Europa-Parlamentets beslutning af 5. juli 2018 om den politiske krise i Moldova efter underkendelsen af borgmestervalget i Chișinău (2018/2783(RSP))

P8_TA(2018)0303 RC-B8-0322/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine beslutninger om Moldova, navnlig beslutning af 21. januar 2016 om associeringsaftaler/vidtgående og brede frihandelsområder med Georgien, Moldova og Ukraine(1) (AA/DCFTA),

–  der henviser til rapporten om gennemførelsen af associeringsaftalen med Republikken Moldova af 3. april 2018,

–  der henviser til sin lovgivningsmæssige beslutning af 4. juli 2017 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om ydelse af makrofinansiel bistand til Republikken Moldova(2),

–  der henviser til den fælles erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om de politiske forudsætninger for ydelse af makrofinansiel bistand til Republikken Moldova, der er vedføjet som bilag til den lovgivningsmæssige beslutning af 4. juli 2017,

–  der henviser til afstemningen i Republikken Moldovas parlament den 20. juli 2017, som førte til vedtagelsen af ændringer af valgsystemet,

–  der henviser til OSCE/ODIHR's og Venedigkommissionens henstillinger af 19. juli 2017,

–  der henviser til erklæringerne af 21. juni 2018 fra formanden for Europa-Parlamentets Udenrigsudvalg, udvalgets ordfører om Moldova og medformand for Euronest samt erklæringerne fra Tjenesten for EU's Optræden Udadtil af 20. juni 2018 og 27. juni 2018 om prøvelse af borgmestervalget i Chișinău,

–  der henviser til, at det i artikel 2 i associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Moldova fastslås, at "respekt for ... de demokratiske principper, menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder … skal danne grundlaget for parternes interne og eksterne politik og udgør et væsentligt element i denne aftale",

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at Andrei Năastase vandt det tidlige borgmestervalg i Chișinău efter to valgrunder den 20. maj og den 3. juni 2018 med 52,57 % af stemmerne, og at han slog Ion Ceban, som fik 47,43 % af stemmerne;

B.  der henviser til, at internationale observatører ved borgmestervalget i Chișinău anerkendte valgresultatet og valgets konkurrencemæssige karakter;

C.  der henviser til, at domstolen i Chișinău den 19. juni 2018 kendte valgresultatet ugyldigt med den begrundelse, at begge kandidater havde henvendt sig til vælgerne på de sociale medier på valgdagen efter valgkampens officielle afslutning; der henviser til, at ingen af konkurrenterne i valgprocessen anmodede om annullering af valget;

D.  der henviser til, at en appeldomstol i Chișinău den 21. juni 2018 stadfæstede den lavere retsinstans afgørelse og konkluderede, at kommunikation med vælgerne på de sociale medier havde påvirket valgresultatet på ulovlig vis;

E.  der henviser til, at Moldovas højesteret den 25. juni 2018 stadfæstede de lavere retsinstansers afgørelser om at ugyldiggøre resultatet af borgmestervalget i Chișinău;

F.  der henviser til, at Moldovas centrale valgkommission den 29. juni 2018 bekræftede højesterets afgørelse om at ugyldiggøre borgmestervalget i Chișinău;

G.  der henviser til, at opfordringen til "at gå ud og stemme", som af domstolene betragtes som en form for pres og utilbørlig påvirkning af vælgerne, har været almindelig praksis ved tidligere valg i Moldova og aldrig har ført til annullering af valgresultater;

H.  der henviser til, at denne udvikling risikerer at afspore landets tilslutning til de europæiske værdier og principper og yderligere svækker de moldoviske borgeres allerede svage tillid til de statslige institutioner; der henviser til, at moldoviske politiske partier har erklæret, at dette danner en farlig præcedens for fremtidige valg, og at tusindvis af mennesker har protesteret mod domstolenes afgørelse i Chișinău;

I.  der henviser til, at det internationale samfund, herunder Den Europæiske Union og det amerikanske udenrigsministerium, har kritiseret afgørelsen, og understreget, at vælgernes ønske skal respekteres;

J.  der henviser til, at EU og Moldova har påtaget sig den fælles forpligtelse at fremme deres politiske associering og økonomiske integration, hvilket er en proces, der indebærer vedtagelse og gennemførelse af strukturelle og andre væsentlige reformer i landet i overensstemmelse med bestemmelserne i associeringsaftalen/den vidtgående og brede frihandelsaftale og associeringsdagsordenen og også indebærer en forpligtelse for Moldova til at beskytte europæiske værdier, herunder respekt for menneskelige værdier og frihedsrettigheder, demokrati, lighed og retsstatsprincippet;

K.  der henviser til, at ugyldiggørelsen af valget er et foruroligende og tydeligt tegn på den fortsatte forværring af anvendelsen af demokratiske standarder i Moldova, idet der især mindes om, at et uafhængigt og gennemsigtigt retsvæsen udgør en hjørnesten i et demokrati og en retsstat; der henviser til, at ugyldiggørelsen peger på en stigende tilbøjelighed for autoritært og vilkårligt styre og en tydelig underminering af befolkningens tillid til deres myndigheder og institutioner;

L.  der henviser til, at Republikken Moldovas parlament i strid med de negative henstillinger fra OSCE/ODIHR og Venedigkommissionen i juli 2017 vedtog en kontroversiel ændring af valgloven, der har givet anledning til bekymring over risikoen for utilbørlig påvirkning af kandidater, udformningen af enkeltmandsvalgkredse, overdrevent høje tærskler for parlamentarisk repræsentation i forholdstalskomponenten og risikoen for en utilstrækkelig repræsentation af mindretal og kvinder; der henviser til, at Venedigkommissionen desuden understregede, at den eksisterende polarisering omkring dette lovgivningsinitiativ ikke tydede på en meningsfuld høring og bred konsensus blandt de vigtigste interessenter;

M.  der henviser til, at menneskerettighedsforkæmpere og journalister i Moldova ifølge FN's særlige rapportør om situationen for menneskerettighedsforkæmpere udsættes for stigmatisering og konfronteres med politisk motiverede anklager eller trues, hver gang de forsvarer folk med kritiske røster, og at journalisters adgang til oplysninger er begrænset;

N.  der henviser til, at EU i oktober 2017 på grund af utilstrækkelige fremskridt med reformer af retsvæsenet i Moldova og landets manglende opfyldelse af EU's betingelser besluttede at tilbageholde en udbetaling på 28 mio. EUR inden for EU's program til reform af retsvæsenet;

1.  udtrykker sin dybe bekymring over Moldovas højesterets afgørelse om at ugyldiggøre resultatet af borgmestervalget i Chișinău, der blev truffet på et tvivlsomt grundlag og på en uigennemsigtig måde, hvilket i betydelig grad har undermineret valgprocessens integritet;

2.  minder om, at troværdige, gennemsigtige, retfærdige og inklusive valg er hjørnestenen i ethvert demokratisk system, som skal bevare retsvæsenets uvildighed og uafhængighed mod enhver form for politisk indflydelse og udgøre grundlaget for tillid til landets politiske system, og at politisk indblanding i retsvæsenet og i afholdelsen af valg er i strid med de europæiske standarder, som Moldova har tilsluttet sig, navnlig som led i associeringsaftalen mellem EU og Moldova;

3.  udtrykker stærk solidaritet med og tilslutter sig kravet fra de tusinder af mennesker, som protesterede i gaderne i Chișinău, og kræver, at de moldoviske myndigheder træffer passende foranstaltninger til at sikre, at resultatet af borgmestervalget i Chișinău, som også anerkendes af nationale og internationale observatører og afspejler vælgernes vilje, respekteres; opfordrer myndighederne til at garantere retten til fredelig protest;

4.  opfordrer indtrængende de moldoviske myndigheder til at sikre velfungerende demokratiske mekanismer og insisterer på, at både den udøvende og dømmende magt udviser gensidig respekt for magtens tredeling, fuldt ud tilslutter sig demokratiske principper og overholder retsstatsprincippet;

5.  udtrykker dyb bekymring over den yderligere forringelse af de demokratiske standarder i Republikken Moldova; erkender, at den domstolsafgørelse, som allerede mange gange har været betegnet som politisk påvirket og motiveret, er et eksempel på erobring af staten og afslører, at institutionerne i Moldova befinder sig i en meget dyb krise; beklager, at myndighederne trods mange opfordringer fra det internationale samfund fortsætter med at undergrave befolkningens tillid til de statslige institutioners retfærdighed og upartiskhed;

6.  mener, at de politiske betingelser for udbetalingen af makrofinansiel bistand efter afgørelsen om at kende borgmestervalget i Chișinău ugyldigt mangler at blive opfyldt, idet der mindes om, at "det er en forudsætning for at yde makrofinansiel bistand, at modtagerlandet respekterer effektive, demokratiske mekanismer, herunder et parlamentarisk flerpartisystem, og retsstatsprincippet, samt sikrer respekt for menneskerettighederne";

7.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at suspendere enhver planlagt udbetaling af makrofinansiel bistand til Moldova; mener, at enhver afgørelse om fremtidige udbetalinger kun bør finde sted efter det planlagte parlamentsvalg og på betingelse af, at dette gennemføres i overensstemmelse med internationalt anerkendte standarder og vurderes af specialiserede internationale organer, og at betingelserne for makrofinansiel bistand er blevet opfyldt;

8.  kræver, at Kommissionen suspenderer budgetstøtten til Moldova ved at anvende præcedensen fra juli 2015, hvor en sådan suspension fandt sted i kølvandet på bankkrisen; mener, at mekanismen til suspension af EU's budgetstøtte bør vedtages som en reaktion på ugyldiggørelsen af borgmestervalget i Chișinău, og at den bør omfatte en liste over de betingelser, der skal gennemføres af de moldoviske myndigheder, som bør omfatte prøvelse af valget i Chișinău og konkrete resultatorienterede og omfattende, gennemsigtige undersøgelser samt inddrivelse af aktiver og retsforfølgning af gerningsmændene bag banksvindlen;

9.  opfordrer de moldoviske myndigheder til at imødekomme henstillingerne fra OSCE/ODIHR og Venedigkommissionen om reform af valgsystemet;

10.  gentager sin bekymring over koncentrationen af den økonomiske og politiske magt i hænderne på en snæver gruppe af mennesker, forringelsen af retsstatsprincippet, af de demokratiske standarder og af respekten for menneskerettighederne, den overdrevne politisering af statslige institutioner, den systemiske korruption, den utilstrækkelige undersøgelse af banksvindlen i 2014 og den begrænsede mediepluralisme; udtrykker sin bekymring over manglen på uafhængighed i retsvæsenet og navnlig tilfældene af selektiv retfærdighed, der benyttes som et redskab til at lægge pres på politiske modstandere; opfordrer de moldoviske myndigheder til at reformere retsvæsenet, herunder udnævnelsen af nye dommere, for at forhindre domstolene i at gribe ind i den politiske proces og valgprocessen eller på anden måde underminere den moldoviske befolknings demokratisk udtrykte vilje;

11.  er bekymret over, at politiske modstandere og deres advokater bliver forfulgt af de moldoviske myndigheder ved hjælp af opdigtede anklager og straffesager, og advarer om, at myndighederne herved krænker retsstatsprincippet og politiske modstanderes og advokaters rettigheder;

12.  beklager, at myndighederne siden banksvindlen i 2014, hvor i alt ca. 1 mia. USD blev stjålet fra Moldovas finansielle system, har gjort meget få fremskridt i gennemførelsen af en grundig og upartisk undersøgelse af sagen; opfordrer indtrængende til gennemførelse af en målrettet indsats med henblik på at inddrive stjålne midler og retsforfølge de ansvarlige, uanset deres politiske tilhørsforhold; mener, at det er absolut nødvendigt at genopbygge de moldoviske borgeres tillid til institutionerne og genskabe myndighedernes troværdighed;

13.  opfordrer de moldoviske myndigheder til at respektere internationale principper og bedste praksis og sikre et gunstigt miljø for civilsamfundet; udtrykker navnlig sin bekymring over indførelsen af bestemmelser i det udkast til lovgivning om NGO'er, der for øjeblikket drøftes i parlamentet, som kan begrænse udenlandsk finansiering til moldoviske NGO'er;

14.  opfordrer Moldovas parlament til at høre civilsamfundet og uafhængige medier inden den endelige vedtagelse af den nye audiovisuelle lov og til at afvise dennes "reform af dobbelt bestemmelsessted"; udtrykker bekymring over, om uafhængige lokale medier og oppositionsmedier i Moldova, som sjældent har tilstrækkelige midler, vil være i stand til at efterleve de nye lovkrav om obligatorisk lokalt indhold;

15.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til nøje at overvåge udviklingen på alle disse områder og til at holde Parlamentet behørigt underrettet;

16.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne, Republikken Moldovas præsident og premierminister og formanden for Moldovas parlament samt OSCE/ODIHR og Venedigkommissionen.

(1) EUT C 11 af 12.1.2018, s. 82. (2) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0283.

Europa-Parlamentets beslutning af 5. juli 2018 om Somalia (2018/2784(RSP))

P8_TA(2018)0304 RC-B8-0323/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Somalia, navnlig beslutning af 15. september 2016(1),

–  der henviser til sin beslutning af 18. maj 2017 om Dadaab-flygtningelejren(2),

–  der henviser til erklæringen EU-Udenrigstjenestens talsmanden af 30. oktober 2017 om angrebet i Somalia såvel som til samtlige tidligere erklæringer fra talsmanden,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 3. april 2017 om Somalia,

–  der henviser til den fælles strategi for EU og Afrika,

–  der henviser til Cotonouaftalen,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder,

–  der henviser til rapporten fra FN's kontor for menneskerettigheder (OHCHR) om "Beskyttelse af civile: Et grundlag for fred, sikkerhed og menneskerettigheder i Somalia" af december 2017,

–  der henviser til det EU-somaliske nationale vejledende program for Forbundsrepublikken Somalia for 2014-2020,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution af 15. maj 2018, der forlænger mandatet for den Afrikanske Unions mission (AMISOM) i Somalia,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution af 27. marts 2018 om Somalia såvel som til alle dets tidligere resolutioner,

–  der henviser til orienteringen den 15. maj 2018 fra FN's særlige repræsentant for Somalia til FN's Sikkerhedsråd,

–  der henviser til FN’s Sikkerhedsråds pressemeddelelser af 25. januar 2018, 25. februar 2018 og 4. april 2018 om Somalia,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 25. juni 2018 om Afrikas Horn, af 17. juli 2017 om håndtering af faren for hungersnød og af 3. april 2017 om Somalia,

–  der henviser til FN’s generalsekretærs rapporter af 26. december 2017 og 2. maj 2018 om Somalia,

–  der henviser til kommunikéet fra FN's Somalia-sikkerhedskonference af 4. december 2017,

–  der henviser til FN's Menneskerettighedsråds resolution af 29. september 2017 om bistand til Somalia på menneskerettighedsområdet,

–  der henviser til AMISOM's erklæring af 8. november 2017, hvori den meddelte sin hensigt om at indlede en gradvis tilbagetrækning af tropper fra Somalia i begyndelsen af december 2017 med henblik på fuldstændig tilbagetrækning pr. 2020,

–  der henviser til den fælles erklæring fra fire FN- menneskerettighedseksperter af 4. maj 2016, hvori de udtrykte bestyrtelse over den tiltagende forfølgelse af fagforeningsmedlemmer i Somalia,

–  der henviser til konklusionerne og anbefalingerne i den 380. rapport fra ILO-udvalget for organisationsfrihed som af november 2016 som godkendt af ILO's ledende organ for sag nr. 3113,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at al-Shabaab har begået talrige terrorangreb på somalisk territorium; der henviser til, at Somalia den 14. oktober 2017 oplevede sit værste angreb nogensinde, hvori mindst 512 mennesker officielt vides at være blevet dræbt og 357 såret; der henviser til, at al-Shabaab og andre terrorgrupper med forbindelse til Islamisk Stat fortsat har gennemført terrorangreb mod den internationalt anerkendte somaliske regering og mod civile;

B.  der henviser til, at al-Shabaab den 1. april 2018 gennemførte et angreb med bilbomber mod AMISOM's base i Bulamarer og i nærliggende landsbyer; der henviser til, at der den 25. februar 2018 fandt to terrorangreb sted i Mogadishu, hvor mindst 32 mennesker blev dræbt;

C.  der henviser til, at somaliske sikkerhedsstyrker uretmæssigt dræbte og sårede civile under interne kampe mellem regeringsstyrker ved et nødhjælpsuddelingssted i Baidoa i juni 2017; der henviser til, at civile også er blevet angrebet under sammenstød mellem regionale styrker og klan-militser, navnlig i områderne Nedre Shabelle, Galguduud og Hiran;

D.  der henviser til, at ifølge rapporten fra FN's Menneskerettighedskontor (UNSOM) for perioden 1. januar 2016 til 14. oktober 2017 har mindst 2 078 civile, mistet livet og 2 507 er blevet såret i Somalia; der henviser til, at al-Shabaab formodes at have forvoldt størsteparten af disse tab; der henviser til, at en betydelig andel af disse dødsfald er forårsaget af klan-militser, statslige aktører, herunder hæren og politiet, og endda også AMISOM-styrker;

E.  der henviser til, at Somalia har oplevet to årtier med borgerkrig; der henviser til, at landet siden en ny, international anerkendt regering kom til magten i 2012, har gjort store fremskridt henimod fred og stabilitet; der henviser til, at al-Shabaab ganske vist har lidt betydelige tab som følge af antiterror-operationer de seneste år, men FN-rapporter indikerer, at IS-faktionen i Somalia alligevel er vokset betragteligt;

F.  der henviser til, at Somalia den 8. februar 2017 afholdt sine første frie valg tiden den internationalt støttede regering trådte til; der henviser til, at valgsystemet repræsenterede et fremskridt hvad deltagelse angår, men kun udviste begrænsede valgmæssige træk; der henviser til, at regeringen har givet tilsagn om at gå over til et ikke-vægtet valgsystem baseret på lige, almindelig valgret til valgene i 2020-2021;

G.  der henviser til, at mandatet for Den Afrikanske Unions mission (AMISOM) i Somalia er blevet forlænget indtil 31. juli 2018; der henviser til, at uniformeret AMISOM-personel bør reduceres til 20 626 personer pr. 30. oktober 2018 i henhold til FN's Sikkerhedsråds resolution 2372/17; der henviser til, at AMISOM-personel er blevet anklaget for menneskerettighedsovertrædelser, seksuel vold og udskejelser i tjenesten;

H.  der henviser til, at ytringsfrihed, der er et bærende element i ethvert fungerende demokrati, fortsat er yderst begrænset i Somalia; der henviser til, at journalister, menneskerettighedsforkæmpere, civilsamfundsaktivister og politiske ledere fortsat dagligt er truet; der henviser til, at al-Shabaab fortsat benytter sig af intimidering, arrestationer, udenretslige fængslinger og endda drab; der henviser til, at myndighederne sjældent efterforsker sådanne sager; der henviser til, at Somalia ifølge det internationale Journalistforbund (IFJ) for ottende år i træk anses for det mest livsfarlige land i Afrika for journalister og andre medieprofessionelle at arbejde og udøve deres grundlæggende ytringsfrihed i;

I.  der henviser til, at forenings- og organisationsfrihed er afgørende for opbygning af et velfungerende demokrati; der henviser til, at den somaliske forbundsregering reelt ikke tillader dannelse eller eksistens af uafhængige fagorganisationer; der henviser til, at fagforenings- og arbejdstageraktivister i Somalia dagligt udsættes for intimidering, gengældelsesaktioner og chikane; der henviser til, at stigmatisering og smædekampagner mod fagforeningsfolk er vidt udbredt i Somalia;

J.  der henviser til, at Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) har pådømt i en klagesag om organisationsfrihed rejst mod den somaliske regering; der henviser til, at ILO påbød regeringen "straks at anerkende det somaliske journalistforbund (NUSOJ's) og fællesorganisationen for somaliske fagforeninger (FESTU'S) lederskab under Omar Faruk Osman";

K.  der henviser til, at FN's menneskerettighedseksperter offentligt har erklæret, at "Somalia ikke opfylder sine menneskerettighedsforpligtelser, og at situationen for fagforeningsfolk fortsat forværres til trods for de specifikke henstillinger fremsat af den Internationale Arbejdsorganisations ledelsesorgan, der indstændigt har opfordret den somaliske regering til at afstå fra al videre indblanding i fagforeninger registreret i Somalia, navnlig med hensyn til NUSOJ og FESTU";

L.  der henviser til, at menneskerettighedskrænkelser er vidt udbredt i Somalia; der henviser til, at de ansvarlige for disse krænkelser for det meste er ikke-statslige aktører – al-Shabaab-krigere og klan-militsfolk – men også aktører tilknyttet statsmagten; der henviser til, at der har fundet udenretslige drab, seksuel og kønsbaseret vold, vilkårlige arrestationer og tilbageholdelser og bortførelser sted; der henviser til, at NISA (den somaliske efterretnings- og sikkerhedstjeneste) ifølge FN's Menneskerettighedskontor rutinemæssigt overtræder folkerettens menneskerettighedsbestemmelser; der henviser til, at tjenesten ofte opererer i udenretsligt regi og har for vide beføjelser;

M.  der dog henviser til, at den politiske situation er ustabil og statsmagten fortsat svag, hvad der hæmmer fremskridt vedrørende reformer inden for rets- og sikkerhedsvæsenet; der henviser til, at Somalia er verdens mest korrupte land ifølge Transparency International;

N.  der henviser til, at et bredt udvalg af sager fortsat behandles ved militærdomstole, herunder terrorrelaterede overtrædelser, under former der absolut ikke lever op til de international standarder for retfærdig rettergang; der henviser til, at pr. tredje kvartal af 2017 var 23 personer blevet henrettet efter at være blevet dømt ved militærdomstol, flertallet på terrorrelaterede anklager; der henviser til, at syv anklagede, herunder et barn, blev dømt til døden for drab den 13. februar 2017 i Puntland, overvejende på grundlag af tilståelser, som de tiltalte havde afgivet under tvang i Puntland-efterretningstjenestens varetægt; og fire blev henrettet i april samme år;

O.  der henviser til, at udenrigspolitiske interesser yderligere komplicerer det politiske billede; der henviser til, at den somaliske forbundsregering i forhold til konfrontationen mellem på den ene side De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien og på den anden Qatar har forsøgt at holde sig neutral; der henviser til, at Saudi-Arabien og Emiraterne som gengældelse har indstillet deres regelmæssige støttebetalinger til Somalia, hvilket yderligere har svækket statens evne til at aflønne sikkerhedsstyrkerne;

P.  der henviser til, at børn er blandt de største ofre for konflikten i Somalia; der henviser til, at der har været talrige tilfælde af bortførelse og tvangsrekruttering af børn begået af terrorgrupper; der henviser til, at disse behandles som fjender af de somaliske sikkerhedsstyrker og at der har været hyppige tilfælde af drab, lemlæstelse, arrestationer og tilbageholdelser;

Q.  der henviser til, at en rapport af 21. februar 2018 fra Human Rights Watch henledte opmærksomheden på de tilfælde af krænkelser og misbrug, herunder tæsk, tortur, indespærring og seksuel vold, som hundredevis af børn siden 2015 er blevet udsat i myndighedernes varetægt på grund af deres terrorrelaterede aktiviteter; der henviser til, at børn i Puntland er blevet idømt døsstraf for terrorisme;

R.  der henviser til, at efter flere års tørke har rekordstore regnskyl drevet 230 000 mennesker på flugt fra oversvømmelser, hvoraf halvdelen skønnes at være børn; der henviser til, at de nu deler skæbne med ca. 2,6 millioner mennesker landet over, der allerede er berørt af tørke og konflikter;

S.  der henviser til, at et betydeligt antal af de civile tab er forårsaget af klan-militserne; der henviser til, at den primære årsag til konflikt mellem klaner er kamp om jord og ressourcer, og forværret af en gengældelsesspiral; der henviser til, at sådanne konflikter er blevet forværret af ressourceknapheden og tørkerne; der henviser til, at disse konflikter bliver udnyttet af regeringsfjendtlige elementer til yderligere at destabilisere områderne;

T.  der henviser til, at den usikre fødevareforsyning fortsat er et alvorligt problem for den somaliske stat og landets befolkning; der henviser til, at ca. halvdelen af Somalias 12 millioner indbyggere ifølge Kommissionens Generaldirektorat for Civilbeskyttelse og Humanitære Bistandsforanstaltninger på Europæisk Plan ikke har sikker adgang til fødevarer og har behov for humanitær bistand; der henviser til, at 1,2 millioner børn anslås at være akut underernæret, herunder 232 000, som vil komme til at lide af livstruende akut fejlernæring; der henviser til, at mange dele af landet ikke til fulde er kommet sig over hungersnøden 2011-2012; der henviser til, at tørke forværrer den usikre fødevareforsyning i Somalia;

U.  der henviser til, at der findes indtil flere somaliske flygtningelejre i Kenya, herunder Dadaab-lejren, der alene rummer omtrent 350 000 flygtninge; der henviser til, at den kenyanske regering som følge af, at det internationale samfund ikke har formået at yde tilstrækkelig støtte, agter at nedbringe antallet af lejre ved hjælp af tilbagesendelser til Somalia;

V.  der henviser til, at de internationale humanitære aktører er centrale led i bekæmpelsen af fødevareusikkerhed og ydelse af humanitær bistand; der henviser til, at de har ydet et betragteligt bidrag til at afværge en humanitær katastrofe i Somalia; der henviser til, at der har været forsøg på at aflede humanitær bistand til finansiering af krigsførelse;

W.  der henviser til, at EU siden 2016 trinvist har forhøjet sin årlige humanitære støtte til Somalia, navnlig som reaktion på den hårde tørke, der ramte landet, og således afsatte 120 mio. EUR til humanitære samarbejdspartnere i 2017; der henviser til, at finansieringen af internationale humanitære indsatsplan kun er 24 % dækket;

X.  der henviser til, at EU har tildelt 486 mio. EUR gennem den Europæiske Udviklingsfond (2014-2020), der har fokus på fredsskabelse og opbygning af statsmagt, ødevaresikkerhed, modstandskraft og uddannelse; der henviser til, at EU ligeledes støtter AMISOM gennem fredsfaciliteten for Afrika; der henviser til, at den 22 000 mand store, fredsbevarende AMISOM-styrke har tilført en grad af stabilitet i dele af Somalia; der henviser til, at dele af landet fortsat kontrolleres eller kan trues af den radikale islamistiske bevægelse al-Shabaab, eller kontrolleres af separate myndigheder, som det er tilfældet med Somaliland og Puntland;

1.  fordømmer alle terrorangreb mod den somaliske befolkning begået af al-Shabaab såvel som andre ekstremistiske terrorgrupper; fastholder, at der ikke findes nogen legitim grund til at begår terrorisme; opfordrer til, at de ansvarlige for terrorangreb og overtrædelser af menneskerettighederne drages til ansvar i overensstemmelse med folkerettens menneskerettighedsbestemmelser; udtrykker sin dybeste medfølelse med ofrene for terrorangrebene i Somalia og med deres familier, og beklager dybt tabet af menneskeliv; minder de somaliske myndigheder om deres forpligtelse til at sikre befolkningens menneskerettigheder og sikkerhed under alle rådende forhold;

2.  betoner, at eliminering af de grundlæggende årsager til terrorisme såsom utryghed, fattigdom, menneskerettighedsovertrædelser, miljøforringelser, straffrihed, manglende justits og undertrykkelse ville bidrage betydeligt til udryddelsen af terrororganisationer og deres aktiviteter i Somalia; fastslår, at underudvikling og utryghed skaber en ond cirkel; opfordrer derfor de international aktører, herunder EU's udviklingsprogrammer, til at engagere sig i initiativer for sikkerhedssektorreformer og kapacitetsopbygning i den hensigt at sikre overensstemmelse mellem deres udviklings- og sikkerhedspolitikker i Somalia; opfordrer EU til at fortsætte med at støtte freds- og forsoningsprocessen i Somalia gennem rammen for gensidig ansvarlighed og sikkerhedspagten;

3.  tilskynder den somaliske forbundsregering til at fortsætte sin freds- og statsopbygningsindsats til at skabe solide institutioner, der fungerer ved retsstatsprincippet og kan sørge for grundlæggende offentlige ydelser, samt til at sørge for sikre forhold, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed; glæder sig over, at al-Shabaab ikke var i stand til at spænde ben for valgprocessen i 2016-2017; opfordrer den somaliske forbundsregering til at sikre, at et valgsystem baseret på uvægtet, lige og almindelige valgret er parat til valgprocessen 2020-2021; minder om, at varig fred og stabilitet kun kan opnås gennem social inddragelse, bæredygtig udvikling og god forvaltning baseret på demokrati- og retsstatsprincipper;

4.  opfordrer den somaliske forbundsregering til at intensivere sine bestræbelser på at cementere retsstatsprincippet i hele landet; finder, at straffrie tilstande er en betydelig årsag til den selvforstærkende voldsspiral og den forværrede menneskerettighedssituation; anmoder om, at de somaliske myndigheder overfører fremtidige retssager under militærdomstolenes myndighed til behandling ved civile domstole; opfordrer den somaliske præsident til øjeblikkeligt at omgøre afsagte dødsdomme som første skridt henimod at indføre et moratorium for alle dødsstraffe; mener, at kun retsstatsprincippet kan bringe de straffrie tilstande til ophør; opfordrer regeringen og internationale aktører til fortsat at arbejde hen imod etableringen af et uafhængigt retsvæsen, uafhængig og troværdig efterforskning af forbrydelser begået mod somaliske journalister, udryddelse af korruption og opbygning af ansvarlige institutioner, navnlig i sikkerhedssektoren; glæder sig i denne forbindelse over, at regeringen sidste år i samarbejde med FN og EU indførte et landsdækkende juraoplæringspensum;

5.  fordømmer på det kraftigste statslige og ikke-statslige aktørers overtrædelser af ytringsfriheden i Somalia; er bekymret over den autokratiske linje anlagt af den siddende regering og nogle af de regionale statsforvaltninger, der har ført til arrestationer af politiske modstandere og fredelige kritikere; anser intimidering, chikane, tilbageholdelse af eller drab på journalister og civilsamfundsaktivister for helt uacceptabelt; anmoder om, at de somaliske myndigheder holder op med at anvende NISA til at intimidere uafhængige journaliser og politiske modstandere; opfordrer regeringen og EU til som led i sine retsstatsprincip-aktiviteter i Somalia at sikre, at NISA reguleres ved hjælp af virkningsfulde tilsynsmekanismer; fastslår, at ytrings- og tankefrihed er ufravigelige elementer i opbygningen af et stærkt og demokratisk samfund; opfordrer den somaliske forbundsregering til at sikre, at ytringsfriheden til fulde respekteres; opfordrer den somaliske regering til at revidere sin straffelov, den nye medielov og anden lovgivning med henblik på at bringe dem i overensstemmelse med Somalias internationale forpligtelser vedrørende retten til ytringsfrihed og medierne;

6.  udtrykker bekymring over visse udenrigspolitiske interesser, der yderligere komplicerer det politiske billede; bemærker, at den somaliske forbundsregering i sit forsøg på at forholde sig neutral i konfrontationen mellem på den ene side De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien og på den anden Qatar er blevet frataget sine regelmæssige støttebetalinger fra De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien, hvilket yderligere har svækket statens evne til at aflønne sikkerhedsstyrkerne; opfordrer indtrængende De Forenede Arabiske Emirater til øjeblikkeligt at holde inde med alle handlinger, der destabiliserer Somalia og til at respektere den somaliske suverænitet og territoriale integritet;

7.  fordømmer på det kraftigste de alvorlige krænkelser af forenings- og ytringsfriheden blandt Somalias frie og uafhængige fagforeninger, herunder navnlig den langvarige forfølgelse af NUSOJ og FESTU, og fastholder, at generalanklagerens igangværende efterforskning af NUSOJ's generalsekretær Omar Faruk Osman for at have arrangeret en fejring af verdensdagen for pressefrihed uden informationsministeriets tilladelse skal indstilles og lukkes;

8.  fordømmer på det kraftigste den somaliske regerings undertrykkelse af fagforeningsfolk; opfordrer den somaliske stat til at bringe alle former for undertrykkelse af fagforeningsfolk til ophør; fastholder, at regeringen skal tillade etablering af uafhængige fagforeninger; er af den faste overbevisning, at fagforeninger er uundværlige for at sikre arbejdstageres rettigheder i Somalia; fastholder, at uafhængige fagforeninger i betragtelig grad vil kunne bidrage til en forbedring af sikkerhedssituationen i Somalia;

9.  opfordrer indtrængende den somaliske forbundsregering til at respektere og håndhæve det internationale retsstatsprincip og til fuldt ud at acceptere og implementere de afgørelser, der træffes af ILO i sag nr. 3113;

10.  roser den indsats, der er gjort af FN's UNSOM i alle dets facetter og navnlig i overvågningen af menneskerettighedssituationen i landet såvel som FN's Sikkerhedsråds resolution om at forlænge missionens mandat frem til 31. marts 2019; roser den indsats, der er gjort af Den Afrikanske Union for at genskabe en grad af stabilitet i Somalia og til at organisere den politiske overgangsproces; opfordrer til bedre EU-overvågning og kapacitetsopbygning for at sikre retsforfølgning af overgreb fra AMISOM's side, ikke mindst i betragtning af, at EU tegner sig for størstedelen af dets finansiering; opfordrer kraftigt AMISOM til fuldt ud at gennemføre deres mandat til at beskytte civilbefolkningen;

11.  fordømmer på det kraftigste rekrutteringen af børnesoldater i Somalia som en afskyelig krigsforbrydelse; mener, at børn er blandt de mest udsatte grupper i denne konflikt; opfordrer alle væbnede grupper til at sætte en øjeblikkelig stopper for denne praksis og til at frigive alle nuværende børnerekrutter; opfordrer staten til at behandle dem som ofre for terrorisme og krig snarere end som gerningsmænd, og opfordrer til, at EU bistår den somaliske regering i dens rehabiliterings- og reintegrationsbestræbelser; opfordrer indtrængende de somaliske myndigheder til at bringe den vilkårlige tilbageholdelse af børn mistænkt for illegal forbindelse med al-Shabaab til ophør; opfordrer alle aktørerne i Somalia til at efterleve målene i den valgfrie protokol til De Forenede Nationers konvention om barnets rettigheder om børns deltagelse i væbnede konflikter, og tilskynder den somaliske forbundsregering til at ratificere denne protokol snarest muligt;

12.  glæder sig over udvælgelsen af kommissærer til den nyligt etablerede Uafhængige Nationale Menneskerettighedskommission for Somalia, og opfordrer den somaliske regering til at nedsætte kommissionen snarest muligt; er dybt bekymret over forlydender om menneskerettighedsovertrædelser begået af somaliske sikkerhedsstyrker, herunder drab, vilkårlige arrestationer og tilbageholdelser, tortur, voldtægt og bortførelser; opfordrer myndigheder til at sikre, at alle disse overtrædelser efterforskes til bunds og at gerningsmændene drages til ansvar; opfordrer regeringen og EU til at forbedre det somaliske kriminalpolitis tekniske ekspertise, så det kan foretage grundige og effektive efterforskninger i fuld overholdelse af rettigheder; opfordrer indenlandske og udenlandske tropper, der deltager i kampen mod al-Shabaab, til at agere i overensstemmelse med folkeretten; opfordrer den somaliske regering til at følge op på sine tilsagn om at bringe tvangsudsættelser af internt fordrevne mennesker til ophør, herunder også i landets hovedstad Mogadishu;

13.  roser den somaliske regering for iværksættelsen af gennemgangsproceduren for den somaliske provisoriske forfatning som opfølgning på det tre dage lange nationale forfatningskonvent i maj 2018, der vil munde ud i en permanent forfatning for Somalia; opfordrer indtrængende den somaliske regering til at færdiggøre den somaliske nationale handlingsplan for forebyggelse og modarbejdelse af voldelig ekstremisme (PCVE) som led i landets samlede tilgangs til sikkerhedsanliggender (CAS), der støttes af AMISOM;

14.  fordømmer kønsbaseret og seksuel vold mod kvinder, mænd, drenge og piger som en afskyelig krigsforbrydelse og bemærker, at kvinder og piger er særligt udsatte; opfordrer staten til at intensivere sine bestræbelser på at beskytte samfundets udsatte grupper; glæder sig i denne forbindelse over, at regeringen sidste år i samarbejde med FN og EU indførte et landsdækkende juraoplæringspensum; gentager, at det er såre bekymret over kvinders rettigheder; opfordrer de relevante myndigheder til at fremme ligestilling mellem kønnene og styrkelse af kvinders stilling; fordømmer kriminaliseringen af homoseksualitet og af LGTBI-personer i Somalia;

15.  beklager dybt den foruroligende humanitære situation, der er livstruende for millioner af somaliere; minder om, at dødstallet som følge af hungersnøden i 2011 blev forværret af den usikre situation og af, at de militante al-Shabaab-ekstremister forhindrede nødhjælpsforsyninger i at nå frem til de områder i det sydlige og centrale Somalia, som de på daværende tidspunkt kontrollerede; opfordrer indtrængende EU, dens medlemsstater og det internationale samfund til at optrappe deres bistand til den somaliske befolkning, forbedre levevilkårene for de mest udsatte befolkningsgrupper og imødegå konsekvenserne af fordrivelse, fødevareusikkerhed, epidemier og naturkatastrofer; fordømmer alle angreb på humanitære hjælpearbejdere og fredsarbejdere styrker i Somalia; opfordrer til, at EU-bistand afstemmes efter de internationalt aftalte principper for udviklingseffektivitet med henblik på at indfri de nyligt vedtagne mål for bæredygtig udvikling (SDG);

16.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Den Afrikanske Union, præsidenten, premierministeren og parlamentet i Somalia, FN's generalsekretær, FN's Sikkerhedsråd, FN's Menneskerettighedsråd og Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU.

(1) EUT C 204 af 13.6.2018, s. 127. (2) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0229.

Europa-Parlamentets beslutning af 5. juli 2018 om Burundi (2018/2785(RSP))

P8_TA(2018)0305 RC-B8-0333/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Burundi, navnlig dem af 9. juli 2015(1), 17. december 2015(2), 19. januar 2017(3) og 6. juli 2017(4),

–  der henviser til den reviderede Cotonouaftale, særlig artikel 96,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder,

–  der henviser til FN's internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966,

–  der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder,

–  der henviser til det afrikanske charter om demokrati, valg og regeringsførelse,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 2248 (2015) af 12. november 2015 og 2303 (2016) af 29. juli 2016 om situationen i Burundi,

–  der henviser til den mundtlige ajourføring fra FN's undersøgelseskommission om Burundi til De Forenede Nationers Menneskerettighedsråd den 27. juni 2018,

–  der henviser til den første rapport fra FN's generalsekretær om situationen i Burundi, der blev offentliggjort den 23. februar 2017, og til erklæringen fra formanden for FN's Sikkerhedsråd om den politiske situation og den fortsatte vold i Burundi, der indtrængende opfordrer regeringen og alle parter til øjeblikkeligt at ophøre med og afvise sådan vold,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds pressemeddelelse af 13. marts 2017 om situationen i Burundi og til erklæringen fra formanden for FN's Sikkerhedsråd den 5. april 2018, som fordømmer alle krænkelser og overtrædelser af menneskerettighederne i Burundi,

–  der henviser til rapporten fra FN's uafhængige undersøgelseskommission vedrørende Burundi (UNIIB), der blev offentliggjort den 20. september 2016,

–  der henviser til resolutionen om menneskerettighedssituationen i Burundi, der blev vedtaget af FN's Menneskerettighedsråd den 30. september 2016,

–  der henviser til Arusha-aftalen af 28. august 2000 om fred og forsoning i Burundi,

–  der henviser til erklæringen om Burundi fra Den Afrikanske Unions topmøde den 13. juni 2015,

–  der henviser til beslutningen om Freds- og Sikkerhedsrådets aktiviteter og situationen for så vidt angår fred og sikkerhed i Afrika (Assembly/AU/Dec.598(XXVI)), der blev vedtaget på det 26. ordinære møde for stats- og regeringschefer i Den Afrikanske Union, som blev afholdt den 30. og 31. januar 2016 i Addis Abeba (Etiopien),

–  der henviser til de beslutninger og erklæringer fra Den Afrikanske Unions Forsamling (Assembly/AU/Dec.605-620(XXVII)), der blev vedtaget på det 27. ordinære møde for stats- og regeringschefer i Den Afrikanske Union, som blev afholdt den 17. og 18. juli 2016 i Kigali (Rwanda),

–  der henviser til Den Afrikanske Menneskerettighedskommissions resolution af 4. november 2016 om menneskerettighedssituationen i Republikken Burundi,

–  der henviser til erklæringen om Burundi fra Det Østafrikanske Fællesskab af 31. maj 2015,

–  der henviser til Rådets afgørelse (EU) 2016/394 af 14. marts 2016 om afslutning af konsultationsproceduren med Republikken Burundi i henhold til artikel 96 i partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater(5),

–  der henviser til Rådets forordning (EU) 2015/1755 af 1. oktober 2015(6) såvel som Rådets afgørelser (FUSP) 2015/1763 af 1. oktober 2015(7) og (FUSP) 2016/1745 af 29. september 2016(8) om restriktive foranstaltninger i lyset af situationen i Burundi,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 16. marts, 18. maj, 22. juni og 16. november 2015 og 15. februar 2016 om Burundi,

–  der henviser til erklæringerne fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant Federica Mogherini af 28. maj 2015, 19. december 2015, 21. oktober 2016 og 27. oktober 2017,

–  der henviser til erklæringen af 8. juni 2018 fra talsmanden for næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender om situationen i Burundi,

–  der henviser til erklæringen af 8. maj 2018 fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender på EU's vegne om situationen i Burundi forud for folkeafstemningen om forfatningen,

–  der henviser til erklæringen af 6. januar 2017 fra talsmanden for næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentants for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om forbuddet mod Ligue Iteka i Burundi,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at Burundi står over for en politisk, menneskerettighedsmæssig og humanitær krise siden april 2015, hvor præsident Nkurunziza meddelte, at han ville stille op til den omtvistede tredje mandatperiode, hvilket blev efterfulgt af måneder af dødbringende uro med 593 dræbte i henhold til Den Internationale Straffedomstol (ICC), og til at 413 000 mennesker er flygtet ud af landet siden da, mens 169 000 er internt fordrevne ifølge UNHCR; der henviser til, at 3,6 millioner mennesker i landet har behov for humanitær bistand ifølge FN's Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender (OCHA);

B.  der henviser til, at de forfatningsmæssige ændringer, der blev stemt om under folkeafstemningen, omfatter udvidelse af præsidentens beføjelser, begrænsning af vicepræsidentens beføjelser, at præsidenten udpeger premierministeren, indførelse af et simpelt flertal til at vedtage eller ændre lovgivning, mulighed for at ændre de kvoter, der blev indført med Arusha-aftalerne, og et forbud mod at deltage i regeringen for politiske partier, der har fået mindre end 5 % af stemmerne, hvilket alt sammen bringer Arusha-aftalen i fare;

C.  der henviser til, at vold mod og intimidering af politiske modstandere i hele landet eskalerede forud for folkeafstemningen om forfatningen den 17. maj 2018 med tvungne forsvindinger og intimidering af modstandere af ovennævnte forfatningsmæssige revision; der henviser til, at folkeafstemningen om forfatningen også giver mulighed for at fjerne de forhandlede bestemmelser i Arusha-aftalen, hvilket kan reducere omfanget af inklusion og medføre yderligere alvorlige konsekvenser for den politiske stabilitet i Burundi; der henviser til, at på trods af ændringerne af forfatningen meddelte præsident Nkurunziza, at han ikke vil stille op til valget i 2020;

D.  der henviser til, at der ifølge Amnesty International under den officielle kampagne var hyppige rapporter om arrestationer, overfald og trusler mod de, der førte kampagne for et "nej"; der henviser til, at folkeafstemningen fandt sted i en situation med fortsat undertrykkelse, hvilket har fået Burundis katolske biskopper til at sige, at mange borgere lever i frygt, og så meget, at folk ikke tør sige, hvad de mener af frygt for repressalier;

E.  der henviser til, at FN's UNCI har påpeget, at politisk vold, vilkårlige tilbageholdelser, udenretslige henrettelser, vold, hadefuld tale og forskellige andre krænkelser fortsat plager befolkningen; der henviser til, at Imbonerakure, der er ungdomsafdelingen af det regerende politiske parti, fortsætter med at begå menneskerettighedskrænkelser og anvende forskellige intimiderende taktikker, såsom oprettelse af kontrolsteder og vejspærringer i nogle provinser, afpresning af penge, chikanering af forbipasserende og anholdelse af personer, der mistænkes for at have forbindelser til oppositionen, hvoraf mange er blevet tilbageholdt, voldtaget, slået og tortureret, og at nogle er døde af denne behandling;

F.  der henviser til, at i perioden forud for folkeafstemningen i 2018 rapporterede menneskerettighedsorganisationer om tilfælde af indskrænkninger af det civile spillerum og en forværret situation for medierne både på nationalt og lokalt plan; der henviser til, at lokale ngo'er og menneskerettighedsforkæmpere i stigende grad er blevet truet af regeringen siden 2015, og at pressefriheden og de forhold, som journalister arbejder under, er støt forværret; der henviser til, at de private medier og journalister allerede har betalt en høj pris i kampen med regeringen, herunder at være mål for arrestationer, summariske henrettelser og tvungne forsvindinger og undertiden er blevet stemplet som kriminelle eller terrorister af regeringen;

G.  der henviser til, at Burundi ifølge Journalister uden Grænser i 2018 rangerer som nr. 159 ud af 180 på pressefrihedsindekset (World Press Freedom Index);

H.  der henviser til, at der er afsagt mange langvarige fængselsstraffe over for menneskerettighedsaktivister, navnlig Germain Rukuki, som arbejder for Sammenslutningen af Katolske Jurister i Burundi, og som er blevet idømt 32 års fængsel, mens andre er fængslet mens de afventer en rettergang, hvilket er tilfældet for Nestor Nibitanga; der henviser til, at der er godkendt restriktive love for at kontrollere lokale og internationale NGO'er; der henviser til, at nogle organisationer er blevet tvunget til at indstille deres aktiviteter og andre til at lukke permanent, såsom Ligue Iteka, FOCODE og ACAT; der henviser til, at mange ledere og menneskerettighedsforkæmpere lever i eksil, mens dem, der stadig er i landet, er under konstant pres og risikerer at blive anholdt; der henviser til, at Emmanuel Nshimirimana, Aimé Constant Gatore og Marius Nizigama er blevet idømt fængselsstraffe på mellem 10 og 32 år, mens Nestor Nibitanga risikerer 20 års fængsel; der henviser til, at journalisten Jean Bigirimana nu har været forsvundet i næsten to år, og at han er en af de mange ofre for tvangsforsvindinger under krisen;

I.  der henviser til, at ICC i oktober 2017 bemyndigede anklagerne i ICC til at indlede en efterforskning vedrørende strafbare handlinger, der er omfattet af Domstolens jurisdiktion, og som angiveligt er begået i Burundi eller af Burundiske statsborgere uden for Burundi mellem den 26. april 2015 og den 26. oktober 2017; der henviser til, at Burundi med virkning fra den 27. oktober 2017 blev det første land til at forlade Den Internationale Straffedomstol efter Domstolens beslutning i april 2016 om at indlede en foreløbig undersøgelse af volden og menneskerettighedskrænkelserne og mulige forbrydelser mod menneskeheden i Burundi, mens regimet fortsætter med at dræbe straffrit i landet;

J.  der henviser til, at burundiske soldater i fredsbevarende missioner giver præsident Nkurunzizas regime mulighed for at skjule de reelle interne problemer og præsentere Burundi som en stabiliserende faktor i andre lande i krise på et tidspunkt, hvor Burundi selv oplever en hidtil uset krise kendetegnet ved grove krænkelser af menneskerettighederne; der henviser til, at Burundi derved tjener et meget stort beløb, som ikke omfordeles til fordel for befolkningen; der henviser til, at ingen fredelige, frie, demokratiske og uafhængige valg er mulige uden opløsning af Imbonerakure-militserne;

K.  der henviser til, at Burundi er i en tilstand af vedvarende forværring af den socioøkonomiske situation og ligger på næstsidste plads på den globale liste over BNP pr. indbygger; der henviser til, at omkring 3,6 millioner burundiere (30 % af befolkningen) har behov for hjælp, og at 1,7 mio. er ramt af fødevareusikkerhed; der henviser til, at denne situation af fattigdom forværres gennem indførslen af et "frivilligt" bidrag til valget i 2020, som ofte er blevet indsamlet af Imbonerakure, og som beløber sig til ca. 10 % eller mere af en statsansats månedlige løn;

L.  der henviser til, at på det 30. topmøde i Den Afrikanske Union og på det 19. topmøde i Det Østafrikanske Fællesskab gav henholdsvis Den Afrikanske Union og Det Østafrikanske Fællesskab udtryk for deres vilje til at finde en fredelig løsning på den politiske situation i Burundi gennem en inklusiv dialog på grundlag af Arusha-aftalen af 28. august 2000;

M.  der henviser til, at en række bilaterale og multilaterale partnere har suspenderet deres finansielle og tekniske bistand til den burundiske regering på baggrund af situationen i landet; der henviser til, at EU har indstillet den direkte finansielle støtte til administrationen i Burundi, herunder budgetstøtte, men fuldt ud opretholder både den finansielle støtte til befolkningen og den humanitære bistand;

N.  der henviser til, at EU og USA har indført målrettede og individuelle sanktioner over for Burundi; der henviser til, at Rådet den 23. oktober 2017 fornyede EU's restriktive foranstaltninger over for Burundi og forlængede dem indtil den 31. oktober 2018; der henviser til, at disse foranstaltninger omfatter rejseforbud og indefrysning af aktiver for udvalgte personer, hvis aktiviteter skønnes at undergrave demokratiet eller modarbejde bestræbelserne på at finde en politisk løsning på krisen i Burundi;

O.  der henviser til, at FN's Menneskerettighedsråd vedtog resultatet af den universelle regelmæssige gennemgang af Burundi den 28. juni 2018 under dens 38. samling; der henviser til, at Burundi acceptere 125 af de 242 henstillinger i gennemgangen, og navnlig afviste de henstillinger, der opfordrede til konkrete skridt til at forbedre landets menneskerettighedssituation;

P.  der henviser til, at forfatningsdomstolen har stadfæstet resultatet af folkeafstemningen den 17. maj 2018 og har forkastet et andragende indgivet af oppositionen med anklager om intimidering og misbrug;

1.  udtrykker dyb bekymring over den rodfæstede straffrihed og menneskerettighedskrænkelserne, herunder summariske henrettelser, tortur, tvungne forsvindinger og vilkårlige tilbageholdelser; minder Burundi om landets forpligtelser som medlem af FN's Menneskerettighedsråd til at genoptage og samarbejde fuldt ud med FN's Undersøgelseskommission om Burundi og med holdet af tre FN-eksperter og give adgang til FN's særlige rapportør om situationen for menneskerettighedsforkæmpere;

2.  opfordrer Burundis regering til fuldt ud at respektere Arusha-aftalen som det vigtigste instrument for fred og stabilitet i landet; opfordrer Burundis regering til at overholde sine internationale retlige forpligtelser med hensyn til menneskerettigheder og borgerlige rettigheder og til at fremme og beskytte ytringsfriheden og foreningsfriheden, der er nedfældet i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som Burundi er part til;

3.  fordømmer endnu en gang intimidering, undertrykkelse, vold og chikane rettet mod journalister, tilhængere af oppositionen og menneskerettighedsforkæmpere; opfordrer de burundiske myndigheder til at respektere retsstatsprincippet og de grundlæggende menneskerettigheder såsom ytringsfrihed og mediefrihed og til øjeblikkeligt og betingelsesløst at løslade Germain Rukuki, Nestor Nibitanga, Emmanuel Nshimirimana, Aimé Constant Gatore og Marius Nizigama, som er fem menneskerettighedsforkæmpere, der er tilbageholdt udelukkende for deres menneskerettighedsarbejde, men som er anklaget af myndighederne for forsøg på at undergrave statens indre sikkerhed; kræver, at de burundiske myndigheder iværksætter undersøgelser med hensyn til situationen for journalist Jean Bigirimana;

4.  fordømmer Burundis beslutning om at trække sig ud af ICC; støtter videreførelsen af ICC's indledende undersøgelse af det store omfang af forbrydelser og undertrykkelse i Burundi; opfordrer EU til fortsat at kræve, at de skyldige for de forbrydelser, der begås i Burundi, stilles til ansvar; forventer, at Burundi genoptager og fortsætter sit samarbejde med ICC i betragtning af, at bekæmpelsen af straffrihed, retsforfølgning af alle menneskerettighedskrænkelser og ansvarlighed er nødvendige skridt for at løse krisen og for at nå frem til en varig fredelig løsning;

5.  glæder sig over den mundtlige ajourføring fra FN's Undersøgelseskommission om Burundi og roser dets vigtige arbejde for at dokumentere den igangværende menneskerettighedskrise i landet;

6.  understreger sin bekymring over den humanitære situation, som er præget af 169 000 internt fordrevne, 1,67 millioner mennesker med behov for humanitær bistand, og over 410 000 burundiere, der har søgt tilflugt i nabolandene; roser værtslandenes for deres indsats og opfordrer regeringerne i regionen til at sikre, at tilbagesendelse af flygtninge er frivillige, baseret på velinformerede beslutninger og gennemføres i sikkerhed og værdighed;

7.  beklager dog de langsomme fremskridt i den interne dialog i Burundi, der føres af Det Østafrikanske Fællesskab, og manglen på engagement fra Burundis regering i denne henseende, og opfordrer alle parter og navnlig myndighederne i Burundi til at forpligte sig til en hurtig genoptagelse af den interne dialog i Burundi, der bør tilrettelægges inden for reelt inkluderende rammer og uden forhåndsbetingelser;

8.  opfordrer til en fornyet og koordineret tilgang mellem Den Afrikanske Union, EU, FN's Økonomiske Kommission for Afrika (ECA) og FN som helhed; beklager, at Burundis regering ikke tager hensyn til rapporterne fra FN's generalsekretær, resolutionerne fra FN's Menneskerettighedsråd i Genève, Den Afrikanske Unions afgørelse af januar 2018 eller mæglingsbestræbelserne fra Den Økonomiske Kommission for Afrika; opfordrer bilaterale og multilaterale partnere og Burundis regering til at fortsætte deres dialog med henblik på at få den burundiske regering til at skabe betingelser, der er fremmende for genoptagelsen af bistand; opfordrer alle burundiske aktører til at deltage aktivt i denne proces; gentager sin støtte til mæglingsprocessen, der har opbakning fra Den Afrikanske Union og FN's generalsekretærs særlige repræsentant;

9.  roser den bistand, der ydes af de bilaterale og multilaterale partnere med hensyn til afbøde den humanitære situation, og opfordrer det internationale samfund til fortsat at yde støtte til at imødekomme de humanitære behov i landet; opfordrer Kommissionen til at yde yderligere direkte støtte til befolkningen i 2018; understreger, at en tilbagevenden til en klassisk form for samarbejde kræver en tilbagevenden til retsstatsprincippet og demokratiet, herunder bekæmpelse af straffrihed og beskyttelse af burundiske borgere;

10.  er bekymret over, at den igangværende politiske krise kan blive til en etnisk konflikt gennem brug af propaganda og tilskyndelse til had eller vold ved at betegne modstandere, medlemmer af civilsamfundet, journalister og tutsier som "fjender", der skal elimines; opfordrer indtrængende alle parter i Burundi til at afstå fra enhver adfærd eller sprogbrug, som kan forværre volden, uddybe krisen, eller påvirke den regionale stabilitet på lang sigt;

11.  er fortsat dybt bekymret over, at den nye forfatning, der blev vedtaget ved en folkeafstemning den 17. maj 2018, kunne begynde at afvikle de omhyggeligt forhandlede bestemmelser i Arusha-aftalen, der har bidraget til at sætte en stopper for Burundis borgerkrig;

12.  bekræfter på ny sin støtte til EU's beslutning om efter konsultationerne med de burundiske myndigheder, jf. artikel 96 i Cotonouaftalen, at suspendere den direkte finansielle støtte til regeringen i Burundi, og glæder sig over, at EU har indført foranstaltninger som rejserestriktioner og indefrysning af aktiver over for de, der forsøger at undergrave fredsbestræbelserne eller menneskerettighederne;

13.  kræver et stop for yderligere udbetalinger til de burundiske soldater og til de forskellige kontingenter fra Burundi, der deltager i FN's og Den Afrikanske Unions fredsbevarende missioner; noterer sig meddelelsen fra præsident Nkurunziza om, at han ikke vil stille op til en anden mandatperiode i 2020; opfordrer det internationale samfund til nøje at følge situationen i Burundi uanset præsident Nkurunzizas erklæring om valget i 2020;

14.  minder om NF/HR's stærke erklæring af 8. maj 2018 om den endelige forberedelsesfase til folkeafstemningen om forfatningen den 17. maj 2018; beklager manglen på en konsensuspræget tilgang mellem forskellige samfundsmæssige og politiske grupper i Burundi, manglen på officielle offentlige oplysninger om de vigtigste elementer i udkastet til forfatning og den stramme kontrol over journalister og medier;

15.  minder Burundis regering om, at betingelserne for afholdelse af inklusive, troværdige og gennemsigtige valg i 2020 indebærer retten til ytringsfrihed, adgang til information og eksistensen af et frit område, hvor menneskerettighedsforkæmpere kan udtale sig uden frygt for intimidering eller repressalier;

16.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Burundis regering og parlament, AVS-EU-Ministerrådet, Kommissionen, Rådet, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Den Afrikanske Unions medlemsstater og institutioner samt FN's generalsekretær.

(1) EUT C 265 af 11.8.2017, s. 137. (2) EUT C 399 af 24.11.2017, s. 190. (3) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0004. (4) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0310. (5) EUT L 73 af 18.3.2016, s. 90. (6) EUT L 257 af 2.10.2015, s. 1. (7) EUT L 257 af 2.10.2015, s. 37. (8) EUT L 264 af 30.9.2016, s. 29.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 5. juli 2018 om udkast til Rådets gennemførelsesafgørelse om elektronisk udveksling med Kroatien af DNA-oplysninger (06986/2018 – C8-0164/2018 – 2018/0806(CNS))

P8_TA(2018)0306 A8-0225/2018

(Høring)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Rådets udkast (06986/2018),

–  der henviser til artikel 39, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union, som ændret ved Amsterdamtraktaten, og artikel 9 i protokol nr. 36 om overgangsbestemmelser, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C8-0164/2018),

–  der henviser til Rådets afgørelse 2008/615/RIA af 23. juni 2008 om intensivering af det grænseoverskridende samarbejde, navnlig om bekæmpelse af terrorisme og grænseoverskridende kriminalitet(1), særlig artikel 33,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 78c,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0225/2018),

1.  godkender Rådets udkast;

2.  opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

3.  anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre den tekst, Parlamentet har godkendt, i væsentlig grad;

4.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 210 af 6.8.2008, s. 1.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 5. juli 2018 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et EU-system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS) og om ændring af forordning (EU) nr. 515/2014, (EU) 2016/399 og (EU) 2016/1624 (COM(2016)0731 – C8-0466/2016 – 2016/0357A(COD))	P8_TA(2018)0307 A8-0322/2017
BERIGTIGELSER COR01

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2016)0731),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, artikel 77, stk. 2, litra b) og d) og artikel 87, stk. 2, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0466/2016),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 27. april 2017(1) fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

–  der henviser til Formandskonferencens beslutning af 14. september 2017 om at give Udvalget for Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre anliggender tilladelse til at dele ovennævnte kommissionsforslag op og udarbejde to særskilte betænkninger,

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 25. april 2018 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og udtalelser fra Udenrigsudvalget og Budgetudvalget (A8-0322/2017),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  godkender Parlamentets og Rådets fælles erklæring, der er vedføjet som bilag til denne beslutning;

3.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

4.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 5. juli 2018 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/… om oprettelse af et europæisk system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS) og om ændring af forordning (EU) nr. 1077/2011, (EU) nr. 515/2014, (EU) 2016/399, (EU) 2016/1624 og (EU) 2017/2226

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) 2018/1240.)

BILAG TIL DEN LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING

Fælles erklæring fra Parlamentet og Rådet

Omkostningerne til drift og vedligeholdelse af ETIAS-informationssystemet, den centrale ETIAS-enhed og de nationale ETIAS-enheder vil blive dækket fuldt ud af indtægterne fra gebyrer. Gebyrets størrelse bør derfor tilpasses efter behov under hensyntagen til omkostningerne. Det gælder i overensstemmelse med bestemmelserne i ETIAS-forordningen såvel EU-medlemsstaternes som de associerede Schengenlandes omkostninger i så henseende. Omkostningerne i forbindelse med udviklingen af ETIAS-informationssystemet, integrationen af den eksisterende nationale grænseinfrastruktur og forbindelsen til den nationale ensartede grænseflade samt hosting af den nationale ensartede grænseflade og oprettelsen af den centrale ETIAS-enhed og de nationale ETIAS-enheder, herunder såvel EU-medlemsstaternes som de associerede Schengenlandes omkostninger, vil blive afholdt af Fonden for Intern Sikkerhed (grænser og visa), henholdsvis dens efterfølger(e).

Disse omkostninger bør derfor ikke tages i betragtning i forbindelse med beregningen af de associerede Schengenlandes bidrag til ETIAS i henhold til den respektive associeringsaftale og de relevante specifikke foranstaltninger for så vidt angår de associerede Schengenlandes deltagelse i agenturerne. Der bør navnlig tages hensyn hertil i forbindelse med forhandlingerne om Fonden for Intern Sikkerheds (grænser og visa) efterfølger(e) og de specifikke foranstaltninger for så vidt angår de associerede Schengenlandes deltagelse heri.

Europa-Parlamentet og Rådet opfordrer Kommissionen til at fremlægge et forslag om de specifikke foranstaltninger, der er fastsat i artikel 95 i denne forordning snarest muligt efter dens vedtagelse.

(1) EUT C 246 af 28.7.2017, s. 28.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 5. juli 2018 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) 2016/794 med henblik på oprettelse af et EU-system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS) (COM(2016)0731 – C8-0466/2016 – 2016/0357B(COD))

P8_TA(2018)0308 A8-0323/2017

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2016)0731),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2 og artikel 88, stk. 2, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0466/2016),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Formandskonferencens beslutning af 14. september 2017 om at give Udvalget for Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre anliggender tilladelse til at dele ovennævnte kommissionsforslag op og udarbejde to særskilte betænkninger,

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 25. april 2018 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0323/2017),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 5. juli 2018 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/… om ændring af forordning (EU) 2016/794 med henblik på oprettelse af et europæisk system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS)

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) 2018/1241.)

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 5. juli 2018 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2012/2002, (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1305/2013, (EU) nr. 1306/2013, (EU) nr. 1307/2013, (EU) nr. 1308/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014, (EU) nr. 652/2014 og Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 541/2014/EU (COM(2016)0605 – C8-0372/2016 – 2016/0282A(COD))

P8_TA(2018)0309 A8-0211/2017

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2016)0605),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, samt artikel 42, artikel 43, stk. 2, artikel 46, litra d), artikel 149, artikel 153, stk. 2, litra a), artikel 164, artikel 168, stk. 4, litra b), artikel 172, artikel 175, artikel 177, artikel 178, artikel 189, stk. 2, artikel 212, stk. 2, artikel 322, stk. 1, og artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og til artikel 106a i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0372/2016),

–  der henviser til udtalelse fra Retsudvalget om det foreslåede retsgrundlag,

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Revisionsrettens udtalelse nr. 1/2017 af 26. januar 2017(1),

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 19. april 2018 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59 og 39,

–  der henviser til de fælles drøftelser mellem Budgetudvalget og Budgetkontroludvalget, jf. forretningsordenens artikel 55,

–  der henviser til betænkning fra Budgetudvalget og Budgetkontroludvalget og udtalelser fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, Udvalget om Industri, Forskning og Energi, Transport- og Turismeudvalget, Regionaludviklingsudvalget, Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, Udenrigsudvalget, Udviklingsudvalget, Fiskeriudvalget og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0211/2017),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  tager Kommissionens erklæringer, der er vedføjet som bilag til denne beslutning, til efterretning;

3.  godkender Parlamentets, Rådets og Kommissionens fælles erklæring, der er vedføjet som bilag til denne beslutning;

4.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

5.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 5. juli 2018 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/… om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU, Euratom) 2018/1046.)

Bilag I til den lovgivningsmæssige beslutning

Erklæring vedrørende artikel 38 Offentliggørelse af oplysninger om modtagere og andre oplysninger

"Kommissionen agter gennem netværk med medlemsstaterne at støtte udvekslingen af god praksis med hensyn til offentliggørelsen af oplysninger om modtagere af EU-midler, som gennemføres ved delt forvaltning. Kommissionen vil tage behørigt hensyn til de indhøstede erfaringer med henblik på udarbejdelsen af den næste flerårige finansielle ramme".

Erklæring vedrørende artikel 266 Særlige bestemmelser vedrørende byggeprojekter

"Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil agter i forbindelse med det i artikel 266 omhandlede arbejdsdokument at oplyse Europa-Parlamentets og Rådet om ethvert salg og erhvervelse af bygninger, herunder sådanne, som ligger under tærsklen i nævnte artikel."

Bilag II til den lovgivningsmæssige beslutning

Fælles erklæring om dechargeproceduren / datoen for vedtagelse af de endelige EU-regnskaber

"Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen vil - i samarbejde med Den Europæiske Revisionsret - fastlægge en pragmatisk tidsplan for dechargeproceduren.

I denne forbindelse bekræfter Kommissionen, at den vil bestræbe sig på at vedtage EU's konsoliderede årsregnskab for regnskabsåret 2017 senest den 30. juni 2018, forudsat at Den Europæiske Revisionsret forelægger alle resultater vedrørende pålideligheden af disse EU-regnskaber og alle konsoliderede enheders regnskaber senest den 15. maj 2018 og sit udkast til årsberetning senest den 15. juni 2018.

Kommissionen bekræfter også, at den vil bestræbe sig på at afgive sine svar vedrørende Den Europæiske Revisionsrets årsberetning for regnskabsåret 2017 senest den 15. august 2018, forudsat at Den Europæiske Revisionsret forelægger sine udkast til bemærkninger til Kommissionen senest den 1. juni 2018."

(1) EUT C 91 af 23.3.2017, s. 1.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 5. juli 2018 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Det Europæiske Agentur for den Operationelle Forvaltning af Store IT-Systemer inden for Området med Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed og om ændring af forordning (EF) nr. 1987/2006 og Rådets afgørelse 2007/533/RIA og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1077/2011 (COM(2017)0352 – C8-0216/2017 – 2017/0145(COD))

P8_TA(2018)0310 A8-0404/2017

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2017)0352),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 74, artikel 77, stk. 2, litra a) og b), artikel 78, stk. 2, litra e), artikel 79, stk. 2, litra c), artikel 82, stk. 1, litra d, artikel 85, stk. 1, artikel 87, stk. 2, litra a), og artikel 88, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0216/2017),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 7. juni 2018 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og til udtalelse fra Budgetudvalget (A8-0404/2017),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 5. juli 2018 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/… om Den Europæiske Unions Agentur for den Operationelle Forvaltning af Store IT-Systemer inden for Området med Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed (eu-LISA) og om ændring af forordning (EF) nr. 1987/2006 og Rådets afgørelse 2007/533/RIA og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1077/2011

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) 2018/1726.)

Europa-Parlamentets beslutning af 5. juli 2018 om mandatet med henblik på trepartsmødet om 2019-budgetforslaget (2018/2024(BUD))

P8_TA(2018)0311 A8-0247/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 314 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til artikel 106A i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab,

–  der henviser til forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2019, vedtaget af Kommissionen den 23. maj 2018 (COM(2018)0600),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002(1),

–  der henviser til Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 af 2. december 2013 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020(2) og dens senere ændring ved Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 2017/1123 af 20. juni 2017(3),

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning(4),

–  der henviser til sin beslutning af 15. marts 2018 om de generelle retningslinjer for udarbejdelse af budgettet for 2019, Sektion III – Kommissionen(5),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 20. februar 2018 om budgetretningslinjerne for 2019 (06315/2018),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 86a,

–  der henviser til betænkning fra Budgetudvalget og udtalelser fra de øvrige berørte udvalg (A8-0247/2018),

Budgetforslag for 2019 – styrkelse af solidaritet og forberedelse af en bæredygtig fremtid

1.  minder om, at Parlamentet i sin beslutning af 15. marts 2018 fastlagde følgende prioriteter for EU's budget for 2019: bæredygtig vækst, innovation, konkurrenceevne, sikkerhed, bekæmpelse af klimaforandringer og overgangen til vedvarende energi samt migration, og også opfordrede til at rette et særligt fokus mod unge;

2.  Understreger, at EU skal være frontløber i gennemførelsen af FN's mål for bæredygtig udvikling (SDG) ved mainstreaming heraf i alle EU's politikker;

3.  minder om, at EU's budget for 2019 vil være det sidste i den indeværende valgperiode og vil blive forhandlet sideløbende med forhandlingerne om den næste flerårige finansielle ramme (FFR) og reformen af EU's egne indtægter; minder ligeledes om, at Det Forenede Kongerige har forpligtet sig til at bidrage til og deltage i gennemførelsen af EU's årlige budgetter for 2019 og 2020 på samme måde, som hvis det var forblevet i Unionen efter marts 2019;

4.  glæder sig over Kommissionens forslag og mener, at det stort set stemmer overens med Parlamentets egne prioriteter; agter yderligere at styrke de væsentligste programmer og at sikre et passende finansieringsniveau, som svarer dertil; bemærker forhøjelsen på 3,1 % i forpligtelsesbevillingerne og den lavere BNI-procentdel i forhold til 2018, både for forpligtelsesbevillingerne (1 % sammenholdt med 1,02 %) og betalingsbevillingerne (0,9 % sammenholdt med 0,92 %);

5.  glæder sig over den foreslåede styrkelse af Horisont 2020, Connecting Europe-faciliteten (CEF), Erasmus+-programmet samt programmer, der bidrager til at øge EU-borgernes sikkerhed; påpeger imidlertid, at det er nødvendigt yderligere at styrke støtten til SMV'erne, som er afgørende for at muliggøre økonomisk vækst og jobskabelse, og at afsætte passende ressourcer til digitaliseringen af EU's industri og til fremme af digitale færdigheder og digitalt iværksætteri samt til programmer, der støtter unge, og i særdeleshed ErasmusPro; minder om sin overbevisning om, at Erasmus+-budgettet for 2019 mindst skal fordobles;

6.  glæder sig over lanceringen af Discover EU, tildelingen af 15 000 interrailbilletter til 18-årige europæere i 2018 samt Kommissionens forslag om 700 mio. EUR til FFR 2021-2027, hvilket passer godt sammen med EU's ambitioner om at fremme læringsmobilitet, aktivt medborgerskab, social inklusion og solidaritet blandt alle unge; beklager, at Kommissionen ikke har foreslået nogen bevillinger for 2019 og 2020; er fast besluttet på at fortsætte den forberedende foranstaltning i 2019 og 2020;

7.  noterer sig Kommissionens forudgående vurdering af fortsættelsen af den forberedende foranstaltning vedrørende børnegarantiordningen; understreger henvisningen deri til en eventuel større gennemførelse under Den Europæiske Socialfond; foreslår, at der gøres brug af muligheden af en tredje gennemførelsesfase for at forberede denne større gennemførelse under ESF+;

8.  beklager, at forhøjelsen i henseende til EU's program for virksomheders konkurrenceevne og små og mellemstore virksomheder (Cosme) i forhold til 2018-budgettet kun er på 2,3 % (362,2 mio. EUR i forpligtelsesbevillinger), og at de foreslåede betalingsbevillinger er 0,6 % lavere; minder om, at dette er et vellykket program, der har langt flere ansøgere end modtagere af midlerne; understreger, at SMV'erne er en vigtig drivkraft for beskæftigelse, økonomisk vækst og konkurrenceevne i EU, udgør rygraden i den europæiske økonomi og har evnen til at skabe vækst og beskæftigelse; opfordrer til, at dette som en topprioritet afspejles i tilstrækkelig finansiering til SMV-programmerne og en yderligere forhøjelse af bevillingerne til Cosme i betragtning af programmets succes;

9.  roser den rolle, som Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI) spiller med hensyn til at reducere manglen på investeringer i EU; opfordrer inden for rammerne af en optimal regional og sektorbestemt balance til styrkelse af den sociale dimension af EFSI's anvendelse, herunder innovation inden for sundhedspleje og medicin, social infrastruktur, miljøbeskyttelse, bæredygtig transport, vedvarende energi og energilagringsinfrastrukturer; gentager sin mangeårige holdning om, at ethvert nyt initiativ inden for FFR skal finansieres med nye bevillinger, og at finansieringen ikke må gennemføres på bekostning af de eksisterende EU-programmer; gentager endvidere sit tilsagn om at styrke Horisont 2020 og Connecting Europe-faciliteten (CEF), således at der så vidt muligt foretages en mindskning af nedskæringerne af disse programmer, der skal finansiere forlængelsen af EFSI i 2019-budgettet;

10.  noterer sig tilsagnet om en ny EU-forsvarsdagsorden, nemlig i form af aftalen vedrørende programmet for udvikling af den europæiske forsvarsindustri som et første skridt i Den Europæiske Forsvarsfond; mener, at dette fælles tilsagn vil bidrage til at opnå stordriftsfordele og større samordning mellem medlemsstater og virksomheder og dermed gøre det muligt for EU at bevare sin strategiske uafhængighed og blive en reel global aktør;

11.  bemærker, at Kommissionen har foreslået en forhøjelse af bevillingerne til ungdomsbeskæftigelsesinitiativet på 233 mio. EUR i overensstemmelse med den finansielle programmering; bekræfter endnu en gang, at Parlamentet afviste enhver fremrykning af de 2018-2020-tillægsbevillinger, som var et resultat af midtvejsrevisionen af FFR; fastholder, at budgetmyndigheden bevarer sine beføjelser fuldt ud for så vidt angår fastsættelse af finansieringsniveauerne for alle programmer, herunder de programmer, der har været genstand for midtvejsrevisionen af FFR; understreger vigtigheden af et loyalt samarbejde mellem institutionerne og opfordrer alle berørte parter til at bevare tilliden til hele 2019-budgetproceduren;

12.  er fortsat fast besluttet på at bekæmpe arbejdsløshed og navnlig ungdomsarbejdsløshed; mener i denne forbindelse, at ungdomsbeskæftigelsesinitiativet bør styrkes yderligere for på den måde at imødekomme behovet for at øge EU-finansieringen til brug for gennemførelsen af søjlen for sociale rettigheder, på trods af den kompleksitet, som er forbundet med at omprogrammere ungdomsbeskæftigelsesinitiativet og ESF-programmerne, i tilfælde af at bevillingerne til ungdomsbeskæftigelsesinitiativet ændres; erkender, at ungdomsarbejdsløsheden ikke er blevet behandlet tilstrækkeligt på tværs af EU, og at ungdomsarbejdsløsheden stadig er højere end 2007-niveauet; opfordrer Kommissionen til at sikre, at medlemsstaterne ikke erstatter deres egne politikker og deres egen finansiering med finansieringen fra ungdomsbeskæftigelsesinitiativet med henblik på at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden, men snarere anvender den som et supplement; understreger, at både erhvervsuddannelse og lærlingeuddannelse udgør en effektiv praksis for at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden; understreger, at mobilitet gennem Erasmus Pro kraftigt stimulerer benchmarking til brug for gennemførelse af bedste praksis;

13.  fremhæver, at de samhørighedspolitiske programmer forventes at være på fuld omdrejningshastighed i 2019 og understreger Parlamentets vilje til at sikre tilstrækkelige bevillinger til disse programmer; glæder sig over, at næsten alle forvaltningsmyndigheder for programmerne for 2014-2020 nu er blevet udpeget; påpeger, at de uacceptable forsinkelser i gennemførelsen af operationelle programmer i vid udstrækning skyldtes den sene udpegelse af disse myndigheder; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at gennemførelsen af programmerne fremskyndes med henblik på at indhente forsinkelserne og til at anmode Kommissionen om bistand i denne henseende;

14.  noterer sig rapporterne om, hvordan regional- og samhørighedspolitikken fungerer i EU, og om de økonomiske udfordringer for de tilbagestående regioner, i hvilke der gentagne gange peges på mangler med hensyn til effektivitet og resultater;

15.  noterer sig, at Kommissionens forslag vil gøre det muligt at nå målet om at afsætte 20 % af budgettet til klimaudgifter i 2019; beklager dog, at Kommissionen ikke har fulgt op på Parlamentets anmodning om at modregne de reducerede bevillinger, som blev gennemført i løbet af de første år af FFR; anser dette forslag for at være utilstrækkeligt, eftersom i alt kun 19,3 % af EU's budget for 2014-2020 vil blive afsat til klimarelaterede foranstaltninger, hvilket vil forhindre EU i at opfylde målet om indarbejdning af klimaaspektet på mindst 20 % i perioden 2014-2020, også hvis EU igen tildeler kun 20 % af budgettet til klimabeskyttelse i 2020; beklager, at Kommissionen ikke har været i stand til at forelægge budgetforslag, der er i overensstemmelse med de forpligtelser og mål, EU har fastsat på dette område i Det Europæiske Råds konklusioner af 7.-8. februar 2013; mener, at indsatsen bør styrkes gennem udarbejdelse af en handlingsplan inden for rammerne af de programmer, som indeholder et massivt potentiale, såsom f.eks. Horisont 2020, CEF, Den Europæiske Socialfond (ESF), Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL), Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF) eller LIFE+, da disse programmer navnlig åbner mulighed for investeringer i energieffektivitet og vedvarende energi; minder om Revisionsrettens begrundede kritik for så vidt angår den metodologi, der anvendes af Kommissionen, og opfordrer til hurtige forbedringer i lyset heraf og i denne henseende;

16.  glæder sig over Kommissionens tilsagn om at forbedre metoden til identificering af biodiversitetsrelaterede udgifter; misbilliger imidlertid den foreslåede nedskæring af de samlede bidrag til beskyttelse af biodiversitet til 8,2 %, hvilket står i kontrast til målet om at standse og vende tabet af biodiversitet og økosystemtjenester senest i 2020;

17.  mener, at sikring af sikkerheden for Unionens borgere og imødegåelse af udfordringerne ved migration og flygtninge fortsat er Unionens to højeste prioriteter i 2019; anser det for afgørende at bevare udgifterne på disse områder på et niveau, der er tilstrækkeligt til at opfylde de behov, der er opstået af migrations- og flygtningekrisen på det afrikanske kontinent, navnlig i Sahel, samt i landene i Levanten og i Middelhavet; mener, at den nødvendige solidaritet mellem medlemsstaterne for at håndtere migrationsstrømmen, navnlig når revisionen af Dublinforordningen er blevet vedtaget, skal afspejles i EU-budgettet; bemærker, at budgetforslaget for 2019 omfatter de budgetmæssige virkninger af Kommissionens forslag;

18.  understreger, at en række vigtige lovgivningsmæssige initiativer, som enten befinder sig på forhandlingsstadiet eller i de tidlige stadier af gennemførelsen, såsom revisionen af Dublinforordningen, oprettelsen af et ind- og udrejsesystem, EU-systemet vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse, opgraderingen af Schengeninformationssystemet samt initiativet om interoperable informationssystemer for sikkerhed og grænse- og migrationsforvaltning, forventes at få betydelige budgetmæssige virkninger for 2019-budgettet, og fremhæver vigtigheden af tilstrækkelig finansiering til at matche Unionens ambitioner i denne henseende; opfordrer Kommissionen til at indgå i en åben og proaktiv dialog med budgetmyndigheden om ovennævnte initiativer for om nødvendigt at gøre det muligt for den at justere bevillingerne, og uden at resultatet af de igangværende lovgivningsprocedurer under den årlige budgetprocedure foregribes;

19.  beklager Kommissionens forslag om at finansiere den anden tranche af faciliteten for flygtninge i Tyrkiet og den efterfølgende aftale, der blev indgået mellem medlemsstaterne i Rådet den 29. juni 2018; støtter videreførelsen af faciliteten for flygtninge i Tyrkiet, men fastholder, at EU-budgettet – således som Kommissionen foreslog den 14. marts 2018 – bør bidrage til finansieringen af faciliteten med et beløb på 1 mia. EUR, mens medlemsstaterne bør bidrage med 2 mia. EUR i form af bilaterale bidrag med henblik på at sikre, at der i de sidste to år af den nuværende flerårige finansielle ramme bevares tilstrækkelige margener under FFR's særlige instrumenter til uforudsete begivenheder samt til finansieringen af andre prioriteter; fastholder også, at faciliteten for flygtninge i Tyrkiet bør finansieres med nye bevillinger, eftersom der er tale om et nyt initiativ inden for denne flerårige finansielle ramme; beklager, at der trods Parlamentets klare anmodning om at blive fuldt ud knyttet til beslutningsprocessen vedrørende udvidelsen af faciliteten for flygtninge i Tyrkiet, bl.a. for at undgå en gentagelse af proceduren for dens oprettelse, hidtil ikke har fundet forhandlinger sted mellem Parlamentet og Rådet om finansieringen af den anden tranche af faciliteten; meddeler medlemsstaterne, at Parlamentet har al mulig ret til at påtage sig sin rolle som en af parterne i Unionens budgetmyndighed, og at den vil gøre det, som allerede bebudet ved tidligere lejligheder;

20.  bemærker, at budgetforslaget for 2019 efterlader meget begrænsede eller slet ingen margener under FFR-lofterne for udgiftsområderne 1a, 1b, 3 og 4 som følge af den begrænsede fleksibilitet i den nuværende flerårige finansielle ramme med hensyn til at reagere på nye udfordringer og nye initiativer; tilkendegiver sin intention om at anvende fleksibilitetsbestemmelserne i endnu højere grad som led i ændringsprocessen;

21.  er fortsat bekymret for, at der igen skal opstå en pukkel af ubetalte regninger i slutningen af den nuværende FFR-periode; bemærker den beskedne stigning på 2,7 % i betalingsbevillinger i forhold til 2018-budgettet, hovedsagelig på grund af Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden (AMIF), Fonden for Intern Sikkerhed (ISF) og faciliteten for flygtninge i Tyrkiet; bemærker den foreslåede margen på 19,3 mia. EUR under betalingsloftet; opfordrer Kommissionen til fortsat at være på vagt over for udviklingen i betalinger med henblik på at sikre, at budgetmyndigheden i rette tid kan træffe de nødvendige foranstaltninger til at undgå et unormalt efterslæb; er overbevist om, at EU's troværdighed også er knyttet til dets evne til at sikre et tilstrækkeligt betalingsbevillingsniveau i EU-budgettet med henblik på at leve op til sine forpligtelser;

Underudgiftsområde 1a – Konkurrenceevne for vækst og beskæftigelse

22.  bemærker, at Kommissionens forslag for 2019 svarer til en stigning i forpligtelserne under underudgiftsområde 1a på +3,9 % til 22 860 mio. EUR i forhold til 2018; noterer sig, at Horisont 2020, Connecting Europe-faciliteten, store infrastrukturprojekter og Erasmus+ tegner sig for en stor del af denne stigning, eftersom forpligtelsesbevillingerne hertil er steget med henholdsvis 8,5 %, 36,4 %, 7,8 % og 10,4 %; understreger imidlertid, at de fleste af disse forhøjelser er i overensstemmelse med den finansielle programmering og således ikke udgør yderligere forhøjelser;

23.  minder om, at programmerne vedrørende forskning og innovation, f.eks. Horisont 2020, er afgørende for jobskabelsen og konkurrenceevnen i Europa; opfordrer indtrængende Kommissionen til at tage dette med i betragtning i sine prioriteter; opfordrer til et passende finansieringsniveau for programmerne vedrørende forskning og innovation; understreger, at navnlig de medlemsstater, der står over for økonomiske og finansielle vanskeligheder, bør støttes på dette område;

24.  minder om, at nye initiativer i de seneste år, såsom EFSI (I og II), Wifi4EU og programmet for udvikling af den europæiske forsvarsindustri, er gennemført på bekostning af adskillige programmer under underudgiftsområde 1a, som blev hårdt ramt af omfordelinger, nemlig Horisont 2020, Connecting Europe-faciliteten (CEF), Galileo, ITER, Copernicus og den europæiske geostationære navigationsoverlaytjeneste (EGNOS);

25.  understreger, at Erasmus+ fortsat er det vigtigste program for at fremme unges mobilitet på alle uddannelses- og erhvervsuddannelsesniveauer og for at tilskynde de unge til at deltage i det europæiske demokrati; minder om, at der skal ydes en administrativ indsats for at øge adgangen til Erasmus+, og at omfanget af støtteberettigede ansøgninger langt overstiger det nuværende budget; mener derfor, at finansieringsrammen for Erasmus+ bør være i stand til at imødekomme det berettigede behov for dette program, navnlig i forbindelse med livslang læring;

26.  bemærker med bekymring diskussionerne om finansieringen af det europæiske solidaritetskorps, der bekræftede Parlamentets frygt for, at gennemførelsen af de nye initiativer ville ske på bekostning af eksisterende velfungerende programmer; bemærker ligeledes med bekymring den præcedens, der er et resultat af trepartsproceduren, hvor det ikke lykkedes at skabe klarhed om kilderne til finansiering af initiativet, hvilket kræver yderligere afklaring under den årlige budgetprocedure; forventer, at Kommissionen gennemfører aftalen på en måde, der fuldt ud afspejler drøftelserne under trepartsmødet og ånden i aftalen;

27.  glæder sig over, at den aftale, der er indgået om finansieringen af programmet for udvikling af den europæiske forsvarsindustri, indeholder langt færre nedskæringer i bevillingerne til programmerne under underudgiftsområde 1a end oprindeligt foreslået af Kommissionen; er imidlertid bekymret over, at Rådet synes at lægge mere vægt på at opretholde margener end på at tilvejebringe tilstrækkelig finansiering til de områder, som det selv betegner som værende områder af høj prioritet;

28.  glæder sig over tildelingen af 500 mio. EUR til programmet for udvikling af den europæiske forsvarsindustri for 2019 og 2020; bemærker, at manglen på samarbejde mellem de nationale industrier på dette område i henhold til Europa-Parlamentets Forskningstjenestes skøn koster EU 10 mia. EUR om året; mener, at forsvarsområdet er et klart eksempel på, hvordan der kan opnås større effektivitet ved at overføre visse af de kompetencer og tiltag, som medlemsstaterne på nuværende tidspunkt henholdsvis besidder og udfører, og de tilsvarende bevillinger til EU; understreger, at dette vil demonstrere europæisk merværdi og gøre det muligt at begrænse de samlede offentlige udgifter i EU;

29.  glæder sig over forslaget om oprettelse af et europæisk fællesforetagende for højtydende databehandling, der vil fremme den seneste højtydende databehandlings- og datainfrastruktur og støtte udviklingen af dens teknologier og anvendelse på tværs af en lang række områder til gavn for forskere, erhvervsliv og den offentlige sektor;

Underudgiftsområde 1b – Økonomisk, social og territorial samhørighed

30.  bemærker, at de samlede forpligtelsesbevillinger for underudgiftsområde 1b beløber sig til 57 113,4 mio. EUR, hvilket er en stigning på 2,8 % i forhold til 2018-budgettet; bemærker endvidere, at det foreslåede beløb på 47 050,8 mio. EUR i betalingsbevillinger er 1,1 % højere end i 2018;

31.  glæder sig over, at gennemførelsen af 2014-2020-programmerne er ved at nå fuld hastighed, og gentager, at enhver "unormal" ophobning af ubetalte regninger skal undgås fremover; glæder sig endvidere over, at det store flertal af de nationale forvaltningsmyndigheder nu er blevet udpeget; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at løse alle udestående spørgsmål, således at gennemførelsen kan forløbe gnidningsløst;

32.  minder om, at ændringsbudget nr. 6/2017 som følge af reviderede overslag fra medlemsstaterne reducerede betalingsbevillingerne under underudgiftsområde 1b med 5,9 mia. EUR; håber inderligt, at både de nationale myndigheder og Kommissionen har forbedret deres overslag over betalingsbehovene i 2019-budgettet, og at det foreslåede niveau af betalingsbevillinger udnyttes fuldt ud;

33.  understreger, at kløften mellem de hurtigt voksende regioner og de mindst udviklede regioner i en tid med hurtig teknologisk udvikling – herunder på områder såsom kunstig intelligens – ville kunne vokse, hvis virkningen af strukturfondene ikke blev øget ved hjælp af betingelser om effektivitet;

34.  noterer sig Kommissionens forslag om at finansiere videreførelsen af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet såvel som den foreslåede mobilisering af 233,3 mio. EUR fra den samlede margen for forpligtelser; minder om, at enhver forhøjelse af den øremærkede bevilling til ungdomsbeskæftigelsesinitiativet bør matches af tilsvarende beløb fra ESF; minder om det tilsagn, som Kommissionen gav i forbindelse med forligsproceduren vedrørende budgettet for 2018, om hurtigt at fremlægge revisionen af forordningen om fælles bestemmelser med henblik på at inkludere forhøjelsen af 2018-bevillingen til ungdomsbeskæftigelsesinitiativet; understreger, at Kommissionen ikke har levet op til sin forpligtelse, og anmoder den om at redegøre for årsagerne til forsinkelsen i fremlæggelsen af revisionen af forordningen om fælles bestemmelser;

35.  forpligter sig til hurtigt at vedtage den nye lovgivning om ungdomsbeskæftigelsesinitiativet og ESF for at fremme en ambitiøs forhøjelse af ungdomsbeskæftigelsesinitiativets bevillinger i 2019 uden at underminere andre programmer, der kører under ESF i medlemsstaterne, eventuelt ved at fritage medlemsstaterne for deres forpligtelse til at matche ESF-bevillinger, der afsættes til ungdomsbeskæftigelse, under den udtrykkelige forudsætning, at de foreslåede ændringer hverken må gøre det muligt at fritage medlemsstaterne fra deres allerede indgåede finansielle forpligtelser på området eller medføre et generelt fald i bevillingerne fra EU's budget, der er afsat til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed;

Udgiftsområde 2 – Bæredygtig vækst: naturressourcer

36.  noterer sig de foreslåede 59 991,1 mio. EUR i forpligtelser (+ 1,2 % i forhold til 2018) og 57 790,4 mio. EUR i betalinger (3 %) til udgiftsområde 2; bemærker, at EGFL-udgifterne for 2019 anslås til 44 162,5 mio. EUR, hvilket er lavere end i 2018-budgettet (-547.9 mio. EUR);

37.  bemærker, at Kommissionen har efterladt en margen på 344,9 mio. EUR under loftet for udgiftsområde 2; påpeger, at den øgede volatilitet på landbrugsmarkederne – sådan som det oplevedes i forbindelse med den russiske embargo – eventuelt kan berettige denne margen; opfordrer Kommissionen til at sikre, at den margen, der efterlades under lofterne, er tilstrækkelig til at imødegå eventuelle kriser, der måtte opstå;

38.  bemærker, at visse foranstaltninger vedrørende den russiske embargo, der er inkluderet i 2018-budgettet, ikke vil blive forlænget (f.eks. for frugt og grøntsager, hvor markedssituationen fortsat er vanskelig), mens der stadig forekommer markedsvanskeligheder i mejerisektoren; afventer Kommissionens ændringsskrivelse, som forventes til oktober, og som bør være baseret på opdateret information om EGFL-finansieringen, for at kunne verificere de reelle behov i landbrugssektoren; understreger, at antallet af tilfælde, hvor der er behov for markedsinterventioner under EGFL, stadig er begrænset og kun udgør en forholdsvis lille del af EGFL (ca. 5,9 %);

39.  understreger, at en del af løsningen til at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden ligger i en tilstrækkelig støtte til unge i landdistrikter; beklager, at Kommissionen ikke har foreslået at forhøje budgetposten for unge landbrugere;

40.  understreger, at gennemførelsen af Hav- og Fiskerifonden (EHFF) efter en langsom start i begyndelsen af programmeringsperioden skrider hurtigt fremad og burde nå fuld hastighed i 2019; glæder sig over forhøjelsen af forpligtelsesbevillingerne til LIFE+-programmet (+ 6 %) i overensstemmelse med den finansielle programmering; noterer sig, at Det Europæiske Miljøagentur (EEA) vil påtage sig yderligere forpligtelser i perioden 2019-2020 med henblik på miljøovervågning og -rapportering samt verifikation af CO2-emissioner fra tunge køretøjer;

Udgiftsområde 3 – Sikkerhed og unionsborgerskab

41.  noterer sig, at der foreslås et samlet beløb på 3 728,5 mio. EUR i forpligtelsesbevillinger for udgiftsområde 3, hvilket svarer til en stigning på 6,7 % i forhold til 2018, og at de samlede betalingsbevillinger beløber sig til 3 486,4 mio. EUR, dvs. en stigning på 17 % i forhold til sidste års forslag; understreger imidlertid, at disse forhøjelser sker i kølvandet på flere års faldende finansieringsniveauer, og at den overordnede finansiering af forskellige nøgleområder, såsom grænseforvaltning, migration eller indre sikkerhed, stadig kun udgør 2,3 % af det samlede forslag til EU's udgifter i 2019; sætter spørgsmålstegn ved de foreslåede 281,2 mio. EUR i forpligtelser til støtte til lovlig migration til Unionen, fremme af effektiv integration af tredjelandsstatsborgere og styrkelse af retfærdige og effektive tilbagesendelsesstrategier, hvilket udgør et fald på 14,4 % i forhold til 2018; opfordrer Kommissionen til at fremlægge yderligere forklaringer på årsagerne til denne nedskæring;

42.  bemærker, at alle margener under loftet for udgiftsområde 3 for fjerde år i træk er udtømt, hvilket illustrerer, at EU-budgettet som situationen ser ud i dag ikke er fuldt udrustet til at håndtere omfanget og dybden af de nuværende migrations- og sikkerhedsmæssige udfordringer, som Unionen står over for; glæder sig i denne forbindelse over den foreslåede anvendelse af fleksibilitetsinstrumentet med et beløb på 927,5 mio. EUR i forpligtelsesbevillinger;

43.  forventer, at presset på nogle af medlemsstaternes migrations- og asylsystemer samt ved deres grænser fortsat vil være højt i 2019 og opfordrer indtrængende Unionen til fortsat at være på vagt med hensyn til eventuelle fremtidige, uforudsigelige behov på disse områder; opfordrer i denne forbindelse til en styrkelse af kontrollen ved de ydre grænser og i denne forbindelse til en tilstrækkelig finansiering og personale til de EU-agenturer, der beskæftiger sig med disse spørgsmål, og bekræfter på ny, at bekæmpelse af de underliggende årsager til migrations- og flygtningekrisen udgør en langsigtet holdbar løsning sammen med stabilisering af EU's naboskabsområder, og at investeringer i migranters og flygtninges oprindelseslande er nøglen til at opnå dette mål;

44.  glæder sig over Det Europæiske Råds anmodning af 28. juni 2018 om at styrke Frontex yderligere gennem øgede ressourcer og et styrket mandat; anmoder om yderligere oplysninger om, hvor mange ansatte medlemsstaterne vil sende, og hvor mange ansatte agenturet selv har direkte behov for; opfordrer Kommissionen til at tilpasse sit udkast til budget i overensstemmelse dermed i ændringsskrivelsen i efteråret; glæder sig også over de yderligere 45,6 mio. EUR, der tildeles for at støtte Grækenland og Spanien i deres forvaltning af strømmen af ankommende migranter på deres område; understreger, at en effektiv grænsekontrol skal ledsages af passende pleje af ankommende migranter;

45.  bemærker, at instrumentet til ydelse af nødhjælp af humanitær karakter inden for Unionen udløber i marts 2019; opfordrer Kommissionen til på baggrund af de vedvarende humanitære behov hos flygtninge og asylansøgere i visse medlemsstater at vurdere, hvorvidt det vil være hensigtsmæssigt at reaktivere og tilføre dette instrument nye midler; fremhæver, at der er behov for større solidaritet med de lande, hvor der ankommer flest asylansøgere, og hvor de er koncentreret; understreger i mellemtiden betydningen af den fortsatte tilgængelighed af støtte i form af nødhjælp inden for rammerne af AMIF, navnlig med henblik på fortsat græsk støtte; mener, at der også bør ydes finansiel støtte til Italien; opfordrer derfor Kommissionen til at angive de grunde, som har ført den til ikke at foreslå dette; minder om, at Italien er den eneste medlemsstat, hvor størstedelen af befolkningen mener, at de ikke har nydt godt af medlemskab af Den Europæiske Union; beklager det bratte fald i forpligtelsesbevillingerne til den anden AMIF-komponent "Støtte til lovlig migration til Unionen, fremme af effektiv integration af tredjelandsstatsborgere og styrkelse af retfærdige og effektive tilbagesendelsesstrategier";

46.  mener, at EU-budgettet i forbindelse med en lang række sikkerhedsspørgsmål, herunder ændrede former for radikalisering, cyberkriminalitet, vold og terrorisme, som overstiger de enkelte medlemsstaters evne til at reagere, bør tilskynde til samarbejde om sikkerhedsrelaterede spørgsmål med hjælp fra EU's etablerede agenturer; sætter i denne forbindelse spørgsmålstegn ved, hvordan denne højrisikosikkerhedssituation er forenelig med den foreslåede markante nedskæring af forpligtelsesbevillingerne (-26,6 %) til ISF; fremhæver, at udgifterne på dette område kun er effektive, når hindringerne for samarbejde og målrettet udveksling af oplysninger inden for Europa fjernes, samtidig med at enhver relevant databeskyttelse anvendes fuldt ud i overensstemmelse med EU-lovgivningen; beklager, at Kommissionen stadig ikke har forelagt et forslag, som kunne give udtryk for finansiel solidaritet på EU-niveau til ofre for terrorhandlinger og deres familier, og opfordrer Kommissionen til at gøre det, der skal til for at sikre, at en sådan støtte indføres snarest;

47.  noterer sig den foreslåede revision af retsgrundlaget for Unionens civilbeskyttelsesordning, som, når den er vedtaget, forventes at få store budgetmæssige konsekvenser i de sidste to år af den nuværende flerårige finansielle ramme, hvor 256,9 mio. EUR alene skal bæres af udgiftsområde 3; insisterer på, at det er logisk, at denne betydelige forbedring af en af Unionens vigtigste politikker bør finansieres ved hjælp af nye og supplerende midler; advarer imod anvendelse af omfordelinger, som klart sker på bekostning af andre værdifulde, velfungerende politikker og programmer;

48.  bekræfter på ny Parlamentets stærke støtte til EU-programmer på områderne kultur, retlige anliggender, grundlæggende rettigheder og unionsborgerskab; glæder sig over den foreslåede forhøjelse af bevillingerne til programmet Et Kreativt Europa; insisterer desuden på, at programmet "Europa for Borgerne" og det europæiske borgerinitiativ tilføres tilstrækkelige midler, navnlig i tiden op til valget til Europa-Parlamentet;

49.  minder om Parlamentets støtte til programmerne for rettigheder, ligestilling, unionsborgerskab og retlige anliggender; understreger, at EU bør fastholde sine tilsagn om at håndhæve kvinders og LGBTI-personers rettigheder;

50.  glæder sig over forhøjelsen af forpligtelsesbevillingerne til fødevare- og foderprogrammet, hvilket bør give Unionen mulighed for effektivt at forvalte ethvert udbrud af alvorlige dyresygdomme og skadegørere, herunder den seneste epidemi af aviær influenza, der har ramt en række medlemsstater i de seneste år;

51.  opfordrer Kommissionen til at afsætte tilstrækkelige budgetmidler til at øge synligheden af valget til Europa-Parlamentet i 2019 og øge effektiviteten af mediedækningen heraf, navnlig for at fremme kendskabet til "spidskandidaterne", dvs. kandidaterne til posten som formand for Kommissionen;

Udgiftsområde 4 – Et globalt Europa

52.  noterer sig den samlede forhøjelse af finansieringen til udgiftsområde 4, som beløber sig til 11 384,2 mio. EUR (+13,1 % i forhold til 2018-budgettet) i forpligtelsesbevillinger; noterer sig, at denne stigning hovedsagelig er knyttet til finansieringen af den anden tranche af faciliteten for flygtninge i Tyrkiet, for hvilken Kommissionen forslår at mobilisere den samlede margen for forpligtelser (1 116,2 mio. EUR); bemærker, at dette forslag vil efterlade en margen under loftet for udgiftsområde 4;

53.  opfordrer medlemsstaterne til at yde større bidrag til Nødtrustfonden for Afrika, "Madadtrustfonden" og Den Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling med henblik på at støtte stabilisering i kriseområder, yde bistand til flygtninge og fremme social og økonomisk udvikling på det afrikanske kontinent og i landene i det europæiske naboskabsområde;

54.  er fortsat overbevist om, at de udfordringer, der gør sig gældende i forbindelse med EU's optræden udadtil, kræver en vedvarende finansiering, som overstiger den nuværende størrelse af udgiftsområde 4; fastholder, at nye initiativer bør finansieres med nye bevillinger, og at alle fleksibilitetsmuligheder bør udnyttes fuldt ud; er dog modstander af den foreslåede finansiering af faciliteten for udvidelse og den tilknyttede aftale, der blev indgået i Rådet den 29. juni 2018, da de i væsentlig grad vil begrænse såvel finansieringsmulighederne for andre prioriterede områder inden for udgiftsområde 4 som EU-budgettets afgørende rolle i forbindelse med at nå ud til mennesker i nød og fremme grundlæggende værdier;

55.  glæder sig over de forhøjelser, der tager sigte på migrationsrelaterede projekter i tilknytning til den centrale Middelhavsrute, samt den moderate forhøjelse af bevillingerne til den østlige del af Det Europæiske Naboskabsinstrument (ENI) og omfordelingen af prioriteter under instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde (DCI) til Mellemøsten; opfordrer til, at der afsættes tilstrækkelige finansielle midler til UNRWA for at sikre fortsat støtte til palæstinensiske flygtninge i regionen i lyset af den seneste amerikanske beslutning om at trække sit bidrag til agenturet tilbage;

56.  glæder sig over den øgede støtte til regionale initiativer i Vestbalkanlandene; er imidlertid af den opfattelse, at støtten til politiske reformer bør styrkes yderligere; beklager den øgede støtte til politiske reformer i Tyrkiet (IPA II) og sætter spørgsmålstegn ved sin tilpasning til budgetmyndighedens beslutning om at nedskære bevillingerne på denne budgetpost for det løbende regnskabsår; gentager sin holdning, hvori det opfordrede til, at midler til de tyrkiske myndigheder under IPA II gøres betinget af forbedringer inden for menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet; opfordrer til, at bevillingerne på denne budgetpost – hvis ikke der gøres fremskridt på disse områder og med tanke på det begrænsede spillerum – hovedsageligt omledes til aktører i civilsamfundet med henblik på at gennemføre foranstaltninger, som støtter mål i relation til retsstatsprincippet, demokrati, menneskerettigheder og mediefrihed; støtter den generelle nedadgående tendens i tildelingerne til Tyrkiet under budgetposten "politiske reformer";

57.  understreger den betydelige nedskæring af det beløb, der skal indbetales til budgettet for 2019 til Garantifonden for Aktioner i forhold til Tredjeland, der forvaltes af Den Europæiske Investeringsbank (EIB), samt den betydelige nedskæring af den planlagte makrofinansielle bistand (MFA) som følge af et lavere antal udestående EIB-lån end tidligere anslået og en lavere udbetaling af MFA-lån i forhold til den seneste finansielle programmering;

58.  genbekræfter sin fulde støtte til de løfter, som EU afgav på Bruxelleskonferencen om Syrien, og som bekræftede de tidligere tilsagn, der blev givet på Londonkonferencen; er enig i styrkelsen af ENI og af den humanitære bistand med 120 mio. EUR til hver med henblik på at indfri dette løfte i 2019;

59.  gentager sin støtte til, at der afsættes tilstrækkelige finansielle midler til EU's strategiske kommunikation med henblik på at tackle misinformationskampagner og cyberangreb, samt at fremme et objektivt billede af Unionen uden for dens grænser;

Udgiftsområde 5 – Administration

60.  bemærker, at udgifterne til udgiftsområde 5 er steget med 3,0 % i forhold til 2018-budgettet til 9 956,9 mio. EUR (+ 291,4 mio. EUR) i forpligtelsesbevillinger; bemærker, at forhøjelsen på linje med de tidligere regnskabsår hovedsageligt er styret af udviklingen i forbindelse med pensioner (+ 116,7 mio. EUR), hvilket svarer til 20,2 % af udgiftsområde 5; bemærker, at andelen af udgifter til administration i budgetudkastet forbliver uændret på 6,0 % i forpligtelsesbevillinger;

61.  anerkender den indsats, som Kommissionen har gjort for at integrere alle muligheder for besparelser og rationaliseringer i forbindelse med ikkelønrelaterede udgifter på sit eget budget; bemærker, at udviklingen i forbindelse med Kommissionens udgifter (+ 2,0 %) primært skyldes den automatiske tilpasning af lønudgifter og kontraktlige forpligtelser; noterer sig endvidere Kommissionens interne personaleomfordeling med henblik på at opfylde sine nye prioriteter;

62.  bemærker, at den faktiske margen beløber sig til 575,2 mio. EUR under loftet efter modregningen af 253,9 mio. EUR for anvendelsen af margenen for uforudsete udgifter, som blev mobiliseret i 2018; finder margenen vigtig i nominel forstand og mener, at den afspejler den indsats, som Kommissionen har gjort, navnlig indefrysningen af udviklingen i forbindelse med ikkelønrelaterede udgifter; mener, at en yderligere indsats for at stabilisere eller nedbringe Kommissionens administrative udgifter kan føre til, at vigtige investeringer udskydes, eller at administrationens korrekte funktion bringes i fare;

Pilotprojekter – forberedende foranstaltninger

63.  understreger vigtigheden af pilotprojekter (PP'er) og forberedende foranstaltninger (FF'er) som redskaber til fastlæggelse af politiske prioriteringer og til lancering af nye initiativer, som kan udvikle sig til at blive faste EU-aktiviteter og -programmer; har til hensigt at fortsætte med at sammensætte en afbalanceret pakke af pilotprojekter og forberedende foranstaltninger, som afspejler Europa-Parlamentets politiske prioriteter og tager hensyn til Kommissionens passende og rettidige forudgående vurdering; bemærker, at margenerne under visse udgiftsområder i det nuværende forslag er begrænsede eller sågar ikkeeksisterende, og agter at undersøge, hvordan der kan gøres plads til eventuelle PP'er og FF'er på måder, der ikke går ud over andre politiske prioriteter;

Agenturer

64.  noterer sig den samlede stigning i budgetforslaget for 2019 for så vidt angår bevillingerne til de decentrale agenturer og organer på 10,8 % (uden hensyntagen til formålsbestemte indtægter) og + 259 stillinger; glæder sig over, at de fleste agenturer øger deres egne budgetter, samtidig med at bidraget fra EU falder; bemærker i denne forbindelse, at Parlamentet i øjeblikket er i færd med at undersøge mulighederne for yderligere at udvide gebyrfinansieringen af de decentrale agenturer; bemærker med tilfredshed, at agenturer med "nye opgaver" (ESMA, eu-LISA og Frontex) tildeles en betydelig forhøjelse af forpligtelsesbevillingerne og af stillingsfortegnelsen; opfordrer til yderligere finansiel støtte til de agenturer, der beskæftiger sig med migrations- og sikkerhedsmæssige udfordringer; mener, at Europol og Eurojust bør styrkes yderligere, og at EASO bør modtage passende finansiering til sin omdannelse til Det Europæiske Asylagentur;

65.  gentager sin holdning om, at målet om en personalereduktion på 5 % er blevet nået, og understreger, at denne praksis – i lyset af Revisionsrettens hurtige sagsgennemgang (Rapid Case Review) – ikke nødvendigvis nåede frem til de forventede resultater; mener, at de decentrale agenturer skal vurderes fra sag til sag; glæder sig over alle institutioners godkendelse af henstillingerne fra den interinstitutionelle arbejdsgruppe;

66.  glæder sig over oprettelsen af to nye EU-organer, der betragtes som decentraliserede agenturer, henholdsvis Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) og Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed; bemærker, at bevillinger til Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed er blevet opført i reserven, mens man afventer færdiggørelsen af lovgivningsprocessen; bemærker, at Den Europæiske Anklagemyndighed har sæde i Luxembourg og opfordrer den til at forelægge budgetmyndighedens to parter alle oplysninger vedrørende sin ejendomspolitik i henhold til finansforordningen; mener, at nye agenturer skal oprettes gennem tildeling af nye ressourcer og nye stillinger, samtidig med at enhver form for omfordeling undgås, medmindre det klart påvises, at visse aktiviteter er blevet overført fuldt ud fra Kommissionen eller fra andre eksisterende organer – såsom Eurojust – til de nye agenturer; bemærker, at Eurojust fortsat er kompetent til at behandle sager om beskyttelse af finansielle interesser i nært samarbejde med EPPO, samtidig med at det er fuldt engageret i at sikre operationel støtte til medlemsstaterne i kampen mod organiseret kriminalitet, terrorisme, cyberkriminalitet og smugling af migranter; minder om bestemmelserne i den fælles tilgang for så vidt angår nyoprettede decentraliserede agenturer;

67.  forventer, at forhandlingerne om budgettet for 2019 vil være baseret på princippet om, at begge grene af budgetmyndigheden forpligter sig til at indlede forhandlinger så tidligt som muligt og til fuldt ud at udnytte tidsrummet af hele forligsperioden, samtidig med at der skabes et repræsentationsniveau, der sikrer en reel politisk dialog;

o
o   o

68.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

BILAG

FÆLLES ERKLÆRING OM DATOERNE FOR BUDGETPROCEDUREN OG RETNINGSLINJERNE FOR ARBEJDET I FORLIGSUDVALGET I 2018

A.  I henhold til del A i bilaget til den interinstitutionelle aftale mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning er Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen enige om følgende nøgledatoer for budgetproceduren i 2019:

1.  Kommissionen vil bestræbe sig på at forelægge budgetoverslaget for 2019 i slutningen af maj.

2.  Der indkaldes til trepartsmøde den 12. juli om formiddagen inden vedtagelsen af Rådets holdning.

3.  Rådet vil bestræbe sig på at vedtage sin holdning og fremsende den til Europa-Parlamentet senest i uge 37 (den tredje uge af september) med henblik på i tide at nå frem til en aftale med Europa-Parlamentet.

4.  Europa-Parlamentets Budgetudvalg stemmer om ændringsforslag til Rådets holdning senest inden udgangen af uge 41 (midten af oktober).

5.  Der indkaldes til trepartsmøde den 18. oktober om morgenen inden Europa-Parlamentets behandling.

6.  Europa-Parlamentets plenarforsamling vil stemme om sin behandling i uge 43 (plenarmødet den 22.-25. oktober).

7.  Forligsperioden vil begynde den 30. oktober. I overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 314, stk. 4, litra c), i TEUF vil forligsperioden udløbe den 19. november 2018.

8.  Forligsudvalget vil mødes den 7. november om morgenen med Europa-Parlamentet som vært og den 16. november med Rådet som vært og kan mødes igen efter behov. Forligsudvalgets møder vil blive forberedt på et eller flere trepartsmøder. Der er fastsat et trepartsmøde til den 7. november om formiddagen. Der kan indkaldes til yderligere trepartsmøder i løbet af forligsperioden på 21 dage, herunder eventuelt den 14. november (Strasbourg).

B.  Retningslinjerne for Forligsudvalgets arbejde findes i del E i bilaget til ovennævnte interinstitutionelle aftale.

(1) EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1. (2) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 884. (3) EUT L 163 af 24.6.2017, s. 1. (4) EUT C 373 af 20.12.2013, s. 1. (5) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0089.

Europa-Parlamentets henstilling af 5. juli 2018 til Rådet om den 73. samling i De Forenede Nationers Generalforsamling (2018/2040(INI))

P8_TA(2018)0312 A8-0230/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til De Forenede Nationers (FN's) pagt,

–  der henviser til FN-resolutionen, som blev vedtaget af Generalforsamlingen den 3. april 2006, om nedsættelse af Menneskerettighedsrådet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 21, 34 og 36,

–  der henviser til EU's årsberetning om menneskerettighederne og demokrati i verden i 2016 og EU's politik om menneskerettigheder og demokrati,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne, præamblen og artikel 18, og til FN's menneskerettighedskonventioner og de valgfrie protokoller hertil,

–  der henviser til sin henstilling til Rådet af 5. juli 2017 om den 72. samling i FN's Generalforsamling(1),

–  der henviser til FN-resolutionen, som blev vedtaget af Generalforsamlingen den 3. maj 2011, om Den Europæiske Unions deltagelse i De Forenede Nationers arbejde, som giver EU ret til komme med indlæg på FN's Generalforsamling, forelægge mundtlige forslag og ændringsforslag, der kan sættes til afstemning efter anmodning fra en medlemsstat, samt til at gøre brug af retten til at svare,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 17. juli 2017 om EU's prioriteringer for den 72. samling i FN's Generalforsamling,

–  der henviser til New York-erklæringen om flygtninge og migranter af 19. september 2016,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 1325 (2000), 1820 (2009), 1888 (2009), 1889 (2010), 1960 (2011), 2106 (2013), 2122 (2013) og 2242 (2015) om kvinder, fred og sikkerhed,

–  der henviser til de hovedprincipper, der er fastsat i den globale strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik af juni 2016, og specielt dem, der angår suverænitet, territorial integritet og ukrænkeligheden af staternes grænser, som respekteres i lige høj grad af alle deltagende stater,

–  der henviser til sin beslutning af 13. december 2017 om årsrapporten om gennemførelsen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik(2),

–  der henviser til De Forenede Nationers 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling og målene for bæredygtig udvikling,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 113,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A8-0230/2018),

A.  der henviser til, at EU og dets medlemsstater fortsat fuldt ud støtter multilateralisme, global regeringsførelse og fremme af FN's kerneværdier som en integreret del af EU's udenrigspolitik og de tre søjler i FN's system: menneskerettigheder, fred og sikkerhed og udvikling; der henviser til, at et multilateralt system baseret på universelle regler og værdier er bedst egnet til at løse kriser, udfordringer og trusler; der henviser til, at selve fremtiden for det multilaterale system står over for hidtil usete udfordringer;

B.  der henviser til, at EU's globale strategi afspejler omfanget af nutidens globale udfordringer, som kræver et stærkt og mere effektivt FN og en uddybning af samarbejdet på medlemsstatsniveau, både i EU og FN;

C.  der henviser til, at EU's medlemsstater er nødt til at bestræbe sig til det yderste på at samordne deres optræden i FN-systemets organer og tale med én stemme baseret på international menneskerettighedslovgivning og EU's kerneværdier; der henviser til, at dette samarbejde skal baseres på en fælles indsats for at forebygge en yderligere optrapning af igangværende konflikter og støtte en løsning deraf, fremme effektiv nedrustning og våbenkontrol, navnlig med hensyn til atomarsenaler, gennemføre målene for bæredygtig udvikling og Parisaftalen om klimaforandringer samt bidrage til en regelbaseret international orden efter mandatet i artikel 34, stk. 1, i TEU;

D.  der henviser til, at den globale politiske orden og sikkerhedsmiljøet udvikler sig med hastig fart og kræver globale løsninger; der henviser til, at De Forenede Nationer fortsat er i centrum for et multilateralt samarbejdssystem mellem medlemsstaterne om at tackle disse udfordringer og egner sig bedst til at håndtere internationale kriser, globale udfordringer og trusler;

E.  der henviser til, at verden står over for en række globale udfordringer vedrørende nuværende og kommende konflikter som f.eks. klimaforandringer og terrorisme, som skal tackles på globalt plan; der henviser til, at den nuværende struktur i FN's Sikkerhedsråd stadig er baseret på et forældet politisk scenarie, og at beslutningsprocessen ikke i tilstrækkelig grad afspejler en ændret global realitet; der henviser til, at EU og dets medlemsstater har medvirket til at forme FN's globale 2030-dagsorden, og at EU fortsat er fast besluttet på at være frontløber i at mobilisere alle midler til gennemførelse og en stærk opfølgnings-, overvågnings- og revisionsmekanisme for at sikre fremskridt og ansvarlighed; der henviser til, at dette afspejles i EU's optræden udadtil og andre EU-politikker på tværs af EU's finansielle instrumenter;

F.  der henviser til, at de tre søjler i FN - fred og sikkerhed, udvikling, menneskerettigheder og retsstatsprincippet - er uadskillelige og gensidigt forstærkende; der henviser til, at FN's oprindelige formål med at bevare freden er blevet udfordret af fortsatte komplekse kriser;

G.  der henviser til, at FN's besværlige bureaukratiske procedurer og komplekse og stive struktur indimellem har været til hinder for en velfungerende institution og dens evne til at reagere hurtigt på kriser og globale udfordringer;

H.  der henviser til, at en vellykket reaktion på globale kriser, udfordringer og trusler kræver et effektivt multilateralt system baseret på universelle regler og værdier;

I.  der henviser til, at der bliver sat spørgsmålstegn ved den internationale orden baseret på samarbejde, dialog og menneskerettigheder fra en række nationalistiske og protektionistiske bevægelsers side overalt i verden;

J.  der henviser til, at det stadig større antal opgaver for FN-systemet kræver tilstrækkelig finansiering fra medlemsstaterne; der henviser til, at der er et voksende gab mellem organisationens behov og den finansiering, der ydes; der henviser til, at EU og dets medlemsstater i lyset af USA's hensigt om at skære i bidraget til FN's budget samlet set stadig er den største økonomiske bidragsyder og bør støtte FN's generalsekretær aktivt i dennes bestræbelser på at sikre, at FN fungerer og finansieres rigtigt, med det primære formål at bekæmpe fattigdom, fremme fred og stabilitet på langt sigt, forsvare menneskerettighederne, bekæmpe social ulighed og yde humanitær hjælp til befolkninger, lande og regioner, som konfronteres med alle former for kriser, både naturlige og menneskeskabte; der henviser til, at EU's bidrag til FN bør være mere synlige; der henviser til, at FN's organisationer, herunder De Forenede Nationers Hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge i Mellemøsten (UNRWA), har lidt store finansielle nedskæringer; der henviser til, at det nuværende finansieringsniveau til FN fortsat er utilstrækkeligt, hvis det skal være muligt for organisationen at gennemføre sit mandat og imødekomme de aktuelle globale udfordringer;

K.  der henviser til, at demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincippet er udsat for en stigende trussel i mange af verdens regioner, og at civilsamfundet får mindre og mindre plads i mange FN-medlemsstater; der henviser til, at menneskeretsforkæmpere og civilsamfundsaktivister udsættes for stadig større trusler og risici i hele verden, når de udfører deres legitime arbejde;

L.  der henviser til, at fremme og beskyttelse af menneskerettighederne er kernen i multilateralismen og en central del af FN-systemet; der henviser til, at EU er en stærk tilhænger af alle menneskerettigheder, som er universelle, udelelige, indbyrdes afhængige og indbyrdes forbundne; der henviser til, at EU er en af de mest dedikerede forsvarere og fortalere for menneskerettigheder, grundlæggende frihedsrettigheder, kulturelle værdier og mangfoldighed, demokrati og retsstatsforhold; der henviser til, at disse værdier er udsat for en stigende trussel i mange af verdens regioner; der henviser til, at menneskeretsforkæmpere og civilsamfundsaktivister udsættes for stadig større trusler og risici, når de udfører deres legitime arbejde, og udsættes for stadig større repressalier for at interagere med FN's organer og mekanismer; der henviser til, at det internationale samfund og EU skal øge indsatsen for at beskytte og støtte menneskerettighedsforkæmpere og opretholde internationale standarder for demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincippet, navnlig med hensyn til minoritetsgruppers rettigheder eller rettigheder for sårbare grupper, herunder kvinder, børn, unge etniske, racemæssige eller religiøse mindretal, migranter, flygtninge og internt fordrevne, personer med handicap, lesbiske, bøsser, biseksuelle, transpersoner og interkønnede (LGBTI-personer) og oprindelige befolkningsgrupper;

1.  henstiller følgende til Rådet:

2.  pålægger sin formand at sende denne henstilling til Rådet, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og Kommissionen samt til orientering til FN's Generalforsamling og FN's generalsekretær.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0304. (2) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0493. (3) Europa-Parlamentets henstilling af 1. marts 2018 til Rådet om Europa-Parlamentets henstilling til Rådet, Kommissionen og næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigs- og sikkerhedsanliggender om foranstaltninger til at afskære jihadister fra deres indtægtskilder – en målrettet indsats mod finansiering af terrorisme, Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0059. (4) Verdenssundhedsorganisationen, "World Report on Violence and Health" (Genève, 2002), s. 154; FN's Humanitære Koordinationskontor, "Discussion paper 2: The Nature, Scope and Motivation for Sexual Violence Against Men and Boys in Armed Conflict", rapport fremlagt på UNOCHA's forskningsmøde om "Use of Sexual Violence in Armed Conflict: Identifying Gaps in Research to Inform More Effective Interventions", 26. juni 2008. (5) Som beskrevet i generalsekretærens første erklæring i FN's Sikkerhedsråd den 10. januar 2017. (6) EUT C 215 af 19.6.2018, s. 202.

Europa-Parlamentets beslutning af 5. juli 2018 om migrationskrisen og den humanitære situation i Venezuela og ved dets landegrænser med Colombia og Brasilien (2018/2770(RSP))

P8_TA(2018)0313 RC-B8-0315/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Venezuela, navnlig beslutningen af 27. februar 2014 om situationen i Venezuela(1), af 18. december 2014 om forfølgelse af den demokratiske opposition i Venezuela(2), af 12. marts 2015 om situationen i Venezuela(3), af 8. juni 2016 om situationen i Venezuela(4), af 27. april 2017 om situationen i Venezuela(5), af 8. februar 2018 om situationen i Venezuela (6)og af 3. maj 2018 om valget i Venezuela(7),

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder,

–  der henviser til den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder,

–  der henviser til Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol,

–  der henviser til erklæringen af 8. februar 2018 fra Den Internationale Straffedomstols anklager, Fatou Bensouda,

–  der henviser til erklæringen fra FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder om Venezuela af 31. marts 2017,

–  der henviser til rapporten fra FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder (OHCHR) med titlen "Menneskerettighedskrænkelser i Den Bolivariske Republik Venezuela" af 22. juni 2018,

–  der henviser til den fælles erklæring af 28. april 2017 fra FN's særlige rapportør om udenretlige, summariske eller vilkårlige henrettelser, FN's særlige rapportør om retten til frit at deltage i fredelige forsamlinger og til foreningsfrihed, FN's særlige rapportør om situationen for menneskerettighedsforkæmpere og FN's arbejdsgruppe om vilkårlig tilbageholdelse,

–  der henviser til G7-ledernes erklæring af 23. maj 2018,

–  der henviser til erklæringerne fra Limagruppen af 23. januar 2018, 14. februar 2018, 21. maj 2018, 2. juni 2018 og 15. juni 2018,

–  der henviser til erklæringen af 20. april 2018 fra Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) om den forværrede humanitære situation i Venezuela,

–  der henviser til rapporten af 29. maj 2018 fra Generalsekretariatet for OAS og panelet af uafhængige internationale eksperter om muligheden af, at der er begået forbrydelser mod menneskeheden i Venezuela,

–  der henviser til rapporten fra Den Interamerikanske Kommission for Menneskerettigheder (IACHR) af 12. februar 2018 om "Democratic Institutions, the Rule of Law and Human Rights in Venezuela" (Demokratiske institutioner, retsstatsprincippet og menneskerettighederne i Venezuela), og til IACHR's resolution af 14. marts 2018,

–  der henviser til erklæringerne af 26. januar 2018, 19. april 2018 og 22. maj 2018 fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) om den seneste udvikling i Venezuela,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 13. november 2017, 22. januar 2018, 28. maj 2018 og 25. juni 2018,

–  der henviser til erklæringen fra EU's kommissær med ansvar for humanitær bistand og krisestyring, Christos Stylianides, om hans officielle besøg i Colombia i marts 2018,

–  der henviser til erklæringen af 23. april 2018 fra sin Gruppe for Demokratistøtte og Valgkoordinering,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at situationen vedrørende menneskerettigheder, demokrati og retsstatsforhold i Venezuela fortsat forværres; der henviser til, at Venezuela står over for en hidtil uset politisk, social, økonomisk og humanitær krise, præget af usikkerhed, vold, menneskerettighedskrænkelser, forringelse af retsstatsprincippet, mangel på lægemidler og socialtjenester, tab af indtægter og stigende fattigdom, hvilket fører til et voksende dødstal og et stigende antal flygtninge og migranter;

B.  der henviser til, at et stigende antal mennesker i Venezuela, navnlig udsatte grupper som kvinder, børn og syge, lider af underernæring som følge af begrænset adgang til gode sundhedsydelser, lægemidler, fødevarer og vand; der henviser til, at 87 % af befolkningen i Venezuela er ramt af fattigdom, og at det ekstreme fattigdomsniveau ligger på 61,2 %; der henviser til, at mødredødeligheden er steget med 60 % og spædbørnsdødeligheden med 30 %; der henviser til, at antallet af malariatilfælde i 2017 steg med 69 % sammenlignet med det foregående år, hvilket er den største stigning på verdensplan, og at andre sygdomme som f.eks. tuberkulose og mæslinger er på nippet til at udvikle sig til epidemier;

C.  der henviser til, at den venezuelanske regering beklageligvis fortsat hårdnakket benægter problemet og modsætter sig åbent at modtage og lette distributionen af international humanitær bistand, selv om det internationale samfund står parat til at hjælpe;

D.  der henviser til, at den økonomiske situation er blevet væsentligt forværret; der henviser til, at Den Internationale Valutafond har anslået, at hyperinflationen i Venezuela vil stige til 13 000 % i 2018, hvilket er en stigning fra ca. 2 400 % i 2017, som medfører prisstigninger på i gennemsnit næsten 1,5 procent hver time;

E.  der henviser til, at OHCHR-rapporten, der blev offentliggjort den 22. juni 2018, fremhævede, at de venezuelanske myndigheder ikke drager gerningsmændene til alvorlige menneskerettighedskrænkelser til ansvar, herunder for drab, overdreven magtanvendelse mod demonstranter, vilkårlige fængslinger, mishandling og tortur; der henviser til, at straffrihed for sikkerhedsfolk, der mistænkes for udenretslige drab på demonstranter, også synes at være udbredt;

F.  der henviser til, at der ifølge den rapport, der blev forelagt den 29. maj 2018 af panelet af uafhængige internationale eksperter udpeget af OAS, er blevet begået syv forbrydelser mod menneskeheden i Venezuela, der går tilbage i til hvert fald februar 2014, og til, at regeringen selv har været ansvarlig for den nuværende humanitære krise i regionen; der henviser til, at Den Internationale Straffedomstols (ICC's) anklagemyndighed har annonceret indledningen af en foreløbig undersøgelse af de påståede forbrydelser begået i Venezuela siden april 2017;

G.  der henviser til, at valget den 20. maj 2018 blev gennemført uden overholdelse af de internationale minimumsstandarder for en troværdig valgproces og uden respekt for politisk pluralisme, demokrati, gennemsigtighed og retsstatsprincippet; der henviser til, at dette øger presset på indsatsen for at løse den politiske krise yderligere; der henviser til, at EU og andre demokratiske organer ikke anerkender valget eller de myndigheder, som er blevet indsat ved denne illegitime valgproces;

H.  der henviser til, at den aktuelle flerdimensionelle krise i Venezuela genererer de største befolkningsbevægelser i regionen nogensinde; der henviser til, at antallet af venezuelanere, der har forladt landet, ifølge UNHCR og Den Internationale Organisation for Migration (IOM) er steget dramatisk fra 437 000 i 2005 til over 1,6 millioner i 2017; der henviser til, at omkring 945 000 venezuelanere forlod landet mellem 2015 og 2017; der henviser til, at det samlede antal personer, der har forladt landet siden 2014, i 2018 har oversteget to millioner; der henviser til, at der på verdensplan kan konstateres en stigning på 2 000 % i antallet af venezuelanske statsborgere, der siden 2014 har søgt asyl i andre lande, og at antallet af venezuelanske asylansøgere i midten af juni 2018 nåede op på mere end 280 000;

I.  der henviser til, at 520 000 venezuelanere i regionen har fået adgang til alternative opholdstilladelser; der henviser til, at mere end 280 000 venezuelanere har søgt om flygtningestatus på verdensplan; der henviser til, at antallet af venezuelanske ansøgere om international beskyttelse i EU steg med over 3 500 % mellem 2014 og 2017; der henviser til, at det skønnes, at mere end 60 % af alle venezuelanere befinder sig i en irregulær situation;

J.  der henviser til, at Colombia ifølge FN's Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender (UNOCHA) er vært for den største andel af de fordrevne mennesker, idet 820 000 venezuelanere nu opholder sig på landets territorium; der henviser til, at Cúcuta og Boa Vista, som ligger på grænsen til Venezuela, oplever en betydelig tilstrømning af mennesker, som ofte er i en elendig sundheds- og ernæringsmæssig forfatning; der henviser til, at Peru, Chile, Argentina, Panama, Brasilien, Ecuador, Mexico, Den Dominikanske Republik, Costa Rica, Uruguay, Bolivia og Paraguay også står over for tilstrømning af et stort antal flygtninge og migranter; der henviser til, at ruter ad søvejen får stadig større betydning, navnlig til caribiske øer som Aruba, Curaçao, Bonaire, Trinidad og Tobago samt Guyana; der henviser til, at europæiske lande, især Spanien, Portugal og Italien, også i stigende grad påvirkes; der henviser til, at værtslandene kommer under stigende pres med hensyn til at yde bistand til de nyankomne;

K.  der henviser til, at de colombianske nationale og lokale myndigheder gør et prisværdigt arbejde for at sikre adgang til grundlæggende menneskerettigheder såsom skolegang og basal sundhedspleje for de flygtende venezuelanere, uanset deres status; der henviser til, at både lokalsamfund, religiøse institutioner og menigmand i Colombia tager imod de venezuelanske migranter i en ånd af broderskab og udviser betydelig modstandskraft og solidaritet;

L.  der henviser til, at Kommissionen den 7. juni 2018 bebudede en pakke på 35,1 mio. EUR i nødhjælp og udviklingsbistand til støtte for det venezuelanske folk og de naboskabslande, der er berørt af krisen; der henviser til, at dette finansielle bidrag skal lægges til de 37 mio. EUR, som EU allerede har bevilget til humanitær bistand og samarbejdsprojekter i landet; der henviser til, at der pr. 13. juni 2018 er et finansieringsunderskud på 56 % i UNHCR's appel om supplerende støtte på 46,1 mio. USD;

M.  der henviser til, at over 12 000 venezuelanere hver måned rejser ind i den brasilianske delstat Roraima, hvoraf ca. 2 700 bliver i byen Boa Vista; der henviser til, at venezuelanere allerede udgør mere end 7 % af befolkningen i denne by, og at der med den nuværende migrationshastighed ved udgangen af året vil være mere end 60 000 venezuelanere i byen; der henviser til, at denne demografiske tilstrømning lægger et enormt pres på byens offentlige tjenesteydelser, navnlig inden for sundhed og uddannelse; der henviser til, at Roraima er en af de fattigste delstater i Brasilien med et meget lille arbejdsmarked og en begrænset økonomi, hvilket udgør endnu en hindring for integrationen af flygtninge og migranter;

N.  der henviser til, at Parlamentet sendte en ad hoc-delegation til Venezuelas grænse med Colombia og Brasilien fra den 25. til den 30. juni 2018 for at vurdere følgerne af krisen på stedet;

1.  er dybt rystet og foruroliget over den katastrofale humanitære situation i Venezuela, som har resulteret i mange dødsfald og en hidtil uset tilstrømning af flygtninge og migranter til nabolandene og til lande længere borte; udtrykker sin solidaritet med alle de venezuelanere, som har set sig nødsaget til at flygte fra deres hjemland, fordi de mangler basale livsfornødenheder såsom adgang til fødevarer, drikkevand, sundhedspleje og lægemidler;

2.  opfordrer indtrængende de venezuelanske myndigheder til at vedkende sig den igangværende humanitære krise, forhindre en yderligere forværring af den og fremme politiske og økonomiske løsninger for at garantere sikkerhed for alle civile og stabilitet i landet og regionen;

3.  kræver, at de venezuelanske myndigheder straks tillader uhindret humanitær bistand til landet for at forhindre en forværring af den humanitære og folkesundhedsmæssige krise og navnlig for at bekæmpe den fornyede opdukken af sygdomme som mæslinger, malaria, difteri og hånd-, fod- og mundsygdom, og at de giver uhindret adgang for internationale organisationer, der ønsker at hjælpe alle berørte dele af samfundet; opfordrer til en hurtig gennemførelse af en indsats på kort sigt for at bekæmpe underernæring blandt de mest sårbare befolkningsgrupper som kvinder, børn og syge; er yderst bekymret over antallet af uledsagede børn, der krydser grænserne;

4.  roser den colombianske regering for dens hurtige reaktion og den støtte, den har ydet til alle nytilkomne venezuelanere; roser ligeledes Brasilien og andre lande i regionen, ikke mindst i Peru, og regionale og internationale organisationer, private og offentlige enheder, den katolske kirke og almindelige borgere i regionen som helhed og deres aktive hjælp og solidaritet over for de venezuelanske flygtninge og migranter; opfordrer medlemsstaterne til at yde øjeblikkelig beskyttelsesorienteret hjælp til venezuelanske flygtninge eller migranter på deres område såsom udstedelse af humanitære visa, særlige opholdstilladelser eller andre regionale migrationsrammer med de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger; opfordrer de venezuelanske myndigheder til at lette og fremskynde udstedelsen og fornyelsen af identifikationsdokumenter til deres egne statsborgere, uanset om de befinder sig i Venezuela eller i udlandet;

5.  opfordrer det internationale samfund, herunder EU, til at fastlægge en koordineret, samlet og regional reaktion på krisen og til at øge deres finansielle og materielle støtte til modtagerlandene ved at opfylde deres forpligtelser; bifalder varmt den humanitære EU-støtte, der er afsat til dato, og opfordrer til, at der som et hasteanliggende frigives yderligere humanitær bistand via nødhjælpsfonde for at imødekomme det hastigt stigende behov hos de mennesker, der er berørt af den venezuelanske krise i nabolandene;

6.  gentager, at den nuværende humanitære krise har sit udspring i en politisk krise; opfordrer indtrængende de venezuelanske myndigheder til at sikre, at alle menneskerettighedskrænkelser, herunder overgreb mod civile, indstilles omgående, og at alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, herunder ytringsfrihed, pressefrihed og forsamlingsfrihed, respekteres fuldt ud; opfordrer indtrængende de venezuelanske myndigheder til at respektere alle demokratisk valgte institutioner, navnlig Nationalforsamlingen, at løslade alle politiske fanger og at overholde demokratiske principper, retsstatsprincippet og menneskerettighederne; opfordrer Tjenesten for EU's Optræden Udadtil til at gøre sit yderste for at fremme de internationale mæglingsbestræbelser, der er nødvendige for at åbne op for indledningen af en holdbar løsning på den nuværende humantære og politiske krise;

7.  opfordrer til afholdelse af nye præsidentvalg i overensstemmelse med internationalt anerkendte demokratiske standarder og Venezuelas forfatningsmæssige orden inden for en gennemsigtig, ligelig, fair og international overvågningsramme, uden nogen begrænsninger for politiske partier eller kandidater og med fuld respekt for alle venezuelaneres politiske rettigheder; understreger, at den legitime regering, der vil blive indsat som følge af et sådant valg, omgående må tage hånd om den nuværende økonomiske og sociale krise i Venezuela og arbejde hen imod national forsoning;

8.  minder om, at enhver sanktion pålagt af det internationale samfund bør være målrettet, kunne ophæves og ikke have nogen form for skadelige virkning for den venezuelanske befolkning; glæder sig over den hurtige vedtagelse af yderligere målrettede og genkaldelige sanktioner samt den våbenembargo, der blev indført i november 2017; gentager, at disse sanktioner er blevet pålagt højtstående embedsmænd for alvorlige menneskerettighedskrænkelser og for underminering af demokratiet og retsstatsprincippet i Venezuela samt for at have gennemført det illegitime valg den 20. maj 2018, som ikke opnåede nogen international anerkendelse, og som fandt sted, uden at der var blevet indgået en aftale om valgdatoen eller valgbetingelserne, og under omstændigheder, der ikke gav mulighed for, at alle politiske partier kunne deltage på lige fod; minder i overensstemmelse med sine tidligere beslutninger om muligheden for at udvide disse sanktioner til at omfatte dem, der er ansvarlige for den øgede politiske, sociale, økonomiske og humanitære krise, navnlig præsident Nicolás Maduro;

9.  gentager, at de, der er ansvarlige for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, skal stilles til ansvar; støtter fuldt ud den efterforskning, der udføres af ICC af den omfattende kriminalitet og undertrykkelse, der er blevet begået af det venezuelanske regime, og opfordrer EU til at spille en aktiv rolle i denne forbindelse; støtter fuldt ud opfordringen fra panelet af uafhængige internationale eksperter, som er udpeget af generalsekretæren for OAS, og fra FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder til at etablere en undersøgelseskommission om situationen i Venezuela og at styrke inddragelsen af ICC;

10.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Den Bolivariske Republik Venezuelas regering og Nationalforsamling, regeringerne og parlamenterne i Republikken Colombia, Den Føderative Republik Brasilien og Republikken Peru, Den Euro-Latinamerikanske Parlamentariske Forsamling, generalsekretæren for Organisationen af Amerikanske Stater og Limagruppen.

(1) EUT C 285 af 29.8.2017, s. 145. (2) EUT C 294 af 12.8.2016, s. 21. (3) EUT C 316 af 30.8.2016, s. 190. (4) EUT C 86 af 6.3.2018, s. 101. (5) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0200. (6) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0041. (7) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0199.

Europa-Parlamentets beslutning af 5. juli 2018 om retningslinjer til medlemsstaterne med henblik på at forhindre, at humanitær bistand kriminaliseres (2018/2769(RSP))

P8_TA(2018)0314 B8-0314/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Rådets direktiv 2002/90/EF af 28. november 2002 om definition af hjælp til ulovlig indrejse og transit samt ulovligt ophold(1) (herefter direktivet om hjælp til ulovlig indrejse),

–  der henviser til Rådets rammeafgørelse 2002/946/RIA af 28. november 2002 om styrkelse af de strafferetlige rammer med henblik på bekæmpelse af hjælp til ulovlig indrejse og transit samt ulovligt ophold (herefter rammeafgørelsen)(2) (herefter rammeafgørelsen),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. maj 2015 om udarbejdelsen af en EU-handlingsplan for bekæmpelse af smugling af migranter (2015-2020) (COM(2015)0285),

–  der henviser til Kommissionens arbejdsdokument af 22. marts 2017 om Refit-evalueringen af EU's retlige ramme til bekæmpelse af hjælp til ulovlig indrejse, transit og ophold: pakken om hjælp til ulovlig indrejse (direktiv 2002/90/EF og rammeafgørelse 2002/946/RIA) (SWD(2017)0117),

–  der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 18. april 2018 om fremskridt for FN's globale aftaler om sikker, ordentlig og lovlig migration og om flygtninge(3),

–  der henviser til undersøgelsen med titlen "Fit for purpose? The Facilitation Directive and the criminalisation of humanitarian assistance to irregular migrants" (Egnet til formålet? Direktivet om hjælp til ulovlig indrejse og kriminaliseringen af humanitær bistand til irregulære migranter), som blev offentliggjort af Parlamentets Generaldirektorat for Interne Politikker i 2016,

–  der henviser til Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheders undersøgelse om kriminaliseringen af migranter i en irregulær situation og de personer, der hjælper dem, som blev offentliggjort i 2014,

–  der henviser til Europarådets menneskerettighedskommissærs baggrundsdokument af 4. februar 2010 med titlen "Criminalisation of migration in Europe: Human rights implications" (Kriminalisering af migration i Europa: konsekvenser for menneskerettighederne),

–  der henviser til FN's protokol om bekæmpelse af smugling af migranter til lands, ad søvejen og ad luftvejen, som supplerer FN's konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet, som blev vedtaget ved resolution 55/25 af 15. november 2000 på den 55. samling i FN's Generalforsamling ("FN's protokol om menneskesmugling"),

–  der henviser til rapport af 24. april 2013 fra FN's særlige rapportør om migranters menneskerettigheder med titlen "Regional Study: management of the external borders of the European Union and its impact on the human rights of migrants" (Regional undersøgelse: forvaltningen af Den Europæiske Unions ydre grænser og dennes indvirkning på migranters menneskerettigheder),

–  der henviser til forespørgsel til Kommission om retningslinjer til medlemsstaterne med henblik på at forhindre, at humanitær bistand kriminaliseres (O‑000065/2018 – B8‑0034/2018),

–  der henviser til forslag til beslutning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at Kommissionen i EU's handlingsplan for bekæmpelse af smugling af migranter (2015-2020) understregede behovet for at sikre, at der rådes over passende strafferetlige sanktioner, samtidig med at det undgås at kriminalisere personer, som yder humanitær bistand til migranter i nød, og behovet for at forbedre EU's eksisterende pakke om hjælp til ulovlig indrejse, herunder direktivet om hjælp til ulovlig indrejse og den tilhørende rammeafgørelse;

B.  der henviser til, at artikel 1, stk. 2, i direktivet om hjælp til ulovlig indrejse indeholder en ikke-bindende undtagelse for humanitær bistand, som giver medlemsstaterne mulighed for ikke at kriminalisere hjælp til ulovlig indrejse, hvis denne er af humanitær art;

C.  der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 18. april 2018 om fremskridt for FN's globale aftaler om sikker, ordentlig og lovlig migration og om flygtninge opfordrede til ikke at kriminalisere humanitær bistand, efterlyste større eftersøgnings- og redningskapacitet rettet mod mennesker i nød, opfordrede til anvendelse af mere kapacitet i alle stater og til anerkendelse af den støtte, som private aktører og NGO'er yder i forbindelse med gennemførelsen af redningsaktioner til vands og til lands;

D.  der henviser til, at Kommissionen i arbejdsdokumentet fra tjenestegrenene om refit-evalueringen af pakken om hjælp til ulovlig indrejse fremhævede, at en øget udveksling af viden og god praksis mellem anklagere, retshåndhævende myndigheder og civilsamfundet kan bidrage til at forbedre den aktuelle situation og forbygge risikoen for kriminalisering af egentlig humanitær bistand;

E.  der henviser til, at artikel 1, stk. 1, litra b), i direktivet om hjælp til ulovlig indrejse ikke pålægger medlemsstaterne en forpligtelse til at afstå fra at straffe hjælp til irregulært ophold, når der ikke er noget element af økonomisk vinding, og at rammeafgørelsen ikke indeholder obligatoriske bestemmelser, der forhindrer straf for handlinger, der udføres med humanitære formål eller i nødsituationer;

1.  minder om, at medlemsstaterne i henhold til direktivet om hjælp til ulovlig indrejse og den tilhørende rammeafgørelse skal gennemføre lovgivning, der indfører strafferetlige sanktioner mod hjælp til irregulær indrejse, transit og ophold;

2.  er bekymret over de utilsigtede konsekvenser af pakken om hjælp til ulovlig indrejse for borgere, der yder humanitær bistand til migranter, og for den sociale samhørighed i det modtagende samfund som helhed;

3.  understreger, at humanitær bistand ifølge FN's protokol om menneskesmugling ikke bør kriminaliseres;

4.  bemærker, at aktører, der er engageret i humanitær bistand, der støtter og supplerer livreddende aktioner, der er indledt af de kompetente myndigheder i medlemsstaterne, bør forblive inden for rammerne for humanitær bistand som fastsat i direktivet om hjælp til ulovlig indrejse, og at deres aktiviteter skal finde sted under medlemsstaternes kontrol;

5.  beklager den meget begrænsede indførelse fra medlemsstaternes side af den undtagelse for humanitær bistand, som direktivet om hjælp til ulovlig indrejse giver mulighed for, og bemærker, at undtagelsen bør indføres som en hindring for retsforfølgelse for at sikre, at der ikke indledes retsforfølgelse af enkeltpersoner og civilsamfundsorganisationer, der bistår migranter af humanitære årsager;

6.  opfordrer medlemsstaterne til at indføre den undtagelse for humanitær bistand, som direktivet om hjælp til ulovlig indrejse giver mulighed for, og indføre passende systemer til at overvåge en effektiv håndhævelse og praktisk anvendelse af pakken om hjælp til ulovlig indrejse ved årligt at indsamle og registrere oplysninger om antallet af personer, der er blevet arresteret for at hjælpe ved grænsen og inde på et lands territorium, om antallet af indledte retlige procedurer og antallet af domfældelser sammen med oplysninger om, hvordan straffene fastsættes, og grundene til at en undersøgelse afbrydes;

7.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at vedtage retningslinjer til medlemsstaterne med henblik på at præcisere, hvilke former for hjælp der ikke bør kriminaliseres, for at sikre klarhed og ensartethed i gennemførelsen af gældende fællesskabsret, herunder artikel 1, stk. 1, litra b), og artikel 1, stk. 2, i direktivet om hjælp til ulovlig indrejse, og understreger, at klare parametre vil sikre større ensartethed i den strafferetlige regulering af hjælp til ulovlig indrejse på tværs af medlemsstaterne og begrænse uberettiget kriminalisering;

8.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen, Rådet og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EFT L 328 af 5.12.2002, s. 17. (2) EFT L 328 af 5.12.2002, s. 1. (3) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0118.

Europa-Parlamentets beslutning af 5. juli 2018 om tilstrækkeligheden af den beskyttelse, der opnås ved hjælp af EU's og USA's værn om privatlivets fred (2018/2645(RSP))

P8_TA(2018)0315 B8-0305/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Union (TEU), traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og artikel 6, 7, 8, 11, 16, 47 og 52 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (chartret),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger, og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse)(1) og til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA(2),

–  der henviser til EU-Domstolens dom af 6. oktober 2015 i sag C-362/14, Maximillian Schrems mod Data Protection Commissioner(3),

–  der henviser til EU-Domstolens dom af 21. december 2016 i sag C-203/15, Tele2 Sverige AB mod Post- och telestyrelsen, og sag C-698/15, Secretary of State for the Home Department mod Tom Watson m.fl.(4),

–  der henviser til Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/1250 af 12. juli 2016 i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF om tilstrækkeligheden af den beskyttelse, der opnås ved hjælp af EU's og USA's værn om privatlivets fred(5),

–  der henviser til udtalelse 4/2016 fra Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS) af 30. maj 2016 om udkastet til afgørelse om tilstrækkeligheden af beskyttelsesniveauet i EU's og USA's værn om privatlivets fred(6),

–  der henviser til udtalelse 01/2016 fra Artikel 29-Gruppen vedrørende Databeskyttelse (WP29) af 13. april 2016 om udkastet til afgørelse om tilstrækkeligheden af beskyttelsesniveauet i EU's og USA's værn om privatlivets fred(7) og WP29-erklæringen af 26. juli 2016(8),

–  der henviser til rapport fra Kommissionen af 18. oktober 2017 til Europa-Parlamentet og Rådet om den første årlige evaluering af EU's og USA's værn om privatlivets fred (COM(2017)0611) og arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene, der ledsager dokumentet (SWD(2017)0344),

–  der henviser til dokument fra WP29 af 28. november 2017 med titlen "EU's og USA's værn om privatlivets fred — Første årlige fælles evaluering"(9),

–  der henviser til WP29's svarskrivelse af 11. april 2018 om fornyet godkendelse af afsnit 702 i den amerikanske Foreign Intelligence Surveillance Act (FISA),

–  der henviser til sin beslutning af 6. april 2017 om tilstrækkeligheden af den beskyttelse, der opnås ved hjælp af EU's og USA's værn om privatlivets fred(10)

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at EU-Domstolen i sin dom af 6. oktober 2015 i sag C-362/14, Maximillian Schrems mod Data Protection Commissioner, kendte safe harbour-beslutningen ugyldig og præciserede, at udtrykket et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau i et tredjeland skal forstås således, at der kræves et beskyttelsesniveau, der "i det væsentlige svarer" til det niveau, der er sikret inden for Unionen i medfør af direktiv 95/46/EF, sammenholdt med chartret, hvorfor der er behov for at afslutte forhandlingerne om en ny ordning med henblik på at sikre retssikkerhed om, hvordan personoplysninger bør overføres fra EU til USA;

B.  der henviser til, at Kommissionen i forbindelse med undersøgelsen af beskyttelsesniveauet i et tredjeland er forpligtet til at vurdere indholdet af de regler, der finder anvendelse i det pågældende land i medfør af dets nationale ret eller dets internationale forpligtelser, samt den praksis, der har til formål at sikre overholdelsen af disse regler, eftersom den i henhold til artikel 25, stk. 2, i direktiv 95/46/EF skal foretage sin vurdering på grundlag af samtlige de forhold, der har indflydelse på en videregivelse af personoplysninger til et tredjeland; der henviser til, at denne vurdering ikke kun må henvise til lovgivning og praksis vedrørende beskyttelsen af personoplysninger, som anvendes til erhvervsmæssige og private formål, men også skal omfatte alle aspekter af de rammer, der finder anvendelse på det pågældende land eller den pågældende sektor, navnlig, men ikke begrænset til, retshåndhævelse, national sikkerhed og respekten for de grundlæggende rettigheder;

C.  der henviser til, at videregivelser af personoplysninger mellem kommercielle organisationer i EU og USA i lyset af den stigende digitalisering af den globale økonomi er et vigtigt element i de transatlantiske forbindelser; der henviser til, at disse videregivelser derfor bør gennemføres med fuld respekt for retten til beskyttelse af personoplysninger og retten til privatlivets fred; der henviser til, at et af EU's grundlæggende mål er beskyttelsen af grundlæggende rettigheder som nedfældet i chartret;

D.  der henviser til, at Facebook, der har skrevet under på værnet om privatlivets fred, har bekræftet, at oplysninger om 2,7 millioner EU-borgere var blandt de oplysninger, som blev misbrugt af den politiske rådgivningsvirksomhed Cambridge Analytica;

E.  der henviser til, at EDPS i sin udtalelse 4/2016 pegede på en række betænkeligheder ved udkastet til værnet om privatlivets fred; der henviser til, at EDPS i den samme udtalelse udtrykker sin tilfredshed med de bestræbelser, som alle parter har udfoldet, for at finde en løsning for videregivelse af personoplysninger fra EU til USA til kommercielle formål på grundlag af et selvcertificeringssystem;

F.  der henviser til, at WP29 i sin udtalelse 01/2016 om udkastet til afgørelse om tilstrækkeligheden af beskyttelsesniveauet i EU's og USA's værn om privatlivets fred bifaldt de væsentlige forbedringer, som værnet om privatlivets fred indebar i forhold til safe harbour-beslutningen, og udtrykte samtidig stærke betænkeligheder ved såvel de kommercielle aspekter som offentlige myndigheders adgang til oplysninger videregivet under værnet om privatlivets fred;

G.  der henviser til, at Kommissionen den 12. juli 2016 efter yderligere drøftelser med den amerikanske regering vedtog sin gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/1250, hvori den fastslog, at beskyttelsesniveauet i henhold til EU's og USA's værn om privatlivets fred for personoplysninger, der videregives fra EU til organisationer i USA, er tilstrækkeligt;

H.  der henviser til, at EU's og USA's værn om privatlivets fred er ledsaget af flere ensidige forpligtelser og forsikringer fra den amerikanske regering, der bl.a. forklarer databeskyttelsesprincipperne, reglerne om tilsyn, håndhævelse og klageadgang og de beskyttelsesforanstaltninger og garantier, der gælder i forbindelse med sikkerhedstjenesternes adgang til og behandling af personoplysninger;

I.  der henviser til, at WP29 i sin erklæring af 26. juli 2016 bifalder de forbedringer, som EU's og USA's værn om privatlivets fred giver sammenlignet med safe harbour-ordningen, og roser Kommissionen og de amerikanske myndigheder for at have taget hensyn til dens betænkeligheder; der henviser til, at WP29 dog anfører, at flere af dens betænkeligheder, såvel med hensyn til de kommercielle aspekter som de amerikanske offentlige myndigheders adgang til oplysninger, der videregives fra EU, fortsat er aktuelle, heriblandt manglen på specifikke regler om automatiske afgørelser og en generel ret til at gøre indsigelse, behovet for strengere garantier for ombudsmandsmekanismens uafhængighed og beføjelser samt manglen på konkrete løfter om ikke at foretage massiv og vilkårlig indsamling af personoplysninger (masseindsamling)

J.  der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 6. april 2017 anerkender, at EU og USA's værn om privatlivets fred indeholder væsentlige forbedringer med hensyn til tydeligheden af standarder i sammenligning med den tidligere safe harbour-aftaler mellem EU og USA, men samtidig mener, at vigtige spørgsmål for så vidt angår visse kommercielle aspekter, national sikkerhed og retshåndhævelse er uafklarede; der henviser til, at det opfordrer Kommissionen til i forbindelse med den første årlige fælles evaluering at foretage en grundig og dybtgående undersøgelse af alle manglerne og svaghederne og redegøre for, hvad man har gjort for at afhjælpe dem med henblik på at sikre overholdelsen af chartret og EU-lovgivningen, samt til at foretage en omhyggelig evaluering af, om de ordninger og garantier, som der henvises til i forsikringerne og præciseringerne fra den amerikanske regering, er effektive og gennemførlige;

K.  der henviser til, at der i rapporten fra Kommissionen til Parlamentet og Rådet om den første årlige evaluering af funktionen af EU's og USA's værn om privatlivets fred og det arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene, der ledsager dette dokument, samtidig med at det blev anerkendt, at de amerikanske myndigheder har indført de nødvendige strukturer og procedurer til sikring af, at værnet om privatlivets fred fungerer korrekt, og konkluderet, at USA fortsat sikrer et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau for personoplysninger, der videregives under værnet om privatlivets fred, blev fremsat ti anbefalinger til de amerikanske myndigheder med henblik på at løse problemer vedrørende ikke blot det amerikanske handelsministeriums opgaver og aktiviteter i sin egenskab af administrator med ansvar for overvågning af certificeringen af organisationer, der indgår i værnet om privatlivets fred, og håndhævelse af principperne, men også spørgsmål vedrørende den nationale sikkerhed, eksempelvis fornyet godkendelse af afsnit 702 i FISA, indførelsen af en permanent ombudsmand samt den omstændighed, at medlemmerne af Privacy Civil Liberties Oversight Board (PCLOB) (rådet for tilsyn med privatlivets fred og borgerlige rettigheder) endnu ikke er udpeget;

L.  der henviser til, at udtalelsen af 28. november 2017 fra WP29 med titlen "databeskyttelsesskjoldet mellem EU og USA – første årlige fælles evaluering" efter den første årlige fælles evaluering anerkender fremskridtene i værnet om privatlivets fred i forhold til den omstødte safe harbour-afgørelse; der henviser til, at WP29 anerkender de amerikanske myndigheders og Kommissionens bestræbelser for at gennemføre værnet om privatlivets fred;

M.  der henviser til, at WP29 har identificeret en række vigtige uløste spørgsmål af væsentlig betydning både for så vidt angår handelsmæssige spørgsmål og spørgsmål vedrørende de amerikanske offentlige myndigheders adgang til oplysninger, der videregives til USA under værnet om privatlivets fred (enten til formål i forbindelse med retshåndhævelse eller den nationale sikkerhed), som både Kommissionen og de amerikanske myndigheder skal tage hånd om; der henviser til, at Parlamentet har anmodet om, at der straks, og senest ved den anden fælles evaluering, iværksættes en handlingsplan for at vise, at der vil blive taget hånd om alle disse spørgsmål;

N.  der henviser til, at medlemmerne af WP29, såfremt dens betænkeligheder ikke bliver afhjulpet inden for de fastsatte tidsfrister, vil træffe passende foranstaltninger, herunder indbringe afgørelsen om tilstrækkeligheden af værnet om privatlivets fred, for nationale domstole med henblik på at få dem til at anmode EU-Domstolen om en præjudiciel afgørelse;

O.  der henviser til, at et annullationssøgsmål (sag T-738/16, La Quadrature du Net m.fl. mod Kommissionen) og en henvisning fra den irske højesteret i sagen mellem Data Protection Commissioner of Ireland og Facebook Ireland Ltd og Maximilian Schrems (Schrems II-sagen) er blevet indbragt for EU-Domstolen; der henviser til, at det i henvisningen bemærkes, at der fortsat foregår masseovervågning, og undersøges, om der i den amerikanske lovgivning findes effektive retsmidler for EU-borgere, hvis personoplysninger videregives til USA;

P.  der henviser til, at den amerikanske kongres den 11. januar 2018 igen godkendte og ændrede afsnit 702 i FISA for seks år uden at tage hensyn til de bekymringer, som var blevet fremsat i Kommissionens fælles evalueringsrapport og i WP29’s udtalelse;

Q.  der henviser til, at den amerikanske Kongres som led i den almindelige finanslov, som blev undertegnet den 23. marts 2018, vedtog loven om præcisering af lovlig udenlandsk anvendelse af data (Clarifying Lawful Overseas Use of Data – CLOUD) som letter retshåndhævende myndigheders adgang til indholdet af kommunikation og andre relaterede data ved at tillade amerikanske retshåndhævende myndigheder til at pålægge fremlæggelse af kommunikationsdata, selv om disse lagres uden for USA, og ved at tillade visse lande at indgå gennemførelsesaftaler med USA med henblik på at gør det muligt for amerikanske tjenesteudbydere at reagere på visse udenlandske ordrer, der søger adgang til kommunikationsdata;

R.  der henviser til, at Facebook Inc., Cambridge Analytica og SCL elections Ltd er virksomheder, der er certificeret inden for rammerne af værnet om privatlivets fred, og som sådan nød godt af afgørelsen om et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau som retligt grundlag for videregivelse og viderebehandling af personoplysninger fra EU til USA;

S.  der henviser til, at Kommissionen i henhold til artikel 45, stk. 5, i den generelle forordning om databeskyttelse, skal ophæve, ændre eller suspendere sin afgørelse om tilstrækkeligt beskyttelsesniveau, hvis tilgængelige oplysninger viser, at et tredjeland ikke længere sikrer et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau;

1.  henviser til de vedvarende svagheder i værnet om privatlivets fred for så vidt angår overholdelsen af de registreredes grundlæggende rettigheder; understreger den tiltagende risiko for, at EU-Domstolen kan erklære Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/1250 om værnet om privatlivets fred for ugyldig;

2.  noterer sig forbedringer i forhold til safe harbour-aftalen, herunder indsættelsen af centrale definitioner, strengere forpligtelser med hensyn til lagring af data og videregivelse til tredjelande, oprettelse af en ombudsmand til at sikre klageadgang for enkeltpersoner og uafhængigt tilsyn, kontrolmekanismer, der sikrer de registreredes rettigheder (PCLOB), eksterne og interne vurderinger af overholdelsen, mere regelmæssig og grundig dokumentation og overvågning, tilstedeværelsen af en række måder, hvorpå man kan få adgang til retsmidler, samt at nationale databeskyttelsesmyndigheder har en fremtrædende rolle i forbindelse med behandlingen af klager;

3.  minder om, at WP29 fastsatte den 25. maj 2018 som frist for afhjælpe de udestående spørgsmål, hvorefter den kan beslutte at indbringe værnet om privatlivets fred for de nationale domstole med henblik på at få dem til at anmode EU-Domstolen om en præjudiciel afgørelse(11).

Institutionelle spørgsmål/udpegelser

4.  beklager, at det har taget så lang tid at udpege to yderligere medlemmer i tilknytning til udpegelsen af PCLOB's formand og opfordrer indtrængende til at kontrollere deres profiler for at ratificere udpegelsen, således at det uafhængige agentur atter bliver beslutningsdygtigt og i stand til at varetage sin opgave med at forebygge terrorisme og sikre behovet for at beskytte privatlivets fred og borgerrettighederne;

5.  er bekymret over, at manglen på en formand og de ubesatte poster har begrænset PCLOB's handleevne og evne til at varetage sine forpligtelser; fremhæver, at PCLOB i en periode, hvor det ikke er fuldtalligt, ikke kan ikke indlede nye rådgivnings- eller tilsynsprojekter eller ansætte personale; minder om, at PCLOB endnu ikke har offentliggjort sin længe ventede rapport om gennemførelsen af overvågning i henhold til præsidentielt dekret 12333 for at give oplysninger om den konkrete funktion af dette præsidentielle dekret og om dets nødvendighed og forholdsmæssighed med hensyn til interferens i databeskyttelsen i den forbindelse; bemærker, at denne rapport er særdeles ønskværdig i betragtning af usikkerheden og uforudsigeligheden med hensyn til, hvordan dekret 12333 anvendes; beklager, at PCLOB ikke offentliggjorde en ny rapport om afsnit 702 i FISA inden før dets fornyede godkendelse i januar 2018; mener, at det, at PCLOB ikke er fuldtalligt, i alvorlig grad undergraver garantierne og forsikringerne om overholdelse og tilsyn fra USA's myndigheder; opfordrer indtrængende de amerikanske myndigheder til hurtigst muligt at udpege nye bestyrelsesmedlemmer og bekræfte udpegelserne;

6.  opfordrer i lyset af, at præsidentielt politikdirektiv 28 (i det efterfølgende benævnt PPD 28) er et af de centrale elementer, som værnet om privatlivets fred bygger på, opfordrer til udsendelse af PCLOB's rapport om PPD 28, som stadig er omfattet af præsidentiel fortrolighed og derfor endnu ikke er blevet offentliggjort;

7.  gentager sit synspunkt om, at den ombudsmandsordning, der er oprettet af det amerikanske udenrigsministerium, ikke er tilstrækkeligt uafhængig og ikke er udstyret med tilstrækkelige beføjelser til at kunne udføre sine opgaver og sikre EU-borgere en effektiv klageadgang; understreger, at det er nødvendigt at fastlægge hvilke beføjelser ombudsmanden præcist har, særligt med hensyn til hans/hendes beføjelser over for efterretningsvæsener og med hensyn til, i hvilken udstrækning hans/hendes afgørelser skal følges; beklager, at ombudsmanden kun kan anmode om tiltag og oplysninger fra amerikanske regeringsorganer, og ikke kan pålægge myndighederne at ophøre med og indstille uretmæssig overvågning eller permanent at tilintetgøre oplysninger; påpeger, at der ganske vist findes en fungerende ombudsmand, men at den amerikanske regering fortsat ikke har udpeget en ny permanent ombudsmand, hvilket ikke bidrager til den gensidige tillid; mener, at såfremt der ikke er en udpeget, uafhængig og erfaren ombudsmand med tilstrækkelige beføjelser, ville USA’s forsikringer med hensyn til effektiv klageadgang være ugyldige;

8.  tager Senatets seneste bekræftelse af udnævnelsen af en ny formand for Federal Trade Commission (FTC) og fire medlemmer; beklager, i betragtning af at FTC er det kompetente organ for håndhævelse af principperne i henhold til værnet om privatlivets fred over for amerikanske organisationer, at fire ud af fem pladser indtil ovennævnte bekræftelse ikke havde været besat;

9.  fremhæver, at de nylige afsløringer vedrørende Facebooks og Cambridge Analyticas praksis understreger behovet for proaktive tilsyns- og håndhævelsesforanstaltninger, der ikke kun bygger på klager, men omfatter systematiske kontroller af, om privatlivspolitikkerne i praksis overholder principperne i henhold til værnet om privatlivets fred gennem hele livscyklussen for certificering; opfordrer EU's kompetente databeskyttelsesmyndigheder til at træffe passende foranstaltninger og suspendere videregivelser i tilfælde af manglende overholdelse;

Handelsmæssige spørgsmål

10.  finder, at handelsministeriet for at sikre gennemsigtighed og undgå falske påstande om certificering ikke bør tillade amerikanske virksomheder offentligt at henvise til deres certificering i henhold til værnet om privatlivets fred, før det har afsluttet certificeringsprocessen og opført dem på listen over organisationer, der har tilsluttet sig værnet om privatlivets fred; er bekymret over, at handelsministeriet ikke har gjort brug af den mulighed, der er fastsat inden for rammerne af værnet om privatlivets fred, for at anmode om kopier af de kontraktvilkår, der anvendes af certificerede virksomheder i deres kontrakter med tredjeparter med henblik på at sikre overholdelse; mener derfor, at der ikke er nogen effektiv kontrol med, om certificerede virksomheder faktisk overholder bestemmelserne i værnet om privatlivets fred; opfordrer handelsministeriet til proaktivt og regelmæssigt at foretage kontroller i embeds medfør for at overvåge virksomhedernes faktiske overholdelse af bestemmelser og krav i værnet om privatlivets fred;

11.  finder, at de forskellige klageprocedurer for EU's borgere kan vise sig at være for komplekse, vanskelige at anvende og dermed ikke så effektive; bemærker – som det understreges af de selskaber, der leverer uafhængige klageinstanser (IRM'er) – at de fleste klager indgives direkte til selskaberne af enkeltpersoner, der søger generelle oplysninger om værnet om privatlivets fred og behandlingen af deres data; anbefaler derfor, at de amerikanske myndigheder tilbyder mere konkrete oplysninger på webstedet for værnet om privatlivets fred i en tilgængelig og letforståelig form til enkeltpersoner om deres rettigheder og forhåndenværende retsmidler og klagemuligheder;

12.  opfordrer i lyset af de seneste afsløringer af misbrug af personoplysninger af selskaber, der er certificeret under værnet om privatlivets fred, såsom Facebook og Cambridge Analytica, de amerikanske myndigheder med ansvar for håndhævelsen af værnet om privatlivets fred til straks at reagere på sådanne afsløringer i fuld overensstemmelse med de afgivne garantier og forpligtelser om at opretholde det nuværende værn for privatlivets fred og om fornødent fjerne disse selskaber fra listen over organisationer, der har tilsluttet sig værnet om privatlivets fred; opfordrer ligeledes EU's kompetente databeskyttelsesmyndigheder til at undersøge sådanne afsløringer og i givet fald suspendere eller forbyde videregivelse af oplysninger, som er beskyttede under værnet om privatlivets fred; mener, at afsløringerne klart viser, at værnet om privatlivets fred ikke i tilstrækkelig grad tilgodeser retten til beskyttelse af data;

13.  er alvorligt bekymret over ændringen af Facebooks servicevilkår for ikke-EU-brugere uden for USA og Canada, som hidtil har haft rettigheder i henhold til EU's databeskyttelseslovgivning, og som nu skal acceptere Facebook USA som dataansvarlig i stedet for Facebook Ireland. mener, at dette udgør en overførsel af ca. 1,5 milliarder brugeres personoplysninger til et tredjeland; tvivler alvorligt på, hvorvidt en sådan hidtil uset omfattende begrænsning af de grundlæggende rettigheder for brugere af en platform, som de facto er et monopol, var det, der var hensigten med værnet om privatlivets fred; opfordrer EU's databeskyttelsesmyndigheder til at undersøge dette spørgsmål;

14.  er stærkt bekymret over, at et sådant misbrug af personoplysninger af forskellige enheder med sigte på at manipulere politiske holdninger eller vælgeradfærd kan udgøre en trussel mod den demokratiske proces og dens underliggende idé om, at vælgerne på egen hånd er i stand til at træffe informerede, faktabaserede beslutninger, såfremt der ikke tages hånd om problemet;

15.  glæder sig over og støtter opfordringerne til de amerikanske lovgivere om at bevæge sig i retning af en samlet lov om beskyttelse af privatlivets fred og databeskyttelse;

16.  gentager sine betænkeligheder over manglen på specifikke regler og garantier i værnet om privatlivets fred for beslutninger, der er truffet på grundlag af automatisk behandling/profilering, og som har retsvirkning eller væsentligt påvirker enkeltpersoner; anerkender Kommissionens hensigt om at bestille en undersøgelse for at indsamle faktuel dokumentation og yderligere vurdere relevansen af automatisk beslutningstagning for så vidt angår videregivelse af oplysninger, der er omfattet af værnet om privatlivets fred; opfordrer Kommissionen til at fastsætte specifikke regler om automatisk beslutningstagning for at sikre tilstrækkelige garantier, hvis det anbefales i undersøgelsen; noterer sig i denne forbindelse oplysningerne fra den fælles evaluering om, at automatiske afgørelser ikke må ikke finde sted på grundlag af personoplysninger, der er blevet videregivet i henhold til værnet om privatlivets fred; beklager, at feedbacken fra virksomhederne ifølge WP29, "var meget generel, så det ikke var klart, om disse udsagn svarer til virkeligheden i alle de virksomheder, der har tilsluttet sig værnet om privatlivets fred"; understreger endvidere anvendeligheden af den generelle forordning om databeskyttelse i henhold til vilkårene i artikel 3, stk. 2, i den generelle forordning om databeskyttelse;

17.  understreger, at der bør foretages yderligere forbedringer foretages med hensyn til fortolkningen og håndteringen af HR-data, fordi den amerikanske regering på den ene side og Kommissionen og WP29 på den anden fortolker begrebet "HR-data" forskelligt; deler fuldt ud WP29’s opfordring til Kommissionen om at indlede forhandlinger med de amerikanske myndigheder med henblik på at ændre værnet privatlivets fred for så vidt dette angår;

18.  gentager sin bekymring over, at principperne for værnet for privatlivets fred ikke følger EU's model for samtykkebaseret databehandling, men kun under meget specifikke omstændigheder giver mulighed for at springe fra/ret til at gøre indsigelse; opfordrer derfor i lyset af den fælles evaluering, at handelsministeriet samarbejder med de europæiske databeskyttelsesmyndigheder om at give mere præcise retningslinjer med hensyn til væsentlige principper i værnet om privatlivets fred, f.eks. princippet om valgfrihed, princippet om oplysningspligt, yderligere videregivelser, dataansvarliges og databehandleres forhold og adgang, som er meget mere på linje med den registreredes rettigheder i henhold til forordning (EU) 2016/679;

19.  gentager sin bekymring over Kongressens afvisning i marts 2017 af den regel, der blev forelagt af Federal Communications Commission vedrørende "Beskyttelse af privatlivets fred for kunder til bredbånd og andre telekommunikationstjenesteydelser", hvilket i praksis eliminerer regler om privatlivets fred for bredbånd, som ville have krævet, at internetudbydere indhentede forbrugernes udtrykkelige godkendelse til, at websøgningshistorik og andre private oplysninger blev solgt til eller delt med annoncører og andre virksomheder; mener, at dette er endnu en trussel mod privatlivets fred i USA;

Retshåndhævelse og nationale sikkerhedsanliggender

20.  mener, at termen "national sikkerhed", som det indgår i EU's og USA's værn om privatlivets fred-mekanismen, ikke er tilstrækkeligt afgrænset til at sikre, at databeskyttelsesbrister i nogen væsentlig grad kan prøves ved domstolene i den hensigt at sikre overensstemmelse med en nøje prøvning af, hvad der er nødvendigt og forholdsmæssigt afpasset; opfordrer derfor til en klar definition af "national sikkerhed".

21.  tager til efterretning, at antallet af overvågningsmål under Afsnit 702 i FISA er blevet forhøjet som følge af ændringer i teknologi- og kommunikationsmønstre såvel som et stadigt foranderligt trusselsbillede;

22.  beklager, at USA ikke benyttede lejligheden i forbindelse med den seneste fornyelse af godkendelse af Afsnit 702 i FISA til at indføje de sikkerhedsmekanismer, som er omhandlet i PPD-28; anmoder om beviser for og juridisk bindende tilsagn om, at dataindsamling i medfør af Afsnit 702 ikke er vilkårlig, og at adgang ikke foretages på generelt grundlag (masseindsamling) i modsætning til chartret; noterer sig Kommissionens redegørelse i sit arbejdsdokument om, at overvågning i medfør af Afsnit 702 altid er baseret på selektorer og derfor ikke tager højde for masseindsamling; tilslutter sig derfor opfordringen fra WP29 til, at PCLOB fremkommer med en opdateret rapport om definition af overvågningsmål, selektor-opgavetildeling og den konkrete procedure for anvendelse af selektorerne inden for rammerne af UPSTREAM-programmet i den hensigt at afklare og vurdere, hvorvidt masseadgang til personoplysninger forekommer i denne sammenhæng; beklager dybt, at personer fra EU er udelukket fra den supplerende beskyttelse, der gælder i medfør af den fornyede godkendelse af Afsnit 702; beklager, at den fornyede godkendelse af Afsnit 702 indeholder indtil flere ændringer af ren proceduremæssig art, men ikke berører de mest problematiske forhold, som også fremhævet af WP29; opfordrer Kommissionen til at tage WP29's snarlige analyse af Afsnit 702 alvorligt og tage skridt i overensstemmelse hermed;

23.  fastslår, at den fornyede godkendelse af Afsnit 702 for yderligere 6 år sætter spørgsmålstegn ved legaliteten af EU's og USA's værn om privatlivets fred;

24.  gentager sin bekymring over præsidentdekret 12333, der tillader NSA at udveksle store mængder persondata, der er indsamlet uden dommerkendelser, retslig bemyndigelse eller Kongressens bemyndigelse med 16 andre agenturer, herunder FBI, narkotikaagenturet DEA og agenturet for indenlandsk sikkerhed; beklager manglen på enhver form for domstolstilsyn med overvågningsaktiviteter udført med hjemmel i præsidentdekret 12333;

25.  fremhæver de bestående hindringer vedrørende domstolsadgang for ikke-amerikanske borgere, der er genstand for et overvågningstiltag med hjemmel i Afsnit 702 i FISA eller dekret 12333 som følge af de proceduremæssige krav vedrørende "stående", som de i øjeblikket fortolkes af de amerikanske domstole, med henblik på at sætte ikke-amerikanske statsborgere i stand til at tage retslige skridt ved amerikanske domstole vedrørende afgørelser, der berører dem;

26.  udtrykker sin bekymring over konsekvenserne af præsidentdekret 13768 om "højnelse af den offentlige sikkerhed inden for USA's grænser" for så vidt angår de retslige og administrative retsmidler, der er til rådighed for enkeltpersoner i USA, eftersom beskyttelsesmekanismerne i den amerikanske lov om privatlivets fred (Privacy Act) ikke længere gælder for ikke-amerikanske borgeres vedkommende; noterer sig Kommissionens holdning: at tilstrækkelighedsvurderingen ikke beror på beskyttelsesmekanismerne i Privacy Act, hvorfor dette dekret ikke berører EU's og USA's værn om privatlivets fred; finder, at dekret 13768 imidlertid vidner om, at den amerikanske regering har til hensigt at ophæve de databeskyttelsesgarantier, der tidligere er blevet indført for EU-borgerne, og at tilsidesætte de tilsagn, der blev fremsat over for EU under Obama-regeringen;

27.  udtrykker dyb bekymring over den nylige vedtagelse af CLOUD-loven (H.R. 4943) om afklaring af lovlig oversøisk anvendelse af data, idet denne udvider amerikanske og udenlandske retshåndhævende myndigheders muligheder for at udpege mål og få adgang til personoplysninger på tværs af internationale grænser uden at gøre brug af MLAT-instrumentet til gensidig retshjælp, der opstiller hensigtsmæssige sikkerhedsmekanismer og holder sig til de juridiske beføjelser i de lande, hvor informationerne befinder sig; fremhæver, at CLOUD-loven kan få alvorlige implikationer for EU som følge af sin rækkevidde og skaber risiko for uoverensstemmelse med EU's databeskyttelseslove;

28.  finder, at en mere afbalanceret løsning ville have været at styrke det eksisterende internationale traktatsystem for gensidig retshjælp MLAT med henblik på at tilskynde til internationalt og juridisk samarbejde; gentager, at gensidig retshjælp og andre internationale aftaler som det fremgår af artikel 48 i den generelle forordning om databeskyttelse er det foretrukne redskab til at give adgang til personoplysninger i udlandet;

29.  beklager dybt, at de amerikanske myndigheder ikke har formået på foregribende vis at indfri deres tilsagn om at give Kommissionen rettidige og altomfattende oplysninger om alt, hvad der kan være af relevans for EU's og USA's værn om privatlivets fred, herunder at Kommissionen ikke blev underrettet om ændringer af de amerikanske retlige rammer, som eksempelvis ved præsident Trumps dekret 13768 om højnelse af den offentlige sikkerhed inden for USA's grænser eller ophævelsen af privatlivets fred-reglerne gældende for internet-serviceudbydere;

30.  minder, som det også fremgår af sin beslutning af 6. april 2017, om, at hverken principperne i EU's og USA's værn om privatlivets fred eller skrivelserne til den amerikanske forvaltning om at fremkomme med en afklaring på og forsikringer for eksistensen af reel ret til domstolsadgang for enkeltpersoner i EU for så vidt angår amerikanske myndigheders anvendelse af personoplysninger til formål knyttet til retshåndhævelse og offentlighedens interesse, hvilket blev fremhævet af EU-Domstolen i dens afgørelse af 6. oktober 2015 som kernen i de grundlæggende rettigheder i artikel 47 i EU's charter;

Konklusioner

31.  opfordrer Kommissionen til at tage alle fornødne skridt til at sikre, at EU's og USA's værn om privatlivets fred vil være i nøje overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679, der finder anvendelse fra og med 25. maj 2018, og med EU's charter, således at tilstrækkeligheden ikke afstedkommer smuthuller eller konkurrencemæssige fordele for amerikanske virksomheder;

32.  beklager dybt, at Kommissionen og de kompetente amerikanske myndigheder ikke genoptog drøftelserne om principperne i EU's og USA's værn om privatlivets fred-ordningen med henblik på så hurtigt som muligt at tage hånd om de påpegede mangler, som opfordret til i WP29's rapport fra december om den fælles gennemgang; opfordrer Kommissionen og de kompetente amerikanske myndigheder til at tage dette skidt så snart som muligt;

33.  minder om, at beskyttelse af data og privatlivets fred er juridisk håndhævelige grundlæggende rettigheder, der er fastsat i traktaterne, chartret og den europæiske menneskerettighedskonvention såvel som i lovgivningen og i retspraksis; fremhæver, at disse skal anvendes på en måde, der ikke i urimelig grad er til hinder for handel eller internationale forbindelser, men at de ikke kan "afvejes" i forhold til kommercielle eller politiske interesser;

34.  er af den holdning, at den nuværende EU's og USA's værn om privatlivets fred-ordning ikke yder det tilstrækkelige niveau af beskyttelse, som kræves i henhold til EU's databeskyttelsesret og chartret som det er fortolket af EU-Domstolen;

35.  mener, at såfremt USA ikke til fulde efterlever bestemmelserne pr. 1. september 2018, må Kommissionen anses for ikke at have efterlevet artikel 45, stk. 5, i den generelle forordning om databeskyttelse; opfordrer derfor Kommissionen til at suspendere EU's og USA's værn om privatlivets fred, indtil de amerikanske myndigheder efterlever dets bestemmelser;

36.  pålægger Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender fortsat at føre opsyn med udviklingen på dette område, herunder sager indbragt for EU-Domstolen, og til at følge op på de henstillinger, der er fremsat i denne beslutning;

o
o   o

37.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, til medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt til Europarådet.

(1) EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1. (2) EUT L 119 af 4.5.2016, s. 89. (3) ECLI:EU:C:2015:650. (4) ECLI:EU:C:2016:970. (5) EUT L 207 af 1.8.2016, s. 1. (6) EUT C 257 af 15.7.2016, s. 8. (7) http://ec.europa.eu/justice/article-29/documentation/opinion-recommendation/files/2016/wp238_en.pdf (8) http://ec.europa.eu/justice/article-29/press-material/press-release/art29_press_material/2016/20160726_wp29_wp_statement_eu_us_privacy_shield_en.pdf. (9) WP 255, tilgængelig på http://ec.europa.eu/newsroom/article29/item-detail.cfm?item_id=612621 (10) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0131. (11) https://ec.europa.eu/newsroom/just/document.cfm?doc_id=48782

Europa-Parlamentets beslutning af 5. juli 2018 om de negative virkninger af den amerikanske lovgivning om efterrettelighed vedrørende beskatning af konti i udlandet (FATCA) for EU-borgere og navnlig såkaldte utilsigtede amerikanske borgere (2018/2646(RSP))

P8_TA(2018)0316 B8-0306/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 7, artikel 8 og artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til artikel 8 og 14 i den europæiske menneskerettighedskonvention,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse)(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner(2),

–  der henviser til Rådets direktiv 2014/107/EU af 9. december 2014 om ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet(3),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 11. oktober 2016 om gennemsigtighed på skatteområdet,

–  der henviser til meddelelse fra Kommissionen af 5. juli 2016 om yderligere foranstaltninger for at øge gennemsigtigheden på skatteområdet og bekæmpe skatteunddragelse og skatteundgåelse (COM(2016)0451),

–  der henviser til sin henstilling af 13. december 2017 til Rådet og Kommissionen på baggrund af undersøgelsen vedrørende hvidvaskning af penge, skatteundgåelse og skatteunddragelse(4),

–  der henviser til sin beslutning af 6. juli 2016 om afgørelser i skattespørgsmål og andre foranstaltninger af lignende art eller med lignende virkning(5),

–  der henviser til OECD’s fælles indberetningsstandard, som blev godkendt af OECD-Rådet den 15. juli 2014,

–  der henviser til forespørgslerne til Kommissionen og Rådet om de negative virkninger af FATCA for EU-borgere og navnlig såkaldte utilsigtede amerikanske borgere (O-000052/2018 – B8-0033/2018 og O-000053/2018 – B8-0032/2018),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at Udvalget for Andragender har modtaget et andragende fra en gruppe europæiske borgere, der udtrykker bekymringer over de negative virkninger af FATCA, de mellemstatslige aftaler til gennemførelse heraf og de ekstraterritoriale virkninger af beskatning på grundlag af statsborgerskab (Citizenship Based Taxation, CBT);

B.  der henviser til, at siden FATCA og de dertil hørende gennemførelsesaftaler indgået mellem EU-medlemsstater og USA trådte i kraft, har finansielle institutioner i EU under trussel om bøder, der er ødelæggende for deres licenser i USA, herunder en kildeskat på 30 %, været nødt til at afgive detaljerede oplysninger om konti tilhørende formodede "personer fra USA" til de amerikanske skattemyndigheder (IRS) via deres nationale regeringer; der henviser til, at dette kan udgøre en overtrædelse af EU's databeskyttelsesregler og grundlæggende rettigheder;

C.  der henviser til, at formålet med FATCA er at forhindre skatteunddragelse fra amerikanske personers side, og der henviser til, at det kræver, at udenlandske finansielle institutioner søger efter "amerikanske personer" ved at se på en række indikatorer såsom fødested i USA, et amerikansk telefonnummer og tegn på, at der er udstedt en fuldmagt til kontoen til en person med en amerikansk adresse, over for hvilke den omhandlede person skal bevise, at vedkommende ikke er en "amerikansk person";

D.  der henviser til, at en sådan anvendelse af indikatorer, der håndhæves af FATCA, kan føre til vilkårlig eksponering og straf af personer, der måske i virkeligheden ikke har nogen væsentlig tilknytning til USA; der henviser til, at FATCA i praksis omfatter en stor gruppe af personer såsom personer med dobbelt EU-statsborgerskab/amerikansk statsborgerskab og deres ikke-amerikanske familiemedlemmer, og navnlig de "utilsigtede amerikanske borgere", der tilfældigvis har arvet et amerikansk statsborgerskab ved fødslen, men som ikke har tilknytning til USA, aldrig har boet, arbejdet eller studeret i USA, og som ikke har et amerikansk socialsikringsnummer;

E.  der henviser til, at Kommissionen har erkendt, at FATCA og de tilknyttede mellemstatslige gennemførelsesaftaler har haft den utilsigtede virkning at hindre adgang til finansielle tjenesteydelser i EU for amerikanske statsborgere og personer med karakteristika, som tyder på, at de kan være omfattet af FATCA ("personer fra USA");

F.  der henviser til, at tusindvis af lovlydige EU-borgeres og deres EU-familiers liv og levebrød er meget alvorligt påvirket af FATCA i deres hverdag, eftersom de, der er omfattet af definitionen på en "amerikansk person", får indefrosset deres opsparingskonti og nægtes adgang til samtlige banktjenesteydelser, herunder livsforsikring, pensioner og boliglån, fordi nogle finansielle institutioner er modvillige til at følge den bekostelige FATCA-rapportering; der henviser til, at deres EU-familiemedlemmer endvidere ser deres personoplysninger blive overført til USA og deres adgang til EU-banktjenesteydelser blive begrænset (f.eks. fælles konti og/eller boliglån);

G.  der henviser til, at "utilsigtede amerikanske borgere", som ikke ønsker at blive berørt af FATCA, er nødt til formelt at give afkald på deres amerikanske statsborgerskab, hvilket er en meget omstændelig proces, hvortil det er nødvendigt at have et amerikansk socialsikringsnummer eller et amerikansk internationalt skatteregistreringsnummer, hvilket bl.a. de fleste "utilsigtede amerikanske borgere" ikke har;

H.  der henviser til, at amerikanske internetplatforme som f.eks. AirBnB, Tripadvisor og Amazon er forpligtede til at indsamle skatteyderoplysninger fra alle EU-borgere, der gør brug af disse onlinetjenester, og videregive dem til den amerikanske føderale skattemyndighed, IRS; der henviser til, at formålet med denne praksis er at godtgøre, hvorvidt brugeren er en amerikansk statsborger, og derfor at afgøre, om indtjeningen ved disse platforme, inden for rammerne af FATCA, er underlagt amerikanske skatteindberetningsforpligtelser; der henviser til, at denne praksis helt klart ikke er i overensstemmelse med EU's databeskyttelsesregler;

I.  der henviser til, at direktiv 2014/92/EU (betalingskontodirektivet) pålægger medlemsstaterne at sikre, at kreditinstitutter ikke forskelsbehandler forbrugere på grund af nationalitet eller opholdssted;

J.  der henviser til, at medlemsstaternes frist til at gennemføre betalingskontodirektivet var den 18. september 2016;

K.  der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 6. juli 2016 om afgørelser i skattespørgsmål og andre foranstaltninger af lignende art eller med lignende virkning noterede sig den afgørende mangel på gensidighed mellem USA og EU i forbindelse med FATCA-aftalen;

L.  der henviser til, at FATCA og OECD’s fælles indberetningsstandard om automatisk udveksling af skatteoplysninger er væsentlige værktøjer til bekæmpelse af korruption, grænseoverskridende skattesvig og skatteunddragelse;

M.  der henviser til, at den franske Nationalforsamling offentliggjorde en rapport i oktober 2016 efter sin tværpolitiske undersøgelsesrejse med det formål at granske de ekstraterritoriale virkninger af visse af USA’s love, herunder FATCA, og at den anbefalede, at den franske regering enten skulle forhandle sig til en ændring af sin skatteaftale med USA eller bede de amerikanske lovgivere om at ændre USA’s love for at gøre det muligt for franske "utilsigtede amerikanske borgere" at komme ud af det amerikanske system og give afkald på deres uønskede amerikanske statsborgerskab uden gebyrer, uden registreringer og uden sanktioner; der henviser til, at der for nylig er blevet nedsat et udvalg med det udtrykkelige formål at se på USA’s ekstraterritoriale beskatning af franske "utilsigtede amerikanske borgere", og at der i november 2017 blev indgivet beslutningsforslag i både det franske Senat og den franske Nationalforsamling om netop dette emne; der henviser til, at det franske Senat den 15. maj 2018 enstemmigt vedtog en beslutning, hvormed det opfordrede regeringen til øjeblikkeligt at træffe foranstaltninger til at sikre, at franske "utilsigtede amerikanske borgeres" ret til en bankkonto respekteres, at den diskriminerende praksis, som franske banker indførte i kølvandet på FATCA, ophører, og der omgående iværksættes en oplysningskampagne med det formål at oplyse de franske statsborgere, der bor i USA, om virkningerne af amerikansk statsborgerskab og amerikanske skattelove; der henviser til, at beslutningen derudover kræver, at der gøres en kraftig diplomatisk indsats for at finde en løsning for franske "utilsigtede amerikanske borgere", som vil give dem mulighed for at give afkald på deres uønskede amerikanske statsborgerskab uden gebyrer, uden registreringer og uden sanktioner, og at USA indfrier sit løfte om gensidighed, i medfør af hvilket Frankrig indvilligede i at underskrive sin mellemstatslige aftale;

N.  der henviser til, at USA og Eritrea er de eneste to lande i verden, som har vedtaget beskatning på grundlag af statsborgerskab, og at Eritrea af FN er blevet fordømt for dets bestræbelser på at håndhæve dets "diasporaskat";

O.  der henviser til, at USA i 2017 vedtog en omfattende skattereform, som imidlertid ikke ophævede princippet om beskatning baseret på statsborgerskab for enkeltpersoner, men som dog indførte territoriumbaseret beskatning for amerikanske multinationale selskaber;

1.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at sikre, at alle borgeres og især "utilsigtede amerikanske borgeres" grundlæggende rettigheder garanteres, navnlig retten til privatliv og familieliv, retten til privatlivets fred og princippet om ikke-forskelsbehandling som fastsat i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og i den europæiske menneskerettighedskonvention;

2.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre fuld og korrekt gennemførelse af betalingskontodirektivet i national ret, især artikel 15 og 16, og at sikre alle EU-borgere retten til at have adgang til en betalingskonto med basale funktioner uafhængigt af deres nationalitet;

3.  opfordrer Kommissionen til at fremskynde sin analyse af de nationale foranstaltninger til gennemførelse af betalingskontodirektivet og til i sin vurdering at medtage situationen for "utilsigtede amerikanske borgere", borgere med dobbelt statsborgerskab og amerikanske statsborgere, der har lovligt ophold i EU, idet der rettes behørig opmærksomhed mod finansielle institutioners eventuelle forskelsbehandling af skatteydere, der har lovligt ophold i EU, og der kommer på tale som "amerikanske personer" i FATCA’s forstand;

4.  opfordrer indtrængende Kommissionen til hurtigst muligt at værksætte traktatbrudsprocedurer i tilfælde af konstaterede krænkelser i forbindelse med gennemførelsen af betalingskontodirektivet og til at rapportere tilbage til Europa-Parlamentet og Rådet om de foranstaltninger, der træffes for at sikre korrekt gennemførelse af dette direktiv;

5.  understreger vigtigheden af at sikre et passende niveau for beskyttelse af personoplysninger, der overføres til USA under FATCA, i fuld overensstemmelse med national og EU's databeskyttelseslovgivning; opfordrer medlemsstaterne til at revidere deres mellemstatslige aftaler og til om nødvendigt at ændre dem for at bringe dem i overensstemmelse med rettighederne og principperne i den generelle forordning om databeskyttelse; opfordrer indtrængende Kommissionen og Det Europæiske Databeskyttelsesråd til hurtigst muligt at undersøge, hvorvidt der foreligger overtrædelser af EU’s databeskyttelsesregler fra de medlemsstaters side, hvis lovgivning tillader overførsel af personoplysninger til skattemyndighederne i USA inden for rammerne af FATCA, og til at indlede traktatbrudsprocedurer mod de medlemsstater, som ikke på passende vis håndhæver EU’s databeskyttelsesregler;

6.  opfordrer Kommissionen til at foretage en komplet analyse af konsekvenserne af FATCA og USA’s ekstraterritoriale praksis med beskatning på grundlag af statsborgerskab for EU-borgere, EU’s finansielle institutioner og EU’s økonomier og i den forbindelse at tage de igangværende bestræbelser i Frankrig og andre medlemsstater i betragtning, og opfordrer den til at forklare, om der foreligger alvorlige misforhold mellem borgere fra EU og/eller med ophold i EU i forskellige medlemsstater, navnlig for så vidt angår EU’s databeskyttelsesregler og standarderne for grundlæggende rettigheder som følge af FATCA og "US-karakteristika"; opfordrer Kommissionen til at foretage en omfattende vurdering af status for gensidighed i FATCA, eller mangel på samme, overalt i EU, og af USA's opfyldelse af dets forpligtelser inden for rammerne af de forskellige mellemstatslige aftaler, som er indgået med medlemsstater;

7.  opfordrer Kommissionen til at vurdere og om nødvendigt at gøre noget for at sikre, at EU’s grundlæggende rettigheder og værdier som forankret i chartret om grundlæggende rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention, f.eks. retten til privatlivets fred og princippet om ikke-forskelsbehandling, såvel som EU’s databeskyttelsesregler bliver overholdt i forbindelse med FATCA og automatisk udveksling af skatteoplysninger med USA;

8.  beklager, at der er en iboende mangel på gensidighed i de mellemstatslige gennemførelsesaftaler, som medlemsstaterne har underskrevet, især for så vidt angår omfanget af oplysninger, der skal udveksles, som er bredere for medlemsstaterne end for USA; opfordrer alle medlemsstater til kollektivt at suspendere anvendelsen af deres mellemstatslige aftaler (eller udvekslingen af alle andre oplysninger end dem, der vedrører konti i EU tilhørende amerikanske statsborgere, der opholder sig i USA), indtil USA går med til en multilateral tilgang til automatisk udveksling af oplysninger enten ved at ophæve FATCA og tilslutte sig CRS eller ved at genforhandle FATCA på EU-plan og med identiske forpligtelser på begge sider af Atlanten vedrørende gensidig udveksling;

9.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at fremlægge en fælles EU-tilgang til FATCA for således at beskytte europæiske borgere (især "utilsigtede amerikanske borgere") tilstrækkeligt og forbedre ligelig gensidighed i USA’s automatiske udveksling af oplysninger;

10.  opfordrer Rådet til at give Kommissionen mandat til at indlede forhandlinger med Amerikas Forenede Stater om en FATCA-aftale mellem EU og USA med henblik på at sikre fuld gensidighed i udvekslingen af oplysninger og opretholde de grundlæggende principper i EU-lovgivningen, også betalingskontodirektivet, og gøre det muligt for EU-borgere, som er "utilsigtede amerikanske borgere", at give afkald på deres amerikanske statsborgerskab uden gebyrer, uden registreringer og uden sanktioner;

11.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1. (2) EUT L 257 af 28.8.2014, s. 214. (3) EUT L 359 af 16.12.2014, s. 1. (4) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0491. (5) EUT C 101 af 16.3.2018, s. 79.

Europa-Parlamentets beslutning af 5. juli 2018 med henstillinger til Kommissionen om en statut for sociale og solidaritetsbaserede virksomheder (2016/2237(INL))

P8_TA(2018)0317 A8-0231/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin erklæring af 10. marts 2011 om etablering af en europæisk statut for gensidige selskaber, foreninger og fonde,

–  der henviser til artikel 225 og artikel 50 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til sin beslutning af 19. februar 2009 om socialøkonomi(1),

–  der henviser til sin beslutning af 20. november 2012 om "Initiativ for socialt iværksætteri - At skabe et gunstigt klima for sociale virksomheder som kerneelementer i den sociale økonomi og den sociale innovation"(2),

–  der henviser til sin beslutning af 10. september 2015 om socialt iværksætteri og social innovation til bekæmpelse af arbejdsløshed(3),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 7. december 2015 om "Fremme af den sociale økonomi som en central drivkraft for den økonomiske og sociale udvikling i Europa"(4),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. april 2011 med titlen "Akten for det indre marked - Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid - Sammen om fornyet vækst" (COM(2011)0206),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. oktober 2011 med titlen "Initiativ for socialt iværksætteri - At skabe et gunstigt klima for sociale virksomheder som kerneelementer i den sociale økonomi og den sociale innovation" (COM(2011)0682),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 346/2013(5),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1296/2013(6), særlig artikel 2, stk. 1,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU(7), særlig artikel 20,

–  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1435/2003(8),

–  der henviser til sin beslutning af 14. marts 2013 med henstillinger til Kommission om den europæiske statut for gensidige selskaber(9),

–  der henviser til undersøgelsen fra juli 2011, som blev foretaget på foranledning af Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, om de gensidige selskabers rolle i det 21. århundrede ("The role of mutual societies in the 21st century"),

–  der henviser til rapporten fra Kommissionens ekspertgruppe fra oktober 2016 vedrørende socialt iværksætteri (GECES) med titlen "Socialøkonomiske virksomheder og social økonomi i fremtiden"(10),

–  der henviser til den undersøgelse, som Europa-Parlamentets Temaafdeling C bestilte i februar 2017, om en europæisk statut for sociale og solidaritetsbaserede virksomheder,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 46 og 52,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A8-0231/2018),

A.  der henviser til, at begreberne "social virksomhed" og "solidaritetsbaseret virksomhed" ofte anvendes som synonymer, selv om de virksomheder, de betegner, ikke altid er de samme og kan variere meget fra den ene medlemsstat til den anden; der henviser til, at begrebet "social virksomhed" hovedsageligt vedrører det mere traditionelle organisationsbegreb inden for den sociale økonomi, såsom kooperativer, gensidige organisationer, foreninger og fonde; der henviser til, at afgrænsningen af begrebet "social virksomhed" giver anledning til vigtige drøftelser mellem samfundsvidenskabelige forskere og advokater; der henviser til, at det synes bydende nødvendigt hurtigt at bevæge sig hen imod en bedre anerkendelse af begrebet "sociale og solidaritetsbaserede virksomheder" ved at etablere en grundlæggende retlig definition, som kan yde et solidt bidrag til den indsats, som Den Europæiske Union og medlemsstaterne gør for at udvikle sociale og solidaritetsbaserede virksomheder, så de også kan drage fordel af det indre marked;

B.  der henviser til, at den sociale og solidaritetsbaserede økonomi bidrager væsentligt til Unionens økonomi; der henviser til, at Parlamentet i sine beslutninger af 19. februar 2009, 20. november 2012 og 10. september 2015 fremhævede, at den sociale og solidaritetsbaserede økonomi giver beskæftigelse til over 14 millioner mennesker, hvilket svarer til omkring 6,5 % af EU's arbejdsstyrke og 10 % af EU's virksomheder; der henviser til, at denne sektor har vist sig at være særligt modstandsdygtig over for den økonomiske og finansielle krise og har potentiale for social og teknologisk innovation samt anstændige, inklusive, lokale og bæredygtige arbejdspladser, som fremmer økonomisk vækst og miljøbeskyttelse og styrker den sociale, økonomiske og regionale samhørighed; der henviser til, at sociale og solidaritetsbaserede virksomheder viser nye veje for samfundsmæssig problemløsning i en verden i hastig forandring; der henviser til, at den sociale og solidariske økonomi er i stadig udvikling og derfor er en drivkraft for vækst og beskæftigelse og bør fremmes og støttes;

C.  der henviser til, at der er store forskelle mellem medlemsstaterne i den måde, hvorpå de regulerer sociale og solidaritetsbaserede virksomheder, og på de organisatoriske former, som står til rådighed for sociale iværksættere i deres respektive retssystemer; der henviser til, at den særlige organisationsform, som sociale og solidaritetsbaserede virksomheder vælger, afhænger af de eksisterende retlige rammer, den politiske økonomi hvad velfærd og solidaritet angår, samt de kulturelle og historiske traditioner i hver enkelt medlemsstat;

D.  der henviser til, at der i visse medlemsstater er blevet oprettet særlige retlige former enten ved at tilpasse navnlig den kooperative model, den gensidige model, fonds- eller foreningsmodellen og andre eller gennem indførelse af retlige former, der anerkender det sociale engagement, som flere enheder påtager sig, og som omfatter visse karakteristika, der er specifikke for sociale og solidaritetsbaserede virksomheder; der henviser til, at der i andre medlemsstater ikke er blevet oprettet nogen specifik retlig form for sociale og solidariske virksomheder, og at de således opererer ved hjælp af allerede eksisterende retlige former, herunder retlige former, der anvendes af traditionelle virksomheder, som f.eks. et selskab med begrænset hæftelse eller et aktieselskab; der henviser til, at den retlige form, som sociale og solidaritetsbaserede virksomheder kan vedtage, i nogle medlemsstater kan være frivillig; der henviser til, at det bør bemærkes, at selv når der er udtænkt specifikke retlige former for de sociale virksomheder, vælger mange af dem ofte andre former, der bedre passer til deres behov og mål;

E.  der henviser til, at vedtagelsen af forskellige retlige rammer for sociale og solidaritetsbaserede virksomheder i mange medlemsstater bekræfter, at en ny form for iværksætteri er under udvikling, som er baseret på principperne om solidaritet og ansvarlighed, og som i højere grad fokuserer på at skabe social merværdi, lokale forbindelser og fremme af en mere bæredygtig økonomi; der henviser til, at denne mangfoldighed af rammer også bekræfter, at socialt iværksætteri er et innovativt og positivt område;

F.  der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 10. september 2015 om socialt iværksætteri og social innovation til bekæmpelse af arbejdsløsheden, fremhæver, at social innovation sigter på udvikling og implementering af nye ideer – det være sig produkter, tjenesteydelser eller modeller for social organisation – der sigter mod at imødekomme nye sociale, territoriale og miljømæssige krav og udfordringer, såsom en aldrende befolkning, affolkning, balance mellem arbejds- og familieliv, forvaltning af mangfoldighed, bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed, integration af de personer, der er mest udstødte fra arbejdsmarkedet, og bekæmpelse af klimaændringer;

G.  der henviser til, at der i lyset af denne mangfoldighed af retlige former for etablering af sociale og solidaritetsbaserede virksomheder på tværs af medlemsstaterne ikke på nuværende tidspunkt er nogen konsensus i EU om oprettelse af en særlig form for social og solidaritetsbaseret virksomhed; der henviser til, at Parlamentet allerede har understreget vigtigheden af at oprette nye retlige rammer på EU-plan, men det har altid præciseret, at det altid bør være valgfrit med hensyn til de nationale rammer, og at der forud for indførelsen af sådanne rammer bør foretages en konsekvensanalyse med henblik på at tage højde for eksistensen af forskellige sociale virksomhedsmodeller i medlemsstaterne; der henviser til, at Parlamentet også har understreget, at enhver foranstaltning bør demonstrere sin evne til at levere merværdi på EU-plan;

H.  der henviser til, at dialog mellem arbejdsmarkedets parter er vigtig både med hensyn til virkeliggørelse af den sociale økonomis mål, der er fuld beskæftigelse og sociale fremskridt, og med hensyn til konkurrenceevne og retfærdighed på EU's fælles marked; der henviser til, at den sociale dialog og høring af arbejdsmarkedets parter i forbindelse med EU's politiske proces er en væsentlig social innovation;

I.  der henviser til, at den omstændighed, at der består en valgmulighed blandt de tilgængelige retlige former, har den fordel, at det gør det muligt for sociale og solidaritetsbaserede virksomheder, at udforme deres struktur på den måde, der passer dem bedst under de givne forhold og inden for rammerne af de traditioner, hvor de har deres rødder, og typen af virksomhed, de ønsker at udøve;

J.  der henviser til, at det på trods af ovenstående er muligt på baggrund af de nationale erfaringer på medlemsstatsniveau at udlede visse karakteristiske træk og kriterier, som sociale og solidaritetsbaserede virksomheder bør opfylde, uanset hvilken juridisk virksomhedsform en sådan antager, hvis den skal anses for at være en virksomhed af denne type; der henviser til, at det synes at være ønskværdigt at fastlægge et fælles sæt karakteristika og kriterier på EU-plan i form af minimumsstandarder med henblik på at skabe en mere effektiv og sammenhængende retlig ramme for disse virksomheder og sikre, at alle sociale og solidaritetsbaserede virksomheder – på trods af deres forskelle –har en fælles identitet, uanset i hvilken medlemsstat de har hjemsted; der henviser til, at sådanne institutionelle karakteristika bør bidrage til at give sociale og solidaritetsbaserede virksomheder mulighed for fortsat at have en fordel i forhold til alternative måder, hvorpå ydelse af tjenester kan tilrettelægges, herunder sociale tjenester;

K.  der henviser til, at Kommissionen i sin meddelelse af 25. oktober 2011 ("Initiativ for socialt iværksætteri") definerede en social virksomhed som "en aktør i den sociale økonomi, hvis overordnede mål er at skabe en social indvirkning snarere end at opnå profit til sine ejere eller partnere. Dens virke på markedet består i at tilvejebringe varer og tjenesteydelser på iværksættende og innoverende vis, idet den hovedsagelig anvender sine overskud til sociale formål. Den forvaltes ansvarligt og åbent, idet den især medinddrager sine ansatte, sine kunder og de parter, der er berørt af dens økonomiske aktiviteter";

L.  der henviser til, at der ved anvendelsen af forordning (EU) nr. 1296/2013 ved "social virksomhed" forstås "et foretagende, der uanset dets juridiske status, som

M.  der henviser til, at det i sin beslutning af 10. september 2015 bemærkede, at virksomheder i den sociale og solidariske økonomi, der ikke nødvendigvis behøver at være nonprofitorganisationer, er virksomheder, hvis hovedformål er at opfylde deres sociale mål, uanset om det drejer sig om jobskabelse for udsatte befolkningsgrupper, levering af tjenesteydelser til deres medlemmer eller mere generelt at skabe en positiv social eller miljømæssig indvirkning, idet de primært geninvesterer deres profit for at nå de pågældende mål; der henviser til, at sociale og solidaritetsbaserede virksomheder er kendetegnet ved deres forpligtelse til at respektere følgende værdier:

N.  der henviser til, at ovennævnte definitioner er forenelige og samler de karakteristiske træk, som alle sociale og solidaritetsbaserede virksomheder har til fælles, uanset i hvilken medlemsstat virksomheden har hjemsted, og uanset hvilken retlig form de har valgt i overensstemmelse med national lov; der henviser til, at disse karakteristika bør danne grundlag for en tværgående og mere endegyldig retlig definition af "social virksomhed", der er accepteret og finder ens anvendelse på EU-plan;

O.  der henviser til, at sociale og solidaritetsbaserede virksomheder er private organisationer, som er uafhængige af offentlige myndigheder;

P.  der henviser til, at sociale og solidaritetsbaserede virksomheder opererer på markedet på en iværksætteragtig måde; der henviser til, at dette betyder, at de udøver aktiviteter af økonomisk art;

Q.  der henviser til, at landdistrikterne har et stort potentiale for sociale og solidaritetsbaserede virksomheder, og at det dermed er vigtigt, at landdistrikterne har en tilstrækkeligt dækkende infrastruktur;

R.  der henviser til, at uddannelse og erhvervsuddannelse bør være prioritetsområder med hensyn til at fremme iværksætterkultur blandt de unge;

S.  der henviser til, at de gensidige selskaber, som opererer inden for sundhedspleje og social bistand i EU, beskæftiger 8,6 millioner mennesker og yder støtte til 120 millioner borgere; der henviser til, at disse gensidige selskaber har en markedsandel på 24 % og genererer mere end 4 % af Unionens BNP;

T.  der henviser til, at en social og solidaritetsbaseret virksomheds hovedformål skal være at skabe social værdi; der henviser til, at disse sociale og solidaritetsbaserede virksomheder udtrykkeligt bør forfølge målet om at være til gavn for samfundet som helhed eller for en særlig gruppe af mennesker på en måde, som rækker ud over kun at være til gavn for medlemmerne; der henviser til, at det sociale formål, som sociale og solidaritetsbaserede virksomheder tilstræber at opfylde, klart bør være angivet i deres oprettelsesdokumenter; der henviser til, at begrebet social og solidaritetsbaseret virksomhed ikke bør forveksles med virksomhedernes sociale ansvar (VSA), selv om kommercielle virksomheder med betydelige VSA-aktiviteter kan være stærkt indbyrdes forbundet med forretningsvirksomhed med socialt sigte; der henviser til, at målet for sociale og solidaritetsbaserede virksomheder ikke er det traditionelle mål om at skabe kommercielt overskud, men i stedet at bruge skabt merværdi til videreudvikling af projekter, der tager sigte på at forbedre forholdene for deres målgrupper;

U.  der henviser til, at digitalisering, ambitiøse klimamål, migration, ulighed, udvikling af lokalsamfund, navnlig i marginaliserede områder, sociale bistands- og sundhedstjenester, behov hos personer med handicap og bekæmpelse af fattigdom, social udstødelse, langtidsledighed og ulighed mellem kønnene samt specifikke miljømæssige opgaver rummer et stort potentiale for socialt iværksætteri; der henviser til, at sociale og solidaritetsbaserede virksomheder opererer på markedet på en forretningsmæssig måde og påtager sig økonomiske risici;

V.  der henviser til, at sociale og solidaritetsbaserede virksomheder, bør udøve samfundsnyttige aktiviteter; der henviser til, at de kan være aktive inden for et bredt spektrum af aktiviteter; der henviser til, at sociale og solidaritetsbaserede virksomheder typisk har beskæftiget sig med levering af tjenesteydelser, hvor formålet er at forbedre forholdene for befolkningen, især tjenesteydelser, hvis formål er at hjælpe enkeltpersoner, der er i en sårbar situation eller er udstødt i socioøkonomisk henseende, samt at lette integrationen af ugunstigt stillede grupper på arbejdsmarkedet; der henviser til, at der i lyset af den sociale værdi, der skabes, og deres evne til at reintegrere langtidsledige og fremme social samhørighed og økonomisk vækst er en fælles tendens i de nationale lovgivninger til at udvide viften af de aktiviteter, som sociale og solidaritetsbaserede virksomheder er berettigede til at deltage i, forudsat at aktiviteterne er af almen interesse og/eller har en social nytteværdi såsom tilrådighedsstillelse af almennyttige tjenester, herunder på områderne for uddannelse, sundhed, kultur, boliger, fritid og miljø;

W.  der henviser til, at sociale og solidaritetsbaserede virksomheder er en forretningsmodel for det 21. århundrede, der sikrer balance mellem de økonomiske og sociale behov; der henviser til, at sociale og solidaritetsbaserede virksomheder generelt er forbundet med social, teknologisk og økonomisk innovation som følge af en udvidelse af deres aktiviteter på nye områder med produktion af varer eller levering af tjenesteydelser, herunder miljømæssige, sundhedsmæssige, kulturelle, uddannelsesmæssige og rekreative tjenester og/eller indførelse af innovative produktionsmetoder eller metoder til arbejdstilrettelæggelse, der har til formål at imødekomme nye sociale, territoriale og miljømæssige krav og udfordringer såsom en aldrende befolkning, affolkning, balance mellem arbejdsliv og privatliv, forvaltning af mangfoldighed, bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed, integration af de personer, der er mest udstødte fra arbejdsmarkedet, og bekæmpelse af klimaændringer;

X.  der henviser til, at de sociale og solidaritetsbaserede virksomheder på grund af deres sociale og integrerende natur kan tilbyde arbejde til de, der oftest står uden for det åbne arbejdsmarked, og at de er en god hjælp til integration af langtidsarbejdsløse og til bekæmpelse af arbejdsløshed i al almindelighed og derved bidrager til den sociale sammenhængskraft og den økonomiske udvikling i EU;

Y.  der henviser til, at den sociale økonomi på grund af den særlige natur af de virksomheder og organisationer, den udgøres af, samt det sociale arbejde og de innovative metoder mange gange har vist sig at være stærkt modstandsdygtig under ugunstige økonomiske forhold og har demonstreret et stort potentiale til at komme igennem krisesituationer;

Z.  der henviser til, den økonomiske inddragelse af medarbejderne ofte særligt i små og mellemstore virksomheder tjener et socialt formål, som det fremgår af "bedste praksis"-eksemplet med vellykket reintegration af langtidsarbejdsløse "Sociedad Laboral (SL)" i Spanien, hvor arbejdssøgende har mulighed for at bruge deres arbejdsløshedsunderstøttelse til at oprette en social virksomhed og derved skabe flere arbejdspladser med støtte og rådgivning fra medlemsstaten med hensyn til ledelse af virksomheden;

AA.  der henviser til, at sociale og solidaritetsbaserede virksomheder ikke nødvendigvis er nonprofitorganisationer, men derimod også kan være profitorienterede, forudsat at deres aktiviteter fuldt ud opfylder betingelserne for at få det europæiske socialøkonomiske mærke; der henviser til, at de sociale og solidaritetsbaserede virksomheder især bør have fokus på de sociale værdier og på at have en positiv og bæredygtig indvirkning på samfundets velfærd og økonomiske udvikling frem for på at opnå en økonomisk gevinst for deres ejere, medlemmer eller aktionærer; der henviser til, at en kraftig begrænsning for udlodning af overskud og aktiver blandt medlemmer eller aktionærer, også kendt som "asset lock", i denne forbindelse er af afgørende betydning for sociale og solidaritetsbaserede virksomheder; der henviser til, at en begrænset udlodning af overskud kan tillades, idet der skal tages højde for den af den pågældende sociale virksomhed valgte retlige form, men at procedurerne og reglerne for denne udlodning bør fastsættes på en sådan måde, at det altid sikres, at den ikke undergraver virksomhedens primære sociale målsætning; der henviser til, at i hvert fald den største og mest betydelige andel af overskud optjent af en social og solidaritetsbaseret virksomhed bør geninvesteres eller på anden måde anvendes med henblik på at fastholde og opfylde virksomhedens sociale formål;

AB.  der henviser til, at princippet om ikke at uddele fortjenester for at være effektivt bør omfatte en række aspekter, navnlig betaling af periodisk udbytte, fordeling af akkumulerede reserver, overdragelse af resterende aktiver ved virksomhedens opløsning, omdannelse af den sociale og solidaritetsbaserede virksomhed til en anden form for organisation – såfremt dette er tilladt – samt tab af status som en social virksomhed; der henviser til, at princippet om ikke at uddele fortjenester også kan krænkes indirekte ved udbetaling af løn til arbejdstagere eller medlemmer af direktionen, som er uberettiget og ligger over markedsniveauet;

AC.  der henviser til, at sociale og solidaritetsbaserede virksomheder bør være styret efter demokratiske ledelsesmodeller, som inddrager arbejdstagere, kunder og interessenter, der er berørt af virksomhedens aktiviteter, i beslutningstagningen; der henviser til, at denne deltagelsesbaseret model udgør en strukturel procedure til at kontrollere den faktiske udøvelse af organisationens sociale mål; der henviser til, at medlemmernes beføjelser i beslutningsprocessen ikke udelukkende eller primært bør være baseret på en eventuel kapitalandel, de måtte være i besiddelse af, selv hvis den pågældende sociale og solidaritetsbaserede virksomhed har valgt en kommerciel virksomhedsmodel;

AD.  der henviser til, at sociale og solidaritetsbaserede virksomheder kan tage form af kommercielle virksomheder i visse medlemsstater; der henviser til, at muligheden for, at sådanne virksomheder kan have status som en social og solidaritetsbaseret virksomhed bør gøres afhængig af, at visse krav og betingelser, der bidrager til at løse potentielle modsigelser mellem virksomhedsformen og den sociale og solidaritetsbaserede virksomhedsmodel, opfyldes;

AE.  der henviser til, at behandlingen af ansatte i sociale og solidaritetsbaserede virksomheder bør være sammenlignelig med behandlingen af ansatte i klassiske erhvervsvirksomheder;

AF.  der henviser til, at sociale og solidaritetsbaserede virksomheders positive indvirkning på samfundet kan begrunde vedtagelsen af konkrete tiltag til gavn for dem, såsom betaling af tilskud og vedtagelsen af favorable skatteforanstaltninger og foranstaltninger vedrørende offentlige indkøb; der henviser til, at disse foranstaltninger i princippet bør anses for at være forenelige med traktaterne, da de har til formål at fremme udviklingen af økonomiske aktiviteter eller udviklingen på områder, som hovedsageligt tiltænkes at have en positiv indvirkning på samfundet, og disse virksomheders evne til at fremskaffe kapital og opnå profit er klart mere begrænset end kommercielle virksomheders;

AG.  der henviser til, at betingelserne og kravene i forbindelse med etablering af europæiske sociale iværksætterfonde er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 346/2013(11);

AH.  der henviser til, at Unionen bør skabe et certifikat eller et mærke for sociale og solidaritetsbaserede virksomheder for at gøre sådanne virksomheder mere synlige og fremme en mere sammenhængende retlig ramme; der henviser til, at det er afgørende, at offentlige myndigheder kontrollerer og sikrer, at en given virksomhed opfylder kravene for at få udstedt et mærke som social og solidaritetsbaseret virksomhed, inden den får dette mærke og således kunne udnytte en foranstaltning på EU-plan til sin fordel; der henviser til, at en social og solidaritetsbaseret virksomhed bør have dette certifikat tilbagekaldt, i tilfælde af at den ikke overholder disse krav og sine retlige forpligtelser;

AI.  der henviser til, at sociale og solidaritetsbaserede virksomheder årligt bør udarbejde en social rapport, hvori de som minimum redegør for deres aktiviteter, resultater, inddragelsen af interessenter, anvendelse af overskud, lønninger, tilskud samt andre modtagne ydelser;

1.  understreger den store betydning af de omkring 2 millioner sociale og solidaritetsbaserede virksomheder i Europa(12) med mere end 14,5 millioner ansatte(13) og deres enorme betydning for øget vækst og social samhørighed i EU;

2.  opfordrer Kommissionen til at indføre et "europæisk socialøkonomisk mærke" på EU-plan, og som skal tildeles sociale og solidaritetsbaserede virksomheder på grundlag af klare kriterier med det formål at fremhæve de særlige kendetegn ved disse foretagender og deres sociale virkninger, øge deres synlighed, lette adgangen til finansiering og det indre marked for de virksomheder, der ønsker at udvide aktivitetsområdet nationalt eller til andre medlemsstater, samtidig med at de retlige former i sektoren og medlemsstaterne respekteres;

3.  mener, at et "europæisk socialøkonomisk mærke" bør være tilgængeligt for private organisationer eller enheder, der nøje opfylder lovkravene til sociale og solidaritetsbaserede virksomheder i forbindelse med alle deres aktiviteter, uanset hvilken retlig selskabsform de har i en medlemsstat; noterer sig, at mærket bør være frivilligt for virksomheden;

4.  mener, at det europæiske socialøkonomiske mærke bør være valgfrit for virksomhederne, men skal anerkendes af alle medlemsstaterne;

5.  mener, at de retlige betingelser for at erhverve og bevare det europæiske socialøkonomiske mærke bør fastsættes på grundlag af bestemte karakteristika og fælles kriterier, navnlig dem, der er fastlagt i bilaget til nærværende beslutning;

6.  understreger, at sociale og solidaritetsbaserede virksomheder i EU i betragtning af den stigende efterspørgsel efter sociale tjenester spiller en stadigt større rolle i leveringen af sociale tjenester for at hjælpe mennesker, der er i risiko for eller allerede oplever fattigdom og social udstødelse; understreger, at sociale og solidaritetsbaserede virksomheder ikke bør erstatte offentlige sociale ydelser, men snarere bør spille en supplerende rolle; henleder opmærksomheden på betydningen af sociale og solidaritetsbaserede virksomheder i forbindelse med levering af sociale, sundhedsmæssige eller uddannelsesmæssige ydelser og specifikke miljømæssige opgaver i samarbejde med de lokale myndigheder og frivillige; understreger, at sociale og solidaritetsbaserede virksomheder potentielt kan løse visse sociale udfordringer gennem en bottom-up-tilgang;

7.  påpeger, at sociale og solidaritetsbaserede virksomheder skaber beskæftigelsesmuligheder for personer med handicap og andre ugunstigt stillede befolkningsgrupper;

8.  understreger, at sociale og solidaritetsbaserede virksomheder er dybt forankrede lokalt og regionalt, hvilket giver dem den fordel, at de har et bedre kendskab til de specifikke behov og derfor også har mulighed for at tilbyde de varer og tjenesteydelser, der er brug for i det pågældende område, hvorved de styrker den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed;

9.  bemærker, at sociale og solidaritetsbaserede virksomheder kan bidrage til større ligestilling mellem kønnene og en reduktion af den kønsbestemte lønforskel;

10.  påpeger nødvendigheden af at tilbyde beskæftigelse til de mennesker, som hyppigst udelukkes fra arbejdsmarkedet, ved at få langtidsledige tilbage på arbejdsmarkedet og bekæmpe arbejdsløshed i almindelighed;

11.  er af den opfattelse, at der bør etableres en mekanisme, der involverer medlemsstaterne, som gør det muligt for enheder, der opfylder de relevante retlige krav, at opnå et europæisk socialøkonomisk mærke; mener, at enhver privatretlig enhed, der opfylder de juridiske kriterier, bør være berettiget til EU-mærke, uanset om den medlemsstat, hvori selskabet har hjemsted, har en særlig retlig form for sociale og solidaritetsbaserede virksomheder;

12.  mener, at der i tæt samarbejde med medlemsstaterne bør indføres en mekanisme til beskyttelse af det europæiske socialøkonomiske mærke og til at forebygge oprettelse og drift af "falske" sociale og solidaritetsbaserede virksomheder; er af den opfattelse, at denne mekanisme bør sikre, at virksomheder med et europæisk socialøkonomisk mærke overvåges regelmæssigt med hensyn til overholdelsen af de bestemmelser, der er fastsat i forbindelse med mærkningen; mener, at medlemsstaterne bør fastsætte effektive og forholdsmæssige sanktioner for at sikre, at mærket ikke opnås eller anvendes uretmæssigt;

13.  mener, at sociale og solidaritetsbaserede virksomheder med et europæisk socialøkonomisk mærke bør anerkendes som sådanne i alle de medlemsstater, hvor de udfører deres aktiviteter, og at de bør nyde de samme fordele, rettigheder og forpligtelser, som de virksomheder, der er etableret i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor de driver virksomhed;

14.  understreger behovet for en bred og inklusiv EU-definition og fremhæver betydningen af princippet om, at en betydelig procentdel af virksomhedens fortjeneste bør geninvesteres eller på anden måde anvendes til at opnå de sociale og solidaritetsbaserede virksomheders sociale formål; fremhæver de særlige udfordringer, som sociale kooperativer og sociale arbejdsintegrerende foretagender (Work Integration Social Enterprises, WISE's) står over for, når de varetager deres opgaver med at hjælpe dem, der hyppigst udelukkes fra arbejdsmarkedet, og understreger behovet for, at sådanne organisationer medtages under det nye mærke;

15.  mener, at minimumskriterierne og de lovgivningsmæssige minimumskrav for at kunne få og beholde et europæisk socialt mærke skal være en socialt nyttig aktivitet, der bør fastsættes på EU-plan; påpeger, at denne aktivitet bør være målbar med hensyn til social indvirkning på områder såsom social integration af sårbare personer, integration af personer, der risikerer at blive udstødt, i bæredygtige job af høj kvalitet på arbejdsmarkedet, nedbringelse af uligheder mellem kønnene, bekæmpelse af marginalisering af migranter, mere lige muligheder gennem sundhed, uddannelse, kultur og anstændige boligforhold samt bekæmpelse af fattigdom og ulighed; understreger, at sociale og solidaritetsbaserede virksomheder skal leve op til bedste praksis med hensyn til arbejds- og ansættelsesvilkår;

16.  understreger, at lave omkostninger og lav arbejdsbyrde i forbindelse med at opnå mærket skal sikres for ikke at belaste de sociale og solidaritetsbaserede virksomheder, idet der rettes særlig opmærksomhed mod små og mellemstore sociale og solidaritetsbaserede virksomheder; mener derfor, at de EU-dækkende fælles kriterier skal være enkle, klare og baseret på materielle snarere end formelle faktorer, og at de anvendte procedurer ikke må være byrdefulde; bemærker, at indberetningsforpligtelser er et rimeligt middel til at verificere, at sociale og solidaritetsbaserede virksomheder fortsat er berettigede til det europæiske sociale mærke, men at virksomhederne ikke må pålægges for stor en byrde pga. krav om for hyppig indberetning og obligatoriske oplysninger, der skal medtages; konstaterer, at omkostningerne ved en mærkning eller certificering kan begrænses, hvis den centrale forvaltning gennemføres af de nationale myndigheder, som i samarbejde med de sociale og solidaritetsbaserede virksomheder kunne overføre administrationen og håndteringen af mærket til et uafhængigt nationalt organ efter den fælleseuropæiske definition af kriterier for sociale og solidaritetsbaserede virksomheder;

17.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til aktivt at fremme det europæiske socialøkonomiske mærke og gøre opmærksom på de sociale og økonomiske fordele ved sociale og solidaritetsbaserede virksomheder, herunder skabelse af kvalitetsjob og social samhørighed;

18.  påpeger, at det, at en virksomhed anvender en strategi for virksomhedens sociale ansvar i sin forretningsplan, ikke er tilstrækkeligt til, at den kan klassificeres som en social og solidaritetsbaseret virksomhed, og understreger derfor vigtigheden af, at der sondres klart mellem en social og solidaritetsbaseret virksomhed og en virksomhed, der påtager sig et socialt ansvar;

19.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at dens politikker afspejler viljen til at skabe et gunstigt miljø for sociale og solidaritetsbaserede virksomheder; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne og sektoren for sociale virksomheder at gennemføre en sammenlignende undersøgelse af de forskellige nationale og regionale retlige rammer for sociale og solidaritetsbaserede virksomheder i hele EU, driftsbetingelserne for sociale og solidaritetsbaserede virksomheder og deres karakteristika, herunder deres størrelse og antal og deres aktivitetsområder, samt af de forskellige nationale statutmæssige bestemmelser og certificerings- og mærkningssystemer;

20.  understreger, at sociale og solidaritetsbaserede virksomheder har eksisteret i mange år i de fleste EU-medlemsstater og har indtaget en rolle som meget vigtige markedsaktører;

21.  mener, at investeringsprioriteterne for den sociale økonomi og de sociale og solidaritetsbaserede virksomheder ikke bør begrænses til social inklusion, men bør omfatte beskæftigelse og uddannelse for at afspejle den brede vifte af økonomiske aktiviteter, som disse virksomheder beskæftiger sig med;

22.  opfordrer til fortsættelse af programmet "Erasmus for unge iværksættere" og en effektiv udnyttelse af dets budget samt let adgang til information om programmet;

23.  opfordrer til at lette proceduren for stiftelse af sociale og solidaritetsbaserede virksomheder, således at uforholdsmæssigt bureaukrati ikke udgør en hindring for socialt iværksætteri;

24.  opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne at udarbejde en liste, der bør revideres, over de eksisterende retlige former i medlemsstaterne, der har karakter af sociale virksomheder, og til at holde denne liste ajour, idet der tages hensyn til de særlige historiske og juridiske forhold, der gælder for sociale og solidaritetsbaserede virksomheder;

25.  opfordrer Kommissionen til i højere grad at indarbejde den sociale økonomi i EU-lovgivningen for at skabe lige vilkår for sociale og solidaritetsbaserede virksomheder på den ene side og andre slags virksomheder på den anden;

26.  understreger vigtigheden af netværk mellem sociale og solidaritetsbaserede virksomheder og opfordrer medlemsstaterne til at fremme overførsel af viden og bedste praksis inden for medlemsstaterne (f.eks. ved at oprette nationale kontaktpunkter) og i hele Unionen, idet de ikke kun inddrager sociale og solidaritetsbaserede virksomheder, men også traditionelle virksomheder, den akademiske verden og andre interesserede parter; opfordrer Kommissionen til inden for rammerne af ekspertgruppen vedrørende socialt iværksætteri og i samarbejde med medlemsstaterne at indsamle oplysninger om eksisterende god praksis og analysere både kvalitative og kvantitative data om sociale og solidaritetsbaserede virksomheders bidrag til udviklingen af både den offentlige politik og lokalsamfundene;

27.  understreger, at Kommissionen og medlemsstaterne samt de regionale og lokale myndigheder bør indarbejde de sociale og solidaritetsbaserede virksomheders dimension i de relevante politikker, programmer og praksisser;

28.  understreger kraftigt, at reglerne for, hvordan sociale og solidaritetsbaserede virksomheder opererer, skal respektere principperne om fair konkurrence og ikke må tillade unfair konkurrence, således at det bliver muligt for de traditionelle små og mellemstore virksomheder at fungere godt;

29.  opfordrer Kommissionen til at undersøge den eksisterende lovgivning og til, hvis det er hensigtsmæssigt, at fremsætte lovgivningsmæssige forslag om oprettelse af en mere sammenhængende og komplet retlig ramme til støtte for sociale og solidaritetsbaserede virksomheder, navnlig, men ikke kun, inden for offentlige indkøb, konkurrencelovgivning og beskatning, således at sådanne virksomheder behandles på en måde, der er i overensstemmelse med deres særlige karakter og deres bidrag til social samhørighed og økonomisk vækst; mener, at sådanne foranstaltninger bør stilles til rådighed for virksomheder, der har fået det europæiske socialøkonomiske mærke, som garanterer overholdelse af kriterierne for at blive betragtet som en social og solidaritetsbaseret virksomhed; mener, at disse lovgivningsmæssige forslag navnlig kunne gøre det lettere for sociale og solidaritetsbaserede virksomheder at samarbejde og handle med andre sådanne virksomheder på tværs af grænserne;

30.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage konkrete skridt for at frigøre og tiltrække større offentlige og private investeringer, som de sociale og solidaritetsbaserede virksomheder har behov for, herunder fremme af et europæisk socialøkonomisk mærke;

31.  opfordrer til en offentligt tilgængelig europæisk onlineplatform for sociale og solidaritetsbaserede virksomheder, hvor der kan indhentes oplysninger og udveksles idéer om etablering, EU-finansieringsmuligheder og krav, deltagelse i offentlige indkøb og mulige retlige strukturer;

32.  finder det hensigtsmæssigt, at Kommissionen undersøger muligheden for at finde finansieringsmidler med henblik på at yde støtte til innovation i sociale og solidaritetsbaserede virksomheder, navnlig i de tilfælde, hvor den innovative karakter af virksomhedens aktivitet gør det vanskeligt at sikre tilstrækkelig finansiering på normale markedsvilkår; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage konkrete skridt for at gøre det lettere for sociale og solidaritetsbaserede virksomheder at tiltrække den kapital, de har behov for til at fortsætte driften;

33.  understreger nødvendigheden af at støtte sociale og solidaritetsbaserede virksomheder med tilstrækkelige økonomiske midler, da finansiel bæredygtighed er afgørende for deres overlevelse; understreger behovet for at fremme, at private investorer og offentlige enheder yder finansiel støtte til sociale og solidaritetsbaserede virksomheder på regionalt, nationalt og EU-plan med særlig vægt på finansiering af innovation, og opfordrer Kommissionen til at styrke den sociale dimension af den eksisterende EU-finansiering inden for rammerne af den næste flerårige finansielle ramme for 2021-2027 såsom Den Europæiske Socialfond, Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og programmet for beskæftigelse og social innovation for at fremme den sociale økonomi og socialt iværksætteri; opfordrer Kommissionen til at styrke gennemførelsen af det europæiske program for beskæftigelse og social innovation (EaSI), herunder dets akse vedrørende mikrofinansiering og socialt iværksætteri, og til at øge bevidstheden i finanssektoren om kendetegnene ved sociale og solidaritetsbaserede virksomheder og de økonomiske og sociale fordele, som de frembringer; mener derudover, at det er nødvendigt generelt at støtte alternative finansieringsmuligheder såsom venturekapitalfonde, startfinansiering, mikrolån og crowdfunding for at øge investeringerne i sektoren på basis af det europæiske socialøkonomiske mærke;

34.  opfordrer til en effektiv udnyttelse af EU-midlerne og understreger, at adgangen til disse midler skal forenkles for støttemodtagerne for at støtte og hjælpe de sociale og solidaritetsbaserede virksomheder med at nå deres primære mål om at skabe en social indvirkning snarere end profitmaksimering, hvilket i sidste ende giver et langsigtet investeringsafkast for samfundet; opfordrer Kommissionen til i forbindelse med den næste flerårige finansielle ramme for 2021-2027 at revidere det regelsæt, der gælder for sociale investeringsfonde, for at lette sociale og solidaritetsbaserede virksomheders adgang til finansmarkedet; opfordrer i denne forbindelse til en effektiv europæisk kampagne for at mindske bureaukratiet og for at fremme et europæisk socialøkonomisk mærke;

35.  noterer sig i den henseende, at den sociale økonomi stadig har problemer med at få adgang til offentlige udbud pga. hindringer, der er knyttet til bl.a. størrelse og finansiel formåen; gentager vigtigheden af, at medlemsstaterne sikrer en effektiv gennemførelse af reformpakken om offentlige indkøb for at opnå øget deltagelse af sådanne virksomheder i udbudsprocedurer vedrørende offentlige kontrakter ved bedre formidling af reglerne og kriterierne for og information om offentlige udbud, forbedret adgang til kontrakter for sådanne virksomheder, forenkling af procedurerne og ved at udarbejde udbuddene på en måde, som gør dem lettere tilgængelige for mindre operatører;

36.  anerkender betydningen af at yde finansiel støtte til virksomheder i den sociale og solidaritetsbaserede økonomi; opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til de særlige karakteristika ved sociale og solidaritetsbaserede virksomheder, når de modtager statsstøtte; foreslår at lette adgangen til finansiering i lighed med de kategorier, der er fastslagt i Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014(14);

37.  bemærker, at levering af uddannelses- og erhvervsuddannelsestjenester til personer, som er ansat af sociale og solidaritetsbaserede virksomheder, især for at fremme iværksætterkvalifikationer og en grundlæggende økonomisk viden om at drive en virksomhed, samt levering af specialisthjælp og en administrativ forenkling ud over finansiering, er afgørende for at forbedre væksten i denne sektor; opfordrer medlemsstaterne til at indføre politikker, der sigter mod at skabe en gunstig skattemæssig behandling af sociale og solidaritetsbaserede virksomheder;

38.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at deltage i indsamlingen af både kvantitative og kvalitative oplysninger om og analyser af sociale og solidaritetsbaserede virksomheder og deres bidrag til den offentlige politik inden for og mellem landene under hensyntagen til disse virksomheders specificiteter og under anvendelse af relevante og tilpassede kriterier med henblik på at forbedre politikker og strategier og for at udvikle instrumenter, der kan anvendes til at hjælpe disse virksomheder med at udvikle sig;

39.  anmoder Kommissionen om på grundlag af artikel 50 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at fremsætte et forslag til en retsakt om indførelse af et europæisk socialøkonomisk mærke for sociale og solidaritetsbaserede virksomheder i overensstemmelse med de i bilaget anførte henstillinger;

40.  mener, at de finansielle implikationer af det udbedte forslag bør dækkes af Unionen og medlemsstaterne;

41.  pålægger sin formand at sende denne beslutning og de ledsagende henstillinger til Kommissionen og Rådet samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

BILAG TIL BESLUTNING:

HENSTILLINGER VEDRØRENDE INDHOLDET AF DET FORSLAG, DER ANMODES OM

Henstilling 1 (oprettelse af et europæisk socialøkonomisk mærke og kvalificering af virksomheder)

Europa-Parlamentet mener, at den retsakt, der skal vedtages, bør sigte mod at skabe et "europæisk socialøkonomisk mærke", som vil være valgfrit for sociale og solidaritetsbaserede virksomheder, uanset den juridiske form, de beslutter at vedtage i overensstemmelse med national lovgivning.

Europa-Parlamentet mener, at det europæiske socialøkonomiske mærke kun bør tildeles virksomheder, der kumulativt opfylder følgende kriterier:

a)  Organisationen bør være en privatretlig enhed, som er etableret i en hvilken som helst mulig form i medlemsstaterne og i henhold til EU-retten og bør være uafhængig af staten og offentlige myndigheder.

b)  Dens formål er i al væsentlighed rettet mod aktiviteter af almen eller offentlig interesse.

c)  Den bør hovedsageligt udføre socialt gavnlige og solidariske aktiviteter, dvs. den har til formål igennem sine aktiviteter at hjælpe udsatte personer, bekæmpe udelukkelse, uligheder og krænkelser af grundlæggende rettigheder, herunder på internationalt niveau, og at bidrage til beskyttelsen af miljøet, biodiversiteten, klimaet og naturressourcerne.

d)  Den bør være genstand for en i det mindste delvis begrænsning med hensyn til udbytteudlodning og underlagt særlige regler om fordelingen af overskud og aktiver under dens samlede beståen, herunder når den er under opløsning; størstedelen af virksomhedens optjente overskud bør under alle omstændigheder geninvesteres eller på anden måde anvendes til at opfylde virksomhedens sociale formål.

e)  Den bør være styret efter demokratiske ledelsesmodeller, som omfatter de personer, ansatte, kunder og interessenter, der er berørt af virksomhedens aktiviteter; medlemmernes indflydelse og beføjelser i beslutningsprocesserne kan ikke udelukkende være baseret på den kapital i virksomheden, de eventuelt måtte besidde.

Europa-Parlamentet er af den opfattelse, at intet forhindrer kommercielle virksomheder i at få tildelt det europæiske sociale mærke, hvis de opfylder de ovennævnte krav, navnlig for så vidt angår formål, udlodning af overskud, ledelse og beslutningstagning.

Henstilling 2 (certificeringsmekanismer, tilsyn og overvågning af det europæiske socialøkonomiske mærke)

Den lovgivningsmæssige retsakt bør indføre en mekanisme til certificering af, tilsyn med og overvågning af det lovmæssige mærke under inddragelse af medlemsstaterne og repræsentanter fra den sociale økonomi. En sådan mekanisme er af afgørende betydning for at beskytte det lovmæssige mærke "social og solidaritetsbaseret virksomhed "og at bevare dets iboende værdi. Europa-Parlamentet mener, at denne kontrol af mærket bør inddrage organisationer, som er repræsentative for sektoren for sociale virksomheder.

Sanktionerne for overtrædelse af lovgivningen kan spænde fra en ren advarsel til inddragelse af mærket.

Henstilling 3 (anerkendelse af det europæiske socialøkonomiske mærke)

Det europæiske socialøkonomiske mærke bør være gyldigt i alle medlemsstater. En virksomhed, som bærer mærket, bør anerkendes som en social og solidaritetsbaseret virksomhed i alle medlemsstater. Mærket bør give enhver virksomhed, som bærer mærket, mulighed for at udføre sin vigtigste aktivitet i andre medlemsstater på samme betingelser, som gælder for de nationale virksomheder, som bærer mærket. De bør have samme fordele, rettigheder og forpligtelser som de sociale og solidaritetsbaserede virksomheder, der er etableret i henhold til loven i den medlemsstat, hvor de opererer.

Henstilling 4 (rapporteringspligt)

Den lovgivningsmæssige retsakt bør kræve, at sociale og solidaritetsbaserede virksomheder, som er villige til at beholde mærket, årligt udsender en rapport om deres aktiviteter, resultater, inddragelse af interessenter, anvendelse af overskuddet, lønninger, subsidier og andre modtagne ydelser. Kommissionen bør i denne forbindelse bemyndiges til at udarbejde en model med henblik på at bistå de sociale og solidaritetsbaserede virksomheder i udarbejdelsen af denne rapport.

Henstilling 5 (retningslinjer for god praksis)

Den lovgivningsmæssige retsakt bør også bemyndige Kommissionen til at opstille retningslinjer for bedste praksis for sociale og solidaritetsbaserede virksomheder i Europa. Denne bedste praksis bør navnlig omfatte følgende oplysninger:

a)  modeller for effektiv demokratisk ledelse

b)  høringsprocesser med henblik på etablering af en effektiv forretningsstrategi

c)  tilpasning til de sociale behov og arbejdsmarkedet, særligt på lokalt niveau

d)  lønpolitik, faglig uddannelse, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen og jobkvalitet

e)  forbindelser med brugere og kunder og svar på sociale behov, der ikke er dækket af markedet eller staten

f)  virksomhedens situation med hensyn til mangfoldighed, ikkeforskelsbehandling og lige muligheder for mænd og kvinder blandt deres medlemmer, herunder ansvarsfulde stillinger og ledelsesstillinger.

Henstilling 6 (liste over juridiske former)

Den lovgivningsmæssige retsakt bør omfatte en liste over de retlige selskabs- og virksomhedsformer i medlemsstaterne, som opfylder betingelserne for at opnå det europæiske socialøkonomiske mærke. En sådan liste bør revideres regelmæssigt.

Med henblik på at sikre gennemsigtighed og et effektivt samarbejde mellem medlemsstaterne bør denne liste offentliggøres på Europa-Kommissionens websted.

Henstilling 7 (revision af den eksisterende lovgivning)

Kommissionen opfordres til at gennemgå eksisterende retsakter og, hvis det er hensigtsmæssigt, fremsætte lovgivningsmæssige forslag om oprettelse af en mere sammenhængende og komplet retlig ramme til støtte for sociale og solidaritetsbaserede virksomheder;

Henstilling 8 (om økosystemet for sociale og solidaritetsbaserede virksomheder og samarbejde mellem medlemsstaterne)

Kommissionen bør sikre, at dens politikker afspejler viljen til at skabe et økosystem for sociale og solidaritetsbaserede virksomheder. Kommissionen opfordres til at tage i betragtning, at sociale og solidaritetsbaserede virksomheder har stærk lokal og regional betydning, hvilket giver dem den fordel, at de har et bedre kendskab til de konkrete behov og mulighed for at tilbyde produkter og tjenesteydelser, der oftest er lokalt baserede, samt for at forbedre den sociale og territoriale samhørighed. Kommissionen opfordres til at tage skridt til at fremme samarbejdet mellem sociale virksomheder og solidaritetsbaserede virksomheder på tværs af grænser og i forskellige sektorer for at fremme udveksling af viden og praksis på en sådan måde, at udviklingen af sådanne virksomheder støttes.

(1) Vedtagne tekster, P6_TA(2009)0062. (2) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0429. (3) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0320. (4) 13766/15 SOC 643 EMPL 423. (5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 346/2013 af 17. april 2013 om europæiske sociale iværksætterfonde (EUT L 115 af 25.4.2013, s. 18). (6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1296/2013 af 11. december 2013 om et EU-program for beskæftigelse og social innovation ("EaSI") og om ændring af afgørelse nr. 283/2010/EU om oprettelse af den europæiske mikrofinansieringsfacilitet Progress til fordel for beskæftigelse og social integration (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 238). (7) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EUT L 94 af 28.3.2014, s. 65). (8) Rådets forordning (EF) nr. 1435/2003 af 22. juli 2003 om statut for det europæiske andelsselskab (SCE) (EUT L 207 af 18.8.2003, s. 1). (9) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0094. (10) http://ec.europa.eu/growth/tools-databases/newsroom/cf/itemdetail.cfm?item_id=9024 (11) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 346/2013 af 17. april 2013 om europæiske sociale iværksætterfonde (EUT L 115 af 25.4.2013, s. 18). (12) https://ec.europa.eu/growth/sectors/social-economy_da (13) http://ec.europa.eu/social/main.jsp?catId=738&langId=da&pubId=7523, s. 47. (14) Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108 (EUT L 187 af 26.6.2014, s. 1).