Indeks 
Vedtagne tekster
Tirsdag den 26. marts 2019 - StrasbourgEndelig udgave
Anmodning om ophævelse af Jørn Dohrmanns immunitet
 Adgang til indbringelse af sager til varetagelse af forbrugernes kollektive interesser ***I
 Protokol til Euro-Middelhavsaftalen mellem EU og Israel (Kroatiens tiltrædelse) ***
 Den omfattende aftale mellem EU og Usbekistan
 Afskaffelse af sæsonbestemte tidsomstilinger ***I
 Fælles regler for det indre marked for elektricitet ***I
 Indre marked for elektricitet ***I
 Den Europæiske Unions Agentur for Samarbejde mellem Energitilsynsmyndigheder ***I
 Risikoberedskab i elsektoren ***I
 Mærkning af dæk for så vidt angår brændstofeffektivitet og andre vigtige parametre ***I
 Ophavsret på det digitale indre marked ***I
 Aftaler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester ***I
 Aftaler om salg af varer ***I
 Fiskeri i aftaleområdet for GFCM (Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet) ***I
 Tilpasning af rapporteringsforpligtelserne på det miljøpolitiske område ***I
 Særlige regler vedrørende de største tilladte længder af førerhuse ***I
 Benchmarks for lille CO2-effekt og benchmarks for positiv CO2-effekt ***I
 Særlige bestemmelser for målet om europæisk territorialt samarbejde (Interreg) ***I
 Grundlæggende rettigheder for mennesker af afrikansk afstamning
 Betænkning om økonomisk kriminalitet, skatteunddragelse og skatteundgåelse
 Den institutionelle rammeaftale mellem EU og Schweiz
 Decharge 2017: EU's almindelige budget - Kommissionen og forvaltningsorganerne
 Decharge 2017: Revisionsrettens særberetninger i forbindelse med decharge til Kommissionen for regnskabsåret 2017
 Decharge 2017: EU's almindelige budget – 8., 9.,10. og 11. EUF
 Decharge 2017: EU's almindelige budget - Europa-Parlamentet
 Decharge 2017: EU's almindelige budget - Det Europæiske Råd og Rådet
 Decharge 2017: EU's almindelige budget - Domstolen
 Decharge 2017: EU's almindelige budget - Revisionsretten
 Decharge 2017: EU's almindelige budget - Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
 Decharge 2017: EU's almindelige budget - Regionsudvalget
 EU's almindelige budget - Tjenesten for EU's Optræden Udadtil
 Decharge 2017: EU's almindelige budget - Den Europæiske Ombudsmand
 Decharge 2017: EU's almindelige budget - Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse
 Decharge 2017: resultater, økonomisk forvaltning og kontrol med EU's agenturer
 Decharge 2017: Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER)
 Decharge 2017: Støttekontoret for Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC)
 Decharge 2017: Oversættelsescentret for Den Europæiske Unions Organer (CdT)
 Decharge 2017: Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (Cedefop)
 Decharge 2017: Den Europæiske Unions Agentur for Uddannelse inden for Retshåndhævelse (Cepol)
 Decharge 2017: Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA)
 Decharge 2017: Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO)
 Decharge 2017: Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA)
 Decharge 2017: Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC)
 Decharge 2017: Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA)
 Decharge 2017: Det Europæiske Miljøagentur (EEA)
 Decharge 2017: EU-Fiskerikontrolagenturet (EFCA)
 Decharge 2017: Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA)
 Decharge 2017: Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (EIGE)
 Decharge 2017: Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA)
 Decharge 2017: Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT)
 Decharge 2017: Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA)
 Decharge 2017: Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug (EMCDDA)
 Decharge 2017: Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed (EMSA)
 Decharge 2017: Den Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA)
 Decharge 2017: Den Europæiske Unions Jernbaneagentur (ERA)
 Decharge 2017: Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA)
 Decharge 2017: Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut (ETF)
 Decharge 2017: Det Europæiske Agentur for den Operationelle Forvaltning af Store IT-Systemer inden for Området med Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed (eu-LISA)
 Decharge 2017: Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur (EU-OSHA)
 Decharge 2017: Euratoms Forsyningsagentur (ESA)
 Decharge 2017: Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene (Eurofound)
 Decharge 2017: Den Europæiske Unions Enhed for Retligt Samarbejde (Eurojust)
 Decharge 2017: Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol)
 Decharge 2017: Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA)
 Decharge 2017: Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning (Frontex)
 Decharge 2017: Det Europæiske GNSS-Agentur (GSA)
 Decharge 2017: Fællesforetagendet for biobaserede industrier (BBI)
 Decharge 2017: Fællesforetagendet Clean Sky 2
 Decharge 2017: Fællesforetagendet for elektronikkomponenter og -systemer for europæisk lederskab (ECSEL)
 Decharge 2017: Fællesforetagendet for brændselsceller og brint 2 (BCB 2)
 Decharge 2017: Fællesforetagendet for initiativet om innovative lægemidler 2 (IMI)
 Decharge 2017 - Fællesforetagendet for ITER og fusionsenergiudvikling
 Decharge 2017: SESAR-fællesforetagendet
 Decharge 2017: Fællesforetagendet Shift2Rail

Anmodning om ophævelse af Jørn Dohrmanns immunitet
PDF 120kWORD 45k
Europa-Parlamentets afgørelse af 26. marts 2019 om anmodning om ophævelse af Jørn Dohrmanns immunitet (2018/2277(IMM))
P8_TA(2019)0221A8-0178/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til anmodning af 6. november 2018 fra Danmarks justitsminister om ophævelse af Jørn Dohrmanns immunitet i forbindelse med tiltalerejsning for overtrædelse af § 260, stk. 1, nr. 1, § 291, stk. 1, og § 293, stk. 1, sammenholdt med § 21, i den danske straffelov, hvilken anmodning er fremsendt af Danmarks faste repræsentant ved Den Europæiske Union, og hvorom der blev givet meddelelse på plenarmødet den 28. november 2018,

–  der har hørt Jørn Dohrmann, jf. forretningsordenens artikel 9, stk. 6,

–  der henviser til artikel 9 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter samt artikel 6, stk. 2, i akten af 20. september 1976 om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet,

–  der henviser til de domme, som Den Europæiske Unions Domstol har afsagt den 12. maj 1964, 10. juli 1986, 15. og 21. oktober 2008, 19. marts 2010, 6. september 2011 og 17. januar 2013(1),

–  der henviser til § 57 i Danmarks Riges Grundlov,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 5, stk. 2, artikel 6, stk. 1, og artikel 9,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A8-0178/2019),

A.  der henviser til, at Statsadvokaten i Viborg har indgivet en anmodning om ophævelse af immuniteten for Jørn Dohrmann, medlem af Europa-Parlamentet valgt for Danmark, i forbindelse med lovovertrædelser som omhandlet i § 260, stk. 1, nr. 1, § 291, stk. 1, og § 293, stk. 1, sammenholdt med § 21, i den danske straffelov; der navnlig henviser til, at sagen vedrører påstået ulovlig tvang, hærværk og forsøg på brugstyveri af en genstand tilhørende en anden person;

B.  der henviser til, at Jørn Dohrmann den 26. april 2017 uden for sin private bopæl i Vamdrup tiltvang sig et kamera fra en kameramand, som filmede hans hus fra en afstand på ca. 195 m med henblik på at anvende de opnåede optagelser i en TV-dokumentarfilm om nogle danske medlemmer af Europa-Parlamentet; der henviser til, at Jørn Dohrmann truede med at smadre kameraet; der henviser til, at han beskadigede det omhandlede kamera, herunder dets mikrofon, skærm og kabel; der henviser til, at han tog kameraet og hukommelseskortet i besiddelse i den hensigt at gøre uberettiget brug af det ved at gennemse indholdet, men at han blev forhindret heri, da politiet rettede henvendelse på adressen og fik udleveret kameraet og hukommelseskortet, som han havde taget ud af kameraet;

C.  der henviser til, at kameramanden i første omgang blev sigtet for overtrædelse af den danske straffelovs § 264 a for uberettiget at have fotograferet personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted; der henviser til, at Statsadvokaten indstillede, at påtale blev opgivet under henvisning til, at der ikke kunne statueres det til domfældelse for overtrædelse af straffelovens § 264 a fornødne forsæt;

D.  der henviser til, at Sydøstjyllands Politi har gjort opmærksom på, at den virksomhed, hvor journalisten er ansat, og som er ejer af kameraet, har rejst et erstatningskrav på 14 724,71 DKK i forbindelse med sagen, og at det er udgangspunktet, at sager om hærværk, tyveri, brugstyveri eller lignende, hvor der er påstand om bødestraf, afgøres indenretligt, hvis forurettede har et erstatningskrav.

E.  der henviser til, at Statsadvokaten i første omgang henstillede, at der blev fastsat en bøde på 20 000 DKK i sagen mod Jørn Dohrmann i stedet for en frihedsstraf, uden at der blev rejst tiltale;

F.  der henviser til, at Jørn Dohrmann nægtede de forhold, som han er tiltalt for; der henviser til, at det ifølge Rigsadvokaten da ville være inkonsekvent at søge sagen afgjort ved et udenretligt bødeforlæg;

G.  der henviser til, at den kompetente myndighed for at kunne rejse tiltale mod Jørn Dohrmann har indgivet en anmodning om ophævelse af hans immunitet;

H.  der henviser til, at Europa-Parlamentets medlemmer i henhold til artikel 9 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter på deres eget lands område nyder de immuniteter, der tilstås medlemmerne af deres lands lovgivende forsamling;

I.  der henviser til, at det følger af den danske grundlovs § 57, stk. 1, at intet medlem af Folketinget uden dettes samtykke kan tiltales eller underkastes fængsling af nogen art, medmindre vedkommende er grebet på fersk gerning; der henviser til, at bestemmelsen alene beskytter imod offentlig strafferetlig tiltale, men ikke mod straffesager med privat påtale; der henviser til, at hvis betingelserne er opfyldt for at afgøre en sag med et udenretligt bødeforlæg, er Folketingets samtykke ikke nødvendigt;

J.  der henviser til, at rækkevidden af den immunitet, som medlemmer af Folketinget nyder godt af, reelt svarer til rækkevidden af den immunitet, som medlemmer af Europa-Parlamentet nyder godt af i henhold til artikel 8 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter; der henviser til, at Den Europæiske Unions Domstol har fastslået, at en meningstilkendegivelse for at være omfattet af immuniteten skal være fremsat af et medlem af Europa-Parlamentet under udøvelsen af dette medlems hverv, hvilket således forudsætter, at der foreligger en forbindelse mellem den udtrykte meningstilkendegivelse og det parlamentariske hverv; der henviser til, at en sådan forbindelse skal være direkte og klar;

K.  der henviser til, at de påståede handlinger ikke vedrører meningstilkendegivelser eller stemmeafgivelser under udøvelsen af hvervet som medlem af Europa-Parlamentet som omhandlet i artikel 8 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter og derfor ikke har nogen klar eller direkte indflydelse på Jørn Dohrmanns udøvelse af sit hverv som medlem af Europa-Parlamentet;

L.  der henviser til, at der ikke noget bevis for eller nogen grund til at nære mistanke om fumus persecutionis;

1.  vedtager at ophæve Jørn Dohrmanns immunitet;

2.  pålægger sin formand straks at sende denne afgørelse og det kompetente udvalgs betænkning til Danmarks justitsminister og Jørn Dohrmann.

(1) Domstolens dom af 12. maj 1964, Wagner mod Fohrmann og Krier, 101/63, ECLI:EU:C:1964:28; Domstolens dom af 10. juli 1986, Wybot mod Faure m.fl., 149/85, ECLI:EU:C:1986:310; Rettens dom af 15. oktober 2008, Mote mod Parlamentet, T-345/05, ECLI:EU:T:2008:440; Domstolens dom af 21. oktober 2008, Marra mod De Gregorio og Clemente, C-200/07 og C-201/07, ECLI:EU:C:2008:579; Rettens dom af 19. marts 2010, Gollnisch mod Parlamentet, T-42/06, ECLI:EU:T:2010:102; Domstolens dom af 6. september 2011, Patriciello, C-163/10, ECLI:EU:C:2011:543; Rettens dom af 17. januar 2013, Gollnisch mod Parlamentet, T-346/11 og T-347/11, ECLI:EU:T:2013:23..


Adgang til indbringelse af sager til varetagelse af forbrugernes kollektive interesser ***I
PDF 298kWORD 89k
Beslutning
Konsolideret tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 26. marts 2019 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til indbringelse af sager til varetagelse af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF (COM(2018)0184 – C8-0149/2018 – 2018/0089(COD))
P8_TA(2019)0222A8-0447/2018

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2018)0184),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0149/2018),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til de forelagte begrundede udtalelser inden for rammerne af protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet af det østrigske Forbundsråd og den svenske Riksdag, som hævder, at udkastet til lovgivningsmæssig retsakt ikke overholder nærhedsprincippet,

–  der henviser til udtalelse af 20. september 2018 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

–  der henviser til udtalelse af 10. oktober 2018 fra Regionsudvalget(2),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelser fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og Transport- og Turismeudvalget (A8-0447/2018),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 26. marts 2019 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) .../... om adgang til indbringelse af sager til varetagelse af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF

P8_TC1-COD(2018)0089


(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(3),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget(4),

efter den almindelige lovgivningsprocedure(5), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Formålet med dette direktiv er at gøre det muligt for godkendte repræsentative organisationer/organer, der repræsenterer forbrugernes kollektive interesser, at søge genopretning via sager til varetagelse af forbrugerinteresser i tilfælde af overtrædelser af EU-retten. De godkendte repræsentative organisationer/organer bør kunne anmode om at få bragt en overtrædelse til ophør eller få den forbudt og at få fastslået, at der forelå en overtrædelse og søge genopretning i form af kompensation, tilbagebetaling af den tilsvarende pris, afhjælpning, udskiftning, fjernelse forholdsmæssigt afslag eller ophævelse af kontrakten afhængigt af den nationale lovgivning. [Ændring 1]

(2)  Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2009/22/EF(6) gjorde det muligt for godkendte repræsentative organisationer/organer at rejse sager til varetagelse af forbrugerinteresser hovedsageligt med henblik på at bringe overtrædelser af EU-lovgivningen, som skader forbrugernes kollektive interesser, til ophør eller at forbyde disse. I direktivet blev der imidlertid ikke i tilstrækkelig grad taget fat på at løfte udfordringerne i forbindelse med håndhævelse af forbrugerlovgivningen. For i højere grad at afskrække erhvervsdrivende fra ulovlig praksis, fremme god og ansvarlig forretningspraksis og mindske ulemperne for forbrugerne er det nødvendigt at styrke mekanismen til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser. I lyset af det store antal ændringer er det af klarhedshensyn hensigtsmæssigt at erstatte direktiv 2009/ 722 22/EF. Der er et stort behov for Unionens indsats i henhold til artikel 114 i TEUF for at sikre både adgang til domstolene og god retspleje, da det vil reducere omkostningerne og byrden ved individuelle sager. [Ændring 2]

(3)  Sager til varetagelse af forbrugerinteresser bør sikre en effektiv og målrettet måde, hvorpå forbrugernes kollektive interesser kan beskyttes mod såvel interne som grænseoverskridende overtrædelser. De bør gøre det muligt for godkendte repræsentative organisationer/organer at tage initiativer med henblik på at sikre overholdelsen af de relevante EU-retlige bestemmelser og at overvinde de hindringer, forbrugere står over for i forbindelse med individuelle sager såsom usikkerheden om deres rettigheder og de tilgængelige proceduremæssige mekanismer, tidligere erfaringer med, at klager ikke har givet resultater, alt for langvarige procedurer, de psykologiske barrierer for at indbringe sager og det negative forhold mellem de forventede udgifter og fordele ved at indlede en individuel sag, hvorved retssikkerheden forbedres for såvel sagsøgte som sagsøger og for retssystemet. [Ændring 3]

(4)  Det er vigtigt at sikre den nødvendige balance mellem domstolsadgang og proceduremæssige garantier for at undgå misbrug af adgangen til at rejse en sag, som med urette kunne hindre virksomhedernes mulighed for at drive forretning i det indre marked. For at forhindre misbrug af sager til varetagelse af forbrugerinteresser bør elementer såsom erstatning med karakter af bod og fraværet af forældelsesfrister med hensyn til retten til at rejse sager på vegne af skadelidte forbrugere undgås, og der bør fastsættes klare regler for de forskellige proceduremæssige aspekter såsom udpegelsen af godkendte repræsentative organisationer/organer, hvorfra deres midler hidrører, og arten af de oplysninger, der kræves til støtte for sager til varetagelse af forbrugerinteresser. Dette direktiv Den tabende part bør bære sagsomkostningerne. Retsinstansen eller domstolen bør dog ikke berøre nationale regler vedrørende fordelingen af sagsomkostningerne tilkende den tabende part omkostningerne, hvis disse er pådraget unødvendigt eller ikke står i et rimeligt forhold til kravets værdi. [Ændring 4]

(5)  Overtrædelser, der påvirker forbrugernes kollektive interesser, har ofte virkninger, der går på tværs af grænserne. Mere effektive og målrettede sager til varetagelse af forbrugerinteresser i hele Unionen bør øge forbrugernes tillid til det indre marked og sætte dem i stand til at udøve deres rettigheder.

(6)  Dette direktiv bør dække en lang række områder såsom databeskyttelse, finansielle tjenesteydelser, rejser og turisme, energi, telekommunikation og , miljø og sundhed. Det bør modvirke overtrædelser af EU-rettens bestemmelser, som beskytter forbrugernes kollektive interesser, uanset om forbrugerne benævnes forbrugere eller rejsende, brugere, kunder, privatinvestorer, detailkunder eller andet i den relevante EU-ret, og de kollektive interesser hos registrerede som omhandlet i persondataforordningen. For at sikre en hensigtsmæssig reaktion på overtrædelser af EU-retten, hvis form og omfang hurtigt forandrer sig, bør det hver gang, en ny EU-retsakt, der er relevant for beskyttelsen af forbrugernes kollektive interesser, vedtages, overvejes, om bilaget til dette direktiv bør ændres for at sikre, at retsakten er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde. [Ændring 5]

(6a)  Dette direktiv finder anvendelse på sager til varetagelse af forbrugerinteresser, der er knyttet til de EU-retlige bestemmelser, der er opført i bilag I. Varetagelsen af interesserne begynder, når to forbrugere er berørt. [Ændring 6]

(7)  Kommissionen har vedtaget forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 261/2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og forordning (EF) nr. 2027/97 om luftfartsselskabers erstatningsansvar ved luftbefordring af passagerer og deres bagage og Europa-Parlamentets og Rådets forordning om jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser. Det er derfor hensigtsmæssigt at fastsætte bestemmelser om, at Kommissionen et år efter dette direktivs ikrafttrædelse skal vurdere, om EU-reglerne for så vidt angår fly- og jernbanepassagerers rettigheder sikrer et passende forbrugerbeskyttelsesniveau i forhold til det, der sikres i dette direktiv, og drager de nødvendige konklusioner med hensyn til dette direktivs anvendelsesområde.

(8)  Dette direktiv, der bygger på direktiv 2009/22/EF, bør omfatte nationale og grænseoverskridende overtrædelser, navnlig når de forbrugere, der er berørt af en overtrædelse, bor i en eller flere andre medlemsstater end den, hvor den erhvervsdrivende, der overtræder lovgivningen, er etableret. Det bør også omfatte overtrædelser, der ophørte, før sagen til varetagelse af forbrugerinteresser blev indledt eller afsluttet, da det stadig kan være nødvendigt for at forhindre en gentagelse af praksis at fastslå, at en given praksis udgjorde en overtrædelse, og at lette forbrugernes klageadgang.

(9)  I dette direktiv bør der ikke fastsættes internationale privatretlige regler vedrørende kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser eller håndhævelse af gældende lovgivning. De eksisterende EU-retsakter gælder for de sager til varetagelse af forbrugerinteresser, der er omhandlet i dette direktiv, og forhindrer enhver stigning i forumshopping. [Ændring 7]

(9a)  Dette direktiv bør ikke påvirke anvendelsen af EU-regler om international privatret i grænseoverskridende sager. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (omarbejdning – Bruxelles I), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II) finder anvendelse på de sager til varetagelse af forbrugerinteresser, der er omhandlet i dette direktiv. [Ændring 8]

(10)  Da kun godkendte repræsentative organisationer/organer kan indbringe sager til varetagelse af forbrugerinteresser, bør de for at sikre, at forbrugernes kollektive interesser varetages på hensigtsmæssig vis, opfylde de kriterier, der er fastsat i dette direktiv. De skal navnlig være forskriftsmæssigt oprettet i henhold til en medlemsstats lovgivning, som kunne bør omfatte krav til antallet af medlemmer, varigheden af deres beståen eller til eksempelvis gennemsigtigheden, hvad angår relevante aspekter af deres struktur såsom deres konstituerende vedtægter, forvaltningsstruktur, mål og arbejdsmetoder. De bør ikke virke med fortjeneste for øje og have en beskyttelsesværdig interesse i at sikre overholdelsen af EU-retten. Disse kriterier bør gælde for både Desuden skal de godkendte repræsentative organisationer/organer være uafhængige af markedsoperatørerne, også økonomisk. De godkendte repræsentative organisationer/organer, der er udpeget på forhånd, og ad hoc-organisationer/organer, der er oprettet med henblik på en bestemt sag skal ligeledes have en fastsat procedure til forebyggelse af interessekonflikter. Medlemsstaterne må ikke pålægge kriterier, der går længere end de kriterier, som er fastlagt i dette direktiv. [Ændring 9]

(11)  Navnlig uafhængige offentlige organer og forbrugerorganisationer bør spille en aktiv rolle med hensyn til at sikre overholdelsen af de relevante EU-retlige bestemmelser og er også velegnede til at fungere som godkendte organisationer/organer. Da disse organisationer/organer har adgang til forskellige informationskilder vedrørende erhvervsdrivendes praksis i forhold til forbrugerne og har forskellige prioriteter, hvad angår deres virksomhed, bør medlemsstaterne frit kunne beslutte, hvilken type foranstaltninger hver af disse godkendte organisationer/organer kan træffe i forbindelse med sager til varetagelse af forbrugerinteresser.

(12)  Da både retslige og administrative procedurer effektivt og målrettet kan tjene til at beskytte forbrugernes kollektive interesser, overlades det til medlemsstaterne at beslutte, om sager til varetagelse af forbrugerinteresser skal indbringes for retsinstanser eller forvaltningsmyndigheder eller begge dele afhængigt af det relevante lovområde eller den pågældende økonomiske sektor. Dette vil ikke berøre retten til adgang til effektive retsmidler som fastsat i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, i henhold til hvilken medlemsstaterne skal sikre, at forbrugere og erhvervsdrivende har ret til adgang til effektive retsmidler for en domstol i forbindelse med en hvilken som helst administrativ afgørelse, der er truffet i henhold til de nationale bestemmelser, hvorved dette direktiv gennemføres. Det skal omfatte muligheden for, at parterne under overholdelse af national lovgivning kan opnå en afgørelse om suspension af fuldbyrdelsen af den omtvistede afgørelse.

(13)  For at øge den proceduremæssige effektivitet af sager til varetagelse af forbrugerinteresser bør de godkendte organisationer/organer have mulighed for at søge at opnå forskellige foranstaltninger inden for rammerne af en enkelt sag til varetagelse af forbrugerinteresser eller inden for særskilte sager til varetagelse af forbrugerinteresser. Disse foranstaltninger bør omfatte midlertidige foranstaltninger med henblik på at bringe en aktuel praksis til ophør eller forbyde en påtænkt praksis, hvis denne endnu ikke er blevet fulgt, men hvor der er risiko for, at den vil medføre alvorlige eller uoprettelige tab for forbrugerne, foranstaltninger, hvorved det fastslås, at en given praksis udgør en overtrædelse af lovgivningen, og som om nødvendigt bringer denne praksis til ophør eller forhindrer den fremover, samt foranstaltninger, der fjerner de fortsatte virkninger af overtrædelsen, herunder genopretning. Hvis godkendte organisationer/organer søger at opnå dette inden for rammerne af en enkelt sag, bør de kunne søge at opnå alle relevante foranstaltninger på det tidspunkt, hvor sagen indbringes, eller først søge at opnå en afgørelse om pålæg og derefter eventuelt en afgørelse med henblik på opnåelse af genopretning.

(14)  Afgørelser om pålæg har til formål at beskytte forbrugernes kollektive interesser uafhængigt af det faktiske tab eller den faktiske skade, den enkelte forbruger har lidt. Ved afgørelser om pålæg kan erhvervsdrivende tilpligtes at træffe særlige foranstaltninger såsom at give forbrugere de oplysninger, som de tidligere undlod at give dem, selv om det var i strid med deres lovbestemte forpligtelser. Om der træffes afgørelser, hvorved det fastslås, at en praksis udgør en overtrædelse, bør ikke afhænge af, om den pågældende praksis blev fulgt forsætligt eller uagtsomt.

(15)  Den godkendte organisation/det godkendte organ, der indleder en sag til varetagelse af forbrugerinteresser efter dette direktiv, bør være part i sagen. De forbrugere, der er berørt af overtrædelsen, bør have passende mulighed for at drage fordel af oplysninger om de relevante udfald af sager til varetagelse af forbrugerinteresser, og om, hvordan de kan drage fordel heraf. Afgørelser om pålæg, der træffes efter dette direktiv, bør ikke påvirke de individuelle sager, der indbringes af forbrugere, der har lidt tab som følge af den praksis, der er omfattet af afgørelsen. [Ændring 10]

(16)  De godkendte repræsentative organisationer/organer bør søge at opnå foranstaltninger, der tager sigte på at fjerne de fortsatte virkninger af overtrædelsen. Disse foranstaltninger bør have form af afgørelser, som pålægger den erhvervsdrivende blandt andet at yde kompensation, afhjælpning eller , udskiftning eller fjernelse, give et forholdsmæssigt afslag, ophæve kontrakten eller tilbagebetale den betalte pris afhængigt af situationen og af national lovgivning. [Ændring 11]

(17)  Den kompensation, som forbrugere, der har lidt tab i situationer med mange skadelidte, får, bør ikke overstige det beløb, som den erhvervsdrivende skylder efter gældende national lovgivning eller EU-retten for at dække det faktiske tab, de har lidt. Navnlig bør det undgås at tilkende erstatning med karakter af bod, som medfører overkompensation til den skadelidte, der har rejst sagen.

(18)  Medlemsstaterne kan bør kræve, at de godkendte repræsentative organisationer/organer fremlægger tilstrækkelige oplysninger til at understøtte sager til varetagelse af forbrugerinteresser med henblik på genopretning, herunder en beskrivelse af den gruppe af forbrugere, der er berørt af overtrædelsen og spørgsmålene om de faktiske og retlige omstændigheder, der skal besvares inden for rammerne af sagerne til varetagelse af forbrugerinteresser. Det skal ikke kræves af den godkendte organisation/det godkendte organ, at den/det kan udpege hver enkelt forbruger, der er berørt af en overtrædelse, for at kunne rejse en sag. I forbindelse med sager til varetagelse af forbrugerinteresser vil en retsinstans eller en forvaltningsmyndighed tidligst muligt i sagen skulle kontrollere, om den er egnet som en sag til varetagelse af forbrugerinteresser i lyset af overtrædelsens art og kendetegnene ved de tab, de berørte forbrugere har lidt. Kravene bør navnlig være påviselige og ensartede, der bør være fællestræk i de foranstaltninger, der søges opnåelse af, og en ordning med tredjemandsfinansiering af den godkendte organisation/det godkendte organ bør være gennemsigtig og uden interessekonflikter. Medlemsstaterne bør også sikre, at retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden har beføjelse til at afvise åbenlyst ubegrundede sager tidligst muligt i proceduren. [Ændring 12]

(19)  Medlemsstaterne bør kunne beslutte, om den nationale retsinstans eller forvaltningsmyndighed, der får forelagt en sag til varetagelse af forbrugerinteresser, undtagelsesvis kan træffe en retskonstaterende afgørelse i stedet for en afgørelse med henblik på opnåelse af genopretning, hvad angår den erhvervsdrivendes ansvar over for de forbrugere, der har lidt skade på grund af overtrædelsen, som vil kunne påberåbes direkte i efterfølgende sager til varetagelse af forbrugerinteresser, som rejses af individuelle forbrugere. Denne mulighed bør forbeholdes behørigt begrundede tilfælde, hvor det er kompliceret at bestemme omfanget af den individuelle genopretning, der skal ydes til hver enkelt forbruger, der er berørt af en sag til varetagelse af forbrugerinteresser, og hvor det ikke ville være effektivt at udnytte den inden for rammerene af sagen til varetagelse af forbrugerinteresser. Der bør ikke træffes retskonstaterende afgørelser i situationer, som ikke er komplicerede, navnlig når det er muligt at udpege de berørte forbrugere, og når forbrugerne har lidt tab, der er sammenlignelige i tilknytning til et tidsrum eller et køb. På samme måde bør der ikke træffes retskonstaterende afgørelser, når størrelsen af det tab, de enkelte forbrugere har lidt, er så beskedent, at de enkelte forbrugere sandsynligvis ikke vil kræve individuel genopretning. Retsinstansen eller den nationale forvaltningsmyndighed bør behørigt begrunde anvendelsen af en retskonstaterende afgørelse i stedet for en afgørelse med henblik på opnåelse af genopretning i en konkret sag. [Ændring 13]

(20)  Når det er muligt at udpege de forbrugere, der er berørt af samme praksis, og de har lidt sammenlignelige tab i tilknytning til et tidsrum eller et køb såsom i tilfælde af langsigtede forbrugeraftaler, kan retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden i løbet af sagen til varetagelse af forbrugerinteresser klart fastslå, hvilken gruppe af forbrugere der er berørt af overtrædelsen. Retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden kan navnlig anmode den erhvervsdrivende, der overtræder reglerne, om at fremlægge relevante oplysninger, såsom hvem de berørte forbrugere er, og hvor længe praksis er blevet fulgt. Af hensyn til hensigtsmæssigheden og effektiviteten bør medlemsstaterne i overensstemmelse med deres nationale lovgivning overveje at give forbrugerne mulighed for direkte at drage nytte af en afgørelse med henblik på opnåelse af genopretning, efter at den er truffet, uden at det kræves, at de hver især formelt tilslutter sig sagen, inden der træffes en sådan afgørelse. [Ændring 14]

(21)  I sager, der drejer sig om mindre beløb, vil de fleste forbrugere sandsynligvis ikke tage skridt til at håndhæve deres rettigheder, fordi indsatsen ikke ville stå i forhold til fordelene for den enkelte forbruger. Hvis samme praksis vedrører en række forbrugere, kan det samlede tab imidlertid være betydeligt. I sådanne tilfælde kan en retsinstans eller en forvaltningsmyndighed anse det for uforholdsmæssigt at fordele midlerne blandt de berørte forbrugere, f.eks. fordi det vil være for dyrt eller ikke muligt i praksis. De midler, der indkommer via betaling af kompensation i sager til varetagelse af forbrugerinteresser, vil derfor bedre kunne anvendes til at beskytte forbrugernes kollektive interesser og bør kanaliseres over mod relevante offentlige formål såsom fonde, der yder retshjælp til forbrugere, oplysningskampagner eller forbrugerbevægelser. [Ændring 15]

(22)  Det er kun muligt at søge at opnå foranstaltninger med henblik på at fjerne de fortsatte virkninger af overtrædelser på grundlag af endelige afgørelser, hvorved det fastslås, at der foreligger en overtrædelse af de EU-retlige bestemmelser, der er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, og som skader forbrugernes kollektive interesser, herunder en endelig afgørelse om pålæg, der træffes inden for rammerne af en sag til varetagelse af forbrugerinteresser. Det er navnlig muligt at søge at opnå foranstaltninger med henblik på at fjerne de fortsatte virkninger af en overtrædelse på grundlag af endelige afgørelser truffet af en retsinstans eller en forvaltningsmyndighed i forbindelse med de håndhævelsesaktiviteter, der er reguleret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2394 af 12. december 2017 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2006/2004(7).

(23)  Dette direktiv indeholder bestemmelser om en fremgangsmåde, som ikke påvirker de regler, der gælder ved fastlæggelsen af forbrugernes materielle rettigheder i forbindelse med aftaleretlige og ikke-aftaleretlige retsmidler, hvis deres interesser er blevet skadet af en overtrædelse såsom retten til erstatning for skader, ophør af kontrakter, tilbagebetaling, udskiftning, fjernelse, afhjælpning eller forholdsmæssigt afslag. Det er kun muligt at rejse en sag til varetagelse af forbrugerinteresser med henblik på opnåelse af genopretning i medfør af dette direktiv, hvis EU-retten eller national lovgivning indeholder bestemmelser om sådanne materielle rettigheder. [Ændring 16]

(24)  Dette direktiv tager sigte på en minimumsharmonisering og erstatter ikke eksisterende nationale mekanismer for kollektive retsmidler med henblik på at opnå genopretning. Under hensyntagen til medlemsstaternes retstraditioner overlades det til dem at beslutte, om de vil udforme de sager til varetagelse af forbrugerinteresser, der er fastsat bestemmelser om i dette direktiv, som en del af en eksisterende eller fremtidig mekanisme for kollektive retsmidler med henblik på at opnå genopretning eller som et alternativ til sådanne mekanismer, for så vidt som den nationale mekanisme er i overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv. Det forhindrer ikke medlemsstaterne i at opretholde deres eksisterende rammer, og det forpligter heller ikke medlemsstaterne til at ændre dem. Medlemsstaterne vil have mulighed for at gennemføre de regler, der er fastsat i dette direktiv, i deres eget system for kollektive retsmidler eller for at gennemføre dem i en særskilt procedure. [Ændring 17]

(25)  Godkendte repræsentative organisationer/organer bør klart fremlægge utvetydige oplysninger om, hvorfra midlerne til finansiering af deres aktiviteter og midlerne til støtte for en konkret sag til varetagelse af forbrugerinteresser med henblik på opnåelse af genopretning hidrører, således at en retsinstans eller en forvaltningsmyndighed kan vurdere, om der eventuelt foreligger en interessekonflikt mellem den tredjemand, der har ydet midlerne, og den godkendte organisation/det godkendte organ, og med henblik på at undgå misbrug af adgangen til at rejse en sag, samt vurdere, om den tredjemand, der har ydet midlerne, godkendte organisation/det godkendte organ har tilstrækkelige midler til at repræsentere de berørte forbrugeres bedste interesser og dække den godkendte organisations/det godkendte organs finansielle forpligtelser alle nødvendige sagsomkostninger, hvis sagen tabes. De oplysninger, som de godkendte organisationer/organer fremlægger tidligst muligt i sagen for den retsinstans eller den forvaltningsmyndighed, der behandler sagen til varetagelse af forbrugerinteresser, bør gøre det muligt for den at vurdere, om tredjemand kan påvirke den godkendte organisations/det godkendte organs sagsskridt generelt og i forbindelse med sagen til varetagelse af forbrugerinteresser, herunder vedrørende forlig, og om tredjemand finansierer sagen til varetagelse af forbrugerinteresser med henblik på opnåelse af genopretning mod en modpart, som er en konkurrent til den, der finansierer sagen, eller en modpart, som den, der yder midlerne, er afhængig af. Hvis nogen af disse omstændigheder bekræftes, bør skal retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden have beføjelse til at kræve, at den godkendte organisation/det godkendte organ afviser at modtage de pågældende finansielle midler, og om nødvendigt ikke acceptere den godkendte organisations/det godkendte organs egenskab i en konkret sag. Medlemsstaterne bør forhindre, at advokatfirmaer opretter godkendte repræsentative organisationer/organer. Indirekte finansiering af sagen gennem donationer, herunder erhvervsdrivendes donationer inden for rammerne af initiativer vedrørende virksomheders sociale ansvar, er berettiget til tredjemandsfinansiering, forudsat at den opfylder de krav om gennemsigtighed, uafhængighed og fravær af interessekonflikter, som er anført i artikel 4 og 7. [Ændring 18]

(26)  Kollektive udenretslige forlig, f.eks. mægling, der har til formål at opnå genopretning for skadelidte forbrugere, bør fremmes både før indbringelsen af sagen til varetagelse af forbrugerinteresser og i en hvilken som helst fase af sagen. [Ændring 19]

(27)  Medlemsstaterne kan fastsætte bestemmelser om, at en godkendt organisation/et godkendt organ og en erhvervsdrivende, der har indgået forlig vedrørende genopretning for de forbrugere, der er berørt af en angivelig ulovlig praksis, som den pågældende erhvervsdrivende har fulgt, i fællesskab kan anmode en retsinstans eller en forvaltningsmyndighed om at godkende forliget. En sådan anmodning bør kun kunne indgives til en retsinstans eller en forvaltningsmyndighed, hvis der ikke verserer en anden sag vedrørende samme praksis. En kompetent retsinstans eller forvaltningsmyndighed, der godkender et sådant kollektivt forlig, skal tage hensyn til alle berørte parters interesser og rettigheder, herunder de enkelte forbrugere. De enkelte berørte forbrugere skal have mulighed for at acceptere eller afvise at være bundet af et sådant forlig. Forlig bør være endelige og bindende for alle parter. [Ændring 20]

(28)  Retsinstansen og forvaltningsmyndigheden bør have beføjelse til at opfordre den erhvervsdrivende, der overtræder lovgivningen, og den godkendte organisation/det godkendte organ, som rejste sagen til varetagelse af forbrugerinteresser, til at indlede forhandlinger med henblik på at nå et forlig om den genopretning, der skal ydes til de berørte forbrugere. Når der træffes beslutning om at opfordre parterne til at bilægge tvisten udenretsligt, bør der tages hensyn til arten af den overtrædelse, sagen vedrører, de berørte forbrugeres karakteristika, den mulige type genopretning, der skal tilbydes, parternes vilje til at indgå forlig og procedurens hensigtsmæssighed.

(29)  For at gøre det lettere for de enkelte forbrugere at søge genopretning på grundlag af endelige retskonstaterende afgørelser vedrørende den erhvervsdrivendes ansvar over for de forbrugere, der har lidt skade på grund af en overtrædelse, som træffes inden for rammerne af sager til varetagelse af forbrugerinteresser, bør den retsinstans eller forvaltningsmyndighed, der har truffet afgørelsen, have beføjelse til at anmode den godkendte organisation/det godkendte organ og den erhvervsdrivende om selv at nå et kollektivt forlig. [Ændring 21]

(30)  Ethvert udenretsligt forlig, der indgås inden for rammerne af en sag til varetagelse af forbrugerinteresser eller på grundlag af en endelig retskonstaterende afgørelse, bør godkendes af den relevante retsinstans eller forvaltningsmyndighed for at sikre, at det er lovligt og rimeligt og tager hensyn til alle berørte parters interesser og rettigheder. De enkelte Forliget er bindende for alle parter, uden at det berører eventuelle yderligere rettigheder til genopretning, som de berørte forbrugere skal have mulighed for at acceptere eller afvise at være bundet af et sådant forlig måtte have i medfør af EU-retten eller national lovgivning. [Ændring 22]

(31)  For at en sag til varetagelse af forbrugerinteresser munder ud i et for forbrugerne tilfredsstillende resultat, er det vigtigt at sikre, at forbrugerne informeres om den. Forbrugerne bør informeres om den verserende sag til varetagelse af forbrugerinteresser, det forhold, at en erhvervsdrivendes praksis anses for at være retsstridig, deres rettigheder, efter at det er fastslået, at der foreligger en overtrædelse, og alle efterfølgende skridt, som de berørte forbrugere, skal tage, navnlig for at opnå genopretning. De omdømmemæssige risici ved at udbrede kendskabet til overtrædelsen er også vigtig for at afskrække erhvervsdrivende fra at tilsidesætte forbrugernes rettigheder.

(32)  For at oplysningerne kan have virkning, bør de være hensigtsmæssige og stå i et rimeligt forhold til sagens omstændigheder. Den erhvervsdrivende, der overtræder lovgivningen, bør Medlemsstaterne bør sikre, at retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden kan kræve, at den tabende part på hensigtsmæssig vis informere informerer alle berørte forbrugere om en endelig afgørelse om pålæg og afgørelser med henblik på opnåelse af genopretning, der træffes inden for rammerne af sagen til varetagelse af forbrugerinteresser, samt om og begge parter i tilfælde af forlig, der er godkendt af en retsinstans eller en forvaltningsmyndighed. Disse oplysninger kan for eksempel gives på den erhvervsdrivendes websted webstedet, sociale medier, elektroniske markedspladser eller i almindeligt læste aviser, navnlig dem, der udelukkende distribueres elektronisk. Forbrugerne bør om muligt informeres individuelt via elektroniske breve eller papirbreve. Disse oplysninger bør på anmodning gives i et format, der er tilgængeligt for handicappede personer. Den tabende part bærer omkostningerne for forbrugerinformation. [Ændring 23]

(32a)   Medlemsstaterne bør opfordres til at oprette et vederlagsfrit nationalt register over sager til varetagelse af kollektive interesser, hvilket kunne styrke gennemsigtighedskravene yderligere. [Ændring 24]

(33)  For at øge retssikkerheden, undgå en uensartet anvendelse af EU-retten og øge effektiviteten og den smidige behandling af sager til varetagelse af forbrugerinteresser og mulige opfølgende sager med henblik på opnåelse af genopretning, bør en overtrædelse eller en ikkeovertrædelse, der er fastslået ved en endelig afgørelse, herunder en endelig afgørelse om pålæg i medfør af dette direktiv, som træffes af en forvaltningsmyndighed eller en retsinstans, ikke kunne prøves i senere retssager vedrørende samme overtrædelse begået af den samme erhvervsdrivende for så vidt angår overtrædelsens art og dens materielle, personlige, tidsmæssige og territoriale omfang som fastslået i den endelige afgørelse være bindende for alle parter, der har deltaget i sagen til varetagelse af forbrugerinteresser. Den endelige afgørelse bør ikke berøre eventuelle yderligere rettigheder til genopretning, som de berørte forbrugere måtte have i medfør af EU-retten eller national lovgivning. Genopretningen, som opnås gennem aftalen, bør også være bindende for alle sager, der indebærer samme praksis, samme erhvervsdrivende og samme forbruger. Hvis en sag med henblik på at opnå foranstaltninger, der fjerner de fortsatte virkninger af overtrædelsen, herunder med henblik på genopretning, rejses i en anden medlemsstat end den, hvor den endelige afgørelse, hvorved det blev fastslået, at der foreligger en overtrædelse eller en ikkeovertrædelse, blev truffet, bør afgørelsen udgøre en afkræftelig formodning om dokumentation for, at der foreligger eller ikke foreligger en overtrædelse i relaterede sager. Medlemsstaterne sikrer, at en endelig afgørelse truffet af en retsinstans i en medlemsstat, der fastslår, at der foreligger eller ikke foreligger en overtrædelse, i forbindelse med eventuelle andre sager, hvor der søges genopretning hos de nationale retsinstanser i en anden medlemsstat mod den samme erhvervsdrivende for den samme overtrædelse, anses for at være en afkræftelig formodning. [Ændring 25]

(34)  Medlemsstaterne bør sikre, at individuelle sager med henblik på opnåelse af genopretning kan baseres på en endelig retskonstaterende afgørelse, der træffes inden for rammerne af sagen til varetagelse af forbrugerinteresser. Sådanne sager bør kunne rejses ved brug af hensigtsmæssige og forenklede procedurer.

(35)  Nationale regler om forældelsesfrister bør ikke hindre indbringelsen af sager med henblik på opnåelse af genopretning på grundlag af en endelig afgørelse om pålæg eller en endelig retskonstaterende afgørelse, hvorved det fastslås, at den erhvervsdrivende har et ansvar over for de skadelidte forbrugere i medfør af dette direktiv. Indbringelsen af en sag til varetagelse af forbrugerinteresser skal suspendere eller afbryde forældelsesfristerne for sager med henblik på opnåelse af genopretning for de forbrugere, der er berørt af sagen. [Ændring 26]

(36)  Sager til varetagelse af forbrugerinteresser med henblik på at opnå afgørelser om pålæg bør behandles hurtigt. Afgørelser om pålæg, der er foreløbige, bør altid behandles inden for rammerne af en hasteprocedure for at forhindre al eller yderligere skade på grund af overtrædelsen.

(37)  Dokumentation udgør et vigtigt element for at fastslå, om en given praksis udgør en lovovertrædelse, og om der er risiko for, at den gentager sig, for at fastslå, hvilke forbrugere der er berørt af overtrædelsen, for at tage stilling til spørgsmålet om genopretning og for at informere de forbrugere, der er berørt af sagen til varetagelse af forbrugerinteresser, om den verserende sag og udfaldet heraf. Forholdet mellem erhvervsdrivende og forbrugere er imidlertid karakteriseret ved informationsasymetri, og det er måske kun den erhvervsdrivende, der har de nødvendige oplysninger, hvilket gør det umuligt for den godkendte organisation/det godkendte organ at få adgang til dem. Godkendte organisationer/godkendte organer bør derfor have ret til at anmode den kompetente retsinstans eller forvaltningsmyndighed om, at den erhvervsdrivende skal videregive dokumentation, der er relevant for deres krav, eller som er hensigtsmæssig for at informere de berørte forbrugere om sagen til varetagelse af forbrugerinteresser, uden at det er nødvendigt for dem at specificere de enkelte dokumenter. Behovet for og omfanget og forholdsmæssigheden af denne videregivelse af oplysninger bør omhyggeligt vurderes af den retsinstans eller den forvaltningsmyndighed, der fører tilsyn med sagen til varetagelse af forbrugerinteresser, under hensyntagen til beskyttelsen af tredjemænds legitime interesser og under overholdelse af gældende EU-regler og nationale regler om fortrolighed.

(38)  For at sikre, at sager til varetagelse af forbrugerinteresser er effektive, bør de erhvervsdrivende, der overtræder lovgivningen, kunne straffes med sanktioner, der er effektive, forholdsmæssige og har afskrækkende virkning, for manglende efterkommelse af den endelige afgørelse, der er truffet inden for rammerne af en sag til varetagelse af forbrugerinteresser.

(39)  Da sager til varetagelse af forbrugerinteresser forfølger en offentlig interesse ved at beskytte forbrugernes kollektive interesser, bør medlemsstaterne sikre, at godkendte repræsentative organisationer/organer ikke forhindres i at indbringe sager til varetagelse af forbrugerinteresser i medfør af dette direktiv på grund af omkostningerne ved sagerne. Med forbehold af de relevante betingelser i den nationale lovgivning berører dette dog ikke det faktum, at den part, der taber en sag til varetagelse af forbrugerinteresser, skal betale den vindende parts omkostninger i forbindelse med sagen (princippet om, at taberen betaler). Retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden bør dog ikke tilkende den tabende part omkostninger, hvis disse er pådraget unødvendigt eller ikke står i et rimeligt forhold til kravets værdi. [Ændring 27]

(39a)   Medlemsstaterne bør sikre, at advokatsalærer, der er afhængige af sagens udfald, undgås, og at advokatsalærer i øvrigt og beregningsmetoden herfor ikke skaber et incitament til at anlægge retssager, der er unødvendige set ud fra forbrugernes eller en hvilken som helst af de berørte parters interesse og ville kunne forhindre, at forbrugerne får fuldt udbytte af en sag til varetagelse af forbrugerinteresser. Medlemsstater, som tillader advokatsalærer, der er afhængige af sagens udfald, bør sikre, at sådanne salærer ikke forhindrer forbrugerne i at opnå fuld kompensation. [Ændring 28]

(40)  Samarbejde og udveksling af oplysninger, god praksis og erfaringer mellem godkendte repræsentative organisationer/organer fra forskellige medlemsstater har vist sig at være nyttige, når der er tale om overtrædelser, der går på tværs af grænserne. Der er behov for at fortsætte og udvide kapacitetsopbygnings- og samarbejdsforanstaltningerne, så et større antal godkendte repræsentative organisationer/organer på tværs af Unionen bliver omfattet for derved at øge brugen af sager til varetagelse af forbrugerinteresser med virkninger på tværs af grænserne. [Ændring 29]

(41)  For effektivt at bekæmpe overtrædelser med virkninger på tværs af grænserne bør der sikres gensidig anerkendelse af den kapacitet, som godkendte organisationer/organer, der er udpeget på forhånd af en medlemsstat, har til at indbringe sager til varetagelse af forbrugerinteresser i en anden medlemsstat. Derudover bør godkendte organisationer/organer fra forskellige medlemsstater kunne gå sammen om en enkelt sag til varetagelse af forbrugerinteresser i et enkelt forum under overholdelse af de relevante regler vedrørende værneting. Af effektivitetshensyn bør en godkendt organisation/et godkendt organ kunne rejse en sag til varetagelse af forbrugerinteresser på vegne af andre godkendte organisationer/organer, som repræsenterer forbrugere fra forskellige medlemsstater.

(41a)   For at udforske muligheden for at indføre en procedure på EU-plan for sager til varetagelse af forbrugerinteresser på tværs af grænserne bør Kommissionen vurdere muligheden for at udpege en europæisk ombudsmand for kollektive søgsmål. [Ændring 30]

(42)  Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som blandt andet anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Dette direktiv bør derfor tolkes og anvendes i overensstemmelse med disse rettigheder og principper, blandt andet dem, der vedrører retten til adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol samt retten til et forsvar.

(43)  Med hensyn til miljølovgivning tages der i dette direktiv hensyn til UNECE-konventionen af 25. juni 1998 om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet ("Århuskonventionen").

(44)  Målene for dette direktiv, nemlig at indføre en mekanisme til brug for sager til varetagelse af forbrugerinteresser med henblik på beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser for derved at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau på tværs af Unionen og et velfungerende indre marked, kan ikke i tilstrækkelig grad nås ved hjælp af foranstaltninger, der udelukkende træffes af medlemsstaterne, men kan bedre nås på EU-plan på grund af de grænseoverskridende virkninger af sager til varetagelse af forbrugerinteresser. Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(45)  I overensstemmelse med den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter(8) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesbestemmelser. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

(46)  Det er hensigtsmæssigt at fastsætte regler for den tidsmæssige anvendelse af dette direktiv.

(47)  Direktiv 2009/22/EF bør derfor ophæves —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Kapitel 1

Genstand, anvendelsesområde og definitioner

Artikel 1

Genstand

1.  I dette direktiv fastsættes regler, der gør det muligt for godkendte repræsentative organisationer/organer at rejse sager til varetagelse af forbrugerinteresser med henblik på at beskytte forbrugernes kollektive interesser og i den forbindelse navnlig at opnå og håndhæve et højt niveau af beskyttelse og domstolsadgang, samtidig med at der sikres passende garantier for at undgå misbrug af adgangen til at rejse sager. [Ændring 31]

2.  Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne vedtager eller opretholder bestemmelser, der på nationalt plan sikrer godkendte organer/organisationer repræsentative organisationer/organer eller øvrige berørte personer offentlige organer andre proceduremæssige midler til at rejse sager til varetagelse af forbrugernes kollektive interesser på nationalt plan. Gennemførelsen af dette direktiv må under ingen omstændigheder udgøre en grund til at indskrænke forbrugerbeskyttelsen på de områder, der er omfattet af EU-rettens anvendelsesområde. [Ændring 32]

Artikel 2

Anvendelsesområde

1.  Dette direktiv finder anvendelse på sager til varetagelse af forbrugerinteresser, som har store konsekvenser for forbrugerne, og som rejses som følge af erhvervsdrivendes overtrædelser af de EU-retlige bestemmelser, der er opført i bilag I, som skader eller kan skade og som beskytter forbrugernes kollektive interesser. Det finder anvendelse på nationale og grænseoverskridende overtrædelser, herunder overtrædelser, der er ophørt inden sagen til varetagelse af forbrugerinteresser blev indledt, eller inden den blev afsluttet. [Ændring 33]

2.  Dette direktiv påvirker ikke reglerne om aftaleretlige og ikke-aftaleretlige retsmidler, som er til rådighed for forbrugerne i forbindelse med sådanne overtrædelser af EU-retten eller national lovgivning.

3.  Dette direktiv berører ikke EU-reglerne om international privatret, navnlig reglerne om værneting og lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område samt lovvalgsreglerne for kontraktlige forpligtelser og forpligtelser uden for kontrakt, som finder anvendelse på de sager til varetagelse af forbrugerinteresser, der er omhandlet i dette direktiv. [Ændring 34]

3a.  Dette direktiv berører ikke andre former for klagemekanismer, der er fastsat i national lovgivning. [Ændring 35]

3b.  Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der er fastsat i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention, navnlig retten til en retfærdig og upartisk rettergang og adgang til effektive retsmidler. [Ændring 36]

Artikel 3

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

1)  "forbruger": enhver fysisk person, der ikke handler som led i sit erhverv, sin forretning, sit håndværk eller sin profession

1a)  "forbrugerorganisation": enhver sammenslutning, som bestræber sig på at beskytte forbrugernes interesser mod ulovlige handlinger eller undladelser fra erhvervsdrivendes side [Ændring 37]

2)  "erhvervsdrivende": enhver fysisk person eller enhver juridisk person, uanset om der er tale om privat eller offentligt ejerskab, der handler som civil person i henhold til de civilretlige regler, herunder via en anden person, der optræder i dennes navn eller på dennes vegne, som led i sit erhverv, sin forretning, sit håndværk eller sin profession [Ændring 38]

3)  "forbrugernes kollektive interesser": interesserne hos en række forbrugeres interesser forbrugere eller registrerede som defineret i forordning (EU) 2016/679 (generel forordning om databeskyttelse) [Ændring 39]

4)  "sager til varetagelse af forbrugerinteresser": sager med henblik på at beskytte forbrugernes kollektive interesser, som de berørte forbrugere ikke er part i

5)  "praksis": en erhvervsdrivendes handlinger eller undladelser

6)  "endelig afgørelse": en afgørelse, der er truffet af en medlemsstats retsinstanser, og som ikke kan eller ikke længere kan gøres til genstand for efterprøvelse, eller en afgørelse truffet af en forvaltningsmyndighed, som ikke længere kan indbringes for en domstol

6a)  "forbrugerlovgivning": vedtaget EU-lovgivning og national lovgivning til beskyttelse af forbrugerne. [Ændring 40]

Kapitel 2

Sager til varetagelse af forbrugerinteresser

Artikel 4

Godkendte repræsentative organisationer/organer [Ændring 41]

1.  Medlemsstaterne sikrer, at godkendte organisationer/organer, som medlemsstaterne på disses anmodning har udpeget på forhånd til dette formål og opført på en offentligt tilgængelig liste, har adgang til at rejse sager til varetagelse af forbrugerinteresser. Medlemsstaterne eller deres domstole udpeger for deres respektive område mindst én godkendt repræsentativ organisation/ét godkendt repræsentativt organ til at indbringe sager til varetagelse af forbrugerinteresser, som defineret i artikel 3, nr. 4.

Medlemsstaternes udpeger en organisation/et organ til godkendt repræsentativ organisation/godkendt repræsentativt organ, hvis den/det opfylder alle de følgende kriterier: [Ændring 42]

a)  den/det er oprettet efter forskrifterne i en medlemsstats lovgivning

b)  dens/dets vedtægter eller et andet ledelsesdokument og dens/dets fortsatte aktivitet, der indebærer forsvar og beskyttelse af forbrugerinteresser, viser, at den/det har en beskyttelsesværdig interesse i at sikre, at de EU-retlige bestemmelser, der er omfattet af dette direktiv, overholdes [Ændring 43]

c)  den/det arbejder ikke med fortjeneste for øje.

ca)  den/det handler på en måde, der er uafhængig af andre organisationer/organer og personer, som ikke er forbrugere, der måtte have en økonomisk interesse i resultatet af sagerne til varetagelse af forbrugerinteresser, navnlig markedsoperatører [Ændring 44]

cb)  den/det har ikke indgået finansielle aftaler med sagsøgende advokatfirmaer ud over en normal tjenesteydelseskontrakt [Ændring 45]

cc)  den/det har indført interne procedurer til forebyggelse af en interessekonflikt mellem organisationen/organet og dens/dets finansieringsydere [Ændring 46]

Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om, at de godkendte repræsentative organisationer/organer på passende vis, f.eks. på sit websted, i et klart og forståeligt sprog offentliggør måden, hvorpå den/det er finansieret, dens/dets organisatoriske og ledelsesmæssige struktur, dens/dets målsætninger og arbejdsmetoder samt dens/dets aktiviteter.

Medlemsstaterne vurderer med regelmæssige mellemrum, om en godkendt repræsentativ organisation/et godkendt repræsentativt organ fortsat opfylder disse kriterier. Medlemsstaterne sikrer, at den/det godkendte repræsentative organisation/organ mister sin status i henhold til dette direktiv, hvis den/det ikke længere opfylder et eller flere af kriterierne i stk. 1.

Medlemsstaterne opstiller en liste over repræsentative organisationer/organer, der opfylder kriterierne i stk. 1, og gør listen offentligt tilgængelig. De fremsender denne liste til Kommissionen og ajourfører den om nødvendigt.

Kommissionen offentliggør den liste over repræsentative organisationer/organer, som den modtager fra medlemsstaterne, på en offentligt tilgængelig onlineportal. [Ændring 47]

1a.  Medlemsstaterne kan fastsætte, at offentlige organer, der allerede er udpeget, før dette direktiv træder i kraft, i overensstemmelse med national lovgivning forbliver berettiget til at have status som repræsentativ organisation/repræsentativt organ, som defineret i denne artikel. [Ændring 48]

2.  Medlemsstaterne kan på dennes/dettes anmodning udpege en organisation/et organ på ad hoc-basis til en sag til varetagelse af forbrugerinteresser, hvis den/det opfylder kriterierne i stk. 1. [Ændring 49]

3.  Medlemsstaterne sikrer, at navnlig forbrugerorganisationer, der opfylder kriterierne i stk. 1, og uafhængige offentlige organer kan komme i betragtning til at få status som godkendt repræsentativ organisation/godkendt repræsentativt organ. Medlemsstaterne kan udpege forbrugerorganisationer, som repræsenterer medlemmer fra mere end én medlemsstat, til godkendte repræsentative organisationer. [Ændring 50]

4.  Medlemsstaterne kan fastsætte bestemmelser, der præciserer, hvilke godkendte organisationer/organer der kan søge at opnå alle de i artikel 5 eller 6 omhandlede foranstaltninger, og hvilke godkendte organisationer/organer der kun kan søge at opnå en eller flere af disse foranstaltninger. [Ændring 51]

5.  En godkendt organisations/et godkendt organs opfyldelse af de i stk. 1 omhandlede kriterier berører ikke en retsinstans eller en forvaltningsmyndigheds ret forpligtelse til at undersøge, om formålet med den godkendte organisation/det godkendte organ berettiger, at den/det handler i forbindelse med en konkret sag, jf. artikel 4 og artikel 5, stk. 1. [Ændring 52]

Artikel 5

Sager til varetagelse af forbrugernes kollektive interesser

1.  Medlemsstaterne sikrer, at kun godkendte repræsentative organisationer/organer, der er udpeget i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, har adgang til at indbringe sager til varetagelse af forbrugerinteresser for nationale retsinstanser eller forvaltningsmyndigheder, og forudsat at der er en direkte forbindelse mellem organisationens/organets hovedformål og de rettigheder, der er fastsat i EU-retten, som hævdes at være blevet overtrådt, hvorfor sagen er rejst.

De godkendte repræsentative organisationer/organer kan frit vælge en hvilken som helst procedure i henhold til national lovgivning eller EU-lovgivning, der sikrer et højere niveau af beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser.

Medlemsstaterne sikrer, at der ikke er anlagt andre sager ved en retsinstans eller en forvaltningsmyndighed i en medlemsstat vedrørende samme praksis, samme erhvervsdrivende og samme forbrugere. [Ændring 53]

2.  Medlemsstaternes Medlemsstaterne sikrer, at godkendte repræsentative organisationer/organer, herunder offentlige organer, der i forvejen er blevet udpeget, er berettiget til at rejse sager til varetagelse af forbrugerinteresser med henblik på at opnå følgende foranstaltninger: [Ændring 54]

a)  en afgørelse om påbud til at bringe en ulovlig praksis til ophør, eller hvis denne ulovlige praksis endnu ikke er blevet anvendt, men umiddelbart vil blive anvendt, til at stoppe den [Ændring 56]

b)  en afgørelse om pålæg, der fastslår, at en given praksis udgør en lovovertrædelse og om nødvendigt bringe denne praksis til ophør, eller hvis denne praksis endnu ikke er blevet anvendt, men umiddelbart vil blive anvendt, til at stoppe den.

For at søge at opnå afgørelser om pålæg skal godkendte repræsentative organisationer/organer ikke indhente samtykke fra de enkelte berørte forbrugere eller og fremlægge dokumentation for et faktisk tab eller en faktisk skade på de berørte forbrugeres vegne eller for den erhvervsdrivendes hensigt eller forsømmelse. [Ændring 55]

3.  Medlemsstaterne sikrer, at godkendte repræsentative organisationer/organer er berettiget til at rejse sager til varetagelse af forbrugerinteresser med henblik på at opnå foranstaltninger, der fjerner de fortsatte virkninger af overtrædelsen. Disse foranstaltninger skal søges opnået på grundlag af enhver endelig afgørelse, hvorved det fastslås, at en praksis udgør en overtrædelse af de EU-retlige bestemmelser, der er opført i bilag I, og som skader forbrugernes kollektive interesser, herunder en endelig afgørelse om pålæg som omhandlet i stk. 2, litra b). [Ændring 57]

4.  Medlemsstaterne sikrer, at de godkendte organisationer/organer kan søge at opnå foranstaltninger, der fjerner de fortsatte virkninger af overtrædelsen sammen med de i stk. 2 omhandlede foranstaltninger inden for rammerne af en enkelt sag til varetagelse af forbrugerinteresser, jf. dog artikel 4, stk. 4. [Ændring 58]

Artikel 5a

Register over kollektive søgsmål

1.  Medlemsstaterne kan oprette et nationalt register for sager til varetagelse af forbrugerinteresser, som skal være gratis til rådighed for alle interesserede via elektroniske midler og/eller på anden måde.

2.  De websteder, hvor registrene offentliggøres, skal give adgang til omfattende og objektiv information om tilgængelige metoder til opnåelse af erstatning, herunder udenretslige metoder samt verserende sager til varetagelse af forbrugerinteresser.

3.  De nationale registre skal være indbyrdes forbundne. Artikel 35 i forordning (EU) 2017/2394 finder anvendelse. [Ændring 59]

Artikel 6

Foranstaltninger til genopretning

1.  Med henblik på artikel 5, stk. 3, sikrer medlemsstaterne, at de godkendte repræsentative organisationer/organer er berettiget til at rejse sager til varetagelse af forbrugerinteresser med henblik på at opnå en eksigibel afgørelse, hvorved den erhvervsdrivende tilpligtes enten at yde kompensation, afhjælpning eller udskiftning, give et forholdsmæssigt afslag, ophæve kontrakten eller tilbagebetale den betalte pris afhængigt af situationen. En medlemsstat kan kræve eller undlade at kræve, at de enkelte berørte forbrugere formelt skal tilslutte sig sagen, inden der kan træffes en retskonstaterende afgørelse eller en afgørelse med henblik på opnåelse af genopretning. [Ændring 60]

Hvis en medlemsstat ikke kræver et samtykke fra den enkelte forbruger med henblik på tilslutning til sagen til varetagelse af forbrugerinteresser, skal medlemsstaten ikke desto mindre tillade de enkeltpersoner, der ikke har deres sædvanlige opholdssted i den medlemsstat, hvor sagen forekommer, at deltage i sagen til varetagelse af forbrugerinteresser, hvis de inden for den gældende tidsfrist gav udtrykkeligt samtykke til at deltage i sagen til varetagelse af forbrugerinteresser. [Ændring 61]

Den godkendte repræsentative organisation/det godkendte repræsentative organ fremlægger tilstrækkelige alle de nødvendige oplysninger som krævet efter national lovgivning til støtte for sagen, herunder en angivelse af de forbrugere, der er berørt af sagen, og de spørgsmål om de faktiske og retlige omstændigheder, der skal besvares. [Ændring 62]

2.  Uanset stk. 1 skal medlemsstaterne kunne give en retsinstans eller en forvaltningsmyndighed beføjelse til at træffe en retskonstaterende afgørelse i stedet for en afgørelse med henblik på opnåelse af genopretning for så vidt angår den erhvervsdrivendes ansvar over for de forbrugere, der har lidt tab på grund af overtrædelsen af de EU-retlige bestemmelser, der er opført i bilag I, i behørigt begrundede tilfælde, hvor det på grund af kendetegnene ved de berørte forbrugeres individuelle skade er kompliceret at fastslå omfanget af den enkeltes genopretning. [Ændring 63]

3.  Stk. 2 finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor:

a)  det er muligt at udpege de forbrugere, der er berørt af overtrædelsen, og de har lidt sammenlignelige tab forårsaget af samme praksis i tilknytning til et tidsrum eller et køb. I sådanne tilfælde skal kravet om, at de enkelte berørte forbrugere skal give deres bemyndigelse, ikke udgøre en forudsætning for at indbringe sagen. Kompensationen skal udbetales direkte til de berørte forbrugere

b)  forbrugerne har lidt små tab, og det ville være uforholdsmæssigt at fordele kompensationen mellem dem. I sådanne tilfælde sikrer medlemsstaterne, at det ikke kræves, at hver enkelt forbruger samtykker hertil. Kompensationen skal gå til et offentligt formål, der tjener forbrugernes kollektive interesser. [Ændring 64]

4.  Den kompensation, der opnås gennem en endelig afgørelse, jf. stk. 1, 2 og 3, berører ikke eventuelle yderligere rettigheder til genopretning, som de berørte forbrugere måtte have i medfør af EU-retten eller national lovgivning. Princippet om retskraft skal overholdes ved anvendelsen af denne bestemmelse. [Ændring 65]

4a.  Genopretningsforanstaltningerne har til formål at give de berørte forbrugere fuld kompensation for deres tab. Hvis der resterer et beløb, som der ikke er gjort krav på efter kompensationen, træffer en retsinstans afgørelse om, hvem der skal modtage restbeløbet. Restbeløbet skal ikke gå til den godkendte organisation/det godkendte organ eller den erhvervsdrivende. [Ændring 66]

4b.  Navnlig forbydes det at tilkende erstatning med karakter af straf, som medfører overkompensation til sagsøger for den lidte skade. Den kompensation, som forbrugere, der har lidt tab kollektivt, får, må f.eks. ikke overstige det beløb, som den erhvervsdrivende skylder efter gældende national lovgivning eller EU-retten, for at dække det faktiske tab, de har lidt individuelt. [Ændring 67]

Artikel 7

Finansiering Antagelighed af en sag til varetagelse af forbrugerinteresser [Ændring 68]

1.  En godkendt repræsentativ organisation/et godkendt repræsentativt organ, der søger at opnå en afgørelse med henblik på opnåelse af genopretning som omhandlet i artikel 6, stk. 1, oplyser forelæggeret tidligt det tidligst mulige tidspunkt i sagen, hvorfra retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden en fuldstændig finansieringsoversigt med angivelse af alle kilder til de midler, der anvendes til dens/dets aktiviteter generelt, og de midler, der anvendes til støtte for sagen, hidrører for at vise fravær af interessekonflikter. Den/det godtgør, at den/det har tilstrækkelige økonomiske midler til at repræsentere de berørte forbrugeres bedste interesser og til eventuelt at dække modpartens udgifter, hvis den/det ikke får medhold i sagen. [Ændring 69]

2.  Medlemsstaterne sikrer, at det, når en sag til varetagelse af forbrugerinteresser, hvorunder der søges genopretning, finansieres af tredjemand, er forbudt for vedkommende tredjemand En sag til varetagelse af forbrugerinteresser kan erklæres for uantagelig af den nationale retsinstans, hvis den godtgør, at tredjemands finansiering vil: [Ændring 70]

a)  at påvirke den godkendte repræsentative organisations/det godkendte repræsentative organs beslutninger i forbindelse med sagen til varetagelse af forbrugerinteresser, herunder anlæggelse af sager til varetagelse af forbrugernes interesser og beslutninger om at indgå forlig [Ændring 71]

b)  at yde finansielle midler til en sag til varetagelse af forbrugerinteresser mod en modpart, der er en konkurrent til den, der yder midlerne, eller en modpart, som den, der yder midlerne, er afhængig af.

3.  Medlemsstaterne sikrer, at de retsinstanser og forvaltningsmyndigheder, der har beføjelse til at vurdere vurderer det i stk. 1 omhandlede fravær af interessekonflikter og de i stk. 2 omhandlede omstændigheder og dermed at kræve, at den godkendte organisation/det godkendte organ afviser de relevante økonomiske midler og om nødvendigt afviser den godkendte organisations/det godkendte organs partsstatus i en konkret sag på tidspunktet for vurdering af antageligheden af sagen om varetagelse af forbrugerinteresser og på et senere tidspunkt under retssagen, hvis omstændighederne først indtræffer på det tidspunkt. [Ændring 72]

3a.  Medlemsstaterne sikrer, at retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden har beføjelse til at afvise åbenlyst ubegrundede sager tidligst muligt i proceduren. [Ændring 73]

Artikel 7a

Princippet om, at taberen betaler

Medlemsstaterne sikrer, at den part, der taber en kollektiv sag med henblik på opnåelse af genopretning, tilbagebetaler de sagsomkostninger, som den vindende part har pådraget sig, på de betingelser, der er fastsat i national ret. Retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden tilkender dog ikke den tabende part omkostninger, hvis disse er pådraget unødvendigt eller ikke står i et rimeligt forhold til kravets værdi. [Ændring 74]

Artikel 8

Forlig

1.  Medlemsstaterne kan fastsætte bestemmelser om, at en godkendt repræsentativ organisation/et godkendt repræsentativt organ og en erhvervsdrivende, der har indgået forlig vedrørende genopretning til de forbrugere, der er berørt af en angivelig ulovlig praksis, som den pågældende erhvervsdrivende har fulgt, i fællesskab kan anmode en retsinstans eller en forvaltningsmyndighed om at godkende forliget. En sådan anmodning skal kun indgives til en retsinstans eller en forvaltningsmyndighed, hvis en retsinstans eller en forvaltningsmyndighed i samme medlemsstat ikke er ved at behandle en anden verserende sag vedrørende den samme erhvervsdrivende og vedrørende den samme praksis. [Ændring 75]

2.  Medlemsstaterne sikrer, at retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden på et hvilket som helst tidspunkt under sagen kan opfordre den godkendte organisation/det godkendte organ og modparten efter at have hørt dem til at indgå forlig om genopretning inden for en rimelig frist.

3.  Medlemsstaterne sikrer, at den retsinstans eller forvaltningsmyndighed, der traf den endelige retskonstaterende afgørelse, der er omhandlet i artikel 6, stk. 2, har kompetence til at anmode parterne i sagen til varetagelse af forbrugerinteresser om inden for en rimelig frist at nå et forlig vedrørende genopretning til forbrugerne på grundlag af denne endelige afgørelse.

4.  De i stk. 1, 2 og 3 omhandlede forlig efterprøves af retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden. Retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden vurderer forligets lovlighed og rimelighed, idet der tages hensyn til alle parters rettigheder og interesser, herunder de berørte forbrugere.

5.  Hvis det i stk. 2 omhandlede forlig ikke indgås inden for den fastsatte frist, eller det opnåede forlig ikke godkendes, fortsætter retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden behandlingen af sagen til varetagelse af forbrugerinteresser.

6.  De enkelte berørte forbrugere skal have mulighed for at acceptere eller afvise at være bundet af de i stk. 1, 2 eller 3 omhandlede forlig. Den genopretning, der opnås i kraft af et godkendt forlig, jf. stk. 4, berører ikke er bindende for alle parter, uden at dette berører eventuelle yderligere rettigheder til genopretning, som de berørte forbrugere måtte have i medfør af EU-retten eller national lovgivning. [Ændring 76]

Artikel 9

Oplysninger om sager til varetagelse af forbrugerinteresser.

-1.  Medlemsstaterne sikrer, at de repræsentative organisationer/organer:

a)  informerer forbrugerne om den påståede krænkelse af rettigheder i henhold til EU-retten og hensigten om at opnå en afgørelse om pålæg eller anlægge et erstatningssøgsmål

b)  allerede på forhånd forklarer de berørte forbrugere om muligheden for at deltage i sagen for at sikre, at de relevante dokumenter og andre oplysninger, der er nødvendige for sagen, bevares

c)  hvor det er relevant, informerer om de efterfølgende skridt og de mulige juridiske konsekvenser. [Ændring 77]

1.  Medlemsstaterne Når et forlig eller en endelig afgørelse gavner forbrugere, der måske ikke har kendskab hertil, sikrer medlemsstaterne, at retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden stiller krav om, at en erhvervsdrivende, der overtræder lovgivningen, den tabende part eller begge parter for egen regning informerer de berørte forbrugere om de endelige afgørelser, hvori de i stk. 5 og 6 omhandlede foranstaltninger fastsættes, og de i artikel 8 omhandlede godkendte forlig, ved brug af midler, der er står i et rimeligt forhold til sagens omstændigheder og inden for de fastsatte frister, herunder eventuelt ved at underrette alle berørte forbrugere individuelt. Medlemsstaterne kan fastsætte, at informationspligten kan opfyldes ved hjælp af et offentligt og let tilgængeligt websted. [Ændring 78]

1a.  Den tabende part bærer omkostningerne til information til forbrugerne i henhold til princippet i artikel 7. [Ændring 79]

2.  De i stk. 1 omhandlede oplysninger skal på et forståeligt sprog indeholde en forklaring vedrørende sagens genstand, dens retsvirkninger og, hvis det er relevant, de efterfølgende skridt, de berørte forbrugere skal tage. Betingelserne og tidsrammen for oplysningerne skal udformes efter aftale med retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden. [Ændring 80]

2a.  Medlemsstaterne sikrer, at der på en tilgængelig måde stilles oplysninger til rådighed for offentligheden om kommende, igangværende og afsluttede sager til varetagelse af forbrugernes kollektive interesser, herunder i medierne og online via et offentligt websted, når en retsinstans har besluttet, at sagen kan antages. [Ændring 81]

2b.  Medlemsstaterne sikrer, at de offentlige meddelelser fra godkendte organisationer/organer om kravene er faktuelle og tager hensyn til såvel forbrugernes rettigheder til at få oplysninger og sagsøgtes omdømmemæssige rettigheder og retten til at bevare forretningshemmeligheder. [Ændring 82]

Artikel 10

Virkninger af endelige afgørelser

1.  Medlemsstaterne sikrer, at en overtrædelse, der som fastslået i en endelig afgørelse truffet af en forvaltningsmyndighed eller en retsinstans, herunder en endelig afgørelse om pålæg som omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra b), skader forbrugernes kollektive interesser, anses for uomtvisteligt betragtes som dokumentation for at fastslå, at der foreligger eller ikke foreligger en overtrædelse med henblik på andre sager ved nationale retsinstanser om genopretning fra den samme erhvervsdrivende for samme overtrædelse forhold, under forudsætning af at de samme berørte forbrugere ikke kan modtage kompensation to gange for den samme skade. [Ændring 83]

2.  Medlemsstaterne sikrer, at en endelig afgørelse som omhandlet i stk. 1, der er truffet i en anden medlemsstat, af deres egne retsinstanser eller forvaltningsmyndigheder som minimum betragtes som en afkræftelig formodning om dokumentation for, at der foreligger en overtrædelse. [Ændring 84]

2a.  Medlemsstaterne sikrer, at en endelig afgørelse truffet af en domstol i en medlemsstat, der fastslår, at der foreligger eller ikke foreligger en overtrædelse, i forbindelse med eventuelle andre sager, hvor der søges genopretning hos de nationale domstole i en anden medlemsstat mod den samme erhvervsdrivende for den samme overtrædelse, anses for at være en afkræftelig formodning. [Ændring 85]

3.  Medlemsstaterne sikrer, at en endelig retskonstaterende afgørelse som omhandlet i artikel 6, stk. 2, betragtes som uomtvistelig og fastslår den erhvervsdrivendes ansvar over for de forbrugere, der har lidt tab som følge af en overtrædelse, opfordres til at oprette en database, der indeholder alle endelige afgørelser om sager med henblik på alle sager ved deres nationale retsinstanser mod samme erhvervsdrivende for samme overtrædelse. Medlemsstaterne sikrer, at forbrugere har adgang til individuelt at rejse sådanne sager med henblik på opnåelse af genopretning ved brug hensigtsmæssige og forenklede procedurer opnåelse af genopretning, der kan lette andre foranstaltninger til genopretning, og til at udveksle bedste praksis på dette område. [Ændring 86]

Artikel 11

Suspension af forældelsesfristen

Medlemsstaterne sikrer i overensstemmelse med national lovgivning, at indbringelsen af sager til varetagelse af forbrugerinteresser som omhandlet i artikel 5 og 6 medfører, at de forældelsesfrister, der gælder for enhver sag med henblik på opnåelse af genopretning for de berørte forbrugere enkeltpersoner, suspenderes eller afbrydes, hvis de relevante rettigheder er omfattet af forældelsesfrister i henhold til EU-retten eller national lovgivning. [Ændring 87]

Artikel 12

Fremme af sagsbehandlingen

1.  Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de i artikel 5 og 6 omhandlede sager til varetagelse af forbrugerinteresser, behandles hurtigst muligt.

2.  Sager til varetagelse af forbrugerinteresser med henblik på at opnå en afgørelse om påbud som omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra a), behandles ved brug af en hasteprocedure.

Artikel 13

Dokumentation

Medlemsstaterne sikrer, at retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden på anmodning af en godkendt organisation/et godkendt organ af parterne, der har fremlagt rimeligt tilgængelige kendsgerninger og beviser og en omfattende forklaring, som er tilstrækkelige til at indlede sagen til varetagelse af forbrugerinteresser understøtte partens synspunkter, og har henvist til den yderligere specifik og klart defineret dokumentation, som modparten råder over, i overensstemmelse med de nationale procedureregler kan kræve, at modparten denne modpart så snævert som muligt på grundlag af rimeligt tilgængelige kendsgerninger fremlægger denne dokumentation, som er omfattet af gældende EU-regler og nationale regler om fortrolighed. Kravet skal være passende og forholdsmæssigt i den foreliggende sag og må ikke skabe ubalance mellem de to parter. [Ændring 88]

Medlemsstaterne sikrer, at retsinstanserne begrænser fremlæggelsen af dokumentation til, hvad der er rimeligt i forhold til formålet. For at afgøre, om en fremlæggelse af dokumentation, som en repræsentativ organisation/et repræsentativt organ anmoder om, står i et rimeligt forhold til formålet, tager retsinstansen hensyn til alle berørte parters beskyttelsesværdige interesse, dvs. i hvilket omfang anmodningen om fremlæggelse af dokumentation er underbygget af tilgængelige kendsgerninger og beviser, og om den dokumentation, som der anmodes om fremlæggelse af, indeholder fortrolige oplysninger. [Ændring 89]

Medlemsstaterne sikrer, at de nationale retsinstanser har beføjelse til at kræve fremlæggelse af dokumentation, der indeholder fortrolige oplysninger, når de finder det relevant i forbindelse med erstatningssøgsmålet. [Ændring 90]

Artikel 14

Sanktioner

1.  Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sanktioner for manglende overholdelse af endelige afgørelser, der er truffet inden for rammerne af en sag til varetagelse af forbrugerinteresser, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de gennemføres. Sanktionerne skal være effektive, forholdsmæssige og have afskrækkende virkning.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at sanktionerne blandt andet kan have form af bødestraf. [Ændring 91]

3.  Når medlemsstaterne tager stilling til fordelingen af indtægterne fra bøder, tager de hensyn til forbrugernes kollektive interesser. Medlemsstaterne kan beslutte, at sådanne indtægter tildeles en fond, der oprettes med henblik på at finansiere sager til varetagelse af forbrugerinteresser. [Ændring 92]

4.  Medlemsstaterne giver senest [date for transposition of the Directive] Kommissionen meddelelse om de i stk. 1 omhandlede bestemmelser og meddeler omgående senere ændringer af betydning for bestemmelserne.

Artikel 15

Bistand til godkendte repræsentative organisationer/organer [Ændring 93]

1.  Medlemsstaterne opfordres til i overensstemmelse med artikel 7 at sikre, at godkendte repræsentative organisationer/organer har tilstrækkelige midler til rådighed til sager til varetagelse af forbrugerinteresser. De træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre lette adgangen til domstolsprøvelse og sikrer, at omkostningerne i forbindelse med sager til varetagelse af forbrugerinteresser ikke udgør en økonomisk hindring for, at godkendte organisationer/organer effektivt kan udøve deres ret til at søge at opnå de i artikel 5 og 6 omhandlede foranstaltninger, for eksempel ved at begrænse de gældende retsafgifter eller administrative gebyrer, om nødvendigt give dem adgang til retshjælp eller stille offentlige midler til rådighed for dem til dette formål. [Ændring 94]

1a.  Medlemsstaterne yder strukturel støtte til enheder, der optræder som godkendte organisationer/organer inden for rammerne af dette direktiv. [Ændring 95]

2.  Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at i de tilfælde, hvor de godkendte organisationer/organer skal informere de berørte forbrugere om verserende sager til varetagelse af forbrugerinteresser, kan den erhvervsdrivende tilpligtes at betale de tilknyttede omkostninger, hvis denne ikke får medhold i sagen.

3.  Medlemsstaterne og Kommissionen støtter og letter samarbejdet med de godkendte organisationer/organer og udveksler og videreformidler bedste praksis og erfaringer, hvad angår bilæggelse af grænseoverskridende og nationale tvister vedrørende overtrædelser.

Artikel 15a

Juridisk bistand og udgifter hertil

Medlemsstaterne sikrer, at advokatsalærer og beregningsmetoden herfor ikke skaber et incitament til at anlægge retssager, der er unødvendige set ud fra de involverede parters interesse. Navnlig forbyder medlemsstaterne advokatsalærer, der er afhængige af sagens udfald. [Ændring 96]

Artikel 16

Sager til varetagelse af forbrugerinteresser på tværs af grænserne

1.  Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at enhver godkendt repræsentativ organisation/ethvert godkendt repræsentativt organ, der er udpeget på forhånd i en medlemsstat, jf. artikel 4, stk. 1, kan indbringe sagen for en retsinstans eller en forvaltningsmyndighed i en anden medlemsstat ved fremlæggelse af den i nævnte artikel omhandlede offentligt tilgængelige liste. Retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden skal acceptere denne liste som dokumentation for kan revidere den godkendte repræsentative organisations/det godkendte repræsentative organs status, uden at dette berører førstnævntes ret til at efterprøve, om den godkendte repræsentative organisations/det godkendte repræsentative organs formål berettiger, at den/det agerer i en konkret sag. [Ændring 97]

2.  Medlemsstaterne sikrer, at hvis en overtrædelse berører eller sandsynligvis vil berøre forbrugere fra forskellige medlemsstater, kan sagen til varetagelse af forbrugerinteresser indbringes for den kompetente retsinstans eller forvaltningsmyndighed i en medlemsstat af forskellige godkendte organisationer/organer fra forskellige medlemsstater, der handler i fællesskab eller er repræsenteret af en enkelt godkendt organisation/et enkelt godkendt organ med henblik på beskyttelsen af de kollektive interesser for forbrugere fra forskellige medlemsstater.

2a.  En medlemsstat, hvori et kollektivt søgsmål finder sted, kan kræve et mandat fra de forbrugere, der er bosiddende i denne medlemsstat, og skal kræve et mandat fra de individuelle forbrugere i en anden medlemsstat, når søgsmålet er grænseoverskridende. I sådanne tilfælde skal der leveres en konsolideret liste med alle de forbrugere fra andre medlemsstater, der har givet et sådant mandat, til retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden og modparten, når sagen indledes. [Ændring 98]

3.  Med henblik på grænseoverskridende sager til varetagelse af forbrugerinteresser, og uden at det berører de rettigheder, andre organisationer/organer har i henhold til national lovgivning, meddeler medlemsstaterne Kommissionen listen over de på forhånd udpegede godkendte organisationer/organer. Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om disse godkendte organisationers/organers navn og formål. Kommissionen offentliggør disse oplysninger og holder dem ajourført.

4.  Hvis en medlemsstat eller, Kommissionen eller den erhvervsdrivende sår tvivl om, hvorvidt en godkendt repræsentativ organisation/et godkendt repræsentativt organ opfylder de kriterier, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, undersøger den medlemsstat, som udpegede organisationen/organet, sagen og inddrager om nødvendigt godkendelsen, hvis et eller flere kriterier ikke er opfyldt. [Ændring 99]

Artikel 16a

Offentligt register

Medlemsstaterne sikrer, at de relevante nationale kompetente myndigheder opretter et offentligt tilgængeligt register over ulovlige handlinger, i forbindelse med hvilke der er blevet pålagt påbud eller forbud i overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv. [Ændring 100]

Kapitel 3

Afsluttende bestemmelser

Artikel 17

Ophævelse

Direktiv 2009/22/EF ophæves fra [date of application of this Directive], uden at dette berører artikel 20, stk. 2.

Henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til nærværende direktiv og læses efter sammenligningstabellen i bilag II.

Artikel 18

Kontrol og evaluering

1.  Senest fem år efter datoen for anvendelsen af dette direktiv foretager Kommissionen en evaluering af direktivet og fremlægger en rapport om de vigtigste resultater heraf for Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg. Evalueringen foretages efter Kommissionens retningslinjer for bedre regulering. I rapporten vurderer Kommissionen navnlig direktivets anvendelsesområde som omhandlet i artikel 2 og bilag I.

2.  Senest et år efter dette direktivs ikrafttrædelse vurderer Kommissionen, om EU-reglerne for så vidt angår fly- og jernbanepassagerers rettigheder sikrer et passende forbrugerbeskyttelsesniveau i forhold til det, der sikres i dette direktiv. Hvis det er tilfældet, fremlægger Kommissionen passende forslag, som blandt andet kan bestå i at fjerne de retsakter, der er omhandlet i punkt 10 og 15 i bilag I, fra direktivets anvendelsesområde som fastsat i artikel 2. [Ændring 101]

3.  Medlemsstaterne forelægger hvert år og første gang senest 4 år efter datoen for dette direktivs anvendelse følgende oplysninger for Kommissionen, som er nødvendige for udarbejdelsen af den i stk. 1 omhandlede rapport:

a)  antallet af sager til varetagelse af forbrugerinteresser, der i medfør af direktivet er indbragt for forvaltningsmyndigheder og retsinstanser

b)  hvilken type godkendt organisation/organ der har rejst sagerne

c)  hvilke typer overtrædelser der er genstand for sager til varetagelse af forbrugerinteresser, hvem parterne i disse sager er, og hvilke økonomiske sektorer der er berørt af sagerne

d)  procedurernes varighed fra sagen rejses, til der træffes en endelig afgørelse om pålæg som omhandlet i artikel 5 eller en afgørelse med henblik på opnåelse af genopretning eller en retskonstaterende afgørelse som omhandlet i artikel 6, eller til et forlig som omhandlet i artikel 8 endeligt godkendes

e)  udfaldene af sagerne til varetagelse af forbrugerinteresser

f)  antallet af godkendte organisationer/organer, der deltager i den i artikel 15, stk. 3, omhandlede samarbejds- og udvekslingsmekanisme.

Artikel 18a

Revisionsklausul

Med forbehold af artikel 16 vurderer Kommissionen, om grænseoverskridende sager til varetagelse af forbrugerinteresser bedst kan behandles på EU-plan ved at indføre en europæisk ombudsmand for kollektive søgsmål. Senest tre år efter dette direktivs ikrafttrædelse udarbejder Kommissionen en rapport herom og forelægger den for Europa-Parlamentet og Rådet, eventuelt ledsaget af et relevant forslag. [Ændring 102]

Artikel 19

Gennemførelse

1.  Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den [18 måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttrædelse] de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De tilsender straks Kommissionen disse love og administrative bestemmelser.

Medlemsstaterne anvender disse bestemmelser fra [seks måneder efter fristen for gennemførelsen].

Lovene og de administrative bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.  Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 20

Overgangsbestemmelser

1.  Medlemsstaterne anvender de love og administrative bestemmelser, der gennemfører dette direktiv i national lovgivning, på overtrædelser, der skete efter den [datoen for anvendelse af dette direktiv].

2.  Medlemsstaterne anvender de love og administrative bestemmelser, der gennemfører direktiv 2009/22/EF i national lovgivning, på overtrædelser, der skete efter den [datoen for anvendelse af dette direktiv].

Artikel 21

Ikrafttrædelse

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 22

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i ..., den .

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

BILAG I

LISTE OVER DE I ARTIKEL 2, STK. 1, OMHANDLEDE BESTEMMELSER

1)  Rådets direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar (EFT L 210 af 7.8.1985, s. 29)(9).

2)  Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT L 95 af 21.4.1993, s. 29).

3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF af 16. februar 1998 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med angivelse af priser på forbrugsvarer (EFT L 80 af 18.3.1998, s. 27).

4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed (EFT L 171 af 7.7.1999, s. 12).

5)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked ("direktivet om elektronisk handel") (EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1).

6)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler: artikel 86-100 (EFT L 311 af 28.11.2001, s. 67).

7)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (forsyningspligtdirektivet) (EFT L 108 af 24.4.2002, s. 51).

8)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktivet om privatlivets fred og elektronisk kommunikation) (EFT L 201 af 31.7.2002, s. 37): artikel 13.

9)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne (EFT L 271 af 9.10.2002, s. 16).

10)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (EUT L 46 af 17.2.2004, s. 1).

11)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked (EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22).

12)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2006 af 5. juli 2006 om handicappede og bevægelseshæmmede personers rettigheder, når de rejser med fly (EUT L 204 af 26.7.2006, s. 1).

13)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006 om vildledende og sammenlignende reklame (EUT L 376 af 27.12.2006, s. 21): artikel 1, artikel 2, litra c), og artikel 4-8.

14)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (EUT L 376 af 27.12.2006, s. 36).

15)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1371/2007 af 23. oktober 2007 om jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser (EUT L 315 af 3.12.2007, s. 14).

16)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EUT L 133 af 22.5.2008, s. 66).

17)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1008/2008 af 24. september 2008 om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet (EUT L 293 af 31.10.2008, s. 3): artikel 22, 23 og 24.

18)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 af 16. december 2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om ændring og ophævelse af direktiv 67/548/EØF og 1999/45/EF og om ændring af forordning (EF) nr. 1907/2006 (EUT L 353 af 31.12.2008, s. 1).

19)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/122/EF af 14. januar 2009 om beskyttelse af forbrugerne i forbindelse med visse aspekter ved timeshareaftaler, aftaler om længerevarende ferieprodukter, videresalgs- og bytteaftaler (EUT L 33 af 3.2.2009, s. 10).

20)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF (EUT L 211 af 15.7.2003, s. 55).

21)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF (EUT L 211 af 14.8.2009, s. 94).

22)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (EUT L 302 af 17.11.2009, s. 32).

23)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 924/2009 af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 (EUT L 266 af 9.10.2009, s. 11).

24)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed, ændring af direktiv 2005/60/EF og 2006/48/EF og ophævelse af direktiv 2000/46/EF (EUT L 267 af 10.10.2009, s. 7)

25)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF af 21. oktober 2009 om rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energirelaterede produkter (EUT L 285 af 31.10.2009, s. 10).

26)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1222/2009 af 25. november 2009 om mærkning af dæk for så vidt angår brændstofeffektivitet og andre vigtige parametre (EUT L 342 af 22.12.2009, s. 46).

27)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) (EUT L 335 af 17.12.2009, s. 1): artikel 183, 184, 185 og 186.

28)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) (EUT L 95 af 15.4.2010, s. 1): artikel 9, 10 og 11 og artikel 19-26.

29)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU af 19. maj 2010 om bygningers energimæssige ydeevne (EUT L 153 af 18.6.2010, s. 13).

30)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 66/2010 af 25. november 2009 om EU-miljømærket (EUT L 27 af 30.1.2010, s. 1).

31)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1177/2010 af 24. november 2010 om passagerers rettigheder ved sørejser og rejser på indre vandveje og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 (EUT L 334 af 17.12.2010, s. 1).

32)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 181/2011 af 16. februar 2011 om buspassagerers rettigheder og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 1).

33)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU af 9. marts 2011 om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser (EUT L 88 af 4.4.2011, s. 45).

34)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde og om ændring af direktiv 2003/41/EF og 2009/65/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010 (EUT L 174 af 1.7.2011, s. 1).

35)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF (EUT L 304 af 22.11.2011, s. 64).

36)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 af 25. oktober 2011 om fødevareinformation til forbrugerne, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 og (EF) nr. 1925/2006 og om ophævelse af Kommissionens direktiv 87/250/EØF, Rådets direktiv 90/496/EØF, Kommissionens direktiv 1999/10/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF, Kommissionens direktiv 2002/67/EF og 2008/5/EF og Kommissionens forordning (EF) nr. 608/2004 (EUT L 304 af 22.11.2011, s. 18).

37)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro og om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009 (EUT L 94 af 30.3.2012, s. 22).

38)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 531/2012 af 13. juni 2012 om roaming på offentlige mobilkommunikationsnet i Unionen (EUT L 172 af 30.6.2012, s. 10).

39)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF (EUT L 315 af 14.11.2012, s. 1).

40)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU af 21. maj 2013 om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet (EUT L 165 af 18.6.2013, s. 63): artikel 13.

41)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 524/2013 af 21. maj 2013 om onlinetvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet (forordning om OTB på forbrugerområdet)(EUT L 165 af 18.6.2013, s. 1): artikel 14.

42)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 345/2013 af 17. april 2013 om europæiske venturekapitalfonde (EUT L 115 af 25.4.2013, s. 1).

43)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 346/2013 af 17. april 2013 om europæiske sociale iværksætterfonde (EUT L 115 af 25.4.2013, s. 18).

44)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/ЕU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT L 60 af 28.2.2014, s. 34): artikel 10, 11, 13, 14, 15, 16, 17, 18, 21, 22, 23, kapitel 10 og bilag I og II.

45)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 349).

46)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 214): artikel 3-18 og artikel 20, stk. 2.

47)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2302 af 25. november 2015 om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer samt om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU og om ophævelse af Rådets direktiv 90/314/EØF (EUT L 326 af 11.12.2015, s. 1).

48)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP'er) (EUT L 352 af 9.12.2014, s. 1).

49)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/760 af 29. april 2015 om europæiske langsigtede investeringsfonde (EUT L 123 af 19.5.2015, s. 98).

50)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, og om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 35).

51)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2120 af 25. november 2015 om foranstaltninger vedrørende adgang til det åbne internet og om ændring af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og forordning (EU) nr. 531/2012 om roaming på offentlige mobilkommunikationsnet i Unionen (EUT L 310 af 26.11.2015, s. 1).

52)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution (omarbejdning) (EUT L 26 af 2.2.2016, s. 19).

53)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).

54)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2341 af 14. december 2016 om arbejdsmarkedsrelaterede pensionskassers (IORP'ers) aktiviteter og tilsynet hermed (EUT L 354 af 23.12.2016, s. 37).

55)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1128 af 14. juni 2017 om grænseoverskridende portabilitet af onlineindholdstjenester i det indre marked (EUT L 168 af 30.6.2017, s. 1).

56)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1129 af 14. juni 2017 om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel på et reguleret marked, og om ophævelse af direktiv 2003/71/EF (EUT L 168 af 30.6.2017, s. 12).

57)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger (EUT L 169 af 30.6.2017, s. 8).

58)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1369 af 4. juli 2017 om opstilling af rammer for energimærkning og om ophævelse af direktiv 2010/30/EU (EUT L 198 af 28.7.2017, s. 1),

59)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/302 af 28. februar 2018 om imødegåelse af uberettiget geoblokering og andre former for forskelsbehandling på grundlag af kundernes nationalitet, bopæl eller hjemsted i det indre marked og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og (EU) 2017/2394 og af direktiv 2009/22/EF (EUT L 60 af 2.3.2018, s. 1).

59a)   Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF af 3. december 2001 om produktsikkerhed i almindelighed (EFT L 11 af 15.1.2002, s. 4). [Ændring 103]

59b)   Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/35/EU af 26. februar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse på markedet af elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser (EUT L 96 af 29.3.2014, s. 357). [Ændring 104]

59c)   Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed. [Ændring 105]

59d)   Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/31/EU af 26. februar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning vedrørende tilgængeliggørelse på markedet af ikke-automatiske vægte (EUT L 96 af 29.3.2014, s. 107). [Ændring 106]

59e)   Rådets forordning (EØF) nr. 2136/89 af 21. juni 1989 om fælles handelsnormer for sardinkonserves og varebetegnelser for sardinkonserves og sardintypekonserves. [Ændring 107]

59f)   Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2009 af 13. juli 2009 om betingelserne for adgang til naturgastransmissionsnet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1775/2005. [Ændring 108]

BILAG II

SAMMENLIGNINGSTABEL

Direktiv 2009/22/EF

Nærværende direktiv

Artikel 1, stk. 1

Artikel 1, stk. 1

Artikel 1, stk. 2

Artikel 2, stk. 1

-

Artikel 2, stk. 2

-

Artikel 3

Artikel 2, stk. 1

Artikel 5, stk. 1

Artikel 2, stk. 1, litra a)

Artikel 5, stk. 2, litra a) og b)

Artikel 12

-

Artikel 5, stk. 2, andet afsnit

Artikel 2, stk. 1, litra b)

Artikel 5, stk. 3

Artikel 9

Artikel 2, stk. 1, litra c)

Artikel 14

Artikel 2, stk. 2

Artikel 2, stk. 3

Artikel 3

Artikel 4, stk. 1-3

-

Artikel 4, stk. 4

-

Artikel 4, stk. 5

-

Artikel 5, stk. 4

-

Artikel 6

-

Artikel 7

—  

Artikel 8

-

Artikel 10

-

Artikel 11

-

Artikel 13

-

Artikel 15

Artikel 4

Artikel 16

Artikel 5

-

Artikel 6

Artikel 18

Artikel 7

Artikel 1, stk. 2

Artikel 8

Artikel 19

Artikel 9

Artikel 17

-

Artikel 20

Artikel 10

Artikel 21

Artikel 11

Artikel 22

(1) EUT C 440 af 6.12.2018, s. 66.
(2) EUT C 461 af 21.12.2018, s. 232.
(3)EUT C 440 af 6.12.2018, s. 66.
(4) EUT C 461 af 21.12.2018, s. 232.
(5) Europa-Parlamentets holdning af 26.3.2019.
(6)EUT L 110 af 1.5.2009, s. 30.
(7)EUT L 345 af 27.12.2017.
(8)EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
(9)Førnævnte direktiv blev ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/34/EF af 10. maj 1999 om ændring af Rådets direktiv 85/374/EØF om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar (EFT L 141 af 4.6.1999, s. 20).


Protokol til Euro-Middelhavsaftalen mellem EU og Israel (Kroatiens tiltrædelse) ***
PDF 113kWORD 47k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 26. marts 2019 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse på Den Europæiske Unions og dens medlemsstaters vegne af en protokol til Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Staten Israel på den anden side for at tage hensyn til Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union (09547/2018 – C8-0021/2019 – 2018/0080(NLE))
P8_TA(2019)0223A8-0164/2019

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Rådets afgørelse (09547/2018),

–  der henviser til udkast til protokol til Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Staten Israel på den anden side for at tage hensyn til Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union (09548/2018),

–  der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 217 og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C8-0021/2019),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 99, stk. 1 og 4, og artikel 108, stk. 7,

–  der henviser til henstilling fra Udenrigsudvalget (A8-0164/2019),

1.  godkender indgåelsen af protokollen;

2.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Staten Israels regering og parlament.


Den omfattende aftale mellem EU og Usbekistan
PDF 159kWORD 59k
Europa-Parlamentets henstilling af 26. marts 2019 til Rådet, Kommissionen og næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om den nye omfattende aftale mellem EU og Usbekistan (2018/2236(INI))
P8_TA(2019)0224A8-0149/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til Rådets afgørelse (EU) 2018/… af 16. juli 2018 om bemyndigelse af Europa-Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til på Unionens vegne at indlede og føre forhandlinger om de bestemmelser, der hører under Unionens kompetence, i en omfattende aftale mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Usbekistan på den anden side (10336/18),

—  der henviser til afgørelse vedtaget af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet den 16. juli 2018, om bemyndigelse af Europa-Kommissionen til på medlemsstaternes vegne at indlede og føre forhandlinger om de bestemmelser, der hører under medlemsstaternes kompetence, i en omfattende aftale mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Usbekistan på den anden side (10337/18),

—  der henviser til Rådets forhandlingsdirektiver af 16. juli 2018 (10601/18 EU Restricted), som blev fremsendt til Parlamentet den 6. august 2018,

—  der henviser til den nuværende partnerskabs- og samarbejdsaftale (PCA) mellem EU og Republikken Usbekistan, som trådte i kraft i 1999,

—  der henviser til aftalememorandummet om energi mellem EU og Usbekistan, der blev undertegnet i januar 2011,

–  der henviser til EU's retningslinjer for fremme og beskyttelse af alle menneskerettigheder for lesbiske, bøsser, biseksuelle, transpersoner og interseksuelle (LGBTI-personer), som blev vedtaget af Rådet i 2013,

—  der henviser til sin lovgivningsmæssige beslutning af 14. december 2016 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse af en protokol til partnerskabs- og samarbejdsaftalen om oprettelse af et partnerskab mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Usbekistan på den anden side om ændring af aftalen med henblik på at udvide aftalens bestemmelser til også at omfatte bilateral handel med tekstiler under hensyn til udløbet af den bilaterale tekstilaftale(1),

—  der henviser til sin ikke-lovgivningsmæssige beslutning af 14. december 2016 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse af en protokol til partnerskabs- og samarbejdsaftalen om oprettelse af et partnerskab mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Usbekistan på den anden side om ændring af aftalen med henblik på at udvide aftalens bestemmelser til også at omfatte bilateral handel med tekstiler under hensyn til udløbet af den bilaterale tekstilaftale(2),

—  der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2014 om menneskerettigheder i Usbekistan(3),

—  der henviser til sine beslutninger af 15. december 2011 om situationen med hensyn til gennemførelsen af EU-strategien for Centralasien(4) og af 13. april 2016 om gennemførelse og gennemgang af EU-strategien for Centralasien(5),

—  der henviser til den fælles meddelelse af 19. september 2018 fra Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik med titlen "Styrkede forbindelser mellem Europa og Asien – byggesten til en EU-strategi" (JOIN(2018)0031),

—  der henviser til de besøg, som Udenrigsudvalget og dets Underudvalg om Menneskerettigheder aflagde i Usbekistan i henholdsvis september 2018 og maj 2017, og til de regelmæssige besøg i landet af dets Delegation til De Parlamentariske Samarbejdsudvalg EU-Kasakhstan, EU-Kirgisistan, EU-Usbekistan og EU-Tadsjikistan og for Forbindelserne med Turkmenistan og Mongoliet,

—  der henviser til resultaterne af det 13. møde mellem EU's og Centralasiens udenrigsministre, der blev afholdt den 10. november 2017 i Samarkand, og som vedrørte den bilaterale dagsorden (økonomi, konnektivitet, sikkerhed og retsstatsprincippet) og regionale spørgsmål,

—  der henviser til det fælles kommuniké fra det 14. møde mellem EU's og Centralasiens udenrigsministre, der blev afholdt den 23. november 2018 i Bruxelles med titlen "EU-Centralasien – Arbejde sammen for at opbygge en fremtid med inklusiv vækst, bæredygtig konnektivitet og stærkere partnerskaber"(6),

—  der henviser til EU's fortsatte udviklingsbistand til Usbekistan på 168 mio. EUR i perioden 2014-2020, finansiel bistand fra Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD) og andre EU-foranstaltninger til støtte for fred og sikkerhed og reduktion af nukleart affald i landet,

—  der henviser til erklæringen fra Tashkent-konferencen om Afghanistan den 26. og 27. marts 2018, som Usbekistan var vært for, og som blev ledet i fællesskab med Afghanistan, med titlen "Fredsproces, sikkerhedssamarbejde og regional konnektivitet",

—  der henviser til strategien for aktioner i fem prioriterede områder for udvikling af Usbekistan (udviklingsstrategi) for 2017-2021,

–  der henviser til de skridt, som Usbekistan har taget i retning af et mere åbent samfund og mere åbenhed i forbindelserne med nabolandene, siden det blev uafhængigt af Sovjetunionen,

–  der henviser til FN's mål for bæredygtig udvikling,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 113,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A8-0149/2019),

A.  der henviser til, at EU og Usbekistan den 23. november 2018 indledte forhandlinger om en omfattende udvidet partnerskabs- og samarbejdsaftale med henblik på at erstatte den nuværende partnerskabs- og samarbejdsaftale mellem EU og Usbekistan med henblik på at styrke og uddybe samarbejdet på områder af fælles interesse, og som er baseret på de fælles værdier demokrati, retsstatsprincippet, respekten for de grundlæggende frihedsrettigheder og god regeringsførelse med henblik på at fremme bæredygtig udvikling og international sikkerhed og effektivt tackle globale udfordringer såsom terrorisme, klimaændringer og organiseret kriminalitet;

B.  der henviser til, at den omfattende udvidede partnerskabs- og samarbejdsaftale kræver Parlamentets godkendelse for at kunne træde i kraft;

1.  henstiller til Rådet, Kommissionen og næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik:

Forbindelserne mellem EU og Usbekistan

Ny omfattende aftale

   a) at glæde sig meget over de tilsagn, som Usbekistan har givet, og de skridt, det har taget i retning af et mere åbent samfund og niveauet af det reelle engagement i den politiske dialog mellem EU og Usbekistan, hvilket førte til forhandlinger om en omfattende udvidet partnerskabs- og samarbejdsaftale; at understrege EU's interesse i at styrke forbindelserne med Usbekistan på grundlag af fælles værdier og anerkende Usbekistans rolle som en vigtig kulturel og politisk bro mellem Europa og Asien;
   b) at sørge for regelmæssig, indgående dialog og overvåge den fulde gennemførelse af politiske og demokratiske reformer med henblik på at skabe et uafhængigt retsvæsen – herunder ophævelse af alle restriktioner for advokaters uafhængighed – et reelt uafhængigt parlament som følge af et reelt konkurrencedygtigt valg, beskyttelse af menneskerettigheder, ligestilling mellem kønnene og mediefrihed, afpolitisering af sikkerhedstjenesterne og sikring af, at de forpligter sig til at respektere retsstatsprincippet og til betydeligt at inddrage civilsamfundet i reformprocessen; at glæde sig over de nye beføjelser, der er tillagt Oliy Majlis, og de nye mekanismer til styrkelse af den parlamentariske kontrol; at tilskynde myndighederne til at gennemføre henstillingerne i OSCE/ODIHR's rapport efter parlamentsvalget i 2014;
   c) at understrege og yde betydelig støtte til bæredygtige reformer og deres gennemførelse på grundlag af nuværende og fremtidige aftaler, der fører til håndgribelige resultater og behandler politiske, samfundsmæssige og økonomiske spørgsmål, navnlig med henblik på at forbedre forvaltningen, åbne plads for et reelt forskelligartet og uafhængigt civilsamfund, styrke respekten for menneskerettighederne, beskyttelse af alle mindretal og sårbare personer, herunder personer med handicap, sikre retsforfølgning i tilfælde af krænkelser af menneskerettigheder og andre forbrydelser og fjerne hindringer for iværksættervirksomhed;
   d) at anerkende og støtte Usbekistans tilsagn til de igangværende strukturelle, administrative og økonomiske reformer for at forbedre erhvervsklimaet, retsvæsenet og sikkerhedstjenesterne, arbejdsvilkårene og den administrative ansvarlighed og effektivitet og understrege betydningen af fuldstændig og verificerbar gennemførelse heraf; at hilse liberaliseringen af transaktioner i udenlandsk valuta og valutamarkedet velkommen; at understrege, at Usbekistans omfattende reformplan, udviklingsstrategien for 2017-2021, skal gennemføres og understøttes af foranstaltninger, der fremmer udenrigshandelen og forbedrer erhvervsklimaet; at tage hensyn til, at arbejdsmigration og pengeoverførsler er vigtige mekanismer til bekæmpelse af fattigdom i Usbekistan;
   e) indtrængende at opfordre den usbekiske regering til at sikre, at menneskerettighedsforkæmpere, civilsamfundet, internationale observatører og menneskerettighedsorganisationer kan operere frit i et retligt forsvarligt og politisk sikkert miljø, navnlig ved at lette registreringsprocesserne og gøre det muligt at tage retlige skridt i tilfælde af, at registrering nægtes; indtrængende at opfordre regeringen til at tillade regelmæssig, uhindret og uafhængig overvågning af forholdene i fængsler og tilbageholdelsessteder; at opfordre regeringen til at indbyde FN's særlige rapportør om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, gennemføre henstillingen fra hans sidste besøg i 2003 og bringe national lovgivning og praksis i overensstemmelse med folkeretten og internationale standarder, herunder en uafhængig overvågningsmekanisme, der giver uhindret adgang til tilbageholdelsessteder, således at behandlingen af fanger kan overvåges; at opfordre myndighederne til grundigt at undersøge alle påstande om tortur eller umenneskelig behandling;
   f) at fremme et tolerant, inklusivt og demokratisk samfund med en troværdig regering ved at støtte gradvis liberalisering under fuld respekt for FN's vejledende principper vedrørende erhvervslivet og menneskerettighederne og socioøkonomiske fremskridt til gavn for befolkningen;
   g) at hilse frigivelsen af politiske fanger velkommen, men indtrængende at opfordre myndighederne til at garantere dem fuld rehabilitering og adgang til retsmidler og medicinsk behandling; at opfordre til løsladelse af alle resterende politiske fanger og alle andre personer, der er fængslet eller forfulgt som følge af politisk motiverede anklager, såsom menneskerettighedsaktivister, civilsamfundet og religiøse aktivister, journalister og oppositionspolitikere; at udtrykke bekymring over mange retssager for lukkede døre og indtrængende at opfordre regeringen til at sætte en stopper for denne praksis; indtrængende at opfordre regeringen til hurtigt at ændre bestemmelserne i straffeloven vedrørende ekstremisme, der undertiden misbruges til at kriminalisere afvigende meninger; at glæde sig over de tilsagn, der blev givet om at standse anvendelsen af "overtrædelser af fængselsreglerne" for vilkårligt at forlænge dommene over politiske fanger; at sikre, at alle politiske fanger, der er dømt for forbrydelser og andre lovovertrædelser, får genparter af domme afsagt i deres sager, således at de kan få adgang til deres ret til at klage og anmode om rehabilitering; at glæde sig over lempelsen af visse begrænsninger af friheden til at deltage i fredelige forsamlinger og desuden tilskynde til fjernelse af begrænsninger af disse friheder, f.eks. tilbageholdelse af fredelige demonstranter, og dermed at overholde verdenserklæringen om menneskerettigheder; at hilse det seneste besøg af FN's særlige rapportør om religions- og trosfrihed velkommen;
   h) at notere, at Usbekistans placering i Journalister uden Grænsers pressefrihedsindeks kun er blevet en smule bedre mellem 2016 og 2018, og fortsat at være bekymret over censur, blokering af websteder, selvcensur blandt journalister og bloggere, chikane, både online og offline, og politisk motiverede anklager om kriminalitet; indtrængende at opfordre myndighederne til at holde op med at lægge pres på og overvåge medierne, ophøre med blokering af uafhængige websteder og tillade internationale medier at akkreditere korrespondenter og til at drive virksomhed i landet; at støtte og hilse de foranstaltninger velkommen, der er truffet for at øge mediernes og civilsamfundsorganisationernes uafhængighed, f.eks. ophævelse af visse restriktioner for deres aktiviteter samt fornyet tilladelse af udenlandske og internationale medier og NGO'er, som tidligere har været udelukket fra landet; at bifalde den nye lov om registrering af NGO'er, der lemper visse registreringsprocedurer og visse krav om forhåndstilladelse til afholdelse af aktiviteter eller møder; indtrængende at opfordre myndighederne til fuldt ud at gennemføre denne lovgivning, herunder ved at fjerne alle hindringer for registrering af internationale organisationer, og tilskynde myndighederne til at tage fat på de resterende restriktioner, der begrænser NGO'ernes arbejde, f.eks. besværlige registreringskrav og indgribende overvågning;
   i) at glæde sig over de fremskridt, der er gjort i retning af udryddelse af børnearbejde og udfasning af tvangsarbejde, samt de nylige besøg i Usbekistan af FN's særlige rapportører og genåbningen af landet for internationale NGO'er på dette område; at påpege, at statsstøttet tvangsarbejde i bomulds- og silkeindustrien og andre områder fortsat er et problem; at forvente, at den usbekiske regering tager skridt til at udrydde alle former for tvangsarbejde, til at tackle de grundlæggende årsager til fænomenet, navnlig systemet med obligatoriske kvoter, og til at holde lokale myndigheder ansvarlige, som mobiliserer arbejdstagere i den offentlige sektor og studerende under tvang; at understrege, at der er behov for en større indsats og yderligere retlige foranstaltninger for at konsolidere fremskridtene på dette område med henblik på at afskaffe tvangsarbejde; i denne forbindelse at tilskynde til yderligere samarbejde med Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO); at fremme muligheden for, at FN's særlige rapportør om moderne former for slaveri kan besøge landet; at understrege betydningen af bestræbelserne på at udvikle en bæredygtig forsyningskæde for bomuld og moderne og miljømæssigt forsvarlige bomuldsdyrkningsteknologier og landbrugsmetoder i landet; at støtte indenlandske bomuldsproducenter for at forbedre deres produktionseffektivitet, beskytte miljøet og forbedre praksis på arbejdsmarkedet med henblik på at afskaffe tvangsarbejde
   j) at tilskynde myndighederne til at øge indsatsen for at nedbringe arbejdsløsheden i landet, herunder at åbne den private sektor og styrke små og mellemstore virksomheder; i denne forbindelse at glæde sig over forlængelsen af lederuddannelsesprogrammer og tilskynde til yderligere uddannelsesprogrammer for iværksættere; at minde om landets unge befolknings potentiale og dens relativt høje uddannelsesniveau i denne henseende; at tilskynde til fremme af iværksætteruddannelsesprogrammer; at minde om betydningen af EU-programmer såsom Erasmus+ for at fremme den interkulturelle dialog mellem EU og Usbekistan og for at give de studerende mulighed for at deltage i disse programmer som positive forandringsaktører i deres samfund;
   k) at fortsætte med at afholde årlige menneskerettighedsdialoger, der blev tilrettelagt af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten), og i denne forbindelse presse på for at få løst individuelle sager, herunder dem vedrørende politiske fanger; at blive enige om konkrete områder forud for hver enkelt runde af årlige dialoger og vurdere fremskridt med hensyn til resultater i overensstemmelse med EU's standarder, samtidig med at menneskerettighedsspørgsmål integreres i alle andre møder og politikker; at tilskynde til og vurdere overholdelsen af internationale menneskerettighedsinstrumenter, som er ratificeret af Usbekistan, navnlig inden for rammerne af FN, OSCE og ILO; at give udtryk for fortsat bekymring over de udestående problemer og den manglende gennemførelse af nogle reformer; at tilskynde myndighederne til at afkriminalisere seksuelle forhold mellem personer af samme køn og fremme en kultur præget af tolerance over for LGBTI-personer; at opfordre de usbekiske myndigheder til at værne om og fremme kvinders rettigheder;
   l) at sikre en revision af passystemet; at glæde sig over afskaffelsen af ordningen med "udrejsevisum", der tidligere blev krævet af usbekiske statsborgere, der rejser uden for Fællesskabet af Uafhængige Stater (SNG); at glæde sig over Usbekistans meddelelse om, at det fra januar 2019 ikke længere vil kræve visa fra statsborgere fra EU's medlemsstater;
   m) indtrængende at opfordre myndighederne til at forbedre det lokale sundhedssystem og forhøje statens midler til at fremme forbedringer, da situationen er blevet betydeligt forværret, siden landet opnåede uafhængighed;
   n) indtrængende at opfordre myndighederne til at yde den nødvendige støtte og søge om bidrag og støtte fra internationale partnere for at gøre det muligt for Usbekistan, og navnlig den autonome republik Karakalpakstan yderligere at håndtere de økonomiske, sociale og sundhedsrelaterede følger af miljøkatastrofen i Aralsøen ved at indføre bæredygtige politikker og praksis inden for vandforvaltning og -bevaring og en troværdig plan for gradvis oprensning for regionen; at glæde sig over den positive udvikling i det regionale samarbejde om vand, navnlig med Tadsjikistan og Kasakhstan, oprettelsen af FN's multipartnertrustfond for menneskelig sikkerhed i Aralsøregionen og myndighedernes engagement; at fortsætte med at støtte bestræbelserne på at forbedre vandingsinfrastrukturer;
   o) at anerkende Usbekistans nye udenrigspolitik, som har ført til forbedringer i samarbejdet med nabolande og internationale partnere, navnlig med hensyn til fremme af stabilitet og sikkerhed i regionen, grænseforvaltning og vandforvaltning, grænsedragning og energi; at støtte Usbekistans positive engagement i Afghanistans fredsproces;
   p) at glæde sig over Usbekistans fortsatte engagement med hensyn til at opretholde den centralasiatiske kernevåbenfri zone; at minde om EU's tilsagn om at støtte Usbekistan i forbindelse med håndtering af giftigt og radioaktivt affald; at opfordre Usbekistan til at undertegne traktaten om forbud mod kernevåben;
   q) at tage hensyn til Usbekistans vigtige rolle i den kommende revision af EU's strategi for Centralasien ved at anvende differentieringsprincippet;
   r) at anerkende Usbekistans legitime sikkerhedsproblemer og øge samarbejdet til fordel for krisestyring, konfliktforebyggelse, integreret grænseforvaltning og bekæmpelse af voldelig radikalisering, terrorisme, organiseret kriminalitet og ulovlig handel med narkotika, samtidig med at retsstatsprincippet, herunder beskyttelse af menneskerettighederne, opretholdes;
   s) at sikre effektivt samarbejde om bekæmpelse af korruption, hvidvask af penge og skatteunddragelse;
   t) at knytte bistanden til Usbekistan fra EU's eksterne finansieringsinstrumenter og fra EIB's og EBRD's lån til fortsatte fremskridt med reformer;
   u) at støtte effektiv gennemførelse af de centrale internationale konventioner, der er nødvendige for at opnå GSP+-status;
   v) at støtte Usbekistans bestræbelser på at blive medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO) for bedre at integrere landet i verdensøkonomien og forbedre dets erhvervsklima og dermed tiltrække flere udenlandske direkte investeringer (UDI);
   w) at tage hensyn til udviklingen af relationer med andre tredjelande i forbindelse med gennemførelsen af Kinas et-bælte-en-vej-initiativ (OBOR) og at insistere på, at der tages hensyn til de menneskerettighedsspørgsmål, der er forbundet med dette initiativ, bl.a. ved at udarbejde retningslinjer på dette område;
   x) at anvende forhandlingerne om den udvidede partnerskabs- og samarbejdsaftale til at støtte reelle og bæredygtige fremskridt hen imod et ansvarligt og demokratisk regime, der garanterer og beskytter grundlæggende rettigheder for alle borgere og fokuserer navnlig på at sikre et gunstigt miljø for civilsamfundet, menneskerettighedsforkæmpere og advokaters uafhængighed; at sikre, at Usbekistan, inden forhandlingerne afsluttes, gør fremskridt med at sikre ytringsfriheden og foreningsfriheden samt friheden til at deltage i fredelige forsamlinger i overensstemmelse med internationale standarder, herunder ved at fjerne de hindringer, der hindrer alle nye grupper i at blive registreret og lovligt påbegynde aktiviteter i landet og modtage udenlandsk finansiering;
   y) at forhandle en moderne, altomfattende og ambitiøs aftale mellem EU og Usbekistan, som skal erstatte partnerskabs- og samarbejdsaftalen fra 1999, styrke de mellemfolkelige kontakter, det politiske samarbejde, handels- og investeringsforbindelserne og samarbejdet om bæredygtig udvikling, miljøbeskyttelse, konnektivitet, menneskerettigheder og regeringsførelse og bidrage til den bæredygtige økonomiske og sociale udvikling i Usbekistan;
   z) at forny deres engagement til fremme af demokratiske standarder, principper for god regeringsførelse og retsstatsprincippet samt respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, herunder religions- og trosfrihed og for deres forkæmpere;
   aa) at støtte Usbekistans fornyede bestræbelser på multilateralt og internationalt samarbejde om globale og regionale udfordringer, såsom bl.a. international sikkerhed og bekæmpelse af voldelig ekstremisme, organiseret kriminalitet, narkohandel, vandforvaltning, miljøforringelse, klimaændringer og migration;
   ab) at sikre, at den omfattende aftale fremmer og styrker det regionale samarbejde og den fredelige konfliktløsning, hvad angår de eksisterende kontroverser, hvilket baner vejen for ægte gode naboskabsforbindelser;
   ac) at styrke bestemmelserne vedrørende handel og økonomiske forbindelser ved at knytte dem bedre sammen med bestemmelserne på menneskerettighedsområdet og en forpligtelse til at gennemføre FN's vejledende principper om erhvervsliv og menneskerettigheder og samtidigt indføre mekanismer til dels at vurdere og imødegå negative indvirkninger på menneskerettighederne og dels ved at fremme markedsøkonomiske principper, herunder retssikkerhed og uafhængige og gennemsigtige institutioner, den sociale dialog og ILO-arbejdsstandarder med henblik på at sikre bæredygtige udenlandske direkte investeringer og bidrage til en diversificering af økonomien; at forbedre samarbejdet om bekæmpelse af korruption, hvidvask af penge og skatteunddragelse og sikre, at de aktiver, der i øjeblikket er indefrosset i flere EU- og EØS-medlemsstater, repatrieres ansvarligt til fordel for hele den usbekiske befolkning;
   ad) at styrke aspekter af det interparlamentariske samarbejde inden for et bemyndiget parlamentarisk samarbejdsudvalg inden for områderne demokrati, retsstatsprincippet og menneskerettigheder, herunder direkte ansvar over for repræsentanter for samarbejdsrådet og det parlamentariske samarbejdsudvalg;
   ae) at sikre inddragelse af alle relevante aktører, herunder civilsamfundet både under forhandlingerne og i gennemførelsen af aftalen;
   af) at indføje betingelser om en mulig suspendering af samarbejdet, såfremt en af parterne overtræder essentielle elementer, navnlig med hensyn til respekten for demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincippet, herunder høring af Europa-Parlamentet i sådanne tilfælde; at oprette en uafhængig overvågnings- og klagemekanisme, der giver de berørte befolkninger og deres repræsentanter et effektivt redskab til at håndtere indvirkninger på menneskerettigheder og overvåge gennemførelsen;
   ag) at sikre, at Europa-Parlamentet inddrages tæt i overvågningen af gennemførelsen af alle dele af den udvidede partnerskabs- og samarbejdsaftale, når den træder i kraft, at afholde høringer i denne forbindelse og at sikre, at Parlamentet og civilsamfundet er behørigt informeret om gennemførelsen af den udvidede partnerskabs- og samarbejdsaftale af EU-Udenrigstjenesten, og at handle derefter;
   ah) at drage omsorg for, at Europa-Parlamentet forelægges alle forhandlingsdokumenter, i det omfang fortrolighedsreglerne tillader det, således at Parlamentet kan føre behørig kontrol med forhandlingsprocessen; at opfylde de interinstitutionelle forpligtelser, der følger af artikel 218, stk. 10, i TEUF, og periodisk at aflægge rapport til Parlamentet;
   ai) først at anvende den udvidede partnerskabs- og samarbejdsaftale midlertidigt, efter at Parlamentet har givet sin godkendelse;
   aj) at gennemføre en offentlig informationskampagne, der fremhæver de forventede positive resultater af samarbejdet til gavn for EU's og usbekiske borgere, som også vil forbedre de mellemfolkelige kontakter;

2.  pålægger sin formand at sende denne henstilling til Rådet, Kommissionen og næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og til Republikken Usbekistans præsident, regering og parlament.

(1) EUT C 238 af 6.7.2018, s. 394.
(2) EUT C 238 af 6.7.2018, s. 51.
(3) EUT C 274 af 27.7.2016, s. 25.
(4) EUT C 168 E af 14.6.2013, s. 91.
(5) EUT C 58 af 15.2.2018, s. 119.
(6) https://eeas.europa.eu/headquarters/headquarters-homepage/54354/joint-communiqué-european-union-–-central-asia-foreign-ministers-meeting-brussels-23-november_en


Afskaffelse af sæsonbestemte tidsomstilinger ***I
PDF 179kWORD 55k
Beslutning
Konsolideret tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 26. marts 2019 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om afskaffelse af sæsonbestemte tidsomstillinger og ophævelse af direktiv 2000/84/EF (COM(2018)0639 – C8-0408/2018 – 2018/0332(COD))
P8_TA(2019)0225A8-0169/2019

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2018)0639),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0408/2018),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til de begrundede udtalelser, som inden for rammerne af protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet er blevet forelagt af Folketinget, Det Forenede Kongeriges Underhus og Det Forenede Kongeriges Overhus, om, at udkastet til lovgivningsmæssig retsakt ikke overholder nærhedsprincippet,

–  der henviser til udtalelse af 17. oktober 2018 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

–  der henviser til resultaterne af den onlinehøring, som Europa-Kommissionen gennemførte i perioden 4. juli-16. august 2018,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Transport- og Turismeudvalget og udtalelser fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, Udvalget om Industri, Forskning og Energi, Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, Retsudvalget og Udvalget for Andragender (A8-0169/2019),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 26. marts 2019 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) .../... om afskaffelse af sæsonbestemte tidsomstilinger og ophævelse af direktiv 2000/84/EF

P8_TC1-COD(2018)0332


(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(2),

efter den almindelige lovgivningsprocedure(3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Medlemsstaterne har før i tiden hver især valgt at indføre sommertid på nationalt plan. For at det indre marked kunne fungere ordentligt, var det derfor vigtigt at fastsætte en fælles dato og et fælles tidspunkt for overgangen til henholdsvis sommer- og vintertid, som skulle gælde i hele Unionen, med henblik på at koordinere omstillingen af ure i medlemsstaterne. Alle medlemsstater anvender omstiller i øjeblikket sommertidsordningen tiden to gange om året som fastsat i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/84/EF(4) fra. Standardtiden omstilles til sommertid den sidste søndag i marts til den sidste søndag i oktober samme år. [Ændring 1]

(2)  I På baggrund af adskillige andragender, borgerinitiativer og parlamentariske forespørgsler opfordrede Europa-Parlamentet i sin beslutning af 8. februar 2018 opfordrede Europa-Parlamentet Kommissionen til at foretage en grundig undersøgelse af sommertidsordningen som fastsat i direktiv 2000/84/EF og, om nødvendigt, fremsætte forslag til en revision. Det bekræftes ligeledes i Beslutningen understregede ligeledes, at det er afgørende vigtigheden af at bevare en harmoniseret og koordineret tilgang til tidsordningen i hele Unionen og en ensartet EU-tidsordning. [Ændring 2]

(3)  Kommissionen har analyseret de foreliggende undersøgelsesresultater, som peger på betydningen af at have harmoniserede EU-regler på dette område for at sikre, at det indre marked fungerer ordentligt, for at skabe forudsigelighed og vished på lang sigt samt for bl.a. at undgå forstyrrelser i tidsplanerne for transportoperationer, driftsforstyrrelser i informations- og kommunikationssystemers funktion, højere udgifter til grænseoverskridende handel og lavere produktivitet på det indre marked for varer og tjenesteydelser. Det står ikke klart, om fordelene ved sommertidsordningen opvejer ulemperne ved at foretage de halvårlige tidsomstillinger. [Ændring 3]

(3a)   Den offentlige debat om sommertidsordningen er ikke ny, og der har siden sommertidens indførelse været adskillige initiativer for at afskaffe den. Nogle medlemsstater har afholdt nationale høringer, og et flertal af virksomheder og interesseparter har støttet en afskaffelse af ordningen. Høringen afholdt i Europa-Kommissionens regi førte til samme konklusion. [Ændring 4]

(3b)  I denne sammenhæng kan situationen for husdyravlere tjene som et eksempel på, hvordan sommertidsordningen oprindeligt blev anset for at være uforenelig med landbrugets arbejdspraksis, navnlig hvad angår den ved standardtid allerede meget tidlige start på arbejdsdagen. Halvårlige overgange til sommertid ansås endvidere for at gøre det vanskeligere at få afgrøder eller dyrene ind til markederne. Og endelig antoges det, at mælkeudbyttet ville blive forringet, fordi køerne ville følge deres naturlige malkerytme. Moderne landbrugsudstyr og -praksis har imidlertid revolutioneret landbruget, således at de fleste af disse betænkeligheder ikke længere er relevante, hvorimod der stadig er grund til bekymring med hensyn til dyrenes biorytme og landbrugernes arbejdsvilkår. [Ændring 5]

(4)  Der foregår en livlig offentlig debat om sommertidsordningen. Omkring 4,6 millioner borgere deltog i den offentlige høring, som Kommissionen afholdt, hvilket er det største antal tilkendegivelser, der nogensinde er blevet modtaget under en kommissionshøring. En række borgerinitiativer har desuden sat fokus på borgernes bekymringer over de halvårlige tidsomstillinger, og nogle medlemsstater har allerede givet udtryk for, at de foretrækker at afskaffe den sådanne sommertidsordninger. Det er i lyset af denne udvikling nødvendigt fortsat at sikre, at det indre marked fungerer ordentligt, og at undgå eventuelle alvorlige forstyrrelser på markedet som følge af, at medlemsstaterne træffer divergerende foranstaltninger på dette område. Sommertidsordningen bør derfor afskaffes på en koordineret og harmoniseret måde. [Ændring 6]

(4a)  Kronobiologi viser, at den menneskelige krops biorytme påvirkes af enhver ændring i tiden, hvilket kan have en negativ indvirkning på menneskelig sundhed. Nyere videnskabelig dokumentation peger tydeligt på, at der er en forbindelse mellem ændringer af tid og hjerte-kar-sygdomme, inflammatorisk immunsygdom eller forhøjet blodtryk, der er knyttet til forstyrrelser i døgnrytmen. Visse grupper såsom børn og ældre er særligt sårbare. Det er derfor for at beskytte offentlig sundhed hensigtsmæssigt at afskaffe sæsonbestemte tidsomstillinger. [Ændring 7]

(4b)   Medlemsstaternes områder, bortset fra de oversøiske territorier, er spredt over tre forskellige tidszoner eller standardtider, nemlig GMT, GMT+1 og GMT+2. Unionens betydelige nord-sydlige udstrækning betyder, at indvirkningerne af tid for dagslys varierer i Unionen. Det er derfor vigtigt, at medlemsstaterne tager hensyn til de geografiske tidsaspekter, dvs. naturlige tidszoner og geografisk beliggenhed, før de ændrer deres tidszoner. Medlemsstaterne bør høre borgerne og relevante interessenter, før de beslutter at ændre deres tidszoner. [Ændring 8]

(4c)  En række borgerinitiativer har sat fokus på borgernes bekymringer over de halvårlige tidsomstillinger, og medlemsstaterne bør have tid og mulighed for at gennemføre deres egne offentlige høringer og konsekvensanalyser for bedre at forstå konsekvenserne af at afskaffe sæsonbestemte tidsomstillinger i alle regioner. [Ændring 9]

(4d)  Sommertid har medvirket til, at solnedgangstidspunktet indtræffer senere i sommermånederne. For mange unionsborgere er sommer indbegrebet af sollys til sent på aftenen. En tilbagevenden til "standardtid" vil medføre, at solnedgangstidspunktet indtræffer en time tidligere om sommeren, således at den periode af året, hvor der er dagslys til sent på aftenen, ville indskrænkes betydeligt. [Ændring 10]

(4e)  Adskillige undersøgelser har kigget på sammenhængen mellem overgangen til sommertid og risikoen for hjerteanfald, forstyrrelser i kroppens rytme, søvnmangel, manglende koncentration og opmærksomhed, øget risiko for ulykker, lavere livskvalitet og endda selvmordsrater. Længere dagslys, udendørsaktiviteter efter arbejde eller skole og eksponering for sollys har imidlertid klart nogle positive virkninger på lang sigt for den generelle trivsel. [Ændring 11]

(4f)  Sæsonbestemte tidsomstillinger har desuden en negativ indvirkning på dyrevelfærden, hvilket f.eks. ses tydeligt i landbrugssektoren, hvor malkekøernes mælkeproduktion påvirkes negativt. [Ændring 12]

(4g)  Det er almindeligt antaget, at sæsonbestemte tidsomstillinger medfører energibesparelser. Det var således den primære årsag til, at de oprindeligt blev indført tilbage i forrige århundrede. Forskning viser imidlertid, at hvor sæsonbestemte tidsomstillinger kan være marginalt gavnlige for reduktion af energiforbruget i Unionen som helhed, er dette ikke tilfældet i samtlige medlemsstater. Den energi til belysning, der spares ved at skifte til sommertid, bliver muligvis også udlignet af et øget energiforbrug til opvarmning. Desuden vanskeliggøres fortolkningen af dataene af, at de er stærkt påvirket af eksterne faktorer såsom klimaforhold, energiforbrugeres adfærd og den igangværende energiomstilling. [Ændring 13]

(5)  Dette direktiv bør ikke være til hinder for, at hver enkelt medlemsstat træffer beslutning om sin standardtid eller -tider for de områder, der hører under dens jurisdiktion, og som er omfattet af traktaterne, og om yderligere ændringer af denne eller disse standardtider. For at sikre, at det indre markeds funktion ikke forstyrres af, at kun nogle medlemsstater anvender sommertid, bør medlemsstaterne afholde sig fra at ændre standardtiden for et hvilket som helst område under deres jurisdiktion af sæsonbestemte årsager, også selv om en sådan ændring præsenteres som en ændret tidszone. For at begrænse forstyrrelser i bl.a. transportsektoren, kommunikationssektoren og andre berørte sektorer bør de desuden underrette Kommissionen i god tid om deres hensigt om at ændre deres standardtid og efterfølgende anvende den tid, de har meddelt. Kommissionen bør på grundlag af nævnte meddelelse underrette alle de øvrige medlemsstater, således at de kan træffe de nødvendige foranstaltninger. Den bør desuden underrette offentligheden og interessenterne ved at offentliggøre oplysningerne. senest den 1. april 2020, såfremt de agter at ændre deres standardtid den sidste søndag i oktober 2021. [Ændring 14]

(6)  Det er derfor nødvendigt at afskaffe den harmoniserede periode, der er omfattet af sommertidsordningen i direktiv 2000/84/EF, og at indføre fælles regler, der hindrer medlemsstaterne i at anvende forskellige sæsonbestemte tidsordninger ved at ændre deres standardtid mere end én gang om året, og regler, der forpligter medlemsstaterne til at meddele planlagte ændringer af deres standardtid. Dette direktiv tager sigte på at bidrage på afgørende vis til det indre markeds gnidningsløse funktion og bør derfor være baseret på artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) som fortolket i overensstemmelse med Den Europæiske Unions Domstols faste retspraksis. [Ændring 15]

(6a)   Det er nødvendigt, at der forud for beslutningen om, hvilken standardtid der skal anvendes i de enkelte medlemsstater, gennemføres høringer og undersøgelser, der tager hensyn til borgernes præferencer, geografiske variationer, regionale forskelle, standardarbejdsordninger og andre faktorer, der er relevante for den enkelte medlemsstat. Medlemsstaterne bør derfor have tilstrækkelig tid til at undersøge konsekvenserne af forslaget og til at vælge den løsning, der bedst tjener deres befolkninger, under hensyntagen til det indre markeds funktionsevne. [Ændring 16]

(6b)   En tidsændring, der ikke hænger sammen med sæsonbestemte ændringer, vil føre til overgangsomkostninger, navnlig med hensyn til it-systemer inden for transport og andre sektorer. Der er for væsentligt at mindske omkostningerne ved overgangen behov for en rimelig forberedelsesperiode til gennemførelsen af dette direktiv. [Ændring 17]

(7)  Dette direktiv bør anvendes fra den 1. april 2019 2021, således at den sidste sommertidsperiode, der er omfattet af reglerne i direktiv 2000/84/EF, begynder den 31. marts 2019 sidste søndag i marts 2021, kl. 1.00, koordineret verdenstid, i hver enkelt medlemsstat. Medlemsstater, der efter udløbet af nævnte sommertidsperiode agter at vedtage en standardtid svarende til deres vintertid i henhold til direktiv 2000/84/EF, bør ændre deres standardtid den 27. oktober 2019 sidste søndag i oktober 2021, kl. 1.00, koordineret verdenstid, således at eventuelle lignende permanente tidsændringer finder sted samtidig i de forskellige medlemsstater. Det er ønskeligt, hvis at medlemsstaterne træffer afgørelse om den standardtid, de hver især vil anvende fra 2019 2021, på koordineret afstemt vis. [Ændring 18]

(7a)  Med henblik på at sikre en harmoniseret gennemførelse af dette direktiv bør medlemsstaterne samarbejde med hinanden og træffe afgørelser om deres påtænkte tidsordninger på afstemt og koordineret vis. Der bør derfor etableres en koordineringsmekanisme bestående af en udpeget repræsentant for hver medlemsstat og en repræsentant for Kommissionen. Koordineringsmekanismen bør drøfte og vurdere den potentielle indvirkning af påtænkte afgørelser om de enkelte medlemsstaters standardtider på det indre markeds funktionsevne med det sigte at undgå betydelige forstyrrelser. [Ændring 19]

(7b)  Kommissionen bør vurdere, om de planlagte tidsordninger i de forskellige medlemsstater har potentiale til i væsentlig grad og permanent at hæmme det indre markeds funktionsevne. Hvor denne vurdering ikke fører til, at medlemsstaterne tager deres planlagte foranstaltninger op til fornyet overvejelse, bør Kommissionen kunne udsætte datoen for anvendelsen af dette direktiv med højst 12 måneder og forelægge et forslag til retsakt, hvis det er hensigtsmæssigt. Kommissionen tillægges til dette formål og med henblik på at tilsikre behørig anvendelse af dette direktiv beføjelse til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår udsættelse af datoen for dette direktivs anvendelsen med indtil 12 måneder. [Ændring 20]

(8)  Gennemførelsen af dette direktiv bør overvåges. Kommissionen bør forelægge resultaterne af denne overvågning i en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet. Rapporten bør baseres på de oplysninger, som medlemsstaterne sender til Kommissionen i god tid, således at rapporten kan forelægges til en bestemt tid.

(9)  Eftersom målene med dette direktiv for så vidt angår harmoniserede tidsordninger ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne, men bedre kan nås på EU-plan, kan Unionen vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(10)  Den harmoniserede tidsordning bør anvendes i overensstemmelse med bestemmelserne om traktaternes territoriale anvendelsesområde som fastsat i artikel 355 i TEUF.

(11)  Direktiv 2000/84/EF bør derfor ophæves —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

1.  Medlemsstaterne må ikke foretage sæsonbestemte ændringer af deres standardtid eller -tider.

2.  Uanset stk. 1 må medlemsstaterne fortsat foretage en sæsonbestemt ændring af deres standardtid eller -tider i 2019 2021, forudsat at det sker den 27. oktober 2019 sidste søndag i oktober nævnte år, kl. 1.00, koordineret verdenstid. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen denne beslutning i overensstemmelse med artikel 2 afgørelse senest den 1. april 2020. [Ændring 21]

Artikel 2

1.  Hvis en medlemsstat uanset artikel 1 beslutter at ændre sin standardtid eller sine standardtider i et hvilket som helst område under dens jurisdiktion, underretter den Kommissionen herom, senest seks måneder før ændringen får virkning. Hvis en medlemsstat har givet en sådan meddelelse og ikke har trukket den tilbage senest seks måneder før datoen for anvendelsen af den planlagte ændring, skal medlemsstaten gennemføre ændringen. Der oprettes hermed en koordineringsmekanisme med det formål at tilsikre en harmoniseret og koordineret tilgang til tidsordninger i hele Unionen. [Ændring 22]

2.  Kommissionen underretter de øvrige medlemsstater herom senest en måned efter meddelelsen og offentliggør oplysningerne i Den Europæiske Unions Tidende. Koordineringsmekanismen skal bestå af en repræsentant for hver medlemsstat og en repræsentant for Kommissionen. [Ændring 23]

2a.  Hvor en medlemsstat underretter Kommissionen om sin beslutning i henhold til artikel 1, stk. 2, sammentræder koordinationsmekanismen for at drøfte og vurdere den påtænkte ændrings potentielle indvirkning på det indre markeds funktionsevne med henblik på at undgå betydelige forstyrrelser. [Ændring 24]

2b.  Hvor Kommissionen på grundlag af den i stk. 2a omhandlede vurdering finder, at den påtænkte ændring i væsentlig grad vil påvirke det indre markeds funktionsevne, underretter den den meddelende medlemsstat herom. [Ændring 25]

2c.  Senest den 31. oktober 2020 træffer den meddelende medlemsstat afgørelse om, hvorvidt den fastholder sin hensigt eller ej. Hvor den meddelende medlemsstat beslutter at fastholde sin hensigt, giver den en detaljeret redegørelse for, hvordan den vil modvirke de negative virkninger, som ændringen vil afstedkomme for det indre markeds funktionsevne. [Ændring 26]

Artikel 3

1.  Kommissionen aflægger rapport til Senest den 31. december 2025 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en evalueringsrapport om anvendelsen og gennemførelsen af dette direktiv senest den 31. december 2024, om nødvendigt ledsaget af et lovforslag til revision på grundlag af en grundig konsekvensanalyse, der inddrager alle relevante interessenter. [Ændring 27]

2.  Medlemsstaterne sender Kommissionen de relevante oplysninger senest den 30. april 2024 2025. [Ændring 28]

Artikel 4

1.  Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 1. april 2019 2021 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De tilsender straks Kommissionen disse love og bestemmelser.

De anvender disse love og bestemmelser fra den 1. april 2019 2021.

Lovene og bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne. [Ændring 29]

2.  Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 4a

1.  Kommissionen overvåger i tæt samarbejde med den samordningsmekanisme, der er omhandlet i artikel 2, de planlagte tidsmekanismer i hele Unionen.

2.  Hvor Kommissionen finder, at den påtænkte tidsordning, som medlemsstaterne har givet meddelelse om i henhold til artikel 1, stk. 2, med føje kan forventes i væsentlig grad og permanent at hindre det indre markeds funktionsevne, tillægges den beføjelse til at vedtage delegerede retsakter med henblik på at udskyde anvendelsesdatoen for dette direktiv med højst 12 måneder og fremsætte et lovforslag, hvis det er hensigtsmæssigt. [Ændring 30]

Artikel 4b

1.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.  Den i artikel 4a omhandlede beføjelse til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen fra ... [datoen for dette direktivs ikrafttræden] til ... [datoen for anvendelse af dette direktiv].

3.  Den i artikel 4a omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.  Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning.

5.  Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

6.  En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4a træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ. [Ændring 31]

Artikel 5

Direktiv 2000/84/EF ophæves med virkning fra den 1. april 2019 2021. [Ændring 32]

Artikel 6

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 7

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i ..., den […].

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

(1) EUT C 62 af 15.2.2019, s. 305.
(2)EUT C 62 af 15.2.2019, s. 305.
(3) Europa-Parlamentets holdning af 26.3.2019.
(4)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/84/EF af 19. januar 2001 om sommertid (EFT L 31 af 2.2.2001, s. 21).


Fælles regler for det indre marked for elektricitet ***I
PDF 131kWORD 53k
Beslutning
Tekst
Bilag
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 26. marts 2019 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fælles regler for det indre marked for elektricitet (omarbejdning) (COM(2016)0864 – C8-0495/2016 – 2016/0380(COD))
P8_TA(2019)0226A8-0044/2018

(Almindelig lovgivningsprocedure - omarbejdning)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2016)0864),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 194, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget (C8-0495/2016),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til de begrundede udtalelser, som inden for rammerne af protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet er blevet forelagt af den ungarske Nationalforsamling, det østrigske Forbundsråd og det polske Senat, om, at udkastet til lovgivningsmæssig retsakt ikke overholder nærhedsprincippet,

–  der henviser til udtalelse af 31. maj 2017 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

–  der henviser til udtalelse af 13. juli 2017 fra Regionsudvalget(2),

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 28. november 2001 om en mere systematisk omarbejdning af retsakter(3),

–  der henviser til skrivelse af 7. september 2017 fremsendt af Retsudvalget til Udvalget om Industri, Forskning og Energi, jf. forretningsordenens artikel 104, stk. 3,

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 18. januar 2019 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 104 og 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A8-0044/2018),

A.  der henviser til, at forslaget ifølge den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen ikke indebærer andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er angivet som sådanne i selve forslaget, og at det, hvad angår de uændrede bestemmelser i de tidligere retsakter sammen med de nævnte ændringer, udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende retsakter uden indholdsmæssige ændringer;

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling under hensyntagen til henstillingerne fra den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen;

2.  tager Kommissionens erklæringer, der er vedføjet som bilag til denne beslutning, til efterretning;

3.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

4.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 26. marts 2019 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/... om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ændring af direktiv 2012/27/EU (omarbejdning)

P8_TC1-COD(2016)0380


(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, direktiv (EU) 2019/944.)

BILAG TIL DEN LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING

ERKLÆRING FRA KOMMISSIONEN OM DEFINITIONEN AF SAMKØRINGSLINJE

Kommissionen noterer sig medlovgivernes aftale vedrørende det omarbejdede eldirektiv og den omarbejdede elforordning, hvori der vendes tilbage til den i direktiv 2009/72/EF og forordning (EF) nr. 714/2009 anvendte definition af "samkøringslinje". Kommissionen er enig i, at elmarkederne adskiller sig fra andre markeder såsom naturgas, f.eks. ved handelsprodukter, der i øjeblikket ikke nemt kan lagres, og som produceres af en lang række produktionsanlæg, herunder anlæg på distributionsplan. Som følge heraf varierer betydningen af forbindelser til tredjelande væsentligt mellem el- og gassektorerne, og der kan vælges forskellige reguleringsmæssige tilgange.

Kommissionen vil yderligere undersøge virkningerne af denne aftale og om nødvendigt yde vejledning om anvendelsen af lovgivningen.

Af hensyn til den juridiske klarhed ønsker Kommissionen at fremhæve følgende:

Den i eldirektivet fastsatte definition af samkøringslinje henviser til udstyr, der forbinder elsystemer. Med denne ordlyd skelnes der ikke mellem forskellige reguleringsordninger eller tekniske situationer, hvorfor alle elektriske forbindelser til tredjelande på forhånd er omfattet af anvendelsesområdet. For så vidt angår den i eldirektivet fastsatte definition af samkøringslinje understreger Kommissionen, at integrationen af elmarkeder kræver en høj grad af samarbejde mellem systemoperatører, markedsdeltagere og reguleringsmyndigheder. Selv om anvendelsesområdet for de gældende regler kan variere alt efter graden af integration i det indre marked for elektricitet, bør en tæt integration af tredjelande i det indre marked for elektricitet, som f.eks. deltagelse i markedskoblingsprojekter, være baseret på aftaler, der kræver anvendelse af relevant EU-ret.

KOMMISSIONENS ERKLÆRING OM ALTERNATIV TVISTBILÆGGELSE

Kommissionen noterer sig enigheden mellem Europa-Parlamentet og Rådet med hensyn til artikel 26 om på EU-plan at fastsætte bestemmelser om, at det skal være obligatorisk for leverandører af energitjenester at deltage i alternativ tvistbilæggelse. Kommissionen beklager denne afgørelse, fordi dens forslag i overensstemmelse med den tilgang, der er vedtaget i direktiv 2013/11/EU om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet (ATB-direktivet) og under hensyntagen til nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet ville have overladt beslutningen til medlemsstaterne.

Det er ikke Kommissionens opgave at foretage sammenlignende vurderinger af de enkelte alternative tvistbilæggelsesmodeller, som medlemsstaterne har indført. Kommissionen vil derfor i forbindelse med sine generelle forpligtelser til at overvåge gennemførelsen og den effektive anvendelse af EU-retten tage de nationale alternative tvistbilæggelsessystemers overordnede effektivitet i betragtning.

(1) EUT C 288 af 31.8.2017, s. 91.
(2) EUT C 342 af 12.10.2017, s. 79.
(3) EFT C 77 af 28.3.2002, s. 1.


Indre marked for elektricitet ***I
PDF 127kWORD 61k
Beslutning
Tekst
Bilag
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 26. marts 2019 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om det indre marked for elektricitet (omarbejdning) (COM(2016)0861 – C8-0492/2016 – 2016/0379(COD))
P8_TA(2019)0227A8-0042/2018

(Almindelig lovgivningsprocedure – omarbejdning)

Europa-Parlamentet

–  under henvisning til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2016)0861),

–  under henvisning til artikel 294, stk. 2, og artikel 194, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0492/2016)

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til de begrundede udtalelser inden for rammerne af protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet er blevet forelagt af det tjekkiske Deputeretkammer, den tyske Forbundsdag, det spanske parlament, det franske Senat, den ungarske Nationalforsamling, det østrigske Forbundsråd, den polske Sejm, det polske Senat, det rumænske Deputeretkammer og det rumænske Senat, om, at udkastet til lovgivningsmæssig retsakt ikke overholder nærhedsprincippet,

–  under henvisning til udtalelse af 31. maj 2017(1) fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

–  der henviser til udtalelse af 13. juli 2017 fra Regionsudvalget(2),

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 28. november 2001 om en mere systematisk omarbejdning af retsakter(3),

–  der henviser til skrivelse af 13. juli 2017 fra Retsudvalget til Udvalget om Industri, Forskning og Energi, jf. forretningsordenens artikel 104, stk. 3,

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 18. januar 2019 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 104 og 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A8-0042/2018),

A.  der henviser til, at forslaget ifølge den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen ikke indebærer andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er angivet som sådanne i selve forslaget, og at det, hvad angår de uændrede bestemmelser i de tidligere retsakter sammen med de nævnte ændringer, udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende retsakter uden indholdsmæssige ændringer;

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling under hensyntagen til henstillingerne fra den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen;

2.  tager Kommissionens erklæringer, der er vedføjet som bilag til denne beslutning, til efterretning;

3.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

4.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 26. marts 2019 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/… om det indre marked for elektricitet (omarbejdning)

P8_TC1-COD(2016)0379


(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) 2019/943.)

BILAG TIL DEN LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING

KOMMISSIONENS ERKLÆRING OM DEFINITIONEN AF SAMKØRINGSLINJE

"Kommissionen bemærker medlovgivernes aftale om det omarbejdede elektricitetsdirektiv og den omarbejdede elektricitetsforordning, idet der henvises til definitionen på "samkøringslinje" som anvendt i direktiv 2009/72/EF og forordning (EF) nr. 714/2009. Kommissionen er enig i, at elektricitetsmarkederne adskiller sig fra andre markeder såsom naturgasmarkederne ved f.eks. at handle med produkter, der på nuværende tidspunkt vanskeligt lader sig lagre og som produceres i en lang række forskellige produktionsanlæg, herunder anlæg på distributionsplan.  Som konsekvens heraf spiller forbindelserne til tredjelande en ganske forskellig rolle i henholdsvis el- og gassektoren, og der kan vælges forskellige lovgivningsmæssige tilgange.

Kommissionen vil endvidere undersøge denne aftales indvirkning og tilbyde vejledning om anvendelsen af lovgivningen, hvor det måtte være nødvendigt.

For at sikre juridisk klarhed ønsker Kommissionen at fremhæve følgende:

Den vedtagne definition på samkøringslinje i elektricitetsdirektivet henviser til udstyr, der forbinder elsystemer. Dette ordvalg skelner ikke mellem forskellige lovgivningsmæssige rammer eller tekniske situationer og omfatter således som udgangspunkt alle elektriske forbindelser til tredjelande, der falder ind under anvendelsesområdet. Hvad den vedtagne definition på samkøringslinje i elektricitetsdirektivet angår, understreger Kommissionen, at integreringen af elmarkederne kræver en høj grad af samarbejde mellem systemoperatører, markedsdeltagere og regulerende myndigheder. Om end de gældende bestemmelsers anvendelsesområde kan variere afhængig af graden af integrering med det interne elmarked, bør tredjelandes tætte integrering i det interne elmarked, såsom deltagelse i markedskoblingsprojekter, baseres på aftaler, der kræver overholdelse af relevant EU-lovgivning."

KOMMISSIONENS ERKLÆRING OM GENNEMFØRELSESPLANER FOR MARKEDSREFORM

Kommissionen bemærker medlovgivernes aftale om artikel 20, stk. 3, ifølge hvilken en medlemsstat med identificerede problemer vedrørende ressourcetilstrækkelighed skal offentliggøre en gennemførelsesplan med en tidsplan for vedtagelsen af foranstaltninger med henblik på at fjerne eventuelle påviste uhensigtsmæssigheder som følge af reguleringen og/eller markedsfejl som et led i statsstøtteprocessen.

I medfør af artikel 108 i TEUF har Kommissionen enekompetence til at vurdere statsstøtteforanstaltningers forenelighed med det indre marked. Denne forordnings bestemmelser berører ikke den enekompetence, som Kommissionen er tildelt ved TEUF. Når det er relevant, må Kommissionen derfor afgive sin udtalelse om markedsreformplaner parallelt med processen for at godkende kapacitetsmekanismer i henhold til bestemmelserne om statsstøtte, men de to processer er juridisk adskilt.

(1) EUT C 288 af 31.8.2017, s. 91.
(2) EUT C 342 af 12.10.2017, s. 79.
(3) EFT C 77 af 28.3.2002, s. 1.


Den Europæiske Unions Agentur for Samarbejde mellem Energitilsynsmyndigheder ***I
PDF 122kWORD 58k
Beslutning
Tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 26. marts 2019 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Den Europæiske Unions Agentur for Samarbejde mellem Energitilsynsmyndigheder (omarbejdning) (COM(2016)0863 – C8-0494/2016 – 2016/0378(COD))
P8_TA(2019)0228A8-0040/2018

(Almindelig lovgivningsprocedure - omarbejdning)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2016)0863),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 194, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0494/2016),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til de begrundede udtalelser, som inden for rammerne af protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet er blevet forelagt af det tyske Forbundsråd, det franske Senat og det rumænske Senat, om, at udkastet til lovgivningsmæssig retsakt ikke overholder nærhedsprincippet,

–  der henviser til udtalelse af 31. maj 2017(1) fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

–  der henviser til udtalelse af 13. juli 2017 fra Regionsudvalget(2),

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 28. november 2001 om en mere systematisk omarbejdning af retsakter(3),

–  der henviser til skrivelse af 13. juli 2017 fra Retsudvalget til Udvalget om Industri, Forskning og Energi, jf. forretningsordenens artikel 104, stk. 3,

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 19. december 2018 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 104 og 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelse fra Budgetudvalget (A8-0040/2018),

A.  der henviser til, at forslaget ifølge den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen ikke indebærer andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er angivet som sådanne i selve forslaget, og at det, hvad angår de uændrede bestemmelser i de tidligere retsakter sammen med de nævnte ændringer, udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende retsakter uden indholdsmæssige ændringer;

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling under hensyntagen til henstillingerne fra den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 26. marts 2019 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/… om oprettelse af Den Europæiske Unions Agentur for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (omarbejdning)

P8_TC1-COD(2016)0378


(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) 2019/942.)

(1) EUT C 288 af 31.8.2017, s. 91.
(2) EUT C 342 af 12.10.2017, s. 79.
(3) EFT C 77 af 28.3.2002, s. 1.


Risikoberedskab i elsektoren ***I
PDF 123kWORD 47k
Beslutning
Tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 26. marts 2019 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om risikoberedskab i elsektoren og om ophævelse af direktiv 2005/89/EF (COM(2016)0862 – C8-0493/2016 – 2016/0377(COD))
P8_TA(2019)0229A8-0039/2018

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2016)0862),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 194, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0493/2016),

–  der henviser til udtalelse fra Retsudvalget om det foreslåede retsgrundlag,

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 31. maj 2017(1) fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

–  der henviser til udtalelse af 13. juli 2017(2) fra Regionsudvalget,

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 5. december 2018 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59 og artikel 39,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi (A8-0039/2018),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 26. marts 2019 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/... om risikoberedskab i elsektoren og om ophævelse af direktiv 2005/89/EF

P8_TC1-COD(2016)0377


(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) 2019/941.)

(1) EUT C 288 af 31.8.2017, s. 91.
(2) EUT C 342 af 12.10.2017, s. 79.


Mærkning af dæk for så vidt angår brændstofeffektivitet og andre vigtige parametre ***I
PDF 527kWORD 398k
Beslutning
Konsolideret tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 26. marts 2019 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om mærkning af dæk for så vidt angår brændstofeffektivitet og andre vigtige parametre og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1222/2009 (COM(2018)0296 – C8-0190/2018 – 2018/0148(COD))
P8_TA(2019)0230A8-0086/2019

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2018)0296),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 114 og artikel 194, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0190/2018),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 17. oktober 2018 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

–  efter høring af Regionsudvalget,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A8-0086/2019),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 26.marts 2019 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) .../... om mærkning af dæk for så vidt angår brændstofeffektivitet og andre vigtige parametre og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1222/2009

P8_TC1-COD(2018)0148


(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114 og artikel 194, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(2),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget(3),

efter den almindelige lovgivningsprocedure(4), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Unionen er fast besluttet på at opbygge en energiunion med en fremadrettet klimapolitik. Brændstofeffektivitet er et afgørende element i Unionens 2030-ramme for klima- og energipolitikken og er nøglen til at begrænse energiefterspørgslen.

(2)  Kommissionen har vurderet(5) effektiviteten af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1222/2009(6) og fundet behov for at ajourføre bestemmelserne for at øge dens effektivitet.

(3)  Det er hensigtsmæssigt at erstatte forordning (EF) nr. 1222/2009 med en ny forordning, der inddrager ændringerne fra 2011, og reviderer og forstærker nogle af dens bestemmelser med henblik på at klargøre og ajourføre deres indhold under hensyntagen til de senere års teknologiske fremskridt med hensyn til dæk. Men da hverken udbud eller efterspørgsel har udviklet sig i særlig høj grad med hensyn til brændstofeffektivitet, er der ikke grund til på nuværende tidspunkt at ændre gradsskalaen for brændstofeffektivitet. Årsagerne til denne manglende udvikling og købsfaktorerne (pris, ydelse osv.) bør desuden undersøges. [Ændring 1]

(4)  Transportsektoren står for en tredjedel af Unionens energiforbrug. Vejtransport stod for omkring 22 % af Unionens samlede drivhusgasemissioner i 2015. 5-10 % af køretøjernes brændstofforbrug skyldes dæk, navnlig på grund af disses rullemodstand. Lavere rullemodstand i dækkene vil derfor bidrage væsentligt til brændstofeffektiviteten af vejtransport og dermed mindske emissionerne og til dekarbonisering af transportsektoren. [Ændring 2]

(4a)  Det er hensigtsmæssigt, at medlemsstaterne for at imødegå de udfordringer, som er forbundet med nedbringelse af CO2-emissioner fra vejtransport, i samarbejde med Kommissionen skaber incitamenter for brændstofeffektive og ufarlige C1-, C2- og C3-dæktyper. [Ændring 3]

(5)  Dæk karakteriseres ved flere parametre, som hænger sammen indbyrdes. Forbedring af én parameter såsom rullemodstand kan indvirke negativt på andre parametre, som f.eks. vejgreb i vådt føre, mens en forbedring af vejgrebet i vådt føre kan indvirke negativt på rullestøj, der afgives til omgivelserne. Dækfabrikanterne bør anspores til at optimere alle parametre på en måde, der går længere end de standarder, der allerede er opnået. [Ændring 4 - Vedrører ikke den danske tekst]

(6)  Brændstofbesparende dæk kan være omkostningseffektive, da brændstofbesparelserne rigeligt opvejer den højere anskaffelsespris for dækkene, som skyldes højere produktionsomkostninger.

(7)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 661/2009(7) fastlægger mindstekravene for dæks rullemodstand. Med den teknologiske udvikling er det muligt at bringe energitabet fra dækkenes rullemodstand betydeligt ned under disse mindstekrav. For at mindske miljøvirkningerne fra vejtransport er det derfor hensigtsmæssigt at ajourføre bestemmelserne vedrørende mærkning af dæk, der ved at give ajourførte, harmoniserede oplysninger om denne parameter ansporer slutbrugerne til at anskaffe mere brændstofbesparende dæk.

(7a)  En forbedring af mærkningen af dæk vil gøre det muligt for forbrugerne at få mere relevante og sammenlignelige oplysninger om brændstofeffektivitet, sikkerhed og støj og træffe omkostningseffektive og miljøvenlige købsbeslutninger, når de køber nye dæk. [Ændring 5]

(8)  Trafikstøj er en alvorlig gene og har en skadelig indvirkning på sundheden. Forordning (EF) nr. 661/2009 fastlægger mindstekrav til dæks afgivelse af rullestøj til omgivelserne. Med den teknologiske udvikling er det muligt at bringe dækkenes afgivelse af rullestøj til omgivelserne betydeligt ned under disse mindstekrav. For at mindske trafikstøjen er det derfor hensigtsmæssigt at ajourføre bestemmelserne om mærkning af dæk, der ved at give ajourførte, harmoniserede oplysninger om denne parameter ansporer slutbrugerne til at anskaffe dæk, der afgiver et lavt niveau af rullestøj til omgivelserne.

(9)  En harmonisering af oplysningerne om dæks afgivelse af rullestøj til omgivelserne gør det også lettere at gennemføre foranstaltninger for at begrænse trafikstøj og medvirker til at skærpe opmærksomheden om dækkenes indvirkning på trafikstøjen inden for rammerne af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/49/EF(8).

(10)  Forordning (EF) nr. 661/2009 fastlægger mindstekrav til dæks vejgreb i vådt føre. Med den teknologiske udvikling er det muligt at give dækkene et betydeligt bedre vådgreb end disse mindstekrav og dermed opnå kortere bremselængder i vådt føre. For at forbedre færdselssikkerheden er det derfor hensigtsmæssigt at ajourføre bestemmelserne om mærkning af dæk, der ved at give harmoniserede oplysninger om denne parameter ansporer slutbrugerne til at anskaffe dæk, der giver godt vejgreb i vådt føre.

(11)  For at sikre overensstemmelse med den internationale ramme henviser forordning (EF) nr. 661/2009 til FN/ECE-regulativ nr. 117(9), som indeholder de relevante målemetoder til dæks rullemodstand, støjniveau og vejgreb i vådt og sneglat føre.

(12)  For at kunne forbedre trafiksikkerheden i Unionens koldere områder og give slutbrugere oplysninger om ydeevnen for dæk, der er særligt fremstillet til sne- og isglatte forhold, er det hensigtsmæssigt at kræve, at oplysningskravene fremgår af mærket på sne- og isdæk. Sne- og isdæk har specifikke parametre, som ikke er fuldt ud sammenlignelige med andre dæktyper. For at sikre, at slutbrugerne kan træffe velovervejede og velunderbyggede beslutninger, bør oplysninger om sne- og isgreb samt QR-koden fremgå af mærket. Kommissionen bør udforme en gradsskala for ydeevne for både snegreb og isgreb. Disse skalaer bør baseres på henholdsvis FN/ECE-regulativ nr. 117 for sneglat føre og ISO 19447 for isglat føre. Under alle omstændigheder bør dæk, der overholder minimumsværdierne i sneindekset i FN/ECE-regulativ nr. 117, præges med 3PMSF-symbolet (tretindet bjergtop med snefnug). Tilsvarende bør et dæk, der overholder minimumsværdierne i isindekset i ISO 19447, være mærket med det i henhold til denne standard aftalte symbol for isdæk. [Ændring 6]

(13)  Slid på dæk under brug er en betydelig kilde til mikroplast, som er skadeligt for miljøet, og . Kommissionens meddelelse "A European Strategy for Plastics in a Circular Economy" (En europæisk strategi for plastik i en cirkulær økonomi)(10) henviser derfor til behovet for at afhjælpe den utilsigtede afgivelse af mikroplast fra dæk, blandt andet igennem oplysningsforanstaltninger såsom mærkning og mindstekrav for dæk. Der findes dog på nuværende tidspunkt ikke nogen passende prøvningsmetode til måling af dæks slidstyrke. Anvendelse af mærkningskrav i relation til dæks slidstyrke vil derfor medføre betragtelige fordele for menneskers sundhed og for miljøet. Kommissionen bør derfor kræve, at en sådan metode udvikles på baggrund af alle de nyeste, internationalt udviklede eller foreslåede standarder eller regulativer såvel som resultatet af brancheforskning med henblik på at fastlægge en passende prøvningsmetode så hurtigt som muligt. [Ændring 7]

(14)  Regummierede dæk udgør en betydelig del af markedet for dæk til tunge køretøjer. Regummiering af dæk gør deres levetid længere og bidrager til at nå mål for den cirkulære økonomi såsom mindskning af affald. Det ville medføre betydelige energibesparelser at indføre krav om mærkning af sådanne dæk. Da der for nuværende dog ikke findes nogen passende prøvningsmetode til måling af regummierede dæks ydeevne, bør denne forordning fastlægge bestemmelser vedrørende tilføjelse deraf i fremtiden.

(15)  Energimærket, jf. Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) 2017/1369(11), som indplacerer produkters energiforbrug på en skala fra 'A' til 'G', genkendes af over 85 % forbrugere i Unionen som et klart og gennemsigtigt informationsværktøj og har vist sig at være effektivt til at fremme mere effektive produkter. Dækmærket bør så vidt muligt fortsat bruge den samme udformning og samtidig angive dækparametrenes specificiteter. [Ændring 8]

(16)  Sammenlignelige oplysninger om dækparametre, der gives i form af en standardmærkning, vil formentlig påvirke slutbrugernes beslutninger om anskaffelse i retning af sikrere, bæredygtige, mere støjsvage og mere brændstofbesparende dæk. Dette vil igen sandsynligvis anspore dækfabrikanterne til at optimere disse parametre, hvilket baner vejen for et mere bæredygtigt forbrug og en mere bæredygtig produktion. [Ændring 9]

(17)  Behovet for bedre oplysning om dækkenes brændstofeffektivitet og andre dækparametre er relevant for alle slutbrugere, herunder købere af udskiftningsdæk, købere af dæk, der er monteret på nye køretøjer, og administratorer af vognparker og transportvirksomheder, som ikke uden videre kan sammenligne de forskellige dækmærkers parametre, når der ikke findes nogen ordning for mærkning og harmoniseret prøvning. Det er derfor hensigtsmæssigt at kræve mærkning af dæk, der leveres sammen med køretøjer, til enhver tid.

(18)  På nuværende tidspunkt er der et eksplicit krav om mærker på dæk til biler (C1-dæk) og varevogne (C2-dæk), men ikke til tunge køretøjer (C3-dæk). C3-dæk forbruger mere brændstof og kører flere kilometer om året end C1- og C2-dæk. Potentialet for at reducere brændstofforbruget og emissionerne fra tunge godskøretøjer er derfor betydeligt.

(19)  En fuldstændig tilføjelse af C3-dæk til denne forordnings anvendelsesområde er også i overensstemmelse med Kommissionens forslag om en forordning om overvågning og indberetning af nye tunge køretøjers CO2-emissioner og brændstofforbrug(12) og Kommissionens forslag om CO2-standarder for tunge køretøjer(13).

(20)  Mange slutbrugere træffer beslutninger om køb af dæk uden at se det fysiske dæk og ser derfor ikke det påklæbede mærke. I alle sådanne situationer bør slutbrugerne få vist mærket, før de træffer deres beslutning om anskaffelse. Med mærkning på dækkene på salgsstedet og i teknisk reklamemateriale bør det være sikret, at distributører og potentielle slutbrugere får harmoniserede oplysninger om de relevante dækparametre på det tidspunkt og det sted, hvor beslutningen om køb træffes.

(21)  Nogle slutbrugere vælger deres dæk, inden de kommer til salgsstedet, eller køber dem pr. postordre eller på internettet. For at sikre, at disse slutbrugere også kan træffe et informeret valg på grundlag af harmoniserede oplysninger om dæks brændstofeffektivitet, vejgreb i vådt føre, rullestøj afgivet til omgivelserne og andre parametre, bør mærkningen vises i alt teknisk reklamemateriale, også når sådant materiale er til rådighed via internettet.

(22)  Potentielle slutbrugere bør gives oplysninger, der forklarer mærkets enkelte dele og deres relevans. Sådanne oplysninger bør være indeholdt i teknisk reklamemateriale, f.eks. på leverandørernes websteder. Ved teknisk reklamemateriale bør ikke forstås reklamer på reklametavler, i aviser, blade, radio eller tv. [Ændring 10]

(23)  Brændstofeffektivitet, vådgreb, afgivelse af rullestøj til omgivelserne og andre parametre for dæk bør måles via pålidelige, nøjagtige og reproducerbare metoder, der tager udgangspunkt i de nyeste, generelt anerkendte måle- og beregningsmetoder. Så vidt, det er muligt, bør sådanne metoder afspejle den gennemsnitlige forbrugers adfærd og være solid, så den kan forhindre tilsigtet eller utilsigtet omgåelse af reglerne. Dækmærker bør, på grund af behovet for pålidelig, nøjagtig og reproducerbar laboratorieprøvning, inden for de fastsatte betingelser afspejle den sammenlignelige ydeevne for dæk i egentlig brug, således at slutbrugerne kan sammenligne forskellige dæk, og så fabrikanternes prøvningsomkostninger begrænses.

(24)  At leverandører og distributører overholder dækmærkningsbestemmelserne er afgørende for at sikre lige konkurrencevilkår overalt i Unionen. Derfor bør medlemsstaterne holde øje med overholdelsen ved at overvåge markedet og føre regelmæssig efterfølgende kontrol, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008(14).

(25)  Med henblik på at overvåge overholdelsen, give slutbrugerne et nyttigt værktøj og give forhandlere andre måder at få produktdatablade på bør dæk medtages i produktdatabasen under forordning (EU) 2017/1369. Forordning (EU) 2017/1369 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(26)  Uden at det berører medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til markedsovervågning og leverandørernes forpligtelse til at gennemføre produktoverensstemmelseskontrol, bør leverandørerne gøre de krævede produktoverensstemmelsesoplysninger tilgængelige elektronisk i produktdatabasen.

(27)  For at sikre, at slutbrugerne har tillid til dækmærket, bør andre mærker, der efterligner det, ikke være tilladt. Af samme årsag bør yderligere mærker, tegn, symboler eller angivelser, som kan vildlede eller forvirre slutbrugere med hensyn til de parametre, der angives på dækmærket, ikke være tilladt.

(28)  De sanktioner, der skal anvendes ved overtrædelse af denne forordning og de delegerede retsakter vedtaget i henhold hertil, bør være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

(29)  For at fremme energieffektivitet, afbødning af klimaforandringer og miljøbeskyttelse bør medlemsstaterne være i stand til at skabe incitamenter til anvendelse af energieffektive produkter. Det står medlemsstaterne frit for at beslutte, af hvilken art sådanne incitamenter skal være. Incitamenterne bør være i overensstemmelse med EU-statsstøtteregler og bør ikke skabe urimelige hindringer for markedsadgang. Denne forordning foregriber ikke resultatet af en eventuelt kommende statsstøttesag om sådanne incitamenter efter artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

(30)  Med henblik på at revidere mærkets indhold og udformning, indføre krav med hensyn til regummierede dæk, sne- eller isdæk, slidstyrke og levetid og tilpasse bilagene til den tekniske udvikling, bør Kommissionen i henhold til artikel 290 i TEUF tillægges beføjelse til at vedtage retsakter. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning(15). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter. [Ændring 12]

(30a)  Data om dæks kørte kilometer og slidstyrke vil, når der foreligger en egnet prøvningsmetode, være et nyttigt værktøj, der informerer forbrugerne om holdbarheden, kilometertal og utilsigtet frigivelse af det erhvervede dæk. Oplysningerne vedrørende kilometertal vil også gøre det muligt for slutbrugeren at foretage et valg på et velinformeret grundlag om dæk med en længere levetid, hvilket vil gavne miljøbeskyttelsen, samtidig med at det vil give slutbrugeren mulighed for at vurdere driftsudgifterne til dækkene over en længere periode. Derfor bør data om kilometertal- og slitageegenskaber tilføjes til mærket, når relevante, nyttige og genskabelige testmetoder bliver tilgængelige for gennemførelsen af denne forordning. Forskning og udvikling af nye teknologier inden for dette område bør fortsætte. [Ændring 13]

(31)  Dæk, der er blevet bragt i omsætning på markedet før ikrafttrædelsen af de i denne forordning omhandlede krav, bør ikke skulle mærkes på ny.

(32)  Med henblik på at styrke tilliden til mærket på ny og sikre dets nøjagtighed, skal de værdier, som leverandører angiver på mærket vedrørende rullemodstand, vådgreb dækgreb i vådt, sne- og isglat føre og støjniveau, underlægges typegodkendelsesprocessen jf. forordning (EF) nr. 661/2009. [Ændring 14]

(32a)  Mærkets størrelse bør forblive som fastsat i forordning (EF) nr. 1222/2009. Oplysninger om vejgreb i sne- og isglat føre samt QR-koden bør fremgå af mærket. [Ændring 15]

(33)  Kommissionen bør foretage en evaluering af denne forordning. Ifølge stk. 22 i den interinstitutionelle aftale mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen om bedre lovgivning af 13. april 2016 skal denne evaluering baseres på fem kriterier vedrørende virkningsgrad, effektivitet, relevans, sammenhæng og europæisk merværdi og give et grundlag for konsekvensanalysen af mulige yderligere foranstaltninger.

(34)  Denne forordnings mål, det vil sige at gøre vejtransporten sikrere og øge dens økonomiske og miljømæssige effektivitet ved at give slutbrugerne oplysninger, der giver dem mulighed for at vælge mere brændstofbesparende og sikrere dæk med et lavere støjniveau, kan ikke i tilstrækkelig grad opnås af medlemsstaterne, fordi dette kræver harmoniserede oplysninger til slutbrugerne. Disse kan bedre opnås på EU-plan på grund af et harmoniseret regelsæt og lige konkurrencevilkår for fabrikanterne, og Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. traktatens artikel 5. En forordning er stadig det mest hensigtsmæssige retlige instrument, da den fastsætter tydelige og detaljerede bestemmelser, som forhindrer uensartet gennemførelse i medlemsstaterne og dermed sikrer en højere grad af harmonisering i hele Unionen. Et harmoniseret regelsæt på EU-plan frem for på medlemsstatsplan reducerer omkostningerne for leverandørerne, sikrer lige konkurrencevilkår og sikrer den frie bevægelighed for varer i hele det indre marked. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(35)  Forordning (EF) nr. 1222/2009 bør derfor ophæves —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Mål og genstand

1.  Målet med denne forordning er at gøre vejtransporten sikrere, beskytte fremme brændstofeffektive, sikre og bæredygtige dæk med lavere støjniveau, som kan hjælpe med at minimere indvirkningen på miljøet og sundheden og øge, samtidig med at de forbedrer vejtransportens sikkerhed og økonomiske og miljømæssige effektivitet ved at fremme brændstofbesparende og sikre dæk med et lavere støjniveau. [Ændring 16]

2.  Denne forordning opstiller rammerne for formidling af harmoniserede oplysninger om dækparametre gennem mærkning, således at slutbrugerne ved køb af dæk får mulighed for at træffe et informeret valg.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1.  Denne forordning finder anvendelse på C1-, C2- og C3-dæk, der bringes i omsætning på markedet. [Ændring 17]

2.  Denne forordning finder også anvendelse på regummierede dæk, så snart der føjes en passende prøvningsmetode til måling af sådanne dæks ydeevne til bilagene via en delegeret retsakt ifølge artikel 12.

3.  Denne forordning finder ikke anvendelse på:

a)  professionelle off road-dæk

b)  dæk konstrueret til montering udelukkende på køretøjer, der er registreret første gang før den 1. oktober 1990

c)  dæk af T-typen til reservehjul til midlertidig brug

d)  dæk, som kun er konstrueret til hastigheder under 80 km/t

e)  dæk med en nominel fælgdiameter på op til 254 mm eller på 635 mm og derover

f)  dæk monteret med traktionsforbedrende anordninger, f.eks. pigdæk

g)  dæk til køretøjer udelukkende beregnet til væddeløbskørsel.

Artikel 3

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1)  ‘C1-, C2- og C3-dæk’: dæk i de kategorier, der er defineret i artikel 8 i forordning (EF) nr. 661/2009

2)  ‘regummierede dæk’: brugte dæk, der er blevet istandsat ved at erstatte den slidte slidbane med nyt materiale

3)  ‘dæk af T-typen til reservehjul til midlertidig brug’: et reservedæk til midlertidig brug, der er konstrueret til højere oppumpningstryk end normale og forstærkede dæk

4)  ‘mærke’: et grafisk diagram enten i udskrevet eller elektronisk form, herunder i form af et klistermærke, som indeholder symboler, der skal oplyse slutbrugere om et dæks eller et parti dæks ydeevne med hensyn til de parametre, der angives i bilag I

5)  ‘salgssted’: et sted, hvor dæk frembydes eller opbevares og udbydes til salg til slutbrugerne, herunder bilforhandleres udstillingslokaler, for så vidt angår udbydelse til salg til slutbrugerne af dæk, der ikke er monteret på køretøjerne

6)  ‘teknisk reklamemateriale’: dokumentation enten i udskrevet eller elektronisk form, der er produceret af leverandøren som supplerende reklamemateriale, og som minimum indeholder de tekniske oplysninger i bilag V

7)  ‘produktdatablad’: et standarddokument, der indeholder de oplysninger, der er fastsat i bilag IV, i udskrevet eller elektronisk form

8)  ‘teknisk dokumentation’: dokumentation, der er tilstrækkelig til, at markedsovervågningsmyndighederne kan vurdere nøjagtigheden af et produkts mærke og produktdatablad, herunder de oplysninger, der er fastsat i bilag III

9)  ‘produktdatabase’: en database i henhold til forordning (EU) 1369/2017, som består af en forbrugerorienteret offentlig del, hvor oplysninger vedrørende individuelle produktparametre er tilgængelige ved brug af elektronisk udstyr, en onlineportal med henblik på tilgængelighed og en overholdelsesdel, med klart specificerede tilgængeligheds- og sikkerhedskrav

10)  ‘fjernsalg’: salg, udleje eller salg på afbetaling via postordre, katalog eller internettet eller pr. telefon eller på enhver anden måde, hvor den potentielle slutbruger må formodes ikke at få lejlighed til at se det udstillede produkt

11)  ‘fabrikant’: enhver fysisk eller juridisk person, som fremstiller et produkt eller får et produkt konstrueret eller fremstillet og bringer dette produkt i omsætning på markedet under sit navn eller varemærke

12)  ‘importør’: enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i Unionen, og som bringer et produkt fra et tredjeland i omsætning på EU-markedet

13)  ‘bemyndiget repræsentant’: enhver i Unionen etableret fysisk eller juridisk person, som har modtaget en skriftlig fuldmagt fra fabrikanten til at handle på dennes vegne i forbindelse med varetagelsen af specifikke opgaver

14)  ‘leverandør’: en producent i Unionen, en bemyndiget repræsentant for en producent, der ikke er etableret i Unionen, eller en importør, der bringer et produkt i omsætning på EU-markedet

15)  ‘distributør’: enhver fysisk eller juridisk person i forsyningskæden, bortset fra leverandøren, som gør et produkt tilgængeligt på markedet

16)  ‘gøre tilgængeligt på markedet’: levering af et produkt med henblik på distribution eller anvendelse på EU-markedet som led i erhvervsvirksomhed, mod eller uden vederlag

17)  ‘bringe i omsætning’: første tilgængeliggørelse af et produkt på EU-markedet

18)  ‘slutbruger’: forbrugere, administratorer af vognparker og vejtransportvirksomheder, som anskaffer eller forventes at anskaffe dæk

19)  ‘parameter’: en dækparameter ifølge bilag I såsom rullemodstand, vådgreb, afgivet rullestøj til omgivelserne, snegreb, sne- eller isgreb, levetid eller slidstyrke, som indvirker mærkbart på miljø, færdselssikkerhed eller sundhed under brugen af dækket [Ændring 18]

20)  ‘dæktype’: en version af et dæk, hvoraf samtlige enheder har de samme tekniske egenskaber, der er relevante for mærket og produktdatabladet, og har samme modelidentifikation.

Artikel 4

Dækleverandørernes ansvar

1.  Leverandørerne sikrer, at det vederlagsfrit i forbindelse med C1-, C2- og C3-dæk, der bringes i omsætning på markedet: [Ændring 19]

a)  ledsages hvert enkelt dæk af et mærke, der er i overensstemmelse med bilag II, i form af et klistermærke, der indeholder de oplysninger og klasser for hvert parameter, der er fastlagt i bilag I, og et produktdatablad som fastlagt i bilag IV eller [Ændring 20]

b)  ledsages hvert parti af et eller flere identiske dæk af et mærke, der er i overensstemmelse med bilag II, i udskrevet form, der indeholder de oplysninger og klasser for hvert parameter, der er fastlagt i bilag I, og et produktdatablad som fastlagt i bilag IV.

2.  Hvad angår dæk, der reklameres for eller sælges på internettet, sikrer gør leverandørerne mærket tilgængeligt og sikrer, at mærket det i købssituationen vises synligt i nærheden af prisen, og at produktdatabladet er tilgængeligt. Mærket kan vises ved hjælp af indlejret billede, ved klik med mus, passage af cursor, berøringstyret skærmforstørrelse eller tilsvarende teknik. [Ændring 21]

3.  Leverandørerne sikrer, at mærket vises på enhver visuel reklame for en bestemt type dæk, herunder på internettet. [Ændring 22]

4.  Leverandørerne sikrer, at alle tekniske reklamematerialer vedrørende en bestemt type dæk, herunder på internettet, fremviser mærket og overholder kravene i bilag V. [Ændring 23]

5.  Leverandørerne sikrer, at de værdier, de tilknyttede klasser, modelidentifikation og alle andre præstationsoplysninger, som de angiver på mærket vedrørende de væsentlige parametre i bilag I, såvel som de tekniske dokumentationsparametre opstillet i bilag III, er blevet underlagt typegodkendelsesprocessen jf. forordning (EF) nr. 661/2009 fremsendt under forbehold af typegodkendelsesmyndigheden, inden dækket bringes i omsætning. Typegodkendelsesmyndigheden kvitterer for modtagelse af og verificerer dokumentationen fra leverandøren. [Ændring 24]

6.  Leverandørerne sikrer nøjagtigheden af deres mærker og produktdatablade.

7.  Leverandørerne stiller teknisk dokumentation til rådighed for myndighederne i medlemsstaterne eller enhver akkrediteret tredjepart i henhold til bilag III. [Ændring 25]

8.  Leverandørerne samarbejder med markedsovervågningsmyndighederne og træffer øjeblikkelige foranstaltninger for at afhjælpe eventuelle tilfælde af manglende overholdelse af kravene i denne forordning, der hører under deres ansvarsområde, på eget initiativ, eller når det kræves af markedsovervågningsmyndighederne.

9.  Leverandørerne giver og fremviser ikke andre mærker, tegn, symboler eller angivelser, der ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i denne forordning, hvis dette sandsynligvis ville vildlede eller forvirre slutbrugerne med hensyn til de væsentlige parametre.

10.  Leverandørerne giver og fremviser ikke mærker, der efterligner det i denne forordning fastlagte mærke.

Artikel 5

Dækleverandørernes ansvar med hensyn til produktdatabasen

1.  Med virkning fra den 1. januar 2020 ni måneder efter [EUT: Indsæt datoen for denne forordnings ikrafttrædelse] indfører leverandørerne de oplysninger, der er angivet i bilag I i forordning (EU) 2017/1369, i produktdatabasen, med undtagelse af de målte tekniske parametre for modellen, før et dæk produceret efter denne dato bringes i omsætning på markedet.

2.  I de tilfælde, hvor dæk bringes i omsætning på markedet fremstilles mellem den [EUT: indsæt denne forordnings ikrafttrædelsesdato] og den 31. december 2019 ni måneder minus én dag efter [EUT: Indsæt datoen for denne forordnings ikrafttrædelse], indfører leverandøren senest 12 måneder efter [EUT: Indsæt datoen for denne forordnings ikrafttrædelse] de oplysninger, der er angivet i bilag I i forordning (EU) 2017/1369 vedrørende disse dæk, i produktdatabasen inden den 30. juni 2020, med undtagelse af de målte tekniske parametre for modellen.

2a.  I de tilfælde, hvor dæk bringes i omsætning på markedet mellem den [EUT: Indsæt datoen for denne forordnings ikrafttrædelse] kan leverandøren indføre de oplysninger vedrørende disse dæk, der er angivet i bilag I i forordning (EU) 2017/1369.

3.  Indtil de i stk. 1 og 2 angivne oplysninger er blevet indført i produktdatabasen, stiller leverandøren en elektronisk udgave af den tekniske dokumentation til rådighed til kontrol senest 10 dage efter at have modtaget en anmodning derom fra markedsovervågningsmyndighederne.

4.  Et dæk, for hvilket der foretages ændringer med relevans for mærket eller produktdatabladet, betragtes som en ny dæktype. Leverandøren angiver i databasen, når denne ikke længere bringer enheder af en dæktype i omsætning.

5.  Efter at den sidste enhed af en dæktype er bragt i omsætning, opbevarer leverandøren oplysningerne om denne dæktype i produktdatabasens overholdelsesdel i en periode på fem år. [Ændring 58]

Artikel 6

Dækdistributørernes ansvar

1.  Distributørerne sikrer, at:

a)  dæk på salgsstedet er påsat mærket i overensstemmelse med bilag II i form af et klistermærke fra leverandøren, der er i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, litra a), på et klart synligt sted, eller [Ændring 26]

b)  det mærke, der er nævnt i artikel 4, stk. 1, litra b), forevises slutbrugeren og er klart synligt i umiddelbar nærhed af dækket på salgsstedet, inden dækket, der er en del af et parti af et eller flere identiske dæk, sælges. [Ændring 27 - Vedrører ikke den danske tekst]

ba)  Mærket anbringes direkte på dækket og skal være letlæseligt i sin helhed, uden at noget besværliggør dets synlighed. [Ændring 28]

2.  Distributørerne sikrer, at mærket vises på enhver visuel reklame for en bestemt type dæk, herunder på internettet. [Ændring 29]

3.  Leverandørerne sikrer, at alle tekniske reklamematerialer vedrørende en bestemt type dæk, herunder på internettet, fremviser mærket og overholder kravene i bilag V. [Ændring 30]

4.  Distributørerne sikrer, at de giver slutbrugerne en kopi af mærket inden købet i de tilfælde, hvor slutbrugeren ikke kan se de dæk, der sælges.

5.  Distributørerne sikrer, at papirbaserede fjernsalg fremviser mærket, og at slutbrugerne kan tilgå produktdatabladet via en gratis hjemmeside eller bede om en udskrevet kopi af databladet.

6.  De distributører, der anvender fjernsalg pr. telefon, skal udtrykkeligt informere slutbrugerne om de væsentlige parametres klasser på mærket og om, at de kan tilgå produktdatabladet via en gratis hjemmeside eller bede om en udskrevet kopi.

7.  Hvad angår dæk, der reklameres for eller sælges direkte på internettet, skal distributørerne gøre mærket tilgængeligt og sikre, at mærket det i købssituationen vises i nærheden af prisen, og at produktdatabladet er tilgængeligt. Mærket kan vises ved hjælp af indlejret billede, ved klik med mus, passage af cursor, berøringstyret skærmforstørrelse eller tilsvarende teknik. [Ændring 31]

Artikel 7

Køretøjsleverandørernes og køretøjsdistributørernes ansvar

Hvis slutbrugerne har til hensigt at købe et nyt køretøj, giver køretøjsleverandørerne og -distributørerne dem inden købet mærket til de dæk, der tilbydes sammen med køretøjet, samt det relevante tekniske reklamemateriale.

Artikel 8

Prøvnings- og målemetoder

De oplysninger, der ifølge artikel 4, 6 og 7 skal gives om de parametre, der angives på mærket, skal fremskaffes via anvendelse af i overensstemmelse med de i bilag I angivne prøvnings- og målemetoder prøvningsmetoder og den laboratoriejusteringsprocedure, der henvises til i bilag VI. [Ændring 32]

Artikel 9

Verifikationsprocedure

Medlemsstaterne vurderer overensstemmelsen af de oplyste klasser for hver af de væsentlige parametre i bilag I i overensstemmelse med den i bilag VII anførte procedure.

Artikel 10

Medlemsstaternes forpligtelser

1.  Medlemsstaterne forhindrer ikke dæk, der er i overensstemmelse med denne forordning, i at blive bragt i omsætning på markedet eller at blive taget i brug på deres territorier.

2.  Medlemsstaterne indfører ikke incitamenter for dæk, der ligger lavere end klasse B med hensyn til enten brændstofeffektivitet eller vådgreb, jf. bilag I, del A og B. Skatte- og afgiftsforanstaltninger udgør ikke incitamenter med henblik på denne forordning.

2a.  Medlemsstaterne drager omsorg for, at de nationale markedstilsynsmyndigheder opretter et system for regelmæssig og ad hoc-inspektionsbesøg på salgssteder med henblik på at tilsikre efterlevelse af denne forordning. [Ændring 33]

3.  Medlemsstaterne fastsætter sanktions- og håndhævelsesbestemmelser for overtrædelse af denne forordning og af de delegerede retsakter, der er vedtaget i overensstemmelse dermed, og træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de gennemføres. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

4.  Medlemsstaterne giver senest den 1. juni 2020 Kommissionen meddelelse om de i stk. 3 omhandlede bestemmelser, der ikke tidligere er blevet meddelt til Kommissionen, og meddeler straks Kommissionen eventuelle senere ændringer af betydning for bestemmelserne.

Artikel 11

EU-markedsovervågning og kontrol af produkter, der indføres på EU-markedet

1.  [Artikel 16-29 i forordning (EF) nr. 765/2008/Forordning om overholdelse og håndhævelse i forslaget COM(2017)0795] finder anvendelse på produkter, der er omfattet af denne forordning og af de relevante delegerede retsakter, der er vedtaget i overensstemmelse hermed.

2.  Kommissionen fremmer og støtter samarbejde og udvekslingen af oplysninger om markedsovervågning i forbindelse med mærkning af produkter mellem de nationale myndigheder i medlemsstaterne, der er ansvarlige for markedsovervågning eller for kontrol med produkter, som indføres på EU-markedet, og mellem dem og Kommissionen, navnlig ved i højere grad at inddrage ADCO-ekspertgrupper vedrørende dækmærkning.

3.  Medlemsstaternes overordnede markedsovervågningsprogrammer, der er oprettet i henhold til [Artikel 13 i forordning (EF) nr. 765/2008/Forordning om overholdelse og håndhævelse i forslaget COM(2017)0795], omfatter foranstaltninger, der skal sikre denne forordnings effektive håndhævelse, og skal styrkes. [Ændring 34]

Artikel 11a

Regummierede dæk

Senest den ... [to år efter denne forordnings ikrafttræden] vedtager Kommissionen delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 13 med henblik på at supplere denne forordning ved at fastsætte nye informationskrav i bilagene for regummierede dæk, forudsat at en hensigtsmæssig og gennemførlig metode foreligger. [Ændring 35]

Artikel 12

Delegerede retsakter

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 13 med henblik på at:

a)  indføre ændringer med hensyn til mærkets indhold og format

aa)  indføre parametre og oplysningskrav i relation til dæk med sne- og isgreb [Ændring 37]

ab)  indføre en egnet prøvningsmetode til måling af dæks ydeevne for sne- og isgreb [Ændring 38]

b)  indføre krav til parametre og oplysninger i bilagene navnlig vedrørende levetid og slidstyrke, såfremt der findes passende prøvningsmetoder [Ændring 39]

c)  tilpasse værdierne, udregningsmetoderne og kravene i bilagene til den tekniske udvikling.

Hvis det er relevant, skal Kommissionen skal ved udarbejdelsen af delegerede retsakter afprøve udformningen og indholdet af mærkerne for specifikke produktgrupper dæk på repræsentative grupper af EU-kunder for at sikre, at de har en klar forståelse af mærkerne. [Ændring 40]

Artikel 13

Udøvelse af delegerede beføjelser

1.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.  De beføjelser til at vedtage delegerede retsakter, der er omhandlet i artikel 12, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra [indsæt datoen for denne forordnings ikrafttræden]. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.  Den i artikel 12 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.  Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning.

5.  Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

6.  En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 12 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 14

Evaluering og indberetning

Inden den 1. juni 2026 2022 foretager Kommissionen en evaluering af denne forordning suppleret med en konsekvensanalyse og forbrugerundersøgelse og fremlægger forelægger en rapport for Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg. Rapporten skal, hvis hensigtsmæssigt, ledsages af et forslag til ændring af denne forordning. [Ændring 41]

Denne rapport skal vurdere, i hvor høj grad denne forordning og de delegerede retsakter hertil har givet slutbrugere mulighed for at vælge dæk med bedre ydeevne, under hensyntagen til dens virkning på erhvervslivet, brændstofforbrug, sikkerhed, drivhusgasemissioner, markedsovervågningsaktiviteter og markedsovervågningsaktiviteter forbrugerbevidsthed. Den skal også vurdere omkostninger og fordele ved uafhængig og obligatorisk tredjepartsverifikation af mærkets oplysninger, også under hensyntagen til erfaringerne med de videre rammer i forordning (EF) nr. 661/2009. [Ændring 42]

Artikel 15

Ændring af forordning (EU) 2017/1369

Artikel 12, stk. 2, litra a), i forordning (EU) 2017/1369 affattes således:"

"a) med henblik på at støtte markedsovervågningsmyndighederne i udførelsen af deres opgaver i henhold til denne forordning og de relevante delegerede retsakter, herunder håndhævelsen heraf, og ifølge forordning (EU) [indsæt henvisning til den nuværende forordning]".

"

Artikel 16

Ophævelse af forordning (EF) nr. 2009/1222

Forordning (EF) nr. 2009/1222 ophæves.

Henvisninger til den ophævede forordning gælder som henvisninger til nærværende forordning og læses efter sammenligningstabellen i bilag VIII.

Artikel 17

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. juni 2020 … [12 måneder efter denne forordnings ikrafttrædelsesdato]. [Ændring 43]

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i ..., den […].

Formand Formand

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

BILAG I

Prøvning, klassificering og måling af dækparametre

Del A: Brændstofeffektivitetsklasser

Brændstofeffektivitetsklassen fastlægges og illustreres på mærket på nedenstående skala fra ‘A’ til ‘G’ på grundlag af rullemodstandskoefficienten (RRC), som den er målt ifølge udspecificeret nedenfor og i overensstemmelse med bilag 6 til FN/ECE-regulativ nr. 117 med senere ændringer og justeret efter proceduren i bilag IV. [Ændring 44]

Hvis en dæktype er godkendt i mere end én dækkategori (f.eks. C1 og C2), benyttes der til klassificering af dæktypen efter brændstofeffektivitet den klassificeringsskala, som gælder for den højeste dækkategori (f.eks. C2 og ikke C1).

Dæk i F-klassen for dækkategori C1, C2 og C3 må ikke længere bringes i omsætning efter den fulde gennemførelse af typegodkendelseskravene i forordning (EF) nr. 661/2009 om typegodkendelse og skal vises på etiketten med gråt. [Ændring 45]

C1-dæk

C2-dæk

C3-dæk

Rullemodstandskoefficient i kg/t

Energi-

effektivitets-

klasse

Rullemodstandskoefficient i kg/t

Energi-

effektivitets-

klasse

Rullemodstandskoefficient i kg/t

Energi-

effektivitets-

klasse

rullemodstandskoefficient ≤ 5,4 6,5

A

rullemodstandskoefficient ≤ 4,4 5,5

A

rullemodstandskoefficient ≤ 3,1 4,0

A

5,5 6,6 ≤ rullemodstandskoefficient ≤ 6,5 7,7

B

4,5 5,6 ≤ rullemodstandskoefficient ≤ 5,5 6,7

B

3,2 4,1 ≤ rullemodstandskoefficient ≤ 4,0 5,0

B

6,6 7,8 ≤ rullemodstandskoefficient ≤ 7,7 9,0

C

5,6 6,8 ≤ rullemodstandskoefficient ≤ 6,7 8,0

C

4,1 5,1 ≤ rullemodstandskoefficient ≤ 5,0 6,0

C

7,8 ≤ rullemodstandskoefficient ≤ 9,0 Benyttes ikke

D

6,8 ≤ rullemodstandskoefficient ≤ 8,0 Benyttes ikke

D

5,1 6,1 ≤ rullemodstandskoefficient ≤ 6,0 7,0

D

9,1 ≤ rullemodstandskoefficient ≤ 10,5

E

8,1 ≤ rullemodstandskoefficient ≤ 9,2

E

6,1 7,1 ≤ rullemodstandskoefficient ≤ 7,0 8,0

E

10,6 ≤ rullemodstandskoefficient ≥ 10,6 12,0

F

9,3 ≤ rullemodstandskoefficient ≥ 9,3 10,5

F

rullemodstandskoefficient ≥ 7,1 8,1

F

[Ændring 46]

Del B: Vådgrebsklasser

1.  Vådgrebsklassen fastlægges og illustreres på mærket på skalaen i nedenstående tabel fra ‘A’ til ‘G’ på grundlag af vådgrebsindekset (G), som det er beregnet ifølge punkt 2 og målt ifølge bilag 5 til FN/ECE-regulativ nr. 117. [Ændring 47]

1a.  Dæk i F-klassen for dækkategori C1, C2 og C3 må ikke længere bringes i omsætning efter den fulde gennemførelse af typegodkendelseskravene i forordning (EF) nr. 661/2009 om typegodkendelse og skal vises på etiketten med gråt. [Ændring 48]

2.  Beregning af vådgrebsindeks (G)

G = G(T) - 0,03

hvor:

C1-dæk

C2-dæk

C3-dæk

G

Vådgrebsklasse

G

Vådgrebsklasse

G

Vådgrebsklasse

1,68 1,55 G

A

1,53 1,40 G

A

1,38 1,25 G

A

1,55 1,40 G ≤ 1,67 1,54

B

1,40 1,25 G ≤ 1,52 1,39

B

1,25 1,10G ≤ 1,37 1,24

B

1,40 1,25 G ≤ 1,54 1,39

C

1,25 1,10 G ≤ 1,39 1,24

C

1,10 0,95 G ≤ 1,24 1,09

C

1,25 ≤ G ≤ 1,39 Benyttes ikke

D

1,10 ≤ G ≤ 1,24 Benyttes ikke

D

0,95 0,80G ≤ 1,09 0,94

D

1,10 ≤ G ≤ 1,24

E

0,95 ≤ G ≤ 1,09

E

0,80 0,65G ≤ 0,94 0,79

E

G ≤ 1,09

F

G ≤ 0,94

F

0,65 ≤ G ≤ 0,79 0,64

F

Benyttes ikke

G

Benyttes ikke

G

G ≤ 0,64

G

G(T) = kandidatdækkets vådgrebsindeks som målt ved én prøvningscyklus

[Ændring 49]

Del C: Klasse vedrørende rullestøj afgivet til omgivelserne og målt værdi [Ændring 50]

Den målte værdi Værdien for rullestøj afgivet til omgivelserne (N) skal oplyses i decibel og udregnes ifølge bilag 3 til FN/ECE-regulativ nr. 117. [Ændring 51]

Klassen vedrørende rullestøj afgivet til omgivelserne bestemmes og illustreres på mærket ud fra i overensstemmelse med grænseværdierne (LV), jf. bilag II, del C, i forordning (EF) nr. 661/2009 på følgende måde Trin 2 som fastsat i FN/ECE-regulativ nr. 117: [Ændring 52]

N i dB

Klasse vedrørende rullestøj afgivet til omgivelserne

20190326-P8_TA(2019)0230_DA-p0000002.png

N ≤ LV - 6 3

20190326-P8_TA(2019)0230_DA-p0000003.png

LV - 6 3 < N ≤ LV -3

20190326-P8_TA(2019)0230_DA-p0000004.png

N > LV - 3

[Ændring 53]

Del D: Snegreb

Ydeevnen i sneglat føre testes mærkes i henhold til bilag 7 til FN/ECE-regulativ nr. 117. [Ændring 54]

Et dæk, der overholder minimumværdierne i sneindekset i FN/ECE-regulativ nr. 117, skal klassificeres som et snedæk, og følgende symbol skal kan angives på mærket. [Ændring 55]

20190326-P8_TA(2019)0230_DA-p0000005.png

Del E: Isgreb

Ydeevnen i isglat føre testes mærkes i henhold til ISO 19447. [Ændring 56]

Et dæk, der overholder minimumværdierne i isindekset i ISO 19447, og som er typegodkendt i overensstemmelse med bestemmelserne i FN/ECE-regulativ nr. 117 om vejgreb i sneglat føre, skal klassificeres som et isdæk, og følgende symbol skal kan angives på mærket. [Ændring 57]

20190326-P8_TA(2019)0230_DA-p0000006.png

BILAG II

Mærkets udformning

1.  Mærker

1.1.  Følgende oplysninger skal angives på mærkerne i overensstemmelse med nedenstående illustrationer.

20190326-P8_TA(2019)0230_DA-p0000007.png

20190326-P8_TA(2019)0230_DA-p0000008.png

20190326-P8_TA(2019)0230_DA-p0000009.png

I.  Leverandørens navn eller varemærke

II.  Leverandørens modelidentifikation. Modelidentifikationen er den kode, som regel alfanumerisk, der adskiller dæktypen fra andre typer med samme varemærke eller leverandørnavn

III.  QR-kode

IV.  Brændstofeffektivitet

V.  Vådgreb

VI.  Rullestøj afgivet til omgivelserne

VII.  Snegreb

VIII.  Isgreb

2.  Udformning

2.1.  Mærket skal udformes som vist i figurerne herunder.

20190326-P8_TA(2019)0230_DA-p0000010.png

2.2.  Mærket skal være mindst 90 mm bredt og 130 mm højt. Hvis det trykkes i et større format, skal dets indhold opfylde ovenstående specifikationer forholdsmæssigt.

2.3.  Mærket skal opfylde følgende krav:

a)  Farverne er angivet i CMYK – cyan, magenta, gul og sort – som i dette eksempel: 00-70-X-00: 0 % cyan, 70 % magenta, 100 % gul, 0 % sort.

b)  Tallene nedenfor henviser til figuren i punkt 2.1.

1)  Ramme om mærket: linjebredde: 1,5 pt – farve: X-10-00-05

2)  Calibri almindelig type 8 pt

3)  Det europæiske flag: bredde: 15 mm, højde: 10 mm

4)  Banner: bredde: 51,5 mm, højde: 13 mm

Tekst: "VAREMÆRKE": Calibri almindelig type 15 pt., 100 % hvid

Tekst: "Modelnummer": Calibri almindelig type 13 pt., 100 % hvid

5)  QR-kode: bredde: 13 mm, højde: 13 mm

6)  Skala fra ‘A’ til ‘F’:

Pile: højde: 5,6 mm, mellemrum: 0,78 mm, sort stiplet linje: 0,5 pt – farver:

–  A: X-00-X-00

–  B: 70-00-X-00

–  C: 30-00-X-00

–  D: 00-00-X-00

–  E: 00-30-X-00

–  F: 00-70-X-00

7)  Linje: bredde: 88 mm, højde: 2 pt – farve: X-00-00-00

8)  Piktogram for rullestøj afgivet til omgivelserne:

Piktogram: bredde: 25,5 mm, højde: 17 mm – farve: X-10-00-05

9)  Pil:

Pil: bredde: 20 mm, højde: 10 mm, 100 % sort

Tekst: Helvetica Bold 20 pt, 100 % hvid

Tekst enhed: Helvetica Bold 13 pt, 100 % hvid

10)  Piktogram for is:

Piktogram: bredde: 15 mm – højde: 15 mm – linjebredde: 1,5 pt – farve: 100 % sort

11)  Piktogram for sne:

Piktogram: bredde: 15 mm – højde: 15 mm – linjebredde: 1,5 pt – farve: 100 % sort

12)  ‘A’ til ‘G’: Calibri almindelig type 13 pt, 100 % sort

13)  Pile:

Pile: bredde: 11,4 mm, højde: 9 mm, 100 % sort

Tekst: Calibri Bold 17 pt., 100 % hvid

14)  Piktogram for brændstofeffektivitet:

Piktogram: bredde: 19,5 mm, højde: 18,5 mm – farve: X-10-00-05

15)  Piktogram for vådgreb:

Piktogram: bredde: 19 mm, højde: 19 mm – farve: X-10-00-05.

c)  Baggrunden skal være hvid.

2.4.  Dækkets kategori skal angives i mærket som vist i illustrationen i punkt 2.1.

BILAG III

Teknisk dokumentation

Den tekniske dokumentation, der er omhandlet i artikel 4, stk. 7, skal omfatte følgende:

a)  leverandørens navn og adresse

b)  navn på den person, der er bemyndiget til at forpligte leverandøren, og vedkommendes underskrift

c)  varemærke eller leverandørens varemærke

d)  dækmodellen

e)  dækkets dimension, belastningstal og hastighedskategori

f)  henvisningerne til de anvendte målemetoder.

BILAG IV

Produktdatablad

Oplysningerne i dæks produktdatablade skal medtages i produktbrochuren eller andet materiale, der ledsager produktet, og disse skal omfatte følgende:

a)  leverandørens navn eller varemærke

b)  leverandørens modelbetegnelse

c)  dækkets brændstofeffektivitetsklasse, jf. bilag I

d)  dækkets vådgrebsklasse, jf. bilag I

e)  klassen vedrørende rullestøj afgivet til omgivelserne og decibel, jf. bilag I

f)  hvorvidt dækket er et snedæk

g)  hvorvidt dækket er et isdæk.

BILAG V

Oplysninger i det tekniske reklamemateriale

1.  De oplysninger om dækkene, der er medtaget i teknisk reklamemateriale, skal gives i nedenstående rækkefølge:

a)  brændstofeffektivitetsklasse (bogstav ‘A’ til ‘F’)

b)  vådgrebsklasse (bogstav ‘A’ til ‘G’)

c)  klasse vedrørende rullestøj afgivet til omgivelserne og målt værdi (dB)

d)  hvorvidt dækket er et snedæk

e)  hvorvidt dækket er et isdæk.

2.  Oplysningerne i punkt 1 skal opfylde følgende krav:

a)  være let læselige

b)  være let forståelige

c)  hvis der for en given dæktype er forskellig klassificering afhængigt af dimensionerne eller andre parametre, oplyses intervallet mellem det dårligste og det bedste dæk.

3.  Leverandørerne skal tillige stille følgende til rådighed på deres websteder:

a)  et link til Kommissionens relevante webside om denne forordning

b)  en forklaring af de piktogrammer, der benyttes i mærket

c)  en udtalelse, hvor det fremhæves, at den reelle brændstofbesparelse og færdselssikkerheden i høj grad afhænger af førerens køremåde og navnlig følgende:

–  at der kan opnås en betydelig brændstofbesparelse ved økonomisk kørsel

–  at dæktrykket skal kontrolleres regelmæssigt for at opnå et bedre vejgreb og en bedre brændstoføkonomi

–  at der altid skal holdes den fornødne bremseafstand.

BILAG VI

Procedure for justering af laboratoriers måling af rullemodstand

1.  Definitioner

I forbindelse med laboratoriejusteringsproceduren forstås der ved:

1.  ‘referencelaboratorium’: et laboratorium, der indgår i det net af laboratorier, hvis navn er offentliggjort med henblik på justeringsproceduren i Den Europæiske Unions Tidende, og som kan opnå prøvningsresultater med den i punkt 3 krævede nøjagtighed med referencemaskinen

2.  ‘kandidatlaboratorium’: et laboratorium, der deltager i justeringsproceduren, men ikke er et referencelaboratorium

3.  ‘justeringsdæk’: et dæk, der underkastes prøvning med henblik på udførelse af justeringsproceduren

4.  ‘justeringsdæksæt’: et sæt på mindst fem justeringsdæk med henblik på justering af en enkelt maskine

5.  ‘tildelt værdi’ en teoretisk værdi for et justeringsdæks rullemodstandskoefficient (RRC) som målt af et teoretisk laboratorium, der er repræsentativt for nettet af referencelaboratorier; den benyttes i justeringsproceduren

6.  ‘maskine’: alle prøvningsdækspindler i en bestemt målemetode. For eksempel anses to spindler, der virker på den samme rulle, ikke som én maskine.

2.  Generelle bestemmelser

2.1.  Princip

Den rullemodstandskoefficient, der måles (m) i et referencelaboratorium (l), (RRCm,l), justeres efter de tildelte værdier i nettet af referencelaboratorier.

Den målte (m) rullemodstandskoefficient, som opnås af en maskine i et kandidatlaboratorium (c), RRCm,c-værdien justeres via et referencelaboratorium i nettet, som det selv har valgt.

2.2.  Krav til valg af dæk

Der udvælges efter nedenstående kriterier et sæt på mindst fem justeringsdæk til justeringsproceduren. Der udvælges ét sæt til C1- og C2-dæk tilsammen og ét sæt til C3-dæk.

a)  Sættet af justeringsdæk udvælges således, at de dækker intervallet af forskellige RRC-værdier for C1- og C2-dæk tilsammen eller for C3-dæk. Under alle omstændigheder skal forskellen mellem den højeste og den laveste RRCm-værdi i dæksættet før og efter justering være mindst:

i)  3 kg/t for dæk i kategori C1 og C2 og

ii)  2 kg/t for dæk i kategori C3.

b)  RRCm-værdierne i kandidat- eller referencelaboratorierne (RRCm,c eller RRCm,l) baseret på de oplyste RRC-værdier for de enkelte justeringsdæk i sættet skal være ensartet fordelt.

c)  Belastningsindeksværdierne skal give en passende dækning af området for de dæk, der skal prøves, således at også værdierne for rullemodstandskraft dækker området for de dæk, der skal prøves.

Hvert justeringsdæk skal kontrolleres før brug og erstattes, når:

a)  det er i en tilstand, som gør det uanvendeligt til yderligere prøvninger og/eller

b)  der er afvigelser for RRCm,c eller RRCm,l på over 1,5 % i forhold til tidligere målinger og efter korrektion for eventuel maskinafvigelse.

2.3.  Målemetode

Referencelaboratoriet udfører fire målinger på hvert justeringsdæk og i overensstemmelse med bilag 6, punkt 4, i FN/ECE-regulativ nr. 117 med senere ændringer under betingelserne i bilag 6, punkt 3, i FN/ECE-regulativ nr. 117 med senere ændringer; ved den videre analyse af målingerne benyttes de tre sidste måleresultater.

Kandidatlaboratoriet udfører (n + 1) målinger på hvert justeringsdæk i overensstemmelse med bilag 6, punkt 4, i FN/ECE-regulativ nr. 117 med senere ændringer under betingelserne i bilag 6, punkt 3, i FN/ECE-regulativ nr. 117 med senere ændringer; værdien af n er som specificeret i punkt 5, og ved den videre analyse af målingerne benyttes de n sidste måleresultater.

Hver gang et justeringsdæk måles, skal dæk/hjulenheden fjernes fra maskinen, og hele prøvningsproceduren i bilag 6, punkt 4, i FN/ECE-regulativ nr. 117 med senere ændringer gentages forfra.

Kandidat- eller referencelaboratoriet beregner følgende:

a)  den målte værdi for hvert justeringsdæk for hver måling som specificeret i bilag 6, punkt 6.2 og 6.3, i FN/ECE-regulativ nr. 117 med senere ændringer (dvs. korrigeret til en temperatur på 25 °C og en rullediameter på 2 m)

b)  gennemsnittet af de sidste tre målte værdier (for referencelaboratorier) eller n målte værdier (for kandidatlaboratorier) for hvert justeringsdæk og

c)  standardafvigelsen (σm) som følger:

20190326-P8_TA(2019)0230_DA-p0000011.png

20190326-P8_TA(2019)0230_DA-p0000012.png

hvor:

i er tællevariablen for justeringsdækkene (fra 1 til p)

j er tællevariablen for n gentagelser (fra 2 til n + 1) af hver måling af et givet justeringsdæk

n + 1 er antallet af gentagelser af dækmålinger (n + 1 = 4 for referencelaboratorier og n + 1 ≥ 4 for kandidatlaboratorier)

p er antallet af justeringsdæk (p ≥ 5).

2.4.  Dataformater ved beregning og angivelse af resultater

–  De målte RRC-værdier, korrigeret for rullediameter og temperatur, afrundes til 2 decimaler.

–  Beregningerne udføres derefter med alle decimaler, således at der først afrundes i den afsluttende justeringsligning.

–  Alle standardafvigelsesværdier angives med 3 decimaler.

–  Alle RRC-værdier angives med 2 decimaler.

–  Alle justeringskoefficienter (A1l, B1l, A2c og B2c) afrundes til og angives med fire decimaler.

3.  Krav til referencelaboratorierne og bestemmelse af tildelte værdier

De værdier, der tildeles hvert justeringsdæk, bestemmes af et net af referencelaboratorier. Hvert andet år skal nettet vurdere de tildelte værdiers stabilitet og gyldighed.

Hvert referencelaboratorium, der indgår i nettet, skal opfylde specifikationerne i bilag 6 i FN/ECE-regulativ nr. 117 med senere ændringer og have en standardafvigelse(σm), der:

a)  højst er 0,05 kg/t for dæk i kategori C1 og C2 og

b)  højst er 0,05 kg/t for dæk i kategori C3.

Sættet af justeringsdæk, som opfylder specifikationen i punkt 2.2, måles i overensstemmelse med punkt 2.3 af hvert referencelaboratorium i nettet.

Hvert justeringsdæk tildeles en værdi, der er gennemsnittet af de målte værdier, som referencelaboratorierne i nettet opgiver for det pågældende justeringsdæk.

4.  Procedure for justering af et referencelaboratorium efter de tildelte værdier

Hvert referencelaboratorium (l) justerer sig selv efter ethvert nyt sæt af tildelte værdier og i hvert fald efter enhver betydelig maskinændring eller ved afvigelser i maskinens overvågningsdata for kontroldækket.

Justeringen anvender lineær regression på alle individuelle data. Regressionskoefficienterne A1l og B1l beregnes som følger:

20190326-P8_TA(2019)0230_DA-p0000013.png

hvor:

RRC er den tildelte værdi for rullemodstandskoefficienten

RRCm,l er den rullemodstandskoefficient, som referencelaboratoriet (l) har målt (korrigeret for temperatur og rullediameter).

5.  Krav til kandidatlaboratorier

Kandidatlaboratorier skal gentage justeringsprocessen mindst en gang hvert andet år for alle maskiner og i hvert fald efter enhver betydelig maskinændring eller ved afvigelser i maskinens overvågningsdata for kontroldækket.

Et fælles sæt bestående af fem forskellige dæk, som opfylder specifikationen i punkt 2.2, måles i overensstemmelse med punkt 2.3, først af kandidatlaboratoriet og senere af et referencelaboratorium. Der kan på kandidatlaboratoriets anmodning udføres prøvning af mere end fem justeringsdæk.

Kandidatlaboratoriet leverer sættet af justeringsdæk til det valgte referencelaboratorium.

Kandidatlaboratoriet (c) skal opfylde specifikationerne i bilag 6 til FN/ECE-regulativ nr. 117 med senere ændringer og helst have en standardafvigelse (am), der:

a)  højst er 0,075 kg/t for dæk i kategori C1 og C2 og

b)  højst er 0,06 kg/t for dæk i kategori C3.

Hvis kandidatlaboratoriets standardafvigelse (σm) ved fire målinger, hvoraf de sidste tre bruges til beregninger, er større end værdierne ovenfor, øges antallet n + 1 af målinger for hele sættet til:

n+1 = 1+(σm/γ)2, rundet op til nærmeste heltal

hvor:

γ = 0,043 kg/t for dæk i kategori C1 og C2

γ = 0,035 kg/t for dæk i kategori C3.

6.  Procedure for justering af et kandidatlaboratorium

Et af referencelaboratorierne (i) i nettet beregner den lineære regressionsfunktion for alle individuelle data for kandidatlaboratoriet (c). Regressionskoefficienterne A2c og B2c beregnes som følger:

20190326-P8_TA(2019)0230_DA-p0000014.png

hvor:

RRCm,l er den rullemodstandskoefficient, som referencelaboratoriet (i) har målt (korrigeret for temperatur og rullediameter)

RRCm,c er den rullemodstandskoefficient, som kandidatlaboratoriet (c) har målt (korrigeret for temperatur og rullediameter).

Hvis determinationskoefficienten R² er lavere end 0,97, justeres kandidatlaboratoriet ikke.

Den justerede RRC-værdi for dæk, der er foretaget prøvning af på kandidatlaboratoriet, beregnes ved følgende formel:

20190326-P8_TA(2019)0230_DA-p0000015.png

BILAG VII

Verifikationsprocedure

Overensstemmelsen med denne forordning for så vidt angår den oplyste brændstofeffektivitetsklasse, vådgrebsklasse samt klassen vedrørende rullestøj afgivet til omgivelserne samt de oplyste værdier og andre resultatoplysninger på mærket vurderes for den enkelte dæktype eller gruppe af dæktyper, som leverandøren har fastsat efter en af følgende procedurer:

a)  Først testes et enkelt dæk eller et sæt af dæk.

1.  Hvis de målte værdier svarer til de oplyste klasser eller den oplyste værdi for rullestøj afgivet til omgivelserne inden for tolerancerne i tabel 1, er testen bestået.

2.  Hvis de målte værdier ikke svarer til de oplyste klasser eller den oplyste værdi for rullestøj afgivet til omgivelserne inden for tolerancerne i tabel 1, testes endnu tre dæk eller sæt af dæk. Gennemsnittet af målingerne fra de tre testede dæk eller sæt af dæk benyttes til vurdering af overensstemmelse med de givne oplysninger inden for tolerancerne i tabel 1.

b)  Hvis de mærkede klasser eller værdier stammer fra prøvningsresultater fra typegodkendelser opnået i medfør af forordning (EF) nr. 661/2009 eller FN/ECE-regulativ nr. 117 med senere ændringer, kan medlemsstaterne benytte måledata fra prøvning af dækproduktionens overensstemmelse med den godkendte type.

Ved vurderingen af måledata fra prøvning af dækproduktionens overensstemmelse med den godkendte type anvendes tolerancerne i tabel 1.

Tabel 1

Målt parameter

Måletolerancer

Rullemodstandskoefficient (brændstofeffektivitet)

Den justerede målte værdi må ikke ligge mere end 0,3 kg/t over den oplyste klasses øvre grænse (højeste rullemodstandskoefficient).

Rullestøj afgivet til omgivelserne

Den målte værdi må ikke ligge mere end 1 dB(A) over den oplyste værdi af N.

Vådgreb

Den målte værdi G(T) må ikke ligge under den oplyste klasses nedre grænse (laveste værdi af G).

Snegreb

Den målte værdi må ikke ligge under den nedre grænse i indekset for ydeevne i sneglat føre.

Isgreb

Den målte værdi må ikke ligge under den nedre grænse i indekset for ydeevne i isglat føre.

BILAG VIII

Sammenligningstabel

Forordning (EF) nr. 1222/2009

Nærværende forordning

Artikel 1, stk. 1

Artikel 1, stk. 1

Artikel 1, stk. 2

Artikel 1, stk. 2

Artikel 2, stk. 1

Artikel 2, stk. 1

Artikel 2, stk. 2

Artikel 2, stk. 2

Artikel 3, stk. 1

Artikel 3, stk. 1

Artikel 3, stk. 2

Artikel 3, stk. 2

-

Artikel 3, stk. 3

Artikel 3, stk. 3

Artikel 3, stk. 4

Artikel 3, stk. 4

Artikel 3, stk. 5

-

Artikel 3, stk. 6

Artikel 3, stk. 5

Artikel 3, stk. 7

-

Artikel 3, stk. 8

-

Artikel 3, stk. 9

Artikel 3, stk. 6

Artikel 3, stk. 10

Artikel 3, stk. 7

Artikel 3, stk. 11

Artikel 3, stk. 8

Artikel 3, stk. 12

Artikel 3, stk. 9

Artikel 3, stk. 13

Artikel 3, stk. 10

Artikel 3, stk. 14

Artikel 3, stk. 11

Artikel 3, stk. 15

-

Artikel 3, stk. 16

Artikel 3, stk. 12

Artikel 3, stk. 17

Artikel 3, stk. 13

Artikel 3, stk. 18

-

Artikel 3, stk. 19

Artikel 4

Artikel 4

Artikel 4, stk. 1

Artikel 4, stk. 1

Artikel 4, stk. 1, litra a)

Artikel 4, stk. 1, litra b)

Artikel 4, stk. 1, litra b)

Artikel 4, stk. 1, litra b)

Artikel 4, stk. 2

-

-

Artikel 4, stk. 2

-

Artikel 4, stk. 3

Artikel 4, stk. 3

Artikel 4, stk. 4

Artikel 4, stk. 4

Artikel 4, stk. 6

-

Artikel 4, stk. 5

-

Artikel 4, stk. 6

-

Artikel 4, stk. 7

-

Artikel 4, stk. 8

-

Artikel 4, stk. 9

-

Artikel 5

Artikel 5

Artikel 6

Artikel 5, stk. 1

Artikel 6, stk. 1

Artikel 5, stk. 1, litra a)

Artikel 6, stk. 1, litra a)

Artikel 5, stk. 1, litra b)

Artikel 6, stk. 1, litra b)

-

Artikel 6, stk. 2

-

Artikel 6, stk. 3

Artikel 5, stk. 2

Artikel 6, stk. 4

Artikel 5, stk. 3

-

-

Artikel 6, stk. 5

-

Artikel 6, stk. 6

-

Artikel 6, stk. 7

Artikel 6

Artikel 7

Artikel 7

Artikel 8

Artikel 8

Artikel 9

Artikel 9, stk. 1

Artikel 10, stk. 1

Artikel 9, stk. 2

-

Artikel 10

Artikel 10, stk. 2

Artikel 11

Artikel 12

-

Artikel 12, litra a)

-

Artikel 12, litra b)

-

Artikel 12, litra c)

Artikel 11, litra a)

-

Artikel 11, litra b)

-

Artikel 11, litra c)

Artikel 12, litra d)

Artikel 12

Artikel 11

-

Artikel 11, stk. 1

-

Artikel 11, stk. 2

-

Artikel 11, stk. 3

-

Artikel 13

Artikel 13

-

Artikel 14

-

-

Artikel 14

Artikel 15

-

-

Artikel 15

-

Artikel 16

Artikel 16

Artikel 17

(1) EUT C 62 af 15.2.2019, s. 280.
(2)EUT C 62 af 15.2.2019, s. 280.
(3)EUT C […] af […], s. […].
(4) Europa-Parlamentets holdning af 26.3.2019.
(5)COM(2017)0658.
(6)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1222/2009 af 25. november 2009 om mærkning af dæk for så vidt angår brændstofeffektivitet og andre vigtige parametre (EUT L 342 af 22.12.2009, s. 46).
(7)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 661/2009 af 13. juli 2009 om krav til typegodkendelse for den generelle sikkerhed af motorkøretøjer, påhængskøretøjer dertil samt systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer (EUT L 200 af 31.7.2009, s. 1).
(8)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/49/EF af 25. juni 2002 om vurdering og styring af ekstern støj (EFT L 189 af 18.7.2002, s. 12).
(9)EUT L 307 af 23.11.2011, s. 3.
(10) COM(2018)0028.
(11)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1369 af 4. juli 2017 om opstilling af rammer for energimærkning og om ophævelse af direktiv 2010/30/EU (EUT L 198 af 28.7.2017, s. 1).
(12)COM(2017)0279.
(13)Skal tilføjes henvisning, når forslaget er blevet vedtaget.
(14)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 339/93 (EUT L 218 af 13.8.2008, s. 30).
(15)EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1.


Ophavsret på det digitale indre marked ***I
PDF 130kWORD 47k
Beslutning
Tekst
Bilag
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 26. marts 2019 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ophavsret på det digitale indre marked (COM(2016)0593 – C8-0383/2016 – 2016/0280(COD))
P8_TA(2019)0231A8-0245/2018

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2016)0593),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0383/2016),

–  der henviser til udtalelse fra Retsudvalget om det foreslåede retsgrundlag,

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, og artikel 53, stk. 1, og artikel 62 og 114, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 25. januar 2017 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

–  der henviser til udtalelse af 8. februar 2017 fra Regionsudvalget(2),

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 20. februar 2019 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59 og 39,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelser fra Udvalget om Det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, Udvalget om Industri, Forskning og Energi, Kultur- og Uddannelsesudvalget, og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0245/2018),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  tager Kommissionens erklæring, der er vedføjet som bilag til denne beslutning, til efterretning;

3.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

4.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 26. marts 2019 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/... om ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF

P8_TC1-COD(2016)0280


(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, direktiv (EU) 2019/790.)

BILAG TIL DEN LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING

KOMMISSIONENS ERKLÆRING OM ARRANGØRER AF SPORTSBEGIVENHEDER

"Kommissionen anerkender betydningen af arrangører af sportsbegivenheder og deres rolle i finansieringen af sportsaktiviteter i Unionen. I betragtning af sportens samfundsmæssige og økonomiske dimension i Unionen vil Kommissionen vurdere udfordringerne for arrangører af sportsbegivenheder i det digitale miljø, navnlig spørgsmål vedrørende ulovlige onlinetransmissioner af sportsudsendelser."

(1) EUT C 125 af 21.4.2017, s. 27.
(2) EUT C 207 af 30.6.2017, s. 80.


Aftaler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester ***I
PDF 124kWORD 47k
Beslutning
Tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 26. marts 2019 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om visse aspekter af aftaler om levering af digitalt indhold (COM(2015)0634 – C8-0394/2015 – 2015/0287(COD))
P8_TA(2019)0232A8-0375/2017

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2015)0634),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0394/2015),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til den begrundede udtalelse, som inden for rammerne af protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet er blevet forelagt af det franske Senat, om, at udkastet til lovgivningsmæssig retsakt ikke overholder nærhedsprincippet,

–  der henviser til udtalelse af 27. april 2016 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

–  der henviser til, at de kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 6. februar 2019 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til de fælles drøftelser mellem Udvalget om Det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og Retsudvalget, jf. forretningsordenens artikel 55,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og Retsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0375/2017),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 26. marts 2019 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/... om visse aspekter af aftaler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester

P8_TC1-COD(2015)0287


(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, direktiv (EU) 2019/770.)

(1) EUT C 264 af 20.7.2016, s. 57.


Aftaler om salg af varer ***I
PDF 121kWORD 52k
Beslutning
Tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 26. marts 2019 om ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om visse aspekter af aftaler om salg af varer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/22/EF og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF (COM(2017)0637 – C8-0379/2017 – 2015/0288(COD))
P8_TA(2019)0233A8-0043/2018

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2015)0635) og det ændrede forslag (COM(2017)0637),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0379/2017),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til den begrundede udtalelse, som inden for rammerne af protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet er blevet forelagt af det franske Senat, om at udkastet til lovgivningsmæssig retsakt ikke overholder nærhedsprincippet,

–  der henviser til udtalelser fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 27. april 2016(1) og 15. februar 2018(2),

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 6. februar 2019 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A8-0043/2018),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 26. marts 2019 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/… om visse aspekter af aftaler om salg af varer, om ændring af forordning (EU) 2017/2394 og direktiv 2009/22/EF og om ophævelse af direktiv 1999/44/EF

P8_TC1-COD(2015)0288


(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, direktiv (EU) 2019/771.)

(1) EUT C 264 af 20.7.2016, s. 57.
(2) EUT C 227 af 28.6.2018, s. 58.


Fiskeri i aftaleområdet for GFCM (Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet) ***I
PDF 125kWORD 52k
Beslutning
Tekst
Bilag
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 26. marts 2019 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 1343/2011 om visse bestemmelser for fiskeri i aftaleområdet for GFCM (Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet) (COM(2018)0143 – C8-0123/2018 – 2018/0069(COD))
P8_TA(2019)0234A8-0381/2018

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2018)0143),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 43, stk. 2 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0123/2018),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 23. maj 2018 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 6. februar 2019 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget (A8-0381/2018),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  tager Kommissionens erklæringer, der er vedføjet som bilag til denne beslutning, til efterretning;

3.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

4.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 26. marts 2019 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/… om ændring af forordning (EU) nr. 1343/2011 om visse bestemmelser for fiskeri i aftaleområdet for GFCM (Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet)

P8_TC1-COD(2018)0069


(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) 2019/982.)

BILAG TIL DEN LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING

Kommissionens erklæring om rekreativt fiskeri

Kommissionen minder om, at et af målene i MedFish4Ever-ministererklæringen, som blev vedtaget i marts 2017, er så hurtigt som muligt og senest i 2020 at opstille en række basisregler med henblik på at sikre en effektiv forvaltning af rekreativt fiskeri i hele Middelhavet.

I overensstemmelse med det mål omfatter foranstaltningerne i GFCM's (Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet) midtvejsstrategi 2017-2020, som skal gennemføres i GFCM-området, blandt andet en vurdering af indvirkningen af rekreativt fiskeri og overvejelser om de bedste forvaltningsforanstaltninger til reguleringen af disse aktiviteter. I den forbindelse er der i GFCM blevet nedsat en arbejdsgruppe for rekreativt fiskeri med henblik på at udvikle en harmoniseret regional metode til vurdering af sådant fiskeri.

Kommissionen vil fortsætte sin indsats i GFCM, således at målet fastsat i MedFish4Ever-erklæringen kan blive opfyldt.

Kommissionens erklæring om ædelkoral

Kommissionen minder om, at de bevarelsesforanstaltninger, som blev vedtaget inden for rammerne af den regionale tilpasningsegnede forvaltningsplan for udnyttelse af ædelkoral i Middelhavet [anbefaling GFCM/41/2017/5], er midlertidige. De nævnte foranstaltninger, som omfatter muligheden for at indføre fangstbegrænsninger, vil blive vurderet af GFCM's Rådgivende Videnskabelige Udvalg (SAC) i 2019, med henblik på at deres revision skal fremlægges på GFCM's 43. årlige session (november 2019).

(1) EUT C 283 af 10.8.2018, s. 95.


Tilpasning af rapporteringsforpligtelserne på det miljøpolitiske område ***I
PDF 125kWORD 45k
Beslutning
Tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 26. marts 2019 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om tilpasning af rapporteringsforpligtelserne på det miljøpolitiske område og om ændring af direktiv 86/278/EØF, 2002/49/EF, 2004/35/EF, 2007/2/EF, 2009/147/EF og 2010/63/EU, forordning (EF) nr. 166/2006 og (EU) nr. 995/2010 og Rådets forordning (EF) nr. 338/97 og (EF) nr. 2173/2005 (COM(2018)0381 – C8-0244/2018 – 2018/0205(COD))
P8_TA(2019)0235A8-0324/2018

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2018)0381),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 114, 192, stk.1, og 207 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0244/2018),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 12. december 2018 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

–  efter høring af Regionsudvalget,

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 18. januar 2019 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og udtalelser fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og Retsudvalget (A8-0324/2018),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling(2);

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 26. marts 2019 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/... om tilpasning af rapporteringsforpligtelser inden for miljølovgivning og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 166/2006 og (EU) nr. 995/2010, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/49/EF, 2004/35/EF, 2007/2/EF, 2009/147/EF og 2010/63/EU, Rådets forordning (EF) nr. 338/97 og (EF) nr. 2173/2005, og Rådets direktiv 86/278/EØF

P8_TC1-COD(2018)0205


(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) 2019/1010.)

(1) EUT C 110 af 22.3.2019, s. 99.
(2) Denne holdning erstatter de ændringer, der blev vedtaget den 23. oktober 2018 (Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0399).


Særlige regler vedrørende de største tilladte længder af førerhuse ***I
PDF 121kWORD 51k
Beslutning
Tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 26. marts 2019 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om ændring af Rådets direktiv 96/53/EF for så vidt angår fristen for gennemførelsen af de særlige regler vedrørende de største tilladte længder i tilfælde af førerhuse med forbedret aerodynamisk ydeevne, energieffektivitet og sikkerhed (COM(2018)0275 – C8-0195/2018 – 2018/0130(COD))
P8_TA(2019)0236A8-0042/2019

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2018)0275),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 91, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0195/2018),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 17. oktober 2018 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

–  efter høring af Regionsudvalget,

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 15. februar 2019 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Transport- og Turismeudvalget (A8-0042/2019),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 26. marts 2019 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2019/… om ændring af Rådets direktiv 96/53/EF, for så vidt angår fristen for gennemførelsen af de særlige regler vedrørende de største tilladte længder for førerhuse med forbedret aerodynamisk ydeevne, energieffektivitet og sikkerhed

P8_TC1-COD(2018)0130


(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, afgørelse (EU) 2019/984.)

(1) EUT C 62 af 15.2.2019, s. 286.


Benchmarks for lille CO2-effekt og benchmarks for positiv CO2-effekt ***I
PDF 121kWORD 51k
Beslutning
Tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 26. marts 2019 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) 2016/1011, for så vidt angår benchmarks for lille CO2-effekt og benchmarks for positiv CO2-effekt (COM(2018)0355 – C8-0209/2018 – 2018/0180(COD))
P8_TA(2019)0237A8-0483/2018

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2018)0355),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0209/2018),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 17. oktober 2018 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

–  der henviser til udtalelse af 5. december 2018 fra Regionsudvalget(2),

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 13. marts 2019 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A8-0483/2018),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 26. marts 2019 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/… om ændring af forordning (EU) 2016/1011, for så vidt angår EU-benchmarks for klimaovergangen, Paristilpassede EU-benchmarks og bæredygtighedsrelaterede oplysninger om benchmarks

P8_TC1-COD(2018)0180


(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) 2019/2089.)

(1) EUT C 62 af 15.2.2019, s. 103.
(2) EUT C 86 af 7.3.2019, s. 24.


Særlige bestemmelser for målet om europæisk territorialt samarbejde (Interreg) ***I
PDF 454kWORD 180k
Beslutning
Konsolideret tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 26. marts 2019 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om særlige bestemmelser for målet om europæisk territorialt samarbejde (Interreg), der støttes af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og de eksterne finansieringsinstrumenter (COM(2018)0374 – C8-0229/2018 – 2018/0199(COD))
P8_TA(2019)0238A8-0470/2018

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2018)0374),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 178, artikel 209, stk. 1, artikel 212, stk. 2, og artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0229/2018),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 19. september 2018(1) fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

–  der henviser til udtalelse af 5. december 2018(2) fra Regionsudvalget,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget og udtalelse fra Udenrigsudvalget, Udviklingsudvalget, Budgetkontroludvalget og Kultur- og Uddannelsesudvalget (A8-0470/2018),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling(3);

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 26. marts 2019 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/… om særlige bestemmelser for målet om europæisk territorialt samarbejde (Interreg), der støttes af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og de eksterne finansieringsinstrumenter

P8_TC1-COD(2018)0199


EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 178, artikel 209, stk. 1, artikel 212, stk. 2, og artikel 349,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(4),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget(5),

efter den almindelige lovgivningsprocedure(6), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Ifølge artikel 176 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ("TEUF") skal Den Europæiske Fond for Regionaludvikling ("EFRU") bidrage til at udligne de største regionale skævheder i Unionen. I henhold til nævnte artikel og artikel 174, stk. 2 og 3, i TEUF skal EFRU således bidrage til at formindske forskellene mellem de forskellige regioners udviklingsniveauer og forbedre situationen for de mindst begunstigede områder, idet der lægges særlig vægt på visse kategorier af områder, bl.a. grænseoverskridende landdistrikter, områder i en industriel overgangsproces, tyndt befolkede områder, som er udtrykkeligt nævnt samt ø- og bjergområder. [Ændring 1]

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) [forordningen om fælles bestemmelser](7) fastsætter fælles bestemmelser om EFRU og visse andre fonde, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) [ny EFRU](8) fastsætter bestemmelser vedrørende de specifikke målsætninger og anvendelsesområdet for støtte fra EFRU. Det er nu nødvendigt at vedtage specifikke bestemmelser vedrørende målet om europæisk territorialt samarbejde (Interreg), hvor en eller flere medlemsstater og deres regioner samarbejder på tværs af grænserne om effektiv programmering, herunder teknisk bistand, overvågning, evaluering, kommunikation, støtteberettigelse, forvaltning og kontrol samt finansiel forvaltning. [Ændring 2]

(3)  For at støtte en samarbejdsbaseret og harmonisk udvikling af Unionens område på forskellige planer og reducere de eksisterende skævheder bør EFRU støtte det grænseoverskridende samarbejde, tværnationalt samarbejde, maritimt samarbejde, samarbejdet med regionerne i den yderste periferi og interregionalt samarbejde under målet om europæiske territorialt samarbejde (Interreg). Der bør i forbindelse hermed tages hensyn til principperne om flerniveaustyring og partnerskab, og stedbaserede tilgange bør styrkes. [Ændring 3]

(3a)   De forskellige elementer i Interreg bør bidrage til at opfylde de mål for bæredygtig udvikling (SDG), der er beskrevet i 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling, som blev vedtaget i september 2015. [Ændring 4]

(4)  Komponenten vedrørende grænseoverskridende samarbejde bør sigte mod at takle de i fællesskab udpegede udfordringer i grænseregioner og at udnytte uudnyttet vækstpotentiale i grænseområder, som det fremgår af Kommissionens meddelelse "Fremme af vækst og samhørighed i EU's grænseregioner"(9) ("meddelelsen om grænseregioner"). Den grænseoverskridende komponent bør følgelig begrænses til derfor omfatte samarbejde om landegrænser, både land- og samarbejde på tværs af søgrænser bør integreres søgrænser, uden at dette berører den nye komponent for samarbejde mellem regioner i den tværnationale komponent yderste periferi. [Ændring 5]

(5)  Komponenten vedrørende grænseoverskridende samarbejde bør også omfatte samarbejde mellem en eller flere medlemsstater eller deres regioner og et eller flere lande eller regioner eller andre områder uden for Unionen. Når internt og eksternt grænseoverskridende samarbejde dækkes i denne forordning, bør resultere i en større forenkling og strømlining af gældende bestemmelser for medlemsstaternes myndigheder og for partnermyndigheder og modtagere uden for Unionen set i forhold til programmeringsperioden 2014-2020. [Ændring 6]

(6)  Komponenten vedrørende tværnationalt samarbejde og maritime samarbejde bør tage sigte på at styrke samarbejdet ved hjælp af aktioner, som bidrager til integreret territorial udvikling i tilknytning til Unionens samhørighedspolitiske prioriteter og bør også omfatte maritimt grænseoverskridende samarbejde, under fuld overholdelse af nærhedsprincippet. Det tværnationale samarbejde bør dække større områder på fastlandet i Unionen, hvorimod det maritime samarbejde bør omfatte transnationale områder samt i relevant omfang områder omkring havområder og integrere det grænseoverskridende samarbejde om søgrænser i programmeringsperioden 2014-2020. Den fortsatte gennemførelse af maritimt grænseoverskridende samarbejde, der tidligere er truffet beslutning om, inden for rammerne af et større samarbejde på det maritime område bør gives maksimal fleksibilitet, navnlig ved at definere det dækkede område, de særlige mål for et sådant samarbejde, kravene til et projektpartnerskab og etablering af delprogrammer og særlige styringsudvalg, som geografisk strækker sig ud over dem, der er omfattet af de grænseoverskridende programmer. [Ændring 7]

(7)  På grundlag af erfaringerne med grænseoverskridende og tværnationalt samarbejde i programmeringsperioden 2014-2020 i regionerne i den yderste periferi, hvor kombinationen af begge komponenter i et enkelt program for hvert samarbejdsområde ikke har medført tilstrækkelige tilstrækkelig forenkling for programmyndigheder og støttemodtagere, bør der oprettes en ekstra specifik komponent vedrørende regioner i den yderste periferi for at sætte regioner i den yderste periferi i stand til at samarbejde med deres nabolande tredjelande, oversøiske lande og -områder territorier (OLT'er) eller regionale integrations- og samarbejdsorganisationer på den mest effektive og enkle måde, som tager hensyn til deres individuelle karakteristika. [Ændring 8]

(8)  På grundlag erfaringerne af de positive erfaringer med de interregionale samarbejdsprogrammer under Interreg Interreg på den ene side og manglen på et sådant samarbejde inden for programmer under målet om investeringer i beskæftigelse og vækst i programmeringsperioden 2014-2020 bør komponenten vedrørende interregionalt samarbejde i højere grad fokusereat styrke samhørighedspolitikkens effektivitet. Denne komponent bør derfor begrænses til to programmer, et for at gøre det muligt at opnå alle former for den anden side er interregionalt samarbejde via udveksling af erfaringer, innovative tilgange og kapacitetsopbygning til og udvikling af kapacitet for programmer under begge mål og at fremme europæiske grupper for (europæisk territorialt samarbejde (EGTS), der er oprettet eller skal oprettes i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1082/2006(10), og et investeringer for at forbedre analysen af udviklingstendenser. Projektbaseret samarbejde i hele Unionen bør integreres i den nye komponent vedrørende interregionale innovationsinvesteringer vækst og knyttes tæt til gennemførelsen af Kommissionens meddelelse "Styrkelse af innovation i Europas regioner: Strategier arbejdspladser) mellem byer og regioner en vigtig komponent med hensyn til robust, inklusiv og bæredygtig vækst"(11), navnlig for at støtte tematiske platforme for intelligent specialisering på områder såsom energi, industriel modernisering eller landbrugsfødevarer. Endelig bør integreret territorial udvikling med fokus på funktionelle byområder eller byområder være koncentreret inden for at finde fælles løsninger inden for samhørighedspolitikken og opbygge vedvarende partnerskaber. De eksisterende programmer under målet om investeringer i beskæftigelse og vækst og et ledsagende instrument, det "europæiske initiativ for byområder". De to programmer under komponenten vedrørende interregionalt navnlig promoveringen af projektbaseret samarbejde, herunder fremme af europæiske grupper for territorialt samarbejde bør omfatte hele Unionen og (EGTS) samt makroregionale strategier, bør også være åbne for tredjelandes deltagelse derfor videreføres. [Ændring 9]

(8a)   Det nye initiativ for interregionale innovationsinvesteringer bør være baseret på intelligent specialisering og anvendes til at støtte tematiske platforme for intelligent specialisering inden for områder som energi, industriel modernisering, cirkulær økonomi, social innovation, miljø eller landbrugsfødevarer og hjælpe dem, der beskæftiger sig med strategier for intelligent specialisering, med at danne klynger for at øge innovationen og bringe innovative produkter, processer og økosystemer ud på det europæiske marked. Dokumentationen tyder på, at der er en vedvarende systemisk funktionsfejl i afprøvnings- og valideringsfasen af demonstrationen af nye teknologier (f.eks. centrale støtteteknologier), navnlig når innovationen er et resultat af integration af supplerende regionale specialiseringer, der skaber innovative værdikæder. Denne funktionsfejl er særlig kritisk i fasen mellem pilotprojekter og fuldt markedsoptag. På nogle strategiske teknologi- og industriområder har SMV'er på nuværende tidspunkt ikke adgang til en velfungerende og åben, tilsluttet fælleseuropæisk demonstrationsinfrastruktur. Programmerne under det interregionale samarbejdsinitiativ bør dække hele Den Europæiske Union og også være åbne for deltagelse af OLT'er, tredjelande, deres regioner og regionale integrations- og samarbejdsorganisationer, herunder regioner i den yderste periferi. Der bør tilskyndes til opnåelse af synergier mellem interregionale innovationsinvesteringer og andre relevante EU-programmer såsom programmer under de europæiske struktur- og investeringsfonde, Horisont 2020, det digitale marked Europa og programmet for det indre marked, da de vil forstærke virkningen af investeringerne og være til større gavn for borgerne. [Ændring 10]

(9)  Der bør fastsættes fælles objektive kriterier for udpegelse af støtteberettigede regioner og områder. Med henblik herpå bør fastlæggelsen af de støtteberettigede regioner og områder på EU-plan baseres på det fælles klassifikationssystem for regioner, der er fastlagt ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1059/2003(12). [Ændring 11]

(10)  Det er nødvendigt fortsat at yde støtte eller, hvis det er relevant, etablere et samarbejde vedrørende alle dimensioner med Unionens tilgrænsende tredjelande, da et sådant samarbejde er et vigtigt politisk redskab til regionaludvikling og bør være til gavn for regionerne i de medlemsstater, der grænser op til tredjelande. Med henblik herpå bør EFRU og Unionens eksterne finansieringsinstrumenter, IPA(13), NDICI(14) og OCTP(15) støtte programmer under det grænseoverskridende samarbejde, det tværnationale samarbejde og maritime samarbejde, samarbejdet med regionerne i den yderste periferi og det interregionale samarbejde. Støtten fra EFRU og fra Unionens eksterne finansieringsinstrumenter bør baseres på gensidighed og proportionalitet. For så vidt angår IPA III-CBC og NDICI-CBC, bør EFRU-støtten suppleres med mindst samme beløb under IPA III-CBC og NDICI-CBC og med et maksimumsbeløb, der er fastsat i den pågældende retsakt, dvs. op til 3 % af finansieringsrammen under IPA III og op til 4 % af finansieringsrammen under programmet for det geografiske naboskabsområde under artikel 4, stk. 2, i NDICI. [Ændring 12]

(10a)   Der bør lægges særlig vægt på regioner, som bliver nye ydre grænser i Unionen, for at sikre en tilstrækkelig kontinuitet i de igangværende samarbejdsprogrammer. [Ændring 13]

(11)  IPA III-bistanden bør hovedsageligt fokusere på at bistå IPA-støttemodtagerne med at styrke de demokratiske institutioner og retsstaten, reformere retsvæsenet og den offentlige forvaltning og fremme respekten for de grundlæggende rettigheder, ligestilling mellem kønnene, tolerance, social inddragelse og ikke-diskrimination samt den regionale og lokale udvikling. IPA-Bistanden bør fortsat støtte deres bestræbelser på at fremme regionalt, makroregionalt og grænseoverskridende samarbejde samt territorial udvikling, herunder ved at gennemføre Unionens makroregionale strategier. IPA-bistanden bør desuden også omhandle sikkerhed, migration og grænseforvaltning, sikring af adgang til international beskyttelse, deling af relevante oplysninger, styrkelse af grænsekontrollen og fælles bestræbelser på at bekæmpe irregulær migration og smugling af migranter. [Ændring 14]

(12)  Hvad angår NDICI-bistanden, bør Unionen udvikle særlige forbindelser med sine nabolande med henblik på at skabe et område med velstand og godt naboskab, der bygger på Unionens værdier og er kendetegnet ved tætte og fredelige forbindelser baseret på samarbejde. Denne forordning og NDICI bør derfor støtte de interne og eksterne aspekter af relevante makroregionale strategier. Disse initiativer er strategisk vigtige og udgør betydningsfulde politiske rammer for uddybningen af forbindelser med og mellem partnerlandene på grundlag af principperne om gensidig ansvarlighed, fælles ejerskab og delt ansvar.

(12a)   Udviklingen af synergier med Unionens programmer for eksterne aktiviteter og udvikling bør endvidere bidrage til at sikre den størst mulige virkning, samtidig med at princippet om udviklingsvenlig politikkohærens opfyldes som omhandlet i artikel 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). For at nå SDG-målene er det afgørende, at der er sammenhæng på tværs af alle EU-politikker. [Ændring 15]

(13)  Det er vigtigt fortsat at respektere den rolle, som EEAS og Kommissionen spiller med hensyn til forberedelse af den strategiske programmering og Interreg-programmer, der støttes af EFRU og NDICI, jf. Rådets afgørelse 2010/427/EU(16).

(14)  I betragtning af den særlige situation for regionerne i Unionens yderste periferi er det nødvendigt at vedtage foranstaltninger vedrørende til forbedring af de betingelser, hvorunder disse regioner kan få adgang til strukturfondene. Følgelig bør visse bestemmelser i denne forordning tilpasses til de særlige forhold i regionerne i den yderste periferi for at forenkle og fremme samarbejdet deres samarbejde med deres naboer tredjelande og OLT'er, idet der tages hensyn til Kommissionens meddelelsen meddelelse "Et stærkere og fornyet strategisk partnerskab med regionerne i EU's yderste periferi"(17). [Ændring 16]

(14a)   Denne forordning bør åbne mulighed for, at OLT'er kan deltage i Interreg-programmerne. Der bør tages hensyn til OLT'ernes særlige forhold og udfordringer med henblik på at lette deres effektive adgang og deltagelse. [Ændring 17]

(15)  Det er nødvendigt at fastsætte, hvor store ressourcer der er afsat til hvert enkelt af Interregs forskellige komponenter, herunder hver medlemsstats andel af de samlede beløb til grænseoverskridende samarbejde, det tværnationale samarbejde og maritime samarbejde, samarbejdet med regionerne i den yderste periferi og det interregionale samarbejde samt det potentiale, som medlemsstaterne har til rådighed vedrørende fleksibilitet mellem disse komponenter. Sammenlignet med programmeringsperioden 2014-2020 I lyset af globaliseringen bør andelen for grænseoverskridende samarbejde mindskes, samtidig med at andelen for tværnationalt samarbejde det samarbejde, der sigter på at fremme investeringer i job og vækst og maritimt samarbejde bør hæves, fordi maritimt samarbejdes integreres fælles investeringer med andre regioner, imidlertid også bestemmes af regionernes fælles karakteristika og ambitioner og ikke nødvendigvis af deres grænser, og der bør skabes en ny komponent vedrørende samarbejde med regionerne i den yderste periferi derfor afsættes tilstrækkelige supplerende midler til det nye initiativ om interregionale innovationsinvesteringer for at tage højde for de globale markedsvilkår. [Ændring 18]

(16)  Med henblik på at opnå den mest effektive brug af støtten fra EFRU og Unionens eksterne finansieringsinstrumenter bør der indføres en ordning for returnering af en sådan støtte, når eksterne samarbejdsprogrammer ikke kan vedtages eller må afbrydes, herunder i forbindelse med programmer med tredjelande, der ikke modtager støtte fra et af Unionens finansieringsinstrumenter. Formålet med denne mekanisme er at sikre optimal funktion af programmerne og størst mulig samordning mellem disse instrumenter.

(17)  EFRU bør under Interreg bidrage til de specifikke målsætninger under samhørighedspolitikkens mål. Listen over de specifikke målsætninger under de forskellige tematiske målsætninger bør dog tilpasses de særlige behov for Interreg gennem fastsættelse af yderligere specifikke mål under det politiske mål "et mere socialt Europa ved at gennemføre den europæiske søjle for sociale rettigheder" for at muliggøre aktioner af samme type som ESF.

(18)  Inden for rammerne af de enestående og specifikke forhold på øen Irland og med henblik på at støtte samarbejdet mellem nord og syd i henhold til Langfredagsaftalen bør skal der gennemføres et nyt grænseoverskridende "Peace Plus"-program, som bygger videre på arbejdet i forbindelse med tidligere programmer mellem grænseområderne i Irland og Nordirland. Under hensyntagen til den praktiske betydning heraf er det nødvendigt at sikre, at EFRU, hvis programmet fungerer til fordel for fred og forsoning, også bidrager til at fremme social, økonomisk og regional stabilitet og samarbejde i de pågældende regioner, navnlig gennem aktioner til at fremme samhørighed mellem lokalsamfundene. I lyset af programmets særlige omstændighed bør det forvaltes på en integreret måde, idet Det Forenede Kongeriges bidrag integreres i programmet som eksterne formålsbestemte indtægter. Derudover bør visse bestemmelser om udvælgelse af operationer i denne forordning ikke finde anvendelse på det pågældende program i forbindelse med operationer til støtte for fred og forsoning. [Ændring 19]

(19)  Denne forordning bør tilføje to Interreg-specifikke målsætninger; en for at støtte et Interreg-specifikt mål, som styrker den institutionelle kapacitet, forbedrer det retslige og administrative samarbejde, navnlig i forbindelse med gennemførelsen af meddelelsen om grænseregioner, intensiverer samarbejdet mellem borgere og institutioner samt udviklingen og samordningen af makroregionale strategier og havområdestrategier, og en anden for at løse specifikke eksterne samarbejdsproblemer såsom sikkerhed, forvaltning af grænsepassage og indvandring.

(20)  Den største del af EU-støtten bør fokusere på et begrænset antal politiske mål for at maksimere Interregs virkning. Synergierne og komplementariteten mellem Interreg-komponenterne bør styrkes. [Ændring 20]

(21)  Bestemmelser om udarbejdelse, vedtagelse og ændring af Interreg-programmerne samt territorial udvikling, om udvælgelsen af operationer, om overvågning og evaluering, om programmyndighederne, om revisioner af operationer og om gennemsigtighed og kommunikation bør tilpasses de særlige forhold, der gælder for Interreg-programmerne set i forhold til de bestemmelser, der er fastsat i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser]. Disse specifikke bestemmelser bør være enkle og klare for at undgå overregulering og yderligere administrative byrder for medlemsstaterne og støttemodtagerne. [Ændring 21]

(22)  Bestemmelserne om kriterierne for, at operationer kan betragtes som virkelig fælles og samarbejdsorienterede, om partnerskabet inden for Interreg-operation og om den ledende partners forpligtelser som fastsat i programperioden 2014-2020 bør opretholdes. Interreg-partnerne bør dog samarbejde inden for alle fire dimensioner (udvikling, og gennemførelse, samt personale og eller finansiering) eller begge dele og, hvad angår samarbejdet med regioner i den yderste periferi, inden for tre ud af fire dimensioner, da det bør være enklere at kombinere støtte fra EFRU og Unionens eksterne finansieringsinstrumenter både på program- og operationsniveau. [Ændring 22]

(22a)   Et vigtigt og vellykket instrument under programmerne for grænseoverskridende samarbejde er mellemfolkelige og mindre projekter, der skal overvinde hindringer ved eller hen over grænser, fremme lokale kontakter og derigennem bringe grænseområderne og deres indbyggere tættere sammen. Mellemfolkelige projekter og mindre projekter gennemføres på mange områder, bl.a. kultur, sport, turisme, almen og erhvervsfaglig uddannelse, økonomi, videnskab, miljøbeskyttelse og økologi, sundhedspleje, transport og små infrastrukturprojekter, forvaltningssamarbejde og pr-aktiviteter. Som det bl.a. fremgår af Regionsudvalgets udtalelse "Mellemfolkelige og mindre projekter i grænseoverskridende samarbejdsprogrammer"(18), har mellemfolkelige og mindre projekter høj europæisk merværdi og bidrager væsentligt til den overordnede målsætning for programmerne for grænseoverskridende samarbejde. [Ændring 23]

(23)  Det er nødvendigt at tydeliggøre reglerne for fondene for mindre projekter, der er blevet gennemført siden Interregs begyndelse, men Siden indførelsen af Interreg støttes mellemfolkelige og mindre projekter hovedsagelig af fonde for mindre projekter eller lignende instrumenter, der dog aldrig har været omfattet af underlagt særlige bestemmelser . Som, og det også fremgår af udtalelse fra Regionsudvalgets "Mellemfolkelige og er derfor nødvendigt at tydeliggøre reglerne for fondene for mindre projekter i grænseoverskridende samarbejdsprogrammer"(19), spiller sådanne små projektfonde en vigtig rolle i opbygningen . For at opretholde merværdien af tillid mellem borgerne og institutionerne, giver stor europæisk merværdi fordelene ved mellemfolkelige og bidrager væsentligt til den overordnede målsætning for programmerne for grænseoverskridende samarbejde ved at overvinde grænsehindringer mindre projekter, herunder vedrørende lokal og integrere grænseområderne og deres indbyggere. regional udvikling, samt for at forenkle finansforvaltningen af mindre projekter for de slutmodtagere, som ofte ikke er vant til at ansøge om EU-midler, bør brugen af forenklede omkostningsmuligheder og faste beløb gøres obligatorisk, når der er tale om beløb under en vis tærskel. [Ændring 24]

(24)  Som følge af inddragelsen af mere end en medlemsstat og de deraf følgende højere administrationsomkostninger, herunder for regionale kontaktpunkter (eller "antenner"), som er vigtige kontaktpunkter for dem, der foreslår og gennemfører projekter, og derfor fungerer som en direkte linje til de fælles sekretariater eller de relevante myndigheder, men navnlig for så vidt angår kontrol og oversættelse, bør loftet for udgifter til teknisk bistand være højere end under målet om investering i beskæftigelse og vækst. Med henblik på at udligne de højere administrationsomkostninger bør medlemsstaterne tilskyndes til så vidt muligt at nedbringe de administrative byrder med hensyn til gennemførelsen af fælles projekter. Desuden bør Interreg-programmer med begrænset EU-støtte eller eksterne grænseoverskridende samarbejdsprogrammer modtage et bestemt mindstebeløb til teknisk bistand for at sikre tilstrækkelige midler til effektive tekniske bistandsaktiviteter. [Ændring 25]

(25)  I henhold til punkt 22 og 23 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning af 13. april 2016 bør fondene evalueres på grundlag af oplysninger indsamlet gennem specifikke overvågningskrav, samtidig med at overregulering og administrative byrder undgås, navnlig for medlemsstaterne. Disse krav kan eventuelt omfatte målbare indikatorer, der kan danne grundlag for en evaluering af fondenes virkninger i praksis.

(25a)   Som følge af forværringen af de administrative byrder bør Kommissionen, medlemsstaterne og regionerne arbejde tæt sammen for at kunne udnytte de forbedrede passende regler for et Interreg-programs forvaltnings- og kontrolsystem, som er omhandlet i artikel 77 i forordning (EU) .../... [den nye forordning om fælles bestemmelser]. [Ændring 26]

(26)  På baggrund af erfaringerne fra programmeringsperioden 2014-2020 bør systemet, der fastsætter et klart hierarki af regler for støtteberettigede udgifter, opretholdes, samtidig med at princippet om, at støtteberettigede udgifter fastsættes på EU-plan eller for et Interreg-program som helhed, bevares for at undgå eventuelle inkonsekvenser eller uoverensstemmelser mellem forskellige forordninger og mellem forordninger og nationale regler. Supplerende regler vedtaget af en medlemsstat, der kun skal gælde for støttemodtagere i den pågældende medlemsstat, bør begrænses til et absolut minimum. Navnlig bør bestemmelserne i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 481/2014(20), der er vedtaget for programmeringsperioden 2014-2020, indarbejdes i denne forordning.

(27)  Medlemsstaterne bør opfordres til at overdrage i relevant omfang delegere forvaltningsmyndighedens funktioner til en ny eller eventuelt eksisterende EGTS eller at gøre en sådan gruppe, i lighed med andre grænseoverskridende retlige organer, ansvarlig for forvaltningen af et delprogram, eller en integreret territorial investering eller en eller flere fonde for mindre projekter eller at fungere som eneste partner. Medlemsstaterne bør sætte regionale og lokale myndigheder og andre offentlige organer fra forskellige medlemsstater i stand til at oprette sådanne samarbejdsgrupper med status som juridisk person og bør inddrage lokale og regionale myndigheder i deres arbejde. [Ændring 27]

(28)  Betalingskæden i programmeringsperioden 2014-2020 fra Kommissionen til den ledende partner via attesteringsmyndigheden bør videreføres under regnskabsfunktionen. Unionens støtte bør udbetales til den ledende partner, medmindre det vil resultere i dobbelte gebyrer for omregning til euro og tilbage til en anden valuta eller omvendt mellem den ledende partner og de andre partnere. Hvis ikke andet er angivet, bør den ledende partner sikre, at de øvrige partnere modtager det fulde beløb af bidraget fra den pågældende EU-fond inden for den tidsramme, der er aftalt af alle partnerne, og efter samme procedure, som er anvendt for den ledende partner. [Ændring 28]

(29)  I henhold til artikel 63, stk. 9, i forordning (EU, Euratom) [FR-Omnibus] skal sektorspecifikke regler tage højde for programmer for europæisk territorialt samarbejde (Interreg), navnlig hvad angår revisionsfunktionen. Bestemmelserne om den årlige revisionserklæring, den årlige kontrolrapport og de revisionerne af operationer bør derfor forenkles og tilpasses til sådanne programmer, som omfatter mere end én medlemsstat. [Ændring 29]

(30)  Der bør oprettes en klar økonomisk ansvarskæde, for så vidt angår inddrivelse af beløb i forbindelse med uregelmæssigheder fra den eneste eller andre partnere via den ledende partner og forvaltningsmyndigheden til Kommissionen. Der bør fastsættes bestemmelser om medlemsstaternes, tredjelandes, partnerlandes eller oversøiske lande og territoriers (OLT'ers) ansvar i tilfælde, hvor inddrivelse fra den eneste partner, andre partnere eller den ledende partner ikke lykkes, hvilket betyder, at medlemsstaten foretager refusion til forvaltningsmyndigheden. Følgelig kan der under Interreg-programmerne ikke forekomme uinddrivelige beløb, for så vidt angår støttemodtagerne. Det er imidlertid nødvendigt at præcisere de regler, der gælder, hvis en medlemsstat, et tredjeland eller et partnerland eller et OLT ikke foretager refusion til forvaltningsmyndigheden. Den ledende partners forpligtelser vedrørende inddrivelse bør også præciseres. Navnlig Endvidere bør procedurerne for inddrivelse fastlægges og godkendes af overvågningsudvalget. Dog bør forvaltningsmyndigheden ikke kunne forpligte den ledende partner til at indlede en retssag i et andet land. [Ændring 30]

(30a)   Det er hensigtsmæssigt at tilskynde til finansiel disciplin. Samtidig bør der i ordningerne for frigørelse af budgetmæssige forpligtelser tages hensyn til Interreg-programmernes kompleksitet og til deres gennemførelse. [Ændring 31]

(31)  For at anvende et fælles sæt af regler både i de deltagende medlemsstater og tredjelande, partnerlande eller OLT'er bør denne forordning også finde anvendelse på deltagelse af tredjelande, partnerlandene eller OLT'er, medmindre der er fastsat specifikke regler i et specifikt kapitel i denne forordning. Interreg-programmets myndigheder kan modsvares af tilsvarende myndigheder i tredjelande eller partnerlande eller OLT'er. Udgangspunktet for udgifternes støtteberettigelse bør være forbundet med det relevante tredjelands, partnerlands eller OLT's undertegnelse af finansieringsaftalen. Offentlige indkøb for støttemodtagere i tredjelandet, partnerlandet eller OLT'et bør følge reglerne for eksterne indkøb i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) [ny FR-Omnibus](21). Procedurerne for indgåelse af finansieringsaftaler med hvert tredjeland, hvert partnerland eller hvert OLT samt aftaler mellem en forvaltningsmyndighed og hvert tredjeland, hvert partnerland eller hvert OLT med hensyn til støtte fra et af Unionens eksterne finansieringsinstrumenter, eller i tilfælde af overførsel af et supplerende bidrag fra et tredjeland eller partnerland eller OLT til Interreg-programmet bortset fra national medfinansiering, bør fastsættes.

(32)  Selv om Interreg-programmer med deltagelse af tredjelande, partnerlande eller OLT'er bør gennemføres under delt forvaltning, kan samarbejde med regioner i den yderste periferi gennemføres under indirekte forvaltning. Der bør fastsættes specifikke regler om, hvordan sidstnævnte programmer som helhed eller delvis gennemføres under indirekte forvaltning. [Ændring 32]

(33)  På grundlag erfaringerne med store infrastrukturprojekter i løbet af programmeringsperioden 2014-2020 inden for rammerne af grænseoverskridende samarbejdsprogrammer under Det Europæiske Naboskabsinstrument bør procedurerne forenkles. Kommissionen bør imidlertid bevare visse rettigheder vedrørende udvælgelse af sådanne projekter.

(34)  Kommissionen bør tillægges gennemførelsesbeføjelser til at vedtage og ændre listerne over Interreg-programmer og listen over det samlede EU-støttebeløb til hvert Interreg-program og til at vedtage afgørelser om godkendelse af Interreg-programmer og ændringer heraf. Disse gennemførelsesbeføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser(22). Selv om disse retsakter har en generel karakter, bør rådgivningsproceduren anvendes, eftersom de kun gennemfører bestemmelserne teknisk set.

(35)  For at sikre ensartede betingelser for vedtagelse eller ændring af Interreg-programmer bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Dog bør eksterne grænseoverskridende samarbejdsprogrammer bør, hvis hvor det er relevant, være i overensstemmelse med de udvalgsprocedurer, der er fastsat i henhold til forordning (EU) [IPA III] og [NDICI], hvad angår den første vedtagelsesafgørelse for disse programmer. [Ændring 33]

(36)  Med henblik på at supplere eller ændre visse ikkevæsentlige bestemmelser i denne forordning bør Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for at ændre bilaget om modellen for Interreg-programmer. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning. For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(36a)   Styrkelsen af det europæiske territoriale samarbejde er en høj prioritet i Unionens samhørighedspolitik. Støtte til SMV'er for omkostningerne ved projekter vedrørende europæisk territorialt samarbejde er allerede omfattet af gruppefritagelse i henhold til Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014(23) (den generelle gruppefritagelsesforordning). Retningslinjerne for regional statsstøtte for 2014-2020(24) og afsnittet om regionalstøtte i den generelle gruppefritagelsesforordning omfatter allerede særlige bestemmelser for regionalstøtte til investeringer gennemført af virksomheder af enhver størrelse. I lyset af de indhøstede erfaringer bør støtte til projekter vedrørende europæisk territorialt samarbejde kun have begrænset indvirkning på konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne, og Kommissionen bør derfor kunne erklære, at en sådan støtte er forenelig med det indre marked, og at støtte til projekter under det europæiske territoriale samarbejde kan gruppefritages. [Ændring 34]

(37)  Eftersom målet for denne forordning, nemlig at fremme samarbejde mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande eller partnerlande eller OLT'er, ikke i tilstrækkelig grad kan nås af medlemsstaterne, men bedre kan nås på EU-plan, kan Unionen vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går forordningen ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

KAPITEL I

Almindelige bestemmelser

Afdeling I

Genstand, anvendelsesområde og Interreg-komponenter

Artikel 1

Genstand og anvendelsesområde

1.  Ved denne forordning fastsættes der regler for målet om europæisk territorialt samarbejde (Interreg) med henblik på at fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne og deres regioner inden for Unionen og mellem medlemsstaterne, deres regioner og henholdsvis tilgrænsende tredjelande, partnerlande, andre territorier eller oversøiske lande og territorier ("OLT'er"), regionale integrations- og samarbejdsorganisationer samt grupper af tredjelande, der indgår i en regional organisation. [Ændring 35]

2.  Denne forordning indeholder også de bestemmelser, der er nødvendige for at sikre en effektiv programmering, herunder teknisk bistand, overvågning, evaluering, kommunikation, støtteberettigelse, forvaltning og kontrol samt finansiel forvaltning af programmer under målet om europæisk territorialt samarbejde ("Interreg-programmer"), der støttes af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling ("EFRU").

3.  Med hensyn til støtte fra "instrumentet til førtiltrædelsesbistand" ("IPA III"), "instrumentet for naboskab, udvikling og internationalt samarbejde" ("NDICI") og finansieringen for alle OLT'erne i perioden 2021 til 2027, der er oprettet som et program ved Rådets afgørelse (EU) XXX ("OCTP"), til Interreg-programmerne (de tre instrumenter kaldes under et: "Unionens eksterne finansieringsinstrumenter") fastlægges der i denne forordning bestemmelser om supplerende specifikke målsætninger samt integration af disse fonde i Interreg-programmerne, kriterierne for tredjelandes, partnerlandes og OLT'ers og deres regioners støtteberettigelse og visse specifikke gennemførelsesbestemmelser.

4.  Med hensyn til støtte fra EFRU og Unionens eksterne finansieringsinstrumenter (kaldes under et "Interreg-midlerne") til Interreg-programmerne defineres der i denne forordning Interreg-specifikke målsætninger og tilrettelæggelsen heraf, kriterierne for, hvornår medlemsstaterne, tredjelande, partnerlande, OLT'erne og deres regioner er støtteberettigede, de finansielle ressourcer og kriterierne for deres fordeling.

5.  Forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser] og forordning (EU) nr. [ny EFRU] finder anvendelse på Interreg-programmer, medmindre andet udtrykkeligt er fastsat i disse forordninger og denne forordning, eller hvis bestemmelserne i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser] kun kan gælde for målet om investering i beskæftigelse og vækst.

Artikel 2

Definitioner

1.  I denne forordning finder definitionerne i artikel 2 i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser] anvendelse. Desuden forstås ved:

1)  "IPA-støttemodtager": et land eller territorium, som er opført i bilag I til forordning (EU) [IPA III]

2)  "tredjeland": et land, som ikke er en medlemsstat i Unionen og ikke modtager støtte fra Interreg-fondene

3)  "partnerland": en IPA-støttemodtager eller et land eller et territorium, som er omfattet af "det geografiske naboskabsområde" opført i bilag I til forordning (EU) [NDICI], og som modtager støtte fra Unionens eksterne finansieringsinstrumenter, samt Den Russiske Føderation

4)  "grænseoverskridende retlig enhed": en retlig enhed, herunder en euroregion, som er oprettet i henhold til lovgivningen i et af deltagerlandene i et Interreg-program, forudsat at det er oprettet af regionale eller lokale myndigheder eller andre organer fra mindst to deltagerlande. [Ændring 36]

4a)   "regional integrations- og samarbejdsorganisation": en gruppe af medlemsstater eller regioner i samme geografiske område, som har til formål at arbejde tæt sammen om spørgsmål af fælles interesse. [Ændring 37]

2.  Hvis bestemmelser i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser] henviser til en "medlemsstat", skal dette i forbindelse med denne forordning forstås som "den medlemsstat, som er værtsland for forvaltningsmyndigheden", og hvis bestemmelserne henviser til "hver medlemsstat" eller "medlemsstaterne", skal dette fortolkes som "medlemsstaterne og i givet fald tredjelande og partnerlande og OLT'er, der deltager i et givent Interreg-program".

Hvis bestemmelser i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser] henviser til "fondene" som opført i nævnte forordnings artikel 1, stk. 1, litra a), eller til "EFRU", skal dette fortolkes som om, det også omfatter Unionens respektive eksterne finansieringsinstrumenter.

Artikel 3

Elementer i målet om europæisk territorialt samarbejde (Interreg)

I henhold til målet om europæisk territorialt samarbejde (Interreg) skal EFRU og i givet fald Unionens eksterne finansieringsinstrumenter støtte følgende elementer:

1)  grænseoverskridende samarbejde mellem tilgrænsende regioner for at fremme integreret og harmonisk regional udvikling (element 1) [Ændring 38]

a)  internt grænseoverskridende samarbejde mellem tilgrænsende grænseregioner på land mellem land- eller søgrænseregioner i to eller flere medlemsstater eller mellem tilgrænsende grænseregioner land- eller søgrænseregioner i mindst én medlemsstat og et eller flere tredjelande, der er opført i artikel 4, stk. 3, eller [Ændring 39]

b)  eksternt grænseoverskridende samarbejde mellem tilstødende grænseregioner land- eller søgrænseregioner i mindst én medlemsstat og en eller flere af følgende: [Ændring 40]

i)  IPA-støttemodtagere eller

ii)  partnerlande støttet under NDICI eller

iii)  Den Russiske Føderation med henblik på at muliggøre dennes deltagelse i grænseoverskridende samarbejde, som også støttes af NDICI

2)  tværnationalt samarbejde og maritimt samarbejde hen over større tværnationale områder eller omkring havområder, der omfatter nationale, regionale og lokale programpartnere i medlemsstater, tredjelande og partnerlande og i Grønland OLT'er med henblik på at opnå større territorial integration ("element 2" hvis der kun henvises til tværnationalt samarbejde: "element 2A"; hvis der kun henvises til tværnationalt samarbejde: "element 2B") [Ændring 41]

3)  indbyrdes samarbejde mellem regioner i den yderste periferi og med mellem dem og deres tilgrænsende tredjelande, partnerlande eller partnerlande OLT'er eller OLT'er, regionale integrations- og samarbejdsorganisationer, eller flere sådanne lande af disse, for at lette deres regionale integration og harmoniske udvikling i deres naboskabsområde ("element 3") [Ændring 42]

4)  interregionalt samarbejde for at styrke effektiviteten af samhørighedspolitikken ("element 4") ved at fremme:

a)  udveksling af erfaringer, innovative tilgange og kapacitetsopbygning i forbindelse med:

i)  gennemførelsen af Interreg-programmer

ia)   gennemførelsen af fælles tværregionale udviklingsprojekter [Ændring 43]

ib)   kapacitetsudvikling mellem partnere i hele Unionen i forbindelse med: [Ændring 44]

ii)  gennemførelsen af programmer vedrørende målet om investeringer i beskæftigelse og vækst, navnlig med hensyn til interregionale og tværnationale aktioner med støttemodtagere beliggende i mindst én anden medlemsstat

iia)   identifikation og udbredelse af god praksis, primært med henblik på overførsel heraf til operationelle programmer under målet om investeringer i vækst og beskæftigelse [Ændring 45]

iib)   udveksling af erfaringer omkring identifikation, overførsel og udbredelse af bedste praksis inden for bæredygtig byudvikling, herunder sammenkædning af by- og landdistrikter [Ændring 46]

iii)  oprettelse, funktion og anvendelse af europæiske grupper for territorialt samarbejde (EGTS)

iiia)   etablering, funktionsmåde og anvendelse af den europæiske grænseoverskridende mekanisme omhandlet i forordning (EU) .../... [nye forordning om den europæiske grænseoverskridende mekanisme] [Ændring 47]

b)  analyse af udviklingstendenser af relevans for målene om territorial samhørighed

5)  interregionale innovationsinvesteringer gennem kommercialisering og opskalering af interregionale innovationsprojekter med potentiale til at fremme udviklingen af europæiske værdikæder ("element 5"). [Ændring 48]

Afdeling II

Geografisk dækning

Artikel 4

Geografisk dækning for grænseoverskridende samarbejde

1.  I forbindelse med grænseoverskridende samarbejde skal de regioner, der skal støttes af EFRU, være NUTS 3-regionerne i Unionen langs alle indre og ydre landgrænser land- eller søgrænser med tredjelande eller partnerlande, uden at det berører eventuelle tilpasninger for at sikre sammenhæng og kontinuitet i samarbejdsområderne for programmeringsperioden 2014-2020. [Ændring 49]

2.  Regioner ved søgrænser, som er forbundet i havet ved en fast forbindelse, skal også støttes under det grænseoverskridende samarbejde. [Ændring 50]

3.  Interreg-programmer vedrørende internt grænseoverskridende samarbejde kan omfatte regioner i Norge, Schweiz og Det Forenede Kongerige, som svarer til NUTS 3-regioner, samt Liechtenstein, Andorra, Monaco og Monaco San Marino. [Ændring 51]

4.  I forbindelse med eksternt grænseoverskridende samarbejde skal de regioner, der skal støttes af IPA III eller NDICI, være NUTS 3-regioner i det pågældende partnerland eller, i fraværet af NUTS-klassifikation, tilsvarende områder langs landegrænser land- eller søgrænser mellem medlemsstater og partnerlande, der er støtteberettigede under IPA III eller NDICI. [Ændring 52]

Artikel 5

Geografisk dækning for tværnationalt samarbejde og maritimt samarbejde [Ændring 53]

1.  I forbindelse med tværnationalt samarbejde og maritimt samarbejde skal de regioner, der skal støttes af EFRU, være NUTS 2-regioner i Unionen, der dækker sammenhængende funktionelle områder, uden at det berører eventuelle tilpasninger for at sikre sammenhæng og kontinuitet i samarbejdsområderne for programmeringsperioden 2014-2020, og under hensyntagen til eventuelle makroregionale strategier og havområdestrategier. [Ændring 54]

2.  Interreg-programmer vedrørende tværnationalt samarbejde og maritimt samarbejde kan omfatte: [Ændring 55]

a)  regioner i Island, Norge, Schweiz, Det Forenede Kongerige samt Liechtenstein, Andorra, Monaco og San Marino

b)  Grønland OLT’er er omfattet af støtten fra OLT-programmet [Ændring 56]

c)  Færøerne

d)  regioner i partnerlande under IPA III eller NDICI

uanset om de får støtte fra EU's budget.

3.  Regioner, tredjelande, partnerlande eller partnerlande OLT’er, der er opført på listen i stk. 2, skal være NUTS 2-områder eller, i fraværet af NUTS-klassifikation, tilsvarende områder. [Ændring 57]

Artikel 6

Geografisk dækning for samarbejde i regioner i den yderste periferi

1.  For så vidt angår samarbejdet i regioner i den yderste periferi, skal alle regioner, som er opført i artikel 349, stk. 1, i TEUF, støttes af EFRU.

2.  Interreg-programmer for regioner i den yderste periferi kan dække nabopartnerlande partnerlande, der støttes af NDICI, og/eller OLT'er, der støttes af OCTP, regionale samarbejdsorganisationer eller kombinationer af to eller alle tre af disse. [Ændring 58]

Artikel 7

Geografisk dækning for interregionalt samarbejde og interregionale innovationsinvesteringer [Ændring 59]

1.  Ethvert Interreg-program under element 4 eller interregionale innovationsinvesteringer under element 5 på hele Unionens område på hele Unionens område, inklusive regionerne i den yderste periferi, skal støttes af EFRU. [Ændring 60]

2.  Interreg-programmer under element 4 kan omfatte hele eller dele af tredjelande, partnerlande, andre områder eller OLT'er, der er omhandlet i artikel 4-6, uanset om de støttes af Unionens eksterne finansieringsinstrumenter eller ej. Tredjelande kan deltage i disse programmer hvis de bidrager til finansieringen i form af eksternt tildelte indtægter. [Ændring 61]

Artikel 8

Liste over Interreg-programområder, der skal modtage støtte

1.  Hvad angår artikel 4-6, vedtager Kommissionen en gennemførelsesafgørelse om fastsættelse af listen over Interreg-programområder, der skal modtage støtte, opdelt for hvert enkelt element og hvert enkelt Interreg-program. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter rådgivningsproceduren i artikel 63, stk. 2.

Eksterne grænseoverskridende Interreg-programmer skal opføres under henholdsvis "Interreg III IPA CBC-programmer", eller "Interreg-naboskabs-CBC-programmer".

2.  Den i stk. 1 omhandlede gennemførelsesretsakt skal også indeholde en liste med de NUTS 3-regioner i EU, der tages i betragtning ved tildeling af støtte fra EFRU til grænseoverskridende samarbejde ved alle indre grænser og de ydre grænser, som er omfattet af Unionens eksterne finansieringsinstrumenter, samt en liste over de NUTS 3-regioner, der tages i betragtning med henblik på tildeling under element 2B, jf. artikel 9, stk. 3, litra a). [Ændring 62]

3.  Regioner i tredjelande eller partnerlande eller territorier uden for Unionen, som ikke modtager støtte fra EFRU eller et af Unionens eksterne finansieringsinstrumenter, skal også være opført på denne liste. [Ændring 63]

Afdeling III

Ressourcer og medfinansieringssatser

Artikel 9

EFRU-ressourcer til målet om europæisk territorialt samarbejde (Interreg)

1.  Ressourcerne fra EFRU til målet om europæisk territorialt samarbejde (Interreg) er på 8 430 000 000 11 165 910 000 EUR (2018-priser) af de samlede ressourcer, der er til rådighed til budgetmæssige forpligtelser fra EFRU, ESF+ og Samhørighedsfonden i programmeringsperioden 2021-2027, som fastsat i artikel [102 103, stk. 1] i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser]. [Ændring 64]

2.  10 195 910 000 EUR (91,31 % ) af de i stk. 1 omhandlede ressourcer fordeles som følger: [Ændring 65]

a)  52,7 % (dvs. i alt 4 440 000 000 EUR) 7 500 000 000 EUR (67,16 %) til grænseoverskridende samarbejde (element 1) [Ændring 66]

b)  31,4 % (dvs. i alt 2 649 900 000 EUR) 1 973 600 880 EUR (17,68 %) til tværnationalt samarbejde og maritimt samarbejde (element 2) [Ændring 67]

c)  3,2 % (dvs. i alt 270 100 000 EUR) 357 309 120 EUR (3,2 %) til samarbejdet i regioner i den yderste periferi (element 3) [Ændring 68]

d)  1,2 % (dvs. i alt 100 000 000 EUR) 365 000 000 EUR (3,27%) til interregionalt samarbejde (element 4). [Ændring 69]

e)  11,5 % (dvs. i alt 970 000 000 EUR) til investeringer i interregionale investeringer (element 5). [Ændring 70]

3.  Kommissionen meddeler hver medlemsstat dens andel af de samlede beløb til element 1, 2 og 3, opdelt pr. år.

Befolkningens størrelse i følgende regioner anvendes som kriterium for opdelingen pr. medlemsstat:

a)  Regioner på NUTS 3-niveau for element 1 og de NUTS 3-regioner for element 2B, der er opført på listen i gennemførelsesretsakten i medfør af artikel 8, stk. 2 [Ændring 71]

b)  Regioner på NUTS 2-niveau for element 2A og 3. [Ændring 72]

ba)   Regioner på NUTS 2- og 3-niveau for element 3. [Ændring 73]

4.  Hver medlemsstat kan overføre op til [15 %] af sin finansielle tildeling for hvert af elementerne 1, 2 og3 fra et af disse elementer til et eller flere af de andre elementer.

5.  På baggrund af de beløb, der er meddelt i henhold til stk. 3, underretter hver medlemsstat Kommissionen om, hvorvidt og hvordan den har anvendt overførselsmuligheden i henhold til stk. 4, og resultatet for fordelingen af dens andel mellem Interreg-programmerne, som medlemsstaten deltager i.

5a.   970 000 000 EUR (8,69 %) af de i stk. 1 omhandlede ressourcer tildeles det nye initiativ om interregionale innovationsinvesteringer, der er omhandlet i artikel 15a (ny).

Har Kommissionen ikke inden den 31. december 2026 forpligtet alle de disponible midler, der er omhandlet i stk. 1, til projekter, der er udvalgt i henhold til dette initiativ, omfordeles de ikkeforpligtede restbeløb pro rata på element 1-4. [Ændring 74]

Artikel 10

Bestemmelser om flere fonde

1.  Kommissionen vedtager en gennemførelsesretsakt med bestemmelser om det flerårige strategidokument vedrørende eksterne grænseoverskridende Interreg-programmer støttet af EFRU og NDICI. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter rådgivningsproceduren i artikel 63, stk. 2.

Med hensyn til Interreg programmer støttet af EFRU og NDICI skal denne gennemførelsesretsakt indeholde de elementer, der er omhandlet i artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) [NDICI].

2.  Bidraget fra EFRU til eksterne grænseoverskridende Interreg-programmer, som også skal modtage støtte fra den finansieringsramme under IPA III, der er afsat til grænseoverskridende samarbejde ("IPA III CBC"), eller fra den finansieringsramme under NDICI, der er afsat til grænseoverskridende samarbejde for det geografiske naboskabsområde ("NDICI CBC"), fastsættes af Kommissionen og de pågældende medlemsstater. Det EFRU-bidrag, der er fastsat for hver medlemsstat, må ikke efterfølgende omfordeles blandt de berørte medlemsstater.

3.  Støtte fra EFRU ydes til individuelle eksterne grænseoverskridende Interreg-programmer, forudsat at der mindst tilsvarende beløb kommer fra IPA III CBC og NDICI CBC under det relevante strategiske programmeringsdokument. De tilsvarende beløb Dette bidrag skal holdes inden for det loft, der er fastsat i retsakten om IPA III eller NDICI. [Ændring 75]

Hvis revisionen af det relevante strategiske programmeringsdokument under IPA III eller NDICI resulterer i en nedsættelse af de matchende beløb for de resterende år, skal de pågældende medlemsstater vælge mellem følgende muligheder:

a)  anmodning om mekanismen i artikel 12, stk. 3

b)  fortsættelse af Interreg-programmet med den resterende støtte fra EFRU og IPA III CBC eller NDICI CBC eller

c)  en kombination af valgmulighed a) og b).

4.  De årlige bevillinger svarende til støtten fra EFRU, IPA III CBC eller NDICI CBC til eksterne grænseoverskridende Interreg-programmer opføres på de relevante budgetposter for regnskabsåret 2021.

5.  Hvis Kommissionen har inkluderet en særlig finansiel tildeling for at bistå partnerlande eller -regioner omfattet af forordning (EU) nr. [NDICI] og OLT'er omfattet af Rådets afgørelse [OLT-afgørelsen] eller begge med at styrke samarbejdet med naboregioner i Unionens yderste periferi i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) [NDICI] eller artikel 87 i [OLT-afgørelsen] eller begge, kan EFRU også bidrage i henhold til nærværende forordning, hvis det er hensigtsmæssigt og på grundlag af gensidighed og proportionalitetsprincippet, for så vidt angår finansieringsniveau fra NDICI eller OCTP, til aktioner gennemført af et partnerland eller en partnerregion eller enhver anden enhed i henhold til forordning (EU) [NDICI], af et land, et område eller en anden enhed i henhold til [OLT-afgørelsen] eller af en region i Unionens yderste periferi, navnlig i henhold til et eller flere fælles Interreg-programmer under komponent 2, 3 eller 4 eller i henhold til samarbejdsforanstaltninger som omhandlet i artikel 60 og fastlagt og gennemført i henhold til nærværende forordning.

Artikel 11

Liste over Interreg-programressourcer

1.  Kommissionen vedtager på grundlag af de oplysninger, som medlemsstaterne forelægger i henhold til artikel 9, stk. 5, en gennemførelsesretsakt, som fastsætter en liste over alle Interreg-programmer og pr. program anfører det samlede beløb for hele EFRU-støtten samt, hvis det er relevant, den samlede støtte fra Unionens eksterne finansieringsinstrumenter. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter rådgivningsproceduren i artikel 63, stk. 2.

2.  Nævnte gennemførelsesretsakt skal også indeholde en liste over de beløb, der er overført i henhold til artikel 9, stk. 5, specificeret for hver medlemsstat og for hvert af Unionens eksterne finansieringsinstrumenter.

Artikel 12

Tilbagebetaling af midler og ophør

1.  I 2022 og 2023 tildeles det årlige bidrag fra EFRU til eksterne grænseoverskridende Interreg-programmer, for hvilke der ikke er blevet indgivet noget program til Kommissionen senest den 31. marts det pågældende år, og som ikke er blevet omfordelt til et andet program forelagt under samme kategori af eksterne grænseoverskridende Interreg-programmer, de interne grænseoverskridende Interreg-programmer, hvori den eller de berørte medlemsstater deltager.

2.  Hvis der senest den 31. marts 2024 stadig er eksterne grænseoverskridende Interreg-programmer, som ikke er blevet forelagt Kommissionen, tildeles det samlede bidrag fra EFRU, jf. artikel 9, stk. 5, for de resterende år indtil 2027 til disse programmer, hvis bidraget ikke er blevet omfordelt til et andet eksternt grænseoverskridende Interreg-program også støttet gennem henholdsvis IPA III CBC eller NDICI CBC, de interne grænseoverskridende Interreg-programmer, hvori den eller de berørte medlemsstater deltager.

3.  Ethvert eksternt grænseoverskridende Interreg-program, som allerede er godkendt af Kommissionen, bringes til ophør, eller tildelingen til det pågældende program reduceres i overensstemmelse med de gældende regler og procedurer, navnlig hvis:

a)  ingen af de partnerlande, der er omfattet af det pågældende Interreg-program, har undertegnet den relevante finansieringsaftale inden udløbet af de frister, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 57,

b)  Interreg-programmet i behørigt begrundede tilfælde ikke kan gennemføres som planlagt, på grund af problemer med forbindelserne mellem deltagerlandene. [Ændring 76]

I sådanne tilfælde tildeles EFRU-støtten i stk. 1 svarende til årlige trancher, der endnu ikke er indgået forpligtelser for, eller årlige trancher, der er blevet forpligtet, men efterfølgende helt eller delvist frigjort inden for samme regnskabsår, og som ikke er blevet omfordelt til et andet eksternt grænseoverskridende Interreg-program, som også støttes under henholdsvis IPA III CBC eller NDICI CBC, til de interne grænseoverskridende Interreg-programmer, i hvilke den eller de pågældende medlemsstater deltager.

4.  Hvad angår et Interreg-program under element 2, som Kommissionen allerede har godkendt, ophører et partnerlands eller Grønlands et OLT’s deltagelse, hvis en af situationerne i stk. 3, første afsnit, litra a) og b), optræder. [Ændring 77]

De deltagende medlemsstater og, hvis det er relevant, de resterende deltagende partnerlande, skal kræve et af følgende:

a)  at hele Interreg-programmet ophører, især i tilfælde, hvor de vigtigste fælles udfordringer på udviklingsområdet næppe kan opnås uden deltagelse af partnerlandet eller Grønland OLT’et [Ændring 78]

b)  at tildelingen til det pågældende Interreg-program reduceres i overensstemmelse med de gældende regler og procedurer

c)  at Interreg-programmet fortsætter uden deltagelse af det pågældende partnerland eller Grønland OLT. [Ændring 79]

Hvis tildelingen til Interreg-programmet reduceres i henhold til nærværende stykkes, andet afsnit, litra b), tildeles bidraget fra EFRU svarende til årlige trancher, der endnu ikke er indgået forpligtelser for, et andet Interreg-program under element 2, hvori en eller flere af de pågældende medlemsstater deltager, eller, i tilfælde af, at en medlemsstat kun deltager i et Interreg-program under element 2, til et eller flere interne grænseoverskridende Interreg-programmer, hvori den pågældende medlemsstat deltager.

5.  Bidraget fra IPA III, NDICI eller OCTP, reduceret i henhold til denne artikel, anvendes i overensstemmelse med henholdsvis forordning (EU) [IPA III], [NDICI] og Rådets afgørelse [OCT].

6.  Hvis et tredjeland, et partnerland eller et partnerland OLT, der bidrager til et Interreg-program med nationale ressourcer, som ikke udgør den nationale medfinansiering af støtte fra EFRU eller fra et eksternt finansieringsinstrument, reducerer dette bidrag under gennemførelsen af Interreg-programmet, enten generelt eller med hensyn til fælles operationer, der allerede er udvalgt, og som har modtaget dokumentet i henhold til artikel 22, stk. 6, skal den eller de deltagende medlemsstater anmode om, at en af mulighederne i stk. 4, andet afsnit, i denne artikel finder anvendelse. [Ændring 80]

Artikel 13

Medfinansieringssatser

Medfinansieringssatsen for hvert Interreg-programmet må ikke være højere end 70 80 %, medmindre, for så vidt angår eksterne grænseoverskridende Interreg-programmer eller Interreg-programmer under element 3, en højere procentsats er fastsat i henholdsvis forordning (EU) [IPA III], [NDICI] eller Rådets afgørelse (EU) [OCTP] eller en eventuel retsakt, der er vedtaget i henhold hertil. [Ændring 81]

KAPITEL II

Interreg-specifikke målsætninger og tematisk koncentration

Artikel 14

Interreg-specifikke målsætninger

1.  EFRU - inden for sit anvendelsesområde som fastsat i artikel 4 forordning (EU) [ny EFRU] - og, hvis det er relevant, Unionens eksterne finansieringsinstrumenter, bidrager til at nå de politiske mål, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser], gennem fælles aktioner under Interreg-programmer.

2.  I forbindelse med Peace Plus-programmet, og såfremt det fungerer til fordel for fred og forsoning, bidrager EFRU som en specifik målsætning under politisk målsætning 4 ligeledes til at fremme social, økonomisk og regional stabilitet i de pågældende regioner, navnlig gennem aktioner til fremme af samhørighed mellem lokalsamfundene. En specifik prioritet støtter denne specifikke målsætning.

3.  Ud over de specifikke målsætninger for EFRU som fastsat i artikel 2 i forordning (EU) nr. [ny EFRU] kan skal EFRU og, hvis det er relevant, Unionens eksterne finansieringsinstrumenter også bidrage til at nå de specifikke målsætninger under PO 4 som følger: [Ændring 82]

a)  forbedring af arbejdsmarkedernes effektivitet og adgangen til beskæftigelse af høj kvalitet på tværs af grænserne

b)  forbedring af adgangen til og kvaliteten af uddannelse, erhvervsuddannelse og livslang læring på tværs af grænserne med henblik på at øge uddannelsesniveauet og kvalifikationsniveauet med anerkendelse på tværs af grænserne

c)  forbedring af lige og rettidig adgang til grænseoverskridende sundhedstjenester, der er bæredygtige, økonomisk overkommelige og af høj kvalitet

d)  forbedring af tilgængeligheden, effektiviteten og modstandsdygtigheden af sundhedssystemer og langtidsplejetjenester på tværs af grænserne

e)  fremme af social integration og bekæmpelse af fattigdom, herunder ved at fremme lige muligheder og bekæmpe forskelsbehandling på tværs af grænserne.

4.  Under element 1, 2 og 2 kan EFRU og, hvis det er relevant, Unionens eksterne finansieringsinstrumenter også yde støtte til den Interreg-specifikke målsætning "bedre Interreg-styring", navnlig gennem følgende aktioner:

a)  inden for rammerne af Interreg-programmer under element 1 og 2B: [Ændring 83]

i)  styrkelse af den institutionelle kapacitet hos myndigheder, navnlig myndigheder, der har mandat til at forvalte et bestemt område, og hos interesserede parter

ii)  styrkelse af effektiv offentlig forvaltning gennem fremme af retsligt og administrativt samarbejde og samarbejde mellem borgere, herunder mellemfolkelige projekter, aktører i civilsamfundet og institutioner, navnlig med henblik på at løse juridiske og andre hindringer i grænseregioner [Ændring 84]

b)  inden for rammerne af Interreg-programmer under element 1, 2 og 3: styrkelse af institutionel kapacitet hos offentlige myndigheder og interesserede parter til at gennemføre makroregionale strategier og havområdestrategier

c)  under eksterne grænseoverskridende Interreg-programmer og Interreg-programmer under element 2 og 3 støttet af Interreg-fondene ud over litra a) og b): opbygning af gensidig tillid, navnlig gennem tilskyndelse til mellemfolkelige tiltag, fremme af bæredygtigt demokrati og støtte til aktører i civilsamfundet og til deres rolle i reformprocesser og demokratiske overgangsprocesser.

5.  Under eksterne grænseoverskridende I Interreg-programmer under element 1, 2 og 3 skal kan EFRU og, hvis det er relevant, Unionens eksterne finansieringsinstrumenter også bidrage til den eksterne Interreg-specifikke målsætning "et sikrere og tryggere Europa", især gennem aktioner vedrørende grænsepassageforvaltning og forvaltning af mobilitet og migration, herunder beskyttelse samt økonomisk og social integration af migranter og flygtninge omfattet af international beskyttelse. [Ændring 85]

Artikel 15

Tematisk koncentration

1.  Mindst [60] % af tildelingerne til EFRU og i givet fald Unionens eksterne finansieringsinstrumenter under andre prioriteter end teknisk bistand til hvert enkelt Interreg-program under element 1, 2 og 3 skal være fordelt på højst tre af de politiske målsætninger, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser].

2.  Yderligere [15] % Af tildelingerne til fra EFRU og i givet fald fra Unionens eksterne finansieringsinstrumenter under andre prioriteter end teknisk bistand til hvert enkelt Interreg-program under element 1, 2 og 3 skal være fordelt på op til 15 % tildeles den Interreg-specifikke målsætning "en bedre Interreg-styring" eller, mens op til 10 % kan tildeles den eksterne Interreg-specifikke målsætning "et sikrere og tryggere Europa". [Ændring 86]

3.  Hvis et Interreg-program under element 1 eller 2A støtter en makroregional strategi eller en havområdestrategi, skal mindst 80 % de samlede tildelinger fra EFRU og, hvis det er relevant, en del af tildelingerne fra Unionens eksterne finansieringsinstrumenter under andre prioriteter end teknisk bistand programmeres med henblik på bidrage til den relevante strategis målsætninger. [Ændring 87]

4.   Hvis et Interreg-program under element 2B støtter en makroregional strategi eller en havområdestrategi, skal mindst 70 % de samlede tildelinger fra EFRU og, hvis det er relevant, Unionens eksterne finansieringsinstrumenter under andre prioriteter end teknisk bistand tildeles med henblik på den relevante strategis målsætninger. [Ændring 88]

5.  For så vidt angår Interreg-programmer under element 4, skal de samlede tildelinger til EFRU og, hvis det er relevant, Unionens eksterne finansieringsinstrumenter under andre prioriteter end teknisk bistand tildeles den Interreg-specifikke målsætning vedrørende "en bedre Interreg-styring".

Artikel 15 a

Interregionale investeringer i innovation

1.  De midler, der er omhandlet i artikel 9, stk. 5a (nyt), skal tildeles et nyt initiativ om interregionale innovationsinvesteringer, der er øremærket til:

a)  kommercialisering og opskalering af fælles innovationsprojekter med potentiale til at fremme udviklingen af europæiske værdikæder

b)  samling af forskere, virksomheder, civilsamfundsorganisationer og offentlige forvaltninger, der beskæftiger sig med strategier for intelligent specialisering og social innovation på nationalt eller regionalt plan

c)  pilotprojekter, der har til formål at identificere eller afprøve nye udviklingsløsninger på regionalt og lokalt plan, som er baseret på strategier for intelligent specialisering, eller

d)  udveksling af innovationserfaringer med det formål at drage fordel af de erfaringer, der er opnået inden for regional eller lokal udvikling.

2.  For at bevare princippet om europæisk territorial samhørighed med en tilnærmelsesvis lige andel af de finansielle ressourcer skal disse investeringer fokusere på at skabe sammenhæng mellem mindre udviklede regioner og førende regioner ved at øge kapaciteten hos de regionale innovationsøkosystemer i de mindre udviklede regioner til at integrere sig i og øge den eksisterende eller potentielle EU-værdi samt kapaciteten til at deltage i partnerskaber med andre regioner.

3.  Kommissionen gennemfører disse investeringer ved direkte eller indirekte forvaltning. Den bistås af en ekspertgruppe i forbindelse med fastlæggelsen af et langsigtet arbejdsprogram og hermed forbundne indkaldelser.

4.  EFRU støtter interregionale innovationsinvesteringer på hele Unionens område. Tredjelande kan deltage i disse investeringer, hvis de bidrager til finansieringen i form af eksternt tildelte indtægter. [Ændring 89]

KAPITEL III

Programmering

Afdeling I

Udarbejdelse, vedtagelse og ændring af Interreg-programmer

Artikel 16

Udarbejdelse og indgivelse af Interreg-programmer

1.  Målet om europæisk territorialt samarbejde (Interreg) gennemføres ved hjælp af Interreg-programmer under delt forvaltning med undtagelse af element 3, som kan gennemføres i sin helhed eller delvist under indirekte forvaltning, og element 5, som skal gennemføres under direkte eller indirekte forvaltning efter høring af interessenterne. [Ændring 90]

2.  De deltagende medlemsstater og, hvis det er relevant, tredjelande, partnerlande, OLT'er eller OLT'er regionale integrations- og samarbejdsorganisationer skal udarbejde et Interreg-program i overensstemmelse med den model, der er fastsat i bilaget, for perioden fra den 1. januar 2021 til den 31. december 2027. [Ændring 91]

3.  De deltagende medlemsstater udarbejder et Interreg-program i samarbejde med de programpartnere, der er omhandlet i artikel 6 i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser]. I forbindelse med udarbejdelsen af Interreg-programmer, der omfatter makroregionale strategier eller havområdestrategier, bør medlemsstaterne og programmets partnere tage hensyn til de tematiske prioriteter i de relevante makroregionale strategier og havområdestrategier og høre de relevante aktører. Medlemsstaterne og programpartnerne opretter en ex ante-mekanisme til at sikre, at alle aktører på makroregions- og havområdeplan, myndigheder, regioner og lande inden for rammerne af det europæiske territoriale programsamarbejde bringes sammen i programmeringsperiodens begyndelse for i fællesskab at træffe beslutning om prioriteterne for hvert enkelt program. Disse prioriteter skal i relevant omfang bringes på linje med makroregionale strategier eller havområdestrategier. [Ændring 92]

De deltagende tredjelande eller partnerlande eller OLT'er inddrager, hvis det er relevant, også programpartnere svarende til dem, der er omhandlet i samme artikel.

4.  Den medlemsstat, der er vært for den fremtidige forvaltningsmyndighed, forelægger et Interreg-program eller flere Interreg-programmer for Kommissionen inden [date of entry into force ikrafttrædelsesdato plus nine months; ni måneder] på vegne af alle deltagende medlemsstater og, hvis det er relevant, tredjelande, partnerlandene, OLT'er eller OLT'er regionale integrations- og samarbejdsorganisationer. [Ændring 93]

Et Interreg-program, der omfatter støtte fra et af Unionens eksterne finansieringsinstrumenter, skal imidlertid forelægges af den medlemsstat, der er vært for den fremtidige forvaltningsmyndighed, senest seks tolv måneder efter Kommissionens vedtagelse af det pågældende strategiske programmeringsdokument i henhold til artikel 10, stk. 1, eller, hvis det er påkrævet, i henhold til den pågældende basisretsakt for et eller flere af disse af Unionens instrumenter. [Ændring 94]

5.  De deltagende medlemsstater og, hvis det er relevant, tredjelande, partnerlande eller OLT'er bekræfter skriftligt, at de er indforstået med indholdet af et Interreg-program, inden det forelægges for Kommissionen. Ifølge denne aftale forpligter samtlige deltagende medlemsstater og i relevant omfang tredjelande, partnerlande eller OLT'er sig ligeledes til at levere den nødvendige medfinansiering til gennemførelse af Interreg-programmet, og tredjelande, partnerlande eller OLT'er forpligter sig i relevant omfang til at bidrage økonomisk.

Uanset første afsnit hører de berørte medlemsstater, hvis der er tale om Interreg-programmer, som omfatter regioner i den yderste periferi og tredjelande, partnerlande eller OLT'er, de respektive tredjelande eller partnerlande eller OLT'er, inden Interreg-programmerne forelægges for Kommissionen. I så fald kan tredjelandenes, partnerlandenes eller OLT'ernes tilslutning til indholdet af Interreg-programmerne og deres eventuelle bidrag i stedet for fremgå af de formelt godkendte protokoller fra høringsmøderne med tredjelandene, partnerlandene eller OLT'erne eller fra de regionale samarbejdsorganisationers forhandlinger.

6.  Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 62 for at ændre bilaget med henblik på at tilpasning til ændringer, der indtræffer i løbet af programmeringsperioden, vedrørende ikke-væsentlige elementer.

Artikel 17

Interreg-programmernes indhold

1.  Hvert Interreg-program skal opstille en fælles strategi for programmets bidrag til de politiske målsætninger, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser], de Interreg-specifikke målsætninger i artikel 14, stk. 4 og 5, i nærværende forordning og meddelelsen om resultaterne.

2.  Hvert Interreg-program omfatter prioriteter.

Hver prioritet skal svare til en enkelt politisk målsætning eller, hvis det er relevant, en eller begge Interreg-specifikke målsætninger eller til teknisk bistand. En prioritet svarende til en enkelt politisk målsætning eller, hvis det er relevant, en eller begge Interreg-specifikke målsætninger skal bestå af en eller flere specifikke målsætninger. Mere end én prioritet kan svare til samme politiske eller Interreg-specifikke målsætning.

3.  I behørigt begrundede tilfælde og efter aftale med Kommissionen Den pågældende medlemsstat kan den pågældende medlemsstat med henblik på at øge effektiviteten af programgennemførelsen og opnå større operationer beslutte at overføre op til [x] 20 % af det beløb fra EFRU, der er afsat til det tilsvarende program under målet om investeringer i beskæftigelse og vækst for den samme region, til Interreg-programmerne. Hver medlemsstat meddeler på forhånd Kommissionen, at den agter at gøre brug af denne overførselsmulighed, ledsaget af en begrundelse herfor. Det overførte beløb skal udgøre en separat prioritet eller separate prioriteter. [Ændring 95]

4.  Hvert Interreg-program skal indeholde:

a)  programområdet (inklusive et kort over området som et særskilt dokument)

b)  et sammendrag af de vigtigste fælles udfordringer under hensyntagen til, navnlig hvad angår: [Ændring 96]

i)  økonomiske, sociale og territoriale forskelle

ii)  fælles investeringsbehov og komplementaritet med andre former for støtte og de mulige synergier, der kan opnås [Ændring 97]

iii)  erfaringer fra tidligere, og hvordan der er taget hensyn hertil i programmet [Ændring 98]

iv)  makroregionale strategier og havområdestrategier, når programområdet som helhed eller delvis er omfattet af én eller flere strategier

c)  en begrundelse for de valgte politiske målsætninger og Interreg-specifikke målsætninger, tilsvarende prioriteter, specifikke målsætninger og de former for støtte, som tager fat på eventuelt adressering af eventuelle manglende forbindelser i grænseoverskridende infrastruktur [Ændring 99]

d)  for hver prioritet, undtagen teknisk bistand, specifikke målsætninger

e)  for hver specifik målsætning:

i)  de relaterede aktionstyper, herunder en liste over planlagte operationer af strategisk betydning, og deres forventede bidrag til de specifikke målsætninger og til makroregionale strategier og havområdestrategier, hvis det er relevant, henholdsvis kriterierne og de hertil svarende gennemsigtige udvælgelseskriterier for sådanne operationer [Ændring 100]

ii)  outputindikatorer og resultatindikatorer med tilsvarende delmål og mål

iii)  de vigtigste målgrupper [Ændring 101]

iv)  specifikke målområder, herunder den planlagte anvendelse af integrerede territoriale investeringer, lokaludvikling styret af lokalsamfundet eller andre territoriale redskaber

v)  påtænkt anvendelse af finansielle instrumenter [Ændring 102]

vi)  en vejledende opdeling af de programmerede midler pr. interventionstype

f)  for så vidt angår prioriteten teknisk bistand, det planlagte anvendelsesformål i overensstemmelse med artikel [30], [31] og [32] i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser] og relevante interventionstyper

g)  en finansieringsplan med følgende tabeller (uden opdeling pr. deltagende medlemsstat, tredjeland eller partnerland eller OLT, medmindre andet er angivet):

i)  en tabel med angivelse af den samlede finansielle tildeling for EFRU og, hvis det er relevant, for hvert af Unionens eksterne finansieringsinstrumenter for hele programmeringsperioden og pr. år

ii)  en tabel med angivelse af den samlede finansielle tildeling fra EFRU for hver prioritet og, hvis det er relevant, fra hvert af Unionens eksterne finansieringsinstrumenter opdelt efter prioritet og den nationale medfinansiering, og hvorvidt den nationale medfinansiering består af både offentlig og privat medfinansiering

h)  den indsats, der gøres for at inddrage de i artikel 6 i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser] omhandlede relevante programpartnere i udarbejdelsen af Interreg-programmet og disse programpartneres rolle i gennemførelsen, overvågningen og evalueringen af programmet

i)  den påtænkte tilgang til kommunikation og synlighed for Interreg-programmet gennem definition af dets mål, målgrupper, kommunikationskanaler, sociale medier, det planlagte budget og relevante indikatorer for overvågning og evaluering.

5.  De i stk. 4 omhandlede oplysninger gives på følgende måde:

a)  med hensyn til de tabeller, der er omhandlet i litra g), og for så vidt angår støtte fra Unionens eksterne finansieringsinstrumenter, beskrives disse midler på følgende måde:

i)  for eksterne grænseoverskridende Interreg-programmer, der støttes af IPA III og NDICI som et samlet beløb ("NDICI IPA III CBC" eller "naboskab CBC", der kombinerer bidraget fra [Udgiftsområde 2 - Samhørighed og værdier, underloft - Økonomisk, social og territorial samhørighed] og [Udgiftsområde 6 - Naboområder og verden]

ii)  for Interreg-programmer under element 2 og 4, der støttes af IPA III, NDICI eller OCTP, som et samlet beløb ("Interreg-midler"), der kombinerer bidraget fra [Udgiftsområde 2] og [Udgiftsområde 6] eller er opdelt pr. finansieringsinstrument "EFRU", "IPA III", "NDICI" og "OCTP" i henhold til valget af programpartnere

iii)  for Interreg-programmer under element 2, der støttes af OCTP, opdelt pr. finansieringsinstrument ("EFRU" og "OCTP Grønland" "OCTP"); [Ændring 103]

iv)  for Interreg-programmer under element 3, der støttes af NDICI og af OCTP, opdelt pr. finansieringsinstrument (henholdsvis "EFRU", "NDICI" og "OCTP")

b)  med hensyn til den tabel, der er omhandlet i stk. 4, litra g), nr. ii), skal den kun indeholde beløbene for årene 2021 til 2025. [Ændring 104]

6.  Med hensyn til litra e), nr. vi), og stk. 4, litra a), skal interventionstyperne være baseret på en nomenklatur, der er fastsat i bilag [I] til forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser].

7.  Interreg-programmet skal:

a)  udpege forvaltningsmyndigheden, revisionsmyndigheden og det organ, hvortil betalinger foretages af Kommissionen

b)  fastlægge proceduren for oprettelse af det fælles sekretariat og, hvis det er relevant, understøttende forvaltningsstrukturer i medlemsstaterne eller i tredjelande [Ændring 105]

c)  fastsætte fordelingen af forpligtelser mellem de deltagende medlemsstater og, hvis det er relevant, tredjelande eller partnerlande eller OLT'er i tilfælde af finansielle korrektioner pålagt af forvaltningsmyndigheden eller Kommissionen.

8.  Forvaltningsmyndigheden underretter Kommissionen om eventuelle ændringer i de oplysninger, der er omhandlet i stk. 7, litra a), uden at kræve en programændring.

9.  Uanset stk. 4 skal indholdet af Interreg-programmer under element 4 tilpasses til den specifikke karakter af sådanne Interreg-programmer, navnlig hvad angår følgende:

a)  oplysningerne i litra a) er ikke påkrævet

b)  de oplysninger, der kræves i henhold til litra b) og h), skal gives som en kortfattet beskrivelse

c)  for hver specifik målsætning under en prioritet, undtagen teknisk bistand, gives følgende oplysninger:

i)  definition af en enkelt støttemodtager eller en begrænset liste over støttemodtagere og af proceduren for tildeling af støtte

ii)  de relaterede aktionstyper og deres forventede bidrag til de specifikke målsætninger

iii)  outputindikatorer og resultatindikatorer med tilsvarende delmål og mål

iv)  de vigtigste målgrupper

v)  en vejledende opdeling af de programmerede midler pr. interventionstype

Artikel 18

Vedtagelse af Interreg-programmer

1.  Kommissionen vurderer i fuld åbenhed hvert Interreg-program og dets overensstemmelse med forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser], forordning (EU) [ny EFRU] og nærværende forordning og, når det drejer sig om støtte fra et af Unionens eksterne finansieringsinstrumenter og, hvis det er relevant, dets overensstemmelse med det flerårige strategidokument i henhold til artikel 10, stk. 1, i nærværende forordning eller de relevante strategiske programmeringsrammer under de respektive basisretsakter for et eller flere af disse instrumenter. [Ændring 106]

2.  Kommissionen kan fremsætte bemærkninger senest tre måneder, efter at medlemsstaten, som er vært for den fremtidige forvaltningsmyndighed, har forelagt Interreg-programmet.

3.  De deltagende medlemsstater og, hvis det er relevant, tredjelande eller partnerlande, OLT'er eller OLT'er regionale integrations- og samarbejdsorganisationer reviderer Interreg-programmet under hensyntagen til Kommissionens bemærkninger. [Ændring 107]

4.  Kommissionen vedtager en afgørelse ved hjælp af en gennemførelsesretsakt om godkendelse af Interreg-programmet senest 6 tre måneder efter datoen for, at medlemsstaten, som er vært for den fremtidige forvaltningsmyndighed, har forelagt den reviderede udgave af programmet. [Ændring 108]

5.  Med hensyn til eksterne grænseoverskridende Interreg-programmer vedtager Kommissionen sine afgørelser i henhold til stk. 4 efter høring af udvalget "IPA III-udvalget" i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) [IPA III] og af "udvalget for naboskab, udvikling og internationalt samarbejde" i overensstemmelse med artikel 36 i forordning (EU) [NDICI].

Artikel 19

Ændring af Interreg-programmer

1.  Den medlemsstat, der er værtsland for forvaltningsmyndigheden, kan efter høring af de lokale og regionale myndigheder og i overensstemmelse med artikel 6 i forordning (EU) .../... [den nye forordning om fælles bestemmelser] indgive en begrundet anmodning om en ændring af et Interreg-program sammen med det ændrede program med en beskrivelse af den forventede indvirkning af denne ændring på opfyldelsen af målsætningerne. [Ændring 109]

2.  Kommissionen vurderer ændringens forenelighed med forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser], forordning (EU) [ny EFRU] og nærværende forordning og kan fremsætte bemærkninger senest tre måneder én måned efter forelæggelsen af det ændrede program. [Ændring 110]

3.  De deltagende medlemsstater og, hvis det er relevant, tredjelande, partnerlande og OLT'er , OLT'er eller regionale integrations- og samarbejdsorganisationer reviderer det ændrede program under hensyntagen til Kommissionens bemærkninger. [Ændring 111]

4.  Kommissionen godkender ændringen af et Interreg-program, senest seks tre måneder efter at programændringen blev forelagt af medlemsstaten. [Ændring 112]

5.  Medlemsstaten kan i programmeringsperioden efter høring af de lokale og regionale myndigheder og i overensstemmelse med artikel 6 i forordning (EU) .../... [den nye forordning om fælles bestemmelser] overføre op til 5 10 % af den oprindelige tildeling for en prioritet og ikke mere end 3 5 % af programbudgettet til en anden prioritet i samme Interreg-program. [Ændring 113]

Sådanne overførsler må ikke påvirke foregående år.

De betragtes ikke som væsentlige, og de forudsætter ikke en afgørelse fra Kommissionen om ændring af Interreg-programmet. De skal dog overholde alle de lovgivningsmæssige krav. Forvaltningsmyndigheden indgiver til Kommissionen den i artikel 17, stk. 4, litra g), nr. ii), omhandlede reviderede tabel.

6.  For rettelser af rent administrativ eller redaktionel art, som ikke påvirker gennemførelsen af Interreg-programmet, kræves der ingen godkendelse fra Kommissionen. Forvaltningsmyndigheden meddeler Kommissionen alle sådanne korrektioner.

Afdeling II

Territorial udvikling

Artikel 20

Integreret territorial udvikling

For Interreg-programmer skal de relevante bymæssige, lokale eller regionale myndigheder eller andre territoriale myndigheder eller organer, som er ansvarlige for udarbejdelsen af territoriale eller lokale udviklingsstrategier som omhandlet i artikel 22 i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser] eller for udvælgelsen af operationer, hvortil der skal ydes støtte under disse strategier som omhandlet i artikel 23, stk. 4, i nævnte forordning, eller er ansvarlige for begge dele, enten være grænseoverskridende retlig enheder eller EGTS.

En grænseoverskridende retlig enhed eller en EGTS, der gennemfører en integreret territorial investering i henhold til artikel 24 i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser] eller et andet territorialt redskab under artikel 22, litra c), i nævnte forordning kan også være den eneste støttemodtager i henhold til artikel 23, stk. 5, i nærværende forordning, forudsat at der er funktionsadskillelse i den grænseoverskridende retlige enhed eller EGTS'en.

Artikel 21

Lokaludvikling styret af lokalsamfundet

Lokaludvikling styret af lokalsamfundet ("CLLD") som omhandlet i artikel 22, litra b), i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser] kan gennemføres inden for rammerne af Interreg-programmer, forudsat at de relevante lokale aktionsgrupper består af repræsentanter for offentlige og private lokale socioøkonomiske interesser, for hvilke ingen enkelt interessegruppe kontrollerer beslutningstagningen, og mindst to deltagende lande, hvoraf mindst det ene er en medlemsstat.

Afdeling III

Operationer og fonde for mindre projekter

Artikel 22

Udvælgelse af Interreg-operationer

1.  Interreg-operationer udvælges i overensstemmelse med programmets strategi og målsætninger af et overvågningsudvalg, der er nedsat i overensstemmelse med artikel 27.

Dette overvågningsudvalg kan etablere et eller, navnlig i forbindelse med underprogrammer, flere styringsudvalg, der fungerer under dettes ansvar, til udvælgelse af operationer. Styringsudvalg skal anvende partnerskabsprincippet som fastsat i artikel 6 i forordning (EU).../... [den nye forordning om fælles bestemmelser] og inddrage partnere fra alle deltagende medlemsstater. [Ændring 114]

Hvis hele eller en del af operationen gennemføres uden for programområdet inden for eller uden for Unionen, kræver udvælgelsen af operationen forvaltningsmyndighedens udtrykkelige godkendelse i overvågningsudvalget eller, hvis det er relevant, styringsudvalget.

2.  Med henblik på udvælgelsen af operationer skal overvågningsudvalget eller, hvis det er relevant, styringsudvalget opstille og anvende kriterier og procedurer, der er ikke-diskriminerende og gennemsigtige, sikrer ligestilling mellem kønnene og tager hensyn til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og princippet om bæredygtig udvikling og til Unionens politik på miljøområdet i overensstemmelse med artikel 11 og 191, stk. 1, i TEUF.

Kriterierne og procedurerne skal sikre prioriteringen af de operationer, der skal udvælges, med henblik på at maksimere bidraget fra EU-midlerne til opfyldelsen af Interreg-programmets målsætninger og at gennemføre samarbejdsdimensionen af operationerne under Interreg-programmerne, jf. artikel 23, stk. 1 og 4.

3.  Forvaltningsmyndigheden skal rådføre sig med underrette Kommissionen og tage dens bemærkninger i betragtning, før den første fremlæggelse af udvælgelseskriterier for overvågningsudvalget eller, hvis det er relevant, styringsudvalget. Det samme gælder for eventuelle efterfølgende ændringer af disse kriterier. [Ændring 115]

4.  Ved udvælgelsen af operationer skal overvågningsudvalget Forud for overvågningsudvalgets eller, hvis det er relevant, styringsudvalget styringsudvalgets udvælgelse af operationer skal forvaltningsmyndigheden: [Ændring 116]

a)  sikre, at de udvalgte operationer er i overensstemmelse med Interreg-programmet og yder et effektivt bidrag til virkeliggørelsen af de specifikke målsætninger

b)  sikre, at de udvalgte operationer ikke er i strid med de tilsvarende strategier, der er fastsat i henhold til artikel 10, stk. 1, eller fastsat for et eller flere af Unionens eksterne finansieringsinstrumenter

c)  sikre, at de udvalgte operationer frembyder det optimale forhold mellem støttebeløbet, de gennemførte aktiviteter og de målsætninger, der opfyldes

d)  verificere, at støttemodtageren har de nødvendige finansielle midler og mekanismer til at dække omkostningerne til drift og vedligeholdelse

e)  sikre, at de udvalgte operationer, der falder ind under anvendelsesområdet for Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU(25), er genstand for en vurdering af virkningerne på miljøet eller en screeningprocedure på grundlag af kravene i nævnte direktiv som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/52/EU(26).

f)  verificere, at hvis operationerne er påbegyndt før indgivelse til forvaltningsmyndigheden af en finansieringsanmodning, er gældende ret blevet overholdt

g)  sikre, at de udvalgte operationer falder ind under anvendelsesområdet for Interreg-fonden og henregnes til en interventionstype

h)  sikre, at operationer ikke omfatter aktiviteter, der indgik i en operation, der var genstand for flytning i overensstemmelse med artikel 60 i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser], eller som ville udgøre en overførsel af en produktionsaktivitet i overensstemmelse med artikel 59, stk. 1, litra a), i nævnte forordning.

i)  sikre, at de udvalgte operationer ikke påvirkes af en begrundet udtalelse fra Kommissionen vedrørende en overtrædelse i henhold til artikel 258 i TEUF, der rejser tvivl om lovligheden og den formelle rigtighed af udgifter eller operationers performance

j)  sikre klimasikring af investeringer i infrastruktur med en forventet levetid på mindst fem år.

5.  Overvågningsudvalget eller, hvis det er relevant, styringsudvalget godkender den metodologi og de kriterier, der anvendes ved udvælgelse af Interreg-operationer, herunder eventuelle ændringer heraf, med forbehold af artikel 27, stk. 3, litra b), i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser] vedrørende lokaludvikling styret af lokalsamfundet og artikel 24 i nærværende forordning.

6.  For hver Interreg-operation forelægger forvaltningsmyndigheden den ledende partner eller den eneste partner et dokument, der fastlægger alle støttebetingelserne for den pågældende Interreg-operation, herunder specifikke krav vedrørende de varer eller tjenesteydelser, der skal leveres, finansieringsplanen, fristen for udførelsen og, hvis det er relevant, den metode, der skal anvendes til at bestemme operationens omkostninger, og betingelserne for betaling af tilskuddet.

Dette dokument skal også fastsætte den ledende partners forpligtelser med hensyn til inddrivelser i henhold til artikel 50. Disse forpligtelser Procedurerne vedrørende inddrivelse defineres og vedtages af overvågningsudvalget. En ledende partner, der befinder sig i en anden medlemsstat, et andet tredjeland, et andet partnerland eller et andet OLT end partneren, er imidlertid ikke forpligtet til at foretage inddrivelse via en retslig procedure. [Ændring 117]

Artikel 23

Partnerskab inden for rammerne af Interreg-operationer

1.  Operationer, som udvælges under element 1, 2 eller 3, skal omfatte aktører fra mindst to deltagende lande eller OLT'er, hvoraf mindst en skal være en støttemodtager fra en medlemsstat. [Ændring 118]

Støttemodtagere, der modtager støtte fra en Interreg-fond, og partnere, der ikke modtager nogen form for finansiel støtte under disse fonde (støttemodtagere og partnere sammen: "partnere"), udgør et Interreg-operationspartnerskab.

2.  En Interreg-operation kan gennemføres i et enkelt land eller OLT, hvis virkningerne og fordelene for programområdet er udpeget i ansøgningen om operationen. [Ændring 119]

3.  Stk. 1 finder ikke anvendelse på operationer under Peace Plus-programmet, hvis programmet fungerer til støtte for fred og forsoning.

4.  Partnerne samarbejder om udvikling, gennemførelse og gennemførelse finansiering af Interreg-operationer samt om ansættelse af personale til Interreg-operationer hertil og/eller finansiering heraf. Det skal tilstræbes, at antallet af partnere for hver Interreg-operation er begrænset til højst ti. [Ændring 120]

For Interreg-operationer under Interreg-programmer under element 3 kræves det, at partnere fra regioner i den yderste periferi og tredjelande, partnerlande eller OLT'er kun skal samarbejde inden for tre to af de fire dimensioner, der er anført i første afsnit. [Ændring 121]

5.  Hvis der er to eller flere partnere, skal en af disse af samtlige partnere udpeges som ledende partner.

6.  En grænseoverskridende retlig enhed eller en EGTS kan være eneste partner i en Interreg-operation i Interreg-programmer under element 1, 2 eller 3, forudsat at dens medlemmer omfatter partnere fra mindst to deltagende lande eller OLT'er. [Ændring 122]

Hvad angår et Interreg-program under element 4, skal den grænseoverskridende retlige enhed eller EGTS'en have medlemmer fra mindst tre deltagende lande.

Et retligt organ, som gennemfører et finansielt instrument, eller en holdingfond kan være eneste partner i en Interreg-operation, uden at det i stykke 1 omhandlede krav til dets sammensætning finder anvendelse.

7.  En eneste partner skal være registreret i en medlemsstat, der deltager i Interreg-programmet.

En eneste partner kan dog være registreret i en medlemsstat, der ikke deltager i programmet, forudsat at betingelserne i artikel 23 er overholdt. [Ændring 123]

Artikel 24

Fonde for mindre projekter

1.  Bidraget Det samlede bidrag fra EFRU eller, hvis det er relevant, Unionens eksterne finansieringsinstrument til en fond eller flere fonde for mindre projekter inden for rammerne af et Interreg-program Interreg-programmer, må ikke overstige 20 000 000 EUR eller 15 % af den samlede tildeling til Interreg-programmet, alt efter hvad der er lavest og skal i forbindelse med et Interreg-program for grænseoverskridende samarbejde udgøre mindst 3 % af den samlede tildeling. [Ændring 124]

Slutmodtagerne inden for rammerne af en fond for mindre projekter modtager støtte fra EFRU eller, hvis det er relevant, Unionens eksterne finansieringsinstrumenter gennem støttemodtageren og gennemfører mindre projekter inden for rammerne af fonden for mindre projekter ("et mindre projekt").

2.  Støttemodtageren for en fond for mindre projekter skal være en grænseoverskridende retlig et offentligt- eller privatretligt organ, en enhed med eller uden juridisk personlighed eller en EGTS fysisk person, der har ansvaret for at iværksætte eller både iværksætte og gennemføre operationer. [Ændring 125]

3.  Det dokument, der fastlægger betingelserne for støtte til en fond for mindre projekter, skal ud over de i artikel 22, stk. 6, omhandlede elementer fastlægge de elementer, der er nødvendige for at sikre, at støttemodtageren:

a)  indfører en ikke-diskriminerende og gennemsigtig udvælgelsesprocedure

b)  anvender objektive kriterier for udvælgelse af små projekter, som forhindrer interessekonflikter

c)  vurderer støtteansøgninger

d)  udvælger projekter og fastsætter støttebeløbet for hvert enkelt mindre projekt

e)  er ansvarlig for gennemførelsen af operationen og på sit niveau opbevarer alle de bilag, der er nødvendige for revisionssporet i overensstemmelse med bilag [XI] i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser]

f)  giver offentlig adgang til en liste over de slutmodtagere, der drager fordel af operationen.

Støttemodtageren sikrer, at slutmodtagerne opfylder kravene i artikel 35.

4.  Udvælgelsen af mindre projekter betragtes ikke som delegering af opgaver fra forvaltningsmyndigheden til et bemyndiget organ som omhandlet i artikel 65, stk. 3, i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser].

5.  Personale Personaleudgifter og andre direkte omkostninger i de kategorier, der er omhandlet i artikel 39-42, samt indirekte omkostninger, der genereres på støttemodtagerens niveau som følge af forvaltningen af fonden for et eller fondene for mindre projekt projekter, må ikke overstige 20 % af de samlede støtteberettigede omkostninger for den eller de pågældende fond fonde for et mindre projekt projekter. [Ændring 126]

6.  Hvis det offentlige bidrag til et mindre projekt ikke overstiger 100 000 EUR, skal bidraget fra EFRU eller, hvis det er relevant, et af Unionens eksterne finansieringsinstrumenter have form af enhedsomkostninger, faste beløb eller faste takster, undtagen til projekter, hvortil støtten udgør statsstøtte. [Ændring 127]

Såfremt de samlede omkostninger ved hver operation ikke overstiger 100 000 EUR, kan støttebeløbet til et eller flere mindre projekter fastsættes på grundlag af et budgetoverslag, der fastsættes fra sag til sag og vedtages på forhånd af det organ, der udvælger operationen. [Ændring 128]

For finansiering efter fast takst kan de kategorier af omkostninger, som den faste takst finder anvendelse på, refunderes i overensstemmelse med artikel 48, stk. 1, litra a), i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser].

Artikel 25

Den ledende partners opgaver

1.  Den ledende partner skal:

a)  fastlægge samarbejdet med andre partnere i form af en aftale, der blandt andet omfatter bestemmelser om forsvarlig finansiel forvaltning af de pågældende EU-midler, der er afsat til Interreg-operationen, herunder bestemmelser om inddrivelse af uretmæssigt udbetalte beløb

b)  sørge for, at hele Interreg-operationen gennemføres

c)  sikre, at de udgifter, der er opgivet af samtlige partnere, er anvendt på at gennemføre Interreg-operationen og svarer til de aktiviteter, der er aftalt mellem samtlige partnere, og at de stemmer overens med det dokument, som forvaltningsmyndigheden har forelagt i henhold til artikel 22, stk. 6.

2.  Medmindre andet er angivet i de i henhold til stk. 1, litra a), indgåede aftaler, sikrer den ledende partner, at de øvrige partnere modtager det samlede bidrag fra den relevante fond hurtigst muligt EU-fond inden for den tidsramme, der er aftalt mellem alle partnere, og efter samme procedure, som er anvendt for den ledende partner. Der foretages ikke fradrag eller tilbageholdelse af noget beløb, og der pålægges ikke nogen specifik afgift eller andre afgifter med tilsvarende virkning, der kan nedsætte beløbet til de øvrige partnere. [Ændring 129]

3.  En modtager i en medlemsstat, et tredjeland, et partnerland eller et OLT, som deltager i et Interreg-program, kan udpeges som ledende partner. [Ændring 130]

Medlemsstater, tredjelande, partnerlande eller OLT'er, der deltager i et Interreg-program, kan dog aftale, at en partner, der ikke får støtte fra EFRU eller et af Unionens ekstern finansieringsinstrumenter, kan udpeges som ledende partner. [Ændring 131]

Afdeling IV

Teknisk bistand

Artikel 26

Teknisk bistand

1.  Teknisk bistand til hvert Interreg-program refunderes som et fast beløb ved anvendelse af procentsatserne i stk. 2 for 2021 og 2022 på de årlige trancher af forfinansieringen i henhold til artikel 49, stk. 2, litra a) og b), i denne forordning og derefter for de følgende år på de støtteberettigede udgifter, der indgår i hver betalingsanmodning i henhold til artikel 85, stk. 3, litra a) eller c), i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser]. [Ændring 132]

2.  Den procentdel af EFRU og Unionens eksterne finansieringsinstrumenter, der refunderes for teknisk bistand, er som følger:

a)  for Interreg-programmer vedrørende internt grænseoverskridende samarbejde, som støttes af EFRU: 6 7 % [Ændring 133]

b)  for Interreg-programmer vedrørende eksternt grænseoverskridende samarbejde, som støttes af IPA III CBC eller NDICI CBC: 10 %

c)  for Interreg-programmer under element 2, 3 og 4, både for EFRU og, hvis det er relevant, Unionens eksterne finansieringsinstrumenter: 7 8 %. [Ændring 134]

3.  For Interreg-programmer med en samlet tildeling på mellem 30 000 000 EUR og 50 000 000 EUR forøges det beløb, der følger af procentdelen til teknisk bistand, med et supplerende beløb på 500 000 EUR. Kommissionen lægger dette beløb til den første mellemliggende betaling.

4.  For Interreg-programmer med en samlet tildeling på under 30 000 000 EUR fastsættes det beløb, som er nødvendigt til teknisk bistand beløb udtrykt i EUR og den deraf følgende procentdel, i Kommissionens afgørelse om godkendelse af det pågældende Interreg-program.

KAPITEL IV

Overvågning, evaluering og kommunikation

Afdeling I

Overvågning

Artikel 27

Overvågningsudvalg

1.  Medlemsstaterne og, hvis det er relevant, tredjelandene, partnerlandene, OLT'erne eller de regionale integrations- og OLT'erne samarbejdsorganisationer, der deltager i det pågældende program, nedsætter efter aftale med forvaltningsmyndigheden, et udvalg til at overvåge gennemførelsen af det pågældende Interreg-program ("overvågningsudvalg") inden for en frist på tre måneder fra datoen for meddelelsen til medlemsstaterne om Kommissionens afgørelse om vedtagelse af et Interreg-program. [Ændring 135]

2.  Formandskabet for overvågningsudvalget varetages af en repræsentant for den medlemsstat, der er værtsland for forvaltningsmyndigheden, eller forvaltningsmyndigheden.

Hvis overvågningsudvalgets forretningsorden fastsætter et roterende formandskab, kan overvågningsudvalget have en repræsentant fra et tredjeland, et partnerland eller et OLT som formand og med en repræsentant for medlemsstaten eller forvaltningsmyndigheden som medformand og omvendt. [Ændring 136]

3.  Hvert medlem af overvågningsudvalget har ret til at stemme.

4.  Hvert overvågningsudvalg vedtager selv sin forretningsorden på det første møde.

Overvågningsudvalgets og i givet fald af styringsudvalgets forretningsorden skal forhindre enhver risiko for interessekonflikt ved udvælgelsen af Interreg-operationer.

5.  Overvågningsudvalget mødes mindst en gang om året og behandler alle spørgsmål, der påvirker programmets fremskridt med hensyn til at opfylde målsætningerne.

6.  Forvaltningsmyndigheden offentliggør overvågningsudvalgets forretningsorden og alle, sammenfatningen af data og oplysninger, samt alle de afgørelser der udveksles med overvågningsudvalget, på det websted, der er omhandlet i artikel 35, stk. 2. [Ændring 137]

Artikel 28

Overvågningsudvalgets sammensætning

1.  Sammensætningen af hvert Interreg-programs overvågningsudvalg kan aftales af medlemsstaterne og, hvis det er relevant, af de tredjelande, partnerlande og OLT'er, der deltager i programmet, og sikrer skal tilstræbe en ligelig repræsentation af de relevante myndigheder, formidlende organer og repræsentanter for programpartnerne, jf. artikel 6 i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser], fra medlemsstater, tredjelande, partnerlande og OLT'er. [Ændring 138]

Ved sammensætningen af overvågningsudvalget skal der tages hensyn til antallet af medlemsstater, tredjelande, partnerlande og OLT'er, som deltager i det pågældende Interreg-program. [Ændring 139]

Overvågningsudvalget skal også omfatte repræsentanter fra de regioner og lokale forvaltninger samt andre organer, der i fællesskab er oprettet i hele eller en del af programområdet, herunder EGTS'er. [Ændring 140]

2.  Forvaltningsmyndigheden offentliggør en liste over medlemmerne myndigheder eller organer, der er udnævnt til medlemmer af overvågningsudvalget på det websted, der er omhandlet i artikel 35, stk. 2. [Ændring 141]

3.  Repræsentanter for Kommissionen deltager kan deltage i overvågningsudvalgets arbejde med rådgivende funktion. [Ændring 142]

3a.   Repræsentanter for organer, der er etableret i hele programområdet eller som dækker en del af det, herunder EGTS'er, kan deltage i overvågningsudvalgets arbejde med rådgivende funktion. [Ændring 143]

Artikel 29

Overvågningsudvalgets funktioner

1.  Overvågningsudvalget undersøger:

a)  fremskridt med hensyn til gennemførelsen af programmet og opnåelse af Interreg-programmets delmål og mål

b)  eventuelle spørgsmål, som påvirker Interreg-programmets performance, og de foranstaltninger, der er truffet for at håndtere disse spørgsmål

c)  hvad angår finansielle instrumenter, de elementer i forhåndsvurderingen, der er anført i artikel 52, stk. 3, i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser] og det strategidokument, der er omhandlet i artikel 53, stk.2, i nævnte forordning

d)  fremskridt med hensyn til gennemførelsen af evalueringer, sammenfatninger af evalueringer og opfølgning på konstaterede forhold

e)  gennemførelsen af kommunikations- og synlighedsaktioner

f)  fremskridt med hensyn til gennemførelsen af Interreg-operationer af strategisk betydning og, hvis det er relevant, af store infrastrukturprojekter

g)  fremskridt med hensyn til opbygningen af administrativ kapacitet for offentlige institutioner og støttemodtagere, hvis det er relevant, og foreslår eventuelt yderligere nødvendige støtteforanstaltninger. [Ændring 144]

2.  Ud over sine opgaver vedrørende udvælgelsen af operationer, der er nævnt i artikel 22, skal overvågningsudvalget godkende:

a)  den metodologi og de kriterier, der er blevet anvendt ved udvælgelse af operationer, herunder eventuelle ændringer heraf, efter samråd med underretning af Kommissionen i henhold til artikel 22, stk. 2, jf. dog artikel 27, stk. 3, litra b), c) og d) i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser] [Ændring 145]

b)  evalueringsplanen og eventuelle ændringer heraf

c)  eventuelle forslag fra forvaltningsmyndigheden om ændringer af Interreg-programmet, herunder om en overførsel i overensstemmelse med artikel 19, stk. 5

d)  den endelige performancerapport.

Artikel 30

Revision

1.  Kommissionen kan gennemføre en revision for at undersøge Interreg-programmernes performance.

Revisionen kan foregå skriftligt.

2.  Forvaltningsmyndigheden skal efter anmodning fra Kommissionen inden for en måned tre måneder forelægge Kommissionen oplysninger om de elementer, der er opført i artikel 29, stk. 1: [Ændring 146]

a)  fremskridtene med hensyn til gennemførelsen af programmet og opnåelse af delmålene og målene, eventuelle problemer, der påvirker de respektive Interreg-programmers performance, og de foranstaltninger, der er truffet for at afhjælpe dem

b)  fremskridt med hensyn til gennemførelsen af evalueringer, sammenfatninger af evalueringer og opfølgning på konstaterede forhold

c)  fremskridtene med hensyn til de offentlige myndigheders og støttemodtagernes administrative kapacitetsopbygning.

3.  Resultatet af gennemgangen nedfældes i et vedtaget referat.

4.  Forvaltningsmyndigheden skal følge op på spørgsmål rejst af Kommissionen og inden for tre måneder underrette Kommissionen om, hvilke foranstaltninger der er truffet.

Artikel 31

Fremsendelse af data

1.  Hver forvaltningsmyndighed fremsender tilsender elektronisk Kommissionen de kumulative data for hvert enkelt Interreg-program senest den, jf. denne forordnings artikel 31. januar, 31. marts, 31. maj,, stk. 2, litra a), senest den 31. juli, 30. september januar, 31. maj og 30. november september hvert år til Kommissionen samt de i denne forordnings artikel 31, stk. 2, litra b), omhandlede data hvert år i overensstemmelse med modellen i bilag [VII] til forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser]. [Ændring 147]

Indberetningen af data foretages ved hjælp af eksisterende dataindberetningssystemer, for så vidt som de pågældende systemer har vist sig at være pålidelige i den foregående programmeringsperiode. [Ændring 148]

Den første fremsendelse skal ske senest den 31. januar 2022, og den sidste senest den 31. januar 2030.

2.  De i stk. 1 omhandlede data opdeles for hver prioritet pr. specifik målsætning, og skal vedrøre:

a)  antallet af udvalgte Interreg-operationer, deres samlede støtteberettigede omkostninger, den pågældende Interreg-fonds bidrag og de samlede støtteberettigede udgifter, som støttemodtagerne har anmeldt til partnerne, opdelt pr. interventionstype

b)  værdierne af output- og resultatindikatorer for udvalgte Interreg-operationer og de opnåede værdier pr. afsluttet Interreg-operation. [Ændring 149]

3.  For finansielle instrumenter skal der desuden fremsendes data om følgende:

a)  støtteberettigede udgifter pr. type finansielt produkt

b)  størrelsen af forvaltningsomkostninger og -gebyrer, der er anmeldt som støtteberettigede udgifter

c)  beløbet, pr. type af finansielt produkt, for private og offentlige midler, der er mobiliseret som supplement til fondene

d)  renter og anden indtjening, der skabes af støtte fra Interreg-fondene til finansielle instrumenter som omhandlet i artikel 54 i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser], og tilbagebetalte midler, der kan henføres til støtte fra Interreg-fondene som omhandlet i stk. 55 og 56 i nævnte forordning.

4.  De data, der indgives i overensstemmelse med denne artikel skal være ajourført pr. udgangen af den måned, der går forud for måneden for indgivelsen.

5.  Forvaltningsmyndigheden offentliggør alle de data, der fremsendes til Kommissionen, på det websted, der er omhandlet i artikel 35, stk. 2.

Artikel 32

Endelig performancerapport

1.  Hver forvaltningsmyndighed forelægger Kommissionen en endelig performancerapport for deres respektive Interreg-programmer senest den 15. februar 2031.

Den endelige performancerapport forelægges ved hjælp af en model, der er fastsat i overensstemmelse med artikel [38, stk. 5] i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser].

2.  I den endelige performancerapport vurderes opfyldelsen af programmets målsætninger på grundlag af de elementer, der er nævnt i artikel 29 med undtagelse af stk. 1, litra c), i samme artikel.

3.  Kommissionen behandler den endelige performancerapport og underretter forvaltningsmyndigheden om eventuelle bemærkninger senest fem måneder efter modtagelsen af den pågældende rapport. Hvis der fremsættes sådanne bemærkninger, tilvejebringer forvaltningsmyndigheden alle nødvendige oplysninger med hensyn til disse bemærkninger og underretter, hvis det er relevant, Kommissionen inden tre måneder om, hvilke foranstaltninger der er truffet. Kommissionen underretter medlemsstaterne om, at rapporten er godtaget.

4.  Forvaltningsmyndigheden offentliggør de endelige performancerapporter på det websted, der er omhandlet i artikel 35, stk. 2.

Artikel 33

Indikatorer for målet om europæisk territorialt samarbejde (Interreg)

1.  Fælles output- og resultatindikatorer, jf. bilaget bilag [I] til forordning (EU) [ny EFRU], og, hvor det er nødvendigt, programspecifikke output- og resultatindikatorer som anses for mest egnet til at måle fremskridt hen imod målene for programmet for det europæiske territoriale samarbejde (Interreg), skal anvendes i overensstemmelse med artikel [12, stk. 1], i forordning (EU) nr. [den nye forordning om fælles bestemmelser] samt artikel 17, stk. 3 4, litra d e), nr. ii, og artikel 31, stk. 2, litra b), i nærværende forordning. [Ændring 150]

1a.   Om nødvendigt og i tilfælde, der er behørigt begrundet af forvaltningsmyndigheden, skal der anvendes programspecifikke output- og resultatindikatorer i tilgift til de indikatorer, der er udvalgt i overensstemmelse med stk. 1. [Ændring 151]

2.  For outputindikatorer sættes udgangspunkterne til nul. Delmålene for 2024 og målene for 2029 skal være kumulative.

Afdeling II

Evaluering og kommunikation

Artikel 34

Evaluering i programmeringsperioden

1.  Forvaltningsmyndigheden foretager evalueringer af hvert Interreg-program højst en gang om året. Hver evaluering skal indeholde en vurdering af programmets virkningsfuldhed, effektivitet, relevans, sammenhæng og EU-merværdi med det formål at forbedre kvaliteten af udformningen og gennemførelsen af det pågældende Interreg-program. [Ændring 152]

2.  Forvaltningsmyndigheden foretager desuden en evaluering for hvert enkelt Interreg-program for at vurdere dets konsekvenser senest den 30. juni 2029.

3.  Forvaltningsmyndigheden lader evalueringerne udarbejde af funktionelt uafhængige eksperter.

4.  Forvaltningsmyndigheden sikrer tilstræber at sikre, at de fornødne procedurer er indført med henblik på at frembringe og indsamle de data, der er nødvendige for evalueringerne. [Ændring 153]

5.  Forvaltningsmyndigheden udarbejder en evalueringsplan, der kan omfatte mere end ét Interreg-program.

6.  Forvaltningsmyndigheden forelægger evalueringsplanen for overvågningsudvalget senest ét år efter vedtagelsen af Interreg-programmet.

7.  Forvaltningsmyndigheden offentliggør alle evalueringer på det websted, der er omhandlet i artikel 35, stk. 2.

Artikel 35

Forvaltningsmyndigheders og partneres ansvarsområder med hensyn til gennemsigtighed og kommunikation

1.  Hver enkelt forvaltningsmyndighed udpeger for hvert Interreg-program under dens ansvarsområde en kommunikationsmedarbejder.

2.  Forvaltningsmyndigheden sikrer, at der senest seks måneder efter godkendelsen af Interreg-programmet findes et særskilt websted, der indeholder oplysninger om hvert enkelt Interreg-program under dens ansvarsområde, og som omfatter programmets målsætninger, aktiviteter, tilgængelige finansieringsmuligheder og resultater.

3.  Artikel [44, stk. 2-7 6] i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser] om forvaltningsmyndighedens ansvarsområder finder anvendelse. [Ændring 154]

4.  Hver partner i en Interreg-operation eller hvert organ, der gennemfører et finansieringsinstrument, anerkender støtte fra en Interreg-fond, herunder midler genanvendt til finansielle instrumenter i overensstemmelse med artikel [56] i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser], til Interreg-operationen ved:

a)  at lægge en kort beskrivelse af Interreg-operationen, der står i et rimeligt forhold til størrelsen af Interreg-fondens støtte, herunder mål og output, ud på partnerens professionelle websted, hvis et sådant websted eksisterer, og fremhæve den økonomiske støtte fra Unionen

b)  at afgive en erklæring, hvor støtten fra Interreg-fonden fremhæves på en synlig måde på dokumenter og kommunikationsmateriale, der vedrører gennemførelsen af Interreg-operationen, og som anvendes til offentligheden eller deltagerne

c)  på et sted, der er synligt for offentligheden, at opsætte plader eller skilte fra tidspunktet for den fysiske gennemførelse af en Interreg-operation, der indebærer fysiske investeringer eller køb af udstyr, hvortil de samlede omkostninger udgør over 100 50 000 EUR [Ændring 155]

d)  for Interreg-operationer, der ikke falder ind under litra c), på et offentligt sted at foranstalte mindst én visning i trykt eller og, hvis relevant, elektronisk format (minimumsstørrelse A3 2) med information om Interreg-operationen, hvor støtten fra Interreg-fondene fremhæves [Ændring 156]

e)  for operationer af strategisk betydning og operationer, hvis samlede omkostninger overstiger 10 5 000 000 EUR, at tilrettelægge et kommunikationsarrangement og inddrage Kommissionen og den ansvarlige forvaltningsmyndighed rettidigt. [Ændring 157]

Ordet "Interreg" anvendes ved siden af Unionens emblem i overensstemmelse med artikel [42] i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser].

5.  For fonde for mindre projekter og finansielle instrumenter skal støttemodtageren sikre, at slutmodtagerne opfylder kravene i stk. 4, litra c).

6.  Hvis støttemodtageren ikke overholder sine forpligtelser i henhold til artikel 42 i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser] eller nærværende artikels stk. 1 og 2, eller ikke afhjælper sin undladelse rettidigt, skal medlemsstaten forvaltningsmyndigheden foretage en finansiel korrektion ved at annullere op til 5 % af støtten fra fondene til den pågældende operation. [Ændring 158]

KAPITEL V

Støtteberettigelse

Artikel 36

Regler om udgifters støtteberettigelse

1.  En Interreg-operation kan helt eller delvis gennemføres uden for en medlemsstat, og også uden for Unionen, forudsat at Interreg-operationen bidrager til opfyldelsen af det pågældende Interreg-programs målsætninger.

2.  Med forbehold af reglerne om støtteberettigelse i artikel [57-62] i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser], artikel [4 og 6] i forordning (EU) [ny EFRU] eller nærværende kapitel, herunder i retsakter vedtaget i henhold hertil, vedtager de deltagende medlemsstater og, hvis det er relevant, tredjelande, partnerlande og OLT'er ved en fælles afgørelse truffet i overvågningsudvalget kun supplerende regler om udgifters støtteberettigelse for Interreg-programmet om udgiftskategorier, der ikke er omfattet af disse bestemmelser. Disse supplerende regler dækker programområdet som helhed.

Hvis et Interreg-program udvælger operationer på grundlag af forslagsindkaldelser, skal disse supplerende bestemmelser dog vedtages før den første indkaldelse af forslag offentliggøres. I alle andre tilfælde vedtages disse supplerende bestemmelser før de første operationer udvælges.

3.  For anliggender, der ikke er omfattet af reglerne om støtteberettigelse i artikel [57-62] i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser], artikel [4 og 6] i forordning (EU) [ny EFRU] og nærværende kapitel, herunder retsakter vedtaget i henhold hertil eller bestemmelser fastsat i overensstemmelse med stk. 4, finder de nationale bestemmelser i den medlemsstat, og, hvis det er relevant, i de tredjelande, de partnerlande og OLT'er, hvor udgifterne er afholdt, anvendelse.

4.  I tilfælde af uoverensstemmelse mellem forvaltningsmyndigheden og revisionsmyndigheden med hensyn til støtteberettigelse for en Interreg-operation, som er udvalgt i henhold til det relevante Interreg-program, skal forvaltningsmyndigheden have forrang under behørig hensyntagen til overvågningsudvalgets holdning.

5.  OLT'er er ikke berettigede til støtte fra EFRU under Interreg-programmer, men kan deltage i programmerne på de betingelser, der er fastsat i denne forordning.

Artikel 37

Generelle bestemmelser om omkostningskategoriers støtteberettigelse

1.  De deltagende medlemsstater og, hvis det er relevant, tredjelande, partnerlande og OLT'er kan i overvågningsudvalget for et Interreg-program aftale, at udgifter henhørende under en eller flere af de kategorier, der er omhandlet i artikel 38-43 ikke er støtteberettigede under en eller flere prioriteter i et Interreg-program.

2.  Alle udgifter, der er støtteberettigede i overensstemmelse med denne forordning, og som betales af eller på vegne af Interreg-partneren, skal vedrøre omkostningerne ved at iværksætte eller iværksætte og gennemføre en operation eller en del af en operation.

3.  Følgende omkostninger er ikke støtteberettigede:

a)  bøder, morarenter og udgifter til retstvister og retssager

b)  udgifter til gaver, undtagen dem, der ikke overstiger 50 EUR pr. gave, hvis de vedrører PR, kommunikation, reklame eller oplysninger

c)  omkostninger i forbindelse med udsving i valutakurser.

Artikel 38

Personaleomkostninger

1.  Personaleomkostninger udgøres af bruttopersonaleudgifter for personale, der er ansat af Interreg-partneren på en af følgende måder:

a)  på fuld tid

b)  på deltid med en fast procentdel af arbejdstimer om måneden

c)  på deltid med et varierende antal arbejdstimer om måneden eller

d)  på timebasis.

2.  Personaleomkostninger er begrænset til følgende:

a)  lønudbetalinger i forbindelse med aktiviteter, som enheden ikke ville gennemføre, hvis den pågældende operation ikke blev foretaget, og som er fastsat i en ansættelses- eller arbejdskontrakt, en beslutning om udnævnelse (begge i det følgende benævnt "ansættelsesdokument") eller ved lov, og som vedrører ansvarsområderne i den pågældende ansattes stillingsbeskrivelse

b)  alle andre omkostninger med direkte tilknytning til lønudbetalinger, der afholdes af arbejdsgiveren, f.eks. beskæftigelsesskatter og social sikring, herunder pension, som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004(27), forudsat at:

i)  de er fastsat i et ansættelsesdokument eller ved lov

ii)  de er i overensstemmelse med den i ansættelsesdokumentet anførte lovgivning og med standardpraksis i det land eller den organisation, hvor medarbejderen faktisk arbejder, eller begge og

iii)  arbejdsgiveren ikke kan få dem dækket fra anden side.

For så vidt angår litra a), kan betalinger til fysiske personer, der arbejder for Interreg-partneren i henhold til en anden kontrakttype end en ansættelses- eller arbejdskontrakt, sidestilles med lønudbetalinger, og sådan en kontrakt kan anses for at være et ansættelsesdokument.

3.  Personaleomkostningerne kan refunderes enten:

a)  I overensstemmelse med artikel 48, stk. 1, første afsnit, litra a), i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser] (dokumenteret med ansættelsesdokumentet og lønsedler) eller

b)  under de i artikel 48, stk. 1, første afsnit, litra b)-e), i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser] omhandlede forenklede omkostningsmuligheder eller

c)  som de direkte personaleomkostninger ved en operation kan beregnes som et fast beløb i overensstemmelse med artikel 50, stk. 1, i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser] på op til 20 % af operationens direkte omkostninger (eksklusive direkte personaleomkostninger) uden krav om, at medlemsstaten skal fastsætte den gældende takst på baggrund af en beregning. [Ændring 159]

4.  Personaleomkostninger vedrørende personer, der arbejder på deltid på operationen, beregnes som enten:

a)  en fast procentdel af bruttopersonaleomkostningerne i overensstemmelse med artikel 50, stk. 2, i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser] eller

b)  en fleksibel andel af bruttopersonaleudgifterne, der står i forhold til et antal timer, der varierer fra måned til måned, der er forbrugt på operationen, baseret på et tidsregistreringssystem, der dækker 100 % af den ansattes arbejdstid.

5.  For deltidsbeskæftigelse i henhold til stk. 4, litra b), beregnes refusionen af personaleomkostningerne på grundlag af en timesats, der bestemmes ved enten:

a)  at dividere de senest dokumenterede månedlige bruttopersonaleudgifter med i den berørte persons månedlige arbejdstid, der er fastsat i ansættelsesdokumentet, udtrykt arbejdstid i overensstemmelse med gældende ret som omhandlet i timer ansættelseskontrakten og artikel 50, stk. 2, litra b), i forordning (EU).../... [den nye forordning om fælles bestemmelser], eller [Ændring 160]

b)  at dividere de seneste dokumenterede årlige bruttopersonaleudgifter med 1 720 timer i overensstemmelse med artikel [50], [stk. 2, 3 og 4], i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser].

6.  Med hensyn til personaleomkostninger vedrørende personer, der ifølge ansættelsesdokumentet arbejder på timebasis, er sådanne omkostninger støtteberettigede ved anvendelse af de timer, der faktisk er arbejdet på operationen, på den timetakst, der er aftalt i ansættelsesdokumentet, baseret på et system til registrering af arbejdstid. De lønrelaterede omkostninger, der er omhandlet i artikel 38, stk. 2, litra b), kan, hvis de endnu ikke indgår i den aftalte timesats, lægges til den pågældende timesats i henhold til gældende national lovgivning. [Ændring 161]

Artikel 39

Kontor- og administrationsomkostninger

Kontor- og administrationsomkostninger er begrænset til 15 % af de samlede direkte omkostninger ved en operation samt til følgende elementer: [Ændring 162]

a)  kontorleje

b)  forsikring og afgifter i forbindelse med de bygninger, hvor personalet befinder sig, og kontorudstyr (f.eks. brand- og tyveriforsikringer)

c)  forsyning (f.eks. elektricitet, opvarmning og vand)

d)  kontorartikler

e)  almindelig regnskabsførelse hos støttemodtageren

f)  arkiver

g)  vedligeholdelse, rengøring og reparationer

h)  sikkerhed

i)  IT-systemer

j)  kommunikation (f.eks. telefon, fax, internet, posttjenester og visitkort)

k)  bankgebyrer for åbning og forvaltning af en konto/konti, hvis gennemførelsen af en operation kræver, at der åbnes en særskilt konto

l)  gebyrer til finanstransaktioner på tværs af grænserne.

Artikel 40

Rejse- og opholdsudgifter

1.  Rejse- og opholdsudgifter er begrænset til følgende elementer:

a)  rejseudgifter (f.eks. billetter, rejse- og bilforsikring, brændstof, kilometertal, bompenge og parkeringsafgifter)

b)  udgifter til forplejning

c)  udgifter til logi

d)  visumudgifter

e)  dagpenge,

uanset om sådanne udgifter er afholdt og betalt i eller uden for programområdet.

2.  Ethvert element anført i stk. 1, litra a)-d), der dækkes af dagpenge, refunderes ikke ud over dagpengene.

3.  Rejse- og opholdsudgifter til eksterne eksperter og tjenesteudbydere falder ind under udgifter til ekstern ekspertbistand og tjenesteydelser som anført i artikel 41.

4.  Direkte betaling af udgifter i henhold til denne artikel af en ansat hos støttemodtageren skal dokumenteres af et bevis for modtagerens tilbagebetaling til den pågældende ansatte. Denne omkostningskategori kan anvendes til rejseudgifter for operationens personale og andre interessenter med henblik på gennemførelsen og promoveringen af Interreg-operationen og -programmet. [Ændring 163]

5.  Rejse- og opholdsudgifter ved en operation kan beregnes som et fast beløb på op til 15 % af operationens direkte omkostninger (uden direkte personaleomkostninger). [Ændring 164]

Artikel 41

Udgifter til ekstern ekspertbistand og tjenesteydelser

Udgifter til ekstern ekspertbistand og tjenesteydelser omfatter, men er ikke begrænset til følgende tjenesteydelser og ekspertbistand, der ydes af et offentligretligt eller et privatretligt organ eller en fysisk person, herunder alle partnere, bortset fra operationens støttemodtager: [Ændring 165]

a)  undersøgelser (f.eks. evalueringer, strategier, konceptnoter, konstruktionstegninger og håndbøger)

b)  uddannelse

c)  oversættelser

d)  IT-systemer og udvikling, ændring og ajourføring af websteder

e)  PR-aktiviteter, kommunikation, reklame eller oplysninger vedrørende en operation eller et samarbejdsprogram som sådan

f)  finansiel forvaltning

g)  tjenester i forbindelse med tilrettelæggelse og gennemførelse af arrangementer eller møder (herunder leje, catering og tolkning)

h)  deltagelse i arrangementer (f.eks. registreringsgebyrer)

i)  juridisk rådgivning og notarialtjenester, teknisk og finansiel ekspertbistand, andre konsulent- og regnskabstjenester

j)  intellektuelle ejendomsrettigheder

k)  verificering i henhold til [artikel 68, stk. 1, litra a),] i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser] og artikel 45, stk. 1, i nærværende forordning.

l)  omkostninger til regnskabsfunktionen på programniveau i henhold til artikel [70] i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser] og artikel 46 i nærværende forordning

m)  revisionsudgifter på programniveau i henhold til artikel [72] og [75] i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser] og artikel 47 og 48 i nærværende forordning

n)  garantistillelse fra en bank eller en anden finansiel institution, hvis det kræves i henhold til EU-lovgivningen eller den nationale lovgivning, eller i et programmeringsdokument vedtaget af overvågningsudvalget.

o)  rejse- og opholdsudgifter til eksterne eksperter, talere, mødeformænd og tjenesteudbydere [Ændring 166]

p)  anden specifik ekspertbistand og andre specifikke tjenesteydelser, der er nødvendige for operationerne.

Artikel 42

Omkostninger til udstyr

1.  Omkostninger til udstyr, der købes, lejes eller leases af støttemodtageren for operationen, andet end det, der er omhandlet i artikel 39, omfatter, men er ikke begrænset til følgende: [Ændring 167]

a)  kontorudstyr

b)  IT-hardware og -software

c)  møbler og udstyr

d)  laboratorieudstyr

e)  maskiner og instrumenter

f)  værktøj eller redskaber

g)  køretøjer

h)  andet specifikt udstyr, der er nødvendigt til operationerne.

2.  Udgifter til køb af brugt udstyr kan være støtteberettiget på følgende betingelser:

a)  der er ikke modtaget nogen anden støtte til det fra Interreg-midlerne eller de fonde, der er opført i [artikel 1, stk. 1, litra a),] i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser]

b)  prisen overstiger ikke den almindeligt accepterede pris på det pågældende marked

c)  det har de tekniske karakteristika, der kræves til operationen, og er i overensstemmelse med gældende normer og standarder.

Artikel 43

Omkostninger til infrastruktur og bygge- og anlægsarbejder

Omkostninger til infrastruktur eller bygge- og anlægsarbejder begrænses til følgende:

a)  køb af jord i overensstemmelse med [artikel 58, stk. 1, litra c b)], i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser] [Ændring 168]

b)  byggetilladelser

c)  byggematerialer

d)  arbejdskraft

e)  særlige interventioner (f.eks. rensning af jord og minerydning).

KAPITEL VI

Interreg-programmyndigheder, forvaltning, kontrol og revision

Artikel 44

Interreg-programmyndigheder

1.  Medlemsstaterne og, hvis det er relevant, tredjelande, partnerlande, OLT'er og OLT'er regionale integrations- og samarbejdsorganisationer, der deltager i et Interreg-program skal med henblik på artikel [65] i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser] udpege en fælles forvaltningsmyndighed og en fælles revisionsmyndighed. [Ændring 169]

2.  Forvaltningsmyndigheden og revisionsmyndigheden skal kan være beliggende i samme medlemsstat. [Ændring 170]

3.  Med hensyn til Peace-programmet anses det særlige EU-programorgan, når det udpeges som forvaltningsmyndighed, for at være etableret i en medlemsstat.

4.  Medlemsstater og, hvis det er relevant, tredjelande, partnerlande og OLT'er, der deltager i et Interreg-program, kan udpege en EGTS som forvaltningsmyndighed for det pågældende program.

5.  Hvad angår et Interreg-program under element 2B eller under element 1, hvor sidstnævnte omfatter lange grænser med heterogene udviklingsudfordringer og -behov, kan medlemsstaterne og, hvis det er relevant, tredjelande, partnerlande og OLT'er, der deltager i et Interreg-program, definere delprogramområder. [Ændring 171]

6.  Hvis forvaltningsmyndigheden udpeger et bemyndiget organ eller flere bemyndigede organer under et Interreg-program i overensstemmelse med artikel [65, stk. 3] i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser], udfører det eller de bemyndigede organ organer disse opgaver i mere end én deltagende medlemsstat eller i deres respektive medlemsstater, eller, hvis det er relevant, i mere end ét tredjeland, partnerland eller OLT. [Ændring 172]

Artikel 45

Forvaltningsmyndighedens funktioner

1.  Et Interreg-programs forvaltningsmyndighed varetager de funktioner, der er fastlagt i artikel [66, 68 og 69] i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser], med undtagelse af den opgave, der består i at udvælge operationer som omhandlet i [artikel 66, stk. 1, litra a) og artikel 67] og at foretage betalinger til støttemodtagere som omhandlet i artikel 68, stk. 1, litra b). Disse funktioner skal gennemføres i hele det område, der er omfattet af det pågældende program, med forbehold af eventuelle undtagelser fastsat i henhold til kapitel VIII i nærværende forordning.

1a.   Uanset artikel 87, stk. 2, i forordning (EU).../... [den nye forordning om fælles bestemmelser] refunderer Kommissionen som mellemliggende betalinger 100 % af de beløb, der er medtaget i betalingsanmodningen, og som følger af anvendelsen af programmets medfinansieringssats på de samlede støtteberettigede udgifter eller på det offentlige bidrag, alt efter hvad der er relevant. [Ændring 173]

1b.   Hvis forvaltningsmyndigheden ikke foretager verificering i henhold til artikel 68, stk. 1, litra a), i forordning (EU) .../.. ([den nye forordning om fælles bestemmelser] i hele programområdet, udpeger hver medlemsstat det organ eller den person, der skal være ansvarlig for gennemførelsen af denne verificering for så vidt angår støttemodtagere på dens område. [Ændring 174]

1c.   Uanset artikel 92 i forordning (EU).../... [den nye forordning om fælles bestemmelser] er Interreg-programmer ikke omfattet af den årlige regnskabsafslutning. Regnskabet afsluttes ved programmets afslutning på grundlag af den endelige performancerapport. [Ændring 175]

2.  Forvaltningsmyndigheden skal efter at have rådført sig med de medlemsstater og, hvis det er relevant, de tredjelande, partnerlande eller OLT'er, der deltager i et Interreg-program, oprette et fælles sekretariat med personale, der afspejler programpartnerskabet.

Det fælles sekretariat bistår forvaltningsmyndigheden og overvågningsudvalget i deres respektive funktioner. Det fælles sekretariat informerer ligeledes potentielle støttemodtagere om støttemuligheder under Interreg-programmerne og bistår modtagerne og partnerne i forbindelse med gennemførelsen af operationer.

3.  Uanset [artikel 70, stk. 1, litra c),] i forordning (EU) nr. [den nye forordning om fælles bestemmelser] omregnes udgifter, der er betalt i en anden valuta, til euro af hver enkelt partner ved hjælp af Kommissionens månedlige regnskabsvekselkurs i den måned, hvor udgifterne blev forelagt forvaltningsmyndigheden til kontrol i overensstemmelse med [artikel 68, stk. 1, litra a),] i nævnte forordning.

Artikel 46

Regnskabsfunktionen

1.  Medlemsstater og, hvis det er relevant, tredjelande, partnerlande og OLT'er, der deltager i et Interreg-program, fastlægger ordningen for udførelse af regnskabsfunktionen.

2.  Regnskabsfunktionen består af de opgaver, der er opført i [artikel 70, stk. 1, litra a) og b)] i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser], og omfatter også udbetalinger fra Kommissionen og som hovedregel udbetalinger til den ledende partner i overensstemmelse med [artikel 68, stk. 1, litra b),] i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser].

Artikel 47

Revisionsmyndighedens funktioner

1.  Et Interreg-programs revisionsmyndighed varetager de funktioner, der er fastsat i denne artikel og i artikel 48, i hele det område, som er omfattet af Interreg-programmet, med forbehold af visse undtagelser, der er fastlagt i kapitel VIII.

En deltagende medlemsstat kan dog angive, hvornår revisionsmyndigheden skal bistås af en revisor fra den pågældende deltagende medlemsstat.

2.  Et Interreg-programs revisionsmyndighed er ansvarlig for at udføre systemrevisioner og revisioner af operationer for på uafhængig vis at give Kommissionen sikkerhed for, at forvaltnings- og kontrolsystemerne fungerer effektivt, og at udgifterne i de regnskaber, der indgives til Kommissionen, er lovlige og formelt rigtige.

3.  Hvis et Interreg-program er medtaget i den population, hvorfra Kommissionen udtager den fælles stikprøve i henhold til artikel 48, stk. 1, foretager revisionsmyndigheden revisioner af operationer, der er udvalgt af Kommissionen, med henblik på at give Kommissionen uafhængig sikkerhed for, at forvaltnings- og kontrolsystemerne fungerer effektivt.

4.  Revisionsarbejdet skal udføres i overensstemmelse med internationalt accepterede revisionsstandarder.

5.  Revisionsmyndigheden udarbejder og forelægger hvert år senest den 15. februar efter afslutningen af regnskabsåret Kommissionen en årlig revisionsudtalelse i overensstemmelse med artikel [63, stk. 7] i forordning [FR-Omnibus] ved hjælp af den model, der er fastsat i bilag [XVI] til forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser], og baseret på alt revisionsarbejde, der dækker hver af følgende komponenter:

a)  regnskabernes fuldstændighed, nøjagtighed og pålidelighed

b)  lovligheden og den formelle rigtighed af udgifterne i de regnskaber, der forelægges Kommissionen,

c)  Interreg-programmets forvaltnings- og kontrolsystem.

Hvis Interreg-programmet er medtaget i den population, hvorfra Kommissionen udtager en stikprøve i henhold til artikel 48, stk. 1, dækker den årlige revisionsudtalelse kun elementer under første afsnit, litra a) og c).

Fristen den 15. februar kan undtagelsesvis forlænges af Kommissionen til den 1. marts efter meddelelse fra den medlemsstat, der er værtsland for den pågældende forvaltningsmyndighed.

6.  Revisionsmyndigheden udarbejder og forelægger hvert år den 15. februar efter afslutningen af regnskabsåret Kommissionen en årlig kontrolrapport i overensstemmelse med [artikel 63, stk. 5, litra b)] i forordning [FR-Omnibus] ved hjælp af den model, der er fastsat i bilag [XVII] til forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser], og til støtte for den i nærværende artikels stk. 5 omhandlede revisionsudtalelse og med et resumé af resultaterne, også en analyse af arten og omfanget af fejl og svagheder i systemerne samt de foreslåede og gennemførte korrigerende foranstaltninger, den deraf følgende samlede fejlprocent og restfejlprocenten for udgifterne i de regnskaber, der indsendes til Kommissionen.

7.  Hvis Interreg-programmet er medtaget i den population, hvorfra Kommissionen udtager en stikprøve i henhold til artikel 48, stk. 1, udarbejder revisionsmyndigheden den årlige kontrolrapport, der er omhandlet i stk. 6, som opfylder kravene i [artikel 63, stk. 5, litra b)] i forordning (EU, Euratom) nr. [FR-Omnibus] i overensstemmelse med den model, der er fastsat i bilag [XVII] til forordning (EU) nr. [den nye forordning om fælles bestemmelser], og støtter den i nærværende artikels stk. 5 omhandlede revisionsudtalelse.

Nævnte rapport skal indeholde et resumé af resultaterne, herunder også en analyse af arten og omfanget af eventuelle fejl og svagheder i systemerne samt de foreslåede og gennemførte korrigerende foranstaltninger, resultaterne af revisioner af operationer udført af revisionsmyndigheden i relation til den fælles stikprøve som omhandlet i artikel 48, stk. 1, og de finansielle korrektioner, som Interreg-programmyndighederne har anvendt for alle enkeltstående uregelmæssigheder, der er konstateret af revisionsmyndigheden i forbindelse med disse operationer.

8.  Revisionsmyndigheden tilsender Kommissionen systemrevisionsrapporter, så snart den krævede kontradiktoriske procedure med de pågældende reviderede enheder er afsluttet.

9.  Kommissionen og revisionsmyndigheden mødes regelmæssigt, mindst én gang om året, medmindre andet er aftalt, for at gennemgå revisionsstrategien, den årlige kontrolrapport og revisionserklæringen og at koordinere revisionsplaner og -metoder og for at udveksle synspunkter om spørgsmål vedrørende forbedring af forvaltnings- og kontrolsystemerne.

Artikel 48

Revision af operationer

1.  Kommissionen udvælger en fælles stikprøve af operationer (eller andre stikprøveenheder) ved hjælp af en statistisk stikprøvemetode til revisionen af operationer, der skal udføres af revisionsmyndighederne for de Interreg-programmer, som modtager støtte fra EFRU eller et af Unionens eksterne instrumenter for hvert regnskabsår.

Den fælles stikprøve skal være repræsentativ for alle de Interreg-programmer, der udgør populationen.

Med henblik på udvælgelsen af den fælles stikprøve kan Kommissionen stratificere grupper af Interreg-programmer i henhold til deres særlige risici.

2.  Programmyndighederne giver Kommissionen de oplysninger, der er nødvendige til udvælgelsen af den fælles stikprøve senest den 1. september efter udgangen af hvert regnskabsår.

Disse oplysninger skal indgives i et standardiseret elektronisk format, skal være fuldstændige og skal stemme med de udgifter, der er anmeldt til Kommissionen for referenceregnskabsåret.

3.  Med forbehold af det i artikel 47, stk. 2, omhandlede krav om at gennemføre en revision foretager revisionsmyndighederne for Interreg-programmer, der er omfattet af den fælles stikprøve, ikke yderligere revisioner af operationer under disse programmer, medmindre Kommissionen anmoder herom i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 8 eller i tilfælde, hvor revisionsmyndigheden har konstateret specifikke risici.

4.  Kommissionen underretter rettidigt revisionsmyndighederne for de pågældende Interreg-programmer om den fælles stikprøve, således at disse myndigheder kan foretage revisioner af operationer almindeligvis senest den 1. oktober efter afslutningen af hvert regnskabsår.

5.  De pågældende myndigheder indgiver oplysninger om resultaterne af disse revisioner samt om eventuelle finansielle korrektioner i forbindelse med individuelle påviste uregelmæssigheder senest i den årlige kontrolrapport, der skal indgives til Kommissionen i henhold til artikel 47, stk. 6 og 7.

6.  Efter sin vurdering af resultaterne af revisioner af operationer udvalgt i henhold til stk. 1 beregner Kommissionen en samlet ekstrapoleret fejlprocent, for så vidt angår de Interreg-programmer, der indgår i den population, hvorfra den fælles stikprøve blev udtaget, med henblik på sin egen proces for opnåelse af sikkerhed.

7.  Hvis den i stk. 6 omhandlede samlede ekstrapolerede fejlprocent er over 2 3,5 % af de samlede anmeldte udgifter for de Interreg-programmer, der indgår i den population, hvorfra stikprøven blev udtaget, beregner Kommissionen en samlet restfejlprocent under hensyn til finansielle korrektioner, som de respektive Interreg-programmyndigheder har anvendt for individuelle uregelmæssigheder, der blev konstateret ved revisionerne af operationer, der er udvalgt i henhold til stk. 1. [Ændring 176]

8.  Hvis den samlede restfejlprocent som omhandlet i stk. 7 er over 2 3,5 % af de anmeldte udgifter for de Interreg-programmer, der indgår i den population, hvorfra den fælles stikprøve blev udtaget, fastsætter Kommissionen behovet for at anmode revisionsmyndigheden for et specifikt Interreg-program eller en gruppe af Interreg-programmer, som er mest berørt, om yderligere revisionsarbejde med henblik på en yderligere vurdering af fejlprocenten og de påkrævede korrigerende foranstaltninger for de Interreg-programmer, der berøres af de konstaterede uregelmæssigheder. [Ændring 177]

9.  På grundlag af vurderingen af resultaterne af de yderligere revisioner, der kræves i henhold til stk. 8, kan Kommissionen anmode om, at der anvendes yderligere finansielle korrektioner på de Interreg-programmer, der berøres af de konstaterede uregelmæssigheder. I sådanne tilfælde foretager Interreg-programmyndighederne de nødvendige finansielle korrektioner i overensstemmelse med artikel [97] i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser].

10.  Hver revisionsmyndighed for et Interreg-program, for hvilke de i stk. 2 omhandlede oplysninger mangler eller er ufuldstændige eller ikke er blevet indgivet inden for den frist, der er fastsat i stk. 2, første afsnit, skal foretage en separat stikprøveudtagning for det pågældende Interreg-program i overensstemmelse med artikel [73] i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser]).

KAPITEL VII

Finansiel forvaltning

Artikel 49

Betalinger og forfinansiering

1.  EFRU-støtte og, hvis det er relevant, støtten fra Unionens eksterne finansieringsinstrumenter til hvert Interreg-program indbetales i overensstemmelse med artikel 46, stk. 2, på én enkelt konto uden nationale underkonti.

2.  Kommissionen udbetaler en forfinansiering på grundlag af den samlede støtte fra hver Interreg-fond, jf. afgørelsen om at godkende hvert Interreg-program i henhold til artikel 18, med forbehold af disponible midler, i årlige trancher som følger og inden den 1. juli i årene fra 2022 til 2026, eller i året for afgørelsen om godkendelse senest 60 dage efter afgørelsens vedtagelse:

a)  2021: 1 3 % [Ændring 178]

b)  2022: 1 2,25 % [Ændring 179]

c)  2023: 1 2,25 % [Ændring 180]

d)  2024: 1 2,25 % [Ændring 181]

e)  2025: 1 2,25 % [Ændring 182]

f)  2026: 1 2,25 %. [Ændring 183]

3.  Hvis eksterne grænseoverskridende Interreg-programmer støttes af EFRU og IPA III CBC eller NDICI CBC, sker forfinansieringen for alle fonde til støtte for et sådant Interreg-program i overensstemmelse med forordning (EU) [IPA III] eller [NDICI] eller enhver retsakt, der vedtages i henhold hertil. [Ændring 184]

Forfinansieringsbeløbet kan om nødvendigt udbetales i to rater afhængigt af budgetbehov.

Det samlede beløb, der er udbetalt som forfinansiering, skal refunderes til Kommissionen, hvis der ikke er fremsendt nogen betalingsanmodning som led i det grænseoverskridende Interreg-program senest 24 36 måneder efter udbetalingen af første rate af forfinansieringen. En sådan refusion skal udgøre interne formålsbestemte indtægter og reducerer ikke støtten fra EFRU, IPA III CBC eller NDICI CBC til programmet. [Ændring 185]

Artikel 50

Inddrivelse

1.  Forvaltningsmyndigheden sikrer, at uretmæssigt udbetalte beløb inddrives fra den ledende partner eller enemodtageren. Partnere skal tilbagebetale eventuelle uretmæssigt udbetalte beløb til den ledende partner.

2.  Er den ledende partner ikke i stand til at sikre, at de øvrige partnere tilbagebetaler uretmæssigt udbetalte beløb, eller kan forvaltningsmyndigheden ikke sikre tilbagebetaling fra den ledende partner eller den eneste partner, skal den medlemsstat, det tredjeland, det partnerland eller det OLT, på hvis område den pågældende partner er etableret eller registreret, hvis der er tale om en EGTS, refundere ethvert beløb, der uretmæssigt blev udbetalt til den pågældende partner, til forvaltningsmyndigheden. Forvaltningsmyndigheden er ansvarlig for refusion af de pågældende beløb til Unionens almindelige budget i overensstemmelse med fordelingen af forpligtelser mellem de deltagende medlemsstater, tredjelande , partnerlande eller OLT'er som fastlagt i Interreg-programmet.

3.  Når medlemsstaten, tredjelandet eller partnerlandet eller OLT'et har refunderet ethvert beløb, der uretmæssigt blev udbetalt til den pågældende partner, til forvaltningsmyndigheden, kan det fortsætte eller indlede en inddrivelsesprocedure mod den pågældende partner i henhold til national lovgivning. I tilfælde af en vellykket inddrivelse kan medlemsstaten, tredjelandet, partnerlandet eller OLT'et anvende disse beløb til national medfinansiering af det pågældende Interreg-program. Medlemsstaten, tredjelandet, partnerlandet eller OLT'et har nogen indberetningspligt over for programmyndighederne, overvågningsudvalget eller Kommissionen, for så vidt angår sådanne nationale inddrivelser.

4.  Hvis en medlemsstat, et tredjeland, et partnerland eller et OLT ikke har refunderet et beløb, der er udbetalt uretmæssigt til en partner, til forvaltningsmyndigheden, i overensstemmelse med afsnit 3, skal disse beløb gøres til genstand for en indtægtsordre fra AOD, som så vidt muligt skal udføres ved modregning af beløb, der skal udbetales til medlemsstaten, tredjelandet, partnerlandet eller et OLT, i forbindelse med senere betalinger til samme Interreg-program eller, for så vidt angår et tredjeland, et partnerland eller et OLT, i forbindelse med senere betalinger til programmer under Unionens relevante eksterne finansieringsinstrumenter. En sådan inddrivelse udgør ikke en finansiel korrektion og reducerer ikke støtten fra EFRU eller Unionens andre eksterne finansieringsinstrument til det relevante Interreg-program. Det inddrevne beløb udgør formålsbestemte indtægter i henhold til artikel [177, stk. 3], i forordning (EU, Euratom) [FR-Omnibus].

KAPITEL VIII

Tredjelandes, partnerlandes, OLT'ers eller OLT'ers regionale integrations- og samarbejdsorganisationers deltagelse i INTERREG-programmer under delt forvaltning [Ændring 186]

Artikel 51

Gældende bestemmelser

Kapitel I til VII og kapitel X finder anvendelse på tredjelandes, partnerlandes, OLT'ers eller regionale integrations- og OLT'ers samarbejdsorganisationers deltagelse i Interreg-programmer med forbehold af de særlige bestemmelser, der er fastsat i nærværende kapitel. [Ændring 187]

Artikel 52

Interreg-programmyndigheder og deres funktioner

1.  Tredjelande, partnerlande og OLT'er, der deltager i et Interreg-program, skal enten give forvaltningsmyndigheden for det pågældende program tilladelse til at udføre sine opgaver også på det pågældende lands eller territories område eller udpege en national myndighed som kontaktpunkt for forvaltningsmyndigheden eller en national kontrollør til at foretage forvaltningskontrol som omhandlet i artikel 68, stk. 1, litra a), i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser] på det pågældende lands eller territories område.

2.  Tredjelande, partnerlande og OLT'er, der deltager i et Interreg-program, giver enten revisionsmyndigheden for programmet mulighed for at udføre sine funktioner på det pågældende lands eller territories område eller udpeger en national revisionsmyndighed eller et nationalt revisionsorgan, der er funktionelt uafhængigt af den nationale myndighed.

3.  Tredjelande, partnerlande og OLT'er, der deltager i et Interreg-program, delegerer kan delegere personale til det fælles sekretariat for det pågældende program eller opretter , i forståelse med forvaltningsmyndigheden, oprette en filial af det pågældende lands eller territories område fælles sekretariat på deres respektive områder eller begge dele. [Ændring 188]

4.  Den nationale myndighed eller et organ svarende til Interreg-programmets kommunikationsmedarbejder, jf. artikel 35, stk. 1, støtter kan støtte forvaltningsmyndigheden og partnerne i de respektive tredjelande eller partnerlande eller OLT'er med hensyn til opgaver i medfør af artikel 35, stk. 2-7. [Ændring 189]

Artikel 53

Forvaltningsmetoder

1.  Eksterne grænseoverskridende Interreg-programmer, der støttes af både EFRU og IPA III CBC eller NDICI CBC, gennemføres ved delt forvaltning, både i medlemsstaterne og i et eventuelt deltagende tredjeland eller partnerland.

Peace Plus-programmet gennemføres ved delt forvaltning i både Irland og Det Forenede Kongerige.

2.  Interreg-programmer under element 2 og 4, der kombinerer bidrag fra EFRU og fra et eller flere af Unionens eksterne finansieringsinstrumenter, gennemføres ved delt forvaltning, både i medlemsstaterne og i et eventuelt deltagende tredjeland, partnerland eller partnerland OLT eller, hvad angår element 3, i et eventuelt OLT, uanset om det pågældende OLT modtager støtte under en eller flere af Unionens eksterne finansieringsinstrumenter eller ej. [Ændring 190]

3.  Interreg-programmer under element 3, der kombinerer bidrag fra EFRU og fra et eller flere af Unionens eksterne finansieringsinstrumenter, gennemføres på en af følgende måder:

a)  under delt forvaltning både i medlemsstaterne og i eventuelle deltagende tredjelande eller OLT'er eller grupper af tredjelande, der indgår i en regional organisation [Ændring 191]

b)  under delt forvaltning kun i medlemsstaterne og i eventuelle deltagende tredjelande eller OLT'er eller grupper af tredjelande, der indgår i en regional organisation, med hensyn til EFRU-udgifter uden for Unionen i forbindelse med en eller flere operationer, mens bidragene fra et eller flere af Unionens eksterne finansieringsinstrumenter forvaltes under indirekte forvaltning, [Ændring 192]

c)  under indirekte forvaltning både i medlemsstaterne og i eventuelle deltagende tredjelande eller OLT'er. eller grupper af tredjelande, der indgår i en regional organisation [Ændring 193]

Hvis hele eller en del af et Interreg-program under element 3 gennemføres under indirekte forvaltning, finder kræver det en forudgående aftale mellem de berørte medlemsstater og regioner, og artikel 60 finder anvendelse. [Ændring 194]

3a.   Der kan iværksættes fælles indkaldelser af forslag om mobilisering af midler fra bilaterale eller multilaterale NDICI- og ETC-programmer, hvis de respektive forvaltningsmyndigheder er enige herom. Indholdet af indkaldelsen skal specificere det geografiske omfang og det forventede bidrag til målene for de respektive programmer. Forvaltningsmyndighederne afgør, om NDICI- eller ETS-reglerne skal finde anvendelse på indkaldelsen. De kan beslutte at udpege en ledende forvaltningsmyndighed, der skal være ansvarlig for forvaltnings- og kontrolopgaver i forbindelse med indkaldelsen. [Ændring 195]

Artikel 54

Støtteberettigelse

1.  Som en undtagelse fra artikel [57, stk. 2], i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser] er udgifter berettigede til bidrag fra Unionens eksterne finansieringsinstrumenter, hvis de er afholdt af en partner eller den private partner i OPP-operationer ved forberedelsen og gennemførelsen af Interreg-operationer efter den 1. januar 2021 og udbetalt efter den dato, hvor finansieringsaftalen med det pågældende tredjeland, partnerland eller OLT blev indgået.

Udgifter til teknisk bistand, der forvaltes af programmyndigheder, der er etableret i en medlemsstat, er dog støtteberettigede fra den 1. januar 2021, selv når de er afholdt i forbindelse med aktioner, der gennemføres til fordel for tredjelande, partnerlande eller OLT'er.

2.  Hvis der under et Interreg-program udvælges projekter på grundlag af forslagsindkaldelser, kan sådanne indkaldelser omfatte anmodninger om et bidrag fra Unionens eksterne finansieringsinstrumenter, selv når de iværksættes, før den relevante finansieringsaftale blev undertegnet, og operationerne kan allerede være udvalgt inden disse datoer.

Dog kan forvaltningsmyndigheden ikke fremlægge det i artikel 22, stk. 6, omhandlede dokument inden disse datoer.

Artikel 55

Store infrastrukturprojekter

1.  Interreg-programmer under denne afdeling kan støtte "store infrastrukturprojekter", hvilket vil sige operationer, der består af et sæt af arbejder, aktiviteter eller tjenesteydelser, der har til formål at udfylde en udelelig og nøje defineret funktion, som har klart fastlagte mål af fælles interesse med henblik på gennemførelsen af investeringer med grænseoverskridende virkninger og fordele, og hvor en budgetandel på mindst 2 500 000 EUR er tildelt til køb af infrastruktur

2.  Hver enkelt støttemodtager, der gennemfører et stort infrastrukturprojekt eller en del heraf, anvender de gældende regler for offentlige indkøb.

3.  Hvis udvælgelsen af et eller flere store infrastrukturprojekter er på dagsordenen for et overvågningsudvalgs eller, hvis det er relevant, et styringsudvalgs møde, sender forvaltningsmyndigheden Kommissionen en konceptnote for hvert sådant projekt senest to måneder før datoen for mødet. Konceptnoten skal være højst tre fem sider og skal angive navn, sted, budget, den ledende partner og partnerne samt de vigtigste målsætninger og resultater, der skal opnås, samt indeholde en troværdig forretningsplan, der demonstrerer, at projektet eller projekternes videreførelse er sikret, selv uden Interreg-finansiering. Hvis konceptnoten vedrørende et eller flere store infrastrukturprojekter ikke fremsendes til Kommissionen inden for den fastsatte frist, kan Kommissionen anmode om, at formanden for overvågningsudvalget eller styringsudvalget fjerner de pågældende projekter fra dagsordenen for mødet. [Ændring 196]

Artikel 56

Offentlige indkøb

1.  Hvis gennemførelsen af en operation kræver en støttemodtagers indkøb af tjenesteydelser eller indgåelse af vareindkøbskontrakter eller bygge- og anlægskontrakter, gælder følgende regler:

a)  hvis støttemodtageren er en ordregivende myndighed eller ordregivende enhed som defineret i EU's udbudsregler, anvender den de nationale love og administrative bestemmelser, der er vedtaget i forbindelse med EU-lovgivningen

b)  hvis støttemodtageren er en offentlig myndighed i et partnerland under IPA III eller NDICI, hvis medfinansiering er overført til forvaltningsmyndigheden, kan den anvende de nationale love og administrative bestemmelser, forudsat at finansieringsaftalen tillader det, og at kontrakten tildeles det økonomisk mest fordelagtige bud, eller i givet fald til det billigste bud, idet interessekonflikter undgås.

2.  For tildeling af kontrakter vedrørende varer samt bygge- og anlægsarbejder i alle andre tilfælde end de i stk. 1 omhandlede finder udbudsprocedurerne i henhold til artikel [178] og [179] i forordning (EU, Euratom) [FR-Omnibus] og kapitel 3 i bilag 1 (punkt 36 til 41) til samme forordning anvendelse.

Artikel 57

Finansiel forvaltning

Kommissionens afgørelser om godkendelse af Interreg-programmer, som også støttes af et af Unionens eksterne finansieringsinstrumenter, skal opfylde de krav, der er nødvendige for, at finansieringsafgørelser er i overensstemmelse med reglerne i artikel [110, stk. 2], i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) [FR-Omnibus].

Artikel 58

Konklusion om finansieringsaftaler under delt forvaltning

1.  For at gennemføre et Interreg-program i et tredjeland, et partnerland eller et OLT skal der i overensstemmelse med artikel [112, stk. 4], i forordning (EU, Euratom) [FR-Omnibus] indgås en finansieringsaftale mellem Kommissionen, der repræsenterer Unionen, og hvert enkelt deltagende tredjeland, partnerland eller OLT, der er repræsenteret i overensstemmelse med sine nationale retlige rammer.

2.  Alle finansieringsaftaler indgås senest den 31. december i året efter det år, hvor den første budgetmæssige forpligtelse er vedtaget, og skal betragtes som afsluttet på det tidspunkt, hvor den sidste af parterne har undertegnet den.

Enhver finansieringsaftale træder i kraft enten på den dato:

a)  hvor den sidste af parterne har undertegnet den eller

b)  når tredjelandet eller partnerlandet eller OLT'er har afsluttet proceduren for ratifikation i de nationale retsforskrifter og har underrettet Kommissionen.

3.  Hvis et Interreg-program omfatter mere end et tredjeland, partnerland eller OLT, undertegnes mindst én finansieringsaftale af begge parter inden denne dato. De andre tredjelande, partnerlande eller OLT'er kan undertegne deres respektive finansieringsaftaler senest den 30. juni i det andet år efter det år, hvor den første budgetmæssige forpligtelse blev vedtaget.

4.  Den medlemsstat, som er værtsland for det pågældende Interreg-programs forvaltningsmyndighed

a)  kan også enten undertegne finansieringsaftalen eller

b)  på samme dato med hvert tredjeland, partnerland eller OLT, der deltager i det pågældende Interreg-program, undertegne en gennemførelsesaftale, der fastlægger de gensidige rettigheder og forpligtelser i forbindelse med gennemførelsen og den finansielle forvaltning.

I forbindelse med fremsendelsen af den undertegnede kopi af finansieringsaftalen eller en kopi af gennemførelsesaftalen til Kommissionen skal medlemsstaten, som er værtsland for forvaltningsmyndigheden også, som et særskilt dokument, sende en liste over de planlagte store infrastrukturprojekter som defineret i artikel 55 med angivelse af den potentielle ledende partners navn, beliggenhed og budget.

5.  En gennemførelsesaftale undertegnet i henhold til stk. 4, litra b), skal mindst omfatte følgende elementer:

a)  detaljerede betalingsordninger

b)  finansiel forvaltning

c)  registrering

d)  rapporteringsforpligtelser

e)  verificering, kontrol og revision

f)  uregelmæssigheder og inddrivelse.

6.  Hvis medlemsstaten, som er værtsland for et Interreg-programs, i henhold til stk. 4, litra a), træffer afgørelse om at undertegne finansieringsaftalen, anses finansieringsaftalen for at være et redskab til gennemførelse af Unionens budget i overensstemmelse med finansforordningen og ikke en international aftale som omhandlet i artikel 216-219 i TEUF.

Artikel 59

Andre bidrag fra tredjelande, partnerlande eller OLT'er end medfinansiering

1.  Hvis et tredjeland, et partnerland eller et OLT til forvaltningsmyndigheden overfører et andet finansielt bidrag til Interreg-programmet end sin medfinansiering af Unionens støtte til Interreg-programmet, skal reglerne om det finansielle bidrag være indeholdt i følgende dokument:

a)  hvis medlemsstaten undertegner den i artikel 58, stk. 4, litra a), omhandlede finansieringsaftale inden for rammerne af en særskilt gennemførelsesaftale, som enten er indgået mellem den medlemsstat, som er værtsland for forvaltningsmyndigheden, og tredjelandet, partnerlandet eller OLT'et eller direkte mellem forvaltningsmyndigheden og den kompetente myndighed i det pågældende tredjeland, partnerland eller OLT

b)  hvis medlemsstaten undertegner en gennemførelsesaftale i henhold til artikel 58, stk. 4, litra b), inden for rammerne af en af følgende:

i)  en særskilt del af aftalen eller

ii)  en yderligere gennemførelsesaftale indgået mellem de samme parter som omhandlet i litra a).

I det i første afsnit, litra b), nummer i), omhandlede tilfælde kan dele af gennemførelsesaftalen, hvis det er relevant, omfatte både det overførte finansielle bidrag og EU-støtten til Interreg-programmet.

2.  En gennemførelsesaftale som omhandlet i stk. 1 skal som minimum indeholde elementerne vedrørende tredjelandets, partnerlandets eller OLT'ets medfinansiering, der er opført i artikel 58, stk. 5.

Derudover skal begge følgende oplysninger angives:

a)  størrelsen af det supplerende finansielle bidrag

b)  den påtænkte anvendelse og betingelserne for anvendelse, herunder ansøgningsbetingelserne for det pågældende supplerende bidrag.

3.  Med hensyn til Peace Plus-programmet udgør det finansielle bidrag til Unionens aktiviteter fra Det Forenede Kongerige i form af eksterne formålsbestemte indtægter som omhandlet i [artikel 21, stk. 2, litra e)], i forordning (EU, Euratom) [FR-Omnibus] en del af bevillingerne til udgiftsområde 2 "Samhørighed og værdier", underloft "Økonomisk, social og territorial samhørighed".

Dette bidrag skal være betinget af en specifik finansieringsaftale med Det Forenede Kongerige i overensstemmelse med artikel 58. Kommissionen og Det Forenede Kongerige samt Irland skal være parter i denne specifikke finansieringsaftale.

Den skal være undertegnet inden begyndelsen af gennemførelsen af programmet, således at det særlige EU-programorgan kan anvende al EU-lovgivningen på gennemførelsen af programmet.

KAPITEL IX

Specifikke bestemmelser om direkte eller indirekte forvaltning

Artikel 60

Samarbejde i regioner i den yderste periferi

1.  Når hele eller en del af et Interreg-program under element 3 efter høring af interessenterne gennemføres under indirekte forvaltning i henhold til artikel 53, stk. 3, litra b) eller c), i denne forordning, overlades gennemførelsesopgaverne til et af de organer, der er opført i [artikel 62, stk. 1, første afsnit, litra c)], i forordning (EU, Euratom) [FR-Omnibus], navnlig til et sådant organ i den deltagende medlemsstat, herunder det pågældende Interreg-programs forvaltningsmyndighed. [Ændring 197]

2.  I overensstemmelse med artikel [154, stk. 6], litra c), i forordning (EU, Euratom) [FR-Omnibus] kan Kommissionen beslutte ikke at kræve en forudgående vurdering som omhandlet i stk. 3 og 4 i nævnte artikel, hvis de i artikel [62, stk. 1], litra c)], i forordning (EU, Euratom) [FR-Omnibus] omhandlede budgetgennemførelsesopgaver overdrages til en forvaltningsmyndighed for et Interreg-program i regionerne i den yderste periferi, der er udpeget i henhold til artikel 37, stk. 1, i nærværende forordning og i overensstemmelse med artikel [65] i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser].

3.  Hvis de i artikel [62, stk. 1], første afsnit, litra c)], i forordning [FR-Omnibus] omhandlede budgetgennemførelsesopgaver overdrages til en medlemsstats organisation, finder artikel [157] i forordning (EU, Euratom) [FR-Omnibus] anvendelse.

4.  Hvis et program eller en aktion, der samfinansieres under et eller flere eksterne finansieringsinstrumenter, gennemføres af et tredjeland, et partnerland, et OLT eller et af de andre organer, der er omhandlet i [artikel 62, stk. 1, litra c], i forordning (EU, Euratom) [FR-Omnibus] eller er omhandlet i forordning (EU) [NDICI] eller i Rådets afgørelse [OLT-afgørelsen] eller begge, finder de relevante bestemmelser i disse instrumenter anvendelse, navnlig afsnit II, kapitel I, III og V, i forordning (EU) [NDICI].

Artikel 61

Interregionale investeringer i innovation

På Kommissionens initiativ kan EFRU støtte interregionale investeringer i innovation, jf. artikel 3, nr. 5), som samler forskere, virksomheder, civilsamfundet og offentlige forvaltninger, der er involveret i strategier for intelligent specialisering, der er etableret på nationalt eller regionalt plan. [Ændring 198]

Artikel 61a

Fritagelse for underretningsforpligtelsen i artikel 108, stk. 3, i TEUF

Kommissionen kan erklære, at støtte til projekter, der er omfattet af det europæiske territoriale samarbejde i EU, er forenelig med det indre marked og ikke er omfattet af underretningsforpligtelsen i artikel 108, stk. 3, i TEUF. [Ændring 199]

KAPITEL X

Afsluttende bestemmelser

Artikel 62

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 16, stk. 6, tillægges Kommissionen fra [as of one day after its publication = date of entry into force] indtil den 31. december 2027.

3.  Den i artikel 16, stk. 6, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.  Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning af 13. april 2016.

5.  Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

6.  En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 16, stk. 6, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med [to måneder] på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 63

Udvalgsprocedure

1.  Kommissionen bistås af det udvalg, der er oprettet i henhold til artikel [108, stk. 1,] i forordning (EU) [den nye forordning om fælles bestemmelser]. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2.  Når der henvises til dette stykke, finder artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.

Artikel 64

Overgangsbestemmelser

Forordning (EU) nr. 1299/2013 eller enhver retsakt, der er vedtaget i henhold hertil, finder fortsat anvendelse på programmer og operationer med støtte fra EFRU i løbet af programmeringsperioden 2014-2020.

Artikel 65

Ikrafttrædelse

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i , den […].

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

BILAG

MODEL FOR INTERREG-PROGRAMMER

CCI

[15 tegn]

Titel

[255 tegn]

Version

 

Første år

[4 tegn]

Sidste år

[4 tegn]

Støtteberettiget fra

 

Støtteberettiget til

 

Nummer på Kommissionens afgørelse

 

Dato for Kommissionens afgørelse

 

Nummer på ændringsafgørelsen vedrørende programmet

[20 tegn]

Ikrafttrædelsesdato for ændringsafgørelsen vedrørende programmet

 

NUTS-regioner omfattet af programmet

 

Element af Interreg

 

1.  Programstrategi: vigtigste udviklingsmæssige udfordringer og politiske løsninger

1.1.  Programområdet (kræves ikke for Interreg-programmer under element 4)

Reference: Artikel 17, stk. 4, litra a), og artikel 17, stk. 9, litra a)

Fritekstfelt [2 000 tegn]

1.2.  Resumé af de vigtigste fælles udfordringer under hensyntagen til økonomiske, sociale og territoriale uligheder, fælles investeringsbehov og komplementaritet med andre former for støtte, erfaringer og makroregionale strategier samt havområdestrategier, når programområdet som helhed eller delvist er omfattet af en eller flere strategier.

Reference: Artikel 17, stk. 4, litra b), og artikel 17, stk. 9, litra b)

Fritekstfelt [50 000 tegn]

1.3.  Begrundelse for de valgte politiske målsætninger og Interreg-specifikke målsætninger, tilsvarende prioriteter, specifikke målsætninger og de former for støtte, som tager fat på eventuelt manglende forbindelser i grænseoverskridende infrastruktur

Reference: Artikel 17, stk. 4, litra c)

Tabel 1

Udvalgt politisk målsætning eller udvalgt Interreg-specifik målsætning

Udvalgt specifik målsætning

Prioritet

Begrundelse for valget

 

 

 

[2 000 tegn pr. målsætning]

2.  Prioriteter [300 tegn]

Reference: Artikel 17, stk. 4, litra d) og e)

2.1.  Prioritetens titel [300 tegn] (gentages for hver prioritet)

Reference: Artikel 17, stk. 4, litra d)

Tekstfelt: [300 tegn]

[ ] Dette er en prioritet i henhold til en overførsel i medfør af artikel 17, stk. 3

2.1.1.  Specifik målsætning (gentages for hver udvalgt specifik målsætning for andre prioriteter end teknisk bistand)

Reference: Artikel 17, stk. 4, litra e)

2.1.2.  Relaterede aktionstyper, herunder en liste over planlagte operationer af strategisk betydning, og deres forventede bidrag til de specifikke målsætninger og til makroregionale strategier og havområdestrategier, hvis det er relevant

Reference: Artikel 17, stk. 4, litra e), nr. i) og artikel 17, stk. 9, litra c), nr. ii)

Fritekstfelt [7 000 tegn]

Listen over planlagte operationer af strategisk betydning

Fritekstfelt [2 000 tegn]

For Interreg-programmer under element 4:

Reference: Artikel 17, stk. 9, litra c), nr. i)

Definition af en enkelt støttemodtager eller en begrænset liste over støttemodtagere og af proceduren for tildeling af støtte

Fritekstfelt [7 000 tegn]

2.1.3.  Indikatorer

Reference: Artikel 17, stk. 4, litra e), nr. ii), og artikel 17, stk. 9, litra c), nr. iii)

Tabel 2: Outputindikatorer

Prioritet

Specifik målsætning

ID

[5]

Indikator

Måleenhed

[255]

Delmål (2024)

[200]

Endeligt mål (2029)

[200]

Tabel 3: Resultatindikatorer

Prioritet

Specifik målsætning

ID

Indikator

Måleenhed

Referencescenario

Referenceår

Endeligt mål (2029)

Datakilde

Bemærkninger

2.1.4.  De vigtigste målgrupper

Reference: Artikel 17, stk. 4, litra e), nr. iii), og artikel 17, stk. 9, litra c), nr. iv)

Fritekstfelt [7 000 tegn]

2.1.5.  Specifikke målområder, herunder den planlagte anvendelse af integrerede territoriale investeringer, lokaludvikling styret af lokalsamfundet eller andre territoriale redskaber

Reference: Artikel 17, stk. 4, litra e), nr. iv)

Fritekstfelt [7 000 tegn]

2.1.6.  Planlagt anvendelse af finansielle instrumenter

Reference: Artikel 17, stk. 4, litra e), nr. v)

Fritekstfelt [7 000 tegn]

2.1.7.  Vejledende opdeling af de programmerede EU-midler pr. interventionstype

Reference: Artikel 17, stk. 4, litra e), nr. vi), og artikel 17, stk. 9, litra c), nr. v)

Tabel 4: Dimension 1 — interventionsområde

Prioritet nr.

Fond

Specifik målsætning

Kode

Beløb (EUR)

Tabel 5: Dimension 2 — finansieringsform

Prioritet nr.

Fond

Specifik målsætning

Kode

Beløb (EUR)

Tabel 6: Dimension 3 — territorial gennemførelsesmekanisme og territorialt fokus

Prioritet nr.

Fond

Specifik målsætning

Kode

Beløb (EUR)

2.T. Projekter vedrørende teknisk bistand

Reference: Artikel 17, stk. 4, litra f), ETC

Fritekstfelt [8000 tegn]

Prioritet nr.

Fond

Kode

Beløb (EUR)

3.  Fiansieringsplan

Reference: Artikel 17, stk. 4, litra g)

3.1  Finansielle bevillinger pr. år

Reference: Artikel 17, stk. 4, litra g), nr. i), og artikel 17, stk. 5, litra a) nr. i)-iv)

Tabel 7

Fond

2021

2022

2023

2024

2025

2026

2027

I alt

EFRU

 

 

 

 

 

 

 

 

IPA III CBC(28)

 

 

 

 

 

 

 

 

Naboskab CBC(29)

 

 

 

 

 

 

 

 

IPA III(30)

 

 

 

 

 

 

 

 

NDICI(31)

 

 

 

 

 

 

 

 

OCTP Grønland(32)

 

 

 

 

 

 

 

 

OCTP(33)

 

 

 

 

 

 

 

 

Interreg-fonde(34)

 

 

 

 

 

 

 

 

I alt

 

 

 

 

 

 

 

 

3.2  Samlet finansiel bevilling pr. fond og national medfinansiering

Reference: Artikel 17, stk. 4, litra g), nr. ii), artikel 17, stk. 5, litra a, nr. i)-iv), og artikel 17, stk. 5, litra b)

Tabel 8*

PO-nr. eller teknisk bistand

Prioritet

Fond

(hvis relevant)

Beregningsgrundlag for EU-støtten (samlet eller offentlig)

EU-bidrag

(a)

Nationalt bidrag

(b) = (c) + (d)

Vejledende fordeling af det nationale bidrag

I alt

(e) = (a) + (b)

Medfinansieringssats

(f) = (a)/(e)

Bidrag fra tredjelandene

(til orientering)

Nationalt offentligt bidrag

(c)

Nationalt privat bidrag

(d)

 

Prioritet 1

EFRU

 

 

 

 

 

 

 

 

IPA III CBC(35)

 

 

 

 

 

 

 

 

Naboskab CBC(36)

 

 

 

 

 

 

 

 

IPA III(37)

 

 

 

 

 

 

 

 

NDICI(38)

 

 

 

 

 

 

 

 

OCTP Grønland(39)

 

 

 

 

 

 

 

 

OCTP(40)

 

 

 

 

 

 

 

 

Interreg-fonde(41)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Prioritet 2

(fonde som anført ovenfor)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I alt

Alle fonde

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

EFRU

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

IPA III CBC

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Naboskab CBC

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

IPA III

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

NDICI

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

OCTP Grønland

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

OCTP

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Interreg-fonde

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I alt

Alle fonde

 

 

 

 

 

 

 

 

*Inden midtvejsevalueringen omfatter denne tabel kun beløbene for årene 2021-2025.

4.  Den indsats, der gøres for at inddrage de relevante programpartnere i udarbejdelsen af Interreg-programmet, og disse partneres rolle i gennemførelsen, overvågningen og evalueringen

Reference: artikel 17, stk. 4, litra h)

Fritekstfelt [10 000 tegn]

5.  Tilgang til kommunikation og synliggørelse af Interreg-programmet, herunder det planlagte budget

Reference: Artikel 17, stk. 4), litra i)

Fritekstfelt [10 000 tegn]

6.  Gennemførelsesbestemmelser

6.1.  Programmyndigheder

Reference: Artikel 17, stk. 7, litra a)

Tabel 10

Programmyndigheder

Institutionens navn [255 tegn]

Kontaktperson [200 tegn]

E-mail [200 tegn]

Forvaltningsmyndighed

 

 

 

National myndighed (for programmer med deltagende tredjelande, hvis det er relevant)

 

 

 

Revisionsmyndighed

 

 

 

Repræsentanter for gruppen af revisorer (for programmer med deltagende tredjelande, hvis det er relevant)

 

 

 

Organ, hvortil Kommissionen skal foretage betalinger

 

 

 

6.2.  Procedure for oprettelse af det fælles sekretariat

Reference: Artikel 17, stk. 7, litra b)

Fritekstfelt [3 500 tegn]

6.3  Fastsættelse af fordelingen af forpligtelser mellem deltagende medlemsstater og, hvor det er relevant, tredjelande og OLT'er i tilfælde af finansielle korrektioner pålagt af forvaltningsmyndigheden eller Kommissionen

Reference: Artikel 17, stk. 7, litra c)

Fritekstfelt [10 500 tegn]

TILLÆG

—  Kort over programområdet

—  Refusion af støtteberettigede udgifter (fra Kommissionen til medlemsstaten) baseret på enhedsomkostninger, faste beløb og faste takster

—  Finansiering, der ikke er knyttet til omkostninger

Tillæg 1: Kort over programområdet

Tillæg 2: Refusion af støtteberettigede udgifter (fra Kommissionen til medlemsstaten) baseret på enhedsomkostninger, faste beløb og faste takster

Refusion af støtteberettigede udgifter (fra Kommissionen til medlemsstaten) baseret på enhedsomkostninger, faste beløb og faste takster

Model for indsendelse af data til Kommissionen med henblik på vurdering

(Artikel 88 i forordningen om fælles bestemmelser)

Dato for indsendelse af forslaget

 

Aktuel version

 

A.   Sammendrag af de vigtigste elementer

Prioritet

Fond

Anslået andel af den samlede finansielle tildeling inden for den prioritet, hvortil den forenklede omkostningsmodel vil blive anvendt (skøn i %)

Operationstype(r)

Tilsvarende indikatornavn(e)

Måleenhed for indikatoren

Type af forenklet omkostningsmodel (standardsats for enhedsomkostninger, faste beløb eller faste takster)

Tilsvarende standardsatser for enhedsomkostninger, faste beløb eller faste takster

 

 

 

Kode

Beskrivelse

Kode

Beskrivelse

 

 

 

B.  Nærmere oplysninger opdelt efter operationstype (udfyldes for hver enkelt operationstype)

Har forvaltningsmyndigheden modtaget støtte fra en ekstern virksomhed til fastsættelse af nedenstående forenklede omkostninger?

Angiv i givet fald navnet på den eksterne virksomhed: Ja/nej — navn på ekstern virksomhed

Operationstyper:

1.1.  Beskrivelse af operationstypen

 

1.2  Berørt prioritet/berørt(e) specifik(ke) målsætning(er)

 

1.3  Navn på indikatoren(42)

 

1.4  Måleenhed for indikatoren

 

1.5  Standardsats for enhedsomkostninger, faste beløb eller faste takster

 

1.6  Beløb

 

1.7  Omkostningskategorier, der dækkes af enhedsomkostninger, faste beløb eller faste takster

 

1.8  Dækker disse omkostningskategorier alle de støtteberettigede udgifter i forbindelse med operationen? (Ja/nej)

 

1.9  Justeringsmetode

 

1.10  Verificering af måleenhedens opnåelse

—  beskriv, hvilke(t) dokument(er) der vil blive anvendt til at verificere måleenhedens opnåelse

—  beskriv, hvad der vil blive kontrolleret i forbindelse med forvaltningsverificeringen (herunder kontrolbesøg på stedet), og af hvem

—  beskriv ordningerne til at indsamle og lagre de pågældende data/dokumenter

 

1.11  Eventuelle uhensigtsmæssige incitamenter eller problemer som følge af denne indikator, mulige afhjælpende foranstaltninger samt anslået risikoniveau

 

1.12  Samlet beløb (nationalt og EU), der forventes at blive refunderet

 

C: Beregning af standardsatsen for enhedsomkostninger, faste beløb eller faste takster

1.   Kilde til de oplysninger, der anvendes til at beregne standardsatsen for enhedsomkostninger, faste beløb eller faste takster (hvem genererer, indsamler og registrerer dataene, hvor opbevares de, skæringsdatoer, validering, mv.).

2.   Redegør nærmere for, hvorfor den foreslåede metode og beregning er relevant for den pågældende operationstype:

3.   Redegør nærmere for, hvordan beregningerne foretages, navnlig med hensyn til de kvalitative og kvantitative forudsætninger. Hvis det er relevant, anvendes statistisk materiale og benchmarks, der vedlægges dette bilag i et format, som Kommissionen uden videre kan genanvende.

4.  Forklar, hvordan det er blevet sikret, at kun de støtteberettigede udgifter er medtaget i beregningen af standardsatsen for enhedsomkostninger, faste beløb eller faste takster

5.  Revisionsmyndighedens/revisionsmyndighedernes vurdering af beregningsmetoden og beløbene og ordningerne for at sikre verificering, kvalitet, indsamling og opbevaring af data:

Tillæg 3: Finansiering, der ikke er knyttet til omkostninger

Model for indsendelse af data til Kommissionen med henblik på vurdering

(Artikel 89 i forordningen om fælles bestemmelser)

Dato for indsendelse af forslaget

 

Aktuel version

 

A.   Sammendrag af de vigtigste elementer

Prioritet

Fond

Beløb, der er omfattet af finansiering, der ikke er knyttet til omkostningerne

Operationstype(r)

Betingelser, der skal opfyldes, eller resultater, der skal nås

Tilsvarende indikatornavn(e)

Måleenhed for indikatoren

 

 

 

 

 

Kode

Beskrivelse

 

Det samlede beløb, der er dækket

 

 

 

 

 

 

 

B.  Nærmere oplysninger opdelt efter operationstype (udfyldes for hver enkelt operationstype)

Operationstyper:

1.1.  Beskrivelse af operationstypen

 

1.2  Berørt prioritet/berørt(e) specifik(ke) målsætning(er)

 

1.3  Betingelser, der skal opfyldes, eller resultater, der skal nås

 

1.4  Frist for opfyldelse af betingelser eller opnåelse af resultater

 

1.5  Definition af indikatoren for opnåelse af resultater

 

1.6  Måleenhed for indikatoren for opnåelse af resultater

 

1.7  Mellemliggende resultater (hvis det er relevant), der udløser refusion fra Kommissionen, med tidsplan for refusioner

Mellemliggende resultater

Dato

Beløb

1.8  Samlet beløb (EU-midler og nationale midler)

 

1.9  Justeringsmetode

 

1.10  Verificering af opfyldelse af betingelser eller opnåelse af resultater (og, hvis det er relevant, mellemliggende resultater)

—  beskriv, hvilke(t) dokument(er) der vil blive anvendt til at verificere opfyldelse af betingelser eller opnåelse af resultater

—  beskriv, hvad der vil blive kontrolleret i forbindelse med forvaltningsverificeringen (herunder kontrolbesøg på stedet), og af hvem

—  beskriv ordningerne til at indsamle og lagre de pågældende data/dokumenter

 

1.11  Ordninger, der skal sikre revisionsspor

Anfør en liste over de organer, der er ansvarlige for disse ordninger.

 

(1) EUT C 440 af 6.12.2018, s. 116.
(2) EUT C 86 af 7.3.2019, s. 137.
(3) Denne holdning svarer til de ændringer, der blev vedtaget den 16. januar 2019 (Vedtagne tekster, P8_TA(2019)0021).
(4)EUT C 440 af 6.12.2018, s. 116.
(5)EUT C 86 af 7.3.2019, s. 137.
(6) Europa-Parlamentets holdning af 26.3.2019.
(7)[Reference]
(8)[Reference]
(9)Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet — Fremme af vækst og samhørighed i EU's grænseregioner (COM(2017)0534).
(10)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1082/2006 af 5. juli 2006 om oprettelse af en europæisk gruppe for territorialt samarbejde (EGTS) (EUT L 210 af 31.7.2006, s. 19).
(11)Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – "Styrkelse af innovation i Europas regioner: Strategier for robust, inklusiv og bæredygtig vækst" (COM(2017)0376).
(12)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1059/2003 af 26. maj 2003 om indførelse af en fælles nomenklatur for regionale enheder (NUTS) (EUT L 154 af 21.6.2003, s. 1).
(13)Forordning (EU) XXX om oprettelse af instrumentet til førtiltrædelsesbistand (EUT L xx, s. y).
(14)Forordning (EU) XXX om oprettelse af instrumentet for naboskab, udvikling og internationalt samarbejde (EUT L xx, s. y).
(15)Rådets afgørelse (EU) XXX om associering af de oversøiske lande og territorier med Den Europæiske Union, herunder forbindelserne mellem Den Europæiske Union på den ene side og Grønland og Kongeriget Danmark på den anden side (EUT L xx, s. y).
(16)Rådets afgørelse 2010/427/EU af 26. juli 2010 om, hvordan Tjenesten for EU's Optræden Udadtil skal tilrettelægges og fungere (EUT L 201 af 3.8.2010, s. 30).
(17)Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget og Den Europæiske Investeringsbank – "Et stærkere og fornyet strategisk partnerskab med regionerne i EU's yderste periferi" (COM(2017)0623).
(18) Udtalelse fra Det Europæiske Regionsudvalg "Mellemfolkelige og mindre projekter i grænseoverskridende samarbejdsprogrammer" af 12.7.2017 (EUT C 342 af 12.10.2017, s. 38).
(19)Det Europæiske Regionsudvalgs udtalelse "Mellemfolkelige og mindre projekter i grænseoverskridende samarbejdsprogrammer" af 12.7.2017 (EUT C 342 af 12.10.2017, s. 38).
(20)Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 481/2014 af 4. marts 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1299/2013 for så vidt angår specifikke bestemmelser vedrørende udgifters støtteberettigelse i forbindelse med samarbejdsprogrammer (EUT L 138 af 13.5.2014, s. 45).
(21)[Reference]
(22)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).
(23) Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108 (EUT L 187 af 26.6.2014, s. 1).
(24) Retningslinjer for statsstøtte med regionalt sigte for 2014-2020 (EUT C 209 af 23.7.2013, s. 1).
(25)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (EUT L 26 af 28.1.2012, s. 1).
(26)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/52/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2011/92/EU (EUT L 124 af 25.4.2014, s. 1).
(27)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT L 166 af 30.4.2004, s. 1).
(28)Element 1, eksternt grænseoverskridende samarbejde
(29)Element 1, eksternt grænseoverskridende samarbejde
(30)Element 2 og 4
(31)Element 2 og 4
(32)Element 2 og 4
(33)Element 3 og 4
(34)ERDF, IPA III, NDICI eller OCTP, hvis angivet som et samlet beløb under element 2 og 4
(35)Element 1, eksternt grænseoverskridende samarbejde
(36)Element 1, eksternt grænseoverskridende samarbejde
(37)Element 2 og 4
(38)Element 2 og 4
(39)Element 2 og 4
(40)Element 3 og 4
(41)ERDF, IPA III, NDICI eller OCTP, hvis angivet som et samlet beløb under element 2 og 4
(42)Der kan angives flere supplerende indikatorer (f.eks. en outputindikator og en resultatindikator) for én enkelt operationstype. I disse tilfælde skal felt 1.3 til 1.11 udfyldes for hver indikator.


Grundlæggende rettigheder for mennesker af afrikansk afstamning
PDF 140kWORD 50k
Europa-Parlamentets beslutning af 26. marts 2019 om grundlæggende rettigheder for mennesker af afrikansk afstamning i Europa (2018/2899(RSP))
P8_TA(2019)0239B8-0212/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Union (TEU), særlig anden henvisning, fjerde til syvende henvisning, præamblen i artikel 2, artikel 3, stk. 3, andet afsnit, og artikel 6,

–  der henviser til artikel 10 og 19 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse(1),

–  der henviser til Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv(2),

–  der henviser til Rådets rammeafgørelse 2008/913/RIA af 28. november 2008 om bekæmpelse af visse former for og tilkendegivelser af racisme og fremmedhad ved hjælp af straffelovgivningen(3),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA(4),

–  der henviser til "Second European Union Minorities and Discrimination Survey (EU-MIDIS II)" (Den Europæiske Unions anden undersøgelse om mindretal og forskelsbehandling (EU-MIDIS II)), som blev offentliggjort i december 2017 af Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) og FRA's rapport om erfaringer med racediskrimination og racistisk vold blandt mennesker af afrikansk afstamning i EU(5),

–  der henviser til sin beslutning af 1. marts 2018 om situationen for de grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union i 2016(6),

–  der henviser til nedsættelsen i juni 2016 af EU-gruppen på højt plan om bekæmpelse af racisme, fremmedhad og andre former for intolerance,

–  der henviser til adfærdskodeksen mod ulovlig hadfuld tale på internettet, som Kommissionen og førende IT-virksomheder samt andre platforme og sociale medier blev enige om den 31. maj 2016,

–  der henviser til FN's Racediskriminationskomités generelle henstilling nr. 34 af 3. oktober 2011 om racediskrimination mod mennesker af afrikansk afstamning,

–  der henviser til FN's Generalforsamlings resolution 68/237 af 23. december 2013, som erklærede 2015-2024 for det internationale tiår for mennesker af afrikansk afstamning,

–  der henviser til FN's Generalforsamlings resolution 69/16 af 18. november 2014, som indeholder aktivitetsprogrammet for gennemførelsen af det internationale tiår for mennesker af afrikansk afstamning,

–  der henviser til Durbanerklæringen og handlingsprogrammet fra verdenskonferencen mod racisme i 2001, hvori århundreders racisme, forskelsbehandling og uretfærdighed, som mennesker af afrikansk afstamning er blevet udsat for, anerkendes,

–  der henviser til de generelle politiske henstillinger fra Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance (ECRI),

–  der henviser til "Recommendation on the European Code of Police Ethics" (Rec(2001)10) (henstillingen om den europæiske kodeks om politietik) fra Europarådets Ministerkomité af 19. september 2001(7),

–  der henviser til noten af 25. juli 2017 fra Europarådets menneskerettighedskommissær med titlen "Afrophobia: Europe should confront this legacy of colonialism and the slave trade”,

–  der henviser til protokol nr. 12 om ikkeforskelsbehandling til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,

–  der henviser til forespørgsel til Kommissionen om grundlæggende rettigheder for personer af afrikansk oprindelse i Europa (O-000022/2019 B8‑0016/2019),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at der ud over betegnelsen "mennesker af afrikansk afstamning" også kan anvendes betegnelserne "afroeuropæer", "afrikansk europæer", "sort europæer", "afrocaribier" eller "sort caribier", og at de henviser til mennesker af afrikansk herkomst eller afstamning, som er født i, borgere i eller bosiddende i Europa;

B.  der henviser til, at begrebet "afrofobi", "afrifobi" og "racisme mod sorte" henviser til en bestemt form for racisme, herunder enhver form for vold eller forskelsbehandling, der næres af historiske overgreb og negative stereotyper og fører til udstødelse og umenneskeliggørelse af mennesker af afrikansk afstamning; der henviser til, at dette hænger sammen med kolonialismens og den transatlantiske slavehandels historisk undertrykkende strukturer som anerkendt af Europarådets højkommissær for menneskerettigheder;

C.  der henviser til, at der anslås at være 15 millioner mennesker af afrikansk afstamning i Europa(8), selv om indsamlingen af data om ligebehandling i EU's medlemsstater hverken er systematisk eller baseret på selvidentificering og ofte udelader efterkommere af migranter eller "tredjegenerationsmigranter" og senere generationer;

D.  der henviser til, at FRA har dokumenteret, at der er en stor mulighed for, at mindretal i Europa med rødder i afrikanske lande syd for Sahara udsættes for racisme og forskelsbehandling på alle livets områder(9);

E.  der henviser til, at det af "Second European Union Minorities and Discrimination Survey (EU-MIDIS II)" (Den Europæiske Unions anden undersøgelse om mindretal og forskelsbehandling (EU-MIDIS II)), som blev foretaget af FRA(10), fremgår, at unge respondenter af afrikansk afstamning på mellem 16 og 24 år i højere grad blev udsat for hadmotiveret chikane i de 12 måneder forud for undersøgelsen (32 %) end ældre respondenter, og at unge respondenter udsættes mest for cyberchikane, som falder med alderen;

F.  der henviser til, at historiske uretfærdigheder begået mod afrikanere og mennesker af afrikansk afstamning – herunder slaveri, tvangsarbejde, raceapartheid, massakrer og folkedrab i tilknytning til den europæiske kolonialisme og den transatlantiske slavehandel – stort set ikke er anerkendt, og at der ikke bliver taget hensyn til dem på institutionelt plan i EU-medlemsstaterne;

G.  der henviser til, at den fortsatte eksistens af diskriminerende stereotyper i nogle europæiske traditioner, herunder "blackfacing" (når hvide maler sig sorte i ansigtet for at imitere en karikeret version af "en sort mand"), fastholder dybt rodfæstede stereotyper om mennesker af afrikansk afstamning, hvilket kan forværre forskelsbehandlingen;

H.  der henviser til, at det vigtige arbejde, der udføres af de nationale ligestillingsorganer og det europæiske netværk for nationale ligestillingsorganer (Equinet), bør bifaldes og støttes;

I.  der henviser til, at det i den årlige rapport(11) om hadforbrydelser fra Kontoret for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder (ODHIR) i Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) konstateres, at mennesker af afrikansk afstamning ofte udsættes for racistisk vold, men at der i mange lande mangler juridisk bistand og finansiel støtte til ofrene, mens de kommer sig oven på voldelige angreb;

J.  der henviser til, at det primære ansvar for retsstatsprincippet og borgernes grundlæggende rettigheder ligger hos regeringerne, og at derfor ligger det primære ansvar for overvågning og forebyggelse af vold, herunder afrofobisk vold, og retsforfølgelse af gerningsmændene, hos regeringerne;

K.  der henviser til, at der er begrænsede data om racediskrimination i uddannelsessystemet, men at data tyder på, at børn af afrikansk afstamning i EU-medlemsstaterne får lavere karakterer end deres hvide jævnaldrende i skolen, og at tidligt skolefrafald er markant højere blandt børn af afrikansk afstamning(12);

L.  der henviser til, at voksne og børn af afrikansk afstamning befinder sig i en stigende sårbar situation, når de er i politiets varetægt, idet der er blevet registreret talrige tilfælde af vold og dødsfald; og at der rutinemæssigt anvendes racemæssig profilering, diskriminerende ‑visitationer‑ og overvågning i forbindelse med magtmisbrug inden for retshåndhævelse, forebyggelse af kriminalitet, terrorbekæmpelse eller immigrationskontrol;

M.  der henviser til, at der ganske vist findes retsmidler mod forskelsbehandling, men at der er behov for stærke og specifikke politikker til at imødegå den strukturelle racisme, som mennesker af afrikansk afstamning udsættes for i Europa, herunder inden for beskæftigelse, uddannelse, sundhed, strafferet og politisk deltagelse og i forbindelse med konsekvenserne af politikker og praksisser vedrørende migration og asyl;

N.  der henviser til, at mennesker af afrikansk afstamning i Europa udsættes for forskelsbehandling på boligmarkedet og oplever en geografisk segregation i lavindkomstområder med boliger, der er af dårlig kvalitet og trange;

O.  der henviser til, at mennesker af afrikansk afstamning hele vejen op gennem historien har bidraget betydeligt til opbygningen af det europæiske samfund, men at et stort antal af dem udsættes for forskelsbehandling på arbejdsmarkedet;

P.  der henviser til, at der er uforholdsmæssigt mange mennesker af afrikansk afstamning blandt den europæiske befolknings lavere indkomstlag;

Q.  der henviser til, at mennesker af afrikansk afstamning er overvældende underrepræsenteret i politiske og lovgivende institutioner på både europæisk, nationalt og lokalt plan i Den Europæiske Union;

R.  der henviser til, at politikere af afrikansk afstamning stadig udsættes for skandaløse angreb i det offentlige rum på både nationalt og europæisk plan;

S.  der henviser til, at den racisme og forskelsforhandling, som mennesker af afrikansk afstamning udsættes for, er strukturel og ofte kombineret med andre former for forskelsbehandling på grundlag af køn, race, hudfarve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder eller seksuel orientering;

T.  der henviser til, at en stigning i afrofobiske angreb i Europa på det seneste er direkte rettet mod tredjelandsstatsborgere og navnlig flygtninge og migranter;

1.  opfordrer medlemsstaterne og EU-institutionerne til at anerkende, at mennesker af afrikansk afstamning udsættes for racisme, forskelsbehandling og fremmedhad og at de generelt ikke nyder de samme menneskerettigheder og grundlæggende rettigheder, hvilket er ensbetydende med strukturel racismeo, og at de er berettiget til beskyttelse mod disse uligheder både som enkeltpersoner og som gruppe, herunder positive foranstaltninger til fremme og fuld og lige udnyttelse af deres rettigheder;

2.  mener, at aktiv og meningsfuld social, økonomisk, politisk og kulturel deltagelse fra mennesker af afrikansk afstamning er afgørende for at bekæmpe fænomenet afrofobi og sikre inklusion af mennesker af afrikansk afstamning i Europa;

3.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde en EU-ramme for nationale strategier til social inklusion og integration af mennesker af afrikansk afstamning;

4.  fordømmer på det kraftigste enhver form for fysiske eller verbale angreb på mennesker af afrikansk afstamning i både offentlige og private sfærer;

5.  opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til officielt at anerkende og markere historien vedrørende mennesker af afrikansk afstamning i Europa – herunder tidligere og fortsat eksisterende uretfærdigheder og forbrydelser mod menneskeheden såsom slaveri og transatlantisk slavehandel eller andre overgreb begået under den europæisk kolonialisme, men også de enorme resultater og positive bidrag fra mennesker af afrikansk afstamning – ved på EU-plan og på nationalt plan officielt at anerkende den internationale mindedag for ofrene for slaveriet og den transatlantiske slavehandel og indføre særlige måneder, hvor historien vedrørende mennesker af afrikansk afstamning mindes( "Black History Months");

6.  opfordrer medlemsstaterne og de europæiske institutioner til formelt at markere både FN's internationale tiår for mennesker af afrikansk afstamning og træffe effektive foranstaltninger til at gennemføre aktivitetsprogrammet i en ånd af anerkendelse, retfærdighed og udvikling;

7.  minder om, at nogle medlemsstater har taget skridt til at tilbyde meningsfulde og effektive muligheder for at klage over fortidens tilfælde af uretfærdighed og forbrydelser mod menneskeheden, der er blevet begået mod mennesker af afrikansk afstamning, eftersom de har haft en varig indvirkning på nutiden;

8.  opfordrer EU-institutionerne og resten af medlemsstaterne til at følge dette eksempel, som kan omfatte en form for oprejsning som f.eks. en offentlig undskyldning og tilbagelevering af stjålne genstande til deres oprindelseslande;

9.  opfordrer medlemsstaterne til at afklassificere deres koloniale arkiver;

10.  opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at gøre en indsats for systematisk at bekæmpe etnisk forskelsbehandling og hadforbrydelser samt sammen med andre centrale interesseparter at udvikle effektive, evidensbaserede retlige og politiske modsvar på disse fænomener; mener, at data om etnisk forskelsbehandling og hadforbrydelser alene bør indsamles med det formål at udpege årsagerne til og bekæmpe fremmedhadsk og diskriminerende diskurs og handlinger i overensstemmelse med de relevante nationale retlige rammer og EU's databeskyttelseslovgivning;

11.  opfordrer medlemsstaterne til at udvikle nationale strategier til bekæmpelse af racisme, der tager fat på sammenligneligheden i vilkårene for personer af afrikansk oprindelse inden for områder som uddannelse, bolig, sundhed, beskæftigelse, politiarbejde, sociale ydelser, retssystemet og politisk deltagelse og repræsentation og til at tilskynde til deltagelse af personer af afrikansk oprindelse i tv-programmer og andre medier for på passende vis at tage hånd om deres manglende repræsentation samt manglen på rollemodeller for børn af afrikansk oprindelse;

12.  understreger den vigtige rolle, som civilsamfundsorganisationer spiller i bekæmpelsen af racisme og forskelsbehandling, og opfordrer til øget økonomisk støtte på europæisk, nationalt og lokalt plan til græsrodsorganisationer;

13.  opfordrer Kommissionen til at rette sin opmærksomhed mod mennesker af afrikansk afstamning i sine nuværende finansieringsprogrammer og i den næste flerårige periode;

14.  opfordrer Kommissionen til at oprette et særligt team i Kommissionens relevante tjenestegrene med særlig fokus på spørgsmål vedrørende afrofobi;

15.  insisterer på, at medlemsstaterne skal gennemføre og på passende vis håndhæve Rådets rammeafgørelse om bekæmpelse af visse former for og tilkendegivelser af racisme og fremmedhad ved hjælp af straffelovgivningen, navnlig ved at inddrage fordomsrelaterede bevæggrunde til forbrydelser baseret på racemæssig, national eller etnisk oprindelse som en skærpende omstændighed med henblik på at sikre, at hadforbrydelser mod mennesker af afrikansk afstamning registreres, efterforskes, retsforfølges og sanktioneres;

16.  opfordrer medlemsstaterne til at reagere effektivt på hadforbrydelser, herunder ved at efterforske, om forbrydelserne er motiveret af fordomme om racemæssig, national eller etnisk oprindelse og at sikre, at hadforbrydelser mod personer af afrikansk oprindelse registreres, efterforskes, retsforfølges og straffes;

17.  opfordrer medlemsstaterne til at sætte en stopper for racemæssig eller etnisk profilering inden for alle former for strafferetlig håndhævelse, terrorbekæmpelse og immigrationskontrol og til officielt at anerkende og bekæmpe praksisser med ulovlig forskelsbehandling og vold ved at uddanne myndighederne i bekæmpelse af racisme og fordomme;

18.  opfordrer medlemsstaterne til at fordømme og bekæmpe racistiske og afrofobiske traditioner;

19.  opfordrer medlemsstaterne til at overvåge racerelaterede fordomme i deres strafferetlige systemer, uddannelsessystemer og sociale tjenester og til at tage proaktive skridt til at sikre et lige retssystem og forbedre forbindelserne mellem de retshåndhævende myndigheder og mindretalssamfund, sikre lige uddannelse og forbedre forbindelserne mellem undervisningsmyndigheder og mindretalssamfund og sikre lige sociale tjenester og forbedre forbindelserne mellem sociale myndigheder og mindretalssamfund, navnlig med sorte befolkningsgrupper og mennesker af afrikansk afstamning;

20.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at voksne og børn af afrikansk afstamning har lige adgang til uddannelse og omsorg af høj kvalitet uden forskelsbehandling og opdeling, og til om nødvendigt at yde passende læringsstøtteforanstaltninger; opfordrer medlemsstaterne til at gøre historien vedrørende mennesker af afrikansk afstamning til en del af undervisningsplanerne og til at fremlægge et omfattende perspektiv på kolonialismen og slaveriet, hvori også den historiske og nutidige negative indvirkning af kolonialismen og slaveriet på mennesker af afrikansk afstamning anerkendes, og til at sikre, at lærerne er tilstrækkeligt uddannet til at varetage denne opgave og udrustet til at håndtere mangfoldighed i klasseværelset;

21.  opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at fremme og støtte tiltag til fremme af beskæftigelse, iværksætteri og styrkelse af den økonomisk indflydelse blandt mennesker af afrikansk afstamning og bekæmpe arbejdsløshed blandt dem, der ligger over ‑gennemsnittet, og forskelsbehandlingen af dem på arbejdsmarkedet;

22.  opfordrer medlemsstaterne til at bekæmpe forskelsbehandling af mennesker af afrikansk afstamning på boligmarkedet og træffe konkrete tiltag til at bekæmpe ulighed i forbindelse med adgang til boliger samt sikring af passende boliger;

23.  opfordrer Kommissionen og EU-medlemsstaterne til - idet de tager hensyn til eksisterende lovgivning og praksis - at sørge for, at migranter, flygtninge og asylansøgere kan rejse ind i EU ad sikre og lovlige veje;

24.  opfordrer Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil til effektivt at sikre, at EU ikke finansierer, støtter eller samarbejder med organisationer eller grupper, der er involveret i eller forbundet med slaveri, menneskehandel, tortur og afpresning af sorte og afrikanske migranter;

25.  opfordrer de europæiske institutioner til at vedtage en strategi til fremme af mangfoldighed i og inklusion af arbejdsstyrken, hvori der fastlægges en strategisk plan for etniske og racemæssige mindretals deltagelse i arbejdsstyrken, som supplerer den eksisterende indsats i forbindelse hermed;

26.  opfordrer europæiske partier og politiske fonde samt parlamenter på alle niveauer i EU til at støtte og udarbejde tiltag, der tilskynder til politisk deltagelse af mennesker af afrikansk afstamning;

27.  opfordrer Kommissionen til at arbejde tæt sammen med internationale aktører såsom OSCE, FN, Den Afrikanske Union og Europarådet samt andre internationale partnere med henblik på at bekæmpe afrofobi på internationalt plan;

28.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt til Europarådets Parlamentariske Forsamling.

(1) EFT L 180 af 19.7.2000, s. 22.
(2) EFT L 303 af 2.12.2000, s. 16.
(3) EUT L 328 af 6.12.2008, s. 55.
(4) EUT L 315 af 14.11.2012, s. 57.
(5) ‘Being Black in Europe’, november 2018, rapport med beskrivelse af resultater fra EU-MIDIS II.
(6) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0056.
(7) https://search.coe.int/cm/Pages/result_details.aspx?ObjectID=09000016805e297e
(8) Se Afrophobia in Europe - ENAR Shadow Report 2014-15 (Afrofobi i Europa – ENAR's skyggerapport 2014-15) fra Det Europæiske Netværk mod Racisme, der er tilgængelig på: http://www.enar-eu.org/IMG/pdf/shadowreport_afrophobia_final_with_corrections.pdf
(9) Se Second European Union Minorities and Discrimination Survey (EU-MIDIS II)(2017) (Den Europæiske Unions anden undersøgelse om mindretal og forskelsbehandling 2017 (EU-MIDIS II)) på http://fra.europa.eu/en/publication/2017/eumidis-ii-main-results
(10) Ibid.
(11) Se den seneste rapport fra 2016: http://hatecrime.osce.org/2016-data
(12) FRA's udtalelse nr. 11.


Betænkning om økonomisk kriminalitet, skatteunddragelse og skatteundgåelse
PDF 378kWORD 158k
Europa-Parlamentets beslutning af 26. marts 2019 om økonomisk kriminalitet, skatteunddragelse og skatteundgåelse (2018/2121(INI))
P8_TA(2019)0240A8-0170/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 4 og 13 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

–  der henviser til artikel 107, 108, 113, 115 og 116 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til sin afgørelse af 1. marts 2018 om nedsættelse af et særligt udvalg om økonomisk kriminalitet, skatteunddragelse og skatteundgåelse og fastsættelse af dets ansvarsområder, medlemstal og funktionsperiode (TAX3)(1),

–  der henviser til sit TAXE-udvalgs beslutning af 25. november 2015(2) og sit TAX2-udvalgs beslutning af 6. juli 2016(3) om afgørelser i skattespørgsmål og andre foranstaltninger af lignende art eller med lignende virkning,

–  der henviser til sin beslutning af 16. december 2015 med henstillinger til Kommissionen om større gennemsigtighed, samordning og konvergens i EU's selskabsbeskatningspolitik(4),

–  der henviser til resultaterne fra undersøgelsesudvalget vedrørende hvidvaskning af penge, skatteundgåelse og skatteunddragelse, som blev forelagt for Rådet og Kommissionen den 13. december 2017(5),

–  der henviser til Kommissionens opfølgning på hver af Parlamentets ovennævnte beslutninger(6),

–  der henviser til de mange afsløringer foretaget af undersøgende journalister, herunder LuxLeaks, Panama-papirerne, Paradise-papirerne og senest CumEx-skandalerne samt sagerne om hvidvask af penge, der navnlig involverer banker i Danmark, Estland, Tyskland, Letland, Nederlandene og Det Forenede Kongerige,

–  der henviser til sin beslutning af 29. november 2018 om CumEx-skandalen: økonomisk kriminalitet og huller i den nuværende lovgivning(7),

–  der henviser til sin beslutning af 19. april 2018 om beskyttelse af undersøgende journalister i Europa: sagen om den slovakiske journalist Ján Kuciak og Martina Kušnírová(8),

–  der henviser til studierne fra Europa-Parlamentets Forskningstjeneste om "Citizenship by investment (CBI) and residency by investment (RBI) schemes in the EU: state of play, issues and impacts", "Money laundering and tax evasion risks in free ports and customs warehouses" og "An overview of shell companies in the European Union"(9),

–  der henviser til studiet om "VAT fraud: economic impact, challenges and policy issues"(10), studiet om "Cryptocurrencies and blockchain - Legal context and implications for financial crime, money laundering and tax evasion" og studiet om "Impact of Digitalisation on International Tax Matters"(11),

–  der henviser til Kommissionens undersøgelser om "indikatorer for aggressiv skatteplanlægning"(12),

–  der henviser til det bevismateriale, der er indsamlet af TAX3-udvalget i dets 34 høringer med eksperter eller dets drøftelser med kommissærer og ministre og under rejser til Washington, Riga, Isle of Man, Estland og Danmark,

–  der henviser til de moderniserede og mere robuste selskabsskatteregler, der er blevet indført i denne valgperiode, navnlig direktiverne om bekæmpelse af skatteundgåelse (ATAD I(13) og ATAD II(14)) og revisionerne af direktivet om administrativt samarbejde på beskatningsområdet (DAC)(15),

–  der henviser til Kommissionens forslag, som afventer vedtagelse, navnlig om F(K)SSG(16), pakken om digital beskatning(17) og offentlig landeopdelt rapportering(18) samt Parlamentets holdning til disse forslag,

–  der henviser til resolution vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer forsamlet i Rådet den 1. december 1997 om Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen (erhvervsbeskatning) og til denne gruppes regelmæssige rapporter til Økofinrådet,

–  der henviser til Rådets liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner vedtaget den 5. december 2017 og ændret på grundlag af den løbende overvågning af tredjelandes tilsagn,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. marts 2018 om nye krav imod skatteundgåelse i EU-lovgivningen, bl.a. med henblik på finansierings- og investeringstransaktioner (C(2018)1756),

–  der henviser til den igangværende modernisering af momsreglerne, navnlig den endelige momsordning,

–  der henviser til sin beslutning af 24. november 2016 om vejen mod et endeligt momssystem og bekæmpelse af momssvig(19),

–  der henviser til de nyligt vedtagne nye EU-regler for bekæmpelse af hvidvask af penge, navnlig efter vedtagelsen af den fjerde(20) og den femte(21) revision af direktivet om bekæmpelse af hvidvask af penge,

–  der henviser til de traktatbrudsprocedurer, som Kommissionen har indledt mod 28 medlemsstater for ikke at have gennemført det fjerde direktiv om bekæmpelse af hvidvask af penge i national lovgivning korrekt,

–  der henviser til Kommissionens handlingsplan af 2. februar 2016 med henblik på at styrke bekæmpelsen af finansiering af terrorisme (COM(2016)0050)(22),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 12. september 2018 om stærkere EU-rammer for tilsyn og for tilsyn med bekæmpelse af hvidvaskning af penge (COM(2018)0645),

–  der henviser til sin beslutning af 14. marts 2019 om det presserende behov for en EU-sortliste over tredjelande i overensstemmelse med direktivet om bekæmpelse af hvidvaskning af penge(23),

–  der henviser til EU's finansielle efterretningsenheders platforms (EU's FIU-platforms) kortlægning og mangelanalyse af 15. december 2016 vedrørende de europæiske FIU'ers beføjelser til og hindringer for at fremskaffe og udveksle oplysninger og til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 26. juni 2017 om forbedring af samarbejdet mellem EU's finansielle efterretningsenheder (SWD(2017)0275),

–  der henviser til henstilling af 11. juli 2018 fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) og Kommissionen til den maltesiske finansielle efterretningsanalyseenhed (FIAU) om de foranstaltninger, der er nødvendige for at overholde direktivet om bekæmpelse af hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme,

–  der henviser til skrivelse af 7. december 2018 fra formanden for TAX3-udvalget til Maltas faste repræsentant ved EU, Daniel Azzopardi, hvori der anmodes om forklaringer vedrørende selskabet "17 Black",

–  der henviser til Kommissionens undersøgelser og beslutninger vedrørende statsstøtte(24),

–  der henviser til forslag af 23. april 2018 til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om beskyttelse af personer, der indberetter overtrædelser af EU-lovgivningen (COM(2018)0218);

–  der henviser til udkast til aftale om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab;

–  der henviser til den politiske erklæring, der fastlægger rammen for de fremtidige forbindelser mellem Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige;

–  der henviser til resultaterne af de forskellige G7-, G8- og G20-topmøder om internationale skattespørgsmål,

–  der henviser til resolutionen, som De Forenede Nationers Generalforsamling vedtog den 27. juli 2015, om Addis Abeba-handlingsplanen,

–  der henviser til højniveaupanelets rapport om ulovlige finansstrømme fra Afrika som udarbejdet på fælles anmodning fra under Den Afrikanske Unions Kommissions (AUC) og Den Økonomiske Kommission for Afrikas (ECA) konference af afrikanske ministre for økonomi, planlægning og økonomisk udvikling,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. januar 2016 om en ekstern strategi for effektiv beskatning (COM(2016)0024), hvori Kommissionen også opfordrede EU til at foregå med et godt eksempel,

–  der henviser til sine beslutninger af 8. juli 2015 om skatteundgåelse og skatteunddragelse som udfordringer for regeringsførelse, social beskyttelse og udvikling i udviklingslandene(25) og af 15. januar 2019 om ligestilling og beskatning i EU(26),

–  der henviser til forpligtelsen i henhold til artikel 8, stk. 2, i den europæiske menneskerettighedskonvention til altid at overholde lovgivningen om privatlivets fred,

–  der henviser til Kommissionens rapport af 23. januar 2019 om ordninger for tildeling af statsborgerskab og opholdsret til investorer i Den Europæiske Union (COM(2019)0012),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 15. januar 2019 med titlen "På vej mod en mere effektiv og demokratisk beslutningstagning inden for EU's skattepolitik" (COM(2019)0008),

–  der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 18. oktober 2017 med titlen "EU development partnerships and the challenge posed by international tax agreements",

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Det Særlige Udvalg om Økonomisk Kriminalitet, Skatteunddragelse og Skatteundgåelse (A8-0170/2019),

1.Generel indledning med baggrundsoplysninger

1.1.Ændringer

1.  mener, at de gældende skatteregler ofte er ude af stand til at følge med økonomiens tiltagende hastighed; minder om, at de nuværende internationale og nationale skatteregler for størstepartens vedkommende blev udformet i begyndelsen af det 20. århundrede; mener, at der er et presserende og vedvarende behov for en reform af reglerne, så de internationale, EU's og de nationale skattesystemer bliver klar til de nye økonomiske, sociale og teknologiske udfordringer i det 21. århundrede; noterer sig den brede forståelse af, at de nuværende skattesystemer og regnskabsmetoder ikke er rustet til at holde trit med denne udvikling og sikre, at alle markedsdeltagere betaler deres rimelige andele af skatten;

2.  understreger, at Europa-Parlamentet har ydet et væsentligt bidrag til bekæmpelsen af økonomisk kriminalitet, skatteunddragelse og skatteundgåelse som afdækket i sagerne om LuxLeaks, Panama-papirerne, Paradise-papirerne, Football Leaks, Bahamas Leaks og CumEx, navnlig med arbejdet i de særlige udvalg TAXE, TAX2(27) og TAX3, PANA-undersøgelsesudvalget og Økonomi- og Valutaudvalget (ECON);

3.  glæder sig over, at Kommissionen i løbet af sin nuværende mandatperiode har fremsat 26 lovgivningsforslag med henblik på at lukke nogle af smuthullerne, forbedre bekæmpelsen af økonomisk kriminalitet og aggressiv skatteplanlægning og gøre skatteopkrævningen mere effektiv og sikre større skattemæssig retfærdighed; beklager dybt Rådets manglende fremskridt vedrørende større initiativer i forbindelse med selskabsskattereformer, der endnu ikke er afsluttet på grund af manglende reel politisk vilje; opfordrer til en hurtig vedtagelse af de EU-initiativer, der endnu ikke er afsluttet, og til omhyggelig overvågning af gennemførelsen for at sikre effektivitet og behørig håndhævelse med henblik på at holde trit med skattesvigens, skatteunddragelsens og den aggressive skatteplanlægnings alsidighed;

4.  minder om, at en skattejurisdiktion alene har kontrol over de skattemæssige forhold på sit eget område, hvorimod økonomiske strømme og visse skatteydere, såsom multinationale selskaber og privatpersoner med store nettoformuer, opererer globalt;

5.  understreger, at det for at kunne beregne et skattegrundlag kræves, at man er i besiddelse af det fulde overblik over en skatteyders forhold, herunder de elementer, der ikke henhører under den pågældende skattejurisdiktion, og at det fastlægges, hvilke elementer der hører til hvilken jurisdiktion; bemærker, at det ligeledes kræves, at de pågældende skattegrundlag fordeles mellem skattejurisdiktioner med henblik på at undgå dobbeltbeskatning og dobbelt ikkebeskatning; bekræfter, at der bør gives prioritet til udelukkelse af dobbelt ikkebeskatning såvel som til at sikre, at der tages hånd om problematikken i relation til dobbeltbeskatning;

6.  mener, at alle EU-institutioner og medlemsstater må gøre en indsats for at forklare det arbejde, der udføres på beskatningsområdet, og de foranstaltninger, der træffes for at imødegå de eksisterende problemer og smuthuller, for borgerne; mener, at EU er nødt til at vedtage en bredere strategi, hvorved EU med relevante politikker støtter medlemsstaterne i forbindelse med overgangen fra deres nuværende skadelige skattesystemer til et skattesystem, der er foreneligt med EU's retlige rammer og ånden i EU's traktater;

7.  bemærker, at de økonomiske strømme(28) og mulighederne for at ændre skattemæssigt hjemsted er blevet betydeligt større; advarer om, at visse nye fænomener(29) i sagens natur er uigennemsigtige eller fremmer uigennemsigtighed, hvilket muliggør skattesvig, skatteunddragelse, aggressiv skatteplanlægning og hvidvask af penge;

8.   beklager, at visse medlemsstater inddrager andre medlemsstaters skattegrundlag ved at tiltrække overskud, som er optjent andetsteds, og dermed giver selskaber mulighed for kunstigt at sænke deres skattegrundlag; påpeger, at denne praksis ikke alene skader princippet om solidaritet i EU, men også medfører en omfordeling af rigdom, som tilgodeser de multinationale selskaber og deres selskabsdeltagere på bekostning af EU-borgerne; støtter det vigtige arbejde, der udføres af akademikere og journalister, som bidrager til at kaste lys over disse praksisser;

1.2.Formålet med beskatning og konsekvenserne af skattesvig, skatteunddragelse, skadelig skattepraksis og hvidvask af penge for de europæiske samfund

9.  mener, at en retfærdig beskatning og målrettet bekæmpelse af skattesvig, skatteunddragelse, aggressiv skatteplanlægning og hvidvask af penge spiller en central rolle, når det gælder om at udforme et retfærdigt samfund og en stærk økonomi og samtidig forsvare den sociale kontrakt og retsstatsprincippet; bemærker, at et retfærdigt og effektivt skattesystem er afgørende for at tackle ulighed, ikke kun ved at finansiere offentlige udgifter til støtte for social mobilitet, men også ved at reducere indkomstuligheder; understreger, at skattepolitikken kan have stor indflydelse på ansættelsesafgørelser, investeringsniveauer og virksomhedernes vilje til at ekspandere;

10.  understreger, at den mest presserende prioritet er at mindske skattegabet som følge af skattesvig, skatteunddragelse, aggressiv skatteplanlægning og hvidvask af penge og konsekvenserne heraf for de nationale budgetter og EU-budgettet for at sikre lige vilkår og skattemæssig retfærdighed mellem og blandt alle skatteydere, bekæmpe den stigende ulighed og styrke tilliden til en demokratisk politisk beslutningstagning ved at sikre, at svindlere ikke har en skattemæssig konkurrencefordel i forhold til ærlige skatteydere;

11.  understreger, at en fælles indsats på EU-plan og nationalt plan er afgørende for at forsvare EU-budgettet og de nationale budgetter mod tab som følge af ubetalte skatter; bemærker, at stater kun med fuldstændigt og effektivt opkrævede skatteindtægter bl.a. kan levere offentlige tjenesteydelser af høj kvalitet, herunder økonomisk overkommelig uddannelse, sundhedspleje og boliger, sikkerhed, kriminalitetsbekæmpelse og beredskab, social sikring og omsorg, håndhævelse af arbejds- og miljøstandarder, bekæmpelse af klimaændringer, fremme af ligestilling mellem kønnene, offentlig transport og væsentlig infrastruktur med henblik på at fremme og om nødvendigt at stabilisere en socialt afbalanceret udvikling for at nærme sig målene for bæredygtig udvikling;

12.  mener, at den seneste udvikling inden for beskatning og skatteopkrævning, som har flyttet skatteincidensen fra formue til indkomst, fra kapitalindkomst til arbejdsindkomst og forbrug, fra multinationale selskaber til små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og fra den finansielle sektor til realøkonomien, har haft en uforholdsmæssig stor indvirkning på kvinder og personer med lav indkomst, som typisk er mere afhængige af arbejdsindkomst og bruger en større andel af deres indkomst på forbrug(30); bemærker, at skatteunddragelse er mere udbredt blandt de rigeste(31); opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til konsekvenserne for den sociale udvikling, herunder ligestillingen mellem kønnene og de øvrige ovennævnte politikker, i sine lovgivningsforslag inden for beskatning og bekæmpelse af hvidvask af penge;

1.3.Risiko og fordele i forbindelse med kontanttransaktioner

13.  understreger, at kontanttransaktioner fortsat udgør en meget stor risiko med hensyn til hvidvask af penge og skatteunddragelse, herunder momssvig, til trods for fordelene herved, såsom tilgængelighed og hurtighed; bemærker, at en række medlemsstater allerede har indført restriktioner for kontantbetalinger; bemærker også, at mens reglerne om kontrol med likvide midler ved EU's ydre grænser er blevet harmoniseret, er der forskellige regler om likvide midlers bevægelser inden for EU's grænser;

14.  bemærker, at disse foranstaltningers fragmenterede og forskelligartede karakter kan forstyrre det indre markeds funktion; opfordrer derfor Kommissionen til at udarbejde et forslag om europæiske restriktioner for kontantbetalinger, samtidig med at kontanter bevares som betalingsmiddel; bemærker endvidere, at eurosedler med stor pålydende værdi udgør en højere risiko med hensyn til hvidvaskning af penge; bifalder, at Den Europæiske Centralbank (ECB) i 2016 meddelte, at den ikke længere ville udstede nye 500-eurosedler (om end den resterende beholdning fortsat er et lovligt betalingsmiddel); opfordrer ECB til at udarbejde en tidsplan for udfasning af muligheden for at bruge 500-eurosedler;

1.4.Kvantitativ evaluering

15.  understreger, at skattesvig, skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning resulterer i tabte ressourcer for de nationale budgetter og EU-budgettet(32); anerkender, at opgørelsen af disse tab ikke er ligetil; bemærker dog, at krav om øget gennemsigtighed ikke alene kunne tilvejebringe bedre data, men også kunne bidrage til at mindske den manglende gennemsigtighed;

16.  bemærker, at det i flere vurderinger er blevet forsøgt at opgøre omfanget af tabene som følge af skattesvig, skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning; minder om, at ingen af dem i sig selv giver et tilstrækkeligt stort billede på grund af dataenes karakter eller mangel på data; bemærker, at nogle af de seneste vurderinger supplerer hinanden, baseret på forskellige, men supplerende metoder;

17.  bemærker, at Kommissionen foretager skøn over momsgabet i EU, men at kun femten medlemsstater forbereder deres egne nationale skøn over skattegab; opfordrer hver medlemsstat til efter Kommissionens retningslinjer at forberede et omfattende skøn over skattegab, der ikke er begrænset til moms, og som inkluderer en vurdering af omkostningerne ved alle skatteincitamenter;

18.  beklager igen "manglen på troværdige og objektive statistikker om omfanget af skatteundgåelse og skatteunddragelse" og understreger, at "det er vigtigt at udvikle passende og gennemsigtige metoder til at kvantificere omfanget af disse fænomener samt deres indvirkning på landenes offentlige finanser, økonomiske aktiviteter og offentlige investeringer"(33); minder om, hvor vigtigt det er, at statistikkontorerne er politisk og økonomisk uafhængige for at kunne sikre de statistiske datas pålidelighed; opfordrer til, at der anmodes om teknisk bistand fra Eurostat for at indsamle omfattende og præcise statistikker, således at de kommer til at foreligge i et sammenligneligt digitalt format, der er nemt at koordinere;

19.  minder navnlig om den empiriske vurdering af omfanget af de årlige tab af indtægter som følge af aggressiv selskabsskatteplanlægning i EU, som blev udarbejdet i 2015; bemærker, at vurderingen går fra 50-70 mia. EUR (samlet tab på grund af overførsel af overskud, svarende til mindst 17 % af selskabsskatteindtægterne i 2013 og 0,4 % af BNP) til 160-190 mia. EUR (hvis man medregner individuelle skatteordninger for store multinationale selskaber og manglende effektivitet i opkrævningen);

20.  opfordrer Rådet og medlemsstaterne til at prioritere de projekter, navnlig med støtte fra Fiscalisprogrammet, der har til formål at kvantificere omfanget af skatteunddragelse med henblik på bedre at kunne imødekomme det nuværende skattegab; understreger, at Europa-Parlamentet har vedtaget(34) en stigning til Fiscalisprogrammet; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til under Kommissionens koordinering at opgøre værdien af deres skattegab skønsmæssigt og offentliggøre resultaterne hvert år;

21.  bemærker, at IMF i sit arbejdsdokument(35) anslår de globale tab som følge af udhuling af skattegrundlaget og overførsel af overskud (BEPS) til en samlet værdi af ca. 600 mia. USD om året; bemærker, at IMF's skøn på lang sigt er ca. 400 mia. USD for OECD-landene (1 % af deres BNP) og ca. 200 mia. USD for udviklingslandene (1,3 % af deres BNP);

22.  glæder sig over det seneste estimat for den ikkeobserverede økonomi – ofte kaldet skyggeøkonomien – i "Tax Policies in the European Union - 2017 Survey"(36), som giver en bredere angivelse af skatteunddragelse; understreger, at værdien af den ikkeobserverede økonomi omfatter økonomisk aktivitet, som muligvis ikke er indeholdt i de grundlæggende datakilder, der anvendes til at opstille nationalregnskabet;

23.  fremhæver, at næsten 40 % af de multinationale selskabers overskud på verdensplan hvert år overføres til skattely, hvorved visse EU-lande synes at være de største tabere, da 35 % af det overførte overskud stammer fra EU-lande, efterfulgt af udviklingslande (30 %)(37); påpeger, at ca. 80 % af de overskud, der overføres fra mange EU-medlemsstater, kanaliseres til eller gennem nogle få andre EU-medlemsstater; påpeger, at multinationale selskaber kan betale op til 30 % mindre skat end indenlandske konkurrenter, og at aggressiv skatteplanlægning forvrider konkurrencen for indenlandske virksomheder, navnlig SMV'er;

24.  bemærker, at de seneste skøn over skatteunddragelse inden for EU viser et tal på ca. 825 mia. EUR pr. år(38);

25.  bemærker, at de multinationale selskaber, der blev hørt af TAX3-udvalget, udarbejder deres egne skøn over effektive skattesatser(39); påpeger, at nogle eksperter sætter spørgsmålstegn ved disse skøn;

26.  opfordrer til indsamling af statistikker over store transaktioner i frihavne, toldoplag og særlige økonomiske zoner og offentliggørelser fra mellemmænd og whistleblowere;

1.5.Skattesvig, skatteunddragelse, skatteundgåelse og aggressiv skatteplanlægning

27.  minder om, at bekæmpelsen af skatteunddragelse og skattesvig er rettet mod ulovlige handlinger, mens bekæmpelsen af skatteundgåelse adresserer situationer, hvor huller i loven udnyttes, eller som a priori ligger inden for lovens rammer – medmindre de af skattemyndighederne, eller i sidste ende af de retslige myndigheder, skønnes at være ulovlige –, men strider mod dens ånd; opfordrer derfor til en forenkling af skattereglerne;

28.  minder om, at en bedre skatteopkrævning i EU-landene sandsynligvis kan nedbringe kriminaliteten knyttet til den hermed relaterede skatteunddragelse og pengehvidvask;

29.  minder om, at aggressiv skatteplanlægning beskriver oprettelsen af et skattearrangement, der har til formål at reducere skattepligten ved at benytte sig af teknikaliteterne i et skattesystem eller veksle mellem to eller flere skattesystemer i strid med lovens ånd;

30.  glæder sig over Kommissionens svar på opfordringerne i TAXE-, TAX2- og PANA-beslutningerne til en bedre kortlægning af aggressiv skatteplanlægning og skadelige skattepraksisser;

31.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at foreslå og vedtage en omfattende og præcis definition af indikatorer for aggressiv skatteplanlægning, der både bygger på de kendetegn, der blev identificeret i den femte revision af direktivet om administrativt samarbejde (DAC6)(40), og på Kommissionens relevante undersøgelser og anbefalinger(41); understreger, at disse klare indikatorer, hvis det er relevant, kan baseres på internationalt fastsatte standarder; opfordrer medlemsstaterne til at anvende disse indikatorer som grundlag for at ophæve alle skadelige skattepraksisser, der stammer fra eksisterende skattesmuthuller; opfordrer Kommissionen og Rådet til regelmæssigt at ajourføre disse indikatorer, såfremt der fremkommer nye former for aggressiv skatteplanlægning eller -praksis;

32.  understreger ligheden mellem selskabsskatteydere og personer med store nettoformuer, når det drejer sig om at benytte selskabsstrukturer og lignende strukturer såsom trustfonde og offshoreplaceringer med henblik på aggressiv skatteplanlægning; peger på den rolle, som formidlere(42) spiller i forbindelse med oprettelsen af sådanne ordninger; minder i den henseende om, at for privatpersoner med store nettoformuer stammer størstedelen af deres formue fra kapitalgevinster frem for arbejdsindkomster;

33.  glæder sig over Kommissionens vurdering og inddragelse af indikatorer for aggressiv skatteplanlægning i landerapporterne for det europæiske semester fra 2018; opfordrer til, at en sådan vurdering bliver et fast element med henblik på at sikre lige konkurrencevilkår på EU's indre marked og større stabilitet i de offentlige indtægter på lang sigt; opfordrer Kommissionen til at sørge for en klar opfølgning herpå for at sætte en stopper for aggressiv skatteplanlægning, i givet fald i form af formelle anbefalinger;

34.  gentager sin opfordring til selskaberne til, at de som skatteydere fuldt ud overholder deres skattemæssige forpligtelser og afstår fra aggressiv skatteplanlægning, der fører til BEPS, og overvejer en strategi for fair beskatning og et afkald på skadelige skattepraksisser som en vigtig del af deres sociale ansvar under hensyntagen til De Forenede Nationers vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder samt OECD's retningslinjer for multinationale selskaber med henblik på at sikre skatteydernes tillid til skattereglerne;

35.  opfordrer indtrængende de medlemsstater, der deltager i proceduren for forstærket samarbejde, til hurtigst muligt at opnå enighed om vedtagelse af en afgift på finansielle transaktioner (AFT) og herved anerkende, at en global løsning vil være den mest hensigtsmæssige;

2.Selskabsbeskatning

36.  minder om, at mulighederne for at vælge et driftssted eller en bopæl på grundlag af lovramme er steget i forbindelse med globaliseringen og digitaliseringen;

37.  minder om, at skatter skal betales i de jurisdiktioner, hvor den faktiske, materielle og reelle økonomiske aktivitet og værdiskabelse finder sted, eller, i tilfælde af indirekte beskatning, hvor forbruget finder sted; fremhæver, at dette kan opnås ved at vedtage det fælles konsoliderede selskabsskattegrundlag (FKSSG) i EU med en passende og rimelig fordeling, der bl.a. omfatter alle materielle aktiver;

38.  bemærker, at EU indførte en exitskat i ATAD I, der giver medlemsstaterne mulighed for at beskatte den økonomiske værdi af en kapitalgevinst, der er skabt på dens område, selv om gevinsten endnu ikke er blevet realiseret på udflytningstidspunktet; mener, at princippet om beskatning af overskud i medlemsstaterne, inden det forlader EU, bør styrkes, f.eks. gennem koordinerede kildeskatter på renter og royalties, med henblik på at lukke de eksisterende smuthuller og undgå, at overskud trækkes ud af EU uden at være blevet beskattet; opfordrer Rådet til at genoptage forhandlingerne om forslaget om renter og royalties(43); bemærker, at man ved beskatningsoverenskomster ofte reducerer kildeskattesatsen med henblik på at undgå dobbeltbeskatning(44);

39.  bekræfter på ny, at vedtagelsen af internationale skatteregler er nødt til at reagere på skatteundgåelse, der udspringer af en potentiel udnyttelse af samspillet mellem nationale skattebestemmelser og netværket af beskatningsoverenskomster, hvilket resulterer i en udhuling af skattegrundlaget og dobbelt ikkebeskatning, samtidig med at det sikres, at der ikke sker dobbeltbeskatning;

2.1.BEPS-handlingsplanen og dens gennemførelse i EU: ATAD

40.  anerkender, at formålet med det G20/OECD-ledede BEPS-projekt var på koordineret vis at tackle årsagerne til og de omstændigheder, der skaber BEPS-praksis, ved at forbedre sammenhængen i skattereglerne på tværs af grænserne, styrke de materielle krav og øge gennemsigtigheden og sikkerheden; fastslår dog, at graden af vilje til og engagement i at samarbejde om OECD's BEPS-handlingsplan varierer mellem de enkelte lande og de berørte aktioner;

41.  bemærker, at BEPS-handlingsplanen med 15 punkter i G20/OECD-regi, som har til hensigt på en koordineret måde at imødekomme de årsager og omstændigheder, der danner grundlag for BEPS-praksisserne, bliver gennemført og overvåget, og at der finder yderligere drøftelser sted i en bredere sammenhæng end blot de oprindelige deltagerlande, gennem den inklusive ramme; opfordrer derfor medlemsstaterne til at støtte en reform af både den inklusive rammes mandat og dens funktion for at sikre, at de resterende skattemæssige smuthuller og uløste skattespørgsmål bliver omfattet af den nuværende internationale ramme; påskønner initiativet med en inklusiv ramme med henblik på at drøfte og finde frem til en global konsensus om en bedre fordeling af beskatningsrettigheder mellem landene;

42.  noterer sig, at foranstaltningerne kræver gennemførelse; noterer sig det politiske notat(45) fra den inklusive ramme vedrørende BEPS, som sigter mod at udtænke mulige løsninger på de identificerede udfordringer i forbindelse med beskatning af den digitale økonomi;

43.  påpeger, at nogle lande for nylig har vedtaget unilaterale modforanstaltninger mod skadelig skattepraksis (som f.eks. Det Forenede Kongeriges "Diverted Profits Tax" og bestemmelserne i den amerikanske skattereform om "Global Intangible Low-Taxed Income (GILTI)") for at sikre, at de multinationale selskabers udenlandske indkomst bliver beskattet med en effektiv minimumsskattesats i moderselskabernes hjemland; opfordrer til en vurdering af disse foranstaltninger på EU-plan; bemærker, at i modsætning til ensidigt fastsatte foranstaltninger fremmer EU generelt multilaterale løsninger og konsensusløsninger med henblik på at imødekomme en retfærdig fordeling af beskatningsrettigheder; understreger, at EU f.eks. prioriterer en global løsning for beskatning af den digitale sektor, men ikke desto mindre foreslår en EU-skat på digitale tjenester, da de globale drøftelser er skredet langsomt frem;

44.  minder om, at EU's pakke til bekæmpelse af skatteundgåelse fra 2016 supplerer de nuværende bestemmelser med henblik på at gennemføre de 15 BEPS-aktioner for det indre marked på en koordineret måde i hele EU;

45.  glæder sig over EU's vedtagelse af ATAD I og ATAD II; noterer sig, at de sikrer en mere retfærdig beskatning ved at indføre et minimumsniveau af beskyttelse mod selskabers skatteundgåelse i hele EU og ved at sikre et mere retfærdigt og mere stabilt miljø for virksomheder, både fra et efterspørgsels- og et udbudsperspektiv; glæder sig over bestemmelserne om hybride mismatch for at forhindre dobbelt ikkebeskatning med henblik på at fjerne eksisterende mismatch og afstå fra at skabe yderligere mismatch, mellem medlemsstaterne og med tredjelande;

46.  glæder sig over bestemmelserne om kontrollerede udenlandske selskaber (CFC), der er medtaget i ATAD I for at sikre, at overskud genereret af forbundne selskaber, der er parkeret i lande med lav eller ingen skat, beskattes effektivt; anerkender, at de forhindrer, at de manglende eller forskelligartede nationale CFC-regler fordrejer det indre markeds funktion, bortset fra situationer med rent kunstige arrangementer, hvilket Parlamentet gentagne gange har opfordret til; beklager, at der er to parallelle tilgange til gennemførelse af CFC-regler i ATAD I, og opfordrer medlemsstaterne til kun at gennemføre de enklere og mest effektive CFC-regler, jf. artikel 7, stk. 2, litra a), i ATAD I;

47.  glæder sig over den generelle regel i ATAD I om bekæmpelse af misbrug i forbindelse med beregningen af selskabsskattegrundlaget, der giver medlemsstaterne mulighed for at ignorere ordninger, som ikke er reelle og under hensyntagen til alle relevante forhold og omstændigheder alene har til formål at opnå en skattefordel; gentager sin gentagne opfordring til, at der vedtages en generel og fælles stringent regel om bekæmpelse af misbrug, navnlig i den eksisterende lovgivning og nærmere bestemt i direktivet om moder- og datterselskaber, direktivet om fusioner og direktivet om renter og royalties;

48.  gentager sit krav om en klar definition af begrebet fast driftssted og en væsentlig økonomisk tilstedeværelse, således at selskaberne ikke kunstigt kan undgå en skattepligtig tilstedeværelse i en medlemsstat, hvor de har en økonomisk aktivitet;

49.  opfordrer til, at man færdiggør arbejdet i det fælles EU-forum for interne afregningspriser (JTPF) om udviklingen af god praksis og Kommissionens overvågning af medlemsstaternes gennemførelse;

50.  minder om sine bekymringer vedrørende brugen af interne afregningspriser i forbindelse med aggressiv skatteplanlægning og minder følgelig om behovet for passende foranstaltninger og en forbedring af reglerne for interne afregningspriser for at løse problemet; understreger behovet for at sikre, at de afspejler den økonomiske virkelighed, skaber sikkerhed, klarhed og retfærdighed for medlemsstaterne og for selskaber, der opererer inden for Unionen, og mindsker risikoen for misbrug af reglerne for overførsel af overskud, under hensyntagen til OECD's retningslinjer for interne afregningspriser for multinationale selskaber og skatteforvaltninger fra 2010(46); bemærker imidlertid, at anvendelsen af begrebet selvstændig enhed eller armslængdeprincippet, som det er blevet fremhævet gentagne gange af adskillige eksperter og publikationer, er en af de vigtigste faktorer, der muliggør skadelig skattepraksis(47);

51.  understreger, at de EU-foranstaltninger, der skal adressere BEPS og aggressiv skatteplanlægning, har givet skattemyndighederne en ajourført værktøjskasse til at sikre en retfærdig skatteopkrævning og samtidig opretholde EU's virksomheders konkurrenceevne; understreger, at skattemyndighederne bør have ansvaret for at gøre effektiv brug af værktøjerne uden at pålægge ansvarlige skatteydere, navnlig SMV'er, en ekstra byrde;

52.  anerkender, at den nye informationsstrøm til skattemyndighederne efter vedtagelsen af ATAD I og DAC4 skaber et behov for tilstrækkelige ressourcer til at sikre den mest effektive anvendelse af sådanne oplysninger og til effektivt at reducere det nuværende skattegab; opfordrer alle medlemsstater til at sikre, at de værktøjer, som myndighederne anvender, er tilstrækkelige og passende med henblik på at anvende disse oplysninger og kombinere og krydstjekke oplysninger fra forskellige kilder og datasæt;

2.2.Styrkelse af EU's indsats til bekæmpelse af aggressiv skatteplanlægning og supplering af BEPS-handlingsplanen

2.2.1.Kontrol af medlemsstaternes skattesystemer og overordnede skattemiljø — aggressiv skatteplanlægning inden for EU (det europæiske semester)

53.  glæder sig over, at medlemsstaternes skattesystemer og overordnede skattemiljø er blevet en del af det europæiske semester i overensstemmelse med Parlamentets opfordring herom(48); glæder sig over de undersøgelser og data, som Kommissionen(49) har udarbejdet, og som muliggør en bedre håndtering af situationer, der tilvejebringer økonomiske indikatorer for aggressiv skatteplanlægning, og giver en klar angivelse af eksponeringen for skatteplanlægning samt et righoldigt datagrundlag for alle medlemsstater vedrørende fænomenet; påpeger, at medlemsstaterne i det loyale samarbejdes ånd ikke må fremme udformningen af aggressive skatteplanlægningsordninger, der er uforenelige med EU's retlige rammer og ånden i EU's traktater;

54.  opfordrer til, at disse nye skatteindikatorer for det europæiske semester tillægges samme vægt som de for udgiftskontrollen fastsatte indikatorer; understreger fordelen ved at tilføre en skattemæssig dimension til det europæiske semester, da det vil gøre det muligt at håndtere visse skadelige skattepraksisser, som ikke hidtil er blevet håndteret gennem ATAD-direktivet og andre gældende EU-regler;

55.  glæder sig over, at DAC6 fastsætter kendetegnene for indberetningspligtige grænseoverskridende ordninger, som formidlere skal indberette til skattemyndighederne, så disse kan vurdere ordningerne; glæder sig over, at disse elementer i reglerne vedrørende aggressiv skatteplanlægning kan ajourføres, hvis der opstår nye ordninger eller praksisser; påpeger, at fristen for direktivets gennemførelse endnu ikke er udløbet, og at bestemmelserne skal overvåges med henblik på at sikre deres effektivitet;

56.  opfordrer Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen til hvert år at rapportere til Rådet og Parlamentet om de vigtigste ordninger, der er indberettet i medlemsstaterne, så beslutningstagere kan følge med i de nye skatteordninger, der bliver udarbejdet, og træffe de nødvendige modforanstaltninger, der potentielt kan blive behov for;

57.  opfordrer både EU-institutionerne og medlemsstaterne til at sikre, at offentlige kontrakter ikke fremmer leverandørernes skatteundgåelse; påpeger, at medlemsstaterne bør overvåge og sikre, at selskaber eller andre juridiske enheder, der er involveret i udbud og offentlige kontrakter, ikke deltager i skattesvig, skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning; opfordrer Kommissionen til at præcisere den nuværende udbudpraksis i henhold til EU's udbudsdirektiv og om fornødent foreslå en ajourføring af direktivet, som ikke forhindrer anvendelsen af skatterelaterede overvejelser som udelukkelseskriterier eller sågar som udvælgelseskriterier i offentlige udbud;

58.  opfordrer Kommissionen til at offentliggøre et forslag, hvormed medlemsstaterne ville blive forpligtet til at sikre, at økonomiske aktører, som deltager i offentlige udbudsprocedurer, overholder et minimumsniveau for gennemsigtighed i forbindelse med skat, navnlig offentlig landeopdelt rapportering og gennemsigtige ejerskabsforhold;

59.  opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at fremsætte et forslag om ophævelse af patentbokse og opfordrer medlemsstaterne til at begunstige ikke-skadelig og, hvor det er relevant, direkte støtte til FoU på deres område; understreger, at skattelettelser for selskaber skal være omhyggeligt udformet og alene gennemføres, såfremt der er en positiv indvirkning på beskæftigelse og vækst, og enhver risiko for at skabe nye smuthuller i skattesystemet er udelukket;

60.  gentager i mellemtiden sin opfordring om at sikre, at de nuværende patentbokse skaber en reel forbindelse til økonomisk aktivitet, f.eks. gennem udgiftskontrol, og at de ikke forvrider konkurrencen; noterer sig de immaterielle aktivers voksende rolle i de multinationale selskabers værdikæde; noterer sig den forbedrede definition af udgifter til FoU i forslaget om et fælles selskabsskattegrundlag (FSSG); fastholder Parlamentets holdning vedrørende en skattegodtgørelse for reelle udgifter til FoU i stedet for et FoU-fradrag;

2.2.2.Bedre samarbejde på beskatningsområdet, herunder FKSSG

61.  understreger, at skattepolitik i EU både bør fokusere på bekæmpelse af skatteundgåelse og aggressiv skatteplanlægning og på at fremme økonomisk grænseoverskridende aktivitet gennem et samarbejde mellem skattemyndigheder og intelligent udformede skattepolitikker;

62.  understreger, at der er adskillige skatterelaterede hindringer, som hæmmer økonomisk aktivitet på tværs af grænserne; henviser i den forbindelse til sin beslutning af 25. oktober 2012 om de 20 vigtigste problemer for europæiske borgere og virksomheder i forbindelse med det indre marked(50); opfordrer indtrængende Kommissionen til prioritere vedtagelsen af en handlingsplan, der adresserer disse hindringer;

63.  glæder sig over relanceringen af FKSSG-projektet med Kommissionens vedtagelse af indbyrdes forbundne forslag om FSSG og FKSSG; understreger, at FKSSG først vil eliminere smuthullerne mellem de nationale skattesystemer, navnlig interne afregningspriser, når det er gennemført fuldt ud;

64.  opfordrer Rådet til hurtigt at vedtage og gennemføre de to forslag samtidigt under hensyntagen til Parlamentets holdning, der allerede omfatter begrebet et virtuelt fast driftssted og fordelingsformler, som ville lukke de resterende smuthuller, der muliggør skatteundgåelse, og skabe lige konkurrencevilkår på baggrund af digitaliseringen; beklager, at visse medlemsstater fortsat nægter at finde en løsning, og opfordrer medlemsstaterne til at slå bro over deres divergerende holdninger;

65.  minder om, at anvendelsen af F(K)SSG bør ledsages af en gennemførelse af fælles regnskabsregler og en passende harmonisering af administrativ praksis;

66.  minder om, at FSSG og FKSSG bør indføres samtidig i alle medlemsstater med henblik på at sætte en stopper for praksissen med overførelse af overskud og indføre princippet om, at skat betales, hvor overskuddet optjenes; opfordrer Kommissionen til at fremsætte et nyt forslag på baggrund af artikel 116 i TEUF, således at Europa-Parlamentet og Rådet i overensstemmelse med den almindelige lovgivningsprocedure kan udstede den krævede lovgivning i tilfælde af, at Rådet ikke viser sig i stand til at vedtage en enstemmig afgørelse om forslaget om indførelse af FKSSG;

2.2.3.Digital selskabsbeskatning

67.  bemærker, at digitaliseringsfænomenet har skabt en ny situation på markedet, hvor digitale og digitaliserede selskaber kan drage fordel af lokale markeder uden at have en fysisk, og derfor skattepligtig, tilstedeværelse på det pågældende marked, hvilket skaber ulige konkurrencevilkår og ulemper for de traditionelle selskaber; bemærker, at digitale forretningsmodeller i EU har en lavere effektiv gennemsnitlig skattebyrde end traditionelle forretningsmodeller(51);

68.  påpeger i denne forbindelse den gradvise omstilling fra materiel produktion til immaterielle aktiver i de multinationale selskabers værdikæder, som afspejlet i de seneste fem års relative vækstrater for modtagere af royalties og licensafgifter (næsten fem procent om året) sammenlignet med handel med varer og udenlandske direkte investeringer (mindre end 1 % om året)(52); beklager, at digitale virksomheder stort set ikke betaler skat i visse medlemsstater til trods for deres væsentlige digitale tilstedeværelse og store overskud i de pågældende medlemsstater;

69.  mener, at EU bør give mulighed for mere attraktive erhvervsmiljøer med henblik på at opnå et velfungerende digitalt indre marked, samtidig med at man sikrer en retfærdig beskatning af den digitale økonomi; minder om, at når det kommer til digitalisering af økonomien som helhed, bør lokaliteten, hvor værdiskabelsen finder sted, tage hensyn til input fra brugere såvel som de indsamlede oplysninger om forbrugeres adfærd online;

70.  understreger, at en manglende fælles EU-tilgang til håndteringen af beskatningen af den digitale økonomi vil føre til – og allerede har ført til – at medlemsstaterne vedtager ensidige løsninger, hvilket kan føre til regelarbitrage og dermed en opbrydning af det indre marked samt potentielt blive en byrde for de selskaber, der opererer på tværs af grænserne, og for skattemyndighederne;

71.  noterer sig den ledende rolle, som Kommissionen og visse medlemsstater har spillet i den globale debat om beskatning af den digitale økonomi; opfordrer medlemsstaterne til at fortsætte deres proaktive arbejde på OECD- og FN-plan, navnlig gennem den proces, der blev indført af den inklusive ramme vedrørende BEPS i dens politiske notat(53); minder dog om, at EU ikke bør vente på en global løsning, men skal handle med det samme;

72.  glæder sig over pakken om digital skat, der blev vedtaget af Kommissionen den 21. marts 2018; beklager imidlertid, at Danmark, Finland, Irland og Sverige fastholdt deres forbehold eller deres fundamentale modstand mod pakken om digital skat på Økofinrådets møde den 12. marts 2019(54);

73.  understreger, at aftalen om, hvad der udgør et digitalt fast driftssted - som er den eneste, der hidtil er indgået - er et skridt i den rigtige retning, men ikke løser problematikken omkring fordelingen af skattegrundlaget;

74.  opfordrer de medlemsstater, der er villige til at overveje at indføre en digital skat, til at gøre dette inden for rammerne af et forstærket samarbejde for at undgå yderligere fragmentering af det indre marked, sådan som det allerede er ved at ske med nogle medlemsstater, der individuelt overvejer at indføre nationale løsninger;

75.  forstår, at den såkaldte midlertidige løsning ikke er optimal; tror på, at den vil bidrage til at fremskynde bestræbelserne på at finde en bedre løsning på globalt plan og samtidig i et vist omfang at skabe lige konkurrencevilkår på de lokale markeder; opfordrer EU's medlemsstater til hurtigst muligt at diskutere, vedtage og gennemføre den langsigtede løsning vedrørende beskatning af den digitale økonomi (baseret på en væsentlig digital tilstedeværelse) med henblik på, at EU fortsat skal være toneangivende på globalt plan; understreger, at den langsigtede løsning, som foreslås af Kommissionen, bør danne grundlag for det videre arbejde på internationalt plan;

76.  noterer sig, at skatten på digitale tjenester er stærkt efterspurgt blandt borgerne i EU; minder om, at undersøgelser viser, at 80 % af indbyggerne i Tyskland, Frankrig, Østrig, Nederlandene, Sverige og Danmark bakker op om en skat på digitale tjenester og mener, at EU bør gå i spidsen for internationale tiltag; understreger endvidere, at et flertal af de adspurgte borgere ønsker et bredt anvendelsesområde for en skat på digitale tjenester(55);

77.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at skatten på digitale tjenester forbliver en midlertidig foranstaltning, ved at medtage en tidsbegrænsning i forslaget af 21. marts 2018 til Rådets direktiv om et fælles system for en skat på indtægter fra levering af visse digitale tjenester(56) (COM(2018)0148) og ved at fremskynde debatten om en væsentlig digital tilstedeværelse;

2.2.4.Effektiv beskatning

78.  noterer sig, at de nominelle selskabsskattesatser er faldet på EU-niveau fra et gennemsnit på 32 % i 2000 til 21,9 % i 2018(57), hvilket er et fald på 32 %; er bekymret over denne konkurrences konsekvenser for skattesystemernes bæredygtighed og dens potentielle afsmittende virkninger på andre lande; bemærker, at det første G20/OECD-ledede BEPS-projekt ikke kom ind på dette fænomen; glæder sig over meldingen fra den inklusive ramme vedrørende BEPS om at ville se nærmere på et "fordomsfrit" grundlag for beskatningsret, der vil styrke jurisdiktionernes mulighed for at beskatte overskud, hvor den anden jurisdiktion med beskatningsret anvender en lav effektiv skattesats på de pågældende overskud, inden 2020(58), hvilket svarer til et minimum af effektiv beskatning; noterer sig, at det nuværende OECD-ledede arbejde som anført af den inklusive ramme vedrørende BEPS ikke ændrer noget ved, at lande eller jurisdiktioner fortsat frit kan fastsætte deres egne skattesatser eller vælge slet ikke have noget selskabsskattesystem(59);

79.  bifalder OECD's nye globale standard for faktoren for egentlige aktiviteter i forbindelse med nulskatjurisdiktioner eller rent nominelle skattejurisdiktioner(60), som i stor udstrækning er inspireret af EU's arbejde med EU-listeprocessen (kriterium 2.2 på EU-listen vedrørende fair beskatning);

80.  noterer sig uoverensstemmelserne mellem skønnene over store selskabers effektive skattesatser — som ofte er baseret på hensættelser til skatter(61) — og den skat, der faktisk betales af store multinationale selskaber; noterer sig, at de traditionelle sektorer i gennemsnit betaler en effektiv selskabsskattesats på 23 %, hvorimod den digitale sektor betaler omkring 9,5 %(62);

81.  bemærker de forskellige metoder til vurdering af effektive skattesatser, som ikke giver mulighed for en pålidelig sammenligning af effektive skattesatser i EU og resten af verden; bemærker, at visse vurderinger af effektive skattesatser i EU afviger fra 2,2 % til 30 %(63); opfordrer Kommissionen til at udvikle sin egen metode og regelmæssigt offentliggøre de effektive skattesatser i medlemsstaterne;

82.  opfordrer Kommissionen til at vurdere fænomenet med faldende nominelle skattesatser og dets indvirkning på de effektive skattesatser i EU og til at foreslå afhjælpende foranstaltninger, både inden for EU og over for tredjelande, alt efter hvad der er relevant, herunder strenge regler til bekæmpelse af misbrug, defensive foranstaltninger, f.eks. strengere kontrollerede udenlandske selskabsregler, og en henstilling om ændring af skatteoverenskomster;

83.  mener, at den globale koordinering af skattegrundlaget som følge af OECD/BEPS-projektet bør ledsages af en bedre samordning af skattesatserne med henblik på at opnå større effektivitet;

84.  opfordrer medlemsstaterne til at ajourføre mandatet for Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen (erhvervsbeskatning), så den kan undersøge begrebet effektiv mindstebeskatning af selskabsoverskud for at følge op på OECD's arbejde med de skattemæssige udfordringer ved digitaliseringen af økonomien;

85.  noterer sig den franske finansministers udtalelse på TAX3-mødet den 23. oktober 2018 om nødvendigheden af at drøfte begrebet minimumsbeskatning; glæder sig over, at Frankrig er parat til at medtage debatten om minimumsbeskatning som en af prioriteterne for sit G7-formandskab i 2019, hvilket blev gentaget på Økofinrådets møde den 12. marts 2019;

2.3.Administrativt samarbejde vedrørende direkte skatter

86.  understreger, at DAC er blevet ændret fire gange siden juni 2014;

87.  opfordrer Kommissionen til at vurdere og forelægge forslag for at lukke smuthuller i DAC2, navnlig ved at tilføje hårde aktiver og kryptovalutaer til direktivets anvendelsesområde, ved at fastsætte sanktioner for finansielle institutioner, der ikke overholder reglerne eller indgiver falske rapporter, samt ved at inddrage flere typer finansielle institutioner og konti, som der på nuværende tidspunkt ikke indgives rapporter for, såsom pensionsmidler;

88.  gentager sit krav om et bredere anvendelsesområde i relation til udveksling af skatteafgørelser og bredere adgang for Kommissionen og om større harmonisering af praksis vedrørende skatteafgørelser hos forskellige nationale skattemyndigheder;

89.  opfordrer Kommissionen til hurtigt at offentliggøre sin første vurdering af DAC3 i denne henseende, idet der navnlig ses på antallet af udvekslede afgørelser og antallet af tilfælde, hvor de nationale skattemyndigheder har fået adgang til oplysninger, som en anden medlemsstat er i besiddelse af; anmoder om, at der i vurderingen også tages hensyn til konsekvenserne af at offentliggøre centrale oplysninger vedrørende skatteafgørelser (antallet af afgørelser, navnene på de begunstigede, den effektive skattesats, der udspringer af de enkelte afgørelser); opfordrer medlemsstaterne til at offentliggøre nationale skatteafgørelser;

90.  beklager, at kommissæren med ansvar for beskatning ikke anerkender behovet for at udvide den eksisterende ordning for udveksling af oplysninger mellem skattemyndigheder;

91.  gentager endvidere sin opfordring til at sikre, at der foretages samtidige skatterevisioner af personer med fælles eller komplementære interesser (herunder moderselskaber og deres datterselskaber), og sin opfordring til at fremme større samarbejde på skatteområdet mellem medlemsstaterne gennem en forpligtelse til at besvare gruppeanmodninger på skatteområdet; minder om, at retten til ikke at udtale sig til skattemyndighederne ikke gælder i forbindelse med en almindelig administrativ undersøgelse, og at der kræves samarbejde(64);

92.  mener, at koordinerede kontroller på stedet og fælles revisioner bør være en del af de europæiske rammer for samarbejde mellem skattemyndigheder;

93.  understreger, at ikke kun udveksling af oplysninger og behandling af oplysninger, men også udveksling af bedste praksis mellem skattemyndighederne bidrager til en mere effektiv skatteopkrævning; opfordrer medlemsstaterne til at prioritere udveksling af bedste praksis mellem skattemyndighederne, navnlig vedrørende digitalisering af skatteforvaltninger;

94.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at harmonisere procedurerne for et digitalt system til indberetning af selvangivelser med henblik på at fremme grænseoverskridende aktiviteter og mindske bureaukratiet;

95.  opfordrer Kommissionen til hurtigt at vurdere gennemførelsen af DAC4, og om de nationale skattemyndigheder rent faktisk har adgang til landeopdelte oplysninger, som en anden medlemsstat ligger inde med; anmoder Kommissionen om at vurdere, hvordan DAC4 står i forhold til aktion 13 i G20/BEPS-handlingsplanen om udveksling af landeopdelte oplysninger;

96.  glæder sig over den automatiske udveksling af oplysninger om finansielle konti baseret på den globale standard udviklet af OECD med Andorra, Liechtenstein, Monaco, San Marino og Schweiz; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at opgradere traktatens bestemmelser, så de matcher DAC som ændret;

97.  fremhæver desuden bidraget gennem Fiscalis 2020-programmet, som har til formål at øge samarbejdet mellem deltagende lande, deres skattemyndigheder og deres embedsfolk; fremhæver den merværdi, der skabes gennem fælles aktioner på området, og det eventuelle programs rolle i forbindelse med udvikling og drift af store transeuropæiske IT-systemer;

98.  minder medlemsstaterne om deres forpligtelser i henhold til traktaten(65), navnlig til at samarbejde loyalt og hurtigt; opfordrer derfor i lyset af de grænseoverskridende sager, navnlig de såkaldte Cum-Ex-sager, til, at alle medlemsstaternes nationale skattemyndigheder opretter et enkelt kontaktpunkt i overensstemmelse med systemet under den fælles internationale taskforce om delte efterretninger og samarbejde (JITSIC) inden for rammerne af OECD(66) for at lette og styrke samarbejdet om bekæmpelse af skattesvig, skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning; opfordrer endvidere Kommissionen til at lette og koordinere samarbejdet mellem medlemsstaternes enkelte kontaktpunkter;

99.  henstiller til, at myndigheder i medlemsstaterne, der af deres modparter i andre medlemsstater underrettes om potentielle lovovertrædelser, officielt skal bekræfte modtagelsen og, hvor det er relevant, informere substantielt om de foranstaltninger, der er truffet i forlængelse af den ovennævnte underretning, inden for en rimelig frist;

2.4.Dividend stripping og obligationsvask

100.  bemærker, at Cum-Ex-transaktioner har været et kendt globalt problem siden 1990'erne, herunder i Europa, men at der endnu ikke er truffet nogen koordinerede modforanstaltninger; beklager den skattesvig, som den såkaldte Cum-Ex-skandale har afsløret, hvilket har ført til offentligt rapporterede tab af medlemsstaternes skatteindtægter, der beløber sig til helt op til 55,2 mia. EUR ifølge visse medieskøn; fremhæver, at konsortiet af europæiske journalister identificerer Tyskland, Danmark, Spanien, Italien og Frankrig som angiveligt de vigtigste målmarkeder for Cum-Ex-handel efterfulgt af Belgien, Finland, Polen, Nederlandene, Østrig og Tjekkiet;

101.  understreger, at skattesystemernes kompleksitet kan give anledning til juridiske smuthuller, der fremmer ordninger for skattesvig såsom Cum-Ex;

102.  bemærker, at den systematiske svig centreret omkring Cum-Ex- og Cum-Cum-ordningerne til dels blev muliggjort af, at de relevante myndigheder i medlemsstaterne ikke foretog tilstrækkelig kontrol af ansøgningerne om skatterefusion og mangler et klart og komplet billede af det reelle ejerskab af aktierne; opfordrer medlemsstaterne til at give alle relevante myndigheder adgang til komplette og ajourførte oplysninger om ejerskab af aktier; opfordrer Kommissionen til at vurdere, om der er behov for en EU-indsats i denne henseende, og til at fremsætte et lovforslag, såfremt vurderingen viser, at der er behov for en sådan indsats;

103.  understreger, at disse afsløringer synes at pege på mulige mangler i de nationale skattelovgivninger og i de nuværende systemer til udveksling af oplysninger og samarbejde mellem medlemsstaternes myndigheder; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til effektivt at gøre brug af alle kommunikationskanaler, nationale data og data, der stilles til rådighed gennem den styrkede ramme for udveksling af information;

104.  understreger, at de grænseoverskridende aspekter af Cum-Ex-sagerne bør håndteres multilateralt; advarer om, at indførelsen af nye bilaterale aftaler om informationsudveksling og bilaterale samarbejdsmekanismer mellem de enkelte medlemsstater ville gøre det allerede komplicerede net af internationale regler endnu mere kompliceret, skabe nye huller og bidrage til manglen på gennemsigtighed;

105.  opfordrer indtrængende alle medlemsstater til grundigt at efterforske og analysere praksis for udbytteudbetalinger i deres jurisdiktioner, at indkredse de huller i deres skattelovgivning, som skattesvindlere og skatteundvigere kan udnytte, at analysere en eventuel grænseoverskridende dimension ved disse praksisser og at gøre en ende på alle disse skadelige skattepraksisser; opfordrer medlemsstaterne til at udveksle bedste praksis i denne forbindelse;

106.  opfordrer medlemsstaterne og deres finansielle tilsynsmyndigheder til at vurdere behovet for at forbyde finansielle metoder, der udelukkende er skattebaseret, såsom udbyttearbitrage eller dividend stripping og lignende ordninger, i fraværet af bevis for det modsatte fra udsteders side for, at sådanne finansielle metoder har et væsentligt økonomisk formål ud over uberettiget skatterefusion og/eller skatteundgåelse; opfordrer EU's lovgivere til at vurdere muligheden for at gennemføre denne foranstaltning på EU-plan;

107.  opfordrer Kommissionen til straks at indlede arbejdet med et forslag om en europæisk finansiel politistyrke inden for rammerne af Europol med egne undersøgelseskapaciteter samt arbejdet med en europæisk ramme for grænseoverskridende efterforskning af skattesager eller anden grænseoverskridende økonomisk kriminalitet;

108.  konkluderer, at Cum-Ex-sagerne viser et akut behov for at forbedre samarbejdet mellem skattemyndighederne i EU's medlemsstater, navnlig med hensyn til informationsudveksling; opfordrer derfor indtrængende medlemsstaterne til at øge deres samarbejde med hensyn til at afsløre, standse, efterforske og retsforfølge skattesvig og skatteunddragelsesordninger som Cum-Ex og, hvor det er relevant, Cum-Cum, herunder udveksling af bedste praksis, og til at støtte løsninger på EU-plan, hvor dette er berettiget;

2.5.Gennemsigtighed i forbindelse med selskabsskat

109.  glæder sig over vedtagelsen af DAC4, der muliggør landeopdelt rapportering til skattemyndighederne i overensstemmelse med standarden for BEPS-aktion 13;

110.  minder om, at offentlig landeopdelt rapportering er et af de centrale tiltag med henblik på at skabe større gennemsigtighed vedrørende selskabers skatteoplysninger; understreger, at forslaget om offentlig landeopdelt rapportering for visse foretagender og filialer blev forelagt de to lovgivere umiddelbart efter skandalen med Panama-papirerne den 12. april 2016, og at Parlamentet vedtog sin holdning den 4. juli 2017(67); minder om, at det opfordrede til en udvidelse af omfanget af rapporteringen og beskyttelsen af kommercielt følsomme oplysninger under behørig hensyntagen til europæiske virksomheders konkurrenceevne;

111.  minder om Parlamentets synspunkter i PANA-henstillingerne, hvori det opfordrede til ambitiøs offentlig landeopdelt rapportering med henblik på at øge gennemsigtigheden på skatteområdet og den offentlige granskning af multinationale selskaber; opfordrer indtrængende Rådet til at nå til enighed om at vedtage offentlig landeopdelt rapportering, som er et af de centrale tiltag med henblik på at skabe større gennemsigtighed for alle borgere vedrørende selskabers skatteoplysninger;

112.  beklager de manglende fremskridt og det manglende samarbejde fra Rådets side siden 2016; opfordrer indtrængende til, at der gøres hurtige fremskridt i Rådet, så det kan indlede forhandlinger med Parlamentet;

113.  minder om, at offentlig kontrol er nyttig for forskere(68), undersøgende journalister, investorer og andre interessenter med henblik på at vurdere risici, forpligtelser og muligheder for at fremme en fair iværksætterkultur; minder om, at der allerede findes lignende bestemmelser for banksektoren i artikel 89 i direktiv 2013/36/EU (CDR IV)(69) og for udvindingsindustrien og skovbrugsindustrien i direktiv 2013/34/EU(70); bemærker, at visse private interessenter frivilligt er ved at udvikle nye rapporteringsværktøjer, der øger gennemsigtigheden på skatteområdet, f.eks. standarden for Global Reporting Initiative ("Offentliggørelse af skat og betalinger til stater"), som led i deres politik om virksomhedernes sociale ansvar;

114.  minder om, at foranstaltninger vedrørende gennemsigtigheden for så vidt angår selskabsskat skal anses for at vedrøre artikel 50, stk. 1, i TEUF om etableringsfriheden, og ovennævnte artikel er derfor det relevante retsgrundlag for forslaget om offentlig landeopdelt rapportering i Kommissionens konsekvensanalyse, der blev offentliggjort den 12. april 2016 (COM(2016)0198);

115.  bemærker, at gennemsigtighed – for så vidt angår udviklingslandenes begrænsede kapacitet til at opfylde kravene gennem eksisterende procedurer for udveksling af oplysninger – er særlig vigtigt, da det vil lette adgangen til oplysninger for deres skatteforvaltninger;

2.6.Statsstøtteregler

116.  minder om, at området direkte beskatning af virksomheder falder ind under reglerne om statsstøtte(71), når skattemæssige foranstaltninger diskriminerer mellem skatteyderne, i modsætning til skattemæssige foranstaltninger af generel karakter, der finder anvendelse uden forskel på alle virksomheder;

117.  opfordrer Kommissionen og navnlig Generaldirektoratet for Konkurrence til at vurdere mulige foranstaltninger til at afskrække medlemsstaterne fra at yde en sådan statsstøtte i form af en skattefordel;

118.  glæder sig over Kommissionens nye proaktive og åbne tilgang til undersøgelser af ulovlig statsstøtte i indeværende periode, som har ført til, at Kommissionen har afsluttet en række højtprofilerede sager;

119.  tager afstand fra det faktum, at selskaber kan indgå aftaler med stater om at betale så godt som ingen skat i et land på trods af, at selskabet har en betydelig aktivitet i landet; henleder i lyset heraf opmærksomheden på afgørelsen i en skattesag mellem den nederlandske skattemyndighed og Royal Dutch Shell plc, som lader til at være i strid med den nederlandske lovgivning, da den udelukkende er truffet af den årsag, at hovedkvarteret skulle placeres i Nederlandene efter foreningen af de to tidligere moderselskaber, hvilket resulterer i undtagelse fra den nederlandske udbyttekildeskat; påpeger, at nyere undersøgelser samtidig tilsyneladende viser, at selskabet heller ikke betaler skat af sit overskud i Nederlandene; gentager sin opfordring til Kommissionen om at undersøge denne sag om mulig ulovlig statsstøtte;

120.  glæder sig over, at Kommissionen siden 2014 har undersøgt medlemsstaternes praksis for skatteafgørelser som opfølgning på påstande om en favorabel skattemæssig behandling af visse selskaber, og har iværksat ni formelle undersøgelser siden 2014, hvoraf seks konkluderede, at skatteafgørelsen udgjorde ulovlig statsstøtte(72); bemærker, at én undersøgelse blev afsluttet med en konklusion om, at den dobbelte ikkebeskatning af visse fortjenester ikke udgjorde statsstøtte(73), og de to andre stadig er i gang(74);

121.  beklager, at Kommissionen næsten fem år efter LuxLeaks-afsløringerne kun har indledt en formel undersøgelse(75) i én af de mere end 500 skatteafgørelser, som Luxembourg har truffet, og som blev offentliggjort som en del af den LuxLeaks-undersøgelse, der blev ledet af Det Internationale Konsortium af Undersøgende Journalister (ICIJ);

122.  bemærker, at selv om Kommissionen konstaterede, at McDonald's nød godt af dobbelt ikkebeskatning af visse af sine overskud i EU, kunne der ikke træffes nogen afgørelse i henhold til EU's statsstøtteregler, da Kommissionen konkluderede, at den dobbelte ikkebeskatning skyldtes et misforhold mellem skattelovgivningen i Luxembourg og USA og dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Luxembourg og USA(76); anerkender Luxembourgs meddelelse om at revidere sine dobbeltbeskatningsoverenskomster, således at de kommer i overensstemmelse med international skatteret;

123.  er bekymret over, at Kommissionen har afgjort, at den dobbelte ikkebeskatning, som McDonald's har opnået, stammer fra en uoverensstemmelse mellem skattelovgivningen i Luxembourg og i USA og dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Luxembourg og USA, en uoverensstemmelse, som McDonald's har draget fordel af gennem arbitrage mellem jurisdiktionerne, er endvidere bekymret over, at en sådan voldgiftsledet skatteundgåelse er mulig i EU;

124.  er bekymret over omfanget af ubetalte skatter for alle medlemsstater i lange perioder(77); minder om, at formålet med at tilbagesøge ulovlig støtte er at genoprette status quo, og at beregningen af det nøjagtige støttebeløb, der skal tilbagebetales, er en del af de nationale myndigheders gennemførelsesforpligtelse; opfordrer Kommissionen til at vurdere og træffe gennemførlige modforanstaltninger, herunder bøder, for at forhindre medlemsstaterne i at tilbyde en selektiv fordelagtig skattemæssig behandling, der udgør statsstøtte, som ikke er i overensstemmelse med EU-reglerne;

125.  gentager sine opfordringer til Kommissionen om retningslinjer, som præciserer, hvad der udgør skatterelateret statsstøtte og "passende" "transfer pricing"; opfordrer også Kommissionen til at fjerne de retlige usikkerheder for både skatteydere og skatteforvaltninger og udstikke omfattende rammer for medlemsstaternes skattepraksis i overensstemmelse hermed;

126.  udtrykker sin beklagelse over, at Kommissionen har undladt at anvende statsstøttereglerne på skattemæssige foranstaltninger, der i alvorlig grad forvrider konkurrencen, og at den kun anvender disse regler i forbindelse med udvalgte sager med særlige karakteristika for at ændre praksis i den pågældende stat; opfordrer Kommissionen til at gøre alt for at inddrive uberettiget statsstøtte, herunder for alle de virksomheder, der er nævnt i Luxleaks-skandalen, med henblik på at skabe lige vilkår; opfordrer endvidere Kommissionen til at give medlemsstaterne og markedsaktørerne yderligere vejledning om anvendelsen af statsstøttereglerne, og hvad det betyder for virksomhedernes skatteplanlægningspraksis;

127.  opfordrer til en reform af konkurrencelovgivningen for at udvide anvendelsesområdet for statsstøttereglerne for at være i stand til at skride mere effektivt ind over for skadelig skattemæssig statsstøtte til multinationale selskaber, herunder skatteafgørelser;

2.7.Postkasseselskaber

128.  bemærker, at der ikke findes en enkelt definition af postkasseselskaber, dvs. selskaber, som er registreret i en jurisdiktion udelukkende med henblik på skatteundgåelse eller skatteunddragelse og uden nogen nævneværdig økonomisk tilstedeværelse; understreger imidlertid, at enkle kriterier som reel økonomisk aktivitet eller fysisk tilstedeværelse af personale, som arbejder for virksomheden, kan være værktøjer til identifikation og bekæmpelse af udbredelsen af sådanne postkasseselskaber; gentager sin opfordring til at sørge for en klar definition;

129.  understreger, at medlemsstaterne, som foreslået i Parlamentets holdning til interinstitutionelle forhandlinger om ændring af direktivet for så vidt angår grænseoverskridende omdannelser, fusioner og spaltninger(78), bør forpligtes til at sikre, at grænseoverskridende omdannelser svarer til den faktiske udøvelse af en reel økonomisk aktivitet, herunder i den digitale sektor, for at undgå oprettelse af "postkasseselskaber";

130.  opfordrer medlemsstaterne til at anmode om, at der bør udveksles et sæt af finansielle oplysninger mellem de kompetente myndigheder forud for gennemførelsen af grænseoverskridende omdannelser, fusioner eller spaltninger;

131.  henstiller, at enhver enhed, der opretter en offshorestruktur, over for de kompetente myndigheder skal godtgøre, at denne beslutning er legitimt begrundet, så det sikres, at offshorekonti ikke bruges til hvidvask eller skatteunddragelse;

132.  kræver, at skattemyndighederne oplyses om de faktiske ejeres identitet;

133.  peger på nationale foranstaltninger til specifikt at forbyde forretningsmæssige forbindelser med postkasseselskaber; fremhæver navnlig den lettiske lovgivning, der definerer et postkasseselskab som en enhed, der ikke har nogen egentlig økonomisk aktivitet, og som ikke har nogen dokumentation for det modsatte, som er registreret i en jurisdiktion, hvor selskaber ikke er forpligtet til at indgive regnskaber, og/eller som ikke har noget forretningssted i sit hjemland; bemærker imidlertid, at forbuddet mod postkasseselskaber i Letland i henhold til EU-retten ikke kan anvendes til at forbyde postkasseselskaber, der er hjemmehørende i EU's medlemsstater, da dette ville blive anset for at være diskriminerende(79); opfordrer Kommissionen til at foreslå ændringer af den nuværende EU-lovgivning, som vil gøre det muligt at forbyde postkasseselskaber, selv om de er hjemmehørende i EU's medlemsstater;

134.  understreger, at det høje niveau af ind- og udgående udenlandske direkte investeringer i procent af BNP i syv medlemsstater (Belgien, Cypern, Ungarn, Irland, Luxembourg, Malta og Nederlandene) kun i begrænset omfang kan forklares med reelle økonomiske aktiviteter, der finder sted i disse medlemsstater(80);

135.  understreger den høje andel af udenlandske direkte investeringer i flere medlemsstater, navnlig i Luxembourg, Malta, Cypern, Nederlandene og Irland(81); bemærker, at sådanne udenlandske direkte investeringer normalt besiddes af enheder med særligt formål, der ofte har til formål at udnytte smuthuller; opfordrer Kommissionen til at vurdere den rolle, som enheder med særligt formål, der besidder udenlandske direkte investeringer, spiller;

136.  bemærker, at økonomiske indikatorer såsom et usædvanligt højt niveau af direkte udenlandske investeringer og udenlandske direkte investeringer, der besiddes af enheder med særligt formål, er medtaget blandt indikatorer for aggressiv skatteplanlægning(82);

137.  bemærker, at reglerne om bekæmpelse af misbrug i ATAD (kunstige arrangementer) omfatter postkasseselskaber, mens FSSG og FKSSG vil sikre, at indtægterne henføres til det sted, hvor den reelle økonomiske aktivitet finder sted;

138.  opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at indføre koordinerede, bindende, retsgyldige og væsentlige krav om økonomisk aktivitet og udgiftskontrol;

139.  opfordrer Kommissionen til inden for to år at gennemføre kvalitetskontrol af de indbyrdes forbundne lovgivningsmæssige og politiske initiativer, der skal adressere brugen af postkasseselskaber i forbindelse med skattesvig, skatteunddragelse, aggressiv skatteplanlægning og hvidvask af penge;

3.Moms

140.  understreger behovet for at harmonisere momsreglerne på EU-plan i det omfang, det er nødvendigt for at sikre etableringen af det indre marked og dets funktionsmåde og undgå at fordreje konkurrencen(83);

141.  understreger, at moms er en vigtig skatteindtægtskilde for de nationale budgetter; bemærker, at momsindtægterne i EU-28-medlemsstaterne i 2016 beløb sig til 1 044 mia. EUR, hvilket svarer til 18 % af alle skatteindtægter i medlemsstaterne; noterer sig, at det årlige EU-budget for 2017 beløb sig til 157 mia. EUR;

142.  beklager imidlertid, at der hvert år går store dele af de forventede momsindtægter tabt på grund af svig; understreger, at momsgabet ifølge Kommissionens statistikker (som er forskellen mellem de forventede momsindtægter og den faktisk opkrævede moms, hvilket giver et skøn over mistede momsindtægter, ikke blot som følge af svig, men også konkurs, fejlberegninger og undgåelse) i EU i 2016 beløb sig til 147 mia. EUR, hvilket udgør mere end 12 % af de samlede forventede momsindtægter, selv om situationen er meget værre i en række medlemsstater, hvor momsgabet er tæt på eller endda over 20 %, hvilket viser en stor forskel mellem medlemsstaterne i deres håndtering af momsgabet(84);

143.  bemærker, at Kommissionen anslår, at der mistes ca. 50 mia. EUR – eller 100 EUR pr. EU-borger hvert år – i forbindelse med grænseoverskridende momssvig(85), mens Europol anslår, at ca. 60 mia. EUR af momssvig er forbundet med organiseret kriminalitet og finansiering af terrorisme; bemærker den øgede harmonisering og forenkling af momsordningerne i EU, selv om samarbejdet mellem medlemsstaterne endnu hverken er tilstrækkeligt eller effektivt; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke deres samarbejde om en bedre bekæmpelse af momssvig; opfordrer den næste Kommission til at prioritere indførelsen og gennemførelsen af den endelige momsordning med henblik på at forbedre den;

144.  opfordrer til, at der udarbejdes pålidelige statistikker med henblik på at anslå momsgabet og understreger behovet for en fælles tilgang til indsamling og deling af data inden for EU; opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre, at der indsamles harmoniseret statistik, som offentliggøres regelmæssigt i medlemsstaterne;

145.  understreger, at den nuværende momsordning (overgangsordning), der gør det muligt at anvende en fritagelse for leverancer inden for EU og eksport, er blevet misbrugt af svindlere, navnlig i forbindelse med momskarruselsvig eller svig i forbindelse med forsvundne forhandlere inden for Fællesskabet;

146.  bemærker, at virksomheder, der handler på tværs af grænserne, ifølge Kommissionen i øjeblikket bebyrdes med omkostninger, der er 11 % højere end de omkostninger, der afholdes af virksomheder, der kun handler på hjemmemarkedet; bemærker, at navnlig SMV'er lider under uforholdsmæssige høje efterlevelsesomkostninger i forbindelse med momsreglerne, hvilket er en af grundene til, at de fortsat er tilbageholdende med at udnytte fordelene ved det indre marked; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle løsninger til at reducere efterlevelsesomkostningerne i forbindelse med momsreglerne ved grænseoverskridende handel;

3.1.Modernisering af momsrammen

147.  glæder sig derfor over Kommissionens momshandlingsplan af 6. april 2016 om reform af momsrammen og de 13 lovgivningsforslag, som Kommissionen har vedtaget siden december 2016, der vedrører overgangen til den endelige momsordning, fjerner momshindringer for e-handel, reviderer momsordningen for SMV'er, moderniserer momspolitikken og bekæmper momsgabet;

148.  glæder sig over, at der i 2015 blev indført en mini-one-stop-shop vedrørende moms med hensyn til telekommunikation, radio- og TV-virksomhed og elektroniske tjenester som et frivilligt system til registrering, angivelse og betaling af moms; glæder sig over udvidelsen af minikvikskranken til andre leverandører af varer og tjenester til de endelige forbrugere pr. 1. januar 2021;

149.  bemærker, at Kommissionen anslår, at momsreformen forventes at reducere bureaukratiet med 95 %, hvilket anslås at beløbe sig til 1 mia. EUR;

150.  glæder sig navnlig over, at Rådet den 5. december 2017 vedtog nye regler, der gør det lettere for onlinevirksomheder at overholde momsforpligtelserne; glæder sig navnlig over, at Rådet tog Parlamentets holdning til efterretning i forbindelse med indførelsen af onlineplatformes ansvar for opkrævning af moms på de fjernsalg, som de formidler; mener, at denne foranstaltning vil sikre lige konkurrencevilkår i forhold til virksomheder uden for EU, eftersom mange af de varer, der importeres i forbindelse med fjernsalg, indføres i EU momsfrit; opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre de nye bestemmelser på korrekt vis senest i 2021;

151.  glæder sig over forslagene om det endelige momssystem, som blev vedtaget den 4. oktober 2017(86) og den 24. maj 2018(87); glæder sig navnlig over Kommissionens forslag om at anvende destinationsprincippet på beskatning, hvilket betyder, at momsen vil blive betalt til skattemyndighederne i den endelige forbrugers, dvs. kundens, medlemsstat til den gældende sats i den pågældende medlemsstat;

152.  glæder sig navnlig over de fremskridt, som Rådet har gjort hen imod det endelige momssystem ved at vedtage "de hurtige løsninger" (88) den 4. oktober 2018; udtrykker imidlertid bekymring over, at der ikke blev vedtaget nogen beskyttelsesforanstaltninger i forbindelse med svigfølsomme aspekter i overensstemmelse med Parlamentets holdning(89) til forslaget om en godkendt afgiftspligtig person (CTP)(90), således som den kom til udtryk i dets udtalelse af 3. oktober 2018(91); beklager dybt, at Rådet udsatte afgørelsen om indførelse af status som godkendt afgiftspligtig person indtil vedtagelsen af den endelige momsordning;

153.  opfordrer Rådet til at sikre, at status som godkendt afgiftspligtig person stemmer overens med status som autoriseret økonomisk operatør, som gives af toldmyndighederne;

154.  opfordrer til en minimal EU-gennemsigtig samordning af definitionen af status som godkendt afgiftspligtig person, herunder en løbende vurdering fra Kommissionen af, hvordan medlemsstaterne giver en sådan status; opfordrer til udveksling af oplysninger mellem medlemsstaternes skattemyndigheder om afvisning af at give visse virksomheder status som godkendt afgiftspligtig person for at forbedre sammenhængen og fælles standarder;

155.  glæder sig endvidere over revisionen af særordningerne for SMV'er(92), som er afgørende for at sikre lige konkurrencevilkår, da det i øjeblikket kun er indenlandske enheder, som har adgang til momsfritagelsesordninger, og som kan bidrage til en nedsættelse af efterlevelsesomkostningerne i forbindelse med momsreglerne for SMV'er; opfordrer Rådet til at tage hensyn til Parlamentets udtalelse af 11. september 2018(93), navnlig hvad angår yderligere administrativ forenkling for SMV'er; opfordrer derfor Kommissionen til at oprette en onlineportal, hvorigennem SMV'er, der er villige til at benytte sig af undtagelsen i en anden medlemsstat, skal registrere sig, og til at oprette en kvikskranke, hvorigennem små virksomheder kan indgive momsangivelser for de forskellige medlemsstater, hvori de opererer;

156.  bemærker vedtagelsen af Kommissionens forslag om en generel ordning for omvendt betalingspligt(94), som vil give mulighed for midlertidige afvigelser fra normale momsregler med henblik på bedre at forhindre karruselsvig i de medlemsstater, som er hårdest ramt af denne type svig; opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge ansøgningen og denne nye lovgivnings potentielle risici og fordele; insisterer dog på, at denne generelle ordning for omvendt betalingspligt på ingen måde bør forsinke en hurtig gennemførelse af et endeligt momssystem;

157.  bemærker, at udvidelsen af e-handel ofte kan udgøre en udfordring for skattemyndighederne, f.eks. manglen på en sælgers skattepligtige identifikation i EU, og registreringen af momsangivelser, som ligger et godt stykke under den reelle værdi af de anmeldte transaktioner; glæder sig derfor over ånden i de foreslåede gennemførelsesregler for så vidt angår fjernsalg af varer vedtaget den 11. december 2018 af Kommissionen (COM(2018)0819 og COM(2018)0821), ifølge hvilke navnlig store onlinemarkedspladser fra 2021 vil være ansvarlige for at sikre, at der opkræves moms på tredjelandsvirksomheders salg af varer til EU-forbrugere på deres platforme;

158.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at overvåge e-handelstransaktioner, der omfatter sælgere, som er etableret uden for EU, og som ikke angiver moms (f.eks. ved uretmæssigt at benytte sig af "prøver") eller bevidst sætter værdien for lavt for helt at undgå eller reducere den moms, som skal betales; mener, at en sådan praksis truer integriteten og funktionen af EU's indre marked; opfordrer Kommissionen til at fremsætte lovgivningsforslag, hvis det skønnes relevant og nødvendigt;

3.2.Momsgabet, bekæmpelse af momssvig og administrativt samarbejde om moms

159.  gentager sin opfordring til at træffe foranstaltninger mod de faktorer, der bidrager til skattegabet, såsom moms;

160.  glæder sig over, at Kommissionen den 8. marts 2018 indledte traktatbrudsprocedurer mod Cypern, Grækenland og Malta og den 8. november 2018 mod Italien og Isle of Man vedrørende urimelig momspraksis i forbindelse med køb af yachter og fly for at sikre, at de stopper med at tilbyde angiveligt ulovlig fordelagtig skattemæssig behandling af private yachter og fly, hvilket forvrider konkurrencen i den maritime sektor og luftfartssektoren;

161.  glæder sig over ændringerne af forordning (EU) nr. 904/2010 for så vidt angår foranstaltninger til styrkelse af det administrative samarbejde på momsområdet; glæder sig over Kommissionens kontrolbesøg i ti medlemsstater, som blev gennemført i 2017, og navnlig over den efterfølgende henstilling om at forbedre pålideligheden af momsinformationsudvekslingssystemet (VIES);

162.  bemærker, at Kommissionen for nylig har foreslået yderligere kontrolredskaber og en øget rolle for Eurofisc samt mekanismer til et tættere samarbejde mellem told- og skattemyndighederne; opfordrer alle medlemsstater til at deltage mere aktivt i det tværgående netværksanalysesystem inden for rammerne af Eurofisc;

163.  mener, at det skal være obligatorisk for alle medlemsstater at deltage i Eurofisc og en betingelse for at modtage EU-midler; gentager Revisionsrettens betænkeligheder med hensyn til momsgodtgørelse i forbindelse med udgifter på samhørighedsområdet(95) og til EU-programmet for bekæmpelse af svig(96);

164.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at undersøge mulighederne for indsamling og kommunikation i realtid af momsoplysninger i medlemsstaterne, da dette vil effektivisere Eurofisc og give mulighed for at videreudvikle nye strategier til bekæmpelse af momssvig; opfordrer de relevante myndigheder til at anvende forskellige statistik- og datamineringsteknologier til at identificere afvigelser, mistænkelige forhold og mønstre, så skattemyndighederne bedre kan håndtere et bredt spektrum af adfærd med manglende overholdelse på en proaktiv, målrettet og omkostningseffektiv måde;

165.  glæder sig over vedtagelsen af direktivet om beskyttelse af EU's finansielle interesser (PIF-direktivet)(97), som præciserer spørgsmålene om grænseoverskridende samarbejde og gensidig retshjælp mellem medlemsstaterne, Eurojust, Europol, Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO), Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og Kommissionen i forbindelse med bekæmpelse af momssvig; opfordrer EPPO, OLAF, Eurofisc, Europol og Eurojust til at arbejde tæt sammen med henblik på at koordinere deres indsats over for momssvig og identificere og tilpasse sig ny svigagtig praksis;

166.  påpeger imidlertid behovet for et bedre samarbejde mellem de administrative, retslige og retshåndhævende myndigheder inden for EU, således som det blev fremhævet af eksperter under høringen den 28. juni 2018 og i en undersøgelse bestilt af TAX3-udvalget;

167.  glæder sig over Kommissionens meddelelse om at udvide EPPO's beføjelser til at omfatte grænseoverskridende terrorhandlinger; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at EPPO kan påbegynde sit arbejde så hurtigt som muligt og senest i 2022 ved at sikre et tæt samarbejde med Unionens allerede etablerede institutioner, agenturer og kontorer, som er ansvarlige for at beskytte Unionens finansielle interesser; opfordrer til, at der træffes afgørelse om eksemplariske, afskrækkende og forholdsmæssige sanktioner; mener, at alle, der er involveret i en organiseret momssvigordning, bør straffes hårdt for at undgå at give indtryk af straffrihed;

168.  mener, at én af de vigtigste faktorer, der fører til svigagtig adfærd i forbindelse med moms, er den "kontante fortjeneste", som en svindler kan opnå; opfordrer derfor Kommissionen til at analysere det forslag, som eksperter(98) har fremsat om at placere grænseoverskridende data i en blockchain, og til at anvende sikrede digitale valutaer, som kun kan anvendes til momsbetaling (kun ét formål) i stedet for at anvende papirpenge;

169.  glæder sig over, at Rådet har behandlet spørgsmålet om svig i forbindelse med import(99); mener, at den korrekte integration af data fra toldangivelser i VIES vil gøre det muligt for bestemmelsesmedlemsstater at krydstjekke told- og momsoplysninger med henblik på at sikre, at momsen betales i bestemmelseslandet; opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre denne nye lovgivning effektivt og rettidigt senest den 1. januar 2020;

170.  mener, at det administrative samarbejde mellem skatte- og toldmyndighederne ikke er optimalt(100); opfordrer medlemsstaterne til at give Eurofisc mandat til at udvikle nye strategier til at spore varer i henhold til toldprocedure 42, de mekanismer, som giver importøren mulighed for at opnå momsfritagelse, når de importerede varer i sidste ende skal transporteres til en erhvervskunde i en anden medlemsstat end importmedlemsstaten;

171.  fremhæver betydningen af at indføre et register over de reelle ejere af koncernvirksomheder under det femte hvidvaskdirektiv som et vigtigt redskab til at håndtere momssvig; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at styrke kompetencerne og kvalifikationerne hos politiet, skattemyndigheder, anklagere og dommere, der beskæftiger sig med denne form for svig;

172.  er bekymret over resultaterne af den undersøgelse(101), som TAX3-udvalget har bestilt, og hvoraf det fremgår, at Kommissionens forslag vil mindske svig i forbindelse med import, men ikke eliminere det; bemærker, at spørgsmålet om undervurderingen og den generelle håndhævelse af EU-regler i forbindelse med ikke-EU-afgiftspligtige personer ikke vil blive løst; opfordrer Kommissionen til at undersøge alternative opkrævningsmetoder for så vidt angår disse varer på længere sigt; understreger, at det ikke er en holdbar mulighed at stole på, at ikke-EU-afgiftspligtige personer velvilligt opkræver EU-moms; mener, at sådanne alternative opkrævningsmodeller ikke kun bør være rettet mod salg via elektroniske platforme, men derimod omfatte alt salg foretaget af ikke-EU-afgiftspligtige personer, uanset hvilken forretningsmodel de benytter;

173.  opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge de konsekvenser, som indførelsen af den endelige ordning for momsindtægter har for medlemsstaterne; opfordrer Kommissionen til at foretage en grundig undersøgelse af mulighederne for nye risici for svig i det endelige momssystem, navnlig den potentielt manglende leverandør i grænseoverskridende transaktioner til erstatning for den forsvundne kunde i forbindelse med karruselsvig; understreger i denne forbindelse, at toldforsendelsessystemet bl.a. kan lette samhandelen inden for EU; bemærker imidlertid, at der er risiko for misbrug, og at kriminelle organisationer ved at undgå at betale skatter og afgifter kan forårsage et enormt tab for både medlemsstaterne og EU (ved at undgå moms); opfordrer derfor Kommissionen til at overvåge toldforsendelsessystemet og komme med forslag til at bygge videre på anbefalingerne primært fra OLAF, Europol og Eurofisc;

174.  mener, at størsteparten af de europæiske borgere forventer en klar europæisk og national lovgivning, som gør det muligt at identificere dem, der ikke betaler den skat, de skal, pålægge dem sanktioner og opkræve den manglende skat rettidigt;

4.Beskatning af enkeltpersoner

175.  understreger, at fysiske personer generelt ikke udøver deres ret til fri bevægelighed med henblik på skattesvig, skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning; understreger imidlertid, at visse fysiske personer har et skattegrundlag, der er stort nok til at række ud over flere forskellige skattejurisdiktioner;

176.  beklager, at personer med store nettoformuer og personer med ultrastore nettoformuer, der benytter sig af komplekse skattestrukturer, herunder oprettelse af virksomheder, fortsat har mulighed for at flytte deres indtægter og midler eller deres køb gennem forskellige skattejurisdiktioner for at opnå en væsentligt reduceret eller ingen skatteforpligtelse ved at anvende tjenesteydelser leveret af formueforvaltere og andre formidlere; beklager, at visse EU-medlemsstater har gennemført skatteordninger for at tiltrække personer med store nettoformuer uden at skabe reel økonomisk aktivitet;

177.  bemærker, at de vigtigste tal for arbejdsindkomst som regel er højere end for kapitalindkomst i hele EU; bemærker, at formuebaserede skatters bidrag til de samlede skatteindtægter fortsat er ret begrænset med 4,3 % af de samlede skatteindtægter i EU(102);

178.  bemærker med beklagelse, at selskabsskattesvig, skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning bidrager til at flytte skatteforpligtelsen over på ærlige og retskafne skatteydere;

179.  opfordrer medlemsstaterne til at pålægge sanktioner, der har afskrækkende virkning, er effektive og står i et rimeligt forhold til overtrædelsen, i tilfælde af skattesvig, skatteunddragelse og ulovlig aggressiv skatteplanlægning og til at sikre, at disse sanktioner håndhæves;

180.  beklager, at nogle medlemsstater har indført tvivlsomme skatteordninger, der gør det muligt for personer, der bosætter sig i landet af skattemæssige årsager, at opnå indkomstskattefordele, hvilket undergraver andre medlemsstaters skattegrundlag og fremmer skadelige politikker, der diskriminerer deres egne borgere; bemærker, at disse ordninger kan omfatte fordele, som ikke er tilgængelige for nationale borgere, såsom ikkebeskatning af ejendele og indkomst fra udlandet, engangsbetalinger af skat på udenlandsk indkomst, skattefritagelse for en del af den indenlandske indkomst eller lavere skattesatser på pensioner, der overføres til oprindelseslandet;

181.  minder om, at Kommissionen i sin meddelelse af 2001 foreslog at medtage særlige ordninger for højt kvalificerede udenlandske medarbejdere på Gruppen vedrørende Adfærdskodeksens (erhvervsbeskatning)(103) liste over skadelig skattepraksis, men har ikke fremlagt nogen oplysninger om omfanget af problemet siden; opfordrer Kommissionen til at revurdere dette spørgsmål og navnlig til at vurdere risiciene for dobbeltbeskatning samt dobbelt ikkebeskatning af sådanne ordninger;

4.1.Ordninger for statsborgerskab gennem investeringer (CBI) og ordninger for opholdstilladelse gennem investeringer (RBI)

182.  er bekymret over, at et flertal af medlemsstaterne har vedtaget ordninger for statsborgerskab gennem investeringer (CBI) eller ordninger for opholdstilladelse gennem investeringer (RBI)(104), der almindeligvis betegnes som "gyldne visa og pas" eller investorprogrammer, der tilbyder statsborgerskab eller opholdstilladelse til unionsborgere og tredjelandsstatsborgere i bytte for finansielle investeringer;

183.  bemærker, at de investeringer, der er foretaget under disse programmer, ikke nødvendigvis fremmer realøkonomien i den medlemsstat, der giver statsborgerskab eller opholdstilladelse, og at de ofte ikke kræver, at ansøgerne tilbringer tid på det område, hvor investeringen foretages, og at selv når et sådant krav formelt eksisterer, kontrolleres det normalt ikke, om kravet bliver opfyldt; understreger, at sådanne ordninger bringer virkeliggørelsen af Unionens mål i fare og derfor er i strid med princippet om loyalt samarbejde;

184.  noterer sig, at mindst 5 000 tredjelandsstatsborgere har opnået unionsborgerskab gennem CBI-ordninger(105); bemærker, at ifølge en undersøgelse(106) har mindst 6 000 personer fået statsborgerskab, og der er udstedt næsten 100 000 opholdstilladelser;

185.  er foruroliget over, at det er muligt at opnå CBI og RBI uden en behørig sikkerhedsscreening af ansøgerne, hvilket også gælder for højrisikotredjelandsstatsborgere, og at disse ordninger derfor udgør en sikkerhedsrisiko for Unionen; beklager det faktum, at der hersker uvished om oprindelsen af de penge, der kanaliseres ind i CBI- og RBI-ordninger, hvilket i betydelig grad har øget risikoniveauet i både politisk, økonomisk og sikkerhedsmæssig henseende for de europæiske lande;

186.  understreger, at CBI- og RBI-ordninger indebærer andre betydelige risici, herunder en devaluering af unionsborgerskabet og nationale statsborgerskaber samt et potentiale for korruption, hvidvask af penge og skatteunddragelse; bemærker, at én medlemsstats beslutning om at gennemføre CBI- og RBI-ordninger, har afsmittende virkning på andre medlemsstater; gentager sin bekymring over, at statsborgerskab eller opholdstilladelse kan opnås gennem disse ordninger med utilstrækkelig eller slet ingen due diligence i forbindelse med kunderne (CDD) fra de kompetente myndigheders side;

187.  noterer sig, at den forpligtelse, der er fastsat i det femte hvidvaskdirektiv, hvorved forpligtede enheder bør betragte CBI- og RBI-ansøgere som højrisikoelementer i forbindelse med deres kundelegitimationsprocedurer, ikke fritager medlemsstaterne fra deres ansvar for selv at etablere og gennemføre skærpede due diligenceprocedurer; bemærker, at der er blevet iværksat adskillige formelle undersøgelser af korruption og hvidvask af penge på nationalt plan og å EU-plan med direkte tilknytning til CBI- og RBI-ordninger;

188.  understreger samtidig, at der fortsat hersker usikkerhed om den økonomiske holdbarhed og bæredygtighed af de investeringer, der foretages gennem disse ordninger; understreger, at statsborgerskab og de tilknyttede rettigheder aldrig bør være til salg;

189.  noterer sig, at CBI- og RBI-ordninger i visse medlemsstater er blevet udnyttet intenst af russiske borgere og borgere fra lande, der er under russisk indflydelse; understreger, at disse ordninger kan hjælpe russiske borgere på den sanktionsliste, der blev vedtaget efter Ruslands ulovlige annektering af Krim og Ruslands aggressive fremfærd på Krim, til at undgå EU-sanktioner;

190.  finder det kritisabelt, at disse programmer regelmæssigt omfatter skattefordele eller særlige skatteordninger for de begunstigede; er bekymret over, at disse privilegier kan undergrave målsætningen om, at alle borgere skal bidrage til skattesystemet på en fair måde;

191.  er bekymret over, at der ikke hersker åbenhed omkring antallet af ansøgere og deres oprindelse, antallet af personer, der har fået statsborgerskab eller opholdstilladelse i forbindelse med disse ordninger, samt de beløb, der er investeret gennem disse ordninger, og midlernes oprindelse; sætter pris på, at visse medlemsstater udtrykkeligt angiver navn og nationalitet for de personer, der får statsborgerskab eller opholdstilladelse i henhold til disse ordninger; tilskynder andre medlemsstater til at følge dette eksempel;

192.  er bekymret over, at CBI- og RBI-ordningerne ifølge OECD kan misbruges til at undergrave due diligence-procedurerne under den fælles indberetningsstandard (CRS), hvilket kan føre til unøjagtig eller ufuldstændig rapportering under CRS, navnlig når den finansielle institution ikke får oplysninger om alle relevante jurisdiktioner med hensyn til skattemæssigt hjemsted; bemærker, at de visumordninger, der efter OECD's opfattelse udgør en potentielt meget stor risiko for integriteten af CRS, er de ordninger, der giver en skatteyder adgang til en lav personlig indkomstskat på mindre end 10 % på finansielle offshore-aktiver og ikke kræver en væsentlig fysisk tilstedeværelse på mindst 90 dage i den jurisdiktion, der tilbyder den gyldne visumordning;

193.  er bekymret over, at Malta og Cypern har ordninger(107), som hører til blandt de ordninger, der potentielt udgør en stor risiko for integriteten af CRS;

194.  konkluderer, at de potentielle økonomiske fordele ved CBI- og RBI-ordninger ikke opvejer de alvorlige risici for hvidvask af penge og skatteunddragelse, som disse ordninger indebærer;

195.  opfordrer medlemsstaterne til at udfase alle eksisterende CBI- eller RBI-ordninger så hurtigt som muligt;

196.  understreger, at medlemsstaterne i mellemtiden bør stille krav om fysisk tilstedeværelse i landet som en forudsætning for at nyde godt af CBI- og RBI-ordninger, og at medlemsstaterne på korrekt vis bør sikre, at der gennemføres skærpede CDD-procedurer for de ansøgere, der ansøger om statsborgerskab eller opholdstilladelse gennem disse ordninger, således som det kræves i henhold til det femte hvidvaskdirektiv; understreger, at det femte hvidvaskdirektiv fastsætter skærpede kundelegitimationsprocedurer for politisk eksponerede personer; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at regeringerne har det endegyldige ansvar for at udføre due diligence-procedurer i forhold til personer, der ansøger om CBI eller RBI; opfordrer Kommissionen til nøje og løbende at overvåge den korrekte gennemførelse og anvendelse af CDD-procedurerne inden for rammerne af CBI- og RBI-ordningerne, indtil de ophæves i samtlige medlemsstater;

197.  noterer sig, at opnåelse af opholdstilladelse eller statsborgerskab i en medlemsstat giver modtageren adgang til en lang række rettigheder og privilegier på hele Unionens område, herunder retten til at færdes og opholde sig frit i Schengenområdet; opfordrer derfor de medlemsstater, der anvender CBI- og RBI-programmer, til, indtil programmerne endegyldigt er sat ud af kraft, behørigt at kontrollere ansøgerne og afvise ansøgninger, hvis der foreligger en sikkerhedsmæssig risiko, herunder hvidvask af penge; advarer endvidere om farerne ved CBI- og RBI-ordninger, der giver mulighed for familiesammenføring, hvorved familiemedlemmer til CBI-/RBI-modtagere kan opnå statsborgerskab eller opholdstilladelse med et minimum af eller ingen kontroller;

198.  opfordrer i denne forbindelse alle medlemsstater til at samle og offentliggøre gennemsigtige oplysninger om deres CBI- og RBI-ordninger, herunder antallet af afslag og årsagerne hertil; opfordrer Kommissionen til, indtil ordningerne endegyldigt er sat ud af kraft, at udsende retningslinjer og sikre bedre dataindsamling og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne i forbindelse med deres CBI- og RBI-ordninger, herunder hvad angår ansøgere, som har fået afslag på deres ansøgning af sikkerhedsmæssige årsager;

199.  mener, at medlemsstaterne, indtil CBI og RBI-ordningerne endegyldigt er sat ud af kraft, bør fastsætte de samme forpligtelser for mellemmænd inden for handelen med CBI og RBI, som gælder for de forpligtede enheder i henhold til hvidvasklovgivningen, og opfordrer medlemsstaterne til at forebygge interessekonflikter i forbindelse med CBI- og RBI-ordningerne, som kan opstå, når private virksomheder, der har bistået regeringen med at udforme, forvalte og fremme disse ordninger, også har rådgivet og støttet enkeltpersoner ved at egnethedsscreene dem og indgive deres ansøgninger om statsborgerskab eller opholdstilladelse;

200.  hilser med tilfredshed Kommissionens rapport af 23. januar 2019 om ordninger for tildeling af statsborgerskab og opholdsret til investorer i Den Europæiske Union (COM(2019)0012); noterer sig, at denne rapport bekræfter, at begge typer ordninger udgør en alvorlig risiko for medlemsstaterne og Unionen som helhed, navnlig med hensyn til sikkerhed, hvidvask af penge, korruption, omgåelse af EU-regler og skatteunddragelse, og at disse alvorlige risici yderligere forstærkes af mangler i ordningernes gennemsigtighed og styring; finder det foruroligende, at Kommissionen er betænkelig over, at medlemsstaterne ikke altid træffer foranstaltninger, som i tilstrækkeligt omfang kan afbøde de risici, ordningerne indebærer;

201.  noterer sig, at Kommissionen har til hensigt at nedsætte en ekspertgruppe til at behandle spørgsmål vedrørende gennemsigtighed, styring og sikkerhed i forbindelse med disse ordninger; glæder sig over, at Kommissionen har forpligtet sig til at overvåge virkningerne af ordninger for investorstatsborgerskab, som gennemføres af lande, der er omfattet af visumfrihed som led i suspensionsmekanismen; opfordrer Kommissionen til at koordinere udvekslingen af oplysninger mellem medlemsstaterne om afviste ansøgninger; opfordrer Kommissionen til at vurdere de risici, der er forbundet med salg af statsborgerskab og opholdsret, som led i sin næste supranationale risikovurdering; opfordrer Kommissionen til at foretage en vurdering af, i hvilket omfang disse ordninger er blevet anvendt af EU-borgere;

4.2."Free ports", toldoplag og andre særlige økonomiske zoner

202.  glæder sig over, at "free ports" bliver forpligtede enheder ifølge det femte hvidvaskdirektiv, og at de vil være forpligtede til at opfylde due diligence-krav og indberette mistænkelige transaktioner til de finansielle efterretningsenheder (FIU'er);

203.  bemærker, at der kan etableres "free ports" inden for EU i henhold til "frizoneproceduren"; bemærker, at frizoner er lukkede områder inden for Unionens toldområde, hvor ikke-EU-varer kan indføres toldfrit og fri for andre afgifter (dvs. skatter) og handelspolitiske foranstaltninger;

204.  minder om, at "free ports" er lagre i frizoner, som – oprindeligt – var tænkt som plads til oplagring af transitvarer; beklager, at de sidenhen er blevet populære i forbindelse med opbevaring af erstatningsaktiver, herunder kunst, ædelstene, antikviteter, guld- og vinsamlinger – ofte på permanent basis(108) – og finansieret fra ukendte kilder; minder om, at "free ports" eller frizoner ikke må misbruges til at foretage skatteunddragelse eller opnå samme virkninger som skattely;

205.  bemærker, at motiverne til at gøre brug af "free ports" – bortset fra sikker oplagring – omfatter en høj grad af hemmeligholdelse og udsættelse af importtold og indirekte skatter som f.eks. moms eller brugerafgifter;

206.  understreger, at der er over 80 frizoner i EU (109) og mange tusinde andre lagre under "særlige oplagringsprocedurer" i EU, navnlig "toldoplag", som kan tilbyde samme grad af hemmeligholdelse og (indirekte) skattefordele(110);

207.  bemærker, at retsgrundlaget for toldoplag i henhold til EU-toldkodeksen næsten er identisk med retsgrundlaget for "free ports"; henstiller derfor til, at de sidestilles med "free ports" i henhold til retlige foranstaltninger, der har til formål at mindske risikoen for hvidvask af penge og skatteunddragelse, såsom det femte hvidvaskdirektiv; mener, at lagre bør have tilstrækkeligt og kvalificeret personale til at kunne foretage den nødvendige kontrol af de aktiviteter, der foregår heri;

208.  bemærker, at risikoen for hvidvask af penge i "free ports" står i direkte forbindelse med risikoen for hvidvask af penge på markedet for erstatningsaktiver;

209.  bemærker, at de direkte skattemyndigheder i henhold til DAC5 pr. 1. januar 2018 "efter anmodning har adgang" til en lang række oplysninger med hensyn til den endelige reelle ejer – oplysninger, der er indsamlet i henhold til hvidvaskdirektivet; bemærker, at EU's lovgivning om bekæmpelse af hvidvask af penge bygger på tilliden til, at forpligtede enheder, som vil komme til at fungere som AML-"gatekeepere", gennemfører pålidelige due diligence-procedurer og foretager omhyggelig indberetning af mistænkelige transaktioner; bemærker med bekymring, at "adgang efter anmodning" til de oplysninger, som "free ports" ligger inde med, muligvis kun vil have en meget begrænset effekt i konkrete tilfælde(111);

210.  opfordrer Kommissionen til at vurdere, i hvilket omfang frihavne og fragtlicenser kan misbruges til skatteunddragelse(112); opfordrer endvidere Kommissionen til at fremsætte et lovgivningsmæssigt forslag for at sikre automatisk udveksling af oplysninger mellem de relevante myndigheder, herunder retshåndhævelses-, skatte- og toldmyndigheder samt Europol, om reelt ejerskab og transaktioner, der finder sted i "free ports", i toldoplag eller i særlige økonomiske zoner, og medtage et krav om sporbarhed;

211.  opfordrer Kommissionen til at fremsætte et forslag om hurtig udfasning af systemet med "free ports" i EU;

212.  bemærker, at afskaffelsen af bankhemmeligheden har ført til, at der investeres i nye aktiver såsom kunst, hvilket har givet anledning til hurtig vækst på kunstmarkedet i de seneste år; understreger, at frizoner giver investorerne sikre og stort set oversete oplagringsfaciliteter, hvor handel kan foregå ubeskattet, og ejerskabet kan skjules, idet kunst i sig selv er et ureguleret marked på grund af faktorer som vanskeligheden ved at fastsætte markedspriser og finde specialister; påpeger, at det f.eks. er lettere at transportere et værdifuldt maleri til den anden side af jordkloden end et tilsvarende pengebeløb;

4.3.Skatteamnesti

213.  minder om(113) behovet for at anvende amnesti med største forsigtighed eller afholde sig fuldstændig fra at give amnesti, da amnesti kun er en kilde til nem og hurtig skatteopkrævning på kort sigt, som ofte indføres for at lukke budgetsmuthuller, men som også kan tjene til at tilskynde borgerne til at unddrage sig beskatning og vente på den næste amnesti uden at være underlagt afskrækkende sanktioner eller straffe; opfordrer de medlemsstater, der indfører skatteamnesti, til altid at kræve, at den begunstigede redegør for kilden til midler, som ikke tidligere er blevet oplyst;

214.  opfordrer Kommissionen til at vurdere tidligere programmer for skatteamnesti, som medlemsstaterne har indført, og navnlig de offentlige indtægter, der er blevet indbetalt, og deres indvirkning på udsving i skattegrundlaget på mellemlang og lang sigt; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at relevante data om personer, der har været eller vil blive omfattet af skatteamnesti, deles behørigt med retsvæsenet, de retshåndhævende myndigheder og skattemyndighederne, og til at sikre, at reglerne om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme overholdes, og at der om muligt sker retsforfølgelse af anden økonomisk kriminalitet;

215.  er af den opfattelse, at Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen bør gennemføre en obligatorisk screening og clearing af hvert skatteamnestiprogram forud for medlemsstaternes gennemførelse af et sådant; mener, at en skatteyder eller en endelig reel ejer af en virksomhed, der allerede én eller flere gange har nydt godt af skatteamnesti, aldrig bør være berettiget til at drage fordel af en anden; opfordrer til, at de nationale myndigheder, der forvalter oplysningerne om personer, der har draget fordel af skatteamnesti, deltager i en effektiv udveksling af oplysninger fra retshåndhævende myndigheder eller andre kompetente myndigheder, som efterforsker andre forbrydelser end skattesvig og skatteunddragelse;

4.4.Administrativt samarbejde

216.  anerkender, at administrativt samarbejde inden for rammerne af direkte skatter nu omfatter både skattepligtige enkeltpersoner og skattepligtige virksomheder;

217.  understreger, at de internationale standarder for administrativt samarbejde er minimumsstandarder; mener således, at medlemsstaterne bør anvende højere standarder end blot minimumsstandarderne; opfordrer medlemsstaterne til at fjerne yderligere hindringer for det administrative og retlige samarbejde;

218.  glæder sig over, at der med vedtagelsen af den globale standard om automatisk udveksling af oplysninger, som blev gennemført af DAC1, og med ophævelsen af rentebeskatningsdirektivet fra 2003 er blevet indført en fælles EU-mekanisme for udveksling af oplysninger;

5.Bekæmpelse af hvidvask af penge

219.  understreger, at hvidvask af penge kan antage forskellige former, og at de hvidvaskede penge kan have oprindelse i forskellige ulovlige aktiviteter, som f.eks. korruption, våben- og menneskehandel, narkotikahandel, skatteunddragelse og skattesvig, og kan bruges til at finansiere terrorisme; bemærker med bekymring, at udbyttet fra kriminelle aktiviteter i EU anslås at beløbe sig til 110 mia. EUR(114) om året, hvilket svarer til 1 % af EU's samlede BNP; fremhæver, at Kommissionen anslår, at op til 70 % af tilfældene af hvidvask af penge i visse medlemsstater har en grænseoverskridende dimension(115); bemærker endvidere, at FN(116) anslår omfanget af hvidvask af penge til at svare til mellem 2 og 5 % af det globale BNP eller ca. 715 mia. EUR og 1,87 billioner om året;

220.  understreger, at flere nylige tilfælde af hvidvask af penge inden for Unionen er forbundet med kapital, herskende eliter og/eller borgere, der kommer fra Rusland og navnlig fra Fællesskabet af Uafhængige Stater (SNG); udtrykker sin bekymring over den trussel mod den europæiske sikkerhed og stabilitet, der hidrører fra ulovlige udbytter fra Rusland og SNG-landene, som indføres i det europæiske finansielle system for at blive hvidvasket og videreanvendt til at finansiere kriminelle aktiviteter; understreger, at disse udbytter bringer EU-borgernes sikkerhed i fare og skaber forvridninger og urimelige konkurrencemæssige ulemper for lovlydige borgere og virksomheder; mener, at udover kapitalflugt, som ikke kan bremses uden at løse de økonomiske og administrative problemer i oprindelseslandet, og hvidvask af penge ud fra rent kriminelle motiver bliver disse fjendtlige aktiviteter, der har til formål at svække de europæiske demokratier, deres økonomier og deres institutioner, udført i en sådan størrelsesorden, at det destabiliserer det europæiske kontinent; efterlyser et bedre samarbejde mellem medlemsstaterne med hensyn til kontrol af kapital, der indføres til Unionen fra Rusland;

221.  gentager sin opfordring (117) om EU-dækkende sanktioner over for krænkelser af menneskerettighederne med den amerikanske Global Magnitsky Act som forbillede, som kan gøre det muligt at indføre visumforbud og målrettede sanktioner såsom beslaglæggelse af ejendom og interesser i ejendom inden for EU's område tilhørende individuelle offentlige embedsmænd eller personer i officielt ærinde, der er ansvarlige for tilfælde af korruption eller alvorlige menneskerettighedskrænkelser; glæder sig over, at Parlamentet har vedtaget sin betænkning om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et regelsæt for screening af udenlandske direkte investeringer i Den Europæiske Union(118); efterlyser øget kontrol og tilsyn med bankernes ikke-residente porteføljer og andelen heraf med oprindelse i lande, der anses for at udgøre en sikkerhedsrisiko for Unionen;

222.  glæder sig over vedtagelsen af den fjerde og den femte revision af direktivet om bekæmpelse af hvidvask af penge; understreger, at de udgør et vigtigt skridt i retning af at forbedre effektiviteten af Unionens bestræbelser på at bekæmpe hvidvask af penge fra kriminelle aktiviteter og modvirke finansiering af terroraktiviteter; bemærker, at EU's lovgivning om bekæmpelse af hvidvask af penge primært bygger på en forebyggende tilgang til hvidvask af penge med fokus på sporing og indberetning af mistænkelige transaktioner;

223.  beklager, at et stort antal medlemsstater helt eller delvis har undladt at gennemføre den fjerde revision af direktivet om bekæmpelse af hvidvask af penge i deres nationale lovgivning inden for den fastsatte frist, og at Kommissionen derfor har indledt traktatbrudsprocedurer mod dem, herunder sagsanlæg ved Den Europæiske Unions Domstol(119); opfordrer disse medlemsstater til hurtigt at rette op på denne situation; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til navnlig at opfylde deres retlige forpligtelse til at overholde fristen den 10. januar 2020 for gennemførelse af den femte revision af direktivet om bekæmpelse af hvidvask af penge i deres nationale lovgivning; understreger og støtter Rådets konklusioner af 23. november 2018, hvori medlemsstaterne opfordres til at gennemføre den femte revision af direktivet om bekæmpelse af hvidvask af penge i deres nationale lovgivning inden fristen i 2020; opfordrer Kommissionen til fuldt ud at gøre brug af de foreliggende instrumenter til at yde støtte og sikre, at medlemsstaterne gennemfører den femte revision af direktivet om bekæmpelse af hvidvask af penge på behørig vis hurtigst muligt;

224.  minder om den afgørende betydning af kundelegitimation som en del af forpligtelsen til at kende sin kunde (KYC), der består i, at forpligtede enheder på behørig vis skal identificere deres kunder og kilden til deres midler samt de reelle ejere af aktiverne, herunder tilbageholdelse af anonyme konti; beklager, at visse finansielle institutioner og deres respektive forretningsmodeller aktivt har fremmet hvidvaskning af penge; opfordrer den private sektor til at spille en aktiv rolle i bekæmpelsen af finansiering af terrorisme og i forebyggelsen af terroraktiviteter, for så vidt som de er i stand til det; opfordrer de finansielle institutioner til aktivt at revidere deres interne procedurer for at forebygge enhver risiko for hvidvask af penge;

225.  bifalder den handlingsplan, Rådet vedtog den 4. december 2018, og som omfatter flere ikkelovgivningsmæssige tiltag til bedre bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme i Unionen; opfordrer Kommissionen til løbende at holde Parlamentet orienteret om de fremskridt, der bliver gjort med gennemførelsen af handlingsplanen;

226.  er bekymret over fraværet af konkrete procedurer til vurdering og kontrol af redeligheden af medlemmerne af ECB's Styrelsesråd, navnlig når de formelt anklages for kriminelle aktiviteter; efterlyser mekanismer til overvågning og kontrol af disse medlemmers adfærd og redelighed, og mener, at de bør beskyttes mod tilfælde af magtmisbrug fra ansættelsesmyndighedens side;

227.  fordømmer det forhold, at systematiske svigt i håndhævelsen af kravene til bekæmpelse af hvidvask af penge kombineret med ineffektivt tilsyn har ført til en række nylige højtprofilerede sager om hvidvask af penge i europæiske banker, som er forbundet med systematiske overtrædelser af de mest grundlæggende krav om at kende sin kunde og om kundelegitimation;

228.  minder om, at kravet om at kende sin kunde og kravet om kundelegitimation er af afgørende betydning og bør være gældende under hele forretningsrelationen, og at kundernes transaktioner bør overvåges vedvarende og omhyggeligt for at identificere mistænkelige eller usædvanlige aktiviteter; minder i denne forbindelse om forpligtelsen for forpligtede enheder til på eget initiativ straks at underrette de nationale FIU'er om transaktioner, der mistænkes for at være hvidvask af penge, tilknyttede underliggende forbrydelser eller finansiering af terrorisme; beklager, at den femte revision af direktivet om bekæmpelse af hvidvask af penge trods Parlamentets bestræbelser fortsat som en sidste udvej åbner mulighed for, at den eller de fysiske personer, der fungerer som øverste leder, kan blive registreret som reelle ejere af et selskab eller en trust, mens den faktiske reelle ejer ikke er kendt, eller der foreligger en mistanke om dem; opfordrer Kommissionen til i forbindelse med den næste revision af reglerne om bekæmpelse af hvidvask af penge i EU at foretage en klar vurdering af denne bestemmelses indvirkning på tilgængeligheden af pålidelige oplysninger om reelt ejerskab i medlemsstaterne og at foreslå at fjerne den, hvis der er tegn på, at bestemmelsen risikerer at blive misbrugt til at beskytte identiteten af reelle ejere;

229.  bemærker, at der i nogle medlemsstater findes kontrolmekanismer vedrørende formuer, der ikke kan begrundes, til sporing af udbytte fra kriminelle aktiviteter; understreger, at en sådan mekanisme ofte består i en retskendelse, der pålægger en person, der med rimelighed mistænkes for at være involveret i, eller for at have forbindelser til en person, der er involveret i, alvorlig kriminalitet, at forklare arten og omfanget af deres interesse i en given ejendom og forklare, hvordan ejendommen blev erhvervet, hvis der er rimelig grund til at formode, at den pågældendes lovlige indkomst ville være utilstrækkelig til at kunne erhverve ejendommen; opfordrer Kommissionen til at vurdere virkningerne og gennemførligheden af en sådan foranstaltning på EU-plan;

230.  bifalder visse medlemsstaters beslutning om at forbyde udstedelse af ihændehaveraktier og omdanne de eksisterende til navneaktier; anmoder medlemsstaterne om at overveje behovet for at vedtage tilsvarende foranstaltninger inden for deres respektive jurisdiktioner i lyset af de nye bestemmelser i det femte hvidvaskdirektiv om oplysninger om reelt ejerskab og identificerede risici;

231.  understreger, at der er et presserende behov for at indføre et mere effektivt system til kommunikation og udveksling af oplysninger mellem de retslige myndigheder i Unionen som erstatning for de traditionelle instrumenter for gensidig retlig bistand i straffesager, der er forbundet med langvarige og besværlige procedurer og derfor skader grænseoverskridende efterforskning af hvidvask af penge og andre alvorlige forbrydelser; gentager sin opfordring til Kommissionen om at vurdere, om der er behov for lovgivning på dette område;

232.  opfordrer Kommissionen til at vurdere, og underrette Parlamentet om, den rolle, som juridiske konstruktioner som SPV-selskaber, special purpose-enheder og fonde uden velgørende formål ("non-charitable purpose trusts") spiller i forbindelse med hvidvask af penge, og de specifikke risici, der er forbundet hermed, navnlig i Det Forenede Kongerige og dets kronbesiddelser og oversøiske territorier;

233.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til fuldt ud at overholde lovgivningen om bekæmpelse af hvidvask af penge, når de udsteder statsobligationer på de finansielle markeder; mener, at rettidig omhu i forbindelse med sådanne finansielle transaktioner også er strengt nødvendig;

234.  bemærker, at der alene i TAX3-udvalgets mandatperiode er blevet afsløret tre meget beklagelige tilfælde af hvidvask af penge gennem banker i EU: ING Bank N.V. har for nylig erkendt alvorlige mangler i anvendelsen af bestemmelserne om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme og har accepteret at betale 775 mio. EUR i et forlig med den nederlandske offentlige anklagemyndighed(120); ABLV Bank i Letland gik i frivillig likvidation, efter at United States Financial Crimes Enforcement Network (FinCEN) besluttede at foreslå et forbud mod, at ABLV havde en konto i en korrespondentbank i USA på grund af problemer med hvidvask af penge(121), og Danske Bank indrømmede, efter at der var gennemført en undersøgelse af 15 000 kunder og ca. 9,5 mio. transaktioner i forbindelse med den estiske filial, at væsentlige mangler i bankens forvaltnings- og kontrolsystemer havde gjort det muligt at anvende den estiske filial til mistænkelige transaktioner(122);

235.  bemærker med bekymring, at sagen om "Troika-vaskeriet" også offentligt har eksponeret, hvordan 4,6 mia. USD fra Rusland og andre steder passerede gennem europæiske banker og virksomheder; fremhæver, at i centrum for skandalen befinder sig Troika Dialog, der tidligere var en af de største russiske private investeringsbanker, og det netværk, der kan have gjort det muligt for den herskende russiske elite i det skjulte at anvende ulovlige indtægter til at erhverve aktier i statsejede virksomheder og købe fast ejendom både i Rusland og i udlandet og luksusvarer; beklager desuden, at flere europæiske banker angiveligt har været involveret i disse mistænkelige transaktioner, nemlig Danske Bank, Swedbank AB, Nordea Bank Abp, ING Groep NV, Credit Agricole SA, Deutsche Bank AG, KBC Group NV, Raiffeisen Bank International AG, ABN Amro Group NV, Cooperatieve Rabobank U.A. og den nederlandske afdeling af Turkiye Garanti Bankasi A.S.;

236.  bemærker, at i sagen om Danske Bank er transaktioner til en værdi af over 200 mia. EUR strømmet ind og ud af dens estiske filial(123), uden at banken har indført tilstrækkelige interne procedurer for bekæmpelse af hvidvask af penge og "kend din kunde", hvilket banken efterfølgende selv har indrømmet og hvilket både de estiske og de danske finansielle tilsynsmyndigheder har bekræftet; mener, at denne mangel viser en fuldstændig mangel på ansvarlighed fra både bankens og de kompetente nationale myndigheders side; opfordrer de kompetente myndigheder til at foretage en hurtig evaluering af tilstrækkeligheden af procedurerne for bekæmpelse af hvidvask af penge og "kend din kunde" i alle europæiske banker for at sikre en korrekt håndhævelse af Unionens lovgivning om bekæmpelse af hvidvask af penge;

237.  bemærker endvidere, at 6 200 kunder i den estiske afdeling af Danske Bank har vist sig at have foretaget mistænkelige transaktioner, at ca. 500 kunder har været knyttet til offentligt kendte ordninger for hvidvask af penge, at 177 har været knyttet til skandalen om "det russiske møntvaskeri" og 75 til skandalen om "det aserbajdsjanske møntvaskeri", og at 53 kunder var selskaber, der viste sig at have samme adresser og direktører(124); opfordrer de relevante nationale myndigheder til at spore destinationerne for de mistænkelige transaktioner, der er gennemført af de 6 200 kunder i Danske Banks estiske filial, for at få bekræftet, at de hvidvaskede penge ikke er blevet brugt til yderligere kriminelle aktiviteter; opfordrer de relevante nationale myndigheder til på behørig vis at samarbejde i denne sag, eftersom de mistænkelige transaktioner tydeligvis er grænseoverskridende;

238.  fremhæver, at ECB har trukket den maltesiske Pilatus Banks tilladelse til at drive bankvirksomhed tilbage, efter at Ali Sadr Hashemi Nejad, formand for og eneaktionær i Pilatus Bank, er blevet anholdt i USA i forbindelse med bl.a. anklager om hvidvask af penge; understreger, at EBA konkluderede, at den maltesiske finansielle efterretningsanalyseenhed havde overtrådt EU-lovgivningen, fordi den ikke havde gennemført et effektivt tilsyn med Pilatus Bank på grund af bl.a. proceduremæssige mangler og manglende tilsynsforanstaltninger; bemærker, at Kommissionen den 8. november 2018 sendte en formel udtalelse til den maltesiske finansielle efterretningsanalyseenhed, hvori den opfordrede enheden til at træffe yderligere foranstaltninger for at overholde sine retlige forpligtelser(125); opfordrer den maltesiske finansielle efterretningsanalyseenhed til at træffe foranstaltninger til at overholde de respektive henstillinger;

239.  noterer sig skrivelsen til TAX3-udvalget fra Maltas faste repræsentant ved EU som svar på udvalgets betænkeligheder med hensyn til forlydenderne om, at visse maltesiske politisk eksponerede personer havde været involveret i et muligt nyt tilfælde af hvidvask af penge og skatteunddragelse i forbindelse med et selskab ved navn "17 Black", der var baseret i De Forenede Arabiske Emirater (UAE)(126); beklager, at der kun er blevet givet vage svar; er bekymret over, at de maltesiske myndigheder tilsyneladende har valgt at forholde sig politisk passive; er især bekymret over, at politisk eksponerede personer fra de højeste niveauer i den maltesiske regering synes at være indblandet ifølge afsløringerne om "17 Black"; opfordrer de maltesiske myndigheder til at anmode om dokumentation fra UAE via skrivelser om juridisk bistand; opfordrer UAE til at samarbejde med de maltesiske og europæiske myndigheder og til at sikre, at pengemidler, der er indefrosset i bankkonti tilhørende "17 Black", forbliver indefrosset, indtil der er gennemført en grundig undersøgelse; understreger navnlig den åbenbare mangel på uafhængighed hos både det maltesiske finansielle efterretningsanalyseenhed og den maltesiske politichef; beklager, at der hidtil ikke er truffet nogen foranstaltninger mod de politisk eksponerede personer, der er involveret i påståede korruptionssager; understreger, at den maltesiske undersøgelse ville drage fordel af oprettelsen af et fælles efterforskningshold (JIT) på grundlag af en ad hoc-aftale (127), eftersom det på denne måde ville være muligt at imødegå de alvorlige tvivlsspørgsmål med hensyn til uafhængigheden og kvaliteten af de igangværende nationale undersøgelser med støtte fra Europol og Eurojust;

240.  bemærker, at på det tidspunkt, hvor den undersøgende journalist Daphne Caruana Galizia blev myrdet, arbejdede hun på den største lækage af oplysninger, hun nogensinde havde modtaget – oplysninger, der stammede fra serverne hos selskabet ElectroGas, som driver Maltas kraftværk; bemærker endvidere, at ejeren af "17 Black", der skulle overføre store pengebeløb til politisk eksponerede personer i Malta med ansvar for dette kraftværk, også er direktør og aktionær i ElectroGas;

241.  er bekymret over den tiltagende hvidvask af penge i forbindelse med andre former for forretningsaktiviteter, navnlig fænomenet med de såkaldte "flyvende penge" og "de berygtede gader"; understreger, at der er behov for en styrket koordinering og og et styrket samarbejde mellem lokale og regionale administrative og retshåndhævende myndigheder for at løse disse problemer i de europæiske byer;

242.  er klar over, at den nuværende retlige ramme for bekæmpelse af hvidvask af penge hidtil har bestået af direktiver og er baseret på en minimumsharmonisering, hvilket har ført til forskellige nationale tilsyns- og håndhævelsespraksisser i medlemsstaterne; opfordrer Kommissionen til i forbindelse med en fremtidig revision af lovgivningen om bekæmpelse af hvidvask af penge i den påkrævede konsekvensanalyse at vurdere, om en forordning ville være en mere passende retsakt end et direktiv; opfordrer i denne forbindelse til en hurtig ændring til en forordning om bekæmpelse af hvidvask af penge, hvis konsekvensanalysen tilråder dette;

5.1.Samarbejde mellem hvidvaskmyndigheder og tilsynsmyndigheder i Den Europæiske Union

243.  glæder sig over, at Kommissionens formand i sin tale om Unionens tilstand den 12. september 2018 meddelte, at der efter de seneste tilfælde af overtrædelser eller påståede overtrædelser af reglerne om bekæmpelse af hvidvask af penge ville blive iværksat supplerende foranstaltninger;

244.  efterlyser nødvendig øget kontrol og løbende tilsyn med bestyrelsesmedlemmer og aktionærer i kreditinstitutter, investeringsselskaber og forsikringsselskaber i Unionen og understreger navnlig, at det er vanskeligt at tilbagekalde tilladelser til udøvelse af bankvirksomhed eller tilsvarende særlige tilladelser;

245.  støtter det arbejde, der er udført af den fælles arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for Kommissionens Generaldirektorat for Retlige Anliggender og Forbrugere og dens Generaldirektorat for Finansiel Stabilitet, Finansielle Tjenesteydelser og Kapitalmarkedsunionen, ECB, de europæiske tilsynsmyndigheder (ESA'er) og formanden for underudvalget vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge, der er nedsat under ESA'ernes Fælles Udvalg, med henblik på at opdage aktuelle mangler og foreslå foranstaltninger til at muliggøre et effektivt samarbejde og koordinering og udveksling af oplysninger mellem tilsyns- og håndhævelsesinstanser;

246.  konkluderer, at det nuværende niveau af koordinering af tilsynet med finansieringsinstitutters bekæmpelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, navnlig i forbindelse med situationer, hvor bekæmpelsen af hvidvask af penge og bekæmpelsen af finansiering af terrorisme har grænseoverskridende virkninger, ikke er tilstrækkeligt til at imødegå de aktuelle udfordringer i denne sektor, og at Unionens evne til at håndhæve koordinerede regler og praksisser for bekæmpelse af hvidvask af penge i øjeblikket er utilstrækkelig;

247.  opfordrer til en vurdering af de langsigtede mål, der fører til en forbedret ramme for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, som nævnt i "Reflection paper on possible elements of a Roadmap for seamless cooperation between Anti Money Laundering and Prudential Supervisors in the European Union"(128) (oplæg om mulige elementer i en køreplan for gnidningsløst samarbejde mellem myndigheder med ansvar for bekæmpelse af hvidvask af penge og tilsynsmyndigheder i Den Europæiske Union), såsom etablering af en mekanisme på EU-plan til bedre koordinering af aktiviteterne mellem tilsynsmyndigheder med ansvar for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme i enheder i den finansielle sektor, navnlig i situationer, hvor disse anliggender sandsynligvis vil have grænseoverskridende virkninger, og en mulig centralisering af tilsynet med bekæmpelse af hvidvask af penge via et eksisterende eller nyt EU-organ med beføjelse til at håndhæve harmoniserede regler og praksisser i EU's medlemsstater; støtter yderligere bestræbelser på at centralisere tilsyn med bekæmpelse af hvidvask af penge, og mener, at hvis en sådan mekanisme etableres, bør den tildeles tilstrækkelige menneskelige og finansielle ressourcer, således at dens funktioner kan gennemføres effektivt;

248.  minder om, at ECB har beføjelsen til og ansvaret for at inddrage tilladelser fra kreditinstitutter for alvorlige overtrædelser af bestemmelserne om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme; bemærker imidlertid, at ECB er fuldstændig afhængig af nationale tilsynsmyndigheder vedrørende hvidvask af penge, når den skal have oplysninger vedrørende sådanne overtrædelser, som de nationale myndigheder har konstateret; opfordrer derfor de nationale myndigheder med ansvar for bekæmpelse af hvidvask af penge til at stille oplysninger af god kvalitet rettidigt til rådighed for ECB, således at ECB kan udføre sin funktion korrekt; glæder sig i denne forbindelse over den multilaterale aftale om de praktiske bestemmelser for udveksling af oplysninger mellem ECB og alle kompetente myndigheder, der er ansvarlige for at føre tilsyn med, om kredit- og finansieringsinstitutter overholder deres forpligtelser med hensyn til bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme i overensstemmelse med det fjerde hvidvaskdirektiv;

249.  understreger, at tilsyn med finansielle institutioner og tilsyn med hvidvask af penge ikke kan behandles adskilt; understreger, at ESA'erne har begrænset kapacitet til at indtage en mere fremtrædende rolle i bekæmpelsen af hvidvask af penge på grund af deres beslutningsstrukturer, manglende beføjelser og begrænsede ressourcer; understreger, at EBA bør indtage en ledende rolle i denne kamp og samtidig arbejde tæt sammen med Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) og Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA) og derfor hurtigst muligt bør have stillet tilstrækkelig kapacitet til rådighed i menneskelige og materielle ressourcer til at bidrage effektivt til en konsekvent og effektiv forebyggelse af anvendelsen af det finansielle system til hvidvask, bl.a. ved at foretage risikovurderinger af kompetente myndigheder og kontroller inden for de overordnede rammer; opfordrer til større offentlig omtale af disse kontroller og mener navnlig, at relevante oplysninger systematisk skal forelægges for Parlamentet og Rådet, hvis der konstateres alvorlige mangler på nationalt plan eller på EU-plan(129);

250.  noterer sig, at de nationale finanstilsyn spiller en stadig mere fremtrædende rolle; opfordrer indtrængende Kommissionen til efter høring af EBA at foreslå mekanismer, der kan fremme af øget samarbejde og koordinering mellem de finansielle tilsynsmyndigheder; mener, at der på lang sigt bør ske en øget harmonisering af tilsynsprocedurerne hos de forskellige nationale myndigheder med ansvar for bekæmpelse af hvidvask af penge;

251.  glæder sig over Kommissionens meddelelse af 12. september 2018 om stærkere EU-rammer for tilsyn og for tilsyn med bekæmpelse af hvidvask af penge i forbindelse med finansielle institutioner (COM(2018)0645) og det forslag, meddelelsen indeholder om revision af ESA'erne med henblik på at styrke den tilsynsmæssige konvergens; mener, at EBA bør påtage sig en ledende, koordinerende og overvågende rolle på EU-plan for at beskytte det finansielle system effektivt mod hvidvask af penge og risikoen for finansiering af terrorisme i betragtning af de uønskede potentielle systemiske konsekvenser, som kan følge i kølvandet på et misbrug af den finansielle sektor til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, og i lyset af de erfaringer, som EBA allerede har gjort med at beskytte banksektoren mod misbrug som myndighed med beføjelse til at føre tilsyn med alle medlemsstater;

252.  tager til efterretning, at EBA har givet udtryk for betænkeligheder med hensyn til gennemførelsen af kapitalkravsdirektivet (direktiv 2013/36/EU) om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber(130); glæder sig over EBA's forslag om at afhjælpe de mangler, som skyldes den nuværende retlige ramme i EU; opfordrer medlemsstaterne til hurtigt at gennemføre de nyligt vedtagne ændringer af kapitalkravsdirektivet i national ret;

5.2.Samarbejde mellem finansielle efterretningsenheder (FIU'er)

253.  minder om, at medlemsstaterne i henhold til det femte hvidvaskdirektiv er forpligtede til at oprette automatiske centrale mekanismer, som muliggør hurtig identifikation af indehavere af bankkonti og betalingskonti, og til at sikre, at enhver FIU er i stand til rettidigt at levere oplysninger, der opbevares i disse centrale mekanismer, til enhver anden FIU; understreger betydningen af rettidigt at få adgang til oplysninger for at forhindre økonomisk kriminalitet og afbrydelse af efterforskninger; opfordrer medlemsstaterne til at fremskynde oprettelsen af disse mekanismer, således at medlemsstaternes FIU'er kan samarbejde effektivt med hinanden om at afsløre og modvirke hvidvask af penge; opfordrer kraftigt medlemsstaternes FIU'er til at anvende FIU.net-systemet; bemærker betydningen af databeskyttelse også på dette område;

254.  mener, at det er af afgørende betydning, at de nationale FIU'er får tilstrækkelige ressourcer og kapacitet for at kunne bidrage til at bekæmpe hvidvask af penge effektivt;

255.  understreger, at samarbejde er afgørende for effektivt at bekæmpe hvidvask af penge – ikke blot samarbejde mellem medlemsstaternes FIU'er, men også mellem medlemsstaternes FIU'er og tredjelandes FIU'er; noterer sig de politiske aftaler om de interinstitutionelle forhandlinger(131) med henblik på den fremtidige vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om regler, der letter anvendelsen af finansielle og andre oplysninger med henblik på forebyggelse, afsløring, efterforskning eller retsforfølgning af visse strafbare handlinger, og om ophævelse af Rådets afgørelse 2000/642/RIA;

256.  opfordrer Kommissionen til at udvikle specialkurser til FIU'er under særlig hensyntagen til den mere begrænsede kapacitet i visse medlemsstater; noterer sig bidraget fra Egmont-Gruppen, som er et netværk af 159 FIU'er, der agter at styrke deres operationelle samarbejde ved at fremme videreførelsen og iværksættelsen af en lang række projekter; afventer Kommissionens vurdering af rammen for FIU'ers samarbejde med tredjelande og af forhindringer og muligheder for at forbedre samarbejdet mellem FIU'er i Unionen, herunder muligheden for at oprette en koordinerings- og støttemekanisme; minder om, at denne vurdering skal være klar inden den 1. juni 2019; anmoder Kommissionen om at overveje denne mulighed for at forelægge et forslag til retsakt om en EU FIU, der vil kunne blive et center for fælles efterforskning og koordinering, der er selvstændigt og har sin egen efterforskningskompetence vedrørende grænseoverskridende finansiel kriminalitet, og en tidlig varslingsmekanisme; mener, at en EU-FIU bør have den brede rolle at koordinere, bistå og støtte medlemsstaternes FIU'er i grænseoverskridende sager med henblik på at udvide udvekslingen af information og sikre fælles undersøgelser af grænseoverskridende sager og effektiv koordinering af arbejdet;

257.  opfordrer Kommissionen til at samarbejde aktivt med medlemsstaterne om at finde mekanismer til at forbedre og styrke samarbejdet mellem medlemsstaternes FIU'er og FIU'er i tredjelande; opfordrer Kommissionen til at træffe passende foranstaltninger i denne henseende i de relevante internationale fora, såsom OECD og Den Finansielle Aktionsgruppe (FATF); mener, at der i enhver aftale, som måtte udspringe heraf, bør tages behørigt hensyn til beskyttelsen af personoplysninger;

258.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde en rapport til Parlamentet og Rådet med en vurdering af, om forskellene i status og organisation mellem medlemsstaternes FIU'er hæmmer samarbejdet om at bekæmpe alvorlige forbrydelser med en grænseoverskridende dimension;

259.  påpeger, at den manglende standardisering mellem medlemsstaterne af formaterne for rapporter om mistænkelige transaktioner og af tærsklerne for disse rapporter samt med hensyn til de forskellige forpligtede enheder fører til vanskeligheder i forbindelse med behandlingen og udvekslingen af oplysninger mellem FIU'er; opfordrer Kommissionen til med støtte fra EBA at undersøge, ved hjælp af hvilke mekanismer der hurtigst muligt kan indføres standardiserede indberetningsformater for forpligtede enheder med henblik på at lette og forbedre behandlingen og udvekslingen af oplysninger mellem FIU'er i sager med en grænseoverskridende dimension, og til at overveje at standardisere tærsklerne for mistænkelige transaktioner;

260.  opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for at oprette automatiserede søgesystemer for rapporter om mistænkelige transaktioner, som vil give medlemsstaternes FIU'er mulighed for at søge på transaktioner og deres ophavsmænd og modtagere, som gentagne gange er blevet indberettet som mistænkelige i forskellige medlemsstater;

261.  opfordrer de kompetente myndigheder og FIU'er til at samarbejde med finansieringsinstitutter og andre forpligtede enheder med henblik på at øge rapporteringen om mistænkelige aktiviteter og reducere den defensive rapportering og derved bidrage til at sikre, at FIU'erne modtager mere nyttige, målrettede og udførlige oplysninger, således at de kan udføre deres opgaver ordentligt, samtidig med at der sikres overensstemmelse med den generelle forordning om databeskyttelse;

262.  minder om betydningen af at udvikle forbedrede kanaler for dialog, kommunikation og udveksling af oplysninger mellem offentlige myndigheder og specifikke aktører inden for den private sektor, også kendt som offentlig-private partnerskaber (OPP'er), navnlig for forpligtede enheder i henhold til hvidvaskdirektivet, og fremhæver, at der kun findes ét tværnationalt OPP, nemlig Europols offentlig-private partnerskab for finansielle efterretninger, som leverer positive resultater og fremmer strategisk informationsudveksling mellem banker, FIU'er, retshåndhævende myndigheder og nationale tilsynsmyndigheder i alle medlemsstater;

263.  støtter den løbende forbedring af informationsudvekslingen mellem FIU'er og retshåndhævende myndigheder, herunder Europol; mener, at der bør etableres et sådant partnerskab på området for nye teknologier, herunder virtuelle aktiver, med henblik på at formalisere allerede eksisterende foranstaltninger i medlemsstaterne; opfordrer Det Europæiske Databeskyttelsesråd til at fremlægge yderligere præciseringer over for markedsoperatører, der behandler personoplysninger som led i deres due diligence-forpligtelser, for at give dem mulighed for at overholde de relevante bestemmelser om databeskyttelse;

264.  understreger, at det er afgørende at udvide og forbedre samarbejdet mellem nationale tilsynsmyndigheder og FIU'er for effektivt at bekæmpe hvidvask af penge og skatteunddragelse; understreger desuden, at kampen mod hvidvask af penge og skatteunddragelse også kræver et godt samarbejde mellem FIU'er og toldmyndighederne;

265.  opfordrer Kommissionen til at rapportere om status quo og forbedringer i EU-medlemsstaternes FIU'er vedrørende formidling, udveksling og behandling af information efter PANA-anbefalingerne(132) og kortlægningen, som medlemsstaternes FIU-platform har foretaget;

5.3.Forpligtede enheder (anvendelsesområde)

266.  glæder sig over, at man i det femte hvidvaskdirektiv har udvidet listen over forpligtede enheder til at omfatte udbydere af valutaveksling mellem virtuelle valutaer og papirvalutaer, udbydere af virtuelle tegnebøger, kunsthandlere og "free ports";

267.  opfordrer Kommissionen til at træffe foranstaltninger til at forbedre håndhævelsen af kravet om kundelegitimation, navnlig for bedre at præcisere, at ansvaret for en korrekt anvendelse af kundelegitimation altid påhviler den forpligtede enhed, selv når der er foretaget outsourcing, og for at der kan indføres bestemmelser om sanktioner i tilfælde af forsømmelighed eller interessekonflikter i tilfælde af outsourcing; understreger, at de forpligtede enheder i henhold til det femte hvidvaskdirektiv har en retlig forpligtelse til at gennemføre øget kontrol og systematisk indberetning, når de udfører kundelegitimation i forbindelse med forretningsforbindelser eller transaktioner, der involverer lande, som Kommissionen har identificeret som højrisikotredjelande med henblik på hvidvask af penge;

5.4.Registre

268.  glæder sig over den adgang til oplysninger om reelt ejerskab og andre kundelegitimationsoplysninger, som skattemyndighederne har fået med DAC5; minder om, at denne adgang er nødvendig, for at skattemyndighederne kan udføre deres opgaver korrekt;

269.  bemærker, at Unionens lovgivning om bekæmpelse af hvidvask af penge forpligter medlemsstaterne til at oprette centrale registre med fuldstændige oplysninger om reelt ejerskab for selskaber og trustfonde, og at den også indeholder bestemmelser om samkøring af disse; glæder sig over, at det femte hvidvaskdirektiv forpligter medlemsstaterne til at sikre, at oplysningerne om reelt ejerskab i alle tilfælde er tilgængelige for ethvert medlem af offentligheden;

270.  bemærker imidlertid, at med hensyn til trustfonde vil de nationale registre i princippet blive tilgængelige for personer, der kan dokumentere en legitim interesse i at få adgang; understreger, at det fortsat står medlemsstaterne frit for at give offentligheden adgang til registrene over trustfonde, hvilket Parlamentet allerede har anbefalet; opfordrer medlemsstaterne til at oprette frit tilgængelige og åbne dataregistre; minder under alle omstændigheder om, at det gebyr, som de kan beslutte at pålægge, ikke bør overstige de administrative omkostninger ved at stille de tilgængelige oplysninger til rådighed, herunder registrenes drifts- og udviklingsudgifter;

271.  understreger, at Kommissionen bør sikre samkøringen af registrene over reelle ejere; mener, at Kommissionen nøje bør overvåge, hvordan dette samkørte system fungerer, og inden for en rimelig tid vurdere, om det fungerer korrekt, og om det bør suppleres med oprettelse af et offentligt EU-register over reelt ejerskab eller andre instrumenter, der effektivt kunne afhjælpe eventuelle mangler; opfordrer Kommissionen til i mellemtiden at udarbejde og udstede tekniske retningslinjer for at lette konvergensen af formater, interoperabilitet og samkøring af medlemsstaternes registre; er af den opfattelse, at reelt ejerskab af trustfonde bør have samme grad af gennemsigtighed som virksomheder under det femte hvidvaskdirektiv, samtidig med at der sikres passende garantier;

272.  er betænkelig over, at oplysningerne i registrene over de reelle ejere ikke altid er tilstrækkelige og/eller nøjagtige; opfordrer derfor medlemsstaterne til at sikre, at registre over reelle ejere indeholder verifikationsmekanismer, der kan sikre dataenes nøjagtighed; opfordrer Kommissionen til at vurdere verifikationsmekanismerne og dataenes pålidelighed som led i sine kontroller;

273.  opfordrer til en strengere og mere præcis definition af reelt ejerskab for at sikre, at alle fysiske personer, der i sidste ende ejer eller kontrollerer en juridisk enhed, identificeres;

274.  minder om, at der er behov for klare regler, der kan lette en umiddelbar identificering af de reelle ejere, herunder en forpligtelse for trustfonde og lignende konstruktioner til at eksistere på skrift og være registreret i den medlemsstat, hvor trustfonden er oprettet, forvaltes eller opererer;

275.  understreger, at det er et problem, at der foregår hvidvask af penge gennem investeringer i fast ejendom i de europæiske byer via udenlandske skuffeselskaber; minder om, at Kommissionen bør vurdere nødvendigheden og proportionaliteten af at harmonisere oplysningerne i matrikelregistre og tingbøger og vurdere behovet for en samkøring af disse registre; opfordrer Kommissionen til at lade rapporten være ledsaget af et lovgivningsforslag, hvis det er relevant; mener, at medlemsstaterne bør have offentligt tilgængelige oplysninger om de reelle ejere af jord og fast ejendom;

276.  gentager sin holdning hvad angår oprettelse af registre over reelt ejerskab for livsforsikringskontrakter, som formuleret i de interinstitutionelle forhandlinger om det femte hvidvaskdirektiv; opfordrer Kommissionen til at vurdere, om det er gennemførligt og nødvendigt at gøre oplysninger om reelt ejerskab vedrørende livsforsikringskontrakter og finansielle instrumenter tilgængelige for de relevante myndigheder;

277.  bemærker, at Kommissionen i henhold til det femte hvidvaskdirektiv skal foretage en analyse af gennemførligheden af specifikke foranstaltninger og mekanismer på EU-plan og på medlemsstatsplan, der gør det muligt at indsamle og få adgang til oplysninger om reelt ejerskab af selskaber og andre retlige enheder, der er registreret uden for Unionen; opfordrer Kommissionen til at fremsætte et lovforslag om en sådan mekanisme, såfremt gennemførlighedsanalysen er positiv;

5.5.Teknologiske risici og virtuelle aktiver, herunder virtuel valuta og kryptovaluta

278.  understreger det positive potentiale i nye distributed ledger-teknologier såsom blockchainteknologi; bemærker samtidig det stigende misbrug af nye betalings- og overførselsmetoder, der er baseret på disse teknologier, til hvidvask af penge fra kriminelle handlinger eller til at begå anden økonomisk kriminalitet; anerkender behovet for at overvåge den hurtige teknologiske udvikling for at sikre, at lovgivningen håndterer misbruget af nye teknologier og anonymitet, som letter kriminel aktivitet, på en effektiv måde, uden at begrænse de positive aspekter;

279.  opfordrer indtrængende Kommissionen til nøje at undersøge de relevante kryptospillere, der endnu ikke er omfattet af Unionens lovgivning om bekæmpelse af hvidvask af penge, og om nødvendigt udvide listen over forpligtede enheder, navnlig tjenesteydere i forbindelse med transaktioner, der involverer udveksling af en eller flere virtuelle valutaer; opfordrer medlemsstaterne til i mellemtiden så hurtigt som muligt at gennemføre bestemmelserne i det femte hvidvaskdirektiv om indførelse af en forpligtelse til at identificere kunderne i forbindelse med virtuelle tegnebøger og udveksling af tjenester, hvilket ville gøre anonym brug af virtuelle valutaer meget vanskelig;

280.  opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge den teknologiske udvikling, herunder den hurtige udbredelse af innovative fintechforretningsmodeller og indførelse af nye teknologier såsom kunstig intelligens, distributed ledger-teknologier, kognitiv computing og maskinindlæring med henblik på at vurdere teknologiske risici og potentielle smuthuller og øge modstandsdygtigheden over for cyberangreb eller systemnedbrud, navnlig ved at fremme databeskyttelse; tilskynder de kompetente myndigheder og Kommissionen til at foretage en grundig vurdering af de mulige systemiske risici, der er forbundet med distributed ledger-applikationer;

281.  understreger, at udviklingen og anvendelsen af virtuelle aktiver er en langsigtet tendens, der forventes at fortsætte og blive forstærket i de kommende år, navnlig som følge af anvendelsen af virtuelle mønter til forskellige formål, f.eks. virksomhedsfinansiering; opfordrer Kommissionen til at udvikle passende rammer på EU-plan for at styre denne udvikling med udgangspunkt i arbejdet på internationalt niveau og hos europæiske instanser som ESMA; mener, at denne ramme bør omfatte de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger over for de konkrete risici, som virtuelle aktiver er forbundet med, uden at hindre innovation;

282.  bemærker navnlig, at de virtuelle aktivers uigennemsigtige karakter kan bruges til at lette hvidvask af penge og skatteunddragelse; opfordrer i denne forbindelse indtrængende Kommissionen til at give klare retningslinjer for, under hvilke betingelser virtuelle aktiver kan klassificeres som et eksisterende eller nyt finansielt instrument i MiFID 2, og under hvilke omstændigheder EU-lovgivningen finder anvendelse på initial coin offerings;

283.  opfordrer Kommissionen til at vurdere forbuddet mod visse anonymitetsforanstaltninger i forbindelse med konkrete virtuelle aktiver og, hvis det skønnes nødvendigt, at overveje at regulere virtuelle aktiver som finansielle instrumenter; mener, at FIU'er bør kunne kæde virtuelle adresser og kryptovalutaadresser sammen med identiteten af ejeren af virtuelle aktiver; mener, at Kommissionen bør vurdere muligheden for obligatorisk registrering af brugere af virtuelle aktiver; minder om, at visse medlemsstater allerede har indført forskellige former for foranstaltninger for bestemte segmenter i denne sektor, såsom initial coin offerings, hvilket kunne fungere som en inspirationskilde i forbindelse med kommende EU-tiltag;

284.  understreger, at FATF for nylig har fremhævet det presserende behov for, at alle lande træffer koordinerede foranstaltninger til at forhindre brugen af virtuelle aktiver til kriminalitet og terrorisme, og indtrængende har opfordret alle jurisdiktioner til at træffe retlige og praktiske foranstaltninger til at forhindre misbrug af virtuelle aktiver(133); opfordrer Kommissionen til at forsøge at indarbejde FATF's henstillinger om og standarder for regulering af virtuelle aktiver i EU's juridiske ramme; understreger, at Unionen fortsat bør være fortaler for en sammenhængende og koordineret international regulering af virtuelle aktiver, der bygger videre på arbejdet inden for G20;

285.  gentager sin opfordring til Kommissionen om hurtigst muligt at foretage en vurdering af følgerne af elektroniske spilleaktiviteter for hvidvask af penge og overtrædelser af skattelovgivningen; mener, at denne vurdering skal prioriteres; bemærker væksten inden for sektoren for elektroniske spil i visse jurisdiktioner, herunder visse britiske kronbesiddelser såsom Isle of Man, hvor elektroniske spil allerede tegner sig for 18 % af nationalindkomsten;

286.  noterer sig det arbejde, der foregår på ekspertplan med hensyn til elektronisk identifikation og "kend-din-kunde"-fjernprocesser, hvor man undersøger spørgsmål som f.eks. muligheden for, at finansielle institutioner kan anvende elektronisk identifikation (e-ID), og "kend-din kunde"-portabilitet til at identificere kunderne digitalt; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at vurdere de potentielle fordele ved at indføre et europæisk e-ID-system; minder om, at det er vigtigt at opretholde en passende balance mellem databeskyttelse og beskyttelse af privatlivets fred og behovet for, at de kompetente myndigheder har adgang til oplysninger med henblik på strafferetlige efterforskninger;

5.6.Sanktioner

287.  understreger, at EU's lovgivning om bekæmpelse af hvidvask af penge kræver, at medlemsstaterne fastsætter sanktioner for overtrædelser af hvidvaskreglerne; understreger, at disse sanktioner skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning; mener, at der bør indføres forenklede procedurer i medlemsstaterne for håndhævelse af finansielle sanktioner, som er pålagt for overtrædelser af lovgivningen om bekæmpelse af hvidvask af penge;

288.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til hurtigst muligt og uden at svigte at offentliggøre oplysninger om arten og værdien af de pålagte sanktioner samt oplysninger om overtrædelsens art og identiteten på den ansvarlige person; opfordrer medlemsstaterne til ligeledes at anvende sanktioner og foranstaltninger over for medlemmer af ledelsen og andre fysiske personer, der ifølge national lovgivning er ansvarlige for overtrædelsen af regler til bekæmpelse af hvidvask af penge(134);

289.  opfordrer Kommissionen til hvert andet år at aflægge beretning til Parlamentet om national lovgivning og praksis med hensyn til sanktioner for overtrædelse af lovgivningen om bekæmpelse af hvidvask af penge;

290.  glæder sig over vedtagelsen af Europa-Parlamentets forordning (EU) 2018/1805 af 14. november 2018 om gensidig anerkendelse af afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation(135), som har til formål at fremme grænseoverskridende inddrivelse af aktiver fra kriminelle aktiviteter og derfor vil medvirke til at styrke Unionens muligheder for at bekæmpe organiseret kriminalitet og terrorisme og afskære kriminelle og terrorister til at få adgang til finansieringskilder overalt i Unionen;

291.  glæder sig over vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1673 af 23. oktober 2018 om strafferetlig bekæmpelse af hvidvask af penge(136), hvormed der indføres nye strafferetlige bestemmelser, hvilket muliggør mere effektivt og hurtigere grænseoverskridende samarbejde mellem kompetente myndigheder for mere effektivt at forebygge hvidvask af penge og den relaterede finansiering af terrorisme og organiseret kriminalitet; bemærker, at medlemsstaterne bør pålægges at træffe de nødvendige foranstaltninger til om nødvendigt at sikre, at deres kompetente myndigheder i overensstemmelse med direktiv 2014/42/EU(137) indefryser eller konfiskerer udbytte fra og redskaber, som anvendes eller påtænkes anvendt med det formål at begå eller medvirke til at begå de pågældende lovovertrædelser;

5.7.Den internationale dimension

292.  bemærker, at Kommissionen i henhold til det fjerde hvidvaskdirektiv er forpligtet til at udpege højrisikotredjelande med strategiske mangler i deres regler for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme;

293.  mener, at det arbejde, der udføres på internationalt plan for at identificere højrisikotredjelande med henblik på bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, ganske vist bør tages i betragtning, navnlig det arbejde, der udføres af FATF, men at det er afgørende, at Unionen har en selvstændig liste over højrisikotredjelande; glæder sig i denne forbindelse over Kommissionens delegerede forordning af 13. februar 2019 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 gennem indkredsning af højrisikotredjelande med strategiske mangler (C(2019)1326) og beklager, at Rådet har gjort indsigelse mod den delegerede retsakt; glæder sig desuden over Kommissionens delegerede forordning af 31. januar 2019 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for de tiltag samt arten af supplerende foranstaltninger, som kreditinstitutter og finansieringsinstitutter som minimum skal gennemføre for at begrænse hvidvask af penge og finansiering af terrorisme i visse tredjelande(138);

294.  glæder sig over Kommissionens vedtagelse af metoden til identificering af højrisikotredjelande i henhold til direktiv (EU) 2015/849, som offentliggjort den 22. juni 2018(139); glæder sig over Kommissionens vurdering af 31. januar 2019 vedrørende "Prioritet 1"-lande;

295.  understreger behovet for at sikre sammenhæng og komplementaritet mellem AML-listen over højrisikotredjelande og den europæiske liste over ikkesamarbejdsvillige jurisdiktioner; gentager sin opfordring om at tildele Kommissionen en central rolle ved forvaltningen af begge lister; opfordrer Kommissionen til at sikre gennemsigtighed i screeningprocessen for jurisdiktioner;

296.  er bekymret over påstandene om, at de kompetente myndigheder i Schweiz ikke udfører deres opgaver vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme korrekt(140); opfordrer Kommissionen til at tage disse forhold i betragtning, når den ajourfører listen over højrisikotredjelande og i fremtidige bilaterale forbindelser mellem Schweiz og Unionen;

297.  opfordrer Kommissionen til at yde teknisk bistand til tredjelande med det formål at udvikle effektive systemer til bekæmpelse af hvidvask af penge og løbende forbedre dem;

298.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at EU taler med én stemme i FATF, og at de aktivt bidrager til de igangværende overvejelser om en reform af FATF med henblik på at styrke aktionsgruppens ressourcer og legitimitet; opfordrer Kommissionen til at inddrage ansatte i Europa-Parlamentet som observatører i Kommissionens delegation til FATF;

299.  opfordrer Kommissionen til at føre an i et globalt initiativ med henblik på oprettelse af centrale offentlige registre over reelt ejerskab i alle jurisdiktioner; understreger i denne forbindelse den vigtige rolle, der tilkommer internationale organisationers som OECD og FN;

6.Den internationale dimension af beskatning

300.  påpeger, at et retfærdigt skattesystem i Europa kræver et mere retfærdigt globalt skattemiljø; gentager sin opfordring om overvågning af igangværende skattereformer i tredjelande;

301.  anerkender den indsats, som nogle tredjelande har gjort for at gribe beslutsomt ind mod udhuling af skattegrundlaget og overførsel af overskud (BEPS); understreger imidlertid, at sådanne reformer bør forblive i overensstemmelse med de eksisterende WTO-regler;

302.  mener, at de oplysninger, der blev indsamlet under udvalgets besøg i Washington D.C. om de amerikanske skattereformer og deres mulige indvirkning på internationalt samarbejde er af særlig betydning; konstaterer, at visse af bestemmelserne i den amerikanske lov om skattelettelser og arbejdspladser, "US Tax Cuts and Jobs Act", fra 2017 ifølge nogle eksperter ville være uforenelige med de eksisterende WTO-regler; noterer sig, at visse bestemmelser i den amerikanske skattereform ensidigt og uden nogen form for gensidighed søger at genindføre de tværnationale begunstigelser på amerikansk område (under forudsætning af at mindst 50 % af disse er genereret på amerikansk område); glæder sig over, at Kommissionen i øjeblikket er i færd med at vurdere de potentielle lovgivningsmæssige og kommercielle konsekvenser af navnlig BEAT-, GILTI- og FDII-bestemmelserne(141) i den nye amerikanske skattereform; opfordrer Kommissionen til at underrette Parlamentet om resultatet af vurderingen;

303.  bemærker, at der er blevet udviklet to typer mellemstatslige aftaler ("IGA'er") med hensyn til loven om efterrettelighed vedrørende beskatning af konti i udlandet, Foreign Account Tax Compliance Act (FATCA), for at sikre, at FATCA er i overensstemmelse med folkeretten(142); bemærker, at kun en af IGA-modellerne er gensidig; beklager, at der er en alvorlig uligevægt med hensyn til gensidigheden i disse aftaler, eftersom USA typisk modtager langt flere oplysninger fra udenlandske regeringer, end USA selv leverer; opfordrer Kommissionen til at foretage en kortlægning for at analysere omfanget af gensidighed i udvekslingen af oplysninger mellem USA og medlemsstaterne;

304.  opfordrer Rådet til at give Kommissionen mandat til at forhandle en aftale med USA for at sikre gensidighed med hensyn til (FATCA);

305.  gentager forslagene fra sin beslutning af 5. juli 2018 om de negative virkninger af FATCA for EU-borgere og navnlig såkaldte utilsigtede amerikanske borgere(143), hvor Kommissionen opfordres til at træffe foranstaltninger til at sikre, at alle borgeres grundlæggende rettigheder, og navnlig de utilsigtede amerikanske borgeres rettigheder, garanteres;

306.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at fremlægge en fælles EU-tilgang til FATCA for i tilstrækkelig grad at beskytte de europæiske borgeres rettigheder (og navnlig de utilsigtede amerikanske borgere) og sikre gensidighed i den automatiske udveksling af oplysninger med USA, idet CRS er den foretrukne standard; opfordrer Kommissionen og Rådet til i mellemtiden at overveje modforanstaltninger, såsom kildeskat, hvor det er relevant, for at sikre lige vilkår, hvis USA ikke sikrer gensidighed inden for rammerne af FATCA;

307.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at overvåge nye selskabsskattebestemmelser i lande, der samarbejder med EU på grundlag af en international aftale(144);

6.1.Skattely og jurisdiktioner, der fremmer aggressiv skatteplanlægning inden for og uden for EU

308.  minder om, at det er vigtigt at have en fælles EU-liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner (i det følgende benævnt "EU-listen"), som er baseret på omfattende, gennemsigtige, robuste, objektivt verificerbare og almindeligt anerkendte kriterier, der ajourføres regelmæssigt;

309.  beklager det faktum, at den indledende EU-listeproces kun omfattede tredjelande; noterer sig, at Kommissionen inden for rammerne af det europæiske semester har konstateret mangler i visse medlemsstaters skattesystemer, som fremmer aggressiv skatteplanlægning; glæder sig ikke desto mindre over den udtalelse, som formanden for Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen (erhvervsbeskatning) fremsatte under TAX3-udvalgets høring den 10. oktober 2018, om muligheden for at screene medlemsstaterne efter samme kriterier som i EU-listen i forbindelse med revisionen af gruppens mandat(145);

310.  glæder sig over Rådets vedtagelse af den første EU-liste den 5. december 2017 og den løbende overvågning af de tilsagn, som tredjelande har givet; bemærker, at listen er blevet ajourført flere gange på grundlag af vurderingen af disse tilsagn, og at flere lande følgelig er blevet slettet; bemærker, at listen som følge af revisionen af 12. marts 2019 nu omfatter følgende skattejurisdiktioner: Amerikansk Samoa, Aruba, Guam, Barbados, Belize, Bermuda, Dominica, Fiji, Fiji, Marshalløerne, Oman, Samoa, Trinidad og Tobago, De Forenede Arabiske Emirater, De Amerikanske Jomfruøer og Vanuatu;

311.  bemærker tilføjelsen af to andre jurisdiktioner til den grå liste (Australien og Costa Rica)(146);

312.  noterer sig, at otte førende transitøkonomier – Nederlandene, Luxembourg, Hongkong, De Britiske Jomfruøer, Bermuda, Caymanøerne, Irland og Singapore – fungerer som værter for over 85 % af globale investeringer i special purpose-enheder, som ofte er etableret af skattemæssige årsager(147); beklager, at kun en af disse økonomier (Bermuda) i øjeblikket står på EU-listen over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner(148);

313.  understreger, at screenings- og overvågningsprocesserne er uigennemsigtige, og at det er uklart, om der er gjort reelle fremskridt med hensyn til de lande, der er blevet fjernet fra listen;

314.  understreger, at den vurdering, der er foretaget af Rådet og dets Gruppe vedrørende Adfærdskodeksen (erhvervsbeskatning) er baseret på kriterier, der stammer fra en teknisk resultattavle fra Kommissionen, og at Parlamentet ikke har været retligt involveret i denne proces; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen og Rådet til at give Parlamentet en detaljeret redegørelse forud for enhver foreslået ændring af listen; opfordrer Rådet til at offentliggøre en regelmæssig statusrapport om sort- og grålistede jurisdiktioner som led i den regelmæssige opdatering fra Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen (erhvervsbeskatning) til Rådet;

315.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at arbejde på en ambitiøs og objektiv metode, som ikke er baseret på forpligtelser, men på en vurdering af virkningerne af behørigt og korrekt gennemført lovgivning i disse lande;

316.  beklager dybt den manglende gennemsigtighed i forbindelse med den indledende proces med udarbejdelse af listen og beklager ligeledes dybt, at der ikke er sket en objektiv anvendelse af Økofinrådets kriterier for opførelse på listen; insisterer på, at processen skal være fri for enhver form for politisk indblanding ; glæder sig imidlertid over den forbedring i gennemsigtigheden, der er sket ved offentliggørelsen af skrivelser sendt til de jurisdiktioner, som er blevet screenet af Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen, samt den række tilsagnserklæringer, der er modtaget; opfordrer til, at alle resterende ikkeoffentliggjorte skrivelser gøres offentligt tilgængelige for at sikre kontrol og korrekt opfyldelse af tilsagnene; mener, at de jurisdiktioner, som nægter at give samtykke til offentliggørelsen af deres tilsagn, vækker offentlig mistanke om, at de ikke er samarbejdsvillige i skattesager;

317.  glæder sig over de nylige præciseringer fra Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen om retfærdige beskatningskriterier, navnlig med hensyn til manglen på økonomisk substans for jurisdiktioner, der ikke har nogen selskabsskattesats, eller som har en sats tæt på 0 %; opfordrer medlemsstaterne til at arbejde hen imod en gradvis forbedring af EU's kriterier for opførelse på listen for at dække alle skadelige skattepraksisser(149); navnlig ved at medtage en detaljeret økonomisk analyse vedrørende facilitering af skatteundgåelse og en skattesats på 0 % eller fraværet af selskabsskat som et selvstændigt kriterium;

318.  bifalder OECD's nye globale standard for anvendelse af faktoren for egentlige aktiviteter i forbindelse med nulskatjurisdiktioner eller rent nominelle skattejurisdiktioner(150), som i stor udstrækning er inspireret af EU's arbejde med EU-listeprocessen(151); opfordrer medlemsstaterne til at lægge pres på G20 for at opnå en reform af OECD's sortlistningskriterier, således de ikke blot omfatter gennemsigtighed på skatteområdet, men også tackler skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning;

319.  bemærker og glæder sig over det arbejde, som EU's og Det Forenede Kongeriges forhandlingsteams har udført som angivet i bilag 4 til udkast til aftale om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab(152); er bekymret over de mulige afvigelser, der kan opstå, selv på kort sigt efter Det Forenede Kongeriges udtræden af EU, i forbindelse med politikker til bekæmpelse af økonomisk kriminalitet, skatteunddragelse og skatteundgåelse mellem Det Forenede Kongerige og EU, hvilket ville udgøre nye økonomiske, finanspolitiske og sikkerhedsmæssige risici; opfordrer Kommissionen og Rådet til øjeblikkeligt at reagere på sådanne eventuelle risici og sikre, at EU's interesser beskyttes;

320.  minder om, at de fremtidige forbindelser i overensstemmelse med artikel 79 i den politiske erklæring, der fastlægger rammen for de fremtidige forbindelser mellem Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige(153), bør sikre åben og loyal konkurrence gennem bestemmelser om statsstøtte, konkurrence, sociale og beskæftigelsesmæssige standarder, miljøstandarder, klimaforandringer og relevante skattespørgsmål; bemærker med bekymring den britiske premierminister Theresa Mays udmelding om, at den laveste selskabsskat i G20 vil blive indført i Det Forenede Kongerige; opfordrer Det Forenede Kongerige til fortsat at være en stærk partner i den globale indsats for at sikre en bedre og mere effektiv beskatning og i bekæmpelsen af økonomisk kriminalitet som et medlem af det internationale samfund; opfordrer Kommissionen og Rådet til at medtage Det Forenede Kongerige i vurderingen af EU-listen over ikkesamarbejdsvillige jurisdiktioner med mangler i deres ordninger for bekæmpelse af hvidvask af penge, herunder detaljeret overvågning af dets økonomiske forbindelser med dets kronbesiddelser og oversøiske territorier, så snart Det Forenede Kongerige bliver et tredjeland;

321.  understreger, at Det Forenede Kongerige, uanset udviklingen efter udtrædelsesfristen, fortsat vil være medlem af OECD og bundet af anbefalingerne i OECD's BEPS-handlingsplan og andre foranstaltninger vedrørende god forvaltningspraksis på skatteområdet;

322.  opfordrer i det særlige tilfælde Schweiz – hvor der ikke er fastsat en præcis frist på grund af en tidligere aftale mellem Schweiz og EU – til, at landet opføres i bilag I ved udgangen af 2019, såfremt Schweiz, efter den behørige eskaleringsprocedure, ikke inden da ophæver sine nationale skatteordninger, som ikke er i overensstemmelse med reglerne, og som giver mulighed for ulige behandling af udenlandsk og indenlandsk indkomst samt skattefordele for visse typer af selskaber;

323.  bemærker med bekymring, at tredjelande kan ophæve ikkeoverensstemmende skatteordninger, men erstatte dem med nye ordninger, som potentielt er skadelige for EU; understreger, at dette navnlig kan være tilfældet for Schweiz' vedkommende; opfordrer Rådet til på passende vis at foretage en fornyet vurdering af Schweiz og ethvert andet tredjeland(154), der indfører lignende lovgivningsmæssige ændringer(155);

324.  bemærker, at forhandlingerne mellem EU og Schweiz om revisionen af den bilaterale tilgang til gensidig markedsadgang stadig er i gang; opfordrer Kommissionen til at sikre, at den endelige aftale mellem EU og Schweiz indeholder en klausul om god forvaltningspraksis på skatteområdet, herunder specifikke regler om statsstøtte i form af skattefordele, automatisk udveksling af oplysninger om beskatning, offentlig adgang til oplysninger om reelt ejerskab, hvor det er relevant, samt bestemmelser om bekæmpelse af hvidvask af penge; anmoder om, at EU's forhandlere færdiggør en aftale, der bl.a. fjerner mangler(156) i det schweiziske tilsynssystem og beskytter whistleblowere;

325.  glæder sig over den reviderede EU-liste af 12. marts 2019(157); glæder sig over offentliggørelsen af den detaljerede vurdering af tilsagn fra og reformer af jurisdiktioner, som blev opført i bilag II, da den første EU-liste blev offentliggjort den 5. december 2017; glæder sig over, at de jurisdiktioner, som tidligere blev opført i bilag II på grund af tilsagn, der blev afgivet i 2017, nu er opført i bilag I som følge af, at reformerne ikke blev gennemført inden udgangen af 2018 eller inden for den fastsatte tidsfrist;

326.  er bekymret over, at borgere, som har bopæl i Østrig, og som har bankkonti i kreditinstitutioner i Liechtenstein, ikke er omfattet af loven om fælles indberetningsstandarder, hvis deres kapitalindkomst stammer fra aktiver (private fonde, foretagender, trustfonde og lignende), og kreditinstitutionen i Liechtenstein tager sig af beskatningen i henhold til bilaterale aftaler; opfordrer Østrig til at ændre sin lovgivning på dette punkt for at lukke CRS-smuthullet;

327.  bemærker, at ifølge data fra OECD om udenlandske direkte investeringer har Luxembourg og Nederlandene tilsammen større indgående investeringer end USA, og en væsentlig del af disse investeringer er foretaget i special purpose-enheder uden tydelig og væsentlig økonomisk aktivitet, og bemærker endvidere, at Irland har større indgående investeringer end enten Tyskland eller Frankrig; påpeger, at ifølge det nationale statistiske kontor beløber de udenlandske investeringer i Malta sig til 1 474 % af landets økonomi;

328.  minder om, at en forskningsundersøgelse har vist, at skatteundgåelse via seks EU-medlemsstater resulterer i et tab på 42,8 mia. EUR i skatteindtægter i de andre 22 medlemsstater(158), hvilket betyder, at disse landes nettobetalingsposition kan modregnes de tab, de påfører andre medlemsstaters skattegrundlag; bemærker f.eks., at Nederlandene pålægger Unionen som helhed en nettoudgift på 11,2 mia. EUR, hvilket betyder, at landet fratager andre medlemsstater indkomstskat til fordel for multinationale selskaber og deres aktionærer;

329.  minder om, at alle tilgængelige data, herunder makroøkonomiske data, skal anvendes effektivt for at forbedre Unionens og medlemsstaternes bekæmpelse af skattesvig, skatteundgåelse og hvidvask af penge;

330.  minder om, at Kommissionen har kritiseret syv medlemsstater (159) – – Belgien, Cypern, Ungarn, Irland, Luxembourg, Malta og Nederlandene – for mangler i deres skattesystemer, der fremmer aggressiv skatteplanlægning, med det argument, at deres skattepolitikker underminerer integriteten af det europæiske indre marked; er af den opfattelse, at disse jurisdiktioner også bidrager til at fremme aggressiv skatteplanlægning på globalt plan; understreger, at Kommissionen har anerkendt, at nogle af ovennævnte medlemsstater har taget skridt til at forbedre deres skattesystemer for at efterkomme Kommissionens kritik(160); bemærker, at fem EU-medlemsstater i en nylig undersøgelse(161) er blevet udpeget som selskabsskattely: Cypern, Irland, Luxembourg, Malta og Nederlandene; understreger, at de kriterier og den metode, der anvendes til at udpege disse medlemsstater, inkluderede en omfattende vurdering af deres skadelige skattepraksis, foranstaltninger, der letter aggressiv skatteplanlægning og fordrejning af økonomiske strømme baseret på Eurostat-data, hvilket omfattede en kombination af høje ind- og udgående direkte udenlandske investeringer, royalties, renter og udbyttestrømme; opfordrer Kommissionen til for nuværende at betragte som minimum disse fem medlemsstater som EU-skattely, indtil der er gennemført omfattende skattereformer;

331.  anmoder Rådet om at offentliggøre en detaljeret vurdering af tilsagnene fra jurisdiktioner, der frivilligt gav tilsagn om reformer og blev opført i bilag II, da den første EU-liste blev offentliggjort den 5. december 2017;

6.2.Modforanstaltninger

332.  gentager sin opfordring til EU og medlemsstaterne om at iværksætte effektive og afskrækkende modforanstaltninger over for ikkesamarbejdsvillige jurisdiktioner med henblik på at tilskynde til et godt samarbejde om skatteforhold og overholdelse af skatteregler i de lande, der er opført i bilag I til EU-listen;

333.  beklager, at de fleste af de modforanstaltninger, Rådet foreslår, er overladt til national skønsudøvelse; bemærker med beklagelse, at nogle eksperter(162) under TAX3-udvalgets høring den 15. maj 2018 understregede, at modforanstaltninger måske ikke i tilstrækkelig grad tilskynder ikkesamarbejdsvillige jurisdiktioner til at overholde skattereglerne, eftersom "EU-listen udelader nogle af de mest berygtede skattely"; mener, at dette virker undergravende på listeprocessens troværdighed, hvilket nogle eksperter også har påpeget;

334.  opfordrer medlemsstaterne til at vedtage et enkelt sæt slagkraftige modforanstaltninger såsom kildeskat, udelukkelse fra offentlige udbudsprocedurer, skærpede revisionskrav og automatiske CFC-regler for selskaber, der har en tilstedeværelse i ikkesamarbejdsvillige jurisdiktioner, som optræder på listen, medmindre skatteyderne formidler reelle økonomiske aktiviteter i disse jurisdiktioner;

335.  opfordrer både skattemyndigheder og skatteydere til at samarbejde om at indsamle relevante fakta, hvis det kontrollerede udenlandske selskab udfører væsentlig reel økonomisk aktivitet og har en betydelig økonomisk tilstedeværelse, der understøttes af personale, udstyr, aktiver og lokaler, hvilket kan dokumenteres under henvisning til relevante kendsgerninger og omstændigheder;

336.  noterer sig, at udviklingslandene måske ikke råder over ressourcer til at gennemføre nyligt aftalte internationale eller europæiske skattestandarder; opfordrer derfor Rådet til at udelukke modforanstaltninger såsom nedskæringer i udviklingsbistanden;

337.  bemærker, at modforanstaltninger har afgørende betydning for bekæmpelsen af skatteunddragelse, aggressiv skatteplanlægning og hvidvask af penge; bemærker endvidere, at Unionens økonomiske styrke kan afskrække ikkesamarbejdsvillige jurisdiktioner og skatteydere fra at udnytte de skattemæssige smuthuller og skadelige skattepraksisser, som disse jurisdiktioner tilbyder;

338.  opfordrer de europæiske finansielle institutioner(163) til at overveje at anvende styrket og forbedret rettidig omhu på projektbasis over for de jurisdiktioner, der er opført i bilag II til EU-listen, for at undgå, at EU-midler investeres i eller kanaliseres gennem enheder i tredjelande, som ikke overholder EU-skattestandarder; noterer sig EIB's godkendelse af dens reviderede politik over for svagt regulerede, uigennemsigtige og ikkesamarbejdsvillige jurisdiktioner og om god forvaltningspraksis på skatteområdet og mener, at denne politisk bør ajourføres regelmæssigt og omfatte skærpede krav om gennemsigtighed i overensstemmelse med EU's standarder; opfordrer EIB til at offentliggøre denne politik, så snart den er blevet vedtaget; opfordrer til lige vilkår og til anvendelse af samme standarder på tværs af alle de europæiske finansielle institutioner;

6.3.EU's position som global leder

339.  opfordrer atter EU og medlemsstaterne til efter forudgående koordinering at spille en ledende rolle i den globale kamp mod skatteunddragelse, aggressiv skatteplanlægning og hvidvask af penge, navnlig ved hjælp af initiativer fra Kommissionen i alle relevante internationale fora, herunder FN, G20 og OECD, som har spillet en central rolle i skattespørgsmål, navnlig siden den internationale finanskrise;

340.  minder om, at multilaterale politikker og internationalt samarbejde mellem lande, herunder udviklingslande, fortsat er den foretrukne fremgangsmåde til at opnå konkrete resultater under hensyntagen til gensidighedsprincippet; beklager det faktum, at visse lovgivningsmæssige forslag, der går videre end OECD's BEPS-anbefalinger, og som kunne danne grundlag for et fortsat frugtbart arbejde på internationalt plan, er blevet blokeret i Rådet;

341.  mener, at oprettelsen af et mellemstatsligt skatteorgan i FN-regi, som skal være veludstyret og have tilstrækkelige ressourcer og, hvis det er relevant, håndhævelsesmyndighed, ville sikre, at alle lande kan deltage på lige fod ved udformningen og reformen af en global skattedagsorden(164) for at bekæmpe skadelige skattepraksisser effektivt og sikre en passende allokering af beskatningsrettigheder; noterer sig også, at der for nylig har været fremsat forslag om, at FN's ekspertudvalg om internationalt samarbejde i skattesager skal opgraderes til et mellemstatsligt, globalt FN-skatteorgan(165); understreger, at FN's modelbeskatningsoverenskomst sikrer en mere retfærdig fordeling af beskatningsrettighederne mellem oprindelseslandene og etableringslandene;

342.  mener, at der bør afholdes et mellemstatsligt topmøde om de resterende nødvendige globale skattereformer med henblik på at styrke det internationale samarbejde og lægge pres på alle lande, navnlig deres finanscentre, således at de overholder standarder for gennemsigtighed og fair beskatning; opfordrer Kommissionen til at tage initiativ til et sådant topmøde og mener, at der på topmødet bør iværksættes et andet sæt internationale skattereformer som opfølgning på BEPS-handlingsplanen og for at åbne mulighed for etablering af det ovennævnte mellemstatslige globale skatteorgan;

343.  noterer sig Kommissionens indsats og bidrag i Det Globale Forum for Gennemsigtighed og Informationsudveksling på Skatteområdet under OECD og den inklusive ramme vedrørende BEPS med henblik på at fremme højere standarder for god forvaltningspraksis på skatteområdet globalt set og samtidig sikre, at de internationale standarder for god forvaltningspraksis på skatteområdet fortsat overholdes fuldt ud i EU;

6.4.Udviklingslande

344.  mener, at det er af største betydning at støtte udviklingslandene i deres bestræbelser på at bekæmpe skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning samt korruption og hemmeligholdelse, der fremmer ulovlige finansielle strømme, for at styrke en udviklingsvenlig politikkohærens i EU og for at forbedre udviklingslandenes skattekapacitet og evne til at mobilisere deres egne ressourcer med henblik på en bæredygtig økonomisk udvikling; understreger behovet for at øge andelen af finansiel og teknisk bistand til udviklingslandenes skatteforvaltninger for at skabe stabile og moderne retlige rammer for beskatning;

345.  bifalder samarbejdet mellem EU og Den Afrikanske Union (AU), der indgår i Addis-skatteinitiativet (ATI) og gennemsigtighedsinitiativet for udvindingsindustrien (EITI) samt Kimberleyprocessen; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte AU-landene ved gennemførelsen af politikker for gennemsigtighed; opfordrer i denne forbindelse de nationale og regionale skattemyndigheder til automatisk at udveksle oplysninger; minder om muligheden for et tæt og styrket samarbejde mellem Interpol og Afripol;

346.  minder om, at det er nødvendigt, at medlemsstaterne i tæt samarbejde med Kommissionen regelmæssigt foretager spillover-analyser af skattepolitikkernes og bilaterale beskatningsoverenskomsters materielle indvirkning på andre medlemsstater og udviklingslandene, og anerkender samtidig, at der er gjort en indsats på dette punkt inden for rammerne af Platformen vedrørende God Forvaltningspraksis på Skatteområdet; opfordrer alle medlemsstaterne til at foretage sådanne spillover-analyser under Kommissionens opsyn;

347.  opfordrer medlemsstaterne til at gennemgå og ajourføre bilaterale skatteaftaler mellem medlemsstater og med tredjelande med henblik på at lukke smuthuller, som tilskynder til skattemotiverede handelspraksisser, der har sigte på skatteundgåelse;

348.  minder om, at det er nødvendigt at tage hensyn til udviklingslandenes særlige retlige forhold og deres svage punkter, specielt i forbindelse med automatisk udveksling af oplysninger, navnlig for så vidt angår overgangsperioden, og deres behov for støtte til kapacitetsopbygning;

349.  bemærker, at der er behov for et tættere samarbejde med regionale organisationer, navnlig med AU, med henblik på at bekæmpe ulovlige finansielle strømme og korruption i den private og den offentlige sektor;

350.  glæder sig over, at alle de lande, der er involveret i den inklusive ramme, deltager i arbejdet på lige fod – den inklusive ramme samler over 115 lande og jurisdiktioner i et samarbejde om gennemførelsen af OECD/G20's BEPS-pakke; opfordrer medlemsstaterne til at støtte en reform af både mandatet for og funktionen af den inklusive ramme for at sikre, at udviklingslandenes interesser tages i betragtning; minder imidlertid om udelukkelsen af over 100 udviklingslande fra forhandlingerne om BEPS-foranstaltningerne;

351.  erkender, at der også findes skattelyordninger i udviklingslande; glæder sig over Kommissionens forslag om øget samarbejde med tredjelande i forbindelse med bekæmpelse af finansiering af terrorisme og navnlig over indførelsen af en importtilladelse for antikviteter;

352.  minder om, at offentlig udviklingsbistand, som tager sigte på fattigdomsreduktion, i højere grad bør målrettes mod etablering af en passende lovgivningsmæssig ramme samt styrkelse af skatteforvaltninger og institutioner, der er ansvarlige for bekæmpelse af ulovlige finansielle strømme; opfordrer til, at denne bistand bør ydes i form af teknisk ekspertise vedrørende ressourceforvaltning, finansiel information og antikorruptionsregler; mener, at denne bistand også fremmer regionalt samarbejde til bekæmpelse af skattesvig, skatteunddragelse, aggressiv skatteplanlægning og hvidvask af penge; understreger, at denne bistand bør omfatte støtte til civilsamfundet og medierne i udviklingslandene for at sikre offentlig kontrol med nationale skattepolitikker;

353.  forventer, at Kommissionen fremskaffer tilstrækkelige ressourcer til at gennemføre "Collect More – Spend Better"-strategien, navnlig gennem sine flagskibsprogrammer(166);

354.  efterlyser en fælles indsats udadtil fra EU's og medlemsstaternes side på alle politiske niveauer for at give tredjelande og især udviklingslande grobund for en afbalanceret økonomisk udvikling og undgå afhængighed af en enkelt sektor, navnlig den finansielle sektor;

355.  minder om, at der er behov for fair behandling af udviklingslandene i forbindelse med forhandlinger om beskatningsoverenskomster, idet der tages hensyn til deres særlige situation og sikres en retfærdig fordeling af beskatningsrettigheder i henhold til reel økonomisk aktivitet og værdiskabelse; mener i denne forbindelse, at tilslutning til FN's modelbeskatningsoverenskomst bør anvendes som minimumsstandard, og at der bør sikres gennemsigtighed i forbindelse med forhandlingerne om beskatningsoverenskomster; erkender, at OECD's modelbeskatningsoverenskomst giver flere rettigheder til bopælslandet;

356.  opfordrer Kommissionen til at medtage bestemmelser om finansielle forbrydelser, skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning i den traktat, der skal forhandles med AVS-landene ved udløbet af den nugældende Cotonouaftale i februar 2020; noterer sig, at det er særlig vigtigt, at der hersker gennemsigtighed i skattespørgsmål, hvis sådanne bestemmelser skal gennemføres effektivt;

6.5.EU-aftaler med tredjelande

357.  minder om, at god forvaltningspraksis på skatteområdet er en global udfordring, som frem for alt kræver globale løsninger; minder derfor om sin holdning om, at der konsekvent bør medtages en klausul om god forvaltningspraksis på skatteområdet i nye relevante EU-aftaler med tredjelande for at sikre, at disse aftaler ikke kan misbruges af virksomheder eller mellemmænd til at undgå eller unddrage sig beskatning eller hvidvaske ulovligt udbytte, uden at hæmme EU's enekompetence; har den holdning, at denne klausul bør indeholde specifikke regler om statsstøtte i form af skattefordele, gennemsigtighedskrav og bestemmelser om bekæmpelse af hvidvask af penge;

358.  opfordrer medlemsstaterne til at anvende deres bilaterale forbindelser med de respektive tredjelande på en koordineret måde og med støtte fra Kommissionen, hvis det er relevant, til at etablere yderligere bilateralt samarbejde mellem FIU'er, skattemyndigheder og kompetente myndigheder for at bekæmpe økonomisk kriminalitet;

359.  bemærker, at EU's frihandelsaftaler (FTA'er) parallelt med de politiske aftaler, der indeholder denne klausul om god forvaltningspraksis på skatteområdet, omfatter skattefritagelser, der giver politisk mulighed for at gennemføre EU's tilgang til bekæmpelse af skatteunddragelse og hvidvask af penge, f.eks. ved at insistere på god forvaltningspraksis på skatteområdet og gennem en effektiv anvendelse af EU-listen over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner; bemærker endvidere, at frihandelsaftaler også har til formål at fremme relevante internationale standarder og håndhævelsen heraf i tredjelande;

360.  mener ikke, at EU bør indgå aftaler med ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner som opført i bilag I til EU-listen, før jurisdiktionen efterlever EU's standarder for god forvaltningspraksis på skatteområdet; opfordrer Kommissionen til at undersøge, om manglende overholdelse af EU's standarder for god forvaltningspraksis på skatteområdet påvirker den korrekte funktion af frihandelsaftaler eller politiske aftaler i tilfælde, hvor der allerede er undertegnet en aftale;

361.  minder om, at god forvaltningspraksis på skatteområdet og gennemsigtighedsklausuler bør medtages i alle nye relevante EU-aftaler med tredjelande og forhandles ind i eksisterende aftaler, når de revideres, eftersom der er tale om centrale instrumenter i EU's udenrigspolitik, som dog, afhængigt af det specifikke politiske område, vedrører forskellige kompetenceniveauer;

6.6.Bilaterale beskatningsoverenskomster indgået af medlemsstater

362.  bemærker, at nogle eksperter mener, at mange beskatningsaftaler, der er indgået af EU-medlemsstaterne, i øjeblikket begrænser beskatningsrettighederne for lav- og mellemindkomstlande(167); anmoder om, at Den Europæiske Union og dens medlemsstater, når der forhandles skatteaftaler, efterlever princippet om sammenhæng i udviklingspolitikken, som er fastsat i artikel 208 i TEUF; understreger, at indgåelse af skatteaftaler henhører under medlemsstaternes kompetencer;

363.  bemærker, at omfanget af tab som følge af skatteundgåelse er væsentligt større i lav- og mellemindkomstlande, navnlig i Afrika syd for Sahara, Latinamerika og Vestindien samt i Sydasien, end i andre regioner(168); opfordrer derfor medlemsstaterne til at genforhandle deres bilaterale beskatningsoverenskomster med tredjelande med det formål at indføre regler om bekæmpelse af misbrug for at forhindre "treaty shopping" og et kapløb mod bunden blandt udviklingslandene;

364.  opfordrer Kommissionen til at gennemgå alle gældende beskatningsoverenskomster, som medlemsstater har indgået med tredjelande, for at sikre, at de alle er i overensstemmelse med nye globale standarder såsom den multilaterale konvention til gennemførelse af skatteaftalerelaterede foranstaltninger til bekæmpelse af skatteudhuling og overskudsflytning ("MLI"); noterer sig, at MLI repræsenterer OECD-baserede standarder, der ikke er blevet fastsat under hensyntagen til udviklingslandenes behov eller udfordringer; anmoder Kommissionen om at offentliggøre anbefalinger til medlemsstaterne om deres eksisterende bilaterale beskatningsoverenskomster for at sikre, at de indeholder generelle regler om bekæmpelse af misbrug, idet der ses på ægte økonomisk aktivitet og værdiskabelse;

365.  er klar over, at bilaterale skatteaftaler ikke afspejler de digitaliserede økonomiers aktuelle virkelighed; opfordrer medlemsstaterne til at opdatere deres bilaterale skatteaftaler på grundlag af Kommissionens henstilling om selskabsbeskatning relateret til en væsentlig digital tilstedeværelse(169);

6.7.Dobbeltbeskatning

366.  glæder sig over den styrkede ramme, der skal forhindre dobbelt ikkebeskatning; understreger, at eliminering af dobbeltbeskatning har stor betydning for at sikre, at ærlige skatteydere får en fair behandling, og deres tillid ikke svækkes; opfordrer medlemsstaterne til at overholde deres dobbeltbeskatningsoverenskomster og samarbejde oprigtigt og hurtigt i tilfælde af rapporterede tilfælde af dobbeltbeskatning;

367.  glæder sig over vedtagelsen af Rådets direktiv (EU) 2017/1852 af 10. oktober 2017 om skattetvistbilæggelsesmekanismer i Den Europæiske Union, der gennemfører standarden i BEPS-aktion 14; påpeger, at fristen for direktivets gennemførelse (30. juni 2019) endnu ikke er udløbet, og at bestemmelserne skal overvåges for at sikre, at de er effektive og virkningsfulde;

368.  opfordrer Kommissionen til at indsamle og offentliggøre oplysninger om antallet af forelagte og løste skattetvister, sorteret efter tvisttype på årsbasis og efter de involverede lande, med henblik på at overvåge mekanismen og sikre, at den er effektiv og virkningsfuld;

6.8.Regioner i den yderste periferi

369.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at regionerne i EU's yderste periferi gennemfører såvel BEPS-minimumsstandarderne som direktivet om bekæmpelse af skatteundgåelse;

370.  bemærker, at Kommissionen har indledt en tilbundsgående undersøgelse af Portugals anvendelse af regionalstøtteordningen for Madeira-frizonen(170);

7.Mellemmænd

371.  glæder sig over den brede definition af både "mellemmand"(171) og "indberetningspligtig grænseoverskridende ordning" i det nyligt vedtagne DAC6(172); anmoder om, at de fremtrædende elementer i DAC6 bliver ajourført for bl.a. at dække udbyttearbitrageordninger, herunder skatterefusion på udbytter og kapitalgevinster; opfordrer Kommissionen til at foretage en fornyet vurdering af udvidelsen af indberetningsforpligtelsen i DAC6 til at omfatte indenlandske sager; minder om, at mellemmænd ifølge DAC6 har pligt til at indberette ordninger, der er baseret på strukturelle smuthuller i skattelovgivningen, til skattemyndighederne, navnlig i betragtning af det voksende antal grænseoverskridende skatteundgåelsesstrategier; mener, at ordninger, der anses for at være skadelige af de relevante nationale myndigheder, bør behandles og offentliggøres i anonymiseret form;

372.  gentager, at mellemmænd spiller en afgørende rolle for at lette hvidvask af penge og finansiering af terrorisme og bør holdes ansvarlige for disse handlinger;

373.  gentager behovet for øget samarbejde mellem skatteforvaltninger og finansielle tilsynsmyndigheder med henblik på en fælles og effektiv overvågning af de finansielle formidleres rolle, idet nogle skatteregulerede finansielle instrumenter kan indebære en risiko for den finansielle stabilitet på markedet og markedsintegriteten;

374.  mener, at Unionen også bør gå foran med et godt eksempel, og opfordrer Kommissionen til at sikre, at mellemmænd, der fremmer aggressiv skatteplanlægning og skatteunddragelse, ikke spiller en rolle med at vejlede eller rådgive Unionens politiske beslutningstagere om disse spørgsmål;

375.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at anerkende og imødegå risikoen for interessekonflikter, der skyldes levering af juridisk rådgivning, skatterådgivning og revision, når der ydes rådgivning til både erhvervskunder og offentlige myndigheder; noterer sig, at en interessekonflikt kan antage flere forskellige former, heriblandt offentlige udbudskontrakter, der kræver levering af betalt rådgivning om sådanne tjenesteydelser, ydelse af uformel eller gratis rådgivning, officielle rådgivnings- og ekspertgrupper eller via svingdørsproblematikken; understreger derfor, at det er vigtigt med en gennemsigtig angivelse af, hvilke tjenester der leveres til en bestemt kunde, og at der er en klar adskillelse mellem disse tjenester; gentager sine anmodninger fra tidligere betænkninger(173) om dette spørgsmål;

376.  glæder sig over overvågningen af håndhævelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/56/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2006/43/EF om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber(174) og af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 537/2014 af 16. april 2014 om specifikke krav til lovpligtig revision af virksomheder af interesse for offentligheden og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2005/909/EF(175), navnlig bestemmelsen om revisorer eller revisionsfirmaer, der udfører lovpligtig revision af virksomheder af interesse for offentligheden; påpeger behovet for at sikre, at reglerne anvendes korrekt;

377.  anmoder medlemsstaterne om at overveje at indføre en selvangivelsespligt for alle skatteformidlere og finansielle formidlere, som er omhandlet i aktionspunkt 12 i BEPS-projektet, og som i forbindelse med deres erhvervsaktiviteter får kendskab til eksistensen af uretmæssige eller aggressive transaktioner, redskaber eller strukturer;

378.  opfordrer til, at revisorer roterer hvert syvende år for at forhindre interessekonflikter, og at levering af ikkerevisionsydelser holdes på et minimum;

379.  gentager, at finansielle institutioner, rådgivere og andre mellemmænd, der bevidst, systematisk og gentagne gange fremmer, udfører eller deltager i aktiviteter vedrørende hvidvask af penge eller skatteunddragelse, eller som opretter kontorer, filialer eller datterselskaber i jurisdiktioner fra EU-listen med henblik på at tilbyde deres kunder aggressive skatteplanlægningsordninger, bør pålægges sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning; opfordrer til, at sådanne institutioner og enkeltpersoner får deres erhvervslicenser taget op til skærpet revision, hvis de bliver dømt for at medvirke til bedrageri, eller de er bekendt med, at deres kunder gør sig skyld i bedrageri, og mener, at der i givet fald skal pålægges restriktioner med hensyn til deres virksomhed i det indre marked;

380.  påpeger, at tavshedspligt ikke kan påberåbes med henblik på at beskytte eller dække over ulovligheder eller krænke lovens ånd; mener helt bestemt, at retten til fortrolighed mellem advokat og klient ikke må stå i vejen for relevante rapporter om mistænkelige transaktioner eller rapportering om andre potentielt ulovlige aktiviteter, uden at det berøre de rettigheder, der er garanteret i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og de generelle strafferetlige principper;

381.  opfordrer Kommissionen til at udstede retningslinjer for fortolkning og anvendelse af retten til fortrolighed for fagfolk og indføre en klar afgrænsning mellem traditionel juridisk rådgivning og advokater, der fungerer som finansielle aktører, i overensstemmelse med de europæiske domstoles retspraksis;

8.Beskyttelse af whistleblowere og journalister

382.  mener, at beskyttelsen af whistleblowere i både den private og den offentlige sektor er af afgørende betydning for at sikre, at ulovlige aktiviteter og misbrug af lovgivning forhindres eller holdes nede; anerkender, at whistleblowere spiller en afgørende rolle i styrkelsen af demokratiet i samfundene og bekæmpelsen af korruption og anden alvorlig kriminalitet eller ulovlige aktiviteter og i beskyttelsen af Unionens finansielle interesser; understreger, at whistleblowere ofte er en afgørende kilde for undersøgende journalistik og derfor bør beskyttes mod enhver form for chikane og repressalier; bemærker vigtigheden af at stille samtlige indberetningskanaler til rådighed;

383.  anser det for nødvendigt at beskytte fortroligheden af den undersøgende journalistiks kilder, herunder whistleblowere, hvis den undersøgende journalistiks rolle som vagthund i det demokratiske samfund skal sikres;

384.  mener derfor, at tavshedspligten kun bør fraviges under ekstraordinære omstændigheder, hvor offentliggørelse af oplysninger vedrørende den indberettende persons personoplysninger er en nødvendig og forholdsmæssig forpligtelse i henhold til EU-lovgivningen eller national ret i forbindelse med undersøgelser eller retssager, eller for at beskytte andres frihedsrettigheder, herunder den berørte persons ret til forsvar, og under alle omstændigheder med forbehold for passende sikkerhedsforanstaltninger i henhold til sådanne love; mener, at der bør fastsættes passende sanktioner i tilfælde af brud på tavshedspligten vedrørende den indberettende persons identitet(176);

385.  bemærker, at den amerikanske False Claims Act udgør en solid ramme for belønning af whistleblowere i tilfælde, hvor en stat inddriver midler, der er gået tabt som følge af svig(177); understreger, at whistleblowere ifølge rapporten fra USA's justitsministerium var direkte ansvarlige for afsløring og indberetning af 3,4 milliarder ud af de i alt 3,7 milliarder USD, der er blevet inddrevet; opfordrer medlemsstaterne til at oprette sikre og fortrolige kommunikationskanaler, hvor whistleblowere kan indberette, hos de relevante myndigheder og i private enheder;

386.  opfordrer Kommissionen til at undersøge bedste praksis rundt omkring i verden(178) til beskyttelse af whistleblowere og for at give dem incitamenter, og til, hvor det er relevant og nødvendigt, at overveje at revidere den eksisterende lovgivning med henblik på at gøre lignende ordninger i EU endnu mere effektive;

387.  opfordrer til, at der oprettes en generel EU-fond, der kan yde passende finansiel støtte til whistleblowere, hvis levebrød kommer i fare som følge af oplysning om kriminelle aktiviteter eller fakta, der klart er i offentlighedens interesse;

388.  er bekymret over, at whistleblowere ofte afskrækkes fra at rapportere om deres mistanke eller bekymringer af frygt for repressalier, og at potentielle whistleblowere kan afskrækkes fra at rapportere om deres bekymringer, hvis repressalier ikke søges hindret eller forbliver ustraffede; mener, at anerkendelsen i det femte hvidvaskdirektiv af whistlebloweres ret til risikofrit at klage til de respektive kompetente myndigheder, dvs. via et fælles kontaktpunkt i komplicerede internationale tilfælde, når de udsættes for trusler eller repressalier, og deres ret til effektive retsmidler udgør en væsentlig forbedring af situationen for personer, der indberetter mistanker om hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme internt i virksomheden eller til en FIU; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til rettidigt at gennemføre og sikre behørig håndhævelse af de bestemmelser om beskyttelse af whistleblowere, der er fastsat i det femte hvidvaskdirektiv;

389.  glæder sig over resultatet af de interinstitutionelle forhandlinger mellem Europa-Parlamentet og Rådet om beskyttelse af personer, der indberetter overtrædelser af EU-lovgivningen, og opfordrer medlemsstaterne til at vedtage de nye standarder så hurtigt som muligt for at beskytte whistleblowere gennem foranstaltninger såsom klare indberetningskanaler, fortrolighed, retsbeskyttelse og sanktioner over for dem, der forsøger at forfølge whistleblowere;

390.  minder om, at EU-tjenestemænd nyder beskyttelse som whistleblowere i henhold til personalevedtægten og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union(179), og opfordrer medlemsstaterne til at indføre sammenlignelige standarder for deres tjenestemænd;

391.  mener, at aftaler om fortrolighed, der er indeholdt i ansættelseskontrakter og opsigelsesaftaler, på ingen måde bør forhindre arbejdstagere i at indberette formodede tilfælde af overtrædelser af lovgivningen og af menneskerettighederne(180) til de kompetente myndigheder; opfordrer Kommissionen til at vurdere muligheden af at foreslå lovgivning, der forbyder utilbørlige hemmeligholdelsesaftaler;

392.  bemærker, at TAX3-udvalget opfordrede whistleblowerne i sagerne Julius Bär og Danske Bank til at vidne på offentlige høringer(181); er bekymret over, at beskyttelsen af whistleblowere i finansielle institutioner ikke er fuldt tilfredsstillende, og at frygten for repressalier fra både arbejdsgivere og myndigheder kan forhindre whistleblowere i at fremsende oplysninger om overtrædelser af lovgivningen; beklager dybt, at Danske Bank-whistlebloweren Howard Wilkinson ikke frit og fuldt ud kunne dele sin indsigt i Danske Bank-sagen på grund af juridiske begrænsninger;

393.  beklager, at Finanstilsynet har forsømt at tage kontakt til den whistleblower, der rapporterede om omfattende aktiviteter relateret til hvidvask af penge i Danske Bank; er af den opfattelse, at denne undladelse udgør en grov forsømmelse fra Finanstilsynets side af dets pligt til at foretage egentlige undersøgelser som følge af alvorlige påstande om omfattende og systematisk hvidvaskning af penge gennem en bank; opfordrer de relevante myndigheder i EU og medlemsstaterne til at gøre fuld brug af de oplysninger, som whistleblowere giver, og til at handle hurtigt og beslutsomt på de oplysninger, der indhentes fra dem;

394.  opfordrer medlemsstaterne til at arbejde tæt sammen i Europarådet om fremme og gennemførelse i den nationale lovgivning i alle stater, der er medlemmer af Europarådet, af henstillingen om beskyttelse af whistleblowere; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at stå frem i andre internationale fora for at fremme vedtagelsen af bindende internationale standarder for beskyttelse af whistleblowere;

395.  bemærker, at den anonyme indberetning, ud over at sikre fortroligheden af whistlebloweres identitet, som er afgørende for beskyttelsen af den indberettende person, bør beskyttes yderligere imod de generelle trusler og angreb, som de udsættes for af dem, der angiveligt er blevet krænket, og som forsøger at miskreditere den indberettende person;

396.  anerkender de vanskeligheder, som journalister oplever, når de undersøger eller indberetter sager om hvidvaskning af penge, skattesvig, skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning; er bekymret over, at undersøgende journalister ofte udsættes for trusler og intimidering, herunder juridisk intimidering i form af strategiske sagsanlæg imod offentlighedens deltagelse ("SLAPP-praksis"); opfordrer medlemsstaterne til at forbedre beskyttelsen af journalister, navnlig dem der er involveret i undersøgelser af økonomisk kriminalitet;

397.  opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at oprette en finansiel støtteordning til undersøgende journalistik, eventuelt i form af en permanent og særlig budgetpost til støtte for uafhængige kvalitetsmedier og undersøgende journalistik under den nye flerårige finansielle ramme;

398.  fordømmer på det kraftigste brugen af vold mod journalister; minder om den forfærdelige kendsgerning, at journalister, der har været involveret i efterforskningen af tvivlsomme aktiviteter med et hvidvaskningsaspekt, i nyere tid er blevet myrdet i Malta og Slovakiet(182); understreger, at misbrug og forbrydelser begået mod journalister ifølge Europarådet har lagt en alvorlig dæmper på ytringsfriheden og forstærker selvcensuren;

399.  opfordrer indtrængende de maltesiske myndigheder til at sætte alle disponible ressourcer ind på at gøre fremskridt med hensyn til at identificere dem, der stod bag mordet på den undersøgende journalist Daphne Caruana Galizia; glæder sig over initiativet fra 26 internationale mediefriheds- og journalistorganisationer til at tilskynde til, at der indledes en uafhængig offentlig undersøgelse af mordet på Daphne Caruana Galizia og vurdere, om det kunne have været undgået; opfordrer indtrængende den maltesiske regering til at indlede denne uafhængige offentlige undersøgelse hurtigst muligt; bemærker, at den maltesiske regering har engageret sig i internationale organisationer såsom Europol, FBI og det nederlandske retsmedicinske institut i bestræbelser på at styrke sin ekspertise;

400.  glæder sig over de anklager, som de slovakiske myndigheder har rejst mod den påståede bagmand bag mordene på Ján Kuciak og Martina Kušnírová samt mod de påståede gerningsmænd bag mordene; opfordrer de slovakiske myndigheder til at fortsætte deres efterforskning af mordene og til at sikre, at alle aspekter af sagen undersøges til bunds, herunder eventuelle politiske forbindelser til forbrydelserne; opfordrer de slovakiske myndigheder til fuldt ud at undersøge sager om omfattende skatteunddragelse, momssvig og hvidvaskning, som Jan Kuciaks undersøgelser bragte frem i lyset;

401.  beklager, at undersøgende journalister, såsom Daphne Caruana Galizia, ofte udsættes for urimelige sagsanlæg, der har til formål at censurere, skræmme og gøre dem tavse ved at bebyrde dem med omkostningerne til juridisk forsvar indtil de tvinges til at opgive deres kritik eller opposition; minder om, at disse urimelige sagsanlæg udgør en trussel mod de grundlæggende demokratiske rettigheder såsom ytringsfrihed, pressefrihed og frihed til at formidle og modtage oplysninger;

402.  opfordrer medlemsstaterne til at indføre mekanismer til at forhindre strategiske retssager mod offentlig deltagelse ("SLAPP-praksis"); mener, at disse mekanismer bør tage behørigt hensyn til retten til at værne om sit gode navn og omdømme; opfordrer Kommissionen til at vurdere muligheden og arten af de konkrete foranstaltninger, der bør træffes på dette område;

403.  beklager, at schweizisk injurielovgivning anvendes til at bringe kritikere til tavshed i Schweiz og på verdensplan, fordi bevisbyrden påhviler sagsøgte og ikke sagsøgeren; fremhæver, at dette ikke kun påvirker journalister og whistleblowere, men også indberettende enheder i Den Europæiske Union og forpligtede personer under registret over reelle ejere, eftersom den indberettende person i tilfælde af, at forpligtelsen til at indberette en schweizisk reel ejer skulle opstå, kan ende med at blive retsforfulgt i Schweiz for injurier og bagvaskelse, som er strafbare handlinger(183);

9.Institutionelle aspekter

9.1.Gennemsigtighed

404.  glæder sig over det arbejde, som platformen for god forvaltningspraksis på skatteområdet har udført; bemærker, at platformens mandat gælder indtil den 16. juni 2019; opfordrer til, at det forlænges eller fornys for at sikre, at civilsamfundets bekymringer og ekspertise tages til efterretning af medlemsstaterne og Kommissionen; opfordrer Kommissionen til at udvide omfanget af eksperter, der indbydes til Ekspertgruppen vedrørende Hvidvask af Penge og Finansiering af Terrorisme (EGMLTF), til at omfatte eksperter fra den private sektor (erhvervslivet og NGO'er);

405.  understreger, at Den Europæiske Ombudsmand har mandat til at se nærmere på EU-institutionernes anvendelse af EU's regler om aktindsigt, herunder i Rådets eller Gruppen vedrørende Adfærdskodeksens arbejdsmetoder på beskatningsområdet;

406.  minder om resultaterne af Ombudsmandens undersøgelse på eget initiativ af Rådets arbejdsmetoder og henstilling herfra af 9. februar 2018, hvori det konkluderes, at Rådets praksis med ikke at gøre lovgivningsmæssige dokumenter bredt tilgængelige, dets uforholdsmæssige anvendelse af "LIMITE"-statussen og dets systematiske undladelse af at registrere de medlemsstater, der indtager en holdning i en lovgivningsprocedure, udgør fejl eller forsømmelser(184);

407.  minder om, at beskatning fortsat henhører under medlemsstaternes kompetence, og at Europa-Parlamentet har meget begrænsede beføjelser i disse spørgsmål;

408.  påpeger dog, at spørgsmål om skattesvig, skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning ikke effektivt kan håndteres af de enkelte medlemsstater; beklager derfor, at der til trods for anmodninger til Rådet ikke er blevet stillet nogen dokumenter til rådighed for TAX3-Udvalget; er dybt bekymret over den manglende politiske vilje blandt medlemsstaterne i Rådet til at tage væsentlige skridt i kampen mod hvidvask af penge, skattesvig, skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning eller til at efterleve EU-traktaten og princippet om loyalt samarbejde(185) ved at sikre tilstrækkelig gennemsigtighed og samarbejde med de øvrige EU-institutioner;

409.  beklager, at de regler, der i øjeblikket gælder for adgang til klassificerede og andre fortrolige oplysninger, som Rådet, Kommissionen eller medlemsstaterne stiller til rådighed for Parlamentet, ikke giver fuld retlig klarhed, men generelt fortolkes som om de udelukker akkrediterede parlamentariske assistenter (APA'er) fra at se og analysere ikke-klassificerede "andre fortrolige oplysninger" i et sikkert læselokale; opfordrer derfor til indførelse af en klart formuleret bestemmelse, i en forhandlet interinstitutionel aftale, der garanterer APA'ers ret til aktindsigt i dokumenter på grundlag af princippet om "behov for at vide" i deres understøttende rolle for medlemmer;

410.  beklager, at repræsentanterne for formandskabet for Rådet på trods af gentagne opfordringer nægtede at give møde for TAX3-udvalget og rapportere om fremskridt i gennemførelsen af henstillingerne i TAXE-, TAX3- og PANA-udvalgene; understreger, at fungerende kontakter mellem Rådets formandskab og Europa-Parlamentets særlige udvalg og undersøgelsesudvalg bør være en standardpraksis;

9.2.Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen (erhvervsbeskatning)

411.  noterer sig den øgede kommunikation fra Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen og glæder sig navnlig over den halvårlige offentliggørelse af dens rapport til Rådet samt af de skrivelser, der sendes til jurisdiktioner og tilsagn, der er modtaget i forbindelse med udarbejdelsen af EU-listerne;

412.  beklager imidlertid den uigennemsigtige karakter af forhandlingerne om udarbejdelsen af EU-listerne og opfordrer medlemsstaterne til at sikre gennemsigtighed i den kommende ajourføring af listerne;

413.  glæder sig over, at formanden for Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen har afgivet møde for TAX3-udvalget – en kovending i forhold til gruppens tidligere holdning; bemærker endvidere, at uddrag af Gruppen vedrørende Adfærdskodeksens arbejde er blevet gjort tilgængelige, efter at TAX3-udvalget indledte sit arbejde(186); beklager imidlertid, at disse dokumenter ikke blev offentliggjort tidligere, og at vigtige dele af dem er blevet redigeret;

414.  understreger, at ovennævnte anbefalinger fra Ombudsmanden også finder anvendelse på Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen, som bør afgive de nødvendige oplysninger, navnlig vedrørende skadelig skattepraksis i medlemsstaterne og udarbejdelsen af EU-listerne;

415.  opfordrer Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen til at træffe yderligere foranstaltninger til at sikre gennemsigtighed i sine møder, navnlig ved at offentliggøre de forskellige medlemsstaters holdninger til den drøftede dagsorden senest seks måneder efter mødet;

416.  opfordrer Kommissionen til at aflægge rapport om implementeringen af adfærdskodeksen og om anvendelsen af statsstøtte af skattemæssig karakter, som er fastlagt i punkt N. i adfærdskodeksen(187);

417.  mener, at Gruppen vedrørende Adfærdskodeksens mandat bør ajourføres, da den beskæftiger sig med spørgsmål, der går videre end vurderingen af skadelig skattepraksis i EU, hvilket er mere end blot at levere tekniske input til de beslutninger, som Rådet træffer; opfordrer til – på baggrund af karakteren af det arbejde, som gruppen har udført, og som også er af politisk karakter – at sådanne opgaver bringes tilbage under en ramme, der muliggør demokratisk kontrol eller tilsyn, idet der tages udgangspunkt i gennemsigtighed;

418.  opfordrer i denne forbindelse til, at den uigennemsigtige karakter af Gruppen vedrørende Adfærdskodeksens sammensætning afhjælpes ved, at der offentliggøres en liste over gruppens medlemmer;

9.3.Håndhævelse af EU-lovgivningen

419.  opfordrer det nyvalgte Parlament til at iværksætte en samlet vurdering af fremskridtene med hensyn til adgang til de dokumenter, som TAXE, TAX2-, PANA- og TAX3-udvalgene har anmodet om, ved at sammenligne de anmodninger, der er fremsat, med de tilladelser, der er givet af Rådet og andre EU-institutioner, og om nødvendigt indlede de nødvendige proceduremæssige og/eller retlige foranstaltninger;

420.  opfordrer til, at der inden for Kommissionens strukturer oprettes et nyt center for Unionens skattepolitiks sammenhæng og koordinering (Union Tax Policy Coherence and Coordination Centre, TPCCC), som bør være i stand til at vurdere og overvåge medlemsstaters skattepolitikker på EU-plan og sikre, at medlemsstaterne ikke implementerer nye skadelige skatteforanstaltninger;

9.4.Samarbejde fra ikke-institutionelle deltageres side

421.  glæder sig over interessenters deltagelse og input i TAX3-udvalgshøringerne, jf. afsnit IV.3 i oversigten over aktiviteter under TAX3-udvalgets mandatperiode; beklager, at andre interessenter nægtede at deltage i TAX3-udvalgshøringerne, jf. afsnit IV.4 i oversigten over aktiviteter; bemærker, at der ikke kunne findes afskrækkende sanktioner i sager, hvor der ikke blev givet nogen begrundelse for dette afslag;

422.  opfordrer Rådet og Kommissionen til at nå til enighed om at oprette en offentligt tilgængelig og regelmæssigt ajourført liste over ikkesamarbejdsvillige ikke-institutionelle parter i den interinstitutionelle aftale om et obligatorisk åbenhedsregister for lobbyister; mener, at der i mellemtiden bør føres et register over de fagfolk eller organisationer, der uden behørig begrundelse nægtede at deltage i TAXE-, TAX2-, PANA- og TAX3-udvalgenes høringer; opfordrer EU-institutionerne til at tage hensyn til denne holdning under alle fremtidige forhandlinger med de berørte parter og til at trække deres adgangskort til deres lokaler tilbage;

9.5.Parlamentets undersøgelsesbeføjelse/undersøgelsesret

423.  understreger, at det er afgørende for udøvelsen af demokratisk kontrol med den udøvende magt, at Parlamentet udstyres med undersøgelsesbeføjelser og en undersøgelsesret, der svarer til dem, de nationale parlamenter i EU's medlemsstater har; mener, at Parlamentet for at udfylde denne rolle skal have beføjelse til at indkalde og pålægge vidner at give møde og kunne kræve fremlæggelse af dokumenter;

424.  mener, at medlemsstaterne, for at disse rettigheder kan udøves, må enes om at indføre sanktioner mod enkeltpersoner for udeblivelse eller manglende fremlæggelse af dokumenter på linje med national lovgivning vedrørende nationale parlamentariske undersøgelser;

425.  opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen til at bestræbe sig på rettidigt at få afsluttet forhandlingerne om forslaget til Europa-Parlamentets forordning om de nærmere bestemmelser for Parlamentets udøvelses af sin undersøgelsesbeføjelse;

9.6.Enstemmighed versus afstemning med kvalificeret flertal

426.  gentager sin opfordring til Kommissionen om, hvor det er relevant, at anvende proceduren i artikel 116 i TEUF, som gør det muligt at fravige kravet om enstemmighed i tilfælde, hvor Kommissionen finder, at en forskel mellem medlemsstaternes ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser forvansker konkurrencevilkårene på det indre marked;

427.  glæder sig over det bidrag, Kommissionen har ydet gennem sin meddelelse "på vej mod en mere effektiv og demokratisk beslutningstagning inden for EU's skattepolitik", hvori der foreslås en køreplan for beslutningstagning med kvalificeret flertal i forbindelse med specifikke og presserende skattepolitiske spørgsmål, hvor vigtige lovgivningsforslag og initiativer til bekæmpelse af skattesvig, skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning er blevet blokeret i Rådet til skade for langt de fleste medlemsstater; glæder sig over den støtte, som visse medlemsstater har givet udtryk for i forbindelse med dette forslag(188);

428.  understreger, at alle scenarier fortsat bør overvejes, og ikke blot scenariet med et skift fra enstemmighed til afstemning med kvalificeret flertal ved hjælp af en passerellebestemmelse; opfordrer Det Europæiske Råd til at føje dette punkt til en dagsorden for et topmøde inden udgangen af 2019 for at indlede en frugtbar debat om, hvordan man kan lette beslutningstagningen i skattespørgsmål i et velfungerende indre markeds interesse;

9.7.Opfølgning

429.  er af den opfattelse, at arbejdet i TAXE-, TAXE 2-, PANA- og TAX3-udvalgene bør videreføres i den kommende valgperiode inden for en permanent struktur i Parlamentet, i form af et underudvalg til Økonomi- og Valutaudvalget (ECON), for at muliggøre deltagelse på tværs af udvalgene;

o
o   o

430.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd, Rådet (økonomi og finans), Kommissionen, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, de europæiske tilsynsmyndigheder, Den Europæiske Anklagemyndighed, Den Europæiske Centralbank, Moneyval, medlemsstaterne, de nationale parlamenter, FN, G20, Den Finansielle Aktionsgruppe og OECD.

(1) Afgørelse af 1. marts 2018 om nedsættelse af et særligt udvalg om økonomisk kriminalitet, skatteunddragelse og skatteundgåelse og fastsættelse af dets ansvarsområder, medlemstal og funktionsperiode, Vedtagne tekster,, P8_TA(2018)0048.
(2) Beslutning af 25. november 2015 om afgørelser i skattespørgsmål og andre foranstaltninger af lignende art eller med lignende virkning, EUT C 366 af 27.10.2017, s. 51.
(3) Beslutning af 6. juli 2016 om afgørelser i skattespørgsmål og andre foranstaltninger af lignende art eller med lignende virkning, EUT C 101 af 16.3.2018, s. 79.
(4) EUT C 399 af 24.11.2017, s. 74.
(5) Henstilling af 13. december 2017 til Rådet og Kommissionen på baggrund af undersøgelsen vedrørende hvidvaskning af penge, skatteundgåelse og skatteunddragelse, EUT C 369 af 11.10.2018, s. 132.
(6) Den fælles opfølgning af 16. marts 2016 på beslutningen om større gennemsigtighed, samordning og konvergens i EU's selskabsbeskatningspolitik og beslutningen fra TAXE 1, opfølgningen af 16. november 2016 på beslutningen fra TAXE 2 og opfølgningen fra april 2018 på beslutningen fra PANA.
(7) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0475.
(8) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0183.
(9) Scherrer A. og Thirion E., Citizenship by Investment (CBI) and Residency by Investment (RBI) schemes in the EU, EPRS, PE 627.128, Europa-Parlamentet, oktober 2018, Korver R., Money laundering and tax evasion risks in free ports, EPRS, PE 627.114, Europa-Parlamentet, oktober 2018, og Kiendl Kristo I. og Thirion E., An overview of shell companies in the European Union, EPRS, PE 627.129, Europa-Parlamentet, oktober 2018.
(10) Lamensch M. og Ceci, E., VAT fraud:Economic impact, challenges and policy issues, Europa-Parlamentet, Generaldirektoratet for Interne Politikker, Temaafdeling A – Økonomisk og Videnskabelig Politik og Livskvalitet, 15. oktober 2018.
(11) Houben R. og Snyers A. , Cryptocurrencies and blockchain, Europa-Parlamentet, Generaldirektoratet for Interne Politikker, Temaafdeling A — Økonomisk og Videnskabelig Politik og Livskvalitet, 5. juli 2018, og Hadzhieva E.,Impact of Digitalisation on International Tax Matters, Europa-Parlamentet, Generaldirektoratet for Interne Politikker, Temaafdeling A — Økonomisk og Videnskabelig Politik og Livskvalitet, 15. februar 2019.
(12) "Study on Structures of Aggressive Tax Planning and Indicators - Final Report" (Taxation paper No 61, 27. januar 2016), "The Impact of Tax Planning on Forward-Looking Effective Tax Rates" (Taxation paper No 64, 25. oktober 2016), og "Aggressive tax planning indicators - Final Report" (Taxation paper No 71, 7. marts 2018).
(13) Rådets direktiv (EU) 2016/1164 af 12. juli 2016 om regler til bekæmpelse af metoder til skatteundgåelse, der direkte indvirker på det indre markeds funktion (EUT L 193 af 19.7.2016, s. 1).
(14) Rådets direktiv (EU)f 2017/952 af 29. maj 2017 om ændring af direktiv (EU) 2016/1164, for så vidt angår hybride mismatch med tredjelande, EUT L 144 af 7.6.2017, s. 1.
(15) Om henholdsvis automatisk udveksling af afgørelser i skattespørgsmål (Rådets direktiv (EU) 2015/2376 af 8. december 2015 om ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet, EUT L 332 af 18.12.2015, s. 1, DAC3), udveksling af land for land-rapporter mellem skattemyndighederne (Rådets direktiv (EU) 2016/881 af 25. maj 2016 om ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet, EUT L 146 af 3.6.2016, s. 8, DAC4), skattemyndighedernes adgang til oplysninger indberettet i henhold til hvidvaskreguleringen, reelt ejerskab og andre former for due diligence i forbindelse med kunderne (Rådets direktiv 2016/2258 af 6. december 2016 om ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet, EUT L 342 af 16.12.2016, s. 1, DAC5) og obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet i forbindelse med indberetningspligtige grænseoverskridende ordninger (Rådets direktiv (EU) 2018/822 af 25. maj 2018 om ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet, EUT L 139 af 5.6.2018, s. 1, DAC6).
(16) Forslag af 25. oktober 2016 til Rådets direktiv om et fælles selskabsskattegrundlag (FSSG), COM(2016)0685 , og af 25. oktober 2016 om et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag (FKSSG), COM(2016)0683.
(17) Pakken består af Kommissionens meddelelse af 21. marts 2018 med titlen "Nødvendigheden af at fastsætte en moderne, retfærdig og effektiv beskatningsstandard for den digitale økonomi" (COM(2018)0146), forslaget af 21. marts 2018 til Rådets direktiv om regler vedrørende selskabsbeskatning af en væsentlig digital tilstedeværelse (COM(2018)0147), forslaget af 21. marts 2018 til Rådets direktiv om et fælles system for en skat på indtægter fra levering af visse digitale tjenester (COM(2018)0148) og Kommissionens henstilling af 21. marts 2018 om selskabsbeskatning relateret til en væsentlig digital tilstedeværelse (C(2018)1650).
(18) Forslag af 12. april 2016 til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2013/34/EU for så vidt angår offentliggørelse af selskabsskatteoplysninger for visse virksomheder og filialer (COM(2016)0198).
(19) EUT C 224 af 27.6.2018, s. 107.
(20) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF, EUT L 141 af 5.6.2015, s. 73.
(21) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/843 af 30. maj 2018 om ændring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme og om ændring af direktiv 2009/138/EF og 2013/36/EU, EUT L 156 af 19.6.2018, s. 43.
(22) Meddelelse af 2. februar 2016 fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om en handlingsplan med henblik på at styrke bekæmpelsen af finansiering af terrorisme, COM(2016)0050.
(23) Vedtagne tekster, P8_TA(2019)0216.
(24) Angående Fiat, Starbucks og den belgiske afgørelse om overskydende fortjeneste og beslutningerne om at indlede statsstøtteundersøgelser vedrørende McDonalds, Apple og Amazon.
(25) EUT C 265 af 11.8.2017, s. 59.
(26) Vedtagne tekster, P8_TA(2019)0014.
(27) Ifølge Parlamentets interne regler kan forkortelser for udvalgs navne højst bestå af fire bogstaver, hvorfor de tidligere midlertidige udvalg om beskatning kaldes TAXE, TAX2, PANA og TAX3. Det skal dog bemærkes, at der i mandatet "Nedsættelse af et særligt udvalg om afgørelser i skattespørgsmål og andre foranstaltninger af lignende art eller med lignende virkning" udelukkende tales om TAXE 2.
(28) Såsom finansinvestering.
(29) F.eks. anvendelse af software til automatisk at trække penge ud af elektroniske kasseapparater eller salgsregistreringssystemer ("zapping") eller den stigende anvendelse af tredjepartsprocessorer til lønninger, der gør det muligt for bedragerne at få del i de legitime skatter.
(30) Gunnarsson A., Schratzenstaller M. og Spangenberg U., Gender equality and taxation in the European Union, Europa-Parlamentet, Generaldirektoratet for Interne Politikker, Temaafdeling C — Borgernes Rettigheder og Konstitutionelle Anliggender, 15. marts 2017; Grown C. og Valodia I. (redaktører), Taxation and Gender Equity: A Comparative Analysis of Direct and Indirect Taxes in Developing and Developed Countries, Routledge, 2010, s. 32-74, s. 309-310 og s. 315; Action Aid, Value-Added Tax (VAT), Progressive taxation policy briefing, 2018; Stotsky J. G., Gender and Its Relevance to Macroeconomic Policy: A Survey, IMF Working Paper, WP/06/233, s. 42.
(31) Høring organiseret af TAX3 den 24. januar 2018 om skattegabet i EU: se figur 4.
(32) Punkt 49 i Parlamentets holdning af 14. november 2018 om den flerårige finansielle ramme 2021-2027, Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0449.
(33) Se punkt 63 i Europa-Parlamentets henstilling af 13. december 2017 til Rådet og Kommissionen på baggrund af undersøgelsen vedrørende hvidvaskning af penge, skatteundgåelse og skatteunddragelse, EUT C 369 af 11.10.2018, s. 132.
(34) I den flerårige finansielle ramme 2021-2017 – Parlamentets holdning med henblik på en aftale og ændringerne vedtaget af Europa-Parlamentet den 17. januar 2019 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastlæggelse af "Fiscalisprogrammet" for samarbejde på beskatningsområdet (Vedtagne tekster, P8_TA(2019)0039).
(35) Crivelli E., De Mooij R. A., og Keen M., Base Erosion, Profit Shifting and Developing Countries, 2015.
(36) Tax Policies in the European Union 2017 Survey, ISBN 978-92-79-72282-0.
(37) Tørsløv T. R., Wier L. S. og Zucman G., The missing profits of nations, National Bureau of Economic Research, Working Paper No 24701, 2018.
(38) Richard Murphy, ‘The European Tax Gap’, 2019 - http://www.taxresearch.org.uk/Documents/EUTaxGapJan19.pdf
(39) Beretning fra delegationsbesøget i Washington D.C. Fuldstændigt referat af den offentlige høring i TAX3 den 27. november 2018.
(40) Rådets direktiv (EU) 2018/822 af 25. maj 2018 om ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet i forbindelse med indberetningspligtige grænseoverskridende ordninger (EFT L 139 af 5.6.2018, s. 1).
(41) Study on Structures of Aggressive Tax Planning and Indicators – Final Report (Taxation paper No 61, 27. januar 2016) og Tax policies in the EU – 2017 Survey.
(42) Somme tider også kaldet katalysatorer eller initiativtagere til skatteunddragelse.
(43) Forslag af 11. november 2011 til Rådets direktiv om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater (COM(2011)0714).
(44) Hearson M., The European Union’s Tax Treaties with Developing Countries: leading By Example?, 27. september 2018.
(45) Politisk notat som godkendt af den inklusive ramme vedrørende BEPS med titlen "Addressing the Tax Challenges of the Digitalisation of the Economy", offentliggjort den 29. januar 2019.
(46) Se OECD's retningslinjer for interne afregningspriser for multinationale selskaber og skatteforvaltninger 2017 fra 10. juli 2017.
(47) Offentlig høring den 24. januar 2019 om evaluering af skattegabet og "Addressing the Tax Challenges of the Digitalisation of the Economy", politisk notat fra OECD, offentliggjort den 29. januar 2019.
(48) Europa-Parlamentets beslutning af 25. november 2015 om afgørelser i skattespørgsmål og andre foranstaltninger af lignende art eller med lignende virkning, EUT C 366 af 27.10.2017, s. 51, punkt 96.
(49) Se ovenfor. Undersøgelserne giver et overblik over medlemsstaternes eksponering for strukturer til aggressiv skatteplanlægning, der påvirker deres skattegrundlag (udhuling eller forøgelse), og selv om der ikke er nogen enkeltstående indikator for fænomenet, findes der ikke desto mindre et sæt indikatorer, der opfattes som "dokumentation".
(50) EUT C 72 E af 11.3.2014, s. 1.
(51) Som dokumenteret i konsekvensanalysen af 21. marts 2018, der ledsager pakken om digital skat (SWD(2018)0081), hvorefter digitaliserede forretninger i gennemsnit kun bliver beskattet med en effektiv skattesats på 9,5 %, sammenlignet med 23,2 % for traditionelle forretningsmodeller.
(52) UNCTAD, World Investment Report, 2018.
(53) "Addressing the Tax Challenges of the Digitalisation of the Economy – Policy Note", offentliggjort den 29. januar 2019.
(54) Rådets (økonomi og finans) konklusioner, 12. marts 2019.
(55) KiesKompas, Public Perception towards taxing digital companies in six countries, december 2018.
(56) COM(2018)0148.
(57) Rapport om beskatningstendenser i EU ("Taxation Trends in the European Union"), tabel 3: højeste lovbestemte selskabsskattesatser (inklusiv ekstraskat), 1995-2018, Kommissionen, 2018.
(58) "Addressing the Tax Challenges of the Digitalisation of the Economy – Policy Note", som godkendt af den inklusive ramme vedrørende BEPS den 23. januar 2019.
(59) Ibid.
(60) OECD, Resumption of Application of Substantial Activities Factor to No or only Nominal Tax Jurisdictions – Inclusive Framework on BEPS: Action 5, 2018.
(61) Offentlig høring den 27. november 2018 om påståede aggressive skatteplanlægningsordninger i EU ("Alleged aggressive tax planning schemes within the EU").
(62) Kommissionens meddelelse med titlen "Nødvendigheden af at fastsætte en moderne, retfærdig og effektiv beskatningsstandard for den digitale økonomi" (COM(2018)0146).
(63) Offentlig høring den 24. januar 2019 om evalueringen af skattegabet.
(64) ECHR, dom af 16. juni 2015 (nr. 787/14), Van Weerelt mod Nederlandene.
(65) Artikel 4, stk. 3, i TEU.
(66) Fælles international taskforce for fælles efterretningsvirksomhed og samarbejde.
(67) Se også Europa-Parlamentets henstilling af 13. december 2017 til Rådet og Kommissionen på baggrund af undersøgelsen vedrørende hvidvask af penge, skatteundgåelse og skatteunddragelse (EUT C 369 af 11.10.2018, s. 132).
(68) Offentlig høring den 24. januar 2019 om evalueringen af skattegabet.
(69) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 63).
(70) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF (EUT L 182 af 29.6.2013, s. 19).
(71) Som fastslået af Den Europæiske Unions Domstol helt tilbage i 1974.
(72) Afgørelse af 20. juni 2018 om statsstøtte ydet af Luxembourg til ENGIE (SA.44888), afgørelse af 4. oktober 2017 om statsstøtte ydet af Luxembourg til Amazon (SA.38944), afgørelse af 30. august 2016 om statsstøtte ydet af Irland til Apple (SA.38373), afgørelse af 11. januar 2016 om "Skatteordning for overskydende fortjeneste i Belgien – artikel 185, stk. 2, litra b) CIR92" (SA.37667), afgørelse af 21. oktober 2015 om statsstøtte ydet af Nederlandene til Starbucks (SA.38374) og afgørelse af 21. oktober 2015 om statsstøtte ydet af Luxembourg til Fiat (SA.38375). Der verserer sager ved Den Europæiske Unions Domstol og Retten vedrørende alle seks afgørelser.
(73) Afgørelse af 19. september 2018 om "Påstået støtte til McDonald's – Luxembourg" (SA.38945).
(74) "Undersøgelse af "Mulig statsstøtte til fordel for Inter IKEA" indledt den 18. december 2017 (SA.46470) og Det Forenede Kongeriges skatteordning for multinationale selskaber (reglerne for kontrollerede udenlandske selskaber) indledt den 26. oktober 2018 (SA.44896).
(75) Afgørelse af 7. marts 2019 om "Påstået støtte til Huhtamaki – Luxembourg" (SA.50400).
(76) http://europa.eu/rapid/press-release_IP-18-5831_en.htm
(77) Som i forbindelse med afgørelsen af 30. august 2016 (SA.38373) om statsstøtte ydet af Irland til Apple. De pågældende skatteafgørelser blev truffet af Irland den 29. januar 1991 og den 23. maj 2007.
(78) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1132 af 14. juni 2017 om visse aspekter af selskabsretten (EUT L 169 af 30.6.2017, s. 46).
(79) TAX3-delegation til Riga (Letland), 30.-31. august 2018, rapport fra deleg