Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Union (TEU), særlig artikel 50 og artikel 8,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig artikel 218,

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til Det Forenede Kongeriges meddelelse af 29. marts 2017 om, at det havde til hensigt at udtræde af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab i overensstemmelse med artikel 50, stk. 2, i TEU og artikel 106a i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab,

–  der henviser til Det Europæiske Råds retningslinjer (artikel 50) af 29. april 2017 efter Det Forenede Kongeriges meddelelse i henhold til artikel 50 af 15. december 2017 om den anden fase af brexitforhandlingerne og af 23. marts 2018 om rammen for de fremtidige forbindelser mellem EU og Det Forenede Kongerige,

–  der henviser til Rådets afgørelse af 22. maj 2017 om direktiverne for forhandlingerne om en aftale med Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, der fastsætter ordningerne for dets udtræden af Den Europæiske Union, og til Rådets afgørelse af 29. januar 2018 som supplement til Rådets afgørelse af 22. maj 2017 om bemyndigelse til at indlede forhandlinger med Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om en aftale om ordninger i forbindelse med dets udtræden af Den Europæiske Union og supplerende direktiver for forhandlingerne,

–  der henviser til Rådets afgørelse (EU, Euratom) 2020/266 af 25. februar 2020 om bemyndigelse til at indlede forhandlinger med Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om en ny partnerskabsaftale(1) og de direktiver, der er fastsat i addendummet hertil med henblik på forhandling af et nyt partnerskab med Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, og som er blevet offentliggjort,

–  der henviser til sine beslutninger af henholdsvis 5. april 2017 om forhandlingerne med Det Forenede Kongerige efter meddelelsen om, at det har til hensigt at træde ud af Den Europæiske Union(2), af 3. oktober 2017 om status i forhandlingerne med Det Forenede Kongerige(3), af 13. december 2017 om status i forhandlingerne med Det Forenede Kongerige(4), af 14. marts 2018 om rammerne for de fremtidige forbindelser mellem EU og Det Forenede Kongerige(5), af 18. september 2019 om situationen vedrørende Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union(6), af 15. januar 2020 om gennemførelse og overvågning af bestemmelserne om borgernes rettigheder i udtrædelsesaftalen(7) og af 12. februar 2020 om det foreslåede forhandlingsmandat med henblik på et nyt partnerskab med Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland(8),

–  der henviser til sin henstilling af 18. juni 2020 om forhandlingerne om et nyt partnerskab med Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland(9),

–  der henviser til sin lovgivningsmæssige beslutning af 29. januar 2020 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse af aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab(10),

–  der henviser til Kommissionens erklæring til Europa-Parlamentets plenarforsamling af 16. april 2019,

–  der henviser til aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab(11) ("udtrædelsesaftalen") og til den ledsagende politiske erklæring, der fastlægger rammen for de fremtidige forbindelser mellem Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland(12) ("den politiske erklæring"),

–  der henviser til Det Europæiske Råds afgørelse (EU) 2018/937 af 28. juni 2018 om Europa-Parlamentets sammensætning(13),

–  der henviser til EU-Domstolens dom af 10. december 2018, Andy Wightman m.fl. mod Secretary of State for Exiting the European Union, C-621/18, ECLI:EU:C:2018:999,

–  der henviser til Europa-Parlamentets Forskningstjenestes indgående analyse med titlen "Article 50 TEU in practice: How the EU has applied the 'exit' clause",

–  der henviser til studiet fra marts 2021 bestilt af Europa-Parlamentets Temaafdeling for Borgernes Rettigheder og Konstitutionelle Anliggender med titlen "Interpretation and implementation of Article 50 TEU – Legal and institutional assessment",

–  der henviser til Belfastaftalen af 10. april 1998 mellem Det Forenede Kongeriges regering, Irlands regering og de øvrige deltagere i flerpartsforhandlingerne ("langfredagsaftalen"),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 54 og til artikel 1, stk. 1, litra e), i og bilag 3 til afgørelse truffet af Formandskonferencen den 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

–  der henviser til udtalelse fra Udenrigsudvalget,

–  der henviser til skrivelse fra Udvalget om International Handel,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A9-0357/2021),

A.  der henviser til, at formålet med denne betænkning er at analysere de måder, hvorpå bestemmelserne i artikel 50 i TEU er blevet fortolket og anvendt, og den måde, hvorpå proceduren for Det Forenede Kongeriges udtræden af EU i henhold til samme artikel er blevet tilrettelagt og gennemført, herunder de dragne erfaringer med hensyn til EU-retten og Den Europæiske Unions funktionsmåde;

B.  der henviser til, at overvejelserne om gennemførelsen af artikel 50 i TEU bidrager til en bedre forståelse af de centrale elementer af EU's forfatningsmæssige identitet, de principper, der ligger til grund for den europæiske integration, beslutningsautonomiens betydning og retten til at regulere, som der alt sammen vil skulle tages hensyn til i forbindelse med fremtidige traktatændringer;

C.  der henviser til, at artikel 50 i TEU behandler den allerede eksisterende usikkerhed og tvetydighed vedrørende retten til at forlade EU, idet den udtrykkeligt giver medlemsstaterne den unilaterale ret til udtræden uden andre betingelser end overholdelsen af landets egne nationale forfatningsmæssige krav;

D.  der henviser til, at artikel 50 i EU ved udtrykkeligt at give mulighed for udtræden i henhold til EU-retten fastlægger den eneste procedure, hvorunder en medlemsstat lovligt kan forlade EU;

E.  der henviser til, at artikel 50 i TEU er tavs eller ikke tilstrækkelig klar med hensyn til adskillige aspekter af proceduren, der opstod under Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen;

F.  der henviser til, at artikel 50 i TEU ikke pålægger nogen formelle krav med hensyn til meddelelse af hensigten om at forlade Unionen eller angående fristen for eller tilbagekaldelse af denne meddelelse; der henviser til, at artikel 50 ikke udtrykkeligt giver mulighed for overgangsordninger;

G.  der henviser til, at artikel 50 i TEU ikke fastsætter specifikke krav angående en eventuel forlængelse af den periode på to år, som er fastsat i henhold til artikel 50, stk. 3, i TEU, hvilket derfor giver mulighed for fleksibilitet i forhandlingsprocessen;

H.  der henviser til, at artikel 50 i TEU bekræfter, at EU-medlemskab er frivilligt, hvilket indebærer, at en medlemsstat ikke kan tvinges til at blive i eller forlade EU; der henviser til, at beslutningen om at udtræde af Unionen er en suveræn beslutning truffet af en medlemsstat i overensstemmelse med den pågældende udtrædende medlemsstats interne forfatningsmæssige orden;

I.  der henviser til, at det i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde kræves, at meddelelsen indgives, så snart beslutningen om at udtræde er truffet;

J.  der henviser til, at EU-Domstolen i sin dom af 10. december 2018 i sagen Andy Wightman m.fl. mod Secretary of State for Exiting the European Union præciserede, at den udtrædende medlemsstat frit og ensidigt kan trække meddelelsen om sin hensigt om at udtræde af Unionen tilbage, mens traktaterne stadig finder anvendelse på den pågældende medlemsstat;

K.  der henviser til, at artikel 50 i TEU ikke skaber klarhed om anvendelsen af dele af artikel 218 i TEUF med undtagelse af stk. 3;

L.  der henviser til, at ønsket om at forlade EU, som udtrykt af det britiske folk, selv om et flertal af borgerne i Skotland og Nordirland stemte for at blive, blev respekteret fuldt ud i overensstemmelse med værdierne om frihed og demokrati, jf. artikel 2 i TEU;

M.  der henviser til, at folkeafstemningen i Det Forenede Kongerige ikke blev ledsaget af et tilstrækkeligt antal oplysningskampagner, da borgerne aldrig fik et klart billede af, hvilket forhold deres land ville få til EU, når først landet havde forladt det, og ofte blev vildledt om konsekvenserne af udtrædelsen, navnlig for så vidt angår Nordirland, hvilket afslører de risici og udfordringer, der er forbundet med misinformation;

N.  der henviser til, at artikel 50 i TEU giver EU-institutionerne ekstraordinær horisontal kompetence til at forhandle en aftale, der dækker alle de spørgsmål, der er nødvendige for at arrangere en medlemsstats udtræden;

O.  der henviser til, at alle EU-institutionernes rolle i udtrædelsesproceduren var afgørende for fortolkningen og implementeringen af bestemmelserne i artikel 50 i TEU og for minimering af forstyrrelsen af institutionerne, for sikring af medlemsstaternes enhed og for sikring af en velordnet udtræden;

P.  der henviser til, at den tilgang i to faser, som Kommissionens chefforhandler Michel Barnier anlagde, har vist sig at være den rigtige;

Q.  der henviser til, at borgerne i henhold til TEU repræsenteres direkte på EU-plan i Europa-Parlamentet; der henviser til, at Parlamentet deltager i beslutningsproceduren i henhold til artikel 50 i TEU og udøver generelle politiske kontrolfunktioner som foreskrevet i artikel 14 i TEU og derfor bør inddrages tæt i udtrædelsesforhandlingerne for at kunne give sin godkendelse i henhold til artikel 50 i TEU;

R.  der henviser til, at Parlamentet under procedurerne i artikel 50 i TEU ligesom i alle tilfælde af internationale aftaler, der er forhandlet efter proceduren i artikel 218, stk. 3, udfylder en marginal rolle, som er begrænset til den blotte godkendelse af en mulig udtrædelsesaftale; der henviser til, at Parlamentet trods disse begrænsninger helt fra begyndelsen har engageret sig aktivt i udtrædelsesprocessen og har forpligtet sig til at beskytte EU-borgernes interesser og Den Europæiske Unions integritet gennem hele processen;

S.  der henviser til, at Parlamentet spillede en afgørende rolle med hensyn til at repræsentere alle EU-borgere, både fra EU-27 og Det Forenede Kongerige, under processen;

T.  der henviser til, at Det Forenede Kongeriges udtræden har haft en indvirkning på Europa-Parlamentets sammensætning som foreskrevet i artikel 3, stk. 2, i Det Europæiske Råds afgørelse (EU) 2018/937;

U.  der henviser til, at udtrædelsesprocessen har ført til uforudsigelighed og har været en udfordring ikke kun for EU og den udtrædende medlemsstat, men også og i endnu højere grad for de borgere og enheder, der er mest direkte berørt; der henviser til, at de økonomiske og sociale omkostninger, som denne uvished indebærer, har vist sig at være meget høje og desuden har lagt pres på de politiske forbindelser mellem EU og den udtrædende medlemsstat; der henviser til, at der kunne opnås øget vished under adskillelsesprocessen ved bl.a. at kræve, at meddelelsen om beslutningen om at udtræde af EU skulle ledsages af en model for de fremtidige forbindelser, som den udtrædende medlemsstat forestiller sig dem;

V.  der henviser til, at EU-institutionerne har gjort sig alle tænkelige bestræbelser på ikke at politisere udtrædelsesprocessen, men at udtræden i henhold til artikel 50 i TEU ikke desto mindre i sagens natur er politisk, da den er en følge af og påvirkes af en række grundlæggende valg vedrørende medlemskabet af EU og/eller forholdet til EU;

W.  der henviser til, at en medlemsstats udtræden af Den Europæiske Union udgør et betydeligt politisk, økonomisk og socialt chok, hvis negative konsekvenser kun delvis kan afbødes gennem omhyggeligt planlagte og forhandlede velordnede udtrædelsesordninger;

X.  der henviser til, at den politiske erklæring, der fastlægger en ramme for de fremtidige forbindelser mellem EU og Det Forenede Kongerige, fastsætter parametrene for et ambitiøst, bredt, vidtgående og fleksibelt partnerskab, der omfatter udenrigspolitik, sikkerhed, forsvar og bredere samarbejdsområder;

Y.  der henviser til, at den eneste lovlige mulighed for tiltrædelse af EU på ny efter udtrædelsesaftalens ikrafttræden er på grundlag af artikel 49 i TEU;

Z.  der henviser til, at de særlige forbindelser mellem EU og dets nabolande fremhæves i artikel 8 i TEU;

AA.  der henviser til, at Udvalget om Konstitutionelle Anliggender ifølge Parlamentets forretningsorden har ansvaret for de institutionelle følger af en medlemsstats udtræden af Unionen;

Proces uden fortilfælde

1.  understreger, at en af Den Europæiske Unions medlemsstaters udtræden er uden fortilfælde og en ekstremt kritisk proces for Unionen;

2.  anerkender, men beklager ikke desto mindre, Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union;

3.  understreger, at den historiske betydning, som Det Forenede Kongeriges udtræden har for EU-medlemskab, på intet tidspunkt har skubbet Unionen ud af kurs i sin integrationsproces, da artikel 50 i TEU rummer garantier for EU's retsorden og beskytter de grundlæggende mål for den europæiske integration;

4.  understreger, at bestemmelserne i artikel 50 i TEU og den måde, de er blevet fortolket og implementeret på, afspejler de fælles værdier og mål, der udgør fundamentet for Unionen, navnlig frihed, demokrati og retsstatsprincippet, og værner om dem;

5.  mener, at artikel 50 i TEU har opfyldt sit formål om at bevare en medlemsstats suveræne ret til at forlade Den Europæiske Union, hvorved den udtrykkeligt bekræfter, at EU-medlemskabet er frivilligt, og sit formål om at sikre Det Forenede Kongeriges velordnede udtræden af Unionen, samtidig med at den muliggør en efterfølgende etablering af udvidede forbindelser mellem EU og Det Forenede Kongerige som et tredjeland;

EU's prioriteter

6.  mener, at målene med artikel 50 i TEU og udtrædelsesforhandlingerne med Det Forenede Kongerige, nemlig at sikre frigørelse fra Unionen, at give juridisk stabilitet og minimere forstyrrelserne og give en klar vision om fremtiden for borgere og juridiske personer ved at sikre en velordnet udtræden, samtidig med at Den Europæiske Unions, dens borgeres og dens medlemsstaters integritet og interesser blev beskyttet, generelt blev nået;

7.  mener, at den hurtige og konsekvente kortlæggelse af prioriteterne i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen, og navnlig beskyttelsen af rettighederne for de millioner af EU-borgere i Det Forenede Kongerige og Det Forenede Kongeriges statsborgere i EU, der påvirkes af udtrædelsen, de særlige omstændigheder vedrørende øen Irland og en enkelt finansiel opgørelse var afgørende for struktureringen af processen og stabiliseringen af dens konsekvenser for Unionen; mener imidlertid, at der burde være sikret større klarhed under forhandlingerne med hensyn til definitionen af eventuelle tvister, som kan opstå under anvendelsen af udtrædelsesaftalen, navnlig hvad angår EU-Domstolens rolle;

8.  mener, at en klar opdeling af opgaver blandt institutionerne og Kommissionens og chefforhandlerens hidtil usete inklusive og gennemsigtige tilgang, herunder i forhold til Parlamentet, var afgørende for at opretholde sammenhæng og enhed i EU og mellem dets medlemsstater for at fremme EU's prioriteter og interesser i forhandlingerne og sikre Unionens retsordens integritet;

9.  roser de institutionelle hovedaktører for at have sikret enhed blandt de 27 medlemsstater samt i og mellem Unionens institutioner i respekt for udtrædelsen som en EU-proces;

10.  mener, at Unionens interesser er blevet beskyttet takket være strategisk organisation og opstilling af betingelser i procedurens forskellige faser; minder navnlig om rækkefølgen af forhandlingerne, som begyndte med en aftale om udtrædelsesordningerne, derefter gik over til at adressere ordningerne for overgangsperioden og derefter blev afsluttet med en aftale om en overordnet forståelse om et nyt og tæt partnerskab mellem EU og Det Forenede Kongerige på grundlag af væsentlige fremskridt i forhandlingerne om borgernes rettigheder, spørgsmålet om Irland og Nordirland, den finansielle opgørelse og den begrundede og meningsfulde anvendelse af forlængelsen af den periode, der er omhandlet i artikel 50, stk. 3, i TEU;

11.  anerkender, at man i forhandlingerne med Det Forenede Kongerige prioriterede spørgsmålet om borgernes rettigheder, som er og fortsat vil være et stort problem, og at der blev indgået aftale om dette kapitel i udtrædelsesordningerne temmelig tidligt i forhandlingerne, da den oprindelige udgave af udkastet til udtrædelsesaftalen af 19. marts 2018 indeholdt en del 2 om borgernes rettigheder, som der var fuld enighed om, bl.a. hvad angår dens bestemmelsers direkte virkning, og om EU-Domstolens kompetence med hensyn til de relevante bestemmelser om borgernes rettigheder;

12.  understreger, at Unionen fra processens begyndelse tydeligt påpegede, at de særlige omstændigheder vedrørende øen Irland og behovet for at sikre langfredagsaftalen og afbøde konsekvenserne af Det Forenede Kongeriges udtræden for Republikken Irland var spørgsmål, der berørte EU som helhed;

13.  mener, at den tidsbegrænsede overgangsperiode med fortsat anvendelse af de nuværende reguleringsmæssige, budgetmæssige, tilsynsmæssige, retlige og håndhævelsesmæssige EU-instrumenter og -strukturer efter udtrædelsen var i begge parters interesse og fremmede forhandlingen af de fremtidige relationer og brobygningen i forbindelse med disse;

14.  minder om, at rammen for de fremtidige forbindelser mellem EU og Det Forenede Kongerige er fastlagt i den politiske erklæring, der ledsager udtrædelsesaftalen, og som indeholder klare bestemmelser, som begge parter har fastsat om samarbejde på områderne udenrigspolitik, sikkerhed og forsvar;

15.  beklager, at den ikke juridisk bindende karakter af den politiske erklæring gav Det Forenede Kongerige retlige grunde til ikke at beskæftige sig med afgørende dele af dens indhold, navnlig de dele, der vedrører udenrigs- og sikkerhedspolitik, som derfor ikke indgik i forhandlingerne;

Den udtrædende medlemsstat

16.  mener ikke desto mindre, at udtrædelsesprocessen på Det Forenede Kongeriges side var præget af forlænget uvished fra begyndelsen frem til afslutningen af forhandlingerne, hvilket bl.a. blev afspejlet i tidsrummet mellem folkeafstemningen og meddelelsen om udtræden i henhold til artikel 50 i TEU; mener, at denne usikkerhed havde konsekvenser for borgere og økonomiske aktører, navnlig på øen Irland; mener, at fremførelsen af truslen om en udtræden uden en aftale bragte udsigterne til en velordnet udtræden i fare;

17.  mener i denne henseende, at de politiske og økonomiske konsekvenser ved beslutningen om at forlade Unionen er store; mener, at de ikke reelt og fuldt ud blev vurderet af Det Forenede Kongerige inden beslutningen om udtræden, hvilket førte til manglende forberedelse af proceduren; mener, at de britiske borgere havde et begrænset kendskab til Den Europæiske Union og ikke i tilstrækkelig grad blev informeret om de vidtrækkende konsekvenser af beslutningen om at forlade Unionen;

18.  er af den opfattelse, at bestemmelserne i artikel 50 i TEU om meddelelse og forlængelse af perioden i henhold til artikel 50, stk. 3, i TEU er blevet efterlevet på tilstrækkelig fleksibel vis for at imødekomme de forskellige britiske regeringers politiske vaklen og uoverensstemmelser, idet integriteten i udtrædelsesprocessen og Unionens retsorden samtidig er blevet opretholdt;

19.  minder om, at beslutningen om udtræden er en medlemsstats suveræne ret, og at Unionen er forpligtet til at anerkende den pågældende medlemsstats intentioner; fremhæver, at artikel 50 i TEU ikke indeholder bestemmelser om den form, som meddelelsen af hensigten om at træde ud skal have, og således ikke pålægger nogen begrænsninger i den henseende; mener i denne sammenhæng, at det er en klar tilsidesættelse af de forpligtelser, der knytter sig til et EU-medlemskab, hvis en medlemsstat ikke respekterer EU-retten og/eller giver udtryk for sin hensigt om at nægte at anvende traktaterne eller anerkende EU-Domstolens kompetence;

20.  påpeger, at en medlemsstats udtræden af Den Europæiske Union i sagens natur er en kompleks proces, og at den udtrædende medlemsstats politiske valg vedrørende dens fremtidige forhold til EU kan øge denne kompleksitet;

Betydningen af en velordnet udtræden

21.  mener, at selvom udtrædelsen ikke er betinget af en aftale mellem den udtrædende medlemsstat og Unionen, så viser Det Forenede Kongeriges udtræden betydningen af, at der indgås en aftale om udtrædelsesordningerne, især for at beskytte de berørte borgeres rettigheder og legitime forventninger;

22.  mener, at EU-institutionerne gjorde deres bedste og opfyldte deres forpligtelse med henblik på at sikre indgåelsen af en aftale; roser indsatsen for at undgå et scenarie uden en aftale; bemærker i denne henseende, at en medlemsstats udtræden træder i kraft to år efter, at den meddeles over for Rådet, hvis der ikke indgås en aftale, jf. artikel 50, stk. 3, i TEU; påpeger, at TEU ikke rummer nogen bestemmelser om håndtering af et scenarie uden en aftale og en uordnet udtræden;

23.  understreger, at en medlemsstats udtræden i betragtning af den høje grad af integration af EU's indre marked påvirker alle områder af økonomisk aktivitet, og at der er behov for retlige og administrative tilpasninger på både EU-plan, medlemsstatsplan og lokalt plan; fremhæver endnu en gang betydningen af det arbejde, som Kommissionen og medlemsstaterne har udført på alle niveauer af den offentlige forvaltning og med at øge bevidstheden og forberede borgerne og den private sektor gennem offentliggørelse af mange konkrete meddelelser om forberedelse af berørte parter og rettidig vedtagelse af unilaterale og midlertidige beredskabsforanstaltninger for at håndtere muligheden af et scenarie uden en aftale og en uordnet udtræden;

24.  bemærker, at der i TEU ikke anføres nogen væsentlige krav vedrørende rammerne for det fremtidige forhold mellem den udtrædende medlemsstat og Unionen og sammenhængen med udtrædelsesordningerne; minder imidlertid om, at udtrædelsesaftalen i henhold til artikel 50, stk. 2, i TEU skal tage hensyn til rammen for den udtrædende stats fremtidige forbindelser med Unionen;

25.  bemærker, at den toårige periode, der er fastsat i artikel 50, stk. 3, i TEU for, hvornår traktaterne ophører med at finde anvendelse på den udtrædende medlemsstat fra tidspunktet for dens meddelelse om udtrædelse, i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræden har vist sig at være for kort til en velordnet udtræden, da det blev anset for nødvendigt med tre forlængelser af denne periode samt en efterfølgende overgangsperiode; minder om, at denne periode kan forlænges i overensstemmelse med artikel 50, stk. 3, i TEU; mener, at en sådan forlængelse gør det muligt at fortsætte forhandlingerne for at undgå at komme til at stå på afgrundens rand; minder imidlertid om, at borgere, økonomiske aktører, medlemsstater og handelspartnere fra tredjelande stod over for en hidtil uset og vedvarende grad af retsusikkerhed i løbet af den toårige periode og forlængelserne heraf;

26.  bemærker, at en medlemsstats udtræden har haft hidtil usete juridiske konsekvenser for EU's internationale forpligtelser, navnlig med hensyn til behovet for at genforhandle de toldkontingenter, der er aftalt inden for Verdenshandelsorganisationen (WTO), for at tage hensyn til den kvoteandel, der anvendes af den udtrædende medlemsstat, hvilket gav tredjelande anledning til at fremsætte yderligere krav om markedsadgang; mener, at fordelingen af EU's toldkontingenter i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræden som princip blev forvaltet godt, idet der først blev vedtaget en intern lovgivningsmæssig retsakt, der fastsatte nytildelte EU-kvoteandele (navnlig i form af forordning (EU) 2019/216(14)), og derefter blev fulgt op gennem forhandlinger med tredjelande på WTO-plan, selv om der ikke findes nogen retlige bestemmelser på dette plan, der adresserer opløsningen af en toldunion;

Fleksibilitet i henhold til artikel 50 i TEU

27.  mener, at artikel 50 i TEU rammer en god balance mellem at sørge for en juridisk velfunderet udtrædelsesproces og sikre den nødvendige politiske fleksibilitet til tilpasning til de specifikke omstændigheder; bemærker imidlertid den manglende detaljeringsgrad i bestemmelserne i artikel 50 i TEU med hensyn til følgende aspekter:

28.  beklager, at Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen har medført, at et helt samfund af EU-borgere også har forladt Unionen; minder om, at Europa-Parlamentet har været særlig aktivt med hensyn til at fungere som borgernes talsmand og deltage i en aktiv dialog med borgerne og deres repræsentanter gennem konsultationer, høringer og møder tilrettelagt af parlamentariske udvalg og brexitstyringsgruppen, som har bestræbt sig på at give udtryk for borgernes betænkeligheder og forventninger under udtrædelsesprocessen; mener ikke desto mindre, at EU-institutionerne kunne have gjort mere for at informere borgerne i de forskellige faser af udtrædelsen;

29.  mener, at udtrædelsesbestemmelserne i TEU i betragtning af udtrædelsesprocessens uforudsigelighed bør sikre retssikkerhed for det store antal EU-borgere og borgere i den udtrædende medlemsstat, der er berørt af udtrædelsen, ved at beskytte deres rettigheder, som de har opnået i medfør af EU-retten, og sikre et effektivt håndhævelsessystem uden at udelukke, at der etableres opfølgende mekanismer og oplysningskampagner; understreger nødvendigheden af rettidigt og på passende vis at informere de berørte borgere, navnlig sårbare borgere, om deres rettigheder og forpligtelser i forbindelse med udtrædelsen;

30.  mener, at afholdelse en folkeafstemning for at bekræfte den endelig beslutning om at forlade Unionen kan være en vigtig demokratisk garanti i betragtning af beslutningens art og dens afgørende indvirkning på borgerne i den udtrædende medlemsstat; mener, at en bekræftelse af dette endelige valg fra borgernes side også er afgørende i tilfælde af, at forhandlingerne om en udtrædelsesaftale mislykkes, hvorved der opstår et scenarie uden en aftale; mener, at der bør træffes alle mulige foranstaltninger under denne proces for at undgå desinformation, udenlandsk indblanding og uregelmæssigheder i forbindelse med støtte;

Institutionernes rolle i udtrædelsesprocessen

31.  mener, at EU-institutionerne og medlemsstaterne alle har været lydhøre og har fulgt en sammenhængende og forenet tilgang med en rettidig, klar og velstruktureret klarlæggelse af aspekterne i udtrædelsesprocessen, herunder dem, der ikke er udtrykkeligt specificeret i artikel 50 i TEU, navnlig forhandlingernes mål og generelle principper, EU's kompetencer vedrørende spørgsmål i forbindelse med udtrædelsen, forhandlingernes rækkefølge, udtrædelsesaftalens omfang, overgangsordningerne og rammen for de fremtidige forbindelser;

32.  understreger, at Parlamentet har spillet en central rolle i hele udtrædelsesprocessen, og har bidraget aktivt til at udpege strategier og beskytte EU's og dets borgeres interesser og prioriterede mål gennem behørigt begrundede beslutninger lige siden forløbet op til folkeafstemningen i Det Forenede Kongerige om EU-medlemskab; minder i denne henseende om, at Parlamentets bidrag hovedsageligt blev tilrettelagt gennem brexitstyringsgruppen, som Formandskonferencen nedsatte den 6. april 2017, med støtte fra og i tæt samarbejde med Parlamentets udvalg og Formandskonferencen;

33.  understreger, at Parlamentet blev mobiliseret som en enhed og i fællesskab i forbindelse med overvågning af udtrædelsesprocessen, både gennem dets politiske organer og gennem dets udvalg, som allerede tidligt i processen blev opfordret til at klarlægge konsekvenserne af Det Forenede Kongeriges udtræden for politikområderne og lovgivningen inden for deres respektive ansvarsområder; gentager, hvor vigtigt det er løbende at inddrage udvalgene med ansvar for sektorpolitikker i forhandlingerne; bifalder det langvarige og indgående forberedende arbejde, som udvalgene har udført for at indsamle dokumentation, rådgivning og ekspertise gennem høringer, workshopper og undersøgelser om alle spørgsmål vedrørende udtrædelsen og de fremtidige forbindelser mellem EU og Det Forenede Kongerige;

34.  mener, at Det Europæiske Råd spillede en samlende og stabiliserende rolle i processen, herunder gennem dets retningslinjer i henhold til artikel 50, stk. 2, i TEU, ved at fortolke og anvende bestemmelserne i artikel 50 i TEU, herunder i forbindelse med de elementer, som bestemmelserne ikke berører, og ved at fastsætte en klar politisk retning i overensstemmelse med Unionens interesser i fastlæggelsen af betingelserne for forhandlingerne og udnævnelsen af Kommissionen som Unionens forhandler;

35.  understreger, at det medlem af Det Europæiske Råd eller Rådet, som repræsenterer den udtrædende medlemsstat, i henhold til artikel 50, stk. 4, i TEU ikke kan deltage i drøftelserne i Det Europæiske Råd eller Rådet eller i afgørelser, der vedrører udtrædelsesprocessen, mens de medlemmer af Europa-Parlamentet, som er valgt i den udtrædende medlemsstat, fortsætter som medlemmer med alle deres rettigheder og forpligtelser som før, indtil udtrædelsen træder i kraft;

36.  anerkender det hidtil usete interinstitutionelle samarbejde og åbenheden i gennemførelsen af artikel 50 i TEU, herunder de arbejdsmetoder og strukturer, der blev anvendt i forhandlingerne, informationskanalerne, offentliggørelsen af forhandlingsdokumenterne og deltagelsen i møder, navnlig sherpamøder og møder i Rådet for Almindelige Anliggender;

37.  anerkender relevansen af de centrale principper, som Europa-Parlamentet foreslog, og som Det Europæiske Råd indarbejdede i sine retningslinjer for forhandlingerne, og som efterfølgende blev gennemført i forhandlingerne, nemlig

38.  støtter fortsat disse principper fuldt ud;

39.  mener, at disse principper også gælder i andre sammenhænge end artikel 50 i TEU, da de ligger til grund for europæisk integration og er blevet centrale elementer i EU's forfatningsmæssige identitet og retsorden, selv om de ikke er en del af TEU;

40.  bemærker i denne henseende, at udtrædelsesproceduren i artikel 50 har fået både EU og dets medlemsstater til at bekræfte Unionens forfatningsmæssige identitet;

EU's og den udtrædende medlemsstats rettigheder og forpligtelser

41.  gentager, at indtil en udtrædelsesaftale træder i kraft, eller, hvis det ikke sker, indtil enten den periode på to år eller den forlængede periode, der er nævnt i artikel 50, stk. 3, i TEU, er gået, er den udtrædende stat fortsat en medlemsstat, og den nyder godt af alle de rettigheder og er underlagt alle de forpligtelser, som udspringer af traktaterne, uden undtagelse, herunder princippet om loyalt samarbejde i artikel 4, stk. 3, i TEU og forpligtelsen til at afholde valg til Europa-Parlamentet, udpege sine repræsentanter i EU-institutionerne og -organerne, sikre fuld beskyttelse af borgeres rettigheder og overholde sine finansielle forpligtelser;

Parlamentets kontrol

42.  understreger, at Europa-Parlamentets politiske tilsynsrolle er uundværlig i et parlamentarisk demokratisk system og garanterer gennemsigtighed og politisk ansvarlighed; insisterer i denne henseende på, at Parlamentets beføjelser vedrørende kontrolfasen bør sikres og udøves med tilstrækkelig tid til rådighed for så vidt angår indgåelse af internationale aftaler, herunder i tilfælde af midlertidig anvendelse, navnlig hvis de indgås i forbindelse med en udtrædelse af Den Europæiske Union; bemærker i denne forbindelse, at det er vigtigt fuldt ud at anvende artikel 218, stk. 10, i TEUF i forbindelse med Parlamentets beføjelser med hensyn til udtrædelsen, hvori det fastsættes, at Europa-Parlamentet skal underrettes i alle faser af forhandlingsproceduren mellem Unionen og tredjelande; understreger, at Kommissionen skal holde Parlamentet underrettet på lige fod med Rådet;

43.  mener, at strukturerne omkring både brexitstyringsgruppen og koordinationsgruppen for Det Forenede Kongerige, som Europa-Parlamentet etablerede i hver fase af forhandlingerne med Det Forenede Kongerige, havde afgørende betydning med hensyn til at sikre opfølgning og inddragelse af Parlamentet samt gennemsigtighed i forhandlingerne; mener, at gennemførelsen af artikel 50 i TEU var et godt eksempel på kollektiv koordinering mellem institutionerne til støtte for Unionens interesser, som bør anvendes i alle forhandlinger om internationale aftaler;

44.  mener i denne forbindelse, at Parlamentets rolle er afgørende for at sikre den parlamentariske og demokratiske dimension af en procedure med så store forfatningsmæssige og institutionelle konsekvenser for Unionen og for EU-borgernes rettigheder; mener, at dets politiske tilsynsrolle bør beskyttes og styrkes, så der kræves godkendelse i alle processens relevante aspekter;

45.  påpeger i denne henseende, at processen efter artikel 50 i TEU ganske vist er afsluttet, og udtrædelsen af EU har fået virkning, men at den faktiske afslutning af EU-medlemskabet og gennemførelsen af udtrædelsesaftalen er en langvarig proces; gentager i denne sammenhæng, at Parlamentet vil spille sin rolle fuldt ud ved overvågningen af gennemførelsen af udtrædelsesaftalen;

Spørgsmål til overvejelse

46.  mener, at artikel 50 i TEU adresserer og gør det muligt at løse de proceduremæssige aspekter af en medlemsstats udtræden, men at den ikke løser de markante politiske, sociale og økonomiske konsekvenser og forstyrrende indvirkninger af en medlemsstats udtræden af EU i og på tværs af medlemsstaterne samt på internationalt plan;

47.  gentager sin opfordring til en grundig overvejelse af Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union og dens konsekvenser for EU's fremtid; mener, at en sådan overvejelse bør sikre en åben og bred dialog om de nødvendige reformer af Unionen med henblik på at styrke demokratiet og evnen til at opfylde borgernes behov og forventninger; minder med henblik herpå om Unionens hidtil usete proces med overvejelser om dens fremtid inden for rammerne af konferencen om Europas fremtid; understreger, at civilsamfundet og repræsentanter for borgerrettighedsorganisationer inddrages i disse overvejelser;

48.  mener, at det er Unionens og dens medlemsstaters ansvar at gøre mere for at sikre den europæiske integrationsproces, beskytte de europæiske værdier og principper, herunder princippet om loyalt samarbejde, og forhindre en ny udtræden af EU; beklager i denne sammenhæng Europa-Parlamentets og dets udvalgs tilbageholdenhed og begrænsede engagement i forløbet op til folkeafstemningen i Det Forenede Kongerige, som betød, at borgerne i Det Forenede Kongerige, som var EU-borgere på daværende tidspunkt, ikke havde fuld adgang til oplysninger om EU's funktionsmåde og konsekvenserne af udtrædelsen; understreger, at der bør indføres garantier for at sikre, at den offentlige debat, der går forud for, at en medlemsstat udløser artikel 50 i TEU, skaber mulighed for, at de berørte borgere kan træffe en informeret beslutning; opfordrer medlemsstaterne og EU til konsekvent at sørge for vidtgående information til EU-borgerne om Den Europæiske Unions funktionsmåde, dens indsatsområder, dens beslutningsprocesser, EU-borgernes rettigheder og konsekvenserne af at forlade EU; mener, at konferencen om Europas fremtid med henblik herpå åbner mulighed for en udvidet dialog med borgere og civilsamfund om Den Europæiske Union, og hvordan den skal udvikle sig; opfordrer Kommissionen til at fremsætte et forslag om at give europæiske politiske partier mulighed for at finansiere folkeafstemningskampagner vedrørende gennemførelsen af TEU eller TEUF;

o
o   o

49.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT L 58 af 27.2.2020, s. 53. (2) EUT C 298 af 23.8.2018, s. 24. (3) EUT C 346 af 27.9.2018, s. 2. (4) EUT C 369 af 11.10.2018, s. 32. (5) EUT C 162 af 10.5.2019, s. 40. (6) EUT C 171 af 6.5.2021, s. 2. (7) EUT C 270 af 7.7.2021, s. 21. (8) EUT C 294 af 23.7.2021, s. 18. (9) EUT C 362 af 8.9.2021, s. 90. (10) EUT C 331 af 17.8.2021, s. 38. (11) EUT L 29 af 31.1.2020, s. 7. (12) EUT C 34 af 31.1.2020, s. 1. (13) EUT L 165 I af 2.7.2018, s. 1. (14) EUT L 38 af 8.2.2019, s. 1.