Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 3, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 11, 39 og 191 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (havstrategirammedirektivet)(2),

–  der henviser til, at artikel 13 i TEUF foreskriver, at Unionen og medlemsstaterne skal tage højde for det forhold, at dyr er følende væsener, og derfor tage nøje hensyn til de relevante dyrevelfærdskrav, når Unionens politikker inden for fiskeri (og andre områder) fastlægges,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1241 af 20. juni 2019 om bevarelse af fiskeressourcerne og beskyttelse af marine økosystemer ved hjælp af tekniske foranstaltninger(3),

–  der henviser til Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter(4) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle(5);

–  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1099/2009 af 24. september 2009 om beskyttelse af dyr på aflivningstidspunktet(6), og særlig artikel 3, hvis centrale princip om, at dyr "skal skånes for enhver undgåelig smerte, psykisk belastning eller lidelse under aflivning og dermed forbundne aktiviteter", finder anvendelse på fisk,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/89/EU af 23. juli 2014 om rammerne for maritim fysisk planlægning(7) (direktivet om maritim fysisk planlægning),

–  der henviser til Rådets direktiv 91/676/EØF af 12. december 1991 om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget(8), særlig for så vidt angår afstrømning indeholdende gødning,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter(9) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1367/2006 af 6. september 2006 om anvendelse af Århus-konventionens bestemmelser om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på Fællesskabets institutioner og organer(10),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. maj 2020 med titlen "EU's biodiversitetsstrategi for 2030 – Naturen skal bringes tilbage i vores liv" (COM(2020)0380),

–  der henviser til sin beslutning af 16. januar 2018 om international havforvaltning: en dagsorden for havenes fremtid i forbindelse med de bæredygtige udviklingsmål for 2030(11),

–  der henviser til 2020-udgaven af rapporten fra De Forenede Nationers Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) med titlen "State of World Fisheries and Aquaculture" (Status over verdens fiskeri og akvakultur) (SOFIA 2020),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. maj 2020 med titlen "En jord til bord-strategi for et fair, sundt og miljøvenligt fødevaresystem" (COM(2020)0381),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. juni 2020 med titlen "Mod et mere bæredygtigt fiskeri i EU: status og retningslinjer for 2021" (COM(2020)0248),

–  der henviser til Johannesburgerklæringen om bæredygtig udvikling fra 2002, Johannesburggennemførelsesplanen og slutdokumentet fra FN's Rio +20-konference om bæredygtig udvikling fra juni 2012 med titlen "The Future we Want" (Den fremtid, vi ønsker),

–  der henviser til 2020-rapporten fra Kommissionens Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) med titlen "Monitoring the performance of the Common Fisheries Policy" (Overvågning af den fælles fiskeripolitiks resultater) (STECF-Adhoc-20-01),

–  der henviser til konventionen om den biologiske mangfoldighed (CBD) og navnlig til mål 11 i Aichibiodiversitetsmålene, som er et element i CBD-strategiplanen for biodiversitet 2011-2020,

–  der henviser til den globale rapport om vurdering af biodiversitet og økosystemydelser fra 2019 fra Den Mellemstatslige Videnspolitikplatform vedrørende Biodiversitet og Økosystemydelser (IPBES),

–  der henviser til særrapporten fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) fra 2019 om havet og kryosfæren i et klima i forandring,

–  der henviser til resolutionen fra Den Internationale Union for Naturbevarelse (IUCN) fra 2016 om en forøgelse af dækningen af beskyttede havområder for at sikre en effektiv bevarelse af havets biodiversitet,

–  der henviser til verdensmål nr. 14 for bæredygtig udvikling, som er indeholdt i De Forenede Nationers 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling, og som tager sigte på at bevare og sikre bæredygtig brug af verdens have og deres ressourcer,

–  der henviser til Kommissionens rapport af 25. juni 2020 om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (COM(2020)0259),

–  der henviser til sin beslutning af 16. januar 2020 om det 15. møde i partskonferencen under konventionen om den biologiske mangfoldighed (COP15)(12),

–  der henviser til Verdensbankens rapport fra 2017 med titlen "The sunken billions revisited: Progress and Challenges in Global Marine Fisheries" (De sunkne milliarder til fornyet behandling: fremskridt og udfordringer for det globale havfiskeri),

–  der henviser til Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 1/2017 af 21. februar 2017 med titlen: "Det vil kræve en yderligere indsats at gennemføre Natura 2000-nettet på en sådan måde, at dets fulde potentiale realiseres",

–  der henviser til Det Europæiske Miljøagenturs rapport nr. 17/2019 af 25. juni 2020 med titlen "Marine messages II" (Budskaber fra havet II),

–  der henviser til Den Europæiske Ombudsmands afgørelse i sag 640/2019/FP om gennemsigtighed i Rådets beslutningsproces forud for vedtagelsen af årlige forordninger om fastsættelse af fiskekvoter (samlede tilladte fangstmængder),

–  der henviser til rapport nr. 3/2015 fra Det Europæiske Miljøagentur (EEA) af 1. oktober 2015 med titlen "Marine protected areas in Europe’s seas: An overview and perspective for the future" (Beskyttede havområder i Europas have: en oversigt og fremtidsperspektiver),

–  der henviser til Kommissionens rapport af 1. oktober 2015 om fremskridt med etableringen af beskyttede havområder (som fastsat ved artikel 21 i havstrategirammedirektivet, direktiv 2008/56/EF) (COM(2015)0481),

–  der henviser til Kommissionens rapport af 31. juli 2018 om vurdering af medlemsstaternes indsatsprogrammer under havstrategirammedirektivet (COM(2018)0562),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. juni 2020 med titlen "Mod et mere bæredygtigt fiskeri i EU: status og retningslinjer for 2021" (COM(2020)0248),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 54,

–  der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget (A9-0264/2020),

A.  der henviser til, at den fælles fiskeripolitik har til formål at sikre, at fiskeri- og akvakulturaktiviteterne er miljømæssigt bæredygtige på lang sigt og forvaltes på en måde, der er i overensstemmelse med målene om at opnå økonomiske, sociale og beskæftigelsesmæssige fordele og bidrage til fødevareforsyningen; der henviser til, at for at nå målsætningen om, at populationer af fiskebestande gradvist skal genoprettes og opretholdes over et biomasseniveau, der kan give maksimalt bæredygtigt udbytte, skulle udnyttelsesgraden for det maksimale bæredygtige udbytte, hvor det var muligt, nås inden udgangen af 2015 og på et gradvist stigende grundlag senest inden udgangen af 2020 for alle bestande.

B.  der henviser til, at verdensmål for bæredygtig udvikling nr. 14 tilskynder til at bevare og sikre bæredygtig brug af verdens have og deres ressourcer;

C.  der henviser til, at havstrategirammedirektivet har til formål at beskytte og bevare havmiljøet, forebygge forringelse heraf og genoprette de marine økosystemer samt at opnå god miljøtilstand for EU's havområder senest i 2020;

D.  der henviser til, at god miljøtilstand i henhold til havstrategirammedirektivet er baseret på 11 deskriptorer, og at deskriptor 3 finder anvendelse på populationerne af alle fisk og skaldyr, der udnyttes erhvervsmæssigt og ligger inden for sikre biologiske grænser og udviser en alders- og størrelsesfordeling, der er betegnende for en sund bestand;

E.  der henviser til, at der er tre primære vurderingskriterier for deskriptor 3 for god miljøtilstand – (I.) bæredygtig udnyttelse, (II.) reproduktionsevne og (III.) opretholdelse af andelen af ældre og større fisk – men at kun 10,5 % af bestandene kan vurderes i lyset af kriterium (I.) og (II.), og der ikke findes nogen tilfredsstillende fælles vurderingsmetode på europæisk plan for kriterium (III.);

F.  der henviser til, at der er presserende behov for at forbedre indsamlingen af data om visse fiskebestande, navnlig i Sortehavet, Middelhavet og Makaronesien, for at kunne foretage en videnskabelig vurdering, som er af afgørende betydning for en bæredygtig forvaltning af bestandene;

G.  der henviser til, at fiskeriforvaltningsforanstaltninger, der vedtages inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik, bærer frugt, idet antallet af fiskebestande, der udnyttes på bæredygtige niveauer, er stigende, hvilket gør det muligt at give større udbytte for bestande, der er blevet overfisket;

H.  der henviser til, at omkring 38 % af bestandene i det nordøstlige Atlanterhav og omkring 92 % af de bestande, der er videnskabeligt vurderet i Middelhavet og Sortehavet, ifølge STECF stadig er overfiskede, hvilket betyder, at de fiskes over det maksimale bæredygtige udbytte (MSY), til trods for kravet om at standse overfiskning senest i 2020; bemærker, at 62,5 % af bestandene i Middelhavet og Sortehavet blev overfisket i 2017 ifølge FAO's SOFIA-rapport fra 2020;

I.  der henviser til, at Kommissionens foreslåede samlede tilladte fangstmængder (TAC'er) i det nordøstlige Atlanterhav var i overensstemmelse med MSY for alle 78 bestande, som der forelå videnskabelig rådgivning for;

J.  der henviser til, at Rådet i 2019 fastsatte TAC'erne for 62 ud af 78 arter i overensstemmelse med MSY; der henviser til, at det derfor forventes, at mere end 99 % af de landinger, der i Østersøen, Nordsøen og Atlanterhavet udelukkende forvaltes af EU, i 2020 vil komme fra bæredygtigt forvaltet fiskeri;

K.  der henviser til, at biomassen i det nordøstlige Atlanterhav er steget siden 2007, og at den for fuldt vurderede bestande var 48 % højere i 2018 end i 2003; der henviser til, at situationen i Middelhavet og Sortehavet stort set er forblevet uændret siden dataseriens start i 2003, selv om der siden 2012 kan være sket en lille stigning i biomassen;

L.  der henviser til, at fiskeri med maksimalt økonomisk udbytte (MEY) henviser til det fangstniveau, hvor fiskeriflådens økonomiske fordele maksimeres, hvilket forbedrer sektorens modstandsdygtighed, samt til det niveau, hvor bestandene holdes over MSY-niveauet;

M.  der henviser til, at det er umuligt at anvende artsforvaltning baseret på MSY-modellen, hvor der er tale om multispecifikt fiskeri, selv når det drejer sig om videnskabeligt velkendt og dokumenteret fiskeri;

N.  der henviser til, at videnskabelige undersøgelser om emnet har givet anledning til bekymring over den langsigtede negative indvirkning, som visse anvendelser af fangstmetoder, såsom bundslæbende redskaber og anordninger til tiltrækning af fisk, har på bestandene, havets biodiversitet og havmiljøet;

O.  der henviser til, at den fælles fiskeripolitik endnu ikke er fuldt gennemført, og at nogle af dens foranstaltninger, f.eks. oprettelsen af områder til genopretning af fiskebestande, ikke er blevet anvendt;

P.  der henviser til, at 66 % af verdens havmiljø er blevet ændret af det menneskelige pres ifølge IPBES, og at 34,2 % af fiskebestandene befiskes på biologisk ubæredygtige niveauer ifølge FAO;

Q.  der henviser til, at IUCN opfordrer til, at mindst 30 % af alle marine levesteder inden 2020 skal omdannes til et net af strengt beskyttede havområder, blandt andre effektive områdebaserede bevarelsesforanstaltninger, hvor målet er, at der ikke må udøves udvindingsaktiviteter i mindst 30 % af havet, uden at der tages hensyn til de socioøkonomiske konsekvenser;

R.  der henviser til, at det i FAO's SOFIA-rapport gentages, at forvaltning er det bedste redskab til bevarelse og den eneste vej til bæredygtighed, og at bestande, der forvaltes effektivt, bliver mere og mere bæredygtige, idet 78,7 % af de nuværende globale marine fiskelandinger stammer fra biologisk bæredygtige bestande;

S.  der henviser til, at EU's biodiversitetsstrategi for 2030 kræver et retligt bindende mål om at beskytte mindst 30 % af EU's havområde, og at 10 % af EU's havområde skal strengt beskyttes;

T.  der henviser til, at elektronisk fjernovervågning, f.eks. ved overførsel af fartøjspositioner i næsten realtid, og styrkelse af kontrollen på stedet spiller en positiv rolle for håndhævelsen af beskyttede havområder;

U.  der henviser til, at tabet af marin biodiversitet har socioøkonomiske konsekvenser for fiskerisektoren, kystsamfundene, de oversøiske samfund og samfundet som helhed og derfor bør forhindres; der henviser til, at genopretningen af fiskebestandene ifølge Verdensbanken vil medføre større økonomiske fordele end den nuværende tilstand for havets fiskebestande;

V.  der henviser til, at sunde levesteder, herunder sandbanker, havgræsenge og koralrev, er af afgørende betydning for genopretningen af marine økosystemers funktion, opblomstringen af fiskebestande og tilvejebringelsen af kulstofdræn til afbødning af klimaændringerne;

W.  der henviser til, at velforvaltede beskyttede havområder er af afgørende betydning for at øge biodiversiteten og bevare naturlige levesteder for andre arter såsom fugle;

X.  der henviser til, at der er stærk videnskabelig konsensus om, at beskyttede havområder kan være til gavn for fiskeriet på grund af deres afsmittende virkning og deres positive virkninger for rekrutteringen, f.eks. gennem beskyttelse af ynglepladser, ungfisk og store moderfisk med en stor reproduktionsevne;

Y.  der henviser til, at forurening fra jorden, især i de delvist lukkede havområder, og fra andre marine aktiviteter også påvirker genopretningen af fiskebestandene;

Z.  der henviser til, at den samlede biomasse af de arter, der er omfattet af en kvote blandt EU's forvaltede bestande, var 48 % højere i 2018 end i 2003;

AA.  der henviser til, at vildtfangede fisk er langt den sundeste og mest miljøvenlige kilde til protein på jorden takket være fiskeindustriens lave CO2-aftryk; der henviser til, at fisk og skaldyr derfor er det bedste valg til bekæmpelse af klimaændringer;

AB.  der henviser til, at Rådet indtil videre ikke har efterkommet Den Europæiske Ombudsmands henstilling om proaktivt at offentliggøre dokumenter vedrørende vedtagelsen af TAC-forordningerne;

AC.  der henviser til, at fiskeri på MSY-niveau fortsat udviser positive resultater i det nordøstlige Atlanterhav;

Bedre forvaltning af fiskeriet for at sætte en stopper for overfiskning

1.  gentager sin opfordring til fuld gennemførelse af den fælles fiskeripolitik med henblik på gradvis genopretning og opretholdelse af populationerne af fiskebestande over det biomasseniveau, der kan give MSY;

2.  understreger, at naturen, fiskene og andre levende organismer har en iboende værdi, selv om de endnu ikke udnyttes via menneskelige aktiviteter;

3.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke den videnskabelige dækning med det mål, at 100 % af de fiskebestande, der udnyttes i de europæiske farvande, skal vurderes senest i 2025, og at MSY kan beregnes for alle disse bestande, hvor det er videnskabeligt muligt;

4.  minder om, at medlemsstaterne er ansvarlige for at indsamle data, og at disse data er afgørende for at vurdere fiskebestandenes sundhed; minder om, at Kommissionen i henhold til artikel 23 i forordning (EU) 2017/1004(13) skal forelægge Parlamentet og Rådet en rapport om forordningens gennemførelse og funktion;

5.  opfordrer Kommissionen til at fremsætte sine TAC-forslag og Rådet til at fastsætte TAC'er på MSY-niveau som fastsat i forordningen om den fælles fiskeripolitik;

6.  opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og forskersamfundet til at udvikle en videnskabeligt baseret model for optimering af forvaltningen og udnyttelsen af multispecifikt fiskeri; bemærker, at denne model bør gøre det muligt at anvende lignende forvaltningsmål i forbindelse med anvendelsen af MSY i den fælles fiskeripolitik og gøre det muligt at følge udviklingen i de gennemførte forvaltningsregler;

7.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at styrke gennemførelsen af økosystemtilgangen til fiskeriforvaltning, herunder ved i stigende grad at anvende flerartstilgange, for at minimere de negative virkninger af fiskeriaktiviteter og andre faktorer såsom klimaændringer på de marine økosystemer, fiskebestandene og samfundet og for at sikre havets modstandsdygtighed over for klimaændringer; gentager, at fuldt dokumenteret fiskeri og kvalitetsdata er afgørende for at forbedre fiskeriforvaltningen; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage de nødvendige skridt til at forbedre indsamlingen af data om rekreativt fiskeri og tage hensyn til dets indvirkning på miljøet og dets socioøkonomiske værdi;

8.  opfordrer Kommissionen til fortsat at støtte planer til forbedring af selektiviteten og overlevelsen af ikkemålarter og til – med henblik på at gennemføre en økosystembaseret tilgang til fiskeriforvaltning – at fastslå, hvilke praksisser der er til skade for bestandene, havets biodiversitet og havmiljøet, og til at indføre foranstaltninger, der begrænser og ændrer dem;

9.  mener, at EU efter evalueringen af den fælles fiskeripolitik senest i 2022, hvor det er nødvendigt bør tilpasse den nuværende fiskeriforvaltningspraksis og fremskynde overgangen til mere miljøvenligt fiskeri for ikke blot at bevare fiskebestandene på det nuværende niveau, men også, hvad der er endnu vigtigere, at genoprette fiskebestandene og genoprette de marine økosystemer i samråd med interessenter, navnlig fiskerisektoren, og støtte sådanne foranstaltninger gennem Den Europæiske Hav- og Fiskerifond;

10.  mener, at der bør på rettes særlig opmærksomhed og støtte mod ikkeindustrielt fiskeri, som potentielt er mindre aggressivt og mere bæredygtigt, ikke kun hvad angår forvaltning af biologiske ressourcer, men også ud fra et socioøkonomisk synspunkt;

11.  opfordrer Kommissionen til at støtte harmoniseringen af indikatorerne for kriterium (III.) for god miljøtilstand i havstrategirammedirektivet med henblik på at fastsætte benchmarks og en vurderingsmetode, der er fælles for alle medlemsstaterne;

12.  opfordrer Kommissionen til at undersøge relevansen af at anvende andre indikatorer end MSY i fiskeriforvaltningen, som tager hensyn til samspillet mellem arterne og socioøkonomiske faktorer samt virkningerne af klimaændringer og forurening; bemærker, at andre indikatorer såsom MEY er ved at blive undersøgt og gennemført af visse lande;

13.  påpeger, at der for at begrænse presset fra menneskelige aktiviteter på fiskebestandene er brug for øget forskning og innovation i fiskerisektoren med henblik på at udvikle gode praksisser med hensyn til den cirkulære økonomi, bæredygtighed og fiskeredskabernes selektivitet,

14.  understreger betydningen af ikkeindustrielt kystfiskeri og mener, at sektoren kan bidrage væsentligt til omstillingen til en bæredygtig forvaltning af fiskebestandene; opfordrer derfor medlemsstaterne til at øge den procentdel af de nationale kvoter, der afsættes til denne sektor;

15.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at medlemsstaterne vedtager dataindsamlingsprogrammer, der dækker fiskeriets indvirkning på miljøet generelt, herunder på bifangsten af følsomme arter, og på havbunden;

16.  kræver, at Rådet proaktivt offentliggør alle dokumenter vedrørende vedtagelsen af TAC-forordninger i overensstemmelse med Den Europæiske Ombudsmands henstilling samt overholder forordning (EF) nr. 1049/2001 og forordning (EF) nr. 1367/2006;

Udvidelse af netværket af beskyttede områder og forbedring af dets forvaltning

17.  understreger, at selv om Den Europæiske Union har gjort fremskridt og nået målet om at udpege 10 % af Europas farvande som beskyttede områder, er nettet af beskyttede havområder langt fra effektivt, og at kun en meget lille del af de eksisterende beskyttede havområder har forvaltningsplaner og beskyttelsesforanstaltninger;

18.  fremhæver, at velfungerende beskyttede havområder giver store socioøkonomiske fordele, navnlig for kystsamfund, fiskerierhvervet og turismesektoren, og at beskyttede havområder har økologiske funktioner, som er af central betydning for fiskebestandenes reproduktion (tilvejebringelse af gydepladser og opvækstområder), og forbedrer deres modstandsdygtighed;

19.  glæder sig over Kommissionens forslag i sin biodiversitetsstrategi for 2030 om at beskytte mindst 30 % af EU's havområder; herunder gennem områder til genopretning af fiskebestande som fastsat i den fælles fiskeripolitik og områder, hvor de mest destruktive fangstmetoder og økonomiske aktiviteter er begrænset;

20.  opfordrer til, at en tredjedel af dette område (dvs. 10 % af de europæiske farvande) omfattes af et højt beskyttelsesniveau, som omfatter områder, hvor alle fangster og alle økonomiske aktiviteter er forbudt (dvs. områder, hvor fiskeri er helt forbudt);

21.  opfordrer Kommissionen til at lade ethvert lovgivningsforslag ledsage af konsekvensanalyser baseret på den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning og i tæt samarbejde med lokalsamfund og lokale myndigheder;

22.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at vedtage retningslinjer for de mål for beskyttede havområder, der skal gennemføres i hver enkelt EU-havregion med henblik på at sikre en afbalanceret geografisk fordeling og økologisk repræsentativitet;

23.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til fortsat at udpege beskyttede havområder i henhold til fugle-(14) og habitatdirektiverne(15) og havstrategirammedirektivet for at nå disse mål;

24.  opfordrer til, at der etableres beskyttede havområder som led i et sammenhængende netværk af forbundne områder, herunder offshore- og dybhavsområder; minder om kravet om at ophøre med at fiske med bundslæbende redskaber på under 400 m i områder, hvor der forekommer eller kan forventes at forekomme sårbare marine økosystemer;

25.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at fastsætte stærke videnskabeligt funderede retningslinjer for forvaltning af beskyttede havområder for medlemsstaterne og til at fastlægge en klassificering af beskyttede havområder under hensyntagen til deres etableringsfase, forvaltningsplaner og økosystemfordele med udgangspunkt i eksisterende retningslinjer såsom IUCN's globale standarder;

26.  insisterer på, at Kommissionen skal kæde fiskeriaftaler, der indgås med tredjelande, sammen med styrings- og forvaltningsforanstaltninger som eksempelvis beskyttede havområder og på den måde muliggøre en bedre forvaltning af fiskebestandene og imødegå de mange kumulative virkninger af disse aftaler såsom forurening, ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri) og udvikling af visse praksisser, såsom industrifiskeri, der truer visse fiskebestandes bæredygtighed;

27.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at fastsætte stærke og effektive forvaltningsplaner for de eksisterende og fremtidige beskyttede havområder og indføre strengere tilsyns-, overvågnings- og kontrolforanstaltninger for at sikre, at beskyttede havområder respekteres;

28.  opfordrer til, at både erhvervs- og fritidsfiskerisektorerne samt de relevante organisationer med kompetence inden for forvaltning af menneskelige og økonomiske aktiviteter på havet (f.eks. regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er) eller Den Internationale Søfartsorganisation) inddrages i kontrol og overvågning af samt tilsyn med beskyttede havområder;

29.  understreger, at der er behov for øget kontrol med fiskeriforvaltningsforanstaltninger inden for Natura 2000-områder, som er fastlagt af EU's medlemsstater, for at sikre, at bevarelsesmålene i overensstemmelse med artikel 11 i den fælles fiskeripolitik opnås;

30.  understreger, at udpegning af områder og udvikling af forvaltningsforanstaltninger bør baseres på den bedste tilgængelige videnskabelige rådgivning;

31.  anerkender, at de beskyttede havområders og andre beskyttede områders succes afhænger af, at de har et solidt videnskabeligt grundlag, og at de accepteres af erhvervsfiskere og fritidsfiskere, kystsamfund og andre interessenter, samt af klar kommunikation om, hvad der beskyttes, hvordan og hvorfor; opfordrer derfor til, at fiskerisektoren, herunder dens ikkeindustrielle komponent og videnskabelige organer med ansvar for fiskeriforvaltning samt andre relevante interessenter inddrages i udformningen, forvaltningen og overvågningen af beskyttede havområder; opfordrer til, at civilsamfundets deltagelse fremmes gennem etablering af havområder med uddannelsesmæssigt formål;

32.  understreger betydningen af at have en omfattende og sammenhængende tilgang til etablering af beskyttede havområder ved ikke blot at begrænse kommercielle fiskeriaktiviteter, men også tackle andre aktiviteter såsom udforskning og udvinding af fossile brændstoffer, minedrift, omfattende akvakultur, opmudring, havvindmølleparker, transport og rekreativt fiskeri og andre fritidsaktiviteter;

33.  opfordrer medlemsstaterne til at udvide netværket af områder til genopretning af fiskebestande under den fælles fiskeripolitik, navnlig hvor der er klar dokumentation for kraftige koncentrationer af fisk, der er under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, eller for gydepladser; understreger nødvendigheden af at medtage evaluering af udpegningen af sådanne områder og af deres succes i den kommende rapport om den fælles fiskeripolitiks funktion;

34.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i internationale forhandlinger om en traktat om bevaring og bæredygtig udnyttelse af havets biodiversitet i områder uden for national jurisdiktion og inden for rammerne af regionale fiskeriforvaltningsorganisationer at kæmpe for en ambitiøs global mekanisme til oprettelse af beskyttede havområder på åbent hav eller i områder uden for national jurisdiktion og til at spille en proaktiv rolle, efter at der er opnået enighed om en aftale om havets biologiske mangfoldighed uden for national jurisdiktion, i skabelsen af nye, effektivt forvaltede områdebaserede forvaltningsværktøjer, herunder beskyttede havområder i åbent hav; minder om, at oprettelsen af beskyttede havområder i områder uden for national jurisdiktion skal understøttes af socioøkonomiske og økologiske konsekvensanalyser baseret på den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning;

35.  opfordrer Kommissionen til at fremme idéen om, at havet som helhed leverer økosystemtjenester til menneskeheden, og at havet derfor skal anerkendes som et fælles gode ved internationale forhandlinger under ledelse af FN;

Håndtering af andre miljøfaktorer, der truer genopretningen af fiskebestande

36.  understreger, at en hurtig og stærk indsats for at bekæmpe klimaændringerne er af afgørende betydning for bevarelsen af sunde populationer af havorganismer og levesteder og dermed for fiskeriaktiviteternes bæredygtighed og fødevaresikkerheden på lang sigt; minder om, at parterne i henhold til artikel 2 i Parisaftalen om klimaændringer skal stræbe efter at øge evnen til at tilpasse sig de negative virkninger af klimaændringer og fremme modstandsdygtigheden over for klimaændringer og udvikling af lave drivhusgasemissioner på en måde, der ikke truer fødevareproduktionen;

37.  understreger, at beskyttede havområder bidrager positivt til klimatilpasning ved at styrke økosystemernes modstandsdygtighed; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at give beskyttede havområder en styrket rolle i deres nationale klimatilpasningsstrategier;

38.  understreger, at genopretningen af fiskebestandene og opretholdelsen af disse på et bæredygtigt udnyttelsesniveau også kræver håndtering af nogle menneskeskabte virkninger, der knytter sig til klimaforandringer, iltsvind og forsuring samt forskellige primært landbaserede forureningskilder, men også havforureningskilder, der påvirker genopretningen af fiskebestandene negativt eller bidrager til deres skrøbelighed, såsom nitrater, spildevand, kunstgødning, pesticider, giftige kemikalier, forurening fra industriel aktivitet og masseturisme, restprodukter fra akvakultur, plast- og mikroplastforurening, solcreme, hormoner, støjforurening, olieudslip og tabte eller kasserede fiskeredskaber;

39.  opfordrer Kommissionen til at offentliggøre et studie om konsekvenserne af disse forskellige forureningskilder for genopretningen af fiskebestande og marine økosystemer;

40.  understreger, at det er nødvendigt at inddrage fiskerne i kampen mod forurening af havene; opfordrer derfor Kommissionen til at tilskynde medlemsstaterne til at vedtage lovgivning, der tillader fiskerne at bringe affald, som fiskes op på havet, med sig til land; mener, at en sådan lovgivning bør indeholde belønningsordninger for fiskere samt passende indsamlingssystemer;

41.  understreger betydningen af at øge overlevelsesraten for ikkemålarter ved at reducere skader og stress i forbindelse med fangst og udsætning;

42.  opfordrer Kommissionen til at behandle disse anmodninger og reagere på dem i sin nye handlingsplan for bevarelse af fiskeressourcerne og beskyttelse af de marine økosystemer, som den agter at forelægge senest i 2021, ved sin revision af den fælles fiskeripolitik samt i alle kommende lovgivningsforslag;

o
o   o

43.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22. (2) EUT L 164 af 25.6.2008, s. 19. (3) EUT L 198 af 25.7.2019, s. 105. (4) EFT L 206 af 22.7.1992, s. 7. (5) EUT L 20 af 26.1.2010, s. 7. (6) EUT L 303 af 18.11.2009, s. 1. (7) EUT L 257 af 28.8.2014, s. 135. (8) EFT L 375 af 31.12.1991, s. 1. (9) EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43. (10) EUT L 264 af 25.9.2006, s. 13. (11) EUT C 458 af 19.12.2018, s. 9. (12) Vedtagne tekster, P9_TA(2020)0015. (13) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1004 af 17. maj 2017 om fastlæggelse af en EU-ramme for indsamling, forvaltning og anvendelse af data i fiskerisektoren samt støtte til videnskabelig rådgivning vedrørende den fælles fiskeripolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 199/2008 (EUT L 157 af 20.6.2017, s. 1). (14) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle (EUT L 20 af 26.1.2010, s. 7). (15) Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT L 206 af 22.7.1992, s. 7).