Europa-Parlamentets afgørelse af 9. marts 2021 om anmodning om ophævelse af Nuno Melos immunitet (2020/2050(IMM))
Europa-Parlamentet,
– der henviser til anmodning af 6. februar 2020 om ophævelse af João Nuno Lacerda Teixeira de Melos immunitet, som er fremsendt af Tribunal Judicial da Comarca de Braga, Juízo de Instrução Criminal de Guimarães, 2.º Juizo (distriktsdomstolen i Braga, den kriminalretlige forundersøgelsesafdeling i Guimarães, 2. kammer) i forbindelse med en verserende straffesag ved samme domstol efter indgivelse af en privat påtale (procedure: 1039/17.2T9VNF), og hvorom der blev givet meddelelse på plenarmødet den 9. marts 2020,
– der har hørt Nuno Melo, jf. forretningsordenens artikel 9, stk. 6,
– der henviser til artikel 8 og 9 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter samt artikel 6, stk. 2, i akten af 20. september 1976 om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet,
– der henviser til de domme, som Den Europæiske Unions Domstol har afsagt den 21. oktober 2008, 19. marts 2010, 6. september 2011, 17. januar 2013 og 19. december 2019(1),
– der henviser til artikel 157, stk. 2, i Den Portugisiske Republiks forfatning,
– der henviser til forretningsordenens artikel 5, stk. 2, artikel 6, stk. 1, og artikel 9,
– der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A9-0024/2021),
A. der henviser til, at den dommer, der er ansvarlig for denne sag, har anmodet om ophævelse af immuniteten for Nuno Melo, medlem af Europa-Parlamentet, med henblik på hans deltagelse i ovennævnte egenskab af forurettet/civil part i alle de skridt, der vil blive anset for nødvendige for at fastslå sandheden, og som vil blive gennemført i den foreliggende sag eller i andre sager, der allerede verserer eller vil blive indledt, i forbindelse med sagens faktiske omstændigheder og med deltagelse af de samme parter;
B. der henviser til, at undersøgelsen ikke vedrører meningstilkendegivelser eller stemmeafgivelser fra Nuno Melo under udøvelsen af hans hverv, jf. artikel 8 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter;
C. der henviser til, at Europa-Parlamentets medlemmer i henhold til artikel 9 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter på deres eget lands område nyder de immuniteter, der tilstås medlemmerne af deres lands lovgivende forsamling;
D. der henviser til, at der i henhold til artikel 157, stk. 2, i Den Portugisiske Republiks forfatning skal indhentes tilladelse fra den portugisiske Nationalforsamling til at afhøre et medlem som vidne eller som tiltalt, men at det i samme stykke er fastsat, at en sådan tilladelse skal gives uden videre, hvis der foreligger tungtvejende og samstemmende indicier for en forsætlig strafbar handling, der straffes med fængsel i mere end tre år;
E. der henviser til, at Nuno Melo iværksatte denne sag ved at indlede en straffesag mod João Quadros for handlinger, der umiddelbart kan omfatte flere strafbare forhold i form af bagvaskelse og injurier, jf. artikel 180, stk. 1, artikel 181, stk. 1, og artikel 183, stk. 1, litra a), og stk. 2, i den portugisiske straffelov;
F. der henviser til, at Retsudvalget i henhold til forretningsordenens artikel 9, stk. 8, under ingen omstændigheder udtaler sig om skyldspørgsmålet eller om det hensigtsmæssige i en strafferetlig forfølgelse på grundlag af de udtalelser eller handlinger, som medlemmet tillægges, selv ikke i tilfælde, hvor udvalget gennem prøvelsen af anmodningen opnår grundigt kendskab til selve sagen;
G. der henviser til, at parlamentarisk immunitet i henhold til forretningsordenens artikel 5, stk. 2, ikke er et medlems personlige privilegium, men derimod en garanti for Parlamentets uafhængighed som helhed og for dets medlemmers uafhængighed;
H. der henviser til, at formålet med parlamentarisk immunitet er at beskytte Parlamentet og dets medlemmer mod retsforfølgning i relation til aktiviteter, der udføres under udøvelsen af det parlamentariske hverv, og som ikke kan adskilles fra dette hverv;
I. der henviser til, at Parlamentet i den foreliggende sag ikke har fundet noget bevis på fumus persecutionis, dvs. faktiske omstændigheder, der tyder på, at den pågældende retssag er blevet indledt med det formål at skade medlemmets og dermed Europa-Parlamentets politiske virksomhed;
1. vedtager at ophæve Nuno Melos immunitet;
2. pålægger sin formand straks at sende denne afgørelse og det kompetente udvalgs betænkning til de portugisiske myndigheder og Nuno Melo.
Domstolens dom af 21. oktober 2008, Marra mod De Gregorio og Clemente, C-200/07 og C-201/07, ECLI:EU:C:2008:579; Rettens dom af 19. marts 2010, Gollnisch mod Parlamentet, T-42/06, ECLI:EU:T:2010:102; Domstolens dom af 6. september 2011, Patriciello, C-163/10, ECLI:EU:C:2011:543; Rettens dom af 17. januar 2013, Gollnisch mod Parlamentet, T-346/11 og T-347/11, ECLI:EU:T:2013:23; Domstolens dom af 19. december 2019, Junqueras Vies, C-502/19, ECLI:EU:C:2019:1115.