Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 14, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

–  der henviser til artikel 226, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til sin lovgivningsmæssige beslutning af 16. april 2014 om forslag til Europa-Parlamentets forordning om de nærmere vilkår for udøvelse af Europa-Parlamentets undersøgelsesbeføjelse og om ophævelse af Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens afgørelse 95/167/EF, Euratom, EKSF(1),

–  der henviser til de relevante punkter i sin henstilling af 13. december 2017 til Rådet og Kommissionen på baggrund af undersøgelsen vedrørende hvidvaskning af penge, skatteundgåelse og skatteunddragelse (PANA-beslutningen, punkt 190-200)(2) og sin henstilling af 4. april 2017 til Rådet og Kommissionen på baggrund af undersøgelsen af emissionsmålinger i bilindustrien (EMIS-beslutningen, punkt 76-94)(3),

–  der henviser til Formandskonferencens afgørelse af 18. september 2014 i henhold til forretningsordenens artikel 229 om at fortsætte behandlingen af ovennævnte lovgivningsmæssige forslag til forordning om Europa-Parlamentets undersøgelsesbeføjelse i den nye valgperiode,

–  der henviser til de tre arbejdsdokumenter(4) fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om ovennævnte lovgivningsmæssige forslag,

–  der henviser til Rådets og Kommissionens betænkeligheder ved dette lovgivningsforslag, som er kommet til udtryk i skrivelsen af 4. april 2014 fra Rådets og Kommissionens generalsekretærer til Europa-Parlamentets generalsekretær og i skrivelserne til formanden for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender af 28. april 2015 fra Kommissionens første næstformand, af 3. september 2015 fra det luxembourgske rådsformandskab, af 13. oktober 2016 fra det slovakiske formandskab og af 25. oktober 2018 fra det østrigske formandskab,

–  der henviser til drøftelsen på plenarmødet den 13. december 2017 og navnlig til det estiske rådsformandskabs og Kommissionens svar på de forespørgsler til mundtlig besvarelse (forretningsordenens artikel 128), som var fremsat den 29. november 2017 af Danuta Maria Hübner på vegne af Udvalget om Konstitutionelle Anliggender til Rådet og Kommissionen om Europa-Parlamentets undersøgelsesbeføjelse,

–  der henviser til drøftelsen på plenarmødet den 17. april 2019 på grundlag af de forespørgsler til mundtlig besvarelse (forretningsordenens artikel 128), der var fremsat den 22. januar 2019 af Danuta Maria Hübner på vegne af Udvalget om Konstitutionelle Anliggender til Rådet og Kommissionen om det lovgivningsmæssige forslag til forordning om Europa-Parlamentets undersøgelsesbeføjelse(5),

–  der henviser til forslag til beslutning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (B8‑0238/2019),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at det allerede i det første arbejdsdokument, der blev vedtaget af Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (AFCO) den 20. januar 2015, blev anført, at de betænkeligheder, som Rådet og Kommissionen havde givet udtryk for, "ikke i sig selv[burde] udgøre en uoverstigelig forhindring", idet AFCO anerkendte, at der var "alternative løsninger og mere fleksible formuleringer, der [kunne] føre til en løsning på den fastlåste situation omkring forordningen", og fremlagde indikationer og forslag til formandskabet for Rådet og Kommissionen om vejen frem, med "politiske forhandlinger først" efterfulgt af tekniske møder;

B.  der henviser til, at Rådet modtog dette tilbud med velvilje og udtrykte ønske om at gå ind i en dialog med Parlamentet, dog på den betingelse, at Parlamentet først forholdt sig til de grundlæggende betænkeligheder på det juridiske og institutionelle område;

C.  der henviser til, at AFCO i sit andet arbejdsdokument gav ordføreren mandat til at tage yderligere skridt for sammen med Rådet og Kommissionen at finde frem til en løsning på ovennævnte betænkeligheder; der henviser til, at der i overensstemmelse hermed blev vedtaget en ny forhandlingsstrategi, og et dokument i form af et nonpaper indeholdende en redegørelse, baseret på politiske argumenter, for mulige måder at komme videre på blev fremsendt til Rådet og Kommissionen den 30. juni 2016;

D.  der henviser til, at de tre institutioner den 10. oktober 2016 besluttede at indlede en uformel drøftelse mellem deres respektive juridiske tjenester for yderligere at afklare alle juridiske og institutionelle spørgsmål; der henviser til, at dette gjorde det muligt for Parlamentet at foreslå en ny affattelse af forordningen, samtidig med at man lod de vigtigste politiske divergenser stå åbne;

E.  der henviser til, at Kommissionens og Rådets juridiske rådgivere til trods for den bemærkelsesværdige faglige arbejde, der var gjort af de tre institutioners juridiske tjenester, ikke var i stand til formelt at godkende det dokument, der kom ud heraf, hvilket førte til, at arbejdet med dette vigtige dossier i praksis gik i stå; der henviser til, at der efterfølgende blev afholdt en debat under AFCO's ledelse på plenarmødet den 13. december 2017 på grundlag af to forespørgsler til mundtlig besvarelse, hvorefter AFCO den 3. maj 2018 fremsendte en ny formulering af forslaget i form af et nonpaper, der repræsenterer den formelle opfølgning af en aftale, som formanden for AFCO og ordføreren, Ramón Jáuregui Atondo, havde indgået med det slovakiske rådsformandskab og Kommissionen den 10. oktober 2016, og i henhold til hvilken det for at indlede officielle forhandlinger var nødvendigt at fremlægge en ny ordlyd af Europa-Parlamentets forslag;

F.  der henviser til, at Rådet den 25. oktober 2018 fremsendte sit svar på den foreslåede nye ordlyd, som var baseret på det juridiske arbejde, der var gjort af de juridiske tjenester, erfaringerne fra de to undersøgelsesudvalg (EMIS og PANA), der var blevet nedsat i løbet af denne ottende valgperiode, og det forslag, som Parlamentet havde vedtaget i 2014; der henviser til, at Rådet i sit svar opstillede en ny liste over betænkeligheder, som gik ud over udtalelsen fra dets egen juridiske tjeneste, og hvori det stillede spørgsmålstegn ved det hidtidige arbejde og opregnede de vigtigste institutionelle problemer for Parlamentet, som er vanskelige at overvinde; mener, at Rådet ved at handle på denne måde ikke efterlader nogen plads til forhandling, selvom den nye tekst i det nævnte nonpaper faktisk var tænkt som et oplæg til forhandlinger og politiske drøftelser;

G.  der påpeger, at det er et iboende træk ved alle lovgivende forsamlinger og en grundlæggende forudsætning for magtens tredeling i et demokrati, der ønsker at leve op til sit navn, at et parlament bør kunne stille regeringen til ansvar ved at nedsætte undersøgelsesudvalg med reelle beføjelser til at indkalde vidner og få udleveret dokumenter.

H.  der henviser til, at alle Den Europæiske Unions institutioner med jævne mellemrum har givet udtryk for deres oprigtige vilje til at samarbejde, men at en sådan er vanskelig at få øje på i sagen om forordningen;

1.  udtrykker sin dybeste uenighed med holdningen i Rådet (og Kommissionen), som efter mere end fire år med uformelle møder og udveksling af breve og dokumenter fortsat lægger hindringer i vejen for et formelt møde på politisk niveau med henblik på at drøfte mulige løsninger på de konstaterede problemer, idet det nægter at give rådsformandskabet et politisk mandat, som kunne åbne døren for møder af politisk karakter med det formål at finde en løsning på de mest omstridte spørgsmål og sondere mulighederne for at nå frem til en aftale;

2.  anmoder sin formand om at henlede de politiske lederes opmærksomhed på Parlamentets utilfredshed med Rådets og Kommissionens manglende overholdelse af princippet om interinstitutionelt samarbejde;

3.  foreslår, at Retsudvalget undersøger muligheden for at forberede en sag ved Den Europæiske Unions Domstol vedrørende princippet om gensidigt loyalt samarbejde mellem institutionerne (artikel 13, stk. 2, i TEU), og at det i denne forbindelse også undersøger og rapporterer om Rådets overtrædelser af de faktiske retlige rammer for de undersøgelsesudvalg, der er nedsat i denne valgperiode (PANA og EMIS);

4.  understreger, at den nuværende formulering af artikel 226, stk. 3, i TEUF, som taler om en "særlig lovgivningsprocedure" og kræver Rådets og Kommissionens godkendelse som forudsætning for vedtagelse af en forordning om Parlamentets undersøgelsesbeføjelse, ikke gør det nødvendigt for Rådet og Kommissionen at forhandle, eftersom de kun er forpligtet til enten at godkende eller nægte at godkende Parlamentets forslag, men ikke behøver forhandle med henblik på at nå til enighed herom;

5.  henstiller, at den lovgivningsproces, der udspringer af den initiativret, der er tillagt Parlamentet ved traktaterne, i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (IIA) skal omfatte en anmodning om udarbejdelse af en lovgivningsmæssig tidsplan for disse initiativer i lighed med den almindelige lovgivningsprocedure; understreger endvidere, at en sådan særlig lovgivningsprocedure skal respektere bestemmelserne i den interinstitutionelle aftale vedrørende den institutionelle forpligtelse til at forhandle, der påhviler alle tre institutioner;

6.  opfordrer Rådet og Kommissionen til, hvis de ikke kan godkende forslaget, at genoptage forhandlingerne med det nyvalgte Parlament og i den forbindelse anerkende de fremskridt, der er gjort med den nye formulering af forslaget, der er fremlagt i ovennævnte nonpaper og baseret på det arbejde, der er gjort af de tre institutioners juridiske tjenester; mener, at dette er en mere velstruktureret og systematisk tekst end den, der blev vedtaget i 2014, idet den indeholder de samme undersøgelsesbeføjelser, men er blevet ajourført i lyset af erfaringerne fra de seneste år og de nuværende institutionelle forhold;

7.  opfordrer de politiske partier til at sikre, at deres valgprogrammer udtrykker deres engagement i Parlamentets forslag til en ny og ajourført forordning om dets undersøgelsesbeføjelse, og opfordrer de forskellige Spitzenkandidaten til at tilbyde deres offentlige og politiske støtte på dette område;

8.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd, Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Unions Domstol og de nationale parlamenter.

(1) EUT C 443 af 22.12.2017, s. 39. (2) EUT C 369 af 11.10.2018, s. 132. (3) EUT C 298 af 23.8.2018, s. 140. (4) PE544.488v03-00, PE571.670v03-00 og PE630.750v01-00. (5) O-000003/19 og O-000004/19.