Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2020/2129(INL)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A9-0018/2021

Indgivne tekster :

A9-0018/2021

Forhandlinger :

PV 08/03/2021 - 22
CRE 08/03/2021 - 22

Afstemninger :

PV 09/03/2021 - 17
PV 10/03/2021 - 14

Vedtagne tekster :

P9_TA(2021)0073

Vedtagne tekster
PDF 269kWORD 103k
Onsdag den 10. marts 2021 - Bruxelles
Virksomheders due diligence og virksomhedsansvar
P9_TA(2021)0073A9-0018/2021
Beslutning
 Bilag

Europa-Parlamentets beslutning af 10. marts 2021 med henstillinger til Kommissionen om virksomheders due diligence og virksomhedsansvar (2020/2129(INL))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ("chartret"),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 995/2010 af 20. oktober 2010 om fastsættelse af krav til virksomheder, der markedsfører træ og træprodukter(1) (træforordningen),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF(2) (regnskabsdirektivet),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/95/EU af 22. oktober 2014 om ændring af Rådets direktiv 2013/34/EU for så vidt angår offentliggørelse af ikkefinansielle oplysninger og oplysninger om mangfoldighed for visse store virksomheder og koncerner(3) (direktivet om ikkefinansiel rapportering),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/821 af 17. maj 2017 om fastlæggelse af due diligence-forpligtelser i forsyningskæden for EU-importører af tin, tantal, wolfram og deres malme samt guld, der hidrører fra konfliktramte områder og højrisikoområder(4) (forordningen om mineraler fra konfliktramte områder),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/828 af 17. maj 2017 om ændring af direktiv 2007/36/EF for så vidt angår tilskyndelse til langsigtet aktivt ejerskab(5) (direktivet om aktionærrettigheder),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1937 af 23. oktober 2019 om beskyttelse af personer, der indberetter overtrædelser af EU-retten(6) (whistleblowerdirektivet),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser(7) (oplysningsforordningen),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/852 af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer og om ændring af forordning (EU) 2019/2088(8) (taksonomiforordningen),

–  der henviser til EU's handlingsplan for finansiering af bæredygtig vækst(9),

–  der henviser til den europæiske grønne pagt(10),

–  der henviser til Kommissionens retningslinjer for ikke-finansiel rapportering(11) (metode til rapportering af ikke-finansielle oplysninger) og til Kommissionens retningslinjer for ikke-finansiel rapportering: Tillæg om rapportering af klimarelaterede oplysninger(12),

–  der henviser til sine beslutninger af 25. oktober 2016 om virksomheders ansvar for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i tredjelande(13), af 27. april 2017 om EU's flagskibsinitiativ for beklædningssektoren(14) og af 29. maj 2018 om bæredygtig finansiering(15),

–  der henviser til Parisaftalen af 12. december 2015,

–  der henviser til De Forenede Nationers 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling, vedtaget i 2015, navnlig de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling (SDG),

–  der henviser til FN's "Protect, Respect and Remedy"-ramme for erhvervslivet og menneskerettighederne fra 2008,

–  der henviser til De Forenede Nationers vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder fra 2011(16),

–  der henviser til OECD's retningslinjer for multinationale selskaber(17),

–  der henviser til OECD's vejledning om due diligence for ansvarlig forretningsadfærd(18),

–  der henviser til OECD's vejledning om due diligence for ansvarlige forsyningskæder i beklædnings- og fodtøjssektoren(19),

–  der henviser til OECD's vejledning om due diligence for ansvarlige forsyningskæder for mineraler fra konfliktramte områder og højrisikoområder(20),

–  der henviser til OECD-FAO's retningslinjer for ansvarlige forsyningskæder inden for landbruget(21),

–  der henviser til OECD's vejledning om due diligence for ansvarlig forretningsadfærd for institutionelle investorer(22),

–  der henviser til OECD's due diligence-retningslinjer for ansvarlig långivning til virksomheder og underwriting af værdipapirer(23),

–  der henviser til ILO-erklæringen fra 1998 om fundamentale principper og rettigheder i arbejdslivet og opfølgningen heraf(24),

–  der henviser til ILO's trepartserklæring fra 2017 om principperne for multinationale virksomheder og socialpolitik(25),

–  der henviser til FN's pjece om kønsdimensioner af de vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder(26),

–  der henviser til den franske lov nr. 2017-399 om en årvågenhedspligt for moderselskaber og ordregivende virksomheder(27),

–  der henviser til den nederlandske lov om indførelse af en pligt til at udvise omhu med henblik på at undgå levering af varer og tjenester, som er produceret under anvendelse af børnearbejde(28),

–  der henviser til "Recommendation CM/Rec(2016)3 of the Committee of Ministers to member States on human rights and business" (Henstilling CM/Rec(2016)3 til medlemsstaterne om menneskerettigheder og erhvervsvirksomhed), der blev vedtaget af Ministerkomitéen den 2. marts 2016,

–  der henviser til undersøgelsen fra Generaldirektoratet for Unionens Eksterne Politikker fra februar 2019 om adgang til retsmidler for ofre for overtrædelser af menneskerettighederne i tredjelande(29),

–  der henviser til briefingerne fra Generaldirektoratet for Unionens Eksterne Politikker fra juni 2020 med titlen "EU Human Rights Due Diligence Legislation: Monitoring, Enforcement and Access to Justice for Victims" (EU's due diligence-lovgivning på menneskerettighedsområdet: overvågning, håndhævelse og domstolsadgang for ofre)(30) og "Substantive Elements of Potential Legislation on Human Rights Due Diligence" (væsentlige elementer i eventuel lovgivning om due diligence på menneskerettighedsområdet),

–  der henviser til undersøgelsen udført for Kommissionen om due diligence-krav gennem forsyningskæden(31),

–  der henviser til undersøgelsen udført for Kommissionen om direktørers pligter og bæredygtig virksomhedsledelse(32),

–  der henviser til "Children's Rights and Business Principles" (Barnets rettigheder og erhvervsprincipper), der er udviklet af UNICEF, Global Compact-initiativet og Red Barnet(33),

–  der henviser til Kommissionens handlingsplan for kapitalmarkedsunionen (COM(2020)0590),

–  der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om "Mandatory due diligence" (Obligatorisk due diligence),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 47 og 54,

–  der henviser til udtalelser fra Udenrigsudvalget, Udvalget om International Handel og Udviklingsudvalget,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A9-0018/2021),

A.  der henviser til, at det i artikel 3 og 21 i traktaten om Den Europæiske Union fastslås, at Unionen i forbindelserne med den øvrige verden skal forsvare og fremme sine værdier og principper, dvs. retsstatsprincippet og respekt for og beskyttelse af menneskerettighederne, og bidrage til bæredygtig udvikling af jorden, solidaritet, fri og fair handel samt nøje overholdelse og udvikling af folkeretten; der henviser til, at Unionen nærmere bestemt skal fremme en bæredygtig udvikling i økonomisk, social og miljømæssig henseende i udviklingslandene med det hovedformål at udrydde fattigdom; der henviser til, at Unionen skal respektere disse principper og forfølge disse mål i forbindelse med udarbejdelsen og gennemførelsen af de aspekter af de øvrige politikker, der vedrører dens optræden udadtil;

B.  der henviser til artikel 208, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), hvori det fastsættes, at "Unionen skal tage hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i forbindelse med iværksættelse af politikker, der kan påvirke udviklingslandene";

C.  der henviser til, at globaliseringen af den økonomiske aktivitet har forværret forretningsaktiviteternes negative indvirkninger på menneskerettighederne, herunder sociale rettigheder og arbejdstagerrettigheder, miljøet og staters good governance; der henviser til, at krænkelser af menneskerettighederne ofte finder sted på primærproduktionens niveau, navnlig i forbindelse med indkøb af råvarer og fremstilling af produkter;

D.  der henviser til, at chartret finder anvendelse på al EU-lovgivning og på de nationale myndigheders gennemførelse af EU-retten, både i Unionen og i tredjelande;

E.  understreger, at hvis due diligence gennemføres generelt, vil virksomhederne på lang sigt nyde godt af en bedre forretningsmæssig adfærd med fokus på forebyggelse i stedet for afhjælpning af skader;

F.  der henviser til, at den fremtidige lovgivning om virksomheders due diligence og virksomhedsansvar for europæiske virksomheder forventes at have virkninger uden for Unionen, og at en sådan lovgivning vil påvirke den sociale, økonomiske og miljømæssige udvikling i udviklingslandene og deres udsigter til at nå deres verdensmål for bæredygtig udvikling; der henviser til, at denne væsentlige indvirkning kan bidrage til Unionens politiske målsætninger med hensyn til udvikling;

G.  der henviser til, at virksomhederne bør respektere menneskerettighederne, herunder internationale bindende rettigheder og de grundlæggende rettigheder, der er forankrede i chartret, miljøet og good governance, og at de hverken bør forårsage eller bidrage til nogen som helst negative indvirkninger hvad det angår; der henviser til, at due diligence bør baseres på princippet om ikke at gøre skade; der henviser til, at Unionen i henhold til artikel 21 i TEU skal fremme og konsolidere menneskerettighedernes og de grundlæggende frihedsrettigheders universalitet og udelelighed, som er beskyttet af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK) og chartret, for at sikre en bæredygtig udvikling og sammenhæng mellem dens optræden udadtil og andre politikker; der henviser til, at Rådet for Den Europæiske Union har anerkendt, at virksomheders respekt for menneskerettighederne i deres aktiviteter og forsyningskæder er vigtig for at opfylde FN's mål for bæredygtig udvikling;

H.  der henviser til, at demokrati, der beskytter menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, er den eneste styreform, der er forenelig med bæredygtig udvikling; der henviser til, at korruption og manglende gennemsigtighed i høj grad undergraver menneskerettighederne;

I.  der henviser til, at retten til effektive retsmidler og retten til en retfærdig rettergang er grundlæggende menneskerettigheder, der er nedfældet i artikel 8 i verdenserklæringen om menneskerettigheder, artikel 2, stk. 3, i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, artikel 6 og 13 i EMRK og artikel 47 i chartret; understreger, at Unionen som en del af sin forpligtelse til at fremme, beskytte og opfylde menneskerettighederne på verdensplan bør bidrage til at fremme rettighederne for ofre for virksomhedsrelaterede menneskerettighedskrænkelser og overgreb, der udgør strafbare handlinger, i tredjelande i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU(34) og 2012/29/EU(35);

J.  der henviser til, at korruption i forbindelse med retssager kan have en ødelæggende indvirkning på den lovlige retspleje og domstolenes integritet og i sig selv krænke retten til en retfærdig rettergang, retten til en retfærdig procedure og retten til effektive retsmidler; der henviser til, at korruption kan føre til systematiske krænkelser af menneskerettighederne i forretningssammenhæng, f.eks. ved at forhindre enkeltpersoner i at få adgang til varer og tjenesteydelser, som staterne er forpligtede til at levere for at opfylde deres forpligtelser på menneskerettighedsområdet, eller ved at øge prisen på disse varer og tjenesteydelser, ved at tilskynde til, at virksomheder uretmæssigt erhverver eller sætter sig i besiddelse af jord, ved at lette hvidvask af penge eller ved uretmæssig udstedelse af licenser eller koncessioner til virksomheder i udvindingsindustrien;

K.  der henviser til, at covid-19-krisen har udstillet nogle af de alvorlige ulemper ved globale værdikæder og vist, hvor let det er for visse virksomheder såvel direkte som indirekte at flytte negative virkninger af deres forretningsaktiviteter til andre jurisdiktioner, især uden for Unionen, uden at blive draget til ansvar for det; der henviser til, at Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) har vist, at virksomheder, der har taget proaktive skridt til at håndtere covid-19-relaterede risici på en måde, der afbøder de negative konsekvenser for arbejdstagere og forsyningskæder, opbygger større langsigtet værdi og modstandsdygtighed samt forbedrer deres levedygtighed på kort sigt og deres udsigter til genopretning på mellemlang til lang sigt;

L.  der henviser til og understreger vigtigheden af ytringsfrihed og af foreningsfrihed og retten til frit at deltage i fredelige forsamlinger, herunder retten til at danne og melde sig ind i fagforeninger, forhandlingsretten og retten til kollektive skridt samt retten til en rimelig løn og anstændige arbejdsvilkår, herunder sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen;

M.  der henviser til, at der ifølge ILO-statistikker på verdensplan findes omkring 25 mio. ofre for tvangsarbejde, 152 mio. ofre for børnearbejde, 2,78 mio. dødsfald årligt som følge af arbejdsrelaterede sygdomme og 374 mio. ikkedødelige arbejdsrelaterede kvæstelser årligt; der henviser til, at ILO har vedtaget adskillige konventioner til beskyttelse af arbejdstagerne, men at det stadig halter med at gennemføre dem, navnlig på arbejdsmarkederne i udviklingslande;

N.  der henviser til udnyttelsen og nedværdigelsen af mennesker gennem tvangsarbejde og slaverilignende praksis, som millioner af mennesker udsættes for, og som visse virksomheder, offentlige eller private enheder eller personer verden over nød godt af i 2019, varer ved; der henviser til, at omkring 152 millioner børn skønnes at udføre børnearbejde, hvoraf 72 millioner arbejder under farlige forhold, og blandt hvilke mange tvinges til at arbejde med vold, afpresning og andre ulovlige midler, og til, at denne situation er uacceptabel og særdeles bekymrende; der henviser til, at virksomheder har et særligt ansvar for navnlig at beskytte børn og forhindre enhver form for børnearbejde;

O.  der henviser til, at grundlæggende arbejdstagerrettigheder og sociale og økonomiske rettigheder er nedfældet i flere internationale menneskerettighedstraktater og -konventioner, herunder i den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, i ILO's grundlæggende arbejdsstandarder, og i den europæiske socialpagt, samt i chartret; der henviser til, at retten til arbejde, til frit valg af beskæftigelse og til en løn, der sikrer arbejdstagerne og deres familier en menneskeværdig tilværelse, er grundlæggende menneskerettigheder, som er nedfældet i artikel 23 i verdenserklæringen om menneskerettigheder; der henviser til, at utilstrækkeligt statsligt arbejdstilsyn, begrænset adgang til retsmidler, alt for lange arbejdstider, lønninger på fattigdomsniveau, lønforskelle mellem mænd og kvinder og andre former for forskelsbehandling fortsat giver anledning til alvorlig bekymring i et stigende antal lande, navnlig i eksportforarbejdningszoner;

P.  der henviser til, at FN's arbejdsgruppe om erhvervslivet og menneskerettigheder har fremhævet erhvervsaktiviteters differentierede og uforholdsmæssige indvirkning på kvinder og piger og har erklæret, at due diligence i forbindelse med menneskerettigheder bør omfatte både reelle og potentielle konsekvenser for kvinders rettigheder;

Q.  der henviser til, at FN's særlige rapportør om menneskerettigheder og miljø har udtalt, at retten til liv, sundhed, mad, vand og udvikling og retten til et sikkert, rent, sundt og bæredygtigt miljø er nødvendige forudsætninger for at kunne udøve menneskerettighederne fuldt ud; der henviser til, at den særlige rapportør også har understreget, at tabet af biodiversitet undergraver den fulde udøvelse af menneskerettighederne, og at staterne bør regulere skader på biodiversiteten, som forvoldes af både private aktører og statslige organer; der henviser til, at FN's Generalforsamling i sin resolution 64/292 anerkendte retten til sikkert og rent drikkevand og sanitet som en menneskeret; der henviser til, at disse rettigheder bør være omfattet af enhver mulig lovgivning;

R.  der henviser til, at virksomheder i almindelighed kun i begrænset omfang er opmærksomme på de mange forskellige indvirkninger, de har på børns rettigheder i deres aktiviteter og forsyningskæder, og på de potentielt livsforandrende konsekvenser, disse kan have for børn;

S.  der henviser til, at FN's højkommissær for menneskerettigheder og FN's Menneskerettighedsråd har udtalt, at klimaændringerne har en negativ indvirkning på fuld og effektiv udøvelse af menneskerettighederne; der henviser til, at stater har en forpligtelse til at overholde menneskerettighederne, når de bekæmper negative følger af klimaændringerne; der henviser til, at enhver due diligence-lovgivning for virksomheder skal være i overensstemmelse med Parisaftalen;

T.  der henviser til, at systemisk korruption krænker principperne om gennemsigtighed, ansvarlighed og ikke-forskelsbehandling, hvilket har alvorlige konsekvenser for en effektiv udøvelse af menneskerettighederne; der henviser til, at OECD's konvention om bekæmpelse af bestikkelse af udenlandske tjenestemænd i forbindelse med internationale forretningstransaktioner og FN's konvention mod korruption forpligter medlemsstaterne til at gennemføre en effektiv praksis med henblik på at forebygge korruption; der henviser til, at bestemmelserne i FN's konvention mod korruption bør indgå som en del af due diligence-forpligtelserne i lovgivning;

U.  der henviser til, at denne alarmerende situation har understreget, at det haster med at gøre virksomhederne mere lydhøre over for, ansvarlige for og ansvarsbevidste over for de negative virkninger, de forårsager eller bidrager til eller er direkte knyttet til, og at den har givet anledning til en debat om, hvordan dette skal gøres, samtidig med at den har fremhævet, at der er behov for en forholdsmæssig og harmoniseret tilgang på EU-plan til disse spørgsmål, hvilket også er nødvendigt for at nå FN's mål for bæredygtig udvikling;

V.  der henviser til, at et stort antal menneskerettighedsforkæmpere ifølge FN's højkommissær for menneskerettigheder udsættes for trusler, fordi de giver udtryk for bekymring over de negative indvirkninger, som forretningsaktiviteter har på menneskerettighederne;

W.  der henviser til, at denne debat bl.a. har ført til vedtagelse af rammer og standarder for due diligence inden for FN, Europarådet, OECD og ILO; der henviser til, at disse standarder imidlertid er frivillige og derfor kun er blevet anvendt i begrænset omfang; der henviser til, at EU-lovgivningen gradvist og konstruktivt bør bygge på disse rammer og standarder; der henviser til, at Unionen og medlemsstaterne bør støtte og involvere sig i de igangværende forhandlinger om at oprette et retligt bindende FN-instrument for transnationale selskaber og andre erhvervsvirksomheder vedrørende menneskerettigheder, og opfordrer Rådet til at give mandat til Kommissionen til at gå aktivt ind i de igangværende forhandlinger;

X.  der henviser til, at det ifølge en undersøgelse fra Kommissionen i dag kun er 37 % af virksomhedsrespondenterne, der gennemfører due diligence med hensyn til miljø og menneskerettigheder;

Y.  der henviser til, at nogle medlemsstater, herunder Frankrig og Nederlandene, har vedtaget lovgivning for at forbedre virksomhedsansvaret og har indført obligatoriske rammer for due diligence; der henviser til, at andre medlemsstater i øjeblikket overvejer at indføre en sådan lovgivning, herunder Tyskland, Østrig, Sverige, Finland, Danmark og Luxembourg; der henviser til, at manglen på en fælles EU-dækkende tilgang til dette spørgsmål kan føre til mindre retssikkerhed, når det gælder virksomheders rettigheder, og til skævheder med hensyn til fair konkurrence, hvilket igen kan være til ulempe for virksomheder, der er proaktive i sociale og miljømæssige spørgsmål; der henviser til, at manglen på europæisk harmonisering af lovgivningen om virksomheders due diligence truer de lige konkurrencevilkår for virksomheder, der opererer i Unionen;

Z.  der henviser til, at Unionen allerede har vedtaget due diligence-lovgivning for specifikke sektorer, f.eks. forordningen om konfliktmineraler, træforordningen, forordningen om retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet (FLEGT) og antitorturforordningen; der henviser til, at disse retsakter er blevet et benchmark for målrettet bindende due diligence-lovgivning i forsyningskæden; der henviser til, at den fremtidige EU-lovgivning bør støtte virksomheder i at forvalte og leve op til deres virksomhedsansvar og være i fuld overensstemmelse med alle eksisterende sektorspecifikke due diligence- og indberetningsforpligtelser, f.eks. direktivet om ikke-finansiel rapportering, og være i overensstemmelse med relevant national lovgivning for at undgå overlapninger;

AA.  der henviser til, at Kommissionen har fremsat et forslag om at udvikle en omfattende strategi for beklædningssektoren som led i den nye handlingsplan for den cirkulære økonomi, dvs. en strategi, som ved at indeholde et ensartet sæt af standarder for due diligence og socialt ansvar kan blive endnu et eksempel på indarbejdning af en mere detaljeret tilgang for en bestemt sektor; der henviser til, at Kommissionen bør indføre yderligere sektorspecifik EU-lovgivning om obligatorisk due diligence, for eksempel for sektorer, der har med risikoråvarer fra skove og økosystemer at gøre, og beklædningsindustrien;

1.  mener, at frivillige due diligence-standarder har sine begrænsninger og ikke har gjort betydelige fremskridt med hensyn til at forebygge menneskerettighedskrænkelser og miljøskader og give adgang til domstolsprøvelse; mener, at Unionen hurtigst muligt bør vedtage bindende krav om, at virksomhederne skal afdække, vurdere, forebygge, indstille, modvirke, overvåge, videreformidle, registrere, håndtere og afhjælpe potentielle og/eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet og good governance, som deres værdikæder indebærer; mener, at dette vil være til gavn for interessenter såvel som for virksomheder med hensyn til harmonisering, retssikkerhed, lige vilkår og afbødning af tredjelandes urimelige konkurrencefordele, der er en følge af lavere beskyttelsesstandarder såvel som social og miljømæssig dumping i international handel; understreger, at dette vil forbedre EU-virksomheders omdømme og Unionens ry som den, der sætter standarden; understreger de påviste fordele for virksomhederne ved, at de har indført effektive praksisser for ansvarlig forretningsadfærd, hvilket omfatter bedre risikostyring, lavere kapitalomkostninger, bedre økonomiske resultater samlet set samt styrket konkurrenceevne; er overbevist om, at due diligence øger sikkerheden og gennemsigtigheden for så vidt angår udbudspraksis for virksomheder, der køber fra lande uden for Unionen, og vil bidrage til at beskytte forbrugernes interesser ved at sikre kvaliteten og pålideligheden af produkter, og at det bør føre til mere ansvarlige indkøbspraksisser og langsigtede leverandørrelationer hos virksomhederne; understreger, at rammen bør være baseret på en forpligtelse for virksomhederne til at træffe alle forholdsmæssige og passende foranstaltninger og gøre en indsats inden for rammerne af deres ressourcer;

2.  understreger, at hvor det er virksomhedernes pligt at respektere menneskerettighederne og miljøet, er det staternes og regeringernes ansvar at beskytte menneskerettighederne og miljøet, og at dette ansvar ikke bør overdrages til private aktører; minder om, at due diligence primært er en forebyggende mekanisme, og at virksomhederne først og fremmest bør forpligtes til at træffe alle forholdsmæssige og passende foranstaltninger og gøre en indsats inden for rammerne af deres ressourcer for at afdække potentielle eller faktiske negative indvirkninger og vedtage politikker og foranstaltninger til at håndtere dem;

3.  opfordrer Kommissionen til i sine aktiviteter inden for den eksterne politik, herunder i handels- og investeringsaftaler, altid at medtage bestemmelser om og drøftelser om beskyttelse af menneskerettighederne;

4.  anmoder Kommissionen om at foretage en grundig gennemgang af virksomheder i Xinjiang, der eksporterer produkter til Unionen, med henblik på at identificere potentielle menneskerettighedskrænkelser, navnlig hvad angår undertrykkelsen af uighurer;

5.  minder om, at den fulde udøvelse af menneskerettighederne, herunder retten til liv, sundhed, mad og vand, afhænger af bevarelse af biodiversiteten, der udgør grundlaget for økosystemtjenester, som menneskers trivsel er uløseligt forbundet med;

6.  bemærker, at små og mellemstore virksomheder som følge af covid-19-pandemien står over for en udfordrende situation; mener, at det at give dem støtte og skabe et gunstigt markedsklima for dem er overordentlig vigtige mål for Unionen;

7.  understreger, at krænkelser af menneskerettighederne og overtrædelser af sociale og miljømæssige standarder kan være en følge af en virksomheds egne aktiviteter eller af aktiviteter hos dem af dens forretningsforbindelser, som er under virksomhedens kontrol og i dens værdikæde; understreger derfor, at due diligence ikke blot bør omfatte hele værdikæden, men også bør omfatte en prioriteringspolitik; understreger, at alle menneskerettigheder er universelle, udelelige, indbyrdes afhængige og indbyrdes forbundne og bør fremmes og overholdes på en retfærdig, rimelig og ikke-forskelsbehandlende måde;

8.   opfordrer til, at sporbarheden i forsyningskæderne styrkes på grundlag af oprindelsesreglerne i Unionens toldkodeks; bemærker, at Unionens menneskerettighedspolitik og fremtidige krav om virksomheders due diligence, der er vedtaget som følge af et lovgivningsforslag fra Kommissionen, bør tages i betragtning ved gennemførelsen af Unionens handelspolitik, herunder i forbindelse med ratificeringen af handels- og investeringsaftaler, og bør omfatte handel med alle handelspartnere og ikke kun dem, som Unionen har indgået en frihandelsaftale med; peger på, at Unionens handelsinstrumenter bør indeholde stærke håndhævelsesmekanismer såsom bortfald af præferenceadgang i tilfælde af manglende overholdelse;

9.  er af den opfattelse, at en kommende obligatorisk EU-ramme for due diligence bør være bred og omfatte alle store virksomheder, som er underlagt en medlemsstats ret eller er etableret på Unionens territorium, herunder virksomheder, som leverer finansielle produkter og tjenester, uanset deres sektor, og uanset om de er offentligt ejede eller offentligt kontrollerede virksomheder, såvel som alle små og mellemstore virksomheder, hvis aktier er optaget til officiel notering på en fondsbørs, og små og mellemstore virksomheder med høj risiko; er af den opfattelse, at rammen også bør omfatte virksomheder, der er etableret uden for Unionen, men er aktive på det indre marked;

10.  er overbevist om, at overholdelse af forpligtelser til due diligence bør være en betingelse for at få adgang til det indre marked, og at operatører bør være forpligtede til gennem faktisk udøvelse af due diligence at udarbejde og tilvejebringe dokumentation for, at de produkter, som de markedsfører i det indre marked, er i overensstemmelse med de menneskerettigheds‑ og miljøkriterier, der fastsættes i den kommende due diligence-lovgivning; efterlyser supplerende foranstaltninger såsom forbud mod import af produkter, der kan knyttes til grove krænkelser af menneskerettighederne som f.eks. tvangsarbejde eller børnearbejde; fremhæver vigtigheden af at medtage målet bekæmpelse af tvangsarbejde og børnearbejde i kapitlerne om handel og bæredygtig udvikling i Unionens frihandelsaftaler;

11.  er af den opfattelse, at nogle virksomheder og især børsnoterede små og mellemstore virksomheder og små og mellemstore virksomheder med høj risiko kan have behov for mindre omfattende og formaliserede due diligence-procedurer, og at en forholdsmæssig tilgang bl.a. bør tage hensyn til sektor, virksomhedens størrelse, graden af og sandsynligheden for risici, som vedrører menneskerettigheder, governance og miljø, og som er iboende i virksomhedens aktiviteter og aktiviteternes kontekst, herunder den geografiske kontekst, dens forretningsmodel, dens position i værdikæder og arten af dens produkter og tjenester; opfordrer til, at der ydes specifik teknisk bistand til EU-virksomheder, navnlig til små og mellemstore virksomheder, således at de kan opfylde due diligence-kravene;

12.  understreger, at due diligence-strategier bør være i overensstemmelse med målene for bæredygtig udvikling og Unionens politikmål inden for menneskerettigheder og miljø, herunder den europæiske grønne pagt, tilsagnet om at mindske drivhusgasemissionerne med mindst 55 % inden 2030 og Unionens internationale politik, specielt konventionen om den biologiske mangfoldighed og Parisaftalen og dens mål om at holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur et godt stykke under 2 ⁰C over de førindustrielle niveauer og fortsætte bestræbelserne på at begrænse temperaturstigningen til 1,5 ⁰C over de førindustrielle niveauer; opfordrer Kommissionen til med meningsfuld deltagelse af relevante EU-organer, -kontorer og -agenturer at udvikle et sæt due diligence-retningslinjer, herunder sektorspecifikke retningslinjer, om, hvordan eksisterende og fremtidige obligatoriske retlige instrumenter på EU-plan og internationalt plan kan overholdes og være i overensstemmelse med frivillige due diligence-rammer, herunder sammenhængende metoder og klare parametre til måling af virkninger og fremskridt på områderne menneskerettigheder, miljø og good governance, og gentager, at sådanne retningslinjer vil være særligt nyttige for små og mellemstore virksomheder;

13.  bemærker, at certificerede brancheordninger giver små og mellemstore virksomheder mulighed for effektivt at samle og dele ansvar; understreger imidlertid, at anvendelsen af certificerede brancheordninger ikke udelukker muligheden for, at en virksomhed misligholder sine due diligence-forpligtelser eller drages til ansvar i overensstemmelse med national ret; bemærker, at certificerede brancheordninger skal vurderes, anerkendes og overvåges af Kommissionen;

14.  opfordrer Kommissionen til i fremtidig lovgivning at respektere princippet om udviklingsvenlig politikkohærens, som er nedfældet i artikel 208 i TEUF; understreger, at det er vigtigt at minimere eventuelle modsætninger og skabe synergier med politikken for udviklingssamarbejde til fordel for udviklingslandene og at øge effektiviteten af udviklingssamarbejdet; mener, at dette i praksis indebærer, at Kommissionens Generaldirektorat for Internationalt Samarbejde og Udvikling aktivt skal inddrages i det igangværende lovgivningsarbejde, og at det skal foretage en grundig vurdering af den relevante fremtidige EU-lovgivnings indvirkning på udviklingslandene ud fra et økonomisk, socialt, menneskerettigheds- og miljømæssigt perspektiv i overensstemmelse med retningslinjerne for bedre regulering(36) og værktøj 34 i værktøjskassen for bedre regulering(37); bemærker, at resultaterne af denne vurdering bør præge det fremtidige lovgivningsforslag;

15.  understreger, at komplementaritet og koordinering med politik, instrumenter og aktører på området udviklingssamarbejde er af helt afgørende betydning, og at den fremtidige lovgivning derfor bør indføre nogle bestemmelser i denne henseende;

16.  understreger, at due diligence-forpligtelser bør udformes omhyggeligt, så der bliver tale om en vedvarende og dynamisk proces og ikke en afkrydsningsmanøvre, og at due diligence-strategier bør tage højde for, at negative indvirkninger er dynamiske af natur; er af den opfattelse, at disse strategier bør omfatte enhver faktisk eller potentiel negativ indvirkning på menneskerettighederne, miljøet og good governance, men at den enkelte negative indvirknings omfang og sandsynlighed dog bør vurderes inden for rammerne af en prioriteringspolitik; er af den opfattelse, at det i tråd med princippet om forholdsmæssighed er vigtigt, at der så vidt muligt rettes ind efter eksisterende værktøjer og rammer; fremhæver behovet for, at Kommissionen gennemfører en solid konsekvensanalyse med henblik på at finde frem til typer af potentielle eller faktiske negative indvirkninger, undersøger konsekvenserne for lige konkurrencevilkår på europæisk og globalt plan, herunder den administrative byrde for virksomhederne og de positive konsekvenser for menneskerettighederne, miljøet og good governance, og udformer regler, som styrker konkurrenceevnen og beskyttelsen af interessenter og miljøet, og som er funktionelle og anvendelige for alle aktører på det indre marked, herunder små og mellemstore virksomheder med høj risiko og børsnoterede små og mellemstore virksomheder; understreger, at denne konsekvensanalyse også bør tage følgerne af det fremtidige direktiv i betragtning for så vidt angår ændringer i den globale værdikæde med hensyn til berørte enkeltpersoner og virksomheder og vedrørende de forholdsmæssige fordele, som udviklingslande, der er partnerlande, har;

17.  fremhæver, at omfattende krav om gennemsigtighed er et afgørende element i lovgivning om obligatorisk due diligence; bemærker, at mere information og gennemsigtighed giver leverandører og producenter bedre tilsyn og kontrol med samt forståelse af deres forsyningskæder og forbedrer interessenters og forbrugeres kontrolmuligheder såvel som offentlighedens tillid til produktionen; understreger i denne forbindelse, at den fremtidige due diligence-lovgivning bør tage hensyn til digitale løsninger for at lette offentlighedens adgang til oplysninger og minimere administrative byrder;

18.  bemærker, at due diligence også gør det nødvendigt at måle effektiviteten af processer og foranstaltninger gennem passende audits og at formidle resultaterne, herunder regelmæssigt at udarbejde offentlige evalueringsrapporter om virksomhedernes due diligence-processer og resultater i et standardiseret format, der er baseret på en passende og sammenhængende rapporteringsramme; anbefaler, at rapporterne skal være lettilgængelige og lette at få fat på, navnlig for de berørte og de potentielt berørte; anfører, at oplysningskravene bør tage hensyn til konkurrencepolitik og den legitime interesse i at beskytte intern forretningsmæssig knowhow og ikke bør føre til uforholdsmæssige forhindringer eller en økonomisk byrde for virksomhederne;

19.  fremhæver, at effektiv due diligence kræver, at virksomhederne i god tro gennemfører effektive, meningsfulde og informerede drøftelser med relevante interessenter; understreger, at en EU-due diligence-ramme bør sikre fuld inddragelse af fagforeninger og arbejdstagerrepræsentanter på nationalt plan, EU-plan og globalt plan i udarbejdelsen og gennemførelsen af due diligence-strategien; understreger, at procedurerne for inddragelse af interessenter skal sikre sikkerhed og beskyttelse af de berørte parters fysiske og juridiske integritet;

20.  understreger, at samarbejde med handelspartnere i en ånd af gensidighed er afgørende for at sikre, at initiativerne vedrørende due diligence fører til ændringer; understreger vigtigheden af ledsagende foranstaltninger og projekter for at lette gennemførelsen af Unionens frihandelsaftaler og efterlyser en stærk kobling mellem sådanne foranstaltninger og horisontal lovgivning vedrørende due diligence; anmoder derfor om, at finansielle instrumenter såsom Aid for Trade anvendes til at fremme og støtte indførelsen af ansvarlig forretningsskik i partnerlande, herunder teknisk støtte i forbindelse med uddannelse i due diligence, sporbarhedsmekanismer og indførelse af eksportstyrede reformer i partnerlande; understreger i den forbindelse, at det er nødvendigt at fremme good governance;

21.  anmoder om, at handelsinstrumenter knyttes sammen med, og at EU-delegationerne får en aktiv rolle i, overvågningen af, hvordan den kommende due diligence-lovgivning anvendes af EU-virksomheder, der opererer uden for Unionen, herunder ved at organisere meningsfulde drøftelser med og ved at støtte rettighedshavere, lokalsamfund, handelskamre, nationale menneskerettighedsinstitutioner, civilsamfundets aktører og fagforeninger; opfordrer Kommissionen til at samarbejde med medlemsstaternes handelskamre og nationale menneskerettighedsinstitutioner om tilvejebringelse af onlineværktøjer og information til støtte for gennemførelsen af den kommende lovgivning om due diligence;

22.  bemærker, at koordinering på sektorniveau kan gøre due diligence-bestræbelserne mere konsistente og effektive, muliggøre deling af bedste praksis og bidrage til, at vilkårene bliver mere lige;

23.  er af den opfattelse, at medlemsstaterne for at håndhæve due diligence bør etablere eller udpege nationale myndigheder med henblik på at udveksle bedste praksis, udføre tilsynsopgaver og pålægge sanktioner under hensyntagen til, hvor alvorlig en begået overtrædelse er, og om den har fundet sted gentagne gange eller ej; understreger, at sådanne myndigheder bør tildeles tilstrækkelige ressourcer og beføjelser til at udføre deres opgave; er af den opfattelse, at Kommissionen bør oprette et europæisk due diligence-netværk, der sammen med de nationale kompetente myndigheder skal have ansvaret for koordinering af og konvergens mellem regulerings‑, efterforsknings‑, håndhævelses‑ og tilsynspraksisser og for deling af information samt overvågning af de nationale kompetente myndigheders resultater; mener, at medlemsstaterne og Kommissionen bør sikre, at virksomhederne offentliggør deres due diligence-strategier på en offentligt tilgængelig og centraliseret platform, der overvåges af de nationale kompetente myndigheder;

24.  fremhæver, at omfattende krav om gennemsigtighed er et afgørende element i lovgivning om obligatorisk due diligence; bemærker, at mere information og gennemsigtighed giver leverandører og producenter bedre kontrol med og forståelse af deres forsyningskæder og forbedrer offentlighedens tillid til produktionen; understreger i denne forbindelse, at den fremtidige due diligence-lovgivning bør fokusere på digitale løsninger for at minimere de administrative byrder, og opfordrer Kommissionen til at undersøge nye teknologiske løsninger, der støtter etablering og forbedring af sporbarheden i de globale forsyningskæder; minder om, at bæredygtig blockchainteknologi kan bidrage til dette mål;

25.  mener, at klagemekanismer på virksomhedsniveau kan give mulighed for effektive afhjælpende tiltag på et tidligt niveau, forudsat at de er lovlige, tilgængelige, forudsigelige, retfærdige, gennemsigtige, forenelige med menneskerettighederne, baseret på engagement og dialog og beskytter mod repressalier; er af den opfattelse, at sådanne private mekanismer skal samordnes behørigt med retslige mekanismer for at sikre den største beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, herunder retten til en retfærdig rettergang; understreger, at sådanne mekanismer aldrig må undergrave ofres ret til at indgive klage til de kompetente myndigheder eller til at anlægge sag ved en domstol; foreslår, at retslige myndigheder bør kunne reagere på en klage fra tredjeparter gennem sikre og tilgængelige kanaler uden trusler om repressalier;

26.  glæder sig over meddelelsen om, at Kommissionens forslag vil omfatte en ansvarsordning, og mener, at virksomheder for at gøre det muligt for ofre at opnå effektive retsmidler bør holdes ansvarlige i overensstemmelse med national ret for den skade, som de virksomheder, der er underlagt deres kontrol, har forvoldt eller bidraget til ved handlinger eller undladelser, når sidstnævnte har begået krænkelser af menneskerettighederne eller har forvoldt miljøskader, medmindre virksomheden kan bevise, at den har handlet med fornøden omhu i overensstemmelse med sine due diligence-forpligtelser og havde truffet alle rimelige foranstaltninger for at forhindre en sådan skade; peger på, at tidsmæssige begrænsninger, vanskeligheder med at få adgang til beviser samt ulighed mellem kønnene, sårbarhed og marginalisering kan udgøre store praktiske og proceduremæssige hindringer for ofre for menneskerettighedskrænkelser i tredjelande og vanskeliggøre deres adgang til effektive retsmidler; understreger betydningen af effektiv adgang til retsmidler, uden frygt for hævn og på en kønsorienteret måde, for personer i sårbare situationer, som forankret i artikel 13 i konventionen om handicappedes rettigheder; minder om, at chartrets artikel 47 kræver, at medlemsstaterne yder retshjælp til dem, der ikke har tilstrækkelige midler, hvis en sådan hjælp er nødvendig for at sikre effektiv adgang til domstolsprøvelse;

27.  bemærker, at det kan være vanskeligt at sikre sporbarhed for virksomheder i værdikæden; opfordrer Kommissionen til at vurdere og foreslå værktøjer for at hjælpe virksomhederne med sporbarheden i deres værdikæder; understreger, at digitale teknologier vil kunne bistå virksomhederne med due diligence i deres værdikæder og nedbringe omkostningerne; er af den opfattelse, at Unionens innovationsmål bør sammenkædes med fremme af menneskerettigheder og bæredygtig governance i forbindelse med de nye due diligence-krav;

28.  mener, at gennemførelse af due diligence ikke automatisk bør fritage virksomheder for ansvar for de skader, de har forårsaget eller bidraget til; mener dog også, at det at have en robust og effektiv due diligence-procedure på plads kan hjælpe virksomhederne med at undgå at gøre skade; mener endvidere, at due diligence-lovgivning bør finde anvendelse, uden at det berører andre rammer for ansvar i forbindelse med brug af underleverandører og udstationering og ansvar i forsyningskæden, som er etableret på nationalt, europæisk og internationalt plan, herunder solidarisk hæftelse i underleverandørkæder;

29.  understreger, at ofre for virksomhedsrelaterede negative indvirkninger ofte ikke er tilstrækkeligt beskyttet af retten i det land, hvor skaden blev forvoldt; mener i denne forbindelse, at relevante bestemmelser i dette direktiv bør betragtes som overordnede præceptive bestemmelser i overensstemmelse med artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen)(38);

30.  opfordrer Kommissionen til at fremsætte et forslag til et forhandlingsmandat for Den Europæiske Union, så denne kan indlede konstruktive forhandlinger om et internationalt bindende FN-instrument, der i den internationale menneskerettighedslovgivning regulerer transnationale selskabers og andre virksomheders aktiviteter;

31.  henstiller, at Kommissionens støtte med hensyn til retsstatsprincippet, good governance og adgang til domstolsprøvelse i tredjelande som en prioritet rettes mod kapacitetsopbygning hos lokale myndigheder på de områder, som den fremtidige lovgivning omfatter, hvor det er relevant;

32.  anmoder om, at Kommissionen snarest fremsætter et lovforslag om obligatorisk due diligence i forsyningskæder i henhold til henstillingerne i bilaget; mener, uden at dette berører detaljerede aspekter af det kommende lovforslag, at artikel 50, artikel 83, stk. 2, og artikel 114 TEUF bør vælges som retsgrundlag for forslaget;

33.  finder, at det forslag, der anmodes om, er uden finansielle virkninger for Unionens almindelige budget;

34.  pålægger sin formand at sende denne beslutning og de ledsagende henstillinger til Kommissionen og Rådet samt til medlemsstaternes regeringer og nationale parlamenter.

(1) EUT L 295 af 12.11.2010, s. 23.
(2) EUT L 182 af 29.6.2013, s. 19.
(3) EUT L 330 af 15.11.2014, s. 1.
(4) EUT L 130 af 19.5.2017, s. 1.
(5) EUT L 132 af 20.5.2017, s. 1.
(6) EUT L 305 af 26.11.2019, s. 17.
(7) EUT L 317 af 9.12.2019, s. 1.
(8) EUT L 198 af 22.6.2020, s. 13.
(9) COM(2018)0097.
(10) COM(2019)0640.
(11) EUT C 215 af 5.7.2017, s. 1.
(12) EUT C 209 af 20.6.2019, s. 1.
(13) EUT C 215 af 19.6.2018, s. 125.
(14) EUT C 298 af 23.8.2018, s. 100.
(15) EUT C 76 af 9.3.2020, s. 23.
(16) https://www.ohchr.org/documents/publications/guidingprinciplesbusinesshr_en.pdf.
(17) http://mneguidelines.oecd.org/guidelines.
(18) https://www.oecd.org/investment/due-diligence-guidance-for-responsible-business-conduct.htm.
(19) http://www.oecd.org/industry/inv/mne/responsible-supply-chains-textile-garment-sector.htm.
(20) https://www.oecd.org/corporate/oecd-due-diligence-guidance-for-responsible-supply-chains-of-minerals-from-conflict-affected-and-high-risk-areas-9789264252479-en.htm.
(21) https://www.oecd.org/daf/inv/investment-policy/rbc-agriculture-supply-chains.htm.
(22) https://www.oecd.org/investment/due-diligence-guidance-for-responsible-business-conduct.htm.
(23) https://www.oecd.org/investment/due-diligence-for-responsible-corporate-lending-and-securities-underwriting.htm#:~:text=Due%20Diligence%20for%20Responsible%20Corporate%20Lending%20and%20Securities%20Underwriting%20provides,risks%20associated%20with%20their%20clients.
(24) https://www.ilo.org/declaration/thedeclaration/textdeclaration/lang--en/index.htm.
(25) https://www.ilo.org/wcmsp5/groups/public/---ed_emp/---emp_ent/---multi/documents/publication/wcms_094386.pdf.
(26) https://www.ohchr.org/Documents/Issues/Business/Gender_Booklet_Final.pdf.
(27) Loi n° 2017-399 du 27 mars 2017 relative au devoir de vigilance des sociétés mères et des entreprises donneuses d'ordre, JORF n°0074 du 28 mars 2017.
(28) Wet van 24 oktober 2019 n. 401 houdende de invoering van een zorgplicht ter voorkoming van de levering van goederen en diensten die met behulp van kinderarbeid tot stand zijn gekomen (Wet zorgplicht kinderarbeid).
(29) Europa-Parlamentets Temaafdeling for Eksterne Forbindelser, PE 603.475 – februar 2019.
(30) Europa-Parlamentets Temaafdeling for Eksterne Forbindelser, PE 603.505 – juni 2020.
(31) Generaldirektoratet for Retlige Anliggender og Forbrugere, januar 2020.
(32) Generaldirektoratet for Retlige Anliggender og Forbrugere, juli 2020.
(33) http://childrenandbusiness.org/
(34) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU af 5. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/629/RIA (EUT L 101 af 15.4.2011, s. 1).
(35) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA (EUT L 315 af 14.11.2012, s. 57).
(36) SWD(2017)0350.
(37) https://ec.europa.eu/info/files/better-regulation-toolbox-34_da
(38) EUT L 199 af 31.7.2007, s. 40.


BILAG TIL BESLUTNINGEN:

HENSTILLINGER VEDRØRENDE INDHOLDET AF DET FORSLAG, DER ANMODES OM

HENSTILLINGER VEDRØRENDE UDARBEJDELSEN AF EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV OM VIRKSOMHEDERS DUE DILIGENCE OG VIRKSOMHEDSANSVAR

ORDLYDEN AF DET FORSLAG, DER ANMODES OM

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om virksomheders due diligence og virksomhedsansvar

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 50, artikel 83, stk. 2, og artikel 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

efter den almindelige lovgivningsprocedure,

og ud fra følgende betragtninger:

(1)  Opmærksomheden på virksomheders ansvar med hensyn til deres værdikæders negative indvirkning på menneskerettigheder tog fart i 1990'erne, hvor udflytninger inden for produktion af beklædning og fodtøj henledte opmærksomheden på de dårlige arbejdsvilkår, som mange arbejdstagere i de globale værdikæder, herunder børn, arbejdede under. Samtidig rykkede mange selskaber inden for olie-, gas- mine- og fødevareindustrien ud i stadig mere fjerntliggende egne, hvor de oprindelige samfund ofte blev forflyttet uden behørig høring eller kompensation.

(2)  På baggrund af de stigende påvisninger af overtrædelser af menneskerettighederne og ødelæggelse af miljøet voksede interessen for at sikre, at virksomhederne respekterede menneskerettighederne, og at ofrene havde domstolsadgang, navnlig når visse virksomheders værdikæder rakte ind i lande med svage retssystemer og svag retshåndhævelse, og for at holde dem ansvarlige i henhold til national ret for at forårsage eller bidrage til skader. Det var på denne baggrund, at FN's Menneskerettighedsråd i 2008 enstemmigt hilste "Protect, Respect and Remedy"-rammen velkommen. Denne ramme hviler på tre søjler: Statens pligt til at beskytte mod tredjeparters, herunder virksomheders, krænkelser af menneskerettighederne gennem passende politikker, regulering og retlige afgørelser; virksomhedernes ansvar for at respektere menneskerettighederne, hvilket betyder, at de handler med due diligence for at undgå at krænke andres rettigheder og for at imødegå de negative virkninger, der opstår; og større adgang for ofre til effektive retsmidler, både retslige og udenretslige.

(3)  Efter denne ramme fulgte FN's Menneskerettighedsråds vedtagelse af de vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder i 2011. Disse vejledende principper indførte den første globale standard for "due diligence" og udgjorde en ikkebindende ramme for virksomheder, ifølge hvilken de kunne omsætte deres ansvar for at respektere menneskerettighederne til praksis. Efterfølgende udviklede andre internationale organisationer due diligence-standarder baseret på disse vejledende principper fra FN. Organisationen for Økonomisk Samarbejdes (OECD's) retningslinjer for multinationale virksomheder fra 2011 refererer i vidt omfang til due diligence, og OECD har udviklet retningslinjer for at hjælpe virksomhederne med at gennemføre due diligence inden for bestemte sektorer og forsyningskæder. I 2016 vedtog Europarådets Ministerkomité en henstilling til medlemsstaterne om menneskerettigheder og erhvervsvirksomhed, hvori den opfordrede sine medlemsstater til at vedtage lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, der sikrer, at overtrædelser af menneskerettighederne i en virksomheds værdikæde resulterer i civilretligt, administrativt og strafferetligt ansvar ved europæiske domstole. I 2018 vedtog OECD en generel vejledning om due diligence for ansvarlig forretningsadfærd. Tilsvarende vedtog Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) i 2017 trepartserklæringen om principper for multinationale virksomheder og socialpolitik, som opfordrer virksomheder til at indføre mekanismer for due diligence med henblik på at afdække, forebygge, modvirke og gøre rede for, hvordan de håndterer deres virksomheds faktiske og potentielle negative indvirkninger med hensyn til internationalt anerkendte menneskerettigheder. I "Children's Rights and Business Principles" (Barnets rettigheder og erhvervsprincipper) fra 2012, der er udviklet af De Forenede Nationers Global Compact-initiativ, Red Barnet og UNICEF, fastlægges væsentlige aspekter af børns rettigheder med hensyn til negative erhvervsbestemte indvirkninger, og UNICEF har udarbejdet en række vejledninger til støtte for virksomheders due diligence og børn. I generel kommentar nr. 16 fra 2013 fra FN's Komité om Barnets Rettigheder fastlægges en lang række statslige forpligtelser vedrørende erhvervssektorens indvirkning på børns rettigheder, herunder at staterne kræver, at virksomhederne iagttager due diligence med hensyn til børns rettigheder.

(4)  Virksomhederne har således i dag adgang til et betydeligt antal internationale due diligence-instrumenter, som kan hjælpe dem med at leve op til deres ansvar for at respektere menneskerettighederne. Det er vanskeligt at overvurdere vigtigheden af disse instrumenter for virksomheder, som tager deres pligt til at respektere menneskerettigheder alvorligt, men frivilligheden kan forringe deres effektivitet, og de har haft en begrænset effekt, idet kun et begrænset antal virksomheder frivilligt indfører due diligence med hensyn til menneskerettigheder i forbindelse med deres egne og deres forretningsforbindelsers aktiviteter. Dette forværres af, at mange virksomheder har et overdrevet fokus på kortsigtet profitmaksimering.

(5)  Eksisterende internationale due diligence-instrumenter har ikke sikret ofre for negative indvirkninger på menneskerettigheder og miljø domstolsadgang og adgang til retsmidler på grund af deres ikkeretlige og frivillige karakter. Hovedansvaret for at beskytte menneskerettighederne og sikre domstolsadgang ligger hos staterne, og manglen på offentlige retslige mekanismer til at drage virksomhederne til ansvar for skader, som indtræffer i deres værdikæder, bør ikke og kan ikke i tilstrækkelig grad opvejes af udviklingen af private klagemekanismer på operationelt niveau. Sådanne mekanismer er nyttige med hensyn til at sikre nødhjælp og hurtig erstatning for mindre skader, men de bør ikke desto mindre nøje reguleres af de offentlige myndigheder og bør ikke undergrave ofres ret til domstolsadgang og ret til en fair rettergang ved offentlige domstole.

(6)  Unionen har vedtaget obligatoriske due diligence-rammer inden for meget specifikke områder med henblik på at bekæmpe områder, der er til skade for Unionens eller medlemsstaternes interesser, f.eks. finansiering af terror og afskovning. I 2010 vedtog Unionen Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 995/2010(2), som pålægger operatører, som markedsfører træ og træprodukter på det indre marked, due diligence-krav og forpligter forhandlere i forsyningskæden til at give grundlæggende oplysninger om deres leverandører og kunder med henblik på at forbedre sporbarheden af træ og træprodukter. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/821(3) opretter et EU-system for due diligence-praksis i forsyningskæden for at indskrænke væbnede gruppers, terrorgruppers og/eller og sikkerhedsstyrkers muligheder for at handle med tin, tantal, wolfram og deres malme samt guld.

(7)  En anden, mere generel og komplementær tilgang baseret på gennemsigtighed og bæredygtighed blev anlagt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/95/EU(4), som pålægger virksomheder med mere end 500 ansatte en forpligtelse til at rapportere om de politikker, de fører med hensyn til miljømæssige, sociale, arbejdstagerrelaterede spørgsmål og spørgsmål vedrørende bekæmpelse af korruption og bestikkelse samt respekt for menneskerettighederne, herunder due diligence.

(8)  I nogle medlemsstater har behovet for at øge virksomhedernes opmærksomhed på menneskerettigheder og på miljø- og good governancehensyn ført til vedtagelse af national lovgivning om due diligence. I Nederlandene forpligter loven om due diligence med hensyn til børnearbejde virksomheder, som opererer på det nederlandske marked, til at undersøge, om der er begrundet mistanke om, at de leverede varer eller tjenester er blevet produceret under anvendelse af børnearbejde, og til at vedtage og gennemføre en handlingsplan, hvis der er begrundet mistanke herom. I Frankrig forpligter loven om moderselskabers og ordregivende virksomheders pligt til årvågenhed visse store virksomheder til at vedtage, offentliggøre og gennemføre en plan for due diligence med henblik på at afdække og forebygge risici for menneskerettigheder, sundhed, sikkerhed og miljø, som forårsages af virksomheden, dens datterselskaber, underleverandører eller leverandører. I den franske lovgivning er der fastsat et administrativt ansvar for manglende overholdelse af de due diligence-krav, der er fastsat i lovgivningen, og et civilretligt erstatningsansvar for virksomheden til at afhjælpe forvoldte skader. I mange andre medlemsstater diskuteres det at indføre obligatoriske due diligence-krav for virksomheder, og visse medlemsstater overvejer på nuværende tidspunkt at vedtage sådan lovgivning, herunder Tyskland, Sverige, Østrig, Finland, Danmark og Luxembourg.

(9)  I 2016 udtrykte otte nationale parlamenter deres støtte til et "grønt kort-initiativ", idet de opfordrede Kommissionen til at fremlægge lovgivning for at sikre virksomhedernes ansvar for menneskerettighedskrænkelser, herunder parlamenterne i Estland, Litauen, Slovakiet og Portugal, Repræsentanternes Hus i Nederlandene, det italienske Senat og Nationalforsamlingen i Frankrig samt Det Forenede Kongeriges House of Lords.

(10)  Den utilstrækkelige harmonisering af lovgivningerne kan have en negativ indvirkning på etableringsfriheden. Derfor er yderligere harmonisering afgørende for at forhindre, at der skabes urimelige konkurrencefordele. Med henblik på at skabe lige vilkår er det vigtigt, at reglerne gælder for alle virksomheder – både i og uden for Unionen – som opererer på det indre marked.

(11)  Der er betydelige forskelle mellem medlemsstaternes love og administrative bestemmelser vedrørende due diligence, herunder hvad angår det civilretlige ansvar, som gælder for EU-virksomheder. Det er nødvendigt at forhindre, at der som følge af forskelle i udviklingen af sådanne nationale love opstår handelshindringer i fremtiden.

(12)  For at sikre lige vilkår bør virksomhedernes ansvar for at respektere menneskerettigheder i henhold til internationale standarder omdannes til en lovbestemt pligt på EU-niveau. Ved at koordinere garantierne for beskyttelse af menneskerettighederne, miljøet og good governance bør dette direktiv sikre, at alle store virksomheder, små og mellemstore virksomheder med høj risiko og børsnoterede små og mellemstore virksomheder i Unionen og uden for Unionen, som opererer på det indre marked, er underlagt harmoniserede due diligence-forpligtelser, hvilket vil forhindre lovgivningsmæssig fragmentering og forbedre det indre markeds funktion.

(13)  Indførelsen af obligatoriske due diligence-krav på EU-niveau vil være til gavn for virksomhederne med hensyn til harmonisering, retssikkerhed og sikring af lige vilkår, og den vil give de virksomheder, der er underlagt kravene, en konkurrencefordel, eftersom samfundene i stigende omfang kræver af virksomheder, at de bliver mere etiske og bæredygtige. Ved at sætte en EU-standard for due diligence kan dette direktiv bidrage til at fremme udviklingen af en global standard for ansvarlig virksomhedsadfærd.

(14)  Dette direktiv tilsigter at forebygge og modvirke potentielle eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettigheder, miljø og good governance i forsyningskæden samt at sikre, at virksomheder kan drages til ansvar for sådanne indvirkninger, og at enhver, som har lidt skade i denne henseende, kan udøve sin ret til en retfærdig rettergang ved en domstol og adgang til effektive retsmidler i overensstemmelse med national ret.

(15)  Dette direktiv har ikke til formål at erstatte EU's sektorspecifikke due diligence-lovgivning, der allerede er i kraft, eller at forhindre, at der indføres yderligere sektorspecifik EU-lovgivning. Det bør derfor finde anvendelse, uden at det berører andre due diligence-krav i sektorspecifik EU-lovgivning, navnlig forordning (EU) nr. 995/2010 og (EU) 2017/821, medmindre due diligence-kravene i henhold til nærværende direktiv foreskriver mere grundig due diligence med hensyn til menneskerettighederne, miljøet eller good governance.

(16)  Gennemførelsen af dette direktiv bør på ingen måde anvendes som begrundelse for at sænke det generelle niveau for beskyttelse af menneskerettighederne og miljøet. Navnlig bør det ikke berøre andre gældende regler for ansvar i forbindelse med underleverandører, udstationering eller ansvar i forsyningskæden, der er fastsat på nationalt plan, EU-plan eller internationalt plan. Den omstændighed, at en virksomhed har opfyldt sine due diligence-forpligtelser i henhold til dette direktiv, bør hverken fritage den fra eller lempe dens forpligtelser i henhold til andre ansvarsrammer, og derfor bør retssager mod virksomheden på grundlag af andre ansvarsrammer ikke afvises med henvisning til denne omstændighed.

(17)  Dette direktiv bør finde anvendelse på alle store virksomheder, som er underlagt en medlemsstats ret, er etableret på Unionens territorium eller opererer på det indre marked, uanset om de er privatejede eller statsejede, og uanset hvilken sektor de er aktive i, herunder den finansielle sektor. Dette direktiv bør også finde anvendelse på alle børsnoterede små og mellemstore virksomheder samt små og mellemstore virksomheder med høj risiko(5).

(18)  Forholdsmæssighed er indbygget i due diligence-processen, eftersom denne proces er betinget af alvorsgraden af og sandsynligheden for de negative indvirkninger, som en virksomhed kan forårsage, bidrage til eller blive knyttet direkte til, virksomhedens sektor, virksomhedens størrelse, dens aktiviteters art og kontekst, herunder den geografiske, dens forretningsmodel, dens position i værdikæden og dens produkters og tjenesters art. En stor virksomhed, hvis direkte forretningsforbindelser alle er hjemmehørende i Unionen, eller en lille eller mellemstor virksomhed, som efter at have foretaget en risikovurdering konkluderer, at den ikke har identificeret potentielle eller faktiske negative virkninger i sine forretningsforbindelser, kan offentliggøre en erklæring herom, herunder en risikovurdering, der indeholder de relevante data, oplysninger og metoder, som under alle omstændigheder bør revideres i tilfælde af ændringer i virksomhedens drift, forretningsforbindelser eller driftskontekst.

(19)  For virksomheder, som ejes eller kontrolleres af staten, bør opfyldelsen af deres due diligence-forpligtelser indebære, at de indkøber tjenester fra virksomheder, som har opfyldt due diligence-forpligtelser. Medlemsstaterne opfordres til ikke at yde statslig støtte, herunder via egentlig statsstøtte, offentlige indkøb, eksportkreditagenturer eller statsgaranterede lån, til virksomheder, som ikke opfylder målene for dette direktiv.

(20)  I dette direktiv bør due diligence forstås som en virksomheds forpligtelse til at træffe alle forholdsmæssige og rimelige foranstaltninger og inden for rammerne af deres midler gøre en indsats for at forhindre, at der opstår negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet og good governance i deres værdikæder, og til at håndtere sådanne indvirkninger, når de opstår. I praksis forstås ved due diligence den proces, som en virksomhed indfører med henblik på at afdække, vurdere, forebygge, modvirke, indstille, overvåge, oplyse om, registrere, håndtere og afhjælpe de potentielle og/eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettigheder, herunder sociale rettigheder, fagforeningsrettigheder og arbejdstagerrettigheder, på miljøet, herunder bidraget til klimaforandringer, og på good governance, i såvel virksomhedens egne aktiviteter som i dens forretningsforbindelser i værdikæden. Virksomheder, der er omfattet af dette direktiv, bør ikke videregive due diligence-forpligtelser til leverandører.

(21)  Bilag xx indeholder en liste over typer af erhvervsrelaterede negative indvirkninger på menneskerettighederne. I det omfang, de er relevante for virksomheder, bør Kommissionen i det bilag medtage negative indvirkninger på menneskerettigheder, der er udtrykt i de internationale menneskerettighedskonventioner, som er bindende for Unionen eller dens medlemsstater, de internationale grundlæggende menneskerettighedsinstrumenter, den humanitære folkeret, FN's menneskerettighedsinstrumenter vedrørende rettigheder for personer tilhørende særligt sårbare grupper eller samfund, og principperne om grundlæggende rettigheder i ILO-erklæringen om grundlæggende principper og rettigheder på arbejdspladsen samt rettighederne i ILO's konvention om foreningsfrihed og effektiv anerkendelse af retten til kollektive forhandlinger, ILO's konvention om afskaffelse af alle former for tvangsarbejde, ILO's konvention om effektiv afskaffelse af børnearbejde og ILO's konvention om afskaffelse af diskrimination med hensyn til ansættelse og beskæftigelse. De omfatter endvidere, men er ikke begrænset til, negative indvirkninger i forhold til andre rettigheder, som er anerkendt i trepartserklæringen fra 2017 om principperne for multinationale virksomheder og socialpolitik (erklæringen om multinationale virksomheder) og en række ILO-konventioner, herunder dem om foreningsfrihed, kollektive forhandlinger, mindstealder, sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen og ligeløn, samt de rettigheder, der er anerkendt i konventionen om barnets rettigheder, det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder, den amerikanske menneskerettighedskonvention, den europæiske menneskerettighedskonvention, den europæiske socialpagt, Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt nationale forfatninger og love, der anerkender eller gennemfører menneskerettigheder. Kommissionen bør sikre, at de typer af indvirkninger, der opføres på listen, er rimelige og opnåelige.

(22)  Negative indvirkninger på miljøet er ofte tæt knyttet til negative indvirkninger på menneskerettighederne. FN's særlige rapportør om menneskerettigheder og miljø har udtalt, at retten til liv, sundhed, mad, vand og udvikling og retten til et sikkert, rent, sundt og bæredygtigt miljø er nødvendige forudsætninger for at kunne udøve menneskerettighederne fuldt ud. Desuden har FN's Generalforsamling i sin resolution 64/292 anerkendt retten til sikkert og rent drikkevand og sanitet som en menneskeret. Covid-19-pandemien har ikke blot understreget betydningen af et sikkert og sundt arbejdsmiljø, men også vigtigheden af, at virksomheder sikrer, at de ikke forårsager eller bidrager til sundhedsrisici i deres værdikæder. Disse rettigheder bør derfor være omfattet af dette direktiv.

(23)  Bilag xxx indeholder en liste over typer af virksomhedsrelaterede negative indvirkninger på miljøet, uanset om de er midlertidige eller varige, som er relevante for virksomheder. Sådanne indvirkninger bør omfatte, men bør ikke være begrænset til, affaldsproduktion, diffus forurening og drivhusgasudledninger, der fører til global opvarmning på mere end 1,5°C over det førindustrielle niveau, afskovning og enhver anden indvirkning på klimaets, luftens, jordens og vandets kvalitet, bæredygtig anvendelse af naturressourcer, biodiversitet og økosystemer. Kommissionen bør sikre, at de typer af indvirkninger, der opføres på listen, er rimelige og opnåelige. For at bidrage til den interne sammenhæng i EU-lovgivningen og skabe retssikkerhed udarbejdes denne liste i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/852(6).

(24)  Bilag xxxx indeholder en liste over typer af virksomhedsrelaterede negative indvirkninger på good governance, som er relevante for virksomheder. Disse omfatter, men er ikke begrænset til, manglende overholdelse af OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder, kapitel VII om bekæmpelse af bestikkelse, opfordring til bestikkelse og afpresning, og principperne i OECD's konvention om bekæmpelse af bestikkelse af udenlandske embedsmænd i internationale forretningstransaktioner samt tilfælde af korruption og bestikkelse, hvor en virksomhed udøver upassende indflydelse på eller kanaliserer upassende økonomiske fordele til embedsmænd med henblik på at opnå fordele eller unfair særbehandling i strid med loven, herunder situationer, hvor en virksomhed bliver upassende involveret i lokale politiske aktiviteter, yder ulovlige kampagnebidrag eller ikke overholder de gældende skatteregler. Kommissionen bør sikre, at de typer af indvirkninger, der opføres på listen, er rimelige og opnåelige.

(25)  Negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet og good governance er ikke kønsneutrale. Virksomhederne tilskyndes til at integrere kønsperspektivet i deres due diligence-procedurer. De kan finde vejledning i FN's pjece om kønsdimensioner af de vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder.

(26)  Potentielle eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettigheder, miljø og governance kan være specifikke og mere fremtrædende i konfliktramte områder. I denne henseende bør virksomheder, der opererer i konfliktramte områder, gennemføre passende due diligence-procedurer inden for menneskerettigheder, miljø og governance, overholde deres humanitære folkeretlige forpligtelser og overholde gældende internationale standarder og retningslinjer, herunder Genèvekonventionen og tillægsprotokollerne hertil.

(27)  Medlemsstaterne opfordres til at overvåge de virksomheder under deres jurisdiktion, der har aktiviteter eller forretningsforbindelser i konfliktramte områder, og på det grundlag træffe de nødvendige foranstaltninger til at beskytte menneskerettighederne, miljøet og good governance i overensstemmelse med deres retlige forpligtelser under behørig hensyntagen til de specifikke og fremtrædende risici, der er til stede i de områder.

(28)  Erhvervsaktiviteter påvirker det fulde spektrum af rettigheder, der er defineret i FN's konvention om barnets rettigheder og andre relevante internationale standarder. Barndommen er en unik tid med fysisk, mental, følelsesmæssig og åndelig udvikling, og krænkelser af barnets rettigheder, f.eks. vold eller misbrug, børnearbejde, upassende markedsføring og usikre produkter eller miljørisici kan have livsvarige og uoprettelige konsekvenser, endog på tværs af generationer. Mekanismer for virksomheders due diligence og virksomhedsansvar, som udformes uden behørig hensyntagen til børn, risikerer ikke at beskytte deres rettigheder effektivt.

(29)  Virksomheders krænkelse af eller negative indvirkninger på menneskerettigheder og sociale, miljømæssige og klimamæssige standarder kan være en følge af deres egne eller deres forretningsforbindelsers aktiviteter, navnlig leverandører, underleverandører og investeringsmodtagende virksomheder. For at være effektive bør virksomhedernes due diligence-forpligtelser omfatte hele værdikæden, samtidig med at der anlægges en risikobaseret tilgang og opstilles en prioriteringsstrategi på grundlag af princip 17 i FN's vejledende principper. Det kan dog være vanskeligt at spore alle virksomheder i værdikæden. Kommissionen bør evaluere og foreslå redskaber til at hjælpe virksomheder med at sikre sporbarhed i deres værdikæder. Det kunne være innovative informationsteknologier, f.eks. blockchainteknologi, som gør det muligt at spore alle data, og som man bør tilskynde til udvikling af for at begrænse administrative omkostninger og undgå unødvendigheder for virksomheder, der gennemfører due diligence-procedurer.

(30)  Due diligence er primært en forebyggende mekanisme, som pålægger virksomheder at træffe alle forholdsmæssige og tilstrækkelige foranstaltninger og at gøre deres bedste inden for rammerne af deres ressourcer for at afdække og vurdere potentielle eller faktiske negative indvirkninger og til at vedtage politikker og foranstaltninger til at indstille, forebygge, modvirke, overvåge, oplyse om, adressere og afhjælpe dem, samt til at redegøre for, hvordan de håndterer disse indvirkninger. Virksomhederne bør forpligtes til at udarbejde et dokument, hvori de, med skyldig respekt for forretningshemmeligheder, offentligt oplyser om deres due diligence-strategi med henvisning til hvert enkelt af disse trin. Denne due diligence-strategi bør være behørigt integreret i virksomhedens generelle forretningsstrategi. Den bør evalueres årligt og revideres, når det skønnes nødvendigt som følge af en sådan evaluering.

(31)  Virksomheder, der ikke offentliggør risikoerklæringer, bør ikke fritages for eventuelle kontroller eller undersøgelser foretaget af medlemsstaternes kompetente myndigheder for at sikre, at de opfylder de forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv, og de kan holdes ansvarlige i henhold til national ret.

(32)  Virksomheder bør etablere en intern værdikædekortlægningsproces, der indebærer, at der træffes alle forholdsmæssige og tilstrækkelige foranstaltninger for at udpege deres forretningsforbindelser i deres værdikæde.

(33)  Forretningshemmelighed som omhandlet i dette direktiv bør gælde for alle oplysninger, der opfylder kravene for at blive betragtet som en "forretningshemmelighed" i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/943(7), dvs. oplysninger, der er hemmelige i den forstand, at de ikke i deres helhed eller i den præcise konfiguration eller sammensætning af deres komponenter er almindeligt kendt blandt eller umiddelbart tilgængelige for personer i de kredse, der normalt beskæftiger sig med den pågældende type oplysninger, at de har handelsværdi, fordi de er hemmelige, og at de af den person, som lovligt kontrollerer oplysningerne, under de givne omstændigheder er blevet underkastet rimelige foranstaltninger til hemmeligholdelse.

(34)  Due diligence bør ikke være en afkrydsningsmanøvre, men bør bestå af en løbende proces og vurdering af risici og indvirkninger, som er dynamiske og kan ændre sig som følge af nye forretningsforbindelser eller ændrede forhold. Virksomhederne bør derfor løbende overvåge deres due diligence-strategier og tilpasse dem efter behov. Disse strategier bør tilsigte at dække enhver faktisk eller potentiel negativ indvirkning, men der bør dog tages hensyn til deres aktiviteters art og kontekst, herunder den geografiske, den negative indvirknings alvor og sandsynligheden for, at den forekommer, hvis det er nødvendigt at indføre en prioriteringspolitik. Tredjepartscertificeringsordninger kan supplere due diligence-ordninger, forudsat at de har det rette anvendelsesområde og et passende niveau af gennemsigtighed, upartiskhed, tilgængelighed og pålidelighed. Tredjepartscertificering bør dog ikke på nogen måde tjene som begrundelse for en fritagelse for de forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv, eller påvirke en virksomheds eventuelle ansvar.

(35)  For at et datterselskab kan anses for at overholde forpligtelsen til at fastlægge en due diligence-strategi, bør datterselskabet, hvis det indgår i dets moderselskabs due diligence-strategi, klart angive dette i sine årsrapporter. Et sådant krav er nødvendigt for at sikre gennemsigtighed for offentligheden, således at de nationale kompetente myndigheder kan foretage de relevante undersøgelser. Datterselskabet bør sikre, at moderselskabet er i besiddelse af tilstrækkelige og relevante oplysninger til at kunne foretage due diligence på dets vegne.

(36)  Den passende hyppighed af kontrollen inden for en given periode, som udtrykket "regelmæssigt" indebærer, bør bestemmes i forhold til sandsynligheden for og alvoren af de negative virkninger. Jo mere sandsynlige og alvorlige virkningerne er, desto mere regelmæssigt bør kontrollen af overholdelsen foretages.

(37)  Virksomhederne bør først forsøge at adressere og løse en potentiel eller faktisk negativ indvirkning på menneskerettigheder, miljø og good governance i drøftelser med interessenter. En virksomhed, som kan øve indflydelse for at forebygge eller modvirke den negative indvirkning, bør gøre det. En virksomhed, som ønsker at øge sin indflydelse, kan f.eks. tilbyde kapacitetsopbygning eller andre incitamenter til den beslægtede enhed eller samarbejde med andre aktører. Hvis en negativ indvirkning ikke kan forebygges eller modvirkes, og indflydelsen ikke kan øges, kan en beslutning om at forlade samarbejdet med en leverandør eller en anden forretningsforbindelse være en sidste udvej, og det bør gøres på en ansvarlig måde.

(38)  Sund due diligence kræver, at alle relevante interessenter høres effektivt og meningsfuldt, og at navnlig fagforeninger inddrages behørigt. Høring og inddragelse af interessenter kan hjælpe virksomhederne med at afdække potentielle og faktiske negative indvirkninger mere præcist og med at opstille en mere effektiv due diligence-strategi. Dette direktiv kræver derfor drøftelser med og inddragelse af interessenter på alle trin af due diligence-proceduren. Desuden kan sådanne drøftelser og en sådan inddragelse give en stemme til dem, der har en stærk interesse i virksomhedens bæredygtighed på lang sigt. Inddragelse af interessenter kan bidrage til at forbedre virksomhedernes resultater og rentabilitet på lang sigt, idet deres øgede bæredygtighed vil have positive samlede økonomiske effekter.

(39)  Når virksomhederne gennemfører drøftelser med interessenter som omhandlet i dette direktiv, bør de sikre, at drøftelserne, hvis interessenterne er oprindelige folk, føres i overensstemmelse med internationale menneskerettighedsstandarder, såsom FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder(8), herunder frit, forudgående og informeret samtykke og oprindelige folks ret til selvbestemmelse.

(40)  Begrebet "interessent" betyder personer, hvis rettigheder og interesser kan blive berørt af en virksomheds beslutninger. Begrebet omfatter derfor arbejdstagere, lokalsamfund, børn, oprindelige folk, borgersammenslutninger og aktionærer og organisationer, hvis vedtægtsmæssige formål er at sikre, at menneskerettigheder og sociale rettigheder, klimastandarder, miljøstandarder og good governance-standarder bliver respekteret, herunder fagforeninger og civilsamfundsorganisationer.

(41)  For at undgå risikoen for, at kritiske interessenters stemmer ikke bliver hørt eller bliver marginaliseret i due diligence-proceduren, bør dette direktiv give interessenter en ret til sikre og meningsfulde drøftelser med hensyn til virksomhedens due diligence-strategi og sikre behørig inddragelse af fagforeninger eller arbejdstagerrepræsentanter.

(42)  Der bør gives relevante oplysninger om due diligence-strategien til potentielt berørte interessenter efter anmodning og på en måde, der passer til de pågældende interessenters kontekst, f.eks. ved at der tages hensyn til det officielle sprog i interessenternes land og deres læse- og skrivefærdigheder og adgang til internettet. Virksomhederne bør dog ikke være forpligtet til proaktivt at offentliggøre hele deres due diligence-strategi på en måde, der passer til interessenternes kontekst, og kravet om at give relevante oplysninger bør stå i et rimeligt forhold til virksomhedens art, kontekst og størrelse.

(43)  Procedurerne for at give udtryk for bekymringer bør sikre, at anonymiteten eller fortroligheden omkring de pågældende bekymringer, alt efter hvad der gælder i henhold til national ret, og sikkerheden og den fysiske og juridiske integritet for alle klagere, herunder menneskerettigheds- og miljøforkæmpere, beskyttes. Hvis de pågældende procedurer vedrører whistleblowere, bør de være i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1937(9).

(44)  Virksomhederne bør forpligtes til inden for rammerne af deres midler at træffe alle forholdsmæssige og rimelige foranstaltninger for at identificere deres leverandører og underleverandører og gøre relevante oplysninger tilgængelige for offentligheden under behørig hensyntagen til forretningshemmeligheder. For at være fuldt ud effektiv bør due diligence ikke være begrænset til det nærmeste led nedad og opad i forsyningskæden, men bør omfatte dem, som virksomheden under due diligence-proceduren eventuelt har udpeget som særligt risikofyldte. Dette direktiv bør imidlertid tage hensyn til, at ikke alle virksomheder har de samme ressourcer eller evner til at identificere alle deres leverandører og underleverandører, og denne forpligtelse bør derfor underlægges principperne om rimelighed og proportionalitet, hvilket virksomhederne under ingen omstændigheder bør fortolke som et påskud for ikke at opfylde deres pligt til at gøre enhver nødvendig indsats i denne forbindelse.

(45)  For at sikre, at due diligence bliver indlejret i en virksomheds kultur og struktur, bør medlemmerne af virksomhedens administrations-, ledelses- og tilsynsorganer have ansvaret for at vedtage og gennemføre dens bæredygtigheds- og due diligence-strategier.

(46)  Koordinering af virksomhedernes due diligence-indsats og frivillige samarbejde på sektorniveau eller på tværs af sektorer kan gøre deres due diligence-strategier mere konsistente og effektive. Til dette formål kan medlemsstaterne tilskynde til vedtagelse af handlingsplaner for due diligence på sektorniveau eller på tværs af sektorer. Interessenter bør være med til at definere de pågældende planer. Udviklingen af sådanne kollektive foranstaltninger bør på ingen måde fritage virksomheden fra dens individuelle ansvar for at gennemføre en due diligence-undersøgelse eller forhindre, at den bliver stillet til ansvar for skader, som den har forvoldt eller bidraget til, i overensstemmelse med national ret.

(47)  For at være effektiv bør en due diligence-ramme omfatte klagemekanismer på virksomheds- eller sektorniveau, og for at sikre, at de pågældende mekanismer er effektive, bør virksomhederne træffe beslutninger på baggrund af interessenternes holdning, når de udvikler klagemekanismer. Disse mekanismer bør give interessenter mulighed for at give udtryk for rimelige bekymringer og bør fungere som et system for tidlig varsling af risikoerkendelse og mægling. De bør være legitime, tilgængelige, forudsigelige, retfærdige, gennemsigtige, forenelige med rettigheder, en kilde til fortsat læring og baseret på engagement og dialog. Klagemekanismerne bør give mulighed for at komme med forslag om, hvordan den involverede virksomhed kan håndtere potentielle eller faktiske negative indvirkninger. Der bør også kunne foreslås en passende afhjælpning, når der gennem mægling bliver gjort opmærksom på, at en virksomhed har forårsaget eller bidraget til en negativ indvirkning.

(48)  Klagemekanismerne bør ikke fritage medlemsstaterne for deres primære pligt til at beskytte menneskerettighederne og give adgang til domstolsprøvelse og retsmidler.

(49)  Medlemsstaterne bør udpege en eller flere nationale myndigheder til at overvåge, at virksomhederne gennemfører deres due diligence-forpligtelser korrekt, og sikre at dette direktiv håndhæves ordentligt. Disse nationale myndigheder bør være uafhængige og have de fornødne beføjelser og ressourcer til at udføre deres opgaver. De bør være berettiget til at udføre passende kontroller, enten på eget initiativ eller på grundlag af begrundede og rimelige bekymringer, som interessenter og tredjemand har givet udtryk for, og til at pålægge effektive, afskrækkende og forholdsmæssige sanktioner, alt efter overtrædelsernes alvor og gentagne karakter, med henblik på at sikre, at virksomhederne overholder forpligtelserne i henhold til national ret. På EU-plan bør Kommissionen oprette et due diligence-netværk bestående af kompetente myndigheder for at sikre samarbejde.

(50)  Kommissionen og medlemsstaterne opfordres til at fastsætte administrative bøder, der størrelsesmæssigt svarer til de bøder, som i øjeblikket er fastsat i konkurrenceretten og databeskyttelsesretten.

(51)  De nationale myndigheder opfordres til at samarbejde og dele information med OECD's nationale kontaktpunkter og de nationale menneskerettighedsinstitutioner i deres land.

(52)  I overensstemmelse med FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder bør gennemførelse af due diligence ikke i sig selv fritage virksomheder for deres ansvar for at forårsage eller bidrage til overtrædelser af menneskerettighederne eller skader på miljøet. En robust og hensigtsmæssig due diligence-procedure kan imidlertid hjælpe virksomhederne med at forhindre, at der opstår skader.

(53)  Når medlemsstaterne indfører en ansvarsordning, bør de sikre en afkræftelig formodning, der kræver et vist bevisniveau. Bevisbyrden vil blive flyttet fra et offer til en virksomhed, som skal bevise, at en virksomhed ikke havde kontrol over en forretningsenhed, der var involveret i krænkelsen af menneskerettighederne.

(54)  Forældelsesfrister bør anses for rimelige og hensigtsmæssige, hvis de ikke begrænser ofres ret til adgang til domstolsprøvelse, under behørig hensyntagen til de praktiske udfordringer, som potentielle sagsøgere står over for. Ofre for negative indvirkninger på menneskerettigheder, miljø og governance bør have tilstrækkelig tid til at anlægge søgsmål under hensyntagen til deres geografiske placering, deres midler og de generelle vanskeligheder med at få søgsmål antaget til realitetsbehandling ved domstolene i Unionen.

(55)  Retten til effektive retsmidler er en internationalt anerkendt menneskerettighed, der er fastsat i artikel 8 i verdenserklæringen om menneskerettigheder og i artikel 2, stk. 3, i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, og den er også blandt EU's grundlæggende rettigheder (chartrets artikel 47). Staterne har pligt til gennem retslige, administrative, lovgivningsmæssige eller andre passende foranstaltninger at sikre, at de personer, der er berørt af virksomhedsrelaterede menneskerettighedskrænkelser, har adgang til effektive retsmidler, hvilket der også mindes om i FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder. I dette direktiv henvises der derfor specifikt til denne forpligtelse i overensstemmelse med FN's grundlæggende principper og retningslinjer for retten til oprejsning og erstatning til ofre for grove krænkelser af den internationale menneskerettighedslovgivning og alvorlige krænkelser af den humanitære folkeret.

(56)  Store virksomheder opfordres til at nedsætte rådgivende udvalg, som har til opgave at rådgive deres ledelsesorganer i anliggender vedrørende due diligence, og sørge for, at udvalgene omfatter interessenter.

(57)  Fagforeninger bør gives de nødvendige ressourcer til at udøve deres rettigheder i forbindelse med due diligence, herunder til at oprette forbindelser til fagforeninger og arbejdstagere i de virksomheder, som hovedvirksomheden har forretningsforbindelser med.

(58)  Medlemsstaterne bør anvende gældende ansvarsregler eller, om nødvendigt, indføre yderligere lovgivning for at sikre, at virksomhederne i overensstemmelse med national ret kan drages til ansvar for enhver skade, der skyldes negative indvirkninger på menneskerettigheder, miljø og governance, som de selv eller enheder, de kontrollerer, har forårsaget eller bidraget til ved handlinger eller undladelser, medmindre virksomheden kan bevise, at den har udvist den fornødne omhu i overensstemmelse med dette direktiv for at undgå den pågældende skade, eller at skaden ville være opstået, selv om der var udvist den fornødne omhu.

(59)  For at skabe klarhed og sikkerhed og konsistens i virksomhedernes praksis bør Kommissionen udarbejde retningslinjer i samråd med medlemsstaterne og OECD og med bistand fra en række specialiserede agenturer, navnlig Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder, Det Europæiske Miljøagentur og Forvaltningsorganet for Små og Mellemstore Virksomheder. Der findes allerede en række retningslinjer om due diligence, som er udarbejdet af internationale organisationer, og som Kommissionen kan anvende som reference, når den udvikler retningslinjer i henhold til dette direktiv specifikt for EU-virksomheder. Dette direktiv bør sigte mod fuld harmonisering af standarder mellem medlemsstaterne. Som supplement til generelle retningslinjer, som bør vejlede alle virksomheder og navnlig små og mellemstore virksomheder i anvendelsen af due diligence i deres operationer, bør Kommissionen udarbejde sektorspecifikke retningslinjer og udgive en liste over landespecifikke faktablade, som opdateres regelmæssigt, med henblik på at hjælpe virksomhederne med at vurdere de potentielle og faktiske negative indvirkninger af deres erhvervsaktiviteter på menneskerettighederne, miljøet og good governance i et givet område. De pågældende faktablade bør navnlig oplyse, hvilke af de konventioner og traktater, der er opført i bilag xx, xxx og xxxx til dette direktiv, et givet land har ratificeret.

(60)  For at ajourføre typerne af negative indvirkninger bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde for så vidt angår ændring af bilag xx, xxx og xxxx til dette direktiv. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning(10). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(61)  Målene for dette direktiv kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af foranstaltningens omfang eller virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

Genstand og mål

1.  Dette direktiv har til formål at sikre, at virksomheder inden for dets anvendelsesområde, som opererer på det indre marked, opfylder deres forpligtelse til at respektere menneskerettighederne, miljøet og good governance og ikke forårsager eller bidrager til potentielle eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet og good governance gennem deres egne aktiviteter eller aktiviteter, som er direkte knyttet til deres operationer, produkter eller tjenester via en forretningsforbindelse eller i deres værdikæder, og at de forebygger og modvirker de pågældende negative indvirkninger.

2.  Dette direktiv fastsætter due diligence-forpligtelser i værdikæden for virksomheder inden for dets anvendelsesområde, navnlig til at træffe alle forholdsmæssige og rimelige foranstaltninger og inden for rammerne af deres midler gøre en indsats for at forhindre, at der opstår negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet og good governance i deres værdikæder, og til at håndtere sådanne negative indvirkninger korrekt, når de opstår. Udøvelsen af due diligence indebærer, at virksomhederne skal afdække, vurdere, forebygge, indstille, modvirke, overvåge, videreformidle, registrere, håndtere og afhjælpe de potentielle og/eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet og good governance, som deres egne aktiviteter og aktiviteter i deres værdikæder og forretningsforbindelser kan indebære. Ved at koordinere garantier for beskyttelsen af menneskerettighederne, miljøet og good governance sigter disse due diligence-krav mod at forbedre det indre markeds funktion.

3.  Dette direktiv sigter endvidere mod at sikre, at virksomheder i overensstemmelse med national ret kan drages til ansvar for de negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet og good governance, som de forårsager, eller som de bidrager til i deres værdikæde, og sigter mod at garantere, at ofrene har adgang til retsmidler.

4.  Dette direktiv berører ikke yderligere due diligence-krav i sektorspecifik EU-lovgivning, navnlig forordning (EU) nr. 995/2010 og forordning (EU) 2017/821, medmindre due diligence-kravene i henhold til dette direktiv foreskriver mere grundig due diligence med hensyn til menneskerettighederne, miljøet eller good governance.

5.  Gennemførelsen af direktivet må på ingen måde anvendes som begrundelse for at sænke det generelle niveau for beskyttelse af menneskerettighederne og miljøet. Det berører navnlig ikke andre gældende regler for ansvar i forbindelse med underleverandører, udstationering eller ansvar i forsyningskæden, der er fastsat på nationalt plan, EU-plan eller internationalt plan.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1.  Dette direktiv finder anvendelse på store virksomheder, som er underlagt en medlemsstats ret eller etableret på Unionens område.

2.  Dette direktiv finder også anvendelse på alle børsnoterede små og mellemstore virksomheder samt små og mellemstore virksomheder med høj risiko.

3.  Dette direktiv finder også anvendelse på store virksomheder, børsnoterede små og mellemstore virksomheder og små og mellemstore virksomheder, der opererer i højrisikosektorer, som er underlagt et tredjelands ret og ikke er etableret på Unionens område, når de opererer på det indre marked med salg af varer eller levering af tjenesteydelser. De pågældende virksomheder opfylder de due diligence-krav, som fastsættes ved dette direktiv, således som de er gennemført i lovgivningen i den medlemsstat, hvor de opererer, og er underlagt de regler om sanktioner og erstatning, som fastsættes ved dette direktiv, således som de er gennemført i lovgivningen i den medlemsstat, hvor de opererer.

Artikel 3

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

1)  "interessenter": enkeltpersoner og grupper af enkeltpersoner, hvis rettigheder eller interesser kan blive påvirket af de potentielle eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet og good governance, som udgår fra en virksomhed eller dens forretningsforbindelser, samt organisationer, hvis vedtægtsmæssige formål er at forsvare menneskerettighederne, herunder de sociale rettigheder og arbejdstagerrettighederne, miljøet og good governance. Disse kan omfatte arbejdstagere og deres repræsentanter, lokalsamfund, oprindelige folk, borgersammenslutninger, fagforeninger, civilsamfundsorganisationer og virksomhedernes aktionærer

2)  "forretningsforbindelser": en virksomheds datterselskaber og forretningsmæssige forbindelser i hele dens værdikæde, inklusive leverandører og underleverandører, som er direkte knyttet til virksomhedens erhvervsaktiviteter, produkter eller tjenester

3)  "leverandør": enhver virksomhed, som leverer et produkt, en del af et produkt eller en tjeneste til en anden virksomhed, enten direkte eller indirekte, i forbindelse med en forretningsforbindelse

4)   "underleverandør": alle forretningsforbindelser, som udfører en tjeneste eller en aktivitet, som bidrager til udførelsen af en virksomheds operationer

5)  "værdikæde": alle en virksomheds aktiviteter, operationer, forretningsforbindelser og investeringskæder, herunder enheder, som virksomheden har en direkte eller indirekte forretningsforbindelse til, opad og nedad, og som enten

a)  leverer produkter, dele af produkter eller tjenester, som bidrager til virksomhedens egne produkter eller tjenester, eller

b)  modtager produkter eller tjenester fra virksomheden

6)  "potentiel eller faktisk negativ indvirkning på menneskerettighederne": enhver potentiel eller faktisk negativ indvirkning, som kan skade enkeltpersoners eller grupper af enkeltpersoners fulde udøvelse af menneskerettigheder i forhold til menneskerettigheder, herunder sociale rettigheder, arbejdstagerrettigheder og fagforeningsrettigheder, jf. bilag xx til dette direktiv. Det pågældende bilag revideres regelmæssigt og skal være i overensstemmelse med Unionens mål vedrørende menneskerettigheder. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 17 med henblik på at ændre listen i bilag xx

7)  "potentiel eller faktisk negativ indvirkning på miljøet": enhver overtrædelse af internationalt anerkendte miljøstandarder og EU-miljøstandarder, jf. bilag xxx til dette direktiv. Det pågældende bilag revideres regelmæssigt og skal være i overensstemmelse med Unionens mål vedrørende miljøbeskyttelse og afbødning af klimaforandringer. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 17 med henblik på at ændre listen i bilag xxx

8)  "potentiel eller faktisk negativ indvirkning på good governance": enhver potentiel eller faktisk negativ indvirkning på good governance i et land, en region eller et område, jf. bilag xxxx til dette direktiv. Det pågældende bilag revideres regelmæssigt og skal være i overensstemmelse med Unionens mål vedrørende good governance. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 17 med henblik på at ændre listen i bilag xxxx

9)  "kontrol": muligheden for en virksomhed for at udøve afgørende indflydelse på en anden virksomhed, særlig ved ejendoms- eller brugsret til sidstnævntes samlede aktiver eller dele deraf eller ved rettigheder eller aftaler eller andre midler, under hensyntagen til alle faktiske omstændigheder, som sikrer afgørende indflydelse på sammensætningen af en virksomheds beslutningstagende organer, deres afstemninger eller beslutninger

10)  "bidrage til": at en virksomheds aktiviteter sammen med andre enheders aktiviteter forårsager en indvirkning, eller at virksomhedens aktiviteter forårsager, fremmer eller tilskynder en anden enhed til at forårsage en negativ indvirkning. Bidraget skal være væsentligt, dvs. at der ikke tages hensyn til mindre eller ubetydelige bidrag. Vurderingen af, om bidraget er væsentligt, og forståelsen af, hvornår virksomhedens handlinger kan have forårsaget, fremmet eller tilskyndet en anden enhed til at forårsage en negativ indvirkning, kan indebære en hensyntagen til flere faktorer.

Der kan tages hensyn til følgende faktorer:

–  i hvilket omfang en virksomhed kan tilskynde til eller motivere en negativ indvirkning forårsaget af en anden enhed, dvs. i hvilken grad aktiviteten har øget risikoen for, at indvirkningen opstod

–  i hvilket omfang en virksomhed kunne eller burde have haft kendskab til den negative indvirkning eller potentialet for en negativ indvirkning, dvs. graden af forudsigelighed

–  i hvilket omfang en af virksomhedens aktiviteter rent faktisk har modvirket den negative indvirkning eller mindsket risikoen for, at indvirkningen opstod.

Den blotte omstændighed, at der findes en forretningsforbindelse eller aktiviteter, der skaber de generelle betingelser for, at der kan opstå negative indvirkninger, udgør ikke i sig selv et bidragsforhold. Den pågældende aktivitet skal øge risikoen for en negativ indvirkning væsentligt.

Artikel 4

Due diligence-strategi

1.  Medlemsstaterne fastsætter regler, som sikrer, at virksomhederne gennemfører effektiv due diligence med hensyn til potentielle eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet og good governance i deres operationer og forretningsforbindelser.

2.  Virksomhederne skal løbende gøre alt, hvad de kan, for ved hjælp af en risikobaseret overvågningsmetode, der tager hensyn til sandsynligheden, alvoren og den hastende karakter af potentielle eller faktiske indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet eller good governance, at identificere og vurdere deres operationers art og kontekst, herunder den geografiske, og om deres operationer og forretningsforbindelser forårsager eller bidrager til eller er direkte knyttet til nogen af de pågældende potentielle eller faktiske negative indvirkninger.

3.  Hvis en stor virksomhed, hvis direkte forretningsforbindelser alle har hjemsted i Unionen, eller en lille eller mellemstor virksomhed i overensstemmelse med stk. 2 konkluderer, at den ikke forårsager, bidrager til eller er direkte knyttet til nogen potentiel eller faktisk negativ indvirkning på menneskerettighederne, miljøet eller good governance, offentliggør den en erklæring herom og medtager heri sin risikovurdering med de relevante data, oplysninger og metoder, der har ført til denne konklusion. Den pågældende virksomhed kan navnlig konkludere, at den ikke er stødt på nogen negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet eller good governance, hvis dens analyse til identifikation af konsekvenser og risikovurdering fastslår, at alle dens direkte leverandører udfører due diligence i overensstemmelse med dette direktiv. Den pågældende erklæring skal revideres, hvis der opstår nye risici, eller hvis den pågældende virksomhed indgår i nye forretningsforbindelser, der kan medføre risici.

4.  Medmindre en virksomhed i overensstemmelse med stk. 2 og 3 konkluderer, at den ikke forårsager eller bidrager til eller ikke er direkte forbundet med nogen potentiel eller faktisk negativ indvirkning på menneskerettighederne, miljøet eller good governance, skal den oprette og sikre en effektiv gennemførelse af en due diligence-strategi. Som led i deres due diligence-strategi skal virksomhederne:

i)  specificere de potentielle eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet og good governance, der er identificeret og vurderet i overensstemmelse med stk. 2, og som sandsynligvis vil forekomme i dens operationer og forretningsforbindelser, og graden af deres alvor, sandsynlighed og hastende karakter og de relevante data, oplysninger og metoder, der har ført til disse konklusioner

ii)  kortlægge deres værdikæde og med skyldig respekt for forretningshemmeligheder offentliggøre relevante oplysninger om virksomhedens værdikæde, som kan omfatte navne, placeringer, de leverede typer af produkter og tjenesteydelser, og andre relevante oplysninger vedrørende datterselskaber, leverandører og forretningspartnere i dens værdikæde

iii)  indføre og angive alle forholdsmæssige og rimelige politikker og foranstaltninger med henblik på at bringe potentielle eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet eller good governance til ophør, forebygge eller modvirke dem

iv)  fastsætte en prioriteringsstrategi på grundlag af princip 17 i FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder for det tilfælde, at de ikke er i stand til at håndtere alle de potentielle eller faktiske negative indvirkninger samtidig. Virksomhederne skal tage hensyn til graden af alvor, sandsynlighed og hastende karakter af de forskellige potentielle eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet eller good governance, deres operationers art og kontekst, herunder den geografiske, risicienes omfang og størrelse og eventuelle uoprettelighed og om nødvendigt anvende prioriteringspolitikken under håndteringen af dem.

5.  Virksomhederne skal sikre, at deres forretningsstrategi og deres politikker er i overensstemmelse med deres due diligence-strategi. Virksomhederne skal medtage forklaringer i deres due diligence-strategier i den henseende.

6.  En virksomheds datterselskaber anses for at overholde forpligtelsen til at fastlægge en due diligence-strategi, hvis deres moderselskab inkluderer dem i deres due diligence-strategi.

7.  Virksomhederne skal gennemføre due diligence i deres værdikæder, som er forholdsmæssig og hensigtsmæssig i forhold til sandsynligheden og alvoren af deres potentielle eller faktiske negative indvirkninger og deres særlige omstændigheder, navnlig deres sektor, deres forsyningskædes størrelse og længde og virksomhedens størrelse, kapacitet, ressourcer og indflydelse.

8.  Virksomhederne skal sikre, at deres forretningsforbindelser indfører og iværksætter effektive politikker for menneskerettigheder, miljø og good governance, som er i overensstemmelse med deres due diligence-strategi, herunder f.eks. ved hjælp af rammeaftaler, kontraktbestemmelser, vedtagelse af adfærdskodekser eller ved hjælp af certificerede og uafhængige revisioner. Virksomhederne skal sikre, at deres indkøbspolitikker ikke forårsager eller bidrager til potentielle eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet eller good governance.

9.  Virksomhederne skal jævnligt kontrollere, at deres underleverandører og leverandører opfylder deres forpligtelser i henhold til stk. 8.

Artikel 5

Inddragelse af interessenter

1.  Medlemsstaterne sikrer, at virksomhederne i god tro gennemfører effektive, meningsfulde og informerede drøftelser med relevante interessenter, når de udarbejder og gennemfører deres due diligence-strategi. Medlemsstaterne sikrer navnlig, at fagforeninger på det relevante niveau, herunder på sektorniveau og på nationalt, europæisk og globalt niveau, og arbejdstagerrepræsentanter har ret til at blive inddraget i udarbejdelsen og gennemførelsen af due diligence-strategien i et loyalt samarbejde med deres virksomhed. Virksomhederne kan prioritere drøftelser med de mest berørte interessenter. Virksomhederne fører drøftelser og inddrager fagforeninger og arbejdstagerrepræsentanter på en måde, som passer til deres størrelse og deres aktiviteters art og kontekst.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at interessenter har ret til at anmode virksomheden om, at de drøfter potentielle eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet eller good governance, som er relevante for dem som omhandlet i stk. 1.

3.  Virksomhederne sikrer, at berørte eller potentielt berørte interessenter ikke udsættes for risiko som følge af deres deltagelse i de i stk. 1 omhandlede drøftelser.

4.  Arbejdstagerne informeres af virksomheden om dens due diligence-strategi og om gennemførelsen heraf, som de skal kunne bidrage til, i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14/EF(11) og 2009/38/EF(12) og Rådets direktiv 2001/86/EF(13). Desuden skal retten til at føre kollektive forhandlinger respekteres fuldt ud, som navnlig anerkendt i ILO-konvention 87 og 98, Europarådets europæiske menneskerettighedskonvention og europæiske socialpagt samt afgørelserne fra ILO's udvalg for foreningsfrihed, Komitéen for Gennemførelse af Konventioner og Henstillinger (CEACR) og Europarådets Europæiske Komité for Sociale Rettigheder (ECSR).

Artikel 6

Offentliggørelse og kommunikation af due diligence-strategien

1.  Medlemsstaterne sikrer med skyldig respekt for forretningshemmeligheder, at virksomhederne gør deres mest ajourførte due diligence-strategi eller erklæringen med risikovurderingen som omhandlet i artikel 4, stk. 3, offentligt og gratis tilgængelig, navnlig på virksomhedernes websteder.

2.  Virksomhederne kommunikerer deres due diligence-strategi til deres arbejdstagerrepræsentanter, fagforeninger og forretningsforbindelser og på anmodning til en af de nationale kompetente myndigheder, som udpeges i henhold til artikel 12.

Virksomhederne kommunikerer relevante oplysninger om deres due diligence-strategi til potentielt berørte interessenter efter anmodning og på en måde, der passer til de pågældende interessenters kontekst, f.eks. ved at der tages hensyn til det officielle sprog i interessenternes land.

3.  Medlemsstaterne og Kommissionen sikrer, at virksomhederne uploader deres due diligence-strategi eller erklæringen med risikovurderingen som omhandlet i artikel 4, stk. 3, på en europæisk central platform under de nationale kompetente myndigheders tilsyn. En sådan platform kan være det fælles europæiske adgangspunkt, som Kommissionen nævnte i sin nylige meddelelse om en kapitalmarkedsunion for mennesker og virksomheder (COM(2020)0590). Kommissionen stiller en standardskabelon til rådighed, som kan bruges til at uploade due diligence-strategierne til den europæiske centrale platform.

Artikel 7

Offentliggørelse af ikke-finansielle oplysninger og oplysninger om mangfoldighed

Dette direktiv berører ikke visse virksomheders forpligtelser i henhold til direktiv 2013/34/EU til i ledelsesberetningen at medtage en ikke-finansiel redegørelse, herunder en beskrivelse af virksomhedens politikker i forhold til, som minimum, miljøspørgsmål, sociale spørgsmål og personalespørgsmål samt spørgsmål vedrørende respekt for menneskerettighederne, bekæmpelse af korruption og bestikkelse og de due diligence-procedurer, der er gennemført.

Artikel 8

Evaluering og revision af due diligence-strategien

1.  Virksomhederne evaluerer effektiviteten og hensigtsmæssigheden af deres due diligence-strategi og gennemførelsen heraf mindst en gang om året og reviderer den i overensstemmelse hermed, når en revision anses for nødvendig som følge af evalueringen.

2.  Evalueringen og revisionen af due diligence-strategien gennemføres gennem drøftelser med interessenter og under inddragelse af fagforeninger og arbejdstagerrepræsentanter på samme måde som ved indførelsen af due diligence-strategien i henhold til artikel 4.

Artikel 9

Klagemekanismer

1.  Virksomhederne indfører en klagemekanisme, som fungerer både som en mekanisme for tidlig varsling af risici og som et mæglingssystem, der giver enhver interessent mulighed for at udtrykke rimelige bekymringer vedrørende eksistensen af en potentiel eller faktisk negativ indvirkning på menneskerettighederne, miljøet eller good governance. Medlemsstaterne sikrer, at virksomhederne har mulighed for at stille en sådan mekanisme til rådighed gennem samarbejdsordninger med andre virksomheder eller organisationer, ved at deltage i klagemekanismer med flere aktører eller tilslutte sig en global rammeaftale.

2.  Klagemekanismerne skal være retmæssige, tilgængelige, forudsigelige, sikre, retfærdige, gennemsigtige, forenelige med rettighederne og tilpasningsdygtige som fastsat i effektivitetskriteriet for udenretslige klagemekanismer i princip 31 i De Forenede Nationers vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder og generel bemærkning nr. 16 fra FN's Komité for Barnets Rettigheder. De pågældende mekanismer skal give mulighed for at give udtryk for bekymringer enten anonymt eller fortroligt, alt efter hvad der gælder i henhold til national ret.

3.  Klagemekanismen skal sikre hurtige og effektive svar til interessenter, både i tilfælde af advarsler og når der gives udtryk for bekymringer.

4.  Virksomhederne skal rapportere om rimelige bekymringer, som rejses via deres klagemekanismer, og jævnligt rapportere om de fremskridt, der er gjort i disse tilfælde. Alle oplysninger offentliggøres på en måde, der ikke bringer interessenternes sikkerhed i fare, herunder ved ikke at afsløre deres identitet.

5.  Klagemekanismerne skal kunne fremsætte forslag til virksomheden om, hvordan potentielle eller faktiske negative indvirkninger bør håndteres.

6.  Virksomhederne træffer beslutninger på grundlag af interessenternes holdning, når de udvikler klagemekanismer.

7.  Anvendelse af en klagemekanisme afskærer ikke klagerne fra adgang til retslige mekanismer.

Artikel 10

Udenretslige klagemuligheder

1.  Medlemsstaterne sikrer, at en virksomhed, når den konstaterer, at den har forårsaget eller bidraget til en negativ indvirkning, sørger for afhjælpning eller samarbejder om en sådan. Når en virksomhed konstaterer, at den er direkte knyttet til en negativ indvirkning på menneskerettighederne, miljøet eller good governance, samarbejder den om afhjælpning efter bedste evne.

2.  Afhjælpningen kan foreslås som et resultat af mægling gennem klagemekanismen som omhandlet i artikel 9.

3.  Afhjælpningen fastlægges i samråd med de berørte interessenter og kan bestå af finansiel eller ikke-finansiel kompensation, genindsættelse, offentlige undskyldninger, genoprettelse, rehabilitering eller medvirken til en undersøgelse.

4.  Virksomhederne forhindrer, at der forvoldes yderligere skade, ved at garantere, at den pågældende skade ikke gentager sig.

5.  Medlemsstaterne sikrer, at en virksomheds forslag til afhjælpning ikke forhindrer berørte interessenter i at rejse civile søgsmål i henhold til national ret. Det må navnlig ikke kræves, at ofrene benytter sig af udenretslige klagemuligheder, før de anlægger sag ved en domstol, og en igangværende sag ved en klagemekanisme må heller ikke hindre ofrenes adgang til en domstol. Domstolene tager behørigt hensyn til afgørelser truffet af en klagemekanisme, men er ikke bundet af dem.

Artikel 11

Handlingsplaner for due diligence på sektorplan

1.  Medlemsstaterne kan tilskynde til vedtagelse af frivillige sektorspecifikke eller tværsektorielle handlingsplaner for due diligence på nationalt plan eller EU-plan med henblik på at koordinere virksomhedernes due diligence-strategier.

Virksomheder, der deltager i sektorspecifikke eller tværsektorielle handlingsplaner for due diligence, er ikke undtaget fra forpligtelserne i dette direktiv.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at relevante interessenter, navnlig fagforeninger, arbejdstagerrepræsentanter og civilsamfundsorganisationer, har ret til at deltage i fastsættelsen af sektorspecifikke handlingsplaner for due diligence med forbehold for den enkelte virksomheds forpligtelse til at overholde kravene i artikel 5.

3.  Sektorspecifikke handlingsplaner for due diligence kan omfatte én fælles klagemekanisme for de relevante virksomheder. Klagemekanismen skal være i overensstemmelse med dette direktivs artikel 9.

4.  Udviklingen af sektorspecifikke klagemekanismer skal ske på grundlag af interessenternes holdning.

Artikel 12

Tilsyn

1.  Hver medlemsstat udpeger en eller flere nationale kompetente myndigheder, som har ansvaret for at føre tilsyn med anvendelsen af dette direktiv, således som det gennemføres i national ret, og for at udbrede bedste praksis vedrørende due diligence.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at de nationale kompetente myndigheder, som udpeges i henhold til stk. 1, er uafhængige og har de nødvendige personalemæssige, tekniske og økonomiske ressourcer, lokaler, infrastruktur og ekspertise til at udføre deres opgaver effektivt.

3.  Medlemsstaterne meddeler senest den ... [datoen for gennemførelsen af dette direktiv] Kommissionen de kompetente myndigheders navne og adresser. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen eventuelle ændringer af de kompetente myndigheders navne og adresser.

4.  Kommissionen offentliggør, bl.a. på internettet, en liste over de kompetente myndigheder. Kommissionen holder listen ajour.

Artikel 13

Undersøgelser af virksomheder

1.  Medlemsstaternes kompetente myndigheder som omhandlet i artikel 14 har beføjelse til at gennemføre undersøgelser for at sikre, at virksomhederne opfylder forpligtelserne i dette direktiv, herunder virksomheder, som har tilkendegivet, at de ikke er stødt på nogen potentiel eller faktisk negativ indvirkning på menneskerettighederne, miljøet eller good governance. De pågældende kompetente myndigheder tillægges beføjelse til at gennemføre kontroller af virksomheder og stille spørgsmål til berørte eller potentielt berørte interessenter eller deres repræsentanter. Kontrollerne kan omfatte en undersøgelse af virksomhedens due diligence-strategi og af klagemekanismens funktion og kontroller på stedet.

Virksomhederne yder al den bistand, der er nødvendig for at gøre det lettere for de kompetente myndigheder at gennemføre deres undersøgelser.

2.  De i stk. 1 nævnte undersøgelser gennemføres enten på et risikobaseret grundlag eller i tilfælde af, at en kompetent myndighed er i besiddelse af relevante oplysninger angående mistanke om en virksomheds tilsidesættelse af forpligtelserne i dette direktiv, herunder på grundlag af begrundede og rimelige bekymringer udtrykt af en tredjepart.

3.  Kommissionen og medlemsstaternes kompetente myndigheder, der er nævnt i artikel 12, gør det enkelt for tredjeparter at indgive begrundede og rimelige bekymringer som omhandlet i stk. 2 ved hjælp af foranstaltninger såsom harmoniserede formularer til indgivelse af bekymringer. Kommissionen og de kompetente myndigheder sikrer, at klageren har ret til at anmode om, at hans eller hendes bekymringer forbliver fortrolige eller anonyme, i overensstemmelse med national ret. Medlemsstaternes kompetente myndigheder som nævnt i artikel 12 sikrer, at den pågældende formular også kan udfyldes elektronisk.

4.  Den kompetente myndighed informerer klageren om sagsbehandlingen og resultatet af undersøgelsen inden for en rimelig periode, navnlig hvis der er behov for yderligere undersøgelser eller koordinering med en anden tilsynsmyndighed.

5.  Hvis en kompetent myndighed som resultat af de i stk. 1 nævnte handlinger konstaterer en manglende overholdelse af dette direktiv, giver den den pågældende virksomhed en rimelig frist til at sørge for afhjælpning om muligt.

6.  Medlemsstaterne sikrer, at det, hvis den manglende overholdelse af dette direktiv direkte kan føre til uoprettelig skade, kan pålægges den pågældende virksomhed at træffe foreløbige foranstaltninger eller – under overholdelse af proportionalitetsprincippet – at suspendere aktiviteterne midlertidigt. For virksomheder, som er underlagt et tredjelands ret, og som opererer på det indre marked, kan den midlertidige suspension af aktiviteterne indebære et forbud mod at operere på det indre marked.

7.  Medlemsstaterne fastsætter sanktioner i henhold til artikel 18 for virksomheder, som ikke træffer foranstaltninger til afhjælpning inden for den fastsatte frist. De kompetente nationale myndigheder tillægges beføjelse til at pålægge administrative bøder.

8.  Medlemsstaterne sikrer, at de nationale kompetente myndigheder fører et register over de i stk. 1 omhandlede undersøgelser med angivelse af navnlig arten og resultaterne af disse og eventuelle udbedrende foranstaltninger, der er påbudt i medfør af stk. 5. De kompetente myndigheder offentliggør en årlig aktivitetsrapport med de alvorligste tilfælde af manglende overholdelse, og hvordan de blev håndteret, under behørig hensyntagen til forretningshemmeligheder.

Artikel 14

Retningslinjer

1.  For at skabe klarhed og sikkerhed for virksomhederne og for at sikre konsistens i virksomhedernes praksis udarbejder Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne og OECD og med bistand fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder, Det Europæiske Miljøagentur, og Forvaltningsorganet for Små og Mellemstore Virksomheder generelle, ikke-bindende retningslinjer for virksomhederne for, hvordan de bedst kan opfylde due diligence-forpligtelserne i dette direktiv. De pågældende retningslinjer skal give praktisk vejledning i, hvordan proportionalitetsprincippet og prioritering med hensyn til indvirkninger, sektorer og geografiske områder kan anvendes på due diligence-forpligtelser afhængigt af virksomhedens størrelse og sektor. Retningslinjerne offentliggøres senest ... [18 måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttræden].

2.  Kommissionen kan i samarbejde med medlemsstaterne og OECD og med bistand fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder, Det Europæiske Miljøagentur og Forvaltningsorganet for Små og Mellemstore Virksomheder udarbejde specifikke ikke-bindende retningslinjer for virksomheder, som opererer i visse sektorer.

3.  Under udarbejdelsen af de ikke-bindende retningslinjer, jf. stk. 1 og 2, skal der tages behørigt hensyn til De Forenede Nationers vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder, ILO's trepartserklæring om principperne for multinationale virksomheder og socialpolitik, OECD's vejledning om due diligence for ansvarlig forretningsadfærd, OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder, OECD's due diligence-retningslinjer for ansvarlige forsyningskæder for mineraler fra konfliktramte områder og højrisikoområder, OECD's vejledning om due diligence for ansvarlige forsyningskæder i beklædnings- og fodtøjssektoren, OECD's vejledning om due diligence for ansvarlig forretningsadfærd for institutionelle investorer, OECD's vejledning om due diligence for ansvarlige udlån til virksomheder og emissioner og OECD/FAO's retningslinjer for ansvarlige forsyningskæder inden for landbruget, FN's Komité for Barnets Rettigheders generelle bemærkning nr. 16 om staters forpligtelser i forhold til virksomheders påvirkning af børns rettigheder og UNICEF's Children's Rights and Business Principles. Kommissionen gennemgår regelmæssigt relevansen af sine retningslinjer og tilpasser dem til ny bedste praksis.

4.  Kommissionen ajourfører jævnligt landespecifikke faktablade og gør dem offentligt tilgængelige med henblik på at give aktuel information om de internationale konventioner og traktater, som hver af Unionens handelspartnere har ratificeret. Kommissionen indsamler og offentliggør handels- og toldoplysninger om råvarers, halvfabrikatas og færdigvarers oprindelse og offentliggør oplysninger om risici for potentielle eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet eller good governance i tilknytning til visse lande eller regioner, sektorer og delsektorer samt produkter.

Artikel 15

Særlige foranstaltninger til støtte for små og mellemstore virksomheder

1.  Medlemsstaterne sikrer, at der findes en særlig portal for små og mellemstore virksomheder, hvor de kan finde vejledning og opnå yderligere støtte og oplysninger om, hvordan de bedst opfylder deres due diligence-forpligtelser.

2.  Små og mellemstore virksomheder er berettigede til finansiel støtte til at opfylde deres due diligence-forpligtelser under Unionens programmer til støtte for små og mellemstore virksomheder.

Artikel 16

Samarbejde på EU-plan

1.  Kommissionen opretter et europæisk due diligence-netværk af kompetente myndigheder med henblik på sammen med de i artikel 12 omhandlede nationale kompetente myndigheder at sikre koordinering og konvergens af lovgivnings-, undersøgelses- og tilsynspraksis, informationsudveksling, og overvåge de nationale kompetente myndigheders resultater.

De nationale kompetente myndigheder samarbejder om at håndhæve forpligtelserne i dette direktiv.

2.  Kommissionen udgiver med bistand fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder, Det Europæiske Miljøagentur og Forvaltningsorganet for Små og Mellemstore Virksomheder og på grundlag af oplysninger, som deles af de nationale kompetente myndigheder, og i samarbejde med andre eksperter i den offentlige sektor og interessenter en årlig resultattavle for due diligence.

Artikel 17

Udøvelse af delegerede beføjelser

1.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 3, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den … [datoen for dette direktivs ikrafttræden].

3.  Den i artikel 3 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.  Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning.

5.  Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

6.  En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 3 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på tre måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 18

Sanktioner

1.  Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om forholdsmæssige sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i overensstemmelse med dette direktiv, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at disse sanktioner håndhæves. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning og skal tage hensyn til, hvor alvorlige de begåede overtrædelser er, og om overtrædelsen har fundet sted gentagne gange eller ej.

2.  De kompetente nationale myndigheder kan navnlig pålægge forholdsmæssige bøder beregnet på grundlag af en virksomheds omsætning, midlertidigt eller permanent udelukke virksomheder fra offentlige udbud, statsstøtte, offentlige støtteordninger, herunder ordninger baseret på eksportkreditagenturer, og lån, foretage beslaglæggelse af varer og indføre andre passende administrative sanktioner.

Artikel 19

Civilretligt ansvar

1.  Den omstændighed, at en virksomhed overholder sine due diligence-forpligtelser, fritager den ikke fra et eventuelt ansvar i henhold til national ret.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at de har en ansvarsordning, hvorefter virksomhederne i overensstemmelse med national ret kan drages til ansvar for og sørge for afhjælpning af enhver skade, der skyldes potentielle eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet eller good governance, som de selv eller enheder, de kontrollerer, har forårsaget eller bidraget til ved handlinger eller undladelser.

3.  Medlemsstaterne sikrer, at deres ansvarsordning som omhandlet i stk. 2 er af en sådan art, at virksomheder, der beviser, at de har udvist den fornødne omhu i overensstemmelse med dette direktiv for at undgå den pågældende skade, eller at skaden ville være opstået, selv om der var udvist den fornødne omhu, ikke drages til ansvar for skaden.

4.  Medlemsstaterne sikrer, at forældelsesfristen for anlæggelse af søgsmål om civilretligt ansvar for en skade, der skyldes negative indvirkninger på menneskerettighederne og miljøet, er rimelig.

Artikel 20

International privatret

Medlemsstaterne sikrer, at de relevante bestemmelser i dette direktiv betragtes som overordnede præceptive bestemmelser i overensstemmelse med artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007(14).

Artikel 21

Gennemførelse

1.  Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den ... [24 måneder efter direktivets ikrafttræden]. De underretter straks Kommissionen herom.

2.  Lovene og bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for henvisningen.

3.  Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 22

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(1) EUT ...
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 995/2010 af 20. oktober 2010 om fastsættelse af krav til virksomheder, der bringer træ og træprodukter i omsætning (EUT L 295 af 12.11.2010, s. 23).
(3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/821 af 17. maj 2017 om fastlæggelse af due diligence-forpligtelser i forsyningskæden for EU-importører af tin, tantal, wolfram og deres malme samt guld, der hidrører fra konfliktramte områder og højrisikoområder (EUT L 130 af 19.5.2017, s. 1).
(4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/95/EU af 22. oktober 2014 om ændring af direktiv 2013/34/EU for så vidt angår offentliggørelse af ikke-finansielle oplysninger og oplysninger om mangfoldighed for visse store virksomheder og koncerner (EUT L 330 af 15.11.2014, s. 1).
(5)* Kommissionen bør identificere højrisikosektorer for økonomisk aktivitet med betydelig indvirkning på menneskerettigheder, miljø og good governance med henblik på at medtage små og mellemstore virksomheder, der opererer inden for de sektorer, som hører under dette direktivs anvendelsesområde. Små og mellemstore virksomheder med høj risiko bør defineres af Kommissionen i dette direktiv. Definitionen bør tage hensyn til virksomhedens sektor eller dens type af aktiviteter.
(6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/852 af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer og om ændring af forordning (EU) 2019/2088 (EUT L 198 af 22.6.2020, s. 13).
(7) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/943 af 8. juni 2016 om beskyttelse af fortrolig knowhow og fortrolige forretningsoplysninger (forretningshemmeligheder) mod ulovlig erhvervelse, brug og videregivelse (EUT L 157 af 15.6.2016, s. 1).
(8) https://www.un.org/esa/socdev/unpfii/documents/DRIPS_en.pdf
(9) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1937 af 23. oktober 2019 om beskyttelse af personer, der indberetter overtrædelser af EU-retten (EUT L 305 af 26.11.2019, s. 17).
(10) EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1.
(11) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14/EF af 11. marts 2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab (EFT L 80 af 23.3.2002, s. 29).
(12) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/38/EF af 6. maj 2009 om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg eller en procedure i fællesskabsvirksomheder og fællesskabskoncerner med henblik på at informere og høre medarbejderne (EUT L 122 af 16.5.2009, s. 28).
(13) Direktiv 2001/86/EF af 8. oktober 2001 om fastsættelse af supplerende bestemmelser til statut for det europæiske selskab (SE) for så vidt angår medarbejderindflydelse (EFT L 294 af 10.11.2001, s. 22).
(14) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) (EUT L 199 af 31.7.2007, s. 40).

Seneste opdatering: 3. juni 2021Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik