– der henviser til sine tidligere beslutninger om albinisme i Afrika, særlig beslutning af 7. juli 2016 om situationen for personer med albinisme i Afrika, navnlig i Malawi(1), og af 4. september 2008 om drabene på albinoer i Tanzania(2),
– der henviser til rapporterne fra FN's uafhængige ekspert vedrørende respekt for menneskerettighederne for personer med albinisme af 24. marts 2017 og 18. januar 2016,
– der henviser til erklæring af 13. juni 2017 fra Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) om en international dag for albinisme,
– der henviser til FN's Højkommissariat for Menneskerettigheders (OHCHR's) pressemeddelelser af 19. september 2017 med titlen "Ground-breaking step to tackle impunity for witchcraft related human rights violations", og af 28. juli 2017 med titlen "Tanzania: "Reported attacks against persons with albinism decline, but root causes still rife in rural areas" – UN expert",
– der henviser til FN's Generalforsamlings resolution 69/170 af 18. december 2014 om en international dag for albinisme,
– der henviser til FN's Generalforsamlings resolution 70/229 af 23. december 2015 om personer med albinisme,
– der henviser til Den Afrikanske Menneskerettighedskommissions resolution 263 af 5. november 2013 om forebyggelse af angreb på og forskelsbehandling af personer med albinisme,
– der henviser til den regionale handlingsplan for at sætte en stopper for angreb på personer med albinisme i Afrika for perioden 2017-2021, og Den Afrikanske Menneskerettighedskommissions resolution 373 af 22. maj 2017 herom,
– der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne af 10. december 1948,
– der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder,
– der henviser til FN's konvention om barnets rettigheder,
– der henviser til FN's konvention om rettigheder for personer med handicap,
– der henviser til den internationale konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination,
– der henviser til FN's erklæring af 18. december 1992 om rettigheder for personer, der tilhører nationale eller etniske, religiøse eller sproglige minoriteter,
– der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder,
– der henviser til Cotonoupartnerskabsaftalen,
– der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,
A. der henviser til, at albinisme er en arvelig genetisk betinget sygdom, der berører ca. én ud af 20 000 personer på verdensplan og en betydeligt højere andel af befolkningen i landene syd for Sahara, særligt i Tanzania, Malawi og Burundi, der har de højeste koncentrationer af personer med albinisme;
B. der henviser til, at den største trussel mod personer med albinisme i størstedelen af Afrika udgøres af vildledende og overtroiske overbevisninger om tilstanden; der henviser til, at falske associationer mellem albinisme og magiske kræfter udgør den mest alvorlige trussel mod personer med albinisme; der henviser til, at sådanne myter motiverer til vold og handel med disse personers kropsdele til at bringe lykke, sundhed og rigdom; der henviser til, at kvinder med albinisme udsættes for voldtægt på grund af den fejlagtige opfattelse, at samleje med dem kan helbrede hiv/aids;
C. der henviser til, at der ifølge menneskerettighedsgrupper er blevet indberettet mere end 600 angreb mod personer med albinisme i Afrika i det seneste årti, selv om dette tal sandsynligvis er undervurderet; der henviser til, at disse angreb er blevet markant hyppigere i de seneste år, navnlig i Malawi, Tanzania og Mozambique;
D. der henviser til, at der i 2016 forekom 172 mord og 276 andre angreb mod personer med albinisme i 25 afrikanske lande; der henviser til, at der i år ud over tilfældene i Malawi også er blevet rapporteret om sager med angreb på personer med albinisme i Burundi, Mozambique, Zambia og Tanzania, hvor størstedelen af ofrene angiveligt var børn;
E. der henviser til, at en ny bølge af mord og angreb på personer med albinisme siden begyndelsen af 2017 har fået næring af systemiske fejl i Malawis strafferetlige system, som gør, at medlemmer af denne sårbare gruppe er prisgivet kriminelle bander; der henviser til, at mindst to personer med albinisme er blevet dræbt siden januar 2017, mens syv andre har anmeldt forbrydelser såsom forsøg på mord eller bortførelse;
F. der henviser til, at der ganske vist blev indført strengere lovgivning i Malawi i 2016, herunder reformer af straffeloven og anatomiloven, men at dette ikke har forhindret en genopblussen i antallet af drab og angreb på denne sårbare gruppe, primært på grund af utilstrækkelig retshåndhævelse og retsvæsenskapacitet, underliggende årsager og det sociale og kulturelle miljø, samt at gerningsmænd sjældent identificeres, retsforfølges eller dømmes;
G. der henviser til, at personer med albinisme udsættes for ekstreme menneskerettighedskrænkelser, lige fra chikane, forfølgelse, samfundsmæssig diskrimination og udstødelse til bortførelse, voldtægt og mord;
H. der henviser til, at kvinder og børn med albinisme er særligt sårbare over for social udstødelse; der henviser til, at spædbørn efterlades som følge af tilstanden; der henviser til, at børns uddannelse lider som følge af mobning, stigmatisering og overordnet frygt for angreb;
I. der henviser til, at myndighederne i Tanzania har foretaget alvorlige og håndgribelige foranstaltninger for at gribe ind over for hekseri i landet, herunder suspendering af traditionelle naturlægers autorisationer og talrige anholdelser af heksedoktorer; der henviser til, at Tanzanias præsident udnævnte det første parlamentsmedlem med albinisme i 2008, og den første viceminister med albinisme i december 2015;
J. der henviser til, at Mozambique, Nigeria og Kenya har vedtaget en handlingsplan til imødegåelse af angreb, der fokuserer på at fremme folkeoplysning om albinisme og skabe større bevidsthed om spørgsmålet blandt familier og samfund og dermed sikre beskyttelse og social bistand til personer med albinisme, sikre juridisk bistand, hurtige procedurer og forebyggelse af angreb, udveksle og offentliggøre retsafgørelser som et middel til afskrækkelse, og gennemføre yderligere forskning for at forbedre foranstaltninger, der er identificeret i planen og støtte evidensbaseret politikudformning;
K. der henviser til, at Den Afrikanske Menneskerettighedskommission i juni 2017 vedtog en regional handlingsplan for at sætte en stopper for angreb på personer med albinisme for perioden 2017-2021, der blev godkendt af FN og forskellige regionale og internationale aktører; der henviser til, at denne handlingsplan tager sigte på at fremme fælles bestræbelser og tiltag til at bekæmpe vold mod personer med albinisme og beskytte deres og deres familiers rettigheder;
L. der henviser til, at antallet af retsforfølgelser og domfældelser – på trods af voksende international synlighed og vedtagelse af ny lovgivning i de berørte lande – stadig er meget lavt, og at der fortsat begås forbrydelser og tortur under total straffrihed i mange afrikanske lande;
M. der henviser til, at drab, lemlæstelse, forskelsbehandling, chikane og stigmatisering har fordrevet hundredevis af personer med albinisme til midlertidige tilflugtssteder; der henviser til, at denne situation har skabt større utryghed og usikkerhed for personer med albinisme og begrænset deres adgang til grundlæggende tjenesteydelser som sundhedspleje og uddannelse, beskæftigelsesmuligheder og deltagelse i samfundet; der henviser til, at passende lægehjælp, herunder medicin, der forebygger mod hudkræft, begrænses af de udfordringer, personer med albinisme står over for, og som kunne overvindes ved udvikling af medicinske faciliteter og viden i regionen;
N. der henviser til, at livslang frygt og forskelsbehandling fører til langvarig og endog permanent psykosocial skade;
O. der henviser til, at FN i marts 2015 udpegede sin første uafhængige ekspert vedrørende menneskerettigheder for personer med albinisme, Ikponwosa Ero, og officielt erklærede den 13. juni for international dag for albinisme;
P. der henviser til, at EU har gennemført offentlige oplysningskampagner for at skabe større bevidsthed om sagen og har støttet inddragelsen af civilsamfundsorganisationer og lokale myndigheders kapacitetsopbygningstiltag i kampen mod drab på personer med albinisme;
Q. der henviser til, at personer med albinisme er uforholdsmæssigt hårdt ramt af fattigdom på grund af den vold, diskrimination og marginalisering, de udsættes for;
1. udtrykker dyb bekymring over den fortsatte og udbredte forskelsbehandling og forfølgelse, som personer med albinisme er udsat for i Afrika, navnlig efter den seneste stigning i volden i Malawi; fordømmer skarpt alle drab, bortførelser, lemlæstelser og anden umenneskelig og nedværdigende behandling, som personer med albinisme udsættes for, og udtrykker sin medfølelse og solidaritet med ofrenes familier; fordømmer ligeledes enhver spekulativ handel med kropsdele fra personer med albinisme;
2. er fortsat meget bekymret over, at indførelsen af strengere lovgivning i Malawi ikke har forhindret en nylig genopblussen i angrebene på personer med albinisme; glæder sig over reformerne af straffeloven og anatomiloven; opfordrer imidlertid Malawis myndigheder til fuldt ud at efterforske den seneste bølge af forbrydelser mod personer med albinisme og bringe gerningsmændene til albinismerelaterede forbrydelser for en domstol;
3. minder om, at en stats primære ansvar er at beskytte sine borgere, herunder sårbare grupper, og opfordrer regeringen i Malawi til at tilbyde effektiv beskyttelse til personer med albinisme med henblik på at værne om deres ret til livet og til personlig sikkerhed i overensstemmelse med Malawis internationale forpligtelser og tilsagn på menneskerettighedsområdet;
4. opfordrer indtrængende Malawis myndigheder til at handle proaktivt mod enhver kriminel organisation, der beskæftiger sig med hekseri og menneskehandel, give politiet tilstrækkelig uddannelse og tilstrækkelige ressourcer, foretage en grundig undersøgelse af forbrydelser i forbindelse med albinisme, sætte en stopper for straffrihed og som et hasteanliggende søge international støtte til at gennemføre en upartisk og effektiv efterforskning af alle rapporterede angreb på personer med albinisme med henblik på at retsforfølge de ansvarlige og drage dem til ansvar;
5. opfordrer de afrikanske lande til at udbygge lovgivningen, hvor dette er nødvendigt, for at kriminalisere besiddelse af og handel med kropsdele;
6. opfordrer Malawis regering til mere effektivt at opfylde personer med albinismes medicinske, psykologiske og sociale behov ved at garantere dem lige adgang til sundhedspleje og uddannelse som led i inklusionspolitikker; minder om, at adgangen til sundhedspleje og uddannelse fortsat er en betydelig udfordring for personer med albinisme, som skal håndteres; opfordrer til større investeringer i at skabe passende sociale strukturer, pleje- og rådgivningsstrukturer for ofre, navnlig for kvinder og børn, og bedre imødekommelse af deres medicinske og psykologiske behov; insisterer på, at der bør indføres politikker til at lette deres reintegration i samfundene;
7. understreger, at den generelle mangel på forståelse og sundhedsinformation om albinisme har tendens til at forværre sundhedstilstanden hos personer med albinisme; understreger behovet for at sikre, at de har adgang til sundhedsydelser, navnlig i landdistrikter og fjerntliggende områder; mener, at sundhedspersonale bør uddannes og bevidstgøres om albinisme; opfordrer til, at lærere og skoleadministrationer gøres mere bevidste om albinisme, og til at Malawis myndigheder letter adgangen til uddannelse for personer med albinisme;
8. glæder sig over de bestræbelser, som regeringen i Tanzania har gjort for at bekæmpe forskelsbehandling af personer med albinisme, og dens beslutning om at forbyde heksedoktorer i et forsøg på at standse drabene på personer med albinisme, men erkender, at for få sager bringes for en domstol; glæder sig desuden over den indsats, der gøres af Mozambique, Kenya og Nigeria;
9. gentager, at der bør gøres en større indsats for at rette op på de underliggende årsager til denne forskelsbehandling og vold mod personer med albinisme gennem offentlige oplysningskampagner; understreger den afgørende rolle, som lokale myndigheder og civilsamfundsorganisationer spiller i at fremme personer med albinismes rettigheder samt oplyse og undervise befolkningen og knuse myter og fordomme om albinisme;
10. er bekymret over de særlige udfordringer, som kvinder og børn med albinisme står over for, og som gør dem mere udsatte for fattigdom, usikkerhed og isolation; insisterer på, at alle ofre bør have adgang til tilstrækkelig læge- og psykologhjælp, og at der bør indføres passende politikker til at lette deres reintegration i samfundene;
11. opfordrer myndighederne i de berørte lande til i samarbejde med deres internationale og regionale partnere at forpligte sig til at bekæmpe de skadelige overtroiske overbevisninger, der fortsat ligger til grund for overgreb mod personer med albinisme, træffe alle nødvendige foranstaltninger til at forebygge og bekæmpe den ulovlige handel med kropsdele fra personer med albinisme, gennemgå sager med mistanke om gravrøverier på ny, opspore og identificere kilden til efterspørgsel efter sådanne kropsdele, og bringe "albinojægere" for en domstol;
12. minder om, at vold mod personer med albinisme ofte er af grænseoverskridende karakter og insisterer på behovet for at styrke det regionale samarbejde på dette område; glæder sig derfor over alle de initiativer, der træffes på regionalt og internationalt plan for at bekæmpe vold mod personer med albinisme, og navnlig Den Afrikanske Unions og FN's nylige vedtagelse af den regionale handlingsplan om albinisme for perioden 2017-2021, hvilket er et positivt og konkret tegn på engagement fra afrikanske ledere; opfordrer til øjeblikkelig og effektiv gennemførelse af planen;
13. opfordrer EU og dets medlemsstater til fortsat at samarbejde med de berørte lande med henblik på at yde effektiv støtte til deres bestræbelser på at udforme politikker, der tager hånd om albinoers særlige behov og rettigheder på grundlag af ikke-forskelsbehandling og social inklusion, ved at yde den nødvendige finansielle og tekniske bistand;
14. opfordrer EU til nøje at overvåge menneskerettighedssituationen for personer med albinisme i Afrika, navnlig gennem regelmæssig rapportering og opfølgning fra dets delegationers side, og til fortsat at fremme betydelige forbedringer i deres beskyttelse og sociale integration;
15. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, regeringerne og parlamenterne i Malawi og Tanzania, Den Afrikanske Union og FN's generalsekretær.
Sagerne vedrørende krimtatarlederne Akhtem Chiygoz og Ilmi Umerov og journalist Mykola Semena
173k
52k
Europa-Parlamentets beslutning af 5. oktober 2017 om sagerne vedrørende krimtatarlederne Akhtem Chiygoz og Ilmi Umerov og journalist Mykola Semena (2017/2869(RSP))
– der henviser til associeringsaftalen mellem EU og Ukraine og det vidtgående og brede frihandelsområde,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om Ukraine og Krim, om den europæiske naboskabspolitik og om det østlige partnerskab, navnlig til sin beslutning af 21. januar 2016 om associeringsaftaler/vidtgående og brede frihandelsområder med Georgien, Moldova og Ukraine(1), sin beslutning af 4. februar 2016 om menneskerettighedssituationen på Krim, navnlig for krimtatarerne(2), sin beslutning af 12. maj 2016 om krimtatarerne(3) og sin beslutning af 16. marts 2017 om ukrainske politiske fanger i Rusland og situationen på Krim(4),
– der henviser til rapporten fra Kontoret for FN's Højkommissær for Menneskerettigheder af 25. september 2017 om menneskerettighedssituationen i den midlertidigt besatte Autonome Republik Krim og byen Sevastopol (Ukraine),
– der henviser til FN's Generalforsamlings resolution 68/262 af 27. marts 2014 om Ukraines territoriale integritet og til FN's Generalforsamlings resolution 71/205 af 19. december 2016 om menneskerettighedssituationen i Den Autonome Republik Krim og byen Sevastopol (Ukraine),
– der henviser til Rådets beslutninger om fortsatte sanktioner mod Den Russiske Føderation i forbindelse med den ulovlige annektering af Krimhalvøen,
– der henviser til den humanitære folkeret og især til dens bestemmelser om besatte områder og behandling og beskyttelse af civile,
– der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,
A. der henviser til, at der i mange troværdige rapporter, herunder den seneste fra FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder, fremlægges dokumentation for det stigende misbrug af menneskerettighederne på Krim, der påvirker repræsentanter for krimtatarerne, journalister, mediefolk, bloggere og almindelige mennesker, der går til kamp mod den russiske besættelse eller blot forsøger at dokumentere de facto-myndighedernes grusomheder;
B. der henviser til, at det af rapporten af 25. september 2017 fra FN's Kontor for Menneskerettigheder om menneskerettighedssituationen i den midlertidigt besatte Autonome Republik Krim og byen Sevastopol (Ukraine) fremgår, at der er blevet dokumenteret alvorlige krænkelser af menneskerettighederne såsom vilkårlige anholdelser og tilbageholdelser, tvungne forsvindinger, mishandling og tortur samt mindst én udenretslig henrettelse;
C. der henviser til, at Ilmi Umerov, krimtatarernes leder og næstformand for Mejlis, blev idømt to års fængsel for at gå imod den ulovlige annektering af Krimhalvøen i henhold til artikel 280.1 i den russiske straffelov om offentlige opfordringer til handling, der har til formål at krænke Ruslands territoriale integritet;
D. der henviser til, at Akhtem Chiygoz, næstformand for Mejlis, blev idømt otte års fængsel for at "organisere masseuroligheder" den 26. februar 2014;
E. der henviser til, at journalist Mykola Semena blev idømt en betinget fængselsdom på to et halvt år og et treårigt forbud mod at udføre journalistisk arbejde på grundlag af artikel 280.1 i den russiske straffelov om offentlige opfordringer til handling, der har til formål at krænke Ruslands territoriale integritet;
F. der henviser til, at nylige domstolsafgørelser beviser, at retssystemet udnyttes som et politisk redskab til at undertrykke dem, der er modstandere af den russiske annektering af Krimhalvøen;
G. der henviser til, at der i forskellige sager er blevet rapporteret om bortførelser, tvungne forsvindinger samt anvendelse af tortur og anden grusom og nedværdigende behandling i tilbageholdelsescentre; der henviser til, at tortur er blevet anvendt til at opnå falsk bevismateriale; der henviser til, at disse påstande stadig ikke er blevet behørigt undersøgt;
H. der henviser til, at der på Krim er blevet gennemført omfattende ekspropriering af offentlig og privat ejendom uden kompensation eller respekt for bestemmelserne i den humanitære folkeret om beskyttelse af ejendom mod beslaglæggelse eller destruktion;
I. der henviser til, at civilsamfundets råderum til at operere på Krim er blevet væsentligt reduceret, idet medieforetagender er blevet lukket, hvilket i uforholdsmæssig høj grad rammer krimtatarsamfundet, deres ret til information og deres ret til at bevare deres kultur og identitet;
J. der henviser til, at Den Russiske Føderations annektering af Krim er ulovlig og i strid med folkeretten og europæiske aftaler, som er indgået af både Den Russiske Føderation og Ukraine, navnlig De Forenede Nationers pagt, Helsingforsslutakten og Budapestmemorandummet fra 1994 og traktaten om venskab, samarbejde og partnerskab mellem Ukraine og Den Russiske Føderation fra 1997;
K. der henviser til, at i annekteringsperioden er Den Russiske Føderation ansvarlig for beskyttelsen af befolkningerne og borgerne på Krim gennem de myndigheder, der er tilstede de facto i regionen;
1. fordømmer domsafsigelsen over Ilmi Umerov, krimtatarernes leder og næstformand for Mejlis, Akhtem Chiygoz, næstformand for Mejlis, og journalist Mykola Semena; kræver, at disse domme ophæves, at Umerov og Chiygoz øjeblikkeligt og betingelsesløst løslades, og at alle anklager mod Semena øjeblikkeligt og betingelsesløst frafaldes;
2. fordømmer på det kraftigste de hårde straffe, som er blevet idømt ledere af krimtatarsamfundet og andre, der modsætter sig den russiske annektering, såsom Uzair Abdullaev, Teymur Abdullaev, Zevri Abseutov, Rustem Abiltarov, Muslim Aliyev, Refat Alimov, Ali Asanov, Volodymyr Balukh, Enver Bekirov, Oleksiy Bessarabov, Hlib Shabliy, Oleksiy Chirniy, Mustafa Degermenji, Emil Dzhemadenov, Arsen Dzheparov, Volodymyr Dudka, Pavlo Gryb, Rustem Ismailov, Mykola Karpyuk, Stanislav Klykh, Andriy Kolomiyets, Oleksandr Kolchenko, Oleksandr Kostenko, Emir-Usein Kuku, Sergey Litvinov, Enver Mamutov, Remzi Memethov, Yevhen Panov, Yuri Primov, Volodymyr Prisich, Ferat Sayfullayev, Eider Saledinov, Oleg Sentsov, Vadym Siruk, Oleksiy Stogniy, Redvan Suleymanov, Roman Sushchenko, Mykola Shiptur, Dmytro Shtyblikov, Viktor Shchur, Rustem Vaitov, Valentyn Vygovsky, Andriy Zakhtey og Ruslan Zeytullaev efter farceagtige retssager og tvivlsomme anklager; kræver, at deres retsafgørelser ophæves, og at de, der tilbageholdes, øjeblikkeligt løslades;
3. fordømmer de diskriminerende politikker, som de såkaldte myndigheder har pålagt især det oprindelige krimtatarsamfund, krænkelsen af deres ejendomsret, den stadig mere udbredte intimidering af dette samfunds politiske, sociale og økonomiske liv og af alle, der modsætter sig den russiske annektering;
4. mener, at krimtatarernes rettigheder er blevet alvorligt krænket med forbuddet mod de aktiviteter, som varetages af Mejlis, og ved at erklære det for en ekstremistisk organisation den 26. april 2016, og ved at give deres ledere forbud mod genindrejse på halvøen; gentager på det kraftigste sin opfordring til omgående ophævelse af de relevante afgørelser og deres virkninger og til overholdelse af Den Internationale Domstols kendelse af 19. april 2017 om foreløbige foranstaltninger i sager anlagt af Ukraine mod Den Russiske Føderation, hvori det konkluderes, at Den Russiske Føderation skal afstå fra at opretholde eller indføre begrænsninger af krimtatarsamfundets mulighed for at bevare dets repræsentative institutioner, herunder Mejlis;
5. minder om, at eksistensen af undertrykkelse og anvendelsen af lovgivningen om ekstremisme, separatisme og terrorisme har ført til en alvorlig forværring af menneskerettighedssituationen på Krimhalvøen og til udbredt krænkelse af ytringsfriheden og forsamlingsfriheden, at tvungen indførelse af russisk statsborgerskab er blevet systematisk, og at grundlæggende frihedsrettigheder er ikke garanteret på Krimhalvøen; kræver, at diskriminerende lovgivning ophæves, og fremhæver det presserende behov for ansvarliggørelse for menneskerettighedskrænkelser og overgreb på halvøen;
6. fordømmer kraftigt den fremherskende praksis for overførsel af fanger til fjerntliggende regioner i Rusland, da dette i alvorlig grad hæmmer deres kommunikationsmuligheder med deres familiemedlemmer og venner og menneskerettighedsorganisationers muligheder for at holde øje med deres trivsel; understreger, at denne praksis er en overtrædelse af den russiske lovgivning, navnlig artikel 73 i loven om fuldbyrdelse af strafferetlige domme, hvorefter straffe bør afsones i det område, hvor den dømte har fast bopæl, eller hvor dommen er blevet afsagt;
7. opfordrer EU-Udenrigstjenesten og EU's delegation i Rusland til nøje at følge de igangværende retssager og til at være opmærksomme på behandlingen af de tilbageholdte; udtrykker særlig bekymring over beretninger om anvendelse af straffende psykiatriske behandlinger; forventer, at EU-delegationen, EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaternes ambassader nøje følge disse sager og søger adgang til de personer, der tilbageholdes før, under og efter deres retssager;
8. opfordrer Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol til at behandle alle ansøgninger om domstolsprøvelse fra Krim med højest mulige prioritet, idet det russiske retssystem ikke kan og ikke tilvejebringer retsmidler i disse sager;
9. fordømmer undertrykkelsen af uafhængige medieforetagender, der repræsenterer mindretalssamfund, og opfordrer indtrængende de russiske myndigheder til at afholde sig fra at lægge retlige og administrative hindringer i vejen for deres drift;
10. kræver, at internationale menneskerettighedsobservatører, herunder specialiserede strukturer af FN, OSCE og Europarådet, har uhindret adgang til Krimhalvøen for at undersøge situationen på halvøen, og kræver, at der oprettes uafhængige overvågningsmekanismer; støtter de initiativer, som ledes af Ukraine, med henblik på at behandle disse spørgsmål i Menneskerettighedsrådet og Generalforsamlingen; opfordrer EU-Udenrigstjenesten og EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder til konstant at holde øje med menneskerettighedssituationen på Krimhalvøen og til at holde Parlamentet underrettet;
11. opfordrer Kommissionen til at støtte projekter og udvekslinger med henblik på at forbedre de mellemfolkelige kontakter og fremme fredsopbygning, konfliktløsning, forsoning og interkulturel dialog, herunder på Krim; tilskynder til, at man undgår bureaukratiske hindringer, og tilskynder til mere fleksible ordninger, som vil muliggøre lettere adgang for internationale observatører på halvøen, herunder parlamentarikere, efter aftale med Kiev, og uden at dette fortolkes som en anerkendelse af annekteringen;
12. understreger, at restriktive foranstaltninger bør pålægges alle personer, der er ansvarlige for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, herunder embedsmænd fra Krim og Rusland, som er direkte ansvarlige for anklagerne mod og domsafsigelsen over Akhtem Chiygoz, Mykola Semena og Ilmi Umerov, og disse bør omfatte indefrysning af aktiver i EU-banker og rejseforbud; gentager sin støtte til EU's beslutning om at forbyde import af varer fra Krim og eksport af visse varer og teknologier, investeringer, handel og tjenesteydelser til Krim;
13. beklager dybt de forhold, som børn på Krim lider under, og at de vokser op uden deres fædre, der ulovligt er blevet berøvet deres frihed som politiske de facto-fanger, herunder dem, der er blevet overført til fjerntliggende dele af Den Russiske Føderation; anser dette for at være en åbenlys krænkelse af internationale menneskerettigheder, børns rettigheder og Den Russiske Føderations internationale forpligtelser såsom FN's konvention om barnets rettigheder; opfordrer de russiske myndigheder og de facto-myndighederne på Krim til at lade ovennævnte personer have regelmæssig kontakt med medlemmer af deres familier, navnlig mindreårige;
14. minder de russiske myndigheder om, at de i deres de facto-kapacitet som en okkupationsmagt, der udøver effektiv kontrol over Krim, er fuldt ud ansvarlige for beskyttelsen af borgerne mod vilkårlige retlige eller administrative foranstaltninger, og at de i samme kapacitet er bundet af den humanitære folkeret til at sikre beskyttelse af menneskerettighederne på halvøen;
15. støtter Ukraines suverænitet, uafhængighed, enhed og territoriale integritet inden for dets internationalt anerkendte grænser og gentager sin fordømmelse af Den Russiske Føderations ulovlige annektering af Den Autonome Republik Krim og byen Sevastopol; støtter EU's og dets medlemsstaters politik om ikke at anerkende den ulovlige annektering af Krimhalvøen og at indføre de restriktive foranstaltninger, der er truffet i denne henseende; udtrykker sin dybe bekymring over Ruslands igangværende omfattende militarisering af Krimhalvøen, som truer regional og paneuropæisk sikkerhed;
16. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaterne, Ukraines præsident, Ukraines og Den Russiske Føderations regeringer og parlamenter, Europarådets Parlamentariske Forsamling og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, krimtatarernes Mejlis og FN's generalsekretær.
– der henviser til sine tidligere beslutninger om maldiverne, særlig af 16. september 2004(1), 30. april 2015(2) og 17. december 2015(3),
– der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som Maldiverne har tiltrådt,
– der henviser til De Forenede Nationers erklæring om afskaffelse af alle former for intolerance og forskelsbehandling på grundlag af religion eller tro fra 1981,
– der henviser til EU's retningslinjer vedrørende dødsstraf,
– der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948, særlig artikel 2, 7 og 19,
– der henviser til FN's konvention om barnets rettigheder fra 1989,
– der henviser til konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder,
– der henviser til den erklæring, som FN's generalsekretær, António Guterres, fremsatte den 27. juli 2017,
– der henviser til rapporten fra rejsen til den femte interparlamentariske forsamling EU-Maldiverne den 8.-9. februar 2016,
– der henviser til erklæringen af 25. juli 2017 fra EU-delegationen til Maldiverne, sammen med EU-medlemsstaternes ambassader og Canadas, Norges, Schweiz' og USA's ambassader, som er akkrediteret til Maldiverne, om situationen i Maldiverne,
– der henviser til den erklæring, der den 14. marts 2016 blev afgivet af talsmanden for næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, om dommen over Maldivernes tidligere præsident, Mohamed Nasheed,
– der henviser til erklæringen af 3. august 2017 fra FN's særlige rapportør om udenretlige, summariske eller vilkårlige henrettelser, Agnes Callamard, om "truende" genoptagelse af henrettelser i Maldiverne,
– der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,
A. der henviser til, at EU har haft mangeårige forbindelser med Maldiverne, og at hundredtusindvis af europæiske turister hvert år rejser til Maldiverne;
B. der henviser til, at menneskerettighedssituationen i Maldiverne er blevet dramatisk forværret siden det første demokratiske valg i 2008 og siden den første demokratisk valgte præsident, Mohamed Nasheed, blev væltet i 2012;
C. der henviser til, at de politiske og borgerlige frihedsrettigheder er blevet udhulet, oppositionsledere er blevet vilkårligt anholdt, medier er blevet angrebet og en voksende religiøs konservatisme beskyldes for at begrænse religionsfriheden og tolerancen, imens præsident Abdulla Yameen, der er forhenværende leder af det progressive parti i Maldiverne, og hans regering forsøger at stramme deres greb om magten;
D. der henviser til, at sikkerhedsstyrker den 22. august 2017 med magt lukkede parlament (Majlis), i hvad medlemmer af oppositionen beskriver som et forsøg på at blokere et forslag om at anklage formanden for parlamentet;
E. der henviser til, at medlemmer af oppositionspartier, uafhængige journalister og menneskerettighedsforkæmpere beretter om flere trusler og angreb fra myndigheder, politi og ekstremistiske grupper;
F. der henviser til, at Mohamed Nasheed – den første demokratisk valgte præsident i Maldiverne – i marts 2015 blev idømt 13 års fængsel efter terroranklager; der henviser til, at ud af de 85 medlemmer af parlamentet er der indledt retssager mod 12, mindst tre har fået konfiskeret deres pas, og mindst en tilbageholdes vilkårligt; der henviser til, at der er planlagt præsidentvalg i 2018;
G. der henviser til, at der er blevet udtrykt bekymring over den stærkt politiserede maldiviske dommerstand, som i årenes løb har misbrugt deres beføjelser og handlet til fordel for det regerende parti og imod oppositionspolitikere; der henviser til, at retten til en retfærdig rettergang stadig ikke er sikret, og at disse principper udgør grundlæggende elementer i retsstaten;
H. der henviser til, at det maldiviske parlament den 9. august 2016 vedtog loven om beskyttelse af ære og rygte og ytringsfrihed, der indfører en række begrænsninger af ytringsfriheden og giver den maldiviske regering beføjelse til at tilbagekalde eller suspendere licenser for radio- og tv-selskaber, publikationer, websteder og andre medier;
I. der henviser til, at Maldivernes præsident i august 2016 i Maldiverne ratificerede en række ændringer til loven om forsamlingsfrihed, som begrænsede de områder, hvor det er lovligt at demonstrere;
J. der henviser til, at Den Interparlamentariske Unions udvalg om parlamentsmedlemmers menneskerettigheder har udpeget Maldiverne som et af de værste lande i verden med hensyn til angreb på oppositionspolitikere, der rutinemæssigt trues, arresteres og fængsles; der henviser til, at ytringsfriheden, mediefriheden, forsamlingsfriheden og den demokratiske pluralisme i stigende grad trues, og at hundredvis af regeringsfjendtlige demonstranter er blevet anholdt og stillet over for anklager; der henviser til, at der er stadig flere tegn på, at strafferetlige anklager mod politiske modstandere af præsident Yameen kan have været politisk motiverede;
K. der henviser til, at præsident Yameen gentagne gange har erklæret sin hensigt om at genoptage statssanktionerede henrettelser og dermed bringe et 60-årigt moratorium til ophør; der henviser til, at tyve stater i Asien og Stillehavsregionen har afskaffet dødsstraffen, og yderligere syv de facto har afskaffet den;
L. der henviser til, at mindst 20 personer på nuværende tidspunkt er idømt dødsstraf i Maldiverne, hvoraf mindst fem var under 18 år på det tidspunkt, hvor de bliver anholdt; der henviser til, at Maldiverne i strid med folkeretten tillader at idømme mindreårige dødsstraf, som skal eksekveres, når de fylder 18 år; der henviser til, at FN's særlige rapportør om udenretslige, summariske eller vilkårlige henrettelser, Agnes Callamard, har opfordret regeringen i Maldiverne til ikke at genoptage henrettelser;
M. der henviser til, at Maldivernes højesteret i mindst tre tilfælde, nemlig i sagerne vedrørende Hussein Humaam Ahmed, Ahmed Murrath og Mohamed Nabeel, har bekræftet deres dødsdomme efter retssager, som påviseligt ikke overholdt de internationalt anerkendte standarder; der henviser til, at disse tre nu er i overhængende fare for at blive henrettet;
N. der henviser til, at Den Internationale Juristkommission for nylig har fordømt suspension af 56 maldiviske advokater – en tredjedel af landets praktiserende advokater – der alle havde appelleret om retsreformer for at sikre retsvæsenets uafhængighed;
O. der henviser til, at der også hersker bekymring over tiltagende radikal islamisk militarisme og over antallet af radikaliserede unge mænd og kvinder, der angiveligt har tilsluttet sig IS/Da'esh;
P. der henviser til, at den stærkt regeringskritiske blogger Yameen Rasheed blev myrdet den 23. april 2017; der henviser til, at journalisten Ahmen Rilwan har været forsvundet siden august 2014 og frygtes omkommet; der henviser til, at bloggeren Ismail Rasheed blev stukket ned og såret i 2012;
1. udtrykker dyb beklagelse over den forværrede politiske situation og menneskerettighedssituationen i Maldiverne og præsident Abdulla Yameens og hans regerings stadig mere autoritære styre, der har skabt et klima af frygt og bragt de resultater, som er opnået i landet i de senere år på områderne menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet, i fare, særlig i lyset af det forestående valg i 2018;
2. fordømmer vedtagelsen i 2016 af loven om ærekrænkelse og ytringsfrihed, der har til formål at slå ned på ytringsfrihed, og ændringerne i 2016 til loven om forsamlingsfrihed, der begrænser forsamlingsfriheden; opfordrer Maldivernes regering til at bringe alle nationale love på linje med international lovgivning på menneskerettighedsområdet og til at ophæve eller reformere ovennævnte love;
3. beklager undertrykkelsen af politiske modstandere i Maldiverne og opfordrer Maldivernes regering til at frafalde alle anklager mod den tidligere præsident Mohamed Nasheed og umiddelbart og betingelsesløst at løslade alle dem, der tilbageholdes af politiske grunde, herunder lederen af partiet Jumhoory, Qasim Ibrahim; minder regeringen om dens internationale forpligtelser til at respektere grundlæggende frihedsrettigheder og rettigheder i henhold til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, der som minimum omfatter retten til en retfærdig rettergang;
4. opfordrer Maldivernes højesteret til øjeblikkeligt at ophæve suspensionen af de advokater, der stadig er omfattet af den suspensionen af 56 advokater, der blev indført i september 2017; gentager sin opfordring til regeringen om at sikre dommerstandens fulde uafhængighed og upartiskhed og til at garantere alle borgere adgang til et retfærdigt og gennemsigtigt retsvæsen uden politisk indblanding;
5. gentager EU's stærke modstand mod dødsstraf, uanset forbrydelsens art og under alle omstændigheder; opfordrer til universel afskaffelse af dødsstraffen; fordømmer på det kraftigste meddelelsen om genindførelse af dødsstraf i Maldiverne og opfordrer indtrængende Maldivernes regering og parlament til at overholde det moratorium for dødsstraf, der har været opretholdt i mere end 60 år;
6. opfordrer Europa-Kommissionen og medlemsstaterne til offentligt at opfordre præsident Yameen og Maldivernes regering til at gennemgå alle dødsdomme for at sikre, at internationalt anerkendte og forfatningsretligt sikrede garantier for en retfærdig rettergang er overholdt; opfordrer regeringen til omgående at ophæve alle dødsdomme over mindreårige og til at forbyde henrettelse af mindreårige lovovertrædere;
7. mener, at den eneste måde at løse nedbrydningen af demokrati, menneskerettigheder og frihedsrettigheder i Maldiverne på er gennem en reel dialog med deltagelse af alle politiske parter og andre civile ledere;
8. opfordrer Maldivernes regering til at respektere og fuldt ud støtte retten til at demonstrere, ytringsfriheden, forsamlingsfriheden samt tanke-, samvittigheds-, religions- og trosfrihed, uafhængigt af flertallets tro;
9. opfordrer Maldivernes regering til at sætte en stopper for straffriheden for selvtægtsudøvere, som har brugt vold mod mennesker, der advokerer for religiøs tolerance, fredelige demonstranter, kritiske medier og civilsamfundet;
10. fordømmer den tvungne lukning af det maldiviske parlament (Majlis) for dets medlemmer og chikanen, intimideringen og anholdelsen af udvalgte medlemmer af parlamentet;
11. fordømmer den fortsatte intimidering af og trusler mod journalister, bloggere og menneskerettighedsforkæmpere i Maldiverne samt anholdelsen af journalister og angreb på og tvungne lukninger af medieorganisationer;
12. opfordrer regeringen til at sikre en upartisk og uafhængig undersøgelse af Yameen Rasheeds død og bortførelsen af Ahmed Rilwan for at identificere alle de ansvarlige og bringe dem for en domstol;
13. opfordrer de maldiviske myndigheder til at sikre, at Maldivernes menneskerettighedskommission, Den nationale integritetskommission og valgkommissionerne kan operere uafhængigt og uden indblanding fra regeringen; opfordrer Maldivernes regering til fuldt ud at samarbejde med FN's menneskerettighedsmekanismer, herunder de særlige procedurer og Højkommissariatet for Menneskerettigheder;
14. opfordrer EU til fuldt ud at udnytte alle de instrumenter, der er til rådighed til fremme af respekt for menneskerettighederne og de demokratiske principper i Maldiverne, herunder indførelse af midlertidige individuelle målrettede sanktioner mod dem, der krænker menneskerettighederne;
15. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionens næstformand/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, OSCE/ODIHR, Europarådet og Maldivernes regering.
Forstærket samarbejde: en europæisk anklagemyndighed ***
239k
47k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 5. oktober 2017 om udkast til Rådets forordning om gennemførelse af et forstærket samarbejde om oprettelse af Den europæiske Anklagemyndighed ("EPPO") (09941/2017 – C8-0229/2017 – 2013/0255(APP))
– der henviser til udkast til Rådets forordning (09941/2017),
– der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 86 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C8-0229/2017),
– der henviser til forretningsordenens artikel 99, stk. 1 og 4,
– der henviser til henstilling fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0290/2017),
1. godkender udkastet til Rådets forordning;
2. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.
Fængselssystemer og -forhold
362k
62k
Europa-Parlamentets beslutning af 5. oktober 2017 om fængselssystemer og -forhold (2015/2062(INI))
– der henviser til artiklerne 2, 6 og 7 i traktaten om Den Europæiske Union og til chartret om grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union, navnlig punkt 4, 19, 47, 48 og 49,
– der henviser til Den Europæiske Konvention til beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder (EMRK) (artikel 3 og 8), protokollerne til EMRK og retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, den europæiske konvention af 1987 til forebyggelse af tortur og umenneskelig eller vanærende behandling eller straf og rapporterne fra Den Europæiske Komité til Forebyggelse af Tortur (CPT),
– der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder, (artikel 3 og 5), den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (artikel 7) og konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf,
– der henviser til FN’s konvention om barnets rettigheder, der blev vedtaget i New York den 20. november 1989,
– der henviser til de følgende generelle bemærkninger fremsat af FN's konvention om barnets rettigheder: nr. 10 (2007) om børns rettigheder i forbindelse med ungdomsretspleje, nr. 13 (2011) om barnets ret til frihed fra alle former for vold og nr. 17 (2013) om barnets ret til hvile, fritid, leg, rekreative aktiviteter, kulturliv og kunst (artikel 31),
– der henviser til FN's minimumsstandardregler for behandling af fængslede samt erklæringer og principper vedtaget af FN's Generalforsamling; der henviser til De Forenede Nationers standardminimumsregler for retspleje over for mindreårige (Beijingreglerne) vedtaget af Generalforsamlingen; der henviser til retningslinjerne for børnevenlig retspleje fra Europarådets ministerkomité; der henviser til Europarådets ministerkomités henstillinger, navnlig henstilling CM/Rec(2006)2 om de europæiske fængselsregler, henstilling CM/Rec(2006)13 om anvendelse af varetægtsfængsling, forhold under varetægtsfængsling og sikkerhedsbestemmelser mod misbrug, henstilling CM/Rec(2008)11 om de europæiske regler for unge lovovertrædere, der er underlagt sanktioner eller foranstaltninger, henstilling CM/Rec(2010)1 om Europarådets regler om prøveløsladelse og henstilling CM/Rec(2017)3 om europæiske regler for fællesskabssanktioner og -foranstaltninger; henviser ligeledes til de henstillinger, der er vedtaget af Europarådets parlamentariske forsamling,
– der henviser til sine beslutninger af 18. januar 1996 om dårlige forhold i Den Europæiske Unions fængsler(1), af 17. december 1998 om fængselsforholdene i Den Europæiske Union: indretning og alternativer til straf(2), af 25. november 2009 om det flerårige program 2010-2014 for et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed (Stockholmprogrammet)(3) og af 15. december 2011 om fængselsforhold i EU(4),
– der henviser til Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne(5),
– der henviser til Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27. november 2008 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraf eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske Union(6) ("overførsel af fanger"),
– der henviser til Rådets rammeafgørelse 2008/947/RIA af 27. november 2008 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme og afgørelser om prøvetid med tilsyn med henblik på tilsyn med tilsynsforanstaltninger og alternative sanktioner(7) ("prøvetid med tilsyn og alternative sanktioner"),
– der henviser til Rådets rammeafgørelse 2009/829/RIA af 23. oktober 2009 om anvendelse mellem Den Europæiske Unions medlemsstater af princippet om gensidig anerkendelse på afgørelser om tilsynsforanstaltninger som et alternativ til varetægtsfængsling(8) ("den europæiske kontrolordre"),
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/800 af 11. maj 2016 om retssikkerhedsgarantier for børn, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager(9),
– der henviser til rapporten fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder om varetægtsfængsling og alternativer hertil: grundlæggende rettigheder i tilfælde af overførsler mellem medlemsstater,
– der henviser til Kommissionens grønbog af 14. juni 2011 med titlen "Styrkelse af den gensidige tillid inden for det europæiske retlige område – en grønbog om anvendelse af EU-lovgivningen om frihedsberøvelse på det strafferetlige område" (COM(2011)0327),
– der henviser til dom afsagt af Den Europæiske Unions Domstol i de forenede sager C-404/15 og C-659/15 PPU, Pál Aranyosi og Robert Căldăraru,
– der henviser til sin beslutning af 25. november 2015 om forebyggelse af terrororganisationers radikalisering og rekruttering af europæiske borgere(10)og til UNODC's håndbog om håndtering af voldelige ekstremistiske fanger og forebyggelse af voldelig radikalisering i fængsler(11),
– der henviser til den skriftlige erklæring 0006/2011 af 14. februar 2011 om overtrædelse af indsattes fundamentale rettigheder i Den Europæiske Union,
– der henviser til Europarådets konventioner, henstillinger og resolutioner om spørgsmål i forbindelse med fængsler,
– der henviser til Europarådets hvidbog om overfyldte fængsler af 28. september 2016,
– der henviser til henstilling CM/Rec (2012)12 fra Europarådets Ministerkomité til medlemsstaterne om de europæiske regler om europæiske regler om udenlandske fanger vedtaget af Ministerkomitéen den 10. oktober 2012,
– der henviser til henstilling CM/Rec (2012)5 fra Europarådets Ministerkomité til medlemsstaterne om det europæiske etiske kodeks for fængselspersonale vedtaget af Ministerkomitéen den 12. april 2012,
– der henviser til Europarådets håndbog for kriminalforsorgen vedrørende radikalisering og voldelig ekstremisme,
– der henviser til undersøgelser foretaget af European Penal Observatory (EPO): "From national practices to European guidelines: interesting initiatives in prisons management" (Fra national praksis til europæiske retningslinjer: interessante initiativer i fængselsledelse” – 2013) og "National monitoring bodies of prison conditions and the European standards" (Nationale tilsynsorganer for fængselsforhold og de europæiske standarder – 2015),
– der henviser til forretningsordenens artikel 52,
– der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og udtalelse fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A8-0251/2017),
A. der henviser til, at der i 2014 var mere end en halv mio. indsatte i Den Europæiske Unions fængsler, herunder endelig domfældte personer, der afsonede deres straf, og personer, der var anklaget for at have begået en strafbar handling, og som var varetægtsfængslede;
B. der henviser til, at fængselsforhold og fængselsforvaltning henhører under EU-medlemsstaternes kompetence, men at EU også har en nødvendig rolle at spille for at sikre de fængsledes grundlæggende rettigheder og i oprettelsen af det europæiske område med frihed, sikkerhed og retfærdighed; der henviser til, at det er op til EU at tilskynde medlemsstaterne til at udveksle bedste praksis for at tackle de fælles problemer, som rejser reelle sikkerhedsspørgsmål i hele Europa;
C. der henviser til, at situationen i fængslerne og de til tider uværdige og umenneskelige fængselsforhold i visse medlemsstater giver anledning til dyb bekymring, hvilket afspejles i rapporter fra f.eks. Den Europæiske Komité til Forebyggelse af Tortur under Europarådet;
D. der henviser til, at overfyldte fængsler er et tilbagevendende problem i Unionen, hvilket er anerkendt af mere end en tredjedel af medlemsstaterne og fremgår af rapporter som f.eks. den seneste udgave af Europarådets årlige kriminalstatistikker (SPACE), der blev offentliggjort den 14. marts 2017; der henviser til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol betragter overbelægning som en overtrædelse af artikel 3 i EMRK;
E. der henviser til, at overbelægning hindrer udlevering eller overførsel af domfældte på grund af bekymringer over dårlige fængselsforhold i den modtagende stat; der henviser til, at situationen i visse medlemsstater fortsætter med at forværres og er ved at blive uholdbare i nogle af deres fængsler;
F. der henviser til, at overfyldte fængsler er til alvorlig skade for kvaliteten af fængselsforholdene, kan bidrage til radikalisering, har negative virkninger for de fængsledes sundhed og velvære, er en hindring for social rehabilitering og bidrager til et usikkert, kompliceret og usundt arbejdsmiljø for fængselspersonalet;
G. der henviser til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sin dom af 6. oktober 2005 i sagen Hirst mod Det Forenede Kongerige fastslog, at en generel og automatisk fratagelse af stemmeretten for indsatte ikke var forenelig med demokrati; der henviser til, at i Polen deltog 58,7 % af de fængslede, som havde stemmeret, i parlamentsvalgene i 2011;
H. der henviser til, at der ikke er nogen sammenhæng mellem strengere straffe og faldende kriminalitet;
I. der henviser til, at fængsling er særligt uegnet for visse sårbare personer, såsom mindreårige, ældre, gravide og personer, der lider af alvorlige psykiske sygdomme eller handicap; der henviser til, at sådanne personer kræver en passende individuel behandling;
J. der henviser til, at artikel 37 i FN's konvention om barnets rettigheder bestemmer, at frihedsberøvelse af et barn kun må bruges som en sidste udvej og for det kortest mulige passende tidsrum, og at børn bør holdes adskilt fra voksne, medmindre det er i deres interesse ikke at gøre det;
K. der henviser til, at ifølge data fra Eurostat var over 20 % af alle indsatte i fængslerne i 2014 varetægtsfængslede;
L. der henviser til, at varetægtsfængsling kun bør anvendes som en sidste udvej; der henviser til, at børn aldrig bør anbringes i en facilitet, hvor de er sårbare over for negative påvirkninger; der henviser til, at der altid bør tages hensyn til de behov, der er specifikke for barnets udviklingsfase;
M. der henviser til, at fængsling, herunder varetægtsfængsling, kun bør anvendes i retligt begrundede sager, og anvendelse af alternative sanktioner til fængsling – som f.eks. husarrest eller andre foranstaltninger – bør prioriteres i de tilfælde, hvor de fængslede ikke udgør en alvorlig fare for samfundet, således at de kan forblive i et åbent og velkendt miljø og have bedre adgang til sociale ydelser, pleje og reintegration;
N. der henviser til, at unge lovovertrædere i princippet altid bør have krav på adgang til andre foranstaltninger end fængsling, uanset hvilken lovovertrædelse de har begået;
O. der henviser til, at ifølge tal fra Europarådet for 2015 er gennemsnitligt 10,8 % af de fængslede i europæiske fængsler udlændinge –mod 13,7 % i 2014 – og at de oftest er genstand for varetægtsfængsling på grund af den formodede forhøjede flugtrisiko;
P. der henviser til, at fængselspersonalet udfører essentielle funktioner i samfundets tjeneste og bør have arbejdsbetingelser, der passer til deres kvalifikationer, og som tager hensyn til den krævende karakter af deres arbejde; der henviser til, at det i betragtning af den vanskelige og delikate karakter af deres aktiviteter er nødvendigt med foranstaltninger, som f.eks. bedre indledende og videregående uddannelse af fængselspersonale, øget øremærket finansiering, udveksling af bedste praksis, anstændige og sikre arbejdsforhold og en forøgelse af bemandingsniveauet for at sikre gode fængselsforhold; der henviser til, at løbende uddannelse vil hjælpe fængselspersonale ved håndteringen af nye udfordringer såsom radikalisering i fængslerne;
Q. der henviser til, at motiveret, dedikeret og respekteret fængselspersonale er en forudsætning for menneskelige fængselsforhold og således for vellykkede fængselskoncepter, som er udviklet med henblik på at forbedre fængselsledelsen, sikre vellykket reintegration i samfundet og formindske risikoen for radikalisering og recidiv;
R. der henvises til, at fængsledes selvpåførte skade og voldelige adfærd ofte skyldes overbelægning og elendige fængselsforhold; der henviser til, at en yderligere faktor er, at de ansatte ikke er tilstrækkeligt uddannede eller kvalificerede; der henviser til, at i mange fængsler skaber spændinger særlige vanskelige arbejdsvilkår for personalet, hvilket i flere tilfælde har ført til faglige aktioner i medlemsstaterne;
S. der henviser til, at en effektiv fængselsadministration skal have tilstrækkelig finansiering og bemanding, hvis den skal kunne udføre sin sikkerheds- og rehabiliteringsopgave;
T. der henviser til, at forbuddet mod tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf er en universel standard, der gælder for voksne og børn, og eventuelle krænkelser af de grundlæggende rettigheder for fængslede, som ikke skyldes begrænsninger, der er afgørende for frihedsberøvelsen, er skadelige for den menneskelige værdighed;
U. der henviser til, at selvmordsraten i fængsler i EU er særlig alarmerende;
V. der henviser til, at radikalisering i mange fængsler i EU er et fænomen, der giver anledning til alvorlig bekymring, som kræver særlig opmærksomhed, og skal tackles på passende måde på grundlag af fuld respekt for menneskerettighederne og internationale forpligtelser; der henviser til, at de faktorer, der ligger bag stigningen i dette fænomen, kan omfatte umenneskelige fængselsforhold og overbelægning, hvilket kan øge indflydelsen af hververe for voldelig ekstremisme;
W. der henviser til, at Unionen har stillet midler til rådighed under den europæiske sikkerhedsdagsorden for at takle radikaliseringen i fængsler; der henviser til, at i betragtning af sikkerhedstruslen i Europa bør hver enkelt medlemsstat hurtigst muligt træffe foranstaltninger til forebyggelse af radikalisering i fængsler; der henviser til, at udvekslingen af god praksis på europæisk niveau er af afgørende betydning;
X. der henviser til, at de nuværende fængselssystemer og -faciliteter samt en betydelig del af de bygninger, der i øjeblikket anvendes som fængsler i flere europæiske lande, stammer fra det nittende århundrede; der henviser til, at nogle af disse bygninger ikke længere egner sig til brug i det 21. århundrede, da forholdene er så elendige, at de krænker grundlæggende menneskerettigheder;
Y. der henviser til, at forskning konkluderer, at udviklingen af et repræsentativt demokrati og en konstruktiv dialog inde i fængslerne har været til gavn for de fængslede, personalet og samfundet som helhed og bidrager til at forbedre forholdet mellem de fængslede og personalet;
1. er stærkt foruroliget over fængselsforholdene i visse medlemsstater og over flere af de europæiske fængslers tilstand; opfordrer medlemsstaterne til at overholde reglerne for frihedsberøvelse, der følger af folkeretlige instrumenter og Europarådets standarder; påpeger, at frihedsberøvelse ikke er ensbetydende med berøvelse af værdighed; opfordrer medlemsstaterne til at indføre en uafhængig mekanisme til overvågning af fængsler som omhandlet i den valgfrie protokol til konventionen mod tortur;
2. opfordrer medlemsstaterne til at styrke deres retssystemer og investere i uddannelse af dommere;
3. bekræfter, at fængselsforholdene er en afgørende faktor med hensyn til gennemførelsen af princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, således som Domstolen har fastslået i de forenede sager Aranyosi og Căldăraru; minder om den grundlæggende vigtighed af princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser, der er fastlagt i traktaten om Den Europæiske Union;
4. beklager den kendsgerning, at overbelægning af fængsler er meget almindeligt i Europa; er stærkt foruroliget over rekordniveauerne for overbelægninger i en række af EU's medlemsstater; understreger, at i henhold til den seneste udgave af Europarådets årlige kriminalstatistikker af 14. marts 2017 fortsætter antallet af fængslede med at overstige antallet af tilgængelige pladser i en tredjedel af de europæiske fængsler; opfordrer medlemsstaterne til at følge henstillingerne i Europarådets hvidbog om overbelægning af fængsler af 28. september 2016 og i Europarådets Ministerudvalgs henstilling R(99)22 af 30. september 1999 om overbelægning af fængsler og hurtigt stigende antal af fængslede;
5. minder om, at medlemsstaterne beregner fængselskapaciteten og følgelig overbelægningsgraden på grundlag af meget forskellige rumlige parametre, som er meget forskellige fra den ene medlemsstat til den anden, hvilket gør det vanskeligt eller ligefrem umuligt at sammenligne på EU-plan;
6. beklager endvidere det forhold, at overfyldte fængsler i mange tilfælde har en alvorlig indvirkning på sikkerheden for personalet og de fængslede og har indflydelse på de fængsledes levevilkår og sundhed, aktiviteter, medicinsk og psykologisk behandling samt på rehabiliteringen og overvågningen af de fængslede; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at udarbejde systemer og databaser til overvågning i realtid af de indsattes fængselsforhold, og til at sikre en effektiv fordeling af fængselsindsatte;
7. fastholder, at forøgelsen af fængselskapaciteten ikke er den eneste løsning på overbelægningen; opfordrer dog medlemsstaterne til at afsætte tilstrækkelige midler til renovering og modernisering af fængsler med henblik på at prioritere små enheder til et begrænset antal indsatte, tilvejebringe værdige fængselsforhold, skabe fælles rum, der opfylder målene for aktivitet og socialisering, fremme rehabilitering og reintegration i samfundet, udvikle yderligere uddannelsesfaciliteter og sikre et mere sikkert miljø for de fængslede og personalet;
8. mener, at reglerne for frihedsberøvelse, som tilpasses efter de fængslede og den risiko, som de udgør, er en god metode til at forebygge recidiv og fremme reintegration i samfundet; gentager, at reintegrationsforanstaltningerne skal internaliseres og bør starte i fængslet under afsoningen; opfordrer medlemsstaterne til at tage hensyn til hvilken form for kriminalitet, der er begået, ved fordelingen af de fængslede, og undgå, at indsatte, som afsoner korte straffe, samt dem, der er dømt for mindre lovovertrædelser, kommer i kontakt med indsatte, der afsoner lange fængselsstraffe;
9. opfordrer medlemsstaterne til at give alle indsatte et balanceret aktivitetsprogram og give dem mulighed for at tilbringe så mange timer om dagen uden for deres celler, som det kræves for at få et passende omfang af menneskeligt og socialt samvær og reducere frustrationer og vold; understreger, at indkvarteringen af de fængslede, og især soveforholdene, bør respektere menneskelig værdighed, privatlivets fred og overholde sundheds- og hygiejnemæssige krav, idet der skal tages behørigt hensyn til de klimatiske forhold og i særdeleshed gulvarealet, rumindholdet af luft, belysning, støjbeskyttelse, opvarmning og ventilation; opfordrer alle medlemsstaterne til at vedtage en fælles definition af den "minimumsplads", som hver fængslet skal have til rådighed; minder om, at Kommissionen for nyligt har drøftet muligheden for at give medlemsstater midler fra EU's strukturfonde;
10. opfordrer medlemsstaterne til at overveje at rekruttere frivillige i forbindelse med fuldbyrdelsen af sanktionerne til støtte for fængselspersonalet med henblik på at skabe forbindelser, som kan fremme den enkeltes reintegration i samfundet; finder, at de frivilliges opgaver bør være klart adskilte fra de opgaver, der udføres af det professionelle personale, og ligge inden for rammerne af deres kompetencer;
11. foreslår, at medlemsstaterne bør etablere fængselstilsyn (som det allerede er tilfældet i visse medlemsstater) og dermed blive i stand til at trække på det arbejde, der udføres af uafhængige organer i evalueringen af fængselsforhold;
12. er bekymret over den stigende privatisering af fængselsvæsenet i EU, og minder om, at privatiseringen af fængselsvæsenet ofte efterlader mange ubesvarede spørgsmål, hvad angår dens indvirkning på fængselsforholdene og respekten for de grundlæggende rettigheder; beklager, at der er gennemført meget få sammenlignende undersøgelser med henblik på at vurdere omkostningerne og kvaliteten af driften, hvad angår fængsler i offentlig og privat regi; påpeger, at grundlæggende opgaver som ledelse, overvågning og domstolsforvaltning skal forblive under statens myndighed;
13. minder om, at varetægtsfængsling skal forblive den sidste udvej, der kun anvendes i de tilfælde, hvor det er strengt nødvendigt, og i det kortest mulige tidsrum i overensstemmelse med gældende national lov om strafferetspleje; beklager den kendsgerning, at varetægtsfængsling i praksis bruges systematisk i mange medlemsstater, hvilket i kombination med dårlige fængselsforhold, men ikke udelukkende, kan indebære en krænkelse af de fængsledes grundlæggende rettigheder; mener, at løsningen på problemet med overdreven brug af varetægtsfængsling kræver innovative løsninger, herunder modernisering af strafferetsplejen og styrkelse af den dømmende magt;
14. minder om, at de europæiske fængselsregler, der er vedtaget af Europarådets Ministerkomité, understreger, at de fængslede bør være i stand til at deltage i valg, afstemninger og andre aspekter af det offentlige liv, såfremt deres ret til at gøre dette ikke er indskrænket af national lovgivning; minder om, at deltagelse i vælgeraktiviteter giver fængslede mulighed for at blive aktive medlemmer af samfundet igen, hvilket hjælper dem på deres vej til reintegration; anmoder indtrængende medlemsstaterne om at fremme den praktiske adgang til vælgerrettigheder for fængslede såsom opsætning af stemmebokse inde i fængslerne på valgdage;
15. insisterer på, at der bør gennemføres en effektiv, langsigtet ledelse af fængselsvæsenet med en reducering af antallet af fængslede gennem en hyppigere brug af ikkefrihedsberøvende strafudmålinger, som f.eks. samfundstjeneste eller elektronisk overvågning, og en minimeret anvendelsen af varetægtsfængsling;
16. opfordrer medlemsstater til at sikre, at der ud over straffeaspektet af fængslingen også rettes fokus på udviklingen af praktiske kompetencer og rehabiliteringen af fængslede for at gøre det muligt at forvalte straffen bedre, få en mere vellykket social reintegration og en reduktion af recidiv; påpeger, at ved korte straffe fører fængsling til flere tilfælde af recidiv end alternative foranstaltninger;
17. opfordrer medlemsstaterne til at indføre foranstaltninger for tilpasning af straf, især for de korteste straffe, herunder anvendelse af udgangstilladelser, afsoning under ferie for at undgå, at den fængslede mister sit arbejde, samfundstjeneste eller øget brug af husarrest og elektronisk overvågning; mener ligeledes, at det er relevant at styrke straffens individuelle tilpasning af hensyn til en bedre fuldbyrdelse;
18. mener, at indførelsen af nye ikkefrihedsberøvende foranstaltninger bør for at være effektive ledsages af andre foranstaltninger såsom strafferetlige, uddannelsesmæssige og sociale reformer, der tager sigte på at fremme reintegration og kontakt med det omgivende samfund og økonomi; mener i denne forbindelse, at kriminalforvaltningerne bør etablere stærke forbindelser med lokalsamfundene, udarbejde forklarende dokumenter og statistisk dokumentation med henblik på at overbevise offentligheden om, at ikkefrihedsberøvende foranstaltninger er nødvendige for at mindske risikoen for recidiv samt for at garantere sikkerhed på lang sigt i vores samfund; gør i denne forbindelse opmærksom på den gode praksis, der findes i de skandinaviske lande;
19. opfordrer Kommissionen til at udføre en komparativ undersøgelse for at analysere medlemsstaters alternative foranstaltninger og støtte udbredelsen af bedste nationale praksis;
20. opfordrer alle medlemsstaterne til at indføre strengere foranstaltninger til overvågning af fængslede efter løsladelsen fra fængslet, hvis de er blevet dømt for alvorlige forbrydelser; foreslår, at der indføres foranstaltninger til opfølgning efter løsladelsen med indkaldelse til at møde for en dommer, der bistås af personer, som behandler sager om prøvetid med tilsyn og reintegration, for at vurdere reintegrationen i samfundet og risikoen for recidiv;
21. understreger, at rammeafgørelsen om prøvetid med tilsyn og alternative sanktioner indeholder mekanismer for gensidig anerkendelse, der gælder for de foranstaltninger, der anvendes af medlemsstaterne, som f.eks. rejserestriktioner, samfundstjeneste, kommunikationsbegrænsninger og tilhold, og at rammeafgørelsen om den europæiske kontrolordre fastsætter en tilsvarende regulering for varetægtsfængsling;
22. opfordrer medlemsstaterne til at overholde de særlige henstillinger om fængselsforholdene for sårbare fængslede; beklager, at personer, der lider af psykiske sygdomme, undertiden fortsat er fængslet alene på grund af mangel på passende faciliteter uden for fængslet, og minder om, at i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kan den utilstrækkelige behandling af personer med psykiske sygdomme udgøre en overtrædelse af EMRK’s artikel 3 og af artikel 2 (ret til livet) for så vidt angår fængslede, der er selvmordstruede;
23. beklager den kendsgerning, at der i visse medlemsstater ikke tages fuldt hensyn til den sårbare situation for ældre fængslede og fængslede med handicap; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at ældre fængslede, der mister deres handleevne, løslades, og at fængslede med handicap bliver er udstyret med de nødvendige hjælpemidler;
24. anmoder medlemsstaterne om at bekæmpe enhver form for forskelsbehandling af fængslede på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet og om at sikre de fængsledes seksuelle rettigheder;
25. understreger, at fængslede kvinder har særlige behov, og at det er nødvendigt for dem at have adgang til passende sundhedstjenester og helbredsundersøgelser, samt til passende sanitære foranstaltninger; opfordrer medlemsstaterne til at følge de gældende henstillinger om behandling af kvindelige indsatte og undgå enhver form for kønsdiskrimination;
26. mener, at det er afgørende, at der tages særlig hensyn til kvindelige indsatte under graviditet, og efter at de har født, ved at sikre passende rum til amning og kvalificeret og specialiseret barnepleje; finder det hensigtsmæssigt at overveje alternative modeller, der tager hensyn til børns trivsel i fængsler; fastholder, at den automatiske adskillelse af en mor fra sit barn skaber store følelsesmæssige forstyrrelser hos barnet og kan udgøre en yderligere straf, der påvirker både moderen og barnet;
27. udtrykker sin bekymring over det høje antal selvmord i fængsler; opfordrer medlemsstaterne til på nationalt niveau at fremlægge en handlingsplan til forebyggelse af selvmord blandt frihedsberøvede personer;
28. opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at fængslede har regelmæssig kontakt med deres familier og venner ved at give dem mulighed for at afsone deres straf i fængsler i nærheden af deres bopæl og efter tilladelse fra dommeren og under overvågning af fængselsforvaltningen at lette adgangen til besøg, telefonsamtaler og brug af elektronisk kommunikation med henblik på at bevare familiebånd; minder om, at begrebet familie bør fortolkes bredt og bør omfatte ikkeformaliserede forhold; finder, at det er vigtigt at, at der tilvejebringes passende betingelser, således at disse bånd kan bevares;
29. fordømmer den praksis, der anvendes af visse medlemsstater om spredning af fængslede, da det udgør en ekstra straf for de fængsledes familier; opfordrer indtrængende til, at der iværksættes foranstaltninger for at give alle fængslede, der er frihedsberøvet langt fra deres hjem, mulighed for at blive flyttet tættere på, medmindre den retslige myndighed af retligt begrundede årsager beslutter andet; minder om, at i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kan indespærring af en person i et fængsel, der er så langt fra hans eller hendes familie, at familiebesøg er meget vanskelige eller endda umulige, være et brud på artikel 8 i EMRK (retten til respekt for privatliv og familieliv);
30. bekræfter vigtigheden i at sikre, at børn i fængsler behandles på en måde, som tager hensyn til deres bedste interesser, og at de bl.a. holdes adskilt fra voksne hele tiden, herunder også under fængselstransporter, og har ret til at holde kontakten til deres familier, medmindre retten træffer anden afgørelse; beklager, at unge lovovertrædere i nogle medlemsstater holdes indespærret i faciliteter sammen med voksne og således risikerer at blive udsat for misbrug og vold samt fratages den særlige omsorg, som en sårbar gruppe behøver; minder om, at det i direktiv (EU) 2016/800 om retssikkerhedsgarantier for børn fastsættes, at alternative foranstaltninger bør foretrækkes; opfordrer medlemsstaterne til at etablere omsorgscentre for unge;
31. minder om, at børn i fængsel skal modtage pleje, beskyttelse og al den nødvendige individuelle støtte – herunder den uddannelsesmæssige, erhvervsfaglige, psykologiske, lægelige og fysiske støtte – som de har behov for i betragtning af deres alder, køn og personlighed; opfordrer medlemsstaterne til at fremme lukkede uddannelsesinstitutioner med børnepsykiatriske faciliteter til de vanskeligste mindreårige i stedet for at bruge fængselsstraf; opfordrer medlemsstaterne til at give særlig opmærksomhed og særlig beskyttelse til fængslede børn;
32. opfordrer medlemsstater til at sørge for egnede uddannelsesfaciliteter for unge i fængsel; bemærker, at børn i fængsel skal have adgang til programmer, som inden deres løsladelse forbereder dem til at komme ud i samfundet igen, med fuld opmærksomhed på dem med hensyn til følelsesmæssige og fysiske behov, deres familieforhold, boligforhold, skole samt jobmuligheder og socioøkonomiske status;
33. opfordrer Kommissionen til at etablere specifikke arbejdsgrupper, som er sammensat af repræsentanter fra medlemsstaternes justitsministerier og nationale myndigheder såvel som ikkestatslige organisationer, der arbejder på området med henblik på at fremme udveksling af bedste praksis;
34. bemærker, at børn i fængsel skal have regelmæssig og meningsfuld kontakt med forældre, familie og venner gennem besøg og korrespondance, medmindre der af hensyn til barnets tarv og i retfærdighedens interesse kræves restriktioner; minder om, at restriktioner på dette område aldrig bør anvendes som straf;
35. anmoder om, at Kommissionen fremmer politikker, som har til formål at overvinde den forskelsbehandling, som børn af fængslede forældre kan blive udsat for, for at styrke den sociale integration og opbygge et inklusivt og retfærdigt samfund;
36. anerkender børns ret til at bevare direkte kontakt med deres fængslede forælder, og gentager samtidig den fængsledes ret til at være forælder; mener i denne forbindelse, at fængsler skal være udstyret med et egnet børneområde, hvor børn skal passes af et tilstrækkeligt uddannet fængselspersonale, socialarbejdere og frivillige NGO’er, der kan hjælpe børn og familier under fængselsbesøg;
37. opfordrer Kommissionen til at overveje muligheden for at oprette et aftalememorandum på EU-plan for at sikre bevarelsen af forældreforholdet til fængslede forældre og tillade forældre at være til stede ved vigtige begivenheder i deres børns uddannelse, og således beskytte mindreåriges interesser;
38. understreger, at fængslede, som er fængslet i en anden medlemsstat end deres bopælsmedlemsstat, har vanskeligere ved at holde kontakten med deres familie;
39. opfordrer medlemsstaterne til at følge henstillingerne om behandling af udenlandske fanger, der er baseret på deres ret til ikke at blive forskelsbehandlet, bl.a. ved at tilskynde til at gøre brug af kulturmæglere;
40. opfordrer medlemsstaterne til kun at bruge isolationsfængsling som en sidste udvej, og kun når den fængslede udgør en fare for andre indsatte eller sig selv, og til at fastsætte alle mulige mekanismer med henblik på at forebygge misbrug; opfordrer medlemsstaterne til at ophøre med at anvende isolationsfængsling til mindreårige;
41. opfordrer medlemsstater til at bekæmpe fænomenet ulovlig handel med stoffer i fængsler mere effektivt;
42. minder om princippet om den grundlæggende ret til sundhed og opfordrer medlemsstaterne til at sikre adgang til passende sundhedstjenester og egnede behandlingsfaciliteter i fængsler og sikre, at de fængslede har adgang til sundhedspleje, når det er nødvendigt, ved at udpege et tilstrækkeligt antal faguddannede praktiserende læger til hvert fængsel; udtrykker bekymring over de vanskeligheder, som fængslede i en række medlemsstater har haft med at få adgang til en læge eller psykologisk støtte;
43. opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at fængslede, der lider af alvorlige eller kroniske sygdomme, herunder kræft, modtager de specifikke behandlinger, som de har behov for;
44. opfordrer de medlemsstater, som ikke allerede anvender en sådan praksis, til at overveje at tilpasse strafudmålingen for fængslede, der er alvorligt syge, af humanitære grunde, med forbehold af retslig bemyndigelse og under hensyntagen til den fængsledes farlighed og en udtalelse fra et ekspertudvalg;
45. opfordrer medlemsstaterne til at bekæmpe det voksende fænomen med radikalisering i fængsler og samtidig sikre religionsfriheden og undgå forskelsbehandling på grund af udøvelse af en bestemt tro; understreger, at ethvert specifikt program, som er dedikeret til en bestemt gruppe fængslede, såsom de såkaldte "radikaliserede", skal overholde de samme menneskerettigheder og internationale forpligtelser, der gælder for andre fængslede; anbefaler, at fængselsforvaltningerne underretter de kompetente myndigheder om radikalisering af enkeltpersoner;
46. understreger, at umenneskelige forhold i fængslerne, mishandling og overfyldte fængsler kan udgøre faktorer, som øger risikoen for radikalisering;
47. mener, at radikalisering bl.a. kan imødegås effektivt ved at forbedre afsløring af tidlige tegn på radikalisering (f.eks. ved at uddanne personalet og forbedre fængslernes efterretningsvirksomhed), forbedre mekanismerne for håndtering af ekstremistisk adfærd, udvikle uddannelsesmæssige foranstaltninger og støtte til tværreligiøs dialog og kommunikation; mener, at bedre mentorordninger, mere psykiatrisk pleje og udveksling med afradikaliserede personer, er afgørende i kampen mod radikalisering; minder om, at unge er særlig sårbare over for terrororganisationernes propaganda; opfordrer medlemsstaterne til at udarbejde afradikaliseringsprogrammer;
48. er af den opfattelse, at medlemsstaternes overvågningsaktiviteter bør omfatte indberetning af de farligste radikaliserede indsatte til de retslige myndigheder og/eller de nationale myndigheder med ansvar for terrorbekæmpelse;
49. anmoder medlemsstaterne om at udveksle bedste praksis med henblik på at forebygge og bekæmpe radikalisering i fængsler og forvaringscentre for mindreårige; minder om, at ifølge den europæiske dagsorden om sikkerhed har EU stillet midler til rådighed for at støtte uddannelse af fængselspersonale med henblik på bekæmpelse af radikalisering i fængsler; opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at udnytte netværket til bevidstgørelse omkring radikalisering (RAN) og navnlig til i endnu højere grad at udveksle ekspertise gennem arbejdsgruppen vedrørende fængsling og prøveløsladelse heri;
50. påpeger, at særlige regler for frihedsberøvelse for indsatte, der betragtes som radikaliserede, eller som er blevet rekrutteret af terrororganisationer, udgør en mulig foranstaltning til at begrænse radikalisering i fængsler; advarer imidlertid om, at alle sådanne foranstaltninger bør pålægges efter en vurdering fra sag til sag og bør være baseret på en retslig afgørelse og være underlagt en revision foretaget af de kompetente retsmyndigheder;
51. betoner, at fængselspersonale udfører et meget krævende arbejde i samfundets tjeneste og derfor skal have tilstrækkelig godtgørelse og ordentlige arbejdsbetingelser, som bør omfatte gratis psykologhjælp og dedikerede hjælpelinjer, som er udviklet til at støtte personale, der står over for problemer, som sandsynligvis vil påvirke deres arbejde;
52. minder om, at social anerkendelse og systematisk træning af fængselspersonale er af afgørende betydning med henblik på at sikre sikre og ordentlige fængselsforhold; opfordrer medlemsstaterne til at udveksle oplysninger med henblik på at udveksle og anvende god praksis og til at vedtage en adfærdskodeks og etiske retningslinjer for deres fængselspersonale; kræver i denne forbindelse, at der indkaldes til en generel konference med fængselsadministrationen, som bør omfatte fængselspersonalets repræsentanter;
53. minder om, at den sociale dialog med fængselspersonalet og dettes inddragelse gennem information og konsultation er af central betydning, især hvad angår udvikling af fængselskoncepter, som er designet til at forbedre fængselssystemer og -forhold, herunder de koncepter der sigter mod at dæmme op for radikale trusler;
54. opfordrer medlemsstaterne til at sikre regelmæssig dialog mellem de fængslede og fængselspersonalet, da gode forhold mellem personalet og de fængslede er et centralt element i den dynamiske sikkerhed, for deeskalation af potentielle hændelser og for at genoprette ro og orden gennem konstruktiv dialog;
55. opfordrer medlemsstaterne til at tilskynde fængselsinspektører til at forpligte sig til oprettelse af fængselsråd i alle institutioner;
56. opfordrer Kommissionen til at lancere et europæisk forum vedrørende fængselsforhold for at fremme udvekslingen af bedste praksis mellem eksperter og fagfolk i alle medlemsstater;
57. opfordrer Kommissionen og EU-institutionerne til at træffe de nødvendige foranstaltninger på deres kompetenceområder for at sikre respekten for og beskyttelsen af de fængsledes grundlæggende rettigheder, især sårbare personers, børns, mentalt syges, handicappedes og kvinders, herunder indførelsen af fælles europæiske fængselsnormer og -bestemmelser i alle medlemsstater;
58. opfordrer Kommissionen om at overvåge og indsamle information og statistikker om fængselsforhold i alle medlemsstater og om ethvert tilfælde af overtrædelse af fængsledes grundlæggende rettigheder, under overholdelse af nærhedsprincippet; opfordrer medlemsstater til at give MEP’er ret til uhindret adgang til fængsler og forvaringscentre;
59. opfordrer medlemsstaterne til at vedtage et europæisk charter om fængsler i overensstemmelse med Europarådets henstilling 1656/2004 af 27. april 2004;
60. opfordrer medlemsstater til at fremme politikker til reintegration af fængslede i det civile liv, især politikker der sigter mod at fjerne strukturelle barrierer, som hindrer reintegration af tidligere straffede personer i samfundet, og til at indføre politikker om opfølgning og tilrettelæggelse af straffen; minder om, at recidiv forekommer mindre hyppigt, hvis de fængslede får en gradvis overgang fra livet i fængslet til livet uden for fængslet;
61. mener, at strafferetlige systemer med fokus på genopretning og beskyttelse automatisk indebærer større respekt for en persons menneskelige værdighed, da sådanne systemer har til formål at beskytte samfundet og rehabilitere, hvilket gør det lettere at opnå det genopdragende mål med straffen, reintegrere de fængslede i samfundet og mindske recidiv; beklager, at udviklingen af mægling og genoprettende metoder i stedet for anvendelsen af disciplinærsager næsten er fuldstændig fraværende i de fleste medlemsstater; opfordrer medlemsstaterne til at prioritere politikker og lovgivning, som fokuserer på genoprettende og mæglingsbaseret retfærdighed, der fortrinsvis anvender sociale, økonomiske og kulturelle værktøjer snarere end udelukkende straffende foranstaltninger;
62. understreger betydningen af at give de fængslede adgang til uddannelses- og erhvervsmæssige kvalifikationsbeviser; opfordrer medlemsstaterne til at tilbyde meningsfulde aktiviteter såsom uddannelse eller jobmuligheder i henhold til internationale standarder for alle fængslede med henblik for resocialisering af indsatte samt tilbyde redskaber for et liv uden kriminalitet efter afsoningen; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at indsatte under afsoningen arbejder, studerer for at opnå et eksamensbevis eller deltager i et uddannelseskursus, således at de udnytter deres tid bedre og forbereder deres reintegration i samfundet; mener, at det er tvingende nødvendigt, at mindreårige har adgang til skoleundervisning og erhvervsuddannelse;
63. opfordrer medlemsstaterne til at udvikle værktøjer til støtte for fængsledes tilbagevenden til arbejdslivet med henblik på at finde jobmuligheder i forhold til lokale behov og tilrettelægge og overvåge uddannelse og arbejde på en så personligt tilpasset måde som muligt og føre en konstant dialog med repræsentanter for arbejdsgiverne; tilskynder medlemsstaterne til at oprette uddannelsesordninger med sigte på at tilskynde arbejdsgivere og private virksomheder til at tilbyde indsatte erhvervsuddannelse med henblik på at ansætte dem efter endt afsoning; opfordrer medlemsstaterne til at skabe incitamenter for arbejdsgivere, der ønsker at ansætte fængslede, eller opmuntre tidligere fængslede til at starte egen virksomhed, herunder finansielle og skattemæssige incitamenter; opfordrer endvidere medlemsstaterne til at etablere kontaktpunkter for tidligere indsatte, hvor der tilbydes information og støtte til jobsøgning samt obligatorisk og nøje overvåget fjernundervisning;
64. minder om, at Den Europæiske Socialfond er et finansielt EU-instrument, der sigter mod at forbedre beskæftigelsessituationen for millioner af europæere, især for dem der har vanskeligt ved at finde arbejde, herunder fængslede og tidligere straffede personer; glæder sig over iværksættelse af projekter, der hjælper fængslede med at blive reintegreret i samfundet og på arbejdsmarkedet, når de har afsonet deres dom;
65. understreger, at intet arbejde, der er udført af en fængslet, bør betragtes som en form for straf, og at eventuelt misbrug skal bekæmpes; understreger, at arbejdsmuligheder, som tilbydes til fængslede, bør være relevante i forhold til moderne arbejdsstandarder og bør tilrettelægges således, at de fungerer inden for moderne ledelsessystemer og produktionsprocesser; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at arbejde i fængsler betales bedre, end det er tilfældet i øjeblikket; opfordrer Kommissionen til at gennemføre en sammenlignende undersøgelse af de fængsledes lønninger i medlemsstaterne, med henblik på at fastsætte retfærdige og passende lønniveauer, som giver alle fængslede mulighed for at arbejde;
66. opfordrer medlemsstaterne til at dele bedste praksis vedrørende uddannelses-, rehabiliterings- og reintegrationsprogrammer, navnlig for at forbedre reintegration efter løsladelse fra fængslet og hjælpe med at forebygge recidiv og yderligere radikalisering;
67. opfordrer EU-institutionerne til så vidt muligt at støtte forbedringer af fængselssystemer og -forhold teknisk og økonomisk, især i medlemsstater der står over for finansielle vanskeligheder;
68. opfordrer Kommissionen til at offentliggøre detaljerede rapporter om situationen i fængslerne i Europa hvert femte år, efter vedtagelsen af denne beslutning, herunder en tilbundsgående analyse af kvaliteten af den uddannelse og erhvervsuddannelse, der udbydes til indsatte, og en vurdering af resultaterne (herunder andelen af recidiv) af alternative foranstaltninger til frihedsberøvelse;
69. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Europarådet, Europarådets parlamentariske forsamling, Europarådets menneskerettighedskommissær og Den Europæiske Komité til Forebyggelse af Tortur.