Indeks 
Vedtagne tekster
Torsdag den 16. februar 2017 - StrasbourgEndelig udgave
Situationen for menneskerettighederne og demokrati i Nicaragua, Francisca Ramirez' tilfælde
 Henrettelser i Kuwait og Bahrain
 Guatemala, især situationen for menneskerettighedsforkæmpere
 Bekæmpelse af terrorisme ***I
 Styrkelse af kontrollen i relevante databaser ved de ydre grænser ***I
 Mulige udviklingstendenser og justeringer i Den Europæiske Unions nuværende institutionelle struktur
 Forbedring af Den Europæiske Unions funktionsmåde ved at drage fordel af Lissabontraktatens potentiale
 Budgetmæssig kapacitet for euroområdet
 Civilretlige bestemmelser om robotteknologi
 Det europæiske cloud-initiativ
 Investering i beskæftigelse og vækst - maksimering af bidraget fra de europæiske struktur- og investeringsfonde
 Luftfartsstrategi for Europa
 Forsinket gennemførelse af de operationelle programmer under ESI-fondene - Konsekvenser for samhørighedspolitiken og vejen videre frem

Situationen for menneskerettighederne og demokrati i Nicaragua, Francisca Ramirez' tilfælde
PDF 167kWORD 51k
Europa-Parlamentets beslutning af 16. februar 2017 om situationen for menneskerettighederne og demokrati i Nicaragua, sagen om Francisca Ramirez (2017/2563(RSP))
P8_TA(2017)0043RC-B8-0156/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Nicaragua, navnlig beslutning af 18. december 2008 om overgreb mod menneskerettighedsforkæmpere, borgerrettigheder og demokrati i Nicaragua(1) og af 26. november 2009(2),

–  der henviser til erklæring fra talsmanden for næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR), Federica Mogherini, af 16. august 2016 om den nylige retsafgørelse i Nicaragua om at afskedige medlemmer af parlamentet, og erklæring fra NF/HR af 19. november 2016 om de endelige resultater af valget i Nicaragua,

–  der henviser til rapporten fra EU's valgobservationsmission til Nicaragua om observation af præsident- og parlamentsvalget den 6. november 2011,

–  der henviser til erklæring fra Generalsekretariatet for Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) af 16. oktober 2016 om valgprocessen i Nicaragua,

–  der henviser til rapporten fra Generalsekretariatet for Organisationen af Amerikanske Stater og Nicaragua af 20. januar 2017,

–  der henviser til associeringsaftalen fra 2012 mellem Den Europæiske Union og landene i Mellemamerika, som trådte i kraft i august 2013, herunder dens bestemmelser om menneskerettigheder,

–  der henviser til EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere fra juni 2004,

–  der henviser til EU's retningslinjer for jordpolitik fra 2004, der giver vejledning om udvikling og programmering af jordpolitik i udviklingslande,

–  der henviser til FN's erklæring om menneskerettighedsforkæmpere fra december 1998,

–  der henviser til FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder,

–  der henviser til Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO's) konvention (nr. 169) af 1989 om oprindelige folk og stammefolk, der er ratificeret af Nicaragua,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at udvikling og befæstelse af demokratiet og retsstaten og respekten for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder skal være en integreret del af EU's eksterne politikker, herunder associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og landene i Mellemamerika fra 2012;

B.  der henviser til, at demokratiet og retsstaten er blevet forringet i Nicaragua i de seneste år;

C.  der henviser til, at Nicaragua i 2013 vedtog lov 840, der gav en 100-årig koncession på en søfartskanal gennem Nicaragua til en privat virksomhed i Kina: HK Nicaragua Canal Development Investment Company Ltd (HKND);

D.  der henviser til, at denne lov har givet HKND beføjelser til at ekspropriere jord og fritaget selskabet for lokale skatte- og handelsmæssige bestemmelser; der henviser til, at den også sikrede HKND, at der ikke ville være nogen straf for kontraktbrud;

E.  der henviser til, at demonstranter fra hele Nicaragua samledes i hovedstaden mellem den 27. november og den 1. december 2016 for at afvise konstruktionen af søfartskanalen, et megaprojekt, som kan forvise tusindvis af små landbrugere og oprindelige folk i områderne omkring kanalprojektet, og ligeledes for at kritisere den manglende gennemsigtighed i præsidentvalget den 6. november 2016; der henviser til, at menneskerettighedsforkæmpere rapporterede om brug af tåregas og gummi- og blykugler fra politiets side mod demonstranter;

F.  der henviser til, at ikke blev foretaget nogen miljkonsekvensvurdering, og at der ikke var iværksat en forudgående høring af oprindelige folk, hvilket er i strid med ILO's konvention nr. 169; der henviser til, at den foreslåede linjeføring af kanalen vil gå gennem oprindelige folks landområder og fordrive mellem 30 000 og 120 000 personer tilhørende disse befolkningsgrupper;

G.  der henviser til, at videnskabelige organisationer har udtrykt foruroligelse over, at kanalen vil krydse Nicaraguasøen, hvilket vil udgøre en fare for Mellemamerikas største friskvandskilde; der henviser til, at videnskabelige organisationer har anmodet den nicaraguanske regering om at suspendere projektet, indtil uafhængige undersøgelser er afsluttet og drøftes offentligt,

H.  der henviser til, at Francisca Ramirez, koordinator for det nationale råd for forsvar af land, sø og suverænitet, forelagde en formel klage i december 2016 om undertrykkelse af og overgreb i Nueva Guinea; der henviser til, at Francisca Ramirez er blevet intimideret og vilkårligt tilbageholdt, mens hendes familiemedlemmer er blevet udsat for voldelige angreb som gengældelse for hendes aktivisme;

I.  der henviser til, at journalister i Nicaragua udsættes for chikane, intimidering og frihedsberøvelse og har modtaget dødstrusler;

J.  der henviser til, at det planlagte besøg i august 2016 af FN's særlige rapportør om situationen for menneskerettighedsforkæmpere, Michel Forst, i Nicaragua blev aflyst på grund af de hindringer, som den nicaraguanske regering lagde i vejen for besøget;

K.  der henviser til, at den grove udelukkelse af kandidater fra oppositionen viser, at betingelserne for frie og retfærdige valg klart var fraværende, at foreningsfriheden samt den politiske konkurrence og pluralisme i alvorlig grad er truet;

L.  der henviser til, at den særlige rapportør om dommeres og advokaters uafhængighed som led i en universel regelmæssig gennemgang i 2014 påpegede, at udnævnelser af højesteretsdommere er stærkt influeret af politik; der henviser til, at de forfatningsændringer, der blev foretaget i 2013 for at muliggøre genvalg af præsidenten, omgik lovens bestemmelser på en uigennemsigtig måde; der henviser til, at artikel 147 i den nicaraguanske forfatning forbyder personer, der er blodsbeslægtede eller beslægtede ved svogerskab med præsidenten i at stille op til præsident- eller vicepræsidentvalg;

M.  der henviser til, at korruption i den offentlige sektor, herunder ved præsidentens familiemedlemmer, fortsat er en af de største udfordringer; der henviser til, at bestikkelse af embedsmænd, ulovlig beslaglæggelse og vilkårlige vurderinger fra told- og skattemyndighedernes side er meget udbredt;

1.  udtrykker sin bekymring over den stadige forværrelse af menneskerettighedssituationen i Nicaragua og beklager dybt de overgreb og tilfælde af chikane, som menneskerettighedsorganisationer, deres medlemmer, uafhængige journalister er blevet udsat for af enkeltpersoner, politiske kræfter og organer med tilknytning til staten;

2.  opfordrer indtrængende regeringen til at afstå fra at chikanere og rette gengældelsesforanstaltninger mod Francisca Ramirez og andre menneskerettighedsforkæmpere, fordi de udfører deres legitime arbejde; opfordrer de nicaraguanske myndigheder til at sætte en stopper for straffriheden for gerningsmænd til forbrydelser mod menneskerettighedsforkæmpere; støtter miljø- og menneskerettighedsforkæmperes ret til at give udtryk for deres protester uden repressalier; opfordrer Nicaragua til effektivt at iværksætte en uafhængig miljøkonsekvensvurdering, inden der tages yderligere skridt, og til at gøre hele processen offentlig;

3.  opfordrer den nicaraguanske regering til at overholde sine internationale forpligtelser på menneskerettighedsområdet, navnlig FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder, der blev undertegnet i 2008, og ILO's konvention nr. 169;

4.  opfordrer den nicaraguanske regering til at beskytte oprindelige folks landområder mod virkningerne af enorme udviklingsprojekter, som påvirker landområdernes kapacitet til at brødføde dem, hvilket placerer oprindelige samfund i konfliktscenarier og udsætter dem for voldsanvendelse;

5.  er yderst bekymret over bortvisningen af oppositionens medlemmer fra den nicaraguanske nationalforsamling og den retsafgørelse, som ændrede oppositionspartiets ledelsesstruktur;

6.  opfordrer Nicaragua til fuldt ud at respektere de demokratiske værdier, herunder magtens tredeling, og til at genoprette alle de politiske oppositionspartiers position ved at tillade kritiske røster inden for det politiske system og i samfundet generelt; minder om, at fuld deltagelse af oppositionen, afpolarisering af retsvæsenet, afskaffelse af straffrihed og et uafhængigt civilsamfund er afgørende succeskriterier for ethvert demokrati;

7.  minder om de ulovlige skridt, som blev taget i modstrid med retssystemet og som resulterede i en ændring af forfatningen for at ophæve begrænsningerne af præsidentens mandatperiode, således at Daniel Ortega fik mulighed for at forblive ved magten i årevis;

8.  påpeger, at valgene i 2011 og 2016 blev stærkt kritiseret for deres uregelmæssigheder af EU-institutionerne og OAS; bemærker, at der er en dialog i gang med OAS, og at et aftalememorandum forventes undertegnet senest den 28. februar 2017, hvilket kan forbedre situationen;

9.  bekræfter, at presse- og mediefrihed er absolutte forudsætninger for demokrati og et åbent samfund; opfordrer den nicaraguanske myndigheder til at genoprette mediepluralismen;

10.  påpeger nødvendigheden af, at Nicaragua under forhandlingerne om associeringsaftalen mellem EU og landene i Mellemamerika mindes om nødvendigheden af at respektere principperne om retsstatsforhold, demokrati og menneskerettigheder, som EU holder i hævd og fremmer; opfordrer indtrængende EU til at overvåge situationen og om nødvendigt overveje potentielle foranstaltninger;

11.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, generalsekretæren for Organisationen af Amerikanske Stater, Den Euro-Latinamerikanske Parlamentariske Forsamling, Det Mellemamerikanske Parlament og til regeringen og parlamentet i Nicaragua.

(1) EUT C 45 E af 23.2.2010, s. 89.
(2) EUT C 285 E af 21.10.2010, s. 74.


Henrettelser i Kuwait og Bahrain
PDF 173kWORD 51k
Europa-Parlamentets beslutning af 16. februar 2017 om henrettelser i Kuwait og Bahrain (2017/2564(RSP))
P8_TA(2017)0044RC-B8-0150/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Bahrain, særlig beslutningerne af 4. februar 2016 om sagen om Mohammed Ramadan(1) og af 7. juli 2016 om Bahrain(2), og af 8. oktober 2015 om dødsstraffen(3),

–  der henviser til udtalelse af 15. januar 2017 fra talsmanden for næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Frederica Mongherini, om henrettelser i Bahrain, og af 25. januar 2017 om de nylige henrettelser i Staten Kuwait,

–  der henviser til den fælles erklæring af 10. oktober 2015 fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant, Federica Mogherini, på EU's vegne og Europarådets generalsekretær, Thorbjørn Jagland, om den europæiske dag og verdensdagen mod dødsstraf,

–  der henviser til erklæringen af 25. januar 2017 fra FN's særlige rapportører om udenretslige, summariske eller vilkårlige henrettelser, Agnes Callamard, og om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, Nils Melzer, hvori de indtrængende opfordrer den bahrainske regering til at standse nye henrettelser, og erklæringen af 17. januar 2017 fra talsmanden for De Forenede Nationers højkommissær for menneskerettigheder, Rupert Colville, om Bahrain,

–  der henviser til EU's retningslinjer vedrørende dødsstraf, tortur, ytringsfrihed og menneskerettighedsforkæmpere,

–  der henviser til EU's nye strategiske ramme og handlingsplan for menneskerettigheder og demokrati, der har til formål at stille beskyttelse og overvågning af menneskerettighedssituationen i centrum for alle EU-politikker,

–  der henviser til artikel 2 i den europæiske menneskerettighedskonvention og protokol 6 og 13 hertil,

–  der henviser til artikel 1 og 2 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til samarbejdsaftalen fra 1988 mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater og landene i Samarbejdsrådet for De Arabiske Golfstater (GCC),

–  der henviser til konklusionerne fra det 25. møde i Det Fælles Råd EU-GCC og ministermødet den 18. juli 2016,

–  der henviser til FN's Generalforsamlings resolution om moratoriet for anvendelsen af dødsstraf, navnlig beslutningen af 18. december 2014 og den seneste resolution af 19. december 2016,

–  der henviser til konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, konventionen om barnets rettigheder og det arabiske menneskerettighedscharter, som alle er tiltrådt er Kuwait og Bahrain,

–  der henviser til garantierne for beskyttelse af rettighederne for personer, der er idømt dødsstraf, som blev godkendt ved Det Økonomiske og Sociale Råds resolution 1984/50 af 25. maj 1984,

–  der henviser til de afsluttende bemærkninger om den tredje periodiske rapport om Kuwait i FN's Menneskerettighedskommission af 11. august 2016,

–  der henviser til verdenserklæringen fra 1948 om menneskerettigheder, særlig artikel 15,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR), særlig artikel 18 og den valgfri protokol om dødsstraf, og til den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder,

–  der henviser til FN-konventionen fra 1954 om statsløse personers retsstilling og konventionen fra 1961 om begrænsning af statsløshed,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at over 160 af FN's medlemsstater med en række forskellige retssystemer, traditioner, kulturer og religiøse baggrunde ifølge FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder (OHCHR) enten har afskaffet dødsstraf eller ikke anvender den;

B.  der henviser til, at Kuwaits myndigheder den 25. januar 2017 henrettede syv personer, herunder et medlem af kongefamilien: Mohammad Shahed Mohammad Sanwar Hussain, Jakatia Midon Pawa, Amakeel Ooko Mikunin, Nasra Youseff Mohammad al-Anzi, Sayed Radhi Jumaa, Sameer Taha Abdulmajed Abduljaleel og Faisal Abdullah Jaber Al Sabah, hvoraf de fleste var dømt for mord; der henviser til, at fem af fangerne var udenlandske statsborgere: to egyptere, en bangladesher, en filippiner og en etiopier, og tre af dem var kvinder; der henviser til, at henrettelserne var de første i landet siden 2013, hvor de kuwaitiske myndigheder henrettede fem mennesker efter et seksårigt moratorium;

C.  der henviser til, at Gulf Centre for Human Rights og andre menneskerettighedsorganisationer har dokumentation for overtrædelser af retten til en retfærdig proces i Kuwait's strafferetssystem, hvilket gjorde det vanskeligt for de anklagede at få en retfærdig rettergang; der henviser til, at udenlandske husarbejdere er særligt sårbare, idet de ikke er omfattet af social og juridisk beskyttelse.

D.  der henviser til, at Bahrain den 15. januar 2017 henrettede Ali Al-Singace, Abbas Al-Samea og Sami Mushaima ved skydning efter et seksårigt moratorium;

E.  der henviser til, at henrettelserne ifølge OHCHR udgjorde en alvorlig krænkelse af standarderne for retfærdig rettergang; der henviser til, at de tre mænd var anklaget for et bombeangreb i Manama i 2014, der kostede mange mennesker livet, herunder tre politibetjente; der imidlertid henviser til, at alle tre angiveligt tilstod efter tortur, og at disse tilståelser derefter udgjorde det primære bevisgrundlag for deres domfældelser; der henviser til, at de blev frataget deres statsborgerskab, nægtet adgang til en advokat og henrettet mindre end en uge efter dommen, uden forudgående underretning til deres familier og uden mulighed for at anmode om benådning;

F.  der henviser til, at FN's særlige rapportør om udenretslige, summariske eller vilkårlige henrettelser har erklæret disse henrettelser "udenretslige henrettelser" på grundlag af, at alle tre mænd blev frataget retten til en retfærdig rettergang, som er nedfældet i artikel 14 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder;

G.  der henviser til, at OHCHR, var "forfærdet" over henrettelserne, og at der var "alvorlig tvivl” om, hvorvidt mændene havde fået en retfærdig rettergang;

H.  der henviser til, at to andre mænd, Mohammad Ramadan og Hussein Moussa, også risikerer dødsstraf i Bahrain; der henviser til, at begge mænd hævder, at de falske tilståelser af alvorlige forbrydelser, som de har afgivet, blev fremkaldt under tortur, og til at de kan blive henrettet på et hvilket som helst tidspunkt;

I.  der henviser til, at den bahrainsk-danske Abdulhadi al-Khawaja, stiftende leder af Gulf Center for Human Rights, og Khalil Al Halwachi, en matematiklærer der tidligere var bosat i Sverige, fortsat er fængslet for anklager i forbindelse med den fredelige udøvelse af deres meningsfrihed;

1.  beklager dybt Kuwaits og Bahrains beslutning om at genoptage deres praksis med dødsstraf; gentager sin fordømmelse af brugen af dødsstraf og støtter kraftigt indførelsen af et moratorium for dødsstraf som et skridt på vejen hen imod afskaffelse;

2.  opfordrer hans majestæt Sheikh Hamad bin Isa Al Khalifa af Bahrain til at forhindre henrettelsen af Mohamed Ramadan and Hussein Moosa og de bahrainske myndigheder til at sikre en fornyet rettergang i overensstemmelse med internationale standarder; minder om, at alle påstande om menneskerettighedskrænkelser begået under sagen skal behørigt efterforskes;

3.  understreger, at konventionen om barnets rettigheder og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder udtrykkelig forbyder dødsstraf for forbrydelser begået af personer under 18 år;

4.  opfordrer regeringerne i Kuwait og Bahrain til at udstede en umiddelbar og åben indbydelse til FN's særlige rapportør om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf til at aflægge besøg i landene, og til at tillade uhindret adgang til frihedsberøvede og til alle centre for frihedsberøvelse;

5.  minder om, at EU er imod dødsstraf, og anser den for at være en grusom og umenneskelig straf, der ikke virker afskrækkende på kriminel adfærd og er uigenkaldelig i tilfælde af fejl;

6.  opfordrer Kuwait og Bahrain til at tiltræde den anden valgfri protokol til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, der sigter mod afskaffelse af dødsstraf;

7.  opfordrer indtrængende Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og medlemsstaterne til fortsat at bekæmpe anvendelsen af dødsstraf; opfordrer indtrængende Bahrain og Kuwait til at overholde internationale minimumsstandarder og indskrænke anvendelsesområdet for og brugen af dødsstraf; opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten til fortsat at holde et vågent øje med udviklingen i disse to lande og i Golfregionen generelt, og til at benytte alle de midler, den har til rådighed, til at få indflydelse;

8.  gør på ny opmærksom på, at aktiviteter, som udøves af EU-virksomheder, der opererer i tredjelande, bør være i fuld overensstemmelse med internationale menneskerettighedsstandarder; fordømmer på det kraftigste aftalerne vedrørende handel med våben og med teknologier, der anvendes til at skade menneskerettighederne;

9.  opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til at gribe ind over for den bahrainske regering med en appel om løsladelsen af Nabeel Rajab og af alle dem, der alene er tilbageholdt på grund af deres fredelige udøvelse af ytrings- og forsamlingsfriheden, og til indtrængende at opfordre Bahrains regering til at standse den overdrevne magtanvendelse mod demonstranter og den vilkårlige fratagelse af statsborgerskab;

10.  kræver løsladelse af Abdulhadi al-Khawija og Khalil Al Halwachi;

11.  opfordrer den bahrainske regering til fuldt ud at gennemføre anbefalingerne fra rapporten fra Bahrains uafhængige undersøgelseskommission (BICI), den universelle regelmæssige gennemgang og det nationale institut for menneskerettigheder; tilskynder endvidere reformbestræbelserne i Kuwait;

12.  opfordrer de bahrainske myndigheder til at videreføre den nationale dialog om konsensus i den hensigt at opnå varig og inklusiv national forsoning og holdbare politiske løsninger på krisen; gør opmærksom på, at legitim og fredelig kritik bør kunne udtrykkes frit i en holdbar politisk proces;

13.  noterer sig de protester, der finder sted i Bahrein, og som markerer seksårsdagen for opstanden i 2011; opfordrer de bahrainske myndigheder til at sikre, at sikkerhedsstyrkerne overholder fredelige demonstranters rettigheder fuldt ud og afstår fra overdreven magtanvendelse, vilkårlig tilbageholdelse, tortur og andre handlinger, der krænker menneskerettighederne;

14.  opfordrer til dialog og bilaterale og multilaterale initiativer mellem Den Europæiske Union, dens medlemsstater og Golflandene, herunder Kuwait og Bahrain, om menneskerettighedsspørgsmål og andre spørgsmål af fælles interesse; opfordrer EU-Udenrigstjenesten og næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant, Federica Mogherini, til at insistere på, at der oprettes en formel menneskerettighedsdialog med de kuwaitiske og bahrainske myndigheder i overensstemmelse med EU's retningslinjer for dialoger om menneskerettigheder;

15.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, regeringer og parlamenter i medlemsstaterne, regeringen og parlamentet i Kongeriget Bahrain, regeringen og parlamentet i Staten Kuwait og medlemmerne af Golfstaternes Samarbejdsråd.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0044.
(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0315.
(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0348.


Guatemala, især situationen for menneskerettighedsforkæmpere
PDF 181kWORD 51k
Europa-Parlamentets beslutning af 16. februar 2017 om Guatemala, især situationen for menneskerettighedsforkæmpere (2017/2565(RSP))
P8_TA(2017)0045RC-B8-0152/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne og til FN's menneskerettighedskonventioner og de valgfrie protokoller hertil,

–  der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention, den europæiske socialpagt og Den Europæisk Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til den europæiske konsensus om udvikling fra december 2005,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om menneskerettighedskrænkelser, herunder sine beslutninger om debatter om sager om krænkelser af menneskerettighederne, demokratiet og retsstatsprincippet,

–  der henviser til sine beslutninger af 15. marts 2007 om Guatemala(1) og af 11. december 2012(2) om associeringsaftalen mellem EU og Mellemamerika,

–  der henviser til sit Underudvalg om Menneskerettigheders besøg i Mexico og Guatemala i februar 2016 og til dets endelige rapport,

–  der henviser til rapporten fra Delegationen for Forbindelserne med Mellemamerika om dennes besøg i Guatemala og Honduras den 16.-20. februar 2015,

–  der henviser til sin beslutning af 21. januar 2016 om EU's prioriteter for UNHRC i 2016(3),

–  der henviser til rapporten fra FN's særlige rapportør om de globale trusler mod menneskerettighedsforkæmpere og om situationen for kvindelige menneskerettighedsforkæmpere,

–  der henviser til årsberetningen for 2016 fra FN's Højkommissær for Menneskerettigheder om kontorets aktiviteter i Guatemala,

–  der henviser til EU's særlige repræsentant for menneskerettigheders nylige besøg i Guatemala,

–  der henviser til FN's internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966,

–  der henviser til EU's handlingsplan for menneskerettigheder og demokrati (2015-2019),

–  der henviser til EU's køreplan for engagement med civilsamfundet i partnerlandene for 2014-2017,

–  der henviser til EU's retningslinjer for beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere og til den strategiske ramme om menneskerettigheder, der indeholder tilsagn om at engagere sig til fordel for menneskerettighedsforkæmpere,

–  der henviser til FN's Menneskerettighedsråds resolution 26/9 af 26. juni 2014, i hvilken UNHRC træffer afgørelse om nedsættelse af en stående mellemstatslig arbejdsgruppe, der skal udarbejde et retligt bindende internationalt instrument om multinationale selskaber og andre erhvervsvirksomheder og menneskerettighederne,

–  der henviser til Den Internationale Arbejdsorganisations konvention fra 1989 vedrørende oprindelige folk og stammefolk i selvstændige stater (ILO-konvention nr. 169),

–  der henviser til menneskerettighedsklausulerne i associeringsaftalen mellem EU og Mellemamerika og partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem EU og Mellemamerika, som har været i kraft siden 2013,

–  der henviser til det flerårige vejledende program for Guatemala for 2014-2020 og tilsagnet heri om at bidrage til konfliktløsning, fred og sikkerhed,

–  der henviser til Den Europæiske Unions støtteprogrammer for retsvæsenet i Guatemala, navnlig SEJUST,

–  der henviser til Den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstols dom fra 2014 i sagen menneskerettighedsforkæmpere m.fl. mod Guatemala og til Den Interamerikanske Kommission for Menneskerettigheder om menneskerettighedssituationen i Guatemala (OEA/Ser.L/V/II. Dok. 43/15) af 31. december 2015,

–  der henviser til procesreglementets artikel 25 vedrørende mekanismen for beskyttelsesforanstaltninger for Den Interamerikanske Kommission for Menneskerettigheder,

–  der henviser til Rådets konklusioner fra 2009 om demokratistøtte i EU's eksterne forbindelser,

–  der henviser til Rådets retningslinjer fra 2009 om menneskerettighederne og den humanitære folkeret,

–  der henviser til erklæringen af 9. december 2016 fra Unionens højtstående repræsentant, Federica Mogherini, på vegne af Den Europæiske Union i anledning af menneskerettighedsdagen den 10. december 2016,

–  der henviser til erklæringen af 17. august 2016 fra EU-Udenrigstjenestens talsperson om menneskerettighedsforkæmpere i Guatemala,

–  der henviser til Santo Domingo-erklæringen fra ministermødet mellem EU og CELAC, 25.-26. oktober 2016,

–  der henviser til erklæringen af 1. februar 2017 fra donorgruppen G13 om styrkelse af retsstatsprincippet og bekæmpelse af korruption og straffrihed,

–  der henviser til artikel 2, artikel 3, stk. 5, artikel 18, 21, 27 og 47 i traktaten om Den Europæiske Union og til artikel 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135,

A.  der henviser til, at Guatemala er EU's tredjestørste modtager af bilateral udviklingsbistand i Mellemamerika, idet denne bistand beløber sig til 187 mio. EUR for perioden 2014-2020, og den har fokus på fødevaresikkerhed, konfliktløsning, fred, sikkerhed og konkurrencedygtighed;

B.  der henviser til, at Guatemala er strategisk placeret på ruten for narkotika og ulovlig migration mellem Mellemamerika og USA; der henviser til, at guatemalanere fortsat udgør den største gruppe af udviste fra USA; der henviser til, at årtier med interne konflikter, høje fattigdomsrater og en dybt rodfæstet straffrihedskultur har ført til et vedholdende højt niveau af vold og trusler mod sikkerheden i Guatemala; der henviser til, at hele samfundet er berørt af de høje kriminalitetsrater, men allermest menneskerettighedsforkæmpere, NGO'er og lokale myndigheder;

C.  der henviser til, at 2017 markerer 20-året for Guatemalafredsaftalerne; der henviser til, at kampen mod straffrihed, herunder for de alvorlige forbrydelser der er begået under tidligere, udemokratiske regimer, er af afgørende betydning; der henviser til, at de guatemalanske myndigheder er nødt til at sende et klart signal til de fysiske gerningsmænd, der begår vold mod menneskerettighedsforkæmpere, og hjernerne bag, om, at sådanne handlinger ikke vil gå ustraffet hen;

D.  der henviser til, at kontoret for beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere (UDEFEGUA Guatemala) registrerede fjorten drab og syv drabsforsøg på menneskerettighedsforkæmpere i Guatemala fra januar til november 2016; der henviser til, at der ifølge de samme kilder i 2016 var i alt 223 angreb mod menneskerettighedsforkæmpere, herunder 68 nye retssager mod menneskerettighedsforkæmpere; der henviser til, at forkæmpere for miljø og jordrettigheder og dem, der beskæftiger sig med retfærdighed og straffrihed, var de kategorier af menneskerettighedsforkæmpere, der hyppigst blev angrebet;

E.  der henviser til, at menneskerettighedsforkæmperne Laura Leonor Vásquez Pineda og Sebastián Alonzo Juan allerede er blevet dræbt i 2017, ud over de journalister, der blev rapporteret dræbt i 2016 — Victor Valdés Cardona, Diego Esteban Gaspar, Roberto Salazar Barahona og Winston Leonardo Túnchez Cano;

F.  der henviser til, at menneskerettighedssituationen fortsat er meget alvorlig; der henviser til, at situationen for kvinder og oprindelige folk, navnlig dem der forsvarer menneskerettighederne, og for migranter, er stærkt bekymrende, i lighed med andre problemstillinger, som f.eks. adgang til domstolsprøvelse, forholdene i fængslerne, politiets adfærd og påstande om tortur, som forværres af udbredt korruption, aftalt spil og straffrihed;

G.  der henviser til, at Guatemala har ratificeret ILO-konvention nr. 169 om oprindelige folk og stammefolk og konvention nr. 87 om foreningsfrihed og beskyttelse af retten til at organisere sig; der henviser til, at der er nogle positive tegn såsom oprettelsen af Mesa Sindical del Ministerio Público; der henviser til, at Guatemalas lovgivning ikke omfatter en forpligtelse til at gennemføre forudgående, frie og informerede høringer af oprindelige folk som fastsat i ILO-konvention 169;

H.  der henviser til, at Den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol i 2014 afsagde en bindende dom med krav om en offentlig politik til beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere; der henviser til, at der er en EU-finansieret høringsproces i gang med henblik på udarbejdelse af ovennævnte politik;

I.  der henviser til, at FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne gælder for alle stater og alle erhvervsvirksomheder, hvad enten de er transnationale eller ej, uanset deres størrelse, sektor, beliggenhed, ejerskab og struktur, selv om effektive kontrol- og sanktionsmekanismer fortsat udgør en udfordring i forbindelse med den globale gennemførelse af FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne; der henviser til, at menneskerettighedssituationen i Guatemala vil blive evalueret i november 2017 under Menneskerettighedsrådets mekanisme for den universelle regelmæssige gennemgang (UPR);

J.  der henviser til, at den guatemalanske menneskerettighedsombudsmand, ministeriet for offentlige anliggender og retsvæsenet har taget vigtige skridt til bekæmpelse af straffrihed og for anerkendelse af menneskerettighederne;

K.  der henviser til, at Guatemala har taget visse positive skridt, såsom forlængelsen af mandatet for CICIG (den internationale undersøgelseskommission vedrørende straffrihed i Guatemala) til 2019; der henviser til, at præsidenten, formanden for Kongressen og retspræsidenten i Guatemala i oktober 2016 fremlagde et forslag for Kongressen om en forfatningsmæssig reform af retsvæsenet, som bl.a. er baseret på rundbordsdrøftelser med civilsamfundet og tilstræber at styrke retssystemet på grundlag af principper som karriere i retsvæsenet, retlig pluralisme og domstolenes uafhængighed;

L.  der henviser til, at en målrettet chikanekampagne har vanskeliggjort en række opsigtsvækkende sager om korruption og retsopgør efter regimeskifte, idet menneskerettighedsforkæmpere, der beskæftiger sig med disse emner, herunder dommere og advokater, udsættes for intimidering og opdigtede klageskrifter; der henviser til, at Iván Velasquez, direktøren for den internationalt anerkendte Internationale Kommission mod Straffrihed i Guatemala (CICIG), også står over for sigtelser og er genstand for en løbende smædekampagne; der henviser til, at der sker fremskridt i opsigtsvækkende sager om retsopgør efter regimeskifte, som blandt andre dem der involverer Molina Theissen og CREOMPAZ, eller dem om korruption i La Linea y Coparacha-sagerne;

M.  der henviser til, at nogle EU-medlemsstater endnu ikke har ratificeret associeringsaftalen mellem EU og Mellemamerika, og at søjlen for "politisk dialog" derfor endnu ikke er trådt i kraft; der henviser til, at menneskerettighederne og retsstatsprincippet står i centrum for EU's udenrigspolitik i lighed med bæredygtig økonomisk og social udvikling;

1.  fordømmer på det kraftigste de nylige mord på Laura Leonor Vásquez Pineda, Sebastian Alonzo Juan og journalisterne Victor Valdés Cardona, Diego Esteban Gaspar, Roberto Salazar Barahona og Winston Leonardo Túnchez Cano, såvel som af hvert eneste af de 14 politiske mord på andre menneskerettighedsforkæmpere i Guatemala, der blev begået i 2016; udtrykker sin dybeste medfølelse med familie og venner til alle disse menneskerettighedsforkæmpere;

2.  understreger sin bekymring over, at de vedvarende voldshandlinger og den manglende sikkerhed har en negativ indvirkning på menneskerettighedsforkæmpernes mulighed for at udføre deres aktiviteter fuldt ud og frit; hylder alle menneskerettighedsforkæmpere i Guatemala og opfordrer til en øjeblikkelig, uafhængig, objektiv og grundig efterforskning af disse og tidligere mord; understreger, at et dynamisk civilsamfund er afgørende for at gøre staten mere ansvarlig, lydhør, inkluderende, effektiv og dermed mere legitim på alle niveauer;

3.  glæder sig over Guatemalas indsats i forbindelse med bekæmpelsen af organiseret kriminalitet, og anmoder om, at den styrkes, og erkender de enorme vanskeligheder, landet har med at skabe sikkerhed og frihed for alle dets borgere i en situation med struktureret vold som den, der affødes af narkotika; opfordrer EU-institutionerne og EU's medlemsstater til at stille tekniske og budgetmæssig midler til rådighed for Guatemala for at bidrage til bekæmpelsen af korruption og organiseret kriminalitet og til at prioritere denne indsats i bilaterale samarbejdsprogrammer;

4.  minder om behovet for at udvikle en offentlig politik til beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere som anført af Den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol (IACHR) i 2014; noterer sig den nyligt igangsatte nationale dialog og opfordrer de guatemalanske myndigheder til at sikre, at de offentlige politikker udvikles gennem en vidtspændende participatorisk proces og adresserer de strukturelle årsager, der øger menneskerettighedsforkæmpernes sårbarhed, og anmoder erhvervslivet om at støtte disse bestræbelser;

5.  bifalder den beslutning, som EU-delegationen i Guatemala har truffet, om at bidrage økonomisk til drøftelserne og høringsprocessen om et sådant program, og tilskynder EU-delegationen til at fortsætte sin støtte til menneskerettighedsforkæmpere; opfordrer de kompetente myndigheder til at udarbejde og gennemføre en offentlig politik til beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere i tæt samarbejde med en bred vifte af interessenter og til at fortsætte ad reformvejen i retning af uafhængige domstole, bekæmpelse af straffrihed og konsolidering af retsstaten;

6.  opfordrer til en hurtig og obligatorisk gennemførelse af de forebyggende foranstaltninger, der anbefales af Den Interamerikanske Kommission for Menneskerettigheder, og opfordrer myndighederne til at ændre beslutningen om ensidigt at ophæve de nationale forebyggende foranstaltninger til fordel for menneskerettighedsforkæmpere;

7.  minder om resultaterne af de 93 fælles høringer, der blev gennemført i god tro i 2014 og 2015; minder om, at der for øjeblikket er en participatorisk proces i gang, og opfordrer de guatemalanske myndigheder til at fremskynde procedurerne med henblik på at sikre, at der oprettes en national mekanisme til frie og informerede forudgående høringer, jf. ILO 169; opfordrer Guatemalas regering til at iværksætte bredere sociale høringer om vandkraftværker, mineprojekter og olieselskaber, og opfordrer EU-institutionerne til at sikre, at ingen EU-bistand eller anden støtte fremmer eller tillader udviklingsprojekter, uden at de opfylder forpligtelsen til forudgående, frie og informerede høringer af de oprindelige befolkningsgrupper;

8.  glæder sig over det initiativ til en reform af retssystemet, som den udøvende, dømmende og lovgivende magt har forelagt Kongressen med henblik på at videreudvikle et professionelt, demokratisk retssystem baseret på domstolenes reelle uafhængighed; opfordrer til en fælles indsats i den guatemalanske kongres for at færdiggøre reformen af retsvæsenet i sin helhed og fuldstændighed i 2017; opfordrer med henblik herpå de guatemalanske myndigheder til at afsætte tilstrækkelige økonomiske midler og menneskelige ressourcer til retsvæsenet, navnlig til statsadvokaturen; støtter det vigtige arbejde, der udføres af Den Internationale Kommission mod Straffrihed i Guatemala (CICIG);

9.  bifalder afgørelsen fra Appelrettens Første Afdeling i retssagen mod den tidligere diktator, Rios Montt, hvori den på ny bekræftede, at forældelsesfrister ikke finder anvendelse på folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden, som en milepæl i kampen mod straffrihed;

10.  opfordrer den guatemalanske stat til at samarbejde med mekanismen for den universelle regelmæssige gennemgang og til at tage alle nødvendige skridt for at gennemføre dens anbefalinger;

11.  anmoder Den Europæiske Union om at støtte statsadvokaturen; afviser på det kraftigste enhver form for pres, intimidering og indflydelse, som bringer uafhængigheden, den retlige pluralisme og objektiviteten i fare; tilskynder de guatemalanske myndigheder til fortsat at fremme samarbejdet mellem indenrigsministeriets enhed for analyse af angreb på menneskerettighedsforkæmpere og menneskerettighedssektionen i statsadvokaturen;

12.  opfordrer EU-institutionerne til at arbejde hen imod indgåelsen af internationalt bindende aftaler, der vil styrke overholdelsen af menneskerettighederne, særligt for så vidt angår EU-baserede virksomheder, der opererer i tredjelande;

13.  opfordrer de EU-medlemsstater, der endnu ikke har gjort det, til hurtigt at ratificere associeringsaftalen mellem EU og Mellemamerika; anmoder Den Europæiske Union og dens medlemsstater om at anvende de mekanismer, der er fastsat i associeringsaftalen og aftalen om politisk dialog, til kraftigt at tilskynde Guatemala til at stræbe efter en ambitiøs menneskerettighedsdagsorden og bekæmpelse af straffrihed; opfordrer EU's institutioner og medlemsstater til at øremærke tilstrækkelige midler og teknisk bistand til denne opgave;

14.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder, Organisationen af Amerikanske Stater, Den Euro-Latinamerikanske Parlamentariske Forsamling, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Republikken Guatemalas præsident, regering og parlament, SIECA og Parlacen.

(1) EUT C 301 E af 13.12.2007, s. 257.
(2) EUT C 434 af 23.12.2015, s. 181.
(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0020.


Bekæmpelse af terrorisme ***I
PDF 258kWORD 57k
Beslutning
Tekst
Bilag
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 16. februar 2017 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om bekæmpelse af terrorisme og erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA om bekæmpelse af terrorisme (COM(2015)0625 – C8-0386/2015 – 2015/0281(COD))
P8_TA(2017)0046A8-0228/2016

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2015)0625),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 83, stk. 1, og 82, stk. 2 c, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0386/2015),

–  der henviser til udtalelse fra Retsudvalget om det foreslåede retsgrundlag,

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, og artikel 83, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 17. marts 2016 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 1373(2001) af 28. september 2001, 2178(2014) af 24. september 2014, 2195(2014) af 19. december 2014, 2199(2015) af 12. februar 2015, 2249(2015) af 20. november 2015 og 2253(2015) af 17. december 2015,

–  der henviser til Europarådets konvention af 16. maj 2005 om forebyggelse af terrorisme og dens tillægsprotokol af 19. maj 2015,

–  der henviser til anbefalingerne fra Den Finansielle Aktionsgruppe (FATF),

–  der henviser til kommunikéet fra topmødet om nuklear sikkerhed i Washington den 1. april 2016,

–  der henviser til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af 30. november 2016 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

–  der henviser til forretningsordenens artikel 39 og 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0228/2016),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  godkender Parlamentets, Rådets og Kommissionens fælles erklæring, der er vedføjet som bilag til denne beslutning;

3.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

4.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 16. februar 2017 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/… om bekæmpelse af terrorisme og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA og ændring af Rådets afgørelse 2005/671/RIA

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, direktiv (EU) 2017/541.)

BILAG TIL DEN LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING

Fælles erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen efter vedtagelsen af direktivet om bekæmpelse af terrorisme

Den seneste tids terrorangreb i Europa har understreget behovet for at gøre en øget indsats for at beskytte sikkerheden og samtidig fremme respekten for vores fælles værdier, herunder retsstatsprincippet og overholdelsen af menneskerettighederne. For at give et samlet svar på den terrortrussel, der hele tiden udvikler sig, skal en styrket kriminaliseringsramme til bekæmpelse af terrorisme suppleres af effektive foranstaltninger til forebyggelse af radikalisering, der fører til terrorisme, og af en effektiv udveksling af oplysninger om terrorhandlinger.

Det er i denne ånd, at EU-institutionerne og medlemsstaterne i fællesskab giver tilsagn om – inden for deres respektive kompetenceområde – at fortsætte med at udvikle og investere i effektive forebyggende foranstaltninger som en del af en samlet tværsektoriel tilgang, som inddrager alle relevante politikker, især hvad angår uddannelse, social inklusion og integration, og alle interessenter, herunder civilsamfundsorganisationer, lokalsamfund eller erhvervspartnere.

Kommissionen vil støtte medlemsstaternes bestræbelser, navnlig ved at yde finansiel støtte til projekter, der sigter mod at udvikle værktøjer til håndtering af radikalisering, og gennem europæiske initiativer og netværk, såsom netværket til bevidstgørelse omkring radikalisering.

Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen understreger nødvendigheden af en effektiv og rettidig udveksling af alle relevante oplysninger mellem kompetente myndigheder i Unionen med henblik på forebyggelse, afsløring, efterforskning eller retsforfølgning af terrorhandlinger. I den henseende er det afgørende at gøre fuld brug af alle eksisterende EU-instrumenter, -kanaler og -agenturer for at udveksle oplysninger og sikre en hurtig gennemførelse af al vedtaget EU-lovgivning på dette område.

De tre institutioner bekræfter på ny behovet for at vurdere, hvordan EU's generelle ordning for informationsudveksling fungerer, og udbedre mulige mangler med konkrete tiltag, bl.a. i lyset af køreplanen til styrkelse af informationsudveksling og informationsstyring, herunder interoperabilitetsløsninger på området for retlige og indre anliggender.

(1) EUT C 177 af 18.5.2016, s. 51.


Styrkelse af kontrollen i relevante databaser ved de ydre grænser ***I
PDF 246kWORD 48k
Beslutning
Tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 16. februar 2017 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 562/2006 for så vidt angår en styrkelse af kontrollen i relevante databaser ved de ydre grænser (COM(2015)0670 – C8-0407/2015 – 2015/0307(COD))
P8_TA(2017)0047A8-0218/2016

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2015)0670),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 77, stk. 2, litra b), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0407/2015),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af 7. december 2016 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og udtalelse fra Udenrigsudvalget (A8-0218/2016),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 16. februar 2017 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/… om ændring af forordning (EU) 2016/399, for så vidt angår en styrkelse af kontrollen i relevante databaser ved de ydre grænser

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) 2017/458.)


Mulige udviklingstendenser og justeringer i Den Europæiske Unions nuværende institutionelle struktur
PDF 393kWORD 70k
Europa-Parlamentets beslutning af 16. februar 2017 om mulige udviklingstendenser og justeringer i Den Europæiske Unions nuværende institutionelle struktur (2014/2248(INI))
P8_TA(2017)0048A8-0390/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Union (TEU), særlig artikel 1, 2, 3, 6, 9, 10, 14, 15, 16, 17, 48 og 50, og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig artikel 119, 120-126, 127-133, 136-138, 139-144, 194 og 352, samt protokollerne hertil,

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til rapport af 22. juni 2015, aflagt af Kommissionens formand i nært samarbejde med formændene for Det Europæiske Råd, Europa-Parlamentet, Den Europæiske Centralbank og Eurogruppen, med titlen "Gennemførelse af Europas Økonomiske og Monetære Union" ("de fem formænds rapport")(1),

–  der henviser til sin lovgivningsmæssige beslutning af 19. november 2013 om udkast til Rådets forordning om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020(2) og til sin afgørelse af 19. november 2013 om indgåelse af en interinstitutionel aftale mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, budgetsamarbejde og forsvarlig økonomisk forvaltning(3),

–  der henviser til den flerårige finansielle ramme (FFR)(4) og den interinstitutionelle aftale som vedtaget den 2. december 2013(5),

–  der henviser til den endelige rapport og henstillingerne fra Gruppen på Højt Plan vedrørende Egne Indtægter fra december 2016(6),

–  der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 18.-19. februar 2016 om en ny ordning for Det Forenede Kongerige i Den Europæiske Union, der er blevet ugyldig grundet Det Forenede Kongeriges beslutning om at træde ud af Unionen,

–  der henviser til afstemningsresultatet fra Det Forenede Kongeriges folkeafstemning om EU-medlemskabet, hvor der var flertal for at forlade EU,

–  der henviser til Standard Eurobarometer 84 fra efteråret 2015 med titlen "Public opinion in the European Union" og særudgaven af Europa-Parlamentets Eurobarometer fra juni 2016 med titlen - "EU-borgerne i 2016: Holdninger og forventninger, bekæmpelse af terrorisme og radikalisering",

–  der henviser til udtalelse 2/13 fra Den Europæiske Unions Domstol om udkast til aftale om Den Europæiske Unions tiltrædelse af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder ("den europæiske menneskerettighedskonvention" – EMRK)(7),

–  der henviser til Det Europæiske Råds afgørelse af 28. juni 2013 om Europa-Parlamentets sammensætning(8),

–  der henviser til sin beslutning af 12. december 2013 om konstitutionelle problemer i forbindelse med forvaltning på flere niveauer i Den Europæiske Union(9),

–  der henviser til sin beslutning af 15. april 2014 om forhandlingerne om den flerårige finansielle ramme for 2014-2020: erfaringer og vejen frem(10),

–  der henviser til sin beslutning af 22. november 2012 om valg til Europa-Parlamentet i 2014(11) og sin beslutning af 4. juli 2013 om forbedring af de praktiske retningslinjer for tilrettelæggelsen af valget til Europa-Parlamentet i 2014(12),

–  der henviser til sin beslutning af 20. november 2013 om fastlæggelse af hjemstedet for Den Europæiske Unions institutioner(13),

–   der henviser til sin beslutning af 28. oktober 2015 om det europæiske borgerinitiativ(14),

–  der henviser til sin beslutning af 11. november 2015 om reform af valgloven i Den Europæiske Union(15) og sit forslag til ændring af akten om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin beslutning af 28. juni 2016 om afgørelsen om at forlade EU som følge af folkeafstemningen i Det Forenede Kongerige(16),

–  der henviser til sin beslutning af 16. februar 2017 om forbedring af Den Europæiske Unions funktionsmåde på grundlag af Lissabontraktatens potentiale(17),

–  der henviser til sin beslutning af 16. februar 2017 om euroområdets budgetkapacitet(18),

–  der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2016 med henstillinger til Kommissionen om oprettelse af en EU-mekanisme for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder(19),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1624 af 14. september 2016 om den europæisk grænse- og kystvagt(20),

–  der henviser til udtalelse af 16. september 2015 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(21) og udtalelse af 8. juli 2015 fra Regionsudvalget(22),

–  der henviser til erklæringen "Greater European Integration: The Way Forward" ("Mere europæisk integration: vejen frem") fra formændene for det italienske Deputeretkammer, den franske Nationalforsamling, den tyske Forbundsdag og det luxembourgske Deputeretkammer, der blev underskrevet den 14. september 2015 og for indeværende støttes af adskillige nationale parlamentariske forsamlinger i EU,

–   der henviser til Regionsudvalgets udtalelse af 31. januar 2013 om "Styrkelse af unionsborgerskabet: Fremme af EU-borgernes valgrettigheder"(23),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og udtalelser fra Budgetudvalget og Budgetkontroludvalget (A8-0390/2016),

A.  der henviser til, at denne beslutning har til formål at finde løsningsmodeller, som ikke kan realiseres ved hjælp af de værktøjer, traktaterne indeholder i øjeblikket, og som derfor kun er brugbare efter en fremtidig traktatændring, når forudsætningerne er opfyldt;

B.  der henviser til, at EU-institutionernes manglende evne til at håndtere de dybe og talrige kriser, som EU i øjeblikket står over for – den såkaldte "polykrise" med finansielle, økonomiske, sociale og migrationspolitiske konsekvenser samt voksende tilslutning til populistiske partier og nationalistiske bevægelser – har ført til, at et voksende antal borgere er stadig mere utilfredse med Den Europæiske Unions nuværende funktionsmåde;

C.  der henviser til, at disse vigtige europæiske udfordringer ikke kan håndteres af de enkelte medlemsstater, men kun ved en fælles indsats fra Den Europæiske Union;

D.  der henviser til, at det er vanskeligt at gøre fremskridt i retning af en Union, som virkelig kan levere resultater og nå sine mål, fordi EU har en mangelfuld styreform, hvor der vedvarende og systematisk må søges efter enstemmighed i Rådet (på grundlag af det såkaldte Luxembourg-kompromis), og hvor der mangler én enkelt troværdig udøvende myndighed med fuld demokratisk legitimitet og kompetence til at træffe effektive foranstaltninger inden for et bredt spektrum af politikområder; der henviser til, at nylige eksempler som f.eks. den utilstrækkelige forvaltning af flygtningestrømme, den langsommelige oprydningsproces i EU's banksektor i kølvandet på finanskrisen og det faktum, at der ikke omgående og i fællesskab er blevet reageret på den interne og eksterne trussel fra terrorisme, med al ønskelig tydelighed har vist EU's manglende evne til at reagere effektivt og hurtigt;

E.  der henviser til, at EU ikke kan leve op til de europæiske borgeres forventninger, fordi de nugældende traktater ikke bliver udnyttet fuldt ud og ikke indeholder alle de nødvendige redskaber, kompetencer og beslutningsprocedurer til effektivt at håndtere disse fælles målsætninger;

F.  der henviser til, at dette problem sammen med medlemsstaternes manglende fælles visioner for det europæiske kontinents fremtid har givet anledning til en hidtil uset vækst i EU-skeptiske holdninger, hvilket fører til fornyet nationalisme og risici for, at EU bliver undergravet og muligvis endog går i opløsning;

G.  der henviser til, at den ordning, hvorefter medlemsstaterne griber til "a la carte"-løsninger – en ordning, der blev styrket yderligere ved Lissabontraktaten – har gjort EU til en mere kompleks størrelse og har accentueret en differentieret udvikling inden for EU i stedet for at fremme unionstanken; der henviser til, at flere medlemsstater – trods den fleksibilitet, som traktaterne byder på – har fået talrige indrømmelser i form af fravalgsordninger med hensyn til den primære ret, og at dette faktum har skabt et uigennemskueligt system af cirkler, der krydser hinanden, og har hæmmet den demokratiske kontrol og ansvarlighed;

H.  der henviser til, at traktaterne giver muligheder for fleksibel og differentieret integration af afledt ret via instrumenterne til forstærket og mere struktureret samarbejde, som kun bør tages i anvendelse i forhold til et begrænset antal politikker, og som bør være inklusive, således at alle medlemsstater kan deltage; der henviser til, at effekten af forstærket samarbejde fortsat er begrænset her tyve år efter indførelsen; der henviser til, at der er givet tilladelse til forstærket samarbejde i tre tilfælde, nemlig med hensyn til fælles bestemmelser om lovvalg for skilsmisser for internationale par, det europæiske patent med ensartet retsvirkning samt indførelse af en afgift på finansielle transaktioner (AFT); der henviser til, at forstærket samarbejde skal benyttes som et første skridt i retning af øget integration af politikker som f.eks. den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) og ikke som en metode til at bane vejen for "à la carte"-løsninger;

I.  der henviser til, at fællesskabsmetoden skal bevares og ikke undermineres af mellemstatslige løsninger, ikke engang på områder, hvor det ikke er alle medlemsstater, der opfylder betingelserne for deltagelse;

J.  der henviser til, at Unionen har euroen som valuta (jf. artikel 3, stk. 4, i TEU), at Det Forenede Kongerige har opnået en fritagelse fra at deltage (protokol nr. 15), at Danmark nyder godt af en forfatningsmæssigt begrundet undtagelse (protokol nr. 16), at Sverige er ophørt med at overholde eurokonvergenskriterierne, og at Det Europæiske Råd åbent har drøftet muligheden af at lade Grækenland forlade den fælles valuta; der henviser til, at alle medlemsstater er forpligtet til at indføre denne valuta, når de opfylder alle de relevante kriterier, mens der ikke er opstillet nogen tidsplan for, hvornår medlemsstaterne skal tilslutte sig euroen efter dens indførelse;

K.  der henviser til, at der med hensyn til Schengen, fri bevægelighed for personer og den tilhørende afskaffelse af den interne grænsekontrol – elementer, der formelt er en integrerende del af traktaterne – blev lavet fravalgsordninger for Det Forenede Kongerige og Irland; der henviser til, at fire andre medlemsstater heller ikke deltager, men er forpligtede til at deltage, mens der er lavet tilvalgsordninger for tre lande uden for Den Europæiske Union; der henviser til, at denne fragmentering ikke blot stiller sig hindrende i vejen for en fuldstændig afskaffelse af visse resterende interne grænser, men også vanskeliggør etableringen af et egentligt indre marked og et fuldt integreret område med frihed, sikkerhed og retfærdighed; der minder om, at integration i Schengenområdet skal forblive målet for alle EU-medlemsstater;

L.  der henviser til, at de enkelte medlemsstaters fravalgsmuligheder bringer en ensartet anvendelse af EU-retten i fare, fører til en overdrevent kompliceret styreform, undergraver EU's samhørighed og svækker den indbyrdes solidaritet blandt borgerne;

M.  der henviser til, at Det Europæiske Råd siden Lissabontraktatens ikrafttræden og med et yderligere incitament fra de økonomiske, finansielle, migrationsmæssige og sikkerhedspolitiske kriser har udvidet sin rolle til at omfatte den daglige styring via vedtagelse af mellemstatslige instrumenter, som falder uden for EU-samarbejdets rammer, selv om dets rolle går ud på at give EU den nødvendige fremdrift til dens udvikling og at fastlægge overordnede politiske retninger og prioriteringer uden at udøve lovgivende funktioner (jf. artikel 15, stk. 1, i TEU);

N.  der henviser til, at kravet om enstemmighed i Det Europæiske Råd og dets manglende evne til at opnå en sådan enstemmighed har ført til vedtagelse af mellemstatslige instrumenter, som falder uden for EU-samarbejdets rammer, som f.eks. den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) og traktaten om stabilitet, samordning og styring (TSSS eller "finanspagten"); der henviser til, at det samme gælder for aftalen med Tyrkiet om den syriske flygtningekrise;

O.  der henviser til, at der ifølge artikel 16 i TSSS inden for fem år efter ikrafttrædelsesdatoen (inden den 1. januar 2018) skal træffes de nødvendige foranstaltninger for at inkorporere finanspagten i EU's retlige ramme, og mens lignende bestemmelser indføres i den mellemstatslige aftale om overførsel og gensidiggørelse af bidrag til den fælles afviklingsfond, er det indlysende, at euroområdets modstandskraft, herunder færdiggørelsen af bankunionen, ikke kan sikres uden at udbygge det finanspolitiske samarbejde yderligere og sideløbende indføre en mere troværdig, effektiv og demokratisk styreform;

P.  der henviser til, at denne nye styreform må indebære, at Kommissionen bliver en egentlig regering, der kan drages til ansvar af Parlamentet, og som har mulighed for at formulere og implementere de fælles politikker på det finanspolitiske og makroøkonomiske område, som euroområdet har brug for, og denne regering skal være udstyret med en statskasse og et budget, som passer til omfanget af de foreliggende arbejdsopgaver; der henviser til, at dette – ud over foranstaltninger inden for rammerne af den eksisterende primære ret – kræver en reform af Lissabontraktaten;

Q.  der henviser til, at dette også gælder for den nødvendige reform og modernisering af hele Den Europæiske Unions finansielle ressourcer; der henviser til, at aftalen om den nuværende flerårige finansielle ramme (FFR) først blev indgået efter langstrakte og besværlige forhandlinger og blev ledsaget af en afgørelse om at nedsætte en gruppe på højt plan til at gennemgå EU's system for "egne indtægter" – en gruppe, der skulle aflægge rapport i 2016; der henviser til, at den nuværende FFR i alvorlig grad begrænser EU's finansielle og politiske autonomi, eftersom de fleste indtægter består af nationale bidrag fra medlemsstaterne, og det allerede er fastsat, at en stor del af udgifterne skal tilbageføres til de selvsamme medlemsstater; der henviser til, at BNP-/BNI-baserede bidrag er blevet langt den største indtægtskilde;

R.  der henviser til, at den nuværende FFR er underlegen i nominel værdi i forhold til den foregående, mens omstændighederne kræver en større budgetmæssig indsats for at hjælpe flygtninge og stimulere den økonomiske vækst, social samhørighed og finansiel stabilitet;

S.  der henviser til, at kravet om enstemmighed på det skatte- og afgiftspolitiske område stiller sig hindrende i vejen for, at det kan lykkes at bekæmpe eksistensen af skattely i EU og medlemsstaternes skadelige skatte- og afgiftspolitikker; der henviser til, at mange af disse praksisser forvrider det indre markeds funktion, bringer medlemsstaternes skatteindtægter i fare og i sidste ende vælter skattebyrden over på borgerne og de små og mellemstore virksomheder;

T.  der henviser til, at EU er et konstitutionelt system, som baserer sig på retsstatsprincippet; der henviser til, at traktaterne må ændres for at give Den Europæiske Unions Domstol jurisdiktion over alle aspekter af EU-retten i overensstemmelse med magtdelingsprincippet;

U.  der henviser til, at EU også bygger på værdier som respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal; der henviser til, at EU's eksisterende instrumenter til vurdering og sanktionering af medlemsstaternes overtrædelser af disse principper har vist sig utilstrækkelige; der henviser til, at traktatbrudsprocedurer iværksat som reaktion på en medlemsstats konkrete retsakter eller foranstaltninger, når de er i strid med EU-retten, er utilstrækkelige til at håndtere systemiske brud på EU's grundlæggende værdier; der henviser til, at Rådet i henhold til artikel 7, stk. 1, i TEU skal træffe afgørelse med et flertal på fire femtedel af sine medlemmer, når det skal fastslås, om der er en klar fare for en grov overtrædelse af de grundlæggende værdier, og at Det Europæiske Råd i henhold til artikel 7, stk. 2, i TEU skal træffe afgørelse med enstemmighed, når det skal fastslås, om der foreligger en grov og vedvarende overtrædelse; der henviser til, at som konsekvens heraf er hverken den forebyggende foranstaltning, jf. artikel 7, stk. 1, i TEU eller sanktionsmekanismerne, jf. artikel 7, stk. 2 og 3, i TEU blevet påberåbt;

V.  der henviser til, at EU synes at være bedre i stand til at påvirke politikker om grundlæggende rettigheder, retsstatsprincippet og korruption, mens landene stadig er kandidater til at tiltræde EU; der henviser til, at retsstatsmekanismen bør anvendes med lige stor styrke på alle medlemsstater;

W.  der henviser til, at det også er nødvendigt at foretage en revision for at omjustere og grundlæggende forny EU's funktionsmåde med den målsætning at fremme mindre bureaukrati samt en effektiv beslutningsproces, der er tættere på borgernes behov; der henviser til, at EU har behov for de beføjelser, som er nødvendige for at gøre fremskridt i retning af nogle af EU's erklærede målsætninger som f.eks. færdiggørelsen af det indre marked, herunder energiunionen, social samhørighed samt fuld beskæftigelse, en retfærdig og fælles migrations- og asylforvaltning samt en indre og ydre sikkerhedspolitik;

X.  der henviser til, at det er vigtigt at opbygge en systematisk dialog med civilsamfundsorganisationer og styrke den sociale dialog på alle niveauer i overensstemmelse med princippet i artikel 11 i TEUF for at håndtere euroskepsissen og bekræfte vigtigheden af Europas solidaritetsbaserede dimension, social samhørighed og opbygningen af et deltagende og inklusivt demokrati som et supplement til det repræsentative demokrati;

Y.  der henviser til, at den sikkerhedspolitiske situation i Europa i det seneste årti er forværret markant, navnlig i forhold til EU's naboskabsområde; der henviser til, at en enkeltstående medlemsstat ikke længere kan garantere sin indre og ydre sikkerhed alene;

Z.  der henviser til, at Europas forringede forsvarskapacitet har begrænset EU's muligheder for at skabe stabilitet ud over vores umiddelbare grænser; der henviser til, at dette forhold går hånd i hånd med vores amerikanske allieredes tøvende holdning til intervention, når Europa ikke er parat til at påtage sig sin rimelige andel af ansvaret; der henviser til, at EU's forsvarspolitik bør styrkes, og at der bør etableres et omfattende partnerskab mellem EU og NATO, samtidig med at Unionen får mulighed for at optræde selvstændigt i forbindelse med operationer i udlandet, navnlig med henblik på at stabilisere naboskabsområdet; der henviser til, at dette betyder, at der er behov både for et mere intenst samarbejde mellem medlemsstaterne og for en delvis integrering af deres forsvarskapacitet i et europæisk forsvarsfællesskab for at være på linje med en ny europæisk forsvarsstrategi;

AA.  der henviser til, at ingen af de passerellebestemmelser, som er indeholdt i Lissabontraktaten, og som har til formål at modernisere EU's styreform, er blevet taget i anvendelse, og at dette under de nuværende omstændigheder sandsynligvis heller ikke vil ske; der henviser til, at den såkaldte let-out-bestemmelse tværtimod blev aktiveret omgående på grund af Det Europæiske Råds beslutning af 18.-19. juni 2009 om at formindske antallet af kommissærer sin fastsat i Lissabontraktaten;

AB.  der henviser til, at valget til Europa-Parlamentet i 2014 for første gang førte til, at en kandidat til posten som formand for Kommissionen blev udpeget direkte; der henviser til, at borgerne desværre ikke havde mulighed for at stemme direkte på kandidaterne; der henviser til, at den supranationale karakter af valget til Europa-Parlamentet bør udbygges yderligere ved at indføre et klart retsgrundlag for at sikre, at denne nye ordning bliver bibeholdt og videreudviklet; der henviser til, at borgerne har vanskeligt ved at forstå det indbyrdes forhold mellem formanden for Kommissionen og formanden for Det Europæiske Råd;

AC.  der henviser til, at behovet for en reform af EU er vokset dramatisk efter Det Forenede Kongeriges folkeafstemningsresultat til fordel for at forlade Den Europæiske Union; der henviser til, at forhandlingerne om Det Forenede Kongeriges udtrædelse af samarbejdet også må tage højde for rammerne for det fremtidige forhold til EU; der henviser til, at denne aftale må forhandles på plads i overensstemmelse med artikel 218, stk. 3, i TEUF og indgås på Unionens vegne af Rådet, som træffer afgørelse med kvalificeret flertal og efter godkendelse fra Europa-Parlamentet; der henviser til, at Parlamentet derfor bør inddrages fuldt ud i forhandlingsprocessen;

AD.  der henviser til, at Det Forenede Kongeriges udtrædelse af samarbejdet ville åbne mulighed for at gøre EU mindre kompliceret og skabe klarhed over, hvad et EU-medlemskab egentlig indebærer; der henviser til, at der fremover er behov for klare rammer for EU's forhold til ikke-medlemmer i naboskabsområdet (Det Forenede Kongerige, Norge, Schweiz, Tyrkiet, Ukraine osv.); der henviser til, at EU's grundlæggere allerede havde planer om en slags "associeret status";

AE.  der henviser til, at traktaterne tildeler Europa-Parlamentet seks klare prærogativer i denne vigtige proces, nemlig: retten til at foreslå ændringer til traktaterne (artikel 48, stk. 2, i TEU), retten til at blive hørt af Det Europæiske Råd om ændring af traktaterne (artikel 48, stk. 3, første afsnit, i TEU), retten til at insistere på indkaldelse af et konvent mod Det Europæiske Råds ønsker (artikel 48, stk. 3, andet afsnit, i TEU), retten til at blive hørt om en afgørelse fra Det Europæiske Råd om ændring af alle eller en del af bestemmelserne i tredje del af TEUF (artikel 48, stk. 6, andet afsnit, i TEU), retten til at iværksætte en omfordeling af pladserne i Parlamentet inden det næste valg (artikel 14, stk. 2, i TEU) og retten til at foreslå en ensartet valgmåde (artikel 223, stk. 1, i TEUF);

AF.  der henviser til, at EØSU's og Regionsudvalgets rolle skal beskyttes, da de fungerer som institutionelle repræsentanter for civilsamfundsorganisationer samt regionale og lokale aktører, idet deres udtalelser bidrager til at øge den demokratiske legitimitet i de politiske og lovgivningsmæssige processer;

AG.  der henviser til, at et klart flertal af EU's regionale og lokale myndigheder konsekvent har givet udtryk for deres mening gennem Regionsudvalget til fordel for et mere integreret EU med en effektiv forvaltning;

1.  mener, at tidspunktet er kommet til at opgive krisestyring ved hjælp af tilfældige og trinvise beslutninger, eftersom en sådan tilgang kun fører til foranstaltninger, som ofte ikke er tilstrækkelig vidtrækkende og kommer for sent; er overbevist om, at det nu er på tide for alvor at overveje, hvordan der kan rettes op på manglerne ved EU's styreform ved at foretage en omfattende og dybtgående reform af Lissabontraktaten; mener, at kort- og mellemsigtede løsningsmodeller kan gennemføres ved at udnytte de eksisterende traktaters fulde potentiale i mellemtiden;

2.  noterer sig, at en reform af EU bør stile efter en modernisering, hvor der indføres nye instrumenter, nye og effektive europæiske kapaciteter samt mere demokratiske beslutningsprocesser, snarere end en renationalisering ved hjælp af øget mellemstatsligt samarbejde;

3.  understreger, at de seneste Eurobarometer-meningsmålinger viser, at EU-borgerne – i modstrid med den almindelige opfattelse – stadig er fuldstændig klar over, at det er vigtigt at finde ægte europæiske løsningsmodeller, og at EU-borgerne støtter sådanne løsningsmodeller(24), blandt inden for sikkerhed, forsvar og migration;

4.  iagttager med dyb bekymring, hvordan et voksende antal undergrupperinger af medlemsstater svækker EU's enhed ved at sørge for manglende gennemsigtighed og ved at undergrave befolkningens tillid; mener, at det passende format for at gennemføre drøftelserne vedrørende EU's fremtid er EU-27; understreger, at det vil være kontraproduktivt at opdele drøftelsen i forskellige formater eller grupper af medlemsstater;

5.  understreger, at en vidtfavnende demokratisk reform af traktaterne kun kan finde sted via overvejelser om EU's fremtid og en konsensus om en vision for de nuværende og kommende generationer af EU-borgere, hvilket må udmønte sig i et konvent, som garanterer en inklusiv tilgang i kraft af sin sammensætning med repræsentanter for de nationale parlamenter, samtlige medlemsstaters regeringer, Kommissionen, Europa-Parlamentet, EU's rådgivende organer som f.eks. Regionsudvalget og EØSU, og som også udgør den rette platform for sådanne overvejelser og for en dialog med EU-borgerne og civilsamfundet;

Slut med "Europa à la carte"

6.  beklager det faktum, at hver gang Det Europæiske Råd beslutter sig for at anvende mellemstatslige metoder og forbigå "fællesskabsmetoden eller EU-metoden" som defineret i traktaterne, fører dette ikke kun til mindre effektiv politikformulering, men det bidrager også til en til stadighed voksende mangel på gennemsigtighed, demokratisk ansvarlighed og kontrol; mener, at en differentieret tilgang kun kan fungere som et foreløbigt skridt i retning af en mere effektiv og integreret EU-politikformulering;

7.  mener, at "EU-metoden" er den eneste demokratiske lovgivningsmetode, der sikrer, at alle interesser, navnlig den almene europæiske interesse, bliver tilgodeset; forstår ved "EU-metoden" den lovgivningsprocedure, hvor Kommissionen som led i sine beføjelser som udøvende magt tager initiativ til lovgivning, mens Parlamentet og Rådet, der repræsenterer henholdsvis borgerne og staterne, træffer afgørelse ved fælles beslutningstagning og ved flertalsafstemning, mens et krav om enstemmighed i Rådet bliver den absolutte undtagelse, og Domstolen fører tilsyn og står for den endegyldige domstolskontrol; kræver, at "EU-metoden" bliver respekteret også i hastende tilfælde;

8.  mener, at det under disse omstændigheder er bydende nødvendigt at bekræfte målsætningen om "en stadig snævrere union mellem de europæiske folk" (artikel 1 i TEU) for at imødegå enhver tendens til disintegration og for endnu en gang at præcisere, at EU har et moralsk, politisk og historisk formål og er en konstitutionel størrelse;

9.  foreslår, at kravene til etablering af forstærket og struktureret samarbejde gøres mindre restriktive, blandt andet ved at sænke det minimale antal af deltagende medlemsstater;

10.  foreslår, at den næste revision af traktaterne bliver brugt til rationalisere den nuværende uhensigtsmæssige differentiering ved at sætte en stopper – eller i hvert fald drastisk reducere brugen af – praksissen med fravalgsordninger, tilvalgsordninger og undtagelsesbestemmelser for individuelle medlemsstater i forhold til EU's primære ret;

11.  henstiller, at der defineres og udvikles et partnerskab for at oprette en ring af partnere rundt om EU for stater, der ikke kan eller vil ønsker at tiltræde Unionen, men ikke desto mindre er interesseret i at have et tæt forhold til EU; mener, at dette partnerskab bør være ledsaget af forpligtelser, som modsvarer de respektive rettigheder, f.eks. et finansielt bidrag og – som et vigtigere element – overholdelse af Unionens grundlæggende værdier og retsstatsprincippet;

12.  mener, at den fælles institutionelle ramme bør bevares med det formål at nå EU's fælles mål og garantere princippet om lighed mellem alle borgerne og medlemsstater;

Det Forenede Kongeriges udtrædelse af Den Europæiske Union

13.  bemærker, at denne nye form for partnerskab kunne være en af de mulige løsningsmodeller for at tilgodese det flertal af borgerne i Det Forenede Kongerige, der ønsker at forlade EU; understreger, at det faktum, at Det Forenede Kongerige, der er en af de større medlemsstater og den største medlemsstat uden for euroområdet, udtræder af EU-samarbejdet, påvirker EU's styrke og institutionelle ligevægt;

14.  bekræfter, at forfatningsmæssige elementer i EU, navnlig det indre markeds integritet og den kendsgerning, at denne integritet ikke kan adskilles fra EU's fire grundlæggende friheder (fri bevægelighed for kapital, personer, varer og tjenesteydelser), er afgørende og udelelige søjler i EU ligesom retsstatens tilstedeværelse, der sikres af EU-Domstolen; bekræfter, at denne forfatningsmæssige enhed ikke kan opgives i forbindelse med forhandlingerne om Det Forenede Kongeriges udmeldelse af EU;

15.  mener, at hovedkontorerne for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed og Det Europæiske Lægemiddelagentur, der begge er beliggende i London, må flyttes til en anden medlemsstat, eftersom borgerne i Det Forenede Kongerige har valgt at forlade EU;

Ny økonomisk styring til fremme af økonomisk vækst, social samhørighed og finansiel stabilitet

16.  er dybt foruroliget over voksende økonomiske og sociale forskelle samt manglende økonomiske reformer og manglende finansiel stabilitet i Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) samt tabt konkurrenceevne i økonomierne i mange ØMU-medlemsstater; mener, at denne situation navnlig skyldes, at der mangler en fælles finanspolitik og en fælles økonomisk politik; mener derfor, at den fælles finanspolitik og den fælles økonomiske politik bør blive til en "delt kompetence" mellem EU og medlemsstaterne;

17.  mener, at stabilitets- og vækstpagten og "no bail out-klausulen" (artikel 125 i TEUF) i deres nuværende udformning desværre ikke kan nå de opstillede målsætninger; mener, at EU skal afvise forsøgene på at gå tilbage til protektionistiske nationale politikker og bør fortsætte med at være en åben økonomi i fremtiden; advarer om, at dette ikke kan opnås ved at afvikle den sociale model;

18.  noterer sig desuden, at den nuværende ordning ikke i tilstrækkelig grad sikrer, at der bliver taget ansvar for de landespecifikke henstillinger på nationalt plan; er i denne forbindelse interesseret i det potentiale, der manifesterer sig i det europæiske finanspolitiske råd og dets fremtidige opgave med at rådgive Kommissionen om en finanspolitisk kurs, som vil være passende for euroområdet som helhed;

19.  er bevidst om, at det er nødvendigt at kontrollere effektiviteten af de mange krisestyringsforanstaltninger, som EU har vedtaget i den seneste tid, og at kodificere visse beslutningsprocedurer i den primære ret samt at styrke retsgrundlaget for det nye regelsæt for finanssektoren; tilslutter sig rapporten fra de fem formænd, som fastslår, at den åbne koordinationsmetode ikke har fungeret tilfredsstillende som grundlag for Europas økonomiske strategi;

20.  foreslår derfor, at der i tilgift til stabilitets- og vækstpagten vedtages en "konvergenskodeks" inden for rammerne af den almindelige lovgivningsprocedure, hvor der opstilles konvergensmål (beskatning, arbejdsmarked, investeringer, produktivitet, social samhørighed, offentlig administrativ kapacitet og god forvaltningskapacitet); insisterer på, at overholdelse af konvergenskodeksen som led i økonomisk styring bør være en forudsætning for fuld deltagelse i euroområdets fiskale kapacitet, og kræver, at hver medlemsstat forelægger forslag til, hvordan konvergenskodeksens kriterier kan opfyldes; understreger, at de relevante standarder og finanspolitiske incitamenter fastsættes i Parlamentets beslutning om euroområdets budgetmæssige kapacitet;

21.  mener, at en stærk social dimension er uundværlig for en vidtspændende ØMU, og at artikel 9 i TEUF i sin nuværende udformning ikke er tilstrækkelig til at garantere en passende ligevægt mellem sociale rettigheder og økonomiske friheder; støtter derfor, at disse rettigheder bliver ligestillet, og at dialogen mellem arbejdsmarkedets parter sikres;

22.  mener, at traktaten om stabilitet, koordinering og styring i Den Økonomiske og Monetære Union (”finanspagten”) skal integreres i EU's regelramme, og at den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) og Den Fælles Bankafviklingsfond skal inkorporeres i EU-retten, hvilket skal ske på grundlag af en omfattende vurdering af deres implementering og med tilhørende demokratisk kontrol fra Parlamentets side for at sikre, at kontrol og ansvarlighed påhviler dem, der bidrager dertil; mener endvidere, at det er nødvendigt at videreudvikle den interparlamentariske konference, der er omhandlet i artikel 13 i finanspagten, for at sikre grundige og rettidige drøftelser mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter om nødvendigt;

23.  mener, at euroområdet for at styrke den finansielle stabilitet, afbøde grænseoverskridende asymmetriske og symmetriske chok, mindske virkningerne af den økonomiske afmatning og sikre et passende investeringsniveau har brug for en finanskapacitet, som er baseret på egentlige egne indtægter og en egentlig finansforvaltning med beføjelse til at optage lån; bemærker, at denne finansforvaltning bør være baseret inden for Kommissionens rammer og være underlagt demokratisk kontrol og regnskabsaflæggelse i forhold til Parlamentet og Rådet;

24.  påpeger, at regelefterlevelse er af afgørende betydning for Den Økonomiske og Monetære Unions funktion, og at der følgelig er brug for stærkere styringsfunktioner, end Kommissionen og/eller Eurogruppen kan præstere i øjeblikket, samt en fuldstændig demokratisk magtdeling gennem inddragelse af Parlamentet i alle aspekter vedrørende ØMU'en; mener, at ansvaret samtidig skal være placeret på det niveau, hvor beslutningerne træffes eller gennemføres, for at forbedre ejerskabet, således at de nationale parlamenter kontrollerer de nationale regeringer, og Parlamentet kontrollerer den udøvende magt på EU-plan;

25.  mener derfor, at den udøvende myndighed skal koncentreres hos Kommissionen hos en EU-finansminister, således at Kommissionen får mulighed for at formulere og gennemføre en fælles økonomisk politik i EU-regi, hvor makroøkonomiske, finanspolitiske og monetære instrumenter kombineres med opbakning fra en finanspolitisk kapacitet for euroområdet; mener, at denne finansminister bør være ansvarlig for ESM og andre gensidige fonde, herunder budgetkapaciteten, og være den eneste eksterne repræsentant for euroområdet i internationale organisationer, navnlig i finanssektoren;

26.  mener, at det er nødvendigt at give finansministeren passende beføjelser til at intervenere med henblik på at overvåge konvergenskodeksen og til at benytte de ovennævnte finanspolitiske incitamenter;

27.  anser det for påkrævet at give den europæiske stabilitetsmekanisme status som første långiver i sidste instans i forhold til finansielle institutioner, der direkte er underlagt Den Europæiske Centralbanks tilsyn eller kontrol, uden at dette berører de opgaver, der påhviler Det Europæiske System af Centralbanker; anser det endvidere for påkrævet at tildele Den Europæiske Centralbank fulde beføjelser som føderal centralbank og samtidig opretholde dens uafhængige status;

28.  mener endelig, at der bør ske en trinvis færdiggørelse af bankunionen og kapitalmarkedsunionen snarest muligt på grundlag af en hurtig procedure;

29.  mener, at det er nødvendigt at fravige kravet om enstemmighed i forhold til visse former for skattepraksis, således at EU kan sikre et fair og velfungerende indre marked og undgå skadelig skattepolitiske tiltag fra medlemsstaternes side; mener, at bekæmpelse af skatteunddragelse, skatteundgåelse og skattely skal gøres til en grundlæggende målsætning for Den Europæiske Union;

Nye udfordringer

30.  erkender, at der i geopolitisk, økonomisk og miljømæssig henseende er behov for at oprette en egentlig europæisk energiunion; understreger, at klimaændringer er en af de vigtigste globale udfordringer, EU står over for; understreger, at det ikke alene er nødvendigt at sikre en fuldstændig ratificering og gennemførelse af Paris-aftalen samt at vedtage bindende klimapolitiske mål og tiltag på EU-plan, men at den begrænsning, som indebærer, at EU's politik ikke må berøre en medlemsstats ret til at fastsætte betingelserne for udnyttelsen af dens energiressourcer, dens valg mellem forskellige energikilder og den generelle sammensætning af dens energiforsyning (artikel 194, stk. 2, i TEUF), må tages op til revision for at sikre en vellykket gennemførelse af fælles politikker for ren og vedvarende energi;

31.  understreger, at det bør fastslås i traktaterne, at udvikling af nye og vedvarende energikilder skal være en central målsætning for Unionen og for alle medlemsstater;

32.  bemærker, at traktaterne åbner gode muligheder for at indføre et humant og velfungerende migrationsforvaltnings- og asylsystem med en europæisk grænse- og kystvagt, og glæder sig over fremskridtene på dette område; mener imidlertid, at traktaterne, særlig artikel 79, stk. 5, i TEUF, er for restriktive med hensyn til andre migrationspolitiske aspekter, navnlig hvad angår indførelsen af et egentligt europæisk system for legal migration; understreger, at det kommende EU-migrationssystem skal anvendes i synergi med u-landsbistand og udenrigspolitik og forene nationale kriterier for tildeling af asyl samt adgang til arbejdsmarkedet; insisterer på, at der er brug for demokratisk kontrol fra Parlamentets side i forbindelse med gennemførelsen af grænsekontrol, aftaler med tredjelande, herunder bl.a. samarbejde om tilbagevenden og tilbagesendelse, samt asyl- og migraionspolitikker, og at beskyttelsen af den nationale sikkerhed ikke kan benyttes som et påskud for at omgå EU-foranstaltninger;

33.  mener, at det er nødvendigt at opgradere EU's kapacitet med hensyn til bekæmpelse af terrorisme og international organiseret kriminalitet på grund af den intense terrortrussel; understreger, at det er nødvendigt ikke blot at forbedre koordineringen mellem de kompetente myndigheder og agenturer i medlemsstaterne, men at Europol og Eurojust bør tildeles reelle beføjelser og reel kapacitet til at stå for efterforskning og retsforfølgelse, eventuelt ved at blive omdannet til en egentligt europæisk myndighed med ansvar for efterforskning og terrorbekæmpelse under behørig parlamentarisk kontrol;

34.  konkluderer, at de forskellige terrorangreb på europæisk jord har vist, at det ville være muligt at forbedre sikkerheden, hvis dette ikke var medlemsstaternes enekompetence; foreslår derfor, at det bliver gjort til en delt kompetence for at gøre det lettere at oprette en europæisk myndighed for efterforskning og efterretningsspørgsmål inden for rammerne af Europol og med domstolskontrol; fastslår, at der i mellemtiden ikke er noget til hinder for, at medlemsstaterne indbyrdes etablerer sådanne former for samarbejde mellem de kompetente instanser inden for deres administration, jf. artikel 73, i TEUF;

Styrkelse af EU's udenrigspolitik

35.  beklager, som nævnt i Parlamentets beslutning af 16. februar 2017 om forbedring af Den Europæiske Unions funktionsmåde på grundlag af Lissabontraktatens potentiale, at EU ikke har gjort større fremskridt i retning af at udvikle sin kapacitet til at nå til enighed om og gennemføre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP); noterer sig, at bestræbelserne for at iværksætte en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik ikke har været særlig vellykkede, navnlig med hensyn til deling af omkostninger og ansvar;

36.  bemærker, at kun ved at styrke den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik kan EU komme med troværdige svar på de nye sikkerhedstrusler og -udfordringer og således bekæmpe terrorisme og bringe fred, stabilitet og orden til sit naboskabsområde;

37.  gentager, at der kan og bør gøres større fremskridt inden for Lissabontraktatens rammer, også hvad angår anvendelse af bestemmelserne om beslutningstagning med kvalificeret flertal, og mener, at næstformanden/den højtstående repræsentant bør udnævnes til EU-udenrigsminister og støttes i sine bestræbelser på at blive den centrale eksterne repræsentant for Den Europæiske Union i internationale fora og ikke mindst på FN-plan; mener, at udenrigsministeren bør have mulighed for at udpege politiske stedfortrædere; foreslår, at EU-Udenrigstjenestens nuværende funktion tages op til fornyet overvejelse, bl.a. Hvad angår behovet for passende budgetressourcer;

38.  understreger, at det er nødvendigt hurtigt at oprette en europæisk forsvarsunion for at styrke forsvaret af EU's område, hvilket i et strategisk partnerskab med NATO ville sætte Unionen i stand til at optræde selvstændigt i forbindelse med operationer i udlandet, navnlig med henblik på at stabilisere naboskabsområdet og således styrke EU's rolle som garant for sit eget forsvar og sin egen sikkerhed i overensstemmelse med FN-pagten; henleder opmærksomheden på det fransk-tyske initiativ fra september 2016 samt det italienske initiativ fra august 2016, der indeholder nyttige bidrag i forbindelse med dette spørgsmål; understreger, at Europa-Parlamentet skal inddrages fuldt ud i alle faser af oprettelsen af den europæiske forsvarsunion og skal have ret til give sit samtykke i tilfælde af operationer i udlandet; mener, at traktaterne udtrykkeligt bør åbne mulighed for oprettelse af en europæisk forsvarsunion, da en sådan union er af stor betydning; mener endvidere, at der som et supplement til EU-Udenrigstjenesten bør oprettes et generaldirektorat for forsvarspolitik (GD Forsvar) med ansvar for de interne aspekter af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik;

39.  understreger nødvendigheden af at afsætte flere midler til den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik for at sikre, at omkostningerne til militære operationer, der gennemføres inden for rammerne af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik eller den europæiske forsvarsunion, bliver fordelt på en mere retfærdig måde;

40.  foreslår, at der oprettes et europæisk efterretningskontor til at støtte FUSP;

Grundlæggende rettigheder

41.  gentager, at Kommissionen er vogter af traktaterne og Unionens værdier, jf. artikel 2 i TEU; konkluderer, at den nuværende procedure i artikel 7 i TEU er mangelfuld og besværlig i betragtning af de mulige overtrædelser af Unionens værdier i flere medlemsstater;

42.  understreger, at respekt for og beskyttelse af EU's grundlæggende værdier er hjørnestenen i EU som et værdibaseret fællesskab, og at disse værdier binder EU-medlemsstater sammen;

43.  foreslår en ændring af artikel 258 i TEUF med henblik på udtrykkeligt at give Kommissionen mulighed for at indlede "systemiske traktatbrudsprocedurer" mod medlemsstater, der overtræder grundlæggende værdier; forstår "systemiske traktatbrudsprocedurer" som en samlet gruppe af beslægtede individuelle traktatbrudsprocedurer, der giver formodning om en medlemsstats alvorlige og vedvarende overtrædelse af artikel 2 i TEU;

44.  foreslår, at der foretages en ændring af artikel 258 og 259 i TEUF for at udvide retten til at indbringe sager for EU-Domstolen om påståede krænkelser af chartret om grundlæggende rettigheder begået enten af EU's institutioner eller af en medlemsstat til at omfatte alle fysiske og juridiske personer, der er umiddelbart og individuelt berørt af en foranstaltning;

45.  anbefaler ophævelse af artikel 51 i chartret om grundlæggende rettigheder og omdannelse af chartret til et EU-rettighedskatalog;

46.  mener endvidere, at borgerne bør tildeles flere instrumenter til deltagelsesdemokrati på EU-plan; foreslår derfor, at man overvejer muligheden for i traktaterne at indføje en bestemmelse om afholdelse af EU-folkeafstemninger om spørgsmål vedrørende EU's aktioner og politikker;

Mere demokrati, gennemsigtighed og ansvarlighed

47.  foreslår, at Kommissionen bliver forvandlet til den centrale udøvende myndighed eller regering i EU med det formål at styrke "EU-metoden", skabe større gennemsigtighed og forbedre effektiviteten af de foranstaltninger, der vedtages på EU-plan;

48.  gentager, at Kommissionen i sin nye skikkelse skal være væsentligt mindre, og at der kun bør være to næstformænd, nemlig: finansministeren og udenrigsministeren; foreslår, at der foretages en tilsvarende indskrænkning hos Revisionsretten;

49.  er tilfreds med den vellykkede nye procedure, hvorefter de europæiske politiske partier promoverer deres topkandidater til posten som formand for EU's udøvende organ, der skal vælges af Europa-Parlamentet på forslag af Det Europæiske Råd, men mener, at de til næste valg bør være i stand til at stille op som officielle kandidater i alle medlemsstater;

50.  understreger, at inddragelse af borgerne i den politiske proces i deres opholdsland hjælper med at opbygge europæisk demokrati, og opfordrer derfor til, at valgretten for borgere med bopæl i en medlemsstat, hvor de ikke er statsborgere, jf. artikel 22 i TEUF, udvides til at omfatte alle resterende valg;

51.  støtter Det Europæiske Råds afgørelse af 28. juni 2013 om indførelse af et system, som gør det muligt forud for hvert valg til Europa-Parlamentet at omfordele pladserne mellem medlemsstaterne på en objektiv, rimelig, bæredygtig og gennemsigtig måde, hvor man respekterer princippet om degressiv proportionalitet og tager hensyn til eventuelle ændringer i antallet af medlemsstater samt demografiske udviklingstendenser;

52.  minder om de mange positive tilkendegivelser til fordel for et enkelt hjemsted for Europa-Parlamentet i betragtning af den symbolske værdi af et sådant skridt og de faktiske besparelser, det ville medføre;

53.  gentager sit forslag om, at der fastsættes ét enkelt hjemsted for Europa-Parlamentet, og gentager sit tilsagn om at indlede en almindelig traktatrevisionsprocedure, jf. artikel 48 i TEU, med henblik på at foreslå de nødvendige ændringer til artikel 341 i TEUF og protokol nr. 6, således at Parlamentet kan træffe afgørelse om placeringen af hjemstedet og sin interne organisation;

54.  foreslår, at Rådet i alle sine sammensætninger og Det Europæiske Råd, bliver omdannet til et råd af stater, hvor Det Europæiske Råds vigtigste opgave ville være at sørge for fremdrift og konsekvens hos de øvrige konfigurationer;

55.  mener, at Rådet og dets specialiserede sammensætninger som EU-lovgivningsmyndighedens andetkammer og for at fremme specialisering, professionalisme og kontinuitet bør udskifte de roterende formandskaber af seks måneders varighed med et system af faste formænd, der udvælges blandt Rådets medlemmer; foreslår, at Rådet træffer sine afgørelser inden for rammerne af et enkelt lovgivningsråd, mens de eksisterede specialiserede lovgivningsmæssige rådssammensætninger bliver omdannet til forberedende organer svarende til Parlamentets udvalg;

56.  foreslår, at medlemsstaterne bør have mulighed for at fastsætte sammensætningen af deres nationale repræsentation i de specialiserede rådssammensætninger, uanset om denne repræsentation består af repræsentanter fra deres respektive nationale parlamenter, regeringer eller en kombination af disse to muligheder;

57.  understreger, at Eurogruppen efter indførelsen af EU-finansministerposten bør betragtes som en formel særlig rådssammensætning med lovgivningsmæssige funktioner og kontrolfunktioner;

58.  mener, at der bør foretages en yderligere begrænsning i antallet af de afstemningsprocedurer i Rådet, der stadig kræver enstemmighed, således at kravet om enstemmighed f.eks. i udenrigs- og forsvarsanliggender, finanspolitiske spørgsmål og social- og arbejdsmarkedspolitiske spørgsmål ændres til kvalificeret flertal, og mener desuden, at de eksisterende særlige lovgivningsprocedure bør konverteres til almindelige lovgivningsprocedurer, og at høringsproceduren fuldstændig bør erstattes af fælles beslutningstagning mellem Parlamentet og Rådet;

59.  mener, at der må tages behørigt hensyn til interesserne i de medlemsstater, som endnu ikke er medlemmer af euroområdet (potentielle deltagerlande), når styringen af euroområdet bliver styrket;

60.  erkender, at de nationale parlamenter spiller en vigtig rolle i EU's gældende institutionelle opbygning, navnlig hvad angår gennemførelsen af EU-lovgivning i national ret, og når det drejer sig om den rolle, som de kan komme til at spille både ved den forudgående og den efterfølgende kontrol af de lovgivningsmæssige afgørelser og politiske valg, som vil blive truffet af deres medlemmer i Rådet, også i dets specialiserede sammensætninger; foreslår derfor, at de nationale parlamenters beføjelser bliver suppleret og udvidet, ved at der indføres en "grønt kort"-procedure, hvorefter nationale parlamenter kan forelægge lovgivningsmæssige forslag for Rådet til behandling;

61.  anerkender EU-enekompetencer vedrørende den fælles handelspolitik og respekterer samtidig de nationale parlamenters rolle og nærhedsprincippet; opfordrer til en klar afgrænsning af beføjelserne mellem EU og medlemsstaterne i denne henseende; bemærker, at denne afgrænsning ville have en positiv indvirkning på beskæftigelse og vækst både i EU og hos EU's handelspartnere;

62.  foreslår endvidere, at begge kamre inden for EU's lovgivende myndighed, Rådet og navnlig Parlamentet, idet dette er den eneste institution, som er direkte valgt af borgerne, på linje med gængs praksis i en række medlemsstater får ret til at tage initiativ til lovgivning, uden at dette berører Kommissionens grundlæggende lovgivningsmæssige prærogativ;

63.  er af den opfattelse, at hvis et medlem eller tidligere medlem af Kommissionen misligholder sine forpligtelser i henhold til traktaterne, har begået en alvorlig forseelse, eller ikke længere opfylder de nødvendige betingelser for at udøve sit hverv, bør Europa-Parlamentet og ikke kun Rådet og Kommissionen, i henhold til artikel 245 og 247 i TEUF have mulighed for at indbringe sagen for EU-Domstolen;

64.  kræver, at Parlamentets undersøgelsesbeføjelse bliver styrket, og at Parlamentet bliver tildelt særskilte, konkrete og klart afgrænsede beføjelser, som i højere grad ligger på linje med institutionens politiske betydning og kompetence, heriblandt retten til at indkalde vidner, til at få fuldstændig aktindsigt, til at foretage undersøgelser på stedet og til at pålægge sanktioner for manglende efterlevelse;

65.  er af den faste overbevisning, at EU-budgettet skal udstyres med en ordning for egentlige egne indtægter, der har enkelhed, retfærdighed og gennemsigtighed som styrende principper; støtter henstillingerne fra Gruppen på Højt Plan vedrørende Egne Indtægter hvad angår diversificering af EU-budgettets indtægter, herunder nye egne indtægter, for at mindske BNI-bidragenes andel af EU-budgettet med henblik på at komme væk fra medlemsstaternes tilgang med "rimelige modydelser"; insisterer i denne forbindelse på, at alle former for rabatter udfases;

66.  foreslår i denne forbindelse, at beslutningsprocedurerne om både egne indtægter og FFR bliver ændret fra enstemmighed til beslutningstagning med kvalificeret flertal, således at der bliver reel fælles beslutningstagning mellem Rådet og Parlamentet i alle budgetanliggender; gentager sit krav om, at FFR skal være sammenfaldende med Parlamentets valgperiode og mandatperioden for det europæiske udøvende organ, og kræver endvidere, at alle EU-agenturers finanser bliver en integrerende del af EU-budgettet;

67.  understreger behovet for at anvende den almindelige lovgivningsprocedure til vedtagelse af FFR-forordningen for at bringe den i overensstemmelse med den beslutningsprocedure, der anvendes i forbindelse med stort set alle EU's flerårige programmer, herunder deres respektive finansielle tildelinger samt EU's budget; mener, at Parlamentet med godkendelsesproceduren fratages den beslutningskompetence, som det har med hensyn til vedtagelsen af de årlige budgetter, samtidig med at bestemmelsen om enstemmighed i Rådet betyder, at aftalen afspejler den laveste fællesnævner, der er baseret på behovet for at undgå, at en enkelt medlemsstat nedlægger veto;

68.  bemærker, at listen over institutioner, som er fastsat i artikel 13 i TEU, adskiller sig fra den, der er fastsat i artikel 2 i finansforordningen; mener, at finansforordningen allerede afspejler den nuværende praksis;

69.  mener, at der er nogle få tilfælde, hvor ordlyden i TEUF afviger fra traktatens praksis og ånd; er af den opfattelse, at disse uoverensstemmelser skal korrigeres i overensstemmelse med principperne om demokrati og gennemsigtighed;

70.  minder om, at hver af institutionerne som fastsat i finansforordningens artikel 2, litra b), har autonomi til at gennemføre deres egen budgetsektion i henhold til finansforordningens artikel 55; påpeger, at en sådan autonomi også indebærer en betydelig grad af ansvar for så vidt angår anvendelsen af bevillingerne;

71.  påpeger, at et reelt tilsyn med institutionernes og organernes gennemførelse af EU-budgettet kræver god tro og et mere effektivt samarbejde med Parlamentet og fuld gennemsigtighed for så vidt angår anvendelsen af midler samt et årligt opfølgningsdokument fra alle institutionerne om Parlamentets dechargehenstillinger; beklager, at Rådet ikke overholder denne procedure, og mener, at denne mangeårige tilstand er utilbørlig og undergraver hele Unionens omdømme;

72.  bemærker, at proceduren med at meddele decharge individuelt til de enkelte EU-institutioner og -organer er en mangeårig praksis, som er udviklet med henblik på at sikre gennemsigtighed og demokratisk ansvarlighed over for EU's skatteydere og som et middel til at kontrollere relevansen og gennemsigtigheden af anvendelsen af EU's midler; understreger, at denne praksis reelt garanterer Parlamentets ret og pligt til at kontrollere hele EU-budgettet; minder om Kommissionens synspunkt, som blev fremsat i januar 2014, om, at alle institutioner uden undtagelse fuldt ud skal tage del i opfølgningsprocessen i forhold til de bemærkninger, som Europa-Parlamentet fremfører i dechargeproceduren, og konsekvent bør samarbejde med henblik på at sikre en velfungerende dechargeprocedure;

73.  kræver, at institutionerne for at sætte Parlamentet i stand til at træffe en informeret afgørelse om meddelelse af decharge forelægger deres årlige aktivitetsrapport direkte for Parlamentet og giver Parlamentet fuldstændige oplysninger som svar på dets spørgsmål under dechargeproceduren;

74.  er af den opfattelse, at TEUF er nødt til at sikre Parlamentets kontrolbeføjelse over hele EU-budgettet og ikke kun den del, der forvaltes af Kommissionen; opfordrer derfor indtrængende til, at kapitel 4 i afsnit II - Finansielle bestemmelser - i TEUF ajourføres som konsekvens heraf, så alle institutioner og organer kommer til at være omfattet af de rettigheder og pligter, der er fastsat i dette kapitel, og i overensstemmelse med finansforordningen;

75.  understreger, at alle medlemsstaterne bør være forpligtet til at indsende en årlig erklæring med henblik på at redegøre for deres anvendelse af EU-midler;

76.  anerkender Revisionsrettens afgørende rolle med hensyn til at sikre en bedre og mere intelligent udnyttelse af EU-budgettet, afsløre tilfælde af svig, korruption og ulovlig brug af EU-midler samt med hensyn til at afgive en sagkyndig udtalelse om, hvordan EU's midler kan forvaltes bedre; minder om betydningen af Revisionsrettens rolle som en offentlig europæisk revisionsmyndighed;

77.  mener, at det i betragtning af den vigtige rolle, som Den Europæiske Revisionsret spiller i forbindelse med at revidere inddrivelsen og udnyttelsen af EU's midler, er yderst vigtigt, at institutionerne fuldt ud tager hensyn til dens anbefalinger;

78.  bemærker, at Revisionsrettens sammensætning og udnævnelsesprocedure er fastsat i artikel 285 og 286 i TEUF; mener, at Parlamentet og Rådet bør stå på lige fod i forbindelse med udnævnelse af medlemmer af Revisionsretten for at sikre demokratisk legitimitet, gennemsigtighed og medlemmernes fuldstændige uafhængighed; opfordrer Rådet til fuldt ud at acceptere de afgørelser, som Parlamentet træffer efter høring af kandidater, der er indstillet som medlemmer af Revisionsretten;

79.  beklager dybt, at nogle udnævnelsesprocedurer har ført til konflikter mellem Parlamentet og Rådet vedrørende kandidater; understreger, at det ifølge traktaten er Parlamentets opgave at evaluere de indstillede kandidater; understreger, at disse konflikter kan skade Revisionsrettens gode samarbejdsforbindelser med ovennævnte institutioner og potentielt kan få alvorlige negative konsekvenser for Revisionsrettens troværdighed og dermed dens effektivitet; er af den opfattelse, at Rådet i en ånd af godt samarbejde mellem EU-institutionerne bør acceptere de afgørelser, Parlamentet træffer efter høringerne;

80.  opfordrer til, at der indføres et retsgrundlag for oprettelse af EU-agenturer, som kan gennemføre specifikke udøvende funktioner og gennemførelsesfunktioner, som de får pålagt af Europa-Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure;

81.  påpeger, at Parlamentet i overensstemmelse med traktaterne meddeler Kommissionen decharge for budgetgennemførelsen; er af den opfattelse, at Parlamentet bør have udtrykkelig kompetence til at meddele decharge til samtlige EU-institutioner og -organer, eftersom alle EU-institutioner og -organer forvalter deres respektive budgetter uafhængigt, og at sidstnævnte bør være forpligtede til at samarbejde fuldt ud med Parlamentet;

82.  mener endelig, at den nuværende traktatratificeringsprocedure er alt for rigoristisk til en supranational struktur som Den Europæiske Union; foreslår, at der åbnes mulighed for at lade ændringer til traktaterne træde i kraft, om ikke ved en folkeafstemning på EU-plan, så efter at være ratificeret af et kvalificeret flertal på fire femtedele af medlemsstaterne og med Parlamentets godkendelse;

83.  mener, at EU-Domstolen bør have fuld jurisdiktion over alle EU-politikker vedrørende retlige spørgsmål, således som det er passende i et demokratisk system, der er baseret på retsstatsprincippet og magtdelingsprincippet;

Konstituerende proces

84.  forpligter sig til at spille en ledende rolle i disse vigtige konstitutionelle udviklingsprocesser og er fast besluttet på at fremsætte sine egne forslag til ændring af traktaterne i tide;

85.  mener, at 60-årsdagen for Romtraktaten ville være et passende tidspunkt til at iværksætte grundige overvejelser om fremtiden for Den Europæiske Union og nå til enighed om en vision for de nuværende og kommende generationer af EU-borgere, der fører til et konvent med det formål at forberede Den Europæiske Union på de kommende årtier;

o
o   o

86.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd, Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Unions Domstol, Den Europæiske Centralbank, Revisionsretten, Regionsudvalget, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og medlemsstaternes parlamenter og regeringer.

(1) https://ec.europa.eu/commission/sites/beta-political/files/5-presidents-report_da.pdf
(2) EUT C 436 af 24.11.2016, s. 49.
(3) EUT C 436 af 24.11.2016, s. 47.
(4) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 884.
(5) EUT C 373 af 20.12.2013, s. 1.
(6) http://ec.europa.eu/budget/mff/hlgor/library/reports-communication/hlgor-report_20170104.pdf
(7) Domstolens udtalelse 2/13 af 18. december 2014.
(8) EUT L 181 af 29.6.2013, s. 57.
(9) EUT C 468 af 15.12.2016, s. 176.
(10) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0378.
(11) EUT C 419 af 16.12.2015, s. 185.
(12) EUT C 75 af 26.2.2016, s. 109.
(13) EUT C 436 af 24.11.2016, s. 2.
(14) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0382.
(15) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0395.
(16) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0294.
(17) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0049.
(18) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0050.
(19) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0409.
(20) EUT L 251 af 16.9.2016, s. 1.
(21) EUT C 13 af 15.1.2016, s. 183.
(22) EUT C 313 af 22.9.2015, s. 9.
(23) EUT C 62 af 2.3.2013, s. 26.
(24) Standard Eurobarometer 84 - Efteråret 2015 og Special Eurobarometer EP - Juni 2016.


Forbedring af Den Europæiske Unions funktionsmåde ved at drage fordel af Lissabontraktatens potentiale
PDF 349kWORD 78k
Europa-Parlamentets beslutning af 16. februar 2017 om forbedring af Den Europæiske Unions funktionsmåde ved at drage fordel af Lissabontraktatens potentiale (2014/2249(INI))
P8_TA(2017)0049A8-0386/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Lissabontraktaten om ændring af traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, underskrevet den 13. december 2007,

–  der henviser til erklæringen af 9. maj 1950, hvori det angives, at oprettelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab udgjorde den "første etape mod den europæiske føderation",

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til sin beslutning af 20. februar 2008 om Lissabontraktaten(1),

–  der henviser til sin beslutning af 7. maj 2009 om Lissabontraktatens indvirkning på udviklingen af den institutionelle balance i Den Europæiske Union(2),

–  der henviser til sin beslutning af 13. marts 2014 om gennemførelsen af Lissabontraktaten for så vidt angår Europa-Parlamentet(3),

–  der henviser til udtalelse af 16. september 2015 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(4),

–  der henviser til resolution af 8. juli 2015 fra Regionsudvalget(5),

–  der henviser til rapporten til Det Europæiske Råd fra refleksionsgruppen om EU's fremtid frem til 2030,

–  der henviser til rapporten fra de fem formænd (Kommissionen, Rådet, eurogruppen, Parlamentet og Den Europæiske Centralbank (ECB)) om gennemførelse af Den Økonomiske og Monetære Union,

–  der henviser til sin beslutning af 12. april 2016 om årsrapporterne 2012-2013 om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet(6) og til udtalelsen om denne betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender,

–  der henviser til sin beslutning af 19. januar 2017 om europæisk søjle for sociale rettigheder(7),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og udtalelser fra Budgetudvalget og Budgetkontroludvalget (A8-0386/2016),

A.  der henviser til, at EU og dets medlemsstater står over for store udfordringer, som ingen medlemsstat kan klare alene;

B.  der henviser til, at EU bl.a. på grund af den økonomiske, finansielle og sociale krise også oplever desillusion blandt borgerne over for det europæiske projekt, som det også illustreres af den fortsat lave deltagelse ved valgene til Europa-Parlamentet og fremgangen for euroskeptiske eller åbent antieuropæiske politiske kræfter;

C.  der henviser til, at visse forslag med henblik på at håndtere de udfordringer, Unionen står over for, og styrke dens integration for at forbedre dens funktionsmåde til gavn for borgerne kun kan realiseres fuldt ud ved en traktatændring; der henviser til, at det er nødvendigt med en totrinstilgang til en EU-reform (inden for og ud over rammerne i traktaterne); der henviser til, at bestemmelserne i Lissabontraktaten og dens protokoller endnu ikke er blevet udnyttet til deres fulde potentiale, og at denne beslutning kun sigter på at give en vurdering af de juridiske muligheder i traktaterne for at få EU til at fungere bedre;

D.  der henviser til, at Det Europæiske Råds dominerende rolle udgør en fortsat afvisning af fællesskabsmetoden med dens dobbelte legitimitetskoncept;

E.  der henviser til, at fællesskabsmetoden skal bevares og ikke svækkes af, at der træffes beslutninger på mellemstatsligt plan, herunder på områder, hvor det ikke er alle medlemsstater, der opfylder betingelserne for deltagelse; der henviser til, at Kommissionens rolle bør styrkes, så den fuldt ud og på effektiv vis kan udføre sin opgave som motor for fællesskabsmetoden;

F.  der henviser til, at det indre marked, der fremmer den frie bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital, er en hjørnesten i EU;

G.  der henviser til, at Europa-Parlamentet, der er demokratisk valgt ved almindelige direkte valg og dermed står i centrum for demokratiet på EU-plan, er hele Unionens parlament og spiller en væsentlig rolle i at sikre legitimiteten og ansvarligheden af EU-beslutninger, herunder den demokratiske ansvarlighed af eurozonespecifikke handlinger og beslutninger;

H.  der henviser til, at i henhold til artikel 10, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) repræsenterer Europa-Parlamentet unionsborgerne uafhængigt af deres nationalitet, og Rådet repræsenterer statsborgere i medlemsstaterne via de nationale regeringer;

I.  der henviser til, at den politiske dialog mellem de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet bør styrkes, og at de praktiske muligheder for brugen af det gule og det orange kort bør forbedres;

J.  der henviser til, at Det Europæiske Råds arbejdsmetoder bør gøres mere gennemsigtige over for Parlamentet, og at dets opgaver bør udføres inden for traktatbestemmelsernes grænser;

K.  der henviser til, Rådets afgørelser med henblik på at skabe et reelt lovgivningsmæssigt tokammersystem, som er demokratisk og gennemsigtigt i sin beslutningstagning, bør træffes af ét enkelt lovgivningsråd, idet de eksisterende specialiserede lovgivende rådssammensætninger bør omdannes til forberedende organer i stil med udvalgene i Parlamentet;

L.  der henviser til, at det er en væsentlig forudsætning for stabiliteten i enhver institutionel opbygning, at ansvar og kontrol er samlet under ét, navnlig med hensyn til økonomiske, skattemæssige og monetære anliggender; der henviser til, at EU's økonomiske politik er baseret på et stærkt nationalt ejerskab hos medlemsstaterne, herunder "no bailout"-princippet i artikel 125 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF); der henviser til, at de øgede beføjelser på europæisk plan indebærer en aftale om nedsættelse af medlemsstaternes nationale suverænitet;

M.  der henviser til, at EU bør sigte efter den størst mulige beskyttelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, og at det skal sikres, at EU, dets institutioner og medlemsstaterne respekterer og fremmer disse rettigheder;

N.  der henviser til, at Kommissionens rolle som den udøvende myndighed bør styrkes inden for økonomisk politik og finanspolitik;

O.  der henviser til, at artikel 2 i protokol nr. 14 om eurogruppen ikke præciserer, at formanden for eurogruppen skal vælges blandt dens medlemmer;

P.  der henviser til, at det med henblik på at øge Kommissionens politiske legitimitet hvad angår gennemførelsen af den økonomiske styring og de finanspolitiske regler er afgørende, at formanden for Kommissionen vælges gennem en klar og velkendt procedure ved valgene til Europa-Parlamentet;

Q.  der henviser til, at Lissabontraktaten bekræftede de retlige rammer for Revisionsretten med hensyn til fremme af offentlig ansvarlighed og bistand til Parlamentet og Rådet i deres kontrol med gennemførelsen af EU-budgettet og dermed med hensyn til at bidrage til at beskytte borgernes finansielle interesser; der henviser til, at artikel 318 i TEUF foreskriver yderligere dialog mellem Parlamentet og Kommissionen og burde befordre en præstationskultur i gennemførelsen af EU-budgettet;

R.  der henviser til, at EU-institutionerne og -organerne, herunder Regionsudvalget, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) og især Europa-Parlamentet, i deres daglige arbejde bør overvåge respekten for det horisontale og vertikale nærhedsprincip i EU; der henviser til, at EU-institutionerne bør være sig bevidst om den rolle, som Regionsudvalget og EØSU spiller i lovgivningen, og vigtigheden af, at der tages hensyn til deres synspunkter;

S.  der henviser til, at artikel 137 i TEUF og protokol nr. 14 opretter eurogruppen som et uformelt organ;

T.  der henviser til, at de nye opgaver, der tildeles eurogruppen ved "sixpack"- og "twopack"-forordningerne, sammen med identiteten af de personer, der udgør eurogruppen og den europæiske stabilitetsmekanismes (ESM's) styrelsesråd, og identiteten af formanden for eurogruppen og formanden for ESM's styrelsesråd, giver eurogruppen en de facto afgørende rolle i den økonomiske styring i euroområdet;

U.  der henviser til, at proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer i øjeblikket ikke bliver tilstrækkeligt anvendt; der henviser til, at hvis den anvendes til sin fulde kapacitet, kunne det bidrage til at korrigere de økonomiske ubalancer på et tidligt tidspunkt, give et præcist overblik over situationen i de enkelte medlemsstater og i EU som helhed, forebygge kriser og bidrage til at forbedre konkurrenceevnen; der henviser til, at der er behov for større strukturel konvergens mellem medlemmerne, da dette vil bidrage til bæredygtig vækst og social samhørighed; der henviser til, at der er et presserende behov for gennemførelse af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU'en) sammen med bestræbelser på at gøre dens institutionelle struktur mere legitim og demokratisk ansvarlig;

V.  der henviser til, at ØMU'ens institutionelle struktur bør gøres mere effektiv og demokratisk, idet Parlamentet og Rådet fungerer som ligeværdige lovgivere, Kommissionen udfylder rollen som den udøvende myndighed, de nationale parlamenter fører bedre tilsyn med de nationale regeringers handlinger på europæisk niveau, Parlamentet fører tilsyn med beslutningstagningen på EU-plan, og Domstolen spiller en større rolle;

W.  der henviser til, at EU har brug for en korrekt anvendelse og håndhævelse af de eksisterende økonomiske politiske rammer samt nye bestemmelser om den økonomiske politik og vigtige strukturelle reformer inden for områderne konkurrenceevne, vækst og social samhørighed;

X.  der henviser til, at processen i forbindelse med det europæiske semester bør forenkles og gøres mere fokuseret og demokratisk ved at styrke Parlamentets kontrolfunktion med den og ved at udstyre Parlamentet med en mere betydelig funktion i de forskellige forhandlingscyklusser;

Y.  der henviser til, at TEUF har stillet Parlamentet på lige fod med Rådet i den årlige budgetprocedure; der henviser til, at Lissabontraktaten kun delvist er gennemført på budgetområdet, især på grund af manglen på egentlige egne indtægter;

Z.  der henviser til, at brugen af EU-budgettet bør strømlines mere, at dets indtægter bør stamme fra egentlige egne indtægter og ikke primært fra bidrag på grundlag af bruttonationalindkomsten (BNI), og at proceduren for vedtagelsen af den flerårige finansielle ramme (FRR) i henhold til traktaterne kan ændres fra enstemmighed til afstemninger med kvalificeret flertal;

AA.  der henviser til, at princippet om budgettets enhed i henhold til artikel 21 i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (”finansforordningen”) ikke forhindrer, at en gruppe medlemsstater afsætter et finansielt bidrag til EU-budgettet eller en specifik indtægt til en specifik udgiftspost, hvilket allerede er tilfældet for f.eks. for højfluxreaktoren i henhold til afgørelse 2012/709/Euratom;

AB.  der henviser til, at formålsbestemte indtægter i henhold til artikel 21 i finansforordningen ifølge betragtning 8 i den flerårige finansielle rammeforordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013, ikke er en del af FRR og derfor ikke er omfattet af FFR-lofterne;

AC.  der henviser til, at ordningen med egne indtægter ikke forbyder, at egne indtægter kun finansieres af en mindre gruppe af medlemsstater;

AD.  der henviser til, at Unionen bør udstyres med øget investeringskapacitet ved at optimere brugen af de eksisterende strukturfonde og ved at bruge Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer samt ved at øge Den Europæiske Investeringsbanks (EIB's), Den Europæiske Investeringsfonds (EIF's) og Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringers (EFSI's) kapacitet;

AE.  der henviser til, at det overvejes at etablere en finanspolitisk kapacitet inden for euroområdet og at fastlægge rækkevidden og finansieringen af denne kapacitet samt interventionsformen og betingelserne for indarbejdelse i EU-budgettet;

AF.  der henviser til, at det indre markeds vækstpotentiale bør udnyttes yderligere inden for tjenesteydelser, det digitale indre marked, energiunionen, bankunionen og kapitalmarkedsunionen;

AG.  der henviser til, at EU i henhold til traktaterne bekæmper social udstødelse og forskelsbehandling og fremmer social retfærdighed og beskyttelse, ligestilling mellem kvinder og mænd og solidaritet mellem generationerne;

AH.  der henviser til, at en styrkelse af det indre marked bør ledsages af en bedre skattemæssig koordinering;

AI.  der henviser til, at retten til fri bevægelighed og arbejdstagernes rettigheder bør garanteres og fastholdes ved at udnytte Lissabontraktatens potentiale fuldt ud;

AJ.  der henviser til, at EU-lovgiveren kan vedtage de foranstaltninger vedrørende social sikring, der er nødvendige for arbejdstagere, der udøver deres ret til fri bevægelighed, i henhold til artikel 48 i TEUF; der henviser til, at lovgiveren kan vedtage foranstaltninger til beskyttelse af arbejdstagernes sociale rettigheder uafhængigt af brugen af rettighederne til fri bevægelighed i henhold til artikel 153 i TEUF;

AK.  der henviser til, at EU-lovgiveren på grundlag af artikel 153, stk. 1, litra a)-i), i TEUF kan vedtage minimumsharmoniseringsforanstaltninger på det socialpolitiske område; sådan lovgivning kan ikke påvirke medlemsstaternes ret til at fastlægge de grundlæggende principper i deres sociale sikringsordninger; sådan lovgivning kan ikke i væsentligt omfang berøre den økonomiske balance i de nationale sociale sikringsordninger; disse grænser for harmonisering af socialpolitikken giver stadig et vist uudnyttet spillerum for EU-lovgiveren til at vedtage foranstaltninger på det socialpolitiske område;

AL.  der henviser til, at princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi, som fastsat i artikel 157 i TEUF, stadig ikke er blevet realiseret;

AM.  der henviser til, at der er mangler med hensyn til funktionen og gennemførelsen af det europæiske borgerinitiativ, og at der derfor er behov for forbedringer, for at det kan fungere effektivt og være et sandt instrument til deltagelsesdemokrati og aktivt medborgerskab;

AN.  der henviser til, at fri bevægelighed, navnlig for arbejdstagere, er en rettighed, som er fastsat i traktaterne (artikel 45 i TEUF) og udgør en grundlæggende drivkraft for fuldførelsen af det indre marked;

AO.  der henviser til, at Unionen har behov for at øge effektiviteten, sammenhængen og ansvarligheden inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP), hvilket kan gøres ved at bruge de eksisterende traktatbestemmelser til at skifte fra enstemmighed til afstemninger med kvalificeret flertal på flere og flere områder inden for eksterne politikker såvel som ved at gennemføre bestemmelserne for fleksibilitet og øget samarbejde, når det er nødvendigt;

AP.  der henviser til, at nylige sikkerhedsmæssige udfordringer, hvoraf nogle er i den umiddelbare nærhed af EU's grænser, har påvist behovet for at bevæge sig gradvist i retning af indførelsen af en fælles forsvarspolitik og i sidste ende et fælles forsvar; der henviser til, at traktaten allerede indeholder klare bestemmelser om, hvordan dette kunne gøres, navnlig i artikel 41, 42, 44 og 46 i TEU;

AQ.  der henviser til, at der skal sikres ekstern repræsentation i Unionens interesse på områder, hvor EU har enekompetence og delt kompetence, der allerede er blevet udøvet af EU; der henviser til, at på områder, hvor EU endnu ikke har anvendt sin delte kompetence, har medlemsstaterne pligt til at samarbejde oprigtigt med EU og afholde sig fra at træffe foranstaltninger, som kan underminere EU's interesser;

AR.  der henviser til, at der er et behov for en koordineret og struktureret position for EU og for medlemsstaterne i internationale organisationer og internationale fora for at øge EU's og dets medlemsstaters indflydelse i disse organisationer og fora;

AS.  der henviser til, at indgåelse af internationale forpligtelser fra EU's eller medlemsstaternes side ikke kan reducere de nationale parlamenters og Europa-Parlamentets rolle til ren blåstempling;

AT.  der henviser til, at flygtningekrisen har afdækket behovet for en fælles asyl- og immigrationspolitik, som bør fastsætte bestemmelser om en retfærdig fordeling af asylansøgere i hele EU;

AU.  der henviser til, at forskelsbehandling på grund af bl.a. køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro (politisk eller anden), tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, kønsidentitet eller seksuel orientering stadig er et problem i alle medlemsstater;

AV.  der henviser til, at den nylige krise har vist, at den indbyrdes tilnærmelse af retlige bestemmelser ikke er tilstrækkelig til at sikre et velfungerende indre marked eller et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed på grund af forskelle i gennemførelsen af de harmoniserede retlige bestemmelser;

AW.  der henviser til, at EU-lovgiveren ikke kan give EU-agenturerne skønsmæssige beføjelser, der kræver politiske valg;

AX.  der henviser til, at EU-lovgiveren skal sikre tilstrækkelig politisk kontrol over EU-agenturernes beslutninger og aktiviteter;

AY.  der henviser til, at medlemsstaterne ved ikke at opfylde de tiltag, der bliver vedtaget på de europæiske topmøder og Det Europæiske Råds møder, på alvorlig vis underminerer de europæiske institutioners troværdighed, og at deres gennemførelse derfor bør sikres på en mere effektiv måde;

1.  bemærker, at EU og medlemsstaterne står over for hidtil usete udfordringer såsom flygtningekrisen, de udenrigspolitiske udfordringer i det umiddelbare nabolag og bekæmpelsen af terrorisme såvel som globaliseringen, klimaændringerne, den demografiske udvikling, arbejdsløsheden, årsagerne til og konsekvenserne af finans- og gældskrisen, manglen på konkurrenceevne og de sociale konsekvenser i flere medlemsstater samt behovet for at styrke EU's indre marked, som alt sammen er nødt til at blive adresseret på en mere hensigtsmæssig måde;

2.  understreger, at disse udfordringer ikke kan håndteres på en hensigtsmæssig måde af medlemsstaterne individuelt, men kræver en fælles indsats fra Unionen, der respekterer princippet om flerniveaustyring;

3.  minder om, at det indre marked, der fremmer den frie bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital, er en hjørnesten i EU; minder også om, at undtagelser til det indre marked skaber konkurrenceforvridning inden for EU og ødelægger de lige vilkår;

4.  understreger, at Unionen har brug for at genopbygge sine borgeres tabte tillid og tiltro ved at øge gennemsigtigheden i sin beslutningstagning og ansvarligheden i sine institutioner, agenturer og uformelle organer (såsom Eurogruppen), ved at styrke samarbejdet mellem institutionerne og ved at blive bedre til at handle;

5.  påpeger, at alle bestemmelserne i Lissabontraktaten endnu ikke er blevet udnyttet til deres fulde potentiale, selv om de indeholder nogle nødvendige redskaber, der kunne have været anvendt for at forhindre nogle af de kriser, som Unionen står over for, eller kunne have været brugt til at klare de nuværende udfordringer, uden at det var nødvendigt at indlede en traktatrevision på kort sigt;

6.  understreger, at fællesskabsmetoden er den bedst egnede til at få EU til at fungere og har en række fordele i forhold til den mellemstatslige metode, da den er den eneste, der giver mulighed for mere gennemsigtighed, effektivitet, afstemning med kvalificeret flertal i Rådet og lige ret til fælles beslutningstagning mellem Parlamentet og Rådet, samtidig med at den forhindrer opsplitning af institutionelt ansvar og udvikling af konkurrerende institutioner;

7.  er af den opfattelse, at mellemstatslige løsninger kun skal være et instrument, der anvendes som sidste udvej og er underlagt strenge betingelser, navnlig respekt for EU-retten, målet om at uddybe den europæiske integration og åbenhed over for tiltrædelse af ikke-deltagende medlemsstater, og mener, at de bør erstattes af EU-procedurer snarest muligt, selv på områder, hvor det ikke er alle medlemsstater, der opfylder betingelserne for deltagelse, for at give Unionen mulighed for at udføre sine opgaver inden for en fælles institutionel ramme; er i denne forbindelse imod, at der oprettes nye institutioner uden for Unionens rammer, og bestræber sig fortsat på at sikre indarbejdelse i EU-retten af ESM under forudsætning af, at der er passende demokratisk ansvarlighed, samt de relevante bestemmelser i den finanspolitiske aftale, som tilsigtet i selve traktaten om stabilitet, samordning og styring, på grundlag af en vurdering af erfaringerne med dens gennemførelse; insisterer på, at den faktiske beslutningstagning og det finanspolitiske ansvar ikke må adskilles;

8.  understreger, at det direkte valgte Europa-Parlament spiller en væsentlig rolle i at sikre Unionens legitimitet og gør Unionens beslutningstagningssystem ansvarligt over for borgerne i kraft af passende parlamentarisk kontrol med den udøvende magt på EU-plan og den almindelige lovgivningsprocedure (fælles beslutningsprocedure), hvis anvendelsesområde bør udvides;

9.  minder om, at Europa-Parlamentet er hele Unionens parlament, og mener, at der skal sikres en behørig demokratisk ansvarlighed, også på områder, hvor det ikke er alle medlemsstater, der deltager, herunder euroområdespecifikke handlinger og beslutninger;

10.  mener, at den politiske dialog mellem de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet bør intensiveres og gøres mere meningsfuld og betydelig uden at overskride grænserne for deres forfatningsmæssige kompetencer; påpeger i den forbindelse, at de nationale parlamenter er bedst placeret til at give mandat til og kontrollere deres respektive regeringers handlinger i europæiske anliggender på nationalt plan, mens Europa-Parlamentet bør sikre demokratisk ansvarlighed og legitimitet af EU's udøvende magt;

11.  mener, at det er afgørende at styrke gennemsigtigheden og åbenheden i EU og den måde, den politiske beslutningstagning i EU viderekommunikeres på; opfordrer til, at man skærper indsatsen for en revision af forordning (EF) nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter og direktiv 93/109/EF om fastsættelse af de nærmere regler for valgret og valgbarhed ved valg til Europa-Parlamentet for unionsborgere, der har bopæl i en medlemsstat, hvor de ikke er statsborgere;

12.  minder om, at det er muligt at styrke Parlamentets undersøgelsesbeføjelse og det europæiske borgerinitiativ gennem afledt EU-ret, og gentager sin opfordring til Kommissionen om at foreslå en revision af forordningen om det europæiske borgerinitiativ;

13.  mener, at det er nødvendigt, at Kommissionen reformerer det europæiske borgerinitiativ som et brugbart værktøj til demokratisk deltagelse, under hensyntagen til sin beslutning af 28. oktober 2015(8), og opfordrer Kommissionen til bl.a. at bevidstgøre borgere og give det europæiske borgerinitiativ en høj profil, til at gøre sin software til online-indsamling af underskrifter mere brugervenlig, så funktionshæmmede personer kan anvende denne, til at give passende og omfattende juridisk og praktisk vejledning, til at overveje at oprette et særligt kontor for europæiske borgerinitiativer på sine repræsentationer i de enkelte medlemsstater, til detaljeret at forklare årsagerne til afvisning af et europæisk borgerinitiativ og til at undersøge, hvordan man kan henvise forslag i initiativer, der ikke henhører under Kommissionens kompetence, til mere passende myndigheder;

14.  er af den opfattelse, at den europæiske volontørtjeneste er et centralt element i opbygningen af unionsborgerskabet og anbefaler som følge heraf, at Kommissionen undersøger, hvordan man kan gøre det lettere for unge at deltage i denne volontørtjeneste;

Institutionel struktur, demokrati og ansvarliggørelse

Parlamenter

15.  insisterer på, at Parlamentets lovgivningsmæssige beføjelser og kontrolrettigheder skal garanteres, konsolideres og styrkes, herunder gennem interinstitutionelle aftaler og ved, at Kommissionen anvender det dertil hørende retsgrundlag;

16.  finder det nødvendigt, at Europa-Parlamentet reformerer sine arbejdsmetoder med henblik på at klare de fremtidige udfordringer, ved at styrke udøvelsen af sine politiske kontrolfunktioner over for Kommissionen, herunder i forhold til gennemførelsen og anvendelsen af EU-retten i medlemsstaterne, ved at begrænse førstebehandlingsaftaler til ekstraordinære tilfælde af uopsættelighed, hvor der er truffet en velovervejet og udtrykkelig beslutning, og i disse tilfælde forbedrer gennemsigtigheden i den procedure, der fører til vedtagelsen af sådanne aftaler; minder i denne forbindelse også om Parlamentets forslag til en yderligere harmonisering af dets egen valgmåde, indeholdt i dets beslutning af 11. november 2015 om reform af valgloven i Den Europæiske Union(9);

17.  udtrykker sin hensigt om at gøre mere brug af lovgivningsmæssige initiativbetænkninger i henhold til artikel 225 i TEUF;

18.  mener, at Parlamentet bør oprette et indgangsregister i dets hovedkvarter og alle delegationskontorer i medlemsstaterne, hvor borgerne personligt kan aflevere dokumenter med indholdscertificering;

19.  er af den opfattelse, at der bør oprettes et elektronisk officielt tidende for Europa-Parlamentet til bekræftelse af alle beslutninger og betænkninger, det vedtager;

20.  tilskynder til politisk dialog med de nationale parlamenter om indholdet af lovgivningsforslag, når det er relevant; understreger imidlertid, at beslutningerne skal træffes i overensstemmelse med de forfatningsmæssige kompetencer, og at der er en klar afgrænsning af de respektive beslutningskompetencer hos de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet, hvor førstnævnte skal udøve deres europæiske funktion på grundlag af deres nationale forfatninger, især via kontrol af deres nationale regeringer som medlemmer af Det Europæiske Råd og Rådet, da dette er det niveau, hvor de er bedst placeret til direkte at påvirke indholdet af og udøve kontrol med den europæiske lovgivningsproces; er derfor imod oprettelsen af nye fælles parlamentariske organer med beslutningskompetence;

21.  understreger vigtigheden af samarbejde mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter i fælles organer såsom Konferencen af de Europæiske Parlamenters Europaudvalg (COSAC) og den interparlamentariske konference om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og inden for rammerne af artikel 13 i traktaten om stabilitet, samordning og styring i Den Økonomiske og Monetære Union på grundlag af principperne om konsensus, informationsudveksling og høring for at udøve kontrol med deres respektive administrationer; opfordrer Kommissionen og Rådet til at deltage på højt politisk niveau i de interparlamentariske møder; understreger behovet for et tættere samarbejde mellem udvalgene i Europa-Parlamentet og deres nationale modstykker inden for disse fælles organer, ved øget sammenhæng, gennemsigtighed og gensidig udveksling af oplysninger;

22.  opfordrer til udveksling af bedste praksis for parlamentarisk kontrol mellem nationale parlamenter, såsom afholdelse af regelmæssige debatter mellem de respektive ministre og fagudvalgene i de nationale parlamenter før og efter rådssamlingerne og med kommissærerne inden for en passende tidsramme samt møder med de nationale parlamenter til udveksling af synspunkter med MEP'er; opfordrer til, at der indføres udveksling af institutionernes og de politiske gruppers tjenestemænd mellem Europa-Parlamentets og de nationale parlamenters forvaltninger;

23.  mener, at det er vigtigt at undgå enhver form for overdreven gennemførelse af EU-lovgivningen fra medlemsstaternes side, og at de nationale parlamenter spiller en nøglerolle i den sammenhæng;

Det Europæiske Råd

24.  beklager, at Rådet ved ikke at anvende afstemning med kvalificeret flertal alt for ofte har henvist lovgivningsmæssige spørgsmål til Det Europæiske Råd; mener, at Det Europæiske Råds praksis med at "give Rådet opgaver" går ud over den rolle med at udstikke strategiske retningslinjer, som det er tillagt ved traktaterne, og dermed strider imod traktaternes ånd og bogstav, som beskrevet i artikel 15, stk. 1, i TEU, hvori det bestemmes, at Det Europæiske Råd fastlægger Unionens overordnede politiske retningslinjer og prioriteter, men ikke udøver nogen lovgivende funktioner; mener, at det er nødvendigt at forbedre arbejdsforholdet mellem Det Europæiske Råd og Parlamentet;

25.  minder om, at Kommissionens formand vil blive valgt af Europa-Parlamentet på forslag af Det Europæiske Råd under hensyntagen til valget til Europa-Parlamentet, og efter at der har fundet passende høringer sted, og at de europæiske politiske partier derfor, som det var tilfældet i 2014, skal opstille hovedkandidater med henblik på at lade befolkningen bestemme, hvem der skal vælges som formand for Kommissionen; glæder sig over forslaget fra Kommissionens formand om at ændre rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen hvad angår kommissærers deltagelse som kandidater til valg til Europa-Parlamentet;

26.  minder endvidere om, at det er muligt at sammenlægge funktionen som formand for Det Europæiske Råd og funktionen som formand for Kommissionen, selv om der ikke i Europa-Parlamentets interesse;

27.  opfordrer Det Europæiske Råd til at anvende "passerellebestemmelsen" (artikel 48, stk. 7, i TEU), hvorefter Rådet kan skifte fra enstemmighed til afstemning med kvalificeret flertal i relevante tilfælde, hvor traktaterne i dag kræver enstemmighed;

28.  opfordrer formanden for Europa-Parlamentet til på forhånd at informere Formandskonferencen om de synspunkter, han agter at fremføre i sin tale til Det Europæiske Råd;

Rådet

29.  foreslår, at Rådet omdannes til en rigtig lovgivende forsamling ved at nedbringe antallet af rådssammensætninger ved en afgørelse fra Det Europæiske Råd, således at der skabes et ægte lovgivende tokammersystem, der involverer Rådet og Europa Parlamentet, med Kommissionen som den udøvende magt; foreslår at inddrage de aktuelt aktive specialiserede lovgivende rådssammensætninger som forberedende organer for ét enkelt lovgivningsråd, hvis møder er offentlige, i stil med, hvordan udvalgene fungerer i Europa-Parlamentet;

30.  insisterer på betydningen af at garantere gennemsigtigheden af Rådets lovgivningsmæssige beslutningstagning i almindelighed, idet man samtidig forbedrer udvekslingen af dokumenter og oplysninger mellem Parlamentet og Rådet og tillader adgang for repræsentanter for Parlamentet som observatører ved samlinger i Rådet og dets organer, navnlig i lovgivningssager;

31.  mener, at det er muligt at sammenlægge stillingen som formand for Eurogruppen og kommissær for økonomiske og finansielle anliggender, og vil i så fald foreslå, at formanden for Kommissionen udnævner denne kommissær til næstformand i Kommissionen; mener, at denne kommissær, når der er etableret en finanspolitisk kapacitet og en europæisk valutafond, kan gives alle nødvendige midler og kapaciteter til at anvende og håndhæve de eksisterende rammer for økonomisk styring og optimere udviklingen af euroområdet i samarbejde med finansministrene fra euroområdets medlemsstater, som nærmere beskrevet i dets beslutning af 16. februar 2017 om en budgetmæssig kapacitet for euroområdet(10);

32.  kræver, at Eurogruppens formand og medlemmer inden for rammerne af de gældende traktater bliver genstand for passende mekanismer for demokratisk ansvarlighed over for Europa-Parlamentet, navnlig at dens formand svarer på parlamentariske forespørgsler; opfordrer endvidere til vedtagelse af en intern forretningsorden og offentliggørelse af resultaterne;

33.  kræver, at Rådet skifter fuldstændigt til afstemning med kvalificeret flertal, når dette er muligt i henhold til traktaterne, og at det opgiver praksissen med at overdrage omstridte lovgivningsområder til Det Europæiske Råd, da dette strider imod traktatens bogstav og ånd, som fastsætter, at Det Europæiske Råd kun kan træffe afgørelser med enstemmighed og kun bør gøre det angående bredere politiske mål, ikke angående lovgivning;

34.  er fast besluttet på at gennemføre traktatens bestemmelser om forstærket samarbejde fuldt ud ved at forpligte sig til ikke at godkende nogen nye forslag om forstærket samarbejde, medmindre de deltagende medlemsstater forpligter sig til at aktivere den særlige "passerellebestemmelse", som er fastsat i artikel 333 i TEUF, for at skifte fra enstemmighed til afstemning med kvalificeret flertal og fra den særlige til den almindelige lovgivningsprocedure;

35.  understreger vigtigheden af at udnytte proceduren for forstærket samarbejde i artikel 20 i TEU fuldt ud, specielt mellem medlemsstaterne i euroområdet, således at de medlemsstater, der ønsker at indføre et forstærket indbyrdes samarbejde inden for rammerne af Unionens ikkeeksklusive kompetencer, gennem denne mekanisme kan fremme Unionens mål og styrke integrationsprocessen inden for begrænsningerne i og i overensstemmelse med betingelserne i artikel 326-334 i TEUF;

Kommissionen

36.  er fast besluttet på at styrke Parlamentets rolle i valget af kommissionsformand ved at forstærke de formelle høringer af sine politiske grupper med formanden for Det Europæiske Råd som fastsat i erklæring nr. 11, der er knyttet som bilag til slutakten fra den regeringskonference, hvorpå Lissabontraktaten blev vedtaget, for at sikre, at Det Europæiske Råd fuldt ud tager højde for valgresultaterne, når det fremstiller en kandidat med henblik på Parlamentets udnævnelse, som det var tilfældet ved valget til Europa-Parlamentet i 2014;

37.  gentager, at alle Kommissionens forslag skal indeholde en fuldstændig begrundelse og være ledsaget af en detaljeret konsekvensanalyse, herunder en menneskerettighedsvurdering;

38.  mener, at kommissionsformandens uafhængighed kunne øges, hvis hver medlemsstat udpegede mindst tre kandidater af begge køn, der vil kunne blive taget i betragtning af den valgte formand for Kommissionen ved sammensætning af dennes Kommission;

39.  insisterer på at sikre en bedre koordinering og, hvor det er muligt, repræsentation af EU/euroområdet i internationale finansielle institutioner, og påpeger, at artikel 138, stk. 2, i TEUF giver et retsgrundlag for vedtagelse af foranstaltninger med henblik på at sikre en samlet repræsentation af EU/euroområdet inden for rammerne af de internationale institutioner og konferencer;

40.  opfordrer til indførelse af en formaliseret og regelmæssig "dialog" i Europa-Parlamentet om spørgsmål vedrørende Unionens repræsentation udadtil;

41.  minder om, at Kommissionen, medlemsstaterne og Parlamentet og Rådet inden for rammerne af deres respektive beføjelser skal bidrage til sikre en meget bedre anvendelse og gennemførelse af EU-retten og chartret om grundlæggende rettigheder;

Revisionsretten

42.  anerkender Den Europæiske Revisionsrets afgørende rolle med hensyn til at sikre bedre og mere intelligent udnyttelse af EU-midler; minder om, at Retten ud over sin vigtige opgave med at bibringe oplysninger om regnskabernes rigtighed og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed indtager en særlig plads med hensyn til at give Parlamentet de oplysninger, der er nødvendige for, at det kan varetage sin opgave med og sit mandat til at føre demokratisk kontrol med EU's budget, samt oplysninger om resultaterne og virkningerne af EU-finansierede aktiviteter og politikker, der kan tjene til at forbedre økonomien og effektiviteten heri; anbefaler derfor, at Revisionsretten styrkes; forventer, at Retten vedbliver med at fokusere på uafhængighed, integritet, upartiskhed og professionalisme og samtidig opbygger stærke arbejdsrelationer med sine aktører;

43.  mener, at den stadige mangel på samarbejde fra Rådets side gør det umuligt for Parlamentet at træffe en informeret afgørelse om meddelelse af decharge, hvilket har en vedvarende negativ indvirkning på borgernes opfattelse af EU-institutionernes troværdighed og af gennemsigtigheden i den måde, EU-midlerne bruges på; mener, at denne mangel på samarbejde også indvirker negativt på den måde, institutionerne fungerer på, og bringer den traktatfæstede procedure for politisk kontrol med budgetforvaltningen i miskredit;

44.  understreger, at Rettens sammensætning og udnævnelsesprocedure er fastlagt i artikel 285 og 286 i TEUF; mener, at Parlamentet og Rådet bør stå på lige fod i forbindelse med udnævnelse af medlemmer af Revisionsretten for at sikre demokratisk legitimitet, gennemsigtighed og medlemmernes fuldstændige uafhængighed; opfordrer Rådet til at respektere de beslutninger, som Parlamentet træffer efter høring af kandidater, der er indstillet som medlemmer af Revisionsretten;

Regionsudvalget og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

45.  opfordrer Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen til at forbedre metoderne til samarbejde med RU og EØSU, herunder i den lovforberedende fase under gennemførelsen af konsekvensanalyser, for at sikre, at deres synspunkter og vurderinger kan tages i betragtning gennem hele lovgivningsprocessen;

Agenturer

46.  understreger, at enhver tildeling af gennemførelsesbeføjelser til EU-agenturer kræver en tilstrækkelig grad af kontrol over EU-agenturers afgørelser og handlinger fra EU-lovgiverens side; minder om, at et effektivt tilsyn bl.a. omfatter udnævnelse og afskedigelse af EU-agenturets ledelse, deltagelse i EU-agenturets bestyrelse, vetoret i forhold til visse af EU-agenturernes beslutninger, oplysningsforpligtelser og regler om gennemsigtighed og budgetmæssige rettigheder i forhold til EU-agenturets budget;

47.  mener, at vedtagelse af en rammeforordning for EU-agenturer, der kan udøve gennemførelsesbeføjelserne der dækker den nødvendige politiske kontrolmekanisme, som EU-lovgiveren og herunder blandt andet Europa-Parlamentets ret til at udnævne og afskedige den administrerende ansatte i EU-agenturet, til at deltage i bestyrelsen hos EU-agenturet, nedlægge vetoret i Europa-Parlamentet i forbindelse med visse EU-agenturbeslutninger, oplysningsforpligtelser og regler om gennemsigtighed og budgetmæssige rettigheder for Europa-Parlamentet i relation til EU-agenturets budget;

Overholdelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet

48.  understreger betydningen af nærhedsprincippet som fastsat i artikel 5 i TEU, der er bindende for alle EU-institutioner og -organer, og af instrumenterne, der er indeholdt i protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet; minder i denne sammenhæng om de respektive roller, der er tildelt de nationale parlamenter og RU; foreslår fleksibilitet for så vidt angår den dato for fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssige retsakter, der er fastsat i protokollen, og opfordrer Kommissionen til at forbedre kvaliteten af sine svar på begrundede udtalelser;

49.  minder de nationale parlamenter om deres centrale rolle i kontrollen med anvendelsen af nærhedsprincippet; påpeger, at de formelle muligheder for nationale parlamenter for at sikre nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet er tilstrækkelige, men at det praktiske samarbejde mellem de nationale parlamenter skal styrkes, bl.a. for at sætte dem i stand til i tæt indbyrdes samarbejde at opnå den nødvendige beslutningsdygtighed i henhold til artikel 7, stk. 3, i protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet i tilfælde af en påstået overtrædelse;

50.  understreger vigtigheden af artikel 9 i TEUF med henblik på at sikre, at der tages hensyn til de sociale konsekvenser af EU's retlige og politiske foranstaltninger;

Udvidelse og uddybning af Den Økonomiske og Monetære Union

51.  minder om, at den yderligere udvikling af ØMU'en skal være baseret på og bygge på eksisterende lovgivning og dens gennemførelse og også skal være forbundet med en uddybning af den sociale dimension;

52.  opfordrer til yderligere institutionelle reformer for at gøre ØMU'en mere effektiv og demokratisk med forbedrede kapaciteter, der skal integreres i Unionens institutionelle rammer, hvorved Kommissionen agerer som den udøvende magt og Parlamentet samt Rådet som de to lovgivere;

En ny retsakt om økonomisk politik

53.  minder om sin beslutning af 12. december 2013 om konstitutionelle problemer i forbindelse med forvaltning på flere niveauer i Den Europæiske Union(11), som luftede idéen om en konvergenskodeks vedtaget efter den almindelige lovgivningsprocedure med henblik på at skabe en mere effektiv ramme for samordningen af de økonomiske politikker (med en række konvergenskriterier, som skal fastlægges), åben for alle medlemsstater og understøttet af en mekanisme, som bygger på incitamenter;

54.  mener, at der bør fastsættes et begrænset antal vigtige områder for strukturelle reformer, som øger konkurrenceevnen, vækstpotentialet, den reelle økonomisk konvergens og den sociale samhørighed, over en femårig periode for at styrke EU's sociale markedsøkonomi, som det er beskrevet i artikel 3, stk. 3, i TEU;

55.  understreger betydningen af en klar kompetencefordeling mellem EU-institutionerne og medlemsstaterne, som forøger medlemsstaternes ejerskab over, og de nationale parlamenters rolle i, gennemførelsesprogrammerne;

56.  opfordrer til at gøre bedre brug af de instrumenter, der er til rådighed i forbindelse med artikel 136 i TEUF, for at fremme vedtagelsen og gennemførelsen af nye foranstaltninger i euroområdet;

En forenklet, mere fokuseret og mere demokratisk proces med det europæiske semester

57.  påpeger behovet for færre og mere målrettede landespecifikke henstillinger baseret på politikrammen, der er fastlagt i konvergenskodeksen og den årlige vækstundersøgelse, og på de konkrete forslag, der er fremlagt af hver medlemsstat i overensstemmelse med deres vigtigste reformmålsætninger fra en bred vifte af strukturelle reformer, der fremmer konkurrenceevnen, reel økonomisk konvergens og social samhørighed;

58.  understreger betydningen af den demografiske udvikling for det europæiske semester og opfordrer til en øget hensyntagen til denne indikator;

59.  minder om, at der allerede findes mekanismer til økonomisk dialog, navnlig gennem etableringen af den "økonomiske dialog" inden for rammerne af "sixpack" og "twopack"-lovgivningen; mener, at dette er et effektivt værktøj til at gøre det muligt for Parlamentet at få en mere betydelig rolle inden for rammerne af det europæiske semester med henblik på at forbedre dialogen mellem Parlamentet, Rådet, Kommissionen og Eurogruppen, og foreslår, at man formaliserer Parlamentets kontrolrolle i det europæiske semester ved hjælp af en interinstitutionel aftale, hvilket Parlamentet har opfordret til ved flere lejligheder; glæder sig desuden over og tilskynder til inddragelse af de nationale parlamenter på nationalt plan og samarbejde mellem de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet inden for rammerne af det europæiske semester og den økonomiske styring i almindelighed, f.eks. gennem "den europæiske parlamentariske uge" og "artikel 13-konferencen"; mener endvidere, at inddragelsen af arbejdsmarkedets parter i det europæiske semester kan forbedres;

60.  opfordrer til indarbejdelse af de relevante bestemmelser i den finanspolitiske aftale i EU's retlige rammer på grundlag af en omfattende vurdering af erfaringerne med dens gennemførelse og i det omfang, den endnu ikke er omfattet af eksisterende afledte retsakter;

EU-budgettets rolle i forbindelse med ØMU'en

61.  påpeger muligheden for at skifte fra enstemmighed til afstemning med kvalificeret flertal for vedtagelsen af forordningen om FFR ved at benytte bestemmelserne i artikel 312, stk. 2, i TEUF, når den kommende FFR-forordning skal vedtages; fremhæver betydningen af at oprette en forbindelse mellem varigheden af Parlamentets valgperiode, Kommissionens mandat og varigheden af FFR, som kan reduceres til fem år i henhold til bestemmelserne i artikel 312, stk. 1, i TEUF; forlanger, at fremtidige FFR'er tilpasses den næste valgperiode; opfordrer Rådet til at tilslutte sig dette demokratiske krav;

62.  glæder sig over rapporten fra Gruppen på Højt Plan vedrørende Egne Indtægter; ønsker at vende tilbage til traktaternes ånd og bogstav og at ændre det nuværende system baseret på bidrag på grundlag af bruttonationalindkomsten (BNI) til et, der er baseret på reelle egne indtægter for EU-budgettet og med tiden et budget for euroområdet, som der findes en lang række ideer til;

63.  påpeger, at alle Unionens og Euratoms udgifter og indtægter i henhold til artikel 24 i Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 af 2. december 2013 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020 skal indgå i Unionens almindelige budget i overensstemmelse med artikel 7 i finansforordningen;

Forøgelse af EU's investeringskapacitet

64.  opfordrer til optimeret brug af de eksisterende strukturfonde i retning af at fremme konkurrenceevnen og samhørigheden og til en forøgelse af EU's investeringskapacitet gennem udnyttelse af innovative tilgange som f.eks. EFSI, hvilket omfatter særlige faciliteter til at finansiere og garantere infrastrukturprojekter i Unionens interesse;

65.  insisterer på den fuldstændige gennemførelse af "sixpack"- og "twopack"-rammerne og det europæiske semester og på behovet for navnlig at behandle makroøkonomiske ubalancer og sikre langsigtet kontrol med underskud og de stadig uhyre høje gældsniveauer ved vækstvenlig finanspolitisk konsolidering og ved forbedring af udgiftseffektiviteten, prioritering af produktive investeringer, tilvejebringelse af incitamenter til retfærdige og bæredygtige strukturreformer og hensyntagen til konjunkturmæssige forhold;

Etablering af finanspolitisk kapacitet i euroområdet ved hjælp af en del af EU-budgettet

66.  minder om, at euroen er Unionens valuta, og at EU-budgettet er beregnet til at opfylde Unionens målsætninger fastlagt i artikel 3 i TEU, og til at finansiere fælles politikker, bistå svagere regioner ved at anvende solidaritetsprincippet, fuldføre det indre marked, fremme europæiske synergier og imødegå eksisterende og fremkommende udfordringer, der kræver en fælleseuropæisk tilgang, og dermed også bidrager til at hjælpe mindre udviklede medlemsstater med at indhente de andre og gøre dem i stand til at tilslutte sig euroområdet;

67.  noterer sig de forskellige forslag til etablering af en finanspolitisk kapacitet inden for euroområdet; påpeger, at disse forslag tillægger en sådan kapacitet forskellige funktioner og kan have forskellige udformninger; minder om, at Parlamentet har insisteret på, at den pågældende kapacitet bør udvikles inden for rammerne af EU;

68.  påpeger, at mens det afhænger af en ny budgetkapacitets udformning, funktion og størrelse, om den kan etableres inden for rammerne af de nuværende traktater, er det muligt i henhold til traktaterne til at hæve lofterne for egne indtægter, indføre nye kategorier af egne indtægter (selv om disse egne indtægter kun vil komme fra nogle medlemsstater), og afsætte visse indtægter til finansiering af bestemte former for udgifter; påpeger endvidere, at EU-budgettet allerede giver garantier for specifikke lånetransaktioner, og at der findes adskillige fleksibilitetsinstrumenter, hvortil der kan mobiliseres finansiering ud over udgiftslofterne i FFR;

69.  minder om sin positive holdning til indarbejdelse af den europæiske stabilitetsmekanisme i Unionens retlige rammer, forudsat at der er passende demokratisk ansvarlighed;

70.  mener, at etableringen af en europæisk finanspolitisk kapacitet og af Den Europæiske Monetære Fond kan være skridt i processen med at skabe et EU-finansministerium, der bør stå til ansvar over for Parlamentet;

71.  opfordrer til, at der tages behørigt hensyn til hovedkonklusionerne fra ekspertgruppen, der blev nedsat af Kommissionen med henblik på at oprette en gældsindfrielsesfond;

Det indre marked og økonomisk integration

72.  mener, at det indre marked er en af hjørnestenene i EU og er grundlæggende i forhold til velstand, vækst og beskæftigelse i Unionen; påpeger, at det indre marked, der giver nogle håndgribelige fordele såvel for virksomhederne som for forbrugerne, indeholder et vækstpotentiale, som endnu ikke er blevet udnyttet fuldt ud, navnlig med hensyn til det digitale indre marked, finansielle tjenester, energi, bankunionen og kapitalmarkedsunionen; opfordrer derfor til tættere kontrol af korrekt anvendelse og bedre håndhævelse af den gældende ret på disse områder;

73.  opfordrer til en hurtig, men trinvis gennemførelse af bankunionen baseret på en fælles tilsynsmekanisme (FTM), en fælles afviklingsmekanisme (FAM), en europæisk indskudsforsikringsordning (EIFO) og understøttet af en passende og finanspolitisk neutral bagstopperordning; værdsætter aftalen om en finansieringsmekanisme i overgangsfasen, indtil den fælles afviklingsfond bliver funktionsdygtig, og opfordrer til en europæisk insolvensordning;

74.  minder om, at de europæiske tilsynsmyndigheder bør have til formål at forbedre det indre markeds funktion, bl.a. ved at sikre et effektivt og konsekvent regulerings- og tilsynsniveau af høj kvalitet under hensyntagen til medlemsstaternes forskellige interesser og den forskellige karakter af deltagerne på det finansielle marked; mener, at spørgsmål, der påvirker alle medlemsstater, skal behandles, diskuteres og afgøres af alle medlemsstater, og for at styrke de lige konkurrencevilkår inden for det indre marked er det nødvendigt med et fælles regelsæt, der er gældende for alle deltagere på det finansielle marked i EU, for at undgå en fragmentering af det indre marked for finansielle tjenesteydelser og uretfærdige konkurrenceforhold grundet en mangel på lige vilkår;

75.  opfordrer til oprettelsen af en ægte kapitalmarkedsunion;

76.  støtter skabelsen af et system af konkurrenceevnemyndigheder, der har til opgave at samle de nationale organer, som er ansvarlige for at følge udviklingen inden for konkurrenceevne i hver medlemsstat, og foreslår, at opfølgning på udviklingen af sådan et system bør være under Kommissionens tilsyn;

77.  mener, at det er nødvendigt at forbedre den automatiske udveksling af oplysninger mellem nationale skattemyndigheder for at forhindre skatteundgåelse og -svig, skatteplanlægning, udhuling af skattegrundlaget og overførsel af overskud såvel som for at fremme koordinerede tiltag til at bekæmpe skattely; opfordrer til vedtagelse af et direktiv om et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag, der etablerer en minimumssats og fastsætter fælles mål for gradvis konvergens; anser det for nødvendigt at gå i gang med en gennemgående revision af den eksisterende momslovgivning, der bl.a. adresserer indførelsen af oprindelseslandsprincippet;

En mere demokratisk institutionel struktur for ØMU'en

78.  minder om behovet for behørig demokratisk legitimitet og ansvarlighed, som skal sikres på beslutningstagningsniveau, hvor de nationale parlamenter kontrollerer de nationale regeringer, og med en øget kontrolfunktion for Europa-Parlamentet på EU-plan, herunder en central funktion sammen med Rådet i vedtagelsen af konvergenskodeksen efter den almindelige lovgivningsprocedure;

79.  slår til lyd for en generel anvendelse af "passerellebestemmelsen", som er fastsat i artikel 48, stk. 7 i TEU; minder om, at Kommissionen i sin plan for en udbygget og egentlig ØMU(12), foreslog indførelse af et instrument for konvergens og konkurrenceevne baseret på artikel 136 i TEUF eller på artikel 352 i TEUF, om nødvendigt gennem forstærket samarbejde; påpeger, at anvendelsen af artikel 333, stk. 2 i TEUF, der foreskriver anvendelse af den almindelige lovgivningsprocedure, i tilfælde af et forstærket samarbejde ville styrke den demokratiske legitimitet og effektiviteten af EU's styring og Parlamentets rolle heri;

80.  gentager, at interparlamentarisk samarbejde ikke bør føre til oprettelse af et nyt parlamentarisk organ eller en ny institution, fordi euroen er EU's valuta, og Europa-Parlamentet er EU's parlament; minder om, at ØMU'en er oprettet af Unionen, hvis borgere er direkte repræsenteret på unionsplan af Parlamentet, som skal finde og kunne iværksætte måder, hvorpå den parlamentariske og demokratiske ansvarlighed af euroområdespecifikke beslutninger garanteres;

81.  insisterer på, at Kommissionen udstyres med beføjelser til at gennemføre og håndhæve kommende og eksisterende instrumenter, som vedtages i ØMU-området;

82.  mener, at det er nødvendigt at afhjælpe svaghederne i ØMU'ens nuværende institutionelle struktur, navnlig dens demokratiske underskud, idet der også tages hensyn til, at visse dele af traktaten kan overvåges af Domstolen, mens andre er undtaget fra en sådan kontrol; mener, at det er nødvendigt at styrke den parlamentariske kontrol i den nærmere gennemførelse af artikel 121, stk. 3 og 4, i TEUF, for så vidt angår en forstærket samordning af de økonomiske politikker;

83.  mener, at differentieret integration bør forblive åben for alle medlemsstater;

84.  minder om, at der bør gives prioritet til den almindelige lovgivningsprocedure og budgetproceduren på EU-plan, ved at der om nødvendigt gøres brug af undtagelsesbestemmelser og ved oprettelse af øremærkede budgetposter; minder om, at andre bestemmelser såsom bestemmelser om euroområdet eller om forstærket samarbejde kun bør anvendes, når de førnævnte procedurer ikke er juridisk eller politisk mulige;

Fuldendelse af det indre marked som den første vækstgenerator

85.  er overbevist om, at uddybningen af ØMU'en bør gå hånd i hånd med fuldendelsen af det indre marked ved at fjerne alle resterende interne barrierer, især for så vidt angår energiunionen, det digitale indre marked og markedet for tjenesteydelser;

86.  opfordrer til, at den eksisterende lovgivning om det indre energimarked håndhæves fuldt ud i overensstemmelse med artikel 194 i TEUF med henblik på at få oprettet en energiunion;

87.  støtter en styrkelse af Det Europæiske Agentur for Samarbejde mellem Energimyndigheders (ACER) opgaver og beføjelser med henblik på i sidste ende at oprette et europæisk energiagentur i henhold til artikel 54 i Euratomtraktaten såvel som integration af energimarkederne, oprettelse af en europæisk strategisk reserve baseret på kombination af nationale reserver og et fælles forhandlingscentrum med leverandørerne med henblik på at fuldende energiunionens institutionelle struktur;

88.  opfordrer til anvendelse af "projektobligationer", i tæt samarbejde med EIB, til finansieringen af infrastruktur- og energiprojekter;

89.  opfordrer Kommissionen til at benytte artikel 116 i TEUF, som giver det nødvendige retsgrundlag for, at Parlamentet og Rådet kan handle i henhold til den almindelige lovgivningsprocedure med henblik på at fjerne praksisser, der resulterer i en konkurrencefordrejning i det indre marked gennem skadelige skattepolitikker;

Den sociale dimension

90.  understreger, at arbejdstagernes rettigheder, bl.a. når de udøver deres ret til mobilitet, bør garanteres i lighed med deres sociale rettigheder, idet der gøres fuld brug af de relevante retlige instrumenter, der er fastsat i tredje del, afsnit IV, IX og X i TEUF, og i henhold til EU's charter om grundlæggende rettigheder, for at sikre et stabilt socialt grundlag for Unionen; peger i den forbindelse navnlig på de rettigheder, der udspringer af direktiv 2004/38/EF om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område og forordning (EU) nr. 492/2011 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen;

91.  minder om betydningen af at udvikle et socialt Europa, således at det europæiske integrationsprojekt forsat kan regne med arbejdstagernes støtte;

92.  påpeger betydningen af at fremme idéen om en mindsteløn fastsat af den enkelte medlemsstat, bemærker, at en undersøgelse af mulighederne for en ordning om minimumsydelser ved arbejdsløshed forudsætter, at der findes fælles regler og betingelser for et EU-arbejdsmarked, og foreslår, at der i henhold til nuværende traktatbestemmelser kunne vedtages et lovgivningsforslag for at mindske de stadig eksisterende barrierer for arbejdstagere;

93.  påpeger de faciliteterne stillet til rådighed af Unionen og nødvendigheden af aktivt at inddrage unge arbejdstagere på arbejdsmarkedet og yderligere tilskynde til udveksling af unge arbejdstagere i overensstemmelse med artikel 47 i TEUF;

94.  opfordrer Kommissionen til at inkludere beskæftigelseskriterier i evalueringen af medlemsstaternes makroøkonomiske resultater og at anbefale og støtte strukturreformer, også for at sikre bedre anvendelse af regionale og sociale fonde;

95.  opfordrer Kommissionen til at vurdere behovet for EU-foranstaltninger og de potentielle økonomiske, sociale og miljømæssige virkninger af alternative politikmuligheder ordentligt, før den foreslår et nyt initiativ (f.eks. lovgivningsforslag, ikkelovgivningsmæssige initiativer, gennemførelsesretsakter og delegerede retsakter), i overensstemmelse med den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning;

96.  opfordrer til en ny socialpagt (som kunne tage form af en social protokol), der har til formål at fremme Europas sociale markedsøkonomi og reducere uligheder og sikrer, at alle borgeres grundlæggende rettigheder respekteres, herunder bl.a. retten til kollektive forhandlinger og fri bevægelighed; påpeger, at en sådan pagt kunne styrke koordineringen af medlemsstaternes socialpolitik;

97.  opfordrer Kommissionen til at puste nyt liv i den sociale dialog i EU gennem bindende aftaler mellem arbejdsmarkedets parter i overensstemmelse med artikel 151-161 i TEUF;

Optræden udadtil

Forøgelse af effektiviteten, sammenhængen og ansvarligheden i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP)

98.  mener, at EU's samlede tilgang til eksterne konflikter og kriser bør styrkes, ved at de forskellige aktører og instrumenter bringes tættere sammen i alle faser af konfliktcyklussen;

99.  insisterer på at anvende bestemmelserne i artikel 22 i TEU til at opstille en overordnet strategisk ramme for, og til at træffe afgørelser om, strategiske interesser og mål fastsat i artikel 21 i TEU, der kan række ud over FUSP til andre områder af Unionens optræden udadtil, og som kræver sammenhæng med andre politikker, såsom handel, landbrug og udviklingsbistand; minder om, at afgørelser truffet på grundlag af en sådan strategi kan gennemføres med kvalificeret flertal; påpeger, at den demokratiske legitimitet af sådanne afgørelser kunne øges, hvis Rådet og Parlamentet vedtog fælles strategiske dokumenter på grundlag af forslag fra NF/HR;

100.  opfordrer til en styrkelse af den parlamentariske kontrol med EU's optræden udadtil, herunder gennem en videreførelse af de regelmæssige høringer af næstformanden/den højtstående repræsentant (NF/HR), Tjenesten for EU's optræden udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og Kommissionen, og til at forhandlingerne om erstatningen for IIA'en fra 2002 vedrørende adgang til følsomme oplysninger i Rådet på FUSP-området afsluttes;

101.  mener, at det er nødvendigt, at EU's særlige repræsentanter integreres i EU-Udenrigstjenesten, herunder ved at deres budget overføres fra FUSP-budgetposterne til EU-Udenrigstjenestens budgetposter, da dette ville øge sammenhængen i EU's indsats;

102.  opfordrer til anvendelse af artikel 31, stk. 2, i TEU, som giver Rådet mulighed for at træffe visse afgørelser om FUSP-spørgsmål ved afstemning med kvalificeret flertal, og "passerellebestemmelsen" i artikel 31, stk. 3, i TEU for gradvist at skifte til afstemning med kvalificeret flertal om afgørelser på FUSP-området, som ikke har militære eller forsvarsmæssige konsekvenser; minder om, at artikel 20, stk. 2, i TEU, som fastlægger bestemmelserne om forstærket samarbejde, giver medlemsstaterne yderligere muligheder for at gå videre med FUSP og derfor bør anvendes;

103.  mener, at der er behov for at øge fleksibiliteten i de finansielle bestemmelser om optræden udadtil for at undgå forsinkelser i den operationelle udbetaling af EU-midler, hvorved EU's mulighed for hurtigt og effektivt at kunne reagere på kriser øges; mener, at det er nødvendigt i denne forbindelse at fastlægge en hasteprocedure for humanitær bistand med henblik på at sikre, at bistanden udbetales på den mest effektive måde;

104.  opfordrer indtrængende Rådet, EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til at vedstå deres respektive forpligtelser til straks at underrette Parlamentet fuldt ud i alle faser af forhandlings- og indgåelsesprocesserne i internationale aftaler som fastsat i artikel 218, stk. 10, i TEUF og som anført i interinstitutionelle aftaler med Kommissionen og Rådet;

105.  påpeger, at Den Europæiske Unions Domstol har bekræftet, at Parlamentet i henhold til artikel 218, stk. 10, i TEUF har ret til at blive underrettet fuldt ud i alle faser af proceduren for forhandling og indgåelse af internationale aftaler - også når det drejer sig om FUSP - så det kan udøve sine beføjelser med fuldt kendskab til EU's optræden som helhed; forventer derfor, at de interinstitutionelle forhandlinger, der skal finde sted om forbedrede praktiske samarbejds- og informationsdelingsordninger i forbindelse med forhandlinger om og indgåelse af internationale aftaler, vil tage behørigt hensyn til Domstolens praksis;

Frem mod en fælles forsvarspolitik

106.  opfordrer til, at der tages gradvise skridt mod en fælles forsvarspolitik (artikel 42, stk. 2, i TEU) og i sidste ende et fælles forsvar, som kan etableres ved en enstemmig afgørelse i Det Europæiske Råd, idet man samtidig styrker civile og civilsamfundet på grundlag af tilgange til konfliktforebyggelse og -løsning baseret på ikkevold, navnlig i form af en forøgelse af de finansielle, administrative og menneskelige ressourcer til mægling, dialog, forsoning og civilsamfundsorganisationsbaseret øjeblikkelig krisereaktion;

107.  foreslår som et første skridt i denne retning, at bestemmelserne i artikel 46 i TEU om etablering af et permanent struktureret samarbejde gennem en afstemning med kvalificeret flertal i Rådet gennemføres, da dette instrument ville gøre det muligt for mere ambitiøse medlemsstater at samarbejde tættere på en koordineret måde på forsvarsområdet under EU-paraplyen og sætte dem i stand til at gøre brug af EU's institutioner, instrumenter og budget;

108.  anbefaler, at der nedsættes et permanent forsvarsministerråd med NF/HR som formand med henblik på at koordinere medlemsstaternes forsvarspolitik, særligt hvad angår cybersikkerhed og kampen mod terrorisme, og på i fællesskab at udvikle EU's forsvarsstrategi og -prioriteter;

109.  insisterer på, at der etableres en EU-hvidbog om sikkerhed og forsvar på grundlag af EU's globale strategi for udenrigs- og sikkerhedspolitikken præsenteret af NF/HR samt Bratislava-dagsordenen, da et sådan dokument ville definere EU's strategiske mål inden for sikkerhed og forsvar yderligere og klarlægge de eksisterende og påkrævede kapaciteter; opfordrer Kommissionen til at basere dens igangværende, forberedende arbejde på en europæisk forsvarshandlingsplan på indholdet af den fremtidige EU-hvidbog om sikkerhed og forsvar, der også bør behandle spørgsmålet om, hvordan og under hvilke omstændigheder militær magtanvendelse er passende og legitim;

110.  understreger behovet for at fastlægge en fælles europæisk kapacitets- og forsvarsmaterielpolitik (artikel 42, stk. 3, i TEU), som kunne omfatte fælles planlægning, udvikling og indkøb af militære kapaciteter, og som også bør indeholde forslag til at reagere på cybertrusler og hybride og asymmetriske trusler; opfordrer Kommissionen til at arbejde på en ambitiøs europæisk forsvarshandlingsplan som bekendtgjort i arbejdsprogrammet for 2016;

111.  understreger det store potentiale, som Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA) har i forbindelse med udviklingen af et indre marked for forsvarsmateriel, der er konkurrencebaseret, effektivt, understøttet af intensiv forskning, udvikling og innovation og fokuseret på skabelse af specialiserede arbejdspladser, og anbefaler med henblik herpå at udforske mulighederne for offentlig-private partnerskaber; gentager, at der er et presserende behov for at styrke EDA ved at udstyre det med de nødvendige ressourcer og politisk opbakning og derved give det mulighed for at spille en ledende og koordinerende rolle i kapacitetsudvikling, forskning og indkøb; gentager sit synspunkt om, at dette bedst kan ske ved finansiering af agenturets personale- og driftsomkostninger over EU-budgettet;

112.  minder om eksistensen af artikel 44 i TEU, som fastsætter yderligere fleksibilitetsbestemmelser og indfører muligheden for at overlade gennemførelsen af krisestyringsopgaver til en gruppe af medlemsstater, der ville udføre sådanne opgaver i EU's navn og under politisk kontrol samt strategisk vejledning fra Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) og EU-Udenrigstjenesten;

113.  foreslår, at artikel 41, stk. 3, i TEU bruges til at oprette en opstartsfond bestående af medlemsstaternes bidrag til at finansiere forberedende aktiviteter vedrørende de aktiviteter inden for den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP), som ikke afholdes over Unionens budget;

114.  understreger betydningen af at udvide den fælles finansiering inden for den militære del af FSFP, herunder gennem Athena-mekanismen, da dette ville mindske de økonomiske incitamenter for medlemsstaterne til at undlade at bidrage til militære FSFP-missioner og -operationer og derved forbedre EU's evne til at reagere på kriser;

115.  opfordrer til oprettelse af et permanent civil-militært hovedkvarter med en militær planlægnings- og gennemførelseskapacitet (MPCC) og Den Civile Planlægnings- og Gennemførelseskapacitet (CPCC); opfordrer til institutionalisering af de forskellige militære EU-strukturer (bl.a. de forskellige kampgrupper, Eurostyrkerne, forsvarssamarbejdet mellem Frankrig og Det Forenede Kongerige samt luftforsvarssamarbejdet mellem Benelux-landene) i EU's rammer og en forøgelse af anvendeligheden af EU's kampgrupper bl.a. ved at udvide den fælles finansiering og ved pr. automatik at overveje at udsende dem som en første indsatsstyrke i fremtidige krisestyringsscenarier;

116.  bemærker, at dette permanente hovedkvarter kunne deltage i permanent beredskabsplanlægning og spille en central koordinerende rolle i fremtidige anvendelser af artikel 42, stk. 7, i TEU; mener, at bestemmelsen om gensidigt forsvar, som er fastsat i den pågældende artikel, og som Frankrig påberåbte sig i forbindelse med mødet i Udenrigsrådet den 17. november 2015, kan udgøre en katalysator for videreudvikling af EU's sikkerheds- og forsvarspolitik og føre til et stærkere engagement fra alle medlemsstaters side;

117.  mener, at der er behov for at styrke samarbejdet mellem EU og NATO på alle niveauer på områder, som f.eks. kapacitetsudviklingen og beredskabsplanlægningen i forbindelse med hybride trusler, og for at optrappe bestræbelserne på at fjerne de resterende politiske hindringer; opfordrer indtrængende til et omfattende politisk og militært partnerskab mellem EU og NATO;

118.  opfordrer til konkret handling for at sikre udviklingsvenlig politikkohærens (artikel 208 i TEUF) og insisterer på, at ordningen til evaluering af den betydning, som udviklingsvenlig politikkohærens har, forbedres, og at der udvikles en mæglingsmekanisme til at afbøde uoverensstemmelser mellem Unionens forskellige politikker, hvor formanden for Kommissionen tillægges det politiske ansvar for de overordnede retningslinjer og for at søge løsninger i overensstemmelse med Unionens forpligtelser angående udviklingsvenlig politikkohærens;

Retlige og indre anliggender (RIA)

119.  understreger, at en systematisk, obligatorisk og struktureret udveksling af oplysninger og data mellem nationale sikkerhedsagenturer og retshåndhævende myndigheder samt med Europol, Frontex og Eurojust er absolut afgørende på baggrund af de seneste angreb og den forhøjede terrortrussel og bør gennemføres så hurtigt som muligt, samtidig med at der værnes om de grundlæggende rettigheder og frihedsrettighederne og insisteres på behovet for demokratisk og retslig kontrol over antiterrorismepolitikkerne;

120.  påpeger, at gerningsmændene til angrebene i Paris ligesom ved tidligere angreb allerede var kendt af sikkerhedsmyndighederne og var omfattet af efterforsknings- og overvågningsforanstaltninger; udtrykker bekymring over, at der ikke blev udvekslet eksisterende data mellem medlemsstaterne om de pågældende personer på trods af kravene i artikel 88 i TEUF; opfordrer Rådet til på grundlag af artikel 352 i TEUF at vedtage en obligatorisk udveksling af data mellem medlemsstaterne; er af den opfattelse, at potentialet i det forstærkede samarbejde bør udnyttes, hvis der ikke kan opnås enstemmighed;

121.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at foretage en omfattende evaluering af EU's foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme og relaterede foranstaltninger, især hvad angår gennemførelsen heraf i medlemsstaternes lovgivning og praksis, og i hvilken grad der samarbejdes med EU-agenturerne på dette område, navnlig Europol og Eurojust, og en tilsvarende evaluering hvad angår de tilbageværende huller, samt opfyldelsen af EU's forpligtelser i relation til de grundlæggende rettigheder, ved anvendelse af proceduren i artikel 70 i TEUF;

122.  minder i denne forbindelse om, at artikel 222 i TEUF fastsætter en solidaritetsbestemmelse, som kan og bør aktiveres, når en medlemsstat udsættes for et terrorangreb eller er offer for en naturkatastrofe eller en menneskeskabt katastrofe;

123.  beklager, at direktivet om midlertidig beskyttelse ikke er aktiveret i lyset af flygtningekrisen på trods af, at det blev udarbejdet med henblik på at håndtere massetilstrømning af tredjelandsstatsborgere;

124.  fremhæver behovet for at etablere en retfærdig og effektiv fælles EU-asyl- og indvandringspolitik baseret på principperne om solidaritet, ikke-diskrimination, non-refoulement og loyalt samarbejde mellem alle medlemsstaterne, som bør fastsætte bestemmelser om en retfærdig omfordeling af asylansøgere i EU; mener, at en sådan politik bør omfatte alle medlemsstater; minder medlemsstaterne om deres eksisterende forpligtelser i den henseende og understreger, at rammerne for en ny asyl- og indvandringspolitik bør baseres på migranternes grundlæggende rettigheder;

125.  påpeger, at yderligere skridt er nødvendige for at sikre, at det fælles europæiske asylsystem bliver et reelt ensartet system; opfordrer medlemsstaterne til at harmonisere deres lovgivning og praksis med hensyn til kriterierne for, hvem der anerkendes retten til international beskyttelse, og med hensyn til garantier vedrørende internationale beskyttelsesprocedurer og modtagelsesforholdene i overensstemmelse med retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Domstolen og etableret bedste praksis i andre medlemsstater;

126.  glæder sig over vedtagelsen af forordning (EU) 2016/1624, der udvider Frontex' opgaver og beføjelser og omdøber det til Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning; mener, at agenturet om nødvendigt kan støttes med militære instrumenter som f.eks. den europæiske maritime styrke (Euromarfor) og et opgraderet europæisk korps (Eurocorps) samt de ressourcer, der er sammenlagt gennem permanent struktureret samarbejde; understreger, at der i forordningen insisteres på, at medlemsstaterne i egen og de øvrige medlemsstaters interesse bør indlæse deres data i EU-databaserne; foreslår, at der også tilstræbes interoperabilitet mellem databaserne i grænsemyndigheder som Eurodac og interoperabilitet med Europols databaser;

127.  opfordrer til en hurtig revision af Dublinforordningen med henblik på at indføre en permanent, EU-dækkende og retligt bindende ordning for fordeling af asylsøgere mellem medlemsstaterne efter en retfærdig og obligatorisk nøgle;

128.  påpeger, at EU i betragtning af det hidtil usete antal migranter, der er kommet og fortsat kommer til EU's ydre grænser, og den stadige stigning i antallet af personer, der anmoder om international beskyttelse, har brug for en bindende lovgivningsmæssig tilgang til genbosættelse som beskrevet i Kommissionens dagsorden for migration;

129.  opfordrer til undertegnelse af aftaler med sikre tredjelande for at kontrollere og mindske migrationsstrømmene, inden migranter når frem til EU's grænse; insisterer samtidig på strenge procedurer for at tilbagesende ansøgere uden berettigede krav;

130.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at øge udgifterne til uddannelse af asylspecialister og effektivisering af procedurerne for asylansøgning;

131.  er af den opfattelse, at den eksterne dimension bør fokusere på samarbejde med tredjelande om at tackle de grundlæggende årsager til og håndtere de irregulære migrationsstrømme til Europa; mener, at partnerskaber og samarbejde med de vigtigste oprindelses-, transit- og destinationslande fortsat bør være centrale i indsatsen; henstiller, at der ved samarbejde med tredjelande bl.a. tages stilling til de pågældende landes asylsystemer, deres støtte til flygtninge og deres evne og vilje til at bekæmpe menneskehandel og kriminel smugling ind i og gennem disse lande; erkender, at effektiviteten af EU's tilbagesendelsesordning skal forbedres, men mener, at tilbagesendelse af migranter kun bør kunne komme på tale, hvis det kan finde sted under sikre forhold og under fuld overholdelse af deres grundlæggende og proceduremæssige rettigheder;

132.  glæder sig over, at det i den nye forordning (EU) 2016/1624 om Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning bestemmes, at hvis kontrollen ved de ydre grænser bliver så ineffektiv, at det vil kunne bringe Schengenområdets funktionsmåde i fare, enten fordi en medlemsstat ikke træffer de nødvendige foranstaltninger, eller fordi den ikke har anmodet om tilstrækkelig bistand fra Frontex eller ikke gennemfører denne bistand, kan Kommissionen forelægge Rådet et forslag til en afgørelse, hvori de foranstaltninger, som agenturet skal gennemføre, fastsættes, og hvori det kræves, at den berørte medlemsstat samarbejder med agenturet om gennemførelsen af disse foranstaltninger; påpeger endvidere, at forordningen også indeholder bestemmelser angående civil- og strafferetligt ansvar for holdmedlemmerne og en klagemekanisme med henblik på at overvåge og sikre overholdelsen af de grundlæggende rettigheder i forbindelse med alle agenturets aktiviteter;

133.  mener, at der bliver behov for en opgradering af de menneskelige og finansielle kapaciteter i Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO), hvis det skal koordinere alle asylansøgninger i EU samt udsendes med henblik på at bistå medlemsstater, der er udsat for særligt migrationspres, med behandlingen af asylansøgninger, således at kontorets mandat kommer til at omfatte udsendelse af fælles operationer, pilotprojekter og hurtige indsatser svarende til dem, der ved forordning (EU) nr. 1168/2011, blev føjet til Frontex' mandat;

134.  understreger betydningen af forbedret koordinering mellem EASO, Frontex og Den Europæiske Ombudsmand med henblik på at give mulighed for en mere gnidningsløs vedtagelse af rapporter om tidlig varsling i tilfælde af et særligt migrationspres, der forventes at ville bringe respekten for asylsøgernes grundlæggende rettigheder i fare; mener, at det er muligt for Kommissionen at anvende rapporter om tidlig varsling som grundlag for at udløse de beredskabsforanstaltninger, der er fastsat i artikel 78, stk. 3, i TEUF;

135.  finder det absolut nødvendigt at styrke Parlamentets rolle som lovgiver på lige fod med Rådet gennem anvendelse af artikel 81, stk. 3, i TEUF, som gør det muligt at flytte beslutningstagningen om familieret med grænseoverskridende konsekvenser til den almindelige lovgivningsprocedure, hvis Rådet beslutter dette enstemmigt efter at have hørt Parlamentet; opfordrer til en flytning af beslutningstagningen om alle andre politikker inden for RIA til den almindelige lovgivningsprocedure ved brug af "passerellebestemmelsen" i artikel 48, stk. 7, i TEU;

136.  opfordrer Kommissionen til på grundlag af artikel 83 i TEUF at foreslå minimumsregler for definitioner og sanktioner i forbindelse med kampen mod terrorisme, menneskehandel og seksuel udnyttelse af kvinder og børn, ulovlig narkotikahandel, ulovlig våbenhandel, hvidvaskning af penge, korruption, forfalskning af betalingsmidler, computerkriminalitet og organiseret kriminalitet;

137.  insisterer på at omsætte principperne i Lissabontraktaten i praksis, det vil sige solidaritet og ansvarsdeling mellem medlemsstaterne, princippet om gensidig anerkendelse i forbindelse med gennemførelsen af politikkerne om RIA (artikel 70 i TEUF) og bestemmelserne i EU's charter om grundlæggende rettigheder;

138.  mener, at EU skal garantere beskyttelsen af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og den fortsatte efterlevelse af Københavnskriterierne og sikre, at alle medlemsstater respekterer de fælles værdier i artikel 2 i TEU;

139.  insisterer på vigtigheden af at gennemføre den såkaldte "pakke af proceduremæssige garantier", navnlig ved at udarbejde lovgivning om administrativ frihedsberøvelse og frihedsberøvelse for mindreårige, som er områder, hvor mange medlemsstaters bestemmelser ikke fuldt ud respekterer menneskerettighederne og andre internationale standarder;

140.  understreger betydningen af at fortsætte udviklingen af europæisk strafferet, særligt hvad angår gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af straffedomme;

141.  understreger, at udviklingen af en europæisk retskultur er en vigtig forudsætning for at gøre området med frihed, sikkerhed og retfærdighed til en realitet for borgerne og sikre en bedre gennemførelse af EU-retten;

142.  bemærker, at det er nødvendigt at oprette en europæisk anklagemyndighed med det formål at bekæmpe organiseret kriminalitet, svindel og korruption såvel som at beskytte Unionens finansielle interesser og at afhjælpe den opdeling, der ses på det europæiske strafferetlige område;

143.  understreger, at en europæisk anklagemyndighed til bekæmpelse af lovovertrædelser, der skader EU's finansielle interesser, i henhold til artikel 86 i TEUF kun kan oprettes med godkendelse fra Parlamentet; gentager derfor anbefalingerne i sine beslutninger af 12. marts 2014(13) og 29. april 2015(14) til den præcise udformning og fremhæver, at forordningen om en europæisk anklagemyndighed bør vedtages hurtigst muligt, således at den europæiske anklagemyndighed får beføjelse til at efterforske alle lovovertrædelser, der skader EU's finansielle interesser, herunder momssvig, og retsforfølge mistænkte lovovertrædere;

144.  minder om Unionens forpligtelse til at tiltræde konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK) i overensstemmelse med artikel 6, stk. 2, i TEU, og opfordrer til straks at genoptage forhandlingerne med Europarådet med dette for øje under hensyntagen til Domstolens udtalelse af 18. december 2014; minder Kommissionen, i dens rolle som chefforhandler, om, at en sådan tiltrædelse vil styrke beskyttelsen af alle europæiske borgeres menneskerettigheder;

145.  gentager, at denne beslutning kun har til formål at give en vurdering af de juridiske muligheder i traktaterne og bør være grundlaget for bestræbelser på at få EU til at fungere bedre på kort sigt; minder om, at yderligere grundlæggende reformer i fremtiden vil kræve en revision af traktaterne;

o
o   o

146.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd, Rådet, Kommissionen, Revisionsretten, ECB, Regionsudvalget, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og medlemsstaternes parlamenter og regeringer.

(1) EUT C 184 E af 6.8.2009, s. 25.
(2) EUT C 212 E af 5.8.2010, s. 82.
(3) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0249.
(4) EUT C 13 af 15.1.2016, s. 183.
(5) EUT C 313 af 22.9.2015, s. 9.
(6) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0103.
(7) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0010.
(8) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0382.
(9) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0395.
(10) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0050.
(11) EUT C 468 af 15.12.2016, s. 176.
(12) COM(2012)0777 af 28. november 2012.
(13) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0234.
(14) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0173.


Budgetmæssig kapacitet for euroområdet
PDF 171kWORD 51k
Europa-Parlamentets beslutning af 16. februar 2017 om budgetmæssig kapacitet for euroområdet (2015/2344(INI))
P8_TA(2017)0050A8-0038/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til de fælles drøftelser mellem Budgetudvalget og Økonomi- og Valutaudvalget, jf. forretningsordenens artikel 55,

–  der henviser til betænkning fra Budgetudvalget og Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelser fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og Budgetkontroludvalget (A8-0038/2017),

A.  der henviser til, at det nuværende politiske klima og de gældende økonomiske og politiske udfordringer i en globaliseret verden nødvendiggør konsekvente og beslutsomme afgørelser og foranstaltninger fra EU's side på bestemte områder som f.eks. intern og ekstern sikkerhed, grænsekontrol og migrationspolitik, stabilisering af naboskabsområdet, vækst og beskæftigelse, navnlig for at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden, samt gennemførelsen af aftalerne fra FN's klimakonference i 2015;

B.  der henviser til, at euroområdet efter en vellykket start for euroen har været præget af manglende konvergens, politisk samarbejde og ejerskab;

C.  der henviser til, at de forskellige kriser og globale udfordringer gør det nødvendigt for euroområdet så hurtigt som muligt at foretage et kvantespring fremad i integrationsprocessen;

D.  der henviser til, at medlemskabet af et fælles valutaområde kræver fælles redskaber og solidaritet på europæisk plan og forpligtelser og ansvarlighed fra alle de deltagende medlemsstaters side;

E.  der henviser til, at tilliden inden for euroområdet skal genoprettes;

F.  der henviser til, at en veldefineret køreplan, der repræsenterer en samlet tilgang, er nødvendig for at realisere alle fordelene ved den fælles valuta og samtidig sikre dens bæredygtighed og virkeliggørelse af målene om stabilitet og fuld beskæftigelse;

G.  der henviser til, at dette omfatter den aftalte fuldførelse af bankunionen, en styrket finanspolitisk ramme med en kapacitet til at absorbere chok og incitamenter til vækstfremmende strukturreformer for at supplere de nuværende pengepolitiske foranstaltninger;

H.  der henviser til, at en finanspolitisk kapacitet og den tilhørende konvergenskodeks er afgørende elementer i denne proces, som kun kan blive en succes, hvis ansvar og solidaritet er tæt forbundne;

I.  der henviser til, at aftalen om en finanspolitisk kapacitet for euroområdet kun er en af brikkerne i puslespillet og skal gå hånd i hånd med et nyt afsæt i en entydig europæisk ånd blandt euroområdets nuværende og kommende medlemmer;

1.  vedtager følgende køreplan:

i. Generelle principper

Overførsel af suverænitet over pengepolitikken kræver alternative tilpasningsmekanismer, såsom gennemførelsen af vækstfremmende strukturreformer, det indre marked, bankunionen og kapitalmarkedsunionen for at skabe en sikrere finanssektor og en finanspolitisk kapacitet til at håndtere makroøkonomiske chok og øge konkurrenceevnen og stabiliteten i medlemsstaternes økonomier for at gøre euroområdet til et optimalt valutaområde.

Konvergens, god regeringsførelse og konditionalitet, der håndhæves via institutioner, der holdes demokratisk ansvarlige i euroområdet og/eller på nationalt plan, er vigtige, navnlig for at forhindre permanente overførsler, moral hazard og uholdbar offentlig risikodeling.

Efterhånden som omfanget og troværdigheden af den finanspolitiske kapacitet øges, vil den bidrage til at genoprette finansmarkedernes tillid til de offentlige finansers bæredygtighed i euroområdet ved i princippet at gøre det muligt at beskytte skatteyderne bedre og nedbringe den offentlige og private risiko.

Den finanspolitiske kapacitet skal omfatte den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) og en supplerende specifik budgetkapacitet for euroområdet Budgetkapaciteten skal etableres som et supplement til men uden at stille spørgsmålstegn ved ESM;

Som et første skridt bør den specifikke budgetmæssige kapacitet for euroområdet være en del af Unionens budget ud over lofterne i den flerårige finansielle ramme og bør finansieres af euroområdet og de andre deltagende medlemslande via en indtægtskilde, der skal aftales mellem de deltagende medlemsstater, og betragtes som formålsbestemte indtægter og garantier. Den finanspolitiske kapacitet kan finansieres ved hjælp af egne indtægter, når man først er i en stabil situation, jf. henstillingerne m Monti-rapporten om EU’s fremtidige finansiering.

ESM bør, samtidig med at den udfører sine nuværende opgaver, udvikles yderligere og omdannes til en europæisk valutafond (EMF) med tilstrækkelig udlåns- og lånekapacitet og et klart fastsat mandat, for at absorbere asymmetriske og symmetriske chok.

ii. Tre søjler af den finanspolitiske kapacitet for konvergens og stabilisering af euroområdet

Den finanspolitiske kapacitet bør opfylde tre forskellige

   for det første bør den økonomiske og sociale konvergens inden for euroområdet intensiveres for at fremme strukturreformer, modernisere økonomierne og forbedre konkurrenceevnen i de enkelte medlemsstat og modstandsdygtigheden i euroområdet og derved også styrke medlemsstaternes evne til at absorbere asymmetriske og symmetriske chok;
   for det andet skaber forskelle i konjunkturudviklingen i euroområdets medlemsstater, der skyldes strukturelle forskelle eller en generel økonomisk sårbarhed, et behov for at behandle asymmetriske chok (situationer, hvorved økonomiske omstændigheder påvirker en økonomi mere end en anden, f.eks. når efterspørgslen bryder sammen i en enkelt medlemsstat, men ikke i andre efter et eksternt chok, som en medlemsstat ikke har indflydelse på);
   for det tredje bør der reageres på symmetriske chok (situationer, hvorved økonomiske omstændigheder påvirker alle økonomier på samme måde som f.eks. udsving i oliepriser for landene i euroområdet), så modstandsdygtigheden i euroområdet som helhed styrkes.

På baggrund af disse mål vil det være nødvendigt at undersøge, hvilke funktioner kan virkeliggøres inden for rammerne af EU's eksisterende retsgrundlag, og hvilke, der kræver en justering eller ændring af traktaten.

Søjle 1: Konvergenskodeks

Den nuværende økonomiske situation kræver en investeringsstrategi parallelt med den finanspolitiske konsolidering og ansvar gennem overholdelse af rammerne for økonomisk styring.

Ved siden af stabilitets- og vækstpagten bør konvergenskodeksen, der vedtages efter den almindelige lovgivningsprocedure og under hensyntagen til de landespecifikke henstillinger, i en femårig periode fokusere på konvergenskriterierne for beskatning, arbejdsmarked, investeringer, produktivitet, social samhørighed, de offentlige forvaltningers kapacitet og god regeringsførelse inden for de eksisterende traktater.

Inden for rammerne af den økonomiske forvaltning bør overholdelsen af konvergenskodeksen være en forudsætning for fuld deltagelse i den finanspolitiske kapacitet, og hver medlemsstat bør fremsætte forslag til, hvordan konvergenskodeksens kriterier kan nås.

En finanspolitisk kapacitet for euroområdet bør suppleres af en langsigtet strategi for gældsbæredygtighed og -reduktion og fremme vækst og investeringer i landene i euroområdet, hvilket vil nedbringe de samlede refinansieringsomkostninger og gælden i forhold til BNP.

Søjle 2: Absorption af asymmetriske chok

I betragtning af den betydelige integration mellem euroområdets medlemsstater kan asymmetriske chok med en indvirkning på stabiliteten i euroområdet som helhed ikke fuldstændig udelukkes på trods alle bestræbelser, der gøres af medlemsstaterne, for at opnå politisk koordinering, konvergens og bæredygtige strukturreformer.

Stabilisering gennem ESM/EMF bør suppleres med automatiske stødabsorptionsmekanismer.

Stabilisering skal tilskynde til god praksis og undgåelse af moral hazard.

Et sådant system skal omfatte klare regler om realistiske tidsfriser for betalinger og tilbagebetalinger og størrelsen og finansieringsmekanismerne i forbindelse med et sådant system skal være klart defineret, samtidigt med at systemet skal være budgetneutralt over en længere cyklus.

Søjle 3: Absorption af symmetriske chok

Fremtidige symmetriske chok kan risikere at destabilisere hele euroområdet, idet valutaområdet endnu ikke råder over instrumenter, der er nødvendige til at imødegå en ny krise af samme omfang som den foregående.

I tilfælde af symmetriske chok som følge af manglende intern efterspørgsel kan pengepolitikken ikke alene sætte gang i økonomien, især i en situation med renter tæt på nul. Budgettet for euroområdet, bør være tilstrækkeligt stort til at kunne håndtere disse symmetriske chok ved at finansiere investeringer, der fremmer den samlede efterspørgsel og fuld beskæftigelse i overensstemmelse med artikel 3 i TEU.

iii. Styring, demokratisk ansvarlighed og kontrol

Fællesskabsmetoden bør have forrang i den økonomiske styring i euroområdet.

Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter bør have en styrket rolle i den nye ramme for økonomisk styring for at skærpe den demokratiske ansvarlighed. Dette omfatter større nationalt ejerskab af det europæiske semester og en reform af den interparlamentariske konference i henhold til artikel 13 i den finanspolitiske aftale med henblik på at give det mere substans for at udvikle en stærkere parlamentarisk og offentlig opinion. For at forbedre ejerskabet bør de nationale parlamenter kontrollere de nationale regeringer, ligesom Europa-Parlamentet bør kontrollere de udøvende EU-myndigheder.

Stillingerne som formand for Eurogruppen og medlem af Kommissionen med ansvar for økonomiske og finansielle anliggender kunne sammenlægges, og formanden for Kommissionen bør i dette tilfælde udnævne dette medlem til næstformand for Kommissionen.

En finansminister og et finansministerium i Kommissionen bør være fuldt ud demokratisk ansvarlige og råde over alle nødvendige midler og beføjelser til at anvende og håndhæve de eksisterende rammer for økonomisk styring og optimere udviklingen af euroområdet i samarbejde med finansministrene fra euroområdets medlemsstater.

Europa-Parlamentet bør gennemgå sin forretningsorden og sin interne organisation for at sikre fuld demokratisk ansvarlighed over for medlemmerne af Europa-Parlamentet fra de deltagende medlemsstater;

2.  opfordrer:

   Det Europæiske Råd til at fastsætte retningslinjer, som beskrevet ovenfor, senest på EU's møde i Rom (marts 2017), herunder en ramme for en langsigtet bæredygtig stabilisering af euroområdet;
   Kommissionen til at udarbejde en hvidbog med et ambitiøst centralt kapitel om euroområdet og de respektive lovforslag i 2017 ved at bruge alle mulige bestemmelser ide eksisterende traktater, herunder konvergenskodeksen, budgettet for euroområdet og automatiske stabilisatorer, og at fastsætte en nøjagtig tidsplan for gennemførelsen af disse foranstaltninger;

3.  erklærer sig rede til at afslutte behandlingen af alle lovforslag, der ikke kræver traktatændringer inden udgangen af Kommissionens og Europa-Parlamentets nuværende mandat skabe forudsætningerne for de nødvendige traktatændringer, der kræves på mellemlang og lang sigt for at muliggøre et bæredygtigt euroområde;

4.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til formanden for Det Europæiske Råd, Kommissionen, Rådet, Eurogruppen, Den Europæiske Centralbank, den administrerende direktør for Den Europæiske Stabilitetsmekanisme og medlemsstaternes nationale parlamenter.


Civilretlige bestemmelser om robotteknologi
PDF 259kWORD 74k
Beslutning
Bilag
Europa-Parlamentets beslutning af 16. februar 2017 med henstillinger til Kommissionen om civilretlige bestemmelser om robotteknologi (2015/2103(INL))
P8_TA(2017)0051A8-0005/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Rådets direktiv 85/374/EØF(1),

–  der henviser til undersøgelsen om de etiske aspekter af cyberfysiske systemer ("Ethical Aspects of Cyber-Physical Systems") bestilt af Parlamentets Panel for Vurdering af Videnskabelige og Teknologiske Projekter og forvaltet af Enheden for Videnskabeligt Fremsyn (STOA), Generaldirektoratet for Parlamentarisk Forskning,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 46 og artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelser fra Transport- og Turismeudvalget, Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, Udvalget om Industri, Forskning og Energi og Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A8-0005/2017),

Indledning

A.  der henviser til, at mennesker altid har fantaseret om at bygge intelligente maskiner, typisk androider med menneskelignende træk – fra Mary Shelley's Frankenstein-monster over den klassiske myte om Pygmalion og beretningen om Prags Golem til Karel Čapeks robot (det var faktisk Karel Čapek, der opfandt ordet "robot");

B.  der henviser til, at menneskeheden nu står på tærsklen til en æra, hvor stadig mere sofistikerede robotter, botter, androider og andre former for kunstig intelligens formentlig kommer til at udløse en ny industriel revolution, som sandsynligvis vil berøre alle samfundets lag, og at det derfor er helt nødvendigt for lovgivningsmagten at overveje alle de retlige og etiske aspekter og konsekvenser af denne udvikling uden at kvæle innovationen;

C.  der henviser til, at der er behov for at skabe en almindeligt accepteret definition af robot og kunstig intelligens, der er fleksibel og ikke hæmmer innovation;

D.  der henviser til, at salget af robotter i gennemsnit voksede med 17 % om året i tidsrummet 2010-2014, og at salget steg med 29 % i 2014, hvilket er den største stigning fra år til år nogensinde, og det er leverandører af bilkomponenter samt den elektriske/elektroniske industri, der er de vigtigste drivkræfter bag denne vækst; der henviser til, at det årlige antal patentansøgninger vedrørende robotteknologi er tredoblet i løbet af de sidste ti år;

E.  der henviser til, at beskæftigelsestallene gennem de seneste 200 år har været konstant stigende på grund af den teknologiske udvikling; der henviser til, at udviklingen af robotteknologi og kunstig intelligens kan have potentiale til at forandre vores liv og arbejdsmetoder, medføre større effektivitet, besparelser og sikkerhed og sikre bedre service; der henviser til, at robotteknologi og kunstig intelligens på kort til mellemlang sigt forventes at være forbundet med øget effektivitet og besparelser, ikke kun i produktion og handel, men også inden for transport, lægebehandling, uddannelse og landbrug, og samtidig vil gøre det muligt at undgå at udsætte mennesker for farlige forhold, f.eks. i forbindelse med oprydning af giftgrunde;

F.  der henviser til, at aldringen er resultatet af en højere forventet levealder på grund af forbedrede levevilkår og fremskridtene inden for lægevidenskaben og er en af de største politiske, sociale og økonomiske udfordringer for de europæiske samfund i det 21. århundrede; i 2025 vil over 20 % af alle europæere være 65 eller derover, og vi vil se en særlig hurtig stigning i antallet af personer over 80 år, hvilket vil medføre en fundamentalt anderledes balance mellem generationerne i vores samfund, og det er i samfundets interesse, at de ældre forbliver sunde og aktive så længe som muligt;

G.  der henviser til, at den nuværende tendens på lang sigt hælder til udvikling af intelligente og uafhængige maskiner, der kan oplæres og træffe afgørelser selvstændigt, og den indebærer ikke kun økonomiske fordele, men også en række betænkeligheder med hensyn til deres direkte og indirekte virkninger for samfundet som helhed;

H.  der henviser til, at maskinindlæring giver enorme økonomiske og innovative fordele for samfundet, idet det kraftigt forbedrer muligheden for at analysere data, men at det også giver udfordringer med at sikre ikke-forskelsbehandling, rimelig behandling, gennemsigtighed og forståelige beslutningsprocesser;

I.  der henviser til, at vurderinger af økonomiske ændringer og konsekvenserne for beskæftigelsen af robotteknologi og maskinindlæring tilsvarende skal vurderes; der henviser til, at trods de ubestridelige fordele, som robotteknologi indebærer, kan dens gennemførelse føre til en gennemgribende ændring af arbejdsmarkedet og skabe behov for at overveje fremtiden for uddannelses-, beskæftigelses- og socialpolitikkerne;

J.  der henviser til, at den udbredte brug af robotter måske ikke automatisk fører til tab af job, men at lavere kvalificerede job i arbejdskraftintensive sektorer sandsynligvis vil være mere sårbare over for automatisering; der henviser til, at denne tendens kan bringe produktionsprocesser tilbage til EU; der henviser til, at forskning har vist, at beskæftigelsen stiger betydeligt hurtigere i erhverv, hvor der i større udstrækning bruges computere; der henviser til, at automatiseringen af job har potentiale til at befri folk fra manuelt monotont arbejde og give dem mulighed for at skifte til mere kreative og meningsfulde opgaver; der henviser til, at regeringerne som følge af automatiseringen er nødt til investere i uddannelse og andre reformer med henblik på at forbedre omfordelingen til den type færdigheder, som fremtidens arbejdstagere får brug for;

K.  der henviser til, at det i forbindelse med de tiltagende opdelinger i samfundet og med en middelklasse, der bliver mindre, er vigtigt at huske på, at udviklingen af robotter kan føre til en højere koncentration af velstand og indflydelse hos et mindretal;

L.  der henviser til, at udviklingen af robotteknologi og kunstig intelligens helt sikkert vil påvirke arbejdsmiljøet, hvilket kan skabe nye problemer med hensyn til ansvar og fjerne andre; der henviser til, at det juridiske ansvar skal afklares, hvad angår både forretningsmodeller og designs på arbejdstagersiden i tilfælde af nødsituationer eller problemer;

M.  der henviser til, at tendensen i retning af automatisering gør det påkrævet, at de, der er involveret i udvikling og markedsføring af applikationer baseret på kunstig intelligens, inkorporerer sikkerhed og etik fra begyndelsen og herved anerkender, at de skal være parat til at påtage sig det retlige ansvar for kvaliteten af den teknologi, de fremstiller;

N.  der henviser til, at Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679(2) (den generelle forordning om databeskyttelse) fastsætter en retlig ramme for beskyttelse af personoplysninger; der henviser til, at andre spørgsmål om adgang til data og beskyttelse af personoplysninger og privatlivet formentlig også må tages under behandling, eftersom der stadig kan opstå problemer omkring privatlivet som følge af, at applikationer og apparater skal kommunikere med hinanden og med databaser uden menneskers indgriben;

O.  der henviser til, at udviklingen inden for robotteknologi og kunstig intelligens kan og bør udformes på en sådan måde, at man bevarer det enkelte menneskes værdighed, selvstændighed og selvbestemmelse, især på områderne menneskelig pleje og menneskeligt selskab og i forbindelse med medicinsk udstyr, hvor mennesker skal "repareres" eller "forbedres";

P.  der henviser til, at kunstig intelligens muligvis på lang sigt kan overstige menneskers intellektuelle kapacitet;

Q.  der henviser til, at yderligere udvikling og øget brug af automatiseret og algoritmisk beslutningstagning utvivlsomt har en indvirkning på de valg, der foretages af en privatperson (såsom en virksomhed eller en internetbruger) og en administrativ, retslig eller anden offentlig myndighed, når de træffer deres endelige afgørelse som forbruger, virksomhed eller myndighed; der henviser til, at det er nødvendigt indbygge sikkerhedsforanstaltninger og mulighed for menneskelig kontrol og verificering i den automatiserede og algoritmiske beslutningsproces;

R.  der henviser til, at adskillige udenlandske jurisdiktioner, f.eks. USA, Japan, Kina og Sydkorea, overvejer og i et vist omfang allerede har gennemført regulering for så vidt angår robotteknologi og kunstig intelligens, og at nogle medlemsstater også er begyndt at overveje muligheden af at udarbejde retlige standarder eller foretage lovændringer for at tage højde for nye anvendelsesmuligheder for disse teknologier;

S.  der henviser til, at den europæiske industri kunne drage fordel af en effektiv, konsekvent og gennemsigtig tilgang til regulering på EU-plan, hvor der skabes forudsigelige og tilstrækkeligt klare betingelser, således at virksomhederne kan udvikle applikationer og planlægge deres forretningsmodeller på europæisk plan, og det samtidig sikres, at EU og dets medlemsstater bevarer kontrollen over de reguleringsmæssige standarder, der skal fastsættes, således at man ikke bliver tvunget til at overtage og leve med de standarder, som er fastsat af andre, dvs. de tredjelande, der også er langt fremme med udviklingen af robotteknologi og kunstig intelligens;

Generelle principper

T.  der henviser til, at Asimovs love(3) må betragtes som rettet mod konstruktører, producenter og brugere af robotter, herunder robotter med indbygget selvstændighed og selvlæring, eftersom disse love ikke kan konverteres til maskinkode;

U.  der henviser til, at det er nyttigt med et regelsæt, som navnlig regulerer ansvarsforhold, gennemsigtighed og ansvarlighed og afspejler de iboende europæiske og humanistiske værdier, som karakteriserer Europas bidrag til samfundslivet; der henviser til, at disse bestemmelser ikke må berøre processen med forskning, innovation og udvikling inden for robotteknologi;

V.  der henviser til, at EU kan spille en afgørende rolle ved formuleringen af de grundlæggende etiske principper for udvikling, programmering og brug af robotter og kunstig intelligens og ved integrering af disse principper i EU-regelsæt og adfærdskodekser med det formål at udforme den teknologiske revolution således, at den tjener menneskeheden, og fordelene ved avanceret robotteknologi og kunstig intelligens kommer mange til gode, mens man i videst muligt omfang undgår potentielle faldgruber;

W.  der henviser til, at der er vedføjet et charter om robotteknologi som bilag til denne beslutning, der er udarbejdet med bistand fra Enheden for Videnskabeligt Fremsyn (STOA), Generaldirektoratet for Parlamentarisk Forskning, som foreslår en kodeks for etisk adfærd for robotingeniører, en kodeks for forskningsetiske udvalg, en "licens" for konstruktører og en "licens" for brugere;

X.  der henviser til, at en gradvis og pragmatisk forsigtig tilgang af den type, som Jean Monnet(4) var fortaler for, bør finde anvendelse i Europa med hensyn til fremtidige initiativer inden for robotteknologi og kunstig intelligens med henblik på at sikre, at vi ikke kvæler innovationen;

Y.  der henviser til, at udviklingen af robotteknologi og kunstig intelligens er nået op på et sådant niveau, at det er hensigtsmæssigt indledningsvis at drøfte det civilretlige erstatningsansvar;

Ansvarsregler

Z.  der henviser til, at nutidens robotter takket være de bemærkelsesværdige teknologiske fremskridt i det seneste tiår ikke alene er i stand til at udføre aktiviteter, som tidligere typisk og udelukkende blev udført af mennesker, men at udviklingen af visse autonome og kognitive egenskaber – f.eks. evnen til at lære af erfaringer og træffe kvasiselvstændige beslutninger — betyder, at robotterne mere og mere ligner aktører, der interagerer med omgivelserne og kan indvirke på disse omgivelser i væsentlig grad; der henviser til, at placeringen af det retlige ansvar for en robots skadeforvoldende handlinger i denne kontekst er af afgørende betydning;

AA.  der henviser til, at en robots autonomi kan defineres som evnen til at træffe beslutninger og gennemføre dem i omverdenen uden at være afhængig af ekstern kontrol eller indflydelse; der henviser til, at denne autonomi er af rent teknisk karakter, og at dens omfang afhænger af, hvor avanceret en robots samspil med omgivelserne er udformet til at være;

AB.  der henviser til, at jo mere autonome robotterne er, jo mindre kan de betragtes som almindelige værktøjer til brug for andre aktører (f.eks. producenten, operatøren, ejeren, brugeren osv.); der henviser til, at dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt de almindelige ansvarsregler er tilstrækkelige, eller om der er brug for nye principper og regler for at skabe klarhed om forskellige aktørers retlige ansvar for robotters handlinger og undladelser, når årsagen ikke kan spores tilbage til en bestemt menneskelig aktør, og om robotters handlinger eller undladelser, der har forvoldt skade, kunne have været undgået;

AC.  der henviser til, at robotters autonomi i sidste instans rejser spørgsmålet om, hvordan de skal indplaceres i forhold til de eksisterende retlige kategorier, eller om der bør indføres en ny kategori med sine egne særlige kendetegn og konsekvenser;

AD.  der henviser til, at robotter inden for den nugældende retlige ramme ikke i sig selv kan drages til ansvar for handlinger eller undladelser, som forårsager skader på tredjemand; der henviser til, at de eksisterende ansvarsregler dækker tilfælde, hvor årsagen til en robots handling eller undladelse kan spores tilbage til en bestemt menneskelig aktør som f.eks. producenten, operatøren, ejeren eller brugeren, og hvor denne aktør kunne have forudset og forhindret robottens skadeforvoldende adfærd; der henviser til, at producenter, operatører, ejere eller brugere kan ifalde objektivt ansvar for en robots handlinger eller undladelser;

AE.  der henviser til, at den nugældende retlige ramme indebærer, at produktansvaret - hvorefter producenten af et produkt er ansvarlig for en fejlfunktion - og reglerne om ansvar for skadelige handlinger - hvorefter brugeren af et produkt er ansvarlig for en adfærd, der forvolder skade - finder anvendelse på skader forårsaget af robotter eller kunstig intelligens;

AF.  der henviser til, at de traditionelle regler – i en situation, hvor en robot kan træffe selvstændige beslutninger – ikke er tilstrækkelige til at føre til et retligt ansvar for skader forårsaget af en robot, eftersom disse regler ikke gør det muligt at udpege den part, der er ansvarlig for at udbetale erstatning, og at pålægge denne part at erstatte den forvoldte skade;

AG.  der henviser til, at den nuværende retlige ramme også er behæftet med åbenlyse mangler med hensyn til ansvar i kontraktforhold, eftersom maskiner, der er indrettet til at vælge deres modparter, forhandle kontraktbestemmelser, indgå aftaler og beslutte, om og hvordan de vil gennemføre disse aftaler, gør de traditionelle regler uanvendelige; der henviser til, at dette understreger behovet for nye, effektive og mere tidssvarende regler, som bør være i overensstemmelse med den teknologiske udvikling og innovationer, der for nylig er opstået og anvendes på markedet;

AH.  der henviser til, at hvad angår ansvar uden for kontraktforhold kan direktiv 85/374/EØF kun dække skader, som er forvoldt af en robots produktionsrelaterede defekter, og kun på betingelse af, at den skadelidte er i stand til at føre bevis for skaden, defekten ved produktet og årsagssammenhæng mellem defekten og skaden, hvorfor objektivt ansvar eller ansvar uden culpa muligvis ikke er tilstrækkeligt;

AI.  der henviser til, den nuværende retlige ramme uanset anvendelsesområdet for direktiv 85/374/EØF ikke er tilstrækkelig vidtrækkende til at dække skader, som bliver forvoldt af den nye generation af robotter, for så vidt som disse robotter kan være udstyret med tilpasnings- og indlæringsegenskaber, der medfører en vis grad af uforudsigelighed i deres adfærd, eftersom disse robotter selvstændigt vil lære af deres egne varierede erfaringer og indgå i et samspil med omgivelserne på en unik og uforudsigelig måde;

Generelle principper for udvikling af robotteknologi og kunstig intelligens til civilt brug

1.  opfordrer Kommissionen til at foreslå fælles EU-definitioner af cyberfysiske systemer, autonome systemer, intelligente autonome robotter og underkategorier heraf under hensyntagen til følgende egenskaber ved en intelligent robot:

   opnår autonomi ved hjælp af sensorer og/eller ved udveksling af data med omgivelserne (sammenkobling) og bytter og analyser disse data
   er selvlærende baseret på erfaring og ved interaktion (valgfrit kriterium)
   har et minimum af fysisk støtte
   afpasser sin adfærd og sine handlinger efter omgivelserne
   er ikke levende i biologisk forstand;

2.  mener, at der bør indføres et omfattende system til registrering af avancerede robotter i EU's indre marked, hvor det er relevant og nødvendigt for bestemte kategorier af robotter, og opfordrer Kommissionen til at opstille kriterier for klassificeringen af de robotter, der skal registreres; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at undersøge, om det vil være hensigtsmæssigt, at registreringssystemet og registret forvaltes af et EU-agentur for robotteknologi og kunstig intelligens;

3.  understreger, at udviklingen af robotteknologi bør fokusere på at komplementere menneskers potentiale og ikke på at erstatte dem; anser det for afgørende, at det i forbindelse med udviklingen af robotteknologi og kunstig intelligens sikres, at mennesker til enhver tid har kontrol over intelligente maskiner; mener, at man bør være særlig opmærksom på den eventuelle udvikling af en følelsesmæssig tilknytning mellem mennesker og robotter ‒ navnlig i sårbare grupper (børn, ældre og handicappede) ‒ og fremhæver problemerne omkring den alvorlige følelsesmæssige eller fysiske indvirkning, som denne følelsesmæssige tilknytning kan have på mennesker;

4.  påpeger, at en indsats på EU-plan kan lette udviklingen ved at undgå opsplitning af det indre marked, og understreger samtidig betydningen af princippet om gensidig anerkendelse i forbindelse med grænseoverskridende brug af robotter og robotsystemer; minder om, at der kun bør kræves afprøvning, certificering og markedsføringstilladelse i en enkelt medlemsstat; understreger, at denne tilgang bør ledsages af en effektiv markedsovervågning;

5.  understreger betydningen af foranstaltninger til at hjælpe små og mellemstore virksomheder og nyetablerede virksomheder i robotteknologisektoren, der skaber nye markedssegmenter i denne sektor eller anvender robotter;

Forskning og innovation

6.  understreger, at mange robotapplikationer stadig er i en eksperimenterende fase; glæder sig over, at flere og flere forskningsprojekter bliver finansieret af medlemsstaterne og EU; anser det for meget vigtigt, at EU sammen med medlemsstaterne gennem offentlig finansiering fastholder en førende position inden for forskning i robotteknologi og kunstig intelligens; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke de finansielle instrumenter til forskningsprojekter inden for robotteknologi og IKT, herunder offentlig-private partnerskaber, og til i deres forskningspolitikker at gennemføre principperne om åben videnskab og ansvarlig etisk innovation; understreger, at der bør afsættes tilstrækkelige ressourcer til at finde løsninger på de sociale, etiske, juridiske og økonomiske udfordringer, som den teknologiske udvikling og dens anvendelsesmuligheder giver anledning til;

7.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme forskningsprogrammer, til at stimulere forskning i de mulige langsigtede risici og muligheder i forbindelse med robotteknologi og teknologi vedrørende kunstig intelligens og til at tilskynde til en struktureret offentlig dialog om konsekvenserne af udviklingen af disse teknologier snarest muligt; opfordrer Kommissionen til i forbindelse med midtvejsrevisionen af den flerårige finansielle ramme at forhøje sin støtte til SPARC-programmet, som finansieres af Horisont 2020; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre en fælles indsats for nøje at overvåge og sikre en mere glidende overgang for disse teknologier fra forskning til markedsføring og anvendelse på markedet efter passende sikkerhedsvurderinger i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet;

8.  understreger, at innovation inden for robotteknologi og teknologi vedrørende kunstig intelligens og integrationen af robotteknologi og kunstig intelligens i økonomien og samfundet kræver en digital infrastruktur, der leverer allestedsnærværende digitale forbindelsesmuligheder; opfordrer Kommissionen til at fastlægge en ramme, som opfylder de forbindelseskrav, som er nødvendige for Unionens digitale fremtid, og til samtidig at sikre, at adgangen til bredbåndnet og 5G-net er fuldt ud i overensstemmelse med netneutralitetsprincippet;

9.  er af den faste overbevisning om, at interoperabilitet mellem systemer, enheder og cloudtjenester baseret på indbygget sikkerhed og privatlivsbeskyttelse er afgørende for at muliggøre realtidsdataoverførsler, som sætter robotter og kunstig intelligens i stand til at blive mere fleksible og selvstændige; anmoder Kommissionen om at fremme et åbent miljø, fra åbne standarder og innovative licensbetalingsmodeller til åbne platforme og gennemsigtighed, med henblik på at undgå fastlåsning i ejendomsretligt beskyttede systemer, som hæmmer interoperabilitet;

Etiske principper

10.  bemærker, at mulighederne for øget handlefrihed gennem anvendelsen af robotteknologi er ledsaget af en række spændinger eller risici og bør vurderes ud fra hensynet til menneskers sikkerhed og sundhed, frihed, privatliv, integritet, værdighed, selvbestemmelse og ikkeforskelsbehandling og beskyttelse af personoplysninger;

11.  mener, at den eksisterende EU-lovgivning bør ajourføres og suppleres, hvor det er nødvendigt, med vejledende etiske principper i overensstemmelse med robotteknologiens kompleksitet og dens mange sociale, medicinske og bioetiske implikationer; er af den opfattelse, at der er behov for nogle klare, strenge og effektive vejledende etiske rammer for udvikling, konstruktion, produktion, brug og ændring af robotter for at supplere de juridiske henstillinger i denne betænkning og de eksisterende regelsæt på nationalt plan og på EU-plan; foreslår i bilaget til beslutningen en ramme i form af et charter, som skal bestå af en adfærdskodeks for robotingeniører, en kodeks for forskningsetiske udvalg til brug ved gennemgangen af robottekniske protokoller samt standardtilladelser til konstruktører og brugere;

12.  fremhæver princippet om gennemsigtighed, som indebærer, at det altid bør være muligt at fremlægge begrundelsen for enhver beslutning truffet ved hjælp af kunstig intelligens, som kan have en væsentlig indvirkning på en eller flere personers liv; mener, at det altid skal være muligt at reducere beregningerne i et system med kunstig intelligens til en form, der er forståelig for mennesker; mener, at avancerede robotter bør være udstyret med en "sort boks", der registrerer data om alle transaktioner, som udføres af maskinen, herunder logikken bag dens beslutninger;

13.  påpeger, at de vejledende etiske rammer bør være baseret på principperne om nytteværdi, forebyggelse af skader, autonomi og retfærdighed, på de principper og værdier, der er nedfældet i artikel 2 traktaten om Den Europæiske Union og i chartret om grundlæggende rettigheder, som f.eks. menneskets værdighed, lighed, ret og retfærdighed, ikkeforskelsbehandling, informeret samtykke, beskyttelse af privatlivet og familielivet og personoplysninger, samt på andre grundlæggende principper og værdier, som f.eks. ikkestigmatisering, gennemsigtighed, autonomi, individets ansvar og socialt ansvar, og på eksisterende etiske praksisser og kodekser;

14.  mener, at man bør være særlig opmærksom på robotter, der udgør en betydelig trussel mod fortroligheden på grund af deres placering i traditionelt beskyttede og private sfærer, og fordi de er i stand til at udtrække og sende personlige og følsomme oplysninger;

Et europæisk agentur

15.  mener, at der er behov for øget samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen med henblik på at sikre sammenhængende regler på tværs af grænserne i EU, som tilskynder til samarbejde mellem europæiske virksomheder og tillader anvendelse i hele EU af robotter, som er i overensstemmelse med sikkerhedskravene og de etiske principper, der er nedfældet i EU-retten;

16.  anmoder Kommissionen om at overveje at oprette en europæisk agentur for robotteknologi og kunstig intelligens med henblik på at tilvejebringe teknisk, etisk og lovgivningsmæssig ekspertise til støtte for de relevante offentlige aktører både på EU-plan og på medlemsstatsplan som led i bestræbelserne for at sikre en rettidig, etisk og velinformeret respons på de nye muligheder og udfordringer - navnlig af grænseoverskridende karakter - der opstår som følge af den robotteknologiske udvikling, f.eks. i transportsektoren;

17.  mener, at potentialet for og problemerne i forbindelse med robotteknologi og den nuværende investeringsdynamik berettiger, at det europæiske agentur får et passende budget og bliver bemandet med personale med reguleringskompetence samt eksterne tekniske og etiske eksperter, som får til opgave at stå for tværsektoriel og multidisciplinær overvågning af robotteknologiske applikationer, fastlægge standarder for bedste praksis og, efter behov, udarbejde henstillinger om lovgivningsmæssige foranstaltninger, fastlægge nye principper og tage højde for potentielle forbrugerbeskyttelsesspørgsmål og systemrelaterede udfordringer; anmoder Kommissionen (og det europæiske agentur, hvis det oprettes) om at aflægge beretning til Europa-Parlamentet om den seneste udvikling inden for robotteknologi og eventuelle nødvendige tiltag på årsbasis;

Intellektuelle ejendomsrettigheder og datastrømmen

18.  bemærker, at der ikke findes juridiske bestemmelser, som specifikt gælder for robotteknologi, men at de gældende retlige ordninger og doktriner uden videre kan anvendes på robotteknologien, selv om visse aspekter synes at kræve særlig opmærksomhed; opfordrer Kommissionen til at støtte en horisontal og teknologineutral tilgang til intellektuel ejendom, der gælder for de forskellige sektorer, hvor robotteknologi kan anvendes;

19.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at de civilretlige regler inden for robotteknologi er i overensstemmelse med den generelle forordning om databeskyttelse og med principperne om nødvendighed og proportionalitet; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage højde for den hastige teknologiske udvikling inden for robotteknologi, herunder udviklingen af cyberfysiske systemer, og sikre, at EU-retten ikke sakker bagud i forhold til kurven for teknologisk udvikling og udbredelse;

20.  understreger, at retten til beskyttelse af privatlivets fred og personoplysninger, jf. artikel 7 og 8 i charteret og artikel 16 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), finder anvendelse på alle områder inden for robotteknologi, og at EU's retlige rammer for databeskyttelse skal overholdes fuldt ud; opfordrer i denne forbindelse til en præcisering af regler og kriterier for brugen af kameraer og sensorer i robotter inden for rammerne af gennemførelsen af den generelle forordning om databeskyttelse; opfordrer Kommissionen til at sikre, at databeskyttelsesprincipperne som f.eks. indbygget privatlivsbeskyttelse og privatlivsbeskyttelse som standard, dataminimering, formålsbegrænsning samt gennemsigtige kontrolmekanismer for registrerede og passende retsmidler i overensstemmelse med EU-lovgivningen om databeskyttelse følges, og at passende henstillinger og standarder fremmes og integreres i EU's politikker;

21.  understreger, at fri udveksling af data er afgørende for den digitale økonomi og udviklingen inden for robotteknologi og kunstig intelligens; understreger, at det med henblik på en hensigtsmæssig anvendelse af robotteknologi og kunstig intelligens er afgørende med et højt sikkerhedsniveau i robotsystemer, herunder deres interne datasystemer og datastrømme; fremhæver, at der skal sikres beskyttelse af netværk af sammenkoblede robotter og kunstig intelligens for at undgå potentielle brud på sikkerheden; påpeger, at et højt niveau af sikkerhed og beskyttelse af personoplysninger sammen med behørig hensyntagen til privatlivet i kommunikationen mellem mennesker og robotter og kunstig intelligens er afgørende; fremhæver det ansvar, der påhviler udviklere af robotteknologi og kunstig intelligens for at udvikle produkter, der er sikre og egnede til formålet; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte og motivere udviklingen af den nødvendige teknologi, herunder indbygget sikkerhed;

Standardisering og sikkerhed

22.  fremhæver, at spørgsmålet om fastsættelse af standarder og tilvejebringelse af interoperabilitet er centralt for den fremtidige konkurrence inden for kunstig intelligens og robotteknologi; opfordrer Kommissionen til at fortsætte arbejdet med den internationale harmonisering af tekniske standarder, navnlig sammen med de europæiske standardiseringsorganisationer og Den Internationale Standardiseringsorganisation, for at fremme innovation, undgå en opsplitning af det indre marked og sikre et højt niveau af produktsikkerhed og forbrugerbeskyttelse, der om nødvendigt omfatter minimumssikkerhedsstandarder i arbejdsmiljøet; understreger betydningen af lovlig "reverse engineering" og åbne standarder med henblik på at maksimere værdien af innovation og sikre, at robotter kan kommunikere med hinanden; glæder sig i denne forbindelse over nedsættelsen af særlige tekniske udvalg såsom ISO/TC 299 Robotics, der udelukkende beskæftiger sig med at udvikle standarder for robotteknologi;

23.  understreger, at det er bydende nødvendigt at afprøve robotter under autentiske forhold for at identificere og vurdere de risici, som de kan medføre, samt deres teknologiske udvikling ud over den rent eksperimentelle laboratoriefase; understreger i denne forbindelse, at afprøvning af robotter under autentiske forhold, navnlig i byerne og på landevejene, rejser en lang række spørgsmål, herunder om hindringer, der bremser udviklingen af disse testfaser, og kræver en effektiv strategi og overvågningsmekanisme; opfordrer Kommissionen til at udarbejde ensartede kriterier for alle medlemsstater, som de enkelte medlemsstater bør anvende for at udpege de områder, hvor forsøg med robotter er tilladt, i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet;

Autonome transportmidler

a)Selvkørende biler

24.  understreger, at autonom transport dækker alle former for fjernstyret, automatiseret, forbundet og autonom transport på landevej, skinner, til vands eller i luften, herunder køretøjer, tog, skibe, færger, fly, droner samt alle fremtidige former for udviklinger og innovationer i denne sektor;

25.  mener, at det først og fremmest er absolut nødvendigt at udforme effektive EU-regler og globale regler inden for bilsektoren for at sikre udviklingen af automatiserede og selvkørende biler på tværs af grænserne, således at det bliver muligt fuldt ud at udnytte det økonomiske potentiale og nyde godt af de positive virkninger af teknologiske tendenser; understreger, at fragmenterede lovgivningsmæssige tiltag ville stille sig hindrende i vejen for udviklingen af autonome transportsystemer og bringe den europæiske konkurrenceevne i fare;

26.  henleder opmærksomheden på, at førerens reaktionstid er af afgørende betydning, i tilfælde af at han eller hun uforudset må overtage kontrollen med køretøjet, og opfordrer derfor de interesserede parter til at fastsætte realistiske værdier, eftersom de er bestemmende for sikkerheds- og ansvarsspørgsmål;

27.  er af den opfattelse, at omstillingen til selvkørende biler vil have indvirkning på følgende aspekter: civilretligt ansvar (ansvar og forsikring), trafiksikkerhed, alle spørgsmål vedrørende miljøet (f.eks. energieffektivitet, anvendelse af vedvarende teknologier og energikilder), datarelaterede spørgsmål (f.eks. adgang til data, databeskyttelse, privatliv og udveksling af data), spørgsmål i forbindelse med IKT-infrastruktur (f.eks. høj tæthed af effektiv og pålidelig kommunikation) og beskæftigelse (f.eks. skabelse og tab af arbejdspladser, uddannelse af chauffører til tunge godskøretøjer i brugen af automatiserede køretøjer); fremhæver, at der kræves betydelige investeringer i veje, energi og IKT-infrastruktur; opfordrer Kommissionen til at overveje de ovennævnte aspekter i sit arbejde med selvkørende biler;

28.  understreger, at pålidelig positions- og tidsinformation fra de europæiske programmer for satellitnavigation Galileo og Egnos er af afgørende betydning for indførelsen af selvkørende biler, og opfordrer i denne forbindelse indtrængende til, at de satellitter, der er nødvendige til at fuldstændiggøre det europæiske positioneringssystem Galileo, gøres færdige og sendes op;

29.  henleder opmærksomheden på den store merværdi, som selvkørende biler giver personer med nedsat bevægelighed, fordi sådanne biler giver dem mulighed for at deltage mere effektivt i den private biltransport og dermed letter deres daglige tilværelse;

b) Droner (fjernstyrede luftfartøjssystemer)

30.  anerkender de positive fremskridt inden for droneteknologi, navnlig inden for eftersøgning og redning; understreger, at der er vigtigt at udvikle en EU-ramme for droner for at beskytte EU-borgernes sikkerhed og privatliv, og opfordrer Kommissionen til at følge op på henstillingerne i Parlamentets beslutning af 29. oktober 2015 om sikker anvendelse af fjernstyrede luftfartøjssystemer (RPAS), almindeligt kendt som ubemandede luftfartøjer (UAV'er), inden for civil luftfart(5); opfordrer indtrængende Kommissionen til at afgive vurderinger af sikkerhedsaspekterne i forbindelse med den udbredte anvendelse af droner; opfordrer Kommissionen til at undersøge behovet for at indføre et obligatorisk system for sporing og identifikation af RPAS, der giver mulighed for at bestemme luftfartøjets positioner i realtid under anvendelse; minder om, at ubemandede flys homogenitet og sikkerhed bør sikres ved de foranstaltninger, der er omtalt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 216/2008(6);

Plejerobotter

31.  understreger, at forskning i og udvikling af ældreplejerobotter med tiden er blevet mere almindelig og billigere og frembringer produkter med større funktionalitet og bredere forbrugeraccept; noterer sig den brede vifte af anvendelser af sådanne teknologier, der giver forebyggelse, hjælp, overvågning, stimulering og selskab til ældre mennesker, handicappede og mennesker, der lider af demens, kognitive forstyrrelser og hukommelsestab;

32.  påpeger, at menneskelig kontakt er et af de grundlæggende aspekter ved pleje af mennesker; mener, at man ved at udskifte den menneskelige faktor med robotter kan dehumanisere plejeindsatsen, men anerkender på den anden side, at robotter kan udføre automatiserede plejeopgaver og kan lette arbejdet for plejepersonalet og samtidig forbedre den menneskelige pleje og gøre revalideringsprocessen mere målrettet, således at det medicinske personale og plejerne kan afsætte mere tid til diagnosticering og bedre planlagte behandlingsmuligheder; understreger, at selv om robotteknologi kan føre til øget mobilitet og integration for handicappede og ældre mennesker, vil mennesker stadig være nødvendige i plejen og vil fortsat udgøre en vigtig kilde til social interaktion, som ikke kan erstattes fuldstændigt;

Medicinske robotter

33.  understreger vigtigheden af hensigtsmæssig uddannelse og forberedelse af sundhedspersonale, f.eks. læger og plejepersonale, med henblik på at sikre den højest mulige grad af faglig dygtighed samt for at garantere og beskytte patienternes sundhed; understreger, at det er nødvendigt at definere de faglige kvalifikationskrav, som en kirurg som minimum skal opfylde for at operere og få tilladelse til at bruge kirurgiske robotter; mener, at det er afgørende at respektere princippet om overvågning af robotters autonomi, hvorved den indledende planlægning af behandlingen og den endelige beslutning vedrørende udførelsen heraf altid vil blive truffet af en menneskelig kirurg; understreger den særlige betydning af uddannelse af brugerne, således at de kan gøre sig fortrolige med de teknologiske krav på dette område; henleder opmærksomheden på den voksende tendens til selvdiagnosticering ved brug af en mobil robot og dermed på behovet for, at læger uddannes i håndtering af tilfælde af selvdiagnosticering; mener, at brugen af sådanne teknologier ikke bør mindske eller skade forholdet mellem læge og patient, men bør yde bistand til læger i forbindelse med diagnosticering og/eller behandling af patienter med det formål at formindske risikoen for menneskelige fejl og øge livskvaliteten og den forventede levetid;

34.  mener, at medicinske robotter i stadig højere grad bruges til præcisionskirurgi og i arbejdsgange med mange gentagelser, og at de har potentiale til at forbedre resultaterne i forbindelse med rehabilitering og til at yde højeffektiv logistisk støtte på hospitaler; bemærker, at medicinske robotter har potentiale til at reducere sundhedsudgifterne, idet det gøres muligt for læger og sundhedspersonale at flytte deres fokus fra behandling til forebyggelse, samtidig med at en større del af budgettet kan bruges på bedre tilpasning til patienternes forskelligartede behov, videreuddannelse af sundhedspersonale og forskning;

35.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at procedurerne for afprøvning af nye medicinske robotanordninger er sikre, navnlig når der er tale om anordninger, der implanteres i det menneskelige legeme, før datoen for anvendelsen af forordning (EU) 2017/745 om medicinsk udstyr;

Foranstaltninger til "reparation" og "forbedring" af mennesker

36.  bemærker, at robotteknologien har gjort store fremskridt, når det drejer sig om at reparere og understøtte beskadigede organer og kropsfunktioner, men at der også melder sig komplicerede spørgsmål, navnlig hvad angår mulighederne for "forbedring" af mennesker, eftersom medicinske robotter og navnlig cyberfysiske systemer kan ændre vores opfattelse af sunde mennesker, da de kan bæres direkte på eller implanteres i det menneskelige legeme; understreger vigtigheden af, at der snarest bliver nedsat passende bemandede udvalg om robotetiske spørgsmål på hospitaler og andre behandlingsinstitutioner, der skal overveje og medvirke til at løse usædvanlige og komplicerede etiske problemer vedrørende spørgsmål, der berører pleje og behandling af patienter; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udarbejde retningslinjer for at støtte sådanne udvalgs oprettelse og funktion;

37.  påpeger, at der i forbindelse med livsvigtige medicinske anvendelser såsom robottekniske proteser skal sikres fortsat, bæredygtig adgang til vedligeholdelse, forbedring og navnlig softwareopdateringer, der afhjælper fejl og svagheder;

38.  anbefaler, at der etableres uafhængige betroede enheder til at opretholde de midler, der er nødvendige for at yde service til personer, der bærer livsvigtigt avanceret medicinsk udstyr, såsom vedligeholdelse, reparationer og forbedringer, herunder softwareopdateringer, især i tilfælde, hvor den oprindelige leverandør ikke længere leverer en sådan service; foreslår, at der indføres en forpligtelse for producenter til at forsyne disse uafhængige betroede enheder med en grundig konstruktionsvejledning inklusive kildekode i stil med kravene om pligtaflevering af publikationer til et nationalt bibliotek;

39.  henleder opmærksomheden på de risici, der er forbundet med muligheden for, at cyberfysiske systemer, der er integreret i menneskekroppen, kan blive hacket eller slukket eller få slettet deres hukommelse, da dette kunne bringe menneskers sundhed i fare, og i ekstreme tilfælde endda menneskeliv, og understreger derfor, at beskyttelsen af sådanne systemer skal prioriteres højt;

40.  understreger betydningen af at sikre lige adgang for alle til disse teknologiske nyskabelser, redskaber og indgreb; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme udviklingen af hjælpeteknologier med henblik på, at udviklingen og ibrugtagningen af disse teknologier lettes for dem, der har brug for dem, i overensstemmelse med artikel 4 i FN's konvention om rettigheder for personer med handicap, som Unionen er part i;

Uddannelse og beskæftigelse

41.  henleder opmærksomheden på Kommissionens prognose, der viser, at Europa inden 2020 kan stå over for en mangel på op til 825 000 IKT-eksperter, og at 90 % af alle job mindst vil kræve basale digitale færdigheder; bifalder Kommissionens forslag om en køreplan for mulig anvendelse og revision af en digital kompetenceramme og deskriptorer for digitale færdigheder på alle læringsniveauer, og opfordrer Kommissionen til at yde betydelig støtte til udvikling af digitale færdigheder i alle aldersgrupper og uanset beskæftigelsesstatus som et første skridt i retning af bedre justering af mangler og efterspørgsel på arbejdsmarkedet; understreger, at væksten inden for robotteknologi gør det nødvendigt, at medlemsstaterne udvikler mere fleksible uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemer med henblik på at sikre, at strategierne angående kvalifikationer stemmer overens med robotøkonomiens behov;

42.  mener, at det vil gavne den digitale industri, kvinderne og Europas økonomi, hvis det lykkes at gøre flere unge kvinder interesseret i en digital karriere og at placere flere kvinder i digitale job; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at iværksætte initiativer for at støtte kvinder i IKT-sektoren og styrke deres e-færdigheder;

43.  opfordrer Kommissionen til at begynde at analysere og intensivere overvågningen af de beskæftigelsesmæssige tendenser på mellemlang og lang sigt og særligt fokusere på skabelse og tab af arbejdspladser inden for forskellige kvalifikationsområder for at finde ud af, på hvilke områder der bliver skabt arbejdspladser, og på hvilke områder der mistes arbejdspladser som følge af den øgede brug af robotter;

44.  fremhæver betydningen af at forudse ændringer i samfundet i betragtning af de konsekvenser, som udviklingen og anvendelsen af robotteknologi og kunstig intelligens kan få; anmoder Kommissionen om at analysere forskellige mulige scenarier og deres konsekvenser for levedygtigheden af de sociale sikringsordninger i medlemsstaterne;

45.  understreger betydningen af fleksible færdigheder og af sociale, kreative og digitale færdigheder i forbindelse med uddannelse; er overbevist om, at livslang læring skal opnås gennem livslang aktivitet, ud over at skolerne bibringer akademisk viden;

46.  bemærker, at robotteknologien har et stort potentiale for forbedring af sikkerheden på arbejdspladsen ved at overføre en række farlige og skadelige opgaver fra mennesker til robotter, men noterer sig samtidig, at den kan skabe nye risici som følge af det øgede samspil mellem mennesker og robotter på arbejdspladsen; understreger i denne forbindelse betydningen af at anvende strenge og fremtidsorienterede regler for samspil mellem mennesker og robotter for at sikre sundhed, sikkerhed og respekt for de grundlæggende rettigheder på arbejdspladsen;

Konsekvenser for miljøet

47.  bemærker, at udviklingen af robotteknologi og kunstig intelligens bør ske på en sådan måde, at konsekvenserne for miljøet begrænses gennem et effektivt energiforbrug, energieffektivitet ved at fremme anvendelse af vedvarende energi, begrænset materialeforbrug og mindre affald, som f.eks. elektrisk og elektronisk affald, og mulighed for reparation; opfordrer derfor Kommissionen til at indarbejde principperne for den cirkulære økonomi i alle EU-politikker om robotteknologi; bemærker, at brugen af robotteknologi også vil få positive konsekvenser for miljøet, navnlig på områderne landbrug, fødevareforsyning og transport, særlig takket være det mindre maskineri og den mere begrænsede brug af gødningsstoffer, energi og vand samt i kraft af præcisionsdyrkning og ruteoptimering;

48.  understreger, at cyberfysiske systemer vil føre til etablering af energi- og infrastruktursystemer, som kan styre strømmen af el fra producent til forbruger, og også vil medføre, at der opstår "energiprosumenter", der både producerer og forbruger energi; fremfører, at dette vil åbne mulighed for store miljømæssige fordele;

Ansvarsregler

49.  mener, at det civilretlige ansvar for skader forårsaget af robotter er et helt centralt spørgsmål, som også skal analyseres og adresseres på EU-plan med henblik på at sikre samme grad af effektivitet, gennemsigtighed og konsekvens i gennemførelsen af retssikkerhed i hele EU til gavn for borgere, forbrugere og virksomheder;

50.  bemærker, at udviklingen af robotteknologi vil kræve en bedre forståelse af det fælles grundlag, der er nødvendigt for aktiviteter, hvor både mennesker og robotter deltager, og som skal baseres på to centrale indbyrdes afhængige forhold, nemlig forudsigelighed og styrbarhed; påpeger, at disse to indbyrdes afhængige forhold er afgørende for at fastslå, hvilke oplysninger der skal deles mellem mennesker og robotter, og hvordan der kan skabes et fælles grundlag for mennesker og robotter, som sikrer et gnidningsløst samspil mellem dem;

51.  anmoder Kommissionen om på grundlag af artikel 114 i TEUF at forelægge et forslag til retsakt om de juridiske aspekter af den udvikling og anvendelse af robotteknologi og kunstig intelligens, der må forventes i de næste 10-15 år, kombineret med ikkelovgivningsmæssige instrumenter såsom retningslinjer og adfærdskodekser som omhandlet i henstillingerne i bilaget;

52.  mener, at uanset hvilken juridisk løsning der måtte blive valgt med hensyn til det civilretlige ansvar for skader forårsaget af robotter i andre tilfælde end tingsskade, bør den fremtidige retsakt på ingen måde begrænse arten eller omfanget af de skader, der kan kræves erstattet, og den bør heller ikke begrænse de former for erstatning, der kan tilbydes til den skadelidte, alene med den begrundelse, at skaden er forårsaget af en ikkemenneskelig aktør;

53.  mener, at den fremtidige retsakt bør baseres på en grundig evaluering fra Kommissionens side af, om der bør anvendes en tilgang med objektivt ansvar eller en risikostyringstilgang;

54.  bemærker samtidig, at der ved objektivt ansvar alene kræves bevis for, at der er forvoldt en skade, og at der foreligger en årsagsforbindelse mellem robottens skadevoldende funktion og den skade, den skadelidte har lidt;

55.  bemærker, at risikostyringstilgangen ikke fokuserer på den person, "der har handlet uagtsomt", som individuelt ansvarlig, men på den person, der under visse omstændigheder er i stand til at minimere risiciene og håndtere negative konsekvenser;

56.  mener derfor i princippet, at når det endelige ansvar er blevet placeret, bør de ansvarlige parters ansvar stå i et rimeligt forhold til såvel det faktiske niveau af instrukser, der er givet til robotten, som til robottens grad af autonomi, hvilket betyder, at jo større indlæringsevne eller autonomi robotten har, og jo længere robottens oplæring har varet, jo større er ansvaret hos den, der har oplært den; bemærker især, at de færdigheder, der er et resultat af "oplæringen" af en robot, ikke bør forveksles med færdigheder, som helt afhænger af robottens egen indlæringsevne, når man søger at identificere den person, der i realiteten har ansvaret for robottens skadevoldende adfærd; bemærker, at ansvaret i det mindste på nuværende tidspunkt skal ligge hos et menneske og ikke hos en robot;

57.  påpeger, at en mulig løsningsmodel i den komplicerede situation, hvor man skal placere ansvaret for skader forvoldt af stadig mere autonome robotter, kunne være en obligatorisk forsikringsordning, således som det allerede er tilfældet f.eks. for bilers vedkommende; bemærker imidlertid, at en forsikringsordning for robotteknologi bør tage hensyn til alle potentielle ansvar i kæden, i modsætning til forsikringsordningen for vejtrafik, hvor forsikringen dækker menneskelige handlinger og forsømmelser;

58.  mener, at en sådan forsikringsordning, ligesom det er tilfældet for forsikring af motorkøretøjer, kunne suppleres med en fond for at sikre, at der kan opnås skadeserstatning i tilfælde, hvor der ikke er nogen forsikringsdækning; opfordrer forsikringsbranchen til at udvikle nye produkter og tilbud, der er i overensstemmelse med udviklingen inden for robotteknologi;

59.  opfordrer Kommissionen til, når den gennemfører en konsekvensanalyse af sin fremtidige retsakt, at undersøge, analysere og overveje virkningerne af alle de mulige juridiske løsningsmodeller, som f.eks.:

   a) at indføre en obligatorisk forsikringsordning, hvor det er relevant og nødvendigt for bestemte kategorier af robotter, hvor producenter eller ejere af robotter bliver forpligtet til at tegne forsikringer til dækning af skader, der kan blive forvoldt af deres robotter, i lighed med situationen for bilers vedkommende
   b) at sikre, at en erstatningsfond ikke blot kommer til at garantere erstatning for de skader, der er forvoldt af en robot uden forsikringsdækning
   c) at lade producenten, programmøren, ejeren eller brugeren nyde godt af begrænset ansvar, hvis de bidrager til en erstatningsfond, og hvis de i fællesskab tegner en forsikring for at garantere erstatning for skader, der er forvoldt af en robot
   d) at tage stilling til, om der skal oprettes en generel fond for alle intelligente autonome robotter eller oprettes en særskilt fond for hver enkelt robotkategori, og om der skal indbetales et bidrag som et engangsgebyr, når robotten bliver markedsført, eller indbetales regelmæssige bidrag i robottens levetid
   e) at sikre, at forbindelsen mellem en robot og dens fond bliver synliggjort ved hjælp af et individuelt registreringsnummer, som er opført i et særligt EU-register, således at enhver, der interagerer med den pågældende robot, kan blive informeret om fondens karakter, grænserne for erstatningsansvaret i tilfælde af tingsskade, bidragydernes navne og funktioner samt alle andre relevante oplysninger
   f) at indføre en særlig retlig status for robotter på lang sigt, således at i hvert fald de mest avancerede autonome robotter kan have status af elektroniske personer, som er ansvarlige for at erstatte de skader, som de måtte forvolde, og eventuelt at anvende begrebet elektronisk person i de tilfælde, hvor robotter træffer autonome beslutninger eller på anden måde interagerer selvstændigt med tredjemand;

Internationale aspekter

60.  bemærker, at der ikke er noget akut behov for væsentlige ændringer af de nuværende generelle internationalprivatretlige regler om trafikulykker, der gælder inden for EU, for at tage højde for udviklingen af selvkørende biler, men at en forenkling af det nuværende dobbelte lovvalgssystem (på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007(7) og Haagerkonventionen af 4. maj 1971 om lovvalg ved trafikuheld) vil forbedre retssikkerheden og begrænse mulighederne for forumshopping;

61.  bemærker, at det er nødvendigt at overveje ændringer til internationale aftaler såsom Wienerkonventionen af 8. november 1968 om vejtrafik og Haagerkonventionen om lovvalg ved trafikuheld;

62.  forventer, at Kommissionen vil sikre, at medlemsstaterne gennemfører international lovgivning såsom Wienerkonventionen om vejtrafik, som skal ændres, på ensartet måde, med henblik på at gøre førerløs kørsel mulig, og opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og erhvervslivet til at gennemføre målene i Amsterdamerklæringen hurtigst muligt;

63.  går varmt ind for et internationalt samarbejde om granskningen af de samfundsmæssige, etiske og juridiske udfordringer og derefter om fastsættelsen af reguleringsmæssige standarder i FN's regi;

64.  påpeger, at de begrænsninger og betingelser, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 428/2009(8) om handel med produkter med dobbelt anvendelse – varer, software og teknologi, der kan anvendes til både civile og militære formål og/eller kan bidrage til spredning af masseødelæggelsesvåben – også bør finde anvendelse på robottekniske applikationer;

Afsluttende aspekter

65.  anmoder på grundlag af artikel 225 i TEUF Kommissionen om på grundlag af artikel 114 i TEUF at forelægge et forslag til direktiv om civilretlige bestemmelser om robotteknologi i overensstemmelse med henstillingerne i bilaget;

66.  bekræfter, at henstillingerne respekterer de grundlæggende rettigheder og nærhedsprincippet;

67.  mener, at det ønskede forslag har finansielle virkninger, hvis der oprettes et nyt europæisk agentur;

o
o   o

68.  pålægger sin formand at sende denne beslutning og henstillingerne i bilaget til Kommissionen og Rådet.

BILAG TIL BESLUTNINGEN:

HENSTILLINGER VEDRØRENDE INDHOLDET AF DET FORSLAG, DER ANMODES OM

Definition og klassificering af "intelligente robotter"

Der bør fastlægges en fælles europæisk definition af intelligente autonome robotter, herunder, hvor det er hensigtsmæssigt, definitioner af underkategorier heraf, under hensyntagen til følgende egenskaber:

–  evnen til at blive autonom ved hjælp af sensorer og/eller ved udveksling af data med omgivelserne (sammenkobling) og analyse af disse data

–  evnen til at lære gennem erfaring og samspil

–  robottens fysiske mediums form

–  evnen til at tilpasse sin adfærd og sine handlinger til omgivelserne.

Registrering af intelligente robotter

Af hensyn til sporbarheden og for at lette gennemførelsen af yderligere henstillinger bør der indføres en ordning med registrering af avancerede robotter baseret på kriterierne for klassificering af robotter. Registreringsordningen og registret bør gælde i hele EU og omfatte det indre marked og kan forvaltes af et EU-agentur for robotteknologi og kunstig intelligens, hvis der oprettes et sådant agentur.

Civilretligt ansvar

Den juridiske løsning, der måtte blive valgt angående robotters og kunstig intelligens' ansvar i andre tilfælde end tingsskade, bør på ingen måde begrænse arten eller omfanget af de skader, der kan kræves erstattet, og den bør heller ikke begrænse de former for erstatning, der kan tilbydes til den skadelidte, alene med den begrundelse, at skaden er forårsaget af en ikkemenneskelig aktør.

Den fremtidige retsakt bør baseres på en grundig evaluering fra Kommissionens side af, om der bør anvendes en tilgang med objektivt ansvar eller en risikostyringstilgang.

Der bør indføres en obligatorisk forsikringsordning, som kunne bygge på en forpligtelse for producenten til at tegne en forsikring for de autonome robotter, den producerer.

Forsikringsordningen bør suppleres med en fond for at sikre, at der kan opnås skadeserstatning i tilfælde, hvor der ikke er nogen forsikringsdækning.

Enhver politisk beslutning om reglerne om civilretligt ansvar for robotter og kunstig intelligens bør træffes under behørig hensyntagen til et europæisk forsknings- og udviklingsprojekt for robotteknologi og neurovidenskab med deltagelse af forskere og eksperter, der kan vurdere alle hermed forbundne risici og konsekvenser.

Interoperabilitet, kodeadgang og intellektuelle ejendomsrettigheder

Der bør sikres interoperabilitet mellem netværkstilsluttede autonome robotter, som interagerer med hinanden. Der bør være adgang til kildekoden, inputdata og konstruktionsdetaljer, når det er nødvendigt for at undersøge ulykker og skader forårsaget af intelligente robotter og for at sikre deres fortsatte drift, tilgængelighed, pålidelighed og sikkerhed.

Charter om robotteknologi

Kommissionen bør, når den fremsætter forslag til retsakter vedrørende robotteknologi, tage hensyn til principperne i følgende charter om robotteknologi.

CHARTER OM ROBOTTEKNOLOGI

Den foreslåede kodeks for etisk adfærd inden for robotteknologi vil give et grundlag for fastlæggelse, kontrol og overholdelse af nogle grundlæggende etiske principper fra design- og udviklingsfasen.

Rammerne, der formuleres under hensyntagen til et europæisk forsknings- og udviklingsprojekt for robotteknologi og neurovidenskab, skal udformes på en måde, der gør det muligt at foretage individuelle tilpasninger fra sag til sag med henblik på at vurdere, om en given adfærd er rigtig eller forkert i en given situation, og at træffe afgørelser i overensstemmelse med et forudbestemt hierarki af værdier.

Kodeksen bør ikke erstatte behovet for at tackle alle store juridiske udfordringer på dette område, men bør have en supplerende funktion. Den vil snarere gøre det nemmere at foretage den etiske kategorisering af robotteknologi, styrke de ansvarlige innovationstiltag på dette område og adressere befolkningens bekymringer.

Der bør lægges særlig vægt på forsknings- og udviklingsfaserne i de relevante teknologiske forløb (designproces, etisk vurdering, revisionskontrol osv.). Den bør sigte på at behandle nødvendigheden af, at forskere, fagfolk, brugere og udviklere overholder nogle etiske standarder, men også indføre en procedure for, hvordan man løser de relevante etiske dilemmaer og sikrer, at de pågældende systemer kan fungere på en etisk forsvarlig måde.

KODEKS FOR ETISK ADFÆRD FOR ROBOTTEKNOLOGIINGENIØRER

PRÆAMBEL

Adfærdskodeksen opfordrer alle forskere og udviklere til at handle ansvarligt og under fuld hensyntagen til nødvendigheden af at respektere menneskers værdighed, privatliv og sikkerhed.

Kodeksen tilskynder til et tæt samarbejde mellem alle fagområder for at sikre, at forskningen i robotteknologi i Den Europæiske Union foregår på en sikker, etisk forsvarlig og effektiv måde.

Adfærdskodeksen omfatter alle forsknings- og udviklingsaktiviteter inden for robotteknologi.

Adfærdskodeksen er frivillig og giver et sæt generelle principper og retningslinjer for foranstaltninger, der træffes af alle interessenter.

Robotforskningsfinansieringsorganer, forskningsorganisationer, forskere og etiske udvalg tilskyndes til så tidligt som muligt at overveje de fremtidige implikationer af de teknologier eller objekter, der forskes i, og udvikle en kultur præget af ansvarlighed med henblik på de udfordringer og muligheder, der kan opstå i fremtiden.

Offentlige og private robotforskningsfinansieringsorganer bør forlange, at der foretages og forelægges en risikovurdering sammen med hvert forslag til finansiering af robotforskning. En sådan kodeks bør betragte mennesker, og ikke robotter, som de ansvarlige aktører.

Forskere inden for robotteknologi bør forpligte sig til at overholde de højeste etiske og faglige standarder og følgende principper:

Nytte — robotter bør varetage menneskers interesser

Ingen skade — doktrinen "for det første, gør ikke skade", hvorefter robotter ikke må skade et menneske

Autonomi — evnen til at træffe en informeret beslutning uden tvang angående vilkårene for interaktion med robotter

Retfærdighed — fair fordeling af fordelene ved robotteknologi og overkommelige priser for robotter inden for hjemmepleje og sundhedsydelser i særdeleshed.

Grundlæggende rettigheder

Robotforskning bør respektere de grundlæggende rettigheder og tilrettelægges, gennemføres, formidles og anvendes med det enkelte menneskes og hele samfundets velvære og selvbestemmelse som formål. Menneskets værdighed og selvstændighed — både fysisk og psykisk — skal altid respekteres.

Forsigtighed

Robotforskning bør udføres under overholdelse af forsigtighedsprincippet, således at der på forhånd tages højde for, hvilke sikkerhedsmæssige konsekvenser forskningens resultater kan få, og træffes forholdsregler, der står i et rimeligt forhold til beskyttelsesniveauet, samtidig med at fremskridt til gavn for samfundet og miljøet stimuleres.

Rummelighed

Robotingeniørerne sikrer gennemsigtighed og respekt for alle interessenters legitime ret til adgang til oplysninger. Rummelighed giver alle interessenter, der er involveret i eller berørt af robotforskningen, mulighed for at deltage i beslutningsprocesserne.

Ansvarlighed

Robotingeniørerne skal kunne stilles til ansvar for de sociale, miljømæssige og sundhedsmæssige konsekvenser, robotteknologien kan få for nuværende og kommende generationer.

Sikkerhed

Robotkonstruktørerne bør tage hensyn til og respektere menneskers fysiske velvære, sikkerhed, sundhed og rettigheder. En robotingeniør skal beskytte menneskers velvære og samtidig respektere menneskerettighederne og hurtigst muligt oplyse om faktorer, der vil kunne udgøre en risiko for borgerne eller miljøet.

Reversibilitet

Reversibilitet er en nødvendig betingelse for kontrollerbarhed og dermed et grundlæggende princip, når man programmerer robotter til at handle sikkert og pålideligt. En reversibilitetsmodel fortæller robotten, hvilke handlinger der er reversible, og hvordan de i givet fald kan gøres om. Evnen til at gøre den sidste handling eller en række handlinger om gør det muligt for brugerne at annullere uønskede handlinger og vende tilbage til det "rigtige" stadium i deres arbejde.

Privatlivet

Retten til privatlivet skal altid respekteres. En robotingeniør bør sikre, at private oplysninger opbevares sikkert og kun anvendes korrekt. En robotingeniør bør desuden sikre, at personer ikke kan identificeres, bortset fra særlige tilfælde, og da kun med et klart og utvetydigt informeret samtykke. Der bør efterstræbes og opnås et menneskeligt informeret samtykke forud for enhver interaktion mellem menneske og maskine. Robotkonstruktørerne har således et ansvar for at udvikle og følge procedurer for gyldigt samtykke, fortrolighed, anonymitet, fair behandling og rimelig behandling af registrerede oplysninger. Konstruktørerne vil overholde ethvert krav om, at eventuelle relaterede data destrueres og fjernes fra alle datasæt.

Maksimering af fordelene og minimering af skaden

Forskerne bør bestræbe sig på at maksimere fordelene af deres arbejde på alle stadier, fra idé til udbredelse. Man skal undgå skader for forskningsdeltagere/mennesker/deltagere i eller genstande for et eksperiment, forsøg eller studie. Hvis der opstår risici som et uundgåeligt og integrerende element i forskningen, bør der udvikles og overholdes robuste risikovurderings- og -styringsprotokoller. Risikoen for skade bør normalt ikke være højere end den, man støder på i hverdagen, dvs. at mennesker ikke bør udsættes for større risici end eller ud over dem, de er udsat for i deres normale liv. Driften af et robotsystem bør altid være baseret på en grundig risikovurderingsproces, som bør være præget af forsigtighedsprincippet og proportionalitetsprincippet.

KODEKS FOR FORSKNINGSETISKE UDVALG

Principper

Uafhængighed

Den etiske vurderingsproces bør være uafhængig af selve forskningen. Dette princip understreger nødvendigheden af at undgå interessekonflikter mellem forskerne og dem, der foretager den etiske vurdering, og mellem sidstnævnte og de organisatoriske forvaltningsstrukturer.

Kompetence

Den etiske vurdering bør foretages af personer med relevant ekspertise, hvorved der bør tages hensyn til nødvendigheden af at gøre sig omhyggelige overvejelser omkring mangfoldigheden blandt medlemmerne af de forskningsetiske udvalg og deres specifikke uddannelse inden for etik.

Gennemsigtighed og ansvarlighed

Vurderingsprocessen bør være ansvarlig og kunne kontrolleres. De forskningsetiske udvalg skal være bevidste om deres opgaver og have en passende placering inden for de organisatoriske strukturer, der giver gennemsigtighed til udvalgenes arbejde og procedurer med henblik på at opretholde og vurdere standarderne.

Et forskningsetisk udvalgs rolle

Et forskningsetisk udvalg er normalt ansvarligt for at vurdere al forskning, der involverer mennesker som deltagere, og som foretages af personer, der er ansat i eller af den pågældende institution, sikre, at den etiske vurdering er uafhængig, kompetent og rettidig, beskytte forskningsdeltagernes værdighed, rettigheder og velfærd, tage hensyn til forskerens/forskernes sikkerhed, tage hensyn til andre interessenters legitime interesser, foretage informerede bedømmelser af forslags videnskabelige kvalitet og komme med informerede henstillinger til forskeren, hvis der skønnes at være mangler ved forslaget i nogle henseender.

Et forskningsetisk udvalgs sammensætning

Et forskningsetisk udvalg bør normalt være tværfagligt, omfatte både mænd og kvinder og bestå af medlemmer med en bred erfaring med og ekspertise inden for robotforskning. Udnævnelsesmekanismen bør sikre, at udvalgets medlemmer giver en passende balance med hensyn til videnskabelig ekspertise, filosofisk, juridisk eller etisk baggrund og lægmandssynspunkter, og at udvalget omfatter mindst et medlem med ekspertviden inden for etik, brugere af specialiserede ydelser inden for sundheds-, uddannelses- eller socialsektoren, når disse er i fokus for forskningen, og personer med en særlig metodologisk ekspertise, der er relevant for den forskning, de vurderer, og udvalget skal have en sådan sammensætning, at der ikke opstår interessekonflikter.

Tilsyn

Alle forskningsorganisationer bør indføre passende procedurer med henblik på at føre tilsyn med forskning, der har opnået etisk godkendelse, indtil den er afsluttet, og sikre en løbende vurdering, når forskningen er udformet således, at der kan ske ændringer over tid, som måske skal behandles. Tilsynet bør stå i rimeligt forhold til forskningens karakter og den risiko, der er forbundet med den. Hvis et forskningsetisk udvalg mener, at en tilsynsrapport rejser væsentlig tvivl om, hvorvidt en undersøgelse er gennemført etisk forsvarligt, bør det anmode om en fuldstændig og detaljeret redegørelse for forskningen med henblik på en fuld etisk vurdering. Hvis det skønnes, at en undersøgelse bliver gennemført på en uetisk måde, bør det overvejes at trække godkendelsen tilbage, og forskningen bør suspenderes eller standses.

LICENS FOR KONSTRUKTØRER

–  Du bør tage hensyn til de europæiske værdier værdighed, selvstændighed og selvbestemmelse, frihed og retfærdighed før, under og efter processen med konstruktion, udvikling og levering af de omhandlede teknologier, herunder nødvendigheden af ikke at skade, krænke, vildlede eller udnytte (sårbare) brugere.

–  Du bør indføre troværdige systemkonstruktionsprincipper for alle aspekter af en robots drift, for konstruktion af både hardware og software og for enhver databehandling på eller uden for platformen af hensyn til sikkerheden.

–  Du bør indføre indbygget privatlivsbeskyttelse, så det sikres, at private oplysninger opbevares sikkert og kun anvendes korrekt.

–  Du bør integrere tydelige slå fra-mekanismer (stopknapper), som bør være i overensstemmelse med rimelige konstruktionsmålsætninger.

–  Du bør sikre, at en robot fungerer på en måde, der er i overensstemmelse med lokale, nationale og internationale etiske og retlige principper.

–  Du bør sikre, at de forskellige trin i robottens beslutningstagning kan rekonstrueres og spores.

–  Du bør sikre, at der kræves maksimal gennemsigtighed i programmeringen af robotsystemerne, og forudsigelighed med hensyn til robotternes adfærd.

–  Du bør analysere et menneskerobotsystems forudsigelighed under hensyntagen til usikkerheden i forbindelse med fortolkning og handlinger og eventuelle robotfejl eller menneskelige fejl.

–  Du bør udvikle sporingsredskaber i robottens projekteringsfase. Disse værktøjer vil gøre det lettere at føre regnskab med og redegøre for robottens adfærd på de forskellige niveauer beregnet til eksperter, operatører og brugere, om end i begrænset omfang.

–  Du bør udarbejde konstruktions- og evalueringsprotokoller og samarbejde med potentielle brugere og interessenter i forbindelse med evalueringen af fordelene og risiciene ved robotteknologi, herunder de kognitive, psykologiske og miljømæssige fordele og risici.

–  Du bør sikre, at robotterne kan identificeres som robotter, når de interagerer med mennesker.

–  Du bør beskytte sikkerheden for og sundheden hos dem, der interagerer og kommer i kontakt med robotteknologi, da robotter som produkter bør konstrueres ved hjælp af processer, der garanterer deres sikkerhed. En robotingeniør skal beskytte menneskers velvære og samtidig respektere menneskerettighederne og må ikke anvende en robot uden at sikre, at systemets drift er sikker, effektiv og reversibel.

–  Du bør opnå en positiv udtalelse fra et forskningsetisk udvalg, inden du tester en robot i et virkeligt miljø eller med mennesker under konstruktions- og udviklingsprocedurerne.

LICENS FOR BRUGERE

–  Du har lov til at anvende en robot uden risiko eller frygt for fysisk eller psykisk skade.

–  Du bør have ret til at forvente, at en robot udfører enhver opgave, som den udtrykkeligt er blevet konstrueret til.

–  Du bør være opmærksom på, at enhver robot kan have opfattelses-, erkendelses- og aktiveringsmæssige begrænsninger.

–  Du bør respektere menneskers skrøbelighed, både fysisk og psykisk, og deres følelsesmæssige behov.

–  Du bør tage hensyn til den enkeltes ret til privatlivet, herunder deaktivering af videomonitorer under intime procedurer.

–  Du må ikke indsamle, anvende eller videregive personoplysninger uden den registreredes udtrykkelige samtykke.

–  Du må ikke anvende en robot på en måde, der strider mod etiske eller retlige principper og standarder.

–  Du må ikke ændre på en robot, så den kan fungere som et våben.

(1) Rådets direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar (EFT L 210 af 7.8.1985, s. 29).
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).
(3) 1) En robot må ikke skade et menneske eller ved uvirksomhed lade et menneske komme til skade. 2) En robot skal adlyde ordrer, som gives til den af mennesker, for så vidt disse ordrer ikke er i konflikt med den første lov. 3) En robot skal beskytte sin egen eksistens, for så vidt dette ikke er i konflikt med den første eller den anden lov. (Se "Runaround" af Isaac Asimov, 1942) og 0) En robot må ikke skade menneskeheden eller ved uvirksomhed lade menneskeheden blive skadet.
(4) Jf. Schumanerklæringen (1950): "Europa kan ikke dannes på én gang, og heller ikke i en samlet opbygning. Det kan dannes gennem konkrete resultater - der først skaber en faktisk solidaritet.".
(5) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0390.
(6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 216/2008 af 20. februar 2008 om fælles regler for civil luftfart og om oprettelse af et europæisk luftfartssikkerhedsagentur, og om ophævelse af Rådets direktiv 91/670/EØF, forordning (EF) nr. 1592/2002 og direktiv 2004/36/EF (EUT L 79 af 19.3.2008, s. 1).
(7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) (EUT L 199 af 31.7.2007, s. 40).
(8) Rådets forordning (EF) nr. 428/2009 af 5. maj 2009 om en fællesskabsordning for kontrol med udførsel, overførsel, mæglervirksomhed og transit i forbindelse med produkter med dobbelt anvendelse (EUT L 134 af 29.5.2009, s. 1).


Det europæiske cloud-initiativ
PDF 234kWORD 69k
Europa-Parlamentets beslutning af 16. februar 2017 om det europæiske cloudinitiativ (2016/2145(INI))
P8_TA(2017)0052A8-0006/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. april 2016 "Det europæiske cloudinitiativ – Opbygning af en konkurrencedygtig data- og vidensøkonomi i Europa" (COM(2016)0178) og Kommissionens tjenestegrenes ledsagedokument (SWD(2016)0106),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. maj 2015 "En strategi for et digitalt indre marked i EU" (COM(2015)0192) og Kommissionens tjenestegrenes ledsagedokument (SWD(2015)0100),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. juli 2014 med titlen "Hen imod en blomstrende datadreven økonomi" (COM(2014)0442),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. oktober 2012 med titlen "En stærkere europæisk industripolitik for vækst og økonomisk genopretning" (COM(2012)0582),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. september 2012 med titlen ”Udnyttelse af potentialet ved cloud computing i Europa” (COM(2012)0529),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 15. februar 2012 "Højtydende databehandling: Europas position i det globale kapløb" (COM(2012)0045),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 27. maj 2016 om overgangen til et system for åben videnskab,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 29. maj 2015 om åben, dataintensiv og netværksbaseret forskning som drivkraft for hurtigere og bredere innovation,

–  der henviser til sin beslutning af 5. maj 2010 om en ny digital dagsorden for Europa: 2015.eu(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2015/2240 af 25. november 2015 om indførelse af et program om interoperabilitetsløsninger og fælles rammer for europæiske offentlige myndigheder, virksomheder og borgere (ISA2 programmet) som et middel til at modernisere den offentlige sektor(2),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/37/EU af 26. juni 2013 om ændring af direktiv 2003/98/EF om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer (PSI-direktivet)(3),

–  der henviser til sin beslutning af 10. marts 2016 om "Hen imod en blomstrende datadreven økonomi"(4),

–  der henviser til sin beslutning af 19. januar 2016 om "På vej mod en akt for det digitale indre marked"(5),

–  der henviser til sin beslutning af 15. januar 2014 om genindustrialisering af Europa med henblik på at fremme konkurrenceevne og bæredygtighed(6),

–  der henviser til sin beslutning af 10. december 2013 om udnyttelse af potentialet ved cloud computing i Europa(7),

–  der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 16. januar 2013 om Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen "Udnyttelse af potentialet ved cloud computing i Europa" (TEN/494),

–  der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Det europæiske cloudinitiativ – Opbygning af en konkurrencedygtig data- og vidensøkonomi i Europa" (2016 TEN/592 EESC-2016),

–  der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Det europæiske cloudinitiativ og IKT-standardiseringsprioriteter for det digitale indre marked 2016" (SEDEC-VI-012),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. juni 2016 med titlen "En ny dagsorden for færdigheder i Europa – En fælles indsats for at styrke den menneskelige kapital, beskæftigelsesegnethed og konkurrenceevnen" (COM(2016)0381),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse)(8),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)2016/1148 af 6. juli 2016 om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles niveau for net- og informationssikkerhed i hele Unionen(9) (NIS),

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 14. september 2016 om en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (COM(2016)0590),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. maj 2016 med titlen "Onlineplatforme og det digitale indre marked - Muligheder og udfordringer for Europa" (COM(2016)0288),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 9. december 2015 "På vej mod en tidssvarende, mere europæisk ramme for ophavsret" (COM(2015)0626),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. april 2016 med titlen "IKT-standardiseringsprioriteter for det digitale indre marked" (COM(2016)0176),

–  der henviser til rapporten "Open Innovation, Open Science, Open to the World - a vision for Europe", der offentliggjordes i maj 2016 af Kommissionens Generaldirektorat for Forskning og Innovation (RTD),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelser fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0006/2017),

A.  der henviser til, at den nuværende cloudkapacitet i EU er utilstrækkelig, og at de data, der produceres af EU's forskermiljø og erhvervsliv, derfor ofte behandles andetsteds, hvilket får EU's forskere og innovatorer til at flytte til steder uden for EU, hvor der er mere direkte adgang til stor data- og databehandlingskapacitet;

B.  der henviser til, at manglen på en klar struktur med incitamenter til at dele data, den manglende interoperabilitet mellem videnskabelige datasystemer og fragmenteringen af de videnskabelige datainfrastrukturer på tværs af discipliner og landegrænser gør det vanskeligere at udnytte det fulde potentiale ved datadreven videnskab;

C.  der henviser til, at EU sakker bagud med hensyn til udvikling af højtydende databehandling (HPC), fordi det ikke investerer tilstrækkeligt i etableringen af et komplet HPC-system, hvorimod lande som USA, Kina, Japan og Rusland investerer seriøst i sådanne systemer, som de betragter som en strategisk prioritet og udvikler via nationale programmer;

D.  der henviser til, at det fulde potentiale ved cloud computing for Europa kun kan realiseres, når data kan strømme frit over hele EU efter klare regler, og internationale datastrømme spiller en stadigt vigtigere rolle i den europæiske og globale økonomi;

E.  der henviser til, at kapaciteten til at analysere og udnytte big data er i færd med at ændre den måde, hvorpå videnskabelig forskning udføres;

F.  der henviser til, at Kommissionen i sin meddelelse "Det europæiske cloudinitiativ - Opbygning af en konkurrencedygtig data- og vidensøkonomi i Europa" anerkender det forandringspotentiale, der ligger i åben forskning og cloud computing som en del af Europas digitale økonomi;

G.  der henviser til, at medlemsstaterne har forskellige politikker for adgang til net, datalagring og -behandling, hvilket skaber adskilte siloer og gør udvekslingen af viden langsommere;

H.  der påpeger, at den generelle forordning om databeskyttelse, direktivet om cybersikkerhed (NIS) og strategien for et digitalt indre marked kan udgøre grundlaget for en konkurrencedygtig og blomstrende europæisk digital økonomi, som er åben for alle aktører, der overholder reglerne;

I.  der henviser til, at data er den digitale økonomis råstof, og at anvendelsen af data er afgørende for digitaliseringen af europæisk forskning og industri og for udviklingen af nye teknologier og for jobskabelsen;

J.  der henviser til, at den nyligt vedtagne generelle forordning om databeskyttelse indeholder stærke garantier for beskyttelse af personoplysninger, og at der bør sikres en harmoniseret tilgang til dens gennemførelse;

K.  der henviser til, at Kommissionen i sin 2015-strategi for et digitalt indre marked lovede at tackle problemet med begrænsningerne af den frie udveksling af data og uberettigede restriktioner for placeringen af data med henblik på opbevaring eller forarbejdning;

L.  der påpeger, at Kommissionen bliver nødt til at fremlægge målrettede forslag om fjernelse af hindringerne for den frie udveksling af data, hvis det bedst mulige digitale indre marked skal kunne oprettes og implementeres;

M.  der henviser til, at indførelsen og udviklingen af cloudtjenester står over for udfordringer, der skyldes mangel på de nødvendige højhastighedsinfrastrukturer og -net i Europa;

N.  der påpeger, at målsætningen om at fremme og støtte gennemførelsen af forsknings- og datainfrastrukturer samt deres langsigtede bæredygtighed, herunder højtydende databehandlingscentre og andre forskningsinfrastrukturnet i verdensklasse, via forstærket samarbejde og udveksling af resultater vil bidrage til at løfte de store udfordringer, som videnskaben, erhvervslivet og samfundet står over for;

O.  der henviser til, at datamængden vokser med en hidtil uset hastighed, således at der ved udløbet af 2020 forventes at være over 16 billioner gigabyte data til rådighed, svarende til en årlig vækst i datagenereringen på 236 %;

P.  der henviser til, at en databaseret økonomi afhænger af, om det lykkes at skabe et bredere IKT-økosystem, herunder et tingenes internet til indsamling, højhastighedsbredbåndsnet til overførsel og cloud computing til behandling af data samt kvalificerede forskere og medarbejdere;

Q.  der henviser til, at samarbejde mellem europæiske videnskabskredse, anvendelsen og udvekslingen af data – altid i overensstemmelse med databeskyttelsesmyndighederne – og anvendelsen af nye teknologiske løsninger, herunder cloud computing og digitalisering af europæisk forskning, er forudsætninger for udviklingen af det digitale indre marked; der fremhæver, at den europæiske åbne forskningscloud (EOSC) vil have en positiv indvirkning på den videnskabelige udvikling i Europa; der påpeger, at EOSC skal udvikles og anvendes under den fornødne hensyntagen til de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i chartret om grundlæggende rettigheder;

Generelt

1.  hilser EOSC velkommen som model for brugen af en cloud i den private og den offentlige sektor; påskønner Kommissionens planer om at udvide brugergrundlaget til erhvervslivet og offentlige myndigheder så hurtigt som muligt;

2.  hilser Kommissionens meddelelse "Et europæisk cloudinitiativ – Udvikling af en konkurrencedygtig data- og videnøkonomi i Europa" velkommen som det første skridt til tilvejebringelse af et forsvarligt grundlag for åbne og konkurrencedygtige europæiske tiltag inden for cloud computing og højtydende databehandling;

3.  hilser Kommissionens europæiske cloudinitiativ velkommen som et led i gennemførelsen af strategien for det digitale indre marked og pakken vedrørende digitalisering af EU's industri, der skal fremme væksten i den europæiske digitale økonomi, bidrage til de europæiske virksomhedes konkurrenceevne og styrke den globale markedsposition; opfordrer Kommissionen til ved hjælp af klart definerede foranstaltninger at sikre, at initiativet passer til formålet, er udadvendt og fremtidssikret, og at det ikke skaber unødige barrierer;

4.  understreger betydningen af at gøre EU til et centrum for international forskning, at opnå den fornødne kritiske masse og at oprette ekspertiseklynger; påpeger, at der både er behov for ressourcemæssig kapacitet og et attraktivt miljø, hvis EU skal kunne tiltrække forskning i verdensklasse; fremhæver desuden, at åbenhed over for internationale forskere, der kan tiltrække internationale investeringer, er en afgørende forudsætning for, at EU kan blive til den mest konkurrencedygtige videnbaserede økonomi i verden;

5.  understreger, at arbejdet med standardisering af cloud computing bør fremskyndes; fremhæver, at bedre standarder og interoperabilitet vil muliggøre kommunikation mellem forskellige cloudbaserede systemer, således at man undgår at blive bundet til bestemte udbyderes cloudprodukter og -tjenester; opfordrer Kommissionen til at arbejde tæt sammen med kommercielle cloududbydere omkring udviklingen af åbne standarder på dette område;

6.  understreger, at merværdien af dette EU-initiativ er baseret på deling af åbne data og udvikling af et pålideligt, åbent miljø for lagring, deling og genbrug af videnskabelige data og resultater;

7.  understreger vigtigheden af at skabe større opmærksomhed om fordelene ved cloud computing, fordi efterspørgslen efter cloudtjenester stadig er for lav i Europa; påpeger, at cloud computing vil føre til økonomisk vækst som følge af sin omkostningseffektivitet og skalerbarhed; gentager, at SMV’er er Europas vigtigste drivkraft for beskæftigelse og vækst; fremhæver, at fordelene ved cloud computing kan være særligt udtalte for SMV’er, fordi de ofte mangler ressourcer til at investere i et større, fysisk IT-system i deres egne lokaler;

8.  påskønner "open science"-tilgangen og den rolle, den spiller for opbygningen af en europæisk vidensøkonomi og for en yderligere forbedring af kvaliteten af forskningen og dens udvikling i EU; understreger, at værdien af de indsamlede forskningsdata på nuværende tidspunkt ikke udnyttes optimalt af erhvervslivet, navnlig af SMV'er, på grund af manglen på frie datastrømme hen over landegrænser og manglende adgang til en enkelt platform eller portal, og bemærker, at Kommissionen sigter på, at alle de videnskabelige data, der kommer ud af Horisont 2020-programmet, i udgangspunktet skal være frit tilgængelige;

9.  understreger, at EOSC bør ledsages af en omfattende strategi for cybersikkerhed, fordi det videnskabelige samfund har behov for en sikker datainfrastruktur, som de kan bruge i deres forskningsarbejde uden at risikere, at data går tabt, korrumperes eller hackes; opfordrer Kommissionen til at tage højde for cybersikkerhedsspørgsmål lige fra første trin i alle dens IT-initiativer;

10.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at foregå med et godt eksempel og i udgangspunktet gøre alle forskningsdata med finansiering fra EU-programmer – såsom Horisont 2020, Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI), ESI-fondene m.m. – samt resultaterne heraf frit tilgængelige på grundlag af FAIR-principperne (dvs. at de skal være søgbare, tilgængelige, interoperable og genanvendelige);

11.  finder det foruroligende, at der mangler 4,7 mia. EUR til finansiering af det europæiske cloudinitiativ; opfordrer Kommissionen til at finde frem til passende finansieringsmekanismer for EOSC og den europæiske datainfrastruktur (EDI); opfordrer desuden Kommissionen til at afsætte tilstrækkelige ressourcer til denne politik i Horisont 2020 og i sit forslag til det niende rammeprogram;

12.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at alle EU-regioner får gavn af EOSC, ved at undersøge brugen af regionale udviklingsmidler til at udbrede initiativet;

13.  fremhæver, at blot 12 % af den finansiering, der er forpligtet under Den EFSI, på nuværende tidspunkt går til aktioner på det digitale område; opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremlægge målrettede tiltag, der rent faktisk kan forbedre inddragelsen af alle EU-fonde, herunder navnlig EFSI, i projekter relateret til det digitale indre marked, herunder vedrørende datadelingsinitiativer, digital tilgængelighed, infrastruktur og EU-dækkende digital konnektivitet, og til at afsætte flere ressourcer til at styrke europæisk forskning, udvikling og innovation, herunder inden for teknologier til beskyttelse af privatlivets fred og open source-sikkerhed; mener, at dette initiativ bør udvikles i synergi med andre Horisont 2020-programmer, herunder i forbindelse med "private cloud computing" og e-forvaltning;

14.  mener, at den private sektor lige fra begyndelsen bør inddrages i EOSC's brugergrundlag, for eksempel ved at tilbyde Software-as-a-Service (SaaS); påpeger, at europæisk erhvervsliv forventes at bidrage til at dække finansieringsgabet på 4,7 mia. EUR til det europæiske cloudinitiativ; bemærker, at det er usandsynligt, at virksomheder vil investere i programmet, hvis de ikke også kan få gavn af det;

15.  understreger, at en højtydende databehandlingsinfrastruktur på højeste teknologiske niveau er afgørende for EU’s konkurrenceevne; opfordrer Kommissionen til at sikre, at operationelle exascale-computere er tilgængelige i EU senest i 2022;

16.  opfordrer Kommissionen til at styrke deltagelsen af europæiske SMV’er og industrier i fremstillingen af hardware og software til EDI og derved sætte skub i EU's økonomi samt fremme bæredygtig vækst og jobskabelse;

17.  anmoder Kommissionen om at samarbejde med medlemsstaterne og andre, der finansierer forskning, om udformning og gennemførelse af køreplanen for forvaltning og finansiering og sikre, at der afsættes passende ressourcer til initiativet, og at styrke samordningen af de nationale tiltag for at undgå unødige overlapninger og udgifter;

18.  er enig i, at interoperabilitet og dataportabilitet er afgørende for at kunne løfte de store samfundsmæssige udfordringer, der kræver effektiv datadeling og en tværfaglig tilgang med flere aktører; bemærker, at den handlingsplan, der omtales i Kommissionens meddelelse om det europæiske cloudinitiativ (COM(2016)0178), er et nødvendigt værktøj for at reducere fragmenteringen og sikre, at forskningsdata bliver anvendt i henhold til FAIR-principperne;

19.  anmoder Kommissionen om at fremlægge en handlingsplan baseret på principperne om fuld gennemsigtighed og offentliggørelse med klare arbejdspakker og tidsplaner, som definerer de resultater, der skal nås, finansieringskilderne og de interessenter, der skal medvirke under hele processen;

20.  støtter EOSC som en del af det europæiske cloudinitiativ, som vil skabe et virtuelt miljø, hvor forskere og fagfolk fra alle regioner kan lagre, dele, forvalte, analysere og genbruge deres forskningsdata, herunder offentligt finansierede data, på tværs af fag- og landegrænser og derved bidrage til at sætte en stopper for fragmenteringen af det indre marked; opfordrer indtrængende Kommissionen til anvende en bred tilgang til åben videnskab, som inddrager open science-samfundet og uafhængige forskere, skabe større klarhed om de definitioner, der anvendes i meddelelsen, herunder navnlig foretage en klar sondring mellem det europæiske cloudinitiativ og EOSC, og til, i overensstemmelse hermed, at ajourføre lovgivningen med henblik på at lette genbrug af forskningsresultater;

21.  er af den opfattelse, at det europæiske cloudinitiativ skal sikre investeringer i videnskabs- og forskningssektoren for at skabe incitamenter og værktøjer til at dele og anvende data så bredt som muligt, og at det bør understøttes ved at etablere en stærk cloud- og datainfrastruktur i EU;

22.  understreger, at SMV’er udgør kernen i EU’s økonomi, og at der er behov for flere tiltag for at fremme SMV’ers og startupvirksomheders globale konkurrenceevne ved at skabe det bedst mulige miljø, med data af høj kvalitet, dataanalytikere, sikre tjenester og forventet omkostningseffektivitet ved indførelse af nye lovende teknologiske udviklinger;

23.  opfordrer Kommissionen til at skabe et økonomisk bæredygtigt grundlag for en europæisk cloud og tage konkrete skridt til at opmuntre SMV’er til at udbyde konkurrencedygtige løsninger for databehandling og -lagring på faciliteter baseret i medlemsstaterne;

24.  minder om de positive resultater, der er opnået med eksisterende paneuropæiske strukturer og de åbne data, der er tilgængelige i de nationale datalagerfaciliteter; erkender, at der stadig er mange hindringer for den fulde udnyttelse af dette initiativ på det indre marked; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at undersøge potentialet i allerede tilgængelige data og sikre en sammenhængende strategi for åbne data og muligheden for at genbruge sådanne data på tværs af medlemsstaterne; påpeger nødvendigheden af, at Kommissionen og medlemsstaterne undersøger behovet for yderligere investeringer i grænseoverskridende fysisk infrastruktur med særligt fokus på at kombinere HPC, højhastighedsbredbåndsnet og faciliteter til masselagring af data for at opnå en velfungerende datadreven europæisk økonomi; opfordrer Kommissionen til at overveje globale, industriledede og andre internationale partnerskaber på dette område;

25.  påpeger nødvendigheden af at tilskynde europæiske SMV'er til at gøre større brug af cloudtjenester; bemærker, at europæiske cloududbydere har brug for yderligere koordineret støtte til at fremme deltagelsen i den digitale verden, styrke tilliden på brugersiden og skabe større opmærksomhed omkring fordelene ved cloud computing;

26.  understreger, at virksomheders og borgeres adgang til bredbåndsinternet er en forudsætning for en konkurrencedygtig data- og videnøkonomi i EU; mener i den forbindelse, at udviklingen af clouden bør gå hånd i hånd med tiltag, der øger virksomheders og borgeres adgang til bredbåndsinternet, navnlig i landdistrikter;

27.  påpeger at digitale uddannelsestiltag på tværs af generationer, bl.a. til opnåelse af internetfærdigheder, er kritiske for cloududviklingen, idet det for at nå de digitale mål er nødvendigt at identificere og sætte ind mod de vigtigste mangler med hensyn til tekniske og effektivitetsmæssige færdigheder; påskønner de forslag, som er fremlagt inden for rammerne af Kommissionens nyligt vedtagne "nye dagsorden for færdigheder i Europa", og understreger behovet for tilstrækkelig finansiering;

28.  er overbevist om, at flere og flere nystartede cloudvirksomheder vil fremkomme med nicheløsninger, der vil gøre cloud computing hurtigere, nemmere og mere pålidelig, fleksibel og sikker;

29.  understreger, at HPC, der er vigtig for cloududviklingen, bør behandles som en integreret del af den europæiske datainfrastruktur på tværs af hele økosystemet, og at fordelene herved bør formidles bredt;

30.  bemærker, at inddragelse af akademiske og forskningsrelaterede institutioner og andre interessenter bør fremmes for at fastholde og støtte integrerede videnskabelige datainfrastrukturer og HPC;

31.  bemærker, at EOSC på baggrund af det eksisterende og fremtidige udbud af tjenester fra den private sektor og lande uden for EU vil skulle tilbyde såvel incitamenter som nye tjenester for kunne overvinde den indgroede vane med at holde sig til eksisterende forskningspraksis;

32.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at der er fokus på fremtidsorienteret europæisk vækst for at opbygge en konkurrencedygtig cloudindustri i EU; understreger betydningen af at sikre, at efterspørgslen efter cloudløsninger på markedet fortsætter med at stige, og at der tilskyndes til overgang til cloud computing i vertikale sektorer såsom finans, skat, socialsikring, produktionsvirksomhed, bankdrift, sundhed, medie- og underholdningsbranchen samt landbrug;

33.  mener, at den generelle forordning om databeskyttelse indeholder rammerne for beskyttelse af personoplysninger; bemærker imidlertid, at en fragmenteret gennemførelse heraf i de forskellige medlemsstater vil gøre det vanskeligere for forskere at udføre deres arbejde og dele deres resultater, hvilket så igen vil underminere bestræbelserne på at etablere et samarbejde mellem forskere via cloud computing; opfordrer derfor til, at den generelle forordning gennemføres og håndhæves korrekt;

34.  understreger, at løsningerne i forbindelse med det europæiske cloudinitiativ skal udformes under fornødent hensyn til de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i charteret om grundlæggende rettigheder, navnlig rettighederne vedrørende databeskyttelse, privatlivets fred, frihed og sikkerhed;

35.  påpeger, at dataøkonomien stadig befinder sig i en meget tidlig fase, at forretningsmodellerne stadig er under udvikling, og at de eksisterende modeller allerede er ved at blive ændret og udviklet yderligere; opfordrer Kommissionen til at sikre, at enhver lovgivning på dette område er i overensstemmelse med det teknologineutrale "innovationsprincip" og ikke vil udgøre nogen alvorlig hindring for innovation, digitalisering af industrien og udvikling af nye teknologier såsom tingenes internet og kunstig intelligens i EU;

36.  opfordrer Kommissionen til at arbejde sammen med medlemsstaterne og alle interessenter om at tage del i fastlæggelsen af nødvendige gennemførelsestiltag for at maksimere potentialet i det europæiske cloudinitiativ; mener, at åben innovation og åben videnskab berører mange flere aktører i innovationsprocessen, fra forskere til iværksættere, brugere, forvaltninger og civilsamfundet;

Den åbne forskningscloud

37.  påpeger, at centrale interessenter har været underrepræsenterede i drøftelserne og i storskalapilotprojekter; mener, at aktiv inddragelse af interessenter fra den offentlige og private sektor samt civilsamfundet på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk plan, samtidig med at man undgår administrative byrder, må være en forudsætning for en effektiv udveksling af information; understreger, at det europæiske cloudinitiativ bør opfylde behovet hos og være til gavn for ikke alene forskningsmiljøet, men også erhvervslivet, herunder SMV'er og startups, samt offentlige administrationer og forbrugere;

38.  understreger, at udviklingen af EOSC skal finde sted under behørig overholdelse af de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i chartret om grundlæggende rettigheder, navnlig retten til databeskyttelse, privatlivets fred, frihed og sikkerhed, og at denne skal overholde principperne om databeskyttelse gennem design og gennem standardindstillinger og principperne om proportionalitet, nødvendighed, dataminimering og formålsbegrænsning; fastslår, at anvendelsen af yderligere sikkerhedsforanstaltninger, som f.eks. pseudonymisering, anonymisering eller kryptografi, herunder kryptering, kan mindske risici og styrke beskyttelsen af de berørte registrerede, når persondata anvendes i store dataapplikationer eller cloud computing; minder om, at anonymisering er en irreversibel proces, og opfordrer Kommissionen til at udarbejde retningslinjer for, hvordan data kan anonymiseres; fastholder, at der er behov for særlig beskyttelse af følsomme data i overensstemmelse med gældende lovgivning; understreger, at ovennævnte principper i kombination med høje standarder for kvalitet, pålidelighed og fortrolighed er nødvendige for forbrugernes tillid til det europæiske cloudinitiativ;

39.  understreger, at initiativet om en åben forskningscloud bør føre til en pålidelig cloud, som er for alle: forskere, virksomheder og offentlige tjenester;

40.  påpeger, at der er behov for at oprette en åben, sikker samarbejdsplatform til forvaltning, analyse, deling, genbrug og bevaring af forskningsdata, hvor innovative tjenester kan udvikles og leveres på visse vilkår og betingelser;

41.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at undersøge mulighederne for hensigtsmæssige forvaltnings- og finansieringsrammer under fornødent hensyn til eksisterende initiativer, deres bæredygtighed og deres evne til at fremme ensartede konkurrencevilkår i hele EU; understreger, at medlemsstaterne bør overveje at integrere deres nationale finansieringsprogrammer med EU's ditto;

42.  opfordrer Kommissionen til at analysere alle finansieringskilder med henblik på etableringen af EOSC og til at styrke de eksisterende instrumenter med henblik på hurtigere udvikling, med særlig fokus på bedste praksis;

43.  anmoder Kommissionen om at sikre, at alle videnskabelige forskningsarbejder og data, der fremkommer under Horisont 2020-programmet, i udgangspunktet er frit tilgængelige, og anmoder medlemsstaterne om at tilpasse deres nationale forskningsprogrammer tilsvarende;

44.  forstår, at EOSC skal fremme digital forskning ved at mainstreame IT som en service for den offentlige forskningssektor i EU; opfordrer til at opbygge en forskningscloud efter en føderal model, der bringer offentlige forskningsorganisationer, interessenter, SMV’er, startups og e-infrastrukturer sammen med kommercielle udbydere for at opbygge en fælles platform, der kan udbyde en række tjenester til EU's forskningssamfund;

45.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i samarbejde med andre interessenter hurtigst muligt at udforme en køreplan med en klar tidsplan for gennemførelsen af de planlagte EOSC-foranstaltninger;

46.  opfordrer Kommissionen til nøje at vurdere de europæiske offentlige forskeres behov med henblik på at kunne identificere eventuelle huller i udbuddet af cloudinfrastruktur i EU; hvis der identificeres sådanne huller, bør Kommissionen opfordre europæiske udbydere af cloudinfrastruktur til at dele deres udviklingskøreplaner med henblik på en vurdering af, om private investeringer er tilstrækkelige til at udfylde sådanne huller, eller om der er brug for yderligere offentlige finansiering til dette formål;

47.  anmoder Kommissionen om at sikre, at alle videnskabelige forskningsarbejder og data, der fremkommer under Horisont 2020-programmet, kommer europæiske virksomheder og offentligheden til gode; slår til lyd for en ændring i de strukturer, der skal give akademikere, industrien og den offentlige sektor incitament til at dele deres data og forbedre dataforvaltningen, uddannelsen, de tekniske kompetencer og IT-færdighederne;

48.  glæder sig over, at cloudinitiativet fokuserer på at bygge netværk med høj båndbredde, lagringsfaciliteter i stor skala, HPC og et europæisk big data-økosystem;

49.  understreger, at udviklingen af 5G samt reglerne i en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation bør gøre EOSC mere attraktivt ved at udbyde internet af høj kvalitet og ny infrastruktur af topkvalitet;

50.  påskønner Kommissionens ambition om, at EU skal være i stand til at håndtere store mængder data med infrastrukturer drevet tjenester, som anvender realtidsdata fra sensorer eller applikationer, der sammenkører data fra forskellige kilder; påpeger, at det europæiske cloudinitiativ har til formål at sikre et bedre og mere harmoniseret arbejde med udvikling af infrastruktur;

51.  støtter en yderligere udvikling af GÉANT-netværket, så det kan blive det mest avancerede internationale net og fastholde EU's førende position inden for forskning;

52.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til sammen med interessenter at mindske fragmenteringen af de digitale infrastrukturer ved at fastlægge en køreplan for tiltag og en solid forvaltningsstruktur, der inddrager investorer, leverandører og brugere, og understreger behovet for at fremme principperne om åben forskning i forbindelse med dataforvaltning og -deling uden at hæmme innovationen eller krænke privatlivets fred og den intellektuelle ejendomsret i den digitale tidsalder;

53.  understreger betydningen af, at det europæiske cloudinitiativ bliver baseret på Connecting Europe-facilitetens byggesten, navnlig e-ID'er og e-underskrifter, for at styrke brugernes tillid til sikker, interoperabel og gnidningsløs elektronisk kommunikation i hele EU;

54.  opfordrer Kommissionen til at afsætte flere ressourcer til at styrke europæisk forskning, udvikling, innovation og uddannelse inden for cloud computing; understreger behovet for en infrastruktur og processer, der beskytter åbne data og brugernes privatliv;

55.  insisterer på, at standarderne skal muliggøre nem og fuldstændig portabilitet og en høj grad af interoperabilitet mellem cloudtjenesterne;

56.  er overbevist om, at initiativet om en åben forskningscloud bør bygge på åbne standarder for at sikre interoperabilitet, gnidningsløs kommunikation og undgå teknologisk fastlåsning;

57.  understreger, at anvendelsen af åbne standarder samt gratis open source-software er særlig vigtig for at garantere den nødvendige gennemsigtighed med hensyn til, hvordan personoplysninger og andre følsomme datatyper rent faktisk bliver beskyttet;

58.  påpeger, at den europæiske økonomi i stadig større grad er afhængig af supercomputeres ydeevne for at finde innovative løsninger, sænke omkostninger og bringe produkter og tjenester hurtigere på markedet; støtter Kommissionens bestræbelser på at skabe et exascale-supercomputersystem baseret på europæisk hardwareteknologi;

59.  mener, at Europa har behov for et komplet HPC-økosystem for at kunne erhverve supercomputere i topklasse, sikre forsyningen af sit HPC-system og levre HPC-tjenester til industrien og SMV’er til simulerings-, visualiserings- og prototypingformål; mener, at det er af afgørende betydning, at EU rangerer blandt de største supercomputingmagter i verden inden 2022;

60.  mener, at den europæiske teknologiplatform og det kontraktligt offentlig-private partnerskab (cPPP) vedrørende HPC er afgørende for at fastlægge Europas forskningsprioriteter med hensyn til udvikling af europæisk teknologi i alle segmenter af forsyningskæden til HPC-løsningen;

61.  glæder sig over Kommissionens forslag om i overensstemmelse med kvantemanifestet at lancere et flagskibsinitiativ inden for kvanteteknologi til en værdi af 1 mia. EUR;

62.  minder Kommissionen om, at cloudtjenestesektoren allerede har investeret milliarder af euro i at opbygge en infrastruktur i topklasse i Europa; påpeger, at EU's videnskabsfolk og forskere i dag kan benytte en cloudinfrastruktur, der giver dem mulighed for hurtigt at eksperimentere og innovere ved at tilgå en lang række tjenester og kun betale for det, de bruger, hvorved de hurtigt opnår en forbedring af "time to science"-faktoren; bemærker, at EU's meget vigtige støtte til forskning og udvikling ikke bør bruges på at overlappe eksisterende ressourcer, men i stedet på at stimulere gennembrud på nye videnskabelige områder, der kan styrke væksten og konkurrenceevnen;

63.  understreger, at forskermiljøet har behov for en sikker, open source-baseret infrastruktur med høj kapacitet for at fremme forskning og forebygge potentielle sikkerhedsbrud, cyberangreb eller misbrug af persondata, navnlig når store mængder af data indsamles, lagres og behandles; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte og give incitament til udviklingen af den nødvendige teknologi, herunder kryptografisk teknologi, under hensyntagen til princippet om sikkerhed gennem design; støtter Kommissionens bestræbelser på at styrke samarbejdet mellem offentlige myndigheder, den europæiske industri, bl.a. SMV'er og startups, forskere og den akademiske verden inden for områderne big data og cybersikkerhed fra de tidlige faser af forsknings- og innovationsprocessen med henblik på at muliggøre innovative og pålidelige europæiske løsninger og markedsmuligheder, samtidig med at der sørges for et passende sikkerhedsniveau;

64.  mener, at udviklingen af klare standarder for cloudinteroperabilitet, dataportabilitet og serviceleveranceaftaler vil sikre pålidelighed og gennemsigtighed for både cloududbydere og slutbrugere;

65.  understreger, at pålidelighed, sikkerhed og beskyttelse af persondata er nødvendig for at sikre forbrugernes tillid, idet en sådan tillid er grundlaget for sund konkurrencedygtighed;

66.  finder, at industrien bør spille en central rolle i udviklingen af almindeligt accepterede standarder, der passer til den digitale tidsalder, og at sådanne standarder vil give cloududbydere den fornødne sikkerhed til at fortsætte med at innovere og brugere den fornødne tillid til gøre større brug af cloudtjenester på EU-plan;

67.  opfordrer Kommissionen til at gå forrest med promoveringen af tværsektoriel, tværsproglig og grænseoverskridende interoperabilitet og ditto cloudstandarder og med støtten til privatlivsvenlige, pålidelige, sikre og energieffektive cloudtjenester som en integreret del af en fælles strategi, der fokuserer på at optimere mulighederne for at udvikle standarder, der har potentiale til at blive verdensomspændende;

68.  bemærker, at der er behov for en handlingsplan om datainteroperabilitet for at udnytte den store mængde data, som europæiske forskere producerer, og for at forbedre genanvendeligheden af dem inden for forskning og industri; opfordrer Kommissionen til at samarbejde med centrale videnskabelige interessenter om at udarbejde effektive systemer til at gøre data – herunder metadata, fælles specifikationer og dataobjektidentifikatorer – søgbare, tilgængelige, interoperable og genanvendelige (FAIR-princippet);

69.  bemærker, at EU forsømmer at investere i sit HPC-økosystem i samme grad som andre regioner i verden, dvs. for lidt i forhold til sit økonomiske og vidensmæssige potentiale;

70.  opfordrer Kommissionen til at fremme interoperabiliteten og til at forebygge teknologisk binding til bestemte leverandører ved at give flere forskellige udbydere af cloudinfrastruktur i Europa mulighed for at tilbyde et udvalg af konkurrencedygtige, interoperable og portable infrastrukturtjenester;

71.  opfordrer til foranstaltninger til at bevare en standardiseringsordning af høj kvalitet, der kan tiltrække de bedste teknologiske bidrag; anmoder Kommissionen om at vedtage politikker, der fjerner overdrevne hindringer i innovative sektorer for at give incitament til investeringer i forskning og udvikling samt i EU-dækkende standardisering;

72.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at maksimere sine bestræbelser på at undgå risikoen for teknologisk binding til bestemte leverandører på det digitale marked lige fra begyndelsen, navnlig på nye områder såsom det europæiske cloudinitiativ;

73.  anerkender betydningen af interoperabilitet og standarder med henblik på at styrke konkurrenceevnen i IKT-sektoren; anmoder Kommissionen om at identificere huller i standarderne i EOSC, herunder hvad angår SMV’er, startups og centrale europæiske sektorer; støtter udviklingen af markedsdrevne, frivillige, teknologineutrale, gennemsigtige, internationalt kompatible og markedsrelevante standarder;

74.  anser ISA2-programmet for at være en mulighed for at udforme interoperabilitetsstandarder for big data-forvaltning inden for de offentlige administrationer og i forbindelse med disses behandling af sager vedrørende virksomheder og borgere;

75.  påpeger, at standarder bør afspejle et påvist behov for erhvervslivet og andre interessenter; understreger, at det er vigtigt at formulere og nå til enighed om høje fælles standarder, der kan sikre effektiv brug og deling af data på tværs af individuelle discipliner, institutioner og landegrænser; opfordrer Kommissionen til i relevant omfang at identificere de bedste certificeringsordninger i medlemsstaterne med henblik på, med inddragelse af de relevante interessenter, at udarbejde et efterspørgselsdrevet, paneuropæisk sæt af standarder, der kan gøre det lettere at dele data og bygger på åbne og globale standarder, når det er berettiget; understreger vigtigheden af, at de initiativer, der tages i relation til det europæiske cloudinitiativ, afspejler det indre markeds behov, og at det forbliver globalt tilgængeligt og tilpasningsdygtigt til den teknologiske udvikling;

76.  støtter Kommissionens intentioner om at fjerne hindringer, navnlig af teknisk og lovmæssig karakter, for den frie bevægelighed for data og datatjenester, fjerne urimelige datalokaliseringskrav samt fremme dataenes interoperabilitet ved at kæde det europæiske cloudinitiativ sammen med initiativet om frie datastrømme; mener, at det for at opnå et digitalt samfund er nødvendigt, at frie datastrømme betragtes som den femte frihed i det indre marked; påpeger, at klare juridiske rammer, tilstrækkelige færdigheder og ressourcer i forbindelse med forvaltningen af big data samt anerkendelse af relevante faglige kvalifikationer er forudsætninger for at kunne frigøre cloud computings fulde potentiale; opfordrer indtrængende Kommissionen til i samarbejde med interessenterne, navnlig i erhvervslivet, at identificere uddannelsesmuligheder inden for big data og programmering, bl.a. som led i "dagsordenen for nye kvalifikationer", samt til at skabe incitamenter for interessenter, især SMV'er og startups, til at anvende, åbne og udveksle data på det indre marked;

77.  glæder sig over Kommissionens forslag om i overensstemmelse med kvantemanifestet at lancere et flagskibsinitiativ inden for kvanteteknologi til en værdi af 1 mia. EUR; understreger dog, at en gennemsigtig og åben høring af interessenterne er afgørende for at fremskynde udviklingen heraf og bringe kommercielle produkter frem til offentlige og private brugere;

Deling af åbne data, deling af forskningsdata

78.  glæder sig over, at udviklingen af EOSC vil give forskere og videnskabsfolk et sted, hvor de kan lagre, dele, bruge og genbruge data og skabe fundamentet for datadreven innovation i EU; understreger, at fordelene ved datadeling er bredt anerkendt;

79.  bemærker, at data er blevet en afgørende del af grundlaget for beslutningstagning på lokalt, nationalt og globalt plan; bemærker at datadeling også har vigtige fordele for lokale og regionale myndigheder, og at en åbning for forvaltningsdata styrker demokratiet og åbner nye erhvervsmuligheder;

80.  bakker op om den indsats, som Kommissionen og forskere i den europæiske industri og akademiske verden gør for at udvikle det offentligt-private partnerskab (OPP) om "Big Data Value" i synergi med CPPP-partnerskabet om HPC, der styrker opbygningen af data- og HPC-samfund og lægger grunden til en blomstrende databaseret økonomi i Europa; støtter OPP-partnerskabet om cybersikkerhed, der styrker samarbejdet mellem offentlige og private aktører på et tidligt stadium i forsknings- og innovationsprocessen for at få adgang til innovative og pålidelige europæiske løsninger;

81.  understreger, at Kommissionen så hurtigt som muligt bør tage tæt kontakt med industrielle partnere, navnlig SMV’er og startups, for at garantere, at virksomheds- og branchebehovene bliver imødekommet og integreret på passende vis i den senere fase af initiativet;

82.  tilskynder offentlige forvaltninger til at fremme sikre og pålidelige cloudtjenester ved at udarbejde klare lovrammer og arbejde videre på udviklingen af cloudspecifikke certificeringsordninger; bemærker, at virksomheder og forbrugere har behov for at føle sig trygge, når de begynder at bruge nye teknologier;

83.  mener, at offentlige forvaltninger i udgangspunktet bør gøre offentlige data frit tilgængelige; opfordrer indtrængende til, at der gøres fremskridt med fastlæggelsen af omfanget og hastigheden af frigivelsen af oplysninger som åbne data, med fastlæggelse af de centrale datasæt, der skal stilles til rådighed, og med tilskyndelsen til genbrug af åbne data på en åben måde;

84.  bemærker, at den forbløffende store vækst i digitale teknologier er den centrale drivkraft for produktion af massive rådatastrømme i cloudmiljøer, og at denne enorme indsamling af rådatastrømme i big data-systemer øger datakompleksiteten og ressourceforbruget i dataminingsystemer, der bygger på cloud computing; bemærker, at konceptet med mønsterbaseret datadeling giver mulighed for lokal databehandling tæt på datakilderne og omdanner rådatastrømme til praktisk anvendelige videnmønstre; påpeger, at disse videnmønstre har en dobbelt funktion, nemlig tilgængelighed af lokale videnmønstre, som kan danne grundlag for umiddelbare tiltag, og deltagerorienteret datadeling i cloudmiljøer;

85.  tilslutter sig Rådets konklusioner fra maj 2016 om overgangen til et system for åben videnskab, navnlig konklusionen om at det underliggende princip optimal genbrug af forskningsdata bør være "så åben som muligt, og så lukket som nødvendigt";

Tekst- og datamining

86.  understreger, at fuld tilgængelighed af offentlige data inden for EOSC ikke vil være tilstrækkelig til at fjerne alle hindringer for databaseret forskning;

87.  bemærker, at initiativet skal suppleres med en moderne ramme for ophavsret, der kan give mulighed for at befri de europæiske dataforskningsprocesser for fragmentering og manglende interoperabilitet;

88.  mener, at initiativet bør bevare balancen mellem forskernes rettigheder og rettighederne for rettighedsindehavere og andre aktører på det videnskabelige område, sikre fuld respekt for forfatteres og forlæggeres rettigheder og samtidig støtte innovativ forskning i Europa;

89.  mener, at forskningsdata kan deles inden for EOSC, med forbehold for forskeres og forskningsinstitutioners ophavsret, ved at indføre licensmodeller, hvor det er nødvendigt; påpeger, at bedste praksis i denne henseende er ved at blive fastlagt inden for rammerne af pilotprojektet om fri adgang til forskningsdata under Horisont 2020;

90.  mener, at databasedirektivet 96/9/EF, som har brug for at blive revideret, begrænser brugen af data, uden at det efter alt at dømme giver nogen økonomisk eller videnskabelig merværdi;

Databeskyttelse, beskyttelse af grundlæggende rettigheder og datasikkerhed

91.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at træffe foranstaltninger for at fremme en yderligere harmonisering af medlemsstaternes lovgivninger med henblik på at undgå tvivl omkring domstolskompetence og fragmentering samt for at sikre gennemsigtighed på det digitale indre marked;

92.  mener, at EU er førende inden for beskyttelse af privatlivets fred, og anbefaler et højt databeskyttelsesniveau i hele verden;

93.  understreger, at der er behov for en koordineret tilgang mellem databeskyttelsesmyndigheder, politiske beslutningstagere og industrien til gavn for organisationer i forbindelse med denne omstilling ved at levere compliance-værktøjer og sørge for ensartet fortolkning og anvendelse forpligtelser samt ved at øge opmærksomheden omkring de spørgsmål, som borgerne og virksomhederne lægger vægt på;

94.  understreger, at EU er en global importør og eksportør af digitale tjenester og har brug for en stærk cloud computing- og dataøkonomi for at være konkurrencedygtig; opfordrer Kommissionen til at føre an i bestræbelserne på at skabe ensartede, globalt anerkendte standarder for beskyttelse af persondata;

95.  mener, at de globale datastrømme er afgørende for international handel og økonomisk vækst, og at Kommissionens initiativ om frie datastrømme bør give virksomheder, der opererer i Europa, navnlig inden for den voksende cloud computing-sektor, mulighed for at være blandt de førende i det internationale innovationskapløb; understreger, at initiativet også bør sigte på at ophæve alle arbitrære restriktioner for, hvor virksomheder skal placere infrastrukturen eller lagre data, fordi disse vil bremse udviklingen af Europas økonomi;

96.  mener, at EU's nuværende databeskyttelseslovgivning, navnlig den for nylig vedtagne generelle forordning om databeskyttelse og direktivet om databeskyttelse på retshåndhævelsesområdet (direktiv (EU) 2016/680)(10), indeholder stærke sikkerhedsgarantier for beskyttelse af persondata, herunder sådanne, som er indsamlet, aggregeret og pseudonymiseret med videnskabelige forskningsmål for øje, og følsomme data vedrørende sundhed, sammen med særlige betingelser for deres offentliggørelse, de registreredes ret til indsigelse mod yderligere behandling og regler om adgang for retshåndhævende myndigheder i forbindelse med strafferetlig efterforskning; opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til disse sikkerhedsgarantier i forbindelse med udviklingen af EOSC og gennemførelsen af reglerne om adgang til heri lagrede data; fastslår, at en harmoniseret tilgang til gennemførelsen af den generelle forordning om databeskyttelse, herunder retningslinjer, compliance-værktøjer og oplysningskampagner for borgere, forskere og virksomheder, er af afgørende betydning, navnlig for udviklingen af EOSC og for fremme af samarbejdet på forskningsområdet, bl.a. gennem højtydende databehandling;

97.  mener, at frie datastrømme er til gavn for den digitale økonomi og udviklingen af videnskab og forskning; understreger, at Kommissionens initiativ om frie datastrømme bør give den voksende europæiske cloudcomputingsektor mulighed for at placere sig i forreste linje af det globale innovationskapløb, bl.a. i forbindelse med forsknings- og innovationsformål; minder om, at enhver overførsel af persondata til cloudinfrastrukturer eller andre modtagere, som befinder sig uden for EU, bør overholde de regler for overførsler, der er fastsat i den generelle forordning om databeskyttelse, og at Kommissionens initiativ om frie datastrømme bør være i overensstemmelse med disse bestemmelser; understreger, at initiativet også bør have til formål at mindske restriktionerne med hensyn til, hvor virksomheder bør placere infrastruktur eller opbevare data, eftersom disse vil hæmme udviklingen af Europas økonomi og hindre forskere i at drage den fulde nytte af datadreven forskning, samtidig med at restriktionerne i databeskyttelseslovgivningen opretholdes med henblik på at forhindre eventuel senere misbrug vedrørende EOSC;

98.  er fast overbevist om, at Unionen bør gå i spidsen for så vidt angår sikkerhed og beskyttelse af persondata, herunder følsomme data, og bør sikre en høj grad af databeskyttelse og datasikkerhed i hele verden; mener, at EU's databeskyttelsesramme sammen med en inklusiv strategi for cybersikkerhed, der vil sikre en pålidelig datainfrastruktur, som er beskyttet mod tab af data, indtrængen eller angreb, kan udgøre en konkurrencefordel for europæiske virksomheder med hensyn til privatlivets fred; opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre, at EOSC bevarer den videnskabelige uafhængighed og objektivitet i forskningen og beskytter arbejdet i det videnskabelige samfund i Unionen;

99.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at problemer vedrørende grundlæggende rettigheder, databeskyttelse, intellektuelle ejendomsrettigheder og følsom information behandles under streng overholdelse af den generelle forordning om databeskyttelse og databeskyttelsesdirektivet (95/46/EF); gør opmærksom på, at sikkerhedstruslerne mod cloudinfrastrukturen er blevet mere internationale, diffuse og komplekse, vanskeliggør en mere intensiv brug heraf og derfor kræver et europæisk samarbejde; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaternes nationale myndigheder til i samråd med Den Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA) at samarbejde om at skabe en sikker og pålidelig digital infrastruktur og opbygge et højt niveau af cybersikkerhed i overensstemmelse med NIS-direktivet;

100.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at dette initiativ er egnet til formålet og er fremtidsorienteret, fremtidssikret og teknologisk neutralt og fremhæver, at Kommissionen og medlemsstaterne skal lytte til markedet og til cloud computing-industrien selv for at imødekomme sektorens aktuelle og fremtidige efterspørgsel og for at tilskynde til innovation i cloudbaserede teknologier;

101.  bemærker big data’s potentiale for at tilskynde til teknologisk innovation og opbygning af en videnbaseret økonomi; bemærker, at en mindskelse af hindringerne for videndeling vil styrke virksomhedernes konkurrenceevne og samtidig være til gavn for lokale og regionale myndigheder; fremhæver betydningen af at styrke dataportabilitet;

102.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at arbejde med industriledede initiativer vedrørende fastsættelse af standarder for at sikre, det indre marked forbliver tilgængeligt for tredjelande og tilpasningsdygtigt over for teknologisk udvikling, og undgå hindringer, der vil bremse innovation og konkurrenceevne i Europa; bemærker, at fastsættelse af standarder i forbindelse med datasikkerhed og beskyttelse af privatlivets fred hænger tæt sammen med spørgsmålet om jurisdiktion, og at nationale myndigheder spiller en central rolle heri;

103.  fremhæver, at der skal tages højde for eksisterende initiativer for at undgå duplikering, der kan bremse åbenhed, konkurrence og vækst, og at markedsdrevne, fælleseuropæiske standarder for datadeling skal overholde internationale standarder;

104.  understreger behovet for at finde en balance mellem reelle bekymringer om databeskyttelse og behovet for at sikre en uudnyttet "fri datastrøm"; minder om behovet for, at eksisterende regler om databeskyttelse overholdes på et åbent marked for big data;

105.  bakker op om forslaget om at gøre åbne forskningsdata til standard for nye Horisont 2020-projekter, fordi offentligt finansierede forskningsdata er et offentligt gode, produceret i offentlighedens interesse og bør være tilgængelige med så få restriktioner som muligt på en rettidig og ansvarlig måde;

106.  påpeger, at det europæiske cloudinitiativ fokuserer på potentielt følsomme sektorer inden for forskning og udvikling samt myndigheders e-portaler; fastholder, at spørgsmålet om cybersikkerhed for cloudtjenester bedst behandles inden for rammerne af NIS-direktivet;

107.  påpeger betydningen af at styrke interoperabiliteten mellem forskelligt udstyr inden for netværk, yde sikkerhedsgarantier og fremme forsyningskæder for komponenter, som alle er vigtige forudsætninger for at kunne afsætte teknologien;

o
o   o

108.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 81 E af 15.3.2011, s. 45.
(2) EUT L 318 af 4.12.2015, s. 1.
(3) EUT L 175 af 27.6.2013, s. 1.
(4) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0089.
(5) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0009.
(6) EUT C 482 af 23.12.2016, s. 89.
(7) EUT C 468 af 15.12.2016, s. 19.
(8) EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1.
(9) EUT L 194 af 19.7.2016, s. 1.
(10) EUT L 119 af 4.5.2016, s. 89.


Investering i beskæftigelse og vækst - maksimering af bidraget fra de europæiske struktur- og investeringsfonde
PDF 219kWORD 61k
Europa-Parlamentets beslutning af 16. februar 2017 om investering i beskæftigelse og vækst - maksimering af bidraget fra de europæiske struktur- og investeringsfonde: en evaluering af den i artikel 16, stk. 3, i forordningen om fælles bestemmelser nævnte rapport (2016/2148(INI))
P8_TA(2017)0053A8-0385/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 174 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (i det følgende benævnt forordningen om fælles bestemmelser)(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1301/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og om særlige bestemmelser vedrørende målet om investeringer i vækst og beskæftigelse og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1080/2006(2),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1304/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Socialfond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1081/2006(3),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 af 17. december 2013 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005(4),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1299/2013 af 17. december 2013 om særlige bestemmelser for støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling til målet om europæisk territorialt samarbejde(5),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1302/2013 af 17. december 2013 om ændring af forordning (EF) nr. 1082/2006 om oprettelse af en europæisk gruppe for territorialt samarbejde (EGTS), for så vidt angår klarhed, forenkling og forbedring af oprettelsen af sådanne grupper og af deres funktion(6),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 af 15. maj 2014 om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2328/2003, (EF) nr. 861/2006, (EF) nr. 1198/2006 og (EF) nr. 791/2007 samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1255/2011(7),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/1017 af 25. juni 2015 om Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer, Det Europæiske Centrum for Investeringsrådgivning og Den Europæiske Portal for Investeringsprojekter og om ændring af forordning (EU) nr. 1291/2013 og (EU) nr. 1316/2013 — Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer(8),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "Investering i job og vækst - maksimering af bidraget fra de europæiske struktur- og investeringsfonde" (COM(2015)0639),

–  der henviser til sin beslutning af 11. maj 2016 om fremskyndelse af gennemførelsen af samhørighedspolitikken(9),

–  der henviser til sin beslutning af 6. juli 2016 om synergi for at fremme innovation: De europæiske struktur- og investeringsfonde, Horisont 2020 og andre europæiske innovationsfonde og EU-programmer(10),

–  der henviser til sin beslutning af 26. november 2015 med titlen "Hen imod forenkling og resultatorienteret tilgang i samhørighedspolitikken for perioden 2014-2020"(11),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 26. februar 2016 om investering i job og vækst – maksimering af bidraget fra de europæiske struktur- og investeringsfonde,

–  der henviser til udtalelse af 25. maj 2016 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om Kommissionens meddelelse med titlen "Investering i job og vækst - maksimering af bidraget fra de europæiske struktur- og investeringsfonde"(12),

–  der henviser til Regionsudvalgets udtalelse af 9. juli 2015 med titlen "Resultaterne af forhandlingerne om partnerskabsaftalerne og de operationelle programmer"(13),

–  der henviser til den sjette rapport om økonomisk, social og territorial samhørighed (COM(2014)0473),

–  der henviser til undersøgelsen fra Generaldirektorat for Interne Politikker (Temaafdeling B: Struktur- og Samhørighedspolitik) fra juni 2016 med titlen “Maximisation of synergies between European Structural and Investment Funds and other EU instruments to attain the Europe 2020 goals”,

–  der henviser til undersøgelsen fra Generaldirektorat for Interne Politikker (Temaafdeling B: Struktur- og Samhørighedspolitik) fra september 2016 med titlen ”Evaluation of the Report under Article 16(3) of the CPR”,

–  der henviser til analysen fra Generaldirektorat for Interne Politikker (Temaafdeling B: Struktur- og Samhørighedspolitik) fra september 2016 med titlen ”Financial instruments in the 2014-20 programming period: first experiences of Member States”,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget og udtalelser fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, Budgetudvalget, Transport- og Turismeudvalget, Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og Kultur- og Uddannelsesudvalget (A8-0385/2016),

A.  der henviser til, at samhørighedspolitikken udgør en væsentlig del af EU's budget, hvor den tegner sig for omtrent en tredjedel af alle udgifter;

B.  der henviser til, at de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene) med et budget på 454 mia. EUR for perioden 2014-2020 er EU's vigtigste investeringspolitiske redskab og en livsvigtig kilde til offentlige investeringer i mange medlemsstater, og at de har medført flere jobs, vækst og investeringer over hele EU og mindsket forskellene på regionalt og lokalt plan med henblik på at fremme økonomisk, social og territorial samhørighed;

C.  der henviser til, at partnerskabsaftalerne udgør grundlaget for den i artikel 16, stk. 3, nævnte rapport, som er forelagt af Kommissionen;

D.  der henviser til, at forhandlingerne om partnerskabsaftalerne og de operationelle programmer (OP'er) for perioden 2014-2020 har været en moderniseret, stærkt tilpasset og intens proces med en ny ramme for resultater, forhåndsbetingelser og tematisk koncentration, men at de også har resulteret i alvorlige forsinkelser i den faktiske gennemførelse af samhørighedspolitikken, bl.a. på grund af mangler i den administrative kapacitet i en række regioner og medlemsstater, og at processen er blevet yderligere bremset af proceduren for udpegelse af forvaltningsmyndigheder;

E.  der påpeger, at det er ubestridt, at de operationelle programmer ikke kunne vedtages i tide, fordi den lovgivningsmæssige ramme først blev vedtaget i slutningen af 2013 som følge af de langvarige forhandlinger og den sene aftale om FFR; der henviser til, at implementeringen af OP'er som konsekvens heraf fik en langsom start, hvilket påvirkede anvendelsen af politikken på lokalt plan;

F.  der henviser til, at der blev fastlagt fælles bestemmelser for alle fem ESI-fonde, hvorved deres indbyrdes sammenhæng blev styrket;

G.  der henviser til, at samhørighedspolitikken i den nuværende periode står over for mange udfordringer som følge af såvel den finansielle krise, der har ført til et fald i de offentlige investeringer i mange medlemsstater og efterladt ESI-fondene og medlemsstaternes medfinansiering som det primære redskab til offentlige investeringer i mange medlemsstater, som migrationskrisen;

H.  der henviser til, at samhørighedspolitikken i programmeringsperioden 2014-2020 er blevet mere målrettet gennem tematisk koncentration og understøtning af EU's prioriteringer og målsætninger;

I.  der henviser til, at ESI-fondene i den nuværende finansieringsperiode er mere resultatorienterede og bygger på et investeringsmiljø, som giver plads til øget effektivitet;

J.  der finder, at investeringerne under samhørighedspolitikken i større grad skal være tilpasset til prioriteringen af intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst i Europa 2020-strategien og til det europæiske semester;

K.  der henviser til, at taskforcen for bedre gennemførelse har bidraget til at mindske flaskehalse og forsinkelser i tildelingen af midler;

Deling af resultater, kommunikation og synlighed

1.  bemærker, at Europa befinder sig i en vanskelig fase i økonomisk, social og politisk henseende, således at der mere end nogensinde er brug for en effektiv investeringspolitik, der er orienteret mod vækst og beskæftigelse, er tæt på borgerne og bedre egnet til at opfylde specifikke territoriale behov, og at en sådan politik bør søge at tackle arbejdsløsheden og de sociale uligheder i Unionen og dermed skabe europæisk merværdi; mener, at EU for at genvinde borgernes tillid må indlede tilpasningsprocesser, der tager sigte på at opfylde de krav, som er omhandlet i artikel 9 i TEUF;

2.  bemærker, at samhørighedspolitikken for perioden 2014-2020 er blevet grundigt omarbejdet, hvilket kræver en mentalitetsændring og nye arbejdsmetoder på alle forvaltningsniveauer, herunder i form af tværgående koordination og inddragelse af interessenter samt i muligt omfang lokaludvikling styret af lokalsamfundet (CLLD); påpeger, at den seneste tids fremadrettede og eksemplariske reformer ofte ignoreres, og at samhørighedspolitikken ofte stadig opfattes som en traditionel udgiftspolitik frem for som en udviklings- og investeringspolitik, der giver konkrete resultater;

3.  mener, at den centrale kommunikation omkring projekter under samhørighedspolitikken bør fokusere på europæisk merværdi, solidaritet og synligheden af succeshistorier, samtidig med at man fremhæver vigtigheden af at udveksle bedste praksis og tage ved lære af projekter, der ikke når deres mål; finder det vigtigt, at kommunikationen omkring ESI-fondene moderniseres og intensiveres; understreger behovet for at identificere og gennemføre nye redskaber til at formidle resultaterne af samhørighedspolitikken; mener, at det er nødvendigt at investere i regional efterretnings- og dataindsamling som led i en vedvarende indsats for at oprette og ajourføre databaser under hensyn til lokale og regionale behov, særlige forhold og prioriteter, som det er tilfældet med den allerede eksisterende S3-platform, hvilket vil sætte den interesserede offentlighed i stand til effektivt at kontrollere projekternes europæiske merværdi;

4.  understreger, at der for at forbedre kommunikationen om og synligheden af ESI-fondene må lægges større vægt på interessenters og modtageres deltagelse og på en meningsfuld inddragelse af borgerne i samhørighedspolitikkens udformning og implementering; opfordrer derudover indtrængende Kommissionen, medlemsstaterne, regionerne og byerne til at kommunikere mere om både samhørighedspolitikkens resultater og de indhøstede erfaringer og til at fremlægge en koordineret og målrettet handlingsplan;

Tematisk koncentration

5.  hilser den tematiske koncentration velkommen, da den har vist sig at være et nyttigt værktøj til at skabe en mere målrettet politik og større effektivitet for EU's prioriteter og Europa 2020-strategien og derigennem har styrket processen med at omdanne viden til innovation, vækst og beskæftigelse; opfordrer derfor medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder til at træffe klare afgørelser om investeringsprioriteringer og udvælge projekter på grundlag af prioriteterne for ESI-fondene samt til at anvende strømlinede og effektive gennemførelsesprocesser;

6.  påpeger, at en analyse af den tematiske koncentration bør specificere, hvordan medlemsstaternes strategiske valg og fordelingen af ressourcer på tværs af tematiske målsætninger opfylder de forskellige territoriers specifikke behov; beklager, at dette aspekt fremgår ikke fremgår særlig tydeligt af Kommissionens artikel 16 -rapport;

7.  mener, at resultaterne og de gavnlige virkninger af samhørighedspolitikken skal formidles mere effektivt, ikke mindst for at genoprette tilliden til det europæiske projekt;

8.  fastholder, at samhørighedspolitikken fortsat bør have et tematisk fokus, samtidig med at der tillades en så høj grad af fleksibilitet, at det er muligt at tage hensyn til de særlige behov i hver enkelt region, herunder navnlig de mindre udviklede regioner, som fastlagt i forordningerne; opfordrer til at blive ved med at investere ESI-fondsmidler i overgangsregioner for at bevare de resultater, der er opnået med de midler og tiltag, der allerede er sat ind;

9.  understreger især, at der bør tages hensyn til forholdene i byområder eller landdistrikter, regioner med udviklingsefterslæb, overgangsregioner og regioner med permanente naturlige eller geografiske handicap, og at der bør udformes passende støttepolitikker for udviklingen af disse områder, som uden samhørighedspolitikken måske ville være ude af stand til at indhente de mere udviklede regioner; opfordrer Kommissionen til at fortsætte og udvide strategierne til gennemførelse af dagsordenen for byerne i samarbejde med lokale myndigheder og storbyregioner, der anses for EU-vækstcentre; minder i denne forbindelse om, at det er vigtigt at give medlemsstaterne og regionerne tilstrækkelig fleksibilitet til at kunne løfte nye politikudfordringer såsom indvandring (uden at glemme de oprindelige og fortsat relevante mål med samhørighedspolitikken og regionernes specifikke behov) samt den digitale dimension af samhørighedspolitikken i bred forstand (herunder spørgsmålene om IKT og bredbåndsadgang, der er knyttet til fuldførelsen af det digitale indre marked); gør opmærksom på, at ESI-fondene har en vigtig rolle at spille i gennemførelsen af strategierne for energiunionen og den cirkulære økonomi og opfyldelsen af EU's forpligtelser i henhold til Parisaftalen om klimaændringer;

10.  mener, at der bør fokuseres mere på subregionale områder med en betydelig ophobning af problemer, der ofte findes i fattigdomslommer, ghettosamfund og belastede kvarterer med en overrepræsentation af marginaliserede grupper såsom romaer;

11.  støtter den gradvise ændring af fokus fra støtte til større infrastrukturelle projekter hen imod stimulering af vidensøkonomi, innovation og social integration samt kapacitetsopbygning og myndiggørelse af aktører, herunder fra civilsamfundet, i samhørighedspolitikken, samtidig med at der tages hensyn til de særlige forhold i mindre udviklede regioner, som stadig har brug for støtte til infrastrukturudvikling og for hvilke markedsbaserede løsninger ikke altid er mulige, og til det faktum, at den enkelte medlemsstat bør have tilstrækkeligt råderum til at kunne foretage investeringer i henhold til sine egne prioriteter, som fastsat i partnerskabsaftalerne, for at fremme sin økonomiske, sociale og territoriale udvikling;

12.  er af den opfattelse, at ESI-fondene, herunder navnlig programmerne for europæisk territorialt samarbejde, bør anvendes til at skabe og fremme kvalitetsjob samt livslang læring og erhvervsuddannelse og faglige (efter-)uddannelsessystemer, herunder skoleinfrastruktur, af høj kvalitet for at sætte arbejdstagere i stand til, under gode forhold, at tilpasse sig til den ændrede virkelighed på arbejdsmarkedet, samt stimulere bæredygtig vækst, konkurrenceevne, udvikling og fælles velstand, der tilsigter at opnå et socialt retfærdigt, bæredygtigt og inklusivt Europa, samtidig med at der sættes fokus på de mindst udviklede områder og sektorer med strukturelle problemer og ydes støtte til de mest sårbare og udsatte grupper i samfundet, navnlig unge (i kombination med programmer såsom Erasmus+) og de mennesker, der har færrest færdigheder eller kvalifikationer, ligesom de bør anvendes til at øge beskæftigelsen gennem den cirkulære økonomi og forhindre skolefrafald; påpeger, at ESF er et instrument, som understøtter gennemførelsen af politikker af offentlig interesse;

13.  finder det betænkeligt, at arbejdsløsheden – navnlig blandt unge og kvinder samt i landdistrikterne – fortsat er meget høj i mange medlemsstater på trods af alle bestræbelser, og mener, at samhørighedspolitikken også skal give bud på en løsning på dette problem; henstiller til Kommissionen, at den er mere opmærksom på samhørighedspolitikkens betydning for fremme af beskæftigelsen og mindskelse af arbejdsløsheden; bemærker i den forbindelse, at ungdomsbeskæftigelsesinitiativet er blevet integreret i 34 ESF-programmer i de 20 støtteberettigede medlemsstater, hvorved unge arbejdsløse har fået mulighed for at få gavn af ungdomsinitiativet med henblik på at få anerkendt deres færdigheder og kvalifikationer; er dog bekymret over den forsinkede start på gennemførelsen af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet og over den måde, hvorpå ungdomsgarantien implementeres i visse regioner; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at intensivere deres bestræbelser på at opnå betydelige og håndgribelige virkninger af de investerede midler på en hurtig og effektiv måde, navnlig hvad angår de midler, som stilles til rådighed i form af forskudsbetalinger, og sikre, at ungdomsbeskæftigelsesinitiativet gennemføres korrekt og sikrer anstændige arbejdsvilkår for unge arbejdstagere; opfordrer især til, at der tages højde for erhvervslivets reelle behov, når ESI-fondsmidler anvendes til uddannelsesformål, således at der kan skabes reelle jobmuligheder og opnås langsigtet beskæftigelse; mener, at bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed, social inklusion og de demografiske udfordringer, som Europa står over for i dag og på mellemlang sigt, bør være de områder, som samhørighedspolitikken primært bør fokusere på; opfordrer til at opretholde ungdomsbeskæftigelsesinitiativet efter 2016 med henblik på at fortsætte bestræbelserne på at bekæmpe ungdomsarbejdsløshed, samtidig med at det gøres til genstand for en grundig operationel analyse med henblik på at kunne foretage de tilpasninger, som er nødvendige for at gøre det mere effektivt;

14.  finder det stærkt betænkeligt, at Kommissionen hvad angår ungdomsgarantiordningen, som i 2014-2020 vil modtage i alt 12,7 mia. EUR fra ESF og det særlige ungdomsbeskæftigelsesinitiativ, og som på grund af denne finansiering allerede betragtes som drivkraften bag bestræbelserne på at sætte skub i ungdomsbeskæftigelsen, ikke har foretaget en cost-benefit-analyse, hvilket ellers er en standardprocedure ved alle større initiativer fra Kommissionens side; påpeger, at der følgelig mangler oplysninger om de potentielle samlede omkostninger ved gennemførelsen af garantiordningen i hele EU, og at der – som Revisionsretten har understreget – er en risiko for, at det samlede finansieringsbeløb er utilstrækkelig;

15.  understreger vigtigheden af kommunikation, navnlig digital kommunikation, således at informationen om mulighederne for at få hjælp til at finde en uddannelse, en praktikplads eller et arbejde på områder, der medfinansieres med EU-midler, kan nå ud til så mange unge mennesker som muligt; opfordrer til at øge informationen om portaler som DROP'PIN og EURES og til at øge unge menneskers muligheder for mobilitet inden for det indre marked, der betragtes som det største uudnyttede potentiale i kampen mod arbejdsløsheden i EU;

16.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at medlemsstaterne overholder konventionen om rettigheder for personer med handicap, når de gennemfører projekter med støtte fra ESI-fondene, herunder målsætningen om, at personer med handicap frem for at bo på institutioner skal integreres i lokalsamfundet;

17.  minder om, at færdiggørelsen af det centrale TEN-T-net udgør en prioritet i den europæiske transportpolitik, og at ESI-fondene er et meget vigtigt redskab til gennemførelsen af dette projekt; understreger behovet for at udnytte potentialet i ESI-fondene til at knytte potentialet i TEN-T's hovednet og samlede net sammen med regionale og lokale transportinfrastrukturer; anerkender vigtigheden af Samhørighedsfonden til forbedring af infrastruktur og konnektivitet i Europa og fastholder betydningen af, at denne fond bevares i den nye finansielle ramme efter 2020;

18.  understreger, at transportens multimodale karakter bør være en vigtig faktor ved vurderingen af infrastrukturprojekter, der finansieres af ESI-fondene, men at den ikke bør være det eneste kriterium for vurdering af projektforslag, navnlig hvis der er tale om medlemsstater med store investeringsbehov på transportinfrastrukturområdet;

19.  understreger behovet for at opretholde traditionelle erhverv, herunder håndværkstraditioner og hertil knyttede færdigheder, og for at udvikle strategier for at stimulere vækstmulighederne for iværksættere inden for traditionelle erhverv med henblik på at bevare den kulturelle identitet inden for disse erhverv; henleder opmærksomheden på betydningen af at støtte arbejde, som har tilknytning til faglig uddannelse af og mobilitet for unge håndværkere;

Forhåndsbetingelser

20.  understreger, at en effektiv overvågning af forhåndsbetingelser er nødvendig for at kunne registrere den gjorte indsats og de opnåede resultater; mener, at forhåndsbetingelserne, navnlig forhåndsbetingelsen om forsknings- og innovationsstrategierne for intelligent specialisering (RIS3), har vist deres værd, og foreslår, at de forbedres yderligere; påpeger, at der bør lægges mere vægt på styrkelsen af mikrovirksomheder samt små og mellemstore virksomheder;

21.  henleder opmærksomheden på, at en væsentlig andel af forhåndsbetingelserne endnu ikke er blevet opfyldt; opfordrer derfor til, at der foretages en analyse af den aktuelle situation og træffes målrettede foranstaltninger til at modvirke dette, uden at det går ud over den optimale udnyttelse af midlerne eller gør samhørighedspolitikken mindre effektiv;

Resultatbaseret budgettering

22.  understreger, at den lovgivningsmæssige ramme for 2014-2020 og partnerskabsaftalerne har givet samhørighedsprogrammerne et stærkt resultatorienteret fokus, og at denne fremgangsmåde også kan tjene som eksempel for andre udgiftsområder i EU-budgettet; påskønner indførelsen af fælles indikatorer, som vil gøre det muligt at måle og benchmarke resultater; mener, at arbejdet med indikatorer skal videreføres for at forbedre dokumentationen af ESI-fondenes udgifter og optimere udvælgelsen af projekter;

23.  påpeger, at en vigtig nyskabelse har været indførelsen af tematisk koncentration, hvor investeringerne er rettet mod specifikke mål og prioriteringer, der svarer til resultatindikatorer og mål, som specifikt er vedtaget for samtlige temaer;

24.  minder om, at der er indført en resultatreserve for hver medlemsstat bestående af 6 % af de ressourcer, der er afsat til ESI-fondene; minder om, at reserven på grundlag af de nationale rapporter fra 2017 og resultatgennemgangen i 2019 kun skal tildeles de programmer og prioriteringer, for hvilke delmålene er nået; opfordrer til fleksibilitet for så vidt angår iværksættelsen af nye forpligtelser over resultatreserven, når programmerne har nået deres mål og delmål i de kommende år; anmoder Kommissionen om at vurdere, hvorvidt resultatreserven reelt skaber merværdi eller blot fører til mere bureaukrati;

Det europæiske semester

25.  konstaterer, at medlemsstaterne har vurderet, at over to tredjedele af de landespecifikke henstillinger, der blev vedtaget i 2014, er relevante for de samhørighedspolitiske investeringer, og bemærker med tilfredshed, at de har taget dette i betragtning i deres programprioriteter; erkender, at de landespecifikke henstillinger i den nærmeste fremtid kan udløse ændringer af ESI-fondsprogrammerne med henblik på at sikre støtte til strukturreformer i medlemsstaterne; påpeger, at de landespecifikke henstillinger og de nationale reformprogrammer udgør et klart bindeled mellem ESI-fondene og processerne i det europæiske semester;

26.  understreger betydningen af at etablere en afbalanceret forbindelse mellem samhørighedspolitikken og det europæiske semester, som begge arbejder hen imod de samme mål i Europa 2020-strategien, uden at det går ud over opnåelsen af de mål om økonomisk, social og territorial samhørighed med henblik på at mindske skævheder, som er fastlagt i traktaterne; er af den opfattelse, at vi bør genoverveje rationalet bag suspenderingen af betalinger fra ESI-fondene i tilfælde af afvigelse fra det europæiske semesters mål, da dette kan virke mod hensigten om at fremme vækst og jobskabelse;

Synergier og finansielle instrumenter

27.  bemærker, at anvendelsen af finansielle instrumenter er understøttet i de lovgivningsmæssige rammer for ESI-fondene for perioden 2014-2020; understreger imidlertid, at anvendelsen af tilskud fortsat er uundværlig; bemærker, at man øjensynlig sigter på et gradvist skift fra tilskud til lån og garantier; fremhæver, at denne tendens er forstærket i investeringsplanen for Europa og i den nyligt oprettede Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI); bemærker ligeledes, at anvendelsen af flerfondstilgangen ser ud til fortsat at volde vanskeligheder; understreger, i betragtning af kompleksiteten af disse instrumenter, den afgørende betydning af at yde de regionale og lokale institutioner passende støtte til uddannelse af de embedsmænd, der skal forvalte dem; påpeger, at finansielle instrumenter kan tilbyde løsningsmodeller for en effektiv udnyttelse af EU-budgettet ved sammen med tilskud at bidrage til investeringer, der kan stimulere økonomisk vækst og skabe bæredygtige job;

28.  påpeger, at der forfølges en særskilt dagsorden med EFSI, der fremstilles som en succeshistorie for så vidt angår hurtig gennemførelse og resultater i forbindelse med eksisterende aktiviteter, på trods af betydelige mangler såsom manglende additionalitet; opfordrer på denne baggrund Kommissionen til at tilvejebringe konkrete oplysninger om EFSI's indvirkning på væksten og beskæftigelsen og til efter evalueringen at fremlægge indsigter, som kan gøre det muligt at udnytte ESI-fondene mere effektivt i den nye programmeringsperiode fra 2021 og fremefter; anmoder om, ud over Den Europæiske Revisionsrets udtalelse nr. 2/2016(14), at få forelagt en analyse af EFSI's bidrag til målene for ESI-fondene og en status over, hvad EFSI har opnået med hensyn til sine egne prioriteter;

29.  bemærker imidlertid, at der savnes dokumentation for de resultater, der er opnået ved hjælp af finansielle instrumenter, og at der kun er en svag forbindelse mellem disse finansielle instrumenter og EU's overordnede mål og prioriteter;

30.  bemærker, at Kommissionens artikel 16-rapport ikke indeholder mange oplysninger om koordination og synergi mellem forskellige programmer og med instrumenter inden for andre politikområder, og at den navnlig ikke altid har fremlagt pålidelige data om de forventede resultater af programmerne under ESF og ungdomsbeskæftigelsesinitiativet; understreger, at det faktum, at der findes en fælles forordning for de fem ESI-fonde, har øget synergien mellem dem, herunder i anden søjle af den fælles landbrugspolitik; er overbevist om, at synergierne med andre politikker og instrumenter, herunder EFSI og andre finansielle instrumenter, bør styrkes for at maksimere investeringernes virkninger; påpeger, at statsstøttereglerne gælder for ESI-fondene, men ikke for EFSI eller Horisont 2020, og at dette giver problemer med hensyn til at øge synergien mellem fondene, programmerne og instrumenterne; understreger, at det for at sikre den nødvendige komplementaritet og synergi mellem EFSI, de finansielle instrumenter og ESI-fondene er vigtigt, at spørgsmålet om statsstøttereglerne undersøges yderligere, så det kan præciseres, forenkles og tilpasses i overensstemmelse hermed; opfordrer Kommissionen til at give forvaltningsmyndighederne omfattende vejledning om, hvordan EFSI kan kombineres med instrumenter med delt og direkte forvaltning, herunder ESI-fondene, Connecting Europe-faciliteten og Horisont 2020;

31.  slår til lyd for en fortsat afbalanceret anvendelse af finansielle instrumenter i det omfang, de har en merværdi og ikke er til skade for den traditionel støtte under samhørighedspolitikken; understreger imidlertid, at dette kun bør finde sted efter en omhyggelig vurdering af de finansielle instrumenters bidrag til opfyldelsen af samhørighedspolitikkens mål; fremhæver, at alle regioner skal gøre brug af en række forskellige finansieringskilder, idet tilskud dog fortsat er det mest egnede instrument til at opnå vækst og beskæftigelse i visse sektorer; opfordrer Kommissionen til at tilvejebringe incitamenter til at sikre, at forvaltningsmyndighederne er fuldt informerede om mulighederne for at anvende finansielle instrumenter og om disses anvendelsesområde, og til at analysere udgifterne til forvaltning af tilskud og tilbagebetalingspligtig bistand i forbindelse med programmer med delt og central forvaltning; understreger, at klare, konsekvente og målrettede regler for finansielle instrumenter, der kan bidrage til at forenkle forberedelses- og gennemførelsesprocessen for fondsforvaltere og støttemodtagere, er afgørende for at forbedre den effektive gennemførelse af dem; henleder opmærksomheden på den kommende initiativbetænkning fra sit Regionaludviklingsudvalg med titlen "Det rette finansieringsmiks for Europas regioner: afbalancering af finansielle instrumenter og tilskud i EU's samhørighedspolitik" (2016/2302(INI));

Forenkling

32.  bemærker, at et af de vigtigste mål for programmeringsperioden 2014-2020 er yderligere forenkling for modtagerne af støtte fra ESI-fondene, og erkender, at forenkling er en af de centrale forudsætninger for en bedre adgang til finansiering;

33.  konstaterer med tilfredshed, at den nye moderniserede lovgivningsramme for ESI-fondene giver nye muligheder for forenkling med hensyn til fælles regler for støtteberettigelse, omkostningsmuligheder og e-governance; beklager imidlertid, at Kommissionens meddelelse i henhold til artikel 16, stk. 3, i forordningen om fælles bestemmelser ikke indeholder nogen specifikke oplysninger om anvendelsen af "forenklede omkostningsmuligheder"; understreger, at der er behov for en yderligere indsats for at udnytte de forenklede omkostningsmuligheders fulde potentiale for så vidt angår lempelse af administrative byrder; bemærker, at der stadig er behov for væsentlige forenklinger for både støttemodtagere og forvaltningsmyndigheder, med særlig fokus på offentlige indkøb, projektforvaltning og revision under og efter de pågældende aktiviteter;

34.  opfordrer Kommissionen til at foretage en løbende vurdering af de administrative byrder, herunder navnlig komponenter såsom tid, omkostninger og papirarbejde, der er forbundet med EU-støtte i form af såvel tilskud som finansielle instrumenter på grundlag af dokumentationen for resultaterne fra perioden 2007-2013 og begyndelsen af den nye periode fra 2014;

35.  anbefaler i forbindelse med den kommende programmeringsperiode, der begynder i 2021, at alle forvaltningsniveauer arbejder hen imod et system med én enkelt revision ved at fjerne overlappende kontroller udført på forskellige forvaltningsniveauer; opfordrer indtrængende Kommissionen til at præcisere omfanget og den retlige status af de eksisterende retningslinjer på tværs af ESI-fondene samt, i tæt samarbejde med forvaltningsmyndighederne og alle relevante revisionsmyndighedsniveauer, at udarbejde en fælles fortolkning af revisionsspørgsmål; fastholder, at der er behov for yderligere skridt i retning af forenkling, herunder navnlig i programmer rettet mod unge, ved bl.a. at indføre større proportionalitet i kontrollerne; glæder sig over de foreløbige resultater af arbejdet i gruppen på højt plan om forenkling, som er nedsat af Kommissionen;

36.  anbefaler, at der fastlægges procedurer for udarbejdelse af operationelle programmer og for forvaltning, især hvad angår de talrige territoriale samarbejdsprogrammer;

Administrativ kapacitet

37.  bemærker, at medlemsstaterne har forskellige administrative kulturer og præstationsniveauer i deres politiske rammer, hvilket forhåndsbetingelserne skulle gøre det lettere at sætte sig ud over; understreger behovet for at gøre styrkelsen af den administrative kapacitet til en prioritet i forbindelse med samhørighedspolitikken og det europæiske semester, især i medlemsstater med en lav udnyttelse af midlerne; bemærker, at det er nødvendigt at yde teknisk, faglig og praktisk bistand til medlemsstater, regioner og kommuner i forbindelse med støtteansøgninger; glæder sig over Jaspers-facilitetens effekt og fastholder, at dårlig investeringsplanlægning medfører store forsinkelser i gennemførelsen af projekter og ineffektiv udnyttelse af midlerne;

38.  påpeger, at den langsomme opstart af visse programmer, manglende kapacitet til forvaltning af komplekse projekter, de konstaterede forsinkelser i færdiggørelsen af projekter, den administrative byrde i medlemsstaterne, overregulering og fejl i procedurerne for offentlige indkøb er de vigtigste hindringer for gennemførelsen af samhørighedspolitikken; anser det for afgørende at identificere og forenkle de unødigt komplekse processer og procedurer i den delte forvaltning, der skaber yderligere byrder for myndigheder og støttemodtagere; påpeger, at den administrative kapacitet løbende skal forbedres, overvåges og styrkes; er derfor af den opfattelse, at det er nødvendigt at anvende funktionelle og fleksible e-forvaltningsløsninger samt forbedre informationen og koordineringen mellem medlemsstaterne; understreger desuden behovet for større fokus på uddannelse af det administrative personale;

39.  påpeger, at skræddersyede lovgivningsmæssige rammer, betingelser og løsninger (som f.eks. Taiex Regio Peer-2-Peer-udvekslingsmekanismen mellem de forskellige regioner), der sigter på forenkling, kan adressere de behov og udfordringer, som de forskellige regioner står over, på en mere effektiv måde, når det drejer sig om administrativ kapacitet;

Europæisk territorialt samarbejde

40.  understreger, at det europæiske territoriale samarbejde – navnlig med hensyn til målet om udligning af uligheder mellem grænseregioner – har en europæisk merværdi, som bør afspejles i en forhøjelse af bevillingerne til dette samhørighedspolitiske mål, der bør ske hurtigst muligt; opfordrer samtidig medlemsstaterne til at yde den nødvendige medfinansiering; understreger behovet for at bevare dette instrument som et af kerneelementerne i samhørighedspolitikken efter 2020;

41.  understreger betydningen af makroregionale strategier, der har vist sig at være nyttige instrumenter til fremme af det territoriale samarbejde og den økonomiske udvikling i de berørte områder; fremhæver den afgørende rolle, som de lokale og regionale myndigheder spiller for en vellykket gennemførelse af de foranstaltninger, der indgår i disse strategier;

42.  anbefaler en mere intensiv anvendelse af det ændrede og udvidede retlige instrument EGTS som grundlag for territorialt samarbejde;

43.  foreslår, at der oprettes en permanent forbindelse mellem RIS3 og interregionalt samarbejde på EU-plan, så vidt muligt i form af et permanent element i Interreg-programmet;

44.  understreger, at princippet om resultatorientering kræver, at Interreg-programmerne sikrer et samarbejde af høj kvalitet på projektniveau og tilpasning af evalueringsmetoder og kriterier for at tage hensyn til den specifikke karakter af hvert enkelt program; opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og forvaltningsmyndighederne til at arbejde sammen og udveksle information og god praksis for at sikre, at princippet om resultatorientering gennemføres så effektivt og målrettet som muligt, idet der tages hensyn til det europæiske territoriale samarbejdes særlige karakteristika;

45.  understreger det potentiale, der ligger i at anvende finansielle instrumenter som supplement til tilskud i Interreg-programmer med henblik på at bidrage til støtten til SMV'er og udviklingen af forskning og innovation gennem øgede investeringer, oprettelse af nye arbejdspladser, opnåelse af bedre resultater og forøgelse af projekternes effektivitet;

46.  beklager den ringe offentlige bevidsthed om og synlighed af programmerne for europæisk territorialt samarbejde og opfordrer til en mere effektiv formidling af resultaterne af afsluttede projekter; opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og forvaltningsmyndighederne til at etablere mekanismer og brede institutionaliserede platforme for samarbejde for at forbedre synligheden og bevidstgørelsen; opfordrer Kommissionen til at kortlægge de hidtidige resultater af de europæiske territoriale samarbejdsprogrammer og projekter;

Partnerskabsprincippet og flerniveaustyring

47.  udtrykker sin påskønnelse af den adfærdskodeks, der blev aftalt under forhandlingerne om den nuværende finansieringsperiode, og som indeholder minimumsstandarderne for et velfungerende partnerskab; konstaterer, at kodeksen har forbedret gennemførelsen af partnerskabsprincippet i de fleste medlemsstater, men beklager, at mange medlemsstater har centraliseret store dele af forhandlingen og gennemførelsen af partnerskabsaftalerne og de operationelle programmer; understreger behovet for aktivt at inddrage de regionale og lokale myndigheder og andre interesserede parter på alle stadier, og opfordrer derfor til, at deres reelle deltagelse fremover garanteres i forhandlings- og gennemførelsesprocessen i forbindelse med landenes specifikke strukturer; mener, at overcentralisering og manglende tillid også har spillet en rolle for den forsinkede gennemførelse af ESI-fondene, idet nogle medlemsstater og forvaltningsmyndigheder er mindre indstillede på at give de lokale og regionale myndigheder større ansvar for forvaltningen af EU-midler;

48.  understreger, at der er behov for afklaring fra Kommissionens side vedrørende medlemsstaternes og regionernes resultater for så vidt angår principperne i artikel 5 i forordningen om fælles bestemmelser, med særlig vægt på spørgsmålet om, hvordan en forvaltningsmyndighed kan tilskyndes til i fuldt omfang at anvende partnerskabsprincippet; understreger, at fælles ejerskab er en forudsætning for en større anerkendelse af EU's samhørighedspolitik;

49.  støtter Kommissionens nye strategi om at etablere særlige arbejdsgrupper, dvs. projektgrupper, der skal sikre en bedre forvaltning af ESI-fondene i medlemsstaterne, og opfordrer til, at denne strategi udvikles yderligere;

50.  understreger, at den fremtidige samhørighedspolitik skal omfatte støtteforanstaltninger, der kan hjælpe flygtninge med at integrere sig effektivt på EU's arbejdsmarked og derigennem fremme økonomisk vækst og bidrage til at sikre den generelle sikkerhed i EU;

Den fremtidige samhørighedspolitik

51.  understreger, at ESI-fondene bidrager til BNP, beskæftigelse og vækst i mange medlemsstater, hvilket er væsentligt elementer, der skal tages i betragtning i den syvende samhørighedsrapport, som forventes i 2017; påpeger endvidere, at store investeringer i de mindre udviklede regioner også bidrager til BNP i de mere udviklede medlemsstater; er af den opfattelse, at såfremt artikel 50 i TEU formelt aktiveres af den britiske regering, bør den 7. samhørighedsrapport også tage hensyn til de mulige virkninger af "Brexit" på strukturpolitikken;

52.  er af den opfattelse, at BNP ikke nødvendigvis er det eneste legitime indikator, når der skal fastlægges en retfærdig fordeling af midlerne, og at specifikke territoriale behov og betydningen af de aftalte programprioriteter for udvikling af programområderne også bør tages i betragtning, når den fremtidige fordeling af midlerne skal fastlægges; anser det for vigtigt, at man fremover overvejer at indføre nye dynamiske indikatorer, der kan supplere BNP; bemærker, at mange regioner i EU har høj arbejdsløshed og faldende befolkningstal; opfordrer Kommissionen til at overveje at udvikle og indføre en "demografisk indikator";

53.  minder om, at en betragtelig del af de offentlige investeringer foretages på regionalt og lokalt niveau; understreger, at det europæiske national- og regionalregnskabssystem (ENS) ikke må begrænse de lokale og regionale myndigheders evne til at foretage nødvendige investeringer, da dette vil forhindre medlemsstaterne i at yde medfinansiering til projekter, der er berettigede til strukturfondsstøtte, hvorved de bliver ude af stand til at udnytte denne vigtige finansieringskilde, der kunne hjælpe dem med at finde vej ud af den økonomiske krise og kickstarte væksten og beskæftigelsen; opfordrer kraftigt Kommissionen til at tage den strengt årsbaserede tilgang, som ENS anvender, op til overvejelse, således at offentlige udgifter, der finansieres over ESI-fondene, kan betragtes som investeringer og ikke blot som gæld eller driftsudgifter;

54.  understreger, at det europæiske territoriale samarbejde, som bidrager til det bredere princip om territorial samhørighed, der blev indført med Lissabontraktaten, kan forbedres; opfordrer derfor alle interesseparter, der er involveret i forhandlingerne om den fremtidige politik, til at styrke denne dimension af den territoriale samhørighed; opfordrer Kommissionen til at give det europæiske territoriale samarbejde den nødvendige vægt i den 7. samhørighedsrapport;

55.  mener, at den tematiske koncentration skal fastholdes fremover, eftersom den har bevist sin gennemførlighed; forventer, at Kommissionen forelægger en oversigt over de resultater, der er opnået takket være tematisk koncentration inden for samhørighedspolitikken;

56.  er overbevist om, at den fremtidige resultatorienterede samhørighedspolitik skal være baseret på data og indikatorer, der egner sig til at måle indsatser samt opnåede resultater og virkninger, samt erfaringer på regionalt og lokalt plan inden for området (resultatbaseret budgettering, forhåndsbetingelser og tematisk koncentration), eftersom dette giver klare praktiske retningslinjer for de lokale og regionale myndigheder – herunder dem, der hidtil ikke har forsøgt at anvende denne tilgang – for gennemførelsen af dens principper;

57.  understreger, at der fremover vil være behov for en hurtigere udnyttelse af de disponible midler og en mere afbalanceret udvikling i udgifterne i løbet af programmeringscyklussen, bl.a. for at undgå den hyppige brug af "retrospektive projekter", som ofte har til formål at undgå automatisk frigørelse af bevillinger ved udgangen af programmeringsperioden; er af den opfattelse, at gennemførelsen af OP'erne efter vedtagelsen af forordningen om fælles bestemmelser og de fondsspecifikke forordninger i den næste finansieringsperiode fra 2021 vil kunne påbegyndes hurtigere, eftersom medlemsstaterne allerede vil have erfaringer med en resultatorienteret politik efter den indsats, der er gjort i forbindelse med samhørighedspolitikken i perioden 2014-2020; påpeger i den henseende, at medlemsstaterne bør undgå forsinkelser i udpegelsen af forvaltningsmyndighederne for OP'erne;

58.  insisterer på, at lovgivningsprocessen i forbindelse med vedtagelsen af den næste FFR bør afsluttes inden udgangen af 2018, således at de lovgivningsmæssige rammer for den fremtidige samhørighedspolitik kan vedtages hurtigt herefter og træde i kraft straks den 1. januar 2021;

59.  mener, at samhørighedspolitikken fortsat bør omfatte alle medlemsstater og alle Europas regioner, og at en forenkling af ordningerne for adgang til EU-finansiering er en væsentlig forudsætning for politikkens fremtidige succes;

60.  mener, at innovationsånd og intelligent specialisering sammen med bæredygtig udvikling fortsat skal være en vigtig drivkraft for samhørighedspolitikken; understreger, at intelligent specialisering bør være en vigtig mekanisme i den fremtidige samhørighedspolitik;

61.  understreger den høje risiko for ophobning af betalingsanmodninger under udgiftsområde 1b i anden del af den nuværende FFR og opfordrer til, at der stilles et tilstrækkeligt niveau af betalingsbevillinger til rådighed hvert år frem til slutningen af den nuværende FFR med henblik på at forhindre en ny pukkel af ubetalte regninger; understreger med dette for øje behovet for, at de tre EU-institutioner udvikler og aftaler en ny fælles betalingsplan for 2016-2020, der bør tilsikre en klar strategi for indfrielse af alle betalingsbehov frem til udgangen af den nuværende FFR;

62.  anbefaler Kommissionen at analysere den reelle virkning af ESI-fondenes investeringer i den foregående programmeringsperiode samt det omfang, hvori de europæiske målsætninger er blevet nået gennem de investerede midler, og drage konklusioner vedrørende positive og negative erfaringer, som et udgangspunkt for at øge investeringsprocessens merværdi;

o
o   o

63.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Regionsudvalget og til medlemsstaternes regeringer og nationale og regionale parlamenter.

(1) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320.
(2) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 289.
(3) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 470.
(4) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 487.
(5) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 259.
(6) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 303.
(7) EUT L 149 af 20.5.2014, s. 1.
(8) EUT L 169 af 1.7.2015, s. 1.
(9) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0217.
(10) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0311.
(11) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0419.
(12) EUT C 303 af 19.8.2016, s. 94.
(13) EUT C 313 af 22.9.2015, s. 31.
(14) Den Europæiske Revisionsrets udtalelse nr. 2/2016 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 1316/2013 og (EU) 2015/1017 og Kommissionens ledsagende evaluering efter artikel 18, stk. 2, i forordning (EU) 2015/1017.


Luftfartsstrategi for Europa
PDF 292kWORD 64k
Europa-Parlamentets beslutning af 16. februar 2017 om en luftfartsstrategi for Europa (2016/2062(INI))
P8_TA(2017)0054A8-0021/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 7. december 2015 om en luftfartsstrategi for Europa (COM(2015)0598),

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig artikel 4, stk. 2, litra b) og g), artikel 16 samt afsnit VI og X,

–  der henviser til protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet,

–  der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 14. juli 2016 om en luftfartsstrategi for Europa(1),

–  der henviser til Kommissionens afgørelse 2012/21/EU af 20. december 2011 om anvendelse af bestemmelserne i artikel 106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste ydet til visse virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse(2),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse om retningslinjer for statsstøtte til lufthavne og luftfartsselskaber(3),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse om begrebet statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde(4),

–  der henviser til Kommissionens udkast til forordning om ændring af forordning (EU) nr. 651/2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108(5),

–  der henviser til Kommissionens forslag af 7. december 2015 om fælles regler for civil luftfart og om oprettelse af et europæisk luftfartssikkerhedsagentur og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 216/2008 (COM(2015)0613),

–  der henviser til konklusionerne af konferencen på højt plan om en social dagsorden for transport, der blev afholdt den 4. juni 2015 i Bruxelles(6),

–  der henviser til sin beslutning af 4. februar 2016 om øers særlige situation(7),

–  der henviser til resultatet af Den Internationale Civile Luftfartsorganisations forsamlings 39. samling, der blev afholdt i 2016,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 551/2004 af 10. marts 2004 om organisation og udnyttelse af det fælles europæiske luftrum,

–  der henviser til sin beslutning af 11. november 2015 om luftfart(8),

–  der henviser til sin beslutning af 29. oktober 2015 om allokering på verdensradiokonferencen i Genève den 2.‑27. november 2015 (WRC-15) af det nødvendige radiofrekvensbånd til støtte for den fremtidige udvikling af satellitbaseret teknologi med henblik på etablering af verdensomspændende flysporingssystemer(9),

–  der henviser til sin beslutning af 7. juni 2011 om internationale luftfartsaftaler efter Lissabontraktaten(10),

–  der henviser til sin beslutning af 25. april 2007 om oprettelse af et fælleseuropæisk luftfartsområde(11),

–  der henviser til sin holdning, der blev fastlagt ved førstebehandling den 12. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om gennemførelsen af det fælles europæiske luftrum (omarbejdning)(12),

–  der henviser til sin holdning, der blev fastlagt ved førstebehandling den 12. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 216/2008 for så vidt angår flyvepladser, lufttrafikstyring og luftfartstjenester(13),

–  der henviser til sin holdning, der blev fastlagt ved førstebehandling den 5. februar 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 261/2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og forordning (EF) nr. 2027/97 om luftfartsselskabers erstatningsansvar ved luftbefordring af passagerer og deres bagage(14),

–  der henviser til sin holdning, der blev fastlagt ved førstebehandling den 12. december 2012 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles regler for tildeling af slots i Den Europæiske Unions lufthavne (omarbejdning)(15),

–  der henviser til sin beslutning af 29. oktober 2015 om sikker anvendelse af fjernstyrede luftfartøjssystemer (RPAS), almindelig kendt som ubemandede luftfartøjer (UAV'er) inden for civil luftfart(16),

–  der henviser til sin beslutning af 2. juli 2013 om EU's luftfartspolitik over for tredjelande – indsats i forbindelse med fremtidige udfordringer(17),

–  der henviser til konklusionerne fra topmødet om europæisk luftfart, der blev afholdt i Schiphol-lufthavnen (Nederlandene) den 20.-21. januar 2016(18),

–  der henviser til Chicagokonventionen af 7. december 1944,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Transport- og Turismeudvalget og udtalelser fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A8-0021/2017),

A.  der henviser til, at EU's transportpolitik i sidste ende sigter på at tjene europæiske borgeres og virksomheders interesser ved at sikre stadig flere forbindelsesmuligheder, det højest mulige sikkerhedsniveau og uhindret markedsadgang;

B.  der henviser til, at strenge sikkerhedsstandarder fortsat bør være et centralt mål, når der stræbes efter konkurrencedygtighed inden for lufttransport;

C.  der henviser til, at EU's indre marked for luftfart er et af de mest vellykkede eksempler på regional liberalisering af lufttransport, som i høj grad har bidraget til et hidtil uset omfang af flyforbindelser ved at udvide rejsemulighederne inden og uden for Europa, samtidig med at priserne sænkes; der henviser til, at luftfartssektoren er en grundlæggende del af det europæiske transportnet og nødvendig for at sikre bedre forbindelser og territorial samhørighed inden for EU og globalt; der henviser til, at regionerne i den yderste periferi ligger så langt væk og er så isolerede, at de i modsætning til mere centralt beliggende og velintegrerede regioner ikke har nogen alternativer til lufttransport; der henviser til, at målet med at støtte øgede luftfartsforbindelser ikke blot bør være at udvide netværket af forbindelser, men også at sikre en passende kvalitet af forbindelserne hvad angår flyvefrekvens, trafiknettets rækkevidde og bekvemme flytider;

D.  der henviser til, at luftfartssektoren er en drivkraft med en multiplikatorvirkning hvad angår vækst og jobskabelse og er en vigtig søjle i EU's økonomi, der fremmer innovation, handel og kvaliteten af arbejdspladser, hvilket har væsentlige direkte og indirekte fordele for borgerne; der henviser til, at væksten i lufttrafikken og tilgængeligheden og udbuddet af flyforbindelser fremmer økonomisk vækst, hvilket bekræfter, at lufttransport fungerer som en katalysator for økonomisk udvikling; der henviser til, at regionale og lokale lufthavne også spiller en betydelig rolle i forbindelse med udviklingen af regioner, idet de øger deres konkurrencedygtighed og letter adgangen til turisme;

E.  der henviser til, at luftfart, lufthavne og den tilknyttede fremstillingsindustri tegner sig for 4,7 millioner arbejdspladser i Unionen, direkte (1,9 millioner) og indirekte (2,8 millioner); der henviser til, at yderligere 917 000 arbejdspladser andre steder i den globale økonomi understøttes af den europæiske luftfartsindustri; der henviser til, at luftfartens mobile og tværnationale karakter gør det vanskeligt at opdage socialt misbrug og omgåelse af arbejdsstandarder og betyder, at det er umuligt at løse problemerne alene på nationalt plan; der henviser til, at nylige undersøgelser foretaget af ILO tyder på en forringelse af arbejdsvilkårene i luftfartssektoren; der henviser til, at større diversificering i ansættelsesformer kan være et middel til at opnå større fleksibilitet, men at det også kan misbruges til "regelshopping" for at undgå betaling af socialsikringsbidrag;

F.  der henviser til, at manglende gennemførelse af EU-lovgivning og manglende politisk vilje i Rådet forhindrer luftfartssektoren i at udnytte sit fulde potentiale, hvilket derved skader konkurrenceevnen og skaber øgede omkostninger på bekostning af både virksomhederne, passagererne og økonomien;

G.  der henviser til, at i en sektor, der er drevet af teknologi og af forskning og innovation, som kræver både store investeringer og en udviklet infrastruktur, vil en strategi kun lykkes, hvis den bygger på en langsigtet vision med godt planlagte investeringer og fuldt ud tager højde for alle transportformer;

H.  der henviser til, at lufttransport spiller en vigtig rolle med hensyn til at opfylde EU's klimamål ved at indføre foranstaltninger til at mindske drivhusgasemissioner;

I.  der henviser til, at selv om der er fastsat bestemmelser om oprettelse af funktionelle luftrumsblokke for det fælles europæiske luftrum, er gennemførelsen af disse funktionelle luftrumsblokke hidtil blevet betydeligt forsinket; der henviser til, at Kommissionen derfor har anslået, at der årligt går ca. 5 mia. EUR tabt på grund af manglende fremskridt i denne henseende;

J.  der henviser til, at sikkerhed er en af de udfordringer, som luftfartssektoren mest direkte står over for;

1.  glæder sig over Kommissionens meddelelse om en luftfartsstrategi for Europa og Kommissionens indsats for at indkredse de kilder, der kan sætte skub i sektoren ved at finde nye markedsmuligheder og nedbryde barrierer, og glæder sig endvidere over Kommissionens forslag om at imødegå og foregribe nye udfordringer på grundlag af en fælles europæisk vision ved at udvikle moderne lovgivningsmæssige rammer; mener, at der i et langsigtet perspektiv bør vedtages en mere helhedsorienteret og ambitiøs tilgang med henblik på at give en bæredygtig og konkurrencedygtig europæisk luftfartsindustri det nødvendige skub;

2.  mener, at sikkerhed er et vejledende princip for den europæiske luftfartsstrategi, og at den skal forbedres løbende; glæder sig derfor over revisionen af EASA's (Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagenturs), grundforordning (forordning (EF) nr. 216/2008), som har til formål at opnå de højeste sikkerhedsniveauer inden for luftfart; opfordrer Kommissionen og Rådet til i denne forbindelse at udstyre EASA med tilstrækkelige ressourcer og tilstrækkeligt personale til at sikre høje sikkerhedsstandarder og styrke dets rolle på den internationale scene;

3.  opfordrer indtrængende Rådet og medlemsstaterne til omsider at gøre fremskridt i andre vigtige sager, der for øjeblikket er strandet, såsom omarbejdningen af forordningen om gennemførelsen af det fælles europæiske luftrum (SES2+) og revisionen af forordningen om tildeling af slots og forordningerne om flypassagerers rettigheder; opfordrer Kommissionen til at revidere igangværende initiativer og foreslå gennemførlige alternativer for at afhjælpe manglerne i luftfartssektoren som følge af den sene og ufuldstændige gennemførelse af EU-lovgivningen såsom det fælles europæiske luftrum (SES); understreger, at hvis den retlige klarhed og sikkerhed skal sikres, er offentliggørelsen af retningslinjer, om end de er nyttige, ingen erstatning for en korrekt revision af de eksisterende regler;

4.  understreger, at luftfartssager, der er blokeret i Rådet, har til formål at udstyre EU med bedre retssikkerhed og en styrket ramme for beskyttelse af flypassagerers rettigheder, en mere effektiv og rationel anvendelse af EU's luftrum og forbedrede bestemmelser til at gennemføre det fælles europæiske luftrum, som alle er væsentlige elementer til at gennemføre luftfartsstrategien; opfordrer Rådet til at tage skridt til at fremme forhandlingerne om disse sager;

Den internationale dimension i luftfartsstrategien

5.  glæder sig over Kommissionens forslag til at revidere forordning (EF) nr. 868/2004 om at afhjælpe nuværende illoyal praksis, som f.eks. uacceptabel statsstøtte, der hverken er tilstrækkelig eller effektiv, og således kaste lys over de primære bekymringer, der omgærder potentielle fordrejninger af konkurrencen inden for rammerne af EU's regler; understreger imidlertid, at hverken en uacceptabel tendens til protektionisme eller foranstaltninger i sig selv til at sikre fair konkurrence kan garantere konkurrenceevnen i EU's luftfartssektor;

6.  mener, at den europæiske luftfartssektor, selv om den er under øget pres fra nye konkurrenter, hvoraf mange har anvendt lufttransport som et strategisk redskab til international udvikling, kan passe ind i et konkurrencepræget globalt miljø ved at bygge videre på og udvikle sine aktiver, bl.a. høje sikkerhedsstandarder, EASA's rolle, geografisk placering, en innovativ industri og sociale og miljømæssige mål; er overbevist om, at konkurrence fra tredjelande, hvis den er fair, bør ses som en mulighed til at videreudvikle en innovativ europæisk luftfartsmodel, der har potentialet til at give et enestående og konkurrencedygtigt svar på de særlige forhold, der gælder for konkurrenterne;

7.  mener, at muligheden for at tiltrække udenlandske investeringer er vigtig for EU's luftfartsselskabers konkurrenceevne og ikke bør hæmmes; glæder sig derfor over, at Kommissionen har til hensigt at udstede retningslinjer, der vil bringe klarhed over ejerskab og kontrolregler, således som det er fastsat i forordning (EF) nr. 1008/2008, med særlig henvisning til kriterier for "effektiv kontrol", for således at sikre effektiviteten af disse bestemmelser;

8.  glæder sig over initiativet om på EU-plan at forhandle lufttransportaftaler og bilaterale luftfartssikkerhedsaftaler med tredjelande, der repræsenterer nye og strategiske markeder (Kina, Japan, ASEAN, Tyrkiet, Qatar, De Forenede Arabiske Emirater, Armenien, Mexico, Kina, Bahrain, Kuwait, Oman og Saudi-Arabien) og tilskynder til hurtige og konstruktive forhandlinger; minder om, at nye aftaler bør gennemføres korrekt og håndhæves af alle parter og skal indeholde en klausul om fair konkurrence på grundlag af internationale standarder (ICAO, ILO); opfordrer Kommissionen og Rådet til på grundlag af respekt for artikel 218 i TEUF fuldt ud at inddrage Parlamentet i alle faser af forhandlingerne;

9.  opfordrer Kommissionen til at gøre forhandling af aftaler på luftfartsområdet med tredjelande afhængig af høje sikkerhedsstandarder, passende arbejdsstandarder og sociale standarder og deltagelse i det markedsbaserede klimaforandringsinstrument for emissioner fra lufttransport og til i lufttransportaftaler at sikre lige markedsadgang, lige ejerskabsbetingelser og lige vilkår på grundlag af gensidighed;

10.  anmoder Kommissionen om en hurtig afslutning af de igangværende forhandlinger og om i fremtiden at indlede nye dialoger på luftfartsområdet med andre strategiske luftfartspartnere; understreger, at luftfartsaftaler også bidrager til at fremme den teknologiske udvikling samt gennemførelsen og styrkelsen af andre europæiske politikker såsom naboskabspolitikken;

Konsolidering af EU's indre marked for luftfart

11.  minder om, at luftrummet også er en del af EU's indre marked, og at al fragmentering, der skyldes ineffektiv anvendelse og forskellig national praksis (f.eks. når det vedrører operationelle procedurer, skatter, afgifter osv.), fører til længere flyvetid, forsinkelser og øget brændstofforbrug og højere niveauer for CO2-udledning og desuden har en negativ indvirkning på resten af markedet og hæmmer EU's konkurrenceevne;

12.  bemærker, at artikel 3 i forordning (EF) nr. 551/2004, uden at det berører medlemsstaternes suverænitet over deres luftrum, omfatter oprettelse af en fælles europæisk øvre flyveinformationsregion (EUIR), og opfordrer Kommissionen til at gennemføre denne, da den vil gøre det muligt at afhjælpe regionale flaskehalse og muliggøre kontinuitet i lufttrafikken i de tætteste dele af luftrummet i tilfælde af uforudsete omstændigheder eller afbrydelser af flytrafikken; mener, at EUIR vil give mulighed for en gradvis etablering af en transeuropæisk luftmotorvej, hvilket ville være endnu et skridt hen imod gennemførelsen af det fælles europæiske luftrum og en omkostningseffektiv forvaltning af EU's luftrum; glæder sig over de fremskridt, der allerede er gjort på området lufttrafikstyring med henblik på øge effektiviteten og mindske omkostninger og emissioner, navnlig takket være det arbejde, der udføres af netforvalteren, og opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre de funktionelle luftrumsblokke uden yderligere forsinkelse for at lette yderligere fremskridt hen imod et fælles europæisk luftrum;

13.  er af den faste overbevisning, at luftfartssektoren til fulde bør drage nytte af europæiske satellitbaserede teknologier, f.eks. EGNOS og Galileo, som giver mulighed for mere sikre og mere effektive navigations- og indflyvningsprocedurer og samtidig muliggør, at det fælles europæiske luftrum (SESAR) kan udnyttes fuldt ud; insisterer derfor på, at der er behov for en bred gennemførelse af disse teknologier; påpeger, at der for at sikre en korrekt implementering af SESAR og med det formål at opnå global interoperabilitet bør afsættes et konkret og ambitiøst budget – foruden budgettet for Connecting Europe-faciliteten (CEF) – til gennemførelsen heraf;

14.  noterer sig omfanget af luftfart, som i øjeblikket er stort og ventes at stige i de kommende år, samt de kapacitetsmæssige begrænsninger i europæiske lufthavne for så vidt angår modtagelse af ca. to millioner flyvninger frem til 2035; fremhæver, at dette vil kræve en koordineret og effektiv anvendelse af kapaciteten i lufthavne og luftrum for at mindske trængslen;

15.  understreger den afgørende betydning af luftfartssektoren med hensyn til vækst, jobskabelse og udvikling af turisme; understreger, at små og regionale lufthavne spiller en central rolle med hensyn til at fremme konnektivitet, territorial samhørighed, social integration og økonomisk vækst, navnlig i regionerne i den yderste periferi og på øerne; ser i denne forbindelse et behov for strategisk planlægning af det europæiske lufthavnssystem, som kan indkredse nuværende kapaciteter, forventet efterspørgsel, nuværende flaskehalse og fremtidige infrastrukturbehov på europæisk plan, og som kan opretholde EU-borgernes adgang til luftfartstjenester;

16.  anerkender den betydelige mangel på forbindelser inden for EU, som er kendetegnet ved et lavere antal flyforbindelser i visse dele af Unionen, og vigtigheden af regionale forbindelser (herunder geografiske områder, der er udelukket fra TEN-T); opfordrer Kommissionen til fortsat at overvåge og tage hånd om flyforbindelser inden for EU;

17.  mener, at mange af de betydelige begrænsninger for vækst, både i luften og på jorden (f.eks. kapacitetsproblemer, over- og overudnyttelse af infrastrukturer, forskellige luftfartstjenesteudøvere eller begrænsede investeringer), samt manglerne i flyforbindelser mellem de forskellige regioner i EU, kan afhjælpes ved at anvende forbindelsesmuligheder, på alle niveauer (nationalt, europæisk og internationalt), som en af de vigtigste indikatorer ved vurdering og planlægning af foranstaltninger i sektoren;

18.  mener, at konnektivitet ikke blot bør være begrænset til antallet, hyppigheden og kvaliteten af lufttransporttjenester, men også bør vurderes som led i et integreret moderne transportnet og bør medtage andre kriterier som f.eks. tid, territorial kontinuitet, større netværksintegration, tilgængelighed, tilgængelige transportalternativer, prisoverkommelighed og miljøomkostninger for at afspejle en rutes reelle merværdi; opfordrer derfor Kommissionen til at undersøge muligheden for at udvikle en EU-indikator, der er baseret på andre eksisterende indekser og på det forberedende arbejde, der allerede udføres af Eurocontrol og observationsorganet for lufthavne;

19.  mener, at et sådant forbindelsesindeks, herunder en positiv cost-benefit-analyse, bør tage flyforbindelser fra et bredt perspektiv i betragtning uden samtidig at underminere EU's mål om territorial samhørighed, som vil blive styrket i kraft af de kommende fortolkende retningslinjer vedrørende reglerne om offentlig forsyningspligt; understreger, at dette indeks kan tjene overordnet strategisk planlægnings interesser, således at man undgår spild af skatteydernes penge ved at foretage en sondring i økonomisk henseende mellem økonomisk rentable muligheder og urentable projekter, bl.a. med henblik på at fremme en udbytterig specialisering af lufthavne, herunder klynger eller netværk af lufthavne, og undgå, at der i fremtiden opstår spøgelseslufthavne, og sikre effektiv udnyttelse af lufthavnenes kapacitet og luftrummet, samt ved at finde intermodale, omkostningseffektive og bæredygtige løsninger;

20.  mener, at fordelene ved komplementaritet mellem samtlige transportformer uden undtagelse bør udnyttes fuldt ud for at forbedre mobiliteten og opnå et robust transportnet i brugernes interesser, både inden for passager- og godstransport; påpeger, at intermodalitet – ved at tillade et modalskift – er den eneste måde, hvorpå der kan sikres en dynamisk og bæredygtig udvikling i en konkurrencedygtig luftfartssektor i EU; understreger, at intermodalitet åbner mulighed for en mere effektiv brug af infrastruktur ved at udvide og tage hensyn til lufthavnenes opland og undgå, at de overlapper, hvilket også vil frigøre slots og bidrage til at skabe et gunstigt miljø for aktiviteter i tilknytning til handel, turisme og fragt; anerkender de succeser, der er opnået på dette område gennem integration af jernbane- og infrastrukturer, og opfordrer til yderligere fremskridt i den henseende;

21.  gentager, at TEN-T-korridorerne er rygraden i udviklingen af multimodale løsninger, hvor lufthavne er centrale knudepunkter; beklager, at de multimodale initiativer i Europa er fragmenterede og begrænsede i antal; understreger behovet for hurtige, effektive og brugervenlige forbindelser mellem offentlige transportnet og lufthavnsinfrastruktur; opfordrer både Kommissionen og medlemsstaterne til at give det multimodale mål i TEN-T-korridorerne højere prioritet og samtidig fjerne flaskehalse; opfordrer Kommissionen til straks at fremlægge sit forslag til en multimodal og interoperabel tilgang til transport, som fuldt ud integrerer luftfartssektoren, og opfordrer medlemsstaterne til at gøre bedre brug af de finansielle instrumenter, de har til rådighed, for at fremme intermodale forbindelser;

22.  mener, at der for at øge interessen for intermodal transport i Europa bør tilbydes barrierefrie løsninger, realtidsoplysninger og integrerede tjenester (f.eks. integrerede billetsystemer) til alle passagerer (herunder bevægelseshæmmede personer); påpeger, at EU-finansierede projekter har vist, at det er teknisk muligt at udvikle multimodale informations- og billetsystemer; opfordrer derfor Kommissionen til at støtte, at disse reelt gennemføres for passagerer i hele EU;

23.  mener, at transportvirksomheder og tjenesteudbydere vil søge at finde intermodale og multimodale løsninger, hvis der gennem en EU-lovgivningsmæssig ramme skabes klare linjer og retssikkerhed for så vidt angår passagerrettigheder, forpligtelser, forsinkelser og aflysninger, sikkerhedstjenester, åbne data og datadelingsstandarder; opfordrer Kommissionen til at handle i denne henseende;

24.  bemærker, at både offentlig og privat finansiering i luftfartssektoren er afgørende for at sikre territorial samhørighed, fremme innovation og bevare eller genvinde Europas førende position i sektoren; minder om, at al finansiering skal overholde EU's retningslinjer for statsstøtte og konkurrenceregler; fastholder, at ved tildeling af offentlig støtte skal det sikres, at den pågældende investering er omkostningseffektiv og egnet til formålet;

25.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i overensstemmelse med Kommissionens "retningslinjer om statsstøtte til lufthavne og flyselskaber" og Kommissionens meddelelse om anvendelsesområdet om statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, i TFEU at fastholde en langsigtet strategi for at håndtere på den ene side de mange tabsgivende lufthavne i regioner, hvor andre transportformer er tilgængelige, og på den anden side sekundære lufthavnes bidrag til EU-regioners udvikling, konkurrencedygtighed og integration;

26.  bemærker betydningen af en gunstig retlig ramme for lufthavne til at tiltrække og mobilisere private investeringer; mener, at Kommissionen i sin evaluering af direktivet om lufthavnsafgifter, sammen med en effektiv høring af luftfartsselskaber/lufthavne, bør medvirke til at præcisere, hvorvidt de gældende bestemmelser er et effektivt redskab til at fremme konkurrencen mod risikoen for misbrug af monopolstilling og til at fremme de europæiske forbrugeres interesser og fremme konkurrencen, eller hvorvidt der er behov for en reform; anerkender bidraget fra ikkeluftfartsrelaterede indtægter til lufthavnes kommercielle levedygtighed;

27.  bemærker, at Kommissionen i sin luftfartsstrategi, der blev offentliggjort i december 2015, meddelte, at den ville foretage en evaluering af Rådets direktiv 96/67/EF om groundhandling-ydelser i EU's lufthavne; støtter medtagelsen af groundhandling inden for rammerne af EASA med det formål at dække hele luftfartssikkerhedskæden;

Luftfartsstrategi: Fremtiden

28.  mener, at hele værdikæden i luftfartssektoren har potentialet til at udgøre en strategisk sektor for investeringer, som skal udnyttes yderligere ved at opstille langsigtede mål og ved at give incitamenter til intelligente initiativer til at opfylde disse mål såsom mere miljøvenlige lufthavne eller luftfartøjer, støjreduktion, forbindelse mellem lufthavne og offentlig transport; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at overveje yderligere foranstaltninger til at fremme sådanne initiativer, bl.a. gennem effektiv anvendelse af Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI), og til fortsat at fremme og finansiere programmer såsom Clean Sky og SESAR; understreger, at luftfartsindustrien er en vigtig bidragyder til konkurrenceevnen i EU's luftfartssektor og yder stærk støtte til fremme af renere teknologier og støtte til ibrugtagningen af SESAR;

29.  noterer sig luftfartssektorens CO2-udledninger; understreger den brede vifte af foranstaltninger, der allerede er truffet eller skal træffes med henblik på at reducere CO2- og drivhusgasemissionerne, både i teknisk henseende ved at udvikle alternative brændstoffer og mere effektive fly og i politisk henseende ved at overholde internationale aftaler; glæder sig over den aftale, der blev indgået ved den 39. generalforsamling i ICAO den 6. oktober 2016, med vedtagelsen af en global markedsbaseret foranstaltning (GMBM), med henblik på at reducere emissioner fra international luftfart, og det tilsagn, som 65 lande afgav om at deltage i den frivillige fase inden 2027, hvilket betyder, at ca. 80 % af emissionerne over 2020-niveauerne vil blive modsvaret af ordningen indtil 2035; understreger betydningen af efter den 31. december 2016 at opretholde den dispensation, der blev givet inden for rammerne af emissionshandelsordningen (ETS) til emissioner fra flyvninger fra eller til en flyveplads i en region i den yderste periferi som defineret i artikel 349 i TEUF; glæder sig over, at Kommissionen har til hensigt at revidere EU's foranstaltninger til at reducere CO2-emissionerne fra luftfarten i lyset af denne aftale;

30.  er af den opfattelse, at man også i lyset af Kommissionens pakke om den cirkulære økonomi bør fremme yderligere initiativer, der sigter mod at styrke den miljømæssige kapacitet og reducere emissioner og støj fra operationelle aktiviteter fra, til og inden for lufthavne, f.eks. ved at indføre brændstoffer fra vedvarende energikilder (eksempelvis biobrændstoffer), ved at udvikle effektive systemer til miljøvenligt genbrug, afmontering og genbrug af fly, ved at fremme "grønne lufthavne" og "green way-to-airports" (grønne ruter til lufthavne) og ved at anvende den mest effektive logistikstyring;

31.  opfordrer til, at der indsamles og udbredes bedste praksis for emissionsbegrænsning inden for den pågældende sektor, idet det holdes for øje, at høje miljøstandarder skal bevares og styrkes over tid for at sikre, at luftfart udvikler sig på bæredygtig vis;

32.  opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at føre strengt tilsyn med de nye procedurer, der har været gældende fra juni 2016, til at nedsætte støjniveauet og ultrafine partikler i udstødningsgasser fra luftfartøjer, der letter fra lufthavne i nærheden af byer og befolkede knudepunkter, med henblik på at forbedre livskvaliteten og navnlig luftkvaliteten;

33.  erkender, at der er betydelige udgifter til sikkerhedsforanstaltninger; understreger, at antallet af sikkerhedsmæssige udfordringer, herunder cybersikkerhed, som luftfartssektoren står over for, vil stige i fremtiden, hvilket kræver en øjeblikkelig overgang til en mere risiko- og efterretningsbaseret tilgang og et reaktivt sikkerhedssystem, der forbedrer sikkerheden i lufthavnenes faciliteter og gør det muligt at tilpasse sig nye trusler uden løbende at reagere i form af nye foranstaltninger eller blot flytte risikoen uden at reducere den;

34.  glæder sig over Kommissionens forslag til en forordning om oprettelse af en EU-certificeringsordning for udstyr til securityscreening inden for luftfart; insisterer på nødvendigheden af en konsekvent gennemførelse af de eksisterende regler vedrørende ansættelse og uddannelse af personale; opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne for at udbygge "one-stop security"-konceptet og til at udvikle et EU-system for forudgående kontrol, der gør det muligt for forhåndsregistrerede rejsende fra EU at komme gennem sikkerhedskontrollen på mere effektiv vis; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til systematisk at dele efterretninger og udveksle bedste praksis om sikkerhedssystemer i lufthavnene;

35.  noterer sig rapporten på højt plan om konfliktområder og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at rapportens henstillinger gennemføres, herunder udveksling af oplysninger for at sikre udviklingen af en EU-risikovurdering og muligheden for hurtig udveksling af oplysninger; understreger også, at sikkerhedsproblemer, der udspringer af ikke-samarbejdsvillige militære flyvninger uden aktive transpondere, fortsat skal løses;

36.  mener, at innovation er en forudsætning for en konkurrencedygtig europæisk luftfartsindustri; bemærker, at i forhold til andre transportformer er luftfart allerede en førende sektor med hensyn til at udnytte fordelene ved digitaliserings-, informations- og kommunikationsteknologier og åbne data, og opfordrer sektoren til fortsat at gå forrest i denne proces, samtidig med at der sikres fair konkurrence, interoperabilitet mellem systemer, neutralitet, gennemsigtig adgang til klare og præcise oplysninger til alle brugere, som f.eks. forbrugere, der bestiller en rejse, eller virksomheder, der er involveret i luftfragttransportoperationer; ser positivt på Kommissionens forslag til et big data-projekt på luftfartsområdet og anmoder om oplysninger om dets gennemførelse;

37.  henviser til de kontrolaktioner, som Kommissionen og nationale håndhævelsesinstanser i 2013 foretog af rejsewebsteder over hele Unionen; bemærker, at denne kontrolaktion afdækkede betydelige problemer med mere end to tredjedele af de kontrollerede websteder; opfordrer Kommissionen til på mere dækkende vis at rapportere om fremskridtene med at bringe rejsewebstederne i overensstemmelse med EU-retten samt om sine fremtidige planer for håndhævelse på området med hensyn til billetsalg, både online og offline; minder om, at forbrugerne altid skal have adgang til at indgive klager til erhvervsdrivende og til at anmode om tilbagebetaling; mener, at denne adgang bør gøres tilgængelig på en sådan måde, at det ikke afskrækker forbrugerne fra at udøve deres rettigheder, og at den bør tydeliggøres for forbrugerne; opfordrer Kommissionen til at arbejde tæt sammen med de nationale håndhævende myndigheder for at sikre, at de erhvervsdrivende opfylder disse krav;

38.  glæder sig over den innovation og økonomiske udvikling, der kan fremmes gennem yderligere udvikling af civil anvendelse af fjernstyrede flysystemer (RPAS'er); konstaterer, at markedet for RPAS'er er i hastig vækst, og at sådanne luftfartøjer i stigende grad anvendes til private formål, i kommercielle aktiviteter og af offentlige myndigheder som led i udførelsen af deres opgaver; understreger det presserende behov for en hurtig vedtagelse af et klart, forholdsmæssigt afpasset, harmoniseret og risikobaseret regelsæt for RPAS'er med henblik på at fremme investeringer og innovation inden for sektoren og fuldt ud udnytte dets enorme potentiale og samtidig bevare de højest mulige sikkerhedsstandarder;

39.  minder om, at reguleringen af luftfartsområdet bør tage hensyn til de specifikke behov for almenflyvning på et grundlag, der giver mulighed for individuel lufttransportløsninger og til sportsaktiviteter i luften;

Luftfartsstrategiens sociale dagsorden

40.  anerkender, at det er nødvendigt at tydeliggøre "hjemmebase"-kriteriet, og definitionen på "hovedforretningssted", således at det sikres, at de kan anvendes ensartet og effektivt forhindre brugen af bekvemmelighedsflag og praksis for "rule-shopping"; minder om, at en af EASA's centrale ansvarsområder er at udstede både certifikater for flyveoperationer og godkendelser til tredjelandsoperatører med henblik på at garantere sikkerheden og bidrage til at forbedre arbejdsvilkårene;

41.  opfordrer EASA og medlemsstaterne til fortsat at undersøge nye forretnings- og ansættelsesmodeller for at garantere luftfartssikkerheden og anmoder Kommissionen om at regulere, når det er nødvendigt; bemærker, at der bør lægges særlig vægt på bl.a. kontrakter uden fast timetal, proformaselvstændighed, pay-to-fly-ordninger og situationen for besætningsmedlemmer fra tredjelande på EU-registrerede luftfarttøjer; understreger betydningen af en forordning om indberetning af episoder inden for luftfart og praksisser for åben rapporteringskultur for at styrke og forbedre sikkerhedsstandarder samt sundhed og arbejdsvilkår;

42.  minder om, at uddannelse af høj kvalitet bidrager til luftfartssikkerhed; understreger EASA's vigtige bidrag til etableringen af fælles uddannelse og sikkerhedsstandarder for besætningsmedlemmer, piloter og flyveledere, også gennem dets virtuelle akademi, og opfordrer medlemsstaterne til at investere i livslang almen og faglig uddannelse for alle dele af luftfartens værdikæde, idet den europæiske luftfarts succes i høj grad afhænger af faglærte arbejdere og innovation; anerkender, at det er nødvendigt at eliminere alle kompetencemangler, der måtte vise sig; understreger betydningen af partnerskaber mellem uddannelsesinstitutioner, forskningscentre og arbejdsmarkedets parter med henblik på at opdatere uddannelsesprogrammer og sikre, at de afspejler behovene på arbejdsmarkedet;

43.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvide tosporede uddannelsesmodeller inden for luftfart og til at udvide dem gennem internationalt samarbejde;

44.  tilskynder Kommissionen til at forelægge konkrete initiativer med henblik på at beskytte arbejdstagernes rettigheder; opfordrer medlemsstaterne til at garantere alle arbejdstagere i luftfartssektoren rimelige arbejdsvilkår, herunder sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, uanset størrelse og type af det selskab, der ansætter dem, beskæftigelsesstedet eller den til grund liggende kontrakt;

45.  bemærker, at alle luftfartsselskaber, der opererer i Den Europæiske Union, fuldt ud skal overholde EU's og medlemsstaternes sociale og beskæftigelsesmæssige krav; påpeger, at der er væsentlige forskelle mellem medlemsstaterne, hvad arbejdsvilkår og social sikring angår, og at virksomhederne udnytter den fri etableringsret til at sænke omkostningerne; opfordrer medlemsstaterne til at bringe denne skadelige form for konkurrence til ophør; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremsætte forslag om, hvordan det kan forhindres, at indirekte ansættelse misbruges til at omgå EU's og den nationale lovgivning om beskatning og socialsikring i luftfartssektoren; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forebygge socialt misbrug og omgåelse af arbejdsstandarderne ved at sikre beskyttelse af personer, der leverer oplysninger, lette åben indberetning og udvide samarbejdet mellem medlemsstaternes arbejdstilsyn; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre anvendelse og korrekt håndhævelse af arbejdsretten, sociallovgivningen og kollektive overenskomster over for luftfartsselskaber, der opererer i en given medlemsstat;

46.  understreger, at retten til at oprette og tilslutte sig en fagforening og til at iværksætte faglige aktioner er grundlæggende rettigheder og skal respekteres i overensstemmelse med artikel 12 i Den Europæiske Unions charter for grundlæggende rettigheder; afviser ethvert forsøg på at underminere strejkeretten i luftfartssektoren; fremhæver betydningen af at have stærke og uafhængige arbejdsmarkedsparter i luftfartssektoren, en regelmæssig institutionaliseret arbejdsmarkedsdialog på alle niveauer og af, at arbejdstagerne inddrages og er repræsenteret i virksomhedsanliggender; insisterer på en korrekt høringsproces og en styrket social dialog forud for alle EU-initiativer vedrørende luftfartssektoren; glæder sig over arbejdsmarkedets parters forsøg på at forhandle en aftale på plads om arbejdsvilkår og sociale rettigheder for ansatte i den europæiske luftfartssektor; opfordrer dem til at forhandle kollektive overenskomster inden for alle dele af sektoren i overensstemmelse med nationale love og praksisser, fordi sådanne overenskomster er et effektivt værktøj til at bekæmpe et kapløb mod bunden om sociale standarder og arbejds- og beskæftigelsesstandarder samt til at sikre anstændige lønforhold for alle arbejdstagere;

47.  mener, at ingen arbejdstagere bør være i tvivl om den gældende arbejdslovgivning eller om, hvorvidt de har ret til socialsikring; henleder opmærksomheden på de særlige forhold for højmobile arbejdstagere i luftfartssektoren og efterlyser en bedre koordinering af de sociale sikringsordninger i EU; insisterer på, at vurderingen af, om der er behov for en yderligere afklaring af gældende ret og domstolskompetence med hensyn til ansættelseskontrakter for mobile arbejdstagere inden for luftfart, sker i tæt samarbejde med disse arbejdstageres repræsentanter;

o
o   o

48.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EØSU, AC TEN/581.
(2) EUT L 7 af 11.1.2012, s. 3.
(3) EUT C 99 af 4.4.2014, s. 3.
(4) EUT C 262 af 19.7.2016, s. 1.
(5) EUT C 382 af 15.10.2016, s. 1.
(6) https://ec.europa.eu/transport/media/events/event/high-level-conference-2015-social-agenda-transport_en
(7) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0049.
(8) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0394.
(9) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0392.
(10) EUT C 380 E af 11.12.2012, s. 5.
(11) EUT C 74 E af 20.3.2008, s. 658.
(12) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0220.
(13) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0221.
(14) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0092.
(15) EUT C 434 af 23.12.2015, s. 217.
(16) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0390.
(17) EUT C 75 af 26.2.2016, s. 2.
(18) https://english.eu2016.nl/documents/reports/2016/01/20/report-aviation-summit-2016


Forsinket gennemførelse af de operationelle programmer under ESI-fondene - Konsekvenser for samhørighedspolitiken og vejen videre frem
PDF 263kWORD 49k
Europa-Parlamentets beslutning af 16. februar 2017 om den forsinkede gennemførelse af ESI-fondenes operationelle programmer – indvirkning på samhørighedspolitikken og vejen frem (2016/3008(RSP))
P8_TA(2017)0055B8-0149/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin beslutning af 11. maj 2016 om fremskyndelse af gennemførelsen af samhørighedspolitikken(1),

–  der henviser til sin beslutning af 27. november 2014 om forsinkelser i opstarten af samhørighedspolitikken 2014-2020(2),

–  der henviser til sin beslutning af 14. januar 2014 om medlemsstaternes evne til at sikre en effektiv og rettidig start på den nye programperiode for samhørighedspolitikken(3),

–  der henviser til sin beslutning af 26. oktober 2016 om midtvejsrevision af FFR for 2014-2020(4),

–  der henviser til sin beslutning af 16. februar 2017 om investering i job og vækst – maksimering af bidraget fra de europæiske struktur- og investeringsfonde: en evaluering af rapporten i medfør af artikel 16, stk. 3 i Regionaludviklingsudvalgets fælles bestemmelser(5),

–  der henviser til sin beslutning af 26. november 2015 om forenkling og resultatorienteret tilgang i samhørighedspolitikken for perioden 2014-2020(6),

–  der henviser til forespørgsel til Kommissionen om forsinkelser i implementeringen af de europæiske struktur- og investeringsfondes (ESI-fondes) operationelle programmer – indvirkning på samhørighedspolitikken og vejen frem (O-000005/2017 – B8–0202/2017),

–  der henviser til protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at den sene afslutning af forhandlingerne om FFR for 2014-2020 og den sene vedtagelse af forordningerne om ESI-fondene førte til forsinkelser i processen med vedtagelse og gennemførelse af partnerskabsaftaler og operationelle programmer, udpegning af forvaltnings-, attesterings- og revisionsmyndigheder, fastlæggelsen og opfyldelsen af forhåndsbetingelser og gennemførelse af projekter på lokalt og regionalt niveau; der henviser til, at disse forsinkelser, selv om der mangler faktiske oplysninger om og analyser af årsagerne hertil, i den første del af programmeringsperioden har påvirket ESI-fondenes potentiale til at styrke konkurrenceevnen og øge den sociale, økonomiske og territoriale samhørighed;

B.  der henviser til, at 564 operationelle programmer under ESI-fondene er blevet vedtaget, og at Kommissionen har modtaget anmeldelser om udpegning af myndigheder for 374 operationelle programmer; der henviser til, at der ikke kan gennemføres mellemliggende betalinger, før der er udpeget forvaltningsmyndigheder; der henviser til, at der ifølge de tilgængelige data pr. 30. november 2016 er gennemført mellemliggende betalinger til et beløb på 14 750 mia. EUR, hvilket betyder, at betalingsbehovene har været mindre end oprindeligt forudset;

C.  der henviser til, at der på samme stadium i den forrige programperiode til trods for lignende forsinkelser og tekniske hindringer i forbindelse med kravet om forvaltnings- og kontrolsystemer allerede i juli 2009 var registreret anvendelse af mellemliggende betalinger, og at gennemførelsen af samhørighedspolitikkens programmer i henhold til de planlagte betalingsbevillinger i 2010-budgettet forventedes at nå op på fuld hastighed samme år;

D.  der henviser til, at det nuværende niveau for mellemliggende betalinger udgør en relativt ringe andel af den samlede programtildeling set på baggrund af programmeringsperiodens fremskridt; der henviser til, at Parlamentet er bekymret over, at det ifølge de seneste prognoser fra medlemsstaterne fra efteråret 2016 vil fortsætte i samme tempo;

E.  der henviser til, at forsinket gennemførelse og dermed lavere betalingsbehov allerede i 2016 førte til en nedsættelse af betalinger under udgiftsområde 1b på 7,2 mia. EUR i forslag til ændringsbudget nr. 4/2016; der henviser til, at der ikke var behov for et sådant ændringsbudget på samme stadium i programmeringsperioden 2007-2013; der henviser til, at der for 2017 er sket en nedsættelse af betalingsbevillinger på næsten 24 % i forhold til 2016;

F.  der henviser til, at det stærkt anbefales at etablere et tættere samarbejde mellem medlemsstaterne og EU-institutionerne for at sikre, at betalingsbevillingerne til samhørighedspolitikken i EU's budget for 2018 stabiliseres på et tilfredsstillende niveau, og at den overordnede betalingsplan for 2014-2020 overholdes eller, hvor det er hensigtsmæssigt, tilpasses til den aktuelle situation;

G.  der henviser til, at den administrative kapacitet både på nationalt og regionalt plan er en afgørende forudsætning for en vellykket gennemførelse af samhørighedspolitikken;

1.  minder om, at ESI-fondenes investeringer bidrager til at mindske de økonomiske, sociale og territoriale forskelle i og mellem de europæiske regioner samt til at skabe intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst og beskæftigelse; udtrykker derfor bekymring over, at yderligere forsinkelser i gennemførelsen af samhørighedspolitikkens operationelle programmer kan få negativ indvirkning på opnåelsen af disse mål og desuden bidrage til at forværre de regionale udviklingsforskelle;

2.  erkender, at selv om indførelsen af en række nye krav såsom tematisk koncentration, forhåndsbetingelser og finansiel forvaltning har sikret bedre resultater af programmerne, har disse på grund af den sene vedtagelse af den lovgivningsmæssige ramme også bidraget til forsinkelser i gennemførelsen; gør opmærksom på, at den nuværende hastighed i gennemførelsen risikerer at føre til mange frigørelser i de kommende år, og understreger, at det er nødvendigt at træffe foranstaltninger for at undgå dette; opfordrer Kommissionen til at angive, hvilke tiltag den agter at iværksætte i denne henseende;

3.  understreger, at anvendelsen af finansielle instrumenter under ESI-fondenes operationelle programmer på grund af forsinkelser i gennemførelsen kan øge de allerede eksisterende risici for lave udbetalingssatser, store kapitalindskud, manglende evne til at tiltrække tilstrækkelig privat kapital, lav gearingseffekt og problematisk geninvestering; bemærker, at der er behov for yderligere afklaring og tiltag for at opnå en ensartet kapacitet til at anvende de finansielle instrumenter som løftestænger i medlemsstaterne, og opfordrer medlemsstaterne til at bruge instrumenter, der stillet til rådighed af Kommissionen og EIB, på en afbalanceret måde; minder desuden om muligheden for at kombinere finansiering fra ESI-fondene og Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI) for at modvirke et fald i investeringer, navnlig i sektorer med det største vækst- og beskæftigelsespotentiale;

4.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til fuldt ud at udnytte den fleksibilitet, der findes i vækst- og stabilitetspagten, i betragtning af at krisen i mange medlemsstater har skabt likviditetsproblemer og bevirket, at regeringerne har færre penge til offentlige investeringer, samt at midlerne til samhørighedspolitikken er ved at blive hovedkilden til offentlige investeringer;

5.  opfordrer derfor Kommissionen til i nært samarbejde med medlemsstaterne og på grundlag af en objektiv analyse af, hvilke faktorer der har ført til de aktuelle forsinkelser, at forelægge en "plan for fremskyndelse af samhørighedspolitikken" i første kvartal af 2017 med henblik på at fremskynde gennemførelsen af ESI-fondenes operationelle programmer; understreger i denne sammenhæng imidlertid behovet for at sikre en lav fejlprocent, bekæmpe svig og styrke den administrative kapacitet på nationalt, regionalt og lokalt plan, da dette er en forudsætning for at opnå rettidige og vellykkede resultater; mener, at skræddersyede foranstaltninger bør følge analysen i den sammenfattende rapport om de årlige gennemførelsesrapporter, der dækker gennemførelsen i 2014-2015, og som Kommissionen har fremlagt ved udgangen af 2016, og opfordrer medlemsstaterne til fortsat at overvåge de fremskridt, der gøres med hensyn til gennemførelsen af projekterne; understreger i denne forbindelse behovet for og merværdien af at koncentrere bestræbelserne om de sektorer, der er prioriteret i de tematiske mål; opfordrer desuden Kommissionen til fortsat at yde støtte gennem sin taskforce for bedre gennemførelse og til at forelægge Parlamentet en handlingsplan for dennes aktiviteter;

6.  er bekymret over forsinkelserne i udpegningen af forvaltnings-, attesterings- og revisionsmyndigheder, hvilket medfører forsinkelser i indgivelsen af betalingsanmodninger; opfordrer derfor medlemsstaterne til at færdiggøre udpegningsprocessen og Kommissionen til at indsætte den tekniske bistand og rådgivning, som forvaltnings-, attesterings- og revisionsmyndighederne har behov for, med henblik på at lette og fremskynde gennemførelsen af operationelle programmer på stedet, herunder forberedelse af projektpipelines, forenkling og fremskyndelse af finansiel forvaltning og kontrolsystemer samt etablering af kontraktindgåelses- og overvågningsprocedurer;

7.  erkender, at en hurtigere og mere effektiv gennemførelse af ESI-fondenes operationelle programmer er direkte knyttet til øget forenkling; noterer sig i denne forbindelse de prioriteter, der er fastlagt i forbindelse med omnibusforslaget; bemærker dog, at der bør gøres en yderligere indsats, især vedrørende udgifter til projektstyring, heterogenitet og hyppige ændringer i regler, komplekse godkendelsesprocedurer for store projekter, offentlige udbud, uklare ejerskabsforhold, langvarige procedurer for udstedelse af tilladelser og afgørelser, problemet med revisions- og kontrolregler med tilbagevirkende kraft, forsinkede betalinger til støttemodtagere, problemer med at kombinere ESI-fondene med andre finansieringskilder, statsstøtteregler og langsom tvistbilæggelse; opfordrer Kommissionen til at sikre en passende samordning og gøre statsstøttereglerne meget enklere samt at sikre, at disse er i overensstemmelse med samhørighedspolitikken; minder om, at der er behov for en indsats for at forbedre kommunikationen om resultaterne af ESI-fondenes investeringer;

8.  opfordrer Kommissionen til at overveje og udvikle løsninger, herunder yderligere former for fleksibilitet såsom fleksibilitet mellem prioriteter og mellem operationelle programmer efter anmodning fra de relevante forvaltningsmyndigheder, i overensstemmelse med målene i Europa 2020-strategien, samtidig med at der sikres den nødvendige stabilitet og forudsigelighed og den allerede foreslåede tilbagestrømning af frigørelser, herunder fra udgiftsområde 1b, som følge af manglende eller delvis gennemførelse, til EU-budgettet, også med henblik på den kommende programmeringsperiode;

9.  opfordrer til, at der gøres en større indsats for at garantere og fremme synergieffekter mellem EU's finansieringsmuligheder såsom ESI-fondene, Horisont 2020 og EFSI gennem fælles finansiering, et tæt samarbejde mellem de kompetente myndigheder, støtte til aktioner med henblik på intelligent specialisering og gennem tættere samordning med de nationale organer, som yder lån på favorable vilkår til projekter i overensstemmelse med de operationelle programmers mål;

10.  opfordrer til bedre kommunikation mellem Kommissionens strukturer (de respektive generaldirektorater), mellem Kommissionen og medlemsstaterne samt med de nationale og regionale myndigheder, da kommunikation er en afgørende forudsætning for at øge udnyttelsesgraden og kvaliteten af aktionerne under samhørighedspolitikken;

11.  minder om merværdien af vedtagelsen af en resultatorienteret tilgang og glæder sig over Kommissionens indsats for at sikre politiske resultater i praksis; noterer sig konklusionerne i den sammenfattende rapport om de årlige gennemførelsesrapporter, der dækker gennemførelsen i 2014-2015, og afventer den strategiske rapport fra Kommissionen, som er planlagt til udgangen af 2017, og som vil indeholde flere oplysninger om gennemførelsen af prioriteter med henvisning til de finansielle data, fælles og programspecifikke indikatorer og kvantificerede målværdier og fremskridt i retning af milepælene samt status med hensyn til gennemførelsen af de handlingsplaner, der er knyttet til udestående forhåndsbetingelser(7);

12.  henviser til den eksisterende betalingsplan 2014-2020; tager højde for frigørelsesreglerne og opfordrer Kommissionen til at udarbejde en passende betalingsplan frem til 2023 og om nødvendigt foreslå en forhøjelse af lofterne under udgiftsområde 1b indtil udgangen af den nuværende programmeringsperiode; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre e-samhørighed fuldt ud operationelt og nemt at bruge med henblik på at tilpasse betalingsplanen til den aktuelle udvikling og at udarbejde "planen for fremskyndelse af samhørighedspolitikken"; anmoder derfor medlemsstaterne om at indtaste data vedrørende projektpipelines, udbudsplaner med planlagte og aktuelle datoer for udbud, kontraktindgåelse og gennemførelse samt finansielle og regnskabsmæssige data vedrørende fakturaer, medfinansiering, udgifternes støtteberettigelse osv.;

13.  forventer, at Kommissionen fortsætter drøftelserne om disse spørgsmål i samhørighedsforummet og fremsætter løsningsforslag i den 7. samhørighedsrapport med henblik på at sikre fuld gennemførelse af samhørighedspolitikken og imødekomme EU's investeringsbehov; opfordrer desuden til, at der træffes de nødvendige foranstaltninger for at sikre en rettidig start på programmeringsperioden efter 2020;

14.  anmoder Kommissionen om at indhøste erfaringer fra de oplysninger, der findes årsrapporterne, med henblik på at drøfte samhørighedspolitikken for tiden efter 2020;

15.  opfordrer indtrængende Kommissionen til senest i begyndelsen af 2018 at forelægge den lovgivningsmæssige pakke vedrørende den næste programmeringsperiode og fremme en gnidningsløs og rettidig drøftelse af FFR for tiden efter 2020, herunder om en lovgivnings- og proceduremæssig afbødningsforanstaltning, for at undgå systemchok med virkning for samhørighedspolitikkens investeringer og gennemførelse; mener, at der bør tages behørigt hensyn til resultatet af folkeafstemningen i Det Forenede Kongerige og den kommende Brexitaftale;

16.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen, Rådet, Regionsudvalget samt til medlemsstaterne og deres nationale og regionale parlamenter.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0217.
(2) EUT C 289 af 9.8.2016, s. 50.
(3) EUT C 482 af 23.12.2016, s. 56.
(4) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0412.
(5) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0053.
(6) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0419.
(7) Dette skal opdateres efter udgivelsen af den sammenfattende rapport om de årlige gennemførelsesrapporter, der dækker gennemførelsen i 2014-2015.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik