Indeks 
Vedtagne tekster
Onsdag den 10. marts 2021 - Bruxelles
Toldprogrammet ***II
 En EU-mekanisme for CO2-grænsetilpasning, som er i overensstemmelse med WTO
 Administrativt samarbejde på beskatningsområdet *
 Virksomheders due diligence og virksomhedsansvar
 Gennemførelse af byggevareforordningen
 Ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv i lyset af FN's handicapkonvention

Toldprogrammet ***II
PDF 120kWORD 41k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 10. marts 2021 om Rådets førstebehandlingsholdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastlæggelse af toldprogrammet for samarbejde på toldområdet og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1294/2013 (05265/1/2021 – C9-0091/2021 – 2018/0232(COD))
P9_TA(2021)0070A9-0038/2021

(Almindelig lovgivningsprocedure: andenbehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Rådets førstebehandlingsholdning (05265/1/2021 – C9‑0091/2021),

–  der henviser til udtalelse af 17. oktober 2018(1) fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

–  der henviser til sin holdning ved førstebehandling(2) til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2018)0442),

–  der henviser til artikel 294, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 74, stk. 4,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 67,

–  der henviser til indstilling ved andenbehandling fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A9‑0038/2021),

1.  godkender Rådets førstebehandlingsholdning;

2.  konstaterer, at retsakten er vedtaget i overensstemmelse med Rådets holdning;

3.  pålægger sin formand sammen med Rådets formand at undertegne retsakten, jf. artikel 297, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

4.  pålægger sin generalsekretær at undertegne retsakten, efter at det er kontrolleret, at alle procedurer er behørigt afsluttet, og efter aftale med Rådets generalsekretær at foranledige, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende;

5.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

(1) EUT C 62 af 15.2.2019, s. 45.
(2) Vedtagne tekster af 16.4.2019, P8_TA(2019)0385.


En EU-mekanisme for CO2-grænsetilpasning, som er i overensstemmelse med WTO
PDF 173kWORD 59k
Europa-Parlamentets beslutning af 10. marts 2021 om en EU-mekanisme for CO2-grænsetilpasning, som er i overensstemmelse med WTO (2020/2043(INI))
P9_TA(2021)0071A9-0019/2021

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til den aftale, der blev vedtaget på den 21. partskonference (COP21) under FN’s rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) i Paris den 12. december 2015 (Parisaftalen),

–  der henviser til UNEP's emissionskløftrapport af 26. november 2019,

–  der henviser til særrapporterne fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) om "Global Warming of 1.5 °C" og om havene og kryosfæren,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 11. december 2019 med titlen "Den europæiske grønne pagt" (COM(2019)0640),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 17. september 2020 med titlen "Styrkelse af Europas klimaambitioner for 2030" (COM(2020)0562) og den ledsagende konsekvensanalyse (SWD(2020)0176),

–  der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møder den 12. december 2019 og 17.-21. juli 2020,

–  der henviser til sin beslutning af 23. juli 2020 om konklusionerne fra det ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd den 17.-21. juli 2020(1),

–  der henviser til Revisionsrettens konklusioner og anbefalinger i dennes særberetning nr. 18/2020 af 15. september 2020 med titlen "EU's emissionshandelssystem: Tildelingen af gratis kvoter bør målrettes bedre",

–  der henviser til sin beslutning af 28. november 2019 om klima- og miljøkrisen(2),

–  der henviser til sin beslutning af 15. januar 2020 om den europæiske grønne pagt(3),

–  der henviser til sin holdning til klimamålet for 2030, nemlig en reduktion på 60 % i drivhusgasemissionerne i forhold til 1990-niveauerne(4),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 54,

–  der henviser til udtalelser fra Udvalget om International Handel, Økonomi- og Valutaudvalget, Budgetudvalget og Udvalget om Industri, Forskning og Energi,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A9-0019/2021),

A.  der henviser til, at de negative virkninger af klimaændringerne udgør en direkte trussel mod menneskers livsgrundlag og terrestriske og marine økosystemerne, hvilket bekræftes af IPPC's særrapport "Global Warming of 1,5 °C" og IPPC's særrapport om havene og kryosfæren; der henviser til, at disse indvirkninger er ujævnt fordelt, idet det er de fattigere lande og mennesker, der får de fleste negative virkninger at føle;

B.  der henviser til, at ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) forventes klimaændringer fra 2030 at bidrage til ca. 250 000 yderligere dødsfald om året som følge af fejlernæring, malaria, diarré og varmestress;

C.  der henviser til, at den globale gennemsnitstemperatur allerede er steget med over 1,1 °C over det førindustrielle niveau(5);

D.  der henviser til, at EU og dets medlemsstater i henhold til Parisaftalen er forpligtet til at gennemføre klimaindsatsen på grundlag af den seneste tilgængelige videnskabelige dokumentation og nu har som mål at opnå klimaneutralitet senest i 2050;

E.  der henviser til, at det i løbet af de seneste årtier er lykkedes EU at afkoble territoriale drivhusgasemissioner fra økonomisk vækst, idet drivhusgasemissionerne er faldet med 24 %, mens BNP steg med mere end 60 % mellem 1990 og 2019; der henviser til, at dette ikke tager hensyn til EU's emissioner, der er indbygget i dets internationale handel, og derfor undervurderer dets globale kulstoffodaftryk;

F.  der henviser til, at forholdet mellem importerede emissioner og eksporterede emissioner i EU i 2015 var ca. 3:1, idet der blev importeret 1 317 mia. ton CO2 og eksporteret 424 mio. ton(6);

G.  der henviser til, at den eksisterende EU-lovgivning har været effektiv med hensyn til at nå de klimamål, der hidtil er vedtaget; der henviser til, at den nuværende udformning af emissionshandelssystemet (EU ETS), navnlig de eksisterende bestemmelser om kulstoflækage, ikke har givet effektive incitamenter til den nødvendige dekarbonisering af visse sektorer, navnlig i industrien, og i nogle tilfælde har ført til uberettigede uventede fortjenester for de begunstigede virksomheder, som Den Europæiske Revisionsret har påpeget(7);

H.  der henviser til, at Kommissionen bør fortsætte sit arbejde med at udvikle metoder til at fastslå et produkts kulstof- og miljøaftryk ved at anvende en tilgang med fuld livscyklus og sikre, at bogføringen af indlejrede emissioner i produkter så vidt muligt afspejler virkeligheden, herunder emissioner fra international transport;

I.  der henviser til, at Kommissionen også bør undersøge produkters og tjenesters sporbarhed med henblik på mere præcist at kunne fastslå alle indvirkninger af deres livscyklusser såsom udvindingen og anvendelsen af materialer, produktionsprocessen og energianvendelsen samt den anvendte transportform med sigte på at oprette databaser;

J.  der henviser til, at omkring 27 % af de globale CO2-emissioner fra brændstofforbrænding i øjeblikket hidrører fra den internationale handel med varer(8); der henviser til, at 90 % af den internationale godstransport foregår til søs, hvilket fører til betydelige drivhusgasemissioner; der henviser til, at kun drivhusgasemissioner fra indenlandsk vandvejsskibsfart blev medtaget i EU's oprindeligt nationalt bestemte bidrag (NDC); der henviser til, at dette kan revideres i lyset af EU's forbedrede mål for 2030;

K.  der henviser til, at covid-19-krisen har givet nogle vigtige erfaringer, og at Kommissionens forslag om et nyt genopretningsinstrument, Next Generation EU, som følge heraf understreger nødvendigheden af at styrke europæisk suverænitet og modstandsdygtighed samt behovet for korte kredsløb, herunder kortere fødevareforsyningskredsløb;

L.  der henviser til, at det er afgørende, at Kommissionen har en integreret vision for klimapolitikker, eksempelvis ved at håndtere mål for reduktion af emissioner, såsom politikkerne for søtransport, i koordination med strategier for CO2-prissætning;

M.  der henviser til, at en effektiv og meningsfuld CO2-prissætning som en del af et bredere lovgivningskompleks kan tjene som et økonomisk incitament til at udvikle produktionsmetoder, som har mindre drivhusgasfodaftryk, og kan anspore til investeringer i innovation og nye teknologier, der kan sikre dekarbonisering af og cirkularitet i EU's økonomi; der henviser til, at en effektiv mekanisme til tilpasning af kulstofgrænserne (CBAM) kan spille en rolle i denne sammenhæng;

N.  der henviser til, at handel kan være et vigtigt redskab til at fremme bæredygtig udvikling og til at bidrage til bekæmpelse af klimaændringer; der henviser til, at EU's indre marked er verdens næststørste forbrugermarked, hvilket bringer Unionen i en unik position som global standardsætter;

O.  der henviser til, at bekæmpelse af klimaændringer er en faktor i konkurrenceevnen og den sociale retfærdighed og har et stort potentiale for så vidt angår industriel udvikling, jobskabelse, innovation og regional udvikling;

P.  der henviser til, at artikel XX i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT) tillader medlemmer af Verdenshandelsorganisationen (WTO) at gennemføre foranstaltninger, som er nødvendige for at beskytte menneskers, dyrs eller planters liv eller sundhed (litra b)) eller naturressourcer (litra g));

Q.  der henviser til, at EU bør acceptere, at et tredjeland kan fastlægge en CO2-grænsetilpasningsmekanisme, såfremt det pågældende land gennemfører en højere pris på CO2;

R.  der henviser til, at USA's præsident, Joe Biden, i sit valgprogram har indtaget en positiv holdning til og vil forsøge at indføre CO2-tilpasningsafgifter eller fastsætte kvoter for kulstofintensive varer fra lande, som ikke lever op til deres klimamæssige og miljømæssige forpligtelser; der henviser til, at dette vil skabe en ny mulighed for samarbejde mellem EU og USA om bekæmpelse af klimaændringer og genoprettelse af dette vigtige partnerskab;

S.  der henviser til, at EU's højere ambition for klimaændringer ikke bør føre til en risiko for kulstoflækage for europæiske industrier;

Generelle bemærkninger

1.  finder det stærkt betænkeligt, at ingen af de nationalt bestemte bidrag (NDC), der er indgivet, herunder af EU og dets medlemsstater, er i overensstemmelse med målsætningen om at fastholde den globale temperaturstigning til et godt stykke under 2 °C som fastsat i Parisaftalen sideløbende med bestræbelserne på at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 °C over det førindustrielle niveau;

2.  er bekymret over det manglende samarbejde fra nogle af EU's handelspartnere i de internationale klimaforhandlinger i de seneste år, hvilket, som det blev konstateret for nylig på COP25, underminerer vores kollektive globale evne til at nå målene i Parisaftalen; opfordrer alle parter til at støtte en kollektiv og videnskabeligt baseret global indsats, der kan bidrage til at nå disse mål; opfordrer Kommissionen og Rådet til at opretholde en gennemsigtig, retfærdig og inklusiv beslutningsproces i UNFCCC;

3.  understreger, at EU og dets medlemsstater har ansvaret for og mulighed for fortsat at påtage sig en ledende rolle i den globale klimaindsats sammen med de andre førende globale udledere; påpeger, at EU har stået i spidsen for den globale klimaindsats, hvilket fremgår af dets vedtagelse af målet om at opnå klimaneutralitet senest i 2050 og dets plan om at opskalere sit 2030-mål for reduktion af drivhusgasemissioner; opfordrer på det kraftigste Kommissionen og medlemsstaterne til at intensivere deres klimadiplomati forud for og efter vedtagelsen af dens lovgivningsforslag om en CO2-grænsetilpasningsmekanisme og til navnlig at sikre en løbende dialog med sine handelspartnere med henblik på at skabe incitamenter til en global klimaindsats; understreger behovet for en sideløbende diplomatisk indsats for at sikre, at EU's nabolande inddrages tidligt;

4.  fremhæver den centrale rolle, som borgere og forbrugere spiller i energiomstillingen, og betydningen af at stimulere og støtte forbrugernes valg med henblik på at mindske virkningerne af klimaændringer ved at fremme bæredygtige aktiviteter og indirekte fordele, som kan føre til en højere livskvalitet;

5.  noterer sig Kommissionens forslag om at fastsætte EU's klimamål for 2030 til "en nettoreduktion af drivhusgasemissionerne på mindst 55 % sammenlignet med 1990"; fremhæver imidlertid, at Parlamentet har vedtaget et højere mål på 60 %;

6.  bemærker, at mens EU har reduceret sine interne drivhusgasemissioner væsentligt, er de drivhusgasemissioner, der er indlejret i importen til EU, steget konstant, hvilket underminerer EU's bestræbelser på at reducere sit globale kulstoffodaftryk; understreger, at nettoimporten af varer og tjenesteydelser i EU udgør mere end 20 % af Unionens interne CO2-emissioner; mener, at indholdet af drivhusgasser i importen bør overvåges bedre med henblik på at identificere mulige foranstaltninger til at reducere EU's globale drivhusgasfodaftryk;

Udformning af en CO2-grænsetilpasningsmekanisme, der er forenelig med WTO

7.  Støtter indførelsen af en CO2-grænsetilpasningsmekanisme, forudsat at den er forenelig med WTO's regler og EU's frihandelsaftaler ved ikke at være diskriminerende eller udgøre en skjult begrænsning af den internationale handel; mener, at en CO2-grænsetilpasningsmekanisme som sådan ville skabe et incitament for de europæiske industrier og EU's handelspartnere til at dekarbonisere deres industrier og dermed understøtte såvel EU's som de globale klimapolitikker i retning af drivhusgasneutralitet i overensstemmelse med målene i Parisaftalen; fastslår utvetydigt, at en CO2-grænsetilpasningsmekanisme udelukkende bør udformes med henblik på at fremme klimamål og ikke misbruges som et redskab til at styrke protektionisme, uberettiget forskelsbehandling eller restriktioner; understreger, at denne mekanisme bør støtte EU's grønne mål, navnlig for bedre at tackle drivhusgasemissioner, der er indeholdt i EU's industri og i international handel, samtidig med at den er ikkediskriminerende og stræber efter lige vilkår på globalt plan;

8.  understreger, at de mindst udviklede lande og små udviklingsøstater bør have særbehandling, for at der kan tages højde for deres specificiteter og CO2-grænsetilpasningsmekanismens potentielle negative indvirkning på deres udvikling;

9.  minder om de særlige begrænsninger og udfordringer, som regionerne i den yderste periferi skal tackle navnlig som følge af deres afsides beliggenhed, økarakter og begrænsede marked, og henstiller, at denne CO2-grænsetilpasningsmekanisme tager behørigt hensyn til deres særlige forhold på grundlag af artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF);

10.  gentager, at indførelsen af en CO2-grænsetilpasningsmekanisme bør være en del af en pakke af lovgivningsmæssige foranstaltninger for at sikre en hurtig reduktion af drivhusgasemissioner fra EU's produktion og forbrug, navnlig ved at øge energieffektiviteten og vedvarende energi; understreger, at CO2-grænsetilpasningsmekanismen bør kombineres med politikker, der sigter mod at muliggøre og fremme investeringer i kulstoffattige industriprocesser, herunder gennem innovative finansieringsværktøjer, den nye handlingsplan for den cirkulære økonomi og en bredere EU-industripolitik, der er både miljømæssigt ambitiøs og socialt retfærdig, med henblik på at styre en dekarboniseret genindustrialisering af Europa for at skabe kvalitetsjob på lokalt plan og sikre den europæiske økonomis konkurrenceevne, samtidig med at EU's klimaambitioner opfyldes, og der skabes forudsigelighed og sikkerhed med henblik på at sikre investeringer i retning af klimaneutralitet;

11.  understreger, at produktstandarder kan sikre lavkulstof- og ressourceeffektiv produktion samt hjælp til at garantere minimale negative virkninger på miljøet ved anvendelse af produktet; opfordrer derfor Kommissionen til som supplement til indførelsen af en CO2-grænsetilpasningsmekanisme at foreslå mere ambitiøse og bindende normer og standarder for produkter, der markedsføres i EU, i form af en reduktion af drivhusgasemissionerne samt ressource- og energibesparelser til støtte for den politiske ramme for bæredygtige produkter og den nye handlingsplan for den cirkulære økonomi;

12.  mener, at en CO2-grænsetilpasningsmekanisme for at forhindre eventuelle forvridninger på det indre marked og i værdikæden bør omfatte al import af produkter og råvarer, der er omfattet af EU's emissionshandelssystem, herunder når de indgår i mellemprodukter eller slutprodukter; understreger, at en CO2-grænsetilpasningsmekanisme som udgangspunkt (allerede fra 2023) og efter en konsekvensvurdering bør dække elsektoren og energiintensive industrisektorer såsom cement-, stål-, aluminiums-, olieraffinerings-, papir-, glas-, kemikalie- og gødningssektoren, som fortsat modtager betydelige gratis tildelinger og stadig tegner sig for 94 % af EU's industrielle emissioner;

13.  understreger, at indholdet af drivhusgasemissioner i importen bør bogføres på grundlag af gennemsigtige, pålidelige og opdaterede produktspecifikke benchmarks på anlægsniveau i tredjelande, og at de enkelte produkters globale gennemsnitlige drivhusgasemissioner bør bogføres opdelt efter forskellige produktionsmetoder med varierende emissionsintensiteter, hvis importøren ikke giver adgang til data; mener, at CO2-prissætningen af importvarer bør dække både direkte og indirekte emissioner og derfor også bør tage hensyn til kulstofintensiteten af et specifikt lands elektricitetsnet eller, hvis data gøres tilgængelige af importøren, kulstofintensiteten af energiforbruget på anlægsniveau;

14.  bemærker, at Kommissionen i øjeblikket er ved at vurdere alle de forskellige muligheder for at indføre en CO2-grænsetilpasningsmekanisme, lige fra skatteinstrumenter til mekanismer, der benytter EU's emissionshandelssystem; understreger, at retningslinjerne for udformning af en CO2-grænsetilpasningsmekanisme bør undersøges samtidig med revisionen af EU's emissionshandelssystem for at sikre, at de supplerer hinanden og er sammenhængende, og for at undgå overlapninger, der vil føre til en dobbeltbeskyttelse af EU's industrier; understreger betydningen af en gennemsigtig proces bag en CO2-grænsetilpasningsmekanisme, herunder ved at samarbejde med WTO og EU's handelspartnere i koordination med Europa-Parlamentet og omhyggeligt vurdere og sammenligne effektiviteten og den juridiske gennemførlighed af forskellige former for CO2-grænsetilpasningsmekanismer med henblik på at reducere de samlede globale drivhusgasemissioner; insisterer på, at det primære mål med CO2-grænsetilpasningsmekanismen er miljømæssigt, og at miljøkriterier derfor bør spille en afgørende rolle i valget af instrument, idet man sikrer en forudsigelig og tilstrækkelig høj kulstofpris, der tilskynder til dekarboniseringsinvesteringer med henblik på at nå Parisaftalens mål;

15.  understreger betydningen af at vurdere konsekvenserne af hver løsningsmodel for forbrugernes levestandard, navnlig for forbrugere, der tilhører mere sårbare grupper, samt deres indvirkning på indtægterne; opfordrer Kommissionen til i konsekvensanalysen også at medtage konsekvenserne for EU-budgettet af indtægterne fra CO2-grænsetilpasningsmekanismen som en egen indtægt, afhængigt af den valgte gennemførelsesmodel og de valgte metoder;

16.  mener, at CO2-grænsetilpasningsmekanismen skal opkræve afgifter for kulstofindholdet i importen på en måde, der afspejler de kulstofomkostninger, som EU's producenter betaler, for at imødegå den potentielle risiko for kulstoflækage, samtidig med at WTO's regler overholdes; understreger, at CO2-prissætning inden for rammerne af CO2-grænsetilpasningsmekanismen bør afspejle den dynamiske udvikling i EU-emissionskvoternes pris under EU's emissionshandelssystem (EU ETS), samtidig med at man sikrer forudsigelighed og mindre volatilitet i CO2-priserne; mener, at importører bør købe kvoter fra en separat pulje af kvoter til EU ETS, hvis CO2-pris svarer til CO2-prisen på transaktionsdagen i EU ETS; understreger, at indførelsen af CO2-grænsetilpasningsmekanismen kun er en af foranstaltningerne i forbindelse med gennemførelsen af målene i den europæiske grønne pagt og også skal ledsages af de nødvendige foranstaltninger i sektorer, der ikke er omfattet af ETS, samt en ambitiøs reform af EU ETS for at sikre, at der opnås en meningsfuld CO2-prissætning, der fuldt ud overholder princippet om, at forureneren betaler, og for at bidrage til den nødvendige reduktion af drivhusgasemissioner i overensstemmelse med EU's opdaterede 2030-klimamål og 2050-målet om nulemission af drivhusgasser, herunder ved at tage fat på den lineære reduktionsfaktor, fastsættelse af et nyt grundlag for loftet og vurdering af det potentielle behov for en minimumspris for kuldioxid;

17.  fremhæver, at en punktafgift (eller afgift) på kulstofindholdet i alle forbrugte produkter, både indenlandske og importerede, ikke fuldt ud vil imødegå risikoen for kulstoflækage, vil være en teknisk udfordring i betragtning af kompleksiteten i at spore kulstof i globale værdikæder og kan pålægge forbrugerne en betydelig byrde; anerkender, at en fast importtold eller -afgift kan være et simpelt redskab til at sende et stærkt og stabilt miljøprissignal for importeret kulstof; mener imidlertid, at en sådan afgift i betragtning af dens faste karakter vil være et mindre fleksibelt redskab til at afspejle prisudviklingen i EU's emissionshandelssystem; understreger, at en afgift, der udvikler sig, og som automatisk afspejler prisen i EU's emissionshandelssystem, i praksis ville svare til et teoretisk emissionshandelssystem; anerkender, at der, hvis CO2-grænsetilpasningsmekanismen er af fiskal karakter, er mulighed for, at der indføres en mekanisme baseret på artikel 192, stk. 2, i TEUF;

18.  understreger, at importører bør have mulighed for i overensstemmelse med EU's standarder for overvågning, rapportering og verifikation i EU's emissionshandelssystem at bevise, at kulstofindholdet i deres produkter er lavere end disse værdier, og at nyde godt af en tilsvarende tilpasning af det beløb, der skal betales, for at tilskynde til innovation og investering i bæredygtige teknologier i hele verden; mener, at dette ikke bør pålægge SMV'er en uforholdsmæssig stor byrde; understreger, at gennemførelsen af mekanismen nødvendigvis må understøttes af et sæt EU-standarder, der vil forhindre, at mekanismen omgås eller misbruges, og som vil kræve en stærk, uafhængig infrastruktur for at forvaltes;

19.  understreger, at CO2-grænsetilpasningsmekanismen bør sikre, at importører fra tredjelande ikke opkræves to gange for kulstofindholdet i deres produkter for at sikre, at de behandles på lige fod og uden forskelsbehandling; opfordrer Kommissionen til nøje at vurdere konsekvenserne af de forskellige muligheder for en CO2-grænsetilpasningsmekanisme for de mindst udviklede lande;

20.  understreger, at i modsætning til ETS bør mekanismen ikke behandle afbrænding af træ som brændstof som CO2-neutral, og inden for den ændrede og opdaterede ramme bør CO2 indlejret i fældet træ og udpint jord have en pris;

21.  anmoder indtrængende Kommissionen om at sikre en minimering af risikoen for, at eksportører til EU forsøger at omgå mekanismen eller undergrave dens effektivitet f.eks. ved at omdirigere produktionen mellem markederne eller eksportere halvfabrikata;

Handelsrelaterede aspekter af en CO2-grænsetilpasningsmekanisme

22.  opfordrer til, at Parisaftalen og dens mål bliver et af de vigtigste vejledende principper i handelspolitikken, hvortil alle handelsinitiativer og deres politiske redskaber skal tilpasses, ved at medtage den i bl.a. frihandelsaftaler (FTA'er) som et afgørende element; er overbevist om, at en sådan særligt udformet handelspolitik kan være en vigtig drivkraft med hensyn til at styre økonomier i retning af dekarbonisering for at nå de klimamål, der er fastsat i Parisaftalen og den europæiske grønne pagt;

23.  udtrykker dyb bekymring over udhulingen af det multilaterale handelssystem; opfordrer Kommissionen til aktivt at samarbejde med handelspartneres regeringer for at sikre en fortsat dialog om dette initiativ og derved skabe incitamenter til klimatiltag fra både Unionens og dens handelspartneres side; understreger, at handelspolitik kan og bør anvendes til at fremme en positiv miljødagsorden og undgå store forskelle på miljøambitioner mellem EU og resten af verden, og at en CO2-grænsetilpasningsmekanisme bør udformes som en foranstaltning, der supplerer tiltag under kapitlerne om handel og bæredygtig udvikling i EU's FTA'er; understreger, at globale foranstaltninger, der gør CO2-grænsetilpasningsmekanismen overflødig, skal være dette initiativs endelige mål i takt med, at resten af verden kommer med på det ambitionsniveau, som EU har sat for reduktion af CO2-emissioner; er derfor af den opfattelse, at CO2-grænsetilpasningsmekanismen bør betragtes som en redskab til at fremme accelerationen af denne proces og ikke som et redskab til protektionisme; forventer, at Kommissionen indleder forhandlinger om en global tilgang inden for rammerne af WTO eller G20;

24.  mener, at international handel og handelspolitik er centrale katalysatorer for omstillingen til en klimaneutral, ressourceeffektiv og cirkulær global økonomi og som sådan støtter den globale indsats for at opfylde FN's verdensmål for bæredygtig udvikling og Parisaftalen; mener, at der er et presserende behov for at arbejde for en omfattende reform af WTO, således at WTO kan sikre handel på lige vilkår, og samtidig bekæmpe den globale opvarmning; bemærker, at GATT-reglerne stammer fra 1947, og er af den opfattelse, at de skal tages op til fornyet overvejelse i den nuværende klimakrise; forventer, at Kommissionen snarest tager initiativ til en WTO-reform for at opnå forenelighed med klimamålene; opfordrer Kommissionen til at intensivere sine bestræbelser for at opnå en global CO2-prissætning og fremme handlen med klima- og miljøbeskyttelsesteknologier, f.eks. gennem handelspolitiske initiativer såsom WTO-aftalen om handel med miljøvarer.

25.  opfordrer Kommissionen til at gennemføre multilaterale WTO-reformer, der bringer den internationale handelsret i overensstemmelse med målene i Parisaftalen og andre aspekter af folkeretten, navnlig Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO's) konventioner; påpeger, at en CO2-grænsetilpasningsmekanisme er forenelig med WTO-reglerne, hvis den er udformet med et klart miljømæssigt formål for øje, nemlig at reducere de globale drivhusgasemissioner, og hvis den opretholder den højeste miljømæssige integritet;

26.  understreger, at CO2-grænsetilpasningsmekanismen kan hjælpe med til at nå målene for bæredygtig udvikling; minder om, at fremme af anstændigt arbejde også er et mål for bæredygtig udvikling, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre, at varer, der markedsføres i EU, produceres på betingelser, der overholder ILO-konventionerne;

27.  bemærker, at GATT-bestemmelserne såsom f.eks. artikel I (princippet om mestbegunstigelsesbehandling), artikel III (princippet om national behandling) og om nødvendigt artikel XX (almindelige undtagelser) for at være i overensstemmelse med WTO-reglerne vil kunne danne grundlag for en hvilken som helst udformning af en CO2-grænsetilpasningsmekanisme, hvis rationale udelukkende bør være miljømæssigt, dvs. dreje sig om nedbringelse af de globale CO2-emissioner og forebyggelse af kulstoflækage;

28.  fremhæver princippet om ikke-forskelsbehandling i artikel III i GATT; understreger, at et centralt kriterium for enhver foranstaltnings forenelighed med WTO-reglerne er, at importvarer og indenlandsk produktion behandles ens; understreger, at CO2-grænsetilpasningsmekanismen bør skabe lige vilkår for EU's indenlandske og udenlandske producenter ved at opkræve en ETS-ækvivalent afgift på de indeholdte kulstofemissioner fra importerede varer i disse sektorer, uanset deres oprindelse, og dermed sikre fuld beskyttelse mod kulstoflækage for den europæiske industri og undgå overførsel af emissioner til tredjelande; understreger, at gennemførelsen af CO2-grænsetilpasningsmekanismen bør undgå dobbelt beskyttelse af EU-anlæg, samtidig med at indvirkningen på eksport og deraf afhængige sektorer i hele værdikæden vurderes; understreger, at udformningen af CO2-grænsetilpasningsmekanismen bør følge et enkelt princip om, at et ton kulstof ikke bør beskyttes to gange;

29.  understreger betydningen af at sikre lige vilkår på globalt plan for europæiske industriers konkurrenceevne uden at skabe skadelige virkninger for klimaet og miljøet; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at overveje muligheden for at indføre eksportrabatter, men kun hvis den fuldt ud kan påvise deres positive indvirkning på klimaet og deres forenelighed med WTO-reglerne; understreger, at enhver form for potentiel eksportstøtte for at forhindre uheldige klimapåvirkninger ved at tilskynde til mindre effektive produktionsmetoder for europæiske eksporterende industrier og sikre WTO-forenelighed bør være gennemsigtig, forholdsmæssig og ikke føre til nogen form for konkurrencemæssige fordele for EU's eksporterende industrier i tredjelande og bør være strengt begrænset til de mest effektive anlæg for at bevare incitamenterne til reduktion af drivhusgasemissioner for EU's eksporterende virksomheder;

30.  understreger, at en eventuel mekanisme skal skabe incitamenter for industrier i og uden for Unionen til at producere rene og konkurrencedygtige produkter og undgå kulstoflækage, uden at det bringer handelsmulighederne i fare;

31.  bemærker, at CO2-grænsetilpasningsmekanismen er en del af den europæiske grønne pagt og et redskab til at nå EU's mål om nettodrivhusgasemissioner på nul i 2050; bemærker, at de fleste CO2- og handelsintensive industrisektorer potentielt kan blive påvirket direkte eller indirekte af CO2-grænsetilpasningsmekanismen, og at de bør høres gennem hele processen; bemærker endvidere, at CO2-grænsetilpasningsmekanismen kan påvirke forsyningskæderne på en sådan måde, at de internaliserer CO2-omkostningerne; understreger, at en eventuel CO2-grænsetilpasningsmekanisme bør være let at administrere og ikke udgøre en urimelig økonomisk og administrativ byrde for virksomheder, navnlig SMV'er;

CO2-grænsetilpasningsmekanismen og egne indtægter

32.  anerkender, at CO2-grænsetilpasningsmekanismen kan gennemføres enten som en udvidelse af den nuværende toldordning eller som en supplerende ordning inden for EU's eksisterende ETS-rammer; understreger, at begge tilgange kan være helt i overensstemmelse med et initiativ om egne indtægter;

33.  støtter Kommissionens plan om at bruge de indtægter, der genereres af CO2-grænsetilpasningsmekanismen, som nye egne indtægter til EU-budgettet, og anmoder den om at sikre fuld gennemsigtighed med hensyn til anvendelsen af disse indtægter; understreger imidlertid, at CO2-grænsetilpasningsmekanismens budgetmæssige rolle kun bør være et biprodukt af instrumentet; mener, at disse nye indtægter bør give mulighed for øget støtte til klimaindsatsen og målene i den grønne pagt, såsom en retfærdig omstilling og dekarbonisering af Europas økonomi og for en stigning i EU's bidrag til international klimafinansiering til fordel for de mindst udviklede lande og små udviklingsøstater, der er mest sårbare over for klimaændringer, navnlig for at støtte dem i at gennemgå en industrialiseringsproces baseret på rene og dekarboniserede teknologier; opfordrer Kommissionen til i sit kommende forslag at tage højde for mekanismens sociale virkninger med henblik på at minimere dem; understreger, at indtægterne fra en CO2-grænsetilpasningsmekanisme på ingen måde bør anvendes som skjult støtte til europæiske industrier, der er stærkt forurenende, da dette i sidste ende ville kompromittere dens forenelighed med WTO;

34.  minder om, at Parlamentet, Rådet og Kommissionen blev enige om at oprette nye egne indtægter, herunder CO2-grænsetilpasningsmekanismen, i den næste flerårige finansielle ramme under den interinstitutionelle aftale af 16. december 2020 om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning samt om nye egne indtægter, herunder en køreplan for indførelse af nye egne indtægter (IIA)(9); understreger, at det, at de finansielle strømme fra CO2-grænsetilpasningsmekanismen tilføres EU-budgettet, vil bidrage til at afhjælpe problemer med skattemæssig ækvivalens og sikre en retfærdig fordeling af virkningerne på tværs af medlemsstaterne samt sikre en enkel struktur med minimale administrative indirekte omkostninger; konkluderer derfor, at hvis indtægterne defineres som EU's egne indtægter, vil det reducere andelen af BNI-baserede bidrag ti finansieringen af EU-budgettet og vil således bidrage til at gensidiggøre virkningen af CO2-grænsetilpasningsmekanismen på en retfærdig måde i alle medlemsstater; mener, at enhver besparelse på nationalt plan som følge af lavere BNI-bidrag vil øge medlemsstaternes finanspolitiske råderum;

35.  noterer sig de forskellige forsigtige skøn over indtægter på mellem 5 og 14 mia. EUR om året, afhængig af det nye instruments anvendelsesområde og udformning; understreger, at EU-budgettet under alle omstændigheder er enestående egnet til at absorbere udsving i indtægter eller endog langsigtede regressive virkninger;

36.  er fast besluttet på at sikre, at de egne indtægter baseret på CO2-grænsetilpasningsmekanismen indgår i en kurv af egne indtægter, der er tilstrækkelige til at dække de samlede forventede udgifter til omkostningerne ved tilbagebetaling af hovedstol og renter i forbindelse med låntagning under Next Generation EU, samtidig med at princippet om bruttoopgørelse overholdes; minder endvidere om, at ethvert overskud fra tilbagebetalingsplanen stadig skal forblive i EU-budgettet som almindelig indtægt;

37.  understreger, at indførelsen af en kurv af nye egne indtægter som fastsat i køreplanen for indførelse af nye egne indtægter i henhold til den interinstitutionelle aftale kan fremme en bedre fokusering af udgifterne på EU-plan på prioriterede områder og fælles offentlige goder med store effektivitetsgevinster sammenlignet med nationale udgifter; minder om, at enhver manglende overholdelse af de vilkår, der er aftalt i IIA af en af de tre institutioner, kan udsætte den for en retlig anfægtelse fra de andre institutioners side;

38.  opfordrer institutionerne til aktivt og i ånd og bogstav at følge op på køreplanen for indførelse af nye egne indtægter under den interinstitutionelle aftale, hvori det hedder, at denne nye indtægt skal træde i kraft senest den 1. januar 2023;

Gennemførelse af CO2-grænsetilpasningsmekanismen og andre aspekter

39.  understreger, at gennemførelsen af CO2-grænsetilpasningsmekanismen skal ledsages af fjernelse af alle former for miljøskadelige subsidier til energiintensive industrier på nationalt plan; opfordrer Kommissionen til at evaluere medlemsstaternes forskellige praksis på dette område i lyset af princippet om, at forureneren betaler;

40.  anmoder om, at CO2-grænsetilpasningsmekanismen overvåges gennem et uafhængigt organ under ledelse af Kommissionen, som efter anmodning regelmæssigt og mindst to gange om året rapporterer og giver gennemsigtige oplysninger til Parlamentet, Rådet og Kommissionen;

41.  noterer sig, at EU er verdens største importør af CO2, og at CO2-indholdet i eksporterede varer fra EU ligger et godt stykke under CO2-indholdet i importerede varer; slutter deraf, at EU's bestræbelser på at bekæmpe klimaændringer er større end de internationale bestræbelser i gennemsnit; understreger, at der for at måle Unionens samlede klimaindvirkning er brug for en solid indberetningsmetode, som tager højde for udledningen fra varer og tjenesteydelser, der importeres til EU;

42.  understreger, at tilstrækkelige internationale klimabestræbelser, f.eks. via grundig, udbredt og konsekvent international CO2-prissætning og fuldt konkurrencedygtige lavemissionsteknologier, ‑produkter og ‑produktionsprocesser, vil gøre mekanismen forældet med tiden; mener, at klimaændringer er et globalt problem, der kræver globale løsninger, og mener derfor, at EU fortsat bør støtte fastlæggelsen af globale rammer for CO2-prissætning i overensstemmelse med artikel 6 i Parisaftalen; opfordrer Kommissionen til at udforme mekanismen på en sådan måde, at der er en klar og ambitiøs tidsplan for gennemførelsen og udviklingen heraf; minder om, at visse tekniske løsninger for at mindske CO2-udledningen stadig er i pilotfasen, og opfordrer derfor Kommissionen til at fortsætte sine bestræbelser på at videreudvikle dem; opfordrer Kommissionen til at udforme mekanismen som en del af en samlet og langsigtet politisk pakke, der er forenelig med opnåelsen af en særdeles energi‑ og ressourceeffektiv økonomi uden nettoudledning af drivhusgasser senest i 2050;

43.  minder om, at EU's klimapolitik og industripolitik og målet om at øge den bæredygtige økonomiske vækst skal gå hånd i hånd; understreger, at en eventuel mekanisme skal indgå i vores industrielle strategi og tilskynde industrien til at producere rene og konkurrencedygtige produkter;

44.  understreger, at en velfungerende mekanisme bør sikre nedbringelse af emissioner, der importeres til EU, og sikre den mest effektive beskyttelse af klimaet mod kulstoflækage og samtidig overholde WTO's regler; understreger, at den bør udformes på en måde, der sikrer effektiv og enkel anvendelse af mekanismen og samtidig forhindrer omgåelse af reglerne, såsom blanding af ressourcer eller import af halvfabrikata eller slutprodukter, der ikke er omfattet af mekanismen;

45.  opfordrer Kommissionen til at yde teknisk bistand og støtte til industrier i EU og i tredjelande, navnlig SMV'er, til deres indførelse af pålidelige regnskabssystemer for drivhusgasemissioner for import for at opretholde en stærk europæisk industri uden at skabe tekniske hindringer for handelspartnere;

46.  opfordrer til en særlig vurdering af virkningen af mekanismen på SMV'er og på konkurrencen i det indre marked; opfordrer til, at der oprettes en støttemekanisme for SMV'er, så de med succes kan tilpasse sig den nye virkelighed på markedet og dermed forhindre, at de bliver ofre for urimelig praksis fra større markedsaktørers side;

47.  bemærker yderligere, at for at forhindre unfair konkurrence på det europæiske marked bør mekanismen ikke skabe konkurrencemæssige ulemper blandt konkurrerende materialer; understreger, at de mest klimavenlige materialer ikke må stilles dårligt i konkurrencen;

48.  fremhæver betydningen af, at Parlamentet sørger for, at EU-borgerne og deres interesser er repræsenteret, og bidrager til opnåelsen af EU's prioriteter såsom beskyttelse af klimaet, bæredygtig vækst og international konkurrencedygtighed; opfordrer derfor Kommissionen og Rådet til fuldt ud at involvere Parlamentet som medlovgiver i lovgivningsprocessen for at etablere mekanismen.

o
o   o

49.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) Vedtagne tekster, P9_TA(2020)0206.
(2) Vedtagne tekster, P9_TA(2019)0078.
(3) Vedtagne tekster, P9_TA(2020)0005.
(4) Ændringer vedtaget af Europa-Parlamentet den 8. oktober 2020 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om rammerne for at opnå klimaneutralitet og om ændring af forordning (EU) 2018/1999 ("den europæiske klimalov") (vedtagne tekster, P9_TA(2020)0253).
(5) Den Meteorologiske Verdensorganisation (WMO), "Statement on the State of the Global Climate in 2019".
(6) Fezzigna, P., Borghesi, S., Caro, D., "Revising Emission Responsibilities through Consumption-Based Accounting: A European and Post-Brexit Perspective" i Sustainability, 17. januar 2019.
(7) Revisionsrettens særberetning nr. 18/2020.
(8) Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), "CO2 emissions embodied in international trade and domestic final demand: methodology and results using the OECD intercountry input-output database", 23. november 2020.
(9) EUT L 433 I af 22.12.2020, s. 28.


Administrativt samarbejde på beskatningsområdet *
PDF 230kWORD 84k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 10. marts 2021 om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2011/16/EU om administrativt samarbejde på beskatningsområdet (COM(2020)0314 – C9-0213/2020 – 2020/0148(CNS))
P9_TA(2021)0072A9-0015/2021

(Særlig lovgivningsprocedure – høring)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (COM(2020)0314),

–  der henviser til artikel 113 og 115 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C9-0213/2020),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 82,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A9-0015/2021),

1.  godkender Kommissionens forslag som ændret;

2.  opfordrer Kommissionen til at ændre sit forslag i overensstemmelse hermed, jf. artikel 293, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

3.  opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

4.  anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre Kommissionens forslag i væsentlig grad;

5.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Kommissionens forslag   Ændring
Ændring 1
Forslag til direktiv
Betragtning 1
(1)  For at fremme nye EU-initiativer på området for skattemæssig transparens er der i de senere år gennemført en række ændringer af Rådets direktiv 2011/16/EU21. Disse ændringer indførte hovedsagelig indberetningsforpligtelser, efterfulgt af kommunikation til andre medlemsstater vedrørende finansielle konti, grænseoverskridende forhåndstilsagn og forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger, land for land-rapporter og indberetningspligtige grænseoverskridende ordninger. På denne måde udvidede disse ændringer anvendelsesområdet for den automatiske udveksling af oplysninger. Skattemyndighederne har nu et bredere sæt samarbejdsværktøjer til rådighed til at opdage og bekæmpe tilfælde af skattesvig, skatteunddragelse og skatteundgåelse.
(1)  For at fremme nye EU-initiativer på området for skattemæssig transparens er der i de senere år gennemført en række ændringer af Rådets direktiv 2011/16/EU21. Disse ændringer indførte hovedsagelig indberetningsforpligtelser, efterfulgt af kommunikation til andre medlemsstater vedrørende finansielle konti, grænseoverskridende forhåndstilsagn og forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger, land for land-rapporter og indberetningspligtige grænseoverskridende ordninger. På denne måde udvidede disse ændringer anvendelsesområdet for den automatiske udveksling af oplysninger. Skattemyndighederne har nu et bredere sæt samarbejdsværktøjer til rådighed til at opdage og bekæmpe tilfælde af skattesvig, skatteunddragelse og skatteundgåelse for at sikre skatteindtægter og fair beskatning.
_________________
_________________
21 Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF (EUT L 64 af 11.3.2011, s. 1).
21 Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF (EUT L 64 af 11.3.2011, s. 1).
Ændring 2
Forslag til direktiv
Betragtning 1 a (ny)
(1a)   Det bredere sæt af samarbejdsværktøjer, den digitale omstilling og målet om et øget samarbejdet mellem de nationale myndigheder kræver kvalificerede menneskelige ressourcer og tilstrækkelige økonomiske ressourcer. Med henblik herpå skal de foreslåede ændringer ledsages af et tilstrækkeligt investeringsniveau, primært inden for tilpasning af IT-infrastruktur og digital infrastruktur samt faglig uddannelse. I sidste instans bør medlemsstaternes kapacitet til at behandle alle modtagne finansielle oplysninger styrkes, ligesom skatteforvaltningernes økonomiske, menneskelige og IT-mæssige ressourcer bør øges.
Ændring 3
Forslag til direktiv
Betragtning 2
(2)  I de senere år har Kommissionen ført tilsyn med anvendelsen, og i 2019 foretog den en evaluering af direktiv 2011/16/EU22. Selv om der er sket betydelige forbedringer med hensyn til automatisk udveksling af oplysninger, er der stadig behov for at forbedre de eksisterende bestemmelser, der vedrører alle former for informationsudveksling og administrativt samarbejde.
(2)  I de senere år har Kommissionen ført tilsyn med anvendelsen, og i 2019 foretog den en evaluering af direktiv 2011/16/EU22. Selv om der er sket betydelige forbedringer med hensyn til automatisk udveksling af oplysninger, er der stadig behov for at forbedre de eksisterende bestemmelser, der vedrører alle former for informationsudveksling og administrativt samarbejde. For at tage højde for udviklingen inden for skattemæssig transparens kan det blive nødvendigt at opdatere nævnte direktiv med jævne mellemrum.
_________________
_________________
22 Europa-Kommissionen, arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene om evaluering af Rådets direktiv 2011/16/EU om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF (SWD(2019)0328).
22 Europa-Kommissionen, arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene om evaluering af Rådets direktiv 2011/16/EU om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF (SWD(2019)0328).
Ændring 4
Forslag til direktiv
Betragtning 3
(3)  I henhold til artikel 5 i direktiv 2011/16/EU meddeler den bistandssøgte myndighed efter anmodning fra den bistandssøgende myndighed den bistandssøgende myndighed alle de oplysninger, den er i besiddelse af, eller som den indhenter som følge af administrative undersøgelser, og som kan forventes at være relevante for administrationen og håndhævelsen af medlemsstaternes nationale lovgivning om de skatter, der henhører under dette direktivs anvendelsesområde. For at sikre en effektiv udveksling af oplysninger og undgå uberettigede afslag på anmodninger samt for at skabe juridisk klarhed og sikkerhed for både skatteforvaltninger og skatteydere bør standarden for den forventede relevans være klart afgrænset. I denne forbindelse bør det også præciseres, at standarden for den forventede relevans ikke bør finde anvendelse på anmodninger om yderligere oplysninger efter udveksling af oplysninger i overensstemmelse med artikel 8a i direktiv 2011/16/EU vedrørende grænseoverskridende forhåndstilsagn og forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger.
(3)  I henhold til artikel 5 i direktiv 2011/16/EU meddeler den bistandssøgte myndighed efter anmodning fra den bistandssøgende myndighed den bistandssøgende myndighed alle de oplysninger, den er i besiddelse af, eller som den indhenter som følge af administrative undersøgelser, og som kan forventes at være relevante for administrationen og håndhævelsen af medlemsstaternes nationale lovgivning om de skatter, der henhører under dette direktivs anvendelsesområde. For at sikre en effektiv udveksling af oplysninger og undgå uberettigede afslag på anmodninger samt for at skabe juridisk klarhed og sikkerhed for både skatteforvaltninger og skatteydere bør standarden for den forventede relevans være klart afgrænset i overensstemmelse med Den Europæiske Unions Domstol praksis, i henhold til hvilken hensigten med begrebet "forventet relevans" er at muliggøre udveksling af oplysninger om skatteanliggender i den størst mulige udstrækning. I denne forbindelse bør det også præciseres, at standarden for den forventede relevans ikke bør finde anvendelse på anmodninger om yderligere oplysninger efter udveksling af oplysninger i overensstemmelse med artikel 8a i direktiv 2011/16/EU vedrørende grænseoverskridende forhåndstilsagn og forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger.
Ændring 5
Forslag til direktiv
Betragtning 3 a (ny)
(3a)   Unionen og medlemsstaterne bør sørge for et harmoniseret system af sanktioner i hele Unionen for at forhindre, at platformsoperatører udnytter smuthuller og forskelle mellem medlemsstaternes skattesystemer. Ved overtrædelse af reglerne bør økonomiske sanktioner og udelukkelse fra offentlige kontrakter overvejes. I ekstreme og gentagne tilfælde bør det være muligt at tilbagekalde platformsoperatørens erhvervslicens.
Ændring 6
Forslag til direktiv
Betragtning 4 a (ny)
(4a)  For at holde skatteyderne korrekt og fuldt ud orienteret bør medlemsstaternes kompetente myndigheder offentliggøre de indkomstkategorier, for hvilke oplysninger automatisk deles med kompetente myndigheder i andre medlemsstater og tredjelande eller jurisdiktioner.
Ændring 7
Forslag til direktiv
Betragtning 4 b (ny)
(4b)   Alle oplysninger om grænseoverskridende ordninger med konsekvenser for tredjelande bør også indberettes til skattemyndighederne i disse lande. Dette krav bør navnlig gælde udviklingslande, der ofte har mere begrænset adgang til internationale systemer for udveksling af skatteoplysninger.
Ændring 8
Forslag til direktiv
Betragtning 6 a (ny)
(6a)   Korrekt identificering af skatteydere er afgørende for en effektiv udveksling af oplysninger mellem skatteforvaltninger. Der bør altid stilles et skatteregistreringsnummer (TIN) til rådighed, når det er et krav i henhold til direktiv 2011/16/EU, og der bør indføres et europæisk TIN som det bedst mulige identifikationsmiddel i den henseende. Et europæisk TIN vil gøre det muligt for enhver tredjepart hurtigt, nemt og korrekt at identificere og registrere TIN-numre i grænseoverskridende relationer og vil tjene som et grundlag for effektiv, automatisk udveksling af oplysninger mellem medlemsstaternes skatteforvaltninger.
Ændring 9
Forslag til direktiv
Betragtning 7
(7)  Skattemyndighederne anmoder ofte om oplysninger fra operatører af digitale platforme. Dette giver platformsoperatørerne betydelige administrations- og overholdelsesomkostninger. Samtidig har nogle medlemsstater indført en ensidig indberetningspligt, hvilket skaber yderligere administrative byrder for platformsoperatørerne, da de skal overholde de mange nationale standarder for indberetning. Det vil derfor være af afgørende betydning, at der indføres en standardiseret indberetningspligt i hele det indre marked.
(7)  Skattemyndighederne anmoder ofte om oplysninger fra operatører af digitale platforme. Dette giver platformsoperatørerne betydelige administrations- og overholdelsesomkostninger. Samtidig har nogle medlemsstater indført en ensidig indberetningspligt, hvilket skaber yderligere administrative byrder for platformsoperatørerne, da de skal overholde mange forskellige nationale standarder for indberetning. Det vil derfor være af afgørende betydning, at der indføres en standardiseret indberetningspligt i hele det indre marked. En sådan standardisering er afgørende for at fremme tre hovedmål: at begrænse efterlevelsesomkostningerne for operatørerne, at øge de nationale myndigheders effektivitet og at begrænse bureaukratiet for både skatteydere og skatteforvaltninger.
Ændring 10
Forslag til direktiv
Betragtning 7 a (ny)
(7a)  Digitaliseringen af økonomien er en af hjørnestenene i Unionens fremtidige strategi for økonomi og vækst. Unionen bør være et attraktivt område for digitale virksomheder, navnlig for deres handels-, innovations- og beskæftigelsespotentiale. Imidlertid er digitale varer og tjenesteydelser ofte meget mobile og immaterielle og derfor mere tilbøjelige til at blive genstand for aggressiv skatteplanlægning, eftersom mange forretningsmodeller ikke kræver, at virksomhederne har en fysisk infrastruktur for at kunne handle med kunder og generere overskud. Dette sår tvivl om egnetheden af selskabsskattemodellerne i Unionen, som er beregnet til fysiske erhvervsvirksomheder, herunder spørgsmålet om, i hvor høj grad værdiansættelses- og beregningskriterierne kan gentænkes, så de afspejler det 21. århundredes forretningsaktiviteter. Det fører endvidere til en situation, hvor onlinesælgere og sælgere, der opererer via platforme, på nuværende tidspunkt har mulighed for at generere indtægter, der kun i ringe omfang indberettes og derfor i høj grad risikerer at forblive under- eller ubeskattet.
Ændring 11
Forslag til direktiv
Betragtning 13
(13)  I betragtning af de digitale platformes digitale karakter og fleksibilitet bør indberetningspligten udvides til at omfatte de platformsoperatører, der udfører kommercielle aktiviteter i Unionen, men som hverken er skattemæssigt hjemmehørende i eller har et fast driftssted i en medlemsstat. Dette vil sikre lige konkurrencevilkår mellem platformene og forhindre illoyal konkurrence. For at lette dette bør udenlandske platforme forpligtes til at lade sig registrere og indberette i en enkelt medlemsstat med henblik på at kunne operere i det indre marked.
(13)  I betragtning af de digitale platformes digitale karakter og fleksibilitet bør indberetningspligten udvides til at omfatte de platformsoperatører, der udfører kommercielle aktiviteter i Unionen, men som hverken er skattemæssigt hjemmehørende i eller har et fast driftssted i en medlemsstat. Dette vil sikre lige konkurrencevilkår mellem platformene og forhindre illoyal konkurrence. For at lette dette bør udenlandske platforme forpligtes til at lade sig registrere og indberette i en enkelt medlemsstat med henblik på at kunne operere i det indre marked, idet der tages hensyn til deres globale eller regionale hovedkvarters placering, stedet for den faktiske ledelse og forekomsten af væsentlig økonomisk aktivitet i den valgte medlemsstat.
Ændring 12
Forslag til direktiv
Betragtning 14 a (ny)
(14a)   Eftersom den stadig mere digitaliserede og globaliserede økonomi giver anledning til komplekse problemer og udfordringer, såsom kryptoaktiver, er det vigtigt at øge samarbejdet mellem de nationale skatteforvaltninger på området. En klar definition af kryptoaktiver, der tager hensyn til det igangværende arbejde i OECD og Den Finansielle Aktionsgruppe (FATF), er vigtig for at bekæmpe skatteunddragelse og fremme fair beskatning. FATF har fastlagt en bred definition af virtuel valuta og anbefalet, at alle fysiske eller juridiske personer, som udfører aktiviteter, der omfatter udveksling af kryptoaktiver, overførsel af kryptoaktiver og deltagelse i samt levering af finansielle tjenesteydelser i tilknytning til initial coin offerings, omfattes af forpligtelserne til at bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Udbredelsen af kryptoaktiver er en aktuel problemstilling, som der bør tages højde for i forbindelse med enhver indsats for at øge det administrative samarbejde på grundlag af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet. Desuden er der i lyset af de globale teknologiske fremskridt brug for avancerede tilsynsmekanismer, som arbejder tæt sammen med de relevante organer for bekæmpelse af kriminel finansiering.
Ændring 13
Forslag til direktiv
Betragtning 15
(15)  Målet om at forhindre skatteunddragelse og -undgåelse kan sikres ved at kræve, at operatører af digitale platforme på et tidligt tidspunkt indberetter indtægter fra platforme, inden de nationale skattemyndigheder foretager deres årlige skatteansættelser. For at lette arbejdet for medlemsstaternes skattemyndigheder bør de indberettede oplysninger udveksles senest en måned efter indberetningen. For at lette automatisk udveksling af oplysninger og sikre mere effektiv udnyttelse af ressourcerne bør udvekslingerne foretages elektronisk via det eksisterende fælles kommunikationsnetværk (CCN), som er udviklet på EU-plan.
(15)  Målet om at forhindre skatteunddragelse og -undgåelse kan sikres ved at kræve, at operatører af digitale platforme på et tidligt tidspunkt indberetter indtægter fra platforme, inden de nationale skattemyndigheder foretager deres årlige skatteansættelser. For at lette arbejdet for medlemsstaternes skattemyndigheder bør de indberettede oplysninger udveksles uden unødigt ophold og senest en måned efter indberetningen. For at lette automatisk udveksling af oplysninger og sikre mere effektiv udnyttelse af ressourcerne bør udvekslingerne foretages elektronisk via det eksisterende fælles kommunikationsnetværk (CCN), som er udviklet på EU-plan. Den digitale infrastruktur bør være modstandsdygtig og garantere de højest mulige sikkerhedsstandarder.
Ændring 14
Forslag til direktiv
Betragtning 15 a (ny)
(15a)   Dette direktiv bør sikre, at de kompetente myndigheder kan tilgå oplysninger om varigheden af lejekontrakter i tilfælde, hvor korttidsleje af ejendomme er tidsbegrænset, med henblik på at fremme implementeringen af sådanne begrænsninger og kontrollen med lejeprisstigninger i Unionen.
Ændring 15
Forslag til direktiv
Betragtning 15 b (ny)
(15b)   Enkeltpersoner, som har adgang til følsomme skatteoplysninger om platformsoperatører og multinationale selskaber i forbindelse med skatteunddragelses- og skatteundgåelsespraksisser, bør tilskyndes til at stå frem og samarbejde med myndighederne i fortrolighed og i almenhedens interesse og bør i så fald sikres fuld beskyttelse.
Ændring 16
Forslag til direktiv
Betragtning 16
(16)  Den evaluering af direktiv 2011/16/EU, som Kommissionen foretog, viste, at der er behov for en konsekvent overvågning af, hvor effektiv anvendelsen af dette direktiv er, og af de nationale gennemførelsesbestemmelser, der gør det muligt at anvende direktivet. For fortsat at overvåge og evaluere effektiviteten af den automatiske udveksling af oplysninger i henhold til direktiv 2011/16/EU bør medlemsstaterne forpligtes til årligt at meddele Kommissionen de statistiske oplysninger om denne udveksling.
(16)  Den evaluering af direktiv 2011/16/EU, som Kommissionen foretog, viste, at der er behov for en konsekvent overvågning af, hvor effektiv anvendelsen af dette direktiv er, og af de nationale gennemførelsesbestemmelser, der gør det muligt at anvende direktivet. For fortsat at overvåge og evaluere effektiviteten af den automatiske udveksling af oplysninger i henhold til direktiv 2011/16/EU bør medlemsstaterne forpligtes til årligt at meddele Kommissionen de statistiske oplysninger om denne udveksling. De bør ligeledes hvert år fremsende alle relevante oplysninger til Kommissionen vedrørende hindringer for direktivets korrekte gennemførelse.
Ændring 17
Forslag til direktiv
Betragtning 16 a (ny)
(16a)  Kommissionen bør senest to år efter dette direktivs ikrafttræden forelægge en rapport om gennemførelsen og effektiviteten af de bestemmelser, som dette direktiv indfører i direktiv 2011/16/EU, og fremsætte specifikke forslag, herunder forslag til retsakter, til forbedring heraf. Rapporten bør offentliggøres.
Ændring 18
Forslag til direktiv
Betragtning 19
(19)  Multilaterale kontrolforanstaltninger, der gennemføres med støtte fra Fiscalis 2020-programmet, som er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/20135, har vist, at der er fordele ved en koordineret kontrol af en eller flere skatteydere, som er af fælles eller komplementær interesse for to eller flere skatteadministrationer i Unionen. Da der ikke findes noget udtrykkeligt retsgrundlag for fælles revisioner, foretages sådanne fælles aktioner på nuværende tidspunkt på grundlag af de kombinerede bestemmelser i direktiv 2011/16/EU om tilstedeværelse af udenlandske embedsmænd på andre medlemsstaters område og om samtidig kontrol. I mange tilfælde har denne praksis dog vist sig at være utilstrækkelig og at savne retlig klarhed og sikkerhed.
(19)  Multilaterale kontrolforanstaltninger, der gennemføres med støtte fra Fiscalis 2020-programmet, som er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/20135, har vist, at der er fordele ved en koordineret kontrol af en eller flere skatteydere, som er af fælles eller komplementær interesse for to eller flere skatteforvaltninger i Unionen. Derfor bør inspektioner på stedet og fælles revisioner være en del af Unionens ramme for samarbejde mellem skatteforvaltninger. Da der ikke findes noget udtrykkeligt retsgrundlag for fælles revisioner, foretages sådanne fælles aktioner på nuværende tidspunkt på grundlag af de kombinerede bestemmelser i direktiv 2011/16/EU om tilstedeværelse af udenlandske embedsmænd på andre medlemsstaters område og om samtidig kontrol. I mange tilfælde har denne praksis dog vist sig at være utilstrækkelig og at savne retlig klarhed og sikkerhed. Det er derfor vigtigt at fjerne denne retlige usikkerhed og give disse kontroller et retsgrundlag som led i det administrative samarbejde.
__________________
__________________
5 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2013 af 11. december 2013 om fastlæggelse af et handlingsprogram til forbedring af virkemåden for beskatningssystemer i Den Europæiske Union for perioden 2014-2020 (Fiscalis 2020) og om ophævelse af afgørelse 1482/2007/EF (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 25).
5 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2013 af 11. december 2013 om fastlæggelse af et handlingsprogram til forbedring af virkemåden for beskatningssystemer i Den Europæiske Union for perioden 2014-2020 (Fiscalis 2020) og om ophævelse af afgørelse 1482/2007/EF (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 25).
Ændring 19
Forslag til direktiv
Betragtning 20
(20)  Medlemsstaterne bør vedtage en klar og effektiv retlig ramme for at give deres skattemyndigheder mulighed for at foretage fælles revisioner af personer med grænseoverskridende aktiviteter. Fælles revisioner er administrative undersøgelser, der gennemføres i fællesskab af de kompetente myndigheder i to eller flere medlemsstater, med henblik på at undersøge en sag, der er knyttet til en eller flere personer af fælles eller komplementær interesse for disse medlemsstater. Fælles revisioner kan spille en vigtig rolle med hensyn til at bidrage til et mere velfungerende indre marked. Fælles revisioner bør være struktureret med henblik på at give skatteyderne retssikkerhed gennem klare procedureregler, herunder for at mindske risikoen for dobbeltbeskatning.
(20)  Medlemsstaterne bør vedtage en klar og effektiv retlig ramme for at give deres skattemyndigheder mulighed for at foretage fælles revisioner af personer med grænseoverskridende aktiviteter. Fælles revisioner er administrative undersøgelser, der gennemføres i fællesskab af de kompetente myndigheder i to eller flere medlemsstater, med henblik på at undersøge en sag, der er knyttet til en eller flere personer af fælles eller komplementær interesse for disse medlemsstater. Fælles revisioner kan spille en vigtig rolle med hensyn til at bidrage til et mere velfungerende indre marked. Fælles revisioner bør være struktureret med henblik på at give skatteyderne retssikkerhed gennem klare procedureregler, herunder for at mindske risikoen for dobbeltbeskatning. Ud over den nødvendige retlige ramme bør medlemsstaterne gøre det lettere at organisere fælles revisioner på operationelt niveau, navnlig ved at støtte uddannelse, herunder sproglig uddannelse, af personale, der vil kunne komme til at foretage fælles revisioner. Det erindres, at Fiscalis 2020-programmet kan yde økonomisk støtte i denne henseende.
Ændring 20
Forslag til direktiv
Betragtning 21
(21)  For at sikre, at processen bliver effektiv, bør der reageres på anmodninger om fælles revisioner inden for en given tidsramme. Afslag på anmodninger skal begrundes behørigt. De procedureregler, der gælder for en fælles revision, bør være de samme som dem, der gælder i den medlemsstat, hvor den relevante revision finder sted. Beviser, der er indsamlet under en fælles revision, bør derfor anerkendes gensidigt af den eller de deltagende medlemsstat(er). Det er ligeledes vigtigt, at de kompetente myndigheder bliver enige om sagens kendsgerninger og omstændigheder og bestræber sig på at nå frem til en aftale om fortolkningen af den eller de reviderede personers skattemæssige stilling. For at sikre, at resultatet af en fælles revision kan gennemføres i de deltagende medlemsstater, bør den endelige rapport have samme retlige værdi som de relevante nationale instrumenter, der udstedes som følge af en revision i de deltagende medlemsstater. Om nødvendigt bør medlemsstaterne tilvejebringe de retlige rammer for en tilsvarende tilpasning.
(21)  For at sikre, at processen bliver effektiv, bør der reageres på anmodninger om fælles revisioner inden for en given tidsramme. Afslag på anmodninger bør være behørigt begrundetog bør kun kunne gives af de grunde, der er fastsat i dette direktiv, og den anmodende myndighed bør have ret til at svare. De procedureregler, der gælder for en fælles revision, bør være de samme som dem, der gælder i den medlemsstat, hvor den relevante revision finder sted. Beviser, der er indsamlet under en fælles revision, bør derfor anerkendes gensidigt af den eller de deltagende medlemsstat(er). Det er ligeledes vigtigt, at de kompetente myndigheder bliver enige om sagens kendsgerninger og omstændigheder og bestræber sig på at nå frem til en aftale om fortolkningen af den eller de reviderede personers skattemæssige stilling. For at sikre, at resultatet af en fælles revision kan gennemføres i de deltagende medlemsstater, bør den endelige rapport have samme retlige værdi som de relevante nationale instrumenter, der udstedes som følge af en revision i de deltagende medlemsstater. Om nødvendigt bør medlemsstaterne tilvejebringe de retlige rammer for en tilsvarende tilpasning.
Ændring 21
Forslag til direktiv
Betragtning 24 a (ny)
(24a)  Det er ligeledes vigtigt at understrege, at ikke blot udveksling af oplysninger mellem skattemyndigheder, men også deling af bedste praksis bidrager til en mere effektiv skatteopkrævning. I henhold til Fiscalis 2020-programmet bør medlemsstaterne prioritere deling af bedste praksis mellem skattemyndighederne.
Ændring 22
Forslag til direktiv
Betragtning 26
(26)  For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af direktiv 2011/16/EU og navnlig den automatiske udveksling af oplysninger mellem skattemyndighederne bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at vedtage en standardformular med et begrænset antal komponenter, herunder sprogordninger. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/201125.
(26)  For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af direktiv 2011/16/EU og navnlig den automatiske udveksling af oplysninger mellem skattemyndighederne bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at vedtage en standardformular med et begrænset antal komponenter, herunder sprogordninger. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/201125. Kommissionen har ret til at udarbejde rapporter og dokumenter og kan i den forbindelse benytte de udvekslede oplysninger i anonymiseret form i respekt for skatteydernes ret til fortrolighed og i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter.
_________________
_________________
25 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).
25 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).
Ændring 23
Forslag til direktiv
Betragtning 26 a (ny)
(26a)  Enhver behandling af personoplysninger inden for rammerne af direktiv 2011/16/EU bør fortsat overholde forordning (EU) 2016/679 og (EU) 2018/1725. Databehandling i medfør af direktiv 2011/16/EU har udelukkende til formål at tjene almenhedens interesse på beskatningsområdet, nemlig bekæmpelse af skattesvig, skatteundgåelse og skatteunddragelse, sikring af skatteindtægter og fremme af en fair beskatning, hvilket styrker mulighederne for social, politisk og økonomisk inklusion i medlemsstaterne. Derfor bør henvisningerne i direktiv 2011/16/EU til den relevante EU-ret om databeskyttelse ajourføres og suppleres med de regler, der er indeholdt i dette direktiv.
Ændring 24
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 1 a
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 3 – stk. 1 – nr. 9 – litra a
a)  i forbindelse med artikel 8, stk. 1, og artikel 8a, 8aa, 8ab og 8ac systematisk meddelelse til en anden medlemsstat, uden forudgående anmodning, af oplysninger, som er defineret på forhånd, med forud fastsatte regelmæssige intervaller.
a)  i forbindelse med artikel 8, stk. 1, og artikel 8a, 8aa, 8ab og 8ac systematisk meddelelse til en anden medlemsstat, uden forudgående anmodning, af foruddefinerede og nye oplysninger med forud fastsatte regelmæssige intervaller.
Ændring 25
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 1 a (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 3 – stk. 1 – nr. 14
1a)   I artikel 3, nr. 14, foretages følgende ændringer:
14.  "grænseoverskridende forhåndstilsagn": enhver aftale, meddelelse eller andet instrument eller tiltag med tilsvarende virkninger, også hvis udstedt, ændret eller fornyet i forbindelse med skatterevision, der opfylder følgende betingelser:
"14. "forhåndstilsagn": enhver aftale, meddelelse eller andet instrument eller tiltag med tilsvarende virkninger, også hvis udstedt, ændret eller fornyet i forbindelse med skatterevision, der, uanset om det har formel eller uformel karakter eller er juridisk bindende eller ej, opfylder følgende betingelser:
a)  er udstedt, ændret eller fornyet af eller på vegne af regeringen eller skattemyndigheden i en medlemsstat eller medlemsstatens territoriale eller administrative underafdelinger, herunder lokale myndigheder, uanset om det reelt anvendes
a)  er udstedt, ændret eller fornyet af eller på vegne af regeringen eller skattemyndigheden i en medlemsstat eller medlemsstatens territoriale eller administrative underafdelinger, herunder lokale myndigheder, uanset om det reelt anvendes
b)  er udstedt, ændret eller fornyet til en bestemt person eller gruppe af personer, som kan påberåbe sig denne
b)  er udstedt, ændret eller fornyet til en bestemt person eller gruppe af personer, som kan påberåbe sig denne
c)  vedrører fortolkningen eller anvendelsen af en retlig eller administrativ bestemmelse om forvaltning eller håndhævelse af national lovgivning om skatter i medlemsstaten eller medlemsstatens territoriale eller administrative underafdelinger, herunder lokale myndigheder
c)  vedrører fortolkningen eller anvendelsen af en retlig eller administrativ bestemmelse om forvaltning eller håndhævelse af national lovgivning om skatter i medlemsstaten eller medlemsstatens territoriale eller administrative underafdelinger, herunder lokale myndigheder
d)  vedrører en grænseoverskridende transaktion eller spørgsmålet om, hvorvidt aktiviteter, som udøves af en person i en anden jurisdiktion, skaber et fast driftssted, og
e)  er truffet forud for de transaktioner eller aktiviteter i en anden jurisdiktion, som potentielt skaber et fast driftssted, eller forud for indgivelse af en selvangivelse, som dækker den periode, hvor transaktionen eller rækken af transaktioner eller aktiviteter fandt sted. Den grænseoverskridende transaktion kan omfatte, men er ikke begrænset til, foretagelse af investeringer, levering af varer, tjenesteydelser eller finansielle midler eller anvendelse af materielle eller immaterielle aktiver og skal ikke nødvendigvis direkte involvere den person, der modtager det grænseoverskridende forhåndstilsagn
e)  er truffet forud for de transaktioner eller aktiviteter i en anden jurisdiktion, som potentielt skaber et fast driftssted, eller forud for indgivelse af en selvangivelse, som dækker den periode, hvor transaktionen eller rækken af transaktioner eller aktiviteter fandt sted. Transaktionen kan omfatte, men er ikke begrænset til, foretagelse af investeringer, levering af varer, tjenesteydelser eller finansielle midler eller anvendelse af materielle eller immaterielle aktiver og skal ikke nødvendigvis direkte involvere den person, der modtager forhåndstilsagnet
(Denne ændring vedrører hele teksten. Hvis det vedtages, skal dertil svarende ændringer foretages alle relevante steder).
Ændring 26
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 1 b (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 3 – stk. 1 – nr. 16
1b)   I artikel 3 udgår nr. 16.
Ændring 27
Forslag til direktiv
Artikel 1 – nr. 1 – stk. 2
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 5a – stk. 1
1.  Med henblik på en anmodning som omhandlet i artikel 5 anses de ønskede oplysninger for at have forventet relevans, når den bistandssøgende myndighed på det tidspunkt, hvor anmodningen fremsættes, finder, at der i henhold til dens nationale lovgivning er en rimelig mulighed for, at de ønskede oplysninger er relevante for en eller flere skatteyderes skatteforhold, hvad enten de er angivet ved navn eller på anden måde, og er berettigede i forhold til undersøgelsen.
1.  Med henblik på en anmodning som omhandlet i artikel 5 anses de ønskede oplysninger for at have forventet relevans, når den bistandssøgende myndighed på det tidspunkt, hvor anmodningen fremsættes, finder, at der i henhold til dens nationale lovgivning er en rimelig mulighed for, at de ønskede oplysninger er relevante for en eller flere skatteyderes skatteforhold, hvad enten de er angivet ved navn eller på anden måde, og er berettigede i forhold til ansættelsen, opkrævningen og forvaltningen af skatter.
Ændring 28
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 5a – stk. 2
2.  Med henblik på at påvise, at de ønskede oplysninger kan forventes at være relevante, forsyner den bistandssøgende kompetente myndighed den bistandssøgte myndighed med supplerende oplysninger, navnlig om det skattemæssige formål, som anmodningen vedrører, og den begrundelse, der ligger til grund for, at de oplysninger, der anmodes om, er i den bistandssøgte myndigheds besiddelse eller befinder sig hos eller kontrolleres af en person under den bistandssøgte myndigheds jurisdiktion.
2.  Med henblik på at påvise, at de ønskede oplysninger kan forventes at være relevante, forsyner den bistandssøgende kompetente myndighed den bistandssøgte myndighed med supplerende oplysninger.
Ændring 29
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 3 a (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 7 – stk. 1 – afsnit 1
3a)   Artikel 7, stk. 1, første afsnit, affattes således:
1.  Den bistandssøgte myndighed meddeler de i artikel 5 omhandlede oplysninger hurtigst muligt og senest seks måneder fra datoen for modtagelsen af anmodningen.
"1. Den bistandssøgte myndighed meddeler de i artikel 5 omhandlede oplysninger hurtigst muligt og senest tre måneder fra datoen for modtagelsen af anmodningen."
Ændring 30
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 3 b (ny)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 7 – stk. 6 a (ny)
3b)   I artikel 7 tilføjes følgende stykke:
"6a. Inden den 1. januar 2023 fremlægger Kommissionen en rapport med en oversigt over og en vurdering af de statistiske oplysninger og data, der er modtaget land for land, om spørgsmål såsom de administrative og andre relevante omkostninger og fordele, herunder øgede skatteindtægter, af udveksling af oplysninger efter anmodning, samt hertil knyttede praktiske aspekter, herunder antallet af accepterede og afviste anmodninger, som hvert land har henholdsvis modtaget og sendt, behandlingstid for håndtering og andre aspekter af relevans for en omfattende vurdering."
Ændring 31
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 4 – litra a
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 8 – stk. 1 – afsnit 1 – indledning
Den kompetente myndighed i hver medlemsstat meddeler ved automatisk udveksling den kompetente myndighed i enhver anden medlemsstat alle tilgængelige oplysninger om personer, der er hjemmehørende i den pågældende anden medlemsstat, vedrørende følgende specifikke kategorier af indkomst og kapital, sådan som de skal forstås efter den nationale lovgivning i den medlemsstat, der meddeler oplysningerne:
Den kompetente myndighed i hver medlemsstat meddeler ved automatisk udveksling den kompetente myndighed i enhver anden medlemsstat alle oplysninger, der er eller med rimelighed kan gøres tilgængelige, om personer, der er hjemmehørende i den pågældende anden medlemsstat, vedrørende følgende specifikke kategorier af indkomst og kapital, sådan som de skal forstås efter den nationale lovgivning i den medlemsstat, der meddeler oplysningerne:
Ændring 32
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 4 – litra a
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 8 – stk. 1 – afsnit 3
Medlemsstaterne underretter hvert år Kommissionen om mindst to kategorier af indtægter og kapital, der er nævnt i første afsnit, med hensyn til hvilke de meddeler oplysninger om personer, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat.
Medlemsstaterne underretter hvert år Kommissionen om alle kategorier af indtægter og kapital, der er nævnt i første afsnit, med hensyn til hvilke de meddeler oplysninger om personer, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat.
Ændring 33
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 4 – litra a
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 8 – stk. 2
2.  Før den 1. januar 2023 underretter medlemsstaterne Kommissionen om mindst fire af de i stk. 1 anførte kategorier, for hvilke den kompetente myndighed i hver medlemsstat ved automatisk udveksling meddeler den kompetente myndighed i enhver anden medlemsstat oplysninger om personer, der er hjemmehørende i den pågældende anden medlemsstat. Oplysningerne skal vedrøre beskatningsperioder, der begynder den 1. januar 2024 eller derefter.
udgår
Ændring 34
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 4 – litra a a (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 8 – stk. 3 – afsnit 1
aa)  Stk. 3, første afsnit, udgår.
Ændring 35
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 4 – litra b a (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 8 – stk. 3a – afsnit 2 – litra a
ba)  Stk. 3a, andet afsnit, litra a), affattes således:
a)  navn, adresse, Skatteregistreringsnummer eller -numre samt fødselsdato og fødested (for så vidt angår en person) for hver Person, hvorom der skal indberettes, og som er Kontohaver, og for så vidt angår en Enhed, der er Kontohaver, og som efter iagttagelse af regler for passende omhu i overensstemmelse med bilagene bliver identificeret som havende en eller flere Kontrollerende personer, der er Personer, hvorom der skal indberettes, navn, adresse og Skatteregistreringsnummer eller -numre for Enheden og navn, adresse og Skatteregistreringsnummer eller -numre samt fødselsdato og fødested for hver Person, hvorom der skal indberettes
a)  navn, adresse, Skatteregistreringsnummer eller -numre samt fødselsdato og fødested (for så vidt angår en person) for hver Person, hvorom der skal indberettes, og som er Kontohaver, og for så vidt angår en Enhed, der er den egentlige Kontohaver, og som efter iagttagelse af regler for passende omhu i overensstemmelse med bilagene bliver identificeret som havende en eller flere Kontrollerende personer, der er Personer, hvorom der skal indberettes, navn, adresse og Skatteregistreringsnummer eller -numre for Enheden og navn, adresse og Skatteregistreringsnummer eller -numre samt fødselsdato og fødested for hver Person, hvorom der skal indberettes
Ændring 36
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 5 – litra -a (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 8a – overskrift
-a)   Overskriften affattes således:
Anvendelsesområde og betingelser for obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger om grænseoverskridende forhåndstilsagn og forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger
"Anvendelsesområde og betingelser for obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger om forhåndstilsagn og forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger"
(Dette ændringsforslag vedrører hele teksten. Hvis det vedtages, skal dertil svarende ændringer foretages alle relevante steder).
Ændring 37
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 5 – litra -a a (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 8a – stk. 2 – afsnit 4
-aa)  I stk. 2 udgår fjerde afsnit.
Ændring 38
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – stk. 5 – litra -a b (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 8a – stk. 3 – afsnit 2 a (nyt)
-ab)   I stk. 3 tilføjes følgende afsnit:
"Fra den 1. januar 2022 må den kompetente myndighed ikke forhandle eller aftale nye bilaterale eller multilaterale forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger med tredjelande, der ikke tillader indberetning heraf til kompetente myndigheder i andre medlemsstater."
Ændring 39
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 5 – litra -a c (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 8a – stk. 4
-ac)  Stk. 4 udgår.
Ændring 40
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 5 – litra a a (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 8a – stk. 6 – point a
aa)  Stk. 6, litra a), affattes således:
a)  identifikation af personen, bortset fra en fysisk person, og i givet fald den gruppe af personer, som den tilhører
"(a) identifikation af personen, herunder fysiske personer, og i givet fald den gruppe af personer, som den tilhører"
Ændring 41
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 5 – litra b
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 8a – stk. 6 – litra b
b)  et resumé af indholdet af det grænseoverskridende forhåndstilsagn eller den forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordning, herunder en beskrivelse af de relevante forretningsaktiviteter eller transaktioner eller række af transaktioner og alle andre oplysninger, der kan være til nytte for den kompetente myndighed i forbindelse med bedømmelsen af den mulige skatterisiko, uden at dette medfører videregivelse en erhvervsmæssig, industriel eller faglig hemmelighed, en fremstillingsmetode eller oplysninger, hvis videregivelse ville stride mod almene interesser.".
b)  et resumé af indholdet af det grænseoverskridende forhåndstilsagn eller den forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordning, herunder en beskrivelse af de relevante forretningsaktiviteter eller transaktioner eller række af transaktioner, alle relevante direkte og indirekte skattemæssige konsekvenser såsom de effektive skattesatser og alle andre oplysninger, der kan være til nytte for den kompetente myndighed i forbindelse med bedømmelsen af den mulige skatterisiko, dog med udeladelse af oplysninger, der kan medføre videregivelse en erhvervsmæssig, industriel eller faglig hemmelighed, en fremstillingsmetode eller oplysninger, hvis videregivelse ville stride mod almene interesser.
Ændring 42
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 5 a (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 8aa – stk. 2
5a)   I artikel 8aa, affattes stk. 2 således:
2.  Den kompetente myndighed i den medlemsstat, som modtager land for land-rapporten i medfør af stk. 1, skal ved hjælp af automatisk udveksling og inden for den i stk. 4 fastsatte frist meddele land for land-rapporten til enhver anden medlemsstat, i hvilken en eller flere Koncernenheder i den Multinationale Koncern, som den Rapporterende Enhed er en del af, ifølge oplysningerne i land for land-rapporten enten er skattemæssigt hjemmehørende i eller er skattepligtige for så vidt angår de forretningsaktiviteter, der drives gennem et fast driftssted.
"2. Den kompetente myndighed i den medlemsstat, som modtager land for land-rapporten i medfør af stk. 1, skal ved hjælp af automatisk udveksling og inden for den i stk. 4 fastsatte frist meddele land for land-rapporten til enhver anden medlemsstat, i hvilken en eller flere Koncernenheder i den Multinationale Koncern, som den Rapporterende Enhed er en del af, ifølge oplysningerne i land for land-rapporten enten er skattemæssigt hjemmehørende i eller er skattepligtige for så vidt angår de forretningsaktiviteter, der drives gennem et fast driftssted. Den kompetente myndighed i den medlemsstat, der har modtaget en land for land-rapport i medfør af stk. 1, skal også meddele rapporten til de kompetente tjenestegrene i Kommissionen, som er ansvarlig for det centrale register over land for land-rapporter. Kommissionen offentliggør hvert år anonymiserede og aggregerede statistiske oplysninger fra land for land-rapporterne for alle medlemsstaterne."
Ændring 43
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 5 b (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 8ab – stk. 14 – litra h a (nyt)
5b)   I artikel 8ab, stk. 14, tilføjes følgende litra:
"ha) listen over modtagere, som opdateres årligt."
Ændring 44
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 6
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 8ac – stk. 2 – afsnit 1 – litra h
h)  den identifikator for den finansielle konto, hvortil Vederlaget betales eller krediteres, hvis den Indberettende Platformsoperatør har kendskab til den, og den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor Sælgeren er hjemmehørende, ikke har meddelt de kompetente myndigheder i alle andre medlemsstater, at den ikke har til hensigt at anvende den Finansielle Kontoidentifikator til dette formål
h)  den identifikator for den finansielle konto, hvortil Vederlaget betales eller krediteres, som det opkræves af den Indberettende Platformsoperatør
Ændring 45
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 6
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 8ac – stk. 2 – afsnit 2 a (nyt)
De i litra a) og b) omhandlede oplysninger stilles til rådighed for andre myndigheder i de modtagende medlemsstater for at afskrække fra og retsforfølge overtrædelser af lokale eller nationale love eller forskrifter, uden at det berører de regler om fortrolighed i skatteforhold og databeskyttelse, der gælder i den medlemsstat, hvor den Sælger, der skal indberettes, er hjemmehørende.
Ændring 46
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 6
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 8ac – stk. 3
3.  Meddelelsen i henhold til stk. 2 sker ved brug af den standardformular, der er omhandlet i artikel 20, stk. 7, senest to måneder efter udgangen af den Indberetningspligtige Periode, som den Indberettende Platformsoperatørs indberetningsforpligtelser vedrører.
3.  Meddelelsen i henhold til stk. 2 sker ved brug af den standardformular, der er omhandlet i artikel 20, stk. 7, uden unødig forsinkelse og senest én måned efter udgangen af den Indberetningspligtige Periode, som den Indberettende Platformsoperatørs indberetningsforpligtelser vedrører.
Ændring 47
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 6
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 8ac – stk. 4 – afsnit 2
Medlemsstaterne fastsætter regler, i henhold til hvilke en Indberettende Platformsoperatør kan vælge at lade sig registrere hos de kompetente myndigheder i en enkelt medlemsstat i overensstemmelse med reglerne i bilag V, afdeling IV, afsnit F.
Medlemsstaterne fastsætter regler, i henhold til hvilke en Indberettende Platformsoperatør kan vælge at lade sig registrere hos de kompetente myndigheder i en enkelt medlemsstat i overensstemmelse med reglerne i bilag V, afdeling IV, afsnit F, idet der tages hensyn til operatørens globale eller regionale hovedkvarters placering, stedet for den faktiske ledelse og forekomsten af væsentlig økonomisk aktivitet i den pågældende medlemsstat, i fravær af momsregistrering som omhandlet i bilag V, afdeling IV, afsnit F.
Ændring 48
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 7 – litra a
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 8b – stk. 1
1.  Medlemsstaterne indgiver årligt statistikker til Kommissionen over mængden af automatiske udvekslinger i henhold til artikel 8, stk. 1 og 3a, artikel 8aa og artikel 8ac og med oplysninger om administrative og andre relevante omkostninger og fordele i forbindelse med de stedfundne udvekslinger og om mulige ændringer for såvel skattemyndighederne som for tredjeparter.
1.  Medlemsstaterne indgiver årligt alle relevante væsentlige oplysninger til Kommissionen, herunder statistikker over mængden af automatiske udvekslinger og en vurdering af brugbarheden af de oplysninger, der udveksles i henhold til artikel 8, stk. 1 og 3a, artikel 8aa og artikel 8ac sammen med oplysninger om administrative og andre relevante omkostninger og fordele i forbindelse med de stedfundne udvekslinger og om mulige ændringer for såvel skattemyndighederne som for tredjeparter.
Ændring 49
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 7 – litra b
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 8b – stk. 2
b)  Stk. 2 udgår.
udgår
Ændring 50
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 7 – litra b a (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 8b – stk. 2
ba)  Stk. 2 affattes således:
2.  Inden den 1. januar 2019 aflægger Kommissionen en rapport med en oversigt over og en vurdering af de modtagne statistikker og oplysninger i henhold til stk. 1 i denne artikel med hensyn til spørgsmål vedrørende f.eks. de administrative og andre relevante omkostninger og fordele ved automatisk udveksling af oplysninger samt praktiske forhold i tilknytning hertil. Kommissionen forelægger, hvis det er hensigtsmæssigt, et forslag for Rådet om de kategorier og de betingelser, der er fastsat i artikel 8, stk. 1, herunder betingelsen om, at oplysninger om personer, der er hjemmehørende i andre medlemsstater, skal være tilgængelige, eller de elementer, der er omhandlet i artikel 8, stk. 3a, eller begge.
"2. Inden den 1. januar 2022 aflægger Kommissionen en rapport med en oversigt over og en vurdering af de modtagne statistikker og oplysninger i henhold til stk. 1 i denne artikel med hensyn til spørgsmål vedrørende f.eks. den effektive anvendelse af de data, medlemsstaterne har modtaget til skattemæssige eller andre formål, de administrative og andre relevante omkostninger og fordele ved automatisk udveksling af oplysninger samt praktiske forhold i tilknytning hertil. Kommissionen forelægger et forslag for Rådet om de kategorier og de betingelser, der er fastsat i artikel 8, stk. 1, herunder betingelsen om, at oplysninger om personer, der er hjemmehørende i andre medlemsstater, skal være eller gøres tilgængelige, eller de elementer, der er omhandlet i artikel 8, stk. 3a, herunder det egentlige ejerskab.
Ved gennemgangen af et forslag, der er forelagt af Kommissionen, overvejer Rådet en yderligere styrkelse af effektiviteten og funktionaliteten af den automatiske udveksling af oplysninger og en højnelse af standarden herfor med henblik på at fastsætte, at:
Ved gennemgangen af et forslag, der er forelagt af Kommissionen, overvejer Rådet en yderligere styrkelse af effektiviteten og funktionaliteten af den automatiske udveksling af oplysninger og en højnelse af standarden herfor med henblik på at fastsætte, at:
a)   den kompetente myndighed i hver medlemsstat ved automatisk udveksling meddeler den kompetente myndighed i en anden medlemsstat oplysninger, for så vidt angår beskatningsperioder fra og med den 1. januar 2019, om personer, der er hjemmehørende i den pågældende anden medlemsstat, vedrørende alle de kategorier af indkomst og kapital, som er anført i artikel 8, stk. 1, sådan som de skal forstås efter den nationale lovgivning i den medlemsstat, der meddeler oplysningerne, og
a)  listerne over kategorier af indkomst og kapital i artikel 8, stk. 1, skal gøres tilgængelige af medlemsstaterne, selv om de ikke er tilgængelige i dag, og udveksles
b)  listerne over kategorier og elementer i artikel 8, stk. 1 og 3a, udvides til også at omfatte andre kategorier og elementer, herunder royalties.
b)  kategorierne af indkomst i artikel 8, stk. 1, skal udvides til også at omfatte ikkefinansielle aktiver såsom fast ejendom, kunst eller smykker, og nye metoder til at opbevare værdier såsom free ports og bankbokse
ba)  listerne over elementer i artikel 8, stk. 3a, skal udvides til at omfatte oplysninger om det egentlige ejerskab og til at bekæmpe omgåelse ved hjælp af et eller flere andre skattemæssige hjemsteder
bb)  medlemsstaterne generelt skal have tilladelse til at anvende de modtagne oplysninger til andre formål end de i artikel 16, stk. 1, omhandlede
bc)  den faktiske anvendelse af de modtagne oplysninger skal evalueres korrekt."
Ændring 51
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 8 – litra a
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 11 – stk. 1
1.   Med henblik på at udveksle de oplysninger, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, kan den kompetente myndighed i en medlemsstat anmode den kompetente myndighed i en anden medlemsstat om, at embedsmænd, der er bemyndiget af førstnævnte medlemsstat, i overensstemmelse med de af denne fastsatte procedureregler gives tilladelse til at:
1.   Med henblik på at udveksle de oplysninger, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, kan den kompetente myndighed i en medlemsstat anmode den kompetente myndighed i en anden medlemsstat om, at embedsmænd, der er bemyndiget af førstnævnte medlemsstat, i overensstemmelse med de af denne fastsatte procedureregler gives tilladelse til at:
a)   være til stede i de kontorer, hvor de administrative myndigheder i den bistandssøgte myndigheds medlemsstat udfører deres opgaver
a)   være til stede i de kontorer, hvor de administrative myndigheder i den bistandssøgte myndigheds medlemsstat udfører deres opgaver
b)   være til stede under administrative undersøgelser, der foretages på den bistandssøgte medlemsstats område
b)   være til stede under administrative undersøgelser, der foretages på den bistandssøgte medlemsstats område
c)   deltage i administrative undersøgelser, der foretages af den bistandssøgte medlemsstat ved brug af elektroniske kommunikationsmidler, når dette er hensigtsmæssigt.
c)   deltage i administrative undersøgelser, der foretages af den bistandssøgte medlemsstat ved brug af elektroniske kommunikationsmidler, når dette er hensigtsmæssigt.
En kompetent myndighed besvarer en anmodning i overensstemmelse med første afsnit inden for 30 dage for at bekræfte sin tilslutning eller meddeler den bistandssøgende myndighed sit begrundede afslag.
En kompetent myndighed besvarer en anmodning i overensstemmelse med første afsnit inden for 30 dage for at bekræfte sin tilslutning eller meddeler den bistandssøgende myndighed sit begrundede afslag.
I tilfælde, hvor der gives et begrundet afslag, kan den bistandssøgende myndighed kontakte den kompetente myndighed igen med yderligere elementer for at få tilladelse til, at dens embedsmand kan udføre de i stk. 1, litra a), b) eller c) omhandlede opgaver. Den kompetente myndighed besvarer den anden anmodning inden for 30 dage efter modtagelsen.
Når de ønskede oplysninger er indeholdt i dokumenter, som den bistandssøgte myndigheds embedsmænd har adgang til, får embedsmændene fra den bistandssøgende myndighed kopier heraf.
Hvis de ønskede oplysninger er indeholdt i dokumentation, som den bistandssøgte myndigheds embedsmænd har adgang til, udleveres der kopi heraf til embedsmændene fra den bistandssøgende myndighed.
Ændring 52
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 10
Directive 2011/16/EU
Artikel 12a – stk. 2
2.  Hvis en kompetent myndighed i en medlemsstat anmoder en kompetent myndighed i en anden medlemsstat (eller andre medlemsstater) om at foretage fælles revision af en eller flere personer af fælles eller komplementær interesse for alle deres respektive medlemsstater, besvarer de bistandssøgte myndigheder anmodningen senest 30 dage efter modtagelsen af anmodningen.
2.  Hvis de kompetente myndigheder i en eller flere medlemsstater anmoder en kompetent myndighed i en anden medlemsstat (eller kompetente myndigheder i andre medlemsstater) om at foretage fælles revision af en eller flere personer af fælles eller komplementær interesse for alle deres respektive medlemsstater, besvarer de bistandssøgte myndigheder anmodningen senest 30 dage efter modtagelsen af anmodningen.
Ændring 53
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 10
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 12a – stk. 3 – indledning
3.  En anmodning om fælles revision fremsat af en kompetent myndighed i en medlemsstat kan afvises med behørig begrundelse og navnlig af følgende årsager:
3.  En anmodning om fælles revision fremsat af en kompetent myndighed i en medlemsstat kan afvises af følgende grunde:
Ændring 54
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 10
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 12a – stk. 4 – afsnit 2
Hvis en bistandssøgt myndighed afviser anmodningen, underretter den eller de bistandssøgende personer om grundene hertil.
Hvis en bistandssøgt myndighed afviser anmodningen, underretter den eller de bistandssøgende personer om, hvilken af de to i stk. 3 omhandlede grunde, der førte til afslaget.
Ændring 55
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 12 – litra a
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 16 – stk. 1 – afsnit 1
Oplysninger, der på den ene eller anden måde videregives mellem medlemsstater i medfør af dette direktiv, er omfattet af tavshedspligt og nyder samme beskyttelse som den, der gælder for tilsvarende oplysninger i henhold til den nationale lovgivning i den medlemsstat, der modtager dem. Sådanne oplysninger kan anvendes til vurdering, administration og håndhævelse af medlemsstaternes nationale love vedrørende de i artikel 2 omhandlede skatter samt moms og andre indirekte skatter.
Oplysninger, der på den ene eller anden måde videregives mellem medlemsstater i medfør af dette direktiv, er omfattet af tavshedspligt i henhold til den nationale lovgivning i den bistandssøgte og den bistandssøgende medlemsstat og nyder samme beskyttelse som den, der gælder for tilsvarende oplysninger i henhold til den nationale lovgivning i den medlemsstat, der modtager dem. Sådanne oplysninger kan anvendes til vurdering, administration og håndhævelse af medlemsstaternes nationale love vedrørende de i artikel 2 omhandlede skatter samt moms, de i artikel 8ac, stk. 2, andet afsnit, omhandlede oplysninger og andre indirekte skatter.
Ændring 56
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 12 – litra b
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 16 – stk. 2
2.  Med tilladelse fra den kompetente myndighed i den medlemsstat, der videregiver oplysninger i henhold til dette direktiv, og kun i det omfang, dette er tilladt i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor den myndighed, der modtager oplysninger, er hjemmehørende, kan oplysninger og dokumenter, der modtages i henhold til dette direktiv, anvendes til andre formål end dem, der er nævnt i stk. 1.
2.  Oplysninger og dokumenter, der modtages af en medlemsstats kompetente myndighed i henhold til dette direktiv kan kun anvendes til andre formål end dem, der er nævnt i stk. 1, for så vidt dette er tilladt i henhold til retten i den medlemsstat, hvor den myndighed, der modtager oplysninger, er hjemmehørende.
Den kompetente myndighed i hver medlemsstat fremsender til de kompetente myndigheder i alle de øvrige medlemsstater en liste over de formål, hvortil der i overensstemmelse med national ret kan anvendes andre oplysninger end dem, der er nævnt i stk. 1. Den kompetente myndighed, der modtager oplysninger, kan anvende de modtagne oplysninger og dokumenter uden den i første afsnit omhandlede tilladelse til ethvert af de formål, der er angivet af den videregivende medlemsstat.
Ændring 57
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 12 – litra b a (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 16 – stk. 4
ba)  Stk. 4 udgår.
Ændring 58
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 13 a (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 17 – stk. 4 a (nyt)
13a)   I artikel 17 indsættes følgende stykke:
"4a. Den i stk. 4 omhandlede mulighed for at afslå meddelelse af oplysninger finder ikke anvendelse, hvis den bistandssøgende myndighed kan vise, at oplysningerne ikke vil blive offentliggjort og kun vil blive brugt til vurdering, forvaltning og kontrol af de relevante skatteforhold for den person eller gruppe af personer, der er genstand for anmodningen om oplysninger."
Ændring 59
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 15
Directive 2011/16/EU
Artikel 21 – stk. 7 – afsnit 1
Kommissionen udvikler og yder teknisk og logistisk støtte til en sikker central grænseflade for administrativt samarbejde på beskatningsområdet, hvor medlemsstaterne kommunikerer ved hjælp af standardformularer i overensstemmelse med artikel 20, stk. 1 og 3. De kompetente myndigheder i alle medlemsstater har adgang til denne grænseflade. Med henblik på indsamling af statistikker har Kommissionen adgang til oplysninger om de udvekslinger, der er registreret i grænsefladen, og som kan hentes automatisk. Kommissionens adgang berører ikke medlemsstaternes forpligtelse til at udarbejde statistikker over udveksling af oplysninger i overensstemmelse med artikel 23, stk. 4.
Kommissionen udvikler og yder al nødvendig teknisk og logistisk støtte til en sikker central grænseflade for administrativt samarbejde på beskatningsområdet, hvor medlemsstaterne kommunikerer ved hjælp af standardformularer i overensstemmelse med artikel 20, stk. 1 og 3. De kompetente myndigheder i alle medlemsstater har adgang til denne grænseflade. Kommissionen påser, at den centrale grænseflade er sikret på det højest mulige cybersikkerhedsniveau og med teknisk certificerede procedurer for at garantere for databeskyttelsen. Med henblik på indsamling af statistikker har Kommissionen adgang til oplysninger om de udvekslinger, der er registreret i grænsefladen, og som kan hentes automatisk. Kommissionens adgang berører ikke medlemsstaternes forpligtelse til at udarbejde statistikker over udveksling af oplysninger i overensstemmelse med artikel 23, stk. 4.
Ændring 60
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 17
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 23 – stk. 2
2.  Medlemsstaterne undersøger og evaluerer inden for deres jurisdiktion effektiviteten af det administrative samarbejde i overensstemmelse med dette direktiv for så vidt angår bekæmpelse af skatteunddragelse og skatteundgåelse og meddeler hvert år Kommissionen resultaterne af deres evaluering.
2.  Medlemsstaterne undersøger og evaluerer inden for deres jurisdiktion effektiviteten af det administrative samarbejde i overensstemmelse med dette direktiv for så vidt angår bekæmpelse af skatteunddragelse og skatteundgåelse og evaluerer de efterlevelsesomkostninger, der kan være forbundet med en eventuel situation med overrapportering. Medlemsstaterne meddeler hvert år Kommissionen og Europa-Parlamentet resultaterne af deres evaluering. Et resumé af resultaterne offentliggøres under hensyntagen til skatteydernes rettigheder og fortrolighedskrav. Oplysningerne må ikke opdeles i en sådan grad, at de kan knyttes til individuelle skatteydere.
Ændring 61
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 17 a (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 23 – stk. 3
17a)   Artikel 23, stk. 3, affattes således:
3.  Medlemsstaterne sender Kommissionen en årlig vurdering af effektiviteten af den automatiske udveksling af oplysninger som omhandlet i artikel 8, 8a, 8aa og 8ab og af de opnåede konkrete resultater. Kommissionen vedtager ved hjælp af gennemførelsesretsakter formatet og betingelserne for meddelelse af den årlige vurdering. Gennemførelsesretsakterne vedtages efter proceduren i artikel 26, stk. 2.
3.  Medlemsstaterne sender Kommissionen en årlig vurdering af effektiviteten af udvekslingen af oplysninger efter anmodning, der er omhandlet i artikel 5, 6 og 7, og af den automatiske udveksling af oplysninger som omhandlet i artikel 8, 8a, 8aa og 8ab og af de opnåede konkrete resultater, herunder yderligere skatteindtægter som følge af det administrative samarbejde. De meddelte oplysninger opdeles af Kommissionen, som minimum på de enkelte lande. Kommissionen vedtager ved hjælp af gennemførelsesretsakter formatet og betingelserne for meddelelse af den årlige vurdering. Gennemførelsesretsakterne vedtages efter proceduren i artikel 26, stk. 2."
Ændring 62
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 17 b (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 23a – stk. 1
17b)  Artikel 23a, stk. 1, affattes således:
1.  Oplysninger, der meddeles til Kommissionen i medfør af dette direktiv, behandles fortroligt af Kommissionen i overensstemmelse med de bestemmelser, der gælder for EU-myndigheder, og må ikke anvendes til andre formål end dem, der er nødvendige for at fastslå, om, og i hvilken udstrækning, medlemsstaterne efterkommer dette direktiv.
1.  Oplysninger, der meddeles til Kommissionen i medfør af dette direktiv, behandles fortroligt i det omfang, fortroligholdelse heraf ikke er strider mod den almene interesse, oplysningerne kan knyttes til en enkelt skatteyder, og offentliggørelse heraf vil krænke skatteyderens rettigheder.
Ændring 63
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 18
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 23a – stk. 2 – afsnit 1
Oplysninger, der meddeles til Kommissionen af en medlemsstat i medfør af artikel 23, og enhver rapport eller ethvert dokument, som Kommissionen udarbejder under anvendelse af sådanne oplysninger, kan videresendes til andre medlemsstater. Sådanne oplysninger er omfattet af tavshedspligt og nyder samme beskyttelse som den, der gælder for tilsvarende oplysninger i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, der modtager dem.
Oplysninger, der meddeles til Kommissionen af en medlemsstat i medfør af artikel 23, og enhver rapport eller ethvert dokument, som Kommissionen udarbejder under anvendelse af sådanne oplysninger, der kan knyttes til enkelte skatteydere, kan videresendes til andre medlemsstater. Sådanne oplysninger er omfattet af tavshedspligt og nyder samme beskyttelse som den, der gælder for tilsvarende oplysninger i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, der modtager dem.
Ændring 64
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 18
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 23a – stk. 2 – afsnit 2
Rapporter og dokumenter udarbejdet af Kommissionen som omhandlet i første afsnit må kun anvendes af medlemsstaterne til analyseformål og må ikke offentliggøres eller gøres tilgængelige for andre personer eller organer uden Kommissionens udtrykkelige samtykke.
Rapporter og dokumenter udarbejdet af Kommissionen som omhandlet i første afsnit må kun anvendes af medlemsstaterne til analyseformål og må kun være tilgængelige for alle interesserede parter og efterfølgende være offentligt tilgængelige i det omfang, de oplysninger, de indeholder, ikke kan knyttes til enkelt skatteyder, og deres offentliggørelse overholder forordning (EF) nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter.
Ændring 65
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 18
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 23a – stk. 2 – afsnit 3
Uanset første og andet afsnit kan Kommissionen årligt offentliggøre anonymiserede resuméer af de statistiske data, som medlemsstaterne meddeler den i overensstemmelse med artikel 23, stk. 4.
Kommissionen offentliggør årligt anonymiserede resuméer af de statistiske data, som medlemsstaterne meddeler den i overensstemmelse med artikel 23, stk. 4.
Ændring 66
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 19 – litra b
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 25 – stk. 5 – afsnit 1
Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i tilfælde af brud på persondatasikkerheden, jf. artikel 4, nr. 12, i forordning (EU) 2016/679, kan anmode Kommissionen om som databehandler at suspendere udvekslingen af oplysninger i henhold til dette direktiv med den medlemsstat, hvor overtrædelsen har fundet sted.
Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i tilfælde af brud på persondatasikkerheden, jf. artikel 4, nr. 12, i forordning (EU) 2016/679, eller i tilfælde af en tilsidesættelse af retsstatsprincipperne som omhandlet i artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2092*, kan anmode Kommissionen om som databehandler at suspendere udvekslingen af oplysninger i henhold til dette direktiv med den medlemsstat, hvor overtrædelsen har fundet sted.
_________________
*Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2092 af 16. december 2020 om en generel ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget (EUT L 433I af 22.12.2020, s. 1).
Ændring 67
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 19 – litra b
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 25 – stk. 5 – afsnit 2
Suspensionen skal vare, indtil de kompetente myndigheder anmoder Kommissionen om på ny at muliggøre udveksling af oplysninger i henhold til dette direktiv med den medlemsstat, hvor overtrædelsen fandt sted.
Suspensionen skal vare, indtil de kompetente myndigheder anmoder Kommissionen om på ny at muliggøre udveksling af oplysninger i henhold til dette direktiv med den medlemsstat, hvor overtrædelsen fandt sted. Kommissionen muliggør først udveksling af oplysninger, når der er teknisk dokumentation for, at datastrømmen er sikker.
Ændring 68
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 20
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 25a – stk. 1
Medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og som vedrører artikel 8aa, 8ab og 8ac, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre gennemførelsen heraf. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
Medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og som vedrører artikel 8aa, 8ab og 8ac, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre gennemførelsen heraf i overensstemmelse med bilag V. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
Ændring 69
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 20 a (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 25b (ny)
20a)  Følgende artikel tilføjes:
"Artikel 25b
Gennemgang
Senest den ... [to år efter datoen for dette ændringsdirektivs ikrafttræden] forelægger Kommissionen en rapport om gennemførelsen og effektiviteten af de bestemmelser, som indføres ved Rådets direktiv (EU) .../...*+, og fremsætter specifikke forslag, herunder forslag til retsakter, til forbedring af dette direktiv. Rapporten offentliggøres.
Når Rådet behandler et forslag fra Kommissionen, vurderer det spørgsmålet om en yderligere styrkelse af de Indberettende Platformsoperatørers indberetningsforpligtelse.
________
* Rådets direktiv (EU) .../... af ... om ændring af direktiv 2011/16/EU om administrativt samarbejde på beskatningsområdet (EUT ...).
+ EUT: Indsæt venligst nummeret på dette ændringsdirektiv i teksten og udfyld fodnoten med nummer, dato og EUT-reference."
Ændring 70
Forslag til direktiv
Bilag I
Direktiv 2011/16/EU
BILAG V – afsnit 2 a (nyt)
Dette bilag indeholder også en række mulige sanktioner i overensstemmelse med artikel 25a, som medlemsstaterne kan anvende.
Ændring 71
Forslag til direktiv
Bilag I
Direktiv 2011/16/EU
BILAG V - afsnit 11 – punkt 3 a (nyt)
3a.  "udelukket rapporteringsplatformoperatør": en rapporteringsplatformoperatør, hvis indtægter i Unionen i det foregående kalenderår ikke oversteg 100 000 EUR.
Ændring 72
Forslag til direktiv
Bilag I
Direktiv 2011/16/EU
BILAG V - afsnit 11 – punkt A - afsnit 4 a (nyt)
4a.  "Udelukket Relevant Aktivitet": enhver vederlagsfri og ikkemonetær udveksling af varer og tjenesteydelser.
Ændring 73
Forslag til direktiv
Bilag I
Direktiv 2011/16/EU
BILAG V – afsnit III – punkt B – afsnit 2 – litra b
b)  den Finansielle Kontoidentifikator, for så vidt den er tilgængelig for den Indberettende Platformsoperatør og den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor den Sælger, der skal indberettes, er hjemmehørende, ikke har meddelt de kompetente myndigheder i alle andre medlemsstater, at den ikke har til hensigt at anvende den Finansielle Kontoidentifikator til dette formål
b)  den Finansielle Kontoidentifikator som indsamlet af den Indberettende Platformsoperatør, og for så vidt den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor den Sælger, der skal indberettes, er hjemmehørende, ikke har meddelt de kompetente myndigheder i alle andre medlemsstater, at den ikke har til hensigt at anvende den Finansielle Kontoidentifikator til dette formål
Ændring 74
Forslag til direktiv
Bilag I
Direktiv 2011/16/EU
BILAG V – afsnit III – punkt B – afsnit 3 – litra b
b)  den Finansielle Kontoidentifikator, for så vidt den er tilgængelig for den Indberettende Platformsoperatør og den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor den Sælger, der skal indberettes, er hjemmehørende, ikke har meddelt de kompetente myndigheder i alle andre medlemsstater, at den ikke har til hensigt at anvende den Finansielle Kontoidentifikator til dette formål
b)  den Finansielle Kontoidentifikator som indsamlet af den Indberettende Platformsoperatør, for så vidt den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor den Sælger, der skal indberettes, er hjemmehørende, ikke har meddelt de kompetente myndigheder i alle andre medlemsstater, at den ikke har til hensigt at anvende den Finansielle Kontoidentifikator til dette formål
Ændring 75
Forslag til direktiv
Bilag I
Direktiv 2011/16/EU
BILAG V – Afsnit IV – punkt C – afsnit 1 a (nyt)
Senest ... [to år efter dette ændringsdirektivs ikrafttrædelsesdato] vurderer Kommissionen effektiviteten af de administrative procedurer og kvaliteten af gennemførelsen af due diligence-procedurerne samt indberetningskravene. Vurderingen kan ledsages af forslag til retsakter, hvis der er behov for forbedringer.
Ændring 76
Forslag til direktiv
Bilag I
Direktiv 2011/16/EU
BILAG V – Afsnit IV – punkt F a (nyt)
Fa.  Sanktioner for overtrædelse
Medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner for Indberettende Platformsoperatørers overtrædelse af indberetningsforpligtelserne. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne opfordres til at indføre et fælles sæt af sanktioner for at sikre ensartede sanktioner i Unionen og undgå registreringsshopping på grundlag af de anvendte sanktioners strenghed.
Medlemsstaterne opfordres især til som sanktionsmuligheder at overveje restriktioner for regulerede betalingsmidler, opkrævning af yderligere følgegebyrer pr. transaktion, udelukkelse fra offentlige kontrakter og i ekstreme og gentagne tilfælde tilbagekaldelse af platformoperatørens erhvervslicens.

Virksomheders due diligence og virksomhedsansvar
PDF 269kWORD 103k
Beslutning
Bilag
Europa-Parlamentets beslutning af 10. marts 2021 med henstillinger til Kommissionen om virksomheders due diligence og virksomhedsansvar (2020/2129(INL))
P9_TA(2021)0073A9-0018/2021

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ("chartret"),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 995/2010 af 20. oktober 2010 om fastsættelse af krav til virksomheder, der markedsfører træ og træprodukter(1) (træforordningen),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF(2) (regnskabsdirektivet),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/95/EU af 22. oktober 2014 om ændring af Rådets direktiv 2013/34/EU for så vidt angår offentliggørelse af ikkefinansielle oplysninger og oplysninger om mangfoldighed for visse store virksomheder og koncerner(3) (direktivet om ikkefinansiel rapportering),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/821 af 17. maj 2017 om fastlæggelse af due diligence-forpligtelser i forsyningskæden for EU-importører af tin, tantal, wolfram og deres malme samt guld, der hidrører fra konfliktramte områder og højrisikoområder(4) (forordningen om mineraler fra konfliktramte områder),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/828 af 17. maj 2017 om ændring af direktiv 2007/36/EF for så vidt angår tilskyndelse til langsigtet aktivt ejerskab(5) (direktivet om aktionærrettigheder),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1937 af 23. oktober 2019 om beskyttelse af personer, der indberetter overtrædelser af EU-retten(6) (whistleblowerdirektivet),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser(7) (oplysningsforordningen),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/852 af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer og om ændring af forordning (EU) 2019/2088(8) (taksonomiforordningen),

–  der henviser til EU's handlingsplan for finansiering af bæredygtig vækst(9),

–  der henviser til den europæiske grønne pagt(10),

–  der henviser til Kommissionens retningslinjer for ikke-finansiel rapportering(11) (metode til rapportering af ikke-finansielle oplysninger) og til Kommissionens retningslinjer for ikke-finansiel rapportering: Tillæg om rapportering af klimarelaterede oplysninger(12),

–  der henviser til sine beslutninger af 25. oktober 2016 om virksomheders ansvar for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i tredjelande(13), af 27. april 2017 om EU's flagskibsinitiativ for beklædningssektoren(14) og af 29. maj 2018 om bæredygtig finansiering(15),

–  der henviser til Parisaftalen af 12. december 2015,

–  der henviser til De Forenede Nationers 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling, vedtaget i 2015, navnlig de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling (SDG),

–  der henviser til FN's "Protect, Respect and Remedy"-ramme for erhvervslivet og menneskerettighederne fra 2008,

–  der henviser til De Forenede Nationers vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder fra 2011(16),

–  der henviser til OECD's retningslinjer for multinationale selskaber(17),

–  der henviser til OECD's vejledning om due diligence for ansvarlig forretningsadfærd(18),

–  der henviser til OECD's vejledning om due diligence for ansvarlige forsyningskæder i beklædnings- og fodtøjssektoren(19),

–  der henviser til OECD's vejledning om due diligence for ansvarlige forsyningskæder for mineraler fra konfliktramte områder og højrisikoområder(20),

–  der henviser til OECD-FAO's retningslinjer for ansvarlige forsyningskæder inden for landbruget(21),

–  der henviser til OECD's vejledning om due diligence for ansvarlig forretningsadfærd for institutionelle investorer(22),

–  der henviser til OECD's due diligence-retningslinjer for ansvarlig långivning til virksomheder og underwriting af værdipapirer(23),

–  der henviser til ILO-erklæringen fra 1998 om fundamentale principper og rettigheder i arbejdslivet og opfølgningen heraf(24),

–  der henviser til ILO's trepartserklæring fra 2017 om principperne for multinationale virksomheder og socialpolitik(25),

–  der henviser til FN's pjece om kønsdimensioner af de vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder(26),

–  der henviser til den franske lov nr. 2017-399 om en årvågenhedspligt for moderselskaber og ordregivende virksomheder(27),

–  der henviser til den nederlandske lov om indførelse af en pligt til at udvise omhu med henblik på at undgå levering af varer og tjenester, som er produceret under anvendelse af børnearbejde(28),

–  der henviser til "Recommendation CM/Rec(2016)3 of the Committee of Ministers to member States on human rights and business" (Henstilling CM/Rec(2016)3 til medlemsstaterne om menneskerettigheder og erhvervsvirksomhed), der blev vedtaget af Ministerkomitéen den 2. marts 2016,

–  der henviser til undersøgelsen fra Generaldirektoratet for Unionens Eksterne Politikker fra februar 2019 om adgang til retsmidler for ofre for overtrædelser af menneskerettighederne i tredjelande(29),

–  der henviser til briefingerne fra Generaldirektoratet for Unionens Eksterne Politikker fra juni 2020 med titlen "EU Human Rights Due Diligence Legislation: Monitoring, Enforcement and Access to Justice for Victims" (EU's due diligence-lovgivning på menneskerettighedsområdet: overvågning, håndhævelse og domstolsadgang for ofre)(30) og "Substantive Elements of Potential Legislation on Human Rights Due Diligence" (væsentlige elementer i eventuel lovgivning om due diligence på menneskerettighedsområdet),

–  der henviser til undersøgelsen udført for Kommissionen om due diligence-krav gennem forsyningskæden(31),

–  der henviser til undersøgelsen udført for Kommissionen om direktørers pligter og bæredygtig virksomhedsledelse(32),

–  der henviser til "Children's Rights and Business Principles" (Barnets rettigheder og erhvervsprincipper), der er udviklet af UNICEF, Global Compact-initiativet og Red Barnet(33),

–  der henviser til Kommissionens handlingsplan for kapitalmarkedsunionen (COM(2020)0590),

–  der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om "Mandatory due diligence" (Obligatorisk due diligence),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 47 og 54,

–  der henviser til udtalelser fra Udenrigsudvalget, Udvalget om International Handel og Udviklingsudvalget,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A9-0018/2021),

A.  der henviser til, at det i artikel 3 og 21 i traktaten om Den Europæiske Union fastslås, at Unionen i forbindelserne med den øvrige verden skal forsvare og fremme sine værdier og principper, dvs. retsstatsprincippet og respekt for og beskyttelse af menneskerettighederne, og bidrage til bæredygtig udvikling af jorden, solidaritet, fri og fair handel samt nøje overholdelse og udvikling af folkeretten; der henviser til, at Unionen nærmere bestemt skal fremme en bæredygtig udvikling i økonomisk, social og miljømæssig henseende i udviklingslandene med det hovedformål at udrydde fattigdom; der henviser til, at Unionen skal respektere disse principper og forfølge disse mål i forbindelse med udarbejdelsen og gennemførelsen af de aspekter af de øvrige politikker, der vedrører dens optræden udadtil;

B.  der henviser til artikel 208, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), hvori det fastsættes, at "Unionen skal tage hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i forbindelse med iværksættelse af politikker, der kan påvirke udviklingslandene";

C.  der henviser til, at globaliseringen af den økonomiske aktivitet har forværret forretningsaktiviteternes negative indvirkninger på menneskerettighederne, herunder sociale rettigheder og arbejdstagerrettigheder, miljøet og staters good governance; der henviser til, at krænkelser af menneskerettighederne ofte finder sted på primærproduktionens niveau, navnlig i forbindelse med indkøb af råvarer og fremstilling af produkter;

D.  der henviser til, at chartret finder anvendelse på al EU-lovgivning og på de nationale myndigheders gennemførelse af EU-retten, både i Unionen og i tredjelande;

E.  understreger, at hvis due diligence gennemføres generelt, vil virksomhederne på lang sigt nyde godt af en bedre forretningsmæssig adfærd med fokus på forebyggelse i stedet for afhjælpning af skader;

F.  der henviser til, at den fremtidige lovgivning om virksomheders due diligence og virksomhedsansvar for europæiske virksomheder forventes at have virkninger uden for Unionen, og at en sådan lovgivning vil påvirke den sociale, økonomiske og miljømæssige udvikling i udviklingslandene og deres udsigter til at nå deres verdensmål for bæredygtig udvikling; der henviser til, at denne væsentlige indvirkning kan bidrage til Unionens politiske målsætninger med hensyn til udvikling;

G.  der henviser til, at virksomhederne bør respektere menneskerettighederne, herunder internationale bindende rettigheder og de grundlæggende rettigheder, der er forankrede i chartret, miljøet og good governance, og at de hverken bør forårsage eller bidrage til nogen som helst negative indvirkninger hvad det angår; der henviser til, at due diligence bør baseres på princippet om ikke at gøre skade; der henviser til, at Unionen i henhold til artikel 21 i TEU skal fremme og konsolidere menneskerettighedernes og de grundlæggende frihedsrettigheders universalitet og udelelighed, som er beskyttet af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK) og chartret, for at sikre en bæredygtig udvikling og sammenhæng mellem dens optræden udadtil og andre politikker; der henviser til, at Rådet for Den Europæiske Union har anerkendt, at virksomheders respekt for menneskerettighederne i deres aktiviteter og forsyningskæder er vigtig for at opfylde FN's mål for bæredygtig udvikling;

H.  der henviser til, at demokrati, der beskytter menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, er den eneste styreform, der er forenelig med bæredygtig udvikling; der henviser til, at korruption og manglende gennemsigtighed i høj grad undergraver menneskerettighederne;

I.  der henviser til, at retten til effektive retsmidler og retten til en retfærdig rettergang er grundlæggende menneskerettigheder, der er nedfældet i artikel 8 i verdenserklæringen om menneskerettigheder, artikel 2, stk. 3, i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, artikel 6 og 13 i EMRK og artikel 47 i chartret; understreger, at Unionen som en del af sin forpligtelse til at fremme, beskytte og opfylde menneskerettighederne på verdensplan bør bidrage til at fremme rettighederne for ofre for virksomhedsrelaterede menneskerettighedskrænkelser og overgreb, der udgør strafbare handlinger, i tredjelande i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU(34) og 2012/29/EU(35);

J.  der henviser til, at korruption i forbindelse med retssager kan have en ødelæggende indvirkning på den lovlige retspleje og domstolenes integritet og i sig selv krænke retten til en retfærdig rettergang, retten til en retfærdig procedure og retten til effektive retsmidler; der henviser til, at korruption kan føre til systematiske krænkelser af menneskerettighederne i forretningssammenhæng, f.eks. ved at forhindre enkeltpersoner i at få adgang til varer og tjenesteydelser, som staterne er forpligtede til at levere for at opfylde deres forpligtelser på menneskerettighedsområdet, eller ved at øge prisen på disse varer og tjenesteydelser, ved at tilskynde til, at virksomheder uretmæssigt erhverver eller sætter sig i besiddelse af jord, ved at lette hvidvask af penge eller ved uretmæssig udstedelse af licenser eller koncessioner til virksomheder i udvindingsindustrien;

K.  der henviser til, at covid-19-krisen har udstillet nogle af de alvorlige ulemper ved globale værdikæder og vist, hvor let det er for visse virksomheder såvel direkte som indirekte at flytte negative virkninger af deres forretningsaktiviteter til andre jurisdiktioner, især uden for Unionen, uden at blive draget til ansvar for det; der henviser til, at Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) har vist, at virksomheder, der har taget proaktive skridt til at håndtere covid-19-relaterede risici på en måde, der afbøder de negative konsekvenser for arbejdstagere og forsyningskæder, opbygger større langsigtet værdi og modstandsdygtighed samt forbedrer deres levedygtighed på kort sigt og deres udsigter til genopretning på mellemlang til lang sigt;

L.  der henviser til og understreger vigtigheden af ytringsfrihed og af foreningsfrihed og retten til frit at deltage i fredelige forsamlinger, herunder retten til at danne og melde sig ind i fagforeninger, forhandlingsretten og retten til kollektive skridt samt retten til en rimelig løn og anstændige arbejdsvilkår, herunder sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen;

M.  der henviser til, at der ifølge ILO-statistikker på verdensplan findes omkring 25 mio. ofre for tvangsarbejde, 152 mio. ofre for børnearbejde, 2,78 mio. dødsfald årligt som følge af arbejdsrelaterede sygdomme og 374 mio. ikkedødelige arbejdsrelaterede kvæstelser årligt; der henviser til, at ILO har vedtaget adskillige konventioner til beskyttelse af arbejdstagerne, men at det stadig halter med at gennemføre dem, navnlig på arbejdsmarkederne i udviklingslande;

N.  der henviser til udnyttelsen og nedværdigelsen af mennesker gennem tvangsarbejde og slaverilignende praksis, som millioner af mennesker udsættes for, og som visse virksomheder, offentlige eller private enheder eller personer verden over nød godt af i 2019, varer ved; der henviser til, at omkring 152 millioner børn skønnes at udføre børnearbejde, hvoraf 72 millioner arbejder under farlige forhold, og blandt hvilke mange tvinges til at arbejde med vold, afpresning og andre ulovlige midler, og til, at denne situation er uacceptabel og særdeles bekymrende; der henviser til, at virksomheder har et særligt ansvar for navnlig at beskytte børn og forhindre enhver form for børnearbejde;

O.  der henviser til, at grundlæggende arbejdstagerrettigheder og sociale og økonomiske rettigheder er nedfældet i flere internationale menneskerettighedstraktater og -konventioner, herunder i den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, i ILO's grundlæggende arbejdsstandarder, og i den europæiske socialpagt, samt i chartret; der henviser til, at retten til arbejde, til frit valg af beskæftigelse og til en løn, der sikrer arbejdstagerne og deres familier en menneskeværdig tilværelse, er grundlæggende menneskerettigheder, som er nedfældet i artikel 23 i verdenserklæringen om menneskerettigheder; der henviser til, at utilstrækkeligt statsligt arbejdstilsyn, begrænset adgang til retsmidler, alt for lange arbejdstider, lønninger på fattigdomsniveau, lønforskelle mellem mænd og kvinder og andre former for forskelsbehandling fortsat giver anledning til alvorlig bekymring i et stigende antal lande, navnlig i eksportforarbejdningszoner;

P.  der henviser til, at FN's arbejdsgruppe om erhvervslivet og menneskerettigheder har fremhævet erhvervsaktiviteters differentierede og uforholdsmæssige indvirkning på kvinder og piger og har erklæret, at due diligence i forbindelse med menneskerettigheder bør omfatte både reelle og potentielle konsekvenser for kvinders rettigheder;

Q.  der henviser til, at FN's særlige rapportør om menneskerettigheder og miljø har udtalt, at retten til liv, sundhed, mad, vand og udvikling og retten til et sikkert, rent, sundt og bæredygtigt miljø er nødvendige forudsætninger for at kunne udøve menneskerettighederne fuldt ud; der henviser til, at den særlige rapportør også har understreget, at tabet af biodiversitet undergraver den fulde udøvelse af menneskerettighederne, og at staterne bør regulere skader på biodiversiteten, som forvoldes af både private aktører og statslige organer; der henviser til, at FN's Generalforsamling i sin resolution 64/292 anerkendte retten til sikkert og rent drikkevand og sanitet som en menneskeret; der henviser til, at disse rettigheder bør være omfattet af enhver mulig lovgivning;

R.  der henviser til, at virksomheder i almindelighed kun i begrænset omfang er opmærksomme på de mange forskellige indvirkninger, de har på børns rettigheder i deres aktiviteter og forsyningskæder, og på de potentielt livsforandrende konsekvenser, disse kan have for børn;

S.  der henviser til, at FN's højkommissær for menneskerettigheder og FN's Menneskerettighedsråd har udtalt, at klimaændringerne har en negativ indvirkning på fuld og effektiv udøvelse af menneskerettighederne; der henviser til, at stater har en forpligtelse til at overholde menneskerettighederne, når de bekæmper negative følger af klimaændringerne; der henviser til, at enhver due diligence-lovgivning for virksomheder skal være i overensstemmelse med Parisaftalen;

T.  der henviser til, at systemisk korruption krænker principperne om gennemsigtighed, ansvarlighed og ikke-forskelsbehandling, hvilket har alvorlige konsekvenser for en effektiv udøvelse af menneskerettighederne; der henviser til, at OECD's konvention om bekæmpelse af bestikkelse af udenlandske tjenestemænd i forbindelse med internationale forretningstransaktioner og FN's konvention mod korruption forpligter medlemsstaterne til at gennemføre en effektiv praksis med henblik på at forebygge korruption; der henviser til, at bestemmelserne i FN's konvention mod korruption bør indgå som en del af due diligence-forpligtelserne i lovgivning;

U.  der henviser til, at denne alarmerende situation har understreget, at det haster med at gøre virksomhederne mere lydhøre over for, ansvarlige for og ansvarsbevidste over for de negative virkninger, de forårsager eller bidrager til eller er direkte knyttet til, og at den har givet anledning til en debat om, hvordan dette skal gøres, samtidig med at den har fremhævet, at der er behov for en forholdsmæssig og harmoniseret tilgang på EU-plan til disse spørgsmål, hvilket også er nødvendigt for at nå FN's mål for bæredygtig udvikling;

V.  der henviser til, at et stort antal menneskerettighedsforkæmpere ifølge FN's højkommissær for menneskerettigheder udsættes for trusler, fordi de giver udtryk for bekymring over de negative indvirkninger, som forretningsaktiviteter har på menneskerettighederne;

W.  der henviser til, at denne debat bl.a. har ført til vedtagelse af rammer og standarder for due diligence inden for FN, Europarådet, OECD og ILO; der henviser til, at disse standarder imidlertid er frivillige og derfor kun er blevet anvendt i begrænset omfang; der henviser til, at EU-lovgivningen gradvist og konstruktivt bør bygge på disse rammer og standarder; der henviser til, at Unionen og medlemsstaterne bør støtte og involvere sig i de igangværende forhandlinger om at oprette et retligt bindende FN-instrument for transnationale selskaber og andre erhvervsvirksomheder vedrørende menneskerettigheder, og opfordrer Rådet til at give mandat til Kommissionen til at gå aktivt ind i de igangværende forhandlinger;

X.  der henviser til, at det ifølge en undersøgelse fra Kommissionen i dag kun er 37 % af virksomhedsrespondenterne, der gennemfører due diligence med hensyn til miljø og menneskerettigheder;

Y.  der henviser til, at nogle medlemsstater, herunder Frankrig og Nederlandene, har vedtaget lovgivning for at forbedre virksomhedsansvaret og har indført obligatoriske rammer for due diligence; der henviser til, at andre medlemsstater i øjeblikket overvejer at indføre en sådan lovgivning, herunder Tyskland, Østrig, Sverige, Finland, Danmark og Luxembourg; der henviser til, at manglen på en fælles EU-dækkende tilgang til dette spørgsmål kan føre til mindre retssikkerhed, når det gælder virksomheders rettigheder, og til skævheder med hensyn til fair konkurrence, hvilket igen kan være til ulempe for virksomheder, der er proaktive i sociale og miljømæssige spørgsmål; der henviser til, at manglen på europæisk harmonisering af lovgivningen om virksomheders due diligence truer de lige konkurrencevilkår for virksomheder, der opererer i Unionen;

Z.  der henviser til, at Unionen allerede har vedtaget due diligence-lovgivning for specifikke sektorer, f.eks. forordningen om konfliktmineraler, træforordningen, forordningen om retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet (FLEGT) og antitorturforordningen; der henviser til, at disse retsakter er blevet et benchmark for målrettet bindende due diligence-lovgivning i forsyningskæden; der henviser til, at den fremtidige EU-lovgivning bør støtte virksomheder i at forvalte og leve op til deres virksomhedsansvar og være i fuld overensstemmelse med alle eksisterende sektorspecifikke due diligence- og indberetningsforpligtelser, f.eks. direktivet om ikke-finansiel rapportering, og være i overensstemmelse med relevant national lovgivning for at undgå overlapninger;

AA.  der henviser til, at Kommissionen har fremsat et forslag om at udvikle en omfattende strategi for beklædningssektoren som led i den nye handlingsplan for den cirkulære økonomi, dvs. en strategi, som ved at indeholde et ensartet sæt af standarder for due diligence og socialt ansvar kan blive endnu et eksempel på indarbejdning af en mere detaljeret tilgang for en bestemt sektor; der henviser til, at Kommissionen bør indføre yderligere sektorspecifik EU-lovgivning om obligatorisk due diligence, for eksempel for sektorer, der har med risikoråvarer fra skove og økosystemer at gøre, og beklædningsindustrien;

1.  mener, at frivillige due diligence-standarder har sine begrænsninger og ikke har gjort betydelige fremskridt med hensyn til at forebygge menneskerettighedskrænkelser og miljøskader og give adgang til domstolsprøvelse; mener, at Unionen hurtigst muligt bør vedtage bindende krav om, at virksomhederne skal afdække, vurdere, forebygge, indstille, modvirke, overvåge, videreformidle, registrere, håndtere og afhjælpe potentielle og/eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet og good governance, som deres værdikæder indebærer; mener, at dette vil være til gavn for interessenter såvel som for virksomheder med hensyn til harmonisering, retssikkerhed, lige vilkår og afbødning af tredjelandes urimelige konkurrencefordele, der er en følge af lavere beskyttelsesstandarder såvel som social og miljømæssig dumping i international handel; understreger, at dette vil forbedre EU-virksomheders omdømme og Unionens ry som den, der sætter standarden; understreger de påviste fordele for virksomhederne ved, at de har indført effektive praksisser for ansvarlig forretningsadfærd, hvilket omfatter bedre risikostyring, lavere kapitalomkostninger, bedre økonomiske resultater samlet set samt styrket konkurrenceevne; er overbevist om, at due diligence øger sikkerheden og gennemsigtigheden for så vidt angår udbudspraksis for virksomheder, der køber fra lande uden for Unionen, og vil bidrage til at beskytte forbrugernes interesser ved at sikre kvaliteten og pålideligheden af produkter, og at det bør føre til mere ansvarlige indkøbspraksisser og langsigtede leverandørrelationer hos virksomhederne; understreger, at rammen bør være baseret på en forpligtelse for virksomhederne til at træffe alle forholdsmæssige og passende foranstaltninger og gøre en indsats inden for rammerne af deres ressourcer;

2.  understreger, at hvor det er virksomhedernes pligt at respektere menneskerettighederne og miljøet, er det staternes og regeringernes ansvar at beskytte menneskerettighederne og miljøet, og at dette ansvar ikke bør overdrages til private aktører; minder om, at due diligence primært er en forebyggende mekanisme, og at virksomhederne først og fremmest bør forpligtes til at træffe alle forholdsmæssige og passende foranstaltninger og gøre en indsats inden for rammerne af deres ressourcer for at afdække potentielle eller faktiske negative indvirkninger og vedtage politikker og foranstaltninger til at håndtere dem;

3.  opfordrer Kommissionen til i sine aktiviteter inden for den eksterne politik, herunder i handels- og investeringsaftaler, altid at medtage bestemmelser om og drøftelser om beskyttelse af menneskerettighederne;

4.  anmoder Kommissionen om at foretage en grundig gennemgang af virksomheder i Xinjiang, der eksporterer produkter til Unionen, med henblik på at identificere potentielle menneskerettighedskrænkelser, navnlig hvad angår undertrykkelsen af uighurer;

5.  minder om, at den fulde udøvelse af menneskerettighederne, herunder retten til liv, sundhed, mad og vand, afhænger af bevarelse af biodiversiteten, der udgør grundlaget for økosystemtjenester, som menneskers trivsel er uløseligt forbundet med;

6.  bemærker, at små og mellemstore virksomheder som følge af covid-19-pandemien står over for en udfordrende situation; mener, at det at give dem støtte og skabe et gunstigt markedsklima for dem er overordentlig vigtige mål for Unionen;

7.  understreger, at krænkelser af menneskerettighederne og overtrædelser af sociale og miljømæssige standarder kan være en følge af en virksomheds egne aktiviteter eller af aktiviteter hos dem af dens forretningsforbindelser, som er under virksomhedens kontrol og i dens værdikæde; understreger derfor, at due diligence ikke blot bør omfatte hele værdikæden, men også bør omfatte en prioriteringspolitik; understreger, at alle menneskerettigheder er universelle, udelelige, indbyrdes afhængige og indbyrdes forbundne og bør fremmes og overholdes på en retfærdig, rimelig og ikke-forskelsbehandlende måde;

8.   opfordrer til, at sporbarheden i forsyningskæderne styrkes på grundlag af oprindelsesreglerne i Unionens toldkodeks; bemærker, at Unionens menneskerettighedspolitik og fremtidige krav om virksomheders due diligence, der er vedtaget som følge af et lovgivningsforslag fra Kommissionen, bør tages i betragtning ved gennemførelsen af Unionens handelspolitik, herunder i forbindelse med ratificeringen af handels- og investeringsaftaler, og bør omfatte handel med alle handelspartnere og ikke kun dem, som Unionen har indgået en frihandelsaftale med; peger på, at Unionens handelsinstrumenter bør indeholde stærke håndhævelsesmekanismer såsom bortfald af præferenceadgang i tilfælde af manglende overholdelse;

9.  er af den opfattelse, at en kommende obligatorisk EU-ramme for due diligence bør være bred og omfatte alle store virksomheder, som er underlagt en medlemsstats ret eller er etableret på Unionens territorium, herunder virksomheder, som leverer finansielle produkter og tjenester, uanset deres sektor, og uanset om de er offentligt ejede eller offentligt kontrollerede virksomheder, såvel som alle små og mellemstore virksomheder, hvis aktier er optaget til officiel notering på en fondsbørs, og små og mellemstore virksomheder med høj risiko; er af den opfattelse, at rammen også bør omfatte virksomheder, der er etableret uden for Unionen, men er aktive på det indre marked;

10.  er overbevist om, at overholdelse af forpligtelser til due diligence bør være en betingelse for at få adgang til det indre marked, og at operatører bør være forpligtede til gennem faktisk udøvelse af due diligence at udarbejde og tilvejebringe dokumentation for, at de produkter, som de markedsfører i det indre marked, er i overensstemmelse med de menneskerettigheds‑ og miljøkriterier, der fastsættes i den kommende due diligence-lovgivning; efterlyser supplerende foranstaltninger såsom forbud mod import af produkter, der kan knyttes til grove krænkelser af menneskerettighederne som f.eks. tvangsarbejde eller børnearbejde; fremhæver vigtigheden af at medtage målet bekæmpelse af tvangsarbejde og børnearbejde i kapitlerne om handel og bæredygtig udvikling i Unionens frihandelsaftaler;

11.  er af den opfattelse, at nogle virksomheder og især børsnoterede små og mellemstore virksomheder og små og mellemstore virksomheder med høj risiko kan have behov for mindre omfattende og formaliserede due diligence-procedurer, og at en forholdsmæssig tilgang bl.a. bør tage hensyn til sektor, virksomhedens størrelse, graden af og sandsynligheden for risici, som vedrører menneskerettigheder, governance og miljø, og som er iboende i virksomhedens aktiviteter og aktiviteternes kontekst, herunder den geografiske kontekst, dens forretningsmodel, dens position i værdikæder og arten af dens produkter og tjenester; opfordrer til, at der ydes specifik teknisk bistand til EU-virksomheder, navnlig til små og mellemstore virksomheder, således at de kan opfylde due diligence-kravene;

12.  understreger, at due diligence-strategier bør være i overensstemmelse med målene for bæredygtig udvikling og Unionens politikmål inden for menneskerettigheder og miljø, herunder den europæiske grønne pagt, tilsagnet om at mindske drivhusgasemissionerne med mindst 55 % inden 2030 og Unionens internationale politik, specielt konventionen om den biologiske mangfoldighed og Parisaftalen og dens mål om at holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur et godt stykke under 2 ⁰C over de førindustrielle niveauer og fortsætte bestræbelserne på at begrænse temperaturstigningen til 1,5 ⁰C over de førindustrielle niveauer; opfordrer Kommissionen til med meningsfuld deltagelse af relevante EU-organer, -kontorer og -agenturer at udvikle et sæt due diligence-retningslinjer, herunder sektorspecifikke retningslinjer, om, hvordan eksisterende og fremtidige obligatoriske retlige instrumenter på EU-plan og internationalt plan kan overholdes og være i overensstemmelse med frivillige due diligence-rammer, herunder sammenhængende metoder og klare parametre til måling af virkninger og fremskridt på områderne menneskerettigheder, miljø og good governance, og gentager, at sådanne retningslinjer vil være særligt nyttige for små og mellemstore virksomheder;

13.  bemærker, at certificerede brancheordninger giver små og mellemstore virksomheder mulighed for effektivt at samle og dele ansvar; understreger imidlertid, at anvendelsen af certificerede brancheordninger ikke udelukker muligheden for, at en virksomhed misligholder sine due diligence-forpligtelser eller drages til ansvar i overensstemmelse med national ret; bemærker, at certificerede brancheordninger skal vurderes, anerkendes og overvåges af Kommissionen;

14.  opfordrer Kommissionen til i fremtidig lovgivning at respektere princippet om udviklingsvenlig politikkohærens, som er nedfældet i artikel 208 i TEUF; understreger, at det er vigtigt at minimere eventuelle modsætninger og skabe synergier med politikken for udviklingssamarbejde til fordel for udviklingslandene og at øge effektiviteten af udviklingssamarbejdet; mener, at dette i praksis indebærer, at Kommissionens Generaldirektorat for Internationalt Samarbejde og Udvikling aktivt skal inddrages i det igangværende lovgivningsarbejde, og at det skal foretage en grundig vurdering af den relevante fremtidige EU-lovgivnings indvirkning på udviklingslandene ud fra et økonomisk, socialt, menneskerettigheds- og miljømæssigt perspektiv i overensstemmelse med retningslinjerne for bedre regulering(36) og værktøj 34 i værktøjskassen for bedre regulering(37); bemærker, at resultaterne af denne vurdering bør præge det fremtidige lovgivningsforslag;

15.  understreger, at komplementaritet og koordinering med politik, instrumenter og aktører på området udviklingssamarbejde er af helt afgørende betydning, og at den fremtidige lovgivning derfor bør indføre nogle bestemmelser i denne henseende;

16.  understreger, at due diligence-forpligtelser bør udformes omhyggeligt, så der bliver tale om en vedvarende og dynamisk proces og ikke en afkrydsningsmanøvre, og at due diligence-strategier bør tage højde for, at negative indvirkninger er dynamiske af natur; er af den opfattelse, at disse strategier bør omfatte enhver faktisk eller potentiel negativ indvirkning på menneskerettighederne, miljøet og good governance, men at den enkelte negative indvirknings omfang og sandsynlighed dog bør vurderes inden for rammerne af en prioriteringspolitik; er af den opfattelse, at det i tråd med princippet om forholdsmæssighed er vigtigt, at der så vidt muligt rettes ind efter eksisterende værktøjer og rammer; fremhæver behovet for, at Kommissionen gennemfører en solid konsekvensanalyse med henblik på at finde frem til typer af potentielle eller faktiske negative indvirkninger, undersøger konsekvenserne for lige konkurrencevilkår på europæisk og globalt plan, herunder den administrative byrde for virksomhederne og de positive konsekvenser for menneskerettighederne, miljøet og good governance, og udformer regler, som styrker konkurrenceevnen og beskyttelsen af interessenter og miljøet, og som er funktionelle og anvendelige for alle aktører på det indre marked, herunder små og mellemstore virksomheder med høj risiko og børsnoterede små og mellemstore virksomheder; understreger, at denne konsekvensanalyse også bør tage følgerne af det fremtidige direktiv i betragtning for så vidt angår ændringer i den globale værdikæde med hensyn til berørte enkeltpersoner og virksomheder og vedrørende de forholdsmæssige fordele, som udviklingslande, der er partnerlande, har;

17.  fremhæver, at omfattende krav om gennemsigtighed er et afgørende element i lovgivning om obligatorisk due diligence; bemærker, at mere information og gennemsigtighed giver leverandører og producenter bedre tilsyn og kontrol med samt forståelse af deres forsyningskæder og forbedrer interessenters og forbrugeres kontrolmuligheder såvel som offentlighedens tillid til produktionen; understreger i denne forbindelse, at den fremtidige due diligence-lovgivning bør tage hensyn til digitale løsninger for at lette offentlighedens adgang til oplysninger og minimere administrative byrder;

18.  bemærker, at due diligence også gør det nødvendigt at måle effektiviteten af processer og foranstaltninger gennem passende audits og at formidle resultaterne, herunder regelmæssigt at udarbejde offentlige evalueringsrapporter om virksomhedernes due diligence-processer og resultater i et standardiseret format, der er baseret på en passende og sammenhængende rapporteringsramme; anbefaler, at rapporterne skal være lettilgængelige og lette at få fat på, navnlig for de berørte og de potentielt berørte; anfører, at oplysningskravene bør tage hensyn til konkurrencepolitik og den legitime interesse i at beskytte intern forretningsmæssig knowhow og ikke bør føre til uforholdsmæssige forhindringer eller en økonomisk byrde for virksomhederne;

19.  fremhæver, at effektiv due diligence kræver, at virksomhederne i god tro gennemfører effektive, meningsfulde og informerede drøftelser med relevante interessenter; understreger, at en EU-due diligence-ramme bør sikre fuld inddragelse af fagforeninger og arbejdstagerrepræsentanter på nationalt plan, EU-plan og globalt plan i udarbejdelsen og gennemførelsen af due diligence-strategien; understreger, at procedurerne for inddragelse af interessenter skal sikre sikkerhed og beskyttelse af de berørte parters fysiske og juridiske integritet;

20.  understreger, at samarbejde med handelspartnere i en ånd af gensidighed er afgørende for at sikre, at initiativerne vedrørende due diligence fører til ændringer; understreger vigtigheden af ledsagende foranstaltninger og projekter for at lette gennemførelsen af Unionens frihandelsaftaler og efterlyser en stærk kobling mellem sådanne foranstaltninger og horisontal lovgivning vedrørende due diligence; anmoder derfor om, at finansielle instrumenter såsom Aid for Trade anvendes til at fremme og støtte indførelsen af ansvarlig forretningsskik i partnerlande, herunder teknisk støtte i forbindelse med uddannelse i due diligence, sporbarhedsmekanismer og indførelse af eksportstyrede reformer i partnerlande; understreger i den forbindelse, at det er nødvendigt at fremme good governance;

21.  anmoder om, at handelsinstrumenter knyttes sammen med, og at EU-delegationerne får en aktiv rolle i, overvågningen af, hvordan den kommende due diligence-lovgivning anvendes af EU-virksomheder, der opererer uden for Unionen, herunder ved at organisere meningsfulde drøftelser med og ved at støtte rettighedshavere, lokalsamfund, handelskamre, nationale menneskerettighedsinstitutioner, civilsamfundets aktører og fagforeninger; opfordrer Kommissionen til at samarbejde med medlemsstaternes handelskamre og nationale menneskerettighedsinstitutioner om tilvejebringelse af onlineværktøjer og information til støtte for gennemførelsen af den kommende lovgivning om due diligence;

22.  bemærker, at koordinering på sektorniveau kan gøre due diligence-bestræbelserne mere konsistente og effektive, muliggøre deling af bedste praksis og bidrage til, at vilkårene bliver mere lige;

23.  er af den opfattelse, at medlemsstaterne for at håndhæve due diligence bør etablere eller udpege nationale myndigheder med henblik på at udveksle bedste praksis, udføre tilsynsopgaver og pålægge sanktioner under hensyntagen til, hvor alvorlig en begået overtrædelse er, og om den har fundet sted gentagne gange eller ej; understreger, at sådanne myndigheder bør tildeles tilstrækkelige ressourcer og beføjelser til at udføre deres opgave; er af den opfattelse, at Kommissionen bør oprette et europæisk due diligence-netværk, der sammen med de nationale kompetente myndigheder skal have ansvaret for koordinering af og konvergens mellem regulerings‑, efterforsknings‑, håndhævelses‑ og tilsynspraksisser og for deling af information samt overvågning af de nationale kompetente myndigheders resultater; mener, at medlemsstaterne og Kommissionen bør sikre, at virksomhederne offentliggør deres due diligence-strategier på en offentligt tilgængelig og centraliseret platform, der overvåges af de nationale kompetente myndigheder;

24.  fremhæver, at omfattende krav om gennemsigtighed er et afgørende element i lovgivning om obligatorisk due diligence; bemærker, at mere information og gennemsigtighed giver leverandører og producenter bedre kontrol med og forståelse af deres forsyningskæder og forbedrer offentlighedens tillid til produktionen; understreger i denne forbindelse, at den fremtidige due diligence-lovgivning bør fokusere på digitale løsninger for at minimere de administrative byrder, og opfordrer Kommissionen til at undersøge nye teknologiske løsninger, der støtter etablering og forbedring af sporbarheden i de globale forsyningskæder; minder om, at bæredygtig blockchainteknologi kan bidrage til dette mål;

25.  mener, at klagemekanismer på virksomhedsniveau kan give mulighed for effektive afhjælpende tiltag på et tidligt niveau, forudsat at de er lovlige, tilgængelige, forudsigelige, retfærdige, gennemsigtige, forenelige med menneskerettighederne, baseret på engagement og dialog og beskytter mod repressalier; er af den opfattelse, at sådanne private mekanismer skal samordnes behørigt med retslige mekanismer for at sikre den største beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, herunder retten til en retfærdig rettergang; understreger, at sådanne mekanismer aldrig må undergrave ofres ret til at indgive klage til de kompetente myndigheder eller til at anlægge sag ved en domstol; foreslår, at retslige myndigheder bør kunne reagere på en klage fra tredjeparter gennem sikre og tilgængelige kanaler uden trusler om repressalier;

26.  glæder sig over meddelelsen om, at Kommissionens forslag vil omfatte en ansvarsordning, og mener, at virksomheder for at gøre det muligt for ofre at opnå effektive retsmidler bør holdes ansvarlige i overensstemmelse med national ret for den skade, som de virksomheder, der er underlagt deres kontrol, har forvoldt eller bidraget til ved handlinger eller undladelser, når sidstnævnte har begået krænkelser af menneskerettighederne eller har forvoldt miljøskader, medmindre virksomheden kan bevise, at den har handlet med fornøden omhu i overensstemmelse med sine due diligence-forpligtelser og havde truffet alle rimelige foranstaltninger for at forhindre en sådan skade; peger på, at tidsmæssige begrænsninger, vanskeligheder med at få adgang til beviser samt ulighed mellem kønnene, sårbarhed og marginalisering kan udgøre store praktiske og proceduremæssige hindringer for ofre for menneskerettighedskrænkelser i tredjelande og vanskeliggøre deres adgang til effektive retsmidler; understreger betydningen af effektiv adgang til retsmidler, uden frygt for hævn og på en kønsorienteret måde, for personer i sårbare situationer, som forankret i artikel 13 i konventionen om handicappedes rettigheder; minder om, at chartrets artikel 47 kræver, at medlemsstaterne yder retshjælp til dem, der ikke har tilstrækkelige midler, hvis en sådan hjælp er nødvendig for at sikre effektiv adgang til domstolsprøvelse;

27.  bemærker, at det kan være vanskeligt at sikre sporbarhed for virksomheder i værdikæden; opfordrer Kommissionen til at vurdere og foreslå værktøjer for at hjælpe virksomhederne med sporbarheden i deres værdikæder; understreger, at digitale teknologier vil kunne bistå virksomhederne med due diligence i deres værdikæder og nedbringe omkostningerne; er af den opfattelse, at Unionens innovationsmål bør sammenkædes med fremme af menneskerettigheder og bæredygtig governance i forbindelse med de nye due diligence-krav;

28.  mener, at gennemførelse af due diligence ikke automatisk bør fritage virksomheder for ansvar for de skader, de har forårsaget eller bidraget til; mener dog også, at det at have en robust og effektiv due diligence-procedure på plads kan hjælpe virksomhederne med at undgå at gøre skade; mener endvidere, at due diligence-lovgivning bør finde anvendelse, uden at det berører andre rammer for ansvar i forbindelse med brug af underleverandører og udstationering og ansvar i forsyningskæden, som er etableret på nationalt, europæisk og internationalt plan, herunder solidarisk hæftelse i underleverandørkæder;

29.  understreger, at ofre for virksomhedsrelaterede negative indvirkninger ofte ikke er tilstrækkeligt beskyttet af retten i det land, hvor skaden blev forvoldt; mener i denne forbindelse, at relevante bestemmelser i dette direktiv bør betragtes som overordnede præceptive bestemmelser i overensstemmelse med artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen)(38);

30.  opfordrer Kommissionen til at fremsætte et forslag til et forhandlingsmandat for Den Europæiske Union, så denne kan indlede konstruktive forhandlinger om et internationalt bindende FN-instrument, der i den internationale menneskerettighedslovgivning regulerer transnationale selskabers og andre virksomheders aktiviteter;

31.  henstiller, at Kommissionens støtte med hensyn til retsstatsprincippet, good governance og adgang til domstolsprøvelse i tredjelande som en prioritet rettes mod kapacitetsopbygning hos lokale myndigheder på de områder, som den fremtidige lovgivning omfatter, hvor det er relevant;

32.  anmoder om, at Kommissionen snarest fremsætter et lovforslag om obligatorisk due diligence i forsyningskæder i henhold til henstillingerne i bilaget; mener, uden at dette berører detaljerede aspekter af det kommende lovforslag, at artikel 50, artikel 83, stk. 2, og artikel 114 TEUF bør vælges som retsgrundlag for forslaget;

33.  finder, at det forslag, der anmodes om, er uden finansielle virkninger for Unionens almindelige budget;

34.  pålægger sin formand at sende denne beslutning og de ledsagende henstillinger til Kommissionen og Rådet samt til medlemsstaternes regeringer og nationale parlamenter.

BILAG TIL BESLUTNINGEN:

HENSTILLINGER VEDRØRENDE INDHOLDET AF DET FORSLAG, DER ANMODES OM

HENSTILLINGER VEDRØRENDE UDARBEJDELSEN AF EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV OM VIRKSOMHEDERS DUE DILIGENCE OG VIRKSOMHEDSANSVAR

ORDLYDEN AF DET FORSLAG, DER ANMODES OM

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om virksomheders due diligence og virksomhedsansvar

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 50, artikel 83, stk. 2, og artikel 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(39),

efter den almindelige lovgivningsprocedure,

og ud fra følgende betragtninger:

(1)  Opmærksomheden på virksomheders ansvar med hensyn til deres værdikæders negative indvirkning på menneskerettigheder tog fart i 1990'erne, hvor udflytninger inden for produktion af beklædning og fodtøj henledte opmærksomheden på de dårlige arbejdsvilkår, som mange arbejdstagere i de globale værdikæder, herunder børn, arbejdede under. Samtidig rykkede mange selskaber inden for olie-, gas- mine- og fødevareindustrien ud i stadig mere fjerntliggende egne, hvor de oprindelige samfund ofte blev forflyttet uden behørig høring eller kompensation.

(2)  På baggrund af de stigende påvisninger af overtrædelser af menneskerettighederne og ødelæggelse af miljøet voksede interessen for at sikre, at virksomhederne respekterede menneskerettighederne, og at ofrene havde domstolsadgang, navnlig når visse virksomheders værdikæder rakte ind i lande med svage retssystemer og svag retshåndhævelse, og for at holde dem ansvarlige i henhold til national ret for at forårsage eller bidrage til skader. Det var på denne baggrund, at FN's Menneskerettighedsråd i 2008 enstemmigt hilste "Protect, Respect and Remedy"-rammen velkommen. Denne ramme hviler på tre søjler: Statens pligt til at beskytte mod tredjeparters, herunder virksomheders, krænkelser af menneskerettighederne gennem passende politikker, regulering og retlige afgørelser; virksomhedernes ansvar for at respektere menneskerettighederne, hvilket betyder, at de handler med due diligence for at undgå at krænke andres rettigheder og for at imødegå de negative virkninger, der opstår; og større adgang for ofre til effektive retsmidler, både retslige og udenretslige.

(3)  Efter denne ramme fulgte FN's Menneskerettighedsråds vedtagelse af de vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder i 2011. Disse vejledende principper indførte den første globale standard for "due diligence" og udgjorde en ikkebindende ramme for virksomheder, ifølge hvilken de kunne omsætte deres ansvar for at respektere menneskerettighederne til praksis. Efterfølgende udviklede andre internationale organisationer due diligence-standarder baseret på disse vejledende principper fra FN. Organisationen for Økonomisk Samarbejdes (OECD's) retningslinjer for multinationale virksomheder fra 2011 refererer i vidt omfang til due diligence, og OECD har udviklet retningslinjer for at hjælpe virksomhederne med at gennemføre due diligence inden for bestemte sektorer og forsyningskæder. I 2016 vedtog Europarådets Ministerkomité en henstilling til medlemsstaterne om menneskerettigheder og erhvervsvirksomhed, hvori den opfordrede sine medlemsstater til at vedtage lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, der sikrer, at overtrædelser af menneskerettighederne i en virksomheds værdikæde resulterer i civilretligt, administrativt og strafferetligt ansvar ved europæiske domstole. I 2018 vedtog OECD en generel vejledning om due diligence for ansvarlig forretningsadfærd. Tilsvarende vedtog Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) i 2017 trepartserklæringen om principper for multinationale virksomheder og socialpolitik, som opfordrer virksomheder til at indføre mekanismer for due diligence med henblik på at afdække, forebygge, modvirke og gøre rede for, hvordan de håndterer deres virksomheds faktiske og potentielle negative indvirkninger med hensyn til internationalt anerkendte menneskerettigheder. I "Children's Rights and Business Principles" (Barnets rettigheder og erhvervsprincipper) fra 2012, der er udviklet af De Forenede Nationers Global Compact-initiativ, Red Barnet og UNICEF, fastlægges væsentlige aspekter af børns rettigheder med hensyn til negative erhvervsbestemte indvirkninger, og UNICEF har udarbejdet en række vejledninger til støtte for virksomheders due diligence og børn. I generel kommentar nr. 16 fra 2013 fra FN's Komité om Barnets Rettigheder fastlægges en lang række statslige forpligtelser vedrørende erhvervssektorens indvirkning på børns rettigheder, herunder at staterne kræver, at virksomhederne iagttager due diligence med hensyn til børns rettigheder.

(4)  Virksomhederne har således i dag adgang til et betydeligt antal internationale due diligence-instrumenter, som kan hjælpe dem med at leve op til deres ansvar for at respektere menneskerettighederne. Det er vanskeligt at overvurdere vigtigheden af disse instrumenter for virksomheder, som tager deres pligt til at respektere menneskerettigheder alvorligt, men frivilligheden kan forringe deres effektivitet, og de har haft en begrænset effekt, idet kun et begrænset antal virksomheder frivilligt indfører due diligence med hensyn til menneskerettigheder i forbindelse med deres egne og deres forretningsforbindelsers aktiviteter. Dette forværres af, at mange virksomheder har et overdrevet fokus på kortsigtet profitmaksimering.

(5)  Eksisterende internationale due diligence-instrumenter har ikke sikret ofre for negative indvirkninger på menneskerettigheder og miljø domstolsadgang og adgang til retsmidler på grund af deres ikkeretlige og frivillige karakter. Hovedansvaret for at beskytte menneskerettighederne og sikre domstolsadgang ligger hos staterne, og manglen på offentlige retslige mekanismer til at drage virksomhederne til ansvar for skader, som indtræffer i deres værdikæder, bør ikke og kan ikke i tilstrækkelig grad opvejes af udviklingen af private klagemekanismer på operationelt niveau. Sådanne mekanismer er nyttige med hensyn til at sikre nødhjælp og hurtig erstatning for mindre skader, men de bør ikke desto mindre nøje reguleres af de offentlige myndigheder og bør ikke undergrave ofres ret til domstolsadgang og ret til en fair rettergang ved offentlige domstole.

(6)  Unionen har vedtaget obligatoriske due diligence-rammer inden for meget specifikke områder med henblik på at bekæmpe områder, der er til skade for Unionens eller medlemsstaternes interesser, f.eks. finansiering af terror og afskovning. I 2010 vedtog Unionen Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 995/2010(40), som pålægger operatører, som markedsfører træ og træprodukter på det indre marked, due diligence-krav og forpligter forhandlere i forsyningskæden til at give grundlæggende oplysninger om deres leverandører og kunder med henblik på at forbedre sporbarheden af træ og træprodukter. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/821(41) opretter et EU-system for due diligence-praksis i forsyningskæden for at indskrænke væbnede gruppers, terrorgruppers og/eller og sikkerhedsstyrkers muligheder for at handle med tin, tantal, wolfram og deres malme samt guld.

(7)  En anden, mere generel og komplementær tilgang baseret på gennemsigtighed og bæredygtighed blev anlagt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/95/EU(42), som pålægger virksomheder med mere end 500 ansatte en forpligtelse til at rapportere om de politikker, de fører med hensyn til miljømæssige, sociale, arbejdstagerrelaterede spørgsmål og spørgsmål vedrørende bekæmpelse af korruption og bestikkelse samt respekt for menneskerettighederne, herunder due diligence.

(8)  I nogle medlemsstater har behovet for at øge virksomhedernes opmærksomhed på menneskerettigheder og på miljø- og good governancehensyn ført til vedtagelse af national lovgivning om due diligence. I Nederlandene forpligter loven om due diligence med hensyn til børnearbejde virksomheder, som opererer på det nederlandske marked, til at undersøge, om der er begrundet mistanke om, at de leverede varer eller tjenester er blevet produceret under anvendelse af børnearbejde, og til at vedtage og gennemføre en handlingsplan, hvis der er begrundet mistanke herom. I Frankrig forpligter loven om moderselskabers og ordregivende virksomheders pligt til årvågenhed visse store virksomheder til at vedtage, offentliggøre og gennemføre en plan for due diligence med henblik på at afdække og forebygge risici for menneskerettigheder, sundhed, sikkerhed og miljø, som forårsages af virksomheden, dens datterselskaber, underleverandører eller leverandører. I den franske lovgivning er der fastsat et administrativt ansvar for manglende overholdelse af de due diligence-krav, der er fastsat i lovgivningen, og et civilretligt erstatningsansvar for virksomheden til at afhjælpe forvoldte skader. I mange andre medlemsstater diskuteres det at indføre obligatoriske due diligence-krav for virksomheder, og visse medlemsstater overvejer på nuværende tidspunkt at vedtage sådan lovgivning, herunder Tyskland, Sverige, Østrig, Finland, Danmark og Luxembourg.

(9)  I 2016 udtrykte otte nationale parlamenter deres støtte til et "grønt kort-initiativ", idet de opfordrede Kommissionen til at fremlægge lovgivning for at sikre virksomhedernes ansvar for menneskerettighedskrænkelser, herunder parlamenterne i Estland, Litauen, Slovakiet og Portugal, Repræsentanternes Hus i Nederlandene, det italienske Senat og Nationalforsamlingen i Frankrig samt Det Forenede Kongeriges House of Lords.

(10)  Den utilstrækkelige harmonisering af lovgivningerne kan have en negativ indvirkning på etableringsfriheden. Derfor er yderligere harmonisering afgørende for at forhindre, at der skabes urimelige konkurrencefordele. Med henblik på at skabe lige vilkår er det vigtigt, at reglerne gælder for alle virksomheder – både i og uden for Unionen – som opererer på det indre marked.

(11)  Der er betydelige forskelle mellem medlemsstaternes love og administrative bestemmelser vedrørende due diligence, herunder hvad angår det civilretlige ansvar, som gælder for EU-virksomheder. Det er nødvendigt at forhindre, at der som følge af forskelle i udviklingen af sådanne nationale love opstår handelshindringer i fremtiden.

(12)  For at sikre lige vilkår bør virksomhedernes ansvar for at respektere menneskerettigheder i henhold til internationale standarder omdannes til en lovbestemt pligt på EU-niveau. Ved at koordinere garantierne for beskyttelse af menneskerettighederne, miljøet og good governance bør dette direktiv sikre, at alle store virksomheder, små og mellemstore virksomheder med høj risiko og børsnoterede små og mellemstore virksomheder i Unionen og uden for Unionen, som opererer på det indre marked, er underlagt harmoniserede due diligence-forpligtelser, hvilket vil forhindre lovgivningsmæssig fragmentering og forbedre det indre markeds funktion.

(13)  Indførelsen af obligatoriske due diligence-krav på EU-niveau vil være til gavn for virksomhederne med hensyn til harmonisering, retssikkerhed og sikring af lige vilkår, og den vil give de virksomheder, der er underlagt kravene, en konkurrencefordel, eftersom samfundene i stigende omfang kræver af virksomheder, at de bliver mere etiske og bæredygtige. Ved at sætte en EU-standard for due diligence kan dette direktiv bidrage til at fremme udviklingen af en global standard for ansvarlig virksomhedsadfærd.

(14)  Dette direktiv tilsigter at forebygge og modvirke potentielle eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettigheder, miljø og good governance i forsyningskæden samt at sikre, at virksomheder kan drages til ansvar for sådanne indvirkninger, og at enhver, som har lidt skade i denne henseende, kan udøve sin ret til en retfærdig rettergang ved en domstol og adgang til effektive retsmidler i overensstemmelse med national ret.

(15)  Dette direktiv har ikke til formål at erstatte EU's sektorspecifikke due diligence-lovgivning, der allerede er i kraft, eller at forhindre, at der indføres yderligere sektorspecifik EU-lovgivning. Det bør derfor finde anvendelse, uden at det berører andre due diligence-krav i sektorspecifik EU-lovgivning, navnlig forordning (EU) nr. 995/2010 og (EU) 2017/821, medmindre due diligence-kravene i henhold til nærværende direktiv foreskriver mere grundig due diligence med hensyn til menneskerettighederne, miljøet eller good governance.

(16)  Gennemførelsen af dette direktiv bør på ingen måde anvendes som begrundelse for at sænke det generelle niveau for beskyttelse af menneskerettighederne og miljøet. Navnlig bør det ikke berøre andre gældende regler for ansvar i forbindelse med underleverandører, udstationering eller ansvar i forsyningskæden, der er fastsat på nationalt plan, EU-plan eller internationalt plan. Den omstændighed, at en virksomhed har opfyldt sine due diligence-forpligtelser i henhold til dette direktiv, bør hverken fritage den fra eller lempe dens forpligtelser i henhold til andre ansvarsrammer, og derfor bør retssager mod virksomheden på grundlag af andre ansvarsrammer ikke afvises med henvisning til denne omstændighed.

(17)  Dette direktiv bør finde anvendelse på alle store virksomheder, som er underlagt en medlemsstats ret, er etableret på Unionens territorium eller opererer på det indre marked, uanset om de er privatejede eller statsejede, og uanset hvilken sektor de er aktive i, herunder den finansielle sektor. Dette direktiv bør også finde anvendelse på alle børsnoterede små og mellemstore virksomheder samt små og mellemstore virksomheder med høj risiko(43).

(18)  Forholdsmæssighed er indbygget i due diligence-processen, eftersom denne proces er betinget af alvorsgraden af og sandsynligheden for de negative indvirkninger, som en virksomhed kan forårsage, bidrage til eller blive knyttet direkte til, virksomhedens sektor, virksomhedens størrelse, dens aktiviteters art og kontekst, herunder den geografiske, dens forretningsmodel, dens position i værdikæden og dens produkters og tjenesters art. En stor virksomhed, hvis direkte forretningsforbindelser alle er hjemmehørende i Unionen, eller en lille eller mellemstor virksomhed, som efter at have foretaget en risikovurdering konkluderer, at den ikke har identificeret potentielle eller faktiske negative virkninger i sine forretningsforbindelser, kan offentliggøre en erklæring herom, herunder en risikovurdering, der indeholder de relevante data, oplysninger og metoder, som under alle omstændigheder bør revideres i tilfælde af ændringer i virksomhedens drift, forretningsforbindelser eller driftskontekst.

(19)  For virksomheder, som ejes eller kontrolleres af staten, bør opfyldelsen af deres due diligence-forpligtelser indebære, at de indkøber tjenester fra virksomheder, som har opfyldt due diligence-forpligtelser. Medlemsstaterne opfordres til ikke at yde statslig støtte, herunder via egentlig statsstøtte, offentlige indkøb, eksportkreditagenturer eller statsgaranterede lån, til virksomheder, som ikke opfylder målene for dette direktiv.

(20)  I dette direktiv bør due diligence forstås som en virksomheds forpligtelse til at træffe alle forholdsmæssige og rimelige foranstaltninger og inden for rammerne af deres midler gøre en indsats for at forhindre, at der opstår negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet og good governance i deres værdikæder, og til at håndtere sådanne indvirkninger, når de opstår. I praksis forstås ved due diligence den proces, som en virksomhed indfører med henblik på at afdække, vurdere, forebygge, modvirke, indstille, overvåge, oplyse om, registrere, håndtere og afhjælpe de potentielle og/eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettigheder, herunder sociale rettigheder, fagforeningsrettigheder og arbejdstagerrettigheder, på miljøet, herunder bidraget til klimaforandringer, og på good governance, i såvel virksomhedens egne aktiviteter som i dens forretningsforbindelser i værdikæden. Virksomheder, der er omfattet af dette direktiv, bør ikke videregive due diligence-forpligtelser til leverandører.

(21)  Bilag xx indeholder en liste over typer af erhvervsrelaterede negative indvirkninger på menneskerettighederne. I det omfang, de er relevante for virksomheder, bør Kommissionen i det bilag medtage negative indvirkninger på menneskerettigheder, der er udtrykt i de internationale menneskerettighedskonventioner, som er bindende for Unionen eller dens medlemsstater, de internationale grundlæggende menneskerettighedsinstrumenter, den humanitære folkeret, FN's menneskerettighedsinstrumenter vedrørende rettigheder for personer tilhørende særligt sårbare grupper eller samfund, og principperne om grundlæggende rettigheder i ILO-erklæringen om grundlæggende principper og rettigheder på arbejdspladsen samt rettighederne i ILO's konvention om foreningsfrihed og effektiv anerkendelse af retten til kollektive forhandlinger, ILO's konvention om afskaffelse af alle former for tvangsarbejde, ILO's konvention om effektiv afskaffelse af børnearbejde og ILO's konvention om afskaffelse af diskrimination med hensyn til ansættelse og beskæftigelse. De omfatter endvidere, men er ikke begrænset til, negative indvirkninger i forhold til andre rettigheder, som er anerkendt i trepartserklæringen fra 2017 om principperne for multinationale virksomheder og socialpolitik (erklæringen om multinationale virksomheder) og en række ILO-konventioner, herunder dem om foreningsfrihed, kollektive forhandlinger, mindstealder, sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen og ligeløn, samt de rettigheder, der er anerkendt i konventionen om barnets rettigheder, det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder, den amerikanske menneskerettighedskonvention, den europæiske menneskerettighedskonvention, den europæiske socialpagt, Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt nationale forfatninger og love, der anerkender eller gennemfører menneskerettigheder. Kommissionen bør sikre, at de typer af indvirkninger, der opføres på listen, er rimelige og opnåelige.

(22)  Negative indvirkninger på miljøet er ofte tæt knyttet til negative indvirkninger på menneskerettighederne. FN's særlige rapportør om menneskerettigheder og miljø har udtalt, at retten til liv, sundhed, mad, vand og udvikling og retten til et sikkert, rent, sundt og bæredygtigt miljø er nødvendige forudsætninger for at kunne udøve menneskerettighederne fuldt ud. Desuden har FN's Generalforsamling i sin resolution 64/292 anerkendt retten til sikkert og rent drikkevand og sanitet som en menneskeret. Covid-19-pandemien har ikke blot understreget betydningen af et sikkert og sundt arbejdsmiljø, men også vigtigheden af, at virksomheder sikrer, at de ikke forårsager eller bidrager til sundhedsrisici i deres værdikæder. Disse rettigheder bør derfor være omfattet af dette direktiv.

(23)  Bilag xxx indeholder en liste over typer af virksomhedsrelaterede negative indvirkninger på miljøet, uanset om de er midlertidige eller varige, som er relevante for virksomheder. Sådanne indvirkninger bør omfatte, men bør ikke være begrænset til, affaldsproduktion, diffus forurening og drivhusgasudledninger, der fører til global opvarmning på mere end 1,5°C over det førindustrielle niveau, afskovning og enhver anden indvirkning på klimaets, luftens, jordens og vandets kvalitet, bæredygtig anvendelse af naturressourcer, biodiversitet og økosystemer. Kommissionen bør sikre, at de typer af indvirkninger, der opføres på listen, er rimelige og opnåelige. For at bidrage til den interne sammenhæng i EU-lovgivningen og skabe retssikkerhed udarbejdes denne liste i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/852(44).

(24)  Bilag xxxx indeholder en liste over typer af virksomhedsrelaterede negative indvirkninger på good governance, som er relevante for virksomheder. Disse omfatter, men er ikke begrænset til, manglende overholdelse af OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder, kapitel VII om bekæmpelse af bestikkelse, opfordring til bestikkelse og afpresning, og principperne i OECD's konvention om bekæmpelse af bestikkelse af udenlandske embedsmænd i internationale forretningstransaktioner samt tilfælde af korruption og bestikkelse, hvor en virksomhed udøver upassende indflydelse på eller kanaliserer upassende økonomiske fordele til embedsmænd med henblik på at opnå fordele eller unfair særbehandling i strid med loven, herunder situationer, hvor en virksomhed bliver upassende involveret i lokale politiske aktiviteter, yder ulovlige kampagnebidrag eller ikke overholder de gældende skatteregler. Kommissionen bør sikre, at de typer af indvirkninger, der opføres på listen, er rimelige og opnåelige.

(25)  Negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet og good governance er ikke kønsneutrale. Virksomhederne tilskyndes til at integrere kønsperspektivet i deres due diligence-procedurer. De kan finde vejledning i FN's pjece om kønsdimensioner af de vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder.

(26)  Potentielle eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettigheder, miljø og governance kan være specifikke og mere fremtrædende i konfliktramte områder. I denne henseende bør virksomheder, der opererer i konfliktramte områder, gennemføre passende due diligence-procedurer inden for menneskerettigheder, miljø og governance, overholde deres humanitære folkeretlige forpligtelser og overholde gældende internationale standarder og retningslinjer, herunder Genèvekonventionen og tillægsprotokollerne hertil.

(27)  Medlemsstaterne opfordres til at overvåge de virksomheder under deres jurisdiktion, der har aktiviteter eller forretningsforbindelser i konfliktramte områder, og på det grundlag træffe de nødvendige foranstaltninger til at beskytte menneskerettighederne, miljøet og good governance i overensstemmelse med deres retlige forpligtelser under behørig hensyntagen til de specifikke og fremtrædende risici, der er til stede i de områder.

(28)  Erhvervsaktiviteter påvirker det fulde spektrum af rettigheder, der er defineret i FN's konvention om barnets rettigheder og andre relevante internationale standarder. Barndommen er en unik tid med fysisk, mental, følelsesmæssig og åndelig udvikling, og krænkelser af barnets rettigheder, f.eks. vold eller misbrug, børnearbejde, upassende markedsføring og usikre produkter eller miljørisici kan have livsvarige og uoprettelige konsekvenser, endog på tværs af generationer. Mekanismer for virksomheders due diligence og virksomhedsansvar, som udformes uden behørig hensyntagen til børn, risikerer ikke at beskytte deres rettigheder effektivt.

(29)  Virksomheders krænkelse af eller negative indvirkninger på menneskerettigheder og sociale, miljømæssige og klimamæssige standarder kan være en følge af deres egne eller deres forretningsforbindelsers aktiviteter, navnlig leverandører, underleverandører og investeringsmodtagende virksomheder. For at være effektive bør virksomhedernes due diligence-forpligtelser omfatte hele værdikæden, samtidig med at der anlægges en risikobaseret tilgang og opstilles en prioriteringsstrategi på grundlag af princip 17 i FN's vejledende principper. Det kan dog være vanskeligt at spore alle virksomheder i værdikæden. Kommissionen bør evaluere og foreslå redskaber til at hjælpe virksomheder med at sikre sporbarhed i deres værdikæder. Det kunne være innovative informationsteknologier, f.eks. blockchainteknologi, som gør det muligt at spore alle data, og som man bør tilskynde til udvikling af for at begrænse administrative omkostninger og undgå unødvendigheder for virksomheder, der gennemfører due diligence-procedurer.

(30)  Due diligence er primært en forebyggende mekanisme, som pålægger virksomheder at træffe alle forholdsmæssige og tilstrækkelige foranstaltninger og at gøre deres bedste inden for rammerne af deres ressourcer for at afdække og vurdere potentielle eller faktiske negative indvirkninger og til at vedtage politikker og foranstaltninger til at indstille, forebygge, modvirke, overvåge, oplyse om, adressere og afhjælpe dem, samt til at redegøre for, hvordan de håndterer disse indvirkninger. Virksomhederne bør forpligtes til at udarbejde et dokument, hvori de, med skyldig respekt for forretningshemmeligheder, offentligt oplyser om deres due diligence-strategi med henvisning til hvert enkelt af disse trin. Denne due diligence-strategi bør være behørigt integreret i virksomhedens generelle forretningsstrategi. Den bør evalueres årligt og revideres, når det skønnes nødvendigt som følge af en sådan evaluering.

(31)  Virksomheder, der ikke offentliggør risikoerklæringer, bør ikke fritages for eventuelle kontroller eller undersøgelser foretaget af medlemsstaternes kompetente myndigheder for at sikre, at de opfylder de forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv, og de kan holdes ansvarlige i henhold til national ret.

(32)  Virksomheder bør etablere en intern værdikædekortlægningsproces, der indebærer, at der træffes alle forholdsmæssige og tilstrækkelige foranstaltninger for at udpege deres forretningsforbindelser i deres værdikæde.

(33)  Forretningshemmelighed som omhandlet i dette direktiv bør gælde for alle oplysninger, der opfylder kravene for at blive betragtet som en "forretningshemmelighed" i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/943(45), dvs. oplysninger, der er hemmelige i den forstand, at de ikke i deres helhed eller i den præcise konfiguration eller sammensætning af deres komponenter er almindeligt kendt blandt eller umiddelbart tilgængelige for personer i de kredse, der normalt beskæftiger sig med den pågældende type oplysninger, at de har handelsværdi, fordi de er hemmelige, og at de af den person, som lovligt kontrollerer oplysningerne, under de givne omstændigheder er blevet underkastet rimelige foranstaltninger til hemmeligholdelse.

(34)  Due diligence bør ikke være en afkrydsningsmanøvre, men bør bestå af en løbende proces og vurdering af risici og indvirkninger, som er dynamiske og kan ændre sig som følge af nye forretningsforbindelser eller ændrede forhold. Virksomhederne bør derfor løbende overvåge deres due diligence-strategier og tilpasse dem efter behov. Disse strategier bør tilsigte at dække enhver faktisk eller potentiel negativ indvirkning, men der bør dog tages hensyn til deres aktiviteters art og kontekst, herunder den geografiske, den negative indvirknings alvor og sandsynligheden for, at den forekommer, hvis det er nødvendigt at indføre en prioriteringspolitik. Tredjepartscertificeringsordninger kan supplere due diligence-ordninger, forudsat at de har det rette anvendelsesområde og et passende niveau af gennemsigtighed, upartiskhed, tilgængelighed og pålidelighed. Tredjepartscertificering bør dog ikke på nogen måde tjene som begrundelse for en fritagelse for de forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv, eller påvirke en virksomheds eventuelle ansvar.

(35)  For at et datterselskab kan anses for at overholde forpligtelsen til at fastlægge en due diligence-strategi, bør datterselskabet, hvis det indgår i dets moderselskabs due diligence-strategi, klart angive dette i sine årsrapporter. Et sådant krav er nødvendigt for at sikre gennemsigtighed for offentligheden, således at de nationale kompetente myndigheder kan foretage de relevante undersøgelser. Datterselskabet bør sikre, at moderselskabet er i besiddelse af tilstrækkelige og relevante oplysninger til at kunne foretage due diligence på dets vegne.

(36)  Den passende hyppighed af kontrollen inden for en given periode, som udtrykket "regelmæssigt" indebærer, bør bestemmes i forhold til sandsynligheden for og alvoren af de negative virkninger. Jo mere sandsynlige og alvorlige virkningerne er, desto mere regelmæssigt bør kontrollen af overholdelsen foretages.

(37)  Virksomhederne bør først forsøge at adressere og løse en potentiel eller faktisk negativ indvirkning på menneskerettigheder, miljø og good governance i drøftelser med interessenter. En virksomhed, som kan øve indflydelse for at forebygge eller modvirke den negative indvirkning, bør gøre det. En virksomhed, som ønsker at øge sin indflydelse, kan f.eks. tilbyde kapacitetsopbygning eller andre incitamenter til den beslægtede enhed eller samarbejde med andre aktører. Hvis en negativ indvirkning ikke kan forebygges eller modvirkes, og indflydelsen ikke kan øges, kan en beslutning om at forlade samarbejdet med en leverandør eller en anden forretningsforbindelse være en sidste udvej, og det bør gøres på en ansvarlig måde.

(38)  Sund due diligence kræver, at alle relevante interessenter høres effektivt og meningsfuldt, og at navnlig fagforeninger inddrages behørigt. Høring og inddragelse af interessenter kan hjælpe virksomhederne med at afdække potentielle og faktiske negative indvirkninger mere præcist og med at opstille en mere effektiv due diligence-strategi. Dette direktiv kræver derfor drøftelser med og inddragelse af interessenter på alle trin af due diligence-proceduren. Desuden kan sådanne drøftelser og en sådan inddragelse give en stemme til dem, der har en stærk interesse i virksomhedens bæredygtighed på lang sigt. Inddragelse af interessenter kan bidrage til at forbedre virksomhedernes resultater og rentabilitet på lang sigt, idet deres øgede bæredygtighed vil have positive samlede økonomiske effekter.

(39)  Når virksomhederne gennemfører drøftelser med interessenter som omhandlet i dette direktiv, bør de sikre, at drøftelserne, hvis interessenterne er oprindelige folk, føres i overensstemmelse med internationale menneskerettighedsstandarder, såsom FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder(46), herunder frit, forudgående og informeret samtykke og oprindelige folks ret til selvbestemmelse.

(40)  Begrebet "interessent" betyder personer, hvis rettigheder og interesser kan blive berørt af en virksomheds beslutninger. Begrebet omfatter derfor arbejdstagere, lokalsamfund, børn, oprindelige folk, borgersammenslutninger og aktionærer og organisationer, hvis vedtægtsmæssige formål er at sikre, at menneskerettigheder og sociale rettigheder, klimastandarder, miljøstandarder og good governance-standarder bliver respekteret, herunder fagforeninger og civilsamfundsorganisationer.

(41)  For at undgå risikoen for, at kritiske interessenters stemmer ikke bliver hørt eller bliver marginaliseret i due diligence-proceduren, bør dette direktiv give interessenter en ret til sikre og meningsfulde drøftelser med hensyn til virksomhedens due diligence-strategi og sikre behørig inddragelse af fagforeninger eller arbejdstagerrepræsentanter.

(42)  Der bør gives relevante oplysninger om due diligence-strategien til potentielt berørte interessenter efter anmodning og på en måde, der passer til de pågældende interessenters kontekst, f.eks. ved at der tages hensyn til det officielle sprog i interessenternes land og deres læse- og skrivefærdigheder og adgang til internettet. Virksomhederne bør dog ikke være forpligtet til proaktivt at offentliggøre hele deres due diligence-strategi på en måde, der passer til interessenternes kontekst, og kravet om at give relevante oplysninger bør stå i et rimeligt forhold til virksomhedens art, kontekst og størrelse.

(43)  Procedurerne for at give udtryk for bekymringer bør sikre, at anonymiteten eller fortroligheden omkring de pågældende bekymringer, alt efter hvad der gælder i henhold til national ret, og sikkerheden og den fysiske og juridiske integritet for alle klagere, herunder menneskerettigheds- og miljøforkæmpere, beskyttes. Hvis de pågældende procedurer vedrører whistleblowere, bør de være i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1937(47).

(44)  Virksomhederne bør forpligtes til inden for rammerne af deres midler at træffe alle forholdsmæssige og rimelige foranstaltninger for at identificere deres leverandører og underleverandører og gøre relevante oplysninger tilgængelige for offentligheden under behørig hensyntagen til forretningshemmeligheder. For at være fuldt ud effektiv bør due diligence ikke være begrænset til det nærmeste led nedad og opad i forsyningskæden, men bør omfatte dem, som virksomheden under due diligence-proceduren eventuelt har udpeget som særligt risikofyldte. Dette direktiv bør imidlertid tage hensyn til, at ikke alle virksomheder har de samme ressourcer eller evner til at identificere alle deres leverandører og underleverandører, og denne forpligtelse bør derfor underlægges principperne om rimelighed og proportionalitet, hvilket virksomhederne under ingen omstændigheder bør fortolke som et påskud for ikke at opfylde deres pligt til at gøre enhver nødvendig indsats i denne forbindelse.

(45)  For at sikre, at due diligence bliver indlejret i en virksomheds kultur og struktur, bør medlemmerne af virksomhedens administrations-, ledelses- og tilsynsorganer have ansvaret for at vedtage og gennemføre dens bæredygtigheds- og due diligence-strategier.

(46)  Koordinering af virksomhedernes due diligence-indsats og frivillige samarbejde på sektorniveau eller på tværs af sektorer kan gøre deres due diligence-strategier mere konsistente og effektive. Til dette formål kan medlemsstaterne tilskynde til vedtagelse af handlingsplaner for due diligence på sektorniveau eller på tværs af sektorer. Interessenter bør være med til at definere de pågældende planer. Udviklingen af sådanne kollektive foranstaltninger bør på ingen måde fritage virksomheden fra dens individuelle ansvar for at gennemføre en due diligence-undersøgelse eller forhindre, at den bliver stillet til ansvar for skader, som den har forvoldt eller bidraget til, i overensstemmelse med national ret.

(47)  For at være effektiv bør en due diligence-ramme omfatte klagemekanismer på virksomheds- eller sektorniveau, og for at sikre, at de pågældende mekanismer er effektive, bør virksomhederne træffe beslutninger på baggrund af interessenternes holdning, når de udvikler klagemekanismer. Disse mekanismer bør give interessenter mulighed for at give udtryk for rimelige bekymringer og bør fungere som et system for tidlig varsling af risikoerkendelse og mægling. De bør være legitime, tilgængelige, forudsigelige, retfærdige, gennemsigtige, forenelige med rettigheder, en kilde til fortsat læring og baseret på engagement og dialog. Klagemekanismerne bør give mulighed for at komme med forslag om, hvordan den involverede virksomhed kan håndtere potentielle eller faktiske negative indvirkninger. Der bør også kunne foreslås en passende afhjælpning, når der gennem mægling bliver gjort opmærksom på, at en virksomhed har forårsaget eller bidraget til en negativ indvirkning.

(48)  Klagemekanismerne bør ikke fritage medlemsstaterne for deres primære pligt til at beskytte menneskerettighederne og give adgang til domstolsprøvelse og retsmidler.

(49)  Medlemsstaterne bør udpege en eller flere nationale myndigheder til at overvåge, at virksomhederne gennemfører deres due diligence-forpligtelser korrekt, og sikre at dette direktiv håndhæves ordentligt. Disse nationale myndigheder bør være uafhængige og have de fornødne beføjelser og ressourcer til at udføre deres opgaver. De bør være berettiget til at udføre passende kontroller, enten på eget initiativ eller på grundlag af begrundede og rimelige bekymringer, som interessenter og tredjemand har givet udtryk for, og til at pålægge effektive, afskrækkende og forholdsmæssige sanktioner, alt efter overtrædelsernes alvor og gentagne karakter, med henblik på at sikre, at virksomhederne overholder forpligtelserne i henhold til national ret. På EU-plan bør Kommissionen oprette et due diligence-netværk bestående af kompetente myndigheder for at sikre samarbejde.

(50)  Kommissionen og medlemsstaterne opfordres til at fastsætte administrative bøder, der størrelsesmæssigt svarer til de bøder, som i øjeblikket er fastsat i konkurrenceretten og databeskyttelsesretten.

(51)  De nationale myndigheder opfordres til at samarbejde og dele information med OECD's nationale kontaktpunkter og de nationale menneskerettighedsinstitutioner i deres land.

(52)  I overensstemmelse med FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder bør gennemførelse af due diligence ikke i sig selv fritage virksomheder for deres ansvar for at forårsage eller bidrage til overtrædelser af menneskerettighederne eller skader på miljøet. En robust og hensigtsmæssig due diligence-procedure kan imidlertid hjælpe virksomhederne med at forhindre, at der opstår skader.

(53)  Når medlemsstaterne indfører en ansvarsordning, bør de sikre en afkræftelig formodning, der kræver et vist bevisniveau. Bevisbyrden vil blive flyttet fra et offer til en virksomhed, som skal bevise, at en virksomhed ikke havde kontrol over en forretningsenhed, der var involveret i krænkelsen af menneskerettighederne.

(54)  Forældelsesfrister bør anses for rimelige og hensigtsmæssige, hvis de ikke begrænser ofres ret til adgang til domstolsprøvelse, under behørig hensyntagen til de praktiske udfordringer, som potentielle sagsøgere står over for. Ofre for negative indvirkninger på menneskerettigheder, miljø og governance bør have tilstrækkelig tid til at anlægge søgsmål under hensyntagen til deres geografiske placering, deres midler og de generelle vanskeligheder med at få søgsmål antaget til realitetsbehandling ved domstolene i Unionen.

(55)  Retten til effektive retsmidler er en internationalt anerkendt menneskerettighed, der er fastsat i artikel 8 i verdenserklæringen om menneskerettigheder og i artikel 2, stk. 3, i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, og den er også blandt EU's grundlæggende rettigheder (chartrets artikel 47). Staterne har pligt til gennem retslige, administrative, lovgivningsmæssige eller andre passende foranstaltninger at sikre, at de personer, der er berørt af virksomhedsrelaterede menneskerettighedskrænkelser, har adgang til effektive retsmidler, hvilket der også mindes om i FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder. I dette direktiv henvises der derfor specifikt til denne forpligtelse i overensstemmelse med FN's grundlæggende principper og retningslinjer for retten til oprejsning og erstatning til ofre for grove krænkelser af den internationale menneskerettighedslovgivning og alvorlige krænkelser af den humanitære folkeret.

(56)  Store virksomheder opfordres til at nedsætte rådgivende udvalg, som har til opgave at rådgive deres ledelsesorganer i anliggender vedrørende due diligence, og sørge for, at udvalgene omfatter interessenter.

(57)  Fagforeninger bør gives de nødvendige ressourcer til at udøve deres rettigheder i forbindelse med due diligence, herunder til at oprette forbindelser til fagforeninger og arbejdstagere i de virksomheder, som hovedvirksomheden har forretningsforbindelser med.

(58)  Medlemsstaterne bør anvende gældende ansvarsregler eller, om nødvendigt, indføre yderligere lovgivning for at sikre, at virksomhederne i overensstemmelse med national ret kan drages til ansvar for enhver skade, der skyldes negative indvirkninger på menneskerettigheder, miljø og governance, som de selv eller enheder, de kontrollerer, har forårsaget eller bidraget til ved handlinger eller undladelser, medmindre virksomheden kan bevise, at den har udvist den fornødne omhu i overensstemmelse med dette direktiv for at undgå den pågældende skade, eller at skaden ville være opstået, selv om der var udvist den fornødne omhu.

(59)  For at skabe klarhed og sikkerhed og konsistens i virksomhedernes praksis bør Kommissionen udarbejde retningslinjer i samråd med medlemsstaterne og OECD og med bistand fra en række specialiserede agenturer, navnlig Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder, Det Europæiske Miljøagentur og Forvaltningsorganet for Små og Mellemstore Virksomheder. Der findes allerede en række retningslinjer om due diligence, som er udarbejdet af internationale organisationer, og som Kommissionen kan anvende som reference, når den udvikler retningslinjer i henhold til dette direktiv specifikt for EU-virksomheder. Dette direktiv bør sigte mod fuld harmonisering af standarder mellem medlemsstaterne. Som supplement til generelle retningslinjer, som bør vejlede alle virksomheder og navnlig små og mellemstore virksomheder i anvendelsen af due diligence i deres operationer, bør Kommissionen udarbejde sektorspecifikke retningslinjer og udgive en liste over landespecifikke faktablade, som opdateres regelmæssigt, med henblik på at hjælpe virksomhederne med at vurdere de potentielle og faktiske negative indvirkninger af deres erhvervsaktiviteter på menneskerettighederne, miljøet og good governance i et givet område. De pågældende faktablade bør navnlig oplyse, hvilke af de konventioner og traktater, der er opført i bilag xx, xxx og xxxx til dette direktiv, et givet land har ratificeret.

(60)  For at ajourføre typerne af negative indvirkninger bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde for så vidt angår ændring af bilag xx, xxx og xxxx til dette direktiv. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning(48). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(61)  Målene for dette direktiv kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af foranstaltningens omfang eller virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

Genstand og mål

1.  Dette direktiv har til formål at sikre, at virksomheder inden for dets anvendelsesområde, som opererer på det indre marked, opfylder deres forpligtelse til at respektere menneskerettighederne, miljøet og good governance og ikke forårsager eller bidrager til potentielle eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet og good governance gennem deres egne aktiviteter eller aktiviteter, som er direkte knyttet til deres operationer, produkter eller tjenester via en forretningsforbindelse eller i deres værdikæder, og at de forebygger og modvirker de pågældende negative indvirkninger.

2.  Dette direktiv fastsætter due diligence-forpligtelser i værdikæden for virksomheder inden for dets anvendelsesområde, navnlig til at træffe alle forholdsmæssige og rimelige foranstaltninger og inden for rammerne af deres midler gøre en indsats for at forhindre, at der opstår negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet og good governance i deres værdikæder, og til at håndtere sådanne negative indvirkninger korrekt, når de opstår. Udøvelsen af due diligence indebærer, at virksomhederne skal afdække, vurdere, forebygge, indstille, modvirke, overvåge, videreformidle, registrere, håndtere og afhjælpe de potentielle og/eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet og good governance, som deres egne aktiviteter og aktiviteter i deres værdikæder og forretningsforbindelser kan indebære. Ved at koordinere garantier for beskyttelsen af menneskerettighederne, miljøet og good governance sigter disse due diligence-krav mod at forbedre det indre markeds funktion.

3.  Dette direktiv sigter endvidere mod at sikre, at virksomheder i overensstemmelse med national ret kan drages til ansvar for de negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet og good governance, som de forårsager, eller som de bidrager til i deres værdikæde, og sigter mod at garantere, at ofrene har adgang til retsmidler.

4.  Dette direktiv berører ikke yderligere due diligence-krav i sektorspecifik EU-lovgivning, navnlig forordning (EU) nr. 995/2010 og forordning (EU) 2017/821, medmindre due diligence-kravene i henhold til dette direktiv foreskriver mere grundig due diligence med hensyn til menneskerettighederne, miljøet eller good governance.

5.  Gennemførelsen af direktivet må på ingen måde anvendes som begrundelse for at sænke det generelle niveau for beskyttelse af menneskerettighederne og miljøet. Det berører navnlig ikke andre gældende regler for ansvar i forbindelse med underleverandører, udstationering eller ansvar i forsyningskæden, der er fastsat på nationalt plan, EU-plan eller internationalt plan.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1.  Dette direktiv finder anvendelse på store virksomheder, som er underlagt en medlemsstats ret eller etableret på Unionens område.

2.  Dette direktiv finder også anvendelse på alle børsnoterede små og mellemstore virksomheder samt små og mellemstore virksomheder med høj risiko.

3.  Dette direktiv finder også anvendelse på store virksomheder, børsnoterede små og mellemstore virksomheder og små og mellemstore virksomheder, der opererer i højrisikosektorer, som er underlagt et tredjelands ret og ikke er etableret på Unionens område, når de opererer på det indre marked med salg af varer eller levering af tjenesteydelser. De pågældende virksomheder opfylder de due diligence-krav, som fastsættes ved dette direktiv, således som de er gennemført i lovgivningen i den medlemsstat, hvor de opererer, og er underlagt de regler om sanktioner og erstatning, som fastsættes ved dette direktiv, således som de er gennemført i lovgivningen i den medlemsstat, hvor de opererer.

Artikel 3

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

1)  "interessenter": enkeltpersoner og grupper af enkeltpersoner, hvis rettigheder eller interesser kan blive påvirket af de potentielle eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet og good governance, som udgår fra en virksomhed eller dens forretningsforbindelser, samt organisationer, hvis vedtægtsmæssige formål er at forsvare menneskerettighederne, herunder de sociale rettigheder og arbejdstagerrettighederne, miljøet og good governance. Disse kan omfatte arbejdstagere og deres repræsentanter, lokalsamfund, oprindelige folk, borgersammenslutninger, fagforeninger, civilsamfundsorganisationer og virksomhedernes aktionærer

2)  "forretningsforbindelser": en virksomheds datterselskaber og forretningsmæssige forbindelser i hele dens værdikæde, inklusive leverandører og underleverandører, som er direkte knyttet til virksomhedens erhvervsaktiviteter, produkter eller tjenester

3)  "leverandør": enhver virksomhed, som leverer et produkt, en del af et produkt eller en tjeneste til en anden virksomhed, enten direkte eller indirekte, i forbindelse med en forretningsforbindelse

4)   "underleverandør": alle forretningsforbindelser, som udfører en tjeneste eller en aktivitet, som bidrager til udførelsen af en virksomheds operationer

5)  "værdikæde": alle en virksomheds aktiviteter, operationer, forretningsforbindelser og investeringskæder, herunder enheder, som virksomheden har en direkte eller indirekte forretningsforbindelse til, opad og nedad, og som enten

a)  leverer produkter, dele af produkter eller tjenester, som bidrager til virksomhedens egne produkter eller tjenester, eller

b)  modtager produkter eller tjenester fra virksomheden

6)  "potentiel eller faktisk negativ indvirkning på menneskerettighederne": enhver potentiel eller faktisk negativ indvirkning, som kan skade enkeltpersoners eller grupper af enkeltpersoners fulde udøvelse af menneskerettigheder i forhold til menneskerettigheder, herunder sociale rettigheder, arbejdstagerrettigheder og fagforeningsrettigheder, jf. bilag xx til dette direktiv. Det pågældende bilag revideres regelmæssigt og skal være i overensstemmelse med Unionens mål vedrørende menneskerettigheder. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 17 med henblik på at ændre listen i bilag xx

7)  "potentiel eller faktisk negativ indvirkning på miljøet": enhver overtrædelse af internationalt anerkendte miljøstandarder og EU-miljøstandarder, jf. bilag xxx til dette direktiv. Det pågældende bilag revideres regelmæssigt og skal være i overensstemmelse med Unionens mål vedrørende miljøbeskyttelse og afbødning af klimaforandringer. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 17 med henblik på at ændre listen i bilag xxx

8)  "potentiel eller faktisk negativ indvirkning på good governance": enhver potentiel eller faktisk negativ indvirkning på good governance i et land, en region eller et område, jf. bilag xxxx til dette direktiv. Det pågældende bilag revideres regelmæssigt og skal være i overensstemmelse med Unionens mål vedrørende good governance. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 17 med henblik på at ændre listen i bilag xxxx

9)  "kontrol": muligheden for en virksomhed for at udøve afgørende indflydelse på en anden virksomhed, særlig ved ejendoms- eller brugsret til sidstnævntes samlede aktiver eller dele deraf eller ved rettigheder eller aftaler eller andre midler, under hensyntagen til alle faktiske omstændigheder, som sikrer afgørende indflydelse på sammensætningen af en virksomheds beslutningstagende organer, deres afstemninger eller beslutninger

10)  "bidrage til": at en virksomheds aktiviteter sammen med andre enheders aktiviteter forårsager en indvirkning, eller at virksomhedens aktiviteter forårsager, fremmer eller tilskynder en anden enhed til at forårsage en negativ indvirkning. Bidraget skal være væsentligt, dvs. at der ikke tages hensyn til mindre eller ubetydelige bidrag. Vurderingen af, om bidraget er væsentligt, og forståelsen af, hvornår virksomhedens handlinger kan have forårsaget, fremmet eller tilskyndet en anden enhed til at forårsage en negativ indvirkning, kan indebære en hensyntagen til flere faktorer.

Der kan tages hensyn til følgende faktorer:

–  i hvilket omfang en virksomhed kan tilskynde til eller motivere en negativ indvirkning forårsaget af en anden enhed, dvs. i hvilken grad aktiviteten har øget risikoen for, at indvirkningen opstod

–  i hvilket omfang en virksomhed kunne eller burde have haft kendskab til den negative indvirkning eller potentialet for en negativ indvirkning, dvs. graden af forudsigelighed

–  i hvilket omfang en af virksomhedens aktiviteter rent faktisk har modvirket den negative indvirkning eller mindsket risikoen for, at indvirkningen opstod.

Den blotte omstændighed, at der findes en forretningsforbindelse eller aktiviteter, der skaber de generelle betingelser for, at der kan opstå negative indvirkninger, udgør ikke i sig selv et bidragsforhold. Den pågældende aktivitet skal øge risikoen for en negativ indvirkning væsentligt.

Artikel 4

Due diligence-strategi

1.  Medlemsstaterne fastsætter regler, som sikrer, at virksomhederne gennemfører effektiv due diligence med hensyn til potentielle eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet og good governance i deres operationer og forretningsforbindelser.

2.  Virksomhederne skal løbende gøre alt, hvad de kan, for ved hjælp af en risikobaseret overvågningsmetode, der tager hensyn til sandsynligheden, alvoren og den hastende karakter af potentielle eller faktiske indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet eller good governance, at identificere og vurdere deres operationers art og kontekst, herunder den geografiske, og om deres operationer og forretningsforbindelser forårsager eller bidrager til eller er direkte knyttet til nogen af de pågældende potentielle eller faktiske negative indvirkninger.

3.  Hvis en stor virksomhed, hvis direkte forretningsforbindelser alle har hjemsted i Unionen, eller en lille eller mellemstor virksomhed i overensstemmelse med stk. 2 konkluderer, at den ikke forårsager, bidrager til eller er direkte knyttet til nogen potentiel eller faktisk negativ indvirkning på menneskerettighederne, miljøet eller good governance, offentliggør den en erklæring herom og medtager heri sin risikovurdering med de relevante data, oplysninger og metoder, der har ført til denne konklusion. Den pågældende virksomhed kan navnlig konkludere, at den ikke er stødt på nogen negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet eller good governance, hvis dens analyse til identifikation af konsekvenser og risikovurdering fastslår, at alle dens direkte leverandører udfører due diligence i overensstemmelse med dette direktiv. Den pågældende erklæring skal revideres, hvis der opstår nye risici, eller hvis den pågældende virksomhed indgår i nye forretningsforbindelser, der kan medføre risici.

4.  Medmindre en virksomhed i overensstemmelse med stk. 2 og 3 konkluderer, at den ikke forårsager eller bidrager til eller ikke er direkte forbundet med nogen potentiel eller faktisk negativ indvirkning på menneskerettighederne, miljøet eller good governance, skal den oprette og sikre en effektiv gennemførelse af en due diligence-strategi. Som led i deres due diligence-strategi skal virksomhederne:

i)  specificere de potentielle eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet og good governance, der er identificeret og vurderet i overensstemmelse med stk. 2, og som sandsynligvis vil forekomme i dens operationer og forretningsforbindelser, og graden af deres alvor, sandsynlighed og hastende karakter og de relevante data, oplysninger og metoder, der har ført til disse konklusioner

ii)  kortlægge deres værdikæde og med skyldig respekt for forretningshemmeligheder offentliggøre relevante oplysninger om virksomhedens værdikæde, som kan omfatte navne, placeringer, de leverede typer af produkter og tjenesteydelser, og andre relevante oplysninger vedrørende datterselskaber, leverandører og forretningspartnere i dens værdikæde

iii)  indføre og angive alle forholdsmæssige og rimelige politikker og foranstaltninger med henblik på at bringe potentielle eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet eller good governance til ophør, forebygge eller modvirke dem

iv)  fastsætte en prioriteringsstrategi på grundlag af princip 17 i FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder for det tilfælde, at de ikke er i stand til at håndtere alle de potentielle eller faktiske negative indvirkninger samtidig. Virksomhederne skal tage hensyn til graden af alvor, sandsynlighed og hastende karakter af de forskellige potentielle eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet eller good governance, deres operationers art og kontekst, herunder den geografiske, risicienes omfang og størrelse og eventuelle uoprettelighed og om nødvendigt anvende prioriteringspolitikken under håndteringen af dem.

5.  Virksomhederne skal sikre, at deres forretningsstrategi og deres politikker er i overensstemmelse med deres due diligence-strategi. Virksomhederne skal medtage forklaringer i deres due diligence-strategier i den henseende.

6.  En virksomheds datterselskaber anses for at overholde forpligtelsen til at fastlægge en due diligence-strategi, hvis deres moderselskab inkluderer dem i deres due diligence-strategi.

7.  Virksomhederne skal gennemføre due diligence i deres værdikæder, som er forholdsmæssig og hensigtsmæssig i forhold til sandsynligheden og alvoren af deres potentielle eller faktiske negative indvirkninger og deres særlige omstændigheder, navnlig deres sektor, deres forsyningskædes størrelse og længde og virksomhedens størrelse, kapacitet, ressourcer og indflydelse.

8.  Virksomhederne skal sikre, at deres forretningsforbindelser indfører og iværksætter effektive politikker for menneskerettigheder, miljø og good governance, som er i overensstemmelse med deres due diligence-strategi, herunder f.eks. ved hjælp af rammeaftaler, kontraktbestemmelser, vedtagelse af adfærdskodekser eller ved hjælp af certificerede og uafhængige revisioner. Virksomhederne skal sikre, at deres indkøbspolitikker ikke forårsager eller bidrager til potentielle eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet eller good governance.

9.  Virksomhederne skal jævnligt kontrollere, at deres underleverandører og leverandører opfylder deres forpligtelser i henhold til stk. 8.

Artikel 5

Inddragelse af interessenter

1.  Medlemsstaterne sikrer, at virksomhederne i god tro gennemfører effektive, meningsfulde og informerede drøftelser med relevante interessenter, når de udarbejder og gennemfører deres due diligence-strategi. Medlemsstaterne sikrer navnlig, at fagforeninger på det relevante niveau, herunder på sektorniveau og på nationalt, europæisk og globalt niveau, og arbejdstagerrepræsentanter har ret til at blive inddraget i udarbejdelsen og gennemførelsen af due diligence-strategien i et loyalt samarbejde med deres virksomhed. Virksomhederne kan prioritere drøftelser med de mest berørte interessenter. Virksomhederne fører drøftelser og inddrager fagforeninger og arbejdstagerrepræsentanter på en måde, som passer til deres størrelse og deres aktiviteters art og kontekst.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at interessenter har ret til at anmode virksomheden om, at de drøfter potentielle eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet eller good governance, som er relevante for dem som omhandlet i stk. 1.

3.  Virksomhederne sikrer, at berørte eller potentielt berørte interessenter ikke udsættes for risiko som følge af deres deltagelse i de i stk. 1 omhandlede drøftelser.

4.  Arbejdstagerne informeres af virksomheden om dens due diligence-strategi og om gennemførelsen heraf, som de skal kunne bidrage til, i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14/EF(49) og 2009/38/EF(50) og Rådets direktiv 2001/86/EF(51). Desuden skal retten til at føre kollektive forhandlinger respekteres fuldt ud, som navnlig anerkendt i ILO-konvention 87 og 98, Europarådets europæiske menneskerettighedskonvention og europæiske socialpagt samt afgørelserne fra ILO's udvalg for foreningsfrihed, Komitéen for Gennemførelse af Konventioner og Henstillinger (CEACR) og Europarådets Europæiske Komité for Sociale Rettigheder (ECSR).

Artikel 6

Offentliggørelse og kommunikation af due diligence-strategien

1.  Medlemsstaterne sikrer med skyldig respekt for forretningshemmeligheder, at virksomhederne gør deres mest ajourførte due diligence-strategi eller erklæringen med risikovurderingen som omhandlet i artikel 4, stk. 3, offentligt og gratis tilgængelig, navnlig på virksomhedernes websteder.

2.  Virksomhederne kommunikerer deres due diligence-strategi til deres arbejdstagerrepræsentanter, fagforeninger og forretningsforbindelser og på anmodning til en af de nationale kompetente myndigheder, som udpeges i henhold til artikel 12.

Virksomhederne kommunikerer relevante oplysninger om deres due diligence-strategi til potentielt berørte interessenter efter anmodning og på en måde, der passer til de pågældende interessenters kontekst, f.eks. ved at der tages hensyn til det officielle sprog i interessenternes land.

3.  Medlemsstaterne og Kommissionen sikrer, at virksomhederne uploader deres due diligence-strategi eller erklæringen med risikovurderingen som omhandlet i artikel 4, stk. 3, på en europæisk central platform under de nationale kompetente myndigheders tilsyn. En sådan platform kan være det fælles europæiske adgangspunkt, som Kommissionen nævnte i sin nylige meddelelse om en kapitalmarkedsunion for mennesker og virksomheder (COM(2020)0590). Kommissionen stiller en standardskabelon til rådighed, som kan bruges til at uploade due diligence-strategierne til den europæiske centrale platform.

Artikel 7

Offentliggørelse af ikke-finansielle oplysninger og oplysninger om mangfoldighed

Dette direktiv berører ikke visse virksomheders forpligtelser i henhold til direktiv 2013/34/EU til i ledelsesberetningen at medtage en ikke-finansiel redegørelse, herunder en beskrivelse af virksomhedens politikker i forhold til, som minimum, miljøspørgsmål, sociale spørgsmål og personalespørgsmål samt spørgsmål vedrørende respekt for menneskerettighederne, bekæmpelse af korruption og bestikkelse og de due diligence-procedurer, der er gennemført.

Artikel 8

Evaluering og revision af due diligence-strategien

1.  Virksomhederne evaluerer effektiviteten og hensigtsmæssigheden af deres due diligence-strategi og gennemførelsen heraf mindst en gang om året og reviderer den i overensstemmelse hermed, når en revision anses for nødvendig som følge af evalueringen.

2.  Evalueringen og revisionen af due diligence-strategien gennemføres gennem drøftelser med interessenter og under inddragelse af fagforeninger og arbejdstagerrepræsentanter på samme måde som ved indførelsen af due diligence-strategien i henhold til artikel 4.

Artikel 9

Klagemekanismer

1.  Virksomhederne indfører en klagemekanisme, som fungerer både som en mekanisme for tidlig varsling af risici og som et mæglingssystem, der giver enhver interessent mulighed for at udtrykke rimelige bekymringer vedrørende eksistensen af en potentiel eller faktisk negativ indvirkning på menneskerettighederne, miljøet eller good governance. Medlemsstaterne sikrer, at virksomhederne har mulighed for at stille en sådan mekanisme til rådighed gennem samarbejdsordninger med andre virksomheder eller organisationer, ved at deltage i klagemekanismer med flere aktører eller tilslutte sig en global rammeaftale.

2.  Klagemekanismerne skal være retmæssige, tilgængelige, forudsigelige, sikre, retfærdige, gennemsigtige, forenelige med rettighederne og tilpasningsdygtige som fastsat i effektivitetskriteriet for udenretslige klagemekanismer i princip 31 i De Forenede Nationers vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder og generel bemærkning nr. 16 fra FN's Komité for Barnets Rettigheder. De pågældende mekanismer skal give mulighed for at give udtryk for bekymringer enten anonymt eller fortroligt, alt efter hvad der gælder i henhold til national ret.

3.  Klagemekanismen skal sikre hurtige og effektive svar til interessenter, både i tilfælde af advarsler og når der gives udtryk for bekymringer.

4.  Virksomhederne skal rapportere om rimelige bekymringer, som rejses via deres klagemekanismer, og jævnligt rapportere om de fremskridt, der er gjort i disse tilfælde. Alle oplysninger offentliggøres på en måde, der ikke bringer interessenternes sikkerhed i fare, herunder ved ikke at afsløre deres identitet.

5.  Klagemekanismerne skal kunne fremsætte forslag til virksomheden om, hvordan potentielle eller faktiske negative indvirkninger bør håndteres.

6.  Virksomhederne træffer beslutninger på grundlag af interessenternes holdning, når de udvikler klagemekanismer.

7.  Anvendelse af en klagemekanisme afskærer ikke klagerne fra adgang til retslige mekanismer.

Artikel 10

Udenretslige klagemuligheder

1.  Medlemsstaterne sikrer, at en virksomhed, når den konstaterer, at den har forårsaget eller bidraget til en negativ indvirkning, sørger for afhjælpning eller samarbejder om en sådan. Når en virksomhed konstaterer, at den er direkte knyttet til en negativ indvirkning på menneskerettighederne, miljøet eller good governance, samarbejder den om afhjælpning efter bedste evne.

2.  Afhjælpningen kan foreslås som et resultat af mægling gennem klagemekanismen som omhandlet i artikel 9.

3.  Afhjælpningen fastlægges i samråd med de berørte interessenter og kan bestå af finansiel eller ikke-finansiel kompensation, genindsættelse, offentlige undskyldninger, genoprettelse, rehabilitering eller medvirken til en undersøgelse.

4.  Virksomhederne forhindrer, at der forvoldes yderligere skade, ved at garantere, at den pågældende skade ikke gentager sig.

5.  Medlemsstaterne sikrer, at en virksomheds forslag til afhjælpning ikke forhindrer berørte interessenter i at rejse civile søgsmål i henhold til national ret. Det må navnlig ikke kræves, at ofrene benytter sig af udenretslige klagemuligheder, før de anlægger sag ved en domstol, og en igangværende sag ved en klagemekanisme må heller ikke hindre ofrenes adgang til en domstol. Domstolene tager behørigt hensyn til afgørelser truffet af en klagemekanisme, men er ikke bundet af dem.

Artikel 11

Handlingsplaner for due diligence på sektorplan

1.  Medlemsstaterne kan tilskynde til vedtagelse af frivillige sektorspecifikke eller tværsektorielle handlingsplaner for due diligence på nationalt plan eller EU-plan med henblik på at koordinere virksomhedernes due diligence-strategier.

Virksomheder, der deltager i sektorspecifikke eller tværsektorielle handlingsplaner for due diligence, er ikke undtaget fra forpligtelserne i dette direktiv.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at relevante interessenter, navnlig fagforeninger, arbejdstagerrepræsentanter og civilsamfundsorganisationer, har ret til at deltage i fastsættelsen af sektorspecifikke handlingsplaner for due diligence med forbehold for den enkelte virksomheds forpligtelse til at overholde kravene i artikel 5.

3.  Sektorspecifikke handlingsplaner for due diligence kan omfatte én fælles klagemekanisme for de relevante virksomheder. Klagemekanismen skal være i overensstemmelse med dette direktivs artikel 9.

4.  Udviklingen af sektorspecifikke klagemekanismer skal ske på grundlag af interessenternes holdning.

Artikel 12

Tilsyn

1.  Hver medlemsstat udpeger en eller flere nationale kompetente myndigheder, som har ansvaret for at føre tilsyn med anvendelsen af dette direktiv, således som det gennemføres i national ret, og for at udbrede bedste praksis vedrørende due diligence.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at de nationale kompetente myndigheder, som udpeges i henhold til stk. 1, er uafhængige og har de nødvendige personalemæssige, tekniske og økonomiske ressourcer, lokaler, infrastruktur og ekspertise til at udføre deres opgaver effektivt.

3.  Medlemsstaterne meddeler senest den ... [datoen for gennemførelsen af dette direktiv] Kommissionen de kompetente myndigheders navne og adresser. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen eventuelle ændringer af de kompetente myndigheders navne og adresser.

4.  Kommissionen offentliggør, bl.a. på internettet, en liste over de kompetente myndigheder. Kommissionen holder listen ajour.

Artikel 13

Undersøgelser af virksomheder

1.  Medlemsstaternes kompetente myndigheder som omhandlet i artikel 14 har beføjelse til at gennemføre undersøgelser for at sikre, at virksomhederne opfylder forpligtelserne i dette direktiv, herunder virksomheder, som har tilkendegivet, at de ikke er stødt på nogen potentiel eller faktisk negativ indvirkning på menneskerettighederne, miljøet eller good governance. De pågældende kompetente myndigheder tillægges beføjelse til at gennemføre kontroller af virksomheder og stille spørgsmål til berørte eller potentielt berørte interessenter eller deres repræsentanter. Kontrollerne kan omfatte en undersøgelse af virksomhedens due diligence-strategi og af klagemekanismens funktion og kontroller på stedet.

Virksomhederne yder al den bistand, der er nødvendig for at gøre det lettere for de kompetente myndigheder at gennemføre deres undersøgelser.

2.  De i stk. 1 nævnte undersøgelser gennemføres enten på et risikobaseret grundlag eller i tilfælde af, at en kompetent myndighed er i besiddelse af relevante oplysninger angående mistanke om en virksomheds tilsidesættelse af forpligtelserne i dette direktiv, herunder på grundlag af begrundede og rimelige bekymringer udtrykt af en tredjepart.

3.  Kommissionen og medlemsstaternes kompetente myndigheder, der er nævnt i artikel 12, gør det enkelt for tredjeparter at indgive begrundede og rimelige bekymringer som omhandlet i stk. 2 ved hjælp af foranstaltninger såsom harmoniserede formularer til indgivelse af bekymringer. Kommissionen og de kompetente myndigheder sikrer, at klageren har ret til at anmode om, at hans eller hendes bekymringer forbliver fortrolige eller anonyme, i overensstemmelse med national ret. Medlemsstaternes kompetente myndigheder som nævnt i artikel 12 sikrer, at den pågældende formular også kan udfyldes elektronisk.

4.  Den kompetente myndighed informerer klageren om sagsbehandlingen og resultatet af undersøgelsen inden for en rimelig periode, navnlig hvis der er behov for yderligere undersøgelser eller koordinering med en anden tilsynsmyndighed.

5.  Hvis en kompetent myndighed som resultat af de i stk. 1 nævnte handlinger konstaterer en manglende overholdelse af dette direktiv, giver den den pågældende virksomhed en rimelig frist til at sørge for afhjælpning om muligt.

6.  Medlemsstaterne sikrer, at det, hvis den manglende overholdelse af dette direktiv direkte kan føre til uoprettelig skade, kan pålægges den pågældende virksomhed at træffe foreløbige foranstaltninger eller – under overholdelse af proportionalitetsprincippet – at suspendere aktiviteterne midlertidigt. For virksomheder, som er underlagt et tredjelands ret, og som opererer på det indre marked, kan den midlertidige suspension af aktiviteterne indebære et forbud mod at operere på det indre marked.

7.  Medlemsstaterne fastsætter sanktioner i henhold til artikel 18 for virksomheder, som ikke træffer foranstaltninger til afhjælpning inden for den fastsatte frist. De kompetente nationale myndigheder tillægges beføjelse til at pålægge administrative bøder.

8.  Medlemsstaterne sikrer, at de nationale kompetente myndigheder fører et register over de i stk. 1 omhandlede undersøgelser med angivelse af navnlig arten og resultaterne af disse og eventuelle udbedrende foranstaltninger, der er påbudt i medfør af stk. 5. De kompetente myndigheder offentliggør en årlig aktivitetsrapport med de alvorligste tilfælde af manglende overholdelse, og hvordan de blev håndteret, under behørig hensyntagen til forretningshemmeligheder.

Artikel 14

Retningslinjer

1.  For at skabe klarhed og sikkerhed for virksomhederne og for at sikre konsistens i virksomhedernes praksis udarbejder Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne og OECD og med bistand fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder, Det Europæiske Miljøagentur, og Forvaltningsorganet for Små og Mellemstore Virksomheder generelle, ikke-bindende retningslinjer for virksomhederne for, hvordan de bedst kan opfylde due diligence-forpligtelserne i dette direktiv. De pågældende retningslinjer skal give praktisk vejledning i, hvordan proportionalitetsprincippet og prioritering med hensyn til indvirkninger, sektorer og geografiske områder kan anvendes på due diligence-forpligtelser afhængigt af virksomhedens størrelse og sektor. Retningslinjerne offentliggøres senest ... [18 måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttræden].

2.  Kommissionen kan i samarbejde med medlemsstaterne og OECD og med bistand fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder, Det Europæiske Miljøagentur og Forvaltningsorganet for Små og Mellemstore Virksomheder udarbejde specifikke ikke-bindende retningslinjer for virksomheder, som opererer i visse sektorer.

3.  Under udarbejdelsen af de ikke-bindende retningslinjer, jf. stk. 1 og 2, skal der tages behørigt hensyn til De Forenede Nationers vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder, ILO's trepartserklæring om principperne for multinationale virksomheder og socialpolitik, OECD's vejledning om due diligence for ansvarlig forretningsadfærd, OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder, OECD's due diligence-retningslinjer for ansvarlige forsyningskæder for mineraler fra konfliktramte områder og højrisikoområder, OECD's vejledning om due diligence for ansvarlige forsyningskæder i beklædnings- og fodtøjssektoren, OECD's vejledning om due diligence for ansvarlig forretningsadfærd for institutionelle investorer, OECD's vejledning om due diligence for ansvarlige udlån til virksomheder og emissioner og OECD/FAO's retningslinjer for ansvarlige forsyningskæder inden for landbruget, FN's Komité for Barnets Rettigheders generelle bemærkning nr. 16 om staters forpligtelser i forhold til virksomheders påvirkning af børns rettigheder og UNICEF's Children's Rights and Business Principles. Kommissionen gennemgår regelmæssigt relevansen af sine retningslinjer og tilpasser dem til ny bedste praksis.

4.  Kommissionen ajourfører jævnligt landespecifikke faktablade og gør dem offentligt tilgængelige med henblik på at give aktuel information om de internationale konventioner og traktater, som hver af Unionens handelspartnere har ratificeret. Kommissionen indsamler og offentliggør handels- og toldoplysninger om råvarers, halvfabrikatas og færdigvarers oprindelse og offentliggør oplysninger om risici for potentielle eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet eller good governance i tilknytning til visse lande eller regioner, sektorer og delsektorer samt produkter.

Artikel 15

Særlige foranstaltninger til støtte for små og mellemstore virksomheder

1.  Medlemsstaterne sikrer, at der findes en særlig portal for små og mellemstore virksomheder, hvor de kan finde vejledning og opnå yderligere støtte og oplysninger om, hvordan de bedst opfylder deres due diligence-forpligtelser.

2.  Små og mellemstore virksomheder er berettigede til finansiel støtte til at opfylde deres due diligence-forpligtelser under Unionens programmer til støtte for små og mellemstore virksomheder.

Artikel 16

Samarbejde på EU-plan

1.  Kommissionen opretter et europæisk due diligence-netværk af kompetente myndigheder med henblik på sammen med de i artikel 12 omhandlede nationale kompetente myndigheder at sikre koordinering og konvergens af lovgivnings-, undersøgelses- og tilsynspraksis, informationsudveksling, og overvåge de nationale kompetente myndigheders resultater.

De nationale kompetente myndigheder samarbejder om at håndhæve forpligtelserne i dette direktiv.

2.  Kommissionen udgiver med bistand fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder, Det Europæiske Miljøagentur og Forvaltningsorganet for Små og Mellemstore Virksomheder og på grundlag af oplysninger, som deles af de nationale kompetente myndigheder, og i samarbejde med andre eksperter i den offentlige sektor og interessenter en årlig resultattavle for due diligence.

Artikel 17

Udøvelse af delegerede beføjelser

1.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 3, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den … [datoen for dette direktivs ikrafttræden].

3.  Den i artikel 3 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.  Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning.

5.  Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

6.  En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 3 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på tre måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 18

Sanktioner

1.  Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om forholdsmæssige sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i overensstemmelse med dette direktiv, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at disse sanktioner håndhæves. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning og skal tage hensyn til, hvor alvorlige de begåede overtrædelser er, og om overtrædelsen har fundet sted gentagne gange eller ej.

2.  De kompetente nationale myndigheder kan navnlig pålægge forholdsmæssige bøder beregnet på grundlag af en virksomheds omsætning, midlertidigt eller permanent udelukke virksomheder fra offentlige udbud, statsstøtte, offentlige støtteordninger, herunder ordninger baseret på eksportkreditagenturer, og lån, foretage beslaglæggelse af varer og indføre andre passende administrative sanktioner.

Artikel 19

Civilretligt ansvar

1.  Den omstændighed, at en virksomhed overholder sine due diligence-forpligtelser, fritager den ikke fra et eventuelt ansvar i henhold til national ret.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at de har en ansvarsordning, hvorefter virksomhederne i overensstemmelse med national ret kan drages til ansvar for og sørge for afhjælpning af enhver skade, der skyldes potentielle eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet eller good governance, som de selv eller enheder, de kontrollerer, har forårsaget eller bidraget til ved handlinger eller undladelser.

3.  Medlemsstaterne sikrer, at deres ansvarsordning som omhandlet i stk. 2 er af en sådan art, at virksomheder, der beviser, at de har udvist den fornødne omhu i overensstemmelse med dette direktiv for at undgå den pågældende skade, eller at skaden ville være opstået, selv om der var udvist den fornødne omhu, ikke drages til ansvar for skaden.

4.  Medlemsstaterne sikrer, at forældelsesfristen for anlæggelse af søgsmål om civilretligt ansvar for en skade, der skyldes negative indvirkninger på menneskerettighederne og miljøet, er rimelig.

Artikel 20

International privatret

Medlemsstaterne sikrer, at de relevante bestemmelser i dette direktiv betragtes som overordnede præceptive bestemmelser i overensstemmelse med artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007(52).

Artikel 21

Gennemførelse

1.  Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den ... [24 måneder efter direktivets ikrafttræden]. De underretter straks Kommissionen herom.

2.  Lovene og bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for henvisningen.

3.  Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 22

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(1) EUT L 295 af 12.11.2010, s. 23.
(2) EUT L 182 af 29.6.2013, s. 19.
(3) EUT L 330 af 15.11.2014, s. 1.
(4) EUT L 130 af 19.5.2017, s. 1.
(5) EUT L 132 af 20.5.2017, s. 1.
(6) EUT L 305 af 26.11.2019, s. 17.
(7) EUT L 317 af 9.12.2019, s. 1.
(8) EUT L 198 af 22.6.2020, s. 13.
(9) COM(2018)0097.
(10) COM(2019)0640.
(11) EUT C 215 af 5.7.2017, s. 1.
(12) EUT C 209 af 20.6.2019, s. 1.
(13) EUT C 215 af 19.6.2018, s. 125.
(14) EUT C 298 af 23.8.2018, s. 100.
(15) EUT C 76 af 9.3.2020, s. 23.
(16) https://www.ohchr.org/documents/publications/guidingprinciplesbusinesshr_en.pdf.
(17) http://mneguidelines.oecd.org/guidelines.
(18) https://www.oecd.org/investment/due-diligence-guidance-for-responsible-business-conduct.htm.
(19) http://www.oecd.org/industry/inv/mne/responsible-supply-chains-textile-garment-sector.htm.
(20) https://www.oecd.org/corporate/oecd-due-diligence-guidance-for-responsible-supply-chains-of-minerals-from-conflict-affected-and-high-risk-areas-9789264252479-en.htm.
(21) https://www.oecd.org/daf/inv/investment-policy/rbc-agriculture-supply-chains.htm.
(22) https://www.oecd.org/investment/due-diligence-guidance-for-responsible-business-conduct.htm.
(23) https://www.oecd.org/investment/due-diligence-for-responsible-corporate-lending-and-securities-underwriting.htm#:~:text=Due%20Diligence%20for%20Responsible%20Corporate%20Lending%20and%20Securities%20Underwriting%20provides,risks%20associated%20with%20their%20clients.
(24) https://www.ilo.org/declaration/thedeclaration/textdeclaration/lang--en/index.htm.
(25) https://www.ilo.org/wcmsp5/groups/public/---ed_emp/---emp_ent/---multi/documents/publication/wcms_094386.pdf.
(26) https://www.ohchr.org/Documents/Issues/Business/Gender_Booklet_Final.pdf.
(27) Loi n° 2017-399 du 27 mars 2017 relative au devoir de vigilance des sociétés mères et des entreprises donneuses d'ordre, JORF n°0074 du 28 mars 2017.
(28) Wet van 24 oktober 2019 n. 401 houdende de invoering van een zorgplicht ter voorkoming van de levering van goederen en diensten die met behulp van kinderarbeid tot stand zijn gekomen (Wet zorgplicht kinderarbeid).
(29) Europa-Parlamentets Temaafdeling for Eksterne Forbindelser, PE 603.475 – februar 2019.
(30) Europa-Parlamentets Temaafdeling for Eksterne Forbindelser, PE 603.505 – juni 2020.
(31) Generaldirektoratet for Retlige Anliggender og Forbrugere, januar 2020.
(32) Generaldirektoratet for Retlige Anliggender og Forbrugere, juli 2020.
(33) http://childrenandbusiness.org/
(34) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU af 5. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/629/RIA (EUT L 101 af 15.4.2011, s. 1).
(35) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA (EUT L 315 af 14.11.2012, s. 57).
(36) SWD(2017)0350.
(37) https://ec.europa.eu/info/files/better-regulation-toolbox-34_da
(38) EUT L 199 af 31.7.2007, s. 40.
(39) EUT ...
(40) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 995/2010 af 20. oktober 2010 om fastsættelse af krav til virksomheder, der bringer træ og træprodukter i omsætning (EUT L 295 af 12.11.2010, s. 23).
(41) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/821 af 17. maj 2017 om fastlæggelse af due diligence-forpligtelser i forsyningskæden for EU-importører af tin, tantal, wolfram og deres malme samt guld, der hidrører fra konfliktramte områder og højrisikoområder (EUT L 130 af 19.5.2017, s. 1).
(42) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/95/EU af 22. oktober 2014 om ændring af direktiv 2013/34/EU for så vidt angår offentliggørelse af ikke-finansielle oplysninger og oplysninger om mangfoldighed for visse store virksomheder og koncerner (EUT L 330 af 15.11.2014, s. 1).
(43)* Kommissionen bør identificere højrisikosektorer for økonomisk aktivitet med betydelig indvirkning på menneskerettigheder, miljø og good governance med henblik på at medtage små og mellemstore virksomheder, der opererer inden for de sektorer, som hører under dette direktivs anvendelsesområde. Små og mellemstore virksomheder med høj risiko bør defineres af Kommissionen i dette direktiv. Definitionen bør tage hensyn til virksomhedens sektor eller dens type af aktiviteter.
(44) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/852 af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer og om ændring af forordning (EU) 2019/2088 (EUT L 198 af 22.6.2020, s. 13).
(45) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/943 af 8. juni 2016 om beskyttelse af fortrolig knowhow og fortrolige forretningsoplysninger (forretningshemmeligheder) mod ulovlig erhvervelse, brug og videregivelse (EUT L 157 af 15.6.2016, s. 1).
(46) https://www.un.org/esa/socdev/unpfii/documents/DRIPS_en.pdf
(47) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1937 af 23. oktober 2019 om beskyttelse af personer, der indberetter overtrædelser af EU-retten (EUT L 305 af 26.11.2019, s. 17).
(48) EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1.
(49) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14/EF af 11. marts 2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab (EFT L 80 af 23.3.2002, s. 29).
(50) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/38/EF af 6. maj 2009 om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg eller en procedure i fællesskabsvirksomheder og fællesskabskoncerner med henblik på at informere og høre medarbejderne (EUT L 122 af 16.5.2009, s. 28).
(51) Direktiv 2001/86/EF af 8. oktober 2001 om fastsættelse af supplerende bestemmelser til statut for det europæiske selskab (SE) for så vidt angår medarbejderindflydelse (EFT L 294 af 10.11.2001, s. 22).
(52) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) (EUT L 199 af 31.7.2007, s. 40).


Gennemførelse af byggevareforordningen
PDF 158kWORD 52k
Europa-Parlamentets beslutning af 10. marts 2021 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 305/2011 om fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer (byggevareforordningen) (2020/2028(INI))
P9_TA(2021)0074A9-0012/2021

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 305/2011 af 9. marts 2011 om fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer(1) (byggevareforordningen),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012 af 25. oktober 2012 om europæisk standardisering, om ændring af Rådets direktiv 89/686/EØF og 93/15/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/9/EF, 94/25/EF, 95/16/EF, 97/23/EF, 98/34/EF, 2004/22/EF, 2007/23/EF, 2009/23/EF og 2009/105/EF og om ophævelse af Rådets beslutning 87/95/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1673/2006/EF(2) (standardiseringsforordningen),

–  der henviser til Kommissionens evaluering af 24. oktober 2019 af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 305/2011 af 9. marts 2011 om fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer (SWD (2019) 1770),

–  der henviser til Kommissionens rapport af 24. oktober 2019 om resultatet af evalueringen af relevansen af de opgaver, som fremgår af artikel 31, stk. 4, og som modtager EU-finansiering i henhold til artikel 34, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 305/2011 af 9. marts 2011 om fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer og om ophævelse af Rådets direktiv 89/106/EØF (COM(2019)0800),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1020 af 20. juni 2019 om markedsovervågning og produktoverensstemmelse og om ændring af direktiv 2004/42/EF og forordning (EF) nr. 765/2008 og (EU) nr. 305/2011(3),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 339/93(4),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse 768/2008/EF af 9. juli 2008 om fælles rammer for markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets afgørelse 93/465/EØF(5),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/515 af 19. marts 2019 om gensidig anerkendelse af varer, der lovligt markedsføres i en anden medlemsstat, og om ophævelse af forordning (EF) nr. 764/2008(6),

–  der henviser til sin beslutning af 21. oktober 2010 om fremtiden for europæisk standardisering(7),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 30. november 2016 om ren energi til alle europæere (COM(2016)0860),

–  der henviser til den europæiske grønne pagt (COM(2019)0640),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 11. marts 2020 om en ny handlingsplan for den cirkulære økonomi for et renere og mere konkurrencedygtigt Europa (COM(2020)0098),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 54 samt til artikel 1, stk. 1, litra e), i, og bilag 3 til, Formandskonferencens afgørelse af 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A9-0012/2021),

A.  der henviser til, at bygge- og anlægssektoren direkte leverer 18 millioner arbejdspladser i Europa og genererer 9 % af BNP(8);

B.  der henviser til, at formålet med byggevareforordningen er at fjerne tekniske handelshindringer for byggevarer for at øge deres frie bevægelighed på det indre marked, samtidig med at det sikres, at varerne er egnede til deres tilsigtede anvendelse og i overensstemmelse med deres deklarerede ydeevne, idet der tages hensyn til de sundheds-, sikkerheds- og miljømæssige aspekter, der er forbundet med deres anvendelse, uanset hvor de er fremstillet;

C.  der henviser til, at det europæiske system for teknisk regulering og standardisering har vist sig at være en drivkraft for konkurrenceevne og innovation, samtidig med at det har bidraget til forbrugersikkerhed og nedbragt ulykkesfrekvensen, hvilket har gjort EU-standarder til et globalt benchmark;

D.  der henviser til, at den langsomme vedtagelse af og manglende henvisning til harmoniserede standarder er problematisk, da vedtagelsesprocessen ikke holder trit med udviklingen i sektoren, hvilket skaber uvished for virksomhederne; der henviser til, at manglen på harmoniserede standarder og de eksisterende standarders ufuldstændige karakter har bidraget til indførelsen af ekstra nationale krav til byggevarer, som skaber hindringer for deres frie bevægelighed i det indre marked; der henviser til, at disse krav kan være til skade for forbrugerne og for medlemsstaterne, når de skal opfylde deres forpligtelser med hensyn til strukturel sikkerhed, sundhed, miljøbeskyttelse, andre bygningsrelaterede spørgsmål og forbrugerbeskyttelse;

E.  der henviser til, at de regler om bygværker, som medlemsstaterne fastsætter, bør udformes og implementeres på en sådan måde, at arbejdstagernes og forbrugernes sikkerhed er garanteret, og at miljøet ikke skades, hvilket også kan have indvirkning på kravene til byggevarer;

F.  der henviser til, at omkostningerne ved efterlevelse af byggevareforordningen udgør 0,6-1,1 % af bygge- og anlægssektorens omsætning og hovedsagelig bæres af fabrikanterne, hvilket kan være meget byrdefuldt for SMV'er;

1.  påskønner Kommissionens evaluering af byggevareforordningen og igangværende gennemgang, som har til formål yderligere at adressere hindringerne på det indre marked for byggevarer og bidrage til målene i den europæiske grønne pagt og handlingsplanen for den cirkulære økonomi, samtidig med at der tages hensyn til den teknologiske udvikling og innovation;

2.  påpeger, at byggevareforordningen har en særlig karakter, som adskiller den fra de generelle principper i den nye lovgivningsmæssige ramme (NLF), hovedsagelig fordi den ikke harmoniserer specifikke krav eller minimumssikkerhedsniveauer for byggevarer, men blot definerer et fælles teknisk sprog, som er det samme for alle byggevarer omfattet af forordningen, til angivelse af byggevarers ydeevne i forhold til deres væsentlige egenskaber, som er fastlagt i harmoniserede tekniske specifikationer;

3.  fremhæver, at den gældende byggevareforordning sikrer den frie bevægelighed for byggevarer i Unionen, mens medlemsstaterne bevarer kontrollen med reglerne for bygge- og anlægsarbejder; bemærker i den forbindelse, at medlemsstaternes regler kræver, at bygværker designes og udføres på en sådan måde, at de hverken bringer personers, husdyrs eller ejendoms sikkerhed i fare eller skader miljøet; påpeger, at de byggeforskrifter, der er fastsat på medlemsstatsniveau, generelt påvirkes af ydeevnen af de byggevarer, der indgår i bygværkerne;

Fælles teknisk sprog, herunder standarder

4.  bemærker, at det fælles tekniske sprog, der er indført med byggevareforordningen, er defineret af harmoniserede europæiske standarder og, for så vidt angår produkter, der ikke – eller ikke fuldt ud – er omfattet af harmoniserede standarder, af europæiske vurderingsdokumenter, med henblik på at opfylde medlemsstaternes krav til ydeevne; konstaterer, at Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN) og Den Europæiske Komité for Elektroteknisk Standardisering (Cenelec) er de kompetente organisationer for udarbejdelsen af harmoniserede standarder, mens Den Europæiske Organisation for Teknisk Godkendelse (EOTA) og de tekniske vurderingsorganer (TAB) er ansvarlige for udarbejdelsen af europæiske vurderingsdokumenter;

5.  påpeger, at anvendelsen af harmoniserede standarder i henhold til byggevareforordningen i modsætning til anden NLF-lovgivning er obligatorisk, hvilket kræver et effektivt system til vedtagelsen af dem for at imødekomme behovene og afspejle industriens mest effektive praksisser, bane vej for innovation, holde trit med den teknologiske udvikling, sikre juridisk klarhed og lige vilkår for SMV'er samt opfylde medlemsstaternes reguleringsmæssige behov; opfordrer Kommissionen til med henblik herpå at sørge for aktiv inddragelse af industrien og relevante interessenter for at sikre, at nye standarder er så relevante som muligt; påpeger vigtigheden af, at medlemsstaterne deltager aktivt i standardiseringsprocessen;

6.  finder det betænkeligt, at kun 12 af de 444 eksisterende harmoniserede standarder for byggevarer er udstedt efter vedtagelsen af byggevareforordningen; mener, at den tid, der kræves til udvikling af og henvisning til standarder, efterslæbet inden for revision og ajourføring af eksisterende standarder, manglen på juridisk klarhed i den nuværende lovgivningsmæssige ramme og manglen på en produktiv dialog mellem alle de partnere, der på nuværende tidspunkt er involveret i processen, er blandt de største problemer i forbindelse med gennemførelsen af byggevareforordningen;

7.  påpeger, at et betydeligt antal standarder ikke fuldt ud dækker alle de grundlæggende krav, der skal være opfyldt for, at byggevarer kan anvendes i bygværker; finder det betænkeligt, at denne ufuldstændige harmonisering til dels har medført supplerende nationale krav og obligatoriske nationale mærker for byggevarer, som tjener til at skabe uberettigede hindringer, opsplitte og svække det indre marked og skabe juridisk usikkerhed for virksomheder, entreprenører, planlæggere og arkitekter, hvilket medfører potentielle sikkerhedsrisici for bygværker;

8.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at finde en hurtig og holdbar løsning for at forbedre standardiseringsprocesserne og fjerne efterslæbet af standarder uden henvisning; støtter i denne forbindelse indførelse af kortsigtede foranstaltninger til afhjælpning af efterslæbet og de reguleringsmæssige mangler i kombination med langsigtede foranstaltninger til at forbedre processen med at definere det fælles tekniske sprog ved hjælp af omfattende harmoniserede standarder;

9.  påpeger, at problemerne med udviklingen af harmoniserede standarder skal adresseres i alle faser af forberedelsesprocessen; opfordrer Kommissionen til at holde sig i tæt kontakt med alle relevante interessenter i den forberedende fase i overensstemmelse med standardiseringsforordningen og understreger betydningen af en ligelig repræsentation og af gennemsigtighed og åbenhed for alle involverede parter med henblik på at finde brugbare løsninger; fremhæver behovet for at sikre, at de standardiseringsanmodninger, som Kommissionen fremsætter, er af høj kvalitet, og nødvendigheden af at udstikke klare og pragmatiske retningslinjer; opfordrer endvidere Kommissionen til at udvikle omfattende og horisontale retningslinjer for standardiseringsorganer, der beskriver strukturen i og kravene til en standard, der anmodes om; foreslår, at der fastsættes klart definerede tidsrammer for Kommissionens vurdering af de udarbejdede standarder og klare tidsfrister for alle parter med henblik på at sikre en yderligere revision, hvis det konstateres, at en standardiseringsanmodning eller byggevareforordningen ikke er blevet efterlevet; mener, at det er vigtigt at definere standardernes anvendelsesområde mere præcist, således at fabrikanterne kan have klare retningslinjer, når de angiver, at deres produkter falder inden for anvendelsesområdet;

10.  mener, at teksterne til harmoniserede standarder under byggevareforordningen i lyset af deres obligatoriske karakter og af det faktum, at de betragtes som en del af EU-lovgivningen, bør foreligge på alle EU-sprog; fremhæver behovet for at sikre adgang til oversættelse af høj kvalitet uden ekstraomkostninger og for at styrke inddragelsen af nationale standardiseringsorganer i oversættelsesprocessen; opfordrer Kommissionen til yderligere at støtte og forenkle finansieringsordningerne for oversættelse af harmoniserede standarder;

11.  finder det betænkeligt, at selv om den alternative metode for produkter, der ikke eller ikke fuldt ud er omfattet af harmoniserede standarder, blev medtaget i byggevareforordningen for at tillade innovative produkter at komme ind på markedet, vedrører langt størstedelen af de europæiske vurderingsdokumenter ikke innovative produkter;

12.  mener derfor, at en af årsagerne til den stigende anvendelse af EOTA-vejen som et alternativt standardiseringsmetode er det forhold, at standardiseringssystemet på nuværende tidspunkt underpræsterer;

13.  påpeger, at EOTA-vejen er en langvarig og omkostningstung metode, som ikke er SMV-venlig og som kun store markedsaktører som regel har råd til; understreger, at selv om der er behov for generelle forbedringer i standardiseringsprocessen, kan den nuværende procedure for udvikling af europæiske vurderingsdokumenter være nyttig som en supplerende metode til at fremme udviklingen af innovative produkter og SMV'ers deltagelse, men den skal også tilgodese fabrikanternes ambition om at markedsføre innovative produkter så hurtigt som muligt, samtidig med at Unionens produktkrav overholdes, og bør ikke betragtes som et permanent alternativ til standardiseringssystemet;

14.  understreger, at et fælles teknisk sprog kan bidrage til at fremme en cirkulær økonomi, da det gør det muligt at deklarere byggevarers ydeevne på en ensartet måde; mener, at der bør fokuseres mere på standarder, der kan bidrage til at fremme en cirkulær økonomi i Europa;

CE-mærkning og ydeevnedeklaration

15.  bemærker, at CE-mærkning er en metode, som gør det muligt at markedsføre byggevarer, der lovligt er bragt i omsætning i én medlemsstat, på en hvilken som helst anden medlemsstats område; er imidlertid bekymret over, at eftersom CE-mærkning i henhold til byggevareforordningen adskiller sig fra anden NLF-lovgivning ved kun at henvise til produktets ydeevne uden at attestere dets overensstemmelse med specifikke produktkrav, kan en sådan forskel i forhold til anden NLF-lovgivning skabe forvirring omkring CE-mærkningen og mindske dens værdi; påpeger i den forbindelse, at der er overlapninger mellem de oplysninger, som skal fremgå af henholdsvis CE-mærkningen og ydeevnedeklarationen; mener, at denne overlapning skaber unødige ekstra administrative byrder og omkostninger for virksomhederne og bør afhjælpes, bl.a. gennem en forstærket anvendelse af digitale løsninger;

16.  beklager, at CE-mærkningen under byggevareforordningen fejlagtigt opfattes som et kvalitetsmærke, selv om den ikke siger noget om, hvorvidt en byggevare er sikker eller kan anvendes i bygværker; mener, at der er behov for yderligere løsninger for at give slutbrugerne præcise og klare oplysninger om CE-mærkningens karakter med hensyn til byggevarers sikkerhed og deres overensstemmelse med nationale krav til bygningers sikkerhed og bygværker;

17.  opfordrer Kommissionen til at overveje og grundigt vurdere muligheden for gradvist at styrke byggevareforordningen ved deri at medtage yderligere oplysningsforpligtelser og krav til produkternes ydeevne med hensyn til sundheds-, sikkerheds- og miljøaspekter efter at have foretaget en konsekvensanalyse og en vurdering af Unionens og medlemsstaternes lovgivningsmæssige behov inden for hver produktkategori; opfordrer endvidere Kommissionen til at vurdere, hvilken tilgang der vil være effektiv for byggevareforordningen;

18.  bemærker den manglende digitalisering af bygge- og anlægssektoren og understreger betydningen af fuldt ud at udnytte digitale teknologier, som kan give klare, gennemsigtige og pålidelige oplysninger til erhvervsdrivende og slutbrugere, adressere overlapningerne mellem oplysningskravene og sætte markedsovervågningsmyndighederne i stand til at udføre deres arbejde mere effektivt; opfordrer Kommissionen til at vurdere fordelene ved at anvende sådanne teknologier og udvikle løsninger i retning af intelligent integration af eksisterende data, der kan anvendes i flere forskellige informationssystemer;

19.  mener, at digitale løsninger kan øge gennemsigtigheden på markedet for byggevarer og sikre nøjagtigheden og pålideligheden af de oplysninger, der gives i ydeevnedeklarationen samt gøre det lettere at sammenligne byggevarer ud fra deres deklarerede ydeevne, herunder på sikkerheds- og miljøområdet, og dermed gøre det muligt for virksomheder og slutbrugere at drage fordel af fabrikantoplysningerne ved hurtigt at vurdere og sammenligne kravene til bygværker med oplysningerne i ydeevnedeklarationen;

20.  understreger behovet for at øge bevidstheden blandt virksomhederne, navnlig SMV'er og mikrovirksomheder, omkring CE-mærkningen og ydeevnedeklarationen, herunder gennem den fælles digitale portal; mener, at en sådan tilgang vil øge tilliden til EU-harmoniseringen og kvaliteten af harmoniserede standarder og bidrage til at mindske fragmenteringen af det indre marked; fremhæver den vigtige rolle, som de nationale produktkontaktpunkter for byggeriet spiller med hensyn til at informere virksomheder om anvendelsen af byggevareforordningen og give pålidelige oplysninger om de krav til bygværker på en medlemsstats område, der finder anvendelse på den påtænkte anvendelse af hver enkelt byggevare; foreslår, at der gøres en yderligere indsats for at øge kendskabet til disse kontaktpunkter, da kun 57 % af interessenterne var klar over deres eksistens i 2018;

Markedsovervågning

21.  er bekymret over, at branchen anser markedsovervågningen af byggevarer for at være utilstrækkelig og ineffektiv; understreger, at en sådan situation undergraver de lige konkurrencevilkår ved at være til skade for de virksomheder, der overholder lovgivningen, og til gavn for dem, ikke gør det; påpeger, at en svag og inkonsekvent markedsovervågning kan føre til en stigning i antallet af produkter, der ikke lever op til deres deklarerede ydeevne, og dermed udgøre en risiko for slutbrugerne;

22.  opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at gennemføre forordning (EU) 2019/1020, som har til formål at styrke markedsovervågningen af produkter, der er omfattet af EU-harmoniseringslovgivningen, herunder byggevareforordningen, og fastlægge rammerne for samarbejde med virksomheder; understreger behovet for en konsekvent, harmoniseret og ensartet håndhævelse af nye regler fra de nationale markedsovervågningsmyndigheders side og for et styrket grænseoverskridende samarbejde herom for at sikre lige vilkår i bygge- og anlægssektoren og fair konkurrence på EU-markedet;

23.  minder om, at medlemsstaterne i henhold til forordning (EU) 2019/1020 skal afsætte de nødvendige finansielle, menneskelige og tekniske ressourcer til markedsovervågningsmyndighederne, herunder sikre, at de har tilstrækkelig ekspertise og kompetencer; opfordrer medlemsstaterne til at styrke samarbejdet mellem deres markedsovervågningsmyndigheder, herunder på tværs af grænserne, og til at forbedre antallet og effektiviteten af kontroller for at kunne identificere byggevarer, der ikke er i overensstemmelse med deres deklarerede ydeevne, og forhindre, at de omsættes i det indre marked;

24.  opfordrer Kommissionen til hurtigt at vedtage gennemførelsesretsakter i henhold til forordning (EU) 2019/1020 med henblik på yderligere at afstemme markedsovervågningsmyndighedernes præstationsniveauer ved at fastlægge ensartede betingelser for kontrol, kriterier for fastsættelse af kontrolhyppigheden og antallet af prøver, der skal kontrolleres i forbindelse med visse produkter eller produktkategorier, og ved at fastsætte benchmarks og teknikker for kontrol af harmoniserede produkter, idet der tages behørigt hensyn til de særlige forhold i de berørte sektorer, herunder byggevaresektoren, og til indvirkningen på en revideret byggevareforordning; bemærker den vigtige rolle, som EU-netværket for produktoverensstemmelse og de administrative samarbejdsgrupper (AdCos) spiller med hensyn til at sikre struktureret koordinering og samarbejde mellem medlemsstaternes håndhævelsesmyndigheder og Kommissionen og strømline markedstilsynspraksisserne for at gøre dem mere effektive;

25.  anser det for afgørende, at de nationale markedsovervågningsmyndigheder med ansvar for byggevarer arbejder tæt sammen med de nationale bygningskontrolmyndigheder for at sikre en nuanceret tilgang til vurderingen af, om byggevarer, der anvendes i bygværker, er i overensstemmelse med den deklarerede ydeevne eller tilsigtede anvendelse, samt for at sikre deres overensstemmelse med byggereglementerne og dermed garantere beskyttelse af sundheden og sikkerheden for de arbejdstagere, der anvender byggevarer, og for bygværkernes brugere;

26.  understreger, at medlemsstaterne bør tage ansvar, når de indfører nationale bestemmelser om bygværker, herunder krav vedrørende bygningers sikkerhed i forbindelse med opførelse, vedligeholdelse og nedrivning af bygværker, ved at tage hensyn til andre aspekter af betydning for almenvellet, såsom arbejdstagernes sundhed og sikkerhed og miljøbeskyttelsen;

27.  påpeger, at onlinesalget i bygge- og anlægsbranchen er i vækst; fremhæver behovet for at sikre en effektiv markedsovervågning af byggevarer, der sælges online, navnlig varer, der sælges af erhvervsdrivende uden for EU og muligvis ikke overholder EU-lovgivningen og derfor kan påvirke kvaliteten og sikkerheden af bygværker, så det sikres, at byggevarer, der omsættes i det indre marked, er i overensstemmelse med deres deklarerede ydeevne eller tilsigtede anvendelse, uanset deres oprindelse; understreger den rolle, som onlinemarkedspladser kan spille i denne henseende;

28.  fremhæver betydningen af at sikre et ensartet præstationsniveau hos de bemyndigede organer, der foretager vurderinger af byggevarers ydeevne, således at deres funktioner udføres på samme niveau og på samme vilkår; bemærker i denne forbindelse den rolle, som de EU-prøvningsfaciliteter, der blev indført ved forordning (EU) 2019/1020, spiller med hensyn til at bidrage til at øge laboratoriekapaciteten og sikre prøvningernes pålidelighed og konsistens i forbindelse med markedsovervågningen i alle medlemsstaterne;

29.  understreger behovet for at styrke tilvejebringelsen og udvekslingen af oplysninger om potentielt farlige stoffer i byggevarer og styrke samarbejdet med Det Europæiske Kemikalieagenturs databaser i overensstemmelse med gældende lovgivning;

30.  opfordrer Kommissionen til at fortsætte med effektivt at overvåge og adressere uberettigede hindringer på det indre marked som følge af nationale reguleringsforanstaltninger; understreger behovet for øget dialog og samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne med henblik på at tackle praksisser, der hindrer den frie bevægelighed for byggevarer på det indre marked, såsom fortsat anvendelse af nationale mærker og ekstra certificeringskrav for byggevarer;

Byggevarers bæredygtighed

31.  fremhæver det overordnede behov for en omstilling til en bæredygtig og mere cirkulær økonomi i forbindelse med indkøb, fremstilling, genbrug og genanvendelse af byggevarer og med deres anvendelse i bygværker; understreger behovet for at forbedre bæredygtigheden af byggevarer og tilgængeligheden af sekundære og vedvarende produkter og materialer på markedet;

32.  hilser det i den forbindelse velkommen, at Kommissionen sigter mod at gøre bygge- og anlægssektoren mere bæredygtig ved at tage byggevarers bæredygtighedsperformance op i forbindelse med revisionen af byggevareforordningen som bebudet i handlingsplanen for den cirkulære økonomi; støtter Kommissionens tilsagn om i højere grad at bringe lovgivningen om byggevarer på linje og i overensstemmelse med horisontale miljøpolitikker;

33.  opfordrer Kommissionen til at overveje at indarbejde visse krav vedrørende miljøpræstationer og bæredygtighedskriterier for produkters samlede livscyklus i de harmoniserede standarder for specifikke produktkategorier under byggevareforordningen, samtidig med at der tages hensyn til den markedsmæssige og teknologiske udvikling og de nationale lovkrav til bygge- og anlægssektoren eller bygningspolitikker, for at give fabrikanterne én enkelt ramme for vurdering og prøvning af produkter, når der opstår relevante fælles overensstemmelseskrav; fremhæver, at de nuværende basale krav til bygværker, der er fastsat i byggevareforordningen, allerede kan danne grundlag for udarbejdelsen af standardiseringsmandater og harmoniserede tekniske specifikationer med hensyn til byggevarers miljømæssige ydeevne og bæredygtighed; understreger betydningen af en korrekt vurdering af de produktkategorier, som sådanne krav er relevante for, og behovet for, at alle relevante interessenter inddrages i vurderingsprocessen; understreger, at en sådan indarbejdelse ikke må føre til en stigning i priserne på byggevarer;

34.  opfordrer Kommissionen til at vurdere, hvordan byggevareforordningen kan støtte cirkulariteten af byggevarer, herunder genbrugte eller genfremstillede produkter eller produkter fremstillet af genanvendte materialer; understreger, at dette vil kræve pålidelige data om den tidligere anvendelse af byggevarer under hensyntagen til de potentielle omkostninger herved; hilser det i den forbindelse velkommen, at Kommissionen sigter på at oprette et fælles europæisk dataområde for intelligente cirkulære applikationer med data om produktinformation(9);

Specifikke henstillinger vedrørende revisionen af byggevareforordningen

35.  understreger nødvendigheden af at sikre en egentlig inddragelse af alle interessenter i hørings- og evalueringsprocessen; fremhæver betydningen af en omfattende analyse af de lovgivningsmæssige valgmuligheders konsekvenser; fremhæver behovet for lige vilkår og en lettere administrativ byrde i forbindelse med lovgivningen om byggevarer for alle virksomheder, navnlig SMV'er, under hensyntagen til nye forretningsmodeller, samt behovet for fair konkurrence på globalt plan; opfordrer i denne forbindelse til yderligere præcisering og forbedring af de forenklede procedurer for mikrovirksomheder;

36.  understreger betydningen af at undgå overlapninger og sikre, at den reviderede byggevareforordning er i overensstemmelse med eksisterende lovgivning og fremtidige lovgivningsinitiativer; opfordrer derfor Kommissionen til at præcisere forholdet mellem byggevareforordningen og relateret lovgivning om det indre marked, såsom direktivet om miljøvenligt design(10), forordningen om energimærkning(11), affaldsrammedirektivet(12) og drikkevandsdirektivet(13), for at undgå eventuelle overlapninger og om nødvendigt strømline de relevante bestemmelser for at sikre juridisk klarhed for virksomhederne;

37.  understreger, at enhver revision af byggevareforordningen bør være i overensstemmelse med principperne og målene i standardiseringsforordningen for så vidt angår udarbejdelse af harmoniserede standarder for at sikre deres gennemsigtighed og kvalitet; fremhæver, at enhver revision bør sikre en passende inddragelse af alle interessenter og tilgodese medlemsstaternes lovgivningsmæssige behov;

38.  understreger behovet for at sikre juridisk klarhed i en overgangsperiode for så vidt angår en eventuel revision af byggevareforordningen og det hertil knyttede acquis for at undgå et juridisk tomrum og sikre en gnidningsløs overgang fra eksisterende til nye bestemmelser;

39.  er bekymret for, at enhver revision af byggevareforordningen og navnlig af det hertil knyttede acquis vil tage væsentlig tid, mens fabrikanter, entreprenører, planlæggere, arkitekter og andre slutbrugere har brug for omgående løsninger for at overvinde den retsusikkerhed, der bl.a. skyldes manglen på ajourførte harmoniserede standarder og huller i lovgivningen; opfordrer Kommissionen til at adressere disse spørgsmål i forbindelse med sin forventede revision af byggevareforordningen, herunder finde en måde at gribe de presserende juridiske og tekniske udfordringer an på;

40.  opfordrer til en ambitiøs revision af byggevareforordningen med henblik på at skabe et solidt regelsæt med effektive, let gennemførlige og harmoniserede regler;

o
o   o

41.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne.

(1) EUT L 88 af 4.4.2011, s. 5.
(2) EUT L 316 af 14.11.2012, s. 12.
(3) EUT L 169 af 25.6.2019, s. 1.
(4) EUT L 218 af 13.8.2008, s. 30.
(5) EUT L 218 af 13.8.2008, s. 82.
(6) EUT L 91 af 29.3.2019, s. 1.
(7) EUT C 70 E af 8.3.2012, s. 56.
(8) Europa-Kommissionen: "The European construction sector – A global partner", 2016.
(9) Som anført i handlingsplanen for den cirkulære økonomi.
(10) EUT L 285 af 31.10.2009, s. 10.
(11) EUT L 198 af 28.7.2017, s. 1.
(12) EUT L 312 af 22.11.2008, s. 3.
(13) EFT L 330 af 5.12.1998, s. 32.


Ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv i lyset af FN's handicapkonvention
PDF 193kWORD 63k
Europa-Parlamentets beslutning af 10. marts 2021 om gennemførelse af Rådets direktiv 2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv i lyset af FN's handicapkonvention (UNCRPD) (2020/2086(INI))
P9_TA(2021)0075A9-0014/2021

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om den Europæiske Union (TEU), traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (chartret),

–  der henviser til FN's konvention om rettigheder for personer med handicap (UNCRPD) og dennes ikrafttræden i EU den 21. januar 2011 i henhold til Rådets afgørelse 2010/48/EF af 26. november 2009 om Det Europæiske Fællesskabs indgåelse af De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder(1),

–  der henviser til UNCRPD-komitéens generelle bemærkninger til gennemførelsen af UNCRPD, navnlig generel bemærkning nr. 2 (2014) af 22. maj 2014 om tilgængelighed, generel bemærkning nr. 3 (2016) af 26. august 2016 om kvinder og piger med handicap, generel bemærkning nr. 5 (2017) af 27. oktober 2017 om retten til et selvstændigt liv og til at være inkluderet i samfundet og generel bemærkning nr. 6 (2018) af 26. april 2018 om lighed og ikke-diskrimination,

–  der henviser til de afsluttende bemærkninger fra UNCRPD-komitéen af 2. oktober 2015 om Den Europæiske Unions indledende rapport,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder,

–  der henviser til 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling (FN's 2030-dagsorden) og til verdensmålene for bæredygtig udvikling (SDG'erne),

–  der henviser til FN-konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder,

–  der henviser til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,

–  der henviser til Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (Istanbulkonventionen),

–  der henviser til den europæiske søjle for sociale rettigheder,

–  der henviser til Europa 2020-målet vedrørende kampen mod fattigdom og social udstødelse,

–  der henviser til Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv(2) (direktiv om ligebehandling på beskæftigelsesområdet),

–  der henviser til Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse(3),

–  der henviser til Kommissionens forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering (COM(2008)0426) og Parlamentets holdning hertil af 2. april 2009(4),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2102 af 26. oktober 2016 om tilgængeligheden af offentlige organers websteder og mobilapplikationer(5),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/882 af 17. april 2019 om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester(6),

–  der henviser til de forordninger, som fastlægger reglerne for EU's finansieringsprogrammer under den flerårige finansielle ramme, navnlig Den Europæiske Socialfond (ESF), ungdomsbeskæftigelsesinitiativet (YEI), Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU), Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), Erasmusprogrammet og Fonden for Retfærdig Omstilling, som yder finansiel EU-bistand for at forbedre situationen for personer med handicap,

–  der henviser til Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet(7), navnlig arbejdsgiverens pligt til at sikre arbejdstagernes sikkerhed og sundhed i alle aspekter i forbindelse med arbejdet, og at arbejdsgiveren ikke må pålægge arbejdstagerne finansielle omkostninger for at nå dette mål,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 15. november 2010 med titlen "Den europæiske handicapstrategi 2010-2020: et nyt tilsagn om et Europa uden barrierer" (COM(2010)0636) (handicapstrategien),

–  der henviser til arbejdsdokument af 2. februar 2017 fra Kommissionens tjenestegrene med titlen "Statusrapport om gennemførelsen af den europæiske handicapstrategi (2010-2020) (SWD(2017)0029),

–  der henviser til Kommissionens henstilling af 22. juni 2018 om standarder for ligestillingsorganer(8),

–  der henviser til Kommissionens pilotprojekt fra 2013 om et EU-handicapkort,

–  der henviser til sin beslutning af 8. juli 2020 om rettigheder for personer med intellektuelle funktionsnedsættelser og deres familier under covid-19-krisen(9),

–  der henviser til sin beslutning af 18. juni 2020 om europæisk handicapstrategi efter 2020(10),

–  der henviser til sin beslutning af 29. november 2018 om handicappede kvinders situation(11),

–  der henviser til sin beslutning af 30. november 2017 om gennemførelsen af den europæiske handicapstrategi(12),

–  der henviser til sin beslutning af 7. juli 2016 om gennemførelse af FN's konvention om rettigheder for personer med handicap med særligt henblik på de afsluttende bemærkninger fra FN's komité for rettigheder for personer med handicap(13),

–  der henviser til sin beslutning af 20. maj 2015 om den liste over problemområder, som FN's komité for rettigheder for personer med handicap har vedtaget i forbindelse med Den Europæiske Unions indledende rapport(14),

–  der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2011 om mobilitet og integrering af personer med handicap og den europæiske handicapstrategi for 2010-2020(15),

–  der henviser til sin beslutning af 6. maj 2009 om aktiv integration af mennesker, der er udstødt fra arbejdsmarkedet(16),

–  der henviser til sin beslutning af 17. juni 1988 om tegnsprog for døve(17), af 18. november 1998 om tegnsprog(18) og af 23. november 2016 om tegnsprog og professionelle tegnsprogstolke(19),

–  der henviser til sin beslutning af 17. april 2020 om en EU-koordineret indsats til bekæmpelse af covid‑19‑pandemien og dens konsekvenser(20),

–  der henviser til sin beslutning af 16. januar 2019 om situationen for grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union i 2017(21),

–  der henviser til sin beslutning af 15. september 2016 om anvendelsen af Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000, der etablerer en generel ramme for ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv(22),

–  der henviser til de relevante undersøgelser fra Temaafdeling A, navnlig undersøgelsen "Discrimination and Access to Employment for Female Workers with Disabilities" (diskrimination og adgang til beskæftigelse for kvindelige arbejdstagere med handicap) fra 2017 og undersøgelsen "Reasonable Accommodation and Sheltered Workshops for People with Disabilities: Cost and Returns of Investments" (rimelige tilpasninger og beskyttede værksteder for personer med handicap: omkostninger og afkast af investeringerne) fra 2015,

–  der henviser til de relevante undersøgelser fra Europa-Parlamentets Forskningstjeneste, navnlig vurderingerne af gennemførelse på europæisk plan fra 2016 med titlerne "EU Implementation of the UN Convention on the Rights of Persons with Disabilities (CRPD)" (EU's gennemførelse af FN-konventionen om rettigheder for personer med handicap) og "The obligations of the EU public administration under the UN Convention on the Rights of Persons with Disabilities" (forpligtelser i forbindelse med EU's offentlige administration i henhold til FN's konvention om rettigheder for personer med handicap),

–  der henviser til den voksende mængde afgørelser fra Den Europæiske Unions Domstol vedrørende fortolkningen af direktiv 2000/78/EF,

–  der henviser til Den Europæiske Ombudsmands årsberetninger for 2018 og 2019,

–  der henviser til Den Europæiske Ombudsmands strategiske undersøgelser af, hvordan Kommissionen sikrer, at personer med handicap kan tilgå dens websteder (OI/6/2017/EA), hvordan Kommissionen behandler personer med handicap under den fælles sygesikringsordning for EU-ansatte (OI/4/2016/EA) og afgørelsen i den fælles undersøgelse i sag 1337/2017/EA og 1338/2017/EA om tilgængeligheden for synshæmmede kandidater til udvælgelsesprocedurer for EU-tjenestemænd, organiseret af Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor,

–  der henviser til Den Europæiske Ombudsmands undersøgelse på eget initiativ vedrørende gennemførelse af EU's samhørighedspolitik i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder (OI/8/2014/AN),

–  der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om udformningen af EU's dagsorden for rettigheder for personer med handicap 2020-2030,

–  der henviser til de tematiske rapporter fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder, herunder bulletinerne om covid-pandemien,

–  der henviser til praksissamlingen vedrørende lighedsdata (Compendium of Practices on Equality Data) og de retningslinjer for forbedring af indsamlingen og anvendelsen af data om lighed (lighedsdataretningslinjerne), der er udarbejdet af undergruppen om lighedsdata fra EU's gruppe på højt plan om ikkediskrimination, lighed og mangfoldighed,

–  der henviser til ligestillingsindekset fra Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder,

–  der henviser til FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne,

–  der henviser til rapporter og anbefalinger fra repræsentative organisationer for personer med handicap, navnlig Autism-Europe, Bundesarbeitsgemeinschaft Inklusionsfirmen, Den Europæiske Blindeunion, Det Europæiske Handicapforum, European Network on Independent Living, Den Europæiske Døveunion, Inclusion Europe, Den Internationale Forening for Spina Bifida og Hydrocephalus og Mental Health Europe samt EQUINET (det europæiske netværk for nationale ligestillingsorganer) og akademikere, der arbejder på rettigheder for personer med handicap,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 54 og til artikel 1, stk. 1, litra e), i og bilag 3 til afgørelse truffet af Formandskonferencen den 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

–  der henviser til udtalelserne fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling og Udvalget for Andragender,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A9-0014/2021),

A.  der henviser til, at personer med handicap(23) har ret til at deltage fuldt ud på arbejdsmarkedet og i samfundet, men at de ofte berøves deres grundlæggende rettigheder i EU; der henviser til, at de i overvældende grad udelukkes fra det åbne arbejdsmarked og nægtes retten til at have et arbejde på lige fod med andre eller møder store vanskeligheder med hensyn til at opnå lige adgang og lige vilkår på arbejdsmarkedet;

B.  der henviser til, at personer med handicap fortsat møder flere former for forskelsbehandling og intersektionel forskelsbehandling og er ringere stillet på grund af deres handicap og deres køn, race, etnicitet, alder, religion eller tro, seksuel orientering, migrationsstatus eller socioøkonomiske baggrund, herunder deres uddannelsesniveau; der henviser til, at der forekommer forskelsbehandling på tværs af arbejdscyklussens forskellige faser, begyndende med ansættelse, hvilket kan føre til social udstødelse af personer med handicap; der henviser til, at forskelsbehandling og manglende diversitet på arbejdspladsen medfører betydelige menneskelige og økonomiske omkostninger;

C.  der henviser til, at chartret forbyder forskelsbehandling af enhver grund, herunder handicap, og anerkender personer med handicaps rettigheder(24);

D.  der henviser til, at EU blev kontraherende part i UNCRPD i december 2010, og at konventionen trådte i kraft i EU i januar 2011; der henviser til, at UNCRPD er bindende for EU, EU-institutionerne og medlemsstaterne, som er direkte forpligtet til at gennemføre konventionens punkter fuldstændigt, herunder konventionens artikel 27 om arbejde og beskæftigelse; der henviser til, at der siden vedtagelsen heraf er gjort visse, men ikke tilstrækkelige, fremskridt med hensyn til at nå målene i UNCRPD;

E.  der henviser til, at EU derfor er forpligtet til at agere på en måde, som er i overensstemmelse med UNCRPD, og at Den Europæiske Unions Domstol derfor er forpligtet til at fortolke EU-retten, herunder direktivet om lighed i beskæftigelse, på en måde, som er i overensstemmelse med UNCRPD;

F.  der henviser til, at anskuelsen af handicap fra en medicinsk synsvinkel ikke anerkendes i UNCRPD, hvorimod der er støtte til en menneskerettighedsbaseret og sociokontekstuel forståelse, hvad angår personer med handicap; der henviser til, at der i UNCRPD er krav om inkluderende ligestilling for personer med handicap; der henviser til, at UNCRPD anerkender personer med handicaps ret til at arbejde på lige fod med andre, vælge deres fag frit, blive accepteret og arbejde i et åbent, inkluderende og tilgængeligt arbejdsmiljø;

G.  der henviser til, at der i henhold til definitionerne og kravene i UNCRPD i forbindelse med begrebet "rimelige tilpasninger" er fokus på en enkeltpersons specifikke behov, mens "positiv særbehandling" finder anvendelse på en hel gruppe af personer, som er i risiko for at rammes af forskelsbehandling; der henviser til, at begge tilgange er nødvendige for at sikre, at der opnås diversitet på arbejdspladsen, og for at sikre, at personer med handicap på lige vilkår kan udøve deres ret til at arbejde; der henviser til, at der mangler klare retningslinjer for rimelig tilpasning, som ofte ikke forstås tilstrækkeligt af arbejdsgiverne og ofte er utilgængelig eller utilstrækkelig; der henviser til, at rimelige tilpasninger til behovene hos arbejdstagere med handicap har en afgørende indvirkning på deres jobkvalitet og karriereudsigter og arbejdets bæredygtighed;

H.  der henviser til, at et af de centrale aspekter i personer med handicaps beskæftigelse er deres deltagelse i samfundslivet og overgangen fra institutionel til samfundsbaseret støtte; der henviser til, at processen med afinstitutionalisering i medlemsstaterne skal afsluttes, da personer med handicap har ret til at leve i samfundet og blive inkluderet fuldt ud i det; der henviser til, at det er forskelligt, hvilke fremskridt der er gjort med hensyn til afinstitutionaliseringen i medlemsstaterne, og at over en mio. mennesker stadig bor på institution, på trods af at der er indført politikker og afsat betydelige midler i EU;

I.  der henviser til, at direktivet om rammebestemmelser for ligebehandling med hensyn til beskæftigelse ("direktivet"), som trådte i kraft i 2000, i dag er det centrale EU-retlige instrument til at sørge for beskyttelse mod forskelsbehandling for personer med handicap; der henviser til, at det er en delt kompetence mellem EU og medlemsstaterne at sikre lighed og ligebehandling;

J.  der henviser til, at direktivet kun delvist er i overensstemmelse med UNCRPD, eftersom det ikke anskuer handicap som et problem for de pågældendes menneskerettigheder, ikke bekæmper forskelsbehandling på grund af antaget eller fremtidigt handicap, ikke har målsætninger vedrørende forskelsbehandling grundet flere samtidige drivfaktorer, ikke kræver af medlemsstaterne, at de vedtager foranstaltninger om positiv særbehandling, er begrænset til ansættelses-, beskæftigelses- og erhvervsuddannelsesområderne og ikke omfatter alle livets aspekter som krævet i UNCRPD, ikke bringer løsninger på udfordringerne for retten til bevægelsesfrihed med henblik på ansættelse, ikke indeholder krav om uafhængige overvågningsmekanismer, ikke indeholder bestemmelser om systemisk inddragelse af personer med handicap og deres repræsentative organisationer i overvågningen af direktivet og ikke indeholder en forpligtelse til indsamling af særskilte data;

K.  der henviser til, at direktivet ikke indeholder juridisk krav om, at medlemsstaterne udpeger et ligestillingsorgan til indsatsen mod handicapbetinget forskelsbehandling, hvilket er yderst problematisk, eftersom ligestillingsorganer spiller en central rolle for gennemførelsen af ligebehandlingsdirektiver i praksis under deres mandat, f.eks. køn, hudfarve og etnisk oprindelse;

L.  der henviser til, at indsamling af sammenlignelige data om ligestilling er afgørende for evidensbaseret politik og beslutningstagning; der henviser til, at der mangler officielle statistikker, navnlig om personer med handicap, der lever i institutioner, og om karakteristika såsom deres hudfarve/etniske oprindelse eller seksuelle orientering, hvilket også er blevet påpeget i retningslinjerne for ligestillingsdata; der henviser til, at forordning (EU) 2019/1700(25) i væsentlig grad vil afhjælpe situationen vedrørende husstandsundersøgelsesdata om beskæftigelse, data opdelt efter typer af handicap og data om oprindelsesland (første og anden generation), og at der er planer om pilotundersøgelser af personer i institutioner; der henviser til, at der fortsat vil være huller, som bør afhjælpes;

M.  der henviser til, at kun 50,6 % af personer med handicap er i beskæftigelse (48,3 % af kvinderne og 53,3 % af mændene) i sammenligning 74,8 % af personer uden handicap(26); der henviser til, at personer med handicap, der bor på institutioner, eller som anses for ikke at være i stand til at arbejde, ikke tæller med i statistikkerne(27); der henviser til, at ovennævnte tal ikke indeholder oplysninger om typen eller kvaliteten af en beskæftigelse eller omstændighederne ved den, f.eks. om beskæftigelsen udføres på det åbne arbejdsmarked, og om der er garanteret arbejdstagerstatus med arbejdstagerrettigheder og betaling af en mindsteløn; der henviser til, at personer med handicap er en forskelligartet gruppe og ofte af flere årsager udsættes for forskelsbehandling, hvis kumulerede virkninger har konkrete konsekvenser for beskæftigelsen;

N.  der henviser til, at personer med handicap i visse medlemsstater i overvældende grad er beskæftiget i beskyttede værksteder; der henviser til, at sådanne beskyttede værksteder bør sigte mod at fremme inklusion, rehabilitering og overgang til det åbne arbejdsmarked så hurtigt som muligt; der henviser til, at beskyttede værksteder ofte er et segregeret miljø, hvor handicappede arbejdstagere ikke har en arbejdstagerstatus, arbejdstagerrettigheder eller en garanteret mindsteløn; der henviser til, at dette klart udgør en overtrædelse af UNCRPD; bemærker, at beskyttede værksteder i visse medlemsstater i øjeblikket anvendes som en overgang til det åbne arbejdsmarked; der henviser til, at forskning på europæisk plan i beskyttede værksteders karakteristika og mangfoldighed, undertiden også kaldet beskyttet beskæftigelse, kan bidrage til at kortlægge bedste praksis, forbedre debatten og sikre overholdelse af EU-lovgivningen og UNCRPD; der henviser til, at inkluderende modeller for støttet beskæftigelse, hvis de er rettighedsbaserede og anerkendes som beskæftigelse, kan respektere rettighederne for personer med handicap og fremme inklusion og overgang til det åbne arbejdsmarked;

O.  der henviser til, at arbejdsløshedstallet for personer med handicap (17,1 %) er næsten dobbelt så stort som for befolkningen i almindelighed (10,2 %)(28), og at arbejdsløsheden for personer med handicap varer længere end for personer uden handicap, uanset kvalifikationer;

P.  der henviser til, at arbejdsløsheden er højest blandt unge personer med handicap (dem mellem 16 og 24 år) med 24,9 % sammenlignet med 16,6 % i befolkningen i almindelighed; der henviser til, at denne forskel er uløseligt forbundet med uddannelsesmulighederne;

Q.  der henviser til, at kvinder med handicap, som udgør 16 % af den samlede population af kvinder, og 60 % af den samlede population af personer med handicap i EU, fortsat udsættes for multipel og intersektionel forskelsbehandling på alle livets områder; der henviser til, at frekvensen af ikkeerhvervsaktive blandt kvinder med handicap er over to tredjedele højere end i den samlede population af kvinder i den erhvervsaktive alder (16-64 år); der henviser til, at kun 20,7 % af kvinder med handicap er fuldtidsbeskæftigede sammenlignet med 28,6 % af mænd med handicap;

R.  der henviser til, at det hovedsagelig er kvinder, der har ansvaret for de huslige opgaver, og at de udgør langt størstedelen af omsorgspersoner for personer med handicap; der henviser til, at enlige mødre, der passer børn med handicap, er i alvorlig risiko for at blive ofre for fattigdom og social udstødelse; der henviser til, at forskelsbehandling på grund af alder påvirker alle aldersgrupper sammen med eventuelle stereotyper og barrierer; der henviser til, at ældre kvinder med handicap ofte er de eneste omsorgspersoner for familiemedlemmer med handicap; der henviser til, at dette har en direkte indvirkning på deres risiko for fattigdom og social udstødelse samt på deres adgang til beskæftigelse og deres faglige udvikling, og at det kan påvirke deres ansættelsesvilkår negativt;

S.  der henviser til, at der er over 30 mio. blinde og svagtseende i hele Europa; der henviser til, at den gennemsnitlige ledighed for denne gruppe er 75 % – og endnu højere for kvinder – hvilket fører til social udstødelse og fattigdom(29); der henviser til, at der er ca. en mio. brugere af tegnsprog for døve i EU og 51 mio. hørehæmmede, hvoraf mange også er tegnsprogsbrugere, hvis arbejdsløshed er underrapporteret og utilstrækkeligt undersøgt; der henviser til, at der er ca. 7 mio. udviklingshæmmede personer i EU, hvis beskæftigelsesniveau er langt lavere end gennemsnittet(30); der henviser til, at skøn viser, at i hele Europa er kun ca. 10 % af personer inden for autismespektret i beskæftigelse, hovedsageligt i deltidsarbejde og lavtlønnede job, i underkvalificerede stillinger eller i beskyttede miljøer(31);

T.  der henviser til, at 29,5 % af kvinderne og 27,5 % af mændene blandt personer med handicap risikerer fattigdom og social eksklusion i EU sammenlignet med 22,4 % af den samlede befolkning; der henviser til, at det er mere sandsynligt, at personer med handicap er arbejdende fattige, end det er for personer uden handicap (11 % mod 9,1 %), som følge af de ekstra omkostninger, handicappet indebærer, f.eks. sundhedsomsorg, logistisk og menneskelig hjælp, de pågældendes tab af handicapbetingede ydelser fra det øjeblik, de er kommet i arbejde, og den omstændighed, at de tjener minder end kollegerne med samme stilling, og at det er mindre sandsynligt, at de forfremmes(32); der henviser til, at risikoen for fattigdom øges for dem, der har mere alvorlige handicap;

U.  der henviser til, at et uforholdsmæssigt stort antal personer med handicap er hjemløse, og at der er øget risiko for, at personer med handicap bliver hjemløse; der henviser til, at hjemløse kan udvikle et handicap, såsom amputerede lemmer, på grund af de risici, der er forbundet med deres levevilkår;

V.  der henviser til, at romaer med handicap på grund af de kumulative virkninger af den intersektionelle forskelsbehandling antages at møde flere barrierer, at opleve større arbejdsløshed, mere alvorlig fattigdom og mindre adgang til uddannelse og tjenesteydelser end deres ligemænd uden handicap(33);

W.  der henviser til, at LGBTI-personer med handicap står over for yderligere hindringer for beskæftigelse, idet 16 % oplyser, at de er blevet nægtet job eller forfremmelser på grund af deres identitet, sammenlignet med 10 % af LGBTI-personer generelt; der henviser til, at én ud af fire LGBTI-personer med handicap har været udsat for nedsættende bemærkninger, mobning og misbrug og har fået deres seksualitet afsløret uden deres samtykke(34);

X.  der henviser til, at en nylig EU-dækkende undersøgelse af personer med handicap viser, at 96 % af dem finder, at der ikke er tilstrækkelig adgang til det åbne arbejdsmarked, eller at den kunne være bedre, og kun 10 % af dem finder, at den eksisterende lovgivning er tilstrækkelig til at beskytte personer med handicap mod forskelsbehandling på det åbne arbejdsmarked, og 18 % af dem var ikke klar over, at der findes en lovgivning i deres land, som kunne beskytte dem mod forskelsbehandling(35);

Y.  der henviser til, at disse tal viser, at EU's handicapstrategi 2010-2020 ikke har lagt tilstrækkelig vægt på beskæftigelse af personer med handicap og den intersektionelle forskelsbehandling, de udsættes for;

Z.  der henviser til, at chikane på arbejdspladsen, herunder sexchikane og repressalier for at sige sin mening, er en hæmsko for arbejde og adgangen til beskæftigelse, jobfastholdelse og lige karriereveje, især for kvinder med handicap;

AA.  der henviser til, at ringe vilkår, udstødelse og forskelsbehandling af personer med handicap på arbejdsmarkedet ikke er en enkeltstående udfordring, men hænger sammen med manglen på inklusiv uddannelse, herunder i den tidlige barndom, livslang læring, herunder erhvervsuddannelse, hindringer, segregation og forskelsbehandling på bolig- og sundhedsområdet samt manglende adgang til transport og andre tjenesteydelser og produkter; der henviser til, at der derfor er behov for en kompleks tilgang og omfattende foranstaltninger for at rette op på situationen;

AB.  der henviser til, at foranstaltninger til fremme af mental trivsel og forebyggelse af dårlig mental sundhed og psykosociale handicap på arbejdspladsen er af afgørende betydning;

AC.  der henviser til, at tilgængelighed på arbejdspladserne og i forbindelse med transport og støtteydelser, navnlig personlig hjælp, og samfundet som helhed er afgørende for, at personer med handicap effektivt kan nyde retten til et selvstændigt liv og retten til at arbejde; der henviser til, at medlemsstaterne også bør støtte skabelsen af et barrierefrit bygningsmiljø; der henviser til, at direktiv (EU) 2019/882 om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester, når det er gennemført, vil medføre væsentlige forbedringer for et samfund uden barrierer, og at dets gennemførelse derfor skal ske rettidigt og overvåges nøje;

AD.  der henviser til, at fjernelse af ydelser, så snart en person med handicap påbegynder betalt arbejde, udgør en yderst risikabel og stressende politik og en betydelig hindring for arbejde og er socialt uretfærdig, da den ikke tager højde for de højere udgifter, der er forbundet med at leve med et handicap;

AE.  der henviser til, at de forskellige definitioner af handicap, de forskellige og ofte uklare metoder til vurdering og klassificering af handicap, som anvendes rundt om i de forskellige medlemsstater, såvel som fraværet af gensidig anerkendelse af handicapstatus står i vejen for friheden til bevægelse inden for EU for personer med handicap;

AF.  der henviser til, at bevidstgørelse er afgørende for at sætte arbejdsgivere og arbejdstagere i stand til at handle og reagere hensigtsmæssigt på grundlag af viden om deres forpligtelser og rettigheder på området ikkeforskelsbehandling;

AG.  der henviser til, at nye teknologier, navnlig AI-systemer, har potentiale til at udvikle effektive, tilgængelige og ikkediskriminerende ansættelsesprocedurer, men at ikkeinkluderende tekniske udviklinger kan udgøre en risiko for at tilføje nye barrierer og nye former for forskelsbehandling; der henviser til, at UNCRPD's artikel 9 indeholder et krav om tilgængelig information såvel som adgang til kommunikationsteknologier og -systemer på lige fod med andre;

1.  opfordrer EU's institutioner og medlemsstaterne til på ny at bekræfte deres vilje til at skabe inkluderende ligestilling for personer med handicap og til at gennemføre UNCRPD fuldstændigt, herunder konventionens artikel 27 om arbejde og beskæftigelse; opfordrer dem i denne forbindelse til at optrappe indsatsen og stræbe efter at skabe et inkluderende, tilgængeligt og ikkediskriminerende arbejdsmarked med en helhedsorienteret livscyklustilgang for personer med handicap og for alle i overensstemmelse med EU-traktaterne og de rettigheder, der er fastlagt i EPSR, samt de internationale værdier, der er fastlagt i FN's 2030-dagsorden og målene for bæredygtig udvikling; opfordrer EU og medlemsstaterne til at ratificere den valgfri protokol til UNCRPD;

2.  er af den opfattelse, at direktivet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse bør revideres snarest muligt med henblik på fuldt ud at harmonisere det med bestemmelserne i UNCRPD og gennemføre en deltagerbaseret proces, som har til formål at sikre direkte og fuld inddragelse af de repræsentative organisationer for personer med handicap;

For inkluderende og tilgængelige arbejdspladser

3.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at vedtage universelle designstandarder og retningslinjer for tilgængeligheden, hvad angår miljøer, programmer, tjenesteydelser og produkter – herunder arbejdspladser, deres udstyr og faciliteter – så de kan bruges af alle;

4.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre udførelse af rimelige tilpasninger på arbejdspladsen for personer med handicap, uden at dette medfører udgifter for de ansatte; opfordrer Kommissionen til at udarbejde klare EU-retningslinjer for rimelig tilpasning med specificering af, i hvilke formater tilpasninger kan forekomme i henhold til en persons individuelle behov, således at direktivets artikel 5 kan gennemføres effektivt i de nationale lovgivninger; opfordrer Kommissionen til at indlede traktatbrudsprocedurer og tilskynde medlemsstaterne til at sikre, at der findes et sanktionssystem i tilfælde af manglende udførelse af rimelige tilpasninger, da det udgør en form for forskelsbehandling; mener, at Parlamentet kunne benytte sig af muligheden for at opfordre Kommissionen til at indlede sådanne overtrædelsesprocedurer; opfordrer medlemsstaterne til at udarbejde støtte- og vejledningsmateriale og sørge for relevante kurser i tilgængelige formater for arbejdsgivere, ansvarshavende, arbejdstagere og personer med handicap med henblik på at opbygge den nødvendige viden, færdigheder og bevidsthed om den praktiske gennemførelse af rimelige tilpasninger og dermed også afkræfte myterne om, at det er uforholdsmæssigt dyrt;

5.  beklager dybt den ulige og mangelfulde håndhævelse af Rådets direktiv 2000/78/EF i visse medlemsstater, som ikke overvåger og sanktionerer vedvarende overtrædelser af EU-retten effektivt og ensartet;

6.  fastslår, at alle menneskers ret til lighed for loven og beskyttelse mod forskelsbehandling er en universel rettighed, der anerkendes i verdenserklæringen om menneskerettigheder, FN's konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder, de internationale konventioner om borgerlige og politiske rettigheder og om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som alle medlemsstaterne har undertegnet; minder om, at Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO's) konvention nr. 111 forbyder forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv;

7.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at anvende eller undersøge indførelsen af obligatoriske kvoter for mangfoldighed på arbejdspladsen for at fremme en inklusiv arbejdsplads med effektive og forholdsmæssige sanktioner for manglende overholdelse; foreslår, at bøderne geninvesteres med henblik på inklusion; understreger, at sådanne foranstaltninger skal være forholdsmæssige under hensyntagen til mindre organisationer; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at støtte offentlige og private virksomheder i at gennemføre årlige diversitetsplaner med målbare målsætninger og regelmæssig evaluering og at støtte arbejdsgivere i at rekruttere personer med handicap, f.eks. ved at oprette en liste med frivillige ansøgere med handicap eller et centralt kontaktpunkt, som ansøgere kan ansættes fra; opfordrer medlemsstaterne til at følge indførelsen af kvoter op med oplysning til arbejdsgiverne om indhold og anvendelsesområde for de gældende regler; opfordrer medlemsstaterne til at lade offentlige jobcentre udarbejde en frivillig liste over jobsøgende med handicap for at hjælpe arbejdsgiverne med at opfylde kravene om diversitetskvoter;

8.  opfordrer EU-institutionerne til at gå forrest som rollemodel og fastsætte en diversitetskvote og en særlig diversitetskvote for ansættelse af personer med handicap, udvikle interne retningslinjer for rimelig tilpasning, sikre retfærdighed og fuld tilgængelighed i forbindelse med rekrutteringsprocessen og på arbejdspladsen og ansætte personer med alle former for handicap på alle niveauer og aktivt søge personer med handicap til at besætte stillinger; opfordrer medlemsstaterne til at gøre det samme i deres offentlige forvaltninger;

9.  opfordrer medlemsstaterne til at vedtage bæredygtige inkluderende beskæftigelsespolitikker såsom tilpassede ansættelsesprocedurer, arbejdstilpasning, skræddersyet, fleksibel og støttet beskæftigelse, jobdeling, individuel formidling og støtte samt inkluderende virksomheder, idet der tages hensyn til de særlige karakteristika ved personer med forskellige typer handicap, og derved letter deres adgang til arbejdsmarkedet; opfordrer medlemsstaterne til:

   at anvende skattemæssige incitamenter og andre finansielle støtteforanstaltninger på virksomheder, herunder SMV'er, der ansætter personer med handicap eller tilbyder erhvervsuddannelse og lærepladser til dem
   at støtte inkluderende virksomheder, der skaber beskæftigelse for personer med handicap på det åbne arbejdsmarked gennem offentlige indkøb
   at fremme skræddersyede modeller for formidling af arbejdskraft
   at fremme virksomhedernes sociale ansvar i forbindelse med beskæftigelse af personer med handicap og støtte socialøkonomiske organisationer, der geninvesterer deres overskud i sociale mål
   og at informere arbejdsgiverne om disse politikker og incitamenter;

opfordrer medlemsstaterne til at støtte virksomheder, der tilbyder målrettede foranstaltninger med positiv særbehandling for at afhjælpe situationer med personer, der er ramt af adskillige negative faktorer; opfordrer medlemsstaterne til at udveksle bedste praksis med henblik på at fastsætte og anvende en målrettet blanding af foranstaltninger til støtte for lige beskæftigelse af personer med handicap;

10.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til hurtigst muligt – og med aktiv inddragelse af personer med handicap – at træffe foranstaltninger til vurdering af de vigtigste udviklingstendenser for de fremtidige arbejdsudsigter for personer med handicap med henblik på at kortlægge og iværksætte specifikke aktioner for at gøre arbejdsmarkedet mere inkluderende under hensyntagen til diversiteten hos personer med handicap; understreger i denne forbindelse vigtigheden af inkluderende og tilgængelige initiativer med passende finansiering med sigte på livslang læring, herunder erhvervsuddannelse og færdighedsudvikling for personer med handicap fra ganske tidligt i livet, med særligt fokus på digitale og grønne færdigheder i overensstemmelse med det nuværende og fremtidige arbejdsmarkeds hastigt skiftende vilkår og behov; understreger endvidere betydningen af at yde passende støtte til personer med handicap gennem hele deres liv, gøre bedre brug af innovative teknologier for at skabe lige vilkår og fjerne hindringer for uddannelse og beskæftigelse og hjælpe personer med handicap med at få adgang til digitale værktøjer og software, der er uundværlige for deres uafhængighed;

11.  opfordrer medlemsstaterne til at øge deres kapacitet på de offentlige arbejdsformidlingskontorer og skabe et netværk af inkluderende virksomheder, at ansætte støttepersoner på alle niveauer såsom jobtræningskonsulenter, der kan levere individuelle behovsvurderinger, oplysning og støtte til personer med handicap, som søger job, samt jobformidlere til at bistå personer med handicap i at udføre deres arbejde på det åbne arbejdsmarked, så længe det er nødvendigt;

12.  opfordrer medlemsstaterne til – med inddragelse af personer med handicap – at fremme menneskerettighedsbaserede tilgange til uddannelse med henblik på at etablere inkluderende og ikkediskriminerende uddannelsessystemer, samt at understøtte udvikling og tilvejebringelse af undervisning vedrørende universel udformning, rimelig tilpasning og diversitet på arbejdspladsen møntet på universitetsstuderende på de relevante fakulteter og til at fremme uddannelsen af jobvejledere, rekrutteringsmedarbejdere og handicap- og diversitetskonsulenter med fokus på de særlige omstændigheder omkring forskellige handicap;

13.  opfordrer medlemsstaterne til løbende sammen med repræsentanter for personer med handicap at vurdere de eksisterende beskyttede værkers egenskaber, mangfoldighed og effektivitet med hensyn til at give personer med handicap færdigheder til at opnå beskæftigelse på det åbne arbejdsmarked for at sikre, at de er omfattet og beskyttet af retlige rammer, der dækker social sikring, arbejdsvilkår, mindsteløn og ikkeforskelsbehandling, samtidig med at bestemmelser, der er i strid med UNCRPD, navnlig artikel 27, udfases; opfordrer Kommissionen til at overvåge processen; minder om, at beskyttede værksteder bør begrænses til at være en mulighed i en midlertidig periode for arbejdstagere med handicap i deres arbejdslivscyklus; opfordrer i denne forbindelse medlemsstaterne til at udvikle og fremme inklusive beskæftigelsesmodeller på det åbne arbejdsmarked og uden for beskyttede værksteder i fuld overensstemmelse med UNCRPD; insisterer endvidere på, at arbejdstagere med handicap på beskyttede værksteder i det mindste bør være sikret rettigheder og status svarende til arbejdstagerrettigheder for mennesker, som arbejder på det åbne arbejdsmarked; opfordrer medlemsstaterne i denne forbindelse til at fremskynde afinstitutionaliseringen og sørge for effektive, regionale og decentrale omsorgssystemer, herunder sociale aktiveringstjenester, på alle samfundsniveauer, som sikrer en lettere inddragelse af personer med handicap på arbejdsmarkedet og i samfundet generelt;

14.  beklager, at forskelsbehandling på grundlag af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering kan undergrave opfyldelsen af målene i TEU;

15.  glæder sig over Kommissionens initiativer som f.eks. Access City-prisen og går ind for initiativer på nationalt, regionalt og lokalt plan;

16.  beklager, at personer med intellektuelle eller psykosociale handicap oplever flere juridiske, institutionelle, kommunikationsmæssige og sociale hindringer for at udøve deres rettigheder, som forhindrer dem i at stemme, stille op til valg til offentlig myndighed, udøve deres borgerlige rettigheder eller blot have indflydelse på deres eget liv; opfordrer medlemsstaterne til at træffe øjeblikkelige foranstaltninger til at reformere deres retlige rammer for at sikre, at personer med handicap har rets- og handleevne på lige fod med andre i alle livets aspekter i overensstemmelse med artikel 12 i FN's konvention om rettigheder for personer med handicap, og minder om, at de politiske rettigheder for personer med handicap og muligheden for at udøve dem på lige fod med andre skal garanteres i overensstemmelse med artikel 29 i UNCRPD;

17.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at garantere, at EU-midler ikke bliver brugt på ordninger til adskilt beskæftigelse af personer med handicap uden udsigt til at finde ikke-beskyttet beskæftigelse;

For arbejdspladser uden forskelsbehandling

18.  opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at intensivere deres arbejde med personer med handicap, deres interesseorganisationer og ligestillingsorganer med henblik på, i tilgængelige formater og ved hjælp af tegnsprog, at forberede og iværksætte omfattende oplysningskampagner og målrettede kurser henvendt til arbejdsgivere, ansvarshavende på alle områder og den bredere offentlighed om evnerne og bidragene fra personer med handicap og om fordelene ved diversitet, lighed og ikkeforskelsbehandling med henblik på at udrydde eksisterende stigmatisering og fordomme over for personer med handicap, bekæmpe mobning, chikane og udnyttelse og opnå inkluderende lighed for alle;

19.  fremhæver, at det er vigtigt, at ofre for forskelsbehandling har adgang til oplysninger; anser det for at være nødvendigt, at medlemsstaterne tager de relevante skridt til at sikre, at passende og overkommelig juridisk rådgivning og bistand kan opnås af og gives til ofrene på alle trin i den juridiske proces, herunder fortrolig og personlig rådgivning og emotionel, personlig og moralsk støtte fra ligestillingsorganer og relevante formidlere; opfordrer desuden medlemsstaterne til at bekæmpe chikane og vold på arbejdspladsen, der krænker en persons værdighed og/eller skaber et ubehageligt miljø på arbejdspladsen;

20.  opfordrer medlemsstaterne til at træffe aktive foranstaltninger til at sikre, i overensstemmelse med UNCRPD, at ikkeforskelsbehandling bliver et vilkår for alle, herunder personer med handicap, og at arbejdspladser, transport og bygningsmiljøet er tilgængelige, samt at sørge for rimelig tilpasning for personer med handicap i alle arbejdsfaser, fra rekruttering gennem karriereavancement til sikre og sunde arbejdsvilkår samt revalidering; opfordrer EU-institutionerne til at træffe de samme foranstaltninger; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at personer med handicap kan udøve deres arbejds- og fagforeningsrettigheder på lige fod, og at de pågældende beskyttes mod vold, mobning, cybermobning og chikane, herunder sexchikane, navnlig over for kvinder med handicap; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til med henblik herpå at ratificere Istanbulkonventionen, som forventes at have tværgående indvirkning på al EU-lovgivning med særligt fokus på kvinder med handicap, som møder flere former for diskrimination og er mere sårbare over for chikane på arbejdspladsen; opfordrer EU-institutionerne til at træffe de samme foranstaltninger;

21.  understreger desuden behovet for en garanti for rettigheder for personer med handicap med særlige foranstaltninger, som tager højde for behovene hos kvinder med handicap;

22.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at garantere, at inklusionspolitikker på sektor- og virksomhedsniveau indføres i samarbejde med arbejdstagernes repræsentanter;

23.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at yde støtte til arbejdstagere med handicap som følge af en ulykke ved at fortsætte deres ansættelsesforhold eller tilbyde dem et tilsvarende job, som er tilpasset de pågældendes nye færdigheder, uden tab af de rettigheder og arbejdsvilkår, der gjaldt før ulykken;

24.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at anlægge en forebyggende og inklusiv tilgang til sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen, når de støtter ansættelse og tilbagevenden til arbejde for personer med handicap; bemærker, at dette kan opnås gennem integrerede metoder, som kombinerer forebyggende sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen med forskellige former for beskæftigelsesfremmende foranstaltninger såsom individuel støtte, rådgivning, vejledning, adgang til generel og faglig uddannelse og erhvervsuddannelse;

25.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at imødegå de eksisterende køns-, handicap- og etnicitetsbaserede lønforskelle ved at bekæmpe direkte og indirekte løndiskrimination og risikoen for, at arbejdstagere, som møder barrierer på arbejdet og af flere årsager er udsat for forskelsbehandling, navnlig LGBTI-personer, kvinder, romaer og flygtninge, bliver arbejdende fattige; afventer Kommissionens forelæggelse af den bebudede lovgivning om løngennemsigtighed på arbejdspladsen i første kvartal af 2021 for at bekæmpe den lønforskel, som dårligt stillede sociale grupper, navnlig personer med handicap, står over for;

26.  understreger, at beskyttelse af transpersoner mod forskelsbehandling i forbindelse med beskæftigelse skal være effektiv, og opfordrer medlemsstaterne til at bekæmpe denne forskelsbehandling, navnlig på beskæftigelsesområdet;

27.  opfordrer medlemsstaterne til ikke, når personer med handicap kommer ind på arbejdsmarkedet, eller når deres indkomst når et vist niveau, at fratage de pågældende deres handicapydelser, som dækker deres handicaprelaterede ekstraomkostninger, da denne praksis bidrager til arbejdende fattige og fattigdom i alderdommen, fordi disse rettigheder tjener til at hjælpe personer med handicap med at overvinde hindringer, og de kan bidrage til at sikre deres værdighed og lighed;

28.  opfordrer medlemsstaterne til at tillade tilstrækkelig fleksibilitet med hensyn til at yde social støtte og ydelser for at sikre, at de kan tilpasses til personer med handicaps individuelle behov og karriereveje;

29.  opfordrer Kommissionen til at vurdere, om medlemsstaterne har fastsat detaljerede bestemmelser for udøvelsen af retten til barsels‑, fædre‑, forældre‑ og plejeorlov samt for fleksible arbejdsordninger, og om disse er tilpasset til de forskellige behov hos mødre med handicap, mødre til børn med handicap eller en langvarig sygdom eller mødre, som befinder sig i særlige situationer, f.eks. i forbindelse med for tidlige fødsler; opfordrer til, at der træffes mere ambitiøse foranstaltninger til at fremme mænds lige rolle som omsorgspersoner; opfordrer medlemsstaterne til at fremlægge nationale strategier til støtte for uformelle plejere; insisterer på behovet for tilgængelige børnepasningsordninger af høj kvalitet for at sikre lige deltagelse af kvinder i arbejdsmiljøet;

30.  opfordrer Kommissionen til – efter høring af organisationer, der repræsenterer personer med handicap – at fremsætte forslag til lovgivning om standarder for ligestillingsorganer og derved give organerne et stærkere mandat og passende ressourcer til at sikre ligebehandling af personer med handicap og sikre udbredelse af tilgængelige oplysninger til alle;

31.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sørge for tilstrækkelige midler til kapacitetsopbygning i personer med handicaps repræsentative organisationer under anerkendelse af deres vigtige rolle med hensyn til at håndtere diskrimination af personer med handicap;

32.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at harmonisere definitionen af handicap og at sikre gensidig anerkendelse af handicapstatus i alle medlemsstaterne for at sikre den fri bevægelighed for personer med handicap, og at de pågældende nyder deres rettigheder som EU-borgere; opfordrer med henblik herpå Kommissionen og medlemsstaterne til at foretage en undersøgelse af den eksisterende lovgivning og indsamle bedste praksis fra medlemsstaterne; anerkender, at fri bevægelighed er en grundlæggende rettighed i EU; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at udstrække anvendelsen af EU-handicapkortet til alle medlemsstaterne og til at udvide anvendelsesområdet, så kortet kan anvendes til anerkendelse af en persons handicapstatus og give den pågældende adgang til ydelser i hele EU og dermed gøre det lettere for personer med handicap at bo og arbejde i udlandet; opfordrer Kommissionen til at oprette et centralt informationspunkt på de nationale tegnsprog og i tilgængelige formater for personer med handicap om de tilgængelige tjenester for personer med handicap i de forskellige medlemsstater;

33.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at anerkende og fremme brugerstyret personlig bistand i overensstemmelse med generel bemærkning nr. 5 fra UNCRPD-komitéen for at fremme en uafhængig tilværelse og inklusion på arbejdsmarkedet; minder om, at det på grund af den personlige bistands særlige karakter er nødvendigt at tilpasse bestemmelserne om fri bevægelighed til behovene hos personer med handicap; opfordrer til, at EU gør en indsats for at tage hånd om personlig bistand, navnlig med hensyn til fri bevægelighed for personer med handicap og deres personlige assistenter;

34.  minder om, at nye teknologier udgør både muligheder og udfordringer for alle arbejdstagere, navnlig personer med handicap; understreger i denne forbindelse, at nye teknologier kan udgøre store udfordringer med hensyn til tilgængelighed for personer med handicap; understreger derfor, at tilgængelighed skal indgå som en forhåndsbetingelse i alle EU-initiativer, og at EU bør træffe foranstaltninger for at støtte anvendelsen af universelt design og sikre, at støtteteknologi er tilgængelig og til at betale; opfordrer Kommissionen til, i overensstemmelse med UNCRPD, at sikre fuld og effektiv tilgængelighed til informations- og kommunikationsteknologier og -systemer på lige fod med andre og i denne forbindelse anvende retningslinjer, som støtter AI-udviklere i at tage hensyn til behovene hos personer med handicap i udviklingsprocesserne og undgå at skabe nye diskriminerende skævheder; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte forskningsprogrammer, som sigter mod at udvikle hjælpeteknologier, herunder robotteknologier, digitale teknologier og kunstig intelligens, med henblik på at åbne mulighed for at integrere personer med handicap fuldt ud i alle aspekter af livet; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at personer med handicap har adgang til digitale værktøjer og software til en overkommelig pris, som er skræddersyet til deres behov, og at bygge på ekspertisen hos organisationer, der repræsenterer personer med handicap, med hensyn til at designe de mest hensigtsmæssige digitale værktøjer eller software til de individuelle behov hos personen med handicap;

Yderligere målrettede foranstaltninger og standardisering af rettigheder for personer med handicap

35.  glæder sig over Kommissionens offentlige høring om EU's handicapstrategi for tiden efter 2020; opfordrer Kommissionen til at være særlig opmærksom på EU's strategi for beskæftigelse samt at dække alle bestemmelserne i UNCRPD, at fastsætte klare, målbare og ambitiøse mål med hensyn til diversitet på arbejdspladsen, som afspejler personer med handicaps heterogenitet, at imødegå forskellige former for forskelsbehandling, som er motiveret af flere forskellige årsager, og at overvåge strategiens effektivitet og inddrage personer med handicap og deres repræsentative organisationer i forbindelse hermed; understreger, at samarbejde med myndigheder, arbejdsmarkedets parter, organisationer og civilsamfundet på europæisk, nationalt og lokalt plan er nødvendigt for at sikre gennemførelsen af strategien og UNCRPD; opfordrer Kommissionen til at foreslå foranstaltninger til løsning af covid-19-relaterede udfordringer og rettighedskrænkelser, der berører personer med handicap; understreger, at forskelsbehandling med hensyn til handicap er blevet forværret under covid-19-pandemien, hvilket bringer personer med handicap i livsfare og truer deres fysiske og mentale sundhed; opfordrer Kommissionen til at knytte den fremtidige handicapstrategi til processen med det europæiske semester;

36.  opfordrer til indsamling af handicaprelaterede data i hele EU med en menneskerettighedsbaseret tilgang, herunder vedrørende beskæftigelse og erhvervsuddannelse, opdelt efter køn, alder, handicaptype, hudfarve/etnisk oprindelse, seksuel orientering, uddannelsesniveau osv., herunder personer med handicap, som indtil nu ikke har indgået i det statistiske materiale; opfordrer til indsamling af data vedrørende covid-19-krisens indvirkning på personer med handicap med henblik på at fremsætte politikker til forberedelse på fremtidige kriser;

37.  opfordrer alle EU-institutionerne og medlemsstaterne til at handle i overensstemmelse med mottoet "intet om os uden os" og arbejde tæt sammen med personer med handicap og disses repræsentative organisationer og at bygge videre på deres ekspertise og aktivt inddrage dem i alle faser af relevant beslutningstagning, lovgivning og relevante strategier, politikker og programmer, herunder de etablerede;

38.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at integrere rettighederne for personer med handicap under hensyntagen til den særlige situation for dem, der er udsat for flere former for forskelsbehandling, i alle beskæftigelsesrelaterede forslag, herunder dem, der vedrører de forventede forandringer i fremtidens arbejde, samt i forbindelse med udformningen og gennemførelsen af foranstaltninger, der har til formål at udvikle digitale og grønne færdigheder;

39.  opfordrer Kommissionen, navnlig taskforcen for ligestilling, og medlemsstaterne til en systematisk indførelse af rettighederne for personer med handicap som standard med særligt fokus på personer, der af flere årsager udsættes for forskelsbehandling, i alle de relevante love, politikker og programmer, eftersom lighed i beskæftigelse er uadskillelig fra lige adgang til uddannelse, sundhed, bolig, retfærdighed og social beskyttelse, og at udvide fokus på tilgængelighed med henblik på at gøre fremskridt i retning af et tilgængeligt bygningsmiljø, offentlige områder, transport, information, kommunikationsteknologier osv.; understreger i denne forbindelse behovet for at udpege et kontaktpunkt for handicap i alle EU-institutioner, herunder i alle Kommissionens generaldirektorater og i EU-agenturerne, samt at oprette en interinstitutionel koordinationsmekanisme for at sikre, at handicapspørgsmålet integreres i al EU-lovgivning;

40.  er bekymret over, at der er betydelige hindringer for adgang til information og kommunikation for personer med handicap, navnlig for personer, der er blinde eller døve, personer med intellektuelle handicap og personer, der har en eller anden form for autisme; minder om, at forskelle i enkeltpersoners evner til at modtage og videregive information og til at bruge informations- og kommunikationsteknologier udgør en videnskløft, der skaber ulighed,

41.  opfordrer til en tværgående og omfattende gennemgang af EU-retten for at sikre fuld overholdelse af UNCRPD;

42.  opfordrer medlemsstaterne til at bekæmpe forskelsbehandling og vold mod børn med handicap gennem en integreret tilgang, i erkendelse af at de står over for en højere risiko for at blive ofre for en sådan adfærd; understreger, at børn med handicap bør være repræsenteret i udformningen, gennemførelsen og overvågningen af love, politikker, tjenester og foranstaltninger, der vedrører dem;

43.  understreger behovet for at medtage specifikke og passende bestemmelser i den nye pagt om migration og asyl for at imødekomme handicappede personers behov på behørig vis i alle faser og i alle processer;

44.  beklager, at EU-retten ikke beskytter personer mod forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdspladsen og beskæftigelsesområdet;

45.  opfordrer Rådet til at genoptage forhandlingerne om forslaget til det horisontale direktiv om ikkeforskelsbehandling uden yderligere forsinkelse og at arbejde hen imod enighed i sagen med henblik på at udvide beskyttelsen af personer med handicap uden for beskæftigelsessfæren;

46.  udtrykker dyb bekymring over, at de fleste almindelige programmer, herunder dem, der er dækket af strukturfondene, ikke når ud til de mest ugunstigt stillede, især personer med handicap; opfordrer derfor Den Europæiske Revisionsret til grundigt at kontrollere resultaterne af EU-programmer med særlig vægt på uddannelses- og beskæftigelsesprogrammer, f.eks. Den Europæiske Socialfond Plus (ESF+), ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) og Erasmus+;

47.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at EU-finansiering bliver tildelt under overholdelse af EU's og internationale standarder for menneskerettigheder og konventioner såsom UNCRPD og ikke vil støtte nogen former for foranstaltninger og programmer, som bidrager til skelnen og frasortering af personer eller til social udstødelse; opfordrer endvidere Kommissionen til at finansiere foranstaltninger, der skaber tilgængelige miljøer, produkter, tjenester, praksisser og anordninger, fremmer afinstitutionalisering og støtter personlig bistand, og til at sikre, at EU-finansierede foranstaltninger når ud til personer med handicap og til at sikre, at de pågældende inddrages aktivt i samfundet;

o
o   o

48.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen, Rådet, medlemsstaternes og kandidatlandenes regeringer og parlamenter, EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder, Den Europæiske Revisionsret, Den Europæiske Unions Domstol, Den Europæiske Ombudsmand, Regionsudvalget og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, med henblik på videredistribution til subnationale parlamenter og råd, Europarådet og De Forenede Nationer.

(1) EUT L 23 af 27.1.2010, s. 35.
(2) EFT L 303 af 2.12.2000, s. 16.
(3) EFT L 180 af 19.7.2000, s. 22.
(4) EUT C 137 E af 27.5.2010, s. 68.
(5) EUT L 327 af 2.12.2016, s. 1.
(6) EUT L 151 af 7.6.2019, s. 70.
(7) EFT L 183 af 29.6.1989, s. 1.
(8) EUT L 167 af 4.7.2018, s. 28.
(9) Vedtagne tekster, P9_TA(2020)0183.
(10) Vedtagne tekster, P9_TA(2020)0156.
(11) EUT C 363 af 28.10.2020, s. 164.
(12) EUT C 356 af 4.10.2018, s. 110.
(13) EUT C 101 af 16.3.2018, s. 138.
(14) EUT C 353 af 27.9.2016, s. 41.
(15) EUT C 131 E af 8.5.2013, s. 9.
(16) EUT C 212 E af 5.8.2010, s. 23.
(17) EFT C 187 af 18.7.1988, s. 236.
(18) EFT C 379 af 7.12.1998, s. 66.
(19) EUT C 224 af 27.6.2018, s. 68.
(20) Vedtagne tekster, P9_TA(2020)0054.
(21) EUT C 411 af 27.11.2020, s. 94.
(22) EUT C 204 af 13.6.2018, s. 179.
(23) Vi anvender begrebet "personer med handicap" som defineret i artikel 1 i UNCRPD: "Personer med handicap omfatter personer med en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hæmme dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre."
(24) Artikel 21 og 26 i chartret.
(25) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1700 af 10. oktober 2019 om oprettelse af en fælles ramme for europæiske statistikker vedrørende personer og husstande baseret på data på individniveau indsamlet ved hjælp af stikprøver, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 808/2004, (EF) nr. 452/2008 og (EF) nr. 1338/2008 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1177/2003 og Rådets forordning (EF) nr. 577/98 (EUT L 261 I af 14.10.2019, s. 1).
(26) EU's statistikker over indkomstforhold og levevilkår (EU-SILC) 2017.
(27) Ibid.
(28) EU SILC 2017.
(29) ONCE og Den Europæiske Blindeunion, "Report on the situation of blind and partially sighted persons regarding employment in Europe after 10 years of the United Nations Convention on the Rights of Persons with Disabilities: Challenges and Opportunities", oktober 2019.
(30) Inclusion Europe.
(31) Autism Europe, "Autism and Work – Together we can", 2014.
(32) Equality and Human Rights Commission, research report 107 – Pay Gaps Research, "The Disability Pay Gap", august 2017.
(33) Det Europæiske Center for Mindretalsspørgsmål, undersøgelse nr. 8, "Not Even in the Margins: Where are Roma with Disabilities?", februar 2016.
(34) Stonewall, "LGBT in Britain – Work Report", 2018.
(35) Undersøgelsen blev gennemført af European Network on Independent Living (ENIL).

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik