Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 17. april 2018 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse af aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Den Europæiske Union og Den Libanesiske Republik, som fastsætter vilkårene og betingelserne for Den Libanesiske Republiks deltagelse i partnerskabet for forskning og innovation i Middelhavsområdet (PRIMA) (11967/2017 – C8-0344/2017 – 2017/0199(NLE))

P8_TA(2018)0092 A8-0352/2017

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Rådets afgørelse (11967/2017),

–  der henviser til udkast til aftale om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Den Europæiske Union og Den Libanesiske Republik, som fastsætter vilkårene og betingelserne for Den Libanesiske Republiks deltagelse i partnerskabet for forskning og innovation i Middelhavsområdet (PRIMA) (11928/2017),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2017/1324 af 4. juli 2017 om Unionens deltagelse i partnerskabet for forskning og innovation i Middelhavsområdet (PRIMA), der iværksættes i fællesskab af flere medlemsstater(1),

–  der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 186 og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), nr. v), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C8-0344/2017),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 99, stk. 1 og 4, og artikel 108, stk. 7,

–  der henviser til henstilling fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi (A8-0352/2017),

1.  godkender indgåelsen af aftalen;

2.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Den Libanesiske Republiks regering og parlament.

(1) EUT L 185 af 18.7.2017, s. 1.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 17. april 2018 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse af protokollen om fastsættelse af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Mauritius (12476/2017– C8-0445/2017 – 2017/0223(NLE))

P8_TA(2018)0093 A8-0053/2018

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Rådets afgørelse (12476/2017),

–  der henviser til protokol om fastsættelse af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Mauritius (12479/2017),

–  der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 43 og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), og artikel 218, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C8-0445/2017),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 99, stk. 1 og 4, og artikel 108, stk. 7,

–  der henviser til henstilling fra Fiskeriudvalget og udtalelse fra Budgetudvalget (A8-0053/2018),

1.  godkender indgåelsen af protokollen;

2.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Republikken Mauritius' regering og parlament.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 17. april 2018 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse af en aftale i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Norge om yderligere handelspræferencer for landbrugsprodukter (13357/2017 – C8-0434/2017 – 2017/0259(NLE))

P8_TA(2018)0094 A8-0126/2018

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Rådets afgørelse (13357/2017),

–  der henviser til udkast til aftale i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Norge om yderligere handelspræferencer for landbrugsprodukter (13471/2017),

–  der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 207, stk. 4, første afsnit, og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), nr. v), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C8-0434/2017),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 99, stk. 1 og 4, og artikel 108, stk. 7,

–  der henviser til henstilling fra Udvalget om International Handel (A8-0126/2018),

1.  godkender indgåelsen af aftalen;

2.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Kongeriget Norges regering og parlament.

Europa-Parlamentets beslutning af 17. april 2018 om en europæisk strategi til fremme af proteinafgrøder - Fremme af produktionen af proteinafgrøder og bælgplanter i EU's landbrugssektor (2017/2116(INI))

P8_TA(2018)0095 A8-0121/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin beslutning af 8. marts 2011 om "EU's proteinunderskud: hvad er løsningen på et langvarigt problem?"(1),

–  der henviser til Kommissionens forslag af 14. september 2016 til Europa-Parlamentets og Rådets "omnibus"-forordning (COM(2016)0605) om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og ændringen hertil, der sigter på at inkludere en anmodning til Kommissionen om at offentliggøre en "proteinplan" inden udgangen af 2018(2),

–  der henviser til erklæringen om europæisk soja, som blev fremlagt på samlingen i Rådet (landbrug) den 12. juni 2017 af Tyskland og Ungarn, og undertegnet af 14 medlemsstater(3),

–  der henviser til Rådets afgørelse (93/355/EØF) af 8. juni 1993 om indgåelse af et aftalememorandum mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Amerikas Forenede Stater om olieafgrøder inden for rammerne af GATT(4),

–  der henviser til dokument vedtaget af FN's Generalforsamling den 25. september 2015 med titlen "Ændring af vores samfund: dagsordenen for bæredygtig udvikling 2030", herunder navnlig bæredygtighedsmål nr. 2, 12 og 15,

–  der henviser til FN's Generalforsamlings beslutning på sit 68ende møde om at udråbe 2016 til "Internationalt Bælgfrugtår" under De Forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO)(5),

–  der henviser til den undersøgelse, som Parlamentets Temaafdeling B bestilte efter anmodning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om proteinafgrøders miljørolle i den nye fælles landbrugspolitik(6),

–  der henviser til høringen i Parlamentet om forbedring af forsyningen med proteinafgrøder i Europa,

–  der henviser til Donau-sojaerklæringen af 19. januar 2013,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A8-0121/2018),

A.  der henviser til, at Den Europæiske Union lider under et stort underskud på vegetabilske proteiner på grund af behovet i dens husdyrholdssektor, som er afhængig af import af foder fra tredjelande, en situation, som beklageligvis har oplevet få forbedringer til trods for de talrige hensigtserklæringer og initiativer om dette spørgsmål gennem mere end 15 år og på trods af anvendelsen af biprodukter fra produktionen af biobrændstoffer i foder; der henviser til, at EU's nuværende situation, som er præget af import af vegetabilske proteiner (hovedsagelig soja) fra Sydamerika, er uholdbar og viser, at vi bør gøre en mere energisk indsats, navnlig for at forbedre bæredygtigheden af denne import;

B.  der henviser til, at det er vigtigt at reducere Unionens massive afhængighed af import af proteinafgrøder, der hovedsageligt anvendes til dyrefoder; der henviser til, at den nuværende situation udover miljøpåvirkningen i sojaproducerende regioner indebærer store risici, især for EU's husdyrsektor, da prissvingningerne på de internationale markeder er steget betydeligt;

C.  der henviser til, at Parlamentet har udtalt sig flere gange om proteiner og nødvendigheden af at indføre en europæisk proteinplan, men at initiativerne ikke har haft konkrete virkninger, som kan ændre EU's afhængighed af forsyninger af vegetabilske proteiner;

D.  der henviser til, at der som følge af BSE-krisen med rette blev indført et europæisk forbud mod anvendelse af kød- og benmel i foder(7), men at dette har medført, at importen af soja fra Latinamerika er steget kraftigt;

E.  der henviser til, at Unionen derfor kun anvender 3 % af landbrugsjorden til dyrkning af proteinafgrøder og importerer over 75 % af sin forsyning af vegetabilske proteiner, navnlig fra Brasilien, Argentina og USA;

F.  der henviser til, at husdyrsektoren i Unionen er yderst følsom over for prissvingninger og konkurrenceforvridning og er afhængig af importen af vegetabilsk protein af høj kvalitet og til en rimelig pris, hvilket udgør en reel udfordring for europæiske bedrifter;

G.  der henviser til, at europæiske proteinafgrøder frembringer olieholdige biprodukter, der kan bidrage til den cirkulære økonomi og anvendes til konsum, vedvarende energi eller produktion af grønne kemikalier; der henviser til, at samproduktion af proteiner og biprodukter i Europa gør det muligt at reducere importen af både genmodificerede proteiner og biobrændstoffer, som bidrager til skovrydning;

H.  der henviser til, at analysen af problemstillingen omkring vegetabilsk protein, der anvendes i foderstoffer, alt for ofte kun har fokuseret på proteinrige råvarer og på vores underskud af vegetabilske proteiner og søgen efter råvarer, der kan supplere foder til landbrugsdyr;

I.  der henviser til, at der er behov for en mere omfattende analyse af problematikken omkring vegetabilsk protein i Europa, således at vi kan råde over en langsigtet strategi og så mange tiltag som mulig med henblik på at booste effektiviteten af vores indsats for at reducere vores afhængighed af vegetabilske proteiner; der henviser til, at denne strategi er et redskab i overgangen til mere bæredygtige fødevare- og landbrugssystemer;

J.  der henviser til, at protein ligesom energi er en vigtig og uundværlig del af vores ernæring og kan leveres i vegetabilsk eller animalsk form;

K.  der henviser til, at vegetabilsk protein er et centralt element i udfordringerne vedrørende fødevaresikkerhed og -suverænitet (for både mennesker og dyr), miljøbeskyttelse, global opvarmning og vedvarende energi; der henviser til, at proteiner er afgørende for livet og er til stede i al føde for såvel dyr som mennesker;

L.  der henviser til, at den samlede europæiske produktion af proteinrige råvarer er steget fra 24,2 til 36,3 mio. ton (+50 %) fra 1994 til 2014, men at det samlede forbrug i samme periode er steget fra 39,7 til 57,1 mio. ton (+44 %); der henviser til, at Unionens samlede proteinunderskud (20,8 ton i 2014) dermed er stigende; der henviser til, at verdensmarkedet for vegetabilske proteiner, som bl.a. omfatter soja og sojakager, har udviklet sig betydeligt i de sidste 50 år, og at forbruget af disse råvarer er steget kraftigt i alle medlemsstater, hvor forbruget af soja er steget fra 2,42 mio. ton i 1960 til omkring 36 mio. ton i dag; der henviser til, at EU's husdyrsektor er stærkt afhængig af importen af sojabønner og sojakager fra tredjelande, især fra Sydamerika; der henviser til, at efterspørgslen efter soja inden for EU kræver dyrkning af et areal på næsten 15 mio. ha, hvoraf 13 mio. ha er i Sydamerika;

M.  der henviser til, at dyrkning af proteinafgrøder skaber en betydelig merværdi for miljøet, som ikke er truet af den relaterede anvendelse af plantebeskyttelsesmidler;

N.  der henviser til, at Kina er blevet verdens største importør af soja og har udarbejdet sin egen specielle og uigennemsigtige forsyningssikkerhedsstrategi, der ikke er baseret på klassiske markedsmekanismer, men på produktionskontrakter med verdens største sojaleverandør, Brasilien, og på massive investeringer i landets produktions- forarbejdnings- (knusnings-) og havnetransportinfrastruktur på miljøets bekostning; mener, at denne internationaliseringsstrategi fra den kinesiske landbrugsindustrisektors side kan påvirke de fremtidige markedsforsyninger af soja og oliefrø til EU, der også er en af Brasiliens store kunder, og udgøre en trussel mod markedsstabiliteten i EU;

O.  der henviser til, at størstedelen af den soja, der importeres til EU, stammer fra genmodificerede afgrøder, og at europæiske forbrugere nærer mistillid til denne teknologi; der henviser til, at der er stigende interesse for lokale ikke-GMO-produkter og stigende bekymring for importens kulstofaftryk; der henviser til, at mange sojabønneproducenter og -forarbejdningsvirksomheder, foderproducenter og repræsentanter for fødevareindustrien (kødproducenter, mælke- og ægproducenter og andre brugere af sojabønner), handelskæder og andre relevante institutioner inden for EU går ind for bæredygtige, certificerede GMO-frie systemer til produktion af sojabønner;

P.  der henviser til, at europæisk landbrug for at opfylde EU's behov for fødevarer har undergået en forandring inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik; der henviser til, det har intensiveret produktionen, samtidig med at landbrugsprodukt- og råvaremarkederne er blevet mere åbne, hvilket har øget EU's afhængighed af import af vegetabilske proteiner fra Nord- og Sydamerika; der henviser til, at globaliseringen har medført en konvergens mellem kostvaner og specialisering af bedrifter, hvilket har givet anledning til omfattende bevægelser over store afstande af råmaterialer til produktion af proteiner, hvad enten det drejer sig om syntetisk kvælstofgødning eller proteinrige råvarer til foder, med deraf følgende indvirkning på miljøet og klimaet;

Q.  der henviser til, at produktionen af proteinafgrøder, især soja, der importeres med henblik på produktion af foder, er en af de vigtigste drivkræfter for ændringer i arealanvendelsen, ligesom den er en betydelig drivkraft for skovrydning i mange regioner uden for Europa; der henviser til, at den øgede dyrkning af proteinafgrøder kan udgøre et vigtigt supplement til foranstaltninger til fremme af forsyningskæder for landbrugsråvarer, der ikke indebærer skovrydning; der henviser til, at håndteringen af den globale udfordring med skovrydning og skovødelæggelse er blevet endnu vigtigere i lyset af 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og Paris-aftalen om klimaændringer;

R.  der henviser til, at det kvælstof, der er nødvendigt for planters ernæring og for produktionen af vegetabilske protein, med undtagelse af bælgplanteafgrøder, i dag primært kommer fra syntetisk kvælstofgødning, som er dyr og energiintensiv at producere, medfører forurening af både vand og luft og sætter et stort økologisk fodaftryk på grund af de store mængder fossile brændstoffer, der forbruges under produktionsprocessen; der henviser til, at dette ikke bidrager til målet om overgang til en cirkulær økonomi og effektivisering af anvendelsen af vores ressourcer og affaldsstrømme; der henviser til, at det på den baggrund er vigtigt at nytænke hele proteinspørgsmålet lige fra produktion til forbrug med hensyn til produktions- og miljøeffektivitet gennem en bedre lukning af kvælstofkredsløbe, herunder anvendelsen og udviklingen af organiske kvælstofgødninger såsom genanvendte næringsstoffer fra organiske affaldsstrømme som f.eks. husdyrgødning;

S.  der henviser til, at bestræbelserne på at reducere EU's afhængighed af import af vegetabilske proteiner forudsætter, at vi ikke kun fokuserer på proteinrige afgrøder, der skal dække drøvtyggere og ikkedrøvtyggeres behov, men også på alle andre afgrøder (herunder foderafgrøder og græs), som på trods af et lavere proteinindhold dyrkes på arealer i alle områder af Unionen; der henviser til, at der er mange fordele ved græsning på græsarealer for drøvtyggere, herunder reducering af landbrugets produktionsomkostninger;

T.  der henviser til, at der ikke vil ske nogen stigning i produktionen af vegetabilsk protein uden en forbedring af rentabiliteten for sådanne planter, og at der i dag er brug for at implementere en effektiv og ambitiøs strategisk plan for forsyningen med vegetabilsk protein som støtte for en bæredygtig udvikling af europæisk landbrug; der henviser til, en sådan plan kræver mobilisering af en lang række EU-politikker, navnlig den fælles landbrugspolitik;

U.  der henviser til, at Den Europæiske Unions støtte til målsætningen om europæisk proteinselvforsyning gennem de seneste årtier har hvilet på tre søjler, nemlig frivillig koblet støtte til proteinafgrøder og olieafgrøder, EU-politikken for biobrændstoffer samt kravet om øremærkning af 30 % af den direkte støtte til grøn omlægning, som blev indført ved den seneste reform af den fælles landbrugspolitik, herunder forpligtelsen til at afsætte 5 % af det dyrkbare areal til økologiske fokusområder samt beslutningen om at tillade dyrkning af kvælstofbindende afgrøder og mellemafgrøder;

V.  der henviser til, at landbrugernes interesse for kvælstofbindende og proteinrige afgrøder er steget betydeligt, fordi de hjælper landbrugerne med at leve op til kravene under politikken for grøn omstilling, og at denne interesse vil tilskynde planteavlere til at genoptage eller øge deres aktiviteter omkring disse afgrøder;

W.  der henviser til, at de foranstaltninger, der blev indført under den fælles landbrugspolitik i perioden 2000-2013, ikke i sig selv har kunnet vende den nedgående eller stagnerende tendens i den europæiske proteinproduktion, men at disse tiltag i kombination med den grønne omlægning, der giver mulighed for dyrkning af proteinafgrøder på økologiske fokusområder fra 2013, har medført en stærk stigning i produktionen af proteinafgrøder i EU;

X.  der henviser til, at den politiske aftale om den fælles landbrugspolitik, som Parlamentet, Rådet og Kommissionen nåede frem til i 2013, giver mulighed for at dyrke kvælstofbindende afgrøder på økologiske fokusområder;

Y.  der henviser til, at forskning har vist, at dyrefoderproducenter ofte tilføjer flere proteiner til dyrefoderet, end hvad anses for nødvendigt, og at der kan opnås effektivitetsgevinster ved bedre præcisionsbestemmelse af det nødvendige proteinindhold for måldyret;

Z.  der henviser til, at antallet af forskningsprogrammer, der beskæftiger sig med vegetabilsk protein, som følge af det ringe omfang af dyrkning af proteinafgrøder i EU er faldende, og at det samme gælder uddannelse, innovation og opnåelse af praktisk erfaring i EU; der finder, at effektiviteten af innovationen bør forbedres og politikken for forskning i proteiner styrkes, men at dette kun vil lykkes, hvis det understøttes med politiske tilsagn på mellemlang til lang sigt; der påpeger, at proteinforskningspolitikken også bør omfatte hjemmedyrkede bælgplanter, der er tilpasset lokale forhold;

AA.  der henviser til vigtigheden af at støtte planteavlsaktiviteter for at udvikle nye sorter af proteinafgrøder, der kan bidrage til en højere proteinproduktion i EU; der henviser til, at effektive planteavlsaktiviteter kræver en langsigtet forskningspolitik med tilstrækkelig finansiering og et egnet reguleringsmiljø, der tilskynder til innovation;

AB.  der henviser til, at Kommissionen allerede støttet og er i færd med at støtte en række relevante projekter, bl.a. under temaet "SFS-44-2016 – Et fælles planteavlsprogram for at mindske EU's og Kinas afhængighed af proteinimport"; der henviser til passende kommunikation, formidling og udnyttelse af resultaterne af sådanne projekter, således at fremtidige politiske beslutninger på dette område er baseret på dokumentation;

AC.  der henviser til, at omkostningerne til soja stort set er fordoblet i reale tal siden 2007;

1.  mener, at det er på tide at iværksætte en overordnet strategisk plan for produktionen af og forsyningen med vegetabilske proteiner, der baserer sig på bæredygtig udvikling af alle de afgrøder, der dyrkes i hele EU; mener, at denne ændring vil indebære en væsentlig ændring i vores produktionssystemer for at gøre det muligt for landbrugerne at opretholde deres levevej og samtidig opfylde de krav, der skal opfyldes for at opnå en cirkulær økonomi og bæredygtig landbrugsproduktion, baseret på principper såsom agroøkologi og andre miljøvenlige metoder, herunder lavinput-fodringsstrategier for drøvtyggere baseret på såvel permanente græsningsarealer som midlertidige græsarealer på agerjord;

2.  opfordrer Kommissionen til straks at tage skridt til at undgå enhver reduktion af det nuværende produktionsniveau for proteinafgrøder under hensyntagen til de miljømæssige fordele, der følger med den konventionelle dyrkning af kvælstofbindende afgrøder i økologiske fokusområder;

3.  bemærker, at bælgafgrøder kan være en fordel for miljøet på grund af deres potentiale for at binde kvælstof fra atmosfæren; tilføjer, at disse fordele omfatter reduktion af anvendelsen af gødning baseret på fossile brændstoffer, forbedring af jordbundens kvalitet og fertilitet samt, i forbindelse med vekseldrift, mindskelse af omfanget af sygdomme hidrørende fra vedvarende monokultur og beskyttelse og styrkelse af biodiversiteten; understreger endvidere, at disse afgrøders biologiske kvælstofbinding kan bidrage til at begrænse inputomkostningerne og de mulige negative miljøvirkninger, der er forbundet med overforbrug af gødningsstoffer;

4.  opfordrer til, at der oprettes en europæisk platform, støttet af EU's Markedsobservatorium for Afgrøder, der kan gøre det muligt at identificere europæiske proteindyrkningsområder efter afgrødekategori og beliggenhed, skabe tekniske referencer, som er tilgængelige for alle landbrugere, fastsætte den europæiske proteinproduktionskapacitet for at lette afsætningen og katalogisere al offentlig og privat forskning i proteiner;

5.  henstiller, at der fokuseres på alle kilder til vegetabilsk protein, dvs. på afgrøder, der anvendes både i fødevarer og foder, og på støtte til udvikling og markedsføring af nye plantebaserede proteiner; mener endvidere, at der bør forskes mere i alternative proteinkilder;

6.  påpeger, at produktion af soja i Sydamerika er en vigtig faktor i forbindelse med ændringer i arealanvendelsen og er årsag til en række økologiske problemer såsom pesticidforurening af grundvand, erosion, vandmangel og skovrydning, der kan føre til et ødelæggende tab af biodiversitet; påpeger, at sojaproduktion har negative sociale og sundhedsmæssige konsekvenser i producentlandene, som forværres af svage jordbesiddelsesrettigheder, land grabbing, tvangsflytning og andre menneskerettighedskrænkelser;

7.  minder om, at BSE-krisen i 1990'erne og forbuddet mod at anvende forarbejdede animalske proteiner i dyrefoder, jf. forordning (EF) nr. 999/2001, har øget efterspørgslen på plantebaseret protein i Europa; bemærker, at alternative europæiske kilder til proteinfoder, såsom fiskemel, anvendes i den europæiske fiskeopdrætssektor;

De mange målsætninger for planen

8.  mener, at planen bør maksimere bæredygtig produktion af biomasse på egnede landbrugsarealer ved at udbrede anvendelsen af permanent plantedække, hvoraf en del kan afsættes til protein;

9.  finder det nødvendigt specifikt at undersøge potentialet for bælgplanter, hvad enten det er frøbælgplanter eller foderbælgplanter, da der er en række landbrugsmæssige, økonomiske og miljømæssige fordele forbundet med denne plantefamilie, herunder navnlig det faktum, at de binder kvælstof fra luften i kraft af deres symbiotiske system, således at de har mindre behov for syntetisk kvælstofgødning og næsten ikke kræver brug af pesticider; fremhæver, at bælgfrugter efterlader en god jordstruktur til den næste afgrøde takket være det kvælstof, de efterlader, hvilket kan give et merudbytte på 10-20 %; påpeger, at vekseldrift er til gavn for jordens kvalitet, mindsker forekomsten af sygdom og støtter biodiversitet;

10.  fremhæver herudover, at skadedyrs og patogeners reproduktionscyklus afbrydes i vekseldrift, herunder med bælgafgrøder, hvilket mindsker forekomsten af plantesygdomme og behovet for at anvende pesticider; bemærker, at en yderligere fordel er, at biodiversiteten også øges, når man går bort fra år-til-år-monokulturer;

11.  henstiller, at man, navnlig i regi af den fælles landbrugspolitik, yder støtte til dyrkning af soja i Europa ved at gøre det rentabelt og konkurrencedygtigt, da nye sorter er begyndt at åbne nye muligheder for visse regioner, hvor denne afgrøde kan tilpasse sig, men bemærker samtidig, at dette ikke bør overskygge dyrkelsen af andre proteinafgrøder (lupin, hestebønner, ærter, kikærter osv.); mener, at dette brede udvalg vil gøre det muligt at maksimere proteinproduktionen i alle Europas regioner, afhængigt af de lokale klimaforhold;

12.  opfordrer til, at der lægges større vægt på forvaltningen af græs- og kløverafgrøder, som på grund af de store arealer, de dækker, bidrager betydeligt til at dække proteinbehovet i foder (kun drøvtyggere); bemærker, at bælgfrugtafgrøder såsom kløver trives godt på græsarealer;

13.  henstiller, at vegetabilske proteinafgrøder som soja, lucerne, hestebønner og ærter samt afgrøder som kløver, esparsette og mange andre bælgplanter genindføres i storstilede dyrknings- og fodersystemer;

14.  påpeger behovet for at udvikle lokale og regionale proteinproduktions- og forarbejdningskæder ved at oprette grupper af landbrugere og ved at skabe tættere forbindelser mellem producenter af markafgrøder og husdyravlere (kontrakter om levering og udveksling, opførelse af decentrale, små til mellemstore bioraffineringsanlæg for "grønt protein") med henblik på at udveksle viden om egnede bælgplantesorter, vekseldrift og jordbundsforhold; finder det nødvendigt, at man med henblik herpå, via den fælles landbrugspolitik, bistår aktører, der påtager sig risici ved at indgå i korte forsyningskæder for proteinbaserede fødevarer og foderstoffer; fremhæver vigtigheden af ​direkte kontrakter mellem avlere og dyrefoderproducenter;

15.  opfordrer til at fremme produktionen af sorter af GMO-frie vegetabilske proteiner af høj kvalitet og med klar sporbarhed og mærkning (med hensyn til både deres produktionssted og de anvendte metoder) for at imødekomme de europæiske forbrugeres stigende interesse for GMO-frie produkter;

16.  finder det nødvendigt at fremme selvforsyningen med foder på såvel bedriftsniveau som regionalt niveau og for såvel drøvtyggere som enmavede dyr, herunder via egenproduktion af foder på bedriften;

17.  anser det for ønskeligt at minimere tabene ved høst og øge den ernæringsmæssige kvalitet ved at forbedre betingelserne for høst, opbevaring og forarbejdning (tørring, emballering osv.);

18.  mener, at det for at øge produktionen af vegetabilsk protein er nødvendigt at forøge disse afgrøders rentabilitet og udvikle metoder såsom vekseldrift (over mindst 3 år) og undersåning for bælgplanteafgrøder og øge blandingen af sorter og afgrøder i produktionssektorerne for bælgplanter (kløver/raps, triticale/ærter osv.) og foder (græsarter, bælgplanter, blandsæd osv.) for at gå over til et mere bæredygtigt landbrugsfødevaresystem, der understøtter et skifte fra inputintensiv dyrkning af afgrøder i monokultur i og uden for EU til et diversificeret agroøkologisk system;

19.  opfordrer til forskning i: egnethed til anvendelse i vekseldrift og blandingskulturer; udvælgelse af nye sorter og arter, der giver fleksibilitet for landbrugere til at tilpasse sig klimaændringer; stressresistens; afgrødeblanding; forbedring af udbytte; proteinindholdet i og fordøjeligheden af foder (spirede frø, rapsfrø osv.); forøgelse af planters resistens over for sygdomme; spiringsbiologien i ukrudt som funktion af ukrudtsbekæmpelse; foderomsætning; samt biostimulanser; understreger behovet for, at landbrugere råder over en sammenhængende værktøjskasse med bl.a. forvaltningspraksisser, teknikker og plantebeskyttelsesmidler til bekæmpelse af skadevoldere og andre faktorer, der kan påvirke afgrødernes ydelse og vækst i negativ retning;

20.  opfordrer til massive investeringer i forskning, herunder forskning i sorter med henblik på at gøre proteinafgrøder økonomisk interessante, da de kan være ugunstigt stillet i sammenligning med den fortjenstmargen, som opnås med andre afgrøder, udvikle flere afgrødesorter med henblik på at sikre udbytte, løse de agronomiske problemer, der begrænser dyrkningen af proteinafgrøder, og sikre tilstrækkelige mængder, hvilket er nødvendigt for at strukturere produktions- og distributionskæder; understreger, at det også er nødvendigt at udvikle proteinafgrøder, der er bedre tilpasset det europæiske klima, forbedre deres proteinværdi og at skabe sikkerhed for investeringer med henblik på at fremme forskning;

21.  anbefaler øget anvendelse af præcisionslandbrug, navnlig via digitalisering, for at afpasse plantegødnings- og dyrefodermængderne så nøjagtigt som muligt og derved mindske mængden af affald og visse former for forurening, og anbefaler samtidig at gøre større brug af mekaniske ukrudtsbekæmpelsessystemer;

22.  agter at tilskynde til erhvervelse af ny viden, overførsel af viden, uddannelse og løbende efteruddannelse samt at yde støtte til alle former for innovation og anvendt forskning inden for både fødevarer og foder;

23.  opfordrer til at støtte alle former for innovation og anvendt forskning ved at dele erfaring og viden og navnlig ved at tage udgangspunkt i aktører i felten, som råder over innovative løsninger;

24.  opfordrer til bæredygtighedskriterier for foderimport for at sikre en bæredygtig produktion af proteinplanter i tredjelande, som ikke medfører negative miljømæssige eller sociale konsekvenser;

25.  fremhæver den rolle, som kostundervisning kan spille med hensyn til at påvirke efterspørgslen efter fødevarer; understreger behovet for at indføre kostvejledning på enten EU- eller medlemsstatsplan med henblik på at fremme en sund kost, samtidig med at de miljømæssige problemer ved fødevareproduktion imødegås;

26.  finder det nødvendigt at styrke den tekniske støtte til landbrugerne og rådgivningstjenesterne med henblik på at fremme bæredygtig produktion af bælgplante- og foderprotein;

Instrumenter i planen

27.  mener, at en sådan plan kræver mobilisering og tilpasning af adskillige EU-politikker, nemlig den fælles landbrugspolitik, forskningspolitikken, miljø- og klimaindsatspolitikkerne, energipolitikken samt naboskabs- og handelspolitikken;

28.  finder det vigtigt, at den fælles landbrugspolitik støtter proteinafgrøder ved hjælp af forskellige metoder såsom den frivillige koblede støtte – som ikke bør være begrænset til visse afgrøder og vanskeligt stillede regioner men give mulighed for mere omfattende tiltag – og den grønne komponent samt ved hjælp af den anden søjle, navnlig i form af landbrugs- og miljøforanstaltninger vedrørende økologisk og andre typer af landbrug, investeringer, kvalitet, bedriftsrådgivningssystemet (FAS), uddannelse samt naturligvis innovation gennem det europæiske innovationspartnerskab; fremhæver, at indførelsen af en kombineret betaling har drevet produktionen af proteinafgrøder i nogle medlemsstater;

29.  mener, at der bør tages ved lære af erfaringerne fra nyligt indførte forbud mod anvendelse af pesticider i økologiske fokusområder, selv om de i 2016 omfattede 15 % af agerjorden i EU (8 mio. hektarer), og næsten 40 % af dette arealet anvendes til kvælstofbindende afgrøder eller mellemafgrøder; mener, at økologiske fokusområder som led i den generelle mobilisering af alle brugbare landbrugsarealer i autonomiplanen for vegetabilske proteiner kan benyttes til proteinproduktion både i konventionelt landbrug – med integreret bekæmpelse af skadegørere, der tager hensyn til, at landbrugere, der dyrker disse afgrøder i økologiske fokusområder, ikke altid kan være sikre på, at de har mulighed for at reagere på invasioner af skadegørere – og i økologisk landbrug, eftersom det for at erstatte sojaimporten til EU er nødvendigt, at hvad der svarer til næsten 17 mio. ha vil skulle reserveres til sojadyrkning i EU; mener endvidere, at de miljømæssige fokusområder er nødvendige for at styrke biodiversiteten, som er truet, og af hensyn til vores fødevareforsyning, da denne biodiversitet navnlig ved forbedring af bestøvningen kan øge udbyttet af tilstødende afgrøder, som kan være proteinafgrøder, med omkring 20 %;

30.  anbefaler, at man tilpasser reglerne for grøn omlægning til bevarelsen af permanente græsarealer, således at der i visse regioner i højere grad tages hensyn til lucernes specificitet, alene eller blandet med græsarter, på midlertidige græsarealer, som er af mere end fem år gamle, da en sådan aldersgrænse betyder, at de hører under kategorien permanente græsarealer efter definitionen i lovgivningen, hvilket begrænser ompløjningen efter femårsperioden, selv om en genbeplantning vil gøre det muligt at producere en stor mængde foderprotein og opnå større proteinautonomi for de pågældende bedrifter;

31.  konstaterer med tilfredshed, at Parlamentet i forbindelse med omnibusrevideringen af den fælles landbrugspolitik har opnået en ændring af omregningsfaktoren for kvælstofbindende afgrøder fra 0,7 til 1 som kompensation for forbuddet mod brug af pesticider i økologiske fokusområder;

32.  er af den opfattelse, at en europæisk proteinstrategi bør tage hensyn til den omarbejdede udgave af direktivet om vedvarende energi, direktivet om dobbelt anvendelse af proteiner og deres biprodukter, affald og restprodukter i den cirkulære økonomi, og bør tilskynde til vekseldrift og diversificering og udnyttelse af brakjord i overensstemmelse med de grønne foranstaltninger i den fælles landbrugspolitik;

33.  finder det vigtigt at den fremtidige fælles landbrugspolitik tager højde for yderligere forslag til støtte af dyrkningen af vegetabilsk protein såsom forslaget om vekseldrift på agerjord af en varighed på mindst 3 år; understreger i denne forbindelse, at medlemsstater, hvor sygdomme på grund af vådt vejr er fremtrædende, kan have brug for en længere periode med vekseldrift; mener også, at det er særlig relevant at indføre en økosystemsbetaling, der er mere fleksibel end den grønne betaling, for at anerkende bælgplante- og oliefrøafgrøders gavnlige virkninger for biodiversiteten, herunder for ernæringen af bestøvere, skabe risikotagningsmekanismer for innovatorer og åbne en underprioritet for proteiner i politikken for udvikling af landdistrikterne;

34.  understreger behovet for at indføre nye instrumenter, de kan bidrage til at øge udbuddet af vegetabilske proteiner, herunder soja, samt at sikre en ensartet gennemførelse i alle medlemsstaterne;

35.  mener, at den nuværende forskning med henblik på at udvikle en strategi for proteinafgrøder er fragmenteret og mangler fokus; opfordrer til, at forsknings- og udviklingsindsatsen, navnlig inden for offentlig forskning, øges inden for de underudviklede proteinafgrøder, der kan anvendes både til konsum og foder, men kun har ringe eller slet ingen interesse for private investorer, og alternative proteiner såsom insektprotein og alger; opfordrer til større samarbejde mellem offentlige og private forskningsinstitutioner; understreger behovet for et regelsæt, der støtter forsknings- og innovationsprogrammer med henblik på at opnå en større og konkurrencedygtig proteinproduktion;

36.  anbefaler øgede investeringer i industri- og landbrugsforskningsprojekter, der fokuserer på at øge kvaliteten og mangfoldigheden af​ funktionelle proteiner til konsum;

37.  finder det nødvendigt at sikre vores autonomi i forsyningen med soja gennem et større samarbejde med vores nabolande samt at diversificere og sikre holdbarheden af leverancerne af proteiner fra lande uden for EU, navnlig fra nabolande, som har valgt at satse på Europa, og som producerer soja, der kan bringes ind i EU via Donaufloden; kræver, at disse importvarer overholder samme sociale og miljømæssige standarder, som gælder for produktion inden for Europa, og påpeger, at dyrkning af GMO-fri soja er ønskelig med henblik på at imødekomme forbrugernes efterspørgsel;

38.  anerkender, at nutidens landbrugspraksis er utænkelig uden soja, selv om denne yderst vigtige bælgplanter i en ikke fjern fortid næsten var ophørt med at blive dyrket i Europa, men at sojaproduktionen er steget fra 17 mio. tons i 1960 til 319 mio. tons i 2015;

39.  opfordrer til at foretage tilpasninger af den fælles landbrugspolitiks anden søjle for at sikre en bedre anerkendelse af og godtgørelse for bidraget med afgrøder, der giver ernæring til bestøvere på kritiske tidspunkt af sæsonen (tidlige blomstrende planter i foråret), og deres bidrag til modvirkning af tilbagegangen i bestøverbestandene;

40.  støtter etableringen af gennemsigtige ordninger for mærkning af produkter på basis af certificerede produktionsstandarder, eksempelvis Donau-soja- og Europa-sojastandarderne;

41.  mener, at selv om Blair House-aftalen fra 1992 stadig er gældende, er den reelt forældet og bør ikke stå i vejen for bæredygtig udvikling af proteinafgrøder i Europa;

o
o   o

42.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 199 E af 7.7.2012, s. 58. (2) Se beslutning om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2012/2002, (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1305/2013, (EU) nr. 1306/2013, (EU) nr. 1307/2013, (EU) nr. 1308/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014, (EU) nr. 652/2014 og Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 541/2014/EU (A8-0211/2017). (3) Rådets Generalsekretariat 10055/17, Bruxelles, den 7. juni 2017. (4) EFT L 147 af 18.6.1993, s. 25. (5) De Forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO), Internationalt Bælgfrugtår (IYP): Sunde frø til en bæredygtig fremtid. (6) IP/B/AGRI/IC/2012-067 (PE 495.856). (7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 af 22. maj 2001 om fastsættelse af regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af visse transmissible spongiforme encephalopatier (EFT L 147 af 31.5.2001, s. 1).

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 17. april 2018 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om medtagelse af drivhusgassemissioner og optag fra arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug i klima- og energirammen for 2030 og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 525/2013 om en mekanisme til overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner og andre oplysninger vedrørende klimaændringer (COM(2016)0479 – C8-0330/2016 – 2016/0230(COD))

P8_TA(2018)0096 A8-0262/2017

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2016)0479),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 192, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0330/2016),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 14. december 2016(1) fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

–  der henviser til udtalelse af 23. marts 2017(2) fra Regionsudvalget,

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 20. december 2017 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og udtalelser fra Udviklingsudvalget, Udvalget om Industri, Forskning og Energi og Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A8-0262/2017),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling(3);

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 17. april 2018 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/... om medtagelse af drivhusgasemissioner og -optag fra arealanvendelse, ændret arealanvendelse og skovbrug i klima- og energirammen for 2030 og om ændring af forordning (EU) nr. 525/2013 og afgørelse nr. 529/2013/EU

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) 2018/841.)

(1) EUT C 75 af 10.3.2017, s. 103. (2) EUT C 272 af 17.8.2017, s. 36. (3) Denne holdning erstatter de ændringer, der blev vedtaget den 13. september 2017 (Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0339).

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 17. april 2018 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om bindende årlige reduktioner af drivhusgasemissionerne fra medlemsstaterne fra 2021 til 2030 for en modstandsdygtig energiunion og for at opfylde forpligtelserne i henhold til Parisaftalen og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 525/2013 om en mekanisme til overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner og rapportering af andre oplysninger vedrørende klimaændringer (COM(2016)0482 – C8-0331/2016 – 2016/0231(COD))

P8_TA(2018)0097 A8-0208/2017

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2016)0482),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 192, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0331/2016),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 14. december 2016(1) fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

–  der henviser til udtalelse af 23. marts 2017(2) fra Regionsudvalget,

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 17. januar 2018 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og udtalelser fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi, Transport- og Turismeudvalget og Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A8-0208/2017),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling(3);

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 17. april 2018 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/... om bindende årlige reduktioner af drivhusgasemissioner for medlemsstaterne fra 2021 til 2030 som bidrag til klimaindsatsen med henblik på opfyldelse af forpligtelserne i Parisaftalen og om ændring af forordning (EU) nr. 525/2013

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) 2018/842.)

(1) EUT C 75 af 10.3.2017, s. 103. (2) EUT C 272 af 17.8.2017, s. 36. (3) Denne holdning erstatter de ændringer, der blev vedtaget den 14. juni 2017 (Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0256).

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 17. april 2018 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014 af 22. oktober 2014 om statut for og finansiering af europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde (COM(2017)0481 – C8-0307/2017 – 2017/0219(COD))

P8_TA(2018)0098 A8-0373/2017

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2017)0481),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 224 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0307/2017),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til sin beslutning af 15. juni 2017(1) om finansiering af politiske partier og fonde på europæisk plan,

–  efter høring af Regionsudvalget,

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 7. marts 2018 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og holdning i form af ændringsforslag fra Budgetkontroludvalget (A8-0373/2017),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 17. april 2018 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/... om ændring af forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014 om statut for og finansiering af europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU, Euratom) 2018/673.)

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0274.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 17. april 2018 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2010/31/EU om bygningers energimæssige ydeevne (COM(2016)0765 – C8-0499/2016 – 2016/0381(COD))

P8_TA(2018)0099 A8-0314/2017

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2016)0765),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 194, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0499/2016),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til den begrundede udtalelse, som inden for rammerne af protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet er blevet forelagt af det nederlandske Førstekammer og det nederlandske Andetkammer, om, at udkastet til lovgivningsmæssig retsakt ikke overholder nærhedsprincippet;

–  der henviser til udtalelse af 26. april 2017(1) fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

–  der henviser til udtalelse af 13. juli 2017(2) fra Regionsudvalget,

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 31. januar 2018 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A8-0314/2017),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 17. april 2018 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/... om ændring af direktiv 2010/31/EU om bygningers energimæssige ydeevne og direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, direktiv (EU) 2018/844.)

(1) EUT C 246 af 28.7.2017, s. 48. (2) EUT C 342 af 12.10.2017, s. 119.

Europa-Parlamentets beslutning af 17. april 2018 om gennemførelse af det syvende miljøhandlingsprogram (2017/2030(INI))

P8_TA(2018)0100 A8-0059/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1386/2013/EU af 20. november 2013 om et generelt EU-miljøhandlingsprogram frem til 2020 "Et godt liv i en ressourcebegrænset verden"(1) ("det syvende miljøhandlingsprogram"),

–  der henviser til artikel 191 og 192 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som vedrører bevarelse, beskyttelse og forbedring af menneskers sundhed og miljøkvaliteten,

–   der henviser til Parisaftalen, afgørelse 1/CP.21, og den 21. partskonference (COP 21) under UNFCCC, der blev afholdt i Paris fra den 30. november til den 11. december 2015,

–   der henviser til FN's mål for bæredygtig udvikling (SDG'er) og deres indbyrdes forbundne og integrerede karakter,

–  der henviser til Det Europæiske Miljøagenturs rapport fra december 2016 med titlen ¨Environmental indicator report 2016 - støtte til overvågningen af det 7. Miljøhandlingsprogram¨,

–   der henviser til Det Europæiske Miljøagenturs rapport fra november 2017 med titlen "Environmental indicator report 2017 – In support to the monitoring of the 7th Environment Action Programme" (rapport om de vigtigste miljøindikatorer af 2017 – til støtte for overvågning af det 7. miljøhandlingsprogram),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. februar 2017 med titlen "EU's revision af gennemførelsen af miljøreglerne: Fælles udfordringer og en samlet indsats for at levere bedre resultater" (COM(2017)0063) og de 28 ledsagende landerapporter,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. maj 2016 med titlen "Realisering af fordelene ved EU's miljøpolitikker gennem regelmæssig revision af gennemførelsen af miljøreglerne" (COM(2016)0316),

–   der henviser til sin beslutning af 16. november 2017 om EU's revision af gennemførelsen af miljøreglerne (EIR)(2),

–   der henviser til sin beslutning af 9. juli 2015 om ressourceeffektivitet: overgang til en cirkulær økonomi(3),

–   der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 2. februar 2016 om midtvejsrevision af EU's biodiversitetsstrategi(4),

–   der henviser til sin beslutning af 15. november 2017 om en handlingsplan for naturen, mennesket og økonomien(5),

–   der henviser til Europa-Parlamentets henstilling af 4. april 2017 til Rådet og Kommissionen som følge af undersøgelsen af emissionsmålinger i bilindustrien(6),

–   der henviser til Det Europæiske Miljøagenturs rapport med titlen "SOER 2015 – Europas miljø – Tilstand og fremtidsudsigter 2015",

–   der henviser til Det Europæiske Miljøagenturs rapport af 19. maj 2015 "Naturens tilstand i EU",

–  der henviser til vurderingen af gennemførelsen på europæisk plan af november 2017 "Mid-term review of the implementation of the 7th Environment Action Programme (2014-2020)" (Midtvejsevaluering af gennemførelsen af det 7. miljøhandlingsprogram (2014-2020)), som blev udarbejdet af Europa-Parlamentets Forskningstjeneste, herunder undersøgelsen i bilaget,

–  der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 20. april 2012 om evaluering af det sjette miljøhandlingsprogram og fastsættelse af prioriteringer for det syvende miljøhandlingsprogram - Et bedre miljø for et bedre liv(7),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 22. november 2016 med titlen "Næste skridt hen imod en bæredygtig europæisk fremtid" (COM(2016)0739),

–   der henviser til biodiversitetskonventionen (CBD),

–   der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. september 2011 om "Køreplan til et ressourceeffektivt Europa" (COM(2011)0571),

–   der henviser til Kommissionens meddelelse af 29. november 2017 om "Fremtiden for fødevarer og landbrug" (COM(2017)0713),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52 og til artikel 1, stk. 1, litra e), og bilag 3 til afgørelse truffet af Formandskonferencen den 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

–  der henviser til betænkningen fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A8-0059/2018),

A.  der henviser til, at det 7. miljøhandlingsprogram fastsætter retligt bindende mål inden for miljø og klimaændringer, der skal nås inden 2020; der henviser til, at det ligeledes indeholder en langsigtet vision for 2050;

B.  der henviser til, at det 7. miljøhandlingsprogram ikke indeholder en bestemmelse om midtvejsevaluering; der henviser til, at betænkningen fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed om gennemførelsen af det 7. miljøhandlingsprogram er en lejlighed til at vurdere dette miljøhandlingsprograms fremskridt og fremsætte evidensbaserede anbefalinger om yderligere gennemførelse af det aktuelle miljøhandlingsprogram og eventuelle fremtidige miljøhandlingsprogrammer; der henviser til, at denne betænkning bør gå videre end til at genfremsætte velkendte problemstillinger og bør fokusere på at foreslå løsninger, der gør det muligt at nå de mål, der er fastsat i det 7. miljøhandlingsprogram;

C.  der henviser til, at Kommissionen arbejder på en evalueringsrapport, som fokuserer på det 7. miljøhandlingsprograms struktur og den strategiske rolle, det spiller; der henviser til, at rapporten navnlig har til formål at kontrollere, om den aftalte ramme hjælper os til at nå de ni prioriterede mål på en intelligent måde;

D.  der henviser til, at selv om EU har en stærk miljølovgivning, har den svage og ineffektive gennemførelse heraf længe været et problem; der henviser til, at disse mangler ved gennemførelsen truer en bæredygtig udvikling, har grænseoverskridende negativ indvirkning på miljøet og den menneskelige sundhed og medfører store socioøkonomiske omkostninger; der henviser til, at mangler ved gennemførelsen desuden undergraver EU's troværdighed;

E.  der henviser til, at fremskridt hen imod opfyldelsen af 2020-målene hidtil har været blandet: Det er usandsynligt, at mål 1 (beskyttelse af naturkapital) vil blive nået, men sandsynligt, at visse delmål under mål 2 (lavemissionsøkonomi og ressourceeffektivitet) vil blive nået; det er usikkert, om målsætning 3 (reduktion af miljøbelastninger og risici for menneskers sundhed), vil blive nået;

F.  der henviser til, at den fortsatte manglende gennemførelse af lovgivningen og den manglende inddragelse af specialiseret viden i beslutningstagningen på områder såsom luftkvalitet, ekstern støj og eksponering for kemikalier indebærer alvorlig sundhedsfare og nedbringer EU-borgernes livskvalitet og levetid;

G.  der henviser til, at de seneste data offentliggjort af Det Europæiske Miljøagentur bekræfter den generelle tendens, der er beskrevet ovenfor for hvert af de tematiske mål, men også vidner om, at fremskridtene går langsommere på nogle områder; der henviser til, at disse nye tendenser i visse tilfælde ikke ændrer på udsigterne til at nå delmålene f.eks. inden for drivhusgasemissioner og energieffektivitet;

H.  der henviser til, at det nu er usikkert, om målet for ammoniakemissioner vil blive nået, og at det er usandsynligt, at målet for inddragelse af landbrugsarealer til byudvikling vil blive nået;

I.  der henviser til, at der er megen usikkerhed med hensyn til gennemførelsen på grund af mangel på indikatorer og begrænsninger af de eksisterende indikatorer; der henviser til, at huller i vidensgrundlaget fortsat hindrer fremskridt på tre niveauer: forståelse af risici udformning af en passende politik til at forvalte og nedbringe risici og overvåge effektiviteten af politikker;

J.  der henviser til, at viden ofte findes, men ikke anvendes i den politiske beslutningsproces eller overføres til de parter, der er ansvarlige for gennemførelsen; der henviser til, at dette ofte skyldes manglende politisk vilje og konkurrerende interesser, der ikke anses for at være i overensstemmelse med miljøhandlingsprogrammet eller miljøpolitiske mål generelt; der henviser til, at fortsat økonomisk vækst også afhænger af et rent miljø;

K.  der henviser til, at synergien mellem de højtstående instrumenter i EU-politikken og miljøhandlingsprogrammet skal forbedres, hvis programmets målsætninger skal nås;

L.  der henviser til, at der er utilstrækkelig finansiering på visse niveauer for den korrekte gennemførelse af det 7. miljøhandlingsprogram; der henviser til, at finansiering på EU-niveau til tider ikke har givet de forventede resultater, og det har i flere tilfælde været resultatet af dårligt forvaltede midler snarere end mangel på penge;

M.  der henviser til, at rækkevidden af det 7. miljøprogram er relevant for de aktuelle behov inden for miljøpolitikken, selv om mange interessenter foreslår tilføjelse af nye delmål for at øge programmets relevans i fremtiden;

N.  der henviser til, at interessenter også giver også udtryk for en præference for mindre komplicerede, mere fokuserede miljøhandlingsprogrammer;

O.  der henviser til, at der er generel opbakning til det 8. miljøhandlingsprogram;

De vigtigste konklusioner

1.  mener, at det 7. miljøhandlingsprogram har merværdi og en positiv indflydelse på miljøpolitikken på EU-plan og i medlemsstaterne til gavn for borgerne, naturen og økonomiske aktører;

2.  understreger endnu en gang, at det 7. miljøhandlingsprogram har en klar langsigtet vision for 2050, som medfører et stabilt klima for bæredygtige investeringer og bæredygtig vækst inden for de økologiske rammer, der findes på Jorden;

3.  bifalder de positive tendenser med hensyn til talrige tidligere delmål i det 7. miljøhandlingsprogram og de positive udsigter for nogle af 2020-målene;

4.  understreger imidlertid, at der stadig er et stort potentiale for forbedringer, og opfordrer Kommissionen og de kompetente myndigheder i medlemsstaterne til at skabe øget politisk vilje på højeste plan til at gennemføre det 7. miljøhandlingsprogram;

5.  beklager, at det prioriterede mål om at beskytte, bevare og forbedre Unionens naturkapital sandsynligvis ikke kan opfyldes; bemærker desuden med bekymring, at målene for EU's 2020-biodiversitetsstrategi og biodiversitetskonventionen ikke vil blive efterlevet uden en omgående, substantiel og supplerende indsats;

6.  bemærker, at der er gjort fremskridt på nogle områder for så vidt angår det prioriterede mål nr. 2, navnlig i tilknytning til de klima- og energirelaterede mål; bemærker imidlertid, at der skal gøres mere på ressourceeffektivitet; understreger endnu en gang det potentiale, som direktivet om miljøvenligt design(8) og forordningen om miljømærket(9) har til at forbedre produkternes miljøbelastning og ressourceeffektivitet i hele deres levetid, ved bl.a. at håndtere spørgsmål som holdbarhed, reparationsmuligheder, genbrugsmuligheder, genanvendelighed, genanvendte materialer og produktets levetid;

7.  beklager, at delmålet om at opnå god status for overfladevandområder inden 2020 ikke vil blive nået på grund af belastning fra forurening, indgreb i vandløbenes morfologi og overdreven bortledning af vand på grund af det store behov til produktion af hydroelektricitet;

8.  understreger, at de mål, der er fastsat i det 7. miljøhandlingsprogram, er minimumsmål, og at der er behov en betydelig ekstra indsats for at efterleve Parisaftalen og målene for bæredygtig udvikling (SDG’erne);

9.  minder om, at EU og dets medlemsstater alle har underskrevet Parisaftalen og derfor er forpligtede til at opfylde dens mål, og at de har fremsat nationalt bestemte bidrag, der indebærer en nedbringelse af drivhusgasemissionerne i EU med 40 % i 2030; understreger behovet for fuldt ud at integrere 2030-målet og det langsigtede mål om kulstofneutralitet i alle Unionens politikker og støtteprogrammer; opfordrer Kommissionen til at revidere rammemålene for klima og energi med henblik på den forberedende dialog i 2018 og den globale femårige statusopgørelse og til at udarbejde en strategi for kulstofneutralitet i EU midt i århundredet ved at udstikke en omkostningseffektiv kurs til at nå det mål om kulstofneutralitet, der blev vedtaget med Parisaftalen;

10.  bemærker, at der hersker en betydelig usikkerhed vedrørende fremskridt hen imod målene for menneskets sundhed og trivsel; understreger, at huller i vores viden og begrænsede indikatorer forhindrer udvikling af politikker og overvågning;

11.  glæder sig over de eksisterende initiativer, der bidrager til at udfylde hullerne i vores viden, herunder: modellen "Driving Force - Pressure - State - Exposure - Effects - Action" (drivkraft – pres – stat – eksponering – virkninger – handling) (DPSEEA), der anvendes til at forstå drivkræfterne bag ødelæggelse af økosystemtjenesterne; ”bioovervågning af mennesker” (HBM), der anvendes til at anslå befolkningernes eksponering for forurenende stoffer, og de mulige sundhedsmæssige virkninger af en sådan eksponering; og "Information Platform for Chemical Monitoring" (informationsplatform om kemisk overvågning) (IPCheM);

12.  er bekymret over, at specialiseret viden og videnskabeligt bevis ikke altid tages behørigt i betragtning i den politiske beslutningsproces eller overføres til de parter, der er ansvarlige for gennemførelsen; fremhæver eksempler på bioenergi, palmeolie, plantebeskyttelsesprodukter, hormonforstyrrende stoffer, fødevareproduktion og forbrug, GMO'er, byplanlægning og byarkitektur, luft- og støjforurening og madspild i byer som områder, hvor videnskabelig dokumentation for risici for menneskers helbred og for miljøet er blevet marginaliseret; mener, at omfattende videnskabelige viden samt tilslutning til forsigtighedsprincippet i mangel af tilstrækkelige videnskabelige data bør være vejledende for ansvarlig politisk beslutningstagning; minder i denne forbindelse om betydningen af videnskabelig rådgivning fra EU's agenturer; understreger, at andre retningslinjerne for EU's miljølovgivning og miljøpolitik er baseret på princippet om, at forureneren betaler, forsigtighedsprincippet og håndtering af miljøskader ved kilden;

13.  fordømmer Kommissionens manglende overholdelse af de fastsatte frister, der er fastsat ved lov om at udarbejde harmoniserede farebaserede kriterier til identificering af hormonforstyrrende stoffer og til at revidere forordning (EF) nr. 1223/2009(10) ("kosmetikforordningen") med hensyn til hormonforstyrrende stoffer; opfordrer Kommissionen til straks at revidere kosmetikforordningen for så vidt angår hormonforstyrrende stoffer; beklager, at det ikke har været muligt at stille tilstrækkelige fremskridt om hormonforstyrrende stoffer, der indebærer sundhedsrisici for borgere og hindrer opfyldelsen af det 3. prioriterede mål i det 7. miljøhandlingsprogram;

14.  beklager manglen på fremskridt i udviklingen af en EU-strategi for et ugiftigt miljø, fremme af ugiftige materialekredsløb og mindskning af eksponeringen for skadelige stoffer, herunder kemikalier i produkter; understreger, at det er nødvendigt at intensivere indsatsen for at sikre, at alle relevante særligt problematiske stoffer, herunder stoffer med hormonforstyrrende egenskaber, opføres på REACH-kandidatlisten senest i 2020, som fastsat i det 7. miljøhandlingsprogram; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at de kombinerede virkninger af kemikalier håndteres effektivt i al relevant EU-lovgivning så hurtigt som muligt, med særlig vægt på risici for børn, der følger af eksponering af farlige stoffer; bifalder strategien med integreret uddannelse og opfordrer til, at den gennemføres hurtigt; gentager i denne forbindelse, at fremme af ugiftigt materialekredsløb er afgørende for en sund udvikling af markedet for sekundære råstoffer;

15.  understreger, at manglende integration af miljørelaterede anliggender i andre politikområder er en af de grundlæggende årsager til mangelfuld gennemførelse af miljølovgivningen og -politikken; mener, at synergierne mellem EU's politiske instrumenter (såsom den fælles landbrugspolitik, den fælles fiskeripolitik, strukturfondene og samhørighedspolitikken) og bedre sammenhæng mellem højtstående politiske prioriteter stadig er af afgørende betydning for at nå målene i det 7. miljøhandlingsprogram; opfordrer Kommissionen og Rådet i alle dets sammensætninger til at forbedre den politiske koordinering og integration af målene i det 7. miljøhandlingsprogram; understreger endvidere nødvendigheden af at integrere alle udestående aspekter af det 7. miljøhandlingsprogram i det europæiske semester;

16.  understreger, at den potentielle oprettelse af nye finansieringsmekanismer for bevarelse af den biologiske mangfoldighed med henblik på at nå 2020-målene er begrænset på grund af tidsplanen for den nuværende flerårige finansieringsramme (FFR); opfordrer i denne forbindelse til en optimal udnyttelse af midlerne under den aktuelle flerårige finansielle ramme, herunder LIFE, den fælles landbrugspolitik og strukturfondene, og opfordrer til, at nye finansielle mekanismer for bevarelse af biodiversitet medtages i den kommende flerårige finansielle ramme;

17.  bifalder forbedringerne i den fælles fiskeripolitik og samhørighedspolitikken, som har øget sammenhængen med det 7. miljøhandlingsprogram; beklager imidlertid, at på trods af forbedringer af den lovgivningsmæssige ramme lider FFP fortsat under dårlig gennemførelse; minder om vigtigheden af at opretholde sunde fiskebestande;

18.  anerkender, at der gradvist er blevet integreret miljømæssige problemer i den fælles landbrugspolitik, men at den fortsat udgør udfordringer for opfyldelsen af miljøhandlingsprogrammets målsætninger, navnlig hvad angår ressourcekrævende produktion og biodiversitet; minder om, at den fælles landbrugspolitik har den udfordrende opgave at forhindre miljøødelæggelse, der er forårsaget af uhensigtsmæssig landbrugspraksis (f.eks. ikkebæredygtige biobrændstoffer), ikkebæredygtig intensivering af landbruget og afvandring, samtidig med at den giver bedre kvalitet og større mængder af fødevarer og landbrugsråstoffer til den stadigt voksende verdensbefolkning; understreger, at yderligere initiativer og støtte til miljømæssigt bæredygtige landbrugsmetoder, herunder vekseldrift og dyrkning af kvælstoffikserende planter, er af afgørende betydning, samt nødvendigheden af at tage hensyn til landbruget og landbrugerne som en del af løsningen;

19.  understreger, at beskyttelse og forbedring af fødevaresikkerheden på lang sigt ved at forebygge miljøskader og bevæge sig mod et bæredygtigt fødevaresystem bør være en central prioritering i en reformeret fælles landbrugspolitik; fremhæver, at disse målsætninger kun kan opnås gennem bæredygtig forvaltning af naturressourcer og politiske tiltag, som sikrer beskyttelse af økosystemerne;

20.  minder om, at i forbindelse med klimaforandringer og en voksende befolkning i verden lægger den stigende efterspørgsel efter kost rig på animalske proteiner et betydeligt pres på miljøet i landbrugsarealer og stadig mere skrøbelige økosystemer; understreger ligeledes, at kost med for store mængder af animalsk fedt i stigende grad er forbundet med ikkeoverførbare sygdomme;

21.  minder om Kommissionens tilsagn i 2016 om at integrere målene for bæredygtig udvikling i EU's politikker og initiativer; anerkender, at dette tilsagn savner en klar strategi og konkrete forslag til institutionelle strukturer og en ramme for regeringsførelse for at sikre, at målene for en bæredygtig udvikling integreres i EU's politikker, lovgivningsforslag, gennemførelsen og håndhævelsen; mener, at det er vigtigt, at EU som pioner engagerer sig fuldt ud i at opnå målsætningerne for 2030-dagsordenen og målene for bæredygtig udvikling; understreger endvidere, at det 7. miljøhandlingsprogram er et nøgleinstrument til implementeringen af målene for bæredygtig udvikling;

22.  noterer sig den høje kvalitet af drikkevandet i EU; forventer, at der i revisionen af direktiv 98/83/EF(11) (i det følgende benævnt "drikkevandsdirektivet") tilvejebringes de nødvendige ajourføringer af denne retlige ramme; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til som led i miljøhandlingsprogrammet i højere grad at integrere EU's mål for vand i de øvrige sektorpolitikker, navnlig i den fælles landbrugspolitik;

23.  bifalder de forbedringer, som nogle EU-finansierede projekter har bibragt, men beklager de forspildte muligheder for at levere bedre resultater, som fremhævet af Den Europæiske Revisionsret; understreger, at den flerårige finansielle ramme efter 2020 skal være orienteret mod bæredygtig udvikling og integrering af miljøpolitikken i alle støtteordninger og budgetlinjer; understreger behovet for at fremme grønne investeringer, innovation og bæredygtig vækst ved hjælp af nye finansieringsinstrumenter, både offentlige og private, og forskellige tilgange til den nuværende investeringspolitik, såsom udfasningen af miljøskadelige subsidier for at opnå den langsigtede vision i det 7. miljøhandlingsprogram; mener, at klart definerede kriterier for bæredygtighed og resultatorienterede mål bør gælde alle EU's struktur- og investeringsfonde; opfordrer til en mere effektiv og målrettet anvendelse af den nuværende FFR og midler under samhørighedspolitikken og de regionale udviklingspolitikker, og af de ovennævnte problemer, som Revisionsretten nævner, skal løses hurtigst muligt; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte videreførelsen af og en eventuel stigning i øremærkningen af midler fra EU's budget til miljø- og klimarelaterede tiltag;

24.  beklager de vedvarende mangler i behandlingen af byspildevand i forskellige regioner i Europa; understreger det potentiale, der ligger i spildevandsbehandling og genanvendelse for at mindske belastningen af vandressourcerne, mindske det direkte vandindvinding, producere biogas og garantere en bedre forvaltning af vandressourcerne, navnlig gennem kunstvanding i landbruget; ser frem til lovgivningsforslaget om genbrug af spildevand, som Kommissionen vil forelægge i begyndelsen af 2018;

25.  bemærker, at de største miljømæssige trusler mod sundheden er mest tydelig i byområder, men også påvirker perifere områder i byer og forstæder og byområder, og at senest i 2020 forventes 80 % af befolkningen at bo i byområder og bynære områder fremhæver, at emissioner af luftforurenende stoffer, der er kombineret med utilstrækkelig planlægning og infrastruktur, har dramatiske økonomiske, sociale, sundhedsmæssige og miljømæssige konsekvenser; gør opmærksom på, at luftforurening allerede forårsager mere end 400 000 for tidlige dødsfald i EU(12), og at sundhedsrelaterede eksterne omkostninger spænder fra 330 mia. EUR til 940 mia. EUR;

26.  bemærker, at mindst 10 000 mennesker i EU er døde for tidligt pga. sygdomstilstande, der er forårsaget af støj, og at en fjerdedel af den europæiske befolkning i 2012 var udsat for støjniveauer, der overstiger grænserne; opfordrer medlemsstaterne til at prioritere overvågningen af støjniveauet i overensstemmelse med direktiv 2002/49/EC(13) for at sikre, at grænseværdierne for det ydre og indre miljø overholdes;

27.  anerkender fremskridtene med hensyn til at reducere visse luftforurenende stoffer, navnlig i byområder, men beklager, at der fortsat er problemer med luftkvaliteten, hvilket emissioner fra vejtransport og landbrug er en væsentlig medvirkende faktor til; anerkender ”pakken for ren mobilitet”, som Kommissionen vil fremlægge i november 2016, og som vil åbne vejen hen mod lavemissionsmobilitet i EU;

28.  bifalder de fremskridt, der er gjort med lovpakken om den cirkulære økonomi; opfordrer indtrængende alle parter til at bestræbe sig på at nå frem til en aftale med ambitiøse mål;

Henstillinger

29.  opfordrer medlemsstaterne til at vurdere deres fremskridt i retning af en realisering af det 7. miljøhandlingsprograms mål og til at omlægge deres foranstaltninger, hvor det er nødvendigt; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gøre resultaterne offentligt tilgængelige;

30.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at eventuelle nye lovgivningsforslag fuldt ud gennemfører målene og foranstaltningerne i det 7. miljøhandlingsprogram;

31.  opfordrer Kommissionen til at sikre en aktiv inddragelse af civilsamfundets organisationer i vurderingen af gennemførelsen af EU's miljølovgivning;

32.  anmoder om, at de relevante EU-institutioner og -agenturer prioriterer forskning og lukker hullerne i vores viden på følgende områder: tærskelværdier for miljøet ("tippepunkter"), paradigmet for den cirkulære økonomi, kombinationsvirkninger af kemikalier, nanomaterialer, metoder til farlighedsidentifikation, konsekvenserne af mikroplast, samspillet mellem systemiske risici og andre sundhedsdeterminanter, jord og arealanvendelse og invasive fremmede arter;

33.  bifalder revisionen af gennemførelsen af miljøreglerne som et positivt redskab til at forbedre gennemførelsen af EU's miljølovgivning og -politik, der kan bidrage til overvågningen af gennemførelsen af det 7. miljøprogram, som allerede understreget i sin beslutning af 16. november 2017 om EU's miljøkortlægning; mener, at revisionen af gennemførelsen af miljøreglerne fuldt ud bør inddrage alle relevante interessenter, herunder civilsamfundet, og bør dække hele spektret af de prioriterede tematiske mål i handlingsprogrammet på miljøområdet;

34.  opfordrer Unionen og medlemsstaterne til hurtigt og endeligt at gå bort fra miljøskadelige subsidier;

35.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at øge og koordinere bestræbelserne på at fremme udvikling og validering af alternative metoder til dyreforsøg, således at de bidrager til opfyldelsen af det prioriterede mål n. 5 i det 7. miljøhandlingsprogram;

36.  opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre mere for at forbedre det kognitive og videnskabelige grundlag for EU's miljøpolitikker ved at forbedre tilgængeligheden af data for borgerne og fremme offentlighedens deltagelse i videnskabelig forskning;

37.  opfordrer EU-institutionerne samt de nationale og regionale myndigheder til i givet fald at gøre fuldt brug af den tilgængelige ekspertviden om risiciene for miljøet og menneskers sundhed, når de udformer og overvåger politikker;

38.  opfordrer til en forbedret godkendelsesordning for pesticider i EU, baseret på peer review, videnskabelige undersøgelser og fuld åbenhed om omfanget af menneskers og miljøets eksponering og sundhedsrisici; opfordrer til forbedrede standarder for overvågning af pesticider og mål for reduktion af brugen af dem; bemærker meddelelsen fra Kommissionen af 12. December 2017 om det europæiske borgerinitiativ "Indfør et forbud mod glyphosat og beskyt mennesker og miljø mod giftige pesticider” (C(2017)8414);

39.  slår til lyd for, at der stilles tilstrækkelige materielle og menneskelige ressourcer til rådighed, således at EU's agenturer kan udføre deres opgaver og komme med de bedste videnskabelige data, analyser og dokumentation;

40.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at de langsigtede foranstaltninger med henblik på realisering af målet om et ikkegiftigt miljø påvises senest i 2020;

41.  anmoder de relevante EU-agenturer og Kommissionen om at øge mængden og kvaliteten af de indikatorer, der anvendes til at overvåge fremskridt; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at samarbejde om udarbejdelsen og indsamlingen af nye data med henblik på udvikling af nye indikatorer og forbedring af de eksisterende indikatorer;

42.  opfordrer til, at spørgsmålet om gennemførelse kommer til at figurere som et fast punkt i formandskabstrioens prioriteter og programmer, at det drøftes i Rådet (miljø) mindst en gang om året, eventuelt på et særligt rådsmøde om gennemførelse, og at det suppleres af et andet forum, hvor Parlamentet og Regionsudvalget også deltager; opfordrer til fælles rådsmøder, hvor gennemførelsen af tværsektorielle og horisontale spørgsmål og fælles udfordringer samt nye problemer med mulige grænseoverskridende konsekvenser behandles;

43.  ser gerne, at den fuldstændige gennemførelse af EU's biodiversitetsstrategi øjeblikkeligt intensiveres;

44.  opfordrer infrastrukturprojekterne, navnlig dem, der vedrører TEN-T, til fuldt ud at tage hensyn til de miljømæssige konsekvenser på regionalt niveau og projektniveau; bemærker, at sammenhæng mellem de forskellige miljøpolitikker også er relevant; understreger vigtigheden af at tage hensyn til miljøet og biodiversiteten i infrastrukturprojekter til produktion af vedvarende energi baseret på vandkraft og havenergi;

45.  opfordrer medlemsstaterne til at gøre en større indsats for at mindske brugen og sikre integriteten af ferskvandsressourcernes på grund af usikkerheden omkring muligheden for at nå det delmål, der er fastsat i den forbindelse i det 7. miljøhandlingsprogram; opfordrer medlemsstaterne til at prioritere afhjælpning af overfladevandets dårlige tilstand, da målene på dette område sandsynligvis ikke vil blive opfyldt inden 2020; opfordrer de relevante myndigheder i medlemsstaterne til at tackle presset på vandforekomster ved at bekæmpe årsagerne til vandforurening ved deres rod gennem etablering af områder, hvor vandkraftafledninger er forbudt, og gennem sikring af opretholdelsen af økologiske vandstrømninger langs flodgrenene; opfordrer Kommissionen til ikke at tøve med en overensstemmelsesvurdering af den anden fase af den vandområdeplan, som medlemsstaterne har vedtaget i henhold til vandrammedirektivet;

46.  opfordrer indtrængende til yderligere reformer af den fælles landbrugspolitik for at afstemme mål for den bæredygtige fødevareproduktion og miljøpolitikken for at sikre fødevarernes sikkerhed nu og i fremtiden; understreger behovet for en intelligent landbrugspolitik med en stærk forpligtelse til at levere offentlige goder og økosystemtjenester i tilknytning til jordbund, vand, biodiversitet, luftkvalitet, klimaindsats og landskabelig værdi; opfordrer til en integreret politik med en mere målrettet, ambitiøs og dog fleksibel tilgang, hvor udbetaling af støtte til landbrugssektoren knyttes sammen med både fødevaresikkerhed og levering af miljøresultater; opfordrer medlemsstaterne til at anerkende skovlandbrug som miljømæssigt fokusområde, jf. artikel 46 i forordning (EU) nr. 1307/2013(14); opfordrer Kommissionen til at sikre, at miljøvenlig landbrugspraksis ydes passende støtte i forbindelse med en fremtidig revision af den fælles landbrugspolitik;

47.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at øge anvendelsen af løsninger på miljøudfordringer, særlig der, hvor der findes tekniske løsninger, som endnu ikke er fuldt udbredt, som f.eks. nedbringelse af ammoniakforbruget inden for landbruget;

48.  opfordrer Kommissionen til i betydelig grad at forbedre omfanget, anvendelsen og forvaltningen af EU-midler til miljøhandlingsprogrammets mål; opfordrer til bedre overvågning, gennemsigtighed og ansvarlighed; opfordrer til, at klima og andre miljøspørgsmål indarbejdes i alle dele af EU's budget;

49.  opfordrer Kommissionen til straks at udvikle en omfattende, overordnet rammestrategi for gennemførelse af målene for bæredygtig udvikling i EU, der adresserer alle politikområder og omfatter en revisionsmekanisme til vurdering af fremskridt med gennemførelsen; anmoder Kommissionen om at indføre en kontrol af målene for bæredygtig udvikling i alle nye politikker og al ny lovgivning og om at sikre fuldstændig politisk sammenhæng i gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling;

50.  opfordrer Kommissionen til at sikre håndhævelsen af eksisterende EU-ret og til at sikre medlemsstaternes fuldstændige opfyldelse af målene i det 7. miljørammeprogram ved at anvende alle de redskaber, der står til dens rådighed, f.eks. overtrædelsesprocedurer;

51.  bifalder Revisionsrettens eksisterende særberetninger og forvaltningsrevisioner og opfordrer Revisionsretten til at foretage yderligere analyser af udgifter på andre områder, der er af relevans for miljøhandlingsprogrammet, og som ikke hidtil er medtaget i arbejdsprogrammet;

52.  opfordrer Kommissionen og de kompetente myndigheder i medlemsstaterne til at yde passende vejledning, således at EU-midlerne er mere tilgængelige, herunder til lokale projekter, navnlig for så vidt angår biodiversitet, grøn infrastruktur og fugle- og habitatdirektiverne;

53.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre en fuldstændig gennemførelse af lovgivningen om luftkvalitet; opfordrer de regionale myndigheder til at fremlægge en understøttende ramme, navnlig med hensyn til byplanlægning og lokal politisk beslutningstagning for at forbedre de sundhedsmæssige resultater i alle områder, navnligt de hårdest ramte;

54.  opfordrer indtrængende de relevante nationale og regionale myndigheder til at vedtage planer med troværdige foranstaltninger for at sætte en stopper for problemet med overskridelsen af de daglige og årlige grænseværdier, der er fastsat i EU-lovgivningen om fint og ultrafint støv i byområder, hvor luftkvaliteten er dårlig; fremhæver, at dette er afgørende for at nå de prioriterede mål nr. 2, 3 og 8 i det 7. miljøhandlingsprogram;

55.  Foreslår følgende foranstaltninger til forbedring af luftkvaliteten i byområder: oprettelse af lavemissionszoner, fremme af bildelings- og samkørselsfaciliteter og -tjenester, udfasning af skattemæssig præferencebehandling af meget forurenende køretøjer, indførsel af "mobilitetsbudgetter" for arbejdstagere som et alternativ til firmabiler, Indførsel af parkeringspolitikker, der nedbringer trafikmængden i trængselsområder, forbedring af infrastruktur med henblik på at fremme cykling og øgede multimodale forbindelser og med henblik på at forbedre trafiksikkerheden for cyklister, oprettelse af fodgængerområder;

56.  opfordrer til forbedret byplanlægning og udvikling på det rette forvaltningsniveau til at tilpasse infrastruktur for elkøretøjer og rene køretøjer så hurtigt som muligt, f.eks. ved at installere infrastruktur til opladning af elbiler og at levere miljømæssige og sundhedsmæssige fordele, såsom mindskelse af varmeøeffekt og øge den fysiske aktivitet, f.eks. gennem forøgelser af grøn infrastruktur og inddrivelse af uregelmæssige eller forladte industriområder; anerkender, at disse foranstaltninger vil forbedre luftkvalitet, bekæmpelse af sygdomme og tidlig død, der er forårsaget af forurening, så der kan gøres fremskridt hen imod emissionsfri mobilitet;

57.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre en retfærdig intermodal konkurrence og en omstilling til bæredygtige transportformer;

58.  opfordrer Kommissionen til senest i 2019 at fremlægge et generelt miljøhandlingsprogram for EU for perioden efter 2020, som det kræves i artikel 192, stk. 3, i TEUF; fremhæver vigtigheden af gennemsigtighed og demokratisk ansvarlighed i overvågningen af EU's politik; understreger derfor, at det næste miljøhandlingsprogram bør omfatte målelige, resultatorienterede midtvejsmilepæle;

59.  opfordrer den kommende Kommission til at afsætte et prioriteret område af den kommende lovgivningsperiode til bæredygtig udvikling, miljø og klimabeskyttelse i almindelighed og målene i det 7. miljøhandlingsprogram og et kommende 8. miljøhandlingsprogram i særdeleshed;

o
o   o

60.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Revisionsret, Det Europæiske Miljøagentur samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT L 354 af 28.12.2013, s. 171. (2) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0450. (3) EUT C 265 af 11.8.2017, s. 65. (4) EUT C 35 af 31.1.2018, s. 2. (5) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0441. (6) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0100. (7) EUT C 258 E af 7.9.2013, s. 115. (8) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF af 21. oktober 2009 om rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energirelaterede produkter (EUT L 285 af 31.10.2009, s. 10). (9) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 66/2010 af 25. november 2009 om EU-miljømærket (EUT L 27 af 30.1.2010, s. 1). (10) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1223/2009 af 30. november 2009 om kosmetikprodukter (EUT L 342 af 22.12.2009, s. 59). (11) Rådets direktiv 98/83/EF af 3. november 1998 om kvaliteten af drikkevand (EFT L 330 af 5.12.1998, s. 32). (12) EEA Report No 13/2017 af 11. oktober 2017 om "Air quality in Europe 2017". (13) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/49/EF af 25. juni 2002 om vurdering og styring af ekstern støj (EFT L 189 af 18.7.2002, s. 12). (14) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 af 17. december 2013 om fastsættelse af regler for direkte betalinger til landbrugere under støtteordninger inden for rammerne af den fælles landsbrugspolitik og om ophævelse af Rådet forordning (EF) nr. 637/2008 og Rådet forordning (EF) nr. 73/2009 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 608).

Europa-Parlamentets beslutning af 17. april 2018 om ligestilling inden for mediesektoren i EU (2017/2210(INI))

P8_TA(2018)0101 A8-0031/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 11 og 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til artikel 2 og artikel 3, stk. 3, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 8 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester)(2),

–  der henviser til Kommissionens forslag af 26. april 2017 til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om balance mellem arbejds- og privatliv for forældre og omsorgspersoner og om ophævelse af Rådets direktiv 2010/18/EU (COM(2017)0253),

–  der henviser til Kommissionens forslag om Fællesskabets 3. handlingsprogram på mellemlang sigt om lige muligheder for kvinder og mænd 1991-1995 (COM(90)0449),

–  der henviser til resolution vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, af 5. oktober 1995 om kvinders og mænds image i reklamer og medier(3),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 7. juni 2000 med titlen "På vej mod en EF-rammestrategi for ligestilling mellem mænd og kvinder (2001-2005) (COM(2000)0335),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 9. juni 2008 om afskaffelse af kønsstereotyper i samfundet,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 24. juni 2013 om fremme af kvinders rolle som beslutningstagere i medierne,

–  der henviser til den europæiske ligestillingspagt (2011-2020), som Rådet vedtog i marts 2011,

–  der henviser til køreplanen for ligestilling mellem kvinder og mænd 2006-2010 af 1. marts 2006 (COM(2006)0092),

–  der henviser til Strategien for ligestilling mellem kvinder og mænd 2010-2015 af 21. september 2010 (COM(2010)0491),

–  der henviser til arbejdsdokument af 3. december 2015 fra Kommissionens tjenestegrene "Strategic engagement for gender equality 2016-2019" (Strategisk indsats for ligestilling mellem kvinder og mænd 2016-2019) (SWD(2015)0278),

–  der henviser til sin beslutning af 25. juli 1997 om diskriminering af kvinder i reklamer(4),

–  der henviser til sin beslutning af 3. september 2008 om hvordan markedsføring og reklame påvirker ligestillingen mellem mænd og kvinder(5),

–  der henviser til sin beslutning af 12. marts 2013 om afskaffelse af kønsstereotyper i EU(6),

–  der henviser til sin beslutning af 28. april 2016 om ligestilling mellem kønnene og styrkelse af kvinders position i den digitale tidsalder(7),

–  der henviser til sin beslutning af 13. september 2016 om skabelse af arbejdsmarkedsvilkår, som er mere fordelagtige for at skabe balance mellem arbejds- og privatliv(8),

–  der henviser til sin beslutning af 15. september 2016 om anvendelsen af Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (direktivet om ligebehandling på beskæftigelsesområdet)(9),

–  der henviser til sin beslutning af 14. juni 2017 om behovet for en EU-strategi til at gøre en ende på og forebygge kønsbestemt pensionsforskel(10),

–  der henviser til sin beslutning af 4. juli 2017 om arbejdsvilkår og usikre ansættelsesforhold(11),

–  der henviser til sin beslutning af 3. oktober 2017 om kvinders økonomiske selvstændiggørelse i den private og offentlige sektor i EU(12),

–  der henviser til sin beslutning af 26. oktober 2017 om bekæmpelse af seksuel chikane og misbrug i EU(13),

–  der henviser til henstilling fra Europarådets Ministerkomité af 10. juli 2013 om ligestilling mellem mænd og kvinder og medier,

–  der henviser til Europarådets Parlamentariske Forsamlings resolution 1555 af 24. april 2002 om fremstilling af kvinder i medier,

–  der henviser til Europarådets Parlamentariske Forsamlings resolution 1799 af 26. juni 2007 om fremstilling af kvinder i reklamer,

–  der henviser til henstilling fra Europarådets Ministerkomité af 27. september 2017 til medlemsstaterne om ligestilling mellem mænd og kvinder i den audiovisuelle sektor,

–  der henviser til undersøgelse fra Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (EIGE) fra 2013 med titlen "Review of the implementation of the Beijing Platform for Action in the EU Member States: Women and the Media – Advancing gender equality in decision-making in media organisations",

–  der henviser til Beijingerklæringen og -handlingsprogrammet og bilagene hertil, der blev vedtaget på den fjerde verdenskonference om kvinder i september 1995,

–  der henviser til Europarådets rapport fra 2013 om medierne og fremstillingen af kvinder,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling og udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A8-0031/2018),

A.  der henviser til, at ligestilling mellem mænd og kvinder er et centralt princip i Den Europæiske Union, som er forankret i traktaterne i artikel 8 i traktaten om TEUF, hvor det fastslås, at Unionen i alle sine aktiviteter tilstræber at fjerne uligheder og fremme ligestilling mellem kvinder og mænd; der henviser til, at EU's politikker til fremme af ligestilling mellem kønnene har bidraget til at forbedre livet for mange europæiske borgere;

B.  der henviser til, at medierne fungerer som en fjerde magt og har kapacitet til at påvirke og i sidste ende forme den offentlige mening; der henviser til, at medier er en af grundpillerne i et demokratisk samfund og som sådan har pligt til at sikre informationsfrihed, meningsmangfoldighed og mediepluralisme, fremme respekten for den menneskelige værdighed og bekæmpe alle former for forskelsbehandling og uligheder, bl.a. ved at skildre diversificerede sociale rollemodeller; der henviser til, at medievirksomhederne derfor skal sensibiliseres;

C.  der henviser til, at den fjerde verdenskonference om kvinder, der blev afholdt i Beijing i 1995, anerkendte betydningen af forholdet mellem kvinder og medier med hensyn til at opnå ligestilling mellem kvinder og mænd og indføjede to strategiske mål i Beijinghandlingsprogrammet:

D.  der henviser til, at fremstillingen af kvinder og mænd i medierne kan give udtryk for ulige repræsentation i forskellige sammenhænge, herunder politiske, økonomiske, sociale, videnskabelige, religiøse, kulturelle og sportslige sammenhænge – hvor mænd hovedsagelig forekommer i aktive sociale roller og kvinder er begrænset til mere passive roller; der henviser til, at af alle de stereotyper, der påvirker opfattelsen af kvinder og mænd, er det bedste eksempel seksualiseringen af kvindens krop, hvilket kan ses mest tydeligt i tabloidpressen og i reklamer; der henviser til, at erotiseringen af vold og objektivering af kvinder i medierne har en negativ virkning på indsatsen for udryddelse af vold mod kvinder; der henviser til, at kønsstereotyper ofte kombineres med andre stereotyper, der indebærer forskelsbehandling af enhver art;

E.  der henviser til, at medierne har en væsentlig indflydelse på kulturelle kønsbestemte normer og på, hvordan sociale fremstillinger af både kvinder og mænd dannes, udvikler sig og påvirker publikum med stereotype billeder af kroppen og idéer om maskulinitet og kvindelighed, for eksempel fremstilling af kvinder i reklamer og den måde, hvorpå produkter rettet mod potentielle forbrugere har en tendens til at opretholde traditionelle kønsbestemte normer; der henviser til, at i de tilfælde, hvor medierne fortsat formidler stereotype fremstillinger af kvinder og mænd, herunder af LGBTI-personer, opfatter folk meget ofte disse fremstillinger som legitime, hvilket gør det vanskeligt eller umuligt at sætte spørgsmålstegn ved dem;

F.  der henviser til, at reklamebranchen i nutidens samfund spiller en vigtig rolle i medielandskabet, eftersom den kommunikerer ved hjælp af billeder og idéer, der appellerer til vores følelser og dermed kan forme vores værdier, holdninger og opfattelser af verden; der henviser til, at reklamer ved at give et fordrejet kønsbillede kan gribe til sexisme og kopiere diskriminerende praksisser; der henviser til, at en reklame kan anses for diskriminerende eller sexistisk, hvis et køn er fremstillet på en nedværdigende og krænkende måde eller som mindre kompetent, intelligent eller ringere;

G.  der henviser til, at nye teknologier er ved at forandre de traditionelle medieforretningsmodeller; der henviser til, at den audiovisuelle sektor er en yderst vigtig sektor af økonomiske værdi, som alene direkte beskæftiger over en million mennesker i EU; der henviser til, at det for at håndtere de nye online kommunikations- og multimediesystemer er nødvendigt at foretage justeringer af tilsynet med ordningerne på nationalt niveau og af selvreguleringsordninger uden at foregribe resultatet af forhandlingerne om direktivet om audiovisuelle medietjenester;

H.  der henviser til, at både kvinders og mænds perspektiv bør tages i betragtning på samme vis for at opnå et fuldstændigt og differentieret billede af alle aspekter af den sociale virkelighed; der henviser til, at det i forbindelse med formidlingen af oplysninger, fakta og holdninger om de udfordringer, som kvinder møder i medierne, er vigtigt ikke at gå glip af kvinders potentiale og færdigheder og samtidig at anerkende, at kvinder ikke kan behandles som en homogen gruppe;

I.  der henviser til, at den fortsatte negative og nedværdigende fremstilling af kvinder i medierne – de elektroniske og trykte medier samt billed- og lydmedier – må ændres; der henviser til, at uligheder mellem kønnene ligeledes skabes og kopieres gennem sprog og billeder, der spredes af medierne; der henviser til, at børn konfronteres med kønsbestemte uligheder i en meget ung alder gennem rollemodeller i tv-serier og programmer, diskussioner, spil, computerspil og reklamer; der henviser til, at kønsroller hovedsageligt skabes i barndommen og ungdommen og påvirker gennem hele livet; der henviser til, at almen og faglig uddannelse af mediefagfolk er effektive redskaber til at bekæmpe og udrydde stereotyper, øge bevidstheden og fremme ligestilling;

J.  der henviser til, at kvinderne udgjorde 68 % af de nyuddannede inden for journalistik og information i EU-28 i 2015(14), men at beskæftigelsesdata for EU-28 i perioden 2008-2015 viser, at andelen af kvinder, der er beskæftiget i mediesektoren, i gennemsnit stadig ligger på ca. 40 %;

K.  der henviser til, at andelen af kvinder i beslutningstagningen i medierne i EU-28 i 2015 stadig lå under kønsbalancezonen (40-60 %) på blot 32 %, mens andelen af kvindelige bestyrelsesformænd kun lå på 22 %(15);

L.  der henviser til, at kønsbetingede løn- og pensionsforskelle er et vedvarende problem i EU, og at de er tydelige i forskellige økonomiske sektorer, herunder i mediebranchen, hvor den kønsbetingede lønforskel er på 17 %;

M.  der henviser til, at kvinder fortsat møder et glasloft i medierne og måske ikke har lige muligheder for forfremmelse eller karriereudvikling på grund af en række faktorer, herunder procedurerne i en organisatorisk kultur, der ofte er ugunstig for en balance mellem arbejdsliv og privatliv med et konkurrencepræget miljø præget af stress, ufleksible tidsfrister og lange arbejdstider; der henviser til, at kvinder har mindre beslutningskompetence ved fastsættelsen af nyhedsprogrammet på grund af deres underrepræsentation i ledende stillinger;

N.  der henviser til, at medieorganisationer i medlemsstaterne kan oprette deres egne ligestillingspolitikker, hvilket fører til et bredt spektrum af praksis i EU: der henviser til, at disse strækker sig fra meget omfattende politiske rammer vedrørende medieindhold, der sikrer en afbalanceret repræsentation af mænd og kvinder i beslutningstagende organer, til fuldstændigt fravær af en sådan politik;

O.  der henviser til, at forskning har vist, at kun 4 % af nyhedsdækningen er mod stereotype fremstillinger; der henviser til, at kvinder udgør knap 24 % af de personer, vi hører eller læser om i aviserne(16); der henviser til, at omkring 37 % af historier fra både online- og offlinenyhedskilder indberettes af kvinder, og at denne situation ikke har påvist nogen udsigt til forbedring i de seneste 10 år(17); der henviser til, at kvinder oftest anmodes om at fremlægge en populær udtalelse (41 %) eller berette om personlige erfaringer (38 %) og sjældent citeres som eksperter (kun 17 % af historier); der henviser til, at forskning også har vist, at mindre end én ud af fem eksperter eller kommentatorer er kvinder (18 %)(18);

P.  der henviser til, at kvinder er uforholdsmæssigt underrepræsenteret i nyheds- og informationsmedierne og endnu mindre synlige inden for områderne sport, politik, økonomi og finanser til trods for de mange forskellige medier på tværs af medlemsstaterne; der henviser til, at historisk betydningsfulde kvinder er næsten helt fraværende i relevant medieindhold såsom biografiske dokumentarprogrammer;

Q.  der henviser til, at det er afgørende, at kvinder deltager på lige fod med mænd i medieindhold og fungerer som informationskilder, ikke blot af hensyn til repræsentation, men også af hensyn til lige muligheder og fuld anerkendelse af deres ekspertise og viden; der henviser til, at der inden for det europæiske medielandskab er hindringer for at iværksætte en ansvarlig tilgang til ligestilling mellem kønnene i betragtning af de finansielle begrænsninger og arbejdsvilkår, herunder jobusikkerhed og niveauet af erhvervserfaring kombineret med det stigende tempo for oplysninger og kommercielle overvejelser;

R.  der henviser til, at der er kvinder i medierne, som arbejder på et topprofessionelt niveau, herunder berømte filminstruktører, journalister og reportere, som, selv om de klarer sig lige så godt som mænd, er mere udsatte for kønsbaseret vold og forskelsbehandling på arbejdspladsen og måske ikke værdsættes i samme grad som deres mandlige modparter;

S.  der henviser til, at kvinder, der engagerer sig på de sociale medier, i stigende grad udsættes for chikane; der henviser til, at denne chikane har potentialet til at undertrykke kvinders stemme og svække deres deltagelse i samfundet; der henviser til, at data indsamlet på verdensplan viser, at halvdelen af de kvinder, der er beskæftiget i medierne, har været udsat for seksuel misbrug, at en fjerdedel af dem har været udsat for fysisk vold, og at tre fjerdedele har været udsat for trusler eller overgreb(19); der henviser til, at der er voksende bekymring over internetvold mod kvinder og piger, og at det skønnes, at en ud af ti kvinder i EU har oplevet en form for internetvold, efter at de er fyldt 15 år; der henviser til, at der er en mangel på data om og forskning i internetvold mod kvinder og piger på EU-plan; der henviser til, at psykisk og seksuel chikane er krænkelser af menneskerettighederne; der henviser til, at medierne og nationale og internationale myndigheder bør fastsætte bestemmelser, herunder sanktioner, der skal anvendes af medieorganisationer, for at håndtere disse spørgsmål;

T.  der henviser til, at undersøgende journalister, navnlig kvinder, ofte udsættes for vold og dødbringende angreb, hvilket sagerne Veronica Guerin og Daphne Caruana Galizia vidner om;

U.  der henviser til, at ifølge en undersøgelse fra European Women's Audiovisual Network (EWA)(20) er kun én ud af fem film i de syv europæiske lande, der deltog i undersøgelsen, instrueret af en kvinde, og langt de fleste midler går til film, som ikke instrueres af kvinder, selv om ca. halvdelen af alle kandidater fra filmskoler er kvinder;

V.  der henviser til, at medievirksomhederne bør vedtage selvreguleringssystemer og adfærdskodekser, der fastsætter procedureregler og kriterier for karrieremuligheder og mediedækningen for at sikre og fremme ligestilling mellem kønnene; der henviser til, at selvreguleringssystemer og adfærdskodekser af denne art bør udarbejdes i samarbejde med branchens fagforeninger og følge en klar politik om ligestilling mellem kønnene;

Kvinders tilstedeværelse i medierne

1.  understreger, at kvinder, selv om de på medieområdet på universitetsniveau udgør en betydelig arbejdsstyrke, er underrepræsenteret i ledelser og topstillinger; mener, at både de offentlige og de private medietjenester har et ansvar for at sikre ligestilling mellem mænd og kvinder og forhindre enhver forskelsbehandling; opfordrer medlemsstaterne til at udvikle politiske incitamenter til at mindske hindringerne for kvinders adgang til ledende stillinger og ledelse i medieorganisationer;

2.  beklager, at kvinders repræsentation i de offentlige medier i EU generelt er lav, såvel i strategiske som i operationelle ledende stillinger og i bestyrelser (i 2017: 35,8 % for ledende stillinger, 37,7 % for ikke-ledende stillinger og 33,3 % for bestyrelsesmedlemmer)(21);

3.  minder om, at med henblik på overvågning af kritiske områder i Beijinghandlingsprogrammet hvad angår kvinder i medierne udviklede Det Europæiske Ligestillingsinstitut følgende indikatorer:

4.  minder om, at direktivet om audiovisuelle medietjenester fastslår, at dens mål ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne og derfor bedre kan nås på EU-plan, men ikke indeholder nogen henvisning til lige repræsentation i medieorganisationer;

5.  bemærker, at kvinder, til trods for at de ikke er tilstrækkeligt repræsenteret i ledende stillinger, på nuværende tidspunkt fortsat har større sandsynlighed for at blive ansat eller forfremmet til ledende stillinger i offentlige medier end i private medieorganisationer(22);

6.  opfordrer medlemsstaterne og medieorganisationer til at støtte og udvikle incitamenter, herunder kvoter, med henblik på ligelig repræsentation af kvinder og mænd på beslutningstagende poster og for at sikre, at en effektiv overvågning af sådanne bestræbelser bliver mere fremtrædende i disse organisationer; opfordrer Kommissionen til at intensivere sine bestræbelser på at genoptage arbejdet med direktivet om kvinder i bestyrelser, der har været stillet i bero i Rådet siden 2013;

7.  noterer sig den lange tradition for at ansætte både freelancepersonale og fastansatte, som findes i mediesektoren, og den fortsatte digitalisering af sektoren, som har ført til en nedgang i den traditionelle omsætning og reklameindtægt, hvilket har indflydelse på den type ansættelseskontrakter, der tilbydes i sektoren; påpeger endvidere, at mange kvinder er overrepræsenterede i atypiske former for arbejde på hele arbejdsmarkedet; bemærker, at det stigende pres på mediesektoren for at bevare dens økonomiske levedygtighed sandsynligvis vil føre til en stigning i disse former for kontrakter;

8.  mener, at stereotyper kan føre til et negativt socialt miljø for kvinder og bidrage til kønsdiskrimination på arbejdspladsen; bemærker, at et positivt socialt miljø spiller en vigtig rolle for at hjælpe arbejdstagere med at håndtere høje niveauer af arbejdsintensitet;

9.  minder om, at medieorganisationer er frit stillet med hensyn til at fastsætte rollerne for deres ansatte, både mænd og kvinder, men opfordrer dem indtrængende til at gøre dette med den største respekt for den personlige værdighed og faglige kvalitet; bemærker i denne sammenhæng foruroligende tilfælde af kvindelige journalister, der vurderes som bedre egnet til TV-journalistik på grund af deres formodede evne til at tiltrække publikum, og som erstattes af yngre kolleger, når de bliver ældre;

10.  fordømmer endvidere den udbredte forekomst af seksuel chikane og andre former for overgreb, især i onlinespil og på sociale medier, og tilskynder medievirksomheder til at skabe sikre miljøer, der er reagerer hurtigt på eventuelle tilfælde af chikane; opfordrer derfor til forskellige foranstaltninger, herunder oplysningskampagner, interne regler om disciplinære sanktioner for overtrædelser og psykologisk og/eller juridisk bistand til ofre for disse former for praksis, til forebyggelse og bekæmpelse af mobning og seksuel chikane på arbejdspladsen samt i onlinemiljøet;

11.  fordømmer på det kraftigste angreb på kvindelige journalister, der frygtløst beretter om vigtige politiske og strafferetlige spørgsmål, og opfordrer til, at der gøres den størst mulige indsats for at sikre beskyttelsen af og sikkerheden for alle journalister;

12.  opfordrer offentlige og private medieorganisationer til hurtigst muligt at vedtage interne politikker såsom politikker om lige muligheder og mangfoldighed, som omfatter foranstaltninger til bekæmpelse af chikane, barselsorlov, forældreorlov og fleksible arbejdstidsordninger, som støtter balancen mellem arbejdsliv og privatliv og giver kvinder og mænd mulighed for på lige fod at drage fordel af forældreorlov og tilskynder mænd til at tage fædreorlov, hvilket sikrer en rimelig fordeling af børnepasningen, samt mentor- og lederuddannelsesprogrammer, anvendelse af telearbejde og fleksible arbejdsordninger for både kvinder og mænd på frivilligt grundlag, og uden at det påvirker deres karrieremuligheder;

13.  opfordrer medierne til at overholde kvinders og mænds ret til at tage barselsorlov, fædreorlov eller forældreorlov; påpeger, at ingen gravid kvinde bør forskelsbehandles på grund af hendes tilstand, og at ingen kvinde bør nægtes ansættelse, fordi hun kan beslutte at blive gravid; opfordrer medieorganisationer og de regulerende myndigheder til at oplyse om den kønsbestemte lønforskel, til at indføre forpligtelser til løngennemsigtighed og til at gennemføre princippet om lige løn for lige arbejde ved hjælp af bindende foranstaltninger;

14.  foreslår, at medieorganisationer opretter databaser over kvindelige eksperter på en række områder, navnlig de områder, hvor kvinder er underrepræsenteret, med henblik på at benytte dem, når det er relevant; tilskynder endvidere til indsamling af kønsopdelte data om alt muligt medieindhold;

15.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at øge kvinders deltagelse i og adgang til ytringer og beslutningstagning i og via medierne og ny kommunikationsteknologi;

16.  mener, at alle mediefolk kan have gavn af den generelle forbedring af vilkårene for kvinder på arbejdspladsen; mener imidlertid, at en sådan forbedring ikke har været tilstrækkelig, og at der fortsat findes uligheder; understreger behovet for, at medlemsstaterne og Kommissionen fremmer og sikrer princippet om lige løn i henhold til artikel 157 i TFEU, bl.a. ved at bekæmpe kønsbestemte løn- og pensionsforskelle, reducere usikre ansættelsesforhold(23), sikre tilgængeligheden af økonomisk overkommelige børnepasningsordninger af høj kvalitet og politikker, der bedre sikrer balancen mellem arbejds- og familieliv, samt ved at sikre retten til kollektive forhandlinger;

17.  gentager, at medierne som et hasteanliggende skal gennemføre princippet om lige løn for lige arbejde, herunder forpligtelse til løngennemsigtighed, og give kvinder mulighed for at nyde godt af de samme forfremmelses- og uddannelsesmuligheder og alle andre yderligere fordele på lige fod med mænd;

18.  bemærker den positive rolle, som kvinderåd og ligestillingsmedarbejdere har på arbejdspladser; opfordrer til, at ligestilling mellem kønnene fremmes som en tværgående politik for menneskelige ressourcer inden for medierne; mener, at opnåelse af ligestilling for kvinder på alle niveauer, især beslutningsniveauer, i medierne kræver en medarbejderorienteret kultur og en kønssensitiv øverste ledelse; anbefaler, at nationale tilsynsorganer og medieorganisationer følger Kommissionens henstilling 2014/124/EU om styrkelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder gennem åbenhed(24), udarbejder en vejledning om retfærdige udvælgelsesprocedurer, etablerer omfattende ligestillingspolitikker, der omfatter medieindhold og fremme af kvinder i beslutningstagende organer, og indfører interne procedurer til håndtering af mobning på arbejdspladsen; opfordrer Kommissionen til at fortsætte med at overvåge den korrekte anvendelse og håndhævelse af direktiv 2006/54/EF, der vender bevisbyrden i tilfælde af forskelsbehandling på grund af køn;

Medieindhold og kvinder

19.  understreger mediernes rolle som agent for social forandring og deres indflydelse på den offentlige mening, og opfordrer medlemsstaterne til at fremme indhold, der omfatter ligestilling mellem kønnene i de offentlige medier; påpeger, at ethvert lovindgreb mod sexisme og stereotype kønsrollefremstillinger i medieindhold hidtil har henhørt under medlemsstaternes kompetence; minder om forbuddet mod kønsbaseret forskelsbehandling i medierne i henhold til direktivet om audiovisuelle medietjenester; understreger endvidere, at mens lovgivningsmæssige foranstaltninger er underlagt behørigt hensyn til princippet om ytringsfrihed, bør redaktionel frihed under ingen omstændigheder tjene til at tilskynde eller legitimere nedværdigende fremstilling af kvinder og LGBTI-personer; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at sikre, at ovennævnte friheder regulerer adgangen til videospil med skadeligt onlineindhold og pornografi på internettet;

20.  understreger, at økonomiske argumenter ikke kan være en undskyldning for at opretholde kønsstereotyper i medieindhold;

21.  understreger, at voldeligt og sexistisk medieindhold har en negativ indvirkning på kvinder og deres deltagelse i samfundet; udtrykker bekymring over visse former for audiovisuel kommerciel kommunikation, der skaber psykologisk eller fysisk skade på børn og unge; opfordrer indtrængende de relevante interessenter og myndigheder til at behandle spørgsmålet om reklame, der indirekte tilskynder til spiseforstyrrelser som anoreksi, og til at træffe andre foranstaltninger for at beskytte særligt sårbare personer, herunder piger og unge kvinder mod sådant indhold;

22.  opfordrer indtrængende til, at medieindhold, herunder reklame, med tilknytning til familieplanlægning, seksuelle og reproduktive rettigheder, mødres og børns sundhed samt uddannelse rettes mod både mænd og kvinder;

23.  understreger betydningen af at fremme mediekendskab og forsyne alle relevante interesserede parter med kønssensitive medieuddannelsesinitiativer for at tilskynde unge til at udvikle færdigheder til kritisk tænkning, og til at hjælpe dem med at identificere og protestere imod sexistisk fremstilling og forskelsbehandling, kønsbaseret vold, internetmobning, hadefuld tale og vold motiveret af en persons køn, kønsidentitet, kønsudtryk, seksuelle orientering eller kønskarakteristika; fremhæver behovet for forebyggende foranstaltninger såsom kryptering og forældrekontrol med henblik på at sikre en mere sikker internetadgang og digitale færdigheder og mediekendskab; henleder opmærksomheden på, at kønsstereotyper i reklamer og i andre medier har en potentiel indvirkning på børns socialisering og dermed, hvordan de ser på sig selv, deres familiemedlemmer og resten af verden; påpeger, at reklamer kan være et effektivt redskab til at udfordre stereotyper såsom kønsstereotyper og stereotyper mod LGBTI-personer; opfordrer derfor til øget fokus på faglige og almene uddannelsesaktiviteter som et middel til at bekæmpe forskelsbehandling og fremme ligestilling mellem kønnene og for LGBTI-personer;

24.  anbefaler, at bløde foranstaltninger såsom ligestillingsplaner eller retningslinjer bør gives en mere fremtrædende plads i medieorganisationer, og anbefaler, at disse protokoller fastsætter standarderne for positive fremstillinger af kvinder inden for reklamer, nyheder, rapportering, produktion eller transmission og dækker alle følsomme indholdsområder såsom skildring af magt og autoritet, ekspertise, beslutningstagning, seksualitet, vold, forskellige roller og anvendelsen af et ikke-sexistisk sprog; opfordrer endvidere offentlige og private medier til at integrere ligestilling mellem kønnene i alt deres indhold og til at vedtage ligestillingsplaner med henblik på at afspejle social mangfoldighed;

25.  anbefaler, at regler udstedt af tilsynsmyndigheder for medier og kommunikation omfatter kriterier for at sikre stereotypfri fremstillinger af piger og kvinder og muligheden for at fjerne eller suspendere krænkende indhold; anbefaler endvidere, at specialiserede organisationer, f.eks. nationale ligestillingsorganer og kvinde-NGO'er deltager i overvågningen af gennemførelsen af disse regler;

26.  påpeger, at medlemsstaterne ved hjælp af alle passende midler skal sikre, at medierne, herunder internettet og sociale medier, samt reklamer er fri for enhver tilskyndelse til vold eller had rettet mod en person eller en gruppe af personer; understreger behovet for at indsamle kønsopdelte data og udføre forskning i samarbejde med EIGE til at imødegå internetvold, seksuel chikane på internettet, trusler og sexistiske bemærkninger og hadefuld tale mod kvinder og piger, herunder LGBTI-personer; understreger, at der skal lægges særlig vægt på uddannelse i, hvordan medierne rapporterer om tilfælde af kønsbaseret vold mod kvinder, herunder mod LGBTI-personer; foreslår, at videreuddannelse vedrørende kønsrelaterede fremstillinger i medieindhold stilles til rådighed for mediefagfolk, herunder dem i ledende stillinger; anbefaler, at ligestilling mellem mænd og kvinder skal afspejles i undervisningsmoduler på kurser inden for journalistik og kommunikation på bachelor- og kandidatniveau;

27.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at fremme selvregulering og samregulering i medierne gennem adfærdskodekser;

Eksempler på god praksis

28.  bemærker med interesse de forskellige eksempler på god praksis, der kan konstateres i alle medlemsstater, herunder mediekampagner, specifik lovgivning, udmærkelser eller negative udmærkelser for stereotype og sexistiske reklamer, databaser over kvindelige eksperter, kurser for branchefolk og medieorganisationers ligestillingsplaner, adfærdskodekser og politikker for lige muligheder og mangfoldighed samt minimumstærsklerne for repræsentation af kønnene i medietilsynsmyndighedernes styrende organer;

29.  opfordrer medlemsstaterne til at støtte kampagner, såsom den belgiske Expertalia, den tjekkiske "Sexist Piggy" eller den svenske #TackaNej blandt andre initiativer; opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre regelmæssige informations- og bevidstgørelseskampagner om kønsbaseret diskriminerende indhold i medierne, og til regelmæssigt at aflægge rapport om tendenser inden for ligestilling mellem kønnene i medierne; opfordrer Kommissionen til at afsætte særlige midler til delprogrammer med fokus på fremme af kvinder i mediebranchen og til at støtte mediesammenslutninger og -netværk i at indføre offentlige og sektorspecifikke oplysningskampagner; opfordrer endvidere Kommissionen til at opstille en EU-pris for studerende inden for medieområdet for arbejde vedrørende ligestilling mellem kønnene;

30.  opfordrer civilsamfundsorganisationer til at udarbejde kommunikationsstrategier, ikke blot for de traditionelle medier, men også for online-medier, for at udvide mulighederne for at påvirke og overvåge mediernes dagsorden;

Yderligere henstillinger

31.  opfordrer medlemsstaterne til, i samarbejde med ligestillingsorganer fuldt ud at gennemføre den eksisterende lovgivning vedrørende ligestilling mellem mænd og kvinder og til at tilskynde tilsynsorganer til at være opmærksomme på kvinders tilstedeværelse og forfremmelse og på at undgå stereotypt medieindhold; opfordrer medlemsstaterne til at foretage regelmæssige evalueringer af de ovennævnte områder og til at udvikle, hvis dette endnu ikke er sket, lovgivning, som fokuserer på ikke-stereotypt medieindhold; understreger medlemsstaternes rolle med hensyn til at gøre bedre brug af de eksisterende ressourcer i medierne inden for deres mandat til at udføre deres public service-rolle og samtidig afspejle et mere kønsbalanceret og demokratisk samfund;

32.  opfordrer Kommissionen til at gennemføre yderligere forskning om kvinders deltagelse i ledende stillinger i medierne; roser EIGE for sit arbejde på området og opfordrer det til at fortsætte med at udvikle og overvåge de relevante indikatorer, herunder, men ikke begrænset til kvinders deltagelse i beslutningstagningen, deres arbejdsvilkår og ligestilling mellem kønnene i medieindhold, og samtidig udvide dets opmærksomhed på den nye sociale medieteknologi for at udvikle metoder til at forhindre kønsbaseret vold og chikane på de sociale medier;

33.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte og fremme kvindeorganisationer, der gør en aktiv indsats for kønnenes ligestilling i medierne, herunder de organisationer, som støtter kvinder og piger, der er ofre for kønsbestemt vold, intersektionel forskelsbehandling eller seksuel chikane;

34.  opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre handlingsprogrammer, der sikrer kvinders inddragelse i udformningen og gennemførelsen af effektive kønssensitive politikker og programmer inden for medieorganisationer;

35.  opfordrer medlemsstaterne til at udvikle programmer for at forbedre kvinders færdigheder inden for fagene naturvidenskab, teknologi, ingeniørvirksomhed og matematik (STEM), som er vigtige for karrierer i mediesektoren, der har et større teknisk fokus, såsom lydteknikere og audiovisuelle teknikere; fremhæver betydningen af erhvervsuddannelse i diversificering af karrierevalg og introduktion af kvinder og mænd til ikke-traditionelle karrieremuligheder for at overvinde den horisontale og vertikale opdeling;

o
o   o

36.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 204 af 26.7.2006, s. 23. (2) EUT L 95 af 15.4.2010, s. 1. (3) EFT C 296 af 10.11.1995, s. 15. (4) EFT C 304 af 6.10.1997, s. 60. (5) EUT C 295 E af 4.12.2009, s. 43. (6) EUT C 36 af 29.1.2016, s. 18. (7) EUT C 66 af 21.2.2018, s. 44. (8) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0338. (9) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0360. (10) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0260. (11) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0290. (12) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0364. (13) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0417. (14) UNESCO's, OECD's og Eurostats (UOE's) fælles dataindsamling, findes på adressen: http://eige.europa.eu/gender-statistics/dgs/indicator/ta_educ_part_grad__educ_uoe_grad02 (15) EIGE's indeks for ligestilling mellem kønnene 2017. (16) https://www.womenlobby.org/IMG/pdf/factsheet_women_and_media.pdf (17) Lenka Vochocová, FEMM's offentlige høring om ligestilling inden for mediesektoren i EU af 26. juni 2017, optagelsen kan ses på http://www.europarl.europa.eu/ep-live/en/committees/video?event=20170626-1500-COMMITTEE-FEMM (18) Global Media Monitoring project, regional rapport for Europa (2015), findes på http://cdn.agilitycms.com/who-makes-the-news/Imported/reports_2015/regional/Europe.pdf (19) Det Internationale Journalistforbunds kampagne om kønsbaseret vold på arbejdspladsen, https://www.ifj-stop-gender-based-violence.org/ (20) "Where are the women directors in European films? Gender equality report on female directors (2006-2013) with best practice and policy recommendations", http://www.ewawomen.com/en/research-.html (21) Gender Equality in Power and Decision-Making. Review of the Implementation of the Beijing Platform for Action in the EU Member States, 2017 (Kilde: EIGE's database for ligestillingsstatistik – Kvinder og mænd i beslutningsprocessen). (22) Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (EIGE): Review of the implementation of the Beijing Platform for Action in the EU Member States: Women and the Media – Advancing gender equality in decision-making in media organisations (2013). (23) Se Europa-Parlamentets beslutning af 4. juli 2017 om arbejdsvilkår og usikre ansættelsesforhold. (24) EUT L 69 af 8.3.2014, s. 112.

Europa-Parlamentets beslutning af 17. april 2018 om styrkelse af kvinders og pigers position inden for den digitale sektor (2017/3016(RSP))

P8_TA(2018)0102 B8-0183/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 2 og artikel 3, stk. 3, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 8 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til artikel 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til Beijingerklæringen og -handlingsprogrammet, som blev vedtaget på den fjerde verdenskonference om kvinder i september 1995, herunder især området "Kvinder og medier",

–  der henviser til slutdokument af 16. december 2015 fra mødet på højt plan i FN's Generalforsamling om den overordnede revision af gennemførelsen af resultaterne fra verdenstopmødet om informationssamfundet,

–  der henviser til Kommissionens strategiske indsats for ligestilling mellem kønnene 2016-2019,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. maj 2015 med titlen "En strategi for et digitalt indre marked i EU" (COM(2015)0192) og midtvejsevalueringen af dens gennemførelse med titlen "Et forbundet digitalt indre marked for alle" (COM(2017)0228),

–  der henviser til søjle II i Kommissionens strategi for et digitalt indre marked, som er rettet mod at skabe de rette betingelser og lige vilkår og klima for, at der kan udvikles digitale netværk og innovative tjenester, og søjle III, som støtter et inklusivt digitalt samfund, hvor borgerne besidder de rette færdigheder til at kunne gribe de muligheder, som internettet tilvejebringer, og styrke deres muligheder for at komme i beskæftigelse,

–  der henviser til 2020-rammen på uddannelsesområdet,

–  der henviser til Kommissionens undersøgelse om IKT for erhvervslivet: digitale færdigheder på arbejdspladsen og Kommissionens meddelelse af 10. juni 2016 med titlen "En ny dagsorden for færdigheder i Europa: En fælles indsats for at styrke den menneskelige kapital, beskæftigelsesegnethed og konkurrenceevnen (COM(2016)0381),

–  der henviser til den indgående analyse med titlen "Empowering women on the Internet", som blev offentliggjort af Parlamentets Generaldirektorat for Interne Politikker i oktober 2015(1),

–  der henviser til Kommissionens rapport af 1. oktober 2013 med titlen "Women active in the ICT sector",

–  der henviser til den undersøgelse, som Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (EIGE) offentliggjorde den 26. januar 2017, med titlen "Gender and Digital Agenda",

–  der henviser til sin beslutning af 24. maj 2012 med henstillinger til Kommissionen om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi(2),

–  der henviser til sin beslutning af 12. marts 2013 om afskaffelse af kønsstereotyper i EU(3),

–  der henviser til sin beslutning af 12. september 2013 om den digitale dagsorden for vækst, mobilitet og beskæftigelse: tid til at skifte til et højere gear(4) og navnlig den store koalition for digitale færdigheder og job,

–  der henviser til sin beslutning af 8. oktober 2015 om anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv(5),

–  der henviser til sin beslutning af 28. april 2016 om ligestilling mellem kønnene og styrkelse af kvinders position i den digitale tidsalder(6),

–  der henviser til forespørgsel til Kommissionen om styrkelse af kvinders og pigers position inden for den digitale sektor (O-000004/2018 – B8‑0010/2018),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at digitaliseringen har revolutioneret og grundlæggende ændret den måde, hvorpå folk indhenter og formidler oplysninger, kommunikerer, indgår i sociale sammenhænge, studerer og arbejder, har skabt nye muligheder for at deltage i offentlige og politiske diskussioner, uddannelse og arbejdsmarkedet og har åbnet nye perspektiver for at leve et uafhængigt liv samt har et kolossalt økonomisk potentiale for EU og resten af verden; der henviser til, at digitaliseringen ikke blot påvirker markeder, men ligeledes samfundet som helhed;

B.  der henviser til, at informationssamfundet, som er drevet af informations- og kommunikationsteknologier (IKT'er), indebærer store muligheder for at generere og fordele velstand og viden;

C.  der henviser til, at kvinder som demografisk gruppe over hele verden er mindre tilbøjelige til at være online end mænd; der henviser til, at 68 % af alle mænd og 62 % af alle kvinder anvender computere og internettet regelmæssigt; der henviser til, at 54 % af alle mænd og 48 % af alle kvinder bruger internettet på mobile enheder; der henviser til, at 33 % af alle mænd selv installerer software på deres enheder, mens dette gælder for 18 % af alle kvinder; der henviser til, at 41 % af alle mænd gør brug af onlineradio og -fjernsynsprogrammer, mens dette gælder for 35 % af alle kvinder; der henviser til, at 47 % af alle mænd gør brug af netbank, mens dette gælder for 35 % af alle kvinder; der henviser til, at 22 % af alle mænd sælger varer på internettet, mens dette kun gælder for 17 % af alle kvinder; der henviser til, at 20 % af alle mænd køber varer på internettet, mens dette gælder for 13 % af alle kvinder;

D.  der henviser til, at digitale modeller for kommunikation har bidraget til skabelsen af betingelser, som medvirker til en øget udbredelse af hadefulde ytringer og trusler mod kvinder, og at 18 % af alle kvinder i Europa har været udsat for en eller anden form for chikane på internettet siden teenagealderen; der henviser til, at antallet af trusler mod kvinder, herunder dødstrusler, er steget; der henviser til, at den sociale bevidsthed om digitale former for vold fortsat ikke er tilstrækkelig; der henviser til, at den retlige ramme endnu ikke tager fuldt ud højde for forskellige former for internetbaseret vold;

E.  der henviser til, at kun 2 % af alle kvinder på arbejdsmarkedet er beskæftiget inden for tekniske, faglige og videnskabelige fag i forhold til 5 % af alle mænd; der henviser til, at kun 9 % af udviklerne i Europa og kun 19 % af cheferne i IKT- og kommunikationssektoren er kvinder (sammenlignet med 45 % i andre servicesektorer), og at kvinder blot udgør 19 % af iværksætterne i disse sektorer (sammenlignet med 54 % i andre servicesektorer);

F.  der henviser til, at der er en betydelig kønsbetinget skævhed i adgangen til erhvervs- og uddannelsesmæssige muligheder i forhold til informations- og kommunikationsteknologi og computerfærdigheder;

G.  der henviser til, at sexisme og kønsstereotyper udgør en alvorlig hindring for ligestilling mellem kvinder og mænd og uddyber den kønsbestemte forskel i den digitale sektor yderligere, hvilket gør det vanskeligt for kvinder at udvikle deres potentiale som brugere, innovatorer og skabere fuldt ud;

H.  der henviser til, at stadig flere job, ikke blot inden for IKT-sektoren, kræver en vis grad af e-færdigheder og digital kunnen, og denne tendens vil sandsynligvis blive forstærket i fremtiden, idet der bliver behov for en bredere vifte af digitale færdigheder inden for de fleste erhverv og ledige stillinger;

I.  der henviser til, at forbedringer af digitale færdigheder og IT-kunnen udgør en enestående mulighed for at skabe bedre balance mellem arbejde og privatliv ved at øge adgangen til uddannelse og lette integrationen på arbejdsmarkedet af ikke blot kvinder og piger, men også af personer med særlige behov, f.eks. personer med handicap, og indbyggere i landdistrikter og fjerntliggende områder, som ligger langt fra bycentrene; der henviser til, at digitaliseringen af arbejdspladsen kan give visse udfordringer, der skal håndteres; der henviser til, at antallet af kvinder i IKT-sektoren, som er en af de højeste betalende sektorer, kan bidrage til kvinders økonomiske selvstændighed og uafhængighed og føre til en reduktion af den samlede lønforskel mellem mænd og kvinder og en større økonomisk uafhængighed for kvinder; der henviser til, at kun ca. 16 % af de næsten otte millioner personer, der arbejder i IKT-sektoren i Europa, er kvinder;

J.  der henviser til, at digitalisering åbner nye muligheder for iværksætteri for kvinder, herunder mindre digitalt iværksætteri, som i mange tilfælde ikke kræver betydelig startkapital, og virksomheder, der drives inden for rammerne af den sociale økonomi, som styrker den sociale inklusion; der henviser til, at der er et behov for at støtte digitalt iværksætteri blandt kvinder, da det er et af de hurtigst voksende og mest succesrige sektorer i økonomien og rummer utallige muligheder for innovation og vækst, og at kvinder kun udgør 19 % af iværksætterne på dette område;

K.  der henviser til, at flere kvinder i IKT-sektoren ville være en saltvandsindsprøjtning for et marked, hvor der er udsigt til mangel på arbejdskraft, og hvor det ville betyde en gevinst på omkring 9 mia. EUR for EU's BNP på årsbasis, hvis kvinder var repræsenteret i samme omfang som mænd; der henviser til, at kvinder fortsat er stærkt underrepræsenterede på IKT-studieretninger, hvor de kun udgør omkring 20 % af alle kandidater på området, og at kun 3 % af alle kvinder med en universitetsgrad har en grad i IKT; der henviser til, at kvinder møder mange vanskeligheder med hensyn til at komme ind i og forblive i IKT-sektoren; der henviser til, at det mandsdominerede arbejdsmiljø – kvinder udgør kun 30 % af arbejdsstyrken – medvirker til tendensen til, at mange kvinder forlader IKT-sektoren inden for nogle få år efter, de har afsluttet deres universitetsuddannelse; der henviser til, at kvinders deltagelse på det digitale arbejdsmarked falder med alderen; der henviser til, at kvinder under 30 år med en grad i IKT udgør 20 % af IKT-sektoren i forhold til 15,4 % af kvinder mellem 31 og 45 år og 9 % af kvinder over 45 år;

L.  der henviser til, at det i undersøgelsen med titlen "Women active in the ICT sector" anslås, at der vil være 900 000 ubesatte stillinger i IKT-sektoren i Europa i 2020; der henviser til, at IKT-sektoren vokser hurtigt og skaber omkring 120 000 nye arbejdspladser hvert år;

M.  der henviser til, at IKT-sektoren er kendetegnet ved en særlig høj grad af vertikal og horisontal opdeling og ved en kløft mellem kvindernes uddannelsesniveau og deres position i IKT-sektoren; der henviser til, at under 20 % af alle IKT-iværksættere er kvinder; der henviser til, at de fleste (54 %) af de beskæftigede kvinder i IKT-sektoren er ansat i dårligere lønnede og lavere kvalificerede stillinger, og at kun et lille mindretal blandt dem (8 %) er ansat i højt kvalificerede stillinger som softwareingeniører; der henviser til, at kvinder også er underrepræsenterede i beslutningsprocessen inden for denne sektor, idet kun 19,2 % af IKT-sektorens arbejdstagere har kvindelige chefer, mens det er tilfældet for 45,2 % af arbejdstagerne i andre sektorer;

N.  der henviser til, at kvinder på 55 år eller derover er i særlig stor fare for ledighed og inaktivitet på arbejdsmarkedet, og at den gennemsnitlige beskæftigelsesgrad for kvinder i alderen 55-64 år i EU kun er på 49 % i 2016, hvor den for mænd er på 62 %; der henviser til, at en ringe grad af IT-kunnen og e-færdigheder forstærker denne fare yderligere; der henviser til, at forbedringer af og investeringer i de digitale kompetencer hos kvinder på 55 år og derover ville betyde en kraftig forbedring af deres beskæftigelsesmuligheder og give dem en vis grad af beskyttelse mod udelukkelse fra arbejdsmarkedet;

O.  der henviser til, at Eurostat-data fra 2014 viser, at flere kvinder (42,3 %) end mænd (33,6 %) fortsætter på videregående uddannelser, men at der er flere kvinder inden for humaniora end videnskabelige områder; der henviser til, at kun 9,6 % af de kvindelige studerende på videregående uddannelser tager en IKT-relateret uddannelse i forhold til 30,6 % af mændene; der henviser til, at kvinder fortsat er kraftigt underrepræsenterede i initiativer som EU Code Week (programmeringsuge), IKT for bedre uddannelse, Startup Europe Leaders Club og det storstilede samarbejde om digitale job, som sigter mod at fremme e-uddannelse og e-færdigheder yderligere;

P.  der henviser til, at den lave deltagelse af kvinder og piger i IKT-relaterede uddannelser og senere deres lave andel i IKT-job er et resultat af et komplekst samspil af kønsstereotyper, der starter tidligt i livet og uddannelsen og fortsætter ind i arbejdslivet;

1.  opfordrer Kommissionen til at udnytte og bedre målrette den digitale dagsorden og strategien for et digitalt indre marked med henblik på at håndtere den alvorlige kønsrelaterede kløft i IKT-sektoren og fremme kvinders fulde integration i sektoren, især med hensyn til job i den tekniske branche og i telekommunikationsbranchen, og til at fremme uddannelse af kvinder og piger i IKT og andre områder inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørvirksomhed og matematik (STEM);

2.  glæder sig over de foranstaltninger til støtte for kvinders integration og deltagelse i informationssamfundet, som indgår i den strategiske indsats for ligestilling mellem kønnene 2016-2019; opfordrer Kommissionen til at gennemføre de foranstaltninger, der sigter mod at reducere kønsbestemte løn-, indtjenings- og pensionsforskelle, og dermed bekæmpe fattigdom blandt kvinder og til at belønne fremme af beskæftigelsen af kvinder i IKT-sektoren, bekæmpelse af kønsstereotyper og fremme af ligestilling på alle uddannelsesniveauer og inden for alle typer uddannelse, herunder i forbindelse med kønsbestemte studievalg og karrierer, i overensstemmelse med de prioriteringer, der er fastsat i 2020-rammen på uddannelsesområdet;

3.  tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne til at arbejde i en ånd af åbent samarbejde inden for 2020-strategirammen på uddannelsesområdet for at finde løsninger og udveksle bedste praksis vedrørende digital uddannelse i en tidlig alder, herunder e-færdigheder og kodning, der er inkluderende for piger, og på de senere uddannelsesstadier vedrørende programmer, der tager sigte på at øge andelen af kvinder, som beslutter at læse STEM-fag og dimitterer med STEM-grader, da dette vil gøre det muligt for kvinder at få fuldstændig adgang til elektroniske tjenester på lige fod med mænd og udnytte de beskæftigelsesmuligheder for ingeniører og IT-specialister, der er blevet forudsagt;

4.  opfordrer EU og medlemsstaterne til at udvikle, støtte og gennemføre de initiativer, som FN og dets organer har taget, navnlig inden for rammerne af Beijingerklæringen og ‑handlingsprogrammet og verdenstopmøderne om informationssamfundet (WSIS), bl.a. i forbindelse med undervisningsplaner, med henblik på at kæmpe for en styrkelse af kvinders position i den digitale tidsalder på EU-plan og på verdensplan;

5.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre noget ved problemet med kønsforskelle inden for IKT-sektoren ved at understrege de forretningsmæssige fordele ved diversitet og ved at skabe flere og stærkere incitamenter for både virksomheder og kvinder, f.eks. ved at tilbyde rollemodeller, mentorordninger og karrieremuligheder, med henblik på at øge kvinders synlighed; opfordrer medlemsstaterne til at støtte og træffe foranstaltninger om bl.a. udvikling af onlineindhold, der fremmer ligestilling mellem kønnene, fremme af adgang til og anvendelse af IKT som værktøjer mod kønsdiskriminering på områder såsom kønsbestemt vold og opnåelse af balance mellem arbejde og privatliv;

6.  glæder sig over EU's handlingsplan 2017-2019 om bekæmpelse af kønsbestemte lønforskelle (COM(2017)0678); fremhæver behovet for at styrke overholdelsen af det princip om lige løn for lige arbejde for kvinder og mænd, som er forankret i TEU, og opfordrer Kommissionen til at gennemføre de initiativer, der indgår i foranstaltning II i planen, og som sigter efter at tiltrække flere kvinder til STEM-fag, hvilket ifølge EIGE kunne føre til, at de kønsbestemte lønforskelle senest i 2050 ville forsvinde som følge af den højere produktivitet inden for STEM-job;

7.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at stille midler til rådighed og forbedre adgangen til eksisterende midler med henblik på at fremme og støtte kvindelige iværksættere, navnlig inden for rammerne af den digitale omstilling af industrien, og sikre, at alle virksomheder, uanset størrelse, den sektor, de opererer i, eller deres beliggenhed i Europa, kan drage nytte af digitale innovationer; understreger i denne forbindelse, at digitale innovationsknudepunkter, som er afgørende for at fremme den digitale omstilling, bør sætte særligt fokus på kvindelige iværksættere og nystartede virksomheder, der er ejet af kvinder; opfordrer Kommissionen til fuldt og helt at løse problemet med den kønsbestemte forskel inden for digitaliseringsprocessen;

8.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte livslang læring, faglig uddannelse og ordninger, der hjælper med en bedre tilpasning eller en potentiel ændring af karriereforløbet i overensstemmelse med den voksende efterspørgsel efter e-færdigheder i mange forskellige sektorer, med særligt fokus på kvinder på 55 og derover, navnlig dem med omsorgsansvar, og kvinder, der har taget en pause fra deres karriere eller vender tilbage til arbejdspladsen, for at sikre, at de ikke sakker bagud i den stadig hurtigere overgang til digitalisering og for at sikre dem mod udelukkelse fra arbejdsmarkedet;

9.  understreger effektiviteten af at bruge internettet til kampagner, fora og øget synliggørelse af kvindelige rollemodeller, hvilket fremskynder ligestilling mellem kønnene; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme kvindenetværk på internettet, eftersom de indebærer en bottom-up-tilgang til styrkelse af kvinders indflydelse og status;

10.  opfordrer Kommissionen til at fremme etableringen af netværk blandt civilsamfundsorganisationer og mediernes faglige organisationer med henblik på at styrke kvinders mulighed for at deltage aktivt og til at anerkende deres særlige behov i mediesektoren;

11.  understreger den afgørende rolle, som civilsamfundet spiller i forvaltningen af internettet; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indgå i en konstruktiv dialog med og støtte digitale civilsamfundsorganisationer;

12.  opfordrer alle myndigheder og civilsamfundsaktører til at støtte indførelse og gennemførelse af e-tjenester, e-færdigheder og digitale former for arbejde, der kan fremme balancen mellem arbejdsliv og privatliv i vores samfund, samtidig med at det sikres, at en dobbelt byrde på kvinder undgås; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at identificere digitaliseringens muligheder og udfordringer, også med hensyn til arbejdsvilkår, som f.eks. ustabile former for beskæftigelse og arbejdsrelaterede mentale sundhedsproblemer;

13.  understreger vigtigheden af at sikre integrering af kønsaspektet i uddannelsessektoren ved at fremme digitale færdigheder og kvinders og pigers deltagelse i IKT-uddannelse via integration af kodning og nye medier og teknologier i læseplaner på alle uddannelsesniveauer, i undervisning uden for uddannelsessystemet, inden for uformel og ikke-formel uddannelse og inden for alle typer af uddannelse og erhvervsuddannelse, herunder også for undervisere, med henblik på at mindske og udrydde forskelle med hensyn til digitale færdigheder og opmuntre piger og unge kvinder til at gå i gang med karrierer inden for naturvidenskabelige fag og IKT; påpeger betydningen af en vedvarende dialog med arbejdsmarkedets parter for at overvinde kløften mellem kønnene på dette område;

14.  tilskynder medlemsstaterne til at indføre alderstilpasset IKT-uddannelse i de tidlige skoleår med særligt fokus på at inspirere piger til at udvikle en interesse i og talenter på det digitale område og opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme STEM-uddannelse for piger fra en tidlig alder, eftersom piger flytter deres fokus væk fra disse områder tidligere i deres uddannelsesforløb på grund af kønsstereotyper vedrørende disse fag, mangel på rollemodeller og opdeling af aktiviteter og legetøj, hvilket resulterer i en underrepræsentation af kvinder inden for disse fag på universitetet, hvilket igen forplanter sig til arbejdspladserne;

15.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til, navnlig ved hjælp af informations- og oplysningskampagner, at fremme kvinders deltagelse i erhvervssektorer, som stereotypt anses for at være "mandefag", som det er tilfældet med digitaliseringen; understreger, at det er nødvendigt at iværksætte oplysningskampagner, uddannelseskampagner og kampagner for integration af ligestillingsaspektet for alle de aktører, der er involveret i digitaliseringspolitikken; understreger, at det er nødvendigt at støtte kvinders tilegnelse af e-færdigheder i sektorer, der ikke er IKT-intensive, men vil kræve digitale færdigheder og kompetencer i den nærmeste fremtid;

16.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne såvel som virksomhederne til at fremme ligestilling mellem kønnene inden for IKT ved at indsamle kønsopdelte data om brug af IKT, udvikling af mål, indikatorer og benchmarks med henblik på at følge fremskridt i kvinders adgang til IKT og fremme eksempler på bedste praksis blandt IKT-virksomheder; opfordrer EIGE til at indsamle data om, hvordan digitale tjenester kan anvendes bedre til fordel for kvinder og ligestilling mellem kønnene;

17.  understreger betydningen af at identificere de udfordringer, der er forbundet med brugen af IKT og internettet til at begå kriminelle handlinger, udsende trusler eller udøve chikane eller vold mod kvinder; opfordrer de politiske beslutningstagere til at gribe ordentligt ind over for disse problemer og til at sørge for, at der findes en ramme til at sikre, at de retshåndhævende myndigheder kan håndtere digitale lovovertrædelser på en effektiv måde; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at piger beskyttes mod reklamer i det digitale miljø, der kan tilskynde dem til en adfærd, som kan skade deres helbred;

18.  opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at gennemføre kampagner med henblik på at øge kvinders bevidsthed om fordelene ved IKT og de risici, der er forbundet hermed, og til at give dem den nødvendige uddannelse og viden om, hvordan de kan beskytte sig selv på internettet;

19.  opfordrer EU's institutioner, agenturer og organer samt medlemsstaterne og deres retshåndhævende myndigheder til at samarbejde og tage konkrete skridt til at samordne deres indsats for at imødegå anvendelse af IKT til at begå forbrydelser med tilknytning til menneskehandel, cybermobning og cyberstalking, da de ofte er af grænseoverskridende art, og at samordning på EU-plan er afgørende for at retsforfølge disse forbrydelser; opfordrer medlemsstaterne til at revidere deres strafferetlige bestemmelser for at sikre, at nye former for digital vold er defineret og anerkendt;

20.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) Dybtgående analyse – "Empowering women on the Internet", Europa-Parlamentet, Generaldirektoratet for Interne Politikker, Temaafdeling C – Borgernes Rettigheder og Konstitutionelle Anliggender, Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling, oktober 2015. (2) EUT C 264 E af 13.9.2013, s. 75. (3) EUT C 36 af 29.1.2016, s. 18. (4) EUT C 93 af 9.3.2016, s. 120. (5) EUT C 349 af 17.10.2017, s. 56. (6) EUT C 66 af 21.2.2018, s. 44.

Europa-Parlamentets beslutning af 17. april 2018 om gennemførelsen af instrumentet for udviklingssamarbejde, instrumentet for humanitær bistand og Den Europæiske Udviklingsfond (2017/2258(INI))

P8_TA(2018)0103 A8-0118/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 3, stk. 5, og artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union,

–  der henviser til artikel 208-211 og artikel 214 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til det globale partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde, som blev vedtaget på forummet på højt plan om bistandseffektivitet i Busan i 2011, og som blev fornyet på mødet på højt plan i Nairobi i 2016,

–  der henviser til FN's tredje verdenskonference om katastrofeforebyggelse, der blev afholdt i Sendai (Japan) fra den 14.-18. marts 2015,

–  der henviser til FN's resolution med titlen "Ændring af vores samfund: 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling", som blev vedtaget på FN-topmødet om bæredygtig udvikling den 25. september 2015 i New York, og til de 17 mål for bæredygtig udvikling, som indgår deri,

–  der henviser til det humanitære verdenstopmøde, der blev afholdt i Istanbul den 23.-24. maj 2016, og til den "Grand Bargain"-aftale, som nogle af de største donorer og bistandsydere nåede til enighed om,

–  der henviser til partnerskabsaftalen AVS-EU(1), som blev undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 og ændret den 25. juni 2005 og den 22. juni 2010,

–  der henviser til Rådets afgørelse 2013/755/EU af 25. november 2013 om de oversøiske landes og territoriers associering med Den Europæiske Union(2),

–  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1257/96 af 20. juni 1996 om humanitær bistand(3),

–  der henviser til Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 af 2. december 2013 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020(4),

–  der henviser til den interne aftale mellem repræsentanterne for regeringerne for Den Europæiske Unions medlemsstater, forsamlet i Rådet, om finansiering af Den Europæiske Unions bistand i henhold til den flerårige finansielle ramme for perioden 2014-2020 i overensstemmelse med AVS-EU-partnerskabsaftalen samt om tildeling af finansiel bistand til de oversøiske lande og territorier, på hvilke fjerde del i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde finder anvendelse (i det følgende benævnt "den interne aftale"),

–  der henviser til Rådets forordning (EU) 2015/322 af 2. marts 2015 om finansforordningen for 11. Europæiske Udviklingsfond(5),

–  der henviser til Rådets forordning (EU) 2015/323 af 2. marts 2015 om finansforordningen for 11. Europæiske Udviklingsfond(6),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 233/2014 af 11. marts 2014 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde for perioden 2014-2020(7),

–  der henviser til den europæiske konsensus om humanitær bistand fra 2007(8),

–  der henviser til den nye europæiske konsensus om udvikling af 7. juni 2017(9),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 19. juni 2017 om EU's engagement i civilsamfundet på området eksterne forbindelser,

–  der henviser til sin beslutning af 22. november 2016 om forbedring af udviklingssamarbejdets effektivitet(10),

–  der henviser til sin beslutning af 13. september 2016 med titlen "EU's trustfond for Afrika: Konsekvenserne for udvikling og humanitær bistand"(11),

–  der henviser til sin beslutning af 7. juni 2016 om EU-rapport 2015 om udviklingsvenlig politikkohærens(12),

–  der henviser til sin beslutning af 22. oktober 2013 om lokale myndigheder og civilsamfundet: Europas engagement til støtte for en bæredygtig udvikling(13),

–  der henviser til Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 18/2014 om EuropeAids systemer til evaluering og resultatorienteret overvågning,

–  der henviser til rapporten fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet af 15. december 2017 med titlen "Midtvejsrevision af instrumenterne til ekstern finansiering" (COM(2017)0720) og de ledsagende arbejdsdokumenter fra Kommissionens tjenestegrene om evaluering af instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde (SWD(2017)0600) og evaluering af 11. Europæiske Udviklingsfond (SWD(2017)0601),

–  der henviser til den eksterne evaluering af 11. Europæiske Udviklingsfond (den endelige rapport fra juni 2017), som Kommissionen bestilte fra et hold af eksterne kontrahenter,

–  der henviser til den eksterne evaluering af instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde (den endelige rapport fra juni 2017), som Kommissionen bestilte fra et hold af eksterne kontrahenter,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. februar 2018 om en ny, moderniseret flerårig finansiel ramme for en Europæisk Union, der effektivt lever op til de valgte prioriteter for perioden efter 2020 (COM(2018)0098),

–  der henviser til "Coherence report - Insights from the External Evaluation of the External Financing Instruments" (den endelige rapport fra juni 2017), som Kommissionen bestilte fra et hold af eksterne kontrahenter,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52 og til artikel 1, stk. 1, litra e), i Formandskonferencens afgørelse af 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger og til bilag 3 hertil,

–  der henviser til betænkningen fra Udviklingsudvalget og udtalelsen fra Budgetudvalget (A8-0118/2018),

A.  der henviser til, at EU's og de internationale politiske rammer har ændret sig betydeligt siden vedtagelsen af de eksterne finansielle instrumenter (EFI'erne) med vedtagelsen af vigtige instrumenter såsom 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling, Parisaftalen om klimaforandringer, Addis Abeba-handlingsplanen, Sendairammen for katastrofeforebyggelse 2015-2030 og dagsordenen for menneskeheden; der henviser til, at EU har haft en ledende rolle i forhandlingerne om disse instrumenter;

B.  der henviser til, at Lissabontraktaten, 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og målene for bæredygtig udvikling sammen med den europæiske konsensus om humanitær bistand, den nye europæiske konsensus om udvikling og Busanprincipperne for effektiv udviklingsprincipper udstikker EU's strategi om udviklingssamarbejde og humanitær bistand; der henviser til, at Rådet har vedtaget en global strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik, der bl.a. vedrører udviklingssamarbejde;

C.  der henviser til, at humanitære bistand i henhold til artikel 214 traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og den europæiske konsensus om humanitær bistand skal ydes i overensstemmelse med de humanitære principper om medmenneskelighed, neutralitet, uafhængighed og upartiskhed og ud fra en behovsbaseret tilgang; der henviser til, at humanitær bistand ikke må være et krisestyringsredskab;

D.  der henviser til, at udviklingspolitik bør supplere EU's udenrigspolitik og migrationsstyring og samtidig sikre, at bistandsmidler kun anvendes til udviklingsrelaterede mål og formål, og ikke til at dække udgifter knyttet til forskellige mål såsom grænsekontrol eller migrationsfjendtlige politikker;

E.  der henviser til, at de vigtigste mål for instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde (DCI) er at reducere og på længere sigt udrydde fattigdom i de udviklingslande, der ikke modtager tilskud fra Den Europæiske Udviklingsfond (EUF), det europæiske naboskabsinstrument (ENI) eller instrumentet til førtiltrædelsesbistand (IPA), yde tematiske støtte til civilsamfundsorganisationer og lokale myndigheder i partnerlandene vedrørende udviklingsrelaterede globale almene goder og udfordringer og støtte det strategiske partnerskab mellem Afrika og EU; der henviser til, at DCI er det største geografiske instrument inden for udviklingssamarbejde i EU-budgettet med 19,6 mia. EUR i bevillinger for perioden 2014-2020;

F.  der henviser til, at EUF's hovedformål er at nedbringe og på lang sigt udrydde fattigdom i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-regionen) og opnå en bæredygtig udvikling af de oversøiske lande og territorier (OLT'erne); der henviser til, at EUF er EU's vigtigste instrument til udviklingssamarbejde med 30,5 mia. EUR tildelt til den 11. EUF for perioden 2014-2020;

G.  der henviser til, at de vigtigste mål for instrumentet for humanitær bistand (HAI) er at yde bistand, nødhjælp og beskyttelse til befolkninger, som er ramt af naturkatastrofer, menneskeskabte katastrofer eller lignende nødsituationer, med fokus på de mest sårbare ofre uanset deres nationalitet, religion, køn, alder, etniske oprindelse eller politiske tilhørsforhold og i overensstemmelse med de faktiske behov, de internationale humanitære principper og den europæiske konsensus om humanitær bistand;

H.  der henviser til, at HAI rækker ud over hovedopgaverne i form af livreddende aktioner, idet instrumentet også omfatter hjælp til personer ramt af længerevarende kriser og hjælp til kortsigtet rehabiliterings- og genopbygningsarbejde, katastrofeberedskab og håndtering af følgerne af befolkningsbevægelser;

I.  der henviser til, at et effektivt udviklingssamarbejde kræver innovative tilgange, der giver donorerne mulighed for at reagere hurtigt på lokale situationer, samarbejde med lokale organisationer og støtte lokale virksomheder og iværksættere, navnlig i de fattigste og mest skrøbelige lande; der henviser til, at EU's revisionssystem skal give donorerne fleksibilitet med hensyn til, at de kan påtage sig en rimelig risiko i sådanne projekter, hvorved EU's evne til at reagere hurtigt og yde effektiv bistand øges;

J.  der henviser til, at EU er verdens største donor af udviklingsbistand og humanitær bistand; der henviser til, at EU gennem denne bistand går forrest i bestræbelserne på at mindske fattigdom og fremme globale interesser og EU's interesser og grundlæggende værdier;

K.  der henviser til, at topmødet mellem Den Afrikanske Union og EU, der blev afholdt i Abidjan den 29.-30. november 2017, bekræftede viljen til at etablere et egentligt, moderniseret, globaliseret og ambitiøst partnerskab, der skaber de politiske og økonomiske forudsætninger for reel lighed;

L.  der henviser til, at der har været en eksponentiel stigning i antallet af aftaler om udviklingssamarbejde indgået med tredjelande, herunder med Kina, Rusland, Tyrkiet, Brasilien og Indien;

M.  der henviser til, at det er meget bekymrende, at den såkaldte "global gag"-regel (global mundkurv) er blevet genindført og udvidet, og at der er blevet skåret i midlerne til organisationer, som tilbyder kvinder og piger familieplanlægning samt tjenester på området for seksuel og reproduktiv sundhed og de dermed forbundne rettigheder;

N.  der henviser til, at tredjelandes regeringer har reelle forventninger, når det gælder hurtig handling, effektivitet og håndtering af det presserende behov for at opretholde sunde udviklingssamarbejdspartnerskaber; der henviser til, at der er behov for at udvikle åbne og produktive økonomier i partnerlandene, samtidig med at der tages hensyn til nye forhold og nye økonomiske aktører på den internationale scene;

O.  der henviser til, at brexit vil medføre en nedskæring i EU-budgettet på mellem 12 og 15 % som følge af, at Det Forenede Kongeriges ikke er medlem efter 2020;

P.  der henviser til, at det i evalueringer af EUF og DCI bekræftes, at det reelt er muligt at bruge de forskellige geografiske og tematiske instrumenter på en sammenhængende måde;

Q.  der henviser til, at der ifølge evalueringen af 11. EUF er en reel fare for, at EUF vil blive tvunget til at reagere på dagsordener, som fører den væk fra dens primære målsætning om fattigdomsbekæmpelse, og som er vanskelige at forene med EUF's kerneværdier og bringer dens veludførte arbejde i fare, og at regeringers og civilsamfundsorganisationers synspunkter trods offentlige konsultationer sjældent er blevet taget i betragtning i forbindelse med programmeringsvalg (dog med nogle bemærkelsesværdige undtagelser såsom i Stillehavsområdet), og at den 11. EUF's programmering således brugte en top-down-metode med hensyn til anvendelsen af princippet om koncentration, men på bekostning af Cotonouaftalens centrale partnerskabsprincip;

R.  der henviser til, at det af evalueringen af 11. EUF fremgår, at næsten 500 mio. EUR fra EUF's reserve frem mod april 2017 var blevet udbetalt til støtte for Kommissionens afdeling for Civilbeskyttelse og Humanitære Bistandsforanstaltninger på Europæisk Plan (ECHO), at næsten 500 mio. EUR i nødhjælp var blevet afsat til de enkelte lande, og at 1,5 mia. EUR var blevet udbetalt til EU's Nødtrustfond for Afrika; der henviser til, at EUF også bidrager til den nye Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling;

S.  der henviser til, at det af evalueringen af DCI fremgår, at DCI generelt stadig er relevant og egnet til formålet, både ved dens vedtagelse og midtvejs i gennemførelsen af den. Instrumentet er stort set i overensstemmelse med de nye politiske dokumenter (f.eks. den nye europæiske konsensus om udvikling og 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling), selv om gennemførelsen af visse prioriteter kan vise sig at blive vanskelig i dens nuværende form;

T.  der henviser til, at Parlamentet, da EFI'erne for 2014-2020 blev vedtaget, gav udtryk for, at det foretrak et særskilt EFI dedikeret til udviklingssamarbejde og opfordrede til en øremærkning af udviklingsmidlerne, såfremt EUF blev opført på budgettet;

U.  der henviser til, at det - for så vidt angår EU's Nødtrustfond for Afrika - påpeges i evalueringen af EUF, at i sammenligning med standardprojekterne under EUF giver den forkortede udarbejdelses- og godkendelsetid, EU's indirekte involvering i gennemførelsen af projekter og den omstændighed, at disse projekter stammer fra EU's prioriteter snarere end at være en reaktion på partnerlandenes langsigtede mål alt sammen anledning til bekymring over den sandsynlige effektivitet og bæredygtighed af projekterne i EU's Nødtrustfond for Afrika og over EU's evne til nøje at overvåge deres gennemførelse;

V.  der henviser til, at strømmen af finansielle midler fra Unionen til lande, der er omfattet af finansielle instrumenter til udvikling, er lavere end pengeoverførsler foretaget privat af diasporasamfund, som kommer fra disse lande, men som bor i Europa;

W.  der henviser til, at fredsfaciliteten for Afrika ikke var en del af evalueringen af EUF på trods af, at den i mange år har modtaget milliarder af euro fra EUF og til trods for Kommissionens alvorlige bekymringer om den finansielle forvaltning af faciliteten; der henviser til, at fredsfaciliteten for Afrika ikke er blevet evalueret siden 2011;

X.  der henviser til, at hvad angår deres respektive evalueringer og Kommissionens midtvejsrapport om EFI'erne, er det svært at måle den samlede effektivitet og indvirkningen på lang sigt af DCI og EUF med hensyn til opfyldelsen af deres mål, hvilket skyldes alvorlige begrænsninger i fastlæggelsen af passende overvågnings- og evalueringssystemer og i vurderingen af den rolle, som eksterne faktorer har spillet, og omfanget af de pågældende temaer og lande; der henviser til, at blanding ifølge evalueringseksperterne kun mobiliserer yderligere ressourcer i 50 % af tilfældene;

Y.  der henviser til, at Parlamentet har stået over for meget korte frister for kontrol af udkast til gennemførelsesforanstaltninger; der henviser til, at disse frister ikke tager behørigt hensyn til de særlige forhold ved parlamentarisk virksomhed; der henviser til, at dette problem til tider er blevet forstærket af den kendsgerning, at Parlamentet fik fremsendt udkast til gennemførelsesforanstaltninger efter fristens udløb eller før ferieperioder, hvilket yderligere begrænsede Parlamentets evne til på passende vis at udøve sine kontrolbeføjelser;

Z.  der henviser til, at EU har anerkendt betydningen af partnerskaber med civilsamfundsorganisationer i forbindelse med eksterne forbindelser; der henviser til, at dette omfatter inddragelse af civilsamfundsorganisationer i programmeringen og gennemførelsen af EFI'er;

Fakta og konklusioner fra midtvejsevalueringen af gennemførelsen af DCI, EUF og HAI

Generelle betragtninger

1.  glæder sig over den omstændighed, at de evalueringer, der er foretaget af DCI, EUF og HAI, viser, at disse instrumenters målsætninger i det store hele var relevante for de politiske prioriteter på det tidspunkt, hvor de blev udformet, og at de generelt set er egnede til formålet og er i overensstemmelse med værdierne og målsætningerne bag målene for bæredygtig udvikling; påpeger, at det årlige finansieringsbehov for opnåelsen af målene for bæredygtig udvikling er på 200 mia. USD;

2.  bemærker, at nogle lande, i hvilke der er igangværende geografiske EUF- og DCI-programmer, har oplevet fremskridt med hensyn til fattigdomsbekæmpelse og menneskelig og økonomisk udvikling i løbet af de seneste ti år, mens situationen fortsat er kritisk for andre lande;

3.  noterer sig med tilfredshed, at DCI- og EUF-prioriteterne er tilpasset værdierne og målsætningerne bag målene for bæredygtig udvikling takket være den afgørende rolle, som EU har spillet i deres vedtagelse, og at dette forhold i høj grad har lettet og forenklet midtvejsevalueringen af disse instrumenter;

4.  bemærker, at DCI og EUF i de første år af gennemførelsen har gjort det muligt for EU at reagere på nye kriser og behov takket være den brede karakter af instrumenternes mål; bemærker imidlertid, at mangedoblingen af antallet af kriser og fremkomsten af nye politiske prioriteter har sat DCI, EUF og HAI under økonomisk pres, strakt disse instrumenter til det yderste og ført til en beslutning om at oprette nye ad hoc-mekanismer som f.eks. trustfonde, som giver anledning til alvorlige betænkeligheder, navnlig vedrørende gennemsigtighed, demokratisk ansvarlighed og deres manglende forbindelse til udviklingsmålsætningerne; henleder opmærksomheden på den nyligt vedtagne Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling, som blev stiftet med henblik på at tilvejebringe yderligere løftestangskapacitet;

5.  er tilfreds med den øgede interne kohærens i DCI og EUF, som hovedsagelig skyldes vurderinger af høj kvalitet, harmoniserede beslutningsprocesser og koncentration af bistand i bestemte sektorer;

6.  bemærker, at der findes tilfælde, hvor budgetstøtte stadig kritiseres for sin manglende hensigtsmæssighed og effektivitet, når det rent faktisk er en form for støtte, der svarer til et moderne begreb om samarbejde, som passer fint ind i ægte udviklingspartnerskaber, gør partnerlandets ejerskab muligt og har den fordel, at det er fleksibelt og effektivt; opfordrer derfor til, at der træffes foranstaltninger til at styrke det politiske og institutionelle partnerskab, og som fremmer tildeling af budgetstøtte, samtidig med at der insisteres på effektiv økonomisk forvaltning og respekt for de demokratiske værdier; påpeger, at politikken for udviklingssamarbejde skal gennemføres på en måde, som tager hensyn til ønskerne fra de lande og befolkninger, der har behov for det, og sikrer, at de deltager i beslutningsprocessen og påtager sig ansvaret for en gennemsigtig og effektiv anvendelse;

7.  bemærker, at et stort antal lande er blevet mellemindkomstlande i den øverste tranche med det resultat, at de ikke vokset fra det bilaterale samarbejde under DCI eller modtager nedsatte bilaterale samarbejdstilskud inden for rammerne af EUF, eftersom udviklingsbistand sammen med vellykkede nationale politikker kan føre til positive resultater; minder om, at fattigdom og udvikling er flerdimensionelle, og at det er utilstrækkeligt at fastholde BNP som eneste udviklingsindikator; bemærker endvidere, at pludseligt bortfald af støtte til mellemindkomstlande kan undergrave opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling, eftersom størstedelen af verdens fattige bor i mellemindkomstlande, i hvilke der stadig er ulighed; insisterer derfor på, at det er nødvendigt fortsat at støtte disse lande i denne vanskelige fase, hvor de er på vej til en højere grad af udvikling;

8.  understreger behovet for at sikre, at udviklingsbistand bruges i overensstemmelse med dets oprindelige formål med behørig hensyntagen til principperne for bistands- og udviklingseffektivitet; gentager, at EU's udviklingssamarbejde bør tilpasses partnerlandenes planer og behov;

9.  understreger, at EU's kortfristede indenlandske interesser (vedrørende sikkerhed eller migration) under ingen omstændigheder bør sætte udviklingsdagsorden, og at principperne om bistands- og udviklingseffektivitet fuldt ud bør respekteres og anvendes på alle former for udviklingssamarbejde;

10.  bemærker, at Kommissionen har konkluderet, at sammenhæng mellem instrumenter kan forbedres gennem strømlining; fremhæver, at der ikke henvises til en sådan konstatering i nogen af de forskellige evalueringer;

11.  er bekymret over evalueringseksperternes konklusioner om manglende overvågnings- og evalueringssystemer, hvilket gør det vanskeligt at måle resultaterne; understreger på den anden side de mange positive konklusioner vedrørende EU's udviklingspolitikker, som fremgår af revisioner foretaget af Den Europæiske Revisionsret (Revisionsretten); minder i denne forbindelse om bemærkningerne i Revisionsrettens særberetning nr. 18/2014 om EuropeAids systemer til evaluering og resultatorienteret overvågning; opfordrer Kommissionen til at benytte denne lejlighed til at forbedre sit resultatrammesystem yderligere i overensstemmelse med Revisionsrettens anbefalinger;

12.  er overrasket over forskellen mellem resultaterne af evalueringen og de konklusioner, Kommissionen havde draget i sin midtvejsevaluering; beklager, at de alvorlige problemer med instrumenternes manglende partnerskab og risikoen ved at flytte fokus væk fra fattigdomsbekæmpelse slet ikke omtales i Kommissionens konklusioner, til trods for at det er et centralt element i evalueringen;

13.  er bekymret over, at de foreliggende data er mangelfulde eller begrænsede; bemærker, at fraværet af en overvågnings- og evalueringsordning, der rækker ud over 2015-målene og målene for bæredygtig udvikling, gør det umuligt at måle ændringer præcist, f.eks. med hensyn til instrumentets fleksibilitet eller graden af sammenhæng med andre instrumenter;

14.  bemærker desuden, at det ikke er befordrende for opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling, at der ikke foreligger et kapitel om finansiering specifikt udformet til at stimulere en politisk debat, særligt med henblik på støtte til politiske partier;

15.  opfordrer til, indberetningen forbedres ved, at der automatisk udarbejdes statistikker og indikatorer;

16.  beklager, at Kommissionen ikke har benyttet den mulighed, som midtvejsevalueringen giver, til at tilpasse sine politikker til kravene i den nye europæiske konsensus om udvikling vedrørende støtte til små og bæredygtige agroøkologiske landbrug; bemærker, at de foreslåede foranstaltninger tværtimod omfatter endnu mere støtte til store landbrugs- og landsbrugsfødevarebedrifter;

DCI

17.  understreger, at DCI's relevans primært skal findes i instrumentets fleksibilitet til at reagere på uforudsete begivenheder for så vidt angår valg af programmerings- og gennemførelsesmetoder, omfordeling inden for og mellem instrumenterne og anvendelse af midlerne i reserven; understreger, at fleksibilitet i den flerårige programmering også har givet mulighed for, at varigheden af programmeringsperioden tilpasses til situationen på stedet, at midler hurtigt omfordeles i tilfælde af større ændringer, og at særlige foranstaltninger anvendes;

18.  påskynder, at evalueringerne har fremhævet den strategiske relevans af DCI's tematiske program, navnlig dets evne til at fremme en global indsats vedrørende almene goder;

19.  er tilfreds med den forenkling, harmonisering og de bredere gennemførelsesmetoder, der blev indført med forordning (EU) nr. 236/2014 om fælles regler for gennemførelse af de EFI'erne, hvilket har bragt større effektivitet ind i DCI; understreger, at forordning (EU) nr. 233/2014 om oprettelse af DCI ikke indeholder nærmere oplysninger om et overvågnings- og evalueringssystem til måling af programmets resultater; er meget bekymret over, at gennemførelsesprocedurerne, hvoraf nogle af dem stammer fra finansforordningen, stadig opfattes som tidskrævende og besværlige, hvilket miskrediterer EU og gør at tiltag, der træffes af visse lande, og som betragtes som værende betydeligt mindre afhængige af formaliteter og betingelser, bliver mere attaktive; minder i denne forbindelse om, at nogle af disse procedurer stammer fra finansforordningen og ikke EFI'erne, mens andre krav er baseret på anvendelsen af de grundlæggende principper om udviklingssamarbejde såsom partnerskab og ejerskab;

20.  bemærker, at Kommissionens arbejdsdokumenter viser, at de udbetalte beløb er temmelig lave sammenlignet med de forpligtede beløb; understreger, at dette er et stort problem for så vidt angår "konkurrencen" om udviklingsbistand; opfordrer derfor til bedre kommunikation vedrørende finansieringsmuligheder med henblik på at sikre, at EU's partnere informeres; opfordrer til, at der tilvejebringes undervisning i at udarbejde EU-dossierer for lokale interessenter, herunder for embedsmænd, med henblik på at sikre, at de har de bedste forudsætninger for at opfylde kriterierne, hvorved deres chancer for en vellykket projektgennemførelse følgelig øges; bemærker, at denne undervisning også kan være rettet mod at udforme bedre svar på andre internationale organisationer projektindkaldelser;

21.  er bekymret over, at der i midtvejsevalueringen af DCI påpeges en risiko for en formodet manglende overholdelse af kravet om at tildele mindst 20 % af bistanden inden for rammerne af DCI til grundlæggende sociale tjenesteydelser såsom sundhed, uddannelse på sekundærtrinnet og andre sociale tjenesteydelser, i betragtning af at disse behov er afgørende for udviklingen af disse lande; er også bekymret over den utilstrækkelige støtte, der ydes til nationale sundhedssystemer, samt manglen på oplysninger om opnåede resultater vedrørende finansiering af uddannelse; gentager forpligtelsen indeholdt i den europæiske konsensus om udvikling til at afsætte 20 % af EU's officielle udviklingsbistand til social integration og menneskelig udvikling;

22.  er tilfreds med målene for og resultaterne af det tematiske program for civilsamfundsorganisationer og lokale myndigheder og opfordrer til, at det bibeholdes i fremtidige instrumenter; er imidlertid alvorligt bekymret over civilsamfundsorganisationers og lokale myndigheders vigende plads i programmerings- og gennemførelsesfaserne af programmerne og opfordrer til, at disse organers rolle styrkes, herunder som tjenesteydere, og til mere skræddersyede samarbejdsmetoder og en mere strategisk tilgang; understreger, at udviklingen i disse lande kun kan opnås fuldstændigt gennem samarbejde med legitime lokale myndigheder;

23.  opfordrer Kommissionen til at gennemføre politikker, der tilskynder til inddragelse af de afrikanske diasporasamfund som vigtige udviklingsaktører;

EUF

24.  bemærker, at EUF har spillet en vigtig rolle i fattigdomsbekæmpelse og opfyldelse af målene for bæredygtig udvikling; bemærker dog, at dokumentationen for fremskridt er svagere på regionalt plan, og at EUF ikke konsekvent har skabt solide synergier og sammenhæng mellem sine nationale, regionale og AVS-interne samarbejdsprogrammer;

25.  beklager, at midtvejsrevisionen ikke omfattede fredsfaciliteten for Afrika, som ikke er blevet ordentligt evalueret i årevis; mener, at evidensbaseret politikudformning er af afgørende betydning i en tid, hvor der lægges mere og mere politisk vægt på sammenhængen mellem sikkerhed og udvikling;

26.  påskynder, at EUF har vist sig at være egnet til formålet i et miljø, der hele tiden forandrer sig, takket være en kort planlægningscyklus, strømlinede procedurer og forbedret budgetforvaltning; bemærker imidlertid, at EUF endnu ikke er fuldt ud tilpasset til den ændrede situation, og at procedurerne fortsat er noget ufleksible og tunge;

27.  bemærker, at de meget forskellige behov i og karakteren af de forskellige grupper af AVS-lande og oversøiske lande og territorier, der er omfattet af EUF, rejser tvivl om den standardtilgang, der karakteriserer valget af procedurer og metoder, og i sidste ende også rejser tvivl om EUF's geografiske anvendelsesområde; minder om, at der er behov for et nyt og reelt partnerskab mellem ligeværdige parter med menneskerettigheder som hovedfokus;

28.  bemærker, at EUF har oplevet et pres for at håndtere et stigende antal politiske krav, f.eks. om sikkerhed og migration, som er vanskelige at tilpasse til EUF's kerneværdier og principperne om fattigdomsbekæmpelse i EU's udviklings- og samarbejdspolitik, navnlig princippet om fattigdomsudryddelse;

HAI

29.  påskynder, at HAI har opfyldt sit mål om at yde bistand i nødsituationer på grundlag af fuld respekt for folkeretten, samtidig med at det sikres, at den humanitære bistand ikke bruges som et instrument, og at principperne om medmenneskelighed, upartiskhed, neutralitet og uafhængighed respekteres;

30.  bemærker, at antallet af humanitære kriser og katastrofer, som håndteres ved hjælp af HAI, er steget betydeligt i de seneste år, hvilket har ført til en fuldstændig udnyttelse af nødhjælpsreserven og til, at det har været nødvendigt at anvende yderligere midler, og at denne situation sandsynligvis ikke vil blive bedre på kort eller mellemlang sigt i betragtning af det stigende antal krisesituationer, der påvirker mange områder i hele verden; bemærker, at dette peger på, at der er behov for en betydelig forhøjelse af nødhjælpsreserven og for en hurtigere og mere fleksibel anvendelse af alle tilgængelige ressourcer;

31.  mener, at mennesker og lokalsamfund fortsat bør være HAI's centrale målgruppe og interessenter, og at der under alle omstændigheder bør anvendes en fleksibel, koordineret og kontekstbestemt tilgang, der inddrager de synspunkter, som de lokale regeringer og myndigheder, lokalsamfundet, de religiøse udviklingsorienterede organisationer og civilsamfundsaktørerne kommer med; understreger, at mange af disse organisationer, herunder diasporaorganisationer med base i Europa, udfører et værdifuldt stykke arbejde på flere kritiske områder og kan tilføre merværdi til den humanitære bistand;

32.  erindrer om, at Verdenssundhedsorganisationen har angivet usikker abort som en af de fem hovedårsager til mødredødelighed; erindrer om det internationalt erklærede retsgrundlag for retten til seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder for ofre for seksuel vold og mennesker i konflikter;

Henstillinger vedrørende den resterende gennemførelsesperiode

33.  understreger, at DCI, EUF og HAI bør gennemføres i lyset af og den nye politiske ramme på internationalt niveau og EU-niveau, herunder 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling, Parisaftalen om klimaforandringer, Addis Abeba-handlingsplanen og dagsordenen for menneskeheden;

34.  minder om, at målene for bæredygtig udvikling skal opnås på verdensplan gennem en fælles indsats og partnerskab med alle internationale aktører, herunder udviklingslandene, de udviklede lande og internationale organisationer; understreger, at dette på EU-plan kræver, at interne og eksterne politikker udformes og gennemføres på en fælles, sammenhængende og koordineret måde i overensstemmelse med principperne om udviklingsvenlig politikkohærens; mener, at udviklingsvenlig politikkohærens skal være en vigtig faktor i fastlæggelsen og gennemførelsen af EFI'erne og i vedtagelsen af andre EU-politikker og -instrumenter grundet den indbyrdes forbindelse mellem EU's interne og eksterne politikker; er imidlertid af den opfattelse, at en overordnet sammenhæng mellem instrumenter bør forbedres yderligere, navnlig ved bedre sammenhæng og koordinering mellem geografiske og tematiske programmer og ved at sikre større koordinering og komplementaritet med andre EU-politikker;

35.  er bekymret over, at de øverste mellemindkomstlande, der er ophørt med at få bistand fra EUF og DCI, kan stå med et finansieringsunderskud, som stiller dem i en sårbar situation; opfordrer Kommissionen til at vurdere konsekvenserne, overveje foranstaltninger til at forhindre negative virkninger og lette de øverste mellemindkomstlandes adgang til EFI'er, der er skræddersyet til deres behov, navnlig med henblik på at intensivere bestræbelserne på at styrke god regeringsførelse ved at bekæmpe korruption, skattesvig og straffrihed, sikre overholdelsen af retsstatsprincippet og afholdelse af frie og retfærdige valg, sikring af lige adgang til domstolsprøvelse og bekæmpelse af institutionelle svagheder; anerkender det arbejde, der udføres af EUROsociAL-programmet på dette område; understreger imidlertid behovet for at prioritere tildelingen af tilskud til de mindst udviklede lande, som er præget af ustabilitet, står over for store strukturelle hindringer for bæredygtig udvikling og derfor er dybt afhængige af international offentlig finansiering;

36.  mener, at EFI'erne fortsat bør yde direkte støtte til civilsamfundsorganisationer både lokalt og i EU samt til lokalsamfund, lokale og regionale regeringer og lokale myndigheder i partnerlandene og deres partnerskaber med de europæiske lokale og regionale regeringer og systematisk bør fremme deres aktive deltagelse i dialoger med mange interessenter om EU-politikker og om alle programmeringsprocesser på tværs af alle instrumenter; mener desuden, at EU bør fremme civilsamfundsorganisationernes rolle som vagthunde både i og uden for EU og støtte decentraliseringsreformer i partnerlande; glæder sig i denne forbindelse over Kommissionens hensigt om at udvide og konsolidere det igangværende arbejde med at opbygge partnerskaber og dialog med civilsamfundsorganisationer, der arbejder med udvikling, og om at fremme dialog og inddragelse af netværk af civilsamfundsorganisationer i EU's beslutningstagning og processer; minder om, at EU bør støtte demokratisk konsolidering ved at udpege mekanismer, der støtter det arbejde, der udføres af organisationer i tredjelande, således at der bidrages til stabilisering og forbedring af institutionelle standarder for forvaltning af almene goder;

37.  bekræfter sin faste vilje til at overvåge opfyldelsen af EU's forpligtelse til at yde fortsat støtte til menneskelig udvikling for at forbedre folks liv i overensstemmelse med målene for bæredygtig udvikling; minder om, at dette, for så vidt angår DCI, medfører et behov for at afsætte mindst 20 % af bistanden til grundlæggende sociale tjenesteydelser, idet der fokuseres på sundhed og uddannelse samt uddannelse på sekundærtrinnet; er derfor bekymret over, at Kommissionen - på et tidspunkt, hvor der hersker tvivl om, hvorvidt målet for menneskelig udvikling på 20 % vil blive nået - er ved at flytte midler væk fra menneskelig udvikling til investeringer;

38.  opfordrer til en striks anvendelse af forhåndsbetingelser, som giver mulighed for effektivt at anvende budgetstøtte og for mere systematisk at overvåge denne bistandsform i partnerlandene, således at der opnås en forbedring af ansvarligheden, gennemsigtigheden og bistandens effektivitet samt en bedre tilpasning af budgetstøtten til dens målsætninger;

39.  advarer mod, at trustfonde misbruges, hvilket truer den særlige karakter af EU's politik for udviklingssamarbejde; insisterer på, at de kun bør anvendes, når deres merværdi sammenlignet med andre bistandsmetoder er garanteret, navnlig i nødsituationer, og at deres anvendelse altid bør være i fuld overensstemmelse med principperne om bistandseffektivitet og udviklingspolitikkens primære mål, nemlig fattigdomsbekæmpelse; er bekymret over den omstændighed, at bidragene fra medlemsstaterne og andre donorer til trustfonde har været lavere end forventet, hvilket har haft negative konsekvenser for deres effektivitet; minder om behovet for parlamentarisk kontrol med disse fonde; er alvorligt bekymret over resultaterne af EUF's evaluering af effektiviteten af EU's Nødtrustfond for Afrika;

40.  erindrer om, at Kommissionen bør sikre gennemsigtighed i forbindelse med anvendelsen af trustfonde, bl.a. ved at forsyne Parlamentet med regelmæssige ajourføringer af oplysninger og sikre passende inddragelse af Parlamentet i de relevante styringsstrukturer i overensstemmelse med den gældende EU-lovgivning; minder desuden om, at trustfonde skal anvende hele spektret af principper om udviklingseffektivitet, være i overensstemmelse med langsigtede udviklingsprioriteringer, -principper og -værdier, nationale strategier og EU-strategier samt andre relevante instrumenter og programmer, og at der to gange årligt skal offentliggøres en overvågningsrapport, der vurderer denne overensstemmelse; gentager, at det med henblik herpå er formålet med EU's Nødtrustfond for Afrika at behandle de underliggende årsager til migration ved at fremme modstandskraft, økonomiske muligheder, lige muligheder, sikkerhed og udvikling;

41.  minder om, at budgettet for EU's optræden udadtil konstant er blevet mobiliseret og styrket, og at alle disponible margener er blevet udtømt for at håndtere det stigende antal krisesituationer; er af den opfattelse, at EFI'erne i en situation med mange kriser og usikkerhed skal have tilstrækkelig fleksibilitet til hurtigt at kunne foretage tilpasninger til skiftende prioriteringer og uforudsete begivenheder og til hurtigt at kunne levere resultater på stedet; henstiller i denne forbindelse til en intelligent anvendelse af EFI'ernes reserve eller uudnyttede midler, øget fleksibilitet i den flerårige programmering, en passende kombination af finansieringsformer og større forenkling på gennemførelsesplanet; understreger imidlertid, at øget fleksibilitet ikke bør ske på bekostning af bistandens effektivitet og forudsigelighed, langsigtede geografiske og tematiske prioriteringer eller forpligtelser til værn om reformer i partnerlandene;

42.  opfordrer Kommissionen til at gennemføre HAI på en måde, som er i overensstemmelse med de humanitære principper, der blev fastsat i Grand Bargain-aftalen på det humanitære verdenstopmøde og med konklusionerne i Revisionsrettens særberetning nr. 15/2016(14); opfordrer navnlig Kommissionen til at øge gennemsigtigheden i den strategiske programmerings- og finansieringsudvælgelsesprocedure, lægge behørig vægt på omkostningseffektiviteten af foranstaltninger uden at skade målene for humanitær bistand og viljen til at hjælpe de mest sårbare og samtidigt bevare evnen til at dække de humanitære behov ved at række ud til de mest sårbare og operere der, hvor behovet er størst, forbedre overvågningen under gennemførelsen, afsætte flere midler til nationale og lokale aktører, mindske bureaukratiet ved hjælp af harmoniserede rapporteringskrav og fastsætte bestemmelser på et flerårigt grundlag med hensyn til strategi, planlægning og finansiering, således at der sikres større forudsigelighed, fleksibilitet, hurtighed og kontinuitet i den humanitære indsats;

43.  fastholder, at humanitær bistand fortsat bør afsættes til befolkningsgrupper i kriseområder, og at humanitære aktører bør have uhindret adgang til ofrene i konfliktområder og skrøbelige lande, således at de kan udføre deres aktiviteter;

44.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at HAI - ud over at yde umiddelbar bistand i humanitære kriser - opbygger (sammen og i komplementaritet med DCI og EUF og i lyset af sammenhængen mellem humanitær bistand og udviklingsbistand) modstandsdygtighed over for fremtidige chok ved at fremme tidlig varsling og forebyggende strategier og strukturer, skaber langsigtede fordele for en bæredygtig udvikling i overensstemmelse med behovet for at sammenkoble nødhjælp, rehabilitering og udvikling, og bevarer fokus på glemte kriser med fuld respekt for princippet om ikke at lade nogen i stikken;

45.  bemærker, at komplementariteten mellem udviklingsinstrumenter og HAI skal forbedres, navnlig for så vidt angår sammenhængen mellem humanitær bistand og udviklingsbistand, den nye strategiske tilgang til modstandsdygtighed og EU's tilsagn om nedbringelse af katastroferisici og om katastrofeberedskab, uden at dette undergraver deres respektive mål og mandater;

46.  minder om, at udvikling supplerer humanitær bistand med henblik på forebyggelse af chok og kriser;

47.  opfordrer til, at man anerkender den humanitære bistands særlige status i EU-budgettet, hvilket indebærer, at det er nødvendigt at sikre, at nødhjælpsreserven bevares som et fleksibelt instrument til at håndtere nye kriser med tilstrækkelige midler;

48.  mener, at EU's delegationer i højere grad bør inddrages i programmeringen af udviklingssamarbejdsvalg inden for rammerne af de forskellige EFI'er, som de forvalter; mener, at dette også vil give mulighed for øget komplementaritet og synergi og bedre tilpasning til behovene og partnerlandenes ejerskab;

49.  insisterer på, at der skal være tilstrækkeligt personale i hovedsædet i Kommissionen, i Tjenesten for EU's optræden udadtil og i Den Europæiske Unions delegationer, både med hensyn til antal og ekspertise inden for udvikling og humanitær bistand;

50.  er utilfreds med den meget korte frist, som Parlamentet har til at føre kontrol med udkast til gennemførelsesforanstaltninger inden for rammerne DCI; opfordrer indtrængende Kommissionen til at ændre DCI-udvalgets og Udvalget for Humanitær Bistands forretningsordener inden december 2018, således at Parlamentet og Rådet får mere tid til at udøve deres kontrolbeføjelser i tilstrækkelig grad;

51.  opfordrer indtrængende Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at øge og forbedre bidragskoordineringen gennem fælles programmering og fælles gennemførelse med andre medlemsstater og bidragsydere, idet den tilpasses partnerlandenes nationale udviklingsprogrammer under ledelse af og koordineret af EU-delegationerne;

52.  opfordrer til, at Parlamentet får øget politisk kontrol med programmeringsdokumenterne i 11. EUF som et middel til at øge gennemsigtigheden og ansvarligheden;

Henstillinger vedrørende strukturen af DCI og EUF efter 2020 og den fremtidige gennemførelse af HAI

53.  gentager, at EU's udviklingspolitik og humanitære politik er selvstændige politikker, der er baseret på særlige retsgrundlag som anerkendt i traktaterne, og som fastsætter værdier og mål, der er specifikke, ikke bør underordnes EU's geopolitiske strategi og altid bør være på linje med principperne om effektiv udvikling og, for så vidt angår humanitær bistand, principperne om medmenneskelighed, upartiskhed, neutralitet og uafhængighed;

54.  understreger, at det er absolut nødvendigt at opretholde separate udviklingsinstrumenter og instrumenter til humanitær bistand, der overholder centrale udviklingsprincipper, i lyset af evalueringsresultaterne af EUF og DCI vedrørende manglende partnerskab og truslen mod den centrale målsætning om fattigdomsbekæmpelse inden for den nye ramme for skiftende politiske prioriteter;

55.  minder om, at EUF, DCI og HAI er kendetegnet ved positiv budgetgennemførelse og er afgørende for at udvise international solidaritet, samtidig med at de bidrager til EU's troværdighed på den internationale scene; mener, at de samlede bevillinger i den næste FFR bør øges uagtet eventuelle strukturelle ændringer eller fusioner med hensyn til disse instrumenter, herunder EUF's eventuelle opførelse på budgettet, samtidig med at kriterierne for den officielle udviklingsbistand ikke må udvandes, og at EFI'ernes fremtidige struktur bør omfatte en mere gennemsigtig inddragelse af trustfonde og faciliteter, der bygger på de centrale principper for demokratisk ejerskab og bistandseffektivitet og på en eventuel fortsættelse af den eksterne investeringsplan på grundlag af en evaluering, der påviser dens udviklingsmæssige additionalitet og dens virkning for så vidt angår menneskerettigheder og sociale og miljømæssige forhold;

56.  opfordrer Rådet, Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank til at indgå en interinstitutionel aftale med Parlamentet om gennemsigtighed, ansvarlighed og parlamentarisk kontrol på grundlag af de politikprincipper, der er fastlagt i den nye europæiske konsensus om udvikling, i lyset af skiftet i bistandsformer fra direkte tilskud til trustfonde og blandet finansiering, bl.a. ved hjælp af Den Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling;

57.  fremhæver det positive billede, som det internationale samfund har af EU som en samarbejdsorienteret global aktør, hvilket ikke desto mindre risikerer at blive skadet af bureaukrati og bureaukratiske forsinkelser; er af den opfattelse, at dette bidrager til EU's bløde magt i internationale forbindelser, hvilket kræver en stærk og selvstændig udviklingspolitik efter 2020 med forskelligartede udviklingsinstrumenter;

58.  understreger, at det med særligt fokus på de mest udsatte fortsat bør være det primære mål for EU's udviklingspolitik og -instrumenter at bekæmpe og på lang sigt udrydde fattigdom samt gennemføre målene for bæredygtig udvikling og Parisaftalen og beskytte de globale fællesgoder;

59.  understreger, at strukturen efter 2020 af DCI og EUF samt gennemførelsen af HAI bør være i overensstemmelse med EU's internationale forpligtelser, herunder 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og målene for bæredygtig udvikling, Parisaftalen og EU's politiske ramme, herunder den nye europæiske konsensus om udvikling, den nye globale strategi for EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik og den europæiske konsensus om humanitær bistand;

60.  mener, at der i udformningen af de nye EFI'er bør tages hensyn til dokumenterede velfungerende nuværende EFI'er, berettigelse til officiel udviklingsbistand (ODA) og behovet for at opfylde målene for bæredygtig udvikling;

61.  mener, at 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og den globale dimension af mange af målene for bæredygtig udvikling kræver en ny politisk tilgang, hvor alle politiske aktører fra både udviklingslandene og de udviklede lande skal bestræbe sig på at bidrage til opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling ved hjælp af sammenhængende og koordinerede politikker indadtil og udadtil, og mener, at de nye EFI'er for perioden efter 2020 og den nye europæiske konsensus om udvikling vil være afgørende med henblik herpå;

62.  er overbevist om betydningen af at fremme en menneskerettigheds- og principbaseret tilgang til udvikling, hvorved demokratiske principper, grundlæggende værdier og menneskerettigheder i hele verden fremmes; opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til i tilstrækkelig grad at kombinere bistand inden for rammerne af EFI'erne og den politiske dialog, både bilateralt og i regionale og globale organisationer med henblik på at fremme disse principper, værdier og menneskerettigheder;

63.  finder det helt afgørende at medtage horisontal og tværsektoriel miljøbeskyttelse samt de muligheder, som miljøpolitikker giver, i alle udviklingspolitikker; beklager de utilstrækkelige fremskridt, der er opnået med hensyn til mainstreaming af demokrati, menneskerettigheder og ligestilling mellem kønnene; opfordrer desuden indtrængende til, at forpligtelserne i Parisaftalen afspejles fuldt ud i fremtidige instrumenter og programmer og ledsages af passende overvågning; mener derfor, at bekæmpelse af klimaændringer bør spille en stadig vigtigere rolle i udviklingssamarbejdet;

64.  mener, at det er nødvendigt at foretage en vurdering af de indhøstede erfaringer med henblik på at identificere mangler i EU's EFI'er og forbedre koordineringen af dem med andre internationale institutioners finansieringsinstrumenter, således at der skabes synergier, og virkningen af finansieringsinstrumenter i udviklingslandene maksimeres;

65.  finder det nødvendigt at øge de nuværende niveauer af EU's officielle udviklingsbistand (ODA) i den fremtidige udformning af EFI'erne efter 2020 og udarbejde en klar tidsplan, således at EU kan leve op til sit kollektive tilsagn om at yde 0,7 % af bruttonationalindkomsten (BNI) til ODA og afsætte 0,2 % af ODA/BNI til de mindst udviklede lande; bifalder i denne forbindelse Kommissionens nylige meddelelse om den nye FFR; minder medlemsstaterne om nødvendigheden af at overholde deres tilsagn om at bidrage med 0,7 % af deres BNI til ODA; minder om behovet for at gennemføre henstillingerne fra OECD's Komité for Udviklingsbistand om at nå et gennemsnitligt gaveelement i den samlede ODA på 86 %;

66.  er af den opfattelse, at strukturen af EFI'erne efter 2020 uanset forekomsten af øget fleksibilitet og/eller reserver fortsat bør sørge for en blanding af både geografiske og tematiske flerårige programmer, der giver mulighed for udviklingsforanstaltninger i forskellig målestok; anser støtte til regionalt samarbejde og regional integration af partnerlande for at være en vigtig faktor, som er nødvendigt for at udrydde fattigdom og fremme en bæredygtig udvikling på lang sigt;

67.  understreger, at EU's eksterne udviklingsindsats bør være baseret på en tilstrækkeligt afbalanceret kombination af fleksibilitet og forudsigelighed i udviklingsbistanden på grundlag af tilstrækkelig finansiering; anerkender samtidig, at udviklingsbistandens forudsigelighed bl.a. kan opnås gennem velfungerende etablerede systemer for tidlig varsling, primært i de mest sårbare og mindst modstandsdygtige lande;

68.  er af den opfattelse, at overførsel af midler mellem målene og skiftende prioriteter inden for et instrument kun bør finde sted på grundlag af de faktiske behov i partnerlandene, uden at der gås på kompromis med instrumentets principper og mål og under passende inddragelse af tilsynsmyndigheden; opfordrer navnlig til en klar sondring mellem ODA-berettiget finansiering og anden finansiering, der ikke er berettiget til ODA; afviser på det kraftigste, at der til programmer, der ikke kan forklares som værende ODA, overføres midler, som er øremærket til DAC-aktiviteter; understreger behovet for ODA-mål i EFI-bestemmelserne med henblik på at garantere dette;

69.  er af den opfattelse, at strukturen af EFI'erne efter 2020 bør omfatte en række benchmarks og en nøje afgrænset øremærkning samt et generelt tilsagn om at sikre tilstrækkelige midler til de vigtigste prioriteter;

70.  mener, at uforudsete behov bør dækkes af betydelige hensættelser til uforudsete udgifter i de forskellige EFI'er, og at uudnyttede eller frigjorte midler vedrørende et givet år bør overføres til reserverne til uforudsete udgifter for det følgende år;

71.  minder om at det er nødvendigt at opretholde et solidt og uafhængigt instrument for humanitær bistand, sådan som der opfordres til i den europæiske konsensus om humanitær bistand; mener, at en separat specifik reserve for humanitær bistand bør opretholdes for at tage hensyn til den omstændighed, at nødhjælpsreserven på grund af det stigende behov i hele verden er blevet aktiveret konstant i løbet af den nuværende FFR-periode; minder om, at Parlamentet gentagne gange har anerkendt Kommissionens indsats for at reagere på de stigende udfordringer, men at Parlamentet også jævnligt har fremhævet behovet for at øge finansieringen af den humanitære bistand og insisteret på at lukke den voksende kløft mellem forpligtelser og betalinger og øge effektiviteten og reaktiviteten af den humanitære bistand og den udviklingsbistand, der er til rådighed i EU-budgettet;

72.  fremhæver, at en eventuel gevinst i form af finansiel fleksibilitet og forenkling ikke bør opnås på bekostning af forringet kapacitet hos den lovgivende myndighed til kontrol og overvågning, eftersom det vil bringe principperne om ansvar og gennemsigtighed i fare; understreger behovet for gennemsigtighed i tildelingskriterierne for finansiering og i alle faser af programmeringen; er af den opfattelse, at udformningen af det nye EFI bør være fleksibel og moderne og give mulighed for optimering af ressourcer samt frembringe udviklingsresultater for partnerlandene;

73.  understreger, at finansiel fleksibilitet i de nye EFI'er også bør omfatte fleksibilitet internt i landene til at yde små tilskud til lokale civilsamfundsorganisationer, virksomheder og iværksættere på et skønsmæssigt grundlag; mener, at Kommissionen bør revidere sine nuværende revisionskrav for udviklingsbistand med henblik på at muliggøre en øget risikoprofil for små tilskud, der ydes internt i landene;

74.  understreger, at udviklingspolitiske og humanitære mål ikke må underordnes donorlandenes eller EU's sikkerhedsmæssige mål, grænsekontrol eller forvaltning af migrantstrømmen; mener i denne forbindelse, at ODA primært bør anvendes til at afhjælpe fattigdom, og at foranstaltninger og programmer, der udelukkende er tilpasset bidragsydernes nationale sikkerhedsinteresser, derfor ikke bør finansieres med udviklingsmidler; mener, at det samtidig er nødvendigt at støtte modstandsdygtigheden i partnerlandene med det formål at skabe gunstige betingelser for bæredygtig udvikling;

75.  mener, at udgifter inden for den fremtidige FFR, der på den ene side er rettet mod at opnå EU's interne mål under udgiftsområderne for migration, asyl og intern sikkerhed og på den anden side er tiltænkt som støtte til gennemførelsen af den nye europæiske konsensus om udvikling, skal holdes adskilt; mener, at der vil opstå fare for yderligere at instrumentalisere EU-bistanden - og endda gøre den betinget af samarbejde på migrationsområdet - hvis disse to forskellige udgiftsområder slås sammen;

76.  foreslår i denne forbindelse, at samfundsmæssig og statslig modstandsdygtighed styrkes yderligere gennem udviklingsbistand, og at flere finansielle og politiske midler afsættes til konfliktforebyggelse, katastrofeberedskab og til tidlig indsats i forbindelse med både konflikter og naturkatastrofer;

77.  opfordrer Kommissionen til ikke at basere tildelingen af midler til partnerlande og samarbejdsmetoder udelukkende på BNP, men på en bred vifte af kriterier, der tager hensyn til inklusiv menneskelig udvikling, menneskerettighederne og ulighed;

78.  gentager sin opfordring til, at EUF opføres på budgettet som et vigtigt redskab til at sikre sammenhæng mellem udvikling og andre EU-politikker og til at øge Parlamentets budgetkontrol; gentager, at opførelsen af EUF på budgettet vil medføre fordele såsom styrket demokratisk legitimitet og kontrol med instrumentet, bedre absorptionskapacitet og øget synlighed og gennemsigtighed, hvilke vil give mere klarhed omkring EU's udgifter på området samt øge effektiviteten og virkningsgraden af EU's udviklingsbistand; minder om, at de parlamentariske debatter om udviklingspolitik bistår borgerne i gennemførelsen af EU's udgifter til udviklingsbistand;

79.  understreger, at opførelsen af EUF på budgettet bør være ledsaget af garantier om at forhindre enhver overførsel af tidligere EUF-midler til andre budgetposter, og at der bør tages hensyn til eventuelle donorlande uden for EU; understreger endvidere, at fredsfaciliteten for Afrika fortsat bør holdes uden for EU-budgettet og inden for rammerne af et særligt instrument;

80.  understreger, at opførelsen af EUF på budgettet bør være ledsaget af en proportionel hævelse af loftet for EU-budgettet, således at det hverken fører til en nedskæring af EU's finansielle forpligtelser over for AVS-landene eller til et samlet fald i EU's udviklingsbistand i FFR'en for perioden efter 2020;

81.  mener, at den åbne karakter af HAI har ført til positive resultater; henstiller derfor til, at der opretholdes særskilte instrumenter og budgetter for humanitære og udviklingsmæssige foranstaltninger, samtidig med at der fastholdes stærke strategiske forbindelser mellem de to områder;

82.  understreger vigtigheden af at styrke den demokratiske legitimitet i strukturen efter 2020 og behovet for at revurdere beslutningsproceduren; understreger, at medlovgiverne i denne nye struktur efter 2020 bør have beføjelse til i fuldt omfang at udøve deres kontrolbeføjelser på både retligt og politisk plan i alle faserne med at udforme, vedtage og gennemføre instrumenterne og i deres gennemførelsesprogrammer; understreger, at der skal afsættes tilstrækkelig tid hertil;

83.  er af den opfattelse, at der bør ske fuld udnyttelse af potentialet for samarbejde med medlemsstaterne i fasen for udformning og gennemførelse af udviklingsprogrammer, navnlig gennem fælles programmering og baseret på og synkroniseret med nationale udviklingsprogrammer;

84.  opfordrer til en midtvejsevaluering og revision af strukturen efter 2020 af EFI'erne med henblik på yderligere at forbedre forvaltningen af dem, undersøge måder til at opnå større sammenhæng og forenkling på og sikre deres fortsatte relevans samt tilpasning til principperne om effektiv udvikling; opfordrer til fuld inddragelse af interessenter i denne forbindelse;

o
o   o

85.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og til Kommissionen.

(1) EFT L 317 af 15.12.2000, s. 3. (2) EUT L 344 af 19.12.2013, s. 1. (3) EFT L 163 af 2.7.1996, s. 1. (4) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 884. (5) EUT L 58 af 3.3.2015, s. 1. (6) EUT L 58 af 3.3.2015, s. 17. (7) EUT L 77 af 15.3.2014, s. 44. (8) EUT C 25 af 30.1.2008, s. 1. (9) EUT C 210 af 30.6.2017, s. 1. (10) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0437. (11) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0337. (12) EUT C 86 af 6.3.2018, s. 2. (13) EUT C 208 af 10.6.2016, s. 25. (14) Revisionsrettens særberetning nr. 15/2015 "Forvaltede Kommissionen den humanitære bistand til konfliktramte befolkningsgrupper i De Store Søers Område i Afrika effektivt?" af 4. juli 2016.

Europa-Parlamentets beslutning af 17. april 2018 om forbedring af udviklingslandenes gældsbæredygtighed (2016/2241(INI))

P8_TA(2018)0104 A8-0129/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til afsnittet i Addis Abeba-handlingsplanen om gæld og gældsbæredygtighed(1),

–  der henviser til rapporterne fra FN's generalsekretær af 22. juli 2014, 2. august 2016 og 31. juli 2017 om holdbarheden af den eksterne gæld og udvikling,

–  der henviser til De Forenede Nationers Konference for Handel og Udviklings (UNCTAD) principper om ansvarlig långivning og lånoptagelse,

–  der henviser til UNCTAD's køreplan hen imod en bæredygtige ordninger for omlægning af statsgæld (april 2015),

–  der henviser til de operationelle retningslinjer for G20 vedrørende bæredygtig finansiering,

–  der henviser til FN's Generalforsamlings resolution 68/304 af 9. september 2014 med titlen "Towards the establishment of a multilateral legal framework for sovereign debt restructurings" fra september 2014,

–  der henviser til FN's Generalforsamlings resolution 69/319 af 10. september 2015 om de grundlæggende principper for procedurer i forbindelse med omlægning af statsgæld,

–  der henviser til de vejledende principper for statsgæld og menneskerettigheder udarbejdet af FN's Højkommisariat for menneskerettigheder,

–  der henviser til sin beslutning af 19. maj 2015 om udviklingsfinansiering(2) (særlig punkt 10, 26, 40, 46 og 47 heri),

–  der henviser til rapporterne fra forskningsorganet Global Financial Integrity om omfanget og sammensætningen af ulovlige finansielle strømme,

–  der henviser til den belgiske lov af 12. juli 2015 til bekæmpelse af gribbefonde (Moniteur belge af 11. september 2015),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget (A8-0129/2018),

A.  der henviser til, at imødegåelse af statsgældsproblemer i udviklingslandene er et vigtigt element i det internationale samarbejde og kan bidrage til at nå målene for bæredygtig udvikling (SDG) i udviklingslandene;

B.  der henviser til, at opfyldelsen af SDG i udviklingslandene kræver betydelige investeringer, og at det nuværende årlige finansieringsunderskud på dette område er anslået til ca. 2,5 billioner USD om året(3);

C.  der henviser til, at lån er en mulig kilde til udviklingsfinansiering; der henviser til, at lån skal være ansvarlige og forudsigelige; der henviser til, at deres omkostninger fuldt ud skal opvejes af afkastet af de pågældende investeringer, og at de risici, der er forbundet med gælden, omhyggeligt bør vurderes, og at der bør træffes foranstaltninger for at imødegå dem;

D.  der henviser til gældskrisen i udviklingslandene i 80'erne og 90'erne og til, at en stor gældslettelseskampagne førte til iværksættelsen af IMF's og Verdensbankens gældsinitiativ for dybt forgældede fattige lande (HIPC) og det multilaterale gældslettelsesinitiativ (MDRI) for at hjælpe dem til at gøre fremskridt hen imod årtusindudviklingsmålene;

E.  der henviser til, at HIPC- og MDRI-initiativerne ikke er tilstrækkelige til at sætte en stopper for gældskrisen;

F.  der henviser til, at disse initiativer og den kraftige stigning i råstofpriserne har styrket økonomien i mange udviklingslande, og at de exceptionelt lave renter siden finanskrisen i 2008 også har medvirket til at opretholde gældsbæredygtigheden; der henviser til, at råvarepriserne dog er faldet siden 2008; der henviser til, at en ny gældskrise er opstået i fattige lande, idet Mozambique, Gambia, Tchad, Congo og Gambia er ude af stand til at betale;

G.  der henviser til, at kriser som følge af faldende varepriser og volatile kapitalstrømme udgør en konstant trussel for gældens bæredygtighed, især i udviklingslande, der fortsætter med at være afhængige af råvareeksport;

H.  der henviser til, at antallet af udviklingslande, der af IMF og Verdensbanken er klassificeret som lande, der er tynget af en uholdbar gældsbyrde eller er i høj eller middelstor risiko herfor, er steget, og at de fleste lavindkomstlande nu tilhører en af disse kategorier;

I.  der henviser til, at det gennemsnitlige gældsniveau i Afrika syd for Sahara ifølge IMF steg markant fra 34 % af BNP i 2013 til 48 % i 2017;

J.  der henviser til, at flere lande, heriblandt Etiopien, Ghana og Zambia har gældsniveauer på eller over 50 % af BNP; der henviser til, at dette udgør en betydelig gældsbyrde i betragtning af det lille skattegrundlag i de fleste afrikanske lande;

K.  der henviser til, at gældsbetjeningen i procent af de offentlige udgifter er steget betydeligt siden 2013; der henviser til, at dette i væsentlig grad forringer mulighederne for offentlige investeringer;

L.  der henviser til, at der er sket de gennemgribende ændringer i det globale landskab af offentlig gæld i de seneste årtier med fremkomsten af private investorer samt Kina, der har indtaget scenen som centrale aktører;

M.  der henviser til, at sammensætningen af udviklingslandenes gæld har ændret sig i takt med, at private kreditorer og kommercielle vilkår får stadig større betydning, og sårbarheden over for ustabile finansmarkeder er øget, hvilket har indflydelse på gældens bæredygtighed; der henviser til, at gæld denomineret i national valuta effektivt fjerner kursrisikoen, men at denne mulighed kan fremstå som ugunstig eller uholdbar, hvis der kun er utilstrækkelige indenlandske kapitalbeholdninger til rådighed til at understøtte den;

N.  der henviser til, at trusler mod gældens bæredygtighed ikke blot omfatter forringelser i bytteforholdet, naturlige og menneskeskabte katastrofer, negative tendenser og volatiliteten på de internationale finansielle markeder, men også uansvarlig långivning og låntagning, dårlig forvaltning af offentlige finanser, misbrug af midler og korruption; der henviser til, at en mere effektiv mobilisering af nationale ressourcer giver betydelige muligheder for at forbedre gældsbæredygtigheden;

O.  der henviser til, at det er nødvendigt at bidrage til at styrke skatteforvaltningernes kapacitet og til at overføre viden til partnerlande;

P.  der henviser til, at UNCTAD's principper om ansvarlig långivning og lånoptagelse og de operationelle retningslinjer fra G20 vedrørende bæredygtig finansiering helt klart er nyttige for udformningen af lovgivningsmæssige rammer, men at det bør prioriteres at sætte en stopper for uansvarlig praksis gennem indførelse gennemsigtige principper, bindende præventive foranstaltninger, som kan håndhæves, og også sanktioner, hvor dette er berettiget;

Q.  der henviser til, at staters gældsbæredygtighed ikke alene afhænger af deres gældsbeholdning, men også af andre faktorer, såsom eksplicitte og implicitte finansielle garantier (eventualforpligtelser), som de pågældende lande har været i stand til at udstede; der henviser til, at offentlig-private partnerskaber ofte omfatter tilhørende garantier, og at der muligvis samtidig er betydelig risiko for fremtidige bankredninger;

R.  der henviser til, at en analyse af bæredygtigheden i den offentlige gæld ikke udelukkende bør være koncentreret om økonomiske overvejelser, såsom udsigterne til fremtidig økonomisk vækst i debitorstaten og dens evne til at afdrage sin gæld, men at den skal tage hensyn til gældsbyrdens indvirkning på landets evne til at respektere alle menneskerettigheder;

S.  der henviser til, at den stigende anvendelse af offentlig-private partnerskaber (OPP'er) i udviklingslandene under EU's eksterne investeringsplan og G20's pagt med Afrika kan forøge statsgælden; der henviser til, at OPP-investorer er beskyttet af bilaterale investeringsaftaler, navnlig deres tvistbilæggelsesordninger mellem investor og stat, som giver investorerne mulighed for at anlægge sag mod værtslandene;

T.  der henviser til, at der findes såkaldt odiøs gæld, der optages af regeringer med henblik på at muliggøre korrupte handlemåder eller transaktioner, som kreditorerne ved er ulovlige, og som medfører en væsentlig byrde for befolkningen, især de mest sårbare dele af den;

U.  der henviser til, at gennemsigtigheden af lån til regeringerne i udviklingslandene er afgørende for at sikre ansvarlighed, hvad angår långivning; der henviser til, at manglende gennemsigtighed var en nøglefaktor i forbindelse med de uansvarlige lån, der blev ydet til Mozambique, som blev gennemført uden grundig undersøgelse af landets evne til at tilbagebetale dem og efterfølgende skjult for de finansielle markeder og Mozambiques befolkning;

V.  der henviser til, at odiøs gæld defineres som gæld, der er optaget af et regime til finansiering af foranstaltninger, der går imod borgernes interesser, hvilket kreditorerne var bekendt med, og at det drejer sig om regimets personlige gæld, som er optaget hos kreditorer, der var fuldt ud bekendt med låntagerens hensigter; der henviser til, at der imidlertid er en mangel på konsensus med hensyn til begrebet odiøs gæld på grund af stærk modstand fra visse kreditorer;

W.  der henviser til, at mobiliseringen af indenlandske ressourcer hæmmes af skatteundgåelse og skadelig skattekonkurrence og navnlig overførsel af overskud fra grænseoverskridende virksomheder; der henviser til, at OECD's initiativ vedrørende udhuling af skattegrundlaget og flytning af fortjeneste (BEPS) er en positiv, men utilstrækkelig reaktion på dette fænomen; der henviser til, at der er behov for at oprette et mellemstatsligt organ for skattemæssigt samarbejde under FN's auspicier for at sætte udviklingslandene i stand til at deltage på lige fod i den globale reform af de eksisterende internationale skatteregler, som Parlamentet opfordrede til i sin beslutning af 6. juli 2016 om afgørelser i skattespørgsmål og andre foranstaltninger af lignende art eller med lignende virkning(4);

X.  der henviser til, at de ulovlige pengestrømme fra udviklingslande og vækstlande anslås til 1 mia. USD pr. år, og at dette konstant dræner disse landes nationale ressourcer, der er nødvendige navnlig for opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling; der henviser til, at disse strømme fungerer som en drivkraft for ekstern låntagning og underminerer evnen til at tilbagebetale gæld;

Y.  der henviser til, at opfyldelsen af 2030-dagsordenen og Addis Ababa-handlingsplanen indebærer overvejelse af nye finansieringsmuligheder, såsom indførelse af en afgift på finansielle transaktioner og en afgift på en transaktion i fremmed valuta; der henviser til, at en transaktion i fremmed valuta på 0,1 % ifølge skøn fra Den Internationale Betalingsbank (BIS) nemt ville finansiere de bæredygtige udviklingsmål i alle lavindkomstlande (LIC) og nederste mellemindkomstlande (LMIC)(5);

Z.  der henviser til, at der er behov for at tackle ulovlige finansielle strømme for at udelukke dem endeligt inden 2030, bl.a. ved at bekæmpe skatteunddragelse og ved at optrappe det internationale samarbejde gennem foranstaltninger, der letter offentliggørelse af skatteoplysninger til kompetente myndigheder og gennemsigtighed på skatteområdet i både oprindelses- og destinationslande;

AA.  der henviser til, at de eksisterende ordninger til håndtering af staters manglende evne til at betale afdrag og renter adskiller sig grundlæggende fra insolvensbehandlingen af virksomheder, der henhører under de nationale domstole, idet der ikke findes nogen bestemmelser om upartisk tvistbilæggelse ved en domstol; der henviser til, at kortfristede lån, der er underlagt vilkår og betingelser og udbetales i trancher, stilles til rådighed af IMF, hvis formål det er at sikre det internationale finanssystems stabilitet; der henviser til, at Paris-klubben af kreditorstater kun træffer beslutninger om gældslettelse i forbindelse med officielle bilaterale lån, der ydes af dens medlemmer; der henviser til, at London-klubben af private kreditorer kun træffer beslutninger om lån fra forretningsbanker, der ydes af dens medlemmer; der henviser til, at der ikke findes nogen permanent forum for koordineret beslutningstagning om omstrukturering af gæld fra samtlige kreditorer til et land i gældskrise;

AB.  der henviser til, at IMF fortsat er det vigtigste forum for drøftelse af emner vedrørende omstrukturering af statsgæld med betydelig indflydelse på EU og dets medlemsstater;

AC.  der henviser til, at gribbefonde rettet mod nødlidende skyldnere, som interfererer med processerne til omstrukturering af deres gæld, ikke bør kunne modtage juridisk og retlig støtte til disse destruktive aktiviteter, og til, at der bør tages yderligere skridt i denne henseende;

AD.  der henviser til, at det, selvom gældslettelse har givet lavindkomstlande nye muligheder, skal bemærkes, at det er et enkeltstående indgreb med henblik på at genoprette gældsbæredygtigheden, som ikke tackler de underliggende årsager til den ubæredygtige akkumulering af gæld, og at udfordringer som f.eks. korruption, svage institutioner og sårbarhed over for eksterne chok skal behandles som en prioritet;

1.  understreger, at ansvarlig og forudsigelig låntagning er et væsentligt redskab for udviklingslandene til at sikre sig en fremtid i værdighed; understreger omvendt, at bæredygtig gæld er en forudsætning for 2030-dagsordenen; bemærker imidlertid, at gældsfinansiering kun bør være et supplement og næstbedste løsning, hvad angår ikke-gældsskabende instrumenter såsom skatte- og toldindtægter ODA, eftersom gældsfinansiering har iboende og betydelige risici, der kræver, at der findes passende institutioner for forebyggelse og løsning af gældskriser;

2.  understreger, at adgangen til internationale finansielle markeder gør det muligt for udviklingslande at fremskaffe midler med henblik på at nå udviklingsmålene;

3.  bemærker med bekymring, at långivningen til forarmede lande er steget drastisk fra 2008; frygter en ny gældskrise; understreger behovet for mere gennemsigtighed, bedre regulering for långivere og skattemæssig retfærdighed og for, at der tages skridt til at sætte landene i stand til at være mindre afhængige af råvareeksport;

4.  påpeger, at lån er et vigtigt middel til at fremme investeringer, som er afgørende for at opnå en bæredygtig udvikling, herunder nå målene for bæredygtig udvikling;

5.  mener, at kreditfaciliteter er uløseligt forbundet med andre former for udviklingsfinansiering, herunder indtægter fra handel, skatteindtægter og pengeoverførsler fra migranter til udviklingslande samt officiel udviklingsbistand; minder navnlig om, at mobiliseringen af de indenlandske ressourcer gennem beskatning er den vigtigste indtægtskilde for finansiering af bæredygtig udvikling; opfordrer indtrængende EU til i dette øjemed at intensivere sin bistand til kapacitetsopbygning i udviklingslandene for at bekæmpe ulovlige finansstrømme, støtte et effektivt, progressivt og gennemsigtigt skattesystem i overensstemmelse med principperne for god forvaltningsskik og øge sin bistand til bekæmpelse af korruption og generhvervelse af stjålne aktiver;

6.  er foruroliget over den betydelige stigning i både den private og den offentlige gæld i mange udviklingslande og over den skadelige indvirkning heraf på deres evne til at finansiere investeringer i sundhed og uddannelse, økonomi, infrastruktur og bekæmpelse af klimaændring;

7.  minder om, at de strukturelle tilpasningsplaner, som blev udviklet i 1990'erne for gældstyngede lande, i alvorlig grad har hæmmet udviklingen af grundlæggende sociale tjenester og undergravet disse landes evne til at påtage sig det væsentlige ansvar, de som suveræne stater har for at bevare sikkerheden;

8.  understreger, at gældslettelsesforanstaltninger ikke må kunne hindre leveringen af basale tjenesteydelser og skade respekten for alle menneskerettigheder, navnlig økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, og udviklingen i modtagerstaten;

9.  mener, at ansvaret for den accelererende udvikling af overdreven (ekstern) gæld i et land ligger hos de politikere, der regerer de pågældende lande, men at debitorer og kreditorer skal dele ansvaret for at forebygge og afhjælpe situationen med ikke-bæredygtig gæld; understreger i bredere forstand, at debitorer og kreditorer er fælles om ansvaret for at forebygge og afhjælpe gældskrisen ved hjælp af mere ansvarlig långivning og lånoptagelse;

10.  påpeger, at blanding kan føre til en gældsboble, navnlig i Afrika syd for Sahara og i de caribiske lande, som har begrænsede indtægter til at betale af på deres gæld; opfordrer tilsvarende donorerne til at give størstedelen af deres bistand til de mindst udviklede lande i form af gavebistand; gentager, at enhver beslutning om at fremme anvendelsen af OPP'er gennem blanding i udviklingslandene bør være baseret på en grundig vurdering af disse mekanismer, navnlig i form af udviklingsmæssig og finansiel additionalitet, gennemsigtighed og ansvarlighed og på de konklusioner, der kan drages af tidligere erfaringer; anmoder om, at revisionen af Den Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling (EFSD) indeholder klare kriterier for gældsbæredygtighed;

11.  fremhæver betydningen af at definere beskyttelsesmekanismer for at forhindre, at statslige eventualforpligtelser undergraver gældsbæredygtigheden i udviklingslandene; opfordrer navnlig de multilaterale udviklingsbanker til at foretage vurderinger af de finanspolitiske risici forbundet med OPP-projekter (idet der tages hensyn til de samlede finanspolitiske risici under hele forløbet af OPP-projekterne), således at gældsbæredygtigheden i udviklingslandene ikke udhules; er af den opfattelse, at IMF og Verdensbanken bør medtage alle OPP-omkostninger i deres gældsbæredygtighedsanalyse;

12.  mener, at de regler og instrumenter, der i øjeblikket er i kraft, enten er utilstrækkelige eller i forskellig grad ikke er tilstrækkeligt bindende;

13.  opfordrer EU og dets medlemsstater til aktivt at bekæmpe skattely, skatteunddragelse og ulovlige finansielle strømme, som blot øger gældsbyrden for udviklingslandene, til at samarbejde med udviklingslandene om at bekæmpe den aggressive skatteunddragelse, og forsøge at finde metoder til at hjælpe udviklingslandene med at modstå presset for at gå ind i skattekonkurrencen, hvilket ville skade mobilisering af indenlandske indtægter til udviklingsformål;

14.  er af den opfattelse, at kreditorer bør udløse advarselsforanstaltninger, når misbrug af offentlige midler identificeres af myndighederne, og at de, hvis de pågældende foranstaltninger ikke er effektive, bør pålægge sanktioner for at suspendere eller endog kræve, at lån tilbagebetales inden udløbet af de vilkår, hvorunder de er givet;

15.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte udviklingslandene i at fremme den offentlige tilgængelighed af data om deres statsgæld og til at støtte social uddannelse på dette område, da detaljerede oplysninger om situationen med hensyn til de offentlige finanser kun sjældent er til rådighed for civilsamfundet i udviklingslandene;

16.  opfordrer til, at der udformes lovgivning for at forhindre, at der ydes lån til åbenlyst korrupte regeringer, og til at indføre sanktioner mod kreditorer, der bevidst yder dem lån;

17.  opfordrer Kommissionen til i samråd med alle væsentlige internationale aktører og de berørte lande at udforme en hvidbog med en egentlig strategi til bekæmpelse af de overdrevne gældsbyrder i udviklingslandene ved at vedtage en multilateral tilgang, idet den præciserer de rettigheder og pligter og det ansvar, der påhviler alle involverede aktører, og overvejer hvilke institutionelle instrumenter, der er bedst egnet til at sikre en retfærdig og bæredygtig tilgang til gældsproblemet; anbefaler, at der udarbejdes en adfærdskodeks vedrørende kreditforvaltning for institutionelle, politiske og private interessenter;

18.  understreger, at de fleste af målene for bæredygtig udvikling skal ses i forhold til menneskerettigheder og som sådan er et mål i sig selv, når det drejer sig om at bekæmpe fattigdom, mens gældsindfrielse på den anden side blot er et middel til at nå et mål;

19.  opfordrer Den Europæiske Unions medlemsstater til at fremme den systematiske gennemførelse af konsekvensvurderinger, hvad angår menneskerettigheder, inden for rammerne af de vurderinger, som Den Internationale Valutafond og Verdensbanken foretager;

20.  opfordrer EU og dets medlemsstater til at overholde disse principper i deres bilaterale lån, når de handler inden for rammerne af de internationale finansielle institutioner;

21.  bemærker, at Den Internationale Valutafonds vurderinger af gældsbæredygtighed (DSA) normalt bruges som långivere til at vejlede deres udlån; understreger behovet for at tage højde for deres faldgruber, navnlig overvågning af ekstern privat gæld og den manglende integration af menneskerettighederne;

22.  opfordrer udviklingsprocessens aktører til at vurdere virkningen af rente- og afdragsforpligtelserne på finansieringskapaciteten i stærkt forgældede lande i lyset af målene for bæredygtig udvikling, som de er forpligtede til at nå inden 2030, og som bør have forrang i forhold til de kreditorers rettigheder, der bevidst yder lån til korrupte regeringer;

23.  støtter UNCTAD's anbefaling om at indføre en afrikansk vareprisstabiliseringsfond ("Commodity Price Stabilization Fund") for at mindske behovet for at optage lån, når råvarepriserne falder;

24.  opfordrer medlemsstaterne og andre relevante kreditorlande til at yde mere finansiering til SDG-investeringer og til at holde deres årelange løfte om at bidrage med 0,7 % af deres BNI til officiel udviklingsbistand; opfordrer dem til i fremtiden at yde denne finansiering i form af gavebistand i stedet for lån, når evalueringsrapporter tyder på, at opnåelsen af målene for bæredygtig udvikling er i fare på lang sigt på grund af dårlige offentlige finanser; opfordrer desuden indtrængende kreditorlandene til at indføre innovative og diversificerede nye finansieringskilder for at nå målene for bæredygtig udvikling, såsom en afgift på transaktioner i fremmed valuta og en afgift på finansielle transaktioner, der kan bidrage til det enkelte lands gældsbæredygtighed, navnlig i en tid med finansiel krise;

25.  er bekymret over den revision af ODA-indberetningskriterierne, som OECD's Komité for Udviklingsbistand (DAC) har foretaget, især for den private sektors instrumenter, eftersom udvidede rapporteringskriterier skaber incitamenter til anvendelse af visse bistandsformer, især lån og garantier; bemærker, at donorer allerede nu, mens disse drøftelser er i gang, har mulighed for at indberette bestemte lån og garantier som ODA, uden at der findes et vedtaget sæt af regler; understreger behovet for at indbygge sikkerhedsforanstaltninger vedrørende gennemsigtighed og gældsætning;

26.  understreger, at gennemsigtighed bør fremmes med henblik på at øge ansvarligheden hos de berørte aktører; understreger betydningen af at dele både data og processer i forbindelse med omlægning af statsgæld;

27.  er enig i og opfordrer Den Europæiske Union til at større gennemførelsen af de principper, der er fastlagt af De Forenede Nationers Konference om Handel og Udvikling for en ansvarlig kreditpolitik, som især fremhæver det fælles ansvar for långivere og låntagere (UNCTAD's principper om ansvarlig statslig långivning og låntagning) samt den nødvendige parlamentariske kontrol med offentlig finansiering; mener, at UNCTAD's principper om principper om ansvarlig långivning og lånoptagelse bør blive retligt bindende instrumenter, der kan håndhæves;

28.  mener, at gennemsigtighed og ansvarlighed er afgørende for at støtte staternes ansvarlige långivning og lånoptagelse; opfordrer med henblik herpå medlemsstaterne til at bygge videre på de forpligtelser, der blev indgået i Addis Abeba-handlingsplanen og G20's operationelle retningslinjer om bæredygtig finansiering for at gøre långivere mere ansvarlige for deres lån på grundlag af de eksisterende principper om gennemsigtighed og ansvarlighed i udvindingsindustrierne (EITI (Extractive Industries Transparency Initiative)) og opfordrer dem til at fremme den offentlige tilgængelighed af oplysninger om statsgæld, herunder eventualforpligtelser gennem indsamling af data i et centralt offentligt register; opfordrer medlemsstaterne til systematisk at offentliggøre oplysninger om deres låneaktiviteter til udviklingslandene;

29.  understreger behovet for at nå til enighed om bindende internationale regler for at imødegå odiøs og illegitim gæld; er derfor af den opfattelse, at gældsomlægning bør understøttes af en uafhængig gældsrevision som et middel til at skelne mellem odiøse og illegitime lån og andre lån; understreger, at illegitime og odiøse lån bør annulleres;

30.  beklager, at medlemsstaterne i 2015 efter vedtagelsen af Rådets fælles holdning af 7. september 2015(6) afviste at godkende FN's Generalforsamlings resolution 69/319 om grundprincipperne for omstrukturering af statsgæld, som på trods heraf blev vedtaget med et flertal på FN's Generalforsamling den 10. september 2015;

31.  understreger betydningen af en konsekvent indsats på IMF-plan og i FN-sammenhæng og samordning af holdningerne blandt medlemsstaterne på den bedst mulige måde;

32.  understreger behovet for at løse gældskrisen på en retfærdig, hurtig og bæredygtig måde gennem oprettelse af en international gældssaneringsmekanisme, der bygger på UNCTAD's køreplan for statsobligationer og den såkaldte Stiglitz Kommissions idé om at etablere en international gældssaneringsdomstol (IDRC);

33.  opfordrer medlemsstaterne til at reagere på det mandat, der er vedtaget i FN's Generalforsamlings resolution 69/319 af 10. september 2015 med henblik på at:

34.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at arbejde i internationale fora og sammen med den private sektor for at udvikle et regelsæt, der sikrer fuld gennemsigtighed af betingelserne for lån til udviklingslande og ejerskab af disse lån, såsom den konvention om gennemsigtig långivning, der drøftes af nogle finansielle institutioner;

35.  beklager det pres, der lægges på stater såsom Tunesien for at tilskynde dem til ikke at gennemføre offentlig kontrol af oprindelse og betingelser i forbindelse med deres gæld; opfordrer EU til at samarbejde med andre donorer og internationale institutioner såsom IMF om at beskytte og fremme staternes ret til at foretage revision af den offentlige gæld;

36.  opfordrer indtrængende til, at der vedtages en regel, der finder anvendelse i tilfælde af truende insolvens, i henhold til hvilken domstolene kan fratage kreditorer retten til at opkræve gæld, hvis det pågældende lån er blevet optaget af staten i strid med den lovgivning, der er etableret af det nationale parlament;

37.  opfordrer medlemsstaterne til på Kommissionens initiativ at vedtage en forordning, der baseres på belgisk lovgivning, der sigter mod at bekæmpe gribbefondes spekulation i gæld;

38.  opfordrer institutionelle og private kreditorer til at acceptere et gældsmoratorium i kølvandet på en naturkatastrofe eller en akut, humanitær krise, herunder lejlighedsvis indrejse af et stort antal migranter, for at gøre det muligt for et debitorland at sætte alle sine ressourcer ind på at vende tilbage til normale tilstande;

39.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) Se s. 27-29. (2) EUT C 353 af 27.9.2016, s. 2. (3) World Investment Report 2014. Investing in the SDGs: An Action Plan, UNCTAD 2014, s. 140-145. (4) EUT C 101 af 16.3.2018, s. 79. (5) Revisiting Debt Sustainability in Africa. Baggrundspapir til UNCTAD's rapport fra 2016 om den økonomiske udvikling i Afrika: "Debt Dynamics og Development Finance in Africa". (6) Dok. 11705/15.

Europa-Parlamentets beslutning af 17. april 2018 om styrkelse af den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed i Den Europæiske Union: den 7. rapport fra Europa-Kommissionen (2017/2279(INI))

P8_TA(2018)0105 A8-0138/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 4, 162, 174-178 og 349 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1301/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og om særlige bestemmelser vedrørende målet om investeringer i vækst og beskæftigelse og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1080/2006(2),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1304/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Socialfond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1081/2006(3),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1300/2013 af 17. december 2013 om Samhørighedsfonden og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1084/2006(4),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1299/2013 af 17. december 2013 om særlige bestemmelser for støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling til målet om europæisk territorialt samarbejde(5),

–  der henviser til Kommissionens rapport af 9. oktober 2017 med titlen "Min region, mit Europa, vores fremtid: Den syvende rapport om økonomisk, social og territorial samhørighed" (COM(2017)0583),

–  der henviser til Amsterdampagten om EU's dagsorden for byerne, som blev vedtaget på det uformelle møde mellem EU's ministre med ansvar for byanliggender den 30. maj 2016 i Amsterdam,

–  der henviser til EU-Domstolens dom af 15. december 2015(6),

–  der henviser til den europæiske søjle for sociale rettigheder, som blev proklameret den 17. november 2017 i Göteborg af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 25. april 2017 om at gøre samhørighedspolitikken mere effektiv, relevant og synlig for borgerne(7),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 15. november 2017 om synergier og forenkling med hensyn til samhørighedspolitikken efter 2020(8),

–  der henviser til Kommissionens hvidbog af 1. marts 2017 om Europas fremtid – EU-27 i 2025: overvejelser og scenarier (COM(2017)2025),

–  der henviser til Kommissionens oplæg af 26. april 2017 om Europas sociale dimension (COM(2017)0206),

–  der henviser til Kommissionens oplæg af 10. maj 2017 om styring af globaliseringen (COM(2017)0240),

–  der henviser til Kommissionens oplæg af 31. maj 2017 om en dybere økonomisk og monetær union (COM(2017)0291),

–  der henviser til Kommissionens oplæg af 28. juni 2017 om fremtiden for EU's finanser (COM(2017)0358),

–  der henviser til Kommissionens arbejdsdokument af 10. april 2017 om konkurrenceevnen i lavindkomst- og lavvækstregioner: rapport om de mindre udviklede regioner (SWD(2017)0132),

–  der henviser til Kommissionens arbejdsdokument med titlen "Why Regional Development matters for Europe’s Economic Future"(9),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. februar 2018 om en ny, moderniseret flerårig finansiel ramme for en Europæisk Union, der effektivt lever op til de valgte prioriteter for perioden efter 2020 (COM(2018)0098),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 24. oktober 2017 om et stærkere og fornyet strategisk partnerskab med regionerne i EU's yderste periferi (COM(2017)0623),

–  der henviser til Regionsudvalgets udtalelse af 11. maj 2017 med titlen "Samhørighedspolitikkens fremtid efter 2020 – For en stærk og effektiv europæisk samhørighedspolitik efter 2020"(10),

–  der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 25. maj 2016 om Kommissionens meddelelse med titlen "Investering i job og vækst – maksimering af bidraget fra de europæiske struktur- og investeringsfonde"(11),

–  der henviser til sin beslutning af 9. september 2015 om investering i job og vækst: fremme af økonomisk, social og territorial samhørighed i Unionen(12),

–  der henviser til sin beslutning af 9. september 2015 om den bymæssige dimension af EU's politikker(13),

–  der henviser til sin beslutning af 10. maj 2016 om nye territoriale udviklingsredskaber i samhørighedspolitikken 2014-2020: integrerede territoriale investeringer (ITI) og lokaludvikling styret af lokalsamfundet (CLLD)(14),

–  der henviser til sin beslutning af 18. maj 2017 om det rette finansieringsmiks for Europas regioner: afbalancering af finansielle instrumenter og tilskud i EU's samhørighedspolitik(15),

–  der henviser til sin beslutning af 13. september 2016 om samhørighedspolitik og forsknings- og innovationsstrategier for intelligent specialisering (RIS3)(16),

–  der henviser til sin beslutning af 13. september 2016 om europæisk territorialt samarbejde – bedste praksis og innovative foranstaltninger(17),

–  der henviser til sin beslutning af 16. februar 2017 om investering i beskæftigelse og vækst – maksimering af bidraget fra de europæiske struktur- og investeringsfonde: en evaluering af den i artikel 16, stk. 3, i forordningen om fælles bestemmelser nævnte rapport(18),

–  der henviser til sin beslutning af 13. juni 2017 om byggesten til EU's samhørighedspolitik efter 2020(19),

–  der henviser til sin beslutning af 13. juni 2017 om større partnerengagement og større synlighed i forbindelse med gennemførelsen af de europæiske struktur- og investeringsfonde(20),

–  der henviser til sin beslutning af 6. juli 2017 om fremme af samhørighed og udvikling i regionerne i EU's yderste periferi: anvendelse af artikel 349 i TEUF(21),

–  der henviser til sin beslutning af 24. oktober 2017 om oplægget om fremtiden for EU's finanser(22),

–   der henviser til sin beslutning af 13. marts 2018 om mindre udviklede regioner i EU(23),

–  der henviser til sin beslutning af 14. marts 2018 om den næste FFR: forberedelse af Parlamentets holdning til den flerårige finansielle ramme efter 2020(24),

–  der henviser til konklusionerne og henstillingerne fra højniveaugruppen vedrørende forenklinger for ESI-fondenes støttemodtagere,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget samt udtalelser fra Budgetudvalget, Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og Kultur- og Uddannelsesudvalget (A8-0138/2018),

A.  der henviser til, at samhørighedspolitikken har til formål at fremme en harmonisk og afbalanceret udvikling i hele Unionen og dens regioner, hvilket fører til en styrkelse af den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed, i en ånd af solidaritet og med henblik på at fremme bæredygtig vækst, beskæftigelse, social inklusion og at mindske forskellene mellem og inden for regionerne samt at mindske efterslæbet i de mindst begunstigede områder i overensstemmelse med traktaterne;

B.  der henviser til, at den syvende samhørighedsrapport viser, at de regionale forskelle igen mindskes, men at situationen er meget uensartet mellem de forskellige områder, uanset om der måles i BNP pr. indbygger, beskæftigelse eller andre indikatorer, og at visse uligheder fortsat findes, forskyder sig eller vokser mellem og inden for regionerne, herunder inden for euroområdet;

C.   der henviser til, at den syvende samhørighedsrapport indeholder foruroligende oplysninger om arbejdsløsheden, herunder ungdomsarbejdsløsheden, som i mange regioner ikke er kommet tilbage på førkriseniveauet, om konkurrenceevne, fattigdom og social inklusion;

D.  der henviser til, at 24 % af europæerne, eller næsten 120 millioner mennesker, er fattige, lever i risiko for fattigdom eller lider alvorlige materielle afsavn og/eller lever i husholdninger med lav arbejdsintensitet; der henviser til, at antallet af fattige arbejdstagere er stigende, og antallet af arbejdsløse unge fortsat er højt;

E.  der henviser til, at arbejdsløsheden og ungdomsarbejdsløsheden i Unionen er faldet støt siden 2013, men at niveauet (i december 2017) med henholdsvis 7,3 % og 16,1 % fortsat er højere end i 2008(25), og til, at der er store forskelle mellem og i medlemsstaterne, navnlig for de EU-medlemsstaters vedkommende, der blev hårdest ramt af finanskrisen; der henviser til, at de regionale forskelle er begyndt at blive mindre; der henviser til, at forskellen i arbejdsløsheden mellem medlemsstaterne stadig er betydelig og svinger fra 2,4 % i Tjekkiet og 3,6 % i Tyskland til 16,3 % i Spanien og 20,9 % i Grækenland ifølge de seneste tal(26); der henviser til, at den skjulte arbejdsløshed – fænomenet med arbejdsløse, der er villige til at arbejde, men ikke aktivt søger arbejde – lå på 18 % i 2016;

F.  der henviser til, at den syvende samhørighedsrapport viser regionernes og områdernes store mangfoldighed, også inden for de eksisterende kategorier af regioner, alt efter deres særlige kendetegn (den yderste periferi, lav befolkningstæthed, lav indkomst, lav vækst osv.), hvilket gør det nødvendigt at udforme skræddersyede territoriale strategier for de enkelte regioner;

G.  der henviser til, at et af de vigtigste bidrag i den syvende samhørighedsrapport er, at rapporten påpeger, at visse regioner synes at være havnet i en slags "mellemindkomstfælde" og risikerer at sakke bagud, stagnere eller blive hægtet af udviklingen;

H.  der henviser til, at den syvende samhørighedsrapport viser, at der findes enklaver af fattigdom, at der er risiko for en territorial fragmentering, og at der kan konstateres voksende ulighed inden for regionerne, selv i relativt velhavende regioner;

I.  der henviser til, at den syvende samhørighedsrapport viser, at "virkningerne af globalisering, migration, fattigdom, manglende innovation, klimaforandringer, energiomstilling og forurening ikke er begrænset til mindre udviklede regioner";

J.  der henviser til, at om end samhørighedspolitikken har spillet en væsentlig rolle i genopretningen af EU's økonomi ved at fremme intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, ligger de offentlige investeringer i EU stadig under niveauet før krisen med store mangler i nogle af de medlemsstater, der er mest berørt af krisen, idet de er faldet fra 3,4 % af BNP i 2008 til 2,7 % i 2016;

K.   der henviser til, at den syvende samhørighedsrapport klart fremviser samhørighedspolitikkens resultater i form af vækst, beskæftigelse, transport, energi, miljø og uddannelse, som dokumenteret i programmeringsperioden 2014-2020 ved den støtte, der er ydet til 1,1 mio. SMV'er, hvilket direkte har ført til oprettelsen af yderligere 420 000 nye arbejdspladser, hjælp til mere end 7,4 mio. arbejdsløse med at finde et job samt hjælp til over 8,9 mio. mennesker med at erhverve nye kvalifikationer, således at samhørighedspolitikken er blevet den lim, der holder Europa sammen;

Samhørighedspolitikkens merværdi

1.   anser det for yderst vigtigt, at samhørighedspolitikken i den nye programmeringsperiode fortsat på passende vis dækker samtlige europæiske regioner og fortsat er EU's væsentligste instrument til offentlige investeringer, som bygger på en langsigtet strategi og langsigtede perspektiver og råder over et budget, som står i forhold til de nuværende og nye udfordringer samt sikrer opfyldelsen af de grundlæggende mål for politikken; understreger, at hvis samhørighedspolitikken udelukkende koncentreres om de mindst udviklede regioner, vil det hæmme udviklingen af EU's politiske prioriteter som helhed;

2.  understreger, at samhørighedspolitikken giver europæisk merværdi ved at bidrage til fælles europæiske mål og prioriteter (såsom vækst, social inklusion, innovation og miljøbeskyttelse) samt til offentlige og private investeringer, og at den er et grundlæggende instrument til opfyldelse af traktatens mål om bekæmpelse af uligheder med henblik på opadgående tilpasning af levestandarder og mindskelse af underudviklingen i de mindst begunstigede regioner;

3.  gentager sin stærke støtte til delt forvaltning og partnerskabsprincippet, der bør bevares og styrkes efter 2020, samt forvaltning på flere myndighedsniveauer (flerniveaustyring) og nærhedsprincippet, som bidrager til samhørighedspolitikkens merværdi; understreger, at merværdien i denne politik først og fremmest manifesterer sig ved, at der tages hensyn til nationale behov samt de forskellige regioners og områders behov og særlige kendetegn, og at Den Europæiske Union bringes tættere på borgerne;

4.  understreger, at den europæiske merværdi kommer stærkt til udtryk i det europæiske territoriale samarbejde (ETC) i alle dens dimensioner (grænseoverskridende, transnationalt og interregionalt samarbejde, både internt og eksternt), som bidrager til de overordnede økonomiske, sociale og territoriale samhørighedsmålsætninger samt til solidaritet; gentager, at en større andel af samhørighedspolitikkens budget bør øremærkes til dette formål, og at der samtidig bør foretages en bedre koordinering mellem de forskellige programmer for at undgå overlapning; minder om betydningen af at gennemføre de makroregionale strategier for at kunne opfylde samhørighedspolitikkens mål;

5.   bemærker, at gennemførelsen af samhørighedspolitikken i en region kan frembringe eksternaliteter og direkte og indirekte positive følgevirkninger i hele EU, bl.a. takket være den deraf følgende øgede handel, der styrker det indre marked; påpeger imidlertid, at disse ydelser varierer betydeligt fra den ene medlemsstat til den anden, afhængig af navnlig den geografiske nærhed og strukturen af medlemsstaternes økonomier;

6.  understreger behovet for at udvikle en "omkostninger ved manglende samhørighedspolitik"-metode for at yde supplerende målelig dokumentation for den europæiske merværdi af samhørighedspolitikken, i lighed med eksemplet med det arbejde, der er udført af Europa-Parlamentet om "omkostningerne ved manglende EU-tiltag";

Den territoriale dimension

7.  konstaterer, at byområderne på den ene side kombinerer betydelige muligheder for vækst, investering og innovation og på den anden side en række miljømæssige, økonomiske og sociale udfordringer, bl.a. på grund af den høje koncentration af mennesker, og fordi der findes enklaver af fattigdom selv i relativt velhavende byer; understreger derfor, at risikoen for fattigdom eller social udstødelse fortsat er en central udfordring;

8.  understreger, at en styrkelse af samhørighedspolitikkens territoriale dimension også kræver, at der lægges større vægt på problemstillinger i byperiferierne og i landdistrikterne med hensyn til de lokale myndigheders ekspertise, og at der fokuseres i særlig grad på mellemstore byer i hver medlemsstat;

9.  understreger vigtigheden af at støtte landdistrikterne i al deres mangfoldighed, ved at værdsætte deres potentiale, fremme investeringer i projekter, der støtter de lokale økonomier samt bedre transportforbindelser, tilgængelighed og højhastighedsbredbånd, og bistå disse områder i de udfordringer, de står over for, nemlig affolkning af landdistrikterne, social inklusion, manglende jobmuligheder, iværksætterstøtte og økonomisk overkommelige boliger, faldende befolkningstal, svækkelse af bycentre, områder med lægemangel osv.; understreger i denne forbindelse betydningen af den fælles landbrugspolitiks anden søjle i at fremme en bæredygtig udvikling af landdistrikterne;

10.  mener, at det er nødvendigt i højere grad at tage hensyn til visse territoriale særpræg, f.eks. i de områder, der nævnes i artikel 174, stk. 3, i TEUF, som f.eks. øregioner, bjergregioner, landdistrikter, grænseregioner, de nordligste regioner, kystområder eller randområder, når der tages stilling til prioriteringen af investeringer; understreger betydningen af at skabe skræddersyede strategier, programmer og aktioner til disse forskellige regioner eller endog at undersøge en eventuel iværksættelse af nye specifikke dagsordener, således som det f.eks. er gjort med EU's dagsorden for byerne og Amsterdampagten;

11.  minder om, at den særlige strukturelle sociale og økonomiske situation i regionerne i den yderste periferi gør det berettiget at gennemføre særlige foranstaltninger, herunder med hensyn til betingelserne for adgang til ESI-fondene, i overensstemmelse med artikel 349 i TEUF; understreger, at det er nødvendigt at fastholde alle de undtagelser, der skal kompensere for deres strukturelle ulemper, samt at forbedre de særlige foranstaltninger for disse regioner ved at justere dem, hvis det er nødvendigt; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at påberåbe sig EU-Domstolens dom af 15. december 2015 for at sikre, at artikel 349 i TEUF anvendes korrekt hvad angår betingelserne for at få adgang til strukturfondene; foreslår navnlig at lade de sociale aspekter være omfattet af det særlige tilskud til regionerne i den yderste periferi og således opretholde det nuværende niveau af EU-samfinansiering i disse regioner og sørge for en bedre tilpasning af den tematiske koncentration; understreger potentialet for regionerne i den yderste periferi, som f.eks. privilegerede områder til gennemførelse af forsøgsprojekter;

12.  mener, at indførelsen af integrerede strategier for bæredygtig udvikling i byområder er et positivt fænomen, som derfor fortjener at blive styrket samt gentaget i andre subregionale områder, f.eks. ved at indføre en integreret territorial tilgang ved siden af de tematiske målsætninger, men uden at dette berører den tematiske koncentration; understreger betydningen af lokaludvikling, der styres af lokalsamfundet, for således at styrke samhørighedspolitikkens evne til at inddrage lokale aktører; understreger behovet for at undersøge mulighederne for indførelse af nationale og regionale operationelle programmer baseret på integrerede territoriale strategier og strategier for intelligent specialisering;

"Mellemindkomstregioner": Hvordan fremmer man modstandskraften i de svækkede områder for at undgå, at de hægtes af udviklingen?

13.  understreger, at mellemindkomstregionerne ikke har oplevet den samme vækst som hverken lavindkomstregionerne (som stadig er nødt til at indhente resten af EU) eller regionerne med meget høj indkomst, og at de står over for en udfordring i form af "mellemindkomstfælden", fordi de har for høje omkostninger i forhold til lavindkomstregionerne og for svage innovationssystemer i forhold til regioner med meget høj indkomst; bemærker endvidere, at disse regioner er kendetegnet ved en svækket forarbejdningsindustri og ved deres sårbarhed over for globaliseringens chokvirkninger og de deraf følgende samfundsøkonomiske ændringer;

14.  er overbevist om, at det bliver en stor udfordring for den fremtidige samhørighedspolitik at give mellemindkomstregionerne passende støtte, bl.a. for at skabe et investeringsvenligt klima, og at samhørighedspolitikken på én og samme tid bør formindske skævhederne og ulighederne, men også forebygge, at svækkede områder bliver hægtet af udviklingen, under hensyntagen til forskelle i udviklingstendenser, dynamik og omstændigheder;

15.  opfordrer Kommissionen til at tackle de udfordringer, som de mellemindkomstregioner, der er karakteriseret ved en lav vækstrate sammenlignet med gennemsnittet i EU, står over for, med henblik på at fremme en harmonisk udvikling af Unionen som helhed; minder om, at med henblik på at støtte disse regioner og tilbyde løsninger på deres problemer bør den fremtidige samhørighedspolitik dække, støtte og inkludere dem i den næste programmeringsperiode, herunder gennem oprettelse og gennemførelse af skræddersyede strategier, programmer og aktioner; minder i denne forbindelse om betydningen af supplerende indikatorer til supplering af BNP for at give et mere præcist billede af de økonomiske forhold i disse regioner; mener, at der bør lægges mere vægt på tidlig kortlægning af svagheder, således at samhørighedspolitikken kan støtte regionernes modstandsdygtighed og forhindre udvikling af nye skævheder i alle typer regioner;

16.  glæder sig over, at Kommissionen har iværksat et pilotprojekt, som har til formål at give støtte, der er skræddersyet til de særlige udfordringer i de regioner, som befinder sig i en industriel omstillingsproces; opfordrer Kommissionen til at trække på erfaringerne fra pilotprojektet og forventer at se de forventede resultater så hurtigt som muligt; mener, at strategier for intelligent specialisering har potentialet til – gennem en holistisk tilgang – at tilbyde bedre støtte til disse regioner i deres udviklingsstrategier og, mere overordnet set, fremme en differentieret gennemførelse på regionalt plan, men kunne også støttes gennem yderligere samarbejde og udveksling af viden og erfaringer mellem regionerne; glæder sig over tiltag som f.eks. Vanguardinitiativet for at anvende intelligent specialiseringsstrategi for at fremme vækst og industriel fornyelse i prioriterede områder i EU;

17.  understreger, at social og finanspolitisk konvergens bidrager til at fremme målsætningen om samhørighed og samtidig forbedrer det indre markeds funktion; mener, at divergerende praksis på dette punkt kan være i modstrid med målsætningen om samhørighed og kan forværre situationen for de regioner, der er ved at blive hægtet af udviklingen, eller som er mest sårbare over for globaliseringen, og henleder opmærksomheden på det fortsatte behov for, at mindre udviklede regioner indhenter resten af EU; mener, at samhørighedspolitikken kan bidrage til at fremme social og finanspolitisk konvergens (på lige fod med økonomisk og territorial konvergens) på en måde, der skaber positive incitamenter; understreger i denne forbindelse muligheden for at støtte sig til f.eks. den europæiske søjle for sociale rettigheder; opfordrer Kommissionen til i højere grad at tage højde for dette aspekt i det europæiske semester, således at samhørighedspolitikkens sociale dimension integreres bedre i den økonomiske politik, samtidig med at de lokale og regionale myndigheder reelt inddrages med henblik på at øge processens effektivitet og styrke ejerskabet heraf;

Indsatsområder

18.  støtter en stærk tematisk koncentration på et begrænset antal prioriteringer, der knytter sig til de store politiske mål på EU-plan, samtidig med at forvaltningsmyndighederne får mere fleksibilitet til at udarbejde deres territoriale strategier på grundlag af deres behov og potentiale efter inklusive, lokale og regionale høringer i forbindelse med udarbejdelsen af partnerskabsaftaler; understreger, at beskæftigelse (herunder ungdomsarbejdsløshed), social inklusion, bekæmpelse af fattigdom, støtte til innovation, digitalisering, støtte til SMV'er og nystartede virksomheder, klimaændringer, den cirkulære økonomi og infrastruktur bør være prioriterede indsatsområder i den fremtidige samhørighedspolitik;

19.  glæder sig over vedtagelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder, som markerer et fremskridt i opbygningen af et socialt Europa; udtaler på ny sin støtte til Den Europæiske Socialfond (ESF), som en stærk, integreret del af ESI-fondene, samt til ungdomsgarantiordningen, ungdomsbeskæftigelsesinitiativet og det europæiske solidaritetskorps, i betragtning af deres rolle med hensyn til at håndtere udfordringerne inden for beskæftigelse, økonomisk vækst, social inklusion, lærlingeuddannelser og erhvervsuddannelser;

20.  understreger, at den fremtidige samhørighedspolitik i højere grad bør lægge vægt på at beskytte og støtte befolkninger og områder, som er negativt ramt af globaliseringen (flytning af virksomheder, tab af arbejdspladser) samt lignende tendenser inden for EU; opfordrer til, at samordning mellem strukturfondene og Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen i de relevante tilfælde undersøges nærmere med henblik på bl.a. at dække udflytninger inden for EU;

21.  bemærker, at sårbarheden over for klimaændringer varierer fra det ene område til det andet; mener, at ESI-fondene bør anvendes så effektivt som muligt til at hjælpe EU med at opfylde sine forpligtelser i henhold til klimaaftalen fra Paris (COP21), f.eks. med hensyn til vedvarende energi, energieffektivitet og udveksling af god praksis, navnlig i boligsektoren, og tage hensyn til FN's mål for bæredygtig udvikling; kræver, at solidaritetsinstrumenterne skal kunne mobiliseres i tilfælde af katastrofesituationer så hurtigt som muligt under de givne omstændigheder og altid på en koordineret måde;

22.  opfordrer til, at ESI-fondene bruges på en bæredygtig måde til at håndtere de demografiske udfordringer (aldring, tilbagegang i befolkningstallet, demografisk pres, manglende evne til at tiltrække eller fastholde tilstrækkelig menneskelig kapital), som påvirker de europæiske regioner på forskellig vis; understreger navnlig nødvendigheden af at yde tilstrækkelig støtte til områder som f.eks. visse regioner i den yderste periferi;

23.  understreger, at en specifik finansieringsmekanisme for perioden efter 2020 skal oprettes i medfør af artikel 349 i TEUF til at integrere migranter i regionerne i den yderste periferi, som skal overkomme et større migrationspres på grund af deres særlige egenskaber og derved bidrage til deres bæredygtige udvikling;

24.  er af den opfattelse, at EU-midler skal overholde FN's konvention om rettigheder for personer med handicap (UNCRPD) og bør fortsætte med at fremme afinstitutionalisering;

25.  understreger potentialet i yderligere investeringer i kultur, uddannelse, kulturarv, ungdom, idræt og bæredygtig turisme for at skabe arbejdspladser, herunder arbejdspladser af høj kvalitet for unge, samt vækst og at forbedre den sociale samhørighed, samtidig med at fattigdom og forskelsbehandling bekæmpes, hvilket er særlig vigtigt med hensyn til f.eks. regioner i den yderste periferi, landdistrikter og fjerntliggende regioner; støtter udviklingen af kulturelle og kreative industrier, der er tæt knyttet til innovation og kreativitet;

Programlægning efter 2020

26.  understreger, at den syvende samhørighedsrapport har vist, at det er nødvendigt at tage hensyn til supplerende indikatorer ud over BNP pr. indbygger – som fortsat bør være den vigtigste indikator – ved fordelingen af midler og at tilbyde et mere præcist billede af socioøkonomiske forhold på linje med de udfordringer og behov, der bliver kortlagt, også på subregionalt plan; bemærker, at det er vigtigt at basere sig på troværdige, ajourførte, strukturerede og tilgængelige data af god kvalitet; opfordrer derfor Kommissionen og Eurostat til at sørge for størst mulige detaljeringsgrad og geografisk opdeling i de statistikker, der er relevante for samhørighedspolitikken, således at de i tilstrækkelig grad viser behovene i regionerne i forbindelse med programmeringsprocessen; gør sig til talsmand for, at der tages hensyn til sociale, miljømæssige og demografiske kriterier, navnlig arbejdsløsheden og ungdomsarbejdsløsheden;

27.  går ind for, at de integrerede strategier bliver styrket, og understreger kraftigt, at ESF fortsat bør være en integrerende del af den europæiske regionalpolitik på grund af sin vigtige samhørighedsdimension;

28.  understreger, at tilskud fortsat bør være det vigtigste samhørighedspolitiske finansieringsinstrument, men anerkender, at finansielle instrumenter kan være en effektiv løftestang, og at de bør fremmes, hvis de skaber merværdi og på grundlag af en passende forhåndsvurdering; understreger imidlertid, at anvendelsen af dem må ikke blive et mål i sig selv, og at deres effektivitet afhænger af mange faktorer (projektets karakter, områdets karakter eller risikoens karakter), og at alle regioner uanset udviklingsniveau frit bør kunne vælge den bedst egnede finansieringsform; vil modsætte sig, at der fastsættes nogen form for bindende målsætning hvad angår anvendelsen af finansielle instrumenter;

29.  mener, at det er nødvendigt at forenkle betingelserne for at anvende de finansielle instrumenter og at lette en samordning af disse instrumenter med tilskud med henblik på komplementaritet, effektivitet og territoriale forhold; understreger vigtigheden af den administrative kapacitet og kvaliteten af forvaltningen samt af den supplerende rolle, som nationale banker og institutioner spiller i forbindelse med at udvikle gennemførelsen af finansielle instrumenter, der er skræddersyet til at opfylde lokale behov; mener, at det er påkrævet at harmonisere reglerne om finansielle instrumenter så meget som muligt, uanset hvordan de forvaltes; foreslår, ud over de allerede eksisterende finansielle instrumenter for samhørighedspolitikken, også at fremme deltagelsesbaserede finansielle instrumenter;

30.  mener, at en forbindelse mellem samhørighedspolitikken og garantien for et investeringsvenligt miljø med en effektiv og god anvendelse af midlerne også er nyttig for at opnå målene for samhørighedspolitikken, men understreger samtidig, at hensigten med samhørighedspolitikken ikke er, at det blot skal være et instrument for prioriteringer, som ikke står i sammenhæng med målsætningerne for denne politik; understreger behovet for at anvende den fælles holdning om stabilitets- og vækstpagten vedrørende fleksibilitet i forbindelse med konjunkturforhold, strukturreformer og offentlige investeringer; mener, at foranstaltninger, som sammenkæder ESI-fondenes effektivitet med forsvarlig økonomisk styring, som beskrevet i forordning (EU) nr. 1303/2013, bør analyseres nøje, herunder gennem inddragelse af alle interessenter; er af den opfattelse, at Kommissionen bør overveje tilpasninger af, hvordan samhørighedspolitikken og det europæiske semester hænger sammen, med henblik på at styrke den territoriale og sociale dimension og tage højde for andre faktorer, som medvirker til at realisere samhørighedspolitikkens målsætninger som f.eks. reel styring; opfordrer Kommissionen til i denne forbindelse og inden for rammerne af det europæiske semester at undersøge den regionale og nationale medfinansiering under ESI-fondene og dens indvirkning på de nationale underskud;

31.  opfordrer til, at strategierne for intelligent specialisering intensiveres som en ny mulighed for at fortsætte investeringer i langsigtet vækstpotentiale i en situation med hastige teknologiske ændringer og globalisering; anerkender nytten af forhåndsbetingelser, men understreger, at de i visse tilfælde har kompliceret og forsinket programlægningens udformning og iværksættelse; noterer sig Revisionsrettens bemærkninger om forhåndsbetingelser i sin særberetning nr. 15/2017; opfordrer Kommissionen til at overveje i givet fald at mindske antallet af strategier og styrke proportionalitets- og nærhedsprincipperne på dette område og støtte sig mest muligt til de eksisterende strategidokumenter, der kan opfylde fremtidige forhåndsbetingelser; understreger, at forhåndsbetingelserne bør være tæt knyttet til investeringernes effektivitet, samtidig med at det sikres, at alle medlemsstater behandles ens;

32.  bemærker, at den offentlige forvaltnings kvalitet og stabilitet, som god uddannelse og lokal rådgivning er forudsætninger for, er fortsat en afgørende faktor for regional vækst og en effektiv udnyttelse af ESI-fondene; understreger behovet for at forbedre kvaliteten af forvaltningen og at sikre, at der er tilstrækkelig teknisk bistand til rådighed, da disse har en alvorlig indvirkning på en forsvarlig gennemførelse af samhørighedspolitikken og kan variere betydeligt mellem medlemsstaterne, hvilket er særlig synligt, f.eks. i regioner, der halter bagefter; opfordrer navnlig Kommissionen til at evaluere det fremtidige Jaspers-program på baggrund af henstillingerne fra Den Europæiske Revisionsret;

33.  går ind for, at samhørighedspolitikken udvikler sig fra en mere bogføringsteknisk tilgang til en mere resultat- og indholdsorienteret tilgang og giver forvaltningsmyndighederne større fleksibilitet, når de skal tage stilling til, hvordan de vil nå de opstillede målsætninger, samtidig med at principperne om bl.a. partnerskab, gennemsigtighed og ansvarlighed respekteres;

34.  anser det for nødvendigt at fastholde bekæmpelsen af svig, og opfordrer til nultolerance over for korruption;

En forenklet samhørighedspolitik

35.  opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til henstillingerne fra højniveaugruppen vedrørende forenkling i sine fremtidige lovgivningsforslag;

36.  understreger behovet for at skabe en ramme, der sikrer retlig stabilitet takket være enkle, klart formulerede og forudsigelige regler, navnlig hvad angår forvaltning og revision, for at sikre en korrekt balance mellem målsætningerne om resultater og forenkling; opfordrer i den næste programmeringsperiode til en reduktion i omfanget af lovgivning og retningslinjer (med forsigtighed, så der i tæt samarbejde med interessenterne sikres den nødvendige kontinuitet af regler og procedurer, som de berørte emner og forvaltningsmyndigheder er bekendt med); opfordrer til, at alle relevante dokumenter oversættes til alle EU-sprog, og til at enhver form for anvendelse og fortolkning af reglerne med tilbagevirkende kraft undgås i så vid udstrækning som muligt; opfordrer til en ensartet retlig ramme og retningslinjer for grænseoverskridende projekter;

37.  understreger samtidig behovet for at undgå overregulering, og at det er nødvendigt at gøre strategidokumenterne for de operationelle programmer mere konkrete, præcise og fleksible ved at indføre en forenklet procedure for ændringer i løbet af programmets løbetid (f.eks. i tilfælde af naturkatastrofer), med henblik på i tilstrækkelig grad at kunne reagere på skiftende globale realiteter og den regionale efterspørgsel;

38.  mener, at der bør etableres ét samlet regelsæt for ESI-fondene, herunder yderligere harmonisering af fælles regler for instrumenter, der bidrager til det samme tematiske mål; mener, at det er nødvendigt at strømline udbudsprocedurerne under fondene og fremskynde procedurerne for statsstøtte, når overholdelse er påkrævet; ønsker en ensartet behandling på en mere sammenhængende måde af de direkte forvaltede EU-midler og samhørighedspolitikkens midler, når det gælder statsstøtte, og – mere generelt – harmoniserede regler for de EU-ordninger, som retter sig mod de samme modtagere; understreger, at det er vigtigt at opnå en større komplementaritet mellem samhørighedspolitikken og det kommende EU-forskningsprogram for at dække den samlede cyklus – fra grundforskning til kommerciel udnyttelse; mener, at den tematiske koncentration bør bibeholdes med henblik på at muliggøre synergier mellem de forskellige finansieringskilder på projektniveau;

39.  konstaterer, at der er nedsat en taskforce om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet og forventer, at denne arbejdsgruppe forelægger konkrete forslag til at styrke disse to principper inden for rammerne af samhørighedspolitikken; støtter sikring af anvendelsen af disse principper med henblik på en ægte flerniveaustyring, hvilket kræver en styrkelse af de lokale og regionale myndigheder samt andre berørte parter;

40.  beklager, at Kommissionen ikke har udarbejdet en mere integreret evaluering af tværgående politikker, mens synergierne mellem forskellige EU-politikker ikke er blevet rapporteret; anmoder om ambitiøse strategier, finansiering og foranstaltninger, som vil øge synergien med andre EU-fonde og tiltrække supplerende finansiel støtte; understreger behovet for yderligere at optimere synergierne mellem ESI-fondene og andre instrumenter, herunder Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI), samt med andre centralt forvaltede programmer såsom Horisont 2020, som supplerer samhørighedspolitikken med hensyn til støtte til forskning og innovation;

41.  anmoder om, at kravene til planlægning, gennemførelse og kontrol af ESI-fondenes aktiviteter fremover kommer til at hvile på principperne om differentiering og proportionalitet, der tager udgangspunkt i gennemsigtige og rimelige kriterier ud fra beløbsstørrelse, risikoprofil, forvaltningens kvalitet og størrelsen af eget bidrag;

42.  anser det for påkrævet, at forbindelsen mellem Kommissionen og forvaltningsmyndighederne udvikler sig i retning af en "tillidsbaseret aftale"; minder i denne forbindelse om vigtigheden af at have en passende og velfungerende ramme for flerniveaustyring; opfordrer Kommissionen til at drage fordel af det arbejde, der allerede er udført med en forsvarlig forvaltning af offentlige midler, ved at indføre et princip om kvalitetsgodkendelse af forvaltningsmyndigheder, som har vist deres evne til at følge reglerne; mener med hensyn til kontrol, at der i højere grad bør tages udgangspunkt i nationale og regionale regler, når deres effektivitet er kontrolleret og bekræftet;

43.  mener, at det er nødvendigt at styrke princippet om én enkelt revision, at fremskynde gennemførelsen af e-samhørighed og at gøre anvendelsen af forenklede omkostninger til almindelig praksis, da dette bl.a. har vist sig at være lettere at gennemføre og ikke har givet anledning til fejl; understreger digitaliseringens potentiale for så vidt angår overvågning og rapportering; er af den opfattelse, at udveksling af ekspertviden bør fremmes ved at etablere en videndelingsportal til udveksling af bedste praksis;

44.  opfordrer Kommissionen til at fremsætte idéer til forbedring af samhørighedspolitikkens reaktion på uforudsete begivenheder og gentager i denne sammenhæng sin opfordring til oprettelse af en reserve af en sådan art, at regionerne får øget fleksibilitet uden at bringe de langsigtede mål i de operationelle programmer i fare;

Udfordringer og perspektiver

45.  er yderst foruroliget over de scenarier, som Kommissionen for nylig har fremlagt, om mulige budgetnedskæringer i samhørighedspolitikken som led i den kommende FFR – nedskæringer, som ville betyde, at mange regioner bliver udelukket fra samhørighedspolitikken; ønsker et ambitiøst budget, der står i et rimeligt forhold til de udfordringer, regionerne står over for, og kræver, at samhørighedspolitikken ikke bliver gjort til en justerbar variabel; fastslår, at Europa-Parlamentet ikke vil gå på kompromis med hensyn til kravet om dækning af samtlige regioner i Unionen; understreger, at teorien om "grupper af økonomisk udvikling" bekræfter, at det er vigtigt at give differentieret støtte til samtlige europæiske regioner, heriblandt regioner med en meget høj indkomst, som bør forblive konkurrencedygtige i forhold til deres konkurrenter på verdensplan;

46.  mener, at samhørighedspolitikken kan bidrage til at imødegå nye udfordringer som f.eks. sikkerhed eller integration af flygtninge under international beskyttelse; understreger imidlertid, at det ikke kan forventes, at samhørighedspolitikken løser alle kriser, og modsætter sig, at de midler, der er afsat til samhørighedspolitikken, bruges til at dække kortsigtede finansieringsbehov uden for denne politiks anvendelsesområde, idet der mindes om, at hensigten hermed er den socioøkonomiske udvikling i EU på mellemlang og lang sigt;

47.  noterer sig EFSI's positive resultater, men mener dog, at EFSI skal investere endnu mere gennemsigtigt og målrettet; understreger, at samhørighedspolitikken og EFSI bygger på forskellige koncepter og målsætninger, som i visse tilfælde kan supplere hinanden, men som ikke kan træde i stedet for hinanden, uanset hvilket udviklingsniveau regionerne befinder sig på, navnlig da EFSI, i modsætning til strukturfondene, i overvejende grad er lånebaseret; minder om betydningen af at foretage en passende sondring mellem EFSI og samhørighedspolitikken samt at indkredse klare muligheder for at kombinere dem;

48.  gentager sin tilslutning til en langsigtet planlægningsperiode; mener, at det eneste brugbare alternativ til den nuværende varighed på 7 år er en FFR-periode på 5+5 år med en midtvejsrevision; opfordrer Kommissionen til at udarbejde et klart forslag om fastlæggelse af metoderne for den praktiske gennemførelse af en finansiel ramme på 5 + 5 år;

49.  opfordrer til, at der gøres alt for at undgå forsinkelser i programlægningen for den nye periode for at undgå forsinkede betalinger og frigørelser, som hæmmer de positive resultater af samhørighedspolitikken; understreger, at det er vigtigt, at samtlige dokumenter om den fremtidige retlige ramme foreligger rettidigt på alle officielle sprog med henblik på at sikre rimelige og rettidige oplysninger til alle modtagere;

50.  opfordrer til, at der træffes foranstaltninger til at forbedre kommunikationen til de europæiske borgere og således øge offentlighedens bevidsthed om de konkrete resultater af samhørighedspolitikken; opfordrer Kommissionen til at styrke den rolle, der spilles af forvaltningsmyndigheder og projektansvarlige, som benytter en innovativ kommunikationsform på lokalt plan til at informere om resultaterne af anvendelsen af midlerne i regionerne; understreger, at det er nødvendigt at forbedre oplysnings- og kommunikationsindsatsen ikke blot længere fremme i processen (ESI-fondenes resultater), men også tidligere i processen (finansieringsmuligheder), særlig med hensyn til små projektansvarlige; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at etablere mekanismer og brede institutionaliserede platforme for samarbejde med henblik på at forbedre synligheden og bevidstgørelsen;

51.  noterer sig, at visse europæiske regioner er særlig udsatte for konsekvenserne af brexit; understreger, at den fremtidige samhørighedspolitik bør begrænse skadevirkningerne af brexit på andre europæiske regioner mest muligt, og mener, at det er relevant at undersøge mulighederne for at videreføre partnerskaber inden for rammerne af det territoriale samarbejde;

o
o   o

52.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320. (2) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 289. (3) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 470. (4) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 281. (5) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 259. (6) Domstolens dom af 15. december 2015, Parlamentet og Kommissionen mod Rådet, C-132/14 til C-136/14, ECLI:EU:C:2015:813. (7) Doc. 8463/17. (8) Doc. 14263/17. (9) Iammarino, S., Rodríguez-Pose, A., Storper, M. (2017), ‘Why regional development matters for Europe’s economic future’, Working Papers 07/2017, Generaldirektoratet for Regionalpolitik og Bypolitik, Europa-Kommissionen. (10) EUT C 306 af 15.9.2017, s. 8. (11) EUT C 303 af 19.8.2016, s. 94. (12) EUT C 316 af 22.9.2017, s. 132. (13) EUT C 316 af 22.9.2017, s. 124. (14) EUT C 76 af 28.2.2018, s. 2. (15) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0222. (16) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0320. (17) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0321. (18) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0053. (19) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0254. (20) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0245. (21) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0316. (22) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0401. (23) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0067. (24) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0075. (25) http://ec.europa.eu/eurostat/documents/2995521/8631691/3-31012018-BP-EN.pdf/bdc1dbf2-6511-4dc5-ac90-dbadee96f5fb (26) http://ec.europa.eu/eurostat/documents/2995521/8701418/3-01032018-AP-EN/37be1dc2-3905-4b39-9ef6-adcea3cc347a