Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2019/2206(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A9-0245/2020

Indgivne tekster :

A9-0245/2020

Forhandlinger :

PV 14/12/2020 - 27
CRE 14/12/2020 - 27

Afstemninger :

PV 16/12/2020 - 2
PV 17/12/2020 - 2

Vedtagne tekster :

P9_TA(2020)0361

Vedtagne tekster
PDF 183kWORD 60k
Torsdag den 17. december 2020 - Bruxelles
Gennemførelse af Dublin III-forordningen
P9_TA(2020)0361A9-0245/2020

Europa-Parlamentets beslutning af 17. december 2020 om gennemførelse af Dublin III-forordningen (2019/2206(INI))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 78, stk. 2, litra e), i traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til artikel 80 i TEUF om princippet om solidaritet og rimelig ansvarsfordeling, inklusive de økonomiske implikationer, mellem medlemsstater,

–  der henviser til artikel 1, 2, 3, 4, 18, 19 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til artikel 2, 3, 5, 8 og 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK),

–  der henviser til artikel 14 i verdenserklæringen om menneskerettigheder vedtaget af FN's Generalforsamling i 1948,

–  der henviser til FN's globale flygtningepagt,

—  der henviser til konventionen fra 1951 samt protokollen fra 1967 om flygtninges retsstilling (Genèvekonventionen),

—  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne ("Dublin III-forordningen")(1),

—  der henviser til Rådets afgørelse (EU) 2015/1523 af 14. september 2015(2) og (EU) 2015/1601 af 22. september 2015(3), der begge fastsætter midlertidige foranstaltninger til fordel for Italien og Grækenland på området international beskyttelse,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2016)0270) om en reform af Dublin III-forordningen,

–  der henviser til det forhandlingsmandat, som Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender vedtog den 19. oktober 2017, og som blev godkendt på plenarmødet den 16. november 2017 og bekræftet af Formandskonferencen den 17. oktober 2019,

–  der henviser til sin beslutning af 12. april 2016 om situationen i Middelhavet og behovet for en holistisk EU-tilgang til migration(4),

–  der henviser til afgørelser fra Den Europæiske Unions Domstol, der vedrører forordning (EU) nr. 604/2013, i særdeleshed C-695/15 PPU Mirza (ECLI:EU: C:2016 :188), C-63/15 Ghezelbash (Store Afdeling) (*) (ECLI:EU:C:2016:409), C-155/15, Karim (ECLI:EU:C:2016:410), C-578/16 PPU C.K. m.fl. (*) (ECLI:EU:C:2017:127), C-528/15 Al Chodor (ECLI:EU:C:2017:213), C-36/17 Ahmed (Afgørelse) (ECLI:EU:C:2017:273), C-490/16 A.S. (Store Afdeling) (ECLI:EU:C:2017 :585), C-646/16 Jafari (Store Afdeling) (*) (ECLI:EU:C:207:586), C-670/16 Mengesteab (Store Afdeling) (ECLI:EU:C:2017:587), C-60/16 Khir Amayri, ECLI:EU:C:2017:675, C-201/16 Shiri, (ECLI:EU:C:2017:805), C-360/16 Hasan (ECLI:EU:C:2018:35), C-647/16 Hassan (ECLI:EU:C:2018:368), C-213/17 X (ECLI:EU:C:2018:538), C-56/17 Fathi (ECLI:EU:C:2018:803), C-47/17 X (Store Afdeling) (ECLI:EU:C:2018:900), C-661/17 M.A. m.fl. (Store Afdeling) (*) (ECLI:EU:C:2019:53), C-163/17 Jawo (Store Afdeling) (*) (ECLI:EU:C:2019:218), og C-582/17 H. (Store Afdeling) (*) ECLI:EU:C:2019:280 samt C-715/17, C-718/17 og C-719/17 Kommissionen mod Polen, Ungarn og Det Tjekkiske Republik,

—  der henviser til afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der vedrører forordning (EU) nr. 604/2013, især Sharifi mod Østrig af 5. december 2013 (Kammerafgørelse), Mohammadi mod Østrig af 3. juli 2014 (Kammerafgørelse), Sharifi m.fl. mod Italien og Grækenland af 21. oktober 2014 (Kammerafgørelse) og Tarakhel mod Schweiz af 4. november 2014 (Storkammerafgørelse) og M.S.S. mod Belgien og Grækenland (Storkammer), sag nr. 30696/09, dom af 21. november 2011, relateret til forordning (EF) nr. 343/2003 af 18. februar 2003 (Dublin II),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. maj 2015 med titlen "En europæisk dagsorden for migration" (COM(2015)0240),

—  der henviser til den såkaldte Maltaerklæring fra september 2019,

—  der henviser til undersøgelsen fra FN's højkommissær for flygtninge fra august 2017 med titlen "Left in Limbo" (efterladt i en uafklaret situation) om gennemførelsen af Dublin III-forordningen i 2017,

—  der henviser til evalueringen af Dublin III-forordningen fra 2015 og evalueringen af gennemførelsen af Dublin III-forordningen fra 2016, som ICF International foretog for Kommissionen,

—  der henviser til Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 24/2019 fra november 2019 med titlen "Asyl, omfordeling og tilbagesendelse af migranter: Tiden er inde til at lukke hullet mellem mål og resultater",

—  der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "Covid-19: Vejledning om gennemførelsen af de relevante EU-bestemmelser på området asyl- og tilbagesendelsesprocedurer og om genbosætningsprocedurerne" (2020/C 126/02),

—  der henviser til Det Europæiske Asylstøttekontors rapport af 2. juni 2020 om covid-19-nødforanstaltninger i asyl- og modtagelsessystemer,

–  der henviser til rapporten "Annual Report on the Situation of Asylum in the European Union" fra Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO) fra juni 2020,

—  der henviser til Europa-Parlamentets Forskningstjenestes (EPRS) vurdering af gennemførelsen af Dublinforordningen af januar 2019, udarbejdet af Dr. Amandine Scherrer fra Enheden for Efterfølgende Evaluering i Parlamentets Direktorat for Konsekvensanalyse og Europæisk Merværdi (første del) og af forskningsholdet i det Europæiske Råd for Flygtninge og Personer i Eksil (ECRE), på foranledning af Enheden for Efterfølgende Evaluering (anden del),

—  der henviser til andre undersøgelser bestilt af Europa-Parlamentet, især EPRS's vurdering fra 2016 af gennemførelsen af Dublinforordningen og de europæiske asylprocedurer, udarbejdet af Gertrud Malmersjo og Milan Remáč, undersøgelsen fra juni 2016 fra Temaafdelingen for Borgernes Rettigheder og Konstitutionelle Anliggender (Generaldirektoratet for Interne Politikker) om reformen af Dublin III-forordningen, udarbejdet Francesco Maiani, EPRS-undersøgelsen fra oktober 2018 af "The Cost of Non-Europe in Asyum Policy", udarbejdet af Wouter van Ballegooij og Cecilia Navarra, og EPRS-undersøgelsen fra marts 2019 af reformen af Dublinsystemet, udarbejdet af Anja Radjenovic,

—  der henviser til høringen i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (LIBE) den 19. februar 2020,

—  der henviser til svarene fra medlemsstaternes parlamenter om deres arbejde med Dublin III-forordningen, som er indgivet via det automatiserede system hos Europæisk Center for Parlamentarisk Forskning og Dokumentation,

—  der henviser til Tysklands svar på en liste med fem spørgsmål, som LIBE-udvalgets formand og ordføreren har sendt til alle de nationale myndigheder, der er involveret i Dublinproceduren,

—  der henviser til ordførerens informationsrejser til Bochum (Tyskland), Ter Apel (Nederlandene), Bukarest (Rumænien) og Lampedusa (Italien),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 54 samt til artikel 1, stk. 1, litra e), og bilag 3 til Formandskonferencens afgørelse af 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

–  der henviser til skrivelse fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling,

—  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A9-0245/2020),

A.  der henviser til, at 1 393 920 asylansøgere søgte om international beskyttelse i EU+ i 2015 og 1 292 740 i 2016, hvilket er en firedobling sammenlignet med 2012 (373 375) og 2013 (464 515); der henviser til, at antallet af ansøgninger om international beskyttelse i EU+-landene igen steg mellem 2018 (665 920) og 2019 (738 425), hvilket svarer til 0,13 % af EU's samlede befolkning i 2019;

B.  der henviser til, at børn tegner sig for næsten halvdelen af de asylansøgninger, der er indgivet i EU, og at omkring 17 700 uledsagede mindreårige indgav en ansøgning om international beskyttelse i 2019; der henviser til, at 86 % af dem var drenge, og at 90 % var mellem 14 og 18 år;

C.  der henviser til, at en medlemsstat, der udsteder et visum til en tredjelandsstatsborger, er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse i henhold til artikel 12 i Dublin III-forordningen; der henviser til, at en ansøgning fra en tredjelandsstatsborger eller statsløs, der er indrejst i en medlemsstat, som indrømmer visumfritagelse, i henhold til artikel 14 i Dublin III-forordningen skal behandles af denne medlemsstat;

D.  der henviser til, at der blev truffet 145 000 afgørelser om Dublinanmodninger i 2019; der henviser til, at anerkendelsesraten for afgørelser om Dublinanmodninger var 62 % i 2019;

E.  der henviser til, at en tredjedel af medlemsstaterne modtog 90 % af asylansøgerne i perioden mellem 2008 og 2017;

F.  der henviser til, at kriterierne for fastlæggelse af en medlemsstats ansvar for en asylansøgning i hierarkisk rækkefølge omfatter familieenheden, udstedelse af opholdstilladelser eller visa, irregulær indrejse eller irregulært ophold og visumfri indrejse; der henviser til, at såfremt ingen af de nævnte kriterier finder anvendelse, bliver den medlemsstat, hvor asylansøgningen blev indgivet først, den ansvarlige medlemsstat, jf. artikel 3, stk. 2; der henviser til, at der sker uforholdsmæssig brug af artikel 13, der pålægger den medlemsstat, hvortil den første irregulære indrejse er sket, ansvaret for at behandle en asylansøgning, og at dette ansvar som følge heraf ikke er rimeligt fordelt mellem medlemsstaterne; der henviser til, at adskillige første indrejsemedlemsstater i Middelhavsområdet, dvs. Grækenland, Italien, Malta, Cypern og Spanien, har modtaget en stor del af førstegangsansøgningerne, navnlig under krisen i 2015-2016;

G.  der henviser til, at i 2018 registrerede Tyskland (82,8 mio. indbyggere, 18,6 % af den samlede befolkning i EU) det største antal ansøgninger (184 180 eller 28 % af alle ansøgninger, svarende til 0,22 % af landets befolkning) efterfulgt af Frankrig (66,9 mio. indbyggere, 15 % af den samlede befolkning i EU) med 120 425 ansøgninger (19 % af alle ansøgninger, svarende til 0,18 % af landets befolkning), Grækenland (10,74 mio. indbyggere, 2,4 % af den samlede befolkning i EU) med 66 695 ansøgninger (11 % af alle ansøgninger, 0,62 % af landets befolkning), Italien (60,48 mio. indbyggere, 13,6 % af den samlede befolkning i EU) med 59 950 ansøgninger (10 % af alle ansøgninger, 0,01 % af landets befolkning) og Spanien (46,66 mio. indbyggere, 10,49 % af den samlede befolkning i EU) med 52 700 ansøgninger (9 % af alle ansøgninger og 0,11 % af landets befolkning);

H.  der henviser til, at mellem 2016 og 2019 udstedte Tyskland og Frankrig langt de fleste Dublinanmodninger (68 % af det samlede antal i EU), mens Spanien, Estland, Litauen, Letland, Slovakiet, Bulgarien, Polen og Tjekkiet udstedte meget få Dublinanmodninger; der henviser til, at Spanien på trods af et stort og stigende antal asylansøgninger stort set ikke udstedte nogen Dublinanmodninger; der henviser til, at der er store forskelle mellem landene, idet 54,6 % af overførslerne blev gennemført fra Grækenland, 42,2 % fra Sverige, 11,2 % fra Tyskland, 6,7 % fra Frankrig og 1,6 % fra Italien mellem 2016 og 2019; der henviser til, at der er en betydelig informationskløft for en række landes vedkommende;

I.  der henviser til, at Dublin III-forordningen er baseret på den centrale antagelse, at asylansøgere gives lige rettigheder i alle medlemsstater, og at hver enkelt asylansøgning bliver undersøgt på retfærdig vis, uanset hvor i EU den indgives; der henviser til, at dette er langt fra at være en realitet;

J.  der henviser til, at medlemsstaterne kun har gjort meget begrænset brug af bestemmelsen om afhængige personer (artikel 16) eller de humanitære og diskretionære klausuler (artikel 17) i forordningen; der henviser til, at disse klausuler giver rimelige løsninger på familiesammenføringer eller omfordelinger, herunder efter landgang;

K.  der henviser til, at bestemmelserne om kriteriernes rækkefølge og om tidsfrister ikke bliver anvendt korrekt i de fleste Dublinprocedurer, og at der ikke gennemføres overførsler; der henviser til, at disse mangler i situationer, hvor der er børn og familier involveret, er til særlig skade for barnets tarv og for asylansøgeres ret til familiesammenføring;

L.  der henviser til, at data for og undersøgelser af Dublin III-forordningens gennemførelse har fremdraget rutinemæssig tilsidesættelse af familiebestemmelserne og ukorrekt anvendelse af princippet om barnets tarv; der henviser til, at i 2018 blev kriteriet om familiens enhed kun anvendt i 5 % af anmodningerne om overtagelse i Frankrig (ud af 12 000) og i 3,7 % i Tyskland (ud af 17 500) og i et endnu mindre omfang i Belgien, Sverige og Schweiz; understreger, at Grækenland i modsætning hertil udstedte 79,3 % af landets anmodninger om overtagelse på grundlag af kriteriet om familiens enhed i 2018; der henviser til, at ansøgninger om familiesammenføring bliver imødekommet mindre hyppigt (48 % af sagerne) sammenlignet med den gennemsnitlige acceptprocent for alle procedurer (67,6 %); der henviser til, at reel gennemførelse af forordningens artikel 16 og 17 vil kunne sikre asylansøgernes effektive ret til familieliv og familieenhed;

M.  der henviser til, at der er forekommet store mangler i gennemførelsen af Dublin III-forordningen, også i 2015 med det store antal ankomster og under covid-19-krisen, hvilket har undergravet tilliden mellem medlemsstaterne og retten til international beskyttelse og således medført overtrædelser af grundlæggende rettigheder; der henviser til, at Dublin III-reglerne har vist sig at være uegnede til at håndtere betydelige tilstrømninger af migranter, hvilket har resulteret i et system, der pålægger nogle få medlemsstater alt for stort ansvar og alt for store byrder;

N.  der henviser til, at den midlertidige solidaritetsmekanisme for eftersøgnings- og redningsoperationer i Middelhavet, der blev aftalt i Maltaerklæringen og underskrevet den 23. september 2019 af Tyskland, Frankrig, Italien og Malta, gjaldt i en periode på mindst seks måneder; der henviser til, at der ikke var andre medlemsstater, der sluttede sig til denne ad hoc-aftale;

O.  der henviser til, at bestemmelsen om forebyggende indsats i Dublin III-forordningen (artikel 33) aldrig er blevet anvendt;

P.  der henviser til, at artikel 28 i Dublinforordningen tillader frihedsberøvelse som en ekstraordinær foranstaltning "for at sikre overførselsprocedurerne", hvis der er en "væsentlig risiko for, at en person forsvinder"; der henviser til, at denne definition fortsat er uklar, og at fortolkningen heraf varierer fra medlemsstat til medlemsstat;

Q.  der henviser til den manglende overholdelse for så vidt angår processuelle garantier og beskyttelsesforanstaltninger for asylansøgere, især for børn; der henviser til, at procedurernes varighed og manglen på forudsigelige resultater sammenholdt med dårlige modtagelsesforhold og socialt sårbare situationer har konsekvenser for asylansøgernes velbefindende, idet de i mange tilfælde har haft traumatiske oplevelser i deres hjemland og/eller på deres vej til EU;

R.  der henviser til, at gennemførelsen af Dublin III-forordningen er tæt forbundet med gennemførelsen af andre dele af den europæiske asyl- og migrationspolitik; der især henviser til, at fejl i gennemførelsen af det omarbejdede direktiv om asylprocedurer (2013/32/EU), det omarbejdede direktiv om minimumsstandarder for modtagelse (2013/33/EU) og det omarbejdede direktiv om flygtningestatus (2011/95/EU) har påvirket gennemførelsen af Dublin III-forordningen; der henviser til, at Kommissionen bør gøre mere for at sikre, at medlemsstaterne overholder disse direktiver, herunder gennem traktatbrudsprocedurer;

S.  der henviser til, at nogle af fejlene ligger i selve udformningen af Dublin III-forordningen og ikke kan løses alene med en bedre gennemførelse;

T.  der henviser til, at manglende oplysninger er til hinder for en omfattende evaluering af gennemførelsen af Dublin III-forordningen; der henviser til, at statistiske oplysninger ikke leveres systematisk og konsekvent af medlemsstaterne og heller ikke med samme detaljeringsgrad eller hyppighed; der henviser til, at de manglende oplysninger omfatter bevæggrunde til anmodninger, procedurernes varighed, ressourcer, tilbagetrukne ansøgninger, mislykkede overførsler, klageprocesser og frihedsberøvelse;

U.  der henviser til, at Europa-Parlamentet den 6. november 2017 vedtog en lovgivningsmæssig beslutning om forslaget til omarbejdning af Dublin IV med to tredjedeles flertal;

Indarbejdelse af et solidaritetsprincip i det fælles europæiske asylsystem

1.  mener, at den nugældende Dublin III-forordning lægger en uforholdsmæssig stor ansvarsbyrde på et mindretal af medlemsstater, navnlig ved et stort antal ankomster; mener, at kriteriet om første indrejseland i Dublin III-forordningen lægger en hidtil udset og uforholdsmæssigt stor byrde i form af registrering og modtagelse af asylansøgere på medlemsstater, der på grund af deres geografiske placering er i frontlinjen; påpeger, at Dublin III-forordningen, således som den er udformet og gennemført, ikke har formået at sikre hovedformålet med den, nemlig hurtigt at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for en asylansøgning, og dermed at sikre en retfærdig fordeling af ansvaret mellem medlemsstaterne og en effektiv og hurtig adgang til asylprocedurer;

2.  understreger, at formålet med at indføre hotspots kombineret med det midlertidige omfordelingsprogram som foreslået af Kommissionen i 2015 var at lette forvaltningen af asylansøgninger ved ansøgernes indrejse på EU's område og var en pragmatisk tilgang, der skulle afhjælpe fejl og mangler i Dublin III-forordningen, der viste sig på det tidspunkt; minder endvidere om bidraget fra EU-agenturer såsom Asylstøttekontoret og Frontex til at støtte medlemsstater, der står over for uforholdsmæssigt store byrder i forbindelse med gennemførelsen af gældende EU-ret på asylområdet, og understreger behovet for at forbedre samarbejdet mellem disse agenturer;

3.  understreger, at den uhensigtsmæssige anvendelse af kriteriernes rækkefølge, navnlig den overdrevne brug af kriteriet om det første indrejseland og den ineffektive gennemførelse af overførsler, har øget det uforholdsmæssigt store ansvar, der bæres af visse medlemsstater, navnlig frontlinjemedlemsstater; er af den opfattelse, at EU derfor har brug for en bæredygtig solidaritetsmekanisme, som fastsætter retfærdige regler for fordelingen af ansvaret mellem medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 80 i TEUF og under fuld overholdelse af asylansøgeres grundlæggende ret til sikkerhed og beskyttelse;

4.  mener, at det er afgørende at stille flere ressourcer og kapaciteter til rådighed for medlemsstaterne i frontlinjen, f.eks. via Asylstøttekontoret, så længe Dublinsystemet ikke reformeres;

5.  minder om, at retten til asyl er en grundlæggende rettighed; understreger, at asylproceduren tjener til at behandle ansøgninger og yde international beskyttelse til ansøgere, der opfylder betingelserne, samtidig med at det sikres, at der træffes en hurtig og retfærdig afgørelse for dem, der ikke gør;

6.  bemærker, at medlemsstaterne i henhold til Dublin III-forordningens artikel 24, stk. 4, enten kan anmode om tilbagetagelse af en person eller gennemførelse af en tilbagesendelsesprocedure for så vidt angår personer, hvis ansøgning om international beskyttelse er givet afslag på ved en endelig afgørelse i en medlemsstat; understreger, i forbindelse med anvendelsen af artikel 24, stk. 4, at tilbagesendelse af personer, der ikke er berettiget til international beskyttelse, navnlig på grundlag af frivillig overholdelse, kan bidrage til, at EU's migrationspolitikker fungerer;

7.  glæder sig over Rådets afgørelser om omfordeling fra 2015 og 2016, som blev vedtaget som en presserende solidaritetsforanstaltning; udtrykker sin skuffelse over medlemsstaternes manglende opfyldelse af deres forpligtelser til solidaritet og ansvarsdeling, men anerkender samtidig nogle medlemsstaters positive bidrag; minder om, at Kommissionen ikke fulgte Europa-Parlamentets opfordring i dets beslutning af 18. maj 2017 til at forslå en forlængelse af omfordelingsforanstaltningerne indtil vedtagelsen af den omarbejdede Dublin III-forordning; understreger, at ad hoc-aftaler ikke kan erstatte et harmoniseret og bæredygtigt fælles europæisk asylsystem;

8.  beklager, at Rådet i modsætning til Europa-Parlamentet ikke vedtog en holdning om forslaget om en Dublin IV-omarbejdning og derfor har blokeret for bestræbelserne på at få en reform af Dublin III-forordningen på trods af dens veldokumenterede fejl og mangler; mener, at denne blokering kan fortolkes som en krænkelse af princippet om loyalt samarbejde mellem EU's institutionerne som anført i artikel 13, stk. 2, i TEU, også i betragtning af, at Rådet altid har tilstræbt enstemmighed, selv om kvalificeret flertal er foreskrevet i traktaterne; finder det særlig beklageligt, at Unionen stadigvæk har det samme sæt regler, som har vist sig at være ineffektivt som grundlag for forvaltningen af et stort antal ankomster; efterlyser en hurtig reform af det fælles europæiske asylsystem;

9.  bemærker, at mekanismen for tidlig varsling, beredskab og krisestyring i artikel 33 endnu ikke er blevet anvendt, ikke engang under det store antal ankomster i 2015-16; bemærker endvidere, at de bestemmelser i direktivet om midlertidig beskyttelse, der har til formål at håndtere midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer, der ikke kan vende tilbage til deres oprindelsesland, heller ikke er blevet brugt endnu;

10.  er af den opfattelse, at der bør etableres en solidaritetsbaseret mekanisme i EU for at sikre kontinuitet i den grundlæggende ret til asyl i EU med henblik på at sikre adgang til asyl og ansvarsdeling medlemsstaterne imellem; understreger, at beskyttelsen af asylansøgernes grundlæggende rettigheder altid bør være i centrum for denne mekanisme; mener, at en sådan mekanisme bør give mulighed for deltagelse af civilsamfundsorganisationer, der yder professionel hjælp til personer, der har brug for international beskyttelse, navnlig hvor den hjælp er af juridisk art;

11.  understreger, at de diskretionære klausuler i artikel 17, som giver en medlemsstat mulighed for at tage ansvaret for en asylansøgning, selv om den ikke er blevet identificeret som den ansvarlige medlemsstat i henhold til Dublin III-forordningen, anvendes forskelligt, sjældent og kun af nogle få medlemsstater; bemærker, at Tyskland, Nederlandene og Frankrig tegnede sig for størstedelen af tilfældene i 2018; opfordrer alle medlemsstater til at gøre bedre brug af de diskretionære klausuler i artikel 17 til håndtering af udfordrende situationer og humanitære nødsituationer i mangel af en permanent solidaritetsmekanisme; er af den opfattelse, at de diskretionære klausuler i artikel 17 bør anvendes som et solidaritetsværktøj til ansvarsdeling, navnlig i situationer med et stort antal ankomster ad land- og søvejen, eller til at overføre asylansøgere, der i øjeblikket bor i hotspottene under umenneskelige, nedværdigende, uhygiejniske og usikre forhold og ikke har tilstrækkelig adgang til fysisk og psykisk støtte;

12.  er af den opfattelse, at bestemmelserne om familiens enhed, som er de første i rækkefølgen af kriterier til fastlæggelse af ansvar, bør gennemføres effektivt, og at bestemmelserne om afhængige personer (artikel 16) og de diskretionære klausuler (artikel 17) bør anvendes mere bredt for at støtte familiens enhed;

13.  fremhæver, at der er de mange udfordringer forbundet med gennemførelsen af Dublin III-forordningen; bemærker den betydelige operationelle og tekniske støtte, som Asylstøttekontoret yder til medlemsstaternes myndigheder i forbindelse med gennemførelsen af Dublinprocedurerne, navnlig i hotspottene;

14.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at lette arbejdet for Asylstøttekontorets personale ved at muliggøre, at samtaler med asylansøgere føres på et andet sprog end sproget i det land, hvor samtalen finder sted, samtidig med at det sikres, at en ansøger tilbydes tolkning på et sprog, som vedkommende forstår; understreger behovet for, at Asylstøttekontoret i dets operationelle arbejde efterlever de højeste standarder og sætter hensynet til ansøgere, der har behov for international beskyttelse, herunder barnets tarv, i centrum; opfordrer til, at der oprettes et europæisk asylagentur med passende egne økonomiske og menneskelige ressourcer, der skal støtte medlemsstaterne i forbindelse med Dublinprocedurer; opfordrer indtrængende til, at de europæiske Dublinenheder organiseres og bemandes på passende vis for at strømline og fremskynde færdiggørelsen af Dublinrelaterede procedurer, og navnlig til at sikre korrekt anvendelse af kapitel III i Dublin III-forordningen, som knytter en asylansøger til en bestemt medlemsstat;

Beskyttelse af grundlæggende rettigheder

15.  påpeger, at beskyttelsen af grundlæggende rettigheder bør være kernen i alle foranstaltninger, der træffes for at gennemføre Dublin III-forordningen, herunder beskyttelse af børn, af ofre for menneskesmugling, LGBTI-personer og andre i en sårbar stilling; påpeger de menneskelige omkostninger, som manglerne ved det fælles europæiske asylsystem påfører asylansøgere, hvis mentale sundhed allerede er svækket af de traumer, de har oplevet i deres oprindelsesland og eventuelt på migrationsruterne;

16.  minder om, at asylansøgerne har ret til at blive oplyst til fulde om procedurerne; beklager, at informationsniveauet over for asylansøgerne varierer betydeligt fra én medlemsstat til en anden; opfordrer indtrængende medlemsstaterne at garantere, at mindreårige får skræddersyet, børnevenlig information og særlig støtte; understreger, at ydelse af retshjælp og tolkning er centrale elementer i sikringen af ansøgernes ret til information;

17.  fremhæver, at overførsler af asylansøgere og især af sårbare personer, mindreårige og familier kan føre til krænkelser af deres menneskerettigheder; gentager, at non-refoulement og krænkelse af menneskerettighederne er grunde nok til at suspendere en overførsel, selv når bestemmelseslandet ikke udviser systemiske mangler; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at foretage en korrekt vurdering af de risici, som ansøgerne ville blive udsat for i bestemmelsesmedlemsstaterne; understreger især, at overførsler skal udføres på en måde, der under ingen omstændigheder udsætter enkeltpersoner for risikoen for refoulement;

18.  minder om, at frihedsberøvelse af asylansøgere under Dublinproceduren i henhold til artikel 28 kun må anvendes som en sidste udvej, og kun hvis frihedsberøvelsen er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, og andre mindre indgribende foranstaltninger ikke kan anvendes effektivt for at sikre, at overførselsproceduren kan gennemføres i tilfælde, hvor der er væsentlig risiko for, at den pågældende forsvinder; opfordrer medlemsstaterne til at gøre en konkret indsats for at finde gyldige alternativer til frihedsberøvelse;

19.  bemærker, at en sådan frihedsberøvelse skal være så kort som mulig og ikke må vare længere, end det med rimelighed kan forventes at være nødvendigt for at gennemføre de krævede administrative procedurer på en forsvarlig måde, indtil overførslen i henhold til denne forordning er gennemført; understreger, at medlemsstaterne i mangel af harmoniserede kriterier for fastlæggelse af risikoen for forsvinden har vedtaget forskellige og til tider kontroversielle kriterier; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at præcisere en "væsentlig risiko for, at en person forsvinder";

20.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne og Kommissionen til klart at fastslå, at frihedsberøvelse aldrig er i overensstemmelse med barnets tarv;

21.  minder om, at det ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol(5) er ulovligt at pålægge en mindreårig en frihedsberøvende foranstaltning uden at tage hensyn til vedkommendes tarv, individuelle situation som uledsaget mindreårig, hvis det er relevant, eller uden at foretage en proportionalitetsvurdering eller uden at have alternativer til frihedsberøvelse til rådighed;

22.  understreger, at det endelige mål, nemlig at beskytte børn, f.eks. mod handel med børn, altid skal have forrang for at sikre, at migrerende børn har nem adgang til uddannelse, sundhedspleje og passende indkvartering; understreger, at uledsagede børn bør nyde godt af passende beskyttelsesforanstaltninger såsom et effektivt værgemål;

23.  påpeger adskillige og systematiske mangler med hensyn til overholdelsen af kriteriernes rækkefølge; understreger, at familiens enhed langt fra er det hyppigst anvendte kriterium, om end det står øverst i rækkefølgen i kapitel III i forordningen; mener, at medlemsstaterne på grundlag af princippet om gensidigt samarbejde bør hjælpe de kompetente myndigheder og tredjelandsstatsborgere med at forbedre måden, hvorpå det fastslås, om der foreligger en dokumenteret familiemæssig tilknytning, i proceduren for fastlæggelse af, hvilke medlemsstater der er ansvarlige; opfordrer Kommissionen til at sikre, at rækkefølgen af de forskellige kriterier respekteres til fulde;

24.  anser det for nødvendigt at få afklaret betingelserne for at anvende kriteriet familiesammenføring og, som fastsat i forordningens artikel 7, stk. 3, at prioritere anvendelsen af artikel 8, 10 og 16 som hovedkriterier til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, med det formål at sikre effektiviteten af retten til familiens enhed og hurtigere gennemførelse af afgørelser om familiesammenføring; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at harmonisere de bevisstyrkekrav, der skal opfyldes for at opnå familiesammenføring, i retning af mere opnåelige bevisstyrker og krav; påpeger, at fortolkningen af, hvad en "familie" er, er forskellig fra medlemsstat til medlemsstat, hvilket bidrager til den manglende overholdelse af kriteriernes rækkefølge og til systemets dysfunktionalitet; opfordrer derfor Kommissionen til nøje at overvåge, at medlemsstaterne anvender familierelaterede definitioner korrekt, som fastlagt i forordningens artikel 3;

25.  minder om, at barnets tarv ifølge forordningen bør være det primære hensyn i alle Dublinprocedurer og afgørelser, der vedrører børn; beklager, at medlemsstaterne anvender forskellige fortolkninger af barnets tarv;

26.  beklager, at utilstrækkelige identifikationsmekanismer og til tider fejlbehæftede metoder til aldersvurdering ofte forværrer situationen for de mindreårige yderligere, hvilket skaber forsinkelser eller påvirker resultatet af Dublinprocedurer negativt; bemærker, at der er udviklet gode praksisser i visse medlemsstater såsom brugen af specialiseret personale til uledsagede mindreårige eller en tværfaglig tilgang til aldersbestemmelse;

27.  er alvorligt bekymret over, at udpegelsen af en repræsentant til at bistå uledsagede mindreårige i Dublinprocedurer ofte forsinkes eller ikke er garanteret i mange medlemsstater på grund af praktiske udfordringer; bemærker også, at disse repræsentanter i nogle lande ikke er tilstrækkeligt informerede om Dublinprocedurerne, og at uledsagede mindreårige ikke får børnevenlig støtte;

Forenkling af procedurer, betydelig reducering af behandlingstider og overholdelse af retten til effektive retsmidler

28.  understreger, at antallet af overførselsprocedurer er steget betydeligt i 2016-17, hvilket har forårsaget betragtelige menneskelige, materielle og økonomiske omkostninger; beklager imidlertid, at overførsler kun blev gennemført i 11 % af tilfældene, hvilket er en yderligere faktor i den hyppige overbelastning af asylsystemerne og klart viser, at forordningen ikke er effektiv; anser det for afgørende at sætte ind for at sikre adgangen til information og hurtige procedurer for familiesammenføring og overførsel af asylansøgere;

29.  fremhæver den omfattende retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og EU-Domstolen i de senere år, som har præciseret, hvad der er tilstrækkeligt grundlag for at forhindre Dublinoverførsler, især eventuelle risici for den enkelte ansøger; bemærker især det stigende antal afgørelser fra europæiske og nationale domstole om at suspendere overførsler til medlemsstater, hvor en asylansøger med urette ville blive nægtet international beskyttelse (tilfælde af indirekte refoulement), eller hvor dennes rettigheder ville blive tilsidesat i Dublinproceduren; beklager, at asylansøgere er ofre for umenneskelig eller nedværdigende behandling i visse medlemsstater;

30.  bemærker, at mangler i måden, hvorpå de nationale asylmyndigheder er organiseret og fungerer, sammen med for få ressourcer har bidraget til at forsinke Dublinprocedurer og hæmmet anvendelse af forordningen; bemærker, at mens de fleste lande har én specialiseret myndighed for asyl, har nogle medlemsstater valgt at fordele ansvaret mellem forskellige myndigheder, hvilket i visse sager har skabt komplicerede forhold i praksis for asylansøgerne og forskelle i gennemførelsen af forordningen;

31.  understreger, at Dublinprocedurernes effektivitet også afhænger af hver eneste af de nationale asylmyndigheders kvalitet og antal ansatte; bemærker vigtige forskelle mellem asylmyndighederne med hensyn til antallet af ansatte pr. asylansøger; understreger, at de nationale Dublinenheder er underbemandede, samtidig med at de ser en betydelig forøgelse af deres arbejdsbyrde; opfordrer medlemsstaterne til at øge ressourcerne for at gøre den foreliggende forordning operationel, navnlig antallet af asylmedarbejdere;

32.  påpeger det manglende samarbejde og den manglende udveksling af informationer mellem medlemsstater, hvilket aktivt undergraver princippet om EU-solidaritet og bidrager direkte til overbebyrdelse af systemerne i visse medlemsstater;

33.  understreger, at den overdrevne og til dels upassende anvendelse af kriteriet irregulær indrejse lægger en uforholdsmæssig byrde på de første indrejselande, som ofte mangler ressourcer og kapacitet til at modtage og registrere asylansøgerne; bemærker, at anmodninger om tilbagetagelse har været den mest fremherskende form for Dublinprocedure i de seneste år, hvilket betyder, at de fleste personer, der indgår i en Dublinprocedure, allerede har ansøgt om asyl i en anden medlemsstat; bemærker, at passende foranstaltninger til at forhindre sekundære bevægelser bør finde anvendelse på medlemsstaterne i Schengenområdet og også dem, der er uden for Schengenområdet;

34.  minder om, at tidsfristerne i hver etape af Dublinproceduren har til formål at holde proceduren kort og muliggøre hurtig adgang til asylproceduren; bemærker, at der stadig hersker mangel på præcisering af, og at der er variationer medlemsstaterne imellem i beregningen af tidsfrister og det tidspunkt, hvor fristen begynder at løbe for hver procedure; foreslår en præcisering og harmonisering af de betingelser, der udløser overførselsprocedurer;

35.  er af den opfattelse, at reglerne for overgivelse af ansvar under Dublin III-forordningen i nogle tilfælde underminerer effektiviteten af asylproceduren og gennemførelsen af overførelser, fordi det øger risikoen for, at asylansøgerne forsvinder; beklager dybt, at medlemsstaterne ofte påberåber sig falske årsager til at nægte overførsler; mener, at disse faktorer bl.a. har bidraget til stigningen i antallet af sekundære bevægelser ved at tilskynde asylansøgere til at forblive uden for systemet; opfordrer Kommissionen til at revidere reglerne for at forbedre gennemførelsen af overførsler og afskaffe overførslen af ansvar i tilfælde, hvor en asylansøger forsvinder, for at fremme tilliden mellem medlemsstaterne, overvåge situationen og om nødvendigt pålægge medlemsstater, der afviser overførsler, sanktioner;

36.  bemærker, at den ukorrekte anvendelse af reglerne om kriteriernes rækkefølge, navnlig med hensyn til familiesammenføring og uledsagede børns situation, samt den uforholdsmæssige brug af kriteriet om det første land, hvortil irregulær indrejse sker, også undergraver asylprocedurerne; bemærker, at disse mangler i gennemførelsen kan tilskynde asylansøgere til at forblive uden for systemet; understreger, at yderligere harmonisering af medlemsstaternes asylsystemer er nøglen til en velfungerende Dublin III-forordning og til at forebygge sekundære bevægelser; opfordrer Kommissionen til at foreslå et system, der tager behørigt hensyn til asylansøgeres dokumenterede meningsfulde forbindelser til en medlemsstat, f.eks. tidligere lovligt ophold eller uddannelsesbeviser, og der sikrer, at behandlingen af asylansøgere er lige relativt set i hele EU;

37.  mener, at det at give asylansøgere retshjælp i forbindelse med Dublinprocedurer, navnlig i hotspottene, er af grundlæggende betydning for at sikre, at ansøgerne informeres om deres rettigheder og pligter under en Dublinprocedure; understreger, at dette vil styrke rettighedsrespekterende procedurer, forenkle Dublinprocedurerne og forbedre beslutningstagningen; bemærker, at en retlig repræsentant kan sikre, at hver eneste sagsakt er fuldstændig og nøjagtig, og bidrage til at reducere antallet af klager og sikre retten til non-refoulement; bemærker med bekymring, at der fortsat er nogle specifikke problemer på nationalt plan, f.eks., begrænset adgang til uafhængige retlige repræsentanter i fjerntliggende asylcentre, lave satser for økonomisk godtgørelse til retshjælp, mangel på passende faciliteter til forberedende og private samtaler, og utilstrækkelig ydelse af retshjælp til ansøgerne i detentionscentre; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at øge de midler, der er til rådighed til tilvejebringelse af retshjælp under Dublinproceduren;

38.  understreger, at kvaliteten og mængden af information til ansøgerne i forbindelse med Dublinproceduren langt fra er tilfredsstillende og varierer betydeligt mellem landene og i nogle tilfælde inden for landene; bemærker, at opfyldelsen af retten til information påvirkes af forskellige faktorer såsom informationens kvalitet og klarhed, adgangen til en tolk, tilgængeligheden af oversatte dokumenter, adgangen til information i rette tid; minder om, at retten til information i henhold til forordningens artikel 4 er afgørende i betragtning af Dublinprocedurens komplekse natur og for at garantere adgangen til en retfærdig behandling af en asylansøgning i EU; understreger, at forskelle på dette område kan henføres til manglende ressourcer, men også skyldes bevidste politiske valg i visse lande, hvor der er udpeget meget få retlige repræsentanter; anmoder indtrængende medlemsstaterne om med støtte fra Kommissionen og Asylstøttekontoret at forbedre den information, der stilles til rådighed for asylansøgere om komplekse Dublinprocedurer for at sikre, at den er klar og tilgængelig for alle, navnlig med hensyn til familiesammenføring, i overensstemmelse med forordningens artikel 4 og 26, og adgang til effektive retsmidler og retshjælp, i overensstemmelse med artikel 27;

39.  opfordrer Kommissionen til at evaluere den overordnede gennemførelse af det fælles europæiske asylsystem såvel som eventuelle huller og mangler i Dublin III-forordningen, som fører til, at landene ved EU's ydre grænser pålægges en uforholdsmæssig stor ansvarsbyrde;

Én enkelt og rettighedsbaseret gennemførelse af Dublinforanstaltninger i asylsager overalt i Europa

40.  understreger, at princippet om én enkelt asylansøgningsprocedure i Unionen ikke kan opretholdes, hvilket er i modstrid med selve formålet med Dublin III-forordningen; bemærker, at gennemførelsen af dette princip hæmmes af forskellige faktorer, hvilket betyder, at der er mange forskellige grunde til at indgive efterfølgende asylansøgninger; er af den opfattelse, at kompetente nationale myndigheder burde udveksle deres relevante informationer, navnlig om positive og negative svar på asylansøgninger, i en europæisk database som eksempelvis Eurodac for at accelerere procedurerne og undgå gentagne asylansøgninger, samtidig med at de overholder reglerne for beskyttelse af persondata; mener, at registrering af alle ansøgere og migranter, der krydser grænserne irregulært, skal prioriteres;

41.  noterer sig, at omfanget af beskyttelsen af asylansøgere svinger betydeligt mellem medlemsstaterne for visse nationaliteters vedkommende, og at dette kan bidrage til, at nogen bevæger sig videre; er af den opfattelse, at hensyntagen til ansøgeres individuelle behov i Dublinprocedurerne vil mindske de sekundære bevægelser; mener, at hensyntagen til "dokumenterede meningsfulde forbindelser" til en bestemt medlemsstat er en effektiv tilgang til at reducere sekundære bevægelser, og opfordrer til, at dette medtages som et kriterium for flytning;

Styrkelse af forvaltning og konvergens mellem medlemsstaterne

42.  påpeger, at Kommissionens netværk af medlemsstaternes Dublinenheder kun er mødtes en eller to gange om året og ikke har spillet en operationel rolle; bemærker, at den ukoordinerede brug af Asylstøttekontorets netværk for Dublinenheder er til hinder for, at Dublin III-forordningen fungerer effektivt; bemærker imidlertid, at Asylstøttekontorets netværk for Dublinenheder har været mere aktivt, og at støttekontoret har gennemført en række nyttige missioner til støtte for medlemsstaterne i forbindelse med gennemførelsen af Dublin III-forordningen, f.eks. udarbejdelse af vejledende dokumenter og analyser, tilrettelæggelse af kurser eller indsættelse af medarbejdere; opfordrer indtrængende til et tættere samarbejde mellem de nationale asylmyndigheder med henblik på at udveksle oplysninger, fremme udviklingen af ensartede og bedste praksisser, strømline overførsler og bidrage til at forebygge tilfælde af gentagne ansøgninger; foreslår at give Asylstøttekontoret opgaven med at udforme forbedret styring af anvendelsen af Dublin III-forordningen, herunder en månedlig, operationel dialog mellem de nationale myndigheder og en platform til udveksling og deling af viden og bedste praksis;

43.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til blandt de kilder, der anvendes til overvågning af forordningens gennemførelse, at medtage pålidelige og opdaterede informationer fra ikkestatslige aktører, navnlig internationale organisationer og NGO'er;

44.  bemærker, at der mellem 2008 og 2017 blev indgivet et betydeligt antal asylansøgninger af tredjelandsstatsborgere, der rejste visumfrit eller med et visum til kortvarigt ophold for at komme ind i Schengenområdet(6); bemærker endvidere, at nogle af disse ansøgninger blev indgivet i en anden medlemsstat end den, som visummet blev udstedt til; understreger, at det for efterfølgende Dublinprocedurer er blevet påvist, at reglerne i artikel 12 og 14 ikke er tilstrækkeligt klare, hvilket gør det vanskeligt at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig; opfordrer Kommissionen til at præcisere, hvordan forordningens artikel 12 og 14 bør anvendes, når det skal afgøres, hvilken medlemsstat der bør være ansvarlig for en asylansøgning; foreslår, at der som et kriterium i rækkefølgen af kriterier foretages en evaluering af den mulige indvirkning af indrejseansøgninger med visumfritagelse på Dublinsystemets korrekte funktion;

45.  bemærker, at der er indgået bilaterale aftaler mellem medlemsstater for at forbedre Dublinprocedurer effektivitet eller sikre overførsel af asylansøgere; understreger imidlertid, at de også har vist sig at have en modsat virkning, idet de i visse tilfælde har svækket opfyldelsen af målene med forordningen på europæisk plan; opfordrer indtrængende Kommissionen og alle medlemsstaterne til i stedet for at gøre status over de faktorer, der bidrager til større effektivitet, til at træffe fælles og koordinerede foranstaltninger for at optimere den effektive gennemførelse af Dublin III-forordningen og arbejde på at harmonisere gennemførelsen af forordningen;

46.  bemærker, at medlemsstaterne kan udarbejde forebyggende handlingsplaner med støtte fra Kommissionen og koordineret med denne, hvis anvendelsen af forordningen kan blive bragt i fare på grund af en begrundet risiko for et særligt pres på medlemsstaternes asylsystemer og/eller problemer i deres asylsystemers funktions, jf. artikel 33; gør opmærksom på, at disse forebyggende foranstaltninger kan tage hensyn til oplysninger fra Kommissionen og Asylstøttekontoret og kan føre til reel og praktisk solidaritet, jf. artikel 80 i TEUF, med medlemsstater, der er udsat for et særligt pres på deres asylsystemer generelt, herunder som følge af blandede migrationsstrømme, og med ansøgere, hvilket giver mulighed for bedre beredskab i tilfælde af en potentiel asylkrise;

47.  mener, at gennemførelsen af Dublin III-forordningen ikke viser sig at være effektiv, eftersom de primære mål ikke bliver opfyldt, dvs. en hurtig og retfærdig fastlæggelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for en ansøgning om international beskyttelse; minder om, at der er konstateret betydelige gennemførelsesmæssige mangler i en række af Dublinforordningens bestemmelser; understreger, at gennemførelsen af forordningen er yderst ineffektiv i forhold til den indsats og de menneskelige ressourcer og medarbejdere, som medlemsstaterne afsætter dertil;

48.  opfordrer Rådet til at vedtage afstemning med kvalificeret flertal i forbindelse med reformen af Dublin III-forordningen og i forbindelse med artikel 78, stk. 2, i TEUF;

49.  beklager, at Kommissionen stadig ikke har offentliggjort sin evalueringsrapport, som er omhandlet i artikel 46; opfordrer Kommissionen til at sikre en mere effektiv gennemførelse af Dublin III-forordningen;

o
o   o

50.  pålægger sin formand at sende denne betænkning til Rådet og Kommissionen og til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT L 180 af 29.6.2013, s. 31.
(2) EUT L 239 af 15.9.2015, s. 146.
(3) EUT L 248 af 24.9.2015, s. 80.
(4) EUT C 58 af 15.2.2018, s. 9.
(5) EDAL, ECHR – Rahimi mod Grækenland, sag nr. 8687/08, dom af 5. juli 2011: https://www.asylumlawdatabase.eu/en/content/ecthr-rahimi-v-greece-application-no-868708-1
(6) Europa-Kommissionen, Det Europæiske Migrationsnetværk, "Impact of Visa Liberalisation on Countries of Destination Countries", marts 2019: https://ec.europa.eu/home-affairs/sites/homeaffairs/files/00_eu_visa_liberalisation_2019_synthesis_report_en_0.pdf

Seneste opdatering: 16. marts 2021Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik