Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til artikel 5 i Europa-Parlamentets afgørelse af 28. september 2005 om vedtagelse af statutten for Europa-Parlamentets medlemmer(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2020/1828 af 25. november 2020 om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF(2),

–  der henviser til Kommissionens henstilling af 11. juni 2013 om fælles principper for påbud og kompenserende kollektive retsmidler i medlemsstaterne vedrørende krænkelser af rettigheder i henhold til EU-retten,

–  der henviser til Europa-Parlamentets Forskningstjenestes undersøgelse "Responsible Private Funding of Litigation" (Ansvarlig privat finansiering af retssager) fra marts 2021,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 47 og 54,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A9-0218/2022),

A.  der henviser til, at medlemsstaterne har det primære ansvar for at stille passende retshjælp til rådighed for dem, der ikke har tilstrækkelige ressourcer til at sikre adgang til domstolsprøvelse for alle i overensstemmelse med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder; der henviser til, at offentlig retshjælp og offentlig påtale er og fortsat skal være de centrale mekanismer til sikring af den grundlæggende ret til effektive retsmidler og til en retfærdig rettergang;

B.  der henviser til, at kommerciel tredjepartsfinansiering af retssager (TPLF) er en stigende praksis, hvor private investorer ("finansieringsydere af retssager"), som ikke er part i en tvist, investerer med henblik på fortjeneste i retssager og betaler sagsomkostninger og andre omkostninger til gengæld for at få en andel af en eventuel erstatning; der henviser til, at gruppesøgsmål kun er én type retssager, hvor tredjepartsfinansiering af retssager på nuværende tidspunkt anvendes, og andre eksempler er voldgifts- og insolvensprocedurer, opsving i investeringer, krav om monopolforebyggelse og andre;

C.  der henviser til, at tredjepartsfinansiering af retssager, hvis den reguleres korrekt, oftere kan anvendes som et redskab til at støtte adgangen til domstolsprøvelse, navnlig i lande, hvor retsomkostningerne er meget høje, eller for kvinder og marginaliserede grupper med yderligere finansieringsbarrierer; der henviser til, at tredjepartsfinansiering af retssager også i stigende grad kan bidrage til at sikre, at sager af almen interesse indbringes for domstolene, og til at mindske de betydelige økonomiske ubalancer, der findes mellem virksomheder og de borgere, der søger erstatning, og dermed sikre passende virksomhedsansvar;

D.  der henviser til, at rapporten fra British Institute of International and Comparative Law (BIICL) om situationen med hensyn til gruppesøgsmål i EU i forbindelse med Kommissionens henstilling understreger, at i nogle medlemsstater er tredjepartsfinansiering blevet en væsentlig faktor i forbindelse med gennemførelsen af gruppesøgsmål(3); der henviser til, at Kommissionens rapport COM(2018)0040 om gennemførelse af de ikkebindende henstillinger fra 2013 om gruppesøgsmål understreger, at tredjepartsfinansiering af retssager er et centralt aspekt af gruppesøgsmål med en væsentlig grænseoverskridende dimension(4);

E.  der henviser til, at finansieringsydere af retssager, først og fremmest kan handle i deres egen økonomiske interesse og ikke i sagsøgernes interesse; der henviser til, at de kan forsøge at kontrollere retssagen og kræve et udfald, der giver dem det største afkast og på kortest mulig tid(5); der henviser til, at det er vigtigt at sikre, at der udbetales passende erstatning til ofrene;

F.  der henviser til, at selv om tredjepartsfinansiering af retssager stort set ikke eksisterer i Europa, er det et blomstrende fænomen inden for investeringsvoldgift, der mangedobler antallet og omfanget af private investorers krav mod stater;

G.  der henviser til, at ifølge de tilgængelige data kan finansieringsydere til retssager kræve en uforholdsmæssig stor del af erstatningen, der overstiger det typiske afkast af andre typer investeringer; der henviser til, at de beløb, der kræves af finansieringsydere til retssager, normalt varierer fra 20 % til 50 % af erstatningen(6) i hele Unionen, men at sådanne krav uden for Unionen i nogle tilfælde kan udgøre et investeringsafkast på op til 300 %; der henviser til, at der bør indføres regler for at sikre, at de gebyrer, der betales til finansieringsydere af retssager, er forholdsmæssige, og at tildelingen først gives til sagsøgerne, inden gebyret betales til finansieringsyderen af retssager;

H.  der henviser til, at tredjepartsfinansiering af retssager ikke er den eneste måde at lette adgangen til domstolene på, og at der findes andre instrumenter såsom retshjælp eller retshjælpsforsikring, der kan lette en sådan adgang, og at der også findes udenretslige retsmidler til at søge erstatning, såsom mægling, alternativ tvistbilæggelse/onlinetvistbilæggelse, ombudsmandsinstitutionen eller gennem klageordninger, der forvaltes af virksomheder; der henviser til, at disse løsninger kan føre til hurtigere og mere passende erstatning til sagsøgere, men at de ikke nødvendigvis alle er tilstrækkeligt effektive til at yde passende erstatning; der henviser til, at sagsøgere altid bør have mulighed for at søge retsmidler direkte;

I.  der henviser til, at tredjepartsfinansiering af retssager er udbredt i Australien, USA, Canada, Det Forenede Kongerige og Nederlandene, og at den af nogle betragtes som en nøglefaktor for at sikre, at der er adgang til domstolsprøvelse(7), men at der ikke desto mindre også er bekymring over misbrug i visse jurisdiktioner; der henviser til, at empiriske data(8) viser, at finansieringsydere af retssager typisk vælger mellem sagerne for at finde dem, der kan give det bedste afkast, og at de ikke vil investere i sager, som de anser for at være for risikable eller ikke rentable nok;

J.  der henviser til, at antallet af finansieringsydere til retssager stadig er svært at afgøre, og at der mindst er ca. 45 sådanne finansieringsydere, der vides at operere i EU; der henviser til, at selv om praksis med tredjepartsfinansiering af retssager hidtil har været begrænset i de fleste medlemsstater, forventes den at spille en voksende rolle i de kommende år, men at den fortsat i vid udstrækning er ureguleret i Unionen, selv om den ikke blot kan indebære fordele, men også væsentlige risici for retsplejen, som det er nødvendigt at imødegå;

K.  der henviser til, at der i det nuværende lovgivningsmæssige tomrum er en risiko for, at finansieringsydere af retssager virker på en uigennemsigtig måde, således at domstolene undertiden kan tildele erstatninger til sagsøgere uden at være klar over, at en del af erstatningen, som nogle gange kan være uforholdsmæssig, efterfølgende vil blive omdirigeret til finansieringsydere af retssager på sagsøgernes regning; der henviser til, at denne manglende gennemsigtighed også kan føre til, at selv de potentielle modtagere har ringe eller slet ingen viden om fordelingen af erstatninger eller om finansieringsaftalerne, navnlig når der anvendes en fravalgsmekanisme inden for gruppesøgsmål; der henviser til, at der i mangel af fælles minimumsregler på EU-plan er risiko for fragmentering og lovgivningsmæssig ubalance med hensyn til finansiering af retssager;

L.  der henviser til, at direktiv (EU) 2020/1828 udpeger muligheder og fastsætter beskyttelsesforanstaltninger i forbindelse med finansiering af retssager, som imidlertid er begrænset til sager til varetagelse af forbrugerinteresser i henhold til direktivet, og at mange andre typer af søgsmål såsom virksomhed og menneskerettigheder eller kategorier af sagsøgere såsom menneskerettighedsorganisationer eller arbejdstagere derfor ikke er omfattet af disse beskyttelsesforanstaltninger; der henviser til, at der bør være foranstaltninger og effektive beskyttelsesforanstaltninger for alle typer søgsmål;

Indledning

1.  bemærker, at selv om anvendelsen af tredjepartsfinansiering af retssager stadig er begrænset, er det en voksende praksis i Unionen, som spiller en stadig større rolle i visse medlemsstaters retssystemer samt i den måde, hvorpå de europæiske borgere kan få adgang til domstolsprøvelse, navnlig i grænseoverskridende sager, bemærker, at finansiering af retssager hidtil i vid udstrækning er ureguleret på EU-plan;

2.  bemærker, at regulering af tredjepartsfinansiering af retssager bør gå hånd i hånd med politikker, der forbedrer adgangen til domstolsprøvelse for sagsøgere, f.eks. ved at sænke sagsomkostningerne, ved at yde tilstrækkelig offentlig finansiering til civilsamfundsorganisationer, herunder forbrugerbeskyttelsesorganisationer, eller ved at fremme andre praksisser såsom retshjælp eller crowdfunding; opfordrer medlemsstaterne til at udveksle bedste praksis på dette område og til at trække på foranstaltningerne omhandlet i artikel 20 i direktiv (EU) 2020/1828, når det drejer sig om at sikre effektiv adgang til domstolsprøvelse;

3.  er overbevist om, at det for at sikre adgang til domstolsprøvelse for alle, og at retssystemerne prioriterer erstatning til sagsøgerne og ikke interesserne hos private investorer, som måske kun søger kommercielle muligheder i forbindelse med retstvister, er nødvendigt at fastsætte fælles minimumsstandarder på EU-plan, som behandler de centrale aspekter, der er relevante for tredjepartsfinansiering af retssager, herunder gennemsigtighed, retfærdighed og proportionalitet;

4.  understreger, at formålet med en sådan reguleringsordning vil være at regulere finansieringsydere af retssagers finansieringsaktiviteter. påpeger, at en sådan ordning bør regulere finansieringsaktiviteter i forbindelse med alle typer fordringer, uanset søgsmålenes art, og at den ikke bør berøre eksisterende international ret, EU-ret og national ret, der giver mulighed for at fremsætte krav, navnlig lovgivning om beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser, om miljøbeskyttelse og lovgivning om insolvensbehandling eller ansvar;

5.  mener, at indførelsen af fælles EU-minimumsstandarder for tredjepartsfinansiering af retssager vil gøre det muligt for lovgiverne at føre effektivt tilsyn og i tilstrækkelig grad sikre, at sagsøgeres interesser beskyttes; påpeger, at et stort flertal af finansieringsydere kan spille en positiv rolle, men indtil videre ikke har tilsluttet sig de frivillige reguleringsmekanismer og adfærdskodekser, hvilket betyder, at sagsøgte har været udsatte i betydelig grad;

Regulering af og tilsyn med finansieringsydere til retssager

6.  anbefaler, at der indføres en ordning for godkendelse af finansieringsydere til retssager, hvorved det sikres, at sagsøgere får effektive muligheder for at gøre brug af tredjepartsfinansiering af retssager, og at der indføres passende garantier, herunder gennem indførelse af krav om corporate governance og tilsynsbeføjelser for at beskytte sagsøgere og sikre, at finansiering kun ydes af enheder, der har forpligtet sig til at overholde minimumsstandarder med hensyn til gennemsigtighed, uafhængighed, ledelse og kapitalgrundlag, og til at overholde et tillidsforhold til sagsøgere og tiltænkte modtagere; understreger behovet for at sikre, at dette system ikke skaber en uforholdsmæssigt stor administrativ byrde for medlemsstaterne eller for finansieringsydere til retssager;

Etiske spørgsmål

7.  anbefaler, at finansieringsydere af retssager forpligtes til at overholde en finansiel forvaltningsmæssig omsorgspligt, der kræver, at de handler i en sagsøgers bedste interesse; Mener, at finansieringsydere til retssager ikke kan have utilbørlig kontrol med de retssager, de finansierer; en sådan kontrol med retssagen skal påhvile sagsøgeren og dennes retlige repræsentanter; en sådan kontrol over finansierede retssager kan bestå i både formel kontrol, f.eks. gennem kontraktlige ordninger, og uformel kontrol, f.eks. gennem trusler om at trække finansieringen tilbage;

8.  understreger, at der kan opstå interessekonflikter, hvis der er uhensigtsmæssige forbindelser mellem finansieringsydere til retssager, repræsentative enheder, advokatfirmaer, aggregatorer, platforme, der samler krav og fordeler erstatninger, og andre enheder, der kan være involveret i krav og have en interesse i udfaldet af en retssag; bemærker, at der er en stigende tendens til, at finansieringsydere til retssager indvilliger i at finansiere advokatfirmaer i en række fremtidige sager (porteføljefinansiering)(9); anbefaler, at der vedtages sikkerhedsforanstaltninger for at forebygge potentielle interessekonflikter, fastsætte sagsøgeres rettigheder og kræve offentliggørelse af oplysninger om forholdet mellem finansieringsydere af retssager og øvrige involverede parter;

9.  mener, at finansieringsydere til retssager, undtagen under ekstraordinære og strengt regulerede omstændigheder, ikke bør have lov til at opgive finansierede parter i retssager på noget tidspunkt i retssagen, således at sagsøgere, som måske kun har anlagt sag på grund af finansieringsyderens involvering, alene er ansvarlige for alle sagsomkostningerne; understreger derfor, at kontraktlige ordninger på grundlag af betinget finansiering bør betragtes ugyldige;

10.  mener, at finansieringsydere til retssager, ligesom sagsøgere bør være ansvarlige for at afholde sagsøgtes omkostninger i sager, hvor de ikke får medhold, (f.eks. når der falder dom om dækning af modpartens udgifter); understreger, at en regulering bør forhindre finansieringsydere til retssager i at begrænse deres eget ansvar vedrørende dækning af udgifter, i de tilfælde hvor sagen ikke vindes;

Incitamenter og grænser for opkrævning

11.  mener, at lovgivningen bør fastsætte grænser for, hvor stor en del af erstatningen, finansieringsydere af retssager er berettiget til at modtage i tilfælde af en vellykket retssag og på grundlag af en kontraktlig aftale, mener, at aftaler mellem finansieringsydere af retssager og sagsøgere kun under ekstraordinære omstændigheder bør afvige fra reglen om, at mindst 60 % af bruttoforliget eller erstatningen udbetales til sagsøgerne;

Offentliggørelse og gennemsigtighed

12.  mener, at der bør være gennemsigtighed med hensyn til inddragelse af finansiering af retssager i retssager, herunder forpligtelser for sagsøgere og deres advokater til at oplyse domstolene om finansieringsaftaler på domstolens initiativ eller efter en anmodning fra sagsøgte til domstolen og til at underrette domstolen om eksistensen af kommerciel finansiering og finansieringsyderens identitet til den foreliggende sag; mener, at domstolen bør underrette sagsøgte om eksistensen af tredjepartsfinansiering af retssager og finansieringsyderens identitet, bemærker, at domstole eller administrative myndigheder og sagsøgte ofte ikke er klar over, at et søgsmål finansieres af en kommerciel aktør;

Tilsynsmyndighedernes beføjelser og domstolenes og forvaltningsmyndighedernes kontrol

13.  er af den opfattelse, at tilsynsmyndigheder, domstole og administrative myndigheder, hvor det er passende i overensstemmelse med de nationale retsplejeregler, bør have beføjelser til at lette håndhævelsen af lovgivning, der er vedtaget for at nå ovennævnte mål; anbefaler, at der oprettes et klagesystem, som ikke medfører for store omkostninger og en for stor administrativ byrde for medlemsstaterne; mener, at tilsynsmyndigheder, domstole og administrative myndigheder, hvor det er relevant i overensstemmelse med national procesret, bør have beføjelse til at behandle misbrug, der begås af godkendte finansieringsydere til retssager, uden dog at hindre adgangen til domstolsprøvelse for sagsøgere og tiltænkte modtagere;

Afsluttende aspekter

14.  anmoder Kommissionen om nøje at overvåge og analysere udviklingen i tredjepartsfinansieringen af retssager i medlemsstaterne, både med hensyn til den retlige ramme og praksis, med særlig vægt på gennemførelsen af direktiv (EU) 2020/1828; anmoder endvidere Kommissionen om efter udløbet af fristen for anvendelse af direktiv (EU) 2020/1828, dvs. den 25. juni 2023, og under hensyntagen til virkningerne af dette direktiv på grundlag af artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at forelægge et forslag til direktiv om fastsættelse af fælles minimumsstandarder på EU-plan for kommerciel tredjepartsfinansiering til retssager i overensstemmelse med henstillingerne i bilaget;

15.  finder, at det forslag, der anmodes om, er uden finansielle følgevirkninger;

o
o   o

16.  pålægger sin formand at sende denne beslutning og henstillingerne i bilaget til Kommissionen og Rådet.

(1) EUT L 262 af 7.10.2005, s. 1. (2) EUT L 409 af 4.12.2020, s. 1. (3) https://www.biicl.org/documents/1881_StudyontheStateofCollectiveRedress.pdf, side 19. (4) https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:52018DC0040&from=DA, side 10. (5) Det australske parlament konkluderede, at "omfanget af beføjelser og indflydelse, som finansieringsyderne har i gruppesøgsmål, skaber situationer, hvor deres økonomiske interesser går forud for klagernes interesser", se Australian Law Reform Commission (2019): An Inquiry into Class Action Proceedings and Third-Party Litigation funders (En undersøgelse af gruppesøgsmålsprocedurer og tredjepartsfinansiering) s. 19. (6) EPRS-undersøgelse (2021): Ansvarlig privat finansiering af retssager. Bilag: State of play on the EU private litigation funding landscape and on the current EU rules applicable to private litigation funding (Ansvarlig finansiering af retssager: Status over privat finansiering af retssager i EU og de gældende EU-regler for privat finansiering af retssager). (7) Se https://www.biicl.org/documents/1881_StudyontheStateofCollectiveRedress.pdf, s. 269: Den generelle opfattelse af Det Forenede Kongeriges tilgang til tredjepartsfinansiering var positiv, og respondenterne vurderede tilgængeligheden af en sådan finansiering som en nøglefaktor i deres beslutning om at deltage i kollektive procedurer. Erfaringerne med tredjepartsfinansiering af gruppesøgsmål i praksis var generelt positive. Ingen af de adspurgte havde nogen erfaring med en organisation, der forsøgte at finansiere en retssag mod en konkurrent. Ingen af de adspurgte havde været udsat for, at en finansieringsyder åbenlyst havde forsøgt at kontrollere retssagen, selv om en advokat beskrev en situation, hvor en finansieringsyder havde trukket finansieringen delvis inde i retssagen, hvilket førte til en for tidlig løsning af sagen. (8) Se Australian Law Reform Commission (2019): An Inquiry into Class Action Proceedings and Third-Party Litigation funders (En undersøgelse af gruppesøgsmålsprocedurer og tredjepartsfinansiering af retssager) s. 34. (9) EPRS-undersøgelse (2021): Responsible litigation funding. State of play on the EU private litigation funding landscape and on the current EU rules applicable to private litigation funding (Ansvarlig finansiering af retssager: Status over privat finansiering af retssager i EU og de gældende EU-regler for privat finansiering af retssager), s. 28-29.

HENSTILLINGER VEDRØRENDE INDHOLDET AF DET FORSLAG, DER ANMODES OM

Udkast til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV

om regulering af tredjepartsfinansiering af retssager

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

under henvisning til Europa-Parlamentets anmodning til Europa-Kommissionen(1),

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(2),

efter den almindelige lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Kommerciel tredjepartsfinansiering til retssager er en praksis, der kan udvikle sig til et marked for tjenesteydelser vedrørende retssager, uden at der findes en specifik lovgivningsmæssig ramme for dette på EU-plan. Selv om finansieringsydere til retssager regelmæssigt er etableret og virker i forskellige medlemsstater, nationalt eller på tværs af grænserne, har de hidtil været underlagt forskellige nationale regler og praksis på det indre marked, hvor der generelt findes fragmenterede regler og endda et lovgivningsmæssigt tomrum, afhængigt af den pågældende medlemsstat, på dette område. Divergerende regler og praksis i medlemsstaterne vil sandsynligvis udgøre en hindring for det indre markeds funktion. Manglende klarhed om, på hvilke betingelser kommercielle tredjepartsfinansieringsydere til retssager ("finansieringsydere til retssager") kan virke, er ikke forenelige med et velfungerende indre marked, navnlig i betragtning af at det kan være muligt kun at finansiere grænseoverskridende sager gennem en tredjepart, og at disse sager er særligt attraktive for finansieringsydere til retssager. Forskelle i de retlige rammer, der gælder i de enkelte medlemsstater, indebærer en risiko for forskelsbehandling i adgangen til domstolsprøvelse mellem sagsøgere i forskellige medlemsstater, navnlig i sager med et grænseoverskridende element, samt en risiko for, at finansieringsydere til retssager foretager forumshopping, hvilket kan påvirkes af, at visse nationale regler om deres etablering, den lovgivning, der finder anvendelse på finansieringsaftaler, og de nationale procedureregler er gunstige.

(2)  EU-retten har til formål at sikre en balance ved at give adgang til domstolsprøvelse og tilvejebringelse af passende garantier for personer, der er involveret i retssager, for at forhindre, at deres ønske om adgang til domstolsprøvelse udnyttes på uretfærdig vis. Når finansieringsydere til retssager yder finansiering til retssager mod at få en andel af den tilkendte erstatning, kan der opstå en risiko for uretfærdighed. Denne risiko omfatter, at finansieringsydere af retssager kan udnytte sagsøgere eller dem, de repræsenterer, herunder, hvor det er relevant, forbrugere, hvis interesser repræsenteres af godkendte organer/organisationer, med henblik på at tjene deres egne formål og maksimere deres eget afkast, således at sagsøgere eller tiltænkte modtagere får en reduceret andel af den potentielle tildeling. Risiciene kan være særligt alvorlige, når de, der forventer at få fordel af retssager, er forbrugere eller ofre for menneskerettighedskrænkelser, som måske kan hilse inddragelsen af en finansieringsyder af retssagen velkommen, uden at være klar over, at deres interesser kan blive undergravet til fordel for finansieringsyderens egne interesser.

(3)  Etableringen af en fælles EU-ramme for minimumsstandarder for ansvarlig tredjepartsfinansiering af tvister vil bidrage til at fremme adgangen til domstolsprøvelse og sikre passende virksomhedsansvar. Faktisk er der ofte en betydelig økonomisk ubalance mellem virksomheder og borgere, der søger erstatning, og tredjepartsfinansiering af retssager kan bidrage til at mindske denne ubalance, hvis de dermed forbundne risici mindskes, og en sådan finansiering fungerer som supplement til andre foranstaltninger, der fjerner hindringer for adgang til domstolsprøvelse. Derfor er det afgørende at sikre den nødvendige balance mellem en forbedring af sagsøgeres adgang til domstolsprøvelse og passende garantier for at undgå misbrug af adgangen til at indbringe sager. er af den overbevisning, at ansvarlig tredjepartsfinansiering af retssager kan sænke omkostningerne, gøre dem mere forudsigelige, forenkle unødvendige procedurer og levere effektive tjenester til omkostninger, der står i et rimeligt forhold til de omtvistede beløb.

(4)  Da det indre marked gør det lettere at øge den grænseoverskridende handel, da tvister i stigende grad er grænseoverskridende, og da de aktiviteter, der finansieres af finansieringsydere til retssager, er af global karakter, er der en potentiel risiko for væsentlige forskelle i medlemsstaternes tilgang til de beskyttelsesforanstaltninger og den beskyttelse, der er nødvendig med hensyn til kommerciel tredjepartsfinansiering af retssager. De frivillige tilgange har til en vis grad givet gode resultater, men har ikke altid været accepteret af størstedelen af industriens aktører, og under alle omstændigheder ville ikkelovgivningsmæssige foranstaltninger ikke være hensigtsmæssige i lyset af sådanne væsentlige risici, f.eks. for sårbare kategorier af borgere, herunder fra tredjelande.

(5)  Dette direktiv har til formål at regulere kommerciel tredjepartsfinansiering til retssager, en praksis, hvor tredjepartsenheder, der ikke er direkte involveret i en tvist, investerer i retssager med gevinst for øje, typisk mod at få en procentdel af et eventuelt forlig eller en erstatning (i det følgende benævnt "tredjepartsfinansiering af retssager"). Tredjepartsfinansiering af retssager omfatter situationer, hvor en kommerciel aktør investerer med gevinst for øje og handler for at fremme sine forretningsinteresser Den omfatter derfor ikke tilvejebringelse af midler til sponsorering af retssager på velgørenhedsbasis eller på grundlag af donationer, hvor finansieringsyderen blot har til formål at dække de afholdte omkostninger eller lignende aktiviteter, der udføres pro bono publico. Dette direktiv har også til formål at fastsætte garantier dels for at sikre effektiv adgang til domstolsprøvelse og beskyttelse af parternes interesser i tvisten, dels for at forebygge interessekonflikter, misbrug af retssager samt uforholdsmæssig tildeling af pengeydelser til finansieringsydere af retssager.

(6)  Udtrykket "finansieringsydere af retssager" bør forstås som enhver virksomhed, der ikke er part i en retssag, men indgår en aftale om tredjepartsfinansiering (i det følgende benævnt "aftale om tredjepartsfinansiering") i forbindelse med disse sager. I overensstemmelse med Den Europæiske Unions Domstols retspraksis omfatter begrebet "virksomhed" enhver enhed, der udøver en økonomisk aktivitet, uanset dens retlige status og dens finansieringsmåde, og omfatter derfor enhver juridisk person, herunder dens moderselskaber, datterselskaber eller tilknyttede selskaber, og kan omfatte professionelle leverandører af finansiering af retssager, udbydere af finansielle tjenesteydelser, virksomheder, der behandler krav, eller andre tjenesteydere. Begrebet finansieringsyder af retssager har ikke til formål at omfatte advokater, der repræsenterer en part i en retssag, eller regulerede udbydere af forsikringsydelser til en sådan part.

(7)  I overensstemmelse med medlemsstaternes retstraditioner og autonomi er det op til hver enkelt medlemsstat at afgøre, om og i hvilket omfang finansieringsydelse til retssager bør tillades inden for dens eget retssystem. Hvis medlemsstaterne vælger at tillade sådan tredjepartsfinansiering af retssager, fastsætter dette direktiv minimumsstandarder for beskyttelse af sagsøgere således at de, der kan gøre brug af finansieringsydelse af retssager, er omfattet af et minimumsbeskyttelsesniveau, som er ensartet i hele Unionen.

(8)  I de medlemsstater, hvor sagsomkostninger kan udgøre en betydelig hindring for adgang til domstolsprøvelse, kan medlemsstaterne dog overveje at indføre lovgivning, der tillader tredjepartsfinansiering af retssager, og bør i så fald fastsætte klare betingelser og garantier, der er i overensstemmelse med dette direktiv. Selv om dette direktiv ikke kun finder anvendelse på sager til varetagelse af forbrugerinteresser, bør medlemsstaterne træffe foranstaltninger, der har til formål at sikre, at omkostningerne i forbindelse med sager til varetagelse af forbrugerinteresser ikke forhindrer godkendte organisationer/organer i effektivt at udøve deres ret til at søge erstatning i overensstemmelse med direktiv (EU) 2020/1828, særlig artikel 20.

(9)  Hvor tredjepartsfinansiering til retssager er tilladt, er det nødvendigt med en ordning for godkendelse og tilsyn med finansieringsydere til retssager foretaget af uafhængige administrative organer i medlemsstaterne for at sikre, at sådanne finansieringsydere til retssager opfylder de minimumskriterier og -standarder, der er fastsat i dette direktiv. Finansieringsydere til retssager til retssager bør være underlagt tilsyn på en måde, der svarer til tilsynet i det eksisterende tilsynssystem, der gælder for udbydere af finansielle tjenesteydelser.

(10)  Finansieringsydere af retssager, der er aktive i Unionen, bør pålægges at udøve deres virksomhed fra Unionen, have tilladelse i Unionen og indgå deres tredjepartsfinansieringsaftaler i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor retssagen føres, eller, hvis denne er forskellig, i henhold til lovgivningen i sagsøgerens eller de tiltænkte modtageres medlemsstat, for at sikre, at tilsynet i henhold til EU-retten og national ret er passende.

(11)  Tilsynsmyndigheder i Unionen, der giver tilladelse til tredjepartsfinansiering til retssager, bør have beføjelse til at kræve, at finansieringsydere til retssager opfylder de minimumskriterier, der er fastsat i dette direktiv. Sådanne kriterier bør omfatte bestemmelser om fortrolighed, uafhængighed, ledelse, gennemsigtighed, kapitalgrundlag og overholdelse af en finansiel omsorgspligt over for sagsøgere og tiltænkte modtagere. Tilsynsmyndighederne bør have beføjelse til at træffe alle nødvendige afgørelser, herunder beføjelse til at modtage ansøgninger om tilladelse fra finansieringsydere af retssager og træffe afgørelse herom, til at indsamle alle nødvendige oplysninger, til at meddele, nægte, suspendere eller tilbagekalde en tilladelse eller til at pålægge betingelser, begrænsninger eller sanktioner i forbindelse med enhver finansieringsyder af retssager samt til uden unødig forsinkelse at undersøge klager over en enhver finansieringsyder af retssager, der udøver aktiviteter inden for deres jurisdiktion, som er indgivet af enhver fysisk eller juridisk person med undtagelse af sagsøgte. De betænkeligheder, som en sagsøgt har rejst vedrørende finansieringsyderen af retssager under verserende retssager, bør behandles af den relevante domstol eller administrative myndighed.

(12)  Medlemsstaterne bør blandt andre godkendelseskriterier kræve, at finansieringsydere af retssager påviser, at de har tilstrækkelig kapital til at opfylde deres finansielle forpligtelser. Manglen på kapitalkrav skaber en risiko for, at en underkapitaliseret finansieringsyder af retssager indgår en aftale om tredjepartsfinansiering og ikke er villig eller i stand til efterfølgende at dække omkostningerne i forbindelse med den retssag, som den har indvilliget i at støtte, herunder de omkostninger eller gebyrer, der er nødvendige for, at sagen kan afsluttes, eller eventuel dækning af modpartens udgifter. Dette kan udsætte sagsøgere, der stoler på finansieringsydere af retssager, for en risiko for væsentlige uforudsete økonomiske tab og for risikoen for, at sager, der ellers kunne være ført, opgives på grund af de forretningsmæssige omstændigheder eller de afgørelser, der træffes af finansieringsydere af retssager.

(13)  Finansieringsydere af retssager bør være forpligtet til at handle loyalt, gennemsigtigt, effektivt og i sagsøgeres og tiltænkte modtageres interesse. Det forhold, at der ikke stilles krav om, at sagsøgeres og tiltænkte modtageres interesser skal gå forud for en finansieringsyders egen interesse, skaber risiko for, at sagen behandles på en måde, der i sidste ende tjener finansieringsyderen af retssagers interesser fremfor sagsøgers interesser.

(14)  For at forhindre omgåelse af kravene i dette direktiv bør aftaler, der indgås med finansieringsydere til retssager, som ikke har den nødvendige tilladelse, ikke have nogen retsvirkning. Byrden ved at opnå de nødvendige tilladelser bør påhvile finansieringsyderne af retssager selv, og derfor bør sagsøgere og tiltænkte modtagere holdes skadesløse for enhver skade, der måtte opstå som følge af, at en finansieringsyder af retssager ikke har den nødvendige tilladelse.

(15)  Dette direktiv bør regulere de aktiviteter, der udføres af finansieringsydere af retssager, men bør ikke berøre andre reguleringsmæssige forpligtelser eller ordninger, såsom eksisterende regler for levering af finansielle tjenesteydelser, der kan finde anvendelse, under hensyntagen til medlemsstaternes retstraditioner, deres autonomi og deres afgørelser om hensigtsmæssigheden af at tillade finansiering af retssager i deres nationale retssystemer.

(16)  For at fremme en ensartet anvendelse af dette direktiv bør medlemsstaterne sikre, at deres tilsynsmyndigheder anvender dette direktiv i tæt samarbejde med tilsynsmyndighederne i andre medlemsstater. Koordineringen mellem tilsynsmyndighederne bør tilrettelægges på EU-plan for at undgå forskelle i tilsynsstandarder, som kan bringe det indre markeds funktion i fare.

(17)  Kommissionen bør koordinere tilsynsmyndighedernes aktiviteter og lette oprettelsen af et passende samarbejdsnetværk til dette formål. Tilsynsmyndighederne bør have mulighed for at høre Kommissionen efter behov, og Kommissionen bør have mulighed for at udstede retningslinjer, henstillinger, meddelelser om bedste praksis eller rådgivende udtalelser til tilsynsmyndighederne om anvendelsen af dette direktiv og i forbindelse med eventuelle åbenbare uoverensstemmelser med hensyn til gennemførelsen af dette direktiv. Tilsynsmyndighederne bør udveksle oplysninger om deres aktiviteter med Kommissionen for at lette koordineringen, herunder udveksling af oplysninger om alle afgørelser og om alle finansieringsydere, som de godkender.

(18)  For at lette udførelsen af grænseoverskridende finansieringsydelser af retssager i de medlemsstater, hvor det er tilladt i henhold til national lovgivning, bør medlemsstaterne kunne samarbejde, udveksle oplysninger og bedste praksis og bør pålægges at tage fuldt hensyn til hinandens afgørelser om tilladelse. Medlemsstaterne bør sikre, at omfattende og klare oplysninger og vejledning om eksistensen af finansieringsmuligheder for krav samt om de betingelser og krav, der gælder for finansiering af krav, er fuldt og frit tilgængelige for alle borgere, der kan søge erstatning, herunder for de mest sårbare grupper. I overensstemmelse med artikel 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde bør medlemsstaterne gensidigt anerkende forudgående tilladelser og derfor automatisk give tilladelse til finansieringsydere af retssager, der opererer på deres område, og som har fået tilladelse til at operere i en anden medlemsstat, forudsat at den oprindelige tilladelse fortsat er gyldig. Når tilsynsmyndighed i en modtagende medlemsstat har kendskab til uregelmæssigheder i finansieringsyderens adfærd, bør den underrette den ansvarlige tilsynsmyndighed direkte herom.

(19)  Medlemsstaterne bør sikre, at afgørelser vedrørende de relevante retssager, herunder afgørelser om forlig, ikke i urimelig grad påvirkes eller kontrolleres af finansieringsyderen på en måde, der vil være til skade for sagsøgernes interesser, der er berørt af disse afgørelser.

(20)  For at rette op på eventuelle misforhold vedrørende viden eller ressourcer mellem en finansieringsyder af retssager og en sagsøger bør domstole eller administrative myndigheder ved vurderingen af egnetheden af en tredjepartsfinansieringsaftalen tage hensyn til graden af klarhed og gennemsigtighed i sådanne aftaler og til, i hvilket omfang eventuelle risici og fordele blev tydeligt præsenteret for sagsøgerne eller dem, der repræsenterer sagsøgerne, og at de bevidst blev accepteret.

(21)  Tredjepartsfinansieringsaftaler bør forelægges for sagsøger på et sprog, de forstår, og bør klart og på passende vis angive de mulige udfald samt eventuelle risici og relevante begrænsninger.

(22)  Passende tilsyn med finansieringsydere af retssager og tredjepartsfinansieringsaftaler er tilstrækkeligt, hvis der ikke er nogen forpligtelse for dem, der finansierer retssager, til at være gennemsigtige med hensyn til deres aktiviteter. Dette omfatter gennemsigtighed over for domstole eller administrative myndigheder, sagsøgte og sagsøgere. Der bør derfor fastsættes forpligtelser til at underrette den relevante domstol eller administrative myndighed om eksistensen af kommerciel finansiering og finansieringsyderens identitet samt til fuldt ud at oplyse domstole eller administrative myndigheder om tredjepartsfinansieringsaftaler på deres anmodning eller på sagsøgtes anmodning til retten og med forbehold af passende begrænsninger for at beskytte eventuel nødvendig fortrolighed. Domstole eller administrative myndigheder bør have beføjelse til at få adgang til relevante oplysninger om alle tredjepartsfinansieringsaktiviteter, der er relevante for den retssag, de er ansvarlige for. Desuden bør domstolen eller forvaltningsmyndigheden gøre sagsøgte opmærksom på, at der findes tredjepartsfinansiering af retssager, og på finansieringsyderens identitet.

(23)  Domstole eller administrative myndigheder bør, hvis en tredjepartsfinansieringsaftale er relevant for den sag, der verserer for dem, have beføjelse til at vurdere, om tredjepartsfinansieringsaftalen er i overensstemmelse med dette direktiv, og i overensstemmelse med artikel 16 til om nødvendigt at revidere den enten på anmodning af en part i sagen eller på initiativ af retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden eller efter at have anlagt sag til prøvelse af en tilsynsmyndigheds administrative afgørelse, der er blevet endelig.

(24)  Finansieringsydere af retssager bør etablere interne procedurer for god forvaltningspraksis for at undgå interessekonflikter mellem finansieringsyderen og sagsøgere. Overholdelse af gennemsigtighedskravene bør sikre, at sagsøger har fuldt kendskab til ethvert forhold, som en finansieringsyder måtte have med sagsøgte, advokater, andre finansieringsydere til retssager eller enhver anden tredjepart involveret i sagen, som kan skabe en faktisk eller opfattet konflikt.

(25)  Finansieringsydere af retssager bør under ingen omstændigheder kræve uforholdsmæssige eller urimelige belønninger på bekostning af sagsøgere. Domstole eller administrative myndigheder bør have beføjelse til at vurdere tredjepartsfinansieringsaftaler, der er relevante for den sag, der verserer for dem, under hensyntagen til de omstændigheder og den baggrund, inden for hvilke aftalen blev indgået, for effektivt at afgøre, om den er retfærdig og i overensstemmelse med dette direktiv og al relevant EU-lovgivning og national lovgivning.

(26)  Hvis tredjepartsfinansieringsaftaler gør det muligt for finansieringsydere af retssager at modtage en andel af en eventuel belønning eller visse gebyrer forud for eventuelle erstatninger, der tildeles sagsøgere, kan den tilgængelige erstatning blive så reduceret, at der kun efterlades lidt eller intet til sagsøgere. Aftaler om tredjepartsfinansiering bør derfor altid sikre, at enhver erstatning udbetales til sagsøgeren først, dvs. at sagsøgerens ret har forrang frem for finansieringsyderens. Det bør ikke være tilladt for finansieringsydere af retssager at kræve, at deres egen belønning prioriteres.

(27)  Da andelen af enhver belønning, der modtages af finansieringsydere af retssager, i visse medlemsstater reducerer den erstatning, som sagsøgerne får, bør domstole eller administrative myndigheder føre tilsyn med værdien og forholdsmæssigheden af denne andel for at forhindre en uforholdsmæssig tildeling af pengeydelser til finansieringsydere af retssager. Medmindre der foreligger ekstraordinære omstændigheder, bør andelen af enhver belønning, der kræves af en finansieringsyder af retssager, hvis den udvander den andel af den samlede erstatning (herunder alle erstatningsbeløb, omkostninger, gebyrer og andre udgifter), der er til rådighed for sagsøgerne og tiltænkte modtagere, til 60 % eller mindre, anses for urimelig og ugyldig.

(28)  Der bør fastsættes yderligere betingelser for at sikre, at finansieringsydere af retssager ikke påvirker sagsøgeres beslutninger under sagen på en måde, der vil gavne finansieringsyderen selv på bekostning af sagsøgeren. Navnlig bør finansieringsydere af retssager ikke i urimelig grad påvirke beslutninger om, hvordan sagerne forfølges, hvilke interesser der prioriteres, eller hvorvidt sagsøgeren bør acceptere et bestemt udfald, en bestemt erstatning eller et bestemt forlig.

(29)  Finansieringsydere af retssager bør ikke have lov til at trække den finansiering, de har indvilliget i at yde, tilbage, undtagen i begrænsede tilfælde som fastsat i dette direktiv, således at finansieringen ikke trækkes tilbage under hele retssagen til skade for sagsøgerne eller tiltænkte modtagere midt i sagen på grund af, at finansieringsyderens forretningsmæssige interesser eller incitamenter ændres.

(30)  Hvis finansieringsydere af retssager har støttet eller finansieret sager, som ikke lykkes, bør de være solidarisk ansvarlige med sagsøgere for eventuelle negative omkostninger, som de har påført sagsøgte, og som måtte besluttes af domstole eller administrative myndigheder. Domstole eller administrative myndigheder bør tildeles tilstrækkelige beføjelser til at sikre effektiviteten af en sådan forpligtelse, og tredjepartsfinansieringsaftaler bør ikke udelukke ansvaret for sådanne negative omkostninger.

(31)  Medlemsstaternes domstole eller administrative myndigheder bør have ret til at træffe afgørelse om eventuelle negative omkostninger i overensstemmelse med national ret, herunder ved at basere sig på videnskabelige, statistiske eller tekniske beviser, som måtte være relevante, eller ved at benytte sig af eksperter, assessorer eller skatterevisorer, alt efter hvad der er hensigtsmæssigt under sagens omstændigheder.

(32)  Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder og efterlever de principper, som anerkendes i bl.a. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Dette direktiv bør derfor fortolkes og anvendes i overensstemmelse med disse rettigheder og principper, herunder dem, der vedrører retten til adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol samt retten til et forsvar.

(33)  Målene for dette direktiv, nemlig at sikre harmonisering af medlemsstaternes regler, der gælder for finansieringsydere af retssager og deres aktiviteter, og dermed muliggøre adgang til domstolsprøvelse, idet der indføres fælles minimumsstandarder til beskyttelse af finansierede sagsøgeres rettigheder og tiltænkte modtagere i sager, der helt eller delvis finansieres af tredjepartsfinansieringsaftaler, som finder anvendelse i alle medlemsstaterne, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, da finansieringsyderne virker i flere medlemsstater og er underlagt forskellige nationale regler og praksisser, men kan bedre opnås på EU-plan på grund af omfanget af det voksende marked for tredjepartsfinansiering af retssager, behovet for at undgå divergerende regler og praksisser, der sandsynligvis vil udgøre en hindring for det indre markeds gnidningsløse funktion, og "forumshopping" blandt finansieringsydere af retssager, der søger at optimere nationale regler. Unionen kan således træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(34)  I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

VEDTAGET FØLGENDE DIREKTIV:

Kapitel I

Almindelige bestemmelser

Artikel 1

Genstand og formål

Dette direktiv fastsætter minimumsregler for kommercielle tredjepartsfinansieringsydere af retssager og deres godkendte aktiviteter og fastsætter en ramme til støtte for og beskyttelse af finansierede sagsøgere og tiltænkte modtagere, herunder, hvor det er relevant, dem, hvis interesser repræsenteres af godkendte organisationer/organer, i sager, der helt eller delvis finansieres med tredjepartsfinansiering af retssager. Det fastsætter sikkerhedsforanstaltninger for at forebygge interessekonflikter, misbrug af retssager samt uforholdsmæssig tildeling af pengeydelser til finansieringsydere af retssager, samtidig med at det sikres, at denne praksis fortsat kan give sagsøgere og tiltænkte modtagere adgang til domstolsprøvelse og sikre virksomhedernes ansvarlighed.

Artikel 2

Anvendelsesområde

Dette direktiv finder anvendelse på kommercielle tredjepartsfinansieringsydere til retssager (i det følgende benævnt "finansieringsydere til retssager") og på kommercielle tredjepartsfinansieringsaftaler (i det følgende benævnt "tredjepartsfinansieringsaftaler"), uanset arten af de dermed forbundne krav. Det berører ikke eksisterende international ret, EU-ret og national ret, der giver mulighed for at anlægge sag, navnlig lovgivning om beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser, om miljøbeskyttelse og lovgivning om insolvensbehandling eller ansvar.

Artikel 3

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

a)  "finansieringsyder af retssager": enhver kommerciel virksomhed, der indgår en tredjepartsfinansieringsaftale i forbindelse med en sag, selv om den hverken er part i sagen, advokat eller anden juridisk person, der repræsenterer en part i en sådan sag, eller udbyder af regulerede forsikringstjenester til en part i en sådan sag, og som har det primære formål at modtage et afkast af en investering, den foretager, ved at yde finansiering i forbindelse med disse sager eller opnå en konkurrencefordel på et bestemt marked

b)  "sagsøger": enhver fysisk eller juridisk person, der anlægger eller agter at anlægge sag mod en anden part ved en domstol eller en administrativ myndighed

c)  "domstol eller administrativ myndighed": en kompetent domstol, administrativ myndighed, voldgiftsinstans eller andet organ, der har til opgave at træffe afgørelse i sager i henhold til national ret

d)  "tiltænkt modtager": en person, der er berettiget il at modtage en andel af en erstatning i en sag, og hvis interesser i sagen repræsenteres af den finansierede sagsøger eller en godkendt organisation/et godkendt organ, der anlægger sagen som sagsøger på dennes vegne i forbindelse med sager i forbindelse med gruppesøgsmål

e)  "sag": enhver national eller grænseoverskridende civil- eller handelsretlig retssag eller enhver frivillig voldgiftsprocedure eller alternativ tvistbilæggelsesordning, hvorigennem der anmodes om godtgørelse ved en domstol eller en administrativ myndighed i Unionen i forbindelse med en tvist

f)  "godkendt organ/godkendt organisation": en organisation, der repræsenterer forbrugernes interesser og er udpeget som et godkendt organ/en godkendt organisation i henhold til direktiv (EU) 2020/1828

g)  "tilsynsmyndighed": en offentlig myndighed, der af en medlemsstat er udpeget til at være ansvarlig for at give, suspendere eller tilbagekalde tilladelsen til finansieringsydere af retssager og for at føre tilsyn med de aktiviteter, der udføres af finansieringsydere

h)  "tredjepartsfinansieringsaftale": en aftale, hvor en finansieringsyder indvilliger i at finansiere alle eller en del af sagsomkostningerne til gengæld for at modtage en andel af det pengebeløb, der tildeles sagsøgeren, eller et resultatbaseret gebyr, med henblik på at dække godtgørelsen af finansieringen og, hvor det er relevant, vederlaget for den leverede tjenesteydelse, baseret helt eller delvist på udfaldet af sagen. Denne definition omfatter alle aftaler, hvor en sådan belønning aftales, uanset om den tilbydes som en uafhængig tjeneste eller opnås gennem køb eller overdragelse af kravet.

KAPITEL II

Godkendelse af finansieringsyderes aktiviteter inden for Unionen

Artikel 4

Godkendelsesordning

1.  Medlemsstaterne kan i overensstemmelse med national lovgivning bestemme, om der kan tilbydes tredjepartsfinansieringsaftaler i forbindelse med sager i deres medlemsstat eller til fordel for sagsøgerne eller tiltænkte modtagere med bopæl i deres medlemsstat.

2.  Hvis tredjepartsfinansieringsaktiviteter er tilladt, opretter medlemsstaterne et system for godkendelse og overvågning af de aktiviteter, der udføres af finansieringsydere til retssager på deres område. Denne ordning skal omfatte udpegelse af en uafhængig tilsynsafdeling eller -myndighed, der skal have til opgave at give, suspendere eller tilbagekalde tilladelser for finansieringsydere af retssager til at finansiere retssager og føre tilsyn med finansieringsydernes aktiviteter.

3.  Den godkendelsesordning, der er fastsat i denne artikel, finder kun anvendelse på aktiviteter, der er forbundet med tilbud om tredjepartsfinansieringsaftaler fra finansieringsydere af retssager. Hvis finansieringsydere af retssager også er leverandører af andre juridiske, finansielle eller sagsøgningsmæssige tjenester, der er underlagt tilsyn af en anden myndighed i Unionen, berører dette direktiv ikke eventuelle tilsyns- og godkendelsesordninger, der findes i forbindelse med disse andre tjenester.

Artikel 5

Betingelser for godkendelse

1.  Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne kun udsteder eller opretholder godkendelser, hvad enten det er til nationale eller grænseoverskridende retssager eller andre sager, til finansieringsydere af retssager, der opfylder bestemmelserne i dette direktiv, og som ud over eventuelle egnethedskriterier eller andre kriterier, der måtte være fastsat i national ret, mindst opfylder følgende kriterier:

a)  de udøver deres virksomhed gennem et vedtægtsmæssigt hjemsted i en medlemsstat og ansøger om og opretholder en godkendelse i samme medlemsstat

b)  de forpligter sig til at indgå tredjepartsfinansieringsaftaler i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor sagen påtænkes anlagt, eller, i givet fald, i sagsøgers eller tiltænkte modtageres medlemsstat

c)  de godtgør til tilsynsmyndighedens tilfredshed, at de har indført procedurer og ledelsesstrukturer for at sikre deres fortsatte overholdelse af dette direktiv, af de gennemsigtighedskrav og tillidsforhold, der er fastsat i dette direktiv, og de har indført interne procedurer for at forhindre en interessekonflikt mellem dem selv og de sagsøgte i sager, der involverer finansieringsyderen af retssager

d)  de opfylder kapitalkravene i artikel 6, samt

e)  de godtgør over for tilsynsmyndigheden, at de har indført den ledelse og de procedurer, der er behov for til at sikre, at den tillidsforpligtelse, der er fastsat i artikel 7, opfyldes og overholdes.

2.  Medlemsstaterne anerkender gensidigt en tilladelse, der er givet til en finansieringsyder i en anden medlemsstat, og giver dem derfor automatisk tilladelse til at virke i deres medlemsstat, forudsat den oprindelige tilladelse fortsat er gyldig.

3.  Den godkendelsesordning, der indføres under artikel 4, berører ikke anvendelsen af EU-retten om levering af finansielle tjenesteydelser, investeringsaktiviteter eller forbrugerbeskyttelse.

Artikel 6

Kapitalgrundlag

1.  Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til at kontrollere, om finansieringsydere af retssager til enhver tid vil kunne råde over tilstrækkelige finansielle ressourcer til at opfylde deres forpligtelser i henhold til deres tredjepartsfinansieringsaftaler. Tilsynsmyndighederne sikrer navnlig, at finansieringsydere af retssager har kapacitet til at:

a)  betale al gæld i henhold til deres tredjepartsfinansieringsaftaler, når de forfalder til betaling samt

b)  finansiere alle faser af enhver sag, som de har forpligtet sig til, herunder domsforhandlingen og en eventuel efterfølgende appel.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at finansieringsydere af retssager har mulighed for at påvise, at de opfylder kriterierne i stk. 1, ved om nødvendigt at attestere eller attestere, at en forsikringsordning fuldt ud vil dække alle de omkostninger, der er omhandlet i stk. 1.

3.  Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til at kontrollere, om finansieringsydere af retssager til enhver tid vil kunne opretholde adgangen til den minimumslikviditet, der er nødvendig for fuldt ud at betale alle forventede negative omkostninger i alle de sager, de har finansieret. Medlemsstaterne sikrer, at deres domstole eller administrative myndigheder kan anmode finansieringsydere af retssager om at stille sikkerhed for omkostningerne i de formularer, der er tilladt i henhold til national lovgivning, hvis en sagsøger anmoder herom på grundlag af begrundede specifikke betænkeligheder.

4.  Medlemsstaterne kan oprette en særlig garantifond til dækning af alle udestående omkostninger for sagsøger, der i god tro er involveret i en retssag, hvis en finansieringsyder af retssager bliver insolvent under retssagen. Hvis en sådan fond oprettes af en medlemsstat, sikrer denne medlemsstat, at den forvaltes offentligt og finansieres gennem årlige gebyrer, der skal betales af godkendte finansieringsydere af retssager.

Artikel 7

Tillidsforpligtelse

1.  Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til at kontrollere, at finansieringsydere til retssager har indført ledelse og interne procedurer for at sikre, at de tredjepartsfinansieringsaftaler, de indgår, er baseret på et tillidsforhold, og at de i henhold til disse aftaler forpligter sig til at handle retfærdigt, gennemsigtigt og overholde en tillidsforpligtelse, der kræver, at de handler i en sagsøgers bedste interesse.

2.  Hvis en sagsøger har til hensigt at fremsætte et krav på andres vegne i en sag, f.eks. hvis sagsøgeren er en godkendt organisation/et godkendt organ, der repræsenterer forbrugere, skal finansieringsyderen af retssagen skylde sådanne tiltænkte modtagere en tillidsforpligtelse. Finansieringsydere af retssager er forpligtet til at handle på en måde, der er i overensstemmelse med deres tillidsforpligtelse under hele sagens forløb. I tilfælde af en konflikt mellem finansieringsyderens interesser og sagsøgers eller tiltænkte modtageres interesser forpligter finansieringsyderen sig til at placere sagsøgernes eller de tiltænkte modtageres interesser over sine egne interesser.

Kapitel III

Tilsynsmyndigheders beføjelser og koordinering mellem dem

Artikel 8

Tilsynsmyndigheders beføjelser

1.  I de medlemsstater, hvor tredjepartsfinansieringsaftaler er tilladt i henhold til artikel 4, fastsætter medlemsstaterne bestemmelser om, at en uafhængig offentlig tilsynsmyndighed er ansvarlig for at føre tilsyn med godkendelsen af finansieringsydere af retssager, der er etableret inden for dens jurisdiktion, og som tilbyder tredjepartsfinansieringsaftaler til sagsøgere og tiltænkte modtagere inden for dens jurisdiktion eller i forbindelse med sager inden for dens jurisdiktion.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at der er indført en klageprocedure for enhver fysisk eller juridisk person, der ønsker at give udtryk for betænkeligheder over for en tilsynsmyndighed vedrørende en finansieringsyders overholdelse af sine forpligtelser i henhold til dette direktiv og gældende national ret.

3.  Uanset den klageprocedure, der er omhandlet i stk. 2, behandler den kompetente domstol eller administrative myndighed i tilfælde af verserende retssager, der involverer finansieringsyderen, betænkeligheder, som sagsøgte i en sådan sag har rejst vedrørende en finansieringsyders overholdelse af sine forpligtelser i henhold til dette direktiv og gældende national ret, i overensstemmelse med artikel 16, stk. 2.

4.  Hver tilsynsmyndighed har navnlig beføjelse til og pligt til:

a)  at modtage ansøgninger om godkendelse og alle oplysninger, der er nødvendige for at behandle disse ansøgninger, fra finansieringsydere af retssager og rettidigt træffe afgørelse om sådanne ansøgninger

b)  at træffe de afgørelser, der er nødvendige for at give eller nægte tilladelse til en ansøgende finansieringsyder, inddrage enhver tilladelse eller pålægge enhver godkendt finansieringsyder betingelser, begrænsninger eller sanktioner

c)  at træffe afgørelse om en finansieringsyders egnethed og egnethed, herunder på grundlag af dennes erfaring, omdømme, interne procedurer til undgåelse og løsning af interessekonflikter, viden

d)  at offentliggøre enhver afgørelse, der træffes i henhold til litra b), på sit websted, under behørig hensyntagen til forretningshemmeligheder

e)  at vurdere mindst én gang om året, om en godkendt finansieringsyder fortsat opfylder de godkendelseskriterier, der er omhandlet i artikel 5, stk. 1, og sikre, at en sådan godkendelse suspenderes eller trækkes tilbage, hvis finansieringsyderen ikke længere opfylder et eller flere af disse kriterier. En sådan suspension eller tilbagetrækning berører ikke de rettigheder, der tilkommer sagsøgerne og de begunstigede i den sag, som den finansierende virksomhed kan være involveret i samt

f)  inden for rammerne af den ordning, der er omhandlet i artikel 9, at modtage og undersøge klager vedrørende en finansieringsyders adfærd og en sådan finansieringsyders overensstemmelse med bestemmelserne i kapitel IV i dette direktiv og eventuelle andre gældende krav i henhold til national ret.

5.  Medlemsstaterne sikrer, at finansieringsydere af retssager er forpligtet til uden unødig forsinkelse at underrette en tilsynsmyndighed om enhver ændring, der påvirker deres opfyldelse af kapitalkravene i artikel 6, stk. 1 og 2. Desuden sikrer medlemsstaterne, at finansieringsydere af retssager én gang om året attesterer, at de fortsat overholder disse stykker.

6.  Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne fører tilsyn med tillidsforholdet mellem finansieringsydere af retssager og sagsøgere og tiltænkte modtagere generelt og er i stand til at udstede instrukser og påbud for at sikre, at sagsøgtes og tiltænkte modtageres interesser beskyttes.

Artikel 9

Undersøgelser og klager

1.  Medlemsstaterne sikrer, at der findes et klagesystem, der gør det muligt at modtage og undersøge klager som omhandlet i artikel 8, stk. 2.

2.  Inden for rammerne af det klagesystem, der er omhandlet i stk. 1, sikrer medlemsstaterne, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til uden unødvendig forsinkelse at vurdere, om en finansieringsyder af en retssag er i overensstemmelse med eventuelle forpligtelser eller betingelser, der er knyttet til dennes godkendelse, bestemmelserne i dette direktiv og andre gældende krav i henhold til national ret.

3.  Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne ved udøvelsen af deres tilsyn med, at finansieringsydere af retssager overholder forpligtelser eller betingelser i forbindelse med deres bemyndigelse, har beføjelse til:

i)  at undersøge klager modtaget fra enhver fysisk eller juridisk person i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2, og med forbehold af artikel 8, stk. 3

ii)  at undersøge klager fra andre tilsynsmyndigheder eller Kommissionen

iii)  at indlede undersøgelser på eget initiativ

iv)  at indlede undersøgelser efter henstilling fra en domstol eller administrativ myndighed, som har betænkeligheder i forbindelse med enhver sag ved en sådan domstol eller administrativ myndighed vedrørende en finansieringsyders overholdelse af forpligtelser eller betingelser i forbindelse med dennes godkendelse.

Artikel 10

Koordinering mellem tilsynsmyndigheder

1.  Medlemsstaterne bør sikre, at deres tilsynsmyndigheder anvender dette direktiv i tæt samarbejde med tilsynsmyndighederne i andre medlemsstater.

2.  Kommissionen fører tilsyn med og koordinerer tilsynsmyndighedernes aktiviteter i forbindelse med udførelsen af de funktioner, der er fastsat i dette direktiv, og indkalder til og leder et netværk af tilsynsmyndigheder. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 11 med henblik på at supplere dette direktiv ved at fastlægge de nærmere bestemmelser for samarbejdet inden for netværket af tilsynsmyndigheder og reviderer dem regelmæssigt i tæt samarbejde med tilsynsmyndighederne.

3.  Tilsynsmyndighederne kan høre Kommissionen om ethvert spørgsmål vedrørende gennemførelsen af dette direktiv. Kommissionen kan udstede retningslinjer, henstillinger, meddelelser om bedste praksis og rådgivende udtalelser til tilsynsmyndighederne om gennemførelsen af dette direktiv og i forbindelse med eventuelle åbenbare uoverensstemmelser i denne henseende eller i forbindelse med tilsynet med finansieringsydere af retssager. Kommissionen kan også oprette et kompetencecenter, der skal stille kvalificeret ekspertise til rådighed for retslige eller administrative myndigheder, der søger rådgivning om, hvordan man vurderer finansieringsydernes aktiviteter inden for Unionen.

4.  Hver tilsynsmyndighed sender hvert år Kommissionen en liste over de kommercielle finansieringsydere af retssager, den har godkendt, og offentliggør denne liste. Tilsynsmyndighederne ajourfører listen, når der sker ændringer, og underretter Kommissionen herom.

5.  Hver tilsynsmyndighed meddeler Kommissionen og andre tilsynsmyndigheder nærmere oplysninger om afgørelser, der træffes i forbindelse med tilsyn med finansieringsydere af retssager, herunder oplysninger om afgørelser, der er truffet i henhold til artikel 8, stk. 4, litra b).

6.  Hvis en finansieringsyder har anmodet om godkendelse hos en tilsynsmyndighed og efterfølgende søger godkendelse hos en anden, koordinerer og udveksler sådanne tilsynsmyndigheder i det omfang, det er hensigtsmæssigt, oplysninger med henblik på at træffe konsekvente afgørelser under behørig hensyntagen til divergerende nationale regler.

7.  Hvis en finansieringsyder godkendes af en tilsynsmyndighed i en medlemsstat, men ønsker at tilbyde en tredjepartsfinansieringsaftale til fordel for en sagsøger eller en anden tiltænkt modtager i en anden medlemsstat eller for en sag i en anden medlemsstat, fremlægger den dokumentation for godkendelse fra hjemlandets tilsynsmyndighed. Når en tilsynsmyndighed i den anden medlemsstat har kendskab til uregelmæssigheder i finansieringsyderens adfærd, underretter den direkte den ansvarlige tilsynsmyndighed herom.

Artikel 11

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 10, stk. 2, tillægges Kommissionen for en periode på 5 år fra den ... [datoen for den lovgivningsmæssige basisretsakts ikrafttræden eller enhver anden dato fastsat af medlovgiverne].

Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.  Den i artikel 10, stk. 2, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.  Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning.

5.  Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

6.  En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 10, stk. 2, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med [to måneder] på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

KAPITEL IV

Tredjepartsfinansieringsaftaler og aktiviteter, der udføres af finansieringsydere af retssager

Artikel 12

Indhold af tredjepartsfinansieringsaftaler

Medlemsstaterne sikrer, at tredjepartsfinansieringsaftaler foreligger skriftligt på ét af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor sagsøgeren og de tiltænkte modtagere er bosiddende, og forelægges på en klar og letforståelig måde og som minimum omfatter:

a)  de forskellige omkostninger og udgifter, som finansieringsyderen vil dække

b)  den andel af eventuelle erstatninger eller honorarer, der vil blive betalt til finansieringsyderen eller en anden tredjepart, eller andre finansielle omkostninger, der direkte eller indirekte skal afholdes af sagsøgerne, de tiltænkte modtagere eller begge parter

c)  en henvisning til finansieringsyderens ansvar med hensyn til modpartens udgifter i overensstemmelse med artikel 18 i dette direktiv

d)  en bestemmelse om, at alle erstatninger, der giver ret til en modregning i finansieringsyderens honorarer, først vil blive betalt fuldt ud til sagsøgerne, som derefter efterfølgende kan betale eventuelle aftalte beløb til finansieringsydere af retssager i form af gebyrer eller provisioner, samtidig med at de som et minimum tilbageholder de minimumsbeløb, der er fastsat i dette direktiv

e)  de risici, som sagsøgerne, de tiltænkte modtagere eller begge påtager sig, herunder:

i)  mulighederne for at øge omkostningerne i forbindelse med retssagen, og hvordan dette påvirker sagsøgernes, modtagernes eller begge parters finansielle interesser

ii)  de nøje definerede omstændigheder, hvorunder tredjepartsfinansieringsaftalen kan opsiges, og risiciene for sagsøgere, modtagere elle begge parter i dette scenarie, og

iii)  enhver potentiel risiko for at skulle betale negative omkostninger, herunder omstændigheder, hvor negative omkostninger i forbindelse med forsikring eller erstatning ikke dækker en sådan eksponering.

f)  en ansvarsfraskrivelse med hensyn til ubetinget finansiering med hensyn til proceshandling

g)  en erklæring fra finansieringsyderen om, at der ikke foreligger nogen interessekonflikt.

Artikel 13

Gennemsigtighedskrav og undgåelse af interessekonflikter

1.  Medlemsstaterne kræver, at finansieringsydere til retssager fastlægger en politik og gennemfører interne procedurer for undgåelse og løsning af interessekonflikter. Denne politik og disse interne procedurer skal være tilpasset efter arten, omfanget og kompleksiteten af finansieringsyderens virksomhed og skal foreligge skriftligt og gøres offentligt tilgængelig på finansieringsyderens websted. De skal også fremgå tydeligt af et bilag til enhver tredjepartsfinansieringsaftale.

2.  Medlemsstaterne kræver, at finansieringsydere af retssager i tredjepartsfinansieringsaftalen videregiver alle oplysninger, der med rimelighed kan opfattes som havende potentiale til at give anledning til en interessekonflikt, til en sagsøger og tiltænkte modtagere. Finansieringsyderes oplysninger skal mindst omfatte følgende:

a)  nærmere oplysninger om eventuelle eksisterende aftaler – finansielle eller andre – mellem finansieringsyderen og enhver anden virksomhed vedrørende sagen, herunder eventuelle aftaler med relevante godkendte organer/organisationer, søgsmålsaggregator, advokater eller andre interesserede parter

b)  nærmere oplysninger om enhver relevant forbindelse mellem finansieringsyderen og en modpart i sagen, navnlig i forbindelse med eventuelle konkurrencesituationer.

Artikel 14

Ugyldige aftaler og bestemmelser

1.  Medlemsstaterne sikrer, at tredjepartsfinansieringsaftaler indgået med fysiske eller juridiske personer, der ikke er bemyndiget til at handle som en finansieringsyder, ikke har retsvirkning.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at tredjepartsfinansieringsydere ikke må påvirke en sagsøgers beslutninger under retssagen på en måde, der ville være til gavn for finansieringsyderen selv på sagsøgerens bekostning. Med henblik herpå har enhver bestemmelse i tredjepartsfinansieringsaftaler, der gives finansieringsyderen beføjelse til at træffe eller påvirke beslutninger i forbindelse med retssager, ingen retsvirkning. Enhver bestemmelse eller ordning, der bl.a. består af følgende, har således ingen retsvirkning:

a)  tildeling af en udtrykkelig beføjelse til en finansieringsyder til at træffe eller påvirke beslutninger under retssagen, f.eks. med hensyn til specifikke krav, der gøres gældende, indgåelse af forlig i sagen eller forvaltning af udgifter i forbindelse med retssagen

b)  tilvejebringelse af kapital eller andre ressourcer med en pengeværdi med henblik på en retssag, der er betinget af, at tredjepartsfinansieringsydere godkender den specifikke anvendelse heraf.

3.  Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om, at aftaler, i henhold til hvilke en finansieringsyder af retssager er garanteret at modtage et minimumsafkast af sin investering, før en sagsøger eller en tiltænkt modtager kan modtage sin andel, ikke har nogen retsvirkning.

4.  Medmindre der er tale om undtagelsestilfælde, har en aftale om finansiering af retssager, der ville give en finansieringsyder ret til en andel af enhver erstatning, som ville reducere den andel, som sagsøgeren og de tiltænkte modtagere har til rådighed, til 60 % eller mindre af den samlede erstatning (herunder alle erstatningsbeløb, omkostninger, gebyrer og andre udgifter) ingen retsvirkning.

5.  Medlemsstaterne sikrer, at aftaler om tredjepartsfinansiering ikke indeholder bestemmelser, der begrænser finansieringsyderens ansvar i forbindelse med en kendelse om at dække modpartens udgifter som følge af en tabt sag. Bestemmelser, der har til formål at begrænse en finansieringsyders ansvar for omkostninger, har ingen retsvirkning.

6.  Medlemsstaterne sikrer, at betingelserne for tredjepartsfinansieringsaftaler ikke gør det muligt at trække finansieringen tilbage, medmindre der er tale om særlige omstændigheder, der er fastsat i national lovgivning i overensstemmelse med artikel 15, stk. 1.

7.  Sagsøgere og tiltænkte modtagere skal være skadesløse for ethvert tab, der er forårsaget af en finansieringsyder, der har indgået en aftale om tredjepartsfinansiering, som er fundet ugyldig. Sagens sagsøgere og tilsigtede modtageres rettigheder berøres ikke.

Artikel 15

Opsigelse af aftaler om tredjepartsfinansiering

1.  Medlemsstaterne forbyder, at en finansieringsyder ensidigt opsiger en tredjepartsfinansieringsaftale uden sagsøgerens informerede samtykke, medmindre en retsinstans eller en forvaltningsmyndighed har givet finansieringsyderen tilladelse til at opsige aftalen efter at have vurderet, om sagsøgeren og de tiltænkte modtageres interesser vil være tilstrækkeligt beskyttet, selv om aftalen opsiges.

2.  Der kræves et tilstrækkeligt varsel i henhold til national lovgivning for at opsige tredjepartsfinansieringsaftalen.

Kapitel V

Retsinstansers eller forvaltningsmyndigheders prøvelse

Artikel 16

Offentliggørelse af tredjepartsfinansieringsaftalen

1.  Medlemsstaterne sikrer, at sagsøgere eller deres repræsentanter er forpligtet til at underrette den relevante domstol eller administrative myndighed om eksistensen af en tredjepartsfinansieringsaftale og om finansieringsyderens identitet og til på anmodning af domstolen eller forvaltningsmyndigheden eller sagsøgte, den relevante domstol eller administrative myndighed, at forelægge den relevante domstol eller administrative myndighed en fuldstændig og uredigeret kopi af sådanne tredjepartsfinansieringsaftaler vedrørende den pågældende sag til den relevante domstol eller administrative myndighed på det tidligste tidspunkt i denne sag. Medlemsstaterne sikrer også, at sagsøgte af retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden gøres opmærksom på eksistensen af en tredjepartsfinansieringsaftale og finansieringsyderen af retssagers identitet.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at retsinstanser eller forvaltningsmyndigheder efter anmodning fra en part i sagen har tilstrækkelige beføjelser til at prøve tredjepartsfinansieringsaftalen i overensstemmelse med artikel 17, hvis den pågældende part nærer begrundet tvivl om, hvorvidt en tredjepartsfinansieringsaftale er i overensstemmelse med dette direktiv og enhver anden gældende national lovgivning eller på eget initiativ.

Artikel 17

Retsinstansers eller forvaltningsmyndighedernes kontrol af tredjepartsfinansieringsaftaler

Medlemsstaterne udpeger den kompetente retsinstans eller forvaltningsmyndighed, der skal udføre de forskellige retlige og forvaltningsmæssige opgaver i henhold til dette direktiv. Denne udpegelse skal navnlig præcisere, at den retsinstans eller forvaltningsmyndighed, for hvilken en privat finansieret sag er anlagt, skal føre kontrol uden unødig forsinkelse og efter anmodning fra en part i sagen eller på eget initiativ med finansieringsaftalernes indvirkning på de sager, der indbringes for dem, ved at udøve beføjelser til:

a)  at udstede kendelser eller give instrukser, der er bindende for en finansieringsyder af retssager, som f.eks. at kræve, at finansieringsyderen yder den finansiering, der er aftalt i den relevante tredjepartfinansieringsaftale, eller at kræve, at finansieringsyderen foretager ændringer med hensyn til den relevante finansiering

b)  at vurdere, om hver tredjepartsfinansieringsaftale er i overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv, navnlig med den tillidsforpligtelse, der påhviler sagsøgerne og tiltænkte modtagere i henhold til artikel 7, og, hvis det konstateres, at aftalen ikke er i overensstemmelse med direktivet, påbyde finansieringsyderen at foretage de nødvendige ændringer eller erklære en klausul for ugyldig i overensstemmelse med artikel 14

c)  at vurdere, om tredjepartfinansieringsaftalen er i overensstemmelse med hensyn til gennemsigtighedskravene i artikel 13

d)  at vurdere, om en tredjepartsfinansieringsaftale giver en finansieringsyder ret til en urimelig eller uforholdsmæssig andel af en eventuel erstatning som beskrevet i artikel 14, stk. 4, og at annullere eller tilpasse sådan en aftale i overensstemmelse hermed. Medlemsstaterne præciserer, at de kompetente retsinstanser eller forvaltningsmyndigheder i forbindelse med en sådan vurdering kan tage hensyn til kendetegnene og omstændighederne ved den påtænkte eller verserende sag, herunder, hvor det er relevant:

i)  de parter, der er involveret i sagen, samt de tiltænkte modtagere i sagen, og hvad de har opfattet som aftalt med hensyn til det beløb, som finansieringsyderen vil modtage i henhold til finansieringsaftalen, hvis sagen vindes

ii)  den sandsynlige værdi af en eventuel erstatning

iii)  værdien af en finansieringsyderens finansielle bidrag og den andel, som finansieringsyderen bidrager med i forhold til sagsøgerens samlede omkostninger, og

iv)  den andel af en eventuel erstatning, som sagsøgeren og tiltænkte modtagere kan modtage

e)  at pålægge enhver sanktion, som retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden finder passende for at sikre overholdelse af dette direktiv

f)  at rådføre sig med eller søge ekspertise fra personer med den fornødne viden og uafhængighed til at bistå med udøvelsen af retsinstansens eller forvaltningsmyndighedens vurderingsbeføjelser, herunder fra enhver passende kvalificeret ekspert eller fra tilsynsmyndigheder.

Artikel 18

Ansvar for dækning af modpartens udgifter

1.  Hvis sagsøgeren ikke har tilstrækkelige ressourcer til at dække modpartens udgifter, sikrer medlemsstaterne, at retsinstanser eller forvaltningsmyndigheder har beføjelse til at træffe kendelser vedrørende sagsomkostningerne over for de finansieringsydere, der hæfter solidarisk med sagsøgerne, som følge af en tabt sag. I et sådant tilfælde kan retsinstanser eller forvaltningsmyndigheder kræve, at finansieringsydere betaler modpartens udgifter under hensyntagen til:

a)  værdien og andelen af en eventuel erstatning, som finansieringsyderen ville have modtaget, hvis sagen blev vundet

b)  i hvilket omfang eventuelle omkostninger, der ikke betales af en finansieringsyder, i stedet vil blive afholdt af en sagsøgt, sagsøgeren eller andre tiltænkte modtagere

c)  finansieringsyderens adfærd under hele sagen og navnlig vedkommendes overholdelse af dette direktiv, og hvorvidt vedkommendes adfærd har bidraget til de samlede sagsomkostninger, samt

d)  værdien af finansieringsyderens oprindelige investering.

Kapitel VI

Afsluttende bestemmelser

Artikel 19

Sanktioner

1.  Medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af de nationale regler, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de gennemføres. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver [senest den .../straks] Kommissionen meddelelse om disse regler og foranstaltninger og underretter den [straks] om senere ændringer, der berører dem.

2.  Tilsynsmyndighederne kan navnlig pålægge forholdsmæssige bøder beregnet på grundlag af en virksomheds omsætning, midlertidigt eller på ubestemt tid inddrage tilladelsen til at drive virksomhed og de kan pålægge andre passende administrative sanktioner.

Artikel 20

Revision

1.  Senest den ...[(...) år efter datoen for anvendelse af dette direktiv] foretager Kommissionen en evaluering af dette direktiv og fremlægger en rapport om de vigtigste resultater heraf for Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg. Evalueringen foretages i overensstemmelse med Kommissionens retningslinjer for bedre regulering. I rapporten vurderer Kommissionen især direktivets effektivitet, navnlig med hensyn til størrelsen af gebyrer eller renter, der er fraregnet sagsøgerens erstatning, herunder til tiltænkte modtagere, til finansieringsydere, den indvirkning, som finansieringsydere har på omfanget af tvistbilæggelsesvirksomhed, og i hvilket omfang tredjepartsfinansiering har givet bedre adgang til domstolsprøvelse.

2.  Medlemsstaterne forelægger Kommissionen, første gang senest den...[(...) år efter datoen for dette direktivs anvendelse] og derefter hvert år, følgende oplysninger, som er nødvendige for udarbejdelsen af den i stk. 1 omhandlede rapport:

a)  identiteten, antallet og typen af enheder, der er godkendt som finansieringsydere til retssager

b)  eventuelle ændringer af denne liste og begrundelsen herfor

c)  antallet og typen af sager, der helt eller delvis finansieres af en finansieringsyder af retssager

d)  udfaldet af disse sager med hensyn til de beløb, der optjenes af finansieringsydere i forhold til de erstatninger, der ydes til sagsøgere og tiltænkte modtagere.

Artikel 21

Gennemførelse

1.  Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den [dato/måned/år] de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen herom.

De anvender disse love og bestemmelser fra den [dato/måned/år].

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.  Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de foranstaltninger i nationale love, som de vedtager på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 22

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 23

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

(1) EUT […]. (2) EUT […].