Europa-Parlamentet,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder, som blev vedtaget af FN's Generalforsamling i 1948,

–  der henviser til FN's konvention om barnets rettigheder,

–  der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention,

–  der henviser til konventionen af 1951 og protokollen om flygtninges retsstilling fra 1967 (Genèvekonventionen), navnlig retten til non-refoulement,

–  der henviser til EU's charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 1, 3, 4, 6, 7, 18, 19, 20 og 47,

–  der henviser til den globale aftale om sikker, velordnet og regulær migration, som blev vedtaget af FN's Generalforsamling den 19. december 2018,

–  der henviser til de tyve retningslinjer om tvangsmæssig tilbagesendelse, der blev vedtaget af Europarådets Ministerkomité den 4. maj 2005,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold(1) (tilbagesendelsesdirektivet),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1860 af 28. november 2018 om brug af Schengeninformationssystemet i forbindelse med tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold(2) (SIS-forordningen om tilbagesendelse),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/851 af 18. juni 2020 om ændring af forordning (EF) nr. 862/2007 om EF-statistikker over migration og international beskyttelse(3),

–  der henviser til domme afsagt af Den Europæiske Unions Domstol vedrørende direktiv 2008/115/EF, herunder sag C-357/09 Kadzoev(4), C-61/11 El Dridi(5), C-534/11 Arslan(6), C-146/14 Mahdi(7), C-554/13 Z. Zh.(8), C-47/15 Sélina Affum(9), C-82/16 K.A. m.fl.(10) og C-181/16 Gnandi(11),

–  der henviser til domme afsagt af Den Europæiske Unions Domstol vedrørende direktiv 2008/115/EF, herunder sag Amie m.fl. mod Bulgarien (anmodning nr. 58149/08), N.D. og N.T. mod Spanien (anmodning nr. 8675/15 og 8697/15) og Haghilo mod Cypern (anmodning nr. 47920/12),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. marts 2014 om EU's tilbagesendelsespolitik (COM(2014)0199),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. maj 2015 om en europæisk dagsorden for migration (COM(2015)0240),

–   der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds topmøder i oktober 2016 og juni 2018,

–  der henviser til Rådets ikke-bindende fælles standarder af 11. maj 2016 for programmer for støttet frivillig tilbagevenden (og reintegration), som medlemsstaterne har gennemført,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. marts 2017 om en mere effektiv tilbagesendelsespolitik i EU – En ny handlingsplan (COM(2017)0200),

–  der henviser til Kommissionens henstilling (EU) 2017/432 af 7. marts 2017 om at gøre tilbagesendelse mere effektiv ved gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF(12),

–  der henviser til Kommissionens henstilling (EU) 2017/2338 af 16. november 2017 om en fælles "håndbog om tilbagesendelse" til brug for medlemsstaternes kompetente myndigheder i forbindelse med tilbagesendelsesopgaver(13),

–  der henviser til den sammenfattende rapport for 2017 fra Det Europæiske Migrationsnetværk med titlen "The effectiveness of return in EU Member States: challenges and good practices linked to EU rules and standards",

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 12. september 2018 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (omarbejdning) (COM(2018)0634),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 4. december 2018 om forvaltning af alle aspekter af migration: Fremskridt inden for rammerne af den europæiske dagsorden for migration (COM(2018)0798),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. april 2020 om covid-19: Vejledning om gennemførelsen af de relevante EU-bestemmelser på området asyl- og tilbagesendelsesprocedurer og om genbosætningsprocedurerne (C(2020)2516),

–  der henviser til sin beslutning af 12. april 2016 om situationen i Middelhavet og behovet for en holistisk EU-tilgang til migration(14),

–  der henviser til sin beslutning af 5. april 2017 om håndtering af flygtninge- og migrantstrømme: EU-Udenrigstjenestens rolle(15),

–  der henviser til sin holdning af 13. marts 2019 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af Asyl- og Migrationsfonden(16),

—  der henviser til Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 24/2019 fra november 2019 med titlen "Asyl, omfordeling og tilbagesendelse af migranter: Tiden er inde til at lukke hullet mellem mål og resultater",

–  der henviser til Europa-Parlamentets Forskningstjenestes (EPRS') alternative konsekvensanalyse af marts 2019 om forslag til omarbejdede direktiv om tilbagesendelse,

–  der henviser til Europa-Parlamentets Forskningstjenestes europæiske vurdering af juni 2020 med en evaluering af gennemførelsen af tilbagesendelsesdirektivet og af den eksterne dimension af samme,

–  der henviser til Frontex' evalueringsrapport af 15. juni 2020 om tilbagesendelsesoperationer i andet halvår af 2019,

–  der henviser til den fjerde årsrapport fra Europols Europæiske Center vedrørende Migrantsmugling af 15. maj 2020,

–  der henviser til rapporterne om anvendelse af Schengenreglerne om tilbagesendelse, der er udarbejdet i overensstemmelse med Rådets forordning (EU) nr. 1053/2013 af 7. oktober 2013 om indførelse af en evaluerings- og overvågningsmekanisme til kontrol af anvendelsen af Schengenreglerne og om ophævelse af Eksekutivkomitéens afgørelse af 16. september 1998 om nedsættelse af et stående udvalg for evaluering og anvendelse af Schengenreglerne(17),

–  der henviser til Europarådets håndbog af 17. september 2019 med titlen "Practical Guidance on Alternatives to Immigration Detention: Fostering Effective Results" (praktisk vejledning om alternativer til frihedsberøvelse af migranter: fremme af effektive resultater),

–  der henviser til analysen af 7. december 2017 fra Europarådets Styringskomité for Menneskerettigheder om juridiske og praktiske aspekter af effektive alternativer til frihedsberøvelse i forbindelse med migration,

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen om bedre lovgivning(18),

–  der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 30. maj 2018 om fortolkning og gennemførelse af den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning(19),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 54 og til artikel 1, stk. 1, litra e), i og bilag 3 til afgørelse truffet af Formandskonferencen den 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

–  der henviser til betænkningen fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A9-0238/2020),

A.  der henviser til, at Kommissionen kun har foretaget én tidligere vurdering af gennemførelsen af tilbagesendelsesdirektivet (i 2014), til trods for at den i henhold til direktivets artikel 19 er retligt forpligtet til at foretage en sådan vurdering hvert år fra 2013; der henviser til, at Kommissionen i 2015 offentliggjorde en meddelelse med en handlingsplan for tilbagesendelse; der henviser til, at Kommissionen i 2017 fremsatte en henstilling om at gøre tilbagesendelser mere effektive i forbindelse med gennemførelsen af tilbagesendelsesdirektivet og offentliggjorde en håndbog om tilbagesendelse; der henviser til, at Kommissionen i september 2018 uden at have gennemført en konsekvensvurdering fremlagde et forslag til omarbejdning af tilbagesendelsesdirektivet med henblik på opnåelse af en mere effektiv og sammenhængende tilbagesendelsespolitik; der henviser til, at Europa-Parlamentets Udvalg om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (LIBE) har givet EPRS mandat til at udarbejde en alternativ konsekvensanalyse af den foreslåede omarbejdning; der henviser til, at denne konsekvensvurdering peger på, at der mangler dokumentation for, at forslaget til omarbejdning vil føre til mere effektive tilbagesendelser;

B.  der henviser til, at det dobbelte formål med tilbagesendelsesdirektivet er at fastsætte fælles regler hvad angår effektive tilbagesendelser, som er i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder og proportionalitetsprincippet; der henviser til, at Kommissionen i sin henstilling om at gøre tilbagesendelserne mere effektive fokuserer på tilbagesendelsesprocenten som en indikator for tilbagesendelsesdirektivets effektivitet og anbefaler foranstaltninger, der kan føre til en uønsket indskrænkning af mange af direktivets retsgarantier, f.eks. retten til at appellere og til at gøre brug af længere frihedsberøvelsesperioder; der henviser til, at holdbare tilbagesendelser og en vellykket reintegration er vigtige indikatorer i vurderingen af tilbagesendelsernes effektivitet; der henviser til, at overvågningen efter tilbagesendelse i øjeblikket ikke er tilstrækkeligt omfattende og nøjagtig; der henviser til, at der er fremkommet beviser for, at ikke alle tilbagesendelser er holdbare, navnlig når der er tale om uledsagede mindreårige, fordi der ikke foreligger en personlig reintegrationsplan eller støtte efter tilbagesendelsen;

C.  der henviser til, at Kommissionen har konstateret, at medlemsstaterne står over for en række hindringer for effektive tilbagesendelser af proceduremæssig, teknisk og operationel art, blandt andet graden af samarbejde mellem alle involverede interessenter, herunder med tredjelande; der henviser til, at Kommissionen har påvist, at identificering af tilbagesendte personer og behovet for at indhente den nødvendige dokumentation fra tredjelande er blandt de vigtigste årsager til manglende tilbagesendelse;

D.  der henviser til, at manglende harmonisering har en stor indvirkning på tilbagesendelsespraksis i medlemsstaterne; der henviser til, at de evalueringer, Kommissionen har gennemført i forbindelse med offentliggørelsen af sin henstilling om at gøre tilbagesendelserne mere effektive, tydede på, at "medlemsstaternes skønsbeføjelser i medfør af tilbagesendelsesdirektivet har ført til en inkonsekvent gennemførelse i medlemsstaternes nationale lovgivninger med deraf følgende negative konsekvenser for effektiviteten af Unionens tilbagesendelsespolitik", og at "en mere effektiv implementering af det omtalte direktiv ville svække mulighederne for at misbruge procedurer og fjerne ineffektivitet og samtidig sikre beskyttelsen af grundlæggende rettigheder som fastsat i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder";

E.  der henviser til, at Kommissionen i sin handlingsplan for tilbagesendelse, der blev offentliggjort i 2015, gav udtryk for, at frivillig tilbagevenden er den foretrukne løsning, når det er muligt; der henviser til, at det – stadig i henhold til Kommissionens vurdering i ovennævnte handlingsplan – "skønnes, at ca. 40 % af de tilbagesendte udrejste frivilligt, en stigning i forhold til de kun 14 % i 2009"; der henviser til, at 300 000 mennesker ifølge Kommissionens skøn hvert år ikke kan tilbagesendes på grund af administrative hindringer, helbredsproblemer eller risiko for refoulement; der henviser til, at der bør gøres noget ved deres situation, herunder ved at tildele dem en retlig status af humanitære årsager;

F.  der henviser til, at der via Eurostat er offentlig adgang til data vedrørende gennemførelsen af tilbagesendelsesdirektivet, men at de ikke i alle tilfælde er opdelte og sammenlignelige; der henviser til, at der muligvis med gennemførelsen af forordning (EU) 2018/1860 om brug af Schengeninformationssystemet i forbindelse med tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (SIS-forordningen om tilbagesendelse) og med forordning (EU) 2020/851 om ændring af forordning (EF) nr. 862/2007 om EF-statistikker over migration og international beskyttelse vil blive tilvejebragt mere information;

G.  der henviser til, at antallet af ulovlige grænsepassager mellem 2014 og 2018 faldt fra 1,82 millioner til 142 000; der henviser til, at medlemsstaterne i 2019 udstedte omkring 3 millioner første opholdstilladelser; der henviser til, at antallet af asylansøgninger faldt fra 1,29 millioner i 2015 til 698 000 i 2019; der henviser til, at medlemsstaterne i 2018 traf 283 880 afgørelser om tilbagesendelse, og at 147 815 personer vendte tilbage;

H.  der henviser til, at medlemsstaterne ikke systematisk udveksler information om afgørelser om tilbagesendelse eller udstedte indrejseforbud, hvilket betyder, at gensidig anerkendelse af afgørelser om tilbagesendelse udstedt af medlemsstaterne og håndhævelse af disse på EU-plan i praksis er umulig; der henviser til, at formelle EU-aftaler for at øge effektiviteten af tilbagetagelser og sikre sammenhæng i tilbagesendelser på europæisk plan bør have forrang for bilaterale aftaler mellem medlemsstater og tredjelande;

Generelle bemærkninger

1.  noterer sig manglen på en gennemførelsesvurdering fra Kommissionen og opfordrer Kommissionen til at foretage en sådan vurdering, som skulle have foreligget i 2017, i overensstemmelse med tilbagesendelsesdirektivets artikel 19 og med princippet om bedre lovgivning;

2.  gentager vigtigheden af en evidensbaseret fælles tilgang, der kan virke retningsgivende for en sammenhængende politisk beslutningstagning og en velinformeret offentlig debat, og opfordrer Kommissionen til at tilskynde medlemsstaterne til og støtte dem i indsamlingen og offentliggørelsen af kvalitative og kvantitative data om gennemførelsen af tilbagesendelsesdirektivet, navnlig data om indrejseforbud og frihedsberøvelse, eftersom det er de kategorier, Eurostat ikke indsamler data om i øjeblikket, ved navnlig at anvende de instrumenter, som for nylig er blevet tilgængelige, eksempelvis SIS-forordningen om tilbagesendelse og forordning (EU) 2020/851 om ændring af forordning (EF) nr. 862/2007 om EF-statistikker over migration og international beskyttelse; opfordrer medlemsstaterne til snarest muligt at indsamle statistikker på grundlag af forordning (EU) 2020/851 og til at deltage i de tilhørende pilotundersøgelser; bemærker med bekymring manglen på tilgængelige data, herunder data opdelt efter køn og alder, for så vidt angår gennemførelsen af tilbagesendelsesdirektivet;

3.  er bekymret over, at antallet af fuldbyrdede afgørelser om tilbagesendelse siden 2015 har været faldende, og bemærker, at dette antal ikke nødvendigvis svarer til en stigning eller et fald i antallet af irregulære indrejser; understreger, at en effektiv tilbagesendelsespolitik er et af de centrale elementer i en velfungerende asyl- og migrationspolitik i EU; bemærker, at tilbagesendelsesprocenten ifølge Kommissionens erklæring faldt fra 46 % i 2016 til 37 % i 2017, og at dette måske ikke giver det fulde billede på grund af den skønsmargen, som medlemsstaterne har med hensyn til gennemførelsen af tilbagesendelsesdirektivet, navnlig vanskeligheder i samarbejdet med tredjelande, det forhold, at nogle medlemsstater udsteder mere end én afgørelse om tilbagesendelse til den samme person, at afgørelser ikke trækkes tilbage, hvis tilbagesendelsen ikke finder sted af humanitære årsager, at nogle personer ikke kan tilbagesendes, fordi tilbagesendelsen af dem ville være i strid med princippet om nonrefoulement, eller at nogle mennesker rejser frivilligt tilbage, uden at det registreres; understreger, at ikke alle afgørelser om tilbagesendelse følges op af hurtige tilbagesendelses- og tilbagetagelsesprocedurer på grund af praktiske og juridiske hindringer og bemærker med bekymring, at dette kan give anledning til et alvorligt pres, ikke blot på lokale faciliteter, men også på de berørte personer;

4.  deler Kommissionens mål om at forbedre den faktiske gennemførelse af tilbagesendelsesdirektivet og effektiviteten af tilbagesendelsesprocedurerne i medlemsstaterne; opfordrer Kommissionen til at indlede traktatbrudsprocedurer i berettigede tilfælde; understreger, at tilbagesendelsesdirektivets effektivitet bør måles ved at henvise til tilbagesendelsesprocenten samt ud fra tilbagesendelsernes holdbarhed, gennemførelsen af foranstaltninger til beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, overholdelsen af retssikkerhedsgarantier og effektiviteten af frivillig tilbagevenden; understreger, at målingen af den faktiske gennemførelse af tilbagesendelsesdirektivet bør udvides og strømlines yderligere blandt medlemsstaterne med henblik på at forbedre dataenes gennemsigtighed og sammenlignelighed;

5.  bemærker, at Kommissionen har anført, at tredjelandes manglende identifikation og tilbagetagelse af tilbagesendte personer er en af de væsentligste årsager til manglende tilbagesendelse; understreger behovet for at forbedre forholdet til tredjelande gennem en konstruktiv lighedsbaseret migrationsdialog med henblik på at sikre samarbejde om effektive og holdbare tilbagesendelser til gavn for begge parter;

6.  noterer sig, at samarbejdet med tredjelande bliver mere uformelt; opfordrer medlemsstaterne til indtrængende at opfordre Kommissionen til og støtte den i indgåelsen af formelle EU-tilbagetagelsesaftaler, som er koblet til parlamentarisk kontrol og retligt tilsyn; understreger, at der bør tilbydes incitamenter med henblik på at lette samarbejdet; bemærker, at de bilaterale tilbagetagelsesaftaler, der anvendes i henhold til tilbagesendelsesdirektivets artikel 6, stk. 3, ikke indeholder passende retssikkerhedsgarantier, herunder underretning af den berørte person om en individuel foranstaltning og orientering om tilgængelige og effektive retsmidler og klagemuligheder; bemærker med bekymring, at medlemsstaterne står over for udfordringer med regelmæssigt at sikre, at alle pladser, som er disponible til tilbagesendte i forbindelse med tilbagesendelsesoperationer med charterfly, der koordineres af Frontex, er besat; bemærker med bekymring, at muligheden for at gennemføre fælles Frontex-tilbagesendelsesoperationer i nogle tilfælde er udelukket som følge af bilaterale aftaler mellem de organiserende eller deltagende medlemsstater og bestemmelsestredjelandene;

7.  understreger behovet for mere samarbejde om tilbagesendelser medlemsstaterne imellem, herunder informationsudveksling og anvendelse af direktiv 2001/40/EF om gensidig anerkendelse af afgørelser om udvisning af tredjelandsstatsborgere, i tråd med garantier for de grundlæggende rettigheder; understreger behovet for støtte, herunder operationel støtte, fra de relevante EU-agenturer; understreger behovet for øget samarbejde mellem medlemsstaterne og Frontex;

8.  opfordrer medlemsstaterne til at afsætte passende kapacitet, herunder menneskelige ressourcer, til og sørge for tilstrækkelig uddannelse af de myndigheder, der har ansvaret for at træffe og gennemføre afgørelser om tilbagesendelse, og herigennem investere i kvaliteten af deres beslutningstagning og -gennemførelse;

9.  understreger betydningen af retfærdige, hurtige og effektive procedurer for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere, der opholder sig ulovligt på Unionens område, herunder personer, hvis ansøgninger er blevet afvist, under overholdelse af de berørte personers grundlæggende rettigheder;

Afgørelser om tilbagesendelse og frivillig udrejse

10.  påpeger vigtigheden i tilbagesendelsesdirektivet af at sikre, at migranter efterlever afgørelser om tilbagesendelse, og minder om direktivets centrale princip om, at frivillig tilbagesendelse bør gives højere prioritet end tvangsmæssig tilbagesendelse i tilfælde, hvor der ikke er noget seriøst belæg for at antage, at det ville underminere formålet med en tilbagesendelsesprocedure, eftersom frivillig tilbagevenden som regel er mere holdbar, billigere og mindre byrdefuld for staterne og øger sandsynligheden for, at den berørte persons grundlæggende rettigheder respekteres; anmoder Kommissionen om fortsat at anse frivillig tilbagevenden for den foretrukne model frem for tvangsmæssig tilbagesendelse og om at tilskynde medlemsstaterne til at udvikle en effektiv ramme for adgang til programmer for frivillig tilbagevenden;

11.  anmoder Kommissionen om fortsat at yde finansiering til og øge de midler, der er til rådighed for programmer for støttet frivillig tilbagevenden med henblik på at tilskynde til anvendelse af sådanne programmer med det ultimative mål at sikre holdbar tilbagevenden og reintegration;

12.  fremhæver, at der i en afgørelse om tilbagesendelse i henhold til tilbagesendelsesdirektivets artikel 7 som hovedregel skal fastsættes en passende frist for frivillig udrejse på mellem 7 og 30 dage, som medlemsstaterne om nødvendigt forlænger under hensyntagen til de særlige forhold i den enkelte sag; henviser til undtagelserne i tilbagesendelsesdirektivets artikel 7, stk. 4; bemærker, at medlemsstaternes nationale programmer for bistand til frivillig udrejse nogle gange er utilstrækkelige med hensyn til anvendelsesområde og midler; minder om, at medlemsstater, der kun tilbyder denne frist for frivillig udrejse, hvis der er indgivet en ansøgning, skal informere de berørte tredjelandsstatsborgere om muligheden for at indgive en sådan ansøgning;

13.  glæder sig over de bestemmelser i en række medlemsstater, der gør det muligt at tage hensyn til individuelle forhold og at forlænge fristen for frivillig udrejse; minder om, at i tilfælde, hvor tilbagesendelsesdirektivet kræver, at medlemsstaterne udsætter udsendelsen, f.eks. når den er i strid med princippet om nonrefoulement, kræves det i tilbagesendelsesdirektivets artikel 14, stk. 2, at medlemsstaterne giver de berørte personer en skriftlig bekræftelse på, at afgørelsen om tilbagesendelse midlertidigt ikke vil blive fuldbyrdet;

14.  understreger, at en bred definition af risikoen for forsvinden kan føre til, at medlemsstaterne afholder sig fra at indrømme en frist for frivillig udrejse; minder om, at ophævelse af fristen for frivillig udrejse også fører til indførelse af et indrejseforbud, hvilket yderligere kan medvirke til at undergrave en frivillig udrejse; understreger behovet for, at gennemførelsen af den nuværende retlige ramme forbedres for at øge antallet af vellykkede tilfælde af frivillig tilbagevenden;

15.  opfordrer medlemsstaterne og Frontex til at udveksle information og bedste praksis om vellykket og værdig frivillig tilbagevenden og til efter anmodning at yde operationel bistand blandt medlemsstater med henblik på at styrke og forbedre den operationelle effektivitet af frivillig tilbagevenden;

16.  understreger vigtigheden af at foretage en individuel sagsbehandling og yde individuel støtte, der er skræddersyet til den hjemvendende persons særlige forhold og fremtidsudsigter, idet der lægges særlig vægt på uledsagede mindreårige;

Retssikkerhedsgarantier

17.  understreger, at tilbagesendelsesdirektivet kræver, at afgørelser om tilbagesendelse og indrejseforbud og afgørelser vedrørende udsendelse skal være individualiserede, klart begrundede med angivelse af de faktiske og retlige grunde, affattet skriftligt og indeholde fuldstændige oplysninger om de retsmidler, der er til rådighed, og de relevante frister; understreger vigtigheden af, at disse oplysninger gives på et sprog, som personen forstår; er bekymret over manglen på tilstrækkelige detaljer og begrundelser i afgørelser om tilbagesendelse;

18.  er af den opfattelse, at uledsagede mindreårige ikke bør tilbagesendes, medmindre det kan påvises, at det tjener barnets tarv, og at børn på en børnevenlig måde og på et sprog, de forstår, bør oplyses om deres rettigheder og de retsmidler, der står til deres rådighed;

19.  minder om, at princippet om nonrefoulement er bindende for medlemsstaterne under alle omstændigheder, herunder i forbindelse med tilbagesendelsesprocedurer, der ikke henhører under anvendelsesområdet for tilbagesendelsesdirektivet;

20.  noterer sig, at der er betydelige forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til retten til at klage, navnlig for så vidt angår klageinstansens art og klagefristerne; understreger behovet for at garantere retten til effektive retsmidler, herunder ved at stille korrekt og tilgængelig information og retshjælp til rådighed, herunder tilvejebringe passende midler til retshjælp;

21.  bemærker, at anvendelsen af den fakultative bestemmelse i artikel 2, stk. 2, litra a), kan føre til en ringere grad af gennemførelse af beskyttelsesforanstaltninger ved grænserne i forhold til den almindelige tilbagesendelsesprocedure; opfordrer derfor indtrængende medlemsstaterne til at tilgodese retssikkerhedsgarantier og sikre respekt for menneskerettighederne og til at anvende tilbagesendelsesdirektivet på grænsesituationer;

22.  fremhæver, at tilbagesendelsesdirektivet giver mulighed for midlertidig suspension af fuldbyrdelsen af en udsendelse, indtil en afgørelse om tilbagesendelse er blevet efterprøvet; understreger behovet for at sikre sådanne suspensioner i tilfælde, hvor der er risiko for refoulement; bemærker, at klager over afgørelser om tilbagesendelse i de fleste lande ikke automatisk har opsættende virkning, hvilket kan mindske beskyttelsen; understreger, at et retsmiddel med automatisk opsættende virkning ville sikre, at personer ikke tilbagesendes, før der er truffet en endelig afgørelse om tilbagesendelsesproceduren; understreger, at barnets tarv skal være det primære hensyn i alle afgørelser vedrørende børn, herunder når der er tale om sager med hensyn til tilbagesendelse, hvor der endnu ikke er truffet afgørelse;

23.  minder om, at tilbagesendelsesdirektivets artikel 6, stk. 4, giver medlemsstaterne mulighed for at tildele en tredjelandsstatsborger, der opholder sig ulovligt på deres område, en selvstændig opholdstilladelse af menneskelige, humanitære eller andre grunde; understreger vigtigheden af, at tilbagesendelsesdirektivets muligheder for fuldbyrdelse af afgørelser om tilbagesendelse udtømmes fuldstændigt, idet frivillig tilbagevenden fremhæves; bemærker imidlertid den begrænsede anvendelse af tilbagesendelsesdirektivets artikel 6, stk. 4, og opfordrer medlemsstaterne til øget anvendelse af denne bestemmelse; er bekymret over, at medlemsstaterne ikke udsteder en midlertidig opholdstilladelse i tilfælde, hvor tilbagesendelse har vist sig umulig, hvilket ofte bevirker, at migranter, der ikke kan tilbagesendes, ikke kan udøve deres grundlæggende rettigheder; understreger, at tildeling af opholdstilladelser til personer, der ikke kan vende tilbage til deres oprindelsesland, kan bidrage til at forhindre langvarige ulovlige ophold, nedbringe udsatheden for arbejdskraftudnyttelse og muligvis lette den enkeltes sociale inklusion og bidrag til samfundet; bemærker, at dette også ville bidrage til få mennesker ud af det administrative ingenmandsland, som de måske sidder fast i; fremhæver samtidig, at koordinering inden for Unionen er nødvendig for at forhindre personer, for hvem der er truffet en afgørelse om tilbagesendelse, i yderligere irregulære bevægelser;

Indrejseforbud

24.  bemærker med bekymring den udbredte automatiske indførelse af indrejseforbud, som i nogle medlemsstater håndhæves sideløbende med frivillig udrejse; understreger, at man med denne tilgang risikerer at mindske incitamenterne til frivillig hjemvenden; opfordrer medlemsstaterne til at opfylde forpligtelsen i tilbagesendelsesdirektivet til at overveje at ophæve eller suspendere forbuddet, når en tredjelandsstatsborger kan bevise, at vedkommende har forladt en medlemsstats område;

25.  bemærker, at en persons situation kan ændre sig meget i den periode, der fastsættes i indrejseforbuddet, og at den pågældende kan være udsat for risiko for forfølgelse i det land, som vedkommende er blevet sendt tilbage til; opfordrer medlemsstaterne til at ophæve indrejseforbuddet af humanitære grunde i sådanne tilfælde; gentager, at et indrejseforbud ikke bør anvendes automatisk, men i stedet bør baseres på en individuel vurdering; opfordrer medlemsstaterne til at indføre effektive procedurer for anmodning om ophævelse af et indrejseforbud, der sikrer en individuel vurdering, hvor hensynet til barnets tarv er det primære, og hvor retten til familieliv, retten til familiesammenføring og proportionalitetsprincippet overholdes;

26.  bemærker, at selv om truslen om indførelse af et indrejseforbud kan være en tilskyndelse til at forlade et land inden for fristen for frivillig udrejse, kan indrejseforbud, når de først er udstedt, begrænse incitamentet til at efterkomme en afgørelse om tilbagesendelse og øge risikoen for forsvinden; opfordrer medlemsstaterne til at overveje timingen i forbindelse med udstedelsen af indrejseforbud med henblik på en vellykket gennemførelse af afgørelser om tilbagesendelse; understreger, at tilbagesendelsesdirektivet indeholder bestemmelser, som giver mulighed for at ophæve indrejseforbud, og opfordrer medlemsstaterne til at benytte disse, når det er nødvendigt;

27.  understreger, at indrejseforbud kan have uforholdsmæssige konsekvenser, navnlig for familier og børn; glæder sig over den mulighed, som nogle medlemsstater har indført, for at fritage børn i forbindelse med udstedelse af et indrejseforbud, men understreger, at overvejelser om børnenes tarv også bør komme i første række, når der træffes afgørelse om (ophævelse af) et indrejseforbud for deres forældre; opfordrer medlemsstaterne til at sikre familiesammenføring og overholdelse af retten til familieliv, herunder ved at anvende dette som et grundlag for at undlade at udstede indrejseforbud;

Frihedsberøvelse og risikoen for forsvinden

28.  minder om, at der i henhold til tilbagesendelsesdirektivets artikel 3, stk. 7, ved "risiko for, at den pågældende vil forsvinde" forstås tilstedeværelsen i den enkelte sag af grunde, baseret på objektive, lovfæstede kriterier, til at formode, at en tredjelandsstatsborger, der er genstand for en tilbagesendelsesprocedure, vil forsvinde; konstaterer, at der er forskelle i gennemførelsen i national ret af definitionen af "risiko for, at den pågældende vil forsvinde"; fremhæver, at der med henblik på overholdelsen af tilbagesendelsesdirektivets artikel 3, stk. 7, skal tages behørigt hensyn til den berørte persons individuelle forhold, når der påvises en risiko for, at den pågældende vil forsvinde, for at retfærdiggøre frihedsberøvelse;

29.  er bekymret over, at lovgivningen i flere medlemsstater indeholder omfattende og undertiden divergerende lister over "objektive kriterier" for definition af risikoen for forsvinden, heriblandt generelle kriterier såsom mangel på penge; er bekymret over, at de forskellige definitioner af objektive kriterier til vurdering af risikoen for forsvinden i medlemsstaternes nationale lovgivning kan resultere i en inkonsekvent anvendelse af frihedsberøvelse på tværs af Unionen; beklager, at disse kriterier ofte anvendes mere eller mindre automatisk, mens individuelle forhold kun inddrages marginalt; understreger, at dette har ført til en systematisk anvendelse af frihedsberøvelse i mange medlemsstater; understreger behovet for harmonisering af definitionen og gennemførelsen af objektive kriterier til fastsættelse af risikoen for forsvinden;

30.  understreger, at frihedsberøvelse i henhold til den internationale menneskerettighedslovgivning skal forblive en sidste udvej, være fastsat ved lov og være nødvendig, rimelig og stå i forhold til de mål, der skal nås, og skal vare så kort som muligt, og at en beslutning om frihedsberøvelse altid skal baseres på en vurdering af de individuelle forhold, hvori der er taget hensyn til den berørte persons interesser;

31.  gentager, at længere frihedsberøvelse ikke automatisk øger chancen for tilbagevenden og generelt er mere bekostelig end alternativerne til frihedsberøvelse, og tilføjer, at medlemsstaterne ikke automatisk bør anvende den maksimale periode, der er tilladt i henhold til tilbagesendelsesdirektivet, og at de endvidere bør sikre, at betingelserne for en lovlig frihedsberøvelse er opfyldt under hele frihedsberøvelsen;

32.  bemærker, at tilbagesendelsesdirektivet fastsætter de omstændigheder, hvorunder det er lovligt at frihedsberøve tilbagesendte; bemærker, at frihedsberøvelse kun er mulig, hvis andre tilstrækkelige, men mindre indgribende foranstaltninger ikke kan anvendes effektivt i en bestemt sag; finder det beklageligt, at medlemsstaterne i praksis kun udarbejder og anvender meget få holdbare alternativer til frihedsberøvelse; opfordrer medlemsstaterne til hurtigst muligt at fremkomme med egnede lokalsamfundsbaserede alternativer til frihedsberøvelse, der har en mindre negativ indvirkning på migranterne, navnlig børn og sårbare personer; opfordrer medlemsstaterne til at rapportere om de foranstaltninger, de træffer som alternativ til frihedsberøvelse;

33.  minder om, at medlemsstaterne bør respektere relevante og kompetente nationale og internationale organers mandater, såsom nationale menneskerettighedsinstitutioner, ombudsmandsinstitutioner og nationale forebyggende mekanismer, der fører uafhængigt tilsyn med vilkårene for frihedsberøvede;

34.  bemærker, at et betydeligt antal børn fortsat frihedsberøves i Den Europæiske Union som led i tilbagesendelsesprocedurer, og er enigt med FN's Komité for Barnets Rettigheder, der har præciseret, at børn aldrig bør frihedsberøves i forbindelse med immigration, og at frihedsberøvelse aldrig kan begrundes som værende i barnets tarv, hvilket også er i tråd med New York-erklæringen om flygtninge og migranter af 19. september 2016; opfordrer medlemsstaterne til at anvende alternativer til frihedsberøvelse, som er passende, humane og ikke indebærer tilbageholdelse;

35.  opfordrer Kommissionen til at drage omsorg for, at medlemsstaterne og Frontex råder over overvågningsorganer, der er understøttet af et passende mandat, en passende kapacitet og passende kompetencer, en høj grad af uafhængighed og sagkundskab samt gennemsigtige procedurer; understreger, at overvågningen af tilbagesendelser bør omfatte alle faser af tilbagesendelsen, og at der bør afsættes passende ressourcer; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at benytte eksisterende uafhængige overvågningsorganer som f.eks. nationale og internationale organisationer og nationale menneskerettighedsorganisationer ved at samarbejde med dem eller udpege dem som systemer til overvågning af tvangsmæssige tilbagesendelser; opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre, at der, så vidt juridisk og praktisk muligt, oprettes en overvågningsmekanisme til overvågning af tilbagesendte personers skæbne efter tilbagesendelsen, med særlig opmærksomhed på sårbare grupper som f.eks. uledsagede mindreårige og familier; opfordrer medlemsstaterne til at foretage en ordentlig overdragelse af børnebeskyttelsestjenester blandt de nationale myndigheder for at sikre, at der tages hånd om tilbagesendte børn, og at de har adgang til nationale børnebeskyttelsestjenester; understreger behovet for at følge op på reintegrationsplanerne for tilbagesendte personer for at sikre en effektiv gennemførelse af dem; opfordrer Kommissionen til at lette udvekslingen af god praksis mellem medlemsstaterne med hensyn til overvågning efter tilbagesendelse og til at afsætte tilstrækkelige midler hertil;

36.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at alle aspekter af tilbagesendelsesdirektivet gennemføres korrekt; opfordrer Kommissionen til fortsat at overvåge denne gennemførelse og træffe foranstaltninger i tilfælde af manglende overholdelse;

o
o   o

37.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 348 af 24.12.2008, s. 98. (2) EUT L 312 af 7.12.2018, s. 1. (3) EUT L 198 af 22.6.2020, s. 1. (4) ECLI:EU:C:2009:741. (5) ECLI:EU:C:2011:268. (6) ECLI:EU:C:2013:343. (7) ECLI:EU:C:2014:1320. (8) ECLI:EU:C:2015:377. (9) ECLI:EU:C:2016:408. (10) ECLI:EU:C:2018:308. (11) ECLI:EU:C:2018:465. (12) EUT L 66 af 11.3.2017, s. 15. (13) EUT L 339 af 19.12.2017, s. 83. (14) EUT C 58 af 15.2.2018, s. 9. (15) EUT C 298 af 23.8.2018, s. 39. (16) Vedtagne tekster, P8_TA(2019)0175. (17) EUT L 295 af 6.11.2013, s. 27. (18) EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1. (19) EUT C 76 af 9.3.2020, s. 86.