Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2018/2113(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A8-0033/2019

Indgivne tekster :

A8-0033/2019

Forhandlinger :

PV 11/02/2019 - 16
CRE 11/02/2019 - 16

Afstemninger :

PV 12/02/2019 - 9.17

Vedtagne tekster :

P8_TA(2019)0078

Vedtagne tekster
PDF 147kWORD 46k
Tirsdag den 12. februar 2019 - Strasbourg
Gennemførelse af traktatens bestemmelser om Parlamentets beføjelser med hensyn til politisk kontrol med Kommissionen
P8_TA(2019)0078A8-0033/2019

Europa-Parlamentets beslutning af 12. februar 2019 om gennemførelse af traktatens bestemmelser om Parlamentets beføjelser med hensyn til politisk kontrol med Kommissionen (2018/2113(INI))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaternes bestemmelser om Europa-Parlamentets politiske kontrol med Europa-Kommissionen, særlig artikel 14, 17 og 25 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 121, 159, 161, 175, 190, 225, 226, 230, 233, 234, 249, 290, 291, 319 og 325 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til, at artikel 17 i TEU giver Kommissionen til opgave at fremme Unionens almene interesser og giver den monopol på at tage initiativer "med henblik herpå",

–  der henviser til rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen,

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale (IIA) om bedre lovgivning fra 2016 og den interinstitutionelle aftale om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning fra 2013,

–  der henviser til sin beslutning af 16. februar 2017 om forbedring af Den Europæiske Unions funktionsmåde på grundlag af Lissabontraktatens potentiale(1),

–  der henviser til sin beslutning af 16. februar 2017 om mulige udviklingstendenser og justeringer i Den Europæiske Unions nuværende institutionelle struktur(2),

–  der henviser til sin afgørelse af 7. februar 2018 om revision af rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen, særlig punkt 2 og 8, som yderligere bekræfter, at Spitzenkandidat-processen udgør en vellykket forfatningsmæssig og politisk praksis, der afspejler den institutionelle balance i henhold til traktaterne(3),

–  minder i den forbindelse om sin lovgivningsmæssige beslutning af 16. april 2014 om forslag til Europa-Parlamentets forordning om de nærmere vilkår for udøvelse af Europa-Parlamentets undersøgelsesbeføjelse og om ophævelse af Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens afgørelse 95/167/EF, Euratom, EKSF(4) samt om de igangværende interinstitutionelle forhandlinger,

–  der henviser til Den Europæiske Ombudsmands beretning om "møder og gennemgang af dokumenter' - de fælles klager 488/2018/KR og 514/2018/KR om Kommissionens udnævnelse af en ny generalsekretær, og til Ombudsmandens henstilling om disse sager,

–  der henviser til sin forretningsorden, herunder artikel 52, og til artikel 1, stk. 1, litra e), i samt bilag 3 til Formandskonferencens afgørelse af 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og udtalelse fra Budgetkontroludvalget (A8-0033/2019),

A.  der henviser til, at EU's institutionelle ramme som fastsat i traktaterne tillægger Parlamentet, som lovgivende organ i Unionen, ansvaret for det politiske tilsyn med Kommissionen;

B.  der henviser til, at Parlamentet råder over en række instrumenter, der kan gøre det muligt at drage Kommissionen til ansvar, f.eks. muligheden for at stille mistillidsvotum (artikel 17 i TEU og artikel 234 i TEUF) og for at anmode Kommissionens formand om at udtrykke mistillid til et individuelt medlem af Kommissionen (artikel 118, stk. 10, i Parlamentets forretningsorden), undersøgelsesbeføjelsen (artikel 226 i TEUF), beføjelsen til at kontrollere delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter (artikel 290 og 291 i TEUF), retten til at stille mundtlige og skriftlige forespørgsler (artikel 230, stk. 2, i TEUF) og retten til at indlede retssager mod Kommissionen om et legalitetsspørgsmål (artikel 263 i TEUF) eller i tilfælde af passivitet fra Kommissionens side;

C.  der henviser til, at Parlamentet ud over disse instrumenter råder over en vifte af redskaber til at føre tilsyn med forvaltningen, takket være hvilke det proaktivt kan påvirke den europæiske politiske dagsorden;

D.  der henviser til, at budgettet er Den Europæiske Unions vigtigste redskab til at opfylde sine målsætninger og strategier, og at budgetkontrol derfor er af den allerstørste vigtighed;

E.  der henviser til, at Spitzenkandidat-processen afspejler den interinstitutionelle balance mellem Parlamentet og Kommissionen og således har konsolideret og styrket forbindelsen mellem de to institutioner i væsentlig grad, hvorved Kommissionen er blevet mere politiseret, hvilket bør føre til øget parlamentarisk kontrol med dens udøvende funktioner;

F.  der henviser til, at Kommissionens formand i henhold til artikel 17 i TEU vælges af Parlamentet på forslag af EU's stats- og regeringschefer under hensyntagen til resultaterne af valget til Europa-Parlamentet og høringerne af Europa-Parlamentet; der henviser til, at artikel 17 i TEU også fastsætter, at den samme procedure skal følges i tilfælde af, at Parlamentet forkaster den foreslåede kandidat, herunder høringen af Parlamentet;

G.  der henviser til, at alle indstillede kommissærer er genstand for en høring forud for indsættelsen af kommissærkollegiet, og at Parlamentet i løbet af hele mandatperioden kan revidere de tilsagn og prioriteter, som de indstillede kommissærer har tilkendegivet at have i forbindelse med deres udnævnelseshøringer, herunder en evaluering af, hvorvidt deres personlige baggrunde kvalificerer dem til at opfylde kravene til embedet;

H.  der henviser til, at traktaterne giver Parlamentet ret til at stemme om et mistillidsvotum til Kommissionen som helhed, men ikke at tilbagekalde sin tillid til en individuel kommissær;

I.  der henviser til, at Parlamentet på trods af kommissærkollegiets kollektive ansvar bør kunne sikre et effektivt politisk tilsyn med hver enkelt kommissærs individuelle arbejde;

J.  der henviser til, at den nylige udnævnelse af Kommissionens nye generalsekretær har givet anledning til alvorlige betænkeligheder angående den rolle og politiske indflydelse, som højtstående tjenestemænd i Kommissionen er tildelt;

K.  der finder, der i forbindelse med udnævnelsen af den nye formand for Kommissionen og kommissærkollegiet i 2019 bør følges en ny, lovmedholdelig procedure for besættelse af stillingen som generalsekretær for Kommissionen;

L.  der henviser til, at Kommissionen traktatmæssigt er forpligtet til regelmæssigt at rapportere til Parlamentet: en gang om året om Unionens almindelige virksomhed (artikel 249 i TEUF); hvert tredje år om anvendelsen af bestemmelserne om ikke-forskelsbehandling og unionsborgerskab (artikel 25 i TEUF); om resultaterne af den multilaterale overvågning af den økonomiske politik (artikel 121, stk. 5, i TEUF); hvert tredje år om de fremskridt, der er gjort med hensyn til socialpolitik (artikel 159 og 161 i TEUF); hvert tredje år om de fremskridt, der er gjort med hensyn til at opnå økonomisk, social og territorial samhørighed (artikel 175 i TEUF); en gang om året om forskningsaktiviteter i Unionen (artikel 190 i TEUF); en gang om året om bekæmpelse af svig (artikel 325 i TEUF), og når der føres forhandlinger med tredjelande eller internationale organisationer (artikel 207 i TEUF);

M.  der henviser til, at Kommissionen derudover, for så vidt angår den afledte lovgivning, har pålæg om at gennemgå og evaluere forskellige direktiver og forordninger og rapportere herom;

N.  der henviser til, at Parlamentet med vedtagelsen af rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen har fået yderligere indflydelse på udformningen af den lovgivningsmæssige dagsorden, som Kommissionen foreslår hvert år i sit arbejdsprogram;

O.  der henviser til, at Parlamentet siden vedtagelsen af Lissabontraktaten er blevet en egentlig medlovgiver på budgetområdet og har ansvaret for at meddele decharge til Kommissionen for gennemførelsen af Unionens budget;

P.  der henviser til, at Parlamentet efter Lissabontraktatens ikrafttræden har fået udvidede kontrolbeføjelser vedrørende EU's eksterne politikker, fordi indgåelsen af internationale aftaler nu kræver dets godkendelse, og derfor har ret til øjeblikkeligt og fuldt ud at blive underrettet af Kommissionen i alle faser af forhandlingerne om sådanne aftaler (artikel 218 i TEUF, artikel 50 i TEU);

Q.  der henviser til, at forhandlingerne med Det Forenede Kongerige om dets udtræden af EU har fundet sted under eksemplarisk gennemsigtighed og inddragelse af Parlamentet;

R.  der henviser til, at omfanget af Parlamentets kontrolbeføjelser er meget forskelligt for henholdsvis delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter; der henviser til, at Parlamentet har ret til at nedlægge veto og/eller til at tilbagekalde delegationen, når der er tale om en delegeret retsakt, hvorimod dets inddragelse i forbindelse med gennemførelsesretsakter er langt mere begrænset;

S.  der henviser til, at EU's nuværende institutionelle struktur og manglen på en præcis definition af den udøvende myndighed i traktaterne gør begrebet "udøvende myndighed" i EU diffust, bl.a. fordi udøvelsen er spredt ud over det europæiske, nationale og regionale niveau;

T.  der henviser til, at et stærkere samarbejde mellem Europa-Parlamentet og de nationale og regionale parlamenter i overensstemmelse med deres respektive forfatningsmæssige beføjelser og i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2 i TEU er afgørende for at adressere spørgsmålet om parlamentarisk kontrol med udøvende funktioner i forbindelse med gennemførelsen af europæisk lovgivning;

U.  der henviser til, at gennemsigtigheden og den stærke inddragelse af Parlamentet i forhandlingerne med Det Forenede Kongerige har en positiv indflydelse på udfaldet ved at skabe et klima af tillid og sammenhold og derfor bør tjene til inspiration for den fremtidige praksis for internationale forhandlinger;

De vigtigste konklusioner

1.  minder om, at kontrollen med EU-organerne er en af Europa-Parlamentets vigtigste roller, og at Kommissionens pligt til at stå til regnskab over for Parlamentet er et understøttende princip i EU's funktionsmåde og i den interne demokratiske kontrol;

2.  mener, at Parlamentet ikke fuldt ud udnytter alle sine politiske kontrolbeføjelser over for den udøvende myndighed på grund af en række forskellige faktorer, hvoraf nogle er uløseligt forbundet med EU's institutionelle struktur, og andre f.eks. er resultater af den ændrede interinstitutionelle dynamik, som har gjort nogle af instrumenterne vanskelige at anvende eller ikke tilstrækkeligt effektive;

3.  anerkender potentialet i og den vellykkede gennemførelse af Spitzenkandidat-processen, hvorigennem alle de europæiske borgere har direkte indflydelse på valget af Kommissionens formand ved at stemme på den liste, der har deres favorit som spidskandidat; går derfor stærkt ind for at videreføre denne praksis ved de fremtidige EU-valg og opfordrer alle politiske kræfter til at deltage i denne proces;

4.  understreger, at den stærkere politiske forbindelse, der er skabt mellem Parlamentet og Kommissionen som følge af Spitzenkandidat-processen, ikke bør medføre en slækkelse af den parlamentariske kontrol med Kommissionen;

5.  minder om, at intentionen med den tærskel, der er fastsat i traktaterne for et mistillidsvotum, er at sikre, at den effektive anvendelse af dette instrument forbeholdes for alvorlige sager; erkender, at muligheden for at stille mistillidsvotum i de fleste parlamentariske demokratier mest tjener som et afskrækkelsesmiddel; foreslår ikke desto mindre, at man i forbindelse med en fremtidig traktatændring overvejer muligheden for at sænke tærsklen i et vist omfang uden at ændre den institutionelle balance, der er fastlagt i traktaterne;

6.  påpeger, at politiseringen af Kommissionen er en direkte følge af de ændringer, der er indført ved Lissabontraktaten; bemærker, at disse ændringer ikke omfattede bestemmelser, som ville gøre det muligt at drage individuelle kommissærer til ansvar;

7.  beklager dybt, at Kommissionen, som Ombudsmanden har udtrykt det, hverken i ånd eller bogstav fulgte de relevante regler ved udnævnelsen af sin generalsekretær;

8.  påpeger, at traktaterne ikke indeholder en klar definition af udøvende myndighed på EU-plan, og at de ansvarlige institutioner varierer inden for de forskellige politikområder, alt efter om de er omfattet af delt kompetence eller hører under Unionens enekompetence;

9.  mener, at det er nødvendigt at indføre et egentligt lovgivningsmæssigt tokammersystem med deltagelse af Rådet og Parlamentet og med Kommissionen i rollen som udøvende myndighed;

10.  påpeger, at Parlamentets rolle som tilsynsførende med den udøvende myndighed suppleres af tilsvarende beføjelser for de nationale parlamenter over for deres egne regeringer, når de beskæftiger sig med EU-sager; er af den opfattelse, at en sådan ansvarliggørelse er hjørnestenen i de nationale parlamenters rolle i EU;

11.  mener, at Parlamentets udøvelse af kontrol med den udøvende myndighed i henhold til artikel 14 i TEU er blevet vanskeliggjort, og undertiden direkte umuliggjort, af manglen på et klart katalog over Unionens kompetencer og politikker og af den flerlagede kompetenceudøvelse på henholdsvis europæisk, nationalt og regionalt plan;

12.  minder om, at traktaterne ikke tildeler Det Europæiske Råd nogen lovgivende funktioner eller lovgivningsmæssig initiativret; finder det betænkeligt, at Det Europæiske Råd i strid med traktaternes ånd og bogstav i de seneste år har truffet en række vigtige politiske afgørelser uden for traktatens rammer og dermed de facto holdt disse afgørelser uden for Parlamentets tilsyn, hvilket undergraver den demokratiske kontrol, som er afgørende i forbindelse med sådanne EU-politikker;

13.  minder om, at traktaten giver Parlamentet udstrakte beføjelser til at føre politisk kontrol gennem de årlige budget- og dechargeprocedurer;

14.  minder om, at decharge er en årlig politisk procedure, der sikrer efterfølgende demokratisk kontrol med gennemførelsen af Den Europæiske Unions budget i Kommissionens regi på dens eget ansvar og i samarbejde med medlemsstaterne;

15.  fastslår, at dechargeproceduren har vist sig at være et vigtigt redskab, som har haft indflydelse på den positive udvikling af EU's budgetsystem, finansielle styring, formuleringen af EU's prioriteter samt definitionen og gennemførelsen af EU-politikker, og som ligeledes har bidraget til at styrke Parlamentets politiske indflydelse;

16.  understreger, at artikel 318 i TEUF føjer et nyt instrument til værktøjskassen i forbindelse med budgetdecharge: evalueringen af Unionens finanser på grundlag af de resultater, der er opnået;

17.  noterer sig med bekymring, at der ikke findes egentlige juridiske sanktionsmuligheder, hvis Parlamentet beslutter sig for ikke at meddele Kommissionen decharge; mener ikke desto mindre, at manglende meddelelse af decharge sender et stærkt politisk signal, eftersom dette indebærer, at Parlamentet ikke har tilstrækkelig tillid til Kommissionens ansvarlighed, og at Kommissionen derfor ikke bør undlade at reagere, men iværksætte en opfølgning i form af endegyldige foranstaltninger for at forbedre situationen;

18.  beklager, at manglen på loyalt samarbejde fra Rådets side ikke gør det muligt for Parlamentet at kontrollere Rådets budget via den institutionelle dechargeprocedure, og at denne situation er en grov tilsidesættelse af forpligtelserne i traktaten, som fastsætter, at Parlamentet skal kontrollere hele Unionens budget;

19.  foreslår med henblik på at udvide Parlamentets kontrolbeføjelser til hele Unionens budget, at der indledes forhandlinger mellem Rådet, Kommissionen og Parlamentet med henblik på at sikre, at Parlamentet har ret til at få adgang til oplysninger om, hvordan Rådet gennemfører sit budget, enten direkte eller via Kommissionen, og at Rådet besvarer skriftlige spørgsmål fra Parlamentet og deltager i høringer og debatter om gennemførelsen af dets budget; mener, at Parlamentet, hvis disse forhandlinger skulle slå fejl, kun bør meddele decharge til Kommissionen og i den samlede decharge bør inkludere særskilte beslutninger om Unionens forskellige institutioner, organer og agenturer, så det sikres, at ingen sektion af EU's budget gennemføres uden behørig kontrol;

20.  minder om, at institutionerne endnu ikke har levet op til deres forpligtelse til at fastlægge kriterier for afgrænsningen af anvendelsen af delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, selv om den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning har forbedret gennemsigtigheden af proceduren for delegerede retsakter;

21.  minder om, at Kommissionen i henhold til finansforordningens artikel 247 senest den 31. juli i det efterfølgende regnskabsår sender Parlamentet et integreret sæt af rapporter om regnskab og ansvarlighed, der navnlig indeholder det endelige konsoliderede årsregnskab, den årlige forvaltnings- og effektivitetsrapport samt evalueringen af Unionens finanser på grundlag af de opnåede resultater, jf. artikel 318 i TEUF; insisterer på, at den årlige forvaltnings- og effektivitetsrapport skal indeholde en vurdering af alle de forebyggende og afhjælpende foranstaltninger, der er truffet for at hindre, at finansiel støtte bliver offer for korruption eller interessekonflikter;

Henstillinger

22.  foreslår, at instrumenterne for ansvarliggørelse af Kommissionen og tilsyn med forvaltningen bør kombineres for at maksimere effektiviteten af begge;

23.  insisterer på, at Parlamentets lovgivningsmæssige beføjelser og tilsynsrettigheder skal garanteres, konsolideres og styrkes, herunder gennem interinstitutionelle aftaler og ved, at Kommissionen anvender det relevante retsgrundlag;

24.  mener, at det er nødvendigt, at Parlamentet reformerer sine arbejdsmetoder med henblik på at styrke udøvelsen af sine politiske kontrolfunktioner over for Kommissionen;

25.  opfordrer Kommissionen til at tage mere seriøst hensyn til de lovgivningsinitiativer, som Parlamentet lancerer i henhold til artikel 225 i TEUF; opfordrer den næste kommissionsformand til at forpligte sig til at opfylde dette mål og bifalder de respektive erklæringer fra Spitzenkandidaten desangående; ønsker at se flere initiativer udmøntet i lovgivningsmæssige forslag; minder om, at Kommissionen i henhold til artikel 10 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning er forpligtet til at tage anmodninger om forslag til EU-retsakter under omgående og detaljeret behandling;

26.  roser Kommissionen for dens positive opfølgning af de henstillinger, som Parlamentet afgav i sin beslutning af 16. februar 2017 om forbedring af Den Europæiske Unions funktionsmåde på grundlag af Lissabontraktatens potentiale;

27.   mener, at selv om Parlamentet ikke har nogen formel initiativret i henhold til de nuværende traktater, bør muligheden for at give det ret til at tage lovgivningsmæssige initiativer seriøst overvejes i forbindelse med en fremtidig traktatændring;

28.  opfordrer til udveksling af bedste praksis for parlamentarisk kontrol mellem nationale parlamenter, såsom afholdelse af regelmæssige debatter mellem de respektive ministre og fagudvalgene i de nationale parlamenter før og efter samlinger i Rådet og med kommissærerne under passende omstændigheder og i en passende tidsramme samt møder mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter; tilskynder til regelmæssig udveksling af embedsmænd fra institutionerne og de politiske gruppers medarbejdere mellem Europa-Parlamentets og de nationale parlamenters forvaltninger, Det Europæiske Regionsudvalg og de regioner i medlemsstaterne, der har lovgivningskompetence;

29.  mener, at indførelse af en årlig europæisk uge vil gøre det muligt for MEP'er og kommissærer, navnlig næstformændene med ansvar for klynger, at møde op i alle de nationale parlamentariske forsamlinger for at drøfte og forklare den europæiske dagsorden sammen med nationale parlamentsmedlemmer og repræsentanter fra civilsamfundet; mener, at et sådant initiativ kan styrke den demokratiske kontrol med Kommissionen som foreskrevet i Lissabontraktaten;

30.  opfordrer Parlamentet til at styrke sin kapacitet til at kontrollere udarbejdelsen og gennemførelsen af delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter;

31.  bifalder den indsats, som de tre institutioner for tiden gør for at opstille klare kriterier for afgrænsning af brugen af delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter; opfordrer til, at disse kriterier tages i brug så hurtigt som muligt;

32.  opfordrer de nationale parlamenter samt i relevant omfang de regionale parlamenter til at øge deres kapacitet til at føre kontrol med deres regeringer, når de træffer beslutninger eller foreslår bestemmelser med henblik på at gennemføre eller delegere EU-lovgivning;

33.  mener, at det i forbindelse med en fremtidig traktatændring vil være nødvendigt at gøre det lettere at drage de enkelte kommissærer til ansvar over for Parlamentet i hele deres mandatperiode ved at bygge videre på de noget begrænsede eksisterende muligheder, der findes i rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen;

34.  opfordrer Kommissionen og Rådet til i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde at gå ind i en politisk dialog om Parlamentets forslag til en forordning om undersøgelsesbeføjelsen med henblik på at give Parlamentet effektive beføjelser, der kan sætte det i stand til at anvende dette basale parlamentariske kontrolinstrument over for den udøvende myndighed, som er helt uundværligt for de parlamentariske systemer overalt i verden;

35.  er overbevist om nytten af parlamentariske forespørgsler som tilsynsværktøj; mener derfor, at det er nødvendigt at foretage en grundig vurdering af kvaliteten af de svar, som Kommissionen giver på medlemmernes spørgsmål, samt af kvantiteten og kvaliteten af de spørgsmål, der stilles af medlemmerne;

36.  anser spørgetiden for at være et vigtigt element i den parlamentariske kontrol med den udøvende myndighed; anmoder Formandskonferencen om igen at sætte spørgetiden på dagsordenen for plenarmødet i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 129;

37.  opfordrer endnu en gang Kommissionen til at revidere sine administrative procedurer for udnævnelse af dens generalsekretær, generaldirektører og direktører med henblik på at sikre, at de bedste kandidater udvælges på grundlag af størst mulig åbenhed og lige muligheder;

o
o   o

38.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes nationale parlamenter og Det Europæiske Regionsudvalg.

(1) EUT C 252 af 18.7.2018, s. 215.
(2) EUT C 252 af 18.7.2018, s. 201.
(3) EUT C 463 af 21.12.2018, s. 89.
(4) EUT C 443 af 22.12.2017, s. 39.

Seneste opdatering: 27. januar 2020Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik