Indeks 
Vedtagne tekster
Torsdag den 18. januar 2018 - StrasbourgEndelig udgave
Afgørelse om ikke at gøre indsigelse mod en gennemførelsesforanstaltning: oprettelse af et EU-register
 Nigeria
 Sagerne vedrørende menneskerettighedsaktivisterne Wu Gan, Xie Yang, Lee Ming-che, Tashi Wangchuk og den tibetanske munk Choekyi
 Den Demokratiske Republik Congo
 Marrakeshtraktaten om fremme af adgang til offentliggjorte værker for personer, der er blinde, synshæmmede eller på anden måde har et læsehandicap ***
 Kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar samt internationale barnebortførelser *
 Gennemførelse af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet i medlemsstaterne
 Gennemførelse af direktivet om erhvervsmæssige kvalifikationer og behovet for reform af liberale erhverv

Afgørelse om ikke at gøre indsigelse mod en gennemførelsesforanstaltning: oprettelse af et EU-register
PDF 241kWORD 42k
Europa-Parlamentets afgørelse om ikke at modsætte sig udkast til Kommissionens forordning om ændring af Kommissionens forordning (EU) nr. 389/2013 om oprettelse af et EU-register (D054274-02 – 2017/3013(RPS))
P8_TA(2018)0012B8-0041/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Kommissionens forordning om ændring af Kommissionens forordning (EU) nr. 389/2013 om oprettelse af et EU-register (D054274-02),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF(1), særlig artikel 12 og 19,

–  der henviser til udtalelse af 30. november 2017 fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 23, stk. 1, i ovennævnte direktiv,

–  der henviser til Kommissionens skrivelse af 5. december 2017, hvori den anmoder Parlamentet om at erklære, at det ikke vil modsætte sig udkastet til forordning,

–  der henviser til skrivelse af 11. januar 2018 fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed til Udvalgsformandskonferencens formand,

–  der henviser til artikel 5a i Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen(2),

–  der henviser til henstilling til afgørelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 106, stk. 4, litra d), og artikel 105, stk. 6,

–  der henviser til, at der ikke er gjort indsigelse inden for den frist, der er fastsat i forretningsordenens artikel 105, stk. 6, tredje og fjerde led, og som udløb den 17. januar 2018,

A.  der henviser til, at det for at beskytte den miljømæssige integritet af EU's emissionshandelssystem ("EU ETS") er forbudt for luftfartøjsoperatører og andre operatører i EU ETS at anvende kvoter, der er udstedt af en medlemsstat, i forhold til hvilken der er forpligtelser, som ophører for luftfartøjsoperatører og andre operatører, og at de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger i denne henseende bør vedtages;

B.  der henviser til, at artikel 19 i direktiv 2003/87/EF tillægger Kommissionen beføjelse til at vedtage foranstaltninger for så vidt angår det standardiserede og sikrede registersystem i overensstemmelse med forskriftsproceduren med kontrol (RPS);

C.  der henviser til, at Kommissionen den 8. december 2017 formelt forelagde Parlamentet udkastet til Kommissionens forordning om ændring af Kommissionens forordning (EU) nr. 389/2013 om oprettelse af et EU-register ("udkastet til foranstaltning under forskriftsproceduren med kontrol"), hvilket var indledningen af den tremåneders behandlingsperiode, hvor Parlamentet kan gøre indsigelse mod det pågældende udkast til retsakt;

D.  der henviser til, at beskyttelsesforanstaltningerne i udkastet til foranstaltning under forskriftsproceduren med kontrol bør træde i kraft så hurtigt som muligt, således at foranstaltningerne kan få virkning, så kvoterne kan tildeles gratis, modtages til gengæld for internationale kreditter eller bortauktioneres i 2018, og til, at en fuld udnyttelse af den tremåneders behandlingsperiode, Parlamentet har til rådighed, ikke ville levne tilstrækkelig tid til, at udkastet til foranstaltning under forskriftsproceduren med kontrol ville kunne træde i kraft, inden kvoterne for 2018 udstedes;

1.  erklærer, at det ikke modsætter sig udkastet til Kommissionens forordning;

2.  pålægger sin formand at sende denne afgørelse til Kommissionen og, til orientering, til Rådet.

(1) EUT L 275 af 25.10.2003, s. 32.
(2) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.


Nigeria
PDF 172kWORD 48k
Europa-Parlamentets beslutning af 18. januar 2018 om Nigeria (2018/2513(RSP))
P8_TA(2018)0013RC-B8-0045/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Nigeria,

–  der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder fra 1981, som Nigeria ratificerede den 22. juni 1983,

–  der henviser til Forbundsrepublikken Nigerias forfatning og navnlig bestemmelserne heri om beskyttelse af religionsfrihed, som indgår i kapitel IV om retten til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 12. maj 2014 om bortførelser i Nigeria og af 9. februar 2015 om valget i Nigeria,

–  der henviser til præsident Muhammadu Buharis tale til Europa-Parlamentet den 3. februar 2016,

–  der henviser til beslutningen om at sætte Boko Haram på EU's liste over terrororganisationer ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 583/2014 af 28. maj 2014 om den 214. ændring af Rådets forordning (EF) nr. 881/2002 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder, der har tilknytning til Al-Qaida-organisationen, som trådte i kraft den 29. maj 2014,

–  der henviser til erklæringen af 7. maj 2017 fra Kommissionens næstformand/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini, om frigivelsen af piger, som var bortført af Boko Haram i Nigeria,

–  der henviser til FN-erklæringen fra 1981 om afskaffelse af alle former for intolerance og forskelsbehandling på grundlag af religion og tro,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder af 1966, som blev ratificeret af Nigeria den 29. oktober 1993,

–  der henviser til FN's konvention fra 1989 om barnets rettigheder, som blev ratificeret af Nigeria i april 1991,

–  der henviser til den anden reviderede udgave af Cotonouaftalen, som blev ratificeret af Nigeria den 27. september 2010,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948,

–  der henviser til tildelingen af Europa-Parlamentets Sakharovpris for tankefrihed til menneskerettighedsforkæmperen Hauwa Ibrahim i 2005,

–  der henviser til resultatet af det nigerianske præsidentvalg i marts 2015,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at FN anslår, at Nigeria, Afrikas mest folkerige og kulturelt mangfoldige nation (hvis befolkning er steget fra 33 mio. i 1950 til omkring 190 mio. i dag), bliver verdens tredjemest folkerige land, lige efter Kina og Indien, senest i 2050;

B.  der henviser til, at Nigeria er hjemsted for Afrikas største kristne befolkning;

C.  der henviser til, at Nigerias befolkning er næsten ligeligt opdelt i muslimer og kristne;

D.  der henviser til, at der anslås at bo 30 millioner kristne i det nordlige Nigeria, som udgør det største religiøse mindretal i den overvejende muslimske region;

E.  der henviser til, at FN's Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender (OCHA) i november 2017 meddelte, at 8,5 mio. mennesker i det nordøstlige Nigeria havde behov for livreddende bistand, og at 6,9 mio. mennesker modtog humanitær bistand i 2017;

F.  der henviser til, at den del af landet, der kaldes "Mellembæltet", i årevis har lidt under økonomiske og politiske spændinger mellem etniske og religiøse befolkningsgrupper, og at den seneste vold har fået næring fra kampen om magt og adgang til jord mellem befolkningsgrupper bestående af kvægnomader og landbrugere;

G.  der henviser til, at freden og stabiliteten i det nordlige Nigeria har været truet af de vedvarende angreb, drab og bortførelser begået af den islamistiske gruppe Boko Haram siden 2009;

H.  der henviser til, at over 20 000 mennesker er blevet dræbt, og mere end 2 millioner er blevet fordrevet, bl.a. til nabolandene, siden Boko Haram begyndte sine angreb;

I.  der henviser til, at Boko Haram i april 2014 bortførte 276 piger fra deres skole i Chibok i det nordlige Nigeria, hvoraf nogle er siden blevet genforenet med deres familier, mens mange stadig holdes fanget et ukendt sted;

J.  der henviser til, at kvinder og piger er blevet gjort til slaver, voldtaget, radikaliseret og tvunget ind i "ægteskaber" af Boko Haram; der henviser til, at mange af dem, der har overlevet disse forfærdelige oplevelser, nu er gravide som følge af voldtægterne;

K.  der henviser til, at sikkerhedsstyrkerne også er blevet anklaget for at afbryde fredelige protester og møder, i nogle tilfælde med vold og overdreven magtanvendelse;

L.  der henviser til, at der inden for de seneste år har været en række bortførelser af præster og nonner, herunder de seks nonner fra klostret Eucharistic Heart of Jesus Antonio, der blev bortført i Iguoriakhi den 13. november 2017 og for nylig blev frigivet;

M.  der henviser til, at over 14 personer blev dræbt, og mange andre blev såret, i Omoku, da de ud på natten nytårsaften var på vej hjem fra en gudstjeneste; der henviser til, at antallet af dødsfald blandt kristne og muslimer har været stigende på det seneste, hvilket understreger den bekymrende situation for begge trosretninger i landet;

N.  der henviser til, at antallet af konflikter mellem kvægnomader og landbrugere i Nigeria er vokset, og at de har spredt sig og er optrappet i løbet af det seneste årti og i dag udgør en trussel mod nationens overlevelse; der henviser til, at tusindvis af mennesker er blevet dræbt, lokalsamfund ødelagt, og et stort antal landbrugere og kvægnomader har mistet deres liv og ejendom i en optrapning af drab og ødelæggelse, der ikke blot ødelægger livsgrundlaget, men også påvirker nationens sammenhængskraft;

O.  der henviser til, at pastoralismen er truet på lang sigt som følge af en høj befolkningstilvækst, udvidelse af landbruget og tab af græsningsarealer og kvægruter; der henviser til, at pastoralismen imidlertid ikke kan uddø eller forbydes, da der er stærke kulturelle, politiske og økonomiske årsager til dens eksistens;

P.  der henviser til, at Den Internationale Straffedomstol (ICC) har fastslået, at der er rimelig grund til at antage, at Boko Haram har begået forbrydelser mod menneskeheden, jf. artikel 7 i Romstatutten, i Nigeria, herunder drab og forfølgelse;

Q.  der henviser til, at Nigeria har et komplekst retssystem, der kombinerer common law, sædvaneret og religiøs ret, og en række forvaltningsniveauer, hvilket skaber udfordrende rammer for en korrekt håndhævelse af menneskerettighederne;

R.  der henviser til, at ansvarliggørelse, retfærdighed, retsstatsprincippet og bekæmpelse af straffrihed er vigtige elementer, der understøtter indsatsen for fred og konfliktløsning, forsoning og genopbygning;

S.  der henviser til, at dødsstraf er lovlig i Nigeria; der henviser til, at Nigeria i 2016 dømte 527 mennesker til døden – tre gange flere end i 2015; der henviser til, at der har været et de facto-moratorium for dødsstraf siden 2006, selv om dette moratorium blev brudt i 2013 og 2016;

T.  der henviser til, at Nigerias uafhængige nationale valgkommission har meddelt, at der vil blive afholdt præsidentvalg og valg til nationalforsamlingen den 16. februar 2019;

U.  der henviser til, at organisationen Transparency International placerede Nigeria som nr. 136 ud af 175 lande i sit korruptionsindeks for 2016;

V.  der henviser til, at EU i henhold til artikel 8 i Cotonouaftalen fører en regelmæssig dialog med Nigeria om menneskerettigheder og demokratiske principper, herunder etnisk, religiøs og racemæssig forskelsbehandling;

1.  er dybt bekymret over de stigende etniske konflikter mellem kvægnomader og landbrugere i "Mellembæltet", der har forøget de sikkerhedsmæssige udfordringer, som Nigeria allerede stod over for, og beklager, at der ikke sker reelle fremskridt med at få løst disse problemer;

2.  fordømmer på det kraftigste den stigende vold mod kristne og muslimer i Nigeria, herunder anslagene mod religiøse institutioner og andagtssøgende, som f.eks. de nylige drab på mindst 48 kristne i landsbyer rundt omkring i Plateau State og bombningen af en moske i Mubi i det nordøstlige Nigeria, hvor mindst 50 mennesker omkom; opfordrer præsident Buhari og den nigerianske regering til at øge deres bestræbelser på at bringe volden til ophør, forsvare nigerianernes ret til frit at udøve deres religion og beskytte alle deres borgeres rettigheder mere håndfast i overensstemmelse med landets love og forfatning; udtrykker sin medfølelse med familierne til alle ofrene for den vedvarende vold; minder desuden om, at sameksistensen mellem hyrder og landbrugere var fredelig indtil 1970'erne, og beklager, at den nuværende vold, som drejer sig om adgangen til jord og er blevet forværret af, at der ikke længere findes effektive mæglingssystemer, fremstilles som en religiøs konflikt, hvilket oversimplificerer problemet;

3.  opfordrer indtrængende regeringen til at fokusere på at værne om menneskerettigheder og værdighed i alle politikker for at sikre fredelig sameksistens mellem borgerne, uanset deres religion, tro og politiske tilhørsforhold;

4.  opfordrer indtrængende den nigerianske regering til at forhandle en national politisk ramme på plads, som kan beskytte både landbrugernes og hyrdernes interesser, og opfordrer de internationale partnere til at øge investeringerne i forebyggelse og bilæggelse af konflikter i lokalsamfundene mellem kvægnomader og landbrugere ved at støtte samarbejde gennem initiativer med delt forvaltning af økonomiske ressourcer og naturressourcer;

5.  beklager dybt de vedvarende voldshandlinger og angreb i det nordlige Nigeria, som kristne befolkningsgrupper har været mål for; bemærker, at Boko Haram uden forskel har angrebet personer fra muslimske, kristne og andre trosretninger;

6.  bemærker, at det nigerianske militær har generobret et område fra Boko Haram og arresteret nogle af dets medlemmer, men at regeringens ikke-militære indsats for at standse Boko Haram stadig er i sin vorden;

7.  opfordrer indtrængende Buhari-regeringen til at forsvare sine borgere mod terrorisme, men insisterer på, at sådanne foranstaltninger skal gennemføres i fuld overensstemmelse med respekten for menneskerettighederne og retsstatsprincippet; roser de fremskridt, som Buhari-regeringen har gjort i forhold til de sikkerhedsmæssige udfordringer, som Nigeria står over for, og i forbindelse med bekæmpelsen af korruption; tilbyder sin støtte til opfyldelsen af dette mål og til bestræbelserne på at bryde sammenhængen mellem korrupte praksisser og terrorisme;

8.  minder imidlertid om, at de foranstaltninger, som regeringen træffer over for Boko Haram og andre terrororganisationer, ikke bør give yderligere næring til volden; opfordrer i denne forbindelse til en reform af de nigerianske statslige sikkerhedsstyrker, herunder politiet, og til, at der gennemføres undersøgelser af, hvem der er ansvarlige for enhver form for menneskerettighedskrænkelser, herunder udenretslige henrettelser, tortur, vilkårlige arrestationer og overgreb i form af afpresning;

9.  opfordrer indtrængende den nigerianske regering til at tage fat om de underliggende årsager til volden ved at sikre lige rettigheder for alle borgere og ikke-diskriminerende lovgivning;

10.  fordømmer seksuel og kønsbaseret vold mod kvinder og piger og Boko Harams og andre terrorgruppers forfølgelse af kvinder og børn, som indebærer bortførelser, tvangsægteskaber, voldtægt og anvendelse som selvmordsbombere; udtrykker endvidere bekymring over, at den utilstrækkelige humanitære bistand i flygtningelejrene også har ført til udbredt udnyttelse og seksuelt misbrug;

11.  opfordrer de nigerianske myndigheder til at sørge for den nødvendige psykosociale støtte til ofrene for radikaliseringssvøben, navnlig kvinder, børn og unge, inden de reintegreres i samfundet; opfordrer til en fælles indsats fra alle internationale aktørers side med henblik på forebyggelse af radikalisering, som fører til voldelig ekstremisme, og udvikling af rehabiliterings- og afradikaliseringsprogrammer;

12.  opfordrer til større fremskridt med bekæmpelsen af den korruption, der har fordærvet det nigerianske samfund i årtier, og mener, at Buhari-regeringens bredere politiske, økonomiske og sociale dagsorden ikke kan fuldføres uden skrappe foranstaltninger for at udrydde sådanne forbrydelser; opfordrer indtrængende de nigerianske myndigheder til at styrke foranstaltningerne for at bekæmpe korruption og understreger, at forsømmelse heraf vil betyde flere år med fattigdom, ulighed, et ramponeret ry, begrænsede eksterne investeringer og færre muligheder i livet for landets borgere; minder om, at korruption fører til utilfredshed med offentlige institutioner og mindsket legitimitet til regeringerne i borgernes øjne;

13.  opfordrer til, at effektiviteten og uafhængigheden af Nigerias retssystem forbedres for at muliggøre en effektiv anvendelse af strafferetten til at bekæmpe vold, terrorisme og korruption;

14.  opfordrer indtrængende de nigerianske myndigheder til at indføre et moratorium for dødsstraf med henblik på afskaffelse heraf;

15.  minder Nigerias regering om dens ansvar for at sikre, at valg afholdes i overensstemmelse med landets internationale forpligtelser på menneskerettighedsområdet, og til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre frie, gennemsigtige og troværdige valg;

16.  opfordrer Kommissionen, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og medlemsstaterne til at overvåge reintegrationen af nigerianere, der er hjemvendt fra Libyen, og sikre, at EU's midler bliver brugt effektivt; opfordrer Kommissionen til at holde Parlamentet underrettet om disse reintegrationstiltag;

17.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes parlamenter og regeringer, præsidenten for Forbundsrepublikken Nigeria, formanden for Den Afrikanske Union, Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, Det Panafrikanske Parlament og repræsentanter for Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater (ECOWAS).


Sagerne vedrørende menneskerettighedsaktivisterne Wu Gan, Xie Yang, Lee Ming-che, Tashi Wangchuk og den tibetanske munk Choekyi
PDF 179kWORD 48k
Europa-Parlamentets beslutning af 18. januar 2018 om sagerne vedrørende menneskerettighedsaktivisterne Wu Gan, Xie Yang, Lee Ming-che, Tashi Wangchuk og den tibetanske munk Choekyi (2018/2514(RSP))
P8_TA(2018)0014RC-B8-0043/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Kina, navnlig beslutningerne af 13. marts 2014 om EU's prioriteter for den 25. samling i FN's Menneskerettighedsråd(1), sin beslutning af 16. december 2015 om forbindelserne mellem EU og Kina(2), af 24. november 2016 om sagen om Gui Minhai, den fængslede forlægger i Kina(3), af 15. december 2016 om sagerne vedrørende det tibetanske buddhistakademi Larung Gar og Ilham Tohti(4) og af 6. juli 2017 om sagerne vedrørende nobelprismodtager Liu Xiaobo og Lee Ming-che(5),

–  der henviser til det strategiske partnerskab mellem EU og Kina, der blev lanceret i 2003, og til den fælles meddelelse fra Kommissionen og næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) af 22. juni 2016 med titlen "Byggesten til en ny EU-strategi for forbindelserne med Kina",

–  der henviser til topmødet mellem EU og Kina i Bruxelles den 1. og 2. juni 2017,

–  der henviser til den kinesiske Nationale Folkekongres' stående udvalgs vedtagelse af den nye lov om national sikkerhed den 1. juli 2015 og til offentliggørelsen af det andet udkast til en ny lov om udenlandske NGO'er den 5. maj 2015,

–  der henviser til artikel 36 i Folkerepublikken Kinas forfatning, som sikrer alle borgere retten til religionsfrihed, og til artikel 4, som værner om "mindretalsnationaliteter",

–  der henviser til dialogen mellem EU og Kina om menneskerettighederne, der blev lanceret i 1995, og til den 35. runde i Bruxelles den 22. og 23. juni 2017,

–  der henviser til tildelingen af Sakharovprisen for tankefrihed til Wei Jingsheng og Hu Jia i henholdsvis 1996 og 2008,

–  der henviser til erklæringen fra Tjenesten for EU's Optræden Udadtils (EU-Udenrigstjenestens) talsmand for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/den europæiske naboskabspolitik og udvidelsesforhandlinger af 27. december 2017 om dommene mod Wu Gan og Xie Yang i Kina,

–  der henviser til den lokale erklæring fra Den Europæiske Unions delegation på den internationale menneskerettighedsdag, den 8. december 2017,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948,

–  der henviser til den internationale konvention om civile og politiske rettigheder af 16. december 1966,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at fremme af og respekt for universelle menneskerettigheder, demokratiet og retsstatsprincippet fortsat bør have en central plads i det langvarige partnerskab mellem EU og Kina i overensstemmelse med EU's forpligtelse til at værne om disse selvsamme værdier i sin eksterne optræden og den interesse, som Kina har udtrykt interesse i at overholde dem i sit eget udviklingssamarbejde og i sit internationale samarbejde;

B.  der henviser til, at menneskerettighedssituationen i Kina er blevet yderligere forværret siden præsident Xi Jinping kom til magten, idet regeringen har optrappet sin fjendtlighed over for fredelige kritikere, ytringsfrihed og religionsfrihed samt retsstatsprincippet; der henviser til, at de kinesiske myndigheder har tilbageholdt og anklaget hundredvis af menneskerettighedsforkæmpere, advokater og journalister;

C.  der henviser til, at en domstol den 26. december 2017 i Tianjin idømte aktivisten Gan Wu otte års fængsel på grundlag af anklager om at undergrave statsmagten; der henviser til, at Wu Gan rutinemæssigt gennemførte kampagner vedrørende følsomme spørgsmål om regeringens magtmisbrug, både online og offline; der henviser til, at Wu Gan i henhold til sin advokat har afvist en aftale med myndighederne, der ville have givet ham en betinget straf, hvis han havde erkendt sin skyld;

D.  der henviser til, at menneskerettighedsadvokaten Xie Yang samme dag i Hunan også blev dømt, men blev fritaget for strafferetlige sanktioner, efter at han tidligere havde erklæret sig skyldig i undergravende virksomhed; der henviser til, at Wu Gan blev arresteret flere måneder før et hidtil uset angreb på menneskerettighedsadvokater og menneskerettighedsforkæmpere i 2015, hvor hundredvis af mennesker, herunder Xie Yang, blev afhørt eller tilbageholdt over hele landet i løbet af få uger; der henviser til, at der er påstande om, at Xie Yang har været udsat for tortur, slået og truet af forhørsledere;

E.  der henviser til, at mæglingsdomstolen i Yueyang den 28. november 2017 idømte demokratiforkæmper Lee Ming-che fem års fængsel efter at have fundet ham skyldig i anklager om "at undergrave statsmagten" og fratog ham alle politiske rettigheder i Kina i to år; der henviser til, at det er sandsynligt, at Lee Ming-ches offentlige tilståelse blev fremsat under pres fra de kinesiske myndigheder; der henviser til, at Lee Ming-che forsvandt den 19. marts 2017 efter at være rejst fra Macao til Zhuhai i Kinas Guangdong-provins;

F.  der henviser til, at Tashi Wangchuk, en tibetansk butiksindehaver og forkæmper for sprogrettigheder, blev tilbageholdt den 27. januar 2016, efter at han havde medvirket i en video fra New York Times om tibetanernes ret til at lære og studere på deres modersmål; der henviser til, at Tashi Wangchuki i marts 2016 blev anklaget for "tilskyndelse til separatisme" og står over for op til 15 års fængsel, selv om han udtrykkeligt fortalte avisen, at han ikke opfordrede til tibetansk uafhængighed;

G.  der henviser til, at den tibetanske munk Choekyi fra Phurbu-klostret i Sedadistriktet i Sichuan-provinsen blev fængslet for at fejre den landsforviste åndelige leders, Dalai Lamas, fødselsdag; der henviser til, at Choekyi efter at være blevet anklaget, kortvarigt var tilbageholdt i et fængsel i Kangdingdistriktet i Ganzi-præfekturet og til sidst blev sendt til Sichuans Mianyang-fængsel for en fireårig periode; der henviser til, at Choekyi ifølge medier havde nyreproblemer, gulsot og andre sundhedsrelaterede problemer, som blev forværret på grund af hans tilbageholdelse;

H.  der henviser til, at menneskerettighedsadvokater fortsat udsættes for intimidering og fængsling, som det er tilfældet med de fremtrædende advokater Li Yuhan, der har været tilbageholdt i isolation siden november 2017, og Wang Quanzhang, der blev arresteret i juli 2015, og som er blevet holdt i isolation i mere end 800 dage og angiveligt udsættes for tortur; der henviser til, at menneskerettighedsforkæmpere, der rejser til større byer for at tage lokale spørgsmål op, står over for tilbageholdelse og fængsling, som det er tilfældet med Li Xiaoling, der har været frihedsberøvet siden juni 2017, samtidig med at hun fortsat lider under et alvorligt tilfælde af grøn stær; der henviser til, at menneskerettighedsforkæmpere, der leverer en platform for andragere og andre menneskerettighedsforkæmpere, f.eks. Ding Lingjie, Liu Feiyue og Zhen Jianghua, også er blevet tilbageholdt;

I.  der henviser til, at den kinesiske regering har vedtaget en række nye love, navnlig om statens sikkerhed, om terrorbekæmpelse, om cybersikkerhed og om udenlandske NGO'er, som stempler offentlig aktivisme og fredelig kritik af regeringen som trusler mod statens sikkerhed, udbygger censuren over for, overvågningen af og kontrollen med personer og sociale grupper og afskrækker personer, der kæmper for menneskerettighederne;

J.  der henviser til, at Rådet i EU's strategiramme og handlingsplan om menneskerettigheder og demokrati giver tilsagn om, at EU vil fremme demokrati, retsstatsprincippet og "menneskerettigheder på alle områder af sin optræden udadtil uden undtagelse" og "vil sætte menneskerettighederne i centrum for sit forhold til alle tredjelande, herunder dets strategiske partnere";

1.  er fortsat stærkt foruroliget over den kinesiske regerings tilgang til menneskerettighedsforkæmpere, aktivister og advokater; minder Kina om sit ansvar som verdensmagt og opfordrer myndighederne i Beijing til under alle omstændigheder at sikre respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i overensstemmelse med verdenserklæringen om menneskerettigheder og andre internationale menneskerettighedsinstrumenter, som er undertegnet eller ratificeret af Kina; opfordrer endvidere indtrængende myndighederne i Beijing til at sætte en stopper for al chikane mod menneskerettighedsforkæmpere i landet, således at de er i stand til at udføre deres arbejde uhindret;

2.  opfordrer indtrængende de kinesiske myndigheder til øjeblikkeligt og betingelsesløst at løslade alle menneskerettighedsforkæmpere, aktivister, advokater, journalister og andragerne, der tilbageholdes for deres menneskerettighedsarbejde, og til at sætte en stopper for den igangværende fremfærd mod dem, der har form af frihedsberøvelse, retslig chikane og intimidering;

3.  opfordrer regeringen i Folkerepublikken Kina til at frigive Wu Gan øjeblikkeligt og betingelsesløst, eftersom han udelukkende har været tilbageholdt for fredeligt at udøve sin ret til ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, og — indtil hans løsladelse — at sikre, at han har regelmæssig, uindskrænket adgang til sin familie og advokater efter eget valg og ikke underkastes tortur eller andre former for mishandling; opfordrer til en omgående, effektiv og upartisk efterforskning af tortur i Kina og til, at de ansvarlige bliver retsforfulgt;

4.  understreger behovet for at undersøge påstandene om tortur af Xie Yang;

5.  opfordrer de kinesiske myndigheder til omgående og betingelsesløst at løslade Lee Ming-che og – indtil hans løsladelse – at sikre, at han beskyttes mod tortur og andre former for mishandling og får mulighed for at få besøg af de familiemedlemmer og advokater, som han måtte ønske, samt adgang til passende lægebehandling;

6.  udtrykker sin dybe bekymring over anholdelsen og den fortsatte tilbageholdelse af Tashi Wangchuk samt hans begrænsede ret til at få en forsvarer, manglende beviser mod ham og uregelmæssigheder i den strafferetlige efterforskning; opfordrer til omgående og betingelsesløs løsladelse af Tashi Wangchuk;

7.  opfordrer de kinesiske myndigheder til omgående og betingelsesløst at løslade den tibetanske munk Choekyi; opfordrer indtrængende den kinesiske regering til at give de familiemedlemmer og advokater, som han måtte ønske, ret til at besøge ham, og navnlig til at give ham adgang til passende lægebehandling;

8.  opfordrer den kinesiske regering til at respektere landets egen forfatning, navnlig med hensyn til artikel 4, der beskytter nationale mindretal, artikel 35, der beskytter ytrings-, presse-, forsamlings- og foreningsfrihed samt frihed til at gå i optog og demonstrere, artikel 36, som anerkender retten til religionsfrihed, og artikel 41, der garanterer retten til at kritisere og fremsætte forslag vedrørende ethvert offentligt eller statsligt organ;

9.  gentager sin opfordring til den kinesiske regering til at indgå i dialog med Hans Hellighed Dalai Lama og hans repræsentanter, og udtrykker sin støtte til en fredelig løsning på Tibetspørgsmålet gennem dialog og forhandlinger med henblik på at sikre reel autonomi for Tibet inden for rammerne af den kinesiske forfatning;

10.  fordømmer desuden de kampagner imod buddhisme, der gennemføres ved at anvende tilgangen med "patriotisk uddannelse", herunder foranstaltninger til statsforvaltning af tibetanske buddhistiske klostre; er bekymret over, at Kinas straffelovgivning misbruges til at forfølge tibetanere og buddhister, hvis religiøse aktiviteter sidestilles med "separatisme"; beklager, at mulighederne for at praktisere buddhisme i Tibet er blevet væsentligt forværret efter de tibetanske protester i marts 2008, idet den kinesiske regering har vedtaget en mere gennemgribende tilgang til "patriotisk uddannelse";

11.  er bekymret over vedtagelsen af pakken af sikkerhedslove og dens indvirkning på mindretal i Kina, især loven om terrorbekæmpelse, der kan føre til sanktioner mod fredelige udtryk for tibetansk kultur og religion, og loven om udenlandske NGO'er, som sætter menneskerettighedsgrupper under streng regeringskontrol, da dette udgør en rent topstyret tilgang i stedet for at fremme partnerskab mellem de lokale og centrale myndigheder og civilsamfundet;

12.  understreger, at de kinesiske myndigheder skal sikre, at alle dem, der tilbageholdes i isolation, omgående sættes i kontakt med deres familiemedlemmer og advokater, og at betingelserne for alle de tilbageholdte skal opfylde de standarder, der er fastsat i grundprincipperne for beskyttelse af alle personer under enhver form for tilbageholdelse eller fængsling, som blev vedtaget af FN's Generalforsamling ved resolution 43/173 af 9. december 1988, herunder adgang til lægebehandling;

13.  er stærkt bekymret over påstandene om tortur af menneskerettighedsforkæmpere; opfordrer derfor den kinesiske regering til fuldt ud at respektere det absolutte og ufravigelige forbud mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i overensstemmelse med artikel 2 og 16 i FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (UNCAT), som blev ratificeret af Kina den 4. oktober 1988;

14.  opfordrer den kinesiske regering til, når 20-årsdagen for undertegnelsen nærmer sig, at ratificere den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og sikre fuld gennemførelse heraf, herunder ved at sætte en stopper for misbrug og om nødvendigt tilpasse sin lovgivning;

15.  minder om, at det er vigtigt for EU at rejse spørgsmålet om menneskerettighedskrænkelser i Kina, navnlig spørgsmålet om behandlingen af mindretal i Tibet og Xinjiang, i forbindelse med alle politiske og menneskerettighedsrelaterede dialoger med de kinesiske myndigheder, herunder de årlige menneskerettighedsdialoger, i overensstemmelse med EU's tilsagn om en stærk, klar og forenet stemme i sin tilgang til landet; beklager imidlertid de manglende konkrete resultater fra de årlige menneskerettighedsdialoger mellem EU og Kina; erindrer endvidere om, at Kina i forbindelse med sin igangværende reformproces og stigende globale engagement har valgt at tilslutte sig de internationale menneskerettighedsrammer ved at undertegne en bred vifte af internationale menneskerettighedstraktater; opfordrer derfor til at fortsætte dialogen med Kina for at indfri disse forpligtelser;

16.  opfordrer alle EU's medlemsstater til at anlægge en fast, værdibaseret tilgang til Kina og forventer, at de undlader at gennemføre initiativer eller handlinger, der kan underminere sammenhængen, effektiviteten af og konsekvensen i EU's indsats; minder med dyb beklagelse om, at det ikke lykkedes EU at fremsætte en erklæring om menneskerettighederne i Kina på mødet i FN's Menneskerettighedsråd i Genève i juni 2017; glæder sig over vedtagelsen af en erklæring på den følgende plenarforsamling og forventer, at EU vil fortsætte med at nævne Kina som et land, der kræver Menneskerettighedsrådets opmærksomhed, så længe landet nægter at indlede meningsfulde menneskerettighedsreformer; opfordrer desuden EU og dets medlemsstater til i den kommende universelle regelmæssige gennemgang tydeligt at udtrykke bekymring over Kina og navnlig sikre, at det kinesiske civilsamfund frit kan deltage i processen;

17.  opfordrer næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant og medlemsstaterne til at vedtage Udenrigsrådets konklusioner om Kina, der understreger den afgørende betydning af menneskerettighederne i forholdet mellem EU og Kina, og formidle en klar følelse af bekymring over den negative udvikling i Kina i denne forbindelse samt en forventning om, at de kinesiske myndigheder træffer specifikke foranstaltninger som reaktion herpå; understreger, at disse konklusioner vil tjene til at forpligte de 28 EU-medlemsstater og EU-institutionerne til et fælles budskab om og en fælles tilgang til menneskerettighederne i Kina;

18.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt regeringen og parlamentet i Folkerepublikken Kina.

(1) EUT C 378 af 9.11.2017, s. 239.
(2) EUT C 399 af 24.11.2017, s. 92.
(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0444.
(4) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0505.
(5) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0308.


Den Demokratiske Republik Congo
PDF 176kWORD 50k
Europa-Parlamentets beslutning af 18. januar 2018 om den Demokratiske Republik Congo (2018/2515(RSP))
P8_TA(2018)0015RC-B8-0054/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Den Demokratiske Republik Congo (DRC), navnlig beslutningerne af 14. juni 2017(1), 2. februar 2017(2) og 1. december 2016(3),

–  der henviser til erklæring fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini, og hendes talsperson om situationen i DRC,

–  der henviser til erklæringen fra talsmanden for EU-Udenrigstjenesten af 9. november 2017 om offentliggørelsen af tidsplanen for afholdelsen af valg i DRC,

–  der henviser til den resolution, der blev vedtaget af FN's Menneskerettighedsråd den 29. september 2017 om teknisk bistand og kapacitetsopbygning på menneskerettighedsområdet i DRC og til rapporten fra FN's generalsekretær om FN's stabiliseringsmission i DRC (MONUSCO) fra oktober 2017,

–  der henviser til de afsluttende bemærkninger af 9. november 2017 fra den fjerde periodiske gennemgang af DRC's gennemførelse af FN's internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 2348 (2017) om fornyelse af MONUSCO's mandat,

–  der henviser til Rådets erklæring (FUSP) 2017/2282 af 11. december 2017, der forlængede sanktionerne mod enkeltpersoner, der er ansvarlige for vold og alvorlige menneskerettighedskrænkelser i DRC, til 12. december 2018,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 6. marts og 11. december 2017 om DRC,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 19. juni 2017 om EU's engagement i civilsamfundet på området eksterne forbindelser,

–  der henviser til Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU's beslutning af 15. juni 2016 om situationen forud for valget og den sikkerhedsmæssige situation i DRC,

–  der henviser til, at Europa-Parlamentets Sakharovpris for tankefrihed i 2014 gik til Dr. Denis Mukwege,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966,

–  der henviser til Cotonouaftalen,

–  der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder fra 1981,

–  der henviser til Den Afrikanske Menneskerettighedskommissions retningslinjer om forenings- og forsamlingsfrihed af maj 2017,

–  der henviser til DRC’s forfatning, der blev vedtaget 18. februar 2006,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at et år efter undertegnelsen af nytårsaftenaftalen den 31. december 2016 forværres den generelle situation i DRC fortsat i hele landet med voldelig undertrykkelse, drab og udbredte krænkelser af menneskerettighederne; der henviser til, at 2017 har været et af de mest voldelige år i DRC's nyere historie;

B.  der henviser til, at FN har klassificeret situationen i DRC som en humanitær nødsituation på niveau 3, der er det højeste niveau; der henviser til, at FN’s højkommissær for menneskerettigheder Zeid Ra'ad Al Hussein den 8. marts 2017 har opfordret til, at der nedsættes en undersøgelseskomité til at efterforske volden i Kasai-regionen;

C.  der henviser til, at den politiske krise er forværret, efter at præsident Kabila nægtede at træde tilbage i 2016 ved udgangen af hans forfatningsmæssige mandat; der henviser til, at i henhold til nytårsaftenaftalen, der blev indgået under ledelse af den nationale konference af katolske biskopper (CENCO), blev det besluttet at afholde valg senest i december 2017; der henviser til, at denne frist ikke er blevet efterlevet, og at den uafhængige nationale valgkommission (CENI) har meddelt, at valget vil blive afholdt den 23. december 2018;

D.  der henviser til, at den uafhængige nationale valgkommission har iværksat proceduren med den logistiske forberedelse af valget, herunder budgetordninger og valglister;

E.  der henviser til, at protester mod den politiske situation er blevet mødt med meget voldelig modstand fra statsstøttede styrker;

F.  der henviser til, at Kontoret for FN's Højkommissær for Menneskerettigheder (OHCHR) har noteret sig en bevidst hensigt fra sikkerhedsstyrkernes side til at ophæve de borgerlige og politiske rettigheder, herunder ved at bruge skarp ammunition, tåregas og gummikugler mod civile, herunder alterdrenge, og at FN er blevet nægtet adgang til hospitaler, lighuse og tilbageholdelsesfaciliteter og er blevet forhindret i at følge protesterne;

G.  der henviser til, at DRC endnu ikke har ratificeret det afrikanske charter om demokrati, valg og regeringsførelse;

H.  der henviser til, at der fortsat sker væbnede sammenstød mellem den congolesiske hær og lokale militser, navnlig i Kasai; der henviser til, at dette har resulteret i en alvorlig humanitær krise med drab, tortur og voldtægt, ødelæggelse af huse, hospitaler og skoler, og at 40 massegrave er blevet opdaget i Kasai; der henviser til, at der ikke er gjort fremskridt med hensyn til at bringe gerningsmændene for retten;

I.  der henviser til, at DRC som følge af konflikten har det højeste antal nye internt fordrevne, der er registreret på verdensplan; der henviser til, at mere end 1,9 mio. mennesker er blevet fordrevet internt i DRC siden januar 2017, hvilket bringer det samlede antal af fordrevne personer i landet op på 4,25 mio., hovedsageligt i Kasai-, Tanganyika-, og Kivuprovinserne; der henviser til, at DRC også er vært for flygtninge fra Burundi, Den Centralafrikanske Republik og Sydsudan; der henviser til, at EU har frigivet 5 mio. EUR i nødhjælp til ofrene for vold i Kasai;

J.  der henviser til, at styrkerne, der skal udføre MONUSCO's opgave, i marts 2017 blev reduceret, og i juni 2017 blev dets budget reduceret med 8 %;

K.  der henviser til, at myndighederne i DRC har iværksat systematiske chikane mod civilsamfundsorganisationer og menneskerettighedsforkæmpere, herunder Lutte pour le Changement (Lucha), Filimbi, den katolske kirke og Comité laïc de Coordination (CLC); der henviser til, at der ifølge menneskerettighedsgrupper er mindst 358 politiske fanger i DRC;

L.  der henviser til, at den 29. og 30. december 2017 blev syv menneskerettighedsforkæmpere, Carbone Beni, Mino Bompomi, Roger Katanga Mwenyemali, Bony Dickson Mputu, Grâce Tshiunza, Cedrick Kalonji og Arciel Beni, der alle har tilknytning til civilsamfundsbevægelsen Filimbi, arresteret og tilbageholdt uden arrestordrer, og at opholdsstedet for en anden menneskerettighedsforkæmper, Palmer Kabeya, er ukendt;

M.  der henviser til, at omfanget af bortførelser og angreb på nødhjælpsarbejdere og fredsbevarende styrker er stigende, hvilket tvinger de humanitære organisationer til at forsinke leveringen af nødhjælp og afbryde deres aktiviteter;

N.  der henviser til, at tre love, der er sendt til behandling i den congolesiske nationalforsamling, nemlig om regulering af ikke-statslige organisationer, om menneskerettighedsforkæmpere og om bekæmpelse af terrorisme, i deres nuværende form er i strid med regionale og internationale menneskerettighedsstandarder og udgør en hidtil uset trussel mod civilsamfundets uafhængige aktiviteter i Congo;

O.  der henviser til, at EU i december 2018 forlængede de restriktive foranstaltninger over for enkeltpersoner, der var blevet vedtaget som reaktion på hindringer for afholdelsen af valget og krænkelser af menneskerettighederne;

1.  udtrykker på ny sin dybe bekymring over den forværrede humanitære, politiske og sikkerhedsmæssige situation i DRC; fordømmer på det kraftigste alle krænkelser af menneskerettighederne og voldshandlinger, navnlig over for fredelige demonstranter, herunder forbuddet mod fredelige offentlige demonstrationer og fordømmer politikkerne med at intimidere, anholde og tilbageholde afvigende røster; opfordrer de congolesiske myndigheder til øjeblikkeligt og betingelsesløst at løslade alle samvittighedsfanger og til at foretage en uafhængig undersøgelse af den voldelige undertrykkelse af demonstrationer i december 2017 og de opdagede massegrave;

2.  minder om, at DRC's regering har det primære ansvar for at beskytte civile på landets område og under dets jurisdiktion, herunder beskyttelse mod forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser;

3.  udtrykker dyb bekymring over beviser fra menneskerettighedsorganisationer, navnlig undersøgelsesrapporten fra december 2017 af Det Internationale Menneskerettighedsforbund (FIDH) om massakrerne i Kasai, ifølge hvilken "en bevidst strategi af terror og ødelæggelser, der har ført til forbrydelser mod menneskeheden", er blevet begået af congolesiske sikkerhedsstyrker og statsstøttede militser i Kasai-provinsen; opfordrer indtrængende Den Internationale Straffedomstol (ICC) og FN til at efterforske disse påstande;

4.  er foruroliget over situationen for kvinder og børn i DRC; fordømmer helt og aldeles anvendelsen af voldtægt, seksuel vold og tortur; er foruroliget over påstande om, at congolesisk støttede militser ulovligt rekrutterer og bruger børnesoldater, og mener, at et stop for brugen af børnesoldater skal være en prioritet for de congolesiske myndigheder og det internationale samfund;

5.  beklager dybt, at valget ikke er blevet afviklet inden fristen, der var fastsat til udgangen af 2017; minder om de congolesiske myndigheders og institutioners ansvar til effektivt at gennemføre den nye tidsplan for valg i overensstemmelse med den congolesiske forfatning og nytårsaftenaftalen; understreger, at gennemsigtige, frie og retfærdige præsident- og parlamentsvalg bør finde sted den 23. december 2018; minder om, at CENI bør være en uafhængig, upartisk og inklusiv institution, og opfordrer DRC's regering til at sikre, at den råder over tilstrækkelige ressourcer; anmoder endvidere CENI og regeringen til at indføre kvartalsvise frister i tidsplanen for afholdelse af valget med henblik på at kunne overvåge fremskridtene og for at kunne påvise, at regeringen lever op til sit tilsagn om at afholde valg; minder om, at kun med troværdige valg er der en vej ud af krisen;

6.  understreger, at modstandere i eksil skal kunne vende sikkert tilbage uden betingelser, og at alle borgere skal have ret til at stille op som kandidat ved valg; glæder sig over oprettelsen med deltagelse af Den Afrikanske Union (AU), Den Internationale Organisation af Frankofone Lande (OIF), Southern African Development Community (SADC) og FN af et koordineret hold af eksperter, der har til opgave at støtte gennemførelsen af valgprocessen og lette mobiliseringen af finansiel, logistisk og teknisk bistand til DRC; støtter EU's bidrag til valgprocessen i DRC og opfordrer EU til at gøre sin støtte til valgprocessen betinget af, at den congolesiske regering indfører konkrete foranstaltninger, der viser en politisk vilje til at afholde valg den 23. december 2018, herunder især offentliggørelsen af et realistisk valgbudget samt garantier for overholdelse af alle politiske partiers og civilsamfundsorganisationers grundlæggende rettigheder og friheder;

7.  fordømmer på det kraftigste alle former for chikane og trusler mod civilsamfundet og ngo'er; er især bekymret over den seneste dødstrusler mod repræsentanter for Det Internationale Menneskerettighedsforbund (FIDH) og associerede organisationer; opfordrer indtrængende DRC's myndigheder og sikkerhedsstyrker til fuldt ud at overholde de krav, der er fastsat i Cotonou-aftalen og i nytårsaftenaftalen, navnlig retten til ytringsfrihed, samt forsamlings- og demonstrationsfriheden; opfordrer de congolesiske myndigheder til snarest at ratificere det afrikanske charter om demokrati, valg og regeringsførelse;

8.  fordømmer forslaget til lovgivning i den congolesiske nationalforsamling om regulering af ngo'er, menneskerettighedsforkæmpere og terrorbekæmpelse; opfordrer indtrængende de congolesiske myndigheder til fuldt ud at overholde den lovgivningsmæssige proces og til at bringe lovforslaget i overensstemmelse med internationale og regionale standarder til fremme og beskyttelse af menneskerettighederne;

9.  opfordrer indtrængende EU, dets medlemsstater og det internationale samfund til at øge støtten til og beskyttelsen af menneskerettighedsforkæmpere; opfordrer myndighederne i DRC til at efterforske og retsforfølge dem, der angriber menneskerettighedsforkæmpere og undertrykker demokratiske protester;

10.  glæder sig over meddelelsen fra FN's generalsekretær om en efterforskning af angrebene på MONUSCO's styrker begået af militser i Alliancen af Demokratiske kræfter den 7. december 2017, der kostede 15 fredsbevarende soldater livet i Nordkivuprovinsen;

11.  udtrykker sin bekymring over de seneste nedskæringer af FN's styrker og budgetter; opfordrer FN's Sikkerhedsråd og FN's medlemsstater til at sikre, at MONUSCO råder over tilstrækkelige midler til at udføre de opgaver, som det har fået pålagt; minder om, at MONUSCO's mandat omfatter medvirken til beskyttelsen af civile og støtte til gennemførelsen af den politiske aftale;

12.  opfordrer indtrængende EU og dets medlemsstater til at prioritere menneskerettighedsværdierne; minder om betydningen af at stille enkeltpersoner til ansvar for menneskerettighedskrænkelser og andre handlinger, der underminerer en fredelig løsning på konflikten i DRC; glæder sig i denne forbindelse over anvendelsen af målrettede sanktioner fra EU's side og opfordrer EU til at overveje at gribe til yderligere sanktioner, som der er hjemmel til i Cotonouaftalen, hvis situationen fortsat forværres, og der ikke gøres væsentlige fremskridt i retning af at finde en fredelig løsning;

13.  minder om, at Ibrahim Thiaw, administrerende vicedirektør for FN’s Miljøprogram UNEP, i april 2015 erklærede, at de årlige indtægter fra udnyttelsen af naturressourcer beløber sig til mere end 1 mia. USD, og at størstedelen af fortjenesten – op mod 98 % – ender hos internationale koncerner, mens de resterende 2 % anvendes til at finansiere væbnede grupper i landet; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe passende foranstaltninger mod europæiske virksomheder, som ikke overholder internationale standarder, eller som ikke i tilstrækkelig grad betaler erstatning til ofrene for menneskerettighedskrænkelser, som disse virksomheder er direkte eller indirekte ansvarlige for; anmoder om en hurtig gennemførelse af den aftale, medlemsstaterne indgik den 15. juni 2016 om EU-forordningen om "konfliktmineraler" (forordning (EU) 2017/821(4)), og om, at arbejdet fortsættes på EU- og FN-plan for at udvide den internationale lovgivning om dette emne;

14.  gentager sin støtte til Den Afrikanske Union, OIF og SADC samt navnlig Angola, som formidlere af politisk dialog i DRC og i hele regionen;

15.  er foruroliget over den eskalerende koleraepidemi og opfordrer til øget humanitær bistand til at håndtere udbrud af denne sygdom; opfordrer indtrængende EU og dets medlemsstater til at øge den finansielle og humanitære bistand gennem pålidelige organisationer med henblik på at imødekomme de presserende behov hos befolkningen;

16.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Europa-Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder, AVS-EU-Ministerrådet, Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, Den Afrikanske Union, Det Panafrikanske Parlament og Den Demokratiske Republik Congos præsident, premierminister og parlament.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0264.
(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0017.
(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0479.
(4) EUT L 130 af 19.5.2017, s. 1.


Marrakeshtraktaten om fremme af adgang til offentliggjorte værker for personer, der er blinde, synshæmmede eller på anden måde har et læsehandicap ***
PDF 243kWORD 42k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 18. januar 2018 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af Marrakeshtraktaten om fremme af adgang til offentliggjorte værker for personer, der er blinde eller synshæmmede eller på anden måde har et læsehandicap (12629/2017 – C8-0375/2017 – 2014/0297(NLE))
P8_TA(2018)0016A8-0400/2017

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Rådets afgørelse (12629/2017),

–  der henviser til Marrakeshtraktaten om fremme af adgang til offentliggjorte værker for personer, der er blinde eller synshæmmede eller på anden måde har et læsehandicap (5905/2015),

–  der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 114 og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), nr. v), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C8‑0375/2017),

–  der henviser til udtalelse fra Domstolen af 14. februar 2017(1),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 99, stk. 1 og stk. 4, og artikel 108, stk. 7,

–  der henviser til henstilling fra Retsudvalget (A8-0400/2017),

1.  godkender indgåelsen af Marrakeshtraktaten;

2.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO).

(1) Domstolens udtalelse af 14. februar 2017, 3/15, ECLI:EU:C:2017:114.


Kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar samt internationale barnebortførelser *
PDF 483kWORD 76k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 18. januar 2018 om forslag til Rådets forordning om kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar, og om internationale barnebortførelser (omarbejdning) (COM(2016)0411 – C8-0322/2016 – 2016/0190(CNS))
P8_TA(2018)0017A8-0388/2017

(Særlig lovgivningsprocedure – høring – omarbejdning)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (COM(2016)0411),

–  der henviser til artikel 81, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C8-0322/2016),

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 28. november 2001 om en mere systematisk omarbejdning af retsakter(1),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 104 og 78c,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelse fra Udvalget for Andragender (A8-0388/2017),

A.  der henviser til, at forslaget ifølge den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen ikke indebærer andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er angivet som sådanne i selve forslaget, og at det, hvad angår de uændrede bestemmelser i de tidligere retsakter sammen med de nævnte ændringer, udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende retsakter uden indholdsmæssige ændringer;

1.  godkender Kommissionens forslag som tilpasset efter henstillingerne fra den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen og som ændret i det nedenstående;

2.  opfordrer Kommissionen til at ændre sit forslag i overensstemmelse hermed, jf. artikel 293, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

3.  opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

4.  anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre Kommissionens forslag i væsentlig grad;

5.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Kommissionens forslag   Ændring
Ændring 1
Forslag til forordning
Betragtning 1
(1)  Rådets forordning (EF) nr. 2201/200334 er blevet ændret væsentligt35. Da der skal foretages yderligere ændringer, bør forordningen af klarhedshensyn omarbejdes.
(1)  Rådets forordning (EF) nr. 2201/200334 er blevet ændret væsentligt35. Da der skal foretages yderligere, uundværlige ændringer, bør forordningen af klarhedshensyn omarbejdes. Disse ændringer af forordningen vil bidrage til at styrke retssikkerheden og øge fleksibiliteten, vil bidrage til at sikre, at adgangen til retssager bliver forbedret, og at sådanne sager gøres mere effektive. Samtidig vil ændringerne af denne forordning bidrage til at sikre, at medlemsstaterne bevarer fuld suverænitet inden for de materielle regler om forældreansvar.
__________________
__________________
34 Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT L 338 af 23.12.2003, s. 1).
34 Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT L 338 af 23.12.2003, s. 1).
35 Se bilag V.
35 Se bilag V.
Ændring 2
Forslag til forordning
Betragtning 3
(3)  Det er afgørende for Unionen, at den har et retligt område, der fungerer smidigt og korrekt, med respekt for medlemsstaternes forskellige retssystemer og traditioner. I den forbindelse bør den gensidige tillid til hverandres retssystemer fremmes yderligere. Unionen har sat sig som mål at skabe, bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer og adgang til domstolsprøvelse. For at nå disse mål bør personers, især børns, rettigheder i retssager styrkes med henblik på at lette samarbejdet mellem retlige og administrative myndigheder og fuldbyrdelsen af afgørelser i familieretlige spørgsmål med virkninger på tværs af grænser. Gensidig anerkendelse af afgørelser på det civilretlige område bør fremmes, adgangen til retlig prøvelse bør forenkles, og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaternes myndigheder bør forbedres.
(3)  Det er afgørende for Unionen, at den har et retligt område, der fungerer smidigt og korrekt, med respekt for medlemsstaternes forskellige retssystemer og traditioner. I den forbindelse bør den gensidige tillid til hverandres retssystemer fremmes yderligere. Unionen har sat sig som mål at skabe, bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer og adgang til domstolsprøvelse. For at nå disse mål er det afgørende, at personers, især børns, rettigheder i retssager styrkes med henblik på at lette samarbejdet mellem retlige og administrative myndigheder og fuldbyrdelsen af afgørelser i familieretlige spørgsmål med virkninger på tværs af grænser. Gensidig anerkendelse af afgørelser på det civilretlige område bør fremmes, adgangen til retlig prøvelse bør forenkles, og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaternes myndigheder bør forbedres, og der bør derfor sikres en omhyggelig kontrol af den ikke-diskriminerende karakter af de procedurer og den praksis, der anvendes af de kompetente myndigheder i medlemsstaterne til at beskytte barnets bedste og de relevante grundlæggende rettigheder.
Ændring 3
Forslag til forordning
Betragtning 4
(4)  Med henblik herpå skal Unionen bl.a. vedtage de foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål med virkninger på tværs af grænser, især hvis de er nødvendige for det indre markeds funktion.
(4)  Med henblik herpå skal Unionen bl.a. vedtage de foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål med virkninger på tværs af grænser, især hvis de er nødvendige af hensyn til den frie bevægelighed for personer og for det indre markeds funktion.
Ændring 4
Forslag til forordning
Betragtning 4 a (ny)
(4a)  Med henblik på at styrke det retlige samarbejde om civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger er der behov for juridisk uddannelse, navnlig i grænseoverskridende familieret. Der er behov for uddannelsesaktiviteter, f.eks. seminarer og udveksling, både på EU-plan og nationalt plan, for at øge kendskabet til nærværende forordning, dens indhold og implikationer og for at opbygge gensidig tillid mellem medlemsstaterne hvad angår deres retssystemer.
Ændring 5
Forslag til forordning
Betragtning 6
(6)  For at sikre en ensartet behandling af alle børn bør denne forordning dække alle afgørelser om forældreansvar, herunder også foranstaltninger til beskyttelse af børn, uanset om sådanne afgørelser træffes i forbindelse med en ægteskabssag eller andre sager.
(6)  For at sikre en ensartet behandling af alle børn bør denne forordning dække alle afgørelser om forældreansvar, herunder også foranstaltninger til beskyttelse af børn, uanset om sådanne afgørelser træffes i forbindelse med en ægteskabssag.
Ændring 6
Forslag til forordning
Betragtning 6 a (ny)
(6a)  I henhold til denne forordning bør kompetencereglerne også gælde for alle børn, der befinder sig på Unionens område, og hvis sædvanlige opholdssted ikke kan fastslås med sikkerhed. Disse reglers anvendelsesområde bør omfatte flygtningebørn og børn, der er blevet fordrevet internationalt enten af samfundsøkonomiske årsager eller på grund af uroligheder i deres land.
Ændring 7
Forslag til forordning
Betragtning 12 a (ny)
(12a)  Denne forordning bør fuldt ud overholde alle rettigheder fastlagt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ("chartret") og særligt retten til effektive retsmidler og til en upartisk domstol, jf. chartrets artikel 47, samt retten til respekt for privatliv og familieliv, jf. chartrets artikel 7, og børns rettigheder, jf. chartrets artikel 24.
Ændring 8
Forslag til forordning
Betragtning 13
(13)  Kompetencereglerne for sager vedrørende forældreansvar er udformet under hensyntagen til barnets bedste og bør anvendes i overensstemmelse hermed. Alle henvisninger til barnets bedste bør fortolkes i lyset af artikel 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og FN's konvention om barnets rettigheder af 20. november 1989.
(13)  Kompetencereglerne for sager vedrørende forældreansvar bør altid være udformet under hensyntagen til barnets tarv og bør anvendes med dette for øje. Alle henvisninger til barnets bedste bør fortolkes i lyset af artikel 7, 14, 22 og 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og FN's konvention om barnets rettigheder af 20. november 1989. Det er afgørende, at den medlemsstat, hvis myndigheder i henhold til denne forordning har kompetence hvad angår realiteten i en sag vedrørende forældreansvar, efter vedtagelsen af en endelig afgørelse om tilbagegivelse af barnet sikrer, at barnets bedste og dets grundlæggende interesser beskyttes, når det er blevet tilbagegivet, navnlig når det har kontakt med begge forældre.
Ændring 9
Forslag til forordning
Betragtning 14 a (ny)
(14a)  Betydningen af begrebet "sædvanligt opholdssted" bør fortolkes på grundlag af myndighedernes definitioner fra sag til sag i lyset af sagens særlige omstændigheder.
Ændring 10
Forslag til forordning
Betragtning 15
(15)  Hvis barnets sædvanlige opholdssted ændres som følge af en lovlig flytning, bør kompetencen følge barnet for at bevare nærheden. Dette bør finde sted, hvis der endnu ikke findes udestående sager, samt ved udestående sager. I forbindelse med udestående sager kan parterne imidlertid af hensyn til retssystemernes effektivitet aftale, at retterne i den medlemsstat, hvor der er udestående sager, bevarer kompetencen, indtil der er truffet en endelig afgørelse, forudsat at dette er til barnets bedste. Denne mulighed er særligt vigtig, hvis sagerne nærmer sig deres afslutning, og en forælder ønsker at flytte med barnet til en anden medlemsstat.
(15)  Hvis barnets sædvanlige opholdssted ændres som følge af en lovlig flytning, bør kompetencen følge barnet for at bevare nærheden. I forbindelse med udestående sager kan parterne imidlertid af hensyn til retssystemernes effektivitet aftale, at retterne i den medlemsstat, hvor der er udestående sager, bevarer kompetencen, indtil der er truffet en endelig afgørelse, forudsat at dette er til barnets bedste. Udestående sager, hvis genstand angår forældremyndighed og samværsret, bør derimod afsluttes ved en endelig afgørelse, således at indehavere af forældremyndighed ikke af den grund bringer et barn til et andet land for på denne måde at unddrage sig en myndigheds negative afgørelse, medmindre parterne aftaler, at den udestående sag skal føres til ende.
Ændring 11
Forslag til forordning
Betragtning 17
(17)  Denne forordning bør ikke være til hinder for, at myndighederne i en medlemsstat, der ikke har kompetence over sagens realitet, i hastetilfælde kan anvende foreløbige, herunder sikrende, foranstaltninger over for barnets person eller aktiver, der befinder sig i denne medlemsstat. Disse foranstaltninger bør anerkendes og fuldbyrdes i alle andre medlemsstater, herunder i de medlemsstater, der har kompetence i henhold til denne forordning, indtil den kompetente myndighed i en sådan medlemsstat har anvendt de foranstaltninger, den finder hensigtsmæssige. Foranstaltninger anvendt af en ret i én medlemsstat bør imidlertid kun ændres eller erstattes af foranstaltninger, der også er truffet af en ret i den medlemsstat, der har kompetence over sagens realitet. En myndighed, der kun har kompetence over foreløbige, herunder sikrende, foranstaltninger, bør, hvis den får forelagt en anmodning vedrørende sagens realitet, af egen fri drift erklære sig inkompetent. I det omfang beskyttelsen af barnets bedste kræver det, bør myndigheden direkte eller gennem centralmyndigheden meddele myndigheden i den medlemsstat, som har kompetence over sagens realitet i henhold til denne forordning, hvilke foranstaltninger der er blevet truffet. Hvis dette ikke meddeles til myndigheden i en anden medlemsstat, bør det imidlertid ikke i sig selv være grund til ikke at anerkende foranstaltningen.
(17)  Denne forordning bør ikke være til hinder for, at myndighederne i en medlemsstat, der ikke har kompetence over sagens realitet, i hastetilfælde, f.eks. i tilfælde af vold i hjemmet eller kønsspecifik vold, kan anvende foreløbige, herunder sikrende, foranstaltninger over for barnets person eller aktiver, der befinder sig i denne medlemsstat. Disse foranstaltninger bør anerkendes og fuldbyrdes i alle andre medlemsstater, herunder i de medlemsstater, der har kompetence i henhold til denne forordning, indtil den kompetente myndighed i en sådan medlemsstat har anvendt de foranstaltninger, den finder hensigtsmæssige. Foranstaltninger anvendt af en ret i én medlemsstat bør imidlertid kun ændres eller erstattes af foranstaltninger, der også er truffet af en ret i den medlemsstat, der har kompetence over sagens realitet. En myndighed, der kun har kompetence over foreløbige, herunder sikrende, foranstaltninger, bør, hvis den får forelagt en anmodning vedrørende sagens realitet, af egen fri drift erklære sig inkompetent. I det omfang beskyttelsen af barnets bedste kræver det, bør myndigheden direkte eller gennem centralmyndigheden og uden unødig forsinkelse meddele myndigheden i den medlemsstat, som har kompetence over sagens realitet i henhold til denne forordning, hvilke foranstaltninger der er blevet truffet. Hvis dette ikke meddeles til myndigheden i en anden medlemsstat, bør det imidlertid ikke i sig selv være grund til ikke at anerkende foranstaltningen.
Ændring 12
Forslag til forordning
Betragtning 18
(18)  I særlige tilfælde er myndighederne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, ikke de mest hensigtsmæssige myndigheder til at afgøre sagen. Af hensyn til barnets bedste kan den kompetente myndighed undtagelsesvis og på visse betingelser henvise en sag til en myndighed i en anden medlemsstat, hvis denne anden myndighed er bedre egnet til at behandle sagen. Dog bør denne anden myndighed ikke i sådanne tilfælde kunne overføre kompetencen til en tredje myndighed.
(18)  Det bør understreges, at i særlige tilfælde, f.eks. tilfælde af vold i hjemmet eller kønsbaseret vold, er myndighederne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, ikke de mest hensigtsmæssige myndigheder til at afgøre sagen. Den kompetente myndighed kan undtagelsesvis og på visse betingelser henvise en sag til en myndighed i en anden medlemsstat, hvis denne anden myndighed er bedre egnet til at behandle sagen. Dog bør der i sådanne tilfælde først indhentes samtykke fra denne anden myndighed, da denne, når først den har accepteret at behandle sagen, ikke kan overføre kompetencen til en tredje myndighed. Før enhver kompetenceoverførsel er det afgørende, at det nøje undersøges og overvejes, hvad der er i barnets bedste interesse.
Ændring 13
Forslag til forordning
Betragtning 23
(23)  Sager om forældreansvar, der er omfattet af denne forordning, og om tilbagegivelse efter Haagerkonventionen fra 1980 bør respektere barnets ret til frit at udtrykke sit synspunkt, og når barnets bedste vurderes, bør der lægges vægt på dette synspunkt. Ved anvendelsen af denne forordning spiller en høring af barnet i overensstemmelse med artikel 24, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 12 i FN's konvention om barnets rettigheder en vigtig rolle. Forordningen tager imidlertid ikke sigte på at fastsætte, hvordan barnet skal høres, om barnet f.eks. høres personligt af en dommer eller af en specialuddannet ekspert, som efterfølgende rapporterer til retten, eller om barnet høres i retssalen eller et andet sted.
(23)  Sager om forældreansvar, der er omfattet af denne forordning, og om tilbagegivelse efter Haagerkonventionen fra 1980 bør respektere barnets ret til frit at udtrykke sit synspunkt, og når barnets bedste vurderes, bør der lægges vægt på dette synspunkt. Ved anvendelsen af denne forordning spiller en høring af barnet i overensstemmelse med artikel 24, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, artikel 12 i FN's konvention om barnets rettigheder og Europarådets rekommandation om inddragelse af børn og unge under 18 år1a en vigtig rolle. Forordningen tager imidlertid ikke sigte på at fastsætte fælles minimumsstandarder vedrørende proceduren for høring af barnet, der fortsat reguleres af medlemsstaternes nationale bestemmelser.
______________
1a CM/Rec(2012)2 af 28. marts 2012.
Ændring 14
Forslag til forordning
Betragtning 26
(26)  For at afslutte tilbagegivelsesproceduren efter Haagerkonventionen fra 1980 hurtigst muligt bør medlemsstaten samle kompetencen for sådanne sager på en eller flere retter eventuelt under hensyntagen til deres interne retsplejestruktur. Samlingen af kompetencen på et begrænset antal retter i en medlemsstat er et væsentligt og effektivt værktøj til at fremskynde behandlingen af sager om barnebortførelsessager i flere medlemsstater, fordi de dommere, som behandler et stort antal af disse sager, udvikler specialiseret ekspertviden. Afhængigt af retssystemets struktur kan kompetencen for barnebortførelsessager samles på én ret for hele landet eller på et begrænset antal retter ved at anvende for eksempel appelretterne som udgangspunkt og samle kompetencen for internationale barnebortførelsessager på én førsteinstansret inden for hver appelrets distrikt. Alle instanser bør træffe deres afgørelser senest seks uger efter en sag eller appel er blevet indbragt for den. Medlemsstaterne bør begrænse antallet af appelmuligheder for en afgørelse, der godkender eller afviser tilbagegivelse af et barn i henhold til Haagerkonventionen fra 1980 om børnebortførelser, til én.
(26)  For at afslutte tilbagegivelsesproceduren efter Haagerkonventionen fra 1980 hurtigst muligt bør medlemsstaten samle kompetencen for sådanne sager på et begrænset antal retter eventuelt under hensyntagen til deres interne retsplejestruktur. Samlingen af kompetencen på et begrænset antal retter i en medlemsstat er et væsentligt og effektivt værktøj til at fremskynde behandlingen af sager om barnebortførelsessager i flere medlemsstater, fordi de dommere, som behandler et stort antal af disse sager, udvikler specialiseret ekspertviden. Afhængigt af retssystemets struktur kan kompetencen for barnebortførelsessager samles på et begrænset antal retter ved at anvende for eksempel appelretterne som udgangspunkt og samle kompetencen for internationale barnebortførelsessager på én førsteinstansret inden for hver appelrets distrikt, uden dog at undergrave parternes ret til adgang til domstolsprøvelse og rettidigheden af tilbagegivelsesproceduren. Alle instanser bør træffe deres afgørelser senest seks uger efter en sag eller appel er blevet indbragt for den. Medlemsstaterne bør begrænse antallet af appelmuligheder for en afgørelse, der godkender eller afviser tilbagegivelse af et barn i henhold til Haagerkonventionen fra 1980 om børnebortførelser, til én. Der bør også træffes foranstaltninger til at sikre, at retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i en anden medlemsstat. Når en retsafgørelse er truffet, er det afgørende, at den også anerkendes i hele Den Europæiske Union, især af hensyn til børnenes tarv.
Ændring 15
Forslag til forordning
Betragtning 28
(28)  I alle sager om børn, og navnlig i sager om internationale barnebortførelser, bør retlige og administrative myndigheder overveje muligheden for at nå en mindelig løsning gennem mægling og andre egnede midler bistået om nødvendigt af eksisterende netværk og støttestrukturer for mægling i tvister om forældreansvar på tværs af grænser. Denne indsat bør imidlertid ikke unødigt forlænge tilbagegivelsesproceduren i henhold til Haagerkonventionen fra 1980.
(28)  Gennemførelse af mægling kan i alle sager om børn og især i forbindelse med grænseoverskridende konflikter mellem forældrene om forældremyndighed og samværsret for et barn og i sager om internationale barnebortførelser få stor betydning for, at konflikten kan afsluttes. På baggrund af det stigende antal grænseoverskridende tvister om forældremyndighed i Den Europæiske Union, hvor der ikke findes nogen internationale regler, som følge af de seneste migrationsstrømme, er mægling endvidere ofte det eneste retsmiddel til at hjælpe familier med at nå frem til en mindelig og hurtig løsning på familietvister. Med henblik på at fremme mægling i sådanne tilfælde bør de retlige og administrative myndigheder, bistået om nødvendigt af eksisterende netværk og støttestrukturer for mægling i tvister om forældreansvar på tværs af grænser, før eller under den retslige procedure bistå parterne i forbindelse med valget af egnede mæglere samt i forbindelse med organiseringen af mæglingen. Der bør ydes parterne økonomisk støtte til gennemførelse af mægling i mindst det omfang, de har eller ville have fået bevilget fri proces. Denne indsats bør imidlertid ikke unødigt forlænge tilbagegivelsesproceduren i henhold til Haagerkonventionen fra 1980 og bør ikke resultere i obligatorisk deltagelse af ofre for enhver form for vold, herunder vold i hjemmet, i mæglingssager.
Ændring 16
Forslag til forordning
Betragtning 28 a (ny)
(28a)  For at kunne tilbyde et effektivt alternativ til retssager i nationale eller internationale sager vedrørende familietvister, er det afgørende, at de involverede mæglere har gennemgået en passende specialuddannelse. Uddannelsen bør især dække de retlige bestemmelser om grænseoverskridende familietvister, tværkulturel kompetence og værktøjer til håndtering af konfliktfyldte situationer, altid med primært fokus på barnets tarv. Uddannelse for dommere, som er en potentiel vigtig kilde til henvisninger til mægling, bør også omfatte redskaber til, hvordan man tilskynder parterne til at deltage i mægling så tidligt som muligt, samt hvordan mægling kan indarbejdes i retssager og den fastlagte tidsramme for sager om børnebortførelser i henhold til Haagerkonventionen uden at foranledige unødige forsinkelser.
Ændring 17
Forslag til forordning
Betragtning 30
(30)  Hvis retten i den medlemsstat, som barnet ulovligt er blevet fjernet til, eller hvor barnet ulovligt tilbageholdes, beslutter at afvise at tilbagegive barnet i henhold til Haagerkonventionen fra 1980, bør den i sin afgørelse henvise udtrykkeligt til de relevante artikler i Haagerkonventionen fra 1980, som afvisningen lægger til grund. En sådan afgørelse kan dog erstattes af en senere afgørelse truffet i sager om forældremyndighed efter en grundig undersøgelse af barnets bedste af retten i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse. Indebærer sidstnævnte afgørelse, at barnet skal gives tilbage, skal dette ske, uden at der må kræves nogen særlig procedure for anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelsen i den medlemsstat, hvor det fjernede eller tilbageholdte barn befinder sig.
(30)  Hvis retten i den medlemsstat, som barnet ulovligt er blevet fjernet til, eller hvor barnet ulovligt tilbageholdes, beslutter at afvise at tilbagegive barnet i henhold til Haagerkonventionen fra 1980, bør den i sin afgørelse henvise udtrykkeligt til de relevante artikler i Haagerkonventionen fra 1980, som afvisningen lægger til grund, samt angive begrundelsen herfor. En sådan afgørelse kan dog erstattes af en senere afgørelse truffet i sager om forældremyndighed efter en grundig undersøgelse af barnets bedste af retten i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse. Indebærer sidstnævnte afgørelse, at barnet skal gives tilbage, skal dette ske, uden at der må kræves nogen særlig procedure for anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelsen i den medlemsstat, hvor det fjernede eller tilbageholdte barn befinder sig.
Ændring 18
Forslag til forordning
Betragtning 33
(33)  Ydermere retfærdiggør målet om at gøre sager på tværs af grænser, som vedrører børn, mindre tidskrævende og dyre, at det afskaffes, at afgørelser kan erklæres eksigible forud for fuldbyrdelsen i fuldbyrdelsesstaten, hvilket gælder for alle afgørelser vedrørende forældreansvar. Mens forordning (EF) nr. 2201/2003 kun afskaffede dette krav for afgørelser om samværsret og visse afgørelser om tilbagegivelse af barnet, fastsætter nærværende forordning nu en enkelt procedure for fuldbyrdelse af alle afgørelser på tværs af grænser i sager vedrørende forældreansvar. Som følge heraf og i overensstemmelse med bestemmelserne i nærværende forordning, bør afgørelser truffet af myndighederne i en medlemsstat behandles, som var de blevet truffet i fuldbyrdelsesstaten.
(33)  Ydermere retfærdiggør målet om at fremme de europæiske borgeres frie bevægelighed, at det afskaffes, at afgørelser kan erklæres eksigible forud for fuldbyrdelsen i fuldbyrdelsesstaten, hvilket gælder for alle afgørelser vedrørende forældreansvar, der falder ind under nærværende forordnings anvendelsesområde. Dette vil navnlig medføre, at varigheden af og omkostningerne ved grænseoverskridende tvister vedrørende børn mindskes. Mens forordning (EF) nr. 2201/2003 kun afskaffede dette krav for afgørelser om samværsret og visse afgørelser om tilbagegivelse af barnet, fastsætter nærværende forordning nu en enkelt procedure for fuldbyrdelse af alle afgørelser på tværs af grænser i sager vedrørende forældreansvar, der falder under nærværende forordnings anvendelsesområde. Som følge heraf og i overensstemmelse med bestemmelserne i nærværende forordning, bør afgørelser truffet af myndighederne i en medlemsstat behandles, som var de blevet truffet i fuldbyrdelsesstaten.
Ændring 19
Forslag til forordning
Betragtning 37 a (ny)
(37a)  Enhver afvisning af at anerkende en afgørelse i henhold til denne forordning, fordi det er åbenbart, at det ville stride mod grundlæggende retsprincipper i den pågældende medlemsstat, bør være i overensstemmelse med artikel 21 i chartret.
Ændring 20
Forslag til forordning
Betragtning 42
(42)  I specifikke sager om forældreansvar, der er omfattet af denne forordning, bør centralmyndighederne samarbejde med hinanden om at bistå de nationale myndigheder samt indehavere af forældreansvar. Denne bistand bør navnlig omfatte lokalisering af barnet, enten direkte eller via andre kompetente myndigheder, hvis dette er nødvendigt for at gennemføre en anmodning i henhold til denne forordning, og de oplysninger om barnet, der er nødvendige for sagen.
(42)  I specifikke sager om forældreansvar, der er omfattet af denne forordning, bør centralmyndighederne samarbejde med hinanden om at bistå de nationale myndigheder samt indehavere af forældreansvar. Denne bistand bør navnlig omfatte lokalisering af barnet, enten direkte eller via andre kompetente myndigheder, hvis dette er nødvendigt for at gennemføre en anmodning i henhold til denne forordning, og de oplysninger om barnet, der er nødvendige for sagen. I tilfælde, hvor kompetencen hører under en medlemsstat, som ikke er den medlemsstat, hvor barnet er statsborger, underretter de centrale myndigheder i den kompetente medlemsstat uden unødig forsinkelse de centrale myndigheder i den medlemsstat, hvor barnet er statsborger.
Ændring 21
Forslag til forordning
Betragtning 44
(44)  Med forbehold for eventuelle krav i de nationale retsplejeregler, bør en anmodende myndighed have skønsbeføjelse til frit at vælge mellem de forskellige kanaler til dens rådighed for at fremskaffe de nødvendige oplysninger, ved f.eks. i retter at anvende Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001, ved at anvende det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretlige område, herunder navnlig de centralmyndigheder, der er fastsat i denne forordning, netværk af dommere og kontaktpunkter, eller for retlige og administrative myndigheder ved at anmode om oplysninger gennem en specialiseret ikkestatslig organisation på området.
(44)  Med forbehold for eventuelle krav i de nationale retsplejeregler, bør en anmodende myndighed have skønsbeføjelse til frit at vælge mellem de forskellige kanaler til dens rådighed for at fremskaffe de nødvendige oplysninger, ved f.eks. i retter at anvende Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001, ved at anvende det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretlige område, herunder navnlig de centralmyndigheder, der er fastsat i denne forordning, netværk af dommere og kontaktpunkter, eller for retlige og administrative myndigheder ved at anmode om oplysninger gennem en specialiseret ikkestatslig organisation på området. Internationalt retligt samarbejde og kommunikation bør igangsættes og/eller fremmes gennem særligt udpegede netværks- eller forbindelsesdommere i de enkelte medlemsstater. Det Europæiske Retlige Netværks rolle bør adskilles fra centrale myndigheders rolle.
Ændring 22
Forslag til forordning
Betragtning 46
(46)  En myndighed i en medlemsstat, der overvejer at træffe en afgørelse vedrørende forældreansvar, bør have mulighed for at anmode myndighederne i en anden medlemsstat om en meddelelse af oplysninger, der er relevante for at beskytte barnet, hvis barnets bedste kræver det. Afhængig af omstændighederne kan disse oplysninger omfatte oplysninger om sager og afgørelser vedrørende en forælder eller barnets søskende eller om en forælders mulighed for at tage sig af barnet eller have adgang til barnet.
(46)  En myndighed i en medlemsstat, der overvejer at træffe en afgørelse vedrørende forældreansvar, bør have pligt til at afkræve myndighederne i en anden medlemsstat en meddelelse af oplysninger, der er relevante for at beskytte barnet, hvis barnets bedste kræver det. Afhængig af omstændighederne kan disse oplysninger omfatte oplysninger om sager og afgørelser vedrørende en forælder eller barnets søskende eller om en forælders eller families mulighed for at tage sig af barnet eller have adgang til barnet. En forælders nationalitet, økonomiske og sociale situation samt kulturelle og religiøse baggrund bør ikke betragtes som afgørende elementer ved vurderingen af vedkommendes mulighed for at tage sig af barnet.
Ændring 23
Forslag til forordning
Betragtning 46 a (ny)
(46a)  Kommunikationen mellem dommere, offentlige myndigheder, centrale myndigheder, fagfolk, der assisterer forældrene, og mellem forældrene selv bør lettes med alle midler, hvorved det bl.a. bør tages i betragtning, at en afgørelse om, at barnet ikke skal tilbagegives, kan udgøre en krænkelse af barnets grundlæggende rettigheder i samme omfang som en afgørelse om tilbagegivelse.
Ændring 24
Forslag til forordning
Betragtning 48 a (ny)
(48a)  Hvor barnets tarv kræver det, bør dommerne kommunikere direkte med de centrale myndigheder eller kompetente domstole i andre medlemsstater.
Ændring 25
Forslag til forordning
Betragtning 49
(49)  Hvis en myndighed i en medlemsstat allerede har truffet en afgørelse i forældreansvarssager eller påtænker en sådan afgørelse, og gennemførelsen skal finde sted i en anden medlemsstat, kan myndigheden anmode myndighederne i sidstnævnte medlemsstat om at bistå med gennemførelsen af afgørelsen. Dette bør f.eks. gælde afgørelser, der giver ret til overvåget samvær i en anden medlemsstat end den, hvor de myndigheder, der har truffet afgørelsen, befinder sig, eller afgørelser der omfatter eventuelle andre ledsagende foranstaltninger fra de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor afgørelsen skal gennemføres.
(49)  Hvis en myndighed i en medlemsstat allerede har truffet en afgørelse i forældreansvarssager eller påtænker en sådan afgørelse, og gennemførelsen skal finde sted i en anden medlemsstat, bør myndigheden anmode myndighederne i sidstnævnte medlemsstat om at bistå med gennemførelsen af afgørelsen. Dette bør f.eks. gælde afgørelser, der giver ret til overvåget samvær i en anden medlemsstat end den, hvor de myndigheder, der har truffet afgørelsen, befinder sig, eller afgørelser der omfatter eventuelle andre ledsagende foranstaltninger fra de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor afgørelsen skal gennemføres.
Ændring 26
Forslag til forordning
Betragtning 50
(50)  Hvis en myndighed i en medlemsstat påtænker at anbringe et barn i en plejefamilie eller på en institution i en anden medlemsstat, bør der gennemføres en høring gennem centralmyndighederne i begge de berørte medlemsstater forud for anbringelsen. Den myndighed, der påtænker at foretage anbringelsen, bør indhente samtykke fra den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor barnet skal anbringes, inden den træffer afgørelse om anbringelsen. Eftersom anbringelser i de fleste tilfælde er hasteforanstaltninger, som skal fjerne barnet fra en situation, hvor dets bedste er truet, er det afgørende, at sådanne afgørelser træffes hurtigt. For at fremskynde høringsproceduren fastsætter forordningen derfor i omfattende grad krav til anbringelsesanmodningen og en svarfrist for den medlemsstat, hvor barnet skal anbringes. Betingelserne for at godkende eller afvise samtykke reguleres imidlertid stadig af national lovgivning i den anmodede medlemsstat.
(50)  Hvis en myndighed i en medlemsstat påtænker at anbringe et barn hos familiemedlemmer, i en plejefamilie eller på en institution i en anden medlemsstat, bør der gennemføres en høring gennem centralmyndighederne i begge de berørte medlemsstater forud for anbringelsen. Den myndighed, der påtænker at foretage anbringelsen, bør indhente samtykke fra den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor barnet skal anbringes, inden den træffer afgørelse om anbringelsen. Eftersom anbringelser i de fleste tilfælde er hasteforanstaltninger, som skal fjerne barnet fra en situation, hvor dets bedste er truet, er det afgørende, at sådanne afgørelser træffes hurtigt. For at fremskynde høringsproceduren fastsætter forordningen derfor i omfattende grad krav til anbringelsesanmodningen og en svarfrist for den medlemsstat, hvor barnet skal anbringes. Betingelserne for at godkende eller afvise samtykke reguleres imidlertid stadig af national lovgivning i den anmodede medlemsstat.
Ændring 27
Forslag til forordning
Betragtning 51
(51)  Langvarige anbringelser af et barn i udlandet bør foretages i overensstemmelse med artikel 24, stk. 3, i EU's charter om grundlæggende rettigheder (retten til at have personlig kontakt med forældre) og med bestemmelserne i FN's konvention om barnets rettigheder, især artikel 8, 9 og 20. Når forskellige løsninger vurderes, bør der især tages behørigt hensyn til det ønskværdige i kontinuitet i barnets opdragelse og barnets etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund.
(51)  Statslige myndigheder, der overvejer anbringelser af et barn, bør handle i overensstemmelse med artikel 24, stk. 3, i EU's charter om grundlæggende rettigheder (retten til at have personlig kontakt med forældre) og med bestemmelserne i FN's konvention om barnets rettigheder, især artikel 8, 9 og 20. Når forskellige løsninger vurderes, bør der især tages behørigt hensyn til muligheden for at anbringe søskende i samme værtsfamilie eller på samme institution og til det ønskværdige i at have kontinuitet i barnets opdragelse og barnets etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund. Navnlig i tilfælde af langvarige anbringelser af et barn i udlandet bør de relevante myndigheder altid overveje muligheden for at anbringe barnet hos slægtninge, der bor i et andet land, hvis barnet har et forhold til disse familiemedlemmer, og efter en individuel vurdering af barnets tarv. Disse langvarige anbringelser bør være genstand for regelmæssig revurdering under hensyntagen til barnets behov og tarv.
Ændring 28
Forslag til forordning
Artikel 1 – stk. 1 – indledning
1.  Denne forordning finder anvendelse på det civilretlige område, uanset den retslige eller administrative myndigheds art, for spørgsmål vedrørende:
1.  Denne forordning finder anvendelse på det civilretlige område, uanset arten af de retslige, administrative eller andre myndigheder med kompetence i spørgsmål, der falder ind under denne forordnings anvendelsesområde, for spørgsmål vedrørende:
Ændring 29
Forslag til forordning
Artikel 1 – stk. 1 – litra b a (nyt)
ba)  internationale barnebortførelser
Ændring 30
Forslag til forordning
Artikel 1 – stk. 2 – litra d
d)  anbringelse af barnet hos en plejefamilie eller på en institution
d)  anbringelse af barnet hos familiemedlemmer, hos en plejefamilie eller på en sikker institution i udlandet
Ændring 31
Forslag til forordning
Artikel 2 – stk. 1 – nr. 1
1.  "myndighed": alle retslige eller administrative myndigheder i medlemsstaterne med kompetence i spørgsmål, der falder ind under denne forordnings anvendelsesområde
1.  "myndighed": alle retslige, administrative eller andre myndigheder i medlemsstaterne med kompetence i spørgsmål, der falder ind under denne forordnings anvendelsesområde
Ændring 32
Forslag til forordning
Artikel 2 – stk. 1 – nr. 3
3.  "medlemsstat": alle medlemsstater med undtagelse af Danmark
3.  "medlemsstat": alle Den Europæiske Unions medlemsstater med undtagelse af Danmark
Ændring 33
Forslag til forordning
Artikel 2 – stk. 1 – nr. 4
4.  "afgørelse": en kendelse eller dom afgivet af en myndighed i en medlemsstat om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab
4.  "afgørelse": en kendelse eller dom afgivet af en myndighed i en medlemsstat, eller et officielt bekræftet dokument, der er eksigibelt i en medlemsstat, eller en aftale mellem parterne, som er eksigibel i den medlemsstat, hvor den er indgået, om skilsmisse, separation, omstødelse af ægteskab eller forældreansvar
Ændring 34
Forslag til forordning
Artikel 2 – stk. 1 – nr. 12 – indledning
12.  "ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse af et barn": et barns fjernelse eller tilbageholdelse:
12.  "international barnebortførelse": et barns fjernelse eller tilbageholdelse:
Ændring 35
Forslag til forordning
Artikel 7 – stk. 1
1.  Kompetencen til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende forældreansvar over for et barn ligger hos myndighederne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted. Når et barn lovligt flytter fra én medlemsstat til en anden og får nyt sædvanligt opholdssted dér, er det myndighederne i den medlemsstat, hvor barnet har sit nye sædvanlige opholdssted, der får kompetencen.
1.  Kompetencen til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende forældreansvar over for et barn ligger hos myndighederne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted. Når et barn lovligt flytter fra én medlemsstat til en anden og får nyt sædvanligt opholdssted dér, er det myndighederne i den medlemsstat, hvor barnet har sit nye sædvanlige opholdssted, der får kompetencen, medmindre parterne før flytningen samtykker i, at kompetencen forbliver hos myndigheden i den medlemsstat, hvor barnet har haft sit hidtidige sædvanlige opholdssted.
Ændring 36
Forslag til forordning
Artikel 7 – stk. 1 a (nyt)
1a.  Hvis der verserer en sag om forældremyndighed og samværsret, bevarer myndigheden i domsstaten kompetencen, indtil sagen er afsluttet, medmindre parterne aftaler, at sagen skal føres til ende.
Ændring 37
Forslag til forordning
Artikel 8 – stk. 2
2.  Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis den i stk. 1 omhandlede person har accepteret kompetencen for myndighederne i den medlemsstat, hvor barnet har fået sit nye sædvanlige opholdssted, ved at give møde for disse myndigheder uden at bestride deres kompetence.
2.  Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis den i stk. 1 omhandlede person, efter at være blevet underrettet af tidligere sædvanlige opholdssteds myndigheder om de juridiske konsekvenser, har accepteret kompetencen for myndighederne i den medlemsstat, hvor barnet har fået sit nye sædvanlige opholdssted, ved på trods af denne underretning at give møde for disse myndigheder uden at bestride deres kompetence.
Ændring 38
Forslag til forordning
Artikel 9 – stk. 1 – litra b – nr. i
i)  der er ikke inden et år efter, at indehaveren af forældremyndigheden har fået eller burde have fået kendskab til barnets opholdssted, fremsat nogen anmodning om tilbagegivelse over for de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvortil barnet er fjernet, eller hvor det tilbageholdes
i)  der er ikke inden et år efter, at indehaveren af forældremyndigheden har fået eller burde have fået kendskab til barnets opholdssted, og selv om han eller hun er blevet underrettet af myndighederne om kravet om at fremsætte en anmodning om tilbagegivelse, fremsat nogen sådan anmodning over for de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvortil barnet er fjernet, eller hvor det tilbageholdes
Ændring 39
Forslag til forordning
Artikel 10 – stk. 5 – afsnit 1 a (nyt)
De udpegede dommere skal være aktivt praktiserende og erfarne familiedommere, navnlig med erfaring i sager med spørgsmål om grænseoverskridende kompetence.
Ændring 40
Forslag til forordning
Artikel 12 – stk. 1 – afsnit 1
Myndighederne i en medlemsstat, på hvis område barnet befinder sig eller har formue, har i hastetilfælde kompetence til at anvende foreløbige, herunder sikrende foranstaltninger, over for dette barn eller dets formue.
Myndighederne i en medlemsstat, på hvis område barnet befinder sig eller har formue, har i hastetilfælde kompetence til at anvende foreløbige, herunder sikrende foranstaltninger, over for dette barn eller dets formue. Sådanne foranstaltninger må ikke unødigt forsinke sagen og endelige afgørelser om forældremyndighed og samværsret.
Ændring 41
Forslag til forordning
Artikel 12 – stk. 1 – afsnit 2
Hvis hensynet til barnets bedste kræver det, skal den myndighed, som anvender de sikrende foranstaltninger, enten direkte eller gennem centralmyndigheden udpeget i henhold til artikel 60 underrette den medlemsstat, som i medfør af denne forordning er kompetent til at påkende sagens realitet.
Hvis hensynet til barnets bedste kræver det, skal den myndighed, som anvender de sikrende foranstaltninger, enten direkte eller gennem centralmyndigheden udpeget i henhold til artikel 60 underrette den medlemsstat, som i medfør af denne forordning er kompetent til at påkende sagens realitet. Denne myndighed skal sikre, at de i sagen involverede forældre behandles lige, og at de rettidigt informeres grundigt om alle de pågældende foranstaltninger på et sprog, som de forstår til fulde.
Ændring 42
Forslag til forordning
Artikel 12 – stk. 2
2.  Foranstaltninger, der er bragt i anvendelse i medfør af stk. 1, ophører med at gælde, så snart den myndighed i en medlemsstat, der i medfør af denne forordning har kompetence til at påkende sagens realitet, har truffet de foranstaltninger, den finder relevante.
2.  Foranstaltninger, der er bragt i anvendelse i medfør af stk. 1, ophører med at gælde, så snart den myndighed i en medlemsstat, der i medfør af denne forordning har kompetence til at påkende sagens realitet, har truffet de foranstaltninger, den finder relevante, og fra det tidspunkt, hvor den meddeler disse foranstaltninger til myndigheden i den medlemsstat, hvor der blev truffet midlertidige foranstaltninger.
Ændring 43
Forslag til forordning
Artikel 19 – stk. 2 a (nyt)
2a.  I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1 og 2, på anmodning af en myndighed, som sagen er indbragt for, underretter enhver anden myndighed, ved hvilken sagen er anlagt, straks den anmodende myndighed om datoen for, hvornår sagen blev indbragt for den i overensstemmelse med artikel 15.
Ændring 44
Forslag til forordning
Artikel 20
Artikel 20
Artikel 20
Barnets ret til at give udtryk for sine synspunkter
Barnets ret til at give udtryk for sine synspunkter
Myndighederne i medlemsstaterne skal, når de udøver deres kompetence i henhold til afdeling 2 i dette kapitel, sikre, at et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, får en reel og faktisk mulighed for at udtrykke disse synspunkter under sagen.
Myndighederne i medlemsstaterne skal, når de udøver deres kompetence i henhold til afdeling 2 i dette kapitel, sikre, at et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, får en reel og faktisk mulighed for at udtrykke disse synspunkter under sagen, i overensstemmelse med de relevante nationale procedureregler, artikel 24, stk. 1, i chartret, artikel 12 i FN's konvention om barnets rettigheder og Europarådets rekommandation til medlemsstaterne om inddragelse af børn og unge under 18 år1a. Myndighederne skal dokumentere deres overvejelser i denne henseende i afgørelsen.
Høringen af et barn, som udøver sin ret til at udtrykke sine synspunkter, skal foretages af en dommer eller af en specialuddannet ekspert i overensstemmelse med de nationale bestemmelser, uden nogen form for pres, herunder fra forældrene, i omgivelser, der er egnede set i forhold til barnets alder og i forhold til sprog og indhold, og der skal gives alle de garantier, der gør det muligt at beskytte barnets følelsesmæssige integritet og tarv.
Høringen af barnet må ikke foretages under tilstedeværelse af sagens parter eller disses retlige repræsentanter, men skal optages og føjes til dokumentationen, så parterne og deres retlige repræsentanter kan få mulighed for at se optagelsen af høringen.
Myndigheden tillægger barnets synspunkter passende vægt i overensstemmelse med vedkommendes alder og modenhed og dokumenterer sine overvejelser i afgørelsen.
Myndigheden tillægger barnets synspunkter passende vægt i overensstemmelse med vedkommendes alder og modenhed under hensyntagen til barnets tarv og dokumenterer sine overvejelser i afgørelsen.
_______________
1a CM/Rec(2012)2 af 28. marts 2012.
Ændring 45
Forslag til forordning
Artikel 23 – stk. 2
2.  Retten undersøger, så hurtigt som muligt under sagen, hvorvidt parterne er villige til at deltage i mægling med henblik på, til barnets bedste, at nå frem til en acceptabel løsning, forudsat at det ikke forsinker sagen unødigt.
2.  Retten undersøger, så hurtigt som muligt under sagen, hvorvidt parterne er villige til at deltage i mægling med henblik på, til barnets bedste, at nå frem til en acceptabel løsning, forudsat at det ikke forsinker sagen unødigt. I dette tilfælde anmoder retten parterne om at benytte mægling.
Ændring 46
Forslag til forordning
Artikel 25 – stk. 3
3.  Retten kan erklære afgørelsen om tilbagegivelse af barnet foreløbigt eksigibel uanset en eventuel appel, også selv om national lov ikke giver hjemmel til foreløbig eksigibilitet.
3.  Retten kan erklære afgørelsen om tilbagegivelse af barnet foreløbigt eksigibel uanset en eventuel appel, også selv om national lov ikke giver hjemmel til foreløbig eksigibilitet, under hensyntagen til barnets tarv.
Ændring 47
Forslag til forordning
Artikel 25 – stk. 5 a (nyt)
5a.  Når en judiciel myndighed har truffet afgørelse om tilbagegivelse af barnet, underretter den centralmyndigheden i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted før den ulovlige fjernelse, om en sådan afgørelse og datoen for afgørelsens virkning.
Ændring 48
Forslag til forordning
Artikel 32 – stk. 4
4.  Hvis afgørelsen ikke bliver fuldbyrdet inden for seks uger fra det tidspunkt, hvor fuldbyrdelsesprocedurerne blev indledt, skal retten i fuldbyrdelsesstaten underrette den anmodende centralmyndighed i domsstaten eller ansøgeren, hvis sagen er indledt uden centralmyndighedens bistand, om denne kendsgerning og årsagerne hertil.
4.  Hvis afgørelsen ikke bliver fuldbyrdet inden for seks uger fra det tidspunkt, hvor fuldbyrdelsesprocedurerne blev indledt, skal retten i fuldbyrdelsesstaten på behørig vis underrette den anmodende centralmyndighed i domsstaten eller ansøgeren, hvis sagen er indledt uden centralmyndighedens bistand, om denne kendsgerning og årsagerne hertil samt et anslået tidspunkt for fuldbyrdelsen.
Ændring 49
Forslag til forordning
Artikel 37 – stk. 1 – litra a
a)  såfremt en anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, eller
a)  såfremt en anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, uden at denne afvisning kan føre til forskelsbehandling i strid med artikel 21 i chartret, eller
Ændring 50
Forslag til forordning
Artikel 38 – stk. 1 – indledning
1.  På begæring af en berettiget part kan anerkendelsen af en afgørelse om forældreansvar afvises:
1.  På begæring af en berettiget part kan en afgørelse om forældreansvar ikke anerkendes:
Ændring 51
Forslag til forordning
Artikel 38 – stk. 1 – litra b
b)  såfremt en person er dømt som udebleven, og det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument ikke er blevet forkyndt for den pågældende i så god tid og på en sådan måde, at denne har kunnet varetage sine interesser under sagen, medmindre det fastslås, at vedkommende utvetydigt har accepteret afgørelsen, eller
(Vedrører ikke den danske tekst)
Ændring 52
Forslag til forordning
Artikel 58 – stk. 1
Har den, som fremsætter anmodningen, i domsstaten helt eller delvis haft fri proces eller været fritaget for gebyrer og sagsomkostninger, skal den pågældende under den i artikel 27, stk. 3, og artikel 32, 39 og 42 fastlagte procedure meddeles fri proces eller fritages for gebyrer og sagsomkostninger i videst muligt omfang efter lovgivningen i fuldbyrdelsesstaten.
Har den, som fremsætter anmodningen, i domsstaten helt eller delvis haft fri proces, modtaget støtte til dækning af omkostninger i forbindelse med mægling eller været fritaget for gebyrer og sagsomkostninger, skal den pågældende under den i artikel 27, stk. 3, og artikel 32, 39 og 42 fastlagte procedure meddeles fri proces eller fritages for gebyrer og sagsomkostninger i videst muligt omfang efter lovgivningen i fuldbyrdelsesstaten.
Ændring 53
Forslag til forordning
Artikel 63 – stk. 1 – litra a
a)  yde bistand på anmodning fra centralmyndigheden i en anden medlemsstat ved opklaringen af, hvor et barn befinder sig, når der er tegn på, at barnet befinder sig på den anmodede medlemsstats område, og denne opklaring er nødvendig for at opfylde en anmodning i henhold til denne forordning
a)  yde bistand på anmodning fra centralmyndigheden i en anden medlemsstat ved opklaringen af, hvor et barn befinder sig, når der er tegn på, at barnet befinder sig på den anmodede medlemsstats område, og denne opklaring er nødvendig for anvendelsen af denne forordning
Ændring 54
Forslag til forordning
Artikel 63 – stk. 1 – litra d
d)  fremme kommunikationen myndighederne imellem, navnlig i forbindelse med gennemførelsen af artikel 14, artikel 25, stk. 1, litra a), artikel 26, stk. 2, og artikel 26, stk. 4, andet afsnit.
d)  fremme kommunikationen domsmyndighederne imellem, navnlig i forbindelse med gennemførelsen af artikel 14 og 19, artikel 25, stk. 1, litra a), artikel 26, stk. 2, og artikel 26, stk. 4, andet afsnit.
Ændring 55
Forslag til forordning
Artikel 63 – stk. 1 – litra e a (nyt)
ea)   underrette indehaverne af forældreansvar om retshjælp og bistand, f.eks. bistand fra tosprogede specialiserede advokater, med henblik på at undgå, at indehaverne af forældreansvar giver deres samtykke uden at have forstået rækkevidden af dette samtykke.
Ændring 56
Forslag til forordning
Artikel 63 – stk. 1 – litra g
g)  sørge for, når de anlægger eller letter anlæggelsen af en retssag om tilbagegivelse af børn under Haagerkonventionen af 1980, at det dossier, der er forberedt i forbindelse med sådanne sager, færdiggøres inden for seks uger, medmindre særlige omstændigheder gør det umuligt
g)  sørge for, når de anlægger eller letter anlæggelsen af en retssag om tilbagegivelse af børn under Haagerkonventionen af 1980, at det dossier, der er forberedt i forbindelse med sådanne sager, færdiggøres og forelægges retten eller andre kompetente myndigheder inden for seks uger, medmindre særlige omstændigheder gør det umuligt
Ændring 57
Forslag til forordning
Artikel 64 – stk. 1 – indledning
1.  Efter en begrundet anmodning fra centralmyndigheden eller en myndighed i en medlemsstat, som barnet har en væsentlig tilknytning til, kan centralmyndigheden i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted og befinder sig, direkte eller gennem offentlige myndigheder eller andre organer:
1.  Efter en begrundet anmodning fra centralmyndigheden eller en myndighed i en medlemsstat, som barnet har en væsentlig tilknytning til, skal centralmyndigheden i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted og befinder sig, direkte eller gennem offentlige myndigheder eller andre organer:
Ændring 58
Forslag til forordning
Artikel 64 – stk. 2
2.  Hvis en afgørelse i sager om forældreansvar påtænkes truffet, kan en myndighed i medlemsstaten, hvis barnets situation tilsiger det, anmode enhver myndighed i en anden medlemsstat, der ligger inde med oplysninger af betydning for beskyttelsen af barnet, om at fremsende disse oplysninger.
2.  Hvis en afgørelse i sager om forældreansvar påtænkes truffet, skal en myndighed i medlemsstaten, hvis barnets situation tilsiger det, anmode enhver myndighed i en anden medlemsstat, der ligger inde med oplysninger af betydning for beskyttelsen af barnet, om at fremsende disse oplysninger.
Ændring 59
Forslag til forordning
Artikel 64 – stk. 2 a (nyt)
2а.  Ved behandlingen af sager vedrørende forældreansvar skal centralmyndigheden i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, uden unødig forsinkelse meddele centralmyndigheden i den medlemsstat, hvor barnet eller en af barnets forældre er statsborger, at der er en udestående sag.
Ændring 60
Forslag til forordning
Artikel 64 – stk. 3
3.  En myndighed i en medlemsstat kan anmode myndigheder i en anden medlemsstat om bistand med gennemførelsen af afgørelser i sager om forældreansvar, der er truffet efter denne forordning, navnlig foranstaltninger, der skal sikre den faktiske udøvelse af samvær samt retten til at bevare en regelmæssig direkte kontakt.
3.  En myndighed i en medlemsstat skal anmode myndigheder i en anden medlemsstat om bistand med gennemførelsen af afgørelser i sager om forældreansvar, der er truffet efter denne forordning, navnlig foranstaltninger, der skal sikre den faktiske udøvelse af samvær samt retten til at bevare en regelmæssig direkte kontakt.
Ændring 61
Forslag til forordning
Artikel 64 – stk. 5
5.  Myndighederne i en medlemsstat, hvor barnet ikke har sit sædvanlige opholdssted, kan efter anmodning fra en person med bopæl i denne medlemsstat, som søger at opnå eller bevare samvær med barnet, eller på anmodning fra en centralmyndighed i en anden medlemsstat, indsamle oplysninger eller bevismateriale og udtale sig om den pågældendes egnethed til at have samvær og om vilkårene for udøvelsen af samvær.
5.  Myndighederne i en medlemsstat, hvor barnet ikke har sit sædvanlige opholdssted, kan efter anmodning fra en forælder eller familiemedlemmer med bopæl i denne medlemsstat, som søger at opnå eller bevare samvær med barnet, eller på anmodning fra en centralmyndighed i en anden medlemsstat, indsamle oplysninger eller bevismateriale og udtale sig om de pågældendes egnethed til at have samvær og om vilkårene for udøvelsen af samvær.
Ændring 62
Forslag til forordning
Artikel 64 – stk. 5 a (nyt)
5a.  En myndighed i en medlemsstat kan anmode centralmyndigheden i en anden medlemsstat om at give oplysninger om den nationale lovgivning i den pågældende medlemsstat vedrørende spørgsmål, der falder ind under denne forordning, og som er relevante for behandlingen af en sag i henhold til denne forordning. Myndigheden i den anmodede medlemsstat skal svare hurtigst muligt.
Ændring 63
Forslag til forordning
Artikel 65 – stk. 1
1.  Når den myndighed, der er kompetent i medfør af denne forordning, påtænker at anbringe barnet på en institution eller hos en plejefamilie i en anden medlemsstat, indhenter den først samtykke hos den kompetente myndighed i denne anden medlemsstat. Den fremsender i dette øjemed via centralmyndigheden i sin egen medlemsstat en anmodning om samtykke til centralmyndigheden i den medlemsstat, hvor barnet skal anbringes, ledsaget af en rapport om barnet med en begrundelse for den påtænkte anbringelse eller det påtænkte plejeforhold.
1.  Når den myndighed, der er kompetent i medfør af denne forordning, påtænker at anbringe barnet hos familiemedlemmer, i en plejefamilie eller på en sikker institution, indhenter den først samtykke hos den kompetente myndighed i denne anden medlemsstat. Den fremsender i dette øjemed via centralmyndigheden i sin egen medlemsstat en anmodning om samtykke til centralmyndigheden i den medlemsstat, hvor barnet skal anbringes, ledsaget af en rapport om barnet med en begrundelse for den påtænkte anbringelse eller det påtænkte plejeforhold. Medlemsstaterne sikrer, at barnets forældre og slægtninge kan få regelmæssig personlig kontakt, uanset deres bopæl, medmindre dette ikke tjener barnets trivsel.
Ændring 64
Forslag til forordning
Artikel 65 – stk. 4 – afsnit 1 a (nyt)
Såfremt den kompetente myndighed agter at sende socialarbejdere til en anden medlemsstat for at afgøre, om en anbringelse dér er forenelig med barnets trivsel, underretter den den pågældende medlemsstat herom.
Ændring 65
Forslag til forordning
Artikel 66 – stk. 4
4.  Hver centralmyndighed afholder sine egne omkostninger.
4.  Medmindre andet er aftalt mellem den anmodende medlemsstat og den anmodede medlemsstat, afholder hver centralmyndighed sine egne omkostninger.
Ændring 66
Forslag til forordning
Artikel 79 – stk. 1
Inden [10 år efter anvendelsesdatoen] forelægger Kommissionen understøttet af oplysninger, som fremsendes af medlemsstaterne, Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, en rapport om efterfølgende evaluering af denne forordning, om nødvendigt ledsaget af lovforslag.
Inden [fem år efter anvendelsesdatoen] forelægger Kommissionen understøttet af oplysninger, som fremsendes af medlemsstaterne, Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, en rapport om efterfølgende evaluering af denne forordning, om nødvendigt ledsaget af lovforslag.
Ændring 67
Forslag til forordning
Artikel 79 – stk. 2 – litra a a (nyt)
aa)  antallet af sager og afgørelser i mæglingssager vedrørende forældreansvar

(1) EFT C 77 af 28.3.2002, s. 1.


Gennemførelse af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet i medlemsstaterne
PDF 307kWORD 60k
Europa-Parlamentets beslutning af 18. januar 2018 om gennemførelse af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet i medlemsstaterne (2017/2039(INI))
P8_TA(2018)0018A8-0406/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1304/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Socialfond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1081/2006(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/779 af 20. maj 2015 om ændring af forordning (EU) nr. 1304/2013 for så vidt angår et yderligere første forfinansieringsbeløb, der udbetales til operationelle programmer støttet under ungdomsbeskæftigelsesinitiativet(2),

–  der henviser til Rådets henstilling af 22. april 2013 om oprettelsen af en ungdomsgaranti(3),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 4. oktober 2016 med titlen "Ungdomsgarantien og ungdomsbeskæftigelsesinitiativet efter tre år" (COM(2016)0646),

–  der henviser til Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 3/2015 af marts 2015 med titlen "EU's ungdomsgaranti: De første skridt er taget, men der venter gennemførelsesrisici forude",

–  der henviser til Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 5/2017 af marts 2017 med titlen "Ungdomsarbejdsløshed – har EU's politikker gjort en forskel? En vurdering af ungdomsgarantien og ungdomsbeskæftigelsesinitiativet",

–  der henviser til sin beslutning af 24. oktober 2017 om kontrol af udgifterne til EU's ungdomsgaranti og overvågning af ordningernes omkostningseffektivitet(4),

–  der henviser til den dybtgående analyse fra Temaafdeling for Budgetanliggender af 3. februar 2016 med titlen "Vurdering af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet",

–  der henviser til Kommissionens forslag af 10. juni 2016 til Rådets henstilling om oprettelsen af en færdighedsgaranti (COM(2016)0382),

–  der henviser til sin beslutning af 24. maj 2012 om initiativet Muligheder for Unge(5),

–   der henviser til Rådets henstilling af 10. marts 2014 om en kvalitetsramme for praktikophold,

–  der henviser til den europæiske socialpagt, tillægsprotokollen hertil og den reviderede version heraf, som trådte i kraft den 1. juli 1999,

–  der henviser til 2030-målene for bæredygtig udvikling (SDG'erne), navnlig SDG 8 at fremme vedvarende, inkluderende og bæredygtig økonomisk vækst, fuld og produktiv beskæftigelse og anstændigt arbejde for alle, som blev vedtaget af FN i 2015, og som gælder for hele verden, herunder EU,

–  der henviser til rapport af 22. juni 2015 udarbejdet af Jean-Claude Juncker i tæt samarbejde med Donald Tusk, Jeroen Dijsselbloem, Mario Draghi og Martin Schulz om fuldførelse af Europas Økonomiske og Monetære Union ("de fem formænds rapport"), Kommissionens debatoplæg af 26. april 2017 om Europas sociale dimension og af 31. maj 2017 om uddybning af Den Økonomiske og Monetære Union, og Kommissionens hvidbog af 1. marts 2017 om Europas fremtid,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. april 2017 om oprettelse af en europæisk søjle for sociale rettigheder (COM(2017)0250) og Kommissionens henstilling (EU) 2017/761 af 26. april 2017 om den europæiske søjle for sociale rettigheder(6),

–  der henviser til det arbejde og den forskning, der er gjort i Eurofound, Cedefop, Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO), Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), Den Europæiske Unions Faglige Samarbejdsorganisation (EFS) og Det Europæiske Fagforeningsinstitut (ETUI), Sammenslutningen af Industri- og Arbejdsgiverorganisationer i Europa (BusinessEurope), Den Europæiske Organisation for Håndværk og Små og Mellemstore Virksomheder (UEAPME), De Offentlige Arbejdsgiveres Europæiske Organisation (CEEP), Eurocities og Det Europæiske Ungdomsforum,

–  der henviser til kommissionsformand Junckers tale om Unionens tilstand den 13. september 2017, køreplanen for en mere forenet, stærkere og mere demokratisk union (udkast til Kommissionens arbejdsprogram 2018) og hensigtserklæringen fra Kommissionen til Parlamentets formand Antonio Tajani og Estlands statsminister Jüri Ratas af 13. september 2017,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og udtalelser fra Budgetudvalget, Budgetkontroludvalget, Kultur- og Uddannelsesudvalget og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A8-0406/2017),

A.  der henviser til, at den finansielle og økonomiske krise har medført, at ungdomsarbejdsløsheden steg fra 15 % i 2008 op toppede med 24 % i begyndelsen af 2013, og at dette gennemsnit dækker over store forskelle medlemsstaterne og regionerne imellem; der henviser til, at ungdomsarbejdsløsheden i 2013 holdt sig på tæt på 10 % i Tyskland, Østrig og Nederlandene, mens den toppede med tæt på eller et stykke over 40 % i Italien, Spanien, Kroatien og Grækenland;

B.  der henviser til, at foranstaltninger til reduktion af de offentlige udgifter har haft en direkte negativ konsekvens, navnlig for unge på grund af nedskæringer inden for almen og faglig undervisning, jobskabelse og støtteforanstaltninger;

C.  der henviser til, at der er udviklet politikker, der påvirker de unge, uden at de berørte personer og deres repræsentanter er blevet inddraget;

D.  der henviser til, at lange perioder med ungdomsarbejdsløshed medfører en risiko for at unge marginaliseres og ekskluderes fra samfundet, får dem til at føle sig isoleret, og kan have "skæmmende konsekvenser", som indebærer, at der er større sandsynlighed for, at de bliver arbejdsløse igen, får lavere indtjeningsmuligheder og ringere karriereudsigter i løbet af deres arbejdsliv; der henviser til, at tilsidesættelse af de unge repræsenterer et tab af offentlige og private investeringer, idet den fører til udbredt jobusikkerhed og forringelse af færdigheder, eftersom den menneskelige kapital ikke udnyttes, og de tabes på gulvet;

E.  der henviser til, at en ud af tre europæiske medarbejdere i 2012 var enten over- eller underkvalificeret til sit arbejde(7); og at unge medarbejdere typisk har større sandsynlighed for at være formelt overkvalificerede, ligesom de også har større sandsynlighed end ældre arbejdstagere for at få et arbejde, der ikke til fulde modsvarer deres færdigheder;

F.  der henviser til, at unge arbejdstagere i særlig høj grad risikerer at opleve usikkerhed i ansættelsen; der henviser til, at sandsynligheden for at ende i beskæftigelse med forskelligartede ulemper er dobbelt så stor for arbejdstagere på under 25 år som for arbejdstagere på 50 år eller derover(8);

G.  der henviser til, at en vellykket overgang fra skole til arbejde og fra inaktivitet til arbejde og det første rigtige job styrker og motiverer de unge, hjælper dem med at udvikle deres personlige og faglige færdigheder, således at de kan blive selvstændige og selvsikre borgere og få en god start på deres karriere deres karriere;

H.  der henviser til at ungdomsarbejdsløsheden i EU-28, efter at have toppet med 24 % i 2013, har været støt faldende siden og i 2017 nåede ned under 17 %; der henviser til, at ungdomsarbejdsløsheden fortsat er høj, og at der kun er få medlemsstater (Østrig, Den Tjekkiske Republik, Nederlandene, Malta, Ungarn og Tyskland), der har en ungdomsarbejdsløshed på under 11 %, og at der er store forskelle mellem medlemsstaterne;

I.  der henviser til, at en analyse af kønsfordelingen inden for fuldtids- og deltidsarbejde i hele Europa afslører, at de kønsbestemte forskelle har været vedvarende mellem 2007 og 2017, idet mændene fortsat udgør ca. 60 % af de 15-24-årige i fuldtidsbeskæftigelse, mens de konstant har udgjort omkring 40 % af samme aldersgruppe i deltidsbeskæftigelse;

J.  der henviser til, at ungdomsarbejdsløsheden som et statistisk faktum beklageligvis generelt ligger dobbelt så højt som den samlede gennemsnitlige arbejdsløshed, både i perioder med økonomisk vækst og under lavkonjunkturer;

Ungdomsbeskæftigelsesinitiativet og ungdomsgarantien

K.  der henviser til, at Rådet den 22. april 2013 ved en henstilling fra Rådet oprettede ungdomsgarantien, hvorved medlemsstaterne forpligter sig til at tilbyde unge et kvalitetstilbud om beskæftigelse, videreuddannelse, en lærlingeuddannelse eller et praktikophold, senest fire måneder efter at de er blevet arbejdsløse eller har forladt det formelle uddannelsessystem;

L.  der henviser til, at mange medlemsstater ikke har haft nogen overvældende succes med den regulering og de muligheder, der hidtil har været tilgængelige i kampen mod ungdomsarbejdsløsheden, hvorfor de bør lægge større vægt på en effektiv anvendelse af de midler og værktøjer, der er til rådighed via Den Europæiske Socialfond (ESF);

M.  der henviser til, at Rådet i februar 2013 indvilgede i at oprette ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, der blev lanceret som EU's vigtigste budgetinstrument – der er forbundet med ESF – til at hjælpe regioner i medlemsstaterne, der har særlig høj ungdomsarbejdsløshed, især ved at indføre ungdomsgarantiordninger;

N.  der henviser til, at ungdomsgarantien udgør en forpligtelse for hele EU, mens ungdomsbeskæftigelsesinitiativet er målrettet mod de medlemsstater og regioner, hvor ungdomsarbejdsløsheden er på over 25 %, og at i alt 20 medlemsstater er enten helt eller delvis støtteberettigede;

O.  der henviser til, at en hurtig mobilisering af midler blev forsøgt opnået ved at fremrykke ungdomsbeskæftigelsesinitiativets budget for 2014 og 2015 for at give de foranstaltninger, der finansieres herunder, størst mulig virkning, men at selve fremrykningen fejlede som foranstaltning grundet forsinkelser i gennemførelsen på nationalt og regionalt plan; der henviser til, at forfinansieringssatsen i 2015 blev hævet under visse betingelser fra 1 % til 30 %, og at et flertal af de støtteberettigede medlemsstater brugte denne foranstaltning med succes;

P.  der henviser til, at en af de vigtigste ambitioner for ungdomsbeskæftigelsesinitiativet og ungdomsgarantien er at nå ud til de unge, som ikke er i beskæftigelse eller under uddannelse (NEET'erne), der har den største risiko for eksklusion, idet der dog tages hensyn til, at udtrykket "NEET" dækker over forskellige undergrupper af unge med forskellige behov;

Q.  der henviser til, at ungdomsgarantien er udformet med henblik på at opnå en bæredygtig integration af NEET'er på arbejdsmarkedet ved at tilbyde en individualiseret tilgang, som fører til et kvalitetstilbud og øger de unges beskæftigelsesegnethed, men i en bredere sammenhæng støtter unge i deres overgang mellem skole og arbejde og bidrager til at gøre noget ved mismatch mellem udbudte og efterspurgte færdigheder på arbejdsmarkedet; der henviser til, at der er behov for passende opsøgende strategier fra medlemsstaternes side i denne henseende;

R.  der henviser til, at Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) i 2015 anslog, at gennemførelsen af ungdomsgarantien i hele EU-28 ville koste 45 mia. EUR; der henviser til, at ungdomsbeskæftigelsesinitiativet for programmeringsperioden 2014-2020 blev udstyret med et beskedent budget på 6,4 mia. EUR og havde til formål at supplere national finansiering og ikke erstatte den;

S.  der henviser til, at Kommissionen foreslog, at budgettet for ungdomsbeskæftigelsesinitiativet forhøjedes med 1 mia. EUR, som skulle matches af 1 mia. EUR i ESF-forpligtelser inden for rammerne af revisionen af den flerårige finansielle ramme (FFR) for 2017-2020; der henviser til, at tallet efter en aftale mellem Europa-Parlamentet og Rådet blev forhøjet til 1,2 mia. EUR; der henviser til, at Parlamentet den 5. september 2017 vedtog forslag til ændringsbudget nr. 3/2017 med henblik på at tilvejebringe yderligere 500 mio. EUR til ungdomsbeskæftigelsesinitiativet i 2017, finansieret gennem den samlede margen for forpligtelser, samtidig med at det også beklagede forsinkelsen i budgetproceduren for 2017 på grund af Rådets blokering og sene godkendelse af midtvejsrevisionen af den flerårige finansielle ramme;

T.  der henviser til, at Revisionsretten i sin første særberetning om ungdomsgarantien udtrykte bekymring over den utilstrækkelige finansiering til initiativet (både EU's og medlemsstaternes), definitionen af et kvalitetstilbud, manglen på en strategi med tydelige milepæle og mål samt overvågning og indberetning af resultaterne; der henviser til, at den også udtrykte bekymring over den manglende succes med anvendelsen af partnerskabsordningen, jf. Rådets henstilling af 22. april 2013, i udviklingen af ungdomsgarantien;

U.  der henviser til, at der kræves virkelig effektive mekanismer til at drøfte og løse vanskeligheder i forbindelse med gennemførelsen af ungdomsgarantiordninger, ligesom der kræves et stærkt engagement fra medlemsstaternes side i at gennemføre ungdomsgarantien i fuldt omfang, idet der tages særligt hensyn til lokale forhold og muliggøres opkvalificering samt opbygges passende, fleksible evalueringsstrukturer;

V.  der henviser til, at der i Revisionsrettens særberetning om ungdomsgarantien udpegedes nogle fælles kriterier for, hvad der udgør et "kvalitetstilbud", og at Slovakiet gjorde sin definition retligt bindende, herunder bestemmelser om minimumsarbejdstid og varighed af beskæftigelsen, efter at støtten fra ungdomsbeskæftigelsesinitiativet ophører, og under hensyntagen til modtagerens sundhedsstatus;

W.  der henviser til, at Revisionsretten i sin nyligt offentliggjorte anden særberetning om ungdomsbeskæftigelsesinitiativet og ungdomsgarantien, som blev gennemført på basis af en stikprøve fra syv medlemsstater, gav udtryk for bekymring over, at det var svært at få adgang til fuldstændige data, og at der var gjort begrænsede fremskridt med hensyn til gennemførelsen af ungdomsgarantien, hvilket havde medført, at resultaterne ikke levede op til de oprindelige forventninger; der henviser til, at ungdomsbeskæftigelsesinitiativet og ungdomsgarantien stadig er et af de mest innovative og ambitiøse politiske svar på ungdomsarbejdsløsheden i kølvandet på den økonomiske krise, og at de derfor bør have fortsat økonomisk og politisk støtte fra EU-institutioner samt nationale og regionale institutioner til deres gennemførelse i de kommende år;

X.  der henviser til, at omkostningseffektiviteten af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet og det endelige mål for ungdomsgarantien om at få unge i varig beskæftigelse kun kan opnås, hvis operationerne overvåges ordentligt på grundlag af troværdige og sammenlignelige data, hvis programmerne er resultatorienterede, og hvis der foretages justeringer i tilfælde, hvor der opdages ineffektive og omkostningsintensive foranstaltninger;

Y.  der henviser til, at der er behov for en større indsats fra medlemsstaternes side for så vidt angår at støtte og målrette indsatsen mod de unge, som er længst væk eller helt adskilt fra arbejdsmarkedet, såsom unge med handicap;

Z.  der henviser til, at ungdomsbeskæftigelsesinitiativet og ungdomsgarantien er tiltænke en central rolle i opnåelsen af de centrale principper i den europæiske søjle for sociale rettigheder;

AA.  der henviser til, at formanden for Europa-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, i sin tale om Unionens tilstand i 2017 ikke omtalte ungdomsarbejdsløshedssituationen i Europa, som fortsat er alarmerende; der henviser til, at hensigtserklæringen, der ledsagede talen om Unionens tilstand i 2017, anerkendte ungdomsgarantiens rolle i at medvirke til at skabe arbejdspladser i EU; der henviser til, at navnlig kampen mod​arbejdsløshed og ungdomsarbejdsløshed fortsat bør være en prioritet for EU's indsats;

AB.  der henviser til, at det er blevet rapporteret, at unge mennesker har oplevet forsinkelser i betalingen fra foranstaltninger, der er finansieret under ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, ofte forårsaget af forsinket oprettelse af forvaltningsmyndigheder eller utilstrækkelig administrativ kapacitet hos nationale eller regionale myndigheder;

AC.  der henviser til, at foranstaltninger under ungdomsbeskæftigelsesinitiativet og ungdomsgarantien såsom praktikophold eller lærlingeuddannelser bør hjælpe med at lette overgangen til arbejdsmarkedet og aldrig bør være en erstatning for rigtige ansættelseskontrakter;

AD.  der henviser til, at ulovlig beskæftigelse blandt unge kvinder i landdistrikterne eller undladelse af at registrere sig som arbejdsløs gør statistiske data upræcise og skaber forskelle i deres pensioner; der henviser til, at denne praksis har en negativ indvirkning på samfundet som helhed og navnlig på kvinders velfærd, andre former for socialsikring og muligheder for karriereskift eller fremtidige beskæftigelsesmuligheder;

AE.  der henviser til, at 16 mio. NEET'er har kommet ind under ungdomsgarantiordninger, og at ungdomsbeskæftigelsesinitiativet har givet direkte støtte til over 1,6 mio. unge i EU;

AF.  der henviser til, at medlemsstaterne under ungdomsbeskæftigelsesinitiativet har vedtaget mere end 132 arbejdsmarkedsforanstaltninger målrettet mod unge;

AG.  der henviser til, at der er indgået forpligtelser for 75 % af det samlede budget for ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, og at medlemsstaterne allerede har investeret de 19 %, hvilket gør ungdomsbeskæftigelsesinitiativets budgetgennemførelsesgrad til den højeste blandt de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene);

AH.  der henviser til, at adskillige rapporter om gennemførelsen af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet viser, at de disponible ressourcer – på trods af bekymringer over tilstrækkeligheden af finansieringen og skøn over de samlede nødvendige investeringer – bliver brugt effektivt til at imødekomme regional efterspørgsel, idet de bliver rettet mod specifikke regioner og grupper af støttemodtagere;

AI.  der henviser til, at Kommissionen siden indførelsen af den europæiske beskæftigelsesstrategi i 1997 har støttet en række foranstaltninger, der skal forbedre de unges beskæftigelses- og uddannelsesperspektiver(9); der henviser til, at EU’s indsats siden krisen særligt har haft fokus på ungdomsgarantien og ungdomsbeskæftigelsesinitiativet;

AJ.  der henviser til, at ungdomsgarantien finansieres gennem ESF, de nationale budgetter og ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, mens ungdomsbeskæftigelsesinitiativet kan finansiere direkte tilvejebringelse af job, lærlingeuddannelser, praktikophold eller fortsat uddannelse for målgruppen for ungdomsbeskæftigelsesinitiativet i de støtteberettigede regioner; der henviser til, at der ikke er nogen på forhånd fastsat varighed af interventioner under ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, mens ungdomsgarantien kræver, at der skal fremsættes et tilbud inden for fire måneder;

AK.  der henviser til, at ungdomsgarantien har afstedkommet strukturreformer i de forskellige medlemsstater, navnlig for at styrke tilpasningen af uddannelses- og erhvervsuddannelsesmodeller til arbejdsmarkedet med henblik på at opfylde dens mål;

AL.  der henviser til, at eksterne faktorer såsom den specifikke økonomiske situation eller produktionsmodellen i den enkelte region har indflydelse på opfyldelsen af de mål, der er fastsat i ungdomsgarantien;

Indledning

1.  mener, at ungdomsgarantien skal være et første skridt i retning af unges beskæftigelsesmæssige behov; minder om, at arbejdsgivere er forpligtede til at deltage i processen med at skaffe unge tilgængelige erhvervsuddannelsesprogrammer, job på begyndelsesniveau og praktikophold af høj kvalitet;

2.  understreger, at det kvalitative aspekt af anstændigt arbejde til unge aldrig må bringes i fare; understreger, at de grundlæggende arbejdsstandarder og andre standarder vedrørende jobkvalitet, f.eks. arbejdstid, mindsteløn, social sikring samt sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, skal være centrale overvejelser i de bestræbelser, der gøres;

3.  bemærker de betydelige forskelle i de økonomiske resultater både med hensyn til økonomisk vækst og øget beskæftigelse i EU-28, som kræver en beslutsom politisk reaktion; anerkender, at visse medlemsstater er bagud med gennemførelsen af de nødvendige strukturreformer; bemærker, at det er sunde økonomiske politiker samt beskæftigelses- og investeringspolitikker, som i sidste ende er medlemsstaternes ansvar, der skaber arbejdspladser; er bekymret for de langsigtede effekter på den økonomiske udvikling for regioner, der oplever en hjerneflugt af højtuddannede;

4.  minder om, at medlemsstaterne i henhold til gennemførelsesbestemmelserne for ungdomsbeskæftigelsesinitiativet skal vælge mellem forskellige metoder til implementering af programmet (som et selvstændigt program, som en prioritet inden for et eksisterende operationelt program eller som del af flere forskellige prioriteter); påpeger, at der i betragtning af de forskellige gennemførelsesmuligheder og på grundlag af de opnåede resultater er behov for en udveksling af bedste praksis med henblik på at tage den i betragtning under programmets fremtidige faser;

5.  bemærker med bekymring, at det i Revisionsrettens særberetning nr. 5/2017 understreges, at der er en risiko for, at EU-midler simpelthen erstatter national finansiering snarere end at skabe merværdi; minder om, at ungdomsbeskæftigelsesinitiativet i overensstemmelse med princippet om additionalitet sigter mod at supplere den nationale finansiering og ikke erstatte medlemsstaternes egne politikker og egen finansiering til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed; understreger, at budgettet for ungdomsbeskæftigelsesinitiativet ikke har og aldrig har haft til formål alene at bære ambitionen om at give alle unge et kvalitetstilbud om beskæftigelse, videreuddannelse, en lærlingeuddannelse eller et praktikophold, senest fire måneder efter at de er blevet arbejdsløse eller har forladt det formelle uddannelsessystem;

6.  understreger behovet for, at ungdomsbeskæftigelsesinitiativet især bliver en drivkraft for politisk reform og for bedre koordinering på beskæftigelses- og uddannelsesområdet, navnlig i medlemsstater med en høj ungdomsarbejdsløshed, med henblik på at sikre, at disse medlemsstater indfører en integreret, omfattende og langsigtet tilgang til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed, der forbedrer de unges beskæftigelsesegnethed, giver dem bedre fremtidsmuligheder og fører til varig beskæftigelse, i stedet for at have en række adskilte (eksisterende) politikker; anser ungdomsbeskæftigelsesinitiativet og ungdomsgarantien for at være effektive instrumenter i kampen mod social udstødelse af de grupper af unge, der er mest marginaliserede; mener, at det er vigtigt at arbejde for at nå målsætningerne i Europa 2020-strategien om beskæftigelse, skolefrafaldsprocent er og social udstødelse;

7.  minder om, at der i tråd med Rådets henstilling om oprettelsen af en ungdomsgaranti blev fastsat seks retningslinjer, som programmerne under ungdomsgarantien skulle baseres på: opbygning af partnerskabsbaserede tilgange, tidlig indgriben og aktivering, støtteforanstaltninger, der muliggør integration på arbejdsmarkedet, brug af EU's fonde, vurdering og løbende forbedring af ordningen og en hurtig gennemførelse; gør opmærksom på, at meget få medlemsstater ifølge vurderingsrapporterne har indsendt data om og fuldstændige vurderinger af disse aspekter;

8.  understreger, at der bør investeres mere i både den indenlandske mobilitet og i den grænseoverskridende mobilitet for at sænke arbejdsløshedsprocenten blandt unge og rette op på manglende overensstemmelse mellem udbudte og efterspurgte færdigheder; opfordrer til, at udbuddet af arbejde og færdigheder afstemmes bedre efter hinanden ved at lette mobiliteten mellem regioner (herunder grænseregioner); anerkender, at medlemsstaterne skal lægge særlig vægt på at sikre en bedre sammenhæng mellem uddannelsessystemerne og arbejdsmarkederne i grænseområder, f.eks. ved at fremme uddannelse i nabolandes sprog;

9.  minder om, at den høje ungdomsarbejdsløshed er forårsaget af: effekterne af den globale, økonomiske krise på arbejdsmarkedet, elever, der forlader skolen for tidligt uden tilstrækkelige kvalifikationer, manglen på relevante færdigheder og manglende erhvervserfaring, den stigende forekomst af usikre former for korttidsansættelser efterfulgt af perioder med arbejdsløshed, begrænsede muligheder for efteruddannelse og utilstrækkelige eller mangelfulde programmer for et aktivt arbejdsmarked;

10.  indtager det synspunkt, at overvågningen af ungdomsgarantien skal understøttes af pålidelige data; mener, at de overvågningsdata og -resultater, der er tilgængelig i øjeblikket, er utilstrækkelige til at foretage en overordnet vurdering af gennemførelsen og resultaterne af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet som EU's vigtigste finansieringsredskab for ungdomsgarantiordninger, navnlig på grund af de indledende forsinkelser i medlemsstaternes oprettelse af operationelle programmer og det faktum, at de stadig er på et forholdsmæssigt tidligt stade af deres gennemførelse; insisterer på behovet for at opretholde ungdomsbeskæftigelse som en at prioriteterne for EU's indsats; er imidlertid bekymret over konklusionerne i Revisionsrettens nylige rapport om virkningen af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet og ungdomsgarantien som EU-politikker, der tager sigte på at bekæmpe ungdomsarbejdsløshed, idet der dog tages hensyn til dens begrænsede territoriale og tidsmæssige anvendelse;

11.  mener, at en strategi, der skal fremme ungdomsbeskæftigelsen, for reelt at være effektiv bør sikre rundbordssamtaler med deltagelse af berørte aktører under hensyntagen til den territoriale kontekst, hvori den skal anvendes, og sikre målrettet uddannelse, der kan sikre virksomhedernes behov og forene dem med de unges ønsker og færdigheder; understreger, at den samme strategi skal sikre kvalitetsuddannelse og fuldstændig gennemsigtighed i fordelingen af midler til uddannelseskontorer, bl.a. gennem nøje overvågning af deres anvendelse;

12.  beklager, at medlemsstaterne kun har valgt at forpligte sig gennem det ikke-bindende instrument i Rådets henstilling; påpeger, at målsætningen for ungdomsgarantien er langt fra at være opnået i mange medlemsstater;

Opsøgning af de mest udstødte unge

13.  bemærker risikoen for, at unge med handicap hverken er omfattet af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet eller ungdomsgarantien; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tilpasse deres operationelle programmer for at sikre, at ungdomsbeskæftigelsesinitiativets og ungdomsgarantiens foranstaltninger rent faktisk er tilgængelige for alle personer med handicap, idet der skabes lige adgang for unge med handicap og den enkeltes behov imødekommes;

14.  understreger, at det for at nå ud til NEET'er er nødvendigt med en stærk og vedholdende indsats fra de nationale myndigheders side og et tværsektorielt samarbejde, eftersom NEET'erne er en heterogen gruppe med forskellige behov og færdigheder; understreger derfor behovet for nøjagtige og omfattende data om hele NEET-gruppen med det formål at registrere dem og nå mere effektivt ud til dem, da flere disaggregerede data på regionsbasis kan afdække, hvilke grupper der skal sigtes mod, og hvordan beskæftigelsesinitiativer kan skræddersys bedre til modtagerne;

15.  mener ikke, at ungdomsgarantien og ungdomsbeskæftigelsesinitiativet er en erstatning for brugen af makroøkonomiske instrumenter og andre politikker til fremme af ungdomsbeskæftigelse; tilføjer, at det ved vurdering af implementeringen og virkningen af ungdomsgarantien er det vigtigt at huske på de forskellige makroøkonomiske klimaer og budgetsituationer i medlemsstaterne; mener, at der bør lægges et langsigtet reformprogram for ungdomsgarantien, hvis varigheden heraf skal forlænges; understreger det klare behov for mere effektiv koordinering mellem de forskellige medlemsstater;

16.  støtter udviklingen af kvikskranker, der kan sikre, at alle tjenester og al vejledning er lettilgængelige, til rådighed og gratis for unge på ét sted;

17.  er bekymret over de første iagttagelser, som viser, at der bør foretages forbedringer i forbindelse med registreringen af og kontakten til alle NEET'er, navnlig de inaktive NEET'er og dem, der er vanskelige at få tilbage på arbejdsmarkedet; opfordrer medlemsstaterne til at indføre passende og målrettede opsøgende strategier for at nå ud til alle NEET'er og at anlægge en integreret tilgang til at stille mere individualiseret bistand og individualiserede tjenesteydelser til rådighed for at støtte unge, der står over for flere forskellige hindringer; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at lægge særlig vægt på behovene hos sårbare NEET'er og at gøre op med fordomsfulde og negative holdninger til dem;

18.  understreger behovet for at skræddersy foranstaltninger til de lokale behov for at forøge deres virkning; opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre særlige foranstaltninger til beskæftigelse af unge i landdistrikterne;

19.  opfordrer medlemsstaterne til hurtigt at forbedre informationen om eksisterende støtteprogrammer, der er til rådighed for unge, især for de grupper, der er længst væk fra arbejdsmarkedet, gennem oplysningskampagner, der anvender både traditionelle og moderne mediekanaler såsom de sociale netværk;

Sikring af kvalitetstilbud under ungdomsbeskæftigelsesinitiativet

20.  anerkender opfordringen til at definere, hvad et "kvalitetstilbud" inden for rammerne af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet bør være; fremhæver behovet for at udarbejde en omfattende fælles vedtaget definition, som kan tage hensyn til det arbejde, der er blevet udført i EMCO-udvalget i samarbejde med Kommissionen, ILO og de relevante interessenter; påpeger, at et kvalitetstilbud er en mangefacetteret foranstaltning, der fører til varig og godt afstemt integration på arbejdsmarkedet for deltagerne opnået gennem udvikling af færdigheder, og at det bør svare til deltagernes kvalifikationsniveau og profil og tage hensyn til efterspørgslen efter arbejdskraft; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at sikre, at deltagerne er omfattet af den relevante sociale beskyttelse og reglerne om arbejdsvilkår og kompensationsniveauer; henleder opmærksomheden på de kvalitetsstandarder, der er nævnt i vejledning om evaluering af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, som Kommissionen offentliggjorde i 2015, og hvori kendetegn ved beskæftigelsestilbud, deres relevans i forhold til deltagerens behov, de arbejdsmarkedsresultater, der produceres af tilbuddene og den andel af tilbud, der ikke bliver accepteret, eller som opgives før tiden, fastsættes som pålidelige indikatorer for vurderingen af kvaliteten af beskæftigelsen;

21.  minder om, at ILO definerer "anstændigt arbejde" som arbejde, der er produktivt og giver en rimelig indkomst, sikkerhed på arbejdspladsen og social beskyttelse for familier, bedre udsigter til personlig udvikling og social integration, frihed for mennesker til at give udtryk for deres bekymringer, organisere sig og deltage i beslutninger, der har indflydelse på deres liv, samt lige muligheder for og lige behandling af alle kvinder og mænd, og at denne minimumsstandard fortsat ikke opfyldes for unge i beskæftigelse;

22.  er af den opfattelse, at unge ligeledes bør inddrages i overvågningen af kvaliteten af tilbuddene;

23.  understreger, at en kvalitetskontrakt for praktikophold skal overholde en kvalitetsramme, der yder følgende garantier: et praktikophold skal reguleres af en skriftlig kontrakt, som skal indeholde tydelig information om parternes rettigheder og pligter, angivne konkrete målsætninger og skitsere en kvalitetsoplæring; der skal tildeles en mentor eller overordnet, som kan vurdere elevens præstationer ved afslutningen af praktikopholdet; praktikopholdet skal have en konkret varighed, og der skal sættes grænser for et praktikopholds varighed hos samme arbejdsgiver, og kontrakten bør have klare bestemmelser om dækning i det sociale sikkerhedsnet og aflønning;

24.  tilskynder medlemsstaterne til gradvist at ajourføre og revidere deres operationelle programmer for ungdomsbeskæftigelsesinitiativet med deltagelse af arbejdsmarkedets parter og ungdomsorganisationer med henblik på at finjustere deres indsats på grundlag af de unges og arbejdsmarkedets faktiske behov;

25.  understreger, at det kun kan lade sig gøre at fastslå, om budgettet for ungdomsbeskæftigelsesinitiativet er anvendt fornuftigt, og om det endelige mål for ungdomsgarantien om at hjælpe unge arbejdsløse i varig beskæftigelse nås, hvis operationerne overvåges nøje og på gennemsigtig vis på grundlag af pålidelige og sammenlignelige data, og såfremt der gribes ind over for medlemsstater, der ikke har gjort nogen fremskridt, på en mere ambitiøs måde; opfordrer medlemsstaterne til hurtigst muligt at forbedre overvågningen, rapporteringen og kvaliteten af dataene og sikre, at der indsamles pålidelige og sammenlignelige data og tal om den nuværende gennemførelse af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, som stilles til rådighed rettidigt og oftere end krævet i henhold til deres årlige rapporteringspligt, jf. artikel 19, stk. 2, i ESF-forordningen; opfordrer Kommissionen til at revidere sine retningslinjer for dataindsamling i overensstemmelse med Revisionsrettens henstillinger for at begrænse risikoen for en overvurdering af resultaterne;

26.  noterer sig forslagene til og forskellige typer af programmer, som medlemsstaterne har udarbejdet under ungdomsbeskæftigelsesinitiativet; mener, at den nationale regulering i visse medlemsstater har været svævende i sine målsætninger og tilgange, uklar i sin ordlyd og har budt på en begrænset række muligheder for at fremme beskæftigelsen; indtager det synspunkt, at den betydelige skønsmargen og manglen på klare tilsynsmekanismer lejlighedsvis har medført, at jobs er blevet erstattet af tilbud under ungdomsbeskæftigelsesinitiativet;

27.  er bekymret over forlydender om uhensigtsmæssig brug af foranstaltninger, der er finansieret af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, herunder forsinkede betalinger til unge eller misbrug af praktikpladser, f.eks. overdrevne brug heraf; udtrykker sin vilje til at bekæmpe denne praksis; har den holdning, at en eventuel gentagen anvendelse af ungdomsgarantien ikke må stride mod tanken om arbejdsmarkedsaktivering og målet om mere permanent integration på arbejdsmarkedet;

28.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udpege, udveksle og udbrede bedste praksis, der tager sigte på at lære af hinandens politikker og bidrager til udformning og gennemførelse af evidensbaserede politikker; understreger, at forandringer på arbejdsmarkedet og digitaliseringen af økonomien kræver en ny tilgang til ungdomsbeskæftigelsespolitikker; påpeger, at man inden for ungdomsbeskæftigelsesinitiativet skal arbejde på at anvende effektive redskaber til at reducere ungdomsarbejdsløsheden og ikke bør genbruge ineffektive beskæftigelsespolitikker;

29.  gentager, at Rådets henstilling om oprettelse af en ungdomsgaranti anser partnerskabsbaserede tilgange for at være en afgørende nøgle til gennemførelse af ungdomsgarantiordninger og nå ud til NEET'er; opfordrer medlemsstaterne til at stræbe efter en partnerskabstilgang ved aktivt at udpege og inddrage de relevante aktører og i højere grad fremme ungdomsgarantiprogrammet blandt virksomheder, navnlig SMV'er og små, familiedrevne virksomheder; understreger, at erfaringer fra medlemsstater, der allerede havde vedtaget programmer, der mindede om ungdomsgarantien, inden denne blev indført, viser, at en vellykket aktørbaseret tilgang er afgørende for en vellykket gennemførelse;

30.  understreger den vigtige rolle, som ungdomsorganisationer spiller som mellemled mellem de unge og de offentlige arbejdsformidlinger; opfordrer i denne forbindelse medlemsstaterne til at arbejde tæt sammen med ungdomsorganisationer på nationalt, regionalt og lokalt plan, når de kommunikerer, planlægger, gennemfører og evaluerer ungdomsbeskæftigelsesinitiativet;

31.  understreger betydningen af moderne offentlige arbejdsformidlinger med kvalificeret personale, der kan levere skræddersyede tjenester til NEET'er; opfordrer medlemsstaterne til i forbindelse med gennemførelsen af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet at sikre en bedre samordning af deres offentlige arbejdsformidlinger på EU-plan inden for rammerne af netværket af offentlige arbejdsformidlinger; tilskynder til udviklingen af yderligere synergier mellem offentlige og private arbejdsgivere, virksomheder og uddannelsessystemer; tilskynder til udbredt anvendelse af e-forvaltning for at mindske bureaukratiet;

32.  opfordrer Kommissionen til at give et landespecifikt skøn over de årlige omkostninger for hver medlemsstat til den effektive gennemførelse af ungdomsgarantien, under hensyntagen til ILO's skøn;

33.  understreger, at det er afgørende at øge antallet af elevpladser under ungdomsgarantien, da de indtil videre tegner sig for blot 4,1 % af de antagne tilbud;

Afsluttende bemærkninger

34.  fremhæver behovet for en strategi, der har til formål at udvikle ungdomsbeskæftigelsesinitiativet fra et krisestyringsinstrument til et mere permanent EU-finansieringsinstrument til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed i perioden efter 2020, samtidig med at der sikres en hurtig og ukompliceret anvendelse af midler, og som indfører et krav om samfinansiering for at understrege, at dette primært er medlemsstaternes ansvarsområde; bemærker, at der i forbindelse med forlængelsen af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet bør tages hensyn til Revisionsrettens bemærkninger; understreger, at programmets overordnede mål er en bæredygtig integration af unge på arbejdsmarkedet; fremhæver behovet for at opstille klare, målbare mål; understreger, at disse elementer bør drøftes inden for rammerne af den næste FFR for at sikre kontinuitet, omkostningseffektivitet og merværdi;

35.  gentager sin støtte til ungdomsbeskæftigelsesinitiativet; understreger, at yderligere bestræbelser og vedvarende politiske og finansielle forpligtelser til at bekæmpe ungdomsarbejdsløshed er absolut nødvendige; minder navnlig om, at det er vigtigt at sikre en finansiering på mindst 700 mio. EUR til ungdomsbeskæftigelsesinitiativet i perioden 2018-2020, som aftalt i forbindelse med midtvejsrevisionen af FFR; opfordrer også til tildeling af tilstrækkelige betalingsbevillinger for at sikre en korrekt og rettidig gennemførelse af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet;

36.  understreger behovet for at forbedre kvaliteten af tilbuddene under ungdomsbeskæftigelsesinitiativet og ungdomsgarantien og opfordrer til en fremtidig debat om den aldersgruppe, der er berettiget til støtte;

37.  er af den opfattelse, at det for at få kvalitetsrammen for ungdomsbeskæftigelse op at køre er nødvendigt med fremskridt med hensyn til vedtagelse af en henstilling med retsgrundlag i artikel 292 og 153 i TEUF, og at der bør træffes en række informationsforanstaltninger såsom oprettelsen af en let tilgængelig hjemmeside, der opdateres med relevante oplysninger om reglerne for praktikpladser i hver medlemsstat;

38.  erkender, at ungdomsbeskæftigelsesinitiativet er et finansieringsinstrument, som har til formål at supplere medlemsstaternes initiativer til bekæmpelse af en høj ungdomsarbejdsløshed, og at der bør gøres en større indsats fra medlemsstaternes side for at skabe bedre sammenhæng mellem uddannelsessystemerne og arbejdsmarkedet med henblik på at sikre en bæredygtig integration af de unge på arbejdsmarkedet; glæder sig over de foranstaltninger og politikker, der bidrager til at løse det eksisterende mismatch mellem udbudte og efterspurgte færdigheder; erkender, at udnyttelsen af færdigheder fortsat er en udfordring i hele Europa, og mener derfor, at det er nødvendigt at sørge for, at de færdigheder, der efterspørges, og dem, der udbydes, passer bedre sammen;

39.  mener, at ungdomsbeskæftigelsesinitiativet og ungdomsgarantien er afgørende for en effektiv gennemførelse af de vigtigste principper for den europæiske søjle for sociale rettigheder, navnlig nr. 1 om almen uddannelse, erhvervsuddannelse og livslang læring, nr. 4 om aktiv beskæftigelsesstøtte, nr. 5 om sikker og fleksibel beskæftigelse, nr. 6 om lønninger, nr. 8 om social dialog og inddragelse af arbejdstagerne, nr. 10 om et sundt, sikkert og veltilpasset arbejdsmiljø og databeskyttelse, nr. 12 om social beskyttelse, nr. 13 om arbejdsløshedsunderstøttelse og nr. 14 om minimumsindkomst;

40.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forstærke deres fælles indsats med ILO for at levere skræddersyede oplysninger og opbygge national kapacitet til udformning og vurdering af ungdomsgarantiordninger med hensyn til følgende aspekter: sikre en komplet og bæredygtig implementering af initiativet, forbedre dets evne til at nå ud til uregistrerede NEET'er og unge med et lavt kvalifikationsniveau, opbygge kapacitet og forbedre kvaliteten af tilbuddene;

41.  bemærker, at antallet af unge, der har gennemført et program under ungdomsbeskæftigelsesinitiativet ved udgangen af 2015 er anslået til 203 000 – dog afventes Kommissionens offentliggørelse af de endelige tal fra medlemsstaterne – hvilket udgør 4 % af deltagerne; udtrykker bekymring over det høje antal deltagere i ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, som ikke formår at gennemføre programmet i visse medlemsstater; mener, at det er vigtigt at styrke incitamenterne, så man sikrer, at unge finder ungdomsbeskæftigelsesinitiativet brugbart;

42.  minder om, at ungdomsbeskæftigelsesinitiativet bør yde finansiel støtte til foranstaltninger til fremme af integrationen af NEET'er på arbejdsmarkedet, herunder lønnede praktikophold og lærlingeuddannelser, men at disse ikke bør blive en erstatning for faktisk lønnet beskæftigelse;

43.  foreslår, at der oprettes en EU-hotline mod krænkelse af unges rettigheder, så unge kan rapportere direkte til Kommissionen om eventuelle negative erfaringer med deres deltagelse i foranstaltninger under ungdomsbeskæftigelsesinitiativet og ungdomsgarantien, hvorved det bliver muligt at indsamle oplysninger og undersøge påstande om misbrug i forbindelse med gennemførelsen af EU-finansierede politikker;

44.  glæder sig over henvisningen i den hensigtserklæring, der er knyttet til kommissionsformand Junckers tale om Unionens tilstand i 2017, til et forslag om oprettelse af en europæisk arbejdstilsynsmyndighed for at styrke samarbejdet mellem arbejdsmarkedsmyndigheder på alle niveauer og bedre håndtere grænseoverskridende situationer samt yderligere initiativer til at støtte en retfærdig mobilitet;

45.  anerkender, at det er lykkedes for ungdomsbeskæftigelsesinitiativet at nedbringe ungdomsarbejdsløsheden og navnlig sikre balance mellem kønnene med det resultat, at ungdomsbeskæftigelsesinitiativet har nået omkring 48 % af mændene og 52 % af kvinderne;

46.  opfordrer i sammenhæng med ungdomsbeskæftigelsesinitiativet til fuld gennemførelse af både direktiv 2000/78/EF om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv og direktiv 2010/41/EU om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i selvstændige erhverv;

47.  finder det nødvendigt, at Kommissionen og medlemsstaterne indfører positive foranstaltninger, der sikrer, at unge kvinder og piger modtager tilbud om beskæftigelse af høj kvalitet og ikke ansættes eller fanges i usikre, underbetalte og midlertidige jobs med begrænsede eller ingen arbejdstagerrettigheder;

48.  opfordrer medlemsstaterne til at indsamle kønsopdelte statistiske oplysninger, så Kommissionen kan iværksætte en konsekvensanalyse af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet og dets indflydelse på balancen mellem kønnene for at give mulighed for en grundig evaluering og analyse af dets gennemførelse;

49.  opfordrer medlemsstaterne til at finde metoder til at støtte unge kvinders genindtræden på arbejdsmarkedet, i uddannelse eller erhvervsuddannelse ved at sikre ligestilling i adgangen til beskæftigelse, karrierefremskridt, foreningen af arbejde og privatliv, adgangen til børnepasning og pasning af voksne og ved at fremme lige løn til kvinder og mænd for samme arbejde eller arbejde af samme værdi;

50.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at yde en større indsats for at forbedre foranstaltningerne inden for uddannelsessystemerne med henblik på at hjælpe unge i risikogruppen med at forblive beskyttede;

51.  bemærker med bekymring, at det i de seneste vurderingsrapporter(10) understreges, at ungdomsbeskæftigelsesinitiativet i den første gennemførelsesfase udviste en tendens til at fokusere mest på højtuddannede NEET'er snarere end unge, som er ufaglærte, inaktive og ikke er registreret hos de offentlige arbejdsformidlinger;

52.  opfordrer medlemsstaterne til at afhjælpe denne væsentlige mangel i gennemførelsen af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet ved bl.a. at udvikle specifikke opfølgende foranstaltninger med henblik på at gennemføre mere evidensbaserede, effektive og vedvarende ungdomspolitikker;

53.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at deres lovgivning giver alle unge inden for den fastlagte aldersgruppe mulighed for at registrere sig og deltage effektivt i ungdomsbeskæftigelsesinitiativet(11);

54.  henleder opmærksomheden på de manglende regler for praktiktilbud på det frie marked for så vidt angår gennemsigtighed i ansættelsen, varighed og anerkendelse og påpeger, at kun få medlemsstater har opstillet minimumskvalitetskriterier, herunder med henblik på overvågning af ungdomsgarantien og ungdomsbeskæftigelsesinitiativet;

55.  anerkender, at EU-budgettets investeringer gennem ungdomsbeskæftigelsesinitiativet har haft en virkning og har fremskyndet udvidelsen af arbejdsmarkedet for unge; mener, at ungdomsbeskæftigelsesinitiativet har en klar merværdi for EU, da mange beskæftigelsesprogrammer for unge ikke kunne være blevet gennemført uden hjælp fra EU;

56.  bemærker, at den oprindelige finansielle tildeling til ungdomsbeskæftigelsesinitiativet i FFR 2014-2020 var på 6,4 mia. EUR, hvoraf 3,2 mia. EUR stammede fra en særlig budgetpost og blev modsvaret af et tilsvarende beløb fra ESF;

57.  understreger, at en yderligere tildeling på 1,2 mia. EUR til ungdomsbeskæftigelsesinitiativet i forbindelse med midtvejsrevisionen af FFR blev politisk godkendt for perioden 2017-2020 og skal modsvares af det samme beløb fra ESF; understreger imidlertid, at den endelige tildeling til programmet vil blive fastlagt i de kommende årlige budgetprocedurer;

58.  glæder sig over, at resultatet af forliget om EU's budget for 2018 på kraftig opfordring fra Parlamentet blev at øge den oprindeligt foreslåede specifikke tildeling til ungdomsbeskæftigelsesinitiativet med 116,7 mio. EUR i nye bevillinger, således at det samlede beløb udgør 350 mio. EUR i 2018; noterer sig, at Kommissionen ensidigt har forpligtet sig til at foreslå en yderligere forhøjelse af finansieringen af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet gennem et ændringsbudget, hvis ungdomsbeskæftigelsesinitiativets absorptionskapacitet giver mulighed for en forhøjelse;

59.  mener, at det samlede budget for ungdomsbeskæftigelsesinitiativet ikke er tilstrækkeligt til at dække den faktiske efterspørgsel og de ressourcer, der er nødvendige for at sikre, at programmet når sine mål; minder om, at der i gennemsnit kun nås ud til 42 % af NEET'erne, og at dette tal ligger under 20 % i en række medlemsstater; opfordrer derfor til en betydelig forhøjelse af tildelingen til ungdomsbeskæftigelsesinitiativet under den næste FFR og til, at medlemsstaterne afsætter midler til ungdomsbeskæftigelsesordninger i deres nationale budgetter;

60.  opfordrer Kommissionen til at sikre konsekvens i ungdomsbeskæftigelsesinvesteringer ved at fremme synergier mellem tilgængelige kilder og ved at skabe ensartede regler, der forelægges i en holistisk vejledning, med henblik på at sikre en større effekt, synergier, effektivitet og forenkling på stedet; minder om prioriteten om at nedbringe den administrative byrde for forvaltningsmyndighederne; understreger betydningen af landespecifikke rapporter om finansiering af ungdomsgarantiordninger, der ligeledes overvåger synergierne mellem de nationale budgetter og EU-budgettet, og behovet for bedre samordning og tættere samarbejde mellem de vigtigste interessenter i processen;

61.  opfordrer Kommissionen til at forbedre planlægningen af ungdomsbeskæftigelsesinvesteringer i perioden efter 2020 gennem fuld anvendelse af den tilgang, der anvendes i programmeringen af ESI-fondene, hvor finansieringen er underlagt omfattende indledende planlægning og efterfølgende evaluering efterfulgt af indgåelsen af partnerskabsaftaler; mener, at en sådan tilgang øger effekten af EU's budget; bemærker den vellykkede gennemførelse af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet i medlemsstater, hvor der er særlige operationelle programmer med betydelige bidrag fra de nationale og regionale budgetter;

62.  opfordrer endvidere Kommissionen til at ændre den nuværende evalueringsmekanisme ved at fokusere på ensartede resultatkriterier og forvaltningsrevisioner i den årlige og endelige rapporteringsprocedure med henblik på at sikre en bedre overvågning af EU-budgettets effekt; opfordrer til EU-dækkende anvendelse af indikatorer såsom andelen af deltagere i ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, som kommer ind på det primære arbejdsmarked som følge af EU-finansierede interventioner;

63.  understreger imidlertid, at reformen af planlægnings- og rapporteringsprocedurerne ikke bør forsinke budgetgennemførelsen eller skabe for store administrative byrder for forvaltningsmyndighederne og især ikke for de endelige modtagere;

64.  anerkender, at de eksisterende administrative byrder undergraver EU-budgettets investeringskapacitet, især i tilfælde af instrumenter med kortere gennemførelsesperioder, som f.eks. ungdomsbeskæftigelsesinitiativet; opfordrer derfor til strømlining af udbudsprocedurer med fokus på hurtigere udarbejdelse af bud og kortere appelprocedurer; bemærker den positive effekt af anvendelsen af forenklede omkostningsmuligheder i forbindelse med udgifter under ungdomsbeskæftigelsesinitiativet; opfordrer til en EU-dækkende indførelse af forenklede omkostningsmuligheder i projekter under ungdomsbeskæftigelsesinitiativet for i væsentlig grad at mindske bureaukratiet og fremskynde budgetgennemførelsen;

65.  understreger, at ungdomsbeskæftigelsesinitiativet på nuværende tidspunkt udviser de bedste resultater blandt alle ESI-fondene for så vidt angår finansiel gennemførelse;

66.  glæder sig over, at foranstaltningerne under ungdomsbeskæftigelsesinitiativet har ydet støtte til over 1,6 millioner unge og ført til konsolideringstransaktioner i medlemsstaterne til over 4 mia. EUR;

67.  bemærker, at manglen på oplysninger om de potentielle omkostninger til gennemførelse af en ordning i en medlemsstat kan resultere i utilstrækkelig finansiering til gennemførelsen og opfyldelsen af målene; opfordrer medlemsstaterne til at foretage en forudgående analyse og udarbejde en oversigt over omkostningerne til gennemførelse af ungdomsgarantien;

68.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at etablere overvågningssystemer, der administrativt er mindre besværlige og mere tidssvarende, for den resterende finansiering under ungdomsbeskæftigelsesinitiativet;

69.  opfordrer til, at der fokuseres på ungdomsbeskæftigelsesinitiativets resultater gennem fastlæggelse af konkrete indikatorer vedrørende nye tjenester og støtteforanstaltninger på arbejdsmarkedet, der er etableret ved hjælp af programmet i medlemsstaterne, og antallet af tidsubegrænsede kontrakter, der tilbydes;

70.  mener, at det for at vurdere ordningens effektivitet er nødvendigt at evaluere alle aspekter, herunder om ordningen giver valuta for pengene; noterer sig tidligere skøn fra ILO og Eurofound og anmoder Kommissionen om at bekræfte eller ajourføre disse fremskrivninger;

71.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fastsætte realistiske og opnåelige mål, vurdere forskellene, analysere markedet før gennemførelsen af ordningerne og forbedre overvågnings- og indberetningssystemerne;

o
o   o

72.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 470.
(2) EUT L 126 af 21.5.2015, s. 1.
(3) EUT C 120 af 26.4.2013, s. 1.
(4) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0390.
(5) EUT C 264 E af 13.9.2013, s. 69.
(6) EUT L 113 af 29.4.2017, s. 56.
(7) Kommissionens rapport "Employment and Social Developments in Europe 2013" af december 2013.
(8) Eurofounds rapport fra august 2014 med titlen "Occupational profiles in working conditions: Identification of groups with multiple disadvantages".
(9) Blandt andre foranstaltninger kan nævnes initiativet "Unge på vej", der blev lanceret i september 2010, initiativet "Muligheder for Unge", som blev lanceret i december 2011, og "indsatsholdene for ungdomsbeskæftigelsen", som blev lanceret i januar 2012.
(10) Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 5/2017 om gennemførelsen af ungdomsgarantien og ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, slutrapport til Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Beskæftigelse, Sociale Anliggender, Arbejdsmarkedsforhold og Inklusion fra juni 2016 om de første resultater af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, Kommissionens meddelelse af 4. oktober 2016 om ungdomsgarantien og ungdomsbeskæftigelsesinitiativet efter tre år (COM(2016)0646); EPRS' indgående analyse fra juni 2016 med titlen "Youth Employment Initiative: European Implementation Assessment".
(11) De lovgivningsmæssige rammer i nogle lande anser visse unge, navnlig personer med alvorlige handicap, for at være "uarbejdsdygtige". De kan ikke registrere sig hos de offentlige arbejdsformidlinger og kan derfor ikke deltage i ungdomsbeskæftigelsesinitiativet.


Gennemførelse af direktivet om erhvervsmæssige kvalifikationer og behovet for reform af liberale erhverv
PDF 179kWORD 46k
Europa-Parlamentets beslutning af 18. januar 2018 om gennemførelse af direktiv 2005/36/EF for så vidt angår regulering og behovet for reform af liberale erhverv (2017/2073(INI))
P8_TA(2018)0019A8-0401/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 45, 49 og 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 15 og 16,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer(1),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. januar 2017 om anbefalinger til reformer af reguleringen af liberale erhverv (COM(2016)0820),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. oktober 2013 om evaluering af nationale bestemmelser om adgang til erhverv (COM(2013)0676),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. oktober 2015 med titlen "Opgradering af det indre marked: flere muligheder for borgerne og virksomhederne" (COM(2015)0550),

–  der henviser til sin beslutning af 26. maj 2016 om strategien for det indre marked(2),

–  der henviser til sin beslutning af 15. juni 2017 om en europæisk dagsorden for den kollaborative økonomi(3),

–  der henviser til sin beslutning af 15. februar 2017 om den årlige rapport om forvaltningen af det indre marked i forbindelse med det europæiske semester 2017(4),

–  der henviser til udtalelse af 31. maj 2017 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(5),

–  der henviser til den endelige rapport fra arbejdsgruppen om fremme af de liberale erhverv,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52 og til artikel 1, stk. 1, litra e), og bilag 3 til afgørelse truffet af Formandskonferencen den 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A8-0401/2017),

A.  der henviser til, at den frie bevægelighed for arbejdstagere, etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser i EU udgør rygraden i det indre marked og medfører mange fordele for borgere og virksomheder;

B.  der henviser til, at selv om servicesektoren tegner sig for 71 % af BNP og 68 % af den samlede beskæftigelse, er potentialet for det indre marked for tjenesteydelser fortsat ikke fuldt udnyttet;

C.  der henviser til, at det i mangel af harmonisering er op til medlemsstaterne at træffe beslutning om regulering af erhverv, forudsat at de nationale foranstaltninger er gennemsigtige, ikkediskriminerende, rimelige og proportionale;

D.  der henviser til, at intelligent regulering, der er behørigt begrundet i beskyttelsen af legitime målsætninger af offentlig interesse, kan have positive virkninger på det indre marked og sikre et højt niveau af forbrugerbeskyttelse og en forbedring af kvaliteten af de leverede tjenesteydelser; der derfor henviser til, at afregulering ikke bør være et mål i sig selv;

E.  der henviser til, at reguleringen af erhverv i mange tilfælde er berettiget, men at uberettigede hindringer for liberale tjenesteydelser er til skade for borgernes grundlæggende rettigheder og medlemsstaternes økonomier; der henviser til, at reguleringen af erhverv derfor bør tilpasses regelmæssigt for at tage hensyn til den teknologiske, samfundsmæssige eller markedsmæssige udvikling;

F.  der henviser til, at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer foreskriver automatisk anerkendelse af en række erhverv på grundlag af harmoniserede mindstekrav til uddannelse, en generel ordning for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, en ordning for automatisk anerkendelse af erhvervserfaring og et nyt system for grænseoverskridende levering af tjenesteydelser inden for rammerne af lovregulerede erhverv;

G.  der henviser til, at direktiv 2005/36/EF blev ændret i 2013 med det formål at opnå en proportionel lovgivningsmæssig ramme, der er berettiget af mål af almen interesse, idet der i artikel 59 blev indført et krav om gennemsigtighed og gensidig evaluering af samtlige lovregulerede erhverv i medlemsstaterne, uanset om de er reguleret på grundlag af nationale regler eller på grundlag af regler, der er harmoniseret på EU-plan;

H.  der henviser til, at visse bestemmelser i direktiv 2005/36/EF og navnlig artikel 59 endnu ikke er blevet fuldt gennemført af medlemsstaterne selv efter udløbet af fristen;

I.  der henviser til, at medlemsstaterne skulle indsende nationale handlingsplaner til Kommissionen senest den 18. januar 2016 med oplysninger om afgørelser om at fastholde eller ændre reguleringen af liberale erhverv; der henviser til, at der stadig er 6 medlemsstater, der ikke har indsendt deres nationale handlingsplaner;

J.  der henviser til, at Kommissionen i henhold til artikel 59 i direktiv 2005/36/EF senest den 18. januar 2017 skulle fremlægge sine konklusioner om den gensidige evaluering, om nødvendigt ledsaget af forslag til yderligere initiativer;

K.  der henviser til, at Kommissionen den 10. januar 2017 forelagde en meddelelse vedrørende behovet for reformer inden for de liberale erhverv med en analyse af reguleringen af erhverv i syv erhvervssektorer og henstillinger til medlemsstaterne i denne henseende;

L.  der henviser til, at den gensidige evaluering afslørede, at reguleringen af erhverv varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat; der henviser til, at der er behov for yderligere afklaring, navnlig i de tilfælde, hvor medlemsstater har bekendtgjort, at de vil indføre nye former for regulering af erhverv efter afslutningen af arbejdet;

Regulering af erhverv i Den Europæiske Union og status for gennemførelsen af artikel 59 i direktiv 2005/36/EF

1.  understreger, at lovregulerede erhverv spiller en afgørende rolle i EU's økonomi, idet de tegner sig for en betydelig del af beskæftigelsesgraden samt for arbejdskraftens bevægelighed og den merværdi, der skabes i Unionen; mener endvidere, at professionelle tjenester af høj kvalitet og effektive lovgivningsmæssige rammer er af afgørende betydning for bevarelsen ag EU's økonomiske, sociale og kulturelle model og for en styrkelse af EU's konkurrenceevne for så vidt angår vækst, innovation og jobskabelse;

2.   minder om, at der er mere end 5 500 lovregulerede erhverv i EU med store variationer mellem medlemsstaterne, hvilket svarer til 22 % af arbejdsstyrken i alle sektorer, som f.eks. sundhedstjenester og sociale tjenester, tjenesteydelser til virksomheder, bygge- og anlægssektoren, netværkstjenesteydelser, transport, turisme, ejendomsmarked, offentlige tjenesteydelser og uddannelse;

3.  glæder sig over Kommissionens initiativ med hensyn til vejledning af medlemsstaterne i forbindelse med den gensidige evaluering, herunder tilrettelæggelse af indgående drøftelser med de nationale myndigheder, og påpeger også behovet for, at nationale myndigheder inddrager alle berørte parter for at indsamle relevante oplysninger om konsekvenserne af sådanne bestemmelser;

4.  mener, at Kommissionens meddelelse af 10. januar 2017 kan hjælpe medlemsstaterne med bedre at regulere liberale tjenesteydelser og til at udveksle bedste praksis med henblik på at forstå de reguleringsmæssige valg i andre medlemsstater under hensyntagen til, at nogle medlemsstater har indført en mere intensiv statslig regulering af erhverv end andre; understreger imidlertid behovet for en vurdering af kvaliteten af reguleringer, da der er behov for mere end blot en økonomisk analyse for at foretage en holistisk vurdering af resultaterne af de reguleringsmæssige rammer i de enkelte medlemsstater;

5.  beklager, at nogle medlemsstater har forsømt at meddele oplysninger om de erhverv, de regulerer, og om kravene for adgang til disse erhverv; opfordrer medlemsstaterne til i væsentlig grad at forbedre meddelelsesproceduren i forbindelse med direktivet om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer;

6.  understreger, at en styrkelse af gennemsigtigheden og sammenligneligheden af de nationale krav om adgang til eller udøvelse af lovregulerede erhverv kunne skabe større erhvervsmæssig mobilitet, og at alle nationale krav i overensstemmelse med direktiv 2005/36/EF således bør meddeles og gøres offentligt tilgængelige i databasen for lovregulerede erhverv på en klar og let forståelig måde;

7.  anerkender de forbedringer, som Kommissionen har foretaget af databasen over lovregulerede erhverv, herunder oprettelsen af et interaktivt kort, der giver borgerne mulighed for at kontrollere de professionelle adgangskrav i hele EU og lettere at visualisere, hvilke erhverv der er lovregulerede i en given medlemsstat; opfordrer Kommissionen til yderligere at forbedre databasen over lovregulerede erhverv med henblik på at fremme en rettidig og nøjagtig meddelelse af oplysninger fra de kompetente myndigheder og således øge gennemskueligheden for EU-borgerne;

8.  noterer sig forskellene mellem medlemsstaterne, hvad angår antallet af lovregulerede erhverv og omfanget af aktiviteter, der er omfattet af lignende erhverv, hvilket forklarer de forskellige metoder til regulering af erhverv, som er valgt af den enkelte medlemsstat; opfordrer Kommissionen til at forbedre sammenligneligheden af de forskellige erhverv og fastlægge en række fælles aktiviteter for hvert indberettet erhverv i databasen med henblik på at fremme frivillig harmonisering i hele EU;

9.  beklager, at en række medlemsstater ikke har forelagt en national handlingsplan (NAP) som krævet i direktiv 2005/36/EF og opfordrer disse medlemsstater til at gøre dette uden unødig forsinkelse; bemærker, at grundigheden, ambitionsniveauet og detaljeringsgraden i de indsendte nationale handlingsplaner varierer;

10.  opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at gennemføre artikel 59 i direktiv 2005/36/EF og til at intensivere deres bestræbelser på at sikre større gennemsigtighed i reguleringen af erhverv, idet dette er afgørende for mobiliteten for fagfolk i hele EU, da det kun er med fuldstændige oplysninger fra alle medlemsstater, at der kan fås et fuldstændigt billede af de erhverv, der er reguleret på nationalt plan eller EU-plan;

11.  beklager, at visse medlemsstater ikke har rådført sig med de relevante interessenter på en passende måde under udarbejdelsen af de nationale handlingsplaner; mener, at det er er nødvendigt med en gennemsigtig informationsstrøm mellem offentlige institutioner og interessenter for effektivt at løse de problemer og udfordringer, som erhvervene står over for; opfordrer til en bredere inddragelse af alle interessenter i fremtiden, ikke kun med henblik på udarbejdelse af de nationale handlingsplaner, men også før reformen af reguleringen af erhverv med henblik på at give alle berørte parter mulighed for at fremlægge deres synspunkter;

12.  understreger, at en effektiv regulering af erhverv bør være til gavn for både forbrugere og fagfolk; minder om, at det står medlemsstaterne frit for at indføre nye bestemmelser eller at ændre eksisterende regler, der begrænser adgangen til eller udøvelse af lovregulerede erhverv, som afspejler deres vision for samfundet og deres socioøkonomiske forhold, så længe disse er begrundet ud fra mål af almen interesse; mener, at regulering af liberale erhverv, der er proportionel og tilpasset til markedsrealiteterne, kan føre til en forbedret markedsdynamik, lavere priser for forbrugerne og en forbedret brancheeffektivitet;

13.  mener samtidig, at diskriminerende, uberettigede og urimelige krav kan være særligt urimelige for især unge fagfolk, og at de kan hæmme konkurrencen og have en negativ indvirkning på modtagerne af tjenesteydelser, bl.a. forbrugere;

14.  anerkender den rolle, som reguleringen af erhverv spiller med hensyn til at opnå et højt niveau for beskyttelse af offentlige interesser, både dem, der udtrykkeligt er nævnt i traktaten, såsom den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed, og dem, der udgør et tvingende alment hensyn, herunder dem, der er anerkendt i Domstolens praksis, såsom bevarelsen af den finansielle balance i de sociale sikringsordninger, beskyttelsen af forbrugerne, tjenestemodtagerne og arbejdstagerne, en forsvarlig retspleje, retfærdige handelstransaktioner, bekæmpelsen af bedrageri og imødegåelsen af skattesvig og skatteundgåelse, skattekontrollens effektivitet, vejtransportsikkerhed, sikring af kvaliteten af håndværkspræget arbejde, fremme af forskning og udvikling, beskyttelse af miljøet og bymiljøet, dyresundheden, intellektuelle ejendomsrettigheder, bevarelsen af den nationale historiske og kunstneriske arv samt social- og kulturpolitiske målsætninger; anerkender medlemsstaternes skønsmargin ved fastsættelsen af måderne for opnåelse af det ovennævnte i overensstemmelse med principperne om ikke-diskriminering og proportionalitet;

15.  bemærker, at i betragtning af risiciene for forbrugere, erhvervsudøvere eller tredjepart kan medlemsstaterne kun forbeholde bestemte aktiviteter til kvalificerede fagfolk, hvor der navnlig ikke findes mindre indgribende midler til at nå det samme resultat; fremhæver, at i sådanne tilfælde skal fagspecifikke regler sikre et effektivt tilsyn med den retmæssig udøvelse af de regulerede erhverv, og, hvor det er relevant, med dets etiske regler;

16.  anerkender i denne sammenhæng forbindelsen mellem forslaget til den proportionalitetstest, der fastlægger regler vedrørende en fælles ramme for gennemførelsen af proportionalitetsvurderinger forud for indførelse af nye eller ændring af gældende foranstaltninger for lovregulerede erhverv, og anbefalingerne til reformer, der er baseret på en vurdering af de nationale reguleringer i syv sektorer; opfordrer medlemsstaterne til at vurdere og om nødvendigt at tilpasse deres regulering af erhverv i overensstemmelse med specifikke anbefalinger til reformer;

17.   understreger, at anbefalinger til reform ikke kan erstatte håndhævelsesforanstaltninger, og opfordrer Kommissionen til som traktatens vogter at skride til handling og indlede overtrædelsesprocedurer, når den konstaterer diskriminerende, uberettiget eller uforholdsmæssig regulering;

Nytten af indikatoren til vurdering af begrænsninger og behovet for at fremme et højt kvalitetsniveau for tjenesteydelser i Europa

18.  tager til efterretning, at Kommissionen har udarbejdet en ny indikator til vurdering af begrænsninger og glæder sig over forbedringen i forhold til OECD's eksisterende indikator for regulering af produktmarkederne for så vidt angår den detaljerede analyse af de berørte sektorer;

19.  understreger, at denne indikator, der viser den samlede reguleringsgrad i medlemsstaterne udelukkende på grundlag af de kvantitative oplysninger vedrørende eksisterende hindringer for fri bevægelighed, bør betragtes som et rent vejledende redskab og ikke som et redskab, der gør det muligt at drage konklusioner om, hvorvidt en strengere regulering i visse medlemsstater er uforholdsmæssig;

20.  minder om, at den samlede analyse af virkningen af reguleringerne i medlemsstaterne ikke blot bør være underlagt en kvantitativ, men også en kvalitativ vurdering, der omfatter mål af almen interesse og kvaliteten af den leverede tjeneste, herunder eventuelle indirekte fordele for borgerne og arbejdsmarkedet; bemærker, at indikatoren til vurdering af begrænsninger er ledsaget af yderligere analyse, der giver supplerende oplysninger om virkelighedens verden, og opfordrer medlemsstaterne til at overveje denne indikator sammen med kvalitative oplysninger med henblik på at sammenligne deres præstationer i de udvalgte erhvervssektorer;

Fremtiden for lovregulerede erhverv

21.  understreger, at der ud over en effektiv retlig ramme i EU og i medlemsstaterne er behov for effektive og samordnede politikker til at støtte fagfolk i EU og til at styrke konkurrenceevnen, innovationskapaciteten og kvaliteten af de liberale erhverv i EU;

22.  understreger, at fagfolk kan udøve lovregulerede erhverv enten som fysiske personer eller som juridiske personer i form af en erhvervsmæssig virksomhed, og at begge perspektiver er vigtige i forbindelse med gennemførelsen af nye politikker; er på denne baggrund overbevist om, at økonomiske værktøjer bør kombineres med politikker, der tager sigte på at styrke iværksætteri og den menneskelige kapital i de liberale erhverv;

23.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til sammen med de faglige organisationer inden for deres respektive kompetenceområder på passende vis at følge op på anbefalingerne fra arbejdsgruppen om "Bolstering the Business of Liberal Professions";

24.  fremhæver vigtigheden af uddannelse, kompetenceudvikling og undervisning i iværksætteri for at sikre, at erhvervsudøvere i EU fortsat er konkurrencedygtige og i stand til at klare de gennemgribende forandringer, der påvirker de liberale erhverv som følge af innovation, digitalisering og globalisering; understreger, at der er en tæt forbindelse mellem en fagpersons kundskaber og kvaliteten af den tjeneste, der ydes; bemærker den vigtige rolle, der skal spilles af de højere uddannelses- og forskningsinstitutioner i denne henseende, herunder gennem projekter om digitale færdigheder;

25.  påpeger, at der er behov for bedre sammenlignelighed af de erhvervsmæssige kvalifikationer for at øge ensartetheden af kvalifikationsbeviserne i hele EU og skabe mere lige vilkår for unge nyuddannede, der får adgang til erhvervene, og derved fremme deres mobilitet i EU;

26.  opfordrer medlemsstaterne til at iværksætte en grundig markedsanalyse med henblik på at sikre en hurtigere tilpasning af udbydere af tjenesteydelser til markedets behov, samt til at udvikle politikker for at gøre EU's liberale tjenesteydelser globalt konkurrencedygtig i de kommende årtier;

Innovation og digitalisering i de liberale erhverv

27.  bemærker, at videnskabelige fremskridt, teknologisk innovation og digitalisering har en betydelig indvirkning på liberale erhverv og giver nye muligheder for fagfolk, men også udfordringer for arbejdsmarkedet og kvaliteten af tjenesterne;

28.  glæder sig over, at Kommissionen anerkender behovet for at overveje virkningen af nye teknologier inden for liberale erhverv, især for advokater og revisorer, hvor procedurerne kan forbedres; bemærker navnlig, at der skal lægges stor vægt på de risici, der kan være forbundet med en sådan omstilling, for modtagere af tjenesteydelser, herunder forbrugerne, idet de ikke bør afskæres fra de nye teknologier;

29.  understreger, at det er usandsynligt, at nye teknologier vil erstatte mennesker, når der skal træffes etiske og moralske beslutninger; påpeger i denne forbindelse, at reglerne om organiseringen af erhvervene, herunder regler om overvågning af offentlige organer eller faglige sammenslutninger kan spille en vigtig rolle og bidrage til at sikre en mere retfærdig fordeling af fordelene ved digitalisering; bemærker, at markedsdrevne mekanismer på visse områder som f.eks. feedback fra forbrugerne også kan bidrage til at forbedre kvaliteten af en bestemt tjeneste;

30.  understreger, at forordningerne om liberale tjenesteydelser skal være egnede til formålet og bør revideres regelmæssigt for at tage hensyn til den tekniske innovation og digitalisering;

31.  opfordrer Kommissionen til fortsat at holde Parlamentet regelmæssigt underrettet om status vedrørende medlemsstaternes overholdelse af direktiv 2005/36/EF;

o
o   o

32.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT L 255 af 30.9.2005, s. 22.
(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0237.
(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0271.
(4) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0040.
(5) Endnu ikke offentliggjort i EUT.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik