Indeks 
Vedtagne tekster
Torsdag den 28. november 2019 - Strasbourg
Situationen for frihedsrettighederne i Algeriet
 Cuba, sagen José Daniel Ferrer
 Haiti
 Aftale mellem EU og USA om tildelingen af en andel af toldkontingentet for import af oksekød af høj kvalitet ***
 Aftale mellem EU og USA om tildelingen af en andel af toldkontingentet for import af oksekød af høj kvalitet (beslutning)
 Situationen i Bolivia
 Klima- og miljøkrise
 FN's konference om klimaændringer 2019 (COP25)
 EU's tiltrædelse af Istanbulkonventionen og andre foranstaltninger til bekæmpelse af kønsbaseret vold
 Den Russiske Føderations seneste foranstaltninger over for litauiske dommere, anklagere og efterforskere, der er involveret i undersøgelsen af de tragiske begivenheder, der fandt sted i Vilnius den 13. januar 1991
 Foranstaltninger til at afbøde konsekvenserne for europæisk landbrug af WTO's afgørelse om Airbus-striden
 Krisen i WTO's Appelinstans
 De igangværende forhandlinger om en ny partnerskabsaftale mellem EU og Gruppen af AVS-stater

Situationen for frihedsrettighederne i Algeriet
PDF 139kWORD 49k
Europa-Parlamentets beslutning af 28. november 2019 om situationen for så vidt angår frihedsrettighederne i Algeriet (2019/2927(RSP))
P9_TA(2019)0072RC-B9-0193/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Algeriet, navnlig beslutning af 30. april 2015 om fængsling af arbejdstagere og menneskerettighedsaktivister i Algeriet(1) og beslutning af 27. marts 2019 med titlen "Efter det arabiske forår: Vejen frem for MENA-regionen"(2),

–  der henviser til landeopdateringen om Algeriet i EU's årsberetning om menneskerettigheder og demokrati i verden i 2018, som blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 18. marts 2019,

–  der henviser til det 11. møde i Associeringsrådet EU-Algeriet den 14. maj 2018,

–  der henviser til den tredje universelle regelmæssige gennemgang af Algeriet, som blev vedtaget af FN's Menneskerettighedsråd under dets 36. samling den 21.-22. september 2017,

–  der henviser til de fælles partnerskabsprioriteter, som blev vedtaget under den reviderede europæiske naboskabspolitik (ENP) af Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet og Den Europæiske Union den 13. marts 2017, og som fokuserer på gennemførelsen af forfatningsrevisionen og på EU's støtte til fremskridt inden for demokrati og menneskerettigheder i Algeriet,

–  der henviser til associeringsaftalen mellem EU og Algeriet(3), og navnlig til artikel 2, hvori det fastsættes, at respekten for de demokratiske principper og de grundlæggende menneskerettigheder skal udgøre et væsentligt element i aftalen og danne grundlag for parternes interne og internationale politikker,

–  der henviser til Algeriets forfatning, som blev ændret den 7. februar 2016, særlig artikel 2, 3436, 39, 41, 42, 48 og 54,

–  der henviser til EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere, EU's retningslinjer vedrørende dødsstraf, EU's retningslinjer til bekæmpelse af tortur og anden grusom behandling, EU's retningslinjer vedrørende menneskerettigheder hvad angår ytringsfrihed online og offline og EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere samt EU's nye strategiske ramme og handlingsplan for menneskerettigheder og demokrati, som har til formål at sætte beskyttelse og overvågning af menneskerettighederne i centrum af alle EU's politikker,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR), den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (ICESCR), konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf og konventionen om barnets rettigheder,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder af 1948 og FN-erklæringen om afskaffelse af alle former for intolerance og forskelsbehandling på grundlag af religion eller tro,

–  der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder,

–  der henviser til den algeriske lov 12-06 vedrørende foreninger og til bekendtgørelse 06‑03, som regulerer ikkemuslimske religiøse gudstjenester,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 144, stk. 5, og artikel 132, stk. 4,

A.  der henviser til, at Algeriet er en nær nabo og en vigtig partner for Den Europæiske Union og for den nordafrikanske region;

B.  der henviser til, at der den 16. februar 2019, ti dage efter at Abdelaziz Bouteflika bekendtgjorde sit kandidatur til en femte præsidentperiode, udbrød fredelige protester, også kaldet Hirak (bevægelsen), i Algeriet; der henviser til, at Bouteflika trådte tilbage den 2. april 2019; der henviser til, at formanden for Nationalrådet, Abdelkader Bensalah, overtog posten som fungerende statschef; der henviser til, at den militære ledelse under generalløjtnant Ahmed Gaïd Salah åbent har udøvet magt i landet siden Bouteflikas tilbagetræden;

C.  der henviser til, at Abdelaziz Bouteflika havde været præsident siden 1999; der henviser til, at forfatningsrevisionen i 2016 begrænsede det maksimale antal valgperioder for fremtidige præsidenter til to; der henviser til, at forfatningsrevisionen ikke kunne anvendes med tilbagevirkende kraft, hvilket betød at Bouteflika havde mulighed for at kandidere til en femte valgperiode; der henviser til, at præsidentvalget, som oprindeligt var planlagt til den 18. april 2019, i første omgang blev udsat til den 4. juli 2019 og derefter til den 12. december 2019;

D.  der henviser til, at der var fredelige demonstrationer i hele landet i februar, marts og april 2019 og derefter hver tirsdag og fredag i de seneste 40 uger; der henviser til, at demonstranterne i de seneste uger har afholdt nattemarcher i hele landet;

E.  der henviser til, at Hirak nyder bred opbakning og udgør den største protestbevægelse i Algeriet; der henviser til, at de unge udgør hovedparten af demonstranterne; der henviser til, at demonstranterne kræver, at der sættes en stopper for korruption, de manglende muligheder for politisk deltagelse, de høje arbejdsløshedsrater og undertrykkelsen af demonstrationer, og kræver mere pluralistiske og inkluderende rammer for forberedelse af frie valg som led i den bredere politiske omstilling;

F.  der henviser til, at World Press Freedom Index 2019 placerer Algeriet som nr. 141 ud af de 180 undersøgte stater, beskriver pressefriheden i landet som "truet", og bemærker, at journalister oplever hyppig forfølgelse; der henviser til, at uafhængige medieorganisationer, borgere, der rapporterer på sociale medier, og andre medieforetagender oplever strukturel censur fra de algeriske myndigheders side i forbindelse med enhver dækning, der anses for at støtte afvigende holdninger;

G.  der henviser til, at de algeriske myndigheder siden januar 2018 har lukket adskillige kirker, hvoraf et stort flertal tilhører Église protestante d'Algérie (EPA), som er den retligt anerkendte paraplyorganisation for de protestantiske kirker i Algeriet;

H.  der henviser til, at chefredaktøren for den offentlige radiostation, La chaîne III, Meriem Abdou, sagde op den 23. februar 2019 i protest mod den tendentiøse behandling af Hirak; der henviser til, at flere andre journalister har været arresteret eller udsat for intimidering, f.eks. den tidligere arabiske korrespondent for France 24, Sofiane Merakchi, og journalisterne Azeb El Sheihk og Abdelmouji Khelladi, som har været tilbageholdt siden henholdsvis den 26. september 2019 og den 14. oktober 2019;

I.  der henviser til, at Nadia Madassia, der havde været vært på Canal Algérie i de seneste 15 år, fratrådte den 4. marts 2019 med påstande om, at hun blev censureret; der henviser til, at avisen Echorouk og TV-kanalen El Bilad den 5. marts 2019 blev pålagt sanktioner af Ministeriet for Kommunikation for at have dækket demonstrationerne; der henviser til, at Facebook-gruppen "Algérie – Debout!" med over 500 000 medlemmer blev lukket ned, og dens initiativtager og administrator, Sofiane Benyounes, blev chikaneret og forhørt flere gange, inden hun blev tiltalt; der henviser til, at publikationerne Jeune Afrique, Tout Sur l'Algerie, Algérie Part, Interlignes og Observ'Algérie er blevet censureret;

J.  der henviser til, at Hirak-demonstranter, menneskerettighedsforkæmpere, journalister og bloggere i stigende grad bliver intimideret eller arresteret for at forhindre udøvelsen af deres ytrings-, forenings- eller forsamlingsfrihed;

K.  der henviser til, at det algeriske advokatsamfund (Union nationale des ordres des avocats, UNOA) enstemmigt har fordømt anholdelserne af Hirak-aktivister og undertrykkelsen af frihedsrettigheder; der henviser til, at omkring 500 advokater demonstrerede i Algier den 24. oktober 2019 for at kræve respekt for demonstranternes ret til en retfærdig rettergang og for domstolenes uafhængighed; der henviser til, at UNOA har nedsat et udvalg, som skal støtte de advokater, der forsvarer tilbageholdte demonstranter og dissidenter;

L.  der henviser til, at mere end hundrede personer ifølge Ligue algérienne pour la défense des droits de l'homme (LADDH) er blevet arresteret og tilbageholdt i forbindelse med de fredelige protester siden Hiraks begyndelse; der henviser til, at de anklager, de tilbageholdes på – "undergravning af den nationale enhed og territoriale integritet", "tilskyndelse til forsamling" og "svækkelse af hærens moral" – er vage og tilsidesætter internationale menneskerettighedsstandarder;

M.  der henviser til, at den 87-årige Lakhdar Bouregaa – en veteran fra uafhængighedskrigen – blev anholdt den 29. juni 2019 for at have kritiseret hærchefen; der henviser til, at den 22-årige jurastuderende, Nour el Houda Dahmani, blev løsladt den 25. november 2019 efter at være blevet idømt seks måneders fængsel efter en studentermarch den 17. september 2019 og er blevet et ikon for de ugentlige skolemarcher; der henviser til, at Ibrahim Daouadji og fire andre aktivister blev anholdt den 12. oktober 2019 for at anfægte ungdomsministerens besøg;

N.  der henviser til, at Kamal Eddine Fekhar, læge, menneskerettighedsforkæmper, forkæmper for Amazigh At-Mzab-samfundet og tidligere medlem af LADDH, som var blevet anholdt under de omfattende demonstrationer, afgik ved døden i fængslet den 28. maj 2019 efter 53 dages sultestrejke, af hvad der menes at være følgerne af de forhold, hvorunder han blev tilbageholdt, og lægefaglig forsømmelighed; der henviser til, at den 22-årige Ramzi Yetou døde som følge af de skader, han pådrog sig, da han blev tævet brutalt af politiet i april 2019;

O.  der henviser til, at Karim Tabbou, førende oppositionspolitiker, tidligere generalsekretær for det historiske oppositionsparti, De Socialistiske Styrkers Front (Front des forces socialistes, FFS) og nuværende leder af det ikke anerkendte parti, Den Sociale og Demokratiske Union, blev anholdt den 12. september 2019; der henviser til, at han blev løsladt af Tipaza-domstolen den 26. september 2019, men mindre end 14 timer senere blev arresteret igen under en anden jurisdiktion (Sidi M'Hamed), men for samme forhold, og nu tilbageholdes i de facto isolation;

P.  der henviser til, at flere medlemmer af Rassemblement actions jeunesse (RAJ), herunder stifteren, Hakim Addad, dets formand Abdelouahab Fersaoui, og dets medlemmer Massinissa Aissous, Djalal Mokrani, Ahmed Bouider, Kamel Ouldouali, Karim Boutata, Ahcene Kadi, Wafi Tigrine og Khireddine Mejani, blev arresteret under fredelige demonstrationer til støtte for samvittighedsfanger i Algeriet;

Q.  der henviser til, at adskillige demonstranter, såsom Samir Belarbi, Fodil Boumala, Fouad Ouicher, Saida Deffeur og Raouf Rais, der fortsat tilbageholdes, og menneskerettighedsforkæmpere – herunder Said Boudour, Hamid Goura og Slimane Hamitouche – retsforfølges for at "svække hærens moral";

R.  der henviser til, at Sidi M'Hamed-domstolen i Algier den 11. november 2019 indledte retssagen mod 42 aktivister, herunder et medlem af Folkets Provinsforsamling i Wilaya, Samira Messouci, der anklages for at "bringe det nationale territoriums integritet i fare" for at svinge med Amazigh-symbolet; der henviser til, at dette flag har været anvendt sammen med det nationale flag i hele landet under de ugentlige demonstrationer; der henviser til, at flere domstole i landet har løsladt demonstranter, der blev anholdt på grundlag af samme anklage;

S.  der henviser til, at den algeriske forfatning værner om grundlæggende frihedsrettigheder, herunder foreningsfriheden, som er yderligere defineret i lov 12-06; der henviser til, at lov 12-06 kræver, at alle foreninger – herunder dem der allerede har registreret sig – registrerer sig og modtager en registreringsbekræftelse fra Indenrigsministeriet, inden de kan fungere lovligt; der henviser til, at ansøgninger om forudgående registrering fra en række civilsamfunds-, ikkestatslige, religiøse og velgørende organisationer, såsom LADDH, EuromedRights, RAJ, Amnesty International, Algeriets Protestantiske Sammenslutning, Den Nationale Kommission for Ikkemuslimske Religiøse Grupper og Den Feministiske Forening for Personlig Udvikling og Udøvelse af Medborgerskab (AFEPEC), stadig er under behandling, selv om de opfylder alle juridiske krav; der henviser til, at de derfor ikke har officiel retlig status;

T.  der henviser til, at regeringer i henhold til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som Algeriet har ratificeret, skal sikre retten til religions-, tanke- og samvittighedsfrihed for alle personer under deres jurisdiktion, og navnlig for religiøse mindretal; der henviser til, at denne ret omfatter friheden til at udøve religion eller tro efter eget valg, hvad enten det sker offentligt eller privat, alene eller sammen med andre;

1.  fordømmer på det kraftigste de vilkårlige og ulovlige anholdelser, tilbageholdelser og intimideringen af og angreb på journalister, fagforeningsfolk, advokater, studerende, menneskerettighedsforkæmpere og civilsamfundet og alle fredelige demonstranter, der deltager i de fredelige Hirak-demonstrationer;

2.  opfordrer de algeriske myndigheder til omgående og betingelsesløst at løslade alle dem, der er anklaget for at udøve deres ret til ytringsfrihed, navnlig Hakim Addad, Abdelouahab Fersaoui, Massinissa Aissous, Djalal Mokrani, Ahmed Bouider, Kamel Ould Ouali, Karim Boutata, Ahcene Kadi, Wafi Tigrine, Khireddine Medjani, Samir Belarbi, Karim Tabbou, Fodil Boumala, Lakhdar Bouregaa, Samira Messouci, Ibrahim Daouadji, Salah Maati, Sofiane Merakchi, Azeb El Cheikh, Fouad Ouicher, Saïda Deffeur og de andre fredelige demonstranter, menneskerettighedsforkæmpere og journalister, der er blevet vilkårligt fængslet på trods af, at deres aktiviteter er lovlige i henhold til algerisk lovgivning i overensstemmelse med de internationale menneskerettighedsinstrumenter, som Algeriet har ratificeret; opfordrer de algeriske myndigheder til at ophæve det rejseforbud og den prøveperiode, der er blevet pålagt Slimane Hamitouche, Abdelmonji Khelladi og Mustapha Bendjama;

3.  opfordrer de algeriske myndigheder til at bringe enhver form for intimidering til ophør, herunder retlig og lovgivningsmæssig chikane, kriminalisering samt vilkårlige anholdelser og tilbageholdelser, mod fredelige demonstranter, menneskerettighedsforkæmpere, kritiske journalister og bloggere, og til at tage passende skridt til at sikre deres fysiske og psykologiske beskyttelse, sikkerhed og frihed til at udøve deres lovlige og fredelige aktiviteter; opfordrer de algeriske myndigheder til at sikre og garantere retten til ytringsfrihed, foreningsfrihed, retten til at deltage i fredelige forsamlinger og mediefriheden, som er garanteret af den algeriske forfatning og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som Algeriet har undertegnet og ratificeret;

4.  opfordrer til, at krænkelserne af kristne, ahmadier og andre religiøse mindretal bringes til ophør; minder den algeriske regering om, at bekendtgørelse 06-03 sikrer fri udøvelse af gudsdyrkelse; opfordrer de algeriske myndigheder til at genåbne de berørte kirkebygninger;

5.  opfordrer de algeriske myndigheder til at ændre lov 91-19 af 2. december 1991 med henblik på at fjerne alle begrænsninger af fredelige demonstrationer, som ikke er absolut nødvendige eller forholdsmæssige i forhold til bestemmelserne i artikel 21 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder; giver udtryk for sin bekymring over, at dekretet af 18. juni 2001, som forbyder demonstrationer i hovedstaden, til trods for bestemmelserne i forfatningsrevisionen fra 2016 ikke er blevet ophævet og anvendes gennemgående i hele landet;

6.  opfordrer de algeriske myndigheder til reelt at udrydde og forhindre enhver form for overdreven magtanvendelse fra de retshåndhævende myndigheders side, når de spreder offentlige forsamlinger; fordømmer på det kraftigste den overdrevne magtanvendelse, der resulterede i Ramzi Yettous død; opfordrer de algeriske myndigheder til at foretage en uafhængig undersøgelse af alle tilfælde af overdreven magtanvendelse blandt medlemmerne af sikkerhedsstyrkerne og til at drage gerningsmændene til ansvar;

7.  fremhæver, at uafhængige domstole er et af de grundlæggende elementer, for at et demokrati kan fungere, og opfordrer de algeriske myndigheder til at fremme og sikre domstolenes uafhængighed;

8.  opfordrer Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte civilsamfundsgrupper, menneskerettighedsforkæmpere, journalister og demonstranter, bl.a. ved at arrangere fængselsbesøg, overvåge retssager og udsende offentlige erklæringer, støtte UNOA-udvalget og andre organisationer, der arbejder med forsvar af menneskerettighederne, og til nøje at overvåge menneskerettighedssituationen i Algeriet ved hjælp af alle de instrumenter, der er til rådighed, herunder Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder;

9.  opfordrer de algeriske myndigheder til at revidere lov nr. 12-06 fra 2012 om foreninger og til at indgå i en reel og inkluderende dialog med civilsamfundsorganisationer med henblik på at udarbejde en ny lov, som er i overensstemmelse med de internationale menneskerettighedsstandarder og den algeriske forfatning;

10.  opfordrer de algeriske myndigheder til at sikre den fulde udøvelse af tanke-, samvittigheds-, religions- og trosfrihed for alle, som er garanteret af den algeriske forfatning og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder;

11.  udtrykker bekymring over de administrative hindringer, som religiøse mindretal står over for i Algeriet, navnlig hvad angår bekendtgørelse 06-03; tilskynder den algeriske regering til at revidere bekendtgørelse 06-03 for at bringe den mere i overensstemmelse med forfatningen og med regeringens internationale forpligtelser på menneskerettighedsområdet, nemlig artikel 18 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder;

12.  glæder sig over den forfatningsmæssige anerkendelse af Tamazight som officielt sprog i 2016 og opfordrer til, at den udmøntes i praksis; opfordrer til øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af de 42 demonstranter, der er tilbageholdt for at have svinget med Amazigh-flaget;

13.  opfordrer til en løsning på krisen baseret på en fredelig og inkluderende politisk proces; er overbevist om, at demokratiske reformer og en konstruktiv og inkluderende dialog, der sikrer politisk, økonomisk og social stabilitet i Algeriet, kan tjene som et middel til at relancere en velstående arabisk Maghrebunion, hvilket er vigtigt for et vellykket samarbejde mellem begge sider af Middelhavet;

14.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, EU-delegation i Algier, Algeriets regering, FN's generalsekretær, FN's Menneskerettighedsråd og Europarådet.

(1) EUT C 346 af 21.9.2016, s. 106.
(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2019)0318.
(3) EUT L 265 af 10.10.2005, s. 2.


Cuba, sagen José Daniel Ferrer
PDF 127kWORD 43k
Europa-Parlamentets beslutning af 28. november 2019 om Cuba, sagen José Daniel Ferrer (2019/2929(RSP))
P9_TA(2019)0073RC-B9-0200/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Cuba, navnlig beslutning af 17. november 2004 om Cuba(1), af 2. februar 2006 om EU's politik over for cubanske regering(2), af 21. juni 2007 om Cuba(3), af 11. marts 2010 om samvittighedsfanger i Cuba(4), af 5. juli 2017 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af aftalen om politisk dialog og samarbejde mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Cuba på den anden side(5) og af 15. november 2018(6),

–  der henviser til aftalen om politisk dialog og samarbejde mellem Den Europæiske Union og Cuba, der blev undertegnet i december 2016, og som har fundet midlertidig anvendelse siden den 1. november 2017,

–  der henviser til det andet møde i Det Fælles EU-Cuba-Råd den 9. september 2019 i Havanna,

–  der henviser til den anden formelle menneskerettighedsdialog mellem EU og Cuba, som blev afholdt i henhold til aftalen om politisk dialog og samarbejde mellem EU og Cuba den 3. oktober 2019 i Bruxelles,

–  der henviser til FN's Menneskerettighedsråds universelle regelmæssige gennemgang af Cuba fra maj 2018,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og andre internationale menneskerettighedstraktater og -instrumenter,

–  der henviser til FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, der blev vedtaget af FN's Generalforsamling den 10. december 1984, og som Cuba er part i,

–  der henviser til EU-retningslinjerne vedrørende menneskerettighedsforkæmpere,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne, som Cuba har undertegnet,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 144, stk. 5, og artikel 132, stk. 4,

A.  der henviser til, at oppositionslederen for Den Cubanske Patriotiske Union (UNPACU) José Daniel Ferrer den 1. oktober 2019 vilkårligt blev tilbageholdt uden tiltale og blev nægtet enhver ekstern kontakt i mindst 72 timer;

B.  der henviser til, at de cubanske myndigheder har fængslet, chikaneret og truet ham i over et årti på grund af hans fredelige politiske aktivisme; der henviser til, at han i 2018 blev holdt i isolation i 10 dage;

C.  der henviser til, at Ferrer den 2. november 2019 smuglede et brev ud, hvoraf det fremgik, at han var blevet tortureret og mishandlet, og at han var i livsfare, mens han var tilbageholdt, og at han var blevet nægtet passende lægehjælp; der henviser til, at ifølge oplysninger fra hans familie af 15. november 2019 er han anbragt i Aguadores-fængslet i Santiago de Cuba, hvor han blev ført til en straffecelle; der henviser til, at hans hustru den 7. november 2019 mødtes med ham i nogle få minutter og bekræftede, at hans helbred var i en kritisk tilstand, idet han havde mistet halvdelen af sin kropsvægt, hvilket også var en følge af en sultestrejke, som han var begyndt på;

D.  der henviser til, at han ifølge flere NGO'er kun er én af de ca. 120 politiske fanger i Cuba; der henviser til, at mange uafhængige journalister, fredelige dissidenter og menneskerettighedsforkæmpere, som oftest er medlemmer af den demokratiske opposition, bliver forfulgt, vilkårligt tilbageholdt eller holdt fængslet i Cuba, navnlig José Guía Piloto, Silverio Portal Contreras, Mitzael Díaz Paseiro, Orlando Zapata Tamayo, Eliecer Bandera Barrera, Edilberto Ronal Azuaga og Roberto de Jesús Quiñones Haces;

E.  der henviser til, at Armando Sosa Fortuny – den længst tilbageholdte cubanske politiske fange, der havde tilbragt 43 år i fængsel – døde den 28. oktober 2019; der henviser til, at de cubanske myndigheder ikke har indvilget i at løslade ham på trods af hans svigtende helbred;

F.  der henviser til, at i henhold til internationale menneskerettighedsstandarder skal enhver, der anholdes eller tilbageholdes, orienteres om årsagen til deres anholdelse på det tidspunkt, hvor de bliver anholdt, og straks indbringes for en dommer;

G.  der henviser til, at den cubanske regerings handlinger er i strid med bestemmelserne i artikel 1, stk. 5, og artikel 22 i aftalen om politisk dialog og samarbejde mellem Den Europæiske Union og Cuba, der blev undertegnet i 2016, og hvori den cubanske regering forpligter sig til at opretholde og forbedre menneskerettighederne;

H.  der henviser til, at Parlamentet den 5. juli 2017 godkendte aftalen om politisk dialog og samarbejde; der henviser til, at Parlamentet i sin godkendelse gav udtryk for sine store bekymringer med hensyn til menneskerettighedssituationen i Cuba og tilføjede en suspensionsklausul i tilfælde af en overtrædelse af bestemmelserne om menneskerettigheder;

I.  der henviser til, at menneskerettighedsdialogen mellem EU og Cuba, der ledes af EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder, begyndte i 2015, og at den femte runde fandt sted den 9. oktober 2018; der henviser til, at EU og Cuba den 3. oktober 2019 afholdt deres anden formelle menneskerettighedsdialog; der henviser til, at det ikke har ført til håndgribelige resultater på trods af, at Cuba blev genvalgt til FN's Menneskerettighedsråd for perioden 2017-2019; der henviser til, at en politisk dialog skal omfatte direkte intensiv dialog med civilsamfundet og alle oppositionens aktører uden nogen begrænsninger;

J.  der henviser til, at over 100 aktivister vilkårligt blev tilbageholdt i forbindelse med det andet møde i Det Fælles EU-Cuba-Råd den 9. september 2019 i Havanna; der henviser til, at EU ikke har udtalt sig om disse foranstaltninger, og at det heller ikke har udtalt sig om sagen Ferrer;

K.  der henviser til, at Parlamentet ved tre lejligheder har tildelt Sakharovprisen for tankefrihed til cubanske aktivister: Oswaldo Payá i 2002, Kvinder i Hvidt i 2005 og Guillermo Fariñas i 2010; der henviser til, at Sakharovprismodtagere og deres pårørende fortsat ofte chikaneres og trues og forhindres i at forlade landet og deltage i internationale begivenheder;

L.  der henviser til, at menneskerettigheder, frihed og værdighed og befolkningens interesser bedst repræsenteres og forsvares i et demokrati;

1.  fordømmer den vilkårlige tilbageholdelse af Jose Daniel Ferrer og opfordrer indtrængende de cubanske myndigheder til omgående at løslade ham; anmoder om, at han får adgang til advokatbistand efter eget valg, har kontakt med sin familie og har adgang til al dokumentation vedrørende hans tilbageholdelse og de påståede grunde hertil;

2.  fordømmer den tortur og mishandling, som Ferrer ifølge sit brev har været udsat for; minder om, at de cubanske myndigheder har pligt til at forhindre tortur og mishandling og sikre en hurtig og upartisk undersøgelse; opfordrer indtrængende de cubanske myndigheder til at give Ferrer øjeblikkelig adgang til lægehjælp efter eget valg og til at sikre ordentlige sanitære forhold og vand;

3.  gentager sin betydelige bekymring over den vilkårlige forfølgelse, chikane af og angreb på fredelige dissidenter, uafhængige journalister, menneskerettighedsforkæmpere og den politiske opposition i Cuba; opfordrer til, at der øjeblikkeligt sættes en stopper disse handlinger, og til løsladelse af alle politiske fanger og af dem, der er vilkårligt tilbageholdt udelukkende for at udøve deres ytrings- og forsamlingsfrihed; opfordrer til bedre garantier for retten til en retfærdig rettergang og retsvæsenets uafhængighed og til at sikre, at personer, der frihedsberøves, har adgang til en uafhængig advokat;

4.  gentager sin opfordring til medlemsstaterne, EU-Udenrigstjenesten og dens delegation i Cuba til klart og offentligt at fordømme den vilkårlige tilbageholdelse af Ferrer og ovennævnte personer og til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at forsvare demokratiet og menneskerettighederne;

5.  udtrykker sin beklagelse over, at situationen for demokrati og menneskerettigheder ikke er blevet forbedret til trods for den vedtagne aftale om politisk dialog og samarbejde; opfordrer til opfyldelse af de bindende forpligtelser, der er fastsat i aftalen om politisk dialog og samarbejde mellem EU og Cuba, og opfordrer til klare benchmarks i denne henseende;

6.  minder om, at aftalen om politisk dialog og samarbejde indeholder en bestemmelse om suspendering af aftalen, som skal finde anvendelse i tilfælde af, at bestemmelserne om menneskerettigheder overtrædes; insisterer derfor på, at Den Europæiske Union nøje følger og overvåger respekten for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i Cuba i forbindelse med gennemførelsen af aftalen om politisk dialog og samarbejde og regelmæssigt rapporterer herom til Parlamentet; betragter fængslingen og behandlingen af José Daniel Ferrer og andre politiske fanger som et "særligt hastende tilfælde", jf. artikel 85, stk. 3, litra b), i aftalen, og opfordrer i denne forbindelse EU til at indkalde til et hastemøde;

7.  kræver, at den cubanske regering gennemfører juridiske reformer for at sikre presse-, forenings- og demonstrationsfriheden og iværksætte de politiske reformer, der muliggør frie, retfærdige og demokratiske valg, der tager hensyn til det cubanske folks suveræne og frit udtrykte vilje; opfordrer indtrængende den cubanske regering til at tilpasse sin menneskerettighedspolitik til de internationale standarder, der er defineret i de chartre, erklæringer og internationale instrumenter, som Cuba har undertegnet, og til at give civilsamfundet og oppositionens politiske aktører mulighed for aktivt at deltage i det politiske og sociale liv uden begrænsninger; opfordrer regeringen til at give uafhængige nationale og internationale menneskerettighedsobservatører uhindret adgang til Cuba for at sende en invitation til FN's særlige rapportører om fremme og beskyttelse af retten til frit at deltage i fredelige forsamlinger, ytringsfrihed og om situationen for menneskerettighedsforkæmpere;

8.  minder om, at Cuba siden 2003 har indført et moratorium for dødsstraf; opfordrer de cubanske myndigheder til at afskaffe dødsstraffen for alle forbrydelser; opfordrer til en revision af samtlige dødsdomme for at sikre, at internationale standarder blev overholdt i forbindelse med disse retssager;

9.  opfordrer de cubanske myndigheder til at garantere mediefriheden og ytringsfriheden, herunder ved at ophæve dekret 349, der begrænser kunstnerisk ytringsfrihed, og til at standse chikane og indespærring af uafhængige journalister; opfordrer den cubanske regering til at holde op med at indføre censur på internettet og holde op med at blokere internetsider og begrænse adgangen til information;

10.  beklager, at flere europæiske og cubanske civilsamfundsorganisationer blev nægtet muligheden for at deltage i civilsamfundsdialogen inden for rammerne af den bredere menneskerettighedsdialog mellem EU og Cuba om aftalen om politisk dialog og samarbejde, som fandt sted den 2. oktober 2019, som følge af den cubanske regerings afslag på at give dem tilladelse; opfordrer endvidere til, at der etableres en institutionaliseret, formel, åben og offentlig dialog med det ægte uafhængige civilsamfund med EU og Cuba i lighed med dem, der findes i andre lande, som EU har samarbejdsaftaler med;

11.  opfordrer den nye NF/HR til at anerkende, at der findes en politisk opposition til den cubanske regering, og til at støtte inddragelsen af denne i den politiske dialog mellem EU og Cuba; opfordrer i denne forbindelse alle medlemsstaternes repræsentanter til at tage menneskerettighedsspørgsmål op i forbindelse med besøg hos de cubanske myndigheder og til at mødes med Sakharovprismodtagerne, når de besøger Cuba, for at sikre en intern og ekstern konsekvent anvendelse af EU's menneskerettighedspolitik og dermed styrke det uafhængige civilsamfunds deltagelse;

12.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til aktivt at støtte civilsamfundsgrupper og enkeltpersoner, der forsvarer menneskerettighederne i Cuba, bl.a. ved at arrangere fængselsbesøg, overvåge retssager og fremsætte offentlige erklæringer; opfordrer den nye NF/HR til at rapportere tilbage til Parlamentet om de foranstaltninger, som EU-delegationen hidtil har truffet;

13.  opfordrer den nye NF/HR til efter flere års passivitet at kræve, at de cubanske myndigheder iværksætter reformer, der fører til en demokratisk omdannelse af landet i overensstemmelse med aftalen om politisk dialog og samarbejde; påpeger, at den nuværende situation i Cuba undergraver de principper om menneskerettigheder og demokrati, som aftalen bygger på;

14.  beklager dybt, at de cubanske myndigheder afviser at give Europa-Parlamentets udvalg, delegationer og visse politiske grupper mulighed for at besøge Cuba, til trods for at Parlamentet har godkendt aftalen om politisk dialog og samarbejde; opfordrer myndighederne til straks at tillade adgang til landet;

15.  fordømmer den cubanske regerings interventionistiske holdning og anmoder om, at den ophører med enhver form for indblanding i forskellige latinamerikanske lande;

16.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Cubas regering og nationalforsamling, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Kommissionen, EU’s særlige repræsentant for menneskerettigheder, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's højkommissær for menneskerettigheder samt til CELAC-landenes regeringer.

(1) EUT C 201 E af 18.8.2005, s. 83.
(2) EUT C 288 E af 24.11.2006, s. 81.
(3) EUT C 146 E af 12.6.2008, s. 377.
(4) EUT C 349 E af 22.12.2010, s. 82.
(5) EUT C 334 af 19.9.2018, s. 99.
(6) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0460.


Haiti
PDF 128kWORD 47k
Europa-Parlamentets beslutning af 28. november 2019 om Haiti (2019/2928(RSP))
P9_TA(2019)0074RC-B9-0214/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Haiti, navnlig beslutningerne af 19. januar 2011 om situationen i Haiti et år efter jordskælvet: humanitær bistand og genopbygning(1) og af 8. februar 2018 om børneslaveri i Haiti(2),

–  der henviser til EU's årsberetning om menneskerettigheder og demokrati i verden i 2018 og navnlig opdateringen af landeberetningen om Haiti, som blev vedtaget af Rådet den 13. maj 2019,

–  der henviser til den endelige rapport fra EU's valgobservationsmission til Haiti mellem den 19. og 23. november 2018,

–  der henviser til årsberetningen fra juli 2017 fra FN's stabiliseringsmission i Haiti (MINUSTAH) og FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder om menneskerettighedssituationen i Haiti fra 1. juli 2015 til 31. december 2016,

–  der henviser til MINUSTAH og FN's Højkommissariat for Menneskerettigheders rapporter om påstandene om menneskerettighedskrænkelser og overgreb af 13. og 14. november 2018 i distriktet La Saline i Port-au-Prince,

–  der henviser til FN's Menneskerettighedsråds universelle regelmæssige gennemgang af Haiti på dets 34. møde den 17. marts 2017,

–  der henviser til den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, som blev vedtaget af FN's Generalforsamling den 16. december 1966, og som Haiti er part i,

–  der henviser til Cotonouaftalen,

–  der henviser til FN's menneskerettighedserklæring,

–  der henviser til konventionen om barnets rettigheder, som Haiti er part i,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 2476 (2019) af 25. juni 2019,

–  der henviser til den endelige beretning fra EU's valgobservationsmission i 2015,

–  der henviser til erklæringen af 7. november 2019 fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik på vegne af Den Europæiske Union om situationen i Haiti,

–  der henviser til den artikel, som blev offentliggjort af Amnesty International den 31. oktober 2019, og som dokumenterer overdreven magtanvendelse over for demonstranter,

–  der henviser til rapporten af 1. oktober 2019 fra FN's Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender vedrørende situationen i Haiti,

–  der henviser til erklæringen fra delegationen for Den Europæiske Union til Haiti den 28. maj 2019,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 144, stk. 5, og artikel 132, stk. 4,

A.  der henviser til, at regeringens meddelelse i juli 2018 om, at den vil afskaffe subsidier, der gør det muligt for brændstofpriserne at stige med op til 50 %, har ført til omfattende protester og den værste civile uro, som landet har oplevet i årevis; der henviser til, at denne foranstaltning svarede til de nedskæringer, der blev opnået enighed om i februar 2018 med Den Internationale Valutafond (IMF) til gengæld for finansielle lån for 96 mio. dollars for at hjælpe landet med at betale sin udlandsgæld;

B.  der henviser til, at de demonstrationer, som oppositionslederne organiserede, krævede, at præsident Jovenel Moïse trådte tilbage på grund af den voldsomme inflation, påstande om systematisk regeringskorruption, som også involverede tidligere præsident Michel Martelly, og økonomisk usikkerhed og fødevareusikkerhed, uden at dette fik større opmærksomhed fra omverdenen; der henviser til, at de demonstrationer, der begyndte over et år siden i protest mod korruptionsskandaler, der involverede haitianske myndigheder, har kostet omkring hundrede liv og er eskaleret til en omsiggribende krise; der henviser til, at korruption synes at være et endemisk problem i det haitiske samfund og i haitiansk politik;

C.  der henviser til, at den offentlige magt undertrykkede demonstrationerne med skarp ammunition og tåregas; der henviser til, at 41 mennesker døde og 100 blev såret i protesterne i februar, ifølge FN's Menneskerettighedskontor; der henviser til, at ifølge de seneste tal fra FN's Menneskerettighedskontor blev mindst 42 mennesker dræbt i lignende demonstrationer mellem den 15. september og den 1. november 2019, hvoraf 19 blev dræbt af de retshåndhævende myndigheder, og at 86 mennesker blev såret;

D.  der henviser til, at Haiti har været uden regering siden marts 2019, hvilket hæmmer landets evne til at få adgang til international bistand og lån fra Verdensbanken; der henviser til, at Haiti i januar 2020 vil være uden parlament som følge af, at det ikke har afholdt parlamentsvalg i oktober 2019; der henviser til, at Moïse har givet udtryk for sin hensigt om at indføre forfatningsmæssige reformer, der styrker præsidentens beføjelser;

E.  der henviser til, at der ikke er truffet nogen retlige skridt til trods for demonstrationerne; der henviser til, at denne straffrihed og det internationale samfunds manglende opmærksomhed har fremmet volden yderligere; der henviser til, at den langvarige og fortsatte krise også har medført yderligere begrænsninger i adgangen til sundhedspleje, fødevarer, uddannelse og andre behov og har forårsaget yderligere mangel på elektricitet og brændstof;

F.  der henviser til, at mange samfund fortsat mangler adgang til elnettet efter jordskælvet i 2010 og er afhængige af elgeneratorer til at opfylde deres dagligdags behov; der henviser til, at stigningen i brændstofprisen yderligere har begrænset det økonomiske råderum;

G.  der henviser til, at der er troværdig dokumentation for, at politiet bevæbnet med halvautomatiske rifler har affyret skarp ammunition under demonstrationer i strid med den internationale menneskerettighedslovgivning og standarder for magtanvendelse; der henviser til, at journalister er et mål for vedvarende chikane og fysiske angreb; der henviser til, at Néhémie Joseph, en journalist ved Radio Méga, som dækkede protesterne, blev skudt og dræbt i sin bil den 11. oktober 2019, at fotojournalisten fra Associated Press, Chery Dieug-Nalio, blev skudt i ansigtet i september 2019, at journalisten fra Radio Sans Fin, Pétion Rospide, blev skuddræbt i sin bil i juni 2019, og at journalisten Vladjimir Legagneur forsvandt i marts 2018;

H.  der henviser til, at straffrihed også har gjort sig gældende i sager som massakren i La Saline i udkanten af hovedstaden Port-au-Prince i oktober 2018, hvor 70 personer blev vilkårligt dræbt, og 13 kvinder voldtaget; der henviser til, at regeringen siger, at massakren skyldes en bandekrig; der henviser til, at Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) og FN's mission for støtte til retsvæsenet i Haiti på grundlag af oplysninger, der er indsamlet af det nationale menneskerettighedsnetværk, tilskriver denne massakre et forsøg fra præsidentens kone Martine Moïse og flere regeringsrepræsentanter på at bestikke befolkningen i la Saline for at standse demonstrationerne mod præsident Moïse, og hævder, at massakren var konsekvensen af deres afvisning af at acceptere bestikkelsen; der henviser til, at menneskerettighedsorganisationer i Haiti har anmodet OAS om at efterforske massakren;

I.  der henviser til, at sikkerhedssituationen i landet er faldet drastisk siden oktober 2017, hvor De Forenede Nationers stabiliseringsmission i Haiti blev afløst af FN's mission for støtte til retsvæsenet i Haiti, hvis medarbejdere har begrænset politiuddannelse;

J.  der henviser til, at kønsdiskrimination fortsat er et alvorligt problem i landet; der henviser til, at Haiti har et indeks for ulighed mellem kønnene (GMI) på 0,593, hvilket placerer landet i 142. position ud af 159 lande i indekset for 2015; der henviser til, at forskelsbehandling, stigmatisering, udstødelse og vold mod LGBTI-personer er af systemisk karakter og udbredt i Haiti; der henviser til, at unge piger kun får ringe eller ingen uddannelse; der henviser til, at love, der kriminaliserer voldtægt og vold i hjemmet, først blev vedtaget i 2005, at straffeloven ikke er blevet ændret siden 1835, og at kvinder og piger ofte udsættes for ulige retsbeskyttelse; der henviser til, at 10 kvindelige tilbageholdte, heriblandt en 15-årig pige, den 7. november 2019 blev voldtaget i Gonaives-fængslet; der henviser til, at overfyldte fængsler, fødevaremangel, manglende familiebesøg og andre umenneskelige forhold har været udbredt i det haitianske fængselsvæsen siden protesterne begyndte;

K.  der henviser til, at de fleste børn i Haiti ikke har været i stand til at gå i skole siden begyndelsen af skoleåret i september; der henviser til, at analfabetisme og adgang til uddannelse er et stort problem i Haiti, da omkring halvdelen af alle haitianerne på 15 år og derover er analfabeter, og at mindst 350 000 børn og unge over hele landet ikke går i skole på primær- og sekundærtrinnet;

L.  der henviser til, at systemet med Restastavèk, en moderne form for slaveri, stadig er en praksis, hvor haitianske børn fra fattige hjem sendes væk af deres forældre for at bo sammen med andre familier og arbejde for dem som hushjælp, og at de ofte der misbruges og mishandles og ikke får mulighed for at gå i skole;

M.  der henviser til, at Haiti er klassificeret som nr. 168 i De Forenede Nationers Udviklingsprograms indeks for menneskelig udvikling, hvilket er lavere end i den foregående klassifikation, og at Haiti har et vedvarende behov for humanitær bistand og udviklingsbistand: der henviser til, at Haiti ifølge Verdensbanken fortsat er det fattigste land i Nord-, Syd- og Mellemamerika og en af de fattigste lande i verden, idet 59 % af befolkningen lever under den nationale fattigdomsgrænse, 24 % under den nationale ekstreme fattigdomsgrænse, og over 40 % af befolkningen er arbejdsløs; der henviser til, at regeringens korruption foregår i stigende grad, og at Transparency Internationals korruptionsindeks 2018 rangerer Haiti 161 ud af de 180 undersøgte stater;

1.  fordømmer kraftigt de haitianske myndigheders undertrykkelse af fredelige protester samt dødbringende magtanvendelse, vilkårlig tilbageholdelse, intimidering, chikane og seksuel vold; kræver, at de haitianske myndigheder øjeblikkeligt afstår fra at bruge ulovlig magtanvendelse, navnlig skydevåben og skarp ammunition mod fredelige demonstranter, og sikrer borgernes ret til at demonstrere frit og fredeligt; støtter Haitis krav om at sætte en stopper for korruption og straffrihed;

2.  understreger, at alle involverede parter skal afholde sig fra vold for at forhindre yderligere ustabilitet og lidelser for befolkningen; opfordrer alle parter til at gå ind i en åben, åben og inklusiv dialog i Haiti for bedre at kunne imødekomme befolkningens grundlæggende behov og ønsker og finde varige løsninger på den nuværende politiske, økonomiske og humanitære krise;

3.  minder om, at en reform af retsvæsenet og et stop for langvarig varetægtsfængsling og bekæmpelse af korruption, fortsat skal prioriteres, sådan som det fremgår af den seneste universelle regelmæssige gennemgang. anmoder det internationale samfund om at støtte det haitianske folk for at styrke et uafhængigt og stærkt retssystem, der kan retsforfølge gerningsmændene og straffe dem, uanset deres sociale status;

4.  kræver en uafhængig undersøgelse af massakren i La Saline og af chikane og angreb på journalister og af de dødsfald, der skete i midten af september 2019; kræver, at alle gerningsmænd retsforfølges og straffes; understreger betydningen af, at medierne kan rapportere om situationen; opfordrer indtrængende alle aktører til at afholde sig fra at angribe journalister og give dem mulighed for at rapportere om situationen i landet; gentager, at retten til fredelig tilkendegivelse af holdninger og kritik skal sikres;

5.  er enig i opfordringen til at udsende en ekspertmission fra OAS i en længere periode, der skal have til opgave at kaste lys over de mange krænkelser af menneskerettighederne i landet og gennemføre upartiske, grundige, gennemsigtige og uafhængige undersøgelser og styrke ansvarlighed, retfærdighed og sandhed for familier og overlevende ofre, som det er blevet krævet af nationale menneskerettighedsorganisationer;

6.  afviser forsøg fra nogle kræfter på at genindføre diktaturet: understreger det presserende behov for strukturel forvaltning og økonomiske reformer for at genskabe tilliden til landets politiske system; fremhæver behovet for at udrydde systemisk korruption, klientelisme og udhuling af retsstaten;

7.  anmoder EU-Udenrigstjenesten (EEAS) og EU's ambassade i Port-au-Prince om at støtte landets fulde demokratiske stabilisering og hjælpe med at sætte en stopper for korruption og andre former for kriminalitet;

8.  glæder sig over FN's Sikkerhedsråds oprettelse af FN's integrerede kontor i Haiti (BINUH) den 16. oktober 2019, der får til opgave at rådgive den haitianske regering omkring styrkelse af politisk stabilitet og god regeringsførelse; opfordrer De Forenede Nationer til fortsat at spille en aktiv rolle i fredsbevarelses- og fredsforberedelsesprocesserne uden at gentage fortidens fejl; opfordrer FN og dets medlemslande til effektivt at efterforske tilfælde af seksuel udnyttelse eller seksuelt misbrug begået af De Forenede Nationers stabiliseringsmission i Haiti og ikke statslige organer, til at retsforfølge gerningsmændene til sådanne handlinger og til at yde støtte og erstatning til ofrene;

9.  opfordrer EU til at styrke og støtte de haitianske organisationers evne til at gå i spidsen med hensyn til at træffe beslutning om den form for bistand, der ydes til landet, og om, hvem der skal modtage bistanden;

10.  opfordrer indtrængende den haitianske regering til at give humanitære organisationer uhindret adgang til at udføre deres aktiviteter og bistå dem, der har behov for det, og uddele fødevarer og anden livsvigtig bistand;

11.  opfordrer til, at Restastavèk bringes til ophør; opfordrer den haitiske regering til at gennemføre foranstaltninger, der sikrer registrering og beskyttelse af børn, både fysisk og psykisk, og sørge for, at de får en skolegang; opfordrer EU til at samarbejde med den haitianske regering med henblik på at gennemføre en lovgivningsmæssig ramme for beskyttelse af børns rettigheder;

12.  understreger behovet for at bekæmpe vold mod kvinder og piger, at lovgive mod alle former for kønsbaseret vold og at afkriminalisere abort, som i øjeblikket er forbudt under alle omstændigheder, herunder i tilfælde af seksuel vold; anser det for nødvendigt at gennemføre hasteforanstaltninger for at beskytte og støtte kvinder og børn, der er ofre for seksuelt misbrug, såsom læge- og psykologhjælp og specifikke programmer for social inklusion og rehabilitering; fordømmer gruppevoldtægter af kvinder tilbageholdt i fængslet i Gonaïves; kræver en hurtig, upartisk, uafhængig og effektiv undersøgelse af påstandene; minder om, at når stater fratager folk deres frihed, er de ansvarlige for at sikre deres integritet og beskytte dem mod voldshandlinger;

13.  fordømmer de LGBT-lovforslag, der blev vedtaget i 2017, og som opfordrede til forbud mod homoseksuelle ægteskaber og listede homoseksualitet sammen med børnepornografi, incest og kommerciel seksuel udnyttelse af børn som begrundelse for at nægte en borger et certifikat for godt omdømme; udtrykker sin bekymring over omstændighederne i forbindelse med Charlot Jeudys død, formand for LGBTQI-fortalergruppen Koyeraj;

14.  opfordrer den haitianske regering til at indføre et administrativt system, der sikrer, at alle nyfødte børn registreres ved fødslen, og at sikre, at der træffes foranstaltninger til at registrere dem, der ikke er blevet registreret ved fødslen;

15.  opfordrer til en systematisk bekæmpelse af vold mod ældre mennesker:

16.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaterne næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, AVS-EU-Ministerrådet, institutionerne i Cariforum, Haitis regering og parlament og FN's generalsekretær.

(1) EUT C 136E af 11.5.2012, s. 46.
(2) EUT C 463 af 21.12.2018, s. 40.


Aftale mellem EU og USA om tildelingen af en andel af toldkontingentet for import af oksekød af høj kvalitet ***
PDF 117kWORD 43k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 28. november 2019 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse af aftalen mellem Amerikas Forenede Stater og Den Europæiske Union om tildelingen til USA af en andel af toldkontingentet for oksekød af høj kvalitet, der er omhandlet i det reviderede aftalememorandum om import af oksekød fra dyr, der ikke er behandlet med visse væksthormoner, og den af USA anvendte forhøjede told for visse produkter fra Den Europæiske Union (2014) (10681/2019 – C9-0107/2019 – 2019/0142(NLE))
P9_TA(2019)0075A9-0038/2019

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Rådets afgørelse (10681/2019),

–  der henviser til udkast til aftale mellem Amerikas Forenede Stater og Den Europæiske Union om tildelingen til USA af en andel af toldkontingentet for oksekød af høj kvalitet, der er omhandlet i det reviderede aftalememorandum om import af oksekød fra dyr, der ikke er behandlet med visse væksthormoner, og den af USA anvendte forhøjede told for visse produkter fra Den Europæiske Union (2014) (10678/2019),

–  der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 207, stk. 4, første afsnit, og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), nr. v), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C9-0107/2019),

–  der henviser til sin ikke-lovgivningsmæssige beslutning af 28. november 2019(1) om udkastet til afgørelse,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 105, stk. 1 og 4, og artikel 114, stk. 7,

–  der henviser til udtalelse fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter,

–  der henviser til henstilling fra Udvalget om International Handel (A9‑0038/2019),

1.  godkender indgåelsen af aftalen;

2.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Amerikas Forenede Staters regering og parlament.

(1) Vedtagne tekster, P9_TA(2019)0076.


Aftale mellem EU og USA om tildelingen af en andel af toldkontingentet for import af oksekød af høj kvalitet (beslutning)
PDF 128kWORD 46k
Europa-Parlamentets ikke-lovgivningsmæssige beslutning af 28. november 2019 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse af aftalen mellem Amerikas Forenede Stater og Den Europæiske Union om tildelingen til USA af en andel af toldkontingentet for oksekød af høj kvalitet, der er omhandlet i det reviderede aftalememorandum om import af oksekød fra dyr, der ikke er behandlet med visse væksthormoner, og den af USA anvendte forhøjede told for visse produkter fra Den Europæiske Union (2014) (10681/2019 – C9-0107/2019 – 2019/0142M(NLE))
P9_TA(2019)0076A9-0037/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Rådets afgørelse (10681/2019),

–  der henviser til udkast til aftale mellem Amerikas Forenede Stater og Den Europæiske Union om tildelingen til USA af en andel af toldkontingentet for oksekød af høj kvalitet, der er omhandlet i det reviderede aftalememorandum om import af oksekød fra dyr, der ikke er behandlet med visse væksthormoner, og den af USA anvendte forhøjede told for visse produkter fra Den Europæiske Union (2014) (10678/2019),

–  der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 207, stk. 4, første afsnit, og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a, nr. v), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C9-0107/2019),

–  der henviser til sin beslutning af 12. september 2018 om status for forbindelserne mellem EU og USA(1), af 3. juli 2018 om klimadiplomati(2) og af 14. marts 2019 om klimaændringer – en europæisk strategisk og langsigtet vision for en fremgangsrig, moderne, konkurrencedygtig og klimaneutral økonomi i overensstemmelse med Parisaftalen(3),

–  der henviser til den fælles erklæring fra EU og USA af 25. juli 2018 efter kommissionsformand Jean-Claude Junckers besøg i Det Hvide Hus (Joint Statement – fælles erklæring)(4),

–  der henviser til fremskridtsrapporten om gennemførelsen af den fælles erklæring fra EU og USA af 25. juli 2018(5),

–  der henviser til sin lovgivningsmæssige beslutning af 28. november 2019(6) om udkastet til afgørelse,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 105, stk. 2,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om International Handel (A9-0037/2019).

A.  der henviser til, at EU og USA har de største bilaterale handels- og investeringsforbindelser, nyder godt af de mest integrerede økonomiske forbindelser i verden og deler vigtige værdier og politiske og økonomiske interesser på trods af de nuværende handelsspændinger;

B.  der henviser til, at EU og USA i 2009 indgik et aftalememorandum (revideret i 2014(7)) om en midlertidig løsning på en langvarig tvist i Verdenshandelsorganisationen (WTO) vedrørende foranstaltninger indført af EU i 1989 på USA's eksport af kød, der indeholder kunstige væksthormoner(8); der henviser til, at aftalememorandummet fastsatte et toldkontingent på 45 000 ton for ikke-hormonbehandlet oksekød, der var åbent for alle kvalificerede leverandører i WTO's medlemsstater;

C.  der henviser til, at Kommissionen i 2019 forhandlede om en ny tildeling af toldkontingentet til USA (35 000 ton til USA af de samlede 45 000 ton), idet de øvrige leverandører (Australien, Uruguay og Argentina) enedes om at dele den resterende del af kontingentet;

D.  der henviser til, at denne aftale skal ses i lyset af en nedtrapning af de handelsmæssige spændinger mellem EU og USA i den fælles erklæring af 25. juli 2018 mellem USA og EU;

E.  der henviser til, at USA under påberåbelse af nationale sikkerhedshensyn i marts 2018 indførte yderligere told på import af stål og aluminium i marts 2018 og truer med at indføre lignende toldsatser for importen fra EU af motorkøretøjer og bilkomponenter (i henhold til afsnit 232 i den amerikanske Trade Expansion Act fra 1962);

F.  der henviser til, at EU i WTO har rejst indsigelse mod USA's indførelse af antidumping- og udligningstold på spanske oliven(9);

G.  der henviser til, at USA den 18. oktober 2019 på grundlag af WTO's voldgiftsafgørelse, der blev udsendt den 2. oktober 2019(10), som gengældelse for den ulovlige EU-støtte, der var ydet til flyproducenten Airbus, indførte told på EU-import til en værdi af 7,5 mia. USD, der først og fremmest belaster EU's landbrugssektor med en told på 25 %, og i mindre grad industrisektoren, herunder flysektoren, for hvilken der indføres en told på 10 %;

H.   der henviser til, at Europa-Parlamentet gentagne gange har opfordret EU til at overveje måder til yderligere at hæve ambitionsniveauet i Parisaftalen og til at integrere klimaambitioner i alle EU's politikker, herunder handelspolitikken, og indtrængende opfordrer Kommissionen til at sikre, at alle handelsaftaler, der undertegnes af EU, fuldt ud er forenelige med Parisaftalen;

1.  glæder sig over denne aftale med USA om tildeling af en andel af toldkontingentet for oksekød af høj kvalitet som en løsning på en langvarig handelsstrid, da den sætter et godt eksempel på en forhandlingsløsning mellem EU og USA;

2.  glæder sig over og anerkender, at andre medlemmer af WTO, der eksporterer ikke-hormonbehandlet oksekød til EU, er enige om at støtte denne aftale ved at acceptere, at langt størstedelen af kontingentet vil blive tildelt USA; anerkender, at der ifølge Kommissionen ikke er blevet ydet kompensation til disse WTO-medlemmer for at støtte aftalen;

3.  noterer sig, at aftalen ikke har indflydelse på den mængde oksekød, der for øjeblikket har adgang til EU's marked, og at den samlede markedsadgangskvote for ikke-hormonbehandlet oksekød ikke må øges; anerkender, at aftalen ikke bør påvirke de tekniske karakteristika for kontingentet som defineret i bilag 2 til forordning (EU) nr. 481/2012(11), herunder produkternes kvalitet og sporbarhed, med henblik på at sikre det højest mulige beskyttelsesniveau for forbrugerne i EU; bemærker, at aftalen ikke berører EU's forbud mod import af oksekød fra dyr, der er behandlet med visse væksthormoner;

4.  støtter Kommissionen i dens bestræbelser på at finde en retfærdig og afbalanceret løsning med henblik på at opbløde de nuværende handelsspændinger, herunder gennem denne aftale; understreger, at det er vigtigt at finde forhandlingsløsninger; bemærker, at EU har gjort alt, hvad der står i dets magt for at mindske de nuværende handelsspændinger; opfordrer USA til at samarbejde med EU i denne henseende; beklager USA's formelle meddelelse den 4. november 2019 om, at det vil træde ud af Parisaftalen; minder om, at EU's fælles handelspolitik skal bidrage til at fremme gennemførelsen af Parisaftalen;

5.   understreger betydningen af at holde denne aftale adskilt fra andre igangværende handelsforhandlinger mellem USA og EU, hvor landbrugssektoren ikke bør medtages;

6.  noterer sig de manglende fremskridt i gennemførelsen af den fælles erklæring, selvom EU er i færd med at opfylde de heri fastsatte mål om at nedtrappe handelsspændingerne;

7.  beklager, at USA hidtil har nægtet at samarbejde med EU om en retfærdig og afbalanceret løsning for vores respektive flyindustrier i forbindelse med den langvarige tvist mellem Airbus og Boeing, og opfordrer USA til at indlede forhandlinger med henblik på at finde en løsning; er bekymret over de foranstaltninger, som USA har truffet, og som rammer den europæiske luftfartssektor og en lang række landbrugsfødevarer; opfordrer Kommissionen til at iværksætte støtteforanstaltninger for europæiske producenter;

8.  opfordrer USA til at ophæve sine unilaterale yderligere toldsatser på stål og aluminium og oliven og til at trække sin trussel om yderligere told på biler og bilkomponenter tilbage;

9.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen samt til medlemsstaternes og Amerikas Forenede Staters regeringer og parlamenter.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0342.
(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0280.
(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2019)0217.
(4) http://europa.eu/rapid/press-release_STATEMENT-18-4687_en.htm
(5) https://trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2019/july/tradoc_158272.pdf
(6) Vedtagne tekster, P9_TA(2019)0075.
(7) Revideret aftalememorandum med Amerikas Forenede Stater om import af oksekød fra dyr, der ikke er behandlet med visse væksthormoner, og den af USA anvendte forhøjede told for visse produkter fra Den Europæiske Union (EUT L 27 af 30.1.2014, s. 2).
(8) Fælles meddelelse fra Den Europæiske Union og USA om foranstaltninger vedrørende kød og kødprodukter (hormoner) af 17. april 2014 (WT/DS26/29).
(9) Antidumping- og udligningstold på modne oliven fra Spanien: Anmodning af 17. maj 2019 fra Den Europæiske Union om nedsættelse af et panel (WT/DS577/3).
(10) De Europæiske Fællesskaber og visse medlemsstater — foranstaltninger, der påvirker handelen med store civile fly: De Forenede Staters anvendelse af artikel 7.9 i SCM-aftalen og artikel 22.7 i DSU af 4. oktober 2019 (WT/DS316/42).
(11) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 481/2012 af 7. juni 2012 om fastlæggelse af regler for forvaltningen af toldkontingentet for oksekød af høj kvalitet (EUT L 148 af 8.6.2012, s. 9).


Situationen i Bolivia
PDF 122kWORD 46k
Europa-Parlamentets beslutning af 28. november 2019 om situationen i Bolivia (2019/2896(RSP))
P9_TA(2019)0077RC-B9-0187/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til redegørelse af 22. oktober 2019 fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) om valgprocessen i Bolivia og af 15. november 2019 om situationen i Bolivia,

–  der henviser til erklæring af 21. oktober 2019 fra Organisationen for Amerikanske Staters (OAS') valgobservationsmission i Bolivia,

–  der henviser til erklæring af 10. november 2019 fra gruppen af revisorer om valgprocessen i Bolivia,

–  der henviser til erklæring af 16. november 2019 fra FN's højkommissær for menneskerettigheder, Michelle Bachelet,

–  der henviser til folkeafstemningen om forfatningen, som blev afholdt i Bolivia den 21. februar 2016,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen i Bolivia,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder,

–  der henviser til de seneste pressemeddelelser om Bolivia fra Den Interamerikanske Kommission for Menneskerettigheder, navnlig dem af 23. oktober, 12. november og 19. november 2019,

–  der henviser til Bolivias forfatning,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at præsident- og parlamentsvalget i Bolivia den 20. oktober 2019 fandt sted i et stærkt polariseret miljø på grund af striden om accept af præsident Evo Morales' kandidatur;

B.  der henviser til, at Evo Morales efter at have tabt en folkeafstemning om ændring af den bolivianske forfatning i 2016 stillede op til en fjerde mandatperiode med godkendelse fra forfatningsdomstolen – en afgørelse, der viste en klar mangel på et uafhængigt retsvæsen i Bolivia;

C.  der henviser til, at den øverste valgdomstol ophørte med at offentliggøre de foreløbige resultater, efter at mere end 80 % af stemmerne var blevet optalt af systemet til hurtig og sikker fremsendelse af foreløbige resultater (TREP); der henviser til, at tallene på dette tidspunkt klart viste, at der burde afholdes en anden valgrunde; der henviser til, at den øverste valgdomstol ifølge OAS 24 timer senere fremlagde data med en uforklarlig ændring af tendensen, der drastisk ændrede valgets skæbne og medførte et dyk i tilliden til valgprocessen; der henviser til, at forfatningsdomstolen udelukkede muligheden for en anden valgrunde med den begrundelse, at den påkrævede procentforskel på 10 % mellem de to førende kandidater var nået;

D.  der henviser til, at den øverste valgdomstols handlinger udløste uenighed og mistanke om svindel, ikke kun blandt tilhængere af oppositionens kandidater, men også blandt nationale og internationale observatører og størstedelen af det internationale samfund;

E.  der henviser til, at præsident Morales offentligt udråbte sig selv til vinder af valget, endda inden alle officielle resultater var blevet fremsendt og offentliggjort;

F.  der henviser til, at erklæringer fra OAS, EU og det internationale samfund gav udtryk for alvorlig bekymring over den uberettigede afbrydelse af stemmeoptællingen, som tydede på, at valgkommissionens observatører muligvis havde anvendt en partisk tilgang; der henviser til, at nationale og internationale partnere anbefalede at afholde anden valgrunde som en vej ud af den politiske krise;

G.  der henviser til, at den uventede afbrydelse af stemmeoptællingen og præsident Morales' sejrserklæring førte til omfattende protester og mobilisering fra oppositionstilhængernes side og fra præsident Morales' egne tilhængere; der henviser til, at disse demonstrationer har givet anledning til stor bekymring i hele det internationale samfund og indtil videre har medført, at mindst 32 mennesker er blevet dræbt, flere hundrede er blevet såret og over 600 er blevet anholdt; der henviser til, at landet led under fødevare- og brændstofmangel, som har alvorlige konsekvenser for civilbefolkningen som følge af Morales-tilhængeres gadeblokader; der henviser til, at der er bekymring over volden, påstandene om sikkerhedsstyrkernes unødvendige og uforholdsmæssige magtanvendelse og samfundets sammenbrud;

H.  der henviser til, at organet med ansvar for at administrere valget ikke havde nogen troværdighed, og at ét af medlemmerne trådte tilbage under optællingen; der henviser til, at oppositionen ikke anerkendte resultatet af et valg, der var blevet gennemført under sådanne omstændigheder, og fordømte den påståede valgsvindel;

I.  der henviser til, at EU ikke sendte en fuldgyldig valgobservationsmission, men kun var repræsenteret af et lille teknisk hold bestående af tre lavtrangerende tjenestemænd;

J.  der henviser til, at både regeringen og valgmyndighederne med henblik på at genskabe tilliden accepterede, at et professionelt hold fra OAS gennemførte en teknisk bindende revision; der henviser til, at denne revision fik støtte fra FN's generalsekretær;

K.  der henviser til, at OAS-revisionen den 10. november 2019 afslørede væsentlige uregelmæssigheder og manipulation under valget, opfordrede til, at valgresultatet blev annulleret, og anbefalede en ny valgproces, der skulle omfatte nye valgmyndigheder for at sikre afholdelsen af troværdige valg;

L.  der henviser til, at mange højtrangerende statslige repræsentanter, herunder præsidenten, vicepræsidenten, formanden for Senatet og repræsentanter fra valgorganet, trådte tilbage efter fremlæggelsen af OAS' revisionsrapport den 10. november 2019, hvori der blev opfordret til, at valgprocessen blev annulleret og gjort om; der henviser til, at Evo Morales og visse andre medlemmer af hans regering blev nødt til at træde tilbage, forlade landet og opgive deres hverv; der henviser til, at højtstående medlemmer af de væbnede styrker foreslog, at den tidligere præsident Evo Morales skulle træde tilbage; der henviser til, at de væbnede styrker og politiet bør afholde sig fra at påvirke de politiske processer og bør være underlagt civil kontrol;

M.  der henviser til, at Jeanine Áñez underskrev et omstridt dekret, som beskytter de væbnede styrker mod retsforfølgning for de handlinger, de begår med henblik på at genoprette offentlig orden;

N.  der henviser til, at flere fratrædelser førte til, at anden næstformand for senatet Jeanine Áñez midlertidigt overtog præsidentposten med henblik på hurtigt at udskrive et nyt præsidentvalg, eftersom dette er den eneste demokratiske og forfatningsmæssige måde at løse den nuværende krise på;

O.  der henviser til, at både det øvre og nedre kammer i Bolivias parlament den 23. november 2019 enstemmigt vedtog lovgivning, der baner vejen for et nyt præsidentvalg, og at denne lovgivning efterfølgende blev underskrevet af den midlertidige præsident Áñez; der henviser til, at den vedtagne lovgivning forbyder personer, der har gjort tjeneste i to på hinanden følgende valgperioder, at genopstille til valg, hvilket dermed indebærer, at Evo Morales ikke er valgbar;

1.  glæder sig over, at begge kamre vedtog lovgivningen om at organisere det næste præsidentvalg, men mener, at der er brug for et nyt valg så hurtigt som muligt for at genoprette stabiliteten i Bolivia, og støtter derfor målet om at udnævne en ny uafhængig valgdomstol for at sikre gennemsigtige valg; opfordrer de midlertidige myndigheder til at tage ansvar for procedurens troværdighed ved at organisere et korrekt og inklusivt valg, hvori de politiske aktører har mulighed for at konkurrere med hinanden i overensstemmelse med den bolivianske lovgivning og den forfatningsmæssige orden;

2.  fordømmer de bolivianske myndigheders manglende gennemsigtighed og troværdighed og deres forsøg på svindel, som har undergravet de bolivianske borgeres ret til frit og demokratisk at vælge deres præsident; mener, at forsøget på valgsvindel udgør en alvorlig forbrydelse; minder om, at valget i henhold til Bolivias lovgivning skal erklæres ugyldigt, og at personer og organisationer, der har været involveret i sådanne ulovlige processer, automatisk skal udelukkes fra valgorganer;

3.  udtrykker sin faste afvisning af den vold og ødelæggelse, der fulgte efter valget den 20. oktober 2019, udtrykker sin medfølelse med alle ofrenes familiemedlemmer og opfordrer til, at de ansvarlige retsforfølges;

4.  udtrykker sin fulde støtte til og anerkendelse af det arbejde, som OAS-valgobservatørerne har udført under de ekstremt vanskelige forhold i Bolivia;

5.  påskønner beslutningen om at trække militæret ud af protestområderne og ophæve den lov, der giver dem vide skønsbeføjelser med hensyn til magtanvendelse; opfordrer sikkerhedsstyrkerne til at handle forholdsmæssigt og tilbageholdent i forbindelse med opretholdelsen af sikkerhed og offentlig orden; opfordrer til, at der straks foretages upartiske, gennemsigtige og fuldstændige undersøgelser af volden, og til, at de ansvarlige bliver retsforfulgt;

6.  opfordrer de nye midlertidige myndigheder til at tage de nødvendige skridt til at ændre situationen, genskabe tillid og tiltro og til at gøre organisering af valgprocessen til deres hovedformål; opfordrer til, at der etableres en dialog med henblik på straks at organisere et nyt demokratisk, inklusivt, gennemsigtigt og retfærdigt valg med et nyligt sammensat valgorgan som en vej ud af den nuværende krise, samtidig med at politiske repressalier undgås; opfordrer forretningsministeriet til ikke at træffe destabiliserende foranstaltninger, der kan forværre situationen;

7.  glæder sig over den mæglerrolle, som EU og den katolske kirke har spillet med hensyn til at bidrage til en aftale mellem parterne om afholdelse af frie, inklusive og gennemsigtige valg inden for den fastsatte tidsramme og i overensstemmelse med den bolivianske forfatning;

8.  gentager, at respekt for retsvæsenets uafhængighed, politisk pluralisme og forsamlings- og ytringsfrihed for alle bolivianere, herunder de oprindelige landbonationer og -befolkningsgrupper, er grundlæggende rettigheder og hjørnesten i demokratiet og retsstaten;

9.  kræver, at den nye valgproces finder sted med tilstedeværelse af troværdige og gennemsigtige internationale observatører, som frit kan fremsætte deres uafhængige bemærkninger;

10.  udtrykker sin vilje til at bistå i en sådan valgproces og opfordrer NF/HR til at udsende en fuldgyldig EU-valgobservationsmission;

11.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer, Bolivias regering, det andinske parlament og EUROLAT-forsamlingen.


Klima- og miljøkrise
PDF 118kWORD 43k
Europa-Parlamentets beslutning af 28. november 2019 om klima- og miljøkrisen (2019/2930(RSP))
P9_TA(2019)0078RC-B9-0209/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) og den dertil hørende Kyotoprotokol,

–  der henviser til den aftale, der blev vedtaget på den 21. partskonference under UNFCCC (COP21) i Paris den 12. december 2015 (Parisaftalen),

–  der henviser til FN's konvention om biologisk mangfoldighed (CBD),

–  der henviser til de seneste og mest omfattende videnskabelige beviser på de ødelæggende virkninger af klimaændringerne, som er fremlagt i særrapporten fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) med titlen "Global Warming of 1.5°C", panelets femte vurderingsrapport (AR5) og dets sammenfattende rapport derom, dets særrapport om klimaændringer og landarealer og dets særrapport om havet og kryosfæren i et klima i forandring,

–  der henviser til den massive trussel om tab af biodiversitet, som er beskrevet i sammendraget for politiske beslutningstagere af den globale rapport om biodiversitet og økosystemydelser af 29. maj 2019 fra Den Mellemstatslige Videnspolitikplatform vedrørende Biodiversitet og Økosystemydelser (IPBES),

–  der henviser til den 25. partskonference under UNFCCC (COP25), som skal holdes i Madrid, Spanien den 2.-13. december 2019,

–  der henviser til den 26. partskonference under UNFCCC, som skal holdes i december 2020, og det forhold, at alle parter i UNFCCC er nødt til at øge deres nationalt bestemte bidrag i overensstemmelse med målene i Parisaftalen,

–  der henviser til den 15. partskonference under konventionen om den biologiske mangfoldighed (COP15), som skal holdes i Kunming i Kina i oktober 2020, hvor parterne er nødt til at træffe beslutning om den globale ramme for perioden efter 2020 for at standse tabet af biodiversitet,

–  der henviser til sin beslutning af 14. marts 2019 om klimaændringer – en europæisk strategisk og langsigtet vision for en fremgangsrig, moderne, konkurrencedygtig og klimaneutral økonomi i overensstemmelse med Parisaftalen(1),

–  der henviser til sin beslutning af 28. november 2019 om FN's konference om klimaændringer 2019 i Madrid, Spanien (COP25)(2),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at en øjeblikkelig og ambitiøs indsats er altafgørende for at begrænse den globale opvarmning til 1,5 °C og undgå et massivt tab af biodiversitet;

B.  der henviser til, at denne indsats skal være videnskabsbaseret og skal involvere borgerne og alle dele af samfundet og økonomien, herunder industrien, på en socialt afbalanceret og holdbar måde; der henviser til, at den skal støtte vores økonomiers konkurrenceevne og være ledsaget af stærke sociale og inkluderende foranstaltninger for at sikre en retfærdig og rimelig omstilling, som understøtter jobskabelse, samtidig med at behovet for en høj velfærdsstandard og job og uddannelse af høj kvalitet respekteres;

C.  der henviser til, at ingen krise nogensinde må bruges til at udhule demokratiske institutioner eller undergrave grundlæggende rettigheder; der henviser til, at alle foranstaltninger altid vil blive vedtaget gennem en demokratisk proces;

1.  erklærer, at der er tale om en klima- og miljøkrise; opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og alle globale aktører til – og erklærer sig selv rede til – hurtigst muligt at træffe de konkrete foranstaltninger, der er nødvendige for at bekæmpe og begrænse denne trussel, inden det er for sent;

2.  opfordrer indtrængende den nye Kommission til at foretage en fuldstændig vurdering af de klima- og miljømæssige virkninger af alle relevante lovgivningsmæssige og budgetmæssige forslag og sikre, at de er fuldt ud i overensstemmelse med målet om at begrænse den globale opvarmning til under 1,5 °C, samt at de ikke bidrager til tab af biodiversitet;

3.  anerkender Parlamentets institutionelle ansvar for at mindske sit CO2-fodaftryk; foreslår at vedtage egne foranstaltninger til reduktion af emissioner, herunder udskiftning af Parlamentets vognpark med nulemissionskøretøjer, og opfordrer alle medlemsstater til at enes om et enkelt arbejdssted for Europa-Parlamentet;

4.  opfordrer indtrængende den nye Kommission til at gøre noget ved uoverensstemmelserne i de nuværende EU-politikker vedrørende klima- og miljøkrisen, navnlig gennem en vidtrækkende reform af investeringspolitikkerne inden for landbrug, handel, transport, energi og infrastruktur;

5.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen og til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2019)0217.
(2) Vedtagne tekster, P9_TA(2019)0079.


FN's konference om klimaændringer 2019 (COP25)
PDF 204kWORD 70k
Europa-Parlamentets beslutning af 28. november 2019 om FN's konference om klimaændringer 2019 i Madrid, Spanien (COP 25) (2019/2712(RSP))
P9_TA(2019)0079B9-0174/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) og den dertil hørende Kyotoprotokol,

–  der henviser til den aftale, der blev vedtaget på den 21. partskonference under UNFCCC (COP21) i Paris den 12. december 2015 (Parisaftalen),

–  der henviser til den 24. partskonference under UNFCCC (COP24), den 14. samling af mødet for parterne i Kyotoprotokollen (CMP14) samt tredje del af den første samling i partskonferencen, der tjener som møde for parterne i Parisaftalen (CMA1.3), og som afholdtes i Katowice, Polen den 2.-14. december 2018,

–  der henviser til UNFCCC COP's præsidiums beslutning af 1. november 2019 om at godtage forslaget fra Chiles regering, der næstfølgende vil have formandskabet, om at afholde COP25 i Madrid i Spanien den 2.-13. december 2019,

–  der henviser til De Forenede Nationers 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling og til målene for bæredygtig udvikling (SDG-målene),

–  der henviser til klimatopmødet afholdt i FN's generalsekretærs regi den 23. september 2019,

–  der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2018 om FN's konference om klimaændringer 2018 i Katowice, Polen (COP24)(1),

–  der henviser til sin beslutning af 14. marts 2019 om klimaændringer – en europæisk strategisk og langsigtet vision for en fremgangsrig, moderne, konkurrencedygtig og klimaneutral økonomi i overensstemmelse med Parisaftalen(2),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. november 2018 med titlen "En ren planet for alle – En europæisk strategisk og langsigtet vision for en fremgangsrig, moderne, konkurrencedygtig og klimaneutral økonomi" (COM(2018)0773),

–  der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 20. juni 2019,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 4. oktober 2019,

–  der henviser til fremlæggelsen den 6. marts 2015 fra Letland og Europa-Kommissionen til UNFCCC af de tilsigtede nationalt bestemte bidrag (NDC'er) fra EU og dets medlemsstater,

–  der henviser til særrapporten fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) om global opvarmning på 1,5 °C, panelets femte vurderingsrapport (AR5) såvel som dets sammenfattende rapport, dets særlige rapport om klimaforandringer og landarealer og særrapporten om havet og kryosfæren i et klima i forandring,

–  der henviser til flagskibsrapporten fra GCA (Den Globale Tilpasningskommission) om klimatilpasning,

–  der henviser til den 9. sammenfattende rapport om emissionskløften fra FN's Miljøprogram (UNEP) af november 2018 (emissionskløft-rapporten 2018) og til sin 4. rapport om tilpasningskløften for 2018,

–  der henviser til Det Europæiske Miljøagenturs indikatorvurdering om økonomiske tab fra klimarelaterede ekstreme forhold i Europa, offentliggjort den 2. april 2019,

–  der henviser til erklæringen om den globale klimatilstand anno 2018 fra Den Meteorologiske Verdensorganisations (WMO) af marts 2019 og til WMO's 14. drivhusgasrapport af 22. november 2018,

–  der henviser til Schlesienerklæringen om solidaritet og retfærdig omstilling, den ministerielle erklæring fra Schlesien om skoves betydning for klimaet og partnerskabet for en fælles indsats for forandring gennem elektromobilitet og nulemissionstransport, der blev undertegnet i tilknytning til klimakonferencen COP24,

–  der henviser til sammendraget for politiske beslutningstagere af den globale rapport om vurdering af biodiversitet og økosystemydelser af 29. maj 2019 fra Den Mellemstatslige Videnspolitikplatform vedrørende Biodiversitet og Økosystemydelser (IPBES),

–  der henviser til sin beslutning af 15. november 2017 om en handlingsplan for naturen, mennesket og økonomien(3),

–  der henviser til den sammenfattende rapport på højt niveau om de seneste klimavidenskabelige oplysninger sammenkaldt af den videnskabelige rådgivningsgruppe under FN's klimatopmøde 2019 med titlen "United in Science",

–  der henviser til Eurobarometer-undersøgelsen fra april 2019 om klimaændringer,

–  der henviser til forespørgsel til Rådet (O-000029/2019 – B9‑0055/2019) og til Kommissionen (O-000030/2019 – B9‑0056/2019) om FN's konference om klimaændringer 2019 i Madrid, Spanien (COP 25),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 136, stk. 5, og artikel 132, stk. 2,

A.  der henviser til, at Parisaftalen trådte i kraft den 4. november 2016; der henviser til, at 187 ud af de 197 parter i UNFCCC pr. 19. november 2019 havde indberettet deres ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse til FN;

B.  der henviser til, at EU og dets medlemsstater den 6. marts 2015 tilsendte UNFCCC deres tilsigtede nationalt bestemte bidrag (NDC'er), hvormed de forpligtede sig til et bindende mål om mindst 40 % national reduktion af drivhusgasemissionerne senest i 2030 i forhold til 1990-niveauet;

C.  der henviser til, at de forpligtelser, der indtil videre er indgået af underskriverne af Parisaftalen, ikke er tilstrækkelige til at opfylde det fælles mål; der henviser til, at de nuværende NDC'er, som EU og dets medlemsstater har forelagt, heller ikke er i overensstemmelse med målene i Parisaftalen og derfor må revideres;

D.  der henviser til, at IPCC's 1,5°C-rapport viser, at virkningerne af en temperaturstigning sandsynligvis vil være betydeligt mindre alvorlige ved 1,5 °C end ved en stigning på 2 °C;

E.  der henviser til, at de sidste fire år – 2015-2018 – var de fire hidtil varmeste år registreret på globalt plan, og at de globale CO2-emissioner var rekordhøje i 2018; der henviser til, at juli 2019 var den varmeste måned nogensinde registreret, og at året 2019 ligger helt i forlængelse af den hidtidige tendens, hvilket ifølge WMO vil betyde, at perioden 2015-2019 bliver den varmeste femårsperiode nogensinde registreret;

F.  der henviser til, at den globale CO2-koncentration ifølge WMO var på 407,8 dele pr. million (ppm) i 2018, 2,2 ppm højere end i 2017, og at CO2-koncentrationerne er på vej til at nå op på eller endda overstige 410 ppm ved udgangen af 2019;

G.  der henviser til, at der som led i en global bevægelse har fundet klimastrejker sted i 185 lande over hele kloden med en rekorddeltagelse på 7,6 millioner mennesker i september 2019, hvilket er den største mobilisering for klimasagen i historien;

H.  der henviser til, at præamblen til Parisaftalen anerkender vigtigheden af at sikre økosystemers integritet, herunder havenes, og at artikel 4, stk.1, litra d), i UNFCCC betoner, at parterne til konventionen skal fremme bæredygtig forvaltning, bevarelse og forøgelse af dræn og reservoirer for alle drivhusgasser, herunder biomasse, skove og verdenshave såvel som andre terrestriske og marine økosystemer samt kystøkosystemer;

I.  der henviser til, at Chile som værtsland for COP25 allerede har indikeret, at det vil fremhæve havenes rolle i kampen mod den globale opvarmning, og at denne beslutning er endnu mere velovervejet efter offentliggørelsen af en ny alarmerende rapport fra IPCC om opvarmningen af havene;

J.  der henviser til, at skove bidrager væsentligt til afbødning af og tilpasning til klimaændringer; der henviser til, at omkring 10 % af EU's drivhusgasemissioner absorberes af voksende skove; der henviser til, at skovrydningen tegner sig for næsten 20 % af de globale drivhusgasemissioner og navnlig er drevet af en udvidelse af industriproduktionen af husdyrbestande, soja og palmeolie, herunder dem beregnet til EU-markedet; der henviser til, at EU bør mindske sit indirekte bidrag til skovrydning ("sin indlejrede skovrydning"), eftersom det har et ansvar herfor;

K.  der henviser til, at Parlamentet nu flere gange, herunder i sin beslutning om klimaændringer af 14. marts 2019, har anmodet Kommissionen om at undersøge CO2-priser i sektorer, der endnu ikke er omfattet af EU's emissionshandelssystem (ETS);

L.  der henviser til, at klimaændringerne i uforholdsmæssig høj grad påvirker udviklingslandene, til trods for at disse udleder langt mindre CO2 end de udviklede lande;

1.  minder om, at klimaændringerne er en af de største udfordringer for menneskeheden, og at alle stater og aktører i hele verden er nødt til at gøre deres yderste for at bekæmpe dem; understreger, at rettidigt internationalt samarbejde, solidaritet samt et konsekvent og vedvarende engagement i fælles indsats er den eneste løsning til at kunne opfylde vores kollektive ansvar for at sikre hele planeten;

2.  anerkender, at de alvorlige risici, som er forbundet med klimaændringerne, står i centrum for folks bekymringer; minder om, at 93 % af EU-borgerne ifølge Eurobarometer-undersøgelsen af 2019 ser klimaændringer som et alvorligt problem; glæder sig over, at mennesker i hele verden, navnlig yngre generationer, i stadig større grad kæmper aktivt for klimatiltag; glæder sig over deres krav om større kollektive ambitioner og hurtige tiltag for at indfri Parisaftalens mål om ikke at overskride 1.5 °C-grænsen; opfordrer indtrængende nationale, regionale og lokale myndigheder såvel som EU til at lytte til disse krav;

3.  anerkender, at offentlig støtte er en forudsætning for en vellykket gennemførelse af en ambitiøs og inklusiv EU-klimapolitik og -foranstaltninger; mener, at dette bør afspejles i EU's indsats for at bekæmpe klimaændringer;

4.  anerkender, at byrden af klimaændringerne i overvældende grad allerede ligger på – og også fremover vil fortsætte med at ligge på – det globale syd, at landene i det globale syd er mere sårbare over for de negative konsekvenser af klimaændringerne end det globale nord, at de allerede lider tab og skader og også har sværere ved at tilpasse sig, og at landene i det globale syd har bidraget betydeligt mindre til klimakrisen end det globale nord;

5.  minder om, at præamblen til Parisaftalen fastsætter "retten til sundhed" som en central menneskerettighed; understreger, at det i artikel 4, stk. 1, i UNFCCC hedder, at "alle medlemsstaterne bør anvende passende metoder, f.eks. konsekvensanalyser, som udformes og fastsættes på nationalt plan, med henblik på at minimere de negative følger for økonomien, folkesundheden og kvaliteten af miljøet af projekter eller foranstaltninger, der træffes for at afbøde eller tilpasse sig til klimaændringerne"; mener, at sundhed bør medtages i de nationale tilpasningsplaner og nationale meddelelser til UNFCCC;

6.  beklager, at indikatorerne for målene for bæredygtig udvikling (SDG-mål) for klimaændringer ikke omfatter sundhed; noterer sig dog, at denne situation afhjælpes i akademiske forskningsinitiativer af WHO og af sekretariatet for UNFCCC; glæder sig over vedtagelsen af den politiske erklæring fra FN's møde på højt plan af 23. september 2019 om universel sundhedsdækning;

7.  anerkender, at det vil være nærved umuligt at indfri de fleste af SDG-målene, hvis ikke de klima- og miljøpolitiske ambitioner, der blev aftalt på COP21, indfries;

8.  fremhæver, at klimaforandringernes direkte indvirkninger allerede mærkes; understreger, at klimaændringerne ifølge 2019-rapporten fra GCA kan skubbe over 100 millioner mennesker ud i fattigdom inden 2030, og at høstudbyttet kan falde med 5-30 % inden 2050 og efterlade særligt sårbare områder uden fødevaresikkerhed;

9.  understreger, at uafbødede klimaforandringer forventes at ændre den globale økonomi ved at reducere gennemsnitsindkomsten i verden med omkring 23 % pr. år 2100 og forøge den globale indkomstulighed; understreger, at de forventede globale tab – i modsætning til hvad tidligere vurderinger har vist – er omtrent lineære i forhold til den globale gennemsnitstemperatur, og at middeltabene er mange gange større, end hvad de førende modeller indikerer(4);

Videnskabeligt grundlag for klimaindsatsen

10.  understreger, at IPCC's særrapport om 1,5 °C udgør den mest omfattende og opdaterede videnskabelige vurdering af modvirkningsmuligheder i tråd med Parisaftalen; fremhæver, at ifølge denne rapport betyder en målsætning om at have en rimelig chance for at holde stigningen i de globale temperaturer under 1,5 °C inden år 2100 med ingen eller begrænsede overskridelser, at der skal opnås global drivhusgasneutralitet senest i 2067 og at de årlige globale drivhusgasemissioner skal reduceres til højst 27,4 Gt CO2eq årligt senest pr. 2030; understreger i lyset af disse konklusioner og på linje med Parisaftalen, at Unionen som en førende aktør på verdensplan og sammen med andre store globale økonomier skal stræbe mod at opnå drivhusgasneutralitet snarest muligt og senest i 2050;

11.  understreger, at IPCC's særberetning om klimaændringer og areal understreger de særligt dramatiske virkninger af den globale opvarmning på landarealer; udtrykker bekymring over, at menneskeforårsaget jordforringelse, der navnlig skyldes intensivering af landbruget og voksende forstyrrelse af arealanvendelsen, f.eks. i form af skovbrande, yderligere forringer jordens evne til at fungere som kulstofdræn; understreger, at disse dramatiske konsekvenser forventes at blive værre, hvis de fremherskende globale tendenser fortsætter;

12.  understreger, at det understreges i IPCC's særrapport om havet og kryosfæren i et klima i forandring, at klimamekanismerne afhænger af havenes og de marine økosystemers sundhed, der i øjeblikket påvirkes af den globale opvarmning, forurening, overudnyttelse af havets biodiversitet, stigende havstand, forsuring, afiltning, marine hedebølger, den accelererede smeltning af gletsjer og havis samt kysterosion; understreger desuden rapportens konklusioner med hensyn til de forværrede risici, der består mod marine økosystemer, kystsamfund og indkomstmuligheder; minder om, at havet er en del af løsningen til at modvirke og tilpasse sig virkningerne af klimaændringerne; understreger, at COP25 vil blive den første "blå COP"; opfordrer derfor EU til at opprioritere havet på dagsordenen for den europæiske i højsædet ved de igangværende internationale klimaforhandlinger;

13.  udtrykker bekymring over konklusionen i FN's Miljøprograms rapports om emissionskløften fra 2018, nemlig at de ubetingede NDC'er langtfra er tilstrækkelige til at indfri Parisaftalens alarmgrænse på et godt stykke under 2 °C, hvad der i stedet vil føre til en anslået stigning i temperaturen på 3,2 °C(5) frem til år 2100, ud fra den antagelse, at klimaindsatsen fortsætter i hele det 21. århundrede; fremhæver, at der med en opvarmning på 3,2 °C er en høj risiko for at overskride bægeret-flyder-over-tærskler, der afstedkommer voldsom ekstra opvarmning;

14.  udtrykker bekymring over konklusionen i den sammenfattende rapport på højt plan "United in Science", sammenkaldt af FN's klimatopmøde i 2019, navnlig at væksten i kulemissionerne tog til igen i 2017, og at den årlige vækst i CO2-emissioner fra fossile brændstoffer nåede et nyt højdepunkt i 2018, hvilket førte til alarmerende og hidtil usete koncentrationer af drivhusgasser i atmosfæren;

15.  understreger, at det nuværende ambitionsniveau for NDC'er ville skulle femdobles for ikke at overskride grænsen på 1,5 °C; understreger, at dette globale ambitionsniveau stadig er teknisk muligt, og at det vil kunne medføre talrige sidegevinster for miljøet og folkesundheden;

16.  understreger, at klimaændringerne ifølge WHO påvirker de sociale og miljømæssige faktorer, der indvirker på sundheds – ren luft, rent drikkevand, tilstrækkelig mad og sikkert husly – og at der mellem 2030 og 2050 forventes yderligere 250 000 dødsfald om året grundet fejlernæring, malaria, diarré og varmebelastning, og at ekstremt høje lufttemperaturer vil bidrage direkte til dødsfald som følge af hjerte-kar-sygdomme og luftvejssygdomme, især blandt ældre og sårbare personer; understreger, at klimaændringer i kraft af oversvømmelser, hedebølger, tørke og brande øver betydelig indvirkning på menneskers sundhed, herunder ved underernæring, mental sundhed, hjerte-kar- og luftvejssygdomme og vektorbårne infektioner; fremhæver, at ringere hygiejnestandarder og begrænset adgang til drikkevand og sundhedsydelser udgør en fare mod kvinders sundhed, især under graviditet;

17.  understreger, at det i IPBES' globale rapport om vurdering af biodiversitet og økosystemydelser fra 2019, IPCC's særrapport om klimaforandringer og arealer, IPCC's særrapport om havet og kryosfæren i et klima under forandring GCA's flagskibsrapport anerkendes, at klimaændringerne er en af de vigtigste direkte årsager til tab af biodiversitet og jordforringelse; understreger, at de negative virkninger af klimaforandringer for naturen og biodiversiteten, økosystemtjenesterne, havene og fødevaresikkerheden forventes at tiltage i omfang i de næste årtier;

18.  gentager, at en nøje bevaring af økosystemer med store kulstofemissioner såsom tørvemoser, vådområder, græsningsarealer, mangroveskove og intakte skove er en indsatsmulighed, der har en øjeblikkelig effekt, som på ingen måde kan erstattes af skovrydning, skovrejsning eller genopretning af nedbrudte arealer, da disse ikke har nogen øjeblikkelig virkning;

19.  understreger, at en million arter ifølge IPBES' globale rapport om vurdering af biodiversitet og økosystemtjenester nu er truet af udryddelse; minder om den afgørende rolle, som biodiversitet spiller for menneskets evne til at bekæmpe og tilpasse sig til den globale opvarmning; er bekymret over, hvilke konsekvenser et tab af biodiversitet vil få på vores modstandsdygtighed; understreger, at tabet af biodiversitet ikke kun er et miljøspørgsmål, men også har bredere samfundsmæssige og økonomiske konsekvenser;

En ambitiøs EU-klimapolitik: EU's NDC'er og den langsigtede strategi

20.  opfordrer alle UNFCCC-parter til, i samarbejde med regioner og ikkestatslige aktører, at bidrage konstruktivt til den proces, der skal iværksættes i 2020, når NDC'erne skal ajourføres, så det sikres, at bidragene er forenelige med Parisaftalens langsigtede temperaturmål; erkender, at de nuværende tilsagn endnu ikke er tilstrækkelige til at nå aftalens mål; understreger derfor, at de globale drivhusgasemissioner bør toppe så hurtigt som muligt, og at alle parter, navnlig EU og alle G20-landene, bør optrappe deres indsats og ajourføre deres NDC'er i starten af 2020 som fastsat i Parisaftalen;

21.  glæder sig over lanceringen af klimaambitionsalliancen under FN's klimatopmøde i 2019, med deltagelse af 59 UNFCCC-parter der har tilkendegivet, at de agter at forelægge et udvidet nationalt bestemt bidrag i 2020 som Parisaftalen giver mulighed for, mens 65 parter, herunder Unionen, arbejder for at opnå drivhusgasneutralitet inden 2050; beklager imidlertid, at ikke alle medlemsstater var klar til at støtte op om en forhøjelse af ambitionsniveauet for EU's NDC, til trods for Europa-Parlamentets krav;

22.  understreger vigtigheden af en ambitiøs og inklusiv EU-klimapolitik med henblik på at optræde som en troværdig og pålidelig partner på verdensplan og af at fastholde EU's globale lederskab på klimaområdet; understreger derfor behovet for, at EU investerer og gør betydelige fremskridt inden for forskning og industrielt gældende innovationer;

23.  opfordrer på ny indtrængende EU's ledere til på Det Europæiske Råds møde den 12.-13. december 2019 at støtte Unionens langsigtede mål om at opnå intern drivhusgasneutralitet snarest muligt og senest i 2050; opfordrer det land, som har EU's Rådsformandskab, og Kommissionen til snarest muligt derefter at meddele dette mål til UNFCCC's sekretariat; understreger, at det for at opnå intern drivhusgasneutralitet inden 2050 på den mest omkostningseffektive måde og for ikke at gøre sig afhængig af teknologier til CO2-fjernelse, som ville indebære væsentlige risici for økosystemerne, den biologiske mangfoldighed og fødevaresikkerheden, er nødvendigt at øge ambitionsniveauet for 2030; understreger, at naturbaserede løsninger er et centralt redskab i EU's indsats for at nå sine mål for reduktion af drivhusgasemissionerne; beklager, at FN's klimatopmøde i september 2019 var en spildt chance for EU til at sætte højere ambitioner og udvise lederskab i forbindelse med gennemførelsen af Parisaftalen; anser det for af afgørende betydning, at EU på COP25 sender et klart signal om, at det er parat til at øge sit bidrag til Parisaftalen;

24.  støtter en ajourføring af EU's NDC med et mål for hele økonomien, hvorved der sigtes mod en reduktion af de nationale drivhusgasemissioner med 55 % inden 2030 i forhold til 1990-niveauet; opfordrer derfor EU's medlemsstater til at støtte op om et højere ambitionsniveau for EU's NDC; mener, at dette skal gøres i kombination med en forankring i EU-retten af målet om at opnå kulstofneutralitet så hurtigt som muligt og senest i 2050; opfordrer andre globale økonomier til at ajourføre deres NDC'er for at opnå globale virkninger;

25.  forventer, at den europæiske grønne aftale vil fastlægge en omfattende og ambitiøs strategi for opnåelse af et kulstofneutralt Europa senest i 2050, herunder målet om en indenlandsk emissionsreduktion i drivhusgasser på 55 % inden 2030; opfordrer Kommissionen til at tilpasse alle sine relevante politikker i overensstemmelse hermed, navnlig klima-, landbrugs- og samhørighedspolitikken;

26.  understreger, at der er behov for konkrete gennemførelsesforanstaltninger og håndhævelse på nationalt plan og EU-plan for at indfri målene i Parisaftalen, såsom effektiv gennemførelse af 2030-målene for vedvarende energi og energieffektivitet;

27.  understreger, at alle klimapolitikker skal føres efter princippet om en retfærdig omstilling og i tæt samarbejde med civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter; mener derfor, at et styrket samarbejde med arbejdsmarkedets parter og større inddragelse af civilsamfundet på nationalt plan og EU-plan er absolut nødvendige forudsætninger for at opnå kulstofneutralitet i alle samfundssektorer på en retfærdig, inklusiv og socialt bæredygtig måde; er af den opfattelse, at naturbaserede løsninger, genopretning og bevarelse af økosystemer og biologisk mangfoldighed er afgørende katalysatorer for modvirkning af og tilpasning til klimaændringer;

28.  mener, at det som et middel til at sikre øget stabilitet for markederne vil være gavnligt for EU også at fastsætte yderligere mellemliggende mål for emissionsreduktioner inden 2040, da dette vil tilføre ekstra stabilitet og sikre, at målet om drivhusgasneutralitet bliver opfyldt pr. 2050, minder om, at det er nødvendigt regelmæssigt at ajourføre målene for at sikre, at de er i overensstemmelse med gennemførelsen af Parisaftalen;

29.  mener, at arbejdet med at udvikle en troværdig model for måling af klimapåvirkningen baseret på forbrug bør videreføres; noterer sig, at Kommissionen i sin dybdegående analyse konkluderede, at EU's bestræbelser på at nedbringe emissionerne fra produktion i EU til en vis grad ophæves af importen af varer med et højere kulstoffodaftryk, men at EU ikke desto mindre har bidraget væsentligt til emissionsreduktioner i andre lande på grund af de øgede handelsstrømme og de eksporterede varers forbedrede kulstofeffektivitet;

30.  understreger, at der er behov for en stærkere international ramme for at beskytte den globale biodiversitet, standse de aktuelle tab og så vidt muligt genoprette den; mener, at sådanne rammer bør være baseret på mål og faste tilsagn, der omfatter NDC'er og andre passende instrumenter, finansielle forpligtelser og bedre garantier for kapacitetsopbygning samt en revision hvert femte år, hvor der lægges vægt på et stadig stigende ambitionsniveau;

COP25 i Madrid i Spanien

31.  anerkender resultaterne fra COP24 i Katowice, som styrkede tilløbet i klimaindsatsen, og som med færdiggørelsen af arbejdsprogrammet for Parisaftalen (Katowice-regelsættet) gav nogle operationelle retningslinjer for Parisaftalen; bemærker imidlertid, at der er hængepartier fra Katowice, der skal afsluttes på COP25, nemlig angående mekanismerne i artikel 6; mener desuden, at der vil skulle træffes flere gennemførelsesafgørelser på COP25, navnlig inden for områderne modvirkning, tilpasning, gennemsigtighed og støtte; ser frem til et vellykket resultat på COP25 af revisionen af den internationale Warszawa-mekanisme til håndtering af tab og skader og af forhandlingerne om kønshandlingsplanen; erkender, at der bliver yderligere drøftelser med henblik på at nå til enighed om fælles tidsrammer på COP25;

32.  understreger betydningen af at fastsætte fælles gennemførelsesfrister for NDC'erne, idet mange UNFCCC-parter ganske vist har tidsrammer på fem eller ti år, men andre opererer med kortere eller slet ingen gennemførelsesfrister; bemærker, at det kan have en negativ indvirkning på de fremtidige forhandlinger om ambitionsniveauet på klimaområdet, hvis der vedvarende opereres med modstridende tidsrammer; mener, at fælles NDC-gennemførelsesfrister vil sikre, at alle parter ajourfører og meddeler deres tilsagn i fællesskab, og vil forbedre den globale indsats samlet set og gøre dem lettere af kvantificere; støtter indførelsen af en fælles tidsramme på fem år for alle NDC'er for tiden efter 2030, hvilket svarer til Parisaftalens ambitionscyklus og ikke er til skade for yderligere langsigtede forpligtelser, som parterne måtte have på nationalt plan;

33.  glæder sig over, at Chile er et af de nye vækstlande, der har størst succes med omstillingen til ren energi, og navnlig at landet kan fremvise den største stigning i solenergiproduktion i verden; er af den opfattelse, at Chiles tilsagn om at tackle klimakrisen bør inspirere mange lande i Sydamerika og rundt om i verden;

34.  understreger, at den globale indsats, der gøres i løbet af de næste ti år, vil påvirke menneskehedens fremtid i de næste 10 000 år; opfordrer derfor Kommissionen og alle parter til at træffe dristige og ambitiøse foranstaltninger under COP25;

35.  anerkender den rolle, som samarbejdsbaserede tilgange spiller med hensyn til at levere højere ambitioner hvad angår modvirknings- og tilpasningsresultater og fremme bæredygtig udvikling og miljømæssig integritet; understreger nødvendigheden af, at disse tiltag fører til en samlet emissionsreduktion, og af at undgå en stigning i emissionerne i eller mellem NDC-perioderne; udtrykker bekymring over de begrænsede fremskridt, der blev gjort under det 50. intersessionelle UNFCCC-møde i Bonn om markedsbaserede og ikkemarkedsbaserede mekanismer;

36.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at slå til lyd for strenge og solide internationale regler vedrørende artikel 6 i Parisaftalen; erkender de mange problemer, som et stort antal projekter under mekanismen for bæredygtig udvikling (CDM) og fælles gennemførelse (JI) under Kyoto-protokollen har skabt for miljømæssig integritet og bæredygtighed; opfordrer til forebyggelse af smuthuller i forbindelse med beregninger eller dobbelttælling og med hensyn til yderligere emissionsreduktioner; udtrykker bekymring over den potentielle anvendelse af enheder udstedt under Kyotoprotokollen til indfrielse af NDC-målene, da dette i alvorlig grad vil undergrave den miljømæssige integritet af de fremtidige mekanismer, der er indført i henhold til artikel 6; understreger, at de emissionsrettigheder, som der handles med under de nye markedsmekanismer, skal være et supplement og øge afbødningsbestræbelserne ved eksisterende og fremtidige NDC'er; tilslutter sig, at en del af indtægterne fra artikel 6-mekanismerne går til at støtte den underfinansierede tilpasningsfond;

37.  mener, at der på COP25 bør fastlægges et nyt ambitionsniveau, både med hensyn til gennemførelsen af Parisaftalen og vedrørende den næste runde af NDC'er, som bør afspejle de øgede tilsagn om klimatiltag på tværs af alle sektorer til lands og til vands;

38.  understreger vigtigheden af, at EU for at sikre sin politiske styrke og troværdighed taler med én stemme på COP25; opfordrer alle medlemsstater til at støtte EU's mandat i forhandlingerne og i bilaterale møder med andre aktører;

Skovenes rolle

39.  minder om, at Parisaftalen pålægger alle parter at træffe foranstaltninger til at bevare og forøge kulstofdræn, herunder skove; bemærker, at standsning af skovrydning og skovødelæggelse, så skovene får mulighed for at vokse på ny, ville udgøre mindst 30 % af alle de afbødningstiltag, der er nødvendige for at begrænse den globale opvarmning til 1,5 °C; understreger, at bæredygtigt drevne skove har enorm betydning for bekæmpelsen af klimaændringer ved at øge CO2-bindingen i voksende skove, kulstoflagring i træprodukter og substitution af fossilbaserede råmaterialer og energi, samtidig med at risikoen for skovbrande, skadedyrsangreb og sygdomme mindskes; understreger betydningen af at tilskynde til praksisser, der bevarer de naturlige kulstofdræn, herunder primærskove og intakt skovjord, som i Kommissionens meddelelse om intensivering af EU's indsats vedrørende skovgenopretning anerkendes som uerstattelige;

40.  opfordrer alle parter, herunder EU og dets medlemsstater, til at indfri deres internationale tilsagn, bl.a. dem der er afgivet inden for rammerne af FN's Skovforum (UNFF), FN's biodiversitetskonvention (UNCBD), New York-erklæringen om skove og SDG-mål nr. 15, navnlig delmål 15.2, som sigter mod at fremme implementeringen af bæredygtig forvaltning af alle typer skov, standse skovrydningen, genoprette forringede skove og sikre et betydeligt større omfang af nyplantning og genplantning af skov på globalt plan pr. 2020; opfordrer til en større indsats på alle politiske niveauer for at forhindre en forringelse af skovene i Europa og for om fornødent at udbedre deres tilstand; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte foranstaltninger til genrejsning af skov på udpinte jorder og på arealer, der er uegnede til landbrugsformål;

41.  mener i betragtning af den afgørende rolle, som skovene spiller i kampen mod klimaændringer, og de udfordringer, som nogle skovejere i Europa står over for på grund af ekstrem tørke og skadegørere, at Kommissionen bør overveje en ramme for incitamenter i tilfælde af, at bæredygtig skovforvaltning ikke længere er forretningsmæssigt bæredygtig;

Modstandsdygtighed over for klimaændringer gennem tilpasning

42.  glæder sig over offentliggørelsen af Kommissionens rapport om gennemførelsen af EU-strategien for tilpasning til klimaændringer, som viser, at der er gjort visse fremskridt med hver af strategiens otte foranstaltninger; bemærker imidlertid, at konsekvenserne af klimaændringerne, på trods af den globale indsats for at reducere emissionerne, er uundgåelige, og at yderligere handling er afgørende; opfordrer derfor Kommissionen til at revidere strategien, da rapporten har vist, at EU fortsat er sårbar over for klimapåvirkningen inden for og uden for EU's grænser; understreger behovet for, at forsikringsbranchen investerer i tilpasning, og for offentlige og private investeringer i forskning og innovation; mener, at det udgør prioriteter at beskytte menneskelig sundhed og sikkerhed, bremse forringelser af biodiversiteten og jordforringelse og fremme bymæssig tilpasning;

43.  bemærker, at det i artikel 8 (om tab og skader) i Parisaftalen hedder, at parterne bør anlægge en samarbejdsbaseret tilgang angående tab og skader i forbindelse med de negative virkninger af klimaændringerne; fremhæver derfor betydningen af en global støtteindsats i områder, der er særligt sårbare over for virkningerne af klimaændringerne;

44.  gentager, at tilpasningstiltag er et uomgængeligt skridt for alle lande, hvis de skal kunne mindske de negative konsekvenser af klimaændringerne mest muligt og fuldt ud udnytte mulighederne for klimarobust vækst og bæredygtig udvikling; understreger, at der er behov for at udvikle ensartede systemer og værktøjer til overvågning af fremskridtene i og effektiviteten af nationale tilpasningsplaner og -aktioner; beklager, at medlemsstaternes udkast til nationale energi- og klimaplaner ikke var ambitiøse nok med hensyn til mål for energieffektivitet og vedvarende energi; minder om, at vedvarende energi, herunder vedvarende havenergi, som et element i en cirkulær økonomi er en del af løsningen på at afbøde og tilpasse sig virkningerne af klimaændringerne; opfordrer medlemsstaterne til at styrke deres nationale energi- og klimaplaner med henblik på at gennemføre Parisaftalen fuldt ud;

Klimafinansiering og andre gennemførelsesmidler

45.  glæder sig over COP24-beslutningen om, at Tilpasningsfonden fortsat skal tjene Parisaftalen; anerkender fondens betydning for de samfund, der er mest sårbare over for klimaændringerne, og glæder sig derfor over det nye frivillige bidrag på 10 mio. USD fra medlemsstaterne til fonden i 2019;

46.  anerkender, at 37 % af EU's budget i øjeblikket går til finansiering af den fælles landbrugspolitik, som ville kunne mobilisere betydelige midler med hensyn til at skabe incitamenter til og belønne klima- og miljøvenlige praksisser i landbrugssektoren;

47.  gentager, at den fælles landbrugspolitik ikke længere bør yde støtte til aktiviteter, der er skadelige for miljøet og klimaet, herunder dræning af tørvemoser og overindvinding af vand til kunstvanding, og ej heller bør pålægge sanktioner for tilstedeværelsen af træer i landbrugsområder;

48.  anerkender, at EU og dets medlemsstater er de største bidragydere af offentlig klimafinansiering; glæder sig over beslutningen på COP24 om at træffe beslutning om et nyt mere ambitiøst mål fra 2025 og frem, ud over den nuværende forpligtelse til at mobilisere 100 mia. USD om året fra 2020, men udtrykker bekymring over, at de udviklede landes faktiske tilsagn stadig ligger langt fra deres samlede mål på 100 mia. USD om året; forventer, at de fremvoksende økonomier fra og med 2025 yder et bidrag til den øgede internationale klimafinansiering i fremtiden;

49.  anerkender, at klimaændringer ikke er lokalt afgrænsede problemer, og at klimapåvirkninger uden for EU også har konsekvenser inden for EU, da begivenheder som f.eks. orkaner, tørke, oversvømmelser og skovbrande kan påvirke EU's fødevare- og vandsikkerhed og forsyningskæderne for varer og tjenesteydelser; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at opprioritere at øge den internationale klimafinansiering til tilpasning, så den kommer op på samme niveau som klimafinansieringen til afbødning, og til at tilvejebringe klimafinansiering til tab og skader;

50.  understreger betydningen af at operationalisere det globale mål om tilpasning og mobilisere omfattende nye midler til tilpasning i udviklingslandene; opfordrer EU og dets medlemsstater til at forpligte sig til en betydelig stigning i de tilpasningsmidler, de yder; erkender, at der er behov for fremskridt med hensyn til tab og skader, og at der bør tilvejebringes yderligere ressourcer gennem innovative offentlige finansieringskilder under den internationale Warszawamekanisme;

51.  understreger den rolle, som bæredygtig finansiering spiller, og finder det afgørende, at de store internationale finansielle institutioner hurtigt vedtager og udvikler grøn finansiering for at opnå en vellykket dekarbonisering af den globale økonomi; understreger nødvendigheden af at gennemføre EU's handlingsplan for bæredygtig finansiering og støtter oprettelsen af en international platform for bæredygtig finansiering;

52.  fremhæver endvidere den rolle, som den private sektor, herunder virksomhederne og de finansielle markeder, spiller med hensyn til at bidrage til målene for bæredygtighed: glæder sig over bestræbelserne på at indføre lovgivning om bæredygtig finansiering, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at indføre gennemsigtighed og ansvarlighed for de virksomheder, der investeres i, navnlig med hensyn til undergravning af bæredygtighed og menneskerettigheder i udviklingslandene;

53.  glæder sig over den aftale, som 196 regeringer indgik på COP14 til FN-konventionen om biologisk mangfoldighed om at øge investeringerne i natur og mennesker frem til 2020 og derefter; understreger, at økonomisk vækst kun kan fremme bæredygtig udvikling, hvis den afkobles fra forringelse af biodiversiteten og naturens evne til at tjene mennesker;

54.  understreger, at EU's budget bør være i overensstemmelse med dets internationale forpligtelser om bæredygtig udvikling og med dets mellem- og langsigtede klima- og energimål, og at det ikke bør være kontraproduktivt i forhold til at opnå disse mål eller hindre deres gennemførelse; opfordrer derfor Kommissionen til at sikre klima- og biodiversitetssikring af EU's investeringer og, hvor det er relevant, at foreslå harmoniserede og bindende regler; opfordrer Kommissionen til at sikre, at den næste flerårige finansielle ramme (FFR) er i fuld overensstemmelse med Parisaftalen, og at ingen udgifter bør være i modstrid med den; understreger betydningen af genopfylde Den Grønne Klimafond og opfordrer medlemsstaterne til som minimum at fordoble deres bidrag til den indledende mobilisering af ressourcer; glæder sig over EIB's bestyrelses beslutning om at standse finansieringen af de fleste projekter om fossile brændstoffer fra slutningen af 2021 og gradvist at øge den andel af finansieringen, der er øremærket til klimaindsatsen og miljømæssig bæredygtighed, for at nå op på 50 % af dens aktiviteter fra 2025; mener, at dette er det første ambitiøse skridt i retning af at omdanne EIB til en europæisk klimabank; anmoder medlemsstaterne om at anvende samme princip, når det drejer sig om eksportkreditgarantier; opfordrer til særlige offentlige garantier til fordel for grønne investeringer, grønne finansieringsmærker og skattefordele for grønne investeringsfonde samt for udstedelse af grønne obligationer; understreger behovet for en mere ambitiøs finansiering af forskning og industrielt anvendelig innovation;

55.  opfordrer EIB til at revidere sin klimastrategi i 2020 og vedtage konkrete og ambitiøse handlingsplaner for at opfylde sit tilsagn om at tilpasse alle sine finansieringsaktiviteter til Parisaftalen og hurtigst muligt bringe alle sine politikker og retningslinjer for långivning i overensstemmelse med målene i Parisaftalen;

56.  understreger betydningen af en retfærdig omstilling til en klimaneutral økonomi og behovet for en foregribende og deltagerorienteret tilgang for at sikre, at borgerne drager fordel af omstillingen og for at støtte de mest sårbare regioner og samfund; ser oprettelsen af en retfærdig omstillingsfond som et af de redskaber, der kan anvendes på EU-plan til at sikre en inklusiv og informeret omstilling for de mennesker og regioner i EU, der er mest berørt af dekarbonisering, såsom kulmineregioner der befinder sig i en overgangsfase; erkender, at kompensationsfonde alene ikke er en garanti for en retfærdig omstilling, og at en omfattende europæisk strategi for udvikling og modernisering af de pågældende EU-regioner og for støtte til dem, der er mest berørt af omstillingen, bør stå centralt for enhver omstillingspolitik; mener, at EU's klimapolitiske omstilling skal være økologisk, økonomisk og socialt bæredygtig; opfordrer EU og medlemsstaterne til i denne henseende at indføre passende politikker og finansiering, som er afhængige af klare, troværdige dekarboniseringsforpligtelser, der er retskraftige på både kort og længere sigt og dækker hele de berørte medlemsstaters økonomi, herunder integration i deres endelige nationale energi- og klimaplaner for konkrete politikker til udfasning af kul, andre fossile brændstoffer og subsidier til fossile brændstoffer inden for en tidsramme, der er i overensstemmelse med EU's tilsagn om at holde den globale opvarmning på linje med de langsigtede mål i Parisaftalen og målet om klimaneutralitet pr. 2050;

57.  mener, at demokratiseringen af energisystemet er afgørende for en vellykket omstilling til bæredygtig energi; opfordrer derfor til en forbedring af borgernes rettigheder og muligheder for at deltage i produktionen af sikker og ren energi;

58.  understreger, at det er vigtigt at indlede drøftelser med de lande rundt om i verden, som i øjeblikket er afhængige af eksport af fossile brændstoffer, med henblik på at fastlægge, hvordan en strategi for fælles energi- og klimasikkerhed kan implementeres på en måde, der forbedrer de pågældende regioners fremtidsperspektiver;

59.  mener, at atomkraft kan spille en rolle for at opfylde klimamålene, fordi den ikke udsender drivhusgasser, og at den også kan sikre en betydelig andel af elproduktionen i Europa; mener ikke desto mindre, at på grund af det affald, som denne energiform frembringer, er det nødvendigt med en mellem,- og langsigtet strategi, der tager højde for teknologiske fremskridt (laser, fusion osv.), der tager sigte på at forbedre hele sektorens bæredygtighed;

60.  støtter det arbejde, der udføres af finansministerkoalitionen med henblik på klimatiltag, og opfordrer alle regeringer til at tilslutte sig koalitionens tilsagn om at tilpasse alle politikker og praksisser inden for finansministeriernes ansvarsområde til målene i Parisaftalen og om at vedtage effektive CO2-priser som formuleret i Helsinki-principperne;

61.  minder parterne om, at det er nødvendigt at afsætte tilstrækkelige ressourcer til at omsætte tilsagn i handling og til at gennemføre de nødvendige foranstaltninger for at indfri målene i Parisaftalen; bakker op om det voksende momentum for indførelse af en CO2-tilpasningsmekanisme ved de europæiske grænser for import til EU med henblik på at skabe lige konkurrencevilkår i den internationale handel og undgå CO2-lækager;

Ikkestatslige aktørers rolle

62.  glæder sig over den beslutsomme og voksende ungdomsbevægelse mod klimaændringerne; fremhæver betydningen af at indgå i en reel dialog med de unge og tilskynde dem til at deltage i den politiske beslutningsproces på alle niveauer; glæder sig over den voksende globale mobilisering af stadig flere ikkestatslige aktører, der engagerer sig til fordel for klimatiltag, der giver konkrete og målbare resultater; fremhæver den afgørende rolle, som civilsamfundet, den private sektor og myndigheder på understatslige niveauer spiller med hensyn til at påvirke og styre den offentlige mening og statslige tiltag og i at dele viden og bedste praksis om udvikling og gennemførelse af modvirknings- og tilpasningsforanstaltninger; opfordrer EU, medlemsstaterne og alle parterne til at anspore, bistå og gå i dialog med ikkestatslige aktører, som i stigende grad bliver førende i kampen mod klimaændringerne; mener endvidere, at borgerne bør inddrages, og at bevidstheden bør øges;

63.  understreger, at byerne spiller en afgørende rolle i gennemførelsen af målene i Parisaftalen, idet de ifølge FN's sammenfattende rapport af 2018 om SDG-mål 11 med titlen "Tracking Progress towards Inclusive, Safe, Resilient and Sustainable Cities and Human Settlements" er kilde til over 70 % af al drivhusgasudledning, affald og luftforurening; glæder sig over tilsagnet fra 102 byer på klimaindsatstopmødet om at opnå klimaneutralitet inden 2050; opfordrer parterne til i højere grad at inddrage byerne i deres emissionsreduktionsplaner;

Åbenhed, rummelighed og gennemsigtighed

64.  understreger, at der for at indfri målet om at begrænse stigningen i den globale gennemsnitstemperatur til 1,5 °C er behov for en virkningsfuld deltagelse fra alle parters side, hvilket på sin vis kræver, at problemet med hævdvundne eller modstridende interesser løses; gentager i denne forbindelse sin støtte til indførelsen af en specifik politik om interessekonflikter i UNFCCC- regi; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at føre an i denne proces uden at bringe målene fra UNFCCC og Parisaftalen i fare;

65.  understreger, at 80 % af de mennesker, der er fordrevet på grund af klimaændringer, er kvinder og børn, som generelt er mere berørt og bebyrdet af klimaændringer end mænd, men ikke er lige så involveret i den centrale beslutningsproces vedrørende klimaindsatsen; understreger derfor, at en styrkelse af stillingen for alle marginaliserede kønsgrupper såvel som disses fulde og ligeberettigede deltagelse og lederskab i internationale fora såsom UNFCCC og deres inddragelse i nationale, regionale og lokale klimatiltag er af afgørende betydning for en vellykket og effektiv indsats; er af den opfattelse, at EU og medlemsstaterne bør bakke helt og fuldt op om implementeringen af UNFCCC's kønshandlingsplan, navnlig ved at inkorporere kønsaspektet i EU's klima- og udviklingspolitik, og bør fremme deltagelsen af kvinder og kvinderettighedsforkæmpere fra oprindelige folk i UNFCCC-processen;

66.  bemærker, at klimaændringernes konsekvenser for forhold som overlevelse, ernæring og adgang til uddannelse har særligt alvorlige implikationer for børns og unges sundhed, beskyttelse og udvikling; mener, at det er nødvendigt at gribe ind for at begrænse disse skadelige virkninger;

Bredtfavnende indsats fra alle sektorer

67.  råder Kommissionen til at afsøge led og andre former for samarbejde med interessehavere inden for kulstofmarkederne i tredjelande og regioner og til at tilskynde til etablering af yderligere kvotemarkeder og andre CO2-prissætningsmekanismer, der vil medføre yderligere effektivitetsgevinster og omkostningsbesparelser samt mindske risikoen for kulstoflækage ved at skabe lige vilkår på globalt plan; opfordrer Kommissionen til at iværksætte foranstaltninger med henblik på at sikre, at enhver sammenkædning med EU's emissionshandelssystem fortsat vil give supplerende og permanente afbødningsbidrag og ikke vil undergrave EU's interne forpligtelser med hensyn til drivhusgasemissioner;

68.  minder om, at alle sektorer skal bidrage til at opnå en klimaneutral økonomi, og at dekarboniseringen af EU's økonomi ikke bør føre til en udflytning af kulstofemissioner til tredjelande gennem kulstoflækage, men bør gøres til en succes for vores økonomi og industri takket være passende investeringer, egnede instrumenter og muligheder for at udvikle de nødvendige banebrydende innovationer og teknologier; er af den opfattelse, at den markedsbaserede tilgang er en succes; mener, at foranstaltninger til justering af kulstofgrænserne skal baseres på en gennemførlighedsundersøgelse og skal være i overensstemmelse med WTO's regler;

69.  noterer sig den valgte kommissionsformand Ursula von der Leyens meddelelse om, at emissionshandelssystemet vil blive udvidet til at omfatte sektorer, der endnu ikke er omfattet af EU's handelssystem; afviser en direkte medtagelse i EU's emissionshandelssystem;

70.  fremhæver, at transportsektoren er den eneste sektor, hvor emissionerne er steget siden 1990; understreger, at dette ikke er foreneligt med et mål om klimaneutralitet på lang sigt, hvilket i stedet kræver større og hurtigere udledningsreduktioner inden for alle samfundssektorer, herunder fly- og skibssektorerne; minder om, at alle transportsektorer vil skulle være helt dekarboniseret senest pr. 2050; bemærker, at Kommissionens analyse viser, at de nuværende globale mål og foranstaltninger, som Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) og Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO) påtænker at indføre, ikke vil leve op til den krævede emissionsreduktion, selv hvis de gennemføres fuldt ud, og at der er behov for yderligere, betydelige tiltag i samstemmighed med målsætningen om drivhusgasneutralitet på tværs af hele økonomien; mener, at parterne for at sikre, at NDC'erne er i overensstemmelse med de forpligtelser for hele økonomien, der kræves i Parisaftalen, bør opfordres til at medtage emissioner fra international skibsfart og luftfart samt vedtage og gennemføre foranstaltninger på internationalt, regionalt og nationalt plan for at reducere emissionerne fra disse sektorer;

71.  minder om, at de samlede emissioner fra international luftfart i 2020 forventes at være 70 % højere end i 2005 og måske endda kan være tiltaget med yderligere 300-700 % pr. 2050; udtrykker bekymring over ambitionsniveauet for ICAO's kulstofreduktionsprogram for international luftfart (CORSIA) i betragtning af det igangværende arbejde om standarder og anbefalet praksis, der skal følges ved implementeringen af planen fra og med 2019; understreger, at de nuværende standarder indtil videre ikke er tilfredsstillende, og at en yderligere udvanding af CORSIA-ordningen er uacceptabel; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre deres yderste for at styrke CORSIA's bestemmelser og støtte vedtagelsen af et langsigtet mål om at reducere luftfartssektorens emissioner betydeligt, samtidig med at Unionens lovgivningsmæssige autonomi ved implementeringen af ETS-direktivet bevares; understreger desuden nødvendigheden af at tackle ikke-kulstofrelaterede drivhusgasemissioner fra luftfart i EU og internationale ordninger;

72.  giver udtryk for dyb bekymring over vedtagelsen af resolution A40-19 på den 40. ICAO-forsamling og af den såkaldte eksklusivitetsklausul i CORSIA; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at indgive et formelt forbehold vedrørende denne del af resolutionen for at bevare Unionens lovgivningsmæssige autonomi med hensyn til foranstaltninger, der har til formål at reducere drivhusgasemissioner fra luftfartssektoren;

73.  minder om, at Kommissionen har en retlig forpligtelse til senest 12 måneder efter ICAO's vedtagelse af de relevante instrumenter, og inden CORSIA tages i anvendelse, at forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, hvori den bl.a. undersøger ambitionen for og den samlede miljømæssige integritet af CORSIA, herunder ordningens generelle ambition for så vidt angår Parisaftalens mål; understreger, at Europa-Parlamentet og Rådet som medlovgivere er de eneste institutioner, der kan træffe afgørelse om eventuelle fremtidige ændringer af ETS-direktivet; understreger, at enhver ændring af ETS-direktivet kun bør ske, hvis det er i overensstemmelse med Unionens forpligtelse til at reducere drivhusgasemissionerne for hele økonomien, idet denne ikke tager højde for brugen af kompensationskreditter efter 2020;

74.  glæder sig over den voksende støtte til en koordineret strategi for prissætning på luftfartsområdet i hele EU og opfordrer Kommissionen til snarest muligt at forelægge en ambitiøs revision af energibeskatningsdirektivet i denne henseende, herunder afskaffelse af de nuværende afgiftsfritagelser for petroleum og skibsbrændstoffer;

75.  minder om, at CO2-emissionerne fra skibsfart forventes at stige med 50 % til 250 % i perioden frem til 2050; glæder sig over, at der er opnået enighed om den oprindelige IMO-strategi for reduktion af drivhusgasemissioner fra skibe som det første skridt på vejen til at indfri Parisaftalens temperaturmål; anmoder indtrængende IMO om at gøre hurtige fremskridt med vedtagelsen af foranstaltninger på kort og mellemlang sigt for at indfri strategiens mål; understreger, at det er vigtigt og presserende at gennemføre foranstaltninger på kort og mellemlang sigt inden 2023; opfordrer EU, Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre deres yderste for at støtte en hurtig udpegning af Middelhavet som et kontrolområde for både SOx- og NOx-emissioner som et afgørende skridt fremad med hensyn til at reducere emissionerne fra skibsfart i Europa; understreger, at yderligere foranstaltninger og tiltag, herunder CO2-prisinstrumenter, straks skal undersøges med henblik på at tackle emissioner fra søfart i overensstemmelse med den sektorielle strategi for omlægning til lave emissioner; udtrykker derfor sin overbevisning om, at EU og medlemsstaterne nøje bør overvåge virkningerne og gennemførelsen af den oprindelige IMO-strategi; glæder sig over forslaget til en EU-forordning med henblik på at tage behørigt hensyn til det globale system til indsamling af data om skibes fuelolieforbrug (MRV) og IMO's globale system til indsamling af data om skibes fuelolieforbrug; minder om, at MRV er et første skridt, der i sidste ende bør sætte EU i stand til at vedtage obligatoriske mål for nedbringelse af emissioner; opfordrer indtrængende Kommissionen til snarest muligt at foreslå yderligere EU-foranstaltninger som en del af sin dekarboniseringsstrategi for 2050, såsom medtagelse af den maritime sektor i ETS og indførelse af en skibseffektivitetsstandard og et skibsmærke, og til at foreslå en strategi for samarbejde med andre parter, der er villige til at handle så tidligt som muligt for at reducere emissionerne til søs i overensstemmelse med Parisaftalens temperaturmål;

76.  understreger, at der allerede findes enkle løsninger til reduktion af eksisterende emissioner såsom hastighedsbegrænsninger og etablering af emissionskontrolområder i henhold til den internationale MARPOL-konvention; mener, at dekarboniseringsstrategien og den europæiske grønne aftale bør fremme investeringer, ambitiøs forskning i nulemissionsskibe og grønne skibe med økokomponenter, bedre affaldshåndtering og vandforvaltning samt de nødvendige infrastrukturforbedringer for at muliggøre en markedsudvidelse inden 2030, som f.eks. elektrificering af havne;

77.  opfordrer indtrængende til øget finansiering af forskning inden for og markedsudbredelse af alternative brændstoffer;

78.  minder om, at 23 % af de globale drivhusgasemissioner stammer fra landbruget; understreger, at vi for at sikre verdens stigende befolkning tilstrækkelig ernæring er nødt til at investere i intelligente landbrugsteknikker og produktionsmetoder såsom opsamling af metan fra husdyrgødning, mere effektiv anvendelse af gødningsstoffer, cyklisk anvendelse af biomasse og større effektivitet i produktionen af kød- og mejeriprodukter;

79.  minder om, at landbruget tegner sig for omkring 10 % af EU's drivhusgasemissioner, men rummer potentialet til at hjælpe Unionen med at nedbringe sine emissioner gennem god jordbundsforvaltning, skovlandbrug, beskyttelse af biodiversiteten og andre arealforvaltningsteknikker; anerkender, at landbruget har potentialet til at opnå årlige emissionsbesparelser på ca. 3,9 gigaton CO2-ækvivalenter frem til 2050, hvilket udgør omkring 8 % af de nuværende globale drivhusgasemissioner;

80.  bemærker, at ca. 60 % af den metan, der på nuværende tidspunkt udledes på verdensplan, stammer fra kilder som eksempelvis landbrug, deponeringsanlæg og spildevand samt produktion og rørledningstransport af fossile brændstoffer; minder om, at metan er en stærk drivhusgas med et 100-årigt opvarmningspotentiale, der er 28 gange kraftigere end CO2; minder Kommissionen om dens retlige forpligtelse til snarest muligt at undersøge de politiske muligheder for en hurtig nedbringelse af metanudledning som led i EU's strategiske plan for metan; opfordrer med henblik på dette Kommissionen til inden for første halvdel af sin mandatperiode at forelægge de hensigtsmæssige lovforslag for Parlamentet og Rådet;

81.  anerkender den positive og betydelige rolle, som landbrugssektoren kan spille i bekæmpelsen af klimaændringer, og understreger betydningen af at reformere den fælles landbrugspolitik for at støtte landbrugere i at udvikle og indføre klimasmarte landbrugsmetoder såsom kulstofbinding og genanvendelse af kulstofudledninger;

82.  understreger den vigtige rolle, som naturlige dræn spiller for at opnå drivhusgasneutralitet i EU; opfordrer Kommissionen til at udvikle en detaljeret EU-strategi for bæredygtig forbedring af naturlige dræn i overensstemmelse med 2050-målet om neutralitet med hensyn til emission af drivhusgasser; opfordrer medlemsstaterne til at sikre en grundig dækning af dette aspekt i deres langsigtede strategier, jf. artikel 15, stk. 4, litra b, i forvaltningsforordningen;

83.  anerkender den rolle, som CO2-opsamling og -lagring (CCS) spiller i de fleste 1,5 °C-scenarier i IPCC's 1,5°C-særrapport og i Kommissionens meddelelse om en ren planet for alle;

84.  tilslutter sig en større indsats for at indfri de mål, som medlemsstaterne har fastsat inden for rammerne af den strategiske energiteknologiplan med henblik på at gennemføre CCS i kommercielt omfang i den europæiske energi- og industrisektor samt udvikle et solidt regelsæt, der støtter direkte fjernelse inden 2022 af CO2 fra atmosfæren til sikker lagring;

85.  beklager dybt, at tilskud til fossile brændstoffer fortsat er stigende og beløber sig til ca. 55 mia. EUR om året inden for EU; opfordrer indtrængende alle medlemsstaterne til at integrere konkrete politikker, tidsplaner og foranstaltninger i deres endelige nationale energi- og klimaplaner for at udfase alle direkte og indirekte subsidier til fossile brændstoffer inden 2020 med henblik på at opfylde EU's globale forpligtelser og frigøre ressourcer, der kan anvendes til at opnå et klimaneutralt samfund; opfordrer alle andre parter til at tage lignende skridt;

86.  glæder sig over, at Kigali-ændringen til Montrealprotokollen er trådt i kraft; mener, at den bør give EU fornyet impuls til at foretage en hurtig revision af forordningen om F-gasser med henblik på at udbedre dens identificerede mangler, der udgør en trussel mod Unionens klimaambitioner, såsom ulovlig handel med hydrofluorcarbon (HFC) og den utilstrækkelige indsats mod anvendelsen af svovlhexafluorid (SF6);

Industri og konkurrenceevne

87.  mener, at økonomisk velstand, industriel konkurrenceevne, bæredygtig udvikling og klimapolitik bør være gensidigt forstærkende; understreger, at EU bør føre an i omstillingen til en økonomi med nulemission af drivhusgasser inden 2050 og dermed sikre en konkurrencemæssig fordel for EU's industrier;

88.  understreger, at det er yderst vigtigt at indfri målene i Parisaftalen, men samtidig bibeholde arbejdspladser og et industrielt grundlag i Europa for at give folk i denne sektor et positivt perspektiv og vise verden, at industri og klimaneutralitet ikke er uforenelige størrelser; glæder sig meget over engagementet og bestræbelserne hos mange industrielle aktører i Europa for at blive klimaneutrale og opfordrer de sektorer eller virksomheder, der stadig tøver, til at følge de mange gode eksempler;

89.  glæder sig endvidere over de bestræbelser og fremskridt, som EU's borgere, virksomheder og erhvervsliv har gjort for at opfylde forpligtelserne i Parisaftalen i overensstemmelse med Katowice-regelsættet; bemærker imidlertid, at disse bestræbelser er utilstrækkelige til at opnå en økonomi med nulemission af drivhusgasser inden 2050; opfordrer derfor medlemsstaterne og deres regioner og kommuner samt virksomheder og industrier til at fastsætte og aktivt forfølge højere ambitioner gennem den europæiske grønne aftale for at tackle klimaudfordringerne og drage fuld fordel af de muligheder, der skabes med Parisaftalen;

90.  understreger, at stabile og pålidelige retlige rammer og klare politiske signaler både på EU-plan og globalt plan befordrer og fremmer klimarelaterede investeringer og kan bidrage til at forhindre kulstoffastlåsning i økonomien; understreger i denne forbindelse betydningen af korrekt og rettidig gennemførelse af lovgivningen om ren energi for alle europæere og opfordrer til, at der formuleres en langsigtet EU-strategi for industripolitik og en EU-klimalov i tråd med EU's forpligtelser i henhold til Parisaftalen, til det formål at sikre udvikling af EU's industri på både kort og lang sigt, navnlig ved at støtte SMV'er, skabe kvalitetsjob og muliggøre en økologisk omstilling, samtidig med at det sikres, at EU's industri er konkurrencedygtig på verdensplan, at EU opnår nulemission af drivhusgasser inden 2050, og at ingen lades i stikken;

91.  glæder sig over, at adskillige lande, der er hjemsted for store konkurrenter til EU's energiintensive industrier, har indført emissionshandels- eller andre prisfastsættelsesmekanismer; tilskynder andre lande til at følge trop; opfordrer til, at disse mekanismer udvides til at omfatte alle energiintensive industrier;

92.  understreger betydningen af at øge antallet af kvalitetsjob og kvalificerede arbejdstagere i EU's industri med henblik på at fremme innovation og omstillingen til bæredygtige produktionsprocesser; understreger behovet for at bistå kul- og kulstofintensive regioner med en høj andel af arbejdstagere i kulstofafhængige sektorer, investere i disse regioner og udvikle programmer for omskoling og opkvalificering for at tiltrække nye og innovative virksomheder, nystartede virksomheder og industrier med det formål at opbygge en bæredygtig regional økonomi og samtidig sikre, at ingen lades i stikken;

93.  betoner, at ikke alle regioner har samme udgangspunkt i kampen mod klimaforandringer, at ikke alle regioner har de samme værktøjer, og at konsekvenserne varierer tilsvarende; understreger derfor, at en omstilling, der tager hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for de mest sårbare regioner, befolkninger og sektorer, er af afgørende betydning;

Energipolitik

94.  fremhæver den centrale rolle, som energi spiller i omstillingen til en økonomi uden nettodrivhusgasemissioner;

95.  understreger, at problemet med energifattigdom i forløbet af omstillingen til bæredygtig energi skal tackles ved en styrkelse af energiforbrugernes rettigheder, bedre forbrugeroplysning, forbedrede energieffektivitetsforanstaltninger i bygninger, navnlig for husholdninger med lav indkomst, og gennem socialpolitiske tiltag;

96.  understreger betydningen af energieffektivitet og vedvarende energi til reduktion af drivhusgasemissioner, energisikkerhed og bekæmpelse af energifattigdom;

97.  understreger, at alle sektorer er nødt til at arbejde effektivt sammen for at dekarbonisere EU's økonomi og opnå drivhusgasneutralitet; understreger, at landene bør være fleksible med hensyn til, hvordan de vil dekarbonisere deres økonomier for at gøre det lettere at mindske de sociale omkostninger, der er forbundet med omstillingen og vinde social accept og støtte;

98.  mener, at yderligere integration af EU's indre energimarked vil spille en afgørende rolle, navnlig med hensyn til at opnå en økonomi med nulemission af drivhusgasser;

99.  minder om, at prioritering af energieffektivitet, navnlig gennem energieffektivitet-først-princippet, og globalt lederskab inden for vedvarende energi er to af EU's energiunions vigtigste mål; understreger, at EU's mål for vedvarende energi for 2030 er sat til 32 % eller derover og dets energieffektivitetsmål på 32,5 % eller derover; fremhæver, at disse mål – selv om de fører til større reduktioner af drivhusgasemissioner end forventet – ikke er i overensstemmelse med den foreslåede reduktion på 50-55 % som foreslået af den nyvalgte formand for Kommissionen eller målet om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 °C; opfordrer Kommissionen og Rådet til at fastlægge den yderligere indsats, der er nødvendig for at fremme vedvarende energi og energieffektivitet i overensstemmelse med reduktionsmålet for drivhusgasemissioner; opfordrer til fremme på globalt plan af energieffektivitetsforanstaltninger og rettidig anvendelse af vedvarende energi;

100.  glæder sig over den stigende andel af vedvarende energi i den globale energiforsyning, navnlig i elsektoren; er bekymret over den langsomme udbredelse af vedvarende energi til opvarmning, afkøling og transport, navnlig inden for luftfart og søfart; er dybt bekymret over opbremsningen (siden 2014) i udvidelsen af den samlede markedsandel for vedvarende energi i EU, hvilket bringer EU's energi- og klimamål i fare; understreger, at alle sektorer for at opfylde målene om langsigtet bæredygtighed skal øge deres anvendelse af vedvarende energi;

Forskning, innovation, digitale teknologier og rumpolitik

101.  anerkender den afgørende rolle, som videnskab og videnskabeligt baserede innovationer spiller for, at indsatsen mod klimaforandringer skal lykkes, og for at de strategiske mål i Parisaftalen og øvrige ambitiøse klimaprogrammer skal kunne indfries; understreger nødvendigheden af, at EU går forrest både i forbindelse med bekæmpelse af klimaændringer og med at fremme teknologiske fremskridt, der baner vej for en klimarobust udvikling

102.  understreger betydningen af at fortsætte og styrke forskning og innovation inden for afbødning af klimaændringerne, tilpasningspolitikker, ressourceeffektivitet, lavemissions- og nulemissionsteknologier, bæredygtig anvendelse af sekundære råstoffer ("cirkulær økonomi") og indsamling af data om klimaændringerne med henblik på at bekæmpe dette fænomen; understreger behovet for at prioritere finansieringen af bæredygtige energiprojekter under det nye Horisont Europa og under hensyntagen til Unionens forpligtelser inden for energiunionen og i henhold til Parisaftalen;

103.  minder om, at forskning, innovation og konkurrenceevne udgør en af de fem søjler i EU's strategi for en energiunion; minder således om den afgørende rolle, som forskere spiller i indsatsen mod den globale opvarmning, og understreger betydningen af et tæt videnskabeligt samarbejde mellem internationale partnere i denne henseende;

104.  minder om den grundlæggende rolle, som digitale teknologier spiller med hensyn til at støtte energiomstillingen og den industrielle omstilling, navnlig for at forbedre energieffektivitet og -besparelser og reducere emissionerne; understreger de klimamæssige fordele, som digitaliseringen af europæiske industrier kan medføre gennem mere effektiv ressourceudnyttelse, herunder genbrug og reduktion af materialeintensitet; fremhæver de klimamæssige fordele ved en fuldstændig digitalisering af transmissions- og distributionsnet og energihandelscentre og af programmer for prisfleksibelt elforbrug, der forvaltes gennem softwareapplikationer;

105.  anerkender den rolle, som det nye EU-rumprogram spiller med hensyn til at støtte EU's kamp mod klimaændringer og virkningerne heraf; minder om den afgørende rolle, som data- og informationstjenester under det europæiske jordobservationssystem Copernicus har spillet i overvågningen af Jorden; understreger betydningen af Copernicus i at understøtte den internationale koordinering af observationssystemer og dertil knyttede udvekslinger af data;

Klimaændringer og udvikling

106.  minder om, at det fremgår af rapporten fra FN's særlige rapportør om ekstrem fattigdom og menneskerettigheder af 25. juni 2019 om klimaændringer og fattigdom, at "klimaændringer truer med at ødelægge de sidste 50 års fremskridt inden for udvikling, global sundhed og bekæmpelse af fattigdom", og at det anslås, at "udviklingslandene vil bære 75-80 % af omkostningerne ved klimaændringer";

107.  understreger, at udviklingslandene er dem, der er mest sårbare og udsatte for klimaændringer og samtidig er mindre rustet til at modstå de stadig mere ødelæggende konsekvenser heraf, herunder fødevare- og vandkriser, fysisk ødelæggelse forårsaget af naturkatastrofer, fordrivelse og voksende spændinger omkring adgang til knappe ressourcer; minder om, at klimaændringer har dramatiske konsekvenser for den langsigtede økonomiske udvikling i udviklingslandene og i særdeleshed de mindst udviklede lande;

108.  fremdrager eksemplet med de tropiske cykloner Idai og Kenneth – sidstnævnte den kraftigste cyklon der nogensinde har ramt det afrikanske kontinent – der forårsagede ødelæggelser i Comorerne, Malawi, Mozambique og Zimbabwe i første halvdel af 2019, hvor mange mennesker blev dræbt og mere end to millioner mennesker havde behov for øjeblikkeligt humanitær hjælp, og hvis omkostninger beløb sig til næsten 400 mio. USD, et beløb som stort set blev dækket af EU, idet udgifterne til genopbygning blev anslået til 3 mia. USD;

109.  påpeger, at infrastrukturernes modstandsdygtighed i udviklingslandene vil vise sig at være afgørende for deres evne til at tilpasse sig klimaændringerne; insisterer derfor på behovet for at tilskynde til investeringer i modstandsdygtig infrastruktur i udviklingslandene for at hjælpe dem med at modstå stadig mere alvorlige naturkatastrofer;

110.  minder om sin holdning om, at mindst 45 % af midlerne fra det foreslåede instrument for naboskab og udviklingssamarbejde (NDICI) for 2021-2027 bør støtte klima- og miljømål;

111.  fastholder, at der skal anlægges en tilgang, der samler trådene, gennemførelsen af Parisaftalen og 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling i både interne og eksterne politikker og med størst mulig hensyntagen til princippet om udviklingsvenlig politikkohærens, navnlig med hensyn til udvikling, handel, landbrug, energi og klima;

112.  fremhæver, at der er en sammenhæng mellem klima, økonomi og samfund; understreger navnlig de direkte virkninger, som klimaændringer har på oprindelige samfund og den akutte eksistentielle trussel, som mange af dem, herunder helt isolerede samfund, står over for; understreger, at indenlandsk og traditionel viden ifølge IPCC er en vigtig kilde til forebyggelse af klimaændringer, ikke mindst fordi omkring 80 % af verdens resterende biodiversitet findes på de oprindelige folks territorium; er forfærdet over det nylige drab på den indfødte leder Emrya Wajãpi i det nordlige Brasilien og glæder sig over erklæringen af 29. juli 2019 fra FN's højkommissær for menneskerettigheder, der indtrængende opfordrede "den brasilianske regering til at standse invasionen af oprindelige folks territorier og tilsikre en fredelig udnyttelse af deres kollektive rettigheder til deres landområder" i overensstemmelse med ILO-konvention 169;

113.  opfordrer de udviklede lande, herunder EU's medlemsstater, til at øge deres støtte til vidensdeling, kapacitetsopbygning og teknologioverførsel til udviklingslandene og dermed overholde artikel 9-11 i Parisaftalen og artikel 49, 116 og 120 i Addis Abeba-handlingsplanen om udviklingsfinansiering, samtidig med at de opfylder deres forpligtelser i forhold til SDG 17, herunder mål 17.6-17.8; fremhæver i denne forbindelse det positive potentiale, der ligger i at øge EU's investeringer i lovende videnskabelige forskningsprojekter; opfordrer desuden EU til at tilskynde til vedtagelsen af en erklæring svarende til Dohaerklæringen fra 2001 om TRIPS-aftalen og folkesundhed med henblik på at fremme lovlig overførsel af klimavenlig teknologi til udviklingslandene;

114.  peger på den afgørende betydning, som private investeringer og vækst har for omstillingen til klimavenlig infrastruktur og produktionsmetoder; understreger behovet for at maksimere disse investeringers bidrag til klimaindsatsen og forfølgelsen af målene for bæredygtig udvikling, herunder gennem incitamenter og fremme af offentlig-private partnerskaber; mener, at den eksterne investeringsplan er et vigtigt redskab i denne henseende; understreger endvidere, at der er behov for inklusiv og bæredygtig udvikling og vækst for at sætte udviklingslandene i stand til at deltage i klimaomstillingen, bl.a. ved hjælp af innovationsstrategier og teknologiske fremskridt; er overbevist om, at EU hurtigt bør fremme ansvarlig og bæredygtig privat finansiering, navnlig med hensyn til menneskerettighedsforpligtelser og bidrag til udviklingslandenes indenlandske økonomier; advarer dog mod overdreven afhængighed af frivillige bestræbelser i den private sektor;

115.  noterer sig den stigende interesse for at udvikle standarder for klimavenlige og bæredygtige investeringer og gentager sin bekymring over, at udbredelsen af initiativer i den private sektor gør det vanskeligt at sammenligne og kontrollere; glæder sig i denne forbindelse over de initiativer, som Kommissionen og det internationale samfund har taget for at støtte investeringer i og politisk dialog om klimaindsatsen i udviklingslandene, såsom Den Globale Klimaalliance Plus (GCCA+) og Den Grønne Klimafond; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen og medlemsstaterne til at engagere sig yderligere i internationale fora med henblik på at fremme effektivitet og retfærdighed i investeringerne i klimaindsats;

Klimadiplomati

116.  støtter kraftigt en fortsættelse og en yderligere styrkelse af EU's opsøgende politiske virksomhed og klimadiplomati, der er af afgørende betydning for at mobilisere klimaforanstaltninger i partnerlande og i den globale offentlighed; mener imidlertid, at den indsats, der er gjort, klart har været utilstrækkelig, og at de menneskelige ressourcer, der afsættes af Kommissionen og EU-Udenrigstjeneste, er langt fra tilstrækkelige; foreslår derfor en drastisk forøgelse af de menneskelige ressourcer på dette område; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at anlægge en holistisk tilgang til EU's klimadiplomati ved at skabe forbindelser mellem klimaændringer og bæredygtig udvikling, landbrug, konfliktløsning, migration og humanitære anliggender for at lette den globale omstilling til kulstofneutralitet, modstandsdygtighed over for klimaændringer, bæredygtig udvikling og fødevare- og vandsikkerhed;

117.  understreger de stadig dybere konsekvenser af klimaændringerne for den internationale sikkerhed og den regionale stabilitet som følge af miljøforringelser, tab af levebrød, klimaforanlediget fordrivelse og dermed forbundne former for uroligheder, hvor klimaændringerne ofte kan betragtes som en trusselsmultiplikator; opfordrer derfor indtrængende EU og medlemsstaterne til at samarbejde med deres partnere rundt om i verden for bedre at forstå, integrere, foregribe og håndtere klimaændringernes destabiliserende virkninger; tilskynder til iværksættelsen af et tidligt varslingssystem for de store potentielle bægeret-flyder-over-tærskler, der potentielt vil kunne undergrave bæredygtige strukturer og økosystemer i større regioner eller kontinenter;

118.  glæder sig over tilsagnene om og de konkrete aktiviteter til at nedbringe drivhusgasemissionerne i mange dele af verden, for eksempel de særdeles ambitiøse tilsagn fra mange udviklingslande og små østater; beklager imidlertid de manglende ambitioner og den manglende debat om at øge NDC'erne i mange større økonomier; minder om, at EU tegner sig for 9 % af de globale drivhusgasemissioner, men er hjemsted for blot 6,7 % af verdens befolkning, hvilket gør det helt afgørende, at EU udviser større ambitioner, navnlig i betragtning af dets historiske ansvar for klimaændringer og behovet for at foregå med et godt eksempel over for resten af verden; understreger, at det vil være umuligt at indfri Parisaftalens mål og undgå bægeret-flyder-over-tærskler, hvis der ikke følges op med større ambitioner i andre større økonomier;

119.  anmoder Kommissionen om straks at analysere mulighederne for at tage skridt til at tilskynde andre større økonomier til at øge deres NDC'er, gøre yderligere konkrete tiltag og overveje innovative tilgange;

120.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre brug af alle tilgængelige instrumenter (f.eks. internationale forhandlinger, handelsaftaler og regionale aftaler samt internationale partnerskaber) for at bidrage til at fremme og befordre samarbejdet i den globale omstilling til kulstofneutralitet, klimamodstandskraft, bæredygtig udvikling samt fødevare- og vandsikkerhed;

121.  understreger behovet for at integrere klimaambitionsaspektet i alle EU's politikker, herunder handelspolitik; opfordrer Kommissionen til at sikre, at alle nye handels- og investeringsaftaler, der undertegnes af EU, er fuldt forenelige med Parisaftalen og SDG-målene, og at miljø- og klimabestemmelserne er juridisk bindende og kan håndhæves; anmoder Kommissionen om at gennemføre og offentliggøre en omfattende vurdering af sammenhængen mellem de eksisterende og kommende aftaler med Parisaftalen; opfordrer Kommissionen til at sikre, at alle handelsaftaler indeholder bindende klausuler om overholdelse af Parisaftalen, herunder bestemmelser vedrørende forvaltning og bæredygtig bevarelse af skove; opfordrer Kommissionen til at være særligt opmærksom på handelsvarers livscyklus fra produktion til forbrug, til at beskytte naturressourcerne og til at tage hensyn til de kumulative virkninger, inklusive transport;

122.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at indarbejde Parisaftalen i handelsaftaler for at tilskynde handelspartnere til at indfri de mål, der er fastsat i Parisaftalen; opfordrer endvidere Kommissionen og Rådet til at revidere handelsaftaler med henblik på at indarbejde ambitiøse klimaforpligtelser i disse bilaterale aftaler og dermed give partnerne incitament til at vedtage klimastrategier i overensstemmelse med Parisaftalen;

123.  glæder sig meget over Ruslands meddelelse om, at det vil gennemføre Parisaftalen;

124.  anerkender den afgørende betydning af det EU-amerikanske partnerskab for at kunne indfri de strategiske mål i Parisaftalen og andre ambitiøse strategier; gentager derfor det dybt beklagelige i, at den amerikanske præsident Donald Trump har meddelt, at han agter at trække USA ud af Parisaftalen; bifalder kraftigt den fortsatte tilslutning til klimaindsatsen fra en række store amerikanske delstater, byer, universiteter og andre ikkestatslige aktører under kampagne-sloganet "We are still in"; udtrykker sit håb om, at USA atter vil tilslutte sig kampen mod klimaændringer og i partnerskab med EU føre an i forhandlingerne om verdensomspændende aftaler om handel, industri og energi, i tråd med Parisaftalen;

125.  beklager på det kraftigste den lunkne reaktion fra den brasilianske præsident Jair Bolsonaro og den brasilianske stat på det uhørt høje antal og voldsomme omfang af skovbrande i den brasilianske Amazonas-regnskov: mener, at EU og dets medlemsstater bør gøre deres yderste gennem internationalt samarbejde og bistand for at bekæmpe den miljømæssige nedbrydning af Amazonas og andre centrale områder i det globale økosystem og herunder inddrage deres egne handelspolitikkers potentielle rolle;

Europa-Parlamentets rolle

126.  mener, at Parlamentet skal give sin godkendelse af internationale aftaler, som medlovgiver indtager en central rolle i den EU-interne gennemførelse af Parisaftalen og bør udgøre en integreret del af EU-delegationen; forventer derfor at få lov til at deltage i EU-samordningsmøderne på COP25 i Madrid og blive sikret aktindsigt i alle forberedende dokumenter fra det øjeblik, forhandlingerne begynder;

o
o   o

127.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og sekretariatet for UNFCCC med anmodning om, at den bliver fremsendt til alle konventionens kontraherende parter uden for EU.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0430.
(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2019)0217.
(3) EUT C 356 af 4.10.2018, s. 38.
(4) Burke, M. et al., "Global non-linear effect of temperature on economic production", Nature, nr. 527, s. 235-239.
(5) FN's Miljøprogram, emissionskløftrapporten 2018, s. 21.


EU's tiltrædelse af Istanbulkonventionen og andre foranstaltninger til bekæmpelse af kønsbaseret vold
PDF 137kWORD 50k
Europa-Parlamentets beslutning af 28. november 2019 om EU's tiltrædelse af Istanbulkonventionen og andre foranstaltninger til bekæmpelse af kønsbaseret vold (2019/2855(RSP))
P9_TA(2019)0080B9-0225/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om den Europæiske Union (TEU), traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, som blev åbnet for undertegnelse den 11. maj 2011 (i det følgende benævnt "Istanbulkonventionen"),

–  der henviser til Beijingerklæringen og den tilhørende handlingsplan, der blev vedtaget på den fjerde verdenskvindekonference den 15. september 1995, og til de efterfølgende slutdokumenter, som blev vedtaget på de ekstraordinære FN-samlinger Beijing+5 (2005), Beijing+15 (2010) og Beijing+20 (2015),

–  der henviser til bestemmelserne i FN's retlige instrumenter på menneskerettighedsområdet, navnlig dem, der vedrører kvinders rettigheder,

–  der henviser til forslag til Rådets afgørelse af 4. marts 2016 (COM(2016)0109),

–  der henviser til Rådets afgørelse (EU) 2017/865 af 11. maj 2017 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, for så vidt angår spørgsmål vedrørende retligt samarbejde i straffesager(1),

–  der henviser til Rådets afgørelse (EU) 2017/866 af 11. maj 2017 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, for så vidt angår asyl og nonrefoulement(2),

–  der henviser til Wienerkonventionen om traktatretten af 23. maj 1969, særlig artikel 26 og 27,

–  der henviser til den relevante retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA(3),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/99/EU af 13. december 2011 om den europæiske beskyttelsesordre(4) og til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 606/2013 af 12. juni 2013 om gensidig anerkendelse af beskyttelsesforanstaltninger i civilretlige spørgsmål(5),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU af 5. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor, og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/629/RIA(6) og til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/93/EU af 13. december 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2004/68/RIA(7),

–  der henviser til Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv(8) og Rådets direktiv 2004/113/EF af 13. december 2004 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser(9), hvori chikane og seksuel chikane defineres og fordømmes,

–  der henviser til sin beslutning af 4. april 2019 om indhentning af Domstolens udtalelse om foreneligheden med traktaterne af Den Europæiske Unions tiltrædelse af Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet og om proceduren for denne tiltrædelse(10),

–  der henviser til sin beslutning af 11. september 2018 om foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af mobning og seksuel chikane på arbejdspladsen, i det offentlige rum og i det politiske liv i EU(11),

–  der henviser til sin beslutning af 26. oktober 2017 om bekæmpelse af seksuel chikane og seksuelle overgreb i EU(12),

–  der henviser til sin beslutning af 12. september 2017 om forslag til Rådets afgørelse om Den Europæiske Unions indgåelse af Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (COM(2016)01092016/0062(NLE))(13),

–  der henviser til sin beslutning af 9. juni 2015 om EU's strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd efter 2015(14),

–  der henviser til EU's retningslinjer af 8. december 2008 vedrørende vold mod kvinder og piger og bekæmpelse af alle former for diskrimination mod dem,

–  der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 3. december 2015 med titlen "Strategic engagement for gender equality 2016-2019" (strategisk indsats for ligestilling mellem kvinder og mænd 2016-2019) (SWD(2015)0278),

–  der henviser til rapporten fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) fra marts 2014 med titlen "Vold mod kvinder: en EU-undersøgelse",

–  der henviser til Venedigkommissionens udtalelse af 14. oktober 2019 om Armenien, om de konstitutionelle konsekvenser af ratificeringen af Europarådets konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet,

–  der henviser til Rådets rammeafgørelse 2008/913/RIA af 28. november 2008 om bekæmpelse af visse former for og tilkendegivelser af racisme og fremmedhad ved hjælp af straffelovgivningen(15),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2,

A.  der henviser til, at ligestilling mellem kønnene er en central værdi for EU; der henviser til, at retten til ligebehandling og ikkeforskelsbehandling er en grundlæggende rettighed, der er nedfældet i traktaterne og i chartret for grundlæggende rettigheder, og bør respekteres fuldt ud;

B.  der henviser til, at Det Europæiske Ligestillingsinstituts (EIGE's) kønsligestillingsindeks viser, at intet EU-land endnu har opnået lighed mellem kvinder og mænd fuldt ud; der henviser til, at elimineringen af kønsbaseret vold er en forudsætning for at nå dette mål;

C.  der henviser til, at bekæmpelse af kønsbaseret vold er en af prioriteterne i EU's strategiske indsats for ligestilling mellem mænd og kvinder 2016-2019;

D.  der henviser til, at udtrykket "vold mod kvinder", jf. definitionen i Istanbulkonventionen, skal "forstås som en overtrædelse af menneskerettighederne og en form for diskrimination af kvinder og omfatter alle former for kønsbetinget vold, som medfører eller sandsynligvis medfører fysisk, seksuel, psykisk eller økonomisk overlast eller lidelse for kvinder, herunder trusler om sådanne handlinger, tvang eller vilkårlig frihedsberøvelse, hvad enten dette sker i den offentlige eller den private sfære";

E.  der henviser til, at begrebet kvindedrab i opfølgningsmekanismen i Belém do Pará-konventionen (MESECVI) blev defineret som "kvinders voldelige død baseret på køn, hvad enten det sker inden for familien, i et familieretligt partnerskab eller ethvert andet forhold mellem personer, eller det sker i samfundet og begås af en hvilken som helst person eller begås eller tolereres af staten eller dens aktører ved en direkte handling eller ved undladelse af at foretage en sådan(16)";

F.  der henviser til, at det i Istanbulkonventionen foreskrives, at alle dens bestemmelser, navnlig foranstaltningerne til beskyttelse af ofres rettigheder, "skal sikres uden nogen form for diskrimination, det være sig på grund af biologisk køn, sociokulturelt køn, race, hudfarve, sprog, religion, politisk eller anden orientering, national eller social oprindelse, tilknytning til et nationalt mindretal, ejendom, fødsel, seksuel orientering, kønsidentitet, alder, sundhedstilstand, handicap, ægteskabelig status, indvandrer- eller flygtningestatus eller anden status";

G.  der henviser til, at vold mod kvinder og kønsbaseret vold, både fysisk og psykisk, er udbredt og berører kvinder på alle niveauer i samfundet uanset alder, uddannelse, indkomst, social stilling eller oprindelses- eller bopælsland;

H.  der henviser til, at kønsbaseret vold både er årsag til og en konsekvens af strukturelle uligheder, som kvinder oplever i mange af livets forhold – på arbejdet og inden for sundhed, adgang til finansielle ressourcer, magt og viden samt personlig tidsforvaltning; der henviser til, at bekæmpelse af kønsbaseret vold kræver en forståelse af årsagerne dertil og de medvirkende faktorer;

I.  der henviser til, at det i forsøget på at forklare udbredelsen af vold mod kvinder i vores samfund er vigtigt at anerkende strukturel eller institutionel vold, der kan karakteriseres som en underordning af kvinderne i det økonomiske, sociale og politiske liv;

J.  der henviser til, at kvinderne i EU som følge af forskellig politik og lovgivning i de enkelte medlemsstater ikke nyder samme grad af beskyttelse mod kønsbaseret vold;

K.  der henviser til, at retssystemerne ofte ikke yder tilstrækkelig støtte til kvinder; der henviser til, at offeret i mange tilfælde kan blive udsat for nedværdigende bemærkninger fra de retshåndhævende tjenestemænd eller befinder sig i en afhængighedssituation, som forværrer deres frygt for at anmelde volden;

L.  der henviser til, at man i det nuværende årti er vidne til et synligt og organiseret angreb på globalt og europæisk plan mod ligestilling mellem kønnene og kvinders rettigheder, herunder seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder (SRSR);

M.  der henviser til, at FRA's undersøgelse fra 2014 viste, at en tredjedel af alle kvinder i Europa har været udsat for fysisk eller seksuel vold mindst én gang efter det fyldte 15. år, at 55 % af kvinderne har været udsat for en eller flere former for seksuel chikane, at 11 % har været udsat for chikane på internettet, at 1 ud af 20 (5 %) er blevet voldtaget, og at mere end en tiendedel har været udsat for seksuel vold med anvendelse af magt; der henviser til, at over halvdelen af alle kvindelige mordofre i mange medlemsstater dræbes af en samlivspartner, slægtning eller et familiemedlem; der henviser til, at ofrene kun i 14 % af tilfældene havde anmeldt de alvorligste tilfælde af partnervold mod dem til politiet, og at de alvorligste tilfælde af ikkepartnervold kun var blevet anmeldt i 13 % af tilfældene, hvilket viser en meget høj grad af underrapportering; der henviser til, at #metoo-bevægelsen i de seneste år har opfordret kvinder og piger til at anmelde tilfælde af overgreb, vold og chikane;

N.  der henviser til, at moderne former for slaveri og menneskehandel, som hovedsageligt rammer kvinder, stadig forekommer i EU; der henviser til, at 71 % af alle ofre for menneskehandel på verdensplan er kvinder og piger, og at tre ud af fire af disse kvinder og piger bliver seksuelt udnyttet(17);

O.  der henviser til, at cybervold og -chikane ofte har fysiske konsekvenser og skaber en alvorlig risiko for at anspore til en sådan vold ved at tilskynde internetbrugere til at imitere den vold og chikane, de har læst om, og til at gå over til at foretage sådanne handlinger;

P.  der henviser til, at visse grupper af kvinder og piger, f.eks. migrantkvinder, kvindelige flygtninge og asylansøgere, kvinder og piger med handicap, LBTI-kvinder og romakvinder, udsættes for mange forskellige og indbyrdes forbundne former for forskelsbehandling og derfor sættes i en endnu mere udsat situation med risiko for kønsbaseret vold og hindres i at få adgang til retfærdighed og støtte- og beskyttelsestjenester samt i at nyde godt af deres grundlæggende rettigheder;

Q.  der henviser til, at kvinder, der er ofre for kønsbestemt vold, og deres børn ofte kræver særlig støtte og beskyttelse på grund af den store risiko for gentagen viktimisering, intimidering og gengældelse, der er forbundet med denne form for vold;

R.  der henviser til, at kønsbaseret vold undergraver menneskerettighederne, den sociale stabilitet og sikkerhed, folkesundheden, kvinders uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder samt børns og lokalsamfunds trivsel og udviklingsmuligheder;

S.  der henviser til, at udsættelse for fysisk, seksuel eller psykisk vold og fysiske, seksuelle eller psykiske overgreb har en alvorlig indvirkning på ofrene og kan påføre dem varig fysisk, seksuel, følelsesmæssig eller psykisk overlast eller varige økonomiske og finansielle skader;

T.  der henviser til, at der stadig forekommer straffrihed for gerningsmænd til forbrydelser mod kvinder, og at dette bør ophøre gennem sikring af, at gerningsmændene retsforfølges, og at kvinder og piger, der har overlevet vold, får behørig støtte og anerkendelse fra retssystemet; der henviser til, at det er af afgørende betydning at tilbyde kurser til tjenesteydere, der bekæmper vold mod kvinder, såsom retshåndhævende tjenestemænd, dommere eller politiske beslutningstagere;

U.  der henviser til, at EU i samarbejde med medlemsstaterne bør træffe alle nødvendige foranstaltninger til at fremme og beskytte kvinders og pigers ret til at leve uden vold i såvel den offentlige som den private sfære;

V.  der henviser til, at Istanbulkonventionen efter otte år efter dens godkendelse endnu ikke er ratificeret af alle medlemsstater eller af EU;

1.  fordømmer alle former for kønsbaseret vold og beklager dybt, at kvinder og piger fortsat udsættes for psykisk, fysisk, seksuel og økonomisk vold, herunder vold i hjemmet, seksuel chikane, cybervold, stalking, voldtægt, tidlige og tvungne ægteskaber, kvindelig kønslemlæstelse, forbrydelser begået under betegnelsen "ære", tvungen abort, tvangssterilisation, seksuel udnyttelse og menneskehandel samt andre former for vold, der udgør en alvorlig krænkelse af deres menneskerettigheder og værdighed; er dybt bekymret over fænomenet kvindedrab i Europa, som er den mest ekstreme form for vold mod kvinder;

2.  opfordrer Rådet til snarest muligt at foretage EU's ratificering af Istanbulkonventionen baseret på en bred tiltrædelse uden begrænsninger og til at slå til lyd for, at den ratificeres af alle medlemsstater; opfordrer Rådet og Kommissionen til at sikre fuld integration af konventionen i EU's lovgivningsmæssige og politiske rammer; minder om, at EU's tiltrædelse af Istanbulkonventionen ikke fritager medlemsstaterne fra at ratificere konventionen på nationalt plan; opfordrer medlemsstaterne til at fremskynde forhandlingerne om ratificeringen og gennemførelsen af Istanbulkonventionen og opfordrer navnlig Bulgarien, Den Tjekkiste Republik, Ungarn, Letland, Litauen, Slovakiet og Det Forenede Kongerige, der har undertegnet, men ikke ratificeret konventionen, til at gøre dette hurtigst muligt;

3.  fordømmer på det kraftigste forsøgene i visse medlemsstater på at ophæve allerede trufne foranstaltninger til gennemførelse af Istanbulkonventionen og bekæmpelse af vold mod kvinder;

4.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre en ordentlig gennemførelse og håndhævelse af konventionen og til at afsætte tilstrækkelige økonomiske og menneskelige ressourcer til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og kønsbaseret vold og til beskyttelse af ofrene; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at tage hensyn til henstillingerne fra Europarådets ekspertgruppe vedrørende indsatsen mod vold mod kvinder og vold i hjemmet (GREVIO) og forbedre deres lovgivning for i højere grad at bringe den i overensstemmelse med bestemmelserne i Istanbulkonventionen;

5.  understreger, at Istanbulkonventionen fortsat er den internationale standard og det centrale redskab til at udrydde plagen med kønsbaseret vold ved at følge en holistisk, sammenhængende og koordineret tilgang, der sætter ofrenes rettigheder i centrum, ved at håndtere spørgsmålet om vold mod kvinder og piger og kønsbaseret vold, herunder vold i hjemmet, ud fra en bred vifte af perspektiver, ved at tilvejebringe foranstaltninger såsom forebyggelse af vold, bekæmpelse af forskelsbehandling, bekæmpelse af straffrihed ved hjælp af strafferetlige foranstaltninger, gennem beskyttelse af og støtte til ofre, beskyttelse af børn, beskyttelse af kvindelige asylsøgere og flygtninge, ved at indføre risikovurderingsprocedurer og risikoestimering og bedre dataindsamling samt gennem bevidstgørelseskampagner eller -programmer, herunder i samarbejde med nationale menneskerettigheds- og ligestillingsorganer, civilsamfundet og NGO'er;

6.  fordømmer angrebene på og kampagnerne mod Istanbulkonventionen baseret på en bevidst fejlfortolkning og falsk fremstilling af dens indhold over for offentligheden;

7.  fastholder på det kraftigste, at nægtelse af seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder udgør en form for vold mod kvinder og piger, og understreger, at Menneskerettighedsdomstolen ved flere lejligheder har udtalt, at restriktive abortlove og manglende gennemførelse af dem krænker kvinders menneskerettigheder;

8.  fremhæver, at bevidstgørelseskampagner om bekæmpelse af kønsstereotyper og patriarkalsk vold samt fremme af nultolerance over for chikane og kønsbaseret vold er grundlæggende redskaber til bekæmpelse af disse krænkelser af menneskerettighederne; mener, at bredere undervisningsstrategier baseret på ikkeforskelsbehandling er et vigtigt redskab til at forebygge alle former for vold, navnlig kønsbaseret vold, og særligt i teenageårene;

9.  understreger, at foranstaltninger til bekæmpelse af kønsbaseret vold for at være mere effektive bør ledsages af foranstaltninger, der sigter mod at fremme selvstændiggørelse og økonomisk uafhængighed for kvinder, der er ofre for vold;

10.  anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at sikre passende kønssensitiv uddannelse, kønssensitive procedurer og retningslinjer, som sætter ofrets rettigheder i centrum, for alle fagfolk, der beskæftiger sig med ofre for alle former for kønsbaseret vold, for at undgå forskelsbehandling, traumatisering eller reviktimisering i forbindelse med retslige, medicinske og politimæssige procedurer; opfordrer til disse forbedringer for at fremme anmeldelsesraten for sådanne forbrydelser;

11.  minder om sin positive holdning til en specifik øremærkning af 193,6 mio. EUR til foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af alle former for kønsbaseret vold og fremme af en fuldstændig gennemførelse af Istanbulkonventionen under programmet for rettigheder og værdier og understreger vigtigheden af, at der også afsættes tilstrækkelige midler på medlemsstatsniveau;

12.  gentager sin opfordring til Kommissionen om efter en konsekvensanalyse at revidere EU's rammeafgørelse om bekæmpelse af visse former for og tilkendegivelser af racisme og fremmedhad ved hjælp af gældende strafferet med henblik på at medtage tilskyndelse til had på grund af køn, seksuel orientering, kønsidentitet og kønskarakteristika;

13.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre en fuldstændig gennemførelse og håndhævelse af den relevante lovgivning, der allerede er i kraft;

14.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forbedre tilgængeligheden og sammenligneligheden af opdelte kvalitetsprægede data om kønsbaseret vold gennem samarbejde med Eurostat, EIGE og FRA i overensstemmelse med konventionens forpligtelser vedrørende dataindsamling og forskning; opfordrer endnu en gang Kommissionen til at oprette et europæisk observationscenter for kønsbaseret vold med nøjagtige og sammenlignelige data (i lighed med EIGE's statslige observatorium for vold mod kvinder);

15.  fremhæver betydningen af at indføre formelle procedurer for anmeldelse af seksuel chikane på arbejdspladsen og af målrettede uddannelses- og oplysningskampagner som et middel til at håndhæve princippet om værdighed på arbejdspladsen og gennemføre nultolerancestrategien som standard; mener, at EU-institutionerne bør gå foran med et godt eksempel i denne henseende;

16.  opfordrer Europa-Parlamentets formand, Præsidiet og Parlamentets administration til at fortsætte arbejdet for at sikre, at Europa-Parlamentet er en arbejdsplads uden chikane og sexisme, og til at gennemføre følgende foranstaltninger i overensstemmelse med de krav, der blev vedtaget i beslutningen fra 2017 om bekæmpelse af seksuel chikane og seksuelle overgreb i EU: 1) bestille en ekstern revision af de to eksisterende chikanebekæmpelsesudvalg i Europa-Parlamentet og offentliggøre resultaterne heraf, 2) ændre sammensætningen af disse chikanebekæmpelsesorganer, således at der medtages eksterne juridiske, medicinske og terapeutiske eksperter med fuld stemmeret og 3) gennemføre obligatoriske kurser om respekt og værdighed på arbejdspladsen for alle MEP'er og alle kategorier af medarbejdere;

17.  glæder sig over den nyvalgte kommissionsformands tilsagn om at gøre mere for at skride hårdt ind over for kønsbaseret vold, for at støtte ofrene bedre, for at gøre EU's tiltrædelse af Istanbulkonventionen til en prioritet for Kommissionen og for at udnytte de muligheder, som traktaten giver for at tilføje vold mod kvinder til kataloget over forbrydelser, der anerkendes som sådan af EU;

18.  anmoder Kommissionen om at tilføje bekæmpelse af kønsbaseret vold som en prioritet i den næste europæiske ligestillingsstrategi ved at medtage passende politiske og lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige foranstaltninger heri;

19.  opfordrer Kommissionen til at forelægge en retsakt om forebyggelse og bekæmpelse af alle former for kønsbaseret vold, herunder vold mod kvinder og piger; forpligter sig i denne forbindelse til selv at undersøge alle potentielle foranstaltninger, bl.a. imod cybervold, ved at gøre brug af lovgivningsinitiativretten, som er nedfældet i artikel 225 i TEUF;

20.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at aktivere "passerellebestemmelsen" i artikel 83, stk. 1, i TEUF for at medtage vold mod kvinder og piger og andre former for kønsbaseret vold i kataloget over forbrydelser, der anerkendes som sådan af EU;

21.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og Europarådets Parlamentariske Forsamling.

(1) EUT L 131 af 20.5.2017, s. 11.
(2) EUT L 131 af 20.5.2017, s. 13.
(3) EUT L 315 af 14.11.2012, s. 57.
(4) EUT L 338 af 21.12.2011, s. 2.
(5) EUT L 181 af 29.6.2013, s. 4.
(6) EUT L 101 af 15.4.2011, s. 1.
(7) EUT L 335 af 17.12.2011, s. 1.
(8) EUT L 204 af 26.7.2006, s. 23.
(9) EUT L 373 af 21.12.2004, s. 37.
(10) Vedtagne tekster, P8_TA(2019)0357.
(11) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0331.
(12) EUT C 346 af 27.9.2018, s. 192.
(13) EUT C 337 af 20.9.2018, s. 167.
(14) EUT C 407 af 4.11.2016, s. 2.
(15) EUT L 328 af 6.12.2008, s. 55.
(16) https://www.oas.org/es/mesecvi/docs/DeclaracionFemicidio-EN.pdf
(17) https://www.un.org/en/events/endviolenceday/


Den Russiske Føderations seneste foranstaltninger over for litauiske dommere, anklagere og efterforskere, der er involveret i undersøgelsen af de tragiske begivenheder, der fandt sted i Vilnius den 13. januar 1991
PDF 129kWORD 43k
Europa-Parlamentets beslutning af 28. november 2019 om Den Russiske Føderations seneste foranstaltninger over for litauiske dommere, anklagere og efterforskere, der er involveret i undersøgelsen af de tragiske begivenheder, der fandt sted i Vilnius den 13. januar 1991 (2019/2938(RSP))
P9_TA(2019)0081RC-B9-0182/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Den Russiske Føderation,

–  der henviser til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (den europæiske menneskerettighedskonvention),

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder,

–  der henviser til den europæiske konvention om gensidig retshjælp i straffesager,

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til FN's grundlæggende principper for retsvæsenets uafhængighed,

–  der henviser til den seneste drøftelse i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender den 12. november 2019(1),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at det kommunistiske USSR som en direkte følge af Molotov-Ribbentrop-pagten annekterede Republikken Litauen sammen med en række andre lande;

B.  der henviser til, at Den Russiske Føderation i overensstemmelse med sine forpligtelser i henhold til verdenserklæringen om menneskerettighederne og den europæiske menneskerettighedskonvention og som fuldt medlem af Europarådet og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa har forpligtet sig til at respektere principperne om demokrati, retsstat og respekt for de grundlæggende frihedsrettigheder og menneskerettigheder;

C.  der henviser til, at USSR' væbnede styrker i perioden mellem den 11. og 13. januar 1991 udsatte den uafhængige stat Litauen og personer, der fredeligt forsøgte at forsvare TV-tårnet i Vilnius, for en aggressionshandling, som resulterede i 14 dræbte og næsten 800 sårede; der henviser til, at de sovjetiske væbnede styrkers undertrykkelse fortsatte indtil kupforsøget, der fandt sted i Moskva i august 1991;

D.  der henviser til, at blodsudgydelserne blev fordømt over hele verden, herunder af lederen af Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepubliks øverste sovjet under en massedemonstration i Moskva nogle få dage senere;

E.  der henviser til, at Den Russiske Føderation i henhold til traktaten mellem Republikken Litauen og Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik om grundlaget for relationer mellem staterne af 29. juli 1991 anerkendte genoprettelsen af den uafhængige republik Litauen den 11. marts 1990;

F.  der henviser til, at Den Russiske Føderation indtrådte i det tidligere Sovjetunionens rettigheder og forpligtelser og er dens efterfølgerstat;

G.  der henviser til, at den regionale domstol i Vilnius den 27. marts 2019 afsagde en dom i den såkaldte "13. januar-sag", hvor Dmitrij Jasov, den tidligere forsvarsminister i Sovjetunionen, Vladimir Uskhopchik, den sovjetiske hærs tidligere garnisonschef i Vilnius, Mikhail Golovatov, den tidligere leder af KGB's specialstyrker, og 64 russiske, hviderussiske og ukrainske borgere blev fundet skyldige i krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden for deres indblanding i den sovjetiske aggressionshandling mod staten Litauen;

H.  der henviser til, at alle gerningsmænd bag dette angreb blev dømt in absentia, undtagen to: Jurij Mel og Gennadij Ivanov, tidligere sovjetiske officerer, og at de tiltalte fik fængselsstraffe på op til 14 års fængsel; der henviser til, at de domme, der blev afsagt i foråret 2019, vedrører de tragiske begivenheder efter den litauiske uafhængighedserklæring af 11. marts 1990 og de sovjetiske forsøg på at tvinge Litauen til at tilbagekalde sin uafhængighedserklæring, som startede med en økonomisk blokade i første halvår af 1990 og kulminerede med et brutalt forsøg på at afsætte den litauiske regering i januar 1991;

I.  der henviser til, at myndighederne i Republikken Litauen i forbindelse med efterforskningen forud for 13. januar-retssagen aktivt anmodede Den Russiske Føderations kompetente myndigheder om at yde juridisk bistand i forbindelse med disse straffesager, men at Den Russiske Føderation ikke samarbejdede;

J.  der henviser til, at Den Russiske Føderation menes aktivt at skjule og beskytte de ledende befalingsmænd og gerningsmændene til de væbnede aggressionshandlinger mod uskyldige og ubevæbnede civile, bl.a. den ledende militærofficer under begivenhederne i januar 1991 Mikhail Golovatov, og at Rusland træffer alle mulige foranstaltninger for at hjælpe dem med at undgå at blive draget til ansvar;

K.  der henviser til, at den oprindelige russiske reaktion på domstolens afgørelse var negativ, idet den russiske Statsduma gjorde gældende, at retssagen var "politisk motiveret", "et forsøg på at omskrive historien", og at det russiske udenrigsministerium meddelte, at det "ikke ville lade den passere uden yderligere reaktioner";

L.  der henviser til, at Den Russiske Føderations undersøgelseskomité mellem juli 2018 og april 2019 indledte straffesager mod anklagere, efterforskere og dommere fra Republikken Litauen, der var involveret i efterforskningen og domsafsigelsen i 13. januar-sagen, på grundlag af artikel 299 og 305 i Den Russiske Føderations straffelov, som fastsætter, at det er strafbart "at gøre en person strafferetligt ansvarlig, vel vidende at vedkommende er uskyldig" og "for en dommer (dommere) at afsige/træffe åbenlyst urimelige domme, kendelser og andre afgørelser";

M.  der henviser til, at denne politisk motiverede strafferetlige forfølgning, som Den Russiske Føderation har indledt, kan føre til misbrug af INTERPOL's system og af andre bilaterale og multilaterale samarbejdsaftaler med henblik på at begrænse de rettigheder, som efterforskere og dommere involveret i undersøgelsen af 13. januar-sagen har i forbindelse med ransagninger, afhøringer og anholdelser; der henviser til, at Den Russiske Føderation kan forsøge at anmode om internationale arrestordrer mod de litauiske embedsmænd, der er involveret i disse sager;

N.  der henviser til, at de statskontrollerede medier i Den Russiske Føderation og dennes officielle repræsentanter fører en propaganda- og desinformationskampagne, som har til formål at udvikle konspirationsteorier vedrørende 13. januar-sagen, og som indgår i den hybride trussel mod EU og demokratier;

O.  der henviser til, at retsstatsprincippet, herunder retsvæsenets uafhængighed, er en af de fælles værdier, som EU bygger på; der henviser til, at Kommissionen sammen med Parlamentet og Rådet i henhold til traktaterne er ansvarlig for at sikre, at retsstatsprincippet overholdes som en grundlæggende værdi i Unionen, og for at sikre, at EU's love, værdier og principper overholdes;

P.  der henviser til, at dommerne i en hvilken som helst medlemsstat som helhed betragtet også er dommere i Den Europæiske Union;

Q.  der henviser til, at retsvæsenets uafhængighed understøtter retsstatsprincippet og er afgørende for demokratiets funktion og overholdelsen af menneskerettighederne; der henviser til, at princippet om retsvæsenets uafhængighed er nedfældet i artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder og i artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention;

R.  der henviser til, at FN's grundprincipper for retsvæsenets uafhængighed fastsætter, at det påhviler alle statslige og andre institutioner at respektere og iagttage retsvæsenets uafhængighed; der henviser til, at det heri også anføres, at der ikke bør foretages upassende eller uberettiget indblanding i retsprocessen(2);

S.  der henviser til, at verdenserklæringen om menneskerettigheder navnlig fastsætter principperne om lighed for loven, princippet om uskyldsformodning og princippet om retten til en retfærdig og offentlig rettergang for en kompetent, uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov;

T.  der henviser til, at artikel 1 i den europæiske konvention om gensidig retshjælp i straffesager – der er ratificeret af Den Russiske Føderation – fastsætter, at "de kontraherende parter forpligter sig til i overensstemmelse med denne konventions bestemmelser i videst muligt omfang at yde hverandre bistand til retsforfølgning af forbrydelser, som på det tidspunkt, da retshjælpen begæres, falder ind under den begærende stats judicielle myndigheders kompetence";

U.  der henviser til, at Den Russiske Føderation overtræder flere og flere internationale love og forpligtelser og indtager standpunkter, der er i strid med gode naboforbindelser og således undergraver alle muligheder for fremtidigt samarbejde;

1.  udtrykker sin solidaritet og medfølelse med familierne til ofrene for 13. januar-sagen;

2.  noterer sig, at de foranstaltninger, som Den Russiske Føderations myndigheder har iværksat over for litauiske dommere og anklagere, er i strid med grundlæggende juridiske værdier, navnlig retsvæsenets uafhængighed, samt med princippet om, at menneskerettighederne og frihedsrettighederne kun kan begrænses lovligt til sådanne formål, for hvilke der er fastsat begrænsninger i folkeretten;

3.  minder om, at strafferetlig forfølgning af anklagere og dommere for deres professionelle aktiviteter er en uacceptabel form for ekstern indflydelse, der griber ind i princippet om lovens forrang;

4.  understreger, at retsforfølgning i sådanne straffesager mod anklagere og dommere ikke kan betragtes som legitim;

5.  fordømmer på det kraftigste disse krænkelser af grundlæggende principper og normer i folkeretten, der er begået af de russiske myndigheder, og protesterer mod disse politisk motiverede tilfælde af strafferetlig forfølgning;

6.  udtrykker sin solidaritet med de litauiske anklagere, efterforskere og dommere, som Den Russiske Føderation har rejst tiltale mod i denne sag, og med den litauiske regerings bestræbelser på at skabe opmærksomhed om sagen og begrænse skadevirkninger og risici for de personer, der uretmæssigt er blevet anklaget af de russiske myndigheder;

7.  understreger, at de universelt anerkendte garantier for dommeres og anklageres uafhængighed forbyder enhver form for indblanding i den retspleje, som udøves af en domstol, enhver udøvelse af selv den mindste smule indflydelse på en dom, retsforfølgelse af en dommer for en dom, som denne har afsagt, samt enhver form for indblanding i anklagemyndighedens arbejde i forbindelse med efterforskning af sager;

8.  opfordrer Den Russiske Føderations offentlige myndigheder til at indstille den straffesag, der er indledt mod de litauiske anklagere, efterforskere og dommere i 13. januar-sagen;

9.  opfordrer Den Russiske Føderations myndigheder til i forbindelse med gennemførelsen af traktaten mellem Republikken Litauen og Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik om grundlaget for relationer mellem staterne af 29. juli 1991 at vurdere ansvarligheden hos de personer, der førte an eller deltog i aggressionshandlingen den 11.-13. januar 1991 mod staten Litauen, og til at bistå de retshåndhævende myndigheder i Republikken Litauen med at opnå en retfærdig rettergang i 13. januar-sagen;

10.  opfordrer Den Russiske Føderations og Hvideruslands myndigheder til at efterkomme Republikken Litauens anmodninger om gensidig retshjælp i 13. januar-sagen;

11.  opfordrer de russiske myndigheder til at sætte en stopper for Den Russiske Føderations embedsmænds uansvarlige desinformation og propagandaerklæringer vedrørende 13. januar-sagen;

12.  opfordrer medlemsstaterne til – såfremt de modtager anmodninger om gensidig retshjælp fra Den Russiske Føderations side i forbindelse med den strafferetlige forfølgning i Den Russiske Føderation af de litauiske anklagere og dommere, der var involveret i 13. januar-sagen – at behandle denne sag som værende politisk motiveret, til at arbejde tæt sammen med de litauiske myndigheder og til at afvise juridisk bistand til Den Russiske Føderation i denne sag;

13.  opfordrer kommissionen til kontrol af INTERPOL's sager (CCF), der skal forhindre misbrug af arrestordrer til politiske formål, til at være opmærksom på enhver anmodning om internationale arrestordrer, der er rettet mod de anklagede litauiske embedsmænd; opfordrer alle medlemsstater og andre stater, der har undertegnet statutterne for INTERPOL, til at se bort fra enhver international arrestordre mod de anklagede litauiske embedsmænd; opfordrer INTERPOL til at se bort fra alle russiske anmodninger om arrestordrer i forbindelse med 13. januar-sagen;

14.  opfordrer alle medlemsstater til at afstå fra at overføre personoplysninger til Rusland, der kan anvendes i straffesager mod litauiske dommere, anklagere og efterforskere;

15.  opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at samarbejde på europæisk plan for så vidt angår deres politikker over for Rusland, eftersom større sammenhæng og bedre koordinering er afgørende med henblik på at opnå en mere effektiv EU-politik, og til at gøre en forstærket indsats for at opbygge modstandsdygtighed og arbejde hen imod praktiske løsninger, der støtter og styrker de demokratiske processer og et uafhængigt retsvæsen;

16.  opfordrer formændene for Rådet og Kommissionen og NF/HR og medlemsstaterne til fortsat nøje at følge sådanne sager, tage disse spørgsmål op i forskellige sammenhænge og på møder med den Russiske Føderation og rapportere tilbage til Parlamentet om drøftelser med de russiske myndigheder og samtidig gøre sidstnævnte fuldt bevidst om Den Europæiske Unions enhed og solidaritet i denne sag ligesom i andre relaterede sager; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at tage denne sag op, når de kommunikerer med de russiske myndigheder;

17.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Europarådet, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa og Den Russiske Føderations og Hvideruslands præsident, regering og parlament.

(1) https://www.europarl.europa.eu/ep-live/da/committees/video?event=20191112-0900-COMMITTEE-LIBE
(2) https://www.ohchr.org/EN/ProfessionalInterest/Pages/IndependenceJudiciary.aspx


Foranstaltninger til at afbøde konsekvenserne for europæisk landbrug af WTO's afgørelse om Airbus-striden
PDF 126kWORD 45k
Europa-Parlamentets beslutning af 28. november 2019 om foranstaltninger til at afbøde konsekvenserne for europæisk landbrug af WTO's afgørelse om Airbus-striden (2019/2895(RSP))
P9_TA(2019)0082RC-B9-0197/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til den afgørelse, som Verdenshandelsorganisationens (WTO's) voldgiftsmand traf i tvisten om subsidier til Airbus (DS316) den 2. oktober 2019, og som tillader USA at træffe modforanstaltninger mod EU's eksport til en værdi af 7,5 mia. USD (6,8 mia. EUR),

–  der henviser til den formelle afgørelse, som WTO's tvistbilæggelsesorgan traf den 14. oktober 2019, og som gav grønt lys til disse modforanstaltninger,

–  der henviser til USA's beslutning om at indføre en ny værditoldsats på 25 % på visse landbrugsfødevarer og visse landbrugsprodukter og en værditoldsats på 10 % på ikke-landbrugsprodukter fra den 18. oktober 2019,

–  der henviser til de relevante artikler i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1144/2014 af 22. oktober 2014 om oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter gennemført i det indre marked og i tredjelande og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 3/2008(1) (salgsfremstødsforordningen) og til Kommissionens gennemførelsesafgørelse af 18. november 2019 om vedtagelse af arbejdsprogrammet for 2020 om oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter, som gennemføres i det indre marked og i tredjelande,

–  der henviser til de relevante artikler i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter(2) (forordningen om fusionsmarkedsordningen),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at USA er den største aftager af landbrugseksporten fra EU-28, idet denne eksport beløb sig til 22,3 mia. EUR i 2018 (16,2 % af alle landbrugsfødevarer) og derfor udgør et uerstatteligt marked både med hensyn til værdi og volumen;

B.  der henviser til, at EU's eksport af landbrugsfødevarer til en værdi af 4,3 mia. EUR (60 % af den samlede værdi af modforanstaltningerne) vil blive ramt af de nye toldsatser, som vil svare til 1,1 mia. EUR;

C.  der henviser til, at Det Forenede Kongerige, Frankrig, Spanien, Italien, Tyskland og Irland er de lande, der fortrinsvist vil blive berørt af den amerikanske beslutning, men at landbrugsfødevaresektorerne i andre EU-medlemsstater også vil blive negativt påvirket;

D.  der henviser til, at de vigtigste landbrugsprodukter, der er blevet mål for de amerikanske sanktioner, er emblematiske EU-produkter med meget stor merværdi, der ofte er beskyttet i henhold til EU's kvalitetsordninger (vin og spiritus såsom single malt whisky, olivenolie og mejeriprodukter såsom smør og ost);

E.  der henviser til, at andre landbrugsfødevarer såsom spiseoliven, svinekød, kaffe, småkager, forarbejdede frugter, citrusfrugter, muslinger, likører og kaschmir også rammes, omend i ringere grad;

F.  der henviser til, at landbrugere og erhvervsdrivende i fødevarekæden efter den russiske embargo endnu en gang er ofre for en ikke-landbrugsmæssig handelskonflikt, som de ikke har indflydelse på, og til at USA's beslutning om at anvende disse takster vil kunne gælde på ubestemt tid, indtil medlemsstaterne efterlever WTO's resolution i Airbus-striden;

G.  der henviser til, at de amerikanske modforanstaltninger vil medføre økonomisk og juridisk usikkerhed for de europæiske producenter i en sektor, som allerede er ustabil i sit væsen, og øge ustabiliteten på EU's indre marked, som allerede skal håndtere den forstyrrende indvirkning af den russiske embargo, og som skal forberede sig på de økonomiske konsekvenser af den mulige britiske potentielle udtræden af EU;

H.  der henviser til, at USA i henhold til bestemmelser i amerikansk ret kan indføre en såkaldt toldkarrusel, der vil have en dominoeffekt på andre produkter, hvad der vil forstærke de økonomiske konsekvenser af modforanstaltningerne og have uforholdsmæssig stor indvirkning på landbrugsfødevaresektoren;

I.  der henviser til, at tvisten om Boeing-subsidier stadig behandles af WTO;

J.  der henviser til, at den amerikanske beslutning vil forværre en allerede ustabil situation på det indre marked for visse sektorer såsom spiseoliven (der allerede er påvirket af indførelsen af amerikanske toldsatser siden november 2017), mens beslutningen for andre, såsom vin- whisky- og mejerisektoren, risikerer at forårsage alvorlige forstyrrelser på markedet som helhed; der henviser til, at en sådan beslutning derfor ville true vækst, investeringer og jobskabelse og føre til et betydeligt tab af konkurrenceevne og markedsandel, som det har taget år at etablere, og som det vil være vanskeligt at genskabe;

K.  der henviser til, at toldsatserne vil føre til kraftige prisstigninger for forbrugerne, økonomiske tab og tab af arbejdspladser for virksomheder på begge sider af Atlanten, hvilket i sidste ende vil gavne producenter uden for EU og USA;

L.  der henviser til, at salgsfremstød, der allerede er blevet godkendt og målrettet mod det amerikanske marked, i henhold til de nuværende EU-regler ikke kan omprogrammeres, og at visse foranstaltninger, der allerede er truffet for at fremme produkter med meget høj værdi, kan vise sig at være værdiløse, hvis de amerikanske tariffer skal anvendes;

M.  der henviser til, at EU's landbrug, der i sit væsen er særligt følsomt på visse områder, i stigende grad er integreret på de internationale markeder, hvilket understreger betydningen af konstruktive handelsforbindelser generelt og af at opretholde en fødevareforsyningskæde med produkter af høj kvalitet, der opfylder kundernes krav;

1.  udtrykker dyb bekymring over de indirekte skader, som EU's landbrugsfødevaresektor står over for langs hele landbrugsfødevarekæden som følge af USA's beslutning om at indføre modforanstaltninger mod Den Europæiske Union som følge af Airbus-striden; finder det uacceptabelt, at landbrugssektoren skal bære en stor del af omkostningerne ved en retstvist, som vedrører en helt anden sektor; beklager beslutningen om at lægge told på så mange landbrugsprodukter;

2.  udtrykker sin dybe beklagelse over USA's manglende engagement i EU's forsøg på at finde en rettidig forhandlingsløsning forud for anvendelsen af toldsatserne; betoner sin bekymring over, at USA hidtil har nægtet at samarbejde med EU om en rettidig løsning for vores respektive flyindustrier i forbindelse med den langvarige strid mellem Airbus og Boeing;

3.  støtter op om Kommissionen i dens bestræbelser og opfordrer den indtrængende til fortsat at forsøge at finde forhandlingsløsninger til at udvande de nuværende handelsspændinger mellem de to parter;

4.  understreger behovet for en koordineret og samlet optræden fra EU's side, navnlig fordi toldsatserne er blevet udformet således, at medlemsstaterne ikke berøres i samme omfang, i et forsøg på at så splid mellem Unionens medlemmer;

5.  opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge EU's landbrugsfødevaremarked med henblik på i god tid at opdage forstyrrelser som følge af anvendelsen af toldsatserne, kumulative virkninger og andre markedsudviklinger, herunder dem der skyldes den igangværende russiske embargo, og de afledte virkninger, som fortrængte produkter har på fødevarekæden;

6.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at undersøge konsekvenserne af disse foranstaltninger for de berørte sektorer og det indre marked og, hvor det er berettiget, i overensstemmelse med WTO-reglerne og inden for rammerne af budgettet, at mobilisere hurtig støtte til de sektorer, der er hårdest ramt; udtrykker i denne forbindelse dyb beklagelse over manglen på passende finansiering til disse formål i 2020-budgettet;

7.  opfordrer Kommissionen til at overveje at anvende værktøjer under fusionsmarkedsordningen, såsom private oplagringsordninger og tilbagekøb fra markedet, samt eventuelle nye eller andre tilgængelige instrumenter og relevante foranstaltninger til at håndtere de forstyrrelser, der opstår på det indre marked;

8.  glæder sig over, at Kommissionen har meddelt, at den agter at gennemgå den nugældende afledte ret af fusionsmarkedsordningen om tilladelser for erhvervsdrivende til at udvide varigheden af salgsfremstød i USA og til at give mulighed for større fleksibilitet i gennemførelsen af igangværende salgsfremstød i tredjelande for at sætte de erhvervsdrivende i stand til at være reaktive og styrke deres tiltag i USA og imødegå konsekvenserne for forbrugerne, eller om nødvendigt rette fokus mod alternative markeder ved at omprogrammere aktiviteter, der allerede er blevet godkendt for det amerikanske marked; anmoder Kommissionen om at indføre disse ændringer så hurtigt som muligt og vedtage yderligere foranstaltninger for at skabe større fleksibilitet i forvaltningen af salgsfremstød i henhold til salgsfremstødsforordningen;

9.  fastholder, at USA's sanktioner er ekstraordinære og ikke kunne forudses eller håndteres af de erhvervsdrivende; anmoder derfor Kommissionen om at tilpasse kontrol- og revisionsreglerne på en sådan måde, at de erhvervsdrivende ikke straffes som følge af uundgåelige tilpasninger, som de er nødt til at foretage med henblik på salgsfremstød, eller fordi allerede planlagte salgsfremstød ikke gennemføres;

10.  opfordrer Kommissionen til at iværksætte horisontale oplysningskampagner og salgsfremstød, der kan tage form af missioner på højt plan, deltagelse i messer og udstillinger af international betydning med henblik på at fremhæve de pågældende produkters image og fremme salget heraf i overensstemmelse med artikel 2 og 9 i salgsfremstødsforordningen;

11.  bemærker, at Kommissionen på grund af dette specifikke markedsproblem bør overveje at anvende bestemmelserne i artikel 15 og 19 i salgsfremstødsforordningen til at støtte de erhvervsdrivende, der skal intensivere deres bestræbelser på at komme ind på det amerikanske marked og bidrage til at afbøde adgangshindringer;

12.  anmoder Kommissionen om at godkende yderligere indkaldelser, inden for de disponible marginer, ledsaget af en forhøjelse af tildelinger til salgsfremstød for 2019, da det årlige budget allerede er afsat, for at forhindre forsinkelser i hurtig reaktion på de amerikanske modforanstaltninger;

13.  støtter en styrkelse af den horisontale salgsfremstødsforordning, idet der samtidig trækkes på den ekspertise, der findes i de nationale handelsfremmekontorer, med henblik på at hjælpe de erhvervsdrivende med at udvide og konsolidere deres position på tredjelandes markeder og finde nye afsætningsmuligheder for EU's produkter med henblik på reformen af den fælles landbrugspolitik og den næste revision af salgsfremstødsforordningen;

14.  understreger, at det under disse omstændigheder er af afgørende betydning at undgå yderligere nedskæringer i budgettet for den fælles landbrugspolitik og at fortsætte med reformen af krisereserven for den fælles landbrugspolitik, eftersom landbrugssektoren i stigende grad påvirkes af ustabilitet og politisk motiverede internationale kriser, der nødvendiggør en stærk og effektiv budgetmæssig reaktion;

15.  understreger behovet for at diversificere eksportmarkederne og sikre sig markedsadgang for de landbrugsfødevarer, som er berørt af de amerikanske toldsatser, ved at fjerne vedvarende tekniske hindringer, der har forhindret aktørerne i fuldt ud at udnytte de eksportmuligheder, som andre handelsaftaler giver adgang til;

16.  gentager sin tilslutning til frihandel og åbne markeder, da disse har udvidet de økonomiske og beskæftigelsesmæssige muligheder for mange små og mellemstore virksomheder i USA og EU, og fremhæver betydningen af konstruktive handelsforbindelser, som er til gensidig gavn for EU og USA;

17.  understreger sin støtte til bevarelse af et regelbaseret handelssystem og til WTO som institution og anerkender samtidig behovet for en omfattende reform, navnlig med hensyn til WTO's appelinstans;

18.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 317 af 4.11.2014, s. 56.
(2) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671.


Krisen i WTO's Appelinstans
PDF 119kWORD 42k
Europa-Parlamentets beslutning af 28. november 2019 om krisen i WTO's appelinstans (2019/2918(RSP))
P9_TA(2019)0083B9-0181/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Marrakeshoverenskomsten af 15. april 1994 om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO),

–  der henviser til artikel 17 i forståelsen vedrørende regler og procedurer for bilæggelse af tvister, hvormed Den Stående Appelinstans blev nedsat under WTO's Instans til Bilæggelse af Tvister,

–  der henviser til meddelelsen fra Den Europæiske Union, Kina, Canada, Indien, Norge, New Zealand, Schweiz, Australien, Republikken Korea, Island, Singapore, Mexico, Costa Rica og Montenegro til WTO's Almindelige Råd af 11. december 2018, (WT/GC/W/752/Rev. 2) og meddelelsen fra Den Europæiske Union, Kina, Indien og Montenegro til WTO's Almindelige Råd af 11. december 2018 (WT/GC/W/753/Rev.1),

–  der henviser til den foreløbige appelvoldgiftsaftale mellem EU og Canada i henhold til artikel 25 i tvistbilæggelsesforståelsen af 25. juli 2019 samt en lignende aftale med Norge, som der blev opnået enighed om den 21. oktober 2019,

–  der henviser til den uformelle proces om spørgsmål vedrørende appelinstansens funktion i Det Generelle Råds regi, og til rapporterne fra New Zealands ambassadør David Walker til WTO's Almindelige Råd af 28. februar 2019, (JOB/GC/215), 7. maj 2019 (JOB/GC/217), 23. juli 2019 (JOB/GC/220) og 15. oktober 2019 (JOB/GC/222), samt til udkastet til Det Almindelige Råds afgørelse om appelinstansens funktion, som blev forelagt Det Almindelige Råd af ambassadør Walker den 15. oktober 2019, og som er vedlagt som bilag til hans rapport,

–  der henviser til Kommissionens redegørelse af 26. november 2019,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2,

–  der henviser til forslag til beslutning fra Udvalget om International Handel,

A.  der henviser til, at WTO blev oprettet med henblik på at styrke multilateralisme, fremme en inkluderende økonomisk verdensorden og fremme et åbent, regelbaseret og ikkediskriminerende multilateralt handelssystem;

B.  der henviser til, at WTO's tvistbilæggelsesordning takket være sin bindende karakter, sine to afgørelsesniveauer og uafhængighed samt sine dommeres upartiskhed har bidraget effektivt til at sikre respekten for WTO's regler og til det multilaterale handelssystems sikkerhed og forudsigelighed og dermed medvirket til at undgå unilaterale foranstaltninger;

C.  der henviser til, at WTO's appelinstans spiller en grundlæggende rolle i WTO's tvistbilæggelsesordning;

D.  der henviser til, at USA siden 2017 har blokeret for udskiftning af ethvert af appelinstansens syv medlemmer og har forkastet talrige forslag om at indlede udvælgelsesprocessen med henblik på at besætte de resterende ledige stillinger;

E.  der henviser til, at mandaterne for to af de tre resterende medlemmer af appelinstansen udløber den 10. december 2019, og at appelinstansen ikke længere vil kunne behandle nye appeller, da dette kræver tre medlemmer;

1.  er dybt bekymret over, at appelinstansen vil ophøre med at være operationel efter den 10. december 2019, medmindre der findes en løsning, hvilket kan få meget alvorlige konsekvenser for det regelbaserede multilaterale handelssystem;

2.  beklager, at de igangværende drøftelser mellem medlemmerne af WTO endnu ikke har givet positive resultater;

3.  støtter fuldt ud den uformelle proces, der faciliteres af ambassadør Walker, og mener, at hans forslag er et rigtig godt udgangspunkt for at finde en tilfredsstillende løsning, der adresserer de fælles bekymringer over appelinstansens funktion og nødvendigheden af en reform heraf; opfordrer alle medlemmer til at deltage konstruktivt i disse drøftelser, således at de ledige stillinger kan blive besat hurtigst muligt, samtidig med at det sikres, at WTO er udstyret med finansielle og menneskelige ressourcer, der svarer til dens behov;

4.  opfordrer Kommissionen til at fortsætte sit samarbejde med alle WTO's medlemmer, herunder USA, med henblik på hurtigst muligt at få deblokeret udnævnelsesproceduren, også efter den 10. december 2019, om nødvendigt;

5.  støtter de seneste EU-initiativer til at aftale midlertidige ordninger og løsninger med vores vigtigste handelspartnere med henblik på at bevare Den Europæiske Unions ret til at få bilagt handelstvister i WTO gennem bindende, uafhængige og upartiske afgørelser i to instanser, men minder samtidig om, at en Stående Appelinstans fortsat er den centrale målsætning for EU's strategi;

6.  minder om vigtigheden af interparlamentarisk dialog som et middel til at bidrage til de igangværende drøftelser og til at nå frem til en positiv konklusion;

7.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, WTO-medlemmernes regeringer og parlamenter og generaldirektøren for WTO.


De igangværende forhandlinger om en ny partnerskabsaftale mellem EU og Gruppen af AVS-stater
PDF 126kWORD 46k
Europa-Parlamentets beslutning af 28. november 2019 om de igangværende forhandlinger om en ny partnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og Gruppen af Stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (2019/2832(RSP))
P9_TA(2019)0084B9-0175/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af Gruppen af Stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater, undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 (Cotonouaftalen)(1) og til de reviderede udgaver fra 2005 og 2010(2),

–  der henviser til Kommissionens henstilling af 12. december 2017 med henblik på Rådets afgørelse om bemyndigelse til at indlede forhandlinger om en partnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og Gruppen af Stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet(3),

–  der henviser til sin beslutning af 4. oktober 2016 om fremtiden for forbindelserne AVS-EU efter 2020(4) og af 14. juni 2018 om de forestående forhandlinger om en ny partnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og Gruppen af Stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet(5),

–  der henviser til forespørgsel til mundtlig besvarelse til Rådet og Kommissionen om de igangværende forhandlinger om en ny partnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og Gruppen af Stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (O-000035/2019 – B9‑0057/2019 og O-000036/2019 – B9‑0058/2019),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 136, stk. 5, og artikel 132, stk. 2,

–  der henviser til forslag til beslutning fra Udviklingsudvalget,

A.  der henviser til, at forhandlingerne om en ny partnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og Gruppen af Stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-stater) stadig er i gang og formentlig vil tage længere tid end oprindeligt forventet;

B.  der henviser til, at Cotonouaftalens og dens regelværks styrke er baseret på en række unikke karakteristika, som det er nødvendigt at bibeholde og styrke;

C.   der henviser til, at forbindelserne mellem AVS og EU er af stor betydning, særligt på nuværende tidspunkt, hvor det multilaterale system er under pres, og der sættes spørgsmålstegn ved det; der henviser til, at Cotonouaftalen er et nøgleelement i vores multilaterale system i betragtning af antallet af stater, det forener, og partnerskabets indhold og struktur, og til, at partnerskabet bør tillægges større vægt og gøres mere synligt i FN og andre globale fora; der henviser til, at det internationale samfund i 2015 indgik store globale forpligtelser som en del af 2030-dagsordenen og målene for bæredygtig udvikling, Parisaftalen og Addis Abeba-dagsordenen, og at AVS-EU-samarbejdet vil være af afgørende betydning for at nå disse globale mål;

D.   der henviser til, at styrkelsen af den parlamentariske dimension mellem EU og AVS-gruppen, ved at sikre større effektivitet og repræsentativitet, bør være et centralt element i det nye AVS-EU-partnerskab;

E.  der henviser til, at hyppigheden og forskelligartetheden af møderne i Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU har muliggjort en gennemgående dialog i årenes løb og derved bidraget effektivt til at styrke det parlamentariske diplomati; der henviser til, at det nuværende internationale klima bør virke som et incitament for AVS- og EU-landene til at gå videre med denne parlamentariske dialog og gøre den mere effektiv;

1.  glæder sig over de fremskridt, der indtil videre er gjort med forhandlingerne om de strategiske prioriteter for grundlaget og arbejdet med de regionale protokoller;

2.  tager til efterretning, at der er behov for mere tid til at forhandle de resterende dele af aftalen på plads, og at forhandlingerne ikke som oprindeligt forudset blev afsluttet ved udgangen af oktober 2019;

3.  glæder sig i lyset af Cotonouaftalens udløb i februar 2020 over den afgørelse, som AVS-EU-Ministerrådet har truffet, om at delegere beføjelsen til at vedtage overgangsforanstaltninger til AVS-EU-Ambassadørudvalget, indtil det nye AVS-EU-partnerskab træder i kraft;

4.  bekræfter endnu engang klart den holdning, som Parlamentet har givet udtryk for i sine to beslutninger om rammerne efter Cotonouaftalen, der blev vedtaget i henholdsvis oktober 2016 og juni 2018, og mener, at det er nødvendigt på det kraftigste at gentage nogle af Cotonouaftalens væsentlige elementer, så de kan blive taget fuldt ud i betragtning i den resterende del af forhandlingsforløbet;

5.  gentager, at det er vigtigt at styrke den parlamentariske dimension af den fremtidige aftale, som skal sikre demokratisk ansvarlighed på alle niveauer; understreger, at den institutionelle ramme bør omfatte en Blandet Parlamentarisk Forsamling AVS-EU; anser dette for at være et ultimativt krav for Europa-Parlamentets godkendelse af den fremtidige aftale;

6.  minder om, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU har en fremtrædende rolle at spille med hensyn til at sikre demokratisk kontrol med den fremtidige aftale, og gentager sin opfordring til, at dens rådgivende og kontrollerende rolle styrkes; er overbevist om, at der er behov for regelmæssige møder på AVS-EU-niveau for at sikre et stærkt partnerskab;

7.  mener, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU spiller en central rolle med hensyn til at nå målene for bæredygtig udvikling og vurdere, i hvilken udstrækning der er opnået udviklingsvenlig politikkohærens; er overbevist om, at den fremmer udveksling af synspunkter vedrørende globale udfordringer såsom menneskerettighederne, demokrati, god regeringsførelse, ligestilling mellem kønnene, fred og sikkerhed samt klima, miljø og biodiversitet;

8.  gentager sin forpligtelse til multilateralisme og opfordrer til koordinering, navnlig inden for rammerne af Den Blandede Parlamentariske Forsamling, med henblik på at vedtage en fælles AVS-EU-holdning i internationale fora; understreger behovet for at samarbejde yderligere med andre internationale partnere samt med civilsamfundet forud for multilaterale forhandlinger;

9.  mener, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling bør bestå af lige mange repræsentanter fra EU og AVS-staterne, og at den bør mødes to gange om året til plenarmøder, skiftevis i Den Europæiske Union og i en AVS-stat;

10.  understreger, at de regionale parlamentariske partnerskabsudvalg skal træde sammen en gang om året i hver region og ikke bør være afhængige af, at der indkaldes til møde i ministerrådet for det regionale partnerskab; understreger endvidere, at regionalisering af EU-AVS-partnerskabet inden for rammerne af den nye aftale, som skal give et incitament til en dybere regional integration blandt AVS-landene, ikke bør gennemføres på en sådan måde, at det går ud over aftalens overordnede fælles mål;

11.  gentager, at nogle af Cotonouaftalens unikke karakteristika – nemlig respekt for menneskerettighederne, demokrati, de grundlæggende frihedsrettigheder, god regeringsførelse og retsstatsprincippet – skal bibeholdes og styrkes;

12.  understreger, at den nye aftale yderligere bør styrke idéen om et partnerskab på lige fod under hensyntagen til de særlige forhold, der gør sig gældende i de enkelte lande, og samarbejdet mellem AVS-landene og EU som forenede og gensidigt støttende partnere i det multilaterale system; påpeger, at den nye aftale derfor skal gøre det muligt at bevæge sig ud over et donor-modtager-forhold;

13.  gentager, at politisk dialog er vigtig for at forsvare vores fælles værdier og som en integreret del af partnerskabet, og opfordrer til, at den politiske dialog benyttes systematisk og på en mere effektiv og proaktiv måde for at forebygge politiske kriser;

14.  beklager, at civilsamfundets råderum indskrænkes i visse lande, og gentager, at den fremtidige aftale bør omfatte en større rolle for civilsamfundet, herunder NGO'er, menneskerettighedsgrupper og lokalsamfundsgrupper, diasporasamfund, kirker, religiøse sammenslutninger og trossamfund samt repræsentanter for især unge og kvinder, for at beskytte interesserne hos personer med handicap, såvel som sociale bevægelser og fagforeninger, oprindelige folk og fonde samt repræsentation af sårbare og marginaliserede personer, der udsættes for forskelsbehandling, og at dette bør opnås gennem politisk dialog og på alle niveauer;

15.  opfordrer til, at udryddelse af fattigdom og fremme af bæredygtig udvikling bliver de overordnede mål for AVS-EU-samarbejdet i overensstemmelse med princippet om, at ingen lades i stikken; gentager, at bekæmpelse af udstødelse, forskelsbehandling og ulighed skal være i centrum for denne aftale;

16.  minder om, at menneskerettighedsdelen af den kommende aftale bør indeholde utvetydig ordlyd om bekæmpelse af forskelsbehandling på ethvert grundlag, herunder seksuel orientering eller kønsidentitet eller forskelsbehandling af børn, migranter, ældre eller personer med handicap;

17.  understreger, at ligestilling mellem kønnene og styrkelse af kvinders position er en vigtig drivkraft for udvikling, og opfordrer EU og AVS-landene til at medtage ligestilling mellem kønnene som et tværgående spørgsmål i aftalen; fremhæver betydningen af, at parterne forpligter sig i forhold til seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder og til en fuldstændig gennemførelse af handlingsprogrammet fra den internationale konference om befolkning og udvikling;

18.  forventer, at EU i forbindelse med tildelingen af finansiel støtte tager behørigt hensyn til de politikker og udfordringer, som partnerlandene står over for, navnlig i betragtning af at størstedelen af migrationsstrømmene foregår internt mellem AVS-landene; gentager, at den fremtidige aftale skal yde bistand til værtssamfund, der er berørt af store fordrevne befolkningsgrupper, og tage fat på de grundlæggende årsager til tvangsfordrivelser på en sammenhængende, rettighedsbaseret måde;

19.  glæder sig over, at opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling betragtes som en central målsætning i den fremtidige aftale, og gentager sit krav om, at der skabes stærke overvågningsmekanismer til at sikre, at gennemførelsen af aftalen reelt bidrager til og fremmer målene for bæredygtig udvikling; understreger behovet for at integrere tværgående spørgsmål som f.eks. miljømæssig bæredygtighed, klimaforandring, kønsaspektet og social retfærdighed i alle politikker, planer og foranstaltninger i den fremtidige aftale;

20.  gentager, at det centrale mål for de økonomiske partnerskabsaftaler (ØPA'er) er at fremme langsigtet udvikling og regional integration; understreger, at handelsaftaler bør fremme bæredygtig udvikling og menneskerettighederne, og insisterer på, at de bør være en integreret del af den fremtidige aftale;

21.  opfordrer til systematisk medtagelse af håndhævelige bestemmelser om bæredygtig udvikling og menneskerettigheder i alle ØPA'er, der i øjeblikket forhandles om, og i alle fremtidige ØPA'er og til en tilbundsgående analyse af ØPA'ernes virkninger på de lokale økonomier og den intraregionale handel med henblik på at tage fat på bekymringerne vedrørende deres gennemførelse for så vidt angår den regionale integration og industrialisering;

22.  mener, at gennemførelsen af 2030-dagsordenen og målene for bæredygtig udvikling kræver en stærk deltagelse fra de lokale myndigheders og ikke-statslige aktørers side med henblik på at styrke det demokratiske ejerskab; mener, at en peer tilsyns-, ansvarligheds- og revisionsmekanisme for AVS-EU med repræsentanter fra nationale, regionale og lokale myndigheder, civilsamfundet og videnskabelige samfund, som har til opgave at udarbejde årlige konklusioner og anbefalinger til opfølgning, vil være værdifuld med henblik på at nå dette mål;

23.  minder om, at den private sektor er en uomgængelig partner i indsatsen for at opnå bæredygtig udvikling, fremme økonomisk vækst og mindske fattigdom; opfordrer til, at der i den fremtidige aftale opstilles klare bestemmelser om det sociale ansvar og den rolle, der påhviler de virksomheder, der er involveret i udviklingspartnerskaber og fremmer principperne for virksomhedernes sociale ansvar, FN's Global Compact-initiativ, FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder, Den Internationale Arbejdsorganisations grundlæggende arbejdsstandarder, miljømæssige standarder og FN's konvention mod korruption;

24.  minder forhandlingsparterne om, at de i den nye aftale bør medtage ambitiøse bestemmelser om bekæmpelse af ulovlige kapitalstrømme og skatteunddragelse og sikre økonomisk og teknisk bistand til udviklingslandene, med henblik på at disse skal kunne leve op til de nye globale standarder for bekæmpelse af skatteunddragelse, herunder automatisk udveksling af oplysninger, oplysninger om reelt ejerskab af selskaber og om offentlig landeopdelt indberetning for multinationale selskaber med henblik på at forhindre udhuling af skattegrundlaget og overførsel af overskud, på grundlag af G20- og OECD-modeller;

25.  gentager, at det ikke ville være foreneligt med de aftalte principper for udviklingseffektivitet at gøre tildelingen af støtte betinget af samarbejde med EU om migrationsspørgsmål;

26.  minder om, at Europa-Parlamentet i overensstemmelse med artikel 218, stk. 10, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde straks skal underrettes fuldt ud i alle faser af forhandlingsproceduren, og gentager, at det er nødvendigt at nå til enighed om forbedrede praktiske ordninger for samarbejde og informationsudveksling hele vejen igennem internationale aftalers livscyklus;

27.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, AVS-Ministerrådet, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Kommissionen for Den Afrikanske Union, Det Panafrikanske Parlament og Præsidiet for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU.

(1) EFT L 317 af 15.12.2000, s. 3.
(2) EUT L 287 af 4.11.2010, s. 3.
(3) COM(2017)0763.
(4) EUT C 215 af 19.6.2018, s. 2.
(5) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0267.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik