– der henviser til sine tidligere beslutninger om Zambia,
– der henviser til erklæringen af 16. april 2017 fra EU-Udenrigstjenestens talsmand om de politiske spændinger i Zambia,
– der henviser til rapporten fra EU's valgobservationsmission i forbindelse med valget i Zambia i 2016,
– der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder,
– der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder,
– der henviser til Zambias forfatning,
– der henviser til Cotonouaftalen,
– der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder,
– der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,
A. der henviser til, at Zambia længe har været et eksempel på et demokratisk styre med en 25 år lang fredelig overgangsperiode; der henviser til, at optakten til valget i 2016 desværre var præget af voldelige sammenstød mellem tilhængere af de to største partier, Patriotic Front og United Party for National Development (UPND), som er oppositionspartiet;
B. der henviser til, at det den 11. maj 2017 var præcis en måned siden, at lederen af oppositionspartiet UPND, Hakainde Hichilema, blev fængslet, efter at han sammen med fem af sine ansatte var blevet anholdt af svært bevæbnede politibetjente under en razzia mod hans hus den 11. april;
C. der henviser til, at Hichilema blev beskyldt for at bringe præsidentens liv i fare, idet han den 9. april 2017 skulle have forhindret præsidentens bilkortege i at passere gennem Mongu, og at han straks blev tiltalt for forræderi, der i Zambia er en lovovertrædelse uden mulighed for kaution, samt for overtrædelse af lovbestemte forpligtelser, idet han ikke fulgte lovlige ordrer og gjorde brug af krænkende sprogbrug; der henviser til, at han benægter samtlige påstande;
D. der henviser til, at maksimumsstraffen for forræderi i Zambia er dødstraf, selv om landet de facto har afskaffet dødsstraffen og den sidste henrettelse fandt sted i 1997;
E. der henviser til, at Hichilemas advokater har kaldt sagen ubegrundet og anmodet byretten i Lusaka om at frafalde anklagerne; der henviser til, at byretten har fastholdt anklagerne med den begrundelse, at kun højesteret har kompetence i sager om forræderi;
F. der henviser til, at Hichilema i øjeblikket sidder i centralfængslet i Lusaka, hvor adgang til private medier, advokater, sympatisører og venner er begrænset; der henviser til, at Hichilema og hans advokater har berettet om nedværdigende behandling under tilbageholdelsen;
G. der henviser til, at UPND anser anklagerne for at være politisk motiverede, og til, at hans anholdelse har medført en bølge af protester, voldelige sammenstød og stigende politiske spændinger i landet;
H. der henviser til, at menneskerettighedsorganisationer opfordrer Zambias myndigheder til at frafalde anklagerne, idet de hævder, at disse er opfundet for at chikanere og intimidere Hichilema og afskrække ham fra at udøve sit politiske virke; der henviser til, at præsident Lungu den 14. april 2017 erklærede, at han ikke ville blande sig i Hichilema-sagen;
I. der henviser til, at konferencen af katolske biskopper i Zambia kritiserede den brutale anholdelse af landets vigtigste oppositionsledere og fordømte anvendelsen af de nationale politistyrker for tilsyneladende at forhindre organiseringen af en politisk opposition og dennes normale virke;
J. der henviser til, at UPND efter præsidentvalget i august 2016, hvor Hichilema tabte med nogle få stemmer til præsident Lungu, anfægtede lovligheden af valgresultatet og retsvæsenets uafhængighed, men at klagen blev afvist uden at blive behandlet af en domstol;
K. der henviser til, at Hichilema sammen med fem andre medlemmer af UPND den 18. april 2017 blev mødt af yderligere anklager for i perioden mellem den 5. og 8. april at have forsøgt at vælte regeringen;
L. der henviser til, at EU's valgobservatørmission den 13. november 2016 afgav sin endelige rapport, hvori det hedder, at parlamentsvalget i 2016 var forberedt på en stort set professionel måde, men at de to vigtigste politiske partier afgav erklæringer, som gav anledning til spændinger under valgkampen, hvilket førte til en række alvorlige voldshændelser;
M. der henviser til, at både EU og USA har udtrykt bekymring over fængslingen af oppositionslederen og har opfordret til etablering af en fredelig dialog mellem regeringen og UPND for at lette de spændinger, der er vokset mellem de to parter;
N. der henviser til Zambias præsident den 20. april 2017 truede med at indføre undtagelsestilstand efter en række brandattentater på butikker og politistationer, som blev påstået var iværksat af UPND; der henviser til, at dette risikerer at forværre de eksisterende spændinger yderligere, og at en politisk løsning bør fremmes;
O. der henviser til, at Hichilemi-sagen finder sted i en situation med øgede politiske spændinger som følge af sidste års anfægtede valg; der henviser til, at menneskerettighedsobservatører har berettet om undertrykkelse af politiske aktivister og oppositionspartier, overdreven magtanvendelse til at sprede fredelige protester og overgreb på medier og uafhængige journalister;
P. der henviser til, at regeringen har udtrykt sin vilje til at indgå i en dialog på den betingelse, at alle oppositionspartier godkender valgresultatet fra 2016;
Q. der henviser til, at Zambia har undertegnet Cotonouaftalen, hvis artikel 9 fastsætter, at de kontraherende parter forpligter sig til at fremme og beskytte alle grundlæggende frihedsrettigheder og menneskerettigheder, herunder politiske rettigheder;
R. der henviser til, regeringen i Zambia den 27. marts 2017 indledte en offentlig høring om landets medlemskab af Den Internationale Straffedomstol;
1. udtrykker bekymring over anholdelsen og fængslingen af Hakainde Hichilema og insisterer på behovet for til enhver tid at sikre retfærdighed, rettidig omhu og gennemsigtighed i anvendelsen af lovgivningen og under hele retssagen; noterer sig med bekymring påstandene om, at anklagerne skulle være politisk motiverede, og minder derfor regeringen i Zambia om dens forpligtelse til at garantere grundlæggende rettigheder og retsstatsprincippet, herunder adgang til domstolsprøvelse og retten til en retfærdig rettergang, som fastsat i det afrikanske charter og i andre internationale og regionale menneskerettighedsinstrumenter;
2. er dybt bekymret over rapporterne om stigende begrænsninger af ytrings- og foreningsfriheden; opfordrer regeringen til at fortsætte sine bestræbelser på at genoprette fuld mediefrihed; insisterer på regeringens ansvar for at undgå en forværring af de aktuelle politiske spændinger og for at respektere, beskytte og fremme sine borgeres borgerlige og politiske rettigheder;
3. opfordrer Zambias myndigheder til at foretage en hurtig, upartisk og tilbundsgående efterforskning af den påståede mishandling af Hichilema under varetægtsfængslingen og stille de ansvarlige til regnskab;
4. opfordrer alle relevante politiske aktører til at anvende forfatningens bestemmelser og andre retsmidler i overensstemmelse med internationale normer og standarder til at løse eventuelle uoverensstemmelser eller forskelle i forbindelse med valgresultatet og til at gøre deres yderste for at beskytte freden og sikkerheden for civilsamfundet;
5. opfordrer EU til fortsat nøje at overvåge den generelle situation i Zambia og til at gøre brug af de tilgængelige politiske midler, bl.a. gennem dialog på højeste niveau, for at sikre, at betingelserne for retsstatsprincippet og demokratiet, et åbent politisk rum, uafhængige institutioner og respekt for menneskerettighederne opretholdes;
6. opfordrer kraftigt regeringen i Zambia til at tage hensyn til de endelige henstillinger fra EU's valgobservatørmission om valget i 2016, og navnlig nødvendigheden af at fjerne restriktive begrænsninger af forsamlingsfriheden i loven om den offentlige orden, til at sikre mediernes frihed og uafhængighed, og til at træffe alle passende foranstaltninger for at forhindre politisk motiveret vold;
7. understreger det presserende behov for en fredelig og konstruktiv dialog mellem Patriotic Front og UPND for at genoprette den politiske tillid og stabilitet; fremhæver det ansvar, som begge parter har for at afholde sig fra at anspore til og fremme vold og for at skabe et miljø, der er befordrende for en åben demokratisk debat; glæder sig over de internationale og regionale partneres engagement og rolle som mæglere i denne henseende og over Menneskerettighedskommissionens opfordring til en dialog for at håndtere politisk vold;
8. støtter initiativet fra konferencen for katolske biskopper i Zambia og andre civilsamfundsgrupper, som opfordrer til en fredelig dialog mellem de stridende parter;
9. gentager sin stærke modstand mod anvendelse af dødsstraf uanset forbrydelsens art og under alle omstændigheder; glæder sig over, at der ikke har været foretaget henrettelser i landet siden 1997; opfordrer Zambia til at ratificere den anden valgfrie protokol til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, der sigter mod afskaffelse af dødsstraf;
10. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medformændene for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, Den Afrikanske Unions Kommission og Det Panafrikanske Parlament, Zambias regering samt FN's generalsekretær.
Etiopien, navnlig sagen vedrørende dr. Merera Gudina
178k
50k
Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om Etiopien, navnlig sagen vedrørende dr. Merera Gudina (2017/2682(RSP))
– der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen i Etiopien,
– der henviser til den seneste universelle regelmæssige gennemgang af Etiopien, der blev gennemført forud for FN's Menneskerettighedsråd i 2015,
– der henviser til pressemeddelelsen fra Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) efter Federica Mogherinis, næstformand i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitiks (NF/HR) besøg hos den etiopiske premierminister Hailemariam Desalegn i Addis Abeba den 17. marts 2017,
– der henviser til Den Føderative Demokratiske Republik Etiopiens forfatning, som blev vedtaget den 8. december 1994, særlig bestemmelserne i kapitel III om grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, menneskerettigheder og demokratiske rettigheder,
– der henviser til mundtlig redegørelse af 18. april 2017 fra den etiopiske menneskerettighedskommission til det etiopiske parlament,
– der henviser til erklæring af 10. april 2017 fra EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder Stavros Lambrinidis om sit besøg i Etiopien for at indlede den strategiske indsats for menneskerettigheder og regeringsførelse,
– der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som Etiopien ratificerede i 1993,
– der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder,
– der henviser til EU-Udenrigstjenestens erklæring af 23. december 2015 om de nylige sammenstød i Etiopien,
– der henviser til erklæring af 10. oktober 2016 fra NF/HR's talsmand om Etiopiens erklæring om undtagelsestilstand,
– der henviser til EU's og Etiopiens fælles dagsorden for migration og mobilitet, der blev undertegnet den 11. november 2015,
– der henviser til erklæring af 18. december 2015 fra USA's udenrigsministerium om sammenstød i Oromia, Etiopien,
– ser henviser til EU's og Etiopiens strategiske indsats,
– der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder,
– der henviser til Cotonouaftalen,
– der henviser til FN's menneskerettighedskommissær Zeid Ra'ad Al Husseins besøg i Etiopien, som blev afsluttet den 4. maj 2017,
– der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,
A. der henviser til, at Etiopien spiller en central rolle i regionen og nyder politisk opbakning fra vestlige donorer og hovedparten af nabolandene i regionen på grund af landets rolle som vært for Den Afrikanske Union (AU) og dets bidrag til FN's fredsbevarende indsats, sikkerheds- og bistandspartnerskaber med vestlige lande som støtte for de internationale bestræbelser på at skabe stabilitet i Somalia og bekæmpe terrorgrupperne i regionen; der henviser til, at Etiopien også er dybt involveret i forbindelserne mellem Sudan og Sydsudan og har organiseret fredsforhandlinger i IGAD-regi;
B. der henviser til, at Etiopien med en befolkning på 100 millioner angiveligt er en af de hurtigst voksende økonomier i Afrika, der tiltrækker betydelige udenlandske investeringer, bl.a. i landbrugs-, bygge- og anlægssektoren og fremstillingssektoren, til store udviklingsprojekter såsom bygning af vandkraftsdæmninger og plantager og udbredt leasing af land, ofte til udenlandske virksomheder og har oplevet en gennemsnitlig vækstrate på 10 % i de seneste ti år; der henviser til, at det ikke desto mindre stadig er en af de fattigste økonomier med et BNI pr. indbygger på 632 USD; der henviser til, at det lå på plads 173 ud af 187 lande i FN's indeks for menneskelig udvikling for 2014;
C. der henviser til, at den nuværende humanitære krise på Afrikas Horn, der påvirker Ogadenregionen og andre områder af Etiopien, har bragt kolera og fødevaremangel med sig, som allerede har kostet mange menneskeliv og bragt tusinder i fare, navnlig siden begyndelsen af marts 2017; der henviser til, at FN's Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) har lanceret sin største appel om 96,4 mio. USD for at hjælpe 1,19 millioner flygtninge og tidligere flygtninge i Sudan, Somalia, Etiopien og Den Centralafrikanske Republik; der henviser til, at Etiopien i januar 2017 erklærede undtagelsestilstand på grund af en tørke i landets østlige provinser, der har efterladt 5,6 mio. mennesker i akut behov for hjælp, og at landet anmoder om støtte fra det internationale samfund; der henviser til, at tørken i 2016 efterlod 10 mio. mennesker sultende og kostede hundreder af tusinder af husdyr livet;
D. der henviser til, at aftalen mellem EU og Etiopien om en strategisk indsats blev undertegnet den 14. juni 2016; der henviser til, at den anerkender Etiopiens afgørende rolle i Afrika og det internationale samfund samt landets betydelige økonomiske vækst og fremskridt hen imod årtusindudviklingsmålene (MDG-målene); der henviser til, at EU støtter Etiopiens konstruktive rolle i fred og sikkerhed på Afrikas Horn;
E. der henviser til, at Etiopien kæmper med en konstant tilstrømning af migranter og en konstant udadgående strøm af migranter og er værtsland for omkring 800 000 flygtninge, primært fra Sydsudan og Eritrea, men også fra Somalia; der henviser til, at EU og Etiopien den 11. november 2015 undertegnede en fælles dagsorden for migration og mobilitet (FDMM) for at styrke samarbejdet og dialogen mellem de to parter på migrationsområdet;
F. der henviser til, at Etiopien har undertegnet Cotonouaftalen, hvis artikel 96 fastsætter, at respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende rettigheder er et væsentligt element i AVS-EU-samarbejdet;
G. der henviser til, at de etiopiske myndigheder gentagne gange har anvendt overdreven magt mod fredelige demonstranter og begået krænkelser af menneskerettighederne mod medlemmer af Oromo-samfundet og andre etniske grupper, herunder forfølgelse, vilkårlige anholdelser og drab på grund af deres formodede opposition mod den siddende regering; der henviser til, at Etiopiens regering regelmæssigt beskylder dem, der kritiserer regeringens politik, for at have tilknytning til terrorisme; der henviser til, at journalister, bloggere, demonstranter og aktivister er blevet retsforfulgt i henhold til landets skrappe antiterrorerklæring fra 2009;
H. der henviser til, at situationen forværredes i midten af april 2014, hvor regeringen bebudede gennemførelsen af den integrerede regionale udviklingsplan fra Addis Abeba, som foreslår en udvidelse af faciliteter til områder uden for byen, der tilhører den nationale regionalstat Oromia, Etiopiens største region omkring Addis Abeba;
I. der henviser til, at regeringen den 14. januar 2016 besluttede at annullere den omstridte storstilede byudviklingsplan; der henviser til, at udvidelsen af Addis Abeba allerede har fordrevet millioner af Oromo-landbrugere, så de er blevet fanget i fattigdom;
J. der henviser til, at Oromia i 2015 og 2016 oplevede masseprotester over udvidelsen af kommunegrænsen ind over Oromo-landbrugeres jord, som er hjemsted for to millioner mennesker, da eksproprieringerne blev betragtet som landgrabbing; der henviser til, at den etiopiske menneskerettighedskommission, der fik mandat til at foretage undersøgelser af urolighederne, den 19. april 2017 rapporterede, at 462 civile og 33 medlemmer af sikkerhedsstyrkerne var blevet dræbt og 338 civile og 126 medlemmer af sikkerhedsstyrkerne såret mellem juni og oktober 2016;
K. der henviser til, at der den 9. oktober 2016 blev erklæret undtagelsestilstand i henhold til Etiopiens forfatning af den etiopiske premierminister Hailemariam Desalegn; der henviser til, at undtagelsestilstanden giver militæret lov til at håndhæve sikkerheden i hele landet og indfører yderligere begrænsninger af ytringsfriheden og den frie adgang til information; der henviser til, at regeringen den 15. marts 2017 meddelte, at mange af undtagelsestilstandens restriktioner var blevet ophævet, og fastslog, at kommandoposten ikke længere ville kunne foretage vilkårlige anholdelser eller gennemføre ransagninger af ejendomme uden dommerkendelser, og at spærretiden og visse restriktioner på mediernes rapporteringer vil blive ophævet; der henviser til, at det etiopiske parlament den 29. marts 2017 enstemmigt vedtog at forlænge undtagelsestilstanden i fire måneder;
L. der henviser til, at etiopiske sikkerhedsstyrker den 30. november 2016 arresterede dr. Merera Gudina, formanden for det etiopiske oppositionsparti Oromoernes Føderative Kongres i Addis Abeba efter hans besøg i Europa-Parlamentet den 9. november 2016, hvor han deltog i et panel sammen med andre oppositionsledere og angiveligt overtrådte loven om undtagelsestilstanden ved at "skabe pres mod regeringen", "true samfundet med voldelige midler" samt forsøge at "forstyrre den forfatningsmæssige orden"; der henviser til, at hans anmodning om kaution er blevet afvist, og han stadig holdes varetægtsfængslet og venter på dommen; der henviser til, at dr. Gudina og to medtiltalte, Berhanu Nega og Jawar Mohammed, den 24. februar 2017 blev tiltalt for fire særskilte tilfælde af tilsidesættelse af den etiopiske straffelov;
M. der henviser til, at aktivister, journalister og menneskerettighedsforkæmpere, herunder Getachew Shiferaw (chefredaktør for Negere Ethiopia), Fikadu Mirkana (fra Oromias radio- og TV-organisation), Eskinder Nega (en fremtrædende journalist), Bekele Gerba (en Oromo-fredsaktivist) og Andargachew Tsige (en oppositionsleder) ligeledes er blevet arresteret eller er varetægtsfængslet; der henviser til, at onlineaktivisten Yonathan Tesfaye er blevet dømt efter antiterrorlovgivningen for kommentarer, han har fremsat på Facebook, og står over for mellem 10 og 20 års fængsel;
N. der henviser til, at den svensk-etiopiske kardiolog dr. Fikru Maru har været leder af Etiopiens første hjertehospital i Addis Abeba; der henviser til, at han har været fængslet i Etiopien siden 2013 på særdeles tvivlsomme anklager; der henviser til, at han har tilbragt flere år i fængsel uden rettergang; der henviser til, at han nu er blevet tiltalt med yderligere anklager om "terrorisme" lige inden afslutningen på hans fængselsstraf;
O. der henviser til, at Etiopien for nylig havde besøg af højtstående tjenestemænd med ansvar for menneskerettigheder, herunder FN's højkommissær for menneskerettigheder og EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder Stavros Lambrinidis, for at markere iværksættelsen af den sektorspecifikke dialog om menneskerettigheder og regeringsførelse inden for rammerne af EU's og Etiopiens strategiske indsats; der henviser til, at der er gjort langsomme fremskridt med at forbedre menneskerettighedssituationen i Etiopien, herunder med hensyn til fængsling af politiske ledere, den fortsatte anvendelse af loven om terrorbekæmpelse/loven om civilsamfundsorganisationer og forlængelsen af undtagelsestilstanden;
P. der henviser til, at FN's højkommissær for menneskerettigheder, Zeid Ra'ad Al Hussein, den 5. maj 2017 erklærede, at lovgivningen om velgørenhedsorganisationer og foreninger og om bekæmpelse af terrorisme og om massemedierne i Etiopien "ikke synes at være i overensstemmelse med de relevante internationale retsnormer og bør reformeres";
1. opfordrer den etiopiske regering til omgående at løslade dr. Merera Gudina, dr. Fikru Maru og alle andre politiske fanger mod kaution og frafalde alle anklager mod dem og til at opgive sagerne mod Berhanu Naga og Jawar Mohammed, som blev tiltalt in absentia, og som for tiden er i eksil; understreger, at hvis en dialog med oppositionen skal anses for at være troværdig, skal ledende oppositionspolitikere som dr. Merera Gudina frigives; opfordrer EU's højtstående repræsentant til at mobilisere EU-medlemsstaterne til hurtigt at fortsætte etableringen af en FN-ledet international undersøgelse for en troværdig, gennemsigtig og uafhængig undersøgelse af drabene på demonstranter og til at lægge pres på den etiopiske regering til at give sit samtykke;
2. opfordrer den etiopiske regering til at fortsætte med at fjerne restriktioner og afslutte undtagelsestilstanden samt erkende, at den hindrer ytringsfriheden, og at den i alvorlig grad begrænser forskelligartede og legitime synspunkter om det etiopiske samfund, som er højst nødvendige med henblik på at tackle Etiopiens krise; understreger, at denne mangel på diskussion bringer Etiopiens stabilitet i fare;
3. anmoder de etiopiske myndigheder om at holde op med at bruge terrorbekæmpelseslovgivningen (Anti-Terrorism Proclamation No 652/2009) til at undertrykke fredelige protester eller uenighed; opfordrer endvidere den etiopiske regering til at revidere sin terrorbekæmpelseslov;
4. mener, at der er behov for større etnisk spredt demokratisk deltagelse i Etiopien og mere lige adgang til politiske, økonomiske, sociale og kulturelle muligheder mellem de forskellige etniske og religiøse grupper;
5. opfordrer indtrængende den etiopiske regering til fuldt ud at respektere ytrings-, forenings- og pressefriheden som omhandlet i Etiopiens forfatning og frigive uretmæssigt tilbageholdte journalister og bloggere; er fast overbevist om, at en fredelig protest er en del af en demokratisk proces, og at det under alle omstændigheder bør undgås at reagere med overdreven magtanvendelse; opfordrer indtrængende regeringen til behørigt at gennemføre anbefalingerne fra den etiopiske menneskerettighedskommission om de seneste voldelige protester, navnlig for så vidt angår at retsforfølge de medlemmer af sikkerhedsstyrkerne, der er ansvarlige for volden, og forhindre målrettede angreb mod specifikke nationaliteter samt forsvare borgernes ret til domstolsprøvelse;
6. minder den etiopiske regering om dens forpligtelser til at sikre de grundlæggende rettigheder, herunder adgang til klage- og domstolsprøvelse og retten til en retfærdig rettergang som fastsat i det afrikanske charter og andre internationale og regionale menneskerettighedsinstrumenter, herunder Cotonouaftalen, særlig artikel 8 og 96;
7. opfordrer den etiopiske regering til at give menneskerettighedsorganisationer og NGO'er uhindret adgang til alle dele af landet, navnlig de områder, hvor der er konflikter og protester;
8. udtrykker sin bekymring over lovgivning, som begrænser retten til ytringsfrihed, presse-, informations-, forenings- og forsamlingsfriheden, og overvågningen af menneskerettighederne;
9. minder om, at Etiopien er et vigtigt destinations-, transit- og oprindelsesland for migranter og asylsøgere, og at det er vært for den største flygtningepopulation i Afrika; noterer sig vedtagelsen af en fælles dagsorden om migration mellem EU og Etiopien, der omfatter spørgsmål vedrørende flygtninge, grænsekontrol og bekæmpelsen af menneskehandel; opfordrer endvidere Kommissionen til nøje at overvåge alle projekter, som for nylig er igangsat inden for rammerne af EU's trustfond for Afrika; minder om, at Etiopien er det andet mest folkerige land i Afrika og en af de hurtigst voksende økonomier, men ikke desto mindre stadig et af de fattigste; minder om, at Etiopien med 5 328 km landegrænser kæmper med nabolandenes skrøbelighed og en konstant tilstrømning af migranter og er værtsland for omkring 800 000 flygtninge;
10. noterer sig den store rolle, Etiopien spiller i regionen, og navnlig landets støtte til stabiliseringen af Somalia, bekæmpelsen af terrorisme, fredsprocessen mellem Sudan og Sydsudan og internt i Sydsudan; mener, at det er afgørende vigtigt for Den Europæiske Union at føre en politisk dialog med dette vigtige land;
11. udtrykker dyb bekymring over den aktuelle tørke i Etiopien, som har ført til en forværring af den humanitære situation i landet; glæder sig over de yderligere 165 mio. EUR i bistand til regionen til krisen i Sydsudan og nabolandene samt til tørken i Etiopien, Somalia og Kenya;
12. roser Etiopien for de fremskridt, landet har gjort med hensyn til at forbedre betingelserne for dets hastigt voksende befolkning, herunder flygtninge fra konflikter i nabolandene, og er taknemligt for det lederskab, det viser i regionen og Den Afrikanske Union;
13. er af den opfattelse, at EU's fremtidige samarbejde med Etiopien bør tage hensyn til, at der skal opnås væsentlige fremskridt på menneskerettighedsområdet;
14. opfordrer de etiopiske myndigheder til at forhindre forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse og tage skridt til at udvikle en fredelig og konstruktiv dialog mellem de forskellige samfundsgrupper;
15. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, EU-udenrigstjenesten, Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformanden for Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, formændene for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, Den Afrikanske Unions Kommission, det Panafrikanske Parlament og Etiopiens parlament og regering.
Sydsudan
176k
50k
Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om Sydsudan (2017/2683(RSP))
– der henviser til sine tidligere beslutninger om Sudan og Sydsudan,
– der henviser til erklæringerne af 8. maj 2017 fra trojkaen (USA, Det Forenede Kongerige og Norge) og EU om sikkerhedssituationen i Sydsudan,
– der henviser til erklæringen af 29. april 2017 fra talsmanden for FN's generalsekretær om situationen i Sydsudan,
– der henviser til den endelige rapport af 13. april 2017 fra FN's Sikkerhedsråds ekspertpanel vedrørende Sydsudan,
– der henviser til kommunikéet af 25. marts 2017 fra det 30. ekstraordinære topmøde i Den Mellemstatslige Organisation for Udvikling (IGAD) om Sydsudan,
– der henviser til resultatet af den 34. samling i FN's Menneskerettighedsråd i Genève fra den 27. februar til den 24. marts 2017,
– der henviser til erklæringen af 23. marts 2017 fra formanden for FN's Sikkerhedsråd om situationen i Sydsudan,
– der henviser til Kommissionens erklæring til Europa-Parlamentet af 1. februar 2017,
– der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 2327 (2016) af 16. december 2016,
– der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 12. december 2016 om Sydsudan,
– der henviser til den humanitære rapport af 9. maj 2017 fra FN's Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender,
– der henviser til IGAD's aftale om en løsning på konflikten i Republikken Sydsudan af 17. august 2015,
– der henviser til den samlede sudanesiske fredsaftale fra 2005,
– der henviser til den ændrede Cotonoupartnerskabsaftale,
– der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder,
– der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder,
– der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder,
– der henviser til traktaten om våbenhandel,
– der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,
A. der henviser til, at der nu i over tre år udspiller sig en borgerkrig i Sydsudan, som brød ud, efter at Salva Kiir, landets præsident og medlem af den etniske Dinka-gruppe, anklagede sin afsatte vicepræsident, Riek Machar, en etnisk nuer, for at have planlagt et statskup mod ham; der henviser til, at Riek Machar har nægtet at have forsøgt et kup;
B. der henviser til, at trods undertegnelsen af IGAD's aftale i august 2015 om en løsning på konflikten i Republikken Sydsudan er der stadig en total mangel på respekt for internationale menneskerettigheder og humanitær folkeret og mangel på ansvarlighed for menneskerettighedskrænkelser og overgreb, der er begået under konflikten;
C. der henviser til, at landet er ramt af sult og økonomisk sammenbrud som følge af borgerkrigen, og at over 3,6 mio. mennesker har været nødt til at flygte fra deres hjem, og at omkring 4,9 millioner mennesker er ramt af fødevareusikkerhed; der henviser til, at de humanitære behov er fortsat med at stige til et alarmerende højt niveau, og det anslås, at 7,5 millioner mennesker har behov for humanitær bistand, og at over en million personer i øjeblikket huses af FN; der henviser til, at FN-organisationer har øget deres appel om humanitær bistand og siger, at de har brug for mindst 1,4 mia. USD for at afhjælpe et "utænkeligt" omfang af menneskelige lidelser; der henviser til, at der blot er fundet finansiering for 14 % af dette beløb;
D. der henviser til, at med den nuværende hastighed vil halvdelen af landets befolkning være døde eller være blevet fordrevet ved udgangen af 2017; der henviser til, at det ikke vides, hvor mange mennesker der er blevet dræbt som følge af vold;
E. der henviser til, at ifølge den seneste rapport fra FN's ekspertpanel er regeringen i Sydsudan en af de største ophavsmænd til vold og krænkelser af menneskerettighederne i landet, hvor hungersnøden betragtes som "menneskeskabt", og hvor den sydsudanske regerings spild af penge på våben betragtes som en af de vigtigste årsager hertil;
F. der henviser til, at regeringen i de seneste uger har udført store angreb i Yuai, Waat, Tonga og Kodok, der har haft tragiske menneskelige konsekvenser, herunder flytning af 50 000-100 000 personer; der henviser til, at dette følger efter drabet på adskillige civile den 8. april 2017 i den vestlige del af byen Wau som en kollektiv straf på grund af etnisk tilhørsforhold og politiske synspunkter; der henviser til, at regeringsstyrker fortsætter med at angribe civile i strid med loven om væbnet konflikt og har forhindret FN's mission i at beskytte civile;
G. der henviser til, at hospitaler og klinikker er blevet ødelagt af regeringen, hvilket er en krigsforbrydelse; der henviser til, at udstyr fra hospitaler og klinikker er blevet stjålet, hvilket har ført til, at de er blevet lukket, og mennesker har ikke haft mulighed for at få livreddende lægebehandling;
H. der henviser til, at næsten én ud af tre skoler i Sydsudan er blevet ødelagt, beskadiget, besat eller lukket, hvilket har indvirkning på uddannelsen af en hel generation af børn; der henviser til, at mere end 600 000 børn under fem år er akut underernærede;
I. der henviser til, at omkring to millioner børn er flygtet ud af landet, hvilket udgør 62 % af de flygtninge, der har forladt Sydsudan, og at konflikten giver dem ubærlige traumer, stress og psykiske forstyrrelser; der henviser til, at anslået 17 000 børn, hovedsagelig drenge er blevet rekrutteret eller anvendt som soldater i væbnede styrker og grupper i landet; der henviser til, at tusindvis af børn angiveligt er blevet dræbt, voldtaget, fordrevet og er blevet forældreløse;
J. der henviser til, at kvinder og piger systematisk er blevet voldtaget og bortført som krigsvåben, og at ifølge FN's undersøgelse er 70 % af de kvinder, der lever i lejre for internt fordrevne personer i Juba, blevet voldtaget, de fleste af politiet eller soldater;
K. der henviser til, at på grund af ustabilitet i nabolandene er Sydsudan også værtsland for omkring 270 000 flygtninge fra Sudan, Den Demokratiske Republik Congo, Etiopien og Den Centralafrikanske Republik;
L. der henviser til, at Verdenssundhedsorganisationen i juni 2016 erklærede, at der var udbrudt kolera, som allerede har ramt tusinder, og som angiveligt er spredt yderligere i de seneste uger; der henviser til, at mange dødsfald, der skyldes malaria, kolera, mæslinger, akut diarré og åndedrætssygdomme er resultatet af ekstrem fattigdom og dårlige levevilkår, og mange dødsfald kunne have været undgået, hvis blot disse personer havde haft adgang til sundhedspleje;
M. der henviser til, at det i IGAD's aftale om en løsning på konflikten i Republikken Sydsudan fastsættes, at mandatet for overgangsregeringen for national enhed (TGNU) bør udløbe efter valget i august 2018;
N. der henviser til, at ifølge FN og troværdige rapporter har mæglere i EU-medlemsstater og adskillige tredjelande overdraget helikoptere og maskingeværer til væbnede grupper i Sydsudan og ydet militær logistisk bistand; der henviser til, at konfliktens langvarige karakter har bevirket, at der er dannet nye væbnede grupper, og at samfundet er blevet militariseret;
O. der henviser til, at antallet af angreb på humanitære konvojer og humanitært personale er yderst bekymrende; der henviser til, at 79 bistandsarbejdere er blevet dræbt siden december 2013; der henviser til, at i et nyligt angreb i marts 2017 blev seks nødhjælpsarbejdere og deres chauffører dræbt, i hvad der er det hidtil mest dødbringende angreb mod humanitære hjælpearbejdere;
P. der henviser til, at Kommissionen den 21. februar 2017 bebudede en bistandspakke på 82 mio. EUR efter udbruddet af hungersnød; der henviser til, at EU er en af de største bidragydere til landet, og at EU leverede mere end 40 % af al humanitær finansiering til støtte for livsvigtig programmer i 2016 og ca. 381 mio. EUR i humanitær bistand siden konfliktens begyndelse i 2013;
1. udtrykker sin dybe bekymring over den nuværende konflikt i Sydsudan; opfordrer til, at der omgående sættes en stopper for alle militære operationer og minder på ny præsident Salva Kiir og tidligere vicepræsident, Riek Machar, om deres forpligtelser i henhold til IGAD's aftale om en løsning på konflikten i Republikken Sydsudan; opfordrer præsident Kiir til straks at leve op til sit tilsagn om at gennemføre en ensidig våbenhvile, hvilket han meddelte IGAD's stats- og regeringschefer den 25. marts 2017;
2. opfordrer til, at alle parter i væbnede konflikter øjeblikkeligt og fuldstændigt standser alle seksuelle voldshandlinger mod civile, navnlig mod kvinder og piger; minder om, at voldtægt som krigsvåben udgør en krigsforbrydelse, der er strafbar i henhold til folkeretten; opfordrer den sydsudanske regering til at beskytte alle sårbare grupper, bringe gerningsmændene for en domstol og sætte en stopper for straffrihed blandt politiet og militæret;
3. fordømmer alle angreb på civile og humanitære hjælpearbejdere, og minder om at angreb mod sidstnævnte afbryder livreddende bistand og forsyninger; understreger, at der ikke kan findes nogen militær løsning på konflikten, og at regeringen i Sydsudan skal sikre, at der er en meningsfuld våbenstilstand, som vidner om et reelt engagement i fred og stabilitet; mener, at et engagement i fred skal gå videre end en simpel indstilling af fjendtlighederne og også omfatte tilbagetrækning af tropper, opløsning af etniske militser, ingen hindringer for humanitær bistand og frigivelse af politiske fanger;
4. udtrykker sin dybeste bekymring over den alvorlige humanitære situation i landet, som fortsat forværres; opfordrer derfor endnu en gang EU og medlemsstaterne til at øge den humanitære bistand for at afhjælpe hungersnøden og for at presse den sydsudanske regering til at sikre, at forsyningsruterne for humanitær bistand forbliver åbne;
5. beklager dybt den rekruttering af børn i væbnede konflikter, som alle parter i Sydsudan står bag; understreger, at rekruttering af børn af parter i en konflikt er en krigsforbrydelse, som ophavsmændene hertil skal holdes strafferetligt til ansvar for; advarer om, at en hel generation af unge risikerer at blive alvorligt traumatiseret, få alvorlige følelsesmæssige forstyrrelser og ikke modtage nogen form for uddannelse; opfordrer til, at EU's humanitære og udviklingsmæssige programmer bistår med at levere grundlæggende uddannelse og langsigtet rehabilitering og rådgivning; fordømmer på det kraftigste anvendelsen af uddannelsesfaciliteter til militære operationer;
6. opfordrer Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) til at anvende alle tilgængelige ressourcer til at involvere FN, Den Afrikanske Union (AU) og IGAD i bestræbelser på at iværksætte en ny politisk proces med henblik på at opnå en varig våbenhvile og fuld gennemførelse af de sikkerhedsmæssige og regeringsmæssige kapitler af fredsaftalen;
7. mener, at AU, som støttes af EU og dets medlemsstater, skal spille en aktiv rolle i mæglingsforsøget på at finde en politisk løsning for varig fred i Sydsudan, herunder ved at afsætte flere ressourcer til AU's udsending til Sydsudan, Alpha Oumar Konare; støtter opfordringer til en international konference, der skal afholdes af Kommissionen for Den Afrikanske Union med deltagelse af FN og IGAD med henblik på at harmonisere og tilnærme de internationale bestræbelser på at standse krigen i Sydsudan;
8. gentager sin fulde støtte til det arbejde, som FN's særlige repræsentant for Sydsudan udfører, og til mandatet for FN's mission i Sydsudan (UNMISS) og dens regionale beskyttelsesstyrke, som har til opgave at beskytte civilbefolkningen, forebygge vold mod civilbefolkningen og skabe de nødvendige betingelser for levering af humanitær bistand; opfordrer alle parter til at lette en hurtig indsættelse af en aktiv regional beskyttelsesstyrke med mandat fra FN's Sikkerhedsråd, og som har til formål at styrke den aktive tilstedeværelse af UNMISS, og opfordrer medlemsstaterne og VP/HR til hurtigt og i væsentlig grad at styrke UNMISS med europæisk kapacitet;
9. understreger som en hastesag behovet for at etablere en hybrid domstol for Sydsudan, som omfatter AU's vedtagelse af juridiske statutter og midler fra FN og EU; minder om, at dette er en del af fredsaftalen fra 2016 og derfor ikke bør være åben for genforhandling;
10. understreger, at en national dialog for at give mening og være inklusiv bør opfylde klare benchmarks, herunder neutral lederskab og inddragelse af oppositionsgrupper og sydsudanske borgere, der bor uden for landet, og at den for at være legitim og effektiv også skal omfatte repræsentanter fra alle parter i konflikten og andre sydsudanske aktører, herunder repræsentanter for kvindeorganisationer;
11. fordømmer alle forsøg på at begrænse ytringsfriheden, som er en grundlæggende menneskeret og del af en reel politisk debat; beklager drabene på nødhjælpsarbejdere, repræsentanter for civilsamfundet og journalister, og kræver, at gerningsmændene til disse forbrydelser retsforfølges; kræver øjeblikkelig frigivelse af alle politiske fanger;
12. fordømmer alle angreb på uddannelsesbygninger og offentlige bygninger og anvendelse af skoler til militære formål; opfordrer parterne til at overholde retningslinjerne for beskyttelse af skoler og universiteter mod militær anvendelse under væbnede konflikter;
13. beklager, at FN's Sikkerhedsråd ikke vedtog en beslutning den 23. december 2016, der ville have indført en våbenembargo over for Sydsudan og et rejseforbud og indefrysning af aktiver mod tre højtstående sydsudanske ledere; opfordrer EU til at forfølge en international våbenembargo mod Sydsudan og til en effektiv håndhævelse heraf; er foruroliget over rapporter om våbenoverførsler til Sydsudan i strid med Rådets fælles holdning 2008/944/CFSP, bl.a. gennem mæglere, der er baseret i EU's medlemsstater; opfordrer indtrængende medlemsstaterne og næstformanden/den højtstående repræsentant til at håndhæve EU's våbenkontrolordning og til formelt at indlede drøftelser med alle tredjelande, der har vist sig at eksportere våben og militær logistisk bistand til Sydsudan;
14. opfordrer myndighederne til at sikre, at enhver tilbagesendelse eller flytning af internt fordrevne foregår på en sikker og værdig måde; opfordrer til som led i EU's strategi for at sikre levering af humanitær bistand, opretholde en våbenhvile og etablere en ny politisk proces til gennemførelse af fredsaftalen at der indføres målrettede sanktioner mod alle vigtige politiske eller militære figurer i regeringen eller oppositionen, der forlænger konflikten eller begår menneskerettighedskrænkelser;
15. mener, at som følge af den tilbagevendende konflikt, usikkerhed og en massiv fordrivelse af mennesker kan der ikke afholdes troværdige og fredelige valg i den nuværende politiske kontekst; minder om, at mandatet for overgangsregeringen for national enhed løber frem til juni 2018; understreger betydningen af at sydsudanske kvinder kommer til at spille en fuldgyldig rolle i fredsforhandlingerne og i styringen af landet; opfordrer EU til at støtte kvinder på græsrodsniveau, der gør en mærkbar forskel med hensyn til kvaliteten af fredsforhandlinger ved at modarbejde mistillid, genopbygge tillid og fremme forsoning;
16. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Den Mellemstatslige Organisation for Udviklings, Sydsudans regering, Sydsudans menneskerettighedskommissær, Sydsudans Nationale Lovgivende Forsamling, Den Afrikanske Unions institutioner, medformændene for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU og FN's generalsekretær.
Aftalen mellem EU, Island, Liechtenstein og Norge om en EØS-finansieringsmekanisme 2014-2021 ***
248k
48k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 18. maj 2017 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelsen af aftalen mellem Den Europæiske Union, Island, Fyrstendømmet Liechtenstein og Kongeriget Norge om en EØS-finansieringsmekanisme (2014-2021), aftalen mellem Kongeriget Norge og Den Europæiske Union om en norsk finansieringsmekanisme (2014-2021), tillægsprotokollen til overenskomsten mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Kongeriget Norge og tillægsprotokollen til overenskomsten mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Island (06679/2016 – C8-0175/2016 – 2016/0052(NLE))
– der henviser til udkast til Rådets afgørelse (06679/2016),
– der henviser til udkast til aftale mellem Den Europæiske Union, Island, Fyrstendømmet Liechtenstein og Kongeriget Norge om en EØS-finansieringsmekanisme (2014-2021) (06956/16),
– der henviser til udkast til aftale mellem Kongeriget Norge og Den Europæiske Union om en norsk finansieringsmekanisme (2014-2021) (06957/16),
– der henviser til udkast til tillægsprotokol til overenskomsten mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Kongeriget Norge (06960/16),
– der henviser til udkast til tillægsprotokol til overenskomsten mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Island (06959/16),
– der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 217 og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), nr. v), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C8-0175/2016),
– der henviser til forretningsordenens artikel 99, stk. 1 og 4, og artikel 108, stk. 7,
– der henviser til henstilling fra Udvalget om International Handel (A8-0072/2017),
1. godkender indgåelsen af aftalerne og tillægsprotokollerne,
2. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Republikken Islands, Fyrstendømmet Liechtensteins og Kongeriget Norges regeringer og parlamenter.
Det rette finansieringsmiks for Europas regioner: afbalancering af finansielle instrumenter og tilskud i EU's samhørighedspolitik
275k
49k
Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om det rette finansieringsmiks for Europas regioner: afbalancering af finansielle instrumenter og tilskud i EU's samhørighedspolitik (2016/2302(INI))
– der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig afsnit XVIII,
– under henvisning til artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006(1) (CPR), og de delegerede retsakter knyttet til de relevante artikler i denne forordning,
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1301/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og om særlige bestemmelser vedrørende målet om investeringer i vækst og beskæftigelse og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1080/2006(2),
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1304/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Socialfond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1081/2006(3),
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1300/2013 af 17. december 2013 om Samhørighedsfonden og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1084/2006(4),
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/1017 af 25. juni 2015 om Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer, Det Europæiske Centrum for Investeringsrådgivning og Den Europæiske Portal for Investeringsprojekter og om ændring af forordning (EU) nr. 1291/2013 og (EU) nr. 1316/2013 – Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer(5),
– der henviser til sin beslutning af 13. september 2016 om europæisk territorialt samarbejde – bedste praksis og innovative foranstaltninger(6),
– der henviser til sin beslutning af 28. oktober 2015 om samhørighedspolitikken og midtvejsrevisionen af Europa 2020-strategien(7),
– der henviser til sin beslutning af 9. september 2015 om "Investering i job og vækst: fremme af økonomisk, social og territorial samhørighed i Unionen"(8),
– der henviser til udtalelsen fra Regionaludviklingsudvalget i betænkningen fra Budgetkontroludvalget om Den Europæiske Investeringsbanks årsberetning 2014 (A8-0050/2016),
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. december 2015 med titlen "Investering i job og vækst – maksimering af bidraget fra de europæiske struktur- og investeringsfonde" (COM(2015)0639),
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. november 2014 med titlen "En investeringsplan for Europa" (COM(2014)0903),
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 22. januar 2014 med titlen "EU-retningslinjer for statsstøtte til fremme af risikofinansieringsinvesteringer"(9),
– der henviser til Kommissionens sjette rapport om økonomisk, social og territorial samhørighed af 23. juli 2014 med titlen "Investering i job og vækst" (COM(2014)0473),
– der henviser til Kommissionens sammenfattende rapport af august 2016 med titlen "Ex post evaluation of Cohesion Policy programmes 2007-2013" – forudgående evaluering af programmerne under Samhørighedspolitikken 2007-2013 med fokus på Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU), Den Europæiske Socialfond (ESF) og Samhørighedsfonden,
– der henviser til Kommissionens rapport af 30. oktober 2014 pr. 31. december 2013 om finansielle instrumenter, der modtager støtte fra det almindelige budget, jf. finansforordningens artikel 140, stk. 8 (COM(2014)0686),
– der henviser til Kommissionens vejledning af 26. november 2015 til medlemsstaterne om artikel 42, stk. 1, litra d), i forordningen om fælles bestemmelser (i det følgende forkortet CPR) vedrørende støtteberettigede udgifter og gebyrer,
– der henviser til Kommissionens vejledning af 10. august 2015 til medlemsstaterne om artikel 37, stk. 7, 8 og 9, i CPR vedr. kombination af støtte fra et finansieringsinstrument med andre former for støtte,
– der henviser til Kommissionens vejledning af 27. marts 2015 til medlemsstaterne om artikel 37, stk. 2, i CPR vedrørende forhåndsvurderinger,
– der henviser til Kommissionens opslagsværk for myndigheder af 2. juli 2014 med titlen "Financial instruments in ESIF programmes 2014-2020",
– der henviser til Kommissionens sammenfattende rapport af november 2016 med titlen "Financial instruments under the European Structural and Investment Funds. Summaries of the data on the progress made in financing and implementing the financial instruments for the programming period 2014-2020 in accordance with Article 46 of Regulation (EU) No 1303/2013 of the European Parliament and of the Council",
– der henviser til Kommissionens sammenfattende rapport af december 2015 med titlen "Summary of data on the progress made in financing and implementing financial engineering instruments for the programming period 2014-2020 in accordance with Article 46 of Regulation (EU) No 1303/2013 of the European Parliament and of the Council",
– der henviser til Kommissionens sammenfattende rapport af september 2014 med titlen "Summary of data on the progress made in financing and implementing financial engineering instruments reported by the managing authorities in accordance with Article 67(2)(j) of Council Regulation (EC) No 1083/2006",
– der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 13. november 2015 med titlen "Activities relating to financial instruments" (der ledsager dokumentet: "Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådets rapport om finansielle instrumenter, der pr. 31. december 2014 modtager støtte fra det almindelige budget, jf. finansforordningens artikel 140, stk. 8) (SWD(2015)0206),
– der henviser til Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 19/2016: "Gennemførelse af EU’s budget gennem finansielle instrumenter – hvad man kan lære af programperioden 2007-2013",
– der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 5/2015: "Er finansielle instrumenter et velfungerende og lovende værktøj i forbindelse med udvikling af landdistrikterne?",
– der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 16/2014: "Effektiviteten af at blande tilskud, der ydes under regionale investeringsfaciliteter, og lån fra finansielle institutioner til at støtte EU's eksterne politikker",
– der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 2/2012: "Finansielle instrumenter for SMV'er medfinansieret af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling",
– der henviser til Regionsudvalgets udtalelse af 14. oktober 2015: "Finansielle instrumenter til territorial udvikling",
– der henviser til Den Europæiske Investeringsbanks endelige rapport af marts 2013: "Financial Instruments: A Stock-taking Exercise in Preparation for the 2014-2020 Programming Period",
– der henviser til undersøgelsen "Financial instruments in the 2014-2020 programming period: first experiences of Member States", bestilt af Parlamentets Generaldirektorat for Interne Politikker, Temaafdeling B: Struktur- og Samhørighedspolitik, oktober 2016,
– der henviser til undersøgelsen "Review of the Role of the EIB Group in European Cohesion Policy", bestilt af Parlamentets Generaldirektorat for Interne Politikker, Temaafdeling B: Struktur- og Samhørighedspolitik, marts 2016,
– der henviser til orienteringen med titlen "Challenges for EU cohesion policy: Issues in the forthcoming post-2020 reform", Europa-Parlamentets Forskningstjeneste, maj 2016,
– der henviser til faktabladet "Cohesion Policy implementation in the EU28", Europa-Parlamentets Forskningstjeneste, september 2015,
– der henviser til forretningsordenens artikel 52,
– der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget og udtalelser fra Budgetudvalget og Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A8-0139/2017),
A. der henviser til, at gennemgangen af de flerårige finansielle rammer (FFR) og det forhold, at programmeringsperioden 2014-2020 nærmer sig halvvejen, har givet anledning til diskussion om mikset af tilskud og finansielle instrumenter, der skal investeres over EU-budgettet i perioden efter 2020;
B. der henviser til, at omnibusforslaget (COM(2016)0605) repræsenterer den eneste mulighed for at foretage en række midtvejsforbedringer til det system, der gælder for den indeværende programmeringsperiode;
C. der henviser til, at udtrykket "finansielle instrumenter" dækker over en række forskellige instrumenter, og at vurderinger og beslutninger angående deres anvendelse kræver konstante detaljerede analyser af hver enkelt sag for sig i kombination med en vurdering af de specifikke behov for lokale og regionale økonomier eller for en konkret målgruppe;
Perioden 2007-2013 – pålidelig investering gennem tilskud og finansielle instrumenter
1. fastslår, at selv om de finansielle instrumenter blev udformet for den finansielle og økonomiske krise og ikke var de bedst egnede i en kriseøkonomisk kontekst, giver Kommissionens rapporteringsrunde stærk dokumentation for, at de europæiske struktur- og Investeringsfondes (ESI-fondenes) investeringer i form af tilskud og finansielle instrumenter gav solide virkninger og synlige resultater ved investeringer i EU's regioner, der beløb sig til 347,6 mia. EUR, eksklusive national medfinansiering og yderligere gearede ressourcer;
2. glæder sig over Den Europæiske Investeringsbanks eksisterende samhørighedspolitiske operationer, der er synlige i årsberetningerne og sektorrapporterne, hvad der viser indvirkningen på SMV'er og midcapselskaber, infrastruktur, forskning og innovation, miljøet energi og landbruget; konkluderer, at EIB-lån til støtte for Samhørighedspolitikken for perioden 2007-2013 er vurderet til 147 mia. EUR, hvad der svarer til omkring 38 % af al långivning i EU;
Perioden 2014-2020 – Et nyt kapitel i investeringer gennem ESI-fonde
3. glæder sig over, at EU i 2014-2020 forventede at investere 454 mia. EUR gennem ESI-fonde, og over, at investeringsomfanget i form af tilskud og finansielle instrumenter iberegnet national samfinansiering forventes at stige til 637 mia. EUR;
4. anerkender, at både omfanget og kvaliteten af de finansielle instrumenter (i form af mikrokreditter, lån, garantier, egenkapital og risikovillig kapital) under samhørighedspolitikkens fælles forvaltning blev øget; fremhæver, at de to primære grunde til denne tendens – dels at perioden 2007-2013 gav værdifulde erfaringer og lektier vedrørende ESI-fondsimplementering gennem tilskud og finansielle instrumenter, mens FFR 2014-2020 afspejler behovet oven på krisen for flere finansielle instrumenter på grund af de skattemæssige indskrænkninger;
5. bemærker, at bevillingerne til finansielle instrumenter fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU), Samhørighedsfonden og Den Europæiske Socialfond (ESF), ifølge skøn næsten skulle fordobles mellem 2007 og 2013, hvor de var på 11,7 mia. EUR, og 2014-2020, hvor de skulle beløbe sig til 20,9 mia. EUR; bemærker, at de finansielle instrumenter derfor ville udgøre 6 % af de samlede bevilligede midler til samhørighedspolitikken i 2014-2020 på 351,8 mia. EUR sammenlignet med 3,4 % af de 347 mia. EUR, der blev afsat i 2007-2013;
6. bemærker, at bevillingerne fra Samhørighedsfonden beløber sig til ca. 75 mia. EUR, svarende til 11,8 % af de samlede bevillinger til finansielle instrumenter i perioden 2014-2020; glæder sig over stigningen i bevillinger fra 70 mia. EUR i perioden 2007-2013 til 75 mia. EUR i perioden 2014-2020; fremhæver, at bevillingerne til Samhørighedsfonden ikke må forringes, i betragtning af at ca. 34 % af EU's befolkning bor i regioner, der modtager støtte fra Samhørighedsfonden;
7. noterer sig det samlede beløb på 5 571,63 mio. EUR til operationelle programbidrag, der var afsat til finansielle instrumenter af 21 medlemsstater inden den 31. december 2015 under den nuværende FFR, hvoraf 5 005,25 mio. EUR kommer fra EFRU og Samhørighedsfonden;
8. konstaterer med tilfredshed, at afgørende reguleringsmæssige forandringer i programmering, implementering og styring af finansielle instrumenter såsom direkte links til og dækning af alle 11 tematiske målsætninger, passende obligatorisk forhåndsvurdering, der gør det muligt at identificere markedssvigt, samt skabelse af både skræddersyede og forenklede, standardiserede finansielle instrumenter og rapporteringsmekanismer, kan yde et afgørende positivt bidrag til at gøre samhørighedspolitikken mere attraktiv og fremskynde dens implementering ved at adressere den juridiske uvished, der opstod i tiden 2007-2013; opfordrer imidlertid til, at man gør sig bestræbelser for at sikre, at de nævnte ændringer ikke påvirker de finansielle instrumenters tiltrækningskraft og implementeringshastighed;
Tilskud og finansielle instrumenter – interventionslogik definerer mikset
9. fremhæver, at selvom de støtter de samme samhørighedspolitiske mål, har ESI-fondenes tilskud og finansielle instrumenter, som ikke er et mål i sig selv, under fælles forvaltning forskellige interventionslogik og -anvendelse til håndtering af territoriale udviklingsbehov, sektorbehov eller markedsbehov;
10. anerkender, at tilskud afhængigt af typen af projekt har visse fordele i sammenligning med finansielle instrumenter: de støtter projekter, der ikke nødvendigvis skaber indtægter; de yder finansiering til projekter der ikke kan tiltrække privat eller offentlig finansiering; de er målrettet mod specifikke modtagere, formål og regionale prioriteringer; og de er mindre komplekse at anvende på grund af den eksisterende erfaring og kapacitet; anerkender, at der i nogle tilfælde er knyttet begrænsninger til tilskud: vanskeligheder ved at sikre projektkvalitet og bæredygtighed, risiko for udskiftning med offentlige midler i det lange løb og en crowding-out-effekt for potentielle private investeringer, også selv om projektet eventuelt er af revolverende art og er i stand til at generere indtægter, som kan bruges til tilbagebetaling af lånefinansieret finansiering;
11. fastslår, at finansielle instrumenter giver fordele i form af f.eks. gearing og revolverende virkninger, tiltrækning af privat kapital og udfyldning af konkrete investeringsgab ved hjælp af solide projekter af høj kvalitet og dermed sikrer gennemførelsen af regionalpolitikken maksimal effektivitet; anerkender, at finansielle instrumenter også har visse ulemper, som kan bringe dem i konflikt med mere attraktive nationale eller regionale instrumenter, herunder langsommere gennemførelse i visse regioner, større kompleksitet, ringere gearingseffekt end forventet af ESI-fondsstøttede finansielle instrumenter samt, i nogle tilfælde, højere gennemførelsesomkostninger og administrationsgebyrer; bemærker, at tilskud er den foretrukne investeringsform på nogle politikområder såsom visse former for offentlig infrastruktur, sociale tjenesteydelser, forsknings- og innovationspolitikker og i det hele taget projekter, som ikke skaber indtægter;
12. fremhæver, at interventionslogikken ikke er en skillelinje, men et samlingspunkt for etablering af ensartede grundvilkår for tilskud og finansielle instrumenter, således at samhørighedspolitikken kan sikre en bedre dækning af støttemodtagere og udfyldning af investeringsgab gennem en række forskellige foranstaltninger; påpeger, at interventionslogikken er en bottom-up-tilgang i ESI-fondenes programmering, og at alle medlemsstater og regioner bør fortsætte med at overveje den mest hensigtsmæssige løsning, når de frit fastsætter andelen af henholdsvis finansielle instrumenter og tilskud som instrumenter, der kan bidrage til de opfyldelsen af udvalgte prioriteringer i deres respektive operationelle programmer, idet det bør huskes på, at de lokale og regionale myndigheder er involverede og spiller en vigtig rolle; minder om, at forvaltningsmyndighederne er dem, der selvstændigt skal træffe afgørelse om den mest hensigtsmæssige type af finansielt instrument til gennemførelsen;
13. anerkender betydningen af at anvende finansielle instrumenter i samhørighedspolitikken; konstaterer med tilfredshed, at rapporteringen om gennemførelsen af de finansielle instrumenter i 2015 vidner om fremskridt på trods af den nuværende programmeringsperiodes sene start; bemærker imidlertid, at fremskridtene med gennemførelsen af ESI-fondenes finansielle instrumenter varierer meget, ikke blot mellem medlemsstaterne, men også inden for de enkelte medlemsstater; minder om, at de positive erfaringer med og virkninger af anvendelsen af finansielle instrumenter i programmeringsperioden 2007-2013 var ledsaget af en række præstationsmæssige problemer: sen start på operationerne, unøjagtig markedsvurdering, afvigende nationale implementeringer, overordnet set lave udbetalingsrater, lav gearingseffekt, problematisk geninvestering, høje administrationsudgifter og -gebyrer og utilstrækkelige bevillinger; minder om, at en række af de konstaterede mangler i 2015, efter at Kommissionen havde forlænget de specifikke frister for gennemførelsen af de finansielle instrumenter, blev afhjulpet gennem målrettede foranstaltninger;
14. bemærker, at forsinkelser i gennemførelsen til ESI-fondene kan påvirke udbetalingssatser, revolveringen og gearing, som bør baseres på de definitioner og metodologier, der anvendes af internationale organisationer som f.eks. OECD, idet der bør være en klar sondring mellem offentlige og private bidrag og en angivelse af den nøjagtige grad af gearing, der er mulig i henhold til hvert af de finansielle instrumenter, opdelt efter land og region; minder om, at forsinkelser i 2007-2013-perioden bidrog uigenkaldeligt til underoptimale resultater for de finansielle instrumenter under EFRU og ESF; understreger, at forsinkelser i gennemførelsen, der kan tilskrives den sene start på programmeringsperioden, kan være til skade for gennemførelsen af ESI-fondenes finansielle instrumenter, hvilket kan føre til ukorrekte konklusioner ved evalueringen i slutningen af perioden; opfordrer derfor medlemsstaterne til at tage alle fornødne skridt til at afbøde den negative virkning af forsinket gennemførelse, navnlig hvad angår risikoen for begrænset anvendelse og virkning af de finansielle instrumenter;
15. er alvorligt bekymret over den store mulighed for en gentagelse af det akkumulerede efterslæb af ubetalte regninger i anden halvdel af den nuværende FFR, da dette kan have alvorlige følger for andre EU-finansierede foranstaltninger;
16. noterer sig de store forskelle inden for EU hvad angår udbredelsen af finansielle instrumenter, herunder ESI-fondene og Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI), disse fondes første resultater og den forventede gearingseffekt af supplerende ressourcer, såvel som andre EU-finansierede finansielle instrumenter i Unionens bedst præsterende økonomier, hvilket er med til at underminere målene for samhørighedspolitikken; fremhæver, at den samlede succes for sådanne instrumenter afhænger af, hvor lette de er at anvende, og af medlemsstaternes evne til at forvalte investeringer herigennem, og at der er brug for præcise og differentierede indikatorer, som kan gøre det muligt at vurdere deres reelle indvirkning på samhørighedspolitikken;
Forenkling, synergier og teknisk assistance – løsninger
17. glæder sig over Kommissionens tiltag til optimering af reguleringen og nedbringe bureaukratiet; fremhæver, at kompleksiteten – til trods for forbedringerne – stadig består, og at spørgsmål såsom den langvarige etableringstid og de administrative byrder for modtagere afskrækker fra brugen af finansielle instrumenter; opfordrer Kommissionen til at arbejde tæt sammen med EIB, EIF og forvaltningsmyndigheder for at gøre det meget lettere at kombinere ESI-fondene med mikrokreditter, lån, garantier, egenkapital og risikovillig kapital, samtidig med at den samme grad af gennemsigtighed, demokratisk kontrol, rapportering og kontrol opretholdes;
18. bemærker, at konkrete bestemmelser begrænser fleksibiliteten i forbindelse med transaktioner med finansielle instrumenter; påpeger, at navnlig statsstøttereglerne ser ud til at være en byrde, især når tilskud kombineres med finansielle instrumenter; opfordrer Kommissionen til at sikre en passende ramme for statsstøtte og undersøge yderligere muligheder for at gøre det mere enkelt at overholde statsstøttereglerne på alle tre niveauer – forvaltningsmyndigheden, investeringsinstitutforeningen og de finansielle formidlere; opfordrer til sikring af lige konkurrencevilkår i statsstøttereglerne vedrørende alle finansielle instrumenter med henblik på at undgå fortrinsbehandling af visse finansieringskilder i forhold til andre, navnlig hvad angår støtte til SMV'er;
19. fremhæver betydningen af at revidere de finansielle instrumenters resultater, herunder at revidere EIB-gruppens operationer inden for samhørighedspolitikken; bemærker, at revisionsarbejdet inkluderer adgang til hele ESI-fondscyklussen; anmoder Kommissionen og de nationale myndigheder om at identificere muligheder for forenkling og synergier gennem revisionsprocessen; opfordrer derfor Kommissionen til at fokusere på en sammenlignende analyse af tilskud og finansielle instrumenter samt på yderligere kapacitetsopbygning, revisionsmetoder og retningslinjer for revision, som ikke bør øge den finansielle og administrative byrde for støttemodtagerne;
20. gør opmærksom på, at kombinationen af tilskud og finansielle instrumenter har et uudnyttet potentiale; fremhæver, at der sideløbende med vejledning til myndighederne er behov for yderligere forenkling og harmonisering af reglerne vedrørende kombination af forskellige ESI-fonde såvel som for regler vedrørende kombination af ESI-fonde med instrumenter såsom Horisont 2020 og EFSI; opfordrer til bedre regulering i form af klare, konsekvente og målrettede regler vedrørende lempelse af den administrative byrde ved at lette ovennævnte kombination af tildelinger fra mere end ét program til et og samme finansielle instrument samt muliggøre kombinationer af mikrofinansieringsinstrumenter i ESF-operationer og yderligere forenkle de offentlige udbud i forbindelse med udvælgelsen af finansielle formidlere og for så vidt angår offentlig-private partnerskaber; opfordrer til sikring af en bedre sammenhæng mellem forskellige strategier; understreger, at man ved at kombinere tilskud og finansielle instrumenter fra ESI-fondene med andre finansieringskilder kan gøre finansieringsstrukturen mere attraktiv for modtagerne og for offentlige og private investorer på grund af forbedringen af risikodelingen og projekternes performance og dermed hjælpe instrumenter til at tilvejebringe langsigtet vækstpotentiale;
21. bemærker, at udnyttelsen af de finansielle instrumenter kan forbedres gennem investeringer, offentlig-private partnerskaber, og at offentlig-private partnerskaber forbedrer synergierne mellem finansieringskilder og sikrer den nødvendige ligevægt mellem private og offentlige interesser; understreger, at brugen af finansielle instrumenter i forbindelse med initiativer inden for lokaludvikling styret af lokalsamfundet (CLLD) og integrerede territoriale investeringer (ITI) også bør fremmes;
22. glæder sig over de eksisterende praksisser vedrørende professionel assistance, som Kommissionen og EIB-gruppen yder gennem platformen fi-compass; beklager, at der kun ydes begrænset støtte på lokalt plan til de lokale myndigheder og modtagerne af finansielle instrumenter, herunder fra EFSI, selv om mange lokale og regionale myndigheder er stødt på tekniske vanskeligheder og savner kapacitet og knowhow til at anvende finansielle instrumenter effektivt; opfordrer til ydelse af teknisk bistand, som primært bør rettes mod lokale eller regionale aktører såvel som mod alle andre involverede partnere, men ikke anvendes til at finansiere de nationale myndigheders aktiviteter; opfordrer herudover til, at Kommissionen og EIB udarbejder en plan for fælles teknisk bistand, der skal omfatte finansiel og ikke-finansiel rådgivning, navnlig for større projekter, såvel som kapacitetsopbygning, træning, støtte og udveksling af viden og erfaring; opfordrer endvidere til en kombination af ekspertbistand (herunder juridisk rådgivning) om forordningerne for samhørighedspolitikken, finansielle produkter, statsstøtte og offentlige udbud rettet mod nationale myndigheder, fondsforvaltere og støttemodtagere, samtidig med at betydningen af at undgå overlappende strukturer fremhæves;
23. opfordrer Kommissionen til at gøre ESI-fondenes investeringer mere synlige og at gøre det mere klart, at der er EU-finansiering involveret; opfordrer desuden til at sikre passende og udtømmende information og kommunikation om EU's støttemuligheder, hvilket skal fremme den offentlige og private sektors udnyttelse af disse muligheder og navnlig være rettet mod potentielle støttemodtagere og unge mennesker i særdeleshed;
På vej mod det rette finansieringsmiks for perioden efter 2020 og fremtiden for samhørighedspolitikken
24. erkender, at udfordringer såsom migration og sikkerhed eller den aktuelle og fremtidige politiske udvikling i EU ikke bør influere negativt på investeringer gennem samhørighedspolitikken eller dens mål og forventede resultater, navnlig ikke efter den nuværende programmeringsperiode;
25. erkender, at både tilskud og finansielle instrumenter har deres specifikke roller at udfylde i samhørighedspolitikken, men at de har samme fokus som de 11 tematiske målsætninger, nemlig at opnå de fem hovedmål for Europa 2020-strategien hen imod intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst; understreger behovet for at sikre, at finansielle instrumenter ikke træder i stedet for tilskud som det primære redskab i samhørighedspolitikken, men understreger samtidig behovet for at opretholde den fornybare karakter af midlerne, der skal stilles til rådighed for geninvestering på grundlag af de sektorer og foranstaltninger, de kan støtte;
26. gør opmærksom på, at finansielle instrumenter præsterer bedre i veludviklede regioner og storbyområder, hvor de finansielle markeder er mere udviklede, mens regioner i den yderste periferi og regioner med høje harmoniserede arbejdsløshedstal og lav befolkningstæthed har vanskeligt ved at tiltrække investeringer, mens tilskud for deres del sigter på løse regionale strukturelle problemer og regionalt afbalanceret finansiering; bemærker, at de finansielle instrumenters succes afhænger af en række faktorer, og at der ikke drages nogen generelle konklusioner på grundlag af et enkelt kriterium; påpeger, at bindende mål for brugen af finansielle instrumenter i samhørighedspolitikken på den anden side af 2020 ikke kan betragtes som en farbar vej; bemærker, at en forhøjelse af andelen af finansielle instrumenter ikke bør influere ikke-tilbagebetalingspligtige finansielle bidrag, eftersom dette vil hindre afbalancering; fremhæver, at tilskud skal være fremherskende inden for en række offentlige politikker, mens finansielle instrumenter kan spille en supplerende rolle i fuld overensstemmelse med passende en ex-ante-vurdering og -markedsanalyse; anmoder om, at brugen af finansielle instrumenter i Interreg-programmer fremmes yderligere for at bringe dem i større overensstemmelse med målene for det europæiske territoriale samarbejde;
27. minder om, at de nuværende erfaringer med indsættelse af ESI-fonde tyder på, at finansieringsmiks af tilskud og finansielle instrumenter tager hånd om landespecifikke forhold såvel som huller i den sociale, økonomiske og territoriale samhørighed; fremhæver, at finansieringsmikset ikke kan resultere i nogen standardløsning som følge af en række faktorer: geografisk region, politikområde, modtagertype og størrelse, administrativ kapacitet, markedsbetingelser, eksistensen af indbyrdes konkurrerende instrumenter, forretningsmiljø og skattemæssig og økonomisk stilling;
o o o
28. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes nationale parlamenter.
Fremtidsperspektiver for den tekniske bistand inden for rammerne af samhørighedspolitikken
193k
57k
Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om fremtidsperspektiver for den tekniske bistand inden for rammerne af samhørighedspolitikken (2016/2303(INI))
– der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig afsnit XVIII,
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006(1) (i det følgende benævnt "den fælles forordning"),
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1299/2013 af 17. december 2013 om særlige bestemmelser for støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling til målet om europæisk territorialt samarbejde(2),
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1300/2013 af 17. december 2013 om Samhørighedsfonden og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1084/2006(3),
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1301/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og om særlige bestemmelser vedrørende målet om investeringer i vækst og beskæftigelse og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1080/2006(4),
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1304/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Socialfond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1081/2006(5),
– der henviser til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 240/2014 af 7. januar 2014 om den europæiske adfærdskodeks for partnerskab inden for rammerne af de europæiske struktur- og investeringsfonde(6),
– der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af støtteprogrammet for strukturreformer for perioden 2017-2020 og om ændring af forordning (EU) nr. 1303/2013 og (EU) nr. 1305/2013 (COM(2015)0701),
– der henviser til sin beslutning af 16. februar 2017 om investering i beskæftigelse og vækst – maksimering af bidraget fra de europæiske struktur- og investeringsfonde: en evaluering af den i artikel 16, stk. 3, i forordningen om fælles bestemmelser nævnte rapport(7),
– der henviser til sin beslutning af 9. september 2015 om investering i job og vækst: fremme af økonomisk, social og territorial samhørighed i Unionen(8),
– der henviser til sin beslutning af 10. maj 2016 om nye territoriale udviklingsredskaber i samhørighedspolitikken 2014-2020: integrerede territoriale investeringer (ITI) og lokaludvikling styret af lokalsamfundet (CLLD)(9),
– der henviser til Revisionsrettens særberetning af 16. februar 2016 med titlen "En mere resultatorienteret tilgang er nødvendig for at forbedre leveringen af teknisk bistand til Grækenland",
– der henviser til den indgående analyse med titlen "Teknisk bistand på Kommissionens initiativ", som Parlamentets Generaldirektoratet for Interne Politikker (Temaafdeling B: Struktur- og Samhørighedspolitik) offentliggjorde i september 2016,
– der henviser til skrivelse fra Budgetudvalget,
– der henviser til forretningsordenens artikel 52,
– der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget (A8-0180/2017),
A. der henviser til, at teknisk bistand, enten på Kommissionens eller medlemsstaternes initiativ, spiller en vigtig rolle i alle faser af gennemførelsen af samhørighedspolitikken og er et vigtigt instrument til at tiltrække og holde på højtkvalificerede ansatte i administrationen, skabe et stabilt system til forvaltning og anvendelse af de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene) og undgå flaskehalse i forbindelse med at gennemføre og bistå brugere med at udvikle kvalitetsprojekter; der henviser til, at mulighederne for anvendelse af teknisk bistand i programmernes forberedende fase bør undersøges;
B. der henviser til, at lokale, regionale og nationale myndigheder ofte mangler den nødvendige kapacitet til virksomt og effektivt at gennemføre de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene) og organisere et partnerskab med andre offentlige myndigheder, herunder bymyndigheder, erhvervslivets og arbejdsmarkedets parter og repræsentanter for civilsamfundet i overensstemmelse med artikel 5 i forordningen om fælles bestemmelser; der henviser til, at der er store forskelle i den administrative kapacitet på tværs af medlemsstater og regioner;
C. der henviser til, at de parter, der er involveret i forberedelse og gennemførelse af samhørighedspolitikken også bør være mål for tekniske bistandsforanstaltninger, navnlig på områder som kapacitetsopbygning, netværksarbejde og kommunikation om samhørighedspolitik;
D. der henviser til, at nationale, lokale og regionale myndigheder har svært ved at holde på kvalificerede medarbejdere, som har tendens til at forsvinde til mere vellønnede job i den private sektor eller lede efter mere lukrative stillinger hos de nationale myndigheder; der henviser til, at dette er en alvorlig hindring for de offentlige myndigheders evne til at gennemføre ESI-fondene med succes og opfylde målene for samhørighedspolitikken;
E. der henviser til, at der er plads til at forbedre overvågningen og evalueringen af teknisk bistand, til trods for at der lægges større vægt på resultatorientering i programmeringsperioden 2014-2020, og at næsten halvdelen af denne periode er gået;
F. der henviser til, at der er behov for at optimere forbindelsen mellem teknisk bistand, der ydes på Kommissionens initiativ, og tekniske bistandsforanstaltninger, der gennemføres på nationalt og regionalt niveau;
Teknisk bistand på Kommissionens initiativ (artikel 58 i forordningen om fælles bestemmelser)
1. bemærker, at de ressourcer, der er til rådighed til teknisk bistand på Kommissionens initiativ, i forhold til den foregående programmeringsperiode er blevet forøget og nu udgør 0,35 % af den årlige tildeling til EFRU, ESF og Samhørighedsfonden efter fradrag til Connecting Europe-faciliteten (CEF) og Den Europæiske Fond for Bistand til de Socialt Dårligst Stillede;
2. bifalder de af Kommissionens aktiviteter, der finansieres via teknisk bistand, navnlig dens arbejde med TAIEX REGIO PEER 2 PEER-instrumentet, kompetencerammen og selvevalueringsværktøjet samt integritetspagterne, vejledningen til hvordan man undgår de 25 mest almindelig fejl i forbindelse med offentlige udbud og undersøgelsen vedrørende status over den administrative kapacitet i forbindelse med offentlige udbud i alle medlemsstater; opfordrer medlemsstaterne til at gøre brug af disse initiativer; understreger, at disse instrumenter bør spille en større rolle i samhørighedspolitikken efter 2020, og opfordrer i overensstemmelse hermed Kommissionen til at skabe øget opmærksomhed om anvendelsen af dem på lokalt og regionalt niveau, herunder på øer; henstiller, at anvendelsesområdet for TAIEX REGIO PEER 2 PEER-instrumentet udvides til alle partnere, jf. artikel 5 i den fælles forordning, for at sikre en bred erfaringsudveksling, for at bidrage til kapacitetsopbygningen og for at lette kapitaliseringen af god praksis;
3. finder det nødvendigt, at Kommissionen påbegynder en vurdering af effektiviteten og merværdien af gennemførelsen af “Integritetspagter – civil kontrolmekanisme til beskyttelse af EU-midler";
4. noterer sig det arbejde, som taskforcen for Grækenlands og Gruppen vedrørende Støtte til Cyperns arbejde har udført i disse to lande for gennemførelsen af ESI-fondene og navnlig for absorptionsraterne, samtidig med at der gøres opmærksom på, at dette kun er én af indikatorerne for en positiv vurdering af samhørighedspolitikken; bemærker imidlertid, at resultaterne med hensyn til at opnå en effektiv og bæredygtig reform i henhold til Den Europæiske Revisionsrets særberetning "En mere resultatorienteret tilgang er nødvendig for at forbedre leveringen af teknisk bistand til Grækenland" har været blandede; opfordrer derfor Kommissionen til at rapportere om, hvilket resultater der er opnået med Strukturreformtjenestens indsats i Grækenland; understreger, at der er behov for at fortsætte og forbedre det arbejde, der gøres af Taskforcen for bedre gennemførelse, på grundlag erfaringerne fra programmeringsperioden 2007-2013, med henblik på at støtte andre medlemsstater, der har vanskeligheder med at gennemføre samhørighedspolitikken;
5. noterer sig etableringen af støtteprogrammet for strukturreformer (SRSP) og anerkender en række af dets potentielle fordele for samhørighedspolitikken samt for andre områder; opfordrer til at gøre det mere konsekvent og i overensstemmelse med de landespecifikke henstillinger inden for samhørighedspolitikken, mener imidlertid, at enhver mulig forlængelse af programmet ikke bør være til skade for samhørighedspolitikkens tematiske mål, og at der ikke må tages ressourcer fra ESI-fondenes tekniske bistand; opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne at sikre maksimal koordination og komplementaritet mellem de foranstaltninger, der finansieres af SRSP, og den tekniske bistand, der ydes af ESI-fondene, således at bestræbelserne på at opfylde samhørighedspolitikkens mål koncentreres så effektivt som muligt;
6. noterer sig vigtigheden af den strategi for teknisk bistand, som Kommissionens Generaldirektorat for Regionalpolitik og Bypolitik har udarbejdet; foreslår, at der udvikles en bredere strategi for teknisk bistand for at sikre en mere effektiv koordination, der omfatter alle de generaldirektorater, som har med ESI-fondene at gøre, samt den del af Strukturreformtjenestens aktiviteter, der vedrører samhørighedspolitikken, med henblik på at strømline den støtte, som gives, undgå overlapning og maksimere synergier og komplementaritet;
7. fremhæver vigtigheden af teknisk bistand på området for finansielle instrumenter, hvis anvendelse stiger eksponentielt, men som af natur er relativt komplekse; bifalder med hensyn hertil Kommissionens og Den Europæiske Investeringsbanks partnerskab om oprettelsen af Fi-compass-platformen; opfordrer Kommissionen til at strømline den tekniske bistand bedre med henblik på at dække områder, hvor forvaltningsmyndighederne og støttemodtagerne møder de største udfordringer; glæder sig over Det Europæiske Centrum for Investeringsrådgivnings tekniske forbedringer for at kombinere ESI-fondene med Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI); understreger dog, at en større kapacitet og forenkling på dette specifikke område i sidste ende burde give sig udslag i et mindre behov for teknisk bistand på området finansieringsinstrumenter; understreger desuden, at det er behov for komplementaritet med tekniske bistandsforanstaltninger, der gennemføres downstream på nationalt og regionalt niveau;
8. bifalder den støtte, som ydes til medlemsstaterne inden for rammerne af Jaspersfaciliteten (Jaspers = Joint Assistance to Support Projects in European Regions (fælles assistance til projekter i de europæiske regioner)), der stiller ekspertise til rådighed for medlemsstaterne med hensyn til planlægningen af store projekter, som er samfinansieret af EFRU og Samhørighedsfonden; ser frem til Revisionsrettens særberetning, som ifølge planen skal offentliggøres i 2017, og hvis formål vil være at undersøge, om Jaspers har forbedret udformningen af store projekter, som støttes og er medfinansieret af EU, og dermed har bidraget til en højere projektkvalitet samt til at øge medlemsstaternes forvaltningsmæssige kapacitet; understreger i denne forbindelse, at der er behov for en omhyggelig analyse af, hvordan Jaspers virksomhed i perioden 2007-2013 med at levere uafhængig kvalitetskontrol har forbedret projektkvaliteten og reduceret den tid, som Kommissionen anvender til at godkende større projekter;
9. bemærker, at eftersom teknisk bistand først blev anvendt på det samhørighedspolitiske område, er der ikke blevet foretaget nogen global analyse for at fastslå, hvilket bidrag den faktisk yder; påpeger, at det derfor er vanskelig at foretage en detaljeret vurdering af, hvor vigtig den tekniske bistand er, og hvilket bidrag den yder med hensyn til administrativ kapacitetopbygning og institutionel styrkelse, med henblik på at sikre, at ESI-fondene forvaltes på en effektiv måde; opfordrer derfor til, at informationen om og gennemsigtigheden i forbindelse med teknisk bistandsvirksomhed øges, at Parlamentet skal spille en større rolle i forbindelse med overvågning og opfølgning, og at der gennemføres en grundig samlet undersøgelse af den tekniske bistands bidrag inden for området samhørighedspolitik;
10. erindrer om betydningen af hensigtsmæssige og målrettede indikatorer, der kan måle resultater og virkning af ESI-fondenes udgifter, og hvilken teknisk bistand der er til rådighed for den dermed forbundne overvågning; mener, at indførelsen af fælles indikatorer var et første skridt i denne retning, men at den blev ledsaget af en række mangler såsom overdreven fokusering på output, manglen på et langsigtet perspektiv og uforenelighed med behovet for skræddersyet information; opfordrer indtrængende Kommissionen til investere i forbedring af indberetnings- og evalueringssystemet ved at udvikle mere hensigtsmæssige indikatorer, der kan være klar til brug i den næste programmeringsperiode;
11. opfordrer Kommissionen til at forberede foranstaltninger og ressourcer til etablering af teknisk bistand til gennemførelsen af makroregionale strategier i EU, idet den tager hensyn til de forskellige udgifter og succesrater i forbindelse med gennemførelsen af sådanne strategier, samt til den kendsgerning, at deltagerne i strategierne omfatter ikke-medlemsstater og lande med begrænsede midler og utilstrækkelige menneskelige ressourcer; mener, at dette vil være mere effektivt med hensyn til at forberede større projekter på makroregionalt niveau, som vil kunne modtage finansiering inden for rammerne af samhørighedspolitikken;
12. understreger betydningen af at gennemføre specifikke bistandsforanstaltninger til fremme af reindustrialiseringen i kriseramte områder med henblik på at tiltrække industrielle investeringer i højteknologi- og innovationssektorer med lav miljøpåvirkning;
13. opfordrer Kommissionen til at etablere teknisk bistand i form af arbejdsgrupper i medlemsstaterne for at undgå forsinkelser i forbindelse med udviklingen af de organer og operationelle programmer, der vil blive behov for inden for rammerne af samhørighedpolitikken i medlemsstaterne efter 2020;
Teknisk bistand på medlemsstaternes initiativ (artikel 59 i forordningen om fælles bestemmelser)
14. understreger, at den EU-samfinansiering til teknisk bistand, som står til rådighed for medlemsstaterne inden for rammerne af de fem ESI-fonde i programmeringsperioden 2014-2020, beløber sig til omkring 13,4 milliarder;
15. fremhæver, at teknisk bistand adskiller sig grundlæggende fra andre aktioner, som finansieres via ESI-fondene, og at det er en specielt vanskelig og kompliceret opgave at måle resultaterne af den; mener imidlertid, at der, i betragtning af den tekniske bistands nødvendighed, omfanget af ressourcer, som er afsat til den, og dens potentiale, er et stærkt behov for en strategisk og gennemsigtig tilgang, som er koordineret på de forskellige forvaltningsniveauer, og for fleksibilitet for at imødekomme de behov, som forvaltningsmyndighederne i medlemsstaterne konstaterer;
16. fremhæver, at den præstationsvurdering, som skal finde sted i 2019, vil kaste lys over resultaterne af anvendelsen af teknisk bistand i programmeringsperioden 2014-2020 og sikre, at disse resultater ikke kommer for sent til at kunne indgå i drøftelserne om perioden efter 2020; opfordrer derfor til, at effektiviteten og resultaterne af den tekniske bistand drøftes og analyseres yderligere på et mellemliggende stadium;
17. er bekymret over, at den tekniske bistand i visse medlemsstater ikke i tilstrækkeligt omfang eller på effektiv måde når ud til de lokale og regionale myndigheder, der sædvanligvis har den laveste administrative kapacitet; fremhæver, at etableringen af velfungerende og gennemsigtige kommunikationskanaler mellem de forskellige forvaltningsniveauer er af afgørende betydning for en succesfuld gennemførelse af ESI-fondene og for at opfylde de samhørighedspolitiske mål, men også for at genoprette tilliden til, at EU og dets politikker fungerer effektivt; mener, at alle partnere i samhørighedspolitikken spiller en vigtig rolle i forbindelse hermed, og foreslår, at Kommissionen engagerer sig direkte i styrke partnerne i den næste finansielle programmeringsperiode; opfordrer medlemsstaterne til i væsentlig grad at øge deres indsats for at forenkle gennemførelsen af forordningerne om samhørighedspolitikken, herunder især bestemmelserne om teknisk bistand; glæder sig derfor over eksemplet på et flerlaget system til gennemførelse af samhørighedspolitikken i Polen (3 søjler med teknisk bistand), som giver mulighed for en mere resultatorienteret, koordineret strategisk og gennemsigtig fremgangsmåde og skaber større merværdi; anmoder om strengere kontrol med resultaterne af de aktiviteter, som udøves af private firmaer, der yder teknisk bistand til offentlige forvaltninger, med henblik på at forebygge mulige interessekonflikter;
18. understreger, at teknisk bistand, der tager sigte på at udvikle menneskeligt potentiale, skal anvendes til at dække de behov, der på forhånd er blevet påvist i udviklingsplaner for ansatte og for specialiseret uddannelse af personale;
19. understreger, at de lavere forvaltningsniveauers kapacitet også er af afgørende betydning for de nye territoriale udviklingsredskabers succes, eksempelvis lokaludvikling styret af lokalsamfundet (CLLD) og integrerede territoriale investeringer (ITI); opfordrer til en fortsat decentralisering af gennemførelsen af CLLD; bemærker, at selv om det kan være vanskeligt at måle virkningerne af teknisk bistand, er det på ingen måde umuligt, især ikke, når man ser på cost-benefit-forholdet; understreger, at den tekniske bistand, der ydes til oprettelse af et komplet system til gennemførelse af EFRU og etablering at et system til gennemførelse af ITI, i nogle medlemsstater viser et negativt cost-benefit-forhold; bemærker imidlertid, at højere omkostninger til dels kan forklares med specifikke forhold, der kræver en større indsats, såsom indførelse af en ny ordning; opfordrer derfor til, at der indføres klare kontrolmekanismer, navnlig med hensyn til uigennemsigtige forhandlinger om teknisk bistand; erindrer om den vigtige rolle, der spilles af lokale aktionsgrupper, navnlig i forbindelse med gennemførelsen af CLLD, og mener, at der bør stilles teknisk bistand til rådighed for medlemsstaterne til støtte for deres værdifulde bidrag til bæredygtig lokal udvikling i EU;
20. henleder opmærksomheden på, at det er nødvendigt, at tekniske bistandsaktiviteter omfatter støtte til teknisk og økonomisk gennemførlige projekter, der gør det muligt for medlemsstaterne at præsentere strategier, som kan finansieres inden for rammerne af samhørighedspolitikken;
21. er for så vidt angår gennemførelsen af integrerede aktioner for bæredygtig byudvikling bekymret over, at selv om opgaverne uddelegeres til byernes myndigheder, der optræder som mellemled, modtager disse ofte ikke den fornødne tekniske bistand til kapacitetsopbygning; mener i denne forbindelse, at den tekniske bistand bør styrkes på byområdeniveau, idet der tages hensyn til den rolle, som bymyndighederne spiller i samhørighedspolitikken, og at det er nødvendigt at skabe en stærk kapacitet til yderligere gennemførelse af EU's dagsorden for byer og Amsterdam-pagten;
22. bemærker, at programmeringsperioden 2014-2020 omfatter større inddragelse af lokale myndigheder; understreger, at dette indebærer større tekniske og administrative færdigheder; opfordrer Kommissionen til at undersøge initiativer og mekanismer, der kan sætte lokale aktører i stand til fuldt ud at udnytte de programmeringsmuligheder, der findes i forordningerne om ESI-fondene;
23. henleder opmærksomheden på den europæiske adfærdskodeks for partnerskab, som fremhæver behovet for at hjælpe de relevante partnere med at styrke deres institutionelle kapacitet med hensyn til forberedelse og gennemførelse af programmer; understreger, at mange medlemsstater ikke anvender den europæiske adfærdskodeks for partnerskab; mener desuden, at de vigtigste principper og former for god praksis, der er nedfældet i artikel 5 i ovennævnte adfærdskodeks, og som vedrører inddragelse af relevante partnere i udarbejdelsen af partnerskabsaftalen og programmerne, faktisk bør gennemføres, med særlig fokus på spørgsmålet om rettidig fremlæggelse af og let adgang til relevante oplysninger; understreger, at der er behov for klare EU-retningslinjer for at skabe øget konsekvens og fjerne reguleringsmæssig usikkerhed;
24. påpeger behovet for at overdrage den tekniske bistand, med finansiering, til kvalificerede nationale aktører, der kan levere vedvarende støtte; understreger imidlertid, at denne finansiering ikke under nogen omstændigheder bør anvendes som erstatning for national finansiering på området, og at der bør ske et gradvist strategisk skift i retning af aktiviteter, der genererer en større merværdi for samhørighedspolitikken generelt, eksempelvis kapacitetsopbygning, kommunikation eller erfaringsudveksling;
25. understreger betydningen af at inddrage institutioner, der ikke udgør nogen del af forvaltningssystemet, men som har en direkte virkning på gennemførelsen af samhørighedspolitikken; erindrer om, at disse institutioner skal tilbydes bistand til at udvide og forbedre deres administrative kapacitet og standarder ved hjælp af uddannelse, udveksling af viden, kapacitetsopbygning, netværksarbejde og etablering af de IT-systemer, der er nødvendige til at forvalte projekter; påpeger, at øget kommunikation om og synlighed af de resultater og successer, der opnås med støtte fra ESI-fondene, kan bidrage til at genvinde borgernes tillid til det europæiske projekt; opfordrer derfor til oprettelse af en separat bevilling til kommunikation inden for rammerne af den tekniske bistand på initiativ fra medlemsstaterne; opfordrer Kommissionen til at fremme de tekniske bistandsforanstaltningers fungibilitet for at give mulighed for stordriftsfordele og for finansiering af foranstaltninger, der er fælles for flere ESI-fonde;
26. understreger, at den tekniske bistand, for at undgå for store proceduremæssige komplikationer, i fremtiden i stigende grad bør fokuseres på støttemodtager/projektniveauet, uanset om den vedrører den offentlige, private eller civilsamfundssektoren, for at sikre udbuddet af innovative og veludformede projekter, som passer ind i allerede eksisterende strategier, og for at undgå en "one size fits all"-tilgang; opfordrer medlemsstaterne til at udvikle mekanismer, der kan inddrage modtagere af støtte fra ESI-fondene i gennemførelsen og overvågningen af teknisk bistand; henstiller, at medlemsstaterne etablerer et netværk af infopoints for at give potentielle støttemodtagere mulighed for at få kendskab til de til rådighed værende finansieringskilder, operationelle programmer og offentlige udbud samt til at lære, hvordan man udfylder ansøgningsformularer og gennemfører projekter;
27. påpeger, at teknisk bistand skal ses som en enkelt og fleksibelt instrument, der kan tilpasses til skiftende forhold; mener, at teknisk bistand skal bidrage til projekters bæredygtighed, dvs. hvor længe de varer, idet der fokuseres på vigtige områder i samhørighedspolitikken, og idet langsigtede resultater favoriseres, f.eks. projekter, der skaber varig beskæftigelse; påpeger i den forbindelse, at teknisk bistand kan anvendes til at teste innovative løsninger og pilotprojekter;
28. opfordrer til en bedre rapportering fra medlemsstaterne i programmeringsperioden efter 2020 med hensyn til de typer af aktioner, der finansieres af teknisk bistand, samt de opnåede resultater; understreger, at der er behov for større gennemsigtighed for at øge synligheden af teknisk bistand og spore, hvordan og hvor den bruges, med henblik på at opnå en større ansvarliggørelse, herunder klare kontrolbestemmelser; mener, at regelmæssigt ajourførte og offentligt tilgængelige databaser over de aktioner, som planlægges og gennemføres af medlemsstaterne, bør overvejes i denne forbindelse, idet der trækkes på erfaringerne med Kommissionens åbne dataportal for ESI-fondene;
29. bemærker, at medlemsstaterne i den nuværende programmeringsperiode havde mulighed for at lade teknisk bistand indgå som et prioriteret område inden for et operationelt program eller at have et særligt operationelt program for teknisk bistand; opfordrer Kommissionen til – idet der tages hensyn til de forskellige institutionelle situationer i medlemsstaterne – at analysere, hvilken løsning der har opnået de bedste resultater og muliggjort bedre overvågning og evaluering;
30. opfordrer til øget anvendelse af teknisk bistand i programmer for europæisk territorialt samarbejde og beslægtede programmer og navnlig på området for grænseoverskridende samarbejde, fordi disse områder har deres egne særlige kendetegn og kræver støtte i alle faser af gennemførelsen, med henblik på at udvide dette samarbejde og øge de pågældende programmers stabilitet;
31. opfordrer Kommissionen til at tage alle disse elementer op til overvejelse ved udarbejdelsen af de lovgivningsmæssige forslag for samhørighedspolitikken efter 2020, dvs. erfaringerne fra den nuværende og tidligere programmeringsperiode;
32. opfordrer Kommissionen til at gennemføre en efterfølgende evaluering af både centralt forvaltet teknisk bistand og teknisk bistand under delt forvaltning;
o o o
33. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 18. maj 2017 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om sikring af grænseoverskridende mobile onlineindholdstjenester i det indre marked (COM(2015)0627 – C8-0392/2015 – 2015/0284(COD))
– der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2015)0627),
– der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0392/2015),
– der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
– der henviser til udtalelse af 27. april 2016(1) fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,
– der henviser til udtalelse af 8. april 2016(2) fra Regionsudvalget,
– der henviser til den foreløbige aftale, der er godkendt af det ansvarlige udvalg i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af 15. februar 2017 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
– der henviser til forretningsordenens artikel 59,
– der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelser fra Udvalget om det Indre Marked, Kultur- og Uddannelsesudvalget og Forbrugerbeskyttelse og Udvalget om Industri, Forskning og Energi (A8-0378/2016),
1. vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;
2. anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter sit forslag eller ændrer eller agter at ændre det i væsentlig grad;
3. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 18. maj 2017 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/… om grænseoverskridende portabilitet af onlineindholdstjenester i det indre marked
Gennemførelse af frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Korea
177k
51k
Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om gennemførelsen af frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Korea (2015/2059(INI))
– der henviser til frihandelsaftalen af 6. oktober 2010 mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side(1),
– der henviser til rammeaftalen om handel og samarbejde af 28. oktober 1996 mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side(2), og Rådets afgørelse 2001/248/EF af 19. marts 2001(3) om indgåelsen deraf,
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. oktober 2015 med titlen "Handel for alle – En mere ansvarlig handels- og investeringspolitik" (COM(2015)0497),
– der henviser til sin beslutning af 7. juli 2015 om den eksterne indvirkning af EU's handels- og investeringspolitik på offentlig-private initiativer i tredjelande(4),
– der henviser til sin beslutning af 27. september 2011 om en ny handelspolitik for Europa i forbindelse med Europa 2020-strategien(5),
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 511/2011 af 11. maj 2011 om gennemførelse af den bilaterale beskyttelsesklausul i frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater og Republikken Korea(6),
– der henviser til Rådets afgørelse af 16. september 2010 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne og midlertidig anvendelse af frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side(7),
– der henviser til sin beslutning af 17. februar 2011 om udkastet til afgørelse om indgåelse af frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side(8),
– der henviser til sin beslutning af 25. november 2010 om international handelspolitik i lyset af de krav, som klimaændringerne medfører(9),
– der henviser til sin beslutning af 25. november 2010 om menneskerettigheder, sociale og miljømæssige standarder i internationale handelsaftaler(10),
– der henviser til sin beslutning af 25. november 2010 om virksomhedernes sociale ansvar i internationale handelsaftaler(11),
– der henviser til Marrakesh-overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen,
– der henviser til sin beslutning af 5. juli 2016 om en ny fremadskuende og innovativ strategi for handel og investering(12),
– der henviser til artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),
– der henviser til artikel 207, 208 og 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),
– der henviser til forretningsordenens artikel 52,
– der henviser til betænkning fra Udvalget om International Handel (A8-0123/2017),
A. der henviser til, at det den 1. juli 2016 var femårsdagen for ikrafttrædelsen af frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater og Republikken Korea (i det følgende benævnt "Korea");
B. der henviser til, at Kommissionens handelsstrategi "Handel for alle" fremhæver betydningen af at sikre en effektiv gennemførelse af EU's frihandelsaftaler, herunder også gennem anvendelse af tvistbilæggelsesmekanismen;
C. der henviser til, at frihandelsaftalen mellem EU og Korea (i det følgende benævnt "aftalen") formelt trådte i kraft, efter at den var blevet ratificeret af medlemsstaterne, den 13. december 2015;
D. der henviser til, at frihandelsaftalen er den første i en ny generation af frihandelsaftaler, der er indgået mellem EU og dets partnere i Asien, som udover at fjerne toldsatser også indeholder regler om udryddelse af ikketoldmæssige handelshindringer og dermed skaber nye muligheder for markedsadgang for tjenesteydelser og investeringer og inden for intellektuel ejendomsret, offentlige udbud og konkurrencepolitik, og at den således vil tjene som eksempel for fremtidige frihandelsaftaler;
E. der henviser til, at mens frihandelsaftalen har været i kraft, er:
–
EU's handelsunderskud, som beløb sig til 7,6 mia. EUR i den 12-månedersperiode, der lå umiddelbart forud for aftalens ikrafttræden, blevet vendt til et handelsoverskud på 2,5 mia. EUR i aftalens femte gyldighedsår
–
EU's eksport til Korea vokset med 47 % fra 30,6 mia. EUR i den 12-månedersperiode, der lå umiddelbart forud for aftalens ikrafttræden, til 44,9 mia. EUR i aftalens femte gyldighedsår, inklusive EU's eksport til Korea af produkter, der blev helt eller delvist liberaliseret med aftalen, som er vokset med hhv. 57 % og 71 %, og EU's eksport til Korea af produkter, der er genstand for nultold i henhold til mestbegunstigelsesklausulen, som er vokset med 25 % (1,9 mia. EUR)
–
importen til EU fra Korea i aftalens femte gyldighedsår løbet op i 42,3 mia. EUR og vokset med 11 % i sammenligning med den 12-månedersperiode, der lå umiddelbart forud for aftalens ikrafttræden, inklusive Koreas eksport til EU af produkter, der blev helt eller delvist liberaliseret med aftalen, som er vokset med hhv. 35 % og 64 % (med hhv. 5 mia. EUR og 0,5 mia. EUR), og Koreas eksport til EU af produkter, der er genstand for nultold i henhold til mestbegunstigelsesklausulen, som er vokset med 29 % (5,8 mia. EUR)
–
EU's andel af den samlede koreanske import vokset fra 9 % før aftalens ikrafttræden til 13 % i aftalens fjerde gyldighedsår; EU's andel af den samlede koreanske eksport er samtidig faldet fra 11 % til lige under 9 %
–
EU's eksport til Korea af køretøjer til personbefordring vokset med 246 % fra 2,0 mia. EUR i den 12-månedersperiode, der lå umiddelbart forud for aftalens ikrafttræden, til 6,9 mia. EUR i aftalens femte gyldighedsår
–
EU's import fra Korea af køretøjer til personbefordring vokset med 71 % fra 2,6 mia. EUR i den 12-månedersperiode, der lå umiddelbart forud for aftalens ikrafttræden, til 4,5 mia. EUR i aftalens femte gyldighedsår
–
EU's eksport af tjenesteydelser løbet op i 11,9 mia. EUR i 2014 og vokset med 11 % i sammenligning med året før, hvilket har medført et handelsoverskud for EU i forhold til Korea i servicesektoren, som beløb sig til 6,0 mia. EUR i 2014; EU's import af tjenesteydelser fra Korea beløb sig samtidig til 6,0 mia. EUR, hvilket svarer til en stigning på 4 % i sammenligning med 2013
–
EU's direkte udenlandske investeringer (FDI) i Korea i 2014 nået op på 43,7 mia. EUR, hvilket gør EU til den største investor i Korea; FDI fra Korea i EU er nået op på 20,3 mia. EUR, hvilket svarer til en stigning på 35 % i sammenligning med året før
–
EU's præferenceudnyttelsesgrad på det koreanske marked vokset til 68,5 %, mens den koreanske præferenceudnyttelsesgrad løb op i omkring 85 %
–
syv særlige udvalg, syv arbejdsgrupper og en dialog om intellektuel ejendomsret blevet oprettet
–
udvalget for handel og bæredygtig udvikling – som er et særligt organ, der fokuserer på gennemførelsen af kapitlet om handel og bæredygtig udvikling i aftalen mellem EU og Korea – kommet i gang med sit arbejde;
1. minder om, at frihandelsaftalen er en proces og ikke en engangstransaktion, og at dens aktiviteter derfor ifølge aftalens bestemmelser fortsat i praksis bør gøres til genstand for periodiske analyser og evalueringer med hensyn til de handelsmæssige konsekvenser for specifikke økonomiske sektorer i EU og i hver enkelt EU-medlemsstat; understreger i denne forbindelse, at det er vigtigt at sikre, at aftalen gennemføres korrekt, og at bestemmelserne deri overholdes;
2. glæder sig over, at aftalen har ført til en betydelig vækst i handelen mellem EU og Korea; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til yderligere at undersøge konsekvenserne og den direkte virkning af aftalen for forbrugernes velfærd, iværksættere og for den europæiske økonomi og til mere effektivt at informere offentligheden om disse konsekvenser;
3. fremhæver, at indgåelsen af aftalen var uden fortilfælde, både hvad angår aftalens omfang og den hastighed, hvormed handelshindringerne skulle fjernes, f.eks. var stort set al importtold fjernet på begge sider fem år efter aftalens ikrafttræden;
4. påpeger, at frihandelsaftalen i lighed med andre aftaler om frihandel, fri udveksling af tjenesteydelser og investeringer har en positiv indvirkning på aftaleparternes socioøkonomiske udvikling, på økonomisk integration, på bæredygtig udvikling og på at bringe landene og deres borgere tættere på hinanden;
5. noterer sig den indsats, som er gjort af civilsamfundsforummet og de nationale rådgivende grupper, der er nedsat i henhold til bestemmelserne i kapitlet om handel og bæredygtig udvikling, som er en integreret del af den samlede frihandelspakke; minder om, at begge parter i henhold til aftalens artikel 13, stk. 4, har givet tilsagn om at overholde, fremme og i deres lovgivning og praksis at anvende de principper, som hidrører fra de forpligtelser, der følger af deres medlemskab af ILO og ILO's erklæring om grundlæggende principper og rettigheder på arbejdet, navnlig foreningsfriheden og retten til kollektive forhandlinger; understreger dog, at Koreas fremskridt med hensyn til de mål, der er fastsat i kapitlet om handel og bæredygtig udvikling ikke er tilfredsstillende, og at der stadig er tilfælde af krænkelse af foreningsfriheden, herunder foruroligende eksempler på fængsling af fagforeningsledere og indblanding i forhandlinger på områder, der burde henhøre under forhandlingsparternes kompetence; opfordrer i denne forbindelse indtrængende Kommissionen til at påbegynde formelle konsultationer med den koreanske regering i overensstemmelse med artikel 13, stk. 14, i aftalen, og opfordrer, hvis disse konsultationer ikke lykkes, det ekspertpanel, der er omhandlet i aftalens artikel 13, stk. 15, til at skride til handling og til at fortsætte dialogen vedrørende den koreanske regerings manglende opfyldelse af sine forpligtelser, navnlig til i overensstemmelse med de forpligtelser, der er fastlagt i aftalen, fortsat og vedvarende at bestræbe sig på at sikre Koreas ratifikation af de grundlæggende ILO-konventioner, som landet endnu ikke har ratificeret;
6. understreger, at der er betydelige forskelle i udnyttelsesgraden for præferencer imellem EU's medlemsstater, spændende fra 16 % til 92 %; gør opmærksom på, at en øget udnyttelse af de gældende præferencer ville kunne bibringe EU's eksportører yderligere fordele til sammenlagt over 900 mio. EUR; foreslår, at anvendelsen af præferencerne i denne og andre handelsaftaler bør analyseres med henblik på at maksimere udnyttelsen af handelsfordelene;
7. erkender, at selv om aftalen opfylder forventningerne hos parterne i form af øget bilateral handel og handelsmæssigt partnerskab, bør nedenstående spørgsmål analyses i forbindelse med aftalen og som led i en dialog med Korea, og de bør håndhæves og gennemføres på passende vis og i overensstemmelse med ånden i aftalen og revideres med henblik på at løse de eksisterende problemer:
a)
tekniske handelshindringer, som f.eks.: bestemmelsen om direkte transport, som forhindrer virksomheder i at optimere deres containerforsendelser, bestemmelsen om reparerede varer, medtagelsen af vejtraktorer i aftalens anvendelsesområde og – lige så vigtigt – spørgsmålet om, hvilke regler og procedurer der gælder for certifikater til maskiner, som eksporteres til Korea
b)
hindringer inden for sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger, herunder hindringer, der begrænser eksport af EU-oksekød og ‑svinekød samt -mejeriprodukter
c)
intellektuelle ejendomsrettigheder såsom anerkendelse og beskyttelse af geografiske betegnelser og kommercielle rettigheder til offentlig opførelse af musikalske værker, fonogrammer og opførelser, der er beskyttet af ophavsret eller lignende rettigheder
d)
kapitlet om handel og bæredygtig udvikling: den koreanske parts ratifikation og gennemførelse af Den Internationale Arbejdsorganisations grundlæggende konventioner
e)
ordlyden af oprindelsesbestemmelser og deres indvirkning på præferenceudnyttelsesgraden
f)
toldrelaterede spørgsmål, herunder procedurerne for kontrol af oprindelsen;
8. bemærker, at der for nylig er blevet etableret visse nye ikketoldmæssige handelshindringer såsom tidligere ikkeeksisterende tekniske normer for maskiner, udstyr eller køretøjer; understreger, at et særligt uacceptabelt fænomen er tilbagetrækningen af typegodkendelsen for forskellige europæiske bilfabrikanter, uden at der foreligger en gyldig begrundelse herfor; opfordrer Kommissionen til at indlede bilaterale forhandlinger med henblik på at komme dette negative fænomen til livs;
9. påpeger, at mange små og mellemstore virksomheder (SMV'er) ikke er opmærksomme på de muligheder, som aftalen medfører; opfordrer derfor Kommissionen og EU-medlemsstaterne til navnlig at undersøge SMV'ers præferenceudnyttelsesgrad og tage effektive skridt til at skabe opmærksomhed blandt SMV'er om de muligheder, som aftalen har skabt;
10. støtter en yderligere uddybning af handels- og investeringsforbindelserne mellem EU og Korea, herunder navnlig aftalens investeringskapitel; forventer, at vanskelighederne i forbindelse med kapitlet om handel og bæredygtig udvikling vil blive løst inden forhandlingerne om investeringskapitlet; støtter inddragelsen af aftalens parter i at skabe yderligere økonomisk vækst og bæredygtig udvikling til gavn for EU's og Koreas borgere; opfordrer Kommissionen og Republikken Koreas regering til ikke at anvende den gamle ISDS-metode i tilfælde af forhandlinger om et investeringskapitel, men i stedet at bygge på et nyt investeringsretssystem, som Kommissionen har foreslået, og anmoder Kommissionen om på længere sigt at udvikle et multilateralt investeringsretssystem, som potentielt kan erstatte alle investeringstvistbilæggelsesmekanismer i nuværende og fremtidige frihandelsaftaler;
11. understreger betydningen af at sikre en yderligere forbedring af det internationale samarbejde inden for de multilaterale, plurilaterale og regionale internationale rammer under WTO, f.eks. i forbindelse med forhandlingerne om aftalen om miljøvarer (EGA) og aftalen om handel med tjenesteydelser (TISA);
12. understreger, at den strategiske værdi af frihandelsaftalen rækker videre end til handel, idet den lægger et solidt fundament for dybere forbindelser med et langsigtet engagement og bidrager til oprettelsen af et strategisk partnerskab mellem EU og Korea;
13. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt til Republikken Koreas regering og nationalforsamling.
– der henviser til sine tidligere beslutninger om fredsprocessen i Mellemøsten,
– der henviser til tidligere FN-resolutioner,
– der henviser til FN's menneskerettighedskonventioner, som Israel og Palæstina er parter i,
– der henviser til rapporten af 1. juli 2016 og erklæringen af 23. september 2016 fra Mellemøstkvartetten,
– der henviser til Rådets konklusioner om fredsprocessen i Mellemøsten, navnlig dem af 18. januar 2016 og 20. juni 2016,
– der henviser til Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Staten Israel på den anden side,
– der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,
A. der henviser til, at opnåelse af fred i Mellemøsten fortsat er en central prioritet for det internationale samfund og et ufravigeligt element i at sikre regional og global stabilitet og sikkerhed;
B. der henviser til, at næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik ("den højtstående repræsentant") gentagne gange har givet udtryk for sit engagement i at forny og intensivere EU's rolle i fredsprocessen i Mellemøsten; der henviser til, at den højtstående repræsentant i april 2015 udnævnte en ny særlig EU-repræsentant for fredsprocessen i Mellemøsten ("EU's særlige repræsentant"); der henviser til, at den særlige repræsentant endnu skal vise sit værd;
C. der henviser til, at Kvartetten og de regionale partnere, f.eks. Egypten, Jordan og Saudi-Arabien, spiller en vigtig rolle i løsningen af den arabisk-israelske konflikt;
D. der henviser til, at de fortsatte voldshandlinger, terrorangreb mod civile og tilskyndelse til vold forværrer mistilliden kraftigt og er grundlæggende uforenelige med en fredelig løsning;
E. der henviser til, at FN's Sikkerhedsråd i sin resolution 2334 (2016):
a)
bekræftede, at Israels etablering af bosættelser i det palæstinensiske område, som har været besat siden 1967, herunder Østjerusalem, ikke havde nogen juridisk gyldighed og udgjorde en åbenlys krænkelse af folkeretten og en væsentlig hindring for at opnå en tostatsløsning;
b)
opfordrede parterne til i deres relevante kontakter at skelne mellem Staten Israel og de områder, som har været besat siden 1967;
c)
mindede om forpligtelsen i Kvartettens handlingsplan for Den Palæstinensiske Myndigheds sikkerhedsstyrker til at sikre effektive operationer, der tager sigte på at bekæmpe alle, der er involveret i terror, og opløse terrorkapacitet, herunder konfiskering af ulovlige våben;
F. der henviser til, at der ifølge kontoret for EU's repræsentant i Palæstina i de seneste måneder har kunnet konstateres omfattende nedrivninger af palæstinensiske strukturer;
G. der henviser til, at der findes talrige indberetninger om krænkelser af menneskerettighederne på Gazastriben;
H. der henviser til, at der er anledning til bekymring over situationen for fængslede på begge sider, navnlig i forbindelse med de palæstinensiske fangers aktuelle sultestrejke; der henviser til, at begge parter bør leve op til deres internationale forpligtelser vedrørende respekt for fængsledes rettigheder;
I. der henviser til, at alle parter bør støtte dialog og praktisk samarbejde, navnlig på områderne sikkerhed, adgang til vand, sanitet og energikilder, og om at fremme vækst i den palæstinensiske økonomi, og dermed styrke udsigten til håb, fred og forsoning, som regionen har så stærkt behov for;
J. der henviser til, at forbindelserne mellem EU og begge parter bør bygge på respekten for menneskerettighederne og de demokratiske principper, som ligger til grund for deres interne og internationale politik, og som udgør et væsentligt element i disse forbindelser;
1. gentager sin stærke støtte til en tostatsløsning af den israelsk-palæstinensiske konflikt baseret på grænsedragningen fra 1967 med Jerusalem som hovedstad for begge stater, hvor Israel som en sikker stat og en uafhængig, demokratisk, sammenhængende og levedygtig palæstinensisk stat lever side om side i fred og sikkerhed på grundlag af retten til selvbestemmelse og fuld respekt for folkeretten;
2. understreger, at det er vigtigt, at parterne genoptager realitetsforhandlinger så hurtigt som muligt med henblik på at opnå retfærdig, varig og samlet fred; opfordrer begge parter til at undgå at tage skridt, som kan medføre yderligere optrapning, herunder ensidige foranstaltninger, der kan foregribe resultatet af forhandlingerne, true en tostatsløsning og skabe yderligere mistillid; opfordrer begge parter til at bekræfte deres tilslutning til tostatsløsningen og derved tage afstand fra røster, der afviser denne løsning;
3. tager stærk afstand fra alle handlinger, der undergraver tostatsløsningens levedygtighed, og opfordrer indtrængende begge parter til gennem politikker og handlinger at vise et ægte engagement i en tostatsløsning for at genoprette tilliden; glæder sig over det tilsagn, som den israelske premierminister Benjamin Netanyahu og den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas gav under deres nylige besøg i USA, om at arbejde sammen for fred;
4. understreger, at beskyttelsen og bevarelsen af tostatsløsningens levedygtighed skal være den umiddelbare prioritet i Den Europæiske Unions politikker og foranstaltninger med hensyn til den israelsk-palæstinensiske konflikt og fredsprocessen i Mellemøsten;
5. fordømmer alle voldshandlinger, terrorhandlinger mod israelere og tilskyndelse til vold, som er grundlæggende uforeneligt med at fremme en fredelig tostatsløsning; bemærker, at alle parter bør gøre en effektiv indsats mod vold, terrorisme, hadefulde udtalelser og ansporing til vold, da dette er af afgørende betydning for at genskabe tillid og undgå eskalering, der yderligere vil underminere udsigten til fred;
6. erindrer om, at bosættelser er ulovlige i henhold til folkeretten, og understreger, at de nylige beslutninger om at etablere en ny bosættelse langt inde på Vestbredden, offentliggøre udbud for næsten 2 000 bosættelsesenheder og erklære flere landområder langt inde på Vestbredden for "statsejet jord" undergraver udsigterne til en levedygtig tostatsløsning yderligere; fordømmer fortsættelsen af bosættelsespolitikken og opfordrer de israelske myndigheder til straks at standse og ændre den; beklager navnlig, at "loven om regulering", som Knesset godkendte den 6. februar 2017, giver mulighed for med tilbagevirkende kraft at lovliggøre bosættelser på palæstinensiske ejendomme uden samtykke fra de retmæssige private ejere; afventer højesterets afgørelse vedrørende denne nye lov;
7. bemærker med tilfredshed punkt 8 i Rådets konklusioner af 18. januar 2016 om EU's og medlemsstaternes forpligtelse til at sikre en fuldstændig gennemførelse af eksisterende EU-lovgivning og bilaterale aftaler mellem EU og Israel;
8. opfordrer til, at der i overensstemmelse med Kvartettens rapport sættes en stopper for nedrivningen af palæstinensiske hjem og EU-finansierede strukturer og projekter, tvungen fordrivelse af palæstinensiske familier og konfiskering af palæstinensisk ejendom på Vestbredden; understreger de relevante EU-myndigheders ansvar for stadig at sikre, at EU-finansiering ikke direkte eller indirekte kan omdirigeres til terrororganisationer eller aktiviteter, der opildner til sådanne handlinger;
9. minder om, at staters og ikkestatslige aktørers efterlevelse af den humanitære folkeret og den internationale menneskerettighedslovgivning, herunder ansvar for deres aktiviteter, er en hjørnesten for fred og sikkerhed i regionen;
10. understreger, at intern palæstinensisk forsoning er et vigtigt element for at opnå en tostatsløsning, og beklager den fortsatte palæstinensiske splittelse; støtter EU's opfordring til de palæstinensiske fraktioner om at give højeste prioritet til forsoning og Den Palæstinensiske Myndigheds tilbagevenden til Gazastriben; opfordrer de palæstinensiske kræfter til hurtigst muligt at genoptage bestræbelserne på forsoning, navnlig gennem afholdelse af de længe ventede præsident- og parlamentsvalg; understreger, at Den Palæstinensiske Myndighed skal påtage sig sine regeringsopgaver i Gazastriben, herunder på sikkerhedsområdet, i den civile forvaltning og gennem sin tilstedeværelse ved grænseovergangene;
11. understreger, at militære aktiviteter og ulovlig våbenoptrapning bidrager til ustabilitet og i sidste ende hæmmer bestræbelserne på at opnå en forhandlet løsning; opfordrer Den Palæstinensiske Myndigheds sikkerhedsstyrker til at gennemføre effektive og rettidige operationer for at bekæmpe disse militante gruppers aktiviteter, f.eks. affyring af raketter mod Israel; understreger, at det er bydende nødvendigt at forebygge oprustning af terrorgrupper og forhindre, at de smugler våben, fremstiller raketter og bygger tunneller;
12. gentager sin opfordring til, at blokaden af Gazastriben ophæves, og til hurtig genopbygning og rehabilitering af området;
13. minder medlemsstaterne om Venedigerklæringen fra juni 1980, hvorved EU's medlemsstater påtog sig deres ansvar i fredsprocessen; opfordrer til vedtagelse af en ny EU-erklæring i juni i år; opfordrer den højtstående repræsentant til at anvende denne nye erklæring til at indlede et dristigt og omfattende europæisk fredsinitiativ for regionen;
14. opfordrer til et fredsinitiativ fra Den Europæiske Union til løsning af den israelsk-palæstinensiske konflikt, som sigter mod at opnå konkrete resultater inden for en fastlagt tidsramme, inden for rammerne af en tostatsløsning, og med en international overvågnings- og håndhævelsesmekanisme; understreger, at det er vigtigt at samarbejde med andre internationale aktører i denne sammenhæng både inden for rammerne af Mellemøstkvartetten og navnlig med hensyn til det arabiske fredsinitiativ; opfordrer til en effektiv udnyttelse af Den Europæiske Unions eksisterende indflydelse og instrumenter i kontakten med begge parter for at fremme fredsbestræbelserne, da en samordnet EU-indsats kan give resultater;
15. understreger, at det for at støtte et reelt europæisk fredsinitiativ er medlemsstaternes primære forpligtelse at bidrage aktivt til udformningen af en fælles europæisk holdning og afstå fra ensidige initiativer, der svækker den europæiske indsats; understreger, at europæiske stats- og regeringschefer ikke kan bede Unionen om at være proaktiv i regionen, hvis deres divergerende holdninger forhindrer Unionen i at tale med én stemme gennem den højtstående repræsentant;
16. noterer sig det potentiale, som det palæstinensisk-arabiske samfund i Israel har, for at spille en afgørende rolle i opnåelsen af varig fred mellem israelere og palæstinensere, og betydningen af dets deltagelse i og bidrag til fredsprocessen; opfordrer til, at der sikres lige rettigheder for alle borgere i Israel, hvilket er en grundlæggende forudsætning for, at de kan udfylde denne rolle;
17. opfordrer til, at EU støtter og beskytter civilsamfundets aktører, herunder menneskerettighedsorganisationer, som bidrager til fredsbestræbelserne og tillidsskabende aktiviteter mellem israelere og palæstinensere på begge sider, og glæder sig over civilsamfundets bidrag til fredsprocessen gennem nye innovative ideer og initiativer;
18. foreslår at iværksætte et initiativ "parlamentarikere for fred", der tager sigte på at samle europæiske, israelske og palæstinensiske parlamentarikere med det formål at fremme en dagsorden for fred og supplere EU's diplomatiske bestræbelser;
19. understreger behovet for, at EU fremmer initiativer, som kan bidrage til at genopbygge tilliden mellem politiske, ikkestatslige og økonomiske aktører og til etablering af en model for samarbejde om konkrete spørgsmål; understreger i denne forbindelse vigtigheden af politiske områder, hvor samarbejde er af afgørende betydning for borgernes dagligdag, navnlig på områderne sikkerhed, adgang til vand, sanitet, energikilder og væksten i den palæstinensiske økonomi;
20. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU's særlige repræsentant for fredsprocessen i Mellemøsten, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær, Kvartettens repræsentant, generalsekretæren for Den Arabiske Liga, Knesset og Israels regering, præsidenten for Den Palæstinensiske Myndighed og Det Palæstinensiske Lovgivende Råd.
EU-strategien for Syrien
186k
53k
Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om EU-strategien for Syrien (2017/2654(RSP))
– der henviser til sine tidligere beslutninger om Syrien,
– der henviser til den fælles meddelelse fra Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 14. marts 2017 til Europa-Parlamentet og Rådet med titlen "Elementer i en EU-strategi for Syrien" (JOIN(2017)0011) og til Rådets konklusioner af 3. april 2017 om Syrien, der tilsammen udgør den nye EU-strategi for Syrien,
– der henviser til formændenes erklæring af 5. april 2017 fra konferencen om støtte til Syriens og regionens fremtid,
– der henviser til redegørelse af 30. december 2016 fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) om meddelelse om indstilling af kamphandlingerne i Syrien og redegørelse af 23. marts 2017 om Syrien og til den erklæring, som NF/HR har fremsat på vegne af EU den 9. december 2016 om situationen i Aleppo,
– der henviser til de erklæringer, som NF/HR har fremsat den 6. april 2017 om det påståede angreb med kemiske våben i Idlib i Syrien og den 7. april 2017 om USA's angreb i Syrien,
– der henviser til Rådets afgørelser om EU's restriktive foranstaltninger mod dem, der er ansvarlige for voldelig undertrykkelse i Syrien, herunder afgørelserne af hhv. 14. november 2016 og 20. marts 2017,
– der henviser til rapporter fra den uafhængige internationale undersøgelseskommission om Syrien, der er nedsat af FN's Menneskerettighedsråd (UNHRC), og til UNHRC's resolutioner om Den Syriske Arabiske Republik,
– der henviser til De Forenede Nationers (FN) Sikkerhedsråds resolutioner om Daesh og al-Nusra-fronten og om konflikten i Den Syriske Arabiske Republik, navnlig resolution 2218 (2013), 2139 (2014), 2165 (2014), 2191 (2014), 2199 (2015), 2254 (2015), 2258 (2015), 2268 (2016), 2328 (2016), 2332 (2016), og 2336 (2016),
– der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 1325 (2000) af 31. oktober 2000 om kvinder og fred og sikkerhed,
– der henviser til FN's Generalforsamlings resolution A/71/L.48 af 19. december 2016 om oprettelse af en international, upartisk og uafhængig mekanisme til at bistå ved efterforskningen og retsforfølgningen af de ansvarlige for de alvorligste forbrydelser i henhold til folkeretten, der siden marts 2011 er begået i Den Syriske Arabiske Republik,
– der henviser til Genèvekommunikéet fra 2012,
– der henviser til De Forenede Nationers pagt og til alle FN-konventioner, som Syrien har tiltrådt,
– der henviser til Romstatutten og Den Internationale Domstols grundlæggende dokumenter,
– der henviser til ad hoc-domstole, herunder ICTY, ICTR og det særlige tribunal for Libanon,
– der henviser til Genèvekonventionerne fra 1949 og tillægsprotokollerne dertil,
– der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,
A. der henviser til, at krigen i Syrien har udviklet sig til en af de værste humanitære kriser, som verden har oplevet siden Anden Verdenskrig, og stadig har katastrofale og tragiske følger for Syriens befolkning; der henviser til, at snesevis af civile, herunder børn, har været mål herfor og fortsat lider i denne brutale borgerkrig, og at over 400 000 personer har mistet livet, siden konflikten i Syrien brød ud i 2011; der henviser til, at over 13,5 millioner mennesker i Syrien – næsten tre fjerdedele af den tilbageblevne befolkning – har akut behov for nødhjælp som f.eks. medicinsk bistand og fødevarebistand, vand og husly; der henviser til, at 6,3 millioner mennesker er internt fordrevne, og 4,7 millioner lever i utilgængelige og belejrede områder og 5 millioner lever som flygtninge i nabolandene eller i regionen som helhed; der henviser til, at krisen i Syrien i stigende grad har en destabiliserende virkning på regionen;
B. der henviser til, at EU og medlemsstaterne siden krigsudbruddet i 2011 og indtil januar 2017 har bidraget kollektivt med over 9,4 mia. EUR som reaktion på den syriske krise både inden for Syrien og i regionen, således at EU er den største donor; der henviser til, at EU har også ydet væsentlig støtte til nabolandene, der huser flygtninge;
C. der henviser til, at de krænkelser, der er blevet begået under den syriske konflikt, omfatter såvel målrettede som vilkårlige angreb på civile, udenretlige drab, tortur og mishandling, tvangsforsvindinger, masseanholdelser og vilkårlige anholdelser, kollektive afstraffelser, angreb på sundhedspersonale og nægtelse af mad og vand; der henviser til, at Assad-regimet angiveligt er ansvarligt for hængninger, tortur og udenretslige drab i massivt omfang i sine detentionsfaciliteter; der henviser til, at den syriske regering forsætligt har afskåret civile fra nødvendige varer og tjenesteydelser, herunder fødevare- og vandforsyning samt lægehjælp; der henviser til, at angrebene og udsultningen af civile gennem belejring af befolkede områder som en krigstaktik udgør et klart brud på den humanitære folkeret; der henviser til, at disse forbrydelser hidtil er forblevet ustraffede;
D. der henviser til, at ISIS/Daesh og andre jihadistgrupper har begået barbariske grusomheder, herunder anvendelse af brutale henrettelser og seksuel vold, bortførelse, tortur, tvungne konverteringer og slaveri af kvinder og piger; der henviser til, at børn er blevet rekrutteret og udnyttet i terrorangreb; der henviser til, at der er alvorlige bekymringer for trivslen blandt de befolkninger, der i øjeblikket er under ISIS/Daeshs kontrol, og for den mulige udnyttelse af dem som menneskelige skjold under befrielsesfelttoget; der henviser til, at disse krænkelser kan udgøre krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab;
E. der henviser til, at den våbenhvile, som trådte i kraft den 30. december 2016, ikke bliver overholdt, idet adskillige krænkelser i hele Syrien og alvorlige hændelser har fundet sted, som f.eks. det kemiske angreb i Khan Sheyhoun, der angiveligt blev begået af regimet, og bombeangrebet mod busser, der kørte evakuerede ud af de belejrede byer Foah og Kefraya til regeringskontrollerede områder; der henviser til, at dusinvis af mennesker, heriblandt børn, er blevet dræbt, og at mange flere er blevet såret;
F. der henviser til, at flere undersøgelser har vist, at Assads styrker har anvendt kemiske våben med det formål at skade og dræbe civile, i strid med en aftale fra 2013 om at udrydde disse våben; der henviser til, at det seneste tilfælde af brug af masseødelæggelsesvåben mod civile fandt sted den 4. april 2017 i Khan Sheyhoun i Idlibprovinsen, hvor mindst 70 civile, heraf mange børn, blev dræbt og flere hundrede såret; der henviser til, at Rusland den 12. april 2017 nedlagde veto mod en resolution fra FN's Sikkerhedsråd, som fordømte den rapporterede brug af forbudte kemiske våben i Syrien og opfordrede den syriske regering til at samarbejde om en efterforskning af hændelsen; der henviser til, at USA har meddelt EU, at man fra amerikansk side vurderer, at det syriske regime har brugt kemiske våben, og at USA derfor har foretaget et angreb på Al-Shayrat-luftbasen i Homs-provinsen i Syrien med det formål at forebygge og afskrække fra spredning og brug af kemiske våben;
G. der henviser til, at EU i marts 2017 tilføjede fire højtstående syriske militære embedsmænd på sanktionslisten for deres rolle i anvendelsen af kemiske våben over for civilbefolkningen i overensstemmelse med EU's politik til bekæmpelse af spredning og anvendelse af kemiske våben;
H. der henviser til at Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, nævnte behovet for en EU-strategi for Syrien i sin tale om Unionens tilstand i september 2016; der henviser til, at Europa-Parlamentet i oktober opfordrede NF/HR Federica Mogherini, til at sikre, at en ny strategi for Syrien tilstræber en politisk løsning i Syrien og bl.a. omfatter kontrol- og håndhævelsesinstrumenter med henblik på at styrke overholdelsen af forpligtelser, som er indgået inden for rammerne af den internationale støttegruppe for Syrien;
I. der henviser til, at målet med EU-strategien for Syrien er at skitsere, hvorledes EU mere synligt og effektivt kan bidrage til en varig politisk løsning i Syrien under den nuværende ramme vedtaget i FN-regi og støtte genopbygningen efter igangsættelsen af en troværdig politisk overgang; der henviser til, at denne strategi indeholder seks hovedindsatsområder, nemlig: afslutning af krigen gennem en ægte politisk overgangsproces, fremme af en reel og inkluderende overgangsproces, opfyldelse af de mest udsatte syreres humanitære behov, fremme af demokrati og menneskerettigheder, fremme af retsforfølgning for krigsforbrydelser samt understøttelse af den syriske befolknings og det syriske samfunds modstandsdygtighed;
J. der henviser til, at EU den 5. april 2017 var medarrangør af en konference om støtte til Syriens og regionens fremtid, som samlede repræsentanter for over 70 lande samt for internationale organisationer og det internationale og det syriske civilsamfund; der henviser til, at der ved Bruxelleskonferencen blev opnået enighed om en holistisk tilgang til håndtering af krisen i Syrien med yderligere finansiel støtte til at kunne reagere på den humanitære situation på 3,47 mia. EUR for 2018-2020, herunder 1,3 mia. EUR fra EU, som er den største donor i denne krise; der henviser til, at visse internationale finansielle institutioner i tilgift har givet tilsagn om at yde omtrent 27,9 mia. EUR i lån; der henviser til, at udgifterne til genopbygning af Syrien anslås til ca. 200 mia. USD;
K. der henviser til, at EU anerkender og støtter de anstrengelser, som Tyrkiet, Libanon og Jordan – Syriens nabolande, der huser det største antal flygtninge – har gjort sig;
L. der henviser til, at der den 4. maj 2017 blev indgået en aftale om etablering af fire nedtrapningszoner mellem Rusland, Iran og Tyrkiet i Astana (Kasakhstan); der henviser til, at de tre signatarstater skal fungere som garanter for en seks måneders våbenhvile, som kan forlænges, herunder gennem væbnede observatører på stedet; der henviser til, at denne aftale omfatter et flyveforbud for Assadregimet i disse zoner og uhindret humanitær adgang til de oprørskontrollerede zoner; der henviser til, at en ny runde af FN-ledede forhandlinger er blevet indledt i denne uge i Genève, ligesom en ny runde af russiskledede forhandlinger er berammet til midten af juli i Kasakhstan;
M. der henviser til, at EU gentagne gange har anført, at der ikke er en militær løsning på konflikten i Syrien, og at kun en syriskledet og inkluderende overgang kan sætte en stopper for det syriske folks uacceptable lidelser; der henviser til, at selv om det er klart, at genopbygningen først kan begynde efter en politisk aftale, bør forsoningsindsatsen begynde så hurtigt som muligt og støttes af EU med det formål at sikre langsigtet stabilitet; der henviser til, at i denne sammenhæng er både det at finde frem til sandheden, fremme ansvarliggørelse og et retsopgør og amnesti afgørende;
1. bifalder EU-strategien for Syrien, herunder EU's strategiske mål for Syrien og EU's målsætninger for Syrien samt resultatet af Bruxelleskonferencen, der sikrede flerårige tilsagn; opfordrer indtrængende alle parter og internationale donorer til at overholde deres forpligtelser i fuldt omfang og fortsætte deres støtte i fremtiden;
2. fordømmer endnu en gang på det kraftigste de grusomheder og udbredte krænkelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret, der er begået af alle parter i konflikten, navnlig Assad-regimets styrker med støtte fra dets allierede, Rusland og Iran, samt af ikkestatslige væbnede grupper, navnlig ISIS/Daesh og Jabhat Fateh al-Sham; understreger sin holdning, at de ansvarlige for brud på den humanitære folkeret og menneskerettighedslovgivningen skal drages til ansvar; opfordrer alle stater til at anvende princippet om universel jurisdiktion i bekæmpelsen af straffrihed og hilser de skridt, som en række af EU's medlemsstater har truffet i den forbindelse, velkommen, herunder en spansk domstols beslutning for nylig om at behandle en strafferetlig klage mod ni syriske efterretningsofficerer vedrørende tortur og andre krænkelser af menneskerettighederne; gentager sin opfordring til EU og dets medlemsstater om at undersøge, i tæt samarbejde med ligesindede lande, muligheden for oprettelse af en krigsforbryderdomstol for Syrien, i afventning af en vellykket overdragelse til Den Internationale Straffedomstol; understreger, at de, der begår forbrydelser mod religiøse og etniske mindretal samt andre grupper, også bør retsforfølges; er fortsat overbevist om, at der hverken kan opnås nogen effektiv konfliktløsning eller varig fred i Syrien, uden at alle, der har begået forbrydelser under konflikten, drages til ansvar;
3. fordømmer i de stærkest mulige vendinger det gruopvækkende kemiske luftangreb på byen Khan Sheyhoun i Idlib-provinsen den 4. april 2017, der kostede mindst 70 civile, herunder børn og nødhjælpsarbejdere, livet, og hvor mange ofre viste symptomer på gasforgiftning; bemærker, at påstanden om, at der er anvendt kemiske våben, er blevet bekræftet af den foreløbige vurdering, der blev gennemført af undersøgelsesmissionen under Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW); understreger Syriens forpligtelse til at efterkomme henstillingerne fra OPCW's undersøgelsesmission og den fælles OPCW-FN-undersøgelsesmekanisme ved at give øjeblikkelig og uhindret adgang til og anerkende retten til at kontrollere hvert eneste område; understreger, at de ansvarlige for disse overgreb vil blive stillet for en domstol; beklager dybt Ruslands gentagne vetoer i FN's Sikkerhedsråd, herunder til en resolution fra Sikkerhedsrådet, der fordømmer det seneste angreb og opfordrer til en international undersøgelse;
4. glæder sig over oprettelsen af en international, upartisk og uafhængig mekanisme til at bistå ved efterforskningen og retsforfølgningen af de ansvarlige for de alvorligste forbrydelser i henhold til folkeretten, der siden marts 2011 er begået i Den Syriske Arabiske Republik; beklager dybt, at denne mekanisme endnu ikke er fuldt ud finansieret; opfordrer alle medlemsstaterne til at indfri deres løfter i denne henseende;
5. står fortsat ved, at Syrien skal bevares som en enhed med suverænitet, territorial integritet og uafhængighed, og fastholder sin støtte til en stærk strategi for "hele Syrien" og en demokratisk fremtid for det syriske folk; insisterer på, at en syrisk ledet politisk proces, der fører til frie og retfærdige valg, der fremmes og overvåges af De Forenede Nationer og afholdes på grundlag af en ny forfatning, er den eneste måde at genskabe roen i landet på; gentager over for at alle parter, at en landsdækkende inklusiv våbenhvile og en fredelig og gensidigt acceptabel løsning på den syriske krise kan opnås under FN's auspicier og i overensstemmelse med Genèvekommunikéet fra 2012 og FN's Sikkerhedsråds resolution 2254 (2015) med støtte fra FN-generalsekretærens særlige udsending til Syrien, Staffan de Mistura, og vigtige internationale og regionale aktører;
6. bemærker det seneste memorandum om oprettelse af nedtrapningszoner i Syrien og støtter hensigten om at styrke våbenhvilen, bringe regimets luftvåbens overflyvning af nedtrapningsområderne til ophør og skabe betingelser for humanitær adgang, lægehjælp, civile flygtninges tilbagevenden til deres hjem og genetablering af ødelagt infrastruktur; fremhæver imidlertid oppositionens bekymringer for, at aftalen kan føre til etablering af indflydelseszoner og deling af Syrien; opfordrer alle parter til at gennemføre Astana-aftalerne og opfordrer de tre garanter til at sikre, at våbenhvilen overholdes; understreger betydningen af at fjerne enhver tvetydighed med hensyn til grupper, som ikke er omfattet af våbenhvilen, og opfordrer alle parter, herunder Tyrkiet, til at sikre, at memorandummet ikke gør det nemmere at angribe styrker, som er allieret med den moderate opposition, eller dem, der kæmper i den internationale koalition mod ISIS/Daesh; understreger, at der bør sikres international overvågning af gennemførelsen, og støtter et stærkt FN-engagement;
7. opfordrer indtrængende Den Russiske Føderation og Den Islamiske Republik Iran til at bruge deres indflydelse på det syriske regime, så det accepterer og aktivt tilstræber et fornuftigt kompromis, der vil sætte en stopper for borgerkrigen og bane vejen for en inklusiv og ægte overgang; opfordrer EU og dets medlemsstater til fortsat at støtte den moderate opposition, identificere og isolere radikaliserede elementer og fremme forsoning; opfordrer medlemmerne af Den Høje Forhandlingskomité (komitéen) til fortsat at engagere sig i de FN-formidlede forhandlinger i Genève;
8. er overbevist om, at EU er nødt til at involvere sig mere aktivt og udnytte sit betydelige finansielle bidrag efter konflikten til at spille en betydelig rolle i forhandlingsindsatsen under den nuværende ramme vedtaget i FN-regi og sikre den politiske overgang ved at udvikle en politik, der tager sigte på at bringe parterne tættere sammen, og intensivere sin indsats på områder, hvor EU kan tilføre en merværdi; støtter de igangværende bestræbelser, som NF/HR har gjort for at nå ud til de vigtigste aktører i regionen med henblik på at sikre politisk overgang, forsoning efter konflikten og genopbygning; opfordrer indtrængende NF/HR til at begynde på at udarbejde en konkret plan for EU's engagement i genopbygningen af Syrien og tage sigte på inklusive og fælles tiltag med de vigtigste internationale organisationer og finansielle institutioner samt de regionale og lokale aktører; fremhæver imidlertid betydningen af, at syrerne selv får ejerskab af genopbygningen efter konflikten;
9. understreger den afgørende betydning af det arbejde, der gøres af lokale og internationale civilsamfundsorganisationer og NGO'er for at dokumentere krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og andre krænkelser, herunder ødelæggelse af kulturarv; opfordrer EU og dets medlemsstater til at yde yderligere og fuldstændig bistand til disse aktører; opfordrer EU og dets medlemsstater til i tilstrækkelig grad at finansiere organisationer, der arbejder med open source-undersøgelser og digital indsamling af beviser på krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, med henblik på at sikre ansvarliggørelse og bringe gerningsmændene for en domstol;
10. hilser det velkomment, at der i EU-strategien for Syrien lægges vægt på at understøtte den syriske befolknings og det syriske samfunds modstandsdygtighed; opfordrer EU og medlemsstaterne til at forstærke deres indsats for opbygning af det syriske folks og civilsamfunds kapaciteter, herunder sammen med og via aktører, der fremmer menneskerettighederne, ligestilling (herunder ligestilling mellem kønnene og minoritetsrettigheder), demokrati og myndiggørelse, i muligt omfang i Syrien og for de syriske flygtninge, der lever i eksil i regionen eller i Europa; understreger, at en sådan kapacitetsopbygning bør gøre det lettere for syrerne at styre overgangsprocessen (på områder som f.eks. medieregulering, decentralisering, kommunal administration og forfatningsudarbejdelse) med behørig hensyntagen til kvinders behov og rolle;
11. udtrykker tilfredshed med, at den rolle, som civilsamfundet, herunder kvindeorganisationer, spiller, blev anerkendt som en central del af en varig løsning; minder om, at EU bør tilskynde til og fremme passende deltagelse eller høring af civilsamfundet og kvinder i fredsprocessen i overensstemmelse med den samlede strategi for EU's gennemførelse af FN's Sikkerhedsråds resolution 1325 (2000) og 1820 (2008) om kvinder, fred og sikkerhed; insisterer på, at kvinders menneskerettigheder skal komme til udtryk i den nye forfatning;
12. mener, idet det gentager sin støtte til den globale koalitions bestræbelser for at bekæmpe ISIS/Daesh, at EU-strategien også burde have behandlet aspekter vedrørende bekæmpelse af ISIS/Daesh og andre terrororganisationer, der er opført på FN's lister, og understreget og fokuseret på de grundlæggende politiske og socioøkonomiske årsager, der har fremmet udbredelsen af terrorisme, samt fastlagt konkrete foranstaltninger til at tackle dem; mener endvidere, at der burde have været udarbejdet metoder til at bidrage til at bevare det syriske samfunds multietniske, multireligiøse og multikonfessionelle karakter;
13. understreger vigtigheden af at beskytte etniske og religiøse mindretal i Syrien og er af den stærke opfattelse, at enhver politisk proces bør være inkluderende og have til formål at genoprette Syrien som en multireligiøs og tolerant stat;
14. minder om, at den tidlige etablering af tillidsskabende foranstaltninger, herunder fuldstændig uhindret humanitær adgang i hele Syrien, levering af grundlæggende offentlige tjenesteydelser (vand, elektricitet, sundhedspleje), afslutningen af alle belejringer af byer og løsladelse af fanger og gidsler, er af afgørende betydning; hilser aftalen mellem den syriske regering og oprørsgrupperne om at tillade evakuering af fire belejrede byer velkommen; opfordrer indtrængende alle parter til at støtte og fremme vedtagelsen af en omfattende aftale om tillidsskabende foranstaltninger;
15. konstaterer med beklagelse, at den katastrofale civile konflikt har sat landet årtier tilbage, hvad angår social og økonomisk udvikling, og har tvunget millioner af mennesker ud i arbejdsløshed og fattigdom og medført betydelige ødelæggelser af sundheds- og uddannelsestjenester og omfattende fordrivelser af syrere samt hjerneflugt; påpeger derfor betydningen af at øge den ikkehumanitære bistand for at styrke modstandsdygtigheden hos befolkningen i Syrien og genstarte økonomien; opfordrer endvidere medlemsstaterne til at udvise et langt større engagement i ansvarsdeling ved at gøre det muligt for flygtninge fra de syriske krigszoner at finde beskyttelse uden for den nærmeste naboregion, herunder via genbosættelse og humanitære adgangsordninger; mener imidlertid, at så snart konflikten er overstået, bør der ydes incitamenter til uddannede syriske flygtninge til at vende tilbage og bidrage til genopbygningen;
16. glæder sig over de nye prioriteter for partnerskab, som EU har indgået med Jordan og Libanon, samt over lettelsen af EU's oprindelsesregler for eksport fra Jordan; beklager, at et stort antal flygtninge i Jordan, Libanon og Tyrkiet stadig lever under usikre sociale og økonomiske betingelser og ofte er ude af stand til at finde (lovlig) beskæftigelse; opfordrer NF/HR til at insistere på, at myndighederne i Jordan og Libanon arbejder hen imod en fjernelse af de resterende (uformelle) hindringer, til at støtte udvidede muligheder for selvstændig erhvervsvirksomhed og til at leve op til forpligtelserne om jobskabelse for kvinder og unge;
17. støtter fuldt ud målet om at sikre, at en generation af børn i Syrien og i regionen ikke går tabt, og opfordrer til en yderligere indsats for at nå målet om at få alle flygtningebørn og sårbare børn i værtssamfund ind i uddannelsestilbud af god kvalitet med lige adgang for piger og drenge; understreger nødvendigheden af at anerkende den ofte uformelle uddannelse i flygtningelejrene og til at støtte psykologisk rehabilitering af disse traumatiserede børn;
18. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, regeringerne og parlamenterne i EU's medlemsstater, De Forenede Nationer, medlemmerne af den internationale støttegruppe for Syrien og alle parter, der er involveret i konflikten i Syrien, samt at sikre, at denne tekst oversættes til arabisk.
Vejtransport i Den Europæiske Union
197k
56k
Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om vejtransport i Den Europæiske Union (2017/2545(RSP))
– der henviser til artikel 91 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/62/EF af 17. juni 1999 om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer(1),
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/15/EF af 11. marts 2002 om tilrettelæggelse af arbejdstid for personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter(2),
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport(3),
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1071/2009 af 21. oktober 2009 om fælles regler om betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet(4),
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1072/2009 af 21. oktober 2009 om fælles regler for adgang til markedet for international godskørsel(5),
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/2009 af 21. oktober 2009 om fælles regler for adgang til det internationale marked for buskørsel(6),
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 165/2014 af 4. februar 2014 om takografer inden for vejtransport(7),
– der henviser til Kommissionens hvidbog med titlen "En køreplan for et fælles europæisk transportområde - mod et konkurrencedygtigt og ressourceeffektivt transportsystem" (COM(2011)0144),
– der henviser til sin beslutning af 9. september 2015 om gennemførelse af hvidbogen om transport fra 2011: status og vejen frem mod bæredygtig mobilitet(8),
– der henviser til sin beslutning af 19. januar 2017 om logistik i EU og multimodal transport i de nye TEN-T-korridorer(9),
– der henviser til sin beslutning af 24. november 2016 om nye muligheder for små transportvirksomheder, herunder samarbejdsbaserede forretningsmodeller(10),
– der henviser til Kommissionens rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om status for EU's marked for godskørsel (COM(2014)0222),
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/413 af 11. marts 2015 om fremme af grænseoverskridende udveksling af oplysninger om trafiksikkerhedsrelaterede færdselslovsovertrædelser(11),
– der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "En europæisk strategi for lavemissionsmobilitet" (COM(2016)0501) og Kommissionens meddelelse med titlen "Transport og CO2" (COM(1998)0204),
– der henviser til Parisaftalen og forpligtelsen til i dette århundrede at holde den globale temperaturstigning et godt stykke under 2 °C over det førindustrielle niveau og fortsætte indsatsen for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 °C,
– der henviser til Amsterdamerklæringen af 14. april 2016 om samarbejde på området for sammenkoblet og automatisk kørsel — Navigering til opkoblede og automatiserede køretøjer på de europæiske veje,
– der henviser til sin beslutning af 14. september 2016 om social dumping i Den Europæiske Union(12),
– der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "En europæisk strategi for samarbejdende intelligente transportsystemer - en milepæl hen imod samarbejdende, opkoblet og automatiseret mobilitet" (COM(2016)0766),
– der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,
A. der henviser til, at Kommissionen snarest muligt bør forelægge lovforslag vedrørende markedet for godskørsel (herefter "vejinitiativer") med henblik på at identificere og imødegå de udfordringer, som sektoren står over for;
B. der henviser til, at vejtransportøkonomien i EU tegner sig for 5 millioner direkte arbejdspladser og næsten 2 % af EU's BNP med 344 000 virksomheder, som udfører personbefordring ad vej, og over 560 000 vejgodstransportvirksomheder(13);
C. der henviser til, at personbefordringen ad landevej i EU i 2013 tegnede sig for 5 323 mia. passagerkilometer, hvoraf personbiler tegnede sig for 72,3 % og busser for 8,1 % af den samlede passagertransport i EU-28(14);
D. der henviser til, at trafiksikkerhed er et aktuelt emne i EU med 135 000 alvorligt tilskadekomne og 26 100 dødsfald i 2015;
E. der henviser til, at vejtransport er en drivkraft i EU's økonomi og fortsat bør føre an i skabelsen af yderligere økonomisk vækst og beskæftigelse og i fremme af konkurrenceevne og territorial samhørighed, og at det samtidig er nødvendigt, at sektoren bliver mere bæredygtig og respekterer ordentlige arbejdsvilkår og sociale rettigheder;
F. der henviser til, at vejtransport er en sektor, hvor Europa er førende på verdensplan, både inden for fremstilling og transportoperationer, og at det er afgørende, at europæisk vejtransport fortsat udvikler sig, investerer og fornyer sig selv på en bæredygtig og miljøvenlig måde for at bevare sin teknologiske førerposition på verdensplan i en globaliseret økonomi, som i stadig større grad er kendetegnet ved fremkomsten af magtfulde nye aktører og nye forretningsmodeller;
G. der henviser til, at vejtransportsektoren - som følge af det presserende behov for at forbedre energieffektiviteten og bæredygtigheden i denne sektor navnlig gennem alternative brændstoffer, alternative drivaggregater og digitalisering - fortsætter med at udfase fossile brændstoffer på omkostningseffektiv vis uden samtidig at sætte konkurrenceevnen over styr;
H. der henviser til, at transportsektoren spiller en væsentlig rolle for klimaændringerne, idet den tegner sig for ca. 23,2 % af EU's samlede drivhusgasemissioner, og at vejtransport tegnede sig for 72,8 % af EU's drivhusgasemissioner fra transport i 2014;
I. der henviser til, at trængslen på vejene anslås at koste EU's økonomi det, der svarer til 1 % af dets BNP i tidstab, øget brændstofforbrug og forurening;
J. der henviser til, at den internationale godskørsel står over for et stigende antal reguleringsmæssige hindringer, der opstilles af medlemsstaterne;
K. der henviser til, at multimodale netværk og integrationen af forskellige transportformer og -tjenester potentielt set kan være til gavn for forbedringen af passager- og godstransportforbindelserne og effektiviteten af samme og dermed bidrage til at reducere udledningen af kulstof og andre skadelige stoffer;
L. der henviser til, at medlemsstaternes håndhævelse af EU-lovgivningen om cabotagekørsel er mangelfuld;
M. der henviser til, at der er store forskelle på tværs af Unionen med hensyn til håndhævelsen af den eksisterende lovgivning om arbejdsvilkår, sociale rettigheder og trafiksikkerhed;
Styrke konkurrenceevnen og innovationen i vejsektoren
1. mener, at vejinitiativerne bør give et hårdt tiltrængt løft til en mere bæredygtig, sikker, innovativ og konkurrencedygtig europæisk vejsektor, videreudvikle den europæiske vejinfrastruktur med henblik på at øge effektiviteten inden for vejtransport og logistik, sikre lige konkurrencevilkår for operatørerne på det globale marked, sikre fuldførelsen og forbedre funktionsevnen af det indre marked for vejtransport af passagerer og fragt samt fastlægge en langsigtet strategi for Europas vejtransportsektor;
2. mener også, at vejinitiativerne bør fremme teknologisk udvikling af køretøjer, fremme alternative brændstoffer, forbedre interoperabiliteten af transportsystemer og -former og sikre SMV'er på transportområdet adgang til markedet;
3. opfordrer Kommissionen til at tage højde for Parlamentets beslutning af 9. september 2015 om gennemførelse af hvidbogen om transport fra 2011, når den udarbejder vejinitiativer; understreger, at vejtransport skal betragtes i lyset af en holistisk og langsigtet tilgang inden for rammerne af EU's politik for intermodal og bæredygtig transport;
4. opfordrer Kommissionen til, når den udarbejder initiativpakken om vejmobilitet, også at tage hensyn til Parlamentets beslutning af 14. september 2016 om social dumping i Den Europæiske Union;
5. understreger, at vejsektoren er en vigtig bidragyder til vækst og beskæftigelse i EU, og at den økonomiske situation er tæt knyttet til konkurrenceevnen i EU’s vejsektor; efterlyser derfor proaktive politikker, der sigter på at støtte og udvikle en bæredygtig vejsektor med lige konkurrencevilkår, navnlig for SMV'er, især i lyset af den fremtidige digitale, teknologiske og miljømæssige udvikling i denne sektor, samtidig med at der tilskyndes til forbedring af arbejdsstyrkens kvalifikationer;
6. opfordrer den europæiske vejsektor til at udnytte de muligheder, som digitaliseringen giver; opfordrer Kommissionen til at udvikle infrastruktur for kommunikation både mellem køretøjer indbyrdes og mellem køretøj og infrastruktur for at forbedre trafiksikkerheden og effektiviteten og forberede fremtiden for vejmobilitet; understreger behovet for at udvikle teknologioverførsel for køretøjer, øge deres logistiske støtte og udarbejde de relevante definitioner og bestemmelser på området; opfordrer Kommissionen til at opstille en passende lovramme for sammenkoblet og automatisk kørsel samt for nye samarbejdsbaserede forretningsmodeller;
7. opfordrer indtrængende Kommissionen til at øge harmoniseringen inden for passagertransport og godstransport, navnlig for elektroniske bompengesystemer i EU, eftersom den nuværende mangel på harmonisering medfører ekstraomkostninger for transportsektoren; opfordrer i den forbindelse til anvendelse af digitale teknologier (papirløse og standardiserede dokumenter, e-CMR intelligente takografer osv.) med henblik på at sikre et fuldt fungerende indre marked;
Fremme af grænseoverskridende mobilitet for vejsektoren
8. opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gennemføre de relevante EU-bestemmelser mere effektivt og Kommissionen til at overvåge gennemførelsen mere nøje, blandt andet i relation til grænseoverskridende samarbejde, fortolkning og korrekt og ikke-diskriminerende håndhævelse af den eksisterende lovgivning, og til at tackle harmoniseringen af de nationale lovgivninger; mener, at Kommissionen, når det er berettiget, bør indlede traktatbrudsprocedurer mod love og foranstaltninger, som forvrider markedet;
9. opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at samarbejde tættere med Euro Contrôle Route og det europæiske færdselspolitinet (TISPOL) for at forbedre håndhævelsen af EU-lovgivningen om vejtransport og etablere en stærk mekanisme til at sikre en ensartet og passende gennemførelse af gældende fællesskabsret, f.eks. ved at bistå medlemsstaterne med certificering, standardisering, tekniske ekspertise, dataindsamling, uddannelse og inspektionsopgaver og ved at forvalte platforme for udveksling af oplysninger mellem nationale eksperter og myndigheder;
10. anmoder medlemsstaterne om at øge kontrollen, navnlig i relation til overholdelse af køre- og hviletider og cabotagereglerne, og til at anvende effektive, forholdsmæssige og afskrækkende sanktioner; opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremskynde den obligatoriske anvendelse af digitalt udstyr om bord, f.eks. intelligente takografer og elektroniske fragtbreve (e-CMR), for at forbedre tilsynet med overholdelsen af EU-reglerne og samtidig mindske de administrative omkostninger;
11. opfordrer indtrængende Kommissionen til yderligere at harmonisere de eksisterende regler for obligatorisk sikkerhedsudstyr i lette og tunge erhvervskøretøjer, såsom advarselstrekanter, refleksjakker, reservepærer og alkometre;
12. opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne for at mindske de administrative og økonomiske byrder, som udspringer af de forskellige nationale lovgivninger, med henblik på at lette den frie udveksling af transporttjenester i hele EU;
13. understreger, at gennemførelsen af et sammenhængende, fair, gennemskueligt, ikke-diskriminerende og ikke-bureaukratisk afgiftssystem for vejtransport i EU, som står i et rimeligt forhold til anvendelsen af vejen og til de eksterne omkostninger, der genereres af lastbiler, busser og personbiler (principperne om "brugeren betaler" og "forureneren betaler"), vil have en positiv effekt med hensyn til at afhjælpe forringelsen af vejinfrastrukturen, overbelastning og forurening; opfordrer Kommissionen til at skabe en ramme, der vil sikre ikke-forskelsbehandling og undgå fragmenterede afgiftsordninger for personbiler i hele EU;
14. opfordrer Kommissionen til at foreslå en revision af direktivet om et europæisk elektronisk vejafgiftssystem (EETS), som bør omfatte et eksternt omkostningselement baseret på princippet om, at forureneren betaler, være fuldt ud interoperabelt, således at det kan bidrage til udviklingen af harmoniserede tekniske EU-standarder til opkrævning af vejafgifter, være baseret på gennemsigtighed, bedre udvikling og integration af de forskellige former for ITS-udstyr, der er monteret i køretøjerne, samt større klarhed i lovgivningen for bedre at definere og beskytte rettighederne for EETS-udbydere og gøre deres forpligtelser mindre byrdefulde;
15. mener, at medlemsstaterne i udkanten af EU og lande, der ikke har noget reelt alternativ til vejtransport, har vanskeligere ved at nå kernen i EU's indre marked; opfordrer Kommissionen til i sine vejinitiativer at medtage en mekanisme til at lette de afgifter, der pålægges vejtransport fra landene i udkanten af EU;
16. understreger, at udlejningskøretøjer normalt er de nyeste og mest miljøvenlige på markedet, hvilket bidrager til vejtransportsektorens effektivitet; opfordrer derfor Kommissionen til at gennemgå de nuværende bestemmelser om udlejningskøretøjer, som i øjeblikket gør det muligt for medlemsstaterne at forbyde, at sådanne køretøjer anvendes til internationale transportaktiviteter;
17. er bekymret over de nationale myndigheders mangelfulde håndhævelse i forbindelse med svig vedrørende takografer og cabotagekørsel, og opfordrer derfor Kommissionen til at løse disse problemer, bl.a. gennem anvendelse af nye teknologier, forenkling og præcisering af cabotagebestemmelserne og en bedre udveksling af oplysninger mellem myndighederne med henblik på en bedre håndhævelse af reglerne i hele EU og bedre overvågning af cabotagekørsel;
18. er af den opfattelse, at de lovgivningsmæssige krav bør stå i rimeligt forhold til aktiviteternes art og virksomhedens størrelse; er imidlertid i tvivl om, hvorvidt der fortsat er grundlag for at fritage lette erhvervskøretøjer for overholdelsen af en række europæiske regler i betragtning af den stigende anvendelse af lette erhvervskøretøjer i international godstransport, og anmoder Kommissionen om at fremlægge en diagnostisk rapport om de økonomiske, miljømæssige og sikkerhedsmæssige konsekvenser af den stigende anvendelse;
19. understreger, at den grænseoverskridende mobilitet på veje i relation til tilgrænsende tiltrædelseslande bør lettes gennem en bedre harmonisering af standarder for vejinfrastruktur, signalsystemer og elektroniske systemer, hvilket vil fjerne flaskehalse, navnlig på det centrale TEN-T-netværk;
Forbedre de sociale vilkår og sikkerhedsreglerne
20. understreger, at den frie udveksling af transporttjenesteydelser i hele EU ikke bør retfærdiggøre nogen form for krænkelse af arbejdstagernes grundlæggende rettigheder eller svække den eksisterende lovgivning om arbejdsvilkår såsom hvileperioder, arbejdsmønstre, perioder væk fra hjemmet, adgang til videreuddannelse og karriereudvikling, sundhed og sikkerhed, pleje og social bistand og mindsteløn;
21. mener, at det yderst vigtigt at minde Kommissionen om de forpligtelser, den selv har indgået i forslaget om en europæisk søjle for sociale rettigheder, navnlig for så vidt angår:
–
sikker og fleksibel beskæftigelse, princip 5d: ”Ansættelsesforhold, der fører til usikre arbejdsvilkår, skal hindres, bl.a. ved at forbyde brug af atypiske kontrakter. En prøvetid bør være af rimelig varighed”
–
rimelige lønninger, princip 6a: ”Arbejdstagere har ret til rimelige lønninger, der sikrer en anstændig levestandard”
minder om, at Kommissionens initiativer for så vidt angår vejtransport ikke må gå imod dette princip eller bringe arbejdstagernes rettigheder i denne sektor i fare;
22. er bekymret over socialt problematiske former for forretningspraksis, som også udgør en risiko for trafiksikkerheden, navnlig i relation til reglerne om cabotagekørsel og de såkaldte "postkasseselskaber" (særligt når det drejer sig om maskeret selvstændig erhvervsvirksomhed og forsætligt misbrug eller omgåelse af eksisterende EU-lovgivning og national lovgivning, der muliggør illoyal konkurrence ved ulovligt at mindske arbejdskraft- og driftsomkostningerne og fører til krænkelser af arbejdstagernes rettigheder, og som opstår som følge af EU-reglernes manglende gennemsigtighed og forskellige fortolkninger og praksis på nationalt plan);
23. opfordrer Kommissionen til at tage kravene om etableringsret op til revision for at udrydde "postkasseselskaber" i vejtransportsektoren;
24. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til hurtigst muligt at tage fat på problemerne vedrørende træthed under kørsel, herunder sikring af, at alle investeringer i vejinfrastruktur omfatter forbedrede faciliteter til chauffører, især langturschauffører, og at hviletidsbestemmelserne for chauffører overholdes fuldt ud;
25. opfordrer Kommissionen til at afklare reglerne om cabotagekørsel og reglerne for adgang til vejtransporterhvervet og til at forbedre gennemførelsen heraf for effektivt at bekæmpe svig og misbrug;
26. afviser enhver yderligere liberalisering af cabotagekørsel, navnlig ubegrænset cabotagekørsel inden for et vist antal dage;
27. opfordrer Kommissionen til at præcisere anvendelsen af bestemmelserne i direktivet om udstationering af arbejdstagere i vejtransportsektoren og til at forbedre gennemførelsen og håndhævelsen heraf;
28. understreger, at Europa mangler erhvervschauffører som følge af den stigende efterspørgsel efter transporttjenester, den hurtige udvikling i den internationale samhandel og den demografiske situation; opfordrer derfor Kommissionen til at lette adgangen for unge mænd og kvinder til erhvervet og til at løse problemet med dårlige arbejdsvilkår for chauffører samt manglen på vejinfrastruktur af høj kvalitet;
29. understreger, at de forskellige nationale lovgivninger om sociale vilkår og rettigheder i vejtransportsektoren i Unionen medfører betragtelige og uforholdsmæssigt store administrative hindringer for virksomhederne, navnlig SMV'erne, øger kompleksiteten af de retlige rammer, underminerer etableringen af et indre marked i vejtransportsektoren i Unionen og skaber hindringer for den fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser;
30. opfordrer Kommissionen til at udarbejde forslag i forbindelse med de kommende vejinitiativer, som muliggør en mere effektiv skelnen mellem den frie udveksling af tjenesteydelser og den frie etableringsret, med det formål at sikre, at aktiviteterne i en medlemsstat, hvor virksomheden ikke er etableret, er af midlertidig karakter, og for at sikre, at arbejdstagerne er omfattet af lovgivningen i det land, hvor de pågældende har deres sædvanlige arbejdssted eller udfører hovedparten af deres erhvervsmæssige virksomhed;
31. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at adressere kvaliteten af arbejdet i vejtransportsektoren, navnlig hvad angår uddannelse, certificering, arbejdsforhold og karrieremuligheder, med henblik på at skabe kvalitetsarbejdspladser, udvikle de nødvendige færdigheder og styrke EU-vejtransportoperatørernes konkurrenceevne for at gøre det mere attraktivt for unge, samtidig med at der fokuseres på at sikre en ordentlig balance mellem arbejde og privatliv for chauffører;
32. opfordrer Kommissionen til at revidere direktivet om kombineret transport 92/106/EØF med henblik på at øge den multimodale transport og eliminere urimelige praksisser og sikre overholdelse af de sociale og arbejdsmarkedsrelaterede bestemmelser inden for kombineret transport;
33. opfordrer Kommissionen til at overveje at oprette en "elektronisk og integreret operatørfil" for alle virksomheder, der anvender fællesskabstilladelsen, for at samle alle relevante data om transportselskabet, køretøjet og chaufføren, som er indsamlet under vejkontroller;
34. understreger, at systemet for hvilefaciliteter i EU er utilstrækkeligt og mangelfuldt; opfordrer derfor medlemsstaterne til i samråd med Kommissionen at opstille en plan for opførelsen af/tilvejebringelse af kapacitet og brugervenlige og sikre rastepladser med et tilstrækkeligt antal parkeringspladser, sanitære faciliteter og transithoteller, navnlig på strategiske punkter/knudepunkter, hvor der kan forekomme høj trafiktæthed;
35. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage fat på de aktuelle forhold, hvor det er praktisk umuligt at forene bestemmelserne vedrørende køre- og hviletider, f.eks. forekommer det ofte, at chauffører er tvunget til at hvile i et vist antal timer, selv om de kun er nogle få kilometer fra deres hjemmebase eller opholdssted; opfordrer Kommissionen til at tage hensyn hertil ved revisionen af forordning (EF) nr. 561/2006 om harmonisering af visse bestemmelser på det sociale område inden for vejtransport;
36. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at vedtage et EU-dækkende mål for nedbringelse af antallet af alvorlige personskader i trafikken;
37. opfordrer Kommissionen til at gennemføre en EU-dækkende videnskabelig undersøgelse af konsekvenserne af træthed hos føreren i forbindelse med bustransport og godstransport med varevogn eller lastbil;
38. opfordrer Kommissionen til straks at iværksætte en revision af forordning (EF) nr. 661/2009 om generel sikkerhed og tage hensyn til den rolle, som nye teknologier og standarder, herunder udstyr til registrering af nøddata, standarder vedrørende direkte udsyn, intelligent farttilpasning og dæktryksovervågning som et minimum;
39. understreger, at det er nødvendigt at forbedre sikkerheden på EU's veje og opfylde målsætningen om at halvere antallet af dødsfald og alvorlige personskader inden udgangen af 2020; støtter den konsekvensanalyse, Kommissionen anvendte ved en revision af de lovgivningsmæssige rammer for forvaltning af vejinfrastrukturens sikkerhed;
Fremme af lavemissionsvejtransport
40. bemærker, at der er behov for at forbedre ressourceeffektiviteten inden for vejtransport og dens rolle i et moderne synkromodal transportnet, med henblik på en mere effektiv udnyttelse af den eksisterende kapacitet, at forbedre udnyttelsesgraden for køretøjer, fremme brugen af mindre og lettere køretøjer, bildeling og samkørsel samt reduktionen fra fire hjul til to; mener, at digitalisering er et centralt element for at nå målet om øget ressourceeffektivitet;
41. understreger, at med henblik på at opfylde målene i Paris-aftalen af 2015 (COP21) om klimaændringer bør dekarboniseringen af transportsektoren og forbedringen af luftkvaliteten opnås gennem fremme af elektromobilitet, brændselsceller og andre avancerede fremdriftssystemer, navnlig dem, hvor EU har et betydeligt teknologisk forspring;
42. opfordrer Kommissionen til at fremsætte ambitiøse forslag om CO2-standarder for lastbiler og busser med henblik på at reducere drivhusgasemissionerne fra vejtransportsektoren; anmoder Kommissionen om yderligere at undersøge mulighederne for at fremskynde overgangen til lavemissionstransport ved at indføre incitamenter til modernisering;
43. opfordrer til konkrete tiltag til at sikre gennemførelsen af principperne "brugeren betaler" og "forureneren betaler" inden for vejtransport, herunder retningslinjer og bedste praksis, og for skabelsen af lige vilkår i alle EU's regioner;
44. understreger, at revisionen af direktivet om den europæiske elektroniske bompengetjeneste (EETS) kan bidrage til fremme af renere køretøjer og fælles køretøjer;
45. understreger, at det er meget vigtigt, at der er en passende infrastruktur til brug af alternative brændstoffer i vejtransporten og opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at skabe incitamentsmodeller til at fuldende forsyningsnettet for alternative brændstoffer;
46. opfordrer til effektive nationale politiske rammer til at stimulere en bredere anvendelse af køretøjer, der bruger alternative brændstoffer (f.eks. el, hybrid, hydrogen, komprimeret naturgas), og opfordrer til en hurtig deployering af den fornødne infrastruktur til påfyldning/genopladning;
47. anerkender, at innovative og emissionsfattige køretøjer og infrastrukturer til vejtransport vil bidrage til at lette udvekslingen og forbindelserne mellem veje, jernbaner og havne og dermed fremme en samlet overgang til mere miljøvenlige former for transport af personer, passagerer og fragt;
48. mener, at delebiler og samkørsel er en vigtig ressource for bæredygtig udvikling af forbindelserne blandt andet i regionerne i den yderste periferi, bjergområder og landdistrikter; opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og de lokale myndigheder til at fremme udviklingen af samarbejdsbaserede forretningsmodeller på dette område;
49. opfordrer Kommissionen til at undersøge indførelsen i flere medlemsstater af lavemissionszoner og muligheden for at opstille fælles kriterier/regler for indførelsen/funktionen af disse områder;
50. bemærker, at intelligente transportsystemer (ITS), herunder kooperative intelligente transportsystemer (C-ITS) og innovationer såsom e-motorveje (eldrevne lastbiler med vognteknologi) og bundtvis trafikafvikling kan spille en vigtig rolle med hensyn til at fremme effektiviteten og miljø- og sikkerhedspræstationerne i transportsystemet; opfordrer derfor Kommissionen til at stimulere udviklingen og anvendelsen af ITS og fremme innovation;
51. bemærker, at omfanget af tomkørsel stadig er højt i forbindelse med vejtransportaktiviteter, hvilket indvirker negativt på miljøet; minder om, at næsten en fjerdedel (23,2 %) af alle køretøjskilometer, som blev tilbagelagt af tunge godskøretøjer i EU i 2012, involverede et tomt køretøj, og at det høje niveau af tomkørsel skyldes de nuværende restriktioner for cabotagekørsel, som forhindrer vognmændene i yderligere at forøge fragtlasten og dermed den miljømæssige effektivitet; fremhæver derfor de positive virkninger af en markedsåbning for den miljømæssige effektivitet inden for vejtransport;
52. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til med henblik på at dekarbonisere transportsektoren at fremskynde overgangen fra traditionelle vejkøretøjer, der er baseret på fossile brændstoffer, til bæredygtige eldrevne køretøjer, såsom køretøjer, som anvender hydrogenbrændstofceller;
53. opfordrer Kommissionen til at ajourføre sin håndbog om eksterne transportomkostninger, herunder nye data om emissioner ved faktisk kørsel samt de økonomiske og sociale skader som følge af klimaændringerne;
54. understreger, at de mål, der er fastsat for overgangen til alternative og vedvarende energikilder til vejtransport, bør nås gennem et energimiks og ved hjælp af eksisterende energibesparelsesmetoder; påpeger, at denne overgang kræver tilsvarende incitamenter, og at reduktionsmålene bør formuleres på en teknologineutral måde;
55. bemærker, at alternative brændstoffer, herunder, men ikke begrænset til, komprimeret naturgas, flydende naturgas og andengenerationsbiobrændstoffer, kan anvendes til at lette overgangen;
o o o
56. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.
– der henviser til Den Mellemstatslige Organisation for Udviklings (IGAD's) Nairobi-erklæring af 25. marts 2017 om varige løsninger for somaliske flygtninge og genintegrering af hjemvendte i Somalia,
– der henviser til FN's New York-erklæring om flygtninge og migranter af 19. september 2016,
– der henviser til fælles kommuniké af 25. juni 2016 fra den ministerielle trepartskommission for frivillig repatriering af somaliske flygtninge, der bor i Kenya,
– der henviser til resultatet af EU's topmøde om migration i Valletta den 11.-12. november 2015,
– der henviser til erklæring af 28. november 2014 fra ministerkonferencen i Rom om Khartoumprocessen (migrationsruteinitiativet mellem EU og Afrikas Horn),
– der henviser til trepartsaftalen om frivillig repatriering undertegnet den 10. november 2013 af Somalias og Kenyas regeringer og UNHCR,
– der henviser til Kenyas højesterets afgørelse af 9. februar 2017, som modsatte sig lukning af flygtningelejren Dadaab,
– der henviser til den kenyanske regerings beslutning om at appellere højesteretsafgørelsen af 9. februar 2017,
– der henviser til erklæringen fra talspersonerne for næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini, EU's kommissær for internationalt samarbejde og udvikling, Neven Mimica, EU-kommissær med ansvar for humanitær bistand og kriseforvaltning, Christos Stylianides, om den kenyanske regerings beslutning om at lukke flygtningelejrene i Dadaab af den 20. maj 2016,
– der henviser til EU's Nødtrustfond for Afrika,
– der henviser til FN’s Global Compact-initiativ om ansvarsdeling i forbindelse med flygtninge,
– der henviser til Den 11. Europæiske Udviklingsfonds (EDF’s) nationale vejledende program for Somalia og Østafrika,
– der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,
A. der henviser til, at Afrikas Horn med næste 250 mio. indbyggere og en hastigt voksende befolkning rummer det største antal internt fordrevne mennesker og flygtninge i Afrika og i verden; der henviser til, at regionen står over for udfordringen med irregulær migration, tvungne fordrivelser, menneskehandel, menneskesmugling, terrorisme og voldelige konflikter;
B. der henviser til, at udfordringerne har mange årsager, som varierer efter de lokale forhold, men som generelt har rod i manglen på god regeringsførelse, samfundsøkonomiske muligheder, ekstrem fattigdom, ustabilitet og klimaændringer;
C. der henviser til, at flygtningekomplekset i Dadaab blev oprettet i 1991 som en midlertidig løsning for mennesker, der flygtede fra forfølgelse, vold og ustabilitet i Østafrika, og især for dem, der flygtede fra borgerkrigen i Somalia; der henviser til, at komplekset i øjeblikket består af fem forskellige lejre til forskellige befolkningsgrupper og dækker et område på 50 kvadratkilometer, og at lejrene Hagadera, Dagahaley og Ifo er de ældste og tættest befolkede;
D. der henviser til, at Dadaab var beregnet til at huse omkring 90 000 mennesker, men ifølge FN menes at have en befolkning på ca. 260 000, hvoraf 95 % stammer fra Somalia og 60 % er under 18 år; der henviser til, at Kenya i maj 2016 nedlagde sit departement for flygtningespørgsmål, som var ansvarligt for registrering, hvilket betyder at ti tusindvis af mennesker ikke er blevet registreret, hvilket betyder, at disse tal måske er endnu højere;
E. der henviser til, at flygtningene i lejren risikerer vold, idet kvinder og børn er særligt udsatte;
F. der henviser til, at Somalia i to årtier har været ramt af alvorlig ustabilitet og fravær af statslige strukturer, og at følgerne heraf er blevet forværret af hyppige naturkatastrofer, der er forbundet med klimaændringer; der henviser til, at disse forhold har udfordret modstandskraften og håndteringsevnen blandt Somalias mest sårbare samfund og er blevet hovedårsager til fordrivelse internt i Somalia og til nabolande;
G. der henviser til, at den somaliske flygtningesituation efter tre årtier er blandt de mest langvarige i verden, idet en tredje generation af flygtninge nu fødes i eksil; der henviser til, at næsten 1 mio. somaliere er fordrevet i regionen, og yderligere 1,1 mio. er fordrevet internt i Somalia;
H. der henviser til, at Somalia er blandt de fem største flygtningeproducerende lande i verden i de seneste 15 år og i øjeblikket har 1,1 mio. registrerede flygtninge, hvoraf mere end 80 % befinder sig på Afrikas Horn og i Yemen-regionen; der henviser til, at den somaliske regering gentagne gange har erklæret sig rede til at tage imod somaliske statsborgere; der henviser til, at Kenya i øjeblikket huser ca. 500 000 flygtninge, og at antallet fortsætter med at vokse som følge af den stigende usikkerhed i regionen, navnlig i Sydsudan;
I. der henviser til, at sikkerhedssituationen i Somalia fortsat er farlig og uforudsigelig og at angreb begået af al-Shabaab og andre væbnede grupper og terrorgrupper fortsætter; der henviser til, at præsident Mohamed Abdullahi ”Farmajo” den 6. april 2017 erklærede Somalia for en krigszone og tilbød amnesti til medlemmer af den militante islamistiske gruppe al-Shabaab, herunder uddannelse, beskæftigelse og uddannelse, hvis de nedlagde våbnene inden for 60 dage;
J. der henviser til, at der er alvorlig tørke i hele Østafrika, og til, at der i dele af Sydsudan er erklæret hungersnød, som op mod 1 mio. mennesker er truet af; der henviser til, at der er udstedt varsel om risiko for hungersnød i Somalia, til, at det i givet fald vil være tredje gang med hungersnød på 25 år, og til, at 6,2 mio. mennesker ifølge regeringen har behov for fødevarebistand; der henviser til, at Kenyas præsident Uhuru Kenyatta har erklæret tørken i landet for en national katastrofe, idet 2,7 mio. mennesker er truet af alvorlig hungersnød; der henviser til, at det forventes, at situationen vil blive forværret i Etiopien, Kenya, Somalia og Yemen, hvilket vil kunne føre til udbredt hungersnød;
K. der henviser til, at tørken i Somalia ifølge FN har skabt endnu flere internt fordrevne, og at mere end 683 000 mennesker er blevet tvunget til at forlade deres hjem siden november 2016; der henviser til, at omkring 250 000 mennesker omkom under den seneste hungersnød i 2011;
L. der henviser til, at den kenyanske regering den 6. maj 2016 meddelte, at den havde besluttet at lukke Dadaab ”hurtigst muligt” under henvisning til sikkerhedshensyn og nødvendigheden af at bringe den langvarige flygtningesituation i regionen til ophør; der henviser til, at Kenyas regering den 30. november 2016 meddelte, at lukningen af Dadaab-lejren ville blive udskudt seks måneder indtil maj 2017; der henviser til, at siden IGAD-topmødet den 25. marts 2017 fokuserer hele indsatsen nu på betydningen af at finde en regional og holdbar løsning for somaliske flygtninge;
M. der henviser til, at det internationale samfund, herunder EU, har udtrykt forståelse for den kenyanske regerings bekymringer og begrundelser for at lukke lejren, men også har fremhævet, at hjemsendelser til Somalia skal foregå efter internationale standarder og således skal være frivillige og informerede, idet de hjemvendende skal have adgang til objektive, neutrale og relevante oplysninger, at de skal gennemføres i sikkerhed og med værdighed og på en bæredygtig måde, og at de hjemvendende skal være klar over, hvad der vil ske, hvis de beslutter sig for ikke at vende hjem frivilligt;
N. der henviser til, at den kenyanske højesteret den 9. februar 2017 som svar på et andragende fra to kenyanske menneskerettighedsorganisationer - Kenya National Commission on Human Rights og Kituo Cha Sheria - fastslog, at den kenyanske regerings ordre til at lukke Dadaab-flygtningelejren var diskriminerende og det samme som en kollektiv straf og desuden var overdreven, vilkårlig og uforholdsmæssig;
O. der henviser til, at debatten om lukningen af Dadaab har rettet fokus mod den langsomme gennemførelse af den trepartsaftale, som UNHCR og Kenyas og Somalias regeringer undertegnede i 2013, og som havde til formål at gennemføre frivillige hjemsendelser af somaliere til stabile områder i Somalia, et emne, som er blevet åbenlyst kritiseret af den kenyanske regering og andre aktører;
P. der henviser til, at ca. 65 000 mennesker er vendt tilbage, siden UNHCR begyndte at støtte de frivillige tilbagesendelser af somaliske flygtninge i 2014, men at målet om at øge antallet af holdbare tilbagesendelser vil afhænge af situationen i Somalia;
Q. der henviser til, at de somaliske myndigheder i Jubaland i slutningen af august 2016 indstillede repatrieringerne til regionshovedstaden Kismaayo, efter at byen havde haft en voldsom tilstrømning af flygtninge; der henviser til, at næsten 70 % af de hjemvendende ifølge UNHCR er børn;
R. der henviser til, at lukningen af Dadaab vil få indvirkninger i andre nabolande såsom Etiopien, som i øjeblikket huser ca. 245 000 somaliske flygtninge, og sandsynligvis vil medføre nye tilstrømninger; der henviser til, at denne situation viser, hvordan problemer vedrørende flygtninge, grænseforvaltning og stabilitet er kædet sammen, og understreger behovet for et forstærket regionalt samarbejde for at løse dem, især på baggrund af beslutningen om at lukke Dadaab-flygtningelejren;
S. der henviser til, at perspektivet i en tilbagesendelse for mange flygtninge, især flygtninge fra landdistrikterne, afhænger af, om de kan kræve deres jord tilbage, i et land, hvor ordningerne for jordbesiddelse er svage, og tvangsudsættelser er almindeligt forekommende;
T. der henviser til, at værtssamfundet i Dadaab-regionen har udvist stor medmenneskelighed, gavmildhed og tolerance over for lejren, men står over for enorme økonomiske, udviklingsmæssige og miljømæssige udfordringer;
U. der henviser til, at donorerne har måttet flytte fokus over på andre konflikter og skære ned på deres udgifter på grund af den langvarige karakter af situationen i Dadaab, hvilket betyder, at flygtningene i lejren står over for udfordringer;
V. der henviser til, at navnlig klimaforandringerne har en ødelæggende virkning for den pastorale, nomadiske levevis, der er livsgrundlaget for mange mennesker i regionen, som blandt andre problemer også står over for voksende trusler som følge af tørke, sygdomme, krig og svindende husdyrbestande;
W. der henviser til, at EU har bevilget 286 mio. EUR gennem Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) for perioden 2014-2020, der især skal anvendes til gennemførelse af FN’s Global Compact og til stats- og fredsopbygning, fødevaresikkerhed, modstandskraft og uddannelse; der henviser til, at EU’s Nødtrustfond (EUTF) for Afrika blev undertegnet på topmødet i Valletta den 12. november 2015 og havde til formål at tage fat om de grundlæggende årsager til destabilisering, tvangsfordrivelser og irregulær migration gennem fremme af modstandskraft, økonomiske muligheder, lige muligheder, sikkerhed og udvikling; der henviser til, at EU reagerer på de livreddende basale behov for flygtningene i flygtningelejrene i Kenya;
X. der henviser til, at EU har forpligtet sig til at støtte Den Afrikanske Unions Mission i Somalia (AMISOM) gennem ydelse af finansiering til sikkerhed og mindskelse af truslen fra Al Shabaab og andre væbnede oppositionsgrupper; der henviser til, at Den Afrikanske Union den 23. marts 2017 afholdt en høring på højt niveau med deltagelse af EU og FN om fremtiden for AMISOM og støtte til institutioner i sikkerhedssektoren og reformer i Somalia; der henviser til, at EU den 11. maj 2017 bebudede, at Somalia får en ny støtte til en værdi af 200 mio. EUR på Londonkonferencen om Somalia;
Y. der henviser til, at der som følge af den amerikanske præsident Trumps dekret af 27. januar 2017 venter en usikker fremtid for omkring 3 000 flygtninge fra Kenya, hovedsagelig fra Dadaab, som skulle genbosættes i USA i 2017, og hvoraf de fleste allerede var blevet screenet omhyggeligt af embedsmænd fra USA og FN og har ventet i op til 10 år på godkendelsen af deres genbosættelse;
Z. der henviser til, at EU's genbosætningsindsats bør øges for at matche den indsats, der gøres af ikke-EU-lande såsom Canada og Australien, for at leve op til, hvad UNHCR anser for at være nødvendigt for at sikre en fair fordeling af flygtninge på verdensplan;
AA. der henviser til, at den globale handlingsplan, som blev vedtaget på IGAD's topmøde i Nairobi den 25. marts 2017, fremhævede især tørke og væbnede konflikter som årsager til fordrivelsen af mennesker i regionen;
AB. der henviser til, at det efter udsendelsen af en EU-valgevalueringsmission til Kenya blev anbefalet, at en EU-valgobservationsmission til parlamentsvalget i august 2017 ville være nyttig og effektiv;
1. roser Kenya og regionen Dadaab for den rolle, som den har spillet i at være vært for et hidtil uset antal flygtninge igennem så lang en periode; understreger imidlertid, at den nuværende situation i regionen er uholdbar, og kræver et effektivt og koordineret svar fra regeringerne i regionen og det internationale samfund som helhed, herunder EU, for at finde en holdbar løsning på flygtningespørgsmålet i Somalia sammen med bestræbelser på at øge sikkerheden og skabe en langsigtet samfundsøkonomisk udvikling i regionen;
2. noterer sig Nairobierklæringen fra IGAD om varige løsninger for somaliske flygtninge og genintegrering af hjemvendte i Somalia; bifalder tilsagnet om at nå frem til en samlet regional strategi og samtidig opretholde beskyttelse og fremme selvhjulpenhed i asyllandene, hvilket skal ske med støtte fra det internationale samfund og i overensstemmelse med international byrdefordeling som skitseret i New York-erklæringens samlede flygtningeberedskabsramme (CRRF);
3. beklager EU-medlemsstaternes meget ubetydelige rolle, når det gælder om at genbosætte flygtninge fra Dadaab, og opfordrer EU til at leve op til sit ansvar for at sikre en rimelig fordeling af byrderne;
4. påpeger, at så længe som der vedbliver med at være ustabilitet i den omgivende region og fornyet risiko for hungersnød, vil flygtninge ikke kunne vende hjem; opfordrer derfor EU til at fastholde langsigtet udvikling som sit primære mål og fordoble sine bestræbelser på at deltage og spille en mæglerrolle i regionen med henblik på at løse de underliggende økonomiske, politiske, miljømæssige og sikkerhedsmæssige problemer, som er de grundlæggende årsager til ekstrem fattigdom, kriminalitet, radikalisering og terrorisme og i sidste ende også til flygtningesituationen;
5. understreger, at der i sidste ende vil være brug for et regionalt svar for fortsat at kunne yde 260 000 somaliske flygtninge beskyttelse; minder om, at en holdbar genintegrering af hjemvendte kræver en holistisk og samfundsbaseret tilgang med henblik på at forbedre forsvarskapacitet og give hjemvendte, internt fordrevne og lokale samfund i Somalia bedre adgang til tjenester;
6. påskønner vedtagelsen af den globale og regionale Nairobi-handlingsplan, som indebærer en gradvis lukning af lejrene med henblik på at give flygtningene adgang til beskæftigelse og tjenester i deres værtsland og mulighed for at bevæge sig frit; beklager imidlertid fraværet af konkrete tiltag angående Dadaab; støtter oprettelsen af en regional fond for donorer;
7. mener, at frivillige hjemsendelser altid bør være frivillige i betragtning af den nuværende situation med fortsatte sikkerhedsproblemer i Somalia og en stor risiko for hungersnød; opfordrer til en større ansvarsfordeling, når det gælder om at huse flygtninge og finde nye metoder til at hjælpe flygtninge med at få adgang til tredjelande, herunder EU;
8. gentager sin støtte til EUTF for Afrika, der bestræber sig på at tage fat om de grundlæggende årsager til irregulær migration og fordrevne i Østafrika; opfordrer medlemsstaterne til at leve op til deres forpligtelser i forbindelse med fonden; opfordrer imidlertid Kommissionen til at intensivere høringsbestræbelserne over for aktører i regionen, herunder lokalbefolkninger, regionale regeringer og NGO'er, med henblik på at fokusere på lokalt identificerede problemer og behov og fremme et gunstigt klima og øge kapaciteten til hjemsendelse af flygtninge til deres hjemlande; understreger, at Dadaab har skabt omkring 10 000 job, hvoraf mange er knyttet til humanitære aktiviteter;
9. understreger betydningen af en menneske- og samfundsbaseret tilgang til at bruge ressourcer fra EUTF til at bistå med hjemsendelser fra Dadaab og træffe foranstaltninger til fremme af udvikling og modstandskraft i regionen; er overbevist om, at EUTF ikke blot bør fokusere på økonomisk udvikling, men også på græsrodsprojekter i regionen, der specifikt er rettet mod at forbedre kvaliteten af, ligheden i og den universelle adgang til basale tjenester og uddannelse med henblik på udvikling af lokale kompetencer og at opfylde behovene hos sårbare grupper, herunder mindretal;
10. mener, at EUTF i højere grad bør fokusere på at fremme bæredygtig udvikling i regionen ved at styrke de økonomiske og beskæftigelsesmæssige muligheder og styrke modstandskraften; kræver, at disse midler anvendes til at fremme bæredygtig udvikling og til yderligere udbredelse af anvendelsen af solenergi som energikilde, f.eks. til pumpning af ferskvand, som har vist sig at være et vellykket projekt i visse dele af Dadaab-lejren;
11. påpeger, at kvinder og børn udgør over 60 % af den samlede befolkning i flygtningelejren og anses for de mest sårbare og marginaliserede grupper i lejren; opfordrer den kenyanske regering, de regionale institutioner, de internationale hjælpeorganisationer og det internationale samfund, herunder EU, til at anlægge en specifik tilgang til bistandsforanstaltninger og tage fat om årsagerne til kvinders og børns sårbarhed i lejrene, f.eks. kønsbaseret forfølgelse, vold mod kvinder, seksuelt misbrug og udnyttelse, ekstrem fattigdom og udelukkelse;
12. roser de somaliske myndigheder for de fremskridt, der er gjort i de seneste måneder, herunder med afholdelsen af valg; understreger imidlertid, at sikkerheden og de samfundsøkonomiske betingelser i mange dele af Somalia stadigvæk giver ekstremt store udfordringer for omfattende tilbagesendelser; opfordrer derfor EU og medlemsstaterne til at arbejde sammen med de somaliske myndigheder om at intensivere bestræbelserne på at skabe stabilitet i landet, inden der gennemføres omfattende tilbagesendelser;
13. opfordrer EU og internationale partnere til at opfylde forpligtelserne over for Somalia, navnlig gennem en indsats med at skabe fødevaresikkerhed for at undgå den truende hungersnød, fremme sikkerhed, skabe forlig i fællesklager, forbedre forvaltningen af offentlige finanser og støtte til fuldendelsen af gennemgangen af forfatningen med henblik på at opnå langsigtet stabilitet;
14. opfordrer EU til at sikre, at programmer for genbosættelse i regionen navnlig sørger for, at sårbare befolkningsgrupper flyttes til sikre regioner på en ansvarlig måde, og at flygtninges rettigheder respekteres; opfordrer EU og internationale partnere til at hjælpe med at opbygge infrastrukturer i hele landet, så de tilbagevendende flygtninge kan reintegreres sikkert og permanent i det somaliske samfund uden trusler fra terrorelementer såsom Al-Shabaab;
15. understreger behovet for en bedre forvaltning af grænserne mellem Somalia og dets nabolande, som betragtes som legeplads for netværk, der er involveret i handel med og smugling af mennesker, våben, narkotika og andre ulovlige varer, og derigennem skaber finansiering til kriminelle aktiviteter og terroraktiviteter; forventer, at EU's uddannelsesmission for Somalia arbejder tæt sammen med AMISOM og de somaliske myndigheder om at udveksle bedste praksis om bedre grænseforvaltning med henblik på at pågribe menneskehandlere og smuglere;
16. anerkender, at der ikke kan være nogen udvikling uden forbedret sikkerhed i regionen; understreger ikke desto mindre på det kraftigste, at midler fra EUF- og ODA-kilder skal bruges på økonomisk, menneskelig og social udvikling i regionen med særligt fokus på de udviklingsmæssige problemer, der er indkredset i afgørelsen om trustfonden; erindrer om, at EDF- og ODA-midler udelukkende bør bruges til udviklingsmål, der tager fat på de tilgrundliggende årsager til migration;
17. påpeger behovet for at styrke modstandsdygtigheden og fremme udviklingen af de berørte værtssamfund i Dadaab-regionen i Kenya og sikre, at indtægtskilder ikke påvirkes negativt af den gradvise mindskelse af Dadaab og offentlige tjenester i byen og det økonomiske chok, som det kan udgøre for befolkningen; understreger, at den befolkning, der huses i Dadaab, har lagt stort pres på miljøet i regionen, hvilket påvirker lokalbefolkningens adgang til naturressourcer; understreger, at dette spørgsmål bør imødegås i fællesskab af den kenyanske regering og gennem EU’s nationale vejledende program for Kenya; forventer, at den kenyanske regering og EU anerkender denne skrøbelige regions specifikke behov;
18. beklager USA’s regerings beslutning om at reducere sit bidrag til FN’s agenturer med 640 mio. USD; udtrykker bekymring over den direkte indvirkning, som denne beslutning vil få på regionen; understreger, at EU's frivillige bidrag til FN's fonde og agenturer, som udgør halvdelen af deres samlede budget, er afgørende for opretholdelse af fred og sikkerhed i verden;
19. understreger, at underskuddet på budgettet for FN-agenturer såsom UNHCR, som yder beskyttelse, husly og humanitær bistand, kun vil bidrage til øgede sikkerhedsmæssige udfordringer i regionen;
20. bemærker med stor bekymring de alvorlige konsekvenser af klimaændringerne i regionen, hvilket er en kraftig påmindelse til EU, dets medlemsstater og det internationale samfund som helhed om nødvendigheden af at gennemføre bestemmelserne i Parisaftalen, idet den direkte virkning, som disse tiltag har på krig og hungersnød i regionen, bemærkes;
21. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Kenyas regering, Garissaregionens guvernør, det kenyanske parlaments formand, Somalias regering, det somaliske parlaments formand, IGAD, IGAD-medlemsstaternes regeringer, FN’s generalsekretær og FN’s højkommissær for flygtninge.
Hvordan får man omfordelingsordningen til at virke?
168k
50k
Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om hvordan man får omfordelingsordningen til at virke (2017/2685(RSP))
– der henviser til Rådets afgørelse (EU) 2015/1523 af 14. september 2015 om midlertidige foranstaltninger til fordel for Italien og for Grækenland på området international beskyttelse(1),
– der henviser til Rådets afgørelse (EU) 2015/1601 af 22. september 2015 om midlertidige foranstaltninger til fordel for Italien og Grækenland på området international beskyttelse(2),
– der henviser til Rådets afgørelse (EU) 2016/1754 af 29. september 2016 om ændring af afgørelse (EU) 2015/1601 om midlertidige foranstaltninger til fordel for Italien og Grækenland på området international beskyttelse(3),
– der henviser til sin holdning af 9. september 2015 om forslag til Rådets afgørelse om midlertidige foranstaltninger til fordel for Italien og Grækenland på området international beskyttelse,(4)
– der henviser til sin holdning af 17. september 2015 om forslag til Rådets afgørelse om midlertidige foranstaltninger til fordel for Italien, Grækenland og Ungarn på området international beskyttelse(5),
– der henviser til sin holdning af 15. september 2016 om forslag til Rådets afgørelse om ændring af Rådets afgørelse (EU) 2015/1601 af 22. september 2015 om midlertidige foranstaltninger til fordel for Italien og Grækenland på området international beskyttelse,(6)
– der henviser til de elleve beretninger fra Kommissionen om omfordeling og genbosætning,
– der henviser til Rådets og Kommissionens redegørelser af 16. maj 2017 om hvordan man får omfordelingsordningen til at virke,
– der henviser til den undersøgelse, der blev udført for dets Udvalg om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om "gennemførelse af Rådets afgørelser fra 2015 om midlertidige foranstaltninger til fordel for Italien og Grækenland på området international beskyttelse", som blev offentliggjort i marts 2017,
– der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,
A. der henviser til, at Parlamentet efter den høringsprocedure, der er fastsat i artikel 78, stk. 3, i TEUF, vedtog sin holdning for at støtte afgørelserne om omfordeling med et stort flertal;
B. der henviser til, at afgørelserne om omfordeling blev vedtaget som en øjeblikkelig foranstaltning i mangel af et europæisk asylsystem baseret på ansvarsdeling, som endnu ikke er på plads;
C. der henviser til, at medlemsstaterne har forpligtet sig til at omfordele 160 000 asylansøgere fra Italien og Grækenland; der henviser til, at 54 000 af disse pladser i henhold til Rådets afgørelse (EU) 2016/1754 kan anvendes med henblik på modtagelse af syriske flygtninge fra Tyrkiet;
D. der henviser til, at Det Forenede Kongerige har valgt ikke at deltage i denne ordning, mens Irland har valgt at deltage; der henviser til, at Danmark har valgt ikke at deltage på frivillig basis, mens tre associerede stater har valgt at deltage;
E. der henviser til, at kun 17 903 asylansøgere pr. 27. april 2017 var blevet omfordelt, heraf 12 490 fra Grækenland og 5 413 fra Italien; der henviser til, at dette udgør ca. 11 % af den samlede forpligtelse;
F. der henviser til, at antallet af personer berettigede til omfordeling, som befinder sig i Italien og Grækenland, for øjeblikket er under det, som er fastsat i Rådets afgørelser; der henviser til, at 26 997 berettigede ansøgere hidtil er blevet registreret i Grækenland, mens medlemsstaterne formelt har givet tilsagn om 19 603 pladser til omfordelinger; der henviser til, at 8 000 berettigede ansøgere hidtil er blevet registreret i Italien, mens medlemsstaterne formelt har givet tilsagn om 10 659 pladser; der henviser til, at antallet af tilsagn generelt er betydeligt højere end antallet af personer, der rent faktisk blev omfordelt;
G. der henviser til, at kun asylansøgere, som allerede befandt sig i Grækenland inden den 20. marts 2016, faktisk anses for berettigede til omfordeling; der henviser til, at afgørelserne om omfordeling ikke indeholder en sådan skæringsdato for berettigelse og ikke er blevet ændret i samme øjemed;
H. der henviser til, at ifølge de seneste foreliggende kvartalsvise data fra Eurostat er kun asylansøgere, der tilhører en nationalitet, for hvilken den gennemsnitlige anerkendelsesprocent er på 75 % eller derover, berettigede til omfordeling; der henviser til, at irakere ikke længere er berettigede til omfordeling, eftersom deres gennemsnitlige anerkendelsesprocent er faldet til under 75 %; der henviser til, at Europa-Parlamentet i sin holdning af 15. september 2016 om et forslag fra Kommissionen om at ændre Rådets afgørelse (EU) 2015/1601 krævede, at afghanere også bør være til berettigede til omfordeling; der henviser til, at afghanere udgjorde den næststørste gruppe asylansøgere, som Unionen måtte håndtere i 2016; der henviser til, at 56,7 % af dem blev tildelt asyl; der henviser til, at langt det største antal afghanere ankommer til Grækenland; der henviser til, at mange af dem er uledsagede mindreårige;
I. der henviser til, at 62 300 asylansøgere og migranter stadig befinder sig i Grækenland;
J. der henviser til, at Italien havde et nyt rekordstort antal ankomne i 2016 med 181 436 ankomne (18 % flere end i 2015), hvoraf 14 % var uledsagede mindreårige; der henviser til, at 20 700 eritreere, der er berettigede til omfordeling, ankom i 2016, men at Italien hidtil kun har registreret ca. en fjerdedel af dem til omfordeling;
K. der henviser til, at det begrænsede antal asylansøgere i Italien 2016, der var omfordelt til andre medlemsstater, var betydeligt lavere end det antal asylansøgere, som var overført til Italien i henhold til Dublinforordningen;
L. der henviser til, at Kommissionen i sin 8. rapport om omfordeling og genbosætning fastsatte et månedligt omfordelingsmål, som er blevet gentaget i de efterfølgende rapporter, på 3 000 asylansøgere fra Grækenland og 1 500 fra Italien (pr. 1. april 2017), med henblik på at lette og fremskynde omfordelingen på en effektiv og smidig måde inden for den tidsramme, der er fastsat i Rådets afgørelser;
M. der henviser til, at Det Europæiske Råd på sit møde den 15. december 2016 godkendte den fælles handlingsplan om gennemførelsen af erklæringen fra EU og Tyrkiet, som omfattede omfordelingsmålet for Grækenland; der henviser til, at Det Europæiske Råd også gentog sin opfordring til en yderligere intensivering af bestræbelserne på at fremskynde omfordelingen, navnlig af uledsagede mindreårige;
N. der henviser til, at forudsætningerne og den operationelle infrastruktur til at gennemføre omfordelingen er fuldt ud på plads;
O. der henviser til, at trods visse fremskridt er kun to medlemsstater, Finland og Malta, godt på vej til at opfylde deres omfordelingsforpligtelser; der henviser til, at de fleste medlemsstater stadig halter langt bagefter; der henviser til, at fire medlemsstater har foretaget omfordelinger på et meget begrænset niveau; der henviser til, at to medlemsstater stadig overhovedet ikke deltager;
P. der henviser til, at kun Finland systematisk modtager uledsagede mindreårige; der henviser til, at der i Italien er behov for omkring 5 000 omfordelingspladser til dem, mens kun en enkelt uledsaget mindreårig hidtil er blevet omfordelt; der henviser til, at der i Grækenland pr. 12. april 2017 er behov for 163 yderligere pladser;
Q. der henviser til, at nogle medlemsstater anvender meget restriktive og diskriminerende præferencer, f.eks. kun omfordeling af enlige mødre eller udelukkelse af ansøgere af specifikke nationaliteter, såsom eritreere og anvender meget omfattende sikkerhedskontroller; der henviser til, at medlemsstaterne pr. 7. maj 2017 havde afvist 961 personer til omfordeling i Grækenland;
R. der henviser til, at det af Rådets afgørelse (EU) 2015/1523 klart fremgår, at omfordelingsforanstaltninger ikke fritager medlemsstaterne fra fuldt ud at anvende bestemmelserne i forordning (EU) nr. 604/2013 (Dublin), der vedrører familiesammenføring, særlig beskyttelse af uledsagede mindreårige samt den diskretionære klausul vedrørende humanitære grunde;
1. erkender, at der er gjort visse fremskridt, men udtrykker sin skuffelse over, at medlemsstaterne ikke har opfyldt deres forpligtelser med hensyn til solidaritet og ansvarsdeling;
2. glæder sig over, at Det Europæiske Asylstøttekontor har oprettet et automatisk system til matchning af præferencer; opfordrer medlemsstaterne til ikke at anvende vilkårlige beslutninger, når det drejer sig om at acceptere eller ikke acceptere en anmodning om omfordeling; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til udelukkende at basere afslag på de specifikke begrundelser, der er fastsat i Rådets afgørelser om omfordeling;
3. opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at opfylde deres forpligtelser i henhold til Rådets afgørelser og til systematisk at omfordele asylansøgere fra Grækenland og Italien, herunder dem der ankom efter den 20. marts 2016, indtil alle de berettigede er blevet omfordelt på en effektiv og smidig måde inden for den tidsramme, der er fastsat i Rådets afgørelser; opfordrer medlemsstaterne til at give tilsagn og overføre regelmæssigt hver måned;
4. opfordrer medlemsstaterne til at prioritere omfordelingen af uledsagede mindreårige og andre sårbare ansøgere;
5. glæder sig over Kommissionens erklæring i sin tiende rapport om omfordeling og genbosætning af 2. marts 2017, om at den ikke vil tøve med at anvende beføjelser, som den har i medfør af traktaterne, hvis medlemsstaterne ikke hurtigt øger deres omfordelinger; forstår, at dette vil omfatte traktatbrudssøgsmål;
6. insisterer på, at medlemsstaternes retlige forpligtelser ikke ophører efter den 26. september 2017, og at de efter denne dato stadig er nødt til at omfordele alle berettigede ansøgere, der er ankommet frem til denne dato;
7. fremhæver, at Rådet har forpligtet sig til målet om 160 000 omfordelinger; bemærker, at antallet af personer, der er berettiget til omfordeling, afviger fra dette antal; opfordrer Kommissionen til at foreslå at udvide omfordelingsforanstaltninger indtil vedtagelsen af den omarbejdede Dublinforordning i overensstemmelse med sit forslag af 4. maj 2016 (COM(2016)0270);
8. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.
Gennemførelse af Rådets retningslinjer for LGBTI-personer, navnlig i forbindelse med forfølgelse af (formodede) homoseksuelle mænd i Tjetjenien, Rusland
177k
53k
Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om gennemførelse af Rådets retningslinjer for LGBTI-personer, navnlig i forbindelse med forfølgelse af (formodede) homoseksuelle mænd i Tjetjenien (2017/2688(RSP))
– der henviser til sine tidligere beslutninger om Rusland,
– der henviser til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,
– der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder,
– der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention og de tilhørende protokoller,
– der henviser til Den Russiske Føderations forfatning, især kapitel 2 om rettigheder og friheder for mennesker og borgere,
– der henviser til Rådets retningslinjer af 24. juni 2013 for fremme og beskyttelse af alle menneskerettigheder for lesbiske, bøsser, biseksuelle, transpersoner og interseksuelle (LGBTI-personer),
– der henviser til Rådets konklusioner om LGBTI-personers ligestilling af 16. juni 2016,
– der henviser til Den Europæiske Unions retningslinjer om menneskerettighedsforkæmpere samt om tortur og mishandling,
– der henviser til sin beslutning af 4. februar 2014 om EU-køreplanen mod homofobi og forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet(1),
– der henviser til erklæringen af 13. april 2017 fra FN's menneskerettighedseksperter om mishandling og tilbageholdelse af homoseksuelle mænd i Tjetjenien,
– der henviser til EU's handlingsplan vedrørende menneskerettigheder og demokrati 2015-2019,
– der henviser til sin beslutning af 14. december 2016 om årsberetningen om menneskerettigheder og demokrati i verden i 2015 og Den Europæiske Unions politik på området(2),
– der henviser til redegørelse af 6. april 2017 fra talsmanden for næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini, om krænkelse af homoseksuelle mænds menneskerettigheder i Tjetjenien,
– der henviser til den lokale EU-erklæring af 19. april 2017 om krænkelser af homoseksuelle mænds menneskerettigheder i Tjetjenien,
– der henviser til EU's erklæring af 27. april 2017 i OSCE's Permanente Råd om fortsatte beretninger om den tjetjenske regerings anholdelser af og drab på homoseksuelle mænd,
– der henviser til erklæringen fra talsmanden for det amerikanske udenrigsministerium den 7. april 2017,
– der henviser til erklæringen af 13. april 2017 fra direktøren for Kontoret for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder under Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE/ODIHR),
– der henviser til den fælles pressekonference med næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini, og den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, i Moskva den 24. april 2017,
– der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,
A. der henviser til, at der den 1. april 2017 i det uafhængige russiske dagblad Novaja Gazeta blev offentliggjort en artikel, hvor det berettedes, at mere end 100 mænd, der var homoseksuelle eller mentes eller formodedes at være det, var blevet bortført og tilbageholdt i Den Autonome Republik Tjetjenien i Den Russiske Føderation som led i en koordineret kampagne, der angiveligt var organiseret af republikkens myndigheder og sikkerhedsstyrker efter direkte ordre fra Tjetjeniens præsident, Ramzan Kadyrov;
B. der henviser til, at Novaja Gazeta rapporterede, at de bortførte ofre var blevet mishandlet, tortureret og tvunget til at afsløre andre LGBTI-personers identitet; der henviser til, at dagbladet også rapporterede, at mindst tre mænd var blevet dræbt, to som følge af behandlingen i fangenskab og en af sin familie i et såkaldt æresdrab;
C. der henviser til, at de første beretninger er blevet bekræftet separat af Human Rights Watch og Den Internationale Krisegruppe, som begge citerer kilder på stedet, som bekræfter, at mænd, der formodes at være homoseksuelle, er blevet forfulgt og tilbageholdt af politiet og sikkerhedsstyrker;
D. der henviser til, at myndighederne i Tjetjenien angiveligt afviste disse påstande og var uvillige til at efterforske og retsforfølge dem;
E. der henviser til, at ofrene stort set afholder sig fra at gå til domstolene, eftersom de frygter repressalier fra de lokale myndigheders side; der henviser til, at bøsser og lesbiske og de, der formodes at være bøsser eller lesbiske, er særlig sårbare på grund af homofobien i samfundet og det, at de risikerer at blive ofre for æresdrab begået af deres slægtninge;
F. der henviser til, at der efter flere år med trusler og undertrykkelse og en drastisk forværring af menneskerettighedssituationen i Nordkaukasus næsten ikke er nogen uafhængige journalister eller menneskerettighedsaktivister, der er i stand til at arbejde i regionen; der henviser til, at journalister, der arbejder for dagbladet Novaja Gazeta, som afslørede overgrebene, angiveligt har modtaget dødstrusler på grund af deres arbejde; der henviser til, at de tjetjenske myndigheder har afvist alle beskyldninger og har krævet, at journalisterne opgiver navnene på de interviewede ofre;
G. der henviser til, at politiet i St. Petersburg og Moskva tilbageholdt LGBTI-aktivister, der forsøgte at skabe øget bevidsthed om og kræve en undersøgelse af forfølgelsen af homoseksuelle mænd i Tjetjenien;
H. der henviser til, at Den Russiske Føderation har undertegnet adskillige internationale menneskerettighedstraktater og – som medlem af Europarådet – også er part i den europæiske menneskerettighedskonvention og således er forpligtet til at garantere sikkerheden for alle personer, der måtte være i fare, herunder på grund af deres seksuelle orientering; der henviser til, at Rusland er forpligtet til og besidder midler til at efterforske de forbrydelser, der begås af de tjetjenske myndigheder; der henviser til, at homoseksualitet blev afkriminaliseret i Den Russiske Føderation i 1993;
I. der henviser til, at præsident Putin har pålagt den russiske menneskerettighedsombudsperson, Tatjana Moskalkova, opgaven med at danne en arbejdsgruppe, der skal undersøge påstandene;
J. der henviser til, at LGBTI-personer er beskyttet under den eksisterende internationale menneskerettighedslovgivning og under den russiske nationale lovgivning; der henviser til, at det dog ofte kræver en særlig indsats at sikre, at LGBTI-personer fuldt ud kan gøre brug af deres menneskerettigheder, eftersom seksuel orientering og kønsidentitet kan medføre endnu større risiko for diskrimination, mobning og forfølgelse i skoler, på arbejdspladser og i det bredere samfund og også inden for familier; der henviser til, at det er politiets, retsvæsenets og myndighedernes opgave og ansvar at bekæmpe disse former for diskrimination og modarbejde negative sociale holdninger;
K. der henviser til, at Rådets LGBTI-retningslinjer foreskriver en proaktiv holdning fra EU-delegationernes og medlemsstaternes ambassaders side med hensyn til at fremme LGBTI-personers rettigheder; der henviser til, at det i retningslinjerne understreges, at bekæmpelse af LGBTI-fjendtlig vold og understøttelse af LGBTI-personers menneskerettigheder er prioriterede områder;
L. der henviser til, at Rusland den 7. marts 2017 vedtog lovgivning, der afkriminaliserede vold i hjemmet, idet "vold i familien" blev ændret fra at være en forbrydelse til at være en administrativ lovovertrædelse, der medfører svagere sanktioner for overtrædere; der henviser til, at Europa-Parlamentet drøftede dette emne under mødeperioden i Strasbourg den 13.-16. marts 2017;
1. udtrykker sine dybe bekymring over beretningerne om vilkårlig tilbageholdelse og tortur af formodede homoseksuelle mænd i Republikken Tjetjenien i Den Russiske Føderation; opfordrer myndighederne til at bringe denne forfølgelseskampagne til afslutning, til omgående at løslade dem, der stadig tilbageholdes illegalt, sikre juridisk og fysisk beskyttelse for ofre og menneskerettighedsforkæmpere og journalister, der har arbejdet for denne sag, og til at tillade internationale menneskerettighedsorganisationer at foretage en pålidelig efterforskning af de påståede forbrydelser;
2. fordømmer alle udtalelser fra de tjetjenske myndigheder, der tolererer og opfordrer til vold mod LGBTI-personer, herunder den tjetjenske regerings talspersons erklæring, der benægtede eksistensen af homoseksuelle mennesker i Tjetjenien og fordømte beretningerne som "løgne og absolut misinformation"; beklager, at lokale myndigheder ikke er villige til at efterforske og retsforfølge alvorlige krænkelser, der er specifikt rettet mod enkeltpersoner på grund af deres seksuelle orientering, og minder myndighederne om, at retten til forsamlings-, forenings- og ytringsfrihed er universel og gælder for alle; kræver øjeblikkelig løsladelse af dem, der stadig tilbageholdes ulovligt; opfordrer indtrængende de russiske myndigheder til at yde juridisk og fysisk beskyttelse såvel til ofrene som til menneskerettighedsforkæmpere og journalister, der har arbejdet med denne sag;
3. bemærker, at præsident Putin har pålagt det russiske indenrigsministerium og den offentlige anklager at efterforske hændelserne i Tjetjenien, og opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og Europarådet til at tilbyde de russiske myndigheder materiel og rådgivningsmæssig støtte i denne efterforskning;
4. opfordrer de tjetjenske myndigheder og Den Russiske Føderations myndigheder til at overholde den nationale lovgivning og deres internationale forpligtelser, opretholde retsstatsprincippet og de universelle menneskerettighedsstandarder samt fremme ligestilling og ikke-diskrimination, herunder for LGBTI-personer, understøttet af foranstaltninger såsom bevidstgørelseskampagner for at fremme af en kultur præget af tolerance og inklusion baseret på ligestilling og ikke-diskrimination; opfordrer til, at der straks træffes foranstaltninger til at beskytte sårbare personer, der kunne blive ofre, og til at sikre alle torturofre fuld rehabilitering;
5. beklager de udbredte menneskerettighedskrænkelser i regionen og det klima af straffrihed, der gør det muligt, at disse handlinger kan finde sted, og slår til lyd for udvikling af retlige og andre foranstaltninger til at forhindre disse voldshandlinger og effektivt retsforfølge gerningsmændene i samarbejde med civilsamfundet; understreger, at Rusland og dets regering har det ultimative ansvar for at efterforske disse handlinger, retsforfølge gerningsmændene og beskytte alle russiske borgere imod ulovlig mishandling;
6. opfordrer til, at der som et hasteanliggende øjeblikkeligt iværksættes en uafhængig, objektiv og grundig efterforskning af fængslingerne, torturhandlingerne og mordene for at bringe deres bagmænd og gerningsmænd for en domstol og sætte en stopper for straffriheden; glæder sig i denne forbindelse over oprettelsen af en arbejdsgruppe under ledelse af den russiske menneskerettighedsombudsperson, der er ved at efterforske sagen; opfordrer de russiske myndigheder til at pålægge anklagemyndigheden at sikre ægte anonymitet og anden beskyttelse for ofre for og vidner til den tjetjenske hets mod bøsser, samt deres familier, så de kan deltage i efterforskningen; opfordrer EU-delegationen og medlemsstaternes ambassader og konsulater i Rusland til aktivt at overvåge efterforskningen og til yderligere at øge bestræbelserne på at gøre en indsats for ofre, LGBTI-personer, journalister og menneskerettighedsforkæmpere, der i øjeblikket er i fare;
7. opfordrer Kommissionen til at gå sammen med internationale menneskerettighedsorganisationer og det russiske civilsamfund om at bistå dem, der er flygtet fra Tjetjenien, og om at bringe denne mishandlingskampagne frem i offentligheden; opfordrer desuden medlemsstaterne til at lette asylansøgningsprocedurer for disse ofre, journalister og menneskerettighedsforkæmpere i overensstemmelse med europæisk og national lovgivning;
8. glæder sig over og anerkender den indsats, der er gjort af mange ledere af EU-delegationer og deres medarbejdere og medlemsstaters ambassadører og deres medarbejdere for at støtte LGBTI-menneskerettighedsforkæmpere og slå til lyd for ikke-diskrimination og lige rettigheder; opfordrer EU-delegationschefer og andet personale i EU-Udenrigstjenesten til at rådføre sig med Parlamentet og de relevante MEP'er, når de har spørgsmål eller vil forsyne Parlamentet med oplysninger, bl.a. under den årlige ambassadørkonference i september; understreger vigtigheden af viden om og implementering af LGBTI-retningslinjerne fra EU-delegationernes og medlemsstaternes repræsentationers side; opfordrer i denne forbindelse EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til at presse på for en mere strategisk og systematisk gennemførelse af disse retningslinjer, herunder gennem bevidstgørelse og uddannelse af EU-personale i tredjelande, for effektivt at rejse spørgsmålet om LGBTI-personers rettigheder i politiske dialoger og menneskerettighedsdialoger med tredjelande og i multilaterale fora og til at støtte bestræbelser fra civilsamfundets side;
9. understreger kraftigt vigtigheden af en løbende vurdering af gennemførelsen af retningslinjerne ved hjælp af klare benchmarks; opfordrer indtrængende Kommissionen til at gennemføre og offentliggøre en grundig evaluering af den måde, hvorpå EU-delegationerne og medlemsstaternes diplomatiske repræsentationer i alle tredjelande har gennemført retningslinjerne, for at afsløre eventuelle uoverensstemmelser og huller i gennemførelsen og afhjælpe dem;
10. beklager dybt, at Den Russiske Føderation i juni 2016 i FN's Menneskerettighedsråd stemte imod resolutionen om beskyttelse mod vold og diskrimination på grund af seksuel orientering og kønsidentitet;
11. minder de russiske og tjetjenske myndigheder om, at regionale, kulturelle og religiøse værdisystemer ikke bør anvendes som et påskud til at tolerere eller udøve diskrimination, vold, tortur og/eller tilbageholdelse af personer eller grupper, herunder på grund af seksualitet eller kønsidentitet;
12. bemærker med bekymring og som et tilbageskridt Ruslands vedtagelse af ny lovgivning om vold i hjemmet, herunder vold imod børn; understreger, at lovgivning, der tolererer vold inden for familien, risikerer at få alvorlige følger, både for ofrene og for samfundet som helhed; opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at fortsætte deres indsats for at udrydde alle former for kønsbaseret vold, herunder vold i hjemmet, for at beskytte de udsatte og støtte ofrene, både i og uden for Europa;
13. pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, Europarådets generalsekretær, FN's højkommissær for menneskerettigheder, regeringen og parlamentet i Den Russiske Føderation og de tjetjenske myndigheder.