Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2022/2655(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

RC-B9-0281/2022

Forhandlinger :

PV 19/05/2022 - 3
CRE 19/05/2022 - 3

Afstemninger :

PV 19/05/2022 - 7.11
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P9_TA(2022)0218

Vedtagne tekster
PDF 151kWORD 55k
Torsdag den 19. maj 2022 - Bruxelles
Kampen mod straffrihed for krigsforbrydelser i Ukraine
P9_TA(2022)0218RC-B9-0281/2022

Europa-Parlamentets beslutning af 19. maj 2022 om kampen mod straffrihed for krigsforbrydelser i Ukraine (2022/2655(RSP))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger og betænkninger om Ukraine og Rusland,

–  der henviser til De Forenede Nationers pagt,

–  der henviser til Genèvekonventionen fra 1949 og tillægsprotokollerne dertil,

–  der henviser til Haagerkonvention 1899 og 1907,

–  der henviser til FN's konvention af 9. december 1948 om forebyggelse af og straf for folkedrab og tillægsprotokollerne hertil,

–  der henviser til Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol af 17. juli 1998 og Kampala-ændringerne fra 2010 om aggressionsforbrydelser,

–  der henviser til de folkeretlige principper, der er anerkendt i Nürnberg-domstolens charter og i domstolens dom (Nürnberg-principperne), som er udviklet af FN's Folkeretskommission, og hvori det er fastlagt, hvad der udgør en krigsforbrydelse,

-  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 1820 (fra 2008) om seksuel vold som krigsvåben og resolution 1888 (fra 2009) om oprettelse af den særlige repræsentant for seksuel vold i konflikter,

-  der henviser til den definition af "voldtægt" i krigstider, der blev fastlagt i 1998 af Det Internationale Tribunal for Rwanda og Det Internationale Tribunal for Jugoslavien,

–  der henviser til FN's Generalforsamlings resolutioner af 2. marts 2022 om aggressionen mod Ukraine og af 24. marts 2022 om de humanitære konsekvenser af aggressionen mod Ukraine,

–  der henviser til FN's resolution vedtaget af Menneskerettighedsrådet den 4. marts 2022 om menneskerettighedssituationen i Ukraine som følge af den russiske aggression, hvori Menneskerettighedsrådet besluttede at nedsætte en uafhængig international undersøgelseskommission,

–  der henviser til Europarådets Parlamentariske Forsamlings resolution af 28. april 2022 om Den Russiske Føderations aggression mod Ukraine: sikring af ansvarliggørelse for alvorlige overtrædelser af den humanitære folkeret og andre internationale forbrydelser,

–  der henviser til Versailleserklæringen af 11. marts 2022,

–  der henviser til formand Metsolas besøg i Ukraine den 1. april 2022 og hendes erklæring om de internationale krigsforbrydelser, der bliver begået i Ukraine,

-  der henviser til erklæringen af 4. april 2022 fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik på EU's vegne om russiske grusomheder begået i Butja og andre ukrainske byer,

–  der henviser til erklæringen af 2. marts 2022 fra Den Internationale Straffedomstols anklager, Karim A.A. Khan QC, om "The situation in Ukraine: Receipt of Referrals from 39 States Parties and the Opening of an Investigation" (situationen i Ukraine: der er modtaget anmeldelser fra 39 deltagerstater, og der er indledt en undersøgelse),

–  der henviser til rapporten af 13. april 2022 fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) om krænkelser af den humanitære folkeret og den internationale menneskerettighedslovgivning, og om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, der er begået i Ukraine siden den 24. februar 2022,

–  der henviser til aftalen fra 2006 mellem Den Internationale Straffedomstol og Den Europæiske Union om samarbejde og bistand,

-  der henviser til Rådets afgørelse (FUSP) 2022/638 af 13. april 2022 om ændring af afgørelse 2014/486/FUSP om Den Europæiske Unions rådgivende mission om reform af den civile sikkerhedssektor Ukraine (EUAM Ukraine)(1), som ændrede mandatet for EUAM Ukraine med henblik på at yde støtte til de ukrainske myndigheder og lette efterforskningen og retsforfølgelsen af internationale forbrydelser begået i forbindelse med den russiske aggression mod Ukraine,

-  der henviser til Kommissionens forslag til ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1727 for så vidt angår indsamling, opbevaring og analyse af bevismateriale vedrørende folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser i Eurojust (COM(2022)0187),

–  der henviser til rapporter fra Human Rights Watch om Ukraine af 3. april og 21. april 2022 og til Amnesty Internationals rapport af 6. maj 2022,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at siden den 24. februar 2022, hvor Rusland indledte en ny fase i den uprovokerede, uberettigede og ulovlige angrebskrig mod Ukraine, har dets militære styrker og deres håndlangere gennemført vilkårlige angreb på civile, herunder bortførelser, udenretslige henrettelser og tortur i både de nyligt invaderede og de allerede besatte områder i Ukraine;

B.  der henviser til, at tusindvis af mennesker har mistet livet eller er blevet såret, at omkring 7,7 millioner ukrainske borgere er blevet internt fordrevet og næsten 6 millioner er flygtet til nabolande; der henviser til, at 400 000 ukrainske civile, herunder mere end 200 000 børn, ifølge det ukrainske parlaments menneskerettighedskommissær siden den 24. februar 2022 er blevet tvangsdeporteret fra Ukraine til Den Russiske Føderation; der henviser til, at russiske styrker og deres håndlangere flere gange har forhindret etableringen af humanitære korridorer og dermed blokeret eller hindret evakueringen af civilbefolkningen fra de besatte områder;

C.  der henviser til, at de grusomheder, der er begået af de russiske tropper og deres håndlangere, nåede et nyt lavpunkt med opdagelsen søndag den 3. april 2022 af ligene af civile, der lå i gaderne i Butja, som er en by, der har været utilgængelig for den ukrainske hær i næsten en måned; der henviser til, at der er rapporter fra en række tidligere besatte ukrainske byer, herunder Butja, Irpin, Hostomel og Ivankiv, og fra andre steder, der nu er blevet befriet af de ukrainske væbnede styrker, om massegrave med hundredvis af personer, og om lig af civile, der ligger i gaderne, herunder kvinder, børn og ældre, hvoraf nogle er bagbundet; der henviser til, at lignende grusomheder med høj sandsynlighed med jævne mellemrum også vil finde sted i andre ukrainske byer og landsbyer, der er blevet invaderet og stadig er besat af Rusland og dets håndlangere, og at krigsforbrydelsernes reelle omfang sandsynligvis er meget større end hidtil dokumenteret;

D.  der henviser til, at talrige rapporter, suppleret med fotos og videoer, dokumenterer vilkårlige henrettelser af civile under den russiske besættelse af landsbyer og byer, anholdelser af civile uden behørig procedure og med mishandling, der udgør tortur, tilfælde af voldtægt af civile, herunder børn, begået af de russiske militære styrker og deres håndlangere, og brug af ustyret artilleri, klyngeammunition og personelminer under russiske angreb i befolkede områder; der henviser til, at Rusland anvender seksuel vold som krigsvåben til at nedbryde den ukrainske moral og som en form for tortur for at opnå tilståelser gennem voldtægt, tvungen eksponering og trusler om seksuel vold mod børn, kvinder og mænd eller deres slægtninge; der henviser til, at voldtægt som krigsforbrydelse er den vanskeligste forbrydelse at dokumentere på en måde, der kan bruges i en retssag og vil holde i retten; der henviser til, at ofre for seksuelle krigsforbrydelser kan have flere risici for diskrimination og stigmatisering ud over den fysiske skade; der henviser til, at tiden er af afgørende betydning for indsamlingen af bevismateriale og vidneudsagn og for ydelsen af medicinsk og psykologisk bistand til ofre for seksuel vold;

E.  der henviser til, at russiske væbnede styrker og deres håndlangere har tilbageholdt, bortført, kidnappet, målrettet og dræbt journalister, borgmestre og menneskerettighedsforkæmpere; der henviser til, at journalister og mediefolk er beskyttet i henhold til den humanitære folkeret ved artikel 79 i tillægsprotokol I til Genèvekonventionerne; der henviser til, at mindst ti ukrainske og internationale mediefolk er blevet dræbt og mange andre såret ifølge Europarådets platform for beskyttelse af journalistik og journalisters sikkerhed;

F.  der henviser til, at russiske tropper og deres håndlangere har været involveret i plyndring af civil ejendom, herunder mad, tøj, husholdningsapparater, brænde og en stor mængde korn, og i ødelæggelse af civile infrastrukturer, herunder dem, der opfylder sårbare sociale gruppers behov, beboelsesejendomme, skoler, vuggestuer og hospitaler; der henviser til, at Den Russiske Føderations væbnede styrker og håndlangere systematisk har fjernet kunstgenstande, artefakter og andre genstande af høj kulturel værdi; der henviser til, at Ukraine har beskyldt Rusland for at stjæle flere hundrede tusinde ton korn, og at FN har bekræftet, at der er voksende beviser for, at russiske tropper har plyndret lagre af ukrainsk korn og ødelagt kornlagre, hvilket har forværret den globale fødevarekrise og bidrager til en mulig hungersnød i Ukraine; der henviser til, at næsten 25 mio. ton korn fortsat er fanget i Ukraine på grund af Ruslands ødelæggelse af logistisk infrastruktur og havblokaden; der henviser til, at også de miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser af krigen vil være ødelæggende og langsigtede;

G.  der henviser til, at de fire Genèvekonventioner og tillægsprotokol I, som Ukraine og Den Russiske Føderation er parter i, fastslår, at alvorlige krænkelser af den humanitære folkeret sammen med alvorlige overtrædelser udgør krigsforbrydelser; der henviser til, at enhver, der beordrer eller begår sådanne handlinger eller støtter og tilskynder til dem, er ansvarlig for krigsforbrydelser;

H.  der henviser til, at Rusland i november 2016 trak sin undertegnelse af Romstatutten tilbage; der henviser til, at Ukraine ikke er part i Romstatutten, men at landet to gange har udøvet sine beføjelser til at acceptere Den Internationale Straffedomstols jurisdiktion over påståede forbrydelser i henhold til Romstatutten, der har fundet sted på dets område, jf. statuttens artikel 12, stk. 3;

I.  der henviser til, at Den Internationale Straffedomstols anklager den 2. marts 2022 meddelte, at han havde indledt en undersøgelse af situationen i Ukraine på grundlag af de henvisninger, der var modtaget fra deltagerstater(2);

J.  der henviser til, at Ukraine den 3. marts 2022 med støtte fra 45 deltagende stater påberåbte sig OSCE's Moskvamekanisme med henblik på, at krænkelserne af menneskerettighederne og de humanitære konsekvenser af den russiske invasion af Ukraine kunne blive undersøgt;

K.  der henviser til, at den ukrainske anklagemyndighed i de første tre måneder af krigen indledte mindst 9 300 efterforskninger og identificerede hundredvis af mistænkte fra Rusland for påståede krigsforbrydelser, herunder plyndringer, mord, tortur og voldtægt;

L.  der henviser til, at statslige og internationale retslige organer har taget initiativ til en række bestræbelser på at gøre ansvar gældende, herunder indledning af en formel undersøgelse fra Den Internationale Straffedomstols side og strafferetlige undersøgelser i henhold til princippet om universel jurisdiktion i Frankrig, Tyskland, Litauen og Sverige;

M.  der henviser til, at FN's Menneskerettighedsråd den 4. marts 2022 stemte for at oprette den internationale undersøgelseskommission om Ukraine med mandat til at undersøge krænkelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret i forbindelse med den russiske invasion af Ukraine i 2022; der henviser til, at FN's Sikkerhedsråd er lammet af situationen i Ukraine, fordi Rusland kan nedlægge veto mod enhver substantiel handling;

N.  der henviser til, at Polen, Litauen og Ukraine den 25. marts 2022 annoncerede oprettelsen af et fælles efterforskningshold med henblik på at indsamle bevismateriale og efterforske krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden med støtte fra Den Europæiske Unions Agentur for Strafferetligt Samarbejde (Eurojust) og med deltagelse af Den Internationale Straffedomstols anklagemyndighed, som meddelt offentligt den 25. april 2022; der henviser til, at koordinering mellem Den Internationale Straffedomstols og de statslige organers og andre mekanismers undersøgelser er afgørende med henblik på en hurtig retsforfølgelse;

O.  der henviser til, at Den Internationale Straffedomstol ikke har jurisdiktion over aggressionsforbrydelser i denne situation, da hverken Ukraine eller Den Russiske Føderation har ratificeret Romstatutten og ændringerne hertil om aggressionsforbrydelser; der henviser til, at denne mangel bør afhjælpes ved at oprette en særlig international domstol, som så får mandat til at efterforske og retsforfølge de påståede aggressionsforbrydelser begået mod Ukraine af Ruslands politiske ledere og militære øverstbefalende samt dets allierede;

1.  fordømmer i de kraftigste vendinger Den Russiske Føderations ulovlige, uprovokerede og uberettigede angrebskrig mod og invasion af Ukraine og gentager sit krav om, at Rusland øjeblikkeligt indstiller alle militære aktiviteter i Ukraine og betingelsesløst trækker alle styrker og militært udstyr tilbage fra hele Ukraines internationalt anerkendte territorium, som Den Internationale Domstol beordrede den 16. marts 2022;

2.  udtrykker sin dybeste forfærdelse og forargelse over rapporterede grusomheder, herunder den vilkårlige beskydning af byer og landsbyer, tvungne deportationer, brug af forbudt ammunition, angreb på civile, der forsøger at flygte fra konfliktområder via på forhånd aftalte humanitære korridorer, henrettelser af civile, seksuel vold, tvangsfordrivelse og bevidst plyndring af og angreb på boligområder og civil infrastruktur, såsom hospitaler, sundhedsfaciliteter, skoler, beskyttelsesrum og ambulancer, hvilket alt sammen udgør grove krænkelser af den humanitære folkeret og kan udgøre krigsforbrydelser fra Den Russiske Føderations og dens håndlangeres side i Ukraine, og som alle indtil videre ikke er blevet retsforfulgt og straffet;

3.  fordømmer på det kraftigste de russiske væbnede styrkers og deres håndlangeres forfærdelige og systematiske brug af seksuel og kønsbaseret vold som krigsvåben og bekræfter under henvisning til FN's resolution 1820 (2008) om seksuel vold som krigsvåben, at voldtægt og andre former for seksuel vold kan udgøre krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden eller et gerningsindhold med hensyn til folkedrab og derfor bør retsforfølges i overensstemmelse med bestemmelserne i folkeretten og Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol, navnlig artikel 7 og 8; beklager de begrænsede fremskridt med hensyn til effektiv retsforfølgelse af seksuelle og kønsbaserede forbrydelser inden for Den Internationale Straffedomstol; er af den opfattelse, at sagerne om ofrene for den ulovlige invasion af Ukraine kan danne præcedens i denne henseende; opfordrer EU og dets medlemsstater til at støtte integration af kønsaspektet i alle igangværende og fremtidige undersøgelser;

4.  udtrykker sin fulde støtte til den efterforskning, som anklageren ved Den Internationale Straffedomstol har iværksat af de påståede krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab, der bliver begået i Ukraine, til arbejdet i FN's højkommissær for menneskerettigheders undersøgelseskommission og til det uafhængige civilsamfundsorganisationers bestræbelser på at indsamle og opbevare beviser for krigsforbrydelser; understreger betydningen af et hurtigt arbejde og fremskridt for at sikre det nødvendige bevismateriale til efterforskning og retsforfølgning af alle dem, der er ansvarlige for at tillade, begå og skjule krigsforbrydelser og andre krænkelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret; påpeger den alvorlige risiko for, at bevismateriale vedrørende krigsforbrydelser på grund af de igangværende fjendtligheder bliver ødelagt og ikke kan indsamles og opbevares sikkert med henblik på efterforskning af krigsforbrydelser i Ukraine; mener, at det er af afgørende betydning at handle hurtigt med henblik på at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de, der har begået menneskerettighedskrænkelser og krigsforbrydelser i Ukraine, bliver draget til ansvar;

5.  opfordrer til, at der ydes støtte til anklageren ved Den Internationale Straffedomstol i forbindelse med efterforskning og retsforfølgning af formodede gerningsmænd til krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og eventuelt folkedrab ved at yde politisk støtte, stille alle beviser i deres besiddelse til rådighed, herunder efterretninger fra åbne kilder, oplysninger og data, satellitbilleder og aflytninger af kommunikation, og ved at stille tilstrækkelige menneskelige og finansielle ressourcer til rådighed for Den Internationale Straffedomstols almindelige budget med henblik på fuldt ud at beskytte dens uafhængighed og upartiskhed;

6.  glæder sig over og støtter fuldt ud de ukrainske anklageres og efterforskeres bestræbelser på at retsforfølge dem, der er ansvarlige for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, og opfordrer EU's medlemsstater, det internationale samfund og relevante institutioner til fuldt ud at bistå de ukrainske myndigheder i denne proces;

7.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at yde al nødvendig bistand for at styrke Ukraines retlige kapacitet og ressourcer til effektivt at efterforske og retsforfølge krigsforbrydelser; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at yde støtte til de ukrainske myndigheder med henblik på at nå de vigtigste benchmarks for bekæmpelse af straffrihed for alvorlige internationale forbrydelser, herunder krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, på nationalt plan;

8.  opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at træffe alle nødvendige foranstaltninger i internationale institutioner og procedurer og ved Den Internationale Straffedomstol eller andre relevante internationale domstole eller domstole for at støtte retsforfølgelsen af de russiske og belarusiske regimer for krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden, folkedrab og aggressionsforbrydelser; opfordrer endvidere til, at disse efterforskninger og efterfølgende retsforfølgelse også bør finde anvendelse på alle russiske militærpersonel og regeringsembedsmænd, der er involveret i krigsforbrydelser; glæder sig derfor over det undersøgelses- og efterforskningsarbejde, som flere medlemsstater har iværksat i henhold til princippet om universel jurisdiktion og til støtte for det arbejde, der udføres af Den Internationale Straffedomstol; glæder sig ligeledes over EUAM Ukraines ændrede mandat, som vil gøre det muligt for den at støtte de ukrainske myndigheder i efterforskningen og retsforfølgelsen af alle internationale forbrydelser begået i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine;

9.  opfordrer de russiske myndigheder til straks at sætte en stopper for tvangsfordrivelsen af ukrainske statsborgere og til at give de ukrainske statsborgere, der er tvangsfordrevet til Den Russiske Føderations territorium, mulighed for at vende sikkert tilbage til Ukraine;

10.  opfordrer medlemsstaterne til at indsamle bevismateriale og støtte en efterforskning af Den Internationale Straffedomstols anklager med henblik på at fastslå, om de krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, der er begået af russiske styrker og deres håndlangere i Ukraine, udgør folkedrab;

11.  insisterer på behovet for at øge koordineringen af de forskellige mekanismer, der er etableret til bekæmpelse af straffrihed for krigsforbrydelser i Ukraine, herunder gennem et internationalt møde, der har til formål at koordinere indsamlingen af beviser og dermed forbedre effektiviteten af ansvarlighedsprocesserne; opfordrer EU-institutionerne til at støtte disse koordineringsbestræbelser;

12.  opfordrer EU-institutionerne, navnlig Kommissionen, til at støtte udarbejdelsen snarest muligt af et passende retsgrundlag, med støtte fra etablerede multilaterale fora såsom FN og Europarådet, for at gøre det muligt at oprette en særlig international domstol til at straffe aggressionsforbrydelser, som de politiske ledere og militære øverstbefalende i Rusland og dets allierede har begået mod Ukraine; opfordrer EU-institutionerne, navnlig Kommissionen, til så hurtigt som muligt at tilvejebringe alle de nødvendige menneskelige og budgetmæssige ressourcer såvel som administrativ, efterforskningsmæssig og logistisk støtte til oprettelsen af denne domstol;

13.  opfordrer EU-institutionerne, navnlig Kommissionen, til fra ligesindede internationale partnere og organisationer, især FN's Generalforsamling, at søge politisk støtte til oprettelsen af denne domstol;

14.  glæder sig over, at Litauen, Polen og Ukraine har oprettet et fælles efterforskningshold, som koordineres af Eurojust, og hvori Den Internationale Straffedomstols anklagemyndighed vil være førstegangsdeltager med henblik på at lette efterforskning og retsforfølgning i de deltagende stater samt dem, der kan indbringes for Den Internationale Straffedomstol; opfordrer medlemsstaterne til at tilslutte sig det fælles efterforskningshold;

15.  glæder sig over Kommissionens forslag af 25. april 2022 om at udvide Eurojusts mandat og operationelle funktioner med hensyn til analyse, opbevaring og deling af bevismateriale til støtte for efterforskning og retsforfølgning af centrale internationale forbrydelser, navnlig folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og dermed forbundne strafbare handlinger(3); opfordrer Eurojust til at anvende disse nye beføjelser til at støtte medlemsstaternes kompetente myndigheder med analyser af bevismateriale for at bidrage til at sikre, at sådant bevismateriale efterfølgende opfylder betingelserne for antagelse ved nationale eller internationale domstole eller tilsvarende mekanismer; understreger, at udvidelsen af mandatet bør kombineres med en passende forhøjelse af finansieringen til Eurojust;

16.  understreger behovet for, at EU og dets medlemsstater gør fuld brug af deres kapaciteter og tilgængelige lovlige muligheder for at drage gerningsmændene til krigsforbrydelser til ansvar; glæder sig i denne forbindelse over, at Europol er parat til at støtte et fælles efterforskningshold, og opfordrer Europol til at arbejde tæt sammen med Eurojust, hvis der anmodes herom;

17.  minder om, at princippet om universel jurisdiktion har til formål at undgå straffrihed for krigsforbrydere ved at gøre det muligt for alle stater at gøre deres pligt til at retsforfølge og straffe gerningsmændene; mener, at det er vigtigt at give de retshåndhævende og retslige myndigheder i medlemsstaterne passende redskaber til, at de har en reel mulighed for at indsamle det nødvendige bevismateriale, for at krigsforbrydere kan blive dømt; opfordrer medlemsstaterne til at gøre effektiv brug af princippet om universel jurisdiktion i forbindelse med efterforskning og retsforfølgning af krigsforbrydelser i Ukraine og til at intensivere deres indbyrdes samarbejde med en koordinerende og fremmende rolle for Kommissionen;

18.  gentager sin opfordring til Kommissionen om at fremlægge en EU-handlingsplan om straffrihed, og til at den får et særligt kapitel om Ukraine;

19.  opfordrer Kommissionen til at arbejde tæt sammen med Den Internationale Straffedomstol og Eurojust under dens reviderede mandat om dokumentation for voldtægt, misbrug og andre former for seksuel vold under krigen i Ukraine, herunder ved at indsamle statistisk eller anden dokumentation, der viser et mønster, fra relevante eksperter, lægejournaler og farmaceutiske registre og ved at søge efter og dokumentere regnskaber for krigsrelateret voldtægt i Ukraine, der optræder online i pressen og på de sociale medier, og som kan lede efterforskere til ofre for voldtægt og seksuel vold; opfordrer til, at dette arbejde suppleres af lignende bestræbelser i flygtningelejre og, når det er muligt, på stedet i Ukraine; opfordrer EU og værts- og transitlandene til at sikre adgang til tjenesteydelser på området for seksuel og reproduktiv sundhed og de dermed forbundne rettigheder, navnlig nødprævention, profylaktisk behandling efter eksponering samt abortydelser, herunder til ofre for voldtægt;

20.  opfordrer det internationale samfund til også alvorligt at efterforske og straffe miljøkriminalitet, navnlig massiv miljøforurening, herunder grænseoverskridende miljøskader, da Rusland fortsat målrettet angriber industri- og brændstofanlæg, elforsyning, vandforsyning, kloaksystemer og andre anlæg, hvilket skaber udbredt forurening og ødelæggelse af vådområder, skove, nationalparker, beskyttede områder, herunder 30-kilometers-udelukkelseszonen om Tjernobyl, samt udsatte og truede arters habitat med alvorlige konsekvenser på lang sigt;

21.  opfordrer indtrængende til, at der foretages en undersøgelse af påstandene om de russiske styrkers og deres håndlangeres plyndring og destruktion af fødevareoplagringsfaciliteter samt en meningsfuld vurdering af de globale konsekvenser heraf, navnlig for de fødevareimporterende udviklingslande;

22.  understreger betydningen af store IT-systemer i EU for at sikre, at krigsforbrydere ikke kan forsvinde og ubemærket rejse ind på EU's territorium; er overbevist om, at den igangværende reform af EU's retlige ramme for udveksling af oplysninger mellem retshåndhævende myndigheder vil fremskynde indsamlingen af relevante oplysninger, der findes om krigsforbrydere i politiets databaser i forskellige medlemsstater;

23.  beklager, at statutterne for INTERPOL ikke giver mulighed for at suspendere et medlemsskab, og opfordrer INTERPOL til i det mindste midlertidigt at nægte Ruslands nationale centralbureau adgang til INTERPOLs databaser;

24.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte aktiviteter, der fremmer uddannelse og bevidstgørelse af menneskerettighedsforkæmpere samt dommere og anklagere, om digitalt bevismateriale og digital registrering af menneskerettighedskrænkelser med henblik på at øge klarheden om kriterierne for antagelighed ved nationale og internationale domstole;

25.  glæder sig over Verkhovna Radas vedtagelse af lovforslag nr. 7304, som giver Den Internationale Straffedomstol adgang til at arbejde i Ukraine, og opfordrer de ukrainske myndigheder til at støtte bestræbelserne på ansvarlighed i forbindelse med alvorlige internationale forbrydelser ved hurtigst muligt at ratificere Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol og formelt blive medlem af Den Internationale Straffedomstol; opfordrer de ukrainske myndigheder til at tilpasse Ukraines nationale lovgivning og procedurer til folkeretten og derved styrke de nationale retlige mekanismer til bekæmpelse af straffrihed for forbrydelser, harmonisere den nationale lovgivning, navnlig straffeloven, med den internationale strafferet og den humanitære folkeret, og til at vedtage en klar og praktisk ramme for samarbejdet med Den Internationale Straffedomstol og andre organer, der efterforsker forbrydelser begået i Ukraine; minder om behovet for, at alle parter i en konflikt nøje overholder den humanitære folkeret;;

26.  opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og det internationale samfund til at stille øgede finansielle ressourcer og teknisk bistand til rådighed til indsamling og opbevaring af den enorme mængde beviser på krænkelser af den humanitære folkeret, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i Ukraine; opfordrer i denne forbindelse EU til at støtte denne proces gennem øgede midler fra instrumentet for naboskab, udviklingssamarbejde og internationalt samarbejde – et globalt Europa;

27.  hilser sanktionspakkerne mod Rusland velkomne og understreger, at en fuldstændig og effektiv gennemførelse af dem i hele EU og fra EU's internationale allieredes side skal være en prioritet nu; opfordrer til en hurtig vedtagelse af den sjette sanktionspakke; opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at oprette et retligt instrument, der gør det muligt at konfiskere indefrosne russiske aktiver og midler, således at de kan anvendes som krigsskadeerstatning og til genopbygning af Ukraine;

28.  udtrykker sin dybe påskønnelse af og respekt for det ukrainske civilsamfunds arbejde og engagement, herunder dets arbejde med at dokumentere igangværende krænkelser i Ukraine og dets fortalervirksomhed til støtte for bekæmpelsen af straffrihed i Ukraine; bemærker, at der er mange ikkestatslige organisationer på ukrainsk område, der gør en indsats for at dokumentere krigsforbrydelser, herunder massevoldtægter i krigstid, og at deres indsats skal støttes og konsolideres; opfordrer alle internationale og nationale ansvarlige aktører til at arbejde tæt sammen med civilsamfundet om at bistå retslige processer, herunder ved at forbedre adgangen til oplysninger og opsøgende arbejde over for ofre og berørte lokalsamfund, sikre offentlighed, gennemsigtighed i processen og civilsamfundets engagement som reaktion på de grusomheder, som Den Russiske Føderation har begået;

29.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne, herunder gennem deres deltagelse i FN's Generalforsamlings 5. Komité, og FN til at sikre, at FN's Menneskerettighedsråds undersøgelseskommission har tilstrækkelige finansielle ressourcer til at udføre alle aspekter af sit mandat på uafhængig vis;

30.  beklager dybt beslutningen om at lukke OSCE's særlige observatørmission i Ukraine efter den manglende konsensus i OSCE's Permanente Råd den 31. marts 2022 om forlængelse af missionens mandat og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at undersøge alle muligheder for at genetablere dens mandat;

31.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, De Forenede Nationer, Europarådet, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, Ukraines præsident, regering og parlament, Den Russiske Føderations præsident, regering og parlament samt Den Internationale Straffedomstols anklagemyndighed.

(1) EUT L 117 af 19.4.2022, s. 38.
(2) Den 1. marts 2022 modtog kontoret en anmeldelse fra Republikken Litauen. Den 2. marts 2022 indgav følgende koordinerede gruppe af deltagende stater en fælles anmeldelse: Republikken Albanien, Forbundsstaten Australien, Republikken Østrig, Kongeriget Belgien, Republikken Bulgarien, Canada, Republikken Colombia, Republikken Costa Rica, Republikken Kroatien, Republikken Cypern, Den Tjekkiske Republik, Kongeriget Danmark, Republikken Estland, Republikken Finland, Den Franske Republik, Georgien, Forbundsrepublikken Tyskland, Den Hellenske Republik, Ungarn, Island, Irland, Den Italienske Republik, Republikken Letland, Fyrstendømmet Liechtenstein, Storhertugdømmet Luxembourg, Republikken Malta, New Zealand, Kongeriget Norge, Kongeriget Nederlandene, Republikken Polen, Den Portugisiske Republik, Rumænien, Den Slovakiske Republik, Republikken Slovenien, Kongeriget Spanien, Kongeriget Sverige, Det Schweiziske Forbund og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.
(3) Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1727 for så vidt angår indsamling, opbevaring og analyse af bevismateriale vedrørende folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser i Eurojust (COM(2022)0187).

Seneste opdatering: 30. august 2022Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik