Indeks 
Vedtagne tekster
Torsdag den 16. september 2021 - Strasbourg
Aftale mellem EU og Kap Verde om lempelse af reglerne for udstedelse af visa ***
 Ændring af Rådets rammeafgørelse 2002/465/RIA for så vidt angår tilpasning til EU-reglerne om beskyttelse af personoplysninger ***I
 Den europæiske efterforskningskendelse i straffesager: Tilpasning til EU-reglerne om beskyttelse af personoplysninger ***I
 Aftale mellem EU og Korea: Visse aspekter af lufttrafik ***
 En ny EU-Kina-strategi
 Retningen for de politiske forbindelser mellem EU og Rusland
 Retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker *
 Rimelige arbejdsvilkår, rettigheder og social beskyttelse for platformsarbejdere – Nye beskæftigelsesformer, der er knyttet til den digitale udvikling
 Fiskere for fremtiden
 Planer og tiltag med henblik på at fremskynde overgangen til innovation uden brug af dyr inden for forskning, lovmæssige forsøg og uddannelse
 Identifikation af kønsbaseret vold som et nyt kriminalitetsområde som omhandlet i artikel 83, stk. 1, i TEUF
 Regeringens skærpede kurs mod protester og borgere i Cuba
 Sagen vedrørende menneskerettighedsforkæmperen Ahmed Mansoor i De Forenede Arabiske Emirater
 Situationen i Kakuma-flygtningelejren i Kenya
 Gennemførelse af EU's krav om udveksling af skatteoplysninger
 Situationen i Afghanistan
 Situationen i Libanon
 Mediefrihed og yderligere forværring af retsstatsprincippet i Polen
 Styrkelse af gennemsigtigheden og integriteten i EU-institutionerne gennem oprettelse af et uafhængigt etisk organ i EU

Aftale mellem EU og Kap Verde om lempelse af reglerne for udstedelse af visa ***
PDF 114kWORD 43k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 16. september 2021 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse på Unionens vegne af aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Kap Verde om ændring af aftalen om lempelse af reglerne for udstedelse af visa til kortvarigt ophold til statsborgere i Republikken Kap Verde og Den Europæiske Union (05034/2021 – C9-0116/2021 – 2020/0319(NLE))
P9_TA(2021)0378A9-0264/2021

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Rådets afgørelse (05034/2021),

–  der henviser til udkast til aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Kap Verde om ændring af aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Kap Verde om lempelse af reglerne for udstedelse af visa til kortvarigt ophold til statsborgere i Republikken Kap Verde og Den Europæiske Union (05034/2021),

–  der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 77, stk. 2, litra a), og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C9‑0116/2021),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 105, stk. 1 og 4, og artikel 114, stk. 7,

–  der henviser til henstilling fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A9-0264/2021),

1.  godkender indgåelsen af aftalen;

2.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Republikken Kap Verdes regering og parlament.


Ændring af Rådets rammeafgørelse 2002/465/RIA for så vidt angår tilpasning til EU-reglerne om beskyttelse af personoplysninger ***I
PDF 94kWORD 43k
Europa-Parlamentets afgørelse af 16. september 2021 om at henvise sagen til det udvalg, der er kompetent med hensyn til interinstitutionelle forhandlinger, på grundlag af det uændrede forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets rammeafgørelse 2002/465/RIA for så vidt angår tilpasning til EU-reglerne om beskyttelse af personoplysninger (COM(2021)0020 – C9–0005/2021 – 2021/0008(COD))(1)
P9_TA(2021)0379A9-0236/2021

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

(1) Afgørelse vedtaget i henhold til forretningsordenens artikel 59, stk. 4, fjerde afsnit (A9-0236/2021).


Den europæiske efterforskningskendelse i straffesager: Tilpasning til EU-reglerne om beskyttelse af personoplysninger ***I
PDF 93kWORD 43k
Europa-Parlamentets afgørelse af 16. september 2021 om at henvise sagen til det udvalg, der er kompetent med hensyn til interinstitutionelle forhandlinger, på grundlag af det uændrede forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2014/41/EU for så vidt angår tilpasning til EU-reglerne om beskyttelse af personoplysninger (COM(2021)0021 – C9–0006/2021 – 2021/0009(COD))(1)
P9_TA(2021)0380A9-0237/2021

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

(1) Afgørelse vedtaget i henhold til forretningsordenens artikel 59, stk. 4, fjerde afsnit (A9-0237/2021).


Aftale mellem EU og Korea: Visse aspekter af lufttrafik ***
PDF 112kWORD 43k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 16. september 2021 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse på Unionens vegne af aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Korea om visse aspekter af lufttrafik (05210/2021 – C9-0120/2021 – 2019/0044(NLE))
P9_TA(2021)0381A9-0251/2021

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Rådets afgørelse (05210/2021),

–  der henviser til udkast til aftale mellem Den Europæiske Union og Republikken Korea om visse aspekter af lufttrafik (15082/2019),

–  der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 100, stk. 2, og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), nr. v), og artikel 218, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C9-0120/2021),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 105, stk. 1 og 4, og artikel 114, stk. 7,

–  der henviser til henstilling fra Transport- og Turismeudvalget (A9‑0251/2021),

1.  godkender indgåelsen af aftalen;

2.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Republikken Koreas regering og parlament.


En ny EU-Kina-strategi
PDF 186kWORD 69k
Europa-Parlamentets beslutning af 16. september 2021 om en ny EU-Kina-strategi (2021/2037(INI))
P9_TA(2021)0382A9-0252/2021

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til den fælles meddelelse fra Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 12. marts 2019 med titlen "Forbindelserne mellem EU og Kina i et strategisk perspektiv" (JOIN(2019)0005),

–  der henviser til dialogen mellem EU og Kina om menneskerettigheder, der blev lanceret i 1995, og til den 37. runde heraf i Bruxelles den 1. og 2. april 2019,

–  der henviser til det strategiske partnerskab mellem EU og Kina, der blev indledt i 2003,

–  der henviser til EU's og Kinas strategiske dagsorden for samarbejde frem mod 2020,

–  der henviser til den globale strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik fra juni 2016,

–  der henviser til Rådets forordning (EU) 2020/1998(1) og til Rådets afgørelse (FUSP) 2020/1999(2) af 7. december 2020 om restriktive foranstaltninger over for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 28. juli 2020 om Hongkong,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen for menneskerettighederne i Kina, navnlig af 17. december 2020 om tvangsarbejde og situationen for uygurerne i den autonome region Xinjiang Uyghur(3), af 18. april 2019 om Kina, navnlig de religiøse og etniske mindretals situation(4), af 4. oktober 2018 om vilkårlige massetilbageholdelser af uygurer og kasakhere i den autonome region Xinjiang Uyghur(5), af 12. september 2018 om status for forbindelserne mellem EU og Kina(6) og af 15. december 2016 om tilfældet med det tibetanske buddhistakademi Larung Gar og med Ilham Tohti(7),

–  der henviser til sine tidligere beslutninger og henstillinger om Hongkong, navnlig dem af 19. juni 2020 om Kinas nationale sikkerhedslov for Hongkong og nødvendigheden af, at EU forsvarer Hongkongs høje grad af autonomi(8), af 21. januar 2021 om undertrykkelsen af den demokratiske opposition i Hongkong(9) og af 13. december 2017 til Rådet, Kommissionen og næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om Hongkong, 20 år efter overdragelsen(10),

–  der henviser til sin beslutning af 26. november 2020 om revision af EU's handelspolitik(11),

–  der henviser til sin beslutning af 20. maj 2021 om kinesiske modsanktioner over for EU-enheder, MEP'er og nationale parlamentsmedlemmer(12),

–  der henviser til sin beslutning af 21. januar 2021 om konnektivitet og forbindelserne mellem EU og Asien(13),

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder og andre FN-traktater og -instrumenter på menneskerettighedsområdet,

–  der henviser til FN's konvention fra 1948 om forebyggelse af og straf for folkedrab,

–  der henviser til 2014-protokollen til Den Internationale Arbejdsorganisation konvention om tvangsarbejde af 1930, som Kina ikke har undertegnet,

–  der henviser til FN's rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) og til Parisaftalen, som trådte i kraft den 4. november 2016,

–  der henviser til FN's havretskonvention (UNCLOS), som blev indgået den 10. december 1982 og har været i kraft siden den 16. november 1994,

–  der henviser til rapport af 25. november 2020 fra den refleksionsgruppe, der blev udpeget af NATO's generalsekretær, med titlen "NATO 2030: United for a New Era",

–  der henviser til Kinas 14. femårsplan og til principperne om "dobbelt cirkulation" og "sikre forsyningskæder",

–  der henviser til artikel 36 i Folkerepublikken Kinas forfatning, som sikrer alle borgere retten til religionsfrihed, og til artikel 4, som værner om "mindretalsnationaliteters" rettigheder,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 54,

–  der henviser til udtalelse fra Udvalget om International Handel,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A9-0252/2021),

A.  der henviser til, at EU i sin strategiramme om menneskerettigheder og demokrati giver tilsagn om at ville fremme menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet "på alle områder af sin optræden udadtil uden undtagelse" og at ville "sætte menneskerettighederne i centrum for sit forhold til alle tredjelande, herunder sine strategiske partnere";

B.  der henviser til, at Kina gennem sin stærke økonomiske vækst og ambitiøse udenrigspolitiske dagsorden, navnlig sin investeringsstrategi, sine politikker om "Going Global" og "Made in China 2025" samt "Belt and Road Initiative" (BRI), hævder en stærkere global rolle både som økonomisk magt og som udenrigspolitisk aktør, hvilket frembyder alvorlige politiske, økonomiske, sikkerhedsmæssige og teknologiske udfordringer for EU, der igen har betydelige og langvarende konsekvenser for verdensordenen og udgør en alvorlig trussel mod regelbaseret multilateralisme og centrale demokratiske værdier;

C.  der henviser til, at Folkerepublikken Kina er en kommunistisk etpartis enhedsstat, der styres af det kinesiske kommunistparti, som bekender sig til marxisme-leninisme; der henviser til, at landet som sådan ikke deler demokratiske værdier såsom individuel frihed, ytringsfrihed og religionsfrihed;

D.  der henviser til, at Kina i stigende grad tragter efter en mere global rolle, hvilket den kinesiske præsident Xi Jinping åbent gav udtryk for i sin redegørelse ved kommunistpartiets 19. kongres i 2017, hvor han højtideligt lovede, at Kina inden 2049 ville blive en global leder for så vidt angår kombineret national styrke og international indflydelse;

E.  der henviser til, at en lang tradition for demokrati i Hongkong, Macao og Taiwan viser, at demokratiet værdsættes af det kinesiske folk;

F.  der henviser til, at de kinesiske myndigheder efter at have forbudt ceremonier til markering af årsdagen for massakren på Den Himmelske Freds Plads og presset medieorganisationer til at indtage en prokinesisk redaktionel linje i Macao i sommer udelukkede 21 kandidater, hvoraf de fleste er medlemmer af prodemokratiske bevægelser, fra at deltage i det næste parlamentsvalg;

G.  der henviser til, at Kina frembyder et synderegister af menneskerettighedskrænkelser, der bevidst lader hånt om landets bilaterale og multilaterale forpligtelser på disse områder; der henviser til, at Kina regelmæssigt har forelagt resolutionsforslag i FN's Menneskerettighedsråd, der har til formål at gøre "suverænitet, ikke-indblanding og gensidig respekt" til grundlæggende og ufravigelige principper, der sætter fremme og beskyttelse af individers menneskerettigheder i anden række; der henviser til, at Kina systemisk har forfulgt uygurerne, tibetanerne, mongolerne og andre etniske mindretal, menneskerettighedsforkæmpere, sociale aktivister, religiøse grupper, journalister og personer, der klager over eller demonstrerer mod uretfærdigheder, og at landet i stadig højere grad undertrykker alle dissidenter og oppositionskræfter, navnlig i Hongkong; der henviser til, at foranstaltninger baseret på goodwill og ikke-bindende forpligtelser ikke har været tilstrækkelige til at øge Kinas tilslutning til værdier, der er af grundlæggende betydning for EU;

H.  der henviser til, at udenlandske korrespondenters nylige afrejse fra Kina og de kinesiske myndigheders stempling af foreningen af udenrigskorrespondenter som en "ulovlig organisation" blot er de seneste i en lang og stigende række tilfælde af chikane og obstruktion mod udenlandske journalister, som i sidste ende drives ud af Kina; der henviser til, at dette indgår som en del af bestræbelserne på at kontrollere diskursen om Kina på verdensplan og bestemme, hvad der må siges og debatteres globalt, og at disse bestræbelser betragtes som en del af en totalitær trussel;

I.  der henviser til, at EU's eksisterende strategi for Kina har vist sine begrænsninger i lyset af den seneste udvikling og de globale udfordringer, som Kina frembyder, og bør opdateres;

J.  der henviser til, at Parlamentet har opfordret Kommissionen til at indlede en screeningsundersøgelse og en konsekvensanalyse for at kunne indlede formelle forhandlinger med Taiwan så hurtigt som muligt;

K.  der henviser til, at situationen for uygurer og andre primært muslimske etniske mindretal i den autonome region Xinjiang Uyghur hurtigt er blevet forværret efter den kinesiske regerings kampagne "Strike hard against violent terrorisme" i 2014; der henviser til, at mere end en million mennesker er fængslet i tilbageholdelseslejre, såkaldte "centre for politisk genopdragelse" eller "uddannelsescentre", hvor uygurerne udsættes for systematisk tvangsarbejde, tortur, tvungen forsvinding, masseovervågning, kulturel og religiøs udslettelse, tvungen sterilisering af kvinder, seksuel vold, krænkelser af reproduktive rettigheder og familieadskillelse; der henviser til, at en juridisk analyse har konkluderet, at disse forbrydelser udgør forbrydelser mod menneskeheden, endog påståede folkedrab, inden for de internationale retlige rammer; der henviser til, at flere nationale parlamenter har vedtaget holdninger i denne retning;

L.  der henviser til den globale EU-ordning for menneskerettighedssanktioner, som giver EU mulighed for at indføre målrettede restriktive foranstaltninger over for personer, enheder og organer, herunder statslige og ikkestatslige aktører, der er ansvarlige for, involveret i eller har tilknytning til alvorlige krænkelser af menneskerettighederne; der henviser til, at fire kinesiske personer og en enhed, der er direkte ansvarlige for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i den autonome region Xinjiang Uyghur, den 22. marts 2021 blev opført på listen over fysiske personer og enheder, der er omfattet af disse restriktive foranstaltninger; der henviser til, at Kina som reaktion på disse foranstaltninger har lagt modforanstaltninger på ti europæiske enkeltpersoner og fire enheder, herunder fem medlemmer af Europa-Parlamentet og to af EU's institutionelle organer, Europa-Parlamentets Underudvalg om Menneskerettigheder og Rådets Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité, samt to europæiske akademikere, to tænketanke i Tyskland og Alliance of Democracies Foundation i Danmark; der henviser til, at de kinesiske sanktioner manglede retlig begrundelse og et retsgrundlag og var direkte rettet mod ikke blot de berørte enkeltpersoner og enheder, men Den Europæiske Union som helhed; der henviser til, at sanktionerne klart er et forsøg på at afskrække EU fra at fortsætte sit arbejde og sin indsats mod menneskerettighedskrænkelser i Kina;

1.  henstiller til næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) og Rådet:

   a) at udvikle en mere selvhævdende, omfattende og konsekvent EU-Kina-strategi, som forener alle medlemsstater og former forbindelserne med Kina i hele EU's interesse, der som grundlag har forsvaret af vores værdier og fremme af en regelbaseret multilateral orden; understreger, at strategien skal tage hensyn til den mangesidede karakter af EU's forbindelser med Kina; fremhæver, at Kina både er EU's samarbejds- og forhandlingspartner, men også er en økonomisk konkurrent og en systemisk rival på et stigende antal områder
   b) foreslår, at denne strategi baseres på seks søjler:
   1) åben dialog og samarbejde om globale udfordringer
   2) øget engagement i universelle værdier, internationale normer og menneskerettigheder
   3) analyse og identifikation af risici, sårbarheder og udfordringer
   4) opbygning af partnerskaber med ligesindede partnere
   5) fremme af en åben strategisk autonomi, herunder i handels- og investeringsforbindelser
   6) forsvar og fremme af centrale europæiske interesser og værdier ved at omdanne EU til en mere virkningsfuld geopolitisk aktør;

Åben dialog og samarbejde om globale udfordringer

2.  opfordrer NF/HR til at sikre, at den nye EU-Kina-strategi inddrager Kina i en principbaseret og interesseorienteret dialog om globale udfordringer, såsom menneskerettigheder, ved at udvikle en ambitiøs, holistisk og resultatorienteret EU-strategi for menneskerettigheder i Kina som en del af denne nye EU-Kina-strategi, for miljø og klimaændringer, nuklear nedrustning, fremme af den økonomiske genopretning efter covid-19, bekæmpelse af globale sundhedskriser og reform af specifikke multilaterale organisationer; opfordrer til, at denne dialog baseres på EU's grundlæggende principper og interesser og forfølger de centrale mål for EU's engagement udadtil; understreger, at et samarbejde mellem de to parter vil være gavnlig i forbindelse med håndteringen af disse globale problemer; gentager, at Kina fortsat er en vigtig partner for EU;

3.  støtter øget dialog og samarbejde med Kina om fred og sikkerhed; anerkender betydningen af at samarbejde med Kina om at hindre Afghanistan i at blive en ny terroristbase og afholde Nordkorea fra at fortsætte sit atomprogram; støtter bestræbelserne på at samarbejde om bæredygtig udvikling, bidrag til humanitær bistand og katastrofehjælp, miljøspørgsmål, luft- og rumfart, videnskab, teknologi og innovation, samtidig med at der fuldt ud insisteres på forskningsfrihed; understreger, at disse dialoger og dette samarbejde skal baseres på en fælles forpligtelse til åbenhed og samarbejde på en gennemsigtig, rimelig og retfærdig måde som led i et regelbaseret internationalt system, samtidig med at det sikres, at europæiske interesser og værdier beskyttes, og at Europas evne til at konkurrere med Kina udvikles, hvor det er nødvendigt;

4.  påpeger, at visse samarbejdsområder såsom IKT, luft- og rumfart kan have dobbelt anvendelse og kan anvendes mod kinesiske borgere og Vesten;

5.  understreger vigtigheden af at støtte Kinas tilsagn om at bekæmpe klimaforandringer og andre miljøspørgsmål ved at styrke partnerskabet mellem EU og Kina på dette område og understreger behovet for at sikre, at både EU og Kina forpligter sig til at nå deres respektive forpligtelser i henhold Parisaftalen; understreger betydningen af, at EU gennemfører en CO2-grænsetilpasningsmekanisme; bemærker, at Kina i løbet af de seneste tre årtier har tredoblet sine CO2-emissioner, og at det nu udleder 27 % af verdens drivhusgasser; understreger behovet for at sikre sammenhæng mellem Kinas annoncerede globale ambitioner i kampen mod klimaændringer og de miljømæssige konsekvenser af landets investeringsstrategier i og uden for Kina; opfordrer den kinesiske regering til at afstå fra at eksportere sin kulkapacitet til tredjelande, navnlig inden for rammerne af BRI;

6.  opfordrer til, at der årligt afholdes resultatorienterede menneskerettighedsdialoger, som regelmæssigt evalueres, og opfordrer til en solid benchmarking af fremskridtene i de bilaterale dialoger mere generelt for at sikre, at disse udvekslinger skaber reelle positive resultater for menneskerettighederne og for menneskerettighedsforkæmpere i Kina; anmoder om, at benchmarkingresultaterne og eventuelle fremskridt, stagnation eller forringelser drøftes på en gennemsigtig måde; anmoder om, at menneskerettighederne regelmæssigt tages op på højeste politiske niveau, både på topmøder mellem EU og Kina og på medlemsstatsniveau; opfordrer endvidere til en skyggemenneskerettighedsdialog med deltagelse af diplomater fra EU og medlemsstaterne, de kinesiske diasporaer, frie og uafhængige NGO'er, akademikere og lovgivere med henblik på at skabe en bedre forståelse af det kinesiske system og udarbejde bedre strategier til at påvirke fremskridt på menneskerettighedsområdet i Kina; understreger, at disse menneskerettighedsdialoger skal omfatte, men ikke være begrænset til, følgende spørgsmål: mediefrihed og pressefrihed, mindretals rettigheder, herunder i regionerne Xinjiang, Indre Mongoliet og Tibet, og fri adgang til disse regioner, herunder for diplomater og journalister, situationen i Hongkong, ytringsfrihed, arbejdstagerrettigheder, forsamlingsfrihed, religions- og trosfrihed og generelt situation med hensyn til retsstatsprincippet i Kina; glæder sig over udnævnelsen af en ny særlig udsending for fremme af religions- og trosfrihed uden for Den Europæiske Union og opfordrer til, at den nye særlige udsending inddrages aktivt i at støtte alle religiøse grupper og enheder, herunder muslimer, kristne og buddhister, der står over for forfølgelse på det kinesiske fastland og i Hongkong; opfordrer de relevante EU-institutioner til at anvende disse menneskerettighedsdialoger til at rejse individuelle sager; er stadig dybt bekymret over den fortsatte tilbageholdelse af den svenske statsborger og forlægger Gui Minhai; opfordrer indtrængende til, at EU og medlemsstaterne griber ind på højeste niveau for at sikre øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af alle politiske fanger; udtrykker bekymring over de systemiske krænkelser af menneskerettighederne i Kina og fordømmer alle tilfælde af vilkårlige anholdelser og undertrykkelse af den frie informationsstrøm og ytringsfriheden;

7.  opfordrer EU til at indgå i en dialog med Kina om mulige måder til på gennemsigtig vis at forbedre den indledende reaktionskapacitet i forbindelse med smitsomme sygdomme, der har potentiale til at udvikle sig til epidemier eller pandemier, herunder genkendelse, risikokortlægning og systemer for tidlig varsling for at sikre et bedre globalt beredskab til at reagere på pandemier; opfordrer endvidere Kina til at give tilladelse til en uafhængig og gennemsigtig undersøgelse af covid-19-virus' oprindelse og spredning;

8.  støtter udvidelsen af kontakterne mellem befolkningerne på begge sider samt gensidige udvekslingsbesøg for studerende, men opfordrer medlemsstaterne til bedre at overvåge virkningen af den kinesiske regerings indblanding i den akademiske frihed;

Øget engagement i universelle værdier, internationale normer og menneskerettigheder

9.  fordømmer på det kraftigste de grundløse og vilkårlige sanktioner, som de kinesiske myndigheder har indført, og som udgør et angreb på ytringsfriheden, den akademiske frihed og på det internationale samfunds engagement i og forståelse af universelle menneskerettigheder; opfordrer indtrængende de kinesiske myndigheder til at ophæve disse uberettigede sanktioner; mener, at de sanktioner, som de kinesiske myndigheder har indført, yderligere undergraver tilliden og hindrer det bilaterale samarbejde;

10.  understreger, at overvejelses- og ratificeringsprocessen for den omfattende investeringsaftale mellem EU og Kina ikke kan påbegyndes, før de kinesiske sanktioner over for MEP'er og EU-institutioner er blevet ophævet;

11.  fremhæver i denne forbindelse sin beslutning af 20. maj 2021 om kinesiske modsanktioner; opfordrer Kommissionen til i overensstemmelse med Parlamentets beslutning af 20. maj 2021 om kinesiske modsanktioner og med artikel 21, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), at benytte alle de redskaber, den har til rådighed, og debatten om den omfattende investeringsaftale mellem EU og Kina som løftestang til at forbedre beskyttelsen af menneskerettighederne og støtten til civilsamfundet i Kina; opfordrer indtrængende Kina til at træffe konkrete foranstaltninger til at sætte en stopper for andre menneskerettighedskrænkelser i Kina, såsom tvangsarbejde og systematisk forfølgelse af uygurer og andre tyrkisk-muslimske minoritetsgrupper, tibetanere, kristne og andre religiøse samfund og kirker, og til at overholde sine internationale forpligtelser over for Hongkong i henhold til den kinesisk-britiske fælles erklæring og Hongkongs forfatning ved at suspendere planlagte reformer af byens valgsystem og ved at løslade prodemokratiske lovgivere og aktivister; opfordrer også Kina til at respektere Macaos basislov, som vil være i kraft indtil 2049, og bestemmelserne i den kinesisk-portugisiske fælles erklæring nr. 1(14), der forhindrer enhver indblanding i landets valgprocesser og mediernes funktion;

12.  understreger, at Parlamentet vil tage menneskerettighedssituationen i Kina, herunder i Hongkong, i betragtning, inden det fastlægger sin holdning; gentager sin dybe bekymring over de forskellige krænkelser af menneskerettighederne i Kina og minder om, at fuld respekt for universelle værdier er af afgørende betydning trods forskellene mellem de to systemer;

13.  opfordrer Kina til at overholde internationale standarder, herunder med hensyn til dets indvirkning på klima, miljø, biodiversitet, fattigdom, sundhed, arbejdstagerrettigheder og menneskerettigheder; opfordrer indtrængende Kina til i forbindelse med fremme af bæredygtig handel og udvikling at tage konkrete skridt til at ratificere og gennemføre de fire udestående grundlæggende konventioner fra Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder; beklager, at adskillige internationale virksomheder, navnlig i beklædnings- og tekstilsektoren, har været genstand for en omfattende og udbredt boykot efter at have udtrykt bekymring over forlydender om tvangsarbejde i Xinjiang og har besluttet at afbryde deres forsyningskædeforbindelser med Xinjiang, og fordømmer på det kraftigste den politiske pression, som den kinesiske regering udøver mod dem; gentager sin anmodning til Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) om hurtigt at færdiggøre en vejledning for erhvervslivet om forsyningskæder med rådgivning til virksomheder om risikoen for at benytte uygur-tvangsarbejdere og yde hjælp til hurtigt at identificere alternative forsyningskilder;

14.  understreger behovet for at sikre, at lovgivningen om det indre marked samt enhver ramme for due diligence eller forbud mod import af produkter fra virksomheder, der gør brug af tvangsarbejde, anvendes effektivt og virkningsfuldt med henblik på at udelukke enheder, der opererer på EU's indre marked, og som er direkte eller indirekte involveret i menneskerettighedskrænkelser i Xinjiang; opfordrer endvidere europæiske virksomheder i Kina til som led i deres virksomhedsansvar at foretage en grundig undersøgelse af anvendelsen af tvangsarbejde i deres forsyningskæder;

15.  opfordrer indtrængende FN's højkommissær for menneskerettigheder til at iværksætte uafhængige juridiske undersøgelser af påståede folkedrab, påståede forbrydelser mod menneskeheden og krænkelser af menneskerettighederne, herunder programmer for tvangsarbejde, der finder sted i flere regioner i Kina, og opfordrer EU og dets medlemsstater til politisk at bakke op om og samle international støtte til en sådan undersøgelse; opfordrer de kinesiske myndigheder til at tillade fri, meningsfuld og uhindret adgang til regionen; er yderst bekymret over rapporter om arbejdsprogrammer i Tibet, som af de kinesiske myndigheder betegnes som "faglige uddannelseslejre"; opfordrer Kina til at overholde sine forpligtelser i henhold til national og international ret til at respektere menneskerettighederne, herunder mindretals rettigheder i Xinjiang, Tibet og Indre Mongoliet;

16.  fordømmer, at ytrings-, forenings- og pressefriheden er stærkt begrænset i Kina; beklager dybt den politiske forfølgelse, som mange journalister – som nu er i eksil – er blevet udsat for; opfordrer Kina til at sikre, at alle journalister frit kan udføre deres arbejde uden hindringer og uden frygt for repressalier; understreger, at presse- og mediefriheden bør sikres; anmoder om, at EU støtter ytringsfrihed og frie medier i Kina ved at oprette en europæisk fond for demokratiske medier til støtte for uafhængig journalistik;

17.  opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at fremlægge den foreslåede obligatoriske due diligence-ramme for menneskerettigheder og til at støtte bestræbelserne på at opnå vedtagelse af et lignende instrument inden for rammerne af FN;

18.  opfordrer Kommissionen til over for de kinesiske myndigheder at give udtryk for sin bekymring over den nye bekendtgørelse nr. 15, der yderligere begrænser religiøse folk og deres ledere;

19.  opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at gennemføre den pakke af foranstaltninger, der blev vedtaget efter indførelsen af den nationale sikkerhedslov for Hongkong i juli 2020, og til at revidere deres asyl-, migrations-, visum- og opholdspolitikker for Hongkong; opfordrer indtrængende NF/HR og Rådet til at vurdere og ajourføre konklusionerne om Hongkong; opfordrer til målrettede foranstaltninger under den globale EU-ordning for menneskerettighedssanktioner, hvor det er nødvendigt, med henblik på at adressere undertrykkelsen i Hongkong; opfordrer endvidere Kina til at ophæve den nationale sikkerhedslov, der blev pålagt Hongkong i juni 2020; opfordrer de medlemsstater, der fortsat har gældende udleveringstraktater med Kina og Hongkong, til at suspendere individuelle udleveringer, når udleveringen af en person bringer vedkommende i fare for tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, hvor den pågældende person vil blive anklaget af politisk motiverede årsager, og i andre situationer, der er rettet mod etniske mindretal, repræsentanter for den prodemokratiske opposition i Hongkong og dissidenter generelt, og hvor dette ville være i strid med EU's forpligtelser i henhold til den europæiske menneskerettighedskonvention;

20.  anbefaler, at EU's og medlemsstaternes ledelse afviser invitationer til de olympiske vinterlege i Beijing i tilfælde af, at menneskerettighedssituationen i Kina og Hongkong ikke forbedres, og at der ikke forud for arrangementet finder noget menneskerettighedstopmøde eller nogen menneskerettighedsdialog sted på højt plan mellem EU og Kina med konkrete resultater;

21.  beklager Kinas støtte til de mest undertrykkende regimer i verden, navnlig i Syrien, Iran og Nordkorea, men også i Venezuela og Cuba;

Analyse og identifikation af risici, sårbarheder og udfordringer

22.  mener, at den fremtidige EU-strategi for Kina bør tilvejebringe de nødvendige værktøjer og data til at imødegå de politiske, økonomiske, sociale og teknologiske trusler, der udspringer fra Kina, herunder via BRI, strategien for dobbelt cirkulation, den 14. femårsplan og Made in China 2025, China Standards 2035 og 16+1-politikker, herunder landets militære modernisering og kapacitetsopbygning og konsekvenserne heraf for Unionens åbne strategiske autonomi og for den multilaterale regelbaserede orden; bemærker, at der er et presserende behov for at sikre politisk vilje og ressourcer til gennemførelsen af EU-strategien for, hvordan forbindelserne mellem Europa og Asien styrkes; opfordrer til en højere grad af koordinering mellem EU-strategien for, hvordan forbindelserne mellem Europa og Asien styrkes, og Blue Dot Network med henblik på at tilvejebringe et bæredygtigt alternativ til BRI; glæder sig over G7-ledernes aftale om at udvikle et partnerskab om bedre genopbygning for verden – initiativet Build Back Better World (B3W) – som et alternativ til Kinas BRI; opfordrer EU's medlemsstater og institutioner til at tilslutte sig initiativet og bidrage til det;

23.  opfordrer Kommissionen til at bestille en EU-dækkende revision, opdelt efter medlemsstat, af EU's afhængighed af Kina inden for visse strategisk vigtige og kritiske sektorer, herunder lægemiddelforsyning, om muligt på både nationalt og subnationalt plan, der bygger op på dens nylige omfattende analyse med titlen "Strategic dependencies and capacity" (strategisk afhængighed og kapacitet) (SWD (2021)0352), som indeholder planer med henblik på at mindske risici i forbindelse med uønskede afhængighedsforhold, samtidig med at de overordnede forbindelser med Kina opretholdes, som bør være så gensidige og afbalancerede som muligt og i overensstemmelse med EU's værdier og strategiske prioriteter;

24.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at udarbejde mekanismer til at imødegå disse trusler på en sammenhængende måde, navnlig ved:

   a) at bevare EU's enhed på medlemsstatsplan, hvilket er nødvendigt for at kunne gennemføre den nye EU-Kina-strategi korrekt; opfordrer alle medlemsstater til at værne om EU's kerneværdier
   b) at bygge videre på EU's værktøjskasse for nationale, regionale og lokale risikobegrænsende foranstaltninger med henblik på at udvikle globale standarder i overensstemmelse med demokratiske værdier i partnerskab med ligesindede partnere for den nye generation af teknologier såsom 5G- og 6G-net og sikre, at virksomheder, der ikke opfylder sikkerhedsstandarderne, udelukkes fra udviklingen af 5G- og 6G-net
   c) at styrke EU's kapacitet til at stræbe efter globalt lederskab, herunder gennem samarbejde med ligesindede partnere
   d) at sikre institutionel koordinering mellem Kommissionen, Rådet og EU-Udenrigstjenesten forud for BRI-relaterede arrangementer og samarbejde med medlemsstaterne for at sikre, at de beslutninger, der træffes af dem, der er involveret i initiativet, er i overensstemmelse med EU's politikker og interesser og respekterer EU's grundlæggende værdier; understreger, at der skal finde høringer sted på EU-plan, f.eks. gennem et fælles møde mellem Handelspolitikudvalget og Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité på rådsniveau forud for BRI-relaterede arrangementer for at sikre, at medlemsstaterne taler med én stemme; understreger, at BRI-relaterede arrangementer skal opfylde internationale standarder; understreger, at BRI-projekter skal overvåges nøje, herunder med hensyn til deres negative politiske virkninger i EU
   e) overvågning af centrale infrastrukturkontrakter i medlemsstaterne og tiltrædelseslandene for at sikre, at de er i overensstemmelse med EU-lovgivningen og med EU's strategiske interesser som fastlagt i EU-Kina-strategien; beskyttelse af kritisk infrastruktur mod påvirkning fra tredjelande, som kan være til skade for EU og dets medlemsstaters økonomiske og sikkerhedsmæssige interesser;

25.  understreger, at visse medlemsstaters bilaterale og ukoordinerede engagement med Kina og den manglende underretning af Kommissionen i forbindelse med undertegnelsen af aftalememoranda med tredjelande er kontraproduktivt og ødelæggende for EU's globale position og den fordel, som dets medlemsstater har i forhandlingerne, når de handler som en Union snarere end som uafhængige statslige aktører; anmoder medlemsstaterne om at afstå fra at undertegne sådanne memoranda uden først at høre Rådet og Kommissionen; opfordrer til, at der oprettes en koordineringsmekanisme på EU-plan til håndtering af sådanne spørgsmål; minder om artikel 24 i TEU, hvori det fastslås, at "medlemsstaterne støtter Unionens udenrigs- og sikkerhedspolitik aktivt og uforbeholdent i en ånd af loyalitet og gensidig solidaritet", og at de "afstår fra enhver handling, som strider imod Unionens interesser, eller som kan skade dens effektivitet som en sammenhængende faktor i internationale forbindelser";

26.  understreger, at gennemførelsen af EU-Kina-strategien og de nationale strategier og politikker over for Kina regelmæssigt bør koordineres mellem EU-institutionerne, medlemsstaterne, Kommissionens forskellige generaldirektorater og Europa-Parlamentet for at sikre en omfattende og konsekvent politik, der undgår opdeling i særskilte politikområder; mener, at politikkerne desuden bør koordineres med regionale og lokale aktører, der udvikler og opretholder forbindelser med Kina;

27.  udtrykker bekymring over det stigende antal tilfælde af hybride angreb, kinesisk industrispionage og cybertyveri mod europæiske virksomheder; understreger betydningen af at styrke den private og offentlige cyberkapacitet; opfordrer til et stærkere samarbejde og etablering af et system, der sigter mod at sætte en stopper for ondsindede handlinger i cyberspace fra Kinas side, herunder cyberangreb, tvungne teknologioverførsler, cyberspionage og cyberbaseret tyveri af intellektuel ejendom; understreger behovet for at fremme et tættere samarbejde med NATO og G7-landene om at bekæmpe hybride trusler, herunder cyberangreb, og desinformationskampagner, der stammer fra Kina, bl.a. ved at give medlemsstaterne mulighed for at indføre kollektive modforanstaltninger på frivillig basis, selv om angrebene ikke er alvorlige nok til at udløse artikel 5 i NATO-traktaten eller artikel 42, stk. 7, i TEU;

28.  opfordrer Kommissionen til at tilskynde til og koordinere foranstaltninger, der har til formål at modvirke Kinas udenlandske finansiering af vores demokratiske processer, herunder elite capture-strategien og teknikken med "co-opting" (selvsupplering) af højtstående embedsmænd og tidligere EU-politikere;

29.  er bekymret over det selvhævdende og til tider aggressive diplomatiske pres fra de kinesiske myndigheders side, bl.a. over for formanden for det tjekkiske Senat; understreger, at EU-institutionerne på ingen måde må give efter for pres, trusler eller censur fra kinesiske kanaler; er bekymret over det urimelige pres fra kinesiske embedsmænds side på forskere og akademikere, der arbejder med emner relateret til Kina i hele EU, herunder aktiviteterne i Kungfutse-institutterne i EU;

Opbygning af partnerskaber med ligesindede partnere

30.  opfordrer NF/HR til at koordinere Unionens indsats med ligesindede partnere om beskyttelse af menneskerettighederne og støtte til civilsamfundet i Kina, Hongkong og Macao og til den kinesiske diaspora rundt om i verden samt om forsvar af liberalt demokrati i verden, navnlig i Hongkong og Taiwan, og med henblik på at få Kina til at respektere folkeretten, retten til offentlige demonstrationer som en del af udøvelsen af ytrings- og forsamlingsfriheden, retten til fri sejlads, herunder i Det Sydkinesiske og Det Østkinesiske Hav, retten til overflyvning og rette til fredelig tvistbilæggelse; understreger endvidere, at sådanne partnerskaber og et sådant multilateralt samarbejde med ligesindede partnere bør omfatte alle de elementer og foranstaltninger, der er skitseret i den nye EU-Kina-strategi;

31.  udtrykker dyb bekymring over Kinas selvhævdende og ekspansionistiske politikker i Det Sydkinesiske Hav, Det Østkinesiske Hav og Taiwanstrædet, navnlig Kinas fortsatte militære provokationer rettet mod Taiwan; understreger, at status quo i Taiwanstrædet og retten til fri sejlads i Indo-Stillehavsområdet er af afgørende betydning for EU og dets medlemsstater; gentager sin modstand mod enhver ensidig handling, der kan eskalere spændinger og underminere status quo; tilskynder til en konstruktiv udvikling af forbindelserne mellem de to sider af Taiwanstrædet og understreger, at enhver ændring af forbindelserne i området ikke må ske mod Taiwans borgeres vilje; gentager den bekymring, som Japan og USA har givet udtryk for over en ny lov i Kina, der tillader kinesiske kystvagtskibe at anvende våben mod udenlandske fartøjer, der overtræder, hvad Kina anser for at være dets territorium; opfordrer EU til at tage disse spørgsmål op i både den nye EU-Kina-strategi og i EU-strategien for samarbejde i Indo-Stillehavs-regionen og til at øge de multilaterale diplomatiske udvekslinger for at opnå en fredelig bilæggelse af tvister og kontroverser i overensstemmelse med folkeretten, herunder UNCLOS;

32.  opfordrer medlemsstaterne til at investere i et stærkere samarbejde med andre demokratiske og ligesindede partnere såsom USA, Canada, Det Forenede Kongerige, Japan, Indien, Sydkorea, Australien, New Zealand og Taiwan og opfordrer EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til at prioritere og styrke de strategiske partnerskaber med ASEAN og Den Afrikanske Union;

33.  mener, at det er af afgørende betydning, at EU udvikler og fremmer et ambitiøst og dynamisk transatlantisk forhold til den amerikanske regering baseret på vores fælles historie, værdier og interesser inden for rammerne af en transatlantisk dialog om Kina, herunder en parlamentarisk dimension; fremhæver betydningen af partnerskabet mellem EU og USA med hensyn til at bevare og vise de globale liberale demokratiers fælles styrke, herunder gennem vores arbejde i multilaterale organisationer; understreger i denne forbindelse, at den nye dialog mellem EU og USA om Kina bør være en af mekanismerne til at fremme vores fælles interesser og håndtere vores forskelle og til at reformere multilaterale organisationer inden for rammerne af den regelbaserede orden; mener, at EU fortsat bør styrke Unionens operationelle autonomi og modstandsdygtighed over for eksterne trusler;

34.  understreger vigtigheden af, at EU fortsat er meget opmærksomt på Kinas ændrede rolle og voksende indflydelse i multilaterale organisationer, herunder i FN, hvortil Kina er den andenstørste finansielle bidragyder, samt af at sikre en bedre koordinering mellem medlemsstaterne og ligesindede partnere i retning af at forene de globale liberale demokratiers styrke med henblik på at reagere på denne udvikling; bemærker, at den kinesiske regerings øgede engagement i internationale og multilaterale institutioner såsom FN, Verdenshandelsorganisationen (WTO), Verdenssundhedsorganisationen (WHO), Interpol, Fødevare- og Landbrugsorganisationen, Den Internationale Telekommunikationsunion og Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO), herunder i standardiseringsorganer, har til formål at omforme normer, standarder og praksis globalt med henblik på at fremme Kinas geopolitiske strategi og økonomiske interesser på lang sigt; beklager, at den kinesiske indenlandske censur, der nu bl.a. udøves i FN, har til formål at manipulere procedurer for at mindske kontrollen med Kinas adfærd, navnlig i forbindelse med situationen for etniske muslimske uygurer og andre tyrkisk-muslimske mindretal; opfordrer EU til at samarbejde med ligesindede partnere om at imødegå denne udvikling;

35.  understreger, at Kina er den største leverandør af fredsbevarende styrker blandt de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, men at landet har nægtet at vedtage afsnit i kapitel VII i FN-pagten og søjlen om ansvar for at beskytte (R2P); understreger, at EU har integreret R2P i sin optræden udadtil;

36.  opfordrer til et stærkere EU-samarbejde med NATO om kinesiske sikkerhedsudfordringer; støtter NATO's forslag om at udvikle en politisk strategi for tilgangen til en verden, hvor Kina vil være en global supermagt; anmoder om, at denne strategi baseres på forskellige scenarier for udviklingen af forbindelserne med Kina, herunder muligheden for yderligere forringelse af sikkerheden i Det Sydkinesiske Hav, og opfordrer til dialog og koordinering med landene i den firesidede sikkerhedsdialog (Quad); bifalder NATO's bestræbelser på nøje at overvåge de sikkerhedsmæssige konsekvenser af Kinas øgede fysiske tilstedeværelse i Arktis samt i Afrika; anbefaler, at der i forbindelse med udarbejdelsen af EU's strategiske kompas og revisionen af NATO's strategiske koncept tages tilstrækkeligt hensyn til samarbejdet mellem EU og NATO om sikkerhedsudfordringer relateret til Kina;

37.  glæder sig over Rådets intention om at styrke EU's strategiske fokus, tilstedeværelse og indsats i Indo-Stillehavs-regionen ved at iværksætte en ny EU-strategi for samarbejde i Indo-Stillehavs-regionen samt en ny strategi for, hvordan forbindelserne mellem Europa og Asien styrkes; bemærker, at enhver sådan ny strategi bør være i overensstemmelse med EU-Kina-strategien;

38.  anser det for relevant, at Kommissionen forelægger rettidige og omfattende rapporter om det regionale omfattende økonomiske partnerskab (RCEP) – verdens største frihandelsaftale – med henblik på at vurdere udviklingen på stedet; er særlig interesseret i konsekvenserne for EU's strategiske interesser i spørgsmål såsom fastsættelse af standarder i Asien-Stillehavsområdet og bestemmelser om oprindelsesregler; bemærker, at aftalen vil få konsekvenser for EU, selv om EU ikke er part i RCEP; fremhæver manglen på bestemmelser i RCEP om handel og bæredygtighed, herunder arbejdsmæssige og sociale standarder og klima- og miljømål;

39.  minder på baggrund af de regionale dynamikker om betydningen af de handelsmæssige og økonomiske forbindelser mellem EU og Taiwan, herunder om spørgsmål vedrørende multilateralisme og WTO, teknologi og folkesundhed samt det vigtige samarbejde om kritiske forsyninger såsom halvledere; bemærker, at Taiwan er fuldgyldigt medlem af WTO; gentager sin opfordring til og opfordrer indtrængende Kommissionen og Rådet til at bevæge sig i retning af en bilateral investeringsaftale med Taiwan og til hurtigst muligt at påbegynde konsekvensanalysen, den offentlige høring og screeningsundersøgelsen med de taiwanske myndigheder;

40.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremsætte konkrete forslag om og tiltag for at lette Taiwans fulde deltagelse som observatør i møder, mekanismer og aktiviteter i WHO, ICAO og UNFCCC;

Fremme af en åben strategisk autonomi, herunder i handels- og investeringsforbindelser

41.  understreger, at investerings- og handelsbetingelser ikke i sig selv er nok til at modvirke Kinas gennemslagskraft; mener, at EU bør øge den strategiske autonomi ved at tage fat på andre dimensioner af forbindelserne mellem EU og Kina, navnlig digital og teknologisk suverænitet; understreger i denne forbindelse behovet for at investere i innovation og forskning og for at udvikle en konkurrencedygtig og suveræn industriel strategi på områder, der omfatter – men endnu ikke begrænset til – mikrochips og halvlederproduktion, udvinding af sjældne jordarter, cloud computing og telekommunikationsteknologi for at mindske EU's afhængighed af Kina, altid med henblik på at sikre bedre koordinering af disse politikker med politikkerne i andre ligesindede liberale demokratier, samtidig med at potentialet for at samle ressourcer og skabe nye synergier udforskes;

42.  bemærker, at Kina i 2020 i forbindelse med covid-19-pandemien for første gang rangerede som EU's største partner for handel med varer, og at handelsbalancen blev yderligere forværret til skade for EU; minder imidlertid om, at USA stadig er EU's største partner inden for handel med varer og tjenesteydelser set under ét; mener, at Kinas økonomiske fremgang og forventede vækst vil få en betydelig indvirkning på den globale økonomiske udvikling i løbet af det næste årti; påpeger, at de gensidige investeringsniveauer af forskellige årsager fortsat ligger under deres potentiale, og anerkender de økonomiske muligheder, der kendetegner regionen som helhed; mener, at omfanget af handelen mellem Kina og EU vil kræve en regelbaseret og værdidreven ramme, som skal være forankret i internationale normer; understreger, at respekt for menneskerettighederne er en forudsætning for at indgå i handels- og investeringsforbindelser med EU, og opfordrer indtrængende Kina til at overholde sine internationale forpligtelser og forpligte sig til at respektere menneskerettighederne;

43.  understreger Europa-Parlamentets centrale rolle i EU's fælles handelspolitik, i internationale forhandlinger og i forbindelse med tilsyn, kontrol, ratificering og overvågning af gennemførelsen af handels- og investeringsaftaler; fremhæver behovet for, at Udvalget om International Handel høres rettidigt og korrekt, og opfordrer indtrængende Kommissionen og Rådet til at opretholde hyppig dialog og foretage omfattende rapportering, der afspejler udviklingen i den bilaterale handels- og investeringsdagsorden mellem EU og Kina;

44.  understreger betydningen af EU's strategiske handels- og investeringsforbindelser med Kina og opfordrer EU's medlemsstater og institutioner til at henvende sig til Kina med én stemme og på en koordineret måde; mener, at investeringsinitiativer i 16+1-format ikke må undergrave EU's enhed eller virke mod indsatsen for at tale med én stemme;

45.  opfordrer Kommissionen til at analysere EU's økonomiske afhængighed inden for strategiske sektorer, såsom kritiske råstoffer, hvoraf nogle udelukkende befinder sig i Kina, og fremhæver det presserende behov for at styrke de europæiske forsyningskæders modstandsdygtighed; opfordrer til, at der gøres en indsats for at diversificere og konsolidere EU's adgang til vigtige strategiske ressourcer, der er nødvendige for at drive EU's to vækstmotorer, med særlig vægt på de 30 elementer på den fjerde opdaterede liste over kritiske råmaterialer, der blev ajourført i 2020; minder om EU's overordnede mål om at opbygge sin åbne strategiske autonomi under den fælles handelspolitik; gør på ny opmærksom på den voksende betydning af sammenhængen mellem handel og sikkerhed i EU's internationale handelspolitik;

46.  opfordrer til større gennemsigtighed, sammenhæng og koordinering mellem medlemsstaterne i spørgsmål vedrørende bilaterale investeringsprojekter og aftaler, navnlig om udenlandske direkte investeringer i strategiske aktiver og kritisk infrastruktur; gør opmærksom på forbindelserne mellem økonomisk afhængighed og ekstern politisk indflydelse på medlemsstatsniveau; minder om betydningen af at styrke EU's forordning om screening af udenlandske direkte investeringer i fremtiden for at sikre, at eventuelle investeringer, der kan udgøre en trussel mod EU's sikkerhed og offentlige orden, navnlig fra statskontrollerede virksomheder, blokeres; opfordrer medlemsstaterne til hurtigst muligt at vedtage en national screeningmekanisme, hvis de endnu ikke har en sådan, i overensstemmelse med Kommissionens vejledning fra marts 2020;

47.  er overbevist om, at de bilaterale handels- og investeringsforbindelser mellem EU og Kina er af strategisk betydning og bør være regelbaserede med det multilaterale handelssystem og princippet om gensidighed i centrum; gentager, at selv om der er bekymrende tendenser i retning af økonomisk afkobling, er en mere assertiv håndhævelse og overholdelse af forpligtelser nødvendig i de samlede handels- og investeringsforbindelser; opfordrer Kina til at spille en mere aktiv og ansvarlig rolle i WTO og andre multilaterale initiativer, således at landets erhvervede økonomiske magt afstemmes med dets udviklingsniveau, og til, at landet fuldt ud overholder alle sine WTO-forpligtelser og internationale forpligtelser; opfordrer Kommissionen og de kinesiske myndigheder til at arbejde tæt sammen om at reformere WTO's regelsæt med henblik på at fremme en mere bæredygtig udvikling, fremme den grønne omstilling og den digitale revolution og skabe stabilitet og retssikkerhed på den internationale handelsscene;

48.  er bekymret over de stadig mere skæve bilaterale økonomiske og handelsmæssige forbindelser mellem EU og Kina; understreger, at genskabelse af balance og mere lige konkurrencevilkår er afgørende for EU's interesser; mener, at Kina og EU skal skabe lige konkurrencevilkår og frugtbare forbindelser på trods af forskellene mellem deres respektive økonomiske systemer; fremhæver i denne forbindelse EU's igangværende arbejde med at styrke sin handelsværktøjskasse, samtidig med at det anerkendes, at der er behov for at opretholde en åben dialog om fælles udfordringer såsom den globale kamp mod klimaændringer; understreger det presserende behov for, at EU færdiggør sin vifte af autonome foranstaltninger, herunder en strengere EU-forordning om screening af udenlandske direkte investeringer, lovgivning om udenlandske subsidier, der forvrider det indre marked, hurtig vedtagelse af et assertivt og effektivt instrument for internationale offentlige udbud, foranstaltninger vedrørende eksport af teknologi med dobbelt anvendelse, et effektivt instrument til beskyttelse mod tvangsforanstaltninger, en pakke af lovgivning om bæredygtig virksomhedsledelse og forsyningskædelovgivning med obligatoriske due diligence-krav, som også bør omfatte et forbud mod import af varer fremstillet ved tvangsarbejde; mener, at yderligere målrettede foranstaltninger under den globale EU-ordning for menneskerettighedssanktioner bør betragtes som nødvendige;

49.  gentager sin dybe bekymring over de mange hindringer, som europæiske virksomheder støder på, når de kommer ind og opererer på det kinesiske marked; er bekymret for, at Kinas "strategi for dobbelt cirkulation", som der henvises til i dets 14. femårsplan, yderligere vil forringe erhvervsklimaet for EU's virksomheder; fremhæver endnu en gang sin særlige bekymring over de kinesiske statsejede virksomheders markedsforvridende praksis såsom – men ikke begrænset til – industrisubsidier, særbehandling af kinesiske statsejede virksomheder, tyveri af intellektuel ejendom, tvungne teknologioverførsler og datalokalisering, den industrielle overkapacitet i sektorer som f.eks. stål og den dermed forbundne dumping af eksport, anden illoyal handelspraksis og den generelt stigende politiske indblanding i erhvervsmiljøet, herunder den private sektor; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at intensivere deres samarbejde med ligesindede partnere i WTO for at udvikle en fælles tilgang til bekæmpelse af disse illoyale kinesiske handelspraksisser; glæder sig over dialogen mellem EU og USA om Kina som et middel til at samarbejde om emner som gensidighed, multilateralisme, markedsforvridende praksis og økonomien og andre strukturelle spørgsmål, hvor koordinering mellem EU og USA kan tilføre en merværdi; er overbevist om, at ordentlig information om den lovgivnings- og reguleringsmæssige udvikling på det kinesiske marked er af afgørende betydning i betragtning af dets uigennemsigtige og statsdrevne karakter; minder i denne forbindelse om vigtigheden af hyppige og ærlige drøftelser med EU-institutionerne, EU's handelskammer i Kina og alle vores partnere på stedet;

50.  mener, at det er relevant specifikt at drøfte de negative handelsrelaterede virkninger af og mulige løsninger på forvridninger forårsaget af den globale overkapacitet af stål og aluminium såvel som betydningen af at tackle industrisubsidier på WTO-niveau; opfordrer indtrængende Kina til igen at deltage i arbejdet i det globale forum om overkapacitet af stål med henblik på at fjerne overkapaciteten og genskabe lige konkurrencevilkår; bemærker, at Kinas årlige produktion af råstål til trods for Kinas planer om at lukke forældede produktionsanlæg og modernisere produktionen har været rekordhøj fire år i træk; opfordrer de kinesiske myndigheder til at følge op på deres tilsagn om at reducere produktionen af råstål;

51.  minder i denne forbindelse om forbindelserne mellem handel, patenter og standarder; mener, at standardisering og de normative elementer af stigende international konkurrence er afgørende for EU's handelspolitik og bør være en af grundpillerne i EU's strategiske industripolitik; minder om, at standardisering rapporteres som et risikoområde, hvor Kina kan variere og afkoble sig; fremhæver, at forfalskning er en topprioritet i EU's indsats inden for beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder; er bekymret over, at Kina stadig er ophavsland for den største andel af varemærkeforfalskede og piratkopierede varer, der ankommer til EU, både hvad angår værdi og mængde; understreger, at aftalen mellem EU og Kina om geografiske betegnelser udgør et første skridt i bekæmpelsen af forfalskninger, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at øge indsatsen for at beskytte EU's intellektuelle ejendom, herunder patenter; er bekymret over den nye praksis, hvor kinesiske domstole hævder at have global kompetence til at fastlægge retfærdige, rimelige og ikkediskriminerende licensbetingelser for standardessentielle patenter og nægter virksomheder adgang til at anfægte deres afgørelser; understreger, at denne praksis svarer til at give kinesiske virksomheder lov til ikke at betale en rimelig pris for brugen af standardessentielle patenter og bringer europæisk forskning i fare; anmoder Kommissionen om at gå i dialog med de kinesiske myndigheder om dette spørgsmål; opfordrer til, at der lægges større vægt på overtrædelser på områderne digitalisering og kommunikation inden for alle de relevante organer, herunder FN's Internationale Telekommunikationsunion, sammen med EU's ligesindede partnere, navnlig USA; opfordrer til flere politiske drøftelser om konsekvenserne af kinesiske initiativer som Made in China 2025 eller China Standards 2035, som i stigende grad er relevant; er i denne forbindelse bekymret over Kinas stadig mere autoritære tilgang på det digitale område og dets bestræbelser på at fremme sin model for digital styring i hele verden; understreger nødvendigheden af at indgå WTO-aftalen om e-handel inden for rammerne af initiativet til en fælles erklæring for at fremme et grundlæggende niveau af åbenhed og lige konkurrencevilkår med Kina.

52.  opfordrer til øget opmærksomhed på europæiske SMV'er, der indgår i handels- og investeringsforbindelser med Kina, og glæder sig over Kommissionens støtte til SMV-venlige initiativer som bl.a. portalen Access2Markets, redskab til selvvurdering af oprindelsesregler (ROSA), eller Kina-helpdesken om intellektuelle ejendomsrettigheder for SMV'er;

53.  noterer sig den principielle indgåelse på politisk plan af EU-Kina-investeringsaftalen, samtidig med at det anerkender Kommissionens bestræbelser på at afhjælpe mangler i forbindelse med asymmetrisk markedsadgang, lige vilkår og bæredygtig udvikling gennem regelbaseret engagement; minder imidlertid om, at handelsforbindelserne ikke finder sted i et vakuum;

54.  opfordrer Kommissionen til at rådføre sig med Parlamentet, inden den tager nogen skridt til indgåelse og undertegnelse af EU-Kina-investeringsaftalen; opfordrer indtrængende Kina til at tage konkrete skridt til at ratificere og gennemføre de grundlæggende ILO-konventioner nr. 29 og 105 om tvangsarbejde; fremhæver, at Kina desuden har forpligtet sig til effektivt at gennemføre de ratificerede ILO-konventioner og arbejde hen imod ratificering af andre "ajourførte" grundlæggende ILO-konventioner;

55.  bemærker, at 26 EU-medlemsstater har gammeldags bilaterale investeringsaftaler med Kina;

56.  minder imidlertid om, at den omfattende investeringsaftale mellem EU og Kina ikke alene vil løse alle de problemstillinger, der skaber vanskeligheder for vores økonomiske og politiske forbindelser, og derfor skal tages i betragtning i henseende til en styrket og mere assertiv EU-værktøjskasse med ensidige foranstaltninger; understreger, at Europa-Parlamentet vil foretage en grundig gennemgang af aftalen, herunder afsnittet om bæredygtig udvikling;

57.  understreger, at korrekt gennemførelse og effektiv håndhævelse vil være afgørende faktorer for aftalens nytteværdi og succes med hensyn til at afhjælpe strukturelle asymmetrier i handels- og investeringsforbindelserne; fremhæver betydningen og relevansen af strukturerede og hyppige drøftelser med kontoret for Kommissionens øverste ansvarlige for håndhævelse af handelsaftaler i bestræbelserne på at evaluere den fremtidige gennemførelse af den omfattende investeringsaftale mellem EU og Kina, forudsat at den bliver vedtaget; minder om og forstærker i denne forbindelse betydningen af parlamentarisk diplomati med hensyn til at fremme gensidig forståelse, åben kommunikation og ærlig dialog;

58.  glæder sig over ikrafttrædelsen af aftalen mellem EU og Kina om geografiske betegnelser og gentager, at det er vigtigt, at begge parter sikrer en effektiv gennemførelse og håndhævelse af den på markederne; glæder sig over den forventede udvidelse af den nuværende aftale om at tilføje yderligere 350 geografiske betegnelser fra begge sider; understreger, at denne begrænsede aftale om geografiske betegnelser kan tjene som model og grundlag for fremtidige aftaler om geografiske betegnelser; fremhæver den afgørende rolle, som den øverste ansvarlige for håndhævelse af handelsaftaler vil spille med hensyn til at overvåge og forbedre overholdelsen af aftalen; opfordrer den øverste ansvarlige for håndhævelse af handelsaftaler til at reagere omgående i tilfælde af, at aftalen ikke gennemføres korrekt.

59.  understreger, at Kina stadig har lang vej at gå, før landet har fri markedsøkonomi, i betragtning af den ekstreme indflydelse, som staten har på økonomien og på virksomhedernes beslutninger vedrørende priser, omkostninger, produktion og input; opfordrer derfor Kina til at træffe mere åbensindede foranstaltninger i forhold til landets egne virksomheder og udenlandske virksomheder, der opererer i landet;

60.  opfordrer til øget finansiering til 5G-udrulningsprojekter og forskning i 6G, kunstig intelligens og big data-teknologi for at sikre fremtidig netsikkerhed og øget digital suverænitet, som vil være afgørende for digitalisering og økonomisk vækst, men også for at lukke den teknologiske kløft i forhold til Kina og for at fjerne de risici, som NATO-medlemmer og dets partnere kan blive udsat for i forbindelse med integreringen af Kinas 5G-teknologi i telekommunikationsnettene, da en sådan indsats kan udhule fremtiden for demokratisk styring; opfordrer endvidere til en koordineret EU-strategi for cybersikkerhed og til en forøgelse af medlemsstaternes kapaciteter på dette område for bl.a. at styrke beskyttelsen mod trusler mod EU's kritiske infrastruktur fra tredjelande, herunder Kina;

61.  understreger vigtigheden af at arbejde på regulering af kunstig intelligens og på en etisk og civilretlig ramme for AI-systemer og tilknyttede teknologier, som fremmer menneskecentreret og privatlivsfølsom innovation i partnerskab med vigtige strategiske partnere, der deler EU's liberale og demokratiske værdier; understreger, at sociale pointsystemer ikke er i overensstemmelse med EU's grundlæggende værdier; understreger behovet for, at EU beskytter individets rettigheder; fremhæver således, at sådanne politikker og overvågningsredskaber under ingen omstændigheder bør anvendes i EU; understreger derfor, at EU skal arbejde på at begrænse og modvirke den grænseoverskridende udbredelse af digital undertrykkelse;

Forsvar og fremme af centrale europæiske interesser og værdier ved at gøre EU til en mere effektiv geopolitisk aktør

62.  mener, at EU fortsat bør arbejde hen imod at blive en mere effektiv geopolitisk aktør ved at sikre en mere forenet geopolitisk tilgang fra medlemsstaternes side samt ved at fremme sin strategiske autonomi og kapacitet i samarbejde med USA og andre ligesindede partnere;

63.  fremhæver, at den europæiske naboskabspolitiks succes er afgørende for EU's evne til at udfylde rollen som global aktør; advarer om Kinas voksende rolle i EU's umiddelbare nabolande, herunder kandidatlande; opfordrer til en strategisk tilgang på EU-plan til imødegåelse af kinesiske tiltag gennem investeringer, lån og forretningsaktiviteter i nabolandene, navnlig på Vestbalkan; opfordrer navnlig til et aktivt EU-engagement i at give disse lande et levedygtigt alternativ til kinesiske investeringer;

64.  påpeger behovet for at styrke EU's redskaber til at forsvare sig, øge dets kapacitet til at beskytte sine interesser uden for kontinentet, spille en mere proaktiv, konsekvent og strategisk rolle i sit umiddelbare nærområde og sikre, at medlemsstaterne står sammen i deres geopolitiske tilgang;

65.  mener, at konferencen om Europas fremtid bør være et forum for debat om EU's optræden udadtil, f.eks. om spørgsmål vedrørende beskyttelse af menneskerettighederne, og for drøftelse af, hvordan der kan opnås åben strategisk autonomi; understreger betydningen af at drøfte spørgsmål i forbindelse med forbedring og styrkelse af EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, f.eks. ved at give NF/HR et stærkere mandat til at handle på EU's vegne i udenrigspolitiske spørgsmål og ved at tage de nødvendige skridt til at indføre afstemning med kvalificeret flertal på visse udenrigspolitiske områder; opfordrer til, at forsvarssamarbejdet mellem medlemsstaterne styrkes med henblik på at øge den europæiske strategiske forsvarskapacitet samt til, at der skabes en fuldt udbygget europæisk forsvarsunion, der omfatter europæiske militære kapabiliteter;

66.  påpeger behovet for at udstyre EU-Udenrigstjenesten med et mandat og de nødvendige ressourcer til at overvåge og imødegå kinesiske desinformationsaktiviteter, herunder oprettelsen af en særlig Far-East StratCom-taskforce, der har fokus på desinformation fra Kina; opfordrer Kina til at afstå fra at anvende skjulte metoder til manipulation af den offentlige debat i EU; opfordrer Kommissionen til at udvikle et EU-dækkende reguleringssystem for at forhindre medievirksomheder, der enten finansieres eller kontrolleres af tredjelandes regeringer, i at erhverve europæiske medievirksomheder for således at bevare en uafhængig og fri mediedækning i EU; foreslår at diversificere kinesisksprogede medier i Europa ved at tilskynde til samarbejde mellem europæiske medier og internationale partnere såsom Taiwan; understreger endvidere det presserende behov for i væsentlig grad at øge ekspertkapaciteten vedrørende Kina i EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen generelt;

67.  påpeger betydningen af uafhængige undersøgelser om og forskning i Kina på universiteter, i tænketanke, i forskningsinstitutioner og på skoler i hele EU, som er fri for kinesisk økonomisk støtte eller indflydelse, og som sikrer akademisk integritet og ytringsfrihed; opfordrer derfor EU til at udvikle et program til finansiering af Kina-relateret forskning og sprogundervisning i EU;

68.  påpeger behovet for, uafhængigt af det kinesiske kommunistpartis indflydelse, at indføre programmer for studier af kinesisk kultur, sprog og politik, f.eks. gennem tættere kontakt med Taiwans akademiske verden og samfund;

69.  opfordrer Kommissionen til i sin strategi at tage hensyn til og medtage Kinas hastigt voksende interesse for og engagement i Arktis; opfordrer til, at man er forberedt på at sikre fri sejlads på den arktiske nordsørute; noterer sig Kinas investeringer i forskning og strategisk infrastruktur i Arktis og bemærker, at EU ikke bør miste terræn i denne vigtige region;

o
o   o

70.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik samt til orientering til Folkerepublikken Kinas regering.

(1) EUT L 410 I af 7.12.2020, s. 1.
(2) EUT L 410 I af 7.12.2020, s. 13.
(3) Vedtagne tekster, P9_TA(2020)0375.
(4) EUT C 158 af 30.4.2021, s. 2.
(5) EUT C 11 af 13.1.2020, s. 25.
(6) EUT C 433 af 23.12.2019, s. 103.
(7) EUT C 238 af 6.7.2018, s. 108.
(8) Vedtagne tekster, P9_TA(2020)0174.
(9) Vedtagne tekster, P9_TA(2021)0027.
(10) EUT C 369 af 11.10.2018, s. 156.
(11) Vedtagne tekster, P9_TA(2020)0337.
(12) Vedtagne tekster, P9_TA(2021)0255.
(13) Vedtagne tekster, P9_TA(2021)0016.
(14) Fælles erklæring af 13. april 1987 fra Kina og Portugal om Macao.


Retningen for de politiske forbindelser mellem EU og Rusland
PDF 213kWORD 78k
Europa-Parlamentets henstilling af 16. september 2021 til Rådet, Kommissionen og næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om retningen for de politiske forbindelser mellem EU og Rusland (2021/2042(INI))
P9_TA(2021)0383A9-0259/2021

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Rusland, navnlig beslutning af 18. september 2014 om situationen i Ukraine og forholdet mellem EU og Rusland(1), af 11. juni 2015 om den strategiske militære situation i Sortehavsområdet efter Ruslands ulovlige annektering af Krim(2), af 16. marts 2017 om ukrainske fanger i Rusland og situationen på Krim(3), af 14. juni 2018 om besatte georgiske områder ti år efter den russiske invasion(4), af 23. november 2016 om EU's strategiske kommunikation til bekæmpelse af tredjemands propaganda mod EU(5), af 12. marts 2019 om status over de politiske forbindelser mellem EU og Rusland(6), af 19. september 2019 om betydningen af europæisk historiebevidsthed for Europas fremtid(7), af 19. december 2019 om den russiske lov om "udenlandske agenter"(8), af 17. september 2020 med titlen "Situationen i Rusland: forgiftningen af Aleksej Navalnyj"(9), af 21. januar 2021 om anholdelsen af Aleksej Navalnyj(10), af 29. april 2021 om Rusland, sagen om Aleksej Navalnyj, militær opbygning langs Ukraines grænse og russiske angreb i Tjekkiet(11), af 10. juni 2021 om Ruslands opførelse af tyske NGO'er på listen over "uønskede organisationer" og tilbageholdelsen af Andrej Pivovarov(12),

–  der henviser til FN-pagten, FN's havretskonvention, verdenserklæringen om menneskerettigheder, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og Europarådets konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,

–  der henviser til Den Russiske Føderations medlemskab af Europarådet og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og de deraf følgende tilsagn og forpligtelser,

–  der henviser til EU's restriktive foranstaltninger som reaktion på krisen i Ukraine, der har været i kraft siden 2014,

–  der henviser til den samlede pakke af foranstaltninger til gennemførelse af Minskaftalerne, som blev vedtaget og undertegnet i Minsk den 12. februar 2015 og godkendt i sin helhed ved FN's Sikkerhedsråds resolution 2202 (2015) af 17. februar 2015,

–  der henviser til resultaterne af samlingen i Udenrigsrådet den 14. marts 2016, navnlig aftalen om de fem vejledende principper for Den Europæiske Unions politik over for Rusland, og til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 24.-25. maj 2021 om Rusland og af 24. juni 2021 om eksterne forbindelser,

–  der henviser til den fælles meddelelse fra Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 16. juni 2021 med titlen "Forholdet mellem EU og Rusland – modvirkning, begrænsning og dialog" (JOIN(2021)0020),

–  der henviser til den fælles meddelelse fra Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 10. juni 2020 med titlen "Bekæmpelse af desinformation om covid-19 – sådan får vi styr på fakta" (JOIN(2020)0008),

–  der henviser til den fælles erklæring fra Den Internationale Krimplatform af 23. august 2021,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 118,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A9-0259/2021),

A.  der henviser til, at Rusland er en integreret del af det europæiske kontinent og Unionens største nabo, og at der er en stærk historisk indbyrdes afhængighed og kulturelle og menneskelige bånd mellem Rusland og EU's medlemsstater; der henviser til, at udviklingen i Rusland for så vidt angår dets politikker og dets myndigheders beskaffenhed har direkte indvirkning på EU og dets umiddelbare nabolande; der henviser til, at EU på trods af de handelshindringer, der blev indført i 2014, stadig er Ruslands største handelspartner, og at Rusland er EU's femtestørste handelspartner; der henviser til, at EU er den største investor i Rusland;

B.  der henviser til, at Parlamentet sondrer mellem det russiske folk og præsident Putins regime, som er et stagnerende autoritært kleptokrati, der ledes af en livstidspræsident omgivet af en kreds af oligarker; der henviser til, at de kritiske foranstaltninger, der foreslås i denne henstilling, derfor er rettet mod præsident Putins regime og dets kriminelle handlinger og antidemokratiske politikker, men samtidig understreger det presserende behov for at række ud til de russiske borgere for at vise dem, at Den Europæiske Union er klar til at gøre noget ved deres problemer;

C.  der henviser til, at EU's primære interesse er at opretholde frihed, stabilitet og fred på og uden for det europæiske kontinent, som trues af de russiske myndigheders aggressive politikker, der udgør en af de største udfordringer for EU's strategiske og udenrigspolitiske dagsorden;

D.  der henviser til, at Rusland kan have en demokratisk fremtid; der henviser til, at russiske borgere ligesom alle andre mennesker higer efter de universelle værdier frihed og demokrati; der henviser til, at EU bør komme med konkrete forslag til det russiske folk om gensidigt fordelagtigt samarbejde;

E.  der henviser til, at EU's strategi over for Rusland skal kombinere to hovedmål: for det første at standse Kremls aggression udadtil og undertrykkelse indadtil og for det andet at gå i dialog med det russiske folk og hjælpe dem med at opbygge denne alternative fremtid, som ville være til gavn for alle folk på det europæiske kontinent, herunder det russiske folk;

F.  der henviser til, at EU's forbindelser med Den Russiske Føderation er baseret på principperne i folkeretten, OSCE's grundlæggende principper, demokrati, fredelig konfliktløsning og gode naboskabsforbindelser; der henviser til, at den nuværende russiske regering har udvist foragt for disse principper til trods for, at den har forpligtet sig på dem; der henviser til, at Rusland misbruger internationale institutioner, primært FN og OSCE, til at forhindre retfærdighed og konfliktløsning i hele verden;

G.  der henviser til, at Rusland tiltrådte Europarådet igen i 2019, men at dets omfattende krænkelser af menneskerettighederne fortsætter, og at landet nægter at efterleve Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser;

H.  der henviser til, at præsident Putins udenrigspolitik er klart aggressiv og revisionistisk, da han ønsker at blive opfattet som forsvarer af russiske interesser og forsøger at opnå kontrol over områder, som han mener er blevet tabt efter Sovjetunionens sammenbrud, og andre områder; der henviser til, at præsident Putins regime også har følgende mål: at hævde sin autoritet som stormagt, at konsolidere regimets indblanding i og uden for de tidligere Sovjetlande, at sætte magtfulde staters suverænitet over andre staters ret til suverænitet, at benytte begrebet "beskyttelse af etniske russere i udlandet" som begrundelse for hybrid krig og desinformation, at benytte områder med fastlåste konflikter som et strategisk element til at intervenere i de berørte lande og forhindre dem i at bevæge sig tættere på EU og NATO, at udnytte energiressourcer og ulovlig hvidvask af penge som redskaber til manipulation og afpresning, at undergrave liberalt demokrati som model og fremstille Rusland som moralsk overlegent og Vesten som moralsk underlegen, at undertrykke demokratiet, den demokratiske opposition og folkets ret til at udtrykke sin frie vilje i Rusland; der henviser til, at præsident Putins regime især forkaster multilateralisme og den folkeretlige orden baseret på retsstatsprincippet, tilsidesætter folkeretten, herunder de principper, der er nedfældet i FN-pagten, Helsingforsslutakten fra 1975 og OSCE's Parischarter af 1990, hvilket bl.a. fremgår af forfatningsændringerne fra 2020, hvis vedtagelsesproces Den Europæiske Kommission for Demokrati gennem Ret ("Venedigkommissionen") vurderede som "klart upassende", og som krænkede både russisk ret og landets OSCE-forpligtelser; der henviser til, at Rusland har undladt at efterleve mere end tusind domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol;

I.  der henviser til, at det nuværende russiske regime truer freden og sikkerheden i Europa ved at fortsætte med systemiske menneskerettighedskrænkelser mod landets befolkning og aggressiv optræden i sin udenrigspolitik, herunder, men ikke begrænset til: storstilede militærøvelser og militære opbygninger, den ulovlige og voldelige besættelse og annektering af Krim, krænkelsen af Ukraines, Georgiens og Republikken Moldovas territoriale integritet og destabiliseringen af disse lande, støtte til fastlåste konflikter og manglende overholdelse af våbenhvileaftaler i Georgien og Ukraine, påståede terrorhandlinger på EU-medlemsstaters, som f.eks. Tjekkiets, område, cyberangreb og angreb på følsom infrastruktur i EU- medlemsstater, overtrædelser af folkeretten, indblanding i valg og krænkelser af havområder og luftrum i landene ved Østersøen og i Sortehavsregionen; der henviser til, at EU ikke har reageret tilstrækkeligt på de forskellige russiske aggressioner, eftersom aggressionen over for Georgien i 2008 har tilskyndet Rusland til at fortsætte sine aggressive militære og politiske kampagner både i og uden for sit nærområde og derved at svække og undergrave den regelbaserede internationale orden og stabilitet i Europa og andre steder;

J.  der henviser til, at den russiske regering fortsætter med at opbygge lagre af offensive våben og udstationere tropper tæt på EU's grænser i Kaliningrad-enklaven;

K.  der henviser til, at Rusland under sit nuværende regime er en langsigtet trussel mod den europæiske sikkerhed ifølge den nylige vurdering fra NATO's refleksionsgruppe; der henviser til, at Rusland har etableret nye militærbaser og moderniseret gamle militærbaser i den nordlige del af landet; der henviser til, at Rusland har opgraderet sin Nordflåde til status af militærdistrikt, opskaleret forskellige grene af sine væbnede styrker og genoplivet konceptet om ”bastionsforsvaret”, som har til formål at beskytte dets strategiske kapaciteter; der henviser til, at NATO's fremskudte tilstedeværelse (Enhanced Forward Presence) på østflanken har spillet en afgørende rolle med hensyn til at afskrække Rusland fra at gennemføre destabiliserende aktiviteter, herunder militær opbygning i det vestlige militærdistrikt; der henviser til, at sammenbruddet i våbenkontrolsamarbejdet med Rusland (der f.eks. har trukket sig ud af traktaten om afskaffelse af mellemdistanceraketter og Open Skies-traktaten) og de manglende fremskridt med hensyn til nuklear nedrustning i henhold til traktaten om ikkespredning af kernevåben og Ruslands afvisning af den nye traktat om forbud mod kernevåben giver anledning til stor bekymring for de europæiske borgeres sikkerhed; der henviser til, at dette sker samtidig med en farlig modernisering af russiske nukleare og konventionelle arsenaler og deres fremføringsmidler og indførelsen af destabiliserende teknologier (hypersoniske missiler, torpedoer, som kan fremføre kernevåben, osv.);

L.  der henviser til, at Kreml-regimet især i marts og april 2021 i betydelig grad øgede sin militære tilstedeværelse ved Ukraines østlige og nordlige grænse til Rusland, hvilket er den største koncentration af russiske tropper siden 2014; der henviser til, at Kreml-regimet har suspenderet retten til fri passage for krigsskibe og kommercielle fartøjer fra andre lande gennem en del af Sortehavet i retning mod Kertjstrædet, hvilket er en krænkelse af de sejladsrettigheder, der er garanteret i FN's havretskonvention, som Rusland er part i;

M.  der henviser til, at Rusland yder konsekvent politisk og økonomisk støtte til Aleksandr Lukasjenkos illegitime og forkastelige regime i Belarus; der henviser til, at præsident Putins politiske og økonomiske investeringer i Lukasjenkos illegitime styres overlevelse er den eneste grund til, at sidstnævnte stadig er i stand til at fortsætte sin brutale forfølgelse af det belarusiske folk, som kræver respekt for menneskerettighederne, frie og gennemsigtige valg, retsstatsforhold og retfærdighed; der henviser til, at den seneste politiske udvikling i Belarus og Rusland har mange fællestræk, og at processerne i begge lande i meget betydelig grad påvirker hinanden; der henviser til, at protesterne mod det autoritære regime og kravene om forandring i Belarus giver inspiration til lignende krav fra folk i Rusland; der henviser til, at Kremls myndigheder forøger undertrykkelsen af den politiske opposition forud for det kommende valg til Dumaen i september 2021 ved at begrænse og nægte muligheden for deltagelse og ved at forhindre visse oppositionspolitikere i at stille op og på denne måde ødelægger den politiske konkurrence ved at stjæle muligheden for retfærdige valg, lige som det blev gjort af diktaturet i Belarus i august 2020;

N.  der henviser til, at præsident Putins Rusland fortsætter sine bestræbelser på at destabilisere EU-kandidatlandene og de associerede lande i Det Østlige Partnerskab med det formål at skabe hindringer for eller standse processen for deres euro-atlantiske integration; der henviser til, at der anvendes en strategi med masseudstedelse af pas for at øge antallet af russiske statsborgere og for de facto at udvide den russiske jurisdiktion over områder, det har besat, og udbryderområder, navnlig Transdnestrien, Sydossetien, Abkhasien, Donbas og Krimhalvøen; der henviser til, at disse handlinger er en overtrædelse af folkeretten;

O.  der henviser til, at de russiske forfatningsreformer i 2020 reviderede historien fra Anden Verdenskrig, "rensede" den sovjetiske historie og udpegede Rusland som Sovjetunionens efterfølger, indførte retten til at intervenere på internationalt plan for at forsvare russiske landsmænd og forbød drøftelser om tilbagegivelse af landområder, der var blevet gjort krav på af Rusland, til andre lande;

P.  EU bør nøje overvåge Ruslands position og engagement i Afghanistan, da Rusland forsøger at udnytte Vestens tilbagetrækning til sin fordel og udfylde det deraf følgende magttomrum;

Q.  der henviser til, at de EU-medlemsstater, der tillader dobbelt statsborgerskab, er sårbare over for Ruslands politik med masseudstedelse af pas; der henviser til, at de EU-medlemsstater, som har indført ordninger med såkaldte "gyldne pas", giver Kreml-loyalister mulighed for at nyde godt af en europæisk livskvalitet med penge, der er stjålet fra det russiske folk, og for at udbrede korruption til EU;

R.  der henviser til, at Rusland er i færd med at indføre et fjendtligsindet koncept om "den russiske verden" for at bane vejen for dets indblanding i andre lande for at forsvare russiske landsmænd; der henviser til, at "den russiske verden" fremmes af statsejede medieforetagender som Russia Today og Sputnik på EU-medlemsstaternes modersmål; der henviser til, at covid-19-pandemien udnyttes af propagandamaskinen i Kreml til at øge splittelsen mellem EU's medlemsstater, fremstille EU som værende ude af stand til at håndtere pandemien, sprede tvivl om de vacciner, der er godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur, afskrække folk i EU fra at blive vaccineret og genoprette Ruslands image i EU-befolkningens øjne, især gennem fremme af Sputnik V-vaccinen;

S.  der henviser til, at talrige lokale ikkestatslige organisationer (NGO'er) og radikale grupper, herunder politiske bevægelser, modtager russisk finansiering;

T.  der henviser til, at Rusland fortsat er engageret i mange dele af verden, herunder Vestbalkan, Centralasien, Mellemøsten, Nordafrika, Afrika syd for Sahara, Latinamerika og Arktis; der henviser til, at den russiske regering anvender paramilitære enheder ("Wagnergruppen") til at støtte diktatoriske regimer rundt om i verden og undergrave EU's og det internationale samfunds bestræbelser på at modvirke konflikter, skabe fred og sikre stabilitet; der henviser til, at Vestbalkanregionen, som omfatter potentielle nye EU-medlemsstater, er kendetegnet ved en stærk russisk tilstedeværelse, navnlig i Serbien; der henviser til, at den russiske militære efterretningstjeneste (GRU) i 2016 i Montenegro var involveret i forsøg på at vælte landets parlament, snigmyrde premierministeren og indsætte en pro-russisk og anti-NATO-regering for at forhindre Montenegros tiltrædelse af NATO;

U.  der henviser til, at Kremls regime for så vidt angår EU angiveligt havde russiske efterretningsofficerer i aktiv tjeneste involveret i to eksplosioner i ammunitionsdepoter i 2014, hvor to tjekkiske statsborgere blev dræbt, og der blev forvoldt omfattende materiel skade; der henviser til, at de samme GRU-agenter også var ansvarlige for mordforsøget på Sergej og Julia Skripal i Det Forenede Kongerige i 2018 ved anvendelse af novitjok, en militær nervegift; der henviser til, at GRU-agenter også blev anklaget for drabsforsøget på Emilian Gebrev, der ejede en våbenfabrik, samt to andre personer i Bulgarien i 2015 såvel som Zelimkhan Khangoshvili, som blev myrdet i Berlin i 2019 af russiske agenter; der henviser til, at Kreml-regimets ulovlige handlinger på Tjekkiets, Bulgariens og mange andre medlemsstaters, Det Forenede Kongeriges og østpartnerskabslandenes territorium udgør en alvorlig krænkelse af deres suverænitet; der henviser til, at Kreml-regimet er usamarbejdsvilligt i efterforskningen af disse forbrydelser og giver centrale mistænkte beskyttelse;

V.  der med beklagelse konstaterer, at de russiske myndigheder, bevidst eller ubevidst, er i færd med fastlåse deres land i et afhængighedsforhold til Kina, som kun kan svække Den Russiske Føderation og hele det europæiske kontinent og navnlig sætte de kinesiske myndigheder i stand til at øge deres tilstedeværelse og indflydelse i Centralasien og Sibirien;

W.  der henviser til, at Kreml fortsætter sin desinformation, propaganda og hybride indblanding i EU's interne politikker og demokratiske processer, hvilket udgør en trussel mod EU's grundlæggende værdier – dvs. respekt for demokrati, ligestilling, retsstatsprincippet og menneskerettighederne – og er i stand til at undergrave de nationale regeringers politikker, sprede bagvaskelse og formidle et billede af Vesten som en fjende, fremme had, intolerance og sovjetnostalgi, omskrive historien om sovjetstyrets forbrydelser og i sidste ende forværre bruddet mellem Rusland og Europa, navnlig med de lande, der tidligere tilhørte den kommunistiske blok; der henviser til, at EU og medlemsstaternes institutioner samt objekter af strategisk betydning og demokratiske processer såsom valg er konstante mål for russiske cyberangreb; der henviser til, at den russisk-ortodokse kirkes øverste hierarki støtter Putin-regimet; der henviser til, at russiske love tillader undertrykkelse af religiøse grupper, der betragtes som ekstremistiske; der henviser til, at de nylige konstateringer af de tætte og regelmæssige kontakter mellem russiske embedsmænd, herunder medlemmer af sikkerhedstjenesten, og repræsentanter for en gruppe catalanske separatister i Spanien kræver en tilbundsgående undersøgelse; der henviser til, at dette kan vise sig at være endnu et eksempel på russisk indblanding i medlemsstaterne og Ruslands konstante forsøg på at udnytte ethvert spørgsmål, det kan fremme intern destabilisering i EU;

X.  der henviser til, at kombinationen af vestlige sanktioner mod Rusland, et fald i indtægterne fra eksport af fossile brændstoffer, en ikkekonkurrencedygtig økonomi, høje militærudgifter og indenlandske sociale ydelser har ført til, at Rusland oplever økonomiske vanskeligheder; der henviser til, at Rusland rangerer som nr. 129 ud af 180 lande i korruptionsindekset for 2020, idet den massive korruption på statsligt niveau påvirker kvaliteten af de offentlige tjenester til den russiske befolkning, som fortsat er underfinansierede, herunder den offentlige sundhedssektor, hvilket er af særlig betydning under pandemien; der henviser til, at næsten 19 mio. russere lever under fattigdomsgrænsen;

Y.  der henviser til, at den russiske regering bl.a. har indført sanktioner mod Parlamentets formand, David Sassoli, næstformanden for Kommissionen, Věra Jourová, og seks andre embedsmænd fra medlemsstaterne, og fastslår, at disse sanktioner er uacceptable og grundløse, fordi de savner enhver juridisk hjemmel; der henviser til, at den russiske regering også har godkendt en liste over "uvenlige lande", som indbefatter Tjekkiet og USA;

Z.  der henviser til, at mere end 60 % af EU's import fra Rusland i 2019 var energiprodukter; der henviser til, at EU bør mindske sin økonomis afhængighed, navnlig inden for energisektoren, af russiske gasforsyninger til EU's markeder, som nu er på 48 %, og sandsynligvis vil stige; der henviser til, at den europæiske grønne pagt er et vigtigt instrument til at sikre EU's geopolitiske sikkerhed, og henviser til, at EU's olie- og naturgasimport efter 2030 ifølge Kommissionens prognoser forventes at falde drastisk, idet olieimporten falder med 78-79 % og naturgasimporten med 58-67 % i forhold til 2015-tallene;

AA.  der henviser til, at det europæiske gasforbrug har toppet, og at den eksisterende Nord Stream-rørlednings kapacitet ikke udnyttes fuldt ud på nuværende tidspunkt; der henviser til, at nogle medlemsstaters beslutning om at bygge Nord Stream 2, som har skabt intern splittelse, er uforenelig med energiunionens værdier, navnlig solidaritet og tillid; der henviser til, at Nord Stream 2 er uforenelig med målene i den europæiske grønne pagt om at reducere EU's drivhusgasemissioner med mindst 55 % senest i 2030 og opnå drivhusgasneutralitet senest i 2050;

AB.  EU bør opfordre Rusland til at sikre fri og uhindret adgang til de såkaldte trofæ-arkiver, som blev overført til Moskva i 1944 og 1945 fra områder, der var besat af Sovjetunionen, samt til historiske arkiver og artefakter, som det russiske imperium har taget fra europæiske lande, og som i øjeblikket opbevares i Rusland;

AC.  der henviser til, at retsstatsprincippet, et uafhængigt retsvæsen og en fri presse er kerneelementer i modstandsdygtige demokratiske samfund;

AD.  der henviser til, at Den Russiske Føderation ikke blot udgør en ekstern trussel mod den europæiske sikkerhed, men også undertrykker sit eget folk; der henviser til, at situationen i Rusland forværres forfærdeligt på grund af præsident Putins stigende undertrykkelse af demokratiske kræfter, som har til formål at bringe hans indenlandske kritikere, den politiske opposition og antikorruptionsaktivister til tavshed, begrænse deres forsamlingsfrihed og forhindre deres og det russiske civilsamfunds aktiviteter, hvilket kan ses af de russiske myndigheders tilbageholdelse af mere end 11 000 fredelige demonstranter blot to uger efter anholdelsen af Aleksej Navalnyj, hvilket bringer det samlede antal russere, der er tilbageholdt siden januar 2021, op på mere end 15 000; der henviser til, at Rusland bliver ved med at frihedsberøve sine borgere ulovligt og gå efter oppositionsledere, uafhængige journalister, demonstranter og menneskerettighedsaktivister; der henviser til, at fængselsforholdene i Rusland fortsat er forfærdelige, og at de fængslede udsættes for tortur, chikane og fysiske angreb;

AE.  der henviser til, at Kreml-regimet ved at vedtage love om "udenlandske agenter" og "uønskede organisationer" gør det muligt at stigmatisere enkeltpersoner, foreninger og medier og derved krænker deres menneskerettigheder og ytrings- og foreningsfrihed, begrænser borgernes ret til at engagere sig i og bidrage til det russiske civilsamfund og bringer deres personlige sikkerhed i fare; der henviser til, at Kreml-regimet har styrket disse love yderligere ved at udvide restriktionerne til også at omfatte personer eller enheder, der støtter "udenlandske agenter" og "uønskede udenlandske organisationer", og dermed systematisk har udelukket aktive medlemmer af civilsamfundet, menneskerettigheds-NGO'er og oppositionen fra at deltage i parlamentsvalget i Rusland i 2021; der henviser til, at navnlig ny lovgivning vedtaget i december 2020 og januar 2021 udvidede mængden af enkeltpersoner og grupper, der kan betegnes som "udenlandske agenter", definitionen af "udenlandske midler" og kravene til mærkning af materialer; der henviser til, at de nye lovforslag, der blev fremsat i maj 2021, havde til formål at udvide lovens konsekvenser for "uønskede" organisationer og med tilbagevirkende kraft at udelukke potentielle kandidater fra valget til det russiske parlament; der henviser til, at de russiske myndigheder fortsætter med at retsforfølge folk for påstået tilknytning til grupper, der er udpeget som ekstremistiske i henhold til Ruslands alt for bredtfavnende lov om bekæmpelse af ekstremisme; der henviser til, at de russiske myndigheders beslutning om at udpege Fonden for Bekæmpelse af Korruption under ledelse af Aleksej Navalnyj som en ekstremistisk organisation er grundløs, diskriminerende og er blevet vedtaget med det ene formål at ødelægge oppositionens muligheder for reelt at deltage i valgkampagner;

AF.  der henviser til, at de russiske myndigheder ifølge Memorial Human Rights Centre for øjeblikket har næsten 400 politiske fanger i strid med Den Russiske Føderations forpligtelser i henhold til artikel 5 i den europæiske menneskerettighedskonvention, artikel 9 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og artikel 23 i slutdokumentet fra samlingen i Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, som fandt sted i Wien den 5. januar 1989;

AG.  der henviser til, at der i løbet af de seneste to årtier har været en række drab eller drabsforsøg på regimets modstandere og uafhængige journalister, enten i Rusland selv eller på udenlandsk område, herunder på Anna Politkovskaja, Boris Nemtsov, Alexandr Litvinenko, Sergej og Julia Skripal, Sergej Protasanov, Piotr Versilov, Vladimir Kara-Mursa, Aleksej Navalnyj, Zelimkhan Khangoshvili og andre; der henviser til, at bagmændene til disse forbrydelser stadig ikke er identificeret og tiltalt, fordi den vedvarende undertrykkelse af samfundskritikere forstærkes af, at politiet og sikkerhedsstyrkerne nyder straffrihed, og at domstolene er uvillige til at retsforfølge de egentlige gerningsmænd bag disse forbrydelser; der henviser til, at repræsentanter for oppositionen systematisk udsættes for verbale angreb, personlige smædekampagner og umenneskeliggørelse af regeringen eller regeringsvenlige medier; der henviser til, at det i OSCE's Parlamentariske Forsamlings rapport om mordet på Boris Nemtsov blev konkluderet, at "det vigtigste spørgsmål med hensyn til bekæmpelse af straffrihed er ikke de russiske retshåndhævende myndigheders kapacitet, men den politiske vilje"; der henviser til, at det i rapporten fra OSCE's Parlamentariske Forsamling også bemærkes, at en fuldstændig undersøgelse af mordet "ville være et første skridt på vejen til at sætte ind over for straffriheden" i Rusland;

AH.  der henviser til, at de ulovlige forfatningsændringer ud over at give præsident Putin en undtagelse fra begrænsningen af præsidentens embedsperiode i 2024 yderligere svækkede retten til en retfærdig rettergang i Rusland, bl.a. ved at give præsidenten beføjelse til at udnævne dommere ved forfatningsdomstolen og højesteret og indlede udnævnelsen af alle føderale dommere og afskedigelsen af højtstående føderale dommere;

AI.  der henviser til, at mediefriheden i Rusland hastigt forværres, idet den russiske regering har optrappet sin årelange kampagne for at udrydde civilsamfundet og den uafhængige presse ved at true organisationer som Meduza, Radio Free Europe/Radio Liberty, VTimes, For Human Rights, Den Europæiske Demokratifond og Open Russia med tyngende lovgivningsmæssige, reguleringsmæssige og bureaukratiske byrder, der kvæler adgangen til alle finansieringskilder, som regeringen og dens allierede ikke kontrollerer, og tilsværte dem med nedsættende betegnelser som "udenlandske agenter" eller "uønskede", hvilket tjener til at miskreditere disse grupper og de høje journalistiske og menneskerettighedsmæssige principper, de står for, uden hvilke Rusland ikke kan blive demokratisk, velstående og frit; der henviser til, at medieområdet i Rusland kontrolleres og ejes af staten, at der ikke findes nogen offentlig radio- og tv-virksomhed, og at de resterende få uafhængige mediekanaler kæmper økonomisk og udsættes for forfølgelse, herunder fysiske angreb og fængsling af deres medarbejdere; der henviser til, at 58 journalister er blevet dræbt i Rusland siden 1992; der henviser til, at lovgivningen om "internetsuverænitet" giver regeringen mulighed for at blokere alt uønsket internetindhold; der henviser til, at civilsamfundsorganisationers og mediers frie og uafhængige arbejde er en hjørnesten i et demokratisk samfund baseret på retsstatsprincippet;

AJ.  der henviser til, at mulighederne for upartisk valgobservation er blevet støt indskrænket i Rusland i løbet af det seneste årti, da fraværet af bestemmelser om direkte akkreditering af valgobservatører tvinger dem til at agere på vegne af kandidater eller medieforetagender og derfor er i modstrid med selve idéen om uafhængig valgkontrol fra civilsamfundets side og også er i strid med internationale standarder; der henviser til, at rapporten Freedom in the World 2021 placerer Rusland i kategorien af lande, der ikke er frie; der henviser til, at borgernes grundlæggende frihedsrettigheder er begrænsede i Rusland, at valgmiljøet kontrolleres, og at den russiske befolkning afskrækkes fra at deltage i offentlige demonstrationer på grund af de besværlige bureaukratiske procedurer, der er indført for at give borgerne tilladelse hertil, og på grund af politivolden under fredelige demonstrationer;

AK.  der henviser til, at denne indenlandske udvikling vil varsle mulige yderligere forværringer i tiden op til parlamentsvalget i Rusland i september 2021 og kan føre til yderligere undertrykkelse af den politiske opposition i Rusland, herunder alvorlige menneskerettighedskrænkelser; der henviser til, at de russiske myndigheder holder de vigtigste oppositionsaktører i parlamentsvalgkampen i fængsel eller under husarrest; der henviser til, at de russiske myndigheders fortsatte undertrykkelse af oppositionens kandidater ved at misbruge registreringsprocedurerne og selektivt gå efter politiske modstandere og civilsamfundsorganisationer i gaderne og ved domstolene i forbindelse med opdigtede sager vil gøre det helt umuligt at tale om retfærdige parlamentsvalg i september 2021, da regimet i Rusland ødelægger den politiske konkurrence og det pluralistiske demokrati gennem disse handlinger;

AL.  der henviser til, at der derfor er begrundet tvivl om, hvorvidt det kommende parlamentsvalg bliver frit og retfærdigt;

AM.  der henviser til, at Parlamentet ved talrige lejligheder har givet udtryk for sin bekymring over demokratiets tilstand, den systematiske undladelse af at opretholde retsstatsprincippet og respekten for de grundlæggende rettigheder og principper, den stadig mindre plads til uafhængige aktører og systemkritikere og angrebene på mediefriheden i Rusland; der henviser til, at Kremls evigt stigende systemiske undertrykkelse af oppositionen i Rusland er en øjenåbner for hele det internationale samfund, og til, at EU skal være parat til at imødegå den og udvikle en sammenhængende responsstrategi; der navnlig henviser til, at EU bør lægge et stigende pres på Kreml-regimet i tiden op til parlamentsvalget i 2021 og i kølvandet herpå for at forsvare det russiske folks ret til frie valg, hvor alle politiske partier bør have lige adgang og lige chancer;

AN.  der henviser til, at LGBTI+-samfundet i forskellige dele af Den Russiske Føderation udsættes for omfattende diskrimination, herunder chikane, tortur, fængsling og drab, og til, at situationen er særligt farlig i Tjetjenien, som i 2017 begyndte sin udrensning af LGBTI+-personer og tilbageholdt og torturerede dusinvis og dræbte mindst to, hvilket førte til, at mange mennesker søgte tilflugt i udlandet; der henviser til, at eksisterende love forbyder enhver offentlig drøftelse af "utraditionelle seksuelle forhold"; der henviser til, at der efter ulovlige forfatningsændringer er vedtaget lovgivning, der har en negativ indvirkning på LGBTI+-personers rettigheder, herunder retten til at gifte sig og opfostre børn;

AO.  der henviser til, at der fortsat er alvorlige mangler i den officielle indsats over for den udbredte kønsbaserede vold og vold i hjemmet i Rusland, herunder mangel på tilstrækkelig beskyttelse og klagemuligheder for ofre; der henviser til, at lovforslaget om vold i hjemmet, som blev stillet i november 2019, ikke indeholdt en udtømmende definition af vold i hjemmet; der henviser til, at Parlamentet i begyndelsen af 2020 nedprioriterede gennemgangen af lovforslaget, som stadig ikke er færdigbehandlet; der henviser til, at Ruslands ombudsmand bemærkede, at vold i hjemmet steg under covid-19-pandemien, og at antallet af rapporterede tilfælde blev mere end fordoblet under nedlukningen i foråret; der henviser til, at EU's strategi for Rusland derfor bør tage fat på den stigende forskelsbehandling og ulighed mellem kønnene samt kvinders rettigheder, LGBTI+-rettigheder og andre mindretals rettigheder i Rusland;

AP.  der henviser til, at den demokratiske omstilling af Rusland er en vigtig geopolitisk sikkerhedsinteresse for EU, og at præsident Putins Rusland fortsat er den største udfordring for den europæiske sikkerhed;

AQ.  der henviser til, at Parlamentet i sine beslutninger af 17. september 2020, 21. januar 2021 og 29. april 2021 opfordrede næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Josep Borrell, til at foretage en revision af EU's politik over for Rusland, herunder de fem vejledende principper, der blev vedtaget i 2016, og understregede, at EU's fremtidige forbindelser med Rusland ville afhænge af tempoet i Ruslands demokratiske omstilling (eller mangel herpå); der henviser til, at det også opfordrede EU-institutionerne til at udarbejde en ny omfattende strategisk tilgang med udgangspunkt i, at enhver dialog med Rusland skal være baseret på respekt for folkeretten og menneskerettighederne;

AR.  der henviser til, at den ajourførte EU-strategi bør tage hensyn til forskellige scenarier, mulige udviklinger og klare reaktioner på Ruslands krænkelser af folkeretten og menneskerettighederne, herunder effektive instrumenter mod Ruslands indblanding og spredning af desinformation, samt instrumenter til selektivt engagement, hvor det er muligt; der henviser til, at Parlamentet også har anmodet Rådet om straks at påbegynde forberedelserne til og vedtage en EU-strategi for de fremtidige forbindelser med et demokratisk Rusland, herunder en bred vifte af incitamenter til og betingelser for at styrke nationale tendenser i retning af frihed og demokrati;

AS.  der henviser til, at EU's fem vejledende principper for forbindelserne med Rusland har inddæmmet yderligere aggression mod Ukraine fra Kreml-regimets side, men at der i principperne ikke nævnes noget om at inddæmme præsident Putins undertrykkelse af den russiske befolkning; der henviser til, at de fem principper fortsat udgør en gyldig funktionel ramme, men skal kombineres med en egentlig strategi, der sigter mod at opfylde EU's mål i dets forbindelser med Rusland, herunder bl.a. ved at modarbejde Kremls fjendtlige politikker og afskrække det fra yderligere aggression mod dets naboer og ved at gøre konsekvenserne af militære aktioner i tredjelande, herunder aktioner gennemført af stedfortrædere og lejesoldater, mere alvorlige; der henviser til, at de fem principper, eftersom der ikke er udsigt til en væsentlig positiv udvikling med den nuværende russiske ledelse, bør suppleres for at begrænse præsident Putins undertrykkelse af det russiske folk og Kremls mere generelle destabiliserende aktiviteter;

AT.  der henviser til, at den nye EU-strategi bør have fokus på principperne om ”modvirkning, inddæmning og engagement”, som sigter mod at styrke EU's kapacitet til at bekæmpe Kremls trusler, især i østpartnerskabsregionen, herunder Belarus, såvel som i Rusland selv, ved at forsvare menneskerettighederne og støtte Ruslands omdannelse til et demokrati i overensstemmelse med princippet om "demokrati først"; der henviser til, at EU's overordnede centrale mål bør være at udforme forbindelserne med Den Russiske Føderation på en sådan måde, at freden, stabiliteten, sikkerheden, velstanden, suveræniteten og den territoriale integritet bevares for alle lande i EU og dets nabolande, folkeretten respekteres, og menneskerettighederne og retsstatsprincippet fortsat er de ledende principper; der henviser til, at den seneste udvikling i Rusland har vist, at EU's strategi over for Rusland bør være langt mere proaktiv og have et klart defineret mål om "engagement", som ikke kun bør fokusere på traditionelt, såkaldt selektivt engagement med Kreml, men snarere på et "strategisk" engagement med det russiske civilsamfund for at bistå med Ruslands overgang til demokrati;

AU.  der henviser til, at EU's strategi for Rusland bør have støtte til frihed og demokrati i centrum; der henviser til, at en sådan strategi bør være i EU's sikkerhedsmæssige interesse og tilbyde Rusland en konstruktiv dialog; der henviser til, at konstruktive forbindelser fortsat vil være i både EU's og Ruslands og deres befolkningers interesse; der henviser til, at der stadig er mulighed for at samarbejde om at dele fælles interesser, løse problemer og tackle strategiske udfordringer såsom klimapolitik eller terrorbekæmpelse, samtidig med at værdierne menneskerettighederne, retsstatsprincippet og demokratiet fremmes, og sikre, at en fremtidig styrkelse af de bilaterale forbindelser vil afhænge af Den Russiske Føderations opfyldelse af sine egne forpligtelser med hensyn til menneskerettigheder og demokrati i overensstemmelse med sin forfatning og sine internationale forpligtelser;

AV.  der henviser til, at EU samtidig skal fokusere på at redde sin troværdighed med hensyn til sin værdiorienterede adfærd på internt plan ved at værne om retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder meget mere direkte og oprigtigt, eftersom politivold, forældede straffelovgivninger og modstand mod ligestilling mellem kønnene og mangfoldighed i nogle medlemsstater skader dets omdømme og troværdighed i udlandet; der henviser til, at EU også skal kommunikere tilsvarende forventninger over for alle partnere ved at fordømme krænkelser af folkeretten, konsekvent at træffe strenge modforanstaltninger og undlade at være dobbeltmoralsk, når det vurderer sådanne krænkelser;

AW.  der henviser til, at sammenhold mellem EU's medlemsstater er den bedste politik til at afskrække Rusland fra at gennemføre destabiliserende og undergravende handlinger i Europa; der henviser til, at EU ved fastlæggelsen af, hvordan den opdaterede strategi skal koordineres – navnlig på strategiske områder som f.eks. den europæiske forsvarsunion, den europæiske energiunion, cyberforsvar, cyberterrorisme og strategiske kommunikationsværktøjer – derfor bør forenes mere, eftersom Ruslands politik over for EU længe har været at forbigå EU-institutionerne til fordel for bilaterale forbindelser med medlemsstaterne i et forsøg på at udstille og øge EU's interne splittelse; der henviser til, at en konstruktiv dialog med de russiske myndigheder vil kræve tættere samordning, samarbejde og enhed mellem medlemsstaterne og større styrke og fasthed i deres reaktion på enhver provokation og aggression fra Moskvas side, så der findes en balance mellem fasthed og åbenhed over for dialog om spørgsmål af fælles interesse;

AX.  der henviser til, at EU's strategi over for Rusland bør støtte Rusland på dets vej mod at blive et demokratisk land ved i) at yde modstand og målrette straffesanktioner mod dem, der befinder sig i og tæt på Kreml, og som er villige til at stjæle valg eller uddele bestikkelse for at vinde dem eller begå andre alvorlige forbrydelser mod menneskerettighederne og de demokratiske værdier, både i Rusland og i EU's umiddelbare naboskabsområde, ii) at yde bistand til landene i Det Østlige Partnerskab ved at tilbyde en ambitiøs EU-integrationspolitik og udvikle EU's strategiske ansvar og geopolitiske ledelseskapaciteter, som er nødvendige for at gennemføre sådanne politikker, og iii) at have en strategi for dialog med det prodemokratiske samfund i Rusland for at udstikke kursen for de fremtidige forbindelser med det demokratiske Rusland;

AY.  der henviser til, at Kreml betragter et vellykket, fremgangsrigt og demokratisk Østpartnerskab som en trussel mod Putin-regimets stabilitet, fordi det gennem "blød magt" kan give inspiration til almindelige mennesker i Rusland; der henviser til, at demokratiseringen af EU's østlige nabolande derfor er i disse landes og EU's interesse og har afgørende betydning for den fremtidige demokratisering af Rusland; der henviser til, at Kremls egentlige mål med konflikterne i denne region er at delegitimere demokratiske forandringer som et middel til at overføre magten for at forhindre en vellykket udvikling af disse stater, miskreditere det liberale demokrati og eksportere Ruslands eget magtsystem;

AZ.  der henviser til, at EU bør følge en langsigtet strategi over for Rusland baseret på antagelsen om, at den russiske befolkning – lige som ukrainere og belarusere – kan have forhåbninger om at omdanne deres land til et demokrati; der henviser til, at omdannelsen af Rusland til et demokrati vil afhænge af det russiske folks vilje; der henviser til, at EU skal være parat til at bistå russerne i deres ønske om at leve i et demokratisk land;

BA.  der henviser til, at EU's rolle som global aktør og EU-institutionernes udenrigspolitiske kompetencer bør styrkes;

1.  henstiller, at Rådet, Kommissionen og næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) sammen med medlemsstaterne gennemgår EU's politik over for Rusland, herunder de fem vejledende principper, og udvikler en omfattende EU-strategi rettet mod Rusland på grundlag af følgende principper og tiltag:

Den russiske trussel skal afskrækkes – sikkerhedstruslen skal modstås

Modvirkning af den russiske trussel – bekæmpelse af Ruslands indgriben i EU og i østlige naboskabslande

Engagement og selektiv dialog med Kreml for at forberede Ruslands omstilling, herunder sektorsamarbejde

Engagement til støtte for demokratiet – EU skal yde modstand ved hjælp af sanktioner, finansiel kontrol og internationale efterforskninger

Engagement til støtte for demokratiet – støtte til et prodemokratisk samfund i Rusland

Engagement til støtte for den russiske befolkning og demokratiet – et vellykket Østpartnerskab som inspiration for det russiske folk

   a) EU skal reformere sin udenrigspolitik grundlæggende for på troværdig vis at demonstrere sin ambition om at være en indflydelsesrig global aktør og sin evne til at træffe rettidige beslutninger og skride beslutsomt til handling på det udenrigspolitiske område, herunder ved at udvide beføjelserne for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og NF/HR, når de handler på vegne af EU, og ved at ophæve kravet om enstemmighed i udenrigspolitiske spørgsmål og styrke unionens kapacitet til strategisk fremsynethed og handling; EU bør desuden styrke sin rolle som global aktør og EU-institutionernes kapacitet for ikke at give Rusland mulighed for at fortsætte den såkaldte bilateralisering af forbindelserne med EU, eftersom Bruxelles bør være den eneste hovedstad, hvor der træffes vigtige beslutninger om forbindelserne mellem EU og Rusland
   b) EU bør sammen med NATO og internationale partnere afskrække Rusland med henblik på at opretholde fred og stabilitet i og uden for Europa, herunder ved at styrke sine egne forsvarskapaciteter og ved at presse de russiske myndigheder til ikke at gribe ind i EU's østlige og sydlige nabolande; mener navnlig, at EU – også før internationale organisationer som OSCE eller FN – bør kræve, at Rusland forpligter sig til at løse de igangværende konflikter og forebygge fremtidige konflikter og begynder ved at tilbagegive de besatte og ulovligt annekterede områder i østpartnerskabsregionen i overensstemmelse med deres internationalt anerkendte grænser og ved at respektere landenes valg vedrørende EU, euro-atlantisk samarbejde og demokrati
   c) EU og navnlig dets medlemsstater bør leve op til deres tilsagn om kollektivt forsvar, som de har givet som medlemmer af NATO; minder om, at EU og NATO deler fælles sikkerhedsmæssige udfordringer, fælles forsvarsinteresser og det samme stadig mere udfordrende sikkerhedsmiljø, og at et stærkt transatlantisk sikkerheds- og forsvarspartnerskab gennem NATO derfor er uomgængeligt, samtidig med at EU stræber efter en vej mod strategisk autonomi; EU er nødt til at intensivere sine bestræbelser på at etablere en egentlig europæisk forsvarsstyrke som en del af et styrket NATO for at kunne bidrage med mere effektive, deployerbare, interoperable og holdbare militære kapaciteter og styrker med henblik på at fremstille sig selv som en stærk og selvsikker international aktør, der er i stand til at opretholde fred
   d) EU bør reagere på Den Russiske Føderations nyeste nationale sikkerhedsstrategi, som formelt anerkender den russiske udenrigspolitiks antivestlige vektor og understreger den grundlæggende og systemiske uforenelighed mellem Ruslands og Vestens sociopolitiske systemer
   e) EU skal styrke samarbejdet mellem medlemsstaternes efterretningstjenester for systematisk at afdække, se mønstre i og miskreditere russiske fjendtlige tiltag, navnlig med henblik på at være mere effektivt med hensyn til at forhindre russiske specialtjenester i at udføre deres operationer på EU's område, og skal arbejde videre med sine strategiske partnere om nye foranstaltninger til bekæmpelse af Kreml-støttet terrorisme; EU bør desuden investere i projekter med henblik på at styrke sin sikkerhed og sine fælles kapaciteter på det militære område og på cyber- og energiområdet såvel som koordineringen af medlemsstaternes kontraspionageindsats
   f) EU bør være parat til at udnytte sin indflydelse og opfordre til, at Rusland udelukkes fra SWIFT-betalingssystemet, for at afskrække de russiske myndigheder fra at give sig i kast med yderligere aggressiv adfærd og bør være rede til at udfase sin import af olie og gas fra Rusland, hvis de russiske myndigheder fortsætter deres trusler mod medlemsstaterne og militære aktioner mod østpartnerskabslande i naboskabsområdet
   g) EU skal også gå videre med en fuldstændig synkronisering af alle medlemsstaters elnet med det synkrone net på det europæiske fastland som det bedste langsigtede svar på problemet med Europas strategiske energiafhængighed af Rusland og bør også modsætte sig enhver ny udvidelse af Ruslands atomenergisektor i retning mod EU og vedtage foranstaltninger for at undgå salg på EU-markedet af elektricitet produceret på Astravets-atomkraftværket, som er bygget af Rosatom, og andre fremtidige projekter såsom atomkraftværket ved Østersøen (Baltijskaja-atomkraftværket)
   h) EU er i tråd med dets energipolitik og -interesser nødt til at udarbejde og gennemføre en klar strategi for, hvordan det kan bringe sin afhængighed af russisk gas og olie og andre råstoffer (navnlig jern/stål, aluminium og nikkel) til ophør og øge sin egen energiuafhængighed, i det mindste mens præsident Putin er ved magten; i denne forbindelse bør EU fastholde en ambitiøs og resolut grøn dagsorden og have en hurtig gennemførelse af pakken om den europæiske grønne pagt, der omfatter foranstaltninger såsom EU's initiativer vedrørende kulstoflækage og dekarbonisering med udvikling af grøn brintindustri, som en vigtig geopolitisk prioritet; EU er også nødt til straks at indføre nye fysiske foranstaltninger såsom reverse flow-kapacitet og yderligere grænseoverskridende infrastruktur mellem medlemsstaterne; EU er desuden nødt til at diversificere sin energiforsyning, bl.a. ved at udvikle ny kapacitet til import af flydende naturgas, energiomstillings‑ og dekarboniseringsinitiativer, som hurtigt opnår momentum og kan mindske efterspørgslen efter fossile brændstoffer, således at Ruslands energidominans på det europæiske kontinent bringes til ophør; opførelsen af Nord Stream 2-rørledningen, som modvirker europæisk solidaritet og risikerer at øge Ruslands dominans og EU's afhængighed af russisk gas og udsætte Ukraine for russisk ondsindethed, bør på denne baggrund omgående standses, og den bør under de nuværende omstændigheder ikke tages i brug, selv hvis opførelsen færdiggøres
   i) EU og dets medlemsstater skal fremskynde gennemførelsen af den europæiske grønne pagt, idet Ruslands seneste energistrategi for 2035 forudser en forøgelse af gaseksportkapaciteten gennem rørledninger i vestgående retning
   j) EU skal fortsat værne om østpartnerskabslandenes uafhængighed, suverænitet og territoriale integritet inden for deres internationalt anerkendte grænser og fordømme Ruslands direkte og indirekte indblanding i væbnede konflikter og militære opbygninger inden for grænserne af eller ved grænserne til østpartnerskabsregionen, dets ulovlige besættelse og annektering af Krim og de facto-besættelsen af visse dele af regionerne Donetsk og Luhansk samt de krænkelser af menneskerettighederne og folkeretten, som det foretager i områder, det har besat eller annekteret, som det fremgår af de nylige tilbageholdelser af førstenæstformanden for krimtartarernes Mejlis, Nariman Celâl, og fire andre krimtartarledere: Aziz og Asan Akhtemov, Shevket Useinov og Eldar Odamanov; EU bør gøre det klart, at en tilbagevenden til "business as usual" ikke kan overvejes, før Rusland sætter en stopper for sin aggressive politik og hybride krigsførelse over for EU, dets medlemsstater og østpartnerskabslandene, og Georgiens, Moldovas og Ukraines territoriale integritet genoprettes inden for deres internationalt anerkendte grænser; EU bør derfor sikre, at sanktionerne forbliver i kraft, indtil Rusland opfylder de respektive betingelser for ophævelse af sanktionerne, og bør også overveje at forlænge dem med en periode på 1 år i stedet for 6 måneder, som det er tilfældet i øjeblikket
   k) EU bør yderligere bidrage til udviklingen af konsultations- og koordineringsformatet for den internationale Krimplatform med henblik på at bringe Den Russiske Føderations midlertidige besættelse af Den Autonome Republik Krim og byen Sevastopol til ophør på fredelig vis og genoprette Ukraines kontrol over området under fuld overholdelse af international ret
   l) EU skal anerkende sine nabolandes europæiske ambitioner og forkaste Ruslands politik om indflydelsessfærer; desuden bør EU anerkende, at det har et strategisk ansvar for stabilitet og udvikling i sine nabolande, navnlig i østpartnerskabsregionen, og fortsat bør kræve, at Rusland engagerer sig konstruktivt i Normandietprocessen og fører sine internationale forpligtelser, navnlig i henhold til Minskaftalerne og FN's havretskonvention, ud i livet; EU bør fortsætte sit engagement, herunder gennem de relevante EU-medlemsstater, der er involveret i Normandietkvartetten, i den fulde gennemførelse af Minskaftalerne og undersøge mulighederne for transatlantisk samarbejde på dette område; EU bør også udvide anvendelsesområdet for sine sanktioner til at omfatte pasudstedelse og afholdelse af ulovlige valg på Krim samt til at forhøje den pris, som Rusland betaler for at blokere for gennemførelsen af Minskaftalerne og drøftelserne i Normandietkvartetten; EU bør koordinere disse foranstaltninger med USA, Det Forenede Kongerige, Canada, Japan og andre partnere for at udvide deres omfang eller øge deres effektivitet
   m) desuden bør EU træffe resolutte foranstaltninger for at afskrække Rusland fra at omgå eksisterende EU-sanktioner; med henblik herpå bør EU revidere og ajourføre sine gældende forordninger for at lukke en række smuthuller med henblik på at gøre sanktionerne mere effektive og få Rusland til at betale en reelt højere pris for sine aggressive hybride foranstaltninger
   n) EU er nødt til at lægge pres på Den Russiske Føderation for betingelsesløst at opfylde alle bestemmelserne i den EU-formidlede våbenhvileaftale af 12. august 2008, navnlig tilsagnet om at trække alle sine militære styrker tilbage fra de besatte områder i Georgien
   o) EU bør foreslå en ny klar strategi for et langsigtet engagement med landene i Det Østlige Partnerskab for at dæmme op for præsident Putins revisionistiske adfærd over for sine nabolande og for at styrke modstandsdygtigheden i østpartnerskabslandenes institutioner, økonomier og samfund og uddybe deres politiske associering og økonomiske integration samt for at intensivere sit arbejde på at få disse lande til at tilnærme sig EU
   p) EU's solidaritet med landene i Det Østlige Partnerskab bør have til formål at styrke tilliden til EU som en pålidelig partner i sikkerhedsspørgsmål, f.eks. ved at engagere sig mere i fredelig konfliktløsning; EU bør sikre, at sikkerhedsdimensionen i landene i Det Østlige Partnerskab også afspejles ordentligt i EU's strategiske kompas, og bør desuden overveje at lancere en række sikkerhedsaftaler – rammer for øgede investeringer i og hjælp med sikkerhed, militær, efterretnings- og cybersamarbejde – med udvalgte lande i EU's naboskabsområde, såsom Ukraine, Moldova og Georgien, for at styrke deres modstandsdygtighed; mener, at EU ikke bør se en sikkerhedsmæssig koordinering med disse lande udelukkende med NATO-udvidelses-briller, men bør være ambitiøst ved vurderingen af de sikkerhedsmæssige udfordringer i området og i samarbejde med internationale partnere overveje at stille forsvarsmateriel til rådighed for venligtsindede lande i Det Østlige Partnerskab i overensstemmelse med FN-pagtens artikel 51; EU bør også styrke samarbejdet med venligtsindede lande i Det Østlige Partnerskab gennem Det Europæiske Forsvarsagentur og på områder, som f.eks. informations- og cyberrelateret robusthed og udveksling af efterretninger, og bør optrappe fælles militærøvelser
   q) EU bør gå i dialog med NATO og udnytte og udvide det nuværende engagement i Sortehavsregionen og specifikt engagere sig yderligere i landene i Det Østlige Partnerskab gennem en tilgang, der omfatter hele samfundet, for at sikre en sikker og stabil Sortehavsregion
   r) EU bør også være bekymret over den rolle, som Kreml spiller på Vestbalkan, som omfatter statsstøttet desinformation og opbygning af politiske og militære bånd til de regionale politiske eliter; EU bør være opmærksomt på, at Kremls indblanding i valg og støtte til antidemokratiske kræfter i Vestbalkanregionen fortsat er et problem, navnlig i de lande, der også er medlemmer af NATO
   s) EU er også nødt til at reagere på, at præsident Putin åbent støtter Lukasjenkos regime og dets brutale undertrykkelse af det belarusiske folk og samarbejder med Lukasjenko om hybride angreb mod de demokratiske kræfter i Belarus; EU er derfor nødt til at erkende, at Kreml på denne måde udgør en direkte trussel mod Belarus' suverænitet og demokratibestræbelser, og EU skal gøre det klart, at det, hvis Rusland fortsætter sin nuværende politik over for Belarus, vil være nødt til at indføre yderligere strenge inddæmnings- og afskrækkelsesforanstaltninger, idet EU ved at forsvare demokratiet i Belarus også støtter demokratiet i Rusland, EU bør afsløre Ruslands engagement i Lukasjenkos regimes hybride aktioner mod EU, herunder brugen af migranter som et redskab til at destabilisere Vesten, og holde Kreml ansvarlig for sådanne fjendtlige og barbariske handlinger
   t) EU er nødt til at rense sit eget hus for Kremls hybride indblanding og hvidvaskningspraksis, som har indvirkning på EU's politiske og erhvervsmæssige elite, hvis det reelt ønsker at bistå det russiske folk på dets vej mod demokrati
   u) EU og dets medlemsstater bør gøre det klart, at de ikke vil acceptere forsøg på at integrere Belarus i Rusland, da dette ville blive gjort mod det belarusiske folks vilje og forhandlet af en illegitim leder
   v) bemærker, at et stigende antal internationale aktører, herunder Rusland, gennemfører strategier for hybrid krigsførelse, herunder mod EU og dets medlemsstater; understreger, at disse handlinger er af særligt destabiliserende og farlig karakter, idet de udvisker skellet mellem krig og fred, destabiliserer demokratier og sår tvivl i målbefolkningernes sind; derfor bør EU og dets medlemsstater i samarbejde med NATO og dets partnere – herunder landene i Det Østlige Partnerskab, som har unik erfaring og viden i denne henseende – styrke overvågningen og analysen af russiske aktiviteter inden for hybrid krigsførelse (herunder manipulerende desinformationskampagner, cyberangreb, spionage og indblanding i valg); de bør navnlig hurtigst muligt sikre, at der anvendes tilstrækkelige ressourcer, personale og instrumenter til at identificere, analysere, forebygge, imødegå og udrydde russiske hybride trusler og indblanding; ovenstående er særligt vigtigt i forbindelse med forsøg på at undergrave det europæiske projekt, polarisere og splitte demokratiske samfund gennem desinformation og støtte til og finansiering af antidemokratiske, populistiske, ekstremistiske kræfter, hovedsageligt højreorienterede eller radikale venstreorienterede partier, bevægelser og NGO'er eller politiske separatistiske kræfter, i hele Europa, herunder i cyberspace og via sociale medier og medier som Russia Today og Sputnik; politiske partier i EU, som gerne drager fordel af finansielle midler fra Den Russiske Føderation til gengæld for politisk og andre former for støtte, som parlamentet og andre organisationer tilbyder til russiske politikker og mål til skade for EU's interesser og værdier, har et moralsk og politisk ansvar
   w) i denne forbindelse er EU nødt til at udarbejde en koordineret og holistisk inddæmningsstrategi, herunder foranstaltninger til at beskytte sit eget medielandskab og systematisk overvåge indhold, der udbydes af russiske og russiskstilknyttede medier og internetudbydere (uanset om det er på russisk eller et hvilket som helst andet sprog), uden at begrænse pressefriheden; som led i sin strategi bør EU demaskere Rusland, hver gang det udfører hybride angreb mod EU og medlemsstaterne, øge modstandsdygtigheden over for cyberangreb og udvide East StratCom-taskforcens kapacitet, da der er behov for også at dække desinformation i EU's rum; EU og dets medlemsstater bør iværksætte dristigere og mere samordnede og forholdsmæssige reaktioner for at imødegå sådanne angreb, f.eks. ved at udvise russiske diplomater på EU-plan som reaktion på de russiske myndigheders udvisning af diplomater fra de enkelte medlemsstater
   x) endelig bør EU sikre, at de forslag, der kommer fra Europa-Parlamentets Særlige Udvalg om Udenlandsk Indblanding, herunder Spredning af Desinformation, i alle Demokratiske Processer i Den Europæiske Union, gennemføres hurtigt
   y) EU bør i sit engagement med Rusland bevæge sig i to retninger: på den ene side en betinget selektiv dialog med myndighederne i Kreml og med regionale regeringer og på den anden side et strategisk engagement med det russiske civilsamfund, som stræber efter demokrati i Rusland, og et uafhængigt samarbejde med regionale og lokale aktører; EU's strategi over for Rusland bør ikke udelukke samarbejde med myndighederne, hvor det er i EU's interesse, og undergraver ikke EU's forpligtelser med hensyn til menneskerettigheds‑ og demokratimålene, da det stadig er vigtigt for EU at finde måder at nedtrappe de nuværende spændinger på ved at indkredse foranstaltninger til at øge gennemsigtigheden og mindske risikoen for misforståelser og fejlberegninger
   z) EU bør navnlig fortsætte det institutionelle samarbejde med Rusland gennem internationale organisationer og multilaterale traktater såsom FN, OSCE, Arktisk Råd eller Europarådet for at gøre noget ved presserende regionale og globale problemer, engagere sig i spørgsmålet om konfliktforebyggelse og -løsning og fremme komplementære eller fælles interesser, f.eks. om miljøspørgsmål og den grønne omstilling af både Rusland og EU, om Open Skies-traktaten, om nuklear nedrustning, våbenreduktion og våbenkontrol, om arktiske spørgsmål, om gennemførelsen af den fælles omfattende handlingsplan (atomaftalen med Iran) og om situationen i Mellemøsten, Libyen og Afghanistan; EU bør udnytte sit selektive engagement med Rusland om regionale og globale spørgsmål til at forankre Rusland stærkt i det multilaterale samarbejde og den regelbaserede verdensorden og dermed afholde det fra at true sikkerhed og velstand i bl.a. EU og EU's nærområde; mere specifikt bør EU anvende den europæiske grønne pagt og dens klimamål til at arbejde sammen med Rusland hen imod dets grønne omstilling, navnlig med henblik på at fremskynde dekarboniseringen, nedbringe Ruslands CO2-emissioner (som stadig er stigende på trods af dets ratifikation af Parisaftalen), øge energieffektiviteten og udvide anvendelsen af vedvarende energi, som der er et enormt potentiale for i Rusland; EU kan også bidrage til at øge bevidstheden om klimaforandringer, som udbredes meget langsomt i Rusland
   aa) EU, dets medlemsstater og Rusland bør føre en god resultatliste over samarbejdet i Arktis inden for rammerne af politikken for den nordlige dimension, da det er af stor betydning, at de fortsat samarbejder konstruktivt for at bekæmpe konsekvenserne af klimaforandringerne i Arktis og undgå, at regionen bliver endnu et tema for militære spændinger
   ab) samarbejde på visse specifikke områder bør imidlertid ikke føre til nogen indrømmelser for så vidt angår værdier, og EU bør aldrig tilsidesætte de geostrategiske konsekvenser for sine partnere og deres interesser; EU skal rent faktisk sikre, at ethvert yderligere engagement med Kreml vil afhænge af sidstnævntes løfte om at bringe sin interne aggression mod sit eget folk til ophør, standse den systemiske undertrykkelse af oppositionen og intimidering og tortur af politiske fanger, ophæve eller ændre alle love, der er uforenelige med internationale standarder, såsom dem, der vedrører "udenlandske agenter" og såkaldt ekstremistiske eller uønskede organisationer, standse undertrykkelsen af civilsamfundsorganisationer, navnlig dem, der bekæmper korruption og forsvarer menneskerettighederne i Rusland, og bringe sin eksterne aggression mod nabolandene til ophør; som led heri skal EU også minde Rusland om, at tilbageholdelse af politiske modstandere er i strid med dets internationale forpligtelser, og insistere på, at retsvæsenet afpolitiseres, og at retten til en retfærdig rettergang og adgang til advokatbistand sikres; EU skal med andre ord i sit forsøg på at gå i dialog med Kreml have klart definerede røde linjer, herunder fuld respekt for partnerlandenes suverænitet og territoriale integritet, og skal afstå fra at fortsætte samarbejdet med Rusland udelukkende med henblik på at holde dialogkanalerne åbne; EU bør ikke søge at indgå nogen stor aftale med Kreml, hvis Kreml søger frie hænder hjemme og i sit selvudråbte privilegerede interesseområde (Ukraine, Belarus osv.); EU skal gøre det fuldstændigt klart, at det ikke vil give køb på andre landes interesser for at opnå bedre forbindelser med Moskva
   ac) EU bør desuden indtrængende opfordre Den Russiske Føderation til straks at adressere de spørgsmål, som det internationale samfund har rejst, og til øjeblikkeligt at give Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben fuldt og komplet indblik i novitjok-programmet; EU bør også fordømme Ruslands rolle i nedskydningen af fly MH17 i 2014 og opfordre Den Russiske Føderation til at samarbejde fuldt ud i efterforskningen af større internationale forbrydelser, hændelser og tragedier, såsom nedskydningen af Malaysia Airlines' fly MH17, samt andre nylige hændelser, der involverer de russiske efterretningstjenester på EU-medlemsstaternes og østpartnerskabslandenes, herunder Belarus', område
   ad) EU bør gentage sin opfordring, som er blevet fremsat ved talrige lejligheder, til de russiske myndigheder om at tilbagegive vraget af og de sorte bokse fra den polske militærflyvemaskine Tu-154, som styrtede ned i nærheden af Smolensk i april 2010, til Polen
   ae) EU skal styrke sit samarbejde med USA og andre ligesindede partnere og etablere en alliance med henblik på at beskytte demokrati overalt i verden og det bør foreslå en værktøjskasse til forsvar for demokratiet, som bør omfatte fælles tiltag i forbindelse med sanktioner, politikker til bekæmpelse af ulovlige finansielle strømme, regler om betingelserne for økonomisk og finansiel støtte, internationale efterforskninger samt en ambitiøs dagsorden til støtte for frihed, demokrati, menneskerettighedsaktivister og demokratiforkæmpere; EU's dagsorden bør desuden modvirke Ruslands og Kinas bestræbelser på at svække demokratiet overalt i verden og destabilisere den europæiske orden
   af) EU bør etablere en centraliseret ramme til bekæmpelse af ulovlige finansielle strømme, yderligere styrke rammerne for bekæmpelse af hvidvask af penge og sikre en konsekvent gennemførelse heraf, lette øget samarbejde mellem kompetente myndigheder og oprette en EU-myndighed for finansiel kontrol for at forbedre beskyttelsen af EU og dets medlemsstater mod ulovlig finansiel praksis og indblanding fra Rusland og andre autoritære regimer, som benyttes til undergravende politiske formål og derfor udgør en trussel mod Europas sikkerhed og stabilitet
   ag) EU skal navnlig overveje at medtage Rusland på en liste over tredjelande med en høj risiko for hvidvask af penge, som bør tjene som redskab til en stærkere EU-kontrol med alle mistænkelige finansielle strømme fra det russiske regime og dets stedfortrædere; EU bør også styrke sit banksystem og etablere en lovgivningsmæssig ramme for bekæmpelse af russisk økonomisk indblanding i EU's og medlemsstaternes demokratiske processer, herunder dets strategi med "elite capture" og teknikken med at indrullere højtstående embedsmænd og tidligere europæiske politikere; en sådan ramme bør øge gennemsigtigheden med hensyn til den russiske elites midler, som deponeres eller bruges i EU, og bidrage til at reagere på og forhindre russiske aktørers finansiering af politiske partier, politiske bevægelser og politiske kampagner og investeringer i strategisk infrastruktur og organer, herunder universiteter og politiske tænketanke, som risikerer at skabe eller styrke visse økonomiske sektorers afhængighed af Rusland og kan fungere som adgangsveje for russisk spionage og russiske sikkerhedstrusler; mener i denne forbindelse, at EU også bør straffe russiske aktiver, der anvendes direkte og indirekte til at blande sig i EU's og i medlemsstaternes og østpartnerskabslandenes demokratiske processer; parallelt hermed bør nationale regeringer og internationale organisationer foretage undersøgelser af de primære russiske lederes og oligarkers skjulte arv og offentliggøre disse tal
   ah) mener, at EU bør skabe effektive retlige midler til at bekæmpe grænseoverskridende korruption og hvidvask af penge så hurtigt som muligt, navnlig når det drejer sig om korruption og ulovlig finansieringspraksis fra Rusland, og i langt højere grad anvende ikkedomsbaseret konfiskation for at håndtere Kreml-kleptokratiet effektivt; i denne forbindelse bør de russiske myndigheder ikke systematisk fratage russiske civilsamfundsorganisationer og NGO'er midlerne til at bekæmpe korruption; EU bør desuden opbygge kapacitet til at afsløre og standse strømme af sorte penge fra Rusland og til at afsløre det russiske regimes autokraters og korrupte oligarkers skjulte skatte og finansielle aktiver i medlemsstaterne; EU-institutionerne bør regelmæssigt aflægge rapport om disse sager ved halvårlige høringer i Parlamentet om demokratiets tilstand i Rusland; rapporterne bør indeholde navnene på de vigtigste medlemmer af præsident Putins entourage
   ai) EU bør, samtidig med at det kæmper for at standse ulovlige pengestrømme fra Rusland, være særligt opmærksomt på finansielle strømme fra Belarus, eftersom autokrater og korrupte oligarker står i indbyrdes forbindelse med hinanden; EU-institutionernes særlige rapporter til Parlamentet bør behandle spørgsmålet om Ruslands finansielle indblanding i Belarus, herunder i strategiske sektorer, og indeholde oplysninger om aktiver ejet af Aleksandr Lukasjenkos entourage og korrupte oligarker
   aj) EU bør gribe ind over for Ruslands manipulation af oplysninger og forsøg på at blande sig i demokratiske processer på EU-plan og i dets medlemsstater ved at undersøge sagerne og indføre de nødvendige instrumenter til at modsætte sig og tackle dem
   ak) EU bør i overensstemmelse med princippet om "demokrati frem for alt" styrke kravet om konditionalitet i sine forbindelser med Rusland ved at stræbe efter en dialog eller aftale med Rusland om tiltag med sigte på beskyttelse af menneskerettighederne, mediefrihed og afholdelse af frie valg som en stærkere forudsætning for dialog; EU og dets medlemsstater bør også revidere deres investeringsstøtte og økonomiske samarbejdsprojekter (som f.eks. Nord Stream 2 og de atomkraftværker, der er opført af Rosatom) og øge indsatsen for at bremse Kremls strategiske investeringer, som ofte stammer fra medlemsstaterne gennem finansielle strømme fra russiske oligarker og virksomheder, der er oprettet med henblik på at finansiere Ruslands ondsindede indblanding og spredning af korruption i EU; EU bør i denne forbindelse være særligt opmærksomt på det retlige begreb dobbelt statsborgerskab og insistere på, at Bulgarien og Malta opgiver deres ordninger med "gyldne pas"; endvidere bør EU ikke gennemføre fælles transaktions- eller forretningsprojekter uden forudgående politisk due diligence med hensyn til gennemsigtighed, korruption og politiske konsekvenser, da sådanne projekter ikke bør bringe solidariteten mellem medlemsstaterne eller med EU's nabolande i fare, ikke bør gavne korruptionssystemerne hverken i Rusland eller i EU og ikke bør have negativ indvirkning på menneskerettighederne eller miljøet
   al) samtidig bør EU også anvende princippet om "demokrati først" i sin revurdering af de finansielle støtteprogrammer for Rusland og investeringer i Rusland, som blandt andre foranstaltninger bør omfatte en revision af lånemandatet for EU's finansielle institutioner; i samme ånd bør EU evaluere sit samarbejde med Rusland i forskellige udenrigspolitiske formater og foretage en kritisk gennemgang af Ruslands overholdelse af sine forpligtelser over for Europarådet
   am) EU bør skabe nye midler til med større succes at kræve løsladelse af politiske fanger; EU bør kræve, at de russiske myndigheder løslader alle dem, der er uberettiget fængslet af politiske årsager, herunder Aleksej Navalny, Aleksej Pitjugin, Jurij Dmitrijev og alle de andre, der af Memorial Human Rights Centre er udpeget som "politiske fanger" i overensstemmelse med de kriterier, der er fastsat af Europarådets Parlamentariske Forsamling i resolution 1900/2012; EU skal benytte enhver lejlighed til at gøre de russiske myndigheder opmærksomme på disse og andre krænkelser af ytringsfriheden, navnlig med hensyn til chikane og retsforfølgelse af og fysiske angreb på politiske aktivister og civilsamfundsaktivister, journalister og menneskerettighedsforkæmpere i Rusland; EU bør på det kraftigste kræve, at disse krænkelser ophører, og at de efterforskes, og indtrængende opfordre Rusland til at stille de ansvarlige til ansvar
   an) EU-institutionerne skal regelmæssigt rapportere tilbage under Parlamentets høringer om situationen for politiske fanger i Rusland, opbygge tætte kontakter med og øge den økonomiske støtte til russiske systemkritikere, NGO'er, civilsamfundsorganisationer, menneskerettighedsforkæmpere og uafhængige medier og konstant holde øje med navnene på og vilkårene for fængsling af politiske aktivister i Rusland; medlemsstaterne bør desuden afholde sig fra at tillade eller fremme deportation og udvisning af politiske modstandere og asylansøgere til Rusland, hvor deres liv eller fysiske integritet ville være i fare; desuden bør EU, hvor det er relevant, lette udstedelsen af nødvisa og stille midlertidig indkvartering til rådighed i sine medlemsstater
   ao) EU bør endvidere nøje overvåge menneskerettighedssituationen i Rusland, bl.a. ved at EU-delegationen til Rusland og medlemsstaternes ambassader overvåger retssager mod civilsamfundsorganisationer, oppositionspolitikere og aktivister; EU bør også udvide den globale EU-ordning for menneskerettighedssanktioner og anvende den på menneskerettighedskrænkelser begået i alle områder, der er berørt af fastfrosne konflikter, eller ulovligt besatte regioner i landene i Det Østlige Partnerskab; sideløbende hermed bør EU gennemføre sit tilsagn om integrering af kønsaspektet i alle eksterne foranstaltninger, og det skal støtte de grundlæggende menneskerettigheder, herunder ved at bekæmpe kønsbaseret vold, racisme, fremmedhad, hadforbrydelser, politibrutalitet og andre former for forskelsbehandling og ved at kæmpe for ligestilling mellem kønnene, kvinders rettigheder, LGBTI+-rettigheder og mindretalsrettigheder i Rusland; EU bør så vidt muligt hjælpe undertrykte indbyggere i Rusland, navnlig dem, der udsættes for forskelsbehandling på grund af alder, religion, race, etnicitet, sprog‑ eller socialgruppe, seksuel orientering, kønsudtryk, kønsidentitet, kønskarakteristika eller af andre grunde; EU bør også gå i dialog med Rusland om behandlingen af kvinderettighedsforkæmpere, kvinders repræsentation i politik og offentlig forvaltning, kvinders muligheder på arbejdsmarkedet og seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder i Rusland; EU bør desuden fordømme forfølgelse, vilkårlig tilbageholdelse og tortur af LGBTI+-personer i mange dele af Den Russiske Føderation, understrege, at der fortsat er behov for undersøgelser, og kræve øjeblikkelig løsladelse af alle fanger, der befinder sig i sådanne situationer, navnlig i Tjetjenien; EU bør endvidere lægge vægt på den russiske regerings fortsatte anvendelse af forbuddet mod "homoseksuel propaganda" som begrundelse for strafferetlig forfølgelse; EU bør med hjælp fra medlemsstaterne forenkle asylprocedurerne for sådanne ofre i overensstemmelse med EU-retten og national ret
   ap) EU bør øge sin evne til at udfærdige og vedtage sanktioner mod de russiske myndigheder, russiske oligarker, præsident Putins håndlangere og deres familiemedlemmer for krænkelser af menneskerettighederne eller systemisk undertrykkelse af demokratiske kræfter, mindretal, religiøse grupper og LGBTI+- grupper i Rusland; i dette øjemed bør det centralisere sin beslutningstagning ved at gøre vedtagelsen af sanktioner automatisk i tilfælde af alvorlige menneskerettighedskrænkelser og overveje at indføre en regel om afstemning med kvalificeret flertal i Rådet hvad angår andre krænkelser af menneskerettighederne; EU bør også hurtigst muligt vedtage en EU-ordning for korruptionssanktioner, eventuelt ved at følge eksemplet med Det Forenede Kongeriges globale ordning for korruptionssanktioner, for at supplere den nuværende globale EU-ordning for menneskerettighedssanktioner, og i tilfælde af en yderligere optrapning bør EU også overveje sanktioner, der er rettet mod finansieringen af efterretningstjenester og militæret samt olie- og gassektoren; hvis dette skulle ske, bør EU udarbejde en ny sanktionsordning, hvorved en fortsættelse af fjendtlige handlinger begået af Den Russiske Føderation vil udløse en reduktion af energiimporten fra leverandører med hjemsted i Rusland med en vis procentdel på EU-plan og samtidig hjælpe medlemsstaterne med at udfylde hullet gennem foranstaltninger, der er i overensstemmelse med den europæiske grønne pagt; understreger, at reduktionen automatisk bør øges med samme procentsats hvert år, indtil Den Russiske Føderation ændrer sine fjendtlige handlinger
   aq) EU bør gennemføre høringer med NGO'er for at indsamle nyttig information til sin sanktionspolitik, således at disse organisationer kan bistå EU med at forberede og undersøge sager på udførlig vis; henstiller, at medlemsstaterne hurtigst muligt styrker samarbejdet om kontraefterretningsvirksomhed og udveksling af oplysninger med henblik på at afsløre og modarbejde Ruslands hemmelige netværk i EU
   ar) EU bør iværksætte og bidrage til internationale efterforskninger af forbrydelser begået af præsident Putins regime mod den russiske befolkning og forbrydelser begået af Lukasjenkos regime i Belarus, inden for rammerne af en platform til bekæmpelse af straffrihed og et EU-retfærdighedscentrum (EU Justice Hub); i forbindelse med disse efterforskninger bør EU etablere en taskforce af rådgivere, der skal bistå med nationale og internationale efterforskninger, retssager og oprettelsen af EU-retter og regelmæssigt rapportere til Parlamentet om status med hensyn til politisk frihed i Rusland
   as) endvidere bør EU fremhjælpe og støtte bestræbelserne i nationale og internationale jurisdiktioner på at indlede straffesager med henblik på at drage russiske militære og paramilitære grupper til ansvar for krænkelser og forbrydelser, herunder krigsforbrydelser, begået mod civile under operationer i flere lande, såsom Syrien, Den Centralafrikanske Republik og Libyen
   at) EU bør også kræve en uafhængig og upartisk undersøgelse af mordet på oppositionslederen Boris Nemtsov og bringe gerningsmændene for en domstol i overensstemmelse med OSCE's og Europarådets henstillinger
   au) desuden bør EU på det kraftigste fordømme uberettigede sanktioner mod EU-embedsmænd og kræve af de russiske myndigheder, at de straks ophæves
   av) EU skal være parat til ikke at anerkende det russiske parlament og til at overveje at anmode om, at Rusland udelukkes fra internationale organisationer med parlamentariske forsamlinger, navnlig Europarådets Parlamentariske Forsamling, hvis parlamentsvalget i Rusland i 2021 anses for at være svigagtigt og gennemført i strid med demokratiske principper og folkeretten; derudover bør EU fordømme ethvert forsøg fra præsident Putins side på at forblive i embedet efter udløbet af hans nuværende og sidste præsidentperiode den 7. maj 2024 på grundlag af de forfatningsændringer fra 2020, som Parlamentet har vurderet som værende "vedtaget på ulovlig vis"
   aw) EU bør opfordre den russiske regering og Statsdumaen til at revidere de retlige rammer for valg, herunder for valgobservation, med henblik på at fremme pluralisme og frie og retfærdige valg i overensstemmelse med internationale standarder og skabe lige vilkår for oppositionskandidater
   ax) samtidig bør medlemsstaterne træffe alle mulige foranstaltninger for at forhindre deres borgere i at fungere som internationale observatører under parlamentsvalget i 2021 på det besatte Krim, som Rusland organiserer ulovligt; Parlamentet og de nationale parlamenter bør i denne forbindelse undgå og indføre sanktioner for alle aktiviteter, der i strid med sandheden kan hævdes at udgøre international observation endvidere bør EU fordømme og nægte at anerkende Ruslands ulovlige organisering af disse og yderligere valg på det besatte Krim samt de besatte områder i regionerne Donetsk og Luhansk
   ay) EU bør give udtryk for sin vilje til at forbedre sine forbindelser med befolkningen i Den Russiske Føderation gennem vedtagelse og offentliggørelse af en "Erklæring til det russiske folk"
   az) EU bør tage højde for forskellige mulige udviklinger i forbindelserne mellem EU og Rusland og internt i Rusland; EU bør navnlig have en vision og en strategi for fremtiden for EU's forbindelser med et frit, fremgangsrigt, fredeligt og demokratisk Rusland, som vil forpligte sig fuldt ud på folkeretten, landets internationale forpligtelser og principperne for gode naboskabsforbindelser; en sådan strategi bør indeholde et bredt tilbud med betingelser og incitamenter såsom visumliberalisering, investerings- og moderniseringsprogrammer for frihandel og et strategisk partnerskab, der bl.a. har til formål at sikre stabilitet på kontinentet og fuld respekt for dets internationale grænser; EU bør også fremføre de potentielle fordele, som det er villigt til at tilbyde til gengæld for en demokratisk omdannelse af Rusland til et samarbejdsorienteret og fuldt udbygget demokratisk styre, der respekterer menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder, folkeretten og den internationale regelbaserede orden, samt for en grundlæggende ændring af dets nuværende udenrigspolitik og adfærd på den internationale scene
   ba) EU bør støtte det russiske civilsamfund og fremme mellemfolkelige kontakter mellem EU og russiske borgere, især fordi russiske statsborgere er verdens førende modtagere af Schengenvisa, hvoraf de fleste er gældende til flere indrejser og flerårige; EU bør derfor overveje at mindske visumgebyrerne og hindringerne for russiske statsborgere og føre en effektiv oplysningskampagne for at vise, at EU hilser det russiske folk velkommen; EU bør også udvide sine udvekslingsprogrammer med Rusland for skoler, universiteter, videnskab og kultur og overveje at tilbyde praktikophold og direkte rekrutteringsmuligheder for både højt‑ og lavtuddannede arbejdstagere fra Rusland; EU er nødt til at skabe og udbygge alternativer for politisk motiverede indvandrere fra Rusland, så de kan leve i EU under trygge og retligt sikre vilkår; endvidere bør EU i væsentlig grad øge sin økonomiske og tekniske bistand til fagforeninger, uafhængige medieforetagender, ikkestatslige organisationer og civilsamfundsorganisationer og til kapacitetsopbygningsforanstaltninger i den civile sektor i Rusland; EU bør desuden yde økonomisk støtte til humanioraprogrammer på universiteter i EU, som vil forberede den russiske befolkning, og navnlig studerende, på at kaste sig ud i en demokratisk omstilling af deres land
   bb) EU bør vedtage en omfattende liste over alle tilgængelige instrumenter til at komme i dialog med det demokratiske samfund i Rusland, som kan omfatte forslag udarbejdet af mange russiske civilsamfundsorganisationer
   bc) EU bør imødegå præsident Putins regimes russisksprogede propaganda- og desinformationskampagner i EU, i landene i Det Østlige Partnerskab og i selve Rusland ved at støtte og styrke uafhængige journalister og medieforetagender, der tilbyder et alternativ til Kremls desinformation, og støtte etableringen af en fri russisk tv-station med sendetid døgnet rundt; EU bør desuden støtte uafhængige medieforetagender, journalister og bloggere i Rusland for at styrke alternative kilder og kanaler, der ikke kontrolleres af Kreml
   bd) EU skal imødegå presset på uafhængige medieforetagender, bl.a. ved at oprette en EU-fond for demokratiske medier til støtte for uafhængige medieforetagender i hele verden, herunder i Rusland; EU skal også gøre mere for at støtte og styrke uafhængige journalister og medieforetagender, der tilbyder et alternativ til Kremls desinformation, uden hvilket Rusland ikke kan være demokratisk, fremgangsrigt og frit; i denne henseende bør EU støtte uafhængige medier såsom Meduza og Radio Free Europe/Radio Liberty i lyset af de besværlige og upraktiske love om såkaldte udenlandske agenter, som de russiske myndigheder har vedtaget for at undertrykke ytringsfriheden og den uafhængige journalistik
   be) Parlamentets Delegation til Det Parlamentariske Samarbejdsudvalg EU-Rusland bør påtage sig opgaven med at identificere personer af interesse, som spiller en ledende rolle i det russiske samfund, og som ville være åbne for at etablere en konstruktiv og uafbrudt dialog, og udarbejde en plan for offentlig kontakt med det russiske civilsamfund, russiske universiteter, større videnskabelige og kulturelle institutioner, NGO'er, politiske bevægelser og kunstneriske og intellektuelle kredse
   bf) EU skal tage i betragtning, at opbakningen til Joseph Stalin blandt den russiske befolkning er steget til det højeste niveau nogensinde i Vladimir Putins tid ved magten, idet 70 % af befolkningen mener, at Stalin spillede en positiv rolle i russisk historie; EU bør anerkende, at dette skyldes Putins politik om "stalinisering af den kollektive bevidsthed" og undertrykkelse af uafhængige historikere; EU må insistere på, at sovjetiske arkiver åbnes for akademikere og forskere, og at oplysninger om stalinisternes folkedrab mod russere og andre folkeslag i Sovjetunionen og dens satellitstater offentliggøres, herunder filer vedrørende den kriminelle militæroperation Augustów-razziaen
   bg) FN har erklæret internetadgang for en menneskeret, og EU bør i denne forbindelse fordømme Kremls forsøg på at blokere, kontrollere, censurere og endda isolere det russiske folk fra adgang til internettet; EU skal opfordre de globale IT-virksomheder til at tage hensyn til disse udemokratiske bestræbelser, når de overvejer at operere på det russiske marked
   bh) endelig bør EU etablere en bindende retlig ramme, der sætter det i stand til at reagere kraftigt på kampagner, der sigter mod at undergrave demokratiet eller retsstatsprincippet, herunder gennem målrettede foranstaltninger mod dem, der er ansvarlige for sådanne kampagner; EU bør også udvikle effektive strategier inden for digital politik med henblik på at benytte teknologiske standarder og det åbne internet til at støtte frie rum og begrænse undertrykkende teknologier; EU bør derfor støtte open source-teknologier, tjenester til sikker kommunikation, decentraliserede platforme og nye privatlivsbeskyttede, attraktive, sociale medieplatforme med lave tærskler for den russiske befolkning, samtidig med at de globale teknologiske standarder vedrørende privatlivets fred udvides, idet der skabes etiske og juridiske standarder, som har en signalvirkning med henblik på at fremme beskyttelsen af grundlæggende rettigheder, arbejde hen imod et internationalt forbud mod masseovervågningsteknologier og invasive sociale pointsystemer og insistere på, at autonome våbensystemer forbydes
   bi) EU bør fortsætte med at styrke Det Østlige Partnerskab med det formål at fremme demokrati, retsstatsforhold, grundlæggende frihedsrettigheder, menneskerettigheder, regionalt samarbejde og gode naboskabsforbindelser; EU kunne navnlig på den kommende konference om Europas fremtid foreslå en forbedret samarbejdsstrategi for at forberede det nye momentum med hensyn til europæisk integration af EU's østlige nabolande og støtte en vellykket udvikling i EU-orienterede lande i Det Østlige Partnerskab, som ville tjene som et godt eksempel og tilskynde den russiske befolkning til at støtte demokrati; EU bør derfor opretholde et realistisk perspektiv for østpartnerskabslandenes EU-medlemskab og dermed fastholde deres motivation til at gennemføre yderligere reformer
   bj) EU bør fortsat yde støtte til Ukraines, Georgiens, Moldovas, Armeniens, Aserbajdsjans og Belarus' opfyldelse af EU's politiske, demokratiske, sociale og retlige kriterier, som EU-traktaterne og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder bygger på
   bk) endelig bør EU presse på for en mere ambitiøs strategi for integration af de østpartnerskabslande, der har indgået en associeringsaftale med EU; på denne måde vil EU motivere de EU-associerede lande i Det Østlige Partnerskab til at gennemføre EU-reformer, herunder ved at tilbyde dem en model baseret på "alt undtagen institutionerne"-modellen, som giver dem fuldt udbytte af EU-integration, såsom adgang til EU's fælles politikker, EU's finansielle midler og EU's jurisdiktion, samtidig med at døren holdes åben for et fremtidigt EU-medlemskab;

2.  pålægger sin formand at sende denne henstilling til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, regeringerne og parlamenterne i landene i Det Østlige Partnerskab og G7-landene, Europarådet, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa samt Den Russiske Føderations præsident, regering og parlament.

(1) EUT C 234 af 28.6.2016, s. 14.
(2) EUT C 407 af 4.11.2016, s. 74.
(3) EUT C 263 af 25.7.2018, s. 109.
(4) EUT C 28 af 27.1.2020, s. 97.
(5) EUT C 224 af 27.6.2018, s. 58.
(6) EUT C 23 af 21.1.2021, s. 7.
(7) EUT C 171 af 6.5.2021, s. 25.
(8) EUT C 255 af 29.6.2021, s. 54.
(9) Vedtagne tekster, P9_TA(2020)0232.
(10) Vedtagne tekster, P9_TA(2021)0018.
(11) Vedtagne tekster, P9_TA(2021)0159.
(12) Vedtagne tekster, P9_TA(2021)0291.


Retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker *
PDF 169kWORD 53k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 16. september 2021 om forslag til Rådets afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker (COM(2021)0282 – C9-0205/2021 – 2021/0137(NLE))
P9_TA(2021)0384A9-0262/2021

(Høring)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (COM(2021)0282),

–  der henviser til artikel 148, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C9-0205/2021),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 82,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A9-0262/2021),

1.  godkender Kommissionens forslag som ændret;

2.  opfordrer Kommissionen til at ændre sit forslag i overensstemmelse hermed, jf. artikel 293, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

3.  opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

4.  anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre Kommissionens forslag i væsentlig grad;

5.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

Kommissionens forslag   Ændring
Ændring 1
Forslag til afgørelse
Betragtning 2
(2)  Unionen skal bekæmpe social udstødelse og forskelsbehandling og fremme social retfærdighed og beskyttelse samt ligestilling mellem kvinder og mænd, solidaritet mellem generationerne og beskyttelse af børns rettigheder. Ved fastlæggelsen og gennemførelsen af Unionens politikker og aktiviteter skal den tage hensyn til de krav, der er knyttet til fremme af et højt beskæftigelsesniveau, sikring af passende social beskyttelse, bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, et højt niveau for uddannelse og erhvervsuddannelse og beskyttelse af menneskers sundhed, jf. artikel 9 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).
(2)  Unionen skal bekæmpe social udstødelse og forskelsbehandling og fremme social retfærdighed og beskyttelse samt ligestilling mellem kvinder og mænd, solidaritet mellem generationerne og beskyttelse af børns rettigheder. Ved fastlæggelsen og gennemførelsen af Unionens politikker og aktiviteter skal den tage hensyn til de krav, der er knyttet til fremme af inkluderende arbejdsmarkeder, et højt beskæftigelsesniveau, kollektiv overenskomstforhandling, anstændige lønninger, sikring af passende social beskyttelse, bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, med særligt fokus på sårbare grupper, navnlig børn, personer med handicap, enlige forældre, etniske mindretal såsom romaer, LGBTIQA+-personer, personer, der bor i afsides beliggende områder, og ældre, et højt niveau for uddannelse og erhvervsuddannelse og beskyttelse af menneskers sundhed, jf. artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 9 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).
Ændring 2
Forslag til afgørelse
Betragtning 5
(5)  Det europæiske semester kombinerer de forskellige instrumenter i en overordnet ramme for integreret og multilateral samordning og overvågning af økonomiske politikker og beskæftigelsespolitikker. Samtidig med at der i det europæiske semester tilstræbes miljømæssig bæredygtighed, produktivitet, retfærdighed og stabilitet, integreres principperne fra den europæiske søjle for sociale rettigheder og dens overvågningsværktøj, den social resultattavle, og der lægges op til et tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter, civilsamfundet og andre interesserede parter. Det understøtter opfyldelsen af verdensmålene for bæredygtig udvikling. Unionens og medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker og økonomiske politikker bør gå hånd i hånd med Europas omstilling til en klimaneutral, miljømæssigt bæredygtig og digital økonomi, der forbedrer konkurrenceevnen, sikrer passende arbejdsvilkår, fremmer innovation, social retfærdighed og lige muligheder samt tackler uligheder og regionale skævheder.
(5)  Det europæiske semester kombinerer de forskellige instrumenter i en overordnet ramme for integreret og multilateral samordning og overvågning af økonomiske politikker, beskæftigelsespolitikker, social- og miljøpolitikker. Samtidig med at der i det europæiske semester tilstræbes miljømæssig bæredygtighed, produktivitet, retfærdighed og stabilitet, bør principperne fra den europæiske søjle for sociale rettigheder og dens overvågningsværktøj, den sociale resultattavle, integreres yderligere, og der lægges op til et tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter, civilsamfundet og andre interesserede parter. Det understøtter opfyldelsen af verdensmålene for bæredygtig udvikling, navnlig ligestilling mellem kønnene. Unionens og medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker og økonomiske politikker bør gå hånd i hånd med Europas omstilling til en klimaneutral, socialt inkluderende, miljømæssigt bæredygtig og digital økonomi, der forbedrer konkurrenceevnen, sikrer anstændige arbejdsvilkår og robuste velfærdssystemer, fremmer innovation, social retfærdighed og lige muligheder og investerer i ungdommen samt tackler uligheder og regionale skævheder og bekæmper fattigdom. Der er et presserende behov for at sikre bæredygtig beskæftigelse af høj kvalitet, herunder lovgivningsmæssige initiativer om anstændige arbejdsvilkår for telearbejde, ret til at frakoble, forældreorlov og omsorgsorlov, platformsarbejderes rettigheder og en generel retlig ramme for underentrepriser, med øget gennemsigtighed og anbefalinger vedrørende ansvar samt sundhed og sikkerhed og styrkelse af de kollektive overenskomstforhandlingers rolle.
Ændring 3
Forslag til afgørelse
Betragtning 6
(6)  Klimaændringer og miljørelaterede udfordringer, globalisering, digitalisering, kunstig intelligens, hjemmearbejde, platformsøkonomien og demografiske forandringer vil forvandle de europæiske økonomier og samfund. Unionen og dens medlemsstater bør samarbejde om effektivt at håndtere disse strukturelle faktorer og tilpasse eksisterende systemer efter behov i anerkendelse af den tætte indbyrdes afhængighed mellem medlemsstaternes økonomier og arbejdsmarkeder og tilknyttede politikker. Dette kræver en koordineret, ambitiøs og effektiv politisk indsats både på EU-plan og nationalt plan i overensstemmelse med TEUF's og Unionens bestemmelser om økonomisk styring. Denne politiske indsats bør omfatte fremme af bæredygtige investeringer, et fornyet tilsagn om reformer i en hensigtsmæssig rækkefølge, som fremmer den økonomiske vækst, skabelsen af kvalitetsjob, produktiviteten, passende arbejdsvilkår, den sociale og territoriale samhørighed, den opadgående konvergens, modstandsdygtigheden og udøvelsen af finanspolitisk ansvarlighed. Den bør kombinere foranstaltninger på udbuds- og efterspørgselssiden, samtidig med at der tages hensyn til deres miljømæssige, beskæftigelsesmæssige og sociale konsekvenser.
(6)  Klimaændringer og miljørelaterede udfordringer, globalisering, digitalisering, kunstig intelligens, hjemmearbejde, platformsøkonomien og demografiske forandringer er i gang med at forvandle de europæiske økonomier og samfund. Selv om telearbejde kan betragtes som et skridt i retning af en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv, der giver tidligere udelukkede grupper af arbejdstagere mulighed for at få adgang til arbejdsmarkedet, risikerer det også at udvande grænserne mellem arbejdstid og fritid med mulige negative konsekvenser for arbejdstagernes grundlæggende rettigheder og deres fysiske og psykiske sundhed. Unionen og dens medlemsstater bør samarbejde om effektivt at håndtere disse strukturelle faktorer og tilpasse eksisterende systemer efter behov i anerkendelse af den tætte indbyrdes afhængighed mellem medlemsstaternes økonomier og arbejdsmarkeder og tilknyttede politikker. Dette kræver en koordineret, ambitiøs og effektiv politisk indsats med inddragelse af arbejdsmarkedets parter både på EU-plan og nationalt plan i overensstemmelse med TEUF, den europæiske søjle for sociale rettigheder og Unionens bestemmelser om økonomisk styring. Denne politiske indsats bør omfatte fremme af bæredygtige investeringer, et fornyet tilsagn om reformer i en hensigtsmæssig rækkefølge, som fremmer den økonomiske vækst, skabelsen af kvalitetsjob, produktiviteten, anstændige arbejdsvilkår, den sociale og territoriale samhørighed, den opadgående konvergens, modstandsdygtigheden og udøvelsen af finanspolitisk og social ansvarlighed. Den bør kombinere foranstaltninger på udbuds- og efterspørgselssiden, samtidig med at der tages hensyn til deres miljømæssige, beskæftigelsesmæssige og sociale konsekvenser. I forlængelse af erklæringen af 23. marts 2020 fra Unionens finansministre om stabilitets- og vækstpagten i lyset af covid-19-krisen, hvori der blev bebudet en midlertidig dispensation fra stabilitets- og vækstpagten (generel undtagelsesklausul), og Kommissionens meddelelse af 2. juni 2021 om samordning af den økonomiske politik i 2021: sådan får vi bugt med covid-19, understøttet genopretningen og moderniseret vores økonomi, som angav, at den generelle undtagelsesklausul fortsat ville finde anvendelse i 2022 og forventedes at blive deaktiveret fra 2023, bør medlemsstaterne fuldt ud udnytte det potentiale, der ligger i den generelle undtagelsesklausul, til at støtte virksomheder, der er i vanskeligheder eller mangler likviditet, navnlig mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder, for at beskytte arbejdspladser, lønninger og arbejdsvilkår og investere i mennesker og sociale velfærdssystemer. Den potentielle risiko for de offentlige finanser som følge af denne forlængelse samt de potentielle negative sociale konsekvenser af dens deaktivering, der forventes at finde sted i 2023, bør evalueres på forhånd.
Ændring 4
Forslag til afgørelse
Betragtning 8
(8)  Den 8. maj 2021 anerkendte EU's ledere på det sociale topmøde i Porto(20) den europæiske søjle for sociale rettigheder som et grundlæggende element i genopretningen, idet de bemærkede, at gennemførelsen heraf vil styrke Unionens indsats i retning af en digital, grøn og retfærdig omstilling og bidrage til at opnå opadgående social og økonomisk konvergens og tackle de demografiske udfordringer. De understregede, at den sociale dimension, den sociale dialog og aktiv inddragelse af arbejdsmarkedets parter er afgørende for en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne. Medlemsstaterne fandt, at den europæiske søjle for sociale rettigheder, som blev fremlagt af Kommissionen, gav nyttig vejledning om gennemførelsen af søjlen, herunder inden for beskæftigelse, færdigheder, sundhed og social beskyttelse. De så positivt på EU's nye overordnede mål for 2030 om beskæftigelse (78 % af befolkningen i alderen 20--64 år bør være i beskæftigelse), færdigheder (60 % af alle voksne bør deltage i efteruddannelse hvert år) og nedbringelse af antallet af fattige (med mindst 15 millioner, herunder fem millioner børn) og den reviderede sociale resultattavle, som vil bidrage til at overvåge fremskridtene hen imod gennemførelsen af principperne i den sociale søjle som led i den politiske koordineringsramme inden for rammerne af det europæiske semester. Desuden bemærkede de, at i takt med at Europa gradvist kommer videre efter covid-19-pandemien, vil prioriteten være at gå fra at beskytte til at skabe job og forbedre jobkvaliteten, og de understregede, at gennemførelsen af principperne i den europæiske søjle for sociale rettigheder vil være afgørende for at sikre skabelsen af flere og bedre job for alle inden for rammerne af en inklusiv genopretning. Endelig understregede medlemsstaterne betydningen af nøje at følge, herunder på højeste niveau, de fremskridt, der er gjort hen imod gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder og EU's overordnede mål for 2030.
(8)  Den 8. maj 2021 anerkendte Unionens ledere på det sociale topmøde i Porto20 den europæiske søjle for sociale rettigheder som et grundlæggende element i genopretningen, idet de bemærkede, at gennemførelsen heraf vil styrke Unionens indsats i retning af en digital, grøn og retfærdig omstilling og bidrage til at opnå opadgående social og økonomisk konvergens og tackle de demografiske udfordringer. De understregede, at den sociale dimension, den sociale dialog og aktiv inddragelse af arbejdsmarkedets parter er afgørende for en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne. Medlemsstaterne fandt, at den europæiske søjle for sociale rettigheder, som blev fremlagt af Kommissionen, gav nyttig vejledning om gennemførelsen af søjlen, herunder inden for beskæftigelse, færdigheder, sundhed og social beskyttelse. De så positivt på Unionens nye overordnede mål for 2030 om beskæftigelse (78 % af befolkningen i alderen 20-64 år bør være i beskæftigelse), færdigheder (60 % af alle voksne bør deltage i efteruddannelse hvert år) og nedbringelse af antallet af fattige (med mindst 15 millioner, herunder fem millioner børn) og den reviderede sociale resultattavle, som vil bidrage til at overvåge fremskridtene hen imod gennemførelsen af principperne i den sociale søjle som led i den politiske koordineringsramme inden for rammerne af det europæiske semester. Desuden bemærkede de, at i takt med at Europa gradvist kommer videre efter covid-19-pandemien, vil prioriteten være at gå fra at beskytte til at skabe job og forbedre jobkvaliteten, og de understregede, at gennemførelsen af principperne i den europæiske søjle for sociale rettigheder vil være afgørende for at sikre skabelsen af flere og bedre job for alle inden for rammerne af en inklusiv genopretning. Endelig understregede medlemsstaterne betydningen af nøje at følge, herunder på højeste niveau, de fremskridt, der er gjort hen imod gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder og Unionens overordnede mål for 2030. Medlemsstaterne bør sikre fair mobilitet og mulighed for at overføre rettigheder gennem bedre beskyttelse af mobile arbejdstagere, herunder grænsearbejdere og sæsonarbejdere, mere effektive arbejdstilsyn og indførelse af effektive digitale løsninger.
__________________
__________________
20 Det Europæiske Råd, Portoerklæringen af 8. maj 2021.
20 Det Europæiske Råd, Portoerklæringen af 8. maj 2021.
Ændring 5
Forslag til afgørelse
Betragtning 8 a (ny)
(8a)  Hjemløshed er en af de mest ekstreme former for social udstødelse, som har en negativ indvirkning på menneskers fysiske og psykiske sundhed, trivsel og livskvalitet samt på deres adgang til beskæftigelse og andre økonomiske og sociale tjenester. Europa-Parlamentet, Kommissionen, nationale, regionale og lokale myndigheder samt civilsamfundsorganisationer på EU-plan er blevet enige om at lancere den europæiske platform for bekæmpelse af hjemløshed. Med det endelige mål at bringe hjemløshed til ophør senest i 2030 har de forpligtet sig til at gennemføre princippet om "Housing First", fremme forebyggelsen af hjemløshed og give adgang til passende, sikre og økonomisk overkommelige boliger til og støttetjenester for hjemløse, samtidig med at der træffes de nødvendige politiske foranstaltninger og sikres tilstrækkelige nationale midler og EU-midler.
Ændring 6
Forslag til afgørelse
Betragtning 9
(9)  Reformer af arbejdsmarkedet, herunder de nationale lønfastsættelsesmekanismer, bør følge national praksis for social dialog med henblik på at sikre rimelige lønninger, der muliggør en anstændig levestandard og bæredygtig vækst. De bør ligeledes give de nødvendige muligheder for en bred hensyntagen til socioøkonomiske spørgsmål, herunder forbedringer inden for bæredygtighed, konkurrenceevne, innovation, skabelse af kvalitetsjob, arbejdsvilkår, fattigdom blandt personer i arbejde, uddannelse og færdigheder, folkesundhed og inklusion samt realindkomst. Medlemsstaterne og Unionen bør sikre, at de sociale, beskæftigelsesmæssige og økonomiske konsekvenser af covid-19-krisen afbødes, og at omstillingen er socialt rimelig og retfærdig. Det bør tilstræbes at styrke genopretningen og indsatsen hen imod et inkluderende og modstandsdygtigt samfund, hvor borgerne beskyttes og har mulighed for selv at foregribe og håndtere forandringer, og hvor de aktivt kan deltage i samfundet og økonomien. Der er behov for et sammenhængende sæt aktive arbejdsmarkedspolitikker bestående af midlertidige ansættelses- og omstillingsincitamenter, færdighedspolitikker og forbedrede arbejdsformidlinger for at støtte arbejdsmarkedsovergange som fremhævet i Kommissionens henstilling (EU) om en effektiv og aktiv støtte til beskæftigelse efter covid-19-krisen (EASE).
(9)  Reformer af arbejdsmarkedet, herunder de nationale lønfastsættelsesmekanismer, bør følge national praksis for social dialog med henblik på at sikre rimelige lønninger, der muliggør en anstændig levestandard og bæredygtig vækst. De bør ligeledes give de nødvendige muligheder for en bred hensyntagen til socioøkonomiske spørgsmål, herunder forbedringer inden for bæredygtighed, konkurrenceevne, innovation, skabelse af kvalitetsjob, arbejdsvilkår, fattigdom blandt personer i arbejde, ligestilling mellem kønnene, uddannelse og færdigheder, folkesundhed og inklusion samt realindkomst. Medlemsstaterne bør derfor respektere og styrke den rolle, som arbejdsmarkedets parter spiller, fremme en øget dækning via kollektive overenskomstforhandlinger og støtte organisering i fagforeninger og arbejdsgiverforeninger med henblik på at sikre en inklusiv og socialt retfærdig genopretning. Medlemsstaterne og Unionen bør sikre, at de sociale, beskæftigelsesmæssige og økonomiske konsekvenser af covid-19-krisen afbødes, og at omstillingen er socialt rimelig og retfærdig. Det bør tilstræbes at styrke genopretningen og indsatsen hen imod et inkluderende og modstandsdygtigt samfund, hvor borgerne beskyttes og har mulighed for selv at foregribe og håndtere forandringer, og hvor de aktivt kan deltage i samfundet og økonomien. Der er behov for et sammenhængende sæt aktive arbejdsmarkedspolitikker bestående af midlertidige incitamenter til opnåelse af færdigheder for så vidt angår ansættelse og omstilling, validering og erhvervelse af kvalifikationer samt forbedrede arbejdsformidlinger for at støtte arbejdsmarkedsovergange som fremhævet i Kommissionens henstilling (EU) om en effektiv og aktiv støtte til beskæftigelse efter covid-19-krisen (EASE). Der er behov for en grundig evaluering af de nationale politikker og støtteordninger, der er blevet iværksat for at afbøde virkningerne af covid-19-pandemien, for at gøre det muligt at drage erfaringer og identificere instrumenter til fremtidig brug.
Ændring 7
Forslag til afgørelse
Betragtning 10
(10)  Alle former for forskelsbehandling bør bekæmpes, ligestilling mellem kønnene bør sikres, og ungdomsbeskæftigelse bør støttes. Der bør sikres adgang og muligheder for alle, og fattigdom og social udstødelse, også blandt børn, bør reduceres, navnlig ved at sikre velfungerende arbejdsmarkeder og passende og inklusive sociale beskyttelsessystemer og ved at fjerne hindringer for uddannelse, erhvervsuddannelse og arbejdsmarkedsdeltagelse, herunder gennem investeringer i førskoleundervisning og børnepasning og i digitale færdigheder. Rettidig og lige adgang til økonomisk overkommelig langtidspleje og økonomisk overkommelige sundhedsydelser, herunder forebyggelse og fremme af sundhedspleje, er især relevant i lyset af covid-19-krisen og i en kontekst med aldrende samfund. Potentialet hos personer med handicap til at bidrage til økonomisk vækst og social udvikling bør i højere grad udnyttes. I takt med at nye økonomiske modeller og forretningsmodeller vinder indpas på Unionens arbejdspladser, er også ansættelsesforholdene under forandring. Medlemsstaterne bør sikre, at ansættelsesforhold, der opstår som følge af nye arbejdsformer, bevarer og styrker Europas sociale model.
(10)  Alle former for forskelsbehandling bør udryddes, ligestilling mellem kønnene bør sikres, og ungdomsbeskæftigelse bør fremmes. Der bør sikres adgang og muligheder for alle, og fattigdom og social udstødelse, også blandt børn, bør udryddes, navnlig ved at sikre velfungerende arbejdsmarkeder og passende og inklusive sociale beskyttelsessystemer og ved at fjerne hindringer for uddannelse, erhvervsuddannelse og arbejdsmarkedsdeltagelse, herunder gennem investeringer i førskoleundervisning og børnepasning, digitale færdigheder og livslang læring. Medlemsstaterne bør sætte skub i investeringer i bæredygtige job af høj kvalitet og vedtage en samlet tilgang til at hjælpe børn ud af fattigdom og støtte forældre til børn i nød. Den europæiske børnegaranti bør integreres i alle politikområder, og finansieringen af børns rettigheder bør prioriteres, samtidig med at der gøres fuld brug af de eksisterende EU-politikker og EU-midler til konkrete foranstaltninger, der bidrager til at udrydde børnefattigdom og social udstødelse. Rettidig og lige adgang til økonomisk overkommelig langtidspleje og økonomisk overkommelige sundhedsydelser, herunder forebyggelse, ikke mindst i spørgsmål om psykisk sundhed på arbejdspladsen, og fremme af sundhedspleje, er især vigtigt i lyset af covid-19-krisen og i en kontekst med aldrende samfund. Potentialet hos personer med handicap til at bidrage til økonomisk vækst og social udvikling bør i højere grad udnyttes. I takt med at nye økonomiske modeller og forretningsmodeller vinder indpas på Unionens arbejdspladser, er også ansættelsesforholdene under forandring. Medlemsstaterne bør sikre, at ansættelsesforhold, der opstår som følge af nye arbejdsformer, bevarer og styrker Europas sociale model og samtidig garanterer arbejdstagernes rettigheder, anstændige arbejdsvilkår, herunder sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, anstændige lønninger og en god balance mellem arbejdsliv og privatliv.
Ændring 8
Forslag til afgørelse
Betragtning 12
(12)  Medlemsstaterne bør fuldt ud gøre brug af REACT-EU-fonde(21) til styrkelse af samhørighedspolitikken indtil 2023, Den Europæiske Socialfond Plus, den nye genopretnings- og resiliensfacilitet(22) og andre EU-fonde, herunder Fonden for Retfærdig Omstilling og InvestEU, for at fremme beskæftigelse, sociale investeringer, social inklusion, tilgængelighed, opkvalificerings- og omskolingsmuligheder for arbejdsstyrken, livslang læring og uddannelse af høj kvalitet for alle, herunder digitale færdigheder. Selv om de integrerede retningslinjer er rettet til medlemsstaterne og Unionen, bør de gennemføres i partnerskab med alle nationale, regionale og lokale myndigheder og i tæt samarbejde med parlamenter samt med arbejdsmarkedets parter og repræsentanter for civilsamfundet.
(12)  Medlemsstaterne bør fuldt ud gøre brug af REACT-EU-fonde21 til styrkelse af samhørighedspolitikken indtil 2023, Den Europæiske Socialfond Plus, den nye genopretnings- og resiliensfacilitet22 og andre EU-fonde, herunder Fonden for Retfærdig Omstilling og InvestEU, for at fremme beskæftigelse, sociale investeringer, social inklusion, tilgængelighed, opkvalificerings- og omskolingsmuligheder for arbejdsstyrken, livslang læring og uddannelse af høj kvalitet for alle, herunder digitale færdigheder. Medlemsstaterne bør også gøre fuld brug af den reviderede Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen for Afskedigede Arbejdstagere, der blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/69122a med henblik på at støtte arbejdstagere, der er blevet afskediget som følge af covid-19-krisen. Selv om de integrerede retningslinjer er rettet til medlemsstaterne og Unionen, bør de gennemføres i partnerskab med alle nationale, regionale og lokale myndigheder og i tæt samarbejde med parlamenter samt med arbejdsmarkedets parter og repræsentanter for civilsamfundet.
__________________
__________________
21 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/2221 af 23. december 2020 om ændring af forordning (EU) nr. 1303/2013 for så vidt angår supplerende midler og gennemførelsesordninger med henblik på at yde bistand til fremme af kriseafhjælpning i forbindelse med covid-19-pandemien og dens sociale konsekvenser og til forberedelse af en grøn, digital og modstandsdygtig genopretning af økonomien (REACT-EU) (EUT L 437 af 28.12.2020, s. 30).
21 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/2221 af 23. december 2020 om ændring af forordning (EU) nr. 1303/2013 for så vidt angår supplerende midler og gennemførelsesordninger med henblik på at yde bistand til fremme af kriseafhjælpning i forbindelse med covid-19-pandemien og dens sociale konsekvenser og til forberedelse af en grøn, digital og modstandsdygtig genopretning af økonomien (REACT-EU) (EUT L 437 af 28.12.2020, s. 30).
22 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/241 af 12. februar 2021 om oprettelse af genopretnings- og resiliensfaciliteten (EUT L 57 af 18.2.2021, s. 17).
22 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/241 af 12. februar 2021 om oprettelse af genopretnings- og resiliensfaciliteten (EUT L 57 af 18.2.2021, s. 17).
22a Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/691 af 28. april 2021 om Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen for Afskedigede Arbejdstagere (EGF) og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1309/2013 (EUT L 153 af 3.5.2021, s. 48).
Ændring 9
Forslag til afgørelse
Betragtning 13 a (ny)
(13a)  I sin lovgivningsmæssige beslutning af 10. juli 2020 om forslag til Rådets afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker opfordrede Europa-Parlamentet til en revision af retningslinjerne for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker i lyset af covid-19-pandemien og dens sociale og beskæftigelsesmæssige konsekvenser med henblik på at kunne reagere bedre på krisen. Det er vigtigt, at retningslinjerne for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker revideres i overensstemmelse hermed. Med henblik på at styrke den demokratiske beslutningstagning bør Europa-Parlamentet inddrages i fastsættelsen af de integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse på lige fod med Rådet.

Rimelige arbejdsvilkår, rettigheder og social beskyttelse for platformsarbejdere – Nye beskæftigelsesformer, der er knyttet til den digitale udvikling
PDF 198kWORD 68k
Europa-Parlamentets beslutning af 16. september 2021 om rimelige arbejdsvilkår, rettigheder og social beskyttelse for platformsarbejdere – nye beskæftigelsesformer, der er knyttet til den digitale udvikling (2019/2186(INI))
P9_TA(2021)0385A9-0257/2021

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1150 af 20. juni 2019 om fremme af retfærdighed og gennemsigtighed for brugere af onlineformidlingstjenester(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1152 af 20. juni 2019 om gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår i Den Europæiske Union(2),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/770 af 20. maj 2019 om visse aspekter af aftaler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester(3),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med hensyn til behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (persondataforordningen – GDPR)(4),

–  der henviser til den europæiske søjle for sociale rettigheder,

–  der henviser til Rådets henstilling af 8. november 2019 om adgang til social beskyttelse for arbejdstagere og selvstændige(5),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 24. oktober 2019 med titlen "Fremtidens arbejde: Den Europæiske Union støtter ILO's 100-årserklæring"(6),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 13. juni 2019 med titlen "Et arbejdsmarked i forandring: Refleksioner over nye former for arbejde og følgerne for arbejdstagernes sikkerhed og sundhed"(7),

–  der henviser til Kommissionens forslag af 15. december 2020 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et indre marked for digitale tjenester (retsakt om digitale tjenester) og om ændring af direktiv 2000/31/EF (COM(2020)0825),

–  der henviser til Kommissionens forslag af 15. december 2020 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om åbne og retfærdige markeder i den digitale sektor (retsakt om digitale markeder)(COM(2020)0842),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 4. marts 2021 med titlen "Handlingsplanen for den europæiske søjle for sociale rettigheder" (COM(2021)0102),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. februar 2020 med titlen "En europæisk strategi for data" (COM(2020)0066),

–  der henviser til Kommissionens hvidbog af 19. februar 2020 med titlen "Hvidbog om kunstig intelligens – En europæisk tilgang til ekspertise og tillid" (COM(2020)0065),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. januar 2020 med titlen "Et stærkt socialt Europa for retfærdig omstilling" (COM(2020)0014),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. juni 2016 med titlen "En europæisk dagsorden for den kollaborative økonomi" (COM(2016)0356),

–  der henviser til Kommissionens høringsdokument af 24. februar 2021 med titlen "First phase consultation of social partners under Article 154 TFEU on possible action addressing the challenges related to working conditions in platform work" (C(2021)1127),

–  der henviser til sin beslutning af 21. januar 2021 med henstillinger til Kommissionen om retten til at være offline(8),

–  der henviser til sin beslutning af 17. december 2020 om et stærkt socialt Europa for retfærdig omstilling(9),

–  der henviser til sin beslutning af 22. oktober 2020 om beskæftigelses- og socialpolitik i euroområdet 2020(10),

–  der henviser til sin beslutning af 20. oktober 2020 med henstillinger til Kommissionen om en ramme for etiske aspekter af kunstig intelligens, robotteknologi og relaterede teknologier(11),

–  der henviser til sin beslutning af 20. oktober 2020 med henstillinger til Kommissionen om retsakten om digitale tjenester: forbedring af det indre markeds funktionsmåde(12),

–  der henviser til sin beslutning af 10. juli 2020 om forslag til Rådets afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker(13),

–  der henviser til sin beslutning af 10. oktober 2019 om beskæftigelses- og socialpolitikker i euroområdet(14),

–  der henviser til sin beslutning af 19. januar 2017 om en europæisk søjle for sociale rettigheder(15),

–  der henviser til sin beslutning af 15. juni 2017 om en europæisk dagsorden for den kollaborative økonomi(16),

–  der henviser til sin beslutning af 15. juni 2017 om onlineplatforme og det digitale indre marked(17),

–  der henviser til sin beslutning af 4. juli 2017 om arbejdsvilkår og usikker ansættelse(18),

–  der henviser til opgavebeskrivelsen for kommissær Nicolas Schmit af 10. september 2019 og til Kommissionens arbejdsprogram for 2021,

–  der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 18. september 2020 med titlen "Rimeligt arbejde i platformsøkonomien",

–  der henviser til Det Europæiske Regionsudvalgs udtalelse af 5. december 2019 med titlen "En europæisk ramme for lovgivningsmæssige tiltag vedrørende den kollaborative økonomi",

–  der henviser til de europæiske arbejdsmarkedsparters rammeaftale om digitalisering fra juni 2020(19),

–  der henviser til Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO's) henstilling nr. 198 om beskæftigelsesforhold,

–  der henviser til Kommissionens undersøgelse af 13. marts 2020 med titlen "Study to gather evidence on the working conditions of platforms workers" (undersøgelse til indsamling af dokumentation om arbejdsvilkårene for platformsarbejdere),

–  der henviser til rapporten fra Kommissionens Fælles Forskningscenter (JRC) med titlen "The changing nature of work and skills in the digital age" (vores arbejde og færdigheder ændrer karakter i den digitale tidsalder),

–  der henviser til JRC's rapport med titlen "Platform Workers in Europe" (Platformsarbejdere i Europa),

–  der henviser til undersøgelsen med titlen "The platform economy and precarious work" (platformsøkonomien og usikre ansættelsesforhold), som blev offentliggjort den 11. september 2020 af Parlamentets Generaldirektorat for Interne Politikker(20),

–  der henviser til undersøgelsen med titlen "The Social Protection of Workers in the Platform Economy" (den sociale beskyttelse af arbejdstagere i platformsøkonomien), som blev offentliggjort den 7. december 2020 af Parlamentets Generaldirektorat for Interne Politikker(21),

–  der henviser til Cedefops rapport af 24. september 2020 med titlen "Developing and matching skills in the online platforms economy" (udvikling og matchning af færdigheder i onlineplatformsøkonomien),

–  der henviser til Cedefops briefingnotat af 30. juli 2020 med titlen "Online working and learning in the coronavirus era" (onlinearbejde og -læring i coronavirussets tidsalder),

–  der henviser til Eurofounds undersøgelse af 24. september 2018 med titlen "Employment and working conditions of selected types of platform work" (beskæftigelses- og arbejdsvilkår for udvalgte typer af platformsarbejde),

–  der henviser til Eurofounds politiske notat af 23. september 2019 med titlen "Platform work: Maximising the potential while safeguarding standards? (platformsarbejde: kan man maksimere potentialet og samtidig fastholde standarder?),

–  der henviser til Eurofounds forskningsrapport af 21. september 2020 med titlen "Back to the future: Policy pointers from platform work scenarios" (tilbage til fremtiden: politiske anbefalinger for scenarier vedrørende platformsarbejde),

–  der henviser til Eurofounds "webregister om platformsøkonomien"(22),

–  der henviser til Det Europæiske Arbejdsmiljøagenturs (EU-OSHA's) undersøgelse af 7. november 20217 med titlen "Protecting Workers in the Online Platform Economy: An overview of regulatory and policy developments in the EU" (beskyttelse af arbejdstagere i onlineplatformsøkonomien: en oversigt over den lovgivningsmæssige og politiske udvikling i EU),

–  der henviser til ILO's rapport af 23. februar 2021 med titlen "World employment and social outlook 2021: "The role of digital labour platforms in transforming the world of work",

–  der henviser til ILO's rapport af 20. september 2018 med titlen "Digital labour platforms and the future of work: Towards decent work in the online world" (digitale arbejdsplatforme og fremtidens arbejde: sikring af anstændigt arbejde i onlineverdenen),

–  der henviser til ILO's 100-årserklæring af 21. juni 2019 om fremtidens arbejde,

–  der henviser til kønsligestillingsindekset 2020 fra Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder: "Digitalisation and the future of work",

–  der henviser til Data & Societys rapporter fra februar 2019 med titlerne "Workplace Monitoring & Surveillance" og "Algorithmic Management in the Workplace",

–  der henviser til undersøgelsen med titlen "Data subjects, digital surveillance, AI and the future of work", som blev offentliggjort af Europa-Parlamentets Generaldirektorat for Parlamentarisk Forskning den 23. december 2020(23),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 54,

–  der henviser til udtalelse fra Transport- og Turismeudvalget,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A9-0257/2021),

A.  der henviser til, at der ved "platformsarbejdere" forstås personer, som udfører arbejde eller leverer tjenesteydelser, med større eller mindre grad af kontrol, via en digital arbejdsplatform; der henviser til, at betegnelsen følgelig kan omfatte både arbejdstagere og egentlige selvstændige erhvervsdrivende;

B.  der henviser til, at der ved "digital arbejdsplatform" forstås en virksomhed, som, med større eller mindre grad af kontrol, formidler eller tilbyder on-demand-tjenester, der efterspørges af privat- eller erhvervskunder og leveres direkte eller indirekte af enkeltpersoner, uanset om sådanne tjenester udføres ”on location” (på et konkret sted) eller online;

C.  der henviser til, at der ved "platformsarbejde" forstås det arbejde og de tjenesteydelser, som platformsarbejdere leverer på bestilling og mod betaling, uanset deres beskæftigelseskategori, uanset typen af digital arbejdsplatform (on location eller online) og uanset det krævede kvalifikationsniveau;

D.  der henviser til, at der er mangel på tilstrækkelige og ajourførte data om platformsarbejde i hele Europa, og at dataindsamlingsmetoderne varierer fra medlemsstat til medlemsstat, hvilket gør det vanskeligt at bestemme omfanget af platformsarbejde og antallet af platformsarbejdere; der henviser til, at yderligere vækst i platformsarbejde på arbejdsmarkedet anses for at være yderst sandsynlig;

E.  der henviser til, at platformsarbejde kan skabe beskæftigelse, øge valgmulighederne, skabe yderligere indkomst og gøre det lettere at komme ind på arbejdsmarkedet; der henviser til, at platformsarbejde kan fremme fleksibilitet og optimering af ressourcer og skabe muligheder for såvel de personer, der arbejder på eller via digitale arbejdsplatforme, som for kunderne, samt gøre det lettere at matche udbud og efterspørgsel inden for tjenesteydelser; der henviser til, at innovation inden for digitale værktøjer er en forudsætning for platformsarbejde og kan bidrage til vækst i krise- og genoprettelsestider; der henviser til, at platformsarbejde kan rumme fordele for studerende og andre, som ønsker at kombinere studier og arbejde, og skabe adgang til beskæftigelse for unge, der ikke er i beskæftigelse eller under uddannelse (NEET'er), og personer med lavere kvalifikationsniveauer;

F.  der henviser til, at platformsarbejde på ingen måde er begrænset til persontransport eller madlevering, men omfatter også fagligt kvalificerede opgaver, husholdningsopgaver og mikroopgaver;

G.  der henviser til, at platformsarbejde letter adgangen til arbejdsmarkedet via nye beskæftigelsesformer og fremmer udviklingen af teknologier, der kan gøre det lettere at anvende platforme og bringe dem tættere på både virksomheder og forbrugere;

H.  der henviser til, at platformsarbejde også har givet anledning til bekymring over usikre ansættelsesforhold og dårlige arbejdsvilkår, manglende eller vanskelig adgang til tilstrækkelig social beskyttelse, unfair konkurrence, sort arbejde, fragmenterede og uforudsigelige indtægter og arbejdstider, mangel på tvistbilæggelsesmekanismer, kvalifikationstab og mangel på karriereudvikling, mangel på sundheds- og sikkerhedsforanstaltninger på arbejdspladsen, navnlig for lavtuddannede platformsarbejdere, der udfører on location-arbejde, og personer, der udfører mikroopgaver, hvilket endnu engang er blevet understreget under covid-19-krisen; der henviser til, at den fejlagtige klassificering af arbejdstagere som selvstændige bidrager til at fastholde denne situation;

I.  der henviser til, at covid-19-krisen har tjent til at fremhæve den rolle, som platformsarbejdere spiller med hensyn til at sikre forretningskontinuitet for tusindvis af små og mellemstore virksomheder (SMV'er) i hele EU ved at udgøre en meget nødvendig grænseflade mellem nøglesektorer såsom fødevare- og transportsektoren på den ene side og forbrugerne på den anden, ligesom platformsmodellen har gjort det muligt for visse platformsarbejdere at opretholde en indtægt; der henviser til, at mere end 60 % af EU-borgerne har givet udtryk for, at de også efter covid-19-krisen agter at benytte sig af onlinetjenester, herunder f.eks. muligheden for at bestille mad online(24); der henviser til, at arbejdstagere i atypisk beskæftigelse er udsat for højere sundhedsrisici end arbejdstagere i almindelige ansættelsesforhold(25), og at især platformsarbejdere ofte udsættes for sundheds- og sikkerhedsrisici på grund af de særlige karakteristika ved det arbejde, de udfører, f.eks. cykelbude, som er sårbare trafikanter og ofte arbejder under ugunstige og vanskelige vejrforhold og under pres i forhold til tempo og effektivitet; der henviser til, at platformsarbejde ikke bør medføre prekarisering, manglende beskyttelse eller sundheds- og sikkerhedsrisici; der henviser til, at platformsarbejdere, der mistede indkomst som følge af pandemien, ofte ikke var berettigede til understøttelse, hvilket fremhæver deres manglede adgang til social beskyttelse; der henviser til, at platformsarbejdere, der arbejder on location, har en øget risiko for at blive smittet med covid-19;

J.  der henviser til, at ovennævnte risici kan bringe hele den europæiske model for social markedsøkonomi og målene i den europæiske søjle for sociale rettigheder i fare, hvis de ikke tackles på behørig vis; der påpeger muligheden for, at teknologiske fremskridt også give løsninger med hensyn til at tilpasse den europæiske sociale model til det 21. århundredes virkelighed;

K.  der henviser til, at digitale arbejdsplatforme i 2019 genererede indtægter på mindst 52 mia. USD på verdensplan; der henviser til, at omkring 70 % af de genererede indtægter var koncentreret i blot to lande, nemlig USA (49 %) og Kina (22 %), mens andelen var meget lavere i Europa (11 %) og andre regioner (18 %)(26);

L.  der henviser til, at platformsarbejde dækker forskellige situationer og er kendetegnet ved en høj grad af variation i de aktiviteter, der udføres; der henviser til, at der er forskellige kategorier af platformsarbejde, såsom online- eller on location-arbejde, som kræver forskellige kvalifikationsniveauer – høje som lave –, betales pr. opgave eller pr. time eller udføres som hoved- eller bibeskæftigelse, og at profilerne for platformsarbejdere og typer af platforme varierer meget; der henviser til, at on location-arbejde inden for fagligt kvalificerede tjenesteydelser, leveringstjenester, passagertransport samt husholdningsarbejde ifølge Eurofound(27) i 2017 var de mest almindelige former for platformsarbejde i udvalgte medlemsstater;

M.  der henviser til, at de fleste platformsarbejdere samtidig har et andet job eller en anden indtægtskilde; der henviser til, at platformsarbejdere typisk får en lav betaling, omend nogle få har en forholdsvis god indkomst; der henviser til, at arbejdstagere inden for platformsøkonomien typisk er yngre og mere veluddannede end befolkningen generelt(28);

N.  der henviser til, at platformsarbejdere almindeligvis klassificeres som formelt selvstændige, uanset deres faktiske beskæftigelsessituation og selv om de ofte ikke har det niveau af erhvervsmæssig uafhængighed, der kendetegner selvstændige erhvervsdrivende; der henviser til, at mange platformsarbejdere derfor ikke har adgang til den sociale beskyttelse, de arbejdstagerrettigheder og de sundheds- og sikkerhedsmæssige bestemmelser, der er knyttet til en ansættelseskontrakt eller et ansættelsesforhold i deres respektive medlemsstater; der henviser til, at digitale arbejdsplatforme i sådanne tilfælde ikke betaler socialsikringsbidrag; der henviser til, at kun en lille del af platformsarbejderne har status af ansat; der henviser til, at et stort antal domstolsafgørelser og administrative afgørelser, herunder fra de nationale højesteretsinstanser og Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen), vedrørende on location-platformsarbejde, navnlig inden for transport- og madleveringssektoren i en række medlemsstater, har bekræftet, at der er tale om et ansættelsesforhold mellem platforme og platformsarbejdere baseret på deres aktiviteter og tilknytning til deres platform med heraf følgende rettigheder; der henviser til, at arbejdstagere bør have en direkte adgang til at få fastlagt og bekræftet deres beskæftigelseskategori uden at være tvunget til at gå rettens vej for at gøre deres rettigheder gældende;

O.  der henviser til, at den fejlagtige klassificering af visse platformsarbejdere som selvstændige skaber usikkerhed og fratager de pågældende deres arbejdstagerrettigheder, sociale beskyttelse og ydelser samt deres mulighed for at gøre de relevante regler gældende; der henviser til, at stadig flere sektorer, herunder budtjenester, transport, menneskelige ressourcer, sundhed, børnepasning, personlige og husholdningsrelaterede tjenesteydelser samt turisme, sandsynligvis vil blive berørt af platformsarbejde eller lignende beskæftigelsesmønstre og digitalisering i fremtiden; der henviser til, at udviklingen af digitale teknologier i mange sektorer, navnlig onlinebaseret handel og tjenesteydelser, indebærer såvel muligheder som risici for virksomheder og arbejdstagere;

P.  der henviser til, at nye former for arbejde bør være bæredygtige og retfærdige, og at platformsarbejde bør være styret af Unionens værdier, etik og en menneskecentreret tilgang, hvor digital teknologi spiller en vigtig rolle; der henviser til, at det i denne henseende er afgørende at sikre alle EU-borgere de fornødne digitale færdigheder i forbindelse med den digitale omstilling;

Q.  der henviser til, at en høj grad af fleksibilitet må fremhæves som en af de største fordele ved platformsarbejde;

R.  der henviser til, at medlemsstaterne har udviklet forskellige tilgange, hvilket har ført til fragmenterede regler og foranstaltninger og dermed skabt en usikkerhed, der har indvirket negativt på arbejdstagere, virksomheder, herunder platforme, og forbrugere; der henviser til, at der er behov for, at der udarbejdes et lovgivningsmæssigt initiativ på EU-plan for at overvinde den deraf følgende retsusikkerhed, sikre og forbedre platformsarbejderes rettigheder, arbejdsvilkår og adgang til social beskyttelse, fremme det potentiale for innovation, som bæredygtige platformsarbejdsmodeller rummer, og sikre lige konkurrencevilkår med "traditionelle" økonomiske aktører; der henviser til, at de fleste platforme er aktive i forskellige EU-lande og ofte ikke er baseret i det land, hvor deres arbejdstagere udfører aktiviteterne;

S.  der henviser til, at der ikke findes en definition af "arbejdstager" på europæisk plan, men at der i EU-Domstolens praksis er fastsat kriterier for fastlæggelse af status som arbejdstager eller som selvstændig erhvervsdrivende; der henviser til, at de kendetegn ved en bestemt form for beskæftigelse, som sikrer anerkendelse af, at der er tale om et ansættelsesforhold, varierer meget blandt medlemsstaterne og henhører under national kompetence; der henviser til, at en særlig "tredje kategori" for platformsarbejdere ville forvride konkurrencen mellem digitale arbejdsplatforme og virksomheder i den traditionelle økonomi yderligere, navnlig SMV'er, og ikke ville være forenelig med de nationale klassifikationer af arbejdstagere og reelt selvstændige i medlemsstaterne, hvilket ville få uforudsigelige retlige, administrative og juridiske konsekvenser og indebære en risiko for segmentering af arbejdsmarkedet; der henviser til, at platformsarbejdere enten bør klassificeres som arbejdstagere eller som egentlige selvstændige afhængigt af deres faktiske situation, og at de bør nyde godt af de respektive rettigheder og arbejdsvilkår, der følger heraf; der henviser til, at en afkræftelig formodning om et ansættelsesforhold ville lette den korrekte klassificering af platformsarbejdere i kombination med omvendt bevisbyrde, hvilket betyder, at det i tilfælde, hvor arbejdstagere anfægter den beskæftigelseskategori, de er klassificeret i, ved retlige eller administrative procedurer, skal påhvile den part, der hævdes at være arbejdsgiver, at bevise, at der ikke foreligger et ansættelsesforhold i overensstemmelse med de definitioner, som er fastsat i lovgivningen eller i kollektive overenskomster i den pågældende medlemsstat; der henviser til, at den afkræftelige formodning om et ansættelsesforhold ikke må føre til en automatisk klassificering af alle platformsarbejdere som arbejdstagere;

T.  der henviser til, at anvendelsen af eksisterende bestemmelser bør sikres, navnlig bestemmelserne i direktivet om gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår og i forordningen om fremme af retfærdighed og gennemsigtighed for virksomheder, som benytter onlineformidlingstjenester;

U.  der henviser til, at SMV'er er rygraden i EU's økonomi og udgør 99 % af alle virksomheder i Unionen;

V.  der henviser til, at platformsarbejde genspejler de uligheder mellem kønnene, som hersker på arbejdsmarkedet generelt såsom den kønsbestemte lønforskel og kønsopdelingen i erhverv eller sektorer(29); der henviser til, at platformsarbejde kan være en mulighed for at øge kvinders deltagelse i arbejdsstyrken; der imidlertid henviser til, at repræsentationen af kvinder og mænd varierer på tværs af de forskellige former for tjenester og platforme, hvor mænd i højere grad er repræsenteret i platformsarbejde og har større selvstændighed på arbejdspladsen, mens kvinder er mere tilbøjelige til at udføre platformsarbejde under mere usikre ansættelsesvilkår og med begrænset selvstændighed; der henviser til, at mennesker med et særligt pleje- og familieansvar derfor er ugunstigt stillet, og at dette sandsynligvis vil have negative konsekvenser, navnlig for kvinder(30); der henviser til, at kvindelige platformsarbejdere, navnlig chauffører og kvinder, som leverer rengørings- og plejetjenester i private hjem, har øget risiko for at blive ofre for seksuel chikane og vold(31) og nogle gange afholder sig fra at indberette dette på grund af mangel på indberetningsværktøjer, manglende kontakt med en leder, af frygt for at få dårlige ratings eller for at gå glip af fremtidigt arbejde;

W.  der henviser til, at platformsarbejde har været et voksende fænomen siden dets fremkomst, og at det er blevet faciliteret som følge af de senere års teknologiske fremskridt, der giver arbejdstagere, kunder og virksomheder nye valgmuligheder for så vidt angår geografisk og tidsmæssig fleksibilitet, og med hensyn til hvor hyppigt de interagerer, bl.a. i forbindelse med arbejde og levering af tjenesteydelser; der henviser til, at platformsarbejde på digitale arbejdsplatforme ifølge ILO's globale rapport er hovedindtægtskilde for størstedelen af dem, der arbejder on location, og for en tredjedel af onlinearbejderne, mens andelene er større i udviklingslande og blandt kvinder(32); der henviser til, at platformsarbejde dog stadig kun udgør en lille del af EU's samlede arbejdsmarked, idet det anslås, at omkring 11 % af EU's arbejdsstyrke mindst én gang har leveret on location- eller onlinetjenesteydelser via platforme, og at blot 1,4 % af dem har haft det som hovedbeskæftigelse siden 2019(33); der understreger vigtigheden af, at digitaliseringen kommer både platformene, platformsarbejderne, kunderne og samfundet som helhed til gode i samme omfang; der henviser til, at effektive beskyttelsesforanstaltninger er nødvendige for at sikre, at platformsarbejde udføres under anstændige arbejdsvilkår, samt for at undgå segmentering af arbejdsmarkedet;

X.  der understreger, at platforme, der fungerer som arbejdsgivere, skal overholde alle deres forpligtelser som arbejdsgivere og opfylde deres sektorspecifikke ansvar;

Y.  der henviser til, at digitale arbejdsplatforme som en del af deres forretningsmodel bruger applikationer, algoritmer og kunstig intelligens til at matche udbud og efterspørgsel og til i forskelligt omfang at forvalte deres arbejdsstyrke; der henviser til, at algoritmisk styring skaber nye udfordringer for fremtidens arbejde og kan forårsage magtubalancer og uklarhed med hensyn til beslutningstagning samt teknologibaseret kontrol og overvågning, hvilket kan forværre diskriminerende praksisser og indebære risici for privatlivets fred, arbejdstagernes sundhed og sikkerhed og den menneskelige værdighed(34); der understreger, at algoritmisk styring skal være fuldstændig gennemsigtig og under menneskeligt tilsyn for at gøre det muligt for arbejdstagerne at anfægte afgørelser ved hjælp af effektive procedurer, hvor det er nødvendigt, og ikke må være baseret på datasæt, der indeholder bias i forhold til køn, etnisk baggrund eller seksuel orientering, for at undgå enhver risiko for forskelsbehandling i forbindelse med resultaterne; der henviser til, at mere sårbare grupper såsom kvinder, mindretal og personer med handicap i højere grad er udsat for bias i forbindelse med ratings(35);

Z.  der henviser til, at spørgsmålet om ulønnet arbejde er særlig følsomt i sektoren for platformsarbejde;

AA.  der henviser til, at oprettelse af kooperativer ville kunne udgøre et vigtigt instrument til bottom-up-baseret tilrettelæggelse af platformsarbejde og fremme konkurrencen mellem platforme;

AB.  der henviser til, at der er et stort behov for integrerede transportløsninger, der er baseret på en bred vifte af tjenester med fokus på systemet frem for på dets komponenter, og at platforme kan spille en rolle med hensyn til at fremme mobilitet som en tjeneste (MaaS), logistik som en tjeneste (LaaS) og kollaborativ mobilitet; der henviser til, at en sådan digitalisering kan skabe store muligheder for at skabe en bæredygtig, innovativ og multimodal transportsektor, herunder gennem innovation inden for offentlig transport; der henviser til, at en fremsynet ramme for platformsvirksomheder også skal tage højde for potentielle miljø- og sundhedsproblemer og maksimere mobilitetseffektiviteten, og at der derfor bør foretages en tilbundsgående vurdering af platformes indvirkning på miljøet inden for transport og turisme, eftersom der ikke er tilstrækkelig viden om deres positive og negative virkninger;

AC.  der henviser til, at stigningen i antallet af digitale formidlingstjenester og kollaborative platforme medfører en grundlæggende ændring af transporten af personer og varer, særligt gennem nye tjenester til virksomheder og enkeltpersoner, udviklingen i den multimodale transport, forbedringen af konnektiviteten i isolerede yderområder, styrkelsen af mobiliteten i byerne samt en bedre trafikstyring;

AD.  der henviser til, at trådløse og faste højhastighedsforbindelser er afgørende for den videre udvikling af digitaliserede transporttjenester; der henviser til, at EU er ved at fastsætte reguleringsmæssige standarder for brugen af digitale tjenester og produkter, som det gjorde med GDPR og den europæiske digitale strategi, men halter bagefter med hensyn til at skabe konkurrencedygtige betingelser for, at nye digitale virksomheder og platforme kan udvikle sig og vokse i EU;

Den europæiske retlige ramme

1.  konstaterer, at den nuværende europæiske ramme er utilfredsstillende, og beklager, at EU's retlige instrumenter ofte ikke finder anvendelse på mange platformsarbejdere, fordi de er fejlklassificeret, og ikke tager tilstrækkelig højde for den nye virkelighed på arbejdsmarkedet; understreger nødvendigheden af at forbedre arbejdsvilkårene for alle, der arbejder via digitale arbejdsplatforme, herunder ægte selvstændige; er bekymret for, at denne fragmentering eventuelt kan stille nogle platformsarbejdere i en retlig usikker situation og resultere i, at nogle af dem får færre eller mere begrænsede rettigheder end dem, som alle arbejdstagere bør have krav; mener, at utilstrækkelig regulering kan føre til forskellige fortolkninger og dermed forårsage uforudsigelighed og deraf følgende negative konsekvenser for både virksomheder og arbejdstagere;

2.  bemærker, at betydningen af begreberne "arbejdstager" og "selvstændig" ikke er defineret ensartet i alle medlemsstater; bemærker endvidere, at grænsen mellem disse to begreber sommetider er uklar for nye former for arbejde, og at nogle selvstændige erhvervsdrivende eller arbejdstagere således risikerer at blive fejlklassificeret og ikke nyde godt at de rettigheder, som deres kategori berettiger til; er derfor af den opfattelse, at arbejdstagere på digitale arbejdsplatforme bør have de samme rettigheder og den samme adgang til social beskyttelse som ikke-platformsarbejdere i samme kategori med fuld respekt for de nationale arbejdsmarkedsmodellers mangfoldighed, arbejdsmarkedsparternes autonomi og nationale kompetencer;

3.  understreger desuden, at platformsarbejdere, der arbejder i forskellige medlemsstater eller kombinerer et fast job med platformsarbejde i forskellige medlemsstater, kan være underlagt helt forskellig regulering for det samme arbejde;

4.  mener, at denne retsusikkerhed hurtigst muligt skal adresseres til gavn for arbejdstagere, virksomheder, herunder platforme, og forbrugere; mener, at ethvert forslag skal anerkende platformes og platformsarbejderes forskelligartethed og de forskellige medlemsstaters nationale arbejdsmarkedslovgivninger, sociale sikringsordninger og sundhedssystemer og behovet for bæredygtige digitale arbejdsplatformsmodeller samt anerkende de ægte selvstændige platformsarbejdere som sådanne; mener, at der bør være en europæisk ramme baseret på en omfattende konsekvensanalyse og høring af de relevante aktører, som beskytter platformsarbejde, der tilbyder anstændige arbejdsvilkår, samtidig med at usikre former for platformsarbejde imødegås, og som kan suppleres af national lovgivning eller kollektive overenskomster; understreger, at ethvert EU-lovgivningsinitiativ bør fremme innovation, skabelse af nye forretningsmodeller, kooperativer, startups og SMV'er samt anstændige job; understreger, at de muligheder og fleksible arbejdsordninger, som de digitale arbejdsplatforme tilbyder, fortsat bør være mulige, såfremt de ikke skader den sociale beskyttelse og arbejdstagernes rettigheder;

5.  bemærker, at fejlklassificering forekommer hyppigst på digitale arbejdsplatforme med en høj grad af – direkte eller algoritmebaseret – styring af vilkårene for og aflønningen af platformsarbejde; opfordrer Kommissionen til med henblik på at fremme den korrekte klassificering af platformsarbejdere i sit kommende forslag at indføre en ”afkræftelig formodning” om et ansættelsesforhold for platformsarbejdere i overensstemmelse med de nationale definitioner, der er fastsat i medlemsstaternes respektive lovgivninger eller kollektive overenskomster, kombineret med omvendt bevisbyrde og eventuelt yderligere foranstaltninger; understreger derfor, at det, når platformsarbejdere anfægter den beskæftigelseskategori, de er anbragt i, i procedurer ved en domstol eller et administrativt organ i henhold til national lovgivning og praksis, skal påhvile den part, der hævdes at være arbejdsgiver, at bevise, at der ikke foreligger et ansættelsesforhold; understreger, at den afkræftelige formodning om et ansættelsesforhold ikke må føre til, at alle platformsarbejdere automatisk klassificeres som arbejdstagere; mener, at klassificeringen af arbejdstagere bør baseres på fakta vedrørende den faktiske udførelse af arbejdet og kriterier i overensstemmelse med national lovgivning og ikke på parternes beskrivelse af forholdet; understreger, at en sådan afkræftelig formodning vil sikre, at platformsarbejdere, der er ægte selvstændige, kan forblive på arbejdsmarkedet og fortsat få adgang til arbejde via platforme; opfordrer endvidere Kommissionen til at præcisere, at indførelse af en ny såkaldt "tredje kategori” mellem arbejdstagere og selvstændige ikke kan komme på tale, da det ikke vil bidrage til at løse de nuværende problemer, men derimod indebære en risiko for, at i forvejen uklare begreber bliver endnu mere udvandede, samt til at sikre, at platformsarbejdere enten klassificeres som arbejdstagere eller som selvstændige i overensstemmelse med national lovgivning;

6.  understreger, at lovgivningen i medlemsstaterne og på europæisk plan langt fra matcher den fart, hvormed den digitale omstilling udvikler sig, hvilket medfører mangel på regulering med hensyn til nye beskæftigelsesmuligheder og har en direkte indvirkning på arbejdstagernes rettigheder og onlineplatformenes virkemåde;

7.  understreger, at enhver form for regulering vedrørende onlineplatforme skal respektere nærhedsprincippet og medlemsstaternes forskellige tilgange i betragtning af forskellene på platformene – lige fra antallet af arbejdstagere til omfanget af, hvorledes disse arbejdstageres rettigheder sikres – og at denne regulering skal være langtidsholdbar og harmonere med den digitale omstilling;

8.  glæder sig over Kommissionens intention om senest inden udgangen af 2021 og efter en totrinshøring af arbejdsmarkedets parter at fremsætte et forslag til et lovgivningsinitiativ til forbedring af arbejdsvilkårene for platformsarbejdere som bebudet i den europæiske søjle for sociale rettigheder; opfordrer Kommissionen til, hvis arbejdsmarkedets parter ikke udtrykker ønske om at indlede den proces, der er omhandlet i artikel 155 i TEUF, og på grundlag af konklusionerne fra de offentlige høringer, at fremsætte et forslag til direktiv om platformsarbejdere for at sikre rettigheder for alle platformsarbejdere og adressere de særlige forhold ved platformsarbejde med henblik på at sikre retfærdige og gennemsigtige arbejdsvilkår, sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø og give adgang til passende og gennemsigtig social beskyttelse samt med henblik på at sikre deres ret til at organisere, etablere, frit at tilslutte sig og lade sig repræsentere af bl.a. fagforeninger og til at forhandle kollektive aftaler, sikre adgang til videre- og efteruddannelse og databeskyttelse i overensstemmelse med GDPR samt gennemsigtig, etisk og ikkediskriminerende algoritmisk styring, idet der samtidig sikres lige konkurrencevilkår i alle medlemsstater og skabelse af et forudsigeligt og stabilt erhvervsmiljø, der fremmer investering og innovation;

9.  opfordrer Kommissionen til at anerkende digitale arbejdsplatformes status som enten arbejdsgiver, vikarbureauer eller formidlere med tilknytning til deres aktivitetssektor for at sikre, at alle de forpligtelser, som en bestemt status indebærer, bl.a. med hensyn til socialsikringsbidrag, ansvar for sundhed og sikkerhed, ansvar for betaling af indkomstskat, due diligence og virksomhedernes sociale ansvar, opfyldes, og at lige konkurrencevilkår med andre virksomheder, der er aktive i sektoren, kan opretholdes;

10.  understreger behovet for bedre at bekæmpe proformaselvstændighed ved hjælp af et direktiv, der omfatter platformsarbejdere, som opfylder betingelserne for et ansættelsesforhold baseret på den faktiske udførelse af arbejdet og ikke på parternes beskrivelse af forholdet;

11.  understreger, at onlineplatformenes største effekt ikke begrænser sig til de fordele, som forbrugerne tilbydes, men i stedet består af en mere overordnet indvirkning, der påvirker hele forsyningskæden, herunder leverandører, producenter, distributører og forbrugere, og som derfor skal tages i betragtning under drøftelser om lovgivning;

Fair og gennemsigtige arbejdsvilkår

12.  opfordrer Kommissionen til, når den undersøger mulighederne for at forbedre arbejdsvilkårene, at:

   sikre, at rammerne for kollektive overenskomstforhandlinger fungerer korrekt og effektivt
   sikre bedre gennemførelse af forbuddet mod eksklusivitetsklausuler og sikre, at alle platformsarbejdere får lov til at arbejde for forskellige platforme (multi-apping) og ikke udsættes for ugunstig behandling, hvis de gør det, i tråd med direktivet om gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår
   sikre mulighed for overførsel af kompetencebeviser og fremme interoperabiliteten mellem ratings på tværs af platforme
   forbedre rettighederne i tilfælde af platformens begrænsning, suspension eller opsigelse ved at sikre, at alle platformsarbejdere har ret til en forudgående begrundelse og, hvis denne anfægtes, ret til genmæle og til effektiv og upartisk tvistbilæggelse, der giver mulighed for at afhjælpe den manglende overholdelse eller at tilbagevise begrundelsen, herunder også kollektive klager
   adressere den nuværende mangel på gennemsigtighed ved under samtidig overholdelse af beskyttelsen af forretningshemmeligheder i overensstemmelse med direktiv 2016/943(36), især betragtning 13 og 18 samt artikel 3 og 5 heri, at sikre tilvejebringelse af væsentlige oplysninger om arbejdsvilkår og samarbejdsregler, metoden til beregning af prisen eller gebyret, tildelingen af opgaver og gennemsigtighed i tilfælde af en eventuel ændring af vilkår, betingelser og procedurer for midlertidig eller permanent deaktivering, som først bør foretages efter en høring; mener, at ovennævnte oplysninger bør fremlægges for såvel arbejdstagere og deres repræsentanter på en klar, omfattende og lettilgængelig måde under overholdelse af gældende EU-lovgivning og national lovgivning om arbejdstageres rettigheder
   hvor der benyttes kunstig intelligens – sikre, at platforme er gennemsigtige med hensyn til den måde, hvorpå kunstig intelligens og algoritmiske parametre anvendes og påvirker arbejdsvilkår, navnlig for så vidt angår fordeling af opgaver, ratings og interaktioner samt levering af letforståelige og ajourførte oplysninger om, hvordan selve algoritmen virker i betragtning af metoderne til fordeling af opgaver, tildeling af ratings, deaktiveringsprocedurer og prisfastsættelse samt tage hensyn til, at algoritmer altid skal kontrolleres af mennesker, og at deres afgørelser skal være ansvarlige, anfægtelige og i givet fald reversible
   undersøge muligheden for på selve platformen at skabe valgfrie og lettilgængelige funktioner, der gør det muligt for arbejdstagere privat at identificere hinanden og kommunikere indbyrdes på en sikker måde, såfremt de er interesseret heri;

13.  opfordrer Kommissionen til at undersøge, i hvilken udstrækning de nuværende EU-regler finder anvendelse på det digitale platformsarbejdsmarked, og til at sikre passende gennemførelse og håndhævelse; opfordrer medlemsstaterne til i samarbejde med arbejdsmarkedets parter og andre relevante aktører, på en proaktiv måde og ud fra en forebyggelseslogik, at vurdere behovet for at modernisere eksisterende lovgivning , herunder socialsikringssystemer, for således at være på omdrejningshøjde med den teknologiske udvikling, samtidig med at beskyttelsen af arbejdstagerne sikres; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at koordinere socialsikringssystemerne med henblik på at sikre mulighed for at overføre ydelser og sammenlægge perioder i overensstemmelse med Unionens og medlemsstaternes lovgivning;

Et sundt og sikkert arbejdsmiljø

14.  understreger, at platformsarbejdere kan være udsat for øgede sundheds- og sikkerhedsrisici, uanset om de arbejder on location (i form af f.eks. trafikulykker eller fysisk legemsbeskadigelse forårsaget af maskiner eller kemikalier) eller online (f.eks. risici i tilknytning til ergonomi ved computerarbejdsstationer), som ikke begrænser sig til det fysiske helbred, men også berører den psykosociale sundhed som følge af uforudsigelige arbejdstider, arbejdsintensitet, konkurrenceprægede miljøer (ratingsystemer, arbejdsincitamenter baseret på bonusser), informationsoverbelastning og isolation som nye risikofaktorer; understreger, at Kommissionens forslag skal adressere platformsarbejderes sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen i overensstemmelse med den europæiske retlige ramme for sundhed og sikkerhed og sætte dem i stand til at udøve deres rettigheder, herunder retten til at logge af uden at blive stillet dårligere af den grund, i overensstemmelse med de europæiske arbejdsmarkedsparters rammeaftale om digitalisering; understreger, at det er nødvendigt at udstyre on location-platformsarbejdere med tilstrækkelige personlige værnemidler og sikre, at personer, der leverer transport- og budtjenester, er dækket af en ulykkesforsikring; understreger, at digitale arbejdsplatforme skal træffe sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte platformsarbejdere mod vold og chikane , herunder kønsbaseret vold, og etablere effektive rapporteringsmekanismer;

15.  mener, at alle platformsarbejdere bør have ret til at modtage erstatning i tilfælde af arbejdsulykker og erhvervssygdomme, og at de skal sikres social beskyttelse, herunder syge- og invalideforsikring; glæder sig i denne forbindelse over visse digitale arbejdsplatformes initiativer til som et første skridt at tegne forsikring og indføre sundheds- og sikkerhedsforanstaltninger på arbejdspladsen, indtil der er fastlagt lovgivningsmæssige rammer, og fremhæver den vigtige rolle, som kollektive overenskomster kan spille i denne sammenhæng;

Tilstrækkelig og gennemsigtig social beskyttelse

16.  er af den faste overbevisning, at principperne om de sociale beskyttelsessystemers formelle og reelle dækning, tilstrækkelighed og gennemsigtighed bør gælde for alle, der arbejder, herunder selvstændige; opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud og omgående at gennemføre Rådets henstilling af 8. november 2019 om adgang til social beskyttelse for arbejdstagere og selvstændige og til at træffe foranstaltninger for at sikre social beskyttelse af platformsarbejdere; opfordrer Kommissionen til at granske medlemsstaternes fremskridt i denne henseende inden for rammerne af det europæiske semesters landespecifikke henstillinger;

17.  minder om, at social beskyttelse er et solidaritetsbaseret sikkerhedsnet, som gavner ikke blot den enkelte, men også samfundet som helhed; understreger, at platformsarbejdere står over for meget store udfordringer med hensyn til at opnå ret til socialsikringsydelser, hvilket igen påvirker deres fremtidsudsigter samt den finansielle levedygtighed og solidariteten i de sociale sikringsordninger; mener, at platformsarbejdere bør have adgang til alle former for socialsikring i henhold til deres kategori; minder navnlig om betydningen af, at medlemsstaterne sikrer og, når det er nødvendigt, udvider adgangen til social beskyttelse til selvstændige platformsarbejdere, herunder personer, der skifter fra én kategori til en anden, eller som befinder sig i begge kategorier, med henblik på at sikre overførslen af akkumulerede sociale rettigheder, samt til ordninger, der dækker barselsydelser og tilsvarende forældreydelser, samt arbejdsløsheds-, sygdoms-, sundheds- og alderdomsydelser og ydelser i forbindelse med ulykke, langtidspleje eller invaliditet;

Ret til repræsentation og til at føre kollektive overenskomstforhandlinger

18.  minder om, at foreningsfrihed og retten til kollektive forhandlinger er grundlæggende rettigheder for alle arbejdstagere, og mener, at et direktiv om platformsarbejdere bør sikre, at disse rettigheder er effektive, anvendes fuldt ud og håndhæves; er bekymret over, at der er et ubalanceret og asymmetrisk forhold mellem digitale arbejdsplatforme og arbejdstagere, som ofte ikke har den individuelle forhandlingsposition til at forhandle rimelige vilkår og betingelser; bemærker endvidere, at der også er praktiske problemer såsom manglen på fælles kommunikationsmidler og muligheder for at mødes online eller fysisk, hvilket kan forhindre kollektiv repræsentation i praksis; bemærker også potentialet for innovative tilgange til at åbne nye muligheder for social dialog og organisation via digitale løsninger; opfordrer Kommissionen til at tage hånd om sådanne hindringer i sit forslag; understreger behovet for, at platformsarbejdere og platforme er behørigt organiseret og repræsenteret for at lette den sociale dialog og de kollektive forhandlinger;

19.  understreger, at kooperative former for virksomheder kan være et vigtigt værktøj til den bottom-up-baserede tilrettelæggelse af platformsarbejde, som desuden kan have en positiv indvirkning med hensyn til internt demokrati og styrkelse af arbejdstageres stilling;

20.  beklager de juridiske vanskeligheder, som platformsarbejdere står over for med hensyn til kollektiv repræsentation, og er klar over, at soloselvstændige generelt betragtes som "virksomheder" og som sådanne er omfattet af forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler; anerkender i denne forbindelse den indledende konsekvensanalyse, som Kommissionen(37) har offentliggjort, og det planlagte initiativ til at adressere dette problem i tillæg til det lovgivningsmæssige initiativ til forbedring af platformsarbejdernes arbejdsvilkår, samtidig med, at de eksisterende kollektive overenskomstforhandlingssystemer overholdes; er overbevist om, at EU's konkurrencelovgivning ikke må være til hinder for forbedringen af arbejdsvilkårene (herunder lønfastsættelsen) og den sociale beskyttelse af soloselvstændige platformsarbejdere gennem kollektive forhandlinger, og opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at præcisere, at kollektive overenskomster ikke er omfattet af konkurrencelovgivningens anvendelsesområde for at sikre, at de kan melde sig ind i en fagforening og forhandle kollektivt, samt til at sikre bedre afbalancerede forhandlingspositioner og et mere retfærdigt indre marked;

Faglig uddannelse og færdigheder

21.  fremhæver vigtigheden af faglig uddannelse og særligt nødvendigheden af, at digitale arbejdsplatforme tilbyder platformsarbejdere uddannelse i brugen af deres websted eller applikationen samt de udførte opgaver og i sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen; understreger endvidere, at platformene bør give platformsarbejdere, navnlig de mindre kvalificerede arbejdstagere, adgang til videreuddannelse, der gør det muligt at tilegne sig færdigheder og omskoling for at forbedre deres beskæftigelsesegnethed og karriereforløb; opfordrer til fremme af anerkendelse, validering og overførsel af resultater inden for ikkeformel og uformel læring, men også af de færdigheder, der opnås under platformsarbejde; mener i denne forbindelse, at der til platformsarbejdere, som har deltaget i en sådan uddannelse, bør udstedes et "erfaringsbevis", som kan uploades til individuelle læringskonti; opfordrer i denne henseende Kommissionen til at adressere platformsarbejderes almene og faglige uddannelse i det kommende forslag om en europæisk tilgang til mikroeksamensbeviser og individuelle læringskonti; fremhæver en række strategiske partnerskaber, som platforme har indgået for at sikre platformsarbejdere adgang til faglig uddannelse (såsom sprogkurser, personlig coaching og videocoaching), som gør det muligt for dem at tage de næste skridt i deres karrierer; mener, at sådanne former for bedste praksis bør indarbejdes på tværs af alle platforme inden for alle sektorer;

22.  understreger, at digitale kompetencer er af allerstørste betydning; mener, at investeringer i erhvervsuddannelse og livslang læring er nødvendige for at sikre, at arbejdstagerne har de rette kompetencer til at begå sig i den digitale tidsalder; opfordrer medlemsstaterne til at tilpasse deres almene og faglige uddannelsessystemer til det digitale arbejdsmarked med henblik på at fremme digitale færdigheder og kompetencer samt for at fremme iværksætteri; fremhæver, at arbejdsplatformøkonomien hidtil primært har udviklet sig i byområder; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger til at bekæmpe den digitale kløft og til at sikre adgang til digitale tjenester for alle; understreger i denne forbindelse betydningen af at udbrede 5G-bredbånd i landdistrikterne;

23.  understreger behovet for at sikre platformsarbejdere den samme adgang til livslang læring, som arbejdstagere i den traditionelle økonomi har, i overensstemmelse med national lovgivning og praksis, samtidig med, at man opmuntrer til innovation og fremme af konkurrencepræget og inklusiv vækst samt sikrer lige konkurrencevilkår for alle virksomheder;

Algoritmer og datastyring

24.  mener, at brugen af algoritmer i arbejdssammenhæng bør være gennemsigtig, ikkediskriminerende, pålidelig og etisk for alle arbejdstagere; understreger, at gennemsigtighed i algoritmerne og forbuddet mod forskelsbehandling bør finde anvendelse på opgavetildeling og -fordeling, prisfastsættelse, reklamer, ratings og interaktioner; påpeger endvidere, at algoritmiske styringsfunktioner, navnlig fordeling af opgaver, ratings, deaktiveringsprocedurer og prissætning samt eventuelle ændringer heraf, bør være forklarlig og formidles på en klar og ajourført måde og bør indgå i den sociale dialog, samtidig med at forretningshemmeligheder respekteres i overensstemmelse med direktiv 2016/943, navnlig betragtning 13 og 18, samt artikel 3 og 5; understreger, at alle algoritmiske afgørelser skal være etiske, ansvarlige, anfægtelige og, hvor det er relevant, reversible, og fremhæver betydningen af regelmæssig kontrol fra de relevante myndigheders side i denne henseende i overensstemmelse med national lovgivning for at forhindre et fejlbehæftet AI-output; gentager, at enhver afgørelse truffet ved brug af algoritmer skal respektere retten til ikke at være genstand for en afgørelse, der alene er baseret på automatisk behandling, således som det er fastsat i artikel 22, stk. 1, i GDPR, hvilket betyder, at der skal være menneskeligt tilsyn; understreger, at incitamenter i form af f.eks. ekstraordinære bonusser eller afstraffende praksisser såsom ratings, der påvirker arbejdstiden og fører til tildeling af mindre arbejde, ikke må føre til risikobetonet adfærd eller sundheds- og sikkerhedsrisici, herunder for den mentale sundhed; er overbevist om, at ikkediskriminerende algoritmer er algoritmer, der undgår køns- eller racebias og andre former for social bias i forbindelse med udvælgelse og behandling af forskellige grupper, og som ikke forstærker uligheder og stereotyper;

25.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre tilstrækkelig beskyttelse af platformsarbejdernes rettigheder og velfærd, bl.a. gennem ikkediskrimination, beskyttelse af privatlivets fred, autonomi og menneskelig værdighed i forbindelse med brugen af kunstig intelligens og algoritmisk styring, herunder forudsigelses- og flaggingværktøjer til at forudse adfærd, realtidsovervågning af fremskridt, præstations- og tidssporingssoftware, automatiseret adfærdsmæssig nudging og indgribende overvågningspraksisser; understreger, at arbejdstagere altid bør informeres og høres forud for anvendelsen af sådanne applikationer og praksisser; mener, at uddannelse af algoritmeudviklere i etik, åbenhed og bekæmpelse af forskelsbehandling bør fremmes;

26.  er bekymret over den ringe respekt for intellektuelle ejendomsrettigheder for selvstændige platformsarbejdere, der udvikler kreative produkter, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tackle dette problem og sikre behørig håndhævelse af gældende lovgivning;

27.  mener, at arbejdstagere bør informeres om kundebedømmelser; understreger, at arbejdstagere bør have ret til at gøre indsigelse mod manglende betaling og til at få deres indsigelse gennemgået af en platformsmedarbejder;

28.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at vente- og rådighedstid betragtes som arbejdstid for platformsarbejdere i et ansættelsesforhold;

29.  minder om, at alle onlineplatforme skal sikre fuld overholdelse af EU's lovgivning, herunder lovgivningen om forbud mod forskelsbehandling og lovgivningen om databeskyttelse; understreger, at platformsarbejdere og – med deres samtykke – deres repræsentanter bør have ubegrænset adgang til alle oplysninger om deres egne aktiviteter, informeres forståeligt om, hvordan deres personoplysninger behandles, informeres om enhver klassificering eller evaluering af dem fra platformens side, som kan have indflydelse på deres ansættelses- og arbejdsvilkår, samt have ret til at eksportere deres ratings; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at platformsarbejdere har en reel ret til dataportabilitet som nedfældet i artikel 20 og artikel 88 i GDPR; mener, at muligheden for at indføre et bærbart ratingcertifikat, som indeholder oplysninger om kundefeedback, kompetencer og omdømme, og som anerkendes ensartede platforme imellem, bør undersøges;

30.  bemærker, at platformsarbejdets karakter og fraværet af en fast arbejdsplads kan føre til fremleje af arbejdstageres konti og til sort arbejde; mener, at der bør sikres pålidelige procedurer til kontrol af platformsbrugernes identitet, uden at dette indebærer obligatorisk behandling af biometriske data;

31.  understreger, at de potentielle effektivitetsmæssige fordele ved onlinearbejdsplatforme i forhold til det traditionelle arbejdsmarked bør være baseret på fair konkurrence; understreger med sigte på at sikre lige konkurrencevilkår mellem arbejdsplatforme og traditionelle virksomheder, især SMV'er, at platformsøkonomien ligesom enhver anden økonomi skal betale skat og socialsikringsbidrag og overholde beskæftigelses- og sociallovgivningen; fremhæver behovet for at tilpasse de dertil knyttede politikker i overensstemmelse hermed, hvor det er nødvendigt;

32.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at platformsarbejdere og personer, der har en lignende beskæftigelse, som muliggøres af teknologisk innovation, omfattes af forslagene om oprettelse af et europæisk socialsikringsnummer, og at der anvendes retfærdige bestemmelser om mobilitet på platformsarbejde på en ikkediskriminerende måde;

33.  anerkender, at arbejdsplatformøkonomien kan anvendes til sociale formål; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme socialøkonomiske modeller inden for arbejdsplatformøkonomien og til at udveksle bedste praksis i denne henseende, da sociale virksomheder har vist sig at være modstandsdygtige under covid-19-krisen;

Yderligere henstillinger

34.  minder om, at et betydeligt antal platforme arbejder på at gennemføre intern regulering og programmer for at skabe et mere sikkert miljø for deres arbejdstagere, og mener, at EU-foranstaltninger og nationale foranstaltninger bør tilskynde til sådanne praksisser på området; opfordrer Kommissionen til at overveje at indføre et europæisk kvalitetsmærke efter en grundig konsekvensanalyse, som skal tildeles platforme, der implementerer god praksis for platformsarbejdere, således at brugere, arbejdstagere og forbrugere kan træffe informerede beslutninger, og som skal fremhæve platforme med gode arbejdsvilkår baseret på kollektive overenskomster og en høj grad af gennemsigtighed;

35.  bemærker, at der stadig kun findes fragmenterede data om antallet af platformsarbejdere og disses fordeling på forskellige sektorer; opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne at indsamle pålidelige og sammenlignelige data om platformsarbejdere for at få et mere præcist billede af omfanget af aktiviteterne på de digitale arbejdsplatforme og for at uddybe den eksisterende viden om platformsarbejderes arbejds- og ansættelsesvilkår, herunder socialsikringsdækning og indkomstspænd;

36.  opfordrer medlemsstaternes offentlige arbejdsformidlinger og Det Europæiske Arbejdsformidlingsnet (Eures) til at kommunikere bedre om de muligheder, som arbejdsplatformene rummer;

37.  opfordrer medlemsstaterne til at tilskynde til innovative former for platformsarbejde i overensstemmelse med EU-retten og national lovgivning og opfordrer Kommissionen til at sikre, at dens kommende retlige ramme afspejler arbejdsvilkår af høj kvalitet og bevarer fleksibilitet, samtidig med at arbejdstagernes rettigheder sikres;

38.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at platformsarbejdere har mulighed for at afslå en arbejdsopgave, hvis den ligger uden for referencetimerne og -dagene, eller hvis de ikke er blevet informeret om arbejdsopgaven i overensstemmelse med minimumsvarslingsperioden, uden at dette afslag får negative konsekvenser for dem;

39.  opfordrer samtidig Kommissionen og medlemsstaterne til at overveje innovative, effektive og socialt gavnlige grænseoverskridende løsninger, der sikrer social dækning og beskyttelse;

40.  understreger, at et helt afgørende element i en bæredygtig turismepolitik består i at sikre respekt for arbejdstagernes rettigheder; understreger den stadig vigtigere rolle, som digitale platforme og dataindsamling spiller i forbindelse med turismeaktiviteter; fremhæver derfor den grundlæggende rolle, som indsamling af data om platformsarbejdere vil have for at opnå reelt bæredygtige turismeprojekter, der sikrer, at investeringer og beskæftigelse i turismeerhvervet gavner lokalsamfund og arbejdstagere og samtidig fremmer en retfærdig fordeling af overskuddet;

41.  minder om, at kvinder kun udgør 22 % af arbejdstagerne i transportindustrien og også udgør et mindretal af platformsarbejdere inden for transport og turisme, og om, at der er visse tegn på, at kvindelige platformsarbejdere i transportindustrien har dårligere ansættelses- og arbejdsvilkår end deres mandlige modparter;

o
o   o

42.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 186 af 11.7.2019, s. 57.
(2) EUT L 186 af 11.7.2019, s. 105.
(3) EUT L 136 af 20.6.2019, s. 1.
(4) EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1.
(5) EUT C 387 af 15.11.2019, s. 1.
(6) https://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-13436-2019-INIT/en/pdfhttps://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-13436-2019-INIT/da/pdf
(7) https://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-9686-2019-INIT/da/pdf
(8) Vedtagne tekster, P9_TA(2021)0021.
(9) Vedtagne tekster, P9_TA(2020)0371.
(10) Vedtagne tekster, P9_TA(2020)0284.
(11) Vedtagne tekster, P9_TA(2020)0275.
(12) Vedtagne tekster, P9_TA(2020)0272.
(13) Vedtagne tekster, P9_TA(2020)0194.
(14) EUT C 202 af 28.5.2021, s. 35.
(15) EUT C 242 af 10.7.2018, s. 24.
(16) EUT C 331 af 18.9.2018, s. 125.
(17) EUT C 331 af 18.9.2018, s. 135.
(18) EUT C 334 af 19.9.2018, s. 88.
(19) https://www.etuc.org/system/files/document/file2020-06/Final%2022%2006%2020_Agreement%20on%20Digitalisation%202020.pdf
(20) Undersøgelse – "The platform economy and precarious working", Europa-Parlamentet, Generaldirektoratet for Interne Politikker, Temaafdelingen for Økonomisk og Videnskabelig Politik og Livskvalitet, 11. september 2020.
(21) Undersøgelse – "The Social Protection of Workers in the Platform Economy", Europa-Parlamentet, Generaldirektoratet for Interne Politikker, Temaafdelingen for Økonomisk og Videnskabelig Politik og Livskvalitet, 7. december 2017.
(22) https://www.eurofound.europa.eu/data/platform-economy
(23) Undersøgelse – "Data subjects, digital surveillance, AI and the future of work", Europa-Parlamentets Generaldirektoratet for Parlamentarisk Forskning, Enheden for Videnskabeligt Fremsyn, 23. december 2020,
(24) https://www.dw.com/pl/ue-chce-lepiej-chroni%C4%87-pracuj%C4%85cych-za-po%C5%9Brednictwem-platform-cyfrowych/a-56676431
(25) Howard, J., Nonstandard work arrangements and worker health and safety, American Journal of Industrial Medicine, bind 60, 1. udgave, s. 1-10.
(26) ILO, World Employment and Social Outlook 2021, "The role of digital labour platforms in transforming the world of work", s. 20.
(27) https://www.eurofound.europa.eu/sites/default/files/ef_publication/field_ef_document/ef18001en.pdf
(28) Undersøgelse "The Social Protection of Workers in the Platform Economy", Europa-Parlamentet, Generaldirektoratet for Unionens Interne Politikker, Temaafdelingen for Økonomisk og Videnskabelig Politik og Livskvalitet, 7. december 2017, s. 34, https://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/STUD/2017/614184/IPOL_STU(2017)614184_EN.pdf
(29) Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (EIGE), Gender Equality Index 2020: Digitalisation and the future of work, p. 14.
(30) EIGE, Gender Equality Index 2020: Digitalisation and the future of work, s. 98-99.
(31) EIGE, Gender Equality Index 2020: Digitalisation and the future of work, s. 114.
(32) ILO's rapport med titlen "World employment and social outlook 2021: The role of digital labour platforms in transforming the world of work", s. 22.
(33) Europa-Kommissionens Fælles Forskningscenter, "Platform workers in Europe: Evidence from the COLLEEM survey" (2018) og "New evidence on platform workers in Europe: Results from the second COLLEEM survey" (2020).
(34) Workplace Monitoring & Surveillance, Data & Society, Mateescu, A., Nguyen, A., Explainer, februar 2019.
(35) Gender Equality Index Report 2020, Digitalisation and the future of work, s. 99.
(36) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/943 af 8. juni 2016 om beskyttelse af fortrolig knowhow og fortrolige forretningsoplysninger (forretningshemmeligheder) mod ulovlig erhvervelse, brug og videregivelse (EUT L 157 af 15.6.2016, s. 1).
(37) https://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/ALL/?uri=PI_COM%3AAres%282021%29102652


Fiskere for fremtiden
PDF 199kWORD 67k
Europa-Parlamentets beslutning af 16. september 2021 om fiskere for fremtiden: Tiltrække en ny generation af arbejdskraft til fiskeindustrien og skabe beskæftigelse i kystsamfund (2019/2161(INI))
P9_TA(2021)0386A9-0230/2021

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 3, stk. 2 og 3, i traktaten om Den Europæiske Union og litra a), d) og k) i artikel 4 og artikel 9, 153 og 174 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til artikel 349 i TEUF,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 24. oktober 2017 om et stærkere og fornyet strategisk partnerskab med regionerne i EU's yderste periferi (COM(2017)0623),

–  der henviser til Rådets direktiv (EU) 2017/159 af 19. december 2016 om iværksættelse af den aftale vedrørende gennemførelsen af Den Internationale Arbejdsorganisations 2007-konvention om arbejdsforhold i fiskerisektoren, der blev indgået den 21. maj 2012 af Sammenslutningen af Landbrugsandelsorganisationer i EU (Cogeca), Det Europæiske Transportarbejderforbund (ETF) og Sammenslutningen af Nationale Fiskeriorganisationer i Den Europæiske Union (Europêche)(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik(2),

–  der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 25. september 2019 om fiskeriets sociale dimension (sonderende udtalelse)(3),

–  der henviser til De Forenede Nationers havretskonvention (UNCLOS),

–  der henviser til Den internationale konvention om sikkerhed for menneskeliv på søen (SOLAS),

–  der henviser til konventionen om oprettelse af Den Internationale Søfartsorganisation (IMO),

–  der henviser til konventionen om oprettelse af Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO),

–  der henviser til den internationale Torremolinoskonvention om fiskeskibes sikkerhed fra 1977,

–  der henviser til Torremolinosprotokollen af 1993 og Cape Town-aftalen af 2012, som ajourfører og ændrer Torremolinoskonventionen,

–  der henviser til den internationale konvention om standarder for uddannelse, certificering og vagthold for mandskab på fiskerfartøjer (STCW-F) af 1995,

–  der henviser til De Forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisations (FAO's) fiskericirkulære nr. 966 af 2001 med titlen "Safety at sea as an integral part of fisheries management",

–  der henviser til FAO-rapporten med titlen "The State of World Fisheries and Aquaculture 2020",

–  der henviser til ILO-konvention nr. 188 fra 2007 om arbejdsforhold i fiskerisektoren,

–  der henviser til IMO's frivillige retningslinjer for udformning, konstruktion, bygning og udrustning af små fiskerfartøjer, 2005,

–  der henviser til rapporten fra Europêche, Cogeca "Fisheries" og ETF fra december 2000 med titlen "Mutual Recognition of Certificates in the Sea Fisheries Sector in Europe" (Bénodet-rapporten),

–  der henviser til Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerheds (EMSA's) "Årsrapport om maritime ulykker og hændelser i 2019",

–  der henviser til rapporten af den 26. september 2019 fra Kommissionens Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) med titlen "Social data in the EU fisheries sector" (STECF 19-03),

–  der henviser til STECF's økonomiske årsberetning fra 2019 om EU's fiskerflåde (STECF 19-06) og den tilsvarende årsberetning for 2020 (STECF 20-06),

–  der henviser til konklusionerne i undersøgelsen fra Parlamentets Temaafdeling for Struktur- og Samhørighedspolitik med titlen "Training of Fishers", som blev offentliggjort i juli 2018,

–  der henviser til den dybdegående analyse fra Parlamentets Temaafdeling for Økonomisk og Videnskabelig Politik og Livskvalitet med titlen "The scope of EU Labour law: Hvem er (ikke) omfattet af nøgledirektiver?", som blev offentliggjort i oktober 2020,

–  der henviser til sin beslutning af 27. februar 2014 om specifikke foranstaltninger inden for den fælles fiskeripolitik til udvikling af kvinders rolle(4),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 54,

–  der henviser til udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender,

–  der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget (A9-0230/2021),

A.  der henviser til, at den fælles fiskeripolitik skal sikre, at fiskeri- og akvakulturaktiviteterne er bæredygtige i social, økonomisk og miljømæssig henseende på lang sigt, og at denne målsætning fortsat skal gælde for at fastholde sektorens tiltrækningskraft over for arbejdskraften; der henviser til, at arbejdsvilkår, sundhed og sikkerhed, uddannelse, social integration og en rimelig levestandard bør integreres i fiskeripolitikken og forbedres for at sikre social bæredygtighed; der henviser til, at fiskeri- og akvakultursektorernes sociale betydning i mange fiskerisamfund og regioner i EU vejer tungere end deres direkte økonomiske bidrag;

B.  der henviser til, at folkesundhedskrisen og handels- og markedsforstyrrelser som følge af covid-19-pandemien har ramt fiskere i hele Europa; der henviser til, at fiskerne er blevet ved med at fiske trods sikkerhedsrisikoen og de lave priser på fisk og således har leveret fødevarer af høj kvalitet; der henviser til, at fiskerne under covid-19-krisen er blevet udpeget som arbejdstagere af afgørende betydning, der udøver et kritisk erhverv, som sikrer vigtig fødevareforsyning; der henviser til, at EU-institutionerne skal være særligt opmærksomme på dem som livsvigtige fagfolk, ikke blot på grund af deres rolle, men også på grund af betydningen for Unionens fødevaresikkerhed;

C.  der henviser til, at fiskerierhvervet i hele Europa i de senere år har gennemgået omfattende strukturelle ændringer og omstruktureret med omfattende reduktioner af flåden, som har haft sociale konsekvenser for både fiskere og fiskerisamfund; der henviser til, at der er et voksende behov for bevidstgørelse, og at der skal rettes øget opmærksomhed mod fiskeriets sociale dimension, f.eks. ved at vurdere sociale følgevirkninger i forbindelse med konsekvensanalyser af politikforslag vedrørende den fælles fiskeripolitik;

D.  der henviser til behovet for en holistisk tilgang mellem EU's forskellige strategier og politikker, herunder EU's biodiversitetsstrategi frem til 2030 og fra jord til bord-strategien;

E.  der henviser til virkningen af de demografiske forandringer i Europa;

F.  der henviser til, at den nuværende mangel på omfattende systematiske data og regelmæssige videnskabelige analyser af den fælles fiskeripolitiks sociale aspekter hæmmer den politiske beslutningsproces på fiskeriområdet; der henviser til, at disse data kan fremme fiskerierhvervet som et tiltrækkende karriereerhverv og som et middel til at bidrage til kystsamfundenes eksistensgrundlag og tiltrække unge mennesker til erhvervet;

G.  der henviser til, at fiskeri, herunder akvakultur, giver milliarder af mennesker mad på verdensplan, og at denne sektor ifølge FAO er en vigtig kilde til beskæftigelse og indkomst for 10-12 % af verdens befolkning; der endvidere henviser til, at ca. 140 mio. flere arbejdspladser skønnes at være forbundet med resten af fiskeriværdikæden, navnlig forarbejdning og salg af fiskevarer;

H.  der henviser til, at kvinder ifølge STECF's rapport 19-03 tegnede sig for 5,4 % af den samlede beskæftigelse i den ikkeindustrielle kystflåde i hele EU sammenlignet med 1,9 % i den industrielle fiskerflåde og 2,3 % i højsøflåden; der henviser til, at kvinder imidlertid udgør størstedelen af arbejdsstyrken inden for visse udvindingsaktiviteter eller semibrug som skaldyrsfiskeri til fods, og der henviser til, at vigtigt arbejde, der udføres af kvinder for at opretholde andre aktiviteter, såsom konservering og forarbejdning, emballering, netfremstilling og losning og rengøring af fisk (neskatillas), ikke registreres; der henviser til, at der er en datakløft mellem medlemsstaterne, der ignorerer kvinders arbejde og betydelige bidrag til sektoren, som fortsat ikke er tilstrækkeligt anerkendt;

I.  der henviser til, at ifølge de seneste data fra Eurostat(5) var i alt ca. 180 000 personer beskæftiget i EU's fiskeindustri i 2017, heraf omkring en tredjedel i akvakultursektoren; af dette samlede tal var 41 000 i Spanien, 29 000 i Italien, 21 000 i Grækenland, 20 000 i Frankrig og 14 700 i Portugal beskæftiget inden for den primære fiskerisektor; og at selv om Italien, Grækenland og Portugal kun tegnede sig for 11,0 % af EU's fiskeriproduktion i 2017, tegnede disse tre medlemsstater sig for 35,9 % af beskæftigelsen; der henviser til i denne sammenhæng, at Spanien, Frankrig og Portugal er medlemsstater med regioner i den yderste periferi, hvilket øger deres maritime dimension, og at fiskerisektoren spiller en afgørende socioøkonomisk rolle i disse regioner;

J.  der henviser til, at statistiske data offentliggjort af Eurostat(6) i 2019 viser, at i alt 14,4 % af arbejdstagerne i sektoren for landbrug, skovbrug og fiskeri i 2018 var 65 år eller derover, og at dette er den sektor, der tegner sig for det største antal aktive personer i denne aldersgruppe; der henviser til, at selv om den procentvise andel af arbejdstagere i denne aldersgruppe er faldet støt siden 2008, er det faktiske antal ikke er faldet i samme forhold;

K.  der henviser til, at fiskerisektoren er strategisk vigtig for den offentlige forsyning af fisk og for at holde fødevarebalancen stabil i flere medlemsstater og i Unionen, og der henviser til, at den spiller en vigtig rolle med hensyn til kystsamfundenes socioøkonomiske velfærd, den lokale udvikling, beskæftigelsen, bevarelsen og skabelsen af økonomiske aktiviteter både i forudgående og efterfølgende led og bevarelsen af lokale kulturelle traditioner;

L.  der henviser til, at det er nødvendigt at tage hensyn til de betydelige forskelle mellem flåder, flådesegmenter, målarter, fiskeredskaber, produktivitet, forbrugspræferencer og fiskeforbruget pr. indbygger i de forskellige medlemsstater samt fiskeindustriens særlige karakteristika, der skyldes de forskellige fiskeriregioners sociale struktur og markedsføringsmetoder og de strukturelle og naturbestemte forskelle mellem dem;

M.  der henviser til, at indsamling af sociale indikatorer for EU's fiskerflåde, akvakultursektor og fiskeforarbejdningsindustri blev indført ved forordning (EU) 2017/1004 om fastlæggelse af en EU-ramme for indsamling, forvaltning og anvendelse af data i fiskerisektoren samt støtte til videnskabelig rådgivning vedrørende den fælles fiskeripolitik; der henviser til, at sociale variabler skal indsamles hvert tredje år fra og med 2018, herunder: beskæftigelse fordelt på køn, fuldtidsbeskæftigelse fordelt på køn, ulønnet arbejde fordelt på køn, beskæftigelse fordelt på alder, beskæftigelse fordelt på uddannelsesniveau, beskæftigelse fordelt på nationalitet, beskæftigelse fordelt på beskæftigelsesstatus, samlet fuldtidsbeskæftigelse på nationalt plan;

N.  der henviser til, at der i 2017 ifølge STECF-rapporten 19-03 om sociale data i EU's fiskerisektor var omkring 150 000 mennesker, som var beskæftiget i EU's fiskerflåde, svarende til ca. 99 000 fuldtidsækvivalenter; der henviser til, at størstedelen af arbejdstagerne i EU's fiskerflåde var mænd (96 %), mens kvinderne udgjorde 4 %; der henviser til, at de indberettede aldersdata viser, at aldersgruppen 40-64 udgjorde den største andel (58 %) af de beskæftigede i EU's fiskerflåde, efterfulgt af aldersgruppen 25-39 med 26 %, mens 7 % var over 65 år, 5 % var i aldersgruppen 15-24 år, og at 4 % af fiskerne var af ukendt alder; der henviser til, at der var betydelige forskelle i aldersprofilerne i medlemsstaterne: I Estland er 31 % af fiskere over 65, mens den samme kategori i mange andre medlemsstater kun udgør en meget lille andel af fiskerierhvervet (1 % i Belgien og Tyskland og 2 % i Finland);

O.  der henviser til, at 52 % af de beskæftigede i EU's fiskerflåde havde et lavt uddannelsesniveau i 2017, mens 24 % har et mellemlangt niveau, og 4 % har et højt niveau; der henviser til, at uddannelsesniveauet var ukendt for en forholdsvis stor del af fiskerisektorens vedkommende (20 % af arbejdstagerne), hvilket kan afspejle, at dette spørgsmål kan betragtes som følsomt; der henviser til, at uddannelsesniveauerne varierede betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat: kun 1 % af de portugisiske fiskere har en længere uddannelse, mens det tilsvarende tal er 21 % i Sverige;

P.  der henviser til, at størstedelen af beskæftigede i EU's fiskerflåde var statsborgere i det land, hvor de arbejdede (86 %), efterfulgt af ikke-EU/EØS-lande (8 %), arbejdstagere af ukendte herkomst (3 %), statsborgere fra andre EU-lande (3 %) og EØS-lande (0,1 %); der henviser til, at andelen af statsborgere, som arbejder i andre medlemsstaters flåder, varierer meget: 27 % af de beskæftigede i den irske flåde var ikke-irske statsborgere, og 36 % af de beskæftigede i den belgiske flåde var ikke-belgiske statsborgere; der henviser til, at 94 % af arbejdstagerne i den italienske flåde blev født i Italien, at 99 % af arbejdstagerne i den portugisiske flåde var portugisiske statsborgere, og at alle beskæftigede i den bulgarske flåde var bulgarske statsborgere;

Q.  der henviser til, at 61 % af de beskæftigede i EU's fiskerflåde er ansatte, mens 36 % ejer deres eget fartøj, men at der er stor variation med hensyn til beskæftigelsesstatus i medlemsstaterne; ansatte udgjorde 100 % af arbejdstagerne i den belgiske flåde og kun 28 % i den svenske flåde;

R.  der henviser til, at flertallet af medlemsstaterne og partnerne i fiskerisektoren udtrykker utryghed over, at indkomsten i fiskerierhvervet i visse segmenter er en medvirkende årsag til unges manglende interesse for fiskerierhvervet, hvilket der over de senere år har været en stigende tendens til, og det skaber vanskeligheder for opretholdelsen af aktiviteterne og problemer med tab af arbejdspladser i kystsamfundene;

S.  der henviser til, at flertallet af medlemsstaterne og partnerne i fiskerisektoren udtrykker bekymring over unges manglende interesse for fiskerierhvervet, hvilket har været et problem i mindst to årtier og skaber yderligere vanskeligheder for hele industrien og forværrer kystsamfundenes sociale problemer på det europæiske kontinent og i de oversøiske områder;

T.  der henviser til, at de særlige karakteristika og permanente strukturelle begrænsninger i regionerne i den yderste periferi bør anerkendes og tages i betragtning; understreger, at fiskerisektoren spiller en vigtig rolle i den socioøkonomiske situation, beskæftigelsen og fremme af den økonomiske og sociale samhørighed i disse regioner, og at der er potentiale for vækst i beskæftigelsen i den bæredygtige blå økonomi; understreger, at geografisk beliggenhed giver regionerne i den yderste periferi en fortrinsstilling i forbindelse med overvågning og kontrol af kyst- og havområder og bør anvendes til EU's bestræbelser på at bekæmpe ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri);

U.  der henviser til, at der i IUU-forordningen(7) kun tages ulovligt fangede fisk i betragtning, men at der ikke sikres, at fiskeri med tilknytning til alvorlige overtrædelser af arbejdsretten og tilsidesættelser af grundlæggende menneskerettigheder om bord på fiskerfartøjer også forbydes;

V.  der henviser til, at fiskerne ifølge FAO er afhængige af deres fartøjer for at overleve, og at risikoen varierer afhængigt af fiskeriets art, fangstområder og vejrforhold, fartøjernes størrelse, det anvendte udstyr og den enkelte fiskers opgaver; der henviser til, at fiskeredskaberne og andet tungt udstyr på større fartøjer indebærer en betydelig risiko for dødsfald eller legemsbeskadigelse for besætningen, mens der på små fartøjer kan være en betragtelig risiko for at kæntre, mens man trækker en stor fangst ind, blive oversvømmet i høj søgang eller blive sejlet ned af et større fartøj; der henviser til, at der derfor er forskellige sikkerhedsrisici forbundet med hver enkelt fiskeriaktivitet og fartøjsstørrelse;

W.  der henviser til, at hvad angår ulykker og hændelser til søs er fiskeri den maritime aktivitet, der medfører tab af flest fartøjer, selv om det ikke er den aktivitet med flest ulykker; der henviser til, at der i 2018 blev registreret en stigning på 40 % i antallet af hændelser, der involverer fiskerfartøjer;

X.  der henviser til, at der hvert år forekommer 32 000 dødsfald i fiskerisektoren foruden tusindvis af ofre for mere eller mindre alvorlige ulykker; der endvidere henviser til det forhold, som erhvervsorganisationerne også gør opmærksom på, at der i de seneste år er sket en bekymrende stigning i erhvervssygdomme blandt udøverne af dette stærkt anstrengende erhverv;

Y.  der henviser til, at fiskeriet således i enhver henseende er et opslidende erhverv, der frembyder alvorlige risici for fiskernes sundhed og sikkerhed; der endvidere henviser til, at ILO har erkendt dette forhold i en konvention, der går tilbage til 2007, og anmodede de lande, der ratificerer konventionen, om at garantere sikkerheden og anstændige arbejdsvilkår for dem, der er beskæftiget i denne sektor;

Z.  der henviser til, at antallet af dødsfald som følge af ulykker og hændelser på fiskerfartøjerne har været faldende på trods af stigningen i antallet af hændelser, idet langt størstedelen af hændelserne skyldes menneskelige faktorer (62,4 %), mens system- og udstyrssvigt udgør den næststørste årsag til hændelserne (23,2 %); der henviser til, at de tre faktorer, som ifølge indberetningerne oftest bidrager til ulykker om bord på fiskerfartøjer, som hænger sammen med menneskers handlinger, er manglende bevidsthed om sikkerhedsforhold, manglende viden og uhensigtsmæssige arbejdsmetoder blandt besætningen om bord; der henviser til, at alle disse faktorer ikke kan behandles separat fra fiskeriindtægterne;

AA.  der henviser til, at i 2019 var 64,9 % af skibene i fiskerflåden i EU-28 mindst 25 år gamle(8), og den gennemsnitlige alder af flåden som helhed var 29,9 år(9), hvilket betyder, at en meget stor del af flåden er gammel og ikke kan give de bedste drifts- og sikkerhedsmæssige forhold, hvilket øger risikoen og gør arbejdet mere besværligt;

AB.  der henviser til, at sikkerhedsspørgsmål – fiskeri generelt betragtes som et risikabelt erhverv – den besværlige karakter af arbejdet på fiskerfartøjer med uforudsigelige indkomster og manglen på garantier for stabil og regelmæssig aflønning er væsentlige faktorer i yngre menneskers manglende interesse for fiskeri, hvilket bringer generationsskiftet i fiskerisektoren og fiskerierhvervets fremtid som helhed i fare;

AC.  der henviser til, at manglen på standardisering inden for certificering og grundlæggende uddannelse af fiskere samt utilstrækkeligt samarbejde mellem medlemsstaterne med hensyn til gensidig anerkendelse af certificering og grundlæggende uddannelse af fiskere blev udpeget som en hindring for to årtier siden, men at der fortsat ikke er fundet en løsning;

AD.  der henviser til, at de økonomiske resultater genereret af flåden i EU generelt tyder på forbedringer i indkomsten og en årlig stigning i fiskernes fortjeneste og gennemsnitlige indtjening siden 2013, når flåden som helhed tages i betragtning; der henviser til, at disse tendenser ikke er fuldstændigt universelle, og navnlig ikke afspejles i tendenserne i EU's kystfiskerflåde, når der foretages en detaljeret analyse efter medlemsstat, havområde og fiskerflåde, afhængigt af typen af flåde og kvoter, der er til rådighed;

AE.  der henviser til, at fiskebestandenes tilstand i EU generelt er i bedring, men at antallet af fiskerfartøjer, fiskerikapaciteten og sektorens direkte jobskabelse er konstant faldende år efter år ifølge STECF's årlige økonomiske rapport fra 2019;

AF.  der henviser til, at en betydelig andel af fiskerne i nogle medlemsstater har lave og uregelmæssige indkomster, hvilket bringer dem i en ustabil position og ikke giver dem tilstrækkelig social beskyttelse; der henviser til, at disse forhold er en yderligere faktor, der mindsker fiskeriets tiltrækningskraft blandt unge;

AG.  der henviser til, at spørgsmålet i Bénodet-rapporten, der blev offentliggjort i 2000 med titlen ""Fisk kommer fra havet, men hvor kommer de fremtidige fiskere fra?", kan omformuleres mere præcist to årtier senere som følger: "Fisk kommer fra havet, og fiskere er vogtere af fisk og havet, men hvordan vil vi blive i stand til at få et generationsskifte, og hvor kommer de fremtidige fiskere fra?"

AH.  der henviser til, at de muligheder for forbedring af levestandarden, som aktiviteterne fra havfiskeriet har skabt og fortsat kan skabe, også bør fremhæves;

AI.  der henviser til, at unge, som ønsker at starte egen virksomhed som fiskere, møder betydelige forhindringer, der navnlig vedrører systemet med fordeling af fiskerimuligheder og den indvirkning, som det har på prisen på fiskerfartøjer;

AJ.  der henviser til, at Kommissionen skal aflægge rapport til Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af den fælles fiskeripolitik inden den 31. december 2022;

Forbedre informationen og profilen af arbejdsstyrken i fiskerisektoren

1.  understreger behovet for at forbedre den måde, hvorpå oplysninger om arbejdsstyrken i fiskeri- og akvakultursektoren samt i hele værdikæden indsamles og stilles til rådighed på en regelmæssig og systematisk måde på EU-plan og opdelt efter medlemsstat;

2.  påpeger, at aggregering af statistiske data inden for den omfattende landbrugs-, skovbrugs- og fiskerisektor kan skjule eller sløre situationer og variationer med negative virkninger for hver af disse sektorer; understreger, at deres aktiviteter, selv om de alle er primære produktionssektorer, ikke er indbyrdes forbundne, og at de i forbindelse med fiskeri ikke engang finder sted i det samme miljø eller samme geografiske område;

3.  gentager, at det, som det er tilfældet med forvaltningen af bestande og levesteder, er afgørende med en bedre videnskabelig viden baseret på ensartede oplysninger, der er pålidelige, ajourførte og virkelighedsnære samt strækker sig over en længere periode for forvaltningen og overvågningen af sektorens sociale udvikling i alle medlemsstaterne, navnlig indenfor beskæftigelsen, uden hvilken det ikke vil være muligt at følge op på og fuldt ud gennemføre en af de tre bæredygtighedssøjler, som den fælles fiskeripolitik hviler på, nemlig den sociale søjle;

4.  påpeger, at de tilgængelige oplysninger for forskellige enheder tyder på, at besætningerne på EU-fiskerfartøjer bliver stadig ældre, men at forvaltningen, overvågningen og gennemførelsen af tiltagene ligesom i fiskeriforvaltningen og tilpasningen af de gennemførte foranstaltninger bør foregå på en differentieret måde efter geografisk område, fiskerflåderne og de anvendte fiskeredskaber;

5.  opfordrer indtrængende Kommissionen, navnlig Eurostat og medlemsstaterne, til at tage hensyn til udviklingen i beskæftigelsen, ikke kun i forhold til det samlede antal arbejdspladser, men også med hensyn til niveauet for uddannelse og aldersstruktur og kønsfordeling for de erhvervsaktive, der er involveret i fiskeri- og akvakultursektoren, og om muligt også i den tilknyttede værdikæde med detaljerede data, der ligner dem, der er tilgængelige for overvågning af sektorens økonomiske aktivitet og resultater og som er specifikke;

6.  glæder sig over STECF-rapporten om sociale data i EU's fiskerisektor, der giver et samlet overblik over de sociale data, som indsamles under EU-rammen for dataindsamling; understreger behovet for at behandle konklusionerne i denne første rapport og opfordrer derfor til, at fremtidige rapporter fra STECF om sociale data finpudser de eksisterende sociale indikatorer, der kræver en ordentlig definition af, hvem der skal betragtes som en del af arbejdsstyrken i fiskeriet, medtager nye elementer til analyse med integration af indikatorer, der er knyttet til overordnede sociale mål inden for den fælles fiskeripolitik, navnlig vedrørende arbejdstagerbeskyttelse, uddannelse, løn og sikkerhed og et passende geografisk omfang, der er lavere end landeniveau, i betragtning af behovet for at kende den regionale og endda lokale virkelighed;

7.  glæder sig over, at EU's statistiktjeneste, Eurostat, i samarbejde med de statistiske tjenester i Portugal, Spanien og Frankrig og deres respektive regioner i den yderste periferi har oprettet en webside med data om regionerne i den yderste periferi(10); beklager imidlertid, at den stadig ikke indeholder data om fiskerisektoren, i betragtning af aktivitetens betydning for disse regioners økonomier; opfordrer indtrængende Kommissionen, og i særdeleshed Eurostat, til at indsamle solide og ajourførte data om den blå økonomi og om ændringer i jobmarkedet i fiskerisektoren, ændringer i fiskernes gennemsnitlige indtjening, deres uddannelsesniveau, deltagelse efter køn og aldersgruppe, sammen med data om omfanget og udøvelsen af disse aktiviteter i regionerne i den yderste periferi;

Forbedring af arbejdsvilkårene og beboelsesforholdene om bord for at forbedre sikkerheden

8.  påpeger, at selv om sikkerheden om bord er blevet forbedret, især på større skibe, var antallet af hændelser og ulykker, der blev registreret af EMSA i 2019, steget med 40 % i forhold til året før, selv om antallet af dødsfald har været støt faldende i de seneste år;

9.  påpeger, at EMSA kun er ansvarlig for at gribe ind og indsamle data vedrørende ulykker og hændelser til søs, der involverer fiskerfartøjer på over 15 meter, eller i situationer, hvor fartøjer på under 15 meter er involveret i ulykker med skibe, der er omfattet af direktiv 2009/18/EF(11), hvilket betyder, at ulykker og hændelser i forbindelse med fiskerfartøjer helt sikkert vil være meget højere end de optegnelser, der er medtaget i EMSA's årsberetninger;

10.  bemærker, at IUU-fiskeri i EU's havområder udgør unfair konkurrence for europæiske fiskere;

11.  opfordrer Kommissionen til at støtte nationale myndigheder i at anskaffe sig systemer for at kunne udpege og indberette IUU-fiskeriaktiviteter;

12.  påpeger, at maritime erhvervsaktiviteter generelt anses for at indebære store risici og være særligt farlige, navnlig fiskeri, og at denne situation er forværret af, at 85 % af fartøjerne i EU er små kystfartøjer (med en længde over alt på under 12 meter) og dermed er udsat for øgede risici forårsaget af ugunstige vejrforhold og nærheden til kysten;

13.  understreger, at mindre kystfartøjer har vanskeligere ved at tilvejebringe beskyttelsesområder og forbedre arbejdsvilkårene samt har risici, der også er forbundet med den fremskredne alder for en betydelig del af denne flåde; understreger, at disse fartøjer er særligt sårbare over for alvorlige meteorologiske hændelser i forbindelse med klimaændringer; understreger behovet for en vedvarende og koordineret indsats på alle niveauer og politikker, der tager sigte på at afbøde og øge tilpasningskapaciteten til konsekvenserne af klimaændringer, styrke modstandsdygtigheden og samtidig garantere fiskernes sikkerhedsforhold;

14.  minder om, at kystområderne og navnlig regionerne i den yderste periferi historisk set er afhængige af fiskeri, at de allerede er påvirket af konsekvenserne af klimaændringerne og bør modtage finansiel støtte med henblik på at afbøde, tilpasse sig og bekæmpe disse konsekvenser, konsolidere job i fiskerisektoren og udvikle en bæredygtig blå økonomi med skabelse af nye job;

15.  understreger, at på trods indsatserne internationalt og i EU for at forbedre sikkerhedsforholdene om bord på fartøjer, navnlig fiskerfartøjer, finder de internationale konventioner om regler og sikkerhedssystemer for skibe og ombordværende personer først og fremmest anvendelse på større fartøjer eller nybyggede fartøjer, selv om der i mange medlemsstater foreligger nationale forskrifter for beskyttelsesforanstaltninger og leveforhold om bord på mindre fartøjer;

16.  er bekymret over de undtagelser, som internationale konventioner giver mindre fartøjer med hensyn til ikke-bindende arbejds- og sikkerhedsstandarder, som kan medføre, at leve- og arbejdsvilkårene generelt er mindre gunstige for fiskere, der arbejder i visse fartøjskategorier og mellem medlemsstaterne; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe hurtige og samordnede tiltag for at anvende ensartede standardbetingelser og støtte alle fiskerfartøjer i at følge dem som grundlæggende søjler i økonomien og de små kystsamfunds identitet;

17.  gentager, at arbejds- og beboelsesforhold om bord ikke kan betragtes som adskilte fra sikkerhedsbetingelserne; er af den opfattelse, at en passende modernisering af fartøjerne og gode arbejds- og opholdsforhold for fartøjer forbedrer sikkerhedsforholdene, under hvilke fiskeri udføres, men også fiskernes pauser og hvile har direkte konsekvenser for deres sikkerhed, da en stor del af ulykkerne og hændelserne på fiskerfartøjerne fortsat er forbundet med menneskelige fejl, uanset om denne fejl er forårsaget af manglende viden eller manglende uddannelse eller skyldes træthed;

18.  mener, at sikring af et tilgængeligt og tilpasset arbejdsmiljø, herunder inden for fiskerisektoren og akvakultursektoren, med henblik på at reintegrere på arbejdsmarkedet både aktive og tidligere fiskere og andre arbejdstagere i fiskerisektoren, som lider af handicap, vil føre til større social inklusion og bidrage til at skabe flere incitamenter til indkomstskabelse i sektoren og fiskerisamfundene;

19.  påpeger, at søfarende, herunder fiskere, ofte er udelukket fra EU’s og medlemsstaternes nationale arbejdsmarkedsretlige rammer, idet mange af disse regler ikke finder anvendelse på disse arbejdstageres reelle aktiviteter; påpeger, at det, hvis det ikke er muligt at indføre generelle arbejdsmarkedsordninger, eftersom deres indkomster er afhængige af, hvad de fisker, hvilket igen afhænger af de pågældendes disponible kvoter, er nødvendigt – under hensyntagen til disse forhold og de særlige forhold inden for kystfiskeri og småfiskeriaktiviteter – at sikre, at en række grundlæggende præmisser for arbejdsretlige bestemmelser sikres på en passende måde for søfarende og navnlig for fiskere, som i mange tilfælde desuden er ejere af bådene;

20.  minder om fiskeres ret til at være medlem af en fagforening og anvende overenskomstforhandlinger som et middel til at forbedre deres arbejdsvilkår;

21.  påpeger, at fiskeri, afhængigt af de anvendte fiskeredskaber, fartøjets størrelse, virkeområde og vejrforhold, har forskellige risikofaktorer, der er forbundet med arbejdsvilkårene og beboelsesforholdene, som det er nødvendigt at sikre om bord;

22.  minder om de tiltag, der er truffet på internationalt plan, navnlig i Torremolinosprotokollen (1993) og Cape Town-aftalen (2012), med henblik på at ændre og forbedre Torremolinoskonventionen (1977), som blev oprettet for at håndtere fiskerfartøjers sikkerhed, og at denne konventionen, selv med den forringelse af kravene, der blev gennemført i 2012, endnu ikke er trådt i kraft, og opfordrer indtrængende alle de medlemsstater, der endnu ikke har ratificeret Torremolinoskonventionen, til at gøre det; minder om, at denne protokol er blevet gennemført i EU-lovgivningen ved Rådets direktiv 97/70/EF om etablering af harmoniserede sikkerhedsforskrifter for fiskeskibe med en længde på 24 meter eller derover(12);

23.  glæder sig over oprettelsen af IMO's frivillige retningslinjer for udformning, konstruktion, bygning og udrustning af små fiskerfartøjer, 2005; minder imidlertid om, at frivillige retningslinjer kun kan tjene som vejledning, og at der ikke er nogen juridisk forpligtelse eller standardisering af grundlæggende standarder for små kystfiskerfartøjer; påpeger, at visse medlemsstater har vedtaget bestemmelser om konstruktionen af og sikkerheden og leveforhold om bord på små fiskerfartøjer, og henstiller til en harmonisering af disse regler på EU-plan;

24.  minder om, at det endelige mål med den fælles fiskeripolitik er at gøre fiskeriet socialt, miljømæssigt og økonomisk bæredygtigt; understreger, at forbedring af fiskernes levestandard med bedre arbejds- og sikkerhedsforhold er et af elementerne til fremme af beskæftigelse og udvikling af kystsamfund, tiltrækning af unge og opnåelse af det generationsskifte, der er afgørende for denne aktivitets overlevelse, som også giver sunde fødevarer;

25.  fremhæver, at en vellykket håndtering af den nuværende udvikling såsom udvidelse af offshoreenergiproduktion, effektiv gennemførelse af beskyttede havområder og fuld håndhævelse af landingsforpligtelsen kan påvirke de unge generationers tiltrækning af sektoren; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at tildele EU-midler til støtte for job, fremme af bæredygtigt fiskeri og fremme af ligestilling mellem kønnene i industrien;

26.  opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at de bedste sikkerheds-, arbejds- og beboelsesstandarder gennemføres om bord på fiskerfartøjer, uanset deres størrelse;

27.  minder medlemsstaterne om, at tidsfristen for gennemførelse af direktiv (EU) 2017/159, som indarbejder ILO-konvention 188 (ILO C 188) i Unionens retlige rammer, var den 15. november 2019; minder om, at det i betragtning af de mange selvstændige fiskere i EU og af, at direktivet ikke omfatter størstedelen af dem, er nødvendigt, at medlemsstaterne ratificerer ILO C 188 for at sikre lige vilkår blandt alle fiskere;

28.  opfordrer medlemsstaterne til hurtigst muligt at ratificere ILO C188 for at sikre lige vilkår blandt fiskerivirksomheder over hele verden, navnlig i betragtning af fiskerisektorens stærke internationale dimension; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at sikre de ressourcer, der er nødvendige for at gennemføre konventionen i national lovgivning og anvende den effektivt og i givet fald uddelegere funktioner vedrørende inspektion og dokumentudstedelse til klassifikationsvirksomheder i betragtning af de nuværende problemer med at koordinere disse funktioner i visse lande;

29.  opfordrer indtrængende Kommissionen til snarest muligt at fremsætte forslag til et supplerende direktiv med bestemmelser om kontrol og overholdelse af regler, som det var tilfældet inden for søtransport, med henblik på at etablere en harmoniseret inspektionsordning;

30.  understreger behovet for at tage hensyn til fiskernes arbejdsbelastning, når velfærdssystemerne udformes, f.eks. ved at garantere retten til at trække sig tidligere tilbage end den gennemsnitlige arbejdstager uden at blive straffet for det;

31.  glæder sig over, at Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond (EHFAF) i den nye udgave vil yde et vigtigt bidrag til at forbedre arbejdsvilkårene, beboelsesforholdene og sikkerheden på fartøjerne i EU samt vil forbedre disse betingelser uden at øge deres fiskerikapacitet, med særlig vægt på kystfiskeri og fartøjer til kystfiskeri af mindre omfang; understreger, at EHFAF bidrager til fiskeriets og den blå økonomis bæredygtighed og bidrager til gennemførelsen af FN's bæredygtighedsmål 14;

32.  understreger behovet for i den fælles fiskeripolitik at medtage overordnede sociale målsætninger side om side med miljømålsætninger, idet det anerkendes, at trivslen blandt arbejdstagere om bord på fiskerfartøjer er afgørende for erhvervets fremtid;

33.  fremhæver det klare modsætningsforhold mellem den fælles fiskeripolitik og de krav, der er fastlagt i bestemmelserne om sociale forhold såsom ILO's konvention C188, som er gennemført i EU-lovgivningen i kraft af direktiv (EU) 2017/159; understreger, at der i disse retsakter er fastsat krav om mere plads om bord på fartøjer med en længde på 24 meter eller derover, mens fiskeindustrien forhindres i at øge pladsen om bord; fremhæver modsætningen mellem behovet for, at medlemsstaterne overholder de standarder, der er fastsat i ILO C 188, og reglerne i den fælles fiskeripolitik, som gør det umuligt at opfylde forpligtelsen; opfordrer indtrængende Kommissionen til inden for rammerne af EHFAF at udpege alternative metoder til at måle fiskerikapacitet og understreger, at en forøgelse af fartøjers bruttotonnage bør være tilladt, hvis den skyldes et behov for at forbedre besætningernes sikkerhed og komfort (også kendt som sikkerhedstonnage), og at disse aktiviteter bør være berettiget til støtte; understreger, at den plads om bord, der er afsat til køkken, kahytter, toiletter og rekreative områder, ikke har noget som helst at gøre med fartøjets muligheder for at finde, fange eller opbevare fisk og dermed fiskerikapaciteten;

34.  minder om, at fartøjerne i den europæiske flåde har en gennemsnitlig alder på 23 år, men at små fiskerfartøjer kan være over 40 år gamle; understreger, at den kommende EHFAF bør omfatte en strategi for flådemodernisering uden forøgelse af fiskerikapaciteten;

35.  understreger yderligere behovet for regelmæssig overvågning og ensartede og systemetiske statistiske oplysninger på EU-plan om hændelser og ulykker, der involverer fartøjer, som ikke er omfattet af direktiv 2009/18/EF, da det kun er ved at overvåge og evaluere udviklingen i disse tal, opdelt i geografiske områder, flåder og anvendte fiskeredskaber, at det er muligt at finde fremgangsmåder, der kan forbedre og finde løsninger, der reducerer og forebygger forekomsten af sådanne ulykker, navnlig på fartøjer for lokalt og kystnært fiskeri;

36.  foreslår, at Kommissionen i denne forbindelse overvejer en udvidelse af EMSA's mission, og tildeler agenturet yderligere kapacitet til at foretage denne overvågning og regelmæssigt fremlægge oplysninger herom;

37.  mener endvidere, at der skal skabes andre betingelser for at opretholde fiskeriet og sikre, at nye generationer tager over i sektoren, herunder ved at investere i en modernisering af havneinfrastrukturen;

Forbedring af uddannelse og sikring af anerkendelse af uddannelse på europæisk plan

38.  understreger, at det i Bénodet-rapporten, som pegede på problemerne i forbindelse med unges manglende interesse for fiskeri, blev påpeget, at der er mange forskelle og kompleksitet i ordningerne for uddannelse og certificering af fiskere mellem medlemsstaterne, og at der efter to årtier ikke har været nogen væsentlig udvikling; understreger nødvendigheden af harmonisering og godkendelse på EU-plan af krav og procedurer med hensyn til søfarts- og fiskeriuddannelse og ligeledes af procedurer og bestemmelser vedrørende lasten;

39.  påpeger, at arbejdskraftens bevægelighed mellem medlemsstaterne er stadig stigende, og dette gælder selv fra tredjelande til EU, og at det mulige generationsskifte i arbejdsstyrken i fiskeriet, som kunne være en konsekvens heraf, fortsat hæmmes af manglende standardisering af uddannelsessystemer og certificering for fiskere; understreger nødvendigheden af, at disse systemer godkendes på EU-plan og tilpasses kravene i STCW- og STCW-F-konventionerne;

40.  understreger, at dette objektivt undergraver den frie bevægelighed for personer, som er en grundlæggende værdi for EU, hvilket afspejles i mange af bestemmelserne i traktaterne;

41.  minder om, at selv om en fisker fra et land uden for EU opnår anerkendelse arbejdscertificeringer på fiskeriområdet, gør denne erkendelse af en bestemt medlemsstat det ikke meget nemmere at arbejde i en anden medlemsstat med udførelsen af de samme opgaver;

42.  understreger, at der inden for andre maritime aktiviteter, både fritids- og erhvervsaktiviteter, er sket en vigtig udvikling i retning af international anerkendelse af uddannelse, uanset i hvilket land uddannelsen er taget, og at det eneste, der kræves for dette er, at samarbejdet styrkes med henblik på at anerkende grunduddannelse på skoler eller uddannelsesinstitutioner, der er anerkendt af de nationale uddannelsessystemer i hver enkelt medlemsstat eller i det pågældende tredjeland, og som er internationalt anerkendte;

43.  bemærker, at IMO under 1995 STCW-F-konventionen fastsætter vigtige grundlæggende normer for uddannelses- og sikkerhedsforhold, herunder minimumskrav til sikker uddannelse for alle typer og størrelser af fiskerfartøjer; påpeger, at denne konvention har været i kraft siden september 2012, men kun gælder i de lande, der har ratificeret den; opfordrer indtrængende alle medlemsstater, der endnu ikke har ratificeret denne konvention, til at gøre det;

44.  minder om, at gensidig anerkendelse af kvalifikationer og søfartssikkerhedscertifikater inden for EU vil øge ansattes mobilitet og gøre søfartserhvervene mere attraktive for de unge generationer; er af den opfattelse, at anerkendelse af certifikater ikke bør medføre uforholdsmæssigt store finansielle og bureaukratiske byrder;

45.  bemærker, at EU har gennemført Torremolinosprotokollen fra 1993 i sit regelsæt i kraft af direktiv 97/70/EF og konventionen om arbejdsforhold i fiskerisektoren fra 2007 i kraft af direktiv (EU) 2017/159, men at EU indtil videre ikke har handlet lige så hurtigt og energisk med hensyn til uddannelse i sikkerhed; minder om, at afgørelse (EU) 2015/799(13) om bemyndigelse af medlemsstaterne til at blive part i eller tiltræde STCW-F har vist sig at være ineffektiv, eftersom ratificerings- og tiltrædelsesraterne blandt medlemsstaterne fortsat er lave; minder om, at direktiv (EU) 2017/159 tvinger medlemsstaterne til at vedtage lovgivning om uddannelse og certificering af fiskere; understreger derfor, at EU-lovgivningen om uddannelse i sikkerhed for fiskere bør være mere vidtrækkende end bestemmelserne i STCW-F ved også at indføre standarder for alle fiskerfartøjer på under 24 meter, som udgør størstedelen af EU's fiskerflåde; opfordrer Kommissionen til at fremlægge et forslag til et direktiv, der omsætter STCW-F i Unionens regelsæt, for at fuldende gennemførelsen af de minimumsstandarder for sikkerhed i fiskeriet, som der er opnået enighed om på internationalt plan, i EU-lovgivningen;

46.  påpeger, at selv om læring baseret på praktisk viden og effektivitet er vigtig for at opnå viden, og som nogle ordninger for uddannelse af fiskere i nogle medlemsstater fortsat er baseret på - selv i dag - er formel certificering, som giver point også for praktisk erfaring, den eneste måde at sikre hensigtsmæssig anerkendelse af viden på; bemærker, at en formel certificering ud over at have personlig værdi for fiskere er en form for social anerkendelse af selve den erhvervsmæssige aktivitet;

47.  understreger betydningen af at give arbejdstagere i fiskerisektoren, navnlig unge og personer, der er interesserede i et sådant arbejde, retfærdig og inkluderende adgang til rådgivning, til praktikophold af god kvalitet og erhvervsuddannelse og derved sætte dem i stand til at tilpasse sig nye markedstendenser såsom økologiske fødevarer, korte forsyningskæder, specialiseret turisme samt salg og markedsføring af lokale produkter ved brug af nye teknologier; bekræfter, at passende og specifik erhvervsuddannelse er afgørende for at tilskynde unge til at fortsætte aktiviteterne og traditionerne inden for kystfiskeri;

48.  opfordrer til, at der oprettes en sammenslutning af unge europæiske fiskere for at fremme generationsskiftet i fiskerisektoren og repræsentere og samle unge fiskere og deres organisationer i hele Unionen; opfordrer Kommissionen til at støtte mobiliseringen af budgetmidler til gennemførelse af projekter med henblik på opnåelse af dette;

49.  bemærker, at der er blevet investeret EU-midler i uddannelsesinstitutioner og skoler i forbindelse med erhvervscertificering og videregående uddannelser inden for den blå økonomi, og at fiskeri, der er den ældste sektor i den blå økonomi, fortsat har vanskeligheder med at blive en del af disse institutioner, undtagen i regionale eller nationale uddannelses- eller erhvervsuddannelsesprogrammer, uden at der er en europæisk anerkendelse af den uddannelse, der er gennemført; understreger behovet for at bevæge sig i retning af standardisering og typegodkendelse af fiskeriuddannelse i EU og samarbejde mellem medlemsstaterne; går i den forbindelse ind for, at midlerne fra EHFAF og Den Europæiske Socialfond Plus (ESF +) udnyttes fuldt ud;

50.  glæder sig over, at Den Europæiske Socialfond (ESF) i vid udstrækning er blevet brugt til at genoplive kyst- og landområder; minder om, at fiskere bør støttes i at fortsætte deres karriere på land, hvis de af sundhedsmæssige årsager, ændringer på arbejdsmarkedet eller andre faktorer ikke kan fortsætte med at arbejde på havet; mener, at de europæiske fonde, navnlig ESF, bør bidrage til at lette deres erhvervsmæssige omstilling, herunder gennem livslang læring;

51.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at etablere et fælles grundlag for et standarduddannelses- og certificeringssystem for de forskellige kategorier af fiskere, som muliggør en hurtig anerkendelse på europæisk plan af den certificering, der er opnået i en given medlemsstat; mener, at dette bør omfatte en certificeringsprocedure, der er opnået uden for Unionen, og som er forenelig med det europæiske uddannelsesgenkendelsessystem og som letter fiskernes bevægelighed inden for EU;

52.  bemærker, at der i direktiv 2005/36/EF(14) om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer ikke er fastsat noget standardniveau for uddannelse og certificering af alle fiskere, og at direktivet hæmmer fiskernes bevægelighed mellem medlemsstater; minder om, at Unionen har indført forskellige særregler for anerkendelse af søfarendes kompetencecertifikater på grundlag af STCW-konventionen, men at Kommissionen indtil videre ikke har foreslået nogen særlige regler om anerkendelse af fiskeres kompetencecertifikater som fastsat i STCW-F-konventionen; opfordrer derfor Kommissionen til at foreslå konkrete foranstaltninger til anerkendelse af fiskeres kompetencecertifikater i overensstemmelse med bestemmelserne i STCW-F-konventionen, ikke blot for europæiske fiskere, men også for borgere i lande udenfor EU, der har ratificeret eller tiltrådt STCW-F;

53.  påpeger, at formålet med EHFAF er at bidrage til den fulde gennemførelse af den fælles fiskeripolitik, men at fiskerne for at nå dette mål skal være behørigt uddannet og certificeret, hvilket kræver, at en del af midlerne øremærkes til uddannelse og certificering af eksisterende og kommende fiskere; understreger, at den administrative byrde, som EHFF kræver, har ført til begrænsninger i anvendelsen af midler til uddannelse, navnlig for småfiskere, og at den nye EHFAF vil skulle overvinde disse vanskeligheder for at kunne yde et effektivt bidrag til uddannelse af besætninger;

54.  fremhæver behovet for at sikre, at gennemførelsesdataene for EHFAF og ESF + angiver det nøjagtige budget, som hver enkelt medlemsstat anvender til at imødekomme regionale behov med hensyn til uddannelse, beskæftigelse og inklusion;

55.  påpeger, at tilbuddene om uddannelse – i en tid med stadigt flere krav vedrørende arbejdet om bord på et fartøj – er sparsomme, hvilket lejlighedsvist tvinger bådene til kajs, når besætninger skal deltage i obligatorisk uddannelse på land; opfordrer EU til at bidrage til at effektivisere kurserne og give fartøjerne faciliteter til gennemførelse af uddannelsesdage, idet man fremmer onlineforløb med hjælp fra de nye teknologier;

56.  understreger, at viden og innovation er afgørende for at sikre, at væksten i fiskerisektoren sker på en intelligent, robust og bæredygtig måde;

57.  påpeger, at det – i lyset af de nye arbejdspladser, der kan opstå af den blå økonomi, cirkulær økonomi og af fiskeriturisme og gastronomisk turisme – vil være interessant at udvikle en erhvervsuddannelse orienteret mod disse nye beskæftigelser og de uddannelsesbehov, der vil blive efterspurgt hertil, sådan som det foreslås af skibsindustrien;

Sikre ligestilling mellem kønnene i forbindelse med adgang til og beskæftigelse i denne sektor

58.  påpeger, at selv om de statistiske data, der er tilgængelige, viser, at kvinder kun udgør 12 % af beskæftigelsen i produktive fiskerier, tilhører mange fartøjer, især små kystfiskerfartøjer, små familievirksomheder, og selv om de ikke formelt betragtes som arbejdstagere, udføres al logistisk og administrativ støtte til disse små fartøjers aktivitet i mange tilfælde af familiens kvinder, som ikke har nogen anden formel erhvervsaktivitet;

59.  understreger nødvendigheden af at sikre, at fiskere har adgang til uddannelse og certificering, navnlig i forbindelse med sæson- og deltidsbeskæftigelse;

60.  påpeger, at der er medlemsstater, hvor dette arbejde med karakter af uformel støtte ikke skaber nogen løn, social støtte, pension, eller sygepenge for de kvinder, der er involveret, og at social støtte i situationer, hvor fartøjerne er ude af drift, eller deres aktivitet er midlertidigt sat i bero eller ophørt permanent, kun omfatter den formelle arbejdsstyrke og dermed øger uligheden mellem arbejdstagerne; fremhæver nødvendigheden af, at medlemsstaterne giver disse kvinder anseelse som erhvervsaktive gennem anerkendelse af deres rolle og ved at integrere dem i de nationale systemer for social beskyttelse;

61.  understreger, at tiltag for at tiltrække unge til fiskeriaktiviteter skal sikre ligestilling mellem kønnene og tage højde for kvinders rolle i hele fiskerisektoren fra fangst af fisk til forvaltning af fartøjer, akvakultur, markedsføring og forarbejdning af fiskevarer, men også deres rolle inden for videnskab og forvaltning af sektoren;

62.  opfordrer Kommissionen til at iværksætte initiativer til anerkendelse af kvinders arbejde i fiskerisektoren og at sikre lige løn mellem kønnene; minder om, at strategien for ligestilling mellem kønnene for 2020-2025 kræver, at de relevante EU-midler støtter foranstaltninger til fremme af kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet og balancen mellem arbejdsliv og privatliv, fremme af investeringer i pasningsfaciliteter, støtte til kvindelige iværksættere og bekæmpelse af kønsopdeling;

63.  mener, at der ikke er nogen grund til at udelukke kvinder eller hindre deres adgang til dette erhverv, hvilket fremgår af det stigende antal af kvindelige besætningsmedlemmer og førere af fiskerfartøjer; bemærker, at der heldigvis er en række kvindeorganisationer, der repræsenterer fiskerisektoren, og som er særligt aktive, navnlig i EU's rådgivende råd på fiskeriområdet og i sektorsammenslutninger;

64.  glæder sig over, at der i visse EU-lande oprettes kvindesammenslutninger i fiskerisektoren; opfordrer EU og medlemslandene til at støtte fremme og oprettelse af nye sammenslutninger for at skabe større synlighed for og støtte til kvinderne;

65.  mener, at den rolle, som kvinder spiller i fiskerisektoren, selv om den ofte er uformel, skal tildeles økonomisk og social ankerkendelse, og at de skal aflønnes ordentligt; påpeger at en forbedring af informationen om deres aktiviteter samt fremme og synlighed af dem ikke kun bidrager til deres personlige og sociale udvikling, men også til en afmystificering af kvinders rolle i fiskeriet;

66.  mener, at de gældende regler for måling af kapacitet er til skade for kvinders adgang til sektoren, da der kræves separate kahytter, toiletter og brusere for at sikre dem beskyttelse af privatlivets fred og trivsel;

67.  opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at gennemføre foranstaltninger til forbedring af kvalifikationerne hos de kvinder, der er involveret i havøkonomien og navnlig i fiskeri, skaldyrsfiskeri, akvakultur og konservesindustrien, og til at fremme den officielle anerkendelse af deres bidrag til havindustriens forsyningskæde; mener endvidere, at det er nødvendigt at sikre, at EHFAF-midlerne inden for rammen for 2021-2027 og efterfølgende rammer yder et væsentligt bidrag til ligebehandling af kvinder i den maritime fiskerisektor, idet de navnlig øremærkes til foranstaltninger til forbedring af deres leve-, arbejds- og sikkerhedsforhold om bord på fiskerfartøjer og sikrer, at der foretages de nødvendige ændringer med henblik herpå;

Fremme fiskerierhvervet og generationsskiftet i sektoren

68.  minder om, at EU, som det største indre marked for fiskevarer, kun tegner sig for 6 % af de samlede fangster i verden og er stærkt afhængig af import af fiskevarer og akvakulturprodukter fra lande uden for EU; peger på, at en del af denne import skyldes virksomheder og fartøjer baseret på europæisk kapital;

69.  påpeger, at den fælles fiskeripolitiks standarder er blandt de mest strikse, der findes, og et vigtigt bidrag til miljømæssig, økonomisk og sociale bæredygtighed, og at selv om der stadig er plads til store forbedringer, viser de fremskridt, der er sket de seneste årtier, hvilken kurs, som kan følges, og bidrager på den ene side til bæredygtigheden af bestande og levesteder og på den anden side til at øge fiskernes og skibsredernes indtægter;

70.  fremhæver, at det, blandt andre forhold, er vigtigt at fremme høje standarder med hensyn til miljømæssig og social bæredygtighed i fiskerisektoren for at tiltrække en ny generation af fiskere og sikre langsigtet økonomisk stabilitet i sektoren;

71.  opfordrer til, at EU undersøger, hvilken værdi det vil have for beskyttelsen af livet i havet at træffe foranstaltninger såsom etablering af kunstige rev inden for Unionens eksklusive økonomiske zoner;

72.  understreger, at det fortsatte fald i EU's støtte til sektoren under flere på hinanden følgende flerårige finansielle rammer, navnlig nedskæringen af midlerne til støtte for fiskerisektoren og den fælles markedsordning, er en af de faktorer, der har bidraget til at forværre situationen i sektoren; gentager derfor, at det er nødvendigt, at EU's økonomiske støtte til fiskerisektoren intensiveres betydeligt;

73.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre alt, hvad der er nødvendigt for at bevare og styrke støttemekanismerne og -metoderne, især i økonomisk henseende, med henblik på at øge udbudskoncentrationen, herunder via reel støtte til etablering og drift af producentorganisationer, specielt inden for det mindre, traditionelle kystfiskeri;

74.  understreger, at de operationelle programmer – med passende økonomisk støtte – bør fremme producentorganisationernes mulighed for selv at markedsføre deres produkter og således rykke op i værdikæden for derved at øge værdien af deres produktion og merværdien af fiskevarerne;

75.  opfordrer Kommissionen til i tæt samarbejde med medlemsstaterne at etablere og gennemføre støttemekanismer for småfiskeri, ikkeindustrielt fiskeri og kystfiskeri, der gør det muligt at løse de særlige problemer i denne del af sektoren;

76.  understreger, at det er vigtigt at etablere hjemmemarkeder for traditionelle produkter af en særlig høj kvalitet, der kan promoveres på messer og i forhold til små virksomheder og restaurationsbranchen, med henblik på at fremme lokale fiskevarers merværdi og den lokale udvikling;

77.  opfordrer Kommissionen til at undersøge styrkede mekanismer til fremme af forarbejdede fiskevarer med større merværdi, navnlig konserves, i lighed med bestemte landbrugsprodukter, og programmer til at sikre, at EU's fiskevarer promoveres i udlandet, navnlig ved at udbrede kendskabet til dem på internationale udstillinger og messer;

78.  påpeger fiskerisektorens betydning for den samfundsøkonomiske situation, beskæftigelsen og for fremme af økonomisk og social sammenhørighed i regionerne i den yderste periferi, hvis økonomier er kendetegnet ved vedvarende strukturelle begrænsninger, og som kun har få muligheder for økonomisk diversificering; mener derfor, at det er nødvendigt at bibeholde og øge EU-støtten til fiskerisektoren i disse regioner, navnlig for at kompensere for meromkostninger i forbindelse med afsætning af bestemte fiskevarer fra visse regioner i den yderste periferi; påpeger de særlige forhold, der gør sig gældende for værdikæderne i fiskerisektoren i regionerne i den yderste periferi, og fastholder, at der er behov for særlig støtte for at styrke dem og lette adgangen til markederne, et mål, der ikke blot kan nås ved at genetablere et program, der specifikt vedrører afsides beliggenhed og ø-karakter (POSEI) for fiskeriet, men også ved at etablere en POSEI-ordning for transport, der er rettet mod etablering og drift af særlige handelsruter;

79.  understreger, at det er nødvendigt at sikre kontinuitet i fiskeriaktiviteterne med det nødvendige generationsskift, men også med større social anerkendelse af aktiviteten og dens betydning for tilvejebringelsen af sunde fødevarer fra en bæredygtig produktion i levesteder med god miljøtilstand og som bidrager til europæernes fødevaresundhed;

80.  understreger fiskernes betydelige bidrag til udviklingen af videnskabelig viden, både gennem deres direkte inddragelse i indsamlingen af fiskeridata og deres samarbejde med videnskaben om tilvejebringelse af yderligere oplysninger om havmiljøets, arternes og levestedernes tilstand og bevarelsen heraf til videnskabelige formål;

81.  bemærker, at uddannelse af fiskere kan spille en vigtig rolle i forbindelse med fortsat inddragelse af og bidrag fra fiskeriaktiviteter til beskyttelse af naturen til støtte for gennemførelsen og anvendelsen af mere bæredygtige fangstmetoder i overensstemmelse med den fælles fiskeripolitiks mål om bæredygtig udnyttelse af ressourcerne;

82.  påpeger, at det er afgørende at udvikle havforsknings- og innovationspotentialet i regionerne i den yderste periferi for at fremme væksten i den blå økonomi i disse regioner; tilføjer ydermere, at øget deltagelse i internationale forskningsnetværk, der involverer deres universiteter, med kendskab til deres unikke egenskaber, kan hjælpe regionerne i den yderste periferi med at forbedre deres innovationssystemer og skabe arbejdspladser; opfordrer indtrængende Kommissionen til at gøre en indsats for at give disse regioner midlerne til at undersøge og udnytte deres biodiversitet effektivt;

83.  fremhæver målet i den fælles fiskeripolitik om at fremme selektivt fiskeri samt EU's mål om at opnå klimaneutralitet senest i 2050; fremhæver det fremskridt, der er gjort med hensyn til en kutterflåde med lave emissioner og innovative fisketeknikker, der bidrager til opfyldelsen af både 2050-målet og målet om selektivt fiskeri; opfordrer Kommissionen til at fremme og prioritere denne udvikling for at åbne muligheder for sektoren gennem innovation;

84.  påpeger den fælles udvikling af værftsindustrien og den videnskabelige "triple zero"-tilgang: nul emissioner, nul affald, nul ulykker om bord, som tilskynder til, at der udvikles fartøjer i de europæiske flåder, herunder ikkeindustrielle fiskerflåder, der har fokus på cirkularitet, effektivitet og bæredygtighed i stedet for blot økonom;

85.  understreger, at den betydning, som fiskere kan have med hensyn til indsamling af videnskabelige data, kunne være endnu større, forudsat at de får særlig uddannelse og ekspertise til at registrere og indsamle data på stedet med henblik på validering af miljøoplysninger, der indsamles ved hjælp af fjernredskaber såsom satellitter og andre instrumenter; understreger den vigtige rolle, som universiteter og havforskningscentre i samarbejde med søfartsskoler spiller med hensyn til at uddanne fiskere for at opfylde dette behov; understreger, at EU-flåden, der består af mere end 81 000 fiskerfartøjer af alle størrelser, i 2019 leverede et meget stort antal platforme, der konstant indsamler fiskeridata og andre havdata næsten dagligt; bemærker, at dette er en facilitet, der med passende incitamenter kan og bør anvendes til indsamling af endnu flere data om Europas og verdens have; opfordrer indtrængende de officielle organer for videnskabelig fiskerirådgivning, såsom Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) eller STECF, til at gøre større brug af data indsamlet af EU-flåden;

86.  påpeger, at inddragelse af unge og et generationsskifte ikke kun vil sikre kontinuiteten i den blå økonomis ældste aktivitet, men også opretholde befolkningen i kystområderne og de omkringliggende landområder og dermed bevare mange kystsamfunds kulturarv; finder det afgørende, at de yngre generationer er bedre informeret og mere opmærksom på bæredygtighed med ny viden og behovet for, at alle bidrager til at håndtere og arbejde imod klimaændringer, som er mest mærkbare i hav- og kystområder rundt omkring i verden;

87.  mener, at fiskerisektoren ville være mere attraktiv for flere unge, hvis den blev tilknyttet og suppleret af vækstsektorer som f.eks. turisme; opfordrer i den forbindelse indtrængende medlemsstaterne og deres regioner til at lette den administrative byrde for fiskeriturismen som indtægtskilde; opfordrer endvidere Kommissionen til at fremme supplerende støtte, inden for rammerne af de eksisterende EU-programmer, for at genopbygge den materielle og immaterielle kulturarv knyttet til maritime aktiviteter, bevare kystsamfundenes identitet og optimere deres anvendelse til turisme;

88.  bemærker, at beskyttelse af miljøet får stadig større betydning for unge i Europa; understreger, at bæredygtig forvaltning af fiskeriet har stor betydning for at tiltrække unge fiskere; opfordrer til fremme af fiskeri med lav miljøpåvirkning – ikke blot som et middel til at mindske erhvervets belastning af havmiljøet, men også for at tiltrække nye generationer af fiskere;

89.  påpeger, at fisketurisme rummer et stort uudnyttet potentiale;

90.  understreger, hvor vigtigt det er at inddrage fiskere i samarbejds- og fællesskabsbaseret maritim fysisk planlægning for at sikre bæredygtig udvikling og beskyttelse af havmiljøet;

91.  understreger betydningen af kendskab til havet, som skal fremme digitalt kendskab og digitalisering af fiskeri; fremhæver, at det til trods for forbedrede færdigheder blandt ældre brugere er enklere og nærmest intuitivt for de nye generationer at anvende IT-redskaber, det være sig til indsamling og registrering af data, som afspejlet i den nye fiskerikontrolforordning, der i øjeblikket er under revision, eller i brugen af nye applikationer og udstyr, der også forbedrer fiskernes sikkerhed, arbejde og komfort, når de ude på havet;

92.  glæder sig over de strategiske ændringer i EU, navnlig den grønne og den digitale omstilling, som skal bidrage til at beskytte eksisterende job og skabe nye kvalitetsjob i områder, der er stærkt afhængige af fiskeri, og til yderligere at fremme deres økonomiske udvikling; understreger betydningen af at sikre traditionelle erhverv i fiskerisektoren med en afbalanceret overgang for at undgå at miste merværdien af ældre fiskeres erfaringer; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at etablere systemer for livslang læring for at holde færdighederne ajour og skabe muligheder for alle aldersgrupper;

93.  påpeger, at forbedringer i fiskebestandenes bevaringsstatus har øget fiskernes produktivitet og gennemsnitlige indtjening samt opnået en reduktion af kuldioxid- og andre drivhusgasemissioner; bemærker, at fiskere i stigende grad har været involveret i indsamlingen af alt havaffald, herunder, men ikke kun, tabte eller efterladte fiskeredskaber, og at deres økologiske bidrag i denne henseende bør anerkendes, fremmes og belønnes behørigt; understreger i denne forbindelse muligheden for at overveje at støtte oprettelsen af nye aktiviteter og supplerende indkomststrømme i forbindelse med indsamling af havaffald og gennemførelsen af den europæiske strategi for plast i en cirkulær økonomi;

94.  understreger, at bæredygtig forvaltning af fiskebestandene og fastsættelse af fiskekvoter, der er i tråd med målet om at genoprette og opretholde fiskebestande over de biomasseniveauer, der kan give maksimalt bæredygtigt udbytte, er afgørende for at skabe et økonomisk miljø, hvor unge har den tiltro, der skal til for at foretage de investeringer, som er nødvendige for at blive fiskere;

95.  understreger behovet for, at medlemsstaterne etablerer de økonomiske incitamenter og den havneinfrastruktur, der er nødvendige for at indsamle og genanvende det affald og plast, der opsamles af unge fiskere, som til gengæld kan give dem en ekstra indtægtskilde ud over deres hovedaktivitet;

96.  opfordrer medlemsstater til i overensstemmelse med artikel 17 i forordning EU 1380/2013 om den fælles fiskeripolitik til også at anvende aldersrelaterede kriterier, når de tildeler de fiskerimuligheder, de har til rådighed;

97.  glæder sig over, at den nye EHFAF 2021-2027 vil hjælpe og lette støtten til unge fiskere ved det første indkøb af et fartøj eller en fiskevirksomhed; understreger behovet for at tiltrække unge, ikke kun til fiskeri, men også til forvaltning af fiskerivirksomheder og akvakultur, således at der sikres et generationsskifte i hele sektoren; opfordrer medlemsstaterne til at fremme denne fornyelse ved at fjerne forhindringer og støtte personer, der ønsker at påbegynde en karriere indenfor fiskerisektoren, og til at tage fat på spørgsmål såsom de høje omkostninger ved at starte en virksomhed første gang, metoderne for tildeling af fiskerimuligheder, indkomstulighed, ligestilling mellem kønnene og usikkerhed om karrierevarighed;

98.  gentager behovet for som et middel til at beskytte indtjeningen fra fiskeri at give sektoren og dens arbejdstagere passende økonomisk og social kompensation til at udligne de ressourcebevarende foranstaltninger, der indføres, eller bistand til midlertidigt ophør med henblik på ressourceforvaltning; foreslår med henblik herpå, at EHFAF støtter oprettelsen af en lønkompensationsfond, der dækker hele den tabte indtjening og perioder uden fiskeri, og at sådanne perioder behandles som faktisk arbejdstid med hensyn til retten til alderspension og andre socialsikringsydelser; støtter endvidere indførelse af en garanteret mindsteløn;

99.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte tiltag til fremme af den sociale dialog mellem parterne, navnlig med hensyn til følgende tiltag: a) uddannelse af unge iværksættere i fiskerisektoren b) faglig opdatering og kompetenceudvikling inden for bæredygtigt fiskeri c) bevidstgørelse om god fiskeripraksis d) sikkerhed og beskyttelse af menneskeliv til søs e) arbejdstagernes sundhed og sikkerhed om bord

100.  påpeger, at investering i generationsskiftet fortsat bør være en prioritet for EU, at en af de største succeser for vores fælles projekt er selvforsyning med fødevarer, og at den gradvise aldring af arbejdsstyrken i fiskerisektoren udgør en reel risiko;

101.  mener, at der bør rettes særlig opmærksomhed og støtte mod ikkeindustrielt fiskeri, som potentielt er mindre aggressivt og mere bæredygtigt, ikke kun hvad angår forvaltning af biologiske ressourcer, men også ud fra et socioøkonomisk synspunkt;

102.  påpeger, at et generationsskifte, der omfatter veluddannede fiskere, som er informeret om de seneste teknologier, procedurer og måder at sikre ressourcernes bæredygtighed på, også er en måde, hvorpå EU kan bidrage til den globale kamp bevægelse mod at bekæmpe, begrænse og udrydde IUU-fiskeri;

103.  mener, at generationsskifte og diversificering af aktiviteterne stadig er en udfordring, og at EHFF bør tage skridt til at fremme erhvervsuddannelse og faglig udvikling og forbedring af indkomsten og jobsikkerheden;

104.  påpeger, at behovet for at forbedre sektorens image, herunder kvindernes rolle, og arbejds-, leve- og sikkerhedsforholdene om bord for at tiltrække nye generationer samt behovet for at forbedre procedurerne for anerkendelse af fiskericertifikater i betragtning af hindringerne for fiskernes bevægelighed mellem medlemsstaterne og behovet for arbejdstagere i denne sektor er faktorer, der fremmer ansættelse af fiskere fra lande uden for EU, som i visse tilfælde er ulovligt beskæftigede;

105.  mener i overensstemmelse med Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om fiskeriets sociale dimension, at det er vigtigt at udvikle generelle principper og operationelle retningslinjer for retfærdige arbejdsmarkedstjenester i fiskerisektoren, eftersom fiskere uden for EU er vigtige for at opretholde aktiviteten i sektoren i flere regioner; understreger i denne henseende, at Kommissionen og medlemsstaterne bør fremme de retningslinjer for anstændige ansættelsesforhold for migrantarbejdere i fiskeriet, som de europæiske arbejdsmarkedsparter i fiskerisektoren udarbejdede i 2020:

106.  opfordrer Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union til at anvende handelspolitikken til at sikre, at der anvendes ensartede standarder for miljømæssig og social bæredygtighed for både europæiske og udenlandske operatører, og at det indre marked kun åbnes for produkter, der opfylder kravene; bemærker, at EU i modsat fald sender et forkert signal til det internationale samfund og belønner dem, som kun har gjort lidt for fiskebestandenes bæredygtighed og for at sikre fiskerne anstændige arbejdsvilkår;

107.  udtrykker bekymring over situationen med fiskere, som i realiteten fratages retten til at stemme, herunder ved valg til Europa-Parlamentet, fordi de befinder sig på åbent hav; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at sikre, at de besætningsmedlemmer, der er EU-borgere og er påmønstret, får effektiv mulighed for at stemme i forbindelse med de forskellige valg;

108.  bemærker, at ikkeindustrielt kystfiskeri sandsynligvis vil gøre det muligt for fiskerne at opnå en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv, og understreger derfor betydningen af at fremme et regelsæt, som beskytter det ikkeindustrielle fiskeri;

109.  efterlyser udrulning af nye sociale samhørighedsprogrammer; glæder sig over pilotprojekterne vedrørende en minimumsindkomst i EU's kystområder med det laveste BNP pr. capita, herunder regionerne i den yderste periferi;

110.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at øge offentlighedens bevidsthed i Europa, navnlig blandt de yngre generationer, herunder skoler og jobsøgningsagenturer, om fiskeriaktiviteternes betydning som karrieremuligheder; understreger ligeledes fiskernes bidrag til fødevareforsyningen i Europa, beskyttelse og bevarelse af havene og det marine liv samt udformningen af kystsamfundenes kultur og levevis for således at bekæmpe den fordom, at fiskerne kun er interesseret i at udnytte ressourcerne uden at tænke på fremtiden;

111.  minder om, at de europæiske flåder opfylder nogle af de højeste standarder i verden med hensyn til sikkerhed, arbejdsvilkår, kvalificerede job, miljøbeskyttelse og biodiversitet og minimering af deres miljømæssige fodaftryk, at de har vist deres engagement i denne prioritet, idet de har støttet og støttet udviklingen af nye kontrolteknologier ved løbende at tilpasse sig nye og krævende bestemmelser, og at den fælles fiskeripolitik, selv om der stadig sker forbedringer af EU's politikker, i årtier har taget hensyn til behovet for videnskabeligt styret artsforvaltning;

112.  opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne og deres kystområder at udvikle en passende strategi til fremme af europæiske fisk, ledsaget af tilstrækkelig økonomisk støtte, herunder arter, for hvilke der er mindre efterspørgsel, og som har mindre kommerciel værdi, med henblik på at øge deres værdi og samtidig forhindre, at fiskeriindsatsen kun sigter mod arter, der har en højere værdi og derfor har større sandsynlighed for at blive overfisket;

113.  understreger betydningen af øgede investeringer i forskning, modernisering og innovation, hvilket ville gavne unge fiskere og kystsamfund;

114.  fremhæver behovet for at fremme og støtte dekarboniseringen af fiskerflåden, som i øjeblikket er afhængig af fossile brændstoffer med 100 %, for at sætte fiskerisektoren i stand til at yde et effektivt bidrag til den europæiske grønne pagt og støtte de yngre generationers adgang til fiskerisektoren med innovative initiativer;

115.  anerkender, at fiskere er fødevareleverandører og væsentlige aktører på arbejdsmarkedet, som selv under katastrofale forhold såsom covid-19-pandemien fortsat har sikret daglige landinger i udfordrende miljøer; fremhæver de betydelige økonomiske og sociale konsekvenser af covid-19-pandemien og nødvendigheden af, at medlemsstaterne tildeler tilstrækkelige EU-midler til støtte for bevarelse af job og jobskabelse i fiskerisektoren og den blå økonomi;

116.  henleder opmærksomheden på konsekvenserne af Det Forenede Kongeriges udtræden af EU for fiskerisektoren, navnlig i kystområderne for de berørte fiskerflåder; mener, at dette ikke kun vil påvirke fiskerfartøjerne og deres fiskere, men hele lokalsamfund og beskæftigelsen i disse områder;

117.  understreger den holdning, at et generationsskifte også vil skulle tage hensyn til målene i Europas grønne pagt og nødvendigheden af at sikre den digitale overgang, også i den blå økonomi; bemærker, at dette betyder ikke blot at tiltrække unge til fiskerierhvervet, men også at tiltrække veloplyste og veluddannede unge, der gives mulighed for at udvikle sig professionelt i deres karriere og for at forbedre deres personlige situation – navnlig gennem forbedring af deres indkomster og ved at gøre indkomsterne bæredygtige – og fremme samhørigheden i de lokalsamfund, som de lever i, navnlig i de mest isolerede kystregioner, der har færre jobmuligheder, og sætte dem i stand til at arbejde for økonomiske, sociale og miljømæssige ændringer på disse områder, samtidig med at kvinders rolle i denne sektor styrkes gennem øget mobilitet og beskæftigelsesmuligheder i hele EU uden vanskeligheder eller begrænsninger med hensyn til anerkendelse af deres færdigheder og uddannelse; mener, at generationsskifte ikke må føre til et sammenstød mellem generationerne og bør omfatte fiskere i alle aldre og sikre balance i den økologiske og digitale omstilling for at sikre, at den rigdom, der består af erfaring, ikke går tabt;

118.  påpeger, at den næste generation af europæiske fiskere ikke blot vil gøre EU-sektoren mere konkurrencedygtig i fremtiden, men også spiller en rolle med hensyn til at sikre fødevareforsyningen i Europa i de kommende år;

119.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at behandle de aspekter og krav, der er anført i denne beslutning, i sin næste rapport om gennemførelsen af den fælles fiskeripolitik;

120.  konkluderer, at denne beslutning giver os en enestående mulighed for at fremhæve værdien af den europæiske fiskerisektors fremtidige udformning, hvilket er strategisk vigtigt, og vise Europa, hvilken kurs der skal følges: flere unge fiskere, bedre fiskeri og bedre praksis;

o
o   o

121.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT L 25 af 31.1.2017, s. 12.
(2) EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22.
(3) EUT C 14 af 15.1.2020, s. 67.
(4) EUT C 285 af 29.8.2017, s. 150.
(5) https://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php/Fishery_statistics#The_factors_of_production
(6) https://ec.europa.eu/eurostat/documents/3217494/10166544/KS-02-19%E2%80%91681-EN-N.pdf/c701972f-6b4e-b432-57d2-91898ca94893
(7) Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 af 29. september 2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1936/2001 og (EF) nr. 601/2004 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1093/94 og (EF) nr. 1447/1999 (EUT L 286 af 29.10.2008, s. 1).
(8) På grundlag af forholdet mellem fartøjer på over 25 år i forhold til det samlede antal fartøjer: https://appsso.eurostat.ec.europa.eu/nui/submitViewTableAction.do
(9) https://ec.europa.eu/fisheries/facts_figures_da?qt-facts_and_figures=2
(10) https://ec.europa.eu/eurostat/cache/RCI/#?vis=outermost.population&lang=da
(11) EUT L 131 af 28.5.2009, s. 114.
(12) EFT L 34 af 9.2.1998, s. 1.
(13) Rådets afgørelse (EU) 2015/799 af 18. maj 2015 om bemyndigelse af medlemsstaterne til i Den Europæiske Unions interesse at blive part i Den Internationale Søfartsorganisations internationale konvention om standarder for uddannelse, certificering og vagthold for mandskab på fiskefartøjer (EUT L 127 af 22.5.2015, s. 20).
(14) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (EUT L 255 af 30.9.2005, s. 22).


Planer og tiltag med henblik på at fremskynde overgangen til innovation uden brug af dyr inden for forskning, lovmæssige forsøg og uddannelse
PDF 147kWORD 51k
Europa-Parlamentets beslutning af 16. september 2021 om planer og tiltag med henblik på at fremskynde overgangen til innovation uden brug af dyr inden for forskning, lovmæssige forsøg og uddannelse (2021/2784(RSP))
P9_TA(2021)0387RC-B9-0425/2021

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 13 og 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/63/EU af 22. september 2010 om beskyttelse af dyr, der anvendes til videnskabelige formål(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur (REACH-forordningen)(2),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF(3),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 af 22. maj 2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter(4),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1223/2009 af 30. november 2009 om kosmetiske produkter(5),

–  der henviser til sin beslutning af 3. maj 2018 om et globalt stop for dyreforsøg i forbindelse med kosmetik(6),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 15. marts 2021 med titlen En bæredygtig kemikaliestrategi i Unionen: tid til handling (6941/21),

–  der henviser til Kommissionens rapport af 5. februar 2020 med titlen Rapport fra 2019 om statistiske data om anvendelsen af dyr til videnskabelige formål i Den Europæiske Unions medlemsstater i 2015-2017 (COM(2020)0016),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 30. september 2020 om et nyt EFR for forskning og innovation (COM(2020)0628),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. november 2020 om en lægemiddelstrategi for Europa (COM(2020)0761),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 11. december 2019 med titlen Den europæiske grønne aftale (COM(2019)0640),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. maj 2020 med titlen Et vigtigt øjeblik for Europa: Genopretning og forberedelser til den næste generation (COM(2020)0456),

–  der henviser til sin beslutning af 10. juli 2020 om en strategi for bæredygtig brug af kemikalier(7),

–  der henviser til det særlige Eurobarometer nr. 340 om videnskab og teknologi,

–  der henviser til den anden interimsrapport om onlinehøringen om Europas fremtid og de vigtigste konklusioner fra borgerdialogerne og borgerhøringerne,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. juni 2015 om det europæiske borgerinitiativ "Stop vivisektion" (C(2015)3773),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at det i direktiv 2010/63/EU om beskyttelse af dyr, der anvendes til videnskabelige formål, fastsættes som det endelige mål "fuldt ud at erstatte forsøg med levende dyr ..., så snart dette er videnskabeligt muligt", og det understreges, at anvendelse af dyr til sådanne formål kun bør komme på tale, dersom der ikke findes nogen dyrefri metode; der henviser til, at der ifølge de seneste data fra 2018 imidlertid kun er sket ringe ændringer i det samlede antal dyr, der anvendes til videnskabelige formål, siden dette direktiv trådte i kraft;

B.  der henviser til, at direktivet kræver gennemsigtighed i anvendelsen af dyr inden for videnskab og finder anvendelse på anvendelsen af dyr inden for alle discipliner, fra grundforskning til anvendt forskning, udvikling af lægemidler og sikkerhedstest af kemikalier; der henviser til den fortsatte mangel på gennemsigtighed; der henviser til, at alle medlemsstater har gennemført dette i national ret, og at alle sektorspecifikke forskrifter såsom regler om lægemidler, fødevarer eller kemikalier, skal være i overensstemmelse med direktivets mål, hvilket betyder, at anvendelsen af dyr kun bør finde sted, hvis der ikke findes hensigtsmæssige alternativer; der henviser til, at denne tilpasning er nødvendig for aktuelt at beskytte menneskers og dyrs sundhed og miljøet;

C.  der henviser til, at tidligere dyreforsøg har bidraget til fremskridt i udviklingen af behandlingsformer til sygdomme hos mennesker såvel som af medicinsk udstyr, bedøvelsesmidler og sikre vacciner, herunder covid-19-vacciner, og også har spillet en rolle vedrørende dyresundhed;

D.  der henviser til, at der i 2017 blev registreret 9,58 mio. tilfælde af anvendelse af dyr til videnskabelige formål; der henviser til, at det primære formål var forskning (69 % af tilfældene), anvendelse til opfyldelse af forskriftsmæssige krav (23 %) og rutineproduktion (5 %); der henviser til, at størstedelen af de forsøgsaktiviteter, der er udført for at opfylde forskriftsmæssige krav, vedrørte lægemidler til mennesker (61 %), efterfulgt af veterinærlægemidler (15 %) og industrikemikalier (11 %)(8); der henviser til, at ikke-menneskelige primater er blevet anvendt til sådanne forsøg i visse dele af EU, og at mange andre dyrearter hvert år anvendes til videnskabelige formål; der henviser til, at der i et enkelt år avles og aflives op mod 12 mio. dyr(9) med henblik på dyreforsøg, uden at de anvendes til egentlige eksperimenter;

E.  der henviser til, at viften af dyrefri forsøgsmodeller stadig vokser og viser potentialet for at øge vores forståelse af sygdomme og fremskynde opdagelsen af virkningsfulde behandlingsformer; der henviser til, at denne vifte f.eks. omfatter ny organ-mikrochipteknologi, avancerede computersimuleringer, 3D-kulturer af menneskelige celler og andre moderne modeller og teknologier;

F.  der henviser til, at Kommissionens Fælles Forskningscenter (JRC) har udfærdiget en række rapporter, der indeholder en liste over og beskriver avancerede dyrefri modeller inden for syv sygdomsområder med henblik på at fremskynde udviklingen af disse teknologier; der dog henviser til, at EU's forsknings-, innovations- og uddannelsesinitiativer bør bringes i nøje overensstemmelse med de prioriteringer, der er fastlagt i disse gennemgange;

G.  der henviser til, at selv om EU som de eneste formelt tilskynder til dyrefri metoder, består der bureaukratiske hindringer for godtagelsen af disse metoder, anvendelsen af dem håndhæves ikke korrekt og finansieringen af metodeudvikling er fortsat utilstrækkelig;

H.  der henviser til, at de europæiske borgere konsekvent har tilkendegivet, at de støtter op om, at anvendelsen af dyr til videnskabelige formål bringes til ophør;

I.  der henviser til, at Kommissionens generaldirektorater for Miljø, for Sundhed og Fødevaresikkerhed, for det Indre Marked, Erhvervspolitik, Iværksætteri og SMV'er og for Forskning og Innovation samt JRC alle dækker ansvarsområder inden for diverse aspekter af dyreforskning og dyreforsøg, men at der ikke findes nogen formel koordineringsmekanisme til at sikre en aktiv, sammenhængende og synergibaseret tilgang til at opnå fuld udfasning af dyreforsøg;

J.  der henviser til, at Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) og Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har indført strategier for aktivt at reducere og erstatte dyreforsøg, hvorimod Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) stadig mangler at indføre en reduktions- og erstatningsstrategi og endda har fremført, at der er behov for øjeblikkelige, målrettede investeringer for at udvikle effektive dyrefri, forudsigelighedsorienterede toksikologiske metoder og direkte støtte reguleringsmæssige mål;

K.  der henviser til, at EU's skelsættende forbud mod dyreforsøg i forbindelse med kosmetik har haft en positiv indvirkning på dyrevelfærden i EU og har vist, at det er muligt at udfase anvendelsen af dyreforsøg uden at bringe udviklingen af kosmetiksektoren i fare; der dog henviser til, at der endnu gælder forskriftsmæssige krav om fortsatte dyreforsøg for så vidt angår indvirkninger på arbejdstagere, der håndterer kemiske ingredienser udelukkende anvendt i kosmetik, og indvirkning på miljøet; der ikke desto mindre henviser til, at fastsættelsen af klare frister for udfasning af sådanne forsøgsmetoder i EU har udgjort en drivkraft i innovationen hos EU-baserede virksomheder og har haft offentlighedens opbakning;

L.  der henviser til, at erstatning af dyreforsøg med avancerede dyrefri metoder vil være nødvendigt for at indfri Kommissionens ambitiøse sundheds- og miljømål, der er fastsat i NextGenerationEU-genopretningsplanen og i den europæiske grønne pagt, og henviser til, at når der allerede findes validerede, dyrefri, alternative metoder, skal disse prioriteres;

M.  der henviser til, at nogle medlemsstater har vedtaget nationale gennemførelsesforanstaltninger, som sikrer et højt beskyttelsesniveau for dyr, der anvendes til videnskabelige formål, mens andre kun anvender de mindstekrav, der er fastsat i direktiv 2010/63/EU;

1.  opfordrer Kommissionen til at forbedre samordningen med henblik på at nå det mål, der er fastsat i direktiv 2010/63/EU, ved at oprette en højniveau-arbejdsgruppe med deltagelse af alle relevante generaldirektorater og agenturer, der skal samarbejde med medlemsstaterne og relevante interessenter om udformningen af en EU-dækkende handlingsplan for fremme af aktiv udfasning af dyreforsøg ved at reducere, omdefinere og erstatte metoder med brug af levende dyr til videnskabelige og forskriftsmæssige formål, så snart det er videnskabeligt muligt, men uden at sænke beskyttelsesniveauet for menneskers sundhed og miljøet, samtidig med at der sker en intensivering i udviklingen af alternative, dyrefrie metoder og teknologier, der er nødvendige for at skabe forandringer; understreger, at der bør fastsættes en klar og ambitiøs tidsplan og liste over milepæle for at tilskynde til fremskridt;

2.  fremhæver, at tidligere anvendelse af dyrebaseret forskning har bidraget betydeligt til fremskridt i behandlingen af mange menneskers sundhedsforhold og spillet en rolle inden for dyresundhed, og understreger, at selv om udfasning af anvendelsen af dyr til videnskabelige formål er det endelige mål, findes der endnu ikke dyrefri metoder inden for alle videnskabelige forskningsområder; understreger desuden, at der er tilfælde, hvor dyreforsøg stadig er nødvendige for at opnå videnskabelig indsigt som led i langsigtede bestræbelser på at finde helbredelsesmetoder til visse sygdomme, hvor der endnu ikke findes dyrefri metoder; fremhæver, at Det Fælles Forskningscenter anerkender, at stor afhængighed af dyreforsøg kan hindre fremskridt inden for visse områder af sygdomsforskning(10), hvor dyremodeller ikke tager hensyn til centrale træk ved sygdomme hos mennesker, og mener, at en overgang til alternative modeller kan muliggøre nye gennembrud; anerkender endvidere, at forsøg udført på dyr af mangel på dyrefri metoder kun må finde sted under optimale betingelser, der minimerer smerte, angst og lidelse og beskytter de pågældende dyrs velfærd;

3.  understreger, at handlingsplanen bør omfatte ambitiøse og opnåelige mål, reduktionsmål og tidsfrister, der skal fastsættes under det overordnede reduktions- og erstatningsmål med henblik på at tilskynde til forandring, med konkrete og koordinerede foranstaltninger ledsaget af indikatorer, som anvendes på andre EU-politikområder, og bør anvende den statistiske EU-database ALURES som referencepunkt, hvilket burde føre til absolutte og vedvarende reduktioner i antallet af dyr, der anvendes til videnskabelige formål i hele EU;

4.  understreger, at planen bl.a. bør indbefatte forslag til bedre gennemførelse og håndhævelse af de nuværende initiativer, inklusive en velfungerende kontrolordning;

5.  fremhæver behovet for at uddybe det europæiske forskningsrum og for, at planen bygger videre på den forskning, der hidtil er gennemført i EU og medtage mekanismer for præferentiel finansiering af dyrefri metoder i alle EU's forsknings- og innovationsinitiativer, da sådanne alternative metoder medfører yderligere omkostninger og investeringsbehov; påpeger derfor behovet for øget og målrettet finansiering under Horisont Europa til avancerede dyrefri forsøgsmodeller; opfordrer Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne til at afsætte tilstrækkelig mellem- til langfristet finansiering til hurtig udvikling, validering og indførelse af alternative forsøgsmetoder, der erstatter dyreforsøg med andre metoder, navnlig vedrørende centrale toksikologiske effektparametre; opfordrer Kommissionen til nøje at opfylde sit tilsagn om at kategorisere stoffer og anvendelse af generiske risikovurderinger som vigtige midler til bedre at beskytte menneskelig sundhed og til at reducere dyreforsøg;

6.  opfordrer Kommissionen til at fastsætte reduktionsmål i samråd med relevante agenturer, navnlig ECHA og EFSA, gennem en mere proaktiv gennemførelse af de nuværende forordninger om sikkerheden ved kemikalier og andre produkter og til at støtte reduktionsmålene ved at anvende en fuldt forbundet og interoperabel EU-kemikaliesikkerhedsdatabase; minder om, at artikel 13 i REACH kræver, at kravene til forsøgsmetoden ajourføres, så snart der foreligger dyrefri metoder;

7.  fremhæver, at den private sektor kan være aktivt involveret i planen, navnlig virksomheder, der er villige til at skifte til modeller uden dyr, samt nystartede virksomheder, der udvikler og optimerer dem, gennem deltagelse i samarbejdsbaserede tilgange til udfasning af dyreforsøg; mener, at statslige institutioner skal påtage sig en samordnende rolle og indgå i en positiv og konstruktiv dialog med sektoren, idet der tages højde for buttom-up-løsninger; opfordrer til en bedre koordineret, tværsektoriel og EU-dækkende tilgang på tværs af alle medlemsstater og alle EU-agenturer;, herunder via det tværsektorielle Europæiske Partnerskab for Alternativer til Dyreforsøg;

Uddannelsestiltag

8.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at samarbejde med medlemsstaterne om at prioritere tiltag til at uddanne, oplære og omskole forskere og teknikere i anvendelse af avancerede dyrefri forsøgsmodeller, og til at højne bevidstheden om validerede, dyrefri forsøgsmodeller både blandt sikkerhedsvurderingseksperter og så de fagfolk, der beskæftiger sig med evaluering af projektforslag og tildeling af støttemidler;

9.  understreger behovet for en vedvarende uddannelses- og kursusindsats for at sikre det bredest mulig omfang af kendskab til alternativer og procedurer hos laboratorier og kompetente myndigheder;

10.  påpeger, at akademiske institutioner spiller en essentiel rolle med hensyn til at fremme alternativer til dyreforsøg inden for videnskabelige discipliner og til at udbrede ny viden og fremgangsmåder, der skam er brugbare, men ikke altid taget i anvendelse i større omfang;

11.  understreger behovet for at arbejde inden for rammerne af internationale strukturer med henblik på at fremskynde validering og godkendelse af alternative metoder, overføre viden og yde finansiel støtte til tredjelande, hvor forskere kan være uvidende om alternative metoder, og hvor testlaboratorier måske savner den nødvendige forskningsinfrastruktur;

o
o   o

12.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 276 af 20.10.2010, s. 33.
(2) EUT L 396 af 30.12.2006, s. 1.
(3) EUT L 309 af 24.11.2009, s. 1.
(4) EUT L 167 af 27.6.2012, s. 1.
(5) EUT L 342 af 22.12.2009, s. 59.
(6) EUT C 41 af 6.2.2020, s. 45.
(7) Vedtagne tekster, P9_TA(2020)0201.
(8) Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet: Rapport fra 2019 om statistiske data om anvendelsen af dyr til videnskabelige formål i Den Europæiske Unions medlemsstater i 2015-2017, s. 16 (COM(2020)0016), https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:52020DC0016&from=DA
(9) Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen i Den Europæiske Unions medlemsstater af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/63/EU om beskyttelse af dyr, der anvendes til videnskabelige formål, s. 7 (SWD(2020)0015). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:52020DC0015&from=DA.
(10) Dura, Adelaide; Gribaldo, Laura; Deceuninck, Pierre (2021): EURL ECVAM Review of non-animal models in biomedical research - Neurodegenerative Diseases. Europa-Kommissionen, Det Fælles Forskningscenter (JRC) [Dataset] PID: http://data.europa.eu/89h/a8fd26ef-b113-47ab-92ba-fd2be449c7eb


Identifikation af kønsbaseret vold som et nyt kriminalitetsområde som omhandlet i artikel 83, stk. 1, i TEUF
PDF 213kWORD 74k
Beslutning
Bilag
Europa-Parlamentets beslutning af 16. september 2021 med henstillinger til Kommissionen om at identificere kønsbaseret vold som et nyt kriminalitetsområde som omhandlet i artikel 83, stk. 1, i TEUF (2021/2035(INL))
P9_TA(2021)0388A9-0249/2021

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 2 og artikel 3, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union,

–  der henviser til artikel 8, 10 og 19, artikel 83, stk. 1, og artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 1-4, 6-8, 10-12, 21, 23-26, 47 og 49,

–  der henviser til de landeovervågningsrapporter, der er udarbejdet af ekspertgruppen for indsatsen mod vold mod kvinder og vold i hjemmet,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 5. marts 2020 med titlen "En Union med lighed: strategi for ligestilling mellem mænd og kvinder 2020-2025",

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 24. juni 2020 med titlen "EU-strategi for ofres rettigheder (2020-2025)",

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 12. november 2020 med titlen "En Union med lige muligheder: Strategi for ligestilling af LGBTIQ-personer 2020-2025",

–  der henviser til den fælles meddelelse fra Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 25. november 2020 med titlen "EU's kønshandlingsplan III (GAP III) – en ambitiøs dagsorden for ligestilling mellem kønnene og styrkelse af kvinders indflydelse og status i EU's optræden udadtil",

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 24. marts 2021 med titlen "EU-strategi for børns rettigheder",

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. april 2021 om EU's strategi for bekæmpelse af menneskehandel 2021-2025,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU af 5. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor, og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/629/RIA(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/99/EU af 13. december 2011 om den europæiske beskyttelsesordre(2),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA(3),

–  der henviser til FN's verdensmål for bæredygtig udvikling nr. 5 "Ligestilling mellem kønnene",

–  der henviser til generel henstilling nr. 33 af 3. august 2015 om kvinders adgang til domstolene fra Komitéen for Afskaffelse af Diskrimination mod Kvinder,

–  der henviser til generel henstilling nr. 35 om kønsbaseret vold mod kvinder, der ajourfører generel henstilling nr. 19 af 14. juli 2017 fra Komitéen for Afskaffelse af Diskrimination mod Kvinder,

–  der henviser til undersøgelsen fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder med titlen "Vold mod kvinder: en EU-undersøgelse", der blev offentliggjort i 2014,

–  der henviser til rapporten fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder med titlen "Crime, safety and victims' rights", der blev offentliggjort i 2021,

–  der henviser til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,

–  der henviser til Europarådets konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet,

–  der henviser til Beijingerklæringen og den tilhørende handlingsplan, der blev vedtaget på den fjerde verdenskvindekonference den 15. september 1995, og til de efterfølgende slutdokumenter, som blev vedtaget på de ekstraordinære FN-samlinger Beijing+5 (2000), +10 (2005), Beijing+15 (2010) og Beijing+20 (2015),

–  der henviser til ordlisten fra Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder,

–  der henviser til de vedtagne konklusioner fra den 65. samling i FN's Kommission for Kvinders Status, der fandt sted den 15.-26. marts 2021,

–  der henviser til bestemmelserne i FN's retlige instrumenter på menneskerettighedsområdet, navnlig dem, der vedrører kvinders rettigheder, og til FN's andre instrumenter vedrørende vold mod kvinder, herunder FN's erklæring af 20. december 1993 om afskaffelse af vold mod kvinder,

—  der henviser til sin beslutning af 5. april 2011 om prioriteringer og udkast til en ny EU-rammepolitik til bekæmpelse af vold mod kvinder(4),

–  der henviser til sin beslutning af 25. februar 2014 med henstillinger til Kommissionen om bekæmpelse af vold mod kvinder(5),

–  der henviser til sin beslutning af 12. september 2017 om forslag til Rådets afgørelse om Den Europæiske Unions indgåelse af Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet(6),

–  der henviser til sin beslutning af 13. februar 2019 om konstatering af tilbagegang med hensyn til kvinders rettigheder og ligestilling i EU(7),

–  der henviser til sin beslutning af 28. november 2019 om EU's tiltrædelse af Istanbulkonventionen og andre foranstaltninger til bekæmpelse af kønsbaseret vold(8),

–  der henviser til sin beslutning af 26. november 2020 om de facto-forbuddet mod retten til abort i Polen(9),

–  der henviser til sin beslutning af 21. januar 2021 om kønsperspektivet i covid-19-krisen og perioden efter krisen(10),

–  der henviser til sin beslutning af 21. januar 2021 om EU's strategi for ligestilling mellem kønnene(11),

–  der henviser til sin beslutning af 10. februar 2021 om gennemførelsen af direktiv 2011/36/EU om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor(12)

–  der henviser til sin beslutning af 11. februar 2021 om fremtidige udfordringer for kvinders rettigheder i Europa: mere end 25 år efter Beijingerklæringen og Beijinghandlingsprogrammet(13),

–  der henviser til Rådets konklusioner om kvinder, fred og sikkerhed, der blev offentliggjort den 10. december 2018,

–  der henviser til FN-notatet "COVID-19 and Ending Violence Against Women and Girls", der blev offentliggjort i 2020(14),

–  der henviser til juridisk udtalelse af 11. marts 2021(15) fra generaladvokaten ved Den Europæiske Unions Domstol om Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, der har til formål at afklare retsusikkerheden, om og hvordan Unionen kan indgå og ratificere konventionen,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 47 og 54,

–  der henviser til de fælles drøftelser i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling, jf. forretningsordenens artikel 58,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A9-0249/2021),

A.  der henviser til, at ligestilling mellem kvinder og mænd er en kerneværdi, som er fastsat i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og anerkendt i artikel 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ("chartret"); der henviser til, at retten til ligebehandling og ikkeforskelsbehandling er en grundlæggende rettighed, der er nedfældet i traktaterne og i chartret; der henviser til, at afskaffelse af mænds vold mod kvinder er en forudsætning for at opnå reel ligestilling mellem kvinder og mænd;

B.  der henviser til, at Unionen i henhold til artikel 8 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) i alle sine aktiviteter skal tilstræbe at fjerne uligheder og fremme ligestilling mellem kvinder og mænd;

C.  der henviser til, at kønsbaseret vold, både online og offline, og manglende adgang til tilstrækkelig beskyttelse er den mest alvorlige form for kønsbaseret forskelsbehandling og udgør en krænkelse af de grundlæggende rettigheder, som er nedfældet i chartret, såsom retten til menneskelig værdighed, retten til livet, retten til fysisk og mental integritet, forbuddet mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, forbuddet mod slaveri og tvangsarbejde, retten til frihed og sikkerhed og retten til respekt for privatliv og familieliv;

D.  der henviser til, at Rådet i henhold til artikel 83, stk. 1, tredje afsnit, i TEUF på baggrund af udviklingen i kriminaliteten kan vedtage en afgørelse om andre områder med kriminalitet af særlig grov karakter, der har en grænseoverskridende dimension som følge af sådanne lovovertrædelsers karakter eller virkning eller af et særligt behov for at bekæmpe dem på fælles grundlag;

E.  der henviser til, at Rådet i forbindelse med vedtagelsen af en sådan afgørelse i henhold til artikel 83, stk. 1, tredje afsnit, træffer afgørelse med enstemmighed efter Europa-Parlamentets godkendelse;

F.  der henviser til, at Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (EIGE) og Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet ("Istanbulkonventionen") definerer kønsbaseret vold mod kvinder som vold mod en kvinde, fordi hun er kvinde, eller vold, der i uforholdsmæssig høj grad rammer kvinder; der henviser til, at "vold mod kvinder" skal forstås som enhver kønsbestemt voldshandling, der resulterer i eller sandsynligvis vil resultere i fysisk, seksuel, psykologisk eller økonomisk skade eller lidelse for kvinder, herunder trusler om sådanne handlinger, tvang eller vilkårlig frihedsberøvelse, hvad enten den forekommer i det offentlige liv eller i privatlivet;

G.  der henviser til, at LGBTIQ+-personer også er ofre for kønsbaseret vold på grund af deres køn, kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika;

H.  der henviser til, at kønsbaseret vold mod LGBTIQ+-personer omfatter fysisk vold, psykologisk vold, tvangsægteskaber, seksuel vold, herunder korrigerende voldtægt og seksuel chikane, kønslemlæstelse af kvinder og af interseksuelle personer, tvangssterilisering af transpersoner og interseksuelle personer, såkaldte "æresforbrydelser", omvendelsesterapi, hadefuld tale, både online og offline, mobning og chikane, socioøkonomisk berøvelse og vold, der foregår inden for familiens og/eller hjemmets rammer;

I.  der henviser til, at køn i henhold til Istanbulkonventionen defineres som "de socialt konstruerede roller, adfærdsmønstre, aktiviteter og egenskaber, som et givent samfund anser for at være passende for kvinder og mænd", hvilket minder om, at mange former for vold mod kvinder har rod i et ulige magtforhold mellem kvinder og mænd;

J.  der henviser til, at formuleringen "i al deres mangfoldighed" i denne beslutning tilkendegiver den holdning, at kvinder, mænd og ikkebinære personer henhører under heterogene kategorier, herunder, men ikke begrænset til, race, hudfarve, etnisk eller social oprindelse, sprog, religion eller tro, politiske eller andre holdninger, tilhørsforhold til en national minoritet, ejendom, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, helbredstilstand, civilstand, migrant- eller flygtningestatus; der henviser til, at denne formulering bekræfter forpligtelsen til ikke at lade nogen i stikken og til at opnå et Europa for alle og med ligestilling mellem kønnene; der henviser til, at der ikke kan skabes reelle fremskridt for ligestillingen mellem mænd og kvinder uden en tværsektoriel tilgang;

K.  der henviser til, at kønsbaseret vold har rod i kønsstereotyper, heteropatriarkalske strukturer, asymmetriske magtforhold samt strukturelle og institutionelle uligheder; der henviser til, at kønsbaseret vold berører alle dele af samfundet;

L.  der henviser til, at kønsbaseret vold rammer kvinder og piger i al deres mangfoldighed og LGBTIQ+-personer, drevet af et ønske om at straffe dem, der anses for at overskride samfundets normer for kønshierarkier, kønsudtryk og binære kønssystemer; der henviser til, at kønsbaseret vold tager sigte på at fastslå, gennemtvinge eller bevare kønsbestemte uligheder og forstærke kønsnormer og -stereotyper;

M.  der henviser til, at EIGE definerer kvindemord som mord på kvinder og piger på grund af deres køn; der henviser til, at kvindemord kan antage forskellige former såsom mord på kvinder som følge af partnervold, drab på kvinder og piger på grund af deres køn, seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, kvindelig kønslemlæstelse, kønslemlæstelse af interseksuelle personer og såkaldte "æresdrab"; der henviser til, at kvindemord er den ekstreme manifestation af eksisterende former for vold mod kvinder og repræsenterer den ultimative voldshandling, der opleves inden for et kontinuum af vold; der henviser til, at mange typer kvindemord ikke tælles med i officielle tal og forsat er usynlige;

N.  der henviser til, at børn påvirkes dybt, når de oplever partnervold, hvad enten den er fysisk, seksuel eller psykologisk, og at dette viderefører overgreb til fremtidige generationer, eftersom børn, der er vidne til partnervold mod deres mor eller en af deres forældre, har større risiko for at komme ud for den form for vold senere i livet – både som offer og som gerningsmand; der henviser til, at de love, der beskytter barnets værdighed og anerkender barnet som offer i sådanne sager, spiller en afgørende rolle i beskyttelsen af ofrene – både kvinder og børn; der henviser til, at lovgivning om forældremyndighed skal udformes på en sådan måde, at gerningsmænd til partnervold ikke kan få forældremyndighedsrettigheder;

O.  der henviser til, at kønsbaseret vold omfatter mange former for vold, herunder partnervold og vold i hjemmet; der henviser til, at EIGE, i lighed med Istanbulkonventionen, definerer vold i hjemmet som alle former for fysisk, seksuel, psykologisk eller økonomisk vold, der forekommer inden for familiens eller hjemmets rammer, uanset de biologiske eller juridiske familiebånd, eller mellem tidligere eller nuværende ægtefæller eller partnere, uanset om gerningsmanden deler eller har delt bopæl med offeret;

P.  der henviser til, at kønsbaseret vold og seksuel chikane online i sagens natur er grænseoverskridende; der henviser til, at vold i form af cybervold, herunder onlinechikane, cybermobning, cyberstalking, sexistisk hadefuld tale, offentliggørelse af seksuelle billeder uden samtykke, "doxing", identitetstyveri eller hacking, i uforholdsmæssig høj grad rammer kvinder og piger;

Q.  der henviser til, at kønsbaseret vold mod kvinder og piger er en af de mest udbredte former for krænkelser af kvinders rettigheder i Europa; der henviser til, at undersøgelser foretaget af Unionen viser, at én ud af tre kvinder i Unionen, hvilket repræsenterer 62 millioner kvinder, har været udsat for fysisk og/eller seksuel vold, siden de fyldte 15 år, og én ud af to kvinder (55 %) har været udsat for seksuel chikane; der henviser til, at Verdenssundhedsorganisationen (WHO) rapporterer, at næsten en tredjedel (27 %) af kvinder på verdensplan i alderen 15-49 år, som har været i et forhold, har berettet om, at de har været udsat for en form for fysisk og/eller seksuel vold fra deres partner; der henviser til, at WHO rapporterer, at hele 38 % af alle drab på kvinder på globalt plan begås af partneren;

R.  der henviser til, at der mangler ajourførte omfattende og sammenlignelige opdelte data om alle former for kønsbaseret vold, der dækker hele Unionen; der henviser til, at manglen på sammenlignelige data også er et resultat af manglende harmonisering af de definitioner, der vedrører kønsbaseret vold; der henviser til, at omfattende og sammenlignelige opdelte data er afgørende for at kunne dokumentere kønsbaseret vold og de grundlæggende årsager hertil; der henviser til, at Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder offentliggjorde sin seneste undersøgelse om vold mod kvinder i 2014, og til, at de seneste tal ikke er tilgængelige;

S.  der henviser til, at kønsbaseret vold medfører betydelige omkostninger for vores europæiske samfund, det være sig i form af tabt økonomisk output eller levering af tjenesteydelser, herunder sundhedsmæssige, juridiske, sociale og specialiserede tjenesteydelser; der henviser til, at de højeste omkostninger imidlertid bæres af ofrene for kønsbaseret vold, som skal leve med de varige følelsesmæssige ar efter disse traumatiske oplevelser; der henviser til, at trivslen for ofre for kønsbaseret vold bør være styrende for Unionens indsats;

T.  der henviser til, at konsekvenserne af covid-19-krisen resulterede i en dramatisk stigning i kønsbaseret vold, navnlig partnervold, herunder fysisk og psykisk vold, tvang og onlinevold; der henviser til, at Verdenssundhedsorganisationens medlemsstater i Europa har rapporteret om en stigning på 60 % i antallet af nødopkald fra kvinder, der har været udsat for vold fra deres partner; der henviser til, at nedlukningsforanstaltninger har gjort det mere vanskeligt for ofre for partnervold at søge hjælp, fordi de ofte må blive hjemme sammen med deres voldsmænd og har begrænset adgang til støttetjenester, og fordi utilstrækkelige støttestrukturer og -ressourcer har forværret en allerede eksisterende "skyggepandemi";

U.  der henviser til, at uddannelse spiller en central rolle med hensyn til at forhindre kønsbaseret vold, især ved at udfordre de negative sociale normer, der driver dette fænomen, og ved at styrke de unge med henblik på at anerkende, tackle og forhindre disse handlinger;

V.  der henviser til, at kønsbaseret vold fortsat er underrapporteret i Unionen; der henviser til, at to tredjedele af ofrene ikke anmelder kønsbaseret vold til myndighederne(16);

W.  der henviser til, at sekundær viktimisering også kendt som reviktimisering, ifølge EIGE forekommer, når et offer lider yderligere skade, som ikke er et direkte resultat af den kriminelle handling, men som skyldes den måde, hvorpå institutioner og andre personer behandler offeret; der henviser til, at sekundær viktimisering ifølge EIGE f.eks. kan forårsages ved, at offeret gentagne gange skal møde gerningsmanden og gentagne gange afhøres om de samme fakta, og ved brug af upassende sprog eller ufølsomme kommentarer, som fremsættes af alle dem, der kommer i kontakt med ofrene;

X.  der henviser til, at kønsbaseret vold kan begås af personer på myndighedsposter, mens offeret holdes i forvaring som f.eks. i fængsler, mentale sundhedsfaciliteter, detentionscentre, velfærdsfaciliteter og flygtningelejre; der henviser til, at situationer med overfyldte boliger, høje stressniveauer og mangel på privatliv også kan føre til kønsbaseret vold; der henviser til, at man ved at sikre, at politifolk er særligt trænet i at have bløde færdigheder for at kunne lytte opmærksomt, forstå og respektere alle kvinder, som har været udsat for kønsbaseret vold, kan bidrage til at afhjælpe underrapportering og modvirke, at kvinder bliver ofre igen, og skabe et mere sikkert miljø for personer, der har overlevet kønsbaseret vold;

Y.  der henviser til, at det er absolut nødvendigt at garantere økonomisk overkommelig og sikker adgang til et uafhængigt retssystem for at fremme et mere sikkert miljø for alle personer, der har overlevet kønsbaseret vold; der henviser til, at en effektiv løsning på problemet med kønsbaseret vold indebærer oprettelse af uddannelsesprogrammer for de involverede fagfolk, såsom socialarbejdere, sundhedspersonale, retshåndhævelsespersonale og personer, der arbejder i retsvæsenet, således at de er i stand til at identificere, håndtere og reagere på kønsbaseret vold;

Z.  der henviser til, at antallet af domfældelser af gerningsmænd, der begår vold mod kvinder, og navnlig seksuel vold, herunder voldtægt og seksuelle overgreb, er uacceptabelt lavt i alle medlemsstater, hvilket viser, at der er systemiske mangler med hensyn til, hvordan de retshåndhævende myndigheder behandler kønsbaseret vold, og der henviser til, at dette igen medfører en udbredt kultur med straffrihed og en alvorlig forringelse af ligestillingen mellem kønnene og bekæmpelsen af kønsbaseret vold;

AA.  der henviser til, at seksuel vold er en del af et kontinuum af kønsbaseret diskrimination og vold, der hænger tæt sammen med de fortsatte uligheder og mere generelle angreb på ligestillingen mellem kønnene samt kvinders og pigers menneskerettigheder;

AB.  der henviser til, at Istanbulkonventionen er det mest omfattende instrument i Europa til bekæmpelse af bestemte former for vold begået af mænd mod kvinder og piger samt vold i hjemmet; der henviser til, at Istanbulkonventionen opstiller en omfattende ramme af retlige og politiske foranstaltninger til at forebygge sådanne voldshandlinger, støtte ofrene og straffe gerningsmændene;

AC.  der henviser til, at desinformationskampagner, der har til formål at undergrave ligestillingen mellem kønnene, også blokerer fremskridt vedrørende spørgsmålet om afskaffelse af vold mod kvinder, som det har været tilfældet i forbindelse med Istanbulkonventionen, hvilket fører til folkelig modstand og beklagelige politiske beslutninger i nogle medlemsstater;

AD.  der henviser til, at Istanbulkonventionen er blevet undertegnet af alle medlemsstater og ratificeret af 21; der henviser til, at Bulgarien, Tjekkiet, Ungarn, Letland, Litauen og Slovakiet endnu ikke har ratificeret Istanbulkonventionen; der henviser til, at Polen har meddelt, at landet har til hensigt at udtræde af Istanbulkonventionen; der henviser til, at Tyrkiets udtræden af Istanbulkonventionen skaber en dårlig præcedens; der henviser til, at Istanbulkonventionen endnu ikke er ratificeret af Unionen;

AE.  der henviser til, at krænkelser af kvinders rettigheder er af international, europæisk og grænseoverskridende karakter; der henviser til, at kvinder og piger i Europa og andre ofre for kønsbaseret vold ikke drager fordel af det samme niveau af beskyttelse mod vold i hele Unionen på grund af forskellige nationale lovgivningsmæssige rammer og beskyttelses- og forebyggelsesmekanismer;

AF.  der henviser til, at Unionens indsats for at udrydde vold mod kvinder og piger samt andre former for kønsbaseret vold kræver, at Kommissionen undersøger flere sideløbende tiltag, både lovgivende og ikkelovgivende, herunder forslag om at identificere kønsbaseret vold som et kriminalitetsområde, der opfylder de kriterier, som er anført i artikel 83, stk. 1, i TEUF, og samtidig foreslå et direktiv om kønsbaseret vold, der anvender denne artikel som retsgrundlag;

AG.  der henviser til, at bekæmpelse af kønsbaseret vold er en central prioritet i Unionens strategi for ligestilling mellem kønnene og i Unionens optræden udadtil; der henviser til, at Kommissionen i sit arbejdsprogram for 2021 bebudede et nyt lovgivningsforslag om forebyggelse og bekæmpelse af kønsbaseret vold på grundlag af artikel 82, 83 og 84 i TEUF samt et specifikt forslag om at udvide listen over områder med kriminalitet af særlig grov karakter, der har en grænseoverskridende dimension, som fastsat i artikel 83, stk. 1, andet afsnit, i TEUF, til at omfatte alle former for hadforbrydelser og hadefuld tale; der henviser til, at bekæmpelse af kønsbaseret vold er blandt kommissionsformandens prioriteter(17);

Årsager til og indvirkning af kønsbaseret vold og sikring af en helhedsorienteret tilgang til forebyggelse af den

1.  fordømmer alle former for vold mod kvinder og piger i al deres mangfoldighed og andre former for kønsbaseret vold, såsom vold mod LGBTIQ+-personer på grund af køn, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, som anses for at henvise til forskellige former for online- og offlinevold, der resulterer i eller sandsynligvis vil resultere i fysisk, seksuel, psykologisk eller økonomisk skade eller lidelse;

2.  fremhæver, at der på grund af nedlukningsforanstaltninger og foranstaltninger for at holde afstand under covid-19-pandemien har været en foruroligende stigning i den kønsbaserede vold, som kvinder og piger udsættes for i hele Unionen, herunder partnervold, fysisk, seksuel, økonomisk og psykologisk vold, tvang og cybervold, hvilket har ført til et overvældende behov for støttetjenester til disse ofre;

3.  insisterer på, at definitionen af termen "kvinder" i forbindelse med bekæmpelse af vold mod kvinder skal omfatte piger under 18 år;

4.  fordømmer kvindemord som den mest ekstreme form for kønsbaseret vold mod kvinder og piger; understreger, at kvindemord er en meget alvorlig krænkelse af menneskerettighederne, og at Unionen bør udarbejde en plan for at forebygge og bekæmpe vold, opdage risikosituationer og støtte og beskytte ofrene;

5.  understreger, at vold mod kvinder og andre former for kønsbaseret vold stadig forbigås i tavshed og er resultatet af en fortsat historisk ulige adgang til og fordeling af magt og ressourcer, hvilket har ført til patriarkalske strukturer og kønsstereotyper, som har ført til mænds dominans over og forskelsbehandling af kvinder såvel som til vold rettet mod LGBTIQ+-personer, med enorm indvirkning på ofre, deres familier og samfund;

6.  glæder sig over #MeToo-bevægelsen, der symboliserer kvinders stemme, som bryder den mur af tavshed, der omgærder sexchikane og seksuel vold mod kvinder i al deres mangfoldighed på tværs af alle aldre, sektorer og steder; fordømmer, at ofrene for sexchikane og seksuel vold i nogle lande i stigende grad bliver anklaget eller endda dømt for injurier, hvorved der skabes en afskrækkende effekt, der lukker munden på de kvinder, som har modet til at udtale sig, og gør dem til ofre endnu en gang;

7.  anerkender, at fremskridtene hen imod ligestilling har fundet sted takket være den vedholdende feministiske kamp mod den globale undertrykkelse af kvinder og piger;

8.  understreger, at denne situation forværres af sociale og økonomiske uligheder og væsentlige reduktioner i tilgængelige midler, navnlig i krisetider, som fører til løn‑ og pensionsforskelle, feminisering af usikre ansættelsesforhold og mere risikable levevilkår for kvinder; fremhæver, at disse uligheder og magtubalancer har en tværgående og global natur, der er fælles for hele Unionens territorium og ikke begrænser sig til specifikke medlemsstater;

9.  understreger, at fastlåste kønsnormer baseret på patriarkalske stereotyper bidrager til forskelsbehandling og undertrykkelse af kvinder, herunder lesbiske, biseksuelle, transpersoner og interseksuelle kvinder, fører til flere situationer, hvor alle, der ikke tilpasser sig dem, udsættes for kønsbestemt vold, og bidrager til at usynliggøre den vold, som homoseksuelle, biseksuelle og interkønnede mænd udsættes for;

10.  understreger vigtigheden af at håndtere og gennem uddannelse at fremme en ligeværdig status og et jævnbyrdigt magtforhold mellem mænd og kvinder og mellem drenge og piger og af at eliminere fordomme og kønsstereotyper, som fører til skadelige, sociale kønsnormer; beklager det store antal tilfælde af vold rettet mod kvinder i al deres mangfoldighed, herunder lesbiske, biseksuelle og transpersoner samt transseksuelle, interseksuelle og nonbinære personer;

11.  understreger de mange psykiske indvirkninger, som kønsbaseret vold har på ofrene, herunder stress, følelsen af utryghed eller sårbarhed, koncentrationsproblemer, angst, panikanfald, social isolation, lavt selvværd, depression, posttraumatiske stresslidelser, manglende tillid og manglende kontrolfølelse samt frygt eller sågar selvmordstanker; understreger vigtigheden af, at der stilles mentale sundhedstjenester, som også ofte leveres af NGO'er og civilsamfundsaktører, til rådighed for ofre for disse forbrydelser;

12.  minder om, at kønsbaseret vold også har en social, økonomisk og demokratisk virkning, såsom manglende adgang til beskæftigelse, isolation, tilbagetrækning fra det offentlige liv eller mangel på materielle eller finansielle ressourcer, som forstærker kvinders ufordelagtige position; understreger, at kønsbaseret vold udøves som en form for tvangsmæssig kontrol over kvinder, der forhindrer ligestilling mellem kønnene, social mobilitet, økonomisk indflydelse og udøvelse af deres rettigheder som unionsborgere, herunder deres fulde borgerdeltagelse i samfundslivet og frie udfoldelse af deres liv uden vold;

13.  fremhæver den skadelige økonomiske indvirkning, som kønsbaseret vold og de deraf følgende mentale sundhedsproblemer, som den forårsager, kan have på ofrene, herunder deres evne til at søge beskæftigelse og den økonomiske byrde, de pålægges ved at tage retlige skridt, og påpeger, at de anslåede årlige samfundsmæssige omkostninger ved kønsbaseret vold (290 mia. EUR) (mellem 49 mia. EUR og 89,3 mia. EUR med hensyn til cyberchikane og cyberstalking) overstiger de anslåede årlige omkostninger ved særligt alvorlige forbrydelser som anført i artikel 83, stk. 1, andet afsnit, i TEUF(18);

14.  understreger, at Istanbulkonventionen fortsat er den internationale standard og et vigtigt redskab til at udrydde kønsbaseret vold ved at følge en helhedsorienteret og koordineret tilgang, hvor man sætter offerets rettigheder i centrum og tackler problemerne ud fra en lang række perspektiver; gentager sin opfordring til at afslutte Unionens ratificering af Istanbulkonventionen på baggrund af en bred tiltrædelse og fremhæver vigtigheden af, at Bulgarien, Tjekkiet, Ungarn, Letland, Litauen og Slovakiet ratificerer den; bemærker med bekymring forsøgene i nogle medlemsstater på at sprede desinformation om Istanbulkonventionen såsom fornægtelsen af, at kønsbaseret vold forekommer; fordømmer, at denne desinformation er ved at få fodfæste i Europa og dermed bidrager til vanskelighederne ved at beskytte kvinders rettigheder;

15.  påpeger, at Istanbulkonventionen bør forstås som minimumstandarden for udryddelse af kønsbaseret vold, og at Unionen bør forfølge endnu mere resolutte og effektive lovgivningsmæssige foranstaltninger i denne henseende; minder om, at sådanne nye lovgivningsmæssige foranstaltninger under alle omstændigheder bør være i overensstemmelse med de rettigheder og forpligtelser, der er fastsat i Istanbulkonventionen, og bør supplere dens ratificering; opfordrer medlemsstaterne til at tage hensyn til henstillingerne fra ekspertgruppen for indsatsen mod vold mod kvinder og vold i hjemmet og til at forbedre deres nationale lovgivning for at bringe den mere i overensstemmelse med Istanbulkonventionens bestemmelser med henblik på at sikre korrekt gennemførelse og håndhævelse;

16.  beklager, at bekæmpelsen af kønsbaseret vold påvirkes negativt af angrebene på kvinders og pigers rettigheder og ligestillingen mellem kønnene; fordømmer de handlinger, der udføres af de antikønsbevægelser og antifeministiske bevægelser i Europa og resten af verden, som systematisk angriber kvinders rettigheder og LGBTIQ+-rettigheder, herunder seksuelle og reproduktive rettigheder, og ønsker at ophæve de eksisterende love, der beskytter dem, og dermed bringer respekten for menneskerettighederne og retsstatsprincippet i fare; fordømmer al desinformation, der bevidst spredes om Istanbulkonventionen og andre redskaber og initiativer til bekæmpelse af vold mod kvinder i Unionen, hvilket udgør en hindring for beskyttelsen af kvinder mod vold; opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre, at civilsamfundsorganisationer, der støttes og finansieres af Unionen, ikke fremmer kønsdiskrimination;

17.  opfordrer Kommissionen til at øge og sikre langsigtet finansiering, der er øremærket til at forebygge og bekæmpe vold mod kvinder og piger og andre former for kønsbaseret vold gennem programmet om borgere, ligestilling, rettigheder og værdier, herunder støtte til krisecentre og andre civilsamfundsorganisationer, der arbejder på det pågældende område; gentager, at det er vigtigt at anvende benchmarks og indikatorer til måling af fremskridt;

18.  understreger, at der er markante forskelle på den juridiske definition og behandling af kønsbaseret vold på tværs af medlemsstaterne; påpeger, at dette i høj grad hæmmer Unionens lovgivningsmæssige tiltag mod kønsbaseret vold, herunder direktiv 2012/29/EU, 2011/36/EU og 2011/99/EU;

19.  fremhæver betydningen af forebyggende foranstaltninger til bekæmpelse af vold mod kvinder og piger; bemærker, at sådanne foranstaltninger kræver et klarere fokus i hele retsvæsenet samt i skoler og inden for sundhedspleje for at forebygge og minimere risikoen for vold;

20.  insisterer på, at det er nødvendigt med foranstaltninger, som tager fat på de underliggende årsager til ulighed mellem kønnene, herunder bekæmpelse af sexisme, patriarkalske kønsnormer, -stereotyper og -værdier; beklager manglen på forskning og viden, der danner grundlag for effektiv politik og lovgivning til forebyggelse af kønsbaseret vold; opfordrer derfor EIGE og Eurostat til at fungere som videncenter om vold mod piger i Unionen; understreger, at mænds vold mod kvinder begynder med drenges vold mod piger; mener derfor, at forebyggende foranstaltninger skal begynde i en tidlig alder; understreger behovet for, at ligestilling mellem kønnene indtager en central plads på uddannelsesområdet, og opfordrer til, at der træffes uddannelsesforanstaltninger, som er rettet mod, og gennemføres sammen med, unge, herunder aldersrelevant information, omfattende seksualundervisning, udvikling af ikkevoldelige forhold, uddannelse i selvforsvar for kvinder i forbindelse med gennemførelsen af artikel 12, stk. 6, i Istanbulkonventionen og punkt 125, litra g), i det strategiske mål D.1. i Beijinghandlingsprogrammet, og til, at der træffes mere generelle foranstaltninger til bekæmpelse af segregation, ulighed mellem kønnene og forskelsbehandling;

21.  fremhæver, at angrebet på kvinders rettigheder og ligestilling mellem kønnene ofte er én dimension af en mere overordnet forværring af situationen med hensyn til demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder, og opfordrer derfor Kommissionen og Rådet til at tage højde for krænkelser af kvinders og LGBTIQ+-personers rettigheder i forbindelse med de igangværende procedurer vedrørende artikel 7 i TEU;

22.  understreger behovet for EU-dækkende oplysningskampagner, der omfatter information rettet mod uddannelse af yngre EU-borgere om ligestilling mellem kønnene og om virkningerne af kønsbaseret vold online og offline, hvilket vil støtte bestræbelserne på at sikre, at kvinder og piger kan leve deres liv frit og sikkert på alle områder;

23.  opfordrer Kommissionen til at arbejde sammen med medlemsstaterne om at sikre, at kønsbestemt vold behandles effektivt i alle nationale undervisningsplaner; bifalder Kommissionens forslag til en EU-dækkende kampagne om kønsstereotyper, der indgår i strategien for ligestilling mellem kønnene, og dens tilsagn om, at man fra en tidlig alder informerer drenge og piger om ligestilling mellem kønnene og støtter udviklingen af ikkevoldelige relationer, da dette er afgørende for effektiv forebyggelse;

24.  fremhæver betydningen af at fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne om problemet med kønsbestemt vold, hvilket også sætter medlemsstaterne i stand til med vellykkede politikker at dele deres erfaringer gennem udveksling af bedste praksis;

25.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forbedre den regelmæssige tilgængelighed og sammenlignelighed af opdelte data af høj kvalitet om alle former for kønsbaseret vold på EU-plan og nationalt plan og til at harmonisere dataindsamlingssystemer blandt medlemsstater gennem et samarbejde med Eurostat, Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder og EIGE; mener, at kvalitetsdata vil være af væsentlig betydning for klare og målbare mål i forbindelse med udryddelsen af kønsbestemt vold; glæder sig over meddelelsen om en ny EU-dækkende undersøgelse fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder vedrørende udbredelsen af og mønstrene bag alle former for vold mod kvinder;

26.  fremhæver, at det for at øge vores forståelse om kønsbestemt vold inden for Unionen er nødvendigt at sikre, at mindst følgende kategorier medtages i dataindsamlingen i forbindelse med de retshåndhævende foranstaltninger: a) offerets køn, b) gerningsmandens køn, c) forholdet mellem offeret og gerningsmanden, d) forekomsten af seksuel vold, e) om volden har en kønsbestemt motivation, og f) andre sociodemografiske karakteristika, der er relevante for en intersektionel analyse; understreger, at det foruden disse oplysninger er nødvendigt at have generelle oplysninger om antallet af klager, antallet og typerne af udstedte beskyttelsesordrer, antallet af afviste og tilbagetrukne klager, antallet af retsforfølgninger og domfældelser samt den tid, der medgår til afgørelse af sager, information om de straffe, som gerningsmændene idømmes, samt erstatning, herunder erstatning til ofre, hændelser der indberettes til hjælpetjenester eller sundheds- og socialsektorer, der tager sig af sager om vold mod kvinder, og stikprøveundersøgelser;

Bekæmpelse af alle former for kønsbaseret vold

27.  fremhæver behovet for målrettet lovgivning og målrettede politikker med en tværsektoriel tilgang for at håndtere situationen for ofre for kønsbaseret vold, som oplever tværgående former for forskelsbehandling på grund af kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika og af andre grunde såsom race, hudfarve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering, sundhedstilstand, civilstand eller status som migrant eller flygtning; fremhæver nødvendigheden af i politik og lovgivningsarbejde at tilføje specifikke og målbare forpligtelser, herunder i forbindelse med grupper, som er beskyttet mod diskrimination ved EU-retten og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols og Den Europæiske Unions Domstols retspraksis;

28.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til i forbindelse med deres arbejde at bekæmpe kønsbaseret vold for at sikre, at alle lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige initiativer sigter mod at udrydde alle former for kønsbaseret vold, navnlig mod kvinder i al deres mangfoldighed og vold mod LGBTIQ+-personer på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika; minder om, at Parlamentet tidligere på det kraftigste har opfordret medlemsstaterne til at vedtage love og politikker, der forbyder omvendelsesterapi, kvindelig og interkønnet kønslemlæstelse og tvangssterilisation;

29.  understreger, at kønsbaseret vold er en alvorlig overtrædelse af menneskets rettigheder og værdighed, som kan forekomme i form af psykologisk, fysisk, seksuel og økonomisk vold, og som bl.a. omfatter kvindemord, partnervold, sexchikane, cybervold, stalking, voldtægt, tidligt ægteskab og tvangsægteskab, kvindelig kønslemlæstelse, såkaldte "æresforbrydelser", tvungen abort, tvungen sterilisation, seksuel udnyttelse og menneskehandel, institutionel vold, sekundær vold, indirekte vold og sekundær viktimisering;

30.  minder om, at menneskehandel og seksuel udnyttelse er en form for kønsbaseret vold mod kvinder og piger, og understreger vigtigheden af en kønssensitiv tilgang til menneskehandel;

31.  fordømmer fænomenet med sekundær vold, som er fysisk eller psykisk vold, repressalier, ydmygelser og forfølgelse mod mennesker, der støtter ofre for kønsbaseret vold; understreger, at disse handlinger hæmmer forebyggelse, opsporing, støtte og rehabilitering af kvinder i situationer med kønsbaseret vold;

32.  er dybt bekymret over arten, omfanget og grovheden af kønsbaseret vold og chikane på arbejdspladsen; glæder sig i denne forbindelse over Den Internationale Arbejdsorganisations nylige vedtagelse af konvention nr. 190 om vold og chikane på arbejdspladsen og opfordrer medlemsstaterne til at ratificere og gennemføre den hurtigst muligt; opfordrer også Kommissionen og medlemsstaterne til på passende vis at færdiggøre den eksisterende ramme for effektive foranstaltninger til at forbyde vold og chikane på arbejdspladsen, samt forebyggende foranstaltninger, effektiv adgang til kønsorienterede, sikre og effektive klage- og tvistbilæggelsesmekanismer, uddannelse og oplysningskampagner, psykologiske støttetjenester og korrigerende foranstaltninger;

33.  insisterer på, at cybervold, herunder seksuel og psykologisk onlinechikane, cybermobning, cyberstalking, afsløring af billeder med seksuelt indhold uden samtykke, sexistisk hadefuld tale og nye former for onlinechikane såsom zoom-bombing eller onlinetrusler, også udgør en form for kønsbaseret vold;

34.  beklager, at cybervold rammer kvinder og piger uforholdsmæssigt hårdt og bliver stadig mere almindelig; minder om, at kønsbaseret cybervold er et kontinuum af, og er uløseligt forbundet med, offlinevold, da de begge er indbyrdes forbundne; understreger, at cybervold truer fremskridtene med hensyn til ligestilling mellem kønnene og har en tavshedseffekt, som er skadelig for Unionens demokratiske principper; beklager, at kvinder med en offentlig profil, som f.eks. politikere, journalister, kunstnere og aktivister, ofte er mål for kønsbaseret cybervold med det formål at modvirke lysten til at deltage i det offentlige liv og i beslutningstagende sfærer;

35.  understreger cybervoldens grænseoverskridende karakter, hvor gerningsmændene anvender platforme eller mobiltelefoner, der er forbundet med eller hostes af andre medlemsstater end den, hvor offeret befinder sig; fremhæver, at det er nødvendigt at Unionen anlægger en koordineret tilgang for at forbedre rettidige og tilgængelige indberetningsværktøjer, effektive mekanismer til fjernelse af indhold og et effektivt samarbejde mellem onlineplatforme og medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder om bekæmpelse af kønsbaseret vold på internettet i fuld overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder;

36.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at vedtage specifikke foranstaltninger til udryddelse af alle former for onlinevold, herunder gennem hensigtsmæssig efteruddannelse af retshåndhævelsespersonale, som rammer kvinder og piger uforholdsmæssigt hårdt, og til specifikt at håndtere stigningen i denne vold under covid-19-pandemien;

37.  minder om, at krænkelser af seksuelle og reproduktive rettigheder, herunder seksuel vold, gynækologisk og obstetrisk vold og skadelig praksis, er en form for kønsbaseret vold mod kvinder og piger og transpersoner og nonbinære personer, som det fremgår af LGBTIQ+-ligestillingsstrategien, og udgør en hindring for ligestilling mellem kønnene;

38.  opfordrer Kommissionen til at fremme regelmæssig udveksling af god praksis mellem medlemsstaterne og interessenter vedrørende seksuelle og reproduktive rettigheder i forbindelse med Kommissionens forslag om supplerende foranstaltninger til at forebygge og bekæmpe former for kønsbaseret vold;

39.  fremhæver, at reproduktiv tvang og nægtelse af sikker og lovlig abort også er en form for kønsbaseret vold; understreger, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ved flere lejligheder har fastslået, at en restriktiv abortlovgivning og manglende gennemførelse deraf udgør en krænkelse af kvinders menneskerettigheder; understreger, at pigers og kvinders selvstændighed og evne til at træffe frie og uafhængige beslutninger om deres kroppe og liv er forudsætninger for deres økonomiske uafhængighed, for ligestilling mellem kønnene og for afskaffelse af kønsbaseret vold; fordømmer på det kraftigste angrebet på kvinders rettigheder og ligestilling mellem kønnene i Unionen, navnlig tilbageskridtet for kvinders seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder og de facto-forbuddet mod sikker og lovlig abort i Polen;

40.  beklager de synlige mangler i retshåndhævelsessystemet, som fører til få domfældelser i sager om kønsbaseret vold mod kvinder og piger og til straffrihed for lovovertrædere; opfordrer alle medlemsstaterne til at ændre definitionerne af "seksuel vold" og "voldtægt" i deres nationale ret, så de bliver baseret på manglende samtykke, som fastsat i Istanbulkonventionen;

41.  er bekymret over seksualiseringen af børn, navnlig mænds seksualisering af piger; mener, at det er bydende nødvendigt at styrke den beskyttelse, der ydes i henhold til straffeloven om seksuelle overgreb mod børn, navnlig når gerningsmanden udviser forsømmelighed med hensyn til barnets alder;

42.  understreger, at kvinder og piger med handicap har to til fem gange større risiko for at blive udsat for forskellige former for vold; fremhæver, at Unionen som part i FN's konvention om rettigheder for personer med handicap er forpligtet til at træffe foranstaltninger for at sikre fuld respekt for alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder for kvinder og piger med handicap; bemærker, at Unionen bør fremme sine bestræbelser i denne retning, bl.a. ved at ratificere Istanbulkonventionen;

43.  understreger, at kvinder tilhørende mindretal, navnlig romakvinder og muslimske kvinder, især dem, der bærer religiøs beklædning, er uforholdsmæssigt hårdt ramt af kønsbaseret vold, navnlig i det offentlige rum, på arbejdspladsen og online; understreger, at kønsbaseret vold mod romakvinder og muslimske kvinder bør tackles med en intersektionel tilgang, der tager hensyn til forskelsbehandling på grund af køn i kombination med forskelsbehandling på grund af religion og etnisk oprindelse;

44.  bemærker, at Kommissionen er nødt til at håndtere den særlige situation med migrantkvinders beskyttelse mod kønsbaseret vold, navnlig i tilfælde af partnervold, hvor ofrets opholdsstatus afhænger af samlivsforhold eller civilstand, og minder om, at alle ofre for kønsbaseret vold i henhold til direktiv 2012/29/EU skal have adgang til passende beskyttelse, støttetjenester og effektive retsmidler, herunder retten til at modtage oplysninger og til at kunne deltage i straffesager, og at alle rettigheder skal gælde på en ikkediskriminerende måde, herunder med hensyn til deres opholdsstatus;

45.  understreger, at hovedparten af de nuværende migrations- og flygtningelove i Europa ikke adresserer migrant- og flygtningekvinders sårbarhed, hvilket bl.a. medfører, at de i højere grad udsættes for kønsbaseret vold under deres rejser og står over for usikre modtagelsesforhold, utilstrækkelige beskyttelsesforanstaltninger og manglende adgang til domstolsprøvelse for migranter i Unionen;

46.  mener, at partnervold ikke kun er en forbrydelse mod voldsofret, men også bør anses som en forbrydelse mod eventuelle børn, der overværer den, bl.a. i betragtning af de langvarige negative følger for barnets trivsel og udvikling; beklager, at børn af gerningsmændene til partnervold ofte udsættes for mishandling som en måde at udøve magt og vold mod moderen, hvilket er et fænomen, der er kendt som indirekte vold og er en form for kønsbaseret vold;

Beskyttelse, støtte og erstatning 

47.  opfordrer medlemsstaterne til at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at fremme og sikre støtte og erstatning til kvinder og piger i al deres mangfoldighed og alle personer, der har overlevet kønsbaseret vold, og til at fremme og sikre deres beskyttelse mod alle former for vold; minder om, at sådanne foranstaltninger bør være passende, vedtages rettidigt, være holistiske og stå i et rimeligt forhold til alvoren af den forvoldte skade og med behørig hensyntagen til behovene hos de personer, der udsættes for intersektorielle former for forskelsbehandling og vold;

48.  opfordrer medlemsstaterne til at overholde Istanbulkonventionen ved at træffe foranstaltninger til beskyttelse og støtte af kvinder, som bygger på en kønsbestemt forståelse af vold mod kvinder og intim partnervold, og som fokuserer på ofrets menneskerettigheder og sikkerhed, for derved at forhindre, at der begås institutionel vold mod ofre som følge af lovgivning eller administrativ eller håndhævelsesmæssig praksis, der ikke tager hensyn til kønsaspektet og/eller mangler tilstrækkelig viden og passende procedurer, hvilket kan føre til straffrihed for gerningsmænd og reviktimisering;

49.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at børn også betragtes som ofre for kønsbaseret vold i sager om partnervold, og at deres værdighed og sikkerhed er altafgørende; glæder sig i den forbindelse over love, der gør det kriminelt at udsætte et barn for vold i nære relationer; opfordrer desuden medlemsstaterne til at sikre, at forældremyndighedslove er i overensstemmelse med dette princip, i den forstand at forældremyndigheden ikke tildeles den af forældrene, der har begået partnervold;

50.  understreger medlemsstaternes pligt til at sikre, at der er passende støtte og tjenester til rådighed for personer, der har overlevet kønsbaseret vold, og at de er tilpasset deres særlige behov, bl.a. i krisetider; minder i den forbindelse om vigtigheden af at yde støtte til uafhængige civilsamfundsorganisationer og krisecentre for kvinder, som er de organisationer, der har den knowhow, som er nødvendig for at sikre beskyttelsen af kvinder;

51.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at ofre har adgang til støttetjenester og væsentlige tjenester, herunder tjenester vedrørende seksuel og reproduktiv sundhed, og til også at sikre en sådan adgang i landdistrikterne; støtter kraftigt tilgængeligheden af offentlige tjenester i alle faser af erstatningsprocessen, navnlig for så vidt angår ydelse af væsentlig psykologisk, juridisk og beskæftigelsesmæssig støtte;

52.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at øge bevidstheden og sikre, at information til ofre for og gerningsmænd bag kønsbaseret vold er tilgængelig på alle EU-sprog, med henblik på at sikre, at ofrenes rettigheder respekteres, når de udøver deres grundlæggende ret til fri bevægelighed inden for Unionen;

53.  opfordrer medlemsstaterne til, på baggrund af den strukturelle kontekst, som forskelsbehandling og ulighed optræder i, at intensivere deres arbejde for at sikre, at ofrene har lige adgang til domstolsprøvelse og til et uafhængigt retssystem, som er fysisk, økonomisk, socialt og kulturelt tilgængeligt for alle ofre for kønsbaseret vold, og til at sikre, at offerets rettigheder er i centrum, således at man undgår forskelsbehandling, traumatisering eller reviktimisering i forbindelse med retslige, medicinske og politimæssige procedurer ved at integrere kønsaspektet i hele processen;

54.  understreger med bekymring, at de fleste medlemsstater stadig har problemer med den fuldstændige eller korrekte gennemførelse og/eller praktiske anvendelse af direktiv 2012/29/EU, således som det fremgår af Kommissionens EU-strategi for ofres rettigheder, og opfordrer medlemsstaterne til på behørig og omhyggelig vis at gennemføre det fuldt ud og korrekt;

55.  understreger, at den manglende håndtering af manglen på tillid og tiltro til de retshåndhævende myndigheder og til retsvæsenet blandt personer, der har overlevet kønsbaseret vold, er en vigtig bidragende årsag til underrapportering; opfordrer medlemsstaterne til at styrke ressourcerne og uddannelsen af praktiserende læger, retshåndhævelsespersonale, herunder dommere, offentlige anklagere, personale i retsvæsenet, retsmedicinere og andre fagpersoner, der kommer i kontakt med ofre for kønsbaseret vold; opfordrer medlemsstaterne til at vurdere muligheden for at oprette specialretter til dette formål; er overbevist om, at sikring af, at politi og dommere har øget kendskab og blødere færdigheder, således at de omhyggeligt kan lytte til, forstå og respektere alle personer, der har overlevet kønsbaseret vold, vil bidrage til at imødegå underrapportering, reviktimisering og vil skabe et mere trygt miljø for personer, der har overlevet kønsbaseret vold;

56.  opfordrer alle medlemsstater til fuldt ud at overholde Istanbulkonventionen ved at vedtage behandlingsprogrammer for gerningsmænd bag kønsbaseret vold og vold i hjemmet med det formål at forebygge yderligere vold, give indblik i de destruktive kønsnormer, asymmetriske magtbalancer og værdier, der ligger til grund for kønsbaseret vold, samt sikre, at ofrenes sikkerhed og menneskerettigheder er det primære hensyn;

57.  understreger vigtigheden af at sikre adgang til domstolsprøvelse for alle personer, der har overlevet konfliktrelateret kønsbaseret vold, herunder adgang til juridisk bistand af høj kvalitet, og af, at gerningsmænd bag alle kønsbaserede konfliktrelaterede forbrydelser mod kvinder og piger, samt mænd og drenge, fuldt ud drages til ansvar ved at aktivere retlige procedurer på nationalt, regionalt og internationalt niveau, navnlig via Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol;

58.  opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at gennemføre direktiv 2011/99/EU, 2012/29/EU og 2011/36/EU;

59.  understreger, at fraværet af en EU-retsakt til bekæmpelse af kønsbaseret vold og forskellene mellem medlemsstaters nationale lovgivning fører til forskellige beskyttelsesniveauer for ofre;

60.  glæder sig over Kommissionens tilsagn om at udvide de i artikel 83, stk. 1, andet afsnit, i TEUF omhandlede kriminalitetsområder til at omfatte hadforbrydelser og hadefuld tale; opfordrer indtrængende Kommissionen til at medtage seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk og kønsegenskaber som årsager til forskelsbehandling, der skal være specifikt omfattet af den pågældende artikel; mener, at en sådan foranstaltning er afgørende for at sikre beskyttelse af LGBTIQ+-personer i Unionen;

61.  påpeger betydningen af at gøre fuld brug af de uddannelsesmuligheder, der er til rådighed for medlemsstaterne gennem Unionens forskellige programmer og organer, kontorer og agenturer, og opfordrer medlemsstaterne til at tilbyde periodisk og effektiv uddannelse, der omfatter køns- og menneskerettighedsperspektivet og internationale standarder; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at ofrene har ret til offentlig retshjælp af høj kvalitet inden og under retssager;

62.  glæder sig over Kommissionens tilsagn om i 2021 at udarbejde et forslag til direktiv, som skal forebygge og bekæmpe kønsbaseret vold, med henblik på at gennemføre standarderne i Istanbulkonventionen; understreger, at dette nye direktiv skal supplere eksisterende og kommende lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige foranstaltninger med henblik på at opnå en sammenhængende EU-indsats med hensyn til ligestilling mellem kønnene samt en fremtidig ratificering af Istanbulkonventionen; gentager derfor sin opfordring til Unionen om at ratificere Istanbulkonventionen; gentager derudover tilsagnet fra formanden for Kommissionen om at udvide kriminalitetsområderne til at omfatte specifikke former for kønsbaseret vold i overensstemmelse med artikel 83, stk. 1, i TEUF;

De næste trin på EU-plan 

63.  understreger, at kønsbaseret vold, både online og offline, er en særlig alvorlig forbrydelse og en udbredt krænkelse af de grundlæggende rettigheder og friheder i Unionen, som skal tackles på en mere effektiv måde og med større beslutsomhed på et fælles grundlag; understreger, at kønsbaseret vold er et resultat af sociale og systemisk strukturelle kønsskævheder, som har en grænseoverskridende dimension; gør navnlig opmærksom på de voksende antikønsbevægelser, LGBTIQ+-fjendske og antifeministiske bevægelser, som er velorganiserede og af grænseoverskridende karakter; mener desuden, at den grænseoverskridende dimension af kønsbaseret cybervold og de store individuelle, økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser af kønsbaseret vold i alle medlemsstater bekræfter, at det er nødvendigt at bekæmpe kønsbaseret vold i dens mange dimensioner på et fælles EU-grundlag;

64.  opfordrer Unionen til hurtigst muligt at håndtere stigningen i kønsbaseret vold under covid-19-pandemien; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at udarbejde en EU-protokol om kønsbaseret vold i krisetider og til at medtage beskyttelsestjenester for ofre såsom hjælpetjenester, sikre indkvarteringsfaciliteter og sundhedstjenester som "grundlæggende tjenester" i medlemsstaterne med henblik på at forebygge kønsbaseret vold og yde støtte til voldsofre under kriser såsom covid-19-pandemien;

65.  understreger, at vedtagelsen af regionale og internationale instrumenter, såsom Istanbulkonventionen, FN's erklæring om afskaffelse af vold mod kvinder og andre FN-resolutioner, også viser nødvendigheden af at bekæmpe alle former for kønsbaseret vold på et fælles grundlag;

66.  understreger, at det særlige behov for at bekæmpe vold mod kvinder og piger og andre former for kønsbaseret vold på et fælles grundlag også hænger sammen med behovet for at fastsætte minimumsregler vedrørende definitionen af strafbare handlinger og sanktioner, herunder en fælles definition af kønsbaseret vold, samt minimumsregler vedrørende centrale spørgsmål som forebyggelse, underrapportering, offerbeskyttelse, støtte og erstatning og retsforfølgning af gerningsmændene; understreger, at medlemsstaternes tilgange til og grader af engagement i forebyggelsen og bekæmpelsen af kønsbaseret vold varierer betydeligt, og at en fælles tilgang derfor også vil bidrage til retshåndhævelse i forbindelse med grænseoverskridende operationer;

67.  anmoder Kommissionen om i henhold til artikel 83, stk. 1, tredje afsnit, i TEUF at fremsætte forslag til en afgørelse fra Rådet om at identificere kønsbaseret vold som et nyt kriminalitetsområde, der opfylder de kriterier, som er fastsat i den pågældende artikel, i henhold til henstillingerne i bilaget hertil, og anmoder Kommissionen om at anvende dette nye kriminalitetsområde som retsgrundlag for et helhedsorienteret direktiv fra Europa-Parlamentet og Rådet med offeret i centrum for at forebygge og bekæmpe alle former for kønsbaseret vold, både online og offline;

68.  opfordrer Kommissionen til at foreslå et omfattende direktiv om kønsbaseret vold, som gennemfører standarderne i Istanbulkonventionen og andre internationale standarder, såsom henstillinger fra Komitéen for Afskaffelse af Diskrimination mod Kvinder om kønsbaseret vold, og som omfatter mindst følgende elementer:

   forebyggelsesforanstaltninger, bl.a. gennem kønssensitiv, intersektionel og lydhør uddannelsesplanlægning rettet mod både piger og drenge, samt styrkelse af kvinders og pigers indflydelse og status
   støttetjenester og beskyttelsesforanstaltninger og erstatning til ofre
   foranstaltninger til bekæmpelse af alle former for kønsbaseret vold, herunder vold mod LGBTIQ+-personer på grund af køn, kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika og kønsbaseret vold på internettet samt seksuel udnyttelse og misbrug
   minimumsstandarder for retshåndhævelse
   en tværgående tilgang med offeret i centrum
   forpligtelser for medlemsstaterne til at sikre, at der tages tilstrækkeligt hensyn til forældremyndighed og samværsret for så vidt angår børn, når der er tale om kønsbaseret vold, ved at sætte offerets rettigheder i centrum for deres love
   foranstaltninger, der sikrer, at der tilbydes information på alle relevante sprog og
   foranstaltninger til at sikre samarbejde mellem medlemsstaterne og udveksling af bedste praksis, oplysninger og ekspertise;

69.  opfordrer Kommissionen til at udpege en koordinator for bekæmpelse af vold mod kvinder og andre former for kønsbaseret vold;

o
o   o

70.  pålægger sin formand at sende denne beslutning og de ledsagende henstillinger til Kommissionen og Rådet.

BILAG TIL BESLUTNING:

RÅDETS AFGØRELSE

om identificering af kønsbaseret vold som et kriminalitetsområde, der opfylder kriterierne i artikel 83, stk. 1 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 83, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til Europa-Parlamentets godkendelse, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Ligestilling mellem kvinder og mænd er en af Unionens centrale værdier og er et af Unionens grundlæggende principper, som er nedfældet i traktaterne og anerkendt i artikel 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ("chartret"). Retten til ligebehandling og ikkeforskelsbehandling er en grundlæggende rettighed, der er nedfældet i traktaterne og i chartret. Afskaffelse af mænds vold mod kvinder er en forudsætning for at opnå reel ligestilling mellem kvinder og mænd.

(2)  I henhold til artikel 8 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) skal Unionen i alle sine aktiviteter tilstræbe at fjerne uligheder og fremme ligestilling mellem mænd og kvinder.

(3)  I henhold til artikel 83, stk. 1, tredje afsnit, i TEUF kan Rådet på baggrund af udviklingen i kriminaliteten vedtage en afgørelse om andre kriminalitetsområder end dem, der er angivet i artikel 83, stk. 1, andet afsnit, i TEUF, når der er tale om kriminalitet af særlig grov karakter, der har en grænseoverskridende dimension som følge af lovovertrædelsernes karakter eller konsekvenser eller af et særligt behov for at bekæmpe dem på et fælles grundlag.

(4)  Rådet træffer i forbindelse med vedtagelsen af en sådan afgørelse i henhold til artikel 83, stk. 1, tredje afsnit, afgørelse med enstemmighed efter Europa-Parlamentets godkendelse.

(5)  Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (EIGE) og Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet ("Istanbulkonventionen") definerer kønsbaseret vold mod kvinder som vold mod en kvinde, fordi hun er en kvinde, eller vold, der i uforholdsmæssig høj grad rammer kvinder; I henhold til Istanbulkonventionen defineres vold mod kvinder som enhver form for kønsbaseret vold, der påfører eller sandsynligvis vil påføre kvinder fysiske, seksuelle, psykiske eller økonomiske skader eller lidelser, herunder trusler om sådanne handlinger, tvang eller vilkårlig frihedsberøvelse, uanset om disse handlinger finder sted offentligt eller privat.

(6)  LGBTIQ+-personer er også ofre for kønsbaseret vold på grund af deres køn, kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika.

(7)  Kønsbaseret vold mod LGBTIQ+-personer omfatter fysisk vold, psykologisk vold, tvangsægteskaber, seksuel vold, herunder "opdragende" voldtægt og seksuel chikane, kønslemlæstelse af kvinder og af interseksuelle personer, tvangssterilisering af transpersoner og af interseksuelle personer, såkaldte "æresforbrydelser", omvendelsesterapi, hadefuld tale både online og offline, mobning og chikane, socioøkonomisk berøvelse og vold, der foregår inden for familiens og/eller hjemmets rammer på grund af offerets kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika.

(8)  Kønsbaseret vold har rod i kønsstereotyper, heteropatriarkalske strukturer og asymmetriske magtforhold samt strukturelle og institutionelle uligheder. Kønsbaseret vold berører alle dele af samfundet.

(9)  I henhold til Istanbulkonventionen defineres køn som "de socialt konstruerede roller, adfærdsmønstre, aktiviteter og egenskaber, som et givent samfund anser for at være passende for kvinder og mænd", hvilket minder om, at mange former for vold mod kvinder har rod i et ulige magtforhold mellem kvinder og mænd.

(10)  Kønsbaseret vold, både online og offline, og manglende adgang til tilstrækkelig beskyttelse er den mest alvorlige form for kønsbaseret forskelsbehandling og udgør en krænkelse af de grundlæggende rettigheder som nedfældet i chartret såsom retten til menneskelig værdighed, retten til livet og til fysisk og mental integritet, forbuddet mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, forbuddet mod slaveri og tvangsarbejde, retten til frihed og sikkerhed og retten til respekt for privatliv og familieliv.

(11)  Kønsbaseret vold, både online og offline, er en særlig alvorlig forbrydelse og en udbredt krænkelse af de grundlæggende rettigheder og friheder i Unionen, som skal tackles på en mere effektiv måde og med større beslutsomhed på et fælles grundlag.

(12)  Vedtagelsen af regionale og internationale instrumenter, såsom Istanbulkonventionen, FN's erklæring om afskaffelse af vold mod kvinder og andre FN-resolutioner, viser nødvendigheden af at bekæmpe alle former for kønsbaseret vold på fælles grundlag.

(13)  Det særlige behov for at bekæmpe vold mod kvinder og piger og andre former for kønsbaseret vold på et fælles grundlag hænger også sammen med behovet for at fastsætte minimumsregler vedrørende definitionen af strafbare handlinger og sanktioner, herunder en fælles definition af kønsbaseret vold, samt minimumsregler vedrørende centrale spørgsmål som forebyggelse, underrapportering, offerbeskyttelse, støtte og erstatning og retsforfølgning af gerningsmændene. Medlemsstaternes tilgange til og grader af engagement i forebyggelse og bekæmpelse af kønsbaseret vold varierer betydeligt, og en fælles tilgang vil derfor også bidrage til retshåndhævelse i forbindelse med grænseoverskridende operationer.

(14)  Kønsbaseret vold opfylder kriterierne for at blive tilføjet som et nyt kriminalitetsområde i henhold til artikel 83, stk. 1, i TEUF —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Kønsbaseret vold identificeres hermed som et kriminalitetsområde, der opfylder kriterierne i artikel 83, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles,

   På Rådets vegne

   Formanden

(1) EUT L 101 af 15.4.2011, s. 1.
(2) EUT L 338 af 21.12.2011, s. 2.
(3) EUT L 315 af 14.11.2012, s. 57.
(4) EUT C 296 E af 2.10.2012, s. 26.
(5) EUT C 285 af 29.8.2017, s. 2.
(6) EUT C 337 af 20.9.2018, s. 167.
(7) EUT C 449 af 23.12.2020, s. 102.
(8) EUT C 232 af 16.6.2021, s. 48.
(9) Vedtagne tekster, P9_TA(2020)0336.
(10) Vedtagne tekster, P9_TA(2021)0024.
(11) Vedtagne tekster, P9_TA(2021)0025.
(12) Vedtagne tekster, P9_TA(2021)0041.
(13) Vedtagne tekster, P9_TA(2021)0058.
(14) https://www.unwomen.org/-/media/headquarters/attachments/sections/library/publications/2020/issue-brief-covid-19-and-ending-violence-against-women-and-girls-en.pdf?la=en&vs=5006
(15) https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?docid=238745&doclang=da
(16) https://www.unwomen.org/en/what-we-do/ending-violence-against-women/facts-and-figures
(17) https://ec.europa.eu/info/sites/default/files/political-guidelines-next-commission_en_0.pdf
(18) EPRS' foreløbige evaluering af den europæiske merværdi (EAVA) om kønsbaseret vold, s. 35.


Regeringens skærpede kurs mod protester og borgere i Cuba
PDF 136kWORD 50k
Europa-Parlamentets beslutning af 16. september 2021 Regeringens skærpede kurs mod protester og borgere i Cuba (2021/2872(RSP))
P9_TA(2021)0389RC-B9-0436/2021

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Cuba, navnlig beslutning af 10. juni 2021 om menneskerettighedssituationen i Cuba(1), af 28. november 2019 om Cuba, sagen José Daniel Ferrer(2) og af 5. juli 2017 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse på Unionens vegne af aftalen om politisk dialog og samarbejde (PDCA) mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Cuba på den anden side(3),

–  der henviser til den aftale om politisk dialog og samarbejde mellem Den Europæiske Union og Cuba, der blev undertegnet den 12. december 2016, og som har fundet midlertidig anvendelse siden den 1. november 2017(4),

–  der henviser til den formelle menneskerettighedsdialog mellem EU og Cuba, der blev afholdt inden for rammerne af aftalen om politisk dialog og samarbejde mellem EU og Cuba, navnlig den tredje dialog af 26. februar 2021,

–  der henviser til erklæringen af 29. juli 2021 fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik på vegne af Den Europæiske Union om de seneste begivenheder i Cuba,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og andre internationale menneskerettighedstraktater og -instrumenter,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne, som Cuba har undertegnet,

–  der henviser til skrivelse fra FN's Komité for Tvungne Forsvindinger (CED), der krævede hasteforanstaltninger og indtrængende opfordrede de cubanske myndigheder til at reagere på de 187 personers forsvinden,

–  der henviser til erklæring af 16. juli 2021 fra FN's højkommissær for menneskerettigheder, Michelle Bachelet, hvori Cuba blev opfordret til at løslade de tilbageholdte demonstranter,

–  der henviser til erklæring af 15. juli 2021 fra Den Interamerikanske Kommission for Menneskerettigheder (IACHR) og dens særlige rapportaflæggelser af 15. juli 2021,

–  der henviser til EU-retningslinjerne vedrørende menneskerettighedsforkæmpere og EU-retningslinjerne vedrørende ytringsfrihed online og offline,

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder(5), navnlig artikel 12 om forsamlings- og foreningsfrihed,

–  der henviser til klagerne af 8. september 2021 fra Cubas Observatorium for Menneskerettigheder (OCDH) til EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder, Eamon Gilmore, om undertrykkelsen af demonstranter,

–  der henviser til den cubanske forfatning og landets straffelov,

–  der henviser til lovdekret nr. 35 om telekommunikation, informations- og kommunikationsteknologier og brugen af radiofrekvensspektret og til Republikken Cubas resolution 105 fra 2021 om regulering af den nationale interventionsmodel til imødegåelse af cybersikkerhedshændelser,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 144, stk. 5, og artikel 132, stk. 4,

A.  der henviser til, at tusindvis af cubanere den 11. juli 2021 gik på gaden i over 40 byer for fredeligt at protestere mod den kroniske mangel på medicin og andre vigtige varer samt den generelle fejlhåndtering af covid-19-pandemien og de cubanske myndigheders systematiske begrænsninger af menneskerettighederne, navnlig ytrings- og forsamlingsfriheden; der henviser til, at disse protester var de største i Cuba siden "Maleconazo"-protesten i 1994;

B.  der henviser til, at de cubanske myndigheder reagerede med ekstrem vold og undertrykkelse af demonstranter og menneskerettighedsforkæmpere; der henviser til, at præsident Diaz-Canel udtrykkeligt opfordrede alle regeringstilhængere, herunder enheder af specialstyrker såsom "Black Berets" - en eliteenhed under de revolutionære væbnede styrker - til at bekæmpe fredelige demonstranter, forværre volden, hvorved hundredvis af civile blev såret, og som resulterede i politiransagninger, anholdelser i demonstranternes hjem og politivold;

C.  der henviser til, at de cubanske myndigheder har taget nye undertrykkelsesmetoder i brug, såsom suspension, overvågning, censurering og kontrol med telekommunikationstjenester, som indebærer krænkelse af de internationale menneskerettighedsbestemmelser, for at kontrollere og dække over de alvorlige menneskerettighedskrænkelser, som de begik; der henviser til, at de cubanske myndigheder skal protestere og sikre menneskerettighederne, såsom forsamlingsfriheden og ytringsfriheden, uden forskelsbehandling på grundlag af politiske synspunkter samt overholde de internationale menneskerettighedsstandarder med respekt for principperne om lovlighed, undtagelse, ansvarlighed og nødvendighed;

D.  der henviser til, at lovdekret nr. 35 opdaterer den cubanske retsramme om procedurerne og betingelserne for at opnå de påkrævede tilladelser til brug af det nationale radiofrekvensspektrum og pålægger telekommunikationsoperatører forpligtelser til at suspendere, overvåge, opfange, kontrollere og udlevere brugerinformation til de cubanske myndigheder; der henviser til, at dekretet internationalt anerkendes som ulovligt; der henviser til, at Resolution 105 fastlægger reglerne for cybersikkerhedshændelser på en bred måde, idet den leverer de retlige rammer for retsforfølgning af enkeltpersoner på grundlag af en bred vifte af anklager, for hvilke der kan pålægges sanktioner, beslaglægges mobiltelefoner og computere samt foretages husransagninger, og de giver endda regeringen mulighed for at indlede strafferetssager for forbrydelser, der i øjeblikket er omfattet af strafferetten, hvis definitioner internationalt er anerkendt som illegale; der henviser til, at lovdekret nr. 370, der også blev udstedt efter vedtagelsen af den nye forfatning fra 2019, indskrænker ytringsfriheden på de sociale netværker;

E.  der henviser til, at styret afbrød internettet i adskillige dage, så borgerne var afskåret fra offentligt at rapportere om de tilfælde af undertrykkelse og menneskerettighedskrænkelser, som de blev udsat for; der henviser til, at Cubas udenrigsminister Bruno Rodriguez betegnede USA's forsøg på at genetablere internetsignalet til øen som en "aggressiv handling";

F.  der henviser til, at IACHR og FN's højkommissær for menneskerettigheder har fordømt den cubanske stats undertrykkelse og magtanvendelse som reaktion på fredelige protester, også har opfordret til øjeblikkelig løsladelse af alle dem, der er blevet tilbageholdt, og indtrængende har opfordret den cubanske regering til at tage fat på de underliggende sociale spørgsmål gennem dialog;

G.  der henviser til, at OCDH har rapporteret, at 1 306 personer, herunder 27 mindreårige, pr. 5. september 2021 var forsvundet eller tilbageholdt efter protesterne den 11. juli 2021; der henviser til, at andre beretninger fra ikke-statslige organisationer såsom Prisoners Defenders oplyser, at mere end 5 000 personer blev tilbageholdt i denne periode, idet der var påstande om vilkårlige tilbageholdelser, tilbageholdelse "incommunicado", tvungne forsvindinger, brug af kriminelle personligheder som en metode til at kriminalisere deltagelse i protester, tortur og mishandling, overvågning og husrarrest og brug af vold mod demonstranter; der henviser til, at FN's Komité for Tvungne Forsvindinger indledte hasteforanstaltninger i Cuba i 187 tilfælde i henhold til artikel 30 i konventionen om tvungne forsvindinger den 15. juli 2021 (officielle hasteforanstaltninger AU nr. 1200 til 1386/2021); der henviser til, at Cuba har det sjettestørste antal hasteforanstaltninger i forbindelse med tvungne forsvindinger, som det har været nødvendigt at træffe i verden siden 2017, til trods for at aftalen om politisk dialog og samarbejde nu er trådt i kraft fuldt ud;

H.  der henviser til, at der blandt de tilbageholdte var et betydeligt antal aktivister, journalister, ledere af politiske oppositionsbevægelser såsom José Daniel Ferrer, leder af Unión Patriótica de Cuba (Cubas Patriotiske Union), hvis opholdssted stadig er ukendt, såvel som lærere, studerende og kunstnere såsom Luis Manuel Otero Alcántara fra San Isidoro-bevægelsen; der henviser til, at Diubis Laurencio Tejeda blev bekræftet død af politiet efter at være blevet skudt bagfra i Havana under demonstrationen;

I.  der henviser til, at Sakharovprisvindere fortsat lider under systematiske undertrykkende foranstaltninger, herunder vilkårlige tilbageholdelser, angreb og belejring af deres boliger, aggressive udfald og vilkårlige bøder, hvilket er dokumenteret af både Det Cubanske Observatorium for Menneskerettigheder og Det Cubanske Center for Menneskerettigheder; der henviser til, at Kvinder i Hvidt er blevet udsat for mindst 318 af de nævnte undertrykkende foranstaltninger i løbet af de sidste tre måneder, 60 i juni, 142 i juli og 116 i august; der henviser til, at sakharovprisvinder Guillermo Fariñas Hernández har udtalt, at han i overensstemmelse med de ovennævnte oplysninger fra menneskerettighedsorganisationer også er blevet udsat for systematisk undertrykkelse hver måned i årevis, og at hans telefonsamtaler aflyttes, og at han, når han forlader sit hjem, systematisk anholdes blot et par hundrede meter væk, og at han alene i september er blevet vilkårligt tilbageholdt ved tre lejligheder, senest den 8. september 2021;

J.  der henviser til, at mange blev underkastet summariske retssager og dømt for forskellige slags forbrydelser, herunder terrorisme, forstyrrelse af den offentlige orden, foragt, ansporing til at begå kriminelle handlinger og spredning af en epidemi uden minimumsgarantier for en retfærdig retssag; der henviser til, at adskillige af de arresterede anses for at være samvittighedsfanger;

K.  der henviser til, at mere end 8 000 mennesker holdes fængslet, uden at det kan tilskrives nogen form for kriminalitet, og yderligere 2 500 er blevet dømt til tvangsarbejde på samme baggrund, idet der i begge tilfælde er tale om sigtelse for "social prækriminel farlighed", en anklage, der alene begrundes ved, at de pågældendes "observerede opførsel var i modstrid med de socialistiske moralske normer" (artikel 72-84 i den cubanske strafferet);

L.  der henviser til, at Parlamentet den 5. juli 2017 godkendte aftalen om politisk dialog og samarbejde på betingelse af, at der foretages klare forbedringer i Cuba med hensyn til menneskerettigheder og demokrati; der henviser til, at Parlamentet gentagne gange har fordømt menneskerettighedskrænkelser i Cuba ved at fremhæve overtrædelse af artikel 1, stk. 5, artikel 2, litra c), artikel 5, artikel 22 og artikel 43 i aftalen om politisk dialog og samarbejde; der henviser til, at der ikke har været konkrete fremskridt i Cuba med hensyn til aftalens generelle principper og mål om at forbedre menneskerettighedssituationen, og der henviser til, at det cubanske styre har intensiveret sin undertrykkelse og krænkelser af arbejds- og menneskerettighederne, herunder stigningen i antallet af politiske fanger; der henviser til, at aftalen om politisk dialog og samarbejde ikke har opfyldt sit centrale mål om at forbedre de grundlæggende frihedsrettigheder i Cuba;

M.  der henviser til, at den cubanske stat fortsætter med systematisk at begå krænkelser af arbejdstager- og menneskerettighederne mod sit sundhedspersonale, der er udstationeret til at arbejde i udlandet på lægemissioner, hvilket svarer til moderne slaveri ifølge FN;

N.  der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 10. juni 2021 minder Tjenesten for EU's Optræden Udadtil om, at civilsamfundets deltagelse i politiske dialoger og aftalens samarbejdsprojekter er en væsentlig del af aftalen om politisk dialog og samarbejde, og at der øjeblikkeligt bør rettes op på udelukkelsen af civilsamfundet fra samarbejdsmidler og/eller deltagelse i aftalen, mens deltagelse og adgang til disse midler udelukkende er tilladt for de virksomheder, som staten deltager i eller kontrollerer, som det har været tilfældet siden undertegnelsen af aftalen;

O.  der henviser til, at aftalen om politisk dialog og samarbejde indeholdt en såkaldt "menneskerettighedsklausul", som er et vigtigt standardelement i EU's internationale aftaler, der giver mulighed for at suspendere aftalen om politisk dialog og samarbejde i tilfælde af, at bestemmelserne om menneskerettigheder krænkes;

P.  der henviser til, at det cubanske observatorium for menneskerettigheder (OCDH) formelt har anmodet om "anvendelse af EU's nye sanktionsordning for de fysiske personer eller statslige institutioner, der er involveret" i de alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Cuba;

1.  fordømmer på det kraftigste den cubanske regerings ekstreme vold og undertrykkelse af demonstranter, menneskerettighedsforkæmpere, uafhængige journalister, kunstnere, dissidenter og politiske oppositionsledere i kølvandet på protesterne den 11. juli 2021; beklager tabet af menneskeliv og udtrykker sin medfølelse med de pårørende;

2.  opfordrer de cubanske myndigheder til at standse undertrykkelsen, løslade alle politiske fanger, samvittighedsfanger og dem, der vilkårligt tilbageholdes udelukkende med den begrundelse, at de på fredelig vis har udøvet deres ytrings- og forsamlingsfrihed, og til at sikre en retfærdig rettergang; fordømmer, at regeringens reaktion på disse protester omfattede indsættelse af de Sorte Beretter, og civile grupper, der reagerede på præsident Miguel Díaz-Canels opfordring til at "forsvare revolutionen";

3.  beklager dybt, at de cubanske myndigheder har benyttet bølgen af tilbageholdelser i kølvandet på protesterne den 11. juli 2021 til at kriminalisere befolkningens legitime og fredelige demokratiske krav, tilbageføre kontrollen, genetablere en kultur med frygt blandt befolkningen og bringe nogle af landets mest karismatiske modstandere til tavshed;

4.  opfordrer til respekt for Sakharovprismodtagernes menneskerettigheder, som lider under konstant undertrykkelse, og fordømmer den vilkårlige anholdelse i mere end to måneder af José Daniel Ferrer, som har været isoleret fra sin familie, og det er uvist, hvor han opholder sig;

5.  understreger, at det er absolut nødvendigt, at de cubanske myndigheder lytter til og reagerer på kravene om borgerlige og politiske rettigheder, frihed og demokrati og deltager i en inklusiv national dialog om en modernisering og demokratisering af landet med henblik på at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at gennemføre hårdt tiltrængte interne økonomiske reformer, samtidig med at det sikres, at befolkningens politiske, borgerlige, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder overholdes, og at der sikres en effektiv reaktion på covid-19-pandemien;

6.  er dybt bekymret over resultaterne fra FN's arbejdsgruppe om vilkårlig tilbageholdelse vedrørende vilkårlig frihedsberøvelse i Cuba, som viser, at der er et systematisk problem med vilkårlige tilbageholdelser, som bekræftet i arbejdsgruppens rapporter 12/2017, 55/2017, 64/2017, 59/2018, 66/2018, 63/2019 og 4/2020;

7.  fordømmer de cubanske myndigheders manglende respekt for menneskerettighederne og frihedsrettighederne, der er nedfældet i de universelle menneskerettighedskonventioner, navnlig forsamlings-, presse- og ytringsfriheden, både online og offline, samt deres undertrykkelse af enhver form for demokratisk ytringsfrihed og manglen på plads til pluralistisk politisk deltagelse; opfordrer EU til offentligt at fordømme dem; beklager dybt det nyligt vedtagne lovdekret nr. 35 og resolution 105, som giver brede retlige muligheder for at kriminalisere enkeltpersoner, der deltager i legitime fredelige protester, ved at udøve kontrol over telekommunikationsmidler, hvilket baner vejen for nye undertrykkelsesmetoder; opfordrer de cubanske myndigheder til at ajourføre den retlige ramme i overensstemmelse med folkeretten og til at ophæve lovdekret nr. 35 og enhver anden lovgivning, der begrænser borgernes grundlæggende frihedsrettigheder;

8.  er bekymret over den beklagelige tilbageholdelsessituation og den fortsatte mangel på betingelser, der giver garantier for retsvæsenets uafhængighed; kræver, at de tilbageholdte har adgang til en retfærdig rettergang, får mulighed for at få foretaget uafhængige lægeundersøgelser, får tilstrækkelig mad og vand, får lov til at foretage telefonopkald og får lov til at få regelmæssige besøg fra familie, venner, journalister og diplomater; opfordrer til effektive strafferetlige og administrative efterforskninger med henblik på at identificere, retsforfølge og straffe de ansvarlige for tortur og mishandling;

9.  opfordrer de cubanske myndigheder til at efterleve henstillingerne fra IACHR og FN's højkommissær for menneskerettigheder om at indgå i en konstruktiv dialog med et ægte civilsamfund; opfordrer Cuba til straks at give FN's særlige rapportør om menings- og ytringsfrihed, FN's særlige rapportør om situationen for menneskerettighedsforkæmpere og uafhængige menneskerettighedsorganisationer adgang til landet for at dokumentere menneskerettighedssituationen og overvåge og observere de kommende retssager mod hundredvis af aktivister og almindelige cubanere, som fortsat tilbageholdes; opfordrer EU til at observere retssagerne og besøge de politiske fanger i fængslet;

10.  beklager, at situationen for demokrati, på trods af aftalen om politisk dialog og samarbejde, ikke er blevet bedre, og at forværringen af menneskerettighedssituationen i Cuba kun er blevet værre; understreger, at Cuba systematisk har overtrådt de grundlæggende bestemmelser i denne aftale, siden den trådte i kraft; beklager dybt det cubanske regimes manglende engagement og vilje til at bestræbe sig på at gøre fremskridt hen imod selv minimale fremskridt med hensyn til forandring eller åbne kanaler, der kan bane vej for en reform af regimet;

11.  understreger, at cubanske og uafhængige europæiske civilsamfundsorganisationer i modsætning til aftalen om politisk dialog systematisk er blevet forhindret i at deltage i menneskerettighedsdialogerne mellem Cuba og Den Europæiske Union inden for den bredere ramme af menneskerettighedsdialogen i aftalen om politisk dialog og samarbejde såsom den, der fandt sted den 26. februar 2021; minder i denne forbindelse om, at enhver dialog mellem Den Europæiske Union og det cubanske civilsamfund og finansieringsmuligheder skal omfatte alle civilsamfundsorganisationer uden begrænsninger;

12.  minder om sin stærke støtte til alle menneskerettighedsforkæmpere i Cuba og deres arbejde; opfordrer EU-delegationen og medlemsstaternes repræsentationer i landet til i alvorlig grad at øge deres støtte til et ægte og uafhængigt civilsamfund i deres samarbejde med de cubanske myndigheder og til at anvende alle tilgængelige instrumenter til at styrke menneskerettighedsforkæmperes arbejde;

13.  mener, at de cubanske myndigheders seneste undertrykkelse af borgerne bidrager til de vedvarende og systematiske foranstaltninger, som alle udgør yderligere overtrædelser af aftalen om politisk dialog og samarbejde, mod samvittighedsfanger, menneskerettighedsforkæmpere, systemkritikere, oppositionsaktivister og civilsamfundsaktivister, kunstnere og journalister;

14.  minder om, at aftalen om politisk dialog og samarbejde indeholder en såkaldt menneskerettighedsklausul – som er et vigtigt standardelement i EU's internationale aftaler – der giver mulighed for at suspendere aftalen i tilfælde af, at bestemmelserne om menneskerettigheder krænkes; opfordrer Den Europæiske Union til at udløse artikel 85, stk. 3b, for at indkalde til et øjeblikkeligt møde i det fælles udvalg i lyset af den cubanske regerings brud på aftalen, som udgør et "særligt hastende tilfælde";

15.  opfordrer Rådet til at anvende bestemmelserne i EU's Magnitskij-lov(6) og vedtage sanktioner så hurtigt som muligt mod dem, der er ansvarlige for krænkelser af menneskerettighederne i Cuba;

16.  beklager dybt, at de cubanske myndigheders afvisning nægter at give Parlamentets delegationer tilladelse til at besøge Cuba, selv om Parlamentet har godkendt aftalen om politisk dialog og samarbejde; opfordrer myndighederne til straks at tillade, at delegationerne får adgang til landet;

17.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Cubas regering og nationalforsamling, næstformanden for Kommissionen / Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Kommissionen, EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's højkommissær for menneskerettigheder samt til regeringerne i Sammenslutningen af Latinamerikanske og Caribiske Stater.

(1) Vedtagne tekster, P9_TA(2021)0292.
(2) EUT C 232 af 16.6.2021, s. 17.
(3) EUT C 334 af 19.9.2018, s. 235.
(4) EUT L 337 I af 13.12.2016, s. 3.
(5) EUT C 326 af 26.10.2012, s. 391.
(6) Rådets forordning (EU) 2020/1998 af 7. december 2020 om restriktive foranstaltninger over for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne (EUT L 410 I af 7.12.2020, s. 1).


Sagen vedrørende menneskerettighedsforkæmperen Ahmed Mansoor i De Forenede Arabiske Emirater
PDF 150kWORD 51k
Europa-Parlamentets beslutning af 16. september 2021 om sagen vedrørende menneskerettighedsforkæmperen Ahmed Mansoor i De Forenede Arabiske Emirater (2021/2873(RSP))
P9_TA(2021)0390RC-B9-0434/2021

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om De Forenede Arabiske Emirater, navnlig sin beslutning af 4. oktober 2018 om De Forenede Arabiske Emirater, navnlig situationen for menneskerettighedsforkæmperen Ahmed Mansoor(1),

–  der henviser til erklæringen af 10. december 2020 fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR), Josep Borrell, hvori det hedder, at "menneskerettighederne er i Den Europæiske Unions DNA",

–  der henviser til erklæringen af 1. januar 2019 fra EU-Udenrigstjenestens talsmand om Ahmed Mansoors sag,

–  der henviser til FN's menneskerettighedseksperters erklæring af 12. juni 2018, hvori der opfordres til øjeblikkelig løsladelse af den fængslede menneskerettighedsforkæmper Ahmed Mansoor, og af 7. maj 2019, der fordømmer omstændighederne omkring hans tilbageholdelse,

–  der henviser til det arabiske menneskerettighedscharter,

–  der henviser til samarbejdsaftalen fra 2018 mellem De Forenede Arabiske Emirater og EU-Udenrigstjenesten;

–  der henviser til den seneste runde af menneskerettighedsdialogen mellem EU og De Forenede Arabiske Emirater, der blev afholdt den 9. juni 2021 i et virtuelt format, og det andet møde for højtstående embedsmænd mellem De Forenede Arabiske Emiraters udenrigsministerium og EU-Udenrigstjenesten, der blev afholdt virtuelt den 3. marts 2021,

–  der henviser til FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf og til FN's konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder, som De Forenede Arabiske Emirater er part i,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966,

–  der henviser til den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder fra 1966,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948,

–  der henviser til den globale EU-ordning for menneskerettighedssanktioner,

–  der henviser til Den Europæiske Unions retningslinjer om beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere,

–  der henviser til EU's retningslinjer om ytringsfrihed,

–  der henviser til EU's retningslinjer om tortur og anden grusom behandling,

–  der henviser til, at Ahmed Mansoor i 2015 blev tildelt den prestigefyldte Martin Ennals Award for Human Rights Defenders,

–  der henviser til, at Loujain al-Hathloul blev tildelt Václav Havel Human Rights Award 2020 af Europarådets Parlamentariske Forsamling,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 144, stk. 5, og artikel 132, stk. 4,

A.  der henviser til, at Ahmed Mansoor den 29. maj 2018 efter en klart uretfærdig rettergang blev idømt 10 års fængsel af appeldomstolen i Abu Dhabi for sine bestræbelser på at fremme menneskerettighederne; der henviser til, at afgørelsen den 31. december 2018 blev stadfæstet af De Forenede Arabiske Emiraters føderale højesteret; der henviser til, at han også fik en bøde på en million AED (232 475 EUR) og skal holdes under overvågning i tre år efter sin løsladelse;

B.  der henviser til, at De Forenede Arabiske Emiraters ministerium for udenrigsanliggender og internationalt samarbejde den 29. marts 2017 erklærede, at "den offentlige anklagers kontor for elektroniske forbrydelser gav ordre til tilbageholdelse af Ahmed Mansoor efter anklage om at sprede urigtige og vildledende oplysninger over internettet gennem dagsordener, der sigter mod udbredelse af antipati og sekterisme"; der henviser til, at andre erklæringer fra myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater viste, at den eneste grund til hans tilbageholdelse rent faktisk var de synspunkter, han delte online; der henviser til, at anklagerne mod ham er baseret på påståede overtrædelser af De Forenede Arabiske Emiraters lov om IT-kriminalitet fra 2012; der henviser til, at han ifølge både FN's højkommissær for menneskerettigheder og Human Rights Watch alene blev dømt for sine bestræbelser på at fremme menneskerettighederne, herunder at tweete om uretfærdigheder i hans land, deltagelse i webinarer om menneskerettigheder og udsendelse af budskaber til ikkestatslige menneskerettighedsorganisationer (NGO'er);

C.  der henviser til, at Ahmed Mansoor siden sin anholdelse i marts 2017 har været isolationsfængslet i Abu Dhabis al-Sadr-fængsel, hvor han er blevet frataget basale fornødenheder og nægtet sine rettigheder som frihedsberøvet i henhold til De Forenede Arabiske Emiraters lovgivning og den internationale menneskerettighedslovgivning, herunder FN's minimumsstandarder for behandling af fanger; der henviser til, at han har fået forbud mod at tage nogen form for kontakt med andre indsatte og sin familie, bortset fra fire 30-minutters besøg af sin hustru og begrænsede telefonopkald til sin mor og hustru; der henviser til, at han indledte en sultestrejke to gange i 2019 for at anmode om, at hans grundlæggende rettigheder som fange blev respekteret;

D.  der henviser til, at myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater har krænket Ahmed Mansoors rettigheder i mere end 10 år med vilkårlige anholdelser og tilbageholdelser, dødstrusler, fysiske overfald, statslig overvågning og umenneskelig behandling under varetægtsfængsling;

E.  der henviser til, at FN's særlige rapportør om situationen for menneskerettighedsforkæmpere har erklæret, at "de betingelser og den behandling, som [menneskerettighedsforkæmperne Ahmed Mansoor, Mohammed al-Roken og Nasser Bin Ghaith i De Forenede Arabiske Emirater] udsættes for, såsom langvarig isolationsfængsling, er i strid med menneskerettighedsstandarderne og kan udgøre tortur";

F.  der henviser til, at en gruppe FN-menneskerettighedseksperter har opfordret De Forenede Arabiske Emirater til at løslade Mansoor, idet de beskriver hans anholdelse som et direkte angreb på det legitime arbejde, der udøves af menneskerettighedsforkæmpere i De Forenede Arabiske Emirater;

G.  der henviser til, at Ahmed Mansoor inden sin seneste anholdelse i 2017 krævede almindelige og direkte valg i De Forenede Arabiske Emirater og til Det Føderale Nationalråd, som er et rådgivende organ for regeringen, der skal have lovgivningsbeføjelser; der henviser til, at han også administrerede et onlineforum kaldet Al-Hiwar al-Emarati (den emiratarabiske dialog), som kritiserede De Forenede Arabiske Emiraters politikker;

H.  der henviser til, at der foregår systematisk forfølgelse af menneskerettighedsforkæmpere, journalister, advokater og lærere, der taler om politiske spørgsmål og menneskerettighedsspørgsmål i De Forenede Arabiske Emirater; der henviser til, at staten navnlig siden 2011 har intensiveret sin undertrykkelse af forenings-, forsamlings- og ytringsfriheden; der henviser til, at menneskerettighedsforkæmpere og deres familiemedlemmer udsættes for tvungne forsvindinger, langvarig vilkårlig tilbageholdelse, tortur, retslig chikane og uretfærdige retssager, rejseforbud, fysisk og digital overvågning og vilkårlige fyringer;

I.  der henviser til, at den vage og alt for brede definition af terrorisme i De Forenede Arabiske Emiraters lovgivning gør det muligt at kvalificere en lang række fredelige og legitime aktiviteter som terrorhandlinger;

J.  der henviser til, at De Forenede Arabiske Emirater anvender sofistikeret spyware til at ramme aktivister og andre kritiske røster; der henviser til, at Ahmed Mansoor blev ramt af spyware leveret af den israelske virksomhed NSO Group; der henviser til, at Pegasus-lækket fra juli 2021 rapporterede om de Forenede Arabiske Emiraters myndigheders anvendelse af NSO spyware mod en række mål, herunder menneskerettighedsforkæmpere både i De Forenede Arabiske Emirater og i udlandet; der henviser til, at Loujain al-Hathloul, en fremtrædende saudiarabisk kvinderettighedsforkæmper, også blev udsat for cyberangreb fra De Forenede Arabiske Emiraters myndigheder, som hackede ind i hendes e-mail, inden de arresterede og tvangsoverførte hende til Saudi-Arabien;

K.  der henviser til, at kvinder i De Forenede Arabiske Emirater fortsat er underlagt en række diskriminerende love og praksisser; der henviser til, at krænkelser af kvinders rettigheder omfatter kidnapning og gidseltagning af saudiarabiske og emiratarabiske kvinder og kvinderettighedsaktivister, manglende efterforskning og ansvarliggørelse i forbindelse med påståede forbrydelser mod kvinder, herunder f.eks. seksuelle overgreb på den britiske statsborger Caitlin McNamara, hvor man ikke efterforskede eller drog den anklagede gerningsmand til ansvar, systemisk forskelsbehandling af kvinder, udnyttelse af kvindelige vandrende arbejdstagere, sexhandel og seksuelt slaveri;

L.  der henviser til, at kafalasystemet (sponsorering) stadig gennemføres i De Forenede Arabiske Emirater som en integreret del af landets sociale og retlige system; der henviser til, at De Forenede Arabiske Emiraters umenneskelige praksis over for udenlandske arbejdstagere, som udgør 80 % af landets befolkning, ifølge rapporter fra internationale menneskerettighedsorganisationer er udbredt, og at sådanne krænkelser voksede under udbruddet af covid-19-pandemien; der henviser til, at virksomheder og byggefirmaer som forberedelse til den kommende internationale messe Expo 2020 Dubai, der skal afholdes fra oktober 2021 til marts 2022, tvinger arbejdstagere til at underskrive ikkeoversatte dokumenter, konfiskerer deres pas, udsætter dem for ekstreme arbejdstider under usikre vejrforhold og udstyrer dem med uhygiejniske boliger;

M.  der henviser til, at De Forenede Arabiske Emirater og EU har undertegnet en gensidig bilateral visumfritagelsesaftale for kortvarige ophold, som fritager De Forenede Arabiske Emiraters statsborgere for kravet om Schengenvisa;

N.  der henviser til, at EU er den største donor for Interpols programmer for interretligt samarbejde; der henviser til, at generalinspektøren i De Forenede Arabiske Emiraters indenrigsministerium, generalmajor Ahmed Nasser al-Raisi, er kandidat til Interpols formandskab;

O.  der henviser til, at De Forenede Arabiske Emirater ikke har ratificeret flere af FN's centrale menneskerettighedstraktater, navnlig den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, dens valgfrie protokoller om afskaffelse af dødsstraf og tortur og den internationale konvention om beskyttelse af alle personer mod tvungen forsvinding;

P.  der henviser til, at EU betragter De Forenede Arabiske Emirater som en partner, herunder inden for politiske og økonomiske forbindelser; der henviser til, at EU og De Forenede Arabiske Emirater siden 2013 har haft dialoger om menneskerettigheder med halvårlige møder, og at den 10. menneskerettighedsdialog mellem EU og De Forenede Arabiske Emirater den 9. juni 2021 gav mulighed for at drøfte spørgsmål, der giver anledning til bekymring, med myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater;

1.  fordømmer endnu en gang på det kraftigste tilbageholdelsen af Ahmed Mansoor og alle andre menneskerettighedsforkæmpere i De Forenede Arabiske Emirater, som er blevet fængslet udelukkende for at udøve deres grundlæggende menneskerettigheder, herunder retten til ytringsfrihed, foreningsfrihed, retten til frit at deltage i fredelige forsamlinger og retten til at udtrykke sig både online og offline, som ikke blot er nedfældet i universelle menneskerettighedsinstrumenter, men også i det arabiske charter om menneskerettigheder; beklager dybt kløften mellem De Forenede Arabiske Emiraters påstande om at være et tolerant land, der respekterer rettigheder, og det forhold, at landets egne menneskerettighedsforkæmpere tilbageholdes under barske forhold;

2.  gentager sin opfordring til øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af Ahmed Mansoor, Mohammed al-Roken og Nasser bin Ghaith samt af alle andre menneskerettighedsforkæmpere, politiske aktivister og fredelige systemkritikere;

3.  opfordrer indtrængende De Forenede Arabiske Emiraters myndigheder til, indtil de frigives, at sikre, at Ahmed Mansoor og alle andre fanger behandles i overensstemmelse med FN's minimumsstandardregler for behandling af fanger; opfordrer navnlig indtrængende til, at Mansoor fjernes fra isolationsfængsling, og at alle fanger får mulighed for regelmæssige advokat- og familiebesøg og får passende lægehjælp, at FN-eksperter og internationale NGO'er får lov til at besøge Mansoor og andre fængslede og overvåge fængselsforholdene, og at alle påstande om tortur undersøges grundigt;

4.  udtrykker sin dybe bekymring over de fortsatte forlydender, herunder gennem lækkede breve, der blev offentliggjort i juli 2021, om, at Ahmed Mansoor stadig befinder sig under vanskelige isolationsforhold; minder De Forenede Arabiske Emiraters myndigheder om, at langvarig og ubegrænset isolationsfængsling svarer til tortur; opfordrer De Forenede Arabiske Emiraters myndigheder til at sikre alle tilbageholdte, herunder samvittighedsfanger, en retfærdig procedure og rettergang; opfordrer indtrængende myndighederne til at ændre terrorbekæmpelsesloven, loven om IT-kriminalitet og forbundslov nr. 2 fra 2008, som gentagne gange anvendes til at retsforfølge menneskerettighedsforkæmpere, med henblik på at overholde internationale menneskerettighedsstandarder;

5.  opfordrer De Forenede Arabiske Emiraters myndigheder til at sætte en stopper for chikanen over for og straks ophæve rejseforbuddet mod menneskerettighedsforkæmpere; insisterer på, at myndighederne garanterer, at menneskerettighedsforkæmpere i De Forenede Arabiske Emirater er i stand til at udføre deres legitime menneskerettighedsaktiviteter under alle omstændigheder, både i og uden for landet, uden frygt for repressalier og uden alle restriktioner, herunder juridisk chikane;

6.  opfordrer NF/HR til nøje at følge sagen om Ahmed Mansoor for at sikre hans øjeblikkelige løsladelse og løsladelsen af andre menneskerettighedsforkæmpere; opfordrer navnlig NF/HR til at anmode om fængselsbesøg hos menneskerettighedsforkæmpere under hans kommende besøg i De Forenede Arabiske Emirater og til offentligt og privat at opfordre til øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse under møderne med De Forenede Arabiske Emiraters myndigheder; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at aflægge rapport til Parlamentet om de foranstaltninger, som EU-delegationen og medlemsstaterne hidtil har truffet i Abu Dhabi med henblik på at yde Mansoor passende støtte;

7.  opfordrer indtrængende alle medlemsstater til i betragtning af De Forenede Arabiske Emiraters interne undertrykkelse i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/821 af 20. maj 2021 om en EU-ordning for kontrol med eksport, overførsel, mæglervirksomhed, teknisk assistance og transit i forbindelse med produkter med dobbelt anvendelse(2) at suspendere salg og eksport af overvågningsteknologi til De Forenede Arabiske Emirater og deres vedligeholdelse og opdatering, hvis der ikke tages konkrete og målbare skridt til at adressere sådanne krænkelser;

8.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at foreslå, at der vedtages målrettede EU-foranstaltninger mod dem, der er ansvarlige for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i De Forenede Arabiske Emirater, herunder forfølgelsen af Ahmed Mansoor og andre menneskerettighedsforkæmpere, under EU's globale ordning for menneskerettighedssanktioner; gentager, at alle sanktionsprocedurer skal være evidensbaserede og kun indledes, når konkrete krænkelser af menneskerettighederne kan fastslås;

9.  opfordrer EU til at vedtage og offentliggøre meningsfulde benchmarks for menneskerettigheder og en liste over individuelle sager til brug for sin menneskerettighedsdialog med De Forenede Arabiske Emirater med henblik på at muliggøre en reel og resultatorienteret drøftelse om menneskerettigheder;

10.  opfordrer EU til at medtage en drøftelse om menneskerettigheder, navnlig situationen for menneskerettighedsforkæmpere, som et permanent punkt på dagsordenen for det årlige topmøde mellem EU og Golfstaternes Samarbejdsråd;

11.  udtrykker bekymring over De Forenede Arabiske Emiraters rapporterede anvendelse af NSO-gruppens spyware til ulovlige angreb på mobiltelefoner for hundredvis af personer i Det Forenede Kongerige, herunder advokater, akademikere og parlamentarikere; opfordrer NF/HR til at anmode om en afklaring med hensyn til disse rapporter fra De Forenede Arabiske Emiraters myndigheder, herunder med hensyn til den mulige målretning af EU-borgere eller enkeltpersoner på EU's område, og til at rapportere tilbage til Parlamentet;

12.  minder om, at EU i 2015 undertegnede en aftale om visumfritagelse for kortvarige ophold med De Forenede Arabiske Emirater; opfordrer Kommissionen til at aflægge rapport til Parlamentet om denne aftales overensstemmelse med den relevante EU-lovgivning, navnlig hvad angår hensyntagen til menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder som et kriterium for visumfritagelse; opfordrer Kommissionen og Rådet til at aflægge rapport til Parlamentet om de fremskridt, der er nået på dette område;

13.  opfordrer medlemmerne af Interpols Generalforsamling, og navnlig EU's medlemsstater, til behørigt at undersøge påstandene om menneskerettighedskrænkelser vedrørende generalmajor Nasser Ahmed al-Raisi forud for valget af organisationens formandskab fra den 23. til den 25. november 2021; noterer sig de bekymringer, som civilsamfundet har givet udtryk for med hensyn til hans kandidatur og den potentielle indvirkning på institutionens omdømme;

14.  opfordrer for at signalere deres misbilligelse af krænkelserne af menneskerettighederne i De Forenede Arabiske Emirater de internationale virksomheder, der sponsorerer Expo 2020 Dubai, til at trække deres sponsorering tilbage og opfordrer medlemsstaterne til ikke at deltage i arrangementet;

15.  beklager dybt den rolle, som myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater spiller i forbindelse med udleveringen af kvinderettighedsforkæmperen Loujain al-Hathloul til Saudi-Arabien, hvor hun er blevet fængslet, tortureret og forfulgt for at fremme kvinders rettigheder;

16.  udtrykker sin bekymring over situationen for kvinder i De Forenede Arabiske Emirater trods visse fremskridt og opfordrer myndighederne til at reformere loven om personlig status for at give kvinder lige rettigheder og sikre, at emiratarabiske kvinder kan give deres børn statsborgerskab på lige fod med mænd;

17.  glæder sig over, at der siden 2017 har været et moratorium for henrettelser i De Forenede Arabiske Emirater; opfordrer De Forenede Arabiske Emirater til at ratificere den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og dens protokol til afskaffelse af dødsstraf,

18.  støtter den fortsatte og styrkede dialog mellem EU, dets medlemsstater og De Forenede Arabiske Emirater om spørgsmål af fælles interesse som fastsat i samarbejdsaftalen; mener, at regelmæssige interparlamentariske møder mellem Parlamentet og dets partnere i Golfregionen er et vigtigt forum for udvikling af en konstruktiv og ærlig dialog om alle spørgsmål, der giver anledning til bekymring, herunder menneskerettigheder, sikkerhed og handel;

19.  opfordrer til, at der indføres strengere gennemsigtighedsregler for udenlandske organisationers lobbyvirksomhed over for EU-institutionerne;

20.  opfordrer til, at denne beslutning oversættes til arabisk;

21.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til De Forenede Arabiske Emiraters regering og parlament, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Kommissionen, EU’s særlige repræsentant for menneskerettigheder, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's højkommissær for menneskerettigheder samt regeringerne i Golfstaternes Samarbejdsråds medlemsstater.

(1) EUT C 11 af 13.1.2020, s. 21.
(2) EUT L 206 af 11.6.2021, s. 1.


Situationen i Kakuma-flygtningelejren i Kenya
PDF 135kWORD 48k
Europa-Parlamentets beslutning af 16. september 2021 om situationen i Kakuma-flygtningelejren i Kenya (2021/2874(RSP))
P9_TA(2021)0391RC-B9-0445/2021

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Kenya, navnlig beslutningen af 30. april 2015(1) og af 18. maj 2017 om flygtningelejren Dadaab(2),

–  der henviser til sin beslutning af 25. marts 2021 om en ny EU-Afrika-strategi – et partnerskab for bæredygtig og inklusiv udvikling(3),

–  der henviser til den fælles erklæring af 21. juni 2021 fra Republikken Kenya og Den Europæiske Union,

–  der henviser til erklæring fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik på EU's vegne om den internationale dag mod homofobi, transfobi og bifobi den 17. maj 2021,

–  der henviser til sin beslutning af 24. oktober 2019 om situationen for LGBTI-personer i Uganda(4),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 10. maj 2021 med titlen "Afrikas Horn: en geostrategisk prioritet for EU",

–  der henviser til den fælles erklæring af 29. april 2021 fra Kenyas regering og De Forenede Nationers Højkommissær for Flygtninge (UNHCR): Dadaab and Kakuma Refugee Camps Roadmap (køreplan for Dadaab- og Kakuma-flygtningelejrene),

–  der henviser til UNHCR's erklæring af 25. marts 2021 om situationen for LGBTIQ+-flygtninge i Kakuma-lejren,

–  der henviser til FN's generalsekretærs meddelelse af 17. maj 2021 om den internationale dag mod homofobi, bifobi og transfobi,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 12. november 2020 med titlen "En Union med lige muligheder: Strategi for ligestilling af LGBTIQ-personer 2020-2025" (COM(2020)0698),

–  der henviser til artikel 2, artikel 3, stk. 5, artikel 21, 24, 29 og 31 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og til artikel 10 og 215 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), som forpligter EU og dets medlemsstater til i forbindelserne med den øvrige verden at værne om og fremme de universelle menneskerettigheder og beskyttelsen af fysiske personer og til at vedtage restriktive foranstaltninger i tilfælde af alvorlige krænkelser af menneskerettighederne,

–  der henviser til værdierne menneskelig værdighed, lighed og solidaritet i konventionen om flygtninges retsstilling fra 1951,

–  der henviser til artikel 14 i verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948, som anerkender retten til at søge asyl fra forfølgelse i andre lande,

–  der henviser til EU's Nødtrustfond for Afrika,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/947 af 9. juni 2021 om oprettelse af instrumentet for naboskab, udviklingssamarbejde og internationalt samarbejde – et globalt Europa(5),

–  der henviser til konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf fra 1984,

–  der henviser til den fælles meddelelse fra Kommissionen og Den Europæiske Unions højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 25. marts 2020 "EU-handlingsplan om menneskerettigheder og demokrati 2020-2024" (JOIN(2020)0005),

–  der henviser til det afrikanske charter om menneskerettigheder og befolkningers rettigheder (ACHPR),

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne,

–  der henviser til UNHCR's samlede flygtningeberedskabsramme,

–  der henviser til afgørelsen fra Kenyas højesteret af 8. april 2021, der midlertidigt blokerede for lukningen af Dadaab- og Kakuma-flygtningelejrene,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 23. september 2020 om en ny pagt om migration og asyl (COM(2020)0609),

–  der henviser til FN's globale flygtningepagt,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 144, stk. 5, og artikel 132, stk. 4,

A.  der henviser til, at Kenya er vært for det næststørste antal flygtninge og asylansøgere i Afrika efter Etiopien; der henviser til, at Kenyas befolkning af flygtninge og asylansøgere ifølge UNHCR pr. 31. maj 2021 er på 519 989 personer i Kakuma, Dadaab og byområder;

B.  der henviser til, at Kakuma-lejren er beliggende i Turkana-distriktet, et af de fattigste distrikter i Kenya; der henviser til, at levevilkårene i lejren ifølge UNHCR er forfærdelige og i konstant forværring med ekstrem fattigdom, dårlige boliger og infrastruktur samt mangel på vand, sanitet, medicin og elforsyning; der henviser til, at både lokalbefolkningen og flygtningene lider under alvorlig fødevare- og vandmangel og mangel på basale fornødenheder; der henviser til, at covid-19-pandemien har forværret en allerede alarmerende humanitær situation i lejren og distriktet, hvor den er beliggende;

C.  der henviser til, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen i Kakuma-flygtningelejren i Kenya er blevet eksponentielt forværret; der henviser til, at der ofte rapporteres om væbnede røverier, tyverier, voldtægter og drab, og at kvinder, børn, personer med handicap og LGBTIQ+-personer er mest sårbare over for vold; der henviser til, at disse angreb i øjeblikket er ved at blive undersøgt;

D.  der henviser til, at kvinder og piger i lejren udsættes for forskellige former for seksuel vold, oftest voldtægt; der henviser til, at flygtningepiger, nyankomne og enlige kvinder, der er familieforsørgere, er særligt udsatte; der henviser til, at voldtægt begås af flygtningemænd fra lejren, medlemmer af lokalsamfundet og/eller sikkerhedsvagter; der henviser til, at andre former for vold såsom børneægteskaber og tvangsægteskaber, kvindelig kønslemlæstelse og partnervold også er almindelige;

E.  der henviser til, at to flygtninge i Kakuma 3, blok 13, den 15. marts 2021 fik andengradsforbrændinger under et brandangreb med en benzinbombe, mens de sov; der henviser til, at et af ofrene, nemlig den ugandiske flygtning Chriton Atuhwera, mistede livet som følge af de kvæstelser, han pådrog sig; der henviser til, at et stigende antal LGBTIQ+-flygtninge er blevet angrebet og såret, og at mange har været nødt til at flygte fra flygtningelejren til et område, hvor de ikke er beskyttet og ikke lovligt har lov til at opholde sig;

F.  der henviser til, at selv om Kenyas lovgivning straffer forhold mellem samtykkende personer af samme køn med op til 14 års fængsel, er det det eneste land i regionen, der accepterer flygtninge baseret på seksuel orientering og kønsidentitet; der henviser til, at omkring 300 flygtninge og asylansøgere, der er registreret i Kakuma-flygtningelejren, har en LGBTIQ+-profil, og at de fleste af dem ifølge UNHCR fortæller, at de har levet fredeligt i Kakuma-samfundet;

G.  der henviser til, at næsten halvdelen af de lande verden over, hvor homoseksualitet er forbudt, ifølge den globale 2020-gennemgang foretaget af den internationale sammenslutning af bøsse-lesbiske organisationer (ILGA) ligger i Afrika; der henviser til, at blot 22 ud af 54 afrikanske lande har lovliggjort homoseksualitet;

H.  der henviser til, at de gældende LGBTIQ+-love i mange afrikanske lande stammer tilbage fra kolonialtiden;

I.  der henviser til, at nogle flygtninge med LGBTIQ+-profiler i marts 2020 anmodede UNHCR om at blive flyttet ud af Kenya på grund af landets fjendtlighed over for dem; der henviser til, at over 30 LGBTIQ+-personer i de seneste måneder er blevet flyttet fra Kakuma 3-delen af lejren til andre dele på grundlag af de sikkerhedsbekymringer, som de rejste, og efter en omhyggelig vurdering foretaget af UNHCR på stedet; der henviser til, at Europa-Parlamentet i sit forhandlingsmandat om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af en EU-genbosætningsramme og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 516/2014 opfordrede til, at der skulle gøres en indsats over tid for at opnå en retfærdig fordeling af genbosatte personer blandt medlemsstaterne, og at disse bestræbelser bør kombineres med bestræbelser på at fastsætte internationale bindende regler vedrørende det fælles verdensomspændende ansvar for genbosætning af personer, der har behov for genbosættelse, som anført af UNHCR;

J.  der henviser til, at den kenyanske regering og Human Rights Watch i november 2020 bekræftede, at der under covid-19-perioden havde været en eksponentiel stigning i antallet af angreb på LGBTIQ +-personer, selv om volden mere generelt også var blusset op;

K.  der henviser til, at genbosætninger af LGBTIQ+-personer fra kenyanske flygtningelejre fortsat ikke lever op til de faktiske behov; der henviser til, at covid-19-pandemien har forsinket processen; der henviser til, at der ifølge UNHCR siden 2019 er blevet foreslået omkring 235 flygtninge med denne profil til genbosætning, hvoraf 48 % er udrejst af landet;

L.  der henviser til, at 65 % af flygtningene i lejren, til trods for at UNHCR og dets partnere havde forberedt faciliteter til at reagere på pandemien, har rapporteret om ringere adgang til sundhedsfaciliteter efter udbruddet sammenlignet med før udbruddet i marts 2020, hovedsagelig på grund af frygt for infektion og manglende tilgængelighed af sundhedspersonale; der henviser til, at kun 3 % af Kenyas befolkning er fuldt vaccineret mod covid-19; der henviser til, at vaccinationskampagnen i de kenyanske flygtningelejre begyndte den 30. marts 2021, og at Kakuma-lejren fik tildelt 2 000 vaccinedoser;

M.  der henviser til , at den kenyanske regering har gjort adskillige forsøg på at lukke lejren i de seneste årtier; ger henviser til, at Kenyas indenrigsminister den 24. marts 2021 gav UNHCR et 14 dages ultimatum til at udarbejde en plan for lukningen af både Dadaab- og Kakuma-lejrene; der henviser til, at den kenyanske højesteret den 8. april 2021 midlertidigt udsatte lukningen i 30 dage; der henviser til, at UNHCR og Kenyas regering den 29. april 2021 nåede til enighed om en køreplan for en senere lukning af Kukuma- og Dadaab-lejrene senest den 30. juni 2022; der henviser til, at køreplanen omfatter frivillig tilbagevenden for flygtninge til deres oprindelseslande i sikkerhed og med værdighed, udrejse til tredjelande under forskellige ordninger og alternative muligheder for ophold i Kenya for visse flygtninge fra landene i Det Østafrikanske Fællesskab (ØAF);

N.  der henviser til, at FN anerkendte regeringens bekymringer og medgav, at flygtningelejre ikke bør være langsigtede løsninger på tvangsfordrivelser, men at internationale organisationer og menneskerettighedsorganisationer har advaret om, at en pludselig og ukontrolleret lukning ville føre til en humanitær katastrofe, og at tvungne hjemsendelser ville være i strid med folkeretten; der henviser til, at flygtninge i Kakuma generelt lever i frygt for at blive udvist;

O.  der henviser til, at Afrikas Horn på trods af omfattende naturlige ressourcer er en af de fattigste regioner i verden; der henviser til, at fødevaresikkerheden er ekstremt skrøbelig, og at millioner af mennesker, der lever i regionen, lider af fejlernæring og er i risiko for at blive ramt af hungersnød; der henviser til, at tørke og væbnede konflikter er de to vigtigste årsager til fordrivelse af personer i regionen, herunder i Kenya, som understreget i den globale handlingsplan, der blev vedtaget på Den Mellemstatslige Organisation for Udviklings (IGAD's) topmøde i Nairobi den 26. marts 2017; der henviser til, at konflikter som dem i Somalia og Etiopien og vold før og efter valgene i Uganda og Tanzania gør frivillig tilbagevenden uberettiget af hensyn til sikkerheden og værdigheden for de fleste flygtninge i Kakuma-lejren; der henviser til, at Kenya siden slutningen af 2019 har oplevet en kombination af hidtil usete trusler og hårdt ramt af klimaændringerne, idet landet har været vidne til den største invasion af ørkengræshopper i de seneste 60 år, regntider, der har været kendetegnet ved oversvømmelser, og foranstaltninger til begrænsning af covid-19;

P.  der henviser til, at EU’s Nødtrustfond (EUTF) for Afrika, som blev undertegnet på topmødet i Valletta den 12. november 2015, havde til formål at tage fat om de grundlæggende årsager til destabilisering, tvangsfordrivelser og irregulær migration gennem fremme af modstandskraft, økonomiske muligheder, lige muligheder, sikkerhed og udvikling; der henviser til, at EU reagerer på de livreddende basale behov for flygtningene i flygtningelejrene i Kenya; minder om, at EU's Nødtrustfond for Afrika er oprettet under instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde og skal tilpasses det primære mål i EU's udviklingspolitik, som fortsat er "bekæmpelse af fattigdom";

Q.  der henviser til, at EU siden 2012 har ydet mere end 200 mio. EUR i humanitær bistand og har afsat 286 mio. EUR gennem Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) for perioden 2014-2020 med fokus på jobskabelse, fødevaresikkerhed, modstandsdygtighed og institutionsopbygning, navnlig uddannelse; der henviser til, at kenyanske asylansøgere er helt afhængige af humanitær støtte til deres basale behov; der henviser til, at det nye finansielle instrument NDICI – Global Europe vil fortsætte gennemførelsen af EU-programmer i Kenya;

R.  der henviser til, at EU i 2021 tildelte 15 mio. EUR i finansiering til humanitære projekter i Kenya, der først havde til formål at hjælpe flygtninge, og siden 2016 45 mio. EUR til flygtninge og værtssamfund i Kenya under EU's Nødtrustfond for Afrika; der henviser til, at EU i Kakuma- og Dadaab-flygtningelejrene fortsat støtter leveringen af grundlæggende livsvigtig bistand såsom fødevarebistand, sundhedspleje, underernæringsbehandling, vand, sanitet og hygiejne (WASH), beskyttelse og uddannelse;

1.  udtrykker sin dybe bekymring over den humanitære situation og rapporterne om langvarig vold i Kakuma-lejren; fordømmer på det kraftigste brandangrebet med en benzinbombe den 15. marts 2021 i Kakuma 3-flygtningelejren mod to LGBTIQ+-flygtninge; er dybt bekymret over de stående trusler i Kakuma-flygtningelejren mod personer med en LGBTIQ+-profil; minder om, at over 30 personer er blevet flyttet i hast i de seneste få måneder;

2.  opfordrer indtrængende de kenyanske myndigheder til at fortsætte med at efterforske og skabe fuld klarhed om denne forbrydelse og til at drage de ansvarlige til ansvar i overensstemmelse med kenyansk lov og under overholdelse af den internationale menneskerettighedslovgivning;

3.  anerkender den vigtige og konstruktive rolle, som Kenya spiller, og minder om den udfordrende regionale situation, som er kendetegnet ved regionale kriser og konflikter; anerkender betydningen af Kakuma-flygtningelejren for tusindvis af flygtninge og asylansøgere i de tilgrænsende regioner i Kenya, herunder de mest sårbare af dem, navnlig dem med en LGBTIQ+-profil, som er udsat for kriminalisering og endda risikerer dødsstraf i deres oprindelseslande;

4.  roser det samarbejde, der er gjort i årenes løb mellem Kenyas sekretariat for flygtningeanliggender (RAS), UNHCR og andre partnere i forbindelse med beskyttelse af alle flygtninge; understreger imidlertid, at den nuværende situation i Kakuma-lejren er uholdbar på lang sigt og kræver en effektiv, koordineret reaktion fra Kenyas regering, regeringerne i regionen og det internationale samfund som helhed, herunder EU; noterer sig den nylige vedtagelse af køreplanen for Dadaab- og Kakuma-flygtningelejrene i denne forbindelse;

5.  opfordrer den kenyanske regering til at opretholde Kakuma- og Dadaab-flygtningelejrene, i det mindste indtil situationen i regionen er stabiliseret; opfordrer indtrængende den kenyanske regering til at sikre, at flygtninges menneskerettigheder respekteres, når den træffer enhver form for beslutninger, der vedrører dem; understreger, at EU's finansielle bistand til tredjelande til modtagelse af flygtninge ikke bør være en erstatning for EU's ansvar for at huse og genbosætte en rimelig andel af de mennesker, der har behov for international beskyttelse;

6.  opfordrer Kenyas regering, UNHCR og det internationale samfund til at forpligte sig til at arbejde sammen og finde alternative holdbare, hensigtsmæssige og rettighedsbaserede løsninger, der er i overensstemmelse med principperne og målene for ansvarsdeling i den globale flygtningepagt (GCR); anbefaler, at dette for at være effektivt bør omfatte genbosætning i EU af et meningsfuldt antal flygtninge med behov for international beskyttelse;

7.  understreger behovet for en mere integreret og omfattende regional tilgang til håndtering af flygtninge og for at styrke samarbejdet mellem Kenya og dets nabolande om politiske, sikkerhedsmæssige, humanitære og udviklingsmæssige spørgsmål med henblik på at tackle de grundlæggende årsager til tvangsfordrivelse; opfordrer til, at behovet for tilstrækkelig sikkerhed i flygtningelejre opfyldes, og opfordrer den kenyanske regering til at øge sikkerheden i Kakuma-lejren og styrke beskyttelsen af flygtninge, navnlig de mest sårbare grupper; opfordrer de retshåndhævende myndigheder og andre dele af Kenyas regering til at sikre, at flygtninge beskyttes og er i sikkerhed;

8.  opfordrer Kenyas regering og UNHCR til at sikre gennemførelsen af tilbagesendelsesprogrammet i fuld overensstemmelse med internationale forpligtelser og Kenyas nationale ansvar; insisterer på, at enhver hjemsendelsesproces i oprindelseslandet skal være frivillig, sikker, bæredygtig, værdig og rettighedsbaseret, og at hjemvendte skal have adgang til objektive, neutrale og relevante oplysninger om, hvad der sker, hvis de beslutter ikke at gøre det frivilligt;

9.  udtrykker dyb bekymring over situationen på Afrikas Horn, navnlig med hensyn til fattigdom og fødevareusikkerhed; opfordrer Kommissionen til at frigive den humanitære bistand, der er nødvendig for at klare flygtningeproblemet og hungersnøden i regionen; opfordrer til, at EU's og medlemsstaternes bistand på Afrikas Horn som en prioritet anvendes til at bekæmpe vold, herunder seksuel vold, og problemer, der hænger sammen med alvorlige uligheder, fattigdom, kronisk fejlernæring, adgang til sundhedsydelser og offentlige tjenester, navnlig reproduktiv sundhedspleje, og opfyldelse af målene for bæredygtig udvikling;

10.  opfordrer EU til at tage fat på spørgsmålet om fødevareusikkerhed og mangel på basale behov i Kakuma-lejren, herunder bl.a. adgang til vandsanitet, sundhedspleje og elektricitet, ikke kun via bistand forbeholdt flygtninge, men også gennem sin støtte til nationale udviklingsprogrammer, hvis evne til at opfylde kravene om udviklingseffektivitet er blevet sikret og regelmæssigt vurderes;

11.  understreger, at den voksende ustabilitet i regionen udgør en hindring for flygtninges sikre tilbagevenden til deres oprindelseslande; opfordrer EU til i samarbejde med det internationale donorsamfund fortsat at intensivere sin indsats som mæglende partner og til støtte for en bæredygtig og langsigtet socioøkonomisk udvikling i regionen og dermed skabe et gunstigt og sikkert miljø for frivillig tilbagevenden og reintegration af flygtninge;

12.  opfordrer til, at der gøres en større indsats for at beskytte tvangsfordrevne LGBTIQ+-personer, og at det internationale samfund udviser større solidaritet med hensyn til at imødekomme genbosætningsbehovene globalt, da disse fortsat er langt større end det faktiske antal pladser, der er til rådighed;

13.  opfordrer Kommissionen til regelmæssigt at rapportere til Europa-Parlamentet om gennemførelse og programmering af EU's Nødtrustfond for Afrika og opfordrer til en specifik konsekvensanalyse, som omfatter dens indvirkning på menneskerettighederne, og som skal foretages af Kommissionen med støtte fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder; opfordrer Kommissionen til rettidigt at fremlægge resultatet af en sådan konsekvensanalyse for Europa-Parlamentet, herunder inden for rammerne af Arbejdsgruppen vedrørende Eksterne Finansieringsinstrumenter under Udenrigsudvalget og Udviklingsudvalget;

14.  opfordrer EU til fortsat at arbejde tæt sammen med Kenyas regering, UNHCR og det bredere internationale samfund for at hjælpe med at finde løsninger på den langvarige flygtningesituation i regionen; opfordrer EU til at styrke forsvaret og fremme af menneskerettighederne i Kenya;

15.  minder om, at forfølgelse på grund af seksuel orientering i EU betragtes som et kriterium for asylansøgninger og for tildeling af asyl; opfordrer EU og dens medlemsstater til at overholde dette princip; opfordrer EU, navnlig EU-delegationerne og EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder, til effektivt at gøre fuld brug af LGBTI-værktøjskassen og dens ledsagende retningslinjer i deres dialog med alle afrikanske nationer, der stadig kriminaliserer homoseksualitet, og mere generelt i deres dialog med alle lande, hvor forfølgelse af eller vold mod LGBTIQ+-personer er udbredt;

16.  insisterer på, at EU-delegationen i Kenya fortsat nøje overvåger situationen for sårbare personer, navnlig LGBTIQ+-personer og sorte afrikanske kvinder, og aktivt støtter civilsamfundsorganisationer, menneskerettighedsforkæmpere og LGBTIQ+-personer på stedet;

17.  opfordrer indtrængende EU til at fortsætte sine bestræbelser på at overbevise både den kenyanske regering og AU om at genoverveje deres tilgang til LGBTIQ+, idet det bemærkes, at deres holdning på den ene eller anden måde kan bringe LGBTIQ+-personer i fare for umenneskelig og nedværdigende behandling, der strider mod de værdier om lighed og lige beskyttelse, som er nedfældet i loven;

18.  minder de kenyanske myndigheder om deres tilsagn om at respektere retten til menings- og ytringsfrihed som nedfældet i artikel 19 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og dens forpligtelser til at garantere de grundlæggende rettigheder som fastsat i det afrikanske charter og andre internationale og regionale menneskerettighedsinstrumenter, herunder Cotonouaftalen, særlig artikel 8 og 96; opfordrer indtrængende den kenyanske regering til under alle omstændigheder at garantere alle flygtninges fysiske integritet og psykiske velbefindende, uanset deres seksuelle orientering, kønsidentitet eller udtryk;

19.  opfordrer det internationale samfund til at sikre, at flygtninge er omfattet af covid-19-vaccinationsprogrammerne; understreger, at det er af afgørende betydning for både flygtninge og de samfund, der huser dem, at give flygtninge mulighed for at drage fordel af nationale tjenester og integrere dem i de nationale udviklingsplaner, og at det er i overensstemmelse med løftet om "ikke at lade nogen i stikken" i 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling;

20.  gentager, at der ikke kan være nogen udvikling uden forbedret sikkerhed i regionen; understreger imidlertid på det kraftigste, at der skal bruges midler på økonomisk, menneskelig og social udvikling i regionen med særligt fokus på de udviklingsmæssige problemer, der er indkredset i afgørelsen om trustfonden; minder om, at midler fra EUF og officiel udviklingsbistand (ODA) udelukkende bør anvendes til udviklingsmål;

21.  understreger, at det er vigtigt at tildele en betydelig andel af NDICI – Global Europe til civilsamfundsorganisationer i tredjelande, herunder Kenya, til at yde bistand og til beskyttelse og overvågning af migranters rettigheder; opfordrer EU til at sikre, at en betydelig del af programmeringen gennem dette instrument øremærkes til forbedring af menneskerettighederne og international beskyttelse for flygtningene, navnlig i Kenya;

22.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder, FN's generalsekretær, FN's højkommissær for menneskerettigheder og FN's højkommissær for flygtninge, formanden for Kenyas parlament, Den Mellemstatslige Organisation for Udvikling, IGAD, regeringerne i IGAD-medlemsstaterne, Den Afrikanske Union, Det Panafrikanske Parlament og Den Blandede Parlamentariske Forsamling ACS-EU.

(1) EUT C 346 af 21.9.2016, s. 51.
(2) EUT C 307, 30.8.2018, s. 131.
(3) Vedtagne tekster, P9_TA(2021)0108.
(4) Vedtagne tekster, P9_TA(2019)0042.
(5) EUT L 209 af 14.6.2021, s. 1.


Gennemførelse af EU's krav om udveksling af skatteoplysninger
PDF 206kWORD 65k
Europa-Parlamentets beslutning af 16. september 2021 om gennemførelse af EU's krav om udveksling af skatteoplysninger: fremskridt, indhøstede erfaringer og forhindringer, som skal overvindes (2020/2046(INI))
P9_TA(2021)0392A9-0193/2021

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 4 og 14 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

–  der henviser til artikel 113 og 115 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF(1) (DAC),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2013 af 11. december 2013 om fastlæggelse af et handlingsprogram til forbedring af virkemåden for beskatningssystemer i Den Europæiske Union for perioden 2014-2020 (Fiscalis 2020) og om ophævelse af beslutning nr. 1482/2007/EF(2),

–  der henviser til Rådets direktiv 2014/107/EU af 9. december 2014 om ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet(3),

–  der henviser til Rådets direktiv (EU) 2015/2376 af 8. december 2015 om ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet(4),

–  der henviser til Rådets direktiv (EU) 2016/881 af 25. maj 2016 om ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet(5),

–  der henviser til Rådets direktiv (EU) 2016/2258 af 6. december 2016 om ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår skattemyndighedernes adgang til oplysninger indberettet i henhold til hvidvaskreguleringen(6),

–  der henviser til Rådets direktiv (EU) 2018/822 af 25. maj 2018 om ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet i forbindelse med indberetningspligtige grænseoverskridende ordninger(7),

–  der henviser til Kommissionens forslag af 15. juli 2020 til Rådets direktiv til ændring af direktiv 2011/16/EU om administrativt samarbejde på beskatningsområdet (COM(2020)0314),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 2. juni 2020 om fremtiden for det administrative samarbejde på beskatningsområdet i EU,

–  der henviser til sin holdning af 10. marts 2021 om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2011/16/EU om administrativt samarbejde på beskatningsområdet(8),

–  der henviser til Kommissionens indledende konsekvensanalyse af 23. november 2020 om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår foranstaltninger til styrkelse af eksisterende regler og udvidelse af rammen for udveksling af oplysninger på beskatningsområdet til at omfatte kryptoaktiver og elektroniske penge,

–  der henviser til Kommissionens rapport af 18. december 2017 om anvendelse af Rådets direktiv 2011/16/EU om administrativt samarbejde på beskatningsområdet (COM(2017)0781),

–  der henviser til Kommissionens rapport af 17. december 2018 med en oversigt over og en vurdering af statistikker og oplysninger om automatiske udvekslinger i forbindelse med direkte beskatning (COM(2018)0844),

–  der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 12. september 2019 om evaluering af Rådets direktiv 2011/16/EU om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF (SWD(2019)0327),

–  der henviser til Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 03/2021 med titlen "Udveksling af skatteoplysninger i EU: et solidt grundlag, men huller i gennemførelsen",

–  der henviser til sin beslutning af 26. marts 2019 om økonomisk kriminalitet, skatteunddragelse og skatteundgåelse(9),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 7. maj 2020 om en handlingsplan for en samlet EU-politik for forebyggelse af hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme (C(2020)2800),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 15. juli 2020 med titlen "En handlingsplan for en retfærdig og enkel beskatning til støtte for genopretningsstrategien" (COM(2020)0312),

–  der henviser til studiet med titlen "Implementation of the EU requirements for tax Information Exchange", som er offentliggjort af Generaldirektoratet for Parlamentarisk Forskning(10),

–  der henviser til OECD's handlingsplan vedrørende udhuling af skattegrundlaget og overførsel af overskud (BEPS) af 19. juli 2013,

–  der henviser til OECD's rapport af 9. december 2020 med titlen "Peer Review of the Automatic Exchange of Financial Account Information 2020",

–  der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 18. september 2020 om effektive og koordinerede EU-foranstaltninger til bekæmpelse af skattesvig, skatteundgåelse, hvidvask af penge og skattely(11),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 54 og artikel 1, stk. 1, litra e), i og bilag 3 til afgørelse truffet af Formandskonferencen den 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A9-0193/2021),

A.  der henviser til, at EU står over for urimelige eller aggressive skattepraksis, og EU's medlemsstater mister for eksempel mellem 160 og 190 mia. EUR om året(12) som følge af multinationale selskabers skatteunddragelse og overførsel af overskud; der henviser til, at tabet er af betydeligt omfang i lyset af den sundhedsmæssige, sociale og økonomiske krise, som Unionen står i og kæmper med i øjeblikket; der henviser til, at EU's skatteydere havde 1,5 billioner EUR i offshorecentre i 2016, hvilket resulterede i et gennemsnitligt tab af skatteindtægter på 46 mia. EUR i EU som følge af privatpersoners skatteunddragelse(13); der henviser til, at disse beløb kun er en del af det generelle problem med privatpersoners og virksomheders skatteundgåelse, og at dette beløb uretmæssigt fratrækkes de nationale budgetter og derfor udgør en yderligere byrde for de skatteydere, der overholder reglerne;

B.  der henviser til, at samarbejdet mellem skattemyndighederne er blevet væsentligt bedre på EU-plan såvel som på globalt plan i de seneste år med det formål at undgå skatteunddragelse, skatteundgåelse og skattesvig, navnlig som følge af G20/OECD's fælles indberetningsstandard, som blev godkendt i 2014;

C.  der henviser til, at gentagne afsløringer fra undersøgende journalister, såsom LuxLeaks, Panama-papirerne, Paradise-papirerne, Cum-Ex/Cum-Cum-skandalerne og senest OpenLux, har bidraget til en øget bevidsthed og presset EU til at videreudvikle sine værktøjer til bekæmpelse af skatteundgåelse, skatteunddragelse og skattesvig; der henviser til, at OpenLux-afsløringerne har vist, at det er nødvendigt, at udvekslingen af skattemæssige oplysninger bliver mere kvalitativ og leverer resultater;

D.  der henviser til, at direktivet om administrativt samarbejde på beskatningsområdet (DAC), som trådte i kraft i januar 2013 og erstattede Rådets direktiv 77/799/EØF om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte skatter, fastlægger regler og procedurer for samarbejde mellem medlemsstaterne om udveksling af oplysninger mellem medlemsstaternes skattemyndigheder, navnlig automatisk udveksling af oplysninger om indkomst og aktiver;

E.  der henviser til, at DAC senere blev ændret fem gange for gradvist at udvide anvendelsesområdet for automatisk udveksling af oplysninger til også at omfatte oplysninger om finansielle konti og beslægtet indkomst (DAC2), grænseoverskridende forhåndstilsagn og forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger (DAC3) og landeopdelt rapportering (CbCR) indsendt af multinationale selskaber (DAC4) for at give skattemyndighederne adgang til oplysninger om reelt ejerskab, som indsamles i henhold til reglerne om bekæmpelse af hvidvask af penge (DAC5), og endelig for at udvide anvendelsesområdet for automatisk udveksling af oplysninger til også at omfatte grænseoverskridende skatteplanlægningsordninger og indføre bindende regler for oplysningspligt for formidlere (DAC6);

F.  der henviser til, at bestemmelserne om automatisk udveksling af oplysninger i henhold til DAC1 til DAC4 trådte i kraft mellem januar 2015 og juni 2017, og at de første virkninger kan vurderes, mens det er for tidligt at vurdere virkningen af bestemmelserne i DAC5 og DAC6, som først trådte i kraft i henholdsvis januar 2018 og juli 2020;

G.  der henviser til, at Kommissionen i juli 2020 foreslog en yderligere ændring for at udvide anvendelsesområdet for automatisk udveksling af oplysninger til bl.a. indkomst optjent via digitale platforme (DAC7) og bebudede en yderligere ændring for at give adgang til oplysninger om kryptoaktiver (DAC8); der henviser til, at en sådan revision kan være en mulighed for at forbedre rammerne for informationsudveksling som helhed;

H.  der henviser til, at Rådet har afsluttet sine forhandlinger om flere DAC-revisioner, herunder det nylige forslag til DAC7, uden at tage højde for Europa-Parlamentets udtalelse, hvilket er i strid med princippet om loyalt samarbejde og Europa-Parlamentets rolle i en høringsproces som anført i artikel 115 i TEUF;

I.  der henviser til, at vanskelighederne i Rådet med at nå til enighed om de forbedringer, som Kommissionen har foreslået, ikke giver tilstrækkelige svar på globale skattespørgsmål;

J.  der henviser til, at der fortsat er visse uoverensstemmelser mellem de internationale og europæiske standarder, navnlig med hensyn til fristen for meddelelse af skatteoplysninger; der henviser til, at et flertal af medlemsstaterne offentliggør aggregerede CbCR-oplysninger i henhold til aktion 13 i handlingsplanen vedrørende udhuling af skattegrundlaget og flytning af fortjeneste (BEPS);

K.  der henviser til, at Unionen har underskrevet aftaler med tredjelande, herunder Andorra, Liechtenstein, Monaco, San Marino og Schweiz, for at sikre, at oplysninger svarende til DAC2-oplysninger deles med medlemsstaterne; der henviser til, at senere udgaver af DAC ikke har været genstand for lignende aftaler;

L.  der henviser til, at der kun er meget få offentligt tilgængelige oplysninger om gennemførelsen af DAC1 til DAC4 og næsten ingen kvantitative oplysninger om udveksling af oplysninger vedrørende landeopdelt rapportering under DAC4, og at kvantitative oplysninger om gennemførelsen af DAC på medlemsstatsniveau er sjældne;

M.  der henviser til, at Parlamentet fuldt ud respekterer princippet om national suverænitet på skatteområdet;

N.  der henviser til, at tilgængelige oplysninger viser, at udvekslingen af oplysninger i henhold til bestemmelserne i DAC1 og DAC2 om automatisk udveksling af oplysninger er øget betydeligt siden ikrafttrædelsen, og at medlemsstaterne udvekslede omkring 11 000 meddelelser med henvisning til næsten 16 mio. skatteydere og til indkomst og/eller aktiver til en værdi af over 120 mia. EUR i henhold til bestemmelserne i DAC1 mellem 2015 og medio 2017 og omkring 4 000 meddelelser om ca. 8,3 mio. konti med en samlet værdi på næsten 2,9 bio. EUR i henhold til DAC2 pr. 2018;

O.  der henviser til, at bestemmelserne om automatisk udveksling af oplysninger i henhold til DAC3 har ført til en betydelig stigning i indberettede grænseoverskridende forhåndstilsagn og forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger sammenlignet med den foregående periode, hvor de kun blev delt spontant og ved sjældne lejligheder trods et retligt bindende krav om at dele mange grænseoverskridende forhåndstilsagn og forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger siden 1977, idet der i 2017 blev indberettet 17 652 grænseoverskridende forhåndstilsagn/forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger sammenlignet med kun 2 529 i 2016, 113 i 2015 og 11 i 2014; der henviser til, at succes ikke udelukkende kan måles ved en samlet stigning i indberettede grænseoverskridende forhåndstilsagn/forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger, hvilket fremgår af LuxLetters-afsløringerne;

P.  der henviser til, at det er Parlamentets ansvar – sammen med Rådet – at udøve politisk kontrol med Kommissionen som fastsat i traktaterne (artikel 14 i TEU), herunder dens håndhævelses- og gennemførelsespolitik, og at dette kræver tilstrækkelig adgang til relevante oplysninger; der henviser til, at Kommissionen er ansvarlig over for Europa-Parlamentet i henhold til artikel 17, stk. 8, i TEU;

Q.  der henviser til, at Kommissionen har indledt i alt 73 traktatbrudsprocedurer, primært vedrørende forsinkelser i gennemførelsen af DAC i medlemsstaterne, og to traktatbrudsprocedurer verserede stadig pr. januar 2021; der henviser til, at forsinket eller mangelfuld gennemførelse af DAC i medlemsstaterne har udgjort grundlaget for adskillige traktatbrudsprocedurer, og at dette scenarie gør, at Europa-Parlamentet står fast på, at Kommissionen skal føre streng kontrol med gennemførelsen af EU-lovgivningen om skattespørgsmål og navnlig DAC-bestemmelserne;

R.  der henviser til, at OECD har skabt en global standard for automatisk udveksling af oplysninger med sin fælles indberetningsstandard (CRS) i 2014, og over 100 jurisdiktioner i hele verden har forpligtet sig til automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti fra 2021;

S.  der henviser til, at Europa-Parlamentet anerkender, at det ikke har nogen lovgivende magt på området direkte beskatning og kun har begrænset lovgivende magt på området indirekte beskatning;

T.  der henviser til, at DAC-rammen bør ledsages af lige stor opmærksomhed med hensyn til skattemyndigheders kapacitet og deres vilje til at lette overholdelsen og tjene skatteydernes interesse;

U.  der henviser til, at direktivet om administrativt samarbejde på beskatningsområdet skal være et instrument til at forbedre de nationale skattemyndigheders koordinerede arbejde, men skal tage højde for størrelser som: i) styrkelse af skattemyndighedernes ressourcer (inden for menneskelige, finansielle og infrastrukturmæssige områder — hovedsagelig digital infrastruktur), ii) beskyttelse af skatteydernes rettigheder, såsom databeskyttelse, iii) beskyttelse af erhvervsmæssige og industrielle hemmeligheder med høje standarder for cybersikkerhed i forbindelse med udvekslingen af oplysninger, iv) reduktion af den administrative og bureaukratiske byrde for skatteydere og selskaber, v) fremme af højere performancestandarder for skattemyndighederne med strammere tidsfrister for at overholde de europæiske regler, og vi) beskyttelse af vores selskabers konkurrenceevne med enklere og hurtigere måder til at sikre overholdelse af administrative krav;

V.  der henviser til, at den økonomiske krise, som blev udløst af covid-19-pandemien, har krævet en enorm finanspolitisk og budgetmæssig indsats fra regeringernes side, herunder i form af støtte til selskaber; der henviser til, at modtagere af en sådan støtte skal opfylde deres sociale ansvar såsom at samarbejde tilstrækkeligt med skattemyndighederne for at garantere en omfattende udveksling af skatteoplysninger;

W.  der henviser til, at effektiviteten af udvekslingen af skatteoplysninger afhænger mindre af mængden af data, der udveksles, end af deres kvalitet; der henviser til, at dataenes kvalitet og fuldstændighed derfor er afgørende for at høste de største fordele af DAC-rammen; der henviser til, at manglende offentligt tilgængelige oplysninger om kvantitative data vedrørende udvekslingen af oplysninger under DAC1 til DAC4 gør de nationale parlamenters og Europa-Parlamentets demokratiske kontrol væsentligt mere vanskelig;

X.  der henviser til, at den stadig mere digitaliserede og globaliserede økonomi har komplekse og udfordrende dimensioner såsom digitale aktiver og kryptoaktiver, og at det derfor er vigtigt at øge samarbejdet mellem de nationale skattemyndigheder på dette område; der henviser til, at en klar definition af kryptoaktiver, i tråd med det igangværende arbejde i OECD og Den Finansielle Aktionsgruppe (FATF), vil være vigtig for at fremme bekæmpelsen af skatteunddragelse og fremme fair beskatning; der henviser til, at udbredelsen af kryptovalutaer er en aktuel problemstilling, som der bør tages højde for i forbindelse med enhver indsats for at øge det administrative samarbejde på grundlag af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet;

Y.  der henviser til, at skattepolitikker er kernen i den nationale suverænitet på skatteområdet og repræsenterer nationale kompetencer; der henviser til, at enhver større beslutning på europæisk plan skal være baseret på streng respekt for den mellemstatslige logik, der styrer dette område af europæisk integration; der henviser til, at vigtige beslutninger om yderligere integration på dette område altid skal træffes med respekt for traktaterne, nationale kompetencer og national suverænitet på skatteområdet; der henviser til, at Parlamentet tilslutter sig ambitionen om at finde innovative løsninger på skatteområdet under hensyntagen til den institutionelle ramme, som vi ønsker at bevare;

Z.  der henviser til, at det administrative samarbejde på skatteområdet skal være et instrument til at forbedre bekæmpelsen af privatpersoners og virksomheders skattesvig og skatteunddragelse gennem bedre kommunikationskanaler og effektive praksis for udveksling af oplysninger;

AA.  der henviser til, at de på hinanden følgende revisioner af direktivet om administrativt samarbejde på beskatningsområdet viser, at dette er et område, der til stadighed er af interesse for medlemsstaterne og de europæiske politikere, at de europæiske instrumenter gradvist og progressivt udvikler sig i henhold til en logik med tættere samarbejde, og at borgerne er klar over de europæiske løsningers merværdi med hensyn til at løse problemer i relation til beskatning, primært med hensyn til bekæmpelse af skatteundgåelse, skatteunddragelse og skattesvig;

AB.  der henviser til, at udveksling af oplysninger om indkomst og kapitalgevinster fra enkeltpersoner, navnlig om fast ejendom, undermineres af brugen af skuffeselskaber;

AC.  der henviser til, at der ikke automatisk udveksles oplysninger om reelle ejere af aktier i selskaber i henhold til den nuværende ramme;

AD.  der henviser til, at familieforetagender ofte besidder store grænseoverskridende aktiver gennem direkte ejerskab af selskaber eller gennem tæt ejede investeringsenheder(14); der henviser til, at sådanne finansielle institutioner kan være berørt af interessekonflikter, hvilket bidrager til upålidelig indberetning af skatteoplysninger; der henviser til, at urealiserede kursgevinster for personer i lavt beskattede selskaber i udlandet nærmest ikke er omfattet af de nationale skattesystemer, der henviser til, at dette giver privatpersoner med stor nettoformue mulighed for at akkumulere rigdom baseret på lavt beskattet indkomst, mens middelklassen kun kan akkumulere rigdom baseret på fuldt beskattet indkomst;

AE.  der henviser til, at en velfungerende og effektiv ramme for udveksling af oplysninger kan lette det budgetmæssige pres i alle medlemsstater;

Anvendelsesområde og indberetningskrav

1.  glæder sig over, at EU-institutionerne løbende har forbedret og udvidet anvendelsesområdet for udveksling af oplysninger for at dæmme op for skattesvig, skatteunddragelse og skatteundgåelse, herunder det nylige forslag til DAC7 samt planerne for DAC8; bemærker imidlertid, at mens anvendelsesområdet for DAC-rammen er blevet støt forøget, har der været for ringe fokus på tilsvarende at forbedre datakvaliteten og -fuldstændigheden;

2.  fremhæver, at udvekslingen af oplysninger mellem skattemyndighederne er forbedret betydeligt på både globalt plan og EU-plan; minder om, at DAC2, DAC3, DAC4, DAC6 og DAC7 er direkte forbundet til det arbejde, der foregår på OECD-plan; mener, at de foranstaltninger, der er aftalt på den globale scene, udgør en minimumsstandard for EU;

3.  bemærker, at det er nødvendigt, at skattemyndighedernes gennemfører og anvender reglerne bedre for at minimere risikoen for manglende angivelse af indkomst, og opfordrer derfor Kommissionen til at sikre en bedre håndhævelse af reglerne; bemærker imidlertid, at visse typer indkomst og aktiver stadig er udelukket fra anvendelsesområdet, hvilket indebærer en risiko for omgåelse af skatteforpligtelser; opfordrer Kommissionen til at vurdere behovet for og den mest hensigtsmæssige måde til at medtage følgende oplysninger om ejerskab, indtægter og ikkefinansielle aktiver i den automatiske udveksling af oplysninger og til at fremsætte konkrete forslag herom: a) de reelle ejere af fast ejendom og selskaber, b) kapitalgevinster i forbindelse med fast ejendom og kapitalgevinster i relation til finansielle aktiver, herunder valutahandel, navnlig for at finde måder, hvorpå skattemyndigheder kan blive bedre informeret med henblik på at identificere realiserede kapitalgevinster, c) udbytteindtægter, der ikke er knyttet til et depot, d) ikkefinansielle aktiver såsom kontanter, kunst, guld eller andre værdigenstande, der opbevares i free ports, toldoplag eller bankbokse, e) ejerskab af yachter og private jetfly, og f) konti til større peer-to-peer-långivning, crowdfunding og lignende platforme;

4.  bemærker, at effektiviteten af DAC1 er alvorligt hæmmet af, at medlemsstaterne kun skal indberette mindst to kategorier af indkomst; bemærker den seneste ændring, hvorved medlemsstaterne forpligtes til at udveksle alle de oplysninger, der er til rådighed, om mindst fire kategorier af indkomst for så vidt angår beskatningsperioder fra og med 2024; opfordrer Kommissionen til efter en konsekvensanalyse at gøre det obligatorisk at indberette alle kategorier af indkomst og aktiver inden for anvendelsesområdet; opfordrer medlemsstaterne til at udvikle effektive og tilgængelige registre med henblik på udveksling af oplysninger; bemærker, at en sådan indsats også vil gavne den nationale inddrivelse af skatter;

5.  bemærker udfordringen med at indsamle oplysninger om e-penge og/eller kryptoaktiver og problemerne med at inddrage dem i den automatiske udveksling af oplysninger på grund af deres uafhængighed af mellemmænd; opfordrer til, at der etableres en samlet ramme for indsamling af oplysninger om e-penge og kryptoaktiver;

6.  bemærker, at definitionen af indberettende finansielle institutioner og typer af konti, der skal indberettes i DAC2, indebærer en risiko for omgåelse og øget bureaukrati; opfordrer Kommissionen til at foretage en vurdering af og, hvis det er relevant, fremsætte et forslag om at udvide indberetningsforpligtelserne til andre relevante typer finansielle institutioner uden at øge bureaukratiet, men at genoverveje tæt styrede investeringsenheders kvalifikation som finansielle institutioner, revidere definitionen af udelukkede konti og fjerne de tærskler, der gælder for allerede eksisterende enhedskonti; minder om, at med tilstrækkelige IT-systemer kan en praksis uden fritagelser og uden tærskler bidrage til mindre bureaukrati; opfordrer Kommissionen til at vurdere forpligtelsen for finansielle institutioner til at indgive nulindberetninger, hvor der ikke er nogen oplysninger, som skal indberettes, med henblik på at mindske bureaukratiet;

7.  bemærker, at DAC3 indeholder visse blinde vinkler og kan have utilsigtede negative virkninger såsom at skattemyndighederne ikke udveksler grænseoverskridende forhåndstilsagn, hvis disse er for gunstige, eller at skattemyndighederne benytter sig af uformelle ordninger for at undgå udveksling, som er blevet afsløret ved at gøre brug af uformelle forhåndstilsagn via informationsbreve i Luxembourg; beklager fortrinsbehandlingen af privatpersoner med en høj nettoformue; opfordrer derfor til, at anvendelsesområdet for udveksling af oplysninger under DAC3 udvides til at omfatte uformelle ordninger, grænseoverskridende forhåndstilsagn og forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger, der ikke er givet "på forhånd" (f.eks. aftaler efter transaktionen eller efter at have indsendt oplysningerne), fysiske personer og afgørelser, som stadig er gyldige, men som blev udstedt, ændret eller fornyet før 2012; beklager, at tidligere opfordringer fra Europa-Parlamentet i denne henseende indtil videre er blevet ignoreret; beklager, at kvaliteten af dataregistreringerne under DAC3 er mangelfuld, og at de endnu ikke anvendes eller udnyttes i stor udstrækning af medlemsstaternes skattemyndigheder; tilråder, at der sendes en særlig meddelelse til skattemyndighederne, hvor et selskab, der nyder godt af en skatteafgørelse inden for anvendelsesområdet for DAC3, har en skattepligtig tilstedeværelse;

8.  beklager, at bilaterale og multilaterale forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger ikke er omfattet af udvekslingen af oplysninger i henhold til DAC3, hvis en beslægtet international skatteaftale ikke giver mulighed for, at de videregives; opfordrer medlemsstaterne til at genforhandle eksisterende og ikke godkende fremtidige internationale skatteaftaler, som ikke tillader videregivelse af forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger;

9.  beklager, at de sammenfattende oplysninger i det centrale register for grænseoverskridende forhåndstilsagn og forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger ofte er for korte til at blive anvendt uden at skulle anmode om yderligere oplysninger; opfordrer Kommissionen til at udarbejde retningslinjer om, hvad skattemyndighederne bør anføre i sammenfatningen, som bør indeholde alle relevante direkte og indirekte skattemæssige konsekvenser, herunder de effektive skattesatser;

10.  beklager praksissen med uformelle forhåndstilsagn i Luxembourg, hvilket fremgår af LuxLetters-afsløringerne, og som fører til, at uformelle ordninger ikke indberettes som krævet i henhold til DAC3; opfordrer indtrængende Kommissionen til hurtigst muligt at vurdere Luxembourgs og andre medlemsstaters mulige overtrædelse af DAC3-kravene med lignende praksis og om nødvendigt indlede traktatbrudsprocedurer;

11.  glæder sig over, at en lang række lande, herunder mange medlemsstater, frigiver anonymiserede og samlede oplysninger fra den landeopdelte rapportering som krævet i henhold til DAC4 eller aktion 13 i BEPS-handlingsplanen; beklager, at et mindretal af medlemsstaterne ikke offentliggør disse oplysninger i internationale databaser; opfordrer til en harmoniseret tilgang i denne henseende og insisterer på, at Kommissionen integrerer dette krav i den fremtidige revision af DAC;

12.  anbefaler, at omfanget af oplysninger fra multinationale virksomheder, der ejer flere enheder inden for samme jurisdiktion, tages op til revision for at forbedre kvaliteten af oplysningerne og samtidig undgå uforholdsmæssigt høje overholdelsesomkostninger;

13.  bemærker, at konsekvensen i den obligatoriske udveksling af oplysninger i henhold til DAC6 påvirkes negativt af de forskellige medlemsstaters tvetydige fortolkning af kendetegn; opfordrer derfor til større klarhed i formuleringen af kriteriet om det primære formål for kendetegn i kategori A og B;

14.  minder om, at DAC-bestemmelserne finder anvendelse på alle virksomheder, som er underlagt indberetningspligten; minder imidlertid om, at der er betydelige forskelle mellem multinationale selskaber og SMV'er med hensyn til overholdelsespolitikker, og at der skal tages højde for dette i fremtidige DAC-revisioner; har derfor forståelse for, at SMV'ers overholdelsesomkostninger og administrative byrde skal reduceres;

15.  minder om, at de europæiske regler om administrativt samarbejde ikke erstatter de nationale regler, men i stedet udgør minimumsstandarder for udveksling af oplysninger og samarbejde;

16.  anerkender, at for at forbedre målene for DAC skal vægten lægges på at lukke de eksisterende huller i gennemførelsen og overvågningen i stedet for at fokusere på nye lovgivningsmæssige regler;

Due diligence-forpligtelser og reelt ejerskab

17.  bemærker, at omfanget af de udvekslede oplysninger er stort, men at kvaliteten er begrænset; glæder sig over anbefalingerne fra Den Europæiske Revisionsret; bemærker, at fælles regnskaber skaber visse vanskeligheder for finansielle institutioner; er bekymret for, at unøjagtige eller forældede oplysninger om skattemæssigt hjemsted hos finansielle institutioner og misbrug gennem flere hjemsteder kan føre til manglende udveksling af oplysninger, hvor disse er påkrævet; beklager brugen af gyldne visa og pas til at omgå udveksling af oplysninger og gentager sin opfordring til at udfase alle disse eksisterende ordninger; opfordrer Kommissionen til at udvide sin traktatbrudsprocedure til alle medlemsstater, som tilbyder gyldne visa; opfordrer til stærkere håndhævelsesprocedurer i medlemsstaterne og til oprettelse af nationale sanktionssystemer med en effektiv afskrækkende virkning i tilfælde af ukorrekt eller ufuldstændig rapportering; opfordrer Kommissionen til at inkludere besøg på stedet i medlemsstaterne og vurdere effektiviteten af deres overvågningsordninger; opfordrer medlemsstaterne til at indføre et system til kvalitets- og fuldstændighedskontrol af DAC-data, løbende feedback om de modtagne oplysninger og rapporter om brugbarheden af indgreb til Kommissionen for at forbedre den fremtidige beslutningstagning samt procedurer for revision af indberetningspligtige enheder med hensyn til kvaliteten og fuldstændigheden af de fremsendte data; anerkender, at de oplysninger, som udveksles mellem medlemsstaterne via DAC og de underliggende systemer, er fortrolige;

18.  påpeger, at der ikke findes nogen foreskrevne sanktioner for finansielle institutioner, som enten ikke indberetter eller indberetter oplysninger forkert eller ukorrekt, og at foranstaltningerne varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat; minder om, at medlemsstaterne i henhold til artikel 25a i DAC2 skal pålægge sanktioner, som er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning for de rapporterende enheder; beklager, at Kommissionen ikke vurderer omfanget eller den afskrækkende virkning af sanktionerne i de enkelte medlemsstater, og at Kommissionen ikke har givet nogen benchmarks til sammenligning eller vejledning i den forbindelse; opfordrer til mere harmoniserede og effektive sanktioner med afskrækkende virkning ved manglende overholdelse;

19.  anbefaler, at der indføjes en markør til angivelse af forskellige kontohavers fælles ejerskab for at undgå dobbelt indberetning og for at lette nøjagtig identifikation af saldi; foreslår desuden, at enheder kan registrere ejerandelen for hver kontohaver og markere, når en konto indehaves af ejere fra forskellige jurisdiktioner;

20.  bemærker, at DAC5 gav skattemyndighederne adgang til oplysninger om reelt ejerskab som indsamlet i henhold til reglerne om bekæmpelse af hvidvask af penge (AML); bemærker, at det femte hvidvaskdirektiv (AMLD5) udvidede mulighederne for et samspil mellem AML og DAC, og at AMLD5 skulle være gennemført af medlemsstaterne senest den 10. januar 2020; bemærker endvidere, at effektiviteten af DAC derfor i høj grad afhænger af de eksisterende AML-direktiver i medlemsstaterne; bemærker, at effektiviteten af DAC undergraves af den ukorrekte gennemførelse af disse direktiver, manglen på effektiv håndhævelse og de tilbageværende svagheder i ALM-rammen såsom i) det forhold, at reelt ejerskab ikke er bestemt for individuelle konti, der føres gennem aktive ikke-finansielle enheder, ii) manglen på oplysninger om reelt ejerskab af fast ejendom og livsforsikringskontrakter, iii) manglen på indbyrdes forbundne nationale registre, navnlig fast ejendom med registre over reelt ejerskab, og iv) manglen på fælles definitioner for reelt ejerskab, due dilligence og skattekriminalitet;

21.  beklager den aktuelle situation med hensyn til gennemførelsen af AMLD4 i medlemsstaterne(15) med Kommissionens indledning af traktatbrudsprocedurer mod otte medlemsstater i december 2020 samt tre medlemsstater i februar 2021(16); bemærker, at gennemførelsesfristen for disse bestemmelser var den 27. juni 2017; beklager endvidere, at der for AMLD5(17), hvor gennemførelsesfristen var den 10. januar 2020, er indledt traktatbrudsprocedurer mod 16 medlemsstater(18);

22.  bemærker med bekymring, at i FATF's seneste vurdering af landenes AML-foranstaltninger klarede de 18 medlemsstater, der var medtaget i vurderingen(19), sig ikke godt med hensyn til nøgleindikatorerne for effektivitet; f.eks. blev de fleste medtagne medlemsstater i vurderingen af en tilstrækkelig anvendelse af AML-foranstaltninger vurderet som havende et "moderat" eller "lavt" effektivitetsniveau, og kun Spanien blev vurderet som havende et "væsentligt" effektivitetsniveau, mens ingen medlemsstater blev vurderet at have et højt effektivitetsniveau(20);

23.  bemærker, at der anvendes stadig mere komplekse strukturer til at skjule de endelige reelle ejere og dermed hindre en effektiv gennemførelse af AML-reglerne; bemærker endvidere de svagheder, der kom frem ved OpenLux-afsløringerne; mener, at der ikke bør være nogen tærskel for indberetning af de reelle ejere; minder om, at reelt ejerskab af trustfonde bør have samme grad af gennemsigtighed som virksomheder under AMLD5, samtidig med at der sikres passende garantier;

24.  opfordrer Kommissionen til rettidigt at fremlægge en evaluering af samspillet mellem AML og DAC;

Retlige og praktiske udfordringer

25.  bemærker, at Kommissionen overvåger gennemførelsen af DAC-lovgivningen i medlemsstaterne; påpeger imidlertid, at den indtil videre hverken har truffet direkte og effektive foranstaltninger for at afhjælpe den manglende kvalitet af de data, der sendes mellem medlemsstaterne, eller aflagt besøg i medlemsstaterne, og at den heller ikke har sikret effektiviteten af de sanktioner, som medlemsstaterne pålægger for overtrædelser af DAC-bestemmelserne om indberetning; opfordrer indtrængende Kommissionen til at intensivere sine aktiviteter i denne henseende og til at træffe direkte og effektive foranstaltninger for at afhjælpe den manglende kvalitet af de data, som medlemsstaterne fremsender, videreudvikle sin vejledning til medlemsstaterne om DAC-lovgivningens gennemførelse, foretage en risikoanalyse og anvende de modtagne skatteoplysninger samt iværksætte traktatbrudsprocedurer bl.a. ved brug af Det Globale Forums(21) og Den Finansielle Aktionsgruppes revisioner; opfordrer Kommissionen til at prioritere spørgsmålet om at forbedre datakvaliteten i de kommende revisioner af DAC-rammen;

26.  bemærker med bekymring, at det i Kommissionens evaluering fra 2019 blev fremhævet, at medlemsstaterne ofte ikke går videre end minimumskravene i DAC med hensyn til udveksling af oplysninger, og at dette var medvirkende til Cum-Ex- og Cum-Cum-skandalen vedrørende skattesvig; bemærker navnlig, at medlemsstaterne ikke i tilstrækkelig grad samarbejdede ved hjælp af passende mekanismer såsom en spontan udveksling for at advare andre relevante medlemsstater om sådanne ordninger; bemærker endvidere, at der kun for et lille mindretal af medlemsstater foreligger fuldstændige oplysninger om alle seks indkomst- og kapitalkategorier under DAC1; understreger nødvendigheden af mere effektive, fuldstændige og hyppige udvekslinger;

27.  bemærker med bekymring, at Det Globale Forum for nylig har vurderet den retlige gennemførelse af den fælles indberetningsstandard (CRS)(22), der i EU omtales som DAC2, og bemærker, at ikke alle medlemsstater ikke overholder reglerne fuldt ud i henhold til Det Globale Forums peerevaluering; opfordrer Kommissionen til at overvåge medlemsstaterne nøje og indlede traktatbrudsprocedurer, indtil alle medlemsstater overholder reglerne fuldt ud; ser frem til Det Globale Forums peerevaluering af den praktiske håndhævelse af CRS, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forberede sig omhyggeligt på denne proces;

28.  beklager, at medlemsstaterne sjældent knytter de oplysninger, de fremsender, til et TIN-nummer udstedt af skatteyderens bopælsland; bemærker, at det tilsyneladende kun er Litauen og Irland, der medtager et TIN-nummer, som er anerkendt af modtagerlandet(23); bemærker endvidere, at deling af gyldige skatteregistreringsnumre (TIN-numre) er afgørende for effektive processer for udveksling af oplysninger; bemærker, at selskabers TIN-numre ligeledes bør indberettes for at gøre det lettere at matche skattemæssigt relevante oplysninger; minder om, at enhver foranstaltning til at lette identifikation af skatteyderne skal være i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, navnlig retten til privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger;

29.  bifalder kravet i DAC7 om at medtage bopælsmedlemsstatens TIN-nummer for DAC1 og DAC2 med henblik på at forbedre matchningen og identifikationen af data på tværs af medlemsstaterne, eftersom en korrekt identifikation af skatteyderne er afgørende for en effektiv udveksling af oplysninger mellem skattemyndighederne; er bekymret over, at store mængder oplysninger ikke matches med de relevante skatteydere og underudnyttes, hvilket fører til fejl i beskatningen;

30.  opfordrer Kommissionen til i tæt samarbejde med medlemsstaterne at udarbejde et valideringsværktøj til TIN-numre; bemærker, at et sådant valideringsværktøj ville øge de finansielle institutioners indberetningseffektivitet betydeligt og dermed mindske overholdelsesomkostningerne for disse institutioner; opfordrer Kommissionen til efter en grundig analyse og konsekvensanalyse at tage indførelsen af et europæisk TIN-nummer op til fornyet overvejelse; opfordrer medlemsstaterne til at sikre en mere systematisk analyse af ikkematchede DAC1- og DAC2-data og til at indføre procedurer for systematisk risikoanalyse af modtagne oplysninger;

31.  noterer sig, at oplysninger, der udveksles efter anmodning, ofte er blevet anset for at være ufuldstændige og krævede yderligere præciseringer; beklager, at myndighederne i forbindelse med oplysninger, der udveksles efter anmodning, ofte er op til seks måneder eller længere om at udlevere oplysninger regnet fra anmodningens modtagelsesdato; bemærker med beklagelse, at der ikke er nogen tidsfrister for opfølgende udvekslinger, hvilket kan medføre yderligere forsinkelser; opfordrer Kommissionen til at revidere denne bestemmelse, også for opfølgende anmodningers vedkommende, og fastsætte en tidsfrist på højst tre måneder; foreslår, at Kommissionen får mandat til systematisk at vurdere tredjelandes grad af samarbejde; opfordrer Kommissionen til at vurdere tegn på, at udvekslingen af oplysninger efter anmodning med flere tredjelande, herunder Schweiz, er utilfredsstillende;

32.  beklager, at én medlemsstat, Malta, har fået en samlet score som "delvist overensstemmende" i peerevalueringen fra Det Globale Forum for så vidt angår udveksling af oplysninger efter anmodning, hvilket betyder, at standarden for udveksling af oplysninger efter anmodning kun er delvist gennemført, med betydelige praktiske konsekvenser til følge(24); bemærker, at 19 medlemsstater ikke fuldt ud overholder reglerne om "ejerskab og identitetsoplysninger"(25); bemærker, at seks medlemsstater ikke fuldt ud overholder reglerne om "regnskabsoplysninger"(26); bemærker, at fem medlemsstater ikke fuldt ud overholder reglerne om "bankoplysninger"(27); bemærker, at syv medlemsstater ikke fuldt ud overholder reglerne om "aktindsigt"(28); bemærker, at tre medlemsstater ikke fuldt ud overholder reglerne om "rettigheder og garantier"(29); bemærker, at fem medlemsstater ikke fuldt ud overholder reglerne om "mekanismer til udveksling af oplysninger"(30); bemærker, at tre medlemsstater ikke fuldt ud overholder reglerne om "fortrolighed"(31); bemærker, at tre medlemsstater ikke fuldt ud overholder reglerne om "rettigheder og garantier"(32); bemærker, at ni medlemsstater ikke fuldt ud overholder reglerne om "svarenes kvalitet og rettidighed"(33); bemærker til opsummering, at der kun i otte medlemsstater ikke blev konstateret væsentlige mangler(34); beklager, at der er konstateret væsentlige mangler i 18 medlemsstater(35); beklager dybt, at visse medlemsstater opnår en lav score med hensyn til visse aspekter såsom ejerskab og identitetsoplysninger; opfordrer medlemsstaterne til at opnå en score som overensstemmende ved den næste peerevaluering; bemærker, at medlemsstaternes utilstrækkelige performance alvorligt underminerer EU's troværdighed med hensyn til den internationale bekæmpelse af skatteunddragelse og skatteundgåelse; forventer, at Kommissionen uden yderligere forsinkelse anvender alle retlige og ikkeretlige værktøjer for at sikre, at lovgivningen gennemføres korrekt; opfordrer Kommissionen til at indlede traktatbrudsprocedurer, indtil alle medlemsstater overholder reglerne fuldt ud; opfordrer derfor medlemsstaterne til at forpligte sig fuldt ud til DAC-målene og gennemførelsen af bedste praksis for udveksling af oplysninger;

33.  bifalder Kommissionens forslag i DAC7 om at præcisere den standard for "forventet relevans", der skal opfyldes i forbindelse med udveksling af oplysninger efter anmodning, og opfordrer Kommissionen til at udarbejde retningslinjer for at sikre en standardiseret tilgang og en mere effektiv anvendelse af bestemmelserne om udveksling af oplysninger efter anmodning;

34.  glæder sig over, at Kommissionen har stillet forskellige værktøjer til rådighed for medlemsstaterne til at udvikle udvekslingen af oplysninger og bedste praksis samt IT-støtte, hovedsagelig gennem Fiscalis 2020-programmet; understreger nødvendigheden af yderligere at fremme udvekslingen af bedste praksis og sørge for vejledning om brugen af oplysningerne, navnlig hvad angår DAC3 og DAC4;

35.  bemærker, at anvendelsen af oplysninger i henhold til DAC i ikke-skattemæssige anliggender kræver forudgående tilladelse fra den medlemsstat, der sender oplysningerne, hvilket ikke altid gives, selv om disse oplysninger kunne være nyttige for at øge effektiviteten af strafferetlige og andre efterforskninger, og anmodningen normalt er berettiget; insisterer på, at anvendelsen af oplysninger, der udveksles i henhold til DAC, altid bør tillades til andre formål end skattespørgsmål, hvis dette er tilladt i henhold til lovgivningen i den modtagende medlemsstat til retshåndhævelse; opfordrer i den forbindelse indtrængende medlemsstaterne til at forpligte sig fuldt ud til at overholde høje standarder, når det gælder respekten for borgernes grundlæggende rettigheder som skatteydere;

36.  beklager, at Rådet har svækket Kommissionens foreslåede ændringer af DAC7, navnlig med hensyn til fælles revisioner og gruppeanmodninger; opfordrer Rådet til at tage sin nuværende holdning op til revision og vedtage Kommissionens foreslåede ændringer, som de foreligger; bemærker, at antallet af gruppeanmodninger er meget begrænset, da kun fem medlemsstater sendte en eller flere gruppeanmodninger i 2017; opfordrer Kommissionen til at udarbejde en standardformular for gruppeanmodninger og medtage den i den relevante gennemførelsesforordning(36); minder om, at der er behov for grundlæggende uddannelse af skattemyndighedernes ansatte i udenlandsk skattelovgivning, sprog, specialisering og interpersonelle færdigheder, for at dette såvel som de samtidige kontroller kan levere resultater;

37.  anerkender merværdien af at dele bedste praksis og den permanente støtte fra Kommissionen, når det gælder om at styrke de nationale skattemyndigheder; understreger den særlige rolle, som Fiscalis 2020-programmet spiller i den forbindelse; minder imidlertid om, at de nationale skattemyndigheder har brug for en betydelig styrkelse af deres menneskelige, finansielle og infrastrukturelle ressourcer; opfordrer derfor medlemsstaterne til at forpligte sig til tilstrækkelige investeringer i de nationale skattemyndigheder; ser frem til den nye Fiscalis-projektgruppes resultater med hensyn til brugen af avancerede analyser til at måle datakvaliteten inden for en fælles ramme;

38.  noterer sig Revisionsrettens konstatering(37) af, at der kan gøres en større indsats med hensyn til overvågning, sikring af datakvalitet og brug af de modtagne oplysninger for at gøre udvekslingen af skatteoplysninger mere effektiv; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage højde for Revisionsrettens konstatering i det kommende arbejde med DAC-rammen;

Adgang til data og overvågning

39.  bemærker med stor bekymring, at der ikke er tilstrækkelig dokumentation til at vurdere kvaliteten af indberetninger under DAC1- og DAC2-bestemmelserne, hvilket skyldes, at kun få medlemsstater systematisk foretager kvalitetskontrol af de data, der udveksles under DAC1 og DAC2; bemærker med stor bekymring, at oplysningerne er underrapporteret, og at det, der indberettes, er underudnyttet; bemærker endvidere, at der kun foretages begrænset overvågning af systemets effektivitet; beklager, at dataene om udveksling af oplysninger i henhold til DAC's bestemmelser, som er offentligt tilgængelige, ikke er tilstrækkelige til at foretage en passende vurdering af udviklingen i og effektiviteten af udvekslingen af oplysninger;

40.  bemærker, at der ikke er en fælles EU-ramme for overvågning af systemets performance og resultater, hvilket øger risikoen for, at de indberettede data er ufuldstændige eller unøjagtige; bemærker endvidere, at kun få medlemsstater har indført og anvender procedurer for at revidere de oplysninger, der er indsendt af finansielle institutioner i henhold til DAC2;

41.  beklager, at Kommissionen efter Revisionsrettens opfattelse ikke proaktivt overvåger gennemførelsen af denne lovgivning, ikke yder tilstrækkelig vejledning og ikke måler systemets resultater og virkning; er dybt bekymret over, at kun én af de fem medlemsstater, der var genstand for Revisionsrettens undersøgelse, foretog kontrol af datakvaliteten, at der udelukkende var tale om manuel kontrol af en begrænset stikprøve af data, og at den ikke blev gennemført som en systematisk procedure;

42.  påpeger, at matchingraterne viser, at store mængder oplysninger ikke anvendes, eftersom de ikke matches med de relevante skatteydere, og at medlemsstaterne ikke foretager yderligere kontroller af ikkematchede data; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at etablere en fælles ramme for måling af DAC's virkninger og omkostningsfordele samt til at gøre DAC-udvekslingerne fuldt ud kontrollerbare og sporbare fra dataenes oprindelse til deres brug ved at medtage en oprindelsesidentifikator i hvert datasæt; opfordrer Kommissionen til at offentliggøre et årligt sammendrag af de oplysninger, som den har modtaget fra medlemsstaterne, idet der tages hensyn til skatteydernes rettigheder og fortrolighed; påpeger imidlertid, at denne rapport skal indeholde aggregerede og detaljerede data for at muliggøre en ordentlig demokratisk kontrol fra Parlamentets side; bemærker, at de oplysninger, der fremsendes til Kommissionen, ikke bør betragtes som strengt fortrolige, hvis de ikke kan henføres til enkelte skatteydere; gentager, at Kommissionen bør have ret til at udarbejde og offentliggøre rapporter og dokumenter og i den forbindelse benytte de udvekslede oplysninger i anonymiseret form, således, at der tages hensyn til skatteydernes ret til fortrolighed og i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1049/2001(38) om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter;

43.  opfordrer Kommissionen til hvert år at offentliggøre anonymiserede og aggregerede statistiske oplysninger fra land for land-rapporterne for alle medlemsstaterne; opfordrer medlemsstaterne til at fremsende de modtagne land for land-rapporter til Kommissionens kompetente tjenestegrene;

44.  understreger, at den evaluering, som Kommissionen foretog i 2019, viste behovet for en konsekvent overvågning af DAC-rammens effektivitet; opfordrer medlemsstaterne til at meddele statistikker, øgede skatteindtægter og alle andre relevante oplysninger med henblik på at foretage en korrekt vurdering af effektiviteten af alle udvekslinger til Kommissionen på årsbasis; anmoder i forbindelse med udveksling af oplysninger efter anmodning om, at de afgivne oplysninger opdeles på landebasis, samtidig med at databeskyttelsesreglerne overholdes; opfordrer Kommissionen til at fortsætte med en korrekt overvågning og evaluering af effektiviteten af udveksling af oplysninger, og anmoder derfor om en ny omfattende evaluering senest i januar 2023;

45.  understreger, at skattemyndighederne fuldt ud bør omfavne den digitale omstilling og dens potentiale til at sikre en mere effektiv allokering af oplysningerne og mindske overholdelsesomkostninger og unødigt bureaukrati; understreger, at dette bør ledsages af en passende forøgelse af skattemyndighedernes finansielle og menneskelige ressourcer samt IT-ressourcer;

Overensstemmelse med andre bestemmelser

46.  anerkender, at DAC-bestemmelserne i vid udstrækning er i tråd med OECD's CRS, og at de i væsentlig grad overlapper USA's lovgivning om efterrettelighed vedrørende beskatning af konti i udlandet (FATCA), samtidig med at der også er vigtige forskelle i forhold til den;

47.  beklager den manglende gensidighed under FATCA; bemærker, at som det er nu, muliggør USA i høj grad skattemæssig uigennemsigtighed for ikkeamerikanske borgere; bemærker, at der er to vigtige smuthuller: kun oplysninger om amerikanske aktiver deles, og der deles ingen oplysninger om reelt ejerskab; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indlede nye forhandlinger med USA inden for rammerne af OECD med henblik på at opnå fuld gensidighed i en fælles fastlagt og styrket CRS-ramme; understreger, at dette ville føre til betydelige fremskridt, lavere overholdelsesomkostninger for de finansielle institutioner og en betydeligt mindre bureaukratisk byrde; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indlede forhandlinger om en FN-beskatningsoverenskomst;

48.  beklager de bivirkninger, som FATCA stadig har på såkaldte utilsigtede amerikanere; beklager, at der hidtil ikke er fundet nogen varig løsning på europæisk plan;

49.  gør opmærksom på de mulige gnidninger mellem DAC-rammen, forordning (EU) 2016/679(39) og forordning (EU) 2018/1725(40); understreger, at den databehandling, der er fastsat i DAC-bestemmelserne, udelukkende har til formål at tjene offentlighedens interesse på beskatningsområdet i medlemsstaterne, navnlig ved at begrænse skattesvig, skatteundgåelse og skatteunddragelse, beskytte skatteindtægterne og fremme fair beskatning;

50.  støtter Rådets opfordring til Kommissionen om at analysere, i hvilken udstrækning det ville være muligt at skabe yderligere overensstemmelse mellem anvendelsesområdet for de værktøjer, som er til skattemyndighedernes rådighed i henhold til Rådets direktiv 2011/16/EU, og de specifikke bestemmelser i Rådets forordning (EU) nr. 904/2010(41);

51.  glæder sig over aftaler svarende til direktiv 2014/107/EU om automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti med tredjelande som Andorra, Liechtenstein, Monaco, San Marino og Schweiz; opfordrer til en evaluering af gennemførelsen af en sådan aftale og opfordrer derfor til evaluering i lyset af den eksisterende CRS-aftale; opfordrer desuden til lignende aftaler for DAC3, 5, 6 og 7;

Konklusioner

52.  opfordrer indtrængende Kommissionen om snarest muligt at fremlægge en omfattende revision af DAC-rammen på baggrund af Parlamentets forslag og en bred offentlig høring; opfordrer kraftigt Kommissionen og Rådet til at drøfte dette spørgsmål med Europa-Parlamentet; beklager, at Rådet gentagne gange har vedtaget afgørelser, som svækker Kommissionens forslag om at styrke DAC-rammen;

53.  beklager dybt, at alle medlemsstater – med undtagelse af Finland og Sverige – har nægtet at give Parlamentet adgang til de relevante data til vurdering af gennemførelsen af DAC-bestemmelserne; beklager, at Kommissionen ikke gav Parlamentet adgang til de relevante data, den er i besiddelse af; mener, at Parlamentet derved i praksis forhindres i at udøve sin politiske kontrolfunktion over for Kommissionen i henhold til både artikel 14 og artikel 17, stk. 8, i TEU; bemærker, at denne gennemførelsesbetænkning derfor har betydelige mangler; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at ophøre med at afvise at dele de relevante dokumenter i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1049/2001, som finder direkte anvendelse, og at respektere princippet om loyalt samarbejde i artikel 13, stk. 2, i TEU; opfordrer Parlamentet til at anvende alle de retsmidler, det har til rådighed, for at sikre, at det modtager alle de dokumenter, der er nødvendige for en fuldstændig vurdering af gennemførelsen af DAC;

54.  er bevidst om, at DAC, fordi det omhandler skattespørgsmål, er en mellemstatslig dimension af den europæiske integration; minder dog om, at skattepolitikker er vigtige i forbindelse med opfyldelsen af strategiske EU-mål, navnlig når det gælder AML, finansiering af terrorisme, bekæmpelse af skattesvig og skatteunddragelse osv.; beklager Rådets holdning i forbindelse med de på hinanden følgende DAC-revisioner, da den er baseret på en konstant udvanding af Kommissionens forslag og manglende hensyntagen til Parlamentets holdninger; opfordrer Rådet til at genoverveje sin indstilling over for Parlamentet i skattespørgsmål, navnlig med hensyn til DAC-revisioner; opfordrer indtrængende Rådet til at give adgang til relevante oplysninger om DAC-gennemførelsen for at sikre effektiv demokratisk kontrol fra Parlamentets side;

55.  er bevidst om, at DAC har en dobbelt funktion: nemlig at afsløre svig ved hjælp af udveksling af oplysninger og at virke afskrækkende ved at gøre det lettere at identificere svindlere og ikke lade dem slippe ustraffet; anerkender, at det er vanskeligere at kvantificere en sådan afskrækkende virkning, men opfordrer Kommissionen til at overveje dette aspekt af DAC yderligere i sine kommende evalueringer;

o
o   o

56.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT L 64 af 11.3.2011, s. 1.
(2) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 25.
(3) EUT L 359 af 16.12.2014, s. 1.
(4) EUT L 332 af 18.12.2015, s. 1.
(5) EUT L 146 af 3.6.2016, s. 8.
(6) EUT L 342 af 16.12.2016, s. 1.
(7) EUT L 139 af 5.6.2018, s. 1.
(8) Vedtagne tekster, P9_TA(2021)0072.
(9) EUT C 108 af 26.3.2021, s. 8.
(10) Studie – "Implementation of the EU requirements for tax Information Exchange", Europa-Parlamentet, Generaldirektoratet for Parlamentarisk Forskning, Direktoratet for Konsekvensanalyse og Europæisk Merværdi, Enheden for Efterfølgende Evaluering, 4. februar 2021.
(11) EUT C 429 af 11.12.2020, s. 6.
(12) Dover, R. et al: ‘Bringing transparency, coordination and convergence to corporate tax policies in the European Union, Part I: Assessment of the magnitude of aggressive corporate tax planning’, European Parliament, Directorate-General for Parliamentary Research Services, European Added Value Unit, september 2015.
(13) Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for Beskatning og Toldunion, "Taxations Papers", arbejdsdokument nr. 76, "Estimating International Tax Evasion by Individuals", september 2019, https://ec.europa.eu/taxation_customs/sites/taxation/files/2019-taxation-papers-76.pdf
(14) Endelig rapport, Ecorys, "Monitoring the amount of wealth hidden by individuals in international financial centres and impact of recent internationally agreed standards on tax transparency on the fight against tax evasion".
(15) Pr. 25 november 2020. Se Europa-Kommissionens websted om gennemførelsesstatus for det fjerde hvidvaskdirektiv (AMLD IV): https://ec.europa.eu/info/publications/anti-money-laundering-directive-4-transpositi%20onstatus_da
(16) Oplysninger pr. 22. december 2020: Tjekkiet, Danmark, Estland, Irland, Italien, Luxembourg, Rumænien og Slovakiet (se Europa-Kommissionens websted: https://ec.europa.eu/atwork/applying-eu-law/infringementsproceedings/infringement_decisions/index.cfm?lang_code=EN&typeOfSearch=false∾tive_only=1&noncom=0&r_dossier=&decision_date_from=&decision_date_to=&title=Directive+2015%2F849⊂mit=Search). I februar 2021 blev der indledt yderligere tre traktatbrudsprocedurer mod Tyskland, Portugal og Rumænien https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/da/inf_21_441
(17) Pr. 25 november 2020. Se Europa-Kommissionens websted om gennemførelsesstatus for det femte hvidvaskdirektiv (AMLD V): https://ec.europa.eu/info/publications/anti-money-laundering-directive-5-transpositi%20onstatus_da
(18) Oplysninger pr. 22. december 2020: Østrig, Belgien, Cypern, Tjekkiet, Estland, Grækenland, Ungarn, Irland, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien og Spanien. Se Europa-Kommissionens websted: https://ec.europa.eu/atwork/applying-eu-law/infringementsproceedings/infringement_decisions/index.cfm?lang_code=EN&typeOfSearch=false∾tive_only=1&noncom=0&r_dossier=&decision_date_from=&decision_date_to=&title=Directive+2015%2F849⊂mit=Search
(19) Belgien, Cypern, Grækenland, Irland, Italien, Spanien, Østrig, Tjekkiet, Danmark, Letland, Litauen, Malta, Slovakiet, Slovenien, Finland, Sverige, Portugal og Ungarn.
(20) Den Finansielle Aktionsgruppe, vurderinger fra fjerde runde, november 2020, Østrig, Belgien, Cypern, Tjekkiet, Danmark, Finland, Grækenland, Ungarn, Irland, Italien, Letland, Litauen, Malta, Portugal, Slovakiet, Slovenien, Spanien og Sverige.
(21) Det Globale Forum for Gennemsigtighed og Informationsudveksling på Skatteområdet.
(22) https://www.oecd-ilibrary.org/docserver/175eeff4-en.pdf?expires=1614245801&id=id&accname=ocid194994&checksum=C36736F5E5628939095D507381D7D7C5
(23) https://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/STUD/2021/662603/EPRS_STU(2021)662603_EN.pdf
(24) https://www.oecd-ilibrary.org/taxation/global-forum-on-transparency-and-exchange-of-information-for-tax-purposes-malta-2020-second-round_d92a4f90-en
(25) Estland, Østrig, Ungarn, Belgien, Luxembourg, Bulgarien, Kroatien, Nederlandene, Cypern, Polen, Tjekkiet, Portugal, Danmark, Rumænien, Slovakiet, Grækenland, Tyskland, Malta og Spanien. Kilde: fodnote 25-34: https://www.oecd-ilibrary.org/taxation/global-forum-on-transparency-and-exchange-of-information-for-tax-purposes-peer-reviews_2219469x?_ga=2.61374444.131706240.1621422687-1265388792.1602508229
(26) Kroatien, Cypern, Grækenland, Slovakiet, Spanien og Malta.
(27) Ungarn, Malta, Nederlandene, Danmark og Slovakiet.
(28) Østrig, Ungarn, Belgien, Letland, Tjekkiet, Portugal og Slovakiet.
(29) Ungarn, Belgien og Luxembourg.
(30) Østrig, Letland, Cypern, Tjekkiet og Portugal.
(31) Belgien, Letland og Ungarn.
(32) Ungarn, Letland og Tjekkiet.
(33) Italien, Malta, Frankrig, Luxembourg, Bulgarien, Portugal, Rumænien, Grækenland og Tyskland.
(34) Estland, Italien, Finland, Litauen, Frankrig, Slovenien, Sverige og Irland.
(35) https://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/STUD/2021/662603/EPRS_STU(2021)662603_EN.pdf
(36) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2378 af 15. december 2015 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i Rådets direktiv 2011/16/EU om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) nr. 1156/2012 (EUT L af 18.12.2015, s. 19).
(37) https://www.eca.europa.eu/da/Pages/DocItem.aspx?did=57680
(38) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43).
(39) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).
(40) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39).
(41) Rådets forordning (EU) nr. 904/2010 af 7. oktober 2010 om administrativt samarbejde og bekæmpelse af svig vedrørende merværdiafgift (EUT L 268 af 12.10.2010, s. 1).


Situationen i Afghanistan
PDF 190kWORD 54k
Europa-Parlamentets beslutning af 16. september 2021 om situationen i Afghanistan (2021/2877(RSP))
P9_TA(2021)0393RC-B9-0455/2021

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Afghanistan,

–  der henviser til De Forenede Nationers pagt,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolutioner 1368 (2001), 1373 (2006), 2210 (2015), 2344 (2017), 2513 (2020) og 2593(2021),

–  der henviser til aftalen "Joint Way Forward" mellem EU og Afghanistan om migrationsspørgsmål af 2. oktober 2016,

–  der henviser til samarbejdsaftalen af 18. februar 2017 om partnerskab og udvikling mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Den Islamiske Republik Afghanistan på den anden side(1),

–  der henviser til den fælles meddelelse fra Kommissionen og den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 24. juli 2017 med titlen "Elementer i en EU-strategi for Afghanistan" (JOIN(2017)0031),

–  der henviser til erklæring om Afghanistan af 17. august 2021 fra den højtstående repræsentant på vegne af Den Europæiske Union,

–  der henviser til den tale, som FN's højkommissær for menneskerettigheder, Michelle Bachelet, holdt på hastemødet i FN's Menneskerettighedsråd den 24. august 2021,

–  der henviser til G7-ledernes erklæring af 24. august 2021 om Afghanistan,

–  der henviser til erklæringen af 31. august 2021 fra Rådet for Retlige og Indre Anliggender om situationen i Afghanistan,

–  der henviser til resultaterne af det fælles møde mellem EU, NATO og G7 om Afghanistan,

–  der henviser til Talebans meddelelse af 7. september 2021 om dannelsen af en overgangsregering i Afghanistan,

–  der henviser til FN's internationale donorkonference om Afghanistan den 13.-14. september 2021 i Genève,

–  der henviser til erklæringen af 3. september 2021 fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR), Josep Borrell, på pressekonferencen efter udenrigsministrenes uformelle møde (Gymnich),

–  der henviser til afslutningen af de amerikanske væbnede styrkers tilbagetrækning fra Afghanistan den 30. august 2021,

–  der henviser til EU-retningslinjerne for fremme og beskyttelse af børns rettigheder, om børn i væbnede konflikter og om menneskerettighedsforkæmpere,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne,

–  der henviser til konventionen om flygtninges status, som blev undertegnet i Genève den 28. juli 1951, og den tilhørende protokol fra 1967,

–  der henviser til FN's flygtningekonvention fra 1951,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966,

–  der henviser til FN's konvention fra 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder,

–  der henviser til FN's globale aftale om sikker, velordnet og regulær migration og til FN's globale aftale om flygtninge, som efterfulgte New York-erklæringen om flygtninge og migranter, der blev vedtaget enstemmigt af FN's Generalforsamling den 19. september 2016,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at Afghanistan under Talebanstyret i 1990'erne var det vigtigste sikre område og operative hovedkvarter for internationale terrororganisationer, navnlig al‑Qaeda, der er ansvarlig for talrige barbariske terrorangreb mod civile i Asien, Afrika, Australien, Europa og Amerika, med det mest dødbringende angreb i menneskehedens historie den 11. september 2001 i USA, hvor næsten 3 000 mennesker af mere end 90 nationaliteter blev dræbt;

B.  der henviser til, at det barbariske angreb på USA for 20 år siden udløste FN's Sikkerhedsråds resolution 1368 og førte til den amerikansk ledede intervention i Afghanistan i 2001, som førte til, at Taleban blev styrtet, samtidig med at al‑Qaeda og andre globale jihadistorganisationer var under opløsning og forfald – en proces, der nu er alvorligt truet;

C.  der henviser til, at NATO efter angrebene den 11. september 2001 påberåbte sig artikel 5 i sin oprettelsestraktat, hvilket er den eneste gang, NATO nogensinde har påberåbt sig sit kollektive forsvar, idet mere end 40 lande bidrog til landets sikkerhed, og snesevis af andre stater og organisationer, herunder EU, deltog i stabiliseringen af landet i overensstemmelse med efterfølgende FN-resolutioner;

D.  der henviser til, at NATO og dets allierede har været til stede i Afghanistan siden Talebanstyrets fald i 2001; der henviser til, at USA i april 2021 efter tre års forhandlinger med Taleban bebudede en tilbagetrækning af tropper, der skulle være afsluttet senest den 11. september 2021; der henviser til, at tilbagetrækningen af NATO's og dets allieredes tropper blev afsluttet i august 2021;

E.  der henviser til, at Taleban derefter hurtigt rykkede frem i de områder, der var kontrolleret af regeringen; der henviser til, at den afghanske hær og de afghanske sikkerhedsstyrker ikke var i stand til at mobilisere et effektivt forsvar, og at præsident Ashraf Ghani flygtede ud af landet; der henviser til, at Taleban etablerede fuld kontrol over landet og genoprettede Det Islamiske Emirat Afghanistan;

F.  der henviser til, at en amerikanskledet evakuering af over 110 000 personer fra Afghanistan fandt sted i august 2021 uden koordinering fra det internationale samfund; der henviser til, at det inden for en periode på to uger i august 2021 lykkedes USA og det internationale samfund at flyve over 120 000 udsatte afghanere, lokalt ansatte på diplomatiske repræsentationer og militære kontingenter samt udenlandske statsborgere ud af landet; der henviser til, at det anslås, at 150‑170 000 afghanere, der har arbejdet sammen med det internationale samfund i løbet af de sidste to årtier, er blevet ladt i stikken, og at deres liv er i fare;

G.  der henviser til, at Taleban den 7. september 2021 har bekendtgjort dannelsen af en overgangsregering under ledelse af Muhammad Hassan Akhund, formand for Talebans ledelsesråd, hvortil ingen kvinder eller personer, der ikke er medlem af Taleban, er blevet indbudt; der henviser til, at Talebans forretningsregering omfatter personer, der er ansvarlige for terrorhandlinger, herunder tidligere tilbageholdte, personer, der er omfattet af FN-sanktioner, og en person på FBI's liste over de mest eftersøgte; der henviser til, at mange medlemmer af Talebans forretningsregering er indehavere af pas udstedt af Pakistan; der henviser til, at denne regering i voldsom grad diskriminerer landets etniske og religiøse mindretal;

H.  der henviser til, at Talebans forretningsregering blev dannet uden at holde Talebans løfter om en inklusiv regering; der henviser til, at kvindeministeriet er blevet nedlagt; der henviser til, at Taleban ikke har tænkt sig at tillade fortsat deltagelse af kvinder i ledende stillinger i Afghanistan, at de forfølger kvindelige ledere, embedsmænd og aktivister, og at de gør brug af dødbringende magtanvendelse for at opløse protester for kvinders rettigheder; der henviser til, at der er en velbegrundet frygt for, at loven om afskaffelse af vold mod kvinder, som pålægger strafferetlige sanktioner for børneægteskaber og tvangsægteskaber, vold i hjemmet og talrige andre overgreb mod kvinder, vil blive ophævet;

I.  der henviser til, at Talebans forretningsregering har udstedt et landsdækkende forbud mod protester og indledt en undertrykkelse af de frie medier, herunder tilbageholdelse af og angreb på journalister samt indførelse af nye restriktioner på mediearbejde; der henviser til, at Taleban bruger propaganda til at sprede had mod Vesten og EU;

J.  der henviser til, at menneskerettighedssituationen hastigt forværres; der henviser til, at listen over sårbare og udsatte personer omfatter størstedelen af befolkningen, herunder kvinder, piger, LGBTI-samfundet, etniske og religiøse mindretal, navnlig shiamuslimske hazaraer, medlemmer af civilsamfundet, akademikere, journalister, advokater, dommere, kunstnere samt politikere og embedsmænd fra den tidligere afghanske regering; der henviser til, at kvinder under væbnede konflikter historisk set er blevet udsat for kønsbaseret vold og seksuel vold som krigsvåben;

K.  der henviser til, at Taleban angiveligt begår chikane, vold og gengældelsesdrab mod enkeltpersoner; der henviser til, at de fleste kvinder er blevet forhindret i at vende tilbage til arbejdspladser, universiteter og skoler; der henviser til, at der er udbrudt protester i landet, især mod den udelukkende mandlige regering og dennes planer om at indskrænke kvinders rettigheder og udelukke dem fra det offentlige liv, herunder sportsaktiviteter; der henviser til, at Taleban med vold har undertrykt demonstrationerne og den lokale modstand, navnlig i Panjshirdalen;

L.  der henviser til, at landet står over for en omsiggribende humanitær katastrofe; der henviser til, at der er alvorlig mangel på mad, vand og medicin; der henviser til, at 18,4 millioner afghanere har behov for humanitær støtte, herunder 14 millioner, som allerede i forvejen var ramt af fødevareusikkerhed; der henviser til, at Kommissionen har bebudet en stigning i den humanitære bistand på over 200 mio. EUR til de indbyggere, der befinder sig i landet, og dem, der flygter;

M.  der henviser til, at krisen i Afghanistan først og fremmest er en tragedie for det afghanske folk, men at den også bringer EU's egen sikkerhed i fare; der henviser til, at EU bør drage de nødvendige konklusioner af denne kollektive fiasko og forberede sig på konsekvenserne heraf for vores sikkerhed, herunder en mulig øget terrortrussel; der henviser til, at Talebans magtovertagelse har opildnet jihadister verden over;

N.  der henviser til, at afghanere har flygtet fra deres land i årevis og primært har søgt tilflugt i nabolandene, men også i Europa; der henviser til, at der muligvis vil ske en stigning i antallet af afghanere, der migrerer til Europa;

O.  der henviser til, at Kommissionen hverken har koordineret indsatsen for at evakuere europæiske statsborgere og afghanske borgere, der arbejder for EU og dets medlemsstater, eller været i stand til at oprette en ægte europæisk luftbro; der henviser til, at evakueringen af EU-borgere og afghanere, der er i fare, og som ønsker at flygte, ikke er overstået, og at den kræver enhed mellem EU og dets medlemsstater, herunder en kommunikationskanal med Taleban;

P.  der henviser til, at kommunikationen med Taleban på ingen måde bør føre til, at de eksisterende sanktioner over for dets medlemmer fjernes;

Q.  der henviser til, at Kabuls lufthavn er delvist i drift igen, men at Afghanistans landgrænser er under skarp bevogtning af Talebans kontrolposter; der henviser til, at der fortsat er millioner af afghanere i landet, som de ikke er i stand til at forlade;

R.  der henviser til, at landet fortsat er ekstremt usikkert; der henviser til, at Islamisk Stats regionale gruppe ISIS-K har påtaget sig ansvaret for et lufthavnsbombeangreb den 26. august 2021, som kostede omkring 170 mennesker livet;

S.  der henviser til, at Taleban kæmper med interne splittelser og modstand fra andre ekstremistiske og kompromisløse grupper i Afghanistan; der henviser til, at regimet nu også har adgang til militært udstyr, som afghanske og allierede styrker har forladt; der henviser til, at disse våben let kan havne hos andre internationalt anerkendte terrorgrupper såsom Islamisk Stat, al-Qaeda og organisationer, der er knyttet til disse;

T.  der henviser til, at Afghanistan er et af de mest bistandsafhængige lande i verden, idet omkring 18 millioner mennesker, halvdelen af befolkningen, har brug for permanent bistand, og en tredjedel af befolkningen lever i fødevareusikkerhed; der henviser til, at omkring 600 000 afghanere er blevet internt fordrevet alene i 2021, hvoraf 80 % er kvinder og børn; der henviser til, at det anslås, at i alt fem millioner afghanere er blevet internt fordrevet i Afghanistan, og at det anslås, at 2,2 millioner afghanske flygtninge allerede bor i nabolandene; der henviser til, at udbetalingen af humanitær bistand i alvorlig grad hæmmes af Talebans kontrol;

U.  der henviser til, at indtil 2021 er 760 000 afghanere vendt tilbage fra Iran og Pakistan, hvilket har belastet de eksisterende tjenesters kapacitet og givet anledning til bekymring over deres reintegration og levevilkår; der henviser til, at Kommissionen har bebudet en stigning i den humanitære bistand på over 200 mio. EUR til de indbyggere, der befinder sig i landet, og dem, der flygter;

V.  der henviser til, at der siden 2001 er sket påviselige fremskridt med hensyn til kvinders og pigers rettigheder i Afghanistan, herunder deres adgang til uddannelse, sundhedspleje og deltagelse i det civile og politiske liv; der henviser til, at disse forbedringer kan hævdes at være de mest vellykkede resultater i landets nyere udvikling; der henviser til, at disse delvise fremskridt nu er alvorligt truet på grund af Talebans magtovertagelse i Afghanistan;

W.  der henviser til, at Taleban søger international anerkendelse, legitimitet og støtte og offentligt har erklæret, at de vil give kvinder frihed inden for islamisk ret, hvilket modsiges af et stigende antal rapporter om restriktiv praksis, der indføres rundt omkring i Afghanistan, og angreb på kvinder, akademikere, menneskerettighedsforkæmpere, mediefolk og embedsmænd; der henviser til, at der er rapporter om, at Taleban opsporer personer, der har arbejdet for de foregående myndigheder, og begår hævndrab på disse;

X.  der henviser til, at mere end 75 % af den afghanske stats budget og mere end 95 % af dens militære budget kom fra det internationale samfund;

Y.  der henviser til, at den seneste stigning i covid-19-pandemien i landet, manglen på vacciner og lægemidler, tørken og den kommende vinter er omstændigheder, der sandsynligvis vil forværre den nuværende socioøkonomiske og humanitære krise yderligere; der henviser til, at den logistiske og sikkerhedsmæssige situation yderligere vanskeliggøres af covid-19-pandemien;

1.  beklager Talebans voldelige magtovertagelse i Afghanistan og nægter at anerkende deres nuværende regering; udtrykker sin stærke bekymring over Afghanistans fremtid, nu hvor Taleban har overtaget landet og er i gang med at indføre en radikal sharialovgivning, der fratager det afghanske folk de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, som de har nydt godt af i løbet af de seneste 20 år; udtrykker sin dybeste medfølelse og støtte til ofrene for igangværende krænkelser og terrorangreb og til deres familier;

2.  udtrykker sin dybeste medfølelse med familierne og vennerne til de medlemmer af tjenesten og civile, der har mistet livet i Afghanistan i løbet af de seneste 20 år;

3.  udtrykker sin dybe og oprigtige solidaritet med de afghanere, der er flygtet ud af landet, og dem, der er blevet tilbage; gentager, at der først og fremmest er tale om en humanitær krise og menneskerettighedskrise, hvor afghanernes sikkerhed og rettigheder til enhver tid skal gives forrang;

4.  er dybt bekymret over den fortsatte humanitære og økonomiske krise samt flygtningekrise i Afghanistan; mener, at en sikker, fredelig og demokratisk fremtid for Afghanistan kræver en inklusiv politisk løsning opnået gennem forhandling; understreger sit fortsatte engagement i en afghanskledet og afghanskejet fredsproces og postkonfliktgenopbygning som den eneste troværdige vej til inklusiv og langsigtet fred, sikkerhed og udvikling;

5.  beklager, at den politiske proces og den militære planlægning, der førte op til tilbagetrækningen af de amerikanske tropper fra Afghanistan, blev gennemført unilateralt og uden tilstrækkelig koordinering med de øvrige NATO-allierede; beklager, at der under redningsoperationen i Kabul ikke fandt noget samarbejde eller koordinering sted mellem EU's medlemsstater, navnlig med hensyn til kommunikationen med USA, som førte til, at de fleste ambassader stod fuldstændigt uforberedt på Talebans overtagelse af Kabul; mener, at mere koordinering ville have bidraget til at undgå det kaos og den desperation, der fulgte, og ville have medført mere effektive procedurer, som ville have gjort det muligt for dem, der havde ret til at blive reddet, at nå frem til lufthavnen på en mere velordnet og forudsigelig måde;

6.  beklager den manglende kommunikation mellem USA og de europæiske lande og opfordrer Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og Kommissionen til kritisk at evaluere processen og forelægge denne evaluering for Europa-Parlamentet inden årets udgang;

7.  udtrykker sin taknemmelighed til alle militærfolk, mænd og kvinder i uniform, humanitært hjælpe- og udviklingspersonale, diplomater og lokalt ansatte, der arbejdede og til dels stadig arbejder i Afghanistan; roser det betydelige offer for et mere fredeligt og sikkert Afghanistan i de seneste to årtier;

8.  udtrykker stærk skuffelse over det hurtige sammenbrud af Afghanistans statsstruktur, som ikke var i stand til eller villig til at modstå Talebans offensiv, som tog ti dage fra det tidspunkt, hvor de overtog den første provinshovedstad, til de trængte ind i Kabul; udtrykker sin skuffelse over præsident Ashraf Ghanis mislykkede ledelse og hans beslutning om at flygte fra Afghanistan; opfordrer til, at der foretages en undersøgelse af påstandene om præsident Ghanis og andre medlemmer af den politiske elites mulige misbrug af midler fra det afghanske budget;

Opfordring til at bringe volden til ophør

9.  er forfærdet over de rapporterede krænkelser, herunder henrettelser af civile og medlemmer af de afghanske nationale sikkerhedsstyrker, rekruttering af børnesoldater, undertrykkelse af fredelige protester og tilkendegivelser af uenighed samt begrænsninger af menneskerettighederne, navnlig rettet mod kvinder og piger, menneskerettighedsforkæmpere, LGBTI+-personer, religiøse og etniske mindretal, journalister, forfattere, akademikere og kunstnere; opfordrer indtrængende Taleban til øjeblikkeligt at bringe denne praksis til ophør og navnligt beskytte afghanske kvinders ret til uddannelse, arbejde, sport, fri bevægelighed, forsamlings- og foreningsfrihed;

10.  fremhæver behovet for dokumentation, gennemsigtig og hurtig efterforskning af rapporter om alle krænkelser og overtrædelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret og for at drage de ansvarlige til ansvar; støtter anvendelsen af EU's globale sanktionsordning for menneskerettigheder (EU's Magnitskij-lov) i denne henseende; forventer, at medlemsstaterne sikrer vedtagelsen af en resolution for at oprette en undersøgelsesmission til Afghanistan som en prioritet på den kommende 48. ordinære samling i FN's Menneskerettighedsråd;

11.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til at sikre vedtagelsen af en resolution fra FN's Sikkerhedsråd om fornyelse af FN's mission til Afghanistan (UNAMA), som udløber den 17. september 2021;

Øget koordinering af evakueringsindsatsen

12.  opfordrer EU og dets medlemsstater til at arbejde sammen om at lette yderligere evakuering af EU-borgere og afghanere, der er i fare, navnlig gennem anvendelse af tilgængelige sikre korridorer; minder om, at EU forventer, at Taleban letter denne proces; gentager i denne forbindelse behovet for at fokusere på grupper af kvinder, der er særligt udsatte, herunder alle kvinder og piger, menneskerettighedsforkæmpere, LGBTI+- personer, religiøse og etniske mindretal, journalister, forfattere, akademikere, lokalt ansatte og kunstnere;

13.  anmoder Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten om at udarbejde og gennemføre eksisterende og fremtidige beskyttelsesordninger i samarbejde med medlemsstaterne og fastlægge de påtænkte beskyttelsesforanstaltninger i lyset af eventuelle fremtidige nødsituationer, der nødvendiggør disse foranstaltninger; mener, at kategorien lokalt ansatte bør omfatte alt personale, der har arbejdet for EU eller EU-finansierede projekter;

Fortsat støtte til afghanske kvinder og piger

14.  udtrykker solidaritet med de kvinder og menneskerettighedsforkæmpere, der protesterer rundt om i Afghanistan mod Talebans overtagelse af landet, og som ønsker at leve i et frit, stabilt, fredeligt og mangfoldigt samfund;

15.  beklager dybt, at 20 års fremskridt med hensyn til kvinders og pigers rettigheder og ligestilling mellem kønnene nu er alvorligt truet; gentager sit standpunkt om, at disse fremskridt skal sikres og overvåges nøje; understreger, at retten til uddannelse og beskæftigelse, frihed for kønsbaseret vold, beskyttelse af grundlæggende rettigheder, adgang til sundhedspleje og fuld deltagelse i beslutningstagningen i det lokale og nationale politiske, offentlige og civile liv skal være centrale krav fra det internationale samfund i dialogen med Taleban;

16.  understreger behovet for at sikre, at kvinder og unge, der har forladt Afghanistan, kan fortsætte deres uddannelse i andre lande; tilskynder til udvikling af innovative metoder til fortsat at styrke afghanske kvinder og unge, navnlig ved at tilbyde stipendier til studier på europæiske skoler og universiteter;

Dyb bekymring over Talebans de facto-regering

17.  udtrykker dyb bekymring over udnævnelserne til den midlertidige regering, der udelukkende består af mænd, der omfatter 33 mullaher, hvoraf mange er underlagt sanktioner fra USA's og FN's side og er efterlyst for terroraktiviteter; bemærker med stor bekymring udnævnelsen af Sirajuddin Haqqani til indenrigsminister, da hans forbindelser til terroraktiviteter er blevet udførligt dokumenteret, samt at flere personer, der er omfattet af FN's sanktioner, deltager i Talebans de facto-regering;

18.  opfordrer til, at der oprettes en repræsentativ og valgt regering, hvor kvinder og mindretalsgrupper kan deltage meningsfuldt; understreger, at den langsigtede udvikling af Afghanistan vil afhænge af ansvarlighed, god regeringsførelse, bæredygtig tilvejebringelse af menneskelig sikkerhed, herunder reduktion af fattigdom og skabelse af jobmuligheder, adgang til sociale ydelser og sundhedsydelser, uddannelse og beskyttelse af grundlæggende frihedsrettigheder og menneskerettigheder;

19.  understreger sin langsigtede støtte til troværdige, frie, retfærdige og gennemsigtige valg i overensstemmelse med internationale standarder og udtrykker sin støtte til valgobservation i landet;

Operativt engagement er nødvendigt, men ingen officiel anerkendelse af de facto-regeringen

20.  anerkender, at der er behov for operationelt samarbejde med Talebans nye de facto-regering i logistiske, operationelle og humanitære spørgsmål for at yde humanitær bistand til civile i nød og sikker passage for udenlandske statsborgere og afghanere, der ønsker at forlade landet; påpeger, at disse kontakter bør være strengt begrænset til de relevante formål på nuværende tidspunkt; understreger, at betingelserne ikke er opfyldt for politisk anerkendelse af Talebanlederne, som de facto styrer landet, og som har overtaget magten med militære midler og er i færd med at ødelægge de sidste 20 års fremskridt;

21.  minder om, at en kritisk lakmusprøve på enhver form for forbindelse med Taleban for EU vil være at bevare de resultater, der er opnået i de sidste 20 år, navnlig for så vidt angår kvinders rettigheder og pigers uddannelse, og sikre, at Afghanistan ikke bliver et tilholdssted for jihadister og andre terrorgrupper, der iværksætter eller udtænker terrorangreb fra dets territorium; minder om, at Taleban vil blive bedømt af det internationale samfund på grundlag af deres handlinger på stedet og ikke på grundlag af offentlige erklæringer;

22.  opfordrer indtrængende Kommissionen til hurtigt at indlede en undersøgelse i henhold til artikel 19, stk. 1, litra a), i GSP-forordningen(2) med henblik på at suspendere de handelspræferencer, som Afghanistan har under "alt undtagen våben"-ordningen;

23.  bemærker betydningen af at genoptage EU's tilstedeværelse på stedet, når de sikkerhedsmæssige og politiske forhold tillader det;

24.  opfordrer til, at EU-institutionerne tilrettelægger en missionsrejse til Kabul, når omstændighederne tillader det, således at deltagerne kan gøre sig bekendt med den humanitære situation, migrationssituationen, den økonomiske og sikkerhedsmæssige situation og situationen for kvinders og mindretals rettigheder i Afghanistan;

Sikring af, at Afghanistan ikke bliver en ny højborg for terrororganisationer

25.  fordømmer på det kraftigste det dødbringende terrorangreb den 26. august 2021 begået af ISIS-K i Khorasanprovinsen ved Abbey Gate i Kabuls internationale lufthavn og Baron Hotel, som kostede mere end 170 mennesker livet, herunder 13 amerikanere fra det tjenstgørende personel, og sårede mere end 200;

26.  insisterer på, at Taleban og Den Islamiske Republiks regering skal opfylde deres forpligtelser med hensyn til terrorbekæmpelse, herunder at forhindre al-Qaeda, Daesh og andre terrorgrupper og enkeltpersoner i at bruge afghansk jord til at true eller krænke sikkerheden i et andet land, som ikke huser medlemmer af disse grupper, og forhindre dem i at rekruttere, træne og rejse midler; advarer om, at manglende bekæmpelse af disse grupper vil føre til internationale sanktioner og isolering af Taleban;

27.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at bevare og dele alle efterretninger, der er indhentet gennem deres militære og retshåndhævende tilstedeværelse i Afghanistan, med særlig vægt på de biometriske data, der er afgørende for at bistå medlemsstaterne og tredjelande med at identificere eventuelle hjemvendte udenlandske krigere; understreger, at bekæmpelse af terrorisme og finansieringen heraf er vigtigt for at skabe forhold, der fremmer sikkerheden i Afghanistan; opfordrer indtrængende alle relevante partnere til at øge deres bestræbelser på at afvikle alle terrorfinansieringsnetværk; understreger, at den overhængende terrortrussel i Afghanistan som følge af Talebanovertagelsen skal behandles på en fremtrædende plads i EU's strategiske kompas, som vil skitsere de militære trusler, som EU står over for, og dets ambitioner i de kommende år; opfordrer indtrængende de europæiske efterretningstjenester til at øge udvekslingen af regelmæssigt ajourførte trusselsanalyser med henblik på at styrke udvekslingen af efterretninger og det institutionelle samarbejde;

28.  minder om, at produktion af og handel med opium er en væsentlig indtægtskilde for Taleban, hvis virkninger rækker langt ud over Afghanistans grænser; udtrykker bekymring over den overhængende risiko for, at ustabiliteten i landet vil øge den ulovlige narkotikahandel samt strømmen af våben, hvidvaskningen af penge og finansieringen af terrorisme;

29.  opfordrer til grundig registrering og sikkerhedskontrol af dem, der evakueres fra regionen, og til øget udveksling af oplysninger mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder, USA og Europol for at forebygge eventuelle sikkerhedstrusler, der stammer fra terrorisme og organiseret kriminalitet;

30.  fordømmer de uoprettelige skader på de kultursteder, som Taleban og deres tilknyttede medlemmer har forvoldt, og er fortsat skeptisk med hensyn til, hvorvidt ustabiliteten vil føre til en stigning i international smuglervirksomhed og tyveri af kulturarv, der kan anvendes til at finansiere terrororganisationers øgede aktiviteter i regionen; opfordrer indtrængende til, at der foretages en digitalisering af afghanske kulturgenstande i Europa for at støtte afsløringen af smuglergods, og opfordrer indtrængende til, at der indføres et midlertidigt omfattende forbud mod import af kulturgenstande fra Afghanistan for at fratage Taleban og deres tilknyttede enheder muligheden for at drage fordel af smugling af kulturgods;

Yderligere forøgelse af den humanitære bistand

31.  roser det arbejde, der udføres af internationale organisationer samt lokale og internationale ikkestatslige organisationer (NGO'er), der leverer tjenesteydelser, bistand og nødhjælp til det afghanske folk på trods af sikkerhedsrisiciene; opfordrer Taleban til at garantere sikkerheden for lokale og internationale civilsamfundsorganisationer, NGO'er og humanitære organisationer, herunder deres kvindelige personale, som er afgørende for at kunne yde kritiske tjenesteydelser til afghanske kvinder og piger; understreger, at disse kvindelige humanitære hjælpearbejdere skal kunne arbejde frit og uden frygt for gengældelse;

32.  opfordrer til yderligere at intensivere den humanitære bistand og koordinere den med FN-agenturer og NGO'er, herunder gennem oprettelse af humanitære korridorer til levering af fødevarehjælp, vand, sanitet og medicin; glæder sig over Kommissionens beslutning om at øge den humanitære bistand til Afghanistan fra over 50 mio. EUR til mere end 200 mio. EUR; glæder sig over det internationale samfunds nylige tilsagn om 1 mia. EUR til det afghanske folkog opfordrer Kommissionen til at gå i spidsen for fortalerindsatsen for at sikre, at behovet for humanitær bistand opfyldes fuldt ud;

33.  gentager, at de umiddelbare behov hos afghanske kvinder og piger, navnlig dem, der er fordrevet, skal prioriteres i forbindelse med humanitær bistand; fremhæver, at det er afgørende at mindske sårbarheden over for kønsbaseret vold og sikre adgang til sundhedspleje og basale hygiejneartikler;

34.  insisterer på fortsat direkte EU-støtte til afghanske politikere og civilsamfundsaktivister, der er engageret i menneskerettigheder og grundlæggende værdier, og som i mange tilfælde nu er i eksil, så de fortsat kan arbejde på at bevare fremskridtene fra de sidste 20 år og fortsætte reformerne i Afghanistan;

35.  understreger, at EU's finansielle støtte via myndighederne er betinget af at bevare og bygge videre på de resultater, der er opnået i de seneste 20 år, navnlig kvinders og pigers rettigheder; insisterer på, at Taleban skal udvise respekt for og engagement i at sikre disse resultater, hvilket de endnu ikke har gjort; understreger, at EU bør sikre, at humanitær bistand til afghanske civile i nød kanaliseres gennem de relevante internationale organisationer og NGO'er, og bør insistere på, at Taleban skal garantere sikker og uhindret adgang til lokale og internationale NGO'er; understreger, at Taleban ikke må hindre levering og uddeling af humanitær bistand til alle, der har behov for det;

36.  opfordrer Kommissionen til at undersøge alle igangværende udviklingsprojekter i landet for at forsøge at vurdere, hvilke af dem der stadig kan fortsætte med lokale partnere eller NGO'er og internationale organisationer uden indblanding fra Talebanstyret, med deltagelse af kvinder, sikkerhedsgarantier for bistandsarbejdere og effektive sikkerhedsforanstaltninger mod korruption som betingelser;

EU er nødt til at udvikle en reaktion på en potentiel migrations- og flygtningekrise

37.  understreger afghanernes grundlæggende ret til at søge sikkerhed; opfordrer indtrængende til at tage alle fornødne skridt til at genoptage koordinerede evakueringer fra landet under ledelse af FN's Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR), navnlig gennem etablering af sikre korridorer og permanent genåbning af Kabuls internationale lufthavn og Afghanistans landegrænser; opfordrer til specifik støtte til kvinder, piger og personer i fare, der ønsker at forlade landet, for at garantere sikre ruter;

38.  understreger, at den største andel af de afghanske flygtninge først og fremmest vil søge beskyttelse i nabolandene, og at EU derfor bør planlægge at yde yderligere støtte til Afghanistans nabolande, der huser flygtninge, helst via FN og dets agenturer samt internationale organisationer på stedet;

39.  minder om, at finansiel, logistisk og kapacitetsopbyggende støtte til modtagelse af afghanske flygtninge og migranter i nabolandene ikke er et alternativ til en fuldt udbygget europæisk asyl- og migrationspolitik; mener, at EU hurtigst muligt skal indgå og gennemføre sin nye pagt om asyl og migration for at kunne håndtere migrationsstrømmene på en mere effektiv og human måde;

40.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre en koordineret europæisk indsats for at føre en human asylpolitik, hvor EU bærer sit moralske ansvar for modtagelse og integration i fuld overensstemmelse med Genèvekonventionen fra 1951; glæder sig over det planlagte genbosættelsesforum i september; understreger, at EU's politik som en prioritet bør omfatte en udvidelse af genbosætningen for dem, der er mest udsatte og mest sårbare, samt yderligere supplerende veje såsom humanitære visa og et særligt visumprogram for afghanske kvinder, der søger beskyttelse fra Talebanstyret; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til i lyset af den seneste udvikling at tage nuværende og nylige asylansøgninger, herunder afviste ansøgninger, op til fornyet vurdering; understreger, at der under ingen omstændigheder må foretages tvungne tilbagesendelser til Afghanistan;

41.  opfordrer Rådet til at anvende forhåndenværende værktøjer såsom direktivet om midlertidig beskyttelse(3) og civilbeskyttelsesmekanismen til at maksimere indsatsen i hele EU for at sikre bedre samordning mellem medlemsstaterne og øjeblikkelig adgang til beskyttelse; gentager sin opfordring til Kommissionen om at offentliggøre et lovgivningsforslag om humanitære visa og opfordrer til en ligelig ansvarsfordeling mellem medlemsstaterne;

42.  opfordrer til øget samarbejde og støtte til tredjelande for at hjælpe dem med at bekæmpe kriminelle netværk, der er involveret i smugling af migranter og menneskehandel; opfordrer Europol til at fremlægge en risikoanalyse af kriminalitet og styrke samarbejdet med tredjelande i den bredere sammenhæng med udviklingen i Afghanistan;

43.  opfordrer Kommissionen til at afspejle denne beslutning i programmeringen af NDICI-instrumentet for et globalt Europa og udarbejdelsen af de relevante flerårige vejledende programmer;

Der er behov for mere samarbejde med landene i regionen omkring Afghanistan, samtidig med at de grundlæggende menneskerettigheder og retsstatsprincippet opretholdes

44.  anerkender, at den nuværende situation i Afghanistan ikke er befordrende for regional stabilitet; understreger, at Vestens tilbagetrækning fra Afghanistan har skabt et tomrum, der fører til øget ustabilitet; understreger, at en større del af ansvaret for situationen i Afghanistan nu ligger hos nabolandene og de regionale magter, som er nødt til at forhindre enhver spredning af ustabilitet ud over landets grænser; bekræfter på ny behovet for, at EU styrker samarbejdet med de centralasiatiske lande i denne henseende, navnlig Usbekistan, som EU i øjeblikket forhandler om en udvidet partnerskabs- og samarbejdsaftale med, samt Tadsjikistan; understreger, at dette samarbejde ikke bør undergrave EU's forsvar af grundlæggende værdier og retsstatsprincippet;

45.  udtrykker bekymring over sikkerheden for særligt udsatte afghanere og dem, der krydser landegrænser til nabolande, navnlig Pakistan; beklager det internationale samfunds manglende koordinering i denne henseende og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at udnytte alle mulige diplomatiske virkemidler og redskaber til at sikre adgang til landegrænser, sikker passage og adgang til diplomatiske faciliteter; understreger den afgørende koordinerende rolle, som EU-delegationerne i nabolandene spiller med hensyn til at yde praktisk støtte i denne henseende;

46.  minder om, at Pakistan i mange år har sørget for sikre tilflugtssteder for Talebanmedlemmer samt ydet bistand til deres væbnede styrker; pålægger EU-Udenrigstjenesten at meddele Pakistans ledelse, at den bærer ansvaret for sikkerhed og stabilitet i Afghanistan, og at den skal bruge sin indflydelse på Taleban til at nå disse mål, samt at overveje, om der er grund til straks at tage Pakistans berettigelse til GSP+-status og de fordele, der følger heraf, op til fornyet overvejelse i lyset af de aktuelle begivenheder;

47.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at yde øjeblikkelig støtte til opbygning af asylkapacitet til Afghanistan og dets nabolande med bistand fra Den Europæiske Asylstøtteorganisation og humanitær bistand til de mest sårbare for at stabilisere regionen og forhindre en ny migrationskrise;

48.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til straks at øge støtten til Afghanistans nabolande, der huser et stort antal migranter og flygtninge, for at sikre, at mennesker med behov for beskyttelse får sikker modtagelse og tålelige levevilkår;

En advarsel til Den Europæiske Union – nødvendige reformer

49.  er klar over, at tilbagetrækningen af amerikanske og internationale styrker fra Afghanistan er et udtryk for en kollektiv fiasko for Vestens udenrigs- og sikkerhedspolitik og strategi med mulige langsigtede skadelige konsekvenser; mener, at det på kort sigt vil skade Vestens troværdighed, skabe en tillidskrise og kræve, at der drages seriøse erfaringer for fremtiden, navnlig når det drejer sig om at træffe afgørelse om arten af og mandatet for militære interventioner;

50.  udtrykker sin dybe frustration og bekymring over den manglende effektivitet, som USA, NATO, EU-Udenrigstjenesten og Den Europæiske Unions institutioner som helhed har fremvist over en periode på 20 år med hensyn til at opretholde og finansiere Ghani-regeringen, der i virkeligheden var korrupt og fremmed for befolkningen, samt væbnede styrker, der har vist sig at være ineffektive; udtrykker sin bekymring over, at vores kollektive fiasko i Afghanistan medfører en strategisk fordel for ikke-vestlige magter og nabolande, navnlig Pakistan såvel som Kina og i mindre grad Rusland – uden at de har ydet støtte af betydning til og været involveret i udviklingen af Afghanistan; minder om, at de afghanske myndigheder var involveret i politiske stridigheder og systemisk korruption og ikke var i stand til at overvinde svag regeringsførelse;

51.  understreger betydningen af god regeringsførelse, retsstatsprincippet og bekæmpelse af korruption, som der ikke er gjort tilstrækkelige fremskridt med i Afghanistan i forbindelse med terrorkrigen i landet; mener, at EU for at opnå en vellykket nationsopbygning og EU's internationale menneskerettighedsdagsorden er nødt til at følge en integreret tilgang til udenrigspolitik, humanitære politikker, udviklings-, menneskerettigheds-, sikkerheds-, ligestillings- og handelspolitik; opfordrer indtrængende Rådet, EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til snarest muligt at udarbejde og forelægge Parlamentet en omfattende erfaringsbaseret strategi med hensyn til Afghanistan og de omkringliggende lande i regionen;

52.  mener, at denne krise viser, at der er behov for, at EU i væsentlig grad styrker sin kapacitet til at handle selvstændigt og dermed styrke EU's forsvarssamarbejde ved at opbygge en ægte europæisk forsvarsunion, som bør gå hånd i hånd med styrkelsen af NATO's europæiske søjle; mener, at EU skal investere i militær bevidsthed, overvågning og rekognoscering, efterretning og strategisk lufttransport; minder om, at de europæiske styrkers manglende evne til at sikre en international lufthavn som lufthavnen i Kabul uden amerikansk støtte er et slående eksempel på omfanget af den investering, der vil være behov for; glæder sig over de seneste overvejelser fra den højtstående repræsentant i denne henseende og gentager sin støtte til en grundlæggende og omfattende dialog mellem EU-institutionerne, EU's medlemsstater, de nationale parlamenter, europæiske partnere og civilsamfundet om vejen frem;

53.  mener, at EU's udenrigspolitiske spørgsmål bør afgøres ved en udvidet anvendelse af kvalificeret flertal i henhold til EU-traktaterne;

54.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at styrke EU's diplomatiske repræsentation i Centralasien, navnlig i Tadsjikistan, for at kunne modtage førstehåndsoplysninger om udviklingen på stedet; insisterer på, at situationen i Afghanistan, navnlig med hensyn til kvinder og piger, etniske, religiøse og andre sårbare grupper, fortsat vurderes og evalueres i de kommende uger og måneder;

55.  anerkender betydningen af et tæt samarbejde med USA med fokus på at tackle adskillige udfordringer og yde humanitær støtte til det afghanske folk, samtidig med at der tages hensyn til de erfaringer, der er gjort i Afghanistan; udtrykker sin påskønnelse af det amerikanske militær for deres støtte til evakueringen af Kabuls internationale lufthavn og udtrykker sin dybeste medfølelse med familierne til de soldater, der mistede livet i denne forbindelse;

56.  opfordrer EU og medlemsstaterne til at sikre en effektiv beskyttelse af EU's ydre grænser i fuld overensstemmelse med EU-retten og de grundlæggende rettigheder for bedre at kunne forberede sig på migrationsbevægelser fra regionen og uautoriseret indrejse i EU;

o
o   o

57.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Kommissionens næstformand/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU's særlige udsending til Afghanistan, medlemsstaternes parlamenter og den amerikanske kongres.

(1) EUT L 67 af 14.3.2017, s. 3.
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 978/2012 af 25. oktober 2012 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer (EUT L 303 af 31.10.2012, s. 1).
(3) Rådets direktiv 2001/55/EF af 20. juli 2001 om minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer og om foranstaltninger, der skal fremme en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til modtagelsen af disse personer og følgerne heraf (EFT L 212 af 7.8.2001, s. 12).


Situationen i Libanon
PDF 156kWORD 56k
Europa-Parlamentets beslutning af 16. september 2021 om situationen i Libanon (2021/2878(RSP))
P9_TA(2021)0394RC-B9-0465/2021

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Libanon, særlig beslutningen af 22. maj 2008 om situationen i Libanon(1),

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds tidligere resolutioner, særlig 1559 (2004), 1701 (2006), 2539 (2020) og 2591 (2021),

–  der henviser til Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Libanesiske Republik på den anden side(2),

–  der henviser til Rådets afgørelse af 10. december 2007 om makrofinansiel bistand fra Fællesskabet til Libanon(3),

–  der henviser til den endelige rapport fra EU's valgobservationsmission til Libanon i 2018,

–  der henviser til de tilsagn, der blev aftalt inden for rammerne af prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Libanon i november 2016, CEDRE's konference den 6. april 2018, rammen for reform, genopretning og genopbygning (3RF) af Libanon i december 2020 og møderne i den internationale støttegruppe for Libanon den 11. december 2019, 23. september 2020 og 19. maj 2021,

–  der henviser til erklæringen af 5. august 2020 fra kommissæren med ansvar for krisestyring, Janez Lenarčič, om eksplosionen i Beirut,

–  der henviser til den internationale konference om bistand og støtte til Beirut og det libanesiske folk den 9. august 2020 og til konferencen til støtte for Libanons befolkning den 2. december 2020, der var arrangeret af Frankrig og FN,

–  der henviser til den fælles erklæring af 23. september 2020 fra den internationale støttegruppe for Libanon,

–  der henviser til erklæring af 28. september 2020 fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik på EU's vegne om Libanons designerede premierministers fratræden,

–  der henviser til den rapport om en ramme for reform, genopretning og genopbygning (3RF) af Libanon, som EU, FN og Verdensbanken vedtog i december 2020,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 7. december 2020 om Libanon,

–  der henviser til Verdensbankens økonomiske overvågning af Libanon af 1. juni 2021 og til den hurtige vurdering af skader og behov i Beirut, som Verdensbankgruppen har udarbejdet i samarbejde med EU og FN,

–  der henviser til erklæringer og bemærkninger fra Josep Borrel, næstformand for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR), af 19.juni 2021 under hans besøg i landet,

–  der henviser til erklæring fra HR/NF Josep Borrell af 16. juli 2021 om den designerede premierminister Saad Hariris fratræden,

–  der henviser til udtalelse af 16. juli 2021 fra formanden for Udenrigsudvalget, David McAllister, og formanden for Delegationen for Forbindelserne med Mashreqlandene, Isabel Santos, hvori det libanesiske politiske lederskab opfordres til at finde en løsning på den fastlåste situation efter den designerede premierministers fratræden,

–  der henviser til UNICEF's pressemeddelelse af 23. juli 2021 med titlen "Lebanon: Public water system on the verge of collapse, UNICEF warns" (Libanon: det offentlige vandsystem på randen af et sammenbrud, UNICEF advarer),

–  der henviser til erklæring af 26. juli 2021 fra EU-Udenrigstjenestens talsmand om regeringsdannelsesprocessen,

–  der henviser til erklæring af 28. juli 2021 fra formændene for det andet møde i den rådgivende gruppe 3RF,

–  der henviser til Rådets afgørelse (FUSP) 2021/1277 af 30. juli 2021 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libanon(4),

–  der henviser til erklæring fra HR/NF Josep Borrell af 3. august 2021 om etårsdagen for eksplosionen i Beiruts havn,

–  der henviser til konferencen til støtte for Libanons befolkning, der fandt sted den 4. august 2021 ved videokonference, og erklæringen fra HR/NF Josep Borrell under konferencen,

–  der henviser til skrivelse af 4. august 2021 fra FN's generalsekretær til formanden for FN's Sikkerhedsråd om forlængelse af mandatet for FN's fredsbevarende styrke i Libanon (UNIFIL),

–  der henviser til erklæring fra formanden for Det Europæiske Råd den 4. august 2021 på den tredje internationale konference til støtte for det libanesiske folk, der blev afholdt efter fælles indbydelse fra FN's generalsekretær og Den Franske Republiks præsident,

–  der henviser til erklæring af 7. august 2021 fra EU-Udenrigstjenestens talsmand, som fordømte affyringen af raketter fra det sydlige Libanon,

–  der henviser til erklæring af 26. august 2021 fra FN's generalsekretær António Guterres om forværringen af den socioøkonomiske situation i Libanon,

–  der henviser til afgørelse nr. 1/2016 truffet af Associeringsrådet EU‑Libanon den 11. november 2016 om fastlæggelse af prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Libanon og til forslag til Rådets afgørelse om den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i det associeringsråd, der er oprettet ved Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Libanesiske Republik på den anden side, for så vidt angår forlængelse af prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Libanon, indtil der er vedtaget nye ajourførte fælles dokumenter mellem EU og Libanon (COM(2021)0406),

–  der henviser til de hændelser, som fandt sted fra august til september 2019, 14. april 2020, 17. april 2020, 27. juli 2020, maj 2021, 20. juli 2021 og 4.-6. august 2021 hen over den blå linje,

–  der henviser til den fælles meddelelse af 9. februar 2021 med titlen "Et fornyet partnerskab med de sydlige nabolande – En ny dagsorden for Middelhavsområdet" (JOIN(2021)0002),

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at den nuværende situation i Libanon er særdeles betænkelig og dybt foruroligende på grund af den politiske, økonomiske, sociale, finansielle og sundhedsmæssige krise og det institutionelle sammenbrud; der henviser til, at Libanon er en tæt og vigtig partner for Den Europæiske Union; der henviser til, at dette partnerskab er baseret på fælles interesser, mangeårige historiske og kulturelle bånd, regelmæssig politisk og social dialog og vidtrækkende mellemfolkelige kontakter;

B.  der henviser til, at Libanon har et dynamisk civilsamfund med en lang række aktivister, samfundsledere, akademikere, kunstnere og ungdomsgrupper, som mobiliserer sig og opfordrer til hurtige reformer;

C.  der henviser til, at situationen i Libanon var kritisk og førte til en finansiel krise ved udgangen af 2019; der henviser til, at der allerede den 17. oktober 2019 fandt masseprotester sted i gaderne med krav om sociale og økonomiske rettigheder, ansvarlighed, et stop for korruption og alle politiske repræsentanters tilbagetræden, også kaldet Libanons oktoberrevolution; der henviser til, at den tidligere libanesiske premierminister Saad Hariri den 29. oktober 2019 meddelte, at regeringen ville træde tilbage;

D.  der henviser til, at en katastrofal eksplosion af en stor mængde ammoniumnitrat i Beiruts havn den 4. august 2020 forårsagede mere end 200 dødsfald, sårede over 6 500 personer og beskadigede over 74 000 hjem med direkte konsekvenser for 300 000 mennesker; der henviser til, at den daværende premierminister Hassan Diab efterfølgende trådte tilbage; der henviser til, at undersøgelsen af årsagerne til eksplosionen endnu ikke er afsluttet et år efter eksplosionen – navnlig på grund af korruption – og at de ansvarlige ikke er blevet identificeret eller draget til ansvar; der henviser til, at en rapport fra Human Rights Watch, som blev udstedt den 3. august 2021, kastede lys over de beviser, der dokumenterer, at embedsmænd har været impliceret i eksplosionen; der henviser til, der den 4. august 2021 fandt endnu en masseprotest sted i gaderne i Beirut, hvor folk krævede, at de ansvarlige for havneeksplosionen blev stillet til ansvar; der henviser til, at lækkede officielle dokumenter viser, at de libanesiske told-, militær- og sikkerhedsmyndigheder samt retsvæsenet havde advaret flere på hinanden følgende regeringer om det farlige lager af eksplosive kemikalier i havnen i Beirut ved mindst 10 lejligheder over seks år, men at der ikke blev truffet nogen foranstaltninger; der henviser til, at Libanons centrale politiske figurer har lagt hindringer i vejen for den lokale efterforskning af den efterfølgende eksplosion, idet myndighederne har afskediget den første undersøgelsesdommer, efter at han har indkaldt politiske personer til afhøring, og har afvist den anden undersøgelsesdommers anmodninger om at ophæve immuniteten for mistænkte parlamentsmedlemmer og afhøre højtstående medlemmer af sikkerhedsstyrkerne;

E.  der henviser til, at korruption er en af de centrale udfordringer, der kvæler Libanons udvikling og velstand og forværrer fremmedgørelsen af og mistilliden til det politiske system; der henviser til, at korruption er udbredt og gennemsyrer alle dele af samfundet, hvilket afspejles i landets samlede og gennemsnitlige resultater inden for de fleste forvaltningsområder; der henviser til, at den nationale korruptionsbekæmpelsesinstitution stadig ikke er operationel, eftersom udnævnelsen af dens kommissærer endnu ikke er afsluttet;

F.  der henviser til, at Libanon endelig fik dannet en regering den 10. september 2021 efter tre designerede premierministre, Mustafa Adib, Saad Hariri og Najib Mikati; der henviser til, at den nye regering hurtigst muligt vil skulle levere den omfattende pakke af reformer, der er nødvendig for, at Libanon kan bekæmpe korruption og bevare sin stabilitet, enhed, suverænitet, politiske uafhængighed og territoriale integritet;

G.  der henviser til, at der er planlagt kommunal-, parlaments- og præsidentvalg i Libanon i maj 2022 og oktober 2022; der henviser til, at det er afgørende for alle politiske ledere at overholde valgkalenderen for 2022 og sikre inkluderende, gennemsigtige og retfærdige valg med lige adgang til valgkampagner for alle og adgang til at stemme for alle libanesiske borgere, herunder dem, der bor uden for landet, hvilket den seneste valglov, der blev vedtaget i 2017, tillod dem, og som det fremgår af den libanesiske forfatning; der henviser til, at tilsynskommissionen for valg mangler de nødvendige midler til at udføre sit mandat, hvilket giver anledning til bekymring med hensyn til kampagnens gennemsigtighed og retfærdighed og de valg, der er planlagt til næste år;

H.  der henviser til, at EU umiddelbart efter den massive eksplosion foretog en hurtig skades- og behovsvurdering i fællesskab med Verdensbanken og FN for at vurdere indvirkningen på befolkningen, fysiske aktiver, infrastruktur og levering af tjenesteydelser; der henviser til, at konklusionerne viser, at der skete skader til en værdi af mellem 3,8 og 4,6 mia. USD, hvor boligsektoren og kultursektoren er hårdest ramt, mens tabene blev opgjort til mellem 2,9 og 3,5 mia. USD, hvor boligsektoren igen er hårdest ramt efterfulgt af transport og kultur, og at der er behov for 1,8 til 2,0 mia. USD til prioriteret genopretning og genopbygning, hvor de største behov findes i transportsektoren, og de næststørste behov i kultursektoren og boligsektoren; der henviser til, at det vigtigste resultat har været etableringen af en ramme for reform, genopretning og genopbygning (3RF), og at Libanons regering er medansvarlig for forvaltningen af denne ramme; der henviser til, at der ikke er gjort fremskridt med reformerne under 3RF på grund af måneders dødvande i regeringsdannelsen; der henviser til, at Libanons største elproducent, Electricité du Liban (Libanons elværk), i maj 2021 meddelte, at den ikke længere havde tilstrækkelige midler til at købe brændstof; der henviser til, at Libanon har henvendt sig til adskillige lande for at få dækket sit umiddelbare energibehov;

I.  der henviser til, at der trods suspensionen af loven om bankhemmelighed ikke har været nogen fremskridt med hensyn til den retlige revision af centralbanken; der henviser til, at den libanesiske offentlige anklager efter rapporter fra en schweizisk undersøgelse af transaktioner, der angiveligt involverer centralbankchefen, Riad Salameh, og hans bror, iværksatte en efterforskning, og at de franske anklagere indledte en indledende undersøgelse af påstande om hvidvask af penge vedrørende Salameh; der henviser til, at centralbankchefen afviser alle anklager;

J.  der henviser til, at EU er engageret i at støtte landets stabilitet og enhed gennem økonomisk bistand; der henviser til, at EU har ydet betydelig bistand til at tackle de umiddelbare konsekvenser og behov efter eksplosionen; der henviser til, at EU mobiliserede 33 mio. EUR til nødhjælpsbehov og mere end 250 redningsfolk fra EU's medlemsstater; der henviser til, at EU alene i 2021 har ydet Libanon 55,5 mio. EUR i humanitær bistand; der henviser til, at der i sommeren 2021 blev frigivet yderligere 5,5 mio. EUR for at styrke Libanons indsats mod covid-19; der henviser til, at EU og dets medlemsstater har mobiliseret 24,0 mia. EUR siden 2011;

K.  der henviser til, at covid-19-pandemien har forværret den allerede igangværende og generelle krise i Libanon, hvor der er udbredt korruption på alle niveauer af samfundet; der henviser til, at både sårbare og ikke-sårbare grupper er blevet alvorligt ramt; der henviser til, at der siden pandemiens begyndelse er registreret mere end 610 000 tilfælde af coronavirus og 8 150 dødsfald i Libanon; der henviser til, at de kvarterer, der blev hårdest ramt af ødelæggelserne fra eksplosionen, var Gemmayze Ashrafiedh, Mar Mikhael og Rmeil Medawar, og at den nuværende mangel på boligalternativer for dem, hvis hjem blev ødelagt, kan komme til at påvirke Libanons historiske samfundsstruktur, samfundssammensætning og samhørighed;

L.  der henviser til, at Rådets afgørelse af 30. juli 2021 etablerede en ramme for målrettede sanktioner mod personer og enheder, der er ansvarlige for at undergrave demokratiet eller retsstaten i Libanon; der henviser til, at disse omfatter et EU-rejseforbud og indefrysning af aktiver for vedvarende at hæmme dannelsen af en regering eller alvorligt undergrave afholdelsen af valg, for at hindre eller underminere gennemførelsen af planer, der er godkendt af de libanesiske myndigheder og støttet af EU for at forbedre ansvarligheden og god regeringsførelse, herunder i bank- og finanssektoren, eller for alvorlige finansielle fejl i forbindelse med offentlige midler, for handlinger, der er omfattet af FN's konvention mod korruption eller for uautoriseret eksport af kapital;

M.  der henviser til, at Den Økonomiske og Sociale Kommission for Det Vestlige Asien har konstateret, at antallet af fattige allerede i tidsrummet mellem 2019 og 2020 er steget fra 28 % til 55 %; der henviser til, at den flerdimensionelle fattigdomsrate i Libanon næsten er fordoblet fra 42 % i 2019 til 82 % i 2021, og at ekstrem flerdimensionel fattigdom berører 34 % af befolkningen i dag; der henviser til, at arbejdsløsheden er steget til over 40 % af arbejdsstyrken, og at en stigende andel af husholdningerne har svært ved at få adgang til basale tjenester såsom fødevarer, vand og sundhedspleje; der henviser til, at Verdensbanken i forbindelse med sin økonomiske overvågning af Libanon ("Lebanon Economic Monitor") fra juni 2021 har fastslået, at Libanon oplever en alvorlig og langvarig økonomisk depression, som formentlig bliver en af de alvorligste kriseperioder i verden siden midten af det nittende århundrede;

N.  der henviser til, at krigen i nabolandet Syrien har tvunget mange til at flygte til Libanon, som har modtaget ca. 1,5 millioner syriske flygtninge ud over ca. 15 800 flygtninge fra Etiopien, Irak, Sudan og andre steder, der er registreret hos FN's højkommissær for flygtninge (UNHCR), samt ca. 207 700 palæstinensiske flygtninge; der henviser til, at 22 % af de libanesiske statsborgere, 50 % af flygtningene fra Syrien og 33 % af flygtningene af andre nationaliteter ifølge Verdensfødevareprogrammet er ramt af fødevaremangel i 2021; der henviser til, at Libanon er et af de to lande i Mellemøsten, der huser et stort antal vandrende husarbejdere, som reguleres gennem kafalasystemet; der henviser til, at EU siden 2011 har bidraget med 2,4 mia. EUR til syriske og palæstinensiske flygtninge gennem forskellige instrumenter såsom EU's regionale trustfond som reaktion på den syriske krise og det europæiske naboskabsinstrument (ENI);

O.  der henviser til, at den libanesiske regering i april 2020 godkendte en økonomisk plan og anmodede om et IMF-program på grundlag af de nødvendige reformer; der henviser til, at der stadig føres forhandlinger med IMF; der henviser til, at Libanon ifølge IMF er nødsaget til omgående at iværksætte omfattende reformer for at bringe de offentlige finanser i orden, omstrukturere den offentlige gæld, genoprette banksystemet, udvide det sociale sikkerhedsnet, reformere statsejede virksomheder og forbedre regeringsførelsen; der henviser til, at IMF har afsat 860 mio. USD i form af særlige trækningsrettigheder for at styrke landets udtømte reserver og hjælpe med at opfylde de mange presserende behov; der henviser til, at det libanesiske parlaments finansudvalg afviste regeringens plan om en bail-in, der ville have gjort det muligt at bevare 98 % af befolkningens opsparinger ved at garantere aktiver på bankkonti, der havde en opsparing på under 500 000 USD; der henviser til, at Den Internationale Valutafond (IMF) i lyset af kritik af genopretningsplanen fra parlamentsmedlemmer offentliggjorde tre erklæringer om støtte til regeringens foreslåede plan; der henviser til, at de parlamentsmedlemmer, der afviste genopretningsplanen, har særinteresser i at beskytte Libanons bankers interesser i betragtning af deres forhold som eller til aktionærerne i disse banker;

P.  der henviser til, at artikel 534 i den libanesiske straffelov stadig anvendes til at retsforfølge og anholde LGBTI-personer; der henviser til, at mænd, der mistænkes for forhold mellem personer af samme køn, i visse dele af landet rutinemæssigt arresteres og udsættes for nedværdigende behandling på politistationer;

Q.  der henviser til, at det libanesiske parlament den 30. juni 2021 vedtog en ekstraordinær kreditlov på 556 mio. USD til finansiering af et rationeringsmærkesystem, der vil yde kontanthjælp til støtte for de mest sårbare familier og erstatte det nuværende støttesystem; der henviser til, at gennemførelsen af rationeringsmærkerne bør følge principperne om ikkeforskelsbehandling;

R.  der henviser til, at Euro-Middelhavsaftalen bygger på respekt for de demokratiske principper og de grundlæggende menneskerettigheder som fastsat i verdenserklæringen om menneskerettigheder, der udgør et væsentligt element i aftalen,

S.  der henviser til, at den seneste resolution fra FN's Sikkerhedsråd om Libanon, resolution 2591 (2021), der blev enstemmigt vedtaget den 30. august 2021, forlænger UNIFIL's mandat med endnu et år og minder om behovet for en permanent våbenhvile i overensstemmelse med principperne og elementerne i resolution 1701 (2006);

T.  der henviser til, at Libanons neutralitet er nøglen til landets fremtidige stabilitet; der henviser til, at et stabilt, fuldt suverænt, forenet og demokratisk Libanon er af afgørende betydning for stabiliteten, sikkerheden og den fredelige udvikling i hele Mellemøsten; der henviser til, at den nyligt dannede regering og dens ministre er nødt til at opnå politisk uafhængighed og modstå enhver ekstern indblanding fra lande i Libanons nabolag eller længere væk; der henviser til, at indblanding udefra er skadelig for Libanons udvikling og stabilitet; der henviser til, at Hizbollah stadig kontrollerer centrale ministerier i den libanesiske regering; der henviser til, at Hizbollah er blevet klassificeret som en terrororganisation af flere EU-medlemsstater; der henviser til, at Hizbollah gentagne gange har vist sit stærke ideologiske tilhørsforhold til Iran, hvilket destabiliserer den libanesiske regering og virker undergravende på dens stærkt tiltrængte samhørighed;

1.  mener, at Libanons nuværende situation er en menneskeskabt katastrofe, som er forårsaget af en håndfuld mænd på tværs af den regerende politiske klasse; noterer sig, at der for nylig er dannet en regering efter 13 måneders politisk dødvande; beklager, at der i det nye kabinet kun er én enkelt kvinde; opfordrer indtrængende de libanesiske ledere til at holde deres løfter og træde i karakter som en funktionsdygtig regering, der er resultatorienteret, troværdig og ansvarlig, og som sætter sig ud over parlamentarisk splittelse og er fri for udenlandsk indflydelse; mener, at håndhævelse af ansvarlighed, opretholdelse af frie og retfærdige valg og levering af grundlæggende offentlige tjenesteydelser må veje tungere end alle personlige hensyn inden for Libanons politiske klasse; minder om, at valget i maj 2022 under ingen omstændigheder må udsættes i betragtning af det politiske dødvande og de statslige institutioners voksende dysfunktion, og at valget skal overholde internationale demokratiske standarder for frihed, retfærdighed og gennemsigtighed;

2.  opfordrer de libanesiske myndigheder til at anmode NF/HR om at udsende en valgobservationsmission eller, hvis det skønnes nødvendigt, en valgekspertmission flere måneder forud for valget; opfordrer den nye libanesiske regering til fuldt ud at gennemføre anbefalingerne fra EU's valgobservationsmission i 2018; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at yde al den tekniske og finansielle bistand, der skal til for at gøre det muligt at afholde valget under de bedst mulige betingelser, og til at bestræbe sig på at sikre retfærdighed og gennemsigtighed i hele processen; opfordrer indtrængende den nye libanesiske regering til at give den tilsynsførende valgkommission alle de midler, alt det personale og alt det udstyr, der kræves, for at den kan varetage sit mandat fuldt ud; opfordrer til, at der oprettes en international humanitær taskforce i FN-regi for at støtte formidlingen af humanitær bistand og føre tilsyn med anvendelsen af midlerne; minder om, at FN har udviklet en ramme for at støtte kvinder som kandidater og vælgere og således fremme kvinders øgede deltagelse i den politiske proces, og opfordrer til, at denne ramme integreres fuldt ud i planerne om valgreformer;

3.  opfordrer EU til at tilbyde Libanon, at der udsendes en omfattende administrativ EU-rådgivningsmission for at dække det presserende behov for at imødegå det accelererende sammenbrud i den offentlige forvaltning og de grundlæggende tjenester; opfordrer indtrængende den nye regering til hurtigt at gennemføre centrale forvaltningsmæssige og økonomiske reformer, der vil sikre politisk og økonomisk genopretning, herunder troværdig regulering af centrale økonomiske sektorer såsom elsektoren;

4.  minder om, at en gennemsigtig, uafhængig, neutral og effektiv efterforskning af eksplosionen i Beiruts havn er en prioritet, der må og skal realiseres; opfordrer indtrængende de libanesiske myndigheder til at respektere de retslige procedurer og retsvæsenets uafhængighed og støtte alle bestræbelser, der vil gøre det muligt at foretage en seriøs efterforskning i forhold til de personer, der er ansvarlige for de beslutninger, som førte til eksplosionen i Beiruts havn, og at drage disse personer til ansvar; går ind for, at der i FN-regi sendes en uafhængig international undersøgelsesmission til Libanon for at efterforske Beirut-eksplosionen; kræver, at de personer, der findes at være direkte eller indirekte ansvarlige, skal drages til ansvar for de mistede liv og de skader, der er påført det libanesiske folk;

5.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at frigive yderligere humanitær bistand i lyset af den kritiske situation på stedet, navnlig fødevarehjælp og hospitalsudstyr samt farmaceutisk materiale, og til at stille alternative energiressourcer, herunder solpaneler, til rådighed for alle skoler og hospitaler, idet denne bistand skal kanaliseres gennem andre enheder end offentlige enheder såsom anerkendte ikke-statslige organisationer, civilsamfundsorganisationer og trosbaserede organisationer i Libanon, der er i stand til at levere reformer; insisterer på, at det er nødvendigt at inddrage lokale civilsamfundsorganisationer i udformningen, planlægningen, koordineringen, gennemførelsen og evalueringen af bistandsprogrammer til fordel for Libanon; opfordrer Kommissionen til at finde mekanismer, som strategisk og fleksibelt anvender kriterierne, for at gøre det muligt for organisationer hurtigt at få adgang til midlerne, således at der kan tages hånd om de umiddelbare behov, samtidig med at den europæiske konsensus om humanitær bistand og den humanitære folkeret respekteres; understreger behovet for en solid overvågning af EU's bistand for at sikre, at den overføres direkte til dem, der har brug for den; beklager dybt, at der i forbindelse med tidligere bistand er konstateret fejlforvaltning i ekstremt høj grad samt et mangelfuldt finansielt tilsyn;

6.  opfordrer Kommissionen og EU-medlemsstaterne til at indgå i et konstruktivt samarbejde med den nye libanesiske regering om at gennemføre de strukturelle og sektorspecifikke reformer, der er nødvendige for at frigøre væsentlig makrofinansiel bistand fra EU, og om at styrke vores handelsforbindelser, forudsat at der bliver gjort mærkbare fremskridt med gennemførelsen af de nødvendige reformer, således som de fremgår af 3RF;

7.  opfordrer de libanesiske myndigheder til at genoptage forhandlingerne med IMF så hurtigt som muligt for at gøre reformerne håndgribelige for de mennesker, der kæmper for tilværelsen i Libanon; opfordrer indtrængende de libanesiske myndigheder til at gennemføre de tidligere tilsagn, der blev givet i forbindelse med den økonomiske konference om udvikling gennem reformer med den private sektor (CEDRE) i april 2018, med støtte fra den internationale støttegruppe for Libanon og som aftalt af alle Libanons politiske ledere, hvilket indebærer meningsfulde og dybtgående økonomiske og forvaltningsmæssige reformer, herunder en genoprettelse af den økonomiske stabilitet og finanssektorens troværdighed, sikring af retsvæsenets uafhængighed, sikring af respekt for menneskerettighederne og retsstatsprincippet og bekæmpelse af korruption; opfordrer de libanesiske myndigheder til at yde støtte til de mest sårbare befolkningsgrupper i Libanon, herunder gennem sociale sikkerhedsnet; opfordrer de libanesiske myndigheder til at godkende budgettet for 2021 og udarbejde et budget for 2022, der omfatter et stærkt program for social beskyttelse, gennemførelse af programmet om det sociale krisesikkerhedsnet og det nationale program til bekæmpelse af fattigdom; opfordrer indtrængende de libanesiske myndigheder til at afsætte en tilstrækkelig budgetpost til valget i 2022;

8.  understreger, at Libanon på grund af Assad-regimets totale undertrykkelse af den syriske folkelige opstand i 2011 har været vært for verdens største andel af syriske flygtninge; påpeger, at det syriske regime har et særligt ansvar for, at denne dramatiske humanitære situation fortsætter; minder om, at tilstrækkelig langsigtet finansiering og programmering er afgørende for at støtte internt fordrevne og flygtninge ud over den humanitære programcyklus med henblik på at opnå varige løsninger for fordrevne personer; minder om, at syriske og palæstinensiske flygtninge i Libanon befinder sig i en sårbar situation, og understreger, at det er nødvendigt at sikre passende, forudsigelig og flersidet finansiering til FN's Hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge i Mellemøsten (UNRWA) og andre aktører, der arbejder med flygtninge, for at sikre, at flygtningesamfundet i landet får fuld adgang til alle basale tjenester; understreger, at det er nødvendigt at styrke samarbejdet og dialogen med NGO'er og andre tjenesteydere, der hjælper flygtninge i landet;

9.  opfordrer indtrængende den nye libanesiske regering og præsident til at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at afvikle korrupte praksisser, herunder overførsler af offentlig kapital og skatteunddragelse, til at sikre fuldstændig uafhængighed for de kommende medlemmer af det nationale antikorruptionsorgan og til at anmode om teknisk støtte fra det internationale samfund via FN-mekanismer og FN's konvention mod korruption for at sikre både gennemsigtighed og fuld ansvarlighed over for det libanesiske folk; minder om, at EU, Verdensbanken og FN har krævet oprettelse af et uafhængigt og gennemsigtigt retsvæsen, vedtagelse af en moderne lovgivning om offentlige udbud og gennemførelse af en strategi for korruptionsbekæmpelse, og fordømmer de skiftende libanesiske regeringers manglende indsats i de seneste mange år;

10.  understreger det særlige ansvar, som Hizbollah og andre fraktioner må påtage sig for undertrykkelsen af Libanons folkebevægelse i 2019 og for Libanons politiske og økonomiske krise; opfordrer alle eksterne magter til at afstå fra at blande sig i libanesiske anliggender og opfordrer til, at landets suverænitet og politiske uafhængighed respekteres; opfordrer indtrængende alle politiske grupperinger i regeringen til at sætte en stopper for sekterisme og gennemføre vitale reformer for alle mennesker, der bor i Libanon, uden nogen form for religiøs eller etnisk diskrimination;

11.  er dybt bekymret over den fortsatte mangel på fremskridt hen imod en permanent våbenhvile og andre centrale bestemmelser i FN's Sikkerhedsråds resolution 1701 (2006) i lyset af de seneste og vedvarende spændinger langs Libanons sydlige grænse; bekræfter sin konsekvente støtte til Libanons territoriale integritet, suverænitet og politiske uafhængighed i overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds resolution 2591 (2021); gentager, at det er EU's holdning, at FN's Sikkerhedsråds resolution 1559 (2005) og 1701 (2006) skal respekteres fuldt ud;

12.  opfordrer det internationale samfund til at yde den nødvendige finansielle støtte for at sætte de libanesiske væbnede styrker og interne sikkerhedsstyrker i stand til at udfylde deres afgørende rolle med hensyn til at forhindre et yderligere sammenbrud af statslige institutioner, sikre humanitær bistand og garantere sikkerhed og stabilitet under behørig hensyntagen til retten til at demonstrere og ytringsfriheden; gentager, at det er helt afgørende, at offentlige embedsmænd kan drages til ansvar, og fordømmer enhver form for vold mod demonstranter;

13.  opfordrer Tjenesten for EU's Optræden Udadtil til at foreslå en liste over ansvarlige myndigheder i Libanon i samarbejde med medlemsstaterne; opfordrer til anvendelse af målrettede sanktioner inden for den ramme, som Rådet vedtog den 30. juli 2021, over for alle personer eller enheder, der opfylder kriterierne i denne ramme; understreger, at indførelsen af målrettede sanktioner, der retter sig mod personer, som hindrer eller undergraver den demokratiske politiske proces, fortsat er en mulighed, der kan benyttes, hvis de ansvarlige aktører i Libanon fortsætter med at praktisere obstruktion over for reformer og bekæmpelse af korruption; opfordrer alle EU's medlemsstater til uden undtagelse fuldt ud at samarbejde med og styrke EU's nye målrettede sanktioner mod korrupte ledere og dem, der er ansvarlige for at undergrave demokratiet og retsstatsprincippet, og deres tilknyttede enheder i Libanon; opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten og Rådet til hurtigst muligt at afsætte tilstrækkelige ressourcer til en effektiv udvikling af den nye mekanisme; opfordrer EU-medlemsstaterne og deres partnere, såsom Det Forenede Kongerige og Schweiz, til at samarbejde om bekæmpelsen af en række libanesiske embedsmænds påståede misbrug af offentlige midler; opfordrer medlemsstaterne til at indlede retssager inden for deres respektive nationale jurisdiktioner mod ejere af ulovligt erhvervet kapital på deres territorier og til at fremme bestræbelserne på at tilbageføre ulovligt erhvervede midler til den libanesiske befolkning;

14.  minder om, at associeringsaftalen mellem EU og Den Libanesiske Republik indeholder bestemmelser om en politisk dialog mellem Parlamentet og det nye libanesiske parlament om grundlaget for etablering af et politisk samarbejde mellem de to institutioner, der kan fungere som en supplerende ramme, hvis de libanesiske myndigheder anmoder herom, for at støtte den nyligt dannede regering og tackle institutionel stagnation;

15.  minder om sin stærke støtte til alle menneskerettighedsforkæmpere i Libanon og deres arbejde; opfordrer civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter og de økonomiske interesseorganisationer til at spille deres respektive roller i den nationale dialog ved at give udtryk for deres ønsker og fremsætte forslag om fred, udvikling og landets fremtid og roser de initiativer, der er kommet fra lokalsamfund og civilsamfundet; er dybt bekymret over, at den libanesiske befolkning i voksende grad udvandrer, således at der sker en hjerneflugt, som påvirker de menneskelige ressourcer, der er afgørende for genopbygningen og genopretningen af Libanon og landets demokratiske liv;

16.  opfordrer Libanon til at sikre den nødvendige beskyttelse mod tvangsarbejde som nedfældet i national arbejdsret og internationale menneskerettighedsstandarder, herunder grundlæggende principper og rettigheder på arbejdet, og Den Internationale Arbejdsorganisation ILO's konvention om ordentlige arbejdsforhold for husarbejdere (nr. 189 af 2011) med henblik på at imødegå kafalasystemets udnyttende karakter;

17.  gentager sin støtte til EU's erklærede målsætning om at bistå Libanon i dets økonomiske omstrukturering og i genopbygningen af dets infrastruktur; opfordrer Kommissionen til at reformere de langsigtede fonde og omformulere strategien og genopretningsplanen for Libanon inden for rammerne af prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Libanon under det nye instrument for naboskab, udviklingssamarbejde og internationalt samarbejde – et globalt Europa og til at overveje at finansiere flere potentielle partnere inden for civilsamfundet, navnlig med henblik på at finde hurtige løsninger på energiknaphed gennem vedvarende energikilder såsom solpaneler;

18.  opfordrer til, at artikel 534 i den libanesiske straffelov ophæves, og at alle former for juridisk og institutionel vold og forfølgelse af LGBTI-personer bringes til ophør; opfordrer til afskaffelse af andre diskriminerende love såsom de love, der forbyder palæstinensiske flygtninge at nyde godt af de samme rettigheder som andre udenlandske indbyggere;

19.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at øge deres støtte til den libanesiske vaccinationskampagne, som har brug for international støtte, og til at afhjælpe sundhedskrisen i Libanon; opfordrer til, at der ydes støtte til lønninger til hospitalspersonale og indkøb af paramedicinsk udstyr;

20.  bekræfter sit stærke partnerskab med Libanon og det libanesiske folk, der tager udgangspunkt i fælles værdier som demokrati, pluralisme, retsstatsprincippet og overholdelse af menneskerettighederne; gentager sin støtte til EU's intentioner om at bistå Libanon med den økonomiske omstrukturering af landet; udtrykker sin respekt over for ofrene for eksplosionen i Beiruts havn; bekræfter sin solidaritet med og støtte til det libanesiske civilsamfund, navnlig journalister og whistleblowere; opfordrer Rådet og Kommissionen til at fortsætte indsatsen for at støtte genopbygningen og den økonomiske genopretning af Libanon og til at etablere et nærmere samarbejde med og en bedre finansiering af landets civilsamfundsorganisationer;

21.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær, generalsekretæren for Den Arabiske Liga, formanden for Den Parlamentariske Forsamling for Middelhavsunionen og Libanons regering og parlament.

(1) EUT C 279 E af 19.11.2009, s. 69.
(2) EUT L 143 af 30.5.2006, s. 2.
(3) EUT L 337 af 21.12.2007, s. 111.
(4) EUT L 277 I af 2.8.2021, s. 16.


Mediefrihed og yderligere forværring af retsstatsprincippet i Polen
PDF 166kWORD 55k
Europa-Parlamentets beslutning af 16. september 2021 om mediefrihed og yderligere forværring af retsstatsprincippet i Polen (2021/2880(RSP))
P9_TA(2021)0395B9-0461/2021

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (i det følgende benævnt "chartret"),

–  der henviser til artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

–  der henviser til artikel 49 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention og til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols hermed forbundne retspraksis,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder,

–  der henviser til Den Europæiske Unions Domstols (EU-Domstolens) og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis,

–  der henviser til Kommissionens begrundede forslag til Rådets afgørelse af 20. december 2017, som er fremlagt i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, i TEU, hvorved det fastslås, at der er en klar fare for, at Republikken Polen groft overtræder retsstatsprincippet (COM(2017)0835),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1808 af 14. november 2018 om ændring af direktiv 2010/13/EU om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) i betragtning af de ændrede markedsforhold(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2092 af 16. december 2020 om en generel ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget(2) ("forordningen om konditionalitet vedrørende retsstatsprincippet"),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/241 af 12. februar 2021 om oprettelse af genopretnings- og resiliensfaciliteten(3),

–  der henviser til sin beslutning af 18. december 2019 om offentlig forskelsbehandling af og hadefulde udtalelser om LGBTI-personer, herunder LGBTI-fri områder(4),

–  der henviser til sin beslutning af 11. marts 2021 om erklæring af EU som LGBTIQ-frihedszone(5),

–  der henviser til sin beslutning af 16. januar 2020 om igangværende høringer inden for rammerne af artikel 7, stk. 1, i TEU vedrørende Polen og Ungarn(6),

–  der henviser til sin beslutning af 7. oktober 2020 om oprettelse af en EU-mekanisme for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder(7),

–  der henviser til sin beslutning af 17. september 2020 om forslag til Rådets afgørelse, hvorved det fastslås, at der er en klar fare for, at Republikken Polen groft overtræder retsstatsprincippet(8),

–  der henviser til sin beslutning af 24. juni 2021 om Kommissionens rapport om retsstatssituationen 2020(9),

–  der henviser til sin beslutning af 8. juli 2021 om udarbejdelse af retningslinjer for anvendelsen af den generelle konditionalitetsordning for beskyttelse af Unionens budget(10),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 30. september 2020 med titlen "Rapport om retsstatssituationen 2020 Retsstatssituationen i Den Europæiske Union" (COM(2020)0580),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. juli 2021 med titlen " Retsstatssituationen 2021 Retsstatssituationen i EU" (COM(2021)0700),

–  der henviser til skrivelse af 8. marts 2021 fra Europarådets menneskerettighedskommissær til Polens premierminister om to lovforslag om mediesektoren i Polen(11),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2,

A.  der henviser til, at Unionen i henhold til artikel 2 i TEU bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal;

B.  der henviser til, at den grundlæggende ret til effektive retsmidler i henhold til artikel 47 i chartret kræver adgang til en "uafhængig" domstol; der henviser til, at politisk indflydelse på eller kontrol med retsvæsenet og lignende hindringer for de enkelte dommeres uafhængighed ofte har resulteret i, at retsvæsenet ikke har kunnet udfylde sin rolle med at føre uafhængig kontrol af den udøvende og den lovgivende magts vilkårlige magtanvendelse;

C.  der henviser til, at mediefrihed er en af grundpillerne og garantierne for et velfungerende demokrati og retsstatsprincippet; der henviser til, at mediefrihed, pluralisme og journalisters uafhængighed og sikkerhed er afgørende elementer i ytringsfriheden og informationsfriheden og er afgørende for EU's og medlemsstaternes demokratiske funktionsmåde; der henviser til, at offentlige myndigheder bør vedtage love og administrative bestemmelser, der fremmer udviklingen af frie, uafhængige og pluralistiske medier;

D.  der henviser til, at Polen sammen med visse andre medlemsstater endnu ikke har gennemført alle kravene i direktivet om audiovisuelle medietjenester (direktiv (EU) 2018/1808), og navnlig kravene vedrørende den nationale medietilsynsmyndigheds uafhængighed;

E.  der henviser til, at Europarådets Europæiske Observationsorgan for det Audiovisuelle Område i 2019 konkluderede, at uafhængigheden af de polske medietilsynsmyndigheders gav anledning til bekymring med hensyn til gennemførelsen af udnævnelsesprocedurerne og ansvarligheden over for det nationale radio- og TV-råd (KRRiT); der henviser til, at det også konkluderede, at det nationale medieråd (RMN) ikke havde tilstrækkelige garantier for den funktionelle uafhængighed af politiske partier og regeringen(12);

F.  der henviser til, at der i februar 2021 blev foreslået et projekt om indførelse af en reklameafgift, som derefter blev trukket tilbage på grund af stærk kritik af dens negative indvirkning på mediefriheden og mediernes pluralisme; der henviser til, at omkring 45 private medieforetagender den 10. februar 2021 holdt op med at sende i Polen og viste sorte forsider med slogans i 24 timer i protest mod den foreslåede medieafgift, og at ca. 40 radio- og TV-selskaber i et åbent brev til de polske myndigheder skrev, at den nye afgift ville svække og måske fremtvinge en lukning af visse medieforetagender, der driver virksomhed i Polen, hvilket begrænser valgmulighederne for deres publikum;

G.  der henviser til, at den polske Sejm den 11. august 2021 stemte for et lovforslag, der indeholder forslag kun om at tillade de selskaber, der er majoritetsejede af enheder fra Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, at have sendetilladelser; der henviser til, at dette lovforslag blev stemt ned af det polske Senat den 9. september 2021, hvilket ikke betyder afslutningen på lovgivningsprocessen, da den polske Sejm har mulighed for at tilsidesætte denne afgørelse;

H.  der henviser til, at dette lovforslag direkte vil være rettet mod TVN24, et uafhængigt medieforetagende, som tilhører den USA-baserede Discovery Group; der henviser til, at afgørelsen om fornyelse af TVN24's tilladelse stadig behandles i Polen, til trods for at radio- og tv-selskabet anmodede om fornyelsen i februar 2020; der henviser til, at den polske nationale medietilsynsmyndighed (KRRiT) bør træffe sin afgørelse om en ny sendetilladelse inden udløbet af den nuværende tilladelse, dvs. inden den 26. september 2021;

I.  der henviser til, at Discovery Group på grund af den manglende handling fra KRRiT ansøgte om en sendetilladelse til sin TVN24-kanal hos de nederlandske myndigheder og fik en sådan tilladelse;

J.  der henviser til, at Journalister uden Grænsers internationale pressefrihedsindeks 2021 placerer Polen som nr. 64, dets laveste placering nogensinde, hvilket er et fald fra en 18. plads i 2015;

K.  der henviser til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 7. maj 2021 fastslog, at myndighedernes handlinger i forbindelse med udnævnelsen af en af de dommere, der havde været medlem af forfatningsdomstolens panel i den ansøgende virksomheds sag, betød, at det panel, der havde behandlet sagen, ikke havde været en "domstol oprettet ved lov", og at ansøgerens "ret til en retfærdig rettergang" var blevet krænket(13);

L.  der henviser til, at EU-Domstolen den 2. marts 2021 fastslog, at flere på hinanden følgende ændringer af loven om det nationale råd for retsvæsenet, som førte til afskaffelsen af en effektiv domstolskontrol af rådets afgørelser om at fremsætte forslag til udnævnelse af kandidater til højesteretsdommere til præsidenten, kan være i strid med EU-retten(14);

M.  der henviser til, at Polens premierminister den 29. marts 2021 indgav en anmodning til den generelt anfægtede og ulovlige "forfatningsdomstol" om at undersøge, om bestemmelserne i TEU vedrørende EU-rettens forrang og effektiv retsbeskyttelse er i overensstemmelse med den polske forfatning(15);

N.  der henviser til, at EU-Domstolen ved kendelse af 14. juli 2021 har truffet afgørelse om foreløbige forholdsregler, som Kommissionen har anmodet om i henhold til artikel 279 i TEUF, og som vedrører funktionen af den polske højesterets disciplinærafdeling og suspenderingen af yderligere bestemmelser i polsk ret, der påvirker retsvæsenets uafhængighed(16);

O.  der henviser til, at den ulovlige polske "forfatningsdomstol" den 14. juli 2021 fastslog, at EU-Domstolens foreløbige kendelser om domstolenes struktur i Polen var uforenelige med den polske forfatning(17);

P.  der henviser til, at EU-Domstolen den 15. juli 2021 i sin dom i sag C-791/19(18) fastslog, at disciplinærordningen for dommere i Polen ikke var forenelig med EU-retten;

Q.  der henviser til, at Kommissionen den 20. juli 2021 sendte en skrivelse til Polen om alle de foranstaltninger, der er truffet eller påtænkes truffet for fuldt ud at efterkomme Domstolens kendelse, og alle de nødvendige foranstaltninger for fuldt ud at efterkomme dommen; der henviser til, at de polske myndigheder svarede Kommissionen den 16. august;

R.  der henviser til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 22. juli 2021 fastslog, at disciplinærafdelingen ved højesteret ikke var en "uafhængig og upartisk domstol oprettet ved lov" og ikke opfyldte standarden for en "ret til en domstol oprettet ved lov", som er sikret ved artikel 6, stk. 1, i den europæiske menneskerettighedskonvention (19);

S.  der henviser til, at Kommissionen den 7. september 2021 besluttede at sende en åbningsskrivelse i henhold til artikel 260, stk. 2, i TEUF til Polen for ikke at have truffet de nødvendige foranstaltninger for fuldt ud at efterkomme EU-Domstolens dom af 15. juli 2021, hvori det blev fastslået, at den polske lov om disciplinærordningen mod dommere ikke var forenelig med EU-retten;

T.  der henviser til, at Kommissionen den 7. september 2021 anmodede om, at EU-Domstolen pålægger Polen økonomiske sanktioner for at sikre overholdelse af Domstolens foreløbige forholdsregler ved kendelse af 14. juli 2021 vedrørende funktionen af den polske højesterets disciplinærafdeling og suspenderingen af yderligere bestemmelser i polsk ret, der påvirker retsvæsenets uafhængighed;

U.  der henviser til, at den polske vicejustitsminister i juni 2021 meddelte, at Polen i øjeblikket arbejdede på et lovforslag, der har til formål at forbyde "LGBT-propaganda";

V.  der henviser til, at Kommissionen den 14. juli 2021 besluttede at indlede traktatbrudsprocedurer mod Ungarn og Polen vedrørende ligestilling og beskyttelse af grundlæggende rettigheder og navnlig som reaktion på erklæringen om "LGBT-ideologiske frizoner"; der henviser til, at Kommissionens tjenestegrene i en skrivelse(20) fra september 2021 fandt, at princippet om ikkeforskelsbehandling i forbindelse med gennemførelsen af de europæiske struktur- og investeringsfonde ikke var sikret, og besluttede derfor at suspendere REACT-EU-programændringerne i forbindelse med fem lokale polske myndigheders regionale operationelle programmer;

W.  der henviser til, at langt størstedelen af respondenterne i en Flash Eurobarometer-undersøgelse fra august 2021 var enige i, at EU kun bør stille midler til rådighed for medlemsstaterne på betingelse af, at deres regeringer gennemfører retsstatsprincippet og de demokratiske principper; der henviser til, at dette tal også var meget højt i Polen (72 %)(21);

Mediefrihed

1.  minder om, at Europa-Parlamentet i sine tidligere beslutninger har udtrykt bekymring over tidligere vedtagne og nyligt foreslåede ændringer af den polske medielovgivning, en omlægning af det offentlige radio- og TV-selskab til et regeringsvenligt radio- og TV-selskab; minder om, at artikel 54 i den polske forfatning garanterer ytringsfrihed og forbyder censur;

2.  kritiserer på det kraftigste det såkaldte lovforslag "Lex TVN", som Sejm har vedtaget; mener, at det er et forsøg på at bringe kritisk indhold til tavshed og et direkte angreb på mediepluralisme, og at det også krænker de grundlæggende rettigheder i henhold til chartret og traktaterne, EU's lovgivning om det indre marked og international menneskerettigheds- og handelslovgivning, såsom direktivet om audiovisuelle medietjenester; opfordrer på det kraftigste Sejm til at tage hensyn til Senatets drøftelser og dets efterfølgende forkastelse af lovforslaget;

3.  er dybt bekymret over den yderligere forværring af mediefriheden i Polen og de forskellige reformer, som den regerende koalition har iværksat for at mindske mangfoldigheden og kritiske røster i medierne; er dybt bekymret over bekræftelsen af, at et statskontrolleret olieselskab PKN Orlen overtager Polska Press Group, selv inden det endelige resultat af den polske ombudsmands appel mod konkurrencemyndigheden; er dybt bekymret over de redaktionelle ændringer i Polska Press Group, som PKN Orlens ledelse har foretaget på trods af en igangværende appel, der midlertidigt begrænser PKN Orlens ret til at udøve sine interessentsfæstede rettigheder; fordømmer på det kraftigste udtalelserne fra PKN Orlens embedsmænd, der afviste domstolsafgørelsen som irrelevant(22);

4.  er dybt bekymret over den forværrede situation i de polske offentlige medier og deres manglende opfyldelse af deres offentlige opgaver, der er kendetegnet ved pluralisme, upartiskhed, balance og uafhængighed, der er en retlig forpligtelse i henhold til artikel 21, stk. 1, i loven om radio- og TV-virksomhed fra 1992;

5.  fordømmer på det kraftigste de fortsatte smædekampagner i offentlige medier mod dommere, journalister og politikere, der er kritiske over for den nuværende regering, herunder SLAPP-retssager (strategiske retssager mod offentligt engagement), der er indledt af regeringsorganer, regeringsembedsmænd, statsejede virksomheder eller enkeltpersoner med tætte forbindelser til regeringskoalitionen; opfordrer de polske myndigheder til i samarbejde med journalistorganisationer at overvåge og rapportere om angreb på journalister samt om retssager, der har til formål at bringe uafhængige medier til tavshed eller intimidere dem, og til at sikre adgang til passende retsmidler;

6.  mener, at bindende EU-regler, der giver robust og konsekvent beskyttelse af uafhængige medier og journalister mod chikanerende sagsanlæg, der har til formål at bringe dem til tavshed eller intimidere dem i EU, er meget nødvendige for at hjælpe med at sætte en stopper for denne urimelige praksis, og fremhæver, at Europa-Parlamentet i øjeblikket arbejder på en initiativbetænkning om SLAPP;

7.  glæder sig over Kommissionens nylige initiativ til at udstede en henstilling om sikring af journalisters sikkerhed i Den Europæiske Union; opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at forelægge et forslag til en retsakt om mediefrihed(23);

8.  opfordrer Kommissionen til at sikre en korrekt gennemførelse af direktivet om audiovisuelle medietjenester, navnlig med hensyn til medietilsynsmyndighedernes uafhængighed, gennemsigtighed med hensyn til medieejerskab og mediekendskab; opfordrer Kommissionen til at gøre effektiv brug af traktatbrudsprocedurer i situationer, hvor medlemsstaterne gennemfører disse bestemmelser forkert eller ufuldstændigt;

9.  gentager sin opfordring til de polske myndigheder til fuldt ud at gennemføre Europarådets anbefaling af 13. april 2016 om beskyttelse af journalistik og sikkerheden for journalister og andre medieaktører(24);

10.  udtrykker sin fulde støtte til de fredelige protester mod den polske regerings ledede reformer, der yderligere undergraver mediefriheden i Polen;

EU-rettens forrang og retsvæsenets og andre institutioners uafhængighed

11.  glæder sig over Kommissionens seneste initiativer med hensyn til retsvæsenets uafhængighed; mener imidlertid, at en hurtigere indsats, som Europa-Parlamentet gentagne gange har opfordret til, ville have bidraget til at undgå den fortsatte udhuling af retsvæsenets uafhængighed i Polen; gentager sin opfordring til Kommissionen om at indlede traktatbrudsprocedurer i forbindelse med lovgivningen om den ulovlige "forfatningsdomstol" og dens ulovlige sammensætning, højesterets særlige afdeling og det nationale råd for retsvæsenet;

12.  er dybt bekymret over, at de polske myndigheder for nylig bevidst og systematisk har overtrådt EU-Domstolens afgørelser og kendelser vedrørende retsstatsprincippet; opfordrer de polske myndigheder til at efterleve EU-Domstolens og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols forskellige afgørelser om sammensætningen og organiseringen af den ulovlige "forfatningsdomstol" og højesterets disciplinærafdeling for at overholde de standarder for retsvæsenets uafhængighed, som Polen har forpligtet sig til;

13.  gentager sin fordømmelse af praksis med at retsforfølge og chikanere dommere, der er kritiske over for den polske regering; opfordrer disciplinærafdelingen til i sin nuværende sammensætning at standse alle sine aktiviteter og sager, herunder retssager, og til at genindsætte alle dommere, der er blevet frataget deres hverv som særlige uafhængige dommere af dette kammer, herunder dommere, der fortsat er forhindret i at afsige domme, selv om de med held har appelleret deres suspension ved en domstol, idet de endelige afgørelser om appel efterfølgende og fortsat ignoreres af præsidenterne for de domstole, hvor de arbejder;

14.  opfordrer til, at anklagemyndighedens og justitsministerens kontorer adskilles i overensstemmelse med Venedigkommissionens anbefalinger(25); fremhæver EU-Domstolens generaladvokats udtalelse i den verserende sag og anmoder Kommissionen om at være mere proaktiv med hensyn til at indlede en traktatbrudsprocedure vedrørende anklagemyndighedens uafhængighed;

15.  gentager den grundlæggende karakter af EU-rettens forrang som et grundlæggende princip i EU-retten i overensstemmelse med EU-Domstolens veletablerede retspraksis; minder om, at alle medlemsstater var enige om at knytte en erklæring om forrang til Lissabontraktaten; minder om, at virkningerne af dette princip er bindende for alle organer i en medlemsstat, uden at bestemmelser i national ret, herunder forfatningsmæssige bestemmelser, kan forhindre dette; fordømmer ethvert forsøg på at undergrave dette princip;

16.  opfordrer den polske premierminister til ikke at sætte spørgsmålstegn ved EU-rettens forrang frem for national lovgivning og til at trække sit forslag tilbage, der verserer for den ulovlige "forfatningsdomstol", om at kontrollere visse dele af EU-traktaternes overensstemmelse med forfatningen;

17.  opfordrer anklagemyndigheden til at trække sit forslag tilbage ved den ulovlige "forfatningsdomstol" vedrørende forfatningsmæssigheden af artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention;

18.  opfordrer Kommissionen til fortsat at overvåge alle de spørgsmål, der allerede er identificeret, og anmode om foreløbige forholdsregler, når sager om retsvæsenet indbringes for EU-Domstolen, og til at anmode om økonomiske sanktioner i tilfælde af manglende overholdelse af EU-Domstolens afgørelser;

Yderligere vurdering af retsstatssituationen i Polen

19.  beklager de manglende fremskridt og forværringen af retsstatssituationen i Polen siden sin beslutning af 17. september 2020, og at den polske regering ikke har taget hensyn til henstillingerne heri; gentager disse henstillinger;

20.  noterer sig erklæringen om undtagelsestilstand af Polen og andre medlemsstater, der grænser op til Belarus; bemærker med bekymring den humanitære situation ved grænsen og fordømmer de belarusiske myndigheders forsøg på at instrumentalisere migranter, herunder asylansøgere, som et politisk redskab og en hybrid trussel mod Polen og andre medlemsstater som reaktion på deres støtte til den demokratiske opposition i Belarus; opfordrer til en fælles EU-indsats for at finde løsninger på denne situation; opfordrer myndighederne i Polen og andre berørte medlemsstater til at sikre, at EU's asyl- og tilbagesendelseslovgivning og den internationale menneskerettighedslovgivning overholdes fuldt ud også i nødsituationer, herunder adgang til asyl og adgang for medier og civilsamfundsorganisationer til grænseområdet, og til at tage hensyn til retningslinjerne fra FN's Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) og Europarådets organer; opfordrer Kommissionen til som traktaternes vogter at sikre overholdelse af den relevante EU-lovgivning; opfordrer andre medlemsstater til at udvise solidaritet og yde bistand til de berørte medlemsstater, herunder omfordeling af asylansøgere;

21.  gentager sin dybe bekymring i sine beslutninger over forsøgene på at kriminalisere udbredelsen af seksualundervisning i Polen og insisterer på, at alderssvarende og evidensbaseret omfattende seksual- og samlivsundervisning er afgørende for at opbygge unge menneskers færdigheder til at danne sunde, lige, nærende og sikre forhold uden forskelsbehandling, tvang og vold;

22.  er foruroliget over de foreslåede ændringer af uddannelsesloven og visse andre retsakter samt de vedtagne ændringer af forordningen om pædagogisk tilsyn af 1. september 2021(26), som vil begrænse uddannelsessystemets autonomi ved at flytte beføjelser fra den lokale regering til de centrale myndigheder, udøve kontrol med skoleledere og skærpe tilsynet med NGO'er, der bidrager til skoleuddannelse;

23.  gentager sin dybe bekymring over angrebene på kvinders rettigheder i Polen, navnlig tilbagegangen til kvinders seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder efter afgørelsen fra den ulovlige "forfatningsdomstol", som blev offentliggjort i Statstidende (Dziennik Ustaw) den 27. januar 2021;

24.  glæder sig over udnævnelsen af en ny polsk kommissær for menneskerettigheder i juli 2021 efter udløbet af hans forgængers embedsperiode i september 2020;

25.  er bekymret over, at Rådet siden december 2018 kun har afholdt én høring i henhold til artikel 7, stk. 1, om retsstatsprincippet i Polen; opfordrer indtrængende Rådet til at rette konkrete henstillinger til Polen, som foreskrevet i artikel 7, stk. 1, i TEU og angive frister for gennemførelsen af disse henstillinger; opfordrer de nuværende og kommende rådsformandskaber til fortsat at have høringer om Polen på Rådets dagsorden; er bekymret over holdningen hos de på hinanden følgende rådsformandskaber til ikke længere at rapportere tilbage til det relevante udvalg i Europa-Parlamentet om procedurerne i henhold til artikel 7, stk. 1, og opfordrer indtrængende Rådet til at gøre dette hurtigst muligt;

26.  gentager sin opfordring til Rådet og Kommissionen om at udvide anvendelsesområdet for høringer i henhold til artikel 7, stk. 1, i TEU til også at omfatte spørgsmål vedrørende grundlæggende rettigheder og demokrati og til at medtage nye udviklinger og vurdere risikoen for brud på retsvæsenets uafhængighed, ytringsfriheden, herunder mediefrihed, frihed for kunst og videnskab, foreningsfrihed og retten til ligebehandling, som Europa-Parlamentet har anmodet om;

27.  glæder sig over de skridt, som Kommissionen har taget i forbindelse med erklæringen om visse "LGBT-ideologiske frizoner" fra visse lokale og regionale myndigheder i Polen og deres uforenelighed med EU's værdier og betydningen af ikkeforskelsbehandling i forbindelse med gennemførelsen af de europæiske struktur- og investeringsfonde; opfordrer Kommissionen til at anvende alle retlige grunde i traktatbrudsprocedurerne; opfordrer de statslige, lokale og regionale myndigheder i medlemsstaterne til at indstille alt samarbejde med de polske myndigheder, der erklærer sig som "LGBT-ideologiske frizoner"; opfordrer Kommissionen til fortsat at afvise ansøgninger om EU-støtte fra myndigheder, der har vedtaget sådanne resolutioner, og til at overveje, hvordan man kan sikre beskyttelsen af de endelige støttemodtagere og fortsættelsen af deres arbejde, herunder ved at overveje alternativer til regionale forvaltningsmyndigheder såsom direkte tildeling til civilsamfundsorganisationer, der med hensyn til deres aktiviteter er afhængige af EU-midler;

28.  fordømmer på det kraftigste, at SLAPP også anvendes mod aktivister, der handler imod og informerer offentligheden om resolutionerne om at være fri for den såkaldte LGBTI-ideologi og de "regionale chartre for familierettigheder";

29.  gentager sin holdning til forordningen om konditionalitet vedrørende retsstatsprincippet, som trådte i kraft den 1. januar 2021 og finder direkte anvendelse i sin helhed i Den Europæiske Union og alle dens medlemsstater for alle midler fra EU-budgettet, herunder midler, der siden da er bevilget gennem EU-genopretningsinstrumentet;

30.  minder om, at forordningen om konditionalitet vedrørende retsstatsprincippet tilvejebringer en klar definition af retsstatsprincippet, som skal forstås i relation til andre af EU's værdier, herunder grundlæggende rettigheder og ikkeforskelsbehandling; udtrykker skuffelse over Kommissionens svar til Europa-Parlamentet i dens skrivelse af 23. august 2021; opfordrer Kommissionen til straks at iværksætte den procedure, der er fastsat i artikel 6, stk. 1, i forordningen om konditionalitet vedrørende retsstatsprincippet for Polen;

31.  udtrykker alvorlig bekymring om, hvorvidt udkastet til den polske genopretnings- og resiliensplan er i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/241 af 12. februar 2021 om oprettelse af genopretnings- og resiliensfaciliteten(27) og med chartret; opfordrer Kommissionen og Rådet til nøje at analysere alle de foranstaltninger, der er skitseret i udkastet til den polske genopretnings- og resiliensplan, og til kun at godkende planen, hvis det fastslås, at de polske myndigheder har gennemført alle EU-Domstolens afgørelser, og navnlig med hensyn til retsvæsenets uafhængighed, og at det ikke efterfølgende vil føre til, at EU-budgettet bidrager aktivt til krænkelser af de grundlæggende rettigheder i Polen;

o
o   o

32.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Rådet, Kommissionen, Regionsudvalget og Europarådet.

(1) EUT L 303 af 28.11.2018, s. 69.
(2) EUT L 433 I af 22.12.2020, s. 1.
(3) EUT L 57 af 18.2.2021, s. 17.
(4) EUT C 255 af 29.6.2021, s. 7.
(5) Vedtagne tekster, P9_TA(2021)0089.
(6) Vedtagne tekster, P9_TA(2020)0014.
(7) Vedtagne tekster, P9_TA(2020)0251.
(8) Vedtagne tekster, P9_TA(2020)0225.
(9) Vedtagne tekster, P9_TA(2021)0313.
(10) Vedtagne tekster, P9_TA(2021)0348.
(11) Ref. CommHR/DM/sf 007-2021.
(12) Cappello M. (udg.), The independence of media regulatory authorities in Europe, IRIS Special, Europarådets Europæiske Observationsorgan for det Audiovisuelle Område, Strasbourg, 2019.
(13) Dom af 7. maj 2021, Xero Flor w Polsce sp. z o.o. mod Polen.
(14) Domstolens dom af 2. marts 2021, A.B. m. fl., sag C-824/18, ECLI:EU:C:2021:153.
(15) Begæring i verserende sag K 3/21, den ulovlige "forfatningsdomstols" dom forventes den 22. september 2021.
(16) Domstolens kendelse af 14. juli 2021, Kommissionen mod Polen, C-204/21 R, ECLI:EU:C:2021:593.
(17) Forfatningsdomstolens dom af 14. juli 2021, sag P 7/20.
(18) Domstolens dom (Store Afdeling) af 15. juli 2021, Europa-Kommissionen mod Republikken Polen, sag C-791/19, ECLI:EU:C:2021:596.
(19) Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 22. juli 2021, Kozak mod Polen (begæring nr.43447/19).
(20) Ares(2021)5444303 - 3.9.2021.
(21) Flash Eurobarometer – Status over Den Europæiske Union, IPSOS, august 2021.
(22) Polen: Udskiftning af redaktører begynder på trods af domstolsafgørelse om suspension af købet af Polska Press, International Press Institute, 30. april 2021.
(23) For a European Media Freedom Act, tale holdt i Europa-Parlamentets Kultur- og Uddannelsesudvalg den 19. april 2021.
(24) Ministerkomitéens anbefaling CM/Rec(2016) 4 til medlemsstaterne om beskyttelse af journalistik og sikkerheden for journalister og andre medieaktører.
(25) Udtalelse nr. 892/2017 af 11. december 2017.
(26) Dz.U. 2021 poz. 1618.
(27) EUT L 57 af 18.2.2021, s. 17.


Styrkelse af gennemsigtigheden og integriteten i EU-institutionerne gennem oprettelse af et uafhængigt etisk organ i EU
PDF 175kWORD 59k
Europa-Parlamentets beslutning af 16. september 2021 om styrkelse af gennemsigtigheden og integriteten i EU-institutionerne gennem oprettelse af et uafhængigt etisk organ i EU (2020/2133(INI))
P9_TA(2021)0396A9-0260/2021

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til de politiske retningslinjer for den næste Europa-Kommission 2019-2024, som blev fremlagt den 10. september 2019,

–  der henviser til opgavebeskrivelsen af 1. december 2019 fra Kommissionens formand til Věra Jourová, indstillet næstformand med ansvar for værdier og gennemsigtighed,

–  der henviser til sin beslutning af 14. september 2017 om gennemsigtighed, ansvarlighed og integritet i EU-institutionerne(1),

–  der henviser til sin beslutning af 26. november 2020 om status over valget til Europa-Parlamentet(2),

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Union (TEU), særlig artikel 9, 10, 13, 14, 15, 16 og 17,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig artikel 223, stk. 2, artikel 245 og artikel 295,

–  der henviser til akten om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet ("valgakten"), der er knyttet som bilag til Rådets afgørelse af 20. september 1976, som ændret,

–  der henviser til udkastet til den interinstitutionelle aftale mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen om et obligatorisk åbenhedsregister,

–  der henviser til Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 13/2019 om EU-institutionernes etiske rammer,

–  der henviser til Rådets konklusioner om Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 13/2019,

–  der henviser til sin afgørelse af 28. september 2005 om vedtagelse af statutten for Europa-Parlamentets medlemmer (2005/684/EF, Euratom)(3),

–  der henviser til Europa-Parlamentets forretningsorden, særlig artikel 2, 10 og 11, artikel 176, stk. 1, bilag I, artikel 1-3, artikel 4, stk. 6, artikel 5 og 6 samt bilag II,

–  der henviser til de årlige rapporter fra det rådgivende udvalg om medlemmernes adfærd,

–  der henviser til de årlige rapporter om anvendelsen af adfærdskodeksen for medlemmer af Europa-Kommissionen, herunder udtalelser fra Det Uafhængige Etiske Udvalg,

–  der henviser til Den Europæiske Ombudsmands anbefalinger i den fælles undersøgelse af klagesagerne 194/2017/EA, 334/2017/EA og 543/2017/EA vedrørende Europa-Kommissionens håndtering af tidligere kommissærers og en tidligere kommissionsformands beskæftigelse efter udløbet af deres mandat og vedrørende Kommissionens "Etiske Udvalgs" rolle,

–  der henviser til henstillingerne fra Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), Europarådets Sammenslutning af Stater mod Korruption (GRECO) og forskellige NGO'er,

–  der henviser til vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne, særlig artikel 11, 11a, 12, 12a, 12b, 13, 15, 16, 17, 19, 21a, 22a, 22c, 24, 27 og 40,

–  der henviser til sagsområderne for Europa-Parlamentets Retsudvalg, jf. bilag VI til forretningsordenen,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 54,

–  der henviser til udtalelser fra Retsudvalget, Budgetkontroludvalget, Økonomi- og Valutaudvalget og Udvalget for Andragender,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A9-0260/2021),

A.  der henviser til, at det i TEU fastslås, at "Unionen respekterer i alle sine aktiviteter princippet om lighed mellem dens borgere, der nyder lige stor opmærksomhed fra EU-institutionernes, -organernes, -kontorernes og -agenturernes side"; der henviser til, at dette indebærer, at offentlige beslutninger træffes af hensyn til almenvellet;

B.  der henviser til, at traktaterne har fastlagt et system med kompetencefordeling mellem Unionens institutioner, som tildeler hver enkelt institution sin egen rolle i EU's institutionelle struktur og i forbindelse med varetagelsen af de opgaver, som institutionen har fået tildelt;

C.  der henviser til, at selv om hver EU-institution har ret til organisatorisk suverænitet, skal alle EU-institutioner opfylde de højeste standarder for uafhængighed og upartiskhed;

D.  der henviser til, at TEU og TEUF fastsætter en europæisk forvaltningsramme, som er baseret på delingen af beføjelser, og fastsætter specifikke rettigheder og forpligtelser for hver institution;

E.  der henviser til, at uafhængighed, gennemsigtighed og ansvarlighed blandt offentlige institutioner, deres folkevalgte repræsentanter, kommissærer og tjenestemænd har afgørende betydning for at øge den tillid blandt borgerne, der er nødvendig for at sikre de demokratiske institutioners legitime funktion;

F.  der henviser til, at de etiske standarder, der gælder for EU-institutionerne, i mange henseender er mere udviklede end dem, der gælder i de nationale institutioner, men at de ikke er blevet håndhævet på tilfredsstillende vis;

G.  der henviser til, at håndhævelsen af den etiske ramme kan forbedres;

H.  der henviser til, at borgernes tillid til offentlige institutioner og beslutningsprocesser er en grundpille i enhver demokratisk regeringsførelse og kræver forbilledlig adfærd, integritet, gennemsigtighed, ansvarlighed og de højeste standarder for etisk adfærd;

I.  der henviser til, at det for at sikre, at de demokratiske processer ikke udnyttes til varetagelse af private interesser, og at borgernes rettigheder respekteres fuldt ud, er afgørende, at der ikke er utilbørlig indflydelse fra interesserepræsentanter, f.eks. ved at der stilles betalte aktiviteter til rådighed for medlemmer af Europa-Parlamentet, ydes gaver eller rejseinvitationer, skabes forventninger om fremtidig beskæftigelse, når medlemmets mandatperiode er slut, eller en tjenestemand er udtrådt af tjenesten, og utilbørlig anvendelse af oplysninger eller kontakter;

J.  der henviser til, at manglerne i EU's nuværende etiske ramme i vid udstrækning skyldes, at den er baseret på en selvregulerende tilgang, manglende EU-strafferet og utilstrækkelige ressourcer og beføjelser til at kontrollere oplysningerne; der henviser til, at enhver udvikling af EU's etiske ramme skal ske på et tydeligt retsgrundlag, samtidig med at den i traktaterne fastsatte magtfordeling respekteres; der henviser til, at oprettelsen af et uafhængigt etisk organ kan bidrage til at styrke tilliden til EU-institutionerne og deres demokratiske legitimitet;

K.  der henviser til, at der som følge heraf er forekommet tilfælde af problematisk adfærd; der henviser til, at alle tilfælde af uetisk adfærd og utilstrækkelig håndtering heraf fra EU-institutionernes side skader de europæiske borgeres tillid til EU-institutionerne og i alvorlig grad har bidraget til at skade Den Europæiske Unions omdømme;

L.  der henviser til, at navnlig det såkaldte svingdørsfænomen forekommer i stadig stigende grad; der henviser til, at mange kommissærer og en tredjedel af dem, som var medlemmer af Europa-Parlamentet i valgperioden 2014-2019, er blevet rekrutteret af organisationer, der er optaget i det europæiske åbenhedsregister; der henviser til, at dette medfører risiko for interessekonflikt med medlemsstaternes og EU-institutionernes legitime kompetenceområder, risiko for videregivelse eller misbrug af fortrolige oplysninger og risiko for, at tidligere ansatte eventuelt udnytter nære personlige kontakter og venskabsbånd til tidligere kolleger til at udøve lobbyvirksomhed;

M.  der henviser til, at de nuværende rammer for etiske standarder på EU-plan er skræddersyet til de enkelte EU-institutioners særlige karakteristika, hvilket fører til forskellige processer og håndhævelsesniveauer for den samme EU-personalevedtægt i de forskellige EU-institutioner, -agenturer og -organer, hvilket således skaber et komplekst system, som er vanskeligt at forstå for både EU-borgere og for dem, der skal overholde reglerne;

N.  der henviser til, at Den Europæiske Revisionsret i sin særberetning nr. 13/2019 påpegede, at der er mange områder, hvor der er god grund til at have harmoniserede tilgange til håndtering af etiske spørgsmål i EU-institutionerne; der henviser til, at Den Europæiske Ombudsmand og Den Europæiske Revisionsret gentagne gange har advaret om væsentlige mangler i EU-institutionernes politikker for forebyggelse af interessekonflikter; der henviser til, at både Ombudsmanden og Revisionsretten specifikt gav udtryk for bekymring med hensyn til manglen på en fælles etisk EU-ramme med klare procedurer og indberetningskanaler; der henviser til, at dette problem navnlig vedrører det arbejde, der udføres af medlemsstaternes repræsentanter i Rådet, som skal håndtere interessekonflikter på højt niveau, svingdørssituationer og gennemsigtighedsregler; der henviser til, at EU's etiske regler ikke er tilpasset OECD's retningslinjer for håndtering af interessekonflikter i den offentlige forvaltning;

O.  der henviser til, at eksemplet med "Haute Autorité pour la Transparence de la Vie Publique" i Frankrig viser, at et fælles og uafhængigt organ med ansvar for overvågningen, håndhævelsen og sanktioneringen af etiske regler, der finder anvendelse for offentlige organer, er et effektivt og virkningsfuldt redskab til at opnå en langsigtet reduktion af tilfælde med uetisk adfærd;

P.  der henviser til, at fordelingen af kompetencer mellem institutionerne er en grundlæggende garanti, som traktaten yder EU-borgere;

Q.  der henviser til, at Meroni-doktrinen, der er udviklet af Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen), giver mulighed for delegation af EU-institutionernes beføjelser til eksterne organer, herunder beføjelser, som endnu ikke udøves; der henviser til, at ifølge EU-Domstolen skal enhver uddelegering af beføjelser begrænses og kan alene omfatte klart definerede beføjelser, hvis anvendelse i sin helhed skal være genstand for de delegerende institutioners tilsyn, og kan ikke omfatte skønsbeføjelser i tilknytning til eventuelle politiske afgørelser med henblik på ikke at bringe fordelingen af kompetencerne mellem institutionerne i fare;

R.  der henviser til, at institutionerne som følge af princippet om kompetencetildeling ikke ved en interinstitutionel aftale kan delegere beføjelser, som de ikke selv er i besiddelse af, f.eks. når de pågældende beføjelser ved traktaterne er tildelt Revisionsretten eller er forblevet hos medlemsstaterne;

S.  der henviser til, at medlemmerne af Retsudvalget i forbindelse med undersøgelsen af potentielle interessekonflikter hos de indstillede kommissærer i 2019 fremhævede betydelige begrænsninger i den nuværende procedure; der henviser til, at disse begrænsninger omfatter, at der kun er adgang til et begrænset udvalg af oplysninger, manglende tid til at gennemføre undersøgelsen, manglende undersøgelsesbeføjelser og manglende ekspertbistand; der henviser til, at artikel 17, stk. 3, i TEU fastslår, at Kommissionens medlemmer skal vælges "blandt personer, hvis uafhængighed er uomtvistelig";

T.  der henviser til, at det er nødvendigt at videreudvikle de eksisterende strenge etiske rammer for kommissærer for at lukke de eksisterende huller i lovgivningen, såsom at der ikke findes en statut for kommissærer; understreger, at denne proces er tæt forbundet med parlamentarisk kontrol og tilsyn, og er af den opfattelse, at en statut for kommissærer skal udarbejdes i overensstemmelse med den almindelige lovgivningsprocedure, og opfordrer Kommissionen til at forelægge et forslag;

U.  der henviser til, at alle spidskandidater ved valget til Europa-Parlamentet i 2019 gav deres støtte til oprettelsen af et uafhængigt etisk organ, der er fælles for alle EU-institutioner; der henviser til, at Kommissionens formand støttede det i sine politiske retningslinjer;

V.  der henviser til, at parlamentsmedlemmernes mandatfrihed er til gavn for de borgere, som de repræsenterer;

W.  der henviser til, at en af Parlamentets primære funktioner i henhold til TEU er at udøve politisk kontrol;

X.  der henviser til, at ansatte i institutionerne er omfattet af EU's vedtægt for tjenestemænd i Den Europæiske Union og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union;

1.  mener, at et enkelt uafhængigt etisk organ i EU bedre vil kunne sikre en konsekvent og fuldstændig gennemførelse af etiske standarder på tværs af EU-institutionerne, således at det garanteres, at offentlige beslutninger træffes af hensyn til almenvellet, og at borgerne har tillid til EU-institutionerne; foreslår, at der indgås en interinstitutionel aftale (IIA) på basis af artikel 295 i TEUF om oprettelse af et uafhængigt etisk organ i EU for Parlamentet og Kommissionen, som er åbent for deltagelse af alle EU-institutioner, -agenturer og -organer, og at dette organ også stiller uddannelse og aktiv vejledning til rådighed for de deltagende institutioner, agenturer og organer;

Principper

2.  mener, at bestemmelserne i denne IIA skal overholde følgende bestemmelser og principper:

   a) princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning, som sikrer den produktive og effektive forvaltning af Unionens ressourcer
   b) principperne om kompetencetildeling og deling af beføjelser
   c) erhvervsfriheden og retten til at arbejde, jf. artikel 15 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder
   d) retsstatsprincippet og grundlæggende europæiske principper såsom uskyldsformodningen, retten til at blive hørt, legalitetsprincippet og princippet om proportionalitet
   e) statutten for Europa-Parlamentets medlemmer og navnlig mandatfriheden, der er fastsat i artikel 2 heri
   f) ingen overlapning eller indblanding i arbejdet i Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO), Den Europæiske Ombudsmand, Den Europæiske Revisionsret eller EU-Domstolen
   g) Europa-Parlamentets undersøgelsesbeføjelse som fastsat i artikel 226 i TEUF;

3.  mener, at organet inden for rammerne af sine opgaver, herunder med hensyn til overvågning og efterforskning, bør basere sig på institutionernes eksisterende beføjelser til at anmode deres medlemmer om oplysninger eller på de nationale myndigheders samtykke til at udveksle oplysninger; understreger, at Parlamentets formand, Kommissionens kollegium eller en deltagende institutions respektive myndighed fortsat vil have den endelige beslutningsbeføjelse indtil en eventuel revision af reglerne;

4.  mener, at den procedure, der følges af det uafhængige etiske organ i EU, bør sikre et passende niveau af gennemsigtighed og samtidig beskytte de proceduremæssige garantier som fastsat i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og at IIA'en bør omfatte procedureregler og en passende databeskyttelsesprotokol, der henviser til gældende EU-ret for principper i de eksisterende etiske organer i EU samt til EU's fælles værdier (artikel 2 i TEU), den berørte persons ret til at blive hørt og til at anke, forpligtelsen til at samarbejde og offentliggørelseskrav;

Anvendelsesområde og mandat

5.  mener, at det nye etiske organ i EU bør delegeres en liste over aftalte opgaver med henblik på at foreslå og rådgive om etiske regler for kommissærer, medlemmer af Europa-Parlamentet og ansatte i de deltagende institutioner før, under og i nogle tilfælde efter deres mandatperiode eller tjeneste i overensstemmelse med de gældende regler, herunder:

   a) statutten for Europa-Parlamentets medlemmer (artikel 2 og 3)
   b) Parlamentets forretningsorden (artikel 2, artikel 10, stk. 5, 6 og 7, artikel 11, artikel 176, stk. 1, bilag I, artikel 1-8, og bilag II)
   c) Kommissionens forretningsorden (artikel 9), Kommissionens adfærdskodeks (artikel 2 til 13 samt bilag II) og dens afgørelse af 25. november 2014 om offentliggørelse af oplysninger om møder mellem medlemmer af Kommissionen og organisationer eller selvstændige og den tilsvarende afgørelse vedrørende generaldirektører i Kommissionen
   d) personalevedtægtens artikel 11, 11a, 12, 12a, 12b, 13, 15, 16, 17, 19, 21a, 22, 22a, 22c, 24, 26, 27, 40, 43, 86, 90, 91a og bilag IX, som finder tilsvarende anvendelse for alle ansatte, der arbejder i agenturerne, såfremt de har underskrevet IIA'en
   e) den interinstitutionelle aftale om et obligatorisk åbenhedsregister;

6.  mener, at medlemmerne og de ansatte i de deltagende institutioner bør være omfattet af aftalen før, under og efter mandat- eller tjenesteperioden i overensstemmelse med de gældende regler; mener, at dette bør gælde for medlemmer af Europa-Parlamentet, kommissærer og alle EU-ansatte, der er omfattet af personalevedtægten;

7.  minder om, at når det drejer sig om enkeltpersoner, der er omfattet af personalevedtægten, kan kompetencen delegeres til det uafhængige etiske organ i EU ved at anvende bemyndigelsesklausulerne i artikel 2, stk. 2, og/eller artikel 9, stk. 1, og vil i så fald omfatte overvågningen og håndhævelsen af de etiske forpligtelser, samtidig med at andre professionelle forpligtelser fortsat vil blive håndhævet af ansættelsesmyndighederne;

8.  insisterer på, at IIA'en bør være åben for deltagelse af alle EU-institutioner og -organer; og påpeger, at medlovgiverne kan beslutte at forpligte agenturerne gennem deres oprettelsesforordninger; mener, at IIA'en bør give det etiske organ mulighed for at udveksle oplysninger med nationale myndigheder, hvor det er nødvendigt for udførelsen af dets opgaver, og samtidig behandle sådanne oplysninger med samme fortrolighed som den myndighed, de kommer fra, f.eks. skatteoplysninger, tingbøger og data, som de nationale etiske organer ligger inde med, og for at udforske bedste praksis og peerevalueringer; mener, at det uafhængige etiske organ, uden at dette berører de generelle principper i stk. 2, og hvor det er relevant for udførelsen af organets opgaver, bør have mulighed for at indgå i samarbejde og informationsudveksling med relevante EU-organer såsom OLAF, EPPO, Ombudsmanden og Den Europæiske Revisionsret inden for deres respektive mandater;

Kompetencer og beføjelser

9.  mener, uden at det berører den balance mellem institutionerne, der er fastsat i traktaterne, at alle deltagende institutioner inden for rammerne af deres respektive processuelle autonomi bør tildele det etiske organ i EU dels en forebyggende rolle via bevidstgørelse og etisk vejledning dels en overholdelses- og rådgivningsrolle med mulighed for at fremsætte henstillinger om etiske spørgsmål, herunder interessekonflikter; mener, at beslutningsbeføjelserne bør forblive inden for den pågældende institution, indtil det etiske organ i EU tildeles beslutningsbeføjelser på et passende retsgrundlag; minder om, at opgaverne for det etiske organ i EU vil være begrænset til den aftalte liste over opgaver, som de deltagende institutioner har uddelegeret, og derfor ikke vil berøre og vil være i fuld overensstemmelse med OLAF's, EPPO's og de nationale jurisdiktioners beføjelser i relation til enhver overtrædelse af love, der henhører under deres kompetencer; understreger, at Parlamentet med henblik på at overvåge integriteten regelmæssigt bør bestille undersøgelser, der definerer integritet med et sæt veldefinerede mål og resultatindikatorer, og rapportere om de fremskridt, der er gjort;

10.  mener, at denne overvågningskapacitet blandt andre aspekter bør omfatte muligheden for at kontrollere rigtigheden af den erklæring om økonomiske interesser, som bør forelægges af omfattede personer direkte til det etiske organ i EU, og tillige til Parlamentet, når der er tale om indstillede kommissærer, for at sikre, at de når frem på den hurtigst mulige måde til alle, der er ansvarlige for demokratisk og/eller offentlig kontrol som fastsat i de gældende regler, håndtering af interessekonflikter, regler vedrørende lobbyvirksomhed, kontrol af gennemsigtighedsforpligtelser, herunder i den lovgivningsmæssige procedure, og efterprøvelse af overholdelsen af reglerne vedrørende svingdørssituationer og mere generelt efterprøvelse af overholdelsen af alle bestemmelser i adfærdskodekser og gældende regler om gennemsigtighed, etik og integritet;

11.  bemærker, at forskellige lovgivningsmæssige og andre bestemmelser i EU-institutionerne til forebyggelse af interessekonflikter indeholder forskellige definitioner af begrebet "interessekonflikt"; bemærker, at en definition er af kontekstafhængig og skiftende karakter, og at fuld gennemsigtighed ikke nødvendigvis giver nogen garanti for, at der ikke er nogen interessekonflikter, eller for at offentlighedens tillid vil blive vundet eller øget; bemærker, at håndhævelsen af etiske regler og offentlig ansvarlighed for interessekonflikter er en forudsætning for borgernes tillid til offentlige institutioner;

12.  minder om, at det er vigtigt at sondre mellem en interessekonflikt, som opstår under udøvelsen af en funktion, og en interessekonflikt, som opstår efter, og mellem handlinger, der er tilladte, såfremt de erklæres, og handlinger, som under ingen omstændigheder er tilladte;

13.  påpeger, at Europa-Parlamentet har nedsat det rådgivende udvalg om medlemmernes adfærd som det organ, der har til ansvar at vejlede medlemmerne med hensyn til fortolkningen og gennemførelsen af adfærdskodeksen; bemærker desuden, at det rådgivende udvalg også vurderer påståede overtrædelser af adfærdskodeksen og rådgiver formanden om de mulige foranstaltninger, der bør træffes; mener, at Europa-Parlamentet bør foregå med et godt eksempel for så vidt angår etiske regler og håndhævelsen af disse;

14.  er af den opfattelse, at det etiske organ i EU også kan tillægges beføjelser vedrørende forpligtelserne i henhold til åbenhedsregistret og bør sikre en bedre beskyttelse af whistleblowere og bedre forvaltning af interessekonflikter i sager vedrørende korruption og svig;

15.  mener, at det etiske organ i EU bør få til opgave at udvikle en offentlig EU-portal med relevante oplysninger om etiske regler, rapporter om bedste praksis, undersøgelser og statistikker samt en database, som indeholder erklæringerne om økonomisk interesse fra alle de deltagende institutioner;

16.  insisterer på, at det uafhængige etiske organ i EU bør have ret til at indlede en undersøgelse på eget initiativ og gennemføre undersøgelser ved gennemgang af bilag og ved kontrol på stedet på grundlag af de oplysninger, det har indsamlet, eller som det har modtaget fra tredjeparter, f.eks. journalister, NGO'er, whistleblowere, civilsamfundet eller Den Europæiske Ombudsmand; insisterer på, at enhver tredjemand, som i god tro forelægger en sag for det uafhængige etiske organ, skal beskyttes, og vedkommendes identitet skal forblive anonym; mener, at når organet indleder en undersøgelse på eget initiativ, skal det ved en fortrolig meddelelse underrette den pågældende person og den myndighed, der er ansvarlig for at anvende sanktioner i de respektive institutioner; mener, at den ansvarlige myndighed i denne institution, dette agentur eller organ i et sådant tilfælde kan kræve, at organet giver en forklaring;

17.  understreger, at en anmodning om skattedokumenter og bankoplysninger er et indgreb i privatretten, hvorfor den skal være baseret på alvorlige anklager, som falder ind under OLAF's kompetence;

18.  understreger behovet for et organ til beskyttelse af whistleblowere, herunder særligt EU-tjenestemænd, således at de kan give udtryk for deres bekymringer vedrørende eventuelle overtrædelser af gældende regler uden at skulle frygte repressalier; foreslår i denne sammenhæng, at organet bør overvåge de interne og fortrolige klagemekanismer under vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og ansættelsesvilkårene for Unionens øvrige ansatte; minder om, at kun et sikkert og beskyttet arbejdsmiljø vil gøre det muligt for tjenestemænd at give udtryk for deres bekymringer og dermed bidrage til, at det uafhængige etiske organ kan udføre sit arbejde effektivt;

19.  mener, at organet for at opnå fuld effektivitet bør sammenlægge funktionerne for de eksisterende organer med ansvar for etik; mener, at organet bør rådgive medlemmer af Europa-Parlamentet eller kommissærer, når de anmoder om vejledning om etiske spørgsmål; mener, at organet bør udstede anbefalinger om sanktioner til ansættelsesmyndigheden i forbindelse med håndteringen af de ansattes etiske forpligtelser, og at organet i forhold til medlemmer af Europa-Parlamentet eller kommissærer bør udstede anbefalinger til de ansvarlige myndigheder i de respektive deltagende institutioner; anbefaler, at det etiske organ udsteder anbefalinger, der kan tjene som præcedens i identiske eller lignende sager; mener, at dette vil sikre effektivitet, konsekvens og forudsigelig og væsentligt reducere arbejdsbyrden, navnlig for så vidt angår personalespørgsmål i tilfælde af mange lignende sager;

20.  mener, at det etiske organ i EU bør fremme integritet og tildeles rådgivningsopgaver med henblik på at yde pålidelig og troværdig rådgivning til enhver person og/eller institution, der er omfattet af dets anvendelsesområde, og som ønsker at anmode om en fortolkning af en etisk standard i relation til passende adfærd i en konkret sag; mener, at rådgivning bør være bindende for det uafhængige etiske organ i EU i dets holdning til samme emne med henblik på at sikre konsekvent anvendelse af de etiske standarder og forudsigelighed;

21.  minder om, at Retsudvalgets bekræftelse af, at der ikke foreligger nogen interessekonflikter, er en væsentlig forudsætning for udnævnelsen af indstillede kommissærer, og at Retsudvalget har klare beføjelser til at afvise indstillede kommissærer, hvis der er konstateret en interessekonflikt;

22.  minder om, at Europa-Parlamentet kan udtrykke mistillid til et medlem af Kommissionen, hvorefter Kommissionens formand enten skal kræve, at det pågældende medlem træder tilbage, eller under den følgende mødeperiode give Parlamentet sin begrundelse for at nægte dette i overensstemmelse med punkt 5 i den interinstitutionelle aftale af 20. november 2010;

23.  er af den opfattelse, at undersøgelsen af de indstillede kommissærers erklæringer med henblik på at konkludere, om der foreligger en interessekonflikt, er af grundlæggende institutionel og demokratisk betydning og bør foretages med den størst mulige grad af opmærksomhed, engagement og ansvarsfølelse på grundlag af en fuldkommen objektiv, demokratisk og uafhængig fortolkning; mener, at reglerne for undersøgelse af potentielle interessekonflikter også bør finde anvendelse på erklæringen fra den valgte formand for Kommissionen;

24.  understreger, at afgørelsen om, hvorvidt der foreligger en interessekonflikt hos indstillede kommissærer, forud for høringerne fortsat vil være en demokratisk og institutionel kompetence for Parlamentets Retsudvalg; understreger i denne forbindelse, at det fremtidige uafhængige etiske organ i EU bør tildeles passende undersøgelsesbeføjelser samt beføjelse til at anmode om og få adgang til administrative dokumenter, således at det kan foretage velbegrundede og veldokumenterede vurderinger; understreger nødvendigheden af at sikre fuld overholdelse af reglerne om fortrolighed, beskyttelse af privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger, når konsekvenserne af en interessekonflikt undersøges; mener, at Retsudvalget skal have mere tid til rådighed, og at Retsudvalget, idet det fuldt ud bevarer sin kompetence på området, bør træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en interessekonflikt med hensyn til en indstillet kommissær, efter at have modtaget ikke-bindende, præcise og motiverede anbefalinger fra det uafhængige etiske organ i EU, hvilket ville styrke dets indsats; mener, at Retsudvalget i sidste instans bør afholde en drøftelse om anbefalingerne fra det uafhængige etiske organ i EU; mener, at anbefalingerne bør offentliggøres sammen med de indstillede kommissærers erklæringer om økonomiske interesser; mener, at undersøgelsen af interessekonflikter – ud over den granskning af de indstillede kommissærers erklæringer, som Retsudvalget foretager – generelt bør foretages før, under og efter varetagelsen af et offentligt embede eller en offentlig ansættelse, hvilket bør gælde for alle EU-institutioner, -organer, -kontorer og -agenturer; mener endvidere, at det bør udstyres med tilstrækkelige ressourcer, redskaber og færdigheder til at krydstjekke og lokalisere de nødvendige oplysninger og til at anmode om supplerende oplysninger, hvis det er nødvendigt;

Sammensætning

25.  mener, at det etiske organ bør bestå af ni medlemmer, tre udvalgt af Kommissionen, tre valgt af Parlamentet og tre udpeget ifølge på forhånd fastlagte regler blandt tidligere dommere ved EU-Domstolen, Revisionsretten og tidligere europæiske ombudsmænd; mener, at der i forbindelse med personalespørgsmål bør medtages personalerepræsentanter fra den pågældende persons institution; påpeger, at bilag II til personalevedtægten bør ændres i overensstemmelse hermed;

26.  mener, at dets medlemmer skal være uafhængige, udvælges på grundlag af deres kompetence, erfaring og faglige kvaliteter samt deres personlige integritet, kunne dokumentere en ulastelig etisk adfærd og fremlægge en erklæring om, at der ikke foreligger interessekonflikter; er af den opfattelse, at sammensætningen af organet bør have en jævn kønsfordeling; understreger, at alle medlemmer skal være uafhængige ved udførelsen af deres opgaver; mener, at medlemmerne bør vælges for en seksårig periode, og at en tredjedel af medlemmerne skal fornyes hvert andet år;

27.  opfordrer til, at en etikansvarlig påtager sig efterprøvelsen af kandidaternes erklæringer; er af den opfattelse, at medlemmerne bør arbejde i en ånd præget af samarbejde og konsekvens i forbindelse med udarbejdelsen af deres analyser og anbefalinger; opfordrer til, at der sikres balance mellem kønnene i sammensætningen af organet;

28.  mener, at sammensætningen af det etiske organ bør ledsages af en ramme for udøvelsen af mandatet samt en procedure for at bringe mandatet til ophør;

29.  foreslår med henblik på at sikre bred støtte, at Parlamentet vælger medlemmerne af organet med støtte fra et stort flertal, eventuelt svarende til proceduren for medlemmer af Myndigheden for Europæiske Politiske Partier og Europæiske Politiske Fonde eller afgørelser vedrørende Sakharovprisen;

30.  foreslår, at hver institution vælger disse medlemmer navnlig blandt tidligere dommere ved EU-Domstolen, tidligere formænd for OLAF og Revisionsretten, tidligere eller nuværende medlemmer af medlemsstaternes øverste domstole, tidligere medlemmer af Europa-Parlamentet, tidligere ansatte i de deltagende institutioner og organer, tidligere europæiske ombudsmænd og medlemmer af de etiske myndigheder i medlemsstaterne; foreslår endvidere, at organet vælger en formand og to næstformænd blandt sine medlemmer; understreger, at dette ikke berører personalets ret til selv at organisere deres repræsentanter, når der er tale om personalespørgsmål;

31.  understreger behovet for at sikre mangfoldighed i medlemmernes baggrund og uafhængig ekspertise; foreslår at begrænse deltagelsen af tidligere parlamentsmedlemmer og kommissærer til en tredjedel af organets sammensætning;

32.  anbefaler, at kollegiet bistås af et sekretariat med menneskelige, materielle og finansielle ressourcer, der står i et rimeligt forhold til dets mandat og opgaver, herunder en etikansvarlig, der er ansvarlig for uddannelse i etik og tilbyder rådgivning i det uafhængige etiske organ i EU; mener, at samlingen af de budgetter og ansatte, der på nuværende tidspunkt er allokeret til de forskellige etiske organer i EU, i forbindelse med sammenlægningen heraf, vil forbedre effektiviteten af ressourceanvendelsen og muligvis vil reducere omkostningerne;

Procedurer

33.  mener, at oprettelsen af et etisk organ i EU bør bidrage til at opbygge en institutionel kultur, der grundlæggende er baseret på forebyggelse, støtte og gennemsigtighed; foreslår med henblik herpå en totrinstilgang, hvor det etiske organ i EU, i tilfælde af at det bliver opmærksom på en overtrædelse eller en mulig overtrædelse af etiske regler, først anbefaler foranstaltninger til at bringe overtrædelsen til ophør inden for en tidsfrist; mener, at dette første forebyggende skridt bør sikre fortrolighed og hemmeligholdelse og den enkeltes ret til at blive hørt og til at afvise beskyldningerne; foreslår, at det etiske organ i EU, hvis den pågældende person nægter at træffe passende foranstaltninger, og overtrædelsen fortsætter, bør fremsætte en begrundet anbefaling om sanktionsforanstaltninger og sende alle relevante oplysninger om sagen til den kompetente myndighed, som beslutter, hvordan anbefalingen skal følges op inden for 20 arbejdsdage;

34.  mener, at den begrundede anbefaling fra det uafhængige etiske organ ved udløbet af denne periode, uden at dette berører den generelle forordning om databeskyttelse og personlige rettigheder, bør offentliggøres sammen med afgørelsen fra den kompetente myndighed, som bør give en forklaring, hvis anbefalingerne ikke følges fuldt ud; mener som en første foranstaltning, at offentliggørelse eller videregivelse af anbefalinger og afgørelser i sig selv kan udgøre en sanktion; fremhæver, at et sådant organ ikke kan træde i stedet for EU-Domstolen; foreslår, at den kompetente myndighed i særlige tilfælde, hvor den behørigt begrunder, at der er behov for mere tid til at undersøge sagen, kan anmode det etiske organ om at forlænge sin frist til at træffe en afgørelse med op til 20 arbejdsdage; mener, at denne totrinstilgang bør finde anvendelse, når den pågældende person havde rimelig grund til at antage, at oplysningerne var korrekte, på det tidspunkt hvor de blev afgivet, og anbefaler, at forsætlige overtrædelser, grov uagtsomhed, hemmeligholdelse af beviser, manglende overholdelse eller manglende samarbejde bør betragtes som skærpende omstændigheder med hensyn til anbefalinger af sanktioner, selv når selve overtrædelsen er ophørt;

35.  opfordrer til tydelige bestemmelser, som giver den pågældende person ret til at klage over enhver af de afgørelser, som formanden træffer, med fuld respekt for de grundlæggende retsstatsprincipper;

36.  mener, at det etiske organ i EU som hovedregel bør træffe afgørelse ved simpelt flertal blandt sine medlemmer;

37.  insisterer på, at de i traktaterne fastlagte procedurer skal finde anvendelse såsom Revisionsrettens overdragelse af undersøgelser til OLAF og til EU-Domstolen;

Almindelige bestemmelser

38.  mener, at det etiske organ i EU bør gennemføre undersøgelser og udarbejde årlige statistikker om erklæringer om økonomiske interesser, svingdørssituationer og andre relevante oplysninger og bør offentliggøre en årlig rapport med oplysninger om udførelsen af dets opgaver og, hvor det er relevant, anbefalinger til forbedring af etiske standarder, som skal forelægges Parlamentet; anbefaler, at den årlige rapport omfatter antallet af undersøgte sager, hvilke institutioner de enkelte personer kom fra, typen af de pågældende overtrædelser, procedurernes varighed, tidsangivelse for overtrædelsens ophør, forholdsmæssigheden af de trufne sanktioner samt de fremsatte anbefalinger;

39.  er af den opfattelse, at IIA'en bør inkludere en revisionsklausul, der sikrer, at de deltagende institutioner senest to år efter indførelsen heraf kan vedtage en vurdering af dens aktiviteter, herunder en analyse af reglernes og procedurernes funktionsmåde samt de erfaringer, der er erhvervet i forbindelse med anvendelse heraf; understreger navnlig, at denne revisionsklausul bør fokusere på vurderingen af effektiviteten af gennemførelsen af mandatet for det etiske organ i EU, og at Parlamentets vurdering bør tage hensyn til input fra det etiske organ selv;

40.  mener, at det nye etiske organ i EU bør have kompetence til at bidrage i form af forslag til udviklingen og den regelmæssige ajourføring af en fælles etisk ramme for EU-institutionerne, herunder fælles regler og en fælles model for erklæringer om økonomiske interesser i et maskinlæsbart format, samt et forslag til at ændre organets kompetencer og til at fremlægge det for Europa-Parlamentet; mener, at alle institutioners, agenturers og organers etiske standarder bør harmoniseres så hurtigt som muligt; mener, at der skal udarbejdes en statut for kommissærer efter den almindelige lovgivningsprocedure;

41.  foreslår, at det uafhængige etiske organ udarbejder en fælles definition af begrebet interessekonflikt for EU-institutionerne baseret på de højeste standarder; understreger, at mange medlemsstater har strenge regler; noterer sig OECD's definition af interessekonflikt: en situation, hvor en person eller et selskab (enten privat eller offentligt) på en eller anden måde kan udnytte sin egen stilling eller sit officielle mandat til sin egen eller selskabets fordel;

42.  opfordrer til fuld gennemsigtighed med hensyn til alle møder med private aktører og deres repræsentanter, som det etiske organ afholder og er involveret i, herunder både for udbyttegivende organisationer og nonprofitorganisationer;

43.  insisterer på, at anbefalingerne fra det etiske organ i EU, uden at dette berører Parlamentets kompetencer, jf. punkt 24, bør være behørigt begrundede, veldokumenterede og tilgængelige for det pågældende medlem eller den pågældende ansatte og den pågældende institution; mener, at de deltagende institutioner bør forpligte sig til at samarbejde fuldt ud i alle de procedurer, som henhører under anvendelsesområdet for den indgåede IIA, og navnlig til at give det uafhængige etiske organ i EU alle de oplysninger og dokumenter, der er nødvendige for at kunne udføre passende kontrol af de etiske regler; påpeger, at det etiske organs aktiviteter vil kunne være genstand for eventuelle klager til EU's Ombudsmand, og at de deltagende institutioners afgørelser baseret på anbefalingerne fortsat vil kunne prøves ved EU-Domstolen;

44.  mener, at forbedringen af integritet, gennemsigtighed og ansvarlighed samt de højeste standarder for etisk adfærd i EU-institutionerne og EU's beslutningsprocesser bør være blandt de emner, der drøftes inden for rammen af konferencen om Europas fremtid; understreger, at dette giver EU-borgerne mulighed for at drøfte en revision af traktaterne, og at dette vil sikre et klart retsgrundlag for at indføre et sådant uafhængigt etisk organ i EU for alle institutioner gennem den almindelige lovgivningsprocedure;

45.  opfordrer det uafhængige etiske organ til at gå foran med et godt eksempel, for så vidt angår gennemsigtighed, ved at offentliggøre alle anbefalinger, årsrapporter, afgørelser og udgifter i et maskinlæsbart åbent dataformat, der er tilgængeligt for alle borgere, i overensstemmelse med de gældende databeskyttelsesregler; anbefaler på det kraftigste, at al software, der udvikles med henblik på at opretholde de etiske standarder i EU's offentlige forvaltning, bør stilles til rådighed under en gratis open source-softwarelicens og bør deles med enhver institution i Europa, der ønsker at anvende den; opfordrer til et tæt samarbejde med Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse i denne henseende;

46.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at straffesager vedrørende brud på integritetsreglerne, navnlig dem, der involverer medlemmer af Europa-Parlamentet og nationale politikere, der spiller en rolle i EU's politikudformning, behandles effektivt og uden unødig forsinkelse;

47.  beklager med bekymring, at man ikke har gjort sig overvejelser med hensyn til forebyggelses- og håndhævelsesforanstaltninger med henblik på at undgå interessekonflikter i Kommissionens procedure for offentlige udbud;

48.  bemærker, at anvendelsen af de eksisterende regler på kommissærer, medlemmer af Europa-Parlamentet og EU-tjenestemænd har vist for mange svagheder; minder om, at det fremgår af en rapport fra Transparency International EU, at over 50 % af de tidligere kommissærer og 30 % af de tidligere medlemmer af Europa-Parlamentet, som havde forladt politik, i begyndelsen af 2017 arbejdede for organisationer, der var registreret i EU's åbenhedsregister; understreger navnlig, for så vidt angår valgte medlemmer, nødvendigheden af gennemsigtighed og ansvarlighed i forbindelse med personlige og finansielle forpligtelser; understreger, at gennemsigtigheds- og integritetsspørgsmål på EU-plan og på nationalt plan i høj grad er indbyrdes forbundne; støtter derfor det arbejde, der udføres af Europarådets Sammenslutning af Stater mod Korruption (Greco), og opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre dens henstillinger, navnlig dem, der vedrører opstilling af en streng adfærdskodeks for nationale politikere og indførelse af regler for beskæftigelse efter udtræden af offentlig tjeneste;

49.  opfordrer til en styrkelse af de eksisterende lovgivnings- og håndhævelsesrammer for interessekonflikter både før ansættelse i og efter udtræden af offentlig tjeneste med henblik på at fastlægge passende, klare, bindende og forholdsmæssige grænser mellem den offentlige sektor og den private sektor og nonprofitsektoren og dermed gøre EU's beslutningsproces mere troværdig i den brede offentligheds øjne;

50.  fremhæver, at interessekonfliktsituationer, der vedrører perioden efter udtræden af offentlig tjeneste eller "svingdørssager", er et tilbagevendende problem af systematisk art, som er fælles for institutioner, organer, kontorer og agenturer i hele EU; anbefaler, at alle EU-institutioner vedtager harmoniserede og tilstrækkeligt lange karensperioder, og til skærpet håndhævelse af disse; mener, at interessekonfliktsituationer kan bringe EU-institutionernes og -agenturernes integritet i fare og derved skade borgernes tillid til dem; understreger behovet for at harmonisere og styrke den relevante EU-lovgivning og de relevante adfærdskodekser, bl.a. med henblik på at kræve fuld gennemsigtighed omkring stillinger eller projekter, som højtstående EU-tjenestemænd bestrider eller deltager i efter deres udtræden af offentlig tjeneste, og omkring enhver bibeskæftigelse, som medlemmer af Europa-Parlamentet har; er af den opfattelse, at reglerne om forebyggelse af interessekonflikter efter at have beklædt et offentligt embede eller været offentligt ansat bør finde anvendelse inden for en rimelig tidsramme, samtidig med at reglerne om passende kompensation overholdes; understreger behovet for at lære af bedste praksis i medlemsstater, hvor der allerede findes nationale etiske myndigheder med relevant ekspertise; understreger, at der findes forskellige nationale praksis med hensyn til håndhævelsen af etiske standarder; bemærker, at valgte repræsentanter i nogle medlemsstater er forpligtet til at afstå fra at stemme i sager, hvor de har en personlig interesse, og anmoder derfor MEP'erne om at afstå fra at være ordførere i lignende tilfælde; minder i denne forbindelse om bestemmelserne i artikel 2 og 3 i adfærdskodeksen for Europa-Parlamentets medlemmer vedrørende økonomiske interesser og interessekonflikter;

51.  understreger, at Den Europæiske Ombudsmand har behandlet klager vedrørende interessekonflikter i mangel af en særlig mekanisme til denne opgave ud over sine andre opgaver og uden at have de nødvendige midler og beføjelser til at håndhæve sine afgørelser;

52.  understreger, at et uafhængigt etisk organ i EU ikke i sig selv vil være tilstrækkeligt til at adressere situationer med interessekonflikter i EU-institutionerne og -agenturerne på effektiv vis; mener, at gennemgangen af EU's regler om etik og integritet kunne omfatte foranstaltninger såsom en forlængelse af indberetnings- og karensperioderne for højtstående tjenestemænd på et forholdsmæssigt grundlag og efter en konkret og individuel vurdering, samtidig med at der sikres ligebehandling i overensstemmelse med artikel 15 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, en styrkelse af direktiv 2014/24/EU(4) om offentlige udbud, obligatorisk afhændelse af interesser i virksomheder, der er underlagt myndigheden i den institution, som en tjenestemand er nyudnævnt i, eller som har forbindelser til denne institution, et obligatorisk forbud mod deltagelse i behandling af spørgsmål, der vedrører en tidligere arbejdsgiver i den private sektor, eller forbud mod, at kommissærer og højtstående tjenestemænd i EU-institutionerne og -agenturerne ejer individuelle aktier i embedsperioden; gentager sin opfordring til Kommissionen om at overveje at foreslå en gennemgang af den relevante retlige ramme;

53.  er af den opfattelse, at længere karensperioder for højtstående tjenestemænd, der forlader et agentur eller en institution, er berettigede retlige foranstaltninger med henblik på at beskytte offentlighedens interesser og offentlige organers integritet, hvis de er baseret på en objektiv procedure med klare kriterier;

54.  udtrykker bekymring over udnævnelsesprocedurerne for højtstående EU-tjenestemænd, håndteringen af interessekonflikter blandt kommissærer og brud på adfærdskodeksen for medlemmer af Europa-Parlamentet og over kontrollen med gennemsigtighedsforpligtigelser og efterprøvelsen af overholdelsen af svingdørsreglerne;

55.  mener, at EU-institutionerne bør anvende de højest mulige etiske standarder for at forhindre tilfælde af svingdørssituationer og interessekonflikter, bl.a. med hensyn til udnævnelser til ledende stillinger i EU's institutioner og agenturer;

56.  mener, at procedurerne for udvælgelse af kandidater til ledende stillinger bør ske på grundlag af fuldstændigt objektive kriterier og være fuldstændigt gennemsigtige for offentligheden; fremhæver, at der bør fastlægges en ramme for spørgsmål og indsigelser sammen med åbne opfølgningsprocedurer og beføjelse til at omstøde afgørelser, som har vist sig at være utilstrækkelige, hvad angår gennemsigtighed og integritet; understreger, at procedurerne regelmæssigt bør evalueres med henblik på at overvåge, hvor effektive de er, og foretage forbedringer, hvor det er nødvendigt;

57.  understreger, at Parlamentet skal spille en central rolle i processen med at forbedre EU's nuværende tilsynssystem på det etiske område, der gælder i alle EU-institutioner, -agenturer og -organer, med henblik på at øge borgernes tillid til EU's beslutningsprocesser;

o
o   o

58.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 337 af 20.9.2018, s. 120.
(2) Vedtagne tekster, P9_TA(2020)0327.
(3) EUT L 262 af 7.10.2005, s. 1.
(4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EUT L 94 af 28.3.2014, s. 65).

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik