Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 23. november 2016 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om nedbringelse af nationale emissioner af visse luftforurenende stoffer og om ændring af direktiv 2003/35/EF (COM(2013)0920 – C7-0004/2014 – 2013/0443(COD))

P8_TA(2016)0438 A8-0249/2015

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2013)0920),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 192, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C7‑0004/2014),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 10. juli 2014(1) fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

–  der henviser til udtalelse af 7. oktober 2014(2) fra Regionsudvalget,

–  der henviser til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af 30. juni 2016 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og udtalelser fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A8-0249/2015),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling(3);

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 23. november 2016 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/... om nedbringelse af nationale emissioner af visse luftforurenende stoffer, om ændring af direktiv 2003/35/EF og om ophævelse af direktiv 2001/81/EF

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, direktiv (EU) 2016/2284.)

(1) EUT C 451 af 16.12.2014, s. 134. (2) EUT C 415 af 20.11.2014, s. 23. (3) Denne holdning erstatter de ændringer, der blev vedtaget den 28. oktober 2015 (Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0381).

Europa-Parlamentets beslutning af 23. november 2016 om færdiggørelse af Basel III (2016/2959(RSP))

P8_TA(2016)0439 B8-1226/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til konklusionerne fra G20-topmøderne i tiden efter krisen,

–  der henviser til G20-finansministrenes og centralbankchefernes kommuniké af 27. februar 2016,

–  der henviser til G20-finansministrenes og centralbankchefernes kommuniké af 14.-15. april 2016,

–  der henviser til G20-finansministrenes og centralbankchefernes kommuniké af 23.-24. juli 2016,

–  der henviser til G20-ledernes kommuniké af 4.-5. september 2016,

–  der henviser til rapporterne fra Baselkomitéen for Banktilsyn (BCBS) til G20-lederne med en opdatering af gennemførelsen af den aftalte reformdagsorden, navnlig BCBS-rapporten fra november 2015 til G20-lederne "Finalising post-crisis reforms: an update"(1),

–  der henviser til BCBS-høringsdokumenterne om det reviderede Basel III-regelsæt om gearingsgraden af 6. april 2016, om reduktion af variation i aktiver, der er kreditrisikovægtede aktiver - begrænsninger for anvendelsen af metoden med interne modeller af 24. marts 2016 og om revision af standardmetoden til opgørelse af kreditrisici af 10. december 2015,

–  der henviser til BCBS-debatoplægget og høringsdokumentet med titlen "Regulatory treatment of accounting provisions" (lovgivningsmæssig behandling af regnskabsmæssige bestemmelser) fra oktober 2016,

–  der henviser til BCBS-standarden for "TLAC-holdings – Amendments to the Basel III standard on the definition of capital"(2),

–  der henviser til "EU Shadow Banking Monitor" (overvågning af skyggebanker) fra Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB) fra juli 2016,

–  der henviser til resultaterne af de stresstest, som blev foretaget af Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) og offentliggjort den 29. juli 2016,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 12. juli 2016 om færdiggørelse af Baselreformerne efter krisen(3),

–  der henviser til IMF's "Global Financial Stability Report" fra 2016,

–  der henviser til sin beslutning af 10. marts 2016 om bankunionen – Årsberetning 2015(4),

–  der henviser til sin beslutning af 19. januar 2016 om status og udfordringer for EU's regulering af finansielle tjenesteydelser: Virkninger og vejen frem mod en mere effektiv EU-ramme for finansiel regulering og en kapitalmarkedsunion(5),

–  der henviser til sin beslutning af 12. april 2016 om EU's rolle i forbindelse med de internationale finansielle, monetære og regulerende institutioner og organer(6),

–  der henviser til forskningsdokumentet til Økonomi og Valutaudvalget om "The European Union's role in International Economic Fora", dokument nr. 5: BCBS,

–  der henviser til drøftelserne med generalsekretæren fra Baselkomitéen for Banktilsyn (BCBS), Bill Coen, med formanden for SSM-tilsynsrådet, Danièle Nouy, med formanden for EBA, Andrea Enria, og med Kommissionens næstformand, Valdis Dombrovskis, om færdiggørelsen af Basel III/"Basel IV",

–  der henviser til Kommissionens erklæring om Basel-komitéens revision af standardmetoden til opgørelse af kreditrisici og de efterfølgende drøftelser med viceformand Jyrki Katainen den 6. juli 2016,

–  der henviser til forespørgslen til Kommissionen om færdiggørelsen af Basel III (O-000136/2016 – B8-1810/2016),

–  der henviser til forslag til beslutning fra Økonomi- og Valutaudvalget,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at et robust banksystem med en solid kapital er en forudsætning for at bevare den finansielle stabilitet, eftersom det sikrer passende udlån til realøkonomien i hele cyklussen og støtter den økonomiske vækst;

B.  der henviser til, at G20-lederne i kølvandet på finanskrisen enedes om en omfattende reformdagsorden, der styrker de internationale bankers reguleringsstandarder, herunder tilsynskravene;

C.  der henviser til, at BCBS er i færd med at udvikle internationalt aftale minimumsstandarder for tilsynskravene til store, internationalt aktive banker; der henviser til, at BCBS overvåger og evaluerer gennemførelsen af disse globale standarder og aflægger beretning til G20; der henviser til, at dets retningslinjer er et vigtigt redskab til at forhindre uensartet lovgivning i hele verden;

D.  der henviser til, at Den Europæiske Union gennemførte de internationalt aftalte standarder inden for rammerne af kapitalkravsforordningen (CRR) og kapitalkravsdirektivet (CRD IV), men tilpassede dem til EU's reelle finansieringsbehov, f.eks. vedrørende støttefaktoren for SMV'er og behovet for en vis fleksibilitet; der henviser til, at det i EU er blevet besluttet, at disse standarder gælder for alle banker og ikke kun de største internationalt aktive banker, mens visse ikke-europæiske jurisdiktioner udelukkende lader dem gælde for de største banker; der henviser til vigtigheden af, at der gøres fremskridt med hensyn til at opnå lige vilkår på internationalt plan; der henviser til, at Kommissionen forventes at fremsætte et lovgivningsforslag om revision af CRR/CRD IV for at gennemføre yderligere aftalte ændringer af Baselregelsættet;

E.  der henviser til, at tilsynskravene til banker er indbyrdes forbundne og supplerer andre reguleringsmæssige krav, såsom den samlede tabsabsorberende kapacitet (TLAC) og den obligatoriske anvendelse af central clearing af derivater; der henviser til, at de lovgivningsmæssige rammer for EU's banksektor er blevet markant forbedret i de seneste år, især gennem oprettelse af bankunionen;

F.  der henviser til, at en solid ramme for finansiel stabilitet og vækst bør være omfattende og afbalanceret, således at den indbefatter en dynamisk tilsynspraksis og ikke alene fokuserer på statisk regulering, som hovedsagelig vedrører kvantitative aspekter;

G.  der henviser til oplysninger, som viser, at der tidligere var for store udsving i risikovægtene og de "strategiske risikomodeller" for at mindske bankernes kapitalkrav, og at de nationale tilsynsmyndigheder har haft svært ved at vurdere interne modeller, hvilket har bidraget til den finansielle krise;

H.  der henviser til, at gennemførelsen af tilsynskrav til forskellige bankforretningsmodeller kan variere betydeligt i omfang og kompleksitet, hvilket gør en "universalløsning" ineffektiv og uforholdsmæssigt besværlig, navnlig for mange mindre indenlandsk orienterede, mindre komplekse og indbyrdes forbundne banker samt for deres regulerings- og tilsynsmyndigheder; der henviser til, at en passende grad af proportionalitet og fleksibilitet derfor er påkrævet;

I.  der henviser til, at yderligere ændringer af den tilsynsmæssige ramme for banker i øjeblikket drøftes af BCBS for at adressere kreditrisici og operationelle risici; der henviser til, at disse reformer fokuserer på at øge risikofølsomheden og robustheden af standardmetoden til opgørelse af kreditrisici, indføre yderligere begrænsninger for internt udarbejdede metoders rolle og afslutte udformningen og kalibreringen af gearingsgraden og et muligt kapitalgulv baseret på standardmetoder;

J.  der henviser til, at størstedelen af de amerikanske finansielle institutioner anvender standardmetoden til evaluering af kreditrisici, mens mange store og mellemstore banker i EU benytter sig af interne modeller;

K.  der henviser til, at en hensigtsmæssig revision af standardmetoden og overholdelse af proportionalitetsprincippet er af afgørende betydning, hvis BCBS-standarden skal fungere for de små banker, som hovedsageligt gør brug af den;

L.  der henviser til, at G20 har tilkendegivet, at den aktuelle revision ikke bør føre til en betydelig stigning i det samlede kapitalkrav, og at dette synspunkt blev gentaget af medlemsstaterne på Økofinrådets samling i juli 2016;

M.  der henviser til, at reguleringsmyndighederne nu underkaster europæiske banker systematiske og regelmæssige stresstests, og at resultaterne af disse undersøgelser offentliggøres;

N.  der henviser til, at repræsentanter for jurisdiktioner uden for EU, såsom Japan, har udtrykt betænkeligheder ved det voksende pres med hensyn til kapitaltilførsel og håndteringen af højere omkostninger for at overholde de nye normer;

O.  der henviser til, at BSBC's afgørelser ikke har retskraft og skal gennemføres ved hjælp af den almindelige lovgivningsprocedure for at have virkning i EU; der henviser til, at ikke alle nationale kompetente myndigheder har sæde i BCBS, men at ECB og SSM er repræsenteret som fuldgyldige medlemmer, mens Kommissionen og EBA er observatører;

1.  Understreger vigtigheden af solide globale standarder og principper for tilsynsregler for banker og glæder sig over BCBS's arbejde efter krisen på dette område;

2.  bekræfter, at bankerne er nødt til at være velkapitaliseret for at kunne støtte realøkonomien, begrænse den systemiske risiko og undgå en gentagelse af de enorme redningspakker, vi oplevede under krisen; understreger behovet for en passende regulering af skyggebanksektoren for at sikre fair konkurrence og finansiel stabilitet;

3.  understreger, at i modsætning til andre jurisdiktioner spiller bankerne en vigtig rolle for finansieringen af den europæiske økonomi og vil sandsynligvis fortsat være den vigtigste finansieringskilde for husholdninger og virksomheder, især SMV'er; understreger, at EU's lovgivning altid har været indrettet til at afspejle dette (f.eks. ved anvendelse af SMV-støttefaktoren) og fortsat bør være det (f.eks. ved at forlænge og udvide støttefaktoren); anerkender imidlertid betydningen af at diversificere den europæiske økonomis finansieringskilder og glæder sig i denne forbindelse over det igangværende arbejde inden for rammerne af CMU;

4.  noterer sig det igangværende arbejde i BCBS for at færdiggøre Basel III-regelsættet, som skal sikre øget forenkling, sammenlignelighed og konvergens for den risikovægtede kapitalramme med henblik på at adressere de uforholdsmæssigt store udsving i risikovægtede aktiver og for at sikre, at der anvendes samme regler ved de samme risici; understreger behovet for større gennemsigtighed og ansvarlighed for at styrke legitimiteten og ejerskabet i forbindelse med BCBS's forhandlinger; glæder sig over, at generalsekretæren for BCBS har mødtes med ECON-Udvalget og tilskynder til yderligere dialog;

5.  understreger, at denne revision bør overholde det princip, som Gruppen af Centralbankchefer og Finanstilsynschefer (GHOS) har erklæret, om ikke i væsentlig grad at øge de samlede kapitalkrav og samtidig styrke de europæiske bankers overordnede finansielle stilling;

6.  understreger, at et andet og lige så vigtigt princip, der skal overholdes ved revisionen, er at fremme lige konkurrencevilkår på globalt plan ved at mindske – snarere end skærpe – forskellene mellem jurisdiktioner og bankmodeller, og ved ikke i urimelig grad at straffe EU's bankmodel;

7.  er bekymret over, at en tidlig analyse af de seneste udkast fra BCBS viser, at reformpakken, som den foreligger, muligvis ikke er i overensstemmelse med de to ovennævnte principper; opfordrer BCBS til at revidere sit forslag i overensstemmelse hermed og ECB og SSM til ved den endelige udformning og overvågning af den nye standard, at sikre overholdelse heraf;

8.  understreger, at denne tilgang vil bidrage til at sikre, at Europa-Parlamentet som medlovgiver konsekvent gennemfører den nye standard;

9.  minder om vigtigheden af, at proportionalitetsprincippet ikke blot vurderes i forhold til størrelsen af de institutter, der reguleres, men også kommer til udtryk som en rimelig balance mellem ulemperne og fordelene ved regulering for hver gruppe af interessenter;

10.  opfordrer til, at der på EU-plan og internationalt føres dialog og udveksles bedste praksis om proportionalitetsprincippets anvendelse;

11.  opfordrer BCBS til omhyggeligt og grundigt at vurdere den kvalitative og kvantitative virkning af de nye reformer, under hensyntagen til deres konsekvenser for de forskellige jurisdiktioner og for de forskellige bankmodeller, før standarden vedtages af udvalget; mener, at denne vurdering også bør tage hensyn til de tidligere reformer, som udvalget har foreslået; opfordrer BCBS til at foretage de nødvendige tilpasninger, såfremt der konstateres ubalancer i forbindelse med analysen;

12.  minder om vigtigheden af en risikobaseret tilgang til regulering, hvor der anvendes samme regler for samme risici, og understreger behovet for at mindske mulighederne for regelarbitrage og uforholdsmæssigt store udsving i risikovægtede aktiver; opfordrer BCBS til at bevare den tilsynsmæssige regulerings risikofølsomhed, blandt andet ved at sikre, at revisionen af standardmetoden og anvendelsen af IRBA tager højde for risikoen for regelarbitrage og reelt afspejler de særlige forhold ved de forskellige finansieringsformer, som f.eks. långivning til fast ejendom, finansiering af infrastruktur og specialiseret långivning, og ved at undgå uforholdsmæssige virkninger for realøkonomien; udtrykker i denne forbindelse betænkeligheder ved de potentielle virkninger for realøkonomien af den foreslåede indførelse af minimumsresultater (output floors);

13.  opfordrer Kommissionen til nøje og grundigt at vurdere den kvalitative og kvantitative virkning af de seneste og kommende reformer, bl.a. af finansieringen af realøkonomien i Europa og af planlagte europæiske lovgivningsmæssige projekter, såsom kapitalmarkedsunionen; opfordrer Kommissionen til at gøre brug af resultaterne af den opfordring til indsendelse af dokumentation samt af arbejdsforløbet i forbindelse med den første statusopgørelse om regulering af finansielle tjenesteydelser, som skal være færdig ved udgangen af 2016; opfordrer Kommissionen til at sikre, at de nye BCBS-forslag eller gennemførelsen heraf ikke modarbejder disse initiativer; understreger, at denne vurdering ikke bør underminere de hidtil opnåede lovgivningsmæssige resultater og ikke bør ses som en opfordring til deregulering;

14.  anmoder om, at kravene om obligatorisk central clearing af derivatprodukter tages fuldt ud i betragtning ved fastsættelse af gearingsgraden for at fremme en praksis med central clearing;

15.  minder om, at der skal tages behørigt hensyn til de særlige forhold ved de europæiske bankmodeller, de markeder, de opererer på, størrelsen af de forskellige institutter og de forskellige risikoprofiler, både i forbindelse med konsekvensanalyser og kalibrering af standarderne, for at opretholde den nødvendige diversitet i den europæiske banksektor og overholde proportionalitetsprincippet; opfordrer Kommissionen til at tage højde for alle disse principper, når den fastsætter gennemførelsens omfang og omsætter BCBS-forslagene i EU-lovgivning;

16.  understreger de europæiske og nationale banktilsyns centrale rolle med hensyn til at sikre tilsynsmæssig konvergens i EU under hensyntagen til proportionalitetsprincippet og hensigtsmæssigheden af reglerne for de forskellige bankmodeller; understreger betydningen af pålidelige og sammenlignelige oplysninger om situationen for de institutter, der er underkastet tilsyn, således at dette arbejde kan udføres effektivt og pålideligt; understreger, at retten til at anvende interne modeller bør bevares; opfordrer SSM og EBA til at fortsætte deres tilsynsopgaver for at sikre en konsekvent gennemførelse af interne modeller og modellernes evne til at afspejle de risici, der er forbundet med bankernes forretningsmodeller, forbedre konvergens i den måde, hvorpå deres mangler afhjælpes, og til at foreslå ændringer, hvor dette er nødvendigt;

17.  minder om samspillet mellem tilsynskravene til banker og andre store bankstandarder, som f.eks. indførelse af TLAC-standarden inden for EU og dens harmonisering med MREL-kravet inden for rammerne af BRRD samt anvendelsen af IFRS 9-regnskabsstandarden i den nærmeste fremtid og rammen for bankunionen; understreger derfor, at overvejelserne om reformerne af den tilsynsmæssige regulering bør tage hensyn til alle disse forskellige elementer og deres respektive og kombinerede virkninger;

18.  minder om, at flere store banker i EU i de seneste år har udbetalt udbytte til aktionærerne, mens de fortsat var kraftigt underkapitaliserede og endnu ikke havde bragt deres regnskaber i orden på en konsekvent måde;

19.  opfordrer Kommissionen til at prioritere arbejdet med små banker (small banking box) for de mindst risikobetonede bankmodeller, og at udvide dette arbejde til at omfatte en vurdering af muligheden for en fremtidig lovgivningsmæssig ramme med mindre komplekse og mere hensigtsmæssige og proportionale tilsynsregler, som er specielt tilpasset til forskellige typer bankmodeller;

20.  understreger betydningen af den rolle, som Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Europæiske Banktilsynsmyndighed spiller gennem deres deltagelse i BCBS's arbejde og gennem indførelsen af gennemsigtige og omfattende opdateringer om udviklingen i BCBS's drøftelser; opfordrer til, at der sikres større synlighed for denne rolle i Økofinrådets samlinger og øget ansvarlighed over for Europa-Parlamentets ECON-udvalg, med en regelmæssig afrapportering fra EU's repræsentanter i drøftelserne;

21.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen.

(1) http://www.bis.org/bcbs/publ/d344.pdf. (2) https://www.bis.org/bcbs/publ/d387.htm. (3) http://www.consilium.europa.eu/en/press/press-releases/2016/07/12-conclusions-banking-reform/. (4) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0093. (5) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0006. (6) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0108.

Europa-Parlamentets beslutning af 23. november 2016 om gennemførelsen af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (på grundlag af årsrapporten fra Rådet til Europa-Parlamentet om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik) (2016/2067(INI))

P8_TA(2016)0440 A8-0317/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til gennemførelsen af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (på grundlag af årsrapporten fra Rådet til Europa-Parlamentet om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik),

–  der henviser til artikel 42, stk. 6, og artikel 46 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) om etablering af permanent struktureret samarbejde,

–  der henviser til årsrapporten fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) til Europa-Parlamentet om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) (13026/2016), navnlig de dele, der vedrører den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP),

–  der henviser til artikel 2 og 3 og til afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 21, 36, 42, stk. 2, 42, stk. 3, og 42, stk. 7,

–  der henviser til Rådets konklusioner om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik af 25. november 2013, 18. november 2014, 18. maj 2015, 27. juni 2016 og 17. oktober 2016,

–  der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 20. december 2013 og 26. juni 2015,

–  der henviser til sin beslutning af 21. maj 2015 om gennemførelsen af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik(1), af 21. maj 2015 om konsekvenser af udviklingen på de europæiske forsvarsmarkeder for sikkerheds- og forsvarsevnen i Europa(2), af 11. juni 2015 om den strategiske militære situation i Sortehavsområdet efter Ruslands ulovlige annektering af Krim(3), af 13. april 2016 om EU i et foranderligt globalt miljø – en tættere forbundet, mere konfliktfyldt og mere kompleks verden(4) og af 7. juni 2016 om fredsstøttende operationer – EU's samarbejde med FN og Den Afrikanske Union(5),

–  der henviser til dokumentet "Fælles vision, fælles handling: et stærkere Europa. En global strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik", som NF/HR Federica Mogherini fremlagde den 28. juni 2016,

–  der henviser til gennemførelsesplanen for den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, som blev fremlagt af NF/HR Federica Mogherini den 14. november 2016, og til Rådets konklusioner af 14. november 2016 om gennemførelsen af EU's globale strategi på sikkerheds- og forsvarsområdet,

–  der henviser til den fælles meddelelse af 6. april 2016 fra den højtstående repræsentant og Kommissionen om imødegåelse af hybride trusler (JOIN(2016)0018) samt til Rådets konklusioner om samme emne af 19. april 2016,

–  der henviser til den fælles meddelelse af 28. april 2015 fra den højtstående repræsentant og Kommissionen om kapacitetsopbygning til støtte for sikkerhed og udvikling (JOIN(2015)0017) samt til Kommissionens forslag af 5. juli 2016 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 230/2014 af 11. marts 2014 om oprettelse af et instrument, der bidrager til stabilitet og fred (COM(2016)0447),

–  der henviser til den fælles meddelelse af 5. juli 2016 fra den højtstående repræsentant og Kommissionen om elementer til en EU-dækkende strategisk ramme for støtte til en reform af sikkerhedssektoren (JOIN(2016)0031),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 18. april 2016 om missionsstøtteplatformen,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. april 2015 "Den europæiske dagsorden om sikkerhed" (COM(2015)0185),

–  der henviser til "Den fornyede strategi for Den Europæiske Unions indre sikkerhed 2015-2020" og til Rådets konklusioner af 15.-16. juni 2015 om samme emne,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. april 2016 "Gennemførelse af den europæiske dagsorden om sikkerhed for at bekæmpe terrorisme og bane vejen for en effektiv og ægte sikkerhedsunion" (COM(2016)0230),

–  der henviser til den fælles meddelelse af 11. december 2013 fra den højtstående repræsentant og Kommissionen om EU's samlede tilgang til eksterne konflikter og kriser (JOIN(2013)0030) og til Rådets konklusioner af 12. maj 2014 om samme emne,

–  der henviser til sin beslutning af 22. november 2012 om cybersikkerhed og -forsvar(6), der henviser til den fælles meddelelse fra den højtstående repræsentant og Kommissionen af 7. februar 2013 om "EU-strategi for cybersikkerhed: Et åbent, sikkert og beskyttet cyberspace" (JOIN(2013)0001, der henviser til Rådets ramme for EU's cyberforsvarspolitik af 18. november 2014,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 5. juli 2016 "Styrkelse af Europas system for modstandsdygtighed over for cyberangreb og fremme af en konkurrencedygtig og innovativ cybersikkerhedsindustri" (COM(2016)0410),

–  der henviser til den tekniske aftale mellem NATO's "Computer Incident Response Capability" (NCIRC) og Den Europæiske Unions "Computer Emergency Response Team" (CERT-EU), der blev undertegnet den 10. februar 2016, som fremmer øget informationsudveksling om cyberhændelser,

–  der henviser til den fælles erklæring fra EU og NATO, som blev undertegnet den 8. juli 2016 inden for rammerne af NATO-topmødet i Warszawa i 2016 (fælles erklæring fra formændene for Det Europæiske Råd og Europa-Kommissionen og NATO's generalsekretær),

–  der henviser til kommunikéet fra topmødet i Warszawa fra de stats- og regeringschefer, der deltog i NATO's Nordatlantiske Råd i Warszawa den 8.-9. juli 2016,

–  der henviser til de resultater, der blev fremlagt i Eurobarometer 85.1 fra juni 2016,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 1,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A8-0317/2016),

Den strategiske kontekst

1.  bemærker, at EU's sikkerhedsmiljø er forværret betydeligt og er blevet mere flydende, mere komplekst, farligere og mindre forudsigeligt; bemærker, at truslerne er både konventionelle og hybride, skabes af både statslige og ikke-statslige aktører og kommer fra syd og øst, og at de berører medlemsstaterne forskelligt;

2.  minder om, at EU-medlemsstaternes sikkerhed er stærkt indbyrdes forbundet, og bemærker, at de reagerer på fælles trusler og risici på ukoordineret og fragmenteret vis og derved komplicerer og ofte hindrer en mere fælles tilgang; understreger, at denne mangel på koordination udgør et af de ømme punkter i Unionens foranstaltninger; bemærker, at Europa mangler modstandsdygtighed til effektivt at kunne tackle hybride trusler, som ofte har en grænseoverskridende dimension;

3.  mener, at Europa nu er tvunget til at reagere på den bue af stadig mere komplekse kriser, der strækker sig fra Vestafrika over Sahel, Afrikas Horn og Mellemøsten til det østlige Ukraine og Kaukasus; mener, at EU bør intensivere dialogen og samarbejdet med tredjelande i regionen såvel som med regionale og subregionale organisationer; understreger, at EU bør være parat til at håndtere strukturelle forandringer i det internationale sikkerhedsmiljø og udfordringer, der omfatter mellemstatslige konflikter, statssammenbrud og cyberangreb, såvel som de sikkerhedsmæssige konsekvenser af klimaforandringerne;

4.  bemærker med bekymring, at terrorisme udført af radikale islamistiske organisationer og enkeltpersoner rettes mod Europa i et hidtil uset omfang, hvilket sætter den europæiske livsstil under pres; understreger, at den enkeltes sikkerhed som følge heraf har fået afgørende betydning, og at den traditionelle skelnen mellem den eksterne og den interne dimension af sikkerhed er blevet udvandet;

5.  opfordrer EU til at tilpasse sig disse sikkerhedsmæssige udfordringer, navnlig ved at anvende de eksisterende FSFP-redskaber mere effektivt i sammenhæng med andre eksterne og interne instrumenter; opfordrer til bedre samarbejde og koordination mellem medlemsstaterne, navnlig inden for terrorbekæmpelse;

6.  efterlyser en stærk forebyggende politik baseret på omfattende afradikaliseringsprogrammer; bemærker, at det også er afgørende at være mere aktiv med hensyn til at bekæmpe radikalisering og terroristpropaganda, både inden for EU og i EU's eksterne foranstaltninger; opfordrer Kommissionen til at skride til handling for at tackle udbredelsen af ekstremistisk indhold online og for at fremme et mere aktivt retligt samarbejde mellem de strafferetlige systemer, herunder Eurojust, i bekæmpelsen af radikalisering og terrorisme i alle medlemsstater;

7.  bemærker, at Europas grænser for første gang siden Anden Verdenskrig er blevet ændret med magt; understreger, at militær okkupation har ødelæggende konsekvenser for hele Europas sikkerhed; gentager, at enhver ændring af grænserne i Ukraine, som sker ved magtanvendelse, er i modstrid med principperne i Helsingforsslutakten og FN-pagten;

8.  fremhæver, at omkring to tredjedele af EU's borgere ifølge Eurobarometer 85.1, som blev offentliggjort i juni 2016, gerne ser et større EU-engagement i anliggender, der vedrører sikkerheds- og forsvarspolitik;

9.  mener, at en mere konsolideret og dermed mere effektiv europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik kan bidrage afgørende til at mindske intensiteten af de væbnede sammenstød i Irak og Syrien og til at udrydde den selvbestaltede organisation Islamisk Stat;

En revideret og mere robust FSFP

10.  er helt overbevist om, at der som følge heraf er behov for en grundig og betydelig revision af FSFP for at sætte EU og dets medlemsstater i stand til at bidrage på afgørende vis til Unionens sikkerhed, til håndteringen af internationale kriser og til at forsvare EU's strategiske autonomi; minder om, at intet land kan imødegå de aktuelle sikkerhedsmæssige udfordringer alene;

11.  mener, at det for at opnå en vellykket revision af FSFP er nødvendigt at inddrage medlemsstaterne fuldt ud i processen helt fra begyndelsen for at undgå risikoen for dødvande på et senere tidspunkt; fremhæver de praktiske og økonomiske fordele ved yderligere samarbejde for udviklingen af europæiske forsvarskapabiliteter og bemærker de igangværende initiativer, som bør følges op af konkrete foranstaltninger på Det Europæiske Råds møde i december 2016 om forsvar; opfordrer medlemsstaterne og EU til at foretage passende investeringer i sikkerhed og forsvar;

12.  fremhæver, at etablering af et permanent struktureret samarbejde (artikel 42, stk. 6, i TEU) vil gøre det muligt at udvikle et selvforsvar eller en permanent selvforsvarsstruktur, som kan styrke krisestyringsoperationer;

13.  understreger, at eftersom Europa ikke længere har fuld kontrol over sit sikkerhedsmiljø og kan vælge tid og sted for det, der sker, bør EU via FSFP-missioner og -operationer og andre relevante instrumenter kunne intervenere inden for hele spektret af krisestyring, herunder kriseforebyggelse og kriseløsning, og således dække alle faser af konfliktcyklussen, og på samme tid deltage fuldt ud i at bevare et sikkert Europa og garantere fælles sikkerhed og forsvar for hele området med frihed, sikkerhed og retfærdighed; tilskynder Det Europæiske Råd til at begynde at udvikle den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik til et fælles forsvar som fastsat i artikel 42, stk. 2, i TEU; er af den opfattelse, at et af de vigtigste mål med FSFP bør være at styrke EU's modstandsdygtighed;

14.  glæder sig over køreplanen for FSFP, som NF/HR har fremlagt, med en konkret tidsplan og konkrete tiltag; glæder sig over, at denne køreplan komplementerer den kommende europæiske forsvarshandlingsplan; understreger, at det er nødvendigt at styrke den militære komponent af FSFP; støtter kraftigt, at medlemsstaterne koordinerer deres investeringer i sikkerhed og forsvar, såvel som en forhøjelse af den økonomiske støtte til forsvarsforskning på EU-plan;

15.  understreger ligeledes, at FSFP bør være baseret på et stærkt princip om fælles forsvar og effektiv finansiering, og at den bør gennemføres i tæt samarbejde med internationale institutioner på sikkerheds- og forsvarsområdet og i fuldstændig komplementaritet med NATO; mener, at EU bør tilskynde medlemsstaterne til at opfylde NATO's kapacitetsmål, hvilket kræver et minimumsniveau af forsvarsudgifter på 2 % af BNP, som det blev bekræftet på ny under topmøderne i Wales og Warszawa;

16.  minder om, at konflikter og kriser i og omkring Europa foregår både fysisk og i cyberspace, og understreger, at cybersikkerhed og -forsvar derfor skal integreres som et centralt element i FSFP og integreres fuldt ud i alle EU's interne og eksterne politikker;

17.  glæder sig over næstformandens/den højtstående repræsentants fremlæggelse af den globale strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik (Global Strategy for the European Union’s Foreign and Security Policy – EUGS) som en nødvendig og positiv udvikling af den institutionelle ramme, inden for hvilken FUSP og FSFP skal operere og udvikle sig; beklager medlemsstaternes ringe deltagelse i udarbejdelsen af EUGS;

18.  understreger, at der er behov for et stærkt engagement, ejerskab og støtte fra medlemsstaternes og de nationale parlamenters side i tæt samarbejde med alle relevante EU-organer for at sikre en hurtig og effektiv implementering af det politiske ambitionsniveau, prioriteterne og den samlede tilgang i EUGS i form af en EU-hvidbog om sikkerhed og forsvar, som kommer efter gennemførelsesplanen for den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik; fremhæver gennemførelsesplanens tætte forbindelse med den generelle gennemførelse af EUGS, med Kommissionens kommende europæiske forsvarshandlingsplan og med gennemførelsen af den fælles EU-NATO-erklæring, der blev undertegnet i Warszawa; glæder sig over næstformandens/den højtstående repræsentants og medlemsstaternes arbejde i forbindelse med implementeringsprocessen; understreger, at det er nødvendigt at bevilge tilstrækkelige ressourcer til implementeringen af EUGS og til en effektiv og mere robust FSFP;

19.  mener, at udviklingen af en sektorstrategi – som skal godkendes og fremlægges af Det Europæiske Råd – er en nødvendig opfølgning på EUGS, og at den nærmere skal specificere det civile og militære ambitionsniveau, opgaver, krav og prioriteter på kapabilitetsområdet; gentager sine tidligere opfordringer til, at der udarbejdes en hvidbog om europæisk forsvar, og opfordrer indtrængende Rådet til at udarbejde dette dokument snarest muligt; udtrykker bekymring over, at den foreslåede gennemførelsesplan for sikkerhed og forsvar fortsat ligger langt fra Parlamentets og befolkningens forventninger; gentager, at sikkerheden for alle Den Europæiske Unions medlemsstater er udelelig;

20.  bemærker den europæiske sikkerhedspagt, som udenrigsministrene fra Tyskland og Frankrig har foreslået, og støtter bl.a. ideen om en fælles analyse af Europas strategiske miljø, at trusselsvurderinger gøres til en periodisk fælles aktivitet, og at man derigennem opnår respekt for hinandens bekymringer og støtte til fælles kapabiliteter og fælles foranstaltninger; glæder sig endvidere over andre medlemsstaters nylige initiativer vedrørende udviklingen af FSFP; bemærker dog med beklagelse den manglende selvvurdering af medlemsstaternes inaktivitet i forhold til gennemførelsen af tidligere EU-forpligtelser på forsvarsområdet;

21.  bemærker, at der er behov for samarbejde med lignende NATO-aktiviteter i dette øjemed; fremhæver, at et seriøst engagement og en øget og mere effektiv udveksling af efterretninger og information mellem medlemsstaterne er absolut nødvendige elementer;

22.  bemærker, at det, efterhånden som den interne og den eksterne sikkerhed bliver stadig mere integreret, og det bliver vanskeligere at definere forskellen mellem det fysiske rum og cyberspace, også bliver nødvendigt at integrere deres respektive lagerbeholdninger, således at EU sættes i stand til at agere inden for hele spektret af instrumenter op til det niveau, der er fastsat i artikel 42, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Union;

FSFP og den integrerede tilgang til kriser

23.  understreger, at det er vigtigt at oprette et permanent EU-hovedkvarter for civile og militære FSFP-missioner og -operationer, hvorfra et integreret operationelt personale kan understøtte hele planlægningscyklussen fra det første politiske koncept til detaljerede planer; understreger, at dette ikke vil være en genskabelse af NATO's strukturer, men tværtimod vil være den fornødne institutionelle ordning for at styrke FSFP-missionernes og -operationernes planlægnings- og udførelseskapacitet;

24.  fremhæver FSFP-missionernes og -operationernes, herunder grænsebistands-, kapacitetsopbygnings-, militærtrænings- og flådeoperationers, bidrag til international fred og stabilitet;

25.  finder det beklageligt, at FSFP-missionerne og -operationerne til stadighed har været plaget af strukturelle svagheder, som er til fare for deres effektivitet; mener, at de bør være reelle redskaber og kunne integreres bedre i EUGS;

26.  bemærker i denne henseende det politiske ambitionsniveau, der sættes i EUGS, for en integreret tilgang til konflikter og kriser for så vidt angår Unionens engagement i alle konfliktcyklussens faser gennem forebyggelse, konfliktløsning og stabilisering samt tilsagnet om at undgå for tidlig tilbagetrækning; mener, at EU på kohærent vis bør støtte de medlemsstater, der indgår i koalitionen mod den selvbestaltede organisation Islamisk Stat, ved at oprette en FSFP-operation med fokus på træning i Irak;

27.  bifalder ideen om tilstedeværelsen af "regionaliserede" FSFP-missioner i Sahel, navnlig fordi den er i overensstemmelse med subregionens landes ønsker om at øge samarbejdet på sikkerhedsområdet gennem Sahelplatformen under G5; er overbevist om, at dette kunne udgøre en mulighed for at styrke effektiviteten og relevansen af de FSFP-missioner (EUCAP Sahel Mali og EUCAP Sahel Niger), som er til stede i regionen; er af den faste overbevisning, at dette koncept "regionalisering" skal være baseret på ekspertise på stedet, klare mål og midlerne til at nå dem og ikke kun bør defineres af den drivkraft, der ligger i politiske betragtninger;

28.  understreger, at alle rådsafgørelser om fremtidige missioner og operationer bør prioritere engagement i konflikter, der direkte berører EU's sikkerhed eller sikkerheden i partnerlande og regioner, hvor det er EU's rolle at opretholde sikkerheden; mener, at beslutningen om at engagere sig bør være baseret på en fælles analyse og forståelse af det strategiske miljø og på medlemsstaternes fælles strategiske interesser, idet der tages højde for foranstaltninger, der gennemføres af andre allierede eller organisationer som FN og NATO; mener, at kapacitetsopbyggende FSFP-missioner skal koordineres med Kommissionens arbejde med sikkerhedssektorreformer og retsstatsforhold;

29.  bemærker Kommissionens forslag om ændring af forordning (EU) nr. 230/2014 (om oprettelse af et instrument, der bidrager til stabilitet og fred) for at udvide Unionens bistand til at udstyre militære aktører i partnerlandene, eftersom dette er et uundværligt bidrag til deres modstandsdygtighed, der vil mindske risikoen for, at de igen bliver genstand for konflikt og fristeder for fjendtlig virksomhed over for EU; understreger, at dette bør gøres under særlige omstændigheder som angivet i artikel 3a i ovennævnte forslag om ændring af forordning (EU) nr. 230/2014 for at bidrage til bæredygtig udvikling, god regeringsførelse og retsstatsforhold; tilskynder i denne forbindelse EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til at fremskynde gennemførelsen af CBSD-initiativet for at øge effektiviteten og bæredygtigheden af FSFP-missionerne;

30.  understreger, at det er nødvendigt også at finde frem til andre finansielle instrumenter til forbedring af partnernes kapacitetsopbygning på sikkerheds- og forsvarsområdet; opfordrer EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til at sikre fuld kohærens og koordination for at opnå de bedst mulige resultater og undgå overlapninger, der hvor missionerne gennemføres;

31.  bemærker i dette øjemed, at Petersbergopgaverne bør revideres, og at kampgrupperne hurtigst muligt bør gøres til et anvendeligt militært instrument ved hjælp af øget modularitet og en mere funktionel finansiering; bemærker, at fraværet af en konstruktiv indstilling blandt medlemsstaterne fortsat udgør en politisk og operationel hindring for deployering af kampgrupper; opfordrer indtrængende Rådet til at påbegynde oprettelsen af en opstartsfond (som fastsat i artikel 41, stk. 3, i TEU) med henblik på hastefinansiering af de indledende faser af militære operationer;

32.  efterlyser større fleksibilitet i EU's finansielle regler med henblik på at støtte dets mulighed for at reagere på kriser og på gennemførelsen af de eksisterende bestemmelser i Lissabontraktaten; opfordrer til, at Athenamekanismen revideres med henblik på at udvide dens anvendelsesområde til at dække alle udgifter, først i forbindelse med hurtige indsatsoperationer og deployering af EU-kampgrupper og dernæst med alle militære operationer;

Samarbejde med NATO og andre partnere

33.  minder om, at NATO og EU deler samme strategiske interesser og står med de samme udfordringer mod øst og mod syd; bemærker relevansen af bestemmelsen om gensidigt forsvar, artikel 42, stk. 7, for EU-medlemsstater, hvad enten de er medlemmer af NATO eller ej; bemærker, at EU ved hjælp af egne midler bør kunne beskytte EU-medlemsstater, der ikke er medlemmer af NATO, i samme udstrækning; bemærker EUSG's mål om en passende grad af strategisk autonomi til EU, og understreger, at de to organisationer er nødt til at sikre, at deres midler komplementerer hinanden; mener, at EU's "strategiske autonomi" bør styrke Europas evne til at fremme sikkerhed inden for og uden for dets grænser og styrke partnerskabet med NATO og de transatlantiske forbindelser;

34.  mener, at fundamentet for et tæt og effektivt EU-NATO-samarbejde skabes gennem komplementariteten og kompatibiliteten mellem deres missioner og, som følge heraf, mellem deres beholdninger af instrumenter; understreger, at forbindelserne mellem de to organisationer fortsat bør være samarbejdsorienterede og ikke konkurrenceprægede; mener, at EU bør tilskynde medlemsstaterne til at opfylde NATO's kapacitetsmål, hvilket kræver et minimumsniveau af forsvarsudgifter på 2 % af BNP;

35.  understreger, at NATO er bedst rustet til afskrækkelse og forsvar og er parat til at gennemføre fælles forsvar (artikel V i Washingtontraktaten) i tilfælde af aggression mod et af dets medlemmer, mens FSFP på nuværende tidspunkt har fokus på fredsbevarelse, konfliktforebyggelse og styrkelse af den internationale sikkerhed (artikel 42 i TEU), og EU derudover har midler til at håndtere udfordringer i forbindelse med medlemsstaternes interne sikkerhed, herunder statsfjendtlig virksomhed, som ikke er omfattet af artikel V; gentager, at "solidaritetsbestemmelsen" i artikel 222 i TEUF har til formål at sikre beskyttelsen af demokratiske institutioner og af civilbefolkningen i tilfælde af et terrorangreb;

36.  glæder sig over den fælles erklæring, som EU undertegnede sammen med NATO i Warszawa, og støtter fuldt ud de samarbejdsområder, som er nævnt deri; gør opmærksom på, at erklæringen beskriver etablerede uformelle praksisser i stedet for at bringe samarbejdet mellem EU og NATO op på et nyt plan; understreger, at det navnlig er nødvendigt at uddybe samarbejdet og yderligere supplere kapacitetsopbygningen for så vidt angår hybride trusler og cybertrusler og forskning; glæder sig over det erklærede mål i Bratislavakøreplanen om at påbegynde implementeringen af den fælles erklæring med det samme;

37.  støtter fuldt ud en forbedring af samarbejdet om sikkerhed og forsvar med andre institutionelle partnere, herunder FN, Den Afrikanske Union og OSCE, samt strategiske bilaterale partnere, navnlig USA, inden for områder som hybride trusler, maritim sikkerhed, hurtige indsatser, terrorbekæmpelse og cybersikkerhed;

Det europæiske forsvarssamarbejde

38.  mener, at udviklingen af en stærkere forsvarsindustri vil styrke EU's strategiske autonomi og teknologiske uafhængighed; er af den overbevisning, at der for at styrke EU's status som garant for sikkerhed i Europas naboskabsområde er behov for passende og tilstrækkelige kapabiliteter og en konkurrencedygtig, effektiv og gennemsigtig forsvarsindustri, der sikrer en holdbar forsyningskæde; bemærker, at den europæiske forsvarssektor er karakteriseret ved opsplitning og overlapning, hvilket gradvis må udryddes gennem en proces, der tilvejebringer incitamenter og udbytte for alle nationale komponenter og tager højde for det mere langsigtede perspektiv med et integreret forsvarsmarked;

39.  beklager, at politikrammen for systematisk og langsigtet forsvarssamarbejde endnu ikke er blevet gennemført af medlemsstaterne med det fornødne engagement, og at initiativet med sammenlægning og deling ikke har medført håndgribelige resultater; opfordrer Rådet til at indføre regelmæssige halvårlige forsvarsdrøftelser for at tilvejebringe strategisk vejledning om og politisk fremdrift til FSFP og europæisk forsvarssamarbejde;

40.  understreger, at det er nødvendigt at uddybe cyberforsvarssamarbejdet yderligere og sikre fuldstændig cyberrobusthed i FSFP-missionerne; tilskynder Rådet til at medtage cyberforsvar som en integreret del af dets forsvarsdrøftelser; ser et stærkt behov for nationale cyberforsvarsstrategier; opfordrer medlemsstaterne til at gøre fuld brug af cyberkapacitetsopbygningsforanstaltninger, der henhører under Det Europæiske Forsvarsagenturs (EDA's) ansvarsområde, og til at gøre brug af NATO's cyberforsvarscenter (CCDCOE);

41.  bemærker, at alle medlemsstater har svært ved at opretholde en meget bred vifte af fuldt operative forsvarskapabiliteter, primært på grund af økonomiske begrænsninger; opfordrer derfor til øget koordination og mere klare valg af, hvilke kapabiliteter der skal opretholdes, så medlemsstaterne kan specialisere sig i bestemte kapabiliteter;

42.  mener, at interoperabilitet er af afgørende betydning, hvis medlemsstaternes styrker skal være mere kompatible og integrerede; understreger derfor, at medlemsstaterne skal undersøge muligheden for fælles indkøb af forsvarsressourcer; bemærker, at EU-forsvarsmarkedets protektionistiske og lukkede karakter vanskeliggør dette;

43.  minder om, at en solid teknologisk og industriel basis for det europæiske forsvar, som omfatter faciliteter for SMV'er, er en grundlæggende underbygning af FSFP og en forudsætning for et fælles marked, som vil gøre det muligt for EU at opbygge strategisk autonomi;

44.  bemærker med beklagelse, at medlemsstaterne anvender direktiv 2009/81/EF om offentlige indkøb på forsvars- og sikkerhedsområdet og direktiv 2009/43/EF om overførsel af forsvarsrelaterede produkter i meget forskellig udstrækning; opfordrer derfor Kommissionen til at anvende vejledningsnotatet om artikel 346 og påtage sig sin rolle som traktaternes vogter ved at begynde at gennemføre traktatbrudsprocedurer i tilfælde af overtrædelser af direktiverne; opfordrer medlemsstaterne til at forbedre den multinationale indsats på efterspørgselssiden af militære indkøb og de europæiske industrier på udbudssiden til at styrke deres position på det globale marked gennem bedre koordination og industriel konsolidering;

45.  er bekymret over det konstante fald på tværs af medlemsstaterne i finansieringen til forsvarsforskning, hvilket bringer den industrielle og teknologiske basis, og dermed Europas strategiske autonomi, i fare; opfordrer medlemsstaterne til at udruste deres hære med materiel, der er fremstillet af den europæiske forsvarsindustri i stedet for af industrielle konkurrenter;

46.  er overbevist om, at det vil være til gavn for en effektiv FSFP at øge EDA's rolle med koordinering af kapabilitetsdrevne programmer, projekter og aktiviteter; mener, at EDA bør støttes i at opfylde dets mål fuldt ud, navnlig dets kommende prioriteter og roller inden for rammerne af den europæiske forsvarshandlingsplan og EU-programmet for forsvarsforskning; opfordrer derfor medlemsstaterne til at gennemgå agenturets organisering, procedurer og aktiviteter og åbne flere muligheder for yderligere samarbejde og integration; opfordrer medlemsstaterne til at give EDA retningslinjer om koordineringen af en gennemgang af kapacitetsudviklingsplanen i overensstemmelse med EUGS og sektorstrategien;

47.  understreger, at cybersikkerhed i sagens natur er et politikområde, hvor samarbejde og integration er afgørende, ikke bare mellem EU's medlemsstater, centrale partnere og NATO, men også mellem forskellige aktører i samfundet, da det ikke kun er et militært ansvar; efterlyser klarere retningslinjer for, hvordan defensive og offensive kapabiliteter skal anvendes, og i hvilken sammenhæng; minder om, at Europa-Parlamentet gentagene gange har efterlyst en grundig revision af EU-forordningen om kontrol med udførsel af produkter med dobbelt anvendelse for at forhindre, at software og andre systemer, der kan anvendes imod EU's digitale infrastruktur og til menneskerettighedskrænkelser, falder i de forkerte hænder; opfordrer EU til i internationale fora – herunder, men ikke begrænset til, fora om internetforvaltning – at forsvare princippet om, at internettets centrale infrastruktur bør være en neutral zone, hvor stater har forbud mod at blande sig for at forfølge egne interesser;

48.  støtter Kommissionens forsvarsrelaterede initiativer såsom forsvarshandlingsplanen og forsvarsindustripolitikken, der bør påbegyndes efter fremlæggelsen af en EU-hvidbog om sikkerhed og forsvar; er tilhænger af, at Kommissionen involverer sig mere i forsvar via omfattende og velfokuseret forskning, planlægning og gennemførelse; glæder sig over den forberedende foranstaltning vedrørende FSFP-relateret forskning og anmoder om tilstrækkelig finansiering i den resterende del af den nuværende flerårige finansielle ramme (FFR); er tilhænger af, at der udvikles et EU-program for forsvarsforskning under den næste FFR (2021-2027);

49.  mener, at et fremtidigt EU-forsvarsforskningsprogram bør finansiere forskningsprojekter inden for prioriterede områder, som medlemsstaterne skal fastlægge i fællesskab, og at en europæisk forsvarsfond kunne støtte finansieringen af kapabiliteter, som medlemsstaterne er blevet enige om, og som har anerkendt EU-merværdi;

50.  opfordrer til, at den europæiske lovgivning reformeres, så de europæiske forsvarsindustrier får mulighed for at nyde godt af de samme former for statsstøtte som de amerikanske industrier;

o
o   o

51.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til formanden for Det Europæiske Råd, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, NATO's generalsekretær, formanden for NATO's Parlamentariske Forsamling, FN's generalsekretær, formanden for Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og formanden for OSCE's Parlamentariske Forsamling.

(1) EUT C 353 af 27.9.2016, s. 59. (2) EUT C 353 af 27.9.2016, s. 74. (3) EUT C 407 af 4.11.2016, s. 74. (4) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0120. (5) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0249. (6) EUT C 419 af 16.12.2015, s. 145.

Europa-Parlamentets beslutning af 23. november 2016 om EU's strategiske kommunikation til bekæmpelse af tredjemands propaganda mod EU (2016/2030(INI))

P8_TA(2016)0441 A8-0290/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin beslutning af 2. april 2009 om europæisk samvittighed og totalitarisme(1),

–  der henviser til erklæringen af 4. april 2009 fra topmødet i Strasbourg/Kehl, som blev vedtaget i anledning af NATO's 60-års jubilæum,

–  der henviser til sin beslutning af 11. december 2012 om en strategi for digital frihed i EU's udenrigspolitik(2),

–  der henviser til Udenrigsrådets konklusioner om terrorbekæmpelse af 9. februar 2015,

–  der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 19.-20. marts 2015,

–  der henviser til Rådets konklusioner om den regionale EU-strategi for Syrien og Irak samt om truslen fra ISIL/Daesh af 16. marts 2015, som blev bekræftet på ny den 23. maj 2016,

–  der henviser til rapporten af 18. maj 2015 fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik "Den Europæiske Union i et foranderligt globalt miljø – en tættere forbundet, mere konfliktfyldt og mere kompleks verden" samt til det igangværende arbejde med en ny global sikkerhedsstrategi for EU,

–  der henviser til sin beslutning af 10. juni 2015 om status over forholdet mellem EU og Rusland(3),

–   der henviser til EU's handlingsplan om strategisk kommunikation (ref. Ares(2015)2608242 – 22.6.2015),

–  der henviser til sin beslutning af 9. juli 2015 om revision af den europæiske naboskabspolitik(4),

–  der henviser til erklæringen af 5. september 2014 fra NATO-topmødet i Wales,

–  der henviser til sin beslutning af 25. november 2015 om forebyggelse af terrororganisationers radikalisering og rekruttering af europæiske borgere(5),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. april 2015 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om den europæiske dagsorden om sikkerhed (COM(2015)0185),

–  der henviser til den fælles meddelelse fra Kommissionen og den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til Europa-Parlamentet og Rådet af 6. april 2016 "Fælles ramme for imødegåelse af hybride trusler - Den Europæiske Unions indsats" (JOIN(2016)0018),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. april 2016 til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd og Rådet om gennemførelse af den europæiske dagsorden om sikkerhed for at bekæmpe terrorisme og bane vejen for en effektiv og ægte sikkerhedsunion (COM(2016)0230),

–  der henviser til Den Europæiske Demokratifonds forundersøgelse af russisksprogede medieinitiativer i og uden for Det Østlige Partnerskab med titlen "Bringing Plurality and Balance to the Russian Language Media Space",

–  der henviser til rapporten fra FN's særlige rapportør om fremme og beskyttelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i forbindelse med terrorbekæmpelse (A/HRC/31/65),

–  der henviser til generel bemærkning nr. 34 fra FN's Menneskerettighedsråd (CCPR/C/GC/34),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelse fra Kultur- og Uddannelsesudvalget (A8-0290/2016),

A.  der henviser til, at EU har forpligtet sig til at lade sin optræden på den internationale scene styre af principper som demokrati, retsstatsforhold og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt mediefrihed, adgang til information, ytringsfrihed og mediepluralisme, idet sidstnævnte imidlertid kan begrænses i et vist omfang som foreskrevet i folkeretten, herunder i den europæiske menneskerettighedskonvention; der henviser til, at tredjemænd, der tilstræber at miskreditere Unionen, ikke deler de samme værdier;

B.  der henviser til, at EU, dets medlemsstater og borgere er under voksende, systematisk pres for at tackle informations-, disinformations- og misinformationskampagner og propaganda fra lande og ikke-statslige aktører, som f.eks. tværnationale terrororganisationer og kriminelle organisationer i dets naboskabsområde, der har til hensigt at underminere selve begrebet objektiv information eller etisk journalistik ved at udlægge al information som værende forudindtaget eller et instrument for politisk magt, og som også er rettet imod demokratiske værdier og interesser;

C.  der henviser til, at mediefrihed, adgang til information og ytringsfrihed er grundpillerne i et demokratisk system, hvor gennemsigtighed med hensyn til medieejerskab og mediernes finansieringskilder er af største vigtighed; der henviser til, at strategier til at sikre kvalitetsjournalistik, mediepluralisme og faktatjek kun kan være effektive, så længe informationsformidlerne nyder tillid og troværdighed; der henviser til, at der samtidig bør være en kritisk vurdering af, hvordan man håndterer mediekilder, der gentagne gange bevisligt har indladt sig på en strategi med bevidst vildledning og disinformation, især gennem de "nye medier", sociale netværk og den digitale verden;

D.  der henviser til, at informationskrigsførelse er et historisk fænomen, der er lige så gammelt som krigsførelsen selv; der henviser til, at der i udstrakt grad blev benyttet målrettet informationskrigsførelse under den kolde krig, og at det siden har været en integreret del af moderne hybrid krigsførelse, der er en kombination af militære og ikkemilitære foranstaltninger af skjult og åben karakter, som anvendes med henblik på at destabilisere den politiske, økonomiske og sociale situation i det land, der er under angreb, uden nogen formel krigserklæring, og som ikke bare er rettet mod EU's partnere, men også mod EU selv, dets institutioner og alle medlemsstater og borgere, uanset deres nationalitet og religion;

E.  der henviser til, at Kreml med annekteringen af Krim og den russiskledede hybridkrig i Donbas har optrappet konfrontationen med EU; der henviser til, at Kreml har intensiveret sin propaganda, idet Rusland spiller en øget rolle i det europæiske mediemiljø med sigte på at skabe politisk støtte i den europæiske offentlige opinion til de russiske tiltag og underminere sammenhængen i EU's udenrigspolitik;

F.  der henviser til, at krigspropaganda og enhver tilskyndelse til nationalt had, racehad eller religiøst had, som ophidser til forskelsbehandling, fjendtlighed eller vold er forbudt ved lov i henhold til artikel 20 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder;

G.  der henviser til, at den finansielle krise og nye typer af digitale mediers fremmarch har udgjort alvorlige udfordringer for kvalitetsjournalistikken og ført til, at publikummerne ikke i samme grad som tidligere gør brug af kritisk tænkning, hvilket har gjort dem mere modtagelige over for disinformation og manipulation;

H.  der henviser til, at propagandaen og de russiske mediers indtrængen er særligt stærk og ofte uimodsagt i landene i det østlige naboskabsområde; der henviser til, at de nationale medier i disse lande ofte er svage og ude af stand til at hamle op med de russiske mediers styrke og magt;

I.  der henviser til, at der anvendes informations- og kommunikationskrigsførelsesteknologier til at legitimere handlinger, der truer EU-medlemsstaters suverænitet og politiske uafhængighed, deres borgeres sikkerhed og deres territoriale integritet;

J.  der henviser til, at EU ikke anerkender ISIL/Daesh som en stat eller en statslignende organisation;

K.  der henviser til, at ISIL/Daesh, Al-Qaeda og mange andre voldelige jihadist-terrorgrupper systematisk benytter kommunikationsstrategier og direkte propaganda, både offline og online, som led i retfærdiggørelsen af deres aktioner mod EU og medlemsstaterne og imod europæiske værdier og også med sigte på at fremme rekrutteringen af unge europæere;

L.  der henviser til, at NATO's ekspertisecenter for strategisk kommunikation (NATO StratCom COE) blev oprettet i Letland i 2014 som opfølgning på erklæringen fra topmødet i Strasbourg/Kehl, der fremhævede den voksende betydning af, at NATO kommunikerer på passende, rettidig, præcis og lydhør vis om sine roller, mål og missioner, der er under stadig udvikling, og til, at dette blev bifaldet i erklæringen fra NATO-topmødet i Wales;

EU's strategiske kommunikation til bekæmpelse af tredjemands propaganda mod EU

1.  understreger, at fjendtlig propaganda mod EU findes i mange afskygninger og anvender forskellige redskaber, der ofte er skræddersyet til at matche medlemsstaternes profiler, med det formål at fordreje sandheden, skabe tvivl, splitte medlemsstaterne, frembringe en strategisk splittelse mellem Den Europæiske Union og dens nordatlantiske partnere og lamme beslutningsprocessen, miskreditere EU-institutionerne og de transatlantiske partnerskaber, som spiller en anerkendt rolle i den europæiske sikkerhedsarkitektur og økonomiske struktur, blandt EU-borgerne og borgerne i nabolandene og undergrave og udhule den europæiske verdensanskuelse, som er baseret på demokratiske værdier, menneskerettighederne og retsstaten; minder om, at et af de vigtigste redskaber, der benyttes er at fremprovokere angst og usikkerhed blandt EU's borgere og fremstille fjendtlige stater og ikke-statslige aktører som meget stærkere, end de i virkeligheden er;

2.  opfordrer EU-institutionerne til at erkende, at informationskrigsførelse ikke kun er et eksternt, men også et internt, EU-anliggende, og giver udtryk for sin bekymring over, at der findes en række fjendtlige propagandamultiplikatorer i Unionen; er bekymret over den begrænsede bevidsthed i nogle af EU's medlemsstater om, at de er publikummer og arenaer for propaganda og disinformation; opfordrer i denne henseende EU's aktører til at gøre noget ved, at der i øjeblikket mangler klarhed over og enighed om, hvad der skal betragtes som propaganda og disinformation, til i samarbejde med medierepræsentanter og eksperter fra EU's medlemsstater at udarbejde en række definitioner og til at indsamle data og fakta om forbruget af propaganda;

3.  bemærker, at disinformation og propaganda er elementer i hybrid krigsførelse; understreger derfor, at det er nødvendigt at øge bevidstheden og vise gennemslagskraft gennem institutionel/politisk kommunikation, tænketanke/akademisk forskning, kampagner via de sociale medier, civilsamfundsinitiativer, mediekendskab og andre nyttige foranstaltninger;

4.  understreger, at strategien med EU-fjendsk propaganda og disinformation fra tredjelandes side kan antage forskellige former og navnlig involvere traditionelle medier, sociale netværk, skoleprogrammer og politiske partier, såvel i som uden for Den Europæiske Union;

5.  bemærker, at EU's nuværende strategiske kommunikation består af flere lag og foregår på flere niveauer, herunder i EU-institutionerne, medlemsstaterne, forskellige NATO- og FN-organer, NGO'er og civilsamfundsorganisationer, og opfordrer til den bedst mulige koordinering og informationsudveksling imellem disse parter; opfordrer til mere samarbejde og informationsudveksling mellem forskellige parter, der har givet udtryk for bekymring over denne propagandaindsats og ønsker at udarbejde strategier til imødegåelse af disinformation; mener, at EU-institutionerne bør have til opgave at sørge for denne koordination i EU-sammenhæng;

6.  erkender, at EU er nødt til at betragte sin indsats inden for strategisk kommunikation som en prioritet, hvilket bør omfatte de relevante ressourcer; gentager, at EU er en succesfuld integrationsmodel, som – selv midt i en krise – bliver ved med at tiltrække lande, der ønsker at kopiere denne model og blive en del af den; understreger derfor, at EU er nødt til med beslutsomhed og mod at fremføre sine positive budskaber om sin succes, sine værdier og principper og er nødt til at være offensiv i sin fortælling, ikke defensiv;

Erkendelse og afsløring af russisk disinformations- og propagandakrigsførelse

7.  bemærker med beklagelse, at Rusland benytter kontakter og møder med EU-modparter i propagandaøjemed og til offentligt at svække EU's fælles standpunkt i stedet for at etablere en reel dialog;

8.  erkender, at den russiske regering benytter sig af en bred vifte af redskaber og instrumenter såsom tænketanke og særlige fonde (f.eks. Russkiy Mir), særlige myndigheder (Rossotrudnichestvo), flersprogede TV-stationer, (f.eks. RT), pseudonyhedsbureauer og multimedietjenester (f.eks. Sputnik), grænseoverskridende sociale og religiøse grupper, fordi regimet ønsker at fremstille sig selv som den eneste forsvarer for de traditionelle kristne værdier, sociale medier og internettrolde, til at udfordre demokratiske værdier, splitte Europa, samle støtte indenlands og skabe en opfattelse af, at staterne i EU's østlige naboskabsområde er fejlslagne stater; fremhæver, at Rusland investerer betydelige økonomiske ressourcer i sine disinformations- og propagandainstrumenter, som enten sættes ind direkte af staten eller gennem virksomheder og organisationer, der kontrolleres af Kreml; fremhæver, at Kreml på den ene side finansierer politiske partier og andre organisationer i EU med sigte på at underminere den politiske samhørighed, og at Kremls propaganda på den anden side rettes direkte mod bestemte journalister, politikere og enkeltpersoner i EU;

9.  minder om, at sikkerheds- og efterretningstjenester konkluderer, at Rusland har kapaciteten til og intentionen om at udføre operationer, der sigter mod at destabilisere andre lande; påpeger, at dette ofte tager form af støtte til politiske ekstremister og store disinformations- og massemediekampagner; bemærker endvidere, at sådanne mediekampagner føres aktivt i EU;

10.  påpeger, at Kremls informationsstrategi supplerer dets politik med at optrappe bilaterale forbindelser, økonomisk samarbejde og fælles projekter med individuelle EU-medlemsstater for at svække EU's samhørighed og undergrave EU's politikker;

11.  hævder, at den russiske strategiske kommunikation er et led i en større samfundsnedbrydende kampagne med henblik på at svække EU-samarbejdet og Unionens og medlemsstaternes suverænitet, politiske uafhængighed og territoriale integritet; opfordrer indtrængende medlemsstaternes regeringer til at være på vagt over for russisk informationsvirksomhed på europæisk grund og til at øge deres kapacitetsdelings- og kontraspionagebestræbelser med henblik på at imødegå sådanne operationer;

12.  udtrykker stærk kritik af Ruslands bestræbelser på at forstyrre EU's integrationsproces og fordømmer i denne forbindelse Ruslands støtte til EU-kritiske kræfter i EU, navnlig partier på den ekstreme højrefløj, populistiske kræfter og bevægelser, der fornægter de liberale demokratiers grundlæggende værdier;

13.  er alvorligt bekymret over den hastige udbredelse af Kreml-inspirerede aktiviteter i Europa, herunder disinformation og propaganda, der har til formål at fastholde eller øge Ruslands indflydelse for at svække og splitte EU; understreger, at en stor del af Kremls propaganda sigter mod at fremstille visse europæiske lande som tilhørende "Ruslands traditionelle indflydelsessfære"; bemærker, at en af dets primære strategier er at udbrede og indføre en alternativ fortælling, der ofte er baseret på en manipuleret fortolkning af historiske begivenheder og har til formål at retfærdiggøre Ruslands optræden udadtil og geopolitiske interesser; bemærker, at historieforfalskning en af dets primære strategier; bemærker i denne forbindelse, at det er nødvendigt at skabe bevidsthed om kommunistregimernes forbrydelser gennem offentlige kampagner og uddannelsessystemerne samt at støtte forsknings- og dokumentationsaktiviteter, navnlig i Sovjetblokkens tidligere medlemsstater, for at imødegå Kremls fortælling;

14.  understreger, at Rusland udnytter manglen på en retlig international ramme inden for områder som cybersikkerhed og den manglende ansvarlighed med hensyn til regulering af medierne og vender enhver uklarhed om sådanne spørgsmål til egen fordel; understreger, at den aggressive russiske fremfærd på cyberområdet fremmer informationskrigsførelsen; opfordrer Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) til at være opmærksom på den rolle, som internetudvekslingspunkter spiller som kritisk infrastruktur i EU's sikkerhedsstrategi; fremhæver det altafgørende behov for at sikre, at informationssystemerne på EU- og medlemsstatsplan er robuste, især over for afvisninger ("denials") og forstyrrelser, som kan spille en central rolle i hybride konflikter og for imødegåelsen af propaganda, samt for at samarbejde tæt med NATO i dette øjemed, navnlig med cyber-forsvarscentret;

15.  anmoder medlemsstaterne om at udvikle samordnede mekanismer til strategisk kommunikation med henblik på at støtte kildeangivelser og modarbejde disinformation og propaganda for at afdække hybride trusler;

Forståelse og imødegåelse af ISIL/Daeshs metoder til informationskrigsførelse, disinformation og radikalisering

16.  er opmærksom på den vifte af strategier, som ISIL/Daesh benytter sig af både regionalt og globalt for at fremme sine politiske, religiøse, sociale, hadefulde og voldelige historiefortællinger; opfordrer EU og dets medlemsstater til at udvikle en modfortælling til ISIL/Daesh, der inddrager uddannelsessystemerne, bl.a. ved at styrke og øge synligheden af midtsøgende muslimske akademikere, der har den fornødne troværdighed til at aflegitimere ISIL/Daeshs propaganda; bifalder den globale koalitions indsats for at bekæmpe ISIL/Daesh og støtter i denne henseende EU's regionale strategi for Syrien og Irak; opfordrer indtrængende EU og medlemsstaterne til at udvikle og udbrede en modfortælling til den jihadistiske propaganda med særlig vægt på en oplysende dimension, der påviser, at fremme af radikal islam er teologisk forvansket;

17.  understreger, at de islamistiske terrororganisationer, især ISIL/Daesh og Al-Qaeda, fører aktive informationskampagner med det formål at undergrave europæiske værdier og interesser og øge hadet imod dem; er bekymret over ISIL/Daeshs udbredte brug af sociale medieværktøjer, og navnlig twitter og facebook, til at fremme sine propaganda- og rekrutteringsmål, især blandt unge; fremhæver i denne sammenhæng vigtigheden af, at propagandabekæmpelsesstrategien indgår i en bredere og omfattende regional strategi, der kombinerer diplomatiske, socioøkonomiske, udviklingsmæssige og konfliktforebyggende redskaber; glæder sig over oprettelsen af en StratCom-taskforce med fokus på Syd, som har mulighed for at bidrage effektivt til dekonstruktionen og bekæmpelsen af ISIL/Daeshs ekstremistiske propaganda og indflydelse;

18.  understreger, at EU og europæiske borgere er et vigtigt mål for ISIL/Daesh, og opfordrer EU og dets medlemsstater til at arbejde tættere sammen om at beskytte samfundet, og navnlig unge mennesker, mod rekruttering og derved øge deres modstandsdygtighed over for radikalisering; understreger, at der er behov for et øget fokus på at forbedre EU's redskaber og metoder, først og fremmest på cyberområdet; tilskynder hver enkelt medlemsstat til i tæt samarbejde med ekspertisecentret under EU-netværket til bevidstgørelse omkring radikalisering, som blev oprettet i oktober 2015, at undersøge og reelt gøre noget ved de underliggende sociodemografiske årsager, som ligger til grund for sårbarhed over for radikalisering, samt til at sørge for institutionelle, flerdimensionelle ordninger (der sammenkobler universitetsforskning, fængelsmyndigheder, politi, domstole, sociale tjenester og uddannelsessystemer) til bekæmpelse heraf; understreger, at Rådet har opfordret til fremme af strafferetlige modforanstaltninger til bekæmpelse af radikalisering, som fører til terrorisme og voldelig ekstremisme;

19.  opfordrer medlemsstaterne til at arbejde på at afskære ISIL/Daeshs adgang til finansiering og til at fremme dette princip i forbindelse med EU's eksterne foranstaltninger og understreger, at det er nødvendigt at blotlægge ISIL/Daeshs sande natur og tilbagevise dets ideologiske legitimering;

20.  opfordrer EU og dets medlemsstater til at træffe konsekvente, EU-dækkende foranstaltninger over for hadefuld tale, der befordres systematisk af intolerante, radikale prædikanter gennem prædikener, bøger, tv-shows, internettet og alle andre kommunikationsmidler, og som skaber grobund for, at terrororganisationer som ISIL/Daesh og Al-Qaeda kan have fremgang;

21.  fremhæver betydningen af, at EU og medlemsstaterne samarbejder med udbyderne af sociale medier om at modvirke, at ISIL/Daeshs propaganda spredes gennem sociale mediekanaler;

22.  understreger, at islamistiske terrororganisationer, især ISIL/Daesh og Al-Qaeda, fører aktive disinformationskampagner med det formål at undergrave europæiske værdier og interesser; fremhæver i denne forbindelse vigtigheden af en specifik strategi til imødegåelse af islamistisk EU-fjendsk propaganda og disinformation;

23.  understreger, at upartisk, troværdig og objektiv kommunikation og informationsstrømme baseret på fakta vedrørende udviklingen i EU-landene ville forhindre spredningen af propaganda, der næres af tredjemand;

EU's strategi for modvirkning af propaganda

24.  bifalder handlingsplanen om strategisk kommunikation; glæder sig over den fælles meddelelse om "den fælles ramme for imødegåelse af hybride trusler" og opfordrer til, at henstillingerne heri godkendes og gennemføres hurtigst muligt; understreger, at de foranstaltninger, der foreslås, kræver samarbejde mellem og samordning af alle relevante aktører på EU-plan og på nationalt plan; mener, at EU's bestræbelser kun kan lykkes med en sammenhængende tilgang; opfordrer de medlemsstater, der har det roterende EU-formandskab, til altid at medtage strategisk kommunikation som en del af deres program for at sikre kontinuitet i arbejdet med dette emne; glæder sig over det lettiske formandskabs initiativer og resultater i denne henseende; opfordrer NF/HR til at sikre hyppig kommunikation med medlemsstaterne på politisk plan med henblik på bedre koordination af EU's foranstaltninger; understreger, at samarbejdet mellem EU og NATO inden for strategisk kommunikation bør styrkes betydeligt; glæder sig over det slovakiske formandskabs intention om at arrangere en konference om totalitarisme i anledning af den europæiske dag til minde om ofrene for totalitære regimer;

25.  anmoder om, at de kompetente EU-institutioner og myndigheder holder skarpt øje med finansieringskilderne bag den antieuropæiske propaganda;

26.  understreger, at der er behov for yderligere finansiering for at understøtte mediefriheden i landene under den europæiske naboskabspolitik (ENP) inden for rammerne af EU's demokratiinstrumenter; opfordrer i denne sammenhæng Kommissionen til at sikre fuld udnyttelse af de eksisterende instrumenter såsom det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder (EIDHR), ENP, Det Østlige Partnerskabs "Media Freedom Watch" og Den Europæiske Demokratifond i forbindelse med beskyttelse af mediefrihed og pluralisme;

27.  bemærker de enorme ressourcer, Rusland afsætter til propagandavirksomhed, og den fjendtlige propagandas mulige indvirkning på beslutningsprocesserne i EU og undergravningen af den offentlige tillid, åbenheden og demokratiet; roser det vigtige arbejde, som EU's taskforce for strategisk kommunikation har udført; opfordrer derfor til, at man styrker EU's taskforce for strategisk kommunikation ved at gøre den til en fuldt udviklet enhed i EU-Udenrigstjenesten med ansvar for det østlige og sydlige naboskabsområde og med tilstrækkelige personale- og budgetmæssige ressourcer, eventuelt ved hjælp af en ekstra, øremærket budgetpost; opfordrer til øget samarbejde mellem medlemsstaternes efterretningstjenester med henblik på at vurdere den indflydelse, som øves af tredjelande, der søger at underminere EU's demokratiske fundament og værdier; opfordrer til et tættere samarbejde mellem Parlamentet og EU-Udenrigstjenesten om strategisk kommunikation, bl.a. gennem anvendelse af Parlamentets analytiske kapaciteter og informationskontorer i medlemsstaterne;

28.  understreger, at det er afgørende for EU at blive ved med aktivt at støtte respekten for de grundlæggende rettigheder og friheder gennem dets optræden udadtil; mener, at støtte til ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, retten til adgang til information og mediernes uafhængighed i nabolandene bør underbygge EU's foranstaltninger til modvirkning af propaganda;

29.  understreger, at det er nødvendigt at styrke mediepluraliteten og objektiviteten, upartiskheden og uafhængigheden af medierne i EU og dets naboskabsområde, herunder ikke-statslige aktører, bl.a. gennem støtte til journalister og til udvikling af kapacitetsopbyggende programmer for aktører i medierne, ved at fremme partnerskaber og netværk til udveksling af information såsom fælles informationsplatforme, medierelateret forskning, mobilitets- og uddannelsesmuligheder for journalister og praktikophold hos EU-baserede medier med henblik på udveksling af bedste praksis;

30.  understreger, at kvalitetsuddannelse og -læring for journalister i og uden for EU spiller en vigtig rolle for at frembringe journalistiske analyser af god kvalitet og høje redaktionelle standarder; anfører, at fremme af EU-værdierne presse- og ytringsfrihed og mediepluralisme indbefatter støtte til retsforfulgte og fængslede journalister og menneskerettighedsforkæmpere i tredjelande;

31.  slår til lyd for et stærkere samarbejde mellem EU-institutionerne, Den Europæiske Demokratifond, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), Europarådet og medlemsstaterne for at undgå overlapning og sikre synergi i lignende initiativer;

32.  er bestyrtet over de store problemer med medieuafhængighed og -frihed i visse EU-medlemsstater, som internationale organisationer såsom Journalister Uden Grænser har rapporteret om; opfordrer EU og medlemsstaterne til at træffe passende foranstaltninger for at forbedre den nuværende situation i mediesektoren med henblik på at sikre, at EU's eksterne foranstaltninger for at beskytte mediernes frihed, upartiskhed og uafhængighed er troværdige;

33.  anmoder taskforcen for strategisk kommunikation, forstærket i henhold til forslaget og under twitterbrugernavnet @EUvsDisInfo, til at etablere et onlinerum, hvor den brede befolkning kan finde en række redskaber til at identificere disinformation, med en forklaring på, hvordan de virker, og som kan fungere som en transmissionskanal for de mange civilsamfundsinitiativer, der fokuserer på dette emne;

34.  fastholder, at en effektiv kommunikationsstrategi skal inddrage lokalsamfundene i drøftelser om EU-foranstaltninger, yde støtte til mellemfolkelig kontakt og tage tilstrækkeligt hensyn til kulturelle og sociale udvekslinger som centrale platforme for bekæmpelse af lokalbefolkningers fordomme; minder i denne forbindelse om, at EU-delegationerne skal opretholde direkte kontakt med lokale græsrødder og repræsentanter for civilsamfundet;

35.  understreger, at tilskyndelse til had, vold eller krig ikke kan "gemme sig" bag ytringsfriheden; opfordrer til, at der tages retlige initiativer i denne henseende for at tilvejebringe større ansvarlighed i forbindelse med håndteringen af disinformation;

36.  fremhæver, at det er vigtigt at formidle EU's politikker sammenhængende og effektivt, internt såvel som eksternt, og at tilvejebringe kommunikation, der er skræddersyet til specifikke regioner, herunder adgang til information på lokale sprog; glæder sig i denne forbindelse over søsætningen af EU-Udenrigstjenestens websted på russisk som et første skridt i den rigtige retning og tilskynder til, at EU-Udenrigstjenestens websted oversættes til flere sprog, såsom arabisk og tyrkisk;

37.  fremhæver medlemsstaternes ansvar for at være aktive, forebyggende og samarbejdsvillige med hensyn til at modvirke fjendtlig informationsvirksomhed på deres område eller med sigte på at undergrave deres interesser; opfordrer indtrængende medlemsstaternes regeringer til at udvikle deres egen kapacitet til strategisk kommunikation;

38.  opfordrer hver enkelt medlemsstat til at gøre de to ugentlige nyhedsbreve fra EU's taskforce for strategisk kommunikation, ”The Disinformation Digest” og ”The Disinformation Review”, tilgængelige for deres borgere for at skabe bevidsthed i den brede befolkning om de propagandametoder, der benyttes af tredjemand;

39.  fastholder, at der er forskel på propaganda og kritik;

40.  understreger, at selv om ikke al kritik af EU eller dets politikker nødvendigvis er propaganda eller disinformation, navnlig i forbindelse med politiske ytringer, vil tilfælde af manipulation eller støtte, der har forbindelse med tredjelande, og som har til formål at give næring til eller forstærke denne kritik, give grund til at betvivle pålideligheden af disse budskaber;

41.  understreger, at selv om EU-fjendsk propaganda og disinformation fra tredjelandes side skal imødegås, bør dette ikke skabe tvivl om vigtigheden af at opretholde konstruktive forbindelser med tredjelande og gøre dem til strategiske partnere i bestræbelserne på at tackle fælles udfordringer;

42.  glæder sig over vedtagelsen af handlingsplanen om strategisk kommunikation og etableringen af East StratCom-teamet i Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) med henblik på at formidle EU's politikker og bekæmpe propaganda mod og disinformation om EU; opfordrer til, at den strategiske kommunikation optrappes yderligere; mener, at effektiviteten og gennemsigtigheden af det arbejde, der udføres af East StratCom-teamet, skal forbedres yderligere; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at udvikle kriterier for måling af effektiviteten af teamets arbejde; understreger, at det er vigtigt at sikre tilstrækkelig finansiering og tilstrækkeligt personale til East StratCom-teamet;

43.  bemærker, at det nyhedsbrev om disinformation (Disinformation Review), som East StratCom-taskforcen offentliggør, skal leve op til de standarder, der er indeholdt i Det Internationale Journalistforbunds erklæring om principper for journalisters adfærd; understreger, at nyhedsbrevet skal udfærdiges på en passende måde uden krænkende sprogbrug eller værdidomme; anmoder East StratCom-taskforcen om at genoverveje de kriterier, der bruges ved udarbejdelsen af nyhedsbrevet;

44.  mener, at en effektiv strategi til at modvirke EU-fjendsk propaganda kunne være vedtagelse af foranstaltninger for at forsyne et målpublikum med fyldestgørende og interessant information om EU-aktiviteter, europæiske værdier og andre spørgsmål af offentlig interesse og understreger, at moderne teknologier og sociale netværk kunne bruges til disse formål;

45.  opfordrer Kommissionen til at fremme visse lovgivningsmæssige initiativer med henblik på at være mere effektiv og ansvarlig i forbindelse med håndteringen af disinformation og propaganda samt til at benytte midtvejsevalueringen af det europæiske naboskabsinstrument til at fremme mediernes modstandsdygtighed som en strategisk prioritet; opfordrer Kommissionen til at foretage en grundig evaluering af de eksisterende EU-finansieringsinstrumenters effektivitet og forelægge et forslag til en samlet og fleksibel løsning, der kan tilvejebringe direkte støtte til uafhængige medier, tænketanke og NGO'er, navnlig på målgruppens lokale sprog, og muliggøre kanalisering af ekstra ressourcer til organisationer, der har evnen til at gøre dette, som f.eks. Den Europæiske Demokratifond, og samtidig begrænse finansstrømme, der er rettet mod finansiering af enkeltpersoner og enheder, som giver sig af med strategisk kommunikation og tilskyndelse til vold og had; opfordrer Kommissionen til at foretage en grundig og kritisk gennemgang af, hvorvidt visse storstilede medieprojekter, der finansieres af EU, som f.eks. Euronews, er effektive;

46.  fremhæver betydningen af bevidstgørelse, uddannelse samt kendskab til onlinemedier og information i EU og i naboskabsområdet for at sætte borgerne i stand til at kunne foretage en kritisk analyse af medieindhold, således at de kan udpege propaganda; understreger i denne henseende, at det er vigtigt at styrke viden på alle niveauer i uddannelsessystemet; påpeger, at det er nødvendigt at tilskynde folk til aktivt medborgerskab og til at udvikle deres bevidsthed som forbrugere af medier; fremhæver den centrale rolle, som onlineredskaber spiller, i særdeleshed sociale medier, hvor det er nemmere og ofte helt problemfrit at udbrede falske oplysninger og igangsætte disinformationskampagner; minder om, at det er kontraproduktivt at imødegå propaganda med propaganda, og forstår derfor, at EU som helhed og de enkelte medlemsstater kun kan bekæmpe tredjemands propaganda ved at tilbagevise disinformationskampagner og anvende positive budskaber og information og bør udvikle en virkelig effektiv strategi, som skal være differentieret og tilpasset karakteren af de aktører, der udbreder propagandaen; erkender, at den finansielle krise og nye typer af digitale mediers fremmarch har udgjort alvorlige udfordringer for kvalitetsjournalistikken;

47.  udtrykker bekymring over brugen af de sociale medier og online-platforme til ulovlig hadefuld tale og opfordringer til vold og tilskynder medlemsstaterne til at tilpasse og opdatere lovgivningen for at imødegå den igangværende udvikling eller til fuldt ud at gennemføre og håndhæve den eksisterende lovgivning om hadefuld tale, både offline og online; anfører, at der er behov for et øget samarbejde med online-platforme og førende internet- og medieselskaber;

48.  opfordrer medlemsstaterne til at skabe og sikre de nødvendige rammer for kvalitetsjournalistik og alsidig information ved at bekæmpe mediekoncentrationer, som har negativ indvirkning på mediepluralismen;

49.  noterer sig, at medieundervisning giver viden og færdigheder og sætter borgerne i stand til at udøve deres ret til ytringsfrihed, til kritisk at analysere medieindhold og til at reagere på disinformation; fremhæver derfor, at det er nødvendigt at øge bevidstheden om risikoen for disinformation gennem foranstaltninger til forbedring af mediekompetencer på alle niveauer, herunder gennem en europæisk informationskampagne om medier, journalistik og redaktionel etik, samt ved at skabe et bedre samarbejde med sociale platforme og fremme fælles initiativer til imødegåelse af hadefuld tale, tilskyndelse til vold og online-diskrimination;

50.  bemærker, at ingen "soft power"-strategi kan lykkes uden kulturdiplomati og fremme af interkulturel dialog mellem og inden for landene, såvel inden for som uden for EU; tilskynder derfor til iværksættelse af langsigtede offentlige og kulturdiplomatiske foranstaltninger og initiativer såsom stipendier og udvekslingsprogrammer for studerende og unge arbejdstagere, herunder initiativer med henblik på at støtte den interkulturelle dialog, styrke de kulturelle forbindelser med EU og fremme fælles kulturelle forbindelser og kulturarv samt til, at der tilbydes grundig uddannelse for medarbejdere på EU-delegationerne og i EU-Udenrigstjenesten for at udruste dem med tilstrækkelige interkulturelle færdigheder;

51.  mener, at de offentlige medier bør gå foran med et godt eksempel på, hvordan man formidler upartisk og objektiv information i overensstemmelse med journalismens bedste praksis og etik;

52.  understreger, at der bør rettes særlig opmærksomhed mod nye teknologier – herunder digital tv-transmission, mobil kommunikation, online-medier og sociale netværk, herunder netværk af regional karakter – som letter formidlingen af information og skaber øget bevidsthed om de europæiske værdier, der er forankret i traktaterne; minder om, at denne form for kommunikation skal være af høj standard, indeholde konkrete eksempler på bedste praksis og fremhæve EU's indvirkning på tredjelande, herunder EU's humanitære bistand samt de muligheder og fordele, som nærmere associering og samarbejde med EU medfører for borgerne i tredjelande, især for unge, såsom visumfri rejse eller kapacitetsopbygnings-, mobilitets- og udvekslingsprogrammer, hvor det er relevant;

53.  understreger, at det er nødvendigt at sikre, at den nye ENP-portal – som for øjeblikket er ved at blive udviklet inden for rammerne af programmet for det åbne naboskab – ikke kun akkumulerer indhold, der er henvendt til kredse af fagfolk, men at den også indeholder et afsnit, der er tilpasset et bredere publikum; er af den opfattelse, at portalen bør indeholde et afsnit om Det Østlige Partnerskab, der samler information om initiativer, som for øjeblikket er fordelt på en række websteder;

54.  påpeger det potentiale, som populærkultur og underholdningsuddannelse (entertainment-education) rummer som middel til at viderebringe fælles menneskelige værdier og formidle EU's politikker;

55.  fremhæver sin støtte til initiativer som "Baltic Centre for Media Excellence" i Riga, NATO's ekspertisecenter for strategisk kommunikation (NATO StratCom COE) eller ekspertisecentret under EU-netværket til bevidstgørelse omkring radikalisering; understreger, at det er nødvendigt at gøre brug af deres undersøgelsesresultater og analyser og styrke EU's analytiske kapaciteter på alle niveauer; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at igangsætte lignende projekter, engagere sig i uddannelse af journalister, støtte uafhængige mediecentre og mediemangfoldighed, tilskynde til netværkssamarbejde og samarbejde mellem medier og tænketanke og udveksle bedste praksis og information på disse områder;

56.  fordømmer de jævnlige anslag mod de uafhængige medier, journalister og civilsamfundsaktivister i Rusland og de besatte områder, herunder Krim, efter at det ulovligt blev annekteret; fremhæver, at snesevis af journalister er blevet myrdet, forsvundet sporløst eller fængslet i Rusland siden 1999; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forstærke beskyttelsen af journalister i Rusland og i EU's naboskabsområde samt til at støtte det russiske civilsamfund og investere i mellemfolkelige kontakter; kræver omgående løsladelse af journalister; bemærker, at EU styrker forbindelserne med sine østlige partnere og andre naboer og samtidig holder kommunikationslinjerne med Rusland åbne; er klar over, at den største hindring for de russiske disinformationskampagner ville være eksistensen af uafhængige og frie medier i Rusland; mener, at det bør være EU's mål at opnå dette; opfordrer til, at der sættes særligt fokus på og afsættes tilstrækkelige ressourcer til mediepluralisme, lokale medier, undersøgende journalistik og fremmedsprogede medier, navnlig på russisk, arabisk, farsi, tyrkisk og urdu samt andre sprog, der tales af befolkninger, som er sårbare over for propaganda;

57.  støtter kommunikationskampagner, der gennemføres af relevante aktører i Syrien, Irak og i regionen (herunder i de udenlandske krigeres oprindelseslande), med henblik på at miskreditere ISIL/Daeshs ideologi og fordømme organisationens krænkelser af menneskerettighederne og bekæmpe voldelig ekstremisme og hadefuld tale om andre grupper i regionen; opfordrer EU og dets medlemsstater til i deres dialog med MENA-landene at understrege, at god regeringsførelse, ansvarlighed, gennemsigtighed, retsstatsforhold og respekt for menneskerettighederne er afgørende forudsætninger for at beskytte disse samfund mod udbredelsen af intolerante og voldelige ideologier, der inspirerer terrororganisationer som ISIL/Daesh og Al-Qaeda; understreger i lyset af den voksende terrortrussel fra ISIL/Daesh og andre internationale terrororganisationer, at det er nødvendigt at styrke samarbejdet om sikkerhedsanliggender med lande, der har indgående erfaring med terrorbekæmpelse;

58.  opfordrer NF/HR og Rådet til at bekræfte EU's fulde støtte til den igangværende gennemførelsesproces og til at bidrage økonomisk til virkeliggørelsen af henstillingerne i den forundersøgelse om russisksprogede medieinitiativer i og uden for Det Østlige Partnerskab, som Den Europæiske Demokratifond gennemførte i 2015;

o
o   o

59.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaterne, Kommissionens næstformand/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU-Udenrigstjenesten og NATO.

(1) EUT C 137 E af 27.5.2010, s. 25. (2) EUT C 434 af 23.12.2015, s. 24. (3) EUT C 407 af 4.11.2016, s. 35. (4) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0272. (5) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0410.

Europa-Parlamentets beslutning af 23. november 2016 om tegnsprog og professionelle tegnsprogstolke (2016/2952(RSP))

P8_TA(2016)0442 B8-1230/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 2, 5, 9, 10, 19, 168 og artikel 216, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og til artikel 2 og 21 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

–  der henviser til EU's charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til sine beslutninger af 17. juni 1988 om tegnsprog for døve(1) og 18. november 1998 om tegnsprog(2),

–  der henviser til FN-konventionen om rettigheder for personer med handicap (CRPD) og dennes ikrafttræden i EU den 21. januar 2011 i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2010/48/EF af 26. november 2009 om Det Europæiske Fællesskabs indgåelse af De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder(3),

–  der henviser til sin beslutning af 7. juli 2016 om gennemførelse af FN's konvention om rettigheder for personer med handicap med særligt henblik på de afsluttende bemærkninger fra FN's komité for rettigheder for personer med handicap(4),

–  der henviser til generel bemærkning nr. 4 (2016) om retten til inklusiv uddannelse fra FN's komité for rettigheder for personer med handicap(5),

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder, konventionen til beskyttelse af menneskerettighederne og grundlæggende frihedsrettigheder, den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og den internationale konvention om civile og politiske rettigheder,

–  der henviser til Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv ("direktiv om ligebehandling på beskæftigelsesområdet")(6),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer(7),

–  der henviser til sin beslutning af 12. april 2016 om Erasmus+ og andre redskaber til fremme af mobiliteten i forbindelse med erhvervsuddannelse – en livslang læringstilgang(8),

–  der henviser til Det Europæiske Ungdomsforums oplæg om ligestilling og ikke-forskelsbehandling(9),

–  der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 2. december 2015 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser for så vidt angår tilgængelighedskrav til produkter og tjenesteydelser (COM(2015)0615),

–  der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 3. december 2012 om tilgængeligheden af offentlige organers websteder (COM(2012)0721),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/64/EU af 20. oktober 2010 om retten til tolke- og oversætterbistand i straffesager(10),

–  der henviser til læringsresultater og vurderingskriterier fra det europæiske forum af tegnsprogstolke (efsli) for lige uddannelsesmuligheder for tegnsprogstolke og tjenester af høj kvalitet for døve borgere i hele EU(11),

–  der henviser til efsli's/EUD's retningslinjer for tegnsprogstolke på møder på internationalt/europæisk plan(12),

–  der henviser til AIIC's retningslinjer for tolke i talesprog, der arbejder i blandede grupper(13),

–  der henviser til efsli's rapport om retten til tegnsprogstolketjenester i forbindelse med arbejde eller studier i udlandet(14),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at alle personer med handicap som fuldgyldige borgere, især kvinder og børn, herunder døve og hørehæmmede personer, herunder dem, der anvender tegnsprog, og dem, der ikke gør, har lige rettigheder og ret til umistelig værdighed, ligebehandling, en uafhængig tilværelse, autonomi og fuld deltagelse i samfundet;

B.  der henviser til, at TEUF pålægger Unionen at bekæmpe forskelsbehandling på grund af handicap ved udformningen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter (artikel 10), og bemærker, at traktaten giver Unionen beføjelser til vedtagelse af lovgivning om imødegåelse af en sådan forskelsbehandling (artikel 19);

C.  der henviser til, at artikel 21 og 26 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder udtrykkeligt forbyder forskelsbehandling på grund af handicap og fastsætter, at personer med handicap skal sikres lige deltagelse i samfundet;

D.  der henviser til, at der er omkring en million døve tegnsprogsbrugere i EU(15) og 51 millioner hørehæmmede borgere(16), hvoraf mange ligeledes anvender tegnsprog;

E.  der henviser til, at nationale og regionale tegnsprog er fuldgyldige naturlige sprog med deres egen grammatik og syntaks svarende til talesprog(17);

F.  der henviser til, at EU's politik for flersprogethed fremmer indlæring af fremmedsprog, og at et af dens mål er, at alle europæere ud over deres modersmål bør tale to andre sprog; der henviser til, at læring og fremme af nationale og regionale tegnsprog kan støtte dette mål;

G.  der henviser til, at tilgængelighed er en forudsætning for, at personer med handicap kan leve et selvstændigt liv og deltage fuldt ud og ligeværdigt i samfundet(18);

H.  der henviser til, at tilgængelighed ikke kun er begrænset til det fysiske miljø, men omfatter tilgængeligheden af information og kommunikation, herunder i form af levering af indhold på tegnsprog(19);

I.  der henviser til, at professionelle tegnsprogstolke er ligeværdige i forhold til tolke i talesprog med hensyn til opgaver;

J.  der henviser til, at situationen for tegnsprogstolke varierer meget blandt medlemsstaterne, der går lige fra uformel familiestøtte til professionelle universitetsuddannede og fuldt kvalificerede tolke;

K.  der henviser til, at der er mangel på kvalificerede og professionelle tegnsprogstolke i alle medlemsstaterne, og at forholdet mellem tegnsprogsbrugere og tegnsprogstolke varierer mellem 8:1 og 2 500:1 med et gennemsnitligt forhold på 160:1(20);

L.  der henviser til, at et andragende(21) er blevet indgivet, hvori der anmodes om, at Parlamentet giver mulighed for at indgive andragender på EU's nationale og regionale tegnsprog;

M.  der henviser til, at Bruxelleserklæringen om tegnsprog i Den Europæiske Union(22) fremmer en ikke-diskriminerende tilgang til anvendelsen af et naturligt tegnsprog, som kræves i henhold FN's konvention om rettigheder for personer med handicap, som er ratificeret af EU og alle EU's medlemsstater, undtagen én;

N.  der henviser til, at omfanget og kvaliteten af undertekster på offentligt og privat TV varierer betydeligt imellem medlemsstaterne, lige fra mindre end 10 % til næsten 100 % med meget varierende standarder for kvalitet(23); der henviser til, at der er mangel på data i de fleste medlemsstater med hensyn til størrelsen af tegnsprogstolkning i TV;

O.  der henviser til, at udviklingen af nye sprogteknologier kan være til gavn for tegnsprogsbrugere;

P.  der henviser til, at nægtelse af rimelig tilpasning i henhold til konventionen om rettigheder for personer med handicap udgør diskrimination, og at rimelig tilpasning i henhold til direktivet om ligebehandling på beskæftigelsesområdet skal tilvejebringes for at sikre overholdelsen af princippet om ligebehandling;

Q.  der henviser til, at der i øjeblikket ikke er direkte kommunikationsadgang for døve og døvblinde eller hørehæmmede borgere til medlemmer af Europa-Parlamentet og administratorer i EU-institutionerne og omvendt, til døve eller hørehæmmede inden for EU-institutionerne;

Kvalificerede og professionelle tegnsprogstolke

1.  understreger behovet for kvalificerede og professionelle tegnsprogstolke, som kun kan opnås ved at anvende følgende fremgangsmåde:

2.  erkender, at tilvejebringelsen af tegnsprogstolketjenester af høj kvalitet:

3.  anerkender, at tegnsprogstolkning er et liberalt erhverv, der kræver passende aflønning;

Sondring mellem tilgængelighed og rimelig tilpasning(25)

4.  påskønner, at tilgængelighed er til gavn for visse grupper og er baseret på et sæt standarder, der gennemføres gradvist;

5.  er klar over, at uforholdsmæssige eller urimelige byrder ikke kan bruges som et påskud til at forsvare den manglende tilgængelighed;

6.  erkender, at rimelig tilpasning vedrører et individ og supplerer forpligtelsen til tilgængelighed;

7.  bemærker endvidere, at en person kan anmode om rimelige tilpasningsforanstaltninger, selv om forpligtelsen til tilgængelighed er blevet opfyldt;

8.  forstår, at tilvejebringelsen af tegnsprogstolkning afhængig af situationen kan udgøre en tilgængeligheds- eller en rimelig tilpasningsforanstaltning;

Tilgængelighed

9.  understreger, at døve og døvblinde og hørehæmmede borgere skal have adgang til samme information og kommunikation som deres jævnaldrende i form af tegnsprogstolkning, undertekster, tale-til-tekst og/eller alternative former for kommunikation, herunder også mundtlige tolke;

10.  understreger, at offentlige og statslige tjenester, herunder deres onlineindhold, skal gøres tilgængeligt via direkte formidlere såsom online-tegnsprogstolke, men også via alternative internetbaserede tjenester samt fjerntjenester, hvor det er relevant;

11.  gentager sit tilsagn om at gøre den politiske proces så tilgængelig som muligt, bl.a. ved at stille professionelle tegnsprogstolke til rådighed; bemærker, at dette omfatter valg, offentlige høringer og andre arrangementer, hvor det er hensigtsmæssigt;

12.  understreger den stigende betydning af sprogteknologier for at give alle lige adgang til det digitale rum;

13.  anerkender betydningen af minimumsstandarder for at sikre tilgængelighed, navnlig i lyset af nye og fremspirende teknologier, såsom internetbaseret tegnsprogstolkning og undertekstningstjenester;

14.  bemærker, at mens levering af sundhedsydelser hører under medlemsstaternes kompetence, bør den tage højde for behovene hos døve, døvblinde og hørehæmmede patienter, for eksempel ved at tilbyde professionelle tegnsprogstolke og uddannelse i bevidstgørelse af personalet med særlig opmærksomhed rettet mod kvinder og børn;

15.  anerkender, at lige adgang til domstolene for døve og døvblinde og hørehæmmede borgere kun kan sikres gennem tilvejebringelse af passende kvalificerede og professionelle tegnsprogstolke;

16.  er klar over betydningen af nøjagtig og præcis tolkning og oversættelse, navnlig i domstole og andre retlige sammenhænge; gentager derfor betydningen af specialiserede og højt kvalificerede professionelle tegnsprogstolke, navnlig under disse forhold;

17.  understreger nødvendigheden af, at personer med handicap har behov for øget støtte og særlige bestemmelser, såsom tegnsprogstolkning og tilgængelige tidstro tekstbaserede katastrofeoplysninger i situationer med væbnede konflikter, humanitære nødsituationer og naturkatastrofer(26);

Beskæftigelse, uddannelse og erhvervsuddannelse

18.  bemærker, at der skal træffes rimelige tilpasningsforanstaltninger, som omfatter tilrådighedsstillelse af professionelle tegnsprogstolke, for at sikre lige adgang til beskæftigelse, uddannelse og erhvervsuddannelse;

19.  fremhæver, at afbalancerede og holistiske oplysninger om tegnsprog, og om hvad det betyder at være døv, skal stilles til rådighed, således at forældre kan træffe kvalificerede valg i deres barns bedste interesse;

20.  understreger, at programmer for tidlig indsats er afgørende for børn i udviklingen af livsfærdigheder, herunder sprogkundskaber; bemærker endvidere, at disse programmer ideelt set bør indeholde rollemodeller for døve;

21.  understreger, at døve og døvblinde og hørehæmmede studerende og deres forældre skal have mulighed for at lære det nationale eller regionale tegnsprog i deres miljø ved hjælp af førskoletilbud og i skoler(27);

22.  understreger, at tegnsprog bør medtages undervisningsplaner for at øge bevidstheden om og øge anvendelsen af tegnsprog;

23.  understreger, at der skal træffes foranstaltninger til at anerkende og fremme døvesamfunds sproglige identitet(28);

24.  opfordrer medlemsstaterne til at fremme indlæringen af tegnsprog på samme måde som fremmedsprog;

25.  understreger, at kvalificerede tegnsprogstolke og undervisningspersonale, der er kompetente i tegnsprog og udstyret med de nødvendige kvalifikationer til at arbejde effektivt i tosprogede inklusive uddannelsesmiljøer, har en væsentlig indflydelse på døve børns og unge voksnes uddannelsesmæssige præstationer som følge af bedre uddannelsesresultater og lavere arbejdsløshed på lang sigt;

26.  fremhæver den udbredte mangel på tosprogede lærebøger og undervisningsmateriale i tegnsprog i tilgængelige formater og sprog;

27.  opfordrer indtrængende til, at princippet om fri bevægelighed for døve og døvblinde og tunghøre personer i EU sikres, herunder især i Erasmus + og relaterede mobilitetsprogrammer ved at sikre, at deltagerne ikke pålægges uforholdsmæssigt store byrder med at tage sig af deres egen tolkning;

28.  glæder sig over pilotprojektet om EU-handicapkortet; beklager, at tegnsprogstolkning ikke indgår i projektet, hvilket væsentligt hindrer den fri bevægelighed for døve og døvblinde og hørehæmmede arbejdstagere og studerende i EU;

EU-institutioner

29.  erkender, at EU-institutionerne skal fungere som eksempler på bedste praksis for deres ansatte, de folkevalgte, deres praktikanter og over for borgerne i EU med hensyn til tilvejebringelse af rimelig tilpasning og tilgængelighed, som omfatter tilrådighedsstillelse af tegnsprogstolkning;

30.  glæder sig over, at EU-institutionerne på ad hoc-basis allerede sørger for tilgængelighed af offentlige arrangementer og udvalgsmøder; mener, at undertekstning og tale-til-tekst bør betragtes som et alternativ, men samtidig som en ligeværdig og nødvendig foranstaltning for hørehæmmede personer, der ikke anvender tegnsprog, hvilket også er relevant for ansatte i EU-institutionerne med hensyn til at sørge for rimelig tilpasning i overensstemmelse med artikel 5 i direktiv 2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv;

31.  anerkender, at EU-institutionerne med henblik på tilgængelighed har indført et system til at tilbyde tegnsprogstolkning via deres respektive tolkeafdelinger; opfordrer indtrængende institutionerne til også at anvende sådanne eksisterende systemer, når der ydes rimelig tilpasning for ansatte og/eller de folkevalgte, ved effektivt at minimere den administrative byrde for den enkelte og institutionerne;

32.  opfordrer på det kraftigste institutionerne til formelt at indrømme tegnsprogstolke samme status som tolke i talesprog, når de leverer tolketjenester til institutionerne og/eller deres ansatte og folkevalgte, herunder adgang til teknisk bistand, forberedende materiale og dokumenter;

33.  opfordrer indtrængende Eurostat til at sikre, at statistikker for døve og hørehæmmede, døvblinde tegnsprogsbrugere sendes til EU-institutionerne, så de bedre kan formulere, implementere og analysere deres handicap- og sprogpolitik;

34.  opfordrer indtrængende Parlamentets Besøgstjeneste til at tilgodese døve og hørehæmmede, døvblinde besøgendes behov ved direkte at give adgang på et national eller regionalt tegnsprog og ved hjælp af tale-til-tekst-tjenester;

35.  opfordrer institutionerne til fuldt ud at gennemføre EU's INSIGN-pilotprojekt, som er en reaktion på Parlamentets afgørelse af 12. december 2012 om indførelse af en tidstro tegnsprogsapplikation og -tjeneste og sigter mod at forbedre kommunikationen mellem døve og hørehæmmede personer og EU-institutionerne(29);

o
o   o

36.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EFT C 187 af 18.7.1988, s. 236. (2) EFT C 379 af 7.12.1998, s. 66. (3) EUT L 23 af 27.1.2010, s. 35. (4) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0318. (5) http://www.ohchr.org/Documents/HRBodies/CRPD/GC/RighttoEducation/CRPD-C-GC-4.doc (6) EFT L 303 af 2.12.2000, s. 16. (7) EUT L 255 af 30.9.2005, s. 22. (8) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0107. (9) http://www.youthforum.org/assets/2016/04/0099-16_Policy_Paper_Equality_Non-discrimination_FINAL2.pdf (10) EUT L 280 af 26.10.2010, s. 1. (11) http://efsli.org/publications (12) http://efsli.org/efsliblu/wp-content/uploads/2012/09/SL-Interpreter-Guidelines.pdf (13) http://aiic.net/page/6701/guidelines-for-spoken-language-interpreters-working-in-mixed-teams/lang/1 (14) http://efsli.org/efsliblu/wp-content/uploads/2012/09/R1101-The-right-to-sign-language-interpreting-services-when-working-or-studying-abroad.pdf (15) http://europa.eu/rapid/press-release_IP-13-511_da.htm (16) Den Europæiske Sammenslutning af Hørehæmmede: (EFHOH) http://www.efhoh.org/about_us (17) Brentari, D., ed. (2010) Sign Languages. Cambridge University Press. Pfau, R., Steinbach M. & Bencie W., eds. (2012) Sign Language: An International Handbook. De Gruyter. (18) Generel bemærkning nr. 2, FN's komité for rettigheder for personer med handicap. (19) FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap, artikel 9. (20) Wit, M. de (2016, endnu ikke udgivet). Sign Language Interpreting in Europe, 2016-udgave. (21) Andragende nr. 1056/-16. (22) Bruxelleserklæringen (2010), Den Europæiske Døveunion (EUD): http://www.eud.eu/files/8514/5803/7674/brussels_declaration_FINAL.pdf (23) EFHOH (2015). State of subtitling access in EU. Tilgængelig på: http://media.wix.com/ugd/c2e099_0921564404524507bed2ff3648781a3c.pdf (24) Efsli (2013), Learning Outcomes for Graduates of a Three Year Interpreting Training Programme. (25) CRPD/C/GC/4, punkt 28. (26) FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap (CRPD), artikel 11. (27) http://www.univie.ac.at/designbilingual/downloads/De-Sign_Bilingual_Findings.pdf (28) Generel bemærkning nr. 4, FN's komité for rettigheder for personer med handicap, FCRPD/C/GC/4, tilgængelig på: http://www.ohchr.org/Documents/HRBodies/CRPD/GC/RighttoEducation/CRPD-C-GC-4.doc (29) http://www.eud.eu/projects/past-projects/insign-project/

Europa-Parlamentets beslutning af 23. november 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning om fornyelse af godkendelsen af aktivstoffet bentazon i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ændring af bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 (D047341/00 – 2016/2978(RSP))

P8_TA(2016)0443 B8-1228/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning om fornyelse af godkendelsen af aktivstoffet bentazon i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ændring af bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011, (D047341/00),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF(1), og særlig artikel 20, stk. 1,

–  der henviser til artikel 11 og 13 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser(2),

–  der henviser til Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets konklusion om peerevalueringen af vurderingen af pesticidrisikoen ved aktivstoffet bentazon(3),

–  der henviser til forslag til beslutning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 106, stk. 2 og 3,

A.  der henviser til, at aktivstoffet bentazon fungerer som et selektivt herbicid, der virker mod bredbladet ukrudt i en bred vifte af afgrøder, efter af planterne er begyndt at spire, og er almindeligt anvendt i landbruget;

B.  der henviser til, at aktivstoffet bentazon har et højt potentiale for direkte udvaskning til grundvandet på grund af dets iboende egenskaber;

C.  der henviser til, at data fra det britiske miljøagentur viser, at aktivstoffet bentazon er det oftest konstaterede pesticid i det britiske grundvand, og at stoffet også findes i overfladevand; der henviser til, at situationen er den samme i hele Europa;

D.  der henviser til, at Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/549 af 8. april 2016 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 forlængede godkendelsesperioden for aktivstoffet bentazon indtil den 30. juni 2017, fordi vurderingen af stoffet var blevet forsinket;

E.  der henviser til, at udkastet til Kommissionens gennemførelsesforordning om fornyelse af godkendelsen af aktivstoffet bentazon i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ændring af bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 (herefter "udkastet til gennemførelsesforordning") giver mulighed for godkendelse af bentazon indtil den 31. januar 2032 på grundlag af en evaluering foretaget af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA), dvs. for så lang en periode som muligt;

F.  der henviser til, at der i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1107/2009, og i lyset af den foreliggende videnskabelige og tekniske viden er blevet indskrevet visse betingelser og begrænsninger i udkastet til gennemførelsesforordningen, navnlig et krav om at fremlægge yderligere bekræftende oplysninger;

G.  der henviser til, at det efter overvejelse af de bemærkninger, der blev modtaget til vurderingsrapporten vedrørende forlængelse, blev konkluderet, at der burde kræves supplerende oplysninger fra ansøgerne;

H.  der henviser til, at det efter overvejelse af de bemærkninger, der blev modtaget om vurderingsrapporten vedrørende forlængelse, blev konkluderet, at EFSA burde foretage en eksperthøring vedrørende pattedyrstoksikologi, restkoncentrationer, stoffets skæbne og opførsel i miljøet og økotoksikologi samt vedtage en konklusion om, hvorvidt aktivstoffet bentazon kunne forventes at opfylde betingelserne i artikel 4 i forordning (EF) nr. 1107/2009;

I.  der henviser til, at ansøgerne skal fremlægge bekræftende oplysninger vedrørende de niveau 2- og 3-tests, der i øjeblikket foreskrives i OECD's rammekoncept, med henblik på at tage hensyn til, om der er observeret en potentiel hormonforstyrrende virkning for så vidt angår de udviklingsvirkninger, der observeres i en udviklingstoksicitetsundersøgelse i rotter (øget fostertab efter implantation, et mindsket antal levende fostre og forsinket prænatal udvikling ved fravær af en klar maternel toksicitet, hvilket antyder, at en klassificering som reproduktionstoksisk, kategori 2, kan være relevant);

J.  der henviser til, at vurderingen af risikoen for forbrugerne ikke blev afsluttet, fordi de foreslåede definitioner af restkoncentrationer til risikovurderinger i planter og til anvendelse i husdyrhold blev betragtet som foreløbige på grund af de konstaterede datamangler;

K.  der henviser til, at vurderingen af grundvandets eksponering for bentazon og metabolitten N-methyl-bentazon ikke blev afsluttet; der henviser til, at der mangler oplysninger om risikoen for grundvandseksponering ved en årlig anvendelse på over 960 g aktivstof/ha. (der er blevet ansøgt om repræsentative anvendelser på op til 1 440 g aktivstof/ha);

L.  der henviser til, at Kommissionens beslutning om at godkende et aktivstof og samtidig anmode om data, der bekræfter dets sikkerhed (den såkaldte procedure med bekræftende data) vil gøre det muligt at markedsføre det aktive stof, inden Kommissionen har indhentet alle de data, som er nødvendige til støtte for denne afgørelse;

M.  der henviser til, at Den Europæiske Ombudsmands afgørelse af 18. februar 2016 i sag 12/2013/MDC om Kommissionens praksis med hensyn til godkendelse og markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (pesticider) opfordrede Kommissionen til at anvende proceduren med bekræftende data restriktivt og strengt i overensstemmelse med den gældende lovgivning og til senest to år efter gennemførelsen af Ombudsmandens afgørelse at fremlægge en rapport, der viste, at antallet af beslutninger med bekræftende oplysninger var faldet væsentligt i forhold til den tidligere tilgang;

N.  der henviser til, at Kommissionens udkast til forordning ikke gennemfører Den Europæiske Ombudsmands forslag til en løsning med henblik på at forbedre Kommissionens pesticidgodkendelsessystem;

O.  der henviser til, at en fornyelse af godkendelsen af aktivstoffer i henhold til forordning (EF) nr. 1107/2009 bør gælde for en periode på højst 15 år; der henviser til, at godkendelsesperioden bør stå i forhold til de potentielle risici, der er forbundet med anvendelsen af de pågældende stoffer; der henviser til, at forsigtighedsprincippet, der ifølge forordning (EF) nr. 1107/2009 skal anvendes, tilsiger, at Kommissionen skal sikre, at den ikke godkender aktivstoffer i tilfælde, hvor den offentlige sundhed eller miljøet kan være i fare;

P.  der henviser til, at det i EFSA's peerevaluering foreslås, at aktivstoffet bentazon klassificeres som reproduktionstoksisk, kategori 2, i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1272/2008;

Q.  der henviser til, at et emne opføres som et kritisk område, såfremt der er tilstrækkelige oplysninger til rådighed til at foretage en vurdering af de repræsentative anvendelser i overensstemmelse med de ensartede principper i artikel 29, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1107/2009 og som fastsat i Kommissionens forordning (EU) nr. 546/2011, og såfremt denne vurdering ikke gør det muligt at konkludere, at det for mindst én af de repræsentative anvendelsers vedkommende kan forventes, at et plantebeskyttelsesmiddel, der indeholder aktivstoffet, ikke vil have nogen skadelig indvirkning på menneskers eller dyrs sundhed eller på grundvandet eller en uacceptabel indvirkning på miljøet;

R.  der henviser til, at der ifølge EFSA's konklusioner er identificeret kritiske problemområder, navnlig den omstændighed, at den tekniske materialespecifikation, som foreslås for begge ansøgere, ikke var sammenlignelig med det materiale, der blev anvendt ved prøvningen til at udlede de toksikologiske referenceværdier, og at det ikke er påvist, at det tekniske materiale, der er anvendt i økotoksicitetsundersøgelserne, er tilstrækkelig repræsentativt for de tekniske specifikationer for begge ansøgere;

1.  mener, at udkastet til Kommissionens gennemførelsesforordning indebærer en overskridelse af de gennemførelsesbeføjelser, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1107/2009;

2.  anser vurderingen af de repræsentative anvendelser af aktivstoffet bentazon for at være utilstrækkelig til at konkludere for mindst én af de repræsentative anvendelser, at et plantebeskyttelsesmiddel, der indeholder aktivstoffet bentazon, kan forventes ikke at have nogen skadelige indvirkninger på menneskers eller dyrs sundhed eller på grundvandet eller nogen uacceptabel indvirkning på miljøet;

3.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at finansiere forskning og innovation inden for alternative bæredygtige og omkostningseffektive løsninger til skadedyrsbekæmpelsesmidler med henblik på at sikre et højt niveau for beskyttelse af menneskers og dyrs sundhed og miljøet;

4.  mener, at Kommissionen ved at anvende proceduren med bekræftende data for godkendelse af aktivstoffet bentazon har overtrådt bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1107/2009 og tilsidesat forsigtighedsprincippet som fastsat i artikel 191 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

5.  opfordrer Kommissionen til at prioritere at anmode om og vurdere eventuelle relevante manglende oplysninger, inden den træffer en afgørelse om godkendelse;

6.  opfordrer Kommissionen til at trække udkastet til gennemførelsesforordning tilbage og forelægge udvalget et nyt udkast;

7.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT L 309 af 24.11.2009, s. 1. (2) EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13. (3) EFSA Journal 2015;13(4):4077.