Europa-Parlamentets beslutning af 16. januar 2020 om Burundi, navnlig for så vidt angår ytringsfrihed (2020/2502(RSP))

P9_TA(2020)0011 RC-B9-0054/2020

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Burundi, navnlig beslutningerne af 9. juli 2015(1), 17. december 2015(2), 19. januar 2017(3), 6. juli 2017(4) og 5. juli 2018(5),

–  der henviser til Kommissionens beslutning af 30. oktober 2019 om finansiering af det årlige handlingsprogram for 2019 for Republikken Burundi,

–  der henviser til erklæringen af 29. november 2019 fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) på vegne af EU om visse tredjelandes tilslutning til de restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Burundi,

–  der henviser til rapporterne fra FN's generalsekretær af hhv. 23. februar 2017, 25. januar 2018 og 24. oktober 2019 om situationen i Burundi,

–  der henviser til rapporten fra FN's Menneskerettighedsråds undersøgelseskommission vedrørende Burundi fra september 2019,

–  der henviser til en skrivelse, som er underskrevet af 39 medlemmer af Europa-Parlamentet, hvori der opfordres til løsladelse af journalisterne fra det burundiske nyhedsbureau Iwacu, dateret den 9. december 2019,

–  der henviser til erklæringen af 10. december 2019 fra NF/HR på vegne af EU om menneskerettighedsdagen,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolutioner 2248 af 12. november 2015 og 2303 af 29. juli 2016 om situationen i Burundi,

–  der henviser til rapporten fra FN's undersøgelseskommission vedrørende Burundi, som blev forelagt De Forenede Nationers Menneskerettighedsråd den 15. juni 2017,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds presseerklæring af 13. marts 2017 om situationen i Burundi,

–  der henviser til rapporten fra FN's uafhængige undersøgelseskommission vedrørende Burundi (UNIIB), der blev offentliggjort den 20. september 2016,

–  der henviser til Arusha-aftalen af 28. august 2000 om fred og forsoning i Burundi,

–  der henviser til erklæringen om Burundi, der blev vedtaget på Den Afrikanske Unions topmøde den 13. juni 2015,

–  der henviser til FN's Menneskerettighedsråds resolution 36/19 af 29. september 2017 om forlængelse af mandatet for undersøgelseskommissionen vedrørende Burundi,

–  der henviser til Rådets forordning (EU) 2015/1755 af 1. oktober 2015(6) såvel som Rådets afgørelser (FUSP) 2015/1763 af 1. oktober 2015(7), (FUSP) 2016/1745 af 29. september 2016(8) og (FUSP) 2019/1788 af 24. oktober 2019(9) om restriktive foranstaltninger i lyset af situationen i Burundi,

–  der henviser til erklæringen af 8. maj 2018 fra NF/HR på EU's vegne om situationen i Burundi forud for folkeafstemningen om forfatningen,

–  der henviser til partnerskabsaftalen mellem medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS) på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side, undertegnet den 23. juni 2000 i Cotonou (Cotonou-aftalen),

–  der henviser til Den Afrikanske Unions charter om menneskers og folks rettigheder, der blev vedtaget den 27. juni 1981 og trådte i kraft den 21. oktober 1986 og er blevet ratificeret af Burundi,

–  der henviser til Rådets afgørelse (EU) 2016/394 af 14. marts 2016 om afslutning af konsultationsproceduren med Republikken Burundi i henhold til artikel 96 i partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater(10),

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder,

–  der henviser til den del af Human Rights Watch World Report 2019, der handler om Burundi,

–  der henviser til det internationale pressefrihedsindeks for 2019, som er udarbejdet af Journalister uden Grænser,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 144, stk. 5, og artikel 132, stk. 4,

A.  der henviser til, at præsidentvalget i Burundi i 2015 udløste civile uroligheder, af FN's valgobservationsmission i Burundi blev anset for at være præget af en alvorlige mangler med hensyn til de væsentlige betingelser for en effektiv udøvelse af stemmeretten og blev boykottet af oppositionen;

B.  der henviser til, at de uafhængige radiostationer stadig er lukkede, dusinvis af journalister stadig ikke er i stand til at vende tilbage fra deres selvvalgte eksil, og de, der har valgt at forblive i landet, har svært ved at arbejde frit, ofte på grund af chikane fra sikkerhedsstyrkernes side, hvilket tilskyndes af en officiel holdning, der associerer utilpassede medier med nationens fjender;

C.  der henviser til, at situationen i Burundi fortsat er bekymrende, og at mange har rapporteret om krænkelser af grundlæggende borgerlige og politiske frihedsrettigheder, mens stigende priser har en negativ indvirkning på økonomiske og sociokulturelle rettigheder såsom retten til en tilstrækkelig levestandard, retten til uddannelse, retten til passende mad og frihed fra sult, kvinders rettigheder, retten til arbejde og fagforeningsrettigheder;

D.  der henviser til, at dødvandet med hensyn til at nå en politisk løsning gennem dialogen mellem parterne i Burundi i alvorlig grad truer afholdelsen af det valg, der er planlagt i maj 2020; der henviser til, at dette valg kan konsolidere Burundis deroute mod autoritært styre i mangel af en meningsfuld politisk dialog; der henviser til, at der fortsat hersker usikkerhed om alle interesserede parters deltagelse i processen, samtidig med at der bliver stadig mindre politisk råderum, og at der er behov for at skabe et gunstigt klima for fredelige, gennemsigtige og troværdige valg;

E.  der henviser til, at FN's Menneskerettighedsråds undersøgelseskommission vedrørende Burundi (COIB) i sin rapport af 4. september 2019 fremhævede, at der få måneder forud for præsident- og parlamentsvalget i 2020 herskede frygt blandt dem, der modsatte sig det regerende CNDD-FDD-parti, og mens spændingerne fortsætter med at stige op til valget i maj 2019, fortsætter de lokale myndigheder og medlemmer af regeringspartiets berygtede ungdomsafdeling, Imbonerakure, med at begå politisk motiveret vold og alvorlige menneskerettighedskrænkelser; der henviser til, at selv om COIB har fremsat gentagne anmodninger, har den burundiske regering nægtet at samarbejde med den;

F.  der henviser til, at FN's menneskerettighedskontor i Burundi, der arbejdede sammen med Burundis regering om fredsopbygning, reform af sikkerhedssektoren og retsvæsenet og bidrog til opbygningen af institutionel kapacitet og civilsamfundets kapacitet på menneskerettighedsområdet, blev afsluttet i marts 2019 på foranledning af Burundis regering, som allerede havde suspenderet alle former for samarbejde med kontoret i oktober 2016;

G.  der henviser til, at Verdensbanken har anslået Burundis økonomiske vækst til 1,8 % i 2019 i forhold til 1,7 % i 2018; der henviser til, at det samlede statsbudget for 2019-2020 viser et underskud på 189,3 mia. FBu (14,26 %), sammenlignet med et underskud på 163,5 mia. FBu for samme periode i 2018-2019; der henviser til, at der ifølge UNHCR pr. 30. september 2019 var 369 517 burundiske flygtninge i nabolandene; der henviser til, at i alt 78 000 flygtninge siden september 2017 frivilligt er vendt tilbage til Burundi; der henviser til, at der pr. 28. februar 2019 var 130 562 internt fordrevne burundiere;

H.  der henviser til, at Burundi ifølge Journalister uden Grænser i 2019 rangerer som nr. 159 ud af 180 på pressefrihedsindekset (World Press Freedom Index); der henviser til, at ytringsfrihed og talfrihed er afgørende for at sikre frie og informerede valg; der henviser til, at fri, uafhængig og ikke-partisk journalistik er en udvidelse af den grundlæggende menneskerettighed talefrihed; der henviser til, at statskontrollerede traditionelle medier såsom radio og aviser fortsat er de dominerende informationskilder; der henviser til, at det er nødvendigt at styrke mediekendskabet og adgangen til internettet og de sociale medier for at muliggøre adgang til information, styrke den sociale og politiske stabilitet og dialogen og således sikre frie, informerede og retfærdige valg;

I.  der henviser til, at Burundi er et af verdens fattigste lande, idet 74,7 % af befolkningen lever i fattigdom, og det rangerer som nr. 185 ud af 189 på indekset for menneskelig udvikling; der henviser til, at mere end 50 % af den burundiske befolkning lider under kronisk fødevareusikkerhed, og at næsten halvdelen af befolkningen er under 15 år, og at der i 2019 alene var over otte millioner, der blev smittet med malaria, og over 3 000 døde af denne sygdom; der henviser til, at fattigdom, dårlige sociale ydelser, høj ungdomsarbejdsløshed og manglende muligheder fortsat er en af årsagerne til vold i landet;

J.  der henviser til, at Burundis nationale sikkerhedsråd den 27. september 2018 bebudede en tre måneders suspension af internationale NGO'er og således i alvorlig grad hindrede aktiviteterne for omkring 130 internationale NGO'er, hvoraf nogle leverede livreddende bistand;

K.  der henviser til, at regeringen den 18. juli 2019 vedtog to dekreter om oprettelse af et tværministerielt overvågnings- og evalueringsudvalg for internationale NGO'er, der opererer i Burundi;

L.  der henviser til, at regeringen har nægtet at anerkende menneskerettighedskrænkelser siden lukningen af kontoret for FN's højkommissær for menneskerettigheder (OHCHR) i Burundi den 28. februar 2019 og ikke har vist vilje til at opretholde nogen form for samarbejde med kontoret; der henviser til, at COIB i øjeblikket er den eneste uafhængige internationale mekanisme til efterforskning af menneskerettighedskrænkelser og overgreb, der begås i Burundi;

M.  der henviser til, at de burundiske myndigheder fortsætter med helt og holdent at afvise COIB's arbejde og har nægtet at give den adgang til landet, idet de anser den for at være politisk forudindtaget, men ikke har fremlagt nogen dokumentation til støtte for deres beskyldninger;

N.  der henviser til, at Burundi i oktober 2017 trak sig ud af Romstatutten om oprettelse af Den Internationale Straffedomstol; der henviser til, at den burundiske regering ikke har reageret på det internationale samfunds opfordring til at indlede en ny procedure med henblik på igen at tiltræde Romstatutten;

O.  der henviser til, at Tanzania og Burundi i 2019 undertegnede en aftale om at sende de 180 000 burundiske flygtninge i Tanzania tilbage til deres oprindelsesland, frivilligt eller ufrivilligt, inden den 31. december 2019; der henviser til, at UNHCR i august 2019 rapporterede, at forholdene i Burundi ikke var gunstige for fremme af tilbagesendelser, da hjemvendte var blandt de vigtigste mål for menneskerettighedskrænkelser;

P.  der henviser til, at Burundis offentlige anklager den 30. december 2019 krævede en fængselsstraf på 15 år for de fire journalister fra Iwacu Press Group Christine Kakazi, Agnès Ndirubusa, Térence Mpozenzi, Egid Harericana og deres chauffør Adolphe Masabarakiza, som blev anholdt den 22. oktober 2019 i Musigati i Bubanza-provinsen, mens de dækkede sammenstød mellem oprørere og regeringsstyrker i det nordvestlige Burundi, og som anklages for medvirken til undergravning af statens indre sikkerhed;

Q.  der henviser til, at Iwacu-journalist Jean Bigirimana har været forsvundet siden den 22. juli 2016, og at han angiveligt sidst blev set i den nationale efterretningstjenestes (SNR's) varetægt i Muramvya, 45 km øst for hovedstaden Bujumbura; der henviser til, at de burundiske myndigheder aldrig har sagt noget om hans forsvinden;

R.  der henviser til, at journalisten Christophe Nkezabahzi og hans kone og to børn blev myrdet i deres hus i Bujumbura den 13. oktober 2015; der henviser til, at myndighederne ikke har gjort en reel indsats for at efterforske denne voldsforbrydelse og retsforfølge gerningsmændene;

S.  der henviser til, at artikel 31 i Burundis forfatning garanterer ytringsfrihed, herunder pressefrihed; der henviser til, at Burundi også er part i det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder, som garanterer alle burundiske borgere ret til at modtage og formidle oplysninger; der henviser til, at Burundis regering har ansvaret for at fremme og beskytte ytrings- og foreningsfriheden som fastsat i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som Burundi er part i;

T.  der henviser til, at civilsamfundets og mediernes råderum i de seneste år er blevet meget begrænset, og at mange civilsamfundsaktivister og uafhængige journalister fortsat er i eksil; der henviser til, at mange af dem, der stadig opholder sig i Burundi, udsættes for intimidering, tilbageholdelse eller retsforfølgelse på grundlag af opdigtede anklager;

U.  der henviser til, at regeringen og medlemmer af partiets ungdomsafdeling, Imbonerakure, har iværksat en national kampagne for at indsamle "frivillige" bidrag fra befolkningen for at hjælpe med til at finansiere valget i 2020; der henviser til, at det i Human Rights Watch's rapport af 6. december 2019 fastslås, at medlemmer af Imbonerakure og lokale embedsmænd i denne sammenhæng ofte har udøvet vold og intimidering, begrænset folks bevægelsesfrihed og adgang til offentlige tjenester og slået dem, der ikke efterlever deres krav;

V.  der henviser til, at menneskerettighedsaktivisten Germain Rukuki, der er medlem af organisationen Kristne for Afskaffelse af Tortur (ACAT), i april 2019 blev idømt 32 års fængsel på grund af anklager om oprør og trusler mod statens sikkerhed, deltagelse i en oprørsbevægelse og angreb på statsoverhovedet; der henviser til, at aktivisten Nestor Nibitanga, som er observatør i foreningen for beskyttelse af menneskerettigheder og tilbageholdte personer (APRODH), i august blev idømt fem års fængsel for trusler mod statens sikkerhed;

W.  der henviser til, at BBC og Voice of America (VOA) siden maj 2019 har været forhindret i at transmittere i Burundi, hvor deres licenser blev suspenderet, oprindeligt i seks måneder, som Komiteen til Beskyttelse af Journalister meddelte på daværende tidspunkt; der henviser til, at Burundis medietilsynsmyndighed, det nationale kommunikationsråd (CNC) den 29. marts 2019 meddelte, at det havde trukket BBC's sendelicens tilbage og forlænget sin suspendering af VOA; der henviser til, at CNC også forbød enhver journalist i Burundi "direkte eller indirekte at levere oplysninger, der kunne blive transmitteret" af BBC eller VOA;

X.  der henviser til at Rådet den 24. oktober 2019 forlængede EU's restriktive foranstaltninger over for Burundi indtil den 24. oktober 2020;

Y.  der henviser til, at disse foranstaltninger omfatter forbud mod indrejse på EU's område og indefrysning af aktiver over for fire personer, hvis aktiviteter skønnes at undergrave demokratiet eller hindre forsøget på at finde en politisk løsning på krisen i Burundi;

Z.  der henviser til, at Det Østafrikanske Fællesskabs (ØAF's) bestræbelser på at finde en mæglingsløsning på den politiske krise, der blev udløst af præsidentens afgørelse i 2015 om at stille op til en tredje valgperiode, fortsat går trægt; der henviser til, at præsident Pierre Nkurunziza ved flere lejligheder har gentaget, at han ikke vil forsøge at blive genvalgt, men at regeringspartiet endnu ikke har udpeget sin kandidat til det næste præsidentvalg;

1.  fordømmer på det kraftigste de nuværende begrænsninger af ytringsfriheden i Burundi, herunder de mere omfattende begrænsninger af de offentlige frihedsrettigheder samt de omfattende krænkelser af menneskerettighederne, intimideringen og de vilkårlige anholdelser af journalister og forbuddene mod radio- og tv-udsendelser, der har bidraget til at skabe en stemning af frygt for de burundiske medier, øget begrænsningerne med hensyn til rapportering og forhindret en passende dækning, navnlig i tiden op til valget i 2020;

2.  er fortsat dybt bekymret over menneskerettighedssituationen i Burundi, som underminerer ethvert initiativ til forsoning, fred og retfærdighed, navnlig forsættelsen af vilkårlige anholdelser og udenretslige henrettelser;

3.  fordømmer på det kraftigste den fortsatte forværring af menneskerettighedssituationen i landet, navnlig for de reelle og formodede tilhængere af oppositionen, herunder for burundiere, der vender hjem fra udlandet; minder om, at Burundi er bundet af menneskerettighedsklausulen i Cotonouaftalen; opfordrer indtrængende de burundiske myndigheder til øjeblikkeligt at standse deres krænkelser og overholde landets menneskerettighedsforpligtelser, herunder dem, der er nedfældet i det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder, den international konvention om borgerlige og politiske rettigheder og andre internationale mekanismer, som regeringen har ratificeret;

4.  minder Burundis regering om, at betingelserne for afholdelse af inklusive, troværdige, fredelige og gennemsigtige valg indebærer retten til ytringsfrihed, adgang til information, pressefrihed, mediefrihed og eksistensen af et frit område, hvor menneskerettighedsforkæmpere kan udtale sig uden frygt for intimidering eller frygt for repressalier; opfordrer derfor indtrængende de burundiske myndigheder til at ophæve foranstaltninger, der begrænser eller hindrer civilsamfundets arbejde, og som begrænser adgangen til og friheden for uafhængige traditionelle og moderne medier;

5.  opfordrer de burundiske myndigheder til at frafalde anklagerne og øjeblikkeligt og betingelsesløst at løslade de nyligt fængslede journalister fra Iwacu og alle andre, der er blevet arresteret for at udøve deres grundlæggende rettigheder;

6.  understreger den afgørende rolle, som civilsamfundet og journalister spille i et demokratisk samfund, navnlig i forbindelse med forestående valg, og opfordrer de burundiske myndigheder til at standse intimidering, chikane og vilkårlig tilbageholdelse af journalister, menneskerettighedsforkæmpere og oppositionsmedlemmer; opfordrer endvidere myndighederne til at tillade menneskerettighedsforkæmpere og journalister at udføre deres legitime opgaver med efterforskning og rapportering af krænkelser af menneskerettighederne uden hindringer;

7.  bemærker med stor bekymring det stigende antal internt fordrevne personer fra Burundi og nabolandene; opfordrer EU til at øge finansieringen og andre humanitære tiltag for burundiere, der er internt fordrevne, eller som er flygtninge;

8.  opfordrer de burundiske myndigheder til at sætte en stopper for afpresning af borgere og sikre, at ingen forhindres i at få adgang til offentlige goder og tjenesteydelser såsom sundhedspleje, mad, vand og uddannelse, og at gøre det muligt for humanitære aktører at arbejde uafhængigt og yde bistand på grundlag af forpligtelsen til at opfylde de mest presserende behov;

9.  understreger, at der er behov for betydelige forbedringer af den politiske situation og menneskerettighedssituationen, navnlig for så vidt angår grundlæggende frihedsrettigheder såsom ytringsfrihed, pressefrihed og forenings- og forsamlingsfrihed, og at der er behov for fremskridt i forsoningsprocessen for at gøre det muligt at afholde troværdige valg; opfordrer Burundis regering til at sikre, at krænkelser af disse rettigheder efterforskes på upartisk vis, og at gerningsmændene retsforfølges i retssager, der lever op til internationale standarder;

10.  opfordrer indtrængende myndighederne til at gennemføre grundige og gennemsigtige undersøgelser for at sikre en retfærdig og troværdig retsforfølgelse af alle formodede gerningsmænd til drab, forsvindinger, afpresning, prygl, vilkårlige anholdelser, trusler, chikane eller andre former for misbrug; udtrykker stor bekymring over den fortsatte straffrihed for gerningsmænd til menneskerettighedskrænkelser begået af Imbonerakure; opfordrer indtrængende de burundiske myndigheder til at iværksætte en uafhængig undersøgelse af de forsvundne journalister Jean Bigirimana, der har været meldt savnet siden den 22. juli 2016, og Christophe Nkezabahzi, der blev myrdet sammen med sin kone og to børn den 13. oktober 2015;

11.  anerkender den centrale rolle, som regionen, nemlig ØAF og Den Afrikanske Union (AU), spiller med hensyn til at finde en holdbar løsning på den politiske krise i Burundi, og understreger behovet for en mere aktiv tilgang og en øget indsats for at bringe krisen til ophør og beskytte den burundiske befolkning for at undgå yderligere regional eskalering; opfordrer AU til hurtigst muligt at indsætte sine menneskerettighedsobservatører i Burundi og sikre, at de har uhindret adgang til hele landet og kan udføre deres opgaver;

12.  udtrykker beklagelse over den fastlåste situation i forbindelse med gennemførelsen af Arusha-aftalen og opfordrer indtrængende parterne til at stræbe efter forsoning; udtrykker sit engagement i dialogen mellem parterne i Burundi; opfordrer NF/HR til at støtte ØAF med hensyn til at fremme dialogen mellem parterne i Burundi; opfordrer indtrængende alle deltagere i dialogen mellem parterne i Burundi til at deltage konstruktivt og give mulighed for uhindret deltagelse af oppositionen, menneskerettighedsforkæmpere og civilsamfundsorganisationer;

13.  opfordrer Burundi til at vende tilbage til dagsordenen for de regionale møder og det internationale samfunds møder med henblik på at nå til enighed om et kompromis om gennemførelsen af de eksisterende afgørelser på FN-plan og på AU-plan, nemlig: gennemførelsen af resolution 2303, undertegnelsen af aftalememorandummet med AU’s observatører og genoptagelsen af samarbejdet med OHCHR;

14.  beklager, at Burundi fortsat nægter at samarbejde med FN's undersøgelseskommission og give sit samtykke til, at de aktiviteter, der blev udført af kontoret for FN's højkommissær for menneskerettigheder, kan genoptages;

15.  opfordrer FN til at fortsætte den upartiske efterforskning af alle påståede krænkelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret, herunder dem, der begås af statslige aktører og ungdomsforeningen Imbonerakure, og til at retsforfølge de ansvarlige; understreger, at kriminelle og mordere skal stilles for en domstol, uanset hvilken gruppe de tilhører, og at ofre og overlevende efter alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Burundi skal have passende klageadgang;

16.  opfordrer indtrængende EU's medlemsstater til at yde fleksibel og direkte finansiel støtte til civilsamfundet og medieorganisationer, herunder kvindeorganisationer, der stadig arbejder i marken, men også til dem, der er i eksil, navnlig dem, der arbejder for fremme og beskyttelse af politiske, civile, økonomiske, sociale og medierelaterede rettigheder;

17.  opfordrer EU's og medlemsstaternes diplomater i Burundi til at sikre fuld gennemførelse af EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere, herunder navnlig ved at deltage i retsmøderne for alle journalister, politiske fanger og menneskerettighedsforkæmpere i Burundi, navnlig journalister fra Iwacu, og ved at besøge menneskerettighedsforkæmpere, aktivister og journalister i fængslet;

18.  opfordrer til en udvidelse af EU's målrettede sanktioner og opfordrer indtrængende FN's Sikkerhedsråd til at pålægge de personer, der er ansvarlige for de igangværende alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Burundi, sine egne målrettede sanktioner, herunder rejseforbud og indefrysning af aktiver; opfordrer NF/HR til hurtigst muligt at udarbejde en udvidet liste over navnene på de personer, der er ansvarlige for at planlægge, organisere og gennemføre krænkelser af menneskerettighederne, med henblik på at tilføje dem til listen over de burundiske embedsmænd, der allerede er underlagt EU-sanktioner;

19.  beklager dybt, at Burundi ikke har truffet nogen foranstaltninger til igen at tiltræde Romstatutten; opfordrer indtrængende Burundis regering til straks at indlede en sådan procedure; opfordrer EU til at støtte alle bestræbelser fra Den Internationale Straffedomstols side for at efterforske de forbrydelser, der er begået i Burundi, og retsforfølge gerningsmændene;

20.  beklager den fortsatte underfinansiering af flygtningekrisen i Burundi, som har alvorlige konsekvenser for flygtningenes sikkerhed og velfærd; opfordrer det internationale samfund og humanitære organisationer til at øge deres bistand til alle dem, der i øjeblikket er flygtninge eller fordrevet på grund af konflikten; opfordrer indtrængende EU og dets medlemsstater til, som anbefalet af FN's undersøgelseskommission vedrørende Burundi, at tildele flygtningestatus til asylansøgere fra Burundi og nøje følge situationen i Burundi med hensyn til valget i 2020;

21.  udtrykker dyb bekymring over rapporter om øget pres på burundiske flygtninge for at vende hjem forud for valget i 2020; opfordrer regeringerne i regionen til at sikre, at flygtninges tilbagevenden er frivillig, baseret på informerede beslutninger og gennemføres i sikkerhed og værdighed; minder om, at UNHCR mener, at betingelserne for en sikker, værdig og frivillig tilbagevenden ikke er opfyldt;

22.  opfordrer Burundis regering til at tillade politiske modstandere i eksil at vende tilbage og føre valgkamp uden intimidering, anholdelse eller vold og til at tillade eksterne observatører at overvære forberedelserne til valget samt stemmeafgivningen og stemmeoptællingen;

23.  gentager, at en inklusiv politisk dialog under international mægling og i overensstemmelse med Arusha-aftalen og Burundis forfatning fortsat er den eneste måde, hvorpå der kan sikres varig fred i Burundi; opfordrer derfor EAC, som er den centrale initiativtager til dialogen mellem parterne i Burundi, til beslutsomt og uden forsinkelse at engagere den burundiske regering i en inklusiv dialog med henblik på at finde en fredelig og varig løsning på den nuværende krise;

24.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Republikken Burundis præsident, formanden for Burundis parlament, Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU samt Den Afrikanske Union og dennes institutioner.

(1) EUT C 265 af 11.8.2017, s. 137. (2) EUT C 399 af 24.11.2017, s. 190. (3) EUT C 242 af 10.7.2018, s. 10. (4) EUT C 334 af 19.9.2018, s. 146. (5) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0305. (6) EUT L 257 af 2.10.2015, s. 1. (7) EUT L 257 af 2.10.2015, s. 37. (8) EUT L 264 af 30.9.2016, s. 29. (9) EUT L 272 af 25.10.2019, s. 147. (10) EUT L 73 af 18.3.2016, s. 90.

Europa-Parlamentets beslutning af 16. januar 2020 om Nigeria, navnlig de seneste terrorangreb (2020/2503(RSP))

P9_TA(2020)0012 RC-B9-0056/2020

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Nigeria, senest beslutningen af 18. januar 2018(1),

–  der henviser til den erklæring om Nigeria af 24. december 2019, der tilskrives talsmanden for FN's generalsekretær,

–  der henviser til rapporten af 25. november 2019 fra den særlige udsending for fremme af religions- og trosfrihed uden for Den Europæiske Union,

–  der henviser til den afsluttende erklæring af 2. september 2019 fra FN's særlige rapportør om udenretslige, summariske eller vilkårlige henrettelser om hendes besøg i Nigeria,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds pressemeddelelse af 31. juli 2019 om terrorhandlinger i det nordøstlige Nigeria,

–  der henviser til erklæringen af 29. juli 2018 fra talspersonen for NF/HR om Boko Harams terrorangreb i Borno i det nordøstlige Nigeria,

–  der henviser til den del af Human Rights Watch World Report 2019, der handler om Nigeria,

–  der henviser til Menneskerettighedskomitéens konkluderende bemærkninger af 29. august 2019 om Nigeria i fraværet af dets anden periodiske beretning,

–  der henviser til FN-erklæringen om afskaffelse af alle former for intolerance og forskelsbehandling på grundlag af religion og tro,

–  der henviser til EU's retningslinjer fra 2013 om fremme og beskyttelse af religions- og trosfrihed,

–  der henviser til tildelingen af Europa-Parlamentets Sakharovpris for tankefrihed til menneskerettighedsforkæmperen Hauwa Ibrahim i 2005,

–  der henviser til Global Terrorism Index fra 2019,

–  der henviser til skrivelsen fra formanden for Udviklingsudvalget til NF/HR og kommissæren med ansvar for humanitær bistand og krisestyring om begrænsningerne af de humanitære indsatser i det nordøstlige Nigeria,

–  der henviser til Forbundsrepublikken Nigerias forfatning, navnlig bestemmelserne i kapitel IV om beskyttelse af religionsfrihed og retten til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed,

–  der henviser til FN's konvention fra 1989 om barnets rettigheder, som blev ratificeret af Nigeria i april 1991,

–  der henviser til FN's konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW) fra 1979,

–  der henviser til Cotonouaftalen,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 144, stk. 5, og artikel 132, stk. 4,

A.  der henviser til, at sikkerhedssituationen i Nigeria er blevet betydeligt forværret i de senere år og udgør en alvorlig trussel mod den regionale og internationale sikkerhed; der henviser til, at krænkelser af menneskerettighederne og massedrab er stærkt udbredt, navnlig i landets nordøstlige region; der henviser til, at over 36 000 mennesker er blevet dræbt som følge af Boko Harams oprør i Nigeria siden 2009;

B.  der henviser til, at landet på 10. år befinder sig i en regionaliseret væbnet konflikt; der henviser til, at voldelig ekstremisme, og navnlig terroraktiviteter, er i stigning, idet jihadistgrupper, såsom Boko Haram og Islamisk Stat i Provinsen Vestafrika (ISWAP), vokser i styrke og indflydelse; der henviser til, at Boko Haram har angrebet Nigerias politi og militær, politikere, skoler, religiøse bygninger, offentlige institutioner og civile med stigende regelmæssighed siden 2009; der henviser til, at langt størstedelen af ofrene er muslimer;

C.  der henviser til, at Nigeria rangerer på tredjepladsen ud af 163 lande i Global Terrorism Index efter Irak og Afghanistan, hvilket gør landet til nr. tre på listen over de lande, der er mest ramt af terrorisme;

D.  der henviser til, at sikkerhedssituationen er blevet forværret af en eskalering af religiøs og etnisk vold i visse dele af landet, herunder konflikten i den landbrugsdominerede del af landet, der kaldes "Mellembæltet", hvor landbrugere og kvægnomader er i konflikt med hinanden over jord- og vandressourcer;

E.  der henviser til, at man mener, at ISWAP på nuværende tidspunkt holder dusinvis af fanger, herunder kristne ledere, sikkerhedsstyrker og nødhjælpsarbejdere;

F.  der henviser til, at befolkningen i Nigeria, den største i Afrika, er næsten ligeligt fordelt mellem muslimer og kristne; der henviser til, at landet er hjemsted for regionens største kristne befolkningsgruppe, idet der bor næsten 30 millioner kristne i det nordlige Nigeria; der henviser til, at den historiske rivalisering mellem det overvejende muslimske nord og kristne syd er blevet dramatisk optrappet med udbredelsen af radikal islamisme;

G.  der henviser til, at ISWAP i en video, som blev offentliggjort den 26. december 2019, tog ansvaret for henrettelsen af 11 personer; der henviser til, at gruppen hævdede, at alle de dræbte var kristne, og at angrebet var gengældelse for drabet på IS-lederen, Abu Bakr al-Baghdadi, i Syrien;

H.  der henviser til, at disse drab er en del af en større række af terrorhandlinger, herunder angrebet den 24. december 2019 på en kristen landsby nær Chibok, som resulterede i drabet på syv landsbyboere og kidnapningen af en teenagepige, drabet på tre civile uden for Biu den 23. december 2019 og drabet på syv civile i Nganzai den 22. december 2019;

I.  der henviser til, at over 6 000 kristne ifølge Humanitarian Aid Relief Trust er blevet myrdet siden 2015 af jihadistgrupper eller er døde som følge af politikken "din jord eller dit blod", som militante fulanier har gennemført; der henviser til, at kristne i delstater med sharia udsættes for konstant forskelsbehandling og ofte betragtes som andenrangsborgere;

J.  der henviser til, at disse angreb, til trods for at præsident Muhammadu Buhari har fordømt drabene og indtrængende opfordret befolkningen til ikke at lade sig opsplitte efter religiøs overbevisning, er blevet udført med total straffrihed, idet gerningsmændene sjældent stilles til regnskab; der henviser til, at en rapport fra Amnesty International har bevist, at de nigerianske sikkerhedsstyrker har udvist forsætlig forsømmelighed i forbindelse med de dødelige angreb på landbosamfund;

K.  der henviser til, at Human Rights Watch har rapporteret, at det nigerianske militær har tilbageholdt mere end 3 600 børn, hvoraf halvdelen er piger, mistænkt for at være involveret i islamistiske og ikke-statslige væbnede grupper, ofte på grundlag af få eller slet ingen beviser; der henviser til, at mange tilbageholdte har været udsat for overgreb, herunder seksuel vold, og er døde under tilbageholdelsen af sygdom, sult, dehydrering eller skudsår; der henviser til, at militæret systematisk har nægtet adgang til tilbageholdelsesfaciliteterne for at kontrollere de vilkår, hvorunder børnene tilbageholdes;

L.  der henviser til, at situationen er særligt problematisk for piger og kvinder i Nigeria på grund af generaliseret diskriminerende praksis, begrænset adgang til sundhedsydelser og uddannelse, udbredt kvindelig kønslemlæstelse og børneægteskaber;

M.  der henviser til, at Den Internationale Straffedomstol (ICC) har fastslået, at der er rimelig grund til at antage, at Boko Haram og de nigerianske sikkerhedsstyrker (NSF) har begået forbrydelser mod menneskeheden, jf. artikel 7 i Romstatutten, i Nigeria, herunder drab og forfølgelse; der henviser til, at ICC i sin rapport fra 2019 om de foreløbige undersøgelser konkluderer, at de efterforsknings- og retsforfølgningsskridt, der til dato er truffet over for medlemmer af Boko Haram og NSF, synes at have været begrænsede både i omfang og dybde til trods for en række skridt, som de nigerianske myndigheder har taget for at få klarlagt det strafferetlige ansvar for formodede gerningsmænd;

N.  der henviser til, at regeringen siden 2015 er blevet kritiseret for sin utilstrækkelige håndtering af det islamiske oprør i hele landet; der henviser til, at Nigerias militær og politi står over for en lang række sikkerhedstrusler og synes at være overbelastede og ude af stand til at håndtere flere sikkerhedskriser på samme tid;

O.  der henviser til, at den multinationale fælles taskforce siden oprettelsen i 2015 har drevet terroristgrupper ud af mange områder, som var under deres kontrol, men alligevel er regionen stadig meget ustabil; der henviser til, at den nylige tilbagetrækning af 1 200 tchadiske soldater, som faldt sammen med en markant stigning i volden i den nordøstlige region, har givet anledning til bekymring blandt befolkningen; der henviser til, at hundredvis af civile nigerianere, som var blevet anbragt i nærheden, flygtede fra området af frygt for nye angreb fra jihadisterne efter denne tilbagetrækning;

P.  der henviser til, at EU, Forbundsrepublikken Tyskland og Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater (ECOWAS) i oktober 2019 iværksatte et projekt om freds- og sikkerhedsarkitektur og ‑operationer (EPSAO); der henviser til, at formålet med projektet er at styrke ECOWAS' mekanismer og kapacitet til at håndtere konflikter og støtte postkonfliktsituationer i Vestafrika;

Q.  der henviser til, at situationen i Nigeria har medført en hidtil uset humanitær krise og ført til fordrivelse af mere end 2 millioner mennesker i den nordøstlige region ifølge FN's Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender (OCHA); der henviser til, at de fleste internt fordrevne ifølge Human Rights Watch ikke kan gøre brug af deres grundlæggende rettigheder til mad, bolig, uddannelse, sundhed, beskyttelse mod overlast og retten til fri bevægelighed; der henviser til, at EU har afsat 28,3 mio. EUR til at støtte den humanitære bistand i landet; der henviser til, at behovene for humanitær bistand langt fra er dækket af de nuværende midler;

R.  der henviser til, at over 35 000 internt fordrevne personer ifølge rapporten fra Human Rights Watch 2019 om Nigeria vendte tilbage til de nordøstlige lokalsamfund i 2018 på trods af sikkerhedsproblemer og manglen på basale fornødenheder, herunder mad og husly;

S.  der henviser til, at næsten halvdelen af den nigerianske befolkning lever i ekstrem fattigdom; der henviser til, at det anslås, at over 7 millioner nigerianere har akut behov for livreddende bistand;

T.  der henviser til, at tusindvis af nigerianere sætter deres liv på spil på migrationsruterne til EU i håbet om at komme til at bo under bedre økonomiske, sociale og sikkerhedsmæssige forhold;

U.  der henviser til, at det humanitære rum i landet er blevet mindre, med kidnapning af og drab på en række nødhjælpsarbejdere; der henviser til, at otte nødhjælpsarbejdere blev dræbt i 2019, hvilket udgør en del af de i alt 26, som har mistet livet i konflikten siden 2011; der henviser til, at sikkerhedsrisici ofte forhindrer levering af bistand og har givet anledning til, at mange humanitære organisationer er rejst;

V.  der henviser til, at regeringen desuden har suspenderet en række internationale bistandsorganisationer og velgørende organisationer med påstande om, at de havde fungeret som hvidvaskningscentraler for islamistiske grupper; der henviser til, at de nigerianske væbnede styrker i september 2019 anmodede om, at organisationerne Action Against Hunger og Mercy Corps blev lukket ned uden varsel, hvilket efterlod 400 000 mennesker uden adgang til bistand;

W.  der henviser til, at EU i henhold til artikel 8 i Cotonou-aftalen fører en regelmæssig politisk dialog med Nigeria om menneskerettighederne og de demokratiske principper, herunder emner som etnisk, religiøs og racemæssig diskrimination;

1.  tager skarpt afstand fra de terrorangreb, der har fundet sted i landet; gentager sin bekymring over den langvarige krise i Nigeria og den ustabile sikkerhedssituation i den nordøstlige del og fordømmer på det kraftigste de gentagne krænkelser af menneskerettighederne, folkeretten og den humanitære folkeret, hvad enten de er baseret på religion eller etnicitet;

2.  fordømmer navnlig den seneste tids stigende vold mod etniske og religiøse samfund, herunder målrettede angreb på religiøse institutioner og andagtssøgende;

3.  udtrykker sin medfølelse med ofrenes familier og udtrykker sin solidaritet med den nigerianske befolkning, som har lidt under konsekvenserne af terrorisme i regionen i over ti år;

4.  opfordrer indtrængende de nigerianske myndigheder til at garantere respekten for menneskerettighederne i landet og beskytte civilbefolkningen mod terrorisme og vold; fastholder, at sådanne bestræbelser skal udføres i fuld overensstemmelse med respekten for menneskerettighederne og retsstatsprincippet i tråd med landets internationale forpligtelser;

5.  anser enhver form for udryddelse af mennesker eller etnisk udrensning for at være barbarisk og en forbrydelse mod menneskeheden; opfordrer indtrængende den nigerianske regering til at tage fat på de underliggende årsager til volden ved at sikre lige rettigheder for alle borgere og lovgivning om ikke-forskelsbehandling; insisterer i denne forbindelse på, at der er behov for i højere grad at fremme dialog på tværs af religionerne og fredelig sameksistens mellem borgere uanset deres religion under inddragelse af alle relevante aktører, herunder det Interreligiøse Råd i Nigeria;

6.  minder om, at kvinder og børn er mest sårbare over for konsekvenserne af konflikter, terrorisme og vold i landet; tager skarpt afstand fra, at børn i stigende grad rekrutteres af terrorgrupper og anvendes som børnesoldater eller selvmordsbombere;

7.  er dybt bekymret over rapporterne om mishandling af børn, der tilbageholdes i militærfaciliteter; opfordrer de nigerianske myndigheder til at give FN adgang til sine militære tilbageholdelsesfaciliteter, undertegne en formel overdragelsesprotokol for at sikre, at børn, der tilbageholdes af militæret, hurtigt overføres til passende børnebeskyttelsesmyndigheder, og til at sætte en stopper for militærets tilbageholdelse af børn; insisterer på, at terrorbekæmpelsesindsatsen og rammerne for retsvæsenet og de retshåndhævende myndigheder bør skræddersys med henblik på at beskytte rettighederne for de mest sårbare befolkningsgrupper, herunder børn;

8.  minder de nigerianske myndigheder om deres forpligtelse til at beskytte børns rettigheder og sørge for beskyttelse og omsorg for dem, der rammes af terrorisme eller konflikter, bl.a. ved at sikre, at de får adgang til uddannelse; minder endvidere om, at uddannelse og økonomiske muligheder er effektive redskaber mod radikalisering, og opfordrer indtrængende de internationale partnere til at støtte tilvejebringelsen af tilgængelig uddannelse af god kvalitet som led i en terrorbekæmpelsesstrategi i regionen;

9.  er dybt bekymret over, at nigerianske kvinder fortsat er ofre for diskrimination, vold, seksuelt misbrug og voldtægt; opfordrer indtrængende Nigeria til at gennemføre CEDAW fuldt ud; opfordrer indtrængende til større støtte til ofrene for den udbredte seksuelle og kønsbaserede vold, herunder psykologisk støtte;

10.  understreger, at bekæmpelse af straffrihed er afgørende for stabiliteten i landet og opbygningen af varig fred; opfordrer derfor de nigerianske myndigheder til at gennemføre øjeblikkelige, grundige og gennemsigtige undersøgelser for at retsforfølge gerningsmændene og drage dem til ansvar; opfordrer endvidere til foranstaltninger til forbedring af kapaciteten og uafhængigheden i Nigerias retssystem som et middel til at fremme en effektiv anvendelse af strafferetten til bekæmpelse af vold, terrorisme og korruption;

11.  beklager dybt, at fremskridtene i kampen mod Boko Haram og ISWAP er gået i stå, samt den øgede forekomst og alvoren af selvmordsangreb og direkte angreb mod militære stillinger; minder om, at Nigerias præsident Buhari blev genvalgt i 2019 på løftet om at besejre den voldelige ekstremisme, der bliver fremmet af Boko Haram og andre terrorgrupper, og opfordrer indtrængende præsidenten til at føre sine valgløfter ud i livet;

12.  støtter målene for projektet om freds- og sikkerhedsarkitektur og ‑operationer under ledelse af EU og ECOWAS; tilskynder til stærk støtte fra medlemsstaterne for at bidrage til kapacitetsopbygning og konfliktløsning i Vestafrika;

13.  bekræfter på ny sin støtte til den regionale multinationale fælles taskforce og roser dens indsats for effektivt at bekæmpe terrorisme og genoprette stabiliteten i regionen omkring Tchadsøen; minder om, at terrorisme ikke kender nogen grænser, og opfordrer landene i regionen til fortsat at koordinere deres bestræbelser på at gøre hele regionen sikker;

14.  tilskynder til yderligere reform af sikkerhedssektoren i Nigeria for at styrke de nationale og regionale aktørers kapacitet til at bekæmpe terrorisme; opfordrer Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og medlemsstaterne til at fortsætte EU's tekniske bistand på dette område;

15.  advarer mod, at konflikten mellem landbrugere og hyrder benyttes som et middel til at sprede religiøst baseret had; opfordrer indtrængende den nigerianske regering til at gennemføre Den Nationale Husdyromlægningsplan, som har til formål at beskytte både landbrugernes og kvægnomadernes interesser; mener, at der er behov for yderligere tiltag, såsom styrkelse af konfliktmæglings-, konfliktløsnings-, forsonings- og fredsopbygningsmekanismer;

16.  understreger, at udvikling, demokrati, menneskerettigheder, god regeringsførelse og sikkerhed hænger indbyrdes sammen i landet; mener, at en militær aktion alene ikke er tilstrækkelig til at bekæmpe terrorisme effektivt; opfordrer den nigerianske regering til at udvikle en omfattende strategi, der tager fat på de underliggende årsager til terrorisme ved at fokusere på en forebyggende tilgang, der sigter mod at fjerne tiltrækningen ved terroristernes ideologi, begrænse mulighederne for rekruttering og radikalisering og afskære finansieringen af terrorisme, samt ved at støtte og finansiere civilsamfundsorganisationers programmer med fokus på lokalsamfundene;

17.  opfordrer EU, Den Afrikanske Union og det internationale samfund til at intensivere deres bestræbelser på at støtte bekæmpelsen af terrorisme i Nigeria og videreføre den politiske og sikkerhedsmæssige bistand i landet og i hele regionen;

18.  er dybt bekymret over den indvirkning, som sikkerhedssituationen i landet har på effektiviteten af den humanitære bistand og udviklingsbistanden; opfordrer EU til fortsat at videreføre sin humanitære og udviklingsmæssige indsats – ikke blot i Nigeria, men også i regionen som helhed; glæder sig over de ekstra 50 mio. EUR, som EU gav tilsagn om i 2019 for at støtte genopretning og modstandsdygtighed i Nigeria;

19.  anerkender det pres, som Nigeria og nabolandene er under som følge af fordrivelser i regionen; opfordrer til øget støtte til og donorkoordinering til fordel for den fordrevne befolkning i Nigeria, herunder yderligere finansielle midler fra det internationale samfund; minder om, at udviklingsmidler ikke bør omdirigeres fra deres oprindelige mål om at udrydde fattigdom i alle dens former;

20.  fordømmer alle angreb på nødhjælpsarbejdere eller ‑faciliteter og opfordrer indtrængende til, at der træffes foranstaltninger for at sikre nødhjælpsarbejdernes sikkerhed og et sikkert miljø, hvor de humanitære organisationer kan udføre deres yderst vigtige arbejde;

21.  er dybt bekymret over de hastigt tiltagende klimaændringer og deres indvirkning på liv og levebrød, navnlig i Mellembæltet; gentager, at det er nødvendigt at finde langsigtede løsninger til beskyttelse af naturressourcer og sikring af adgangen til dem; minder om, at imødegåelse af klimakrisen er et afgørende element i sikringen af økonomisk stabilitet og fred i regionen;

22.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Nigerias regering og parlament, Den Afrikanske Union, Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU og Det Panafrikanske Parlament.

(1) EUT C 458 af 19.12.2018, s. 43.

Europa-Parlamentets beslutning af 16. januar 2020 om situationen i Venezuela efter det ulovlige valg af den nye nationalforsamlings formand og præsidium (det parlamentariske kup) (2020/2507(RSP))

P9_TA(2020)0013 RC-B9-0048/2020

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Venezuela, navnlig beslutningen af 31. januar 2019(1) med anerkendelsen af Juan Guaidó som Venezuelas midlertidige præsident,

–  der henviser til redegørelserne om Venezuela fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR), navnlig erklæringen af 9. januar 2020 på vegne af EU om den seneste udvikling i nationalforsamlingen og udtalelsen af 5. januar 2020 fra hans talsperson om hændelserne i nationalforsamlingen i Venezuela,

–  der henviser til erklæringen af 9. januar 2020 fra Den Internationale Kontaktgruppe vedrørende Venezuela,

–  der henviser til Rådets afgørelse (FUSP) 2019/1893 af 11. november 2019 om ændring af afgørelse (FUSP) 2017/2074 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Venezuela(2), som forlænger de nuværende målrettede restriktive foranstaltninger indtil den 14. november 2020,

–  der henviser til erklæringen af 5. januar 2020 fra Organisationen af Amerikanske Staters (OAS') generalsekretariat om situationen i Venezuela og til resolutionen af 10. januar 2020 vedtaget af OAS' Permanente Råd med titlen "Om de seneste begivenheder i Venezuela",

–  der henviser til erklæringen af 5. januar 2020 fra Limagruppen,

–  der henviser til den venezuelanske forfatning,

–  der henviser til Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at EU, dets medlemsstater og Europa-Parlamentet har gentaget, at nationalforsamlingen er det eneste legitime og demokratisk valgte organ i Venezuela; der henviser til, at nationalforsamlingen i henhold til artikel 194 i den venezuelanske forfatning vælger en formand og et præsidium blandt sine medlemmer for en periode på et år;

B.  der henviser til, at Juan Guaidó blev valgt som formand for nationalforsamlingen i januar 2019 og efterfølgende blev taget i ed som Venezuelas midlertidige præsident i henhold til artikel 233 i den venezuelanske forfatning; der henviser til, at han er blevet anerkendt som Venezuelas midlertidige præsident af over 50 lande, herunder 25 EU-medlemsstater, samt af EU selv;

C.  der henviser til, at hændelserne omkring det planlagte valg af formand for Venezuelas Nationalforsamling den 5. januar 2020 var et organiseret parlamentarisk statskup udført af Nicolás Maduros ulovlige regime kendetegnet ved alvorlige uregelmæssigheder og indgreb over for nationalforsamlingens demokratiske og forfatningsmæssige funktionsevne;

D.  der henviser til, at formanden for nationalforsamlingen, Juan Guaidó, af væbnede styrker brutalt blev forhindret i at lede mødet, at flere parlamentsmedlemmer fra oppositionen ikke fik lov at komme ind i nationalforsamlingen, og at pressens adgang til bygningen også blev forhindret;

E.  der henviser til, at forsøget på at udnævne Luis Parra som formand for et nyt, Maduro-tro præsidium var ugyldigt, eftersom mødet aldrig blev formelt åbnet, der ikke var nogen formand til stede, der ikke foregik nogen optælling for at fastslå, om der var et beslutningsdygtigt antal medlemmer til stede, og der ikke var nogen formel kontrol af afstemningen ved navneopråb som påkrævet i henhold til artikel 7, 8 og 11 i nationalforsamlingens forretningsordenen og artikel 221 i den venezuelanske forfatning;

F.  der henviser til, at et overvældende flertal af parlamentarikerne flere timer senere tvunget af omstændighederne afholdt en ekstraordinær samling i avisen El Nacionals hovedkvarter i overensstemmelse med den venezuelanske forfatning og nationalforsamlingens forretningsorden, som tillader, at samlinger kan afholdes uden for den lovgivende forsamlings bygninger; der henviser til, at 100 af de 167 parlamentarikere, der opfyldte betingelserne for beslutningsdygtighed og afstemning ved navneopråb i artikel 221 i den venezuelanske forfatning, stemte for at genvælge Juan Guaidó og hans præsidium som ledelse i det sidste år af valgperioden 2015-2020;

G.  der henviser til, at et højtideligt møde i nationalforsamlingen den 7. januar 2020 blev afsluttet med, at Juan Guaidó blev taget i ed som præsident til trods for forsøg fra styrker, der er loyale over for Maduros regime, på at forhindre mødet i at finde sted, bl.a. ved at blokere for adgang til bygningen og afbryde elektriciteten i bygningen;

H.  der henviser til, at nationalforsamlingens medlemmer skal kunne udøve deres parlamentariske mandat, som de har modtaget af det venezuelanske folk, uden frygt eller repressalier;

I.  der henviser til, at præsidentvalget den 20. maj 2018 blev afholdt uden at være i overensstemmelse med de internationale minimumsstandarder for en troværdig proces; der henviser til, at EU sammen med andre regionale organisationer og demokratiske lande hverken anerkendte valget eller de myndigheder, der er kommet til magten ved denne illegitime proces;

J.  der henviser til, at de vedvarende aktioner mod medlemmer af nationalforsamlingen, herunder irregulære gruppers og sikkerhedsorganers chikane og trusler mod 59 medlemmer, 29 vilkårlige tilbageholdelser og 27 personer, der er tvunget i eksil, samt tortur og tvungne forsvindinger er til hinder for nationalforsamlingens forfatningsmæssige arbejde;

K.  der henviser til, at situationen med hensyn til menneskerettighederne, retsstaten og demokratiet i Venezuela er blevet alvorligt forværret gennem mange år, og navnlig da Nicolás Maduro kom til magten efter det omstridte valg i 2013; der henviser til, at den politiske, økonomiske, institutionelle, sociale og flerdimensionelle humanitære krise i landet forværres i betydelig grad;

1.  anerkender og støtter Juan Guaidó som den legitime formand for nationalforsamlingen og som den legitime midlertidige præsident for Den Bolivariske Republik Venezuela i overensstemmelse med artikel 233 i den venezuelanske forfatning som følge af den gennemsigtige og demokratiske afstemning i nationalforsamlingen;

2.  fordømmer på det kraftigste Maduro-regimets og dets forbundsfællers kupforsøg mod nationalforsamlingen og deres bestræbelser på at forhindre denne – det eneste legitime demokratiske organ i Venezuela – i at udøve det forfatningsmæssige mandat, som den er blevet givet af det venezuelanske folk;

3.  beklager dybt disse alvorlige krænkelser, som er uforenelige med den lovlige valgproces for nationalforsamlingens formand og udgør endnu et skridt i den stadig værre venezuelanske krise; vil på ingen måde acceptere krænkelserne af nationalforsamlingens demokratiske, forfatningsmæssige og gennemsigtige funktion eller de fortsatte tilfælde af trusler, bestikkelse, afpresning, vold, tortur og tvungne forsvindinger og de vilkårlige afgørelser mod dets medlemmer;

4.  gentager sin fulde støtte til nationalforsamlingen, som er Venezuelas eneste legitimt valgte demokratiske organ, og hvis beføjelser skal respekteres, herunder dets medlemmers prærogativer og sikkerhed; fastholder, at der kun kan opnås en fredelig og politisk løsning, såfremt nationalforsamlingens forfatningsmæssige beføjelser respekteres fuldt ud;

5.  minder om, at EU er rede til at støtte en reel proces hen imod en fredelig og demokratisk løsning af krisen på grundlag af den køreplan, der blev vedtaget i Venezuelas Nationalforsamling; understreger, at tidligere forsøg på at håndtere krisen via en forhandlings- og dialogproces ikke har givet nogen konkrete resultater; anmoder om, at Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) fortsætter med at arbejde gennem initiativer som f.eks. Den Internationale Kontaktgruppe;

6.  minder om, at respekt for demokratiske institutioner og principper og opretholdelse af retsstatsprincippet er væsentlige forudsætninger for at finde en fredelig og holdbar løsning på krisen i Venezuela til gavn for befolkningen;

7.  opfordrer NF/HR til at intensivere EU's indsats for at genoprette demokratiet i Venezuela, herunder gennem en udvidelse af de målrettede sanktioner mod enkeltpersoner, der er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser og undertrykkelse, og til at udvide disse sanktioner til også at omfatte deres familiemedlemmer; støtter EU's erklæring herom;

8.  opfordrer de medlemsstater, der endnu ikke har gjort det, til at anerkende præsident Guaidós legitime mandat og glæder sig over den højtstående repræsentants anerkendelse af Guaidó som den eneste demokratiske myndighed, der er anerkendt af EU; kræver derfor, at de politiske repræsentanter, som Juan Guaidó har udpeget, anerkendes;

9.  anmoder om, at der sendes en undersøgelsesmission til landet for at vurdere situationen;

10.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Den Bolivariske Republik Venezuelas retmæssige midlertidige præsident og Den Bolivariske Republik Venezuelas nationalforsamling, regeringerne og parlamenterne i landene i Limagruppen, Den Euro-Latinamerikanske Parlamentariske Forsamling og generalsekretæren for Organisationen af Amerikanske Stater.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2019)0061. (2) EUT L 291 af 12.11.2019, s. 42.

Europa-Parlamentets beslutning af 16. januar 2020 om igangværende høringer inden for rammerne af artikel 7, stk. 1, i TEU vedrørende Polen og Ungarn (2020/2513(RSP))

P9_TA(2020)0014 B9-0032/2020

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 48, stk. 2, og artikel 7, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til sin beslutning af 12. september 2018 om et forslag om at opfordre Rådet til i henhold til artikel 7, stk. 1, i TEU at fastslå, at der er en klar fare for, at Ungarn groft overtræder de værdier, som Unionen bygger på(1),

–  der henviser til Kommissionens begrundede forslag af 20. december 2017 i henhold til artikel 7, stk. 1, i TEU om retsstatsprincippet i Polen: forslag til Rådets afgørelse, hvorved det fastslås, at der er en klar fare for, at Republikken Polen groft overtræder retsstatsprincippet (COM(2017)0835),

–  der henviser til sin beslutning af 1. marts 2018 om Kommissionens beslutning om at tage artikel 7, stk. 1, i TEU i anvendelse i forbindelse med situationen i Polen(2),

–  der henviser til sin beslutning af 14. november 2019 om kriminalisering af seksualundervisning i Polen(3),

–  der henviser til sin beslutning af 18. december 2019 om offentlig forskelsbehandling af og hadefulde udtalelser om LGBTI-personer, herunder LGBTI‑fri områder(4),

–  der henviser til sin beslutning af 16. januar 2019 om situationen for de grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union i 2017(5),

–  der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2016 med henstillinger til Kommissionen om oprettelse af en EU-mekanisme for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder(6),

–  der henviser til sin lovgivningsmæssige beslutning af 4. april 2019 om forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om beskyttelse af Unionens budget i tilfælde af generaliserede mangler i medlemsstaterne for så vidt angår retsstatsprincippet(7),

–  der henviser til Den Europæiske Unions Domstols retspraksis,

–  der henviser til standardbestemmelserne for høringer i henhold til artikel 7, stk. 1, i TEU, som godkendt af Rådet den 18. juli 2019,

–  der henviser til, at Republikken Polens Sejm den 20. december 2019 vedtog en lov, som indførte en række ændringer af loven om fælles domstole, loven om højesteret og visse andre love; der henviser til det polske Senats anmodning til Venedigkommissionen om at afgive en hasteudtalelse om dette forslag,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2,

A.  der henviser til, at Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal, som fastsat i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), som omfattet af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og som afspejlet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder; der henviser til, at disse værdier, som er fælles for medlemsstaterne, og som alle medlemsstaterne frit har tilsluttet sig, udgør grundlaget for de rettigheder, der tilkommer dem, der bor i Unionen;

B.  der henviser til, at en klar fare for, at en medlemsstat groft overtræder de værdier, der er nedfældet i artikel 2 i TEU, ikke kun vedrører den medlemsstat, hvor denne fare er til stede, men også indvirker på de øvrige medlemsstater, på den gensidige indbyrdes tillid mellem dem og på selve Unionens grundsubstans og dens borgeres grundlæggende rettigheder i henhold til EU-retten;

C.  der henviser til, at artikel 7, stk. 1, i TEU udgør en forebyggende fase, hvor Unionen har mulighed for at gribe ind i tilfælde af en klar fare for grov overtrædelse af de fælles værdier; der henviser til, at denne forebyggende foranstaltning omfatter dialog med den berørte medlemsstat og har til formål at undgå eventuelle sanktioner;

D.  der henviser til, at artikel 7, stk. 1, i TEU blev udløst af henholdsvis Kommissionen og Parlamentet for så vidt angår henholdsvis Polen og Ungarn efter fastsættelsen af en klar risiko for en alvorlig overtrædelse af de værdier, som Unionen bygger på;

E.  der henviser til, at Rådet hidtil har afholdt tre høringer af Polen og to høringer af Ungarn inden for rammerne af Rådet (almindelige anliggender);

F.  der henviser til, at det finske formandskab den 11. december 2019 anmodede om en skriftlig forklaring vedrørende en påstået overtrædelse begået af en embedsmand fra den ungarske delegation i henhold til artikel 339 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og artikel 6, stk. 1, i Rådets forretningsorden om lukkede møder;

1.  noterer sig de høringer, som Rådet tilrettelagde i henhold til artikel 7, stk. 1, i TEU som reaktion på trusler mod de fælles europæiske værdier i Polen og Ungarn; bemærker med bekymring, at høringerne ikke organiseres regelmæssigt, struktureret og åbent; opfordrer indtrængende det kroatiske formandskab og de øvrige kommende formandskaber til at organisere høringerne regelmæssigt; understreger, at høringer skal være objektive, faktabaserede og gennemsigtige, og at de berørte medlemsstater skal samarbejde i god tro under hele processen i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde, der er nedfældet i artikel 4, stk. 3, i TEU; henstiller til Rådet, at det som opfølgning på høringerne retter konkrete henstillinger til de pågældende medlemsstater, jf. artikel 7, stk. 1, i TEU, og angiver fristerne for gennemførelsen af disse henstillinger; påpeger, at gensidig tillid mellem medlemsstaterne kun kan genetableres, når de værdier, der er nedfældet i artikel 2 i TEU, respekteres, og opfordrer Rådet til at handle i den retning; opfordrer medlemsstaterne til at respektere EU-rettens forrang;

2.  udtrykker dyb bekymring over, at standardreglerne for høringer i henhold til artikel 7, stk. 1, i TEU ikke sikrer samme behandling af Parlamentet som af Kommissionen og en tredjedel af medlemsstaterne med henblik på at forelægge det begrundede forslag; minder om, at artikel 7, stk. 1, i TEU indeholder bestemmelser om lige rettigheder og proceduremæssig status for en tredjedel af medlemsstaterne, Parlamentet og Kommissionen for at udløse proceduren; glæder sig over det finske formandskabs bestræbelser på at indlede en uformel dialog med Parlamentet; mener, at uformel dialog ikke kan erstatte den formelle fremlæggelse af det begrundede forslag i Rådet; insisterer på, at Parlamentets opfordring til et formelt møde i Rådet stadig skyldes initiativret og princippet om loyalt samarbejde mellem institutionerne i henhold til artikel 4, stk. 3, i TEU; gentager sin opfordring til Rådet om ufortøvet at holde Parlamentet fuldt underrettet i alle faser af proceduren;

3.  udtrykker sin beklagelse over, at høringerne endnu ikke har resulteret i betydelige fremskridt i de to pågældende medlemsstater med hensyn til at afhjælpe en klar risiko for en alvorlig overtrædelse af de værdier, der er nævnt i artikel 2 i TEU; bemærker med bekymring, at rapporterne og erklæringerne fra Kommissionen og internationale organer såsom FN, OSCE og Europarådet viser, at situationen i både Polen og Ungarn er blevet forværret siden iværksættelsen af artikel 7, stk. 1, i TEU; påpeger, at Rådets undladelse af at gøre effektiv brug af artikel 7 i TEU fortsat undergraver integriteten af fælles europæiske værdier, gensidig tillid og Unionens troværdighed som helhed; gentager sin holdning til Kommissionens beslutning om at tage artikel 7, stk. 1, i TEU i anvendelse i forbindelse med situationen i Polen og til dets eget forslag om at opfordre Rådet til i henhold til artikel 7, stk. 1, i TEU at fastslå, at der er en klar fare for, at Ungarn groft overtræder de værdier, som Unionen bygger på, opfordrer derfor Rådet til at sikre, at høringer i henhold til artikel 7, stk. 1, i TEU også behandler nye udviklinger og vurderer risici for brud på retsvæsenets uafhængighed, ytringsfrihed, herunder mediefrihed, frihed for kunst og videnskab, foreningsfrihed og retten til ligebehandling; opfordrer Kommissionen til at gøre fuld brug af de redskaber, der er til rådighed, for at imødegå en klar risiko for, at Polen og Ungarn groft overtræder de værdier, som Unionen bygger på, navnlig fremskyndede overtrædelsesprocedurer og begæringer om foreløbige forholdsregler ved Domstolen;

4.  noterer sig, at Kommissionens begrundede forslag vedrørende retsstatsprincippet i Polen har et begrænset anvendelsesområde; opfordrer Rådet til at undersøge, hvordan man tackler påstande om krænkelser af de grundlæggende rettigheder i Polen i forbindelse med de igangværende høringer;

5.  mener, at de seneste udviklinger i de igangværende høringer inden for rammerne af artikel7, stk. 1, i TEU endnu engang understreger, at der er et presserende behov for en EU-mekanisme for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder (DRG) som foreslået af Parlamentet, i form af en interinstitutionel aftale, der består af en årlig uafhængig, evidensbaseret, ikkediskriminerende gennemgang, hvor alle EU-medlemsstaters overholdelse af de værdier, der er fastsat i artikel 2 i TEU, ville blive vurderet på lige fod, og der ville blive udarbejdet landespecifikke henstillinger, der skulle danne grundlag for en interparlamentarisk debat og en løbende politisk cyklus om DRG EU-institutionerne imellem; opfordrer i denne henseende Kommissionen og Rådet til straks at indlede forhandlinger med Parlamentet om den interinstitutionelle aftale i overensstemmelse med artikel 295 i TEUF; gentager, at mekanismen skal supplere og styrke, og ikke erstatte, den igangværende og fremtidige procedure i henhold til artikel 7 i TEU;

6.  gentager sin holdning til forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om beskyttelse af Unionens budget i tilfælde af generaliserede mangler i medlemsstaterne for så vidt angår retsstatsprincippet og opfordrer Rådet til hurtigst muligt at indlede interinstitutionelle forhandlinger;

7.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen og Rådet, til Polens og Ungarns respektive præsidenter, regeringer og parlamenter og til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT C 433 af 23.12.2019, s. 66. (2) EUT C 129 af 5.4.2019, s. 13. (3) Vedtagne tekster, P9_TA(2019)0058. (4) Vedtagne tekster, P9_TA(2019)0101. (5) Vedtagne tekster, P8_TA(2019)0032. (6) EUT C 215 af 19.6.2018, s. 162. (7) Vedtagne tekster, P8_TA(2019)0349.

Europa-Parlamentets beslutning af 16. januar 2020 om det 15. møde i partskonferencen under konventionen om den biologiske mangfoldighed (COP15) (2019/2824(RSP))

P9_TA(2020)0015 B9-0035/2020

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til midtvejsrevision af EU's biodiversitetsstrategi og sin beslutning af 2. februar 2016 om midtvejsrevisionen af EU's biodiversitetsstrategi(1),

–  der henviser til sin beslutning af 15. november 2017 om en handlingsplan for naturen, mennesket og økonomien(2),

–  der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2018 om det 14. møde i partskonferencen under konventionen om den biologiske mangfoldighed (COP14)(3),

–  der henviser til Kommissionens rapport af 20. maj 2015 med titlen "Naturens tilstand i Den Europæiske Union: Rapport om bevaringsstatus og udviklingstendenser for naturtyper og arter, der er omfattet af fugledirektivet og habitatdirektivet i perioden 2007-2012 i medfør af habitatdirektivets artikel 17 og fugledirektivets artikel 12" (COM(2015)0219),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger(4) (havstrategirammedirektivet),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger(5) (vandrammedirektivet),

–  der henviser til rapporten af 31. maj 2019 fra Den Mellemstatslige Videnspolitikplatform vedrørende Biodiversitet og Økosystemydelser (IPBES) om en global vurdering af biodiversitet og økosystemtjenester,

–  der henviser til Den Internationale Union for Naturbevarelses rødliste over truede arter,

–  der henviser til Metzchartret om biodiversitet af 6. maj 2019,

–  der henviser til De Forenede Nationers 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling og til målene for bæredygtig udvikling (SDG) samt til Kommissionens oplæg af 30. januar 2019 med titlen "På vej mod et bæredygtigt Europa i 2030" (COM(2019)0022),

–  der henviser til særrapporterne fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) om klimaændringer, ørkendannelse, jordforringelse, bæredygtig arealforvaltning, fødevaresikkerhed og drivhusgasstrømme i terrestriske økosystemer og til IPCC's særrapport af 25. september 2019 om havet og kryosfæren i et klima under forandring og til IPCC's særrapport med titlen om global opvarmning på 1,5 °C, IPCC's femte vurderingsrapport (AR5) og IPCC's sammenfattende rapport fra september 2018,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 23. juli 2019 med titlen "Intensivering af EU's indsats for at beskytte og genoprette verdens skove" (COM(2019)0352) og Kommissionens meddelelse af 20. september 2013 med titlen "En ny EU-skovstrategi: for skove og den skovbaserede sektor" (COM(2013)0659),

–  der henviser til De Forenede Nationers Fødevare- og Landbrugsorganisations rapport fra 2019 med titlen "The State of the World's Biodiversity for Food and Agriculture" (Status for verdens biodiversitet for fødevarer og landbrug),

–  der henviser til erklæringen af 15. oktober 2019 fra FN's højkommissær for menneskerettigheder i FN's Generalforsamlings 3. Komité i New York,

–  der henviser til opfordringen fra Beijing til bevarelse af biodiversitet og om klimaændringer af 6. november 2019,

–  der henviser til Det Europæiske Miljøagenturs rapport af 4. december 2019 med titlen "The European environment – state and outlook 2020" (rapport om miljøsituationen – SOER 2020),

–  der henviser til forslag til beslutning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2,

–  der henviser til forespørgslerne til Kommissionen og Rådet om det 15. møde i partskonferencen under konventionen om den biologiske mangfoldighed (COP15), der skal afholdes i Kunming, Kina, i 2020 (O-000044/2019 og O-000043/2019),

A.  der henviser til, at den strategiske plan for biodiversitet 2011-2020 har til hensigt at iværksætte en effektiv og hurtig indsats for at standse tabet af biodiversitet med henblik på at sikre, at økosystemerne er modstandsdygtige inden 2020 og fortsat leverer væsentlige tjenester, hvorved klodens mangfoldighed af liv sikres og bevares, og der ydes et bidrag til menneskers velfærd og udryddelsen af fattigdom;

B.  der henviser til, at 2050-visionen for biodiversitet, som blev vedtaget inden for rammerne af konventionen om den biologiske mangfoldighed (CBD), er at leve i harmoni med naturen, og at biodiversiteten inden 2050 skal værdsættes, bevares, genoprettes og udnyttes fornuftigt, således at økosystemtjenesterne og en sund planet kan opretholdes og alle mennesker og fremtidige generationer kan få opfyldt deres essentielle behov;

C.  der henviser til, at 2050-visionen, som blev vedtaget inden for rammerne af CBD, understøttes af fem overordnede mål, som også danner rammen for 2020-Aichibiodiversitetsmålene: a) håndtering af de underliggende årsager til tab af biodiversitet ved at integrere biodiversitet i alle forvaltnings- og samfundsspørgsmål, b) reduktion af det direkte pres på biodiversiteten og fremme af bæredygtig udnyttelse, c) forbedring af biodiversitetens tilstand ved at beskytte økosystemer, arter og genetisk diversitet, d) sikring af, at alle får gavn af biodiversitet og økosystemtjenester og e) fremme af gennemførelsen gennem deltagerbaseret planlægning, videnstyring og kapacitetsopbygning;

D.  der henviser til, at det i IPBES' globale vurderingsrapport om biodiversitet og økosystemtjenester blev fremhævet, at de nuværende negative tendenser inden for biodiversitet og økosystemer vil undergrave fremskridtene i retning af at opfylde 80 % af de vurderede målsætninger under målene for bæredygtig udvikling vedrørende fattigdom, sult, sundhed, vand, byer, klima, have og jord; der henviser til, at oprindelige folk og mange af verdens fattigste samfund forventes at blive først og hårdest ramt; der henviser til, at tab og forringelse af biodiversitet derfor ikke kun må betragtes som miljøspørgsmål, men også som udviklingsmæssige, økonomiske, sociale og moralske spørgsmål;

E.  der henviser til, at den massive anvendelse af bredspektrede herbicider såsom glyphosat er direkte ansvarlig for et massivt tab af biodiversitet;

F.  der henviser til, at der ifølge den nyeste videnskabelige viden fra IPCC og Den Mellemstatslige Videnspolitikplatform vedrørende Biodiversitet og Økosystemydelser ikke findes nogen varige løsninger til imødegåelse af klimaændringer uden en højere grad af gennemførelse af sammenhængende og effektive naturbaserede løsninger;

G.  der henviser til, at klimaændringer anerkendes som drivkraften bag den kraftige stigning i ekstreme vejrfænomener, der forårsager naturkatastrofer på verdensplan, herunder naturbrande;

H.  der henviser til, at Nagoyaprotokollen om adgang til og fordeling af fordele skaber en gennemsigtig retlig ramme for en rimelig og retfærdig fordeling af de fordele, der opstår ved udnyttelse af genetiske ressourcer og tilknyttet traditionel viden;

I.  der henviser til, at EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020 har til formål at bremse tabet af biodiversitet og økosystemtjenester i EU og bidrage til at standse tabet af biodiversitet på verdensplan inden 2020;

J.  der henviser til, at EU og medlemsstaterne har vedtaget 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling med dens 17 mål for bæredygtig udvikling og er fuldt ud engageret i gennemførelsen heraf;

K.  der henviser til, at Kommissionen i sine politiske retningslinjer for 2019-2024 fastslår sin ambition om, at EU inden for de næste fem år skal samarbejde med sine globale partnere om at begrænse tabet af biodiversitet;

L.  der henviser til, at skovene er uundværlige for alt liv på jorden, og at de selv om de kun dækker 30 % af jordens landareal, huser 80 % af dens biodiversitet;

M.  der henviser til, at levesteder og arter er truet af klimaændringer, hvilket bevises af, at det meste af Great Barrier Reef i Australien er ved at uddø, og de ekstreme vejrfænomener som f.eks. den store australske bushbrand, der har dræbt mere end én milliard dyr; der henviser til, at naturbevarelse og en opbremsning af tabet af biodiversitet er afgørende for afbødning af og tilpasning til klimaforandringer;

N.  der henviser til, at fire ud af ni af jordklodens begrænsninger, som defineret af Stockholm Resilience Centre, er blevet overskredet;

Generelle bemærkninger

1.  noterer sig med bekymring, at IPBES' globale vurderingsrapport om biodiversitet og økosystemtjenester klart understreger omfanget af den økologiske krise og behovet for en hurtig og samordnet indsats med henblik på at sikre en gennemgribende forandring, eftersom naturen på verdensplan er i tilbagegang med en hastighed, som er uden fortilfælde i menneskehedens historie, og arternes uddøen foregår i stadig højere tempo, og omkring en million dyre- og plantearter er truet af udryddelse, hvilket har alvorlige konsekvenser for mennesker i hele verden og vil påvirke livet i de kommende generationer;

2.  udtrykker dyb bekymring over, at biodiversiteten på land er under yderligere pres som følge af klimaændringerne, hvilket blev påpeget i IPCC's særrapport af 8. august 2019; udtrykker dyb bekymring over nedgangen i antallet af havpattedyr og andre fiskebestande og koralrevenes dramatiske forsvinden som dokumenteret i IPCC's særrapport af 24. september 2019, og at det ifølge IPCC's særrapport om global opvarmning på 1,5 °C forventes, at mere end 99 % af alle koralrev vil forsvinde, hvis der sker en temperaturstigning på 2 °C;

3.  udtrykker dyb bekymring efter offentliggørelsen af IPCC's rapport om havet og kryosfæren i et klima under forandring, hvori det anerkendes, at klimaændringerne er en af de vigtigste direkte årsager til tab af biodiversitet, og understreges, at deres negative konsekvenser for naturen og biodiversiteten, økosystemtjenester, have og fødevaresikkerhed forventes at blive stadig større i de kommende årtier; understreger, at IPCC advarer om, at havenes og de marine økosystemers sundhedstilstand i øjeblikket påvirkes af global opvarmning, forurening, overudnyttelse af havenes biodiversitet, stigende havniveauer, forsuring, afiltning, havhedebølger, gletsjer- og havisafsmeltning i et hidtil uset omfang, kysterosion og hyppigere naturkatastrofer, der påvirker hav- og kystøkosystemer ved at ændre deres funktion og fremskynder tabet af havpattedyr og fiskeri samt koralrevenes og mangroveskovenes dramatiske forsvinden; minder om, at havet er en del af løsningen til at modvirke og tilpasse sig følgerne af klimaændringerne; opfordrer derfor EU til at gøre havene til et af biodiversitetsstrategiens prioritetsområder og opfordrer alle parter i CBD til at anerkende havene som et fælles gode for menneskeheden med henblik på at udvikle en ny tilgang, der placerer individuelle og kollektive forpligtelser et godt stykke over de traditionelle principper om frihed og ejerskab til havet for at sikre dets bevarelse;

4.  mener, at vi står over for en miljømæssig nødsituation, som kræver væsentlige tiltag på EU-plan og på globalt plan; opfordrer Kommissionen til at gøre beskyttelse og genopretning af naturen til en topprioritet i den europæiske grønne pagt på lige linje med klimaændringer;

5.  bemærker med bekymring, at 2020-Aichibiodiversitetsmålene ikke vil blive opfyldt med den nuværende udvikling i tabet af biodiversitet, og opfordrer igen alle parter til straks at intensivere deres indsats; beklager, at EU ikke er på vej til at nå sit overordnede mål om at standse tabet af biodiversitet og forringelsen af økosystemet inden 2020; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre en omgående, substantiel og supplerende obligatorisk indsats for at bevare og genoprette biodiversiteten, så EU's mål opfyldes, og for at bidrage til opfyldelse af Aichimålene;

6.  minder om, at biodiversitet og sunde økosystemer, herunder havene, som absorberer mere end 25 % af CO2-emissionerne og er hovedleverandøren af ilt, er afgørende for at nå målene i Parisaftalen og styrke EU's modstandsdygtighed over for klimaændringer; bemærker med beklagelse, at kun 7 % af havene formelt er beskyttet; minder om, at det er vigtigt at udvikle og gennemføre naturbaserede løsninger til bevarelse af biodiversitet og samtidig modvirke og tilpasse sig klimaændringer, navnlig i forbindelse med kulstofabsorption;; anmoder derfor om, at der sikres en bedre sammenhæng og synergi mellem de tre Riokonventioner(6), og at de bringes i bedre overensstemmelse med FN's 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling; opfordrer Kommissionen til at sikre en fuldstændig integration af biodiversitet i sine klimapolitikker;

7.  bifalder opfordringen fra Beijing til bevarelse af biodiversitet og om klimaændringer af 6. november 2019;

8.  understreger, at afvejninger mellem beskyttelse af klimaet og beskyttelse af biodiversiteten altid bør undgås, navnlig i den bioøkonomiske sektor, som kan spille en central rolle i omstillingen til en klimaneutral økonomi, hvis den ikke truer økosystemernes kvalitet; udtrykker sin bekymring over, at sådanne afvejninger ikke er blevet behandlet i tilstrækkelig grad i de seneste politiske drøftelser; opfordrer Kommissionen og alle interessenter til at udvikle en sammenhængende tilgang til at opbygge en virkelig bæredygtig bioøkonomi baseret på naturbevaring og andre økosystembaserede løsninger, da en sådan tilgang giver de bedste resultater for både klima og biodiversitet;

9.  understreger, at biodiversitet ikke kun er uundværlig for produktionen af fødevarer, brændstof og lægemidler, men at den – sammen med et sundt, naturligt miljø – også er vigtig for den økonomiske udvikling på lang sigt;

10.  bifalder de tilsagn, som Ursula von der Leyen har afgivet i Kommissionens politiske retningslinjer for 2019-2024 og i sin opgavebeskrivelse til kommissæren med ansvar for miljø og oceaner af 10. september 2019, om inden for den nye Kommissionens første 100 dage at fremlægge en ambitiøs biodiversitetsstrategi for 2030 som en del af den europæiske grønne pagt, og hendes ønske om, at EU skal indtage en international førerrolle på partskonferencen under CBD i 2020, sådan som EU gjorde på klimakonferencen i Paris i 2015; insisterer på, at den nye Kommission skal prioritere dette højt, og at EU skal stimulere den globale ambition vedrørende biodiversitet forud for COP15; opfordrer Kommissionen til i lyset af den globale biodiversitetskrise, der understreges i den seneste rapport fra IPBES, at anvende en ny tilgang og bevæge sig væk fra frivillige forpligtelser og foreslå en ambitiøs og inklusiv biodiversitetsstrategi for 2030, som fastsætter juridisk bindende mål for EU og dets medlemsstater, herunder specifikke mål om at opnå et beskyttelsesniveau på mindst 30 % for land- og havområder og genoprette mindst 30 % af de skadede økosystemer på EU-plan inden 2030;

11.  mener, at der i denne nye strategi bør lægges særlig vægt på genopretning af økosystemer, levesteder og arter, navnlig gennem forskning og innovation med henblik på at fremme udbredelsen af naturbaserede økonomier i alle sektorer, som er et vigtigt redskab til at nå biodiversitetsmålene;

12.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at opfordre til, at COP15 vedtager bestemmelser om horisontafsøgning, teknologivurdering og overvågning af ny teknologisk udvikling, herunder udvikling inden for syntetisk biologi;

13.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at opfordre til, at COP15 vedtager et globalt moratorium for udsættelse af gene drive-organismer i naturen, herunder feltforsøg, for at forhindre, at disse nye teknologier udsættes for tidligt, og for at opretholde forsigtighedsprincippet, som er nedfældet i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og i CBD;

14.  understreger, at beskyttelsen og bevarelsen af den globale biodiversitet er en væsentlig udfordring, og at det er en strategisk EU-interesse, som bør have den største politiske bevågenhed; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at samarbejde aktivt med tredjelande – især gennem deres eksterne instrumenter som f.eks. instrumentet for naboskab, udviklingssamarbejde og internationalt samarbejde – om at fremme og fastsætte målsætninger for foranstaltninger og forvaltning med henblik på beskyttelse, bevarelse og genopretning af biodiversitet, navnlig i forbindelse med alle multilaterale aftaler og handelsaftaler og foranstaltninger mod manglende overholdelse; opfordrer derfor Kommissionen til at medtage bindende kapitler om handel og bæredygtig udvikling, der kan håndhæves, i alle fremtidige handelsaftaler;

15.  minder om, at det er Parlamentets holdning, at instrumentet for naboskab, udviklingssamarbejde og internationalt samarbejde bør afsætte 45 % af sine midler til investeringer, der bidrager til klimamål, miljøforvaltning og -beskyttelse, biodiversitet og bekæmpelse af ørkendannelse;

16.  understreger, at der er behov for en omfattende forvaltningstilgang på flere niveauer, der tager sigte på bevarelse, genopretning og bæredygtig udnyttelse af biodiversitet og økosystemtjenester; opfordrer EU og medlemsstaterne til fortsat at være stærkt engagerede i at styrke CBD yderligere og indtage en ledende rolle i forberedelsen af rammen for perioden efter 2020, navnlig i tiden op til COP15, til at forpligte sig til en biodiversitet, der svarer til Parisaftalens 1,5 ºC-mål, og til på en gennemsigtig måde at fastlægge deres visioner og prioriteter for den globale biodiversitetsramme for perioden efter 2020;

17.  minder om, at bevarelse af biodiversitet og økosystemer i sagens natur er synergistisk og afgørende for at opfylde FN's mål for bæredygtig udvikling; understreger behovet for og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gennemføre en effektiv integration af natur og biodiversitet med biodiversitetsmål i alle sektorer, ændre den økonomiske model i retning af mere bæredygtighed for at mindske EU's fodaftryk og sikre en bedre miljøpolitikkohærens i alle EU's interne og eksterne politikker, herunder inden for landbrug, fiskeri, vedvarende energi, transport, handel og den flerårige finansielle ramme (FFR) for 2021-2027; mener, at der er behov for et øget samarbejde på tværs af alle sektorer for bedre at kunne integrere beskyttelse, bevarelse og genopretning af biodiversitet; understreger, at der bør lægges særlig vægt på handelsvarers livscyklus, fra udformning til forbrug, for at beskytte naturressourcerne og biodiversiteten og for at tage hensyn til de kumulative virkninger, herunder af transport;

18.  mener, at det er afgørende at tage fat om de vigtigste årsager til tab af biodiversitet ved hjælp af en langsigtet strategisk tilgang og hurtigst muligt at identificere og beskytte de vigtigste og strategiske områder for biodiversitet og økosystemtjenester samt økosystemer med høj integritet baseret på et områdes følsomhed, forekomsten af udryddelsestruede arter, mangel på viden og/eller effektiv forvaltning samt tilstedeværelsen af almindelige arter, der er afgørende for de økologiske processer, og at begrænse tab af biodiversitet og negative indvirkninger på oprindelige folks og lokalsamfunds områder og eksistensgrundlag;

19.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at presse på for, at COP15 sikrer frit, forudgående og informeret samtykke fra oprindelige folk og lokalsamfund, inden der frigives nogen teknologier, der kan påvirke deres traditionelle viden, innovation, praksis, eksistensgrundlag og anvendelse af jord, ressourcer og vand; understreger, at dette skal ske på en inklusiv måde med inddragelse af alle potentielt berørte samfund forud for enhver udsættelse;

20.  gentager, at genopretning på trods af sin betydning stadig stort set bliver ignoreret af EU-medlemsstaterne i forbindelse med Bonnudfordringen;

21.  understreger, at klimakrisen og følgerne af tab af biodiversitet udgør en alvorlig trussel mod menneskerettighederne; minder om, at grundlæggende menneskerettigheder – retten til liv, sundhed, fødevarer og sikkert vand – er i fare uden et sundt miljø; opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at arbejde hen imod en EU-strategi til beskyttelse af retten til et sundt miljø ved at arbejde tæt sammen med tredjelande og internationale organisationer såsom FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder (OHCHR), der for nylig har lanceret en fælles strategi med FN's Miljøprogram (UNEP);

Gennemførelse af konventionen og den strategiske plan for biodiversitet 2011-2020

22.  glæder sig over den beslutning, der blev truffet på COP14 i Egypten, og som indtrængende opfordrer parterne til bl.a. i væsentlig grad at fremskynde deres bestræbelser på at gennemføre den strategiske plan for biodiversitet 2011-2020 og til at overveje at foretage nationale vurderinger af biodiversitet og økosystemfunktioner og -tjenester; mener, at det er yderst vigtigt at intensivere indsatsen for at gennemføre den nuværende strategiske plan for biodiversitet 2011-2020, fokusere på at opfylde Aichibiodiversitetsmålene og Nagoyaprotokollen om adgang til og fordeling af fordele, arbejde på en ambitiøs strategisk plan for perioden efter 2020 og en gennemførelsesmekanisme, der formelt set omfatter lokale og regionale myndigheder og med henblik på et scenarie for 2050 at tage hensyn til nye udfordringer på biodiversitetsområdet i overensstemmelse med 2030-dagsordenen for målene for bæredygtig udvikling;

23.  bemærker med bekymring, at det af vurderinger(7) af bevaringsstatussen for arter og naturtyper af bevaringsinteresse fremgår, at det i EU kun er 7 % af de marine arter og 9 % af de marine naturtyper, som har en "gunstig bevaringsstatus", og at 27 % af vurderingerne af arter og 66 % af vurderingerne af naturtyper viser en "ugunstig bevaringsstatus"; understreger endvidere, at det af samme vurderinger fremgår, at 48 % af de marine dyre- og plantearter med kendte udviklingstendenser har været i stadig tilbagegang i det seneste årti, hvilket øger risikoen for udryddelse af de overvågede arter;

Global ramme for biodiversitet efter 2020

24.  påskønner de fremskridt, der blev gjort på COP14 med hensyn til en omfattende og deltagerbaseret proces for udvikling af en global biodiversitetsramme for perioden efter 2020; støtter Metzchartret om biodiversitet, der blev vedtaget af G7-landene;

25.  understreger, at der er behov for at øge ambitionsniveauet og inddragelsen af alle parter i den globale biodiversitetsramme for perioden efter 2020 og forbedre dens funktion; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke CBD-gennemførelsesmekanismerne, aktivt at forfølge udviklingen af ambitiøse, juridisk bindende mål, nøjagtige tidsplaner, klare resultatindikatorer, sporingsinstrumenter og peer review-/rapporteringsmekanismer baseret på fælles standarder – ideelt i samarbejde med subnationale myndigheder – med henblik på at sikre parterne fuld gennemsigtighed og ansvarlighed og den overordnede effektivitet af den næste strategiske plan for biodiversitet;

26.  understreger, at der er behov for en international ramme i form af en juridisk bindende aftale på verdensplan for at beskytte den globale biodiversitet, standse de aktuelle tab og genoprette alle aspekter af biodiversiteten; mener, at en sådan ramme bør være baseret på specifikke, målbare, kvantificerbare, ambitiøse, realistiske, sektorspecifikke og tidsbundne mål samt faste tilsagn, herunder styrkede nationale biodiversitetsstrategier og handlingsplaner og andre passende instrumenter såsom subnationale handlingsplaner, finansielle forpligtelser og bedre garantier for kapacitetsopbygning samt en mekanisme for overvågning og revision hvert femte år med vægt på et stadig stigende ambitionsniveau; fremhæver, at der er behov for regelmæssig rapportering fra parterne og en harmoniseret indsamling og behandling af sammenlignelige og ensartede data og indikatorer for at opnå en god overvågningsproces;

27.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at opfordre til, at den globale biodiversitetsramme for perioden efter 2020 som centrale søjler fastslår forsigtighedsprincippet, en rettighedsbaseret tilgang og horisontafsøgning, teknologivurdering og overvågning med hensyn til indførelse af nye teknologier;

28.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme fastlæggelsen af et nyt globalt mål om at vende den globale udvikling i tabet af biodiversitet fra 2030 og således sætte naturen i stand til at regenerere til gavn for alle og bidrage til beskyttelse af biodiversiteten samt til modvirkning af og tilpasning til klimaændringer, bekæmpelse af ørkendannelse og jordforringelse samt til at øge fødevaresikkerheden; opfordrer EU til at presse på for at opnå et højere ambitionsniveau under forhandlingerne og potentielt opfordre til at beskytte halvdelen af planeten inden 2050; er af den opfattelse, at en klar global bevaringsmålsætning for 2030 på mindst 30 % for naturlige områder og målet om en genopretning på mindst 30 % af de skadede økosystemer, der kan genoprettes, bør forankres i rammen for perioden efter 2020, og at EU bør fastsætte et tilsvarende mål på EU-plan;

29.  understreger, at internationale bestræbelser og aftaler kun vil blive opfyldt, hvis alle interessenter er aktivt involveret; opfordrer til, at der oprettes en koalition af interessenter, både fra den private og den offentlige sektor, til at gennemføre den globale ramme for biodiversitet efter 2020; påpeger nytten af "dagsordenen for løsninger", der er udviklet i henhold til Parisaftalen, og udarbejdelsen af en positiv dagsorden for alle interessenter, der er relevant for UNFCCC, og opfordrer til, at lignende foranstaltninger medtages i rammen for perioden efter 2020;

30.  understreger, at det er vigtigt at minimere den tid, der går fra vedtagelsen af den globale biodiversitetsramme for perioden efter 2020 til dens gennemførelse i nationale biodiversitetsmål og subnationale handlingsplaner, for at undgå forsinkelser med hensyn til at træffe konkrete foranstaltninger til at bremse tabet af biodiversitet;

EU's biodiversitetsstrategi for 2030

31.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at udforme en strategi, der vil tage fat på de vigtigste årsager til tab af biodiversitet, både på EU-plan og globalt plan;

32.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at "fra jord til bord"-strategien og ambitionen om nul forurening er i overensstemmelse med den fælles landbrugspolitik efter 2020, navnlig med henblik på at reducere anvendelsen af pesticider;

33.  opfordrer Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank (EIB) til at medtage biodiversitetssikrede komponenter i deres finansielle instrumenter med henblik på at undgå negative virkninger for biodiversiteten; opfordrer EIB til at ajourføre sine miljømæssige og sociale standarder i overensstemmelse med bestemmelserne i EU's biodiversitetsstrategi for 2030;

34.  opfordrer til et juridisk bindende mål for hele EU om genopretning af skadede levesteder inden 2030 gennem genopretning af naturskove, tørvemoser, flodsletter, vådområder, græsarealer med stor biodiversitet, kystområder og havområder; beklager, at EU's biodiversitetsstrategi for 2020 ikke levede op til målet om at retablere 15 % af de skadede økosystemer;

35.  opfordrer indtrængende Kommissionen og EIB til at medtage biodiversitetssikring i deres foranstaltninger udadtil, navnlig i deres eksterne finansielle instrument, med henblik på at sikre, at ingen EU-midler eller -finansieringsordninger bidrager til nettotab af biodiversitet;

36.  er af den opfattelse, at EU's globale ambition skal være i overensstemmelse med EU's interne indsats inden for rammerne af EU's biodiversitetsstrategi for 2030;

37.  opfordrer Kommissionen til at medtage en reduktion af EU's globale fodaftryk som et vigtigt fokusområde i EU's biodiversitetsstrategi for 2030 med henblik på at undgå uoverensstemmelse mellem EU's interne og internationale foranstaltninger;

Økonomiske overvejelser og finansiering

38.  glæder sig over den aftale, som 196 regeringer indgik på COP14 om at øge investeringerne i natur og mennesker frem til 2020 og derefter; understreger, at økonomisk vækst kun kan fremme bæredygtig udvikling, hvis den afkobles fuldstændig fra forringelse af biodiversiteten og naturens evne til at tjene menneskers trivsel;

39.  understreger, at passende og tilstrækkelig finansiering til biodiversitet er nødvendig; opfordrer til, at foranstaltninger til forbedring af biodiversitet og klimasikring indarbejdes i den næste FFR, og at integrationen af biodiversitet øges på tværs af politikområder med henblik på at gøre betydelige og positive fremskridt hen imod 2050-visionen; opfordrer Kommissionen og Rådet til at opstille et klart udgiftsmål for integration af biodiversitet på mindst 10 % i FFR, som skal være et supplement til udgifterne til integration af klimaændringer; understreger desuden behovet for at indføre en mere gennemsigtig, omfattende og stringent metode til sporing af biodiversitet og klimaudgifter; gentager sin opfordring til mindst at fordoble den nuværende finansiering af LIFE-programmet; opfordrer Kommissionen og Rådet til at udfase skadelige støtteordninger og sikre sammenhæng mellem alle EU-fonde og -programmer, således at ingen udgifter under EU-budgettet kan bidrage til tab af biodiversitet;

40.  understreger, at integration af biodiversitet skal ledsages af dataindsamling; bemærker med bekymring, at grundforskning, herunder taksonomi, som er afgørende for dette formål, er stærkt underfinansieret og ikke modtager tilstrækkelig politisk støtte og forskningsfinansiering; opfordrer til, at der afsættes tilstrækkelige midler til grundforskning og kapacitetsopbygning inden for rammerne af Horisont Europa og til, at støtten til teknisk bistand fra andre EU-fonde anvendes til dette formål;

41.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme etableringen af supplerende internationale finansielle mekanismer til beskyttelse og bevarelse af biodiversiteten i tilknytning til CBD, samtidig med at der gøres en indsats for at integrere biodiversitet i de eksisterende fonde; bemærker, at økonomiske aktiviteter kan være vigtige drivkræfter for global tilbagegang i biodiversiteten og tab af naturkapital; opfordrer derfor virksomheder og finansielle organisationer til at indgå og dele stærke forpligtelser og bidrag til biodiversitet, herunder gennem biodiversitetssikring af deres aktiviteter, og fremhæver betydningen af at mobilisere private finansieringsinitiativer i denne henseende; beklager, at der er uoverensstemmelser i de data om finansieringsstrømme for biodiversitet, der kommer fra nationale og internationale offentlige og private kilder, hvilket bringer sporings- og indberetningssystemerne i fare og har en negativ indvirkning på eventuelle reformer; opfordrer derfor Kommissionen, medlemsstaterne og EIB til at udvikle ensartede standarder for data om finansieringsstrømme for biodiversitet; understreger, at den fremtidige plan for bæredygtig finansiering skal hjælpe de finansielle markedsdeltagere med at forstå de risici, der er forbundet med tab af biodiversitet, ved at medtage biodiversitet i oplysningskravene om finansielle oplysninger;

42.  understreger, at det er vigtigt at øge investeringerne, herunder i naturbaserede løsninger og tilsvarende initiativer, som resulterer i sidegevinster for biodiversitet og klimatiltag, som igen vil mindske klimaændringernes indvirkning på biodiversiteten, og samtidig udfase miljøskadelige investeringer; minder om, at størstedelen af de investeringer, der foretages inden for rammerne af Parisaftalen, skal anvendes til bevarelse og genoprettelse af biodiversiteten; beklager, at indsatsen vedrørende landbaseret kulstofbinding kun modtager omkring 2,5 % af det samlede budget til modvirkning af klimaændringer på trods af potentialet ved naturlige klimaløsninger; opfordrer til, at EU's klimafinansiering og den internationale klimafinansiering i stigende grad anvendes til at beskytte og genoprette naturlige økosystemer som et middel til at dele fordelene mellem biodiversitet og modvirkning af og tilpasning til klimaændringer;

43.  glæder sig over, at EIB-Gruppen har besluttet at bringe alle sine finansieringsaktiviteter i overensstemmelse med målene i Parisaftalen og at afsætte mindst 50 % af EIB's midler til klimatiltag; opfordrer EIB til at fortsætte med at udvide foranstaltninger til beskyttelsen og bevarelsen af biodiversiteten inden for dens finansieringsramme; opfordrer Kommissionen til at samarbejde med medlemsstaterne og den finansielle sektor om at bringe deres aktiviteter i overensstemmelse med Parisaftalen og garantere klima- og biodiversitetssikring af transaktioner og investeringer i og uden for EU;

44.  påpeger, at internationale organisationer såsom Den Internationale Valutafond (IMF), FN's Miljøprogram og OECD er enige om, at miljøafgifter er et afgørende redskab til at imødegå miljømæssige udfordringer såsom tab af biodiversitet; glæder sig over initiativer såsom det grønne finanspolitiske netværk under FN's miljøprogram og Den Internationale Valutafond (IMF), som letter udvekslingen af viden og dialogen om grønne finanspolitiske reformer; henleder opmærksomheden på Aichimål nr. 3 og behovet for positive incitamenter til bevarelse og bæredygtig brug af biodiversitet samt til mål for bæredygtig udvikling (SDG) nr. 15 og behovet for at mobilisere og væsentligt øge de finansielle ressourcer fra alle kilder til bevarelse og bæredygtig brug af biodiversitet og økosystemer; fremhæver derfor potentialet i en fair miljøbeskatning, der er i overensstemmelse med princippet om, at forureneren betaler, som et middel til at reducere skader på miljøet og generere finansielle ressourcer til naturbeskyttelse; opfordrer EU og dets medlemsstater til at omlægge skattesystemet i retning af øget anvendelse af miljøafgifter;

45.  noterer sig med bekymring, at kun 8,3 % af de samlede finansielle forpligtelser – hvilket er det laveste niveau siden 2015 – har til formål at vende tabet af biodiversitet, på trods af at flere og flere arter i et hidtil uset omfang og i stigende grad udryddes; opfordrer Kommissionen til at øge tildelingen af ressourcer for at sikre en langsigtet og sammenhængende beskyttelse af biodiversiteten i hele EU; fastholder, at den næste FFR bør være baseret på en robust metodologi med henblik på at holde øje med biodiversiteten og undgå risikoen for, at indsatsen til gavn for biodiversiteten overvurderes;

Skovbrug, landbrug, fiskeri og jordbund

46.  understreger, at landbrugs- og fiskeriaktiviteter, en sund jordbund og bevarelse af biodiversiteten hænger nøje sammen; bemærker, at landbrug, skovbrug og fiskeri, der ikke er bæredygtigt, har en negativ indvirkning på biodiversiteten; understreger dog, at bæredygtigt landbrug, skovbrug og fiskeri kan reducere de negative konsekvenser for arter, levesteder og økosystemer og følgerne af klimaændringer;

47.  opfordrer derfor EU og parterne til at forpligte sig stærkt til bæredygtige fødevaresystemer og bæredygtigt landbrug, skovbrug og fiskeri, herunder krav og strategier for bæredygtig anvendelse af plantebeskyttelsesmidler og næringsstoffer, en reduktion i anvendelsen af pesticider og beskyttelse af jordbund, levesteder og arter, der leverer afgørende økosystemtjenester såsom bestøvning, og øget selektivitet med henblik på at reducere de kumulerede indvirkninger på hav- og kystøkosystemer og til at bidrage til genopretning af fiskebestande i følsomme og overfiskede områder; opfordrer Kommissionen til at medtage bindende reduktionsmål for hele EU i den kommende revision af EU's direktiv om bæredygtig anvendelse af pesticider (2009/128/EF) og Kommissionen, medlemsstaterne og de regionale myndigheder til at yde direkte støtte til bæredygtig praksis og økoordninger inden for landbrug, skovbrug og fiskeri;

48.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at yde finansiel støtte til landbrugs- og skovbrugsmetoder, som er i overensstemmelse med biodiversitetsmålene, såsom integreret bekæmpelse af skadegørere og forvaltning af næringsstoffer, økologisk landbrug, agroøkologisk praksis, jord- og vandbeskyttelse, jordbundsbevarende landbrug, skovlandbrug, skovlandbrug med træer i grupper, styring af kunstvanding, små-/jordstykkesystemer og metoder til at forbedre dyrevelfærden;

49.  minder om, at skovene ifølge Kommissionens meddelelse med titlen "Intensivering af EU's indsats for at beskytte og genoprette verdens skove" er uundværlige for vores planets livsbærende systemer, og at de dækker 30 % af jordens areal og huser 80 % af dens biodiversitet; understreger, at skovrydning er en væsentlig årsag til tab af biodiversitet på globalt plan, og at emissioner som følge af ændringer i arealudnyttelse og skovbrug i forbindelse med skovrydning er en væsentlig årsag til klimaændringer; udtrykker sin bekymring over indvirkningen af EU's forbrug på skovrydning, da EU er den endelige forbruger af 10 % af de produkter, der er forbundet med skovrydning; opfordrer Kommissionen til at vedtage en fælles definition af "skovrydningsfri";

50.  opfordrer Kommissionen til at foreslå et omfattende sæt foranstaltninger til at reducere EU-forbrugets jordfodaftryk (herunder ved hjælp af lovgivning) på grundlag af due diligence, der sikrer bæredygtige og skovrydningsfrie forsyningskæder for produkter, der markedsføres i EU, samt en EU-handlingsplan for palmeolie; er af den opfattelse, at EU's indsats mod skovrydning bør tage fat på de vigtigste drivkræfter bag denne praksis såsom palmeolie, soja, oksekød og kakao; anmoder Kommissionen om hurtigst muligt at udfase biobrændstoffer, der anvendes i EU, og som med stor sandsynlighed vil forårsage indirekte ændringer i arealanvendelsen;

51.  understreger, at skovpolitikker skal være sammenhængende og i lige høj grad bekæmpe tab af biodiversitet og virkninger af klimaændringer samt øge EU's naturlige dræn, samtidig med at biodiversiteten beskyttes, bevares og forbedres;

52.  understreger, at ingen substitutionseffekt for skovbaserede produkter kan kompensere for tab af gamle vækster og primærskove, der er anerkendt som uerstattelige(8) og bør beskyttes ved hjælp af retlige og incitamentsskabende instrumenter med fokus på deres kompleksitet, konnektivitet og repræsentativitet;

53.  påpeger, at det ifølge fremtidsudsigterne for verdens befolkning (World Population Prospects) fra juni 2019 forventes, at verdens befolkning vil stige med 2 mia. personer i løbet af de næste 30 år, hvilket vil øge land- og havarealanvendelsens indvirkning på biodiversitet og kulstofbinding; bemærker, at stigende tab af biodiversitet bringer fødevare- og ernæringssikkerheden i fare; opfordrer parterne til at fremme bæredygtig brug af biodiversitet i programmer, der bidrager til fødevaresikkerhed og forbedret menneskelig ernæring, samtidig med at de bidrager til at nå målene for bæredygtig udvikling med særlig vægt på bæredygtighedsmål 2 (stop sult);

Byområder

54.  bemærker, at forurening, udvidelse af byområder, arealbefæstelse og ødelæggelse af levesteder er andre vigtige årsager til tab af biodiversitet; minder om, at det af IPBES' globale vurderingsrapport om biodiversitet og økosystemtjenester fremgår, at arealet af byområder er fordoblet siden 1992, og at to ud af tre EU-borgere bor i byområder; opfordrer til en bedre vurdering af den rolle, som byområder og byer spiller med hensyn til at bevare biodiversiteten, og til bedre inddragelse af byer og lokale myndigheder i forbindelse med udarbejdelsen af politikker om beskyttelse og bevarelse af biodiversitet og økosystemtjenester samt overvågning, rapportering og verifikation;

55.  fastholder, at byernes potentiale til at bidrage til beskyttelsen af biodiversitet og økosystemtjenester undervurderes; minder om, at forbedring af fordelene ved biodiversitet, økosystemtjenester og grøn infrastruktur i byer og bynære områder forbedrer menneskers sundhed; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme indarbejdelse og yderligere integration af biodiversitet og økosystemfunktioner i udformningen af byerne og i bypolitik og byplanlægning og samtidig mindske kulstofemissionerne og forbedre tilpasningen til klimaændringer;

56.  bemærker, at byområder kan spille en forandringsskabende rolle i EU med hensyn til biodiversitet; understreger, at plast og vandforurening er vigtige drivkræfter for tab af biodiversitet; mener, at en stærk cirkulær økonomi i forbindelse med den nye handlingsplan for den cirkulære økonomi kunne bidrage til EU's bestræbelser på at genoprette biodiversitet;

57.  beklager dybt, at plast og forurening f.eks. fra vandrensningsanlæg, lægemidler og ikkebæredygtige landbrugspraksisser såsom intensiv anvendelse af næringsstoffer, har stor indvirkning på havøkosystemernes sundhedstilstand;

EU's beskyttede områder

58.  opfordrer til, at der foretages en dybdegående analyse af alle EU's beskyttede områder, herunder Natura 2000-områder, og til forbedring, bedre sammenkædning og udvidelse af disse områder; understreger behovet for en standardiseret metode til beregning af beskyttede områder og en klar definition af, hvad der udgør et "beskyttet område" i EU; understreger, at der i lyset af IPCC's nylige rapport om havet og kryosfæren i et klima under forandring er behov for en omfattende vurdering og en betydelig stigning i antallet af beskyttede kyst- og havområder i EU og en bedre forvaltning af disse; opfordrer til, at EU's beskyttede havområder udvides til også at omfatte flere åbne havområder; understreger, at kvantiteten såvel som kvaliteten af de beskyttede områder er vigtig for at standse tabet af biodiversitet, og at der derfor bør lægges større vægt på en god og bæredygtig forvaltning af disse;

59.  opfordrer Kommissionen til fortsat at træffe retlige foranstaltninger, når den konstaterer, at EU's naturbeskyttelseslove ikke overholdes; påpeger, at procedurerne skal være mere effektive i forbindelse med overtrædelser af miljølovgivningen på grund af risikoen for uoprettelige skader på miljøet; understreger, at det er nødvendigt hurtigst muligt at sikre korrekt håndhævelse af naturdirektiverne og følge op på klager over overtrædelser af lovgivningen på en gennemsigtig måde;

60.  bemærker, at rammeprogrammet for naturbeskyttelse, hvis det gennemføres svagt, potentielt kan skabe et fjendtligt miljø for aktivister og miljøforkæmpere og direkte eller indirekte føre til, at deres liv bringes i fare; understreger, at drab på miljøaktivister og miljøforkæmpere bør fordømmes aktivt af EU;

61.  fremhæver, at grøn infrastruktur leverer økosystemtjenester, der støtter biodiversitet, f.eks. ved at øge mængden af økologiske korridorer i bymiljøer;

Innovation, forskning og uddannelse

62.  minder om den betydning, som innovation, forskning og udvikling har for opfyldelsen af målene i 2050-visionen; understreger betydningen af at støtte forskning og deltagelsesbaseret videnskab for at forbedre vores viden, navnlig hvad angår havene, hvoraf størstedelen stadig er uudforsket; opfordrer Kommissionen og Rådet til at øge budgetbevillingen til Horisont Europa til 120 mia. i den næste FFR, navnlig til gavn for klyngen vedrørende naturressourcer, herunder både grundforskning og anvendt forskning f.eks. inden for taksonomi, og til at iværksætte en mission for beskyttelse og genoprettelse af biodiversitet inden for Horisont Europa; opfordrer parterne til især at fokusere på sammenhængen mellem bevarelsen af biodiversitet og de gavnlige virkninger for menneskers sundhed og økonomiske velstand, og til at koordinere foranstaltningerne til dataindsamling;

63.  opfordrer Kommissionen til at støtte yderligere forskning i den indvirkning, som arealanvendelsen og ændringer i arealanvendelsen, herunder skovrydning og produktion af bioenergi, har på drivhusgasemissioner, og til at tage hensyn til resultaterne i den fremtidige politikudformning;

64.  bemærker, at ifølge EU-strategien for plast i en cirkulær økonomi, der blev vedtaget den 16. januar 2018, kan de 150 mio. ton plast, der er akkumuleret i verdenshavene, blive fordoblet inden 2030, hvilket bringer mere end 660 arter i fare og skader miljøet; opfordrer Kommissionen til at iværksætte flagskibsinitiativer mod plastforurening og dens indvirkning på biodiversiteten; understreger det specifikke problem med mikroplast, der tegner sig for mere end 80 % af det havaffald, der er indsamlet, og bringer den marine biodiversitet i fare; glæder sig derfor over Ursula von der Leyens tilsagn om at åbne en ny front i vores kamp mod plastaffald ved at bekæmpe mikroplast; understreger behovet for en cirkulær økonomisk tilgang, der lægger vægt på forskning og innovation inden for bæredygtige produkter;

65.  understreger den betydning, som uddannelse har for at øge bevidstheden om biodiversitet og miljøbeskyttelse; bemærker, at beskyttede områder med undervisningsmæssigt potentiale er et relevant og effektivt redskab til bevidstgørelse af offentligheden og en bedre bevarelse af disse områder;

Kapacitetsopbygning, bevidstgørelse af offentligheden og inddragelse af alle aktører

66.  understreger, at kapacitetsopbygning og bevidstgørelse er afgørende for en vellykket gennemførelse og for at skabe større forståelse for betydningen af biodiversitet; glæder sig derfor over COP14-beslutningen, der opfordrer parter, andre regeringer og donorer til at stille finansielle midler til rådighed til kapacitetsopbygning, teknisk bistand og teknologioverførsel, hvis de er i stand til det;

67.  understreger betydningen af at tilvejebringe omfattende information og tilstræbe en tættere inddragelse af civilsamfundet og medlemmer af offentligheden fra forskellige aldersgrupper med henblik på at nå EU's og de globale mål;

68.  opfordrer parterne til at fremme bevidstgørelsen af borgerne og inddrage flere aktører for at sikre skræddersyede løsninger i samarbejde med lokalsamfund og oprindelige folk med henblik på at fremme en bæredygtig arealanvendelse og øge biodiversiteten på en måde, der sikrer fuld respekt for de regionale forskelle mellem landskaber og levesteder;

69.  glæder sig over intentionen om aktivt at forfølge en tilgang med flere aktører, hvilket er af afgørende betydning for at værdsætte, beskytte, bevare og sikre en bæredygtig anvendelse og genopretning af biodiversiteten, og understreger, at et bedre samarbejde med og mellem forvaltningsniveauer, sektorer og private aktører vil skabe muligheder for at integrere biodiversitetsmålene i andre politikområder; mener, at det er af afgørende betydning at inddrage erhvervsorganisationer og finansielle organisationer, og glæder sig i denne forbindelse over Kommissionens bestræbelser på at inddrage den private sektor i bevarelsen af biodiversitet, navnlig inden for rammerne af EU's erhvervs- og biodiversitetsplatform; glæder sig i denne forbindelse over lanceringen af initiativet for den private sektor "One Planet Business for Biodiversity" under FN's klimatopmøde i New York;

70.  opfordrer Kommissionen til at overveje en harmoniseret metode til beregning af EU-virksomhedernes økologiske fodaftryk samt deres indvirkning på biodiversiteten;

71.  mener, at der er behov for gennemgribende forandringer af samfundet for at tackle klimaændringerne, miljøforringelserne og tabet af biodiversitet; understreger vigtigheden af at følge princippet om en retfærdig omstilling og sikre, at processen er inklusiv og retfærdig;

72.  bemærker, at offentlighedens kendskab til og adgang til omfattende og letforståelige oplysninger gør det muligt for forbrugerne at træffe kvalificerede valg og fremme et bæredygtigt forbrug, og insisterer derfor på, at de bør indgå i en lang række foranstaltninger, navnlig i forbindelse med produkter, der fører til skovrydning, ødelæggelse af økosystemer og krænkelser af menneskerettighederne; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forbedre sporbarheden af og kontrollen med produkter i alle deres værdi- og forsyningskæder og således sikre fuld gennemsigtighed for forbrugerne;

73.  understreger behovet for at udvikle bedre miljømærkning og certificering med henblik på bekæmpelse af skovrydning;

74.  glæder sig over mødet i Den Internationale Union for Naturbevarelse i Marseille i 2020; opfordrer Kommissionen til at sende et tydeligt signal om sine forpligtelser med hensyn til biodiversitet for at vise sin støtte til dette forum;

o
o   o

75.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 35 af 31.1.2018, s. 2. (2) EUT C 356 af 4.10.2018, s. 38. (3) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0431. (4) EUT L 164 af 25.6.2008, s. 19. (5) EFT L 327 af 22.12.2000, s. 1. (6) Konventionen om den biologiske mangfoldighed, FN's konvention om bekæmpelse af ørkendannelse og FN's rammekonvention om klimaændringer. (7) Den regionale vurderingsrapport om biodiversitet og økosystemtjenester for Europa og Centralasien https://www.ipbes.net/system/tdf/downloads/spm_2b_eca_digital_20180622.pdf?file=1&type=node&id=28318 (8) Kommissionens meddelelse af 23. juli 2019 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget "Intensivering af EU's indsats for at beskytte og genoprette verdens skove" (COM(2019)0352).

Europa-Parlamentets beslutning af 16. januar 2020 om Den Europæiske Ombudsmands virksomhed - årsberetning 2018 (2019/2134(INI))

P9_TA(2020)0016 A9-0032/2019

Europa-Parlamentet

–  der henviser til Den Europæiske Ombudsmands årsberetning for 2018,

–  der henviser til artikel 15, artikel 24, tredje afsnit, og artikel 228 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til artikel 11, 41, 42 og 43 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (chartret),

–  der henviser til FN's konvention om rettigheder for personer med handicap (FN's handicapkonvention),

–  der henviser til Europa-Parlamentets afgørelse 94/262/EKSF, EF, Euratom af 9. marts 1994 vedrørende Ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv(1),

–  der henviser til den europæiske kodeks for god forvaltningsskik som vedtaget af Europa-Parlamentet den 6. september 2001,

–  der henviser til rammeaftalen om samarbejde, som blev indgået mellem Europa-Parlamentet og Den Europæiske Ombudsmand den 15. marts 2006 og trådte i kraft den 1. april 2006,

–  der henviser til sin beslutning af 17. januar 2019 om Ombudsmandens strategiske undersøgelse OI/2/2017 af gennemsigtigheden af de lovgivningsmæssige drøftelser i de forberedende organer til Rådet for Den Europæiske Union(2),

–  der henviser til sin beslutning af 13. februar 2019 om resultatet af arbejdet i Udvalget for Andragender i året 2018(3),

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Den Europæiske Ombudsmands virksomhed,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 54 og artikel 232, stk. 1,

–  der henviser til skrivelse fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget for Andragender (A9-0032/2019),

A.  der henviser til, at Den Europæiske Ombudsmands årsberetning for 2018 formelt blev fremsendt til Europa-Parlamentets formand den 2. oktober 2019, og at Ombudsmanden, Emily O'Reilly, forelagde den for Udvalget for Andragender i Bruxelles den 4. september 2019;

B.  der henviser til, at Den Europæiske Ombudsmand i henhold til artikel 24 og artikel 228 i TEUF er beføjet til at modtage klager over tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer med undtagelse af Den Europæiske Unions Domstol under udøvelsen af dens domstolsfunktioner;

C.  der henviser til, at artikel 10, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union fastsætter, at "enhver borger har ret til at deltage i Unionens demokratiske liv", og at "beslutningerne træffes så åbent som muligt og så tæt på borgerne som muligt";

D.  der henviser til, at artikel 15 i TEUF fastsætter, at "for at fremme gode styreformer og sikre civilsamfundets deltagelse arbejder Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer så åbent som muligt", samt at "alle unionsborgere og alle fysiske og juridiske personer, der har bopæl eller vedtægtsmæssigt hjemsted i en medlemsstat, har ret til aktindsigt i dokumenter fra Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer";

E.  der henviser til, at det i artikel 41, stk. 1, i chartret fastslås, at "enhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer";

F.  der henviser til, at det i artikel 43 i chartret lyder, at "enhver unionsborger samt enhver fysisk eller juridisk person med bopæl eller hjemsted i en medlemsstat har ret til at klage til Den Europæiske Ombudsmand over tilfælde af fejl og forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer med undtagelse af Den Europæiske Unions Domstol under udøvelsen af dens domstolsfunktioner";

G.  der henviser til, at Ombudsmanden i 2018 indledte 490 undersøgelser, heraf 482 på grundlag af klager og 8 på eget initiativ, samtidig med at 545 undersøgelser (534 på grundlag af klager og 11 på eget initiativ) blev afsluttet; der henviser til, at størstedelen af de pågældende undersøgelser vedrørte Kommissionen (285 undersøgelser eller 58,2 %), det næststørste antal berørte EU-agenturer (43 undersøgelser eller 8,8 %), og resten fordelte sig som følger: Parlamentet (30 undersøgelser eller 6,1 %), Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO) (23 undersøgelser eller 4,7 %), Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) (23 undersøgelser eller 4,7 %), Den Europæiske Investeringsbank (16 undersøgelser eller 3,3 %), Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) (14 undersøgelser eller 2,8 %) og øvrige institutioner (56 undersøgelser eller 11,4 %);

H.  der henviser til, at de tre vigtigste temaer i de undersøgelser, der blev afsluttet af Ombudsmanden i 2018, var gennemsigtighed, ansvarlighed og offentlig adgang til oplysninger og dokumenter (24,6 %), servicekultur (19,8 %) og overholdelse af proceduremæssige rettigheder (16,1 %); der henviser til, at andre temaer, som blev berørt, var overholdelse af proceduremæssige rettigheder så som retten til at blive hørt, overholdelse af grundlæggende rettigheder, rekruttering, etiske spørgsmål, offentlighedens deltagelse i EU's beslutningstagning, herunder i forbindelse med traktatbrudsprocedurer, forsvarlig økonomisk forvaltning af EU-udbud, -tilskud og -kontrakter, rekruttering samt god forvaltning af EU-personalespørgsmål;

I.  der henviser til, at Kommissionens grad af efterlevelse af Ombudsmandens anbefalinger om god forvaltningsskik, der i 2018 var på 76 %, er stadigt faldende fra henholdsvis 82 % i 2016 og 77 % i 2017;

J.  der henviser til, at 17 996 borgere rettede henvendelse til Ombudsmanden om hjælp i 2018; 14 596 fik rådgivning via den interaktive vejledning på Ombudsmandens hjemmeside, 1 220 henvendelser blev videresendt til andre med anmodning om oplysninger, og Ombudsmanden traf foranstaltninger i forbindelse med 2 180 modtagne klager;

K.  der henviser til, at Ombudsmanden i sit strategiske arbejde i 2018 indledte fem nye strategiske undersøgelser, henholdsvis om behandling af personer med handicap under den fælles sygeforsikringsordning, om adgang til Kommissionens websteder for personer med handicap, om Det Europæiske Lægemiddelagenturs (EMA's) aktiviteter forud for indsendelse af en ansøgning, om Kommissionens håndtering af "svingdørs"-situationer med relation til EU's personale og om ansvarligheden i Rådets lovgivningsarbejde; der henviser til, at Ombudsmanden i 2018 indledte 10 strategiske initiativer vedrørende emner som anvendelsen af sprog i EU-administrationen, politikker til bekæmpelse af chikane i EU-administrationen og beskyttelse af migrantbørn;

L.  der henviser til, at Ombudsmanden spiller en afgørende rolle med hensyn til at gøre EU's lovgivningsproces mere åben og ansvarlig over for borgerne og således give dem mulighed for at udøve deres ret til at deltage i Unionens demokratiske liv og dermed øge borgernes engagement og tillid;

M.  der henviser til, at Ombudsmanden har en afgørende rolle at spille med hensyn til at sikre ansvarlighed i EU-institutionerne og størst mulig gennemsigtighed og upartiskhed i EU's forvaltnings- og beslutningsprocesser med henblik på at beskytte borgernes rettigheder og dermed øge deres tillid, engagement og deltagelse i Unionens demokratiske liv;

N.  der henviser til, at Den Europæiske Ombudsmands hovedprioritet er at sikre, at borgernes rettigheder respekteres fuldt ud;

O.  der henviser til, at Ombudsmanden i 2018 lancerede et nyt websted, der omfatter en revideret og brugervenlig grænseflade for potentielle klagere; der henviser til, at Ombudsmandens procedure for hurtig behandling af klager over aktindsigt afspejler Ombudsmandens engagement i at yde bistand og træffe afgørelser inden for 40 dage til dem, der søger bistand, på alle EU's 24 officielle sprog; der henviser til, at dette nye initiativ indgår i en strategi, der har til formål at gøre hendes kontor mere effektivt;

P.  der henviser til, at det i Ombudsmandens strategiske undersøgelse OI/2/2017/TE blev konkluderet, at Rådet mangler gennemsigtighed med hensyn til aktindsigt i dets lovgivningsmæssige dokumenter og dets nuværende praksis i beslutningsprocessen – og mere specifikt under den forberedende fase i De Faste Repræsentanters Komité (Coreper) og på arbejdsgruppeniveau; der henviser til, at Ombudsmanden efter Rådets modvilje mod at gennemføre hendes henstillinger den 16. maj 2018 fremlagde sin særberetning nr. OI/2/2017/TE om gennemsigtighed i Rådets lovgivningsproces for Parlamentet; der henviser til, at Parlamentet den 17. januar 2019 vedtog sin betænkning om Ombudsmandens strategiske undersøgelse, der fuldt ud støtter Ombudsmandens henstillinger; der henviser til, at det finske formandskab har givet udtryk for sin vilje til at styrke åbenheden og den lovgivningsmæssige gennemsigtighed i Rådet;

Q.  der henviser til, at Parlamentet den 12. februar 2019 vedtog et udkast til Europa-Parlamentets forordning om statut og almindelige betingelser for udøvelsen af Ombudsmandens hverv (Den Europæiske Ombudsmands statut) og om ophævelse af afgørelse 94/262/EKSF, EF, Euratom(4), som Parlamentet har det primære lovgivningsmæssige ansvar for; der henviser til, at Rådet endnu ikke har godkendt denne nye forordning;

R.  der henviser til, at mere åbenhed og gennemsigtighed om, hvilke holdninger medlemsstaternes regeringer indtager i Rådet, vil øge tilliden til EU og mindske omfanget af euroskepsis og populisme;

S.  der henviser til, at større gennemsigtighed i beslutningsprocessen under triloger vil øge borgernes tillid til EU-institutionerne;

T.  der henviser til, at Ombudsmanden i 2018 iværksatte et strategisk initiativ for bekæmpelse af chikane, der kontrollerer de politikker til bekæmpelse af chikane, som EU-administrationen har indført; der henviser til, at Ombudsmanden i 2018 besluttede at skrive til 26 EU-institutioner og -agenturer for at få nærmere oplysninger om politikkerne og deres gennemførelse;

U.  der henviser til, at Ombudsmanden i 2018 indledte en undersøgelse om bekymringer vedrørende kønsdiskrimination og lige muligheder i Den Europæiske Investeringsbank (EIB); der henviser til, at EIB fulgte Ombudsmandens henstillinger og forslag vedrørende lige muligheder og ligestilling mellem kønnene;

V.  der henviser til, at Ombudsmanden er en del af EU-rammen under FN's handicapkonvention, hvis opgave er at beskytte, fremme og overvåge gennemførelsen af konventionen på EU-institutionsniveau;

W.  der henviser til, at der i marts 2018 blev afholdt en konference, der samlede det europæiske netværk af ombudsmænd og Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender, og at et af hovedpunkterne i drøftelserne var, hvordan ombudsmænd kan styrke deres samarbejde;

1.  glæder sig over årsberetningen for 2018, som Den Europæiske Ombudsmand har fremlagt;

2.  lykønsker Emily O'Reilly med hendes fremragende arbejde og konstruktive bestræbelser på at forbedre kvaliteten af EU's forvaltning samt tilgængeligheden og kvaliteten af de tjenester, den yder borgerne;

3.  understreger vigtigheden af gennemsigtighed og adgang for offentligheden til de dokumenter, som Rådet er i besiddelse af; understreger, at en høj grad af gennemsigtighed i lovgivningsprocessen er af afgørende betydning for at sætte borgere, medier og berørte parter i stand til at drage deres folkevalgte tjenestemænd og regeringer til ansvar; anerkender den værdifulde rolle, som Ombudsmanden udfylder i form af kontakt og mægling mellem EU-institutionerne og borgerne; mener, at Rådet er nødt til at revidere sin fortrolighedspolitik; fremhæver Ombudsmandens arbejde med at gøre EU's lovgivningsproces mere ansvarlig over for offentligheden;

4.  understreger behovet for mere aktiv inddragelse af borgerne i beslutningstagningen og betydningen af dette i tilgift til behovet for større gennemsigtighed i den måde, hvorpå forvaltningen fungerer, som foranstaltninger til at styrke EU-institutionernes demokratiske legitimitet, der har til formål at genoprette tilliden;

5.  opfordrer indtrængende Ombudsmanden til at sikre større gennemsigtighed i beslutningsprocessen under triloger;

6.  understreger, at genoprettelse af borgernes tillid til EU-institutionerne er et primært anliggende for Europa-Parlamentet og er af stor samfundspolitisk og etisk betydning;

7.  understreger, at der er behov for at forbedre og styrke den sociale dialog samt dialogen mellem Unionens organer, institutioner og borgere;

8.  tilslutter sig fuldt ud Den Europæiske Ombudsmands henstillinger til Rådet og opfordrer indtrængende Rådet til at træffe alle nødvendige foranstaltninger til hurtigst muligt at gennemføre disse henstillinger;

9.  opfordrer Ombudsmanden til at tilbyde EU-institutionerne yderligere vejledning i, hvordan man bedre kan kommunikere med borgerne på alle EU's officielle sprog; opfordrer indtrængende Ombudsmanden til at give vejledning til institutionerne i, hvordan de kan udvikle deres sprogpolitik på en sådan måde, at det kan muliggøre udarbejdelsen af relevant indhold og relevante oplysninger på flest mulige sprog;

10.  glæder sig over Ombudsmandens strategi, der har til formål at øge virkningen og synligheden af hendes mandat blandt EU's borgere;

11.  glæder sig over den nye udformning af Den Europæiske Ombudsmands hjemmeside, som gør den til et mere funktionelt og tilgængeligt instrument for borgerne;

12.  anmoder Rådet om, som den ene af EU's to lovgivere, at bringe sine arbejdsmetoder i tråd med standarderne for et parlamentarisk demokrati som foreskrevet i traktaterne i stedet for at agere som et diplomatisk forum, hvilket ikke er dets tiltænkte funktion; minder om, at Ombudsmanden efter sin strategiske undersøgelse OI/2/2017/TE konkluderede, at Rådets praksis med hensyn til gennemsigtighed udgør fejl og forsømmelser; opfordrer indtrængende Rådet til straks at gennemføre Ombudsmandens henstillinger fra hendes strategiske undersøgelse, herunder anbefalingerne fra Parlamentet i dets egen betænkning om særberetningen; opfordrer Ombudsmanden til fortsat at følge op på, hvilke fremskridt, der gøres i forhold til hendes strategiske undersøgelse;

13.  gentager sin opfordring til en ajourføring af EU's lovgivning om aktindsigt og anmoder om, at Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter(5) revideres med henblik på at lette Ombudsmandens arbejde i forbindelse med kontrol af Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens procedurer for at få tilladelse til aktindsigt i dokumenter; anser det for beklageligt, at Rådet har blokeret for revisionen af forordning (EF) nr. 1049/2001, og opfordrer indtrængende Rådet til at genoptage sine drøftelser på grundlag af den udtalelse, som Europa-Parlamentet vedtog i forbindelse med andenbehandlingen, jf. beslutning af 12. juni 2013 om dødvandet i forbindelse med revisionen af forordning (EF) nr. 1049/2001(6);

14.  gentager sin opfordring til en revision af forordning (EF) nr. 1049/2001, da den er alvorligt forældet og ikke længere afspejler den aktuelle retlige situation og institutionelle praksis, der er gennemført af EU's institutioner, kontorer, organer og agenturer;

15.  glæder sig over den formelle lancering af den hurtige procedure for undersøgelser om aktindsigt og anerkender de positive resultater, den har for klagerne;

16.  understreger kraftigt, at det er vigtigt, at Ombudsmanden fortsætter med nøje overvågning og strategiske undersøgelser af Kommissionens gennemsigtighed; er klar over, at fænomenet med svingdøre stadig eksisterer, navnlig blandt de højest placerede tjenestemænd i institutionerne; opfordrer indtrængende Ombudsmanden til fortsat at overvåge gennemførelsen af Kommissionens reviderede regler for svingdørs-problematikken, der blev indført i september 2018 som følge af hendes undersøgelse på eget initiativ;

17.  understreger, at spørgsmålet om interessekonflikter er bredere end svingdørssager, og insisterer på, at der skal udvikles yderligere regler og strengere kriterier for klart at sikre, at beslutninger og lovgivning træffes med tanke på borgernes interesser;

18.  minder om, at principperne om offentlig tilgængelighed, åbenhed og gennemsigtighed er en fast bestanddel af EU's lovgivningsproces, der skal give borgerne mulighed for at få kendskab til de overvejelser, der ligger til grund for lovgivningsmæssige tiltag, og derved sikre en effektiv udøvelse af deres demokratiske rettigheder(7); anerkender behovet for gennemsigtighed i EU's beslutningsproces; støtter udviklingen i samarbejdet mellem tjenestegrenene i de tre institutioner i forbindelse med etableringen af den fælles lovgivningsmæssige portal, der har til formål at tilvejebringe en brugervenlig kanal, der gør det muligt for ikke-specialister at få adgang til oplysninger om igangværende lovgivningsprocedurer;

19.  støtter offentliggørelsen af vigtige trilogdokumenter; understreger, at det i Domstolens afgørelse i De Capitani-sagen (T-540/15) i marts 2018 fastslås, at institutionernes synspunkter, der var afspejlet i dokumenterne med fire spalter, ikke var omfattet af en generel formodning om afslag på aktindsigt; bemærker, at den følsomme karakter af indholdet i trilogdokumenterne ikke i sig selv ansås for tilstrækkeligt grundlag til at nægte offentligheden adgang; mener, at alle tre institutioner bør bidrage med henblik på at opnå gennemsigtighed i trilogerne; anerkender, at offentlighedens ret til aktindsigt i EU-institutionernes dokumenter er enhver EU-borgers beskyttede og umistelige ret, som direkte udspringer af det demokratiske princip og den grundlæggende ret til ytringsfrihed, således at der må etableres en tilsvarende forpligtelse for Unionen for så vidt angår overholdelse og ansvarlighed; understreger, at der er behov for yderligere at fremme de relevante gennemsigtighedsinstitutioner, såsom ombudsmandsinstitutionen, således at Unionen opfylder sin forpligtelse som omhandlet ovenfor;

20.  gentager, at det er nødvendigt at sikre Den Europæiske Centralbanks (ECB's) integritet og dens uafhængighed af private finansielle interesser; understreger, at medlemmerne af direktionen skal afholde sig fra samtidig at være medlemmer af fora eller andre organisationer, som omfatter ledende medarbejdere i banker, som ECB fører tilsyn med, og at de ikke må deltage i fora, der ikke er åbne for offentligheden; glæder sig over Ombudsmandens udtalelse af 5. juli 2018;

21.  beklager, at ECB endnu ikke har foretaget den anbefalede vedtagelse og anvendelse af minimumsregler for ansvarlighed; mener, at manglende gennemsigtighed i ECB's aktiviteter kan føre til, at der sættes spørgsmålstegn ved dens uafhængighed af private finansielle interesser;

22.  støtter Ombudsmandens henstillinger af 15. januar 2018 om inddragelse af formanden for Den Europæiske Centralbank og medlemmer af dens beslutningstagende organer i G30 og opfordrer indtrængende ECB til at ændre de relevante regler med henblik på at sikre, at de højeste standarder for etik og ansvarlighed gennemføres i praksis;

23.  opfordrer Kommissionen til under den uformelle dialog mellem den selv og medlemsstaterne at sikre en høj grad af gennemsigtighed og adgang til dokumenter og oplysninger i forbindelse med EU Pilot-procedurerne og traktatbrudsprocedurerne, navnlig dem, der vedrører modtagne andragender, og fuld adgang på hensigtsmæssig vis til allerede afsluttede EU Pilot- og traktatbrudsprocedurer; opfordrer Kommissionen til at anvende en anden tilgang med hensyn til undersøgelser af overtrædelser af EU-retten og til at iværksætte overtrædelsesprocedurer, der ikke forlader sig udelukkende på EU Pilot-mekanismen;

24.  understreger betydningen af de foranstaltninger, der træffes for at øge gennemsigtigheden af de afgørelser, der træffes i traktatbrudssager; minder om, at Kommissionen i 2014 oprettede en centraliseret platform med omfattende oplysninger om overtrædelser på Europa-webstedet; fremhæver, at Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og offentligheden oplysninger om EU Pilot- og traktatbrudssager i sine årsberetninger om kontrol med gennemførelsen af EU-retten;

25.  støtter fuldt ud Ombudsmandens bestræbelser på at forbedre gennemsigtigheden for så vidt angår lobbyvirksomhed over for EU-institutionerne; bakker op om Kommissionens tilsagn om at gennemføre de reviderede horisontale regler for ekspertgrupper, herunder dem, der vedrører gennemsigtighed og interessekonflikter; understreger det vigtige i at registrere enkeltpersoner og organisationer, der repræsenterer private interesser i åbenhedsregistret, således at udnævnelser kan ske i overensstemmelse med de horisontale regler;

26.  fremhæver, at der er behov for en trepartsaftalen mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen, som ville udgøre et skridt i retning af at styrke de eksisterende regler om lobbyarbejde og lukke smuthuller; mener imidlertid, at institutionerne ikke bør stoppe der, men bør fortsætte med at indføre bindende lovgivningsmæssige foranstaltninger for alle EU's institutioner og agenturer;

27.  understreger, at det er vigtigt at stille alle oplysninger om lobbyisters indflydelse gratis til rådighed i en form, der gør dem fuldt forståelige og lettilgængelige for offentligheden, og således forbedre nøjagtigheden af dataene i EU's åbenhedsregister; understreger, at der skal sikres fuld gennemsigtighed i finansieringen af alle interesserepræsentanter, og opfordrer til, at enhver organisation, der bryder reglerne om svingdøre, suspenderes;

28.  understreger, at der er behov for at vedtage en retsakt med henblik på at gøre åbenhedsregistret fuldt ud obligatorisk og retligt bindende for alle EU-institutioner og -agenturer og tredjeparter og derved sikre fuld gennemsigtighed i lobbyvirksomheden; opfordrer EU-institutionerne til at overveje, hvilke praktiske ordninger der kan føre til en hurtig og effektiv aftale;

29.  beklager, at forskelsbehandling på grund af køn samt kønsfordeling fortsat er et problem i EU-institutionerne; noterer sig med bekymring konklusionerne i sag 366/2017/AMF og opfordrer indtrængende Den Europæiske Investeringsbank (EIB) til fuldt ud at efterleve Ombudsmandens henstillinger om at opnå en afbalanceret repræsentation af alle køn i ledende stillinger;

30.  glæder sig over Ombudsmandens undersøgelse i 2018 af proceduren for udnævnelse af Kommissionens tidligere generalsekretær og anerkender de fire tilfælde af fejl og forsømmelser, som hun har konstateret; udtrykker sin beklagelse over, at den tidligere Kommission på trods af Parlamentets støtte til Ombudsmandens henstillinger ikke har gennemført dem; noterer sig med særlig bekymring, at den ikke har indført en specifik udnævnelsesprocedure, og anmoder den nye Kommission om at vedtage en procedure og dermed sikre de højeste standarder for så vidt angår gennemsigtighed, etik og retsstatsprincippet;

31.  bemærker med bekymring Kommissionens faldende grad af efterlevelse af de henstillinger, forslag og løsninger, som Ombudsmanden fremsætter; opfordrer Kommissionen til at vise større engagement for så vidt angår at finde en løsning på alle de fejl og forsømmelser, som Ombudsmanden har konstateret i dens aktiviteter;

32.  opfordrer indtrængende Ombudsmanden til at overvåge gennemførelsen af Parlamentets nye bestemmelser for høringer af de indstillede kommissionsmedlemmer, navnlig dem, der er fastsat i artikel 2 i bilag VII, vedrørende undersøgelsen af økonomiske interesser, i lyset af gennemsigtighed og objektivitet;

33.  anerkender Kommissionens forslag af 31. januar 2018 om en ny adfærdskodeks for medlemmerne af Europa-Kommissionen; mener, at der skal ske en yderligere styrkelse af bestemmelserne i kodeksen;

34.  gentager, og er af den faste overbevisning, at det er nødvendigt at anvende strenge etiske regler og standarder overalt i EU's institutioner med henblik på at sikre overholdelse af pligten til integritet;

35.  er stærkt overbevist om, at gennemsigtighed er et væsentligt element i retsstatsprincippet, og at det skal respekteres gennem hele lovgivningsprocessen, da det har indflydelse på den faktiske realisering af retten til at stemme og stille op ved valg i tilgift til andre rettigheder (nemlig ytringsfriheden, talefriheden og friheden til at modtage oplysninger); mener, at skabelsen af et aktivt unionsborgerskab vil kræve offentlig kontrol, revision og evaluering af processen, og at der skal være mulighed for at resultatet kan anfægtes; understreger, at dette ville bidrage til, at borgerne ville blive mere og mere bekendt med lovgivningsprocessens basisbegreber og fremme deltagelsen i Unionens demokratiske liv;

36.  glæder sig over Ombudsmandens fortsatte bestræbelser på at medvirke til forandringer i EU-institutionerne ved at deltage i offentlige høringer, der vedrører hendes arbejdsområder; glæder sig over hendes forslag om at forbedre gennemsigtigheden af EU's risikovurderingsmodel i fødevarekæden, som omfatter forslag om, at Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet skal offentliggøre dagsordener og mødereferater vedrørende risikovurdering;

37.  opfordrer Ombudsmanden til at fortsætte sin undersøgelse på eget initiativ af gennemsigtigheden af EMA's og lægemiddelvirksomhedernes forhåndsansøgninger om markedsgodkendelser og den offentlige høring, der fandt sted indtil januar 2019;

38.  glæder sig over hendes undersøgelse af Den Europæiske Unions Luftfartssikkerhedsagenturs (EASA's) sikkerhedsrapporter, som har resulteret i, at agenturet har ændret sin praksis, således at de, der gør opmærksom på sikkerhedsmæssige problemer, modtager feedback;

39.  opfordrer indtrængende Ombudsmanden til at fortsætte med at føre tilsyn med, at den fælles sygeforsikringsordning (JSIS) overholder FN's handicapkonvention; opfordrer indtrængende Kommissionen til at ajourføre teksten til de almindelige gennemførelsesbestemmelser for den fælles sygeforsikringsordning for så vidt angår udgifter til lægebehandling og udgifter i forbindelse med tilpasninger i rimeligt omfang på arbejdspladsen for personer med handicap eller alvorlig sygdom; opfordrer Ombudsmanden til at sikre, at hele EU-administrationen implementerer FN's handicapkonvention fuldt ud;

40.  glæder sig over Ombudsmandens praktiske anbefalinger med hensyn til adgangen til udvælgelsesprocedurer for Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO) for synshæmmede kandidater; opfordrer Ombudsmanden til at overvåge EPSO's fulde overholdelse af tilgængelighedskravene til udvælgelsesprocedurerne online; opfordrer Ombudsmanden til at følge op på sine forslag til hjælpeteknologier i forbindelse med de computerbaserede test, der finder sted i hele verden;

41.  støtter Ombudsmanden i at skabe opmærksomhed i EU-institutionerne om indførelsen af en stærkere politik til bekæmpelse af chikane;

42.  støtter Ombudsmandens initiativ til opfølgning af #MeToo-bevægelsen og opfordrer til en yderligere overvågning af, hvilke politikker til bekæmpelse af chikane EU's forvaltning har indført;

43.  støtter Ombudsmandens bestræbelser på at lette borgernes deltagelse i udformningen af EU's politikker; anmoder Ombudsmanden om fortsat at følge anvendelsen af redskabet det europæiske borgerinitiativ (ECI), herunder at overvåge gennemførelsen af den reviderede forordning om borgerinitiativer;

44.  påpeger, at Den Europæiske Ombudsmands rolle har udviklet sig med tiden siden dens oprettelse, fra at forebygge fejl og forsømmelser til at fremme god forvaltning; mener, at den logiske udvikling af denne tendens er at fortsætte indsatsen for aktivt og rettidigt at fremme en bedre forvaltning og bedste administrative praksis;

45.  glæder sig over Ombudsmandens initiativ til en pris for god forvaltning, som anerkender EU's tjenestegrenes bestræbelser på at finde innovative metoder til gennemførelse af borgervenlige politikker;

46.  gentager sin mangeårige opfordring til at opgradere den nuværende kodeks for god forvaltningsskik til en ægte bindende forordning for alle EU-institutioner og -agenturer;

47.  minder om Ombudsmandens engagement i en meget høj grad af gennemsigtighed fra EU's side under forhandlingerne om aftalen om Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union;

48.  opfordrer Ombudsmanden til at fortsætte med at samarbejde med de nationale ombudsmænd gennem det europæiske netværk af ombudsmænd; understreger behovet for yderligere at udvikle sådanne eksempler på samarbejde mellem de forskellige nationale ombudsmænd;

49.  minder om, at det nye udkast til Ombudsmandens statut, som for nylig blev vedtaget af Parlamentet, indeholder en karensperiode på 3 år, inden et medlem af Europa-Parlamentet er berettiget til at udøve hvervet som Ombudsmand;

50.  gentager, at det er af afgørende betydning at bevare Ombudsmandens uafhængighed og integritet og sikre, at hvervet indehaves af personer, der er fri for indlysende partipolitiske tilhørsforhold og interessekonflikter, og som har en stærk etiske sans;

51.  udtrykker sin påskønnelse af det fremragende og frugtbare samarbejde, Ombudsmanden og hendes team har haft med Udvalget for Andragender;

52.  anerkender det fremragende samarbejde, som Ombudsmanden har haft i løbet af sit mandat og opfordrer den kommende Ombudsmand til at fortsætte dette samarbejde og denne strukturelle dialog med Udvalget for Andragender med henblik på yderligere at forbedre EU-forvaltningens kvalitet og tilgængeligheden og kvaliteten af de tjenester, som EU tilbyder vores borgere;

53.  pålægger sin formand at sende denne beslutning og betænkningen fra Udvalget for Andragender til Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Ombudsmand, medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt til ombudsmændene eller tilsvarende myndigheder i medlemsstaterne.

(1) EFT L 113 af 4.5.1994, s. 15. (2) Vedtagne tekster, P8_TA(2019)0045. (3) Vedtagne tekster, P8_TA(2019)0114. (4) Vedtagne tekster, P8_TA(2019)0080. (5) EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43. (6) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0271. (7) Forenede sager C-39/05 og C-52/05 P, Kongeriget Sverige og Maurizio Turco mod Rådet for Den Europæiske Union, Samling af afgørelser 2008 I-04723.

Europa-Parlamentets beslutning af 16. januar 2020 om institutioner og organer i Den Økonomiske og Monetære Union: Forebyggelse af interessekonflikter efter udtræden af offentlig tjeneste (2019/2950(RSP))

P9_TA(2020)0017 B9-0047/2020

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 298 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til forordning nr. 31 (EØF), 11 (Euratom), om vedtægten for tjenestemænd og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab (vedtægten), særlig artikel 11(a), 12, 16 og 17(1),

–  der henviser til sin beslutning af 10. maj 2011 om decharge for regnskabsåret 2009: præstationer, økonomisk forvaltning og kontrol med agenturer(2),

–  der henviser til Revisionsrettens særberetning nr.15/2012 "Management of conflict of interest in selected EU Agencies" (Håndtering af interessekonflikter i udvalgte EU-agenturer)(3),

–  der henviser til Kommissionens afgørelse af 29. juni 2018 om eksterne aktiviteter og opgaver og om arbejdsrelaterede aktiviteter efter udtræden af tjenesten (C(2018)4048),

–  der henviser til presseerklæringen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) af 17. september 2019 om offentliggørelse af Adam Farkas' fratræden som administrerende direktør for EBA fra 31. januar 2020(4),

–  der henviser til forespørgsel til Kommissionen om udnævnelsen af den administrerende direktør for EBA Adam Farkas til administrerende direktør for sammenslutningen af finansielle markeder i Europa (AFME) (O-000031/2019 — B9-0054/2019) og til Kommissionens svar af 24. oktober 2019(5),

–  der henviser til svarene fra formanden for EBA på en høring i Økonomi- og Valutaudvalget den 4. november 2019,

–  der henviser til Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udviklings (OECD) rapport af 23. august 2010 med titlen "Post-Public Employment: Good Practices for Preventing Conflict of Interest" (Beskæftigelse efter udtræden af offentlig tjeneste: God praksis til forebyggelse af interessekonflikter)(6),

–  der henviser til Transparency Internationals arbejdsdokument 06/2010 med titlen "Regulating the Revolving Door" (Regulering af svingsdørsproblematikken)(7),

–  der henviser til Den Europæiske Ombudsmands udkast til henstillinger i forbindelse med behandlingen af klage 775/2010/ANA mod Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA)(8),

–  der henviser til skrivelse af 13. juni 2017 fra Ombudsmanden til Det Europæiske Kemikalieagenturs direktør om gennemførelsen af artikel 16 i EU's personalevedtægt(9),

–  der henviser til skrivelse af 13. juni 2017 fra Ombudsmanden til EBA's direktør om gennemførelsen af artikel 16 i EU's personalevedtægt(10),

–  der henviser til Den Europæiske Ombudsmands beretning af 28. februar 2019 om offentliggørelse af oplysninger om tidligere ledende medarbejdere med henblik på at håndhæve forbuddet på et år mod lobbyvirksomhed: SI/2/2017/NF(11),

–  der henviser til sin beslutning af 12. februar 2019 om udkast til Europa-Parlamentets forordning om ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv (statutten for Den Europæiske Ombudsmand)(12),

–  der henviser til de politiske retningslinjer for den næste Europa-Kommission 2019-2024(13),

–  der henviser til mundtlig forespørgsel til Kommissionen om "Institutioner og organer i Den Økonomiske og Monetære Union: Forebyggelse af interessekonflikter efter udtræden af offentlig tjeneste" (O-000048/2019 – B9‑0001/2020),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 136, stk. 5, og artikel 132, stk. 2,

–  der henviser til forslag til beslutning fra Økonomi- og Valutaudvalget,

A.  der henviser til, at artikel 298, stk. 1, i TEUF fastslår, at "Under udførelsen af deres opgaver støtter Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer sig på en åben, effektiv og uafhængig europæisk forvaltning";

B.  der henviser til, at artikel 68, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1093/2010(14) fastsætter, at "Vedtægten for tjenestemænd, ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte og de regler, som EU-institutionerne sammen har vedtaget om anvendelsen af dem, finder anvendelse på myndighedens personale, herunder dets administrerende direktør og formanden.";

C.  der henviser til, at det i vedtægtens artikel 16 og 17 navnlig fastsættes, hvilke principper der skal gælde for det personale, der forlader institutionerne, herunder bestemmelser om forebyggelse af interessekonflikter;

D.  der henviser til, at den administrerende direktør for EBA har accepteret at blive udnævnt som administrerende direktør for AFME fra den 1. februar 2020 og har meddelt, at han træder tilbage fra sin stilling som administrerende direktør for EBA med virkning fra den 31. januar 2020;

E.  der henviser til, at EBA's bestyrelse og tilsynsråd besluttede, at EBA's administrerende direktørs nye ansættelse som administrerende direktør for AFME bør godkendes; der henviser til, at EBA's tilsynsråd har truffet en afgørelse om at pålægge forholdsvis begrænsede restriktioner for EBA's administrerende direktør, og at disse ifølge EBA imødegår og behandler den interessekonflikt, der følger af, at den administrerende direktør har accepteret en ny stilling; der henviser til, at disse begrænsninger gælder for aktiviteter, der udføres under arbejdet i EBA og efter, at den administrerende direktør har forladt EBA;

F.  der henviser til, at EBA's formand under en høring i Europa-Parlamentet understregede, at det er vanskeligt at håndhæve restriktioner for sådanne former for beskæftigelse efter udtræden af offentlig tjeneste;

G.  der henviser til, at ledende medarbejdere, der forlader tilsynsmyndighederne, ikke på nuværende tidspunkt modtager en midlertidig godtgørelse;

H.  der henviser til, at interessekonfliktsituationer forbundet med udtræden af offentlig tjeneste eller "svingdørssager" er tilbagevendende anliggender, der er blevet vurderet og analyseret af internationale organer og EU-organer, navnlig Den Europæiske Ombudsmand og Den Europæiske Revisionsret;

I.  der henviser til, at sådanne "svingdørssager" giver interessegrupper mulighed for at belønne lovgivere for tidligere adfærd og dermed skabe mulighed for skadelige incitamenter;

1.  understreger betydningen af en åben, effektiv og uafhængig europæisk forvaltning for EU som helhed, herunder institutioner, organer og agenturer i Den Økonomiske og Monetære Union;

2.  er bekymret over den interessekonflikt, der er opstået som følge af udnævnelsen af den administrerende direktør for EBA som administrerende direktør for AFME fra den 1. februar 2020; bemærker, at denne beskæftigelse efter udtræden af offentlig tjeneste uden en afkølingsperiode udgør en risiko, ikke blot for EBA's omdømme og uafhængighed, men for alle EU-institutioner og det europæiske projekt som helhed;

3.  minder om, at uløste interessekonflikter ikke blot kan kompromittere håndhævelsen af høje etiske standarder i EU's forvaltning, men også bringe retten til god forvaltning i fare og dermed true de lige konkurrencevilkår, der er nødvendige for et velfungerende indre marked;

4.  opfordrer til en effektiv og konsekvent anvendelse af personalevedtægten, særlig artikel 16, med henblik på at forebygge interessekonflikter, navnlig — men ikke kun — vedrørende højtstående embedsmænd; understreger, at artikel 16 giver EU-institutionerne mulighed for at sige nej til en tidligere tjenestemands anmodning om at indtage et bestemt hverv, hvis restriktionerne ikke er tilstrækkelige til at beskytte institutionernes legitime interesser; understreger, at i sagen med Tibor Farka kunne der være overvejet et forbud mod en direkte ny ansættelse i AFME i henhold til artikel 21, stk. 3, litra b), i Kommissionens afgørelse C(2018)4048, da AFME kan betragtes som en modpart;

5.  frygter, at det ofte ikke er muligt at håndhæve de betingelser, der pålægges for beskæftigelse efter udtræden af offentlig tjeneste; opfordrer derfor EU's institutioner og agenturer til at overveje at bruge alle de værktøjer, der findes i henhold til artikel 16 i personalevedtægten;

6.  stiller spørgsmålstegn ved afgørelsen truffet af EBA's tilsynsråd og EBA's bestyrelse om at tillade Tibor Farka at indtage hvervet som administrerende direktør for AFME; opfordrer dem til at tage deres beslutning op til fornyet overvejelse;

7.  bemærker, at selv om erfaring fra den private sektor kan være værdifuld for arbejde i institutionerne, kan "svingdørsproblematikker" også opstå som følge af forudgående ansættelse i den private sektor før ansættelsen i den offentlige sektor, når der er en direkte forbindelse mellem den tidligere arbejdsgiver og den nye stilling i institutionen, og at dette har potentiale til at skade EU-institutionernes integritet og borgernes tillid til dem; understreger derfor, at der er ved at opstå behov for at evaluere, hvordan interessekonflikter også kan opstå i forbindelse med hvervene før offentlig ansættelse i eller udnævnelse til stillinger med lovgivningsmæssige eller udøvende beføjelser og ansvarsområder, og anbefaler, at dette overvejes yderligere;

8.  understreger, at beskæftigelse efter offentlig tjeneste og "svingdørsinteressekonflikter" er et fælles problem for alle institutioner, organer, kontorer og agenturer i hele EU og dets medlemsstater; understreger derfor behovet for en samlet retlig ramme for effektivt at kunne løse disse problemer;

9.  noterer sig det arbejde, der er udført på internationalt plan (OECD) for at sikre en harmoniseret ramme for situationer med beskæftigelse efter udtræden af offentlig tjeneste; noterer sig på EU-plan det arbejde, der udføres med henblik herpå af Den Europæiske Revisionsret og Den Europæiske Ombudsmand; bemærker, at en rettidig gennemførelse af disse henstillinger kunne forhindre lignende problemer i fremtiden;

10.  understreger, at selv om de erfaringer, som ansatte har gjort i den private sektor kan være værdifulde for et regulerings- eller tilsynsorgan, bør Unionens organer og institutioner være præget af en stærk offentlig serviceetik med henblik på at tjene Europas borgere bedst muligt;

11.  opfordrer Den Europæiske Revisionsret til at foretage en omfattende analyse af tilgangen af organer og agenturer i Den Økonomiske og Monetære Union med hensyn til forvaltning af situationer, hvor der eksisterer potentielle interessekonflikter; opfordrer Den Europæiske Revisionsret til at fastlægge bedste praksis;

12.  opfordrer Kommissionen til at vurdere den nuværende praksis inden for området for beskæftigelse efter offentlig tjeneste på EU-plan og nationalt plan med henblik på at finde frem til stærkere foranstaltninger til forebyggelse af interessekonflikter, der opstår, når højtstående embedsmænd i EU-organer forlader deres stillinger for at tage beskæftigelse i den private sektor, eller når personer fra den private sektor udnævnes til ledende stillinger i et EU-organ, og til at tage hensyn til resultaterne i overvejelserne om en harmoniseret retlig ramme for forebyggelse af interessekonflikter efter udtræden af offentlig beskæftigelse;

13.  minder om det tilsagn, som Kommissionen gav på plenarmødet den 24. oktober 2019 om at revidere den retlige ramme for beskæftigelse efter udtræden af tjeneste; opfordrer Kommissionen til at indføre en harmoniseret retlig ramme for forebyggelse af situationer med interessekonflikt efter udtræden af offentlig beskæftigelse med henblik på at sikre høje etiske standarder; understreger behovet for at tilpasse EU's praksis til internationale standarder; understreger, at de samme standarder bør anvendes på EU-plan og nationalt plan;

14.  opfordrer Kommissionen til i sin gennemgang af rammerne for beskæftigelse efter udtræden af offentlig tjeneste at fastlægge de specifikke risikoområder, hvor det kan være nødvendigt med en styrkelse af rammerne, herunder udvidelse af muligheden for at blokere for ny beskæftigelse og til at overveje en eventuel forlængelse af afkølingsperioderne for højtstående embedsmænd, der står i et rimeligt forhold til det konkrete tilfælde, for at sikre ligebehandling i overensstemmelse med artikel 15 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder; understreger, at kravet om forudgående offentliggørelse af interessekonflikter som fastsat i artikel 11 i personalevedtægten bør gennemføres på en sådan måde, at det sikres, at potentielle interessekonflikter afsløres længe inden ansættelse i et EU-organ; understreger endvidere, at alle EU-organer bør offentliggøre deres interne regler for håndtering af interessekonflikter på deres websteder og rette sig efter Den Europæiske Ombudsmands henstillinger fra 2017 om offentliggørelse af de årlige oplysninger, der kræves i henhold til artikel 16, stk. 4, i personalevedtægten;

15.  opfordrer Kommissionen til at udvide denne revision til at omfatte interessekonflikter inden beskæftigelse i den offentlige sektor og til at overveje at styrke eksisterende foranstaltninger, såsom obligatorisk afhændelse af interesser i virksomheder, der er omfattet af myndigheden i den institution, som en nyudnævnt tjenestemand tilhører, eller som har forbindelser til denne institution, og til også at overveje nye former for forebyggende foranstaltninger, som f.eks. et obligatorisk forbud mod deltagelse i behandling af spørgsmål, der vedrører en tidligere arbejdsgiver i den private sektor;

16.  er af den opfattelse, at et forbud mod at indtage ny beskæftigelse, i det tilfælde hvor den pågældende person allerede er i beskæftigelse, og hvor forbuddet er tilstrækkeligt målrettet og berettiget, ikke udgør en overtrædelse af retten til beskæftigelse;

17.  gør opmærksom på, at hvis der indføres længere afkølingsperioder for højtstående embedsmænd, der forlader et agentur, kan man også overveje muligheden for at give dem en passende midlertidig godtgørelse; understreger, at sådanne midlertidige godtgørelser bør ophøre, hvis der tages ny beskæftigelse i afkølingsperioden;

18.  opfordrer Kommissionen til at vurdere, om det er hensigtsmæssigt, at de berørte EU-agenturer selv beslutter sig for at håndhæve reglerne om forebyggelse af interessekonflikter, og hvordan en konsekvent anvendelse af reglerne kan sikres; anser det uafhængige etiske organ, der er planlagt af Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, for at være det organ, der er bedst egnet til at træffe afgørelser vedrørende interessekonflikter vedrørende EU-ansatte i fremtiden;

19.  foreslår, at alle medlemmer af Europa-Parlamentet og alle repræsentanter for Europa-Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union afholder sig fra at kontakte den nuværende administrerende direktør, hvis og når han tiltræder stillingen som administrerende direktør for AFME, for en toårig periode; opfordrer de tjenestegrene, der er ansvarlige for udlevering af adgangskort til Parlamentets bygninger ("brune adgangskort"), til grundigt at overveje Tibor Farkas situation og overveje muligheden for ikke at udlevere et sådant adgangskort for samme periode (to år) for at undgå en potentiel interessekonflikt;

20.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Revisionsretten samt til Den Europæiske Ombudsmand.

(1) EFT 45 af 14.6.1962, s. 1385. (2) EUT L 250 af 27.9.2011, s. 268. (3) https://www.eca.europa.eu/Lists/News/NEWS1210_11/NEWS1210_11_EN.PDF (4) https://eba.europa.eu/adam-farkas-steps-down-as-eba-executive-director (5) https://www.europarl.europa.eu/doceo/document/O-9-2019-000031_EN.html (6) https://read.oecd-ilibrary.org/governance/post-public-employment_9789264056701-en#page7 (7) https://www.transparency.org/whatwedo/publication/working_paper_06_2010_regulating_the_revolving_door (8) https://www.ombudsman.europa.eu/en/recommendation/en/11089 (9) https://www.ombudsman.europa.eu/en/correspondence/en/80697 (10) https://www.ombudsman.europa.eu/en/correspondence/en/80699 (11) https://www.ombudsman.europa.eu/en/report/en/110521 (12) Vedtagne tekster, P8_TA(2019)0080. (13) https://ec.europa.eu/commission/sites/beta-political/files/political-guidelines-next-commission_da.pdf (14) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12).