Indeks 
Vedtagne tekster
Torsdag den 14. juni 2018 - Strasbourg
Rusland, navnlig sagen vedrørende den politiske fange Oleg Sentsov
 Menneskerettighedssituationen i Bahrain, navnlig sagen vedrørende Nabeel Rajab
 Situationen for rohingyaflygtninge, særlig den vanskelige situation for børn
 Strukturelle og økonomiske hindringer i adgangen til kultur
 Proportionalitetstest forud for vedtagelse af ny regulering af erhverv ***I
 Anvendelse af udlejningskøretøjer uden fører til godstransport ad landevej ***I
 Indsigelse mod en delegeret retsakt: Fiskeribevarelsesforanstaltninger til beskyttelse af havmiljøet i Nordsøen
 De besatte georgiske områder ti år efter den russiske invasion
 Forhandlinger om en ny partnerskabsaftale mellem EU og AVS-landene
 Tilsyn med anvendelsen af EU-retten 2016

Rusland, navnlig sagen vedrørende den politiske fange Oleg Sentsov
PDF 177kWORD 45k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. juni 2018 om Rusland, navnlig sagen om den ukrainske politiske fange Oleg Sentsov (2018/2754(RSP))
P8_TA(2018)0259RC-B8-0288/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Rusland, særlig sin beslutning af 16. marts 2017 om ukrainske politiske fanger i Rusland og situationen på Krim(1),

–  der henviser til redegørelsen af 25. maj 2018 fra talspersonen for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) vedrørende sagerne om en række fængslede i eller fra det ulovligt annekterede Krim og Sevastopol,

–  der henviser til drøftelsen om Rusland i Udenrigsrådet den 16. april 2018,

–  der henviser til kendelsen af 19. april 2017 fra Den Internationale Domstol vedrørende anmodningen om indikation for midlertidige foranstaltninger, som Ukraine har indgivet i sagen om anvendelse af den internationale konvention til bekæmpelse af finansiering af terrorisme og af den internationale konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination (Ukraine mod Den Russiske Føderation),

–  der henviser til artikel 5 i verdenserklæringen om menneskerettigheder og artikel 7 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som begge fastslår, at ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, og som Den Russiske Føderation har tiltrådt,

–  der henviser til De Forenede Nationers erklæring om menneskerettighedsforkæmpere, der blev vedtaget af FN's Generalforsamling den 9. december 1998,

–  der henviser til Genèvekonventionen om beskyttelse af civile personer i krigstid,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at den ukrainske filminstruktør Oleg Sentsov, der protesterede mod Ruslands ulovlige annektering af Krimhalvøen, blev arresteret i maj 2014 i forbindelse med påståede aktiviteter på Krim; der henviser til, at han blev behandlet som russisk statsborger, til trods for at han har ukrainsk statsborgerskab;

B.  der henviser til, at der i Oleg Sentsovs sag har været påstande om tortur og alvorlig mishandling, som har ført til ulovlig aftvingelse af vidneudsagn, der sidenhen er blevet tillagt retlig værdi;

C.  der henviser til, at Oleg Sentsov den 25. august 2015 blev dømt ved en domstol, hvis jurisdiktion ikke anerkendes af EU, i strid med folkeretten og elementære retlige standarder;

D.  der henviser til, at Oleg Sentsov, som i øjeblikket afsoner en fængselsdom i Ruslands nordligste fængsel i Labytnangi Yamalo-Nenets, den 14. maj 2018 bekendtgjorde, at han agtede at sultestrejke på ubestemt tid;

E.  der henviser til, at antallet af politiske fanger i Rusland er steget markant i de senere år; der henviser til, at Human Rights Centre Memorial, som blev tildelt Sakharovprisen i 2009, den 29. maj 2018 offentliggjorde en liste med navnene på 158 politiske fanger;

F.  der henviser til, at Oyub Titiev, direktøren for Human Rights Centre Memorials Tjetjenienkontor, blev anholdt af det lokale politi den 9. januar 2018 og anklaget for narkotikabesiddelse; der henviser til, at Titiev har nægtet sig skyldig i disse anklager, og NGO'er og andre menneskerettighedsforkæmpere har fordømt dem som opdigtede;

G.  der henviser til, at anholdelsen af Oyub Titiev er et led i en foruroligende tendens med anholdelser, overfald, trusler og miskreditering af uafhængige journalister og menneskerettighedsforkæmpere;

H.  der henviser til, at menneskerettighedsforkæmpere og civilsamfundsaktører, navnlig krimtatarer, er blevet udsat for trusler, intimidering og anholdelser;

I.  der henviser til, at der i forskellige sager er meldinger om anvendelse af tortur og anden grusom og nedværdigende behandling; der henviser til, at disse påstande stadig ikke er blevet behørigt undersøgt; der henviser til, at der er blevet anvendt tortur til at opnå tilståelser og understøtte falske indrømmelser;

J.  der henviser til, at mange af de indsatte og tilbageholdte har været udsat for hårde og umenneskelige forhold i fængslerne, hvilket har skabt fysiske og psykologiske risici for deres sundhed; der henviser til, at der er indsatte, der har behov for akut lægehjælp og behandling;

K.  der henviser til, at restriktiv russisk lovgivning om politiske og borgerlige rettigheder er blevet udvidet til at gælde det midlertidigt besatte Krim, hvilket har ført til en drastisk begrænsning af forsamlings-, ytrings-, forenings- og religionsfriheden, adgangen til information og religion såvel som til troværdige rapporter om intimidering, tvungne forsvindinger og tortur;

L.  der henviser til, at vilkårlige anholdelser, tvungne forsvindinger, censur og forbud mod fredelige forsamlinger er blevet dagligdag på Krim; der henviser til, at adskillige krimtatarer er blevet anholdt, efterforskes eller retsforfølges; der henviser til, at man også er gået efter advokater fra Krim, som yder retshjælp til disse arrestanter, og menneskerettighedsforkæmpere, som indberetter tilfælde af politisk motiverede tvungne forsvindinger i Krim, samt journalister, der rapporterer om krimtatarernes situation;

M.  der henviser til, at besættelsesmagten på Krim systematisk og med fuldt overlæg har undertrykt ytringsfriheden på Krim, skubbet uafhængige medier ud og lagt hindringer i vejen for professionelle journalisters arbejde; der henviser til, at Nariman Memedeminov, en borgerjournalist og krimtatar-aktivist, som dækkede besættelsesmagtens lovbrud, den 22. marts 2018 blev tilbageholdt af russiske sikkerhedsstyrker og anholdt på grundlag af urigtige beskyldninger; der henviser til, at russiske sikkerhedsstyrker den 21. maj 2018 tilbageholdt endnu en borgerjournalist, Server Mustafaiev, efter en ransagning af hans hus på det russisk besatte Krim, navnlig på grundlag af religion;

N.  der henviser til, at Rusland taber et betydeligt antal sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og undlader at fuldbyrde de afsagte domme;

O.  der henviser til, at Den Russiske Føderation som fuldgyldigt medlem af Europarådet, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og De Forenede Nationer har forpligtet sig til at fremme og beskytte principperne om demokrati, retsstat og respekt for de grundlæggende frihedsrettigheder og menneskerettighederne; der henviser til, at der på grund af talrige alvorlige krænkelser af retsstatsprincippet og vedtagelsen af restriktive love i de senere år er alvorlig bekymring for så vidt angår Ruslands overholdelse af internationale og nationale forpligtelser; der henviser til, at Den Europæiske Union gentagne gange har tilbudt yderligere bistand og ekspertise for at hjælpe Rusland med at modernisere og håndhæve dets forfatning og retsorden i overensstemmelse med Europarådets standarder;

P.  der henviser til, at NGO'er, der modtager udenlandsk finansiering og er engageret i "politisk virksomhed", i henhold til den russiske lov om "udenlandske agenter" skal ansøge om at blive optaget på en særlig regeringsliste over udenlandske agenter, som skal underkastes ekstra og omhyggelig kontrol fra statslig side, og i alle deres publikationer, pressemeddelelser og rapporter skal angive, at disse er produceret af en udenlandsk agent;

Q.  der henviser til, at EU som reaktion på den ulovlige annektering af Krim og den hybride krig, der er indledt mod Ukraine, trinvis har vedtaget en række restriktive foranstaltninger over for Rusland;

1.  kræver, at de russiske myndigheder omgående og betingelsesløst løslader Oleg Sentsov og alle andre ulovligt tilbageholdte ukrainske statsborgere i Rusland og på Krimhalvøen; minder om, at der i øjeblikket er over 70(2) ukrainske politiske fanger i alt i Rusland og på det besatte Krim;

2.  kræver omgående og betingelsesløs løsladelse af Oyub Titiev, direktør for Human Rights Centre Memorial i Tjetjenien, og alle andre politiske fanger i Den Russiske Føderation;

3.  kræver, at de russiske myndigheder standser intimideringen af og chikanen over for Human Rights Centre Memorial, dets personale og andre menneskerettighedsforkæmpere, og giver dem mulighed for at udføre deres arbejde for menneskerettighederne;

4.  understreger, at behandlingen af alle indsatte skal leve op til internationale standarder, og at alle tilbageholdte bør have adgang til juridisk bistand, til deres familier, til deres diplomatiske repræsentanter og til medicinsk behandling; understreger, at de russiske myndigheder og personalet inden for retsvæsenet bærer det fulde ansvar for de tilbageholdtes sikkerhed og velbefindende, navnlig på Krim, i overensstemmelse med den fjerde Genèvekonvention;

5.  minder Rusland om vigtigheden af, at det fuldt ud overholder sine internationale retlige forpligtelser som medlem af Europarådet og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa og principperne om grundlæggende menneskerettigheder og retsstaten, som er nedfældet i den europæiske menneskerettighedskonvention og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder;

6.  understreger, at forsamlingsfriheden i Den Russiske Føderation er fastsat i artikel 31 i den russiske forfatning og i den europæiske menneskerettighedskonvention, som Rusland har undertegnet, hvilket forpligter de russiske myndigheder til at respektere denne frihed;

7.  opfordrer indtrængende de russiske myndigheder på alle niveauer til at anerkende menneskerettighedsforkæmpernes yderst vigtige rolle som demokratiets grundpiller og retsstatens vagthunde og til offentligt at fordømme alle angreb mod menneskerettighedsforkæmpere, især i Tjetjenien;

8.  udtrykker solidaritet med den ukrainske filminstruktør, politiske aktivist og politiske fange, Oleg Sentsov, som den 14. maj 2018 indledte en sultestrejke for at presse på for at opnå løsladelse af ulovligt tilbageholdte landsmænd, og er bekymret over virkningerne af denne sultestrejke for Oleg Sentsovs helbred; minder om, at Oleg Sentsov, der blev arresteret på Krim kort efter, at Rusland tog kontrol over halvøen i Sortehavet i 2014, og derefter blev dømt på grundlag af vidneudsagn, han fik udleveret under tortur, afsoner nu en dom på 20 års fængsel for en række anklager om terrorisme i en stærkt sikret fangelejr i regionen Yamal Nenets i det allernordligste Rusland;

9.  beklager dybt, at en anden domfældt i sagen, Oleksandr Kolchenko, er blevet idømt ti års fængsel;

10.  bemærker, at en anden ulovligt tilbageholdt ukrainsk statsborger, Volodymyr Balukh, har sultestrejket siden den 19. marts 2018;

11.  opfordrer de ansvarlige russiske myndigheder og lægetjenester til at give disse fængslede personer passende lægehjælp og respektere de lægeetiske regler, bl.a. ved ikke at pålægge dem tvangsfodring eller anden uønsket behandling, som kan være ensbetydende med tortur og andre former for mishandling;

12.  giver udtryk for sin dybe bekymring over, at mange af de ukrainske politiske fanger, som f.eks. Mykola Karpiyuk, Volodymyr, Prysych, Oleksiy Chirniy og Yevhen Panov, er blevet tortureret i alvorlig grad;

13.  giver udtryk for sin dybe bekymring over den foruroligende tendens med anholdelser af, overfald på, intimidering og miskreditering af uafhængige journalister og menneskerettighedsforkæmpere, der arbejder i Rusland, navnlig i Tjetjenien; fremhæver vigtigheden af civilsamfundet og organisationer såsom Memorial samt budskabet om, at civilsamfundsaktivister overalt skal have frihed til at udøve deres mest grundlæggende rettigheder, nemlig tanke- og ytringsfriheden; opfordrer de tjetjenske og de russiske myndigheder til at overholde deres nationale lovgivning og deres internationale forpligtelser og værne om retsstatsprincippet;

14.  giver udtryk for alvorlig bekymring over det klima af straffrihed, der gør det muligt, at disse handlinger kan finde sted, og slår til lyd for, at der i samarbejde med civilsamfundet udvikles retlige og andre foranstaltninger for at forhindre, overvåge og effektivt at retsforfølge gerningsmændene bag sådanne voldshandlinger; understreger, at Rusland og dets regering bærer det endelige ansvar for at efterforske disse handlinger, retsforfølge gerningsmændene og beskytte alle russiske borgere imod ulovlig mishandling;

15.  henleder opmærksomheden på, at de russiske myndigheder på det besatte Krim tilbageholdt en række krimtatarer i maj 2018, herunder Sever Mustafayev, Edem Smailov og familiemedlemmer til den politiske fange Nuri Primov;

16.  fordømmer Ruslands krænkelse af folkeretten på det besatte Krim, herunder håndhævelsen af russisk lovgivning, den kraftige militarisering af Krimhalvøen, som truer den regionale sikkerhed, og de omfattende og systematiske menneskerettighedskrænkelser, navnlig rettet mod etniske ukrainere og krimtatarer;

17.  glæder sig over løsladelsen af krimtatarernes ledere, Akhtem Chiygoz og Ilmi Umerov, som i september 2017 blev idømt fængselsdomme af russiske domstole i det midlertidigt besatte ukrainske område Krim, og som af de russiske myndigheder fik tilladelse til at forlade halvøen den 25. oktober 2017; udtrykker sin taknemmelighed over for alle dem, der har arbejdet for deres frigivelse, herunder russiske menneskerettighedsorganisationer som Memorial;

18.  minder de russiske myndigheder om, at de i deres de facto-kapacitet som en besættelsesmagt, der udøver reel kontrol over Krim, er fuldt ud ansvarlige for beskyttelsen af Krims borgere mod vilkårlige retslige eller administrative foranstaltninger, og at de i samme kapacitet er bundet af den humanitære folkeret til at sikre beskyttelse af menneskerettighederne på halvøen;

19.  understreger, at russiske domstole, uanset om de er militære eller civile, ikke har kompetence til at dømme handlinger, der er begået uden for Ruslands internationalt anerkendte område, og påpeger, at domstolsprøvelsen i sådanne sager ikke kan betragtes som værende lovlig;

20.  gentager sine alvorlige betænkeligheder ved loven om "udenlandske agenter" og måden, den gennemføres på; mener, at definitionen på "politisk virksomhed" udøvet af NGO'er, som modtager udenlandsk finansiering, er så bred, at den i praksis sætter staten i stand til at udøve kontrol over snart sagt enhver organiseret aktivitet i samfundslivet;

21.  opfordrer indtrængende Rusland til at sikre ubetinget og uhindret adgang for internationale menneskerettighedsobservatører og overvågningsmissioner; opfordrer internationale organisationer som De Forenede Nationer, Europarådet og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa til at overvåge menneskerettighedssituationen på Krim mere indgående og til at træffe passende foranstaltninger;

22.  opfordrer Den Europæiske Unions særlige repræsentant for menneskerettigheder til hele tiden at holde øje med menneskerettighedssituationen på Krimhalvøen og i de områder i det østlige Ukraine, som regeringen ikke har kontrol over;

23.  opfordrer Rådet og medlemsstaterne til fortsat at være urokkelige og stå sammen om deres engagement i de aftalte sanktioner over for Rusland og til at forlænge dem samt til at overveje målrettede foranstaltninger over for de enkeltpersoner, der er ansvarlige for tilbageholdelsen og retsforfølgelsen af de politiske fanger;

24.  understreger, at det er vigtigt, at Den Europæiske Unions delegation til Rusland og EU-medlemsstaternes ambassader overvåger retssagerne mod menneskerettighedsforkæmpere;

25.  opfordrer formændene for Rådet og Kommissionen samt Kommissionens næstformand/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) til fortsat at følge nøje med i tilfældene af manglende overholdelse af internationale retlige forpligtelser og til at tage disse spørgsmål op i forskellige sammenhænge og på møder med Rusland;

26.  gentager sin opfordring til NF/HR og EU-Udenrigstjenesten om at sikre, at alle sager, hvor personer retsforfølges af politiske grunde, tages op i forbindelse med menneskerettighedskonsultationerne mellem EU og Rusland, når disse genoptages, og at Ruslands repræsentanter ved disse konsultationer formelt afkræves svar om hver enkelt sag, samt til at rapportere tilbage til Parlamentet om deres drøftelser med de russiske myndigheder;

27.  opfordrer indtrængende NF/HR og EU-Udenrigstjenesten til at sikre, at EU afsøger enhver mulighed inden for rammerne af russisk national ret for fortsat at samarbejde med og støtte russiske civilsamfundsorganisationer, herunder dem, der arbejder for at fremme værdierne demokrati, menneskerettigheder og retsstat;

28.  opfordrer EU til at fremsætte en erklæring for at fordømme menneskerettighedskrænkelser i Rusland og forsøget på at skjule dem under dække af VM i fodbold;

29.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Europarådet, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa og Den Russiske Føderations præsident, regering og parlament.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0087.
(2) Den ikke-udtømmende liste omfatter: Teimur Abdullaiev, Uzeir Abdullaiev, Taliat Abdurakhmanov, Rustem Abiltarov, Zevri Abseitov, Muslim Aliiev, Refat Alimov, Kiazim Ametov, Ernes Ametov, Ali Asanov, Marlen Asanov, Volodymyr Balukh, Ali Bariev, Enver Bekirov, Memet Belialov, Oleksii Bessarabov, Rustem Vaitov, Resul Velilyaev, Valentyn Vygovskii, Pavlo Hryb, Mykola Dadeu, Konstatin Davydenko, Bekir Dehermendzhi, Mustafa Dehermendzhi, Emil Dzhemadenov, Arsen Dzhepparov, Dmitrii Dolgopolov, Volodymyr Dudka, Andriy Zakhtei, Ruslan Zeitullaiev, Server Zekiriaiev, Timur Ibragimov, Rustem Ismailov, Yevgenii Karakashev, Mykola Karpiuk, Stanislav Klykh, Andriy Kolomiiets, Oleksandr Kolchenko, Oleksandr Kostenko, Emir-Usein Kuku, Hennadii Limeshko, Serhii Litvinov, Enver Mamutov, Nariman Memedeminov, Remzi Memetov, Emil Minasov, Igor Movenko, Seiran Muradosilov, Seiran Mustafaiev, Server Mustafaiev, Yevhen Panov, Nuri Primov, Volodymyr Prisich, Ismail Ramazanov, Fevzi Sagandzhi, Ferat Saifullaiev, Aider Saledinov, Seiran Saliiev, Enver Seitosmanov, Oleg Sentsov, Oleksii Sizonovich, Vadym Siruk, Edem Smailov, Oleksandr Steshenko, Oleksii Stohniy, Renat Suleimanov, Anna Sukhonosova, Roman Sushchenko, Roman Ternovsky, Ruslan Ametov, Asan Chapukh, Oleksii Chirnii, Hlib Shablii, Mykola Shiptur, Dmytro Shtyblikov, Oleksandr Shumkov, Viktor Shur.


Menneskerettighedssituationen i Bahrain, navnlig sagen vedrørende Nabeel Rajab
PDF 178kWORD 48k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. juni 2018 om menneskerettighedssituationen i Bahrain, navnlig sagen om Nabeel Rajab (2018/2755(RSP))
P8_TA(2018)0260RC-B8-0281/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger af 6. februar 2014 om Bahrain, navnlig sagerne om Nabeel Rajab, Abdulhadi al-Khawaja og Ibrahim Sharif(1) af 9. juli 2015 om Bahrain, navnlig sagen om Nabeel Rajab(2) af 4. februar 2016 om Bahrain: sagen om Mohammed Ramadan(3) af 7. juli 2016 om Bahrain(4), af 16. februar 2017 on henrettelser i Kuwait og Bahrain(5) og af 3. oktober 2017 om indskrænkning af civilsamfundets spillerum i udviklingslandenes(6),

–  der henviser til erklæringerne fra talsmanden for EU-Udenrigstjenesten af 17. juni 2015 om domfældelsen af generalsekretæren Al-Wefaq Ali Salman i Bahrain af 11. juli 2017, om domfældelsen over Nabeel Rajab af en domstol i Bahrain og om domfældelsen af den bahrainske menneskerettighedsforkæmper Nabeel Rajab af 6. juni 2018,

–  der henviser til afgørelsen af 22. november 2017 om formanden for Underudvalget om Menneskerettigheder,

–  der henviser til mødet i den uformelle EU-bahrainske arbejdsgruppe om menneskerettigheder af 15. maj 2018,

–  der henviser til erklæringen af 11. september 2017 fra FN's menneskerettighedskommissær Zeid Ra’ad Al Hussein om situationen i Bahrain,

–  der henviser til erklæringen af 12. maj 2017 fra FN's Komité mod Tortur,

–  der henviser til Bahrains forfatning, som blev vedtaget i februar 2002, navnlig kapitel 3, til artikel 364 i Bahrains straffelov og til Bahrains statsborgerskabslov fra 1963,

–  der henviser til rapporten fra november 2011 fra Bahrains uafhængige undersøgelseskommission (BICI),

–  der henviser til EU's retningslinjer om menneskerettighedsforkæmpere, om menneskerettighedsdialoger med tredjelande, om dødsstraf, tortur samt ytringsfrihed online og offline,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder af 1966 og FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, konventionen om barnets rettigheder samt det arabiske menneskerettighedscharter, som Bahrain alle er tiltrådt,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948, navnlig artikel 15,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at Bahrains høje appeldomstol den 5. juni 2018 afsagde dom om at bevare dommen på fem års fængsel for ledende menneskerettighedsforkæmper Nabeel Rajab for "udbredelse af falske rygter i krigstid" (artikel 133 i Bahrains straffelov), at have "fornærmet et naboland" (artikel 215) og at have "fornærmet et forskriftsmæssigt organ" (artikel 216) i relation til tweets, han havde udsendt om påstået tortur i Bahrains Jaw-fængsel og om den saudiarabiskledede koalitions luftangreb i Yemen; der henviser til, at disse anklager er baseret på bestemmelser, som kriminaliserer ytringsfriheden, som er beskyttet i medfør af artikel 19 den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som Bahrain ratificerede i 2006; der henviser til, at Nabeel Rajab nu forventes at forfølge en endelig anke ved Bahrains kassationsret;

B.  der henviser til, at Nabeel Rajab skulle frigives måneden efter afslutning af en toårig fængselsstraf i nedværdigende fængselsforhold, der svarer til mishandling, for TV-interviews, han gav i 2015 og 2016 om restriktioner af pressefriheden i Bahrain; der henviser til, at inden han blev vilkårligt anholdt i juni 2016 havde Nabeel Rajab fået forbud mod at rejse og afsonede en fængselsstraf på to år mellem 2012 og 2014 i forbindelse med hans udøvelse af retten til ytringsfrihed og forsamlingsfrihed; der henviser til, at FN's arbejdsgruppe om vilkårlig tilbageholdelse i 2013 fastslog, at han havde været vilkårligt tilbageholdt for sin rolle i at hjælpe til at lede og organisere demonstrationer i Bahrain; der henviser til, at han har været udsat for uretfærdige retssager;

C.  der henviser til, at ud over denne nye fængselsstraf på fem år risikerer Nabeel Rajab yderligere fængsel på op til 14 andre udestående sager, som regeringen angiveligt har gjort gældende mod ham, herunder yderligere anklager om "spredning af falske nyheder og erklæringer og ondsindede rygter, der undergraver statens prestige"; der henviser til, at regeringen derudover beskyldte ham den 12. september 2017 for at "udsprede falske nyheder" og "tilskyndelse til had mod regimet" og "tilskyndelse til manglende overholdelse af loven" på de sociale medier;

D.  der henviser til, at Nabeel Rajab har lidt som følge af dårlige fængselsforhold, som i alvorlig grad har påvirket hans fysiske sundhed; der henviser til, at hans familie også har meddelt, at han er begrænset til sin celle 23 timer hver dag som en form for straf, hvilket i alvorlig grad med tiden har forværret hans helbred; der henviser til, at fængselsmyndigheden angiveligt syntes at gribe ind i Nabeel Rajabs lægebehandling med vilje;

E.  der henviser til, at sagen om Nabeel Rajab er blevet et symbol for menneskerettighedsforkæmpere og overholdelsen af ytringsfrihed i Bahrain, og at hans sag er i modstrid med den bahrainske regerings egne forpligtelser; der henviser til, at han er blot en af flere personer, der udsættes for vilkårlig tilbageholdelse og retsforfølgning for udøvelse af ytringsfriheden og forsamlingsfriheden;

F.  der henviser til, at i maj 2017 behandlede FN's Komité mod Tortur de talrige og konsekvente beskyldninger om udbredt tortur og mishandling af frihedsberøvede personer, navnlig dem, der er arresteret på grund af anklager om terrorvirksomhed, og udtrykte dyb bekymring over sagerne om Nabeel Rajab, Abdulhadi al-Khawaja, Naji Fateel Hussain Jawad, Abdulwahab Hussain og Abduljalil al-Singace;

G.  der henviser til, at der har været en betydelig stigning i antallet af henrettelser og idømt dødsstraf efter et syvårigt moratorium i februar 2017 samt fortsatte påstande om tortur og mishandling; der henviser til, at Bahrain har genoptaget retsforfølgelse af civile ved militære domstole efter en forfatningsændring, der blev vedtaget i april 2017; der henviser til, at myndigheder genoprettede beføjelser til anholdelse og undersøgelse til det nationale sikkerhedsagentur (National Security Agency), til trods for dets historie med tortur og mishandling;

H.  der henviser til, at situationen i Bahrain blevet kritisk med hensyn til ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed; der henviser til, at den øgede undertrykkelse af menneskerettighedsforkæmpere og fredelige aktivister fra oppositionen omfatter fængselsstraffe, eksil, rejseforbud, fortabelse af statsborgerskab eller alvorlige trusler og intimidering som følge af deres fredelige aktiviteter;

I.  der henviser til, at Repræsentanternes Råd og Shura-Rådet i Bahrain har godkendt en ændring til loven om udøvelse af politiske rettigheder, som vil hindre uafhængig politiske deltagelse i 2018-valget;

J.  der henviser til, at i 2016 blev den største bahrainske politiske oppositionsgruppe Al-Wefaq, suspenderet og fik sine aktiver indefrosset og sit websted blokeret i Bahrain af det bahrainske regime; der henviser til, at gruppens hovedkvarter blev ransaget, hvilket førte til, at gruppen blev anklaget for "kronisk manglende respekt for Kongerigets forfatning og bestridelse af dets legitimitet" og "opfordring til udenlandsk indblanding" samt "fremme af vold og støtte til terrororganisationer";

K.  der henviser til, at Bahrains domstol den 31. maj 2017 idømte opløsning af Bahrains oppositionsgruppe National Demokratisk Aktion Society (Waad); der henviser til, at den 26. oktober 2017 stadfæstede den høje appelret i Bahrain appelrettens kendelse om at opløse Waad;

L.  der henviser til, at Bahrain den 15. maj 2018 tilbagekaldte statsborgerskabet for 115 personer samt rapporter om tortur og procedurefordrejninger i en urimelig masseretssag; der henviser til, at truslen om eller den faktisk fortabelse af statsborgerskab benyttes som et middel til politisk undertrykkelse; der henviser til, at mange personer i Bahrain, hovedsagelig fra den shiitiske del af befolkningen, er blevet frataget deres statsborgerskab, herunder børn, i direkte krænkelse af artikel 15 i verdenserklæringen om menneskerettigheder og artikel 7 konventionen om barnets rettigheder;

M.  der henviser til, at en række interne organer er blevet oprettet, siden protesterne i 2011 og efter konklusionerne af BICI's rapport om at overvåge statslige overgreb, men at de ikke er effektive og uafhængige nok; der henviser til, at fraværet af disse organers uafhængighed angiveligt bevirker en manglende ansvarlighed i den bahrainske regering og sikkerhedsstyrkerne; der henviser til, at dette har skabt et miljø med straffrihed, der undergraver demokratiske reformforsøg og bevirker yderligere destabilisering af landet;

N.  der henviser til, at EU anser et tæt samarbejde med civilsamfundet og menneskerettighedsforkæmpere i tredjelande som en af sine vigtigste prioriteter med hensyn til fremme af menneskerettighederne og bekæmpelse af menneskerettighedskrænkelser;

1.  opfordrer til øjeblikkelig løsladelse af alle dem, der tilbageholdes alene på grund af deres fredelige menneskerettighedsaktiviteter og politiske aktiviteter; opfordrer til, at der sættes en stopper for alle former for vold, chikane og intimidering, herunder på retligt niveau, og censur over for menneskerettighedsforkæmpere, politiske modstandere, demonstranter, civilsamfundets aktører og deres pårørende i og uden for landet af de statslige myndigheder og sikkerhedsstyrker og -tjenester; fordømmer det aktuelle angreb på de grundlæggende demokratiske rettigheder, navnlig ytrings- forsamlings- og foreningsfriheden, samt på den politiske pluralisme, fredelig kritik og retsstatsprincippet i Bahrain;

2.  opfordrer til øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af Nabeel Rajab, til at eventuelle resterende anklager mod ham frafaldes, og til at myndighederne sikrer, at han ikke underkastes tortur eller andre former for mishandling, mens han venter på sin løsladelse, og at han har regelmæssig adgang til sin familie og advokater efter eget valg samt til rimelige sundhedsydelser; fordømmer tilbageholdelsen af Nabeel Rajab, som bl.a. krænker hans ret til ytringsfrihed og hans ret til fri bevægelighed;

3.  opfordrer de bahrainske myndigheder til at leve op til deres internationale forpligtelser og tilsagn om at respektere menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder og sikre et sikkert og gunstigt miljø for menneskerettighedsforkæmpere og regeringskritikere, herunder i forbindelse med valget i 2018, i hvilken bestemmelserne om retten til ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed er garanteret; minder den bahrainske regering om sit ansvar for at sikre alle borgernes sikkerhed uanset deres politiske standpunkt, tilhørsforhold eller tro;

4.  beklager de dårlige forhold i fængslerne i landet og anvendelsen af tortur af bahrainsk sikkerheds- og fængselspersonale; opfordrer indtrængende de bahrainske myndigheder til at afholde sig fra tortur, grusom og nedværdigende behandling af indsatte, til at foretage tilbundsgående undersøgelser af alle påstande om krænkelser af fangers grundlæggende rettigheder og tortur af dem og til at bringe gerningsmændene for en domstol;

5.  minder de bahrainske myndigheder om, at artikel 15 i konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf forbyder anvendelse af enhver ytring, der er afgivet som følge af tortur, som bevis i nogen retssag; opfordrer Bahrain til øjeblikkeligt at ratificere den valgfrie protokol til konventionen mod tortur;

6.  fordømmer på det kraftigste det høje antal dødsdomme i landet og opfordrer til et officielt moratorium for alle henrettelser; opfordrer til en revision af samtlige dødsdomme for at sikre, at internationale standarder blev overholdt i de pågældende retssager;

7.  opfordrer myndighederne til at ændre forfatningen for at sætte en stopper for anvendelsen af militære domstole til at dømme civile borgere;

8.  fordømmer fratagelsen af statsborgerskab, der anvendes som et repressionsmiddel, og opfordrer indtrængende de bahrainske myndigheder til at omstøde afgørelsen og overholde internationale forpligtelser og standarder;

9.  opfordrer de bahrainske myndigheder til øjeblikkeligt at ophæve rejseforbuddet mod menneskerettighedsforkæmpere og insisterer på, at myndighederne under alle omstændigheder garanterer, at menneskerettighedsforkæmpere i Bahrain er i stand til at udføre deres legitime aktiviteter på menneskerettighedsområdet, både nationalt og internationalt, uhindret og uden intimidering eller chikane;

10.  tilskynder den bahrainske regering til at tilstræbe en inklusiv forsoningsproces gennem reformer og stabilitet i et miljø, hvor lovlige og fredelige politiske klagepunkter kan gives frivilligt, navnlig i lyset af det kommende valg til Repræsentanternes Råd, der er berammet til oktober 2018; fordømmer i denne forbindelse angrebene på oppositionen og civilsamfundet i Bahrain, herunder suspensionen af oppositionsgruppen Al-Wefaq, opløsning af oppositionsgruppen Waad og forbuddet mod disse opløste gruppers medlemmer om at deltage i det kommende valg; anser disse foranstaltninger for at være i modstrid med principperne for demokratisk pluralisme og frie og retfærdige valg og i modstrid med internationale aftaler og Bahrains forfatning; opfordrer alle parter til at indgå i en ægte national dialog med henblik på at genoptage en fredelig og meningsfuld national forsoningsproces;

11.  opfordrer næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, Rådet og medlemsstaterne til systematisk at tage spørgsmålet om krænkelse af menneskerettighederne i Bahrain op og til at overveje at indføre målrettede foranstaltninger mod dem, der er ansvarlige for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne;

12.  opfordrer indtrængende EU og dets medlemsstater til at fortsætte med at henvise til Bahrain i EU's og medlemsstaternes erklæringer i henhold til punkt 4 i de kommende samlinger i FN's Menneskerettighedsråd;

13.  Opfordrer den bahrainske regering til at samarbejde med FN's særlige rapportører (navnlig om tortur, forsamlingsfrihed, religions- og trosfrihed, dommeres og advokaters samt menneskerettighedsforkæmperes uafhængighed) og udstede en åben invitation til dem; opfordrer indtrængende de bahrainske myndigheder om at give internationale NGO'er og journalister fri adgang til Bahrain, herunder med henblik på at skabe kontakt med fængslede menneskerettighedsforkæmpere;

14.  beklager, at der eksporteres overvågningsteknologi fra europæiske virksomheder til Bahrain, og understreger behovet for, at EU's eksportkontrolmyndigheder tager menneskerettighedskriterier i betragtning, før de udsteder en udførselstilladelse til et tredjeland; opfordrer alle EU's medlemsstater til nøje at overholde EU's adfærdskodeks for våbeneksport og navnlig til at standse alle overførsler af våben, overvågnings- og efterretningsudstyr og -materiale, der kan bruges af Bahrain i landets igangværende overgreb på menneskerettighederne;

15.  beklager Bahrains gentagne nægtelse af at modtage en officiel delegation fra Underudvalget om Menneskerettigheder; opfordrer de bahrainske myndigheder til at lade en officiel delegation af medlemmer af Europa-Parlamentet besøge landet på en mission med henblik på mødet med de offentlige myndigheder og repræsentanter for civilsamfundet;

16.  beklager, at EU-delegationens Chaillotpris for fremme af menneskerettigheder i regionen for Golfstaternes Samarbejdsråd i 2014 blev tildelt Bahrains Nationale Institution for Menneskerettigheder, der gentagne gange har begrundet de menneskerettighedskrænkelser, som Bahrains regering har iværksat, herunder fængslingen af Nabeel Rajab;

17.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, regeringen og parlamentet i Kongeriget Bahrain og til medlemmerne af Golfstaternes Samarbejdsråd; opfordrer til, at denne beslutning oversættes til arabisk.

(1) EUT C 93 af 24.3.2017, s. 154.
(2) EUT C 265 af 11.8.2017, s. 151.
(3) EUT C 35 af 31.1.2018, s. 42.
(4) EUT C 101 af 16.3.2018, s. 130.
(5) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0044.
(6) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0365.


Situationen for rohingyaflygtninge, særlig den vanskelige situation for børn
PDF 175kWORD 50k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. juni 2018 om situationen for Rohingya-flygtninge, især den vanskelige situation for børn (2018/2756(RSP))
P8_TA(2018)0261RC-B8-0292/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Myanmar og rohingyaernes situation,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Bangladesh,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 20. juni 2016 om en EU-strategi for Myanmar/Burma,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 26. februar 2018 om Myanmar/Burma,

–  der henviser til EU's retningslinjer for fremme og beskyttelse af børns rettigheder, der blev vedtaget af Rådet den 6. marts 2017,

–  der henviser til redegørelse af 30. marts 2016 fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini, om Myanmarunionens nye regering,

–  der henviser til den fælles pressemeddelelse af 5. marts 2018 om den fjerde menneskerettighedsdialog mellem EU og Myanmar,

–  der henviser til FN-konventionen om flygtninges retsstilling fra 1951 og protokollen hertil fra 1967,

–  der henviser til FN's konvention om barnets rettigheder,

–  der henviser til FN-konventionen fra 1954 om flygtninges retsstilling og konventionen fra 1961 om begrænsning af statsløshed,

–  der henviser til FN's Flygtningehøjkommissariats (UNHCR) globale handlingsplan 2014-2024 for afskaffelse af statsløshed fra november 2014,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948,

–  der henviser til den endelige rapport fra august 2017 fra det rådgivende udvalg om delstaten Rakhine,

–  der henviser til Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationers (ASEAN) charter,

–  Der henviser til rapporten fra FN's Sikkerhedsråds generalsekretær om konfliktrelateret seksuel vold, der blev offentliggjort den 23. marts 2018,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at 720 000 rohingyabørn i Bangladesh og Myanmar har akut behov for humanitær bistand og beskyttelse;

B.  der henviser til, at delstaten Rakhine i Myanmar har været hjemsted for næsten 1,3 millioner rohingyaer, et overvejende muslimsk mindretal, der udsættes for undertrykkelse og alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, herunder trusler mod deres liv og sikkerhed, nægtelse af retten til sundhedspleje og uddannelse, tvangsarbejde, seksuel vold og indskrænkning af deres politiske rettigheder; der henviser til, at rohingya-muslimer anses for at være verdens mest forfulgte mindretal og den største gruppe af statsløse;

C.  der henviser til, at over 900 000 rohingyaer, heraf 534 000 børn, siden august 2017 er flygtet fra volden mod dem og har søgt tilflugt i Bangladesh, samtidig med at de frygter for deres liv; der henviser til, at det anslås, at omkring 1 000 rohingyabørn under fem år er blevet dræbt under voldshandlingerne i Myanmar; der henviser til, at 28 300 børn ifølge ASEAN's parlamentarikere for menneskerettigheder (APHR) har mistet mindst en forælder, mens yderligere 7 700 har indberettet, at de har mistet begge forældre, hvilket får antallet af mistede forældre helt op på 43 700;

D.  der henviser til, at mere end 14 000 børn under fem år lider af alvorlig akut underernæring; der henviser til, at rohingyabørnene har oplevet eller været vidne til traumatiske hændelser, herunder i mange tilfælde tabet af en eller begge forældre, adskillelse fra deres familier, fysiske overgreb, psykiske lidelser, underernæring, sygdom og seksuel udnyttelse og været vidner til forbrydelser mod menneskeheden i delstaten Rakhine, herunder systematisk afbrænding af huse, fysiske angreb og voldtægt begået mod rohingyaerne;

E.  der henviser til, at FN's højkommissær for menneskerettigheder, Zeid Ra'ad al Hussein, har beskrevet Myanmars regerings fremfærd som et "skoleeksempel på etnisk udrensning" og et "kynisk trick til tvangsflytning af et stort antal mennesker uden mulighed for at vende tilbage";

F.  der henviser til, at kriser ofte rammer kvinder og piger mere alvorligt og på andre måder end mænd og drenge ved at styrke, fastholde og forværre de allerede eksisterende vedvarende uligheder mellem mænd og kvinder, kønsbaseret vold og forskelsbehandling;

G.  der henviser til, at Myanmars militær benytter voldtægt som et redskab i deres kampagne for etnisk udrensning i delstaten Rakhine; der henviser til, at seksuel vold anvendes til at splitte hele samfund og afholde kvinder og piger fra at vende tilbage til deres hjem; der henviser til, at ofre for voldtægt i lejrene kan risikere social udstødelse af deres samfund; der henviser til, at FN's Menneskerettighedsråd har anmodet om oplysninger om det ansvar, som Myanmars militær bærer for den udbredte voldtægt af rohingyakvinder og -piger;

H.  der henviser til, at mange flygtninge er kvinder, der er gravide eller har små børn, og som har rejst mange kilometer til fods, når de ankommer til flygtningelejre i en tilstand af sygdom som følge af psykisk og fysisk stress, sult og tilskadekomster;

I.  der henviser til, at hjælpeorganisationer ni måneder efter, at soldater og militsfolk indledte angrebene på rohingyaerne i Myanmar blev indledt, forudser, at hele 48 000 spædbørn forventes at blive født i flygtningelejrene;

J.  der henviser til, at der er meget begrænset adgang til sundhedspleje for kvinder og børn i flygtningelejrene i Bangladesh; der henviser til, at gravide kvinder og mødre bør modtage den vigtige sundhedspleje, de har brug for, herunder prænatal pleje, sikker forløsning, pleje af nyfødte, støtte til amning og vedvarende reproduktiv sundhedspleje;

K.  der henviser til, at rohingyabørn og -kvinder er stærkt udsat for risikoen for at blive offer for menneskehandel med henblik på prostitution, samt for risikoen for seksuel chikane og vold i flygtningelejrene i Bangladesh; der henviser til, at bortkomne rohingyabørn i flygtningelejrene er de mest sårbare, og at de er tilbøjelige til at blive ofre for menneskehandel;

L.  der henviser til, at rohingyabørn ikke har tilstrækkelig adgang til formel uddannelse; der henviser til, at kun meget unge rohingyabørn modtager grundlæggende uddannelse gennem uformelle klasseværelser i flygtningelejrene, mens ældre børn har ringe eller ingen adgang til formel skolegang;

M.  der henviser til, at monsunsæsonen er begyndt i Bangladesh, og at situationen forventes at forværres betydeligt; der henviser til, at mindst 200 000 mennesker i flygtningelejrene er i umiddelbar risiko for oversvømmelser og jordskred; der henviser til, at der er alvorlige trusler mod liv, husly og forsyning med fødevarer og drikkevand; der henviser til, at der er en høj risiko for spredning af sygdomme, herunder kolera og hepatitis, under monsunsæsonens oversvømmelser; der henviser til, at meget få Rohingya-flygtninge har haft adgang til lægehjælp eller vaccinationer, inden de ankom til Bangladesh;

N.  der henviser til, at Myanmar hidtil har nægtet at lade en undersøgelsesmission i FN's Menneskerettighedsråd få adgang til landet og har forhindret FN's særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i Myanmar, Yanghee Lee, i at få adgang, idet landet har afvist næsten alle påstande om grusomheder begået af sikkerhedsstyrkerne i Rakhine;

O.  der henviser til, at Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol (ICC) bekræfter, at de mest alvorlige forbrydelser, der bekymrer det internationale samfund som helhed, navnlig folkemord, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, ikke må forblive ustraffede; der henviser til, at ICC-anklagemyndigheden i april 2018 anmodede retten om at udtale sig om, hvorvidt ICC kan udøve jurisdiktion over de påståede deportationer af rohingyaer fra Myanmar i Bangladesh; der henviser til, at en afgørelse, der bekræfter ICC's jurisdiktion, vil kunne bane vejen for at undersøge Myanmar for forbrydelser mod menneskeheden eller deportation;

P.  der henviser til, at Kina og Rusland i marts 2017 blokerede for vedtagelsen af en resolution i FN's Sikkerhedsråd om situationen for rohingyamindretallet i Myanmar;

Q.  der henviser til, at fraværet af en realistisk udsigt til sikker og frivillig tilbagevenden og manglen på politiske fremskridt i retning af en løsning på krisen i Myanmar tyder på, at denne situation ikke vil blive afhjulpet på kort sigt og derfor kræver en bæredygtig tilgang, navnlig med fokus på børns rettigheder og behov;

R.  der henviser til, at der den 6. juni 2018 blev undertegnet et trepartsaftalememorandum mellem Myanmar, UNHCR og De Forenede Nationers udviklingsprogram (UNDP); der henviser til, at UNHCR har erklæret, at betingelserne endnu ikke er befordrende for frivillig tilbagevenden;

S.  der henviser til, at Kommissionen i maj 2018 frigjorde 40 mio. EUR i humanitær bistand for at yde livsvigtig støtte til sårbare civile blandt rohingyaer og værtssamfund i Bangladesh og i hele delstaten Rakhine; der henviser til, at dette kommer oven i de 51 mio. EUR, der blev mobiliseret i 2017;

T.  der henviser til, at FN i marts 2018 udsendte en appel om 951 mio. USD for at hjælpe rohingya-flygtninge i resten af 2018, men at kun omkring 20 % af dette målbeløb er modtaget til dato;

1.  fordømmer på det kraftigste angrebene mod rohingyaerne i Myanmar, som ifølge FN's Menneskerettighedsråd gør det ud for etnisk udrensning; er dybt bekymret over den tiltagende alvor og omfanget af menneskerettighedskrænkelser, herunder drab, voldelige sammenstød, ødelæggelse af ejendom og fordrivelse af hundredtusinder af civile; opfordrer indtrængende Myanmars militær og sikkerhedsstyrker til omgående at ophøre med drab, chikane og voldtægter rettet mod rohingyafolket og afbrænding af deres hjem;

2.  opfordrer indtrængende Myanmars regering til at tillade fuld og uhindret adgang til delstaten Rakhine for internationale observatører og menneskerettighedsorganisationer samt humanitære hjælpeorganisationer, herunder FN og internationale ngo'er, navnlig rapporten fra FN's undersøgelsesmission, som blev oprettet af UNHCR i marts 2017, for at sikre uafhængige og upartiske undersøgelser af påstande om alvorlige menneskerettighedskrænkelser begået af alle parter;

3.  minder om behovet for, at der ydes medicinsk og psykologisk bistand i flygtningelejre, som er specielt tilpasset sårbare grupper, herunder kvinder og børn; opfordrer til mere omfattende støttetjenester for ofre for voldtægt og seksuelle overgreb; insisterer på, at alle kvinder og piger har adgang til oplysninger og tjenester vedrørende seksuel og reproduktiv sundhed, herunder prævention og sikker abort;

4.  glæder sig over den støtte, som agenturer og organisationer yder før og efter fødslen; minder om betydningen af, at der oprettes registreringsfaciliteter og certifikater til nyfødte med henblik på at sikre, at de har dokumentation, og af, at der garanteres juridiske rettigheder og adgang til grundlæggende tjenester og ydes støtte til opsporing af familie i overensstemmelse med de tilsagn, som den bangladeshiske regering har givet om at sikre, at alle fødsler, der finder sted på dens område registreres; minder om, at bevarelse af familiens enhed er afgørende, hvis disse børn skal have adgang til deres rettigheder;

5.  bemærker med stor bekymring, at der mangler tilstrækkelige uddannelsestilbud for rohingyabørn i flygtningelejre; opfordrer myndighederne i Bangladesh til at sikre, at rohingyabørn har fuld og tilstrækkelig adgang til uddannelse af høj kvalitet på deres eget sprog; påpeger risikoen for, at en generation vil gå tabt for hele lokalsamfundet, hvis de nødvendige foranstaltninger for at sikre behørig uddannelse for børn ikke træffes; understreger betydningen af at give fuld adgang til uddannelse, som den kan leveres i skolefaciliteter af FN-agenturer og ngo'er, så alle børn kan udfolde deres potentiale;

6.  er dybt bekymret over den hyppige forekomst i lejrene af tvungen prostitution, menneskehandel og seksuel vold, herunder børneægteskaber, partnervold, seksuel udnyttelse og misbrug; opfordrer indtrængende myndighederne i Bangladesh og Myanmar til i samarbejde med UNHCR at drage omsorg for Rohingyaflygtningene sikkerhed på deres område, navnlig ved at intensivere bekæmpelsen af menneskehandel og børneprostitution og bryde de eksisterende netværker;

7.  roser de bestræbelser, der gøres af regeringen og befolkningen i Bangladesh for at yde beskyttelse og sikkerhed for rohingyaflygtninge, og tilskynder dem til at fortsætte med at yde humanitær bistand til de flygtninge, der kommer fra Myanmar; opfordrer til yderligere international støtte til de samfund, der huser flygtninge, herunder ved at tackle indenlandske sociale, uddannelsesmæssige, økonomiske og sundhedsmæssige udfordringer; insisterer på vigtigheden af, at alle aktører lytter til og inddrager kvinder i udformningen af humanitære foranstaltninger og foranstaltninger til styrkelse af modstadsdygtigheden foranstaltninger;

8.  insisterer på, at regeringen i Myanmar må garantere en sikker, frivillig og værdig tilbagevenden fuldt overvåget af FN for dem, der gerne vil vende tilbage til deres land; opfordrer indtrængende regeringerne i både Myanmar og Bangladesh til fuldt ud at respektere princippet om non-refoulement;

9.  glæder sig over aftalememorandummet mellem Myanmar, UNHCR og UNDP, der blev vedtaget den 6. juni 2018 som et første konkret skridt hen imod fuld inddragelse af FN's agenturer i hjemvendelsesprocessen; understreger dog betydningen af at gøre aftalen offentligt tilgængelig hurtigst muligt;

10.  understreger betydningen af at sikre, at de humanitære aktører kan yde nødtjenester, herunder i forbindelse med seksuelt overførte sygdomme og seksuel vold; opfordrer indtrængende alle donorer til at øge finansieringen med henblik på at gøre hele spektret af sundhedsplejetjenester for mødre tilgængeligt;

11.  glæder sig over FN's kampagne for udryddelse af statsløshed senest i 2024; minder om, at rohingyaerne er en integreret del af befolkningen i Myanmar og derfor skal anerkendes som sådan i loven, som det anbefales af det rådgivende udvalg;

12.  minder om, at det økonomiske ansvar for at bistå flygtningene ikke i uforholdsmæssig høj grad kan falde på Bangladesh; opfordrer det internationale samfund og de internationale donorer til snarest muligt at intensivere deres engagement og stille de nødvendige midler til rådighed for fortsat at kunne yde den nødvendige humanitære hjælp og bistand og til effektivt at støtte rohingyakvinder og -børn, navnlig hvad angår gravide kvinder, børn og ofre for voldtægt samt til at støtte lokalsamfundene og værtssamfundene i Bangladesh;

13.  glæder sig over Rådets vedtagelse den 26. april 2018 af en ramme for målrettede foranstaltninger mod embedsmænd, der er ansvarlige for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, og af at styrke EU's våbenembargo; opfordrer indtrængende til, at EU og dets medlemsstater håndhæver alle foranstaltninger uden yderligere forsinkelse; opfordrer endvidere FN's Sikkerhedsråd til at indføre en omfattende global våbenembargo mod Myanmar, suspendere al direkte og indirekte levering, salg eller overførsel, herunder transit og omladning af alle våben, al ammunition og andet militær- og sikkerhedsudstyr, samt tilbud om uddannelse eller anden militær og sikkerhedsmæssig bistand;

14.  gentager sin opfordring til Kommissionen om at overveje konsekvenserne i forbindelse med de handelspræferencer, som Myanmar nyder godt af, herunder til at overveje at iværksætte en undersøgelse i medfør af de mekanismer, der er fastsat i "alt undtagen våben"-ordningen;

15.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til i multilaterale fora at sørge for, at de, der er ansvarlige for forbrydelser i Myanmar, stilles til regnskab; noterer sig ICC's chefanklager's anmodning til domstolens dommere om at bekræfte ICC's jurisdiktion over forbrydelsen med udvisning af rohingyamigranter fra Burma/Myanmar til Bangladesh; opfordrer indtrængende til, at EU og dets medlemsstater går i spidsen for FN's Sikkerhedsråd og fremsætter en målrettet resolution om, at hele situationen i Myanmar/Rakhine forelægges for ICC; opfordrer indtrængende til, at EU-medlemsstaterne går i spidsen for FN's Generalforsamling og FN’s Menneskerettighedsråd og sikrer, at der straks oprettes en international, upartisk og uafhængig mekanisme til at understøtte efterforskningen af de påståede masseforbrydelser;

16.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Myanmars regering og parlament, statsrådgiver Aung San Suu Kyi, Bangladeshs regering og parlament, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Kommissionen, EU-medlemsstaternes regeringer og parlamenter, ASEAN's generalsekretær, ASEAN's Mellemstatslige Menneskerettighedskommission, FN's særlige rapportør for menneskerettighedssituationen i Myanmar, FN's højkommissær for flygtninge og FN's Menneskerettighedsråd.


Strukturelle og økonomiske hindringer i adgangen til kultur
PDF 215kWORD 55k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. juni 2018 om strukturelle og økonomiske hindringer i adgangen til kultur (2017/2255(INI))
P8_TA(2018)0262A8-0169/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 27 i verdenserklæringen om menneskerettighederne,

–  der henviser til artikel 15 i den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder,

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 22 og 25,

–  der henviser til sin beslutning af 12. maj 2011 om frigørelse af de kulturelle og kreative industriers potentiale(1),

–  der henviser til sin beslutning af 12. september 2013 om fremme af de europæiske kulturelle og kreative sektorer som kilder til økonomisk vækst og beskæftigelse(2),

–  der henviser til sin beslutning af 13. december 2016 om en sammenhængende europæisk politik for kulturelle og kreative industrier(3),

–  der henviser til sin beslutning af 10. april 2008 om kulturindustrien i Europa(4),

–  der henviser til sin beslutning af 7. juni 2007 om kunstneres sociale status(5),

–  der henviser til sin beslutning af 12. maj 2011 om de kulturelle dimensioner af EU's optræden udadtil(6),

–  der henviser til sin beslutning af 26. februar 2004 om bredere adgang til kultur: Skolernes og undervisningens betydning(7),

–  der henviser til sin beslutning af 19. januar 2016 med titlen "På vej mod en akt for det digitale indre marked"(8),

–  der henviser til sin beslutning af 8. september 2015 med titlen "På vej mod en integreret tilgang til kulturarv i Europa"(9),

–  der henviser til sin beslutning af 19. januar 2016 om betydningen af interkulturel dialog, kulturel mangfoldighed og uddannelse for fremme af EU's grundlæggende værdier(10),

–  der henviser til sin beslutning af 10. april 2008 om en europæisk kulturdagsorden i en stadig mere globaliseret verden(11),

–  der henviser til sin holdning af 1. juni 2017 om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF for så vidt angår momssatser for bøger, aviser og tidsskrifter(12),

–  der henviser til sin beslutning af 5. maj 2010 om Europeana – næste fase(13),

–  der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2011 om mobilitet og integrering af personer med handicap og den europæiske handicapstrategi for 2010-2020(14),

–  der henviser til sin beslutning af 30. november 2017 om gennemførelsen af den europæiske handicapstrategi(15),

–  der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 2. marts 2017 om gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1295/2013 af 11. december 2013 om oprettelse af programmet Et Kreativt Europa (2014-2020) og om ophævelse af afgørelse nr. 1718/2006/EF, nr. 1855/2006/EF og nr. 1041/2009/EF(16),

–  der henviser til FN's konvention om rettigheder for personer med handicap (UNCRPD) og navnlig artikel 30 vedrørende deltagelse i kulturlivet, rekreative aktiviteter, fritidsaktiviteter og sport,

–  der henviser til mål 11 i FN' 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling og de bæredygtige udviklingsmål, som blev underskrevet i 2015, der sigter mod at gøre byer og bebyggelser sikre, robuste og bæredygtige,

–  der henviser til konventionen om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed, der blev vedtaget af De Forenede Nationers Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur (UNESCO) den 20. oktober 2005,

–  der henviser til Europarådets rammekonvention om kulturarvens værdi for samfundet (Farokonventionen) af 27. oktober 2005,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1295/2013 af 11. december 2013 om oprettelse af programmet Et Kreativt Europa (2014-2020) og om ophævelse af afgørelse nr. 1718/2006/EF, nr. 1855/2006/EF og nr. 1041/2009/EF(17),

–  der henviser til Rådets resolution af 16. november 2007 om den europæiske kulturdagsorden(18),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 23. december 2014 om en arbejdsplan på kulturområdet (2015-2018)(19),

–  der henviser til EU's arbejdsplan på kulturområdet (2015-2018),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 18. og 19. maj 2015 om kulturelle og kreative krydsninger for at stimulere innovation, økonomisk bæredygtighed og social integration(20),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 31. maj 2016 om Europeanas rolle i forbindelse med digital adgang til, synlighed og brug af europæisk kulturarv(21),

–  der henviser til Rådets resolution af 6. maj 2003 om handicappedes adgang til kulturinfrastrukturer og kulturaktiviteter(22),

–  der henviser til den fælles meddelelse fra Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 8. juni 2016 til Europa-Parlamentet og Rådet med titlen "En EU-strategi for internationale kulturelle forbindelser") (JOIN(2016)0029),

–  der henviser til Kommissionens rapport om gennemførelsen af den europæiske kulturdagsorden (COM(2010)0390),

–  der henviser til Kommissionens grønbog af 27. april 2010 med titlen "Frigørelse af de kulturelle og kreative industriers potentiale" (COM(2010)0183),

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om et europæisk år for kulturarv (2018) (COM(2016)0543),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. september 2012 om fremme af de kulturelle og kreative sektorers bidrag til vækst og beskæftigelse i EU (COM(2012)0537),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. december 2012 om indhold på det digitale indre marked (COM(2012)0789),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 22. juli 2014 med titlen "På vej mod en integreret tilgang til kulturarv i Europa" (COM(2014)0477),

–  der henviser til rapporten fra arbejdsgruppen bestående af eksperter fra medlemsstaterne fra 2012 om adgang til kultur,

–  der henviser til resultaterne af Eurobarometerundersøgelse nr. 399 om adgang til og deltagelse i kultur og nr. 466 om kulturarv,

–  der henviser til resultaterne af Eurostats statistiske undersøgelser (kulturelle statistikker) for 2016,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget (A8-0169/2018),

A.  der henviser til, at verdenserklæringen om menneskerettighederne i artikel 27 fastsætter, at "enhver har ret til frit at deltage i samfundets kulturelle liv, til kunstnydelse og til at blive delagtiggjort i videnskabens fremskridt og dens goder"; der henviser til, at adgangen til kultur og til kreative udtryk er et vigtigt grundlag for et demokratisk samfund baseret på ytringsfrihed og lighed;

B.  der henviser til, at Farokonventionen anerkender retten til kulturarven og opfordrer til fremme af innovative metoder til forvaltning af kulturarven, således at de offentlige myndigheder samarbejder med andre aktører, herunder foreninger og private;

C.  der henviser til, at artikel 22 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder indeholder en opfordring til respekt for den kulturelle mangfoldighed, og at de ældres ret til at deltage i kulturlivet anerkendes i medfør af artikel 25;

D.  der henviser til, at kultur har en stærk indvirkning på fremme, forståelse og udvikling af solidariteten mellem de europæiske og transeuropæiske fællesskaber;

E.  der henviser til, at de fleste forfatninger i EU's medlemsstater direkte eller indirekte henviser til kultur og tilgængeligheden heraf;

F.  der henviser til, at EU kan supplere og tilskynde kulturpolitikker, selv om det i henhold til artikel 167 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fortsat er myndighederne på nationalt, regionalt og lokalt plan, der er de hovedansvarlige for kulturpolitikker i EU i overensstemmelse med nærhedsprincippet;

G.  der henviser til, at enhver form for hindring, der hæmmer enkeltpersoners eller lokalsamfunds fulde deltagelse i kulturelle processer og kulturelle økosystemer, hæmmer udviklingen af et ægte demokratisk og inklusivt samfund;

H.  der henviser til, at kultur giver de europæiske borgere større muligheder for at udvikle personlige, sociale, kunstneriske og interkulturelle kompetencer;

I.  der henviser til, at halvdelen af verdens befolkning, dvs. 3,5 mia. mennesker, ifølge FN's skøn aktuelt er bosat i byer, og at næsten 60 % af verdens befolkning i 2030 vil være bosat i byområder; der henviser til, at det derfor er nødvendigt at udvikle strategier for effektive politikker for at løse de problemer, der stadig findes, og sikre tilstrækkelig tid til at foretage ændringer med henblik på at skabe byområder, der virkelig er inklusive;

J.  der henviser til, at Europa-Parlamentets og Rådets henstilling 2006/962/EF af 18. december 2006 om nøglekompetencer for livslang læring(23) medregner kulturel bevidsthed og udtryksevne som grundlæggende kompetencer, som er nødvendige for personlig tilfredsstillelse og udvikling, aktivt medborgerskab, social samhørighed og beskæftigelse;

K.  der henviser til Kommissionen i sin meddelelse af 10. maj 2007 med titlen "Meddelelse om en europæisk kulturdagsorden i en stadig mere globaliseret verden" (COM(2007)0242) understregede behovet for at lette adgangen til kultur og kulturelle frembringelser samt fremme kulturel mangfoldighed;

L.  der henviser til, at fremtiden for den kulturelle innovation i EU afhænger af, hvor meget der investeres i kreative ressourcer, viden og talenter;

M.  der henviser til, at arbejdsplanen på kulturområdet (2015-2018), der blev vedtaget af Rådet i december 2014, definerer tilgængelig og inklusiv kultur og fremme af kulturel mangfoldighed som prioriteter;

N.  der henviser til, at et af målene for EU og dets medlemsstater bør være at mindske de sociale og økonomiske uligheder med henblik på at fremme et inklusivt samfund, hvor alle kan være med; der henviser til, at en stærk, dynamisk og mangesidet kultursektor er grundlæggende i et inklusivt samfund;

O.  der henviser til, at deltagelse i kulturelle aktiviteter er en måde at skabe en følelse af tilhørsforhold til et samfund på; der henviser til, at skabelsen af social identitet er nært forbundet med deltagelse i kultur; der henviser til, at deltagelse i kulturelle aktiviteter kan bidrage til at højne selvfølelsen og livskvaliteten, især hos mennesker, som oplever en form for marginalisering på grund af arbejdsløshed, sygdom eller af andre grunde;

P.  der henviser til, at en inklusivt kultursektor muliggør, at alle har de samme muligheder for at deltage og udvikle deres kreative kompetencer uafhængigt af deres socioøkonomiske, kulturelle eller religiøse baggrund og af enhver form for handicap;

Q.  der henviser til, at borgerne i mange regioner i vid udstrækning bruger offentlige biblioteker og kulturinstitutioner, og at de ofte er de eneste steder, hvor der er adgang til information og til kultur, hvilket især gælder i landområder eller i fjerntliggende områder;

R.  der henviser til den påvirkning, som de nye digitale teknologier kan have på forvaltningen af kulturområdet, på dialogen og på udbredelsen af kulturelle aktiviteter;

S.  der henviser til, at nye digitale teknologier og onlineplatforme tilbyder yderst vigtige muligheder for at styrke niveauet af deltagelse og kulturel skabelse;

T.  der henviser til, at folk fra tredjelande er underrepræsenteret på forskellige kulturelle områder i EU; der henviser til, at det også gælder for personer med handicap;

U.  der henviser til, at rapporten fra arbejdsgruppen af eksperter fra EU's medlemsstater om adgang til kultur(24) definerer adgang som det at give nye målgrupper mulighed for at benytte tilgængelige kulturelle tilbud; der henviser til, at dette indebærer nye målgrupper eller borgere og at bringe dem nærmere til kulturarv og andre kulturelle ressourcer;

V.  der henviser til, at digitale teknologier har ændret den måde, hvorpå mennesker får adgang til, producerer, udbreder og anvender kulturelt indhold;

W.  der henviser til, at platformen Europeana, der blev lanceret i 2008, er blevet et fælles europæisk kulturelt projekt, der fremmer digital adgang til Europas kulturarv;

X.  der henviser til, at et af de specifikke mål for programmet "Et Kreativt Europa" er at nå ud til et nyt publikum og forbedre adgangen til kulturelle og kreative frembringelser i og uden for Unionen med særligt fokus på børn, unge, personer med handicap og underrepræsenterede grupper;

Y.  der henviser til, at der findes initiativer på fællesskabsplan og i medlemsstaterne med det formål at skabe bedre adgang til kulturel infrastruktur og kulturelle aktiviteter for personer med handicap;

Z.  der henviser til, at mangfoldigheden af EU-landenes skatteprocedurer og -systemer besværliggør kunstneres og alle kulturarbejderes bevægelighed ved at skabe et uforholdsmæssigt bureaukrati, som ofte ikke står i forhold til de konkrete, beskedne indtægter fra deres aktiviteter;

AA.  der henviser til, at udviklingen af pålidelige, sammenlignelige og ajourførte kulturelle statistikker, som danner grundlaget for fornuftig politikudformning på kulturområdet, er en af de tværgående prioriteter i arbejdsplanen på kulturområdet (2015-2018), der understøtter det økonomiske potentiale for kulturelle og kreative industrier og deres indflydelse på den sociale velfærd;

AB.  der henviser til, at adgangen til kvalitativ forskning og komparative dataressourcer er et middel til effektiv overvågning og analyse af kulturpolitikkernes kulturelle, økonomiske og sociale virkninger;

AC.  der henviser til, at kultur bidrager til at fremme et samfund baseret på viden, deling af oplevelser og i samklang med verdenshistorien;

AD.  der henviser til, at omkring 8,4 mio. personer er ansat på kulturområdet i EU (3,7 % af den samlede arbejdsstyrke)(25), og at deres økonomiske vækstpotentiale stadig ikke er fuldt ud realiseret;

AE.  der henviser til, at dem, der gennem kulturproduktion søger at bidrage til at udtrykke deres identitet og at udvide og på bæredygtig vis udvikle adgangen til kultur står over for problemer og udfordringer;

Adgang til og deltagelse i kultur

1.  understreger, at det anerkender adgangen til kultur som en grundlæggende rettighed for alle borgere i overensstemmelse med artikel 27 i verdenserklæringen om menneskerettigheder, som anerkender deltagelse i det kulturelle liv som en af de grundlæggende menneskerettigheder; minder endvidere om, at denne ret er nedfældet i Farokonventionen, som anerkender retten til at deltage i kulturlivet og fremhæver kulturarvens rolle i opbygningen af et fredeligt og demokratisk samfund; opfordrer derfor signatarmedlemsstaterne til at fremskynde ratificeringsprocessen og de øvrige stater, der ikke har tiltrådt konventionen, til at undertegne den og udnytte den unikke mulighed i det europæiske år for kulturarv;

2.  minder om betydningen af en holistisk anvendelse af begrebet adgang og dets værdi som et redskab til at sikre, at enhver person, der nyder godt af kultur og kulturelle steder og initiativer, betragtes i sin bredeste og mest fuldkomne forstand, og at der derfor især tages hensyn til de særlige behov hos personer med handicap for at sikre dem lige muligheder, reel social integration og aktiv deltagelse i samfundslivet;

3.  understreger den ubestridelige betydning af en aktiv og tilgængelig kulturel sektor for udviklingen af et inklusivt samfund og styrkelsen af en fælles kerne af universelle værdier og et aktivt europæisk medborgerskab, hvilket er grundlaget for, at borgerne på en frugtbar og meningsfuld måde kan deltage i det offentlige liv, og samtidig fremmer Europas kulturarv og udvikler den kulturelle og sproglige mangfoldighed i Europa; opfordrer derfor medlemsstaterne og Unionen til, inden for deres kompetenceområder, at udvikle og gennemføre de specifikke nødvendige foranstaltninger, der skal sikre adgangen til og deltagelsen i kulturlivet;

4.  opfordrer til at gøre inklusion og diversitet til en integreret del af programlægningen, den organisatoriske udvikling og af rekrutteringen på kulturområdet på europæisk, nationalt og regionalt plan; opfordrer også til, at medlemsstaterne foretager en systematisk overvågning af tiltagene til at nå dette mål;

5.  minder om betydningen af EU's rolle i forbindelse med at fremme og lette en bedre koordinering af kulturpolitikker på alle niveauer; bemærker, at kun således vil aktører fra hele EU være i stand til at udvikle en omfattende og effektiv politik til fremme af adgang til og deltagelse i kultur og samtidig placere kultur som en vigtig del af det europæiske integrationsprojekt;

6.  betragter adgangen til og deltagelsen i kultur som et tværgående anliggende, og understreger i denne forbindelse, at det er vigtigt at samordne kulturpolitik med andre politikområder som f.eks. uddannelses-, social-, regional- og udenrigspolitikken, den økonomiske politik samt politikken for digitale medier;

7.  anbefaler, at medlemsstaterne udvikler en strategi for kulturel handling rettet mod børn og unge;

8.  anerkender fremme og opnåelse af inklusiv og meningsfuld adgang til kultur som en af prioriteterne på den politiske dagsorden og opfordrer til at integrere adgang til og deltagelse i kultur i andre politikområder, hvilket ikke kun vil være et positivt bidrag til disse områder, men også vil indvirke på det synergiskabende samarbejde på tværs af sektorerne i tråd med artikel 167 i TEUF;

9.  fastslår, at kompendiet af nationale kulturpolitikker, som udformet og forvaltet af Europarådet og en platform af eksperter, har været et meget anvendeligt redskab for kulturpolitikker i og uden for Europa; beklager dog, at der siden 2011 har været begrænset fremgang med hensyn til indsamling og især analyse af data, og anbefaler derfor, at Rådet fortsætter med en evaluering af det nuværende indhold, herunder også kulturpolitikkernes lokale og regionale niveau;

10.  understreger, at begreberne adgang til og deltagelse i kultur er tæt forbundet; understreger, at strategier for styrkelse af tilgængeligheden af og deltagelsen i kulturelle aktiviteter bør gennemføres ved identificering af underrepræsenterede grupper, projektering og gennemførelse af initiativer eller programmer, der har til formål at øge disses deltagelse samt fjerne eksisterende barrierer;

11.  understreger nødvendigheden af at indsamle oplysninger om deltagelse af personer med handicap i kulturelle aktiviteter;

12.  beklager, at finansielle barrierer stadig forhindrer borgerne, især dem, som tilhører de dårligst stillede grupper, i fuldt ud at nyde deres grundlæggende ret til at deltage i kulturlivet og at have adgang til kultur, og at dette hæmmer den effektive udøvelse af denne grundlæggende rettighed;

13.  minder om, at det er vigtigt at udvikle platforme til deling og udveksling af erfaringer på regionalt, nationalt og europæisk plan;

14.  understreger, at det er vigtigt at sikre et kulturudbud af høj kvalitet til alle borgere som grundlag for at fremme et aktivt, demokratisk og inkluderende medborgerskab;

Økonomiske hindringer

15.  understreger, at offentlige midler spiller en afgørende rolle i at sikre et blomstrende kulturliv og fortsat er et uundværligt instrument til at støtte kulturelle aktiviteter i EU, således at de kan udnytte deres økonomiske potentiale til at bidrage til bæredygtig vækst og social samhørighed, og til at finansiere kulturel infrastruktur; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til inden for rammerne af deres beføjelser at afsætte en passende budgetandel til offentlig støtte til kultur og styrke synergierne med EFRU og andre kulturelle støttemidler, herunder programmer, som fremmer forskning og innovation og de tilgængelige samhørighedspolitiske instrumenter;

16.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at den offentlige kulturstøtte ikke begrænses, uanset hvilke mulige økonomiske vanskeligheder medlemsstaterne i fremtiden måtte møde;

17.  beklager, at økonomiske recessioner ofte har medført og stadig alt for ofte først og fremmest medfører nedskæringer i de offentlige udgifter til kultur og har negative konsekvenser for bevillingerne til kulturelle aktiviteter;

18.  minder om, at investeringer i de kulturelle og kreative sektorer giver mulighed for at frigøre disse sektorers betydelige og stadig undervurderede potentiale til at fremme kulturel mangfoldighed og social innovation og samtidig skabe bæredygtig økonomisk velstand og kvalitetsjob, og at sådanne investeringer har en direkte indvirkning på udviklingen af nye færdigheder, digitalisering, innovation og nye forretningsmodeller og samtidig styrker konkurrenceevnen i Europas kulturelle og kreative sektorer, som griber mulighederne og opnår adgang til nye internationale muligheder, markeder og målgrupper; mener derfor, at den private sektor spiller en afgørende og supplerende rolle i de offentlige investeringer, og opfordrer medlemsstaterne til at overveje gennemførelsen af lovgivningsmæssige foranstaltninger, der giver mulighed for skattefradrag ved private pengedonationer til støtte for kulturen;

19.  påpeger, at den kreative sektor er fragmenteret, har en lav værdiskabelse og beskæftiger mange selvstændige mænd og kvinder, og minder om, at disse aktiviteter generelt betragtes som interessante aktivitetsprofiler, men at dette ikke må føre til, at den kulturelle og kreative økonomi bliver en model for dårligt betalt arbejde med dårlig social sikring; foreslår derfor, at der udarbejdes stabile evalueringsprocesser for godt arbejde i den kreative sektor;

20.  understreger, at befolkningens adgang til kulturelle varer og tjenesteydelser samt støtte til kulturproduktion og kulturelle udtryk styrker den kreative økonomi og bidrager til landets udvikling;

21.  påpeger, at manglen på finansiering til den kulturelle branche ville være mindre, hvis der var skattemæssige incitamenter knyttet til private sponsorater;

22.  henleder opmærksomheden på problemerne med opkrævning af indkomstskat på tværs af grænserne, som kunstnere, der optræder i hele Europa, må kæmpe med, og anbefaler derfor en standardmodel, som kommer ansatte og selvstændige til gode, og som forhindrer dobbeltbeskatning;

23.  anmoder om, at der investeres i mikrovirksomheder for at fremme kreativitet og innovation for således at fremme den regionale og lokale udvikling;

24.  understreger, at høje priser på kulturelle varer og tjenesteydelser er en af de hindringer for deltagelse i kultur, som respondenterne i Eurobarometer- og Eurostatundersøgelserne(26) har understreget; anbefaler på det kraftigste, at medlemsstaterne og regionerne i denne forbindelse træffer foranstaltninger, der er målrettet specifikke målgrupper, især studerende, familier med mange børn og ældre, og tager sigte på at fjerne økonomiske hindringer for adgang;

25.  understreger, at høje forsikringsudgifter for udstillingsobjekter og optræden også er årsagen til de høje entré- eller billetpriser på museer, teatre og gallerier og ofte gør det umuligt for mindre foretagender at udvikle deres programmer i overensstemmelse med deres publikum og ambitioner; mener, at denne situation skaber en stadigt større afstand mellem mindre foretagender, der er tæt på deres publikum, og større, internationalt anerkendte institutioner;

26.  understreger den rolle som en hensigtsmæssig finanspolitik i relation til de kulturelle og kreative sektorer kan spille med hensyn til at øge adgangen til og deltagelsen i kultur; bemærker imidlertid, at indirekte støtte til kulturarv gennem indførelse af reducerede momssatser ikke kan erstatte direkte støtte; opfordrer til bedre samordning af nationale kulturpolitikker og momssatser, der anvendes som et redskab til at fremme deltagelsen i kulturlivet;

27.  minder om, hvor vigtigt det er for medlemsstaterne at se på muligheden for en mere sammenhængende politik for beskatning af indtægter for kulturarbejdere og kunstnere, som opholder sig i kortere perioder i forskellige lande og kan være underkastet forskellig lovgivning og forvaltning i forbindelse med hver enkelt optræden, workshop eller ophold; foreslår, at et mindstemål af harmonisering for at støtte kunstneres og kulturarbejderes mobilitet skal ses som en prioritet med henblik på at fremme mangfoldigheden inden for kreativitet og kultur i hele EU og udenfor, i stedet for at der skabes barrierer i form af administrative byrder, som er ude af proportion med de faktiske indtægter fra kulturarbejde;

28.  opfordrer til, at medlemsstaterne og de offentlige institutioner investerer i decentralisering i afholdelsen af kulturelle aktiviteter, enten gennem oprettelsen af infrastrukturer i fjerntliggende regioner eller gennem forskellige midlertidige kulturelle arrangementer; opfordrer de private kulturinstitutioner til også at investere i geografisk decentralisering;

29.  glæder sig over forslaget om en ændring af momsdirektivet, som vil give medlemsstaterne mulighed for at anvende de samme momssatser for elektroniske og trykte publikationer; mener, at sondringen mellem momssatserne for fysiske og elektroniske publikationer er forældet og uholdbar i den digitale tidsalder; opfordrer Rådet til at vedtage Kommissionens forslag uden unødig forsinkelse;

30.  understreger vigtigheden af en forening mellem arbejdsliv og privatliv for at få adgang til, drage nytte af og deltage i forskellige kulturelle aktiviteter;

Uddannelsesmæssige hindringer og udfordringer

31.  understreger, at uddannelsesniveauet er en af de vigtigste faktorer, der har væsentlig indvirkning på niveauet af deltagelse i kultur; understreger, at et højere uddannelsesniveau giver sig udslag i større deltagelse i kulturelle arrangementer(27); understreger, at humaniora, sprogundervisning i skolen og kulturel dannelse er en integreret del af almen uddannelse, som kan medvirke til at nedbryde sociale skel og derfor bør fremmes som STEAM-fag;

32.  understreger, at viden opfattes som et produkt af et kulturelt samspil, som agerer og retroagerer i forhold til det menneske, der inkorporerer et kulturelt aftryk;

33.  opfordrer til, at der anvendes en interaktiv og inklusiv tilgang med forankring i lokalsamfundet til udvikling af kultur- og uddannelsespolitikker med henblik på at øge interessen for og deltagelsen i kulturlivet, promovere Europas kulturarv og udvikle kulturel og sproglig mangfoldighed i Europa;

34.  bemærker, at manglen på interesse er en af de oftest udtrykte hindringer for deltagelse i kultur blandt respondenterne i Eurobarometer- og Eurostatundersøgelserne(28); påpeger i denne forbindelse, at fremme af efterspørgslen, forstået som opbygning af interesse og forståelse for kultur gennem formaliseret, ikkeformaliseret og uformel uddannelse, bør være en prioriteret opgave med henblik på øget adgang til og deltagelse i kultur;

35.  anbefaler en almen udbredelse af det europæiske studiekort og at det kommer til at give gratis entré til kulturinstitutioner i EU;

36.  minder om den grundlæggende rolle, som skoler og familier spiller som centrale platforme, der kan bringe unge i kontakt med kultur og skabe behov og kulturelle kompetencer; opfordrer medlemsstaterne til at tage skridt hen imod en større integration af kulturel og kunstnerisk uddannelse i skolernes læseplaner og skolepensum, både inden for formel og uformel undervisning;

37.  understreger vigtigheden af, at medlemsstaterne i tæt samarbejde med de regionale og lokale myndigheder, og via finansiering og/eller støtte, sikrer uddannelse i musik i de offentlige uddannelsesinstitutioner;

38.  anbefaler, at medlemsstaterne betragter uddannelse som en af de vigtigste aktiviteter på kulturområdet, da fremme af efterspørgslen på dette område især betyder, at man giver folk kompetencer og viden, som gør dem i stand til at værdsætte kunst; minder om, at stimuleringen af interessen for kultur er mere effektiv, når den foretages i en ung alder, og mener derfor, at kulturen derfor bør styrkes i skolernes læseplaner, og at der bør stilles flere menneskelige og materielle ressourcer til rådighed for at nå dette mål; foreslår, at skolerne modtager finansiering til museumsbesøg og besøg i andre kulturinstitutioner, eftersom dette på samme tid vil styrke interessen for kultur og unges deltagelse og give ekstra midler til kulturinstitutionerne;

39.  understreger vigtigheden af de offentlige uddannelsessystemer, når børn introduceres til kulturens mangfoldige univers, og at de hermed bidrager til at skabe nye publikumssegmenter og til udbredelsen af kultur; påpeger vigtigheden af, at kulturinstitutionerne skaber partnerskaber med de lokale, regionale og nationale uddannelsesinstitutioner;

40.  opfordrer medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder til at støtte kulturelle uddannelsesprogrammer uden for skolen, som er for alle, især for ugunstigt stillede børn og unge, gennem programmer, der har til formål at indføre de unge de forskellige kunstarter eller at styrke kendskabet til den eksisterende kulturarv;

41.  understreger den rolle, som lokale kulturinstitutioner, herunder kulturcentre og biblioteker, spiller som centrale aktører for at overvinde hindringer for adgang til og deltagelse i kultur; opfordrer derfor medlemsstaterne til aktivt at støtte sådanne kulturinstitutioner;

42.  appellerer til en større værdsættelse og forståelse af offentlige bibliotekers og samfundenes kulturinstitutioners sociale rolle, især i landområder og fjerntliggende regioner, ikke kun ved at styrke den offentlige finansiering, men også ved dannelsen af partnerskaber, som giver dem passende IKT-ressourcer og menneskelige ressourcer med adgang til uddannelse, så de herigennem bliver til institutioner, som er i stand til at forbedre folks liv og bidrage til den lokale udvikling;

43.  understreger, at oprettelsen af partnerskaber er grundlæggende for at tiltrække potentielle målgrupper til kunstneriske aktiviteter, og at det kan gennemføres f.eks. via samarbejde med organisationer, der repræsenterer studerende, migranter eller personer med handicap, så man på passende vis imødekommer deres interesser og behov;

44.  understreger, at det er vigtigt at fremme initiativer på nationalt, regionalt og lokalt plan, som fremmer kontakt, samarbejde og erfaringsudveksling mellem de traditionelle kunstarter, kulturinstitutioner og forskellige multikulturelle institutioner eller minoritetsinstitutioner samt mellem professionelle kultursektorer og amatørkultursektorer;

45.  anbefaler, at der udvikles en sammenhængende strategi til støtte for pædagogiske projekter foreslået af kulturinstitutioner; understreger, at disse projekter er nyttige redskaber til at støtte og skabe bevidsthed og kulturelle kompetencer og interkulturel viden og derigennem tjener som udgangspunkt for langsigtet inddragelse af borgerne i kulturelle aktiviteter;

46.  opfordrer medlemsstaterne til at oprette programmer for fritidsaktiviteter for unge i kulturinstitutionerne;

47.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger for at sikre mere udbredt adgang til kulturinstitutioner og udvikle en omfattende europæisk strategi vedrørende adgangen til det offentlige rum, navnlig vedrørende kultur i bymæssig bebyggelse, såsom museer, teatre, biografer, biblioteker, koncertsale, osv.;

48.  opfordrer medlemsstaterne til at tilskynde til oprettelsen af stipendier eller praktikpladser for studerende inden for offentlige eller private uddannelsesnetværk i kulturinstitutioner eller inden for kulturforvaltningsinstitutioner;

Strukturelle hindringer

49.  gør i denne forbindelse opmærksom på den strukturelt betingede, ofte lavere grad af deltagelse i kultur blandt indbyggere i landdistrikterne(29), og i denne forbindelse på den rolle, som små, lokale kulturcentre, transportinfrastruktur og støtte til bæredygtig kulturturisme spiller for at lette adgangen til kulturinstitutioner;

50.  understreger, at europæisk kulturarv er unik i verden, fordi den er mangfoldig og rig, og fremhæver, at kulturturisme har et enormt potentiale for at kunne bidrage til en bæredygtig økonomi og fostre social samhørighed og inklusion; opfordrer derfor medlemsstaterne til at øge deres indsatser og investeringer for at udvikle en politik for bæredygtig og langsigtet kulturturisme;

51.  opfordrer til større investeringer på kulturområdet for at stimulere de lokale økonomier og bidrage til kulturturisme; gør opmærksom på, at kulturturisme i synergi med videnskab, den primære sektor, centre for kunsthåndværk og industricentre samt mobilitet er afgørende faktorer for et mere nærværende og mere humanistisk Europa;

52.  foreslår større investering i adgangen til kultur for regionerne i den yderste periferi samt i bjergrige og fjerntliggende områder, så der skabes decentraliserede kulturtilbud;

53.  bemærker, at der er behov for at forbedre adgangen til en kulturinfrastruktur uden teknologiske eller fysiske hindringer og til kulturelle aktiviteter og medier for personer med handicap; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til inden for deres respektive kompetenceområder at fortsætte deres arbejde med at integrere personer med handicap gennem kultur og at bestræbe sig på at fjerne eksisterende hindringer;

54.  anerkender behovet for deltagelsesmetoder til forvaltning af kulturarven, der er baseret på en tilgang, der fokuserer på lokalsamfund, for at opfange efterspørgslen og involvere større dele af offentligheden under hensyntagen til især unge, personer med handicap og underrepræsenterede og marginaliserede grupper;

55.  anmoder medlemsstaterne og de kulturinstitutioner, der er afhængige af dem, om at sikre kulturtilbud, der er tilgængeligt for alle, med specifikke tiltag over for særlige befolkningsgrupper, som f.eks. børn og unge, ældre, personer med handicap eller migranter;

56.  understreger, at der er behov for, at medlemsstaterne foretager større investeringer i implementeringen af den universelle kodeks for læsning og skrivning ved berøring (Braille-systemet) i meget forskellige kulturelle infrastrukturer og teknologier; appellerer til større investering i produktion af bøger, magasiner og aviser i audioformat, og i anvendelsen af tegnsprog i teaterforestillinger;

57.  viser behovet for at fjerne hindringer, og først og fremmest skattemæssige hindringer, for mobilitet for kunstnere og kulturarbejdere; understreger betydningen af disse aktiviteter for udbredelsen af kulturelle tilbud i Europa; hilser programmet Et Kreativt Europa velkomment, da det bidrager til, at den kulturelle mobilitet og de professionelles mobilitet på området lykkes bedre, og fordi det fremmer udbredelsen af kulturelle kvalitetsarrangementer og -projekter;

58.  minder om, at hindringerne i adgangen til kultur ses tydeligere på lokalt plan, hvorfor man bør styrke investeringer i forskellige kulturelle mobilitetsprojekter, så de udvikler og fremmer samhørigheden i lokalsamfund;

59.  opfordrer Kommissionen til at tage mobiliteten hos europæiske kunstnere og kunstnere fra tredjelande i betragtning som en merværdi til fremme af fred, deling af visioner og nedbrydning af sociale og kulturelle stereotyper;

60.  minder om, at sprogbarrierer kan have negativ indvirkning på kulturel efterspørgsel, og opfordrer derfor til at styrke flersprogetheden i kulturelle produktioner;

61.  anbefaler medlemsstaterne at gennemføre de nødvendige foranstaltninger for at fremme transport og adgang til kulturinstitutioner for personer med handicap og personer med nedsat mobilitet;

Digitale hindringer og udfordringer

62.  er overbevist om, at digitale værktøjer, når de anvendes og implementeres ordentligt og ledsages af et ensartet niveau af digitale færdigheder, kan hjælpe med at overvinde hindringer i adgangen til kultur, der er betinget af faktorer såsom ugunstig geografisk beliggenhed, handicap, social baggrund, sprog og manglende tidsmæssige og økonomiske ressourcer; påpeger, at digitale værktøjer også kan være et redskab til at overvinde sociale eller mentale barrierer, uden at det fører til manglende investeringer i den geografiske decentralisering af de kulturelle aktiviteter; mener derfor, at digital uddannelse i den forbindelse bør indgå i læringsprocessen fra en tidlig alder for at udvikle passende viden og færdigheder;

63.  anbefaler Kommissionen at udforme en sammenhængende digital strategi rettet mod kulturelle infrastrukturer og aktiviteter for at styrke deres kapacitet;

64.  bemærker problemet med digital eksklusion og understreger behovet for at bekæmpe det; minder i denne sammenhæng om, at digitalisering kræver, at kulturelle og uddannelsesmæssige institutioner og forbrugerne selv opnår nye kompetencer og kvalifikationer og ny viden; understreger især behovet for kapacitetsopbygning i forbindelse med anvendelsen af nye digitale teknologier i kulturinstitutioner og for, at de tilpasses udfordringerne i forbindelse med den teknologiske udvikling;

65.  understreger, at digitalisering af og onlineadgang til kulturelt materiale i Europa til fulde bør respektere skaberne og de intellektuelle ejendomsrettigheder; mener i den forbindelse ikke, at intellektuelle ejendomsrettigheder bør hæmme det almene offentlige mål om at øge adgangen til, og favorisere udbredelsen af, kreativt indhold og kreativ information og viden; fremhæver desuden det presserende behov for at etablere et sikkert digitalt miljø, hvor kunstnere og ophavsmænd kan få et passende vederlag for deres arbejde, og som sikrer rimelige vederlag, med adgang på tværs af landegrænserne;

66.  opfordrer Kommissionen til at fortsætte prioriteringen af innovative tilgange til publikumsudvikling og inddragelse af forbrugerne, bl.a. gennem nye teknologier, inden for rammerne af EU-programmer, navnlig programmet "Et Kreativt Europa" og dets fremtidige generationer;

67.  opfordrer medlemsstaterne til at tage højde for publikumsudvikling i deres kulturelle og digitale strategier samt støtte anvendelsen af digitale teknologier med henblik på at lette adgangen til kulturelt indhold;

68.  anerkender bidraget fra platformen Europeana og medlemsstaternes institutioner til digitaliseringen af og adgangen til kulturelt indhold; opfordrer til i forbindelse med det europæiske år for kulturarv varigt at støtte projektet med flere midler og at fremme offentlig adgang til digitale ressourcer og tjenesteydelser inden for kulturarv; efterspørger en reel omstrukturering af webstedet, så det er i bedre overensstemmelse med avancerede teknologier, og en reel kommunikationspolitik, der står mål med den rigdom af indhold, som er samlet på webstedet;

69.  understreger behovet for indsamling af kulturelle data og forvaltning af disse med henblik på digitale forbrugere, for at gøre det muligt for kulturelle organisationer at opnå bedre forståelse af modtagernes behov og udvikle en ensartet tilgang til det digitale publikum;

70.  er af den opfattelse, at kulturelt indhold spiller en hovedrolle i den bredere offentligheds accept af de pågældende nye teknologier og i udviklingen af EU-borgernes IT-færdigheder og mediekendskabsniveau;

o
o   o

71.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 377 E af 7.12.2012, s. 142.
(2) EUT C 93 af 9.3.2016, s. 95.
(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0486.
(4) EUT C 247 E af 15.10.2009, s. 25.
(5) EUT C 125 E af 22.5.2008, s. 223.
(6) EUT C 377 E af 7.12.2012, s. 135.
(7) EUT C 98 E af 23.4.2004, s. 179.
(8) EUT C 11 af 12.1.2018, s. 55.
(9) EUT C 316 af 22.9.2017, s. 88.
(10) EUT C 11 af 12.1.2018, s. 16.
(11) EUT C 247 E af 15.10.2009, s. 32.
(12) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0233.
(13) EUT C 81 E af 15.3.2011, s. 16.
(14) EUT C 131 E af 8.5.2013, s. 9.
(15) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0474.
(16) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0062.
(17) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 221.
(18) EUT C 287 af 29.11.2007, s. 1.
(19) EUT C 463 af 23.12.2014, s. 4.
(20) EUT C 172 af 27.5.2015, s. 13.
(21) EUT C 212 af 14.6.2016, s. 9.
(22) EUT C 134 af 7.6.2003, s. 7.
(23) EUT L 394 af 30.12.2006, s. 10.
(24) Rapport med titlen: "Policies and good practices in the public arts and cultural institutions to promote better access to and wider participation in culture", oktober 2012.
(25) Eurostat - Culture statistics - cultural employment (2017), http://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php/Culture_statistics_-_cultural_employment
(26) Eurobarometer 399.
(27) Eurostat, Culture statistics, udgave 2016, s. 116-136; Eurostat (data fra 2015 - EU Survey on Income and Living Conditions (EU-SILC).
(28) Eurobarometer 399, Eurostat (data fra 2015 - EU Survey on Income and Living Conditions (EU-SILC).
(29) Eurostat (data fra 2015 - EU Survey on Income and Living Conditions (EU-SILC).


Proportionalitetstest forud for vedtagelse af ny regulering af erhverv ***I
PDF 245kWORD 43k
Beslutning
Tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 14. juni 2018 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om en proportionalitetstest forud for vedtagelse af ny regulering af erhverv (COM(2016)0822 – C8-0012/2017 – 2016/0404(COD))
P8_TA(2018)0263A8-0395/2017

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2016)0822),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 46, artikel 53, stk. 1, og artikel 62 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0012/2017),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til de begrundede udtalelser, som inden for rammerne af protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet er blevet forelagt af den tyske Forbundsdag, det tyske Forbundsråd, den franske Nationalforsamling, det franske Senat og det østrigske Forbundsråd om, at udkastet til lovgivningsmæssig retsakt ikke overholder nærhedsprincippet,

–  der henviser til udtalelse af 31. maj 2017(1) fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 20. april 2018 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A8-0395/2017),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 14. juni 2018 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/… om en proportionalitetstest forud for vedtagelse af ny regulering af erhverv

P8_TC1-COD(2016)0404


(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, direktiv (EU) 2018/958.)

(1) EUT C 288 af 31.8.2017, s. 43.


Anvendelse af udlejningskøretøjer uden fører til godstransport ad landevej ***I
PDF 344kWORD 50k
Ændringer vedtaget af Europa-Parlamentet den 14. juni 2018 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/1/EF om anvendelse af udlejningskøretøjer uden fører til godstransport ad landevej (COM(2017)0282 – C8-0172/2017 – 2017/0113(COD))(1)
P8_TA(2018)0264A8-0193/2018

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Kommissionens forslag   Ændring
Ændring 1
Forslag til direktiv
Betragtning 2
(2)  Anvendelse af udlejningskøretøjer kan nedbringe omkostningerne for virksomheder, der udfører godstransport for egen regning eller for fremmed regning, og på samme tid øge deres driftsmæssige fleksibilitet. Det kan således bidrage til en forøgelse af de pågældende virksomheders produktivitet og konkurrenceevne. Eftersom udlejningskøretøjer som regel er nyere end køretøjerne i en gennemsnitlig vognpark, er de desuden mere sikre og mindre forurenende.
(2)  En sådan anvendelse af udlejningskøretøjer kan nedbringe omkostningerne for virksomheder, der udfører godstransport for egen regning eller for fremmed regning, idet den samtidig øger deres driftsmæssige fleksibilitet. Denne anvendelse af udlejningskøretøjer kan således bidrage til en forøgelse af de pågældende virksomheders produktivitet og konkurrenceevne. Eftersom udlejningskøretøjer som regel er nyere end køretøjerne i en gennemsnitlig vognpark, kan de ofte være mere sikre og mindre forurenende.
Ændring 2
Forslag til direktiv
Betragtning 3
(3)  Direktiv 2006/1/EF gør det ikke muligt for virksomhederne at drage fuld nytte af fordelene ved at anvende udlejningskøretøjer. Direktivet giver medlemsstaterne mulighed for at begrænse deres virksomheders anvendelse af udlejningskøretøjer med en tilladt totalvægt på over 6 tons for operatører, der arbejder for egen regning. Endvidere har medlemsstaterne ikke pligt til at tillade anvendelse af et udlejningskøretøj i deres respektive områder, hvis køretøjet er indregistreret eller taget i brug i overensstemmelse med lovgivningen i en anden medlemsstat end den, hvor den lejende virksomhed er etableret.
(3)  Direktiv 2006/1/EF gør det ikke muligt for virksomhederne at drage fuld nytte af fordelene ved at anvende udlejningskøretøjer. Direktivet giver medlemsstaterne mulighed for at begrænse de på deres områder etablerede virksomheders anvendelse af udlejningskøretøjer med en tilladt totalvægt på over seks tons i forbindelse med kørsel for egen regning. Endvidere har medlemsstaterne ikke pligt til at tillade anvendelse i deres respektive områder af et udlejningskøretøj, der er indregistreret eller taget i brug i overensstemmelse med lovgivningen i en anden medlemsstat end den, hvor den lejende virksomhed er etableret.
Ændring 3
Forslag til direktiv
Betragtning 4 a (ny)
(4a)  Medlemsstaterne bør ikke have lov til at begrænse anvendelsen på deres område af et køretøj, der lejes af en virksomhed, som er behørigt etableret på en anden medlemsstats område, forudsat at køretøjet er registreret og opfylder de operationelle standarder og sikkerhedskravene eller er taget i brug i overensstemmelse med lovgivningen i en medlemsstat og er godkendt til drift af den ansvarlige virksomheds etableringsmedlemsstat.
Ændring 4
Forslag til direktiv
Betragtning 5
(5)  Niveauet for vejtransportafgifter varierer fortsat betydeligt inden for EU. Derfor er det for at undgå skattemæssige forvridninger stadig berettiget at have visse begrænsninger, som også indirekte kan påvirke den frie levering af tjenesteydelser inden for billeje. Medlemsstaterne bør derfor have mulighed for at begrænse den tidsperiode, hvori et køretøj, der er lejet i en anden medlemsstat end den, hvor den lejende virksomhed er etableret, kan anvendes inden for deres respektive områder.
(5)  Niveauet for vejtransportafgifter varierer fortsat betydeligt inden for EU. Derfor er det for at undgå skattemæssige forvridninger stadig berettiget at have visse begrænsninger, som også indirekte kan påvirke den frie levering af tjenesteydelser inden for billeje. Medlemsstaterne bør derfor have mulighed for i henhold til de betingelser, der er fastlagt i dette direktiv, og inden for deres respektive territorier at begrænse længden af den tidsperiode, i hvilken en etableret virksomhed kan anvende et lejet køretøj, der er registreret eller taget i brug i en anden medlemsstat. De bør desuden kunne begrænse antallet af sådanne køretøjer, der lejes af en virksomhed, der er etableret på deres område.
Ændring 5
Forslag til direktiv
Betragtning 5 a (ny)
(5a)  For at håndhæve disse foranstaltninger, bør oplysninger om registreringsnummeret på det lejede køretøj være optaget i medlemsstaternes nationale elektroniske registre, som er oprettet ved forordning (EF) nr. 1071/2009. De kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten, som er blevet underrettet om anvendelsen af et køretøj, som operatøren har lejet, og som er indregistreret eller taget i brug i overensstemmelse med lovgivningen i en anden medlemsstat, skal underrette de kompetente myndigheder i denne anden medlemsstat herom. Medlemsstaterne bør anvende informationssystemet for det indre marked (IMI) til dette formål.
Ændring 6
Forslag til direktiv
Betragtning 6 a (ny)
(6a)   For at opretholde operationelle standarder, opfylde sikkerhedskravene og sikre ordentlige arbejdsvilkår for førere er det vigtigt, at transportører har garanteret adgang til aktiver og direkte støtteinfrastruktur i det land, hvor de udøver deres aktiviteter;
Ændring 7
Forslag til direktiv
Betragtning 7
(7)  Gennemførelsen og virkningerne af dette direktiv bør overvåges af Kommissionen og dokumenteres i en rapport. En eventuel fremtidig indsats på dette område skal ses i lyset af denne rapport.
(7)  Gennemførelsen og virkningerne af dette direktiv bør overvåges af Kommissionen og dokumenteres i en rapport senest tre år efter fristen for gennemførelse af dette direktiv. Rapporten bør tage behørigt hensyn til indvirkningen på trafiksikkerheden, på skatteindtægterne og på miljøet. Rapporten bør også vurdere alle overtrædelser af dette direktiv, herunder grænseoverskridende overtrædelser. Behovet for en fremtidig indsats på dette område skal ses i lyset af denne rapport.
Ændring 8
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – litra a – nr. ii
Direktiv 2006/1/EF
Artikel 1 – stk. 1 – litra a
a)  køretøjet er indregistreret eller taget i brug i overensstemmelse med lovgivningen i en medlemsstat
a)  køretøjet er indregistreret eller taget i brug i overensstemmelse med lovgivningen i en hvilken som helst medlemsstat, herunder de operationelle standarder og sikkerhedskravene.
Ændring 9
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 1 – litra b
Direktiv 2006/1/EF
Artikel 2 – stk. 1 – litra b
b)  følgende stk. 1a indsættes:
udgår
‘1a. Hvis køretøjet ikke er indregistreret eller taget i brug i overensstemmelse med lovgivningen i den medlemsstat, hvor virksomheden, der lejer køretøjet, er etableret, kan medlemsstaterne begrænse brugen af det lejede køretøj inden for deres respektive områder. Medlemsstaterne skal dog i et sådant tilfælde tillade brug af køretøjet i mindst fire måneder i et givet kalenderår.’
Ændring 10
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2006/1/EF
Artikel 3 – stk. 1
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at deres virksomheder kan anvende udlejningskøretøjer til godstransport ad landevej på samme betingelser som køretøjer, der ejes af dem, såfremt betingelserne i artikel 2 er opfyldt.
1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at virksomheder, der er etableret inden for deres område, kan anvende udlejningskøretøjer til godstransport ad landevej på samme betingelser som køretøjer, der ejes af dem, såfremt betingelserne i artikel 2 er opfyldt.
Ændring 11
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2006/1/EF
Artikel 3 – stk. 1 a (nyt)
1a.  Hvis køretøjet er indregistreret eller taget i brug i overensstemmelse med lovgivningen i en anden medlemsstat, kan den medlemsstat, hvor virksomheden er etableret:
a)  begrænse perioden for anvendelse af det lejede køretøj inden for sit respektive område, forudsat at den tillader, at det lejede køretøj anvendes i mindst fire på hinanden følgende måneder i et givet kalenderår; i dette tilfælde kan det kræves, at lejekontrakten ikke løber længere end den frist, der er fastsat af medlemsstaten
b)  begrænse antallet af udlejningskøretøjer, der kan anvendes af enhver virksomhed, forudsat at de tillader anvendelse af mindst et antal køretøjer svarende til 25 % af godskøretøjerne i den samlede vognpark, der ejes af virksomheden den 31. december i det år, der går forud for anmodningen om bemyndigelse til at benytte disse køretøjer; I så fald har en virksomhed, der har en samlet vognpark bestående af mere end ét men mindre end fire køretøjer, lov til at anvende mindst ét sådant udlejningskøretøj."
Ændring 12
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2 a (ny)
Direktiv 2006/1/EF
Artikel 3 a (ny)
2a)  Følgende indsættes som artikel 3 a:
Artikel 3a
1.  Oplysninger om et lejet køretøjs registreringsnummer skal indføres i det nationale elektroniske register som defineret i artikel 16 forordning (EF) nr. 1071/2009*.
2.  De kompetente myndigheder i en operatørs etableringsmedlemsstat, som er blevet underrettet om anvendelsen af et køretøj, som operatøren har lejet, og som er indregistreret eller taget i brug i overensstemmelse med lovgivningen i en anden medlemsstat, skal underrette de kompetente myndigheder i denne anden medlemsstat herom.
3.  Det administrative samarbejde, der er omhandlet i stk. 2, skal foregå ved hjælp af informationssystemet for det indre marked (IMI), som blev oprettet ved forordning (EU) nr. 1024/2012**.
__________________
* Under henvisning til artikel 16 i forordning (EF) nr. 1071/2009 under hensyntagen til udvidelsen af de oplysninger, der skal registreres, som foreslået af Kommissionen.
** EUT L 316 af 14.11.2012, s. 1.
Ændring 13
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 3
Direktiv 2006/1/EF
Artikel 5 a – stk. 1
Senest den [indsæt den dato, hvor der er forløbet fem år efter fristen for gennemførelsen af direktivet] forelægger Kommissionen en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen og virkningerne af dette direktiv. Rapporten skal indeholde oplysninger om anvendelsen af køretøjer lejet i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor virksomheden, der lejer køretøjet, er etableret. På grundlag af denne rapport vurderer Kommissionen, hvorvidt det er nødvendigt at foreslå yderligere foranstaltninger.
Senest den ... [tre år efter fristen for gennemførelsen af dette ændringsdirektiv] forelægger Kommissionen en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen og virkningerne af dette direktiv. Rapporten skal indeholde oplysninger om anvendelsen af køretøjer lejet i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor virksomheden, der lejer køretøjet, er etableret. Rapporten skal lægge særlig vægt på indvirkningen på trafiksikkerheden og skatteindtægterne, herunder skattemæssige fordrejninger, og på håndhævelse af cabotagereglerne i henhold til forordning (EF) nr. 1072/2009. På grundlag af denne rapport vurderer Kommissionen, hvorvidt det er nødvendigt at foreslå yderligere foranstaltninger.
Ændring 14
Forslag til direktiv
Artikel 2 – stk. 1 – afsnit 1
Medlemsstaterne sætter de nødvendige love, regler og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den [indsæt datoen beregnet som 18 måneder efter ikrafttrædelsen]. De tilsender straks Kommissionen disse love og bestemmelser.
Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest [20 måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttræden]. De tilsender straks Kommissionen disse love og bestemmelser.

(1) Sagen blev henvist til fornyet behandling i det kompetente udvalg med henblik på interinstitutionelle forhandlinger, jf. forretningsordenens artikel 59, stk. 4, fjerde afsnit (A8-0193/2018).


Indsigelse mod en delegeret retsakt: Fiskeribevarelsesforanstaltninger til beskyttelse af havmiljøet i Nordsøen
PDF 250kWORD 43k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. juni 2018 om Kommissionens delegerede forordning af 2. marts 2018 om ændring af delegeret forordning (EU) 2017/118 om fastlæggelse af fiskeribevarelsesforanstaltninger til beskyttelse af havmiljøet i Nordsøen (C(2018)01194 – 2018/2614(DEA))
P8_TA(2018)0265B8-0299/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens delegerede forordning (C(2018)01194),

–  der henviser til artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF(1), særlig artikel 11, stk. 2, og artikel 46, stk. 5,

–  der henviser til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/118 af 5. september 2016 om fastlæggelse af fiskeribevarelsesforanstaltninger til beskyttelse af havmiljøet i Nordsøen(2),

–  der henviser til forslag til beslutning fra Fiskeriudvalget,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 105, stk. 3,

A.  der henviser til, at medlemsstaterne er forpligtede til at opnå god miljøtilstand for havområder inden 2020 i overensstemmelse med artikel 1, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (havstrategirammedirektivet)(3), mens artikel 2, stk. 5, litra j), i forordning (EU) nr. 1380/2013 kræver, at den fælles fiskeripolitik skal bidrage til dette mål;

B.  der henviser til, at Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) i sin videnskabelige rådgivning(4) har givet udtryk for en række betænkeligheder for så vidt angår effektiviteten af de foreslåede foranstaltninger for beskyttede arter og levesteder og for havbundens integritet; der henviser til, at disse bekymringer ikke er blevet afspejlet fuldt ud i betragtningerne til den delegerede forordning under revision;

C.  der henviser til, at STECF i sin videnskabelige rådgivning også bemærkede, at tallene vedrørende de pågældende fiskeriaktiviteter, som de foreslåede foranstaltninger er baseret på, stammer fra perioden 2010-2012 og derfor kan være forældede;

D.  der henviser til, at det ikkekvantificerede antal af fartøjer, som kunne blive omfattet af de delvist midlertidige undtagelser i henhold til artikel 3b, 3c og 3e i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/118, som ændret ved den delegerede forordning under revision, meget vel ville kunne have en indvirkning på effektiviteten af de foreslåede foranstaltninger;

E.  der henviser til, at den definition af "alternative fiskeredskaber, der har indvirkning på havbunden", som er fastsat i artikel 2, litra 2), i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/118, som ændret ved den delegerede forordning under revision, skal præciseres yderligere; der henviser til, at en sådan definition – såfremt den omfatter fiskeri med elektrisk trawl – ville være i modstrid med det forhandlingsmandat, som Parlamentet vedtog den 16. januar 2018(5) inden for rammerne af den almindelige lovgivningsprocedure med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om bevarelse af fiskeressourcerne og beskyttelse af havets økosystemer ved hjælp af tekniske foranstaltninger(6);

F.  der henviser til, at virkningen af de foreslåede "alternative fiskeredskaber, der har indvirkning på havbunden" fortsat kunne være betydeligt højere end for andre delvist forbudte redskaber (dansk og skotsk vod);

G.  der henviser til, at bestemmelsen om revision og rapportering vedrørende den foreslåede delegerede retsakt ikke finder anvendelse på de nyligt foreslåede zoner og deres forvaltning, hvilket således umuliggør en gennemsigtig evaluering af effektiviteten af foranstaltningerne, navnlig for nyligt afprøvede alternative fiskeredskaber, der har indvirkning på havbunden;

1.  gør indsigelse mod Kommissionens delegerede forordning;

2.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen og underrette den om, at den delegerede forordning ikke kan træde i kraft;

3.  anmoder Kommissionen om at forelægge en ny delegeret retsakt, som tager hensyn til ovenstående betænkeligheder;

4.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22.
(2) EUT L 19 af 25.1.2017, s. 10.
(3) EUT L 164 af 25.6.2008, s. 19.
(4) Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) (2017), rapport fra det 54. plenarmøde (PLEN-17-01).
(5) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0003.
(6) Lovgivningsprocedure 2016/0074(COD).


De besatte georgiske områder ti år efter den russiske invasion
PDF 174kWORD 47k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. juni 2018 om besatte georgiske områder ti år efter den russiske invasion (2018/2741(RSP))
P8_TA(2018)0266RC-B8-0275/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til våbenhvileaftalen af 12. august 2008, der blev formidlet af EU og undertegnet af Georgien og Den Russiske Føderation, samt til gennemførelsesaftalen af 8. september 2008,

–  der henviser til sin beslutning af 21. januar 2016 om associeringsaftaler/vidtgående og brede frihandelsområder med Georgien, Moldova og Ukraine(1),

–  der henviser til sin beslutning af 13. december 2017 om årsrapporten om gennemførelsen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik(2),

–  der henviser til de fælles erklæringer fra topmøderne i Det Østlige Partnerskab, navnlig den, der blev vedtaget i 2017 i Bruxelles,

–  der henviser til de fælles meddelelser fra Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) om den europæiske naboskabspolitik (ENP), navnlig rapporten af 18. maj 2017 om gennemførelsen af revisionen af ENP (JOIN(2017)0018), det fælles arbejdsdokument af 9. juni 2017 med titlen "Eastern Partnership – 20 Deliverables for 2020: Focusing on key priorities and tangible results" (SWD(2017)0300) og meddelelsen fra 2016 med titlen "En global strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik",

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen i de østlige nabolande og navnlig sin henstilling af 15. november 2017 til Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten om Det Østlige Partnerskab forud for topmødet i november 2017(3),

–  der henviser til udsendelsen af EU's observatørmission (EUMM) i Georgien den 15. september 2008,

–  der henviser til rapporten fra 2009 fra den uafhængige internationale undersøgelsesmission, der blev ledet af Heidi Tagliavini, vedrørende konflikten i Georgien,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at Georgien fejrer 100-årsdagen for den første georgiske demografiske republik, der blev grundlagt i 1918, og med rette er stolt af de fremskridt, der er gjort;

B.  der henviser til, at EU går stærkt ind for Georgiens suverænitet og territoriale integritet inden for dets internationalt anerkendte grænser;

C.  der henviser til, at Den Russiske Føderation ti år efter den russiske militære aggression mod Georgien i august 2008 stadig fortsætter sin ulovlige besættelse af de georgiske områder Abkhasien og Tskhinvaliregionen/Sydossetien og herved underminerer folkeretten og det regelbaserede internationale system; der henviser til, at de såkaldte integrations- og alliancetraktater, der blev undertegnet mellem Rusland og Abkhasien og Sydossetien i 2014 og 2015, var klare overtrædelser af folkeretten, OSCE's principper og Ruslands internationale forpligtelser; der henviser til, at Den Europæiske Union ikke anerkender rammerne af det såkaldte valg og den folkeafstemning, der blev afholdt af russiskstøttede separatister i de georgiske regioner Abkhasien og Sydossetien i 2016 og 2017;

D.  der henviser til, at EU fortsat er fast besluttet på at arbejde for en fredelig løsning af konflikten mellem Rusland og Georgien under fuld overholdelse af de grundlæggende folkeretlige normer og principper;

E.  der henviser til, at Rusland konstant styrker sin ulovlige militære tilstedeværelse i Georgiens besatte områder ved at bygge nye baser, bringe nye tropper og nyt udstyr ind og gennemføre militære øvelser;

F.  der henviser til, at Rusland fortsat tilsidesætter sine internationale forpligtelser og nægter at fuldt ud gennemføre våbenhvileaftalen af 12. august 2008, der blev formidlet af EU;

G.  der henviser til, at Rusland fortsætter med at isolere Abkhasien og Tskhinvaliregionen/Sydossetien fra resten af landet ved at lukke flere grænseovergange, opsætte fysiske barrierer langs den administrative grænselinje og føre en kampagne, der har til formål at udrydde den georgiske kultur;

H.  der henviser til, at denne linje støt og roligt bliver flyttet længere ind i det af Tbilisi kontrollerede område i en proces, der bliver kaldt "grænsedragning", så den nogle steder kommer meget tæt på kritisk infrastruktur som motorveje og gasrørledninger;

I.  der henviser til, at hundredtusindvis af internt fordrevne personer og flygtninge, der er blevet tvangsmæssigt fordrevet fra de georgiske regioner Abkhasien og Tskhinvaliregionen/Sydossetien som følge af flere bølger af etnisk udrensning, fortsat er frataget den grundlæggende ret til en sikker og værdig tilbagevenden til deres hjem;

J.  der henviser til, at de grundlæggende menneskerettigheder, herunder fri bevægelighed og opholdsret, ejendomsretten og retten til adgang til uddannelse på modersmålet bliver krænket i de besatte områder i Georgien; der henviser til, at der fortsat foregår ulovlige tilbageholdelser og bortførelser;

K.  der henviser til, at Den Russiske Føderation som en magt, der udøver reel kontrol over de georgiske regioner Abkhasien og Tskhinvali/Sydossetien, bærer det fulde ansvar for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og for den humanitære situation på stedet;

L.  der henviser til, at invasionen i 2008 var Ruslands første store og åbenlyse angreb på den europæiske orden; der henviser til, at dette angreb senere blev fulgt op af andre, herunder annekteringen af Krim og krigen i det østlige Ukraine;

M.  der henviser til, at de georgiske internt fordrevne personer Archil Tatunashvili, Giga Otkhozoria og Davit Basharuli ulovligt blev frataget livet som følge af brutale handlinger begået af de russiske besættelsesmagter i Sukhumi og Tskhinvali;

N.  der henviser til, at Den Internationale Straffedomstol (ICC) har iværksat en undersøgelse af krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, der angiveligt er blevet begået i konflikten;

O.  der henviser til, at det fælles ad hoc-besøg til Georgien den 12. august 2008, som de central- og østeuropæiske ledere Lech Kaczyński, Polens præsident, Toomas Hendrik Ilves, Estlands præsident, Valdas Adamkus, Litauens præsident, Ivars Godmanis, Letlands premierminister, og Viktor Jusjtjenko, Ukraines præsident, aflagde, i brede kredse betragtes som en vigtig faktor, der standsede den russiske fremrykning mod Tbilisi, da tropper kun var 50 km fra den georgiske hovedstad, og gjorde det lettere for det franske EU-rådsformandskab at formidle en våbenhvile;

P.  der henviser til, at Den Russiske Føderation fortsat nægter EUMM adgang til de georgiske territorier Abkhasien og Tskhinvaliregionen/Sydossetien i modstrid med den EU-formidlede våbenhvileaftale af 12. august 2008 og således modarbejder observatørmissionens muligheder for fuldt ud at varetage sit mandat;

1.  bekræfter sin uforbeholdne støtte til Georgiens suverænitet og territoriale integritet; erkender, at de principper, der er nedfældet i FN-pagten, Helsingforsslutakten af 1975 og OSCE's Parischarter af 1990 udgør hjørnestenene i et fredeligt Europa;

2.  understreger på ny, at suverænitet, uafhængighed og fredelig tvistbilæggelse er centrale principper for den europæiske sikkerhedsorden; understreger, at løsningen på konflikterne i Georgien er afgørende for at forbedre sikkerheden og stabiliteten på det europæiske kontinent som helhed; mener, at disse konflikter og den fortsatte besættelse af de georgiske områder er en potentiel trussel mod andre europæiske landes suverænitet;

3.  kræver, at Den Russiske Føderation ændrer sin afgørelse om anerkendelse af den såkaldte uafhængighed af de georgiske regioner Abkhasien og Tskhinvaliregionen/Sydossetien; fordømmer Venezuelas, Nicaraguas, Syriens og Naurus afgørelse om anerkendelse af Abkhasien og Sydossetien og opfordrer dem til at tilbagekalde denne anerkendelse;

4.  understreger, at det er nødvendigt, at Den Russiske Føderation ubetinget opfylder alle bestemmelserne i våbenhvileaftalen af 12. august 2008, navnlig forpligtelsen til at trække alle sine militære styrker tilbage fra Georgiens territorium;

5.  kræver, at Den Russiske Føderation indstiller sin besættelse af de georgiske områder Abkhasien og Tskhinvali/Sydossetien og fuldt ud respekterer Georgiens suverænitet og territoriale integritet samt ukrænkeligheden af dets internationalt anerkendte grænser, og at den stopper de facto-integreringen af begge regioner i den russiske administration;

6.  bekræfter EU's stærke engagement i at medvirke til en fredelig løsning af konflikten mellem Rusland og Georgien ved at benytte alle de instrumenter, det råder over inden for rammerne af en samlet tilgang, herunder sin særlige repræsentant for Sydkaukasus og krisen i Georgien, sin rolle som medformand for de internationale drøftelser i Genève, EUMM i Georgien og politikken om ikkeanerkendelse og engagement;

7.  opfordrer Georgiens regering til fortsat at samarbejde med ICC ved at lette undersøgelser foretaget af ICC's anklagemyndighed samt at sikre, at ICC's justitskontor kan opfylde sit mandat for så vidt angår outreachaktiviteter og ofres deltagelse;

8.  opfordrer Den Russiske Føderation til at give EUMM betingelsesløs adgang til de georgiske territorier Abkhasien og Tskhinvaliregionen/Sydossetien i overensstemmelse med missionens mandat; minder om, at EUMM er den eneste permanente internationale tilstedeværelse på stedet, som leverer upartiske oplysninger om situationen langs den administrative grænse, og opfordrer til, at dets mandat forlænges efter den 14. december 2018;

9.  opfordrer Den Russiske Føderation til at sætte en stopper for yderligere grænsedragning af den administrative grænse, som den forsøger at opnå ved at opsætte pigtrådshegn og andre kunstige hindringer; opfordrer også til, at der sættes en stopper for indgreb i områder, der kontrolleres af Georgiens regering, og for yderligere udvidelse af den administrative grænse, som forsætligt hæmmer mellemfolkelig kontakt og isolerer begge besatte regioners befolkning;

10.  fordømmer den bevidste ødelæggelse af dusinvis af georgiske landsbyer og georgiske kirker i de besatte områder i Abkhasien og Tskhinvaliregionen/Sydossetien samt det bevidste forsøg på at slette sporene af georgisk kultur og historie i de besatte områder og fordømmer modstridende og splittende initiativer som den såkaldte folkeafstemning i 2017 om godkendelse af en navneændring af Tskhinvaliregionen/Sydossetien;

11.  opfordrer Den Russiske Føderation til at overholde princippet om fredelig konfliktløsning ved at gengælde Georgiens ensidige forpligtelse til ikke at anvende magt, således som Georgiens præsident erklærede i sin tale af den 23. november 2010 til Europa-Parlamentet;

12.  glæder sig over det nye fredsinitiativ fra Georgiens regering med titlen "Et skridt hen imod en bedre fremtid" ("A Step to a Better Future"), der har til formål at forbedre de humanitære og socioøkonomiske forhold for de mennesker, der bor i de georgiske områder Abkhasien og Tskhinvali-regionen/Sydossetien, og fremme mellemfolkelige kontakter og opbygningen af tillid mellem splittede samfund;

13.  minder Den Russiske Føderation om, at den i sin egenskab af besættelsesmagt har forpligtelser over for befolkningen, og at krænkelser af menneskerettighederne, begrænsning af den frie bevægelighed og opholdsretten, forskelsbehandling på grundlag af etnicitet og tilsidesættelse af ejendomsretten og adgangen til uddannelse på modersmålet i de besatte områder i Georgien må bringes til ophør;

14.  opfordrer endvidere Den Russiske Føderation til at sætte en stopper for straffrihed og etnisk motiverede forbrydelser på de georgiske områder Abkhasien og Tskhinvaliregionen/Sydossetien og fjerne alle hindringer for, at det sikres, at gerningsmændene bag det ulovlige drab på de georgiske internt fordrevne personer Archil Tatunashvili, Giga Otkhozoria, og Davit Basharuli bringes for en domstol;

15.  glæder sig over den partineutrale beslutning, som det georgiske parlamentet har vedtaget, om udarbejdelse af en sortliste over gerningsmænd og de personer, der har gjort sig skyldige i sådanne krænkelser eller har dækket over dem (Otkhozoria-Tatunashvili-listen), og opfordrer medlemsstaterne og Rådet til at sortliste de personer, som er anført på eller kan blive anført på Otkhozoria-Tatunashvili-listen, og pålægge dem nationale eller EU-dækkende sanktioner;

16.  opfordrer indtrængende Den Russiske Føderation til at muliggøre sikker og værdig tilbagevenden af internt fordrevne personer og flygtninge til deres hjem og sikre uhindret adgang på stedet for internationale overvågningsmekanismer for menneskerettigheder;

17.  gentager sin fordømmelse af undergravende politikker med propaganda, misinformation og infiltration af sociale medier, der har til formål at svække demokratiet og samfundet i Georgien ved at miskreditere institutioner, manipulere den offentlige mening, sprede falske fortællinger, øge sociale spændinger og fremme en generel mistillid til medierne; fordømmer i denne forbindelse Ruslands informationskrigsførelse, der gennemføres ved hjælp af landets statskontrollerede medieforetagender for bevidst at sprede falske nyheder med henblik på at påvirke indenrigspolitikken og undergrave den europæiske integrationsproces;

18.  understreger, at det internationale samfund må indtage en konsekvent, koordineret, forenet og fast holdning over for Ruslands besættelses- og annekteringspolitik, hvilket er det eneste middel til at sikre en fredelig konfliktløsning i Georgien og forhindre tilsvarende konflikter i naboskabsområdet;

19.  opfordrer EU-institutionerne til at vedtage en tilgang, der er i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og medlemsstaternes nationale parlamenters politikker, ved at bruge klarere og mere præcise formuleringer i defineringen af den russiske aggression i Georgien som Den Russiske Føderations besættelse af de georgiske områder Abkhasien og Tskhinvaliregionen/Sydossetien;

20.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Tjenesten for EU's optræden udadtil, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, regeringerne og parlamenterne i landene i Det Østlige Partnerskab og Den Russiske Føderations regering og parlament.

(1) EUT C 11 af 12.1.2018, s. 82.
(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0493.
(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0440.


Forhandlinger om en ny partnerskabsaftale mellem EU og AVS-landene
PDF 190kWORD 48k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. juni 2018 om de forestående forhandlinger om en ny partnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og Gruppen af Stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (2018/2634(RSP))
P8_TA(2018)0267B8-0274/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater, undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 (Cotonouaftalen) samt til de reviderede udgaver fra 2005 og 2010(1),

–  der henviser til Georgetownaftalen fra 1975 om oprettelse af AVS-gruppen og til revisionen heraf fra 1992(2),

–  der henviser til sin beslutning af 4. oktober 2016 om fremtiden for forbindelserne AVS-EU efter 2020(3),

–  der henviser til sin beslutning af 22. november 2016 om forbedring af udviklingssamarbejdets effektivitet(4),

–  der henviser til Kommissionens henstilling af 12. december 2017 med henblik på Rådets afgørelse om bemyndigelse til at indlede forhandlinger om en partnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (COM(2017)0763),

–  der henviser til den fælles meddelelse fra Kommissionen og Den Europæiske Unions højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 22. november 2016 om et fornyet partnerskab med landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet (JOIN(2016)0052),

–  der henviser til det fælles høringsdokument fra Kommissionen og den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 6. oktober 2015 med titlen "Mod et nyt partnerskab mellem Den Europæiske Union og landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet efter 2020" (JOIN(2015)0033),

–  der henviser til FN-topmødet om bæredygtig udvikling og det slutdokument, som blev vedtaget af FN's generalforsamling den 25. september 2015 med titlen "Ændring af vores samfund: 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling" og de 17 mål for bæredygtig udvikling,

–  der henviser til den fælles erklæring af 7. juni 2017 fra Parlamentet, Rådet, repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, og Kommissionen om den nye europæiske konsensus om udvikling – Vores verden, vores værdighed, vores fremtid,

–  der henviser til udtalelser fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 7. december 2017 om et fornyet partnerskab med landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet og af 12. maj 2016 om EU's forbindelser med gruppen af AVS-stater i fremtiden,

–  der henviser til det 7. og 8. topmøde for AVS-staternes stats- og regeringschefer, der blev afholdt i Malabo (13.-14. december 2012) og Port Moresby (4. maj 2016),

–  der henviser til det 103. og 105. fælles AVS-EU-Ministerråd, der blev afholdt i Dakar (26.-27. april 2016) og Bruxelles (3.-4. maj 2017),

–  der henviser til EU's og Den Afrikanske Unions topmøde i Abidjan den 29.-30. november 2017,

–  der henviser til rapporten fra Gruppen af Fremtrædende Personer fra marts 2016 om AVS-Gruppens fremtid efter 2020,

–  der henviser til sin beslutning af 6. oktober 2015 om de lokale myndigheders rolle i udviklingslandene i forbindelse med udviklingssamarbejde(5),

–  der henviser til erklæringen af 1. juni 2016 fra det 8. topmøde for AVS-staternes stats- og regeringschefer for Gruppen af AVS-Stater i Port Moresby (Papua New Guinea),

–  der henviser til sin beslutning af 11. februar 2015 om arbejdet i Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU(6) og de beslutninger, der blev vedtaget af Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU,

–  der henviser til erklæringen fra Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU af 21. december 2016 om den parlamentariske dimension af forbindelserne mellem AVS-landene og EU efter Cotonouaftalens udløb(7),

–  der henviser til erklæringen af 9. december 2015 fra medformændene for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU om fremtiden for forbindelserne AVS-EU(8),

–  der henviser til artikel 208 og 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning,

–  der henviser til forespørgsler til Rådet og Kommissionen om de forestående forhandlinger om en ny partnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og Gruppen af Stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (O-000043/2018 – B8‑0025/2018 og O-000044/2018 – B8‑0026/2018),

–  der henviser til forslag til beslutning fra Udviklingsudvalget,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at Cotonouaftalens styrke og regelværk er baseret på en række enestående egenskaber, såsom dens juridisk bindende karakter, dens fuldstændighed med de tre søjler for udviklingssamarbejde, politisk samarbejde og økonomisk og handelsmæssigt samarbejde, og dens store budget i form af Den Europæiske Udviklingsfond (EUF);

B.  der henviser til, at AVS-EU-partnerskabet har spillet en vigtig rolle for fremskridt i opnåelsen af årtusindudviklingsmålene (MDG-målene) på trods af EU's manglende evne til at nå sit mål om at afsætte 0,7 % af dets bruttonationalindkomst (BNI) til officiel udviklingsbistand;

C.  der henviser til, at AVS-EU-partnerskabet har ydet et væsentligt bidrag til udryddelse af fattigdom, til integration af AVS-landene i den globale økonomi og til at gøre dem til en mere effektiv global aktør i multilaterale handelsforhandlinger og klimaforhandlinger;

D.  der henviser til, at AVS-EU-partnerskabet har forbedret markedsadgangen for AVS-staterne og EU's medlemsstater og fremmet større gensidig forståelse af holdninger, værdier og normer gennem politisk dialog mellem dem;

E.  der henviser til, at på trods af at AVS-EU-partnerskabet i stor grad har bidraget til opnåelse af årtusindudviklingsmålene, har fremgangen hen imod udryddelse af fattigdom og integration af AVS-landene i verdensøkonomien indtil videre været utilstrækkelig, eftersom halvdelen af AVS-landene stadig er blandt verdens mindst udviklede lande, og fremhæver, at AVS-landene tilsammen tegner sig for mindre end 5 % af verdenshandelen og ca. 2 % af det globale BNP;

F.  der henviser til, at oprettelsen af Den Afrikanske Union og udarbejdelsen af den fælles strategi mellem Afrika og EU og de fælles partnerskabsstrategier mellem EU og henholdsvis Caribien og Stillehavsområdet viser EU's stadigt større regionale tilgang til spørgsmål af fælles interesse, såsom fred og sikkerhed, terrorisme og migration;

G.  der henviser til, at fred, sikkerhed og politisk stabilitet er en forudsætning for en bæredygtig udvikling;

H.  der henviser til, at det fælles grundlag og regionale aftaler skal tage hensyn til regionale og kontinentale særegenheder i overensstemmelse med principperne om subsidiaritet og komplementaritet;

I.  der henviser til, at AVS-staterne har udpeget tre søjler for forhandling, nemlig:

   Handel, investeringer og tjenesteydelser
   Udviklingssamarbejde, videnskab og teknologi, forskning og innovation
   Politisk dialog og fortaleraktiviteter;

J.  der henviser til, at politisk dialog om de væsentlige elementer, jf. artikel 8 og 96 i Cotonouaftalen, udgør et konkret og juridisk instrument til at fastholde de fælles værdier i AVS-EU-partnerskabet og fremme demokrati, god regeringsførelse og menneskerettigheder, som er afgørende for en bæredygtig udvikling;

K.  der henviser til, at der er et klart behov for at sikre, at menneskerettighedsbetingelserne opretholdes og for at styrke den politiske dialog i den nye aftale;

L.  der henviser til, at der ganske vist har været udtrykt tydelig anerkendelse af den rolle, som de nationale parlamenter, lokale myndigheder, civilsamfundet og den private sektor har spillet i revisionen af Cotonouaftalen i 2010, men deres deltagelse i forhandlingerne om AVS-EU-politikkerne og -aktiviteterne, herunder i programmeringen, opfølgningen og evalueringsprocesserne har været begrænset;

M.  der henviser til, at politisk dialog i vid udstrækning er blevet anvendt på et sent tidspunkt under politiske kriser og ikke som en forebyggende foranstaltning;

N.  der henviser til, at civilsamfundsorganisationer står over for stadig mere restriktiv lovgivning og andre hindringer, som begrænser deres aktiviteter og den plads, de kan udfylde;

O.  der henviser til, at teknisk kapacitet i mange AVS-lande til at håndtere skattemæssige spørgsmål er en hindring for både mobiliseringen af indenlandske indtægter og deltagelsen i internationalt samarbejde på skatteområdet;

P.  der henviser til, at EUF finansieres gennem direkte bidrag fra EU's medlemsstater og ikke er underlagt EU's normale budgetregler; der henviser til, at Parlamentet ikke har nogen beføjelser over EUF's budget på anden måde end ved meddelelse af decharge for udbetalinger, der allerede er foretaget, og at det heller ikke har nogen formel ret til kontrol over EUF's programmering;

Q.  der henviser til, at styrkelsen af den parlamentariske dimension i partnerskabet mellem EU og AVS-Gruppen samt styrkelsen af dens rådgivende rolle bør være et centralt element i det nye partnerskab;

R.  der henviser til, at hyppigheden og forskelligartetheden af møderne i Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU har muliggjort en løbende dialog mellem Europa-Parlamentet og AVS-medlemmer og dermed konsolideret dens legitimitet og styrket det parlamentariske diplomati; der henviser til, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling er blevet brugt som model for parlamentarisk diplomati i forskellige politiske fora;

1.  glæder sig over de vigtigste aspekter og den overordnede arkitektur for det fremtidige samarbejde mellem Gruppen af AVS-Stater og Den Europæiske Union, som Kommissionen har foreslået i sin henstilling med henblik på Rådets afgørelse om bemyndigelse til at indlede forhandlinger om en fremtidig partnerskabsaftale;

2.  understreger, at 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling, målene for bæredygtig udvikling og den europæiske konsensus om udvikling skal være i centrum for et fornyet AVS-EU-partnerskab;

3.  glæder sig over, at opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling er et centralt mål, men beklager manglen på konkrete gennemførelsesforanstaltninger i de foreslåede aftaler; understreger behovet for at integrere tværgående spørgsmål som f.eks. miljømæssig bæredygtighed, klimaforandring, kønsaspektet og social retfærdighed i alle politikker, planer og foranstaltninger i den fremtidige aftale;

4.  glæder sig over, at Kommissionens forslag til en ny partnerskabsaftale er åben for eksterne partnere;

5.  minder om, at det første mål for bæredygtig udvikling er at udrydde fattigdom, hvilket fortsat er et stort problem i de fleste AVS-stater; understreger derfor, at bekæmpelse af fattigdom fortsat skal være et centralt element i den fremtidige aftale;

6.  bemærker, at Kommissionen i vid udstrækning har taget hensyn til Parlamentets synspunkter, og at den fælles basisaftale og de regionale aftaler bliver lige så juridisk bindende, som Parlamentet har ønsket det;

7.  minder om, at den fremtidige partnerskabsaftale omfatter principperne om lighed, gensidig respekt og fælles interesser;

8.  fastholder, at de væsentlige elementer af Cotonoupartnerskabsaftalen, nemlig respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, de demokratiske principper og retsstatsprincippet og god forvaltning, skal bibeholdes som grundlag for samarbejdet efter 2020 og udgøre en integrerende del af basisaftalen og de regionale aftaler og protokoller; opfordrer Kommissionen og Rådet til udtrykkeligt i den del af mandatet, der omhandler menneskerettigheder, at medtage frihed fra forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder, seksuel orientering eller kønsidentitet samt seksuel og reproduktiv sundhed og seksuelle og reproduktive rettigheder, som fastsat i 1995 i Beijing-handlingsprogrammet og i resultaterne af revisionskonferencerne;

9.  understreger behovet for at behandle spørgsmålet om menneskerettigheder og god regeringsførelse på grundlag af eksisterende internationale retlige instrumenter, lovgivning, principper og mekanismer, der er indført af de regionale og panafrikanske forvaltningsorganer med henblik på at styrke ejerskab;

10.  minder om, at det fremtidige partnerskab mellem AVS-staterne og EU's medlemsstater skal indarbejde 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og bidrage til dens gennemførelse på alle niveauer;

11.  opfordrer forhandlerne fra EU og AVS-staterne til i den fælles del af aftalen at medtage en klar bestemmelse om alle parters fuldstændige gennemførelse af Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol;

12.  insisterer på behovet for at sikre sammenhæng mellem de principper, der er fastsat i det fælles grundlag, og de regionale prioriteter, der er fastlagt i aftalerne, og understreger, at grundlaget bør omfatte en udtrykkelig henvisning til ansvarlighed og overvågnings- og kontrolmekanismer i tilfælde af manglende overholdelse; understreger, at parternes ansvarlighed over for borgerne og civilsamfundet også bør sikres, og at de fælles institutioner bør indeholde mekanismer, der gør det muligt for civilsamfundet og borgerne at indberette tilfælde af krænkelse af menneskerettighederne og andre væsentlige elementer;

13.  gentager over for alle parter i forhandlingerne, at politisk dialog udgør en grundlæggende del af Cotonouaftalen, og at politisk dialog fortsat skal være en central og retlig søjle i den overordnede ramme og på regionalt plan i den nye aftale;

14.  understreger, at politisk dialog er en integreret del af aftalen og et værdifuldt grundlag med hensyn til at forbedre situationen for befolkningerne i partnerlandene; opfordrer derfor til bedre overvågning af menneskerettighedssituationen i disse lande og understreger, at overvågningen skal være inklusiv, gennemsigtig og deltagelsesbaseret; understreger betydningen af at sikre en meningsfuld inddragelse af civilsamfundet i dialogen på alle niveauer;

15.  minder om, at den politiske dialog skal være afbalanceret og baseret på gensidig respekt;

16.  understreger, at samarbejdet mellem EU og AVS-landene bør omfatte en peer review-mekanisme til regelmæssig overvågning af fremskridt og huller i gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling, der inddrager parlamenter, lokale myndigheder og civilsamfundet, samt en regelmæssig evaluering og rapportering til offentligheden om respekten for menneskerettighederne og andre væsentlige elementer; mener, at gennemførelsen af 2030-dagsordenen og målene for bæredygtig udvikling kræver legitimitet, nærhed, respekt for subsidiaritetsprincippet og en høj grad af inddragelse af lokale myndigheder og ikke-statslige aktører, hvis den skal være effektiv; opfordrer til bedre kommunikation og dialog med henblik på at uddybe forbindelserne mellem AVS-landene og EU;

17.  gentager, at økonomiske partnerskabsaftaler (ØPA'er) udgør et grundlag for regionalt samarbejde og er instrumenter til udvikling og regional integration; opfordrer derfor til, at de integreres fuldt ud i den nye aftale mellem EU og AVS-landene;

18.  opfordrer til en styrkelse af den politiske indflydelse af AVS-EU-partnerskabet på den globale scene, således at partnerne kan blive mere effektive globale aktører;

19.  opfordrer til klare bestemmelser i den fremtidige aftale, der regulerer den private sektors rolle og ansvarsområder; understreger navnlig, at det er nødvendigt, at virksomheder, der er involveret i udviklingspartnerskaber, overholder principperne for virksomhedernes sociale ansvar igennem projekternes livscyklus, herunder ved at respektere FN's Global Compact-initiativ, FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder, Den Internationale Arbejdsorganisations grundlæggende arbejdsstandarder, miljømæssige standarder og FN's konvention mod korruption; fremhæver behovet for, at både EU og AVS-landene udarbejder nationale planer til gennemførelse af FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder, og navnlig bestemmelserne om rettidig omhu;

20.  minder om, at mobiliseringen af de indenlandske ressourcer gennem beskatning er den vigtigste indtægtskilde til finansiering af bæredygtig udvikling; beklager, at foranstaltninger til bekæmpelse af ulovlige finansielle strømme og skatteunddragelse ikke har fået en fremtrædende plads i udkastet til mandat; opfordrer forhandlingsparterne til i den nye aftale at medtage ambitiøse bestemmelser om økonomisk og teknisk bistand til udviklingslandene for at håndtere de nye globale standarder for bekæmpelse af skatteunddragelse, herunder automatisk udveksling af oplysninger, oplysninger om reelt ejerskab af selskaber og om multinationale selskabers offentlige landeopdelte rapportering med henblik på at forhindre udhuling af skattegrundlaget og overførsel af overskud, på grundlag af G20- og OECD-modeller; opfordrer endvidere parterne til at forpligte sig til at støtte oprettelsen af et retligt bindende mellemstatsligt FN-organ om samarbejde på skatteområdet;

21.  beklager, at der i udkastet til forhandlingsmandat ikke forudses nogen bestemmelser om at sikre en bæredygtig udvikling inden for landbruget på trods af de enorme udfordringer, som landbrugerne i AVS-landene oplever som følge af klimaændringerne; opfordrer forhandlingsparterne til at medtage spørgsmålet om støtteordninger for bæredygtige landbrugsmetoder i den nye aftale;

22.  opfordrer til øget inddragelse af civilsamfundet i den politiske dialog, programmering, gennemførelse og støtte til kapacitetsopbygning; understreger vigtigheden af at inddrage civilsamfundet i den politiske dialog, herunder også de lokale grupper, som er direkte berørt af politikkerne; fremhæver i den forbindelse faren ved, at der bliver stadig mindre plads til civilsamfundet i nogle lande, og understreger behovet for også at inkludere grupper som f.eks. minoriteter, unge og kvinder, som ikke er i stand til at organisere deres interesser, eller som på trods af en legitim demokratisk interesse ikke anerkendes af deres regering;

23.  understreger, at inddragelsen af civilsamfundet bør være baseret på anerkendelsen af dets forskellige roller, og at dets rolle som en fuldgyldig aktør i aftalen bør styrkes;

24.  understreger, at principperne om effektivt udviklingssamarbejde bør indarbejdes fuldt ud i den nye AVS-EU-partnerskabsaftale, og at bestemmelserne til at sikre landenes ejerskab, fokus på resultater, en inklusiv udviklingsproces, gennemsigtighed og gensidig ansvarlighed skal være hjørnestenene i aftalen og i de regionale protokoller; understreger behovet for at sikre en geografisk afbalanceret tilgang til tildeling af bistand med stort fokus på de mindst udviklede og svagt funderede stater; mener, at tildeling af støtte betinget af samarbejde med EU om migrationsspørgsmål ikke er forenelig med aftalte principper for udviklingseffektivitet;

25.  understreger, at den fornyede strategi for EU's og AVS-landenes samarbejde/partnerskab bør sikre en mere effektiv fælles indsats for at tackle de forskellige udfordringer, som verden står over for i dag, såsom bekæmpelse af terrorisme og organiseret kriminalitet;

26.  gentager, at den kommende aftale skal give mulighed for at forbedre forpligtelserne og respekten for udviklingsvenlig politikkohærens og bør omfatte mekanismer til at overvåge den udviklingsvenlige politikkohærens; minder i den forbindelse om den rolle, som EU-delegationerne spiller i fremme af sammenhæng i udviklingspolitikken, og understreger behovet for, at de fører en dialog med jævne mellemrum på landeniveau;

27.  understreger betydningen af at tiltrække investeringer fra den private sektor, fremme den langsigtede udvikling af lokale kapitalmarkeder og øge de begrænsede budgetter for offentlig udviklingsbistand for at maksimere virkningerne og finansiere målene for bæredygtig udvikling;

28.  gentager betydningen af at styrke den parlamentariske dimension i den fremtidige aftale, der sikrer reelle rådgivende beføjelser til den fremtidige overordnede Blandede Parlamentariske Forsamling og som sikrer muligheden for en åben, demokratisk og omfattende parlamentarisk dialog; anmoder om, at den juridiske og operationelle autonomi garanteres; kræver, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling i høj grad inddrages i gennemførelsen af denne aftale, og at den regelmæssigt høres om alle spørgsmål af betydning for partnerskabet; mener, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling bør inddrages fuldt ud i forhandlingerne om det fremtidige partnerskab;

29.  opfordrer til yderligere bestræbelser på at forbedre Den Blandede Parlamentariske Forsamlings kontrol af udviklingsprogrammeringen;

30.  er overbevist om, at der er behov for regelmæssige møder mindst én gang årligt på AVS-EU-plan for at sikre kontinuitet og stabilitet i partnerskabet og for at give mulighed for regelmæssig rapportering om og peer-review af fremskridtene hen imod de bæredygtige udviklingsmål og respekten for menneskerettighederne og andre væsentlige elementer i aftalen, sådan som Parlamentet har anmodet om;

31.  anbefaler derfor, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling tilpasses den nye regionale struktur, og at der fortsat fokuseres på arbejdet i de regionale fora og samarbejdes tæt med de nationale og regionale parlamenter; mener, at AVS-EU-Ministerrådet og Den Blandede Parlamentariske Forsamling bør mødes regelmæssigt, men mindre hyppigt end på nuværende tidspunkt, i plenum, i EU og i en AVS-stat på skift, men at plenarforsamlingen ikke bør være afhængig af, at Ministerrådet er indkaldt; opfordrer den EU-medlemsstat, der har det roterende rådsformandskab i EU, til at engagere sig mere indgående i forberedelserne til, tilrettelæggelsen af og værtsskabet for Den Blandede Parlamentariske Forsamlings samlinger;

32.  anmoder om, at der holdes møder mellem EU og AVS-parlamentsmedlemmerne på regionalt plan mindst en gang om året i hver region, og ser gerne, at de suppleres af et multiinteressentforum med inddragelse af ikke-statslige aktører, herunder civilsamfundet, de unge og den private sektor;

33.  er overbevist om, at Det Panafrikanske Parlament er nødt til at blive en stærk søjle inden for den fremtidige aftale mellem EU og Afrika, navnlig i forhold til og sammen med det fremtidige EU-Afrika-Råd; opfordrer i denne henseende både Kommissionen og AVS-landene til på et tidligt stadium af forhandlingerne at offentliggøre skriftlige forslag vedrørende den parlamentariske dimension og det Panafrikanske Parlaments rolle og til at rådføre sig med Det Panafrikanske Parlament og Europa-Parlamentet i denne henseende;

34.  minder om, at Europa-Parlamentet i overensstemmelse med artikel 218, stk. 10, i TEUF, straks skal underrettes fuldt ud i alle faser af forhandlingsproceduren, og gentager, at det er nødvendigt at nå til enighed om forbedrede praktiske ordninger for samarbejde og udveksling af oplysninger under internationale aftalers hele livscyklus; opfordrer desuden Rådet og Kommissionen til at orientere Den Blandede Parlamentariske Forsamling straks og fuldt ud om forhandlingerne;

35.  opfordrer Rådet for Den Europæiske Union til at offentliggøre mandatet, som blev vedtaget af Rådet; opfordrer gruppen af AVS-stater til at gøre det samme for dens mandat;

36.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, AVS-Rådet, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, formanden for Kommissionen for Den Afrikanske Union, Det Panafrikanske Parlament og Præsidiet for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU.

(1) http://www.europarl.europa.eu/intcoop/acp/03_01/pdf/mn3012634_en.pdf
(2) http://www.wipo.int/edocs/trtdocs/en/acp/trt_acp_3.pdf
(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0371.
(4) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0437.
(5) EUT C 349 af 17.10.2017, s. 11.
(6) EUT C 310 af 25.8.2016, s. 19.
(7) EUT C 170 af 30.5.2017, s. 36.
(8) http://www.europarl.europa.eu/intcoop/acp/2015_acp2/pdf/1081264en.pdf


Tilsyn med anvendelsen af EU-retten 2016
PDF 302kWORD 60k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. juni 2018 om tilsyn med anvendelsen af EU-retten 2016 (2017/2273(INI))
P8_TA(2018)0268A8-0197/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Union (TEU), særlig artikel 1, 2 og 3,

–  der henviser til Kommissionens 33. årsberetning om tilsyn med anvendelsen af EU-retten (2015) (COM(2016)0463),

–  der henviser til Kommissionens 34. årsberetning om tilsyn med anvendelsen af EU-retten (2016) (COM(2017)0370),

–  der henviser til Kommissionens rapport med titlen "Evalueringsrapport for EU Pilot" (COM(2010)0070),

–  der henviser til Kommissionens rapport med titlen "Den anden evalueringsrapport om EU Pilot" (COM(2011)0930),

–  der henviser til sin beslutning af 6. oktober 2016 med titlen "Tilsyn med anvendelsen af EU-retten: Årsberetningen for 2014"(1),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. december 2016 med titlen "EU-retten: Bedre resultater gennem bedre anvendelse" (C(2016)8600),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. marts 2002 om forbindelserne med klagere i sager om overtrædelse af fællesskabsretten (COM(2002)0141),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. april 2012 om ajourføring af meddelelsen om forbindelserne med klagere i sager om anvendelsen af EU-retten (COM(2012)0154),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 11. marts 2014 om en ny EU-retlig ramme for at styrke retsstatsprincippet (COM(2014)0158),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. maj 2015 med titlen "Bedre regulering for bedre resultater – En EU-dagsorden" (COM(2015)0215),

–  der henviser til rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen(2),

–  der henviser til Rådets beslutning 2001/470/EF af 28. maj 2001 om oprettelse af et europæisk retligt netværk på det civil- og handelsretlige område(3),

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen om bedre lovgivning(4),

–  der henviser til sin beslutning af 10. september 2015 om 30. og 31. årsberetning om kontrol med gennemførelsen af EU-retten (2012-2013)(5),

–  der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2016 med henstillinger til Kommissionen om oprettelse af en EU-mekanisme for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder(6),

–  der henviser til sin beslutning af 9. juni 2016 for en åben, effektiv og uafhængig europæisk forvaltning(7) og beslutning af 15. januar 2013 med henstillinger til Kommissionen om Den Europæiske Unions forvaltningslov(8),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. maj 2016 om realisering af fordelene ved EU's miljøpolitikker gennem regelmæssig revision af gennemførelsen af miljøreglerne (COM(2016)0316) og af 3. februar 2017 med titlen "EU's revision af gennemførelsen af miljøreglerne: Fælles udfordringer og en samlet indsats for at levere bedre resultater" (COM(2017)0063),

–  der henviser til den europæiske søjle for sociale rettigheder,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52 og artikel 132, stk. 2,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelser fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling og Udvalget for Andragender (A8-0197/2018),

A.  der henviser til, at artikel 17 i TEU definerer Kommissionens grundlæggende rolle som "traktaternes vogter";

B.  der henviser til, at det i artikel 2 i TEU fastslås, at Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal; der henviser til, at en korrekt gennemførelse af EU-retten er afgørende for at nå EU's politiske mål, der er fastlagt i traktaterne og den afledte ret; der henviser til, at Unionen i henhold til artikel 8 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) skal tilstræbe at fjerne uligheder og fremme ligestilling mellem mænd og kvinder;

C.  der henviser til, at ifølge artikel 2 i TEU og chartrets artikel 21 Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder er ligestilling mellem mænd og kvinder en af de grundlæggende værdier, som EU bygger på, og at Unionen i alle sine aktiviteter tilstræber at bekæmpe alle former for forskelsbehandling, fjerne uligheder og fremme lige muligheder og ligebehandling;

D.  der henviser til, at det i artikel 3 i TEU fastslås, at Unionens mål bl.a. er at fremme fred, dens værdier og befolkningernes velfærd og at arbejde for en bæredygtig udvikling i Europa baseret på en afbalanceret økonomisk vækst og prisstabilitet, social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne, hvor der tilstræbes fuld beskæftigelse og sociale fremskridt samt et højt beskyttelsesniveau og forbedring af miljøkvaliteten, og at Unionen bekæmper social udstødelse og forskelsbehandling og fremmer social retfærdighed og beskyttelse, ligestilling mellem kvinder og mænd, solidaritet mellem generationerne og beskyttelse af børns rettigheder;

E.  der henviser til, at ifølge fast retspraksis ved Den Europæiske Unions Domstol skal medlemsstaterne forsyne Kommissionen med klare og præcise oplysninger om, hvordan de gennemfører EU-direktiver i national lovgivning; og til, at medlemsstaterne, ifølge den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 mellem Kommissionen og medlemsstaterne(9) og Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens fælles politiske erklæring af 27. oktober 2011(10), når de indberetter nationale gennemførelsesforanstaltninger til Kommissionen, også kan anmodes om at oplyse, hvordan de har gennemført direktiver i national ret;

F.  der henviser til, at i henhold til artikel 4, stk. 3, i TEU, samt artikel 288, stk. 3, og artikel 291, stk. 1, i TEUF har medlemsstaterne det primære ansvar for at gennemføre, anvende og implementere EU's lovgivning korrekt og inden for fristerne samt for at afsætte tilstrækkelige midler til at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten;

G.  der henviser til, at den korrekte anvendelse af EU-retten garanterer alle EU-borgere fordelene ved Unionens politikker og lige vilkår for virksomhederne;

H.  der henviser til, at Kommissionen efter vedtagelsen i december 2016 af meddelelsen med titlen "EU-retten: Bedre resultater gennem bedre anvendelse" har besluttet at koncentrere sig om tilfælde, hvor medlemsstaterne undlader at meddele gennemførelsesforanstaltninger, hvor disse foranstaltninger ikke omsætter direktiverne korrekt, eller hvor medlemsstaterne undlader at efterkomme en dom fra Den Europæiske Unions Domstol (i henhold til artikel 260, stk. 2, i TEUF), alvorligt skader EU's finansielle interesser eller indskrænker EU's enekompetence;

I.  der henviser til, at chartret om Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder i henhold til artikel 6, stk. 1, i TEU har samme juridiske værdi som traktaterne og er rettet til Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer samt til medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten (artikel 51, stk. 1, i chartret);

J.  der henviser til, at EU-Pilot-procedurerne har til formål at skabe et tættere og mere sammenhængende samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne med det formål at afhjælpe overtrædelser af EU-retten i en tidlig fase gennem bilaterale dialoger for så vidt muligt at undgå formelle traktatbrudsprocedurer;

K.  der henviser til, at det – som en reaktion på det nuværende demokratiske underskud og under henvisning til sin beslutning af 25. oktober 2016 med henstillinger til Kommissionen om oprettelse af en EU-mekanisme for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder – er nødvendigt at oprette en ny mekanisme, der giver en enkelt og sammenhængende ramme, der bygger på eksisterende instrumenter og mekanismer, som skal anvendes på en ensartet måde i alle EU-institutioner og medlemsstater;

L.  der henviser til, at formålet med EU Pilot, i henhold til de nye politikker, der er vedtaget af Kommissionen for at sikre overholdelse af EU-retten, imidlertid ikke er at forlænge traktatbrudsproceduren, som i sig selv udgør et middel til at indlede en problemløsningsdialog med en medlemsstat;

M.  der henviser til, at Kommissionen – for at sikre en mere strategisk og effektiv tilgang til håndhævelse i forbindelse med overtrædelser – har besluttet, således som det er anført i dens meddelelse med titlen "Bedre resultater gennem bedre anvendelse", at iværksætte traktatbrudsprocedurer uden at være afhængig af EU Pilot-mekanismen, medmindre anvendelsen deraf skønnes nyttig i en given sag;

N.  der henviser til, at Kommissionen i 2016 modtog 3 783 nye klager over potentielle overtrædelser af EU-retten, og at størsteparten af klagerne vedrørte Italien (753), Spanien (424) og Frankrig (325);

O.  der henviser til, at Kommissionen i henhold til artikel 258, stk. 1 og 2, i TEUF afgiver en begrundet udtalelse over for en medlemsstat, når den finder, at denne har tilsidesat en forpligtelse, som påhviler den i henhold til traktaterne, og kan indbringe sagen for Den Europæiske Unions Domstol, såfremt den pågældende medlemsstat ikke retter sig efter udtalelsen inden for en frist, der fastsættes af Kommissionen;

P.  der henviser til, at Kommissionen i 2016 indledte 847 nye traktatbrudsprocedurer på grund af forsinket gennemførelse af direktiver;

Q.  der henviser til, at 95 traktatbrudssager stadig var åbne i 2016, selv om Domstolen har afsagt dom om de berørte medlemsstaters manglende overholdelse;

R.  der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 25. oktober 2016 om oprettelse af en EU-mekanisme for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder anmodede om, at Kommissionen inden september 2017 på grundlag af artikel 295 i TEUF fremlagde forslag til indgåelse af en EU-pagt for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder i form af en interinstitutionel aftale, der fastsætter regler til lettelse af samarbejde mellem Unionens institutioner og medlemsstaterne inden for rammerne af artikel 7 i TEU;

S.  der henviser til, at rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen indeholder bestemmelser om udveksling af oplysninger om alle traktatbrudsprocedurer, der indledes med en åbningsskrivelse, men den omfatter ikke den uformelle EU Pilot-procedure forud for indledningen af formelle traktatbrudsprocedurer;

T.  der henviser til, at artikel 41 i EU's charter om grundlæggende rettigheder definerer retten til god forvaltning som enhver persons ret til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner, og til, artikel 298 i TEUF fastsætter, at institutioner, organer, kontorer og agenturer i Unionen under udførelsen af deres opgaver støtter sig på en åben, effektiv og uafhængig europæisk forvaltning;

U.  der henviser til, at Kommissionen i sin meddelelse af 3. februar 2017 "EU's revision af gennemførelsen af miljøreglerne" hævder at have fremlagt en struktureret og bred dialog med medlemsstaterne om gennemførelsen af EU's miljølovgivning, og tilbyder uden at det berører dens håndhævelsesbeføjelser i henhold til EU-traktaterne, at gøre det lettere for medlemsstaterne gennem en ny målrettet ramme;

V.  der henviser til, at artikel 157 og 19 i TEUF giver mulighed for lovgivning til bekæmpelse af alle former for forskelsbehandling, herunder på grund af køn;

W.  der henviser til, at EU og medlemsstaterne i erklæring nr. 19, der er knyttet som bilag til slutakten fra den regeringskonference, hvorpå Lissabontraktaten blev vedtaget, har forpligtet sig til "at bekæmpe alle former for vold i hjemmet […], forebygge og straffe disse kriminelle handlinger og støtte og beskytte ofrene";

X.  der henviser til, at EU's lovgivning mod menneskehandel, især med kvinder og børn, er blevet vedtaget på grundlag af artikel 79 og 83 i TEUF; der henviser til programmet for rettigheder, ligestilling og unionsborgerskab bl.a. finansierer foranstaltninger, der medvirker til udryddelsen af vold mod kvinder;

Y.  der henviser til, at en række EU-direktiver, navnlig dem, der fokuserer på ligestilling mellem kønnene, ikke er gennemført korrekt i en række medlemsstater, hvorved personer af forskelligt køn ikke er beskyttet mod forskelsbehandling i forbindelse med adgang til beskæftigelse og til varer og tjenesteydelser;

Z.  der henviser til, at kønsbaseret forskelsbehandling overlapper andre former for forskelsbehandling, herunder forskelsbehandling på grundlag af race og etnicitet, religion, handicap, sundhed, kønsidentitet, seksuel orientering, alder og/eller socioøkonomiske forhold;

AA.  der henviser til, at 33 % af alle kvinder i EU har været udsat for fysisk og/eller seksuel vold og 55 % for seksuel chikane, i 32 % af tilfældene på arbejdspladsen; der henviser til, at kvinder er særligt sårbare over for seksuel, fysisk og internetbaseret vold, cybermobning og stalking; der henviser til, at mere end halvdelen af alle kvindelige mordofre myrdes af en partner eller et familiemedlem; der henviser til, at vold mod kvinder er en af verdens mest udbredte menneskerettighedskrænkelser, uanset ofrets alder, nationalitet, religion, uddannelse eller økonomiske og sociale status, og udgør en væsentlig hindring for lighed mellem kvinder og mænd; der henviser til, at problemet med kvindemord ikke er blevet mindre i medlemsstaterne;

AB.  der henviser til, at der i EU's LGBT-undersøgelse konkluderes, at lesbiske, biseksuelle og transpersoner udsættes for en uforholdsmæssig stor risiko for forskelsbehandling på grund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet; der henviser til, at 23 % af lesbiske og 35 % af transkønnede personer har været udsat for fysiske og/eller seksuelle overgreb eller er blevet truet med vold i hjemmet eller andre steder (på gaden, i offentlige transportmidler, på arbejdspladsen osv.) mindst en gang inden for de seneste fem år;

AC.  der henviser til, at gennemførelsen og håndhævelsen af EU's ligestillingsret i medlemsstaterne har vist sig at medføre specifikke problemer i forbindelse med omsætningen og gennemførelsen af de relevante direktiver, f.eks. i form af betydelige mangler i lovgivningen og de nationale domstoles inkonsekvente anvendelse af den;

AD.  der henviser til, at institutioner og mekanismer for ligestilling ofte er marginale i de nationale statslige strukturer, hvor de er opdelt mellem forskellige politikområder og hæmmes af komplekse mandater samt mangler passende personale, uddannelse, data og tilstrækkelige ressourcer og ikke får tilstrækkelig støtte fra de politiske ledere;

AE.  der henviser til, at der ifølge den komparative analyse, der i 2017 blev foretaget af det europæiske netværk af juridiske eksperter i ligestilling og ikke-forskelsbehandling i Europa, stadig i langt de fleste lande hersker alvorlig bekymring vedrørende opfattelse og bevidsthed, fordi folk ofte ikke er informeret om deres ret til beskyttelse mod forskelsbehandling og om beskyttelsesmekanismer; der henviser til, at det af denne analyse fremgår, at der i forbindelse med håndhævelsen af EU's direktiver om bekæmpelse af diskrimination er opstået yderligere problemer som f.eks. organisationers og foreningers manglende (eller for begrænsede) retlige beføjelser til at engagere sig i søgsmål på vegne af eller til støtte for ofre for forskelsbehandling, begrænset anvendelse af omvendt bevisbyrde samt en række hindringer for effektiv adgang til domstolsprøvelse, og at disse problemer udgør hindringer, der effektivt forhindrer borgerne i fuldt omfang at udøve og beskytte deres rettigheder i medfør af bestemmelserne i lovgivningen om forbud mod forskelsbehandling;

AF.  der henviser til, at kønsligestillingsindekset 2017 fra Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (EIGE) kun viser en marginal fremgang, hvilket gør det klart, at EU stadig er langt fra at opnå ligestilling mellem kønnene, idet det samlede pointtal nu er 66,2 ud af 100, hvilket kun er fire point højere end for ti år siden;

AG.  der henviser til, at for så vidt angår området for beslutningstagning viser ovennævnte data vedrørende ligestilling en forbedring på næsten 10 point i de seneste ti år, idet det samlede pointtal nu er 48,5 point, men at dette område stadig har det laveste pointtal generelt set; der henviser til, at dette negative tal primært afspejler den ulige repræsentation af mænd og kvinder i politik, og peger på, at der er et demokratisk underskud i EU's forvaltning;

AH.  der henviser til, at der i Eurofounds rapport om den kønsbestemte forskel i mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens anslås, at denne forskel koster EU omkring 370 mia. EUR om året eller 2,8 % af EU's BNP;

AI.  der henviser til, at den sammensatte indikator for betalt og ubetalt arbejdstid ifølge Eurofounds undersøgelse af arbejdsbetingelser viser, at når betalte og ubetalte arbejdstimer lægges sammen, har kvinder længere arbejdstid;

AJ.  der henviser til, at på trods af EU's bestræbelser på at opnå ligestilling på beslutningstagningsområdet udviser EU-agenturernes bestyrelser en alvorlig mangel på balance mellem kønnene og et vedvarende mønster med kønsopdeling;

AK.  der henviser til, at feminiseringen af fattigdom er en realitet i EU, og at en korrekt og fuldstændig anvendelse og håndhævelse af EU's lovgivning om ligestilling bør gå hånd i hånd med politikker til bekæmpelse af den meget høje arbejdsløshed, fattigdom og sociale udelukkelse blandt kvinder; der henviser til, at manglende ligestillingspolitikker og mangelfuld gennemførelse af ligestillingslovgivning bringer kvinder yderligere i fare og øger risikoen for fattigdom og social udstødelse ved at udelukke dem fra arbejdsmarkedet;

AL.  der henviser til, at en korrekt gennemførelse af den eksisterende lovgivning er afgørende for at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd; der henviser til, at selv om det omarbejdede direktiv 2006/54/EF klart forbyder både direkte og indirekte forskelsbehandling, og til trods for at kvinder i gennemsnit opnår et højt uddannelsesniveau, lå den kønsbestemte lønforskel stadig på 16,3 % i 2015;

AM.  der henviser til, at princippet om ligestilling mellem kvinder og mænd skal være en væsentlig del af kontrollen med gennemførelsen af den eksisterende EU-lovgivning;

AN.  der henviser til, at indsamling af data, så vidt muligt opdelt efter køn, er særlig vigtig for at kunne kontrollere de fremskridt, der hidtil er gjort med hensyn til anvendelsen af EU-retten;

1.  glæder sig over Kommissionens beslutning(11) om at sikre, at overtrædelser af EU-retten behandles hurtigt, og støtter dens bestræbelser på at løse problemer med hensyn til gennemførelsen af EU-retten på uformel vis; opfordrer Kommissionen til at forbedre EU Pilot-ordningens problemløsningsmekanisme;

2.  er foruroliget over, at det samlede antal traktatbrudsprocedurer voksede i 2016, således at der blev registreret det højeste antal af sådanne sager i de seneste fem år;

3.  glæder sig over Kommissionens årsberetning for 2016 om tilsyn med anvendelsen af EU-retten og bemærker, at ifølge denne beretning var de fire områder, hvor der blev indledt flest traktatbrudssager mod medlemsstater på grund af forsinket gennemførelse i 2016, miljø, retlige anliggender og forbrugere, beskatning og det indre marked;

4.  minder om, at retten til at indgive andragender til Europa-Parlamentet er en af grundpillerne i unionsborgerskabet, som nedfældet i artikel 20 og 227 i TEUF og i artikel 44 i EU's charter om grundlæggende rettigheder, og at denne ret i henhold til nye undersøgelser indtager andenpladsen for, hvad der har betydning for borgerne; understreger betydningen af andragender som et middel for borgere og bosiddende til at føle sig involverede i Unionens aktiviteter og til at give udtryk for deres bekymring over tilfælde af forkert anvendelse eller overtrædelse af EU-lovgivning og mulige huller i lovgivningen, samtidig med at disse mangler fremhæves i håb om en hurtig og effektiv løsning af de problemer, der rejses; er enig med Kommissionen i, at det arbejde, der udføres for at sikre en effektiv håndhævelse af EU's eksisterende lovgivning, skal anerkendes som værende af samme betydning som arbejdet med at udarbejde ny lovgivning; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at forbedre sin behandling af andragender ved at levere rettidige og grundige svar;

5.  henleder opmærksomheden på en undersøgelse bestilt af Parlamentets Udvalg for Andragender via Temaafdeling C om "Monitoring the implementation of EU law: tools and challenges" (Tilsyn med gennemførelse af EU-lovgivningen: værktøjer og udfordringer), og glæder sig over de konkrete anbefalinger til Parlamentet om tiltag; henleder opmærksomheden på den nyligt offentliggjorte undersøgelse bestilt via Temaafdeling C om "Effektiv adgang til retsvæsenet" på grund af de tilbagevendende påstande, der er fremgået af behandlingen af adskillige andragender; støtter Kommissionens forslag om at fremme uddannelse af retsvæsenets aktører i EU-lovgivning for de forskellige medlemsstater med henblik på at sikre konsekvens i afgørelserne og dermed lige håndhævelse af rettigheder i hele Unionen;

6.  glæder sig over den øgede gennemsigtighed og tilrådighedsstillelsen af flere statistiske oplysninger i Kommissionens rapport for 2016 sammenlignet med tidligere rapporter; beklager imidlertid, at den ikke indeholder præcise oplysninger om antallet af andragender, der har ført til indledning af en EU-pilotprocedure eller en traktatbrudsprocedure, og anmoder Kommissionen om at fremlægge disse specifikke oplysninger; bemærker med beklagelse, at hverken Parlamentet eller andragerne er inddraget i disse procedurer; gentager sin opfordring til Kommissionen om at dele oplysninger med Parlamentet om alle de EU-pilotprocedurer og traktatbrudsprocedurer, der indledes, med henblik på at øge gennemsigtigheden, reducere tidsrammen for bilæggelse af tvister gennem Udvalget for Andragender, opbygge tilliden til EU-projektet og i sidste ende øge legitimiteten af EU-pilotproceduren, navnlig når der er tale om traktatbrudsprocedurer; opfordrer Kommissionen til systematisk at meddele sine afgørelser og de forskellige foranstaltninger, der er truffet af kommissærkollegiet, og til at offentliggøre dagsordenen og de vigtigste resultater af pakkedrøftelser; anerkender Domstolens afgørelse fra maj 2017 i sag C-39/05 P, C-52/05 P og C-562/14 P, i henhold til hvilke dokumenter i EU-pilotproceduren ikke bør offentliggøres, hvis der er en risiko for, at dette vil påvirke arten af traktatbrudsproceduren, ændre procedurens forløb eller undergrave procedurens mål; opfordrer Kommissionen til at fremlægge de dokumenter, der udveksles med medlemsstaterne, når risikoen ikke længere eksisterer, nemlig når EU-pilotproceduren er afsluttet; støtter anbefalingerne fra Den Europæiske Ombudsmand vedrørende rettidighed og gennemsigtighed i sager forud for indledning af en traktatbrudsprocedure; understreger betydningen af at holde alle berørte aktører underrettet og af at skabe mere gennemsigtighed i EU-pilotprocedurer; beklager det manglende engagement fra Kommissionens side i forbindelse med dens reaktioner på de bekymringer, der rejses i EU-pilotprocedurer af MEP’er, og opfordrer Kommissionen til at informere Udvalget for Andragender om eventuelle væsentlige nye skridt i undersøgelser og den løbende dialog med medlemsstaterne, hvis de berører igangværende andragender; gentager sin opfordring til Kommissionen til i dens årlige rapport også at opføre gennemførelsesgraden for både EU-forordninger og -direktiver;

7.  mener, at det høje antal traktatbrudsprocedurer viser, at det stadig er en stor udfordring og en prioritet at sikre rettidig og korrekt anvendelse af EU-retten i medlemsstaterne i betragtning af den nye, mere strategiske og effektive tilgang til håndhævelse, som Kommissionen vedtog for 2016; mener, at nogle af de pågældende traktatbrud er resultatet af manglen på ressourcer til den offentlige forvaltning i nogle medlemsstater;

8.  understreger, at antallet af nye klager ligger på det højeste niveau siden 2011 svarende til en stigning på 67,5 % over det seneste år, hvor der er indgivet i alt 3 783 nye klager, hvilket er et rekordhøjt antal, mens der er sket et fald i antallet af afsluttede sager, og at 1 657 traktatbrudssager fortsat var uafsluttede ved udgangen af 2016, mens der blev påbegyndt 986 traktatbrudssager i 2016, heriblandt 847 sager om forsinket gennemførelse i national ret; noterer sig med bekymring, at 95 traktatbrudssager fortsat er uafsluttede, selv om der foreligger en afgørelse fra EU-Domstolen, fordi det er Kommissionens opfattelse, at de pågældende medlemsstater endnu ikke har efterlevet de domme, der er afsagt, jf. artikel 258 i TEUF, og at områderne beskæftigelse og forbrugerretlige spørgsmål er de mest fremtrædende, efterfulgt af det indre marked, industrien, iværksættervirksomhed og SMV’er, beskatning og told samt miljøet;

9.  glæder sig over faldet i antallet af nye EU Pilot-sager, der blev indledt i 2016 (790 mod 881 i 2014) og over, at dette tal er faldet til det laveste niveau siden 2011, selv om Kommissionen ikke iværksætter EU Pilot-procedurer i forbindelse med forsinket gennemførelse af direktiver; noterer sig dog, at løsningsraten faldt en smule i forhold til 2015 (fra 75 % til 72 %); anmoder Kommissionen om at give nærmere oplysninger om, hvordan den fastsætter prioriteter for sin håndhævelsespolitik, hvori det hedder, at den vil fokusere håndhævelsesindsatsen på områder, hvor EU kan gøre en reel forskel, og på politisk prioriterede områder forfølge sager, som afslører systemiske svagheder i en medlemsstats retssystem;

10.  bemærker, at Kommissionens erklærede hensigt om at være mere strategisk, når det drejer sig om håndhævelse af EU-retten, for nyligt har ført til afslutning af traktatbrudssager af politiske grunde; opfordrer derfor Kommissionen til at forklare de overvejelser, der ligger bag sådanne beslutninger, i kommende tilsynsberetninger;

11.  understreger, at de fleste EU Pilot-sager, som førte til formelle traktatbrudsprocedurer, hovedsageligt vedrørte politikområder, der er forbundet med miljøet, det indre marked, industrien, iværksætteri og SMV'er, energi og beskatning og told; bemærker også, at Ungarn, Tyskland, Spanien og Polen havde de højeste antal sager i EU Pilot-ordningen, som blev behandlet gennem traktatbrudsprocedurer;

12.  anerkender, at det er medlemsstaterne, der har det primære ansvar for at gennemføre og anvende EU-retten korrekt, men påpeger, at dette ikke fritager EU-institutionerne fra deres pligt til at respektere den primære EU-ret, når de udarbejder afledt EU-ret, især når det gælder retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder med hensyn til chartret om grundlæggende rettigheder;

13.  påpeger, at korrekt gennemførelse og anvendelse af EU-retten er afgørende for at nå EU's politik med hensyn til det i traktaterne nedfældede princip om ligestilling mellem mænd og kvinder og for at tilskynde til og fremme den gensidige tillid mellem offentlige institutioner både på EU-niveau og nationalt niveau samt mellem institutioner og borgere, samtidig med at tillid og retssikkerhed tjener som grundlag for både et godt samarbejde og en effektiv anvendelse af EU-retten;

14.  er foruroliget over, at der i nogle medlemsstater fortsat foreligger væsentlige mangler ved gennemførelsen og håndhævelsen af EU's miljølovgivning, især inden for områder som affaldshåndtering, infrastruktur til spildevandsbehandling og overholdelse af grænseværdier for luftkvalitet;

15.  fremhæver den vigtige rolle, som arbejdsmarkedets parter, civilsamfundsorganisationer, EU-borgere og andre aktører spiller i tilsynet med og indberetningen af mangler i forbindelse med gennemførelsen og anvendelsen af EU-retten i medlemsstaterne; glæder sig derfor over borgernes øgede engagement i forbindelse med gennemførelsen af EU's lovgivning, herunder den afgørende rolle, som whistleblowere spiller i den private og offentlige sektor; understreger, at EU-borgere ipso jure skal være de første til på en klar, effektiv, tilgængelig, gennemsigtig og rettidig måde at blive gjort opmærksomme på, hvorvidt og hvilke nationale love der er blevet vedtaget til gennemførelse af EU-retsakter, og hvilke nationale myndigheder der er ansvarlige for at sikre, at disse love gennemføres korrekt;

16.  noterer sig den betydning, som Kommissionen tillægger en rettidig og korrekt gennemførelse af EU-retten i national lovgivning og eksistensen af klare interne rammebestemmelser, der pålægger medlemsstaterne at prioritere denne målsætning for at undgå overtrædelser af EU-retten, samtidig med at det sikres, at enkeltpersoner og virksomheder vil kunne drage fordel af en effektiv og virkningsfuld gennemførelse heraf;

17.  påpeger imidlertid, at urealistiske frister for gennemførelsen af lovgivning kan gøre det umuligt for medlemsstaterne at opfylde kravene, hvilket indebærer stiltiende accept af forsinket gennemførelse; opfordrer indtrængende EU-institutionerne til at blive enige om mere realistiske tidsplaner for gennemførelsen af forordninger og direktiver, under behørig hensyntagen til den tid, der er nødvendig til kontrol og høringer; mener, at Kommissionen bør fremlægge rapporter, resuméer og lovgivningsmæssige revisioner på de datoer, som er aftalt mellem de to lovgivere, og som er i overensstemmelse med de retlige bestemmelser;

18.  påpeger, at der var 70 direktiver, der skulle gennemføres i 2016, i forhold til 56 i 2015; udtrykker bekymring over den kraftige stigning i antallet af nye traktatbrudssager om forsinket gennemførelse fra 543 til 847; beklager, at 868 traktatbrudssager om forsinket gennemførelse ved udgangen af 2016 stadig ikke var afsluttet, hvilket svarer til en stigning på 67,5 % i forhold til de 518 sager, der var åbne ved udgangen af 2015;

19.  udtrykker bekymring over, at det i 2015 ikke lykkedes medlemsstaterne at opfylde alle deres forpligtelser til at forelægge forklarende dokumenter sammen med de foranstaltninger, de havde truffet for at gennemføre direktiver i national lovgivning; mener, at Kommissionen i lyset af de forklarende dokumenters ujævne kvalitet bør yde mere bistand til medlemsstaterne i forbindelse med udarbejdelsen af dem og ved udarbejdelsen af sammenligningstabeller;

20.  understreger det faktum, at undladelse af at sikre rettidig og korrekt gennemførelse af den eksisterende EU-lovgivning om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med uddannelse, beskæftigelse og erhverv, lige løn for lige arbejde og ligebehandling af kvinder og mænd i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser og de eksisterende bestemmelser for at forbedre balancen mellem arbejds- og privatliv og gøre en ende på alle former for vold mod kvinder og piger i sidste ende fratager borgerne og virksomhederne de fordele, som de har ret til i henhold til EU-retten;

21.  understreger det faktum, at EU blev oprettet som en union, der bygger på retsstaten og respekt for menneskerettighederne (artikel 2 i TEU); bemærker, at gennemførelsen af EU-lovgivningen i medlemsstaterne til fulde skal overholde de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i traktaterne og i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder; gentager, at en omhyggelig overvågning af medlemsstaternes og EU-institutionernes handlinger og undladelser er af allerstørste betydning;

22.  gentager sin bekymring over antallet af andragender til Europa-Parlamentet og klager til Kommissionen om problemer, der angiveligt skulle være løst af Kommissionen;

23.  fremhæver betydningen af at beskytte integriteten af EU's retsorden, som omfatter primær og sekundær ret og blød lovgivning; opfordrer derfor til rettidig vedtagelse af de lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige initiativer, der kræves for at gøre den europæiske søjle for sociale rettigheder til en realitet for borgerne; opfordrer Kommissionen til at udvise størst mulig gennemsigtighed og sammenhæng i sine bestræbelser på at skabe en ny ramme, der er rettet mod en korrekt gennemførelse af EU’s lovgivning, som f.eks. revisionen af gennemførelsen af miljøreglerne; opfordrer Kommissionen til at overveje at oprette en sådan ramme, som særligt vedrører en rimelig og afbalanceret udvikling, beskæftigelse, sociale anliggender, arbejdsmarkedsforhold og inklusion i forbindelse med den europæiske søjle for sociale rettigheder;

24.  gentager i forlængelse af sin beslutning af 25. oktober 2016 sin anmodning til Kommissionen om at forelægge et forslag til indgåelse af en EU-pagt for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder og således effektivt samle de relevante årlige tematiske rapporter samt resultatet af de eksisterende overvågningsmekanismer og periodiske evalueringsredskaber, således at de alle fremlægges på samme tidspunkt; minder om, at Kommissionen i sin egenskab af traktaternes vogter under fuld hensyntagen til principperne om god og effektiv forvaltning, jf. artikel 298 i TEUF og artikel 41 og 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, har pligt til at overvåge og evaluere medlemsstaternes samt alle Unionens institutioners og organers korrekte gennemførelse af EU-retten og respekten for traktaternes principper og målsætninger og til at overholde sit tilsagn om aktivt at hjælpe medlemsstaterne med at omsætte og gennemføre visse direktiver og forordninger; henstiller derfor, at denne opgave bliver taget i betragtning inden for rammerne af den politiske cyklus om demokrati, retsstat og grundlæggende rettigheder, således at Kommissionen fra 2018 samler de relevante årlige tematiske rapporter samt resultatet af de eksisterende overvågningsmekanismer og periodiske evalueringsredskaber, og de alle fremlægges på samme tidspunkt;

25.  minder om, at Parlamentet ved flere lejligheder har opfordret Kommissionen til at overvåge, styre og støtte gennemførelsen af miljølovgivning og -politik mere proaktivt;

26.  glæder sig over, at Kommissionen har forpligtet sig til aktivt at hjælpe medlemsstaterne med at omsætte og gennemføre EU-lovgivningen ved at udarbejde gennemførelsesplaner for visse direktiver og forordninger;

27.  mener, at da Parlamentet ifølge den interinstitutionelle aftale og i lyset af dets relevante kontrolfunktioner med hensyn til Kommissionen som fastlagt i artikel 14 i TEU er medansvarligt for at sikre gennemførelse og håndhævelse af EU's lovgivning, bør det automatisk underrettes om alle indledte EU-pilotprocedurer og traktatbrudsprocedurer og gives tilstrækkelig adgang til dokumenter vedrørende disse to typer procedurer, navnlig når de udspringer af andragender, samtidig med at den fortrolighed sikres, der er nødvendig for en vellykket håndtering af sager;

28.  foreslår, at repræsentanter fra medlemsstaterne er mere til stede ved drøftelser af andragender i Udvalget for Andragender;

29.  noterer sig det utilfredsstillende niveau for anvendelse af EU-retten blandt medlemsstaterne, således som det fremgår af det store antal klager, Kommissionen modtager, og den væsentlige strøm af andragender, der indgives til Parlamentet; bifalder Kommissionens hensigt, som udtrykt i dens meddelelse fra december 2016, om at øge anvendelsen af forebyggende værktøjer såsom pakkedrøftelser, gennemførelsesretningslinjer, ekspertgrupper OG specialiserede netværk, inklusive SOLVIT-netværket, og om at støtte kapacitetsopbygning i medlemsstaterne til at håndhæve EU-retten; opfordrer Kommissionen til at anvende bestemmelserne i artikel 197 i TEUF til at gennemføre denne fornyede håndhævelsespolitik i fuldt partnerskab med medlemsstaterne og EU-institutionerne; opfordrer Kommissionen til at forbedre sin behandling af andragender ved at levere rettidige og grundige svar;

30.  bemærker, at 95 traktatbrudsprocedurer stadig er åbne, og at EU-Domstolen har fastslået, at medlemsstaterne ikke har overholdt deres forpligtelser, men at Kommissionen kun har indbragt tre af disse sager for Domstolen i henhold til artikel 260 i TEUF; mener, at det er af allerstørste betydning at sikre en fuldstændig og rettidig opfyldelse af Domstolens afgørelser og om nødvendigt gøre fuld brug af bestemmelserne i artikel 279 i TEUF med henblik på at undgå en underminering af EU-retten og EU-Domstolens myndighed; opfordrer Kommissionen til at afhjælpe denne situation og til regelmæssigt at rapportere til Parlamentet om de fremskridt, der bliver gjort i så henseende;

31.  fremhæver det faktum, at alle EU-institutionerne er bundet af EU-traktaterne og chartret om grundlæggende rettigheder(12);

32.  henstiller, at alle interparlamentariske debatter om demokrati, retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder inddrager civilsamfundet og aktivt medborgerskab, f.eks. gennem andragender til Parlamentet og det europæiske borgerinitiativ;

33.  understreger, at aftalememoranda, der er indgået mellem EU-institutionerne og medlemsstaterne, ikke betragtes som EU-retsakter i henhold til artikel 288 i TEUF;

34.  fremhæver den altafgørende betydning, som effektivitet, gennemsigtighed og klare ansvarsforhold spiller ved EU-institutionernes udarbejdelse og anvendelse af EU-retten, fremhæver navnlig princippet om demokratisk ansvarliggørelse – og den rolle, Parlamentet spiller for at garantere dette princip – samt EU-borgernes ret til retfærdighed og god forvaltning som fastsat i artikel 41 og 47 i EU's charter om grundlæggende rettigheder; påpeger, at disse rettigheder og principper kræver, at borgerne gives passende og let adgang til forslagene til de retsakter, som vedrører dem; minder om, at disse selvsamme rettigheder og principper også bør være af største betydning for medlemsstaterne, når de fremsætter forslag til retsakter til gennemførelse af EU-retten;

35.  opfordrer Kommissionen til, hvor det er muligt og nødvendigt, at styrke EU’s finansielle ressourcer, som f.eks. Den Europæiske Socialfond, hvor de er afsat til "styrkelse af den institutionelle kapacitet for offentlige myndigheder og interessenter og af effektiviteten i den offentlige forvaltning" for at fremme social velfærd og økonomisk udvikling og for at gøre en fordelagtig lovgivning mere effektiv; opfordrer Kommissionen til fuldt ud at gøre brug af artikel 197 i TEUF for at styrke kapacitetsopbygningen i medlemsstaterne i forbindelse med gennemførelsen og håndhævelsen af EU-retten;

36.  opfordrer Kommissionen til at udvikle instrumenter, der er beregnet på at hjælpe medlemsstaterne med at genkende gennemførelsesproblemer, løse dem på et tidligt tidspunkt i traktatbrudsproceduren og finde fælles løsninger;

37.  minder om, at den lovgivning, der giver anledning til de mest åbenlyse traktatbrudsprocedurer, er resultatet af direktiver; minder om, at forordninger er bindende og gælder umiddelbart i alle medlemsstaterne; opfordrer derfor Kommissionen til at anvende forordninger så vidt muligt, når den påtænker at fremsætte lovgivningsforslag; mener, at en sådan tilgang kan mindske risikoen for overregulering;

38.  minder om, at præjudicielle afgørelser bidrager til at afklare, hvordan EU-retten skal anvendes; mener, at denne procedure giver mulighed for en ensartet fortolkning og gennemførelse af EU-lovgivningen; opfordrer derfor Kommissionen til mere effektivt at overvåge, hvorvidt de nationale domstole opfylder deres forpligtelse til at indhente præjudicielle afgørelser fra EU-Domstolen i overensstemmelse med artikel 267 i TEUF; tilskynder derfor de nationale domstole til at forelægge spørgsmål for EU-Domstolen i tilfælde af tvivl og dermed forhindre traktatbrudssager;

39.  opfordrer Kommissionen til at være særlig opmærksom på sin kontrol med gennemførelsen af Rådets direktiv (EU) 2016/1164 af 12. juli 2016 om regler til bekæmpelse af metoder til skatteundgåelse, der direkte indvirker på det indre markeds funktion(13), og til, om nødvendigt, at indlede traktatbrudssager og herved være særlig på vagt med hensyn til ukorrekt eller mangelfuld anvendelse;

40.  glæder sig over Kommissionens fortsatte bestræbelser for at håndhæve EU's miljøregler med henblik på at sikre lige konkurrencevilkår for alle medlemsstater og økonomiske aktører og for at afhjælpe mangler i gennemførelsen og håndhævelsen af EU's miljølovgivning, herunder at ty til traktatbrudsprocedurer, hvis det er nødvendigt; fremhæver imidlertid de kendte begrænsninger i effektiviteten af EU's miljøregler og navnlig miljøansvarsdirektivet; opfordrer Kommissionen til at notere sig Parlamentets beslutning af 26. oktober 2017(14) om gennemførelsen af miljøansvarsdirektivet; påpeger, at retten til et sundt miljø i visse medlemsstater undergraves af mangler i gennemførelsen og håndhævelsen af EU's miljølovgivning, navnlig når det drejer sig om at forebygge skader på luft og vand, affaldshåndtering og infrastruktur til spildevandsbehandling; understreger, at en konsekvent gennemførelse af EU-miljølovgivningen kunne give årlige besparelser for EU's økonomi på 50 mia. EUR med hensyn til navnlig sundhedsudgifter og direkte miljøomkostninger;

41.  understreger, at den gældende EU-ret også omfatter internationale aftaler, som EU har indgået; bemærker med alvorlig bekymring, at EU's miljøregler muligvis ikke er i overensstemmelse med Århuskonventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (herefter "Århuskonventionen")(15), idet de ikke giver miljøorganisationer og borgere tilstrækkelig adgang til domstolsprøvelse; opfordrer derfor Kommissionen til at tage hensyn til konklusionerne og henstillingerne fra Århuskonventionens overvågningskomité (16) og Rådets holdning af 17. juli 2017(17), og undersøge metoder og midler til at overholde Århuskonventionen på en måde, som er forenelig med de grundlæggende principper i Unionens retsorden og dens system for domstolsprøvelse;

42.  opfordrer Kommissionen til at være særlig opmærksom på gennemførelsen af vedtagne foranstaltninger på området asyl og migration med henblik på at sikre, at de overholder de principper, der er nedfældet i chartret om grundlæggende rettigheder, til at samarbejde med medlemsstaterne om at løse eventuelle problemer ved denne gennemførelse og til at indlede de nødvendige traktatbrudsprocedurer, hvor dette er relevant; bemærker med bekymring, at visse medlemsstater ser bort fra deres forpligtelser på områderne asyl og migration, navnlig for så vidt angår omfordeling af asylansøgere; understreger, at det er nødvendigt at gøre noget ved manglen på solidaritet mellem visse medlemsstater med hensyn til asyl og migration, således at alle medlemsstater opfylder deres forpligtelser; opfordrer medlemsstaterne til at imødegå den voksende menneskehandel med henblik på udnyttelse som arbejdskraft og med henblik på seksuel udnyttelse;

43.  opfordrer Kommissionen til at reagere virkningsfuldt på den hastige udvikling på området migration og sikkerhed og til at håndhæve den europæiske dagsorden for migration og de dertil knyttede gennemførelsespakker på effektiv vis; opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre tilbagesendelsesdirektivet (2008/115/EF)(18) korrekt og til regelmæssigt at aflægge beretning om gennemførelsen af den europæiske dagsorden for migration;

44.  opfordrer Kommissionen til at kontrollere foreneligheden af ansættelseskontrakter uden fast timetal med EU's beskæftigelseslovgivning, herunder direktivet om deltidsbeskæftigelse, da mange af de andragender, der blev modtaget i 2016, vedrørte usikre ansættelsesforhold;

45.  glæder sig over, at beretningen anerkender den rolle, som Parlamentet udfylder, når det gør Kommissionen opmærksom på mangler i anvendelsen af EU-retten i medlemsstaterne ved hjælp af parlamentariske spørgsmål og forespørgsler samt andragender; påpeger, at en tættere kontrol fra de nationale parlamenters side med deres respektive regeringer, når disse er involveret i lovgivningsprocessen, vil fremme en mere effektiv anvendelse af EU-retten som foreskrevet i traktaterne;

46.  udtrykker bekymring over, at det på grund af uoverensstemmende oversættelser af mange direktiver til EU’s officielle sprog er sandsynligt, at forskellige sprogudgaver resulterer i uensartede fortolkninger af de respektive tekster og i forskelligheder ved gennemførelsen af dem i medlemsstaterne; beklager derfor dybt, at sådanne forskelligheder i gennemførelsen og den juridiske fortolkning af direktiver ikke kan afdækkes systematisk, men kun gennem de præciseringer, der gives i afgørelserne fra Den Europæiske Unions Domstol;

47.  minder om, at de nationale parlamenter har en vigtig rolle at spille både før lovgivningsprocessen ved at kontrollere forslag til EU-retsakter og efter lovgivningsprocessen ved at kontrollere, hvorvidt medlemsstaterne gennemfører EU-lovgivningen korrekt; opfordrer de nationale parlamenter til at varetage denne opgave proaktivt;

48.  mener, at der altid bør tages hensyn til anvendelsen af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet i overensstemmelse med Kommissionens bestræbelser på at producere bedre og mere effektiv EU-regulering;

49.  gentager sin opfordring til, at der inden for de relevante generaldirektorater (GD IPOL, GD EXPO og GD EPRS) oprettes et uafhængigt system til efterfølgende vurdering af virkningerne af de vigtigste EU-retsakter, som er vedtaget af Parlamentet ved fælles beslutningstagning og i overensstemmelse med den almindelige lovgivningsprocedure;

50.  opfordrer Kommissionen til at være særlig opmærksom på sin kontrol med gennemførelsen af EU-lovgivning, hvorved der fastlægges regler til bekæmpelse af korruptionspraksisser, som direkte indvirker på det indre markeds funktion, og til at træffe passende foranstaltninger til håndtering af sådanne fænomener;

51.  minder medlemsstaterne og EU-institutionerne om, at det fortsat er en prioritet for EU at sikre rettidig og korrekt anvendelse af lovgivningen i medlemsstaterne; understreger betydningen af at respektere princippet om kompetencetildeling, nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, jf. artikel 5 i TEU, såvel som princippet om lighed for loven med henblik på et bedre tilsyn med anvendelsen af EU-retten; erindrer om betydningen af at øge bevidstheden om bestemmelserne i de eksisterende direktiver, der behandler forskellige aspekter af princippet om ligestilling mellem kvinder og mænd, og gennemføre dette i praksis;

52.  opfordrer EU-institutionerne til vedvarende at opfylde deres pligt til at respektere den primære EU-ret, når de fastlægger bestemmelser i den afledte EU-ret og soft law, udvikler politikker og indgår aftaler eller overenskomster med institutioner uden for EU, til at bistå medlemsstaterne med alle til rådighed stående midler i disses bestræbelser på at gennemføre EU-lovgivningen på alle områder og til at overholde Unionens værdier og principper, navnlig på baggrund af de seneste udviklingstendenser i medlemsstaterne;

53.  er enig med Kommissionen i, at individuelle klagere spiller en vigtig rolle med hensyn til at indkredse bredere problemer i forbindelse med håndhævelsen og anvendelsen af EU-retten, som vedrører borgernes og virksomhedernes interesser;

54.  understreger, at manglen på et sammenhængende og omfattende sæt af kodificerede regler for god forvaltning i hele Unionen gør det svært for borgere og virksomheder let og fuldt ud at forstå deres rettigheder i henhold til EU-retten; understreger derfor, at kodificering af reglerne for god forvaltning i form af en forordning, hvori de forskellige aspekter af forvaltningsproceduren fastlægges – herunder anmeldelser, bindende tidsfrister, retten til at blive hørt og enhver persons ret til at få adgang til sine sagsakter – styrker borgernes rettigheder og sikrer gennemsigtighed; mener, at denne lovgivning vil skabe større tilgængelighed, klarhed og sammenhæng i fortolkningen af de eksisterende regler til gavn for borgere og virksomheder og for administrationen og tjenestemændene;

55.  minder om, at Parlamentet i sine beslutninger af 15. januar 2013 og 9. juni 2016 opfordrede til vedtagelse af en forordning om en åben, effektiv og uafhængig EU-forvaltning på grundlag af artikel 298 i TEUF, og noterer sig, at denne anmodning endnu ikke er blevet fulgt op af et forslag fra Kommissionen; opfordrer derfor igen Kommissionen til at fremsætte et lovgivningsforslag om en europæisk forvaltningslov under hensyntagen til de hidtidige skridt, som Parlamentet har taget på dette område;

56.  understreger, at en utilstrækkelig integration af miljørelaterede hensyn i andre politikområder er en af de grundlæggende årsager til mangelfuld gennemførelse af miljølovgivning og -politik;

57.  understreger, at der er behov for at opretholde et højt niveau for miljøbeskyttelse samt for sundhed og fødevaresikkerhed;

58.  understreger, at en effektiv håndhævelse af EU-reglerne på områderne sundhed, fødevaresikkerhed og miljø har stor betydning for de europæiske borgere, eftersom dette påvirker deres daglige tilværelse og tjener almenvellet;

59.  opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge miljørelaterede traktatbrudssager med en grænseoverskridende dimension, navnlig hvad angår lovgivningen om ren luft, herunder korrekt gennemførelse og anvendelse af EU-retten i kommende medlemsstater; opfordrer endvidere Kommissionen til på en passende og gennemsigtig måde og rettidigt at informere klagerne om de argumenter, der er fremsat af de berørte medlemsstater som svar på klagen;

60.  noterer sig, at antallet af traktatbrudssager af relevans for miljøet faldt i 2016 i forhold til 2015, men er foruroliget over, at der skete en stigning i antallet af procedurer vedrørende sundhed og fødevaresikkerhed, og opfordrer Kommissionen til at være særligt opmærksom på dette forhold;

61.  understreger, at ligestilling mellem kvinder og mænd er et af EU's centrale principper, der bør integreres i alle politikker;

62.  understreger den grundlæggende rolle, som retsstatsprincippet spiller med hensyn til legitimiteten af enhver form for demokratisk regeringsførelse; understreger, at dette er en hjørnesten i EU's retsorden og som sådan er i overensstemmelse med konceptet for en Union baseret på retsstatsprincippet;

63.  erindrer om, at princippet om ligestilling – for så vidt angår lige løn for lige arbejde – har været nedfældet i traktaterne siden 1957 (jf. artikel 157 i TEUF), og fremhæver, at artikel 153 i TEUF gør det muligt for EU generelt at træffe foranstaltninger med hensyn til lige muligheder og ligebehandling i forbindelse med beskæftigelse og erhverv;

64.  noterer sig med tilfredshed, at EU-Domstolens brede fortolkning af begrebet lige løn for lige arbejde, som formuleret i dens afgørelser og dens omfattende retspraksis vedrørende den relevante artikel, i høj grad har udvidet mulighederne for at bekæmpe både direkte og indirekte kønsbetinget forskelsbehandling på lønområdet og for at mindske lønforskellene mellem kønnene, men understreger, at der stadig mangler at blive gjort mere for at afhjælpe de vedvarende kønsbestemte lønforskelle i EU;

65.  er dybt bedrøvet over, at indførelsen af retsprincipper, der forbyder lønforskel mellem mænd og kvinder, ikke har vist sig at være tilstrækkelig i sig selv til at udrydde de vedvarende kønsbestemte lønforskelle; understreger, at det omarbejdede direktiv 2006/54/EF kræver, at medlemsstaterne sikrer, at alle bestemmelser i kollektive overenskomster, løntariffer, lønaftaler og individuelle ansættelseskontrakter, der er i strid med ligelønsprincippet, er eller kan erklæres ugyldige eller kan ændres;

66.  understreger, at både medlemsstaterne og Kommissionen bør være opmærksomme på gennemførelsen af EU-retten, især bestemmelserne om ligeløn; peger atter på betydningen af at integrere princippet om lighed mellem kvinder og mænd i en række EU-direktiver og mener, at alternative instrumenter kan være værdifulde redskaber til at sikre en korrekt gennemførelse af EU-retten; erindrer om betydningen af at øge bevidstheden om de bestemmelser i de eksisterende direktiver, der behandler forskellige aspekter af princippet om ligestilling mellem kvinder og mænd, og gennemføre dette princip i praksis; fremhæver, at kollektive overenskomstforhandlinger kan fremme en bedre anvendelse af EU-retten om lige løn for lige arbejde mellem kvinder og mænd, forældreorlov, arbejdsvilkår og arbejdstid, herunder en fælles ugentlig hviledag, for at opnå balance mellem arbejdsliv og privatliv for kvinder og mænd og forbedre deres situation på arbejdsmarkedet;

67.  erindrer om sin beslutning af 15. januar 2013, hvori der opfordres til vedtagelse af en EU-forordning om en europæisk forvaltningslov i henhold til artikel 298 i TEUF; bemærker med skuffelse, at Kommissionen har undladt at følge Parlamentets anmodning om at fremsætte et forslag til en lovgivningsmæssig retsakt om en forvaltningslov;

68.  erkender betydningen af at indsamle data, så vidt muligt opdelt efter køn, for at evaluere fremskridt i bestræbelserne på at fremme kvinders rettigheder;

69.  beklager manglerne i Kommissionens tilgang til dyrevelfærd, da den ser stort på alvorlige uoverensstemmelser, som er blevet indberettet af et stort antal borgere, der har benyttet sig af deres ret til at indgive andragender; gentager sin opfordring til, at der iværksættes en ny strategi på EU-plan for at lukke alle de eksisterende huller og sikre fuld og reel beskyttelse af dyrs velfærd gennem en klar og udtømmende lovramme, der fuldt ud opfylder kravene i artikel 13 i TEUF;

70.  opfordrer Kommissionen til at foretage en grundig undersøgelse af andragender, der vedrører forskelle i kvaliteten på fødevareprodukter af samme mærke i forskellige medlemsstater; opfordrer indtrængende Kommissionen til at sætte en stopper for urimelig handelspraksis og sikre, at alle forbrugere behandles på lige fod;

71.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0385.
(2) EUT L 304 af 20.11.2010, s. 47.
(3) EFT L 174 af 27.6.2001, s. 25.
(4) EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1.
(5) EUT C 316 af 22.9.2017, s. 246.
(6) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0409.
(7) EUT C 86 af 6.3.2018, s. 126.
(8) EUT C 440 af 30.12.2015, s. 17.
(9) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
(10) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 15.
(11) EUT C 18 af 19.1.2017, s. 10.
(12) Den Europæiske Unions Domstols dom af 20. september 2016 i de forenede sager C-8/15 P - C-10/15 P, Ledra Advertising Ltd (sag C-8/15 P), Andreas Eleftheriou (sag C-9/15 P), Eleni Eleftheriou (sag C-9/15 P), Lilia Papachristofi (sag C-9/15 P), Christos Theophilou (sag C-10/15 P), Eleni Theophilou (sag C-10/15 P) mod Europa-Kommissionen og Den Europæiske Centralbank (ECLI:EU:C:2016:701).
(13) EUT L 193 af 19.7.2016, s. 1.
(14) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0414.
(15) EUT L 124 af 17.5.2005, s. 4.
(16) ACCC/C/2008/32 (EU), Del II, vedtaget den 17. marts 2017.
(17) EUT L 186 af 19.7.2017, s. 15.
(18) EUT L 348 af 24.12.2008, s. 98.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik