Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2021/0078(BUD)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A9-0160/2021

Indgivne tekster :

A9-0160/2021

Forhandlinger :

Afstemninger :

PV 18/05/2021 - 13

Vedtagne tekster :

P9_TA(2021)0231

Vedtagne tekster
PDF 123kWORD 46k
Tirsdag den 18. maj 2021 - Bruxelles
Forslag til ændringsbudget nr. 2/2021: finansiering af covid-19-indsatsen og inkludering af tilpasninger og ajourføringer i forbindelse med den endelige vedtagelse af den flerårige finansielle ramme
P9_TA(2021)0231A9-0160/2021

Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2021 om Rådets holdning til forslag til Den Europæiske Unions ændringsbudget nr. 2/2021 for regnskabsåret 2021 – finansiering af covid-19-indsatsen og inkludering af tilpasninger og ajourføringer i forbindelse med den endelige vedtagelse af den flerårige finansielle ramme (08145/2021 – C9-0155/2021 – 2021/0078(BUD))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 314 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til artikel 106A i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012(1), særlig artikel 44,

–  der henviser til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2021, endeligt vedtaget den 18. december 2020(2),

–  der henviser til Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 2020/2093 af 17. december 2020 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2021-2027(3) (FFR-forordningen),

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 16. december 2020 mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning samt om nye egne indtægter, herunder en køreplan hen imod indførelse af nye egne indtægter(4),

–  der henviser til Rådets afgørelse (EU, Euratom) 2020/2053 af 14. december 2020 om ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter(5),

–  der henviser til forslag til ændringsbudget nr. 2/2021, vedtaget af Kommissionen den 24. marts 2021 (COM(2021)0200),

–  der henviser til Rådets holdning til forslag til ændringsbudget nr. 2/2021, vedtaget af Rådet den 23. april 2021 og fremsendt til Europa-Parlamentet den 26. april 2021 (08145/2021 – C9-0155/2021),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 94 og 96,

–  der henviser til betænkning fra Budgetudvalget (A9-0160/2021),

A.  der henviser til, at Kommissionens forslag primært har to formål: på den ene side at stille yderligere midler til rådighed til forebyggelse, beredskab og indsats i forbindelse med covid-19-pandemien, til en sikker og varig genåbning og til potentielle virkninger af yderligere europæiske initiativer i forbindelse med covid-19-indsatsen; på den anden side at indføre tekniske ændringer, der følger af de politiske aftaler om sektorspecifikke retsgrundlag efter vedtagelsen af den flerårige finansielle ramme (FFR) i december 2020, samt justeringer i forbindelse med hensættelser til garantien for foranstaltninger udadtil; det foreslås desuden, at beløbet på 47 981 598 EUR overføres fra den uudnyttede bevilling for 2020 fra Den Europæiske Unions Solidaritetsfond (EUSF) direkte til EUSF's driftsbudgetpost, og at der foretages andre tilpasninger og tekniske ajourføringer;

B.  der henviser til, at forslagets nettovirkning på udgifterne i 2021-budgettet beløber sig til 260 681 598 EUR i forpligtelsesbevillinger og 252 581 598 EUR i betalingsbevillinger;

C.  der henviser til, at Parlamentet gentagne gange har været af den opfattelse, at et forslag til ændringsbudget kun bør have ét formål;

1.  noterer sig forslaget til ændringsbudget nr. 2/2021 som forelagt af Kommissionen;

2.  understreger, at det fuldt ud støtter en robust EU-reaktion på covid-19-pandemien; gentager sit synspunkt om, at alt bør gøres, herunder gennem alle tilgængelige muligheder inden for rammerne af Unionens budget og finansforordningen, for at bekæmpe pandemien og bane vejen for en sikker og vedvarende genopretning i Europa;

3.  beklager, at Kommissionen på trods af Parlamentets insisteren besluttede at fremlægge dele vedrørende covid-19-pandemien sammen med den del, der vedrører tilpasningen til FFR-programmernes retsgrundlag, som kunne og burde have været behandlet separat; gentager, at Kommissionen for bedre at respektere budgetmyndighedens beføjelser bør forelægge et forslag til ændringsbudget udelukkende med ét formål og afholde sig fra at kombinere flere formål i ét forslag til ændringsbudget;

4.  insisterer på, at vedtagelsen af forslaget til ændringsbudget nr. 2/2021, der navnlig giver mulighed for at indlede det forberedende arbejde med at etablere en fælles ramme for et digitalt grønt certifikat, på ingen måde foregriber resultatet af forhandlingerne mellem Parlamentet og Rådet om forordningen om et grønt digitalt certifikat;

5.  mener, at Kommissionen ikke har fulgt korrekt op på resultatet af forhandlingerne om instrumentet for naboskab, udviklingssamarbejde og internationalt samarbejde – et globalt Europa, når det gælder budgetkontoplanen for geografiske programmer i Asien; anmoder Kommissionen om at forelægge et nyt forslag til ændringsbudget, der afspejler de aftalte tekster for de sektorspecifikke retsgrundlag; fastholder i overensstemmelse med sine retningslinjer for budgettet for 2022, at en sådan harmonisering kan og bør foretages forud for budgetproceduren for 2022;

6.   anmoder Kommissionen om at give budgetmyndighedens to parter omfattende oplysninger om de planlagte uafhængige overførsler i overensstemmelse med artikel 30 i finansforordningen med henblik på at tilpasse budgettet for 2021 i relation til de politiske aftaler om FFR'ens sektorspecifikke retsgrundlag ud over forslaget til ændringsbudget nr. 2/2021, herunder om beløbene, når de foreligger;

7.  godkender Rådets holdning til forslag til ændringsbudget nr. 2/2021;

8.  pålægger sin formand at fastslå, at ændringsbudget nr. 1/2021 er endeligt vedtaget, og drage omsorg for, at det offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende;

9.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

(1) EUT L 193 af 30.7.2018, s. 1.
(2) EUT L 433 I af 22.12.2020, s. 23.
(3) EUT L 433 I af 22.12.2020, s. 11.
(4) EUT L 433 I af 22.12.2020, s. 28.
(5) EUT L 424 af 15.12.2020, s. 1.

Seneste opdatering: 9. september 2021Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik