Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2014/2248(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A8-0390/2016

Indgivne tekster :

A8-0390/2016

Forhandlinger :

PV 14/02/2017 - 3
CRE 14/02/2017 - 3

Afstemninger :

PV 16/02/2017 - 6.6
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2017)0048

Vedtagne tekster
PDF 393kWORD 70k
Torsdag den 16. februar 2017 - Strasbourg
Mulige udviklingstendenser og justeringer i Den Europæiske Unions nuværende institutionelle struktur
P8_TA(2017)0048A8-0390/2016

Europa-Parlamentets beslutning af 16. februar 2017 om mulige udviklingstendenser og justeringer i Den Europæiske Unions nuværende institutionelle struktur (2014/2248(INI))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Union (TEU), særlig artikel 1, 2, 3, 6, 9, 10, 14, 15, 16, 17, 48 og 50, og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig artikel 119, 120-126, 127-133, 136-138, 139-144, 194 og 352, samt protokollerne hertil,

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til rapport af 22. juni 2015, aflagt af Kommissionens formand i nært samarbejde med formændene for Det Europæiske Råd, Europa-Parlamentet, Den Europæiske Centralbank og Eurogruppen, med titlen "Gennemførelse af Europas Økonomiske og Monetære Union" ("de fem formænds rapport")(1),

–  der henviser til sin lovgivningsmæssige beslutning af 19. november 2013 om udkast til Rådets forordning om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020(2) og til sin afgørelse af 19. november 2013 om indgåelse af en interinstitutionel aftale mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, budgetsamarbejde og forsvarlig økonomisk forvaltning(3),

–  der henviser til den flerårige finansielle ramme (FFR)(4) og den interinstitutionelle aftale som vedtaget den 2. december 2013(5),

–  der henviser til den endelige rapport og henstillingerne fra Gruppen på Højt Plan vedrørende Egne Indtægter fra december 2016(6),

–  der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 18.-19. februar 2016 om en ny ordning for Det Forenede Kongerige i Den Europæiske Union, der er blevet ugyldig grundet Det Forenede Kongeriges beslutning om at træde ud af Unionen,

–  der henviser til afstemningsresultatet fra Det Forenede Kongeriges folkeafstemning om EU-medlemskabet, hvor der var flertal for at forlade EU,

–  der henviser til Standard Eurobarometer 84 fra efteråret 2015 med titlen "Public opinion in the European Union" og særudgaven af Europa-Parlamentets Eurobarometer fra juni 2016 med titlen - "EU-borgerne i 2016: Holdninger og forventninger, bekæmpelse af terrorisme og radikalisering",

–  der henviser til udtalelse 2/13 fra Den Europæiske Unions Domstol om udkast til aftale om Den Europæiske Unions tiltrædelse af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder ("den europæiske menneskerettighedskonvention" – EMRK)(7),

–  der henviser til Det Europæiske Råds afgørelse af 28. juni 2013 om Europa-Parlamentets sammensætning(8),

–  der henviser til sin beslutning af 12. december 2013 om konstitutionelle problemer i forbindelse med forvaltning på flere niveauer i Den Europæiske Union(9),

–  der henviser til sin beslutning af 15. april 2014 om forhandlingerne om den flerårige finansielle ramme for 2014-2020: erfaringer og vejen frem(10),

–  der henviser til sin beslutning af 22. november 2012 om valg til Europa-Parlamentet i 2014(11) og sin beslutning af 4. juli 2013 om forbedring af de praktiske retningslinjer for tilrettelæggelsen af valget til Europa-Parlamentet i 2014(12),

–  der henviser til sin beslutning af 20. november 2013 om fastlæggelse af hjemstedet for Den Europæiske Unions institutioner(13),

–   der henviser til sin beslutning af 28. oktober 2015 om det europæiske borgerinitiativ(14),

–  der henviser til sin beslutning af 11. november 2015 om reform af valgloven i Den Europæiske Union(15) og sit forslag til ændring af akten om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin beslutning af 28. juni 2016 om afgørelsen om at forlade EU som følge af folkeafstemningen i Det Forenede Kongerige(16),

–  der henviser til sin beslutning af 16. februar 2017 om forbedring af Den Europæiske Unions funktionsmåde på grundlag af Lissabontraktatens potentiale(17),

–  der henviser til sin beslutning af 16. februar 2017 om euroområdets budgetkapacitet(18),

–  der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2016 med henstillinger til Kommissionen om oprettelse af en EU-mekanisme for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder(19),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1624 af 14. september 2016 om den europæisk grænse- og kystvagt(20),

–  der henviser til udtalelse af 16. september 2015 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(21) og udtalelse af 8. juli 2015 fra Regionsudvalget(22),

–  der henviser til erklæringen "Greater European Integration: The Way Forward" ("Mere europæisk integration: vejen frem") fra formændene for det italienske Deputeretkammer, den franske Nationalforsamling, den tyske Forbundsdag og det luxembourgske Deputeretkammer, der blev underskrevet den 14. september 2015 og for indeværende støttes af adskillige nationale parlamentariske forsamlinger i EU,

–   der henviser til Regionsudvalgets udtalelse af 31. januar 2013 om "Styrkelse af unionsborgerskabet: Fremme af EU-borgernes valgrettigheder"(23),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og udtalelser fra Budgetudvalget og Budgetkontroludvalget (A8-0390/2016),

A.  der henviser til, at denne beslutning har til formål at finde løsningsmodeller, som ikke kan realiseres ved hjælp af de værktøjer, traktaterne indeholder i øjeblikket, og som derfor kun er brugbare efter en fremtidig traktatændring, når forudsætningerne er opfyldt;

B.  der henviser til, at EU-institutionernes manglende evne til at håndtere de dybe og talrige kriser, som EU i øjeblikket står over for – den såkaldte "polykrise" med finansielle, økonomiske, sociale og migrationspolitiske konsekvenser samt voksende tilslutning til populistiske partier og nationalistiske bevægelser – har ført til, at et voksende antal borgere er stadig mere utilfredse med Den Europæiske Unions nuværende funktionsmåde;

C.  der henviser til, at disse vigtige europæiske udfordringer ikke kan håndteres af de enkelte medlemsstater, men kun ved en fælles indsats fra Den Europæiske Union;

D.  der henviser til, at det er vanskeligt at gøre fremskridt i retning af en Union, som virkelig kan levere resultater og nå sine mål, fordi EU har en mangelfuld styreform, hvor der vedvarende og systematisk må søges efter enstemmighed i Rådet (på grundlag af det såkaldte Luxembourg-kompromis), og hvor der mangler én enkelt troværdig udøvende myndighed med fuld demokratisk legitimitet og kompetence til at træffe effektive foranstaltninger inden for et bredt spektrum af politikområder; der henviser til, at nylige eksempler som f.eks. den utilstrækkelige forvaltning af flygtningestrømme, den langsommelige oprydningsproces i EU's banksektor i kølvandet på finanskrisen og det faktum, at der ikke omgående og i fællesskab er blevet reageret på den interne og eksterne trussel fra terrorisme, med al ønskelig tydelighed har vist EU's manglende evne til at reagere effektivt og hurtigt;

E.  der henviser til, at EU ikke kan leve op til de europæiske borgeres forventninger, fordi de nugældende traktater ikke bliver udnyttet fuldt ud og ikke indeholder alle de nødvendige redskaber, kompetencer og beslutningsprocedurer til effektivt at håndtere disse fælles målsætninger;

F.  der henviser til, at dette problem sammen med medlemsstaternes manglende fælles visioner for det europæiske kontinents fremtid har givet anledning til en hidtil uset vækst i EU-skeptiske holdninger, hvilket fører til fornyet nationalisme og risici for, at EU bliver undergravet og muligvis endog går i opløsning;

G.  der henviser til, at den ordning, hvorefter medlemsstaterne griber til "a la carte"-løsninger – en ordning, der blev styrket yderligere ved Lissabontraktaten – har gjort EU til en mere kompleks størrelse og har accentueret en differentieret udvikling inden for EU i stedet for at fremme unionstanken; der henviser til, at flere medlemsstater – trods den fleksibilitet, som traktaterne byder på – har fået talrige indrømmelser i form af fravalgsordninger med hensyn til den primære ret, og at dette faktum har skabt et uigennemskueligt system af cirkler, der krydser hinanden, og har hæmmet den demokratiske kontrol og ansvarlighed;

H.  der henviser til, at traktaterne giver muligheder for fleksibel og differentieret integration af afledt ret via instrumenterne til forstærket og mere struktureret samarbejde, som kun bør tages i anvendelse i forhold til et begrænset antal politikker, og som bør være inklusive, således at alle medlemsstater kan deltage; der henviser til, at effekten af forstærket samarbejde fortsat er begrænset her tyve år efter indførelsen; der henviser til, at der er givet tilladelse til forstærket samarbejde i tre tilfælde, nemlig med hensyn til fælles bestemmelser om lovvalg for skilsmisser for internationale par, det europæiske patent med ensartet retsvirkning samt indførelse af en afgift på finansielle transaktioner (AFT); der henviser til, at forstærket samarbejde skal benyttes som et første skridt i retning af øget integration af politikker som f.eks. den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) og ikke som en metode til at bane vejen for "à la carte"-løsninger;

I.  der henviser til, at fællesskabsmetoden skal bevares og ikke undermineres af mellemstatslige løsninger, ikke engang på områder, hvor det ikke er alle medlemsstater, der opfylder betingelserne for deltagelse;

J.  der henviser til, at Unionen har euroen som valuta (jf. artikel 3, stk. 4, i TEU), at Det Forenede Kongerige har opnået en fritagelse fra at deltage (protokol nr. 15), at Danmark nyder godt af en forfatningsmæssigt begrundet undtagelse (protokol nr. 16), at Sverige er ophørt med at overholde eurokonvergenskriterierne, og at Det Europæiske Råd åbent har drøftet muligheden af at lade Grækenland forlade den fælles valuta; der henviser til, at alle medlemsstater er forpligtet til at indføre denne valuta, når de opfylder alle de relevante kriterier, mens der ikke er opstillet nogen tidsplan for, hvornår medlemsstaterne skal tilslutte sig euroen efter dens indførelse;

K.  der henviser til, at der med hensyn til Schengen, fri bevægelighed for personer og den tilhørende afskaffelse af den interne grænsekontrol – elementer, der formelt er en integrerende del af traktaterne – blev lavet fravalgsordninger for Det Forenede Kongerige og Irland; der henviser til, at fire andre medlemsstater heller ikke deltager, men er forpligtede til at deltage, mens der er lavet tilvalgsordninger for tre lande uden for Den Europæiske Union; der henviser til, at denne fragmentering ikke blot stiller sig hindrende i vejen for en fuldstændig afskaffelse af visse resterende interne grænser, men også vanskeliggør etableringen af et egentligt indre marked og et fuldt integreret område med frihed, sikkerhed og retfærdighed; der minder om, at integration i Schengenområdet skal forblive målet for alle EU-medlemsstater;

L.  der henviser til, at de enkelte medlemsstaters fravalgsmuligheder bringer en ensartet anvendelse af EU-retten i fare, fører til en overdrevent kompliceret styreform, undergraver EU's samhørighed og svækker den indbyrdes solidaritet blandt borgerne;

M.  der henviser til, at Det Europæiske Råd siden Lissabontraktatens ikrafttræden og med et yderligere incitament fra de økonomiske, finansielle, migrationsmæssige og sikkerhedspolitiske kriser har udvidet sin rolle til at omfatte den daglige styring via vedtagelse af mellemstatslige instrumenter, som falder uden for EU-samarbejdets rammer, selv om dets rolle går ud på at give EU den nødvendige fremdrift til dens udvikling og at fastlægge overordnede politiske retninger og prioriteringer uden at udøve lovgivende funktioner (jf. artikel 15, stk. 1, i TEU);

N.  der henviser til, at kravet om enstemmighed i Det Europæiske Råd og dets manglende evne til at opnå en sådan enstemmighed har ført til vedtagelse af mellemstatslige instrumenter, som falder uden for EU-samarbejdets rammer, som f.eks. den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) og traktaten om stabilitet, samordning og styring (TSSS eller "finanspagten"); der henviser til, at det samme gælder for aftalen med Tyrkiet om den syriske flygtningekrise;

O.  der henviser til, at der ifølge artikel 16 i TSSS inden for fem år efter ikrafttrædelsesdatoen (inden den 1. januar 2018) skal træffes de nødvendige foranstaltninger for at inkorporere finanspagten i EU's retlige ramme, og mens lignende bestemmelser indføres i den mellemstatslige aftale om overførsel og gensidiggørelse af bidrag til den fælles afviklingsfond, er det indlysende, at euroområdets modstandskraft, herunder færdiggørelsen af bankunionen, ikke kan sikres uden at udbygge det finanspolitiske samarbejde yderligere og sideløbende indføre en mere troværdig, effektiv og demokratisk styreform;

P.  der henviser til, at denne nye styreform må indebære, at Kommissionen bliver en egentlig regering, der kan drages til ansvar af Parlamentet, og som har mulighed for at formulere og implementere de fælles politikker på det finanspolitiske og makroøkonomiske område, som euroområdet har brug for, og denne regering skal være udstyret med en statskasse og et budget, som passer til omfanget af de foreliggende arbejdsopgaver; der henviser til, at dette – ud over foranstaltninger inden for rammerne af den eksisterende primære ret – kræver en reform af Lissabontraktaten;

Q.  der henviser til, at dette også gælder for den nødvendige reform og modernisering af hele Den Europæiske Unions finansielle ressourcer; der henviser til, at aftalen om den nuværende flerårige finansielle ramme (FFR) først blev indgået efter langstrakte og besværlige forhandlinger og blev ledsaget af en afgørelse om at nedsætte en gruppe på højt plan til at gennemgå EU's system for "egne indtægter" – en gruppe, der skulle aflægge rapport i 2016; der henviser til, at den nuværende FFR i alvorlig grad begrænser EU's finansielle og politiske autonomi, eftersom de fleste indtægter består af nationale bidrag fra medlemsstaterne, og det allerede er fastsat, at en stor del af udgifterne skal tilbageføres til de selvsamme medlemsstater; der henviser til, at BNP-/BNI-baserede bidrag er blevet langt den største indtægtskilde;

R.  der henviser til, at den nuværende FFR er underlegen i nominel værdi i forhold til den foregående, mens omstændighederne kræver en større budgetmæssig indsats for at hjælpe flygtninge og stimulere den økonomiske vækst, social samhørighed og finansiel stabilitet;

S.  der henviser til, at kravet om enstemmighed på det skatte- og afgiftspolitiske område stiller sig hindrende i vejen for, at det kan lykkes at bekæmpe eksistensen af skattely i EU og medlemsstaternes skadelige skatte- og afgiftspolitikker; der henviser til, at mange af disse praksisser forvrider det indre markeds funktion, bringer medlemsstaternes skatteindtægter i fare og i sidste ende vælter skattebyrden over på borgerne og de små og mellemstore virksomheder;

T.  der henviser til, at EU er et konstitutionelt system, som baserer sig på retsstatsprincippet; der henviser til, at traktaterne må ændres for at give Den Europæiske Unions Domstol jurisdiktion over alle aspekter af EU-retten i overensstemmelse med magtdelingsprincippet;

U.  der henviser til, at EU også bygger på værdier som respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal; der henviser til, at EU's eksisterende instrumenter til vurdering og sanktionering af medlemsstaternes overtrædelser af disse principper har vist sig utilstrækkelige; der henviser til, at traktatbrudsprocedurer iværksat som reaktion på en medlemsstats konkrete retsakter eller foranstaltninger, når de er i strid med EU-retten, er utilstrækkelige til at håndtere systemiske brud på EU's grundlæggende værdier; der henviser til, at Rådet i henhold til artikel 7, stk. 1, i TEU skal træffe afgørelse med et flertal på fire femtedel af sine medlemmer, når det skal fastslås, om der er en klar fare for en grov overtrædelse af de grundlæggende værdier, og at Det Europæiske Råd i henhold til artikel 7, stk. 2, i TEU skal træffe afgørelse med enstemmighed, når det skal fastslås, om der foreligger en grov og vedvarende overtrædelse; der henviser til, at som konsekvens heraf er hverken den forebyggende foranstaltning, jf. artikel 7, stk. 1, i TEU eller sanktionsmekanismerne, jf. artikel 7, stk. 2 og 3, i TEU blevet påberåbt;

V.  der henviser til, at EU synes at være bedre i stand til at påvirke politikker om grundlæggende rettigheder, retsstatsprincippet og korruption, mens landene stadig er kandidater til at tiltræde EU; der henviser til, at retsstatsmekanismen bør anvendes med lige stor styrke på alle medlemsstater;

W.  der henviser til, at det også er nødvendigt at foretage en revision for at omjustere og grundlæggende forny EU's funktionsmåde med den målsætning at fremme mindre bureaukrati samt en effektiv beslutningsproces, der er tættere på borgernes behov; der henviser til, at EU har behov for de beføjelser, som er nødvendige for at gøre fremskridt i retning af nogle af EU's erklærede målsætninger som f.eks. færdiggørelsen af det indre marked, herunder energiunionen, social samhørighed samt fuld beskæftigelse, en retfærdig og fælles migrations- og asylforvaltning samt en indre og ydre sikkerhedspolitik;

X.  der henviser til, at det er vigtigt at opbygge en systematisk dialog med civilsamfundsorganisationer og styrke den sociale dialog på alle niveauer i overensstemmelse med princippet i artikel 11 i TEUF for at håndtere euroskepsissen og bekræfte vigtigheden af Europas solidaritetsbaserede dimension, social samhørighed og opbygningen af et deltagende og inklusivt demokrati som et supplement til det repræsentative demokrati;

Y.  der henviser til, at den sikkerhedspolitiske situation i Europa i det seneste årti er forværret markant, navnlig i forhold til EU's naboskabsområde; der henviser til, at en enkeltstående medlemsstat ikke længere kan garantere sin indre og ydre sikkerhed alene;

Z.  der henviser til, at Europas forringede forsvarskapacitet har begrænset EU's muligheder for at skabe stabilitet ud over vores umiddelbare grænser; der henviser til, at dette forhold går hånd i hånd med vores amerikanske allieredes tøvende holdning til intervention, når Europa ikke er parat til at påtage sig sin rimelige andel af ansvaret; der henviser til, at EU's forsvarspolitik bør styrkes, og at der bør etableres et omfattende partnerskab mellem EU og NATO, samtidig med at Unionen får mulighed for at optræde selvstændigt i forbindelse med operationer i udlandet, navnlig med henblik på at stabilisere naboskabsområdet; der henviser til, at dette betyder, at der er behov både for et mere intenst samarbejde mellem medlemsstaterne og for en delvis integrering af deres forsvarskapacitet i et europæisk forsvarsfællesskab for at være på linje med en ny europæisk forsvarsstrategi;

AA.  der henviser til, at ingen af de passerellebestemmelser, som er indeholdt i Lissabontraktaten, og som har til formål at modernisere EU's styreform, er blevet taget i anvendelse, og at dette under de nuværende omstændigheder sandsynligvis heller ikke vil ske; der henviser til, at den såkaldte let-out-bestemmelse tværtimod blev aktiveret omgående på grund af Det Europæiske Råds beslutning af 18.-19. juni 2009 om at formindske antallet af kommissærer sin fastsat i Lissabontraktaten;

AB.  der henviser til, at valget til Europa-Parlamentet i 2014 for første gang førte til, at en kandidat til posten som formand for Kommissionen blev udpeget direkte; der henviser til, at borgerne desværre ikke havde mulighed for at stemme direkte på kandidaterne; der henviser til, at den supranationale karakter af valget til Europa-Parlamentet bør udbygges yderligere ved at indføre et klart retsgrundlag for at sikre, at denne nye ordning bliver bibeholdt og videreudviklet; der henviser til, at borgerne har vanskeligt ved at forstå det indbyrdes forhold mellem formanden for Kommissionen og formanden for Det Europæiske Råd;

AC.  der henviser til, at behovet for en reform af EU er vokset dramatisk efter Det Forenede Kongeriges folkeafstemningsresultat til fordel for at forlade Den Europæiske Union; der henviser til, at forhandlingerne om Det Forenede Kongeriges udtrædelse af samarbejdet også må tage højde for rammerne for det fremtidige forhold til EU; der henviser til, at denne aftale må forhandles på plads i overensstemmelse med artikel 218, stk. 3, i TEUF og indgås på Unionens vegne af Rådet, som træffer afgørelse med kvalificeret flertal og efter godkendelse fra Europa-Parlamentet; der henviser til, at Parlamentet derfor bør inddrages fuldt ud i forhandlingsprocessen;

AD.  der henviser til, at Det Forenede Kongeriges udtrædelse af samarbejdet ville åbne mulighed for at gøre EU mindre kompliceret og skabe klarhed over, hvad et EU-medlemskab egentlig indebærer; der henviser til, at der fremover er behov for klare rammer for EU's forhold til ikke-medlemmer i naboskabsområdet (Det Forenede Kongerige, Norge, Schweiz, Tyrkiet, Ukraine osv.); der henviser til, at EU's grundlæggere allerede havde planer om en slags "associeret status";

AE.  der henviser til, at traktaterne tildeler Europa-Parlamentet seks klare prærogativer i denne vigtige proces, nemlig: retten til at foreslå ændringer til traktaterne (artikel 48, stk. 2, i TEU), retten til at blive hørt af Det Europæiske Råd om ændring af traktaterne (artikel 48, stk. 3, første afsnit, i TEU), retten til at insistere på indkaldelse af et konvent mod Det Europæiske Råds ønsker (artikel 48, stk. 3, andet afsnit, i TEU), retten til at blive hørt om en afgørelse fra Det Europæiske Råd om ændring af alle eller en del af bestemmelserne i tredje del af TEUF (artikel 48, stk. 6, andet afsnit, i TEU), retten til at iværksætte en omfordeling af pladserne i Parlamentet inden det næste valg (artikel 14, stk. 2, i TEU) og retten til at foreslå en ensartet valgmåde (artikel 223, stk. 1, i TEUF);

AF.  der henviser til, at EØSU's og Regionsudvalgets rolle skal beskyttes, da de fungerer som institutionelle repræsentanter for civilsamfundsorganisationer samt regionale og lokale aktører, idet deres udtalelser bidrager til at øge den demokratiske legitimitet i de politiske og lovgivningsmæssige processer;

AG.  der henviser til, at et klart flertal af EU's regionale og lokale myndigheder konsekvent har givet udtryk for deres mening gennem Regionsudvalget til fordel for et mere integreret EU med en effektiv forvaltning;

1.  mener, at tidspunktet er kommet til at opgive krisestyring ved hjælp af tilfældige og trinvise beslutninger, eftersom en sådan tilgang kun fører til foranstaltninger, som ofte ikke er tilstrækkelig vidtrækkende og kommer for sent; er overbevist om, at det nu er på tide for alvor at overveje, hvordan der kan rettes op på manglerne ved EU's styreform ved at foretage en omfattende og dybtgående reform af Lissabontraktaten; mener, at kort- og mellemsigtede løsningsmodeller kan gennemføres ved at udnytte de eksisterende traktaters fulde potentiale i mellemtiden;

2.  noterer sig, at en reform af EU bør stile efter en modernisering, hvor der indføres nye instrumenter, nye og effektive europæiske kapaciteter samt mere demokratiske beslutningsprocesser, snarere end en renationalisering ved hjælp af øget mellemstatsligt samarbejde;

3.  understreger, at de seneste Eurobarometer-meningsmålinger viser, at EU-borgerne – i modstrid med den almindelige opfattelse – stadig er fuldstændig klar over, at det er vigtigt at finde ægte europæiske løsningsmodeller, og at EU-borgerne støtter sådanne løsningsmodeller(24), blandt inden for sikkerhed, forsvar og migration;

4.  iagttager med dyb bekymring, hvordan et voksende antal undergrupperinger af medlemsstater svækker EU's enhed ved at sørge for manglende gennemsigtighed og ved at undergrave befolkningens tillid; mener, at det passende format for at gennemføre drøftelserne vedrørende EU's fremtid er EU-27; understreger, at det vil være kontraproduktivt at opdele drøftelsen i forskellige formater eller grupper af medlemsstater;

5.  understreger, at en vidtfavnende demokratisk reform af traktaterne kun kan finde sted via overvejelser om EU's fremtid og en konsensus om en vision for de nuværende og kommende generationer af EU-borgere, hvilket må udmønte sig i et konvent, som garanterer en inklusiv tilgang i kraft af sin sammensætning med repræsentanter for de nationale parlamenter, samtlige medlemsstaters regeringer, Kommissionen, Europa-Parlamentet, EU's rådgivende organer som f.eks. Regionsudvalget og EØSU, og som også udgør den rette platform for sådanne overvejelser og for en dialog med EU-borgerne og civilsamfundet;

Slut med "Europa à la carte"

6.  beklager det faktum, at hver gang Det Europæiske Råd beslutter sig for at anvende mellemstatslige metoder og forbigå "fællesskabsmetoden eller EU-metoden" som defineret i traktaterne, fører dette ikke kun til mindre effektiv politikformulering, men det bidrager også til en til stadighed voksende mangel på gennemsigtighed, demokratisk ansvarlighed og kontrol; mener, at en differentieret tilgang kun kan fungere som et foreløbigt skridt i retning af en mere effektiv og integreret EU-politikformulering;

7.  mener, at "EU-metoden" er den eneste demokratiske lovgivningsmetode, der sikrer, at alle interesser, navnlig den almene europæiske interesse, bliver tilgodeset; forstår ved "EU-metoden" den lovgivningsprocedure, hvor Kommissionen som led i sine beføjelser som udøvende magt tager initiativ til lovgivning, mens Parlamentet og Rådet, der repræsenterer henholdsvis borgerne og staterne, træffer afgørelse ved fælles beslutningstagning og ved flertalsafstemning, mens et krav om enstemmighed i Rådet bliver den absolutte undtagelse, og Domstolen fører tilsyn og står for den endegyldige domstolskontrol; kræver, at "EU-metoden" bliver respekteret også i hastende tilfælde;

8.  mener, at det under disse omstændigheder er bydende nødvendigt at bekræfte målsætningen om "en stadig snævrere union mellem de europæiske folk" (artikel 1 i TEU) for at imødegå enhver tendens til disintegration og for endnu en gang at præcisere, at EU har et moralsk, politisk og historisk formål og er en konstitutionel størrelse;

9.  foreslår, at kravene til etablering af forstærket og struktureret samarbejde gøres mindre restriktive, blandt andet ved at sænke det minimale antal af deltagende medlemsstater;

10.  foreslår, at den næste revision af traktaterne bliver brugt til rationalisere den nuværende uhensigtsmæssige differentiering ved at sætte en stopper – eller i hvert fald drastisk reducere brugen af – praksissen med fravalgsordninger, tilvalgsordninger og undtagelsesbestemmelser for individuelle medlemsstater i forhold til EU's primære ret;

11.  henstiller, at der defineres og udvikles et partnerskab for at oprette en ring af partnere rundt om EU for stater, der ikke kan eller vil ønsker at tiltræde Unionen, men ikke desto mindre er interesseret i at have et tæt forhold til EU; mener, at dette partnerskab bør være ledsaget af forpligtelser, som modsvarer de respektive rettigheder, f.eks. et finansielt bidrag og – som et vigtigere element – overholdelse af Unionens grundlæggende værdier og retsstatsprincippet;

12.  mener, at den fælles institutionelle ramme bør bevares med det formål at nå EU's fælles mål og garantere princippet om lighed mellem alle borgerne og medlemsstater;

Det Forenede Kongeriges udtrædelse af Den Europæiske Union

13.  bemærker, at denne nye form for partnerskab kunne være en af de mulige løsningsmodeller for at tilgodese det flertal af borgerne i Det Forenede Kongerige, der ønsker at forlade EU; understreger, at det faktum, at Det Forenede Kongerige, der er en af de større medlemsstater og den største medlemsstat uden for euroområdet, udtræder af EU-samarbejdet, påvirker EU's styrke og institutionelle ligevægt;

14.  bekræfter, at forfatningsmæssige elementer i EU, navnlig det indre markeds integritet og den kendsgerning, at denne integritet ikke kan adskilles fra EU's fire grundlæggende friheder (fri bevægelighed for kapital, personer, varer og tjenesteydelser), er afgørende og udelelige søjler i EU ligesom retsstatens tilstedeværelse, der sikres af EU-Domstolen; bekræfter, at denne forfatningsmæssige enhed ikke kan opgives i forbindelse med forhandlingerne om Det Forenede Kongeriges udmeldelse af EU;

15.  mener, at hovedkontorerne for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed og Det Europæiske Lægemiddelagentur, der begge er beliggende i London, må flyttes til en anden medlemsstat, eftersom borgerne i Det Forenede Kongerige har valgt at forlade EU;

Ny økonomisk styring til fremme af økonomisk vækst, social samhørighed og finansiel stabilitet

16.  er dybt foruroliget over voksende økonomiske og sociale forskelle samt manglende økonomiske reformer og manglende finansiel stabilitet i Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) samt tabt konkurrenceevne i økonomierne i mange ØMU-medlemsstater; mener, at denne situation navnlig skyldes, at der mangler en fælles finanspolitik og en fælles økonomisk politik; mener derfor, at den fælles finanspolitik og den fælles økonomiske politik bør blive til en "delt kompetence" mellem EU og medlemsstaterne;

17.  mener, at stabilitets- og vækstpagten og "no bail out-klausulen" (artikel 125 i TEUF) i deres nuværende udformning desværre ikke kan nå de opstillede målsætninger; mener, at EU skal afvise forsøgene på at gå tilbage til protektionistiske nationale politikker og bør fortsætte med at være en åben økonomi i fremtiden; advarer om, at dette ikke kan opnås ved at afvikle den sociale model;

18.  noterer sig desuden, at den nuværende ordning ikke i tilstrækkelig grad sikrer, at der bliver taget ansvar for de landespecifikke henstillinger på nationalt plan; er i denne forbindelse interesseret i det potentiale, der manifesterer sig i det europæiske finanspolitiske råd og dets fremtidige opgave med at rådgive Kommissionen om en finanspolitisk kurs, som vil være passende for euroområdet som helhed;

19.  er bevidst om, at det er nødvendigt at kontrollere effektiviteten af de mange krisestyringsforanstaltninger, som EU har vedtaget i den seneste tid, og at kodificere visse beslutningsprocedurer i den primære ret samt at styrke retsgrundlaget for det nye regelsæt for finanssektoren; tilslutter sig rapporten fra de fem formænd, som fastslår, at den åbne koordinationsmetode ikke har fungeret tilfredsstillende som grundlag for Europas økonomiske strategi;

20.  foreslår derfor, at der i tilgift til stabilitets- og vækstpagten vedtages en "konvergenskodeks" inden for rammerne af den almindelige lovgivningsprocedure, hvor der opstilles konvergensmål (beskatning, arbejdsmarked, investeringer, produktivitet, social samhørighed, offentlig administrativ kapacitet og god forvaltningskapacitet); insisterer på, at overholdelse af konvergenskodeksen som led i økonomisk styring bør være en forudsætning for fuld deltagelse i euroområdets fiskale kapacitet, og kræver, at hver medlemsstat forelægger forslag til, hvordan konvergenskodeksens kriterier kan opfyldes; understreger, at de relevante standarder og finanspolitiske incitamenter fastsættes i Parlamentets beslutning om euroområdets budgetmæssige kapacitet;

21.  mener, at en stærk social dimension er uundværlig for en vidtspændende ØMU, og at artikel 9 i TEUF i sin nuværende udformning ikke er tilstrækkelig til at garantere en passende ligevægt mellem sociale rettigheder og økonomiske friheder; støtter derfor, at disse rettigheder bliver ligestillet, og at dialogen mellem arbejdsmarkedets parter sikres;

22.  mener, at traktaten om stabilitet, koordinering og styring i Den Økonomiske og Monetære Union (”finanspagten”) skal integreres i EU's regelramme, og at den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) og Den Fælles Bankafviklingsfond skal inkorporeres i EU-retten, hvilket skal ske på grundlag af en omfattende vurdering af deres implementering og med tilhørende demokratisk kontrol fra Parlamentets side for at sikre, at kontrol og ansvarlighed påhviler dem, der bidrager dertil; mener endvidere, at det er nødvendigt at videreudvikle den interparlamentariske konference, der er omhandlet i artikel 13 i finanspagten, for at sikre grundige og rettidige drøftelser mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter om nødvendigt;

23.  mener, at euroområdet for at styrke den finansielle stabilitet, afbøde grænseoverskridende asymmetriske og symmetriske chok, mindske virkningerne af den økonomiske afmatning og sikre et passende investeringsniveau har brug for en finanskapacitet, som er baseret på egentlige egne indtægter og en egentlig finansforvaltning med beføjelse til at optage lån; bemærker, at denne finansforvaltning bør være baseret inden for Kommissionens rammer og være underlagt demokratisk kontrol og regnskabsaflæggelse i forhold til Parlamentet og Rådet;

24.  påpeger, at regelefterlevelse er af afgørende betydning for Den Økonomiske og Monetære Unions funktion, og at der følgelig er brug for stærkere styringsfunktioner, end Kommissionen og/eller Eurogruppen kan præstere i øjeblikket, samt en fuldstændig demokratisk magtdeling gennem inddragelse af Parlamentet i alle aspekter vedrørende ØMU'en; mener, at ansvaret samtidig skal være placeret på det niveau, hvor beslutningerne træffes eller gennemføres, for at forbedre ejerskabet, således at de nationale parlamenter kontrollerer de nationale regeringer, og Parlamentet kontrollerer den udøvende magt på EU-plan;

25.  mener derfor, at den udøvende myndighed skal koncentreres hos Kommissionen hos en EU-finansminister, således at Kommissionen får mulighed for at formulere og gennemføre en fælles økonomisk politik i EU-regi, hvor makroøkonomiske, finanspolitiske og monetære instrumenter kombineres med opbakning fra en finanspolitisk kapacitet for euroområdet; mener, at denne finansminister bør være ansvarlig for ESM og andre gensidige fonde, herunder budgetkapaciteten, og være den eneste eksterne repræsentant for euroområdet i internationale organisationer, navnlig i finanssektoren;

26.  mener, at det er nødvendigt at give finansministeren passende beføjelser til at intervenere med henblik på at overvåge konvergenskodeksen og til at benytte de ovennævnte finanspolitiske incitamenter;

27.  anser det for påkrævet at give den europæiske stabilitetsmekanisme status som første långiver i sidste instans i forhold til finansielle institutioner, der direkte er underlagt Den Europæiske Centralbanks tilsyn eller kontrol, uden at dette berører de opgaver, der påhviler Det Europæiske System af Centralbanker; anser det endvidere for påkrævet at tildele Den Europæiske Centralbank fulde beføjelser som føderal centralbank og samtidig opretholde dens uafhængige status;

28.  mener endelig, at der bør ske en trinvis færdiggørelse af bankunionen og kapitalmarkedsunionen snarest muligt på grundlag af en hurtig procedure;

29.  mener, at det er nødvendigt at fravige kravet om enstemmighed i forhold til visse former for skattepraksis, således at EU kan sikre et fair og velfungerende indre marked og undgå skadelig skattepolitiske tiltag fra medlemsstaternes side; mener, at bekæmpelse af skatteunddragelse, skatteundgåelse og skattely skal gøres til en grundlæggende målsætning for Den Europæiske Union;

Nye udfordringer

30.  erkender, at der i geopolitisk, økonomisk og miljømæssig henseende er behov for at oprette en egentlig europæisk energiunion; understreger, at klimaændringer er en af de vigtigste globale udfordringer, EU står over for; understreger, at det ikke alene er nødvendigt at sikre en fuldstændig ratificering og gennemførelse af Paris-aftalen samt at vedtage bindende klimapolitiske mål og tiltag på EU-plan, men at den begrænsning, som indebærer, at EU's politik ikke må berøre en medlemsstats ret til at fastsætte betingelserne for udnyttelsen af dens energiressourcer, dens valg mellem forskellige energikilder og den generelle sammensætning af dens energiforsyning (artikel 194, stk. 2, i TEUF), må tages op til revision for at sikre en vellykket gennemførelse af fælles politikker for ren og vedvarende energi;

31.  understreger, at det bør fastslås i traktaterne, at udvikling af nye og vedvarende energikilder skal være en central målsætning for Unionen og for alle medlemsstater;

32.  bemærker, at traktaterne åbner gode muligheder for at indføre et humant og velfungerende migrationsforvaltnings- og asylsystem med en europæisk grænse- og kystvagt, og glæder sig over fremskridtene på dette område; mener imidlertid, at traktaterne, særlig artikel 79, stk. 5, i TEUF, er for restriktive med hensyn til andre migrationspolitiske aspekter, navnlig hvad angår indførelsen af et egentligt europæisk system for legal migration; understreger, at det kommende EU-migrationssystem skal anvendes i synergi med u-landsbistand og udenrigspolitik og forene nationale kriterier for tildeling af asyl samt adgang til arbejdsmarkedet; insisterer på, at der er brug for demokratisk kontrol fra Parlamentets side i forbindelse med gennemførelsen af grænsekontrol, aftaler med tredjelande, herunder bl.a. samarbejde om tilbagevenden og tilbagesendelse, samt asyl- og migraionspolitikker, og at beskyttelsen af den nationale sikkerhed ikke kan benyttes som et påskud for at omgå EU-foranstaltninger;

33.  mener, at det er nødvendigt at opgradere EU's kapacitet med hensyn til bekæmpelse af terrorisme og international organiseret kriminalitet på grund af den intense terrortrussel; understreger, at det er nødvendigt ikke blot at forbedre koordineringen mellem de kompetente myndigheder og agenturer i medlemsstaterne, men at Europol og Eurojust bør tildeles reelle beføjelser og reel kapacitet til at stå for efterforskning og retsforfølgelse, eventuelt ved at blive omdannet til en egentligt europæisk myndighed med ansvar for efterforskning og terrorbekæmpelse under behørig parlamentarisk kontrol;

34.  konkluderer, at de forskellige terrorangreb på europæisk jord har vist, at det ville være muligt at forbedre sikkerheden, hvis dette ikke var medlemsstaternes enekompetence; foreslår derfor, at det bliver gjort til en delt kompetence for at gøre det lettere at oprette en europæisk myndighed for efterforskning og efterretningsspørgsmål inden for rammerne af Europol og med domstolskontrol; fastslår, at der i mellemtiden ikke er noget til hinder for, at medlemsstaterne indbyrdes etablerer sådanne former for samarbejde mellem de kompetente instanser inden for deres administration, jf. artikel 73, i TEUF;

Styrkelse af EU's udenrigspolitik

35.  beklager, som nævnt i Parlamentets beslutning af 16. februar 2017 om forbedring af Den Europæiske Unions funktionsmåde på grundlag af Lissabontraktatens potentiale, at EU ikke har gjort større fremskridt i retning af at udvikle sin kapacitet til at nå til enighed om og gennemføre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP); noterer sig, at bestræbelserne for at iværksætte en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik ikke har været særlig vellykkede, navnlig med hensyn til deling af omkostninger og ansvar;

36.  bemærker, at kun ved at styrke den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik kan EU komme med troværdige svar på de nye sikkerhedstrusler og -udfordringer og således bekæmpe terrorisme og bringe fred, stabilitet og orden til sit naboskabsområde;

37.  gentager, at der kan og bør gøres større fremskridt inden for Lissabontraktatens rammer, også hvad angår anvendelse af bestemmelserne om beslutningstagning med kvalificeret flertal, og mener, at næstformanden/den højtstående repræsentant bør udnævnes til EU-udenrigsminister og støttes i sine bestræbelser på at blive den centrale eksterne repræsentant for Den Europæiske Union i internationale fora og ikke mindst på FN-plan; mener, at udenrigsministeren bør have mulighed for at udpege politiske stedfortrædere; foreslår, at EU-Udenrigstjenestens nuværende funktion tages op til fornyet overvejelse, bl.a. Hvad angår behovet for passende budgetressourcer;

38.  understreger, at det er nødvendigt hurtigt at oprette en europæisk forsvarsunion for at styrke forsvaret af EU's område, hvilket i et strategisk partnerskab med NATO ville sætte Unionen i stand til at optræde selvstændigt i forbindelse med operationer i udlandet, navnlig med henblik på at stabilisere naboskabsområdet og således styrke EU's rolle som garant for sit eget forsvar og sin egen sikkerhed i overensstemmelse med FN-pagten; henleder opmærksomheden på det fransk-tyske initiativ fra september 2016 samt det italienske initiativ fra august 2016, der indeholder nyttige bidrag i forbindelse med dette spørgsmål; understreger, at Europa-Parlamentet skal inddrages fuldt ud i alle faser af oprettelsen af den europæiske forsvarsunion og skal have ret til give sit samtykke i tilfælde af operationer i udlandet; mener, at traktaterne udtrykkeligt bør åbne mulighed for oprettelse af en europæisk forsvarsunion, da en sådan union er af stor betydning; mener endvidere, at der som et supplement til EU-Udenrigstjenesten bør oprettes et generaldirektorat for forsvarspolitik (GD Forsvar) med ansvar for de interne aspekter af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik;

39.  understreger nødvendigheden af at afsætte flere midler til den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik for at sikre, at omkostningerne til militære operationer, der gennemføres inden for rammerne af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik eller den europæiske forsvarsunion, bliver fordelt på en mere retfærdig måde;

40.  foreslår, at der oprettes et europæisk efterretningskontor til at støtte FUSP;

Grundlæggende rettigheder

41.  gentager, at Kommissionen er vogter af traktaterne og Unionens værdier, jf. artikel 2 i TEU; konkluderer, at den nuværende procedure i artikel 7 i TEU er mangelfuld og besværlig i betragtning af de mulige overtrædelser af Unionens værdier i flere medlemsstater;

42.  understreger, at respekt for og beskyttelse af EU's grundlæggende værdier er hjørnestenen i EU som et værdibaseret fællesskab, og at disse værdier binder EU-medlemsstater sammen;

43.  foreslår en ændring af artikel 258 i TEUF med henblik på udtrykkeligt at give Kommissionen mulighed for at indlede "systemiske traktatbrudsprocedurer" mod medlemsstater, der overtræder grundlæggende værdier; forstår "systemiske traktatbrudsprocedurer" som en samlet gruppe af beslægtede individuelle traktatbrudsprocedurer, der giver formodning om en medlemsstats alvorlige og vedvarende overtrædelse af artikel 2 i TEU;

44.  foreslår, at der foretages en ændring af artikel 258 og 259 i TEUF for at udvide retten til at indbringe sager for EU-Domstolen om påståede krænkelser af chartret om grundlæggende rettigheder begået enten af EU's institutioner eller af en medlemsstat til at omfatte alle fysiske og juridiske personer, der er umiddelbart og individuelt berørt af en foranstaltning;

45.  anbefaler ophævelse af artikel 51 i chartret om grundlæggende rettigheder og omdannelse af chartret til et EU-rettighedskatalog;

46.  mener endvidere, at borgerne bør tildeles flere instrumenter til deltagelsesdemokrati på EU-plan; foreslår derfor, at man overvejer muligheden for i traktaterne at indføje en bestemmelse om afholdelse af EU-folkeafstemninger om spørgsmål vedrørende EU's aktioner og politikker;

Mere demokrati, gennemsigtighed og ansvarlighed

47.  foreslår, at Kommissionen bliver forvandlet til den centrale udøvende myndighed eller regering i EU med det formål at styrke "EU-metoden", skabe større gennemsigtighed og forbedre effektiviteten af de foranstaltninger, der vedtages på EU-plan;

48.  gentager, at Kommissionen i sin nye skikkelse skal være væsentligt mindre, og at der kun bør være to næstformænd, nemlig: finansministeren og udenrigsministeren; foreslår, at der foretages en tilsvarende indskrænkning hos Revisionsretten;

49.  er tilfreds med den vellykkede nye procedure, hvorefter de europæiske politiske partier promoverer deres topkandidater til posten som formand for EU's udøvende organ, der skal vælges af Europa-Parlamentet på forslag af Det Europæiske Råd, men mener, at de til næste valg bør være i stand til at stille op som officielle kandidater i alle medlemsstater;

50.  understreger, at inddragelse af borgerne i den politiske proces i deres opholdsland hjælper med at opbygge europæisk demokrati, og opfordrer derfor til, at valgretten for borgere med bopæl i en medlemsstat, hvor de ikke er statsborgere, jf. artikel 22 i TEUF, udvides til at omfatte alle resterende valg;

51.  støtter Det Europæiske Råds afgørelse af 28. juni 2013 om indførelse af et system, som gør det muligt forud for hvert valg til Europa-Parlamentet at omfordele pladserne mellem medlemsstaterne på en objektiv, rimelig, bæredygtig og gennemsigtig måde, hvor man respekterer princippet om degressiv proportionalitet og tager hensyn til eventuelle ændringer i antallet af medlemsstater samt demografiske udviklingstendenser;

52.  minder om de mange positive tilkendegivelser til fordel for et enkelt hjemsted for Europa-Parlamentet i betragtning af den symbolske værdi af et sådant skridt og de faktiske besparelser, det ville medføre;

53.  gentager sit forslag om, at der fastsættes ét enkelt hjemsted for Europa-Parlamentet, og gentager sit tilsagn om at indlede en almindelig traktatrevisionsprocedure, jf. artikel 48 i TEU, med henblik på at foreslå de nødvendige ændringer til artikel 341 i TEUF og protokol nr. 6, således at Parlamentet kan træffe afgørelse om placeringen af hjemstedet og sin interne organisation;

54.  foreslår, at Rådet i alle sine sammensætninger og Det Europæiske Råd, bliver omdannet til et råd af stater, hvor Det Europæiske Råds vigtigste opgave ville være at sørge for fremdrift og konsekvens hos de øvrige konfigurationer;

55.  mener, at Rådet og dets specialiserede sammensætninger som EU-lovgivningsmyndighedens andetkammer og for at fremme specialisering, professionalisme og kontinuitet bør udskifte de roterende formandskaber af seks måneders varighed med et system af faste formænd, der udvælges blandt Rådets medlemmer; foreslår, at Rådet træffer sine afgørelser inden for rammerne af et enkelt lovgivningsråd, mens de eksisterede specialiserede lovgivningsmæssige rådssammensætninger bliver omdannet til forberedende organer svarende til Parlamentets udvalg;

56.  foreslår, at medlemsstaterne bør have mulighed for at fastsætte sammensætningen af deres nationale repræsentation i de specialiserede rådssammensætninger, uanset om denne repræsentation består af repræsentanter fra deres respektive nationale parlamenter, regeringer eller en kombination af disse to muligheder;

57.  understreger, at Eurogruppen efter indførelsen af EU-finansministerposten bør betragtes som en formel særlig rådssammensætning med lovgivningsmæssige funktioner og kontrolfunktioner;

58.  mener, at der bør foretages en yderligere begrænsning i antallet af de afstemningsprocedurer i Rådet, der stadig kræver enstemmighed, således at kravet om enstemmighed f.eks. i udenrigs- og forsvarsanliggender, finanspolitiske spørgsmål og social- og arbejdsmarkedspolitiske spørgsmål ændres til kvalificeret flertal, og mener desuden, at de eksisterende særlige lovgivningsprocedure bør konverteres til almindelige lovgivningsprocedurer, og at høringsproceduren fuldstændig bør erstattes af fælles beslutningstagning mellem Parlamentet og Rådet;

59.  mener, at der må tages behørigt hensyn til interesserne i de medlemsstater, som endnu ikke er medlemmer af euroområdet (potentielle deltagerlande), når styringen af euroområdet bliver styrket;

60.  erkender, at de nationale parlamenter spiller en vigtig rolle i EU's gældende institutionelle opbygning, navnlig hvad angår gennemførelsen af EU-lovgivning i national ret, og når det drejer sig om den rolle, som de kan komme til at spille både ved den forudgående og den efterfølgende kontrol af de lovgivningsmæssige afgørelser og politiske valg, som vil blive truffet af deres medlemmer i Rådet, også i dets specialiserede sammensætninger; foreslår derfor, at de nationale parlamenters beføjelser bliver suppleret og udvidet, ved at der indføres en "grønt kort"-procedure, hvorefter nationale parlamenter kan forelægge lovgivningsmæssige forslag for Rådet til behandling;

61.  anerkender EU-enekompetencer vedrørende den fælles handelspolitik og respekterer samtidig de nationale parlamenters rolle og nærhedsprincippet; opfordrer til en klar afgrænsning af beføjelserne mellem EU og medlemsstaterne i denne henseende; bemærker, at denne afgrænsning ville have en positiv indvirkning på beskæftigelse og vækst både i EU og hos EU's handelspartnere;

62.  foreslår endvidere, at begge kamre inden for EU's lovgivende myndighed, Rådet og navnlig Parlamentet, idet dette er den eneste institution, som er direkte valgt af borgerne, på linje med gængs praksis i en række medlemsstater får ret til at tage initiativ til lovgivning, uden at dette berører Kommissionens grundlæggende lovgivningsmæssige prærogativ;

63.  er af den opfattelse, at hvis et medlem eller tidligere medlem af Kommissionen misligholder sine forpligtelser i henhold til traktaterne, har begået en alvorlig forseelse, eller ikke længere opfylder de nødvendige betingelser for at udøve sit hverv, bør Europa-Parlamentet og ikke kun Rådet og Kommissionen, i henhold til artikel 245 og 247 i TEUF have mulighed for at indbringe sagen for EU-Domstolen;

64.  kræver, at Parlamentets undersøgelsesbeføjelse bliver styrket, og at Parlamentet bliver tildelt særskilte, konkrete og klart afgrænsede beføjelser, som i højere grad ligger på linje med institutionens politiske betydning og kompetence, heriblandt retten til at indkalde vidner, til at få fuldstændig aktindsigt, til at foretage undersøgelser på stedet og til at pålægge sanktioner for manglende efterlevelse;

65.  er af den faste overbevisning, at EU-budgettet skal udstyres med en ordning for egentlige egne indtægter, der har enkelhed, retfærdighed og gennemsigtighed som styrende principper; støtter henstillingerne fra Gruppen på Højt Plan vedrørende Egne Indtægter hvad angår diversificering af EU-budgettets indtægter, herunder nye egne indtægter, for at mindske BNI-bidragenes andel af EU-budgettet med henblik på at komme væk fra medlemsstaternes tilgang med "rimelige modydelser"; insisterer i denne forbindelse på, at alle former for rabatter udfases;

66.  foreslår i denne forbindelse, at beslutningsprocedurerne om både egne indtægter og FFR bliver ændret fra enstemmighed til beslutningstagning med kvalificeret flertal, således at der bliver reel fælles beslutningstagning mellem Rådet og Parlamentet i alle budgetanliggender; gentager sit krav om, at FFR skal være sammenfaldende med Parlamentets valgperiode og mandatperioden for det europæiske udøvende organ, og kræver endvidere, at alle EU-agenturers finanser bliver en integrerende del af EU-budgettet;

67.  understreger behovet for at anvende den almindelige lovgivningsprocedure til vedtagelse af FFR-forordningen for at bringe den i overensstemmelse med den beslutningsprocedure, der anvendes i forbindelse med stort set alle EU's flerårige programmer, herunder deres respektive finansielle tildelinger samt EU's budget; mener, at Parlamentet med godkendelsesproceduren fratages den beslutningskompetence, som det har med hensyn til vedtagelsen af de årlige budgetter, samtidig med at bestemmelsen om enstemmighed i Rådet betyder, at aftalen afspejler den laveste fællesnævner, der er baseret på behovet for at undgå, at en enkelt medlemsstat nedlægger veto;

68.  bemærker, at listen over institutioner, som er fastsat i artikel 13 i TEU, adskiller sig fra den, der er fastsat i artikel 2 i finansforordningen; mener, at finansforordningen allerede afspejler den nuværende praksis;

69.  mener, at der er nogle få tilfælde, hvor ordlyden i TEUF afviger fra traktatens praksis og ånd; er af den opfattelse, at disse uoverensstemmelser skal korrigeres i overensstemmelse med principperne om demokrati og gennemsigtighed;

70.  minder om, at hver af institutionerne som fastsat i finansforordningens artikel 2, litra b), har autonomi til at gennemføre deres egen budgetsektion i henhold til finansforordningens artikel 55; påpeger, at en sådan autonomi også indebærer en betydelig grad af ansvar for så vidt angår anvendelsen af bevillingerne;

71.  påpeger, at et reelt tilsyn med institutionernes og organernes gennemførelse af EU-budgettet kræver god tro og et mere effektivt samarbejde med Parlamentet og fuld gennemsigtighed for så vidt angår anvendelsen af midler samt et årligt opfølgningsdokument fra alle institutionerne om Parlamentets dechargehenstillinger; beklager, at Rådet ikke overholder denne procedure, og mener, at denne mangeårige tilstand er utilbørlig og undergraver hele Unionens omdømme;

72.  bemærker, at proceduren med at meddele decharge individuelt til de enkelte EU-institutioner og -organer er en mangeårig praksis, som er udviklet med henblik på at sikre gennemsigtighed og demokratisk ansvarlighed over for EU's skatteydere og som et middel til at kontrollere relevansen og gennemsigtigheden af anvendelsen af EU's midler; understreger, at denne praksis reelt garanterer Parlamentets ret og pligt til at kontrollere hele EU-budgettet; minder om Kommissionens synspunkt, som blev fremsat i januar 2014, om, at alle institutioner uden undtagelse fuldt ud skal tage del i opfølgningsprocessen i forhold til de bemærkninger, som Europa-Parlamentet fremfører i dechargeproceduren, og konsekvent bør samarbejde med henblik på at sikre en velfungerende dechargeprocedure;

73.  kræver, at institutionerne for at sætte Parlamentet i stand til at træffe en informeret afgørelse om meddelelse af decharge forelægger deres årlige aktivitetsrapport direkte for Parlamentet og giver Parlamentet fuldstændige oplysninger som svar på dets spørgsmål under dechargeproceduren;

74.  er af den opfattelse, at TEUF er nødt til at sikre Parlamentets kontrolbeføjelse over hele EU-budgettet og ikke kun den del, der forvaltes af Kommissionen; opfordrer derfor indtrængende til, at kapitel 4 i afsnit II - Finansielle bestemmelser - i TEUF ajourføres som konsekvens heraf, så alle institutioner og organer kommer til at være omfattet af de rettigheder og pligter, der er fastsat i dette kapitel, og i overensstemmelse med finansforordningen;

75.  understreger, at alle medlemsstaterne bør være forpligtet til at indsende en årlig erklæring med henblik på at redegøre for deres anvendelse af EU-midler;

76.  anerkender Revisionsrettens afgørende rolle med hensyn til at sikre en bedre og mere intelligent udnyttelse af EU-budgettet, afsløre tilfælde af svig, korruption og ulovlig brug af EU-midler samt med hensyn til at afgive en sagkyndig udtalelse om, hvordan EU's midler kan forvaltes bedre; minder om betydningen af Revisionsrettens rolle som en offentlig europæisk revisionsmyndighed;

77.  mener, at det i betragtning af den vigtige rolle, som Den Europæiske Revisionsret spiller i forbindelse med at revidere inddrivelsen og udnyttelsen af EU's midler, er yderst vigtigt, at institutionerne fuldt ud tager hensyn til dens anbefalinger;

78.  bemærker, at Revisionsrettens sammensætning og udnævnelsesprocedure er fastsat i artikel 285 og 286 i TEUF; mener, at Parlamentet og Rådet bør stå på lige fod i forbindelse med udnævnelse af medlemmer af Revisionsretten for at sikre demokratisk legitimitet, gennemsigtighed og medlemmernes fuldstændige uafhængighed; opfordrer Rådet til fuldt ud at acceptere de afgørelser, som Parlamentet træffer efter høring af kandidater, der er indstillet som medlemmer af Revisionsretten;

79.  beklager dybt, at nogle udnævnelsesprocedurer har ført til konflikter mellem Parlamentet og Rådet vedrørende kandidater; understreger, at det ifølge traktaten er Parlamentets opgave at evaluere de indstillede kandidater; understreger, at disse konflikter kan skade Revisionsrettens gode samarbejdsforbindelser med ovennævnte institutioner og potentielt kan få alvorlige negative konsekvenser for Revisionsrettens troværdighed og dermed dens effektivitet; er af den opfattelse, at Rådet i en ånd af godt samarbejde mellem EU-institutionerne bør acceptere de afgørelser, Parlamentet træffer efter høringerne;

80.  opfordrer til, at der indføres et retsgrundlag for oprettelse af EU-agenturer, som kan gennemføre specifikke udøvende funktioner og gennemførelsesfunktioner, som de får pålagt af Europa-Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure;

81.  påpeger, at Parlamentet i overensstemmelse med traktaterne meddeler Kommissionen decharge for budgetgennemførelsen; er af den opfattelse, at Parlamentet bør have udtrykkelig kompetence til at meddele decharge til samtlige EU-institutioner og -organer, eftersom alle EU-institutioner og -organer forvalter deres respektive budgetter uafhængigt, og at sidstnævnte bør være forpligtede til at samarbejde fuldt ud med Parlamentet;

82.  mener endelig, at den nuværende traktatratificeringsprocedure er alt for rigoristisk til en supranational struktur som Den Europæiske Union; foreslår, at der åbnes mulighed for at lade ændringer til traktaterne træde i kraft, om ikke ved en folkeafstemning på EU-plan, så efter at være ratificeret af et kvalificeret flertal på fire femtedele af medlemsstaterne og med Parlamentets godkendelse;

83.  mener, at EU-Domstolen bør have fuld jurisdiktion over alle EU-politikker vedrørende retlige spørgsmål, således som det er passende i et demokratisk system, der er baseret på retsstatsprincippet og magtdelingsprincippet;

Konstituerende proces

84.  forpligter sig til at spille en ledende rolle i disse vigtige konstitutionelle udviklingsprocesser og er fast besluttet på at fremsætte sine egne forslag til ændring af traktaterne i tide;

85.  mener, at 60-årsdagen for Romtraktaten ville være et passende tidspunkt til at iværksætte grundige overvejelser om fremtiden for Den Europæiske Union og nå til enighed om en vision for de nuværende og kommende generationer af EU-borgere, der fører til et konvent med det formål at forberede Den Europæiske Union på de kommende årtier;

o
o   o

86.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd, Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Unions Domstol, Den Europæiske Centralbank, Revisionsretten, Regionsudvalget, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og medlemsstaternes parlamenter og regeringer.

(1) https://ec.europa.eu/commission/sites/beta-political/files/5-presidents-report_da.pdf
(2) EUT C 436 af 24.11.2016, s. 49.
(3) EUT C 436 af 24.11.2016, s. 47.
(4) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 884.
(5) EUT C 373 af 20.12.2013, s. 1.
(6) http://ec.europa.eu/budget/mff/hlgor/library/reports-communication/hlgor-report_20170104.pdf
(7) Domstolens udtalelse 2/13 af 18. december 2014.
(8) EUT L 181 af 29.6.2013, s. 57.
(9) EUT C 468 af 15.12.2016, s. 176.
(10) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0378.
(11) EUT C 419 af 16.12.2015, s. 185.
(12) EUT C 75 af 26.2.2016, s. 109.
(13) EUT C 436 af 24.11.2016, s. 2.
(14) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0382.
(15) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0395.
(16) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0294.
(17) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0049.
(18) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0050.
(19) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0409.
(20) EUT L 251 af 16.9.2016, s. 1.
(21) EUT C 13 af 15.1.2016, s. 183.
(22) EUT C 313 af 22.9.2015, s. 9.
(23) EUT C 62 af 2.3.2013, s. 26.
(24) Standard Eurobarometer 84 - Efteråret 2015 og Special Eurobarometer EP - Juni 2016.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik