Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om Etiopien, navnlig sagen vedrørende dr. Merera Gudina (2017/2682(RSP))
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen i Etiopien,
– der henviser til den seneste universelle regelmæssige gennemgang af Etiopien, der blev gennemført forud for FN's Menneskerettighedsråd i 2015,
– der henviser til pressemeddelelsen fra Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) efter Federica Mogherinis, næstformand i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitiks (NF/HR) besøg hos den etiopiske premierminister Hailemariam Desalegn i Addis Abeba den 17. marts 2017,
– der henviser til Den Føderative Demokratiske Republik Etiopiens forfatning, som blev vedtaget den 8. december 1994, særlig bestemmelserne i kapitel III om grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, menneskerettigheder og demokratiske rettigheder,
– der henviser til mundtlig redegørelse af 18. april 2017 fra den etiopiske menneskerettighedskommission til det etiopiske parlament,
– der henviser til erklæring af 10. april 2017 fra EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder Stavros Lambrinidis om sit besøg i Etiopien for at indlede den strategiske indsats for menneskerettigheder og regeringsførelse,
– der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som Etiopien ratificerede i 1993,
– der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder,
– der henviser til EU-Udenrigstjenestens erklæring af 23. december 2015 om de nylige sammenstød i Etiopien,
– der henviser til erklæring af 10. oktober 2016 fra NF/HR's talsmand om Etiopiens erklæring om undtagelsestilstand,
– der henviser til EU's og Etiopiens fælles dagsorden for migration og mobilitet, der blev undertegnet den 11. november 2015,
– der henviser til erklæring af 18. december 2015 fra USA's udenrigsministerium om sammenstød i Oromia, Etiopien,
– ser henviser til EU's og Etiopiens strategiske indsats,
– der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder,
– der henviser til Cotonouaftalen,
– der henviser til FN's menneskerettighedskommissær Zeid Ra'ad Al Husseins besøg i Etiopien, som blev afsluttet den 4. maj 2017,
– der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,
A. der henviser til, at Etiopien spiller en central rolle i regionen og nyder politisk opbakning fra vestlige donorer og hovedparten af nabolandene i regionen på grund af landets rolle som vært for Den Afrikanske Union (AU) og dets bidrag til FN's fredsbevarende indsats, sikkerheds- og bistandspartnerskaber med vestlige lande som støtte for de internationale bestræbelser på at skabe stabilitet i Somalia og bekæmpe terrorgrupperne i regionen; der henviser til, at Etiopien også er dybt involveret i forbindelserne mellem Sudan og Sydsudan og har organiseret fredsforhandlinger i IGAD-regi;
B. der henviser til, at Etiopien med en befolkning på 100 millioner angiveligt er en af de hurtigst voksende økonomier i Afrika, der tiltrækker betydelige udenlandske investeringer, bl.a. i landbrugs-, bygge- og anlægssektoren og fremstillingssektoren, til store udviklingsprojekter såsom bygning af vandkraftsdæmninger og plantager og udbredt leasing af land, ofte til udenlandske virksomheder og har oplevet en gennemsnitlig vækstrate på 10 % i de seneste ti år; der henviser til, at det ikke desto mindre stadig er en af de fattigste økonomier med et BNI pr. indbygger på 632 USD; der henviser til, at det lå på plads 173 ud af 187 lande i FN's indeks for menneskelig udvikling for 2014;
C. der henviser til, at den nuværende humanitære krise på Afrikas Horn, der påvirker Ogadenregionen og andre områder af Etiopien, har bragt kolera og fødevaremangel med sig, som allerede har kostet mange menneskeliv og bragt tusinder i fare, navnlig siden begyndelsen af marts 2017; der henviser til, at FN's Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) har lanceret sin største appel om 96,4 mio. USD for at hjælpe 1,19 millioner flygtninge og tidligere flygtninge i Sudan, Somalia, Etiopien og Den Centralafrikanske Republik; der henviser til, at Etiopien i januar 2017 erklærede undtagelsestilstand på grund af en tørke i landets østlige provinser, der har efterladt 5,6 mio. mennesker i akut behov for hjælp, og at landet anmoder om støtte fra det internationale samfund; der henviser til, at tørken i 2016 efterlod 10 mio. mennesker sultende og kostede hundreder af tusinder af husdyr livet;
D. der henviser til, at aftalen mellem EU og Etiopien om en strategisk indsats blev undertegnet den 14. juni 2016; der henviser til, at den anerkender Etiopiens afgørende rolle i Afrika og det internationale samfund samt landets betydelige økonomiske vækst og fremskridt hen imod årtusindudviklingsmålene (MDG-målene); der henviser til, at EU støtter Etiopiens konstruktive rolle i fred og sikkerhed på Afrikas Horn;
E. der henviser til, at Etiopien kæmper med en konstant tilstrømning af migranter og en konstant udadgående strøm af migranter og er værtsland for omkring 800 000 flygtninge, primært fra Sydsudan og Eritrea, men også fra Somalia; der henviser til, at EU og Etiopien den 11. november 2015 undertegnede en fælles dagsorden for migration og mobilitet (FDMM) for at styrke samarbejdet og dialogen mellem de to parter på migrationsområdet;
F. der henviser til, at Etiopien har undertegnet Cotonouaftalen, hvis artikel 96 fastsætter, at respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende rettigheder er et væsentligt element i AVS-EU-samarbejdet;
G. der henviser til, at de etiopiske myndigheder gentagne gange har anvendt overdreven magt mod fredelige demonstranter og begået krænkelser af menneskerettighederne mod medlemmer af Oromo-samfundet og andre etniske grupper, herunder forfølgelse, vilkårlige anholdelser og drab på grund af deres formodede opposition mod den siddende regering; der henviser til, at Etiopiens regering regelmæssigt beskylder dem, der kritiserer regeringens politik, for at have tilknytning til terrorisme; der henviser til, at journalister, bloggere, demonstranter og aktivister er blevet retsforfulgt i henhold til landets skrappe antiterrorerklæring fra 2009;
H. der henviser til, at situationen forværredes i midten af april 2014, hvor regeringen bebudede gennemførelsen af den integrerede regionale udviklingsplan fra Addis Abeba, som foreslår en udvidelse af faciliteter til områder uden for byen, der tilhører den nationale regionalstat Oromia, Etiopiens største region omkring Addis Abeba;
I. der henviser til, at regeringen den 14. januar 2016 besluttede at annullere den omstridte storstilede byudviklingsplan; der henviser til, at udvidelsen af Addis Abeba allerede har fordrevet millioner af Oromo-landbrugere, så de er blevet fanget i fattigdom;
J. der henviser til, at Oromia i 2015 og 2016 oplevede masseprotester over udvidelsen af kommunegrænsen ind over Oromo-landbrugeres jord, som er hjemsted for to millioner mennesker, da eksproprieringerne blev betragtet som landgrabbing; der henviser til, at den etiopiske menneskerettighedskommission, der fik mandat til at foretage undersøgelser af urolighederne, den 19. april 2017 rapporterede, at 462 civile og 33 medlemmer af sikkerhedsstyrkerne var blevet dræbt og 338 civile og 126 medlemmer af sikkerhedsstyrkerne såret mellem juni og oktober 2016;
K. der henviser til, at der den 9. oktober 2016 blev erklæret undtagelsestilstand i henhold til Etiopiens forfatning af den etiopiske premierminister Hailemariam Desalegn; der henviser til, at undtagelsestilstanden giver militæret lov til at håndhæve sikkerheden i hele landet og indfører yderligere begrænsninger af ytringsfriheden og den frie adgang til information; der henviser til, at regeringen den 15. marts 2017 meddelte, at mange af undtagelsestilstandens restriktioner var blevet ophævet, og fastslog, at kommandoposten ikke længere ville kunne foretage vilkårlige anholdelser eller gennemføre ransagninger af ejendomme uden dommerkendelser, og at spærretiden og visse restriktioner på mediernes rapporteringer vil blive ophævet; der henviser til, at det etiopiske parlament den 29. marts 2017 enstemmigt vedtog at forlænge undtagelsestilstanden i fire måneder;
L. der henviser til, at etiopiske sikkerhedsstyrker den 30. november 2016 arresterede dr. Merera Gudina, formanden for det etiopiske oppositionsparti Oromoernes Føderative Kongres i Addis Abeba efter hans besøg i Europa-Parlamentet den 9. november 2016, hvor han deltog i et panel sammen med andre oppositionsledere og angiveligt overtrådte loven om undtagelsestilstanden ved at "skabe pres mod regeringen", "true samfundet med voldelige midler" samt forsøge at "forstyrre den forfatningsmæssige orden"; der henviser til, at hans anmodning om kaution er blevet afvist, og han stadig holdes varetægtsfængslet og venter på dommen; der henviser til, at dr. Gudina og to medtiltalte, Berhanu Nega og Jawar Mohammed, den 24. februar 2017 blev tiltalt for fire særskilte tilfælde af tilsidesættelse af den etiopiske straffelov;
M. der henviser til, at aktivister, journalister og menneskerettighedsforkæmpere, herunder Getachew Shiferaw (chefredaktør for Negere Ethiopia), Fikadu Mirkana (fra Oromias radio- og TV-organisation), Eskinder Nega (en fremtrædende journalist), Bekele Gerba (en Oromo-fredsaktivist) og Andargachew Tsige (en oppositionsleder) ligeledes er blevet arresteret eller er varetægtsfængslet; der henviser til, at onlineaktivisten Yonathan Tesfaye er blevet dømt efter antiterrorlovgivningen for kommentarer, han har fremsat på Facebook, og står over for mellem 10 og 20 års fængsel;
N. der henviser til, at den svensk-etiopiske kardiolog dr. Fikru Maru har været leder af Etiopiens første hjertehospital i Addis Abeba; der henviser til, at han har været fængslet i Etiopien siden 2013 på særdeles tvivlsomme anklager; der henviser til, at han har tilbragt flere år i fængsel uden rettergang; der henviser til, at han nu er blevet tiltalt med yderligere anklager om "terrorisme" lige inden afslutningen på hans fængselsstraf;
O. der henviser til, at Etiopien for nylig havde besøg af højtstående tjenestemænd med ansvar for menneskerettigheder, herunder FN's højkommissær for menneskerettigheder og EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder Stavros Lambrinidis, for at markere iværksættelsen af den sektorspecifikke dialog om menneskerettigheder og regeringsførelse inden for rammerne af EU's og Etiopiens strategiske indsats; der henviser til, at der er gjort langsomme fremskridt med at forbedre menneskerettighedssituationen i Etiopien, herunder med hensyn til fængsling af politiske ledere, den fortsatte anvendelse af loven om terrorbekæmpelse/loven om civilsamfundsorganisationer og forlængelsen af undtagelsestilstanden;
P. der henviser til, at FN's højkommissær for menneskerettigheder, Zeid Ra'ad Al Hussein, den 5. maj 2017 erklærede, at lovgivningen om velgørenhedsorganisationer og foreninger og om bekæmpelse af terrorisme og om massemedierne i Etiopien "ikke synes at være i overensstemmelse med de relevante internationale retsnormer og bør reformeres";
1. opfordrer den etiopiske regering til omgående at løslade dr. Merera Gudina, dr. Fikru Maru og alle andre politiske fanger mod kaution og frafalde alle anklager mod dem og til at opgive sagerne mod Berhanu Naga og Jawar Mohammed, som blev tiltalt in absentia, og som for tiden er i eksil; understreger, at hvis en dialog med oppositionen skal anses for at være troværdig, skal ledende oppositionspolitikere som dr. Merera Gudina frigives; opfordrer EU's højtstående repræsentant til at mobilisere EU-medlemsstaterne til hurtigt at fortsætte etableringen af en FN-ledet international undersøgelse for en troværdig, gennemsigtig og uafhængig undersøgelse af drabene på demonstranter og til at lægge pres på den etiopiske regering til at give sit samtykke;
2. opfordrer den etiopiske regering til at fortsætte med at fjerne restriktioner og afslutte undtagelsestilstanden samt erkende, at den hindrer ytringsfriheden, og at den i alvorlig grad begrænser forskelligartede og legitime synspunkter om det etiopiske samfund, som er højst nødvendige med henblik på at tackle Etiopiens krise; understreger, at denne mangel på diskussion bringer Etiopiens stabilitet i fare;
3. anmoder de etiopiske myndigheder om at holde op med at bruge terrorbekæmpelseslovgivningen (Anti-Terrorism Proclamation No 652/2009) til at undertrykke fredelige protester eller uenighed; opfordrer endvidere den etiopiske regering til at revidere sin terrorbekæmpelseslov;
4. mener, at der er behov for større etnisk spredt demokratisk deltagelse i Etiopien og mere lige adgang til politiske, økonomiske, sociale og kulturelle muligheder mellem de forskellige etniske og religiøse grupper;
5. opfordrer indtrængende den etiopiske regering til fuldt ud at respektere ytrings-, forenings- og pressefriheden som omhandlet i Etiopiens forfatning og frigive uretmæssigt tilbageholdte journalister og bloggere; er fast overbevist om, at en fredelig protest er en del af en demokratisk proces, og at det under alle omstændigheder bør undgås at reagere med overdreven magtanvendelse; opfordrer indtrængende regeringen til behørigt at gennemføre anbefalingerne fra den etiopiske menneskerettighedskommission om de seneste voldelige protester, navnlig for så vidt angår at retsforfølge de medlemmer af sikkerhedsstyrkerne, der er ansvarlige for volden, og forhindre målrettede angreb mod specifikke nationaliteter samt forsvare borgernes ret til domstolsprøvelse;
6. minder den etiopiske regering om dens forpligtelser til at sikre de grundlæggende rettigheder, herunder adgang til klage- og domstolsprøvelse og retten til en retfærdig rettergang som fastsat i det afrikanske charter og andre internationale og regionale menneskerettighedsinstrumenter, herunder Cotonouaftalen, særlig artikel 8 og 96;
7. opfordrer den etiopiske regering til at give menneskerettighedsorganisationer og NGO'er uhindret adgang til alle dele af landet, navnlig de områder, hvor der er konflikter og protester;
8. udtrykker sin bekymring over lovgivning, som begrænser retten til ytringsfrihed, presse-, informations-, forenings- og forsamlingsfriheden, og overvågningen af menneskerettighederne;
9. minder om, at Etiopien er et vigtigt destinations-, transit- og oprindelsesland for migranter og asylsøgere, og at det er vært for den største flygtningepopulation i Afrika; noterer sig vedtagelsen af en fælles dagsorden om migration mellem EU og Etiopien, der omfatter spørgsmål vedrørende flygtninge, grænsekontrol og bekæmpelsen af menneskehandel; opfordrer endvidere Kommissionen til nøje at overvåge alle projekter, som for nylig er igangsat inden for rammerne af EU's trustfond for Afrika; minder om, at Etiopien er det andet mest folkerige land i Afrika og en af de hurtigst voksende økonomier, men ikke desto mindre stadig et af de fattigste; minder om, at Etiopien med 5 328 km landegrænser kæmper med nabolandenes skrøbelighed og en konstant tilstrømning af migranter og er værtsland for omkring 800 000 flygtninge;
10. noterer sig den store rolle, Etiopien spiller i regionen, og navnlig landets støtte til stabiliseringen af Somalia, bekæmpelsen af terrorisme, fredsprocessen mellem Sudan og Sydsudan og internt i Sydsudan; mener, at det er afgørende vigtigt for Den Europæiske Union at føre en politisk dialog med dette vigtige land;
11. udtrykker dyb bekymring over den aktuelle tørke i Etiopien, som har ført til en forværring af den humanitære situation i landet; glæder sig over de yderligere 165 mio. EUR i bistand til regionen til krisen i Sydsudan og nabolandene samt til tørken i Etiopien, Somalia og Kenya;
12. roser Etiopien for de fremskridt, landet har gjort med hensyn til at forbedre betingelserne for dets hastigt voksende befolkning, herunder flygtninge fra konflikter i nabolandene, og er taknemligt for det lederskab, det viser i regionen og Den Afrikanske Union;
13. er af den opfattelse, at EU's fremtidige samarbejde med Etiopien bør tage hensyn til, at der skal opnås væsentlige fremskridt på menneskerettighedsområdet;
14. opfordrer de etiopiske myndigheder til at forhindre forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse og tage skridt til at udvikle en fredelig og konstruktiv dialog mellem de forskellige samfundsgrupper;
15. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, EU-udenrigstjenesten, Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformanden for Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, formændene for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, Den Afrikanske Unions Kommission, det Panafrikanske Parlament og Etiopiens parlament og regering.