Choisissez la langue de votre document :
- bg - български
- es - español
- cs - čeština
- da - dansk
- de - Deutsch
- et - eesti keel
- el - ελληνικά
- en - English
- fr - français
- ga - Gaeilge
- hr - hrvatski
- it - italiano
- lv - latviešu valoda
- lt - lietuvių kalba
- hu - magyar
- mt - Malti
- nl - Nederlands
- pl - polski
- pt - português
- ro - română
- sk - slovenčina
- sl - slovenščina
- fi - suomi
- sv - svenska
|
 Euro-Middelhavsaftale mellem EF og Marokko om luftfart *** |
| |||||||||
(Godkendelse) Europa-Parlamentet, – der henviser til udkast til Rådets afgørelse (15653/2016), – der henviser til Euro-Middelhavs-aftalen om luftfart mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden(1), – der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 100, stk. 2, og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C8-0094/2017), – der henviser til forretningsordenens artikel 99, stk. 1 og 4, og artikel 108, stk. 7, – der henviser til henstilling fra Transport- og Turismeudvalget (A8-0303/2017), 1. godkender indgåelsen af aftalen; 2. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Kongeriget Marokkos regering og parlament.
| ||||||||||
| Bemyndigelse af Frankrig til at anvende en reduceret sats for visse indirekte skatter på "traditionel" rom fremstillet i Guadeloupe, Fransk Guyana, Martinique eller Réunion * |
| ||||||
(Særlig lovgivningsprocedure – høring) Europa-Parlamentet, – der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (COM(2017)0297), – der henviser til artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C8-0212/2017), – der henviser til forretningsordenens artikel 78c, – der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget (A8-0304/2017), 1. godkender Kommissionens forslag; 2. opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt; 3. anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre den tekst, Parlamentet har godkendt, i væsentlig grad; 4. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet, Kommissionen samt til de nationale parlamenter. | |||||||
| Oprettelse af fællesforetagendet for biobaserede industrier * |
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
(Høring) Europa-Parlamentet, – der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (COM(2017)0068), – der henviser til artikel 187 og artikel 188, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C8-0118/2017), – der henviser til forretningsordenens artikel 78c, – der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelse fra Budgetudvalget og Regionaludviklingsudvalget (A8-0293/2017), 1. godkender Kommissionens forslag som ændret; 2. opfordrer Kommissionen til at ændre sit forslag i overensstemmelse hermed, jf. artikel 293, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde; 3. opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt; 4. anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre Kommissionens forslag i væsentlig grad; 5. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Gennemførelse af kontrolforanstaltninger for furanylfentanyl * |
| |||||||||
(Høring) Europa-Parlamentet, – der henviser til Rådets udkast (11212/2017), – der henviser til artikel 39, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union, som ændret ved Amsterdamtraktaten, og artikel 9 i protokol nr. 36 om overgangsbestemmelser, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C8-0242/2017), – der henviser til Rådets afgørelse 2005/387/RIA af 10. maj 2005 om udveksling af oplysninger om, risikovurdering af og kontrol med nye psykoaktive stoffer(1), særlig artikel 8, stk. 3, – der henviser til forretningsordenens artikel 78c, – der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0309/2017), 1. godkender Rådets udkast; 2. opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt; 3. anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre den tekst, Parlamentet har godkendt, i væsentlig grad; 4. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.
| ||||||||||
| Kontrol af udgifterne til EU's ungdomsgaranti og overvågning af ordningernes omkostningseffektivitet |
| |||||||||||||||||||||||||
Europa-Parlamentet, – der henviser til artikel 145, 147, 165, 166 og artikel 310, stk. 5, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), – der henviser til protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union; – der henviser til protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, – der henviser til Rådets henstilling af 22. april 2013 om indførelse af en ungdomsgaranti(1), – der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1304/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Socialfond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1081/2006(2) og til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/779 af 20. maj 2015 om ændring af forordning (EU) nr. 1304/2013 for så vidt angår et yderligere første forfinansieringsbeløb, der udbetales til operationelle programmer støttet under ungdomsbeskæftigelsesinitiativet(3), – der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 3/2015: "EU’s ungdomsgaranti: De første skridt er taget, men der venter gennemførelsesrisici forude", nr. 17/2015 "Kommissionens støtte til indsatshold for ungdomsbeskæftigelsen: ESF-finansieringen er blevet omdirigeret, men der fokuseres ikke nok på resultater" og nr. 5/2017 "Ungdomsarbejdsløshed - Har EU's politikker gjort en forskel?", – der henviser til Kommissionens meddelelse af 4. oktober 2016 med titlen "Ungdomsgarantien og ungdomsbeskæftigelsesinitiativet efter tre år" (COM(2016)0646 og SWD(2016)0324), – der henviser til Kommissionens hvidbog om Europas fremtid, – der henviser til forretningsordenens artikel 52, – der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget og til udtalelser fra Budgetudvalget, Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og Kultur- og Uddannelsesudvalget (A8-0296/2017), A. der henviser til, at ungdomsarbejdsløsheden har været og fortsat er et alvorligt problem i en række medlemsstater med mere end 4 millioner unge arbejdsløse mellem 15 og 24 i EU i 2016; der henviser til, at situationen i Unionen er uensartet; B. der henviser til, at bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden er en politisk prioritet, som deles af Parlamentet, Kommissionen og medlemsstaterne, og som bidrager til at nå EU's mål om vækst og beskæftigelse; C. der henviser til, at en høj ungdomsarbejdsløshed - 18,8 % i EU i 2016 - er til skade for samfundet og for de berørte personer, med varige negative virkninger for beskæftigelsesegnetheden, indkomststabiliteten og karriereudvikling; der henviser til, at den økonomiske krise i uforholdsmæssig høj grad rammer unge mennesker og i nogle medlemsstater er mere end en fjerdedel af de unge arbejdsløse; D. der henviser til, at der med varierende resultater er blevet indført en lang række aktive beskæftigelsespolitikker for at tackle den høje ungdomsarbejdsløshed; E. der henviser til, at der er en gruppe unge mennesker, hvis antal og sammensætning varierer betydeligt mellem medlemsstaterne, og som hverken er i gang med en almen eller faglig uddannelse eller i beskæftigelse (NEET’er), og som kan inddeles i to kategorier: arbejdsløse NEET'er, der kan påbegynde et job og aktivt søger beskæftigelse, og inaktive NEET'er, unge, som ikke studerer, ikke modtager uddannelse og ikke proaktivt søger beskæftigelse; F. der henviser til, at i gennemsnit i EU har kun 41,9 % af NEET'er adgang til ungdomsgarantien; G. der henviser til, at Kommissionen siden indførelsen af den europæiske beskæftigelsesstrategi i 1997 har støttet en række foranstaltninger, der skal forbedre de unges beskæftigelses- og uddannelsesperspektiver(4), og siden krisen har EU’s indsats særligt haft fokus på ungdomsgarantien, som blev indført af Rådet i april 2013, og ungdomsbeskæftigelsesinitiativet (YEI), der blev lanceret i slutningen af 2013; H. der henviser til, at ungdomsgarantien og ungdomsbeskæftigelsesinitiativet allerede har etableret sig som det mest effektive og synlige tiltag på EU-plan med henblik på bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed; I. der henviser til, at ungdomsgarantien og ungdomsbeskæftigelsesinitiativet har bidraget væsentligt til at mindske ungdomsarbejdsløsheden i EU ved at fremme uddannelse og arbejdsmarkedets efterspørgsel efter unge og støtte jobskabelsesforanstaltninger; der henviser til, at en uacceptabelt høj procentandel på 17,2 % af de unge i EU-28 stadig er arbejdsløse(5); J. der henviser til, at medlemsstaterne i henhold til ungdomsgarantien skal sikre, at alle unge under 25 år (eller under 30 år i nogle medlemsstater) modtager et kvalitetstilbud om beskæftigelse, videreuddannelse, en lærlingeuddannelse eller et praktikophold senest fire måneder efter, at de er blevet arbejdsløse eller har forladt det formelle uddannelsessystem; K. der henviser til, at eksterne faktorer som den særlige økonomiske situation eller produktionsmodellen i den enkelte region har indflydelse på opfyldelsen af de mål, der er fastsat i ungdomsgarantien; L. der henviser til, at ungdomsbeskæftigelsesinitiativet er et initiativ til støtte for NEET'er, unge langtidsledige og unge, som ikke er registreret som jobsøgende, og som bor i regioner, hvor ungdomsarbejdsløsheden var højere end 25 % i 2012; M. der henviser til, at det samlede godkendte budget for ungdomsbeskæftigelsesinitiativet for programperioden 2014-2020 er på 6,4 milliarder EUR, herunder 3,2 milliarder EUR fra en ny særlig post på EU's budget, der skal modsvares af mindst 3,2 milliarder EUR fra de nationale tildelinger under den nuværende Europæiske Socialfond (ESF); der henviser til, at dette vil blive suppleret med yderligere 1 milliard EUR til ungdomsbeskæftigelsesinitiativets specifikke budgettildeling i perioden 2017-2020, som vil blive modsvaret af 1 milliard EUR fra ESF for at fremme ungdomsbeskæftigelsen i de hårdest ramte regioner; der henviser til, at 500 millioner EUR af dette yderligere beløb forventes at blive opført i 2017 via forslag til ændringsbudget nr. 3/2017; der henviser til, at den endelige tildeling til programmet vil blive fastlagt i løbet af de kommende årlige budgetprocedurer; N. der henviser til, at den årlige nødvendige investering i gennemførelsen af ungdomsgarantien i Europa vurderes til 50,4 milliarder EUR(6), hvilket er betydeligt lavere end det årlige økonomiske tab på grund af unges frafald fra arbejdsmarkedet i Europa, som kan beløbe sig til mindst 153 milliarder EUR(7). O. der henviser til, at der i 2015, for at fremskynde iværksættelsen af tiltag under ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, blev truffet afgørelse om at øge de midler, der stilles til rådighed til forfinansiering af initiativet med 1 milliard EUR, hvilket svarede til en stigning fra de oprindelige 1-1,5 % til 30 % for de støtteberettigede medlemsstater; P. der henviser til, at hele den oprindelige tildeling til ungdomsbeskæftigelsesinitiativet blev fremrykket i årene 2014-2015, og at der ikke blev opført nogen nye bevillinger til dette formål i budgettet for 2016; der henviser til, at den manglende kontinuitet i ungdomsbeskæftigelsesinitiativets finansiering har undergravet programmets succes; Q. der henviser til, at det nuværende niveau af støtte både fra EU's budget og medlemsstaterne ikke er tilstrækkeligt til at dække behovene; R. der henviser til, at ungdomsgarantien og ungdomsbeskæftigelsesinitiativet dækker forskellige foranstaltninger, idet ungdomsgarantien har til formål at fremme strukturelle reformer på uddannelsesområdet og fungere som en kortsigtet foranstaltning til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed, mens ungdomsbeskæftigelsesinitiativet er et finansieringsinstrument; der henviser til, at ungdomsgarantien finansieres under ESF, de nationale budgetter og ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, mens ungdomsbeskæftigelsesinitiativet kan finansiere direkte tilvejebringelse af job, lærlingeuddannelser, praktikophold eller fortsat uddannelse for målgruppen for ungdomsbeskæftigelsesinitiativet i de støtteberettigede regioner; der henviser til, at ungdomsgarantien gælder for alle 28 medlemsstater, men at kun 20 medlemsstater er berettigede til støtte under ungdomsbeskæftigelsesinitiativet; der endelig også henviser til, at der ikke er nogen på forhånd fastsat varighed af interventioner under ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, mens ungdomsgarantien kræver, at der skal fremsættes et tilbud inden for fire måneder; S. der henviser til, at anvendelsen af ungdomsgarantien set fra en kvantitativ synsvinkel har været uensartet og varierer betydeligt fra land til land; T. der henviser til, at gennemførelsen af ungdomsgarantien hidtil ikke har ført til ensartede resultater, og at det i nogle tilfælde har været vanskeligt at identificere eller vurdere dens bidrag; U. der henviser til, at der er betydelige forskelle mellem de europæiske regioner; der henviser til, at områder med høj arbejdsløshed i nogle tilfælde ikke vil kunne betragtes som en region, der er berettiget til EU-støtte på NUTS-niveau; V. der henviser til, at de integrationsydelser, der er opført under ungdomsgarantien, ofte kun gennemføres delvist og for snævert i forhold til rækken af støtteberettigede deltagere og afhænger af den eksisterende kapacitet og effektivitet i de offentlige arbejdsformidlinger og af hastigheden af de procedurer, der er fastsat på EU-plan; der henviser til, at medlemsstaterne bør fortsætte deres indsats for at styrke og reformere deres offentlige arbejdsformidlinger; W. der henviser til, at der er grund til at fremhæve den rolle, som ungdomsbeskæftigelsesinitiativet kan spille, navnlig i de medlemsstater, som i langt højere grad har været berørt af den økonomiske, finansielle og sociale krise siden 2007; der henviser til, at man bør understrege behovet for at styrke dette program og udvikle yderligere supplerende foranstaltninger både på EU-plan og nationalt plan, som sigter mod at fremme integration og samhørighed, samtidig med at ligestilling mellem kønnene styrkes, og der sikres adgang til uddannelsesprogrammer for at imødegå nye teknologiske udfordringer på arbejdsmarkedet; X. der henviser til, at ungdomsgarantien som en investering i unge er et eksempel på budgettering baseret på resultater; Y. der henviser til Kommissionens hvidbog om Europas fremtid, hvori det anerkendes, at der er "et misforhold mellem forventningerne og det, EU formår at gøre for at leve op til dem”(8); Z. der henviser til, at EU bør fremme markedsføringen og offentliggørelsen af sine socialpolitiske foranstaltninger over for målgruppen for at sikre, at dets tiltag er mere synlige for EU’s befolkning; AA. der henviser til, at den revision, der er foretaget af Den Europæiske Revisionsret (Revisionsretten), har været forhastet, eftersom den periode, der omfattet af undersøgelsen, er for tæt på igangsættelsen af de nationale garantiordninger og begrænses til visse medlemsstater; der henviser til, at det til dette formål ville have været mere nyttigt at foretage en indledende vurdering af gennemførelsen af dem og derefter foretage revisionen; Generelle bemærkninger 1. bemærker, at i de fire år, hvor ungdomsgarantien er blevet gennemført fra 2013 til 2017, er ungdomsarbejdsløsheden i EU faldet med mere end 7 procentpoint fra 23,8 % i april 2013 til 16,6 % i april 2017, hvilket betyder, at næsten 2 millioner unge er ophørt med at være arbejdsløse; bemærker, at siden ungdomsgarantien blev gennemført, har mere end 14 millioner unge deltaget i en eller anden form for ordning; beklager, at en for stor del af dette fald i mange tilfælde skyldes, at så mange unge mennesker er blevet tvunget til at søge arbejde uden for EU - et tab, der vil være stærkt mærkbart i de kommende årtier; beklager endvidere, at 4,2 millioner unge i EU medio 2016 fortsat var uden arbejde (8,8 % af den pågældende befolkningsgruppe); opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at anvende den tilgængelige EU-støtte til at løse dette langvarige problem; opfordrer EU og medlemsstaterne til at gennemføre strategier, der opfylder kravene til og behovene på arbejdsmarkedet i de enkelte medlemsstater med henblik på at skabe uddannelsesmuligheder af høj kvalitet og varig beskæftigelse; 2. understreger, at ungdomsgarantien spiller en vigtig rolle med hensyn til at støtte foranstaltninger, der sikrer arbejdsløse unge de færdigheder og den erfaring, som er nødvendig for at kunne udøve beskæftigelse på lang sigt og blive iværksættere, og også giver mulighed for at tackle misforhold mellem udbudte og efterspurgte færdigheder; 3. understreger den væsentlige rolle, som uddannelse og erhvervsvejledning spiller i forbindelse med at udstyre unge med den arbejdsmoral og de kompetencer, som er nødvendige på arbejdsmarkedet; påpeger imidlertid, at uddannelse ikke kun bør tilføre kvalifikationer og kompetencer, der er relevante for arbejdsmarkedets behov, men også skal bidrage til unges personlige udvikling og vækst for at gøre dem til proaktive og ansvarlige borgere; understreger derfor behovet for undervisning i medborgerkundskab i hele uddannelsessystemet, herunder både formelle og ikkeformelle undervisningsmetoder; 4. bemærker, at jo yngre folk er og jo mindre uddannelse de har, jo højere er ungdomsarbejdsløsheden, og denne tendens er blevet forstærket med krisen, der også har ramt unge voksne over 25 år uden kvalifikationer, som er en gruppe, der kan blive særdeles økonomisk sårbar, medmindre der investeres i deres uddannelse; 5. bemærker, at adgangen for de mest sårbare unge arbejdsløse til de offentlige arbejdsformidlinger - trods de fremskridt, der er gjort - fortsat er utilstrækkelig, og at denne gruppe sammen med unge kandidater, er dem, der er mindst tilbøjelige til at lade sig registrere som arbejdssøgende; 6. er stærkt bekymret over, at NEET'er er adskilt fra uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet - i mange tilfælde uden, at det er deres egen skyld; forstår, at denne gruppe er den vanskeligste at nå gennem de eksisterende operationelle programmer til gennemførelse af støtteordningerne til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed, som i mange tilfælde ikke giver en ordentlig løn på længere sigt eller ordentlige arbejdsvilkår; mener, at der for perioden 2017-2020 bør være særlig fokus på denne gruppe, så det sikres, at de vigtigste mål for ungdomsgarantien nås; 7. anfører, at foranstaltninger, der støttes af ungdomsgarantien, også skal tackle de strukturelle udfordringer, som NEET'er står over for med henblik på at sikre, at de har en virkning på lang sigt; er dog bekymret over, at ungdomsgarantiordningerne endnu ikke har nået alle unge, som er gået ud af skolen eller er blevet arbejdsløse; tilskynder medlemsstaterne til i de nationale budgetter at indgå målrettede finansielle forpligtelser for at imødegå disse strukturelle udfordringer; opfordrer de regioner, der ikke er berettiget til EU-medfinansiering, til at deltage i ungdomsgarantien; 8. understreger, at integration af NEET'er kræver både, at effektiviteten af de disponible ressourcer øges, og at disse ressourcer styrkes samt større inddragelse og mobilisering af medlemsstaterne; 9. opfordrer til diversificering af finansieringskanalerne på både lokalt, regionalt og nationalt niveau for bedre at nå ud til alle unge; bemærker endvidere, at de lokale og regionale myndigheder allerede er meget aktive og bør understøttes i deres foranstaltninger til fordel for unge gennem inddragelse af forskellige politiske linjer; 10. understreger, at ungdomsgarantien har ydet et positivt bidrag til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed siden 2012, men at ungdomsarbejdsløsheden fortsat ligger på et uacceptabelt højt niveau; glæder sig derfor over den aftale, som medlovgiverne har indgået om en forlængelse af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet frem til 2020; bemærker imidlertid, at problemet med ungdomsarbejdsløshed kan vare ved og derfor bør tages med i betragtning i den næste flerårige finansielle ramme (FFR) med henblik på at sikre kontinuitet og omkostningseffektivitet; 11. understreger, at ungdomsbeskæftigelsesinitiativet ikke kun har til formål at øge jobskabelsen for unge, men også at bistå medlemsstaterne med at etablere passende systemer til at identificere de unges behov og den tilsvarende støtte; understreger derfor, at effektiviteten af ungdomsgarantien og ungdomsbeskæftigelsesinitiativet i fremtiden bør vurderes på grundlag af resultater hen imod skabelse eller forbedring af medlemsstaternes systemer til støtte for unge mennesker; 12. minder om, at ungdomsgarantien nyder godt af EU’s finansielle støtte fra Den Europæiske Socialfond (ESF) og ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, som supplerer de nationale bidrag; støtter det programmeringsarbejde, der er iværksat under Unionens fælles strategiske ramme gennem peerlæring, netværksaktiviteter og teknisk bistand; 13. glæder sig over, at ungdomsbeskæftigelsesinitiativet blev fremrykket i årene 2014 og 2015, og at den første forfinansiering blev forhøjet med henblik på at sikre en hurtig mobilisering af ressourcer; 14. glæder sig over, at foranstaltningerne under ungdomsbeskæftigelsesinitiativet har ydet støtte til mere end 1,4 millioner unge mennesker og ført til konsolideringstransaktioner i medlemsstaterne til over 4 milliarder EUR; 15. minder om, at ungdomsbeskæftigelsesinitiativets succes hænger sammen med god økonomisk styring i medlemsstaterne, idet der uden et gunstigt erhvervsmiljø til at fremme små og mellemstore virksomheder og et uddannelsesmæssigt og videnskabeligt system tilpasset til økonomiens krav ikke kan skabes arbejdspladser eller findes en langsigtet løsning på problemet med høj ungdomsarbejdsløshed; 16. anerkender Revisionsrettens særberetning om virkningen af ungdomsgarantien og ungdomsbeskæftigelsesinitiativet på ungdomsarbejdsløshed og bemærker, at tre år efter vedtagelsen af Rådets henstilling har ungdomsgarantien endnu ikke opfyldt forventningerne; bemærker Revisionsrettens udtalelse om, at det ikke er muligt at nå alle NEET’er blot med ressourcer fra EU-budgettet; bemærker, at den øjeblikkelige situation ikke afspejler de forventninger, der blev skabt ved indførelsen af ungdomsgarantien, f.eks. om at sikre, at alle NEET’er modtager et kvalitetstilbud om praktik eller arbejde inden for fire måneder; 17. minder om de udfordringer og muligheder, der er forbundet med at tiltrække unge til arbejdsmarkedet; anbefaler, at Kommissionen, medlemsstaterne og de nationale offentlige arbejdsformidlinger styrker indsatsen for at integrere flere inaktive unge i ungdomsgarantiordninger og holde dem på arbejdsmarkedet efter de relevante støtteforanstaltningers ophør; 18. noterer sig, at ungdomsbeskæftigelsesinitiativet har til formål at støtte unge NEET'er under 25 år, der normalt ikke modtager nogen form for støtte til beskæftigelse eller uddannelse; beklager, at vedtagelsen af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet indvirker på tildelingen af ESF-forpligtelser i andre programmer, og understreger, at midlerne fra den specifikke tildeling til ungdomsbeskæftigelsesinitiativet mindst bør modsvares af et tilsvarende beløb i ESF-midler; 19. opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at de midler, der er til rådighed for ungdomsbeskæftigelsesinitiativet/ESF, ikke erstatter medlemsstaternes offentlige udgifter i overensstemmelse med artikel 95 og betragtning 87 i forordningen om fælles bestemmelser (forordning (EU) nr. 1303/2013) og i overensstemmelse med additionalitetsprincippet; understreger, at programmer som ungdomsgarantien ikke må være en erstatning for medlemslandenes egne bestræbelser på at bekæmpe ungdomsarbejdsløshed og på at arbejde mod varig integration på arbejdsmarkedet; 20. understreger betydningen af at styrke samarbejdet mellem alle relevante interessenter, også på regionalt og lokalt plan, herunder offentlige arbejdsformidlinger, og hvor det er relevant, private arbejdsformidlinger, uddannelsesinstitutioner, arbejdsgivere, ungdomsorganisationer og NGO'er, der arbejder med unge, med det formål at nå hele NEET-gruppen; opfordrer til en styrket integration af de berørte parter gennem en partnerskabstilgang i udformningen, gennemførelsen og evalueringen af ungdomsgarantien; opfordrer til øget samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner og iværksættere til at afhjælpe kvalifikationsmismatch; gentager den idé, at partnerskabstilgangen sigter på at nå bedre ud til målgruppen og på tilvejebringelsen af kvalitetstilbud; 21. minder om, at ifølge Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) kræver en effektiv ungdomsgaranti en årlig finansiering på ca. 45 milliarder EUR for EU-28; mener, at denne finansiering bør betragtes som en investering, i betragtning af at den, hvis den er effektiv, vil føre til en betydelig reduktion af de omkostninger, der er forbundet med ungdomsbeskæftigelse; 22. opfordrer Kommissionen til at specificere de nationale bidrag til ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, som den enkelte medlemsstat skal yde for at implementere ungdomsgarantien effektivt, under hensyntagen til skønnet fra Den Internationale Arbejdsorganisation; 23. noterer sig forsinkelsen i gennemførelsen af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, der blev forårsaget af den forsinkede udpegelse af de relevante forvaltningsmyndigheder, og betragter dette som en mangel i ungdomsbeskæftigelsesinitiativets retsgrundlag, som har undermineret de indledende bestræbelser på hurtig gennemførelse gennem fremskyndet finansiering; 24. mener, at det er nødvendigt at fremme finansieringens mangfoldighed og tilgængelighed og at fokusere på, at midlerne anvendes effektivt, samtidig med at der gennemføres yderligere reformer af politikker og tjenester; 25. betoner behovet for foranstaltninger, som er skræddersyet til den lokale kontekst, for at øge deres indflydelse, f.eks. gennem nærmere involvering af lokale arbejdsgiverrepræsentanter, lokale uddannelsesudbydere og lokale myndigheder; opfordrer til en diversificering af finansieringskanaler under inddragelse af lokale, regionale og nationale niveauer for bedre at nå ud til alle NEET’er; 26. minder om, at ungdomsbeskæftigelsesinitiativet inden for rammerne af den nuværende FFR bør finansieres med nye bevillinger og ikke gennem omfordeling af de eksisterende budgetbevillinger; forventer en ambitiøs politisk forpligtelse til den næste FFR; 27. mener, at ungdomsgarantien kun kan fungere ordentligt, hvis de lokale offentlige arbejdsformidlinger fungerer effektivt; 28. opfordrer indtrængende til, at der udvikles særlig ekspertise og kapacitet i medlemsstaterne inden for de offentlige arbejdsformidlinger for at hjælpe folk, der ikke kan finde et job inden for fire måneder efter, at de er blevet arbejdsløse eller har forladt det formelle uddannelsessystem; tilskynder til en større inddragelse af virksomheder og industrisammenslutninger i gennemførelsen af programmet; 29. beklager, at flertallet af NEET'er i EU endnu ikke har adgang til ungdomsgarantiordningen, bl.a. fordi de generelt ikke er registreret hos de offentlige arbejdsformidlinger; anmoder Rådet om at overveje at fortsætte udvekslingen af læring inden for det eksisterende netværk af arbejdsformidlinger med henblik på at udvikle strategier på basis af bedste praksis til at nå ud til og støtte unge NEET’er; 30. glæder sig over Revisionsrettens særberetning nr. 5/2017 og opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til fuldt ud at gennemføre dens anbefalinger for at øge dækningen og effektiviteten af ungdomsgarantiordningerne; 31. understreger, at udviklingen af kvikskranker bør understøttes for at øge de positive virkninger af ungdomsgarantien ved at sikre, at alle tjenester og al vejledning er tilgængelige for unge på ét sted; 32. bemærker, at ungdomsgarantiordningernes manglende synlighed kan medføre, at det bliver vanskeligt at nå ud til alle unge; anbefaler, at man øger muligheden for at finansiere lokale kampagner, der tilrettelægges i samarbejde med alle relevante lokale partnere, herunder ungdomsorganisationer, og støtter udviklingen af platforme for, at unge kan tilmelde sig ordningen; anbefaler, at oplysninger vedrørende ungdomsgarantien er tilgængelige og forståelige for alle; 33. anbefaler medlemsstaterne at sikre, at tilbuddene er af høj kvalitet; understreger for eksempel, at de fremsatte forslag bør matche deltagerens profil og imødekomme efterspørgslen efter beskæftigelse med henblik på at muliggøre en bæredygtig og muligvis langsigtet integration på selve arbejdsmarkedet; 34. bemærker med beklagelse, at de fleste medlemsstater ikke har opstillet en definition af et "kvalitetstilbud"; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til inden for rammerne af EU’s Beskæftigelsesudvalg (EMCO) at gøre brug af de eksisterende netværk til at arbejde på at udvikle i fællesskab aftalte karakteristika for dette begreb under hensyntagen til den europæiske kvalitetsramme for praktikophold, den fælles erklæring fra de europæiske arbejdsmarkedsparter med titlen "Mod en fælles vision for lærlingeuddannelser" og EU-Domstolens retspraksis om usikre ansættelsesforhold; opfordrer indtrængende medlemsstaterne og Kommissionen til at sikre, at sådanne karakteristika er baseret på et tilbud, der passer til deltagernes kvalifikationsniveau og profil samt arbejdsmarkedsbehovet, således at der tilbydes beskæftigelsesmuligheder, der giver dem mulighed for at opnå en indkomst, da kan leve af, adgang til social beskyttelse og muligheder for udvikling, hvilket vil føre til bæredygtig og afstemt integration på arbejdsmarkedet; glæder sig over Revisionsrettens anbefaling i særberetning nr. 5/2017 om, at man skal være mere opmærksom på at forbedre kvaliteten af tilbuddene; 35. opfordrer Kommissionen til i samarbejde med EMCO at fremsætte forslag om kvalitetskriterier for standarder for kommende tilbud under ungdomsgarantien; understreger nødvendigheden af at fastlægge en kvalitetsramme med kvalitetsstandarder for disse tilbud; 36. bemærker, at der for at nå målet om at sikre et kvalitetstilbud og varig beskæftigelse for alle unge under 24 år kræves betydeligt flere ressourcer på menneskeligt, teknisk og finansielt plan; glæder sig over, at flere medlemsstater har hævet den øvre aldersgrænse for unge mennesker, der er berettiget til støtte under ungdomsgarantien, til 30 år; 37. slår til lyd for, at det sikres, at de unge, der er dækket af ungdomsgarantien, fortsætter med at bidrage og have adgang til de gældende sociale og arbejdsmarkedsmæssige beskyttelsesordninger i deres medlemsstat, hvilket vil styrke alle de involveredes, og navnlig de unges og virksomhedernes, fælles ansvar; 38. understreger, at foranstaltningerne under ungdomsgarantien er tilbøjelige til at være mere virkningsfulde og omkostningseffektive, hvis de unge får hjælp til at komme ind på arbejdsmarkedet på en måde, som kan give dem bæredygtige beskæftigelsesmuligheder og lønstigninger; 39. understreger, at NEET'er er en heterogen og blandet gruppe, og at ordninger er mere virkningsfulde og omkostningseffektive, hvis de tager sigte på at tackle identificerede udfordringer; understreger i denne forbindelse nødvendigheden af at udforme omfattende strategier med klare målsætninger, der tager sigte på at nå ud til alle kategorier af NEET'er; fremhæver behovet for at tilbyde skræddersyede løsninger ved at tage hensyn til de lokale og regionale forhold, for eksempel ved at sikre øget inddragelse af lokale repræsentanter for arbejdsgiverne, lokale uddannelsesinstitutioner og lokale myndigheder; opfordrer medlemsstaterne til at udforme individuelle forløb for hver enkelt kandidat, samtidig med at de nationale offentlige arbejdsformidlinger gives den fleksibilitet, de har behov for til at tilpasse profileringsmodeller; 40. opfordrer medlemsstaterne til at etablere passende strategier for opsøgende arbejde og til at øge indsatsen for at identificere NEET-gruppen, navnlig inaktive NEET'er, som ikke er omfattet af eksisterende systemer med henblik på at registrere dem og overvåge situationen for unge, der forlader ungdomsgarantiordningerne, med bestemte intervaller (efter 6, 12 og 18 måneder) med henblik på at fremme bæredygtig integration på arbejdsmarkedet; fremhæver behovet for at levere skræddersyede løsninger til en forskelligartet gruppe unge og gøre de ikke-registrerede til en nøglemålgruppe; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at de disponible ESF-midler ikke erstatter offentlige udgifter og gør opmærksom på, at tilstrækkelig økonomisk vækst er en forudsætning for effektiv integration af NEET'er på arbejdsmarkedet; 41. opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at vurdere manglerne og foretage markedsanalyser, inden ungdomsgarantiordningerne føres ud i livet, således at der undgås værdiløse uddannelseskurser eller udnyttelse af praktikanter på praktikophold, der ikke fører uden steder hen; 42. opfordrer Kommissionen og Rådet til at overveje proaktive overgangsinitiativer, såsom erhvervsvejledning, karriererådgivning og oplysninger om arbejdsmarkedet, samt støttetjenester på skoler og karrieretjenester på universiteter med henblik på at lette de unges overgang til arbejdsmarkedet ved at udstyre dem med overgangs- og karriereplanlægningsfærdigheder; 43. bemærker, at ungdomsgarantiordningernes manglende synlighed kan medføre, at det bliver vanskeligt at nå ud til alle unge; anbefaler, at der træffes foranstaltninger til at øge muligheden for at finansiere lokale kampagner, der tilrettelægges med alle relevante lokale partnere, herunder ungdomsorganisationer, og støtter udviklingen af platforme, for at unge kan tilmelde sig ordningerne; anbefaler, at oplysninger vedrørende ungdomsgarantien er tilgængelige og forståelige for alle; 44. bemærker den vedvarende udfordring, der er forbundet med at afhjælpe misforholdet mellem de færdigheder, der er til rådighed, og arbejdsmarkedets behov; anmoder Kommissionen om inden for rammerne af Beskæftigelsesudvalget at fremme udvekslingen af bedste praksis mellem medlemsstaterne og de relevante interessenter med henblik på at løse dette problem; 45. er af den opfattelse, at problemer vedrørende misforholdet mellem udbudte og efterspurgte færdigheder kan løses ved bedre at identificere enkeltpersoners kompetencer og ved at korrigere manglerne i de nationale uddannelsessystemer; understreger, at øget mobilitet blandt unge kan forbedre deres færdigheder og sammen med anerkendelse af kvalifikationer bidrage til at løse det eksisterende geografiske misforhold mellem udbudte og efterspurgte færdigheder; opfordrer medlemsstaterne til i højere grad at gøre brug af Eures i denne henseende. 46. understreger, at IKT-kvalifikationer kunne give gode muligheder for at skabe bæredygtige job og opfordrer derfor medlemsstaterne til at medtage effektive foranstaltninger til styrkelse af IKT-kvalifikationer/digitale færdigheder i deres planer for gennemførelse af ungdomsgarantien. 47. bemærker, at der er behov for en mere diversificeret og skræddersyet tilgang i forbindelse med tilvejebringelsen af tjenester til de forskellige grupper af unge for at undgå en selektiv eller frasorterende og diskriminerende udvælgelse; opfordrer til et stærkere og mere tilgængeligt opsøgende arbejde, der specifikt er rettet mod unge, som står over for flere forskellige hindringer, og mod dem, der er længst fra arbejdsmarkedet; understreger i denne forbindelse betydningen af at koordinere ungdomsgarantien med andre politikker, såsom politikker til bekæmpelse af forskelsbehandling, effektivt, og af at udvide rækken af interventioner inden for ungdomsgarantien; 48. mener, at ungdomsbeskæftigelse i fremtidige handlingsprogrammer under de europæiske struktur- og investeringsfonde fra begyndelsen bør håndteres som et prioritetsspørgsmål; Gennemførelse og overvågning 49. noterer sig, at gennemførelsen af ungdomsgarantien overvåges gennem det europæiske semester, Beskæftigelsesudvalgets evalueringer og en specifik indikatorramme, der er udviklet af Beskæftigelsesudvalget i samarbejde med Kommissionen; opfordrer Rådet til at støtte medlemsstaterne i deres indsats for at forbedre indberetningen af data; 50. bemærker, at manglen på oplysninger om de potentielle omkostninger ved at gennemføre en ordning i en medlemsstat kan resultere i utilstrækkelig finansiering til gennemførelsen af ordningen og opfyldelsen af målene; opfordrer medlemsstaterne til at udarbejde en oversigt over omkostningerne ved gennemførelsen af ungdomsgarantien, sådan som Revisionsretten foreslår i sin særberetning nr. 5/2017; 51. understreger, at det er vigtigt at afsætte de nødvendige ressourcer og vurdere den samlede finansiering for at sikre en vellykket gennemførelse af ungdomsgarantiordningerne, idet der erindres om, at evalueringen af den samlede finansiering kan vanskeliggøres på grund af problemer med at skelne mellem forskellig typer af foranstaltninger til fordel for unge på nationalt niveau; 52. opfordrer Kommissionen til at give mere præcise oplysninger om omkostningseffektiviteten af ungdomsgarantien, og om, hvordan programmets gennemførelse overvåges i medlemsstaterne, samt til at foretage uddybende årlig rapportering herom; 53. understreger, at der er behov for effektive mekanismer til at drøfte og løse problemer i forbindelse med gennemførelsen af ungdomsgarantiordningerne; understreger behovet for et stærkt, men realistisk og opnåeligt, politisk og økonomisk engagement fra medlemsstaternes side til at gennemføre ungdomsgarantien i fuldt omfang, bl.a. ved at sikre mekanismer for tidlig intervention, kvaliteten af job, videreuddannelse, uddannelsestilbud, klare kriterier for støtteberettigelse og opbygning af partnerskaber med relevante interessenter; understreger, at dette bør ske ved at sikre effektivt opsøgende arbejde, styrke den administrative kapacitet, hvor det er nødvendigt, idet der tages hensyn til lokale forhold, fremme opkvalificering og etablere ordentlige overvågnings- og evalueringsstrukturer under og efter gennemførelsen af disse foranstaltninger; 54. opfordrer til, at der foretages en effektiv multilateral overvågning af efterkommelsen af Rådets henstilling om indførelse af en ungdomsgaranti inden for rammerne af det europæiske semester, og til, at de specifikke landehenstillinger adresseres, hvor det er nødvendigt; 55. bekræfter sit tilsagn om at overvåge alle medlemsstaters aktiviteter tæt for at gøre ungdomsgarantien til virkelighed og opfordrer ungdomsorganisationer til at holde Parlamentet opdateret om deres analyser af medlemsstaternes foranstaltninger; anmoder indtrængende medlemsstaterne og Kommissionen om at involvere unge interessenter i politikudformningen; minder om, at ungdomsorganisationernes medvirken i oplysningskampagnerne om og gennemførelsen og vurderingen af ungdomsgarantien er en forudsætning for et vellykket resultat; 56. bemærker, at der er nogle forsinkelser i gennemførelsen af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet i medlemsstaterne, hovedsagelig af proceduremæssige og strukturelle årsager; udtrykker bekymring over medlemsstaternes anvendelse af den forfinansiering, der er afsat til gennemførelsen af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet; insisterer derfor på, at de kompetente myndigheder i medlemsstaterne træffer hasteforanstaltninger for både rettidigt og fuldt ud at anvende de midler, der er til rådighed til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed; er af den opfattelse, at medlemsstaterne i de nationale budgetter skal indgå yderligere finansielle forpligtelser for at imødegå disse strukturelle udfordringer; 57. glæder sig over Kommissionens samarbejde med medlemsstaterne om at identificere og udbrede god praksis inden for overvågning og rapportering på basis af de eksisterende systemer i medlemsstaterne; minder Kommissionen om, at det i denne sammenhæng er altafgørende, at dataene er sammenlignelige; 58. opfordrer Kommissionen til at fortsætte med at identificere og udbrede god praksis inden for overvågning og rapportering, således at medlemsstaternes resultater kan indberettes på konsekvent og pålidelig vis og kan vurderes uden problemer, bl.a. med hensyn til kvalitet; anbefaler i særdeleshed, at der regelmæssigt tilvejebringes statistikker af høj kvalitet, der gør det muligt for medlemsstaterne at gennemføre mere realistiske og effektive ungdomspolitikker, bl.a. ved overvågning af de deltagere, der forlader ungdomsgarantiordningen, for at minimere antallet af deltagere, der forlader programmet og ikke får noget udbytte af det; 59. opfordrer Kommissionen til at styrke den måde, hvorpå medlemsstaterne gennemfører ordninger, der er godkendt under ungdomsgarantien, og indføre et gennemsigtigt, omfattende overvågningssystem med åbne data, der dækker omkostningseffektivitet, strukturelle reformer og foranstaltninger rettet mod enkeltpersoner; 60. foreslår, at der gennemføres forudgående analyser i hver medlemsstat, som fastsætter konkrete målsætninger, mål og tidsplaner for de forventede resultater af ungdomsgarantiordningerne, og at dobbeltfinansiering undgås; 61. tilskynder til udveksling af bedste praksis gennem EMCO og programmet for gensidig læring under den europæiske beskæftigelsesstrategi; bemærker i den forbindelse vigtigheden af gensidig læring rettet mod aktivering af de mest sårbare grupper; 62. er bekymret over, at oplysningerne om ungdomsbeskæftigelsesinitiativets modtagere, output og resultater er mangelfulde og ofte inkonsekvente; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at etablere overvågningssystemer, der administrativt er mindre besværlige og mere tidssvarende, for den resterende finansiering under ungdomsbeskæftigelsesinitiativet; 63. opfordrer til, at der fokuseres på de resultater, der opnås ved hjælp af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet gennem fastlæggelse af konkrete indikatorer i form af de reformer, der gennemføres i medlemsstaterne, den viden og de færdigheder, som opnås under programmet, og antallet af tidsubegrænsede kontrakter, der tilbydes; foreslår endvidere, at mentorernes erfaringer matcher de færdigheder, som de respektive ansøgere skal have i det valgte erhverv; 64. opfordrer medlemsstaterne til at gøre overvågnings- og rapporteringssystemerne mere effektive med henblik på at gøre målene for ungdomsgarantien mere kvantificérbare og lette udviklingen af mere evidensbaserede aktiveringsforanstaltninger rettet mod unge, og navnlig for at forbedre kapaciteten til at følge op på deltagerne, der træder ud af ungdomsgarantien, for at begrænse antallet af ukendte udtrædelser i videst muligt omfang og at have data om alle deltagernes aktuelle situation; opfordrer Kommissionen til at revidere sine retningslinjer for dataindsamling og opfordrer medlemsstaterne til at revidere deres basislinjer og mål for at mindske risikoen for at overvurdere resultaterne; 65. anerkender, at ungdomsgarantien for nogle medlemsstater er blevet en drivkraft for politiske ændringer og bedre samordning inden for beskæftigelse og uddannelse; understreger betydningen af: at der fastsættes realistiske og målbare mål for at fremme politikker og rammer som f.eks. ungdomsgarantien, at der peges på de vigtigste udfordringer og passende foranstaltninger, som skal træffes for at løse dem, og at disse udfordringer vurderes under behørig hensyntagen til forbedring af beskæftigelsesegnetheden; bemærker, at det i nogle tilfælde er vanskeligt at fastslå og vurdere det bidrag, som ungdomsgarantien hidtil har ydet, og at statistikker af høj kvalitet bør hjælpe medlemsstaterne med at udforme mere realistiske og effektive ungdomspolitikker uden at give anledning til falske forhåbninger; 66. anerkender den betydelige indsats, som mange medlemsstater har gjort for at gennemføre ungdomsgarantien; bemærker dog, at de fleste reformer endnu ikke er gennemført fuldt ud, især med hensyn til at etablere partnerskaber med arbejdsmarkedets parter og unge i forbindelse med udformningen, gennemførelsen og vurderingen af foranstaltningerne i ungdomsgarantiordningen og til at støtte dem, der står over for flere forskellige hindringer; konkluderer, at der er behov for betydelige bestræbelser og finansielle ressourcer på lang sigt for at opfylde ungdomsgarantiens mål; 67. mener, at den gentagne anvendelse af ungdomsgarantien ikke må modarbejde tanken bag arbejdsmarkedsaktivering og målet om overgang til fast ansættelse; opfordrer Rådet til at drage fordel af revisionen af den flerårige finansielle ramme (FFR) til at afsætte passende ressourcer til ungdomsgarantien; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at unge, herunder unge i alderen op til 30 år, modtager tilbud af høj kvalitet, som matcher deres profil og kvalifikationsniveau samt arbejdsmarkedets behov, med henblik på at skabe bæredygtig beskæftigelse og forebygge gentagen anvendelse af ungdomsgarantien; 68. mener, at det for at vurdere ordningernes effektivitet er nødvendigt at evaluere alle aspekter, herunder om ordningerne giver valuta for pengene; noterer sig tidligere skøn fra ILO og Eurofound og anmoder Kommissionen om at bekræfte eller ajourføre disse fremskrivninger; 69. opfordrer til, at der foretages en effektivitetsvurdering af ungdomsgarantien i de enkelte deltagende medlemsstater for at forhindre, at unge udnyttes af visse virksomheder, som benytter sig af pseudouddannelsesordninger for at drage fordel af statsfinansieret arbejdskraft; foreslår i denne henseende at følge beskæftigelsessituationen for unge, der har deltaget i programmet, samt at oprette mekanismer, som pålægger de deltagende virksomheder, hvad enten der er tale om offentlige eller private virksomheder, at konvertere en minimumsprocentdel af praktikopholdene til arbejdskontrakter som betingelse for fortsat at kunne drage fordel af programmet; 70. bemærker, at Kommissionen skal færdiggøre en evaluering af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet senest ved udgangen af 2017, og forventer en hurtig indarbejdelse af de tilpasninger, der er nødvendige for at sikre en vellykket gennemførelse; understreger vigtigheden af, at de relevante aktører, herunder ungdomsorganisationer, løbende vurderer ungdomsbeskæftigelsesinitiativets resultater; 71. understreger, at det er nødvendigt at etablere et system af indikatorer og foranstaltninger til at vurdere og overvåge effektiviteten af både offentlige beskæftigelsesordninger og ungdomsgarantien, eftersom der - selv om der var fastsat bestemmelser om et sådant system fra begyndelsen - stadig er mange mangler; 72. anmoder om, at programdeltagerne informeres behørigt om de procedurer, der skal følges i tilfælde af misbrug af instrumentet, og at der træffes foranstaltninger for at sikre, at de, som planlagt, får den nødvendige beskyttelse; 73. opfordrer til effektiv og gennemsigtig kontrol, indberetning samt overvågning af, hvordan de midler, der tildeles på europæisk og nationalt niveau, anvendes, for at forhindre misbrug og ressourcespild; Forbedringer 74. understreger nødvendigheden af at sikre en langsigtet forpligtelse via ambitiøs programmering og stabil finansiering fra både EU's budget og de nationale budgetter for at give fuld adgang til alle unge, der er NEET'er i EU; 75. minder om vigtigheden af samarbejde mellem alle forvaltningsniveauer (EU, medlemsstater og lokale enheder) og af Kommissionens tekniske bistand til effektiv implementering af ungdomsgarantien; 76. understreger behovet for at skabe og udvikle livslang erhvervsvejledning af høj kvalitet med aktiv inddragelse af familierne for at hjælpe unge med at træffe bedre valg vedrørende deres uddannelse og karrierer; 77. konstaterer, at Kommissionen i sin meddelelse af oktober 2016 konkluderer, at effektiviteten af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet skal forbedres; mener, at dette bør ske ved at sikre, at NEET'er integreres på arbejdsmarkedet på en bæredygtig måde, og ved at fastsætte mål, der afspejler NEET-gruppens forskelligartede sammensætning, med specifikke, logiske interventioner for hver af delmålgrupperne; bemærker, at yderligere anvendelse af andre ESF-programmer for at sikre bæredygtigheden af NEET'ers integration kan forbedre effektiviteten; 78. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at holde forventningerne på et rimeligt niveau ved at fastsætte realistiske og opnåelige målsætninger og mål, til at vurdere forskellene, analysere markedet før gennemførelsen af ordningerne, forbedre overvågningen og indberetningssystemerne og forbedre kvaliteten af dataene, så resultaterne kan måles på effektiv vis; 79. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at der er tilstrækkelig finansiering til at sikre en vellykket integration af alle unge, som er arbejdsløse eller ikke har adgang til passende uddannelsestilbud; betoner, at ungdomsgarantien for at sikre bæredygtige resultater bør bygge på eksisterende resultater og erfaringer og fortsættes på den lange bane; understreger, at dette kræver en forøgelse af de offentlige midler, der er til rådighed til aktive arbejdsmarkedspolitikker på EU- og medlemsstatsniveau; 80. opfordrer medlemsstaterne til på korrekt vis at vurdere omkostningerne ved deres ungdomsgarantiordninger, til at holde forventningerne på et rimeligt niveau ved at fastsætte realistiske og opnåelige målsætninger og mål, til at mobilisere yderligere midler fra deres nationale budgetter og til at styrke finansieringen af deres offentlige arbejdsformidlinger for at give dem mulighed for at udføre supplerende opgaver, der er knyttet til gennemførelsen af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet; 81. opfordrer medlemsstaterne til at sikre tilvejebringelse af opfølgningsdata med henblik på at vurdere den langsigtede bæredygtighed af resultaterne fra et kvalitativt og kvantitativt perspektiv og til at fremme udviklingen af mere evidensbaserede ungdomspolitikker; opfordrer til større gennemsigtighed og overensstemmelse i dataindsamlingen, herunder indsamling af kønsopdelte data i alle medlemsstater; bemærker med bekymring, at varigheden af de ”positive udtrædelser” af ungdomsgarantien er blevet forværret(9); 82. opfordrer Kommissionen til at foretage en detaljeret analyse af virkningerne af de foranstaltninger, der er gennemført i medlemsstaterne, at udvælge de mest effektive løsninger og på grundlag af disse at udarbejde anbefalinger til medlemsstaterne til, hvordan der kan opnås bedre resultater med en højere grad af effektivitet; o 83. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Revisionsretten.
| ||||||||||||||||||||||||||
| Strafbare handlinger i forbindelse med ulovlig narkotikahandel og straffene herfor ***II |
| |||||||||||
(Almindelig lovgivningsprocedure: andenbehandling) Europa-Parlamentet, – der henviser til Rådets førstebehandlingsholdning (10537/1/2017 – C8-0325/2017), – der henviser til de begrundede udtalelser, som inden for rammerne af protokol (nr. 2) om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet er blevet forelagt af Det Forenede Kongeriges Underhus og Det Forenede Kongeriges Overhus, om at udkastet til lovgivningsmæssig retsakt ikke overholder nærhedsprincippet, – der henviser til udtalelse af 21. januar 2014(1) fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, – der henviser til sin holdning ved førstebehandling(2) til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2013)0618), – der henviser til artikel 294, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, – der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, – der henviser til forretningsordenens artikel 67a, – der henviser til indstilling ved andenbehandling fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0317/2017), 1. godkender Rådets førstebehandlingsholdning; 2. konstaterer, at retsakten er vedtaget i overensstemmelse med Rådets holdning; 3. pålægger sin formand sammen med Rådets formand at undertegne retsakten, jf. artikel 297, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde; 4. pålægger sin generalsekretær at undertegne retsakten, efter at det er kontrolleret, at alle procedurer er behørigt overholdt, og efter aftale med Rådets generalsekretær at foranledige, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende; 5. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.
| ||||||||||||
| CE-mærkede gødningsprodukter ***I |
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Udveksling af oplysninger om, et system for tidlig varsling af og risikovurderingsprocedure for nye psykoaktive stoffer ***I |
| ||||||||||
| |||||||||||
(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling) Europa-Parlamentet, – der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2016)0547), – der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 168, stk. 5, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0351/2016), – der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, – der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af den 19. oktober 2016(1), – der henviser til høring af Regionsudvalget, – der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 31. maj 2017 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, – der henviser til forretningsordenens artikel 59, – der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A8-0359/2016), 1. vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling; 2. anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag; 3. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter. Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 24. oktober 2017 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/… om ændring af forordning (EF) nr. 1920/2006 for så vidt angår udveksling af oplysninger om, et system for tidlig varsling af og risikovurderingsprocedure for nye psykoaktive stoffer
(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) 2017/2101.)
| |||||||||||
| Den fælles fiskeripolitik: gennemførelse af landingsforpligtelsen ***I |
| |||||||
| ||||||||
(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling) Europa-Parlamentet, – der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2017)0424), – der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 43, stk. 2 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0239/2017), – der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, – der henviser til udtalelse af 18. oktober 2017 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, – der henviser til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af 20. september 2017 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, – der henviser til forretningsordenens artikel 59, – der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget (A8-0285/2017), 1. vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling; 2. anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag; 3. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter. Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 24. oktober 2017 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/… om ændring af forordning (EU) nr. 1380/2013 om den fælles fiskeripolitik
(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) 2017/2092.) | ||||||||
| Fornyelse af godkendelsen af aktivstoffet glyphosat |
| |||||||||||||||||||||||
Europa-Parlamentet, – der henviser til udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning om fornyelse af godkendelsen af aktivstoffet glyphosat i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ændring af bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 (D053565-01), – der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF(1), særlig artikel 20, stk. 1, – der henviser til artikel 11 og 13 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser(2), – der henviser til artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed(3), – der henviser til Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets konklusion om peerevalueringen af vurderingen af pesticidrisikoen ved aktivstoffet glyphosat(4), – der henviser til udtalelse fra Udvalget for Risikovurdering (RAC) under Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA), hvori der foreslås en harmoniseret klassificering og mærkning af glyphosat på EU-niveau(5), – der henviser til sin beslutning af 13. april 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning om fornyelse af godkendelsen af aktivstoffet glyphosat i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ændring af bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011(6), – der henviser til det europæiske borgerinitiativ "Indfør et forbud mod glyphosat og beskyt mennesker og miljø mod giftige pesticider"(7), – der henviser til forslag til beslutning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, – der henviser til forretningsordenens artikel 106, stk. 2 og 3, A. der henviser til, at det erklærede formål med forordning (EF) nr. 1107/2009 er "gennem en harmonisering af bestemmelserne for markedsføring af plantebeskyttelsesmidler at sikre et højt beskyttelsesniveau for både menneskers og dyrs sundhed og miljøet og forbedre det indre markeds funktion samtidig med, at landbrugsproduktionen forbedres"; der henviser til, at bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1107/2009 hviler på forsigtighedsprincippet; B. der henviser til, at det systemiske herbicid glyphosat for øjeblikket opviser den største produktionsmængde på verdensplan blandt alle herbicider; der henviser til, at 76 % af anvendelsen af glyphosat på verdensplan sker i landbruget; der henviser til, at glyphosat også i vid udstrækning anvendes i skovbrug, byområder og haver; der henviser til, at 72 % af den samlede mængde glyphosat, der anvendtes på verdensplan fra 1974 til 2014, er blevet sprøjtet inden for de sidste 10 år; C. der henviser til, at befolkningen først og fremmest eksponeres ved ophold i nærheden af sprøjtede områder, via privat brug og via kosten; der henviser til, at eksponeringen for glyphosat er stigende på grund af stigningen i den samlede mængde glyphosat, der anvendes; der henviser til, at virkningen af glyphosat og af dets mest almindelige hjælpestoffer på menneskers sundhed bør kontrolleres regelmæssigt; der henviser til, at der er konstateret glyphosat og/eller restkoncentrationer heraf i vand, jord, fødevarer og drikkevarer samt i ikke-spiselige produkter såvel som i det menneskelige legeme (f.eks. i urin); D. der henviser til, at Den Europæiske Unions rapport fra 2014 om pesticidrester i fødevarer, som EFSA offentliggjorde den 26. oktober 2016, bemærkede, at medlemsstaterne kun tog et begrænset antal prøver af oliefrø og sojabønneolie, selv om disse afgrøder sandsynligvis behandles med glyphosat, og der derfor må forventes restkoncentrationer; der henviser til, at der ifølge EFSA ikke foreligger oplysninger om restkoncentrationer af glyphosat i animalske produkter; der henviser til, at EFSA ikke fandt resultaterne særligt pålidelige i statistisk henseende; E. der henviser til, at EFSA i 2015 henstillede, at medlemsstaterne øger antallet af analyser af glyphosat og restprodukter (f.eks. trimethyl-sulfonium) i produkter, for hvilke anvendelsen af glyphosat er blevet godkendt, og hvor der kan forventes målelige pesticidrester; der henviser til, at navnlig antallet af prøver af sojabønner, majs og raps bør øges; der henviser til, at medlemsstaterne også opfordres til at udvikle og/eller gennemføre eksisterende analysemetoder til at kontrollere glyphosat-relaterede metabolitter og dele resultaterne med EFSA; F. der henviser til, at glyphosat er et ikke-selektivt herbicid, som udrydder alle former for græs; der henviser til, at det fungerer ved at gribe forstyrrende ind i den såkaldte shikimateproces, en proces, som også findes i alger, bakterier og svampe; der henviser til, at subletale eksponeringer af E.coli og Salmonella enterica serovar typhimurium i kommercielle glyphosatblandinger har vist sig at medføre en ændret reaktion på antibiotika; G. der henviser til, at et aktivstof ifølge forordning (EF) nr. 1107/2009 kun kan godkendes, hvis det ikke er eller ikke skal klassificeres som kræftfremkaldende i kategori 1A eller 1B under forordning (EF) nr. 1272/2008, medmindre menneskers eksponering for aktivstoffet er ubetydelig, eller der er en alvorlig fare for plantesundheden, der ikke kan standses med andre tilgængelige midler; H. der henviser til, at Det Internationale Kræftforskningscenter (IARC) i marts 2015 klassificerede glyphosat som "sandsynligvis kræftfremkaldende hos mennesker" (gruppe 2A) på grundlag af "begrænset dokumentation" for kræft hos mennesker (fra tilfælde af eksponeringer i den virkelige verden), "tilstrækkelig dokumentation" for kræft hos laboratoriedyr (fra undersøgelser med "ren" glyphosat) og "solid dokumentation" for mekanistisk information vedrørende carcinogenicitet (for genotoksicitet og oxidativt stress) for både "ren" glyphosat og glyphosatblandinger; der henviser til, at de kriterier, der blev anvendt af IARC for gruppe 2A, svarer til kriterierne for kategori 1B i forordning (EF) nr. 1272/2008; I. der henviser til, at EFSA i november 2015 afsluttede et peer review af glyphosat og konkluderede, at det er usandsynligt, at glyphosat kan forårsage kræft hos mennesker, og at der ikke findes dokumentation, der underbygger klassificering med hensyn til stoffets mulige kræftfremkaldende virkning i henhold til forordning (EF) nr. 1272/2008; der henviser til, at Udvalget for Risikovurdering (RAC) under ECHA i marts 2017 enstemmigt konkluderede, at der ikke findes beviser for en forbindelse mellem glyphosat og kræft hos mennesker på grundlag af de foreliggende oplysninger, og at glyphosat ikke bør klassificeres som et stof, der forårsager genetisk skade (mutagen) eller forstyrrer reproduktionen; J. der henviser til, at De Forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisations (FAO's) ekspertpanel om pesticidrester i fødevarer og miljøet og Verdenssundhedsorganisationens (WHO's) centrale vurderingsgruppe om pesticidrester på et fælles møde vedrørende pesticidrester (JMPR), der blev afholdt af FAO og WHO i maj 2016, konkluderede, at glyphosat næppe er genotoksisk ved forventede daglige eksponeringer og sandsynligvis ikke udgør kræftrisici for mennesker gennem deres ernæring; K. der henviser til, at en domstol i forbindelse med en retssag i USA, hvor klagere hævder at have udviklet non-Hodgkin-lymfom, fordi de har været udsat for glyphosat, har frigivet interne dokumenter fra Monsanto, der ejer og producerer Roundup, et produkt, hvis aktive stof er glyphosat; der henviser til, at de frigivne dokumenter sår tvivl om troværdigheden af visse undersøgelser, der er sponsoreret af Monsanto og tilsyneladende er uafhængige, og som formentlig indgik i den dokumentation, som EFSA og ECHA anvendte i deres vurdering af sikkerheden ved glyphosat; der i denne forbindelse henviser til, at gennemsigtighed og offentlig adgang til videnskabelige undersøgelser såvel som til de rådata, undersøgelserne bygger på, er af allerstørste betydning; L. der henviser til, at ECHA bortset fra sin konklusion om glyphosats carcinogenicitet konkluderede, at glyphosat forårsager alvorlige øjenskader og er giftigt for vandlevende organismer og har langvarige virkninger; M. der henviser til, at Parlamentet den 13. april 2016, inden der den 29. juni 2016 blev givet en 18 måneders forlængelse for glyphosat, vedtog en beslutning, som opfordrede Kommissionen til at forny godkendelsen af glyphosat for en periode på syv år, men som også understregede, at Kommissionen ikke burde godkende nogen ikke-professionel anvendelse, nogen anvendelse i eller nær offentlige parker, offentlige legepladser eller offentlige haver eller nogen landbrugsmæssig anvendelse, hvor integrerede skadedyrsbekæmpelsessystemer er tilstrækkelige for den nødvendige ukrudtsbekæmpelse; der henviser til, at samme beslutning også opfordrede Kommissionen til at udvikle uddannelses- og brugertilladelser til fagfolk, til at give bedre oplysninger om anvendelsen af glyphosat og til at fastsætte strenge begrænsninger for anvendelsen af produkter, der indeholder aktivstoffet glyphosat, inden høsten for at forhindre ukorrekt anvendelse af dette stof og for at begrænse de potentielle risici, der er forbundet med den; N. der henviser til, at Parlamentets beslutning af 13. april 2016 også opfordrede Kommissionen og EFSA til øjeblikkeligt at fremlægge alle de videnskabelige beviser, der har dannet grundlag for henholdsvis den positive klassificering af glyphosat og den foreslåede fornyede godkendelse, i betragtning af den meget tungtvejende offentlige interesse i en offentliggørelse; der henviser til, at dette endnu ikke er sket; O. der henviser til, at det europæiske borgerinitiativ (ECI), hvortil der henvises i betragtning 13 i udkastet til gennemførelsesforanstaltning, og som har samlet mere end en million underskrifter fra EU-borgere på mindre end et år, ikke blot specifikt nævner glyphosat i et af sine tre mål, men også har en titel med en klar opfordring: "Indfør et forbud mod glyphosat og beskyt mennesker og miljø mod giftige pesticider"; der henviser til, at Kommissionen modtog dette borgerinitiativ den 6. oktober 2017 og er forpligtet til at svare inden den 8. januar 2018; P. der henviser til, at enhver afgørelse om godkendelse af et aktivstof i henhold til artikel 13 i forordning (EF) nr. 1107/2009 skal være baseret på den reviderede vurderingsrapport fra EFSA, andre forhold af relevans for den pågældende sag samt forsigtighedsprincippet; Q. der henviser til, at udkastet til Kommissionens gennemførelsesforordning, der er baseret på en videnskabelig vurdering, der er udført af det tyske forbundsinstitut for risikovurdering (BfR: Bundesinstitut für Risikobewertung), EFSA og ECHA, foreslår at godkende glyphosat til den 15. december 2027, dvs. for en periode på 10 år; der henviser til, at forordningen skal finde anvendelse fra den 16. december 2017; R. der henviser til, at de særlige bestemmelser, der er beskrevet i bilag I til udkastet til gennemførelsesforordning om fornyelse af godkendelsen af aktivstoffet glyphosat, ikke er bindende på EU-plan, men overlader ansvaret til medlemsstaterne; S. der henviser til, at Europa-Parlamentet i sin beslutning af 15. februar 2017 om lavrisikopesticider af biologisk oprindelse(8) understregede, at det er nødvendigt at revidere forordning (EF) nr. 1107/2009 med henblik på at fremme udvikling, godkendelse og markedsføring i EU af lavrisikopesticider af biologisk oprindelse, og opfordrede Kommissionen til senest ved udgangen af 2018 at fremsætte et særligt lovforslag om ændring af forordning (EF) nr. 1107/2009, uden for den generelle revision i forbindelse med Refit-initiativet, med henblik på at indføre en forenklet evaluerings-, godkendelses- og registreringsprocedure for lavrisikopesticider af biologisk oprindelse; T. der henviser til, at en meddelelse fra Kommissionen om fremtiden for den fælles landbrugspolitik ventes offentliggjort inden udgangen af 2017 og budgetforslagene inden udgangen af maj 2018; 1. mener, at Kommissionens udkast til gennemførelsesforordning ikke sikrer et højt beskyttelsesniveau for både menneskers og dyrs sundhed og miljøet og undlader at anvende forsigtighedsprincippet og overskrider de gennemførelsesbeføjelser, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1107/2009; 2. opfordrer Kommissionen til at trække udkastet til gennemførelsesforordning tilbage og forelægge et nyt udkast til gennemførelsesforordning, der er i overensstemmelse med kravene i forordning (EF) nr. 1107/2009, og som således ikke kun nævner EFSA's udtalelse, men også andre forhold af relevans for sagen og forsigtighedsprincippet; 3. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til ikke at godkende nogen ikke-professionel anvendelse af glyphosat eller nogen anvendelse i eller nær offentlige parker, offentlige legepladser eller offentlige haver efter den 15. december 2017; 4. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til navnlig ikke at godkende nogen landbrugsmæssig anvendelse af glyphosat efter den 15. december 2017, hvor integrerede skadedyrsbekæmpelsessystemer er tilstrækkelige for den nødvendige ukrudtsbekæmpelse; 5. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til ikke at godkende anvendelsen af glyphosat til udtørring forud for høsten med virkning fra den 16. december 2017; 6. opfordrer Kommissionen til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at udfase aktivstoffet glyphosat i Den Europæiske Union senest den 15. december 2022, således at ingen anvendelse af glyphosat tillades efter denne dato, herunder eventuelle forlængelsesperioder eller perioder som omhandlet i artikel 32 i forordning (EF) nr. 1107/2009; 7. påskønner forslaget om at forbyde anvendelse af POE-tallowamin i plantebeskyttelsesprodukter, der indeholder glyphosat; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremskynde deres arbejde med en liste over hjælpestoffer, der ikke må bruges i plantebeskyttelsesmidler; 8. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at den videnskabelige evaluering af pesticider med henblik på godkendelse i EU-lovgivning alene bygger på offentliggjorte peerevaluerede og uafhængige undersøgelser, der er bestilt af kompetente offentlige myndigheder; mener, at Refit-proceduren for forordning (EF) nr. 1107/2009 potentielt kan anvendes til dette formål; mener desuden, at EFSA og ECHA bør tildeles tilstrækkelige ressourcer og deres kapacitet øges for at muliggøre bestilling af uafhængige videnskabelige undersøgelser og endnu bedre sikre, at de højeste videnskabelige standarder opretholdes, og EU-borgernes sundhed og sikkerhed beskyttes; 9. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre tilstrækkelig testning og overvågning af restkoncentrationer af glyphosat i foder, fødevarer og drikkevarer, der er produceret såvel som indført i Unionen, med henblik på at afhjælpe den aktuelle mangel på data, som EFSA har påpeget; 10. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at finansiere forskning og innovation i bæredygtige og omkostningseffektive løsninger for produkter til skadedyrsbekæmpelse for at sikre et højt beskyttelsesniveau for menneskers og dyrs sundhed og miljøet; 11. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at foreslå passende overgangsforanstaltninger for landbrugssektoren og til at offentliggøre en vejledning, som gør rede for alle de mulige mere sikre og mindre risikofyldte alternativer til at hjælpe landbruget i perioden med udfasning af aktivstoffet glyphosat og for alle de ressourcer, der allerede er til rådighed for landbrugssektoren under den nuværende fælles landbrugspolitik; 12. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.
| ||||||||||||||||||||||||
| Genetisk modificeret majs 1507 |
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Europa-Parlamentet, – der henviser til udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om forlængelse af tilladelsen til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret majs 1507 (DAS-Ø15Ø7-1), i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (D052754), – der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 af 22. september 2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer(1), særlig artikel 11, stk. 3, og artikel 23, stk. 3, – der henviser til afstemningen i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, jf. artikel 35 i forordning (EF) nr. 1829/2003, den 14. september 2017, som ikke mundede ud i en udtalelse, – der henviser til artikel 11 og 13 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser(2), – der henviser til udtalelse vedtaget af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) den 19. januar 2005 og offentliggjort den 3. marts 2005(3), – der henviser til udtalelse vedtaget af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) den 30. november 2016 og offentliggjort den 12. januar 2017(4), – der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 182/2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (COM(2017)0085, COD(2017)0035), – der henviser til sine tidligere beslutninger, hvori der gøres indsigelse mod tilladelsen til genetisk modificerede organismer(5), navnlig den tidligere beslutning af 6. oktober 2016 om markedsføring af frø af genetisk modificeret majs 1507, – der henviser til forslag til beslutning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, – der henviser til forretningsordenens artikel 106, stk. 2 og 3, A. der henviser til, at Pioneer Overseas Corporation og Dow AgroSciences Ltd. den 27. februar 2015 i fællesskab indsendte en ansøgning til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 11 og 23 i forordning (EF) nr. 1829/2003 om forlængelse af tilladelsen til markedsføring af fødevarer og foderstoffer, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret majs 1507; der henviser til, at forlængelsen også dækker andre produkter end fødevarer og foderstoffer, som indeholder eller består af majs 1507; B. der henviser til, at Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) den 30. november 2016 vedtog en positiv udtalelse i overensstemmelse med artikel 6 og 18 i forordning (EF) nr. 1829/2003, som blev offentliggjort den 12. januar 2017; C. der henviser til, at forordning (EF) nr. 1829/2003 fastsætter, at genetisk modificerede fødevarer eller foderstoffer ikke må have negative virkninger for menneskers eller dyrs sundhed eller for miljøet, og kræver, at Kommissionen skal tage hensyn til de relevante bestemmelser i EU-retten og andre legitime forhold af relevans for den pågældende sag, når den udarbejder sin afgørelse; D. der henviser til, at den genetisk modificerede majs 1507 udtrykker proteinet Cry1F, som er et Bt-protein (fra Bacillus thuringiensis underarten Kurstaki), der overfører resistens over for den europæiske majsborer (Ostrinia nubilalis) og visse andre skadelige sommerfuglearter som f.eks. Sesamia inferens, Spodoptera frugiperda, Agrotis ipsilon og Diatraea grandiosella, og PAT-proteinet, som giver tolerance over for herbicidet ammoniumglufosinat; E. der henviser til, at genetisk modificerede Bt-planter udtrykker insektgifte i hver celle i hele deres levetid, herunder også i de dele, der indtages af mennesker og dyr; der henviser til, at dyrefodringsforsøg viser, at genetisk modificerede Bt-planter kan have toksiske virkninger(6); der henviser til, at det er blevet påvist, at Bt-toksinet i genmodificerede planter adskiller sig væsentligt fra det naturligt forekommende Bt-toksin(7); F. der henviser til, at tilladelsen til dyrkning af majs 1507 i Unionen endnu ikke er færdigbehandlet; der henviser til, at Parlamentet modsatte sig en sådan tilladelse som følge af betænkeligheder med hensyn til bl.a. en mulig udvikling af resistens over for proteinet Cry1F i skadelige sommerfuglearter, der er målarter, hvilket kan føre til en ændret skadedyrsbekæmpelsespraksis(8); G. der henviser til, at medlemsstaterne har indsendt mange kritiske bemærkninger i løbet af høringsperioden på tre måneder for EFSA's risikovurdering vedrørende den oprindelige tilladelse; der henviser til, at de mest kritiske bemærkninger vedrører iagttagelser om, at dokumentationen er utilstrækkelige til at foretage en risikovurdering, at overvågningsplanen ikke er i overensstemmelse med bilag VII til direktiv 2001/18/EF, og at de data og risikovurderinger, som ansøgeren har forelagt, ikke er tilstrækkelige(9); H. der henviser til, at medlemsstaterne har indsendt mange kritiske bemærkninger i løbet af høringsperioden på tre måneder for EFSA's risikovurdering med hensyn til forlængelse af tilladelsen(10); der henviser til, at de mest kritiske bemærkninger vedrører betragtninger om, at den foreslåede overvågningsplan ikke skønnes egnet til at håndtere relevante spørgsmål om miljøovervågning efter markedsføringen af genetisk modificeret majs 1057 og ikke kan betragtes som tilstrækkeligt uddybende med henblik på overvågningen af eventuel miljømæssig eksponering af genmodificeret majs 1507, at overvågningen foretaget af anmelderen ikke frembragte pålidelige data, der kan bekræfte risikovurderingskonklusionen om, at virkningerne på menneskers og dyrs sundhed vil være ubetydelige, og at beviset for en langvarig sikker anvendelse af PAT-proteinet som krævet i henhold til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 503/2013 ikke er behørigt dokumenteret af anmelderen; I. der henviser til, at det ikke er blevet overvåget, hvor længe Cry-proteiner, der udledes i miljøet som følge af anvendelsen af genmodificeret majs 1507 i foderstoffer, forblev der, selv om Cry-proteinerne kan forblive i jorden i flere måneder og bibeholde deres insekticidaktivitet, hvilket blev konstateret for Cry1Ab-toksinet(11); J. der henviser til, at glufosinat er klassificeret som reproduktionstoksisk og således er omfattet af udelukkelseskriterierne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler; der henviser til, at godkendelsen af glufosinat udløber den 31. juli 2018; K. der henviser til, at anvendelsen af de supplerende herbicider er en del af den regelmæssige landbrugspraksis ved dyrkning af herbicidresistente planter, og det kan derfor forventes, at restprodukter fra sprøjtning altid vil være til stede i høsten og er uundgåelige bestanddele; der henviser til, at det er blevet påvist, at herbicidtolerante genetisk modificerede afgrøder vil føre til højere anvendelse af supplerende herbicider end deres traditionelle modparter(12); L. der henviser til, at restprodukterne fra sprøjtning med glufosinat ikke blev vurderet; der henviser til, at det derfor ikke kan konkluderes, at genetisk modificeret majs 1507 er sikker at anvende i fødevarer og foderstoffer; M. der henviser til, at majs 1507 er godkendt til dyrkning i Argentina, Brasilien, Canada, Colombia, Filippinerne, Honduras, Japan, Panama, Paraguay, Sydafrika, Uruguay og USA; der henviser til, at det af en nylig fagfællebedømt undersøgelse fremgår, at målinsekter, som udvikler resistens over for Cry-proteiner, er en "stor trussel mod Bt-teknologiens bæredygtighed"(13); der henviser til, at glufosinatresistent ukrudt har været observeret siden 2009; N. der henviser til, at afstemningen i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, som er omhandlet i artikel 35 i forordning (EF) nr. 1829/2003, den 14. september 2017 ikke mundede ud i en udtalelse; der henviser til, at 12 medlemsstater stemte imod, 12 medlemsstater, der blot repræsenterer 38,75 % af Unionens befolkning, stemte for, og fire medlemsstater undlod at stemme; O. der henviser til, at Kommissionen ved flere lejligheder har beklaget, at afgørelser om tilladelse siden ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 1829/2003 er blevet vedtaget af Kommissionen uden støtte fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, og at tilbagegivelsen af sagen til Kommissionen med henblik på en endelig afgørelse, som i høj grad er en undtagelse fra beslutningstagningen generelt, er blevet normen for beslutningsprocessen for genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer; der henviser til, at kommissionsformand Jean-Claude Juncker ligeledes har beklaget, at denne praksis er udemokratisk(14); P. der henviser til, at Parlamentet forkastede det lovgivningsmæssige forslag af 22. april 2015 om ændring af forordning (EF) nr. 1829/2003 den 28. oktober 2015 ved førstebehandlingen(15) og opfordrede Kommissionen til at trække sit forslag tilbage og forelægge et nyt; Q. der henviser til, at det i betragtning 14 i forordning (EU) nr. 182/2011 er anført, at Kommissionen så vidt muligt bør handle med henblik på at undgå at gå imod den fremherskende holdning, som måtte opstå i appeludvalget, mod det hensigtsmæssige i en gennemførelsesretsakt, navnlig om følsomme emner såsom forbrugersundhed, fødevaresikkerheden og miljøet; R. der henviser til, at Kommissionens forslag om ændring af forordning (EU) nr. 182/2011 ikke er tilstrækkeligt til at afhjælpe manglen på demokrati i GMO-godkendelsesprocessen; S. der henviser til, at demokratisk legitimitet kun kan sikres ved som minimum at fastlægge, at Kommissionens forslag skal trækkes tilbage, hvis Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed ikke afgiver en udtalelse; der henviser til, at denne procedure allerede findes for visse andre stående komitéer; 1. mener, at udkastet til Kommissionens gennemførelsesafgørelse indebærer en overskridelse af de gennemførelsesbeføjelser, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1829/2003; 2. mener, at Kommissionens gennemførelsesafgørelse ikke er i overensstemmelse med EU-retten, fordi den ikke er forenelig med målet for forordning (EF) nr. 1829/2003, som i overensstemmelse med de generelle principper, der er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002(16), er at sikre et højt niveau for beskyttelsen af menneskers liv og sundhed, af dyrs sundhed og velfærd, af miljøet og af forbrugernes interesser i relation til genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer, samtidig med at det sikres, at det indre marked fungerer tilfredsstillende; 3. anmoder Kommissionen om at trække udkastet til gennemførelsesafgørelse tilbage; 4. opfordrer Kommissionen til at suspendere enhver gennemførelsesafgørelse vedrørende ansøgninger om godkendelse af genetisk modificerede organismer, indtil godkendelsesproceduren er blevet ændret på en sådan måde, at manglerne ved den nuværende procedure, som har vist sig at være utilstrækkelig, er afhjulpet; 5. opfordrer de ansvarlige lovgivere til hurtigst muligt at fremskynde arbejdet med Kommissionens forslag om ændring af forordning (EU) nr. 182/2011 og bl.a. sikre, at Kommissionen i tilfælde, hvor Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed ikke afgiver nogen udtalelse med hensyn til GMO-godkendelser, enten til dyrkning eller til fødevarer og foderstoffer, vil trække forslaget tilbage; 6. opfordrer Kommissionen til ikke at give tilladelse til nogen herbicidtolerante genetisk modificerede planter (HT GMP) uden en fuldstændig vurdering af restprodukterne fra sprøjtning med supplerende herbicider og deres kommercielle blandinger, sådan som de anvendes i tredjelande til dyrkning; 7. opfordrer Kommissionen til at udarbejde strategier for sundhedsrisikovurdering og toksikologi samt overvågning efter markedsføringen, der retter sig mod hele fødevare- og foderkæden; 8. opfordrer Kommissionen til fuldt ud at integrere risikovurderingen af anvendelsen af de supplerende herbicider og deres restkoncentrationer i risikovurderingen af HT GMP, uanset om den genetisk modificerede plante er bestemt til dyrkning i Unionen eller til import af fødevarer og foderstoffer; 9. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Genetisk modificeret sojabønne 305423 × 40-3-2 |
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Europa-Parlamentet, – der henviser til udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af den genetisk modificerede sojabønne 305423 x 40-3-2 (DP-3Ø5423-1 × MON-Ø4Ø32-6), i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (D052752), – der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 af 22. september 2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer(1), særlig artikel 7, stk. 3, og artikel 19, stk. 3, – der henviser til afstemningen i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, jf. artikel 35 i forordning (EF) nr. 1829/2003, den 14. september 2017, som ikke mundede ud i en udtalelse, – der henviser til artikel 11 og 13 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser(2), – der henviser til udtalelse vedtaget af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) den 14. juli 2016 og offentliggjort den 18. august 2016(3), – der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 182/2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (COM(2017)0085, COD(2017)0035), – der henviser til sine tidligere beslutninger, hvori der gøres indsigelse mod godkendelsen af genetisk modificerede organismer(4), – der henviser til forslag til beslutning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, – der henviser til forretningsordenens artikel 106, stk. 2 og 3, A. der henviser til, at Pioneer Overseas Corporation den 20. september 2007 indgav en ansøgning om tilladelse til markedsføring af fødevarer, fødevareingredienser og foder, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk fremstillet sojabønne 305423 x 40-3-2, til den nationale kompetente myndighed i Nederlandene i overensstemmelse med artikel 5 og 17 i forordning (EF) nr. 1829/2003; der henviser til, at denne ansøgning også omfattede markedsføring af genetisk modificeret sojabønne 305423 x 40-3-2 i produkter, der består af eller indeholder denne sojabønne til anden anvendelse end fødevarer og foder, som alle andre sojabønner, undtagen til dyrkning; B. der henviser til, at Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) den 14. juli 2016 vedtog en positiv udtalelse i overensstemmelse med artikel 6 og 18 i forordning (EF) nr. 1829/2003, som blev offentliggjort den 18. august 2016; C. der henviser til, at forordning (EF) nr. 1829/2003 fastsætter, at genetisk modificerede fødevarer eller foderstoffer ikke må have negative virkninger for menneskers eller dyrs sundhed eller for miljøet, og at Kommissionen skal tage hensyn til de relevante bestemmelser i EU-retten og andre legitime forhold af relevans for den pågældende sag, når den udarbejder sin afgørelse; D. der henviser til, at forældreplanterne, sojabønne 305423, blev genetisk modificeret med det formål at ændre oliesammensætningen i planterne, således at de blev modstandsdygtige over for acetolactatsyntasehæmmende (ALS-hæmmende) herbicider, hvilket omfatter herbicider af de kemiske familier imidazolinon, sulfonylurea, triazolopyrimidin, pyrimidinyl(thio)benzoat og sulfonylaminocarbonyltriazolinon; der henviser til, at den anden forældreplanter, sojabønne 40-3-2, er udstyret med EPSPS-genet for at gøre den resistent over for glyphosatbaserede herbicider; der henviser til, at disse genetisk modificerede sojabønner blev kombineret for at skabe en såkaldt stablet begivenhed, der er resistent over for to herbicider og ændret i oliesammensætningen; E. der henviser til, at medlemsstaterne har indsendt mange kritiske bemærkninger i løbet af den tre måneder lange høringsperiode(5); der henviser til, at de mest kritiske bemærkninger vedrører betragtninger om, at det ikke er muligt at træffe en positiv afgørelse set ud fra spørgsmålet om menneskers eller dyrs ernæring, om sikkerhedsprofilen af produkter, der hidrørende fra sojasorter med transformationsbegivenhederne 305423 og 40-3-2, at det ikke er muligt at drage konklusioner vedrørende allergeniciteten af denne stablede sojabønne, at der mangler "tilstrækkelige oplysninger og passende sammenligningsgrundlag for at vurdere potentielle vekselvirkninger mellem forældrelinjer og til påvisning af utilsigtede virkninger i stablede hændelser i forhold til forældrelinjerne", og at "risikovurderingen af sojabønne 305423- x 40-3-2 ikke kan færdiggøres på grundlag af de foreliggende oplysninger"; F. der henviser til, at ansøgeren fremlagde et 90-dages toksikologisk fodringsforsøg, som blev afvist af EFSA på grund af utilstrækkelig kvalitet; der henviser til, at risikovurderingen som følge heraf ikke indeholder en sådan undersøgelse, et faktum, som er blevet kritiseret af en række af medlemsstaternes kompetente myndigheder; der henviser til, at manglen på data er uacceptabel, især i betragtning af, at EFSA's retningslinjer fra 2006 kræver en sådan undersøgelse(6); G. der henviser til, at en uafhængig undersøgelse konkluderer, at der på baggrund af en række manglede data (herunder manglende vurdering af utilsigtede virkninger af den pågældende genetiske modifikation, den manglende vurdering af toksiske virkninger og den manglende vurdering af restprodukter fra sprøjtning med supplerende herbicider) ikke kan foretages en risikovurdering, og at ansøgningen derfor bør afvises(7); H. der henviser til, at anvendelsen af de supplerende herbicider er en del af den regelmæssige landbrugspraksis ved dyrkning af herbicidresistente planter, og at det derfor kan forventes, at restprodukter fra sprøjtning altid vil være til stede i høsten og er uundgåelige bestanddele; der henviser til, at det er blevet påvist, at herbicidtolerante genetisk modificerede afgrøder vil føre til højere anvendelse af supplerende herbicider end deres traditionelle modparter(8); I. der henviser til, at den nuværende tilladelse til markedsføring af glyphosat udløber senest den 31. december 2017; der henviser til, at det stadig er uvist, om glyphosat er kræftfremkaldende; der henviser til, at EFSA i november 2015 konkluderede, at glyphosat sandsynligvis ikke er kræftfremkaldende, og Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) i marts 2017 konkluderede, at en klassificering ikke var berettiget; der henviser til, at WHO's Internationale Kræftforskningscenter (IARC) i 2015 derimod klassificerede glyphosat som et stof, der sandsynligvis er kræftfremkaldende hos mennesker; J. der henviser til, at der ifølge EFSA's pesticidudvalg ikke kan drages konklusioner vedrørende sikkerheden af restprodukter fra sprøjtning af genetisk modificerede afgrøder med glyphosatblandinger på grundlag af de hidtil fremlagte oplysninger(9); der henviser til, at tilsætningsstoffer og blandinger heraf, som anvendes i kommercielle blandinger til sprøjtning med glyphosat, kan have en større toksicitet end det aktive stof alene(10); der henviser til, at en række undersøgelser viser, at glyphosatblandinger kan virke som hormonforstyrrende stoffer(11); K. der henviser til, at importerede genetisk modificerede sojabønner i vid udstrækning bruges til dyrefoder i Unionen; der henviser til peerevaluerede videnskabelige undersøgelser har konstateret en mulig sammenhæng mellem glyphosat i foder til drægtige søer og en stigning i forekomsten af alvorlige medfødte anomalier hos deres smågrise(12); L. der henviser til, at der ikke er nogen samlet risikovurdering af restprodukter fra sprøjtning med ALS-hæmmere som supplerende herbicider på genetisk modificerede sojabønner; der henviser til, at EFSA's pesticidudvalg tværtimod har påpeget væsentlige datamangler for thifensulfuron, som er et af de aktive stoffer, der fungerer som en ALS-hæmmer(13); M. der henviser til, at restprodukterne fra sprøjtning med supplerende herbicider ikke blev vurderet; der henviser til, at det derfor ikke kan konkluderes, at genetisk modificeret sojabønne 305423 x 40-3-2, som sprøjtes med glyphosat- og ALS-hæmmende herbicider, er sikker til brug i fødevarer og foderstoffer; N. der henviser til, at en tilladelse til import af sojabønne 305423 x 40-3-2 til Unionen uden tvivl vil føre til en stigning i dyrkningen heraf i tredjelande og en tilsvarende stigning i anvendelsen af de supplerende herbicider; O. der henviser til, at sojabønne 305423 x 40-3-2 dyrkes i Argentina, Canada og Japan; der henviser til, at de ødelæggende indvirkninger af brugen af glyphosat på sundheden i Argentina er blevet bredt dokumenteret; P. der henviser til, at Unionen har tilsluttet sig FN's mål for bæredygtig udvikling (SDG’er), som omfatter et tilsagn om at mindske antallet af dødsfald og sygdomme forårsaget af farlige kemikalier og luft-, vand- og jordforurening inden 2030 (SDG 3, mål 3.9)(14); der henviser til, at Unionen går ind for udviklingsvenlig politikkohærens, som har til formål på at mindske modsætninger og bygge synergier mellem Unionens forskellige politikker, herunder på områderne handel, miljø og landbrug, for at det kan gavne udviklingslandene og øge effektiviteten af udviklingssamarbejdet; Q. der henviser til, at udviklingen af genetisk modificerede afgrøder, der er er resistente over for flere selektive herbicider, primært skyldes den hastige udvikling af ukrudts modstandsdygtighed over for glyphosat i lande, som har været stærkt afhængige af genetisk modificerede afgrøder; der henviser til, at over 20 forskellige sorter af glyphosatresistent ukrudt er blevet dokumenteret i videnskabelige publikationer(15); R. der henviser til, at afstemningen i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, som er omhandlet i artikel 35 i forordning (EF) nr. 1829/2003, den 14. september 2017 ikke mundede ud i en udtalelse; der henviser til, at 14 medlemsstater stemte imod, mens kun 10 medlemsstater, der blot repræsenterer 38,43 % af Unionens befolkning, stemte for, og fire medlemsstater undlod at stemme; S. der henviser til, at Kommissionen ved flere lejligheder har beklaget, at afgørelser om tilladelse siden ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 1829/2003 er blevet vedtaget af Kommissionen uden støtte fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, og at tilbagegivelse af sager til Kommissionen med henblik på en endelig afgørelse – hvilket i høj grad er en undtagelse fra den generelle procedure – er blevet normen for beslutningstagningen i forbindelse med tilladelser til genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer; der henviser til, at Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, ligeledes har beklaget, at denne praksis er udemokratisk(16); T. der henviser til, at Parlamentet ved førstebehandlingen(17) den 28. oktober 2015 forkastede det lovgivningsmæssige forslag af 22. april 2015 om ændring af forordning (EF) nr. 1829/2003 og opfordrede Kommissionen til at trække sit forslag tilbage og forelægge et nyt; U. der henviser til, at det i betragtning 14 i forordning (EU) nr. 182/2011 er anført, at Kommissionen så vidt muligt bør handle med henblik på at undgå at handle i modstrid med en fremherskende holdning, som måtte opstå i appeludvalget, mod det hensigtsmæssige i en gennemførelsesretsakt, navnlig om følsomme emner såsom forbrugersundhed, fødevaresikkerhed og miljøet; V. der henviser til, at Kommissionens forslag om ændring af forordning (EU) nr. 182/2011 ikke er tilstrækkeligt til at afhjælpe manglen på demokrati i GMO-godkendelsesprocessen; W. der henviser til, at demokratisk legitimitet kun kan sikres ved som minimum at fastlægge, at Kommissionens forslag skal trækkes tilbage, hvis Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed ikke afgiver en udtalelse; der henviser til, at denne procedure allerede findes for visse andre stående komitéer; 1. mener, at udkastet til Kommissionens gennemførelsesafgørelse indebærer en overskridelse af de gennemførelsesbeføjelser, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1829/2003; 2. mener, at udkastet til Kommissionens gennemførelsesafgørelse ikke er i overensstemmelse med EU-retten, fordi det ikke er foreneligt med målet for forordning (EF) nr. 1829/2003, som i overensstemmelse med de generelle principper, der er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002(18), er at sikre et højt niveau for beskyttelse af menneskers liv og sundhed, af dyrs sundhed og velfærd, af miljøet og af forbrugernes interesser i relation til genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer, samtidig med at det sikres, at det indre marked fungerer tilfredsstillende; 3. anmoder Kommissionen om at trække udkastet til gennemførelsesafgørelse tilbage; 4. opfordrer Kommissionen til at suspendere enhver gennemførelsesafgørelse vedrørende ansøgninger om godkendelse af genetisk modificerede organismer, indtil godkendelsesproceduren er blevet ændret på en sådan måde, at manglerne ved den nuværende procedure, som har vist sig at være utilstrækkelig, er afhjulpet; 5. opfordrer de ansvarlige lovgivere til hurtigst muligt at fremskynde arbejdet med Kommissionens forslag om ændring af forordning (EU) nr. 182/2011 og bl.a. sikre, at Kommissionen i tilfælde, hvor Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed ikke afgiver nogen udtalelse med hensyn til GMO-godkendelser, enten til dyrkning eller til fødevarer og foderstoffer, vil trække forslaget tilbage; 6. opfordrer Kommissionen til ikke at give tilladelse til nogen herbicidtolerante genetisk modificerede planter (HT GMP) uden en fuldstændig vurdering af restprodukterne fra sprøjtning med supplerende herbicider og deres kommercielle blandinger, sådan som de anvendes i de lande, hvor de dyrkes; 7. opfordrer Kommissionen til at anmode om mere detaljerede undersøgelser af de sundhedsmæssige risici i forbindelse med stablede begivenheder såsom sojabønne 305423 x 40-3-2; 8. opfordrer Kommissionen til at udarbejde strategier for sundhedsrisikovurdering og toksikologi samt overvågning efter markedsføringen, der retter sig mod hele fødevare- og foderkæden; 9. opfordrer Kommissionen til fuldt ud at integrere risikovurderingen af anvendelsen af de supplerende herbicider og deres restkoncentrationer i risikovurderingen af HT GMP, uanset om den genetisk modificerede plante er bestemt til dyrkning i Unionen eller til import af fødevarer og foderstoffer; 10. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Genetisk modificeret MON 88302 × Ms8 × Rf3-raps |
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Europa-Parlamentet, – der henviser til udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificerede MON 88302 x Ms8 x Rf3-raps (MON-883Ø2-9 × ACSBNØØ5-8 × ACS-BNØØ3-6), MON 88302 x Ms8-raps (MON-883Ø2-9 × ACSBNØØ5-8) og MON 88302 x Rf3-raps (MON-883Ø2-9 × ACS-BNØØ3-6), i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (D052753), – der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 af 22. september 2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer(1), særlig artikel 7, stk. 3, og artikel 19, stk. 3, – der henviser til afstemningen i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, jf. artikel 35 i forordning (EF) nr. 1829/2003, den 14. september 2017, som ikke mundede ud i en udtalelse, – der henviser til artikel 11 og 13 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser(2), – der henviser til udtalelse vedtaget af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) den 1. marts 2017 og offentliggjort den 10. april 2017(3), – der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 182/2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (COM(2017)0085, COD(2017)0035), – der henviser til sine tidligere beslutninger, hvori der gøres indsigelse mod godkendelsen af genetisk modificerede organismer(4), – der henviser til forslag til beslutning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, – der henviser til forretningsordenens artikel 106, stk. 2 og 3, A. der henviser til, at Monsanto Europe S.A. og Bayer CropScience N.V. den 3. december 2013 indgav en ansøgning om tilladelse til markedsføring af fødevarer, fødevareingredienser og foderstoffer, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret MON 88302 x Ms8 x Rf3-raps, til den nationale kompetente myndighed i Nederlandene i overensstemmelse med artikel 5 og 17 i forordning (EF) nr. 1829/2003; der henviser til, at denne ansøgning også omfattede markedsføring af genetisk modificeret MON 88302 x Ms8 x Rf3-raps i produkter, der består af eller indeholder denne raps, til anden anvendelse end fødevarer og foder, som alle andre raps, undtagen til dyrkning; der henviser til, at ansøgningen om disse anvendelser omfattede alle underkombinationer af den genetiske modifikations enkelte transformationsbegivenheder, som tilsammen udgør MON 88302 x Ms8 x Rf3-raps; B. der henviser til, at Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) den 1. marts 2017 vedtog en positiv udtalelse i overensstemmelse med artikel 6 og 18 i forordning (EF) nr. 1829/2003, som blev offentliggjort den 10. april 2017; C. der henviser til, at forordning (EF) nr. 1829/2003 fastsætter, at genetisk modificerede fødevarer eller foderstoffer ikke må have negative virkninger for menneskers eller dyrs sundhed eller for miljøet, og at Kommissionen skal tage hensyn til de relevante bestemmelser i EU-retten og andre legitime forhold af relevans for den pågældende sag, når den udarbejder sin afgørelse; D. der henviser til, at der blev fremstillet raps med tre stablede begivenheder ved konventionel krydsning med henblik på at kombinere tre enkelte transformationsbegivenheder i raps: MON 88302, der udtrykker 5-enolpyruvylshikimate-3-phosphatsyntase-protein (CP4 EPSPS), som giver tolerance over for herbicider, der indeholder glyphosat, MS8, der udtrykker barnase- og phosphinothricin acetyltransferase-protein (PAT), og RF3, der udtrykker barstar- og PAT-protein, som giver tolerance over for herbicider, der indeholder ammoniumglufosinat, og for at opnå heterosis (krydsningsfrodighed); E. der henviser til, at medlemsstaterne har indsendt mange kritiske bemærkninger i løbet af den tre måneder lange høringsperiode; der henviser til, at det i de mest kritiske generelle bemærkninger anføres, at "de fremlagte data ikke understøtter en omfattende og solid vurdering af potentielle vekselvirkninger mellem de enkelte transformationsbegivenheder, der findes i genetisk modificerede MON 88302 x Ms8 x Rf3-raps, hvilket kræves ifølge EFSA's vejledning", at "det på grundlag af undersøgelsesrækkerne og udformningen af undersøgelserne ikke er muligt at fremlægge endelige beviser for de langsigtede virkninger (især hvad angår fødevarer) og reproduktive eller udviklingsmæssige følger", at "de oplysninger (data og dataanalyser), der er fremlagt om fænotypisk evaluering, sammensætning og toksikologi, er utilstrækkelige", samt at "det er nødvendigt at foretage yderligere analyser for at vurdere sikkerheden af MON 88302 x Ms8 x Rf3-raps"(5); F. der henviser til, at specifikke centrale områder, der giver anledning til bekymring, vedrører manglen på et 90-dages fodringsforsøg på rotter, manglen på en vurdering af restkoncentrationer af supplerende herbicider på importerede fødevarer og foderstoffer, de mulige negative helbredsmæssige konsekvenser heraf og den utilstrækkelige miljøovervågningsplan; G. der henviser til, at det franske agentur med ansvar for sundhedsmæssig sikkerhed på fødevare-, miljø- og beskæftigelsesområdet på grund af manglen på en 90-dages subkronisk toksicitetsrapport om rotter på behørig vis afslog en tilladelse til markedsføring af MON 88302 x Ms8 x Rf3-raps(6); H. der henviser til, at en uafhængig undersøgelse konkluderer, at EFSA's udtalelse bør afvises på grund af store fejl og betydelige mangler, og at import til Unionen af levedygtige kerner af MON 88302 x MS8 x RF3-raps med stablede transformationsbegivenheder ikke bør tillades(7); I. der henviser til, at anvendelsen af supplerende herbicider er en del af almindelig landbrugspraksis i forbindelse med dyrkningen af herbicidresistente planter, og at det derfor kan forventes, at der altid vil være restprodukter fra sprøjtemidler til stede i høsten, og at disse udgør en uundgåelige bestanddel; der henviser til, at det er blevet påvist, at herbicidtolerante genetisk modificerede afgrøder vil føre til højere anvendelse af supplerende herbicider end deres traditionelle modparter(8); J. der henviser til, at den nuværende tilladelse til markedsføring af glyphosat udløber senest den 31. december 2017; der henviser til, at det stadig er uvist, om glyphosat er kræftfremkaldende; der henviser til, at EFSA i november 2015 konkluderede, at glyphosat sandsynligvis ikke er kræftfremkaldende, og Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) i marts 2017 konkluderede, at en klassificering ikke var berettiget; der henviser til, at WHO's Internationale Kræftforskningscenter (IARC) på den anden side i 2015 klassificerede glyphosat som et stof, der sandsynligvis er kræftfremkaldende hos mennesker; K. der henviser til, at EFSA's pesticidudvalg mener, at der på grundlag af de tilgængelige oplysninger ikke kan drages konklusioner vedrørende sikkerheden af restprodukter fra sprøjtning af genetisk modificerede afgrøder med glyphosatblandinger(9); der henviser til, at tilsætningsstoffer og blandinger heraf, som anvendes i kommercielle blandinger til sprøjtning med glyphosat, kan have en større toksicitet end det aktive stof alene(10); der henviser til, at en række undersøgelser viser, at glyphosatblandinger kan virke som hormonforstyrrende stoffer(11); L. der henviser til, at importerede genetisk modificerede raps i vid udstrækning bruges til dyrefoder i Unionen; der henviser til peerevaluerede videnskabelige undersøgelser har konstateret en mulig sammenhæng mellem glyphosat i foder til drægtige søer og en stigning i forekomsten af alvorlige medfødte anomalier hos deres smågrise(12); M. der henviser til, at glufosinat er klassificeret som reproduktionstoksisk og således er omfattet af udelukkelseskriterierne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler(13); der henviser til, at godkendelsen af glufosinat udløber den 31. juli 2018(14); N. der henviser til, at den kompetente myndighed i en medlemsstat har påpeget, at det er ulogisk at tillade import af den pågældende glufosinattolerante genetisk modificerede raps, da det er usandsynligt, at tilladelsen til anvendelse af glufosinat i EU vil blive fornyet på grund af stoffets reproduktionstoksicitet(15); O. der henviser til, at restprodukterne fra sprøjtning med supplerende herbicider ikke blev vurderet; der henviser til, at det derfor ikke kan konkluderes, at genetisk modificeret raps, som er sprøjtet med glyphosat og glufosinat, er sikker til brug i fødevarer og foderstoffer; P. der henviser til, at de kompetente myndigheder i mange medlemsstater har givet udtryk for bekymringer vedrørende muligheden for, at den genetisk modificerede raps vil etablere sig som en vildtlevende afgrøde i Unionen, navnlig i nærheden af de transportruter, langs hvilke den skal importeres, og har påpeget den utilstrækkelige overvågningsplan i denne forbindelse; Q. der henviser til, at en medlemsstat bemærkede, at "glyphosat ofte anvendes til ukrudtsbekæmpelse langs jernbaner og vejsider i Unionen. Den høje glyphosattolerance af MON88302 × Ms8 x Rf3-raps kan under disse omstændigheder føre til en selektionsfordel. Der bør tages hensyn til virkningerne af denne selektionsfordel for plantens persistens og invasivitet, når det vurderes, hvor sandsynligt det er, at denne linje vil etablere sig permanent i Europa, navnlig i betragtning af rapsens evne til at overleve i frøbanken"; R. der henviser til, at flere internationale undersøgelser ifølge en østrigsk undersøgelse fra 2011 "har identificeret frøspild under transporten som en vigtig komponent i etableringen af vildtlevende bestande af genetisk modificerede raps langs vejene", at "det er et velkendt problem, at vildtlevende bestande af genetisk modificerede raps er udbredte i lande, hvor der dyrkes genetisk modificerede raps, men også i lande, hvortil der blot importeres genetisk modificerede rapsfrø, som efterfølgende transporteres til forarbejdningsanlæg", og at "import af forskellige typer af herbicidtolerante linjer af genetisk modificerede rapsfrø desuden kan medføre multiresistente vildtlevende bestande ("gene stacking"), der forårsager eller forværrer problemer med ukrudtsbekæmpelse langs vejene"(16); S. der henviser til, at udviklingen af genetisk modificerede afgrøder, der er er tolerante over for flere selektive herbicider, primært skyldes den hastige udvikling af ukrudts resistens over for glyphosat i lande, som har været stærkt afhængige af genetisk modificerede afgrøder; der henviser til, at over 20 forskellige sorter af glyphosatresistent ukrudt er blevet dokumenteret i videnskabelige publikationer(17); der henviser til, at glufosinatresistent ukrudt har været observeret siden 2009; T. der henviser til, at afstemningen i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, som er omhandlet i artikel 35 i forordning (EF) nr. 1829/2003, den 14. september 2017 ikke mundede ud i en udtalelse; der henviser til, at 14 medlemsstater stemte imod udkastet til gennemførelsesretsakt, mens kun ni medlemsstater, der blot repræsenterer 36,48 % af Unionens befolkning, stemte for, og fem medlemsstater undlod at stemme; U. der henviser til, at Kommissionen ved flere lejligheder har beklaget, at den siden ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 1829/2003 har vedtaget godkendelsesbeslutninger uden støtte fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, og at tilbagegivelsen af sagen til Kommissionen med henblik på en endelig afgørelse, som i høj grad er en undtagelse fra beslutningstagningen generelt, er blevet normen for beslutningsprocessen for genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer; der henviser til, at Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, ligeledes har beklaget, at denne praksis er udemokratisk(18); V. der henviser til, at Parlamentet ved førstebehandlingen(19) den 28. oktober 2015 forkastede det lovgivningsmæssige forslag af 22. april 2015 om ændring af forordning (EF) nr. 1829/2003 og opfordrede Kommissionen til at trække sit forslag tilbage og forelægge et nyt; W. der henviser til, at det i betragtning 14 i forordning (EU) nr. 182/2011 er anført, at Kommissionen så vidt muligt bør handle med henblik på at undgå at gå imod den fremherskende holdning, som måtte opstå i appeludvalget, mod det hensigtsmæssige i en gennemførelsesretsakt, navnlig om følsomme emner såsom forbrugersundhed, fødevaresikkerheden og miljøet; X. der henviser til, at Kommissionens forslag om ændring af forordning (EU) nr. 182/2011 ikke er tilstrækkelig til at afhjælpe manglen på demokrati i GMO-godkendelsesprocessen; Y. der henviser til, at demokratisk legitimitet kun kan sikres ved som minimum at trække Kommissionens forslag tilbage, hvis Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed ikke afgiver en udtalelse; der henviser til, at denne procedure allerede anvendes for nogle andre stående udvalg; 1. mener, at udkastet til Kommissionens gennemførelsesafgørelse indebærer en overskridelse af de gennemførelsesbeføjelser, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1829/2003; 2. mener, at Kommissionens gennemførelsesafgørelse ikke er i overensstemmelse med EU-retten, fordi den ikke er forenelig med målet for forordning (EF) nr. 1829/2003, som i overensstemmelse med de generelle principper, der er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002(20), er at sikre et højt niveau for beskyttelse af menneskers liv og sundhed, af dyrs sundhed og velfærd, af miljøet og af forbrugernes interesser i relation til genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer, samtidig med at det sikres, at det indre marked fungerer tilfredsstillende; 3. anmoder Kommissionen om at trække udkastet til gennemførelsesafgørelse tilbage; 4. opfordrer Kommissionen til at suspendere enhver gennemførelsesafgørelse vedrørende ansøgninger om godkendelse af genetisk modificerede organismer, indtil godkendelsesproceduren er blevet ændret på en sådan måde, at manglerne ved den nuværende procedure, som har vist sig at være utilstrækkelig, er afhjulpet; 5. opfordrer de ansvarlige lovgivere til hurtigst muligt at fremskynde arbejdet med Kommissionens forslag om ændring af forordning (EU) nr. 182/2011 for bl.a. at sikre, at Kommissionen i tilfælde, hvor der ikke er afgivet udtalelse af Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed med hensyn til GMO-godkendelser, enten til dyrkning eller til fødevarer og foderstoffer, vil trække forslaget tilbage; 6. opfordrer Kommissionen til ikke at give tilladelse til nogen herbicidtolerante genetisk modificerede planter (HT GMP), der er resistente over for en kombination af herbicider, således som det er tilfældet med MON 88302 x Ms8 x Rf3-raps, uden en fuldstændig evaluering af de særlige kumulative virkninger af restprodukterne fra sprøjtning med kombinationen af de supplerende herbicider og deres kommercielle blandinger, sådan som de anvendes i dyrkningslandene; 7. opfordrer Kommissionen til at anmode om langt mere detaljerede undersøgelser for at fastslå de sundhedsmæssige risici i forbindelse med stablede begivenheder såsom MON 88302 x Ms8 x Rf3-raps; 8. opfordrer Kommissionen til at udarbejde strategier for sundhedsrisikovurdering og toksikologi samt overvågning efter markedsføringen, der er rettet mod hele fødevare- og foderkæden; 9. opfordrer Kommissionen til fuldt ud at integrere risikovurderingen af anvendelsen af de supplerende herbicider og deres restkoncentrationer i risikovurderingen af HT GMP, uanset om den genetisk modificerede plante er bestemt til dyrkning i Unionen eller til import af fødevarer og foderstoffer; 10. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Forslag til ændringsbudget nr. 5/2017: finansiering af Den Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling og forhøjelse af nødhjælpsreserven |
| |||||||||||||||||||||
Europa-Parlamentet, – der henviser til artikel 314 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, – der henviser til artikel 106A i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, – der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002(1), særlig artikel 41, – der henviser til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2017, endeligt vedtaget den 1. december 2016(2), – der henviser til Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 af 2. december 2013 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020(3) (FFR-forordningen), – der henviser til Rådets forordning (EU, Euratom) 2017/1123 af 20. juni 2017 om ændring af Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020(4), – der henviser til den interinstitutionelle aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning(5), – der henviser til Rådets afgørelse 2014/335/EU, Euratom af 26. maj 2014 om ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter(6), – der henviser til forslag til ændringsbudget nr. 5/2017, vedtaget af Kommissionen den 28. juli 2017 (COM(2017)0485), – der henviser til Rådets holdning til forslag til ændringsbudget nr. 5/2017, vedtaget af Rådet den 10. oktober 2017 og fremsendt til Europa-Parlamentet den 11. oktober 2017 (12441/2017 – C8-0351/2017), – der henviser til forretningsordenens artikel 88 og 91, – der henviser til betænkning fra Budgetudvalget (A8-0301/2017), A. der henviser til, at forslag til ændringsbudget nr. 5/2017 har til formål at tilvejebringe finansiering til Den Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling (EFSD) i forlængelse af vedtagelsen af det tilhørende retsgrundlag og afspejle resultatet af midtvejsrevisionen af FFR-forordningen på det almindelige budget for 2017, for så vidt angår stigningen i det årlige beløb til nødhjælpsreserven fra 280 mio. EUR til 300 mio. EUR i 2011-priser; B. der henviser til, at forslag til ændringsbudget nr. 5/2017 tilvejebringer 275 mio. EUR i forpligtelses- og betalingsbevillinger til EFSD, som skal dækkes fuldt ud af en mobilisering af fleksibilitetsinstrumentet, i betragtning af den manglende margen under loftet for forpligtelser for udgiftsområde 4 (Et globalt Europa); C. der henviser til, at forslag til ændringsbudget nr. 5/2017 samtidig medfører en reduktion på 275 mio. EUR i betalingsbevillingerne til Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden (AMIF) under udgiftsområde 3 (Sikkerhed og medborgerskab) som følge af en forventet underudnyttelse på grund af den forsinkede vedtagelse af retsgrundlagene og den forsinkede programmering; D. der henviser til, at forslag til ændringsbudget nr. 5/2017 også foreskriver en forøgelse på 22,8 mio. EUR (i løbende priser) til nødhjælpsreserven i forpligtelsesbevillinger, der afspejler midtvejsrevisionen af FFR-forordningen; E. der henviser til, at forslag til ændringsbudget nr. 5/2017 ledsages af et forslag til en afgørelse om mobilisering af fleksibilitetsinstrumentet til finansiering af EFSD (COM(2017)0480) med et beløb på 275 mio. EUR i forpligtelsesbevillinger og betalingsbevillinger under udgiftsområde 4; F. der henviser til, at Europa-Parlamentet og Rådet i forbindelse med budgetproceduren for 2017 opfordrede Kommissionen til at anmode om de nødvendige bevillinger til finansiering af EFSD i et ændringsbudget, så snart basisretsakten er vedtaget og påtog sig hurtigt at behandle forslaget til ændring af budgettet for 2017, som Kommissionen skulle forelægge; 1. noterer sig forslaget til ændringsbudget nr. 5/2017 som forelagt af Kommissionen; 2. glæder sig over den rettidige vedtagelse og ikrafttrædelse af EFSD-forordningen (EU) 2017/1601(7)og opfordrer til, at den hurtigt gennemføres i fuld overholdelse af de bestemmelser og prioriteringer, som lovgiveren har fastsat, og med særlig vægt på dens bestemmelser om ansvarlighed; 3. glæder sig over, at midtvejsrevisionen af den flerårige finansielle ramme giver mulighed for finansiering af EFSD gennem øgede midler til fleksibilitetsinstrumentet og samtidig øger størrelsen af nødhjælpsreserven; 4. beklager medlemsstaternes lave gennemførelse af AMIF og Fonden for Intern Sikkerhed (ISF); minder om, at en budgetoverførsel (DEC 18/2017) allerede reducerer betalingsbevillingerne under udgiftsområde 3 (Sikkerhed og medborgerskab) med 284 mio. EUR ved at bruge midler fra AMIF og ISF til forhøjelser under et andet udgiftsområde; opfordrer medlemsstaterne til at respektere deres politiske aftaler og til at gøre deres yderste inden for rammerne af deres beføjelser for at afspejle betydningen af denne prioritet for Unionen; 5. godkender Rådets holdning til forslag til ændringsbudget nr. 5/2017; 6. pålægger sin formand at fastslå, at ændringsbudget nr. 5/2017 er endeligt vedtaget, og drage omsorg for, at det offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende; 7. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Revisionsretten samt til de nationale parlamenter.
| ||||||||||||||||||||||
| Mobilisering af fleksibilitetsinstrumentet til finansiering af Den Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling |
| |||||||||||||||
| ||||||||||||||||
Europa-Parlamentet, – der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2017)0480 – C8-0235/2017), – der henviser til Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 af 2. december 2013 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020(1) (FFR-forordningen), særlig artikel 11, – der henviser til den interinstitutionelle aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning(2), særlig punkt 12, – der henviser til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret for 2017 som vedtaget den 1. december 2016(3), – der henviser til betænkning fra Budgetudvalget (A8-0298/2017), A. der henviser til, at der efter revisionen af FFR-forordningen er et årligt beløb på 676 millioner EUR i løbende priser til rådighed under fleksibilitetsinstrumentet, hvortil kommer bortfaldne beløb fra Den Europæiske Unions Solidaritetsfond og Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen, nemlig 646 millioner EUR ved udgangen af 2016; der henviser til, at der allerede er mobiliseret et beløb på 530 millioner EUR under fleksibilitetsinstrumentet i 2017-budgettet, hvilket giver et rådighedsbeløb på 792 millioner EUR til yderligere mobilisering; B. der henviser til, at Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1601(4) trådte i kraft den 28. september 2017; C. der henviser til, at Kommissionen efter at have undersøgt alle muligheder for at omfordele forpligtelsesbevillingerne under udgiftsområde 4 (Et globalt Europa) har foreslået at mobilisere fleksibilitetsinstrumentet med et beløb på 275 millioner EUR ud over loftet for udgiftsområde 4 til finansiering af Den Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling (EFSD); 1. bemærker, at 2017-loftet for udgiftsområde 4 ikke giver mulighed for en tilstrækkelig finansiering af EFSD; gentager sit mangeårige synspunkt om, at de finansielle ressourcer til Unionens optræden udadtil ikke er tilstrækkelige til at dække behovet for en proaktiv og bæredygtig politik udadtil; 2. er derfor enig i mobiliseringen af fleksibilitetsinstrumentet med et beløb på 275 millioner EUR i forpligtelses- og betalingsbevillinger; 3. gentager, at mobiliseringen af dette instrument, som er fastsat i artikel 11 i FFR-forordningen, endnu en gang viser, hvor afgørende nødvendigt det er, at Unionens budget er mere fleksibelt; 4. gentager sit mangeårige synspunkt om, at betalinger, der følger af forpligtelser, som tidligere er mobiliseret gennem fleksibilitetsinstrumentet, kun kan medregnes ud over lofterne i den flerårige finansielle ramme; 5. godkender den afgørelse, der er vedføjet denne beslutning; 6. pålægger sin formand at undertegne denne afgørelse sammen med Rådets formand og drage omsorg for, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende; 7. pålægger sin formand at sende denne beslutning sammen med bilaget til Rådet og Kommissionen. BILAG: EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE om mobilisering af fleksibilitetsinstrumentet til finansiering af Den Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling (Teksten i bilaget gengives ikke her, eftersom det svarer til den endelige retsakt, afgørelse (EU) 2018/51.)
| ||||||||||||||||
| Debatoplæg om fremtiden for EU's finanser |
| |||||||||||||||||||||||||||
Europa-Parlamentet, – der henviser til artikel 311, 312 og 323 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), – der henviser til Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 af 2. december 2013 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020(1), særlig artikel 2, – der henviser til den interinstitutionelle aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning(2), – der henviser til sin beslutning af 6. juli 2016 om forberedelse af revisionen af den flerårige finansielle ramme 2014-2020 efter valget: Parlamentets input forud for Kommissionens forslag(3), – der henviser til Kommissionens oplæg af 28. juni 2017 om fremtiden for EU's finanser, – der henviser til Kommissionens udtalelse af 4. juli 2017 om oplægget om fremtiden for EU's finanser, – der henviser til sin beslutning af 16. februar 2017 om budgetmæssig kapacitet for euroområdet(4), – der henviser til forslag til beslutning fra Budgetudvalget, – der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2, 1. er af den overbevisning, at der ikke kan finde en drøftelse sted om den fremtidige finansiering af Den Europæiske Union, uden at de indhøstede erfaringer fra tidligere flerårige finansielle rammer (FFR'er), og navnlig FFR'en for 2014-2020, tages med i betragtning; påpeger de alvorlige mangler i den nuværende FFR, der blev strakt til det yderste for at stille de nødvendige ressourcer til rådighed, således at Unionen kunne tackle en række alvorlige kriser og nye udfordringer og finansiere sine nye politiske prioriteter; understreger, at Parlamentet er overbevist om, at den nuværende FFR's lave niveau vil vise sig at være utilstrækkeligt til at matche Unionens faktiske behov og politiske ambitioner; 2. glæder sig over Kommissionens fremlæggelse af oplægget om fremtiden for EU's finanser; bemærker, at Kommissionen omsætter de fem scenarier for den fremtidige model for Den Europæiske Union til budgetmæssige termer, som det fremgår af dens hvidbog om Europas fremtid fra marts 2017, samtidig med at den adresserer en række af EU-budgettets grundlæggende karakteristika og principper; er enigt i den foreslåede metode og er positiv over for Kommissionens erklæring om, at den kommende FFR skal understøttes af en klar vision for Europas prioriteter; mener, at dette dokument indeholder en klar struktur for drøftelserne og åbner en hårdt tiltrængt politisk debat om retningen for, formålet med og omfanget af EU's budget i lyset af Unionens grundlæggende mål og fremtidige udfordringer; opfordrer medlemsstaterne til at høre borgerne og til at påtage sig en aktiv og konstruktiv rolle med at fastlægge deres vision for EU-budgettets fremtid; 3. beklager imidlertid det forhold, at fire ud af de fem fremlagte scenarier ("Uændret kurs", "Samarbejdet nedtrappes", "Nogle samarbejder mere" og "Radikal omlægning") betyder en reel nedtoning af Unionens ambitioner og forudser en reduktion af to af EU's mangeårige politikker og hjørnestene i det europæiske projekt, der er nedfældet i traktaterne – den fælles landbrugspolitik og samhørighedspolitikken; fremhæver sit mangeårige synspunkt om, at yderligere politiske prioriteter bør kobles sammen med ekstra finansielle midler og ikke bør finansieres på bekostning af eksisterende EU-politikker; finder, at det femte scenarie ("Samarbejdet optrappes betydeligt") udgør et positivt og konstruktiv udgangspunkt for den igangværende debat om fremtiden for EU's finanser og dermed for den fremtidige model for Den Europæiske Union; tilskynder Kommissionen til at udvikle et scenarie, hvori der tages hensyn til Parlamentets henstillinger med henblik på at reagere på aktuelle og fremtidige udfordringer og på at fastlægge de nye prioriteter; 4. minder om, at Unionen i henhold til artikel 311 i TEUF selv skal tilvejebringe de midler, der er nødvendige for at nå sine mål; mener, at manglerne i den nuværende FFR, omfanget af de nye prioriteter samt konsekvenserne af Det Forenede Kongeriges udtræden alle peger i samme retning: behovet for at bryde udgiftsloftet på 1 % af EU's bruttonationalindkomst (BNI) og dermed for i væsentlig grad at øge Unionens budget for at kunne imødegå de udfordringer, der ligger forude; modsætter sig i denne forbindelse et nominelt fald i omfanget af EU's budget i den næste flerårige finansielle ramme, og mener derfor, at den næste FFR bør fastsættes til mindst 1,23 % af EU's BNI; slår til lyd for en drøftelse af dette blandt medlemsstaterne; 5. beklager den omstændighed, at EU's budget hovedsageligt finansieres af nationale bidrag baseret på BNI frem for af egentlige egne indtægter, som fastsat i EU-traktaterne; gentager sin tilslutning til en fuldt udbygget reform af EU-ordningen for egne indtægter, der har enkelhed, retfærdighed og gennemsigtighed som de styrende principper og er i overensstemmelse med anbefalingerne fra Gruppen på Højt Plan vedrørende Egne Indtægter; understreger, at en sådan ordning bør omfatte et velafbalanceret udvalg af nye egne indtægter til EU, som er sammensat med henblik på at støtte EU's politikmål, og som bør indføres gradvist for at tilvejebringe mere retfærdige og stabile EU-midler; fremhæver endvidere, at Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen giver mulighed for at sætte en stopper for alle rabatter; forventer, at Kommissionen forelægger ambitiøse lovgivningsmæssige forslag med dette for øje, og påpeger, at både udgifts- og indtægtssiden af den næste FFR vil blive behandlet som en samlet pakke i de kommende forhandlinger; 6. er overbevist om, at indførelsen af nye egne indtægter for EU fortsat er den eneste mulighed for at sikre tilstrækkelig finansiering af den næste FFR på et niveau, der svarer til Unionens reelle behov og politiske ambitioner, medmindre Rådet enes om at forhøje de nationale bidrag til EU-budgettet betydeligt; forventer derfor, at Rådet tager et politisk standpunkt i denne sag, eftersom en de facto-blokering af enhver reform af EU's ordning for egne indtægter ikke længere er en mulighed; minder i denne forbindelse om, at rapporten fra Gruppen på Højt Plan vedrørende Egne Indtægter blev enstemmigt vedtaget af alle dens medlemmer, herunder de medlemmer, som Rådet havde udpeget; 7. glæder sig over, at Kommissionen agter at udforme EU's fremtidige budget på grundlag af principperne om EU-merværdi, fokus på resultater, ansvarlighed, større fleksibilitet inden for en stabil ramme og forenklede regler, som det præsenteres i oplægget; 8. understreger i denne forbindelse betydningen af en grundig evaluering af effektiviteten og virkningen af EU's nuværende politikker, programmer og instrumenter; imødeser i den forbindelse resultaterne af den igangværende udgiftsrevision og forventer, at de vil blive taget i betragtning ved udformningen af den flerårige finansielle ramme for perioden efter 2020; fremhæver navnlig behovet for på den ene side at sikre en vellykket gennemførelse af EU's meget overtegnede programmer og på den anden side at finde frem til årsagerne til underudnyttelsen; anser det for vigtigt at opnå synergier mellem EU-budgettet og de nationale budgetter og at tilvejebringe midler til at overvåge niveauet og resultaterne af udgifterne på nationalt plan og på EU-plan; 9. erkender, at søgen efter europæisk merværdi er et grundlæggende spørgsmål, der skal ses på, og er enigt i, at EU's budget bl.a. bør anvendes som et redskab til at nå traktatens målsætninger og tilvejebringe europæiske offentlige goder; understreger imidlertid den mangesidede karakter af begrebet europæisk merværdi og dets mange forskellige fortolkninger og advarer mod ethvert forsøg på at bruge sin egen definition til at rejse tvivl om relevansen af EU's politikker og programmer ud fra rent kvantitative eller kortsigtede økonomiske betragtninger; mener, at der er en klar merværdi, når en indsats på europæisk plan:
opfordrer Kommissionen til at videreudvikle begrebet europæisk merværdi under hensyntagen til særlige territoriale forhold; opfordrer Kommissionen til at foreslå passende resultatindikatorer til dette formål; 10. mener, at strukturen i den kommende FFR bør gøre EU's budget mere læsevenligt og forståeligt for EU-borgerne og give mulighed for en mere overskuelig præsentation af alle EU's udgiftsområder; minder samtidig om behovet for at fremme både kontinuitet i planlægningen og fleksibilitet inden for udgiftsområderne; mener, at den overordnede FFR-struktur bør afspejle den politiske debat om de vigtigste søjler i og retningen for EU's udgifter, herunder bæredygtig udvikling, vækst og innovation, klimaforandringer, solidaritet, sikkerhed og forsvar; er derfor af den overbevisning, at der er behov for en justering af de nuværende udgiftsområder i FFR; 11. mener, at EU's budget skal være gennemsigtigt og demokratisk; minder på ny om sit resolutte engagement i princippet om EU-budgettets enhed, og stiller spørgsmålstegn ved nødvendigheden og merværdien af at oprette yderligere instrumenter uden for FFR; gentager sit mangeårige synspunkt om, at Den Europæiske Udviklingsfond såvel som andre instrumenter uden for FFR bør integreres i EU's budget; understreger, at denne integration bør indebære, at disse instrumenters respektive rammebeløb lægges oven i de nuværende FFR-lofter for ikke at bringe finansieringen af andre EU-politikker og ‑programmer i fare; 12. påpeger, at budgetmyndigheden efter at have opbrugt alle disponible margener har godkendt en betydelig anvendelse af fleksibilitetsbestemmelserne og de særlige instrumenter, der indgår i FFR-forordningen, for at sikre de ekstra bevillinger, der har været nødvendige for at sætte ind over for kriser eller til at finansiere nye politiske prioriteter under den nuværende FFR; understreger, at der i forbindelse med midtvejsrevisionen af FFR blev fjernet en række hindringer for fleksibilitetsmekanismerne under FFR for at give mulighed for større fleksibilitet under den nuværende finansielle ramme; 13. understreger i denne forbindelse, at den næste FFR fra begyndelsen bør have et passende niveau af fleksibilitet, der vil gøre det muligt for EU at reagere på uforudsete omstændigheder og finansiere skiftende politiske prioriteter; mener derfor, at fleksibilitetsbestemmelserne i FFR bør gøre det muligt uden begrænsninger at overføre alle uudnyttede margener og frigjorte bevillinger til kommende regnskabsår og lade budgetmyndigheden anvende disse midler til et hvilket som helst formål, der anses for nødvendigt, inden for rammerne af den årlige budgetprocedure; opfordrer desuden til en betydelig styrkelse af FFR's særlige instrumenter, som bør beregnes ud over betalingslofterne i FFR, både hvad angår forpligtelser og betalinger, samt til, at der oprettes en særskilt krisereserve, som bør give mulighed for straks at mobilisere midler i tilfælde af en nødsituation; 14. slår til lyd for en reel og mærkbar forenkling af gennemførelsesreglerne for støttemodtagerne og en mindskelse af den administrative byrde; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at indkredse og fjerne overlapninger mellem de instrumenter, der indgår EU-budgettet, som forfølger ensartede mål og finansierer ensartede foranstaltninger; er imidlertid af den opfattelse, at en sådan forenkling ikke bør føre til, at tilskud erstattes af finansielle instrumenter, og ikke må føre til en sektoropdeling af EU's programmer og politikker, men bør sikre en tværgående tilgang med komplementaritet i centrum; opfordrer til en vidtrækkende harmonisering af reglerne med sigte på at skabe ét fælles regelsæt for alle EU's instrumenter; 15. anerkender de finansielle instrumenters potentiale som en finansieringsform, der supplerer støtte og tilskud; advarer imidlertid om, at de ikke er hensigtsmæssige til alle typer af foranstaltninger og politikområder, da ikke alle politikker udelukkende er markedsdrevne; opfordrer Kommissionen til at forenkle reglerne for anvendelse af finansielle instrumenter og til at fremme muligheden for at kombinere forskellige EU-midler under harmoniserede regler ved at skabe synergier og undgå enhver form for konkurrence mellem forskellige former for finansiering; giver udtryk for sin betænkelighed ved løsningsmodellen med én fælles fond, som skal integrere alle finansielle instrumenter på EU-plan og yde lån, garantier og instrumenter til risikodeling inden for forskellige politikområder, som præsenteret i oplægget, og vil undersøge dette forslag til bunds; 16. gentager sit standpunkt om, at varigheden af den flerårige finansielle ramme bør tilpasses både Parlamentets og Kommissionens politiske cyklus og bør sikre langsigtet programmering; understreger i denne forbindelse, at FFR'ens varighed fuldt ud bør tage højde for behovet for mere langsigtet forudsigelighed i gennemførelsen af de programmer under de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESIF), som er under delt forvaltning, og som ikke kan fungere uden den stabilitet, der ligger i et engagement af mindst syv års varighed; foreslår derfor, at den næste FFR bør aftales for en periode på 5+5 år med en obligatorisk midtvejsrevision; 17. noterer sig kommissionsformandens bekendtgørelse i hans tale om Unionens tilstand af et kommende forslag til en særlig budgetpost for euroområdet; opfordrer Kommissionen til at fremlægge flere og mere detaljerede oplysninger i denne henseende; minder om, at Parlamentet i sin beslutning af 16. februar 2017 opfordrer til en særlig budgetmæssig kapacitet for euroområdet, som bør være en del af EU-budgettet ud over de nuværende lofter i den flerårige finansielle ramme, og finansieres af euroområdet og de øvrige deltagende medlemmer via en indtægtskilde, der bør aftales mellem de deltagende medlemsstater, og betragtes som formålsbestemte indtægter og garantier; 18. forventer, at Kommissionen vil fremlægge sine forslag både for den fremtidige FFR og for egne indtægter senest i maj 2018; erklærer sin hensigt om inden for rimelig tid at fremlægge sin egen holdning til alle dertil relaterede aspekter og forventer, at Parlamentets holdning vil blive integreret fuldt ud i de kommende forslag fra Kommissionen; 19. erklærer sig parat til at indgå i en struktureret dialog med Kommissionen og Rådet med henblik på at nå frem til en endelig aftale om den næste FFR inden udgangen af indeværende valgperiode; er overbevist om, at en hurtig vedtagelse af FFR-forordningen vil muliggøre den efterfølgende vedtagelse af alle de sektorspecifikke retsakter i tide, så de nye programmer kan være på plads ved begyndelsen af den næste periode; fremhæver de skadelige virkninger af den forsinkede iværksættelse af programmerne under den nuværende FFR; opfordrer i denne forbindelse indtrængende Det Europæiske Råd til at anvende "passerellebestemmelsen" i artikel 312, stk. 2, i TEUF, som giver mulighed for afstemning ved kvalificeret flertal om FFR'en i Rådet; 20. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, de øvrige relevante institutioner og organer samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.
| ||||||||||||||||||||||||||||
| Legitime foranstaltninger til beskyttelse af whisteblowere, der handler i almenhedens interesse |
| |||||||||||||||||||||
Europa-Parlamentet, – der henviser til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 2, – der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 11, – der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK), særlig dennes artikel 10, – der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/943 af 8. juni 2016 om beskyttelse af fortrolig knowhow og fortrolige forretningsoplysninger (forretningshemmeligheder) mod ulovlig erhvervelse, brug og videregivelse, – der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/30/EU af 12. juni 2013 om sikkerheden i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter og om ændring af direktiv 2004/35/EF, – der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug) og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF og Kommissionens direktiv 2003/124/EF, 2003/125/EF og 2004/72/EF, – der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF, – der henviser til sin beslutning af 25. november 2015 om afgørelser i skattespørgsmål og andre foranstaltninger af lignende art eller med lignende virkning(1), – der henviser til sin beslutning af 6. juli 2016 om afgørelser i skattespørgsmål og andre foranstaltninger af lignende art eller med lignende virkning (TAXE 2)(2), – der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2013 om organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge: henstillinger om foranstaltninger og initiativer(3), – der henviser til beslutning 1729 (2010) fra Europarådets Parlamentariske Forsamling om beskyttelse af whistleblowere, – der henviser til beslutning 2060 (2015) fra Europarådets Parlamentariske Forsamling om beskyttelse af whistleblowere, – der henviser til sin beslutning af 16. december 2015 med henstillinger til Kommissionen om større gennemsigtighed, samordning og konvergens i EU's selskabsbeskatningspolitik(4), – der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. juni 2011 om bekæmpelse af korruption i EU (COM(2011)0308), – der henviser til meddelelse fra Kommissionen af 5. juli 2016 om yderligere foranstaltninger for at øge gennemsigtigheden på skatteområdet og bekæmpe skatteunddragelse og skatteundgåelse (COM(2016)0451), – der henviser til G20's handlingsplan til bekæmpelse af korruption og navnlig vejledningen om regler til beskyttelse af whistleblowere, – der henviser til OECD's rapport fra marts 2016 med titlen "Committing to effective whistle-blower protection", – der henviser til Den Europæiske Ombudsmands afgørelse, som afslutter hendes undersøgelse på eget initiativ OI/1/2014/PMC om "whistleblowing", – der henviser til rekommandation CM/Rec(2014)7 af 30. april 2014 fra Europarådets Ministerkomité om beskyttelse af whistleblowere, samt til dens relevante korte vejledning fra januar 2015 til brug for gennemførelse af en national ramme, – der henviser til resolution 2171 (2017) af 27. juni 2017 vedtaget af Europarådets Parlamentariske Forsamling, hvorved nationale parlamenter opfordres til at anerkende en ret til rapportering, – der henviser til princip 4 i OECD's henstilling om forbedring af etisk adfærd inden for det offentlige, – der henviser til OECD's konvention om bekæmpelse af bestikkelse af udenlandske tjenestemænd i forbindelse med internationale forretningstransaktioner, – der henviser til sin beslutning af 14. februar 2017 om whistlebloweres rolle for beskyttelsen af EU's finansielle interesser(5), – der henviser til forretningsordenens artikel 52, – der henviser til betænkningen fra Retsudvalget og udtalelser fra Økonomi- og Valutaudvalget, Budgetkontroludvalget, Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, Kultur- og Uddannelsesudvalget, Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A8-0295/2017), A. der henviser til, at Den Europæiske Union har en målsætning om at fremme demokratiet og retsstatsprincippet og derfor garanterer borgernes ytringsfrihed; der henviser til, at whistleblowing er et grundlæggende aspekt af ytrings- og informationsfriheden, der er nedfældet i chartret om Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder; overholdelsen og gennemførelsen heraf garanteres af EU; der henviser til, at EU fremmer arbejdstagernes beskyttelse og forbedring af arbejdsvilkårene; B. der henviser til, at Den Europæiske Union bidrager til styrkelse af det internationale samarbejde om bekæmpelse af korruption med fuld overholdelse af principperne i folkeretten, af menneskerettighederne og retsstatsprincippet, såvel som af enhver stats suverænitet; C. der henviser til, at Den Europæiske Union i henhold til artikel 67, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) har kompetence med hensyn til den fælles europæiske politik for asyl; D. der henviser til, at gennemsigtighed og aktivt medborgerskab indgår i de udviklingstendenser og udfordringer, som de demokratiske samfund skal forholde sig til i det XXI århundrede; E. der henviser til, at vi siden økonomi-, gælds- og finanskrisen har været vidne til en bølge af foranstaltninger til bekæmpelse af skatteunddragelse og -undgåelse på internationalt plan; der henviser til, at der for at modvirke uregelmæssigheder er behov for større gennemsigtighed i forbindelse med finansielle tjenesteydelser, og at der i nogle medlemsstater allerede er erfaringer med centrale registre til indberetning af faktiske eller mulige overtrædelser af finansielle tilsynsregler; der henviser til De Forenede Nationers konvention mod korruption, der blev vedtaget i 2003(6); der henviser til, at Europa-Parlamentet i kølvandet på disse afsløringer har oprettet to særlige udvalg og et undersøgelsesudvalg; der henviser til, at det allerede i adskillige beslutninger har slået til lyd for beskyttelse af whistleblowere(7); der henviser til, at de allerede aftalte initiativer med henblik på at styrke den internationale udveksling af skatteoplysninger har været til stor hjælp, og at der i forbindelse med de forskellige skatterelaterede lækager er afsløret store mængder af vigtige oplysninger om uregelmæssigheder, som ellers ikke ville være kommet frem; F. der henviser til, at whistleblowere spiller en vigtig rolle i at rapportere ulovlig eller upassende adfærd, der underminerer almenvellet og funktionen af vores samfund, og at de for at gøre det giver arbejdsgivere, offentlige myndigheder eller offentligheden direkte oplysninger om en sådan adfærd, der underminerer almenvellet; G. der henviser til, at de hermed spiller en væsentlig rolle i at hjælpe medlemsstaterne og EU's institutioner og organer med at forebygge og tackle, blandt andre, alle overtrædelser af integritetsprincippet og magtmisbrug, der truer eller krænker folkesundhed og sikkerhed, finansiel integritet, økonomien, menneskerettigheder, miljøet eller retsstatsprincipperne, stigende arbejdsløshed, begrænser eller forvrænger fair konkurrence og undergraver borgernes tillid til demokratiske institutioner og processer på EU-lovgivnings- og nationalt niveau; H. der henviser til, at korruptionen i dag er et af de alvorligste problemer, som EU står over for, da den kan forhindre regeringerne i at beskytte befolkningen, arbejdstagerne, retsstaten og økonomien og resultere i en forringelse af de offentlige institutioner og tjenesteydelser, den økonomiske vækst og konkurrenceevnen på forskellige områder og i et tab af tillid til offentlige og private institutioners og virksomheders gennemsigtighed og demokratiske ansvarlighed; der henviser til, at korruption anslås at koste EU's økonomi 120 mia. EUR om året eller 1 % af EU's BNP; I. der henviser til, at de globale bestræbelser på bekæmpelse af korruption hidtil hovedsageligt har haft fokus på uregelmæssigheder i den offentlige sektor, men at lækager i den senere tid har fremhævet den rolle, som finansielle institutioner, finansielle rådgivere og andre private virksomheder spiller med hensyn til at lette korruption; J. der henviser til, at en række højt profilerede sager om whistleblowere har vist, at whistleblowing gør offentligheden og de politiske myndigheder opmærksom på information, der har interesse for offentligheden, såsom ulovlig eller upassende adfærd og andre alvorlige uregelmæssigheder; K. der henviser til, at sikring af fortrolighed bidrager til at skabe mere effektive kanaler til indberetning af svig, bestikkelse eller andre overtrædelser, og der henviser til, at dårlig forvaltning af fortrolige oplysninger i lyset af de følsomme oplysninger kan føre til uønsket lækage og en krænkelse af EU's og medlemsstaternes almene interesse; L. der henviser til, at indførelsen af offentlige registre over de egentlige ejere af investeringsselskaber og lignende juridiske arrangementer samt andre gennemsigtighedsforanstaltninger for investeringsinstrumenter måske kan være med til at modvirke de uregelmæssigheder, som whistleblowere typisk reagerer på; M. der henviser til, at sikring af fortroligheden af whistlebloweres identitet og de oplysninger, de afslører, bidrager til at skabe mere effektive kanaler for indberetning af svig, bestikkelse, uregelmæssigheder, forseelser og andre alvorlige overtrædelser, og der henviser til, at dårlig forvaltning af fortrolige oplysninger i lyset af de følsomme oplysninger kan føre til uønsket lækage og en krænkelse af almenheden inden for EU; der henviser til, at beskyttelse af whistleblowere i den offentlige sektor kan gøre det lettere at opdage misbrug af offentlige midler, svig og andre former for grænseoverskridende korruption i forbindelse med nationale eller EU's interesser; N. der henviser til, at det er beklageligt, at de eksisterende kanaler for indgivelse af formelle klager over forseelser i multinationale selskaber sjældent resulterer i, at uregelmæssigheder straffes konkret; O. der henviser til, at whistleblowing har vist sig at være nyttig på en række områder, både i de offentlige og den private sektorer, såsom folkesundhed, beskatning, miljø, forbrugerbeskyttelse, bekæmpelse af korruption og diskrimination og opretholdelse af sociale rettigheder; P. der henviser til, at tilfældet skal være velafgrænset i lyset af arten af de udøvede funktioner, forholdets eller de identificerede risicis alvor; Q. der henviser til, at det er afgørende vigtigt ikke at krydse barrieren mellem angiveri og whistleblowing; der henviser til, at der ikke er tale om at vide alt om alle, men om at afgrænse det, der udgør manglende indsats mod trusler mod demokratiet; R. der henviser til, at whistleblowere i mange tilfælde bliver udsat for repressalier, intimidering, eller pressionsforsøg, som har til formål at forhindre dem i eller afskrække dem fra at foretage en indberetning eller at straffe dem som følge af en indberetning; der henviser til, at sådant pres ofte især udøves på arbejdspladser, hvor whistleblowere, som har afsløret oplysninger i almenhedens interesse, inden for rammerne af deres ansættelsesforhold kan stå svagere over for arbejdsgiverne; S. der henviser til, at der ofte udtrykkes alvorlig bekymring over risikoen for, at whistleblowere, der handler i almenhedens interesse, udsættes for fjendtlighed, chikane, intimidering og udstødelse på deres arbejdsplads, mister deres job og får vanskeligt ved at finde ny beskæftigelse og ofte også udsættes for alvorlige trusler mod deres familiemedlemmer og kolleger; der henviser til, at risikoen for repressalier kan have afskrækkende virkning på whistleblowere, hvilket er til skade for almenhedens interesser; T. der henviser til, at beskyttelsen af whistleblowere bør garanteres ved lov og fremmes i hele EU, både i den offentlige og den private sektor, forudsat at de handler på baggrund af rimelige formodninger; der henviser til, at en sådan beskyttelse bør være afbalanceret og sikre fuld respekt for de grundlæggende og juridiske rettigheder hos de personer, som rapporterne omhandler; der henviser til, at en sådan beskyttelse bør gælde for undersøgende journalister, der fortsat er udsatte i forbindelse med videregivelse af følsomme oplysninger og beskytte whistleblowere på baggrund af fortroligheden om deres kilder; U. der henviser til, at whistleblowere ikke er sikret passende beskyttelse i en række medlemsstater, mens flere andre medlemsstater har indført avancerede beskyttelsesprogrammer, der dog ofte mangler sammenhæng og derfor tilbyder et utilstrækkeligt beskyttelsesniveau; der henviser til, at dette resulterer i en fragmenteret beskyttelse af whistleblowere i Europa, hvilket medfører vanskeligheder for dem, når de ønsker at kende deres rettigheder og indberetningsmuligheder, samt retsusikkerhed, navnlig i grænseoverskridende situationer; V. der henviser til, at Den Europæiske Ombudsmand har en klar kompetence til at undersøge klager fra EU-borgere over fejl eller forsømmelser i EU-institutionerne, men ikke i sig selv spiller nogen rolle i forbindelse med beskyttelsen af whistleblowere; W. der henviser til, at whistleblowing meget ofte ikke er begrænset til økonomiske og finansielle anliggender; der henviser til, at manglen på passende beskyttelse kan afholde potentielle whistleblowere fra at indberette embedsmisbrug for at undgå risikoen for repressalier og/eller gengældelse; der henviser til, at OECD har rapporteret, at 86 % af alle virksomheder i 2015 havde en mekanisme til indberetning af formodede alvorlige tilfælde af uregelmæssigheder i virksomheder, men at over en tredjedel af dem ikke havde en nedskrevet politik om at beskytte whistleblowere mod repressalier eller ikke vidste, om der fandtes en sådan politik; der henviser til, at adskillige whistleblowere, som har afsløret økonomiske og finansielle forseelser, uregelmæssigheder eller ulovlige aktiviteter, er blevet udsat for forfølgelse; der henviser til, at personer, der i almenhedens interesse indberetter eller offentliggør oplysninger, samt deres familiemedlemmer og kolleger, ofte udsættes for repressalier, der eksempelvis kan føre til tab af deres karriere; der henviser til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har en veletableret retspraksis hvad angår whistleblowere, men at beskyttelsen af whistleblowere bør være garanteret ved lov; der henviser til, at Den Europæiske Unions charter for grundlæggende rettigheder sikrer ytringsfriheden og retten til god forvaltning; X. der henviser til, at beskyttelsen af whistleblowere i Den Europæiske Union ikke bør begrænses til de europæiske sager, men også bør gælde for internationale sager; Y. der henviser til nødvendigheden af at fremme et arbejdsmiljø, hvor folk føler, at de trygt kan give udtryk for bekymring over potentielle uregelmæssigheder såsom mangler, embedsmisbrug, misforvaltning, svig og andre ulovligheder; der påpeger, at det er yderst vigtigt at fremme den rette kultur, hvor folk kan rejse spørgsmål uden frygt for repressalier, der kan påvirke deres nuværende og fremtidige beskæftigelse; Z. der henviser til, at arbejdstagere i mange jurisdiktioner, og navnlig i den private sektor, er underlagt forpligtelser om fortrolighed med hensyn til bestemte oplysninger, med den mulige konsekvens, at whistleblowere kan risikere disciplinære sanktioner som følge af at have foretaget indberetninger uden for deres ansættelsesforhold; AA. der henviser til, at mere end en tredjedel af de organisationer, som har en rapporteringsmekanisme, ifølge en undersøgelse fra OECD ikke har eller ikke er blevet underrettet om en skriftlig politik om at beskytte whistleblowere, som foretager indberetninger, mod repressalier; AB. der henviser til, at selv om EU-lovgivningen allerede indeholder visse regler, der beskytter whistleblowere mod nogle former for repressalier på forskellige områder, har Kommissionen endnu ikke foreslået passende lovgivningsmæssige foranstaltninger med henblik på en effektiv og ensartet beskyttelse af whistleblowere og deres rettigheder i EU; AC. der henviser til, at alle EU-institutionerne siden den 1. januar 2014 er forpligtet til at indføre interne regler for beskyttelse af whistleblowere, som er tjenestemænd i EU-institutionerne, i henhold til artikel 22a, 22b og 22c i personalevedtægten; AD. der henviser til, at Europa-Parlamentet i flere omgange har gjort sig til talsmand for at beskytte whistleblowere horisontalt i EU; AE. der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2013 om organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge: henstillinger vedrørende foranstaltninger og initiativer, der bør træffes, sin beslutning af 25. november 2015 om afgørelser i skattespørgsmål og andre foranstaltninger af lignende art eller med lignende virkning, sin beslutning af 16. december 2015 med henstillinger til Kommissionen om større gennemsigtighed, samordning og konvergens i EU's selskabsbeskatningspolitik samt til sin beslutning af 14. februar 2017 om whistlebloweres rolle i beskyttelsen af EU's finansielle interesser, opfordrer Europa-Parlamentet Kommissionen til at forelægge et lovgivningsforslag til at indføre et effektivt og omfattende europæisk program til beskyttelse af whistleblowere, der beskytter dem, der indberetter formodet svig eller ulovlig aktivitet til skade for offentlighedens interesse eller Den Europæiske Unions finansielle interesser; AF. der henviser til, at enhver person fra et tredjeland, der er anerkendt som whistleblower af Den Europæiske Union eller en af dens medlemsstater, bør nyde godt af alle de beskyttelsesforanstaltninger, der gælder, hvis den pågældende i eller uden for sit hverv har fået kendskab til og har videregivet oplysninger om ulovlige handlinger eller tilfælde af spionage begået af enten et tredjeland eller en national eller multinational virksomhed, og som er til skade for en stat, en nation eller borgere i EU, og som uden de pågældendes vidende bringer et statsstyres integritet, den nationale sikkerhed eller kollektive eller individuelle frihedsrettigheder i fare; AG. der henviser til, at siden den 1. juli 2014 har næsten alle europæiske institutioner og agenturer indarbejdet, hvilket er obligatorisk, foranstaltninger til beskyttelse af whistleblowere i deres interne forretningsorden i overensstemmelse med til stk. 22, litra b) og c), i tjenestemandsvedtægten; AH. der henviser til, at der nu foreligger veletablerede principper fra internationale organisationer som f.eks. Europarådet og OECD, samt fast retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol; AI. der henviser til, at vigtigheden af beskyttelse af whistleblowere er anerkendt i alle vigtige internationale dokumenter om korruption, og at der er opstillet standarder for whistleblowing i De Forenede Nationers konvention mod korruption (UNCAC), Europarådets henstilling CM/Rec (2014) 7 og OECD’s henstilling fra 2009 om bekæmpelse af bestikkelse; AJ. der henviser til, at det er af afgørende betydning, at der hurtigst muligt indføres en horisontal, omfattende ramme, som ved at fastsætte rettigheder og pligter effektivt beskytter whistleblowere i alle EU's medlemsstater samt EU-institutioner, myndigheder og organisationer; Whistlebloweres rolle og behovet for at beskytte dem 1. opfordrer Kommissionen til efter at have udført en vurdering af det relevante retsgrundlag, der sætter EU i stand til at træffe yderligere foranstaltninger, til inden udgangen af dette år at fremlægge et horisontalt lovgivningsmæssigt forslag tom oprettelse af en omfattende fælles lovgivningsmæssig ramme, som vil sikre et højt beskyttelsesniveau overalt i både den offentlige og den private sektor samt i de nationale og europæiske institutioner, herunder relevante nationale og europæiske organer, kontorer og agenturer, for whistleblowere i EU, under hensyntagen til den nationale kontekst og uden at medlemsstaternes mulighed for at træffe yderligere foranstaltninger begrænses; understreger, at der i dag findes flere forskellige mulige retsgrundlag, der sætter EU i stand til at handle på dette område; anmoder Kommissionen om at overveje disse for at forelægge et bredt sammenhængende og effektivt instrument; erindrer Kommissionen om den doktrin, der er udarbejdet af EU-domstolen gennem mangeårig retspraksis om begrebet om Unionens stiltiende beføjelser, der muliggør brugen af adskillige retsgrundlag; 2. fremhæver den urimelige og foruroligende omstændighed, at borgere og journalister i stedet for at nyde juridisk beskyttelse udsættes for forfølgelse, når de offentliggør information i almenhedens interesse, herunder om mistanke om embedsmisbrug, forseelser, svindel eller forbudte aktiviteter, navnlig når der er tale om adfærd, der krænker EU's grundlæggende principper, eksempelvis skatteundgåelse, skatteunddragelse og hvidvaskning af penge; 3. mener, at internationale aftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser, beskatning og konkurrence bør indeholde bestemmelser om beskyttelse af whistleblowere; 4. fremhæver behovet for retssikkerhed i forbindelse med bestemmelserne om beskyttelse af whistleblowere, idet en fortsat mangel på klarhed og en fragmenteret tilgang afskrækker mulige whistleblowere fra at stå frem; påpeger derfor, at relevant EU-lovgivning bør fastsætte en klar procedure for korrekt håndtering af afsløringer og effektiv beskyttelse af whistleblowere; 5. minder om, at alle fremtidig rammebestemmelser bør tage hensyn til de regler, rettigheder og pligter, der vedrører og har konsekvenser for ansættelsesforhold; understreger desuden, at dette bør ske i samråd med arbejdsmarkedets parter og i overensstemmelse med de kollektive overenskomster; 6. opfordrer til, at det i denne lovgivning sikres, at virksomheder, der udfører fuldt påviselige gengældelseshandlinger over for whistleblowere, ikke kan modtage EU-midler og ej heller indgå kontrakter med offentlige myndigheder; 7. opfordrer medlemsstaterne til at udvikle data, benchmarks og indikatorer for whistleblowerpolitikker inden for såvel den offentlige som den private sektor; 8. opfordrer medlemsstaterne til at tage hensyn til artikel 33 i FN's konvention mod korruption, hvori whistlebloweres rolle i forebyggelsen af og kampen mod korruption understreges; 9. beklager, at kun få medlemsstater har indført tilstrækkeligt fremskredne systemer til beskyttelse af whistleblowere; opfordrer de medlemsstater, som endnu ikke har gennemført sådanne systemer eller relevante principper i deres nationale lovgivning, til at gøre dette hurtigst muligt; 10. understreger behovet for, at der i undervisningsplanerne for handelsuddannelser og beslægtede fag bliver lagt større vægt på forretningsmoral; 11. opfordrer medlemsstaterne og EU-institutionerne til at fremme en kultur, der anerkender den vigtige rolle, whistleblowere spiller i samfundet, bl.a. ved hjælp af oplysningskampagner; opfordrer navnlig Kommissionen til at udarbejde en omfattende handlingsplan med henblik herpå; anser det for nødvendigt i den offentlige sektor og på arbejdspladserne at fremme en etisk kultur for at kaste lys over betydningen af, at der skabes opmærksomhed blandt arbejdstagerne om de eksisterende retlige rammer om whistleblowing, i samarbejde med fagforeningerne; 12. opfordrer indtrængende Kommissionen til at overvåge medlemsstaternes bestemmelser om whistleblowere med henblik på at lette udvekslingen af bedste praksis, der vil bidrage til en mere effektiv beskyttelse af whistleblowere på nationalt plan; 13. opfordrer Kommissionen til at fremsætte en omfattende plan med henblik på at imødegå overførsel af aktiver til lande uden for EU, hvor korrupte personers anonymitet kan opretholdes; 14. forstår ved whistleblower enhver person, som rapporterer om eller afslører information, der er af almen interesse, herunder europæisk almen interesse, såsom en handling, som er ulovlig eller retsstridig, eller en handling, udgør en trussel eller påføre skade, som skader eller truer den almene interesse, normalt, men ikke kun, i forbindelse med sit ansættelsesforhold, det være sig i den offentlige eller den private sektor, inden for rammerne af et kontraktforhold eller i forbindelse med sine fagforenings- eller foreningsaktiviteter; understreger, at dette omfatter personer, der er uden for den traditionelle arbejdstager-arbejdsgiverforhold, såsom konsulenter, kontrahenter, praktikanter, volontører, studerende, arbejdstagere, midlertidigt ansatte, tidligere ansatte, der har dokumentation for sådanne handlinger og med formodede grunde til at mene, at de indberettede oplysninger er korrekte; 15. mener, at personer, som ikke er omfattet af det traditionelle arbejdsgiver-arbejdstager-forhold som f.eks. konsulenter, entreprenører, lærlinge, frivillige, studentermedhjælpere, midlertidigt og tidligere ansatte samt borgere bør have adgang til indberetningskanaler og passende beskyttelse, når de afslører oplysninger om en ulovlig eller fejlagtig handling, eller en handling, der er til skade for almenhedens interesse; 16. mener, at der er behov for en klar løsning for whistleblowere, der arbejder i EU-registrerede selskaber, men som er baseret uden for EU; 17. mener, at oplysninger om en handling til skade for den almene interesse omfatter, men ikke begrænser sig til korruption, strafbare handlinger, brud på kontaktlige forpligtelser, rettergangsfejl, embedsmisbrug, interessekonflikter, uberettiget brug af offentlige midler, misbrug af beføjelser, ulovlige finansielle strømme, trusler mod miljøet, sundheden, den offentlige sikkerhed, den nationale og globale sikkerhed og beskyttelsen af privatlivets fred og personoplysninger, skatteundgåelse, forbrugerrettigheder, overgreb mod arbejdstagerrettigheder samt andre sociale rettigheder og krænkelser af menneskerettighederne og grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstaten og forsøg på at dække over sådanne handlinger; 18. mener, at den almene interesse bør gå forud for den private eller økonomiske værdi af de afslørede oplysninger, og at det bør være muligt at afsløre oplysninger om alvorlige trusler mod den almene interesse, selv når den er retligt beskyttet; mener imidlertid, at særlige procedurer bør finde anvendelse på oplysninger, der omfatter overholdelse af faglig etik og klassificerede oplysninger, der er relateret til nationens sikkerhed og forsvar; mener, at der i sådanne tilfælde bør rapporten gøres til en kompetent myndighed; 19. understreger, at der altid skal sikres en effektiv beskyttelse af whistleblowere, også selv om afsløringen ikke vedrører ulovlige handlinger, når der afsløres oplysninger med det formål at forhindre mulige skader på almenhedens interesser; 20. understreger behovet for, at medlemsstaterne overholder Europarådets rekommandation om beskyttelse af whistleblowere; 21. fremhæver, at whistleblowere i de seneste år til stadighed har vist sig at spille en vigtig rolle ved afsløringen af handlinger, der er til alvorlig skade for den almene interesse, at de bidrager til demokrati, gennemsigtighed i politik og økonomi, offentlig information, og at de bør anerkendes som nødvendige for at forbygge ulovlige handlinger; understreger, at de har vist sig at være en væsentlig kilde for undersøgende journalistik og for en uafhængig presse; minder om, at garantien for fortroligheden for kilder er afgørende for opretholdelsen af pressefriheden; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at journalisters ret til ikke at afsløre en kildes identitet beskyttes effektivt; er af den opfattelse, at journalister også er sårbare og derfor bør nyde beskyttelse; 22. bemærker, at flere medlemsstater i de seneste år har taget skridt til at styrke whistlebloweres rettigheder; beklager imidlertid, at whistleblowere fortsat udsættes for civil- og strafferetlig retsforfølgning i flere medlemsstater, navnlig når de eksisterende muligheder for at forsvare, støtte og beskytte dem er utilstrækkelige eller ineffektive; påpeger desuden, at forskelle mellem medlemsstaterne fører til retsusikkerhed, forumshopping og risiko for en uretfærdig behandling; 23. mener, at manglen på passende beskyttelse af whistleblowere har negativ indvirkning på beskyttelsen af EU's finansielle interesser; 24. mener, at gennemførelsen af omfattende juridiske bestemmelser vedrørende beskyttelse af whistleblowere ansporer til en kultur, hvor man tør stå frem, og at whistleblowere bør forfremmes som belønning for godt samfundssind; opfordrer derfor indtrængende medlemsstaterne og EU-institutionerne til at fremme den positive rolle, som whistleblowere spiller, samt informere om de alvorlige bekymringer vedrørende deres ofte sårbare og forsvarsløse stilling, navnlig ved hjælp af oplysnings- og beskyttelseskampagner, kommunikation og uddannelsestiltag; opfordrer navnlig Kommissionen til at fremlægge en omfattende handlingsplan herom; opfordrer i denne forbindelse til lancering af en hjemmeside, hvor nyttige oplysninger om beskyttelse af whistleblowere bør publiceres, og hvor klager kan indsendes; understreger, at dette websted bør være let tilgængeligt for offentligheden, og at oplysningerne bør forblive anonyme; 25. opfordrer til, at der gøres en indsats for at ændre opfattelsen af whistleblowere i offentligheden, navnlig blandt politikere, arbejdsgivere og medier, ved at fremhæve deres positive rolle som tidlig varselsmekanisme og afskrækkelsesmiddel, som middel til at afsløre og forebygge misbrug og korruption og som en kontrolmekanisme til brug for det offentlige tilsyn med myndigheder og virksomheder; 26. opfordrer medlemslandene til at være proaktive med hensyn til at fremme en åben kultur på arbejdspladsen, uanset om denne er offentlig eller privat, noget, der giver organisationer mulighed for at operere med høje etiske standarder, som giver medarbejderne modet til at stå frem, og som derfor gør det muligt at gribe ind med henblik på at forebygge eller råde bod på trusler eller skader; 27. tilskynder medlemsstaterne til regelmæssigt at vurdere effektiviteten af de foranstaltninger, som de iværksætter, idet der tages hensyn til offentlighedens holdninger til whistleblowing og whistleblowere, tværsektorielle undersøgelser af ledere med ansvar for at modtage og håndtere rapporter samt uafhængige undersøgelser af whistleblowing på forskellige arbejdspladser; 28. tilskynder de medlemsstater, der endnu ikke har indført lovgivning om whistleblowing, til at gøre det inden for en overskuelig fremtid, og opfordrer Kommissionen til at overveje at oprette en platform for udveksling af bedste praksis på dette område mellem medlemsstaterne, men også med tredjelande; 29. understreger vigtigheden af forskning og udveksling af god praksis for at fremme en bedre beskyttelse af whistleblowere på europæisk plan; 30. opfordrer Den Europæiske Revisionsret og Den Europæiske Ombudsmand til hver især inden udgangen af 2017 at offentliggøre: særlige rapporter, der indeholder statistikker og en klar resultatliste af identificerede tilfælde af whistleblowing i de europæiske institutioner, virksomheder, foreninger, organisationer og andre organer, der er registreret i EU 2) de berørte institutioners opfølgning i forhold til de sager, der er afsløret på grundlag af Kommissionens gældende retningslinjer og bestemmelser 3) resultatet af hver undersøgelse som følge af de modtagne oplysninger fra whistleblowere, og 4) de foranstaltninger, der er planlagt i hvert enkelt tilfælde til beskyttelse af whistleblowere; Indberetningsmekanisme 31. bemærker, at fraværet af en klart identificerede beskyttelsesmidler og sikker indberetning samt den potentielt manglende opfølgning udgør en hindring for whistlebloweres aktiviteter, der kan afholde dem fra whistleblowing og påvirke et antal whistleblowere til ikke at udtale sig; er bekymret over de repressalier og det pres, som whistleblowere udsættes for, når de henvender sig til den forkerte person eller den forkerte enhed inden for deres organisation; 32. mener, at det er nødvendigt at etablere et sammenhængende, troværdigt og pålideligt system, som gør det muligt at foretage indberetninger til kompetente myndigheder både inden for og uden for organisationen; mener, at et sådant system ville lette vurderingen af troværdighed- og gyldighed af en rapport inden for dens rammer; 33. opfordrer Kommissionen til at undersøge et system, som gør det muligt at foretage whistleblowing både inden for og uden for organisationen; understreger, at der bør iværksættes retfærdige og rimelige procedurer, der sikrer fuld respekt for grundlæggende og lovmæssige rettigheder for både whistlebloweren og den påståede skadevolder; mener, at arbejdsgiverne bør tilskyndes til at indføre interne indberetningsprocedurer, og at der inden for hver enkelt organisation bør være en uafhængig og upartisk person, der er ansvarlig for at modtage indberetninger; mener, at arbejdstagerrepræsentanter bør inddrages i udvælgelsen af denne ansvarlige person; understreger, at modtageren af indberetningen bør give passende opfølgning af hver rapport, der modtages, og informere whistlebloweren om denne opfølgning inden for en rimelig tidsramme; 34. mener, at de enkelte organisationer selv bør fastlægge klare rapporteringsveje, der gør det muligt for whistleblowere at rapportere om uregelmæssigheder inden for hans eller hendes organisation; understreger, at hver enkelt medarbejder bør informeres om den relevante rapporteringsprocedure, som bør sikre fortrolighed og en behandling af indberetningen inden for en rimelig tidsramme; understreger, at whistleblowere også fortsat skal kunne henvende sig til de relevante offentlige myndigheder, ikke-statslige organisationer eller medier, navnlig i mangel af et positivt svar fra organisationen, eller hvis rapporteringen internt eller til de kompetente myndigheder tydeligvis vil forringe effektiviteten af indberetningen, hvis informanten er i fare eller har et akut behov for at indberette oplysninger; 35. minder om offentlighedens ret til at blive informeret om eventuelle forseelser, der underminerer offentlighedens interesse; understreger, at hvad dette angår bør det altid være muligt for en whistleblower at offentliggøre oplysninger om ulovlige eller uberettigede handlinger eller handlinger, der underminerer offentlighedens interesse; 36. minder om sin beslutning af 14. februar 2017 om whistlebloweres rolle for beskyttelsen af EU's finansielle interesser, som også opfordrede EU's institutioner til i samarbejde med alle relevante nationale myndigheder at indføre og træffe alle nødvendige foranstaltninger til at beskytte fortroligheden af informationskilderne, og opfordrer derfor til, at der oprettes et kontrolleret websted, hvor der kan indgives klager på en helt fortrolig måde; 37. mener, at indberetning uden for organisationen, herunder direkte til offentligheden uden en forudgående intern fase ikke kan medføre, at indberetningen bliver ugyldig, at der sker retsforfølgning, eller at der gives afslag på beskyttelse; mener, at denne beskyttelse bør ydes uafhængigt af den valgte indberetningskanal og på baggrund af de afslørede oplysninger og det forhold, at whistlebloweren havde rimelige grunde til at tro, at det var sandt; Beskyttelse i tilfælde af indberetning 38. er foruroliget over de risici, som whistleblowere udsættes for på deres arbejdssted, og især over de direkte eller indirekte risici for repressalier fra deres arbejdsgiver og fra personer, der arbejder for eller handler på vegne af sidstnævnte; understreger, at disse repressalier hyppigst giver sig udslag i udelukkelse, i en forsinkelse eller bremsning af karriereforløbet eller ligefrem en afskedigelse, samt i tilfælde af psykisk chikane; understreger, at disse repressalier lægger en dæmper på whistlebloweres aktiviteter; mener, at det er nødvendigt at indføre beskyttelsesforanstaltninger mod repressalier; er af den opfattelse, at repressalier bør føre til straffeforanstaltninger og effektive sanktioner; understreger, at når en person er anerkendt som en whistleblower, bør der træffes foranstaltninger for at beskytte ham eller hende, for at sætte en stopper for eventuelle gengældelsesforanstaltninger mod ham eller hende, samt til at yde whistlebloweren fuld erstatning for den erstatning for de tab og skader, der er lidt; er af den opfattelse, at disse bestemmelser bør indgå i Kommissionens forslag til et horisontalt direktiv om beskyttelse af whistleblowere; 39. mener, at whistlebloweren bør have mulighed for foreløbig retsbeskyttelse for at forhindre repressalier som for eksempel afskedigelse, indtil der foreligger et officielt resultat af enhver administrativ, retlig eller anden procedure; 40. understreger, at intet ansættelsesforhold bør begrænse en persons ret til ytringsfrihed, og at ingen bør udsættes for forskelsbehandling i forbindelse med udøvelsen af denne ret; 41. minder om, at alle fremtidig lovrammer bør tage hensyn til de regler, rettigheder og pligter, der vedrører og har konsekvenser for ansættelsesforhold; understreger desuden, at dette bør ske med inddragelse af arbejdsmarkedets parter og under overholdelse af kollektive overenskomster; 42. understreger, at whistleblowere og deres familiemedlemmer samt personer, der bistår dem, og hvis liv eller sikkerhed er i fare, skal have ret til ordentlig og effektiv beskyttelse af deres fysiske, moralske og sociale integritet og deres livsgrundlag ved at tildeles den højest mulige grad af fortrolighed; 43. mener, at disse beskyttelsesforanstaltninger også skal finde anvendelse, når whistlebloweren indberetter handlinger, der involverer medlemsstaterne; 44. bemærker, at undersøgende journalister og den uafhængige presse udøver et ofte ensomt erhverv stillet over for de pres fra mange sider, som de kan blive udsat for, hvorfor det er vigtigt at beskytte dem mod enhver form for forsøg på intimidering; 45. foreslår, at midlertidig lettelse indtil resultatet af civile retssager foreligger bør være tilgængelig for personer, der har været ofre for repressalier som følge af indberetning eller afsløring i det offentliges interesse, navnlig i sager om tab af beskæftigelse; 46. fordømmer den praksis, der går ud på at give mundkurv på ved at iværksætte eller true med at iværksætte retsforfølgning over for whistleblowere - ikke med det formål at lade retten ske fyldest, men for at få de pågældende til at udøve selvcensur eller for at opnå et økonomisk, mentalt og psykisk sammenbrud; mener, at en sådan procedurefordrejning bør være underlagt straf og sanktioner; 47. henviser til, at whistleblowere løber en risiko for straffe- og civilretlig retsforfølgning; understreger, at de ofte er den svageste part i retssager; mener derfor, at arbejdsgiveren i tilfælde af påståede gengældelsestiltag mod whistleblowere skal fremlægger beviser på, at disse tiltag ikke har forbindelse til whistleblowerens rapport; mener, at beskyttelsen af whistleblowere bør gives på grundlag af de afslørede oplysninger og ikke whistleblowerens hensigt; understreger imidlertid, at whistleblowere skal have indberettet oplysninger, som han eller hun mente, var sande; mener, at der bør gives garanti for fortrolighed under hele proceduren, og at whistleblowerens identitet ikke må afsløres uden den pågældendes samtykke; understreger, at afsløring af fortroligheden af identiteten uden whistleblowerens samtykke bør være underlagt strafferetslige konsekvenser og sanktioner; 48. mener, at whistleblowere ikke bør kunne blive genstand for straffe- eller civilretlig forfølgelse eller for administrative eller disciplinære foranstaltninger på grund af indberetninger, de har foretaget; 49. mener, at man ved at åbne mulighed for anonyme indberetninger kan sikre, at whistleblowere videregiver oplysninger, der ellers ikke vil blive indberettet; understreger i denne forbindelse, at der bør introduceres måder, der er tydeligt reguleret, til at indberette anonymt til den nationale eller europæiske uafhængige myndighed med ansvar for indsamling af rapporter, kontrol af deres troværdighed, opfølgning på det svar, der er givet, og gives vejledning til whistleblowere også i det digitale miljø, ved at de tilfælde, hvor anonym indberetning gælder, fastsættes præcist; understreger, at whistleblowerens identitet samt alle oplysninger, der gør det muligt at identificere den pågældende, ikke bør afsløres uden dennes samtykke; mener, at enhver tilsidesættelse af anonymitet bør gøres til genstand for sanktioner; 50. understreger, at ingen bør miste retten til beskyttelse alene ud fra den begrundelse, at whistlebloweren har fejlbedømt de faktiske omstændigheder, eller at den formodede trussel mod den almene interesse ikke bliver en realitet, forudsat at den pågældende på indberetningstidspunktet har haft rimelig grund til at nære tillid til troværdigheden af sit udsagn; minder om, at de ansvarlige skal stilles til ansvar i tilfælde af falske beskyldninger og ikke nyde godt af den beskyttelse, der er ydet til whistleblowere; fremhæver, at enhver person, der lider skade, direkte eller indirekte, på grund af indberetning eller afsløring af unøjagtige eller vildledende oplysninger, bør tildeles retten til at anvende effektive retsmidler mod ondsindet eller misbrugt indberetning; 51. minder om betydningen af at udarbejde retsakter, som forbyder enhver form for repressalier, uanset om det er passiv afskedigelse eller passive foranstaltninger; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at afholde sig fra at kriminalisere whistlebloweres handlinger, når de afslører oplysninger om ulovlige aktiviteter eller uregelmæssigheder eller aktiviteter som underminerer eller skader den offentlige interesse; 52. minder om, at den eksisterende EU-lovgivning i mellemtiden bør anvendes både af EU's institutioner og medlemsstaterne og fortolkes således, at den yder whistleblowere, der handler i almenhedens interesse, den bedst mulige beskyttelse; fremhæver, at beskyttelse af whistleblowere allerede er blevet anerkendt som en vigtig mekanisme til at sikre en effektiv anvendelse af EU-lovgivningen; opfordrer derfor medlemsstaterne til at afholde sig fra at kriminalisere whistlebloweres handlinger, når de afslører oplysninger, der er i almenhedens interesse; Støtte til whistleblowere 53. understreger den rolle, som fagforeninger, fagforeninger og civilsamfundets organisationer spiller med hensyn til at støtte og hjælpe whistleblowere, når de forhandler inden for deres organisation; 54. understeger, at whistleblowere, samt de personer, som bistår dem, ud over erhvervsbetingede risici udsættes for personlige, psykologiske, sociale og finansielle risici; mener, at, der bør sikres psykologisk bistand, når det er relevant, at der bør bevilges specialiseret retshjælp til whistleblowere, der anmoder herom og som mangler tilstrækkelige ressourcer, at social og finansiel støtte bør gives til dem, som giver udtryk for behørigt begrundede behov og som en retssikrende foranstaltning, hvis der anlægges civile søgsmål eller retssager mod en whistleblower, i overensstemmelse med national ret og praksis; tilføjer, at der bør ydes kompensation, uanset arten af den skade, som whistlebloweren har lidt, som følge af at udarbejde en rapport; 55. henviser i denne forbindelse til den omstændighed, at Den Europæiske Ombudsmand i Parlamentet har oplyst, at hun er villig til at undersøge muligheden for at oprette et sådant organ inden for rammerne af ombudsmandsinstitutionen, og opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne for at tildele Den Europæiske Ombudsmand, som allerede har kompetence til at undersøge klager over uregelmæssigheder inden for EU-institutionerne, disse opgaver; 56. opfordrer medlemsstaterne og EU's institutioner til i samarbejde med alle relevante myndigheder at indføre og tage alle mulige fornødne foranstaltninger til beskyttelse af deres informationskilders fortrolighed med henblik på at imødegå enhver form for diskriminerende handlinger eller trusler samt at etablere gennemsigtige kanaler for indberetninger, oprette uafhængige nationale myndigheder og EU-myndigheder til at beskytte whistleblowere og overveje at tildele disse myndigheder særlige støttemidler; opfordrer også til oprettelse af en central europæisk myndighed til effektiv beskyttelse af whistleblowere og personer, der bistår dem i deres handlinger, baseret på modellen til beskyttelse af personoplysninger; 57. opfordrer Kommissionen til at udvikle instrumenter, der fokuserer på beskyttelse mod uberettiget retsforfølgning, økonomiske sanktioner og diskrimination for at denne foranstaltning kan være effektiv; 58. opfordrer medlemsstaterne til at etablere uafhængige instanser med tilstrækkelige budgetmidler, passende kompetencer og kvalificerede fagfolk med ansvar for at indsamle rapporter, kontrollere deres troværdighed, følge op på det svar, der er givet, og give vejledning til whistleblowere, navnlig i mangel af et positivt svar fra deres organisation samt rette dem mod passende finansiel støtte, navnlig i grænseoverskridende situationer eller i tilfælde, der direkte inddrager medlemsstaterne eller EU's institutioner; foreslår, at sidstnævnte offentliggør en årlig rapport om de modtagne indberetninger og deres behandling, samtidig med at fortrolighedskravet i det eventuelle løbende undersøgelser respekteres; 59. understreger, at man bør overveje at gøre adgangen til oplysninger og fortrolig rådgivning gratis for personer, som overvejer at foretage en indberetning i almenhedens interesse eller afsløre ulovlige eller fejlagtige handlinger, der underminerer eller truer almenhedens interesse; bemærker, at strukturer, der kan levere sådanne oplysninger og sådan rådgivning, bør identificeres, og deres kontaktoplysninger stilles til rådighed for offentligheden; 60. gentager, at det udover nydelsen af alle beskyttelsesforanstaltninger, der tilkommer whistleblowere, er uomgængeligt nødvendigt konkret at garantere disse whistleblowere modtagelse, ophold og sikkerhed i en medlemsstat, der ikke har nogen udleveringsaftale med det land, der har begået disse handlinger; opfordrer for så vidt angår tilfælde af eksisterende udleveringsaftaler mellem Den Europæiske Union og det beskyldte tredjeland Kommissionen til i medfør af artikel 67, stk. 2, i TEUF om europæisk asylpolitik at handle inden for sin kompetence og at træffe alle de sikkerhedsforanstaltninger, der er nødvendige i forhold til disse whistleblowere, som er særligt udsat for hårde repressalier i de lande, hvis ulovlige eller svigagtige fremgangsmåder de har afsløret; 61. opfordrer Kommissionen til at foreslå oprettelse af et tilsvarende organ på EU-plan med tilstrækkelige budgetmidler, passende kompetence og passende speciale og ansvar for at koordinere medlemsstaternes aktiviteter, navnlig i sager på tværs af grænserne; mener, at dette organ ligeledes bør være i stand til at indsamle indberetninger, kontrollere troværdigheden heraf, udstede bindende anbefalinger og vejlede whistleblowere, når svaret fra whistleblowerens medlemsstat eller de nationale organer tydeligvis ikke er passende; foreslår, at sidstnævnte offentliggør en årlig rapport om de modtagne indberetninger og deres behandling, samtidig med at fortrolighedskravet i det eventuelle løbende undersøgelser respekteres; mener, at Den Europæiske Ombudsmands mandat kan udvides til at opfylde denne funktion; 62. mener, at når en indberetning er blevet anerkendt som alvorlig, bør den lede til behørig efterforskning og følges op med passende foranstaltninger; understreger, at whistleblowere i løbet af undersøgelsen bør have mulighed for at afklare hans eller hendes klage og fremlægge yderligere oplysninger eller beviser; 63. opfordrer medlemsstaterne til at udvikle data, benchmarks og indikatorer for whistleblower-politikker inden for den offentlige og den private sektor; 64. opfordrer alle EU-institutionerne til at reagere på Ombudsmandens særberetning af 24. juli 2014, jf. artikel 22c i den nye tjenestemandsvedtægt, hvori alle EU-organer opfordres til at indføre etiske alarmmekanismer og retlige rammer for whistleblowing direkte baseret på Ombudsmandsinstitutionens interne regler; gentager sit tilsagn om at gøre dette; 65. mener, at whistleblowere også bør have ret til at gennemse og kommentere resultatet af undersøgelsen, der er forbundet med deres afsløring; 66. opfordrer EU-institutionerne og andre EU-organer til at gå foran med et godt eksempel ved straks at anvende Den Europæiske Ombudsmands retningslinjer; opfordrer Kommissionen til både for sit eget og for EU-agenturernes vedkommende fuldt ud at gennemføre dens egne retningslinjer for beskyttelse af whistleblowere i overensstemmelse med personalevedtægterne af 2012; opfordrer Kommissionen til at samarbejde effektivt og koordinere indsatsen for at beskytte whistleblowere med andre institutioner, herunder Den Europæiske Anklagemyndighed; 67. påpeger behovet for et bedre fungerende system for indberetning af uredelig adfærd i virksomheder, som supplerer og forsøger at forbedre effektiviteten af de nuværende nationale kontaktpunkter for OECD's retningslinjer om multinationale selskaber; 68. understreger, at efterforskningen af de spørgsmål, som whistleblowere rejser, bør gennemføres uafhængigt og inden for kortest mulig tid og også beskytte rettighederne for den enkelte, som kan være berørt af en offentliggørelse; fremhæver, at både whistlebloweren såvel som alle personer, der involveres i en afsløring, bør have mulighed for at fremlægge yderligere argumenter og beviser under hele undersøgelsen, og at de bør holdes underrettet om, hvordan offentliggørelsen håndteres; 69. bifalder, at Kommissionen endelig har indført en whistleblowerkanal til at indberette eller afsløre oplysninger om konkurrence- og kartelaftaler, men understreger behovet for forenklede procedurer, og insisterer på, at der ikke bør være et alt for stort antal kanaler; o 70. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.
| ||||||||||||||||||||||
| Mindsteindkomstpolitik som et redskab til bekæmpelse af fattigdom |
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Europa-Parlamentet, — der henviser til artikel 3, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 4, 9, 14, 19, 151 og 153 i traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF), — der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948 som bekræftet af verdenskonferencen om menneskerettigheder i 1993, navnlig artikel 3, 23 og 25, — der henviser til EU's charter om grundlæggende rettigheder, og navnlig bestemmelserne om sociale rettigheder, især artikel 34, 35 og 36, som specifikt fastsætter retten til social bistand og retten til en bolig, retten til et højt sundhedsbeskyttelsesniveau og retten til adgang til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, — der henviser til den europæiske socialpagt, navnlig artikel 1, 4, 6, 12, 14, 17, 19, 30 og 31, — der henviser til Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) konvention nr. 29 og 105 om afskaffelse af tvangsarbejde, ILO-konvention nr. 102 om social sikring og ILO-henstilling nr. 202 om social mindstebeskyttelse, — der henviser til ILO's dagsorden for anstændigt arbejde og til den globale jobpagt, der blev vedtaget ved global konsensus på Den Internationale Arbejdskonference den 19. juni 2009, — der henviser til EPSCO-Rådets konklusioner fra juni 2013, "Sociale investeringer i vækst og beskæftigelse"; — der henviser til Rådets henstilling 92/441/EØF af 24. juni 1992 om fælles kriterier i forbindelse med sikring af tilstrækkelige indtægter og ydelser fra socialbeskyttelsesordninger(1) (henstilling om en minimumsindkomst), — der henviser til Rådets henstilling 92/442/EØF af 27. juli 1992 om overensstemmelse mellem målene og politikken for social beskyttelse(2), — der henviser til Kommissionens henstilling 2013/112/EU af 20. februar 2013 med titlen "Investering i børn: Hvordan man bryder den onde cirkel for de socialt udsatte"(3), — der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. februar 2013 med titlen "Sociale investeringer i vækst og samhørighed, herunder gennem anvendelse af Den Europæiske Socialfond 2014-2020" (COM(2013)0083) og det ledsagende dokument SWD(2013)0038, — der henviser til Kommissionens henstilling 2008/867/EF af 3. oktober 2008 om aktiv integration af mennesker, som er udstødt fra arbejdsmarkedet(4), — der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 med titlen "Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst" (COM(2010)2020), — der henviser til Kommissionens forslag af 2. marts 2015 til Rådets afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker (COM(2015)0098), — der henviser til sin beslutning af 6. maj 2009 om den nye sociale dagsorden(5), — der henviser til sin beslutning af 20. oktober 2010 om mindsteindkomstens betydning for bekæmpelse af fattigdom og fremme af et samfund med plads til alle(6), — der henviser til sin beslutning af 20. november 2012 om en social investeringspagt – som svar på krisen(7), — der henviser til sin beslutning af 24. november 2015 om begrænsning af uligheder med særligt fokus på børnefattigdom(8), — der henviser til sin beslutning af 14. april 2016 om opfyldelse af målet med hensyn til fattigdomsbekæmpelse på baggrund af de stigende udgifter for husholdningerne(9), — der henviser til sin beslutning af 26. maj 2016 om fattigdom: et kønsperspektiv(10), — der henviser til sin beslutning af 15. september 2016 om forslag til Rådets afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker(11), — der henviser til sin beslutning af 19. januar 2017 om en europæisk søjle for sociale rettigheder(12), — der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 15. juni 2011 om "Den europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse: En europæisk ramme for social og territorial samhørighed", — der henviser til udtalelse af 10. december 2013 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg med titlen "Europæisk mindsteindkomst og fattigdomsindikatorer", — der henviser til undersøgelsen "Towards adequate and accessible minimum income schemes in Europe" (på vej mod tilstrækkelige og tilgængelige mindsteindkomstordninger i Europa), som blev offentliggjort i 2015 af European Minimum Income Network (det europæiske mindsteindkomstnetværk) (EMIN), — der henviser til Eurofounds rapport fra 2015 med titlen "Adgang til sociale ydelser – reduktion af manglende udnyttelse", — der henviser til Eurofounds rapport fra 2017 om "Income inequalities and employment patterns in Europe before and after the Great Recession" (indkomstuligheder og beskæftigelsesmønstre i Europa før og efter den store recession), — der henviser til udkastet til den endelige rapport fra Europa-Parlamentets Temaafdeling A med titlen "mindsteindkomstpolitikker i EU's medlemsstater", der blev offentliggjort i sin endelige form i april 2017, — der henviser til rapporten med titlen "mindsteindkomstordningerne i Europa – en undersøgelse af de nationale politikker 2015", der er udarbejdet for Europa-Kommissionen af The European Social Policy Network (ESPN) i 2016, — der henviser til forespørgsel til mundtlig besvarelse O-000087/2016 – B8-0710/2016 af 15. juni 2016 fremsat af Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, — der henviser til forespørgsel til skriftlig besvarelse P-001004/2016 af 2. februar 2016, — der henviser til sin henstilling til Rådet af 7. juli 2016 om De Forenede Nationers Generalforsamlings 71. samling(13), — der henviser til Schumanerklæringen af 9. maj 1950, der opfordrede til "lige forbedrede levebetingelser for arbejdskraften", — der henviser til forretningsordenens artikel 52, — der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og udtalelse fra Økonomi- og Valutaudvalget (A8-0292/2017), A. der henviser til, at fattigdom og social udstødelse, hvis årsager og varighed ikke afhænger af viljen hos dem, der er udsat for dette, er krænkelser af den menneskelige værdighed og af de grundlæggende menneskerettigheder; der henviser til, at EU og dets medlemsstater i 2016 forpligtede sig til at reducere antallet af personer, der er truet af fattigdom og social udstødelse, med 20 millioner inden 2020; der henviser til, at fattigdom og social udstødelse ikke er et spørgsmål om den enkeltes ansvar og er nødt til at blive behandlet på en kollektiv måde; B. der henviser til, at Europa er en af de rigeste regioner i verden, selv om de seneste data om indkomstfattigdom vidner om stadigt større fattigdom og alvorlige materielle afsavn i Europa samt voksende uligheder medlemsstaterne imellem; C. der henviser til, at en stærk økonomi med lav arbejdsløshed stadig er det mest effektive redskab til bekæmpelse af fattigdom; D. der henviser til, at indkomstfattigdom kun er en del af det overordnede begreb fattigdom, og at fattigdom derfor ikke kun vedrører materielle ressourcer, men også sociale ressourcer, navnlig uddannelse, sundhed og adgang til tjenesteydelser; E. der henviser til, at udtrykket "relativ fattigdom” ikke siger noget om virkelig nød, men kun beskriver en persons indkomst i forhold til andres indkomst; F. der henviser til, at tærsklen for risiko for fattigdom i henhold til den metode, der er udarbejdet af Eurostat, fastsættes til 60 % af den nationale ækvivalerede disponible medianindkomst (per husstand efter sociale overførselsbeløb); der henviser til, at denne procentdel set i lyset af de eksisterende forskelle mellem medlemsstaterne og de forskellige nationale socialpolitikker bør betragtes sammen med andre indikatorer såsom referencebudgetter; der henviser til, at indkomsten er en indirekte indikator for levestandard, og at et referencebudget afspejler forskellene i forbrugsmønstre og leveomkostninger i medlemsstaterne; G. der henviser til, at der skal sondres mellem "indkomstforskelle" og "fattigdom"; H. der henviser til, at der ifølge Kommissionen(14) er 119 millioner mennesker i EU – omkring 25 % af den samlede befolkning – som lever med risiko for fattigdom og social udstødelse; der henviser til, at dette forhold i nogle medlemsstater er ledsaget af en vedvarende høj arbejdsløshedsprocent, og at denne situation navnlig påvirker unge, for hvem tallene er endnu mere alarmerende; der henviser til, at selv om antallet er svagt faldende, er der stadig flere mennesker, der er truet af fattigdom, end i 2008; der henviser til, at EU og medlemsstaterne er langt fra at nå Europa 2020-målet for fattigdom og social udstødelse, da niveauet fortsat ligger over dette mål; I. der henviser til, at de foreliggende data tyder på, at visse grupper såsom børn, kvinder, arbejdsløse, eneforsørgere og personer med handicap er særligt sårbare over for fattigdom, afsavn og social udstødelse; J. der henviser til, at fattigdom især rammer familier; K. der henviser til, at en balance mellem familie- og arbejdsliv, navnlig for enlige forsørgere, er af afgørende betydning for at være i stand til at undslippe fattigdom; L. der henviser til, at der bør tages hensyn til behovet for at indarbejde foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse i alle relevante politikområder og i den forbindelse sikre universel adgang til offentlige tjenesteydelser, anstændigt arbejde og en indtægt, der sætter folk i stand til at leve et værdigt liv; M. der henviser til, at høj arbejdsløshed, fattigdom og ulighed ifølge Kommissionen fortsat udgør store problemer i nogle medlemsstater; der henviser til, at store indkomstforskelle ikke kun er skadelige for social samhørighed, men også udgør en hindring for bæredygtig økonomisk vækst, som anført af kommissær Marianne Thyssen; der henviser til, at følgerne af krisen ifølge Eurofound generelt har været mere mærkbare blandt personer med lavere indkomster og har skubbet indkomstulighederne opad i de europæiske samfund(15); N. der henviser til, at hjemløshed udgør den mest ekstreme form for fattigdom og nød og er steget i de senere år i stort set alle medlemsstater og generelt mest i dem, der blev hårdest ramt af den økonomiske og finansielle krise; der henviser til, at ifølge FEANTSA, det europæiske forbund af nationale organisationer, der arbejder med hjemløse, udsættes omkring fire millioner mennesker i EU for hjemløshed hvert år, over 10,5 millioner husstande mangler alvorligt en bolig, og 22,3 millioner husstande står med for høje boligudgifter, hvilket vil sige, at de bruger mere end 40 % af deres disponible indkomst på boligudgifter; O. der henviser til, at den aktuelle situation kræver foranstaltninger til fremme af nationale mindsteindkomstordninger, således at alle personer, der ikke har en tilstrækkelig indkomst og opfylder specifikke betingelser for støtteberettigelse, sikres værdige levevilkår, samtidig med at den sociale inklusion og inklusionen på arbejdsmarkedet forbedres, og der garanteres lige muligheder for udøvelse af de grundlæggende rettigheder; der henviser til, at uddannelse, omfordeling via sociale overførsler og ydelser, en retfærdig skattepolitik og en sund beskæftigelsespolitik er vigtige faktorer i indsatsen for at reducere indkomstmæssige uligheder, nedbringe arbejdsløsheden og bekæmpe fattigdom; der henviser til, at det at have et anstændigt job beskytter en person mod risikoen for fattigdom og kan betragtes som et nødvendigt middel til social integration; P. der henviser til, at mange mennesker i EU ifølge en oversigt udarbejdet af Eurofound ikke modtager de ydelser, de har ret til, herunder arbejdsrelaterede ydelser, f.eks. på grund af ydelsesordningernes eller ansøgningsprocedurernes kompleksitet, eller fordi de ikke er klar over, hvad de er berettiget til; Q. der henviser til, at begrebet mindsteindkomst ikke må forveksles med begrebet mindsteløn, som er fastsat ved kollektive aftaler eller ved lov på nationalt plan; R. der henviser til, at fastsættelsen af lønninger henhører under medlemsstaternes kompetence; S. der henviser til, at indførelse og styrkelse af ordninger for en tilstrækkelig mindsteindkomst i alle medlemsstater, med passende budgetmæssige, menneskelige og materielle ressourcer, tillige med aktive beskæftigelsespolitikker for mennesker, der er i stand til at arbejde, er en vigtig og effektiv foranstaltning til bekæmpelse af fattigdom og ulighed og bidrager til at sikre økonomisk og territorial samhørighed, beskytte den enkeltes grundlæggende rettigheder, sikre en balance mellem økonomiske og sociale målsætninger og fremme social integration og adgang til arbejdsmarkedet; T. der henviser til, at tilvejebringelsen og forvaltningen af de sociale sikringsordninger hører under medlemsstaternes kompetence, og ikke koordineres, men harmoniseres, af Unionen; U. der henviser til, at der ifølge Det Europæiske Sociale Observatorium allerede eksisterer forskellige former for indkomststøtte i 26 af EU's medlemsstater(16); V. der henviser til, at der er store forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til politikker for mindsteindkomst, eftersom retten til et værdigt liv ikke betragtes som en universel og subjektiv ret i alle EU's medlemsstater; der henviser til, at der findes et højt niveau af manglende udnyttelse såvel som manglende koordinering mellem indkomststøtte, aktive arbejdsmarkedspolitikker og sociale ydelser; der henviser til, at mindsteindkomstordninger kun i få tilfælde er i stand til at løfte personer ud af fattigdom; W. der henviser til, at nogle af de mest sårbare personer, såsom hjemløse, har problemer med at få adgang til mindsteindkomstordninger; X. der henviser til, at det at garantere tilvejebringelse af en passende mindsteindkomst for dem, som ikke har de nødvendige ressourcer til at opnå en anstændig levestandard, samt deltagelse i arbejdsmarkedets foranstaltninger til (re)integration, og at sikre adgang til beskæftigelse og motivation til at søge arbejde er nedfældet i bestemmelser, som er en del af den europæiske søjle for sociale rettigheder(17); der henviser til, at på konferencen på højt niveau, der blev afholdt i Bruxelles den 23. januar 2017 efter den offentlige høring om dette emne, bekræftede Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker igen, at sådanne tiltag bør vedtages i alle medlemsstater; Y. der henviser til, at beskæftigelsesgraden blandt EU-borgere i alderen 20-64 år ifølge Eurostat var på 70,1 % og dermed lå langt fra målet på 75 % i EU's 2020-strategi; Z. der henviser til, at Kommissionens forslag af 2. marts 2015 om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker understreger betydningen af indkomststøtte for bekæmpelsen af fattigdom (retningslinje 8); AA. der henviser til, at veludformede, passende og bredt tilgængelige indkomststøtteordninger ikke forhindrer folk i eller afskrækker dem fra at vende tilbage til arbejdsmarkedet og også bidrager til at sætte skub i den interne efterspørgsel; AB. der henviser til, at Kommissionens henstilling af 3. oktober 2008 om aktiv integration med rette anerkender, at ud over at fremme adgang til beskæftigelse af god kvalitet for dem, der kan arbejde, bør politikker for aktiv integration også "tilvejebringe ressourcer, der er tilstrækkelige til at leve et værdigt liv, sammen med støtte til social deltagelse for dem, der ikke kan"; AC. der henviser til, at Rådet den 5. oktober 2015 vedtog konklusioner om tilstrækkelige pensioner, ifølge hvilke det anser det for afgørende, at offentlige pensioner eller andre sociale beskyttelsesordninger rummer tilstrækkelige garantier for personer, hvis beskæftigelse gør det muligt eller ikke har gjort det muligt for dem at opbygge tilstrækkelige pensionsrettigheder, og at sådanne garantier især bør omfatte mindstepensioner eller bestemmelser om mindsteindkomst for ældre; AD. der henviser til, at Rådet i henstilling 92/441/EØF opfordrede medlemsstaterne til at anerkende den grundlæggende ret for alle personer til at modtage social bistand og have tilstrækkelige midler til at være i stand til at føre en værdig tilværelse; der henviser til, at Rådet i henstilling 92/442/EØF af 27. juli 1992 indtrængende opfordrede medlemsstaterne til at basere deres egne sociale sikringsordninger på disse principper; AE. der henviser til, at Rådet i sine konklusioner af 17. december 1999 anerkendte fremme af social integration som ét af målene for modernisering og forbedring af den sociale beskyttelse; AF. der henviser til, at henstillingen om aktiv integration udpeger passende indkomststøtte som et af de tre lige vigtige aspekter af en strategi for aktiv inklusion og understreger, at den må ledsages af adgang til tjenesteydelser af god kvalitet og rummelige arbejdsmarkeder; der henviser til, at fremme af social inklusion ligeledes kræver koordinerede foranstaltninger, som imødekommer den enkelte og de personer, som er økonomisk afhængige af vedkommende, og som ledsages af tiltag til fremme af stabil beskæftigelse; AG. der henviser til, at en af de centrale hindringer i mange lande for udviklingen af effektive forbindelser mellem de forskellige aspekter af aktiv integration udgøres af manglende kapacitet, kompetencer og ressourcer i de offentlige arbejdsformidlinger og sociale institutioner, manglende koordinering og samarbejde mellem tjenester og en tendens til at prioritere de forskellige grupper med behov for støtte, som det kan være lettere at reintegrere på arbejdsmarkedet(18); AH. der henviser til, at Kommissionens sociale investeringspakke fra 2013 på ny gentog betydningen af en tilgang med aktiv inklusion og understregede betydningen af en passende mindsteindkomststøtte; der henviser til, at det blev konstateret, at tilstrækkeligheden af de eksisterende nationale ordninger kan forbedres for at sikre, at niveauet er højt nok til at sikre et værdigt liv; der henviser til, at det blev nævnt, at "Kommissionen vil inden for rammerne af det europæiske semester overvåge, hvorvidt indkomststøtten er tilstrækkelig, og til det formål anvende referencebudgetter, når disse er blevet udarbejdet i samarbejde med medlemsstaterne"; AI. der henviser til ILO's henstilling nr. 202 om social mindstebeskyttelse, hvori det fastslås, at landene så hurtigt som muligt bør oprette og opretholde deres sociale mindstebeskyttelse, der omfatter grundlæggende garantier for social sikring, og hvori det derudover anføres, at disse garantier som et minimum bør sikre, at alle, der har behov for det, igennem hele livet har adgang til grundlæggende sundhedspleje og basal indkomstsikkerhed, som tilsammen sikrer reel adgang til varer og tjenesteydelser; AJ. der henviser til, at Rådet har anerkendt behovet for aktiv inklusion med passende indkomststøtte og betydningen af en integreret livscyklustilgang for at tackle fattigdom(19); AK. der henviser til, at de langtidsledige, som ved udgangen af 2015 tegnede sig for 48,1 % af det samlede antal arbejdsløse i EU, hvilket svarer til 10,9 millioner mennesker, finder det langt vanskeligere at vende tilbage til arbejdsmarkedet; AL. der henviser til, at der i mange tilfælde som følge af, at en person har passet børnene, og den tid, der er gået med at gøre dette, er alvorlige tab af indkomst og fortsatte økonomiske ulemper ("familielønforskel"); AM. der henviser til, at mødre og fædre, der passer deres børn, udfører et reelt arbejde, der skal anerkendes som et sådant; AN. der henviser til, at 5,1 % af de inaktive personer i EU ved udgangen af 2015 var mennesker, der havde mistet modet, som gerne ville arbejde, men var holdt op med at lede efter job, og til, at disse mennesker ikke systematisk medregnes i arbejdsløshedstallene; AO. der henviser til, at arbejdsløshed fører til en hurtig og konstant forringelse af arbejdstagernes levevilkår og af deres psykiske og følelsesmæssige tilstand, som ødelægger mulighederne for ajourføring af deres færdigheder og følgelig muligheden for at blive (gen)integreret på arbejdsmarkedet; AP. der henviser til, at visse offentlige beskæftigelsesprogrammer kan være et effektivt redskab, der kan fungere parallelt med mindsteindkomstordninger som et middel til social og faglig integration af særlige grupper såsom unge arbejdsløse, langtidsledige og andre sårbare grupper; der henviser til, at sådanne programmer kan være effektive i sammenhænge og ugunstigt stillede geografiske områder, hvor det er nødvendigt med omskoling; der henviser til, at folk, der holder sig beskæftiget gennem et offentligt beskæftigelsesprogram, også vil finde det lettere at finde et nyt job; der henviser til, at disse programmer skal tilvejebringe en anstændig løn, omfatte et individuelt forløb og bør føre til et anstændigt arbejde; AQ. der henviser til, at Rådets konklusioner om den årlige vækstundersøgelse og den fælles rapport om beskæftigelsen 2017, der blev vedtaget af Rådet for Beskæftigelse, Socialpolitik, Sundhed og Forbrugerpolitik (EPSCO-Rådet) den 3. marts 2017(20), begge opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at sociale beskyttelsessystemer yder passende indkomststøtte, og at reformer fortsat bør have fokus på bl.a. tilvejebringelse af tilstrækkelig indkomststøtte og aktiverings- og støttetjenester af høj kvalitet; AR. der henviser til, at erhvervsuddannelse, navnlig gennem arbejdsbaseret erhvervsuddannelse, giver de nødvendige kvalifikationer for at udøve erhvervsmæssig aktivitet og skabe et professionelt netværk og dermed bidrager til at opnå en bæredygtig integration på arbejdsmarkedet og mindske risikoen for fattigdom; AS. der henviser til, at mindsteindkomstordninger udgør en meget lille procentdel af en regerings sociale udgifter, samtidig med at de giver et enormt afkast på investeringerne, og at omkostningerne ved ikke at foretage sådanne investeringer har enorme umiddelbare virkninger for de berørte personer og langsigtede omkostninger for samfundet; AT. der henviser til, at mindsteindkomstordninger er gode for samfundet som helhed, da de er en forudsætning for mere lige samfund, og at mere lige samfund klarer sig bedre på mange sociale og økonomiske indikatorer; AU. der henviser til, at mindsteindkomstordninger er en effektiv form for foranstaltninger til stimulering af økonomien, eftersom midlerne bruges til at løse presserende behov og straks igen indgår i realøkonomien; AV. der henviser til, at retten til en tilstrækkelig levestandard er anerkendt i artikel 25 i FN's verdenserklæring om menneskerettigheder og betegner omfanget af det ydelsesniveau, der giver personer tilstrækkelige ressourcer til at sikre "en levestandard, der er passende for deres sundhed og trivsel"; der henviser til, at dækningen betegner, i hvor høj grad alle, der har behov for støtte, er omfattet af betingelserne for støtteberettigelse i forbindelse med en mindsteindkomstordning; der henviser til, at udnyttelse betegner, i hvilket omfang de personer, som er berettiget til at modtage en mindsteindkomst, reelt får det; AW. der henviser til, at fravær af tilstrækkelige betalinger kombineret med begrænset dækning og ringe udnyttelse, bl.a. som følge af dårlig administration, utilstrækkelig adgang til information, overdrevent bureaukrati og stigmatisering, betyder, at de omhandlede betalinger er meget langt fra at sikre de mest sårbare i samfundet et anstændigt liv(21); AX. der henviser til, at en række medlemsstater kæmper med alvorlige budgetunderskud og voksende gældsniveauer og derfor har strammet deres sociale budgetter, og at dette har påvirket sundheds- og uddannelsessektoren, den sociale sikring og beskyttelses- og boligsystemer og navnlig adgangen til dertil knyttede tjenesteydelser samt disse ydelsers tilstrækkelighed, tilgængelighed og kvalitet, hvilket medfører en negativ indvirkning, navnlig på de socialt dårligst stillede borgere i de pågældende medlemsstater; AY. der henviser til, at mindsteindkomstordninger kan fungere som automatiske makroøkonomiske stabilisatorer i forbindelse med økonomiske chok; AZ. der henviser til, at mindsteindkomstordningers virkninger for så vidt angår mindskelse af fattigdom, fremme af arbejdsmarkedsintegrationen, navnlig for unge, og muligheder for at fungere som automatiske stabilisatorer varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat; BA. der henviser til, at mindsteindkomstpolitikker fungerer som en automatisk stabilisator; der henviser til, at recessionen har været mindre hård i de lande, der har solide ordninger til støtte for den disponible husstandsindkomst; BB. der henviser til, at skatteundgåelse og skatteunddragelse skaber ulige vilkår inden for EU og betyder, at medlemsstaterne mister store skatteindtægter, som ellers kunne bidrage til at sikre en tilstrækkelig finansiering af solide social- og velfærdspolitikker, og også betyder en mindskelse af de offentlige indtægter, som ellers ville kunne finansiere bedre vilkår for økonomisk vækst, højere indkomster og sociale politikker; der henviser til, at dette fænomen udgør et alvorligt problem for EU; BC. der henviser til, at en række undersøgelser har vist, at fattigdom påvirker den økonomiske vækst negativt(22); BD. der henviser til, at nogle medlemsstater er ved at iværksætte pilotprojekter til afprøvning af grundindkomstpolitikker, heriblandt Finland, hvor en vilkårligt udvalgt gruppe på 2 000 ledige uden videre får udbetalt et beløb på 560 EUR om måneden, hvilket skulle give tilstrækkeligt incitament til at acceptere midlertidigt arbejde og deltidsarbejde; BE. der henviser til, at gennemførelsen af grundindkomstordninger i øjeblikket drøftes i flere medlemsstater; Mindsteindkomstordninger 1. opfordrer alle medlemsstater til at indføre passende mindsteindkomstordninger ledsaget af foranstaltninger til støtte for tilbagevenden til arbejdsmarkedet for dem, som kan arbejde, og uddannelses- og erhvervsuddannelsesprogrammer, der er tilpasset modtagerens personlige og familiemæssige forhold, med det formål at støtte husstande med utilstrækkelig indkomst og give dem mulighed for at få en værdig levestandard; understreger, at denne mindsteindkomst bør være det sidste sociale beskyttelsesnet og bør bestå af passende økonomisk støtte ud over en garanteret adgang til tjenester af høj kvalitet og til aktive arbejdsmarkedspolitikker som et effektivt middel til at bekæmpe fattigdom og sikre en værdig tilværelse for alle, der ikke har tilstrækkelige ressourcer; fremhæver i denne forbindelse, at retten til social hjælp er en grundlæggende rettighed, og at passende mindsteindkomstordninger hjælper folk til at leve et liv i værdighed, støtter deres fulde deltagelse i samfundet og sikrer uafhængighed i hele livscyklussen; 2. mener, at fremme af inklusive samfund uden fattigdom skal være baseret på styrkelse af arbejdets status med arbejdstagerrettigheder, der er baseret på kollektive overenskomster, og tilvejebringelse af offentlige ydelser af kvalitet inden for sundhed, social sikring og uddannelse, der bryder cirkler med udstødelse og fremmer udvikling; 3. understreger betydningen af tilstrækkelige offentlige midler til finansiering af mindsteindkomstordninger; opfordrer Kommissionen til specifikt at overvåge anvendelsen af de 20 % af den samlede tildeling fra ESF, der er øremærket til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, og også til i forbindelse med den kommende revision af forordningen om fælles bestemmelser for strukturfondene (forordning (EU) nr. 1303/2013), navnlig inden for rammerne af Den Europæiske Socialfond og EU's program for beskæftigelse og social innovation (EaSI), at undersøge finansieringsmulighederne for at hjælpe alle medlemsstater med at etablere en mindsteindkomstordning, hvis den ikke allerede findes, eller forbedre eksisterende ordningers funktionsevne og effektivitet; 4. erkender, at det er vanskeligt for medlemsstaterne at gå fra ingen mindsteindkomstordning eller en mindsteindkomstordning af lav kvalitet til en mindsteindkomstordning på højt niveau; anmoder derfor medlemsstaterne om at arbejde hen imod en progressiv gennemførelse af passende mindsteindkomstordninger og i den forbindelse beskæftige sig med spørgsmålene om tilstrækkelighed, dækning og udnyttelse af ordningerne; 5. understreger, at indførelsen af mindsteindkomstordninger både kan mindske uligheder og de sociale følger af krisen og have en kontracyklisk virkning ved at tilvejebringe midler til at forbedre efterspørgslen på det indre marked; 6. understreger, at det er af afgørende betydning for alle i nød, herunder for de mest udstødte såsom hjemløse, at have adgang til ordninger med en tilstrækkelig mindsteindkomst, så de kan dække deres grundlæggende behov; mener, at en passende mindsteindkomst er den indkomst, der skal til, for at mennesker i nød kan leve et liv i værdighed, og at den skal ses i sammenhæng med retten til adgang til universelle offentlige og sociale tjenester; mener, at mindsteindkomstordninger er nødt til at sikre, at den sociale afhængighed ikke fortsætter i al evighed, og fremme inklusion i samfundet; minder om, at henstillingen om aktiv inklusion anerkender behovet for en integreret strategi i forbindelse med gennemførelsen af de tre aspekter af social inklusion (tilstrækkelig indkomststøtte, inkluderende arbejdsmarkeder og adgang til kvalitetstjenesteydelser); 7. fremhæver betydningen af velfærdssystemernes automatiske stabiliseringsdimension for afbødningen af sociale chokbølger fra eksterne virkninger såsom recessioner; opfordrer derfor medlemsstaterne til, på baggrund af ILO-henstilling nr. 202, som definerer social mindstebeskyttelse, at sikre og øge investeringer i sociale beskyttelsesordninger for at garantere, at de kan forebygge og bekæmpe fattigdom og uligheder, og samtidig sikre deres bæredygtighed; 8. påpeger – i forbindelse med debatten om mindsteindkomst – den særlige situation, som familier og enlige forældre befinder sig i, og navnlig det omfang, hvori de er berørt; 9. understreger, at folk bør sættes i stand til at deltage fuldt ud i samfundet og i økonomien, og at denne ret bør anerkendes fuldt ud og gøres synlig i EU's politiske beslutningsproces ved at sikre universelle sociale sikringssystemer af høj kvalitet, som omfatter effektive og passende mindsteindkomstordninger; 10. vurderer, at social beskyttelse, herunder pensioner og ydelser som sundhedspleje, børnepasning og langtidspleje, fortsat er afgørende for en afbalanceret og inklusiv vækst, og også bidrager til et længere arbejdsliv, skaber beskæftigelse og mindsker ulighederne; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme politikker, som garanterer tilstrækkelighed, relevans, effektivitet samt høj kvalitet af sociale beskyttelsessystemer gennem hele en persons livscyklus og dermed garanterer personen et værdigt liv, bekæmper uligheder og fremmer inklusion, med det formål at udrydde fattigdom, især for dem, der er udelukket fra arbejdsmarkedet, og de mest sårbare grupper; 11. fastholder, at en passende indkomst gennem hele livscyklussen er en uomgængelig forudsætning for at hjælpe mennesker med utilstrækkelige indkomster med at opnå et værdigt liv; 12. understreger, at passende mindsteindkomstordninger som et aktivt inklusionsredskab fremmer social deltagelse og inklusion; 13. minder om, at et af de vigtigste mål i Europa 2020-strategien er at mindske antallet af personer, som er ramt af fattigdom og social udstødelse, med mindst 20 mio., og at der stadig er behov for en yderligere indsats for at nå dette mål; mener, at mindsteindkomstordninger kan være et nyttigt middel til at nå dette mål; 14. understreger, at anstændige job er den bedste måde at bekæmpe fattigdom og social udstødelse på; minder i denne forbindelse om betydningen af at fremme vækst, investeringer og jobskabelse; 15. beklager, at visse medlemsstater øjensynligt ikke tager hensyn til Rådets henstilling 92/441/EØF, hvori "den enkeltes grundlæggende ret til midler og social støtte, der er tilstrækkelige til at leve et menneskeværdigt liv" anerkendes; 16. påpeger, at de fleste af medlemsstaterne ganske vist har nationale mindsteindkomstordninger, men at nogle af disse ordninger ikke yder passende indkomststøtte til alle de mennesker, der har behov herfor(23); opfordrer alle medlemsstater til at indføre og om nødvendigt opgradere garanterede mindsteindkomstordninger med henblik på at forebygge fattigdom og fremme social integration; 17. understreger, at indførelsen af en national mindsteindkomstordning ikke bør mindske den beskyttelse, der ydes af regionale mindsteindkomstordninger; 18. understreger betydningen af det europæiske semester for at tilskynde medlemsstater, som endnu ikke har mindsteindkomstordninger, til at indføre ordninger med en passende indkomststøtte; 19. bemærker, at retten til mindsteindkomstydelser i nogle medlemsstater er betinget af deltagelse i aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger; fremhæver i denne forbindelse EU's vigtige rolle som et sted, hvor medlemsstaterne kan udveksle bedste praksis; 20. gentager sin holdning, som den kom til udtryk i beslutningen af 20. oktober 2010 om mindsteindkomstens betydning for bekæmpelse af fattigdom og fremme af et samfund med plads til alle i Europa; 21. noterer sig Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om et rammedirektiv om passende mindsteindkomst i Den Europæiske Union, hvori der bør fastsættes fælles regler og indikatorer og opstilles metoder til overvågning af gennemførelsen heraf, og som bør forbedre dialogen mellem de berørte personer, medlemsstaterne og EU-institutionerne; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen og medlemsstaterne til at vurdere, hvordan og med hvilke midler en passende mindsteindkomst kan sikres i alle medlemsstater; 22. bifalder Kommissionens erklæring om, at det europæiske semester nu har et større fokus på beskæftigelse og sociale resultater, men mener, at der er behov for en øget indsats for at nå dette mål og for at sikre global sammenhæng, navnlig ved at fremme sociale investeringer; opfordrer Kommissionen til regelmæssigt at overvåge og vurdere de fremskridt, der er gjort af medlemsstaterne for så vidt angår de landespecifikke henstillinger med hensyn til leveringen af tilgængelige og økonomisk overkommelige tjenester af høj kvalitet samt gennemførelsen af passende og effektive mindsteindkomstordninger; 23. fremhæver betydningen af det europæiske semester med hensyn til overvågningen af, hvorvidt eksisterende mindsteindkomstordninger og deres indvirkning på nedbringelsen af fattigdom er hensigtsmæssige, navnlig gennem de landespecifikke henstillinger, men fremhæver også den fælles beskæftigelsesrapport og den årlige vækstundersøgelse; 24. understreger, at mindsteindkomstordninger bør sikre en indkomst, der er over fattigdomsgrænsen, forebygge alvorlige materielle afsavn og løfte familier ud af sådanne situationer, og at de bør ledsages af ydelse af offentlige tjenester inden for f.eks. sundhed, uddannelse og børnepasning; 25. mener, at mindsteindkomstordninger bør udgøre en integreret del af en strategisk tilgang til social inklusion og integration, der bør omfatte både generelle politikker og målrettede foranstaltninger med hensyn til boliger, sundhedsvæsen, uddannelse, sociale ydelser og andre tjenesteydelser af almen interesse, som kan hjælpe personer med at komme ud af fattigdom, såvel som hjælp til at få adgang til arbejdsmarkedet for dem, der kan arbejde; mener, at mindsteindkomstordningers egentlige formål ikke kun er at hjælpe, men frem for alt at ledsage modtagerne på vejen fra social udstødelse til et aktivt liv, hvorved de undgår langvarig afhængighed; 26. opfordrer medlemsstaterne til at forbedre koordinering og integreret planlægning mellem administrationer og tjenester, som beskæftiger sig med de forskellige aspekter af aktiv inklusion, ved at udvikle et enkelt kontaktpunkt til klienterne og styrke evnen og de til rådighed værende ressourcer hos tjenesterne med henblik på at øge adgangen til disse tjenester og højne kvaliteten af dem; 27. anser det for afgørende at sikre en tilstrækkelig indkomst også for personer i sårbare situationer, for hvem en tilbagevenden til arbejdet ikke er mulig eller ikke længere er en løsningsmulighed, som anerkendt i henstillingen om aktiv integration; 28. kræver, at der sker reelle og verificerede fremskridt med hensyn til mindsteindkomstordningernes tilstrækkelighed, således at fattigdom og social udstødelse mindskes blandt samfundets mest sårbare grupper, og således at de bidrager til at garantere retten til en værdig tilværelse; 29. bemærker med bekymring, at f.eks. omkostninger til langvarig pleje overstiger selv den gennemsnitlige pensionsindkomst i mange medlemsstater; understreger, at det er vigtigt at tage hensyn til forskellige aldersgruppers særlige behov og leveomkostninger; 30. fremhæver betydningen af, at kriterierne for at være berettiget til at nyde godt af en tilstrækkelig mindsteindkomstordning er hensigtsmæssige og fastlægges under hensyntagen til medlemsstaternes socioøkonomiske situation; mener, at det blandt disse kriterier bør indgå, at den pågældende person ikke modtager arbejdsløshedsstøtte, eller at det at være støttemodtager ikke er nok til at undgå fattigdom og social udstødelse, og at der også bør tages hensyn til antallet af børn og andre økonomisk afhængige personer; understreger, at disse kriterier ikke bør skabe uovervindelige administrative hindringer for at få adgang til mindsteindkomstordninger for personer, der allerede befinder sig i en yderst sårbar situation (f.eks. bør der ikke til hjemløse stilles krav om at have en fast adresse); 31. gentager betydningen af lige adgang til mindsteindkomstordninger uden forskelsbehandling på grundlag af etnicitet, køn, uddannelsesniveau, nationalitet, seksuel orientering, religion, handicap, alder, politiske standpunkter eller socioøkonomisk baggrund; 32. er bekymret over den store andel af manglende udnyttelse blandt personer, der er berettiget til en mindsteindkomst; mener, at den manglende udnyttelse er en af de større hindringer for de berørte personers sociale integration; anmoder Kommissionen og Udvalget for Social Beskyttelse om at forske yderligere i problemet med manglende udnyttelse og udarbejde henstillinger og retningslinjer med sigte på løsning af dette problem; opfordrer medlemsstaterne til at bekæmpe manglende udnyttelse, herunder ved at øge den offentlige bevidsthed om eksistensen af mindsteindkomstordninger, give passende vejledning om adgangen til disse og forbedre tilrettelæggelsen af administrationen heraf; 33. understreger, at medlemsstaterne er nødt til at gøre en konkret indsats for at fastsætte en mindsteindkomsttærskel på grundlag af relevante indikatorer, herunder referencebudgetter, med henblik på at sikre økonomisk og social samhørighed og mindske risikoen for fattigdom i alle medlemsstater; er af den opfattelse, at disse oplysninger bør fremlægges hvert år på den internationale dag for udryddelse af fattigdom (17. oktober); 34. bemærker, at mange medlemsstater allerede anvender indikatorer for beskyttelse af mindsteindkomst; opfordrer til, at alle medlemsstater anvender data for indikatorer for indikatorer for beskyttelse af mindsteindkomst, hvilket også vil give mulighed for bedre at kunne sammenligne de nationale systemer; 35. mener, at mindsteindkomsten bør betragtes som midlertidig og altid bør ledsages af aktive politikker for integration på arbejdsmarkedet; 36. mener, at mindsteindkomstordninger er overgangsforanstaltninger i indsatsen for at mindske og bekæmpe fattigdom, social udgrænsning og ulighed, og at de bør betragtes som en social investering; påpeger de kontracykliske virkninger af mindsteindkomstordninger; 37. understreger, at det ved fastlæggelsen af mindsteindkomstniveauerne er nødvendigt at tage behørigt hensyn til antallet af personer, over for hvem der består forsørgerpligt, særligt børn eller andre, der er stærkt afhængige af den mindsteindkomstberettigede person, med henblik på at bryde den onde cirkel med fattigdom, navnlig børnefattigdom; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre en hurtig gennemførelse af henstillingen fra 2013 om "Investering i børn: Hvordan man bryder den onde cirkel for de socialt udsatte"; mener endvidere, at Kommissionen bør udarbejde en årlig beretning om de fremskridt, der er gjort i kampen mod børnefattigdom, og om gennemførelsen af henstillingen ved hjælp af indikatorerne heri; 38. påpeger, at referencebudgetter kan hjælpe med at fastsætte niveauet for den mindsteindkomst, der er nødvendig for at opfylde folks grundlæggende behov, herunder også ikkemonetære aspekter såsom adgang til uddannelse og livslang læring, anstændige boligforhold, sundhedstjenester af høj kvalitet, sociale aktiviteter og borgerdeltagelse, og at der i den forbindelse skal tages hensyn til husstandens sammensætning og alder såvel som den økonomiske og sociale kontekst i hver enkelt medlemsstat; minder om, at Kommissionen i sin meddelelse om den sociale investeringspakke indtrængende opfordrer medlemsstaterne til at opstille referencebudgetter med henblik på at hjælpe med til at udforme effektiv og passende indkomststøtte, der tager hensyn til de sociale behov, som er konstateret på lokalt, regionalt og nationalt plan, for at forbedre den territoriale samhørighed; opfordrer derudover til at anvende referencebudgetter som et redskab til at vurdere, hvorvidt mindsteindkomstordningerne i medlemsstaterne er tilstrækkelige; 39. mener, at medlemsstaterne, når de udarbejder passende mindsteindkomstordninger, bør tage hensyn til såvel tærsklen for risiko for fattigdom, som Eurostat har fastsat til 60 % af den nationale ækvivalerede disponible medianindkomst (efter overførselsindkomster), som andre indikatorer såsom referencebudgetter; er af den opfattelse, at referencebudgetter kan bruges til at bekæmpe fattigdom bedre og til at teste holdbarheden af niveauet for mindsteindkomsten og den ovennævnte tærskel, samtidig med at nærhedsprincippet overholdes; 40. mener, at manglen på ajourførte data om indkomst og levevilkår er en hindring for gennemførelse og sammenligning af et referencebudget og en mindsteindkomst under hensyntagen til de særlige nationale forhold; 41. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udveksle bedste praksis med hensyn til mindsteindkomstordninger; 42. opfordrer Kommissionen og Udvalget for Social Beskyttelse til at dokumentere og formidle eksempler på vellykkede strategier og fremme peerevaluering og andre metoder til udveksling af god praksis om mindsteindkomstordninger; henstiller til, at disse bestræbelser fokuserer på nøgleemner som sikring af regelmæssig kapacitetsudbygning, forbedring af dækningen og udnyttelsen, håndtering af demotiverende faktorer og styrkelse af forbindelserne mellem de forskellige aktive inklusionsaspekter; 43. mener, at i betragtning af de mange spørgsmål, som mindsteindkomstordningerne rejser, f.eks. om tilgængelighed, dækning, finansiering, betingelserne for at være berettiget under en ordning og varigheden, vil et koncept for nationale mindsteindkomstordninger kunne bidrage til ensartede spilleregler medlemsstaterne imellem; opfordrer i den forbindelse Kommissionen til at gennemføre en konsekvensanalyse af mindsteindkomstordninger i EU, til at kræve regelmæssigt tilsyn og rapportering og til at overveje yderligere foranstaltninger under hensyntagen til de økonomiske og sociale omstændigheder i hver enkelt medlemsstat og behovene hos de hårdest ramte grupper samt at vurdere, hvorvidt ordningerne giver husholdningerne mulighed for at opfylde deres basale personlige behov og mindske fattigdommen; 44. er bekymret over reduktionen af beløbet og/eller varigheden af arbejdsløshedsunderstøttelse og stramningen af kriterierne for støtteberettigelse i mange medlemsstater i løbet af de sidste år, hvilket fører til, at flere mennesker er afhængige af mindsteindkomstordninger, og skaber ekstra pres på disse ordninger(24); 45. understreger, at uligheden øges i alle medlemsstater og inden for EU; 46. er bekymret over, at ydelsernes størrelse og mindsteindkomstordningernes dækning i mange medlemsstater synes at være blevet reduceret i de seneste år; mener, at medlemsstaterne bør øge mindsteindkomstordningernes dækning for mennesker med behov for støtte, jf. henstillingerne fra European Social Policy Network(25):
47. understreger, at det er vigtigt, at arbejdstagere, arbejdsløse og udsatte sociale grupper i højere grad tager del i livslang læring, og at det er nødvendigt at højne niveauet af erhvervskvalifikationer og erhvervelse af nye kvalifikationer, hvilket er et grundlæggende redskab til at fremskynde integration på arbejdsmarkedet, øge produktiviteten og hjælpe folk med at finde et job; 48. fremhæver betydningen af den demografiske udvikling i forbindelse med bekæmpelse af fattigdom i Europa; 49. opfordrer indtrængende til, at der træffes konkrete foranstaltninger til at udrydde fattigdom og social udstødelse, fremme effektive sociale sikkerhedsnet og nedbringe uligheden på en måde, der bidrager til at sikre økonomisk og territorial samhørighed; understreger, at disse skridt skal gennemføres på det rette niveau med foranstaltninger på både nationalt og europæisk plan i henhold til kompetencefordelingen for de relevante politikker; 50. støtter Kommissionens strategi for sociale investeringer, ifølge hvilken veludformede sociale politikker kan bidrage til økonomisk vækst, samtidig med at de beskytter folk mod fattigdom og fungerer som økonomiske stabilisatorer(26); 51. glæder sig overvejelserne og undersøgelserne om, hvordan vi kan opnå en mere rimelig fordeling af indkomst og formue i vores samfund; 52. understreger, at virkningen af den økonomiske krise er en af de nøglefaktorer, som hindrer udviklingen af en tilgang baseret på sociale investeringer i medlemsstaterne(27); 53. opfordrer til, at man fremover i forbindelse med udformningen af makroøkonomiske politikker er mere opmærksom på behovet for at nedbringe sociale uligheder og sikre alle samfundsgrupper adgang til ordentligt finansierede offentlige sociale tjenesteydelser og derigennem bekæmper fattigdom og social udstødelse; 54. efterlyser en indsats for at mindske sociale ulighed ved at give borgerne mulighed for at gøre bedst mulig brug af deres talenter og evner; opfordrer til at fokusere den sociale støtte på dem, der både er fattige og ude af stand til at opnå en tilstrækkelig indkomst ved egen hjælp; 55. gør opmærksom på, at de seneste erfaringer med reformer baseret på skattefritagelser viser, at mindsteindkomstpolitikker fortrinsvis bør finansieres over budgettet fremfor via skatteincitamenter; 56. understreger, at uddannelse, sociale overførsler og progressive, retfærdige og omfordelingsbaserede skattesystemer sammen med praktiske foranstaltninger til styrkelse af konkurrenceevnen og bekæmpelse af skatteunddragelse og skatteundgåelse alle har potentiale til at bidrage til økonomisk, social og territorial samhørighed; 57. fremhæver behovet for at tilpasse eksisterende mindsteindkomstordninger, således at man bedre kan tage udfordringen med ungdomsarbejdsløshed op; Offentlige beskæftigelsesprogrammer 58. noterer sig visse offentlige beskæftigelsesprogrammer, der består i muligheden for, at personer, der ønsker det, og som er arbejdsdygtige, kan få et midlertidigt job inden for den offentlige forvaltning, i en privat nonprofitinstitution eller i virksomheder i den sociale økonomi; understreger imidlertid, at det er vigtigt, at disse programmer fremmer arbejde, hvor man har rettigheder, der er baseret på kollektive overenskomster og arbejdsmarkedslovgivning; 59. er af den opfattelse, at offentlige beskæftigelsesprogrammer bør bidrage til at forbedre arbejdstagernes beskæftigelsesegnethed og lette deres adgang til det almindelige arbejdsmarked; minder om, at disse programmer bør omfatte et individuelt planlagt forløb, sikre anstændige lønninger og føre til anstændigt arbejde; 60. mener, at skabelse af anstændige jobs bør være en prioritet for EU som et vigtigt skridt i bekæmpelsen af fattigdom og social udgrænsning; 61. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre fuld deltagelse af alle aktører, navnlig arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer, i udformningen, gennemførelsen og overvågningen af mindsteindkomstpolitikker og -programmer; o 62. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik |