteydelseskontrakter på forsvars- og sikkerhedsområdet og af direktiv 2009/43/EF om overførsel af forsvarsrelaterede produkter i EU,

–  der henviser til den fælles erklæring fra formændene for Det Europæiske Råd og Kommissionen og NATO's generalsekretær af 8. juli 2016,

–  der henviser til den fælles meddelelse af 11. december 2013 fra NF/HR og Kommissionen "EU's samlede tilgang til eksterne konflikter og kriser" (JOIN(2013)0030) og til Rådets konklusioner om samme emne af 12. maj 2014,

–  der henviser til erklæringen fra de italienske forsvars- og udenrigsministre af 10. august 2016 med opfordring til et "Schengen forsvarsområde",

–  der henviser til den fælles erklæring fra de tyske og franske udenrigsministre af 28. juni 2016 om et stærkt Europa i en usikker verden,

–  der henviser til Det Forenede Kongeriges udmeldelse af EU,

–  der henviser til resultaterne fra Eurobarometer 85.1 fra juni 2016,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelser fra Budgetudvalget, Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A8-0316/2016),

A.  der henviser til, at sikkerhedssituationen i og omkring Europa er blevet forværret betydeligt i de senere år og har skabt besværlige og hidtil usete udfordringer, som intet land og ingen organisation kan imødegå på egen hånd; der henviser til, at Europa oplever terrortruslen på sit territorium i større udstrækning end før, samtidig med at terrorismen og plagen i forbindelse med konstant vold i Nordafrika og Mellemøsten fortsat spreder sig; der henviser til, at solidaritet og modstandsdygtighed gør det nødvendigt for EU systematisk at stå sammen og handle i fællesskab og at gøre dette i samråd med vores allierede og partnere og med tredjelande; der henviser til, at forebyggelse, udveksling af følsomme sikkerhedsoplysninger, afslutning af væbnede konflikter, bekæmpelse af udbredte krænkelser af menneskerettighederne, udbredelse af demokratiets og retsstatens principper og bekæmpelse af terrorisme er prioriteter for EU og dets borgere og bør være finde sted både i såvel som uden for EU's grænser, bl.a. gennem oprettelse af et korps af militære ingeniører med henblik på at håndtere en række meget praktiske udfordringer vedrørende konsekvenserne af klimaændringer og naturkatastrofer i tredjelande; der henviser til, at Europa bør være stærkere og hurtigere i reelle faresituationer;

B.  der henviser til, at terrorisme, hybride trusler, økonomisk volatilitet, cyber- og energiusikkerhed, organiseret kriminalitet og klimaændringer udgør de vigtigste trusler mod sikkerheden i en verden, der hver dag bliver mere og mere kompleks og tæt forbundet, hvor EU bør gøre sit bedste og søge midlerne til at garantere sikkerhed og skabe velstand og demokrati; der henviser til, at den aktuelle finansielle og sikkerhedsmæssige kontekst kræver, at de europæiske væbnede styrker samarbejder tættere, og at militært personale uddannes og arbejder sammen i højere grad og på bedre vis; der henviser til, at omkring to tredjedele af EU's borgere ifølge Eurobarometer 85.1 fra juni 2016 gerne ser et større EU-engagement i anliggender, der vedrører sikkerheds- og forsvarspolitik; der henviser til, at grænserne mellem intern og ekstern sikkerhed bliver stadigt mere udviskede; der henviser til, at der bør tages særligt hensyn til forebyggelse af konflikter ved at håndtere de grundlæggende årsager til ustabilitet og sikre menneskers sikkerhed; der henviser til, at klimaforandringer udgør en betydelig trussel mod den globale sikkerhed, fred og stabilitet, der forstærker truslerne mod den traditionelle sikkerhed, bl.a. ved at mindske adgang til ferskvand og fødevarer for befolkningsgrupper i skrøbelige lande og udviklingslande, og dermed fører til økonomiske og sociale spændinger, som tvinger mennesker til at udvandre, eller skaber politiske spændinger og sikkerhedsrisici;

C.  der henviser til, at NF/HR har ladet Unionens sikkerhed indgå som en af de fem vigtigste prioriteter i sin globale strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik;

D.  der henviser til, at Lissabontraktaten kræver, at medlemsstaterne stiller tilstrækkelig kapacitet til rådighed for civile og militære FSFP-missioner og -operationer; der henviser til, at den sikkerhedsmæssige og militære opbygning af kapacitet, der er nedfældet i traktaterne, stadig er langt fra at være optimal; der henviser til, at EU-institutionerne kan også spille en meget vigtig rolle i iværksættelsen af politiske initiativer; der henviser til, at medlemsstaterne hidtil har udvist manglende vilje til at skabe en europæisk sikkerheds- og forsvarsunion, da de frygtede, at den kunne blive en trussel mod deres nationale suverænitet;

E.  der henviser til, at omkostningerne ved en manglende virkeliggørelse af EU på forsvars- og sikkerhedsområdet anslås til 26,4 mia. EUR årligt(4), som følge af overlapning, overkapacitet og hindringer for indkøb af forsvarsmateriel;

F.  der henviser til, at artikel 42 i TEU kræver en gradvis udformning af fælles EU-forsvarspolitik som en del af FSFP, som vil føre til et fælles EU-forsvar, når Det Europæiske Råd med enstemmighed træffer afgørelse herom; der henviser til, at artikel 42, stk. 2, også henstiller til medlemsstaterne, at de vedtager en sådan afgørelse i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser;

G.  der henviser til, at artikel 42 i TEU også indeholder bestemmelser om oprettelse af forsvarsinstitutioner og om, at der skal fastlægges en europæisk kapacitets- og forsvarsmaterielpolitik; der henviser til, at det i artiklen også kræves, at EU's indsats er forenelig med NATO, supplerende og gensidigt forstærkende; der henviser til, at en fælles EU-forsvarspolitik bør styrke Europas evne til at fremme sikkerheden i og uden for dets grænser samt styrke partnerskabet med NATO og de transatlantiske forbindelser, og derfor vil give mulighed for et stærkere NATO og derved yderligere bidrage til et mere effektivt territorialt, regionalt og globalt sikkerheds- og forsvarsarbejde; der henviser til, at den fælles erklæring fra NATO-topmødet i Warszawa i 2016 om det strategiske partnerskab mellem NATO og EU anerkendte NATO's rolle og den støtte, som EU kan yde til opnåelsen af fælles mål; der henviser til, at en europæisk forsvarsunion (EDU) bør sikre opretholdelse af fred, konfliktforebyggelse og styrkelse af den internationale sikkerhed i overensstemmelse med principperne i FN-pagten;

H.  der henviser til, at EU's kampgrupper, som nåede op på fuld operativ kapacitet i 2007, og som er skabt med henblik på at blive brugt til militære opgaver af humanitær, fredsbevarende og fredsskabende karakter, endnu ikke har været brugt, selv om dette både har været muligt og nødvendigt, som følge af proceduremæssige, finansielle og politiske hindringer; understreger, at dette er en forspildt mulighed for at styrke EU's rolle som en vigtig global aktør for fred og stabilitet;

I.  der henviser til, at bortset fra oprettelsen af Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA) er ingen af de andre manglende elementer af EU's fælles sikkerheds- og forsvarspolitik endnu blevet udtænkt, besluttet eller gennemført; der henviser til, at en revision af EDA's struktur stadig er nødvendig for at sætte det i stand til at realisere sit fulde potentiale og bevise, at det skaber merværdi, gør FSFP mere effektivt og kan føre til harmoniserede nationale forsvars- og planlægningsprocesser på de områder, der er relevante for FSFP's militære operationer i overensstemmelse med Petersbergopgaverne, som beskrevet i artikel 43 TEU; opfordrer alle medlemsstater til at deltage i og bakke op om EDA med henblik på at realisere dette mål;

J.  der henviser til, at EU's samlede strategi for udenrigs- og sikkerhedspolitikken kræver, at EU systematisk tilskynder til samarbejde på forsvarsområdet om hele spektret af kapabiliteter, for at reagere på eksterne kriser, hjælpe med at opbygge kapacitet blandt vores partnere, garantere Europas sikkerhed og skabe en solid europæisk forsvarsindustri, som er blevet af afgørende betydning for Unionens beslutnings- og handlefrihed; der henviser til, at alle foranstaltninger skal godkendes af alle medlemmer af Rådet, inden de gennemføres;

K.  der henviser til, at Det Europæiske Råd på sit møde i juni 2015, hvor der delvist blev fokuseret på forsvarsspørgsmål, efterlyste et mere udstrakt og systematisk europæisk forsvarssamarbejde med henblik på tilvejebringelse af centrale kapabiliteter, bl.a. i givet fald ved brug af EU-midler, samtidig med at det konstateres, at de militære kapabiliteter fortsat ejes og drives af medlemsstaterne;

L.  der henviser til, at Frankrig den 17. november 2015 bragte artikel 42, stk. 7, i TEU i anvendelse og efterfølgende anmodede om og forvaltede de øvrige medlemsstaters hjælp og bistand på fuldstændig bilateral basis;

M.  der henviser til, at hvidbogen på EU-plan om sikkerhed og forsvar, yderligere bør styrke FSFP og øge EU's evne til at agere som garant for sikkerhed i overensstemmelse med Lissabontraktaten og kunne være en værdifuld overvejelse om en fremtidig og mere effektiv FSFP; der henviser til, at FSFP's missioner og operationer hovedsagelig udføres i regioner såsom Afrikas Horn og Sahel, som er stærkt påvirket af de negative konsekvenser af klimaændringerne, som f.eks. tørke og jordforringelse;

N.  der henviser til, at det nederlandske formandskab har fremmet idéen om en EU-hvidbog; der henviser til, at Visegrádlandene har hilst tanken om en stærkere europæisk forsvarsintegration velkommen, og der henviser til, at Tyskland har opfordret til en europæisk sikkerheds- og forsvarsunion i hvidbogen af 2016 om den tyske sikkerhedspolitik og fremtiden for Bundeswehr;

O.  der henviser til, at en gradvis forsvarsintegration er vores bedste mulighed for at udrette mere med færre midler, og at hvidbogen kunne tilbyde en enestående mulighed for at forslå yderligere skridt;

En europæisk forsvarsunion

1.  minder om, at Europa har brug for politisk vilje og beslutsomhed understøttet af en bred vifte af relevante politiske instrumenter, herunder stærke og moderne militære kapabiliteter, for at sikre sin langsigtede sikkerhed; tilskynder Det Europæiske Råd til at føre an i den gradvise udformning af en fælles EU-forsvarspolitik og at stille supplerende finansielle ressourcer til rådighed med henblik på at få den oprettet under EU's næste flerårige politiske og finansielle ramme (FFR); minder om, at oprettelsen af en fælles EU-forsvarspolitik er udvikling og gennemførelse af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik under Lissabontraktaten, som er bundet af folkeretten og reelt er nødvendig for at give EU mulighed for at fremme retsstatsprincippet, fred og sikkerhed på verdensplan; glæder sig i denne forbindelse over alle igangværende aktiviteter i medlemsstaterne med henblik på yderligere at integrere vores fælles forsvarsindsats, idet der også tages hensyn til det meget vigtige bidrag, som hvidbogen om sikkerhed og forsvar ville være;

2.  opfordrer indtrængende EU's medlemsstater til at frigøre Lissabontraktatens fulde potentiale for så vidt angår FSFP med særlig henvisning til det permanente strukturerede samarbejde i artikel 42, stk. 6, i TEU eller opstartsfonden i artikel 41, stk. 3, i TEU; minder om, at Petersborgopgaverne i artikel 43 i TEU omfatter en lang liste over ambitiøse militære opgaver, såsom fælles aktioner på nedrustningsområdet, humanitære opgaver og redningsopgaver, rådgivnings- og bistandsopgaver på det militære område, konfliktforebyggende og fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse og postkonfliktstabilisering; minder om, at det i samme artikel også fastsættes, at alle disse opgaver kan bidrage til bekæmpelse af terrorisme, herunder gennem støtte til tredjelande med henblik på bekæmpelse af terrorisme på deres områder; understreger, at den aktuelle FSFP ikke giver EU mulighed for at opfylde alle de anførte opgaver; mener, at dagsordenen bør være systematisk at arbejde på veje til at sætte EU i stand til at opfylde Lissabontraktatens målsætninger;

3.  er af den opfattelse, at en virkelig stærk forsvarsunion skal tilbyde garantier og kapabiliteter til medlemsstaterne ud over deres egne garantier og kapabiliteter;

4.  mener, at vejen til en europæisk forsvarsunion skal starte med en omhyggeligt revideret FSFP, der er baseret på et stærkt forsvarsprincip, effektiv finansiering og koordinering med NATO; mener, at FSFP, som et nødvendigt skridt med den tiltagende integrering af den indre og ydre sikkerhed, skal bevæge sig ud over ekstern krisestyring for reelt at sikre den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik og tillade Unionens engagement i alle faser af kriser og konflikter ved at anvende det fulde spektrum af instrumenter, det har til sin rådighed;

5.  fremhæver behovet for at etablere en forsvarsministersammensætning af Rådet, for at sikre et vedvarende politisk lederskab og koordinere udarbejdelsen af en europæisk forsvarsunion; opfordrer Rådet for Den Europæiske Union til som et første skridt at etablere en mødesammensætning, der samler forsvarsministre fra de medlemsstater, som har forpligtet sig til et intensiveret forsvarssamarbejde, som et forum for høring og beslutningstagning;

6.  opfordrer Kommissionens formand til at etablere en stående arbejdsgruppe om "forsvarsspørgsmål" bestående af medlemmer af Kommissionen og under forsæde af NF/HR; kræver, at Parlamentet forbindes med permanente repræsentanter i denne gruppe; er tilhænger af, at Kommissionen involverer sig mere i forsvar via velfokuseret forskning, planlægning og gennemførelse; opfordrer NF/HR til at integrere klimaændring i alle EU's foranstaltninger udadtil og især i FSFP;

7.  mener, at den forværrede opfattelse af risici og trusler i Europa gør oprettelsen af en europæisk forsvarsunion til en hastesag, navnlig i betragtning af den øgede forværring af sikkerhedssituationen ved EU's grænser, især i EU's østlige og sydlige naboskabsområde; konstaterer, at dette også afspejles i medlemsstaternes sikkerhedsstrategier; understreger, at situationen forværredes betydeligt og gradvist i 2014 med oprettelsen og udvidelsen af den selverklærede Islamiske Stat og efterfølgende Ruslands brug af magt;

8.  er af den opfattelse, at en europæisk forsvarsunion skal være baseret på en regelmæssig fælles vurdering sikkerhedstruslen fra medlemsstaterne, men også skal være fleksibel nok til at opfylde medlemsstaternes individuelle sikkerhedsmæssige udfordringer og behov;

9.  er af den opfattelse, at Unionen bør afsætte egne indtægter til at fremme et mere udstrakt og systematisk europæisk forsvarssamarbejde mellem sine medlemsstater, herunder permanent struktureret samarbejde; er overbevist om, at anvendelsen af EU-midler ville være et klart udtryk for samhørighed og solidaritet, og at dette ville give alle medlemsstater mulighed for at forbedre deres militære kapacitet i en mere fælles indsats;

10.  mener, at et styrket europæisk forsvarssamarbejde ville føre til større produktivitet, enhed og effektivitet samt øge EU's aktiver og kapabiliteter og have positive potentielle virkninger for forsvarsforskning og industrielle anliggender; understreger, at kun gennem et sådant dybere samarbejde, der gradvist bør udvikle sig til en reel europæisk forsvarsunion, vil EU og dets medlemsstater kunne tilegne sig de teknologiske og industrielle kapabiliteter, der er nødvendige for at sætte dem i stand til at handle mere hurtigt, uafhængigt og effektivt og håndtere aktuelle trusler på en fleksibel og effektiv måde;

11.  opfordrer alle medlemsstater til at indgå mere bindende forpligtelser med hinanden ved at etablere permanent struktureret samarbejde inden for Unionens rammer; tilskynder medlemsstaterne til at oprette multinationale styrker inden for rammerne af PESCO og stille disse styrker til rådighed for FSFP; understreger vigtigheden og nødvendigheden af alle medlemsstaterne inddrages i et permanent og effektivt struktureret samarbejde; mener, at Rådet normalt bør overlade gennemførelsen af opgaver inden for fredsbevarelse, konfliktforebyggelse og styrkelse af den internationale sikkerhed til disse multinationale styrker; foreslår, at både den politiske beslutningsproces på EU-plan og de nationale processer bør udformes med henblik på at muliggøre en hurtig reaktion på krisesituationer; er overbevist om, at EU's kampgruppesystem bør omdøbes og anvendes og videreudvikles med henblik herpå, politisk, i omfang og med effektiv finansiering; tilskynder til, at der oprettes et operativt EU-hovedkvarter som forudsætning for effektiv planlægning, kommando og kontrol med fælles operationer; understreger, at PESCO er åbent for alle medlemsstater;

12.  opfordrer medlemsstaterne til navnlig at anerkende militært personels ret til at skabe og indmelde sig i faglige sammenslutninger og fagforeninger og inddrage dem i en løbende social dialog med myndighederne; opfordrer Det Europæiske Råde til at tage konkrete skridt hen imod harmonisering og standardisering af de europæiske væbnede styrker med henblik på at fremme samarbejdet mellem de væbnede styrkers personel under en ny europæisk forsvarsunion;

13.  bemærker, at alle medlemsstater har svært ved at opretholde en meget bred vifte af forsvarskapabiliteter, primært på grund af økonomiske begrænsninger; opfordrer derfor til øget koordination og mere klare valg af, hvilke kapabiliteter, der skal opretholdes, så medlemsstaterne kan specialisere sig i bestemte kapabiliteter;

14.  tilskynder medlemsstaterne til at søge yderligere muligheder for fælles indkøb, vedligeholdelse og drift af styrker og materiel; mener, at det kan være nyttigt at begynde med at undersøge sammenlægning og deling af ikkedødbringende udstyr, såsom transportkøretøjer og -fly, køretøjer og fly til påfyldning af brændstof samt andet støttemateriale;

15.  mener, at interoperabilitet er af afgørende betydning, hvis medlemsstaternes styrker skal være mere kompatible og integrerede; understreger derfor, at medlemsstaterne skal undersøge muligheden for fælles indkøb af forsvarsressourcer; bemærker, at EU-forsvarsmarkedets protektionistiske og lukkede karakter vanskeliggør dette;

16.  understreger, at en revision og udvidelse af Athenamekanismen er nødvendig for at sikre, at EU's missioner kan finansieres via kollektive fonde i stedet for, at de fleste udgifter fordeles på de enkelte deltagende medlemsstater, hvilket vil fjerne en potentiel hindring for medlemsstaternes engagement i at indsætte styrker;

17.  opfordrer Parlamentet til at nedsætte et fuldgyldigt udvalg om sikkerhed og forsvar med henblik på at overvåge gennemførelsen af permanent struktureret samarbejde;

18.  mener, at en stærk og øget rolle til EDA er en forudsætning for en effektiv europæisk forsvarsunion for så vidt angår samordning af kapabilitetsstyrede programmer og projekter og etablering af en fælles europæisk kapacitets- og forsvarsmaterielpolitik i bestræbelserne på at opnå større effektivitet, fjerne overlapninger og mindske omkostninger og på grundlag af et katalog over meget præcise krav om kapabilitet til FSFP-operationer og harmoniseret national forsvarsplanlægning og indkøbsprocedurer med hensyn til disse specifikke kapabiliteter; mener, at dette bør følge efter en forsvarsgennemgang af medlemsstaternes styrker og en gennemgang af tidligere EDA-aktiviteter og -procedurer; opfordrer EDA til at påvise, hvilke af de kapabilitetsmangler, der blev konstateret i de overordnede mål og kapacitetsudviklingsplan, som blev udbedret gennem agenturets aktiviteter; er overbevist om, at sammenlægning og udveksling af initiativer og projekter er et glimrende første skridt hen imod et styrket europæisk samarbejde;

19.  tilskynder Kommissionen til at samarbejde med EDA for at styrke forsvarssektorens industrielle og teknologiske basis, som er afgørende betydning for Europas strategiske uafhængighed; mener, at nøglen til at opretholde industrien er en forhøjelse af forsvarsudgifterne i medlemsstaterne samt at sikre, at industrien forbliver konkurrencedygtig på globalt plan; bemærker, at den nuværende fragmentering af markedet udgør en svaghed for den europæiske forsvarsindustris konkurrencedygtighed; mener, at forskningssamarbejde kan bidrage til at begrænse en sådan fragmentering og forbedre konkurrenceevnen;

20.  er af den fast overbevisning, at kun en fælles tilgang til kapabilitetsudvikling, bl.a. gennem en konsolidering af det funktionelle klynger, såsom den europæiske flytransportkommando, kan skabe de stordriftsfordele, som er nødvendige for at understøtte en europæisk forsvarsunion; mener endvidere, at en styrkelse af EU's kapaciteter gennem fælles indkøb og andre former for sammenlægning og deling kan give Europas forsvarsindustri, herunder SMV'er, et tiltrængt løft; støtter målrettede foranstaltninger, der skal tilskynde til sådanne projekter, med henblik på at nå EDA's benchmark på 35 % af de samlede udgifter til fælles indkøb, som der opfordres til i EU's globale strategi; mener, at indførelsen af et europæisk forsvarssemester, inden for rammerne af hvilket medlemsstaterne kan konsultere hinandens planlægningscyklusser og udbudsplaner, kunne bidrage til at overvinde den nuværende opsplitning af forsvarsmarkedet;

21.  understreger, at cybersikkerhed i sagens natur er et politikområde, hvor samarbejde og integration er afgørende, ikke bare mellem EU's medlemsstater, centrale partnere og NATO, men også mellem forskellige aktører i samfundet, da det ikke kun er et militært ansvar; efterlyser klarere retningslinjer for, hvordan defensive og offensive kapabiliteter skal anvendes, og i hvilken sammenhæng; minder om, at Parlamentet gentagne gange har efterlyst en grundig revision af EU-forordningen om kontrol med udførsel af produkter med dobbelt anvendelse for at undgå, at software og andre systemer, der kan anvendes imod EU's digitale infrastruktur eller til menneskerettighedskrænkelser, falder i de forkerte hænder;

22.  erindrer om den højtstående repræsentants nylige offentliggørelse af den globale strategi, der udgør en sammenhængende ramme for prioriteringen af udenrigspolitiske aktioner og for fastlæggelse af fremtidige udviklinger i den europæiske forsvarspolitik.

23.  minder om de fire benchmarks for kollektive investeringer, der blev godkendt af EDA's ministerielle styringskomité i november 2007, og er bekymret over det lave samarbejdsniveau, hvilket fremgår af den rapport om forsvarsdata, som blev offentliggjort i 2013;

24.  opfordrer NF/HR til at tage initiativ til at samle store virksomheder og interessenter inden for den europæiske forsvarsindustri med det formål at udvikle en europæisk droneindustri;

25.  opfordrer NF/HR til at tage initiativ til at samle store virksomheder og interessenter inden for den europæiske forsvarsindustri med det formål at udvikle strategier og en platform for fælles udvikling af forsvarsmateriel;

26.  opfordrer NF/HR til at fremme samarbejdet mellem de nationale cybersikkerhedsstrategier, kapabiliteter og kommandocentraler og EDA, som en del af et permanent struktureret samarbejde for at bidrage til beskyttelse mod og bekæmpelse af cyberangreb;

27.  opfordrer til videreudvikling af rammen for EU's cyberforsvarspolitik for at øge medlemsstaternes cyberforsvarskapabiliteter, operationelt samarbejde og informationsudveksling;

28.  noterer sig det igangværende arbejde med at organisere en forberedende foranstaltning i forbindelse med et fremtidigt EU-program for forsvarsforskning, og opfordrer indtrængende til, at det iværksættes hurtigst muligt, som Det Europæiske Råd anmodede om i 2013 og 2015, og efter et pilotprojekt, som Parlamentet havde taget initiativ til; understreger, at den forberedende foranstaltning bør tildeles et tilstrækkeligt budget på mindst 90 mio. EUR over de næste tre år (2017-2020); er af den opfattelse, at den forberedende foranstaltning bør følges op af et større, særligt EU-finansieret forskningsprogram, som led i den næste flerårige finansielle ramme, der indledes i 2021; konstaterer, at et samlet budget på mindst 500 mio. EUR årligt i denne periode vil være nødvendigt, hvis det europæiske forsvarsforskningsprogram skal være troværdigt og gøre en væsentlig forskel; opfordrer medlemsstaterne til at skitsere fremtidige samarbejdsprogrammer, hvor EU-finansieret forskning på forsvarsområdet kan skabe et udgangspunkt, og opfordrer til oprettelse af en opstartsfond til forberedende aktiviteter som optakt til militære operationer, som fastsat i Lissabontraktaten; noterer sig Kommissionens forsvarsrelaterede initiativer såsom forsvarshandlingsplanen, forsvarsindustripolitikken og det europæiske forsvars industrielle og teknologiske basis;

29.  understreger, at iværksættelsen af FSFP-missioner, såsom EUNAVFOR MED bidrager til opnåelsen af en europæisk forsvarsunion; opfordrer Unionen til at fortsætte og intensivere denne type operationer;

30.  anser det for vigtigt, at proceduren for det europæiske semester anvendes til at indføre et tættere samarbejde inden for sikkerhed og forsvar;

31.  understreger betydningen af at indføre de nødvendige foranstaltninger, som fremmer et velfungerende, retfærdigt, tilgængeligt og gennemsigtigt europæisk forsvarsmarked, der er åbent for andre, fremmer fremtidig teknologisk innovation, støtter SMV'er og stimulerer vækst og beskæftigelse, med henblik på at gøre det muligt for medlemsstaterne at opnå en langt mere effektiv og produktiv anvendelse og maksimering af deres respektive forsvars- og sikkerhedsbudgetter; konstaterer, at en solid teknologisk og industriel basis for det europæiske forsvar kræver et retfærdigt, velfungerende og gennemsigtigt indre marked, forsyningssikkerhed og en struktureret dialog med forsvarsrelevante industrier; er bekymret over, at der hidtil kun er gjort langsomme fremskridt i retning af øget konkurrenceevne, foranstaltninger mod korruption og større gennemsigtighed i forsvarssektoren, og at der stadig mangler en solid europæisk forsvarsindustripolitik og respekt for reglerne for det indre marked; er af den opfattelse, at et integreret og konkurrencedygtigt europæisk marked for forsvarsudstyr er nødt til at tilvejebringe incitamenter og fordele til alle medlemsstaterne og give alle købere passende og økonomisk overkommelige midler, som modsvarer deres individuelle sikkerhedsbehov; understreger behovet for at sikre, at direktivet om indkøb på forsvarsområdet og direktivet om overførsel inden for Fællesskabet gennemføres korrekt i hele EU; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at garantere fuld gennemførelse af de to forsvarsrelaterede direktiver i den såkaldte "forsvarspakke";

32.  opfordrer Kommissionen til at spille sin rolle i overensstemmelse med forsvarshandlingsplanen for at støtte en stærk industriel base, som kan opfylde de strategiske behov i Europa, og til at fastslå, hvor EU kan tilføre en merværdi;

33.  er af den overbevisning, at EU i forbindelse med den gradvise udformning af den fælles EU-forsvarspolitik i samråd med de berørte medlemsstater bør muliggøre deres deltagelse i kapabilitetsprogrammer, de gennemfører, herunder deltagelse i de strukturer, der er etableret med henblik på gennemførelsen af disse programmer inden for EU's rammer;

34.  opfordrer Kommissionen til i samarbejde med EDA at fungere som formidler og katalysator for forsvarssamarbejde via mobiliseringen af EU-midler og instrumenter, der tager sigte på udvikling af medlemsstaternes programmer for forsvarskapacitet; minder om, at den europæiske forsvarshandlingsplan bør være et strategisk redskab til fremme af forsvarssamarbejde på europæisk plan, navnlig gennem et EU-finansieret forsvarsforskningsprogram og gennem foranstaltninger til styrkelse af det industrielle samarbejde på tværs af hele værdikæden;

35.  bifalder varmt konceptet for strategisk autonomi, som er udviklet af NF/HR i Kommissionen inden for rammerne af EU's overordnede strategi; mener, at konceptet bør anvendes både i vores strategiske prioriteter og for at styrke vores ressourcer og vores industri;

36.  glæder sig over den fælles erklæring fra formændene for Det Europæiske Råd og Kommissionen samt fra NATO's generalsekretær af 8. juli 2016, som understreger behovet for samarbejde mellem EU og NATO på forsvars- og sikkerhedsområdet; er overbevist om, at samarbejdet mellem EU og NATO bør omfatte samarbejde i øst og syd, bekæmpelse af hybride trusler og cybertrusler, fremme af maritim sikkerhed samt harmonisering og samordning af udviklingen af forsvarskapaciteter; mener, at et samarbejde om teknologiske, industrielle og militære kapaciteter åbner mulighed for at forbedre kompatibiliteten og synergien mellem de to strukturer og således sikrer øget ressourceeffektivitet; minder om, at en hurtig gennemførelse af ovennævnte erklæring er af afgørende betydning, og opfordrer i denne henseende EU-Udenrigstjenesten til sammen med relevante parter at udvikle konkrete muligheder for gennemførelse senest i december 2016; mener, at medlemsstaterne bør udvikle kapaciteter, som kan deployeres inden for rammerne af FSFP, med henblik på at gøre det muligt at handle på egen hånd i de tilfælde, hvor NATO ikke er villig til at handle, eller hvis en EU-indsats er mere passende; er overbevist om, at dette også vil styrke NATO's rolle i sikkerheds- og forsvarspolitikken og i forbindelse med kollektivt forsvar; understreger, at samarbejdet mellem EU og NATO med henblik på at fremme en stærkere og mere effektiv forsvarsindustri og forsvarsforskning udgør en strategisk prioritet, og at det er af afgørende betydning, at denne prioritet gennemføres hurtigt; er overbevist om, at samarbejde om forebyggelse, analyse og tidlig påvisning ved hjælp af effektiv udveksling af oplysninger og efterretninger vil øge EU's kapacitet til at imødegå trusler, herunder hybride trusler; er fortsat overbevist om, at NATO er den primære garant for sikkerhed og forsvar i Europa; understreger behovet for at undgå overlapninger mellem NATO's og EU's instrumenter; mener, at EU også i civilretlig henseende har potentiale til at gøre en afgørende forskel i ustabile områder; fastholder imidlertid, at EU – selv om NATO's rolle er at beskytte især sine europæiske medlemmer mod ethvert angreb udefra – bør stræbe efter at blive i stand til at forsvare sig fuldt ud og, om nødvendigt, handle selvstændigt samt påtage sig et større ansvar i denne henseende ved at forbedre udstyr, uddannelse og organisation;

37.  bemærker, at NATO's og EU's politiske prioriteter – samtidig med at NATO fortsat skal udgøre grundlaget for det kollektive forsvar i Europa – ikke nødvendigvis altid er identiske, ikke mindst hvad angår USA's "drejning mod Asien"; bemærker endvidere, at EU har en enestående række sikkerhedsrelaterede instrumenter, som ikke står til rådighed for NATO, og vice versa; er af den opfattelse, at EU bør påtage sig et større ansvar for sikkerhedsmæssige kriser i dets umiddelbare naboskabsområde og således bidrage til at udføre NATO's opgaver, navnlig i forbindelse med hybrid krigsførelse og maritim sikkerhed; mener, at en reform af Berlin plus-ordningerne i det lange løb kan vise sig at være nødvendig, bl.a. med henblik på at gøre det muligt for NATO at anvende EU's kapaciteter og instrumenter; understreger, at EU's ambition om strategisk autonomi og om fastlæggelsen af en europæisk forsvarsunion skal realiseres i fuld synergi med NATO og føre til et mere effektivt samarbejde, en mere lige byrdefordeling samt en produktiv arbejdsdeling mellem NATO og EU;

38.  er af den overbevisning, at samarbejdet mellem EU og NATO bør omfatte fælles opbygning af modstandsdygtighed i Øst og i Syd samt investeringer i forsvar; mener, at et samarbejde om kapacitet åbner mulighed for at forbedre kompatibiliteten og synergien mellem de to strukturer; er overbevist om, at dette også vil styrke NATO's rolle i sikkerheds- og forsvarspolitikken og i forbindelse med kollektivt forsvar;

39.  er dybt bekymret over rapporter om, at administrative procedurer unødigt forsinker genereringen af styrker til FSFP's missioner og de hurtige indsatsstyrkers bevægelighed på tværs af grænserne i EU; opfordrer medlemsstaterne til at etablere en EU-dækkende ordning for koordinering af hurtig overførsel af forsvarspersonnel, -materiel og -forsyninger i forbindelse med FSFP, når solidaritetsbestemmelsen bliver taget i anvendelse, og når de øvrige medlemsstater er forpligtet til at yde al den hjælp og bistand, der ligger inden for deres formåen, i overensstemmelse med artikel 51 i FN-pagten;

40.  opfordrer til, at der indføres praktiske foranstaltninger og retningslinjer for en fremtidig aktivering af artikel 42, stk. 7, i TEU; opfordrer medlemsstaterne til at foretage det nødvendige med henblik på gennemførelsen af den pågældende artikel, således at de enkelte medlemsstater får mulighed for effektivt at forvalte andre medlemsstaters hjælp og bistand, eller for at få dem forvaltet effektivt inden for EU's rammer; opfordrer medlemsstaterne til at sigte efter målet om at anvende 2 % af BNP på forsvar og 20 % af deres forsvarsbudgetter på materiel, som af EDA anses for at være nødvendigt, herunder på relateret forskning og udvikling, og således lukke hullet mellem EDA's fire benchmarks for kollektive investeringer;

41.  er af den opfattelse, at de udfordringer, som de finansielle begrænsninger udgør for de nationale budgetter, samtidig giver mulighed for at gøre fremskridt som følge af det åbenlyse behov for et mere tæt samarbejde mellem medlemsstaterne på forsvarsområdet; glæder sig over visse medlemsstaters beslutning om at sætte en stopper for eller vende tendensen til at foretage nedskæringer på forsvarsbudgettet;

42.  mener, at Parlamentet bør spille en fremtrædende rolle i den fremtidige europæiske forsvarsunion, og mener derfor, at Underudvalget om Sikkerhed og Forsvar bør gøres til et fuldgyldigt parlamentarisk udvalg;

43.  opfordrer NF/HR til at udarbejde hvidbog om EU's sikkerhed og forsvar, der skal være baseret på EU's globale strategi, som Det Europæiske Råd har godkendt; anmoder Rådet om straks at udpege en ansvarlig for opgaven med at udarbejde et udkast til dette dokument; beklager NF/HR's forslag til EU's forsvarsministre om, at der kun bør være en gennemførelsesplan for sikkerhed og forsvar i stedet for en omfattende hvidbogsproces; mener, at en sådan gennemførelsesplan bør være en forløber for en regulær hvidbog om EU's sikkerhed og forsvar, som på en konkret og realistisk måde bør tilvejebringe et nyttigt grundlag for en kvantificering af eventuelle bidrag fra Unionen til sikkerheds- og forsvarspolitikken for hver valgperiode;

44.  er af den overbevisning, at hvidbogen om EU's sikkerhed og forsvar bør være resultatet af sammenhængende mellemstatslige og interparlamentariske processer og bidrag fra de forskellige EU-institutioner, som bør underbygges af internationalt samarbejde med vores partnere og allierede, herunder NATO, og af omfattende interinstitutionel støtte; opfordrer NF/HR til at revidere sin oprindelige tidsplan med henblik på at indlede en målrettet høring af medlemsstater og parlamenter;

45.  mener, at hvidbogen baseret på EU's globale strategi bør omfatte EU's sikkerheds- og forsvarsstrategi, de kapabiliteter, der betragtes som nødvendige for anvendelsen af denne strategi, og de foranstaltninger og programmer på både medlemsstatsniveau og EU-niveau, som skal tilvejebringe disse kapabiliteter, og som bør være baseret på en fælles europæisk kapacitets- og forsvarsmaterielpolitik, idet der tages hensyn til, at forsvar og sikkerhed forbliver en national kompetence;

46.  er af den opfattelse, at hvidbogen bør have form af en interinstitutionel aftale af bindende karakter, hvori der redegøres for alle Unionens initiativer, investeringer, foranstaltninger og programmer på tværs af EU's respektive flerårige politiske og finansielle rammer; er af den overbevisning, at medlemsstaterne, partnerne og de allierede bør tage højde for denne interinstitutionelle aftale i deres egen sikkerheds- og forsvarsplanlægning med henblik på at sikre gensidig samhørighed og komplementaritet;

Indledende initiativer

47.  mener, at følgende aktiviteter bør iværksættes øjeblikkeligt:

   den forberedende foranstaltning vedrørende FSFP-forskning, der skal påbegyndes i 2017 og fortsætte indtil 2019
   et efterfølgende og mere ambitiøst og strategisk forsvarsforskningsprogram, som skal udfylde hullet frem til den næste FFR, hvis de nødvendige ekstra finansielle midler tilvejebringes af medlemsstaterne eller gennem medfinansiering fra medlemsstaterne i henhold til artikel 185 i TEUF
   et europæisk forsvarssemester med henblik på at vurdere fremskridt i medlemsstaternes budgetmæssige indsats på forsvarsområdet
   en strategi, der skitserer, hvilke skridt der skal tages for at oprette og gennemføre den europæiske forsvarsunion
   overvejelser om oprettelse af et permanent forsvarsministerråd
   støtte til initiativet fra NATO, som vil placere multinationale bataljoner i medlemsstaterne, når og hvor det er nødvendigt, navnlig med henblik på udvikling af den nødvendige infrastruktur (herunder boliger)
   udvikling af den normale hvidbogsproces med henblik på en første anvendelse inden for rammerne af planlægningen af den næste FFR
   en partskonference om spørgsmål vedrørende udvikling af en europæisk kapabilitets- og forsvarsmaterielpolitik og harmonisering af de respektive nationale politikker på basis af en revision af det europæiske forsvar
   løsning af de juridiske problemer, der forhindrer gennemførelsen af den fælles meddelelse om kapacitetsopbygning med henblik på at fremme sikkerhed og udvikling i tredjelande
   reform af EU's kampstyrkekoncept, der tager sigte på at oprette faste enheder, som ville være afhængige af en ledende nation og underlagt systematisk fælles uddannelse
   oprettelse af den militære opstartsfond som fastsat i artikel 41, stk. 3, i TEU, hvilket ville bidrage til, at militære FSFP-operationer ville kunne iværksættes meget hurtigere
   en handlingsplan, som skal styrke og udvide Athenamekanismen med henblik på at tilvejebringe flere fællesskabsmidler til EU-missioner
   reform af Athenamekanismen med henblik på at udvide dens potentiale for omkostningsdeling og fælles finansiering, især med hensyn til udsendelse af EU-kampgrupper eller andre aktiver i EU's hurtige militære reaktionskoncept, og med henblik på at opbygge kapacitet hos militære aktører i partnerlande (uddannelse, mentorordninger, rådgivning og tilrådighedsstillelse af udstyr, forbedring af infrastruktur og andre tjenesteydelser)
   en refleksionsproces vedrørende direkte udenlandske investeringer i kritiske industrier på forsvars- og sikkerhedsområdet og vedrørende tjenesteydere med henblik på udarbejdelse af lovgivning på EU-plan
   en refleksionsproces vedrørende standardisering af teknologi og produkter med dobbelt anvendelse med henblik på udarbejdelse af lovgivning på EU-plan
   en refleksionsproces vedrørende oprettelse af et permanent hovedkvarter for kommando- og kontrolstyring af militære FSFP-operationer
   en EU-dækkende ordning for koordinering af hurtig overførsel af forsvarspersonnel, -materiel og -forsyninger
   de første elementer af den europæiske forsvarshandlingsplan på basis af en EU-hvidbog om sikkerhed og forsvar
   de første EU-NATO-projekter om imødegåelse og forhindring af hybride trusler og opbygning af modstandskraft, om samarbejde vedrørende strategisk kommunikation og reaktion, om operativt samarbejde, herunder til havs, om migration, om samordning vedrørende cybersikkerhed og -forsvar, om forsvarskapabiliteter, om styrkelse af forsvarets teknologiske, forskningsmæssige og industrielle basis, om øvelser samt om opbygning af vore østlige og sydlige partneres forsvars- og sikkerhedskapacitet
   foranstaltninger med henblik på at øge samarbejdet og tilliden mellem aktører på området for cybersikkerhed og -forsvar

48.  foreslår, at den europæiske forsvarsunion lanceres som en hastesag i to faser og på grundlag af et system med differentieret integration:

   a) aktivering af det permanente strukturerede samarbejde, hvilket allerede er blevet godkendt af parlamentet og inkluderet i kommissionsformandens "en ny start"program
   b) gennemførelsen af handlingsplanen for NF/HR's globale strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik;

o
o   o

49.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd, Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, FN's generalsekretær, NATO's generalsekretær, EU's agenturer for rumspørgsmål, sikkerhed og forsvar og de nationale parlamenter.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0120.
(2) EUT C 419 af 16.12.2015, s. 138.
(3) EUT C 46 E af 24.2.2010, s. 48.
(4) "The Cost of Non-Europe in Common Security and Defence Policy", European Parliament Research Service (Europa-Parlamentets Forskningstjeneste) (2013), s. 78.


Udnyttelse af vandvejstransportens potentiale til personbefordring
PDF 190kWORD 58k
Europa-Parlamentets beslutning af 22. november 2016 om udnyttelse af vandvejstransportens potentiale (2015/2350(INI))
P8_TA(2016)0436A8-0306/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Den internationale konvention om sikkerhed for menneskeliv på søen (SOLAS) (1974) og ændringer hertil,

–  der henviser til Den Internationale Maritime Organisations protokol af 1978 til den internationale konvention om forebyggelse af forurening fra skibe af 1973,

–  der henviser til De Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med handicap af 2006,

–  der henviser til den 21. partskonference (COP 21) under UNFCCC og den ellevte partskonference, der tjener som møde mellem parterne i Kyoto-protokollen (CMP11), som afholdtes i Paris fra den 30. november til den 11. december 2015,

–  der henviser til Kommissionens hvidbog af 28. marts 2011 med titlen "En køreplan for et fælles europæisk transportområde – mod et konkurrencedygtigt og ressourceeffektivt transportsystem" (COM(2011)0144),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. januar 2009 med titlen "EU’s søtransportpolitik frem til 2018 – strategiske mål og anbefalinger" (COM(2009)0008),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1315/2013 af 11. december 2013 om Unionens retningslinjer for udvikling af det transeuropæiske transportnet og om ophævelse af afgørelse nr. 661/2010/EU(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1316/2013 af 11. december 2013 om oprettelse af Connecting Europe-faciliteten, om ændring af forordning (EU) nr. 913/2010 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 680/2007 og (EF) nr. 67/2010(2),

–  der henviser til sin beslutning af 5. maj 2010 om EU's søtransportpolitik frem til 2018 – strategiske mål og anbefalinger(3),

–  der henviser til sin beslutning af 9. september 2015 om gennemførelse af hvidbogen om transport fra 2011: status og vejen frem mod bæredygtig mobilitet(4),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1177/2010 af 24. november 2010 om passagerers rettigheder ved sørejser og rejser på indre vandveje og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004(5),

–  der henviser til Kommissionens rapport af 24. maj 2016 med titlen "Rapport om anvendelsen af forordning (EU) nr. 1177/2010 om passagerers rettigheder ved sørejser og rejser på indre vandveje og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004" (COM(2016)0274),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. september 2013 med titlen "Fremme af høj kvalitet i transport ad indre vandveje NAIADES II" (COM(2013)0623),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/87/EF af 12. december 2006 om fastsættelse af tekniske forskrifter for fartøjer på indre vandveje(6),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/45/EF af 6. maj 2009 om sikkerhedsregler og -standarder for passagerskibe(7),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1090/2010 af 24. november 2010 om ændring af direktiv 2009/42/EF om statistisk registrering af godstransport og passagerbefordring ad søvejen(8),

–  der henviser til Rådets direktiv 98/41/EF af 18. juni 1998 om registrering af de ombordværende på passagerskibe, som sejler til og fra havne i Fællesskabets medlemsstater(9),

–  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 3051/95 af 8. december 1995 om sikkerhedsledelse af ro-ro-passagerfærger(10),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/33/EU af 21. november 2012 om ændring af Rådets direktiv 1999/32/EF for så vidt angår svovlindholdet i skibsbrændstoffer(11),

–  der henviser til Kommissionens rapport af 16. oktober 2015 med titlen "REFIT – En ny kurs: Kvalitetskontrol af EU's lovgivning om sikkerhed for passagerskibe" (COM(2015)0508),

–  der henviser til Kommissionens rapport af 31. marts 2016 med titlen "REFIT – evaluering af direktiv 2000/59/EF om modtagefaciliteter i havne til driftsaffald og lastrester fra skibe" (COM(2016)0168),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Transport- og Turismeudvalget (A8-0306/2016),

A.  der henviser til, at Europas geografi med sine lange kystlinjer og talrige øer og floder opbyder særdeles gode muligheder for bæredygtig passagertransport ad vandvejen;

B.  der henviser til, at passagertransport ad vandvejen inden for kystnær skibsfart (nærskibsfart), færger på indre vandveje og til søs, mobilitet i byerne og perifer mobilitet, krydstogter og turisme opbyder et stort potentiale for at udnytte disponibel overskydende kapacitet såvel med hensyn til infrastruktur som fartøjer og spiller en afgørende rolle i at forbinde de forskellige regioner i Den Europæiske Union og er dermed en vigtig faktor for øget samhørighed; der henviser til, at krydstogtsskibs- og færgeaktivitet endvidere stimulerer kystturismen, som er en af de vigtigste maritime aktiviteter i Europa;

C.  der henviser til, at der i de seneste år har været en tendens til intensiv udvikling af fartøjer til forskellige navigationsområder, f.eks. fartøjer til kombineret flod- og søtransport, der opfylder kravene til søgående skibe og samtidig er i stand til at sejle på lavt vand;

D.  der henviser til, at den teknologiske udvikling på ny har gjort transport ad vandvejen til et alternativ til de overbelastede tilkørselsveje til bycentre;

E.  der henviser til, at passagertransport ad vandvejen og godstransport ad vandvejen har forskellige udfordringer og forskellige behov med hensyn til infrastruktur, miljømæssige udfordringer, operationelle spørgsmål, sikkerhed og forbindelser mellem havne og byer, men at begge markedssegmenter håndteres af én havnemyndighed;

F.  der henviser til, at integrationen af knudepunkter for passagertransport ad vandvejen i den europæiske politik for sammenkobling af infrastruktur, sådan som det er allerede er gennemført ved forordning (EU) nr. 1315/2013 og (EU) nr. 1316/2013 om det transeuropæiske transportnet (TEN-T) og Connecting Europe-faciliteten (CEF), vil give yderligere europæisk merværdi;

G.  der henviser til, at der også er mulighed for lån og garantier til projekter vedrørende transport ad vandvejen inden for rammerne af Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI) som et supplerende instrument til de traditionelle tilskud;

H.  der henviser til, at transport ad indre vandveje er blevet anerkendt som en miljøvenlig transportform, der kræver særlig opmærksomhed og støtte, og til, at det i hvidbogen anbefales at fremme søtransport og transport ad indre vandveje, øge andelen af transport langs kyster og transport ad indre vandveje og forbedre transportsikkerheden;

I.  der henviser til, at FN's konvention om rettigheder for personer med handicap og forslaget til den europæiske lov om tilgængelighed udgør et solidt sæt regningslinjer ikke kun for gennemførelsen og, hvis dette er relevant, den kommende revision af forordning (EU) nr. 1177/2010, men også for vedtagelsen af lovgivning om passagerrettigheder i en intermodal kontekst, idet en sådan lovgivning bør omfatte uhindret adgang for passagerer med handicap eller nedsat bevægelighed;

J.  der henviser til, at passagertransport ad vandvejen ganske vist anses for en sikker transportform, men at der tidligere er sket adskillige tragiske ulykker i sektoren for passagertransport ad vandvejen, heriblandt Estonias, Herald of Free Enterprises, Costa Concordias, Norman Atlantics og UND Adryatiks forlis;

K.  der henviser til, at EU i sin strategi for søtransportpolitik frem til 2018 har sat sig som mål at blive førende på verdensplan inden for forskning og innovation på søfartsområdet samt inden for skibsbyggeri med henblik på at øge skibenes energieffektivitet og intelligens, begrænse deres miljøpåvirkning, minimere risikoen for ulykker og skabe bedre livskvalitet for søfolk;

L.  der henviser til, at flodkrydstogtturisme og passagertransport ad floder, kanaler og andre indre vandveje er et stigende fænomen på mange strækninger af europæiske floder og i bymæssige trafikknudepunkter langs dem;

M.  der henviser til, at EU har vedtaget en række makrostrategier baseret på udnyttelsen af vandveje, herunder strategierne for Donau, det Adriatiske-Joniske Hav og Østersøen;

1.  er af den opfattelse, at passagertransport ad vandvejen skal placeres højere på EU's og dets medlemsstaters dagsordener for transportpolitik; mener derfor, at de bør arbejde hen imod et "fælles område for passagertransport ad vandvejen", f.eks. ved at forenkle de administrative byrder i forbindelse med grænseoverskridende passagerskibsfart;

Konkurrenceevne

2.  tilskynder medlemsstaterne, de regionale og lokale myndigheder og Kommissionen til at lade passagertransport ad vandvejen indgå i deres overvejelser og især til at forbedre den tilhørende infrastruktur, såvel i de centrale som de omfattende netværk, inden for TEN-T og CEF ved at styrke dens sammenkobling med bl.a. jernbaneinfrastrukturen i baglandet, herunder at der sørges for infrastruktur og oplysninger til at opfylde alle de rejsendes mobilitetsbehov;

3.  tilskynder til, at der udvikles motorveje til søs, herunder også i tredjelande, som fremmer effektiv multimodal transport, letter integrationen af denne transportform med andre transportnet og transportformer, fjerner flaskehalse i vigtige netinfrastrukturer og sikrer territorial sammenhæng og integration;

4.  understreger behovet for at fjerne flaskehalse i sammenkoblingerne mellem det udvidede vesteuropæiske net af indre vandveje og det eksisterende østeuropæiske net, der lider under stor – og visse steder total – nedbrydning;

5.  opfordrer Kommissionen til at offentliggøre en årlig oversigt over projekter vedrørende passagertransport ad vandvejen, som er medfinansieret af EU inden for rammerne af Samhørighedsfonden, strukturfondene, de regionale fonde, Interreg, Horisont 2020, Connecting Europe-faciliteten og TEN-T samt Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer;

6.  opfordrer Kommissionen til at offentliggøre en sammenfattende rapport om gennemførelsen af EU's strategier på området for passagertransport ad vandvejen;

7.  understreger, at europæiske statistiske data er af central relevans for at kunne udforme planer og politikker for sektoren for transport ad vandvejen, især hvad angår antallet af grænseoverskridende tjenester til søs og på indre vandveje, som udbydes af både færger og krydstogtsskibe, i betragtning af, at der findes områder, hvor transporten mellem de forskellige steder kun kan foregå til vands; opfordrer Eurostat til at lade deres statistiske data om maritime krydstogtspassagerer omfatte "transit call"-passagerbesøg, altså antallet af passagerer, der går om bord og fra borde i hver enkelt transithavn, og ikke kun de krydstogtspassagerer, der drager på ferie hvert år (turnaround calls); mener, at inddragelsen af disse tal ville give et mere realistisk billede af merværdien af krydstogtskibssektoren og af passagertransporten ad vandvejen generelt;

8.  opfordrer Kommissionen til at udvikle et system for harmoniseret indsamling af statistiske oplysninger om ulykker og hændelser for fartøjer på indre vandveje, herunder grænseoverskridende trafik;

9.  mener, at integreringen af passagertransport ad vandvejen i byernes og regionernes offentlige transportnet i betragtelig grad vil kunne styrke mobilitetseffektiviteten, miljøpræstationerne, livskvaliteten, den prismæssige overkommelighed, aflastningen af de landbaserede transportnet og komforten i byerne; opfordrer Kommissionen til fuldt ud at støtte investeringer i infrastruktur af høj kvalitet i baglandet, som kan bidrage til at reducere de lokale trafikpropper og sikre, at den lokale befolkning ikke påvirkes negativt; opfordrer Kommissionen til at oprette lister over eksempler på bedste praksis på dette område;

10.  opfordrer medlemsstaterne til at fremme og støtte lokale initiativer, som sigter mod at aktivere transport ad indre vandveje som et middel til at levere forsyninger til byområder, herunder ved at udvikle distributionscentre i flodhavne og udvikle passagertransport, primært for at gøre områderne mere attraktive for turister;

11.  understreger, at passagertransport ad vandvejen bør integreres bedre i informations-, booking- og billetsystemer for at forbedre kvaliteten af offentlige tjenester og udvikle turismesektoren yderligere, navnlig i fjerntliggende og isolerede områder; understreger behovet for at tage hensyn til operatører af passagertransport ad vandvejen i arbejdet med et europæisk integreret billetudstedelsessystem;

12.  opfordrer Kommissionen til at finansiere bedre organiserede og mere effektive projekter for integrerede transporttjenester, som medfører: en gradvis reduktion af energiforbruget, en omorganisering af tidsplanerne for de forskellige offentlige og private luft-, sø- og landtransportører, der tager sigte på en intermodal og effektiv styring af passagertransporten og en sammensmeltning af billetter udstedt af offentlige og private aktører i et enkelt rejsebevis, der stilles til rådighed ved hjælp af en digital app;

13.  påpeger, at praksis, hvor fragtfartøjer også leverer passagertjenester og omvendt, eksempelvis for så vidt angår færger, bør fremmes, hvor dette er muligt, eftersom de giver mulighed for, at skibe opnår en bedre udnyttelsesgrad og bedre økonomisk effektivitet, samtidig med at det mindsker trafikpropper på vejene;

14.  glæder sig over de bestræbelser, som gøres i sektoren for passagertrafik ad vandvejen, for at gå over til renere og energieffektive skibe med lavere emissioner, og som er udviklet inden for EU-rammer, der sigter mod at gøre transport ad vandvejen mere miljøvenlig; tror, at dette vil føre til billigere løsninger, som er bæredygtige, mere attraktive og dermed mere konkurrencedygtige økonomisk set, og som gør sektoren "billigere, renere og grønnere" samlet set;

15.  bemærker, at de forskellige udfordringer i de store kystzoner i EU kræver forskellige foranstaltninger (mere færgefart i Nordsøen, opgradering og teknisk udnyttelse af færger i Middelhavet osv.);

16.  er overbevist om vigtigheden af, at EU's passagerskibsbygningsindustri bliver ved med at være en central konkurrencedygtig aktør, der fremmes mere aktivt, og samtidig reducerer sit miljøaftryk gennem øget forskning og innovation inden for sektoren;

Miljømæssig bæredygtighed

17.  opfordrer Kommissionen til at integrere passagertrafik ad vandvejen i sin strategi, tage skridt til at nedbringe CO2 -emissionerne i overensstemmelse med COP 21-aftalerne og dermed mindske eksterne udgifter;

18.  tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne til at forbedre de miljømæssige standarder med henblik på at formindske luftforureningen i tråd med Østersøstandardernes tærskler for svovlemissioner, brændstofkvalitet og mere brændstofeffektive motorer;

19.  understreger, at dekarbonisering af transport kræver betydelige anstrengelser og fremskridt i form af forskning og innovation; støtter Kommissionen i dens bestræbelser på at fremme anvendelsen af LNG-baserede, ikkefossile alternative brændstoffer, elektriske eller hybride systemer, som er baseret på vedvarende energikilder, samt sol- og vindenergi til skibe, og tilskynder den til at skræddersy forskning og innovation med særligt fokus på dens anvendelighed i sektoren for passagertransport ad vandvejen;

20.  minder om, at søhavne i TEN-T-hovednettet efter direktiv 2014/94/EU om etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer skal sørge for LNG-bunkringsfaciliteter for fartøjer og søgående skibe senest i 2025, og at indlandshavne skal gøre det inden udgangen af 2030;

21.  opfordrer Kommissionen til at fremme selvforsyning med energi gennem brug af solpaneler, der anbringes på havneterminalers bygninger, og oplagring af energi produceret i løbet af dagen for efterfølgende brug om natten;

22.  understreger, at færgesektoren er en vigtig komponent i nærskibsfartsmarkedet og derfor af afgørende betydning for at opretholde markedets dynamik og konkurrenceevne og samtidig forbedre dets miljøresultater og energieffektivitet;

23.  glæder sig over Kommissionens REFIT-initiativ for modtagefaciliteter i havne som en mulighed for at tilpasse det nuværende direktiv til den internationale udvikling og støtter og tilskynder dens planer om ny lovgivning efter den almindelige lovgivningsprocedure; påpeger, at dette ikke bør afholde medlemsstaterne fra at indlede flere bæredygtige initiativer, herunder gode informations- og overvågningssystemer om affaldshåndtering, både ombord på skibe og i havne;

Sikkerhed

24.  understreger, at forebyggelsen af forurening og ulykker er af afgørende betydning for Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerheds rolle med hensyn til at forbedre sikkerheden på grænseoverskridende færger og krydstogtsskibe og sikre forbrugerbeskyttelsen;

25.  minder om, at de ansatte på færger og krydstogtskibe skal være kvalificerede til at bistå passagererne effektivt i en nødsituation;

26.  glæder sig over Kommissionens forslag til et direktiv om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer inden for sejlands på indre vandveje, som opstiller harmoniserede standarder for anerkendelse af besætningsmedlemmers og bådføreres kvalifikationer med henblik på at forbedre arbejdskraftens mobilitet inden for sejlads på indre vandveje;

27.  understreger, at der, for så vidt angår den videre udvikling af informationssystemer såsom konventionelle radarer, SafeSeaNet, Galileo og flodinformationstjenesten (River Information Services (RIS)), bør fokuseres på at forbedre sikkerhed og interoperabilitet, og opfordrer medlemsstaterne til at gøre anvendelsen af RIS obligatorisk;

28.  opfordrer de kompetente myndigheder til at foreslå klare rammer for fordeling af ansvar og omkostninger med henblik på at forbedre sikkerheden og til at adressere spørgsmålet om yderligere uddannelse, instrukser og vejledning for personalet, særlig spørgsmålet om godkendelse af uddannelse foretaget i godkendte simulatorer som led i uddannelsesprogrammet, inden for rammerne af Den Internationale Søfartsorganisations (IMO's) og Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO's) regler; mener, at kvaliteten og sikkerheden af tjenesterne kun kan forbedres med kvalificeret personale;

29.  glæder sig over Kommissionens nye lovgivningsmæssige forslag til forenkling og forbedring af de fælles regler om sikkerheden for skibe, der medfører passagerer i EU-farvande, med henblik på at øge sikkerheden og konkurrencen ved at gøre reglerne klarere og enklere og tilpasse dem til den retlige og teknologiske udvikling;

30.  anerkender, at der i takt med den stigende bekymring for sikkerheden kan være behov for yderligere foranstaltninger, som tager hensyn til de særlige karakteristika ved færgefart og -operationer i havnen med henblik på at sikre en gnidningsløs drift af de daglige færgeforbindelser;

31.  påpeger, at et betydeligt antal floder udgør landegrænser, og tilskynder de ansvarlige myndigheder til at sikre samarbejde og velintegreret og effektiv sikkerhed samt nødsystemer, som er operative fra begge sider af grænsen;

32.  påpeger, at en række lukkede havområder, f.eks. Østersøen og Adriaterhavet, tilgrænses af flere medlemsstater og også af lande, der ikke er medlem af EU, og opfordrer derfor de ansvarlige myndigheder til at sørge for en effektiv sikkerhed og navnlig et nødsystem;

33.  understreger, at EU-lovgivningen og medlemsstaternes lovgivning skal gælde, når internationale færger sejler i EU's territoriale farvande;

Tjenestekvalitet og -tilgængelighed

34.  tilskynder Kommissionen til at indarbejde principperne i forordning (EU) nr. 1177/2010, herunder emner som uhindret adgang for personer med handicap eller nedsat bevægelighed, i sit forslag om intermodale passagerrettigheder og også tage hensyn til de særlige behov hos ældre og familier, der rejser med børn; opfordrer Kommissionen til at fremlægge de årlige statistiske oplysninger om udviklingen i antallet af passagerer med handicap eller nedsat mobilitet;

35.  understreger den vigtighed, som sektoren for passagertransport ad vandvejen har for udviklingen af bæredygtig turisme og overvindelsen af sæsonudsving, især i Unionens afsidesliggende regioner og randområder som eksempelvis kystregioner, øer, søområder og landdistrikter; finder desuden, at SMV'er bør stå i centrum for fremme af turisttjenester; opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder til at gøre størst mulig brug af EU's finansieringsmuligheder for SMV'er, herunder subsidier til lokalsamfund i ovennævnte fjerntliggende regioner;

36.  bemærker det store potentiale i at skabe gode forbindelser mellem indre vandveje og det europæiske net af cykelruter for så vidt angår at øge mange af EU's regioners tiltrækningskraft over for turister; understreger behovet for at tage hensyn til behovene hos de personer, der rejser med cykler og anvender passagertransport ad vandvejen;

37.  mener, at turismen i kystområder og på øer er utilstrækkeligt udviklet på grund af manglende indbyrdes forbindelser; mener, at Kommissionen bør tage hensyn til, at der i disse områder er større efterspørgsel efter transporttjenester af høj kvalitet;

38.  mener, at sektoren for passagertransport ad vandvejen er vigtig, selv i områder, hvor den på nuværende tidspunkt ikke er økonomisk levedygtig, såsom mere tyndt befolkede, fjerntliggende øer;

39.  minder om, at visse færgeruter er livliner – og i bogstavelig forstand er afgørende for den territoriale, sociale og økonomiske samhørighed – der forbinder regionerne i den yderste periferi med fastlandet og de økonomiske og industrielle vækstområder og dermed bidrager til den europæiske samhørighed og integration;

40.  understreger, at rammerne for forbindelserne med øer, ø-regioner og fjerntliggende områder bør fremmes med foranstaltninger til at fremme færger af bedre kvalitet og formålstjenelige terminaler;

41.  fremhæver potentialet ved og ønskværdigheden af at integrere passagertransport ad vandvejen i et multimodalt mobilitetsnetværk, der tager højde for den offentlige transport i større byområder for både pendlere og turister; finder i denne forbindelse, at der er behov for yderligere forbedringer med henblik på at udvikle mobilitet som en tjeneste ved at muliggøre integrerede billetsystemer med henblik på at styrke pålidelighed, komfort, punktlighed og forbindelsernes hyppighed, lette trykket på logistikkæderne og opnå kortere boardingtider for at tiltrække passagerer;

42.  understreger, at det for at opretholde et højt niveau af kvalitetstjenester samt af hensyn til sikkerheden til søs er afgørende vigtigt at udvikle viden og færdigheder inden for den maritime sektor i EU;

o
o   o

43.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 348 af 20.12.2013, s. 1.
(2) EUT L 348 af 20.12.2013, s. 129.
(3) EUT C 81 E af 15.3.2011, s. 10.
(4) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0310.
(5) EUT L 334 af 17.12.2010, s. 1.
(6) EUT L 389 af 30.12.2006, s. 1.
(7) EUT L 163 af 25.6.2009, s. 1.
(8) EUT L 325 af 9.12.2010, s. 1.
(9) EFT L 188 af 2.7.1998, s. 35.
(10) EFT L 320 af 30.12.1995, s. 14.
(11) EUT L 327 af 27.11.2012, s. 1.


Forbedring af udviklingssamarbejdets effektivitet
PDF 214kWORD 56k
Europa-Parlamentets beslutning af 22. november 2016 om forbedring af udviklingssamarbejdets effektivitet (2016/2139(INI))
P8_TA(2016)0437A8-0322/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til FN-topmødet om bæredygtig udvikling og det slutdokument, som blev vedtaget af FN's Generalforsamling den 25. september 2015 med titlen "Ændring af vores samfund: 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling", og særlig mål 17 af målene for bæredygtig udvikling (SDG), som er fastsat deri, og som forpligter FN's medlemsstater til at styrke midlerne til gennemførelse af dagsordenen og puste nyt liv i det globale partnerskab for bæredygtig udvikling(1),

–  der henviser til "Addis Abeba-handlingsplanen", det slutdokument som blev vedtaget på den tredje internationale konference om udviklingsfinansiering (Addis Abeba, Etiopien, den 13.-16. juli 2015) og godkendt af FN's Generalforsamling i dennes resolution 69/313 af 27. juli 2015(2),

–  der henviser til rapporten fra FN's generalsekretær om tendenser og fremskridt i internationalt udviklingssamarbejde, som blev forelagt 2016-mødet for forummet for udviklingssamarbejde (E/2016/65)(3),

–  der henviser til Pariserklæringen om bistandseffektivitet, som blev vedtaget under det andet forum på højt niveau om bistandseffektivitet i 2005, til Accrahandlingsplanen, som blev vedtaget under det tredje forum på højt niveau om bistandseffektivitet i 2008 i Accra (Ghana)(4), og til resultatet af det fjerde forum på højt niveau om bistandseffektivitet, som blev afholdt i Busan (Republikken Korea) i december 2011, og som lancerede det globale partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde (GPEDC)(5),

–  der henviser til Dilierklæringen af 10. april 2010, som vedrører fredsskabelse og statsopbygning, og til den nye aftale om engagement i ustabile stater, som blev præsenteret den 30. november 2011 under det fjerde forum på højt niveau om bistandseffektivitet,

–  der henviser til kommunikéet fra det første møde på højt niveau i det globale partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde, som blev afholdt i Mexico City i april 2014(6),

–  der henviser til det kommende andet møde på højt niveau i det globale partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde, som vil finde sted i Nairobi fra den 28. november til den 1. december 2016(7),

–  der henviser til OECD/UNDP's fremskridtsrapport 2014 "Making Development Cooperation More Effective"(8),

–  der henviser til CSO-konsensussen fra Siem Reap om den internationale ramme for CSO-udviklingseffektivitet fra 2011,

–  der henviser til artikel 208 i TEUF, der fastsætter nedbringelse og udryddelse af fattigdom som det primære mål for EU's udviklingspolitik og pålægger Unionen og dens medlemsstater at overholde de forpligtelser, som de er blevet enige om inden for rammerne af FN og andre kompetente organisationer, og tage hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i de politikker, som de iværksætter, og som kan påvirke udviklingslande,

–  der henviser til den europæiske konsensus om udvikling fra 2005(9) og til planerne om at indgå aftale om en ny konsensus i 2017,

–  der henviser til EU's adfærdskodeks om komplementaritet og arbejdsdeling i udviklingspolitik(10),

–  der henviser til den konsoliderede tekst om den operationelle ramme for bistandseffektivitet(11), som er baseret på Rådets konklusioner af 17. november 2009 om en operationel ramme for bistandseffektivitet, Rådets konklusioner af 14. juni 2010 om arbejdsdeling på tværs af landene og Rådets konklusioner af 9. december 2010 om gennemsigtighed og gensidig ansvarlighed,

–  der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 26. marts 2015 "Launching the EU International Cooperation and Development Results Framework"(SWD(2015)0080), og til Rådets konklusioner af 26. maj 2015 om resultatrammen(12),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 17. marts 2014 om EU's fælles holdning med henblik på første møde på højt plan i det globale partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde(13),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 26. maj 2015 om et nyt globalt partnerskab for fattigdomsudryddelse og bæredygtig udvikling efter 2015(14),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 12. maj 2016 om intensivering af fælles programmering(15),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 12. maj 2016 om årsrapporten 2016 til Det Europæiske Råd om EU's udviklingsbistandsmål(16),

–  der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 23. juni 2015 "2015 EU Accountability Report on Financing for Development – Review of progress by the EU and its Member States"(SWD(2015)0128),

–  der henviser til den globale strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik om fælles vision, fælles handling: et stærkere Europa, der blev fremlagt i juni 2016 af næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik(17),

–  der henviser til sin beslutning af 22. maj 2008 om opfølgning af Pariserklæringen fra 2005 om bistandseffektivitet(18),

–  der henviser til sin beslutning af 5. juli 2011 om EU's budgetstøtte til udviklingslande i fremtiden(19),

–  der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2011 om det fjerde forum på højt niveau om bistandseffektivitet(20),

–  der henviser til sin beslutning af 11. december 2013 med henstillinger til Kommissionen om donorkoordination på EU-plan i forbindelse med udviklingsbistand(21),

–  der henviser til sin beslutning af 19. maj 2015 om udviklingsfinansiering(22),

–  der henviser til sin beslutning af 14. april 2016 om den private sektor og udvikling(23),

–  der henviser til sin beslutning af 12. maj 2016 om opfølgning på og evaluering af gennemførelsen af 2030-dagsordenen(24),

–  der henviser til sin beslutning af 7. juni 2016 om EU-rapport 2015 om udviklingsvenlig politikkohærens(25),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og udtalelse fra Budgetkontroludvalget (A8-0322/2016),

A.  der henviser til, at de principper, der er fastsat i Pariserklæringen og Accrahandlingsplanen, fortsat er fuldt gyldige og har bevist deres værd med hensyn til at forbedre kvaliteten af udviklingsbistanden og befolkningens støtte til den i donorlandene;

B.  der henviser til, at de politiske tilsagn, der blev afgivet på højt plan i Monterreykonsensussen (2002), Romerklæringen (2003), Pariserklæringen (2005), Accrahandlingsplanen (2008) og det fjerde forum om bistandseffektivitet i Busan (2011), alle forfølger det samme mål om at forbedre kvaliteten af gennemførelsen, forvaltningen og anvendelsen af officiel udviklingsbistand med henblik på at maksimere dens virkning;

C.  der henviser til, at principperne om bistandseffektivitet tydeligvis har bidraget til fremskridt mod 2015-målene i mange lande, men at fremskridtene fortsat er ulige, og ikke alle principperne til enhver tid er blevet gennemført fuldt ud i alle lande og af alle udviklingsaktører;

D.  der henviser til, at det globale partnerskab kan spille en afgørende rolle i gennemførelsen af 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling ved at flytte fokus fra begrebet "bistandseffektivitet", som er forbundet med traditionel offentlig udviklingsbistand, til begrebet "effektivt udviklingssamarbejde";

E.  der henviser til, at officiel udviklingsbistand (ODA) kan spille en afgørende rolle med hensyn til at levere resultater i forhold til 2030-dagsordenen, navnlig i lavindkomstlande, og med hensyn til at bekæmpe ekstrem fattigdom og ulighed, hvis den målrettes bedre, og hvis den overholder principperne om reelt udviklingssamarbejde, dvs. demokratisk ejerskab fra modtagerlandets side, tilpasning, styrkelse af lokal kapacitet, gennemsigtighed og demokratisk ansvarliggørelse, fokus på resultater og inklusion; understreger, at konditionaliteter i forbindelse med bistand skal respektere princippet om demokratisk ejerskab;

F.  der henviser til, at der er behov for andre udviklingspolitiske redskaber ud over udviklingsbistand og -samarbejde for reelt at få udryddet fattigdom og fremme målene om bæredygtig udvikling;

G.  der henviser til, at budgetstøtten har mange fordele såsom statens ansvar, en mere præcis evaluering af resultaterne, bedre sammenhæng mellem de gennemførte politikker, større forudsigelighed for bistand og en maksimal udnyttelse af midlerne til direkte gavn for befolkningerne;

H.  der henviser til, at den private sektor sammen med andre traditionelle statslige og ikkestatslige udviklingsorganisationer er ved at blive en reel partner i udviklingsstrategierne for så vidt angår indsatsen for at opnå inklusiv og bæredygtig udvikling;

I.  der henviser til, at det er afgørende for bistandseffektiviteten, at modtagerlandene parallelt anvender vækstfremmende økonomiske politikker, som indfører markedsøkonomiske mekanismer, mobilisering af privatkapital og jordreformer, og som gradvist åbner deres markeder for global konkurrence;

J.  der henviser til, at opsplitningen af bistandsindsatsen ifølge en undersøgelse foretaget af Kommissionen indebærer en meromkostning på mellem 2 og 3 mia. EUR om året for EU;

K.  der henviser til, at det globale partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde (GPEDC) tilvejebringer et inkluderende forum, der samler regeringer, bilaterale og multilaterale organisationer, civilsamfund, parlamenter, fagforeninger og den private sektor fra alle lande;

L.  der henviser til, at det globale partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde fokuserer på udviklingsaktørernes adfærd og forholdet imellem dem, en effektiv gennemførelse af udviklingspolitikker og -programmer og overvågning af fremskridtene med overholdelse af de afgørende principper, der er fastlagt i løbet af de seneste ti år, med henblik på at forbedre effektiviteten af alle aktørers udviklingsindsats; der henviser til, at tilpasning til den globale udviklingsstruktur, der overvåger gennemførelsen af 2030-dagsordenen, bør tydeliggøres;

M.  der henviser til, at lande som Kina, Brasilien, Tyrkiet, Rusland og Indien spiller en stadig vigtigere rolle som nye donorer og med hensyn til overførsel af udviklingsekspertise og -teknologi, ikke mindst takket være deres egne nylige og aktuelle erfaringer med udvikling; der henviser til, at deres engagement med mere traditionelle donorer for at fremme globale offentlige goder og deres deltagelse i et inklusivt udviklingssamarbejde i det globale partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde kan forbedres;

N.  der henviser til, at Kommissionen spiller en aktiv rolle i GPEDC's styringskomité, og at en af dens medformænd kom fra en EU-medlemsstat, Nederlandene; der henviser til, at Tyskland overtager denne formandsrolle;

O.  der henviser til, at ejerskab fra modtagerlandets side i udviklingssamarbejde kræver, at donorerne tilpasser sig de nationale udviklingsplaner og de internationalt anerkendte mål for bæredygtig udvikling og delmålene dertil, samt deltagelse fra landets side i udformningen af og ansvaret for gennemførelsen af udviklingsplaner og -programmer;

P.  der henviser til, at bistand fører til et dobbelt udbytte, når den ikke blot finansierer udviklingsprojekter, men også bruges lokalt til lokalt producerede varer og tjenesteydelser; der henviser til, at en styrkelse af de landespecifikke systemer og nationale udbudssystemer derfor er et centralt element for bistandseffektivitet i overensstemmelse med Pariserklæringen om bistandseffektivitet og for at fremme god forvaltning og demokratisk ansvarlighed i partnerlandene;

Q.  der henviser til, at leverandørdrevne dagsordener om bistandssamarbejde og bunden bistand, herunder på udbudsområdet, kan være udtryk for forskelligartede politiske interesser, der sommetider er i modstrid med udviklingspolitikker og kan risikere at undergrave ejerskabet over og bæredygtigheden af udviklingsbistanden og forudgående fremskridt i retning af tilpasning og resulterer i ineffektivitet og tiltagende afhængighed; der henviser til, at lokalt ejerskab har en vigtig rolle at spille med hensyn til at sikre reel udvikling for borgerne;

R.  der henviser til, at der i dag gøres større brug af resultatrammer til at måle resultater i programmer for udviklingssamarbejde, men at det fulde ejerskab over og udviklingslandenes anvendelse af disse rammer stadig er en vedvarende udfordring;

S.  der henviser til, at GPEDC's overvågningsrunde i 2016 viser, at fremskridtene vedrørende anvendelsen af landespecifikke systemer fortsat er svage, og at der ikke er sket yderligere fremskridt med hensyn til en afkobling af bistanden, som fortsat topper på de 80 %, der blev nået i 2010;

T.  der henviser til, at parlamentarikere i partnerlandene, lokale myndigheder og civilsamfundet fortsat udtrykker utilfredshed over, at de ikke i tilstrækkelig grad involveres i og orienteres om programmeringen og gennemførelsen af udviklingssamarbejdet;

U.  der henviser til, at udviklingseffektivitet, forstået som en effektiv udnyttelse af alle midler og ressourcer, der er rettet mod udvikling, herunder fattigdomsbekæmpelse, både afhænger af leveringen af bistand og af modtagerlandene og af, at der findes effektive og reaktionsdygtige institutioner, forsvarlige politikker, inddragelse af lokale interessenter og civilsamfundet, retsstatsforhold, en medinddragende demokratisk regeringsførelse, tilstedeværelsen af effektive og gennemsigtige opfølgningsmekanismer og sikkerhedsforanstaltninger over for korruption og ulovlige finansstrømme på internationalt plan; der henviser til, at det globale partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde bør spille en øget rolle med hensyn til at muliggøre og fremme fremskridt for så vidt angår de ovennævnte afgørende faktorer for udvikling;

V.  der henviser til, at opsplitningen af bistand fortsat er en vedvarende udfordring, som skyldes det store antal af donorer og bistandsorganisationer samt manglende koordination af deres aktiviteter og projekter;

W.  der henviser til, at Syd-Syd-samarbejdet er fortsat med at vokse trods vækstøkonomiers opbremsning og faldende råvarepriser;

X.  der henviser til, at udviklingsrammen bliver stadig mere forskelligartet med flere fattige, der bor i mellemindkomstlande end i lavindkomstlande; der henviser til, at udfordringerne på udviklingsområdet samtidig har ændret karakter med fremkomsten af nye globale udfordringer såsom migration, fødevaresikkerhed, fred og stabilitet og klimaforandringer;

1.  opfordrer alle udviklingsaktører til at bygge på de tilsagn, de har givet lige fra Paris til Busan, og til at forny og forstærke deres bestræbelser på at gøre udviklingssamarbejdet så effektivt som muligt med henblik på at nå de ambitiøse mål og delmål, der er fastsat i 2030-dagsordenen og gøre bedst mulig brug af offentlige og private udviklingsmidler;

2.  opfordrer til, at man anvender alle udviklingspolitiske redskaber til at udrydde fattigdom og fremme målene for bæredygtig udvikling; er af den opfattelse, at udviklingsfinansieringens effektivitet bør vurderes på grundlag af konkrete resultater og dens bidrag til udviklingspolitikken som helhed;

3.  fremhæver den centrale rolle, som den officielle udviklingsbistand (ODA) spiller for opfyldelsen af dagsordenen om udviklingseffektivitet, for fattigdomsbekæmpelse, for nedbringelse af ulighed, for leveringen af offentlige tjenester og støtten til god regeringsførelse; understreger, at ODA er mere fleksibel, forudsigelig og regnskabspligtig end andre pengestrømme, der potentielt bidrager til udvikling;

4.  minder om, at tilstrækkelig finansiering er en forudsætning for effektivt udviklingssamarbejde; bemærker, at de fleste ODA-ydere ikke har opfyldt deres forpligtelse til at afsætte 0,7 % af deres BNI i udviklingsbistand senest i 2015, hvilket resulterer i, at over 2 billioner USD ikke stilles til rådighed for udviklingslandene, så de kan nå 2015-målene;

5.  opfordrer indtrængende EU og dets medlemsstater til at opfylde deres mangeårige forpligtelse til at afsætte 0,7 % af deres BNI til bistand, til at øge deres udviklingsbistand, bl.a. gennem EU-budgettet og Den Europæiske Udviklingsfond (EUF), og til at vedtage en effektiv køreplan med henblik på at opfylde det mål, man har forpligtet sig til, på en gennemsigtig, forudsigelig og ansvarlig måde; advarer mod, at ODA-kriterierne udvandes med henblik på at dække udgifter, som ikke er direkte knyttet til fremme af bæredygtig udvikling i udviklingslande;

6.  bemærker med bekymring, at kun fem EU-medlemsstater har offentliggjort Busan-gennemførelsesplaner siden medio 2015; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at offentliggøre gennemførelsesplaner og aflægge rapport om deres indsats forud for det andet møde på højt niveau i GPEDC, som finder sted i Nairobi fra den 28. november til den 1. december 2016;

7.  opfordrer til, at slutdokumentet fra det andet møde på højt niveau klart adresserer udviklingsaktører og -institutioner og tildeler dem forskellige roller og ansvar for at gennemføre dagsordenen og anvende principperne med henblik på at øge fremskridtene og fremme det fremtidige samarbejde;

8.  noterer sig Mexicos forslag om at medtage et femte princip om udviklingseffektivitet, nemlig at ingen må lades tilbage; erkender vigtigheden af at lægge stor vægt på fattige, sårbare og marginaliserede grupper, under behørig hensyntagen til ligestilling mellem kønnene, struktursvaghed og konfliktsituationer inden for rammerne af dagsordenen om udviklingseffektivitet; mener, at dette princip ville modsvare den generelle filosofi og den overordnede forpligtelse i 2030-dagsordenen, men at en eventuel medtagelse heraf bør ledsages af seriøse drøftelser og overvejelser om dets omsætning til praksis, navnlig vedrørende spørgsmål om mainstreaming og indikatorer;

9.  fremhæver nødvendigheden af at skabe en stærk position for GPEDC inden for rammerne af 2030-dagsordenen og Addis Abeba-handlingsplanen; mener, at GPEDC kan skabe merværdi, hvis dets arbejde på strategisk vis inddeles i faser og skræddersys under hensyntagen til arbejdet i og kalenderen for ECOSOC's forum for udviklingssamarbejde, forummet for udviklingsfinansiering og FN's Politiske Forum på Højt Niveau;

10.  understreger, at GPEDC bør spille en stærk rolle i de evidensbaserede aspekter af overvågning og ansvarliggørelse for så vidt angår effektivitetsprincipperne for opfyldelse af målene for bæredygtig udvikling og med hensyn til at støtte alle aktører på nationalt plan i at gennemføre dem mere fuldstændigt; understreger, at GPEDC er nødt til at tilvejebringe klart definerede samarbejdskanaler for specifikke udviklingsaktører udover OECD's donorer, herunder vækstlandsdonorer, lokale og regionale regeringer, civilsamfundsorganisationer, private filantroper, finansielle institutioner, virksomheder i den private sektor og fagforeninger; mener, at formandskabsordningen i GPEDC bør afspejle aktørernes mangfoldighed;

11.  minder om, at en vækst på 1 % i Afrika udgør mere end det dobbelte af beløbet for den officielle udviklingsbistand;

12.  mener, at GPEDC bør spille en ledende rolle med hensyn til at sikre fremskridt med mål 17 for bæredygtig udvikling, navnlig inden for overvågning og ansvarlighed, øget bistandseffektivitet, de kvalitets- og kapacitetsmæssige aspekter af udviklingsfinansiering, holdbarheden af skatter og gæld, mobilisering af den private sektor og dennes ansvar for bæredygtig udvikling, gennemsigtighed, politikkohærens, partnerskaber med mange interessenter og Syd-Syd-samarbejde og trekantsamarbejde;

13.  understreger den vigtige rolle, som GPEDC har at spille vedrørende indikator 17.16.1 i målene for bæredygtig udvikling, navnlig med hensyn til at opnå mere effektive og inklusive partnerskaber med mange interessenter til at støtte og opretholde gennemførelsen af 2030-dagsordenen ved at måle kvaliteten af deres udviklingsindsats; glæder sig over overvågningsrunden 2016 og konstaterer, at antallet af udviklingspartnere, der har deltaget i dette arbejde, er øget, og ser frem til, at fremskridtsrapporten offentliggøres;

14.  tilskynder parterne i GPEDC til at overveje at oprette et mere uafhængigt permanent sekretariat for GPEDC med tilstrækkelige ressourcer med udgangspunkt i den fælles støttegruppe og opfordrer indtrængende EU's medlemsstater og partnerlande til at udpege nationale kontaktpunkter;

15.  påpeger, at Europa-Parlamentet fuldt ud bør have mulighed for at spille sin vigtige rolle med at udøve demokratisk kontrol af alle EU-politikker, herunder udviklingspolitikker, og kræver at blive orienteret regelmæssigt og rettidigt om de standpunkter, som Kommissionen indtager i GPEDC's styringskomité;

16.  glæder sig over de fremskridt, der er gjort, og henstiller, at Kommissionen gør sig yderligere bestræbelser på at sikre, at alle berørte aktører har adgang til information om gennemsigtighed i programmeringen af udviklingssamarbejde, finansieringsmekanismer, projekter og bistandsstrømme, navnlig inden for rammerne af det internationale initiativ vedrørende gennemsigtighed i bistanden (IATI) og oprettelsen af webstedet "EU Aid Explorer"; påpeger imidlertid, at det stadig er nødvendigt at tage store skridt i denne henseende, og kræver, at der hurtigt gøres yderligere bestræbelser fra alle donorers side på at gøre oplysninger og data mere tilgængelige, tidsmæssigt relevante og sammenlignelige; opfordrer de medlemsstater, der endnu ikke bidrager til IATI, til at begynde at gøre det; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre brug af de tilgængelige data og til også at støtte partnerlandene ved at fremme informationsudveksling og god praksis i denne henseende;

17.  mener, at overvågning og evaluering af samt vidensdeling om udviklingsmæssige fremskridt er af afgørende betydning for at øge ansvarligheden og samarbejdets virkning, især på landeniveau; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at fremsende rapporter, mindst hvert andet år, om både EU's og medlemsstaternes indsats og handlingsplaner med henblik på at gennemføre Busanprincipperne på sammenhængende vis; opfordrer EU til at støtte partnerlandene yderligere i at forbedre deres administrative og logistiske kapacitet, og navnlig deres statistiske systemer;

18.  glæder sig over, at OECD's initiativer potentielt kan bidrage til at mindske ulovlige pengestrømme, og opfordrer det internationale samfund til at styrke samarbejdet med henblik på mere generelt at øge gennemsigtigheden af skatteordninger og pengestrømme; understreger, at multinationale selskaber og finansielle institutioner spiller en afgørende rolle og har et ansvar i denne henseende;

19.  anmoder Kommissionen og EU-delegationerne samt medlemsstaternes organer om at informere nationale parlamenter og i videst muligt omfang lokale og regionale myndigheder såvel som private interessenter og civilsamfundet om programmeringen af og de finansielle forpligtelser i forbindelse med udviklingsbistand ved at offentliggøre landespecifikke evalueringer af udviklingssamarbejdet, som bør give et overblik over strategiske dokumenter, donorkoordination, årlige aktivitetsplaner og igangværende og planlagte programmer såvel som projektindkaldelser og udbudsbekendtgørelser eller andre anvendte finansieringsmekanismer;

20.  tilskynder modtagerlandenes parlamenter til at vedtage nationale politikker om udviklingsbistand for at øge donorernes og modtagerregeringernes ansvarlighed, herunder lokale myndigheders, forbedre forvaltningen af de offentlige finanser og absorptionsevnen, udrydde korruption og alle former for bistandsspild, gøre skattesystemerne effektive og forbedre betingelserne for modtagelse af budgetstøtte og for på lang sigt at mindske bistandsafhængigheden;

21.  finder det vigtigt at fremme alle medlemsstaters deltagelse i Addis-skatteinitiativet med henblik på at fordoble den tekniske bistand senest i 2020 og styrke partnerlandenes beskatningskapacitet;

22.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gå i dialog med partnerlandenes nationale parlamenter for konstruktivt at støtte udviklingen af sådanne politikker og supplere dem med gensidige ansvarlighedsordninger; glæder sig over Kommissionens bestræbelser på at forbedre den nationale ansvarlighed i forbindelse med budgetstøtte ved at støtte den institutionelle kapacitet i de nationale parlamenter og overordnede revisionsorganer;

23.  fremhæver den rolle, som borgere, lokalsamfund, folkevalgte repræsentanter, trosbaserede organisationer, civilsamfundsorganisationer (CSO'er), akademikere, fagforeninger og den private sektor spiller, og understreger, at det er nødvendigt at inddrage alle disse aktører i fremme og gennemførelse af effektivitetsdagsordenen på forskellige niveauer; mener, at participatorisk inddragelse i planlægning og implementering, gensidig ansvarliggørelse og gennemsigtighed, overvågning og evaluering er forudsætninger for, at de kan yde et reelt bidrag, og at donorerne bør øge forudsigeligheden og sætte tempoet op, når de arbejder med disse aktører som implementeringspartnere og med partnere, der leverer basale tjenesteydelser, for reelt at kunne nå de mest udsatte grupper i befolkningen;

24.  understreger, at bistand kun kan være bæredygtig, når modtagerne er stærkt engageret og har lederskabet; insisterer på betydningen af fælles ansvar for de udviklingsmæssige resultater, herunder for gennemførelsen af Istanbulprincipperne, og minder om, at demokratisk ejerskab kræver stærke institutioner, der kan sikre, at lokale aktører deltager fuldt ud i gennemførelsen, overvågningen og evalueringen af udviklingsprogrammer;

25.  fremhæver betydningen af, at civilsamfundsorganisationer (CSO'er) sættes i stand til at udøve deres rolle som uafhængige udviklingsaktører, med særligt fokus på et gunstigt miljø i overensstemmelse med aftalte internationale rettigheder, som maksimerer CSO'ernes bidrag til udvikling; giver udtryk for sin bekymring over, at civilsamfundsorganisationer får stadig mindre spillerum i mange partnerlande; opfordrer Kommissionen til at gøre det nemmere for CSO'er at få adgang til finansiering;

26.  glæder sig over de fremskridt, EU har gjort med hensyn til fælles programmering, og EU's forpligtelse hertil; bemærker, at fælles programmering bør mindske opsplitningen af bistanden og transaktionsomkostningerne, øge komplementariteten gennem en bedre arbejdsdeling og fremme national og gensidig ansvarlighed samt forudsigelighed om udviklingssamarbejdet, og dermed tilvejebringe klare fordele for både EU og partnerlandene; konstaterer, at fælles programmering er blevet undersøgt i 59 ud af de 110 partnerlande, der modtager EU-udviklingsbistand; opfordrer medlemsstaterne og partnerlandene til at gå videre med deres engagement for fælles programmering med henblik på at udnytte dets fordele fuldt ud og i så mange lande som muligt;

27.  minder om sin anmodning(26) om en kodificering og styrkelse af de mekanismer og praksisser, der skal sikre større komplementaritet og en effektiv koordinering af udviklingsbistanden mellem EU's medlemsstater og institutioner, der skal tilvejebringe klare regler, som kan håndhæves, med henblik på sikring af demokratisk nationalt ejerskab, harmonisering, tilpasning til landets strategier og systemer, forudsigelighed med hensyn til økonomiske midler, gennemsigtighed og gensidig ansvarliggørelse; anmoder Kommissionen om at forelægge information om den manglende opfølgning på denne anmodning og redegøre for, hvilke alternative foranstaltninger den har truffet eller agter at træffe i denne henseende;

28.  minder om, at EU og dets medlemsstater er forpligtet til at fjerne bindingerne på deres bistand, og anerkender de fremskridt, der er gjort på dette område; opfordrer til yderligere bestræbelser på at fremskynde alle bistandsleverandørers, herunder de nye vækstøkonomiers, afbinding af bistanden på globalt plan; opfordrer alle bistandsleverandører til som det første valg at benytte partnerlandenes udbudssystemer;

29.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle nye initiativer med henblik på at forbedre flagskibsprojekter inden for Syd-Syd- og trekantsamarbejde, der involverer nye vækstdonorlande og andre mellemindkomstlande, som er baseret på at tackle globale udfordringer af fælles interesse uden at miste fattigdomsudryddelsesperspektivet; fremhæver, at det er nødvendigt at udnytte det fulde potentiale i decentraliseret samarbejde for at fremme dagsordenen om udviklingseffektivitet og samtidig respektere alle sikkerhedsmekanismer i forbindelse med gennemsigtighed, effektivitet og kohærens og undgå en yderligere opsplitning af den internationale bistandsarkitektur;

30.  understreger, at udviklingsbistand kan spille en vigtig rolle i fattigdomsbekæmpelse, imødegåelse af ulighed og udviklingsfremme, navnlig for mindst udviklede lande og med hensyn til at sætte skub i adgangen til kvalitetsprægede offentlige tjenester for de mest underprivilegerede og udsatte grupper, og være katalysator for andre kritiske, systemiske faktorer, der er gunstige for udvikling, såsom fremme af ligestilling mellem kønnene (som det kommer til udtryk i Busanpartnerskabet), uddannelse, styrkelse af sundhedssystemer, herunder bekæmpelse af fattigdomsrelaterede sygdomme, hvis den anvendes i en kontekst med lovlig, inkluderende regeringsførelse baseret på retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne;

31.  fremhæver betydningen af SDG-mål 16 for den overordnede udviklingseffektivitet og advarer om, at udviklingsbistanden reelt ikke kan opfylde sit formål, hvis der mangler respekt for menneskerettighederne og retsstatsprincippet, et upartisk, effektivt og uafhængigt retssystem, internationalt anerkendte sociale, miljømæssige og arbejdsmæssige standarder og sikkerhedsmekanismer for offentlige institutioners og embedsmænds integritet, inkluderende, deltagerorienteret og repræsentativ beslutningstagning på alle niveauer samt gennemsigtighed og ansvarlighed;

32.  minder om, at korruption i modtagerlandene, hvad enten den er direkte knyttet til udviklingsbistanden eller ej, udgør en alvorlig krænkelse af den demokratiske legitimitet og skader den offentlige støtte til udviklingsbistanden i donorlandene; bifalder derfor alle foranstaltninger, der træffes for at fremme forsvarlig økonomisk forvaltning og udrydde korruption én gang for alle, og bemærker samtidig, at situationen i mange partnerlande pr. definition indebærer en vis risiko;

33.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne og andre donorer til at optrappe indsatsen og de menneskelige ressourcer i forbindelse med en bedre konceptualisering og dybdegående analyse i kontekster præget af skrøbelighed, postkonfliktsituationer og konfliktforebyggelse, hvor de ønskede resultater måske ikke altid kan opfanges i form af data og inden for resultatrammer;

34.  er af den faste overbevisning, at den private sektor er en vigtig partner med henblik på at nå målene for bæredygtig udvikling og mobilisere yderligere ressourcer til udvikling; understreger, at aktører i den private sektor i lyset af deres voksende rolle i udviklingssamarbejdet er nødt til at indordne sig under principperne om udviklingseffektivitet og overholde principperne om virksomhedernes ansvarlighed hele vejen igennem projekternes livscyklus; anerkender nogle privatsektoraktørers bestræbelser på at tage hensyn til forpligtelser på menneskerettighedsområdet, social inklusion og bæredygtighed som udgangspunkt for deres forretningsmodeller og opfordrer til, at denne tilgang bliver almindeligt udbredt; påpeger, at den private sektor er nødt til at respektere folkeretlige principper og sociale og miljømæssige standarder såvel som FN's Global Compact-initiativ om menneskerettigheder, FN's retningslinjer om erhvervslivet og menneskerettighederne, ILO's centrale arbejdsstandarder og FN's konvention mod korruption; opfordrer Kommissionen til at sikre, at virksomheder, der opererer fra skattely, ikke deltager i ODA-finansierede projekter; fremhæver samtidig behovet for, at partnerlandene skaber et gunstigt erhvervsklima, herunder gennemsigtige lovgivnings- og reguleringssystemer;

35.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten, Kenyas parlament og regering i deres egenskab af værter for det andet møde på højt niveau i GPEDC, formændene for GPEDC, FN's Udviklingsprogram, OECD og Den Interparlamentariske Union.

(1) http://www.un.org/ga/search/view_doc.asp?symbol=A/RES/70/1&Lang=E
(2) http://www.un.org/esa/ffd/wp-content/uploads/2015/08/AAAA_Outcome.pdf
(3) https://documents-dds-ny.un.org/doc/UNDOC/GEN/N16/132/05/PDF/N1613205.pdf?OpenElement
(4) http://www.oecd.org/dac/effectiveness/34428351.pdf
(5) http://www.oecd.org/dac/effectiveness/49650173.pdf
(6) http://effectivecooperation.org/2014/03/draft-communique-for-the-first-high-level-meeting-of-the-global-partnership/
(7) http://effectivecooperation.org/events/2016-high-level-meeting/
(8) http://effectivecooperation.org/wp-content/uploads/2016/05/4314021e.pdf
(9) EUT C 46 af 24.2.2006, s. 1.
(10) Rådets konklusioner 9558/07 af 15.5.2007.
(11) Rådsdokument 18239/10.
(12) http://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-9145-2015-INIT/da/pdf
(13) http://www.consilium.europa.eu/en/workarea/downloadasset.aspx?id=15603
(14) http://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-9241-2015-INIT/da/pdf
(15) http://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-8831-2016-INIT/da/pdf
(16) http://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-8822-2016-INIT/da/pdf
(17) Rådsdokument 10715/16.
(18) EUT C 279 E af 19.11.2009, s. 100.
(19) EUT C 33 E af 5.2.2013, s. 38.
(20) EUT C 131 E af 8.5.2013, s. 80.
(21) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0558.
(22) EUT C 353 af 27.9.2016, s. 2.
(23) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0137.
(24) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0224.
(25) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0246.
(26) Vedtagne tekster af 11.12.2013, P7_TA(2013)0558.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik