Europa-Parlamentets beslutning af 26. oktober 2017 om anvendelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader ("miljøansvarsdirektivet") (2016/2251(INI))

P8_TA(2017)0414 A8-0297/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (i det følgende "miljøansvarsdirektivet")(1) (i det følgende "miljøansvarsdirektivet");

–  der henviser til rapport fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet i henhold til artikel 18, stk. 2, i direktiv 2004/35/EF om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (COM(2016)0204),

–  der henviser til artikel 4 og 191 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til artikel 37 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/18/EF af 12. marts 2001 om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer og om ophævelse af Rådets direktiv 90/220/EØF(2),

–  der henviser til ændringen af miljøansvarsdirektivet gennem direktiv 2006/21/EF(3) om håndtering af affald fra udvindingsindustrien, direktiv 2009/31/EF(4) om geologisk lagring af kuldioxid og direktiv 2013/30/EU(5) om sikkerheden i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter,

–  der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene om Refit-evalueringen af miljøansvarsdirektivet (SWD(2016)0121), som ledersager Kommissionens rapport (COM(2016)0204),

–  der henviser til notat fra Europa-Parlamentets Forskningstjeneste af 6. juni 2016 med titlen: "The implementation of the Environmental Liability Directive: a survey of the assessment process carried out by the Commission"(6),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52 og til artikel 1, stk. 1, litra e), og bilag 3 til afgørelse truffet af Formandskonferencen den 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A8-0297/2017),

A.  der henviser til, at ifølge artikel 191, stk. 1, i TEUF skal Unionens politik på miljøområdet bidrage til opfyldelse af målsætninger såsom beskyttelse af borgernes sundhed, beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten, en forsigtig og rationel udnyttelse af naturressourcerne, og fremme på internationalt plan af foranstaltninger til løsning af de regionale og globale miljøproblemer;

B.  der henviser til artikel 191, stk. 2, i TEUF, der fastslår, at Unionens politik på miljøområdet tager sigte på et højt miljøbeskyttelsesniveau og bygger på forsigtighedsprincippet og princippet om forebyggende indsats, princippet om indgreb over for miljøskader fortrinsvis ved kilden og princippet om, at forureneren betaler;

C.  der henviser til artikel 11 i TEUF, der fastslår, at miljøbeskyttelseskrav skal integreres i udformningen og gennemførelsen af Unionens politikker og aktioner, især med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling;

D.  der henviser til, at artikel 192 i TEUF giver Europa-Parlamentet og Rådet til opgave at udpege de aktioner, der skal iværksættes med henblik på at nå de generelle mål for Unionen på miljøområdet(7);

E.  der henviser til, at chartret om grundlæggende rettigheder tilkendegiver, at et højt miljøbeskyttelsesniveau og forbedring af miljøkvaliteten skal integreres i Unionens politikker og sikres i overensstemmelse med princippet om en bæredygtig udvikling;

F.  der henviser til, at en koordineret miljøstrategi i Unionen er et middel til at fremme samarbejde og sikre sammenhæng mellem EU's politikker;

G.  der henviser til, at det nuværende anvendelsesområde for miljøansvarsdirektivet kun omfatter miljøskader, som operatører har forvoldt på biodiversitet (beskyttede arter og naturtyper), vand og jord;

H.  der henviser til, at der for at dække ansvaret for miljøskader spontant har udviklet sig et marked for finansiel sikkerhed, som imidlertid kan være utilstrækkeligt til at dække særlige tilfælde, f.eks. små og mellemstore virksomheder eller bestemte typer operationer (offshoreplatforme, nukleare anlæg mv.);

I.  der henviser til, at de vigtigste blandt de mange årsager til den uensartede gennemførelse af miljøansvarsdirektivet er vanskelighederne ved at fastslå, hvornår skaderne på en naturressource overstiger den fastsatte tærskel, samt det forhold, at mange medlemsstater ikke har en procedure for undersøgelse af kommentarer og bemærkninger fra ikkestatslige miljøorganisationer og andre berørte organisationer;

J.  der henviser til, at en del interessenter (ikkestatslige miljøorganisationer, forsikringsselskaber, operatører og navnlig kompetente myndigheder) i mange medlemsstater ikke har tilstrækkelig eller – i visse tilfælde – slet intet kendskab til miljøansvarsdirektivet, bl.a. på grund af mangel på vejledende dokumenter til at hjælpe med gennemførelsen af lovgivningen;

K.  der henviser til, at mange medlemsstater har gjort fremskridt med hensyn til effektivt at nå hovedmålene om at forebygge og afhjælpe miljøskader; der imidlertid henviser til, at håndhævelsen af miljøansvarsdirektivet i nogle få medlemsstater stadig er utilstrækkelig;

L.  der henviser til, at ny videnskabelig forskning viser, at forurening fra industrielle aktiviteter kan indvirke på miljøet og mennesker på hidtil ukendte måder, og at dette bringer menneskers sundhed, bæredygtigheden og de biologiske og bio-evolutionære balancer i fare;

1.  erkender betydningen af Kommissionens undersøgelser og rapporter om vurdering af gennemførelsen af miljøansvarsdirektivet og dets indvirkning på medlemsstaterne samt dens henstillinger til en effektiv og sammenhængende gennemførelse af direktivet ved at prioritere harmonisering af nationale løsninger og fremgangsmåder inden for en bredere retlig ramme for ansvar; glæder sig i denne forbindelse over udviklingen af det flerårige arbejdsprogram for miljøansvarsdirektivet for perioden 2017-2020;

2.  bemærker med bekymring, at resultaterne af disse rapporter tegner et alarmerende billede af den faktiske gennemførelse af miljøansvarsdirektivet, og understreger, at direktivet kun er blevet gennemført delvist og overfladisk i mange medlemsstater;

Status over gennemførelsen af miljøansvarsdirektivet

3.  konstaterer, at flere medlemsstater ikke overholdt fristen for gennemførelse af direktivet, og at det først var fuldt ud gennemført i alle 27 medlemsstater i midten af 2010;

4.  mener, at gennemførelsen af miljøansvarsdirektivet i de nationale miljøansvarssystemer på grund af de skønsmæssige beføjelser, der er tildelt ved direktivet, og den klare mangel på harmonisering og uensartet anvendelse af nøglebegreber samt utilstrækkelig kapacitet og ekspertise ikke har resulteret i lige vilkår, samt at direktivet, som det bekræftes i Kommissionens rapport, stadig er fuldstændig fragmenteret i både retlig og praktisk henseende med stor variation i mængden af sager mellem medlemsstaterne; er derfor af den opfattelse, at der er behov for en yderligere indsats for at skabe ensartede retsforskrifter i hele EU;

5.  konstaterer, at dette fravær af ensartethed også skyldes, at direktivet er formuleret i generelle vendinger efter modellen for et rammedirektiv;

6.  beklager, at syv medlemsstater stadig mangler at løse problemer med manglende overensstemmelse til trods for Kommissionens aktioner vedrørende forsinket gennemførelse og problemer med manglende overensstemmelse og til trods for direktivets udstrakte fleksibilitet;

7.  bemærker, at de uoverensstemmelser mellem medlemsstaterne med hensyn til, hvor mange tilfælde af miljøskader der har udløst anvendelse af miljøansvarsdirektivet(8), de har indberettet, kan tilskrives anvendelsen af deres nationale lovgivning i stedet for miljøansvarsdirektivet;

Grænser for miljøansvarsdirektivets effektivitet

8.  bemærker, at miljøansvarsdirektivets effektivitet varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat;

9.  bemærker, at forskelle i fortolkningen og anvendelsen af tærskelværdien for "betydelig skade" udgør en af de primære hindringer for en effektiv og ensartet anvendelse af miljøansvarsdirektivet, mens nøjagtige data vedrørende de administrative omkostninger for de offentlige myndigheder, herunder data om anvendelse af supplerende eller kompenserende afhjælpning, er begrænsede, modstridende og for virksomheder slet ikke tilgængelige;

10.  beklager, at hændelser i henhold til miljøansvarsdirektivet kun defineres som "alvorlige", hvis de medfører dødsfald eller alvorlige kvæstelser, uden at der på nogen måde henvises til konsekvenserne for miljøet; fremhæver derfor, at selv om den ikke medfører dødsfald eller alvorlige kvæstelser, kan en hændelse have en betydelig indvirkning på miljøet i kraft af dens omfang, eller fordi den rammer eksempelvis beskyttede områder, beskyttede arter eller særligt sårbare levesteder;

11.  bemærker, at der findes aktiviteter med potentielle negative indvirkninger på biodiversiteten og miljøet såsom transport af farlige stoffer gennem rørledninger, minedrift og introduktion af invasive fremmede arter, som i øjeblikket ikke er omfattet af kravet om objektivt ansvar; bemærker, at særligt hvad angår skade på biodiversiteten omfatter aktiviteterne i bilag III ikke i tilstrækkelig grad sektorer, som potentielt kunne medføre skade;

12.  mener, at rammebestemmelserne om miljøansvar i artikel 1 i miljøansvarsdirektivet bør udvides til at omfatte miljømæssig genopretning og økologisk genopretning til den hidtidige tilstand, efter at de erhvervsmæssige aktiviteter er ophørt, selv når miljøskaden er forårsaget af aktiviteter eller emissioner, der udtrykkeligt er godkendt af de kompetente myndigheder;

13.  understreger, at alle interessenter har meldt om problemer med at gøre det objektive ansvar gældende for farlige aktiviteter, jf. bilag III til miljøansvarsdirektivet, over for retsefterfølgere til ansvarlige parter(9);

14.  minder om erfaringerne med gennemførelsen af de aktuelle finansielle sikkerhedsstillelser, der har vist sig at være mangelfulde med hensyn til at sikre, at operatører, der er ansvarlige for miljøskader, har effektiv dækning for deres finansielle forpligtelser, og er bekymret over de tilfælde, hvor operatørerne ikke har været i stand til at bære omkostningerne for afhjælpning af miljøskader;

15.  understreger, at der stadig er problemer med anvendelsen af direktivet på meget omfattende hændelser, navnlig når det ikke er muligt at identificere den ansvarlige forurener, og/eller forureneren er insolvent eller konkurs;

16.  bemærker, at omkostningerne ved miljøskader for de ansvarlige operatører kan reduceres ved hjælp af finansielle sikkerhedsinstrumenter (der dækker forsikring og andre alternative redskaber såsom bankgarantier, obligationer, fonde eller sikkerhedsstillelser); mener, at efterspørgslen på markedet for finansiel sikkerhed i forbindelse med miljøansvarsdirektivet er ringe, da der i mange medlemsstater kun er få konstaterede tilfælde, og på grund af den manglende klarhed, hvad angår visse begreber i direktivet, og da det i mange medlemsstater – afhængigt af markedsmodenheden for sådanne instrumenter – generelt tager lang tid, inden sådanne forsikringsmodeller udvikles;

17.  bemærker, at muligheden for at forbedre udbuddet af finansielle garantier bremses af, at de data, som EU er i besiddelse af vedrørende tilfælde, der er omfattet af miljøansvarsdirektivet, er utilstrækkelige og selvmodsigende;

18.  opfordrer medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger for at få de relevante økonomiske og finansielle aktører til hurtigt at udvikle instrumenter og markeder for finansiel sikkerhed, herunder finansielle mekanismer i tilfælde af insolvens, for at gøre det muligt for operatørerne at benytte finansielle garantier til dækning af deres ansvar;

19.  henleder opmærksomheden på Kommissionens gennemførlighedsundersøgelse af idéen om en EU-facilitet for risikodeling ved industrikatastrofer(10) og understreger nødvendigheden af at gennemføre yderligere undersøgelser og en mere dybdegående gennemførlighedsundersøgelse af de centrale juridiske og finansielle spørgsmål;

20.  bemærker med glæde, at halvdelen af medlemsstaterne (Belgien, Cypern, Det Forenede Kongerige, Estland Grækenland, Letland, Litauen, Luxembourg, Polen, Portugal, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet og Ungarn) ved anvendelse af direktivet i forbindelse med beskyttede arter og naturtyper anvender et bredere anvendelsesområde;

21.  mener, at en anden årsag til den utilstrækkelige harmonisering af miljøansvarsdirektivet er, at der ikke er fastsat en standardiseret administrativ procedure for indberetning til de kompetente myndigheder af overhængende fare for eller allerede skete miljøskader; beklager derfor, at der ikke er nogen forpligtelse til at offentliggøre disse indberetninger eller oplysninger om, hvordan sagerne blev håndteret; bemærker, at nogle medlemsstater har konstateret denne mangel i deres nationale lovgivning og som følge heraf etableret databaser over indberetninger/hændelser/sager; påpeger imidlertid, at den anvendte praksis varierer betydeligt mellem medlemsstaterne og er forholdsvis begrænset;

22.  understreger, at erstatningsreglerne skal kunne håndtere grænseoverskridende krav effektivt, hurtigt, inden for en rimelig tidsramme og uden forskelsbehandling af personer fra forskellige lande i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde; anbefaler, at de kommer til at omfatte både primær og sekundær skade i alle de berørte områder, da sådanne hændelser berører store områder og kan have konsekvenser på lang sigt; understreger behovet for, at særligt nabolande, der ikke er medlem af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, overholder den internationale lovgivning vedrørende miljøbeskyttelse og -ansvar;

23.  gentager, at miljøansvarsdirektivet i henhold til dets artikel 4, stk. 5, kun finder anvendelse på miljøskader eller overhængende fare for sådanne skader forvoldt af forurening af diffus art, hvor det er muligt at fastslå årsagssammenhængen mellem skaden og en individuel operatørs aktiviteter; gentager, at Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) allerede i sin rapport fra 2013 fastslog en tæt årsagssammenhæng mellem gasudledninger og skadevirkninger i forbindelse med klimaforandringerne og miljøet(11);

Forslag til bedre harmonisering af miljøansvarsdirektivet

24.  opfordrer til, at der snarest muligt foretages en revision af miljøansvarsdirektivet og af definitionen af "miljøskade" i direktivets artikel 2, stk. 1, særligt med hensyn til kriterierne for at fastslå negativ påvirkning af beskyttede arter og naturtyper (bilag I) og med hensyn til risikoen for skade på jord og vand for at gøre direktivet tilstrækkelig effektivt, konsekvent og sammenhængende og holde trit med den hastige udvikling af forurenende stoffer fra industrielle aktiviteter;

25.  anmoder Kommissionen om at klargøre, definere og give en detaljeret beskrivelse af begrebet "tærskelværdi for betydelig skade" og vurdere differentierede maksimale ansvarsgrænser for aktiviteter for at gøre anvendelsen af direktivet ensartet i alle medlemsstater;

26.  opfordrer Kommissionen til at give en klar og sammenhængende fortolkning af det geografiske anvendelsesområde for miljøansvarsdirektivets "gunstige bevaringsstatus" (EU's område, nationalt område, naturligt udbredelsesområde); mener i denne forbindelse, at der er brug for en stedsspecifik tilgang for at sikre en korrekt og effektiv gennemførelse;

27.  anmoder Kommissionen om at fastslå, hvilke bestemmelser der er nødvendige for klart og ubestrideligt at kunne skelne mellem tilfælde, hvor miljøansvarsdirektivet finder anvendelse, og hvor der skal anvendes national lovgivning, hvis denne er strengere;

28.  gør opmærksom på, at luftforurening skader menneskers sundhed og miljøet, og at nitrogendioxyd og partikelforurening ifølge Eurostat udgør alvorlige sundhedsrisici; opfordrer i denne forbindelse til at indarbejde "økosystemer" i definitionen af "miljøskade" og "naturressource" i artikel 2; anmoder ligeledes Kommissionen om at overveje muligheden for at udvide anvendelsesområdet for miljøansvarsdirektivet og pålægge ansvar for skade på menneskers sundhed og miljøet, herunder luftforurening(12);

29.  opfordrer Kommissionen til at indføre obligatorisk finansiel sikkerhed, f.eks. en obligatorisk miljøansvarsforsikring for operatører, og til at udvikle en harmoniseret EU-metode til beregning af maksimale ansvarsgrænser, idet der tages hensyn til hver aktivitets særlige kendetegn og nærområde; opfordrer desuden Kommissionen til at undersøge muligheden for at oprette en europæisk fond til beskyttelse af miljøet mod skader forårsaget af industrielle aktiviteter, der er omfattet af miljøansvarsdirektivet(13), uden at dette undergraver princippet om, at forureneren betaler, i tilfælde af insolvens og kun i tilfælde, hvor markederne for finansiel sikkerhed svigter; mener, at det samme bør gælde i tilfælde af omfattende ulykker, når det ikke er muligt at spore den skadesansvarlige operatør;

30.  opfordrer til, at alle operatører, der har gavn af udførelsen af aktiviteter, også er ansvarlige for enhver miljøskade eller forurening, som disse aktiviteter forårsager;

31.  mener, at der i betragtning af relevansen og de eventuelle konsekvenser af industrirelaterede katastrofer og risikoen for menneskers sundhed, det naturlige miljø og ejendom skal træffes yderligere sikkerhedsforanstaltninger for at give EU-borgerne et sikkert og solidt katastrofeforebyggelses- og styringssystem baseret på risikodeling, øget ansvar for industrivirksomheder og princippet om, at forureneren betaler; opfordrer til en vurdering af, om det er nødvendigt i miljøansvarsdirektivet at medtage en ordning om civilretligt ansvar for skader på menneskers sundhed og miljøet(14);

32.  opfordrer til, at der vedtages en ordning om sekundært ansvar for retsefterfølgere til ansvarlige parter;

33.  henstiller, at muligheden for at kræve subsidiært statsansvar gøres obligatorisk for at sikre en effektiv og proaktiv gennemførelse af lovgivningen;

34.  opfordrer endvidere til at fjerne mulighederne for at give ansvarsfrihed på grundlag af en tilladelse eller på grundlag af den videnskabelige og tekniske viden med henblik på at skabe lige vilkår og fremme princippet om, at forureneren betaler, og forbedre effektiviteten af lovgivningen;

35.  opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at fremsætte et forslag om miljøinspektioner på EU-plan;

36.  mener i forbindelse med revisionen af miljøansvarsdirektivet, at det bør være en prioritet at udvide det objektive ansvar for alle miljøskader med betydelige skadelige virkninger til at omfatte aktiviteter, der ikke er nævnt i bilag III, med henblik på at forbedre effektiviteten af lovgivningen i forbindelse med gennemførelsen af princippet om, at forureneren betaler, og give operatører et incitament til at sikre en passende risikostyring i forbindelse med deres aktiviteter; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at oprette et register over operatører, som er beskæftiget med farlige aktiviteter, samt en ordning med finansiel overvågning, der skal sikre deres solvens;

37.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at miljøansvarsdirektivet finder anvendelse på miljøskader, der forvoldes ved udøvelsen af enhver erhvervsaktivitet, og sikre objektivt producentansvar;

38.  anmoder om, at der oprettes en offentligt tilgængeligt europæisk database over tilfælde af miljøskader, der er omfattet af miljøansvarsdirektivet, i lighed med f.eks. det irske system, som omfatter et system til onlineanmeldelse af miljøskader, med henblik på at skabe mere tillid til miljøansvarsordningen og sikre en bedre gennemførelse; mener, at en sådan offentlig database vil give interessenter, operatører og borgerne mulighed for at få en støre viden om miljøansvarsordningen og gennemførelsen heraf og dermed vil bidrage til bedre forebyggelse og afhjælpning af miljøskader;

39.  anbefaler, at offentlige databaser over tilfælde af miljøskader under miljøansvarsdirektivet for at gøre dem lettilgængelige og effektive etableres i overensstemmelse med følgende kriterier:

40.  anmoder om, at de i bilag III anførte kategorier af farlige aktiviteter udvides til også at omfatte aktiviteter, der potentielt er farlige for miljøet og menneskers sundhed;

41.  understreger betydningen af at udvikle en forebyggelseskultur over for miljøskader, der kan hjælpes på vej gennem en systematisk informationskampagne, hvor medlemsstaterne sikrer, at de potentielle forurenere og de potentielle ofre bliver bekendt med de risici, de udsættes for, om adgangen til forsikring og om andre finansielle og retlige midler, der kan beskytte dem mod disse risici, samt om fordelene herved;

42.  mener, at alle tilfælde af bevist erstatningsansvar samt enkelthederne ved de anvendte sanktioner bør offentliggøres for at skabe åbenhed for alle om de reelle omkostninger ved miljøskader;

43.  foreslår, at der oprettes en mekanisme, som tilskynder ikkestatslige miljøorganisationer og andre berørte organisationer til at fremsatte deres kommentarer og bemærkninger;

44.  foreslår, at der indføres skattelettelser eller andre former for gunstig behandling af virksomheder, som med held bestræber sig på at undgå miljøskader;

45.  henstiller, at der oprettes særlige uafhængige myndigheder, som skal tildeles forvaltnings- og overvågningsbeføjelser samt beføjelser til at pålægge sanktioner i overensstemmelse med miljøansvarsdirektivet, herunder muligheden for at kræve finansielle garantier af potentielt ansvarlige parter under hensyntagen til den enkelte potentielle forureners særlige situation, f.eks. med hensyn til miljøtilladelser;

46.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at miljøansvarsdirektivet på passende vis støtter indsatsen for at opfylde målene for EU's fugledirektiv og habitatdirektiv; insisterer på, at de myndigheder, der er ansvarlige for miljøinspektioner, inddrages i gennemførelsen og håndhævelsen af miljøansvarsloven;

47.  opfordrer Kommissionen til at styrke uddannelsesprogrammet vedrørende anvendelsen af miljøansvarsdirektivet i medlemsstaterne og etablere hjælpelinjer for fagfolk med oplysninger, hjælp og støtte til evaluering af risici og skader; anbefaler desuden, at der vedtages vejledende dokumenter til at hjælpe medlemsstaterne med at gennemføre lovgivningen korrekt;

48.  minder om, at ifølge miljøansvarsdirektivet har personer, der berøres negativt af miljøskader, ret til at anmode den kompetente myndighed om at træffe foranstaltninger; bemærker desuden, at det i EU-lovgivningen fastslås, at EU-borgere skal sikres effektiv og rettidig retsadgang (artikel 9, stk. 3, i Århuskonventionen, artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union samt de relevante bestemmelser i den europæiske menneskerettighedskonvention), og at omkostningerne ved miljøskader skal betales af forureneren (artikel 191 i TEUF); opfordrer derfor Kommissionen til at fremlægge et lovforslag om minimumsstandarder for gennemførelse af Århuskonventionens søjle om adgang til klage og domstolsprøvelse; anmoder Kommissionen om at vurdere muligheden for at indføre en kollektiv søgsmålsmekanisme for overtrædelser af EU's miljølovgivning;

49.  opfordrer Kommissionen til i forbindelse med en revision af miljøansvarsdirektivet at overveje, hvorvidt den bør forpligte medlemsstaterne til at indsende rapporter hvert andet år vedrørende direktivets anvendelse;

50.  mener, at strafferetlige sanktioner er endnu en vigtig præventiv foranstaltning mod miljøskader, og noterer sig med beklagelse, at direktiv 2008/99/EF af 19. november 2008 om strafferetlig beskyttelse af miljøet ikke er ajourført; opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at træffe foranstaltninger til at gennemgå direktivets anvendelsesområde, således at det omfatter al gældende EU-miljølovgivning;

51.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT L 143 af 30.4.2004, s. 56. (2) EFT L 106 af 17.4.2001, s. 1. (3) EUT L 102 af 11.4.2006, s. 15. (4) EUT L 140 af 5.6.2009, s. 114. (5) EUT L 178 af 28.6.2013, s. 66. (6) PE 556.943. (7) Domstolens dom af 9. marts 2010, ERG m.fl., C-378/08, ECLI:EU:C:2010:126, præmis 45; Domstolens dom af 9. marts 2010, ERG m.fl., C-379/08 og C-380/08, ECLI:EU:C:2010:127, præmis 38; Domstolens dom af 9. marts 2010, Buzzi Unicem SpA m.fl., C-478/08 og C-479/08, ECLI:EU:C:2010:129, præmis 35. (8) Ifølge rapporten fra Kommissionen (COM(2016)0204) indberettede medlemsstaterne i perioden mellem april 2007 og april 2013 omkring 1 245 bekræftede tilfælde af miljøskader, som udløste anvendelse af direktivet om miljøansvar". Desuden fastslås det i samme rapport, at antallet af sager varierer betydeligt mellem medlemsstaterne. To medlemsstater tegner sig for over 86 % af alle indberettede tilfælde (Ungarn: 563, Polen: 506), mens de fleste af de resterende tilfælde er indberettet af seks medlemsstater (60 af Tyskland, 40 af Grækenland, 17 af Italien og 8 af Letland, Spanien og Det Forenede Kongerige). 11 medlemsstater har ikke indberettet nogen tilfælde af miljøskader i 2007, muligvis fordi de udelukkende behandler sagerne i henhold til deres nationale system. (9) Domstolens dom af 4. marts 2015, Ministero dell'Ambiente e della Tutela del Territorio e del Mare m.fl. mod Fipa Group Srl m.fl., sag C-534/13,ECLI:EU:C:2015:140. (10) Undersøgelse af gennemførligheden af at oprette en fond, der skal dække miljøansvar og tab som følge af industriulykker, endelig rapport, Europa-Kommissionen, GD ENV, den 17. april 2013. (11) IPCC, 2013: Climate Change 2013: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Fifth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change (Stocker, T.F. et al. Cambridge University Press, Cambridge, Det Forenede Kongerige og New York, NY, USA, 1535 ss, doi:10.1017/CBO9781107415324). (12) Denne mulighed blev overvejet i Kommissionens dokument af 19. februar 2014 "Study on ELD Effectiveness: Scope and Exceptions", s. 84. (13) Der henvises i denne forbindelse til et dokument offentliggjort af Kommissionen den 17. april 2013 med titlen "Study to explore the feasibility of creating a fund to cover environmental liability and losses occurring from industrial accident". (14) Der er allerede indført en sådan ordning i Portugal, og det overvejes i Kommissionens undersøgelse af 16. maj 2013 med titlen "Implementation challenges and obstacles of the Environmental Liability Directive (ELD)", s. 75.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 26. oktober 2017 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles regler for securitisering og om oprettelse af en europæisk ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering og om ændring af direktiv 2009/65/EF, 2009/138/EF og 2011/61/EU og forordning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 648/2012 (COM(2015)0472 – C8-0288/2015 – 2015/0226(COD))

P8_TA(2017)0415 A8-0387/2016

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2015)0472),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 114, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0288/2015),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 11. marts 2016 fra Den Europæiske Centralbank(1),

–  der henviser til udtalelse af 20. januar 2016 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(2),

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 28. juni 2017 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A8-0387/2016),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 26. oktober 2017 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/… om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering og om ændring af direktiv 2009/65/EF, 2009/138/EF og 2011/61/EU og forordning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 648/2012

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) 2017/2402.)

(1) EUT C 219 af 17.6.2016, s. 2. (2) EUT C 82 af 3.3.2016, s. 1.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 26. oktober 2017 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (COM(2015)0473 – C8-0289/2015 – 2015/0225(COD))

P8_TA(2017)0416 A8-0388/2016

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2015)0473),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0289/2015),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 11. marts 2016 fra Den Europæiske Investeringsbank(1),

–  der henviser til udtalelse af 20. januar 2016 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(2),

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 28. juni 2017 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A8-0388/2016),

1.  fastlægger nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 26. oktober 2017 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/… om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) 2017/2401.)

(1) EUT C 219 af 17.6.2016, s. 2. (2) EUT C 82 af 3.3.2016, s. 1.

Europa-Parlamentets beslutning af 26. oktober 2017 om bekæmpelse af seksuel chikane og seksuelle overgreb i EU (2017/2897(RSP))

P8_TA(2017)0417 RC-B8-0576/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 2 og 3 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 8, 10, 19 og 157 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til chartret om grundlæggende rettigheder af Den Europæiske Union, som trådte i kraft med Lissabontraktaten i december 2009, navnlig artikel 20, 21, 23 og 31,

–  der henviser til 2014-rapprten fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder med titlen ”Violence against women: an EU-wide survey”(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv(2),

–  der henviser til Rådets direktiv 2004/113/EF af 13. december 2004 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser(3), som indeholder en definition af og fordømmer chikane og seksuel chikane,

–  der henviser til indeks for fremskridt på ligestillingsområdet fra Det Europæiske Ligestillingsinstitut,

–  der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 3. december 2015 med titlen ”Strategic engagement for gender equality 2016-2019” (strategisk indsats for ligestilling mellem kvinder og mænd 2016-2019) (SWD(2015)0278),

–  der henviser til EU-formandskabstrioens (Estland, Bulgarien og Østrig) erklæring fra juli 2017 om ligestilling mellem kvinder og mænd,

–  der henviser til FN's erklæring fra 1993 om bekæmpelse af vold mod kvinder,

–  der henviser til Beijing-erklæringen og den tilhørende handlingsplan, der vedtoges på den fjerde verdenskonference om kvinder, som fandt sted den 15. september 1995, og til de efterfølgende slutdokumenter, der blev vedtaget på de ekstraordinære FN-samlinger Beijing + 5 (2000), Beijing + 10 (2005), Beijing + 15 (2010) og Beijing + 20 (2015), og til konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW) og den valgfrie protokol hertil,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse, og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA (direktivet om ofres rettigheder)(4),

–  der henviser til rammeaftalen om bekæmpelse af mobning og vold på arbejdspladsen (2007) mellem ETUC/CES, BUSINESSEUROPE, UEAPME og CEEP,

–  der henviser til rapport fra det europæiske netværk for nationale ligestillingsorganer (EQUINET) med titlen "The Persistence of Discrimination, Harassment and Inequality for Women. The work of equality bodies informing a new European Commission Strategy for Gender Equality", der blev offentliggjort i 2015,

–  der henviser til Istanbulkonventionen til bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet(5), navnlig dennes artikel 2 og 40, og til sin beslutning af 12. september 2017 om forslag til Rådets afgørelse om Den Europæiske Unions indgåelse af Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet(6),

–  der henviser til sin beslutning af 20. september 2001 om mobning på arbejdspladsen(7), af 26. november 2009 om afskaffelse af vold mod kvinder(8), af 5. april 2011 om prioriteringer og udkast til en ny EU-rammepolitik til bekæmpelse af vold mod kvinder(9), af 15. december 2011 om midtvejsevalueringen af den europæiske strategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2007-2012(10), af 25. februar 2014 med henstillinger til Kommissionen om bekæmpelse af vold mod kvinder(11) og den tilhørende EU-merværdivurdering fra november 2013 og af 24. november 2016 om EU's tiltrædelse af Istanbulkonventionen om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder(12),

–  der henviser til sin beslutning af 14. marts 2017 om ligestilling mellem mænd og kvinder i EU i 2014-2015(13), af 10. marts 2015 om fremskridt for ligestillingen mellem kvinder og mænd i Den Europæiske Union i 2013(14), og af 24. oktober 2017 om legitime foranstaltninger til beskyttelse af whistleblowere, der handler i almenhedens interesse, når de afslører fortrolige oplysninger om selskaber og offentlige organer(15),

–  der henviser til artikel 12a i vedtægten for tjenestemænd og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union,

–  der henviser til vejledning for medlemmer af Europa-Parlamentet med titlen ”Zero harassment in the workplace - a guide for Members of the European Parliament” (nultolerance over for chikane på arbejdspladsen - en vejledning for Europa-Parlamentets medlemmer) fra september 2017 og handlingsplanen fra Parlamentets administration i forbindelse med dette centrale spørgsmål,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at ligestilling mellem kønnene er en central værdi for EU, som er anerkendt i traktaterne og i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – som EU har forpligtet sig til at integrere i alle sine aktiviteter;

B.  der henviser til, at EU er et værdifællesskab baseret på demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder, der er knæsat som kerneprincipper og målsætninger i de første artikler i TEU og i kriterierne for EU-medlemskab;

C.  der henviser til, at seksuel chikane i EU-retten defineres som ”enhver form for verbal, ikke-verbal eller fysisk adfærd med seksuelle undertoner med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed, navnlig ved at skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima”(16);

D.  der henviser til, at seksuel chikane er en form for vold mod kvinder og piger, som er den mest ekstreme og vedholdende form for kønsbaseret forskelsbehandling; der henviser til, at ca. 90 % af ofrene for seksuel chikane er kvinder, og omtrent 10 % er mænd; der henviser til, at i henhold til den EU-dækkende FRA-undersøgelse fra 2014 om vold mod kvinder har én ud af tre kvinder været udsat for fysisk eller seksuel vold i løbet af deres voksne liv; der henviser til, at op mod 55 % af alle kvinder i EU har været udsat for seksuel chikane; der henviser til, at 32 % af alle ofre i EU har angivet, at gerningsmanden var en overordnet, en kollega eller en kunde; der henviser til, at 75 % af kvinder i erhverv, der kræver særlige kvalifikationer, og stillinger på topledelsesniveau har været udsat for seksuel chikane; der henviser til, at 61 % af kvinder ansat i servicesektoren har været udsat for seksuel chikane; der henviser til, at 20 % af alle unge kvinder (18-29 år) i EU-28 har været udsat for chikane på internettet; der henviser til, at hver tiende kvinde har været udsat for seksuel chikane eller stalking under anvendelse af ny teknologi;

E.  der henviser til, at seksuel chikane og mobning er væsentligt underrapporterede til myndighederne som følge af en fortsat lav social bevidsthed om problemet, utilstrækkelige muligheder for støtte til ofre, og opfattelsen af, at det er et samfundsmæssigt følsomt spørgsmål til trods for, at der findes formelle procedurer til at håndtere det på arbejdspladsen og i andre sammenhænge;

F.  der henviser til, at seksuel vold og chikane på arbejdspladsen er et spørgsmål om sundhed og sikkerhed og bør behandles og forebygges som sådan;

G.  der henviser til, at forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering er forbudt i henhold til EU-retten;

H.  der henviser til, at seksuel vold og chikane er i strid med princippet om ligestilling mellem kønnene og ligebehandling og udgør kønsdiskrimination og derfor er forbudt i forbindelse med beskæftigelse, herunder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse og forfremmelse;

I.  der henviser til, at fastlåste kønsstereotyper, sexisme, seksuel chikane og seksuelle overgreb er et strukturelt og udbredt problem i hele Europa og hele verden, og at dette fænomen påvirker ofre såvel som gerningsmænd i alle aldre uanset uddannelsesbaggrund, indkomst eller position i samfundet, og at det har fysiske, seksuelle, følelsesmæssige og psykiske konsekvenser for ofret; der henviser til, at den ulige magtfordeling mellem mænd og kvinder, kønsstereotyper og sexisme, herunder sexistisk hadefuld tale, både offline og online, er grundlæggende årsager til alle former for vold mod kvinder og har ført til en situation, hvor mænd dominerer kvinder, indtager en diskriminerende holdning over for kvinder og forhindrer dem i at udfolde sig fuldstændigt;

J.  der henviser til, at Beijinghandlingsprogrammets definition af vold mod kvinder omfatter, men ikke er begrænset til, fysisk, seksuel og psykisk vold i samfundet, herunder voldtægt, seksuelle overgreb, seksuel chikane og intimidering på arbejdspladsen, i uddannelsesinstitutioner og andetsteds(17);

K.  der henviser til, at direktivet om ofres rettigheder definerer kønsbaseret vold som en form for forskelsbehandling og krænkelse af ofrets grundlæggende frihedsrettigheder, der omfatter vold i nære forhold, seksuel vold (herunder voldtægt, seksuelle overfald og seksuel chikane), menneskehandel, slaveri og forskellige former for skadelige praksisser såsom tvangsægteskaber, kvindelig kønslemlæstelse og såkaldte æresforbrydelser; der henviser til, at kvinder, der er ofre for kønsbaseret vold, og deres børn ofte kræver særlig støtte og beskyttelse på grund af den store risiko for sekundær og gentagen viktimisering, for intimidering og for gengældelse, der er forbundet med denne form for vold(18);

L.  der henviser til, at EU-lovgivningen forpligter medlemsstaterne til at sikre, at der er etableret et ligestillingsorgan, som kan yde uafhængig bistand til ofre for chikane, herunder af seksuel karakter, foretage uafhængige undersøgelser, offentliggøre uafhængige rapporter og afgive henstillinger i sager vedrørende beskæftigelse og erhvervsuddannelse, i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, og for selvstændige erhvervsdrivende;

M.  der henviser til, at seksuel chikane og seksuelle overgreb, navnlig begået af mænd mod kvinder, er et strukturelt og udbredt problem i hele Europa og hele verden, og at dette fænomen påvirker ofre såvel som gerningsmænd i alle aldre uanset uddannelsesbaggrund, indkomst eller position i samfundet, og at det hænger sammen med den ulige magtfordeling mellem mænd og kvinder i vores samfund;

N.  der henviser til, at ligestilling mellem kønnene er alle samfundsborgeres fælles ansvar og kræver et aktivt bidrag af både kvinder og mænd; der henviser til, at myndighederne bør forpligte sig til at gennemføre uddannelses- og oplysningskampagner, som er rettet mod mænd og drenge og sigter på at inddrage disse som partnere, således at alle former for kønsbaseret vold gradvist kan forebygges og udryddes, samtidig med at kvinders rolle fremmes og styrkes;

O.  der henviser til, at kvinder i Unionen ikke i lige grad er beskyttet mod vold, seksuel chikane og seksuelle overgreb fra mænds side på grund af forskelle i medlemsstaternes politikker og lovgivning; der henviser til, at retssystemerne ikke yder tilstrækkelig støtte til kvinder; der henviser til, at gerningsmændene bag kønsbetinget vold ofte er personer, som offeret kender i forvejen, og at offeret i mange tilfælde befinder sig i et afhængighedsforhold, der øger den pågældendes angst for at anmelde volden;

P.  der henviser til, at alle medlemsstater har undertegnet Istanbulkonventionen, men at kun femten af dem har ratificeret den; der henviser til, at EU's tiltrædelse af Istanbulkonventionen ikke fritager medlemsstaterne fra at ratificere den på nationalt plan; der henviser til, at det i artikel 40 Istanbulkonventionen hedder, at ”parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at enhver form for uønsket verbal, ikke-verbal eller fysisk adfærd af seksuelt tilsnit som har til formål eller følge at en persons værdighed krænkes, herunder især ved skabelsen af et intimiderende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller stødende miljø, udløser strafferetlige eller andre retslige sanktioner”;

Q.  der henviser til, at vold og chikane i det politiske liv i uforholdsmæssig grad er rettet mod kvinder; der henviser til, at denne form for vold udgør en krænkelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, herunder forpligtelsen til at sikre, at kvinder frit kan deltage i den politiske repræsentation;

R.  der henviser til, at seksuel chikane er defineret i artikel 12a i vedtægten for tjenestemænd og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union;

S.  der henviser til, at seksuel chikane eller sexistisk adfærd ikke er harmløst, og til, at bagatellisering af seksuel chikane eller seksuel vold gennem en nedtonet sprogbrug afspejler sexistiske holdninger til kvinder og formidler budskaber om kontrol og magt i forholdet mellem mænd og kvinder, hvilket påvirker kvinders værdighed, selvstændighed og frihed;

T.  der henviser til, at Parlamentet har fastsat specifikke strukturer og interne regler til at bekæmpe seksuel chikane i egne rækker, nemlig Det Rådgivende Udvalg for Behandling af Klager over Chikane mellem Akkrediterede Parlamentariske Assistenter og Medlemmer af Europa-Parlamentet, mens et rådgivende udvalg om chikane og forebyggelse heraf på arbejdspladsen beskæftiger sig med andre formelle procedurer i relation til personalet i Parlamentets administration og politiske grupper med henblik på at vurdere mulige tilfælde og for at modvirke seksuel chikane og seksuelle overgreb;

U.  der henviser til, at politikere som folkevalgte repræsentanter har et afgørende ansvar for at optræde som positive rollemodeller i forbindelse med forebyggelse og bekæmpelse af seksuel chikane i samfundet;

Nultolerance overfor og bekæmpelse af seksuel chikane og seksuelle overgreb i EU

1.  fordømmer på det kraftigste alle former for seksuel vold og fysisk eller psykisk chikane og beklager, at disse handlinger alt for ofte tolereres, selv om de i realiteten udgør en systemisk overtrædelse af de grundlæggende rettigheder og en alvorlig forbrydelse, der bør straffes som sådan; understreger nødvendigheden af at sætte en stopper for straffriheden ved at sørge for, at gerningsmændene retsforfølges;

2.  insisterer på en effektiv gennemførelse af den eksisterende retlige ramme vedrørende seksuel chikane og seksuelle overgreb og opfordrer samtidig EU's medlemsstater samt offentlige og private virksomheder til at træffe yderligere foranstaltninger med henblik på effektivt at sætte en stopper for og forebygge seksuel chikane på arbejdspladsen; understreger, at de særlige retlige procedurer, der er indført for at behandle tilfældene af seksuel chikane på arbejdspladsen, bør følges;

3.  glæder sig over initiativer som f.eks. #MeToo-bevægelsen, der har til formål at indberette tilfælde af seksuel chikane og vold mod kvinder; støtter kraftigt alle kvinder og piger, som har deltaget i kampagnen, herunder dem, der har angivet deres gerningsmænd;

4.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til på passende vis at overvåge den korrekte gennemførelse af de EU-direktiver, der forbyder chikane på grund af køn og seksuel chikane, at sikre, at EU-medlemsstaterne styrker personalekapaciteten i ligestillingsorganer, der overvåger diskriminerende praksis, og at sørge for, at disse organer gives et klart mandat og tilstrækkelig ressourcer til at dække de tre områder beskæftigelse, selvstændig virksomhed og adgang til varer og tjenesteydelser;

5.  opfordrer Kommissionen til at vurdere, udveksle og sammenligne de eksisterende bedste praksisser for bekæmpelse af seksuel chikane på arbejdspladsen og udbrede resultaterne af denne vurdering for så vidt angår de effektive foranstaltninger, som medlemsstaterne kan træffe til at tilskynde virksomheder, arbejdsmarkedsparter og organisationer, der er involveret i erhvervsuddannelse, til at forebygge enhver form for kønsbaseret forskelsbehandling, navnlig chikane og seksuel chikane, på arbejdspladsen;

6.  fremhæver vigtigheden af, at alle mænd engagerer sig i målsætningen om at skabe forandringer og sætte en stopper for alle former for chikane og seksuel vold, ved at bekæmpe de vilkår og strukturer, som aktivt eller passivt muliggør den adfærd, der fører til dette, og anmelde enhver krænkelse eller upassende adfærd; opfordrer medlemsstaterne til aktivt at inddrage mænd i oplysnings- og forebyggelseskampagner;

7.  mener, at nøgleaktionerne for at bekæmpe seksuel chikane omfatter løsning af problemerne med underrapportering og social stigmatisering, fastlæggelse af procedurer for ansvarlighed på arbejdspladsen, aktiv inddragelse af mænd og drenge i forebyggelsen af vold og bekæmpelse af nye former for vold, f.eks. i cyberspace;

8.  er foruroliget over, at chikane mod kvinder på internettet, navnlig på de sociale medier, lige fra uønsket kontakt, trolling og cybermobning til seksuel chikane og trusler om voldtægt og død, er ved at blive udbredt i vores digitale samfund, hvilket også giver anledning til nye former for vold mod kvinder og piger såsom cybermobning, cyberchikane, offentliggørelse af nedværdigende billeder på internettet og distribution af private fotos og videoer på de sociale medier uden de involverede personers samtykke;

9.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at finansieringsmekanismerne for programmer til bekæmpelse af vold mod kvinder kan bruges til oplysningstiltag og til støtte for civilsamfundsorganisationer, som bekæmper vold mod kvinder, herunder seksuel chikane;

10.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremskynde ratifikationen af Istanbulkonventionen; opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre denne fuldt ud, herunder ved at etablere et system til dataindsamling, som omfatter data opdelt efter gerningsmændenes alder og køn og forholdet mellem gerningsmand og offer, og som inkluderer seksuel chikane;

11.  opfordrer Kommissionen til at fremsætte et forslag til et direktiv om bekæmpelse af alle former for vold mod kvinder og piger og kønsbaseret vold; gentager sin opfordring til Kommissionen om at fremsætte forslag til en omfattende EU-strategi til bekæmpelse af alle former for kønsbaseret vold, inklusive sexchikane og seksuelle overgreb mod kvinder og piger;

12.  opfordrer Rådet til at aktivere passerellebestemmelsen og vedtage en enstemmig afgørelse, der identificerer vold mod kvinder og piger (og andre former for kønsbaseret vold) som et kriminalitetsområde som omhandlet i artikel 83, stk. 1, i TEUF;

13.  opfordrer til en bedre integration af kvinder i beslutningsprocesser, i fagforeninger og i ledende stillinger i organisationer i den offentlige og private sektor; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i samarbejde med NGO'er, arbejdsmarkedsparter og ligestillingsorganer at træffe betydeligt mere vidtgående bevidstgørende foranstaltninger vedrørende rettighederne for ofre for seksuel chikane og kønsbaseret forskelsbehandling; understreger det presserende behov for, at medlemsstaterne, arbejdsgiverorganisationerne og fagforeningerne fremmer bevidstheden omkring seksuel chikane og tilskynder kvinder til straks at anmelde hændelser;

14.  understreger betydningen af specialiseret uddannelse og oplysningskampagner vedrørende eksisterende formelle procedurer for indberetning af seksuel chikane på arbejdspladsen og ofrenes rettigheder for dermed at håndhæve princippet om værdighed på arbejdspladsen og fremme en nultolerancetilgang som normen;

Seksuel chikane i parlamenter, herunder Europa-Parlamentet

15.  fordømmer på det kraftigste de tilfælde af seksuel chikane, der er kommet frem i medierne, og udtrykker sin stærke støtte til ofrene for seksuel chikane og seksuelle overgreb; understreger, at EU's institutioner, hvis de ønsker at blive taget alvorligt, er nødt til at stå fast over for enhver form for kønsdiskrimination eller ethvert tiltag, der hindrer ligestilling mellem kønnene;

16.  anerkender, at Europa-Parlamentet med Præsidiets afgørelse af 14. april 2014 vedtog nye regler, som indebar oprettelsen af særlige organer såsom Det Rådgivende Udvalg for Behandling af Klager over Chikane mellem Akkrediterede Parlamentariske Assistenter og Medlemmer af Europa-Parlamentet og Forebyggelse af Chikane på Arbejdspladsen og et tidligere rådgivende udvalg, som beskæftiger sig med klager over chikane og forebyggelse heraf på arbejdspladsen for Europa-Parlamentets ansatte; bemærker med tilfredshed indførelsen af fortrolig indberetning og lanceringen af en oplysningskampagne, der har til formål at bekæmpe seksuel chikane i Parlamentet; bemærker, at andre EU-institutioner har oprettet lignende organer;

17.  opfordrer Europa-Parlamentets formand og Parlamentets administration:

18.  opfordrer alle kolleger til at støtte ofrene og tilskynde dem til at protestere og anmelde tilfælde af seksuel chikane via bedre formelle kanaler til Parlamentets administration og/eller politiet;

19.  beslutter at vedtage interne regler om whistleblowing for at beskytte whistlebloweres rettigheder og interesser og træffe passende afhjælpende foranstaltninger, hvis de ikke behandles korrekt og retfærdigt i forhold til deres whistleblowing;

20.  er meget bekymret over, at medlemmers assistenter (APA'er) alt for ofte er bange for at klage i tilfælde af seksuel chikane, eftersom "tab af tillid"-klausulen i APA's vedtægter betyder, at de kan afskediges med meget kort varsel; opfordrer til, at uafhængige eksperter deltager i afskedigelsesprocedurer sammen med repræsentanter for administrationen med henblik på at nå frem til en objektiv afgørelse;

21.  henstiller, at Den Europæiske Ombudsmand årligt indgiver data til Parlamentets Gruppe på Højt Plan om Ligestilling og Mangfoldighed vedrørende klager over fejl og forsømmelser i forbindelse med ligestilling mellem mænd og kvinder i Parlamentet, med behørig respekt for Parlamentets afgørelse om Ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af dennes hverv;

22.  opfordrer medlemsstaterne til at undersøge situationen med hensyn til seksuel chikane og seksuelle overgreb, til at træffe aktive foranstaltninger til bekæmpelse heraf og til at gennemføre og på passende vis håndhæve en politik om respekt og værdighed på arbejdspladsen for medlemmerne og personalet; opfordrer til, at gennemførelsen af en sådan politik overvåges;

23.  opfordrer medlemsstaterne til at skabe beskyttende støtte til parlamentsmedlemmer, der er i kontakt med offentligheden, navnlig dem, der udsættes for seksuelle overgreb og trusler om kønsbaseret vold, herunder online;

24.  opfordrer til udveksling af bedste praksis på alle niveauer med andre institutioner og organisationer som f.eks. UN Women, Europarådet, EU's institutioner og interessenter, der er involveret i fremme af ligestilling mellem kønnene;

25.  opfordrer alle politikere til at handle som ansvarlige rollemodeller i forbindelse med forebyggelse og bekæmpelse af seksuel chikane i og uden for parlamenter;

o
o   o

26.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt til Europarådets Parlamentariske Forsamling.

(1) http://fra.europa.eu/en/publication/2014/violence-against-women-eu-wide-survey-main-results-report (2) EUT L 204 af 26.7.2006, s. 23. (3) EUT L 373 af 21.12.2004, s. 37. (4) EUT L 315 af 14.11.2012, s. 57. (5) https://rm.coe.int/168008482e (6) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0329. (7) EUT C 77 E af 28.3.2002, s. 138. (8) EUT C 285 E af 21.10.2010, s. 53. (9) EUT C 296 E af 2.10.2012, s. 26. (10) EUT C 168 E af 14.6.2013, s. 102. (11) EUT C 285 af 29.8.2017, s. 2. (12) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0451. (13) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0073. (14) EUT C 316 af 30.8.2016, s. 2. (15) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0402. (16) http://ec.europa.eu/justice/gender-equality/files/your_rights/final_harassement_en.pdf (17) http://www.un.org/womenwatch/daw/beijing/platform/violence.htm (18) Se betragtning 17 i direktivet om ofres rettigheder.

Europa-Parlamentets beslutning af 26. oktober 2017 om den økonomiske politik i euroområdet (2017/2114(INI))

P8_TA(2017)0418 A8-0310/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig dens artikel 121, stk. 2, og artikel 136, samt til protokol nr. 1 og protokol nr. 2,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 22. maj 2017 om det europæiske semester 2017: landespecifikke henstillinger (COM(2017)0500),

–  der henviser til sin beslutning af 15. februar 2017 om det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker: Årlig vækstundersøgelse 2017(1),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 22. februar 2017 med titlen "Det europæiske semester 2017: Vurdering af fremskridtene med strukturreformer, forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer og resultater af de dybdegående undersøgelser i henhold til forordning (EU) nr.1176/2011 (COM(2017)0090),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse om den årlige vækstundersøgelse 2017 (COM(2016)0725), til rapporten med titlen ”Rapport om varslingsmekanismen 2017” (COM(2016)0728 og den fælles rapport fra Kommissionen og Rådet om beskæftigelsen 2017 (COM(2016)0729) samt til Kommissionens henstilling med henblik på Rådets henstilling om den økonomiske politik i euroområdet (COM(2015)0692,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. november 2016 med titlen "En positiv finanspolitisk kurs i euroområdet" (COM(2016)0727),

–  der henviser til betænkning fra det europæiske finanspolitiske råd om "vurderingen af den finanspolitiske kurs for euroområdet" af 20. juni 2017,

–  der henviser til Den Europæiske Centralbanks lejlighedsskrift nr. 182 fra januar 2017 med titlen "Euroområdets finanspolitiske kurs",

–  der henviser til Rådets henstilling af 21. marts 2017 om den økonomiske politik i euroområdet(2),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 23. maj 2017 om de dybdegående undersøgelser og gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger for 2016,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 16. juni 2017 om afslutningen af procedurerne i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud for to medlemsstater og om økonomi- og finanspolitikker,

–  der henviser til Kommissionens europæiske økonomiske prognose - foråret 2017 fra maj 2017,

–  der henviser til Eurostats detaljerede datasæt om reale BNP pr. indbygger, vækst og samlede BNP af 31. maj 2017,

–  der henviser til OECD-statistikker om de samlede skatteindtægter af 30. november 2016,

–  der henviser til traktaten om stabilitet, koordinering og styring i Den Økonomiske og Monetære Union,

–  der henviser til COP 21-aftalen vedtaget på klimakonferencen i Paris den 12. december 2015,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1175/2011 af 16. november 2011 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker(3),

–  der henviser til Rådets direktiv 2011/85/EU af 8. november 2011 om krav til medlemsstaternes budgetmæssige rammer(4),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1174/2011 af 16. november 2011 om håndhævelsesforanstaltninger til at korrigere uforholdsmæssigt store makroøkonomiske ubalancer i euroområdet(5),

–  der henviser til Rådets forordning (EU) nr. 1177/2011 af 8. november 2011 om ændring af forordning (EF) nr. 1467/97 om fremskyndelse og afklaring af gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud(6),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer(7),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1173/2011 af 16. november 2011 om en effektiv håndhævelse af budgetovervågningen i euroområdet(8),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 473/2013 af 21. maj 2013 om fælles bestemmelser om overvågning og evaluering af udkast til budgetplaner og til sikring af korrektion af uforholdsmæssigt store underskud i medlemsstaterne i euroområdet(9),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 472/2013 af 21. maj 2013 om skærpelse af den økonomiske og budgetmæssige overvågning af medlemsstater i euroområdet, der har eller er truet af alvorlige vanskeligheder med hensyn til deres finansielle stabilitet(10),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelser fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og Regionaludviklingsudvalget (A8-0310/2017),

A.  der henviser til, at BNP-væksten for euroområdet ifølge Kommissionens prognoser var på 1,8 % i 2016 og forventes at ligge stabilt på 1,7 % i 2017 og på 1,9 % for hele EU, idet den dermed overstiger niveauet fra før krisen men dog stadig er utilstrækkelig, idet der er store forskelle i væksten inden for EU; der henviser til, at det private forbrug har været den vigtigste drivkraft for væksten i løbet af de seneste få år, mens dette muligvis vil falde i år på grund af den midlertidige stigning i inflationen, men at den indenlandske efterspørgsel dog forventes at forbedre vækstudsigterne på mellemlang sigt; der henviser til, at væksten i EU fortsat er for lav til at skabe nye arbejdspladser i medlemsstaterne og meget lavere end den forventede vækst for hele verden;

B.  der henviser til, at arbejdsløsheden i EU-28 og euroområdet var på henholdsvis 9,3 % og 7,8 % i april 2017, hvilket er det laveste siden marts 2009 og december 2008, men dog stadig over niveauet før krisen; der henviser til, at der stadig er betydelige forskelle i arbejdsløshedstallene over hele EU på mellem 3,2 % og 23,2 %; der henviser til, at ungdomsarbejdsløsheden i euroområdet og EU-28 stadig befandt sig på et højt niveau i april 2017, nærmere bestemt på 18,7% og 16,7%;

C.  der henviser til, at det offentlige underskud i euroområdet forventes at ligge på 1,4 % i 2017 og 1,3 % i 2018, mens de enkelte medlemsstaters resultater forventes at være forskellige; der henviser til, at den generelle offentlige gældskvote i euroområdet forventes at forblive på 90,3% i 2017 og 89,0% i 2018;

D.  der henviser til, at den globale økonomiske vækst stadig er skrøbelig, og at euroområdets økonomi står over for øget usikkerhed og vigtige interne og eksterne politiske udfordringer;

E.  der henviser til, at EU's meget lave produktivitet og globale konkurrenceevne kræver socialt afbalancerede strukturreformer, en fortsat finanspolitisk indsats og investeringer i medlemsstaterne for at skabe bæredygtig og inklusiv vækst og beskæftigelse og opnå opadgående konvergens med andre globale økonomier og inden for EU;

F.  der henviser til, at arbejdsløsheden i euroområdet steg med 1,4 % i 2016; der henviser til, at arbejdsløsheden i marts 2017 var på 9,5 %, hvilket er et fald fra 10,2 % i marts 2016; der henviser til, at arbejdsløshedstallene trods den seneste fremgang endnu ikke er vendt tilbage til niveauet før krisen;

G.  der henviser til, at beskæftigelsesfrekvensen steg med 1,2 % i 2016 i EU-28, og at 234,2 mio. personer var i beskæftigelse i det første kvartal af 2017, hvilket er det højeste antal, der nogensinde er registreret(11); der henviser til, at det betydelige antal nyoprettede stillinger i tilknytning til den økonomiske vækst imidlertid skjuler udfordringer, såsom en ufuldstændig afspadsering af arbejdstimer og en beskeden produktivitetsvækst; der henviser til, at hvis dette fortsætter, kan disse faktorer sætte de langsigtede vækstudsigter og den sociale samhørighed i EU yderligere under pres(12);

H.  der henviser til, at beskæftigelsesfrekvenserne generelt er lavere blandt kvinder: i 2015 var beskæftigelsesfrekvensen for mænd i alderen 20-64 på 75,9 % i EU-28, mens den for kvinder lå på 64,3 %;

I.  der henviser til, at ungdomsarbejdsløsheden i euroområdet i marts 2017 var på 19,4 %, hvilket er et fald fra 21,3 % i marts 2016; der henviser til, at ungdomsarbejdsløsheden stadig er uacceptabelt høj; der henviser til, at andelen af NEET'er i 2015 fortsat var høj og udgjorde 14,8 % af de 15-29-årige, dvs. 14 millioner mennesker; der henviser til, at NEET'er anslås at koste EU 153 mia. EUR (1,21 % af dets BNP) om året i ydelser og mistede indtægter og skatter(13), mens de samlede anslåede omkostninger ved etablering af ungdomsgarantien i euroområdet er 21 mia. EUR om året eller 0,22 % af BNP; der henviser til, at der for øjeblikket er afsat 1 mia. EUR til ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, som skal suppleres af 1 mia. EUR fra Den Europæiske Socialfond for perioden 2017-2020;

J.  der henviser til, at selv om langtidsledigheden i EU-28 er faldet fra 5 % i 2014 til 4 % i 2016, er den fortsat et problem, idet den tegner sig for næsten halvdelen af den samlede arbejdsløshed; bemærker med bekymring, at den meget langvarige arbejdsløshed på 2,5 % i 2016 stadig er 1 % højere end i 2008; der henviser til, at der er store forskelle mellem medlemsstaterne;

K.  der henviser til, at andelen af befolkningen i den erhvervsaktive alder og arbejdsstyrken i mange medlemsstater fortsætter med at falde, navnlig som følge af lave fødselsrater; der henviser til, at kvinders beskæftigelsesegnethed samt den fortsatte tilstrømning af migranter, flygtninge og asylansøgere giver medlemsstaterne muligheder for at klare dette problem og øge arbejdsstyrken i EU;

L.  der henviser til, at et af de fem Europa 2020-mål tager sigte på at bringe mindst 20 millioner mennesker uden for risiko for fattigdom og social udstødelse; der henviser til, at fattigdommen er faldende, idet 4,8 millioner mennesker er mindre udsat for risiko for fattigdom og social udstødelse i 2015 end i 2012; der henviser til, at dette tal for 2015 stadig overstiger tallet for 2008 med 1,6 mio. EUR; der henviser til, at 32,2 millioner mennesker med handicap var truet af fattigdom og social udstødelse i EU i 2012; der henviser til, at 26,5 millioner børn i EU-28 var truet af fattigdom og social udstødelse i 2013; der henviser til, at andelen af mennesker, der er truet af fattigdom eller social udstødelse, fortsat er uacceptabelt høj, nemlig 23,7 %, og at tallene fortsat er meget høje i nogle medlemsstater; der desuden henviser til, at energifattigdommen stadig er så høj, at det for 11 % af EU's befolkning fører til en cyklus med økonomiske ulemper;

M.  der henviser til, at arbejdsmarkedssituationen og resultaterne viser betydelige forskelle mellem medlemsstaterne, selv om disse forskelle mindskes;

N.  der henviser til, at nye former for ansættelse og arbejde bliver stadig mere udbredt med den digitale revolution af arbejdsmarkedet;

1.  glæder sig over de gode resultater for den europæiske økonomi, som understøttes af en moderat vækst i BNP, som ligger over niveauet fra før krisen, og en faldende, omend dog stadig høj arbejdsløshed; mener, at den positive tendens skyldes den politik, der er ført i de seneste år; bemærker, at den beskedne genopretning dog stadig er skrøbelig og ujævn på tværs af samfund og regioner, samtidig med at udviklingen af BNP pr. indbygger er tæt på at stagnere; beklager, at den økonomiske udvikling fortsat er belastet af krisens følgevirkninger; bemærker, at gældsniveauet i mange medlemsstater på trods af væsentlige fremskridt fortsat ligger over den tærskel, som er fastsat i stabilitets- og vækstpagten;

2.  bemærker med bekymring, at væksten i BNP og produktivitet stadig ligger under sit fulde potentiale, og understreger, at man derfor ikke bør hvile på laurbærrene, eftersom det moderate opsving kræver en uophørlig indsats, hvis det skal gøres mere modstandsdygtigt og holdbart på mellemlang og lang sigt gennem øget vækst og beskæftigelse;

3.  bemærker, at Europa rummer et uudnyttet økonomisk potentiale, eftersom vækst og beskæftigelse ikke stiger med samme fart; understreger, at dette er resultatet af de heterogene præstationer i medlemsstaternes økonomier; understreger, at gennemførelsen af socialt afbalancerede strukturreformer og øgede private og offentlige investeringer både i medlemsstaterne og på EU-plan ville kunne skabe mindst 1 % højere vækst; minder om, at den økonomiske og finanspolitiske koordinering med henblik på at bidrage til at sikre konvergens og stabilitet i EU fortsat bør være en topprioritet for det europæiske semester;

4.  er af den opfattelse, at en højere grad af opadgående konvergens og en bedre samlet konkurrenceevne også vil være nødvendig for at bevare genopretningen i EU og euroområdet på længere sigt; mener, at de eksisterende økonomiske og beskæftigelsesmæssige indikatorer er afgørende for at sikre bæredygtig og inklusiv vækst;

5.  mener, at de strukturelle betingelser for vækst skal forbedres, hvis dette skal kunne realiseres; mener, at den potentielle vækst for alle medlemsstater på lang sigt bør stige til mindst 3 %; for at dette kan ske, skal der lægges kraftigere vægt på økonomisk konvergens, idet oprettelse af klare benchmarks for, hvordan medlemsstaternes potentielle vækst vil kunne forbedres, vil kunne give de nødvendige retningslinjer for politiske tiltag; påpeger, at en sådan regelmæssig benchmarking skal tage højde for individuelle strukturelle styrker og svagheder i medlemsstaterne og samtidig tilstræbe en inklusiv og bæredygtig vækst; den bør omfatte områder såsom den digitale økonomi, servicesektoren, energimarkedet, men også kvaliteten af offentlige tjenester, betingelserne for investeringer samt inklusive og velforberedte uddannelsessystemer;

6.  understreger, at dette ville supplere de igangværende bestræbelser på at forbedre kvaliteten og forvaltningen af de nationale budgetter ved at tage fat på de faktorer, der kan sætte skub i væksten, i overensstemmelse med Unionens finanspolitiske regler og med fuld respekt for den eksisterende fleksibilitet;

Strukturpolitikker

7.  er af den opfattelse, at den ujævne vækst og beskæftigelsesmæssige situation i euroområdet kræver en bedre koordinering af de økonomiske politikker, navnlig gennem et øget og nationalt ejerskab og en forsvarlig gennemførelse af de landespecifikke henstillinger, også med henblik på at fremme opadgående konvergens, herunder gennem bedre gennemførelse og overholdelse af EU-lovgivningen; understreger, at reformer skal tage behørigt hensyn til den socioøkonomiske situation og udfordringerne i de enkelte medlemsstater; opfordrer Kommissionen til at sikre sammenhæng mellem strukturreformer og EU's udgifter; minder i denne sammenhæng også om betydningen af teknisk bistand for at hjælpe medlemsstaterne med at opbygge kapacitet og en samlet partnerskabsbaseret tilgang, hvilket vil kunne sikre større ansvarlighed og ejerskab til resultaterne af gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger;

8.   bemærker, at ungdomsarbejdsløsheden fortsat er høj i landene i euroområdet, og påpeger, at en høj og vedvarende ungdomsarbejdsløshed udgør en langsigtet strukturel risiko; er enig i, at afhjælpning af krisens følgevirkninger, lige fra langtidsledighed, beskæftigelse uden fuldstændig udnyttelse af kompetencer og evner, det aldrende samfund og til høj privat og offentlig gæld fortsat er en presserende prioritet, der opfordrer til gennemførelse af bæredygtige og inklusive reformer;

9.  er af den opfattelse, at det, krisen har efterladt, såsom en høj grad af gældsætning og arbejdsløshed inden for nogle sektorer af økonomien, stadig virker som en hæmsko for bæredygtig vækst og udgør potentielle risici i nedadgående retning; opfordrer medlemsstaterne til at reducere uforholdsmæssigt store gældsforpligtelser; er i denne forbindelse bekymret for, at det vedvarende høje niveau af misligholdte lån (NPL'er) i visse medlemsstater kan have betydelige afsmittende virkninger fra medlemsstat til medlemsstat og mellem banker og stater, idet det udgør en risiko for den finansielle stabilitet i Europa; bemærker, at kapitalbuffere i den finansielle sektor er blevet styrket, men at der opstår udfordringer som følge af lav rentabilitet kombineret med et højt niveau af misligholdte lån; er overbevist om, at en EU-strategi til at håndtere misligholdte lån kunne sikre en mere omfattende løsning, der kombinerer et mix af politiske foranstaltninger på nationalt plan og på EU-plan, hvor det er hensigtsmæssigt;

10.  er af den opfattelse, at der er behov for reformer og initiativer for at forbedre erhvervsklimaet og hjælpe med at sætte skub i produktiviteten, priskonkurrencen og den ikke-prisrelaterede konkurrence, investeringerne og beskæftigelsen i euroområdet; mener, at der er behov for en yderligere indsats for at fremme SMV'ers adgang til finansiering, hvilket er en afgørende faktor for, at virksomhederne kan innovere og ekspandere; understreger i denne forbindelse betydningen af fremtidsorienterede reformer, der er tilpasset udbudssiden og efterspørgselssiden;

11.  mener, at velfungerende og produktive arbejdsmarkeder kombineret med et tilstrækkeligt højt niveau af social beskyttelse og dialog bidrager til at øge beskæftigelsen og en bæredygtig vækst; understreger betydningen af at opretholde den høje beskæftigelse, hvor denne allerede er nået; bemærker, at mangel på kvalificeret arbejdskraft, aldrende samfund samt en række andre udfordringer på arbejdsmarkedet også gør det vanskeligere at øge væksten i beskæftigelsen og reducere arbejdsløsheden i alle medlemsstater;

12.  understreger vigtigheden af en ansvarlig og vækstvenlig lønudvikling, der sikrer en god levestandard i overensstemmelse med produktiviteten, idet konkurrenceevnen tilgodeses; noterer sig, at lønstigningerne forventes at være relativt beskedne; mener, at væksten i produktiviteten bør være en prioriteret målsætning for strukturreformer; er enig med Kommissionen i, at der er plads til lønstigninger, som vil kunne indvirke positivt på det samlede forbrug;

13.  understreger, at beskatningen også bør fremme konkurrenceevnen, investeringer og jobskabelse; opfordrer til reformer af beskatningen med henblik på at forbedre skatteopkrævningen, forhindre skatteundgåelse, skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning og tackle den høje skattebyrde på arbejde i Europa, og samtidig sikre de sociale sikringsordningers bæredygtighed; mener, at en sænkning af skatten på arbejde vil øge beskæftigelsen og fremme væksten; understreger, at finanspolitiske incitamenter, hvor det er muligt, herunder gennem lavere skatter, kan støtte indenlandsk efterspørgsel, socialsikring, investeringer og arbejdskraft;

Investeringer

14.  er enigt i, at det økonomiske opsving skal understøttes af offentlige og private investeringer, navnlig investeringer i innovation, og bemærker, at der stadig er en investeringskløft i euroområdet; glæder sig over, at investeringerne i visse medlemsstater allerede overstiger niveauet fra før krisen, og beklager, at investeringerne i andre medlemsstater stadig halter bagefter eller ikke har nået det nødvendige tempo; understreger, at der er behov for yderligere foranstaltninger til at afhjælpe det investeringsunderskud, der har bygget sig op, siden krisen brød ud;

15.  mener, at reformer, som har til formål at fjerne flaskehalse for private og offentlige investeringer, ville muliggøre umiddelbar støtte til økonomisk aktivitet og samtidig bidrage til at skabe betingelserne for langsigtet, bæredygtig vækst; påpeger, at investeringer i uddannelse, innovation og R&D vil muliggøre bedre tilpasning til den videnbaserede økonomi; understreger endvidere, at gennemførelsen af kapitalmarkedsunionen er en afgørende faktor, når det gælder om at tiltrække og øge investeringerne og forbedre finansieringen af vækst og beskæftigelse;

16.  mener, at forskning, teknologi og uddannelse er af afgørende betydning for den langsigtede økonomiske udvikling i euroområdet; understreger de eksisterende forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til investeringer på disse områder og påpeger, at investeringer vil bidrage til udviklingen af innovation og bedre mulighed for at tilpasse sig den videnbaserede økonomi i overensstemmelse med Europa 2020-strategien;

17.  glæder sig over, at en rettidig aftale om den reviderede Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI) vil bidrage til at forbedre dette instruments effektivitet og afhjælpe mangler i dens hidtidige gennemførelse ved at lette finansieringen af flere projekter med stort potentiale, sikre en streng håndhævelse af additionalitet og at forbedre den geografiske dækning og udbredelse, idet man støtter investeringer, som ellers ikke ville være blevet realiseret;

18.  bemærker de forskellige mål for de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene) i forhold til EFSI og derfor også den fortsatte betydning af ESI-fondene, herunder for at støtte bæredygtige strukturelle reformer;

19.  understreger, at en velfungerende kapitalmarkedsunion på længere sigt kan give SMV'er nye finansieringsmuligheder som supplement til banksektoren; understreger, at SMV'er er rygraden i den europæiske økonomi og mener derfor, at udvidelse af deres adgang til finansiering og bekæmpelse af den usikkerhed, der er forbundet med deres aktiviteter, bør være en af hovedprioriteterne med henblik på at forbedre konkurrenceevnen i euroområdet; understreger behovet for at mindske bureaukratiet, forenkle offentlige tjenester og gøre dem mere effektive;

Finanspolitikker

20.  mener, at stabile og forudsigelige finanspolitikker spiller en grundlæggende rolle for stabiliteten i euroområdet og i Unionen som helhed; understreger, at en effektiv samordning af finanspolitikkerne, effektiv gennemførelse og overholdelse af Unionens regler på dette område, herunder fuld overholdelse af dens eksisterende fleksibilitetsbestemmelser, på dette område er et juridisk krav og af central betydning for, at Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) kan fungere hensigtsmæssigt;

21.  glæder sig i denne forbindelse over, at de offentlige finanser synes at være i bedring, idet statslige underskud i euroområdet forventes at falde; mener dog, at indsatsen for at nedbringe gældsbyrden må fortsætte, idet den økonomiske vækst fremmes for at forhindre medlemsstaterne i at blive sårbare over for udefra kommende chok;

22.  er enigt med Kommissionen i, at den offentlige gæld fortsat er høj i visse medlemsstater, og at der er behov for at gøre de offentlige finanser bæredygtige, idet økonomisk vækst og job fremmes; påpeger i denne forbindelse, at lave renter, akkomoderede pengepolitikker, engangsforanstaltninger og andre faktorer, der letter den nuværende gældsbyrde, kun er midlertidige, og fremhæver derfor, at der er behov for at gøre de offentlige finanser bæredygtige, idet der også tages hensyn til fremtidige forpligtelser og arbejdes på at opnå langsigtet vækst; påpeger, at der er risiko for stigende udgifter til gældsafvikling; understreger betydningen af at nedbringe den samlede gæld;

23.  understreger, at der med den finanspolitiske kurs på nationalt plan og i euroområdet skal findes en balance mellem den langsigtede bæredygtighed af de offentlige finanser under fuld overholdelse af stabilitets- og vækstpagten, idet dens bestemmelser om fleksibilitet respekteres, og kortsigtet makroøkonomisk stabilisering;

24.  påpeger, at den nuværende samlede finanspolitiske kurs for euroen stort set forblev neutral i 2016 og fortsat forventes at være det i 2017; minder om, at Kommissionen i sin meddelelse fra 2016 opfordrede til en positiv finanspolitisk kurs, mens Eurogruppen efter at have konkluderet, at den stort set neutrale finanspolitiske kurs i 2017 fandt en passende balance vedtog at understrege betydningen af at finde en passende balance mellem behovet for at sikre bæredygtighed og behovet for at støtte investeringer for at styrke opsvinget og derved bidrage til en mere afbalanceret politiksammensætning; noterer sig i denne forbindelse den første vurdering af den finanspolitiske kurs for euroområdet foretaget af det uafhængige europæiske finanspolitiske råd (EFB) af 20. juni 2017; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at overveje en finanspolitisk kurs, der svarer til de respektive omstændigheder;

25.  understreger, at den samlede tilgang også bør tage hensyn til de enkelte medlemsstaters forskellige situation og behovet for at differentiere de finanspolitiske tiltag, der er påkrævet for de enkelte medlemsstater; understreger, at konceptet med en fælles finanspolitisk kurs ikke må indebære, at overskud og underskud i de forskellige medlemsstater udligner hinanden;

Landespecifikke henstillinger

26.  konstaterer med tilfredshed, at medlemsstaterne over tid i det mindste har gjort visse fremskridt med to tredjedele af henstillingerne fra 2016; mener imidlertid, at gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger stadig halter bagefter og derved sinker konvergensprocessen i euroområdet; er af den opfattelse, at medlemsstaterne bærer ansvaret for konsekvenserne af den manglende gennemførelse af landespecifikke henstillinger og forventer derfor et større engagement fra medlemsstaterne i at træffe de nødvendige politiske foranstaltninger på grundlag af de vedtagne landespecifikke henstillinger;

27.  anerkender, at medlemsstaterne har gjort fremskridt i gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger på området for finanspolitik og aktive arbejdsmarkedspolitikker, mens der ikke er gjort tilstrækkelige fremskridt på områder såsom konkurrenceevne inden for tjenesteydelser og erhvervsmiljøet; forventer et større engagement fra medlemsstaternes side med henblik på at træffe de nødvendige politiske foranstaltninger baseret på de landespecifikke henstillinger, hvis gennemførelse er afgørende for at imødegå ubalancerne i euroområdet;

28.  glæder sig over Kommissionens henstilling om at afslutte procedurerne i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud for adskillige medlemsstater; glæder sig over tidligere og igangværende finanspolitiske og reformsøgende bestræbelser, der har medført, at disse medlemsstater er på vej ud proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, men understreger, at disse bestræbelser vil skulle fortsætte med at sikre bæredygtige offentlige finanser også på lang sigt, samtidig med at man fremmer vækst og jobskabelse; opfordrer Kommissionen til at sikre en troværdig gennemførelse af stabilitets- og vækstpagten ved at anvende dens bestemmelser på konsekvent vis;

29.  bemærker, at 12 medlemsstater oplever makroøkonomiske ubalancer af varierende art og alvor, mens der i seks medlemsstater er uforholdsmæssigt store underskud; bemærker Kommissionens konklusion om, at der ikke for øjeblikket findes noget grundlag for at intensivere proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer for nogen medlemsstat;

30.  understreger, at proceduren for makroøkonomiske ubalancer (PMU) tager sigte på at forhindre ubalancer i medlemsstater med henblik på at undgå negative afsmittende virkninger for andre medlemsstater;

31.  anser det derfor for afgørende, at alle medlemsstater træffer de nødvendige politiske foranstaltninger for at imødegå makroøkonomiske ubalancer, navnlig høje gældsniveauer, store overskud på betalingsbalancens løbende poster og ubalance i konkurrenceevnen, og forpligter sig til socialt afbalancerede og inklusive strukturreformer, der skal sikre den økonomiske holdbarhed for hver enkelt medlemsstat, hvorved den europæiske økonomis generelle konkurrenceevne og modstandsdygtighed sikres;

Sektorbidrag til rapporten om den økonomiske politik i euroområdet

Beskæftigelse og socialpolitik

32.  er af den opfattelse, at det er nødvendigt med en yderligere indsats for at opnå en balance mellem de økonomiske og sociale dimensioner i processen med det europæiske semester og fremme socialt og økonomisk afbalancerede strukturreformer, der mindsker ulighederne og fremmer anstændige arbejdspladser, som fører til kvalitetsbeskæftigelse, bæredygtig vækst og sociale investeringer; støtter brugen af den sociale resultattavle inden for rammerne af det europæiske semester; opfordrer til, at der fokuseres mere på de strukturelle ubalancer på arbejdsmarkedet i de landespecifikke henstillinger;

33.  gentager opfordringen til, at de tre nye, overordnede beskæftigelsesmæssige indikatorer placeres på lige fod med de eksisterende økonomiske indikatorer, således at der sikres en bedre vurdering af interne ubalancer og opnås en øget effektivitet af strukturreformer; foreslår at indføre en ikkestraffende procedure for sociale ubalancer i udformningen af de landespecifikke henstillinger for at forhindre et kapløb mod bunden for sociale standarder, og at denne procedure skal bygge på en effektiv udnyttelse af de sociale og beskæftigelsesmæssige indikatorer i den makroøkonomiske overvågning; bemærker, at uligheden er øget i omkring ti medlemsstater og er en af de største socioøkonomiske udfordringer i EU(14);

34.  fremhæver, at økonomisk og socialt ansvarlige reformer skal være baseret på solidaritet, integration og social retfærdighed; understreger, at reformer også bør tage hensyn til fortsat støtte til social og økonomisk genopretning, skabe kvalitetsjob, fremme social og territorial samhørighed, beskytte sårbare grupper og forbedre levestandarden for alle borgere;

35.  mener, at det europæiske semester bør bidrage til at løse ikke kun eksisterende udfordringer, men også nye samfundsmæssige udfordringer med henblik på at sikre større økonomisk effektivitet kombineret med et mere socialt samhørigt EU; anerkender i denne forbindelse behovet for en vurdering af de sociale konsekvenser af EU's politikker;

36.  opfordrer Kommissionen til at sikre tilstrækkelig finansiering til at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden, som er uacceptabelt høj i EU, og videreføre ungdomsbeskæftigelsesinitiativet frem til udløbet af den nuværende flerårige finansielle ramme (FFR), samtidig med at den forbedrer dets funktion og gennemførelse og tager hensyn til de seneste resultater i Revisionsrettens særberetning om ungdomsbeskæftigelse og anvendelsen af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet; opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre anbefalingerne fra Den Europæiske Revisionsret og til at sikre, at ungdomsgarantien er fuldt tilgængelig; beklager budgetoverførslerne fra Den Europæiske Socialfond (ESF), herunder ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, til det europæiske solidaritetskorps, som i stedet bør finansieres af alle de finansielle midler til rådighed under den eksisterende FFR-forordning; understreger behovet for en kvalitativ og kvantitativ vurdering af de skabte job; understreger, at EU's midler ikke bør anvendes til at erstatte nationale sociale velfærdsydelser;

37.  understreger, at gennemførelsen af ungdomsgarantien bør styrkes på nationalt, regionalt og lokalt plan, og fremhæver dens betydning for overgangen fra skole til arbejde; påpeger, at der skal rettes særlig opmærksomhed mod unge kvinder og piger, som kan opleve kønsrelaterede barrierer, der forhindrer dem i at få tilbudt job af høj kvalitet, fortsat uddannelse, lærlingeuddannelse eller praktikophold; understreger behovet for at sikre, at ungdomsgarantien når ud til unge, som er udsat for flere former for udstødelse og ekstrem fattigdom;

38.  opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre de forslag, der er indeholdt i Rådets henstilling af 15. februar 2016 om integration af langtidsledige på arbejdsmarkedet(15);

39.  mener, at anvendelsesområdet for og effektiviteten af aktive og bæredygtige arbejdsmarkedspolitikker bør øges med behørig og tilstrækkelig finansiering med fokus på miljø-, arbejdsgiver-, arbejdstager-, sundheds- og forbrugerbeskyttelse; mener, at fænomenet med fattigdom blandt personer i arbejde skal behandles;

40.  beklager, at Kommissionen har forbigået den sociale økonomi i sin pakke af vurderinger/henstillinger; understreger, at denne sektor omfatter to millioner virksomheder med over 14 mio. ansatte, som bidrager til opnåelsen af 2020-målene; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i højere grad at anerkende sociale virksomheder og højne deres profil gennem en europæisk handlingsplan for socialøkonomien; mener, at den manglende anerkendelse har en negativ indvirkning på adgangen til finansiering; anmoder Kommissionen om at fremlægge et forslag til en europæisk statut for foreninger, fonde og gensidige selskaber;

41.  minder om behovet for at støtte og styrke den sociale dialog, de kollektive forhandlinger og arbejdstagernes stilling i lønfastsættelsessystemerne, som spiller en afgørende rolle med hensyn til at opnå arbejdsforhold af høj kvalitet; understreger, at arbejdsretten og høje sociale standarder spiller en afgørende rolle i forbindelse med den sociale markedsøkonomi, indkomststøtte og tilskyndelse til investeringer i kapacitet; understreger, at EU-retten skal respektere fagforeningsrettighederne og -frihederne, overholde kollektive overenskomster i tråd med praksis i medlemsstaterne og sikre ligebehandling i beskæftigelse og erhverv;

42.  opfordrer Kommissionen til at bygge videre på Europa-Parlamentets beslutning ved at fremsætte ambitiøse forslag til en stærk europæisk søjle for sociale rettigheder og ved fuld gennemførelse af traktaternes sociale målsætninger med henblik på at forbedre leve- og arbejdsvilkårene for alle og skabe gode muligheder for alle;

43.  advarer om lønningernes faldende andel i EU, de voksende løn- og indkomstuligheder og den stigende fattigdom blandt personer i arbejde; minder om, at både FN's menneskerettighedserklæring (1948) og ILO's statut (1919) anerkender arbejdstagernes behov for at opnå en anstændig løn, de kan leve af, og at alle menneskerettighedserklæringer er enige om, at denne løn bør være tilstrækkelig til at forsørge en familie;

44.  understreger, at arbejdstagere skal kunne forsørge sig selv og deres familier på deres løn, og at alle arbejdstagere i Den Europæiske Union bør modtage en løn, som de kan leve af, og som ikke blot dækker basale fornødenheder som mad, bolig og tøj, men også rækker til at dække sundhedsydelser, uddannelse, transport, fritid og visse besparelser, der kan hjælpe med at dække uforudsete hændelser såsom sygdom og ulykker; understreger, at dette er den rimelige levestandard, som arbejdstagere og deres familier i EU bør opnå med en anstændig løn;

45.  anmoder Kommissionen om at undersøge, hvordan det kan indkredses, hvad en anstændig løn bør omfatte, og hvordan den bør udregnes, med henblik på etablering af et referenceværktøj for arbejdsmarkedets parter og på at bidrage til at udveksle bedste praksis i denne henseende;

46.  minder om, at anstændige lønninger er vigtige, ikke kun med hensyn til social samhørighed, men også for at bevare en stærk økonomi og en produktiv arbejdsstyrke; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gennemføre foranstaltninger til at forbedre jobkvaliteten og mindske lønforskelle;

47.  påpeger, at der altid er behov for koordination på europæisk plan af forvaltningen af sociale sikringsordninger, som medlemsstaterne er ansvarlige for; understreger det bør have absolut prioritet at sikre de sociale sikringsordningers bæredygtighed og retfærdighed, hvilket er et af de bærende elementer i den europæiske sociale model; understreger, at tilstrækkelige, bæredygtige pensioner er en universel ret; opfordrer medlemsstaterne til at sikre tilstrækkelige og bæredygtige pensioner i lyset af de fortsatte demografiske ændringer; understreger vigtigheden af, at pensionssystemer tilvejebringer en tilstrækkelig pensionsindkomst, som ligger over fattigdomsgrænsen, og som giver pensionisterne mulighed for at opretholde en anstændig levestandard; mener, at den bedste måde at sikre bæredygtige, sikre og tilstrækkelige pensioner til kvinder og mænd er at øge den samlede beskæftigelsesfrekvens og antallet af kvalitetsjob blandt alle aldersgrupper og forbedre arbejds- og beskæftigelsesforhold; påpeger, at kønsbestemte pensionsforskelle fortsat er betydelige og har negative sociale og økonomiske konsekvenser; fremhæver i denne forbindelse betydningen af kvinders integration på arbejdsmarkedet og andre passende foranstaltninger for at bekæmpe løngabet mellem mænd og kvinder og fattigdom i alderdommen; mener, at reformer af pensionssystemer og -alder navnlig bør afspejle tendenser på arbejdsmarkedet, fødselshyppighed, sundhedsmæssig situation, indkomst- og formueforhold, arbejdsforhold og den samlede forsørgerkvote;

48.  mener, at disse reformer også skal tage hensyn til situationen for millioner af arbejdstagere i Europa, navnlig kvinder, unge og selvstændige, der lider under usikre ansættelsesforhold, perioder med ufrivillig arbejdsløshed og nedsat arbejdstid;

49.  opfordrer Kommissionen til fortsat at lægge særlig vægt på en forbedring af børnepasningsmulighederne og fleksible arbejdstidsordninger, ældre mænds og kvinders behov og andre afhængige personer for så vidt angår langtidspleje;

50.  understreger, at utilstrækkelige og dårligt målrettede investeringer i udvikling af færdigheder og livslang læring, navnlig digitale færdigheder og programmering samt andre kvalifikationer, der er behov for i sektorer i vækst, f.eks. den grønne økonomi, kan underminere EU's konkurrenceevne; opfordrer medlemsstaterne til at sikre en bedre udveksling af viden, bedste praksis og samarbejde på EU-plan med henblik på at bidrage til at fremme kvalifikationsudvikling gennem opdatering af kvalifikationer og dertil svarende uddannelse, læseplaner og uddannelsesprogrammer; bemærker betydningen af færdigheder og kompetencer, der er erhvervet i ikke-formelle og uformelle læringsmiljøer; understreger derfor, at det er vigtigt at skabe et valideringssystem for ikke-formel og uformel viden, især den, der erhverves gennem frivillige aktiviteter;

51.  er af den opfattelse, at bedre matchning af færdigheder og bedre gensidig anerkendelse af kvalifikationer er nødvendig for at håndtere manglen på kvalificeret arbejdskraft og fejltilpasning; understreger den rolle, som erhvervsrettet grund-, efter- og videreuddannelse kan spille i denne henseende; opfordrer Kommissionen til at udvikle et paneuropæisk redskab til forudsigelse af færdighedsbehov, herunder de kvalifikationer, der er nødvendige i sektorer i vækst; mener, at alle arbejdsmarkedsaktører for at foregribe kommende kvalifikationsbehov skal være tæt inddraget på alle niveauer;

52.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at indføre alle passende mekanismer til øget mobilitet blandt unge, herunder lærlingeuddannelser; opfordrer medlemsstaterne til at støtte lærlingeuddannelser og til fuldt ud at udnytte de Erasmus+-midler, der står til rådighed for lærlinge, med henblik på at sikre kvalitet og tiltrækningskraft i denne form for uddannelse; opfordrer til bedre gennemførelse af EURES-forordningen; fremhæver, at et bedre samarbejde mellem offentlige myndigheder og interessenter på lokalt niveau og bedre synergier mellem forskellige myndighedsniveauer vil øge programmernes rækkevidde og virkning;

53.  er af den opfattelse, at adgangen til og kvaliteten af uddannelser skal styrkes; minder om, at medlemsstaternes rolle er at sikre adgang til uddannelse og erhvervsuddannelse af høj kvalitet til en overkommelig pris til trods for arbejdsmarkedets behov i hele EU; bemærker, at der er behov for en øget indsats i mange medlemsstater for at uddanne arbejdsstyrken, herunder voksenuddannelses- og erhvervsuddannelsesmuligheder; lægger særlig vægt på livslang læring, herunder for kvinder, da det giver mulighed for at erhverve nye færdigheder på et arbejdsmarked i konstant forandring; efterlyser yderligere øget fremme af fag inden for videnskab, teknologi, ingeniørvirksomhed og matematik (STEM) med fokus på piger for at afhjælpe nuværende uddannelsesmæssige stereotyper og bekæmpe kønsrelaterede beskæftigelses-, løn- og pensionsforskelle på længere sigt;

54.  understreger behovet for at investere i mennesker så tidligt som muligt i livet for at mindske ulighed og fremme social inklusion i en tidlig alder; opfordrer derfor til adgang til inklusive og økonomisk overkommelige dagtilbud af høj kvalitet for alle børn i alle medlemsstater; understreger desuden behovet for at bekæmpe stereotyper fra en ung alder i skolen ved at fremme ligestilling mellem kønnene på alle uddannelsesniveauer; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i fuld udstrækning at gennemføre henstillingen om investering i børn og til at følge udviklingen nøje; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle og indføre initiativer som f.eks. en børnegaranti, der sætter børn i centrum for eksisterende fattigdomsbekæmpelsespolitikker;

55.  understreger, at fremkomsten af kunstig intelligens skaber dybtgående forandringer på det fremtidige arbejdsmarked; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at udvikle instrumenter og samarbejdsinitiativer med deltagelse af arbejdsmarkedets parter for at forbedre kvalifikationerne i denne sektor ved hjælp af foreløbig, indledende og løbende uddannelse;

56.  opfordrer til i dette øjemed og også som et middel til at opnå balance mellem familieliv og arbejdsliv, at det overvejes at indføre flexicurityordninger, herunder telearbejde og flekstid, i samråd med arbejdsmarkedets parter;

57.  fremhæver betydningen af investeringer i menneskelig kapital, som er en drivende kraft bag udvikling, konkurrenceevne og vækst;

58.  understreger, at en bedre balance mellem arbejds- og privatliv og forbedret ligestilling er af afgørende betydning for at tilskynde kvinder til at komme ud på arbejdsmarkedet; understreger, at nøglen til en styrkelse af kvindernes økonomiske selvstændiggørelse er en omstrukturering og tilpasning af arbejdsmarkedet og velfærdsordningerne, som tager hensyn til kvindernes livscyklus;

59.  bifalder forslaget til et direktiv om balance mellem arbejdsliv og privatliv og anser det for at være et første positivt skridt fremad mod sikring af balance mellem arbejdsliv og privatliv for både mænd og kvinder, der varetager pasning af deres børn og andre omsorgskrævende personer, samt mod øget deltagelse af kvinder på arbejdsmarkedet; insisterer dog på, at sikring af passende aflønning og en stærk social sikring og beskyttelse er centrale for at nå disse mål;

60.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle mentalitetsændrende politikker og investere i bevidstgørelseskampagner for at fjerne kønsstereotyper og fremme en mere ligelig fordeling af omsorgs- og husarbejde og bl.a. fokusere på mænds ret til og behov for at påtage sig omsorgsforpligtelser uden at blive stigmatiseret eller straffet;

61.  opfordrer medlemsstaterne til at indføre en proaktiv politik og foretage de nødvendige investeringer, som er skræddersyet og udformet til at støtte kvinder og mænd, der starter på, vender tilbage til og forbliver på arbejdsmarkedet efter perioder med familie- eller plejeorlov, med at finde stabil beskæftigelse af høj kvalitet i overensstemmelse med artikel 27 i den europæiske socialpagt;

62.  opfordrer medlemsstaterne til at øge beskyttelsen mod forskelsbehandling og ulovlig afskedigelse i forbindelse med balancen mellem arbejds- og privatliv; opfordrer i den forbindelse Kommissionen og medlemsstaterne til at fremsætte forslag til politikker til forbedring af håndhævelsen af foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling på arbejdspladsen, herunder højnelse af bevidstheden om lovfæstede rettigheder vedrørende ligebehandling gennem oplysningskampagner, omvendt bevisbyrde og bemyndigelse af nationale ligestillingsorganer til på eget initiativ formelt at efterforske ligestillingssager og hjælpe potentielle ofre for forskelsbehandling;

63.  understreger, at integrationen af langtidsledige gennem individuelt skræddersyede foranstaltninger er en afgørende faktor for at bekæmpe fattigdom og social udstødelse og i sidste ende vil bidrage til bæredygtigheden af nationale sociale sikringsordninger; anser en sådan integration for nødvendig i betragtning af den sociale situation for disse borgere og deres behov med hensyn til tilstrækkelige indkomster, ordentlige boligforhold, offentlig transport, sundhedspleje og børnepasning; understreger behovet for en bedre overvågning på europæisk plan af de politikker, der gennemføres på nationalt plan;

64.  understreger betydningen af den fælles forståelse af nye former for beskæftigelse og arbejde og af at indsamle sammenlignelige data om dette spørgsmål med henblik på at øge effektiviteten af arbejdsmarkedslovgivningen og dermed øge beskæftigelsen og den bæredygtige vækst;

65.  opfordrer til en integreret strategi til bekæmpelse af fattigdom med henblik på at nå Europa 2020-strategiens mål for fattigdomsbekæmpelse; understreger den rolle, som medlemsstaternes minimumsindkomstordninger spiller i bestræbelserne på at mindske fattigdommen, især kombineret med foranstaltninger til social integration, der involverer modtagerne; anmoder medlemsstaterne om at arbejde hen imod en gradvis etablering af minimumsindkomstordninger, der ikke blot er tilstrækkelig, men sikrer tilstrækkelig dækning og udbredelse; mener, at en passende minimumsindkomst er en indkomst, der er nødvendig for at leve et liv i værdighed og for at deltage fuldt ud i samfundet igennem hele livsforløbet; påpeger, at en minimumsindkomst skal ligge over fattigdomsgrænsen for at være tilstrækkelig og opfylde menneskers grundlæggende behov, herunder også ikke-pengemæssige aspekter, såsom adgang til uddannelse og livslang læring, anstændige boligforhold, sundhedstjenester af høj kvalitet, sociale aktiviteter og borgerdeltagelse;

66.  opfordrer til en mere effektiv, målrettet og nøjere overvåget anvendelse af de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene) fra nationale, regionale og lokale myndigheders side med henblik på at fremme investeringer i kvalitetsfyldte ydelser på det sociale, sundhedsmæssige og uddannelsesmæssige område og inden for arbejdsformidling, og for at bekæmpe energifattigdom, stigende leveomkostninger, social udstødelse, boligmangel og boligbestandens utilstrækkelige kvalitet;

67.  opfordrer Kommissionen til at støtte medlemsstaterne i at udarbejde særlige investeringsprogrammer for de af deres regioner, hvor arbejdsløsheden, ungdomsarbejdsløsheden og langtidsledigheden overstiger 30 %;

68.  opfordrer Kommissionen og Rådet til på det kommende forårsmøde at lægge vægt på sociale investeringer i de sektorer, hvor der findes stærke beviser på, at de fremmer sociale og økonomiske afkast (f.eks. førskoleundervisning og børnepasning, uddannelse på primær- og sekundærtrinnet, erhvervsuddannelse og aktive arbejdsmarkedspolitikker, sociale boliger til overkommelige priser og sundhedspleje);

69.  efterlyser en dagsorden, hvor der lægges større vægt på Parlamentets holdning, og som tager hensyn til det, inden der træffes en afgørelse; opfordrer til en styrkelse af EPSCO-Rådets rolle i det europæiske semester;

70.  opfordrer til yderligere fælles bestræbelser på at forbedre integrationen af migranter og personer med migrantbaggrund på arbejdsmarkedet;

Regionalpolitikker

71.  glæder sig over, at samhørighedspolitikkens finansiering udgør 454 mia. EUR i løbende priser for perioden 2014-2020; understreger imidlertid, at samhørighedspolitikken ikke blot er et instrument, men en langsigtet strukturel politik, der tager sigte på at mindske regionale udviklingsforskelle og fremme investeringer, beskæftigelse, konkurrenceevne, bæredygtig udvikling og vækst, og at det er den vigtigste og mest omfattende politik til styrkelse af den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed i alle medlemsstaterne uden nogen sondring mellem dem i og uden for euroområdet; minder om, at EU-budgettet er 50 gange mindre end EU-28's samlede offentlige udgifter, og beløber sig til ca. 1 % af EU-28's BNP; understreger derfor, at der bør etableres synergier mellem EU-budgettet og medlemsstaternes budgetter, de politiske prioriteter og aktioner og projekter, som tager sigte på at opfylde EU's mål, samtidig med at de økonomiske og sociale dimensioner af EU's politiske rammer afbalanceres; påpeger, at samfinansieringskravene under ESI-fondene er en vigtig mekanisme til at skabe synergier; er af den opfattelse, at EU-budgettets enhed bør bevares; glæder sig over de foranstaltninger, der blev indført i den nuværende programmeringsperiode for bedre at tilpasse samhørighedspolitikken og Europa 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst;

o
o   o

72.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Den Europæiske Centralbank.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0038. (2) EUT C 92 af 24.3.2017, s. 1. (3) EUT L 306 af 23.11.2011, s. 12. (4) EUT L 306 af 23.11.2011, s. 41. (5) EUT L 306 af 23.11.2011, s. 8. (6) EUT L 306 af 23.11.2011, s. 33. (7) EUT L 306 af 23.11.2011, s. 25. (8) EUT L 306 af 23.11.2011, s. 1. (9) EUT L 140 af 27.5.2013, s. 11. (10) EUT L 140 af 27.5.2013, s. 1. (11) Employment and Social Developments in Europe, Annual Review 2017, s. 11. (12) Ibid., s. 46. (13) Eurofounds rapport om ungdomsarbejdsløshed. (14) Employment and Social Developments in Europe, Annual Review 2017, s. 47. (15) EUT C 67 af 20.2.2016, s. 1.

Europa-Parlamentets beslutning af 26. oktober 2017 med Europa-Parlamentets henstilling til Rådet om forslag til forhandlingsmandatet for handelsforhandlingerne med Australien (2017/2192(INI))

P8_TA(2017)0419 A8-0311/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. oktober 2015 med titlen "Handel for alle – En mere ansvarlig handels- og investeringspolitik" (COM(2015)0497),

–  der henviser til den fælles erklæring af 15. november 2015 fra Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, og Australiens premierminister, Malcolm Turnbull,

–  der henviser til partnerskabsrammen mellem EU og Australien af 29. oktober 2008 og rammeaftalen mellem EU og Australien, der blev indgået den 5. marts 2015,

–  der henviser til de øvrige bilaterale aftaler mellem EU og Australien, særlig aftalen om gensidig anerkendelse af overensstemmelsesvurdering, -certifikater og -mærkninger og aftalen om handel med vin,

–  der henviser til Kommissionens handelspakke, som blev offentliggjort den 14. september 2017, hvori den forpligtede sig til at offentliggøre alle fremtidige forhandlingsmandater,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger, særlig beslutningen af 25. februar 2016 om indledning af forhandlinger om frihandelsaftaler med Australien og New Zealand(1), og beslutning af 12. september 2012 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og Australien om ændring af aftalen om gensidig anerkendelse(2),

–  der henviser til det kommuniké, der blev udsendt efter G20-mødet mellem stats- og regeringscheferne i Brisbane den 15.-16. november 2014,

–  der henviser til den fælles erklæring af 22. april 2015 fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og den australske udenrigsminister med titlen "Hen imod et tættere partnerskab mellem EU og Australien",

–  der henviser til udtalelse 2/15 fra Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen) af 16. maj 2017 vedrørende Unionens kompetence til at undertegne og indgå frihandelsaftalen med Singapore(3),

–  der henviser til Kommissionens undersøgelse fra den 15. november 2016 vedrørende fremtidige handelsaftalers samlede økonomiske indvirkning på EU's landbrug ("Cumulative Economic Impact of future trade agreements on EU agriculture"),

–  der henviser til artikel 207, stk. 3, og artikel 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 108, stk. 3,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om International Handel og udtalelse fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A8-0311/2017),

A.  der henviser til, at EU og Australien arbejder sammen om at tackle fælles udfordringer over et bredt spektrum af emner og samarbejder i en række internationale fora, bl.a. om handelspolitiske spørgsmål på den multilaterale arena;

B.  der henviser til, at EU er Australiens tredjestørste handelspartner med en årlig bilateral handel, der i 2015 beløb sig til mere end 45,5 mia. EUR, og med en positiv handelsbalance for EU på over 19 mia. EUR;

C.  der henviser til, at EU's beholdning af direkte udenlandske investeringer i Australien i 2015 beløb sig til 145,8 mia. EUR;

D.  der henviser til, at Australien er i færd med at tiltræde aftalen om offentlige udbud;

E.  der henviser til, at EU afsluttede forhandlinger om rammeaftalen mellem EU og Australien den 22. april 2015;

F.  der henviser til, at den europæiske landbrugssektor og visse landbrugsprodukter som okse- og fårekød, mejeriprodukter, korn, sukker, herunder specielle sukkerarter, er særlig følsomme under disse forhandlinger;

G.  der henviser til, at Australien er verdens tredjestørste eksportør af oksekød og sukker og indtager en fremtrædende position på verdensmarkedet for eksport af mejeriprodukter og korn;

H.  der henviser til, at EU og Australien deltager i plurilaterale forhandlinger med henblik på en yderligere liberalisering af handelen med "grønne varer" (aftalen om miljøvarer) og handelen med tjenesteydelser (aftalen om handel med tjenesteydelser);

I.  der henviser til, at Australien deltog i forhandlingerne om et Stillehavspartnerskab (TPP), hvis fremtid for øjeblikket synes usikker, og deltager i de igangværende forhandlinger om et regionalt vidtrækkende økonomisk partnerskab (RCEP) i Asien og Stillehavsområdet, som forener Australiens vigtigste handelspartnere; der henviser til, at Australien har haft en frihandelsaftale med Kina siden 2015;

J.  der henviser til, at Australien i TPP har forpligtet sig til at fremme langsigtet bevarelse af visse arter og bekæmpe ulovlig handel med vilde dyr gennem forbedrede bevaringsforanstaltninger, og til, at aftalen ligeledes fastsætter krav om effektivt at håndhæve miljøbeskyttelsesbestemmelserne og engagere sig i et styrket regionalt samarbejde; der henviser til, at sådanne forpligtelser bør fungere som pejlemærke for bestemmelserne i frihandelsaftalen mellem EU og Australien;

K.  der henviser til, at Australien og New Zealand er blandt EU's ældste og tætteste partnere, deler fælles værdier og er fast besluttede på at fremme velstand og sikkerhed inden for et verdensomspændende regelbaseret system;

L.  der henviser til, at Australien har ratificeret og gennemført de vigtigste internationale konventioner om menneskerettigheder, sociale rettigheder og arbejdstagerrettigheder og om miljøbeskyttelse og fuldt ud overholder retsstatsprincippet;

M.  der henviser til, at Australien er ét af kun seks WTO-medlemmer, som ikke har præferenceadgang til EU's marked eller er i gang med at forhandle om noget sådant;

N.  der henviser til, at der efter den fælles erklæring af 15. november 2015 blev lanceret en screeningsundersøgelse for at vurdere gennemførligheden af og de fælles mål for indledningen af forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem EU og Australien; der henviser til, at denne undersøgelse er afsluttet;

O.  der henviser til, at Parlamentet vil skulle beslutte, om det skal godkende den potentielle frihandelsaftale mellem EU og Australien;

Den strategiske, politiske og økonomiske sammenhæng

1.  fremhæver betydningen af at uddybe forbindelserne mellem EU og Asien og Stillehavsregionen, bl.a. for at fremme den økonomiske vækst i Europa, og understreger, at dette afspejler sig i EU's handelspolitik; anerkender, at Australien er en central del af denne strategi, og at en udvidelse og uddybning af handelsforbindelserne kan bidrage til at opfylde dette mål;

2.  udtrykker sin anerkendelse af Australien for dets stærke og vedvarende engagement i den multilaterale handelsdagsorden;

3.  mener, at det fulde potentiale i Unionens bilaterale og regionale samarbejdsstrategier kun kan realiseres gennem regel- og værdibaseret handel, og at indgåelsen af ambitiøse, afbalancerede og retfærdige frihandelsaftaler af høj kvalitet med Australien til gensidig fordel for begge parter er et afgørende element af sådanne strategier, idet de dog under ingen omstændigheder må undergrave ambitionerne om at gøre fremskridt på det multilateralt plan eller gennemførelsen af allerede indgåede multilaterale og bilaterale aftaler; mener, at et dybere bilateralt samarbejde kan fungere som et springbræt for yderligere multilateral og plurilateral liberalisering;

4.  mener, at forhandlinger om en moderne, dyb, ambitiøs, afbalanceret, retfærdig og omfattende frihandelsaftale er en passende måde at uddybe de bilaterale partnerskaber på og yderligere styrke de allerede veludviklede eksisterende bilaterale handels- og investeringsforbindelser; mener, at disse forhandlinger kan tjene som eksempel for en nye generation af frihandelsaftaler, som understreger betydningen af at højne ambitionsniveauet yderligere og flytte grænserne for, hvad en moderne frihandelsaftale kan indebære, i betragtning af Australiens højtudviklede økonomi og reguleringsmæssige rammer;

Screeningsundersøgelsen

5.  henviser til, at afslutningen af screeningsundersøgelsen for EU og Australien den 6. april 2017 til gensidig tilfredsstillelse for Kommissionen og den australske regering;

6.  glæder sig over Kommissionens rettidige afslutning på og offentliggørelse af konsekvensanalysen, så der nu foreligger en omfattede analyse af eventuelle fordele og ulemper ved udvidede handels- og investeringsforbindelser mellem EU og Australien til fordel for både befolkningen og erhvervslivet på begge sider, herunder i de yderste randområder og de oversøiske lande og territorier, under særlig hensyntagen til de sociale og miljømæssige konsekvenser bl.a. for arbejdsmarkedet i EU, og man kan forudskikke og tage høje for de eventuelle konsekvenser af Brexit for handels- og investeringsstrømmene fra Australien til EU, navnlig i forbindelse med forberedelsen af udveksling af tilbud og beregning af kvoter;

Forhandlingsmandat

7.  opfordrer Rådet til at bemyndige Kommissionen til at indlede forhandlinger med Australien om en handels- og investeringsaftale på grundlag af resultaterne af screeningsundersøgelsen, henstillingerne i denne beslutning, konsekvensanalysen og klare mål;

8.  glæder sig over Kommissionens beslutning om at understrege, at green box-betalinger ikke er handelsforvridende og ikke bør gøres til genstand for antidumping- eller antisubsidieforanstaltninger;

9.  opfordrer Rådet til fuldt ud at respektere kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne i afgørelsen om vedtagelse af forhandlingsdirektiverne, således som det kan udledes af EU-Domstolens udtalelse 2/15 af 16. maj 2017;

10.  opfordrer Kommissionen og Rådet til snarest muligt at fremsætte forslag om den generelle fremtidige udformning af handelsaftaler under hensyntagen til EU-Domstolens udtalelse 2/15 om frihandelsaftalen med Singapore, og til i fremtiden klart at skelne mellem en handelsaftale og en aftale om liberalisering af udenlandske direkte investeringer, der kun indeholder spørgsmål under Unionens enekompetence, og en eventuel anden aftale om emner, hvor kompetencen deles med medlemsstaterne; understreger, at en sådan sondring vil få konsekvenser i den parlamentariske ratificeringsproces, og at den ikke tilsigter at omgå de nationale demokratiske processer men er et spørgsmål om demokratisk uddelegering af ansvar i henhold til EU-traktaterne; opfordrer til, at Parlamentet inddrages endnu tættere i alle forhandlingsfaserne i forbindelse med igangværende eller kommende forhandlinger om frihandelsaftaler;

11.  opfordrer Kommissionen til i forbindelse med forelæggelsen af de endelige aftaler til undertegnelse og indgåelse, og Rådet til, når der træffes beslutning om undertegnelse og indgåelse, fuldt ud at respektere kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne;

12.  opfordrer Kommissionen til at føre forhandlingerne så åbent som muligt uden dog at undergrave EU’s forhandlingsposition og sikre et niveau, der i det mindste svarer til den gennemsigtighed og offentlige høring, som gjorde sig gældende i forbindelse med TTIP-forhandlingerne med USA, og fuldt ud at respektere bedste praksis fra andre forhandlinger; glæder sig over Kommissionens initiativ med at offentliggøre alle sine henstillinger vedrørende det foreslåede forhandlingsdirektiv og anser dette for et positivt præcedens; opfordrer Rådet til at gøre det samme og offentliggøre forhandlingsdirektiverne, så snart de vedtages;

13.  understreger, at en frihandelsaftale skal føre til bedre markedsadgang og lettelse af handelen på lokalmarkederne, skabe anstændige job, sikre ligestilling mellem kønnene til gavn for borgerne på begge sider, tilskynde til bæredygtig udvikling, opretholde EU-standarder, beskytte forsyningspligtydelser og respektere de demokratiske procedurer, samtidig med, at EU's eksportmuligheder øges;

14.  understreger, at en ambitiøs aftale på en meningsfuld måde skal omfatte investeringer, handel med varer og tjenesteydelser (på grundlag af Parlamentets seneste beslutning om udgrænsning af visse politikområder og følsomme sektorer), told og lettelse af handelen, digitalisering, e-handel og databeskyttelse, teknologisk forskning og støtte til innovation, offentlige udbud, energi, statsejede virksomheder, konkurrence, bæredygtig udvikling, reguleringsspørgsmål som f.eks. høje hygiejne- og plantesundhedsstandarder og andre normer inden for landbrugs- og fødevareprodukter uden at svække EU's høje standarder, robuste og håndhævelige forpligtelser for arbejdsmarkeds- og miljøstandarder, bekæmpelse af skatteunddragelse og korruption, idet den skal holde sig inden for EU’s eksklusive kompetenceområde og tage særlig hensyn til de små og mellemstore virksomheders behov;

15.  opfordrer Rådet til udtrykkeligt at anerkende den anden parts forpligtelser over for oprindelige folk i forhandlingsdirektiverne og tillade forbehold for indenlandske præferenceordninger i denne henseende; understreger, at aftalen bør bekræfte begge parters tilslutning til ILO-konvention 169 om oprindelige folks rettigheder;

16.  understreger, at utilstrækkelig fiskeriforvaltning og ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU) kan have betydelige negative konsekvenser for handel, udvikling og miljø, og at parterne skal afgive meningsfulde tilsagn om at beskytte hajer, rokker, skildpadder og havpattedyr og forebygge overfiskning, overkapacitet og IUU-fiskeri;

17.  understreger, at princippet om 3 gange r (3R), erstatning (replace), reduktion (reduce) og forfinelse (refine), i forbindelse med anvendelsen af dyr til videnskabelige formål er fast forankret i EU-lovgivningen; understreger, at det er afgørende, at eksisterende EU-foranstaltninger vedrørende dyreforsøg og forskning ikke ophæves eller indskrænkes, at fremtidige bestemmelser om dyreanvendelse ikke begrænses, og at forskningsinstitutterne i EU ikke stilles svagere i konkurrencen; understreger, at parterne skal tilsigte lovgivningsmæssig tilpasning af 3R til bedste praksis for at øge effektiviteten af forsøgene, reducere omkostningerne og reducere behovet for anvendelsen af dyr;

18.  insisterer på behovet for at medtage foranstaltninger, der har til formål at udrydde forfalskning af landbrugsfødevarer;

19.  understreger, at følgende aspekter skal medtages i forhandlingsdirektiverne om en frihandelsaftale, hvis den reelt skal være til fordel for EU's økonomi:

Europa-Parlamentets rolle

20.  understreger, at Europa-Parlamentet i forlængelse af EU-Domstolens udtalelse 2/15 om frihandelsaftalen mellem EU og Singapore bør anse sin rolle som styrket på alle stadier af EU's forhandlinger om frihandelsaftaler lige fra vedtagelsen af mandatet til den endelige indgåelse af aftalen; glæder sig til indledningen af forhandlingerne med Australien og til at følge dem nøje samt til at bidrage til et vellykket resultat; minder Kommissionen om dens pligt til straks og fuldt ud at orientere Parlamentet i alle faser af forhandlingerne (før og efter forhandlingsrunderne); er fast besluttet på at behandle de lovgivnings- og reguleringsmæssige spørgsmål, der måtte opstå i forbindelse med forhandlingerne og den fremtidige aftale, uden at det berører dets beføjelser som medlovgiver; bekræfter sit grundlæggende ansvar om at repræsentere EU-borgerne og glæder sig til at fremme inklusive og åbne drøftelser under forhandlingsprocessen;

21.  minder om, at Parlamentet vil blive anmodet om at give sit samtykke til den fremtidige aftale, som fastsat i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og at der derfor bør tages behørigt hensyn til dets holdning i alle faser; opfordrer Kommissionen og Rådet til at anmode om Parlamentets godkendelse af aftalen, inden den finder anvendelse, og integrere denne praksis i den interinstitutionelle aftale;

22.  minder om, at Parlamentet vil føre tilsyn med gennemførelsen af den kommende aftale;

o
o   o

23.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og til orientering til Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Australiens regering og parlament.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0064. (2) EUT C 353 E af 3.12.2013, s. 210. (3) ECLI:EU:C:2017:376.

Europa-Parlamentets beslutning af 26. oktober 2017 med Europa-Parlamentets henstilling til Rådet om forslag til forhandlingsmandatet for handelsforhandlingerne med New Zealand (2017/2193(INI))

P8_TA(2017)0420 A8-0312/2017

Europa-Parlamentet

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. oktober 2015 med titlen "Handel for alle – En mere ansvarlig handels- og investeringspolitik" (COM(2015)0497),

–  der henviser til den fælles erklæring af 29. oktober 2015 fra Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, og New Zealands premierminister, John Key,

–  der henviser til den fælles erklæring fra EU og New Zealand om forbindelser og samarbejde af 21. september 2007 og partnerskabsaftalen mellem EU og New Zealand om forbindelser og samarbejde (PARC), der blev undertegnet den 5. oktober 2016,

–  der henviser til Kommissionens handelspakke, som blev offentliggjort den 14. september 2017, hvori den forpligtede sig til at offentliggøre alle fremtidige forhandlingsmandater,

–  der henviser til aftalen mellem Den Europæiske Union og New Zealand om samarbejde og gensidig administrativ bistand i toldanliggender, som blev underskrevet den 3. juli 2017,

–  der henviser til de øvrige bilaterale aftaler mellem EU og New Zealand, særlig aftalen om sundhedsforanstaltninger i samhandelen med levende dyr og animalske produkter og aftalen om gensidig anerkendelse af overensstemmelsesvurdering,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger, særlig beslutningen af 25. februar 2016 om indledning af forhandlinger om frihandelsaftaler med Australien og New Zealand(1), og beslutning af 12. september 2012 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og New Zealand om ændring af aftalen om gensidig anerkendelse(2),

–  der henviser til det kommuniké, der blev udsendt efter G20-mødet mellem stats- og regeringscheferne i Brisbane den 15.-16. november 2014,

–  der henviser til den fælles erklæring af 25. marts 2014 fra formand Herman Van Rompuy, formand José Manuel Barroso og premierminister John Key om uddybelse af partnerskabet mellem New Zealand og Den Europæiske Union,

–  der henviser til udtalelse 2/15 fra Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen) af 16. maj 2017 vedrørende Unionens kompetence til at undertegne og indgå frihandelsaftalen med Singapore(3),

–  der henviser til Kommissionens undersøgelse fra den 15. november 2016 vedrørende fremtidige handelsaftalers samlede økonomiske indvirkning på EU's landbrug ("Cumulative Economic Impact of future trade agreements on EU agriculture"),

–  der henviser til udkast til betænkning fra Udvalget om International Handel om en digital handelsstrategi (2017/2065(INI)),

–  der henviser til artikel 207, stk. 3, og artikel 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 108, stk. 3,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om International Handel og udtalelse fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A8-0312/2017),

A.  der henviser til, at EU og New Zealand arbejder sammen om at tackle fælles udfordringer over et bredt spektrum af emner og samarbejder i en række internationale fora, herunder om handelspolitiske spørgsmål på den multilaterale arena;

B.  der henviser til, at EU i 2015 var New Zealands andenstørste handelspartner efter Australien, hvor handlen med varer mellem EU og New Zealand beløb sig til 8,1 mia. EUR, mens handlen med tjenesteydelser tegnede sig for 4,3 mia. EUR;

C.  der henviser til, at EU's beholdning af direkte udenlandske investeringer i New Zealand i 2015 beløb sig til næsten 10 mia. EUR;

D.  der henviser til, at New Zealand er part i aftalen om offentlige udbud;

E.  der henviser til, at EU afsluttede forhandlingerne om partnerskabsaftalen mellem EU og New Zealand om forbindelser og samarbejde den 30. juli 2014;

F.  der henviser til, at den europæiske landbrugssektor og visse landbrugsprodukter som okse- og fårekød, mejeriprodukter, korn, sukker – inklusive specialsukker – er særligt følsomme i forbindelse med disse forhandlinger;

G.  der henviser til, at New Zealand er verdens førende smøreksportør, verdens næststørste eksportør af mælkepulver, og at landet ligeledes indtager en fremtrædende plads på verdensmarkedet for eksport af andre mejeriprodukter samt okse-, kalve- og fårekød;

H.  der henviser til, at EU og New Zealand deltager i plurilaterale forhandlinger med henblik på en yderligere liberalisering af handelen med "grønne varer" (aftalen om miljøvarer) og handelen med tjenesteydelser (aftalen om handel med tjenesteydelser);

I.  der henviser til, at EU anerkender, at beskyttelsen af personoplysninger i New Zealand er tilstrækkelig;

J.  der henviser til, at New Zealand deltog i forhandlingerne om et Stillehavspartnerskab (TPP), hvis fremtid for øjeblikket synes usikker, og deltager i de igangværende forhandlinger om et regionalt vidtrækkende økonomisk partnerskab (RCEP) i Østasien, som forener New Zealand vigtigste handelspartnere; der henviser til, at New Zealand har haft en frihandelsaftale med Kina siden 2008;

K.  der henviser til, at New Zealand i TPP har forpligtet sig til at fremme langsigtet bevarelse af visse arter og bekæmpe ulovlig handel med vilde dyr gennem forbedrede bevaringsforanstaltninger, og til, at aftalen ligeledes fastsætter krav om effektivt at håndhæve miljøbeskyttelsesbestemmelserne og engagere sig i et styrket regionalt samarbejde; der henviser til, at sådanne forpligtelser bør fungere som pejlemærke for bestemmelserne i frihandelsaftalen mellem EU og New Zealand;

L.  der henviser til, at New Zealand er blandt EU's ældste og tætteste partnere, deler fælles værdier og er fast besluttede på at fremme velstand og sikkerhed inden for et verdensomspændende regelbaseret system;

M.  der henviser til, at New Zealand har ratificeret og gennemført de vigtigste internationale konventioner om menneskerettighederne, sociale rettigheder og arbejdstagerrettigheder og om beskyttelse af miljøet samt fuldt ud respekterer retsstatsprincippet;

N.  der henviser til, at New Zealand er ét af kun seks WTO-medlemmer, som ikke har præferenceadgang til EU's marked eller er i gang med at forhandle om noget sådant;

O.  der henviser til, at der efter den fælles erklæring af 29. oktober 2015 blev lanceret screeningsundersøgelser for at vurdere gennemførligheden af og de fælles mål forud for indledningen af forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem EU og New Zealand; der henviser til, at disse undersøgelser er afsluttet;

P.  der henviser til, at Parlamentet vil skulle beslutte, om det skal godkende den potentielle frihandelsaftale mellem EU og New Zealand;

Den strategiske, politiske og økonomiske kontekst

1.  fremhæver betydningen af at uddybe forbindelserne mellem EU og Asien og Stillehavsregionen, bl.a. for at fremme den økonomiske vækst i Europa, og understreger, at dette afspejler sig i EU's handelspolitik; anerkender, at New Zealand er en central del af denne strategi, og at en udvidelse og uddybning af handelsforbindelserne kan bidrage til at opfylde dette mål;

2.  giver udtryk for anerkendelse af New Zealand for dets stærke og vedvarende engagement i den multilaterale handelsdagsorden;

3.  mener, at det fulde potentiale i Unionens bilaterale og regionale samarbejdsstrategier kun kan realiseres gennem regel- og værdibaseret handel, og at indgåelsen af ambitiøse, afbalancerede og retfærdige frihandelsaftaler af høj kvalitet med New Zealand til gensidig fordel for begge parter er et afgørende element af sådanne strategier, idet de dog under ingen omstændigheder må undergrave ambitionerne om at gøre fremskridt på det multilateralt plan eller gennemførelsen af allerede indgåede multilaterale og bilaterale aftaler; mener, at et dybere bilateralt samarbejde kan fungere som et springbræt for yderligere multilateral og plurilateral liberalisering;

4.  mener, at forhandlinger om en moderne, dyb, ambitiøs, afbalanceret, retfærdig og omfattende frihandelsaftale er en passende måde at uddybe de bilaterale partnerskaber på og yderligere styrke de allerede veludviklede eksisterende bilaterale handels- og investeringsforbindelser; mener, at disse forhandlinger kan tjene som eksempel for en nye generation af frihandelsaftaler, som understreger betydningen af at højne ambitionsniveauet yderligere og flytte grænserne for, hvad en moderne frihandelsaftale kan indebære, i betragtning af New Zealands højtudviklede økonomi og reguleringsmæssige rammer;

5.  understreger, at EU og New Zealand danner fortroppen på internationalt plan med hensyn til bæredygtige miljøpolitikker, og at de i denne forbindelse har mulighed for at forhandle om og indføre et kapitel om bæredygtig udvikling med et meget højt ambitionsniveau;

6.  advarer mod risikoen for, at aftalen kan skabe en stærk ubalance i landbrugssektoren til skade for Den Europæiske Union, og mod fristelsen til at udnytte landbruget som en brik i forhandlingerne for at sikre en øget adgang til det australske marked for industriprodukter og tjenesteydelser;

Screeningsundersøgelsen

7.  henviser til, at afslutningen af screeningsundersøgelsen for EU og New Zealand den 7. marts 2017 til gensidig tilfredsstillelse for Kommissionen og New Zealands regering;

8.  glæder sig over Kommissionens rettidige afslutning på og offentliggørelse af konsekvensanalysen, så der nu foreligger en omfattede analyse af eventuelle fordele og ulemper ved udvidede handels- og investeringsforbindelser mellem EU og New Zealand til fordel for både befolkningen og erhvervslivet på begge sider, herunder i de yderste randområder og de oversøiske lande og territorier, under særlig hensyntagen til de sociale og miljømæssige konsekvenser bl.a. for arbejdsmarkedet i EU, og man kan forudskikke og tage høje for de eventuelle konsekvenser af Brexit for handels- og investeringsstrømmene fra New Zealand til EU, navnlig i forbindelse med forberedelsen af udveksling af tilbud og beregning af kvoter;

Forhandlingsmandat

9.  opfordrer Rådet til at bemyndige Kommissionen til at indlede forhandlinger med New Zealand om en handels- og investeringsaftale på grundlag af resultaterne af screeningsundersøgelsen, henstillingerne i denne beslutning, konsekvensanalysen og klare mål;

10.  opfordrer Rådet til fuldt ud at respektere kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne i afgørelsen om vedtagelse af forhandlingsdirektiverne, således som det kan udledes af EU-Domstolens udtalelse 2/15 af 16. maj 2017;

11.  opfordrer Kommissionen og Rådet til snarest muligt at fremsætte forslag om den generelle fremtidige udformning af handelsaftaler under hensyntagen til EU-Domstolens udtalelse 2/15 om frihandelsaftalen med Singapore, og til i fremtiden klart at skelne mellem en handelsaftale og en aftale om liberalisering af udenlandske direkte investeringer, der kun indeholder spørgsmål under Unionens enekompetence, og en eventuel anden aftale om emner, hvor kompetencen deles med medlemsstaterne; understreger, at en sådan sondring vil få konsekvenser i den parlamentariske ratificeringsproces, og at den ikke tilsigter at omgå de nationale demokratiske processer men er et spørgsmål om demokratisk uddelegering af ansvar i henhold til EU-traktaterne; opfordrer til, at Parlamentet inddrages endnu tættere i alle forhandlingsfaserne i forbindelse med igangværende eller kommende forhandlinger om frihandelsaftaler;

12.  opfordrer Kommissionen til i forbindelse med forelæggelsen af de endelige aftaler til undertegnelse og indgåelse, og Rådet til, når der træffes beslutning om undertegnelse og indgåelse, fuldt ud at respektere kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne;

13.  opfordrer Kommissionen til at føre forhandlingerne så åbent som muligt uden dog at undergrave EU’s forhandlingsposition og sikre et niveau, der i det mindste svarer til den gennemsigtighed og offentlige høring, som gjorde sig gældende i forbindelse med forhandlingerne med USA om det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab, og fuldt ud at respektere bedste praksis fra andre forhandlinger; glæder sig over Kommissionens initiativ med at offentliggøre alle sine henstillinger vedrørende det foreslåede forhandlingsdirektiv og anser dette for et positivt præcedens; opfordrer Rådet til at gøre det samme og offentliggøre forhandlingsdirektiverne, så snart de vedtages;

14.  understreger, at en frihandelsaftale skal føre til bedre markedsadgang og lettelse af handelen på lokalmarkederne, skabe anstændige job, sikre ligestilling mellem kønnene til gavn for borgerne på begge sider, tilskynde til bæredygtig udvikling, opretholde EU-standarder, beskytte forsyningspligtydelser og respektere de demokratiske procedurer, samtidig med, at EU's eksportmuligheder øges;

15.  understreger, at en ambitiøs aftale på en meningsfuld måde skal omfatte investeringer, handel med varer og tjenesteydelser (på grundlag af Parlamentets seneste beslutning om udgrænsning af visse politikområder og følsomme sektorer), told og lettelse af handelen, digitalisering, e-handel og databeskyttelse, teknologisk forskning og støtte til innovation, offentlige udbud, energi, statsejede virksomheder, konkurrence, bæredygtig udvikling, reguleringsspørgsmål som f.eks. høje hygiejne- og plantesundhedsstandarder og andre normer inden for landbrugs- og fødevareprodukter uden at svække EU's høje standarder, robuste og håndhævelige forpligtelser for arbejdsmarkeds- og miljøstandarder, bekæmpelse af skatteunddragelse og korruption, idet den skal holde sig inden for EU’s eksklusive kompetenceområde og tage særlig hensyn til de små og mellemstore virksomheders behov;

16.  opfordrer Rådet til udtrykkeligt at anerkende den anden parts forpligtelser over for oprindelige folk;

17.  understreger, at EU er blandt de førende på verdensplan, hvad angår fremme af dyrevelfærd, og at Kommissionen skal sikre, at parterne påtager sig store forpligtelser til at forbedre husdyrs velfærd og beskyttelsen af dem, da frihandelsaftalen mellem EU og New Zealand vil påvirke millioner af husdyr;

18.  understreger, at ulovlig handel med vilde dyr har betydelige miljømæssige, økonomiske og sociale konsekvenser, og at en ambitiøs aftale skal fremme bevarelsen af alle vilde dyr og deres levesteder og stærkt bekæmpe ulovlig fangst af, handel med og transport af vilde dyr;

19.  understreger, at utilstrækkelig fiskeriforvaltning og ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU) kan have betydelige negative konsekvenser for handel, udvikling og miljø, og at parterne skal afgive meningsfulde tilsagn om at beskytte hajer, rokker, skildpadder og havpattedyr og forebygge overfiskning, overkapacitet og IUU-fiskeri;

20.  understreger, at følgende aspekter skal medtages i forhandlingsdirektiverne, hvis frihandelsaftalen reelt skal være til fordel for EU's økonomi:

21.  opfordrer Kommissionen til som et væsentligt element i en afbalanceret aftale at sikre beskyttelse vedrørende mærkning, sporbarhed og ægtheden af oprindelsen af landbrugsprodukter for at undgå at give forbrugerne et falsk eller vildledende indtryk;

22.  understreger forskellen i størrelse mellem EU's indre marked og New Zealands marked, hvilket der skal tages hensyn til i en potentiel frihandelsaftale mellem de to lande;

Europa-Parlamentets rolle

23.  understreger, at Europa-Parlamentet i forlængelse af EU-Domstolens udtalelse 2/15 om frihandelsaftalen mellem EU og Singapore bør anse sin rolle som styrket på alle stadier af EU's forhandlinger om frihandelsaftaler lige fra vedtagelsen af mandatet til den endelige indgåelse af aftalen; glæder sig til indledningen af forhandlinger med New Zealand og til at følge dem nøje samt til at bidrage til et vellykket resultat; minder Kommissionen om dennes forpligtelse til straks og fuldt ud at orientere Parlamentet i alle faser af forhandlingerne (før og efter forhandlingsrunderne); er fast besluttet på at behandle de lovgivnings- og reguleringsmæssige spørgsmål, der måtte opstå i forbindelse med forhandlingerne og den fremtidige aftale, uden at det berører dets beføjelser som medlovgiver; gentager sit grundlæggende ansvar om at repræsentere EU-borgerne og ser frem til at fremme inklusive og åbne drøftelser under forhandlingsprocessen;

24.  minder om, at Parlamentet vil blive anmodet om at give sit samtykke til den fremtidige aftale, som fastsat i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og at der derfor bør tages behørigt hensyn til dets holdning i alle faser; opfordrer Kommissionen og Rådet til at anmode om Parlamentets godkendelse af aftalen, inden den finder anvendelse, og integrere denne praksis i den interinstitutionelle aftale;

25.  minder om, at Parlamentet vil føre tilsyn med gennemførelsen af den kommende aftale;

o
o   o

26.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og til orientering til Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og New Zealands regering og parlament.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0064. (2) EUT C 353 E af 3.12.2013, s. 210. (3) ECLI:EU:C:2017:376.

Europa-Parlamentets beslutning af 26. oktober 2017 om tilsyn med anvendelsen af EU-retten (2015) (2017/2011(INI))

P8_TA(2017)0421 A8-0265/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til den 32. årsberetning om tilsyn med anvendelsen af EU-retten (2014) (COM(2015)0329),

–  der henviser til den 33. årsberetning om tilsyn med anvendelsen af EU-retten (2015) (COM(2016)0463),

–  der henviser til Kommissionens rapport med titlen "Evalueringsrapport for EU Pilot" (COM(2010)0070),

–  der henviser til sin beslutning af 6. oktober 2016 om årsberetningen for 2014 om tilsyn med anvendelsen af EU-retten(1),

–  der henviser til Kommissionens rapport med titlen "Den anden evalueringsrapport om EU Pilot" (COM(2011)0930),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. marts 2002 om forbindelserne med klagere i sager om overtrædelse af fællesskabsretten (COM(2002)0141),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. april 2012 om ajourføring af meddelelsen om forbindelserne med klagere i sager om anvendelsen af EU-retten (COM(2012)0154),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 11. marts 2014 med titlen "En ny EU-retlig ramme for at styrke retsstatsprincippet" (COM(2014)0158),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. maj 2015 med titlen "Bedre regulering for bedre resultater – En EU-dagsorden" (COM(2015)0215),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. december 2016 med titlen "EU-retten: Bedre resultater gennem bedre anvendelse"(2),

–  der henviser til rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen(3),

–  der henviser til Rådets beslutning 2001/470/EF af 28. maj 2001 om oprettelse af et europæisk retligt netværk på det civil- og handelsretlige område(4),

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen om bedre lovgivning(5),

–  der henviser til sin beslutning af 10. september 2015 om 30. og 31. årsberetning om kontrol med gennemførelsen af EU-retten (2012-2013)(6),

–  der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2016 med henstillinger til Kommissionen om oprettelse af en EU-mekanisme for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder(7),

–  der henviser til sin beslutning af 9. juni 2016 for en åben, effektiv og uafhængig europæisk forvaltning(8),

–  der henviser til artikel 267 og 288 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52 og artikel 132, stk. 2,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelser fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og Udvalget for Andragender (A8-0265/2017),

A.  der henviser til, at artikel 17 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) definerer Kommissionens grundlæggende rolle som "traktaternes vogter";

B.  der henviser til, at i henhold til artikel 4, stk. 3, i TEU, samt artikel 288, stk. 3, og artikel 291, stk. 1, i TEUF har medlemsstaterne det primære ansvar for at gennemføre, anvende og implementere EU's lovgivning korrekt og inden for fristerne samt for at afsætte tilstrækkelige midler til at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten;

C.  der henviser til, at ifølge fast retspraksis ved Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen) skal medlemsstaterne forsyne Kommissionen med klare og præcise oplysninger om, hvordan de gennemfører EU-direktiver i national lovgivning(9);

D.  der henviser til, at i overensstemmelse med den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter(10) og den fælles politiske erklæring af 27. oktober 2011 fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om forklarende dokumenter(11) kan medlemsstaterne ved meddelelse til Kommissionen om nationale gennemførelsesforanstaltninger have pligt til i begrundede tilfælde også at give supplerende oplysninger i form af "forklarende dokumenter", der redegør for, hvorledes de har gennemført direktiverne i deres nationale lovgivning(12);

E.  der henviser til, at chartret om Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder (CFREU) i henhold til EU-traktatens artikel 6, stk. 1, har samme retlige status som traktaterne og er rettet til Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten (artikel 51, stk. 1, i CFREU);

F.  der henviser til, at Unionen råder over en række instrumenter og procedurer til at sikre en fuldstændig og korrekt anvendelse af de principper og værdier, der er nedfældet i traktaterne, men i praksis synes disse instrumenter at være af begrænset rækkevidde, utilstrækkelige eller virkningsløse;

G.  der henviser til, at det derfor er nødvendigt at oprette en ny mekanisme, der giver en enkel og sammenhængende ramme, der bygger på eksisterende instrumenter og mekanismer, som skal anvendes på en ensartet måde på alle EU-institutioner og medlemsstater;

H.  der henviser til, at Kommissionen i henhold til artikel 258, stk. 1 og 2, i TEUF afgiver en begrundet udtalelse over for en medlemsstat, når den finder, at denne har tilsidesat en forpligtelse, som påhviler den i henhold til traktaterne, og kan indbringe sagen for Domstolen, såfremt den pågældende medlemsstat ikke efterkommer udtalelsen inden for en frist, der fastsættes af Kommissionen;

I.  der henviser til, at rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen indeholder bestemmelser om udveksling af oplysninger om alle traktatbrudsprocedurer, der indledes med en åbningsskrivelse, men den omfatter ikke den uformelle EU-Pilot-procedure forud for indledningen af formelle traktatbrudsprocedurer;

J.  der henviser til, at EU-Pilot-procedurerne har til formål at skabe et tættere og mere sammenhængende samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne med det formål at afhjælpe overtrædelser af EU-retten i en tidlig fase gennem bilaterale dialoger for så vidt muligt at undgå formelle traktatbrudsprocedurer;

K.  der henviser til, at Kommissionen i 2015 modtog 3 450 klager over potentielle overtrædelser af EU-retten, og at størsteparten af klagerne vedrørte Italien (637), Spanien (342) og Tyskland (274);

L.  der henviser til, at artikel 41 i EU's charter om grundlæggende rettigheder definerer retten til god forvaltning som retten for enhver til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner, mens artikel 298 i TEUF bestemmer, at institutioner, organer, kontorer og agenturer i Unionen under udførelsen af deres opgaver støtter sig på en åben, effektiv og uafhængig europæisk forvaltning;

1.  glæder sig over Kommissionens årsberetning for 2015 om anvendelsen af EU-retten, hvor fokus er på håndhævelsen af gældende EU-ret, og bemærker, at ifølge denne beretning var de tre områder i 2015, hvor medlemsstaterne oftest var genstand for traktatbrudssager på grund af forsinket gennemførelse, transport, energi og miljø; påpeger, at disse områder også var genstand for de fleste af de undersøgelser, der blev indledt under EU Pilot-ordningen i 2015, idet de mest berørte medlemsstater er Italien, Portugal og Tyskland; opfordrer Kommissionen til at redegøre for de konkrete årsager hertil;

2.  bemærker, at Kommissionen har tacklet problemet med dårlig luftkvalitet i Europa ved at indlede en række traktatbrudsprocedurer for overtrædelse af direktiv 2008/50/EF som følge af den kontinuerlige overskridelse af NO2-grænseværdierne; beklager imidlertid, at Kommissionen ikke udøvede de samme kontrolbeføjelser i 2015 med henblik på at forhindre, at forurenende dieseldrevne biler, der bidrager væsentligt til, at der frigives NO2 i atmosfæren, som går ud over disse grænser, og som ikke overholder EU's regler om typegodkendelse og emissioner for personbiler og lette erhvervskøretøjer, blev markedsført på det indre marked;

3.  mener, at det høje antal traktatbrudsprocedurer i 2015 viser, at det stadig er en stor udfordring og en prioritet i EU at sikre rettidig og korrekt anvendelse af EU-retten i medlemsstaterne; fastholder, at EU's borgere føler sig mere trygge ved EU-lovgivningen, når den bliver gennemført i medlemsstaterne på en effektiv måde; opfordrer medlemsstaterne til at øge deres bestræbelser på at sikre en effektiv og rettidig gennemførelse og anvendelse af EU-retten;

4.  noterer sig, at ved udgangen af 2015 var 1 368 traktatbrudssager stadig åbne, hvilket er en lille stigning i forhold til de foregående år, men det er stadig under niveauet for 2011;

5.  erkender, at medlemsstaterne har hovedansvaret for den korrekte gennemførelse og anvendelse af EU-retten, men påpeger, at dette ikke fritager institutionerne fra deres pligt til at respektere EU's primære ret, når de udarbejder afledt EU-ret; understreger imidlertid, at Kommissionen stiller en række instrumenter til rådighed for medlemsstaterne, der er udformet med henblik på at hjælpe dem med at finde fælles løsninger, f.eks. vejledninger, ekspertgrupper og særlige websteder, samt dialoger vedrørende gennemførelse af planerne og dokumenter, der forklarer, hvordan man genkender gennemførelse problemer på et tidligt tidspunkt og afhjælper dem; opfordrer medlemsstaterne til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at leve op til deres tilsagn i den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter, bl.a. i form af sammenligningstabeller med klare og præcise oplysninger om nationale foranstaltninger til gennemførelse af direktiver i deres nationale retsorden;

6.  opfordrer endnu en gang Kommissionen til at forbinde alle de forskellige portaler, adgangspunkter og informationswebsider i en central portal, der kan give borgerne let adgang til klageformularer online og brugervenlig information om traktatbrudsprocedurer;

7.  bemærker, at Kommissionen insisterer på, at medlemsstaterne bør underrette herom, hvis de i forbindelse med gennemførelse af direktiver i national ret tilføjer elementer, som gør det klart for offentligheden, hvilke bestemmelser, der er EU's ansvar, og hvilke, der er medlemsstatens; påpeger samtidig, at dette ikke berører medlemsstaternes ret til at fastsætte, f.eks. højere sociale og miljømæssige standarder på nationalt plan;

8.  fremhæver behovet for, at Parlamentet også kan overvåge Kommissionens håndhævelse af forordninger, ligesom det gør det med direktiver; anmoder om, at Kommissionen sikrer, at oplysningerne om gennemførelsen af forordninger er indeholdt i sine fremtidige årsberetninger om tilsyn med anvendelsen af EU-retten; opfordrer medlemsstaterne til at forelægge national lovgivning, der gennemfører eller implementerer forordninger, for Kommissionen med henblik på at sikre, at forordningerne bliver overholdt, og til at angive, hvilke dele der stammer fra EU-lovgivning, og hvilke dele der er nationale tilføjelser;

9.  understreger, at fristerne for gennemførelse skal håndhæves; opfordrer indtrængende EU's institutioner til at fastsætte realistiske tidsfrister for håndhævelse;

10.  understreger, at EU blev oprettet som en union, der bygger på retsstaten og respekt for menneskerettighederne (artikel 2 i EU-traktaten); understreger, at de værdier, som er nedfældet i artikel 2 i TEU er hjørnestenen i EU's fundament, og at medlemsstaternes overholdelse af disse værdier derfor bør være genstand for konstant evaluering; gentager, at en omhyggelig overvågning af medlemsstaternes og EU-institutionernes handlinger og undladelser er af allerstørste betydning, og udtrykker sin bekymring over antallet af andragender til Europa-Parlamentet og klager til Kommissionen;

11.  påpeger, at whistleblowere kan give nyttig information til såvel EU-institutionerne som til de nationale institutioner om tilfælde af ukorrekt anvendelse af EU-lovgivningen; gentager, at de bør tilskyndes til at gøre dette snarere end hindres heri;

12.  anerkender, at andragender er en vigtig kilde til førstehåndsoplysninger, ikke kun om overtrædelser og mangler i gennemførelsen af EU-retten i medlemsstaterne, men også om mulige smuthuller i EU-lovgivningen og om borgernes forslag til ny lovgivning, der kan vedtages, eller til forbedringer af gældende retsakter; bekræfter, at den effektive behandling af andragender øger og udfordrer Kommissionens og Parlamentets kapacitet til at reagere på og løse problemer vedrørende gennemførelse og anvendelse; noterer sig, at Kommissionen anser gennemførelsen af EU-retten for at være en prioritet, således at borgerne kan drage fordel heraf i deres hverdag; understreger behovet for at sikre, at beslutningsprocesser og administration er gennemsigtige, upartiske og uafhængige;

13.  beklager, at der ikke er nogen præcise statistikker om antallet af andragender, der har ført til indledning af en EU-Pilot-procedure eller en overtrædelsesprocedure; opfordrer derfor Kommissionen til at fremsende regelmæssige rapporter om sager vedrørende procedurer og/eller igangværende procedurer for at fremme en struktureret dialog og reducere tidsrammen for bilæggelse af tvister; opfordrer Kommissionen til at drøfte disse rapporter med Udvalget for Andragender og til proaktivt at inddrage den næstformand, der har ansvaret for anvendelse og forenkling af lovgivning; opfordrer Kommissionen til at inddrage andragere i de EU Pilot-procedurer, som er indledt i forbindelse med deres andragender, med henblik på bl.a. at fremme dialogen mellem andragerne og de berørte nationale myndigheder;

14.  beklager de stigende forsinkelser i gennemførelsen af EU's strategi for dyrebeskyttelse og dyrevelfærd 2012-2015, som effektivt forhindrer lanceringen af en ny EU-dækkende strategi, der er nødvendig for at sikre fuld og effektiv beskyttelse af dyrevelfærden ved hjælp af en opdateret, omfattende og klar retlig ramme, der er i fuld overensstemmelse med kravene i artikel 13 i TEUF;

15.  bemærker, at Udvalget for Andragender har modtaget mange andragender om børns velfærd, og håber, at den aktuelle revision af Bruxelles IIA-forordningen vil bidrage til at fjerne reguleringsmanglerne og tackle manglerne i forbindelse med gennemførelsen;

16.  påpeger, at der i de seneste år er påvist mangler i forbindelse med anvendelsen af foranstaltninger til at bekæmpe svig og hvidvaskning af penge; opfordrer Kommissionen til at mangedoble sine bestræbelser på at sikre, at EU-reglerne anvendes konsekvent;

17.  noterer sig, at rettidig og korrekt gennemførelse af EU-lovgivning i national lovgivning og en klar national lovgivningsramme med fuld respekt for de grundlæggende værdier, principper og rettigheder, der er nedfældet i traktaterne og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, bør være en prioritet for medlemsstaterne for at mindske overtrædelser af EU-retten og samtidig sikre de tilsigtede fordele, som en effektiv anvendelse af EU-retten giver mulighed for; fremhæver i denne forbindelse, at handlinger eller forsømmelser, der begås af alle EU-institutionerne, er bundet af traktaterne og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder(13);

18.  opfordrer Kommissionen til at tilskynde medlemsstaterne til at sørge for en nøje håndhævelse af EU's regler om fri bevægelighed for personer, navnlig ved at sikre fuld beskyttelse af de dertil knyttede økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder; minder om, at den fri bevægelighed for personer i en kontekst, hvor de grundlæggende rettigheder beskyttes fuldt ud, ud over at udgøre en af de grundlæggende frihedsrettigheder i EU og en integrerende del af EU-borgerskabet også er af stor betydning for EU's borgere og deres familier navnlig med hensyn til adgangen til social sikring samt for deres opfattelse af EU, og bemærker, at den fri bevægelighed synes at være genstand for mange andragender;

19.  minder om sin beslutning af 25. oktober 2016 og opfordrer Kommissionen til at følge op på henstillingerne i denne beslutning;

20.  bifalder, at Parlamentet også spiller en afgørende rolle ved at føre politisk tilsyn med Kommissionens håndhævelsesforanstaltninger ved at kontrollere årsberetningerne om tilsyn med gennemførelsen af EU-retten og ved at vedtage relevante parlamentsbeslutninger; foreslår, at Parlamentet kunne bidrage yderligere til rettidig og nøje gennemførelse af EU-lovgivningen ved at formidle den ekspertise, det har opnået under den lovgivningsmæssige beslutningsproces, via allerede etablerede forbindelser med nationale parlamenter;

21.  fremhæver den vigtige rolle, som arbejdsmarkedets parter, civilsamfundet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget og andre aktører spiller i udarbejdelsen af lovgivning og i overvågningen og indberetningen af mangler i gennemførelsen og i anvendelsen af EU-lovgivningen i medlemsstaterne; fremhæver i denne forbindelse princippet om gennemsigtighed som fastsat i EU-traktaterne samt EU-borgernes ret til retfærdighed og god forvaltning som fastsat i artikel 41 og 47 i EU's charter om grundlæggende rettigheder; minder om, at disse rettigheder og principper bl.a. også bør være af største betydning for medlemsstaterne, når der fremsættes forslag til retsakter til gennemførelse af EU-lovgivningen;

22.  glæder sig over faldet på omkring 30 % i antallet af nye EU Pilot-sager, der blev indledt i 2015 (881 mod 208 i 2014); bemærker imidlertid, at den gennemsnitlige løsningsrate i 2015 var nøjagtig den samme som i 2014 (75 %);

23.  glæder sig over, at antallet af nye klager for første gang siden 2011 er faldet med ca. 9 % i forhold til 2014 med i alt 3 450 nye klager; bemærker imidlertid med stor bekymring, at det største antal klager vedrører området for beskæftigelse, sociale anliggender, arbejdsmarkedsforhold og inklusion; bemærker, at områderne beskæftigelse, sociale anliggender, arbejdsmarkedsforhold og inklusion, det indre marked, erhvervsliv, iværksætteri og SMV'er, retlige anliggender og forbrugere, beskatning og toldunion, og miljøet tilsammen tegner sig for 72 % af alle klager, der er indgivet mod medlemsstaterne i 2015;

24.  beklager, at medlemsstaterne i 2015 ikke i alle tilfælde indfriede deres tilsagn om at forelægge forklarende dokumentation sammen med nationale foranstaltninger til gennemførelse af direktiver i deres nationale lovgivning; mener, at Kommissionen bør give medlemsstaterne mere støtte i forbindelse med udarbejdelsen af disse forklarende dokumenter og sammenligningstabeller; opfordrer Kommissionen til at fortsætte med at aflægge beretning til Parlamentet og Rådet om forklarende dokumenter i de årlige rapporter om anvendelsen af EU-lovgivningen;

25.  er af den opfattelse, at finansielle sanktioner for manglende overholdelse af EU-retten bør være effektive, stå i et rimeligt forhold til krænkelsen, have afskrækkende virkning og tage hensyn til gentagne tilfælde af manglende overholdelse på samme område, og at medlemsstaternes retlige beføjelser skal respekteres;

26.  fremhæver, at EU-institutionerne er bundet af traktaterne og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder(14);

27.  gentager, at tildelingen af opgaver til Kommissionen eller andre EU-institutioner ved ESM-traktaten (eller andre relevante traktater) forpligter dem til som omhandlet i artikel 13, stk. 3, og 4, at sikre, at de aftalememoranda, der indgås i henhold til de førnævnte aftaler, er i overensstemmelse med EU-retten; understreger, at som følge heraf bør EU's institutioner afstå fra at undertegne et aftalememorandum, hvis de er i tvivl om dets overensstemmelse med EU-retten(15);

28.  understreger betydningen af den indenlandske og praktiske gennemførelse af EU's standarder på asylområdet (f.eks. med hensyn til medlemsstaternes gennemførelse af direktivet om modtagelsesforhold (direktiv 2013/33/EU(16)))(17); beklager den manglende gennemførelse af flytningsordningen, som Kommissionen foreslog for at imødegå flygtningekrisen i medlemsstaterne; opfordrer derfor Kommissionen til at være særlig opmærksom på gennemførelsen af vedtagne foranstaltninger på området asyl og migration med henblik på at sikre, at de overholder de principper, der er nedfældet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og til at indlede de nødvendige overtrædelsesprocedurer, hvor dette er relevant;

29.  bemærker med bekymring, at visse medlemsstater ser bort fra deres forpligtelser i forbindelse med asyl og migration; glæder sig over den faste holdning, som Kommissionen har indtaget over for medlemsstaterne vedrørende anvendelse af EU-retten om asyl og migration; minder om, at som følge af migrationsstrømme mod Europa står EU over for hidtil usete juridiske, politiske og humanitære udfordringer; opfordrer medlemsstaterne til også at tage højde for internationale konventioner om menneskerettigheder i forbindelse med modtagelse og fordeling af flygtninge; udtrykker håb om, at Kommissionen systematisk vil overvåge anvendelsen af den europæiske dagsorden for migration i medlemsstaterne; minder om, at en effektiv migrationspolitik er nødt til at være baseret på en balance mellem ansvar og solidaritet mellem medlemsstaterne;

30.  beklager, at der fortsat eksisterer store mangler i forbindelse med gennemførelsen og håndhævelsen af EU's miljølovgivning i visse medlemsstater; bemærker, at dette navnlig er tilfældet i affaldshåndtering, infrastruktur til spildevandsbehandling og overholdelse af grænseværdierne for luftkvalitet; mener i denne forbindelse, at Kommissionen bør søge at finde frem til årsagerne til denne situation i medlemsstaterne;

31.  opfordrer EU's institutioner til hele tiden at påtage sig deres pligt til at respektere EU's primære ret, når de udarbejder bestemmelser i den afledte EU-ret, fastlægger politikker eller indgår aftaler eller overenskomster med institutioner uden for EU, og til at påtage sig deres pligt til at bistå medlemsstaterne med alle til rådighed stående midler i disses bestræbelser på at gennemføre EU-lovgivningen og overholde EU's værdier og principper, navnlig på baggrund af den seneste udvikling i medlemsstaterne;

32.  beklager, at det endnu ikke modtager klare og rettidige oplysninger om gennemførelsen af EU-lovgivning; minder om, at Kommissionen i henhold til den ændrede rammeaftale om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen forpligter sig til at stille "oversigter over alle traktatbrudsprocedurer fra tidspunktet for åbningsskrivelsen til rådighed for Parlamentet, herunder – efter anmodning [...] – oplysninger om de spørgsmål, der er omfattet af traktatbrudsproceduren", og forventer, at denne bestemmelse bliver anvendt loyalt i praksis;

33.  opfordrer Kommissionen til at gøre overholdelse af EU-retten til en reel politisk prioritet, der skal forfølges i nært samarbejde med Parlamentet, som har pligt til at holde Kommissionen ansvarlig og som medlovgiver at sikre, at det selv bliver orienteret fuldt ud med henblik på hele tiden at forbedre sit lovgivningsmæssige arbejde; anmoder om, at Kommissionen derfor følger op Europa-Parlamentets beslutning om overvågningen af gennemførelsen af EU-lovgivningen;

34.  minder om, at Parlamentet i sine beslutninger af 15. januar 2013(18) og 9. juni 2016 opfordrede til vedtagelse af en forordning om en åben, effektiv og uafhængig EU-forvaltning på grundlag af artikel 298 TEUF, og opfordrer Kommissionen til yderligere at overveje forslaget til forordning, der er vedføjet som bilag til denne beslutning;

35.  understreger, at manglen på et sammenhængende og omfattende sæt kodificerede regler for god forvaltning i hele Unionen gør det vanskeligt for borgerne let og fuldt ud at forstå deres forvaltningsmæssige rettigheder i henhold til EU-retten og ligeledes bidrager til en forværring af deres retlige beskyttelse; understreger derfor, at kodificering af reglerne for god forvaltning i form af en forordning, hvori der fastlægges de forskellige aspekter af forvaltningsproceduren, herunder anmeldelser, bindende tidsfrister, retten til at blive hørt og enhver persons ret til at få adgang til sine sagsakter, styrker borgernes rettigheder og sikrer gennemsigtighed; præciserer, at disse regler vil være et supplement til eksisterende EU-lovgivning, når der opstår juridiske huller eller fortolkningsproblemer, og de vil sikre større tilgængelighed; gentager sin opfordring til Kommissionen om at fremsætte et forslag til omfattende lovgivning om en europæisk forvaltningslov under hensyntagen til alle de skridt, der allerede er taget af Parlamentet på dette område samt den aktuelle udvikling i EU og dets medlemsstater;

36.  minder om, at præjudicielle afgørelser bidrager til at afklare, hvordan EU-lovgivningen skal anvendes; mener, at denne procedure giver mulighed for en ensartet fortolkning og gennemførelse af EU-lovgivningen; tilskynder derfor de nationale domstole til at forelægge spørgsmål for Den Europæiske Unions Domstol i tilfælde af tvivl og dermed forhindre traktatbrudssager;

37.  mener, at nøglen til at sikre, at EU's politikker gavner både enkeltpersoner og virksomheder, er en korrekt anvendelse af den gældende EU-ret; opfordrer derfor Kommissionen til at styrke håndhævelsen af EU-retten på grundlag af en struktureret og systematisk kontrol med gennemførelsen og den nationale lovgivnings overensstemmelse med EU-traktaterne og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder; påpeger, at EU's lovgivning er resultatet af en fri og demokratisk proces; glæder sig over, at Kommissionen tager behørigt hensyn til principperne om bedre lovgivning, når den fører tilsyn med anvendelsen af EU-retten i medlemsstaterne;

38.  understreger betydningen af gennemsigtighed i EU-institutionernes og medlemsstaternes udarbejdelse og anvendelse af lovgivning; påpeger, at EU-lovgivningen både for at lette medlemsstaternes gennemførelse af EU-retten og for at gøre den tilgængelig for EU-borgerne skal være klar, forståelig, sammenhængende og præcis, samtidig med at der tages hensyn til Den Europæiske Unions Domstols retspraksis, der understreger behovet for forudsigelighed i EU's regler(19);

39.  mener, at inddragelse af de nationale parlamenter i en dialog om indholdet af lovgivningsforslag, når det er relevant, vil fremme en effektiv anvendelse af EU-retten; påpeger, at en tættere kontrol fra de nationale parlamenters side med deres respektive regeringer, når disse er involveret i lovgivningsprocessen, vil fremme en mere effektiv anvendelse af EU-retten som foreskrevet i traktaterne; understreger derfor nødvendigheden af, at de nationale parlamenter får indflydelse i de tidlige faser af den europæiske lovgivningsproces, og opfordrer indtrængende EU-institutionerne og medlemsstaterne til at iværksætte en debat om protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union og protokol nr. 2 om subsidiaritet og proportionalitet, eventuelt ved at overveje en revision af det såkaldte system for tidlig varsling og dermed sikre en bedre anvendelse af proceduren med gult kort;

40.  tilskynder til et tættere samarbejde og en styrkelse af forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter; minder om de nationale parlamenters kontrolfunktion med hensyn til deres regeringers deltagelse i beslutningsprocessen i Rådet for Den Europæiske Union og understreger nødvendigheden af konsultationer og regelmæssig udveksling af synspunkter mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter, navnlig i de indledende faser af lovgivningsprocessen;

41.  minder om, at de nationale parlamenter spiller en afgørende rolle med hensyn til at kontrollere, at EU-retten gennemføres korrekt af medlemsstaterne; opfordrer dem til at varetage denne opgave proaktivt; påpeger de nationale parlamenters rolle med hensyn til at undgå en praksis med overdreven gennemførelse af EU-lovgivning på nationalt plan og derved forhindre overregulering og unødvendige administrative byrder; forventer, at medlemsstaterne klart angiver og dokumenterer nationale forpligtelser, når der tilføjes sådanne til EU-lovgivningen i gennemførelsesprocessen; er bekymret for, at uforholdsmæssige nationale foranstaltninger, der føjes til EU-lovgivningen, unødigt øger skepsissen over for EU;

42.  bemærker, at systemet for udveksling af oplysninger og samarbejde mellem udvalg i de nationale parlamenter, der arbejder med EU, kan være med til at tilvejebringe effektiv lovgivning og også bør anvendes til at støtte en mere effektiv anvendelse af EU-retten i medlemsstaterne; ønsker at fremme anvendelsen af IPEX-platformen som et redskab til gensidig udveksling af oplysninger mellem de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet; tilskynder de nationale parlamenter til at tage aktiv del i de regelmæssige interparlamentariske udvalgsmøder, der arrangeres af Europa-Parlamentet;

43.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0385. (2) EUT C 18 af 19.1.2017, s. 10. (3) EUT L 304 af 20.11.2010, s. 47. (4) EFT L 174 af 27.6.2001, s. 25. (5) EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1. (6) EUT C 316 af 22.9.2017, s. 246. (7) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0409. (8) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0279. (9) Sag C-427/07, Kommissionen mod Irland, præmis 107. (10) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14. (11) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 15. (12) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. (13) Se bl.a.: Den Europæiske Unions Domstols dom af 20. september 2016 — Ledra Advertising Ltd (sag C-8/15 P), Andreas Eleftheriou (sag C-9/15 P), Eleni Eleftheriou (sag C-9/15 P), Lilia Papachristofi (sag C-9/15 P), Christos Theophilou (sag C-10/15 P), Eleni Theophilou (sag C-10/15 P) mod Europa-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank (forenede sager C-8/15 P — C-10/15 P), ECLI:EU:C:2016:701, præmis 67 ff. (14) Den Europæiske Unions Domstols dom af 20. september 2016, forenede sager C-8/15 P — C-10/15 P, præmis 67 ff. (15) Ibid., præmis 58 ff.; i denne retning dom af 27. november 2012, Pringle, C-370/12, præmis 164. (16) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/33/EU af 26. juni 2013 om fastlæggelse af standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse (EUT L 180 af 29.6.2013, s. 96). (17) Se bl.a.: S. Carrera, S. Blockmans, D. Gros, E. Guild, 'The EU’s Response to the Refugee Crisis – Taking Stock and Setting Policy Priorities’, Centre for European Policy Studies (CEPS), essay nr.20 af 16. december 2015 https://www.ceps.eu/system/files/EU%20Response%20to%20the%202015%20Refugee%20Crisis_0.pdf (18) Europa-Parlamentets beslutning af 15. januar 2013 med henstillinger til Kommissionen om Den Europæiske Unions forvaltningslov (EUT C 440 af 30.12.2015, s. 17). (19) Domstolens dom af 10. september 2009, Plantanol GmbH & Co. KG mod Hauptzollamt Darmstadt, C-201/08, ECLI:EU:C:2009:539, præmis 46.